Arkæologi.
Arkæologi er studiet af menneskelig aktivitet, primært gennem studiet af menneskets materielle levn.
Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund. Arkæologi inddrager mange forskellige discipliner i beskrivelsen af vores historie både de materielle levn som er efterladt, og de skriftlige og billedlige overleveringer. Naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder er i stadig udvikling og inddrages i stort omfang.
Forhistorisk arkæologi beskæftiger sig med den lange periode – som i Danmark begynder med menneskets indvandring til landet for ca. 10-15.000 år siden til vikingetidens ophør omkring slutningen af 1000 tallet e. Kr.
Middelalderarkæologi arbejder med den sene vikingetid fra 900/1000 tallet til reformationen i 1536, og nogle middelalderarkæloger medtager også renæssancen til midten af 1600 tallet. Det er almindeligt, at arkæologer også interesserer sig for 17- og 1800 tallet. Klassisk arkæologi, dvs. græsk og romersk samt nærorientalsk arkæologi, arbejder også med materielle levn, men er præget af kunsthistorie end kulturhistorie.
Asien.
Asien er verdens største kontinent. Kontinentets grænser kan defineres som landområdet Afrika-Eurasia uden Europa og Afrika.
Grænsen mellem Europa og Asien er ikke fast defineret, men anses ofte at gå gennem Uralbjergene, Uralfloden, det Kaspiske Hav, Kaukasus, Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne.
Asien og Afrika skilles omkring Suez-kanalen.
Etymologi.
Ordet Asien har været brugt siden oldtiden derfor er oprindelsen usikker. Måske er det et assyrisk ord for 'øst' eller det kommer fra hittitisk for "Assuwa" der var et kongerige i Lydien.
Aalborg Universitet Esbjerg.
Aalborg Universitet Esbjerg (AAUE) er organisatorisk en afdeling (institut) under Aalborg Universitet, men er geografisk lokaliseret i Esbjerg. Instituttets officielle navn er "Esbjerg Tekniske Institut", tidligere "Institut for Kemi og Anvendt Ingeniørvidenskab".
AAUE har p.t. (22. maj 2002) ca. 500 studerende og uddanner primært ingeniører, men tilbyder også en række nicheuddannelser såsom fiskeriteknologi, samt en overbygning til datamatikeruddannelsen (bachelor of science i softwarekonstruktion).
Aalborg Universitet Esbjerg er skabt ved en fusion i 1995, mellem det daværende Ingeniørhøjskolen Esbjerg og Aalborg Universitet. Siden fusionen er antallet af elever steget støt, og der har været behov for udvidelser af de fysiske rammer i flere etaper.
Især har en massiv satsningen på informationsteknologi, med oprettelsen af en afdeling for software- og medieteknologi (Department of Software and Media Technology), samt uddannelser der er skræddersyet til olie- og offshore-branchen i Nordsøen tiltrukket mange studerende.
Studenterorganisationen på AAUE hedder DSR-SE, og studenterbaren "Smuthullet".
Anders Fogh Rasmussen.
Anders Fogh Rasmussen (født 26. januar 1953) er en dansk politiker, der siden 1. august 2009 har været NATO's generalsekretær.
Fogh Rasmussen var formand for Venstre fra 1998 til 17. maj 2009 og var fra 27. november 2001 til 5. april 2009 Danmarks statsminister. Han var den længstsiddende statsminister fra Venstre og den eneste, der har siddet i tre på hinanden følgende valgperioder.
Anders Fogh Rasmussen er kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen og placeret i rangfølgens I klasse nr. 4.
Anders Fogh Rasmussen blev i sine unge år i Venstres Ungdom ofte kaldt "Røde Anders", fordi han blev anset for at være venstreorienteret i organisationen og gå ind for økonomisk demokrati. Øgenavnet kastede han dog af sig, da han lod sig inspirere af den liberale filosof Robert Nozick i bogen "Fra socialstat til minimalstat" (1993). De fleste politiske iagttagere er enige om, at Fogh siden 1993 igen er gået mod midten.
Den 4. april 2009 blev Fogh Rasmussen udpeget til kommende generalsekretær for NATO. Dagen efter trådte han tilbage som statsminister. Han tiltrådte som generalsekretær 1. august 2009 og indtog dermed en stilling, der betragtes som den højeste opnået af en dansk politiker.
Baggrund og tidlig karriere.
Anders Fogh Rasmussen er søn af gårdejer Knud Rasmussen og hustru Martha Rasmussen, født Fogh. Han er født i Ginnerup Sogn på Djursland og opvokset i landsbyen Hvidding ved Hammershøj, mellem Randers og Viborg. Han er gift med pædagog Anne-Mette Rasmussen. Parret er bosiddende i Bruxelles. Sammen har de tre børn. Deres ældste, Henrik Fogh Rasmussen, har markeret sig som samfundsdebatør, blandt andet med bogen "Amerikanske Tilstande".
Forhold til pressen.
Anders Fogh er af oppositionen i Folketinget og dagspressen blevet kritiseret for sin tilgang til medierne og brugen af såkaldt spin og spindoktorer i forsøg på styring af informationer i medierne. Antallet af medierådgivere for ministrene er fordoblet i forhold til antallet under den tidligere regering. Anders Fogh og hans 18 ministre havde ansat 52 særlige rådgivere og pressefolk, og de øgede hele tiden deres kommunikationsenheder og presseafdelinger. Årligt brugte regeringen Fogh omkring 32 mio. kr. på at informere borgerne og sælge sin politik via medierne.
I forbindelse med dokumentarfilmen "Den Hemmelige Krig" på DR om udlevering af krigsfanger fra Afghanistan til USA, anklagede Anders Fogh DR for ikke at være uvildige i deres dækning, og hævdede, at DR burde iværksætte en intern undersøgelse af, hvorledes de fremsatte påstande var fremkommet. Det afviste DR dog, og forløbet gav anledning til en del polemik i medierne. Siden er der dukket bortkomne dokumenter frem, der understøtter filmens påstande.
Anders Fogh kom under kritik, da han i et interview i forbindelse med Muhammedkrisen udtalte til den arabiske TV-station Al-Arabiya, at han ikke selv ville have publiceret Muhammedtegningerne. Og at udtalelsen kunne ses som en camoufleret undskyldning til den muslimske verden.
Anders Fogh afviste over 671 forespørgsler fra journalisten Bo Elkjær, Ekstrabladet, om et interview vedrørende Irak-krigen. Oppositionen har flittigt anvendt det til at karakterisere Anders Foghs forhold til pressen. I juni 2007 opfordrede Ombudsmanden Anders Fogh til enten at acceptere at lade sig interviewe af Elkjær eller at give en saglig og konkret begrundelse for ikke at gøre det Fogh fastholdt sin afvisning og vakte opsigt, da det er uhyre sjældent, at myndigheder eller myndighedspersoner sidder en ombudsmandsindstilling overhørig. Bo Elkjær fik sit interview.
EU-østudvidelsen 2004.
Under dansk EU formandsskab i 2004, blev EU udvidet med en række nationer i øst- og centraleuropa. Forhandlingerne blev ledet af Anders Fogh Rasmussen.
Krig.
Danmark valgte i 2003 som en række andre vestlige nationer at angribe Irak for at fjerne masseødelæggelsesvåben. Det er senere konstanteret, at der sandsynligvis ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak.
Anders Fogh Rasmussen valgte sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti at følge USA i Afghanistan for at forebygge terrorisme, herunder stække det fundamentalistiske taliban samt fjerne træningslejre drevet af al qaeda. Kritikere mente, at invasionen kunne øge rekrutteringen af terrorister og muligvis skabe had mod vesten.
Spekulation om internationale topposter.
I 2006 skrev "Berlingske Tidende", at Lars Løkke Rasmussen primo 2004 var kørt i stilling til at overtage statsministerposten, så Anders Fogh kunne blive formand for EU-Kommissionen, der skulle nybesættes medio 2004. Når Fogh ikke fik den nævnte post, var det primært EU-forbeholdene som hæmmede ham. Berlingske Tidendes korrespondent og journalist Ole Bang Nielsen formulerede det: "Det er svært for EU at være repræsenteret på den internationale scene af en politiker, der er erklæret "persona non grata" af hovedparten af de muslimske lande." I EU-kredse forventer man, at EU's første præsident bliver den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker. Med Irlands forkastelse af Lissabon-traktaten den 13. juni 2008, var både Anders Foghs håb om en hurtig afstemning for at få fjernet forbeholdene, og hans egne udsigter for at få en toppost i EU endnu ringere.
Generalsekretær for NATO.
Den første spekulation om Anders Foghs kandidatur som NATO's generalsekretær kom frem, da Financial Times den 12. februar 2009 meldte den danske statsminister som mulig kandidat til topposten i NATO. Få dage efter blev spekulationen forstærket, da den politiske kommentator Hans Engell den 13. februar udtalte, at Anders Fogh inden en måned ville blive udnævnt til generalsekretær for NATO. Snart fik Anders Foghs kandidatur opbakning fra Tyskland, Frankrig og Storbritanien og da USA den 21. marts meddelte, at de også ville støtte Fogh, så udnævnelsen til at være på plads. Men da alle lande i NATO skal være enig om, hvem der skal have posten som generalsekretær, og dermed havde veto, viste der sig at være et problem. Gentagne gange udtalte toprådgivere for Tyrkiets regeringsparti, at Tyrkiet ikke ville acceptere Anders Fogh. Dette skulle skyldes hans lave popularitet i den muslimske verden efter Muhammed-krisen. En anden begrundelse for den tyrkiske modstand var, at den kurdiske tv-station Roj, der ifølge Tyrkiet er talerør for terrororganisationen PKK, havde haft mulighed for at sende fra København, selvom Tyrkiet siden 2005 har krævet tv-stationen lukket. Spekulationerne om Tyrkiets modstand blev dog afvist, da Tyrkiets præsident Abdullah Gül ved et pressemøde den 27. marts udtalte: "Vi er ikke imod nogen personer, heller ikke Rasmussen, hvis han bliver kandidat". Dermed mente mange analytikere, at vejen var ved at være banet for Anders Fogh, som i øvrigt havde afvist sit kandidatur gentagne gange.. Den 2. april 2009 erklærede Fogh sit kandidatur til generalsekretærposten i NATO. To dage senere, den 4. april 2009 blev Fogh generalsekretær for NATO., og dagen efter udnævnelsen trådte Fogh Ramsussen tilbage som dansk statsminister.
Priser.
Anders Fogh er kåret til årets laks i 2004 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sine udtalelser som privatperson om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at blive gift i kirken.
Astronomi.
Astronomi (græsk: αστρονομία = άστρον + νόμος, bogstaveligt, "stjernernes lov") er videnskaben som omfatter observation og forklaring af hændelser udenfor Jorden og dens atmosfære. Astronomien regnes for en af de ældste videnskaber, idét man må formode at de allertidligste mennesker må have bemærket og spekuleret over de himmellegemer, der kan ses med det blotte øje; stjerner, Solen, Månen samt visse planeter og til tider kometer og stjerneskud.
A.
A a er det første bogstav i det latinske alfabet.
Bogstavet A kan spores tilbage gennem det græske alpha (stort Α, lille α) til det semitiske ’aleph (hebraisk א, arabisk ا). Det græske navn "alpha" er ligeledes lånt fra det semitiske navn "’aleph", der egentlig betyder "okse"; bogstavet forestiller et oksehoved, men er i sin græske og latinske form vendt på hovedet, således at hornene vender nedad: A.
Det semitiske bogstav betegner en strubelyd lig det danske stød, /’/. I græsk, der ikke kender de semitiske strubelyd, kom bogstavet til at betegne vokalen /a/, og det er også den almindelige lydværdi i latin og de afledte alfabeter. På dansk bliver det både udtalt som "fladt" (lukket) [æ] (ane) og som et "klart" (åbent) [a] (arne). På engelsk bliver det udtalt som [æ] (man), [a] (father) eller [ei] (same).
I det hexadecimale talsystem repræsenterer A et ciffer med værdien 10
Anders And.
Anders And afbilledet på en flyvemaskine
Anders And er en berømt figur i Disneys tegnefilm og tegneserier. Selvom han ikke er særlig populær i USA, optræder han i mange ugeblade i Europa, bl.a. i Norge, Tyskland, Sverige, Danmark, Holland, Italien med flere. Hans første optræden var i tegnefilmen "The Wise Little Hen" (Den kloge lille høne) den 9. juni 1934. Hans karakteristiske stemme blev indtalt af radiokomikeren Clarence Nash, der siden blev hans faste stemme.
Efter Nashs død i 1985 overtog tegnefilmsdubberen Tony Anselmo. Det var i øvrigt Nash selv, der trænede Anselmo til at lyde som Anders And. I Danmark har to lagt stemme til Anders And. De to er Bjarne H. Hansen og Dick Kaysø. Dick Kaysø lægger stadigvæk stemme til ham.
Anders And på film.
Anders And var i starten en bifigur til filmen Den lille kloge Høne, han havde et langt spidst næb og en utrolig kort lunte, der skulle ikke meget til for at udløse et raserianfald hos ham. Klassikerne er fra 1930'erne, hvor Mickey, Fedtmule og Anders er et trekløver, der er film som "Mickeys Campingvogn," "Tårnuret" og "Ensomme Spøgelser." De animatorer, som havde ansvaret for ham, var Fred Spencer og Dick Lundy.
Efterhånden opnåede anden en større popularitet, hvad der ikke rigtig huede Disney, han brød sig ikke om den krakilske and. Men Anders blev forfremmet til hovedfigur i en serie film startende med "Anders And og Strudsen" i 1938. Med den var det "ande-teamet" hos Disney født, bestående af instruktøren Jack King og assistenterne Carl Barks (den senere serieskaber), Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah. Han var stadigvæk en hidsigprop, men han blev gjort mere nuanceret, og nye figurer blev tilføjet som nevøerne Rip, Rap og Rup, kæresten Andersine And og i en enkelt film Fætter Guf.
Under 2. verdenskrig blev der lavet film om anden i millitærtjeneste, som han selvfølgelig gør meget klodset, men mest kendt er "Der Fuehrers Face" fra 1943, hvor anden drømmer, at han er i diktaturstaten Nutziland. Denne film blev arkiveret af Disney efter krigen, men er siden blevet meget uofficielt vist. Desuden medvirkede han i to mindre kendte spillefilm "Saludos Amigos" og "The Three Caballeros" i henholdsvis 1943 og 1945, der gav et lystigt billede af livet i Latinamerika.
Efter krigen blev omgivelserne mere hjemlige, men næppe mere fredfyldte. I 1947 overtog Jack Hannah pladsen som instruktør. Filmene handlede ofte om klammeri med andre, det kunne være en bi, Chip og Chap eller bare ting han ikke kunne få til at makke ret. Anders var her ofte plageånden, hvis egne drillerier kom tilbage som en boomerang.
Men fjernsynets fremmarch i 1950'erne satte snart stopper for de korte tegnefilm, og Jack Hannah blev i stedet sat til at redigere Disneys tv-shows, hvor han skulle kæde de korte tegnefilm sammen i et længere forløb. Her blev han gjort mere sympatisk, men det var eksperten i alt, Raptus von And, der gjorde mest for tv-showet. I et andet tv-show Disney Sjov medvirkede Anders i tv-serierne Rip, Rap og Rup på eventyr, Bonkers, og Rap Sjak. I Rip, Rap og Rup på eventyr, fik han få medvirkninger, og et anderledes matrostøj, end det vi normalt kender ham for. I Rap Sjak var hans matrostøj, blevet skiftet ud, med en hawaii-skjorte, med røde og hvide blomster på. I Bonkers, havde han også korte medvirkninger.
Anders And - hans personlighed og verden.
Anders And tegnet på et fly
Avisstriben.
Anders And gik til tegneserien allerede tidligt efter sin debut i 1934, hvor han i avisstriber optrådte med sin makker fra "The Wise Little Hen," Peter Gris. Fra den 10. februar 1935 blev han en del af Mickeys avisstribe som musens kujonagtige og drillesyge ven, men fra 1936 kaprede han hovedrollen i Silly Symphony-striben. Forfatteren Ted Osborne og tegneren Al Taliaferro, der havde stået bag serieudgaven af The Wise Little Hen, pressede på, og da det blev en succes kunne forfatteren Bob Karp i samarbejde med Taliaferro lave andens egen avisstribe.
Det blev en populær serie. I de allertidligste serier var Anders en hidsig, ondskabsfuld og pueril and med langt spidst næb og hænder, der knap kunne skelnes fra vinger. Senere blev han mere voksen, da han fik det faste ansvar for sine tre nevøer, og kæresten Andersine kom til sammen med Bedstemor And.
Tegneseriehæftet.
Tegneseriefiguren Anders And blev senere udviklet yderligere af Carl Barks. I de tidlige tegnefilm var han for det meste doven og hidsig; men for at gøre hans figur brugbar til en tegneserie besluttede Barks sig for at udvide hans personlighed. Anders' mest gennemgående karaktertræk er hans notoriske uheld, som desuden har den narrative funktion at give adgang til spændende eventyr, uden at serien udvikler sig for meget. På denne måde kan Anders eksempelvis blive involveret i alverdens skattejagter, og da han altid ender med at miste den fundne gevinst, kan alle historierne starte fra samme udgangspunkt.
For at give Anders en verden at bo i, skabte Barks byen Andeby i den amerikanske stat Calisota(som er en blanding af de to amerikanske stater Californien og Minnesota, med indbyggere som den rige onkel Joakim von And, den heldige Fætter Højben og den dygtige opfinder Georg Gearløs.
Anders lægger med sit engelske navn Donald Duck i øvrigt navn til donaldismen, fankulturen omkring Disney-tegneserier og -tegnefilm, som den norske forfatter Jon Gisle udviklede med sin bog af samme navn.
Anders bor i Andeby på Paradisæblevej 111 med sine tre nevøer ved navn Rip, Rap og Rup. De er stort set identiske, men de kan i nogle historier identificeres på, hvilken farve kasket de har på.
Ifølge Disneytegneserieforfatteren Don Rosa var Anders født et eller andet sted omkring 1920 - men dette er "ikke" officielt. Ifølge Carl Barks' stamtræ (senere udviklet og genbygget af Don Rosa for den danske udgiver Egmont Serieforlaget), er Anders' forældre Hortensia von And og Rapmus And. Anders har en søster ved navn Della And; men hverken hun eller Anders' forældre optræder i tegnefilmene eller tegneserierne bortset fra særlige steder som eksempelvis i Her er dit liv, Joakim. Ifølge Don Rosa er Anders og Della tvillinger.
Siden tegnefilmen "Mr. Duck Steps Out" har Anders' kæreste været Andersine And; men han står i stadig fare for at miste hende til den heldige Fætter Højben. I nogle italienske historier er Anders også superhelt under dæknavnet "Stålanden".
Anders' onkel, Joakim von And, er den rigeste and i verden.
Sammen med onkelen og nevøerne Rip, Rap og Rup har Anders And rejst jorden rundt til mange forskellige lande og steder. Blandt disse er landet Langtbortistan, hvis navn blev opfundet af den danske oversætter Sonja Rindom og senere er gledet ind i almindeligt, dansk sprogbrug.
I de tidlige historier af Carl Barks havde Anders en hale, der stak langt bagud og et langt næb og langt hals, og hans matrostrøje havde fire knapper. Hans lange hals passede godt til egenskaben nysgerrighed og det lange næb til hans hidsighed, det var to egenskaber, der prægede ham mest. Disse tidlige historier var også præget af en grov komik i stil med tegnefilmene.
Siden fik han et mere strømlinet udseende og kortere næb (dog ikke så kort som visse tegnere i 1960'erne gjorde det!) og kun to knapper på trøjen, et udseende de øvrige andetegnere også tager til sig. Her blev hans natur også mere sammensat, og han ligner mest af alt en tragisk helt. Komikken kommer mere og mere til at ligge i replikkerne.
Stålanden.
Anders And optræder særligt i jumbobøgerne med en hemmelig identitet i form af superhelten Stålanden. Figuren er inspireret af Batman og er skabt af den italienske forfatter Guido Martina i samarbejde med kunstneren Giovan Battista Carpi i 1969 i hans italienske navn Paperinik. Ofte tegnet af Romano Scarpa.
I lighed med inspirationskilden er han maskeret og har et hav af tekniske opfindelser, som han bruger i kamp mod forbryderne og - overvejende! - i kamp for at redde sit andet jeg, Anders And, ud af kniben. Den eneste som kender han hemmelige identitet, er opfinderen Georg Gearløs, som har udstyret gamle 313 med moderne udstyr og finurligheder. Det er ikke så tit at Stålanden optræder næsten kun i Jumbobøger, men har dog optrådt i Anders And-bladene med en gæstehistorie, hvor Stålanden kæmper mod en tidligere fjende, som nu havde kaldt sig Lord Hvalros.
Den moderne Ståland.
Efter at Stålanden i starten af 1990'erne ikke var benyttet så meget af historieskriverne, forsvandt han næsten ud af Disney-universet, indtil 1996 hvor en ny serie, "Stålanden på nye eventyr", startede med Stålanden i hovedrollen (umiddelbart inspireret af Marvel universet). Denne relancering af Stålanden gav karakteren det ekstra, der skulle til for at få et godt comeback.
I modsætning til størstedelen af Anders And tegneserier har denne serie en sammenhængende kontinuitet. I serien optræder kun sjældent de andre figurer fra de normale Anders And tegneserier, oftest er det kun en kort birolle eller en reference, men til gengæld er en mængde nye figurer kommet til.
Serien starter med at Anders And er ansat som vicevært i Ducklair Tower, et højhus bygget af mangemilliardæren Everett Ducklair, en fremragende videnskabsmand og opfinder, som forlod Andeby og drog til et tibetansk kloster, Dhasam-Bul. Anders finder Globus, en kunstig intelligens skabt af Ducklair, samt Ducklair's arsenal af våben og opfindelser. Dette bliver starten på Anders' liv som Stålanden.
En mængde temaer var ofte i centrum for historierne, bl.a. tidsrejser og Tidspolitiets kamp med tidspiraterne fra Organisationen, invasion fra rummet af de magtsyge evronianere, Stålandens samarbejde med FBI og meget mere.
Serien fik en fornyelse i 2001, hvilket ændrede markant på historierne. Everett Ducklair vender tilbage, slukker Globus, smider Stålanden ud af Ducklair Tower og genopretter sit gamle imperium. Undervejs bliver Ducklair's to døtre afsløret. De hader begge Everett af grunde der ikke bliver afsløret til fulde, selvom det bliver antydet at Everett skilte sig af med deres mor på en eller anden måde.
Denne fornyelse holdt 18 numre før serien blev afsluttet, dog uden at historierne fik en slutning.
Kulturkanonen.
Barks-historien "Anders And og den gyldne hjelm" fra 1954 kom i 2006 med i Kulturministeriets kulturkanon.
Anders And på forskellige sprog.
Finsk: Aku Ankka, Setä Aaron, Ankka Lampinen, Aku Fauntleroy Ankka
Noter.
And, Anders
Andeby.
Andeby (engelsk: "Duckburg") er en opdigtet by, skabt af Carl Barks i Disneys tegneserier. Byen ligger i den opdigtede stat Calisota, som er en blanding af staterne Californien og Minnesota. Anders And, Joakim von And, Rip, Rap og Rup And, Andersine And og andre figurer bor der. I historien er Andeby grundlagt af Kornelius Blisand.
På det amerikanske originalsprog bor musene Mickey Mouse, hans nevøer Mik og Mak, kæresten Minnie Mouse og hans ven Fedtmule og andre figurer i museuniverset i Mouseton. I de danske oversættelser har man ladet dem alle bo i Andeby, måske fordi der på et tidspunkt kom historier, hvor de optrådte i hinandens univers.
Andersine And.
Andersine And er en figur i Disneys tegnefilm og tegneserier. Hun optrådte første gang i Al Taliaferros avisstriber om Anders And og i tegnefilmen "Mr. Duck Steps Out", den 7. juni 1940. I starten havde hun på filmene en stemme ligesom Anders And bare i højere toneleje, men den blev senere erstattet med en ordinær, lys kvindestemme. I tv-serien Rap Sjak har Andersine fået et mere dameagtigt udseende, uden den karaktaristiske sløjfe, samt en Leguan ved navn "Nuller". Der er hun reporter i sit tv-program, som hedder "Hvad I Alverden". I Hos Mickey arbejder hun som en, der rerseverer pladser til Disney-gæsterne. I serien er hun også den største fan, af Prinsesse Ariel fra Disney-filmen Den lille Havfrue.
Andersine And blev født i 1920. Hun er en fjern slægtning til Anders And. Hos Carl Barks og andre tegnere til seriealbums flirter hun tit med Fætter Højben, men hun er officielt Anders' kæreste, og mange tegneserier handler om de to figurers rivalisering om hende.
I nogle historier i Anders And & Co., omtales de som forlovet.
En af hendes brødre er far til Rip, Rap og Rup. En søster til hende er moren til Kylle, Pylle og Rylle.
Hun er desuden også svigerinde til Della And.
Amurleopard.
Amurleoparden er en race af leoparder, der lever i Ussuri - den sydøstlige tip af Rusland, som er et kæmpemæssigt landområde, hvor størstedelen er dækket af skov. Når den fugtige og varme monsun om sommeren blæser fra Stillehavet, kan temperaturen nå op på 40 grader. Om vinteren strømmer iskold luft ned fra Sibirien og temperaturen kan falde til -30 grader. Under disse ekstreme forhold lever de sidste vilde 40 amurleoparder og 400 amurtigre. Kattene har fået navn efter floden Amur.
Med sin meget tykke vinterpels og store rosetter er amurleoparden forskellig fra den mere almindelige afrikanske leopard. Af udseende minder amurleoparden næsten om en brun sneleopard.
En amurleopard i Pittsburgh Zoo
Amur.
Amur (russisk:Амур) er en 4.444 km lang flod i det sydøstligste Sibirien. Den dannes, hvor floden Sjilka fra Jablonovy-bjergene flyder sammen med Argun fra Hinggan-bjergene. Amur danner over en lang strækning grænsen mellem det kinesiske Manchuriet og Rusland, inden den løber mod nord ved Khabarovsk for at udmunde i det Tatariske Stræde.
Biologi.
Biologi er studiet af liv (organismer) på jorden. Græsk, sammensat af ordene "bio", som betyder liv og "logos", som betyder viden.
Biologiens historie.
Biologien kan føre sine rødder tilbage til det gamle Grækenland. Specielt Aristoteles (384 f.Kr. - 322 f.Kr.) gjorde mange iagttagelser om dyr og planters levevis og organiserede disse iagttagelser i teorier. Teorierne holdt sig i mere eller mindre uforandret form helt frem til 1400- og 1500-tallet.
I 1600-tallet blev mikroskopet opfundet og banede dermed vej for en mindre revolution inden for faget. Fx så man for første gang små encellede dyr, bakterier og sædceller. Mikroskopet var med til at rykke kraftigt til diskussionen omkring livets oprindelse, og om hvorvidt liv kunne opstå spontant. En diskussion som fortsatte helt op til Louis Pasteurs forsøg i 1800-tallet og Charles Darwins udgivelse af "Arternes oprindelse" ("The Origin of Species by Means of Nautral Selection") i 1859. Evolutionsteorien blev udviklet af Charles Darwin og var drivkraften i de fremskridt som blev gjort inden for biologien i de følgende år.
Wilhelm Johannsen “opfandt” navnet gen i begyndelsen af det 20. århundrede og dette sammen med opdagelsen af at arveegenskaberne ligger gemt i “kromosomerne” gjorde, at der blev gjort store fremskridt inden for arvelighedslæren igennem den første del af det 20. århundrede.
I 1953 fandt man ud af, at kromosomerne er en dobbeltspiral, som nu benævnes DNA.
Forskellige grene inden for biologi.
bliver organismer klassificeret på en nyere måde - se i artiklerne organisme og organisme klassifikationsmetoder.
Svenskeren Carl von Linné var den første der forsøgte at opdele alt levende i en systematik; hans "Systema naturae" bruges (med lidt ændringer) den dag i dag.
Et af de centrale emner inden for biologi er evolution, som er en teori der blev underbygget af Charles Darwin. En organismes evolution kan studeres ved hjælp af molekylærbiologi, hvor man analyserer gener og proteiner. Evolution kan også studeres som palæontologer gør det, ved at studere fossiler.
B.
Bogstavet B blev ikke brugt i etruskisk, fordi dette sprog ikke havde stemt lukkelyd. Alligevel var etruskerne bekendt med bogstavet, som var afledt af det græske beta. Dets latinske lydværdi skyldtes højst sandsynligt græsk indflydelse. Det semitiske bogstav bet blev også udtalt som /b/. Den originale baggrund for symbolet var 'hus'.
I det hexadecimale talsystem repræsenterer B et ciffer med værdien 11.
Bak.
Bak er i skibsterminologi betegnelsen for den forreste del af skibsdækket, gerne opbygget.
Barkentine.
En barkentine er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj med mindst tre master hvoraf kun den forreste fører råsejl.
Bom.
En bom er i skibsterminologi betegnelsen for et rundholt i et sejls underkant, gerne forbundet med masten fortil.
Bom er det plattyske ord for træ (højtysk: Baum).
Bovspryd.
Et bovspryd er i skibsterminologi betegnelsen for en svær stang, der peger fremad og opad fra skibets forende.
Skråtstillet, kraftigt rundholt, der stikker forud fra stævnen mellem judasørerne, og hvortil stag fra formasten er fastgjort sammen med underste fatsgøringsdel af forsejlene (indefra) stagfok og forestængestagsejl.
På bovsprydets nok sidder æselhovedet, gennem hvis øverste bøjle klyverbommen er ført ud.
På denne sidder klyver og jager - nogle rigtyper anv. både inderklyver og yderklyver og har en yderligere bom, jagerbommen, udover klyverbommen.
Hvor fokkestaget står fast, er en klampe, kraven, der forhindrer staget i at glide indefter.
Længere ude på bovsprydet er på større skibe på hver side en skildpadde, hvortil forestængestagene er ført.
Bovsprydet fastgøres indad mellem kniberne, der er to lodrette bjælker tværs ud for hinanden og fastgjort til dæksbjælkerne på to dæk, og nedad - ca. en tredjedel fra inderenden - med vuvlingen eller vulingen, der er en tovværkssejsing rundt om sprydet og ned om skægget, stævntræet indenbords, og fastgjort udenbords med vaterstag, der består af kæder, der nederst er fastgjort i forstævnen.
På tredækkede linieskibe ligger bovsprydets rodende på mellemste batteridæk, på todækkede skibe på underste batteridæk og på fregatter på batteridækket.
Til siderne støttes bovsprydet med barduner.
Bovsprydet forlænges med klyverbom og/el. jagerbom, der stikkes ud gennem æselhovedet på bovsprydet el. klyverbommen. Stængerne fastgøres nedefter med kæder, der viser til underenden af pyntenetstokken.
Brig.
En brig er i skibsterminologi betegnelsen for et tomastet fartøj der fører råsejl på begge master.
Brigantine.
En brigantine er i skibsterminologi betegnelsen for et tomastet fartøj der på forreste mast kun fører råsejl.
Bireme.
En bireme er en skibstype fra oldtiden. En bireme kunne føre sejl i magsvejr, men under søslag blev den altid roet frem.
Carl Barks.
Carl Barks (27. marts 1901 - 25. august 2000) var en berømt tegner og forfatter dels hos Walt Disney Companys tegnefilmafdeling, dels hos forlag, der lavede tegneserier for Walt Disney Company.
Barks begyndte at arbejde for Disney Company i 1935, et år efter Anders Ands debut.
Han var bl.a. med i andeteamet bestående af instruktøren Jack King og ham selv som assistent og in-betweener plus Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah og derfor med til at lave tegnefilm som "Donald's Nephews" (1938), "Donald's Cousin Gus" (1939), "Timber" (1941), "The Vanishing Private" (1942) og "The Plastics Inventor" (1944).
Frustreret over arbejdsbetingelserne hos Disney, stoppede Barks hos dem i 1942. Barks fandt senere arbejde hos Western Publishing, hvor han fra starten havde håbet på selv at skabe nye figurer, men han var blevet bedt om kun at lave Anders And-tegneserier. Han lavede dog i starten en række serier med Bruno Bjørn, en bjørn med det samme koleriske temperament som anden.
Barks producerede serier i de næste tre årtier. Foruden at give Anders And en mere behagelig og lige knapt så hidsig personlighed, omgav han ham med en række excentriske og farverige figurer som Joakim von And – den rigeste and i verden, Fætter Højben – Anders' ufatteligt heldige fætter, opfinderen Georg Gearløs, Bjørne-banden, troldkvinden Hexia de Trick, og Grønspætterne – den verdensomspændende spejder-organisation. Han "opdagede" også grundstoffet bombastium.
Folk, som arbejder hos Disney eller dets licenshavere, gjorde det førhen generelt i anonymitet; historierne bar kun Disneys navn og et kort identifikationsnummer. Alligevel fandt folk snart ud af, at mange af historierne var skrevet af én person, som de begyndte at kalde "Den gode tegner". Senere blev det opdaget, at Den gode tegner i virkeligheden var Carl Barks. I dag er det dog mere regelen end undtagelsen, at Disney-tegnere og -forfattere krediteres i bladene.
Barks' historier var populære ikke kun blandt børn, men også blandt voksne. Til trods for, at Barks kun har rejst meget lidt, har han ladet sine ænder rejse hele kloden rundt til de mest mærkelige og afsides steder.
Carl Barks gik på pension i 1966, men han fortsatte med at skrive en del historier for Western. Han begyndte at lave oliemalerier med scener fra sine historier, og de begyndte hurtigt at blive mange penge værd.
Carl Barks døde den 25. august 2000, 99 år gammel.
I Danmark var han hovedleverandør af andehistorier fra det første nummer af Anders And & Co. i 1949 til 1963, hvor andre andetegnere gradvis overtog pladsen. Takket være hans store popularitet er hans historier så genoptrykt i senere numre, og aldrig tidligere oversatte historier er blevet trykt. Tillige er flere af hans lange andehistorier udgivet som Solohæfter og Månedshæfter fra Egmont Serieforlaget.
I et stort fællesnordisk projekt blev Carl Barks' komplette Disney-tegneserier genudgivet årene 2005-2008 i 30 luksusbind i 10 kassetter, kaldet Carl Barks' Samlede Værker. I Norge fortsætter serien med Barks' andet arbejde (vittighedstegninger, ikke-Disney-tegneserier, tegnefilmsskitser og malerier) i 4 bind samt 2 oversigtsbøger om Barks arbejde.
Som den eneste udlænding blev Carl Barks en del af den danske kulturkanon i 2006 med den lange historie "Anders And og den gyldne hjelm."
Calisota.
Calisota er en opdigtet stat i Anders And-universet. Navnet er en blanding af "Californien" og "Minnesota" - derfor kan alle vejrtyper forekomme. Mange tegnere har vist hvor Andeby ligger i deres serier, og Calisota er bestemt til at være den nordlige tredjedel af det kendte Californien - stødende op til Californien, Nevada og Oregon. I Calisota ligger blandt andet byer som Andeby og Gåserød.
C.
C er det tredje bogstav i det danske og latinske alfabet. I det etruskiske sprog stemte lukkelyde, så de overtog det græske gamma for at skrive /k/. I begyndelsen brugte romerne C for både /k/ og /g/. Måske på et endnu tidligere tidspunkt, var det alene /g/, mens de brugte K for /k/. Enkelte hævder, at det semitiske gîmel var et billede af en kamel. /k/ udviklede ganelyd og velare allophoner på latin, højst sandsynlig efter etruskisk indflydelse. Derfor har bogstavet C mange forskellige lydværdier i dag. Blandt disse /k/ og /s/ på fransk, /k/ og /T/ (som engelsk Th i Thin) i europæisk spansk, /k/ og /tS/ (som engelsk Ch) i italiensk.
I det hexadecimale talsystem (og andre talsystemer med grundtal større end 12) repræsenterer C et ciffer med værdien 12.
CPU.
Central Processing Unit forkortes næsten altid til CPU. Den kan også kaldes en centralenhed eller blot en processor. Er den så lille at den kan være i en chip kaldes den for en mikroprocessor.
CPU'en er den centrale regneenhed i en computer og den omtales af mange som computerens hjerne. Det er CPU'en der foretager alle beregningerne. En computer kan f.eks. være en pc eller et indlejret system.
Der findes forskellige typer af CPU'er. De mest kendte i personlige computere er fra Intel, AMD, Sun, Motorola og Transmeta.
Det ses ofte, at man sætter flere CPU'er sammen i en computer (SMP) for at opnå større regnekraft.
Når en CPU's hastighed skal betegnes, nævnes dens interne regnehastighed i Hz (MHz og GHz). - Dette afspejler ikke direkte hvor mange beregninger per sekund en CPU kan udføre. I "gamle dage" kunne en CPU normalt udføre: beregninger per sekund = Hz divideret med cykler per instruktion og det er almindeligt med 2-200 cykler per instruktion. Se også CPU Benchmark Flops, Mips og BogoMips.
Flere kerner.
Kernen i CPUen er der hvor beregningerne foretages, og det er almindeligt at producenterne indlægger flere kerner i en CPU. Designet af hver kerne er identisk, og de kan foretage samme type beregninger med samme hastighed. At producere en processor med flere kerner letter designomkostningerne betydeligt, da man i stedet for at designe en dobbelt så stor og effektiv kerne kan nøjes med anvende flere af samme arkitektur og lade dem udføre beregningerne sideløbende. At udnytte en CPU med flere kerner stiller krav til de programmer man kører på computeren, da programmerne skal optimeres til at sprede de nødvendige beregninger ud over alle kernerne. Mange programmer er begrenset til kun at udnytte en kerne, og derfor kan ydedelsesforbedringerne for et enkelt program være minimale ved at bruge en CPU med flere kerner. Flere kerner kan i midlertid være en stor fordel, hvis man kører flere krævende programmer på sin computer samtidig, da programmerne kan deles ud over kernerne.
AMD var først på markedet med en 2-kernet processor, som hed Athlon X2. Intel lavede derefter deres Pentium D processor. I dag ser man CPUer med op til 12 kerner.
Pipelining.
I dag benytter de fleste CPU'er instruktionspipelining, der betyder at en CPU kan starte en ny instruktion hver cyklus. Visse CPU'er kan have 10-20 instruktioner i gang samtidigt.
Single Instruction Multiple Data (SIMD).
Nogle CPU'er understøtter også SIMD - vektor processering. Hos Intel Pentium 4 hedder det MMX/SSE/SSE2 og i Motorola's G4 hedder det AltiVec Velocity Engine.
Både pipelining og SIMD gør CPU-hastigheden potentielt hurtigere, men pipelining kræver at oversættere (eng. compiler) flytter rundt på instruktionsrækkefølgen, så de bliver optimeret til pipelining. For at SIMD skal udføre programmer hurtigere, er det nødvendigt at optimere dem til det.
Danmark.
Danmark (fra oldnordisk: "Danernes mark") er et land i Skandinavien beliggende i det nordlige Europa. Danmark kaldes sammen med Grønland og Færøerne officielt Kongeriget Danmark. Danmark grænser til Tyskland mod syd og er omgivet af flere have: Vesterhavet (Nordsøen), Skagerrak og Kattegat på vest-, nord-, og østsiden af Jylland, Kattegat og Østersøen nord og syd for de danske øer. Danmark består af halvøen Jylland og 406 navngivne øer, småøer og holme.
De tidligste tegn på menneskelig tilstedeværelse i dagens Danmark begyndte for 100.000 år siden, selv om området først blev beboet i den ældre stenalder. Under vikingetiden og senerehen fik danskernes kontakt til omverdenen større betydning, heriblandt deltagelsen i Kalmarunionen og andre forbund. Renæssancen betød et markant skift i Danmark, da reformationen fandt sted. Den danske grundlov blev underskrevet 5. juni 1849, hvilket markerede starten på en demokratisk styreform. Tyskland besatte Danmark under 2. verdenskrig og ved krigens afslutning blev Danmark befriet. Herefter har landet indgået i NATO og senere EF (nu EU). Landet har haft en stor tilstrømning af indvandrere i 80'erne og 90'erne. I dag er det præget af de Muhammed-tegninger, som rystede muslimer verden over.
Den danske befolkning er en blanding af etniske danskere og indvandrere og anslås til at være på ca. 5,5 mio indbyggere. Danskerne er i deres egen bevidsthed også det lykkeligste folk i verden.
Dansk er det officielle sprog. Danmark er et konstitutionelt monarki, og statsministeren fungerer som regeringschef, mens Folketinget er den lovgivende forsamling. Landet er inddelt i 5 regioner og 98 kommuner. Danmark betragtes med et bruttonationalprodukt på 203.519 milliarder US$ som et rigt land, og over halvdelen af den arbejdende befolkning er beskæftiget i servicesektoren.
Etymologi.
Solvognen fra bronzealderen ca. 1350 f. Kr. er et tydeligt tegn på en religiøs og kulturel udvikling.
Navnet "Danmark"s oprindelse og især forholdet mellem danerne og Danmark som et samlet kongerige er kontroversielt. Debatten handler først og fremmest om hvorvidt forstavelsen "Dan-" henviser til danerne eller kong Dan. Endelsen "-mark" er i mindre grad også diskutabel. Problematikken forværres pga. de utallige referencer til daner forskellige steder i Europa både hos antikkens græske og romerske historikere (som Gregor af Tours, Jordanes og Procopius) og hos middelalderens (som Adam af Bremen, Beowulf, Widsith og Ældre Edda)
På norrønt blev folket i genitiv flertal kaldt "danir", som kan betyde noget i retning af "fladlandsbeboere". "Daner" er sandsynligvis en afledning af det indoeuropæiske "*dhen-", som betyder "flade, fladt bræt".
"Mark" blev på oldhøjtysk og angelsaksisk brugt i betydningen "grænseland". Ordet "Danmark" kan altså have betydet "fladlandsbeboernes grænseland" og var muligvis afgrænset til skovene i Slesvig, altså danernes grænseland til tyskerne mod syd, ligesom endelsen muligvis har også forbindelse til skovområder som Finnmark, Telemark eller Ditmarsken.
Populært siges det, at ordet "Danmark" første gang nævnes på Jellingestenen omkring år 985. Danmark ("Denamearc") nævnes imidlertid allerede omkring år 890 af nordmanden Ottar i den Angelsaksiske Krønike Orosius, og senere af Alfred den Stores, den østfrankiske krønikeskriver Regino af Prüm og Otto I.
Forhistorie fra oldtid til vikingetid (10500 f.Kr. - 1047 e.Kr.).
Den danske forhistorie før stenalderen hører mest til geologisk historie, for der er ikke mange tegn på mennesker. Dog har man fundet flintestensredskaber i Himmerland og i Lillebælt, som tyder på menneskelig aktivitet i området for omkring 100.000 år siden i Eem-mellemistiden, hvor klimaet har svaret nogenlunde til det vi har i dag. For ca. 15.000 år siden begyndte indlandsisen at vige nordpå i forbindelse med en klimaændring. Hér levede rensdyrjægerne og afløstes senere af andre jægerfolk, som ernærede sig af jagt og fiskeri igennem årtusinder.
For ca. 6.000 år siden (år ca 4000 f.Kr.) blev jægerstenalderen afløst af bondestenalderen, som igen afløstes af bronzealder (år ca 1700 BC) og jernalder (år ca 500 BC)., som var inddelt i flere perioder: keltisk jernalder, romersk jernalder og germansk jernalder. Allerede i slutningen af jernalderen, dvs. i 700-tallet, kan der have eksisteret en stærk, dansk centralmagt. Her kunne det kolossale forsvarsværk Dannevirke og Kanhavekanalen Samsø være et "bevis".
Forhistorien sluttede med vikingetiden, hvor danske vikinger begyndte at hærge og handle i det meste af Europa. Vikingerne begyndte at kræve den såkaldte Danegæld, hvilket betød at konger fra England betalte skat til den danske konge mod at undgå plyndringer. Danske og skandinaviske vikinger spillede i det meste af vikingetiden en stormagtsrolle i Europa, bl.a. på grund af den stærke flåde. Senere vendte opturen sig under Knud den Store, da vikingeimperiet blev svækket og England gik tabt. Da Svend Estridsen fik tronen i 1047, var Danmarks tid som vikingemagt forbi.
Med afslutningen på, hvad der af historikerne kaldes oldtiden begynder det Danmark, der har Jellingstenene og Gorm den Gamle som første konge i den danske Kongerækken. Den danske historie indledes i det 8. århundrede, hvor de første, skriftlige kilder begynder at omtale forholdene her. På den måde er vikingetiden en overgangsfase mellem forhistorien og den danske middelalder.
Middelalder (1047-1536).
Efter ca 1050 begynder en periode, hvor en mere fredelig kontakt med det øvrige Europa fik stadigt stigende betydning. Kristendommen, kulturpåvirkinger, nye driftformer for landbrugerne. Andre tre forhold fik også større betydning: kongernes forsøg på at øge deres indenlandske magt, deres forsøg på at udvide det udenrigske magtområde og striden med Hanseforbundet.
Den indenlandske magtkamp stod først mellem stormændene på den ene side og kongemagten og kirken på den anden. Senere blev det til en strid mellem kirken og kongemagten. Udenrigs forsøgte man at skabe og fastholde et østersørige, kulminerende i Kalmarunionen af 1397. Samarbejde med Hanseforbundet var en handelsmæssig nødvendighed, men også et konstant økonomisk problem. Dette byforbund fik stor indflydelse på landets forhold og var i perioder den reelle magt i landet.
Reformationen og tabte krige (1536-1660).
Renæssancen betød et markant skift i Danmarks historie, særligt fordi reformationen blev en del af ændringen. Kongerne inddrog kirkegodset og stod på den baggrund stærkt over for adelen, dog blev meget af rigdommen blev brugt til krigsførelse. Mest tydeligt er dette eksemplificeret i renæssancekongen Christian IV, der nok lod opføre smukke bygninger mange steder i landet, men som led alvorlige nederlag ved sin deltagelse i Trediveårskrigen i Tyskland. Den fortsatte kamp med Sverige medførte nederlag på nederlag med stadige tab af territorier, først øerne i Østersøen, men senere også danske kerneprovinser som Skånelandene ved Freden i Roskilde i 1658.
Enevælde, tab af Norge og Guldalder (1660-1848).
Adelens svigt under Karl Gustav-krigen gav plads til et statskup, hvor kongen væltede den gamle forfatning og indførte enevælden med støtte fra borgerskabet. En ny embedsadel voksede frem ved kongernes gunst, og byernes borgere fik efterhånden øget indflydelse. Landet var præget af den kulturelle påvirkning fra Frankrig og af kongernes tyskprægede forvaltning. Med stavnsbåndets ophævelse og senere med andre reformer inden for landbruget fik landet en økonomisk fremgang, der blev afbrudt, da englænderne tog den danske flåde. Dette og Københavns bombardement tvang Danmark i armene på Napoleon, mens Sverige allierede sig med England. Med freden i Wien (1815) blev Danmarks union med Norge opløst. Forud var gået en statsbankerot i 1813, men alligevel blev perioden en opgangstid for f.eks. dansk filosofi, digtning og billedkunst (guldalderen) med kunstnere som f.eks. H.C. Andersen, Søren Kirkegaard og N.F.S. Grundtvig.
Demokrati, industrialisering og besættelse (1849-1945).
Det danske monarki bestod efter freden i Wien af kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Fordi at Slesvig var et dansk len med både dansk- og tysktalende befolkning, hvorimod Holsten og Lauenborg var med i det Tyske forbund, udbrød der stridigheder mellem Helstats- og Ejderpolitikken, som hver havde sit nationale synspunkt. Dette førte til et oprør mod Danmark og den 1. Slesvigske Krig, som Danmark med hjælp fra England vandt. I forbindelse med revolutionerne i Europa i 1848 fik Danmark en fri og demokratisk forfatning i 1849.
a>. De underliggende brudlinjer var dog ikke fjernet, og i 1864 brød den 2. Slesvigske Krig ud. Den tidligere støtte fra udlandet var der ikke længere og hæren led nederlag, især slaget ved Dybbøl. Resultatet blev tabet af hertugdømmerne, herunder også den dansktalende del af Slesvig.
Omkring 1870 kom industrialiseringen i gang i Danmark, og den blev fremmet ved anlægget af et tætmasket jernbanenet og af talrige færge- og fragtbådsforbindelser mellem landsdelene.
Samtidig betød opsvinget i landbruget (andelsbevægelsen), der begyndte med mælkecentrifugen i 1978 en forøget købekraft hos landbefolkningen, og da udstykningen (parcelhuse? -eller var det udskiftningen, hundrede år før, mon?), ja det medførte øjeblikkeligt et overskud af mennesker, der rasende hurtigt blev voksne, så de allerede ti år før -fra 1870- kunne strømme til hovedstaden og dermed fik byerhvervene en kærkommen reserve af billig arbejdskraft.
Husning af disse mange (og virkelig unge) tilflyttere skete på meget tilfældige vilkår og en række epidemier hærgede København og de større provinsbyer allerede 16 år før andelsbevægelsen kom igang. Ved kloakering, oprettelse af skoler og udbygning af sundhedsvæsnet fik man efterhånden skik på sygdommene.
På arbejsmarkedsfronten lykkedes det at dæmpe uroen, da det danske arbejdsmarked ved Storkonflikten i 1899 fik sin grundlov, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig. Efter over 30 år (1870-1901) med regeringsmagten, mistede Højre i 1901 flertallet i både folke- og landstinget, og efter en kortvarig forfatningskamp, som førte til systemskiftet har parlamentarismen været fast skik i Danmark
Danmark holdt sig uden for 1. verdenskrig, og forsyninger til de krigsførende lande gav arbejde og indtjening til mange. Efterhånden fik kvinderne også valgret (1915), og det tyske nederlag i 1918 medførte en folkeafstemning, så Nordslesvig ved Slien blev genforenet med Danmark, men afstemningsvilkårene betød, at der blev skabt et tysk mindretal i Danmark og et dansk i Tyskland. Den økonomiske krise i 1930'erne betød massearbejdsløshed, men også forbedring af samfundets støtte til dårligt stillede. Med genoprustningen af de europæiske stormagter kom der atter gang i produktionen i Danmark, og ved krigsudbruddet i 1939 var der optimisme hos alle. Selv om Danmark blev besat i 1940, opretholdt landet sin egen regering indtil 1943, men der opstod efterhånden så stærk en modstandsbevægelse, at landet kunne tælles med blandt de allierede lande, der oprettede FN i 1945. I 1944 erklærede Island sig som selvstændig nation fra Danmark.
Efterkrigstid (1945-1990).
a>, som 12 danske tegnere lavede. Langt de fleste danskere frygtede året efter tegningernes udgivelse, at Danmark skulle blive et mål for terror.
I årene derefter var Europa delt, ideologisk og efter landegrænser. Frygten for Sovjetunionen førte til, at Norge og Danmark valgte at deltage i NATO (1949). Det gav dog samtidig landet adgang til Marshall-planen, der var ment som en støtte til genopbygning af de europæiske lande. Det skabte gode tider i landet, og kommunismen mistede efterhånden taget i den brede befolkning. Storpolitisk var situationen fastlåst, og det gav meget få manøvremuligheder i dansk udenrigspolitik, men på det økonomiske område var der dog plads til ændringer. Herunder udbygningen af velfærdssamfundet, som regeringer af forskellig politisk observans var aktivt medvirkende til at forme. I 1960'erne udløste den store tilgang af kvinder til arbejdsmarkedet en stærk udbygning af den offentlige sektor. I løbet af 1960'erne kom der gang i forhandlingerne om dansk deltagelse i EF (det senere EU), og i 1972 bekræftede en folkeafstemning Danmarks optagelse i fællesskabet. Ved flere senere afstemninger blev samarbejdet udvidet trinvis.. Med oliekrisen i 1973 startede en økonomisk recession, som bl.a. medførte, at Danmark måtte tage store lån i udlandet, ligesom " jordskredsvalget" samme år førte til politisk ustabilitet. Fra 1982 førte forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter en stram økonomisk politik, der kulminerede med "kartoffelkur". Årtiet blev på denne baggrund betegnet som "fattig-firserne".
Efter Den Kolde Krig (1990-2010).
Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og militær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I 1992 havde Schlüter - regeringernes stramme økonomiske politik skabt overskud på betalingsbalancen for første gang siden 1962, og løbet af 90'ernes lykkedes det under Poul Nyrup Rasmussens regering at afbetale den oparbejdede udlandsgæld fra 70'erne, hjulpet af højkonjukturen i de lande, som er væsentlige danske eksportmarkeder. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udenlandske statsborgere, især fra den tredje verden, der kom hertil dels som flygtninge og dels som indvandrere. Efterhånden viste det sig, at indvandringen skabte problemer og diskussionen om hvilken politisk linje der skal lægges har været og er stadig et aktuelt tema.
Udenrigspolitisk var årtiet, der startede med millennium præget af terrorhandlingen den 11. september 2001, som udløste krigen i Afghanistan, og senere i Irak, hvor den amerikansk ledede koalition af villige lande med dansk deltagelse angreb Irak og styrtede Saddam Husseins regering.
I 2005 tegnede 12 danskere hver en satirisk tegning af islams profet Muhammed, hvilket førte til reaktioner fra muslimer i Danmark og udlandet. Efter tegningerne har spekulationer gået på, om Danmark skal blive et mål for terror.;
Indenrigspolitisk førte VK-regeringerne, ledet af Anders Fogh Rasmussen en kontraktpolitik med skattestopet som grundlag, der sikrede Fogh Rasmussen 8 år i statsministeriet, indtil han trak sig tilbage for at overtage posten som generalsekretær i NATO.
Efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen tiltrådte under finanskrisen, som bl.a. medførte stigende arbejdsløshed og et stort underskud på statsfinanserne. Det Økonomiske Råd forudsagde stigende strukturproblemer på arbejdsmarkedet og erklærede, at de økonomiske genopretningsplaner, som hhv. regeringen og oppositionen fremlagde i løbet af 2010, var utilstrækkelige. Især udsigten til øget offentigt budgetunderskud bekymrede vismændene.
Politik og regering.
a> er regent, men styrer ikke landet
Danmark er et konstitutionelt monarki, og det politiske system tager udgangspunkt i Grundloven af 1849. Statsministeren, Lars Løkke Rasmussen, er regeringschef. Før Grundloven af 1849 udgjorde Kongeloven fra 1665 det centrale stykke lovgivning i den danske forfatning. Visse dele af loven gælder fortsat. Danmark er et repræsentativt demokrati, som dog i visse tilfælde afholder folkeafstemning ved vigtige beslutninger.
Monarken, Dronning Margrethe er statsoverhoved med ceremonielle opgaver. Hun er afskåret fra at udføre politiske opgaver, men har en vigtig rolle i forhold til udnævnelse af og afskedigelse af regeringer og underskrivning af vedtagede love. Landet er opdelt mellem de tre magter, den udøvende magt, som ligger hos regeringen, den lovgivende magt og den dømmende magt, som ligger hos domstolene. Grundloven siger, at både monarken og Folketinget er den lovgivende magt, selv om Folketinget er den reelle magt. Danmark har den evangelisk-lutherske kirke som statsreligion, men Grundloven sikrer religionsfrihed. Dog står der, at den danske regent skal være af luthersk-evangelisk tro.
Folketinget er landets parlament og lovgivende magt, som består af 179 medlemmer, hvoraf to vælges fra Færøerne og to fra Grønland. De fire mandater plejer hverken at stemme for eller imod i forbindelse med indenrigspolitiske forhold, men støtter dog som regel i krisesituationer det parti, de føler sig tættest knyttede til. Folketingsmedlemmerne vælges ved forholdstals- og enkeltmandstalmetoden, hvormed politikerne bevarer en vis afhængighed af de lokale valgkredse. Folketinget har en spærregrænse på 2%, men et kredsmandat kan give adgang. Valg holdes hvert fjerde år, men statsministeren kan opløse Folketinget når som helst og starte et nyt valg. Det seneste folketingsvalg blev afholdt d. 13. november 2007. Regeringen skal hele tiden have opbakning fra et flertal i Folketinget, men regeringen behøver ikke bestå af partier med samlet flertal. Folketingsmedlemmerne mødes fire gange om ugen til debat.
Den nuværende regering består af partierne Venstre og Det Konservative Folkeparti med støtte fra Dansk Folkeparti og blev etableret 23. november 2007. Traditionelt har danske regeringer bestået af mindretalsregeringer med støtte fra ikke-regeringspartier og samarbejde hen over midten har været mest typisk. Socialdemokraterne har haft en del indflydelse som regeringsparti i historien. Den nuværende regering er inddelt i 15 ministerier, men antallet af ministerier kan godt skifte. Ministrene udpeges af statsministeren og behøver ikke at sidde i Folketinget eller være i noget parti.
Domstolene er uafhængige af regering og folketing. Højesteret er den øverste domstol, der ved tvister og tvivlsspørgsmål har det sidste ord. Højesteret har dermed en vis politisk betydning, da de i sidste ende kan dømme lovforslag og politiske handlinger ulovlige i forhold til Grundloven. EU-domstolen har efterhånden også form af øverste myndighed på mange områder i landet.
Grundloven af 1953 sikrer i fællesskab med indarbejdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lov i 1992 givet danske borgeres menneskerettigheder. I 2008 placerede Transparency International Danmark som det mindstkorrupte land i verden sammen med Sverige og New Zealand. Freedom House rangerer Danmark som "fri" med hensyn til politiske rettigheder og civil frihed.
Udenrigsforhold og militær.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med USA's tidligere præsident George W. Bush, hvis udenrigspolitik Danmark støttede.
Danmark er medlem af forskellige sammenslutninger som EU, FN, NATO og Nordisk Råd. I efterkrigstiden afbrød Danmark med medlemsskabet af NATO halvandet århundredes neutralitet og forsøgte under koldkrigstiden at knytte de østeuropæiske lande til Vesten, heriblandt de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen), som Danmark ydede stor støtte til. Tidligere har danskerne haft et skeptisk forhold til EU, de stemte som de eneste imod Maastricht-traktaten og andre traktater. Danmark har dog også haft en vis indflydelse i EU, landet fik i 2002 10 lande fra Central- og Østeuropa til deltage i unionen. I en folkeafstemning fra 2000 stemte danskerne imod euroen, men alligevel fremføres spørgsmålet om en ny afstemning hyppigt.. Spørgsmålet blev aktuelt den 9. februar 2011, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen forudsagde en hurtigt brslutning om en ny folkeafstemning om deltagelse i euroen.
Efter krisen om Muhammed-tegningerne boykottede flere muslimske lande danske produkter i en vis tidi protest mod den danske regerings afvisning af at fordømme disse tegninger. En af Danmarks ambassader blev af samme årsag udsat for brandstiftelse. Forholdet til de fleste muslimsk regerede lande er siden blevet forbedret, mens islamister endnu i 2010 fremsatte trusler mod danske interesser.
Da Arktis rummer store mængder af olie og naturgas, hvilket Grønland, som hører under Danmark, grænser til sammen med Canada, USA og Norge og Rusland, er der opstået tvist mellem de enkelte om retten til området. Danmark går ind for fri marked og fortsætter derfor sammen med bl.a. England med at presse på for yderlige liberaliseringer af markedet, dog med modstand mod udvidede beføjelser til kemi- og levnedsmiddelindustri.
Norden er en vigtig ideologisk samarbejdspartner, som Danmark har tætte kulturelle bånd sammen med. Landene handler indbyrdes med hinanden og deres indbyggere kan rejse frit i hinandens lande. I de seneste par år har rigsdelene i Rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne fået større medbestemmelse på udenrigspolitiske emner af stor interesse, såsom geopolitiske emner samt jagt på olie. Danmark har altid givet FN en stærk opbakning både politisk og økonomisk, men de danske NGO'er og private organisation er varetager også en væsentlig andel af den bilaterale bistand. Danmark bidrager med 0,8 af bruttonationalproduktet og forsøger at støtte sine 20 primære samarbejdslande i den tredje verden på områder som økonomisk vækst, social- og miljøforhold.
Danske MP-soldater. Danmark er tæt knyttet til USA, og deltog blandt andet i Invasionen af Irak og Krigen i Afghanistan.
Det danske forsvarsbudget for 2010 var på ca. 23 milliarder kroner, og forsvarsudgifterne udgør dermed 1,06 % af BNP. Det danske forsvar består af de fire grene Hæren, Hjemmeværnet, Søværnet og Flyvevåbnet. Mænd har værnepligt, men langt fra alle skal aftjene den – det afgøres, hvem der skal, ved lodtrækning. Kvinder (og de mænd som ikke blev udtrukket) kan vælge at aftjene frivillig militærtjeneste. Årlig aftjener omtrent 6500 unge danske kvinder og mænd militærtjeneste. Tjenestetiden varer 4-12 måneder afhængig af tjenestested.
Efter 2. verdenskrigs afslutning, måtte Danmarks militær næsten bygges op fra grunden. Til dette arbejde, blev der bl.a. ydet støtte fra USA og andre allierede i NATO, som Danmark var med til at stifte i 1949. Da der siden Den Kolde Krigs afslutning, ikke har været nogen trusler om invasioner af landet, har man i stedet indsat styrkerne i udlandet for at støtte konfliktramte lande i at dæmpe og forebygge konflikter. De tre største bidrag har været i Afghanistan (ISAF), Irak (MNF-I) Kosovo (KFOR). Siden terrorangrebet 11. september 2001 har Danmark desuden aktivt deltaget i terrorbekæmpelsen.
Rigsfællesskabet, regioner og kommuner.
a> består af Danmark, Grønland og Færøerne
Udover det Danmark der ligger i Skandinavien, ligger også, gennem Rigsfællesskabet, de to områder, Grønland og Færøerne. Områderne hører ifølge grundlovens §1 til Kongeriget Danmark, og deler derfor grundlov og statsoverhoved med Danmark. De to områder har dog begge egen regering ledet af henholdsvis en Landsstyreformand (Grønland) og en Lagmand (Færøerne). Færøerne opnåede indre selvstyre i 1948 og Grønland i 1979. De to områder er dog ikke fuldt uafhængige, f.eks. skal folkeskolerne udover det lokale sprog undervise i dansk, begge områder modtager bloktilskud fra Danmark, og udenrigsforhold varetages som hovedregel af regeringen i København. Hvert land repræsenter også to sæder i Folketinget.
Danmark er inddelt i fem regioner og 98 kommuner. Regionerne blev oprettet 1. januar 2007 og erstattede de tidligere 13 amter. På samme tid blev kommunerne samlet til større enheder og tallet reduceredes fra 270 til 98. De nye regioners største ansvar er at opretholde sundhedssektoren.
Regionerne er Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Ertholmene er ikke del af nogen kommune, men hører under Forsvarsministeriet.
Geografi, klima og miljø.
Danmark er med sine 43.094 km² verdens 132. største land og er i areal lidt mindre end Estland og lidt større end Holland. Danmark ligger i Skandinavien, beliggende i det nordlige Europa, og grænser kun til Tyskland mod syd. Landet er omgivet af flere have: Vesterhavet mod vest, Skagerrak mod nord, Kattegat og Øresund, og Østersøen mod syd. Mellem disse have findes mange sunde og bælter: Dels Limfjorden (som er et sund) mellem Vesterhavet og Kattegat, dels Lillebælt, Storebælt og Øresund mellem Kattegat og Østersøen og dels en lang række mindre farvande mellem øerne. Den største del af arealet udgør halvøen Jylland (23.872 km²), mens resten fordeler sig på 1419 øer, heraf 443 navngivne. De tre største øer er Sjælland, Den Nørrejyske Ø (Vendsyssel-Thy) (siden 1825, nuværende åbning siden 1862) og Fyn.
Det lille land har på grund af det store antal mindre øer og fjorde en af Europas længste kystlinjer på 7.314 km. Visse steder findes der mange små søer. Landskabet er generelt fladt med sletter, klinter og klitter og Lammefjord som det laveste punkt på landjorden med -7,5 m. Det højest ikke-menneskeskabte punkt er Møllehøj ved Skanderborg med 170,86 m, næsthøjest Yding Skovhøj med 170,77 m og endelig Ejer Bavnehøj med 170,35 m. Disse punkter er alle beliggende i samme område nogle km sydvest for Skanderborg.
Landskabet varierer på de forskellige landsdele: Østdanmark har et varieret terræn. Heriblandt har Bornholm et specielt landskab med grundfjeld. Vestjyllands landskab består af marker, plantager og smalle enge. Nordjylland har sandede kyster med storklitter og lave forsumpede sletter.
a>et findes stort set overalt i Danmark
Danmarks klima er tempereret. Vintrene er milde med temperaturer på 0 grader celsius i januar og februar og somrene er kølige med temperaturer på 15,7 grader celsius i august. Undertiden kan der forekomme kolde, kontinentalt prægede vintre, kaldet isvintre, ligesom der kan forekomme hede somre. Den højeste temperatur, som hidtil er blevet målt i Danmark (siden 1874) er 36,4 °C, hvilket blev målt 10. august 1975 i Klosterheden ved Holstebro. Den laveste temperatur, som siden 1874 er blevet målt på dansk jord er -31,2 °C, som blev målt i Hørsted i Thy 8. januar 1982.
Danmarks flora har en større mangfoldighed, end det forventes af sådan et lille land. De danske skove består næsten kun af bøgetræer, som trives bedre i Danmark end noget andet land i Europa. Træer som eg, ask og elm er sjældne i den danske natur. Dyrelivet ligner det samme som i resten af Centraleuropa. Kronhjorten og andre større dyr er uddøde. De typiske husholdningsdyr, bortset fra geden, findes i Danmark. Udbygningen af infrastrukturen udsætter dyrenes genpulje i at blive større, hvilket er årsag til, at mange arter er truede eller uddøde i Danmark.
Økonomi og infrastruktur.
Landbrug er en lille, men vigtig økonomisk, sektor i Danmark
Den danske valuta er kronen og landets økonomi er bygget op om den skandinaviske velfærdsmodel, der sikrer alle borgere sociale ydelser. Danmark har også verdens højeste skatteprocent, og for personer i de højeste indtægtsgrupper kan skatteprocenten komme op i 62,3 (plus 8 % sundhedsafgift). Bruttonationalprodukt blev vurderet til at være på 203,519 milliarder US$ (købekraftsparitet) i 2008, mens indbyggerindkomsten var 37.264 US$ ifølge Den Internationale Valutafond. Gennem Den europæiske vekslingsmekanisme er den danske krone tæt knyttet til euroen, og vekslingskursen ligger altid på omtrent 7,45 kroner pr. euro. Dette opnår man ved at lægge pengepolitiken meget tæt op imod Den Europæiske Centralbanks politik. Danmark møder kravene, som skal til at tage del i eurosamarbejdet, men i en folkeafstemning fra september 2000 valgte man med en lille margin at beholde kronen.
Økonomien i landet er meget afhængig af samhandel med udlandet og pga. det har Danmark en stor interesse i, at varer og tjenesteydelser frit kan handles mellem landene. Danmark er derfor medlem af EU, OECD og WTO. 76% af den arbejdende befolkning beskæftigede i 2004 sig med serviceerhverv og 21% med industri, selvom landbruget trods sin størrelse også er en vigtig økonomisk sektor. Danmark får heraf også 10 milliarder kroner årligt i landbrugsstøtte. Ca. 10% af Danmarks areal er dækket af skov, og årligt fældes 2 mio. m3, hvilket giver 800 mio. kr., men som kun dækker 25% af træforbruget. Fiskeri udgør omkring 3% af den samlede eksport, og de vigtigste fiskerihavne ligger i Esbjerg, Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals og Skagen. Ifølge Verdensbanken har Danmark Europas mest fleksible arbeidsmarked, og det er enkelt både at ansætte ny arbejdskraft og at nedbemande. Denne politik kaldes "flexicurity". Den danske arbejdskraft tæller omkring 2,9 millioner personer. Målt i andel af befolkningen som har højere uddannelse har danskerne verdens bedst uddannede arbejdsstyrke.
Turisterne i Danmark kommer hovedsageligt fra de nordiske lande, og turismen er en voksende sektor. Blandt de største turistattraktioner er Den Lille Havfrue, Tivoli og Christiania, alle sammen beliggende i København. Arbejdsløshed er et stigende problem, og flere borgere lever også af statskassen end der bidrages til den. Landet er selvforsynende med energi, og udvinding af naturgas og olie i Nordsøen giver en stor indtægt som f.eks. i 2006, hvor værdien var på 60,7 milliarder kroner, hvoraf staten fik 31,5 milliarder. Energien kommer hovedsageligt fra kul, olie og naturgas, men også i stigende grad vindenergi. Imens udgør biobrændsel, solenergi og geotermisk energi en lille del. Frem til begyndelsen af 1980'erne var økomomien plaget af store stabilitetsproblemer, som man kun gradvis og med besvær fik bugt med i løbet af 1980'erne. Under Schlüters regering kom en såkaldt "Kartoffelkur", som gjorde lån meget dyre og fik forbruget til at rasle ned. Arbejdsløsheden var rekordhøj i 1993. Også det problem blev efterhånden bekæmpet ret effektivt, takket være regeringerne Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussens effektive, men ret kostbare arbejdsmarkedspolitik, berømmet i udlandet under navnet flexicurity.
Danmarks infrastruktur er veludbygget og generelt i god stand og består hovedsageligt af almindelige landeveje, motorveje og et tognet med to primære togselskaber, Arriva og DSB. Danmark er et af de lande i verden med mest motorvej pr. indbygger. Lastbilen er oftest den del af transportskæden, der leverer godset til den endelige destination, og dominerer derfor den danske godstransport. Den står også for ca. 80 pct. af den samlede godstransport, skibe og færger står for ca. 19 pct., mens jernbanen står for kun ca. 1 pct. Mere end 170 millioner passagerer bliver årligt transporteret på jernbanenettet. Der findes fem internationale lufthavne i Danmark, hvor Kastrup Lufthavn med sine knap 21 millioner passagerer årligt er Skandinaviens største lufthavn. Den fungerer som lufthavn ikke bare for danskere, men også for store dele af den sydsvenske befolkning. Andre store lufthavne er Billund Lufthavn i Jylland, samt Ålborg, Esbjerg og Århus.
Som en af verdens største søfartsnationer, har Danmark et omfattende færgenetverk, både i ind- og udland. Færgerne bruges dog ikke specielt meget til de forskellige landsdele, idet de er forbundet med Lille- og Storebæltsbroen. Danmark har har den bedste pressefrihed i verden. DR er Danmarks offentlige broadcaster, og landet har 26 tv-stationer plus 51 repeatere. Internet og mobiltelefon er meget udbredt; der findes mere end dobbelt så mange mobiltelefoner end normale telefoner.
Demografi.
København er den største by i Danmark med over 1 million indbyggere
Ifølge estimater fra juli 2008 havde Danmark en befolkning på 5.482.266 indbyggere, hvoraf etniske danskere udgjorde pr. 1. januar 2007 91,1%, 4.968.436, af indbyggerne, mens de resterende 8,9%, som var indvandrere og efterkommere udgjorde 477.700. Befolkningen er ujævnt fordelt: I Østdanmark bor ca. 250 personer pr. km², mens der vest for Storebælt bor omkring 100 personer pr. km². I hovedstaden København bor lidt over 1 million eller ca. en femtedel af hele landets befolkning. 85% af befolkningen bor i byerne. Der findes et tysk-sindet mindretal i Sønderjylland.
Næsten en femtedel af befolkningen er under 15 år eller 65 år eller over, mens over halvdelen er 15-64 år. Det danske folk rangeres som det gladeste folk i hele verden, baseret på helbreds-, velfærds- og uddannelsesstandarter.
Landet er befolket af forskellige etniske grupper som skandinavere, grønlændere, færinger, tyskere, tyrkere, iranere og somaliere. Siden 2003 har der bl.a. været arbejdskraftindvandring fra Polen, Tyskland, Litauen og andre europæiske lande. Antallet af immigranter, der kommer ind i Danmark pga. familiesammenføring er faldet dramatisk i perioden 2001 - 2006. I den samme periode er antallet af asylansøgelsesgodkendelser også faldet dramatisk, hvilket også gælder asylansøgerne. I 2007 kom den største gruppe af flygtninge fra Irak.
I forbindelse med den stigende udvikling og industrialisering er Danmarks befolkning også steget stødt. I 1700-tallet steg befolkningstallet kraftigt. Den første folkeoptælling af Danmarks indbyggere går helt tilbage til 1735, hvor befolkningen der dengang lå på ca. 718.000. Fra 1769 til 1900 mere end tredoblede befolkningen. Frem til 1960'erne var Danmark et meget ensartet samfund, da indvandringen langsomt til.
Dansk som er det officielle sprog, tales overalt i landet. Dansk består af mange dialekter og kan deles ind i tre hovedgrupper: Østdansk, ødansk
og jysk. Færøsk, grønlandsk, og tysk er minoritetssprog. Engelsk er et meget udbredt fremmedsprog.
Religion.
Danmark har religionsfrihed, 80,9% af den danske befolkning var i 2010 medlem af den evangelisk-lutherske, danske folkekirke. Det var et fald på 4% gennem 10 år; i 2000 var det næsten 85%. Alligevel betragter kun 71% sig som troende, og lidt under halvdelen sig som religiøse og få som meget religiøse. Med en stigende indvandring fra især muslimske lande er islam blevet Danmarks næststørste religion med omkring 3,8-4,0 % muslimer (2004). De øvrige trosretninger er katolicisme 35.000 tilhængere, Jehovas vidner med 15.000 tilhængere, 7.000 jøder, baptister med 5.500 tilhængere, 5.000 tilhængere af Pinsebevægelsen, og 4.500 er mormoner. Desuden en del andre trosretninger med under 3.000 medlemmer hver. I 2006 mente omkring 5,4% at de ikke havde nogen religiøs tilknytning, og 1,5% ser sig selv om ateister.
Kultur.
a> er en typisk dansk mellemmad
Den danske kultur ligner til størstedels, det man finder i andre europæiske lande. Man fejrer fødselsdag, konfirmation og fastelavn. Dansk humor og begrebet hygge er ting, som opfattes som særligt danske.
Den danske mad er sammensætning af traditionel dansk mad som rugbrød og frikadeller og udenlandsk mad som pizza, burger og kebab.
Det mest almindelige måltidsmønster består af tre hovedmåltider (morgenmad, frokost og aftensmad), hvoraf aftensmaden for de fleste er det største og vigtigste måltid. Det kolde bord, som er en sammensætning af kolde og lune retter med brød serveres typisk ved højtider, som jul, og påske. Danskerne har på verdensplan det største eller et af de største forbrug af kød pr. indbygger på over 100 kg årligt.
De første kendte komponister fra Danmark var faktisk tyskere, C.E.F. Weyse og Friedrich Kuhlau fra slutningen af 1700-tallet og frem. Sammen med B.S. Ingemann og J.P.E. Hartmann blev Niels W. Gade toneangivende i dansk musik i 1800-tallet. Carl Nielsen fra starten af 1900-tallet er den eneste internationalt kendte danske, klassiske komponist. Det var først i 2000'erne, at dansk musik gjorde internationalt bemærket. Popgrupper som Aqua og Cartoons synger både i og uden for Danmark, og visse danske rockmusikere synger på engelsk. Ved internationalt mindre genrer som hiphop har den Den Gale Pose gjort sig bemærket.
Fodbold er den mest populære sport i Danmark, og landsholdet har kvalificeret sig til VM 3 gange. Brian Laudrup, Michael Laudrup og Peter Schmeichel er blandt Danmarks mest kendte fodboldlegender. Sejl- og vandsportsgrene er også populære, og ligeså er badminton og håndbold, mens håndbold også er opfundet i Danmark. I løbet af 90'erne og 2000 vandt det danske kvindelandshold i håndbold adskillige præmier.
Danske film har fået international anerkendelse, ikke mindst for sin vilje til at eksperimentere. I 1995 udviklede danske filminstruktører en helt ny filmart, "Dogme 95", der udfordrede filmreglerne og skabte stor international opmærksomhed omkring dansk film. Biograffilmsproduktionen var på 18 biograffilm i 1975 og steg siden til 41 biograffilm i 2005, hertil kan høre, at de danske films anerkendelse de senere år er vokset. Blandt berømte filminstruktører er Lars von Trier, Bille August, Thomas Vinterberg og Susanne Bier.
Den første danske litteratur stammer helt tilbage i 400 f.Kr. Senere kom nedskrivninger af sagn og folkeeventyr man kender fra 1100- og 1200-tallet. En del af den første danske litteratur er derfor også de islandske sagaer og Snorre Sturlasson, som tilhørte den fælles nordiske litteratur dengang. Saxo Grammaticus fra 1100-tallet er den første store danske forfatter, selv om han skrev på latin. Lidt dansk litteratur kendes fra middelalderen i øvrigt, men først i løbet af den spirende oplysningstid begyndte den danske litteratur for alvor med Ludvig Holbergs stadig aktuelle komedier. Som forløber for romantikken kan nævnes Johannes Ewald og Jens Baggesen. Den bedst kendte dansker er forfatteren H.C. Andersen, der er kendt for sine eventyr som "Den Lille Havfrue" og "Den grimme ælling."
Den danske arkitektur har sin tid helt tilbage hos vikingerne. Den blev mere betydelig i middelalderen, da de første kirker i romansk og gotisk stil opstod i hele landet. Frederik 3. og Christian 4. fik hollandske og flamske designere til at bygge storslåede kongeslotte og paladser i renæssancestil. I sin sene regeringstid kunne Christian 4. også indføre barokstilen, som var populær i en vis periode. Den neoklassiske arkitektur kom oprindeligt fra Frankrig, men blev langsomt indført af danskere, som i stigende grad udtrykte stilen. En produktiv periode med historicisme endte med at udvikle sig til den nationalromantiske stil. Det var dog ikke indtil 60'erne, at danske arkitekter gjorde sig bemærket udenlands med en stilart kendt som funktionalisme. Den har udviklet det, der i dag kendes som Sydney Opera House og Storebæltsbroen.
Danmark har fire verdensarve: Jellingestenene, Kronborg Slot, Roskilde Domkirke og Ilulissat Isfjord.
DSR-SE.
DSR-SE er en forkortelse for De Studerendes Råd - Studentersamfundet Esbjerg, og er studenterorganisationen på Aalborg Universitet Esbjerg. DSR-SE består af et forretningsudvalg bestående af 8 personer og 1 formand, samt 2 suppleanter. Udover forretningsudvalget er der to underudvalg: Aktivitetsudvalget (AU) og De Studerendes Sikkerhedsudvalg (SSU). DSR-SE har pr. maj 2002 ca. 320 medlemmer.
Dansk Selskab for Rumfartsforskning.
Dansk Selskab for Rumfartsforskning blev stiftet den 20. september 1949 og beskæftiger sig med at udbrede kendskabet til de mange aspekter vedrørende rumfart. Selskabet består af flere forskellige faggrupper, i forskellige interesseområder.
D.
D er det 4. bogstav i det latinske alfabet. Kommer fra delta i det græske alfabet, hvilket har tegnenene Δ (stort delta) og δ (lille delta).
I det hexadecimale talsystem repræsenterer D et ciffer med værdien 13.
Dadaisme.
Dada (også kaldet Dadaisme) er en strømning inden for billedkunst og litteratur, der startede i Zürich og senere fandt vej til Berlin, Köln, Hannover, Paris og New York. Dada eksisterede officielt 1916-1924, og var en direkte forløber for surrealismen.
Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog.
Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.
Navnet Dada blev "opfundet" af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, omend bevægelsens stifter Tristan Tzara også påstod at have været ophavsmand til udtrykket. Der findes mange forklaringer af ordet, og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet Dada blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige "da-da"-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket "ja ja", mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest.
Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som "elle a chaud au cul", hvilket betyder "hun er varm i røven". Desuden minder titlen om det engelske ord "look" - altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.
International dada-måned.
I december 2005 udråbte borgmester Boog Highberger i Lawrence, Kansas, en international dada-måned, bestående af 4. februar, 1. april, 28. marts, 15. juli, 2. august, 7. august, 16. august, 26. august, 18. september, 22. september, 1. oktober, 17. oktober og 26. oktober.
Della And.
Della And er en figur i Disneys tegneserier. Hun er datter af Hortensia von And og Rapmus And, født i 1920. Hendes tvillingebror er Anders And. Hun er mor til Rip, Rap og Rup And og hendes mand er bror til Andersine And hvilket gør hende til Andersines svigerinde.
Don Rosa.
Don Rosa laver en tegning til en fan i Helsinki, Finland
Keno Don Hugo Rosa (ofte kaldet Don Rosa) (født 29. juni 1951 i Louisville, Kentucky i USA), er en berømt tegner og forfatter af Anders And-tegneserier. Han betragtes af mange som en af de bedste andetegnere siden Carl Barks.
Don Rosas passion for tegneserier stammer tilbage fra hans barndom, hvor han voksede op med dem. Han tegnede også selv små tegneserier - både med de kendte disneyfigurer og med andre som han selv fandt på. Drømmen om en karriere som tegneserieskaber forblev dog i første omgang en drøm. Han uddannede sig i stedet til ingeniør fra University of Kentucky og overtog senere familiefirmaet.
I 1987 besluttede han sig for at forfølge sin gamle barndomsdrøm; han tog chancen og kontaktede den amerikanske udgiver af disneytegneserier for at høre, om de kunne bruge ham. Han fik chancen, og snart forelå den første serie fra hans hånd, "Solens søn".
Et af Don Rosas mest kendte arbejder er Her er dit liv, Joakim. Han er også kendt for sit detaljerede stamtræ over andefamilien, et forsøg på at katalogisere de mange mere eller mindre flygtige figurer, som har besøgt Andeby igennem tiderne, og som er opfundet af forskellige tegnere/manusforfattere.
Mange af Don Rosas serier bygger videre på gamle serier af Barks, og i modsætning til andre nutidige andetegnere foregår alle hans serier i 1950'erne (med undtagelse af nogle af de historier der omhandler Joakim von Ands fortid). Det var nemlig netop i de år, at Barks regnedes for at være på højdepunktet af sin karriere. Dette kan for eksempel ses på omgivelserne i Andeby og på biler, brugen af telegraf og andre ting. Hvis Joakim von And for eksempel brugte computer eller mobiltelefon i en Rosa-historie, ville det nærmest være en anakronisme. I et fåtal har han dog inkluderet moderne ting, som i historien "Anden, som faldt ned fra himlen" og "Gyldne tider".
Den opmærksomme læser af Don Rosas tegneserier vil bemærke, at der i det første eller andet billede på første side i de fleste af Rosas serier er skjult et lille D.U.C.K.,som står for: "Dedicated to Unca Carl from Keno" ("dedikeret til onk'l Carl fra Keno"). En lille hilsen fra Rosa til sit forbillede og inspirator Carl Barks. Et andet kendetegn er, at han ofte skjuler små Mickey Mouse-hoveder i sine tegninger.
Desværre har Don Rosa igennem de seneste år lidt af tiltagende forværring af sit syn, og kombineret med den lave betaling han modtog for sine historier, valgte Rosa i 2008 at indstille sin karriere som andetegner.
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
DSU er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), International Union of Socialist Youth (IUSY), Young European Socialists (ECOSY) (tidligere European Community Organisation of Socialist Youth) og Forbundet Nordens Socialdemokratiske Ungdom (FNSU).
DSU og Socialdemokratiet.
DSU er arbejderbevægelsens politiske ungdomsorganisation, og støtter derfor Socialdemokratiet. DSU hjælper Socialdemokratiet i valgkampe og i forbindelse med andre gadeaktiviteter. Samtidig er DSU blevet det forum hvorfra en stor del af fremtidens Socialdemokratiske politikere udklækkes.
DSU har generelt stor indflydelse på partiets politik, hvorfor der på mange måder er stor enighed.
Historie.
DSU blev stiftet i 1920 efter splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister på baggrund af 1. verdenskrig og den russiske revolution.
I 1919 havde et flertal i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), brudt med partiet og var 9. november 1919 med til at grundlægge Venstresocialistisk Parti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti. En række SUF-afdelinger, som ikke ønskede at bryde med partiet, stiftede i stedet DSU.
I en del år brugtes forkortelsen DsU (med lille s), fordi retstavningen indtil 1945 foreskrev at Danmark og navneordet Ungdom stavedes med stort. Det blev dog også brugt efter 1945 for ikke at støde sammen med Dansk Skak Union.
DSU har i hele sin levetid været rugekasse for mange mennesker, som senere er blevet ledende skikkelser i Socialdemokratiet. Blandt dem statsminister Jens Otto Krag, udenrigsminister Per Hækkerup og forsvarsminister Hans Hækkerup. Blandt den nuværende generation af socialdemokratiske politikere har bl.a. Lotte Bundsgaard, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, Mette Frederiksen og Jan Trøjborg en fortid i DSU.
Struktur.
DSU er bygget op af en lang række lokalafdelinger, som er de mindste lokale led. Disse afdelinger indgår i distriktsorganisationer, der følger storkredsgrænserne. En ikke-udtømmelig liste kan findes på DSU-afdelinger.
DSU's ledelse består af to dele: Et forretningsudvalg på 13 medlemmer og en hovedbestyrelse på 41 medlemmer, hvor forretningsudvalget også indgår. Af de 41 er 28 lokale distriksvalgte repræsentanter.
Samtidig har Frit Forum, beskrevet senere i artiklen, en helt speciel status og har egne aktiviteter. Dog har Frit Forum-afdelingerne status som DSU-afdelinger på lige fod med de "normale" afdelinger.
Ydermere har DSU en række fagudvalg og netværk. Fagudvalgene beskæftiger sig med politiske og organisatoriske områder, fx arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, ligestillingspolitik, internationalt samarbejde samt aktiviteter og kursusvirksomhed.
Netværkene arbejder derimod for fx etnisk mangfoldighed eller folkeskoleindsatsen i DSU. Samtidig findes et fagligt netværk, Faglig Fraktion, som er beskrevet i følgende afsnit.
Faglig Fraktion.
I DSU findes også Faglig Fraktion, der er de faglige medlemmers forum. Faglig Fraktion blev stiftet i 2006 under DSU´s kongres for at give nyt liv og forbindelse til fagbevægelsen og arbejderne. Forud for stiftelsen var gået flere års opmærksomhed på de fagliges deltagelse i DSU, og en stigende utilfredshed med, at det udelukkende var akademikere der var opstillet til kongressen. Bagmændene til Faglig Fraktion var Steen Wrist Ørts og Lasse Hjort Oetzmann. I oktober 2006 afholdte Faglig Fraktion sit første topmøde, hvor grundstenene til det fremtidige arbejde blev lagt. Samtidig blev Claus Hall valgt til Faglig Fraktions første talsperson. I dag er Faglig Fraktion blevet en fast del af DSU og fået stor støtte i Fagbevægelsen. Nuværende talsperson er Jesper Trolle Rohde.
Frit Forum.
I DSU findes også Frit Forum, der tidligere var en selvstændig socialdemokratisk studenterorganisation, men siden 1973 har Frit Forums afdelinger været optaget i DSU. Frit Forum har selvstændig ledelse, det såkaldte studentersekretariat, men afdelingerne i de forskellige universitetsbyer fungerer i reglen autonomt. Mange socialdemokrater har startet deres karriere i Frit Forum; bl.a. Erhard Jakobsen (foreningens stifter), Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Mogens Lykketoft.
Formænd.
Formand for DSU har siden maj 2008 været Peter Hummelgaard, der er valgt af DSU's øverste myndighed, kongressen, der afholdes hvert andet år.
Forretningsudvalget.
Forretningsudvalget udgør sammen med DSU's Hovbedbestyrelse den øverste myndighed mellem DSU's kongresser, der typisk afholdes i lige årstal i Store Bededagsferien. Seneste kongres blev afholdt i pinsen 2010 på Vingstedcentret ved Vejle.
Distrikter.
På DSU's kongressen i 2008 besluttede man at nedlægge DSU's fem hidtige regioner og oprette ti nye "distrikter" med grænser efter storkredsene.
DSU Distrikt Københavns Omegn.
Københavns Omegn indgik i 2009 i en fællesledelse med Distrikt København under navnet DSU Københavnskredsen.
DSU Distrikt København.
Københavns distrikt indgik i 2009 i en fællesledelse med Københavns Omegn under navnet DSU Københavnskredsen.
NET-Dialog.
DSU's interne computernetværk, NET-Dialog, bruges af medlemmer i DSU, Frit Forum, folk i DUI-LEG og VIRKE samt andre personer fra organisationer tilknyttet arbejderbevægelsen. Tidligere blev netværket også brugt af bl.a. Socialdemokratiet og forskellige fagforeninger og dets ungdomsorganisationer. Net-Dialog er under afvikling.
For at komme på NET-Dialog bruges typisk klienten FirstClass.
Dansk Ungdoms Fællesråd.
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) en er paraplyorganisation for cirka 70 børne- og ungdomsorganisationer inden for det frivillige idebestemte eller samfundsengagerende foreningsliv.
Om DUF.
DUF er et værdifællesskab. De centrale værdier er demokrati, ansvar, respekt, tolerance, engagement og åbenhed for omverdenen.
DUFs styrelse, udvalg og sekretariat har til opgave at sikre, at netværket mellem medlemsorganisationerne fungerer, men samtidig er det også de organer, der på vegne af paraplyen fungerer som repræsentanter for det frivillige børne- og ungdomsarbejde i Danmark.
Centrale personer i DUF.
Formanden for DUFs styrelse vælges på DUFs delegeretmøde for en 2 årig periode.
Formanden frem til december 2009 er Martin Justesen, der til dagligt læser til journalist ved Danmarks Journalisthøjskole.
Martin Justesen er tidligere formand for Folkeskoleelevernes Landsorganisation (FLO) - og blev indstillet til valg af Danske Studerendes Fællesråd.
For DUF er demokrati ikke blot en styreform. ”Demokrati er samtale” som DUFs stifter Hal Koch udtrykte det. Det er en måde at handle på og en måde at omgås andre mennesker på, hvor respekten for individet, fællesskabet, omgivelserne og samfundet er helt centralt. Og hvor fordommene lader sig udfordre, og argumenterne flytter holdninger. Det er denne tilgang der styrer DUFs daglige arbejde.
I dag har DUF til huse på Scherfigsvej 5 i København.
Rasmus Hylleberg 2005-2007, Stig Fog 2003-2005, Niels Lund 2000-2003´, Hans Stavnsager 1997-2000,Bjarke Steen Johansen 1994-1997, Anders Ladekarl 1989-1994 Dorte Bennedsen 1968-1971.
Jeppe Bruus 2003-2007, Rasmus Hylleberg 1999-2003, Katrine Söderberg 1997-1999, Kristian Sloth 1995-1997.
DUFs historie.
1940 En lang række enkeltpersoner og ungdomsorganisationer gik sammen for at danne Dansk Ungdomssamvirke. Målet var at oplyse, engagere og oplære unge til demokrati, eller rettere som en „modstand“ mod nazismen og fascismen. Ungdomssamvirket var og ønskede ikke at være en del af den egentlige modstandsbevægelse, fordi sabotagen ikke var forenelig med tanken om oplysning, samtale og demokrati. Teologen Hal Koch blev anmodet om at gå i spidsen for samvirket. Hal Koch var meget kritisk over for oplægget, der beskrev Ungdomssamvirket som en upolitisk organisation. På betingelse af, at fundamentet for samvirkets arbejde blev det politiseringen af unge sagde Hal Koch ja tak til den store opgave.
1945 På grund af krigens afslutning må DU revurdere organisationens grundlag, da det tætte antifascistiske samarbejde mellem organisationerne ikke var tilstrækkeligt grundlag med hensyn til fremtiden og fremtidsvisionerne. Der var overvejelser om, at landskontoret skulle være folkeoplysende, og at det primært var de små organisationer og det uorganiserede sognearbejde, der skulle serviceres.
1946 DU tog initiativ til „Krogerup Højskole“, der først og fremmest skulle være højskolen for foreningsledere. Der var ikke grænser for visionerne og der blev planlagt kriterier for, hvem der nu skulle udvælges til elever i den fremtidige "elite“, men eleverne blev desværre væk. Ud over at Krogerup har lagt hus til DU og et utal af arrangementer, har skolen også fostret mange spændende personligheder til folkeoplysningsområdet.
DU blev til Ungdomsorganisationernes Fællesråd, selv om der ikke var total enighed. Mange mente, at der ville gå meget tabt ved at prioritere fællesdelen frem for det mere meningsdannende.
1950’erne var i høj grad domineret af internationalt arbejde, som der var bred opbakning til at prioritere på grund af efterkrigstiden. I 1957 fik man et længe næret ønske opfyldt om et kontaktudvalg mellem ministerier og ungdomsorganisationerne. At det ikke blev politisk, som man fra DUF ønskede, men derimod en praktisk forholden til konkrete sager, er en helt anden sag.
1957 I forbindelse med sidste korrekturlæsning af en pjece til førstegangsvælgerne, blev DUF "Dus" med ungdommen. Før holdt DUF på formerne og var "Des".
1960 Det kniber med økonomien til DUFs aktiviteter, så mange projekter måtte opgives. Der blev opbygget en omfattende kursusvirksomhed, som der var stolthed om, men det kneb gevaldigt med at få deltagere nok til dem. DUFs første foreningshåndbog blev lanceret, men var ærlig talt ingen salgssucces! I beretningerne kan man læse, at forbindelsen mellem DUF og det lokale arbejde i medlemsorganisationerne ikke var så god som ønsket især med henblik på politiseringen.
Der kom flere nationale aktiviteter til for eksempel 18 års valgretsalder, revision af aftenskoleloven og fritidsloven. Interessegrupper blev indført. Det betød blandt andet, at mulighed for betalte instruktører, som det idébestemte arbejde ikke var vilde med, og krav om registrering af aktiviteter og deltagere på et fint skema. Ændringerne opstod efter inspiration fra Sverige og generalsekretæren for DUF var en af hovedfortalerne for ændringerne.
Tipsloven, kendte politikere og 18års valgret
Indtil nu har der kun været en kvindelig generalsekretær Dorthe Bennedsen. Dog varetog Vivian Balslev posten i 3 måneder i 1972. Mange politikere og såkaldte prominentheder har trådt deres „barnesko“ i DUF, bl.a. K.B. Andersen, Per Hækkerup, Anders Fogh Rasmussen, Ole Løvig Simonsen, Henning Christophersen, Peder Sass, Ib Juhl, Palle Simonsen, Poul Dam, Lars Løkke Rasmussen, Lotte Henriksen og Brian Mikkelsen.
1970 DUF indfører et repræsentantskab i stedet for de tidligere formandsmøder.
Repræsentantskabet mødtes to gange mellem delegeretmøderne. Ti år senere bliver det nedlagt.
1976 Tipsloven blev indført i 1976, hvilket for de fleste organisationer betød en 4-5 dobling af tilskuddene. For mange organisationer var det første gang, at de modtog statstilskud. De partipolitiske ungdomsorganisationer mente, at det var dem, der skulle have tilskud, men det lykkedes via betænkningen om det idébestemte arbejde at få gennemført, at støtten skulle gives til idébestemt børne- og ungdomsarbejde. Men uddannelsesorganisationerne fik ikke støtte via tipsloven.
Loven blev ikke gennemført uden problemer. Ministeren fremsatte et for DUF fuldstændig uacceptabelt forslag. DUF mødtes med politikere og fik sat gang i avisoverskrifterne, hvorved det lykkedes at blive uvenner med den daværende undervisningsminister.
1979 Efter 10 års arbejde sænkes valgretsalderen til 18 år.
1980 var året med den første kvindelige formand, men så tog det også fart.
1989 Efter godt 28 år falder Berlinmuren. Det viste sig, at det mellemfolkelige samarbejde og båndene på tværs af nationerne var stærke nok til at vælte den mur, som en hel generation både i Øst og Vest har vokset op med.
1990 DUF fylder 50 år. Hele året udnævnes til festår med fokus på det frivillige, idebestemte ungdomsarbejdes samfundsmæssige betydning. Året fik titlen "90'erne tid til handling - fremtiden kommer af sig selv. Fremskridtet må du selv skabe".
Et par år senere stifter DUF initiativstøtten - bedre kendt som ISen. Initiativstøtten er en pulje, der økonomisk støtter initiativer som søger at engagere ungdommen.
16-års valgret.
DUF arbejder for, at unge spiller en aktiv rolle i demokratiet, ikke kun når der diskuteres rundt om bordet, men også når der skal stemmes om samfundets store spørgsmål. Derfor kæmper DUF for, at man får mulighed for at stemme når man fylder de 16 år. DUF har tidligere kæmpet for, at man skulle kunne stemme når man fyldte 18 og 21 år.
Børneombudsmand.
DUF arbejder for, at en kommende børneombudsmand kan sikre, at børn og unges rettigheder og interesser tilgodeses.
Integration.
Børn og unge med anden etnisk baggrund er underrepræsenteret i foreningslivet. Dette arbejder DUF for at ændre.
Unge med anden etnisk oprindelse end dansk vil om 25 år udgøre op mod 20 procent af Danmarks ungdom. Der er således et stort medlemspotentiale blandt anden- og tredjegenerationsindvandrere.
Europa.
DUFs aktiviteter og engagement i forhold til Europa handler både om EU, Europa Rådet og europæiske ungdomsaktiviteter i bred forstand.
DUF repræsenterer organisationer med vidt forskellige holdninger til de europæiske spørgsmål. Den overordnede målsætning er derfor at bidrage til en bred og nuanceret debat om Europa blandt unge.
Børn og unge i u-lande.
DUF arbejder for, at børn og unges rettigheder og vilkår bør prioriteres højt i den danske udviklingsbistand. Næsten halvdelen af verdens befolkning er under 25 år, og 40 procent er under 15 år. Især u-landene har en ung befolkning.
Mellemøsten.
DUF støtter samarbejdet mellem unge i Danmark og Mellemøsten. Derfor giver DUF sine medlemsorganisationer mulighed for at lave projekter og indgå partnerskaber med børne- og ungdomsorganisationer i Mellemøsten og Nordafrika.
DUF har fået penge gennem Det Arabiske Initiativ, der hører under Udenrigsministeriet, til at lave et ungdoms-program. Et eksempel på dette er bl.a. samarbejdet mellem Venstres Ungdom og Radikal Ungdom (samt mange flere af de danske ungdomsorganisationer), som ofte rejser til bl.a. Egypten og Libanon for at sprede demokrati.
Tipsmidler.
DUF administrerer den del af overskuddet fra Danske Spil A/S, som er til det ikke-idrætslige børne- og ungdomsarbejde. Pengene fordeles til driften af ungdomsorganisationer i og udenfor DUF efter regler, der er vedtaget af DUFs styrelse og godkendt af det af undervisningsministeren sammensatte tipsungdomsnævn.
DUF udbetalte i 2006 111,7 millioner kroner til danske ungdomsorganisationer i direkte støtte. Et tal der har været stigende de sidste mange år. I alt 82 landsorganisationer fik tilskud i 2006.
InitiativStøtten.
InitiativStøtten støtter projekter for og med børn og unge. I 2006 delte DUF 3,3 mio. kr. ud til over 150 nyskabende projekter og aktiviteter. Alle unge kan søge. Du kan både være alene, sammen med nogle kammerater eller være en forening med flere hundrede medlemmer, når du søger.
Projektpuljen.
Støtte til børn og unges u-landsprojekter Gennem Projektpuljen kan DUFs medlemsorganisationer søge støtte til projekter med børn og unge i udviklingslande. Projektpuljen støtter internationalt projektsamarbejde mellem organisationer.
Integrationspuljen.
Integrationspuljen er et samarbejde mellem Integrationsministeriet, Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd. Integrationspuljen er en forsøgsordning, hvis hensigt er at forbedre deltagelsen i det lokale foreningsliv for børn af vanskeligt stillede forældre.
Dybgang.
Dybgangslinjer på større skib i havn.
Dybgang er i skibsterminologi betegnelsen for afstanden fra vandlinjen til underkanten af skibets køl.
Esbjerg.
Esbjerg er Danmarks femtestørste by med 71.459 indbyggere (2010) og er beliggende i Sydvestjylland.
Havnen er drivkraften i Esbjerg, og de mange offshore-aktiviteter udgør den største faktor. Desuden fungerer Esbjerg Havn som færgehavn og som udskibningshavn for leverancerne til Horns Rev Havmøllepark. Byen har engang været Danmarks største fiskerihavn, men det hører efterhånden en svunden tid til.
Nordøst for byen ligger Esbjerg Lufthavn.
Historie.
Esbjerg er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnen i Altona, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavn, men som var gået tabt i forbindelse med hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.
I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede fire år tidligere havde man fået sin første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde. I 1899 fik byen status af købstad. To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.
Havnen.
Om noget er byen Esbjerg knyttet til havnen, der er årsagen til, at byen gik fra at være ingenting i 1868 til at være Danmarks femtestørste i dag. Fiskeriet har tidligere haft en meget stor betydning for havnen og byen, men de senere år har havnearealerne skiftet funktion fra losning af fisk til lastning af dele til offshore aktiviteter. Vindmøllerne fylder i den sammenhæng rigtigt meget. Omkring havnen findes også faciliteterne for blandt andet Maersk Olie og Gas, samt en række andre offshore virksomheder, der understøtter olie- og gasproduktionen i Nordsøen.
Med havnen som drivende faktor er der i Esbjerg-området ca. 6.000 arbejdspladser inden for olie og gas og ca. 2.000 inden for alt lige fra design til installation og service af havvindmølleparker. Så alle aspekter af de største energiformer på havet er dækket ind af virksomheder i Esbjerg-området. Byen har over 500 rådgivende ingeniører med speciale i energi, og på uddannelsesområdet vokser antallet af bachelor- og kandidatuddannelser med fokus på både fossile og vedvarende energiformer.
Havnen bliver herudover stadig benyttet til godstransport primært via containere.
Fra Esbjerg sejler DFDS-færger til Harwich i England, som sejler med et moderne ro-pax skib med plads til mere end 600 passagere.
Der går også mindre skibe til den nærliggende ø i Vadehavet, Fanø. Man kan desuden komme på havnerundfart eller opleve sæler på nærmeste hold med udflugtsbåde.
1997.
Esbjerg blev i 1997 kåret som "Årets By", fordi der hersker et unikt samarbejde mellem private og offentlige virksomheder, som blandt andet resulterede i opførelsen af Musikhuset, Svend Wiig Hansens statue "Mennesket ved havet" og ombygningen fra elværk til musikkonservatorium.
2006.
Esbjerg blev kåret som "Årets By" i 2006 på grund af "byens samlede arbejde med unge talenter inden for idræt, musik og billedkunst". Særligt nævneværdigt er projektet med eliteidrætsklasserne på Vestervangskolen. Projektet går i al sin enkelthed ud på, at eliteidræts udøvere på 7.-10. klassetrin får mulighed for at kombinere eliteidræt og skolegang på en forsvarlig måde.
Turisme.
Det gamle vandtårn i Esbjerg
Uddannelse.
Som noget unikt på uddannelsesområdet i Danmark huser Esbjerg landets første tværgående studenterorganisation for studerende på videregående uddannelser, nemlig Studenterforum Esbjerg.
EUC Vest.
EUC Vest, som tidligere hed "Esbjerg Tekniske Skole", ligger i Esbjerg.
Skolen har foruden de fleste håndværksuddannelser, også Esbjerg Tekniske Gymnasium, HTX.
ESA.
ESA er en forkortelse for European Space Agency ("Den Europæiske Rumorganisation"), og er en sammenslutning af europæiske lande indenfor rumfart og rumforskning. Organisationen har hovedkvarter i Paris, Frankrig.
Historie.
Forløberen for ESA var ESRO (European Space Research Organization) og ELDO (European Launcher Development Organisation). Aftalen om oprettelsen af ESA ved sammenlægning af disse to organisationer blev vedtaget ved plenarforsamlingen den 30. maj 1975 og trådte i realiteten i kraft dagen efter.
Medlemslande.
ESA består af atten medlemslande: Belgien, Danmark, Storbritannien, Finland, Frankrig, Nederland, Irland, Italien, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Luxembourg og Grækenland fik fuldt medlemskab i 2005. Canada har en særlig status som samarbejdende land.
I 2003 var der ca. 1.920 ansatte i ESA og årsbudgettet var på 2.700 millioner €.
ESA-centre.
ESA opsender sine raketter fra Kourou i Fransk Guiana, fordi det kun ligger 5 grader fra ækvator.
ESA TV.
ESA TV er den officielle tv-station for ESA. Stationen sendes kun pr. satellit fra Eutelsat Hot Bird. I modsætning til NASA TV sender ESA TV ikke døgnet rundt, men kun i perioder, og stationen er derfor ikke særlig aktiv.
Encyklopædi.
En encyklopædi er en samling af tekst, figurer, billeder, lyd og/eller video, der beskriver den menneskelige viden enten i almindelighed eller inden for et afgrænset felt.
Encyklopædiens historie.
Ordet stammer fra det græske: "enkyklios paideia", som betyder almen dannelse, eller uddannelse om man vil.
En encyklopædi kan være "generel", så den indeholder artikler om alle mulige emneområder. Den Store Danske Encyklopædi og Wikipedia er generelle encyklopædier.
Den kan også være "specifik", så den specialiserer sig i et enkelt eller nogle få emneområder (eksempelvis fysik eller medicin).
En encyklopædi er tilnærmelsesvis det samme som et leksikon, dog har en encyklopædi længere og mere uddybende artikler.
"Den store Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers" var en tidlig - og den første "moderne" - encyklopædi, hvis første bind udkom i Frankrig i 1751, med Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert som hovedredaktører.
En af de allerstørste encyklopædier er Yongle-encyklopædien, som den kinesiske kejser Yongle iværksatte så tidligt som i 1403. Den blev fuldendt omkring fem år senere efter at mere end 2.000 forskere og embedsmænd havde arbejdet med kæmpeværket, der oprindeligt var på 11.000 bind og næsten 1 million sider. Desværre eksisterer der i dag kun omkring 400 bind.
En "encyklopædist" er en forfatter af en encyklopædi eller dele deraf. Blandt kendte encyklopædister kan nævnes Jean le Rond d'Alembert og Denis Diderot.
Encyklopædiens historie i Danmark.
Danmarks første encyklopædi er fra det 19. århundrede og var det af overlærer Hans Ancher Kofod udgivne "Conversations-Lexicon eller encyclopædisk Haandbog over de i selskabelig Underholdning og ved Læsning forekommende Genstande, Navne og Begreber (osv.), med adskillige Forandringer og Tillæg overs. efter den tyske Originals sidste Oplag" (28 bind, København 1816-28) dvs en oversættelse af 3. og til dels 4.-5. udgave af det tyske "Konversations Lexikon" af Friedrich Arnold Brockhaus, et for sin tids danske boghandlerforhold meget betydeligt foretagende, der også fik en stor udbredelse i Danmark og Norge, og som forblev det grundigste standardopslagsværk indtil slutningen af 1800-tallet.
En snes år efter, at dette værk var blevet afsluttet, startede cand. theol. Peter Larsen den næste danske encyklopædi: "Almeennyttigt Dansk Konversations-Lexikon over det Videværdigste i Naturen, Livet, Kunsten og Videnskaben, fra den ældste til den nyeste Tid, efter Brockhaus’ tyske Original, nyeste Udg. Med udførligere Behandling af de nordiske Riger. Udgivet af et Selskab" (8 bind, København 1849-60, 2. udgave i 6 bind, 1870-73).
Da 1854 Forlagsbureauet i København var blevet oprettet, hvis virksomhed særlig skulle være rettet på større foretagender, var tilvejebringelsen af et navnlig på afsætning i Danmark og Norge beregnet "Nordisk Conversationslexikon" et af dets første planlagte foretagender. Under redaktion af Christian Frederik Ingerslev udkom fra 1857 dette arbejde, hvis 5. og sidste bind blev færdigt 1863. Det vandt en forholdsvis betydelig udbredelse, så at et 2. oplag, ligeledes i 5 bind, kunne udkomme 1870-78, redigeret af dr. Carl Johan Fogh, dr Sophus Heegaard og genealogen Johannes Peter Frederik Königsfeldt. Tidsforholdene krævede dog snart en helt ny omarbejdelse med en talrigere stab af også norske og svenske medarbejdere, og under redaktion af overlærer Anton Frederik Pullich og prof. Gustav Storm i Kria, til hvem fra 4. bind dr. phil. W. Mollerup sluttede sig, udkom derefter i et betydeligt oplag 3. udgave (6 bind med supplement) 1883-90, hvortil 1894 føjedes et særskilt bind "Illustrationer og Kort" (224 blade), for en stor del gengivelse af det til sidste udgave af Brockhaus hørende illustrationsmateriale, udfyldt med adskilligt nyt
materiale vedrørende nordiske forhold. Et uddrag af dette værks 2. udgave var Forlagsbureauets "Kortfattet Haandleksikon" (2 bind, 1879-80), redigeret af bibliotekar Emil Elberling og overlærer Pullich.
1889 udkom i 1 bind "Dansk Folkebibliothek"s Konversationsleksikon. 1891 begyndte udgivelsen af "Allers illustreret Konversations-Leksikon" redigeret af George Lütken
(6 bind, 1891-99; ny udgave 1906 ff.) og af "Illustreret Konversations-Leksikon. En Haandbog for alle", redigeret af Frederik Winkel Horn (9 bind, 1891-1900; ny udgave ved Erling Rørdam, 1906 ff.).
Samtidig begyndte det i stor stil anlagte og af en kreds af mere end 200 fagmænd i Danmark og Norge, til dels også i Sverige, originalt udarbejdede "Salmonsens store illustrerede Konversations Leksikon". En nordisk encyklopædi under medvirkning af Jens Braage Halvorsen, som særlig redaktør for Norge (fra 11. bind afløst af Karl Fischer), redigeret af Christian Blangstrup (København 1892-1907, 18 bind og et supplementsbind; ny udgave 1915-1930).
Elin Reimer.
Elin Reimer (født 7. marts 1928) er en dansk skuespillerinde. Spillede kokkepigen Laura, som regerede i familien Varnæs' køkken i tv-serien "Matador".
Hun blev Ridder af Dannebrog 1984.
Fugl.
Fugle er varmblodede, æglæggende, landlevende hvirveldyr med karakteristiske fjer og de forreste lemmer modificeret som vinger. Deres mund er omdannet til et næb.
Afhængig af hvilken taksonomisk opgørelsesmetode der anvendes, er der mellem 8800 og 10200 kendte nulevende arter af fugle.
Nyere forskning antyder, at fuglene er meget nært beslægtet med den uddøde gruppe af dinosaurer kaldet velociraptor. Dermed er fuglene direkte efterkommere af dinosaurerne (dinosauria).
En ny fugle-taksonomi baseret på DNA revolutionerer fuglearterens placering:. Den er endnu ikke anvendt i denne artikel.
Fysik.
Fysik (fra græsk "physis": "natur") er læren om natur i den bredeste betydning. Fysikere studerer samspillet mellem masse, rum og tid, også kaldet fysiske fænomener. Fysiske teorier kan generelt udtrykkes som matematiske sammenhænge. Man refererer ofte til veletablerede teorier som fysiske love. Men ligesom alle andre videnskabelige teorier, så gælder de kun indtil nogen har modbevist dem.
Fysik er tæt forbundet med andre naturvidenskaber, specielt kemi, med viden om molekyler og de kemiske forbindelser de danner.
Kemi trækker på mange felter fra fysikken, for eksempel kvantemekanik, termodynamik og elektromagnetisme. Men kemiske fænomener er tilstrækkeligt varierede og komplekse til at kemi normalt betragtes som en separat disciplin.
Herunder er en oversigt over de største områder indenfor fysik.
Fald (skibsterminologi).
Et fald er i skibsterminologi betegnelsen for det tov eller den wire hvormed et sejl hejses.
"Fald" er fællesbetegnelsen for alle fald, mens et mere specifikt fald kan betegnes f.eks. fokkefald eller storfald, der bruges til at hejse henholdsvis fokken og storsejlet.
Fokkemast.
En fokkemast er i skibsterminologi betegnelsen for den forreste mast på et flermastet skib.
GNU Free Documentation License.
GNU Free Documentation License (GFDL eller GNU FDL'") er en copyleft licens til åbent indhold, designet af Free Software Foundation (FSF) til GNU projektet. Den er pendanten til GNU General Public License for åbent indhold. Den seneste version er 1.3. For at et dokument kan være dækket af GFDL skal man specifikt inkludere en note om ophavsret under GFDL.
Licensen er designet til softwaredokumentation, lærebøger, og andet reference- og instruktionsmateriale, men kan anvendes til ethvert tekstbaseret værk, uanset indholdet. Licensen indebærer, at enhver kopi af materialet, selv hvis det er modificeret, har samme licens som det oprindelige materiale. Disse kopier må sælges, men hvis de massefremstilles, skal de være til stede i et format som gør det muligt at foretage yderligere ændringer.
Wikipedia er det største referenceprojekt som bruger licensen på nuværende tidspunkt. Alle Wikipedia-artikler er indtil 2009 udgivet til offentligheden under GNU Free Documentation License. Fra 2009 bruger wikipedia dog tillige Creative Commons-licensen. Se Wikipedias tekst om ophavsret for flere oplysninger. Wikipedia har også en kopi af teksten til GNU Free Documentation License, sådan som det er krævet af GFDL.
Sekundære afsnit.
Licensen adskiller eksplicit "dokumentet" fra "sekundære afsnit", som ikke må integreres i dokumentet, men som er på forsiden, indledende afsnit eller som appendiks. Sekundære afsnit kan indeholde information om forfatterens eller udgiverens stilling i forhold til indholdet, men intet omkring indholdet selv. Mens dokumentet kan redigeres som man har lyst, og essentielt er dækket af en licens der ligner (men ikke er kompatibel med) GNU General Public License, så har nogle af de sekundære afsnit forskellige restriktioner, primært designet til at kunne kreditere de tidligere forfattere.
Mere specifikt skal forfatterne af tidligere versioner krediteres, og visse "invariante afsnit" specificeret af den oprindelige forfatter, og som omhandler dennes relation til indholdet, må ikke ændres. Hvis indholdet ændres, skal titlen ændres (med mindre de oprindelige forfattere giver tilladelse til at bevare titlen). Licensen har også bestemmelser for håndtering af tekst på forsider og bagsider af bøger, såvel som historik ("History"), takke-afsnit ("Acknowledgements"), dedikationer ("Dedications") og påtegninger ("Endorsements").
Materiale for hvilket kommerciel redistribution er forbudt.
Materiale for hvilket kommerciel redistribution er forbudt kan generelt ikke anvendes i et dokument under GFDL-licens, f.eks. en Wikipedia artikel, fordi licensen ikke udelukke kommerciel genanvendelse. Dog er der visse specifikke tilfælde, hvor kommerciel anvendelse falder ind under det amerikanske begreb Fair Use eller tilsvarende regler i andre lande, f.eks. danske regler for citering. Et godt eksempel på en sådan fri og kommerciel anvendelse er parodiering.
Kritik af GFDL.
Mange mennesker og grupper, bl.a. Debian projektet (som er baseret på deres Debian Free Software Guidelines), anser GFDL for en ikke-fri licens. Begrundelsen er at GFDL tillader "invariant" tekst som ikke må ændres eller fjernes, og at forbuddet mod systemer til administration af digitale rettigheder også påvirker legitime anvendelser.
Der er blevet gjort en række indvendinger mod GNU FDL, og visse kritikere har anbefalet at anvende alternative licenser (såsom Creative Commons licensen) eller endda GNU GPL. Debian projektet har en,
For bred DRM-klausul.
En kritik af denne formulering er at den er for bred, fordi den også gælder for private kopier der ikke distribueres. Det betyder at du ikke må gemme kopier af dokumenter i et proprietært filformat eller bruge kryptering.
"Det betyder at du ikke kan publicere dem ved hjælp af DRM systemer for at begrænse indehaverne af eksemplarerne. Det er ikke meningen at den skal referere til anvendelsen af kryptering eller adgangskontrol til filer. Jeg vil tale med vores advokat og se om den sætning skal præciseres."
Invariante afsnit.
Et værk under GNU FDL kan hurtigt blive besværliggjort fordi titlen skal ændres, og en liste over tidligere titler skal bevares. Dette kan føre til en situation hvor der er en hel serie af titelblade og dedikationer, i hver og en kopi af en bog hvis den har en lang forhistorie. Disse sider kan "aldrig" fjernes, i hvert fald ikke før værket bliver offentligt eje når ophavsretten udløber.
Inkompatibel med GPL begge veje.
GNU FDL er inkompatibel begge veje med GPL: dvs. materiale under GNU FDL kan ikke blive en del af et program under GPL, og teksten fra et GPL program kan ikke komme under GFDL. Af denne grund er stumper af kode ofte under dobbelt licens så de kan optræde i dokumentationen.
Byrder ved trykning.
GNU FDL kræver at man ved trykning af et dokument dækket af licensen skal inkludere: "this License, the copyright notices, and the license notice saying this License applies to the Document are reproduced in all copies" (denne licens, angivelser af ophavsret, og licensens bemærkning om at dokumentet er omfattet af licensen er gengivet i alle eksemplarer). Det vil sige at hvis du printer en kopi af en artikel hvor teksten er dækket af GNU FDL, skal du også inkludere en angivelse af ophavsret og en fysisk udprintning af GNU FDL som i sig selv er et dokument af en betydelig størrelse.
Historik.
GFDL blev frigivet som udkast i sidste del af 1999. Efter nogle revisioner blev version 1.1 frigivet i marts 2000, og version 1.2 i november 2002.
Andre licenser for åbent indhold.
Visse af disse blev udviklet uafhængigt af GNU FDL, mens andre udvikledes som svar på det man anså som fejl i GNU FDL.
Google.
Sergey Brin, den ene af Googles grundlæggere.
Google er en søgemaskine til internettet. Den ejes af Google Inc. Google anses som den største søgemaskine på internettet i dag, da den har over 200 millioner forespørgsler om dagen gennem dens forskellige portaler.
Google blev oprettet i 1998 af to ph.d.-studerende ved Stanford University, Larry Page og Sergey Brin. De navngav søgemaskinen efter tallet googol (1 googol er et et-tal efterfulgt af 100 nuller).
Udover Googles mulighed for at søge blandt hjemmesider, har den blandt andet også en service til at søge blandt billeder, Usenet-nyhedsgrupper, nyhedshjemmesider og videoklip (beta).
Google har revolutioneret søgemaskinen på internettet ved at være opbygget over en algoritme, holdt yderst hemmelig af bagmændene, som giver brugeren langt mere relevante søgeresultater end hos konkurrende søgemaskiner.
Google har også lanceret andre typer tjenester på nettet, blandt andet en webbaseret e-mail-service, Gmail, som stadig er under afprøvning. Som en nyhed tilbød man fra start 1 GB gratis lagerplads, hvilket siden er vokset til over 7,4 GB. Til gengæld forbeholder Google sig retten til at præsentere reklamer, der knytter sig til ord og begreber i den modtagne post. Reklametypen hedder AdSense, idet målet er at tilbyde reklamer, der er relevante for den enkelte bruger - i modsætning til massereklamer.
I efteråret 2004 lanceredes Google Scholar, der er beregnet på at hjælpe studerende og forskere med at finde relevant materiale. Det gøres bl.a. ved at indeksere tidsskrifter og bøger, der ikke nødvendigvis er frit tilgængelige online. Google Scholar er stadig under afprøvning. Fra 2006 er Scholar også blevet tilgængeligt på dansk.
Det nyeste påfund er Google Earth, hvor man tilbyder adgang til satellitfotografier af områder på jorden, herunder især den vestlige verden. Det er et krævende program (udgivet til Windows, Mac og Linux), der endnu kræver installation af programmer på maskinen. Alternativet Google Maps er mindre krævende udstyrsmæssigt, men har til gengæld ikke så mange funktioner.
Pr. 20. august 2005 indekserer Google 8.168.684.336 hjemmesider, 2.187.212.422 billeder og nær 1 milliard nyhedsgruppeindlæg.
Google AdSense.
Google AdSense er en hurtig og nem måde for udgivere af websteder i alle størrelser til at vise relevante, ikke-påtrængende Google-annoncer på deres websteders indholdssider og tjene penge. Da annoncerne er relaterede til, hvad dine brugere søger på dit websted, har du endelig en mulighed for både at tjene penge på dine indholdssider og forbedre dem. Det er også en måde for webstedsudgiverne til at tilbyde Google-søgning til deres webstedsbrugere og tjene penge ved at vise Google-annoncer på søgeresultatsiderne. Adsense udvikles løbende og der gives nu mulighed for annoncering, der i form minder om traditionelle partnerprogrammer.
Google AdWords.
Google AdWords er en hurtig og nem måde at købe målrettet annoncering baseret på en pris pr. klik (CPC, cost-per-click) eller en pris pr. visning (CPM, cost-per-impression), uanset dit budget. AdWords-annoncerne vises sammen med søgeresultater på Google, såvel som på vores søge- og indholdswebsteder på det stadigt voksende Google-netværk, som omfatter AOL, EarthLink, HowStuffWorks og Blogger. Med søgninger på Google og sidevisninger på Google-netværket hver dag, når dine Google AdWords-annoncer ud til en bred målgruppe.
Kritik og kontroverser.
Google er vokset hurtigt og har skabt nærmest monopol på området for søgeindeks, hvilket har givet anledning til debat.
Først og fremmest handler det om reklamer, som finansierer foretagendet. Google er eksperter i at skabe netop de få, men rigtige reklamer på en hjemmeside eller i forbindelse med et elektronisk brev. Det kræver f.eks. adgang til følsomme data fra brugerne, hvilket af nogle betragtes som en trussel mod privatlivets fred og som et skridt nærmere det totalte overvågningssamfund.
Men det handler også om hvem der skal bestemme, hvilken side, der skal vises først i forbindelse med en internetsøgning (rangordning). Igen kommer reklamer med i billedet, idet annoncører kan købe plads på resultatsiden, hvilket anfægter søgningens neutralitet.
En anden sag handler om ophavsret, hvor Google henviser til beskyttede sider. Her har Google fjernet den oprindelige henvisning og henviser i stedet til klageren. Google var på et tidspunkt i færd med en digitalisering af store amerikanske biblioteker, hvor ophavsretten også kunne krænkes, samtidig med at relevante annoncer i forbindelse med bøgernes indhold ikke var/er lige populært i alle litterære kredse.
I en global verden kan der ligeledes være problemer med håndtering af ophavsret, der varierer fra land til land. Her grænses der op til censur.
Krænkelser af patenter på søgemaskiner kan også blive et problem, f.eks. har Yahoo! sagsøgt Google for at have misbrugt en af deres ideer (Googles AdSense vs. Yahoo!'s Overture).
Nyeste skud på stammen er TrackMeNot, som er et letvægts baggrundsprogram med det formål at forvirre Googles søgemaskine, for derved at skjule brugernes aktuelle søgninger, så Google ikke kan lagre faktisk information omkring brugerens søgning.
TrackMeNot udsender periodisk tilfælde søgninger i forskellige søgemaskiner, såsom AOL, Yahoo!, ASK, Google, og Bing som derved forvirrer diverse søgemaskiner i deres logging af brugerinformationer.
Galease.
En galease er i skibsterminologi betegnelsen for en krydsning mellem galeonen og galejen, som havde flere rækker årer samt to master med latinersejl.
En galease er et tomastet sejlskib med jagtskrog og gaffelsejl. Den forreste mast, Stormasten, er lidt Højere end den agterste, Mesan.
Galeon.
En spansk galeon fra 1500-tallet
En galeon er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj, udviklet fra koggen, men uden dennes høje overbygning forrest.
HTML.
Hypertext Markup Language (HTML) er et opmærkningssprog, der primært har til formål at strukturere indholdet på en hjemmeside og få tekst og billeder til at virke som links til andre html-sider. Markup betyder at opmærke og i hjemmesidesammenhæng vil det sige at html definerer en tekst eller et billede så de bliver til f.eks. en overskrift, en tabel eller et hyperlink når siden vises i en webbrowser som f.eks. Firefox, MS Internet Explorer, Mozilla, Safari og Opera. Html indeholder dog også mulighed for at definere udseendet af f.eks. overskrifter, tabeller, hyperlink og indlejring af billeder. Html-filer bruges på internettet og især på World Wide Web.
HTML side.
Hver enkelt html-side kan siges at være én hjemmeside men ofte vil det være hele den samling af html-sider der ligger under ét domæne, der betegnes som en persons eller virksomheds hjemmeside. Et andet navn for hjemmeside er derfor websted eller fra engelsk Website eller blot Site.
Historie.
Html-sproget blev opfundet af to medarbejdere hos CERN-atomforskningsinstituttet i Geneve, Schweiz. Tim Berners-Lee var hovedmanden. Formålet var at give forskerne på instituttet et simpelt markup-sprog, som de kunne bruge til at dele deres forskningsresultater via internettet.
Html er baseret på SGML, Standard Generalized Markup Language, som er en international standard til opmærkning af tekster, så de kan præsenteres på forskellige fysiske enheder. SGML opmærker en tekst som f.eks. overskrift, brødtekst, lister og lignende men fortæller intet om hvordan f.eks. overskriften skal se ud. Udseendet bestemmes af den enhed teksten præsenteres på. Samme tekst vil derfor kunne se meget forskellig ud fra enhed til enhed. Det var oprindeligt heller ikke meningen at html skulle gøre meget ud af udseendet.
Html 1.0.
Denne udgave af html blev skabt før W3C, The World Wide Web Consortium, for alvor var etableret og html 1.0 blev derfor ikke formelt specificeret. Html 1.0 indeholdt ikke mange formateringskoder f.eks. kunne man ikke vælge baggrundsfarve eller baggrundsbillede. Man havde heller ingen indflydelse på hvilken font teksten var skrevet med. Alle hjemmesider lignede derfor hinanden meget med samme grå baggrund, blå tekst-links og times roman som font.
Billeder skulle være gif-formatet men de fleste hjemmesider indeholdt ingen billeder. Html 1.0 blev kun brugt i Mosaic og Lynx (Lynx var kun tekstbaseret og virkede under UNIX).
Html 1.1.
Denne version af html blev skabt af folkene bag Netscape og skulle understøtte de ting deres browser kunne. Der var ikke så mange browsere at vælge imellem og det blev almindeligt at tilføje egne koder, der understøttede de funktioner man lagde i browseren.
Html 2.0.
I denne version af html kom flere formateringskoder til som f.eks. baggrundsfarve. Det blev muligt at lave formularer i begrænset omfang, så brugeren kunne indtaste data, som administratoren af hjemmesiden kunne gøre brug af. Tabeller blev også en del af html 2.0.
The World Wide Web Consortium blev dannet mellem version 1 og 2 med Tim Berners-Lee som leder og html 2.0 blev formelt specificeret. Det forhindrede dog ikke udviklerne af browserne i at tilføje deres egne koder.
Html 3.2.
Version 3.2 fik en del flere formateringskoder som designerne kunne bruge til at styre udseendet af indholdet på hjemmesiden. 3.2 indeholdt også understøttelse af CSS 1 (Cascading Style Sheet level 1). Tanken med CSS er at lægge formateringen her og strukturen i html men da browserne ikke understøttede CSS særlig godt var CSS ikke så anvendelig. Det blev derfor formateringskoderne i html, designerne måtte bruge for at få indflydelse på en sides udseende.
Frames var ikke en del af 3.2 men browserudviklerne indførte alligevel understøttelse af frames for at tilgodese kravet fra hjemmesidedesignere om bedre mulighed for at bestemme over sidernes udseende.
Html 4.0.
Hidtil havde udviklingen af html givet flere og flere formateringskoder og trukket html længere væk fra den oprindelige tanke om et markup-sprog, der strukturerede indholdet og en præsentation, der lå hos den enhed html-siden blev præsenteret på. Formålet med html 4.0 har været at vende tilbage til den oprindelige idé om at adskille struktur og præsentation (udseende). Derfor er de fleste formateringskoder taget ud af html og lagt over i CSS.
Html 4.01.
Den seneste udgave af html er 4.01 som er en mindre revidering af version 4.0.
Fremtidige html-versioner.
W3C arbejder i øjeblikket på en version 5 selvom W3C efter version 4.01 havde planer om ikke længere at udvikle på html men derimod erstatte html med xhtml (Extensible Hypertext Markup Language) men flere af de større browserudviklere Apple, Opera og Mozilla havde andre ideer og begyndte i 2003 i fællesskab (Web Hypertext Application Technology Working Group, forkortet WHATWG) på at udvikle en webstandard, der bedre tog højde for at hjemmesider indeholder meget andet end html, f.eks. video, lyd, animation.
I september 2007 gik W3C og WHATWG sammen i én arbejdsgruppe og arbejder fortsat på at skrive specifikationerne af HTML5.
Det seneste udkast (draft) fra W3C´s er fra d. 9. januar 2009. Specifikationen indeholder to varianter af samme kodesprog: den traditionelle html betegnet HTML5 og en XHTML variant betegnet XHTML5.
Elementer og Attributter.
HTML består af et fast antal elementer, der kan tildeles en række attributter(egenskaber). Et eksempel på et element er en overskrift. I html-koden sættes et åbnings-tag foran den tekst der skal være overskrift og et lukke-tag efter teksten: Min overskrift Her er åbnings-tag og lukke-tag
Mit overskrift element ligger indeni mit body element, der igen ligger indeni mit html element.
Linje 1: Her er en side, der bruger html som kodesprog.
Linje 2: Nu begynder indholdet på siden.
Linje 3: Tekst skal vises med en stor skriftstørrelse.
Linje 5: Nu slutter html koden.
Den kode du ser herunder indholder et attribut i body elementet, der beskriver hvilken farve, der skal være baggrundsfarven på siden.
Baggrunden for at skille struktur og præsentation.
Den seneste udvikling af html har gjort mere og mere ud af at skille strukturen af en hjemmeside fra udseendet. Strukturen har til formål at fortælle den enhed og browser, der skal gengive hjemmesiden hvad de enkelte dele er. Ideelt set skal html-koder blot give browseren beskeder i stil med: her begynder html-siden, her er sidens titel, her begynder indholdet, her er en overskrift, her er et billede, her er et link, her er en tabel, her slutter indholdet osv.
Undlader hjemmesidedesigneren, at bruge nogen form for formateringskoder, vil browseren vise siden med en formatering som er standard for den pågældende browser. Dette betyder, at siden kan komme til at se meget forskellig ud, afhængig af hvilken browser brugeren vælger at se hjemmesiden med. I praksis er der ikke den store forskel på hvordan de forskellige browsere vil vise f.eks. en overskrift.
Nedenfor er et eksempel på html skrevet uden formateringskoder og hvordan den side kunne se ud, når den bliver vist med en browsers egen idé om hvordan de enkelte elementer skal se ud.
Vedligeholdelse.
Der er ikke ret mange hjemmesidedesignere, der er tilfredse med at lade browseren klare formateringen. Som du kan læse i historieafsnittet fik html flere og flere formateringskoder. Dette gjorde det tidskrævende og dyrt at vedligeholde et sæt hjemmesider. Hver gang udseendet skulle ændres, f.eks. have ændret baggrundsfarven, var det nødvendigt at åbne samtlige html-sider, der indgik i webstedet og foretage nøjagtig den samme ændring i koden.
Ved at lægge formateringen i et eksternt Style Sheet og lade hver html-side referere til dette ene dokument, kan ændringen af endda temmelig store sæt af hjemmesider foregå ved at foretage én ændringe af koden.
Præsentation på forskellige enheder.
Det er ikke længere kun computere, der kan koble sig på internettet og vise hjemmesider. Håndholdte enheder f.eks. mobiltelefoner kan også. Hvis strukturen og formateringen adskilles, kan den samme hjemmeside se fornuftig ud på både en computer og en mobiltelefon, ved at bruge to Style Sheets med hver sit sæt af formatering.
Editorer og WYSIWYG.
Der er i dag mange værktøjer som kan bruges i web-udvikling, det inkluderer funktionalitet som "Syntax Highlighting", "Autofuldførelse", og "Faneblade". Nogle værktøjer forsøger helt at erstatte hånd-skrivning af markup og stil, med forskellig grad af succes. Ideen er, at en webudvikler derved ikke behøver at hånd-kode ret meget, men der kan dog nemt opstå problemer i forskellige situationer.
Mange begyndere er kendt for at benytte disse værktøjer, og når det kombineres med ringe viden omkring de underliggende standarder går det ofte galt.
Generelt kan enhver tekst-editor benyttes til at skrive HTML-Markup, eksempelvis Notepad i Windows.
HTML sammenlignet med XHTML.
XHTML er en videreudvikling af HTML, som er baseret på XML. Det betyder at man kan kombinere andre XML baserede sprog med XHTML, og omvendt.
Det kan endvidere være problematisk at arbejde med XHTML, da selv den mindste fejl i koden kan betyde at browseren ikke vil vise siden. De fleste sider som er lavet i XHTML bliver endvidere "serveret" af webserveren med den forkerte "mime-type", og endvidere vil mange xhtml-dokumenter end ikke rendere hvis de blev vist med den rigtige mimetype.
Det skyldes hovedsageligt uerfarne webdesignere, som bruger XHTML uden at have fuld forståelse for nogle enkelte, men vigtige ting.
Hortensia von And.
Hortensia von And er en figur i Disneys tegneserier. Hun blev født i 1876 i Glasgow, Skotland. Hendes forældre var Frederik von And og Clementine O'And. Hun har fra hun var helt lille haft et ubehageligt temperament.
I 1902 kom hendes ældre bror Joakim von And til Skotland, og tog hende og deres søster Andrea von And med sig. Da Joakim etablerede Andeby, Calisota, USA som sin hjemmebase, begyndte han med at rejse jorden rundt, for at udvide sit finansielle imperium. Fra 1902 til 1930 styrede hans søstre det hele fra hjemmebasen, mens han var væk. I løbet af disse år mødte hun sin kæreste Rapmus And, som hun giftede sig med i 1920. Senere samme år fødte hun to tvillinger. Hendes søn fik navnet Anders And og datteren Della And. Af de to, var det kun drengen der arvede sin mors temperament. Ved en kamp med Joakim i 1930 stoppede alt sammenhold mellem ham og hans familie.
Her er dit liv, Joakim.
Her er dit liv, Joakim er en tegneserie af Don Rosa om Joakim von And. Serien er på 209 sider og følger de største begivenheder i Joakims liv mellem 1867 og 1947. Tegneserien giver også information om mange andre figurer relateret til Joakim von And – både familiært og på anden vis. Den er både skrevet og tegnet af Don Rosa, som altid har været fascineret af Joakim von And.
Da Rosa i 1991 begyndte at skrive og tegne på den serie, der skulle fortælle den rige ands livshistorie, hentede han alle sine oplysninger om Joakim (det han kalder Barksian facts) fra Carl Barks' historier. Hvis Onkel Joakim i en af Carl Barks' historier fremsagde en bemærkning om sin ungdom, så uddybes den med stor sikkerhed et eller andet sted i denne serie.
Serien udgør det eneste forsøg på at skabe en fastlagt kronologi og stamtavle for ande-familien, og skabte af samme grund en del kontrovers da den udkom. Mange mente at historierne om ænderne hentede en del af deres kraft idet universet omkring dem var så løst defineret. Tegnerne fik dermed friheden til at skabe netop den baggrundshistorie som de havde brug for til at fortælle en given historie. Således kan man igennem årene finde adskillige, forskellige historier om hvordan onkel Joakim tjente sin første 25-øre. Kritikerne var bange for at en sådan, samlet historie ville indskrænke denne frihed, og ironisk nok var Don Rosas store talent en del af grunden til kritikken. Don Rosa bliver af mange anset for at være Carl Barks' værdige efterfølger, og med det ry er det naturligt at en udgivelse af dette omfang, vil få en meget stor autoritet sit område. Carl Barks udtalte således om historien, at han ville ønske at den aldrig var udkommet.
Serien udkom delvist i Anders And & Co. og delvist som tillæg til bladet, og den blev i 1997 samlet i én stor bog, "Joakim von And – Her er dit liv", i anledning af Joakim von Ands 50 års jubilæum. For fans af Disney-tegneren Don Rosa, er bogen prikken over i'et i ens samling. Da den udkom, blev den revet væk fra hylderne, og i dag skal man være meget heldig for at få fat i et eksemplar af bogen. Hvis man endelig får fat i et, skal man være forberedt på at skulle betale en pæn sum penge for det.
Bogen er på 272 sider og består af 12 kapitler samt et yderst grundigt forord (også skrevet af Don Rosa); et til bogen og et til hvert kapitel.
Der er en forsideillustration til hvert kapitel, og der er selvfølgelig også gemt en D.U.C.K.-dedikation på forsiden og en i hvert indledningsbillede. Hvis du har svært ved at finde D.U.C.K.-dedikationerne, kan du få hjælp i forordet til at finde dem.
Lo$ står for Life of Scrooge ("The Life and Times of Scrooge McDuck" er den fulde titel)
Hobby.
At have en hobby vil sige at man laver noget i sin fritid, som man interesserer sig for.
Internet.
Sprog som det fleste benytter internettet på
Et internet er betegnelsen for et netværk af computernetværk, som er koblet sammen. Ofte taler man om internettet, der så betegner et globalt netværk af sammenkoblede computere. Internettet er en af de vigtigste opfindelser fra det 20. århundrede. Ikke fordi det i sig selv er noget teknisk vidunder, men på grund af de store konsekvenser det allerede har for vores måde at leve vores liv på, selv om det kun har nået større udbredelsen inden for de sidste ti år.
Internettet har stor samfundsmæssig betydning, blandt andet på områder som international vidensdeling, kommunikation, handel, mediebranchen og sociale netværk.
Hjemmesider har gjort det muligt at hente information fra hele verden. E-mail, Voice over IP (VoIP) og chat har allerede delvist erstattet breve og den traditionelle telefon. Internetmedier har trukket læsere og annoncer væk fra aviser og magasiner, og Video on demand er begyndt at være et alternativ til fjernsynet. Brancher som banker, rejsebranchen, forlag og boghandlere samt pladebranchen har fået vendt op og ned på den måde kunderne betjener sig selv på eller måden de køber varer. Samtidigt benytter millioner sociale netværk til at holde forbindelse og kommunikere med familie, venner og kollegaer.
Historie.
Grundstenene til internettet blev lagt i 1960'erne af det amerikanske forsvar, først og fremmest med etablering af Arpanettet og senere af de civile netværksstrukturer CSNET, BITNET og NSFNET. Internettet måtte ikke have en central computer, hvor alle informationer var lagret på en harddisk. Primært for at undgå at store mængder data kunne fjernes med et slag. Internettet udviklede sig derfor som et decentralt computernetværk. Efterhånden blev en række forskningsinstitutioner koblet på nettet; først forskningsinstitutioner inden for militærindustrien og efterretningsvæsnet og senere almindelige universiteter.
I 1981 var 213 computere fra forskellige universiteter bundet sammen - 10 år efter var tallet mere end 300.000. I 1996 brugte 12 procent af danskerne internet i gennemsnit to timer om ugen. 88 procent brugte ikke internet.
I juli 2007 havde 83 procent af den danske befolkning ifølge Danmarks Statistik adgang til internettet fra hjemmet.
Webbaseret teknologi.
I det øjeblik en teknologi bliver web-baseret, opnår den en potentiel brugermasse, som er lig med antallet af brugere på nettet. Derfor er det flere gange i de forløbne år set, at en ny teknologi eller et begreb er blevet verdensberømt i løbet af ganske kort tid. Dette fænomen har blandt andet medført en it-boble i slutningen af 1990'erne, hvor mange firmaer og koncepter blev overvurderet og gik konkurs, netop fordi det er så svært at vurdere en idés potentiale på internettet.
Teknisk definition.
Se for en animeret introduktion til teknologien bag internettet.
Internet er et WAN-datanet, der forbinder andre mindre datanet. Inter-net er sammensat af de 2 ord "inter", som beyder "mellem" - og "net", som på dansk er forkortelsen af datanet. Dataterminaludstyr (f.eks. computere) i internet kommunikerer med hinanden via protokoller.
Det største offentligt tilgængelige datanet i verden kaldes i daglig tale også simpelthen internet eller internettet. Nettet er organiseret i domæner. World Wide Web er den del af internet, som kan nås via HTTP-protokollen.
Internet benytter IP (OSI lag 3) som bæreprotokol og for eksempel TCP, UDP, ICMP og IGMP på OSI lag 4. Eksempler på TCP-baserede protokoller på OSI lag 5: POP3, IMAP, SMTP, FTP, HTTP, HTTPS, Telnet, NNTP. Alle disse protokoller er dokumenteret i såkaldte RFC'er.
Eksempler på andre meget brugte protokoller og andet: PPP, SLIP, LDAP, SSL, VRML og P2P.
Nogle af de mest kendte ting, der gør brug af disse protokoller er e-mail, nyhedsgrupper, FTP, World Wide Web, Gopher, SSH, finger og IRC. Ud af disse er World Wide Web og e-mail de mest brugte, og en masse andre ting er bygget ovenpå disse.
Privatpersoner og private virksomheden opnår forbindelser til internet ved at anskaffe en internetforbindelse fra en internetudbyder. Forsknings- og undervisningsinstitutioner er ofte forbundet til et forskningsnet.
Den Internationale Rumstation.
Den Internationale Rumstation (engelsk: International Space Station eller forkortet ISS) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen kommer til at veje 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 kilometer i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden per døgn.
Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK.
I klart vejr kan man sommetider se den på nattehimlen med det blotte øje.
Stationens første modul, kaldet Zarja, blev opsendt i 1998 af Rusland. Rumstationen er en fusion af Ruslands og USA's planlagte "Mir 2" og "Freedom"-rumstationer. Canada, Japan, og 11 medlemmer af det europæiske rumsamarbejde ESA er juniorpartnere, mens Brasilien er løst tilknyttet. Danmark deltager i projektet - som er verdens største videnskabelige projekt nogensinde. ISS har trods Columbias havari været permanent bemandet siden forrige århundrede. (Bemærk at ISS kortvarigt har været ubemandet under rumvandringer, f.eks. d. 30. marts i 24 minutter da Sojuz TMA-9 skulle skifte plads.)
NASA´s rumfærger er ved at være forældede, og Ruslands Sojuz bliver for en tid den eneste mulighed for at få astronauter til ISS.
Statistik.
Pr. 13. februar 2009 har 167 mennesker besøgt rumstationen, hvoraf 49 har været der to gange, og syv har været der tre gange (tallene inkluderer de tre, der er om bord i øjeblikket). Den faste besætning har svinget mellem to og tre, og det er den 18. besætning i øjeblikket. I alt 41 mænd og fire kvinder har været om bord som fast besætning. Samlet set har rumstationen været besøgt af 25 kvinder.
Da der skal være mange astronauter på en rumfærge, er der også flest amerikanere: 115, mens russerne har haft 26 mænd om bord. Europa, Japan og Canada har haft henholdsvis tolv, fire og fem om bord, mens Brasilien er tilknyttet med én. Som et led i Ruslands leje af raketbasen i Kasakhstan, har der også været en kasakhstaner om bord. Der har ligeledes været en turist fra et ikke-deltagerland, nemlig Sydafrika om bord. I øvrigt har ISS været udflugtsmål for seks turister med billetpriser på 150 mio. danske kroner. Malaysias og Sydkoreas rumfartsagenturer har begge haft en forsker om bord.For detaljer, se Besøgende til den Internationale Rumstation
De nyeste rumfærger; "Discovery", "Atlantis" og "Endeavour" har fløjet til rumstationen med forsyninger, moduler og mandskab 27 gange, de russiske tresædede Sojuz-rumkapsler har regelmæssigt besøgt rumstationen hver sjette måned (omkring april og oktober) 17 gange og 32 russiske ubemandede "Progress" fragtfartøjer er kommet med omkring 2,5 tons forsyninger hver. Det første ATV fra ESA har leveret 8 ton forsyninger. Endelig har to russiske Protonraketter opsendt Zarja- (Заря = morgengry) og Zvezda- (Звезда = stjerne) modulerne og en R-7 raket (af nogle kaldet "Sojuz"-raket) har leveret et mindre Pirs (Пирс = kaj)-modul.
Opbygningen af rumstationen.
ISS er et forskningscenter i rummet med mange forskningsprojekter i det vægtløse miljø. Stationen har været beboet med besætninger på tre personer siden 2000, den første besætning hed ISS Ekspedition 1. I løbet af 2009 skal besætningerne udvides fra tre til seks personer og rumstationen udvides forsat for at få strøm, rensningsanlæg, plads og andre livsfornødenheder til større besætninger.
Trykregulerede moduler.
ISS er sammensat af moduler og er stadig under konstruktion. Den færdigbyggede rumstation vil bestå af fjorten trykregulerede moduler med et samlet rumfang på cirka 1.000 m³. Højt oppe i Jordens atmosfære, i termosfæren, hvor ISS opholder sig er det nødvendigt at trykregulere opholdsstederne for menneskene om bord på rumstationen. Modulerne kaldes derfor Trykregulerede moduler: "Pressurised modules". Disse moduler omfatter laboratorier, rum til sammenkobling, luftsluser, opholdsrum og knudepunkter: "Node ".
Størstedelen er allerede i kredsløb men der er seks resterende moduler der endnu ikke er fragtet til rumstationen og tilkoblet. Hvert modul er transporteret til rumstationen med enten en rumfærge, Protonraket eller en R-7 raket.
Nedenfor er modulernes funktion og formål beskrevet.
Andre ISS komponenter.
Elementerne på ISS juni 2008
Om bord på rumstationen.
Astronauterne der bebor rumstationen opholder sig på rumstationen fra cirka 3 til 7 måneder ad gangen. Menneskekroppen er ikke skabt til at opholde sig i et vægtløst miljø så der skal tages forholdsregler for at holde astronauterne i god form. Manglen på tyngdekraft svækker muskler og knogler, ligeledes er manglen på friske råvarer et problem for tilførsel af vitaminer, mineraler og proteiner i næringsmilder
Beboerne følger et nøje planlagt skema for hvornår de skal spise, arbejde, dyrke motion og hvile.
Arbejde.
Mange former for arbejde skal udføres på rumstationen, udover de planlagte arbejdsopgaver kan der forekomme situationer der kræver handling og ekstra arbejde.
Internet Explorer.
Windows Internet Explorer (tidligere Microsoft Internet Explorer, ofte forkortet IE) er en webbrowser fra Microsoft. Internet Explorer er den mest udbredte browser med en anslået markedsandel på 80-90 % (januar 2007).
Den seneste version af Internet Explorer er version 7, der blev frigivet 18. oktober 2006 (dansk udgave 21. december 2006). Det er første nye udgave i 5 år. Version 7 kan dog kun benyttes på Windows XP SP2 og nyere udgaver af Microsoft Windows. Version 6 kan benyttes på de fleste udgaver af Windows, mens Internet Explorer til Macintosh (der i realiteten er et helt andet program) ikke længere udvikles. Sidste udgave til Macintosh er Internet Explorer 5.2.
Historie.
Internet Explorer startede som en af mange browsere baseret på OEM-licenser af pionerproduktet Spyglass Browser, en teknologi der ved version 4 stort set var skrevet ud af produktet. Spyglass baserede sig på Mosaic fra NCSA, der var blandt de allerførste browsere.
Internet Explorer blev først rigtig udbredt fra version 3, der blev frigivet 13. august 1996. I slutningen af 1990'erne kæmpede Internet Explorer og Netscape Navigator om at overtage positionen som den mest udbredte browser - en position som Netscape Navigator havde indtaget få år forinden. Netscape Navigator 3 blev frigivet få dage efter Internet Explorer 3 og herefter var browserkrigen for alvor skudt i gang. Med udgivelsen af Internet Explorer 4 (oktober 1997) fik Microsoft det trumfkort der kunne afgøre browserkrigen. Browseren var hurtigere end Netscape Navigator 4 (frigivet juni 1997) og den kunne håndtere dynamiske sider bedre end modparten.
Da Internet Explorer 4 blev frigivet, havde Netscape Navigator en markedsandel på ca. 72 %. To år senere, i 1999, var det faldet til blot 35 % mens Internet Explorers markedsandel i samme periode steg fra ca. 17 % til 62,5 %.
Version 5 udkom med Windows 98 SE, 10. juni 1999. Den bød bl.a. på understøttelse af XML og XSL. Version 5.5 udkom i juli 2000, bl.a. med forbedret understøttelse af HTML- og CSS-standarderne.
27. august 2001 udkom Internet Explorer 6. Nyt i version 6 var bl.a. indførelsen af en doctypekontakt der gjorde det muligt at få browseren til at benytte to forskellige regelsæt til håndteringen af HTML og CSS - ét der svarede til tidligere udgaver af Internet Explorer og ét der i højere grad levede op til de officielle webstandarder fra W3C.
18. oktober 2006 udkom Internet Explorer 7, der blandt indeholder et indbygget anti-phising filter, tabbed browsing mv. Som en nyhed har IE 7 også faneblade, kendt fra Mozilla Firefox og Netscape Navigator.
Om udbredelsen af Internet Explorer.
En årsag til Internet Explorers store udbredelse kan være, at den er integreret med styresystemet Microsoft Windows og distribueres sammen med det. Dette gav anledning til en retssag, som det amerikanske justitsministerium og 20 delstater anlagde mod Microsoft i 2000. Microsoft blev beskyldt for at misbruge sin dominerende position på markedet for styresystemer til at opnå en uretmæssig andel af markedet for webbrowsere. Sagen endte i 2002 med et forlig. En række af de delstater, der var med til at anlægge sagen, mente ikke, at forliget gik langt nok, men forliget blev i 2004 stadfæstet af USA's højesteret.
I.
Prikken over i'et.
Prikken over i'et går igen i flere sprog og stammer måske fra fransk i 11. århundrede, da prikken blev indført. Over det græske bogstav iota (ι) og over det latinske "I" fandtes prikken ikke. Den blev fuldstændiggørelsen af i'et, fordi den forhindrede at bogstavet forveksledes med andre.
På dansk dækker betegnelsen over det, der færdiggør en ting. Et jordbær på en lagkage kan være prikken over i'et. Det kan også betegnes som på engelsk "The Final Touch". Prikken over i'et betyder mere eller mindre at man laver de sidste detaljer til produktet.
JydskeVestkysten.
"JydskeVestkysten", fork. JV, er Danmarks største regionale dagblad. Det udkommer i Syd- og Sønderjylland og har sin hovedredaktion i Esbjerg. Avisen udkommer i 68.460 eksmplarer mandag-lørdag og 76.019 søndag.
JydskeVestkysten er partipolitisk uafhængig, men betegner sig som en avis med et borgerligt-liberalt grundsyn.
JydskeVestkysten blev skabt i 1991 som en fusion mellem dagbladet "Vestkysten" og "Jydske Tidende". I 1993 kom "Folkebladet Sydjylland" ("Kolding Folkeblad") til. Avisens rødder går dog helt tilbage til 1786, hvor første udgave af "Ribe Stiftstidende" så dagens lys.
JydskeVestkysten udkommer dagligt i ni udgaver - Esbjerg, Varde, Kolding/Trekanten, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Vejen og Billund, hver med sin egen lokalsektion. Avisens 11 lokalredaktioner beskæftiger i alt 130 journalistiske medarbejdere.
JydskeVestkysten har siden 2006 været udgivet af Syddanske Medier.
Chefredaktør er Peter Orry.
Jylland.
Jylland er halvøen, der udgør den vestlige del af Danmark og den eneste del af Danmark, der er landfast med det europæiske kontinent. Den danske del af Jylland omfatter 29.777 km² og udgør dermed mere end 2/3 af det samlede danske areal. Fra Skagen i nord til grænsen ved Padborg i syd er der 337 kilometer. Fra Fornæs i øst er der 174 kilometer til vestkysten ved Bovbjerg. Jylland har 2.528.129 indbyggere (2009.), svarende til 46 procent af Danmarks befolkning. Befolkningstætheden er på 72,78 indbyggere/km².
Næsten halvdelen af befolkningen 1.2 mio bor i det østjyske bybælte Østjyske millionby der går fra Randers i nord til Haderslev i syd med et areal på 9.997km².
Den jyske halvø.
Jyllands historiske sydgrænse er ved Ejderen, men der er ikke enighed om, hvorvidt Sydslesvig skal regnes med til Jylland i dag. Syd for Ejderen ligger Holsten, som geografisk ligger på den jyske halvø, men ikke har været en historisk del af Jylland. Den jyske halvø har ingen fast sydgrænse, men går længst ned til Elben eller til punktet hvor halvøen snævrer sig ind (en linje fra Elbens munding til Lübeck). Den kaldes også den "cimbriske halvø", "Jylland-Holsten" eller "Jylland-Slesvig-Holsten".
Efter tysk, national opfattelse - i hvert fald før genforeningen i 1920 - begyndte Jylland først nord for Kongeåen. Slesvig/Sønderjylland og især Holsten blev ikke regnet som Jylland. Tysk historieskrivning kalkulerer ofte med, at det sønderjyske område var beboet af anglere i oldtiden, i modsætning til jyder længere mod nord, men dette er usikkert.
Inddeling.
Historisk inddeles Jylland i Sønderjylland eller Slesvig, der er området mellem Ejderen og Kongeåen, og Nørrejylland, der er området nord for Kongeåen. Nørrejylland er altså et andet begreb end Nordjylland. Nørrejylland var en del af Kongeriget Danmark, men Sønderjylland var fra middelalderen et hertugdømme og dansk len.
Sønderjylland bruges dels om hele Slesvig, også det tyske Sydslesvig, dels kun om Nordslesvig. Sønderjylland regnes som regel ikke med til Sydjylland, men i stedet findes begrebet "Syd- og Sønderjylland" som et fælles navn for de tidligere Sønderjyllands, Ribe og Vejle amter.
Nørrejylland inddeles traditionelt i Nordjylland, Østjylland og Vestjylland. Midtjylland og Sydjylland er lidt nyere begreber. Det meste af Midtjylland var historisk og kulturelt en del af Vestjylland. I modsætning til Sønderjyllands grænser er grænserne mellem de nørrejyske regioner ikke faste.
Navn.
Jylland hed på middelalderdansk "Iutland", der betyder "jydernes land", idet første led af ordet kommer fra middelalderdansk "iuthær", svarende til norrønt "jótar". Det er muligvis samme ord som det norrøne "ýtar" "mænd". Den græske geograf Ptolemæus kaldte Jylland for "Kimbrikē chersonēsos", dvs. Kimbrernes halvø. En alternativ opfattelse er, at grækeren Ptolemæus kan have misforstået sin latinske kilde, og at originalen i stedet nævner en bugt.
På latin hedder Jylland "Jutlandia".
Landskab.
Det jyske landskab er præget af de omgivende have og den såkaldte istidsrand eller Hovedstilstandslinjen. Hermed betegnes den linje, hvortil isen nåede under den seneste istid. Linjen går nord-syd op gennem midten af Jylland og drejer derefter stik vest omkring Viborg.
Området vest for isranden er udjævnet af smeltevandet fra isen og er derfor generelt meget fladt med sandede hedesletter og enkelte bakkeøer. Området øst og nord for isranden er derimod præget af moræneaflejringer og er meget kuperet. Nordjylland er stedvis præget af en tredje landskabstype, hævet havbund med flade kystsletter.
Ned gennem midten af Jylland lidt øst for isranden går den Jyske højderyg. Den danner vandskel, så vandløb løber enten mod øst eller vest herfra og ud til havet. Højderyggen og vandskellet har fra gammel tid haft stor betydning for samfærdsel og bebyggelse i Jylland. Langs vandskellet går bl.a. Hærvejen, som derved så vidt muligt undgår at krydse fjorde og åer. Af samme grund er de fleste østjyske købstæder opstået ved bunden af en fjord, de de således ligger tæt ved vandskellet og samtidig har forbindelse til havet.
Vest for Jylland ligger de danske vadehavsøer og De Nordfrisiske Øer.
Vestkysten er Jyllands vestlige kyst ud til Nordsøen.
Historie.
Jylland var i de første tre århundreder efter Kristus delt i et jysk kulturområde i det nordlige del og et angelsk i det sydlige del. Det jyske kulturområde rådede over store dele af Jylland fra Limfjorden i nord til Olgerdiget og Vidåen i syd og kaldes i den arkæologiske litteratur den jyske sydgruppe. Anglernes område lå i det nuværende Sydslesvig. Formentlig mellem 300 og 500 e. Kr. (efter anglernes udvandring til de britiske øer) blev hele Jylland lagt under danerne. I 737 byggedes Dannevirke mellem Trenen og Østersøen. I 811 blev Ejderen i en fredsaftale mellem Karl den Store og den danske konge Hemming anerkendt som grænse mellem dansk og frankisk magtområde. Den danske delegationen bestod dengang både af medlemmer fra Jylland, de danske øer og Skåne. Betydende danske handelsbyer var dengang Hedeby (senere Slesvig) Århus og Ribe. Den vigtigste handelsvej var den nord-syd-gående Hærvej. Havnen i Vikingebyen Aros forbandt Jylland med Norge, Sverige samt Østersøen. Middelalderens landstinge blev holdt i Urnehoved (Sønderjylland) og Viborg (Nørrejylland).
Historiske steder i Jylland.
Der findes mange gamle myter og sagn fra Jylland. Men den mest kendte er nok historien om "Prinsen af Jylland". Hans gravhøj ligger lige uden for den lille by Ammelhede, i Virring Sogn syd for Randers ved Randers-Ebeltoft landevej. Sagnet om Amled blev udødeliggjort i Shakespeares drama om Hamlet fra 1603.
På kirkegården i Vestervig i Thy kan man endvidere finde gravstedet hvor liden Kirsten og Prins Buris ligger begravet. Den kendte folkevise handler om hvordan Kong Valdemar lod sin søster danse til døde fordi hun blev med barn med dronning Sofies bror prins Buris.
Oprindeligt er den mindste jellingsten i Jelling i Midtjylland rejst af Gorm den Gamle søn af Knud 1. Hardeknud omkring år 955, den første officielle konge i Danmark. Hvorimod den store Jellingesten er rejst af Gorm den Gamles søn Harald Blåtand. Danske sagnkonger fra Jelling dynastiet menes at være begravet i Jelling. Den førest danske domkirke opførte vikingekongerne i Århus, der alledere var blevet domkirkeby omkring år 970. Kirken er Danmarks ældste stenbygning og er stadig bevaret som museum(Vor Frues Krypt.
Administrativ inddeling.
Satelitbillede af Jylland og det øvrige Danmark
Største byer i Jylland.
Aarhus (242.914) • Aalborg (121.818) • Esbjerg (70.880) • Randers (59.565) • Kolding (55.596) • Horsens (51.670) • Vejle (50.213) • Herning (44.763) • Silkeborg (41.674) • Fredericia (39.391) • Viborg (34.831) • Holstebro (33.939) • Sønderborg (27.286) • Hjørring (24.815) • Frederikshavn (23.551) • Haderslev (21.279) • Skive (20.643) indbyggere.
Ældre inddeling.
Syslerne var underinddelt i herreder, hvoraf nogle endnu er almindelig kendt. Herrederne var grundlag for ejendomsinddelingen indtil for få år siden. Herrederne er underinddelt i sogne.
Joakim von And.
Joakim von And (engelsk: Scrooge McDuck) også kaldet Onkel Joakim, er en figur i Disneys tegneserier, skabt af Carl Barks. Han så første gang dagens lys i historien "Jul på Bjørnebjerg" i december 1947, hvor han var en gnaven og bitter gammel mand, der hadede alt og alle. Siden fik han et mere lyst sind og blev mere spændstig, men nærigheden er stadig hans hovedegenskab. Han er dog i Barks-serierne og andre amerikansktegnede serier ikke egentlig ondskabsfuld - det kan han være ind imellem i de italiensktegnede serier, som vi i Danmark mest kender fra Jumbobøgerne.
Joakim von And er søn af Frederik von And og Clementine O'And, han har også to søskende Andrea von And og Hortensia von And, han er også Anders Ands onkel og den rigeste and i verden, og har selv oparbejdet hele sin formue fra han udvandrede fra fattige kår i Skotland. Han har været guldgraver i Klondike. Han bor i en kæmpemæssig pengetank, hvorfra han kan se ud over hele Andeby. Han elsker at dykke ned i sine penge som en flyvefisk, grave sig igennem dem som en muldvarp - og kaste dem op i luften, så de rammer ham på hovedet. Han har arbejdet hårdt for sin rigdom, men alligevel har han en lykkemønt, som er den første 25-øre han tjente. Denne står i en montre på kontoret. Når han mister denne, forfølger ulykkerne ham med store økonomiske tab (Dette forekommer dog kun i de første historier hvor karakteren ikke er færdigudviklet).
Hans ærkefjender er Bjørnebanden, der gentagne gange er ude efter hans penge. I senere serier fik han en ny fjende, heksen Hexia de Trick, hvis ønske er mere beskedent end Bjørnebanden: hun vil "bare" have hans lykkemønt for at smelte den om til en hekseamulet og blive en rig heks.
Don Rosa har skrevet en lang, fortsat serie om Joakim von Ands liv.
I 1987 gik han til tv-mediet som fast figur i Rip, Rap og Rup på eventyr, hvor hans danske stemme er blevet indtalt af den nu afdøde skuespiller John Hahn-Petersen.
Det kan endvidere nævnes at Joakim von And (eller JvA, som er hans logo på de fleste produkter han sælger), bor på Hestebremsebakken nr. 1 i en kæmpe pengetank. Pengetanken blev bygget da han kom til Andeby. Det er her han anbringer sine midler, med det minus at han hele tiden frygter nye angreb fra hhv. Bjørnebanden og Hexia de Trick.
Joakim von And ejer også 98,8 procent af Andebys forretninger, banker, fabrikker, restauranter, boligejendomme osv.
Julia Roberts.
Julia Fiona Roberts (født 28. oktober 1967 i Atlanta, Georgia, USA) er en amerikansk skuespillerinde. Hun fik sit internationale gennembrud i rollen som escortpigen Vivian Ward i den romantiske komedie "Pretty Woman". Vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for titelrollen i "Erin Brockovich".
Jubii.
Jubii er den første danske søgemaskine. Internetportalen blev startet den 31. juli 1995 af Jakob Faarvang og senere overtaget af Cybernet stifterne Martin Thorborg, Henrik Sørensen, Kasper Larsen og Andreas Jürgensen fra internetudbyderen Cybernet på Frederiksberg, og havde i begyndelsen henvisninger til 200 danske hjemmesider. Med tiden voksede Jubii og blev grundlæggerfirmaets hovedaktivitet, mens Internet-udbyderdelen blev solgt fra. For at få tjenesten til at løbe bedre rundt økonomisk, blev der i februar 1996 indført bannerreklamer.
I november 2000 blev Jubii opkøbt af Lycos Europe.
Jubii blev 1. januar 2009 købt tilbage på danske hænder af administrerende direktør gennem de sidste 5½ år Peter Post Lundsgaard. Firmaet har i dag 4 ligeværdige ejere som alle er danske private investorer.
KFUM-Spejderne i Danmark.
KFUM-Spejderne i Danmark er Danmarks næststørste spejderkorps med 24.000 medlemmer (2010). KFUM-Spejderne blev stiftet 28. september 1910 af Jens Grane. Korpset bestod oprindeligt udelukkende af drenge, men har siden 1982 bestået af både drenge og piger. Både piger og drenge er organiseret i verdensorganisationen WOSM. Uniformerne er grønne, og tørklæderne er bordeauxrøde.
KFUM-Spejderne i Danmarks formål er at oplære børn og unge til selvstændighed, medansvar, demokratisk livsholdning og mellemfolkelig forståelse i overensstemmelse med den internationale spejderbevægelses idé.
KFUM stod i dets oprindelige betydning for: Kristlig Forening for Unge Mænd, men efter KFUM åbnede op for kvindelige spejdere, blev det ændret til Kristlig Forening for Unge "M'"ennesker"
Distrikter.
Distriket et serviceorgan for dets grupper. Det skal hjælpe grupperne med at lave det bedste spjderarbejde for børn og unge. Det gør det i samarbejde med 5 udviklingskonsulenter, som har hver sit område af landet.
Bæverloven - og løftet.
"Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde bæverloven og være en god ven."
Ulvelov - og løftet.
"Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde ulveloven og hver dag gøre noget for at glæde andre."
Spejderløftet og Spejderloven.
"Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde spejderloven og hver dag gøre noget for at glæde andre."
Når løftet er afgivet, går man ikke til spejder, man er spejder.
Spejderloven er et ideal, som alle spejderne bør leve efter, så godt spejderen nu engang kan.
Korpslejr.
Hvert 5. år afholder KFUM-Spejderne korpslejr - lejren placeres et nyt sted hver gang. Den seneste korpslejr blev afholdt i Skive i 2010 under navnet (ScoutExplorerEvent)
København.
København (IPA: [kʰøb̥m̩ˈhɑʊ̯ˀn]) er Danmarks hovedstad og er med 1.181.239 indbyggere (2010) landets største byområde, omfattende 18 kommuner eller dele heraf. Centrum for byområdet udgøres af Københavns Kommune, der med sine 531.199 indbyggere (2010) er Danmarks mest befolkningsrige kommune. I hele den 3.030 km² store Hovedstadsregionen, der også sammenfalder med Københavns lokaltrafikområde, bor ca. 1,9 millioner personer. Den danske hovedstad er desuden centrum for Øresundsregionen, der over tid ventes at udvikle sig til Nordens største metropolregion. Øresundsregionen dækker 20.649 km2 i Danmark og Sverige og omfatter 2,5 mio. indbyggere(2010) i Danmark og 3,7 mio. indbyggere(2010) når også den svenske del af Øresundsregionen regnes med.
Byen ligger på Sjællands østkyst og strækker sig ind over dele af Amager. En række broer og en tunnel forbinder de sjællandske og amagerkanske bydele. Siden 2000 har København og Malmø været forbundet af Øresundsforbindelsen.
I København findes Danmarks centrale institutioner som Folketinget, kongehuset, højesteret og centraladministrationen og byen er på trods af sin yderlige placering i Danmark, nationens kulturelle og økonomiske center samt et vigtigt trafikknudepunkt med Danmarks største lufthavn og banegård samt en af de største havne.
Københavns historie kan føres tilbage til omkring år 800, hvor den nuværende hovedstad kun udgjorde et mindre fiskerleje. Fra 1300-tallet blev byen Danmarks rigeste og mest betydningsfulde – en status som den har fastholdt lige siden. I dag bor ca. 20% af Danmarks befolkning i Københavns byområde. Efter en økonomisk nedgangstid i slutningen af det 20. århundrede har byen det sidste årti oplevet økonomisk og kulturel fremgang og står nu stærkere både nationalt og internationalt.
København er hjemsted for en række store virksomheder og kulturinstitutioner som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Parken, Nationalmuseet og Operaen.
Navnet.
I middelalderen hed byen på gammeldansk "Køpmannæhafn"; et navn der oversat til moderne dansk betyder "købmændenes havn" og er et udtryk for den betydning, købmændene havde for byen på dette tidspunkt. Før denne tid har navnet på byen sandsynligvis været Havn.
En række andre navne bygget over det oprindelige danske navn for byen bruges på forskellige sprog. Som eksempler kan nævnes tysk og nederlandsk "Kopenhagen", engelsk "Copenhagen", fransk, portugisisk og spansk "Copenhague", latin "Hafnia", tjekkisk "Kodaň" og islandsk "Kaupmannahöfn".
I 1923 blev den latinske udgave af navnet basis for navngivningen af det netop opdagede grundstof hafnium, idet opdagelsen skete på det nuværende Niels Bohr Institutet.
Kaldenavne.
Af og til ses desuden "Nordens Paris", men denne smigrende sammenligning med Byernes by er i modsætning til de andre ikke eksklusiv, da den deles med både norske Tromsø og danske Aalborg.
Afgrænsning og definition.
I daglig tale bruges navnet "København" både om Københavns Kommune og om byen som helhed, der også omfatter hele eller dele af 17 andre kommuner. Nærværende artikel omfatter byen som helhed.
Det samlede byområde defineres af Kort & Matrikelstyrelsen og Danmarks Statistik på baggrund af FN's retningslinjer, hvor et byområde for at blive betragtet som samlet ikke må have mere end 200 meter mellem husene (parker og lignende ikke medregnet). Mange indbyggere i København identificerer sig dog med den kommune, de bor i. Dette kan være for at distancere sig fra Københavns Kommune, der som langt den største kommune naturligt ofte stjæler billedet. I praksis er København dog så tæt bebygget, at man mange steder kun vanskeligt kan se, hvor grænserne mellem de enkelte kommuner faktisk går. Udenforstående vil dog typisk betragte byen som en helhed, selvom der her af og til også ses en tendens til enten at indskrænke til Københavns Kommune eller udvide til hele Hovedstadsregionen. Defor opgives Københavns indbyggertal nogle steder til ca. 0,53 mio. (kommunens) eller ca. 1,91 mio. (regionens), hvor det rette er ca. 1,18 mio (pro 1.1.2011).
Selv om byområdet er klart afgrænset fra myndighedernes side, anvender de forskellige betegnelser for det. Kort & Matrikelstyrelsen anvender København, mens Danmarks Statistik benytter Hovedstadsområdet, og på vejskiltene langs indfaldsvejene har Vejdirektoratet valgt Storkøbenhavn. København er imidlertid den eneste af de tre betegnelser, der er autoriseret af Stednavneudvalget. Det er dog i alle tilfælde det samme område, der menes.
Yderligere har en række administrative inddelinger brugt København eller hovedstaden i deres navn. For eksempel omfatter Region Hovedstaden også Bornholm, uanset at denne ø ligger ca. 130 km væk, og det tidligere Københavns Amt omfattede trods navnet ikke Københavns Kommune, selvom amtets hovedsæde i en årrække lå der.
Historie frem til 1100-tallet.
Der er gjort en del fund fra forhistorisk tid i Københavnsområdet. Ved bygningen af Amager Strandpark fandt man f.eks. levn af en kystnær boplads fra yngre stenalder. Gravhøje i forstæderne tyder på menneskelig aktivitet i forhistorisk tid, og mange af bynavnene i nærheden af København vidner derudover om grundlæggelse af byer i det storkøbenhavnske område i vikingetiden.
Indtil for nylig var det ældste spor efter bymæssig bebyggelse i Københavnsområdet indenfor voldene fra omkring år 1000, hvor der er fundet spor efter at der lå et lille fiskerleje der, hvor København ligger i dag. Fiskerlejet lå lige nord for Københavns Rådhus omkring Mikkel Bryggers Gade, der dengang lå ud til havet. Men i forbindelse med udgravning af Metroen har man fundet spor af bådebroer ved Gammel Strand, der daterer sig helt tilbage til omkring år 700. Ved udgravningen til metrostationen ved Kongens Nytorv har man endvidere fundet spor af en gård fra vikingetiden.
Første gang forløberen til København under navnet "Havn" nævnes i kilderne er i forbindelse med et søslag mellem Svend Estridsen og den norske konge Magnus den Gode i 1043. Derefter er der tavshed om byens skæbne i de næste 120 år.
Middelalderen.
Det er sandsynligt, at byen i løbet af 1100-tallet har kunnet profitere på den centrale placering mellem de store domkirkebyer Lund og Roskilde og dermed har været et vigtigt punkt for trafik og handel mellem de to byer. Den naturlige havn samt den lille ø Slotsholmen, som var let at forsvare, har sikkert også givet byen store fordele. I anden halvdel af 1100-tallet brydes tavsheden om byen, da Saxo nævner, at den lille by "Hafn", sammen med en række andre byer, overdrages til biskop Absalon omkring 1160. Det nøjagtige årstal kendes ikke, da det gavebrev, som Absalon fik med, er forsvundet. Fra omkring 1167-1171 byggede Absalon en borg og en bymur på stedet.
Under Absalons ledelse begyndte byen at vokse. Især i 1200-tallet udvidede byen sig, så den efterhånden kom til at dække en større del af området mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Gråbrødre Kloster samt kirkerne Vor Frue, Skt. Peder (nu Skt. Petri) og Skt. Nikolai blev alle bygget i første halvdel af det 13. århundrede. Det 13. århundrede var en urolig tid i dansk historie, hvilket kom til udtryk i skiftende bispers og kongers indædte kamp om retten til byen. Biskop Jacob Erlandsen kunne dog i 1251 tvinge den pressede kong Abel til at overgive ham byen, og denne biskop gav i 1254 byen dens første stadsret. Fem år senere, i 1259, blev byen angrebet og plyndret af den rygiske fyrst Jaromar.
Efterhånden begyndte byen at vokse sig til rigets største og mest betydningsfulde, selv om den endnu ikke var blevet hovedstad. Selvom byen var den største boede der dog stadig under 5.000 indbyggere og kun nogle få hundrede mindre i byer som Ribe og Århus. Placeringen midt i riget med en naturlig havn ved en vigtig søhandelsvej var ideelt. I 1419 lykkedes det endelig en dansk konge, Erik af Pommern, permanent at tage magten over byen fra kirken, og i 1443 gjorde Christoffer III byen til kongelig residensby. I 1479 blev universitetet grundlagt. København var nu landets vigtigste by.
Under reformationen og Grevens Fejde stillede byens borgere sig på den tabende Christian II's side, men blev dog skånet for større repressalier, da den nye kong Christian III ville holde sig gode venner med borgerne.
Renæssance, enevælde og oplysningstid.
Nyboder i dag. Oprindeligt var bygningerne røde og hvide.
Christian IV fik stor betydning for København. Under ham blev byens gamle mure langs "Gothersgade" lagt ned og udvidet, så de gik langs den nuværende jernbanelinje mellem Nørreport og Østerport udenom det af Christian IV nyanlagte Nyboder. Københavns volde blev også udvidet med forsvarsanlæg af det nyanlagte område Christianshavn. Fra 1658-1660 under Første Karl Gustav-krig var København som sidste område i riget under dansk kontrol, men under belejring af de svenske tropper anført af Karl X Gustav. I februar 1659 forsøgte svenskerne at indtage byen ved et stormløb, men en fælles indsats fra soldater og byens borgere holdt dem tilbage. Efter det mislykkede stormløb holdt svenskerne dog byen belejret helt frem til 27. maj 1660.
Ved indførelse af enevælden i 1660 under Frederik III blev København en endnu vigtigere by i Danmark, fordi det var herfra den stadigt mere centralistiske danske stat blev styret.
I 1711-1712 hærgede en af de værste pestepidemier i Københavns historie. Pesten kostede cirka 22.000 af byens omkring 60.000 indbyggere. Nogle år efter gik det endnu en gang galt, da lige over en fjerdedel af byens bygninger gik op i røg ved en bybrand i 1728.
Inspireret af europæiske ideer grundlagde man i 1748 Frederiksstaden nord for Kongens Nytorv med Amalienborg som den flotteste del. I sidste halvdel af det 18. århundrede oplevede København under den Florissante periode en enorm opgangstid som følge af den profitable handel med de stridende magter, England og Frankrig. Opgangsperioden sluttede dog for en tid, da først Christiansborg brændte i 1794 og siden en bybrand i 1795 hærgede den indre by, og derefter kom den britiske flåde for at afkræve Danmark sin flåde (se Slaget på Reden 1801), hvilket også skadede dele af byen. Skaderne havde dog langt fra det omfang som de skader, den landsatte britiske hær forvoldede under det engelske bombardement af byen i 1807, hvor store områder af byen brændte ned, idet det britiske militær brugte raketter. Den middelalderlige Vor Frue Kirke gik også op i flammer. Det meste af Københavns indre by er præget af genopbygningerne efter brandene og bombardementet.
Fra 1807 til 1. verdenskrig.
a>. Til venstre ses bl.a. en hestetrukken sporvogn.
Kort over København ca. 1888. Byen når kun til området lige uden for søerne, og der er stadig et stykke til Hvidovre, Lyngby og øvrige omkringliggende byer.
Bl.a. grundet statsbankerotten i 1813 var der ikke råd til at genopbygge de offentlige bygninger, der var blevet ødelagt af bombardementet, som Vor Frue Kirke og universitetet, før et godt stykke op i 1800-tallet. Da der endelig kom gang i økonomien, affødte dette en enorm udvikling. Kulturelt set kom København til at danne rammen om en af dansk histories mest givende kulturepoker, Guldalderen, som prægedes af bl.a. C.F. Hansen, Bertel Thorvaldsen og Søren Kierkegaard. Herefter fulgte industrialiseringen i anden halvdel af det 19. århundrede. Efter en stor koleraepidemi i 1853 besluttede man endelig at nedlægge de gamle volde.
Det blev nu tilladt at bygge permanent, grundmuret nybyggeri uden for voldene. Denne frigivelse i kombination med en meget liberal byggelovgivning førte til et byggeboom i brokvartererne og en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Omkring 1800 boede der cirka 100.000 mennesker i hovedstaden, og i starten af det 20. århundrede boede der næsten 500.000.
De nye bydele blev meget forskellige: Frederiksberg og Østerbro blev borgerskabets kvarterer; Nørrebro og Vesterbro blev derimod arbejdernes bydele.
Som erstatning for den gamle fæstning vedtog Estrup-regeringen fra 1886 byggeriet af det store befæstningsbyggeri, herunder Vestvolden. Det var Danmarks største arbejdsplads og er kun senere overgået af Storebæltsforbindelsen. Opførelsen af store projekter som Frihavnen (1894), Rådhuset (1905) og Hovedbanegården (1911) satte også sine spor. København var blevet en industriel storby, hjemsted for virksomheder i international målestok såsom Burmeister & Wain, Østasiatisk Kompagni og Det Store Nordiske Telegrafselskab.
Efter en svag start (Slaget på Fælleden) fik arbejderbevægelsen sit gennembrud i 1900-tallets hovedstad, hvor finansborgmesterposten i 1903 blev overtaget af fagforeningsmanden Jens Jensen. I 1901 gennemførte kommunen en indlemmelse af en række sogne bl.a. Brønshøj og Valby, og i 1902 indlemmedes Sundbyernes Kommune. Kommunens areal blev dermed tredoblet og efterlod Frederiksberg som en enklave i Københavns Kommune.
Fra 1. verdenskrig til i dag.
Neutralitetspolitiken medførte, at København ikke blev særligt påvirket af 1. verdenskrig. De såkaldte gullaschbaroner tjente mange penge på aktiespekulation og på at eksportere kødprodukter til Tyskland. Efter 1. verdenskrig var der knaphed på de fleste ting, og en stor arbejdsløshed var medvirkende til en del uro fra især de københavnske arbejderkvarterer. I 1922 gik Landmandsbanken fallit og trak mange med i faldet.
Fra 1917 havde Socialdemokratiet flertal i kommunens styrelse. Det medførte en øget offentlig forsorg, kommunalt boligbyggeri m.m. Anlæggelsen af Fælledparken og andre parker var et andet udslag af kommunens nye social- og sundhedspolitiske program, der bl.a. som følge af boligkrisen i 1908 fokuserede på at bygge boliger, der ikke var påvirket af byggespekulation. I takt med at der blev bygget på jorderne uden for Søerne, nærmede København sig omkringliggende byer som Lyngby, Herlev og Rødovre. Og efterhånden blev disse til forstæder. Af mangel på egnet jord i den indre by kom meget af byudviklingen til at foregå omkring disse byer. Denne udvikling blev også hjulpet af mere kollektiv trafik, bl.a. åbningen af S-togslinjerne fra 1934.
Under 2. verdenskrig blev København ligesom resten af Danmark besat af tyske tropper. Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt kan nævnes, at Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, den 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske Skole på Frederiksberg ramt, og mange børn blev dræbt. Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.
Efter krigen fik den stigende bilisme en stadig større betydning for byens udvikling, og dette fik fingerplanens ideer om et København bygget op omkring den kollektive S-togstrafik til at blive lidt udvandet. Nogle forstæder voksede op væk fra S-togsnettet. I 1960'erne syntes udviklingen i Københavns Kommune at være gået nærmest i stå, mens man i forstadskommunerne byggede på livet løs. Gladsaxe Kommune under Erhard Jakobsen og Albertslund er eksempler på denne udvikling i Københavns omegnskommuner.
Det indre København oplevede derimod en nedgangstid fra 1960'erne med udflytning af industri og indbyggere. Denne udvikling begyndte at vende omkring 1990. Især med byfornyelsesplanerne fra 1991 blev mange nedslidte kvarterer langsomt men sikkert eftertragtede. Med bygningen af metroen og boliger langs havnen er den indre by blevet bundet bedre sammen. Bygningen af Øresundsbron i 2000 har forbundet København med det vestlige Skåne, og byen forstærkede dermed sin status som centrum for Øresundsregionen.
Eksempel på byggeri fra 2000'erne på Islands Brygge.
Boligmarkedet i byen var i perioden ca. 2002-2007 præget af en boligboble. Dette stoppede som i resten af Danmark i 2007, og markedet er i dag (2010) præget af usikkerhed omkring prisen. I starten af perioden blev det ligeledes muligt at vurdere andelsboliger efter markedspris. Dette åbnede det ellers lukkede andelsboligmarked op, og andelsboliger omsættes nu oftest i fri handel i stedet for gennem lukkede lister og nogle gange penge under bordet. I bobleperioden var det populært at bosætte sig i Malmø i Sverige og arbejde i København.
Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var især Nørrebro-området jævnligt præget af voldsomme demonstrationer, der udgik herfra. Dette kulminerede i forbindelse med nedrivningen af huset i marts 2007, men i dag (2010), hvor der er blevet lavet et nyt hus til de unge i Nordvest, er der ikke længere store demonstrationer med udgangspunkt i bevægelsen omkring Ungdomshuset.
I 2008-2009 var der flere opgør mellem diverse kriminelle grupperinger, hvor unge indvandrere og rockere stod på hver sin side i det, der blev kaldt Bandekonflikten.
Fremtidsplaner.
Frem til omkring 2025 er der i Københavns Kommune planlagt fire større udvidelsesområder, der skal skaffe plads til 45.000 nye københavnere; Ørestad syd for Fields og ved Amager Fælled, Nordhavnen, Valby omkring Ny Ellebjerg Station og Carlsberg-grunden omkring Enghave Station skal bebygges. Ligeledes er det planen at det tidligere godsbaneområde mellem Dybbølsbro station og Hovedbanegården og området omkring Kløvermarken skal bebygges, førstnævnte dog primært med erhverv, bl.a. Rigsarkivet.
Frederiksberg Kommune planlægger byggeri omkring Flintholm Station og Fasanvej Station. Derudover er fokus på bevarelse og huludfyldelse med enten nybyg eller grønne områder.
En stor udfordring med de mange ekstra beboere bliver at få plads til trafikken i byen. En udbygning af metroen med en Cityring skal skabe endnu mere sammenhæng i den københavnske kollektive trafik.
Geografi.
Byen København med bydele og forstæder samt motorveje (røde linjer) og tog (grå linjer).
Geografisk set ligger København på det nordøstlige Sjælland med en del af byen på øen Amager. Det vestlige København strækker sig forholdsvist fladt længere ind på Sjælland, mens man mod både nord og syd kan opleve mere kuperet terræn. I det nordvestlige København rejser sig f.eks. omkring Søborg og Høje Gladsaxe en større bakkekæde med højder op til 50 meter over havet. Disse bakkede landskaber i det nordlige København gennemskæres af en del søer og Mølleåen. Pga. højden i Gladsaxe-området har man her placeret Gladsaxesenderen og Københavns vandforsyning. I den sydvestlige del af København hæver en kalkforskydning sig ved Carlsbergforkastningen. De mere centrale dele af København består primært af fladere landskab, afvekslingsvis i Valby og Brønshøj med mindre hvælvede bakker. To dalsystemer følger fra nordøst til sydvest disse små bakkekæder. I den ene dal finder man søerne, i den anden finder man Damhussøen. Disse mindre dale gennemskæres af åerne Harrestrup Å og Ladegårdsåen. Amager og det meste af den indre by er fladt kystnært land.
Geologisk set hviler København ligesom det meste af Danmark på et istidspræget grundmorænelandskab, der igen hviler på en hårdere undergrund af kalksten. Visse steder i området er der blot ti meter ned til kalklaget, der under bygningen af metroen voldte betydelige problemer.
Klima.
København ligger i en klimazone præget af den varme golfstrømmens indflydelse. Dette medfører, at København er ca. 5 grader varmere end byens breddegrad ellers dikterer. Samtidig ligger byen også i et område, hvor atlantiske lavtryk typisk passerer forbi. Dette gør, at vejret i alle fire årstider er relativt ustabilt med skiftende perioder med regn og sol.
Nedbør er moderat året igennem med et lille toppunkt fra juni til august. Sne falder primært fra jul til tidligt i marts, men det bliver sjældent liggende længe. Regn i januar og februar er ligeså almindeligt som sne, og gennemsnitstemperaturen for disse to vintermåneder ligger lige omkring frysepunktet.
Foråret kan sammenlignes med det kontinentale Europa, men forsinket omkring en uge grundet det kolde omgivende havvand. På samme måde isolerer vandet om efteråret, så klimaet i København er mildere i lidt længere tid end ellers. I perioden fra midten af oktober til februar kan en eller to storme (eller endda orkaner) optræde. Storme om sommeren er sjældne.
Sommeren er som de andre årstider ofte en blanding af sydvestlige milde, blæsende og regnbringende lavtrykssystemer og perioder med stabile højtryk, der bringer solrigt og relativt varmt vejr med sig. Forekomsten af kraftige lavtryk, der f.eks. kan forårsage storme forefindes relativt sjældent. Mere sjældent er det med orkaner, men de forekommer også. I perioden omkring juli falder der gennemsnitligt mest nedbør, op til 57 mm.
Miljø og forurening.
Svømmekonkurrence i kanalen omkring Christiansborg.
København er anerkendt som en af de mest miljøvenlige byer i verden. Meget af byens miljøsucces kan tilskrives en stærk kommunalpolitik kombineret med en fornuftig national politik. I 1971 etablerede Danmark et miljøministerium og var det første land i verden til at implementere en miljølov i 1973. I 2006 modtog Københavns Kommune "European Environmental Management Award". Prisen blev givet for en langvarig indsats inden for helhedsorienteret miljøplanlægning. Det er et mål for Københavns Kommune at reducere sin CO2 udledning med 20 % før slutningen af 2015. I 2001 blev der bygget en stor offshore vindmøllefarm lige uden for den københavnske kyst på Middelgrunden, der producerer omkring 4 % af byens elektricitet. Der er forslag fremme om at placere flere møller ved bl.a. Nordhavnen og Lynetten.
København blev i 2009 kåret som Europas grønneste by i "The Economist".
Efter en stor indsats for at forbedre vandkvaliteten i havnen bl.a. med etablering af rensningsanlæg og overløbsbassiner, kan man nu svømme i havnen, og der bliver hvert år arrangeret en svømmekonkurrence i kanalen omkring Christiansborg. Ligeledes er der etableret flere havnebade i den indre havn. Udover en forbedring af vandkvaliteten i havnen er der ligeledes arbejdet på at forbedre vandkvaliteten i byens søer. Gentofte Sø er en af de reneste søer i regionen, og der kan bl.a. findes sjældne orkideer i vådområdet.
Jorden i Københavns byzone er som udgangspunkt lettere forurenet. Denne forurening kan fx stamme fra bilers udstødning eller industriens udledning af røg og støv. Derudover er der mange områder i København, hvor der er forurening af højere grad. Dette kan skyldes, at der har ligget forurenende virksomheder på grunden, som farverier eller benzinstationer, at der er deponeret affald eller af andre grunde.
København oplever lige som andre storbyer problemer med luftforurening og larm fra biler, busser og lastbiler. Man regner med, at hvert år dør omkring 500 københavnere tidligere end ellers som følge af forurening. I 2007 viste en undersøgelse, at den femtedel af Københavns indbyggere, der boede nærmest de mest befærdede gader, havde dobbelt så stor risiko for at dø tidligere end normalt. Fra 2010 er der dog etableret en miljøzone, hvor alle lastbiler skal have partikelfiltre på.
Politik.
Storkøbenhavns kommunale inddeling (kortet viser flere end de 18 kommuner, der har områder i København)
Byen København styres politisk af ovenstående 18 kommuner og 2 regioner. Derudover er der samarbejder på tværs af kommuner, regioner og lande.
Kommunerne.
De fleste kommuner i Københavnsområdet har socialdemokratiske borgmestre. Det gælder Københavns Kommune og størstedelen af kommunerne på Vestegnen. Kommunerne uden socialdemokratisk borgmester er Frederiksberg Kommune i den centrale del af byen, de tre nordlige kommuner Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Furesø samt Greve Kommune længst mod sydøst. Det er samtidig disse kommuner, der har den højeste disponible indkomst pr. indbygger.
Regionerne.
Størstedelen af København er placeret i Region Hovedstaden, der er dannet i forbindelse med strukturreformen i 2005 af de tidligere Københavns og Frederiksborg amter. Ved regionrådsvalget i 2009 blev Socialdemokraternes Vibeke Storm Rasmussen genvalgt som regionsrådsformand.
En del af Københavns sydvestlige kvarterer ligger i Region Sjælland, hvor Venstres Kristian Ebbensgaard i 2005 blev valgt til den nye post som regionsrådsformand.
Regionernes vigtigste opgaver er sygehusområdet, herudover ejes i fællesskab Movia, det kollektive trafikselskab i Østdanmark (dog uden Bornholm). De to regioner udgør også i fællesskab en af Danmarks fire beskæftigelsesregioner. Gymnasierne, sygeplejeskolerne og tekniske skoler, AMU-centre og øvrige kortere videregående uddannelser er alle fra og med 2007 i lighed med øvrige uddannelser selvejende institutioner finansieret af staten, mens folkeskoler, daginstitutioner og plejehjem hører under de enkelte kommuner.
Politik på tværs af grænser.
Kommunerne i de enkelte regioner har et samarbejde i henholdsvis Kommunekontaktråd Hovedstaden og Kommunekontaktråd Sjælland. Her samarbejdes især om de tilbud, der gives borgerne.
Fra 1974-1989 fungerede Hovedstadsrådet som et centralt planlægningsorgan for hele hovedstadsregionen og HUR fungerede med omtrent samme formål fra 2000-2006.
En del af Københavns nærmeste satellitbyer som Rudersdal og Allerød betragtes som en del af Storkøbenhavn, og det politiske arbejde på kommunalt niveau om byen København involverer derfor ofte disse kommuner. Kommunerne på den københavnske vestegn står i den forbindelse ofte samlet under Vestegnssamarbejdet og har samlede politiske udspil.
Region Hovedstaden, Region Sjælland, Københavns og Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune samt Kommunekontaktråd Hovedstaden og Sjælland deltager sammen med tilsvarende myndigheder fra Skåne i Öresundskomiteen, som er en regionalt samarbejde om at fjerne grænsehindringer ved at bo og arbejde i Øresundsregionen.
Demografi.
I København var der pr. 1. januar 2009 1,17 mio. indbyggere, hvilket udgjorde 21,2% af den samlede danske befolkning. Det var først fra 1. januar 1999, at Danmarks Statistik begyndte at afgrænse København ud fra en opdeling i by/land frem for en sammenlægning af hele kommuner.
Især betegnelserne Storkøbenhavn og senere Hovedstadsområdet (i dag betegnelsen for det bymæssigt sammenhængende område omkring København), skabt før 2. verdenskrig af de store forstadsudvidelser, begyndte man først at anvende i efterkrigstiden. I disse betegnelser hørte udover København og Frederiksberg også store omegnskommuner som Gladsaxe, Gentofte, Hvidovre og Tårnby. Før den nuværende afgrænsning af byen København fra 1999 blev antallet af indbyggere i Hovedstadsområdet opgjort til 1,4 millioner.
Der tales endvidere om Region Hovedstaden, der indbefatter dele af Nordøstsjælland og Bornholm, men ikke Roskilde- og Køge-området. Regionen havde 1,65 millioner indbyggere, og må som begreb ikke forveksles med Hovedstadsregionen.
Med bygningen af Øresundsbron i 2000 blev København centrum for en ny by-region, nemlig metropolregionen kaldet Øresundsregionen. Området umiddelbart omkring Øresund, det vestlige Skåne med Malmø og Helsingborg og det østlige Sjælland har i alt cirka 2,8 millioner indbyggere, mens den samlede Øresundsregion, hvortil hele Sjælland, Lolland-Falster samt hele Skåne henregnes, har omkring 3,7 millioner indbyggere.
Københavns Kommunes godt halve million indbyggere udgør omtrent halvdelen af det samlede Københavns indbyggertal. De største af de øvrige kommuner er Frederiksberg, Gentofte og Gladsaxe, mens den mindste er Vallensbæk med 12.000. Arealmæssigt er de største kommuner København og Lyngby-Taarbæk, mens de mindste er Frederiksberg og Vallensbæk. Frederiksberg har den største befolkningstæthed i både København og Danmark.
Religion.
I København er den evangelisk-lutherske kristendom ligesom i resten af Danmark dominerende. Andelen af folkekirkemedlemmer er dog markant mindre i Københavns Stift end i resten af landet med 65 %. Københavns Stift omfatter dog også bl.a. Bornholm og inkluderer ikke Københavns forstæder, som i stedet hører under Helsingør Stift, hvor andelen af folkekirkemedlemmer er 75 %. Udover evangelisk-luthersk kristendom er der også en mindre katolsk menighed med Sankt Ansgar Kirke som domkirke.
De største religioner ud over kristendom er Islam med ca. 60.000 i kommunen og jødedom, hvor der bor ca. 6.000 jøder i Danmark, hvoraf den største del i Københavnsområdet. Islam har flere moskeer rundt omkring i byen, og der arbejdes på at etablere en stormoske flere steder i byen, bl.a. på Moskegrunden på den nordlige del af Amager og i nordvestkvarteret. Jødedommen har en synagoge i Krystalgade og en mindre synagoge i Ole Suhrs gade.
Udover ovenstående religioner er der også mindre menigheder af buddhisme, hinduisme (der har et tempel i Skovlunde) og andre religiøse grupper, som Forn Siðr (Solbjerg Blotlaug).
Musik, teater og opera.
Det ældste og mest berømte teater i hovedstaden er det i 1748 grundlagte kongelige Teater placeret for enden af Kongens Nytorv. Teatret har siden dets grundlæggelse været den nationale scene for teater, skuespil, opera og ballet. Det er noget usædvanligt for den type bygninger, at det stadigt er muligt at høre alle fire kunstarter i samme hus. Teatret har en stor scene benævnt "Gamle scene", som kan rumme ca. 1.600 tilskuere. Inden for de sidste år har opera og skuespil dog fået selvstændige bygninger. Operaen blev bygget i 2005 på Holmen over for Amalienborg og kan huse op til 1.703 tilskuere. Skuespilhuset kom til i 2008 ved Kvæsthusbroen ved Nyhavn. Den Kongelige Danske Ballet kan stadig findes på Det Kongelige Teaters gamle scene. Grundlagt i 1748 er den en af de ældste ballettrupper i Europa. Den er hjemsted for Bournonvilleballetstilen
Udover de mere traditionelle tilbud som teater, opera og ballet, som Det Kongelige Teater kan byde på, findes der et væld af andre teatre, der byder på nyfortolkninger af klassiske teaterstykker samt helt nye stykker og genrer, som Folketeatret og Nørrebro Teater.
København har igennem mange år haft en stor jazzscene. Jazzen kom til København i 1960'erne, hvor amerikanske jazzmusikere som Ben Webster, Thad Jones og Dexter Gordon flyttede til byen. Musikalsk samledes de på Jazzhus Montmartre, som i 1960'erne var det europæiske centrum for den moderne jazz. Jazzklubben lukkede i 1995, men der er planer om at genåbne den i maj 2010. Hvert år i juli måned fejres Copenhagen Jazz Festival, som fylder spillesteder og pladser med jazzkoncerter.
Det vigtigste sted for rytmisk musik i København er Vega på Vesterbro, som er blevet valgt til "bedste koncertsted i Europa" af det internationale musikmagasin Live Pumpehuset og Den Grå Hal er ligeledes populære indendørs koncertsteder. De største indendørs koncerter bliver afholdt i Parken, hvor der er plads til op imod 55.000 tilskuere.
De største udendørs koncerter arrangeres ofte i Valbyparken, herunder Grøn Koncert.
For gratis underholdning kan man gå en tur op ad Strøget, især mellem Nytorv og Højbro Plads, der sen eftermiddag og aften forvandler sig til et improviseret treringscirkus med musikere, tryllekunstnerere, jonglører og andre gadeoptrædener.
Museer.
Som Danmarks hovedstad rummer København nogle af de vigtigste samlinger om dansk historie og kultur, men enkelte museer har også samlinger af stor international kvalitet. Nationalmuseet, der blev grundlagt i 1807, er det vigtigste museum i Danmark for kultur- og historieminder. Museet rummer bl.a. et væld af oldtidsfund med uvurderlige genstande som f.eks. Solvognen. Ny Carlsberg Glyptotek fremviser ligeledes en bred samling af genstande fra forhistorisk tid til i dag. Museet har bl.a. en stor samling mumier og et stykke fra Parthenonfrisen, der er af international kvalitet.
Statens Museum for Kunst er landets største kunstmuseum med store samlinger og ofte udstillinger med nyere kunst. Thorvaldsens Museum fra 1848 med Bertel Thorvaldsens mange figurer var byens første egentlige kunstmuseum. Den Hirschsprungske samling rummer mest malerier fra Guldalderen og af skagensmalerne. Den moderne kunst fremvises primært i Arken i Ishøj og Louisiana i Humlebæk nord for København.
Davids Samling er genåbnet i 2009 og rummer udover dansk kunst og kunsthåndværk en af de ti væsentligste samlinger af islamisk kunst i den vestlige verden. Tøjhusmuseet fra 1838 rummer en enorm samling af krigsmateriel fra middelalderen og frem til nyere tid.
De naturhistoriske museer er repræsenteret med Botanisk Have, Geologisk Museum og Zoologisk Museum. De tre museer er planlagt samlet på én adresse ved Botanisk have i 2012 som et nationalt naturhistorisk museum.
København rummer også mere specialiserede museer som Arbejdermuseet, Frihedsmuseet, Københavns Bymuseum, Storm P Museet og ToldSkat Museet.
Parker, skove, søer og strande.
København har en række parker, hvor de to største er Valbyparken og Fælledparken på hhv. 64 og 58 ha. Valbyparken lægger bl.a. plæne til Grøn Koncert. Fælledparken på Østerbro er blandt de mest besøgte attraktioner i Danmark med flere millioner besøgende om året. Den tredjestørste park i København er Frederiksberg Have (32 ha) i den vestlige del af byen. Her kan man bl.a. nyde udsigten til Norman Fosters elefanthus i Zoologisk Have, som optager den vestlige del af haven.
En anden meget populær park er Kongens Have i det centrale København med Rosenborg Slot. Parken har været åben for publikum siden starten af 1700-tallet. Centralt i byen langs de tidligere volde findes en række parker, hvoraf Tivoli er den mest kendte.
Noget særligt for København er, at flere kirkegårde ligeledes har en dobbeltfunktion som parker, dog kun for stille aktiviteter. Assistens Kirkegård, hvor H.C. Andersen blandt andet ligger begravet, er et vigtigt grønt åndehul for Indre Nørrebro. Det er officiel politik i København, at alle indbyggere i 2015 skal kunne nå en park eller strand til fods på mindre end 15 minutter.
København har udover parker også en række skove, herunder Vestskoven (15 km²) i den vestlige del og Hareskoven (9 km²) i den nordvestlige del. Dyrehaven (11 km²) ligger i den nordlige del og indeholder både skov, slette og en golfbane.
Lige vest for ringen af parker fra de gamle volde findes Københavns Indre Søer. Af andre markante søer findes Damhussøen i den vestlige del af byen og bl.a. Utterslev Mose og Bagsværd Sø i den nordlige del.
København har en række sandstrande. Den største er Amager Strandpark, der åbnede i 2005, som inkluderer en 2 km lang kunstig ø og totalt 4,6 km sandstrand. Derudover findes bl.a. strande ved Bellevue og Charlottenlund langs nordkysten og Brøndby langs sydkysten. Strandene er suppleret af flere havnebade langs havnefronten. Det første og mest populære af disse er placeret ved Islands Brygge.
Medier.
Mange danske medieselskaber har deres hovedsæde i København. På fjernsynssiden samlede DR sine aktiviteter i et nyt hovedkontor, DR Byen i Ørestaden i 2006 og 2007. På samme måde samlede det Odense-baserede TV 2 sine københavnske aktiviteter i et moderne mediehus på Teglholmen. To af de tre store landsdækkende aviser Politiken og Berlingske Tidende samt de to store tabloidaviser Ekstra Bladet og B.T. har hovedkontor i København. Andre vigtige medievirksomheder inkluderer Aller Media, som er den største udgiver af ugentlige og månedlige magasiner i Skandinavien, Egmont, som bl.a. står bag Nordisk Film, og Gyldendal, den største danske bogudgiver.
København har ligeledes en relativ stor film- og tvindustri. Filmbyen, der ligger på en nedlagt militærbase i forstaden Hvidovre, huser adskillige filmselskaber og studier. Blandt filmselskaberne er Zentropa med filminstruktøren Lars von Trier som medejer. Selskabet står bag adskillige internationale filmproduktioner, og var en af grundlæggerne af dogmebevægelsen. Historisk var København, og især selskabet Nordisk Film, i 1910'erne og 1920'erne centrum for filmindustrien i Nordeuropa med hundredvis af årlige filmproduktioner.
Restauranter og caféer.
Den største koncentration af cafeer er i Indre By, Østerbro og Vesterbro. Den første københavnske cafe åbnede i 1831 på Hotel D’Angleterre, men det var først med åbningen af Café Sommersko i 1976, at cafekulturen for alvor kom til København, og der er nu over 300 cafeer spredt over hele byen.
Det københavnske natteliv er centreret omkring Indre by, Nørrebro og Vesterbro, bl.a. Laurits Betjent, Nasa, K3 (tidligere Pan), Rust og Vega.
Inden for det seneste årti har København for alvor markeret sig med restauranter, der kan måle sig blandt de bedste. Mest fremtrædende er Noma, med 2 stjerner i Michelin-guiden 2007-2010, som derudover er blevet udnævnt som den bedste restaurant i verden. Udover Noma har København 11 restauranter, der har fået én stjerne i Michelinguiden 2010. Med 13 stjerner er København den by i Norden med flest stjerner, hvilket har været tilfældet i en årrække.
Pølsevognen har traditionelt været det foretrukne spisested for den lille sult, men udfordres nu af burgerbarer, pizzeriaer, shawarma- og sushi-barer og lignende. Smørrebrødsrestauranter er en anden type frokostbeværtning, som er kendetegnende for København.
København er den hovedstad i verden, hvor økologisk mad har den største markedsandel. Et ud af ti indkøb er økologisk i København. Københavns Kommunes indkøb af økologisk mad ligger på 45 %, men målet er, at der udelukkende skal serveres økologisk mad i 90 % af kommunens plejehjem og institutioner i 2015.
Sport.
København repræsenterer en lang række sportsgrene og er i Danmark ofte førende på området. Det største danske stadion Parken, som ligger på Østerbro, er både hjemmebane for det danske fodboldlandshold og fodboldklubben F.C. København. F.C. København, med hjemmebane i Parken, har i en årrække været meget dominerende i den danske Superliga med 7 mesterskaber siden 2000. Derudover er København bl.a. hjemby for fodboldklubberne Brøndby IF AB, B.93, Frem og Fremad Amager.
Inden for håndbold er AG Håndbold det største københavnske hold. De har dog udelukkende et herrehold tilknyttet håndboldligaen.
Inden for atletik er det især klubben Sparta, der har gjort sig bemærket. Copenhagen Athletics Games afholdtes i perioden 2005-2007, og før det afholdtes Copenhagen Games. Begge stræbte efter at vise atletik i verdensklasse.
København har en lang tradition for roning og har leveret flere landsholdsroere. DSR, som er Danmarks største roklub, og Kvik, der begge ligger i Svanemøllebugten, har hvert år siden 1895 roet den traditionsrige svanemøllematch. Derudover findes en række andre klubber bl.a. Københavns Roklub og Bagsværd Roklub.
København kan vise en række golfbaner, bl.a. København Golf klub (v. Eremitagen) og Royal Golf Center (v. Ørestad). Royal Golf Center er blevet anlagt med henblik på at kunne afholde PGA-turneringer.
I Københavns Kommune er der blevet lagt planer om at gøre København til vært for fremtidige internationale sportsbegivenheder. Man overvejer også at søge om at få Sommer-OL 2024 til byen. Desuden var København i 2009 vært for World Outgames, som er en international sportsbegivenhed for homoseksuelle.
Venskabsbyer.
Venskabsbyer er i Danmark på kommunalt niveau. Københavns Kommune har valgt ikke at have nogen venskabsbyer. De fleste af nabokommunerne har dog valgt at have venskabsbyer. Der er derfor alligevel omkring 85 udenlandske byer, som på den måde har en del af København som venskabsby.
Uddannelse i København.
Ud over folkeskoler og gymnasier har en del af landets højere uddannelsesinstitutioner til huse i København. Københavns Universitet er Danmarks ældste universitet og samtidig med på listen over verdens 100 bedste universiteter. Det blev indviet i 1479, og universitetets ældste bygninger ligger på Frue Plads, hvor Københavns ældste hus ligger i universitetsgården. I 2007 blev den tidligere Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg og Danmarks Farmaceutiske Universitet fusioneret med Københavns Universitet, som nu har 5.500 forskere og næsten 40.000 studerende.
Copenhagen Business School, der tidligere blev kaldt Handelshøjskolen i København, har til huse i fire moderne bygninger på Frederiksberg. Skolen har ca. 16.000 studerende og 500 fastansatte forskere. IT-Universitetet i København, blev oprettet i 1999 som en del af CBS, men er fra 2003 et selvstændigt universitet, der dog stadig samarbejder med CBS. Der går mere end 1.500 studerende på universitet, hvor man kan uddanne sig til cand.it.
Ingeniøruddannelserne er samlet på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Udover den primære lokalitet i Lyngby har DTU ligeledes afdelinger i bl.a. Helsingør og Risø. Samlet har institutionen ca. 7.000 studerende.
På Holmen ligger en campus med flere institutioner med kunstneriske og kreative fag. Det drejer sig bl.a. Statens Teaterskole og Den Danske Filmskole. Øvrige kreative fag kan fx studeres på Danmarks Designskole og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Der findes to professionshøjskoler og et erhvervsakademi i København, der har uddannelser som lærer, sygeplejerske, byggeri, design, ledelse mm. Professionshøjskolen UCC og Professionshøjskolen Metropol har begge ca. 10.000 studerende, mens KEA (Københavns Erhvervsakademi) har ca. 3.000 studerende.
Danmarks Biblioteksskole uddanner primært bibliotekarer og har omkring 1.000 studerende, hvoraf de 800 er i København.
Økonomi.
Hovedstadsområdet er som landets største byområde et naturligt økonomisk kraftcenter for landet, men også for det sydlige Sverige spiller byområdet en vigtig økonomisk rolle, til trods at selve Københavns lave placering som nr. 83 ud af 96 i Dansk Industris index over erhversklima. Med en placering som nr. 6 over verdens rigeste byer havde Københavns indbyggere i 2008 en af verdens højeste gennemsnitsindkomster, hvilket også er langt over gennemsnittet for resten af landet Samtidig er København dog også en af de dyreste byer at bo i..
Tidligere var København præget af en række store industrielle virksomheder som Burmeister & Wain og Dansk Sojakagefabrik. København var ligeledes udgangspunkt for C.F. Tietgens omfattende netværk af virksomheder (Privatbanken, Det Store Nordiske Telegrafselskab, De Danske Spritfabrikker m.fl.). Fra anden verdenskrigs afslutning er den tunge industri flyttet uden for byen eller helt ud af landet, og København er i højere grad blevet en vidensby.
Politisk set er det meste af centraladministrationen placeret i København, hvor de fleste ministerier har kontorer på eller i området omkring Slotsholmen. Ligeledes er de fleste styrelser placeret i Københavnsområdet, hvilket alt i alt giver en lang række videnstunge job.
Københavnsområdet er hjemsted for en håndfuld stærke forretningsklynger inden for områderne biotek, cleantech, IT og shipping. Klyngerne inden for biotech og cleantech har mange overlap, inden for f.eks. biomasseproduktion. Begge klynger støttes af klyngeorganisationer til vækst og fremme af industrierne. Inden for biotech er klyngeorganisationen Medicon Valley og inden for cleantech/miljøteknologi er det den nystiftede Copenhagen Cleantech Cluster. Klynger har fået et større fokus fra regionalpolitisk side, da klynger som cleantech-klyngen dækker over mere end 350 virksomheder og ca. 30.000 arbejdspladser.
Flere af de største danske virksomheder har hovedsæder i byområdet; specielt virksomheder inden for den farmaceutiske industri (Novo Nordisk, Lundbeck, Ferring m.fl.) og skibsfart (A.P. Møller-Mærsk, Torm, S Norden, J. Lauritzen) er vigtige for områdets økonomi. Ligeledes præger flere store finansielle koncerner sammen med Nationalbanken det centrale København herunder Danske Bank, Nordea Bank Danmark og Nykredit. Carlsberg, ISS og Skandinavisk Tobakskompagni er andre store selskaber, der har hovedsæde i Københavnsområdet.
Arkitektur og byplanlægning.
København er berømt for at have balance mellem ny og gammel arkitektur og en homogen bygningsmasse i 5-6 etagers højde. I 2008 vedtog Borgerrepræsentationen, at Indre By skal friholdes for højhuse. Således fremstår store dele af Indre By ganske velbevaret på trods af historiske bybrande og bombardementer, selv om mange af de berømte tårne og spir er af nyere dato. Store bybrande har dog betydet, at der ikke er ret mange bygninger ældre end 1728 tilbage. Modsat fx Stockholm er København præget af punktvise fornyelser af bygningsmassen frem for voldsomme rydninger af større kvarterer. Samtidig har økonomien ofte lagt bånd på de mest ambitiøse projekter, hvorfor knopskydningsløsninger som ved Statens Museum for Kunst er udbredt. Store dele af Indre By er underlagt bygningsfredning.
Nogle af de ældste bygninger i indre by er Sankt Petri Kirke fra 1400-tallet og Konsistoriehuset fra ca. 1420. Christian 4. indtager en særlig plads i byens historie. Ikke blot fordoblede han byens areal og anlagde Christianshavn og Nyboder, men han var også hovedstadens første byplanlægger. Af alle kongens mange pragtbyggerier fremstår Børsen (1619-25) i nederlandsk renæssancestil som et enestående bygningsværk i europæisk arkitektur. Barokkens København er ligeledes repræsenteret med det berømte snoede trappespir på Vor Frelsers Kirkes tårn.
Den nye bydel Frederiksstaden, som blev igangsat i 1749, blev et triumftog for rokokostilen. Centralt blev der anlagt en stor plads, Amalienborg Slotsplads med fire adelspalæer, der omkranser Rytterstatuen af Frederik 5..
Klosterstræde 24. Bygget ca. 1820 med karakteristisk afskåret hjørne.
Efter byens brand 1795 og englændernes bombardement 1807 skulle store dele af byen genopføres. Det blev til huse, med afskårne hjørner, for at brandstigerne kunne komme omkring hjørnerne. Det meste af Indre By præges af denne arkitektur.
Voldenes fald (1856) blev startskuddet på en utøjlet tid, hvor nye kvarterer hastigt skød op. I brokvartererne og på Gammelholm opstod en afgrundsdyb forskel på de dekorerede facader mod gaden og de mørke baggårde og små lejligheder.
En af 1900-tallets største arkitekter Arne Jacobsen introducerede modernismen i Danmark og prægede byen med bl.a. Royal Hotel (1960) og Nationalbanken (1978).
Efterkrigstidens planlægning af hovedstadsområdet blev understøttet af Fingerplanen (1947). Fingerplanen fastlagde, at den bymæssige fortætning fremover primært skulle koncentreres i korridorer langs S-banenettet, mens mellemrummene skulle friholdes til grønne områder.
1970'erne og 1980'erne var præget af international modularkitektur uden særpræg samt en byggeiver, der hovedsagelig var koncentreret omkring forstadskommunerne, oftest i form af elementbyggeri i beton. I de centrale dele af København var der i perioden mest fokus på bysaneringer, denne gang rettet mod de kummerlige baggårdskarreer i brokvartererne.
I begyndelsen af 1990'erne var Københavns Kommune i krise, men der var dog overskud til at igangsætte store bevarende byfornyelsesprojekter på Vesterbro og på Amagerbro. Anlæggelsen af Ørestad skulle være med til at trække hovedstaden op af hængedyndet.
Mod slutningen af århundredet begyndte en reel opblomstring i arkitekturen med tilbygningerne til Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Bibliotek. Derefter fulgte markante bygninger som Operaen, Skuespilhuset og Tietgenkollegium i Ørestad Nord.
Højhuse og tårne.
København har længe været en tætbebygget, men ikke særlig høj by. Dette skyldes bl.a. en stor respekt for byens historiske tårne, samt meget strenge lokalplaner. I de sidste 100 år har den generelle maksimale bygningshøjde været ca. 25 meter. Dette har medført, at de højeste bygninger i indre by til dato er tårne og spir på Københavns Rådhus, Christiansborg og kirker, Vor Frelsers Kirke samt Kunsthallen Nikolaj.
Medregnet hele København er de højeste bygninger Herlev Hospital på 120 m og tårnet på Christiansborg på 106 m. Den højeste menneskeskabte bygning i København er dog Gladsaxesenderen på 220 meter. Toppen er Gladsaxesenderen er ligeledes inkl. 47 m. naturlig højde og i alt 267 m. det tredjehøjeste punkt i Danmark efter to andre sendemaster.
Transport.
I 1947 blev Fingerplanen udarbejdet. Selvom den aldrig er blevet vedtaget i et officielt forum, har den haft stor betydning for København. Sportrafikken fra centrum foregår således i dag ud af de fem fingre samt i en nyere finger over Amager og Øresund til Sverige. Denne finger skaber også forbindelse til Københavns Lufthavn. Også flere af de store indfaldsveje følger fingrene. Til forskel for sportrafikken er der flere ringveje, som skaber forbindelse mellem de ydre områder af byen. Bl.a. Høje-Taastrup Kommune har sammen med de øvrige kommuner i Vestegnssamarbejdet planlagt trafik, boliger og grønne områder i overensstemmelse med Fingerplanens visioner.
Gang.
I centrum af København foregår meget transport i gang, og op imod 80 procent af den samlede færdsel i bymidten foregår til fods. Langt de fleste københavnske veje har fortove langs vejsiderne. I store træk er det kun motorvejene, der ikke har fortove. Dette gør, at det er muligt relativt sikkert at bevæge sig rundt til fods. Der er ligeledes installeret mange fodgængerfelter, hvoraf de fleste findes ved lyskryds.
København har en del gågader, hvor det ikke er tilladt at køre bil. Gågader findes kun i det indre København, hvoraf den mest kendte er Strøget. Ligeledes findes der en del gader omkring strøget, der også har gågadestatus.
Cyklisme.
I København cykler 37 % af indbyggerne (2008) til arbejde eller uddannelse hver dag.
Et kendetegn ved København er de mange cykelstier, der ofte gør cyklen til et mere hensigtsmæssigt transportmiddel. Københavns Kommune har en strategi om at gøre København til verdens bedste cykelby. Et af målene er, at 50 % af københavnerne skal tage cyklen på arbejde eller til uddannelse i 2015. Som en del af denne strategi er Nørrebrogade blevet delvist lukket for biler
København blev i 2008 kåret til den mest cykelvenlige by af det amerikanske onlinesite Treehugger.com.
Bilisme og parkering.
Den indre by er trafikalt præget af middelalderbyens vejplanlægning, hvorfor bil- og buskørsel er svært. Vitalt for biltrafikken er systemet af ringveje i København. Som omkransning af brokvartererne løber Ring 2 og længere ude Ring 3. I mellem disse ringveje er motorvejen Motorring 3. Endnu længere ude er Motorring 4.
Uden for søerne og på Amager er det stadig de gamle landeveje, der er de vigtigste. Herunder hører Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. De større indfaldsveje er Lyngbymotorvejen, Hillerødmotorvejen, Frederikssundmotorvejen, Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen. Indfaldsvejene bruges i stor stil af pendlere til at komme til og fra arbejde.
De fleste steder i København er der gratis parkering. Dette gælder dog ikke for de indre bydele, hvor man som udgangspunkt skal betale for parkering. Uden for betalingsområder er der ligeledes områder, hvor der er tidsbegrænsning på parkering. Beboere i Københavns Kommune kan købe en beboerparkeringslicens, der gælder for det nærmeste område.
Kollektiv transport.
Den gamle betegnelse for "Hovedstadsområdet" virker stadig som et zoneindelt lokaltrafikområde med fælles billetsystem og betjenes af en kombination af busser, metro, S-tog og regionaltog samt i periferien af området lokalbaner. S-togene bruges på korte strækninger i den indre by, men fungerer også som tilbringere fra forstæderne og til transport i og mellem disse. Den samlede offentlige transport i hovedstandsområdet er blevet anslået til 3,5 mia. personkilometer i 2006, hvoraf 33 % med S-tog, 33 % med regional- og fjerntog samt 25 % med bus.
I modsætning til en række andre storbyer er de forskellige trafikarter trods fælles takstsystem underlagt hver deres selskab. Busserne hører under Movia, metro under Metroselskabet, S-tog under DSB S-tog, regional- og fjerntog under DSB og lokalbaner under Hovedstadens Lokalbaner.
Lufthavne.
Københavns Lufthavn i Kastrup er Skandinaviens største med cirka 21 millioner passagerer om året. Den betjener ud over indbyggerne på Sjælland også indbyggere i Skåne og det øvrige Sydsverige, der med tog over Øresundsbroen let kan komme direkte til lufthavnen. Kastrup har en indenrigs- og to udenrigsterminaler. I 2009 startede byggeriet af en ny terminal "CPH GO" (tidl. Swift). Kastrup Lufthavn er forbundet med resten af København med bus, tog og metro.
Omkring København findes ligeledes Roskilde, som fungerer primært som lufthavn for taxifly, privatfly og skoleflyvning, og Grønholt Flyveplads, som dog er en privat flyveplads med meget begrænset trafik.
Havne.
Københavns Havn har været vigtig for byen siden dens grundlæggelse. Havnen er løbende blevet udbygget og dækker i dag et stort areal mellem Svanemøllebugten og Sjællandsbroen. De sidste årtier er de centrale og sydlige dele af havnen dog blevet omdannet til bolig- og erhvervsformål. Havneaktiviteter foregår derfor fortrinsvis i Nordhavnen, Langelinie og ved Prøvestenen.
Selskabet bag havnen er i dag fusioneret med Malmö Havn og driver de to havne under navnet Copenhagen Malmö Port.
Fra København er der færgeforbindelse til Oslo (Norge) og Swinoujscie (Polen).
København Havn anløbes af 250-300 krydstogtskibe hvert år, og havnen en af de største anløbshavne for disse i Nordeuropa. Havnen (og byen) er ligeledes flere gange kåret som den bedste anløbshavn for krydstogtskibe i Europa og verden.
Der er lystbådehavne ved Svanemøllehavnen, Prøvestenen og flere andre steder. Lystbådehavnen ved Svanemøllehavnen er Danmarks største med plads til 1.170 både.
Forsyning og bortskaffelse.
Københavns har stabile leverancer af vand, el, telefoni og andre leverancer, som sikrer at byen kan fungere. Vand bliver leveret af lokale vandværker som pumper grundvand op fra undergrunden. Grundet den store koncentration af mennesker har man de senere år dog talt om, at der kan opstå udfordringer med at sikre lokalt produceret grundvand. Der er derfor blevet eksperimenteret med at blande overfladevand i det almindelige grundvand. Det er Københavns Energi, der står for levering af drikkevand til det meste af København. El, telefoni mv. leveres som udgangspunkt af store leverandører som DONG og TDC, men der er også mindre selskaber, der bidrager.
København har de senere årtier skabt gode muligheder for at affaldsprodukter fra produktion og husholdninger kan skaffes af vejen med etablering af forbrændingsanlæg og rensningsanlæg. De mere specialiserede og farlige affald håndteres som i de andre danske kommuner af Kommunekemi.
Boligerne i Københavns Kommune opvarmes i høj grad af fjernvarme, som leveres af Københavns Energi via et net af fjernvarmerør I store dele af byen er det muligt, at få gas via byens distributionsnet. Denne bygas bruges i områder med fjernvarme primært til bl.a. madlavning, men i områder uden fjernvarme også til opvarmning af boliger og vand. Det er også Københavns Energi, der står for distributionen af gas i det meste af byen, ligesom de tager sig af kloaknettet.
Selskabet R98 stod for renovationen i Københavns og Frederiksberg Kommune, men fra marts 2010 er dette blevet overtaget af private vognmænd.
Hospitaler og ambulancetjeneste.
Det største hospital i København - og Danmark - er Rigshospitalet, som ligger på Østerbro ved Fælledparken. Hospitalet er i stand til at behandle stort set alle typer patienter og har ofte den største ekspertise inden for et givet fagområde. Hvidovre Hospital er også et af de største hospitaler og har bl.a. den største fødselsafdeling. Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital er blandt de andre store offentlige hospitaler i København. Udover de offentlige hospitaler er der ligeledes en række privathospitaler, som typisk henvender sig til bestemte patientgrupper bl.a. Herlev Privathospital og Københavns Privathospital.
Ansvaret for ambulancetjenesten i København ligger hos Region Hovedstaden, som har udliciteret opgaven til primært Falck. Københavns Brandvæsen dækker Københavns centrum og den nordlige del af Københavns Kommune, mens Frederiksberg Brandvæsen varetager kørslen på Frederiksberg og i Vanløse.
Politi og redningsberedskab.
For Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner varetages politiopgaverne af Københavns Politi. De har hovedsæde på Politigården tæt ved Hovedbanegården. Politiopgaverne i de øvrige kommuner varetages for de vestlige forstæder af Københavns Vestegns Politi med hovedsæde i Albertslund og for de nordlige forstæder af Nordsjællands Politi med hovedsæde i Helsingør.
Redningsberedskabet er et kommunalt ansvarsområde, men opgaven kan sendes i udbud, og derfor udfører en privat entreprenør mange steder opgaven. De forskellige kommuner, der udgør København har valgt forskellige løsninger. Inde i byen (Københavns og Frederiksberg kommuner), på Amager, samt mod vest har man kommunalt ejede brandvæsener, mens Falck varetager opgaven i de øvrige kommuner rundt om København.
Kongerækken.
Kongerækken er den officielle liste over danske regenter gennem tiderne.
Den danske kongerække indledes traditionelt med Gorm den Gamle, idet han er den ældste konge, om hvem der foreligger nogenlunde sikre kilder. Man mener med sikkerhed, at Gorm den Gamle døde omkring 958. Den sikre historiske tid begynder først under Knud 2. den Store, hvor vi får en dansk årbog fra Lund. Alle tidligere oplysninger stammer fra udenlandske kilder og fem runesten.
Det fortaber sig i de forhistoriske tåger, hvornår Knud den første levede, hvis han overhovedet har levet. Men da Knud 4. den Hellige kaldte sig selv for Knud den fjerde, er det blevet konvention at tælle ned fra ham. Der er flere muligheder for, hvem Knud den 1. var.
Nogle håndskrifter af Adam af Bremens værk har en Hardeknud inden Gorm den Gamle. Nogle årbøger oversætter navnet Gnupa til Knud. Dette kan være rigtigt, da samme rune står for g og k. I slutningen af 900-tallet er der en, som i Danelagen slår mønter med navnet Knud.
Kongenummereringen afhænger i sagens natur af hvilke konger, man medregner, herunder hvornår man begynder. Her anvendes kongehusets nummerering.
Før kongerækken er der en overlappende række af sagnkonger.
Kemi.
Kemi (græsk: chymeia, læren om væsker eller (flydende) metaller) er læren om materiens forvandling, i modsætning til fysik der er læren om energiens forvandling. Kemi er også studiet af de basale atomare byggesten i naturen og hvordan de kan kombineres til at danne stoffer i fast fase, væskefase og gasfase, som former liv og alt andet vi kender. Kemien undersøger molekyler i alle aspekter fra deres dannelse, over deres vekselvirkninger, til den måde hvorpå de går i stykker.
Lidt om kemien.
Atomteorien er en grundlæggende teori indenfor kemien. Teorien siger, at alt stof er dannet af en mængde meget små enheder kaldet atomer.
En af de første love, der blev opdaget, og som ledte til fremkomsten af kemien som en videnskab, er stofbevarelsesloven. Loven siger, at der ikke sker nogen målelig ændring i stofmængden under en almindelig kemisk reaktion. Overfladisk set betyder dette, at hvis man starter med 10.001 atomer og lader disse gennemgå en række kemiske reaktioner, så vil man stadig have 10.001 atomer, når reaktionerne er løbet til ende.
Massen vil ligeledes være den samme, når der er gjort rede for den energi, der er tilført eller fjernet.
Kemien studerer disse atomers interaktioner med hinanden, nogle gange som enkeltatomer, men oftere kombineret med (bundet til) andre atomer i form af ioner og molekyler. Disse atomer, ioner og molekyler kan reagere med hinanden (når man f.eks. brænder træ, kombineres iltatomer fra luften med kulstofatomer og brintatomer i træet), eller de kan reagere med lys og andre former for stråling (et fotografi dannes ved, at lys ændrer molekyler på en film).
En af de tidlige opdagelser var, at atomerne næsten altid er kombineret med hinanden i et bestemt talforhold, hvilket har dannet grundlag for valensbegrebet.
En anden vigtig opdagelse var, at ved en given kemisk reaktion vinder eller mister man altid den samme mængde energi. Denne opdagelse har ledt frem til vigtige koncepter som kemisk ligevægt, termodynamik og kinetik.
En vigtig teori til beskrivelse af kemiske fænomener er kvantemekanikken. Denne teori er kompleks, ikke-intuitiv og svær at forstå og håndtere, og ofte bruger man simplere teorier til at forudsige udfaldet af kemiske eksperimenter. Disse teorier (f.eks. syre/base-reaktioner) dækker hver især et snævrere område, men de er langt nemmere at forstå og bruge.
Kogge.
Rekonstrueret kogge af en tidlig, klinkbygget model
En kogge er i skibsterminologi betegnelsen for et handelsskib med høj overbygning for og agter og rundet bov.
Koggen var en bred, fladbundet skibstype med ret stævn og høje sider. Den flade bund var kravelbygget og siderne var klinkbygget. I begyndelsen havde koggerne kun en mast med råsejl, men de seneste udgaver fik to master. De ældste kogger har haft sideror, men de senere fik de stævnror.
Historie.
Koggen er en nordeuropæisk skibstype, som kan spores tilbage til 800-tallet. Koggen, som havde en betydelig lastekapacitet, afløste vikingeskibet som den fortrukne skibstype i Nordeuropa. Koggen blev i middelalderen rygraden i den udstrakte søhandel mellem Baltikum og Skandinavien i den ene ende og England og sydeuropæiske lande i den anden ende.
Kalfatring.
Værktøj til kalfatring.Kalfatring er i skibsterminologi betegnelsen for det værk, der fylder mellemrummene (nåderne) mellem plankerne ud og gør dem vandtætte. Ordet bruges også om arbejdet med at anbringe eller udbedre dette værk.
Ordet betyder ligeledes det at stoppe værket i nåderne.
Karavel.
En karavel er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj med affladet agterspejl, og overbygning for og agter.
Karavellen har 2-3 master med latinersejl eller med råsejl på de to forreste master. Skibstypen var udbredt 1400-1600 i Middelhavsområdet.
Katamaran.
En katamaran er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj med to ens parallelle skrog, der er forbundet over vandlinjen.
Klinkbygning.
En klinkbygning er i skibsterminologi betegnelsen for en skrogkonstruktion, hvor underkanten af den overliggende planke rager ud over kanten af den underliggende planke. Vikingeskibe var klinkbyggede.
Fordelene ved klinkbygning er at plankerne ikke behøver at være så tykke, og at båden på grund af den mindre vægt lettere kan trækkes på land, hvor der ikke er havne. Svagheden er, at man helst skal bruge førsteklasses træ, hvilket er dyrere. Desuden er det svært at øge bordbredden på midten af båden, og derfor bliver bordene smalle ved bådens ender.
Klyver.
En klyver (fra hollandsk "kluiver; kluif" = klo) er i skibsterminologi betegnelsen for et trekantet forsejl (en fok), som sættes på et forstag mellem fokkemast og bovspryd.
På en skonnert er klyveren det midterste forsejl og sidder mellem jageren (forrest) og fokken.
Kravelbygning.
Kravelbygning er i skibsterminologi betegnelsen for en skrogkonstruktion hvor de langsgående planker ("bord") ligger kant mod kant.
Ordet selv er lånt fra plattysk og stammer oprindeligt fra skibstypen "karavel", der netop var bygget på den beskrevne måde.
"Se modsætningsvis" klinkbygning. som blandt andet blev brugt i vikingeskibene.
Krydse.
At krydse er i skibsterminologi betegnelsen for at bevæge sig op mod vinden i en zigzag-kurs.
Køl.
En køl er i skibsterminologi betegnelsen for et træskibs "rygrad", kølen løber langs skrogets underkant fra for til agter.
Larry Sanger.
Larry Sanger (født 16. juli 1968 i Bellevue i staten Washington og opvokset i Anchorage i Alaska, begge i USA) og er bedst kendt som medgrundlægger af Wikipedia, sammen med Jimmy Wales.
Sanger var blevet ansat af Wales' selskab, Bomis, som chefredaktør på Nupedia, et projekt med det formål at skabe en frit tilgængelig encyklopædi. Som en reaktion på sine frustrationer over Nupedias langsomme fremgang foreslog Sanger i januar 2001 oprettelsen af en wiki til at accelerere artikelskrivningen, og denne wiki blev til Wikipedia. På grund af sin stilling som chefredaktør for Nupedia stod Sanger i spidsen for Wikipedia-projektet og formulerede mange af dets oprindelige retningslinjer.
I det efterfølgende år fortsatte Sanger med at arbejde på, og øge udbredelsen af, Nupedia- og Wikipedia-projekterne, indtil Bomis i februar 2002 var nødt til at nedlægge hans stilling. Da han ikke mente, at han kunne leve op til posten som chefredaktør, nu som bidragsyder på deltid, forlod Sanger kort tid efter Nupedias chefredaktørstol. Uden Sangers ledelse var der kun lille fremdrift i Nupedia-projektet, mens Wikipedia fortsatte med at vokse.
I mellemtiden er Sanger vendt tilbage til den akademiske verden og er nu lektor ved Ohio State University, hvor han underviser i filosofi.
I 2006 begyndte Larry Sanger projektet Citizendium.
Landbrug.
Landbrug er en proces hvor fødevarer og andre råvarer frembringes ved dyrkning af kulturplanter og avl på visse dyr. Bruges også i betydningen om selve ejendommen - også kaldet en bondegård.
Landbrugets historie.
De ældste sikre oplysninger om kultivering af jord til kulturplanter er Abu Hureyra i Syrien, hvor befolkningen i en tør kuldeperiode under Yngre Dryas dyrkede rug. Men det var først en tid efter at denne vanskelige kuldeperiode ophørte, omkring 8 800 f.Kr, at der plads til en øget befolkningstilvækst i skråningerne i Den frugtbare halvmåne i Mellemøsten, med intensiv hvededyrking i den nordlige del af Tyrkiet, Syrien og intensiv bygdyrking i Israel og Jordan. I samme periode begyndte man majsdyrkning i Mexico og risdyrkning i Kina.
Menneskene i Mellemøsten har dyrket jorden omkring 10000 f. Kr., på Balkan siden omkring 7000 f.Kr, i Nordvest-Europa omtrent siden år 5000 f.Kr, og i Norden fra omkring 4000 f.Kr.
Kulturdyrkningen spredte sig hurtigt til store dele af jordkloden og udviklede sig til at menneskene blev fastboende og fik et madvareoverskud som har muliggjorde by- og statsdannelse.
Omkring 3900 f.Kr. kom af landbrugskulturen til det nordeuropæiske område. Kosten ændredes og stammer nu hovedsagelig fra landbrugsdyrkningen.
Landbrugets grene.
Foruden at producere fødevarer og foder til husdyr, producerer nutidens landbrug også energikilder som brændsel, halm og korn, tømmer til bygningsindustrien og råvarer til tekstilproduktionen.
Udtrykket gårdbrug kan enten betyde det samme som landbrug, eller betegne en enkelt gård, med både jord og dyr. En person som driver landbrug kan kaldes bonde eller gårdejer.
Nye begreber som Økologisk landbrug, specielproduktion, hobbybrug og kulturlandskab, har efterhånden fået en stor betydning for landbruget i Danmark og andre områder hvor produktionsvilkårene for stordrift nærmer sig det marginale.
Latinersejl.
Et latinersejl er i skibsterminologi betegnelsen for et trekantet sejl, som sættes på et langskibs rundholt.
Leaellynasaura.
Leaellynasaura amicagraphica var et 1 meter langt og adræt dyr der stammer fra familien af hypsilofodonter. Små, tobende dyr, der umiddelbart kunne ligne en kænguru. Dyret havde en lang hale, et lille hoved og små forben og var planteæder.
Dyrets kranium viser, at der var ekstraordinært god plads til synscentret, og det bliver af palæontologerne tolket som om, at dyret udviklede et specielt syn, så det bedre kunne se i de lange mørke måneder. De var i sving året rundt og gik ikke i hi som andre dyr. De vandrede heller ikke bort fra kulden om vinteren, som for eksempel rener gør i dag.
Måske var dyret også dækket af et lunende fjerlag. Forskerne har ganske vist ikke fundet spor af fjer på netop leaellynasaura amicagraphica, men andre fossiler har afsløret fjerklædte dinosaurer.
Labyrintodont.
En labyrintodont var en 4-5 meter lang paddelignende svømmer med et bizart stort og fladt hoved. Dyret trivedes tilsyneladende godt under de polare forhold, længe efter at den var uddød i de fleste andre egne af verden. Forskerne regner med, at den blev udkonkurreret af krokodillerne i de varme vande, mens den fik lov at beholde det iskolde vand for sig selv.
Mir (rumstation).
Mir (Мир), sovjetisk rumstation opsendt i 1986. I 1991 overtog Rusland stationen efter Sovjetunionens sammenbrud. "Mir" betyder både "fred" og "verden" på russisk. Mir skulle oprindeligt afløses af Mir 2, men Rusland valgte i stedet for at gå med i Den Internationale Rumstation (ISS).
Mir styrtede planmæssigt ned i Stillehavet ud for New Zealand i 2001.
Rumstationen var blevet for gammel og var ikke længere sikker at opholde sig i. Derfor besluttede Rusland sig for at lade Mir styrte ned til Jorden.
Størstedelen af den 136 ton tunge rumstation brændte op på sin vej gennem jordens atmosfære, men op mod 20 tons rester af rumstationen nåede hele vejen ned gennem atmosfæren og styrtede i Stillehavet.
Stationen var bygget til at kunne holde i tre år, men fungerede altså i 16 år. I løbet af de 16 år boede over 100 kosmonauter og astronauter i Mir i kortere eller længere perioder. En enkelt russisk kosmonaut, Sergej Krikaljov, tilbragte sammenlagt (over 2 perioder) lidt over 2 år om bord på Mir.
Efter kommunismens fald i Østeuropa deltog syv amerikanske, to tyske og en fransk astronaut som langtidsbesætningsmedlemmer på Mir. En britisk konkurrence (Project Juno) gav vinderen Helen Sharman syv dage om bord på Mir i maj 1991 og "Tokyo Broadcasting System" købte syv dage i december 1990 om bord på Mir til en journalist (Toyohiro Akiyama).
Mir-modulerne.
Rumstationen Mir blev opbygget ved sammenkobling af flere moduler, som hver for sig blev opsendt i kredsløb. Kernemodulet (opsendt i 1986) var beboelse og kontrolcenter. Kvant (1987) og Kvant-2 (1989) indeholdt videnskabelige instrumenter og besætningens badefaciliteter. Kristall (1990) havde smelteovne og en luftsluse. Spektr (1995) fungerede som beboelses- og arbejdsrum for de amerikanske astronauter. Priroda (1996) foretog jordobservationer. Adaptermodulet "Mir Docking Module" (1996) gav en sikker og stabil sammenkobling med NASA's rumfærger, uden at komme i karambolage med Mirs solcellepaneler.
Mir blev forsynet og vedligeholdt ved hjælp af bemandede Sojuz-kapsler og ubemandede Progress-fragtfartøjer. 25. juni 1997 kolliderede Progress M-34 forsyningsfartøjet med Spektr og gjorde det ubrugeligt i lang tid. Den 23. februar 1997 udbrød der også brand om bord.
Mirs moduler og forbindelsesfartøjer havde symbolske navne. "Kvant" betyder "kvantum", et navn som kommer fra dets opgave med research i astrofysik, hvor stationen blev brugt til at måle det elektromagnetiske spektrum, herunder røntgenstråling. "Kristall" betyder "krystal", da et væsentligt formål for stationen var at udvikle teknologier til brug for vægtløs materialeproduktion. "Spektr" betyder "spektrum", navngivet efter sine atmosfæriske sensorer. "Priroda" betyder "natur", og den kikkede ned på Jorden. "Progress" betyder "fremskridt", "Sojuz" betyder "union", opkaldt efter USSR ("Sovjetskij Sojuz" = Sovjetunionen), og det at rumfartøjet var sammensat af tre mindre moduler.
Middelalderen.
Kvinder på jagt, illustration fra middelalderhåndskrift
Middelalderen (latin: "medium aevum" eller "media ætas") betegner i europæisk historie perioden fra antikkens afslutning i folkevandringstiden til tidlig moderne tid eller renæssancen. Det har været almindeligt at tidsfæste den mere præcist til 476-1453 med henholdsvis det vest- og østromerske riges fald som yderpunkterne. I dag bruges det almindeligvis om perioden ca. 500-1500.
Begrebet Middelalder.
Begrebet middelalder blev opfundet af italienske renæssancehumanister i første del af 1400-tallet. Indtil da (og relativ lang tid efter) delte man almindeligvis historien op i de seks verdensaldre med udgangspunkt i de bibelske seks skabelsesdage eller i de fire verdensmonarkier med udgangspunkt i Dan 2,40. De tidlige renæssancehistorikere (med Francesco Petrarca som den første) opererede i stedet med to perioder i historien: Antikken og "den mørke tid". I midten af 1400-tallet mente de, at historien nu var kommet ud af den mørke tid og ind i den moderne tid; det gav grundlag for at beskrive tiden mellem antikken og den moderne tid som en mellemperiode, middelalderen. Italieneren Giovanni Andrea Bussi brugte betegnelsen ("media tempestas") i 1469. Denne tredeling af historien kom til at få langvarig betydning og danner i vidt omfang grundlaget for historikeres opdeling af historien den dag i dag. De har dog i høj grad forladt renæssancens syn på middelalderen som en unyttig ventetid på antikkens genfødsel og taler i højere grad om kontinuitet mellem middelalderen og den moderne tid.
Opdelingen af historien i tre perioder blev introduceret i Danmark af kongelig historiograf Jon Jakobsen Venusinus i skriftet "De historia dissertatio prima, qva ejus definitio et divisio comprehenditur" fra 1604, hvor han skelner mellem "ætas prisca", "ætas media" og "ætas recentior". Så sent som i Ludvig Holbergs "Synopsis Historiæ Universalis" fra 1733 benyttes opdelingen i de fire verdensmonarkier, men Holberg kendte og brugte også begrebet middelalder ("Middel Alder", "Middel-Alder", "middel Alderen") som de lidt yngre historikere Peter Friderich Suhm ("den midlere Historie") og Gerhard Schøning ("de saakaldte midlere Tider"). Ove Høegh-Guldberg benyttede i sin "Verdens Historie" (1768-1772) opdelingen i de seks verdensaldre.
Den latinske betegnelse blev først fastlagt som "media ætas" efter nogen tid, hvor flere forskellige betegnelser var i brug. Det drejer sig om entalstalsformerne (årstallet for første kendte brug er angivet i parentes) "media tempestas" (1469), "media ætas" (1518), "media antiquitas" (1519), "medium ævum" (1604) og "medium sæculum" (1625) samt flertalsformerne "media tempora" (1531) og "media sæcula" (1625). Denne vaklen er formodentlig årsag til, at betegnelsen for perioden på engelsk (Middle Ages), nederlandsk (Middeleeuwen), russisk (Средние века) og islandsk (miðaldir) har en flertalsform, mens den på de øvrige europæiske sprog har entalsform.
Denne opdeling blev dominerende efter Første Verdenskrig gennem artikler og bøger af historikerne Henri Pirenne (ophavsmand til Pirenne-tesen) og Johan Huizinga.
Dansk middelalder.
Man får en fornemmelse af, hvordan man oplevede landet med dette kort, der er tegnet af Sebastian Münster i 1554, kort efter middelalderens afslutning. Det skal dog tilføjes, at det var et kunstkort - ikke et kort, der blev brugt til at navigere efter.
Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en lidt senere periode end i det sydligere Europa. I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965. Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter.
Ud over den katolske kirkes centrale position var perioden karakteriseret ved, at magten i samfundet til en vis grad var delt mellem kongemagt, adel og kirke med skiftende styrke hos de tre grupper. Det kom til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd. Ved reformationen i 1536 blev dette forhold ændret, da kirken mistede sin direkte politiske indflydelse. Derfor kaldes perioden efter reformationen og frem til enevældens indførelse i 1660 ofte adelsvælden. Dette tidspunkt kendes også pga. indførelsen af loven omkring misbrug af mindreårige.
Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den Sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 (og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard). Valdemars datter Margrete 1. udbyggede og konsoliderede riget, og centraliserede magten omkring kronen.
Senmiddelalderen var også Kalmarunionens tid (1397-1523). Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål, samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.
Videnskab.
Under Gud og Englene er Firmamentet og næstnederst over Jorden, Luften og Vandet er der en Sfære af Ild! 1475
Tidligere blev middelalderen anset for en tilbagestående periode, hvor mennesker ikke vidste, at Jorden er rund. I dag ved vi, at de udmærket godt vidste, at Jorden er kugleformet. Middelalderen var teknologisk mere avanceret end klassisk tid. Filosofisk blev de klassiske tanker videreudviklet (på middelalderlatin), og universiteter opstod flere steder i Europa. Universiteterne blev til i et kulturelt krydsfelt for katolikker og muslimer i Spanien og viden spredte sig derfra til resten af Europa.
Marco Polo drog på forretningsrejse til Kina. Rejsen er forløberen for opdagelsesrejserne i renæssancen, men de har deres udgangspunkt i middelalderen.
Kunst og ideer.
I middelalderen spirede den idé, at mænd og kvinder er født intellektuelt lige, og at kvinden skal have samme rettigheder med manden. Det begrundedes med, at hvis en ufri kvinde ikke har frihed til at synde, kan hun ikke angre og derved modtage nåden. Før middelalderen var tanken om lighed nærmest utænkelig. Da mennesker er lige overfor Gud, sker der også en frigivelse og frikøb af slaver. Slaveri opfattedes som en ukristelig foreteelse og blev ulovlig i flere europæiske lande omkr. år 1000. Først i oplysningstiden genindføres slaveriet i den vestlige verden.
Giotto di Bondone (c. 1267–1337) opfandt det korrekte naturalistiske billede. Ideen kopieredes og masseproduceredes i renæssancen.
Dante Alighieri (1265-1321) skrev "Den Guddommelige Komedie", som er et af de betydeligste værker i litteraturen.
Musik.
Musik opfattes traditionelt som en sammensætning af toner, der synges eller spilles på et instrument.
En tænketank i USA definerede musik som "mønstre af lyde, der varierer i højde og varighed og som frembringes af følelsesmæssige, sociale, kulturelle og intellektuelle grunde". Den bredeste definition er at musik er organiserede lydbegivenheder der opfattes æstetisk.
Historie.
Musik anvendes overalt i verden. Samtlige kulturer har udviklet og brugt musikken til for eksempel dans og fest. Musikken er højst sandsynligt opstået meget tidligt i menneskets historie. Mennesket har dyrket musik i flere tusinde år. I Slovenien er der fundet nogle fine 53.000 år gamle fløjter af ben og knogler, som neandertalere har spillet på.
Anvendelse.
I dag findes der mange raffinerede bud på musik. Et fællestræk er, at der er specielle rammer og stilarter inden for al musik; hver genre har en speciel instrument-besætning. Den afrikanske musik består for det meste af trommer og sang, den asiatiske og mellemøstlige af strengeinstrumenter og den vestlige folkemusik domineres af trommer og strengeinstrumenter.
Traditionel musik spilles af en eller flere musikere, sammensat til et band (bruges i bl.a. folke-, og rockmusik) eller et orkester (bruges i bl.a. klassiske sammenhænge) afhængig af sammenhængen. For at blive en kvalificeret og anerkendt klassisk musiker tager mange en musisk uddannelse på eksempelvis et musikkonservatorium.
Musik gengives på papir med noder og becifringer. Man skelner mellem melodi, rytme, klang og harmoni (også kaldet harmonik).
Mange steder i naturen genkendes melodiske elementer - i fuglesang, hvalsang, abesang osv. På samme måde kan vind og vand have musikalske kvaliteter. Naturens lyde er ikke frembragt som musik, og er derfor ikke musik i snæver forstand. Dog kan man lytte til dem musikalsk, og de vil da kunne opfattes som musik i ordets bredere forstand. Det samme gælder kulturelle lyde, fx industrielle maskiner eller diverse støjfænomener.
Instrumenter.
Traditionel musik spilles på instrumenter. De klassiske instrumenter deles op i tre hovedkategorier: Strengeinstrumenter, blæseinstrumenter og slagtøj. Instrumenternes lyd kan variere utroligt meget, og mange instrumentbyggere bruger stor ekspertise på at lave de 'bedste' instrumenter.
Ud over de traditionelle instrumentkategorier findes utallige alternative, elektriske og elektroniske instrumenter.
Musikgenrer.
Musik deles op i forskelige genrer efter geografisk placering, besætning og spillestil. Musikgenrer er en måde at klassificere musik på, og bruges tit til at beskrive musik.
Komponister.
Komponister skaber musik efter deres egne principper og ideer, og de skriver det ofte ned, så det ikke går tabt så musikere kan spille deres stykker. Ordet komponist stammer fra den klassiske musik, hvor de Klassiske komponister skrev store værker til hele orkestre. Ikke al musik er komponeret af komponister, idet en del musik improviseres frem eller opstår som et kollektivt produkt.
Microsoft.
Microsoft er et af verdens største it-firmaer med base i Redmond ved Seattle i delstaten Washington i det nordvestlige USA.
Microsoft har været repræsenteret i Norden siden 1985 da datterselskabet Kista blev oprettet i Stockholm. I 1991 blev det danske datterselskab Microsoft Danmark med hovedkontor i Hellerup oprettet. Desuden har selskabet en udviklingsafdeling i Vedbæk nord for København.
1975-1985: Begyndelsen.
Microsoft blev grundlagt af Bill Gates og Paul Allen i 1975. Firmaets første produkt var en BASIC-fortolker til microcomputeren Altair 8800. Microsoft indgik i 1981 en kontrakt med IBM om at levere et styresystem til deres kommende produkt, den første pc. Microsoft havde på det tidspunkt ikke et styresystem på lager, men købte en M-klon ved navn QDOS, som de omdøbte til PC-DOS.
IBM lod Microsoft beholde rettighederne til DOS, hvilket næppe var sket hvis IBM i tide havde indset pc'ens potentiale. Pc'en blev en stor succes, ikke mindst efter at Compaq og sidenhen andre lancerede klon-pc'er, dvs. computere, der var kompatible med IBMs pc. Microsoft markedsførte DOS til de øvrige pc-producenter under navnet MS-DOS, og DOS blev hurtigt de facto-standarden på pc'er. Hermed var grunden lagt til Microsofts dominans på pc-platformen.
Bill Gates var Microsofts første administrerende direktør, og siden 1981 var han også formand for firmaets bestyrelse. I 2000 overgik chefstolen til Steve Ballmer, der havde været ansat i firmaet siden 1980, mens Gates fortsatte som bestyrelsesformand og chefsoftwarearkitekt.
1985-1995: OS/2 og Windows.
Microsofts logo ved en indgang til hovedkontoret i Redmond, Seattle, USA
I august 1985 startede Microsoft og IBM sammen udviklingen af nyt styresystem kaldet 2. Den 20. november 1985 udgav Microsoft sin første version af Microsoft Windows, oprindeligt en grafisk forlængelse for MS-DOS-styresystemet. I 1989 lancerede Microsoft sit flagskib, office-pakken Microsoft Office. Den var sammensat af applikationer som Microsoft Word og Microsoft Excel. Microsoft lancerede Windows 3.0 den 22. maj 1990. Windows generede på dette tidspunkt større indtægter til Microsoft end OS/2, og selskabet besluttede at flytte flere ressourcer fra OS/2 til Windows. Populariteten af OS/2 dalede i de efterfølgende år, og Windows blev hurtigt det dominerende styresystem på PC-platformen.
Under overgangen fra MS-DOS til Windows sikrede Microsoft Offices succes at firmaet kunne tage store markedsandele fra sine konkurrenter såsom WordPerfect og Lotus 1-2-3. Ifølge The Register påstod Novell, den daværende ejer af WordPerfect, at Microsoft anvendte sit kendskab til kernen i DOS og Windows til at få Office til at køre hurtigere end sine konkurrenter. I sidste ende blev Microsoft Office det dominerende kontorprogram med en markedsandel langt større end dens konkurrenter.
Den 27. juli 1993 frigav Microsoft sit første serveroperativsystem, Windows NT 3.1. Det var et professionelt styresystem med Windows 3.1 brugergrænseflade, men en helt anden kerne. Den 24. august 1995 frigav Microsoft en ny version, Windows 95, der bl.a. bød på en helt ny brugergrænseflade, herunder en ny startknap. De første fire dage efter dets lancering blev der solgt mere end én million eksemplarer.
1995-2005: Internet og juridiske spørgsmål.
Indgang til Microsofts bygning 17, Redmond, Seattle, USA
Den 26. maj 1995, efter Bill Gates's interne "Internet Tidal Wave memo", begyndte Microsoft at udvide sit produktudbud til computernetværk og World Wide Web. Den 24 august 1995 blev en større online-tjeneste, MSN (Microsoft Network), iværksat som en direkte konkurrent til AOL. MSN blev en paraplyorganisation for Microsofts online-tjenester. MS fortsatte med at oprette filialer på nye markeder i 1996, begyndende med et joint venture med NBC om at oprette en ny 24-timers nyhedskanal, MSNBC. I 1997 blev Internet Explorer 4.0 frigivet til både Mac OS og Windows, hvilket markerede begyndelsen på overtagelsen af browser-markedet fra rivaliserende Netscape. I oktober indgav Justice Department et beslutningsforslag i Federal District Court, hvori man erklærede, at Microsoft havde overtrådt en aftale underskrevet i 1994 og anmodede retten om at stoppe bundling af Internet Explorer med Windows.
Firmaet frigav i 1998 Windows 98, en opdatering af Windows 95, med indarbejdelse af en række internet-fokuserede funktioner og støtte til nye typer af enheder. Den 3. april 2000, blev en dom afsagt i sagen USA versus Microsoft. Microsoft blev dømt for monopoldannelse og tvunget til at opdele sig i to adskilte enheder. En del af denne afgørelse blev senere omstødt af en føderal appeldomstol.
Windows XP blev frigivet den 25. oktober 2001. Windows XP kombinerede NT og 9x kode baser i ét operativsystem. XP indførte en ny grafisk brugergrænseflade, den første siden Windows 95. Xbox var Microsoft's første forsøg på spillekonsolmarkedet, som tidligere var domineret af Nintendo og Sony. Der opstod uro i marts 2004, hvor en antitrust-retssag var anlagt mod Microsoft af EU for at misbruge sin dominans med Windows-styresystemet. I sidste ende resulterede det i en dom med en bøde på € 497 millioner ($ 613 millioner).
En af Microsofts forretningstaktikker, beskrevet af en medarbejder som "embrace, extend and extinguish" (omfavn, udvid og udryd) går ud på at 'omfavne' en konkurrerende standard eller produkt, så udvide den med deres egne tilføjelser og derefter gøre den uforenelig med den oprindelige standard. Derefter kan den bruges til at udrydde konkurrenten, eventuelt ved at gøre det umuligt for konkurrenten at bruge Microsofts nye version af standarden.
Mange firmaer og regeringer har i tidens løb sagsøgt Microsoft for brug af denne taktik og der er afsagt domme mod selskabet for milliarder af dollar.
Microsoft hævder at strategien ikke er anti-kompetitiv, men snarere 'en måde at gennemføre kundernes ønsker'.
2006-nu: Vista og andre overgange.
Microsoft købte i 2002 den danske udvikler af økonomi- og ERP-software, Navision, og indlemmede virksomheden i Microsoft Business Solutions (MBS) divisionen. Afdelingen i Vedbæk blev Microsofts første udviklingsafdeling i Europa og er firmaets største uden for USA. Microsoft opkøbte ligeledes tidligere andre ERP firmer, herunder Great Plains og Solomon og har i dag samlet produkterne under navnet Microsoft Dynamics, hvor de danskudviklede produkter Axapta og Navision nu hedder henholdsvis Dynamics Ax og Dynamics Nav.
Den 27. juni 2008 blev Bill Gates pensioneret fra den daglige aktivitet i virksomheden. Han beholdt dog i to år stillingen som Chief Software Architect. Han forbliver dog som bestyrelsesformand. Windows Vista udgivet i januar 2007 er Microsofts nyeste operativsystem og har solgt 140 millioner eksemplarer til dato. Microsoft Office 2007, udgivet på samme tid, indførte en "ribbon" brugerflade som en ekstrem udgave af en aktiv toolbar.
Produkter.
Firmaets mest populære produkter er operativsystemet Windows – efterfølgeren til DOS – og kontorpakken Office, der bl.a. inkluderer tekstbehandlingsprogrammed Word, regnearket Excel samt e-mail- og kalenderprogrammet Outlook.
Firmaet markedsfører i mindre omfang hardware (tastaturer, mus mv.) samt spilkonsollen Xbox og udbyder desuden en række online-tjenester, herunder beskednetværket Windows Live Messenger.
Firmaets produkter og marketingstrategier er de senere år i stigende grad blevet genstand for debat, særlig som følge af en række anklager om monopollignende virksomhed og ufin virksomhedsetik, der på verdensplan har været fremsat mod firmaet, specielt af konkurrenter.
I 2006 meldte Microsoft, at firmaet havde påbegyndt et nyt projekt kaldt "Project Argo". Dette projekt viste sig at være en konkurrent til de mange håndholdte multimedieafspillere, heriblandt den kendte iPod. Denne afspiller går i dag under navnet Zune.
Brugerkultur.
Teknisk reference for udviklere og artikler til forskellige Microsoft-magasiner såsom Microsoft Systems Journal (eller MSJ) er tilgængelig via Microsoft Developer Network, ofte kaldet MSDN. MSDN tilbyder også abonnementer for virksomheder og enkeltpersoner, og de mere dyre abonnementer tilbyder normalt adgang til pre-release beta-versioner af Microsoft-software. I de seneste år har Microsoft lanceret et community for udviklere og brugere, der har overskriften Channel9, som giver mange moderne features såsom en wiki og et internetforum. Et andet EF-websted, der giver daglige videocasts og andre tjenester, On10.net, blev lanceret den 3. marts 2006.
Det meste af den gratis, tekniske support tilgængelig via Microsoft er leveret gennem online Usenet-nyhedsgrupper (i de tidlige dage blev det også leveret på CompuServe). Der er flere af disse nyhedsgrupper for næsten alle produkter, Microsoft leverer, og ofte er de overvåget af Microsoft-ansatte. Folk, der er nyttige på nyhedsgrupper, kan vælges af andre jævnbyrdige eller Microsoft-ansatte til Microsoft Most Valuable Professional (MVP)-status, hvilket kvalificerer personer til en særlig social status ud over muligheden for at opnå lavere priser og andre fordele.
Microsoft versus IBM.
Dommer Thomas Penfield Jackson fandt det i sin 207 sider lange kendelse klart, at på grund af IBM's markedsføring af Lotus SmartSuite, og andre alternativer til Microsoftprodukter (f.eks. "World Book Electronic Encyclopedia" i forhold til "Microsoft Encarta"), havde Microsoft straffet IBM med højere priser, sene licenser til Windows 95 og tilbageholdelse af teknisk support.
IBM opnåede først Windows 95 OEM-rettigheder, 15 minutter før Windows 95 blev frigivet (24. august 1995). På grund af denne usikkerhed blev IBM-pc'er solgt uden Windows 95, mens Compaq, HP og andre føjelige selskaber solgte pc'er med Windows 95 fra første dag.
Sagsanlæg mod danske virksomheder.
Den 10. december 1997 modtog Sorø Micro Soft et sagsanlæg fra Microsoft med krav om ændring af forretningens navn. Sorø-firmaet havde registreret navnet allerede i 1979, og da navnet Microsoft først blev registreret i 1989, kunne den danske virksomhed dokumentere ejerskab til navnet i længere tid end Microsoft, som måtte opgive navneretssagen mod Sorø Micro Soft.
Matematik.
Matematik (Græsk "mathema": videnskab, at lære; "mathematikos": glad for at lære) er studiet af mønstre i mængde, struktur, ændringer og rummet.
Definition.
I den moderne definition er det undersøgelsen af aksiomatisk definerede abstrakte strukturer ved brug af logik, som er det fælles udgangspunkt. De specifikke strukturer, der undersøges, har ofte deres udgangspunkt i naturvidenskaben, oftest i fysikken. Den beskriver en uvirkelig ideel verden hvor fx rette eller parallelle linjer findes modsat den virkelige verden, men matematikere definerer og undersøger også strukturer udelukkende for matematikkens egen skyld, for eksempel fordi de finder ud af, at en struktur giver en samlende generalisering, eller at der findes et værktøj, der kan hjælpe i flere forskellige grene af matematikken.
Historie.
Historisk set er matematikken opstået ud fra behovet for at lave beregninger i handel, for at opmåle land og for at forudsige astronomiske begivenheder. Disse tre behov kan groft relateres til en bred underopdeling af matematikken i studiet af struktur, rum og ændring.
Strukturer.
Studiet af struktur starter med tallene, i begyndelsen de velkendte naturlige tal og heltallene. De regler, der gælder for aritmetiske operationer, er optegnet i elementær algebra, og de dybere egenskaber ved heltallene studeres i talteorien. Undersøgelsen af metoder til at løse ligninger fører til studiet af abstrakt algebra. Det for fysikerne vigtige begreb vektorer, der er generaliseret til vektorrummet og studeret i lineær algebra, tilhører de to grene struktur og rum.
Geometri.
Studiet af rummet starter med studiet af geometri, først den euklidiske geometri og trigonometri i det sædvanlige tredimensionale rum, men senere også generaliseret til ikke-euklidisk geometri som spiller en central rolle i den generelle relativitetsteori. De moderne områder differentialgeometri og algebraisk geometri generaliserer geometri i forskellige retninger: differentialgeometri fremhæver begreberne koordinatsystemer, glathed og retning, mens geometriske objekter i algebraisk geometri beskrives som løsninger til et sæt af ligninger. Gruppeteori undersøger på en abstrakt måde begrebet geometri og giver en sammenhæng mellem studiet af rum og struktur. Topologi giver en sammenhæng mellem studiet af rum og studiet af ændring ved at fokusere på begrebet kontinuitet.
Infinitesimalregning.
At forstå og beskrive ændringer i målelige størrelser er det centrale emne i naturvidenskab, og infinitesimalregningen er udviklet som et særdeles brugbart værktøj til at gøre præcis det. Det centrale begreb, man bruger til at beskrive en variabel, der ændrer sig, er en funktion. Mange problemer leder helt naturligt til relationen mellem mængde og størrelsen af dens ændring, og metoderne til at løse disse er studeret i emnet differentialligninger. Tallene, man bruger til at repræsentere kontinuerlige mængder, er de reelle tal, og det detaljerede studium af deres egenskaber er kendt som reel analyse. Af forskellige årsager er det bekvemt at generalisere til komplekse tal, som studeres i en kompleks analyse. Funktionalanalyse fokuserer på et (typisk uendeligt-dimensionalt) rum af funktioner, som danner basis for blandt andet kvantemekanik.
Computernes indflydelse.
For at tydeliggøre og undersøge matematikkens fundament udviklede man områderne mængdeteori, matematisk logik og modelteori.
Da computere i sin tid blev opfundet, blev flere omkringliggende problemer tacklet af matematikere, og det ledte til områderne beregnelighed og informationsteori. Mange af disse spørgsmål er nu undersøgt under teoretisk datalogi.
Computere har også hjulpet til ved emner som kaosteori, som handler om at mange dynamiske systemer i naturen adlyder love, der gør, at deres adfærd bliver uforudsigelig i praksis, selvom det er deterministisk i teorien.
Kaosteori er tæt forbundet med fraktal geometri.
Anvendt matematik.
Et vigtigt område i anvendt matematik er sandsynlighedsregning, som muliggør beskrivelse, analyse og forudsigelse af tilfældige fænomener og er brugt i alle videnskaber.
Numerisk analyse undersøger metoder til at udføre beregninger på computer.
Magdeburg.
Magdeburg er hovedstad i den tyske delstat Sachsen-Anhalt, beliggende ved floden Elben. Byen var tidligere en fri rigsstad. Her søgte forfulgte lutheranere tilflugt omkring 1550.
I 1657 gennemførte borgmester og fysiker Otto Guerike (efter 1666 Otto von Guericke) sit kendte eksperiment om luftens tryk med De magdeburgske halvkugler. Byens universitet er opkaldt efter ham.
Musikgruppen Tokio Hotel blev dannet i byen.
Mesanmast.
En mesanmast er i skibsterminologi betegnelsen for den agterste (bagerste) mast på et flermastet skib.
Norge.
Kongeriget Norge (fra oldnordisk: "Norðvegr" (Nordvejen) der er en isfri sejlrute langs Norges kyst) er et nordisk land, der ligger vest for Sverige på den skandinaviske halvø og nord for Danmark med Skagerrak imellem. Vest for Norge ligger Island, Færøerne og Grønland. Landet har en aflang form og en lang kystlinje langs med Nordatlanten, hvor også Norges kendte fjorde befinder sig. Norge har en lang grænse til Sverige, mens Rusland og Finland mødes i arktis mod nord. Øerne Svalbard og Jan Mayen er under norsk suverænitet. Bouvetøen i Sydatlanten er norsk biland. Derudover har Norge et territorialkrav på Dronning Maud Land på Antarktis og Peter I's ø ud for kysten af Antarktis. Grundet uenighed om grænsedragning i Barentshavet er der et område mellem Norge og Rusland som administreres af begge lande, den såkaldte gråzone. Den 27. april 2010 blev der undertegnet en aftale mellem de to lande, som sigter på at løse tvisten. Det omstridte område er på 176 000 kvadratkilometer og bliver efter aftalen delt i to omtrent lige store dele. Før aftalen træder i kraft, skal den ratificeres af begge lande.
En indbygger i Norge kaldes (uanset køn) en nordmand, flertal nordmænd.
Historie.
De tidligste arkæologiske spor efter bosættelse i Norge går tilbage til 8000 år før vores tidsregning hvor helleristninger fortæller at de allerede der var gode til at bygge både.
I vikingetiden fra 800-tallet var Norge delt i mange små områder, hvor vikingehøvdingerne kæmpede om retten til jord og lederskab, og det fik mange norske vikinger til at sejle ud på havet for at finde nye landområder, kaldet "landnam". Flere bosatte sig på Island med deres familie, trælle og husdyr, mens andre søgte mod Færøerne, Shetlands- og Orkneyøerne samt Grønland. Amerika blev opdaget af vikingen Leif den Lykkelige - søn af Erik den Røde - der kaldte landet for Vinland. Vikingerne var både eventyrlystne opdagelsesrejsende og fredelige handelsfolk/ bønder, men også barbariske sørøvere, der blev rige på plyndringstogter. I Norge fortsatte stridighederne, og i 872 vandt vikingehøvdingen Harald Hårfager et slag i Hafrsfjord ved det nuværende Stavanger. Begivenheden gjorde Harald Hårfager til den første i den Norske kongerække, og han indførte ved lov, at kongemagten skulle gå i arv inden for hans slægt.
I praksis herskede Harald Hårfager kun over den vestlige del af Norge, og efter hans død blev der igen stridigheder mellem vikingehøvdingerne, og også danske konger forsøgte at erobre Norge. Vikingerne troede på de nordiske guder. Odin var den øverste og ældste, og bestemte over alle de andre guder. Både Odin og hans søn Thor var krigsguder, og de mange vikinger, der døde i kamp kom ifølge troen op til guderne i Valhalla. Det var vikingehøvdingen Olav 1. Tryggvason, der indførte kristendommen for at samle Norge til et fælles rige, og da han år 995 blev konge forsøgte han hårdhændet at udrydde den hedenske tro. F.eks. fortælles det at Olav 1. Tryggvason, da den mægtige vikingehøvding Raud den Rame ved det nuværende Bodø nægtede at lade sig omvende, bandt ham til en bjælke og med en gloende jernstang tvang en levende hugorm ned i halsen på ham. Raud den Rame led en pinefuld død, hvorefter ingen turde nægte at lade sig kristne.
Det blev Olav den Hellige (Olav 2. Haraldsson), der fortsatte med at kristne det norske folk, men den 29. juli 1030 faldt han i Slaget ved Stiklestad, og hans lig blev bragt til Nidaros, som Trondhjem tidligere hed. Her blev han begravet i en sandbanke, men snart kom der beretninger om mirakler ved hans grav, så kisten blev gravet op. Da man åbnede kisten, duftede der af roser, og Olav den Helliges lig var i god stand. Hår og negle var vokset og kinderne stadig røde, som om han lå og sov. Olav den Hellige blev kåret som helgen, og befolkningen lod sig frivilligt kristne og omvende fra den hedenske tro. I takt med kristendommens udbredelse blev der i middelalderen bygget omkring tusind stavkirker, og i dag er der 28 tilbage. De kaldes stavkirker på grund af de bærende træstolper - stave. Ligesom de gamle vikingeborge er stavkirkerne bygget op omkring store bærende stolper uden brug af søm. Væggene er lavet af træstave og tagene udsmykket med frygtindgydende dragehoveder. I det hele taget vidner kirkerne om, at det var svært helt at slippe vikingetidens tro på de nordiske guder og lade kristendommen vinde indpas. Stavkirkerne ligger spredt over hele den sydlige halvdel af Norge. De fleste er åbne for turister, og mange af dem bruges stadig af den lokale menighed. Det gælder f.eks. stavkirken i Lom ved Jotunheimen Nationalpark. Den ældste stavkirke fra 1150 ligger i Urnes, den bedst bevarede i Borgund og den største i Heddal.
Der har været vikinger i Norge ligesom i Danmark men selve navnet viking kommer fra Oslofjorden som dengang blev kaldt Viken "(Vigen)". Vikingernes plyndringstogter gav velstand til Norge. Det ses bl.a. på de velbevarede vikingeskibe fra Oseberg og Gokstad som man fandt i starten af dette århundrede. De er udstillet på Bygdø ved Oslo. Den første konge over hele Norge var Harald Hårfager som regerede omkring år 900. I de følgende århundreder har Norge dog en forholdsvis vaklende kongemagt. Først da Olav den hellige kommer til omkring år 1015 stabiliseres situationen. Norge har sin største udbredelse i år 1200, kaldet ”norgesvældet” som indbefattede, foruden moderlandet også Island, Grønland, Færøerne og de engelske Orkneyøer. Men da den sorte død (pesten) hærgede Europa i år 1350 fik det en brat afslutning. Af ukendte årsager bliver Norge særligt hårdt ramt. Det siges at mellem halvdelen og to tredjedele af Norges befolkning bukkede under for den forfærdelige sygdom.
Den norske kongerække uddøde i 1387, og landet gik ind i en unionsperiode med Danmark. Efter 1450 blev det stadfæstet i en traktat. Dette markerede en periode som i Norge kendes under betegnelsen "400-års natten", hvor Norge var den svagere part i unionen med Danmark. Efter at Danmark-Norge mistede sin flåde under napoleonskrigene og sluttede sig til den tabende part og yderligere var gået bankerot, blev kongen ved Freden i Kiel tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige. Norge forsøgte at etablere sig som uafhængig stat med Eidsvoll-forfatningen den 17. maj 1814 og valget af statholderen, prins Christian Frederik (den senere kong Christian VIII af Danmark), til konge af Norge, men straks tvang Sverige med militær magt Norge ind i en ny union. Den svenske tronarving Carl Johan (Bernadotte) godtog dog Eidsvoll-forfatningen, og det norske Storting accepterede 4. november en personalunion med Sverige under fælles konge.
Stigende norsk irritation gennem det 19. århundrede over svenske bestræbelser på at befæste overhøjheden i unionen lagde grunden til opløsningen af den norsk-svenske union i 1905, hvor den norske regering tilbød den norske trone til den danske prins Carl. Efter en folkeafstemning kårede Stortinget ham til konge. Han tog navnet Haakon VII.
Norge blev angrebet af Tyskland 9. april 1940. Modstanden i Norge blev opgivet 7. juni, men kongen og regeringen fortsatte kampen fra Storbritannien. Den tyske besættelsesmagt etablerede en marionetregering under Vidkun Quisling, leder for det nazistiske parti Nasjonal Samling. Den norske modstandsbevægelse (Hjemmefronten, Mil.org.) modarbejdede Quisling-styret og de tyske okkupanter. Finnmark fylke blev befriet af Den Røde Hær i 1944-45. Den tyske stridsmagt kapitulerede 8. maj 1945. Som et resultat af den tyske invasion og besættelse under 2. verdenskrig blev nordmændene langt mere skeptiske over for neutraliteten. Landet tog en drejning mod en mere kollektiv sikkerhedsaftale for landet. Norge var en af de underskrivende partnere ved NATO's dannelse i 1949 og var et af de grundlæggende medlemmer af FN. I 1952 var landet medstifter af Nordisk Råd. Norge har to gange stemt imod at blive en del af EU. (i 1972 og i 1994). Landet er dog medlem af EØS.
Politik.
Norge er et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk regeringssystem. Kongens funktion er primært ceremoniel, men formelt udstyret med udøvende magt, udover at han er chef for hæren og marinen. Grundloven fra 1814 giver altså vidtrækkende rettigheder til kongen. Statsrådet eller regeringen består af en statsminister og hans regering udnævnt af kongen. Kongen må i teorien udnævne hvem han vil, men en parlamentarisk styreform blev indført i 1884, uden at det fremgår af grundloven.
Det norske parlament har 169 medlemmer, som vælges fra de 19 fylker for en 4-årig periode ud fra et system med proportional repræsentation. Systemet ligger tæt op ad det danske valgsystem. Efter valget deles Stortinget op i to kamre, Odelsting og Lagting, som mødes separat eller fælles alt efter det lovgivningsmæssige emne, der er til debat.
Den specielle Rigsret varetager anklager for embedsforbrydelser; den regulære ret omfatter højesteret (17 faste dommere og en præsident), appelretten, by- og regionsretsinstanser, arbejdsretten og mæglingsretsinstanser. Dommerne ved de regulære retsinstanser udnævnes af statsrådet efter indstilling fra justitsministeren.
Fylker.
Norge er opdelt i 19 amter ("fylker", ental - "fylke") og 430 kommuner.
Geografi.
Norges landskab er generelt forrevent og bjergrigt. Kystlinjen på mere end 20.000 kilometer afbrydes af stejle fjorde samt et virvar af øer og holme. Norge kendes også som landet med midnatssolen, idet det delvis ligger nord for polarkredsen. Her går solen ikke ned ved midsommer, og om vinteren er de mange dale i lange perioder uden lys.
Norge følger Nordatlanten i hele sin længde. Tre have udgør kystlinien. Nordsøen i sydvest, Skagerrak i syd, Norskehavet mod vest og Barentshavet mod nordøst. Norges højeste punkt er Galdhøpiggen med 2.469 meter.
Det norske klima er tempereret, specielt langs kysten, som påvirkes af Golfstrømmen. Østlandet, dvs. egnen omkring Oslo, hvor majoriteten af befolkningen bor, har samme klimatiske og naturmæssige forhold som Sydsverige. Klimaet inde i landet er mere barskt, og i den nordlige del hersker subarktiske forhold.
Økonomi.
Den norske økonomi er et rigt kapitalistisk velfærdssamfund, med en kombination af de frie markedskræfter og offentlig regulering. Regeringen kontrollerer vitale områder som den petro-kemiske sektor (igennem store statsselskaber). Landet er rigt på naturressourcer - olie, vandkraft, fisk, skovbrug og mineraler. De store naturressourcer (specielt olien) har dog også gjort landet stærkt afhængigt af de internationale oliepriser. I 1999 udgjorde olieeksporten 35 % af eksportindtægterne. Saudi-Arabien og Rusland er de eneste lande som eksporterer mere olie end Norge.
Norge står uden for EU efter en folkeafstemning i november 1994. Landet er dog sammen med Island og Lichtenstein en del af det indre marked i EU gennem deres aftaler via EØS.
Den økonomiske vækst var i 2000 2,7 %, sammenlignet med 0,8 % i 1999. Væksten faldt dog tilbage i 2001 til 1,3 %. Der blev igangsat privatiseringer i 2000, hvor regeringen solgte 1/3 af det 100 % statsejede oliefirma Statoil.
Flere undersøgelser viser at nordmænd har den største livskvalitet i verden. En stor del af den overskydende indtægt ved det nuværende oliesalg er placeret i regeringens oliefond og efterfølgende investeret i udlandet. Fonden har nu en formue på ca. 2300 milliarder norske kroner (maj 2009). (reel formue siges at være over 3000 milliarder).
Fonden er blandt de aller største investorer i verden, og ejer per juli 2009 mere end 1,25% av alle børsnoterede aktier i Europa. Norges oliefond er verdens næststørste statsejede kapitalfond, efter Abu Dhabi Investment Authority.
Det er muligt at fund af thorium, der bl.a. kan bruges i atomkraftværker vil blive vigtige for Norge i fremtiden, da landet har en af verdens største forekomster af dette.
Energien i Norge.
I 1958 udsendte Norges geologer en melding om at der ikke var olie ud for Norges kyster, men det var forkert, for i 1969 fandt Philips nemlig olie i Norges undergrund ved ”Ekofisk” som ligger i den sydligste del af det norske havområde. Norge har siden hen fundet andre oliefelter. Pga. mange vandkraftværker bruger Norge kun en lille del af olien selv, fordi vandkraftværkerne producerer et overskud af elektricitet, som også eksporteres. Norge er i dag den næststørste eksportør af olieprodukter efter Saudi Arabien.
Det norske samfund skovler årligt ca. 480 milliarder danske kroner ind i udenlandsk valuta ved salg af råolie, naturgas, kondensat og NGL, det som ved stor ret er blevet kaldt ”Norges sorte guld”. I halvtredserne brugte nordmændene ikke mange kræfter på at lede efter olie i Nordsøen men nabolandene var mere ihærdige efter at lede efter olie i Nordsøen. Hollænderne fandt allerede i 1959 et stort gasfelt ved Groningen. Norge blev først rigtig interesseret i at lede efter olie da Englænderne i 60'erne også opdagede olie midt ude i Nordsøen tæt på den norske territorialsokkel. Starten var noget amatøragtig, da man i 1967 indledte en prøveboring i det såkaldte Valhal-felt. Man ombyggede et hvalkogerskib men det var slet ikke beregnet til sådan en opgave. Desværre nåede man ikke ned til de lag hvor man normalt finder olien da man måtte opgive prøveboringen efter 7 måneder. Det viste sig senere at Valhal-feltet var rigt på olie så hvis hvalkogerskibet havde været bedre udrustet kunne det norske olieeventyr have været begyndt flere år tidligere. Det amerikanske selskab Phillips besluttede at de ville prøve en sidste gang da man i 1969 var ved at opgive håbet, efter at alle de andre prøveboringer havde været resultatløse. Der var gevinst og oliefeltet blev kaldt Ekofisk som ligger tæt på den danske sokkel og det blev så det første ud af 25 felter som nu bliver udnyttet.
Selvom Norge har mange råstoffer i form af træ, fisk, landbrugsvarer og billig energi som elektricitet, olie- og naturgas, er det forholdsvis få, der er beskæftiget med disse erhverv. I dag arbejder de fleste med service i den offentlige sektor, f.eks. på skoler, sygehuse, børnehaver og plejehjem. Mange har også job inden for finanssektoren med handel, bankforretning og forsikringer.
Landbrug.
På grund af klimaet og jordforholdene er Norge ikke et udpræget landbrugsland. Kun tre procent af arealet (9.716,85 km²) er opdyrket, og sammenhængende landbrugsområder findes kun i syd- og Midtnorge og i Østnorge omkring Oslo og Gudbrandsdalen. Omkring Stavanger i Rogaland fylke findes Norges største og bedste samlede landbrugsområde, Jæren der også er kendt for sin interessante fuglefauna. Landmændene kombinerer som regel deres erhverv med fiskeri eller skovbrug eller tager et job i byen, og for at forhindre affolkningen fra land til by yder staten støtte til landbrugsdrift. Landmændene holder får, køer, grise og høns, så Norge er selvforsynende med animalske produkter som mælk, smør, ost, kød og æg, mens korn og grøntsager importeres. Og selvom den vestlige del af Norge er velegnet til frugt- og grøntproduktion, dyrkes der ikke nok til at forsyne hele landet. Kystklimaet bevirker, at bær og frugt modnes langsomt og af den grund sjældent angribes af utøj. Sprøjtemidler er derfor unødvendige, og brug af hormoner og andre vækstfremmere er desuden forbudt i Norge. Generelt er fisk, kød, frugt, grønt og mælkeprodukter af god kvalitet og meget velsmagende. Nordmændene er yderst miljøbevidste og gør en stor indsats for at beskytte naturen.
Skovbrug.
Sammenlignet med Sverige og Finland er Norge fattig på skove, for kun en tredjedel af landet er dækket af træer. Hovedparten af skovene ejes af landmænd, der har skovdrift som bierhverv, og resten drives af store selskaber. De første træindustrier opstod ved elvene. Elve var en god transportvej og kunne bruges som drivkraft for save og andre maskiner. Gran, fyr og birk er i nævnte rækkefølge de vigtigste træer til skovdrift. Træet skæres op og bearbejdes til brædder, bjælker, spånplader og krydsfiner. I Norge er træ det mest brugte materiale til husbyggeri, og det bruges desuden til cellulose og papir.
Fiskeri.
Fiskeri har altid været et vigtigt erhverv i Norge
Fiskeri har i århundreder været rygraden i norsk erhvervsliv. Især har fangst af torsk og sej spillet en væsentlig rolle, og eksport af fisk er næst efter olie den største indtægtskilde. Kystfiskeri har højsæson mellem jul og påske, hvor store mængder af torsk kommer til Lofoten fra de arktis for at gyde. Når fiskene er fanget, hænges de til tørre på meter høje træstativer indtil juli måned. I dag produceres der dog ikke så meget tørfisk på den måde, da moderne fryse- og køleteknik har afløst lufttørring som konserveringsmetode. Tidligere var havet været fyldt med laks, men sådan er det desværre ikke mere. Man har derfor måttet udvikle opdræt i havbassiner nær kysten eller inde i fjordene for at klare den store efterspørgsel på norsk laks. Fisk som sild, makrel, lodde og sardin er mere ustabile. Visse sæsoner optræder de i store mængder for måske helt at forsvinde det følgende år. Indtil 1968 drev man også hvalfangst, hvilket i første omgang blev forbudt, da bestanden i løbet af hundrede år blev reduceret fra omkring 230.000 individer til ca. 14.000. I 1993 genoptog man atter den kommercielle hvalfangst trods IWC's fangstmoratorium fra 1982, dog ikke i samme omfang som før 1968. Alt fra hvalen kunne bruges: kødet blev spist, hvalolien (tran) brugt til belysning, og barderne blev f.eks. forarbejdet til koste-, paraply- og piskeskafter.
Skibsfart.
Norge er en af verdens største skibsfartsnationer med 1413 skibe på 1000 BRT eller derover. (Grækenland er verdens største med 3099 skibe, kilde: [World Factbook], 13. dec. 2007).
Demografi.
Det norske sprog har to officielle skrevne former, kaldet bokmål (Norsk for "bog-sprog") og nynorsk. Det moderne norske bokmål er udviklet fra dansk, og forskellen mellem skriftlig dansk og bokmål er minimal. Først i begyndelsen af det tyvende århundrede har norsk bokmål gennem flere retskrivningsreformer fjernet sig fra dansk. Derudover findes den uofficielle skriftlige form rigsmål, der ligger en smule tættere på dansk end bokmål. Denne form er mest forbundet med Østlandet (egnen omkring Oslo) og i højere samfundsklasser, men forskellen mellem disse er ikke stor og grænserne er flydende. Majoriteten af den norske befolkningen skriver bokmål. Nynorsk eller landsmål blev skabt i 1800-årene som en syntese af norske dialekter, hovedsagelig de vest-norske, samt dialekterne fra det indre Østland og trøndelagsområdet. Disse stod det oldnorske sprog nærmest. Gennem det 20. århundrede forsøgte man bevidst at tilvejebringe en tilnærmelse mellem de to sprog ved retskrivningsreformer i 1907, 1917 og 1937. Denne politik blev dog opgivet i 1960'erne.
Hovedparten af nordmændene (80%) tilhører den lutherske norske statskirke. Andre mindretal som de øvrige protestantiske kirkesamfund og romerske katolikker udgør cirka 4,5% af befolkningen.
Samerne.
Den nordligste del af Finland, Sverige og Norge kaldes Nordkalotten. Samerne lever her og på Kola-halvøen i den nordvestlige del af Rusland. Samerne er det folk der har levet der i længst tid og de taler samisk som ikke ligner nogle andre sprog i norden. De blev drevet nordpå til den anden side af polarcirklen, da de øvrige folk indvandrede i landene. Samerne levede som nomader pga. de holdt rensdyr. Samerne fulgte efter deres dyr fra græsgang til græsgang og hjalp dem med at klare sig. Om sommeren fandt rensdyrene føde på tundraen eller i højfjeldet og om vinteren opholdt de sig i skovene længere nede af fjeldet. Pga. det var samerne på vandring det meste af året sammen med deres dyr. Samerne tænkte ikke så meget på om de passerede en af nordkalottens nationale grænser. Rensdyrene deres grundlag for overlevelse, så hvis der var bedre græsgange et andet sted, end der hvor de var, så fulgte de bare med. Der var næsten heller ikke andre end samere så det gjorde ikke så meget, at de passerede en af grænserne. Samerne fik alt det de skulle bruge fra rensdyrene, dvs. skind til tøj, kød til at spise og materialer til redskaber. Der findes ca. 1900 samere i Rusland, 5.700 i Finland, 17.000 i Sverige og 45.000 i Norge. Samerne lever på en lidt anden måde i dag end før i tiden. Nu er de ikke rensdyravlere men bofaste. Det betyder at deres børn kan gå i skole og de kan have fast job. I hvert af landene er der et lille antal samere der er nomader og passer rensdyr på samme måde som før i tiden. I Finland er der ca. 1.500 samere som har 200.000 rensdyr. I Sverige er der ca. 2.700 samere som har ca. 260.000 rensdyr. I Norge er der 2.500 samere som har 200.000 rensdyr. Men man ved ikke hvor mange der er i Rusland og heller ikke hvor mange rensdyr de har.
Kultur.
Historisk kendte nordmænd er Ludvig Holberg, Henrik Ibsen, Knut Hamsun, Sigrid Undset, opdagelsesrejsende Roald Amundsen, søhelten Peter Wessel (Tordenskiold), den ekspressionistiske maler Edvard Munch, komponisten Edvard Grieg.
De norske helligdage er i hovedtræk fælles med de danske. Kirkeåret er både i Danmark og Norge en arv fra 1700-tallets fælles historie.
Skolevæsen.
De norske børn begynder i første klasse når de er seks år gamle. Efter 1997-98 er der ti års undervisningspligt, og den tiårige grundskole er inddelt i tre trin: Barneskolen fra 1. til 3. klasse, mellemskolen fra 4.-7. klasse og ungdomsskolen fra 8. til 10. klasse. Efter grundskolen har 16-19-årige elever ret til to-tre års almen eller erhvervsrettet videregående uddannelse svarende til de danske gymnasiale uddannelser. Studenterne kan læse videre på et af universiteterne i bl.a. Oslo, Trondheim, Bergen, Stavanger eller Tromsø, eller uddanne sig på en højskole til f.eks. arkitekt, dyrlæge, lærer, pædagog, ingeniør eller social- og sundhedsarbejder. En højskole i Norge er altså anderledes end en dansk højskole, hvor undervisningen ikke er kompetencegivende.
Planteliv.
Trods det barske klima er Norge rig på vilde blomster. Overalt i landet ses smukke blomsterenge i en farverig blanding af f.eks. kæruld, smørblomster, klokkeblomster og svensk hønsebær. Mange steder vokser de vilde blomster helt op til folks huse, og jo længere mod nord man kommer, des færre rigtige haver ser man. Det skyldes naturligvis, at det nordlige Norge om vinteren er meget koldt, og mange prydplanter har svært ved at overleve. Desuden kan det være svært at anlægge rigtige bede på den hårde klippegrund. På fjeldene gror der bl.a. blåbær - og multebær, et lille orange bær, der ligner hindbær, men smager som stikkelsbær. Og det er også i fjeldene, man ser Norges nationalblomst, Bjergfrue, Saxifraga cotyledon. I nationalparkerne vokser der mange planter, som er sjældne andre steder. F.eks. vår-kobjælde og isranunkel, der lever beskyttet i bl.a. Jotunheimen. Kongsvoll fjeldhave ved Dovrefjell har en fin samling af planter, der har overlevet sidste istid i isfrie områder, f.eks. fjeldviolen. Disse blomster blev opdaget af den tysk-danske botaniker Georg C. Oeder (1728-91), som senere blev forfatter til værket Flora Danica. De almindeligste træer i Norge er nåletræer som rødgran og skovfyr samt birketræer. I de sydlige egne er der løvskove med bl.a. almindelig eg, spidsløn, ask og hassel. Bøgetræer ses også, men kun i de kystnære områder, f.eks. er der en lille bøgeskov i Larvik syd for Oslo. I Sydnorge ligger grænsen for, hvor der kan vokse træer i omkring 1.000 meters højde, men overgangen er glidende, og i Nordnorge nås grænsen allerede ved 200 meter på grund af det arktiske klima. Over trægrænsen findes der for det meste kun lyng, lav, mos og andre hårdføre planter.
Dyreliv.
I de øde norske skovområder og fjelde findes fire arter af vilde rovdyr, som i dag er fredede: bjørn, los, ulv og jærv. For kun 150 år siden var der omkring 3.000 bjørne i Norge, men præmier til jægerne for hver bjørn, de skød, fik bestanden til at falde, og det resulterede i, at de brune bjørne blev næsten udryddet. I dag er der kun ca. 50 tilbage i landet. De brune bjørne færdes i åbne skovområder, hvor de lever alene, men i parringstiden midt på sommeren finder de sammen med en mage. Selvom bjørne er rovdyr, spiser de også bær, planter og insekter. Om vinteren går de i hi, hvor de også føder deres unger. Det sker i januar-februar, men bjørnene forlader først deres hule i maj. Selvom bjørne kan dræbe store dyr som får, elge og rener, vil de som regel tage flugten, hvis de får færten af et menneske. Inden for de sidste 20 år har man kun kendskab til syv tilfælde, hvor mennesker er blevet skadet af bjørne, og det sidste dødsfald skete i 1906. På Svalbard i det nordligste Norge er der isbjørne, og siden arten i 1973 blev fredet, er bestanden vokset til ca. 5.000. Ulven er sammen med ræven den art blandt de landlevende pattedyr (bortset fra mennesket), der har haft den største geografiske udbredelse i verden. I nyere tid har ulven dog været stærkt forfulgt af mennesket, og udbredelsen er i dag meget begrænset. Derfor er den nu det sjældneste af de store norske rovdyr. Ulve har et veludviklet flokinstinkt, og de lever, opfostrer deres unger og jager sammen i flokke. De er i stand til at nedlægge større dyr, f.eks. rener og elge, men tager også husdyr som lam og køer, og af den grund er ulvene upopulære blandt nogle norske landmænd. Problemet er dog ikke særlig stort, idet den norske bestand nu er helt i bund efter nedskydningen af to ulvefamilier i foråret 2001. Jærven, der er et af de største medlemmer af mårfamilien, har sin naturlige udbredelse omkring hele Nordkalotten. Gennem de sidste hundrede år er jærvens udbredelse faldet meget, og den betragtes alle steder som truet. I Norge lever jærven i de nordligste fylker og i højfjeldet i de sydligere egne. Den norske bestand består af 130-170 dyr med ca. 30 individer isoleret i den sydnorske bestand. Ud over disse sjældne dyr lever der en lang række rovdyr, planteædere og fugle i den norske vildmark. I det arktiske Nordnorge findes f.eks. den forholdsvis sjældne, lille hvide polarræv, der har tilpasset sig de kolde forhold. I den nordlige del og på Hardangervidda lever der også vildrener. De holder sammen i flokke, og med deres tykke pels kan de tåle kulde helt ned til minus 40 grader. Nordpå findes endvidere mange tamme rener, der af samerne holdes som husdyr. En anden hjort er elgen, der med en skulderhøjde på to meter og vægt på op til 750 kilo er det største vilde dyr i Europa. Om sommeren lever elgen alene, men fra september samles dyrene i flokke for at parre sig. Med en bestand på ca. 120.000 dyr er elgene ret almindelige i Norge, og på grund af det velsmagende kød er de et populært jagtbytte. Der er endvidere ca. 15.000 forskellige fuglearter i Norge, og langs kysten findes søfuglekolonier med ynglende måger, søpapegøjer, lomvier, alke og suler. Nogle steder kan man også opleve de imponerende havørne, der er majestætiske rovfugle med et vingefang på op til 2,5 meter. Ørnene bygger rede i høje træer og på klippehylder i fjeldet. Der findes mere end 800 ynglende havørnepar i Norge. Parrene holder sammen hele livet, og ørnene kan blive op til 30 år gamle. Ud over de norske ørne overvintrer havørne fra Sverige, Finland og de baltiske lande langs den norske kyst. Laks og ørred yngler og stortrives i de norske elve, og lystfiskere fra hele Europa tager til Norge for at fiske. I havet er der mange torsk og sild foruden pattedyr som sæler og hvaler. Sidst, men ikke mindst, er det sandt, at Norge er myggenes land.
NASA.
NASA står for "National Aeronautics & Space Administration" og er den amerikanske rumfartsadministration, den amerikanske ækvivalent til det europæiske ESA (European Space Agency).
NASA får hvert år 16 milliarder dollars af den amerikanske stat til rumforskning og er dermed det største rumfartsagentur i verden.
Øverste ledelse udnævnes af USA's præsident. Charles Bolden og Lori Garver blev udnævnt af Barack Obama i 2009.
NASA har visioner om at lave rumstationer på Månen og Mars. Man har endnu ikke haft bemandede fartøjer på Mars og ingen månelandinger siden 1972. Det er ikke alene tekniske udfordringer, der vanskeliggør visionen, men også hvor længe menneskekroppen kan opholde sig i lufttomt rum med kosmisk stråling og uden tyngdekraft. Forberedelserne har været i gang længe, og med den Den Internationale Rumstation afprøves både teknik og menneskelige faktorer.
Den Internationale Rumstation anses af NASA for at være verdens hidtil største teknologiske projekt.
NASA anvender både grundforskning og målrettet forskning og samarbejder med andre anerkendte forskningsinstitutsioner som Berkeley, MIT og også private og internationale rumfartsorganisationer.
Historie.
a> Personalet stiller op til NASA's 50 års jubilæums billede i 2008.
NASA's forgænger var National Advisory Committee for Aeronautics (NACA), som blev dannet i 1915 for at fremme forskningen inden for luftfart i USA. Den 29. juli 1958 blev NACA reorganiseret og fik kontrol med selve rumprogrammet, som tidligere var blevet udført af forskellige dele af militæret. Samtidig skiftede NACA navn til NASA. Tiden før 1958 var ikke forbundet med skelsættende begiveheder eller opfindelser for NACA's vedkommende. I 2008 fejrerede NASA 50-års jubilæum.
NASA's historie går over en periode på 3 verdenskrige, hvis man tager tiden før 1958 med, nemlig 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og Den kolde krig.
Verdenskrigene var medvirkende til at fremme behovet for teknologiske opfindelser. Især inden for flyindustrien med luftvåben, jetmotor, jetfly, militærfly, bombefly, jagerfly og planer om stjernekrig med missilskjold i rummet. Men heldigvis benyttedes flyvemaskinen også til sygetransport, fragt, post og passagerfly.
NASA's adskillelse fra militæret i 1958 var af altafgørende betydning. Forskning i rummet var hovedformålet, budgettet og personalet blev fordoblet, et nyt forskningscenter jet Propulsion Laboratory, for NASA betød det mere rumforskning i stedet for serviceríng af militæret og industrien.
Månelandingen i 1969 er en verdenshistorisk begivenhed og den mest skelsættende for NASA.
1903-1919 Flyvning med motor.
De amerikanske brødre Orville og Wilbur Wright foretog historiens første flyvning med motor i 1903. I datidens USA blev de anset for være et par mekanikere. Den samtidige videnskabmand Samuel Pierpont Langley prøvede også at flyve, men med mindre held. Ingen af dem blev taget alvorligt i USA, men i Europa tog man især Wright-brødrenes ideer meget alvorligt. I Frankrig opførtes et militært aeronautik laboratorium af Gustave Eiffel, England byggede også laboratorier. I Rusland oprettede man i 1904 et institut for aeronautik.
Robert H. Goddard havde allerede i 1903 en teori om, at raketmotorer kunne skydes ud i rummet med flydende brændstoffer. Først i 1926 fik han skudt sin første raket med flydende brændstof af.
I 1909 var Europa langt forud med flyvning. USA indså, at det var tid til at følge med. Englands British Royal Aircraft Factory fra 1909 havde den stuktur, USA opbyggede sin første luftfartsorganisation efter. I 1915 stiftedes National Advisory Committee for Aeronautics (NACA). Det var i tiden under 1. verdenskrig, som dog mest foregik i Europa. Men flyindustrien i USA leverede 13,844 fly til Europa i 1917-1918.
1919-1960 Verdenskrige.
Versaillestraktaten sluttede 1. verdenkrig i 1919. Traktaten, der skulle forhindre krig, gav anledning til 2. verdenskrig, der startede i 1939. Tyskland med Adolf Hitler i spidsen fik stormagtsambitioner. USA gik ind i krigen i 1941, krigen endte først i 1945 med Hiroshima bomben. Økonomisk hjælp fra USA for at forhindre kommunismens udbredelse i Europa blev sat i værk 1947 med Marshall-planen.
Under 2. verdenskrig designede Wernher von Braun V-2 raketter for Nazi-Tyskland som officer i SS korpset ved Waffen-SS. Produktionen af V-2 raketter blev udført i koncentrationslejrene Mittelwerk og Dora-Mittelbau.
I Nazi-Tyskland blev videnskabsmænd tvunget til at arbejde for regimet, men om det har været tilfældet for von Brauns vedkommende er tvivlsomt, eftersom han fik rang af major. Han blev arresteret af Gestapo i 1944 pga. uoverensstemmelser med Heinrich Himmler. I 1945 overgav han sig til USA som krigsfange og fik derefter kontrakt med USA's militær. Han fik dog først amerikansk statsborgerskab i 1955. USA havde en liste over tyske videnskabsmænd, de gerne ville have fat i. Wernher von Braun var øverst på listen. Andre videnskabsmænd fra Peenemünde kom også også til arbejde for NASA under Wernher von Braun, det samme hold, der havde udviklet våben til Nazi-Tyskland, var med til at udvikle USA's rumprogram i 1945-1972. I 1960 blev Wernher von Braun leder af Marshall Space Flight Center, hvor han stod for udviklingen af Saturn V-raketten.
National Aeronautics and Space Act of 1958.
"National Aeronautics and Space Act" var en erklæring vedtaget i senatet og af præsident Eisenhower om at der skulle oprettes et nyt rumagentur. USAs Kongres havde bestemt, at USA's aktiviteter i rummet skulle være fredsbevarende og være til fordel for hele menneskeheden.
NASA's adskillelse fra militæret i 1958 var af altafgørende betydning. Forskning i rummet blev prioriteret, budgettet og personalet blev fordoblet, et nyt forskningscenter jet Propulsion Laboratory, blev oprettet, og for NASA betød det mere rumforskning i stedet for servicering af militæret og industrien. Keith Glennan blev indsat som leder i NACA, der blev omdøbt til NASA.
Sovjet's Sputnik 1 succesfulde afsendelse i 1957 havde igangsat USA's "National Aeronautics and Space Act", og som følge deraf blev NASA til i 1958.
1945-1989 Den kolde krig.
a> med kapslen Discoverer spionsatellitten fra Corona Programmet i 1960.
Under Den kolde krig var verden delt op i Østblokken USSR, Warszawapagten, kommunisme og KGB mod Vesten USA, NATO, kapitalisme og CIA. Den almindelige opfattelse var dengang, at man var på randen til 3. verdenkrig, og det var helt utænkeligt, at man kunne dele viden om avanceret teknologi.
Stormagterne USA og USSR var i rumkapløb, begge stormagter ville vise teknologisk overlegenhed. Udover våbenkapløb med kernevåben benyttede man avanceret teknologi til spionage. Med spionsatellitter og Echelon-netværket overvågede man fjenden.
Sputnik – Først i rummet – USSR.
I 1957 sendte USSR Sputnik i kredsløb om Jorden, verdens første satellit i rummet. Rumalderen var begyndt, og USSR førte rumkapløbet.
Verdens første satellit var opsendt af USSR. Østblokken, der på det tidspunkt havde planøkonomi, havde skudt den første satellit af. Der kom et kommercielt satellit-boom i starten af 1960'erne. Kommunikationssatellitter til tv, (vejr), telefoni, trafik og senere satellit tv. Nogle af satellitsystemerne er fælles eje mellem privat og statslige organisationer.
Apollo – Først på månen – USA.
USA ville svare igen. Præsident Eisenhower ville have en stærkere rumorganisation, NACA blev omstruktureret og omdøbt til NASA i 1958. Der skulle være mere fokus på bemandet rumfart. I 1961 blev Apollo-programmet igangsat, da præsident Kennedy erklærede, at USA ville lande på månen senest 1969. Det skete med Apollo 11. Astronauten Neil Armstrong blev den første mand på Månen i 1969, og USA satte sit flag på Månen.
Inden apolloflyvningerne fandtes Mercury-programmet (1961 - 1963) med testpiloter til de første bemandede rumfartøjer. Derefter Gemini-programmet (1964 - 1966). Apollo-programmet havde en uheldig start i 1967, da besætningen indebrændte i kapslen under en test.
Fra spionsatellitter til afspænding.
Fra sidst i 1950'erne til 1970'erne havde USA spionsatellitter i Corona Programmet til overvågning af Sovjetunionens langtrækkende missiler. Desværre for NASA betød den kolde krigs afslutning et mindre budget. Discovery-programmet var et lavprisprojekt uden militære formål. Det handlede nu om forskning og uddannelse.
Samarbejdet i rummet mellem stormagterne begyndte før den endelige afslutning af koldkrigstiden. Allerede i 1970'erne fløj russiske og amerikanske astronauter sammen i forbindelse med Sojuz-test-programmet. NASA var begyndt at udvikle genbrugsrumfartøjer. Fartøjerne skulle udvikles til at være mere økonomisk rentable og have en højere grad af sikkerhed. Rumfærgen Columbia var den første af den ny type rumfartøj i 1981 fra Rumfærge-programmet.
Challenger-ulykken.
Sikkerheden i de ny rumfærger var væsentlig forbedrede, men i 1986 eksploderede rumfærgen Challenger 73 sekunder efter opsendelsen, og styrtede ned.Syv personer omkom ved rumfærge-flyvning nr. STS-51-L, heribladt skolelæreinden Christa McAuliffe.Ulykken gav anledning til flere års pause i rumfærgeprogrammet.
1990-2004 Nye visioner.
Den kolde krig var afsluttet, og man var mindre bange for at udveksle erfaringer. Inden for flysikkerhed og rumfart er det en vigtig faktor at lære af de dårlige erfaringer for at undgå fremtidige ulykker. I årene 19xx-19xx var flere rumforskningsorganisationer blevet etableret; ESA, JAXA, DNSC, EUMETSAT mfl. Rumforskning var ikke længere kun for de tidligere stormagter. NASA anses dog stadig som værende den førende rumforskningsorganisation med de største ressourcer, viden og erfaring på området.
Columbia-ulykken.
a> på vej ned for sidste gang. Vragdele falder af venstre vinge.
Syv astronauter omkom da rumfærgen Columbia (STS-107) i februar 2003 brændte ved genindtræden i atmosfæren, blev der som følge af efterforskningen foretaget ledelsesmæssige omstruktureringer. Ledelsen mente ikke, at der var mulighed var for at redde Columbia, og lod derfor rumfærgen komme tilbage som planlagt. Undersøgelseskommisionen Columbia Accident Investigation Board (CAIB) mente, at man kunne have forsøgt at reparere rumfærgen i rummet på trods af risikoen og yderligere forsinkelse. Ved genindtræden i atmosfæren var isoleringen af rumfærgen ikke tæt nok, og den eksploderede. Kaklerne, der skulle isolere rumfærgen, var faldet af under opsendelsen af rumfærgen. Besætningen omkom, og vragdele faldt ned i flere af de amerikanske stater i og omkring Texas. Linda Ham, der mentes at have haft en afgørende rolle i beslutningerne, blev anset for at have haft en interessekonflikt, da hun både havde ansvar for økonomi og sikkerhed. Hun og flere andre ansvarlige for STS-107 blev omplaceret som konsekvens af rumfærge-havariet.
Der var en vis lighed med Challenger (51-L)-rumfærgens nedstyrtning i 1986. Rogerskommissionen fandt, at ingeniører havde advaret om, at udstyr på rumfærgen ikke kunne tåle frost, men at rumfærgen blev sendt af sted på trods af advarslerne.
I modsætning til Challenger og Columbia overlevede Apollo 13's besætning. Besætningen, der 33 år tidligere var på vej til Månen og undervejs fik en eksplosion i en ilttank. Månelandingen blev aflyst, og forsøg på at redde besætningen blev ikke på forhånd opgivet, selvom situationen var kritisk med bl.a. mangel på ilt. Begivenhederne om Apollo 13 er filmatiseret.
Sikkerhed inden for rumfart er vigtig og spiller derfor en stor rolle hos NASA.
Murphy's lov benyttes, hvor høj sikkerhed er påkrævet. De mindste detaljer skal efterprøves og gentages. Intet overlades til tilfældigheder. Columbia (STS-107) er et eksempel på, hvor galt det kan gå.
Modsætningen er Apollo 13, hvor alt gik galt, men mod alle forventninger ikke endte i en katastrofe.
Som rumfartsorganisation har NASA en stor interesse i sikkerhed. Ikke alene pga. af økonomiske årsager, men også i forbindelse med omdømmet. NASA er ikke privat ejet, men et "nationalt foretagende" og er afhængig af politikernes velvilje for at få økonomiske ressourcer. NASA's øverste ledelse bliver desuden udnævnt af den amerikanske præsident. NASA's omdømme er et nationalt projekt. Forfatteren Dan Brown har skrevet en bog, der bl.a. omhandler NASA's nationale rolle (skønlitteratur), Morderisk bedrag.
Rumfartsulykker.
Fire bemandede rummissioner hvor tre besætninger omkom.
Fra fjendskab til fællesskab.
Det internationale samarbejde, der var begyndt i 1970erne, var nu blevet ganske omfattende. Hubble, et fælles projekt mellem NASA og European Space Agency. Den Internationale Rumstation er et fælles projekt mellem NASA, European Space Agency herunder: Belgien, Danmark, Storbritannien, Finland, Frankrig, Nederland, Irland, Italien, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland, Østrig, Luxembourg og Grækenland. Øvrige Canada, Rusland, Japan og Brasilien.
2004 - Moon, Mars and Beyond.
a> var NASA administrator under Bush.
Præsident George W. Bush's tale 14. januar 2004
"We choose to explore space because doing so improves our lives, and lifts our national spirit"
"Rummet udforskes for at forbedre vores liv på jorden og styrke den nationale ånd."
2010 - Ny Strategi.
Ved Charles Bolden fremlægning af Barack Obamas budget for 2011 ændredes planerne.
Hovedpunkterne i planen er at Den Internationale Rumstations levetid forlænges, rumfarten bliver delvis kommerciel, større fokus på forskning i klimaændringer og Constellation-programmet aflyses. Barack Obama holdt tale på Kennedy Space Center d. 14. april 2010.
Det foreslåede budget er at tilføje $6 milliarder USD til NASA’s 5-årige budget.
Missioner.
Historisk set har NASA's missioner været en del af rumkapløbet i koldkrigstiden. I nyere tid er udforskningen af rummet i stigende grad et internationalt samarbejde. For de tidlige missioner var målet at komme først. USSR kom først med verdens første kunstige satellit, Sputnik, og USA kom først til månen med Apollo-programmet.
I dag har flere lande part i Den Internationale Rumstation. Forskere fra hele verden bidrager med delprojekter med alt fra biokemi til mikrochips, og også danske forskere har bidraget med projekter i human ernæring. og mikroelektronik
Forskning.
Nogle af NASA's forskningsprogrammer er forløbere for større missioner, såsom at lande på Mars med bemandede fartøjer og visioner om at oprette en rumstation på Mars. Ikke alle programmer er sponsoreret af NASA alene, men andre landes rumagenturer, universiteter mfl. deltager også.
For en mere komplet liste se: Rumsonder (International liste, ikke kun NASA).
NASA TV.
NASA TV er en amerikansk TV-kanal ejet af NASA. Kanalen er inddelt i tre underkanaler: medier, offentlighed og undervisning. Hver af de tre kanaler har forskellige programmer, men fælles er dog, at de alle sender 24 timer i døgnet. Udover mange undervisnings- og dokumentarprogrammer sender kanalen også direkte fra opsendelser og udsendere pressemeddelelser.
NASA TV sendes simultant både over satellit og over internettet. Mange lokale amerikanske TV-udbydere tilbyder NASA TV i deres programpakker. Der er dog altid mulighed for at se.
Forskningscentre og luftfartsbaser.
NASA har mere end 12 centre og et museum, National Air & Space Museum.
JAXA.
JAXA er en forkortelse for Japan Aerospace eXploration Agency og det er Japans rumforskningsorganisation.
JAXA blev dannet d. 1. oktober 2003 som en fusion mellem de tre japanske rumfartsagenturer: NASDA, ISAS og NAL.
I 1998 affyrede Nordkorea et ballistisk missil henover Japan, dog uden sprænghoveder om bord. Manøvren skulle vise Japan at Nordkorea sagtens kunne nå Japan og i april 2003 opsendte NASDA derfor to IGS-spionsatellitter ("Information Gathering Satellites"), en optisk og en radartype, for at holde øje med Nordkoreas atomvåbenprogram. Fra at være et rent civilt rumprogram har det japanske nu også militære opgaver.
JAXA har udviklet et fragtrumskib til Den Internationale Rumstation kaldet HTV ("H-II Transfer Vehicle") der blev opsendt første gang d. 10. september 2009.
Løfteraketter.
Forgængeren NASDA anlagde rumhavnen på øen Tanegashima, 100 km syd for Kyushu. Tanegashima ligger på 30° 24’ nordlig breddegrad og giver raketterne en bedre starthastighed end fra selve Japan. "Yoshinobu"-startrampen på Tanegashima kan klargøre to H-2-raketter ad gangen. H-2 har kryogeniske rakettrin til at opsende tungere satellitter.
JAXA har overtaget Tanegashima som rumhavn samt NASDA's opbyggede netværk af jordstationer til at følge satellitterne: Hovedstationen Tsukuba 80 km fra Tokyo, Okinawa, Masuda (Tanegashima), Uchinoura (Kyushu), Kwajalein-atollen og Christmas Island.
LRB (Liquid Rocket Booster) var et ekstra LE-7A opbygget som H-2A's førstetrin. H2A212 skulle have ét og H2A222 to LRB koblet til - LRB blev droppet i 2003.
Til at opsende et ton i et lavt jordkredsløb har JAXA J-I tretrinsfaststofraketten. Førstetrinnet er en SRB fra H-2 og de øvre trin er fra ISAS's gamle Mu-3S-raket. J-I opsendes fra N-1's gamle startrampe "Osaki" på Tanegashima og kan klargøres på kort tid.
ISAS's gamle rumhavn Kagoshima lukkede JAXA i 2006 og dets raketter blev udfaset.
Astronautkorps.
NASDA oprettede et astronautkorps til at flyve med NASA’s rumfærger. Den første japaner i rummet blev dog journalisten Toyohiro Akiyama, hvis arbejdsgiver "Tokyo Broadcasting System" købte et ophold på den sovjetiske rumstation Mir i 1990 til ham. NASDA gik med i Den Internationale Rumstation og har udviklet laboratoriemodulet "Kibō" (håb), der i 2008 og 2009 blev opsendt i tre dele af NASA’s rumfærger. JAXA overtog i 2003 NASDA's astronautkorps og "Kibō".
Mamoru Mohri og Chiaki Mukai; se NASDA.
Astronomisatellitter og rumsonder.
Forgængeren ISAS opsendte Japans astronomisatellitter og rumsonder med sine M-3 (Mu = μ) og senere M-V tretrinsfaststofraketter fra Kagoshima-rumhavnen etableret på Kyushu på 31° 14’ nordlige breddegrad. Da JAXA assimilerede ISAS i 2003 blev de fremskredne projekter stadigt opsendt med M-V-raketter; resten blev redesignet til at blive opsendt med H-2A-raketterne. I 2006 blev Kagoshima reduceret til en satellitjordstation under navnet Uchinoura.
Naturmedicin.
Naturmedicin (naturlægemidler) er naturprodukter anvendt til medicinsk behandling. Mennesket har igennem mange hundrede år benyttet sig af tilgængelige mineralske og animalske produkter til at behandle sygdomme hos mennesker og dyr. Brugen af naturmedicin stoppede med fremvæksten af den kemiske industri som var i stand til dels
Ligeledes har fremkomsten af et sygehusvæsen, som fortrinsvis holder sig til videnskabeligt dokumenterede metoder i behandlingen af sygdomme, betydet at naturmedicinen er udgået. Naturmedicin har dog siden 1970'erne genvundet en væsentlig interesse uden for det etablerede sundhedssystem.
Eksempler på naturmedicin er pilebark som er blevet benyttet som smertestillende middel. Pilebarken indeholder salicylsyre ("Salix"=pil), som i dag er den virksomme ingrediens i mange industrielt fremstillede produkter til smertebehandling.
Norden.
Betegnelsen Norden angiver de nordiske riger. Betegnelsen menes at hidrøre fra tysk og henvise til beliggenheden i forhold til Tyskland.
Landene i Norden er Danmark, Finland, Island, Norge, og Sverige. Dertil kommer de selvstyrende områder Ålandsøerne (del af Finland), Færøerne (del af Danmark) og Grønland (del af Danmark). Samerne har også en grad af uafhængighed.
Ofte bruges betegnelsen Skandinavien fejlagtigt om de nordiske lande.
Historie.
Nordens historie er den fælles historie i de nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Ålandsøerne (tilhører Finland) samt Færøerne og Grønland (tilhører Danmark).
Under vikingetiden og den tidligere middelalder betegnedes Norden eller Nordlandene som de nordgermanske stammers område, det vil sige Sverige, Norge, Danmark, Island og Færøerne, men ikke Finland. I dette område talte man et fælles sprog og havde en fælles kultur.
Færøerne, Island og Grønlands tilknytning til Nordlandene begyndte under vikingetiden og i den tidlige middelalder blev de første nordiske riger grundlagt.
I en del af middelaldertiden var Norden forenet under den danske krone gennem den såkaldte Kalmarunion (officielt 1397-1524). Unionen ophørte reelt da Sverige udtrådte i 1521. Norge fortsatte derimod med at være en del af Danmark til 1814 da landet indgik en tvunget personalunion med Sverige. De nordatlantiske øer, som oprindelig var norske, fortsatte med at tilhøre Danmark. Norge blev selvstændigt i 1905, Finland i 1917 og Island i 1944.
Nordisk samarbejde.
Som en vigtig del af det nutidige nordiske samarbejde grundlagdes Nordisk Råd 1952 og i 1954 Den nordiske pasunion. Helsingforsaftalen var 1962 et vigtigt led i udbygningen af det nordiske fællesskab. 1971 grundlægges Nordisk Ministerråd, som er de nordiske regeringers samarbejdsorgan.
Foreningen Norden er grundlagt i 1919, for at udbygge det nordiske samarbejde og forståelse. Der blev oprettet afdelinger i alle de nordiske lande. Foreningen havde en aktiv politisk rolle i forbindelse med stiftelsen af de nordiske institutioner Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, og var med i påvirkningsarbejdet, der bl.a. førte til pasunionen, socialkonvention og sprogkonvention.
Nobelprisen i fysik.
Nobelprisen i fysik er en prestigefyldt hæderspris der uddeles en gang om året af det kongelige, svenske videnskabsakademi. Prisen er pr. 2007 på 10 millioner svenske kroner.
Åbent indhold.
Åbent indhold (fra engelsk: "open content") beskriver enhver form for kreativt arbejde (for eksempel artikler, billeder, lyd, video osv.) der er udgivet under en meget fri licens der eksplicit tillader kopiering af informationen. (Et eksempel er GNU Free Documentation License, der bruges af Wikipedia.)
"Åbent indhold" bruges somme tider også som beskrivelse af indhold som kan redigeres af alle. Dette til forskel fra en kommerciel udgiver som har ansvaret for hele materialet.
Ligesom open source-software til tider beskrives som fri software (ikke at forveksle med freeware), kan åbent indhold beskrives i en mere fri form som frit materiale. Alt åbent indhold er dog frit i henhold til GNU GPL (som eksempel kan nævnes Open Directory. Se eventuelt også public domain, frit indhold og fri software-bevægelsen.
Åbent indhold­projekter (i alfabetisk rækkefølge).
Se også public domain-ressourcer, halv-public domain-ressourcer, public domain-billedresourcer
Kilder/henvisninger.
Denne liste over åbent indhold-projekter er delvist baseret på i Firstmonday
Odense.
Odense er Danmarks tredjestørste og Fyns største by med 166.305 indbyggere i (2010). Byen ligger ved Odense Å, ca. 3 kilometer syd for Odense Fjord. Odense er stiftsby, og var indtil 2006 amtssæde for Fyns Amt og før det Odense Amt. Selv om Odense ikke er hjemby for administrationen i Region Syddanmark, er byen den suverænt største i regionen. Desuden er Odense også hjemsted for Danmarks næststørste hospital - efter Rigshospitalet - Odense Universitetshospital (OUH). Den er hovedby i Odense Kommune.
Historie.
Kongensgade i det centrale Odense
Byens ældste kvarter rummer mange gamle bindingsværkshuse, bl.a. Ejler Rønnows Gård, Østerbyes Gård og Pernille Lykkes Boder, som indgår i det kulturhistoriske bymuseum, Møntergården.
Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, rummer fire kongegrave: Knud den Hellige efter hvem kirken er opkaldt, Erik 3. Lam - hvis nøjagtige gravsted ikke kendes - og overført fra den nedrevne Gråbrødrekirke Kong Hans og Christian 2.. Foruden de to førstnævnte døde også Frederik 4. i byen, på Odense Slot, som i dag er hjemsted for kommunens by- og kulturforvaltning.
Under Odense ligger resterne af en af de seks kendte trelleborge, Nonnebakken.
Digteren H.C. Andersen er født og opvokset i byen. Odense var i 1805, da H.C. Andersen blev født, Danmarks næststørste by med ca. 6.000 indbyggere og 500 større husdyr, hvoraf ca. 50 % tilhørte den fattige underklasse, og ca. 10 % af byens borgere var subsistensløse.
Odense blev af Andersen kaldt for "Lille København". Industrimagnaten C.F. Tietgen var ligeledes fra Odense, ligesom elevatorfabrikanten Thomas B. Thrige, der har lagt navn til flere gader. De gamle fabriksbygninger i Skibhuskvarteret eksisterer stadig, og har siden februar 2007 dannet rammen om en basar med varer fra det meste af verden, kaldet Bazar Fyn.
Erhverv.
En række større landsdækkende og internationale virksomheder har deres hovedsæde i Odense, bl.a. Albani (bryggeri, ejes af Royal Unibrew), Biva Møbler, Bøg Madsen (blomstereksportør), Daells Bolighus (ejes af Harald Nyborg), EuroSko Danmark (frivillig indkøbsforening), Fransa (ejet af Brandtex Group i Brande), GASA (blomstereksportør), GF-Forsikring, S (isenkram, belysning) H.J. Hansen (vinhandel, metalgenvinding, mm.), Harald Nyborg, Høyer Autodele, Intersport Danmark, Jensen's Bøfhus, JO-EL Electric, Kwintet Kansas (arbejdstøj), L'EASY, LE KLINT (belysning), Micro Matic (fadølsanlæg), Nyt Syn, Nørgård Mikkelsen (reklamebureau), Odense Marcipan, Orifarm (medicinalfirma), Roulunds Rubber, Stof 2000, Alumeco, Damixa, FTZ (autodele), Automester, ALOC (finansiel IT), Thrige Electric, TV 2 Danmark, Juliana (drivhuse og postkasser), Retail Internet og Wittenborg (automater).
I Odense ligger et af Danmarks største og ældste indkøbscentre, Rosengårdcentret, der har 153 butikker og 100.000 m² shoppingareal i et indendørs gågademiljø. Antallet af butikker gør Rosengårdcentret til Danmarks største målt på antal butikker, idet Field's i Ørestad har 142 butikker.
Rosengårdcentret blev i 2007 af kunderne kåret som Danmarks bedste shoppingcenter.
Centret blevet kåret blandt 24 af Danmarks førende shoppingcentre og det er detailorganisationen MMM-Klubben, der står bag kåringen.
I 2009 vandt centret i lignende konkurrence kategorien "bedste p-pladser".
Herudover blev Rosengårdcentret i 2009 nomineret til nordens bedste shoppingcenter
Også et andet odenseansk indkøbscenter, det 45 butikker store Tarup Center, har en lang historie på bagen.
Uddannelse.
Odense er i de seneste år vokset som studieby i takt med at byens uddannelsessteder kan tilbyde flere og flere uddannelser som tidligere kun blev tilbudt i f.eks. Århus eller København. Hvert år trækker byen studerende til både fra Danmark og udlandet f.eks fra Asien og de tidligere østbloklande Litauen, Polen og Rusland. I dag studerer ca. 13.000 unge på campus i Odense, hvilket gør det til et af de største i Danmark; man kan som følge deraf finde mange koncerter, events, diskotekter og caféer i Odenses natteliv.
Syddansk Universitet, et af Danmarks største universiteter, er bla. beliggende i Odense. En gren af University College Lillebælt kan også findes i Odense.
Erhvervsakademiet Lillebælt er en tredje af Odenses udbydere af uddannelser. udgøres af uddannelsesinstitutionerne, og. Akademiets skoler udbyder korte og mellemlange praksisnære videregående uddannelser, bl.a. diplomuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
Befolkning.
Befolkningsudviklingen i Odense fra 1976 til 2004.
Befolkningsudviklingen i Odense har gennem mange år været stagnerende, men har dog siden 2007 atter være stigende.
Langt størstedelen af befolkningen - omkring 75 procent - er bosiddende uden for postdistrikt 5000 Odense C, der omfatter centrum, samt en del af de omgivende kvarterer. Odense er af samme grund blevet kaldt "villakvarterernes by". Hele Odense Kommune har et indbyggertal på 190.245 (2011).
Infrastruktur.
Odenses infrastrukur er præget af beliggenheden ved Odense Kanal, som forbinder Odense Havn med Odense Fjord. Den blev bygget i årerne omkring år 1800 og giver adgang fra vandet til byens centrum. Herudover har den haft betydning for infrastrukturen ved placeringen af kraftvarmeværket Fynsværket og den tidligere losseplads på Stige Ø.
Trafik.
Odenses placering midt på Fyn mellem Nyborg (Storebæltsbroen) og Middelfart (Lillebæltsbroen) medfører, at både biler og tog, som skal mellem Sjælland og Jylland, kører gennem Odense. Kommunen vedtog i juni 2009 en "Trafik- og mobilitetsplan", som skal forbedre trafikken inden for Ring 2 gennem fokus på gang, cykling og kollektiv trafik. Kommunen har afsat 250 mio. DKK til at implementere planen, som forventes fuldført i 2018. Planen udføres ved at lukke Thomas B. Thriges Gade ved Albani Kirke, så trafikken i stedet ledes rundt om centrum af en parkeringssøgerute og af kanalforbindelsen (deriblandt Odins Bro), der står færdig i 2014. Ved Thomas B. Thriges Gade vil der blive etableret store underjordiske parkeringsanlæg, så det stadig er muligt at køre ind til byen. Derudover vil den kollektive trafik blive suppleret med en letbane, der forventes anlagt i 2016.
Tog.
Den nu nedrevne Vestbanegård i maurisk stil på Ø. Stationsvej. Helt til højre anes den gamle banegård.
Al togtrafik mellem Jylland og Sjælland kører gennem Odense Banegård, som også er endestation for trafikken mellem Odense og Svendborg på Svendborgbanen. Der er således hyppige togforbindelser til København (1½ t.), Hamborg (4½ t.), Esbjerg (1½ t.), Århus (1½ t.) og Svendborg (¾ t).
I Odense er stationerne Odense Sygehus Station, Fruens Bøge Station og Hjallese Station de tre første stationer på Svendborgbanen. Jernbanen er således også en del af den kollektive trafik inden for byen.
Veje.
Den Fynske Motorvej går gennem den sydlige del af Odense, og der er meget trafik fra de seks frakørsler (nr. 48 til 53). Dette er medvirkende til, at især de sydlige indfaldsveje er præget af meget trafik fra pendlere.
I juni 2009 åbnede sidste etape af Svendborgmotorvejen, der løber fra Odense til Svendborg og indgår i primærrute 9. Motorvejen aflaster den gamle landevej, hvor der var megen trafik.
I det indre Odense har meget trafik gået gennem Thomas B. Thriges Gade. Gennem årtier har der har fra politisk side være flere planer for en løsning, hvor trafikken skulle genere bymidten mindre. En af planerne var at grave vejen ned i en tunnel, men i januar 2008 besluttede Odense Kommune at lukke gaden for biltrafik og bygge 700 P-pladser under jorden. Trafikken skal i stedet føres via en ny kanalforbindelse over Odense Kanal, der skal fuldende Ring 2. Denne forbindelse forventes åbnet i 2014, og det anbefales, at lukning af Thomas B. Thriges Gade først gennemføres, når kanalforbindelsen er færdig.
Fynske Motorvej syd for Odense og en strækning fra Motorvejkryds Odense til Kertemindevej udgør Odenses yderste ringvej, som kaldes Ring 3. Der er ikke konkrete planer om, at fuldende denne med en vestlig og nordlig del, men i kommunens Trafik- og mobilitetsplan er det vedtaget, at der skal sikres areal til den vestlige del, så den kan bygges, når behovet opstår.
Cyklisme.
Odense har forsøgt at fremme cyklismen gennem flere projekter. Hovedprojektet "Odense - Danmarks Nationale Cykelby" havde bl.a. som mål at øge antallet af cykelture med 20% fra 1996/97 til 2002. Dette blev forsøgt opnået gennem en række forbedringer herunder bedre parkeringsmuligheder og smutveje for cyklister. Odenses fokus på cyklismen fortsætter i Trafik- og mobilitetsplanen, hvor det er et mål, at antallet af cykelture skal vokse med 25% frem til 2012, og med 35% fremtil 2020. Det skal bl.a. ske gennem indførsel af et moderne delecykelkoncept, øge fremkommeligheden for cyklister væsentligt og bedre parkeringsmuligheder.
EXPO 2010.
I 2010 deltager Odense på Expo 2010 i Shanghai med en pavillon under titlen Spinning Wheels, for at promovere de tiltag, der er gjort for cyklister i Odense. Det er første gang at en dansk by deltager i en verdensudstilling og målet er også at få skaffet flere turister til byen.
Lufthavn.
Odense Lufthavn ligger ved den lille by Beldringe ca. 10 km. nordvest for Odense. Indtil kort tid efter åbningen af Storebæltsbroen var der rutefly til København. Selvom der stadig er enkelte flyruter og nogle charterfly fra lufthavnen, har den ikke længere særlig påvirkning på Odenses infrastruktur.
Sport.
Odense har gennem tiden sat sit præg på dansk topidræt. Byen har både faciliteterne og de gode sportsfolk. I Odense er der således både foldboldstadion, atletikstadion, cykelbane, multiarena og ishockeystadion.
Fodbold.
I fodbold har flere klubber præget de bedste danske rækker. De fem klubber Odense Boldklub, B1909, B 1913, OKS og Odense KFUM har hver især opnået gode resultater, og der har i flere omgang være planer om samarbejde og sammenlægninger. I 1980 var der sågar tanker om at lave et fælles hold med de bedste spillere fra de fem klubber. Odense Boldklub forblev selvstændigt og er i dag i Danmarks bedste række og byens førende fodboldklub. B1909 og B1913 har lavet en alliance og spiller i 1. division (sæson 2009/2010) under navnet FC Fyn, mens OKS og Odense KFUM ikke længere er at finde i de bedste rækker.
Odense Sport & Event.
Ved årsskiftet 1990/91 blev den professionelle fodbold i OB skilt ud i Odense Boldklub A/S. Dette selskab fusionerede i 2006 med Odense Congress Center, og derved blev det nye selskab Odense Sport & Event skabt. Udover kongrescenteret rådet dette selskab over det nybyggede Arena Fyn og Odense Stadion, som selskabet har indgået en lejeaftale med Odense Kommune frem til 2033, hvilket giver førsteretten til brug af dette stadion. Selskabet ejer hovedtribunen, som senest er blevet moderniseret i 2005, hvorved man udvidede VIP-faciliteterne.
Ud over alle OB's hjemmekampe har selskabet med disse faciliteter mulighed for at afholde internationale sportsbegivenheder. Der er således afholdt f.eks. EM i trampolin, Denmark Open i badminton, World Cup i dressur og Nordea Danish Open i tennis. Herudover spiller håndboldklubben GOG en del kampe i multiarenaen.
Cykelsport.
Odense har store traditioner inden for cykelsport. Danmarks ældste og verdens tredje ældste cykelløb er siden 1894 blevet kørt på Fyn. Det har start og mål i Odense og har international klasse. Den udendørs Odense Cykelbane blev åbnet i 1948 og er stadigt stedet, hvor bane-afdelingen af den lokale cykelklub Cykling Odense har hjemme. Banen har også været vært for Danmarksmesterskaberne på bane så sent som i 2004. I et offentlig-privat partnerskab skulle der i stedet for den nuværende bygges en ny overdækket cykelbane med atletikfaciliter i midten. Men selvom planerne var langt fremme, er der igen skabt tvivl om projektets gennemførelse
Flere af de bedste danske cykelryttere kommer fra Odense. Således har de nuværende OL-sølvvinderne Casper Jørgensen og Alex Rasmussen cyklet som børn i Odense. Den tidligere verdensmester i sprint og nuværende bestyrelsesmedlem i Den Internationale Cykle Union (UCI) er også fra Fyn. Herudover har eliteholdet Team Energi Fyn hjemsted i Odense.
Ishockey.
Odense Ishockey Klub (OIK) ligger med deres elitehold Odense Bulldogs i landets bedste række. Klubben har aldrig vundet det danske mesterskab, men blev pokalmestre i 2008/2009.
Speedway.
Nicki Pedersen er født i Odense og har vundet flere verdensmesterskaber. Også speedwaykøren Hans N. Andersen er fra Odense. De to har ligesom den tidligere danske verdensmester fra Fyn Jan O. Pedersen startet karrieren på speedwaybanen i Fjeldsted vest for Odense.
Politisk parti.
Et politisk parti er en kreds af personer, som tilslutter sig en ideologi eller et sæt grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prøve at påvirke den politiske udvikling. Der er flere veje til påvirkning og eventuel indflydelse: Partiet kan lade sig opstille til valg i parlamenter og lokale råd og søge at få direkte indflydelse dér. Partiet kan også virke som pressionsgruppe (lobbyister) udenfor de folkevalgte organer – f.eks. ved at partiets medlemmer skriver indlæg i aviserne, afholder møder og på anden vis søger at få partiets synspunkter frem i offentligheden.
Partiernes ideologier eller grundholdninger bruges ofte til at placere dem på en højre-venstre-skala, således at partier, der er liberalistiske, konservative eller fascistiske ses som højreorienterede, partier med socialliberale træk ses som midterpartier, mens socialdemokratiske eller socialistiske partier ses som venstreorienterede. Partier, som betegner sig selv som nationalsocialistiske eller nazistiske, placerer sig både til højre og venstre på skalaen.
Udviklingen i de politiske partiers struktur og arbejdsmetoder afspejler den generelle udvikling i de forskellige samfund og forløber derfor forskelligt i forskellige lande.
I parlamentariske regeringer har de fleste politiske partier en valgt leder, som, hvis partiet får absolut flertal ved et valg, eller får støtte til at danne en koalitionsregering og har flertal herindenfor, derefter bliver regeringsleder. I præsidentielle systemer kan præsidenten blive valgt som en repræsentant for sit parti, men i så fald vil han eller hun oftest blive tvunget til at afskære alle direkte bånd til partiet for at kunne tjene hele landet bedst. Koalitionsregeringer dannet af flere partier optræder oftest ved forholdsmæssige valg frem for ved flertalsvalg.
"Partimedlemskab" er tendensen blandt støtter af politiske partier at abonnere på eller i hvert fald støtte deres partis synspunkter og politikker i modsætning til synspunkterne præsenteret af andre partier. Differentiering er essentiel for næsten alle partier: de er nødt til at adskille sig fra andre partier på mindst et par punkter, for at de kan konkurrere i politik og vinde valg. Ekstremt partimedlemsskab (partisaner) er også kendt som "partisankrig" – et partisk begrundet guerillakrig.
Ideelle typer af politiske partier.
Politiske videnskabsfolk har udviklet en række begreber omkring forskellige ideelle typer af politiske partier for bedre at kunne sammenligne dem.
Hver af disse familier består så igen af forskellige typer partier. For eksempel er de valg-baserede partier underinddelt i personalistiske, programmable og alfavnende-partier. Ud fra denne definition er det amerikanske Republikanske parti et valg-baseret, programmabelt parti, mens det konkurrerende Demokratiske parti er et valg-baseret, alfavnende parti.
Partiløse, etparti-, toparti- og flerpartisystemer.
I et partiløst system eksisterer der ingen officielle politiske partier, eller også er de forbudt ved lov. I partiløse valg opstiller hver kandidat på sine egner præmisser uden noget tilhørsforhold. I partiløse lovgivende forsamlinger er der typisk heller ikke partimæssige opdelinger af for forsamlingen, selvom folk muligvis kan have fælles holdninger. Især mange lokale og regionale råd rundt om i verden er partiløse, men nogle lande har også nationale forsamlinger uden partier. Hvis der ikke er en direkte lovgivning imod partidannelse vil partiløse regeringer ofte udvikle sig til decidere politiske partier.
I et etpartisystem er der kun ét parti, som har ret til at sidde med magten. Selvom mindre partier kan have love til eksistere, vil de kun med tilladelse fra det dominerende parti kunne få nogen magt. Dette dominerende parti vil dog ikke nødvendigvis være identisk med regeringen, men i andre sammenhænge vil partiposter i praksis ofte være mere indflydelsesrige end regeringsposterne.
I et system med et dominerende parti er oppositionspartier tilladte og der kan endda være en lang og grundlæggende demokratisk tradition, men andre partier har dog ingen reel chance for at få magten. Årsagen til de andre partiers manglende opbakning kan være politiske, sociale, økonomiske eller blot baseret på den offentlige mening. Nogle gange, især i lande uden en længere tradition for demokrati, vil det dominerende parti søge at holde magten gennem patronage eller måske endda valgfusk. I sidstnævnte tilfælde vil forskellen mellem et system med et dominerende parti og så et egentligt etpartisystem blive noget udviskede. Eksempler på dominerende parti-systemer inkludere Folkets Handlingsparti i Singapore samt Den Afrikanske Nationalkongres i Sydafrika. Tidligere har Institutionelt Revolutionsparti været det dominerende parti i Mexico ind til sidst i 1990'erne og i det sydlige USA har det demokratiske parti været dominerende fra 1880'erne og frem til 1970'erne.
Topartisystemer er stater såsom USA og Jamaica, hvor der er to partier, der dominerer så markant, at kandidaturer under andre partier næsten umuligt kan føre til succes. Den sædvanligste politiske fordeling vil være et højreorienteret koalitionsparti over for et venstreorienteret ditto, men ofte vil partierne være såkaldte alfavnende partier, der forsøger at favne så bredt som muligt. Forholdet mellem afstemningssystemet og topartisystemet blev beskrevet af Maurice Duverger og er bedst kendt som Duvergers lov.
Valgplakatter op til det italienske valg til europaparlamentet i 2004.
Flerpartisystemer er systemer med mere end to partier. Nogle lande, såsom Canada eller Storbritannien, har to partier, der er stærkest i landet, men med et tredje parti, der har succes ved valg og derfor i høj grad er med til at præge dagsordenen. Det (eller de) tredje parti kan måske ikke selv være regering, men som støtteparti for en mindretalsregering kan partiet stadig "kræve" magt i forskellige sager.
I få tilfælde, for eksempel i Finland, har man et aktivt trepartisystem, hvor alle tre partier på skift har magten. Det er sjældent at et land har mere end tre partier med lige muligheder for at få magten.
Ofte ser man også, at et land har talrige partier og hvor ingen af dem kan få magten alene. Derfor må partierne til stadighed skabe koalitionsregeringer. Dette er den nuværende tendens i Irlands politik.
Partier og retninger.
Politiske partier bliver ofte vurderet i et politisk spektrum. Et typisk spektrum er højreorienteret politik, der står for konservatisme og traditionelle værdier, over for venstreorienteret politik, der står for radikalisme. Andre analyser inkluderer flere dimensioner såsom partiers holdning til og accept af parlamentarisk demokrati modsat autoritære og totalitæreattituder, samt økonomisk politikker, hvor de venstreorienterede står for socialdemokratisme, socialisme og kommunisme, mens de højreorienterede foretrækker "laissez-faire" økonomi. Centralistiske partier adopterer ofte en politikker, der tilsammen gør dem umulige at placere i den ene eller anden gruppe.
Økonomisk fundament.
Politiske partier er økonomisk støttede af bidrag fra deres medlemmer og fra personer og organisationer, som deler deres politiske idealer eller som kan få udbytte af partiets aktiviterer. Stærke støtter kan donere deres arv til partiet efter deres død. Politiske partier, især dem i regeringen, vil være udsat for lobbyisme fra organisationer, virksomheder og interessegrupper, som for eksempel fagforeninger. Penge og gaver til et parti, eller til dets medlemmer, bliver ofte set som "motivationer" på grænsen til bestikkelse. I Storbritannien har der været anklager fremme om at partistøtte er blevet belønnet med medlemskab af Overhuset, og derefter har støtterne kunnet komme i en position, hvor de havde en politisk magt og kan deltage i den lovgivende proces. Mest berømt var Lloyd George, der solgte disse "adelskaber". For at undgå denne form for korruption, har parlamentet siden vedtaget, at direkte salg heraf er forbudt ved lov, men sidenhen er dette forsøgt omgået ved at give sin økonomisk støtte i ly af lån, hvilket førte til "Penge for adelskab"-skandalen. Sådanne aktiviteter her medført, at mange lande har indført enten en øvre grænse for private donationer eller at alle donationer skal oplyses. I Storbritannien har denne øvre grænse medført, at mange politikere og partier kræver at blive støttet af staten, da udgifter til valgkampagner stiger uden grænsen gør det.
I Danmark er alle partier statsstøttede, således at partier, der sidder i Folketinget, får støtte ud fra antallet af nuværende mandater, mens alle partier (både i og uden for Folketinget) kan få privat støtte. Dog skal al privat støtte oplyses og redegøres for.
Partiers farver og emblemer.
I hele verden associerer mange politiske partier sig med farver – primært for identifikationens skyld, blandt andet under valgkampe. Disse farver er ofte ens på tværs af landene og fælles for den ideologi, som partierne står for. Rød vil som oftest repræsentere venstreorienterede, kommunistiske eller socialistiske partier. Konservative partier er generelt blå eller sorte. For nylig er denne trend dog blevet vendt om i USA, hvor det konservative republikanske parti har brugt farven rød, mens blå har stået for det liberale demokratiske parti.
Lyserød indikerer nogle gange moderat socialisme. Gul bruges af liberalister. Grøn står for grønne eller islamistiske partier. Orange bruges nogle gange til nationalisme (som i Holland) eller er reformpolitikkens farve (som i Ukraine). Tidligere har lilla var farven for royalisme (ligesom hvid), men i dag står farven oftere for feministiske partier. Brun eller sort associeres med fascistiske eller nynazistiske partier, henvisende til nazistpartiets brunskjorter eller mussolinis sortskjorter.
Farveassociation er især brugbart som huskeregler, når vælgerskaren lider af analfabetisme i stor stil. Også hvis det er uhensigtsmæssigt at komme med direkte referencer til enkelte partier (hvis flere partier opstiller under et koalitionsløfte), kan farver bruges mere neutralt til at henvise til hele koalitionen – for eksempel rød-grøn alliance, blå-grøn alliance eller som i Tysklands Jamaica-koalition.
Socialistiske partier bruger ofte en rød rose som emblem – og gerne holdt i en knyttet hånd. Kommunistiske partier bruger ofte en hammer, et segl eller begge. Symboler kan tilsvarende være vigtige, hvis analfabetisme er udbredt. Ved Kenyas forfatningsvalg i 2005 brugte de støttende partier en banan som symbol, mens de modsættende partier brugte en appelsin.
Internationale sammenslutninger af politiske partier.
I løbet af det 19. og 20. århundrede blev mange politiske partier organiserede internationalt med andre partier, der fulgte samme politiske linje. Vigtige eksempler er International Arbejderbevægelse (også kaldet "Første Internationale"), Socialistiske Internationale (også kaldet "Anden Internationale"), the Kommunistisk Internationale (også kaldet "Tredje Internationale") samt Fjerde Internationale, der alle er arbejderpartier, eller Liberale Internationale (gul) og International Demokratisk Union (blå). Grønne partier i hele verden har for nyligt dannet Global Green-netværket.
Politik.
Politik er processen med hvilken en gruppe tager beslutninger for at styre eller påvirke udviklingen inden for et område. På trods af, at betegnelsen sædvanligvist anvendes inden for regeringer, kan politik observeres i alle menneskelige (og nogle ikke-menneskelige) gruppeinteraktioner, inklusive virksomheder samt akademiske og religiøse institutioner.
Statskundskab (og politiske studier) er studiet af politisk opførsel og undersøger tilegnelsen og anvendelsen af politisk magt.
I praksis beskriver politik landes organisatoriske opbygning fra statsoverhovedet over parlamentet ned til borgeren.
Politisk teori.
Mange filosoffer, politiske tænkere og praktiserende politikere har givet deres syn på, hvordan politik opstår i et samfund, hvorfor politik er nødvendigt og hvori den politiske magt består.
En naturlig tilstand.
I 1651 publicerede Thomas Hobbes sit meget berømte værk, "Leviathan", i hvilket han foreslår en model for tidlig menneskelig udvikling som redegør for oprettelsen af regering. Hobbes beskriver en ideel naturlig tilstand, i hvilken ethvert menneske har lige rettigheder til alle ressourcer i naturen og er frie til at bruge alle midler til at tilegne sig disse ressourcer. Han påstår, at en sådan tilstand medfører en "krig, hvor alle er mod alle" ("bellum omnium contra omnes"). Yderligere noterer han, at mennesker vil indgå i sociale kontrakter og vil opgive visse rettigheder mod passende beskyttelse. Hobbes kom med en anden påstand: at løsningen på dette aggressionsproblem var en centraliseret, autoritær stat, som han kaldte "Leviathan".
Hvor sociale samarbejder og dominanshierarkier er opstået før menneskelige samfund, så illustrerer Hobbes' model et rationale for oprettelsen af små, politiske samfund.
En anden teori, formuleret af biopolitik og baseret på evolution, er at politik er et makro-værktøj opfundet af mennesket til at organisere sig selv for at opnå fælles overlevelse for hele gruppen eller samfundet. I praksis formålet, begrundelsen og udførelsen af politik for at organisere og fremme overlevelse.
Tidlig historie og etymologi.
V.G. Childe beskriver overgangen i menneskelige samfund, der skete omkring 6. årtusinde f.Kr. som en urban revolution. En af fordelene ved denne nye form for civilisation var ikke-landbrugsrelaterede håndværk (såsom præster og advokater), skatter og nedskrivning, som alle kræver tætbeboede områder - bystater.
Ordet "politik" er afledt af det græske ord "politeia" (πολιτεία), der igen er afledt af det græske ord for bystat, "polis". Begrebet er brugt helt tilbage i Platon og Aristoteles' tid.
Erhvervsmæssige, religiøse, akademiske og andre former for politiske samfund, især dem der er begrænsede af mangel på ressourcer, indeholder dominanshierarkier og derfor politik. Politik er traditionelt oftest studeret i forbindelse med regeringer og parlamenter.
Den tidligere form for regering er organiserede stammer. At de ældste regerede blev til monarki, og ledsaget af militære landvindinger, førte det til et feudalistisk system, hvor en enkelt familie dominerede de politiske affærer i en helt samfund. Monarkier har eksisteret i den ene eller anden form i de sidste 5 årtusinder.
Et teoretisk syn på politisk magt.
Mange spørgsmål rejser sig omkring den politisk definition af magt med både positive og negative aspekter. Generelt anses magt for at være en integreret del af politik, emnet debateres ofte og mange definitioner har udviklet sig gennem tiden.
Mange akademikere definerer politisk magt ved at referere til forskellige akademiske discipliner, herunder politik, sociologi, gruppepsykologi, økonomi og andre aspekter af samfund. Nogle definitioner har rod i simple observationer omkring politikernes roller og opgaver, mens andre der ser politisk magt som en form for institutionaliseret social kontrol – hvilket anarkisterne for eksempel synes. Hovedsynspunkterne for politisk magt relaterer sig omkring de normative, postmoderne og sociologiske perspektiver.
Normative aspekter af magtdebatten.
Magtdebatten har udviklet sig til en opfattelse i tre dimensioner: beslutningstagen, "fastsættelse af dagsorden" samt "påvirkning af præferencer". Dimensionen omkring "beslutningstagning" blev først foreslået af Robert Dahl, der advokerede for at politisk magt var baseret på den formelle politiske arena og blev målt på afstemningsmønstre samt politikernes beslutninger.
Dette synspunkt er sidenhen blevet ansat af mange for at være for simplistisk, og en ekstra dimension blev tilføjet af akademikerne Peter Bachrach og Morton Baratz som involverede "fastsættelse af dagsorden". Bachrach og Baratz mente at magt både involverede den formelle politiske arena, men også bagvedliggende dagsordener sat af elitære grupper, som kunne være politikere og/eller diverse lobbyister, og det ofte med en skjult dagsorden, som den almindelige befolkning ikke var opmærksom på.
Den tredje dimension blev tilføjet af den britiske akademiker, Steven Lukes, som at selv med den anden dimension manglede der stadig nogle træk ved politisk magt, som måtte adresseres gennem konceptet om "påvirkning af præferencer". Denne tredje dimension relaterer sig til, hvordan det civile samfund og den almindelige befolknings præferencer bliver påvirket af magthaverne via propaganda. Ultimativt medfører denne tredje dimension, at den almindelige befolkning ikke altid er opmærksom på hvilke beslutninger, der rent faktisk er i deres bedste interesse, da den usynlige påvirkning fra magthaverne forvrænger deres opfattelse. Kritikere af denne synsvinkel anser dog hele dette aspekt for i sig selv at være elitært, og Lukes indrømmer da også, at det er det største problem ved synsvinklen, men ikke desto mindre siger den, at så længe der er nogen, der mener at deres opfattelse bliver forsøgt påvirket, så er der behov for mere åbenhed.
Den postmoderne udfordring af det normative syn på magt.
Nogle personer inden for postmodernisme og poststrukturalisme påpeger, at magt er noget, der ikke er i hænder på få, men derimod er fordelt ud over et helt samfund på forskellige måder, og at magtrelationer er en del af hverdagen. Dette er en del af den franske filosof, Michel Foucaults synspunkt, hvilket han beskriver som magtens "mikrofysik", som er en del af den europæiske magtdebat. Foucault forsøger at stille spørgsmål til autoriteter i forskellige sammenhænge samt illustrere den undertrykkende natur, som magten har gennem social kontrol – herunder institutionaliseret indoktrinering (skolegang) overvågning (politistat) og ved at definere normal og unormal opførsel, for derved at stemple dem, der forsøger at afvige fra det eksisterende.
Kritikere såsom Jurgen Habermas og Noam Chomsky påpeger, at sådanne synspunkter er nihilistiske og giver opbakning til konservative og socialdarwinistiske syn på samfundet og forsvarer ikke-ligestillede samfund, hvilket Foucault dog påstår er en misfortolkning af både hans intention og konklusioner, hvor han derimod siger, at der skal sættes spørgsmålstegn ved magt i alle afskygninger, og ikke kun i de aspekter, som nogen anser for ikke-ligestillede, da selv humanisme kan være et skjul for at opnå magt.
Dette magtkoncept har hjulpet politiske analytikere til at sætte spørgsmålstegn ved både dem selv samt de sociale kontroller, som styrer forskellige dele af samfundet, men tolkningsmulighederne i teorien har gjort, at mange stadig bruger de gamle metodikker, da magtmåling ud fra poststrukturale perspektiver forbliver problematiske. Nietzsche skrev: "hvordan kan vi afhjælpe, at magten foretrækker at halte?".
Traditionel dominans.
Traditionelle autoriteter opnår loyalitet fordi de bevarer og vedligeholder eksisterende værdier. Traditionelle autoriteter har den længste historie. Patriarkalske (og også matriarkalske, dog sjældnere) samfund medførte nedarvede monarkier, hvor autoritet blev givet til efterfølgerne af de tidligere ledere. Tilhængere accepterer autoritaten, fordi "sådan har vi altid gjort det". Eksempler på traditionelle autoriteter inkluderer absolutte monarkier.
Karismatisk dominans.
Karismatiske autoriteter opstår ud af personlig charme eller ved den enkelte personligheds styrke. Karismatiske regimer er ofte kortlivede og overlever sjældent den karismatiske figur, som fører dem frem.
Eksempler på karismatiske ledere inkluderer: Julius Cæsar, Augustus, Adolf Hitler, Napoleon, Mao Zedong og Fidel Castro.
For at et karismatisk regime skal overleve den enkelte personligheds regering, må det transformere sin legitimitet til en anden form for autoritet. Et eksempel på dette kunne være Augustus' indsats for at skabe et romersk principat og oprette et regerende dynasti, som kunne tolkes som en overgang til en traditionel autoritet, da principatet eksisterede mere end 400 år efter hans død.
Legal dominans.
Legale autoriteter opnår deres mulighed for diktere opførsel gennem deres stilling. Det er autoriteter, der kræver lydighed mod stillingen, mere end lydighed mod stillingens administrator. Moderne demokratier er eksempler herpå. Folk adlyder legale autoriteter, fordi det giver mening i forhold til deres eget bedste, men også for samfundets bedste.
Andre betragtninger.
Ofte vil kombinerede former af de ovenstående opstå – især i transitionsperioder fra den ene form til den anden. For eksempel i transitionen fra Weimarrepublikken til Det Tredje Rige i Tyskland, hvor nazistpartiet langsomt fjernede en række borgerrettighedsbeskyttende love i overgangen til et karismatisk styre omkring Hitler.
National politik.
Hvilke organer og institutioner, der sidder med hvilken magt, og hvordan disse vælges eller udpeges, har stor betydning for det enkelte lands politik.
Ledere.
I spidsen for landet står statsoverhovedet, som kan være præsident, kejser, konge, fyrste og så videre, og som er landets officielle overhoved ud af til. Denne person har politisk betydning i mange lande, men i andre lande er statsoverhovedet blot en "kransekagefigur", som ikke har nogen reel politisk indflydelse. Det er for eksempel tilfældet i Danmark og i mange andre konstitutionelle monarkier.
Regeringslederen (eller regeringschefen) er det enkelte lands regerings overhoved. I nogle systemer vil dette være den samme person som statsoverhovedet, mens det er andre systemer er en anden og muligvis helt uafhængig person. I de nordiske lande er regeringslederen for eksempel statsminister, i andre lande er det premierministeren, i Tyskland og Østrig er det kansleren og i alle disse lande er det en anden person end statsoverhovedet. Men i andre lande er regeringslederen præsident, og dermed også statoverhoved. Det er for eksempel tilfældet i USA.
Både regeringsleder og statsoverhoved kan være folkevalgte eller parlamentsvalgte, men posten som statsoverhoved kan lige så vel være historisk eller karismatisk betinget og måske endda gå i arv – som det for eksempel er tilfældet i et monarki.
Regering.
Regeringen er det udøvende organ i et land. I parlamentaristiske lande vælges regeringen af parlamentet og har regeringen vælger så en regeringsleder, mens det i lande med præsidentelle systemer er præsidenten alene, der udvælger sin regering. I semi-præsidentielle systemer vil præsidenten være statsoverhoved og ofte folkevalgt, men parlamentet vælges uafhængigt af præsidenten, og parlamentet vælger så efterfølgende en regering. Dette kan medføre, at regering og præsident har modstridende interesser og derfor hver især svære ved at opnå hvad de ønsker.
Regeringen har som oftest den øverste magt over ministerierne eller sekretariaterne i landet.
Parlament.
Parlamentet er den lovgivende forsamling i et land. Parlamentets medlemmer (parlamentarikerne) er som oftest folkevalgte, men ved et tokammer-system kan dele af parlamentet være elitært udvalgt, men dette kammer vil da ofte have begrænset magt i forhold til det folkevalgte kammer. Eksempler på tokammer-systemer er Storbritannien, hvor Underhuset er den egentlige lovgivende folkevalgte forsamling, mens Overhuset er et adeligt kammer med fødte medlemmer, der har begrænset magt.
Netop grundet den arvede, indirekte valgte eller meget lange ret til at sidde i det øverste kammer i et tokammer-system, så forsøges overkammeret oftest begrænset i deres magt – især med hensyn til indflydelse på den udøvende og dømmende magt, hvor nogle overkamre gennem historien har haft betydning og derfor illegitimeret magtbalancen i landet.I forbundsstater, hvor landet er en samling af delstater, bruges ofte et tokammer-systemer, hvor de to kamre deler den lovgivende magt ligeligt og derfor skal blive enige, på trods af, at kun det ene kammer er direkte folkevalgt. Overkammeret repræsenter nemlig delstaterne. I for eksempel USAs Kongres er underkammeret, Repræsentanternes Hus, folkevalgt, mens overkammeret, Senatet, er befolket med senatorer der repræsenterer de enkelte stater. I USA var det tidligere således, at senatorerne blev udpegede af delstatsregeringerne, og derfor var senatets medlemmer meget indirekte valgt, men i dag er senatorerne på direkte valg i de enkelte delstater.
I lande med kun et enkelt kammer vil dette alene have den lovgivende magt, og det vil som oftest være direkte folkevalgt.
Ofte navngives både parlament, men også de to kamre, så de henvises til uden om deres retmæssige navne. Se parlamenter for en liste over verdens landes parlamenter og deres navne.
Domstole.
Domstolen er den dømmende magt. Domstolene kan være mange og være specialiserede til forskellige sager. Nogle domstole i et land kan tage sig at bestemte sager, eller kun tilgås af bestemte personer, mens andre er mere åbne og kan tage sager fra den enkelte borger. Ligeledes er domstolene opdelt i civile domstole, som afgør civile søgsmål, og statslige domstole, der afgør statslige søgsmål. Mange lande har også en forfatningsdomstol, som er den eneste, der tager sig af sager relateret direkte til det enkelte lands forfatning.
Partier og valg.
Oftest organiserer de enkelte medlemmer af et parlament sig i politiske partier, der samles om enten en fælles ideologi eller blot en række fællessager, som de går ind for. Ofte (især historisk set) kan partier placeres på det politiske spektrum fra de venstreorienterede over de centralistiske til de højreorienterede. Men der findes mange andre skalaer, som politiske partier kan inddeles efter – ofte lokalt for de enkelte landes opbygninger. For eksempel kan der i lande med monarki være royalister, der ønsker at bevare monarkiet, over for republikanere, der ønsker en republik i stedet.
Politiske valg bruges til at vælge politikere eller partier til forskellige autoritære embeder. Det kan for eksempel være valg til parlementet, til præsidentposten eller indirekte valg, hvor personer vælges til at vælge andre personer (for eksempel USA's valgmandssystem). Politiske valg er en af grundstenene i moderne demokratier, og sikring af fair valg gennem valgreformer er derfor én af de vigtigste opgaver for at sikre demokratiske styrer. Der findes mange forskellige valgsystemer, lige som der findes forskellig regler for, hvem, der kan stille op; hvordan, man kan stille op; hvem, der kan stemme; samt hvem, der bliver valgt.
Geopolitiske enheder.
I mange lande er især den udøvende magt fordelt på mange ministerier, men ofte også geografisk. Dette medfører et hierarki af geopolitiske, administrative enheder med staten øverst og indtil flere niveau herunder. For eksempel har Danmark indtil kommunalreformen i 2007 haft staten øverst, amterne herunder og kommunerne nederst. Nogle lande (for eksempel miniputstater) har måske kun ét niveau, mens store lande (som Folkerepublikken Kina) kan have op til 5 eller 6 niveauer.
De enkelte geopolitiske enheder har da ofte en selvstændighed i forhold til det overliggende organ, og kan derfor udøve loven og foretage egne beslutninger inden for den enkelte enheds jurisdiktion. Den enkelte enhed kan også have sit eget "statsoverhoved" (for eksempel en borgmester, guvernør, senator eller tilsvarende), sit eget "parlament" (for eksempel et byråd) samt sine egne valg til dette parlament.
International politik.
International politik beskriver de enkelte landes udenrigsrelationer i forhold til verden omkring dem, men også hvorledes verden omkring et land har forventninger og krav til landet på trods af de enkelte nationers suverænitet.
Praksis.
I praksis repræsenteres de fleste landes udenrigsrelationer ved deres udenrigspolitik. Herunder hører også medlemskab af diverse internationale organisationer, såsom toldunioner, økonomiske unioner, miltære unioner, ikkeangrebspagter med videre. Det kan for eksempel være medlemskab af NATO, FN, EU eller tilsvarende.
Politik i verdens lande.
For at se de enkelte landes politiske strukturer, se da politik i verdens lande, hvor der også vil være en oversigt over statsoverhoved samt regeringsleder i det enkelte land.
Rumfart.
Rumfart betegner rejse eller transport i rummet. Der skelnes mellem bemandet rumfart og ubemandede rummissioner.
Historie.
Mennesket har i umindelige tider drømt og skrevet om at rejse i rummet. Det giver sig blandt andet udtryk i en blomstrende science fiction litteratur.
Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) fra Rusland betragtes som rumfartens fader. I slutningen af det 19. århundrede beskrev han teknologien for at kunne rejse i rummet, i særdeleshed raketmotoren.
I USA eksperimenterede Robert Goddard (1888-1945) i 1920'erne og 1930'erne med raketter med flydende brændstof i forholdsvis ubemærkethed.
Den store praktiske udvikling fandt sted i Tyskland under den 2. verdenskrig, hvor rumalderen blev indledt 3. oktober 1942 med opsendelsen af en A4-raket, forløberen for V2-raketten, fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Udover den militære anvendelse dannede den grundlaget for raketten til brug for rumforskningen.
Den egentlige rumalder startede den 4. oktober 1957 hvor Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, blev opsendt fra Bajkonur-kosmodromenen i Sovjetunionen. Laika blev det første levende væsen i rummet den
3. november 1957 - og det første levende væsen, der døde i rummet (af varme, ca. 6 timer efter opsendelsen). Det første menneske i rummet var Jurij Gagarin den 12. april 1961 om bord på Vostok 1, mens Neil Armstrong som det første menneske satte foden på Månens overflade den 21. juli 1969.
Typer af baner.
For at kunne kaldes en rejse i rummet, har FAI defineret en grænse på 100 km over Jordens overflade. USA anvender også en 50 mile grænse. Personer, der har passeret denne grænse, er rumrejsende eller astronauter.
Rusland.
Rusland (russisk:Россия) eller Den Russiske Føderation (Rossiyskaya Federatsiya) er med sine 17,098,242 kvadratkilometer verdens største land. Selve Rusland er inddelt i 83 forskellige regioner med forskellige grader af autonomi men med lige repræsentation i Dumaen såvel som Føderationsrådet. Den vestligste del af Rusland er den befolkningsrigeste, hvorimod den østliste del (øst for Ural) er mere tyndt befolket. Det skyldes blandt andet det meget hårde klima. Det skyldes formentligt også, at den vestlige del er lettere at dyrke, hvorimod den østlige del består af tundraer såvel som egne med permafrost. Den vestlige del er også den russiske føderations rigeste region. Uralbjergene strækker sig fra nord mod syd og rummer vigtige mineral- og olieforekomster. Sibirien strækker sig fra Uralbjergene til Stillehavet. Dette enorme område er rigt på naturressourcer. Kaukasusregionen er et steppeområde, der strækker sig nord for bjergene af samme navn mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav. Dele af russisk Centralasien ligger under havets overflade og består af ørken, stepper og bjerge. Rusland er ikke længere en supermagt, men fortsat en stormagt. Rusland fører en krig i Tjetjenien, hvor væbnede muslimske terrorister kæmper for løsrivelse fra Rusland.I den sydlige del af Rusland i Kaukasus kæmper tjetjenske oprørere for selvstændighed fra styret i Moskva. Dette har blandt andet affødt en række terrorangreb på russiske storbyer.
Historie.
Russisk politik har været præget af flere perioder, hvoraf man groft kan inddele i en præ-sovjetisk periode, en sovjetisk periode og en post-sovjetisk periode. I den præ-sovjetiske periode var Rusland et enevældigt monarki med en stærk zar i spidsen. Denne periode var præget af en ekspansionistisk tilgang som følge af at Rusland ikke nærede såvel som nærer naturlige grænser. På grund af denne svaghed følte russerne, at den eneste måde, hvorpå de kunne opnå sikkerhed, var gennem ekspansion via et stærkt militær. Denne tilgang til omverdenen ændrede sig ikke med bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. I Sovjetunionens tidlige år, var opfattelsen at denne var svag og kapitalismen stærk. Det var derfor nødvendigt at konsolidere magten. Det var da også først fra 1945, at Sovjetunionen rigtigt følte sig "konsolideret" med sejren over de fascistiske system i Vest. Herefter begyndte Den Kolde Krig, der blev præget af et våbenkapløb mellem Sovjetunionen og Vesten. Denne periode varede til engang i 1970erne, hvor Sovjetunionen og USA underskrev en række aftaler om våbenkontrol. I slutningen af 1980erne afbrød Sovjetunionen støtten til de østeuropæiske kommunistiske regimer med den konsekvens, at de begyndte at falde fra hinanden. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, da præsidenten Boris Jeltsin, præsident for RSFSR valgte at trække Rusland ud af Sovjetunionen, hvormed Sovjetunionen reelt ophørte med at eksistere. Den efterfølgende periode blev præget af et "oligarkiets diktatur", hvor russiske oligarker fik stor indflydelse på den førte politik. Boris Kagarlitsky taler om en symbiose mellem på den ene side staten og på den anden oligarkiet. Oligarkerne hjalp blandt andet Boris Jeltsin med at blive genvalgt. Dette syntes at var ved indtil 1999, hvor Vladimir Putin bliver valgt til præsident. Han indfører en skrappere kurs overfor oligarkiet. Hans præsidentperiode bliver således kendt for en række arrestationer og nationaliseringer af virksomheder, hvad oligarkerne under Boris Jeltsin købte for en slik. En uge før valget i 2000 udtaler Putin, at oligarkiet vil "cease to exist". Dette bliver dermed begyndelsen på et massivt angreb på Boris Berezovskij, Vladimir Gusinskij og måske mest berømt, Mikhail Khodorskij, der mistede deres virksomheder. I takt med en generel bedring af økonomien som følge af stigende olie- og gaspriser, lykkedes det Putin at rette op på økonomien.
Den Russiske Føderation.
Den Russiske Føderation opstod i 1991 efter, at Sovjetunionen brød sammen. Boris Jeltsin blev den første folkevalgte præsident. Jeltsins periode var præget af uroligheder og økonomisk forfald. Hans efterfølger Vladimir Putin, der blev valgt i 2001, formår at få kontrol med det store land.
Rusland under Boris Jeltsin.
Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident, der blev genvalgt igen i 1996 med 35,8 % af stemmerne mod hans nærmeste konkurrent, kommunisten Gennadij Sjuganovs 32,5%. Til gengæld blev Det Russiske Kommunistparti Dumaens største ved parlamentsvalget i 1995. Først og fremmest var Rusland under Jeltsin kendetegnet af økonomisk og politisk uro. Op gennem 1980erne var Sovjetunionens økonomi gået i stå. Væksten var negativ. Dette havde en negativ på det russiske BNP, der ifølge officielle data var i frit fald fra 1991 til 1996. Den negative udvikling kan også ses i den positive udvikling i hjemmebrug, der voksede uafbrudt fra 1990 til 1998. I et forsøg på at "Vestliggøre" Rusland gennemførte Jeltsin en privatisering af de russiske statsvirksomheder. Ud af dette udviklede der sig den føromtalte symbiose mellem de russiske ledere, der havde brug for oligarkernes finansiering til at blive genvalgt, men samtidig havde oligarkerne brug for staten til at reproducere det system, som oligarkerne havde skabt. Denne støtte vekslede oligarkerne til indflydelse og magt over præsidenten. Et eksempel på dette var oligarkernes utilfredshed med daværende ministerpræsident, Jevgenij Primakov, der på grund af sin lyserøde politik blev ønsket afsat, hvorefter han vitterligt blev afsat af præsident Jeltsin. Et andet problem der prægede Rusland og i særdeleshed præsidenten i 1990erne, var Jeltsin helbredsmæssige problemer.
Den første krig i Tjetjenien (1993-1997).
Tjetjensk rebel nær en regeringsbygning under en pause i kamphandlingerne
I 1993 rykkede russiske hærstyrker ind i Tjetjenien, idet Tjetjenien søgte at løsrive sig efter Sovjetunionens sammenbrud. Dette medførte en blodig borgerkrig, som Rusland til sidst måtte trække sig ud af, hvilket kastede Tjetjenien ud i lovløshed. Krigen udstillede russisk svaghed, hvis enorme hær ikke var i stand til at stille med mere end 25000 kampberedte tropper, der var demoraliserede og dårligt uddannede. Der var endvidere problemer med forsyningerne. Og måske vigtigste af alt, så var de ikke klar til at gå i krig mod, hvad de opfattede som andre russere. Russiske styrker var i midten af 1990erne alligevel i stand til at begå voldshandlinger mod tjetjenere, der var mistænkt for samarbejde med rebellerne. Da sidstnævnte generobrede Groznij, gennemførte tjetjenerne lignende voldshandlinger mod tjetjenere mistænkt for samarbejde med russerne. I 1997 Jeltsin underskrev en fredsaftale med den tjetjenske præsident Aslan Mashkadov, der dermed sluttede krigen. Ifølge officielle russiske oplysninger, kostede krigen 30-40.000 mennesker livet, mens den russiske menneskerettighedsorganisation, Memorial, anslår antallet af døde til 50.000.
Primakov-affæren.
Rusland er i økonomiske krise i slutningen af 1990erne. Dette får Jeltsin til at vælge Jevgenij Primakov som premierminister. Han sad fra 1998 til 1999. Oligarkerne som et par år forinden havde hjulpet Jeltsin til magten, så en trussel i Primakov, der blev kaldt den lyserøde premierminister, fordi han tillod en kommunist i sin regering. Dette førte til en situation, hvor oligarkerne indledte en åben krig med daglige angreb mod Primakov via deres medieempirier. Særligt oligarken, Boris Berezovskij, følte at sin magt var under pres. Det var da også ham, der var den primære årsag til Primakovs afsættelse i 1999.
Rusland under Vladimir Putin.
Vladimir Putin blev udpeget som Jeltsin efterfølger den dag, han blev valgt til premierminister, og valgt til præsident i 2000 med 52,9% af stemmerne. I Rusland er der kotyme for, at den som er premierminister også bliver valgt som præsident. Imidlertid var det ikke kun denne udpegning, som hjalp ham til magten. Hvor det i Vesten er et plus at have politisk erfaring, kan det være et minus i Rusland. Hans manglende erfaring gjorde, at han ikke var indblandet i Jeltsintidens mange intriger. I samme perioder var Rusland præget af usikkerhed som følge af den dårlige økonomi såvel som uroligheder i Tjetjenien og det nordlige Kaukasus. Økonomien retter sig op som følge af stigende oliepriser, mens Putin sætter hårdt mod hård i Tjetjenien, hvor det lykkes ham at indsætte Ramzan Kodyrov som en loyal præsident. En anden udfordring som møder Putin er parlamentsvalget i 2003, som partier der støtter ham vinder. Forenet Rusland får 49,3% af pladserne i Dumaen mod Kommunistpartiets 11,6%. Den store udenrigspolitiske udfordring blev det amerikanske missilskjold, som medførte at temperaturen mellem de to lande faldt til frysepunktet. Det medførte blandt andet at ABM traktaten blev ophævet, hvilket fik russerne til at føle sig truet blandt andet fordi amerikanerne kan og kunne udkonkurrere dem økonomisk, og dermed opnå atomar overmagt. I 2004 blev han genvalgt med 71,3% af stemmerne.
Russisk udenrigspolitik.
Rusland har via sin udenrigspolitik i de sidste 20 år søgt at varetage egne interesser. Dette har blandt andet medført en invasion af Tjetjenien i to omgange, hjælp til serbere i Bosnien samt forsøg på at forhindre NATO's angreb på Serbien i 1998. I 2001 accepterer Rusland under Putin NATO's invasion af Afghanistan men modarbejder sammen med blandt andet Frankrig og Tyskland, USA's angreb på Irak. I 2002 påbegynder USA sit missilskjold, der betyder enden for ABM traktaten. Ruslands vrede udmyntes i trusler om at udtræde af CFE traktaten såvel som INF. 2008 invaderede Rusland Georgien som følge af georgiske overgreb på Abkhasien og Sydossetien, der vil løsrive sig fra Georgien.
Politik.
Rusland er en føderal republik, der består af 83 regioner med varierende autonomi. I dag er der direkte valg til præsidentposten og forholdstalsvalg til det russiske parlament Dumaen. Præsidenten udpeger guvernørerne såvel som dommere og statsanklagere, som så skal godkendes af det Føderationsrådet. Dette har Putin indført for at styrke Moskva i forhold til regionerne. Russisk politik er præget af en høj grad af vælger bevægelighed (volatilitet) som følge af de mange forskellige partier, der stiller op til hvert valg i Rusland. I dag domineres Dumaen af Putins parti "Forenet Rusland", der i 2007 fik 64 procent af stemmerne.
Administrative inddelinger.
De 21 selvstyrende republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan (Basjkirien), Burjatien, Dagestan, Ingusjien, Kabardino-Balkarien, Kalmykien (Khalmg Tangtj), Karatjaj-Tjerkessien, Karelen, Khakasien, Komi, Mari El, Mordvinien, Nordossetien, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tvuvasjien, Tuva, Udmurtien.
Klima.
Størstedelen af Rusland har tempereret fastlandsklima, med store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. I sydvest langs Sortehavet er klimaet subtropisk. Ved ishavskysten (nord), er der polarklima, men Kolahalvøen, der ligger tæt på Golfstrømmen har et mildt klima i forhold til de tæt omliggende områder. I det østlige af Sibirien er vintrene tørre og kolde med gennemsnitstemperaturer mellem 10 og 45 minusgrader.
Med udgangspunkt i 3 russiske byer: Arkhangelsk, Vladivostok og Volgograd. I disse 3 byer er nedbøren og temperaturen forskellige: I Arkhangelsk er temperaturen, når den er lavest, på: -13°, i Vladivostok er den på: -3° og i Volgograd er den på: 3°.
Når temperaturen er højest er den på 20° i Arkhangelsk, i Vladivostok er den på: 25° og i Volgograd er den næsten på 30°.
Nedbøren er meget forskellig, i Arkhangelsk kan der falde: op til 60mm. i Vladivostok kan der falde helt op til 120 mm. og i Volgograd falder der højest 35 mm.
Geografi.
Rusland er 17.098.242 kvadratkilometer stort, og grænser op til Azerbaijan 284 km, Hviderusland 959 km, Kina (sydøst) 3,605 km, Kina (syd) 40 km, Estonia 290 km, Finland 1,313 km, Georgien 723 km, Kazakhstan 6,846 km, Nord Korea 17.5 km, Letland 292 km, Litauen (Kaliningrad Oblast) 227 km, Mongoliet 3,441 km, Norge 196 km, Polen (Kaliningrad Oblast) 432 km, Ukraine 1,576 km..
Rusland kan deles op i 4 dele, når man snakker geografi: Det Nordeuropæiske Rusland, Det Sydlige Europæiske Rusland, Sibirien og Russisk Fjernøsten.
Det Nordeuropæiske Rusland er større end noget andet europæisk land, men dækker alligevel kun en fjerdedel af hele Rusland. I dette område er Frans Josefs land, som ligger så langt mod nord, at den er i et område af det Arktiske Hav, som altid er frosset. I størstedelen af Det Nordeuropæiske Rusland, er sommeren kølig og kort, og der er sne om vinteren. De vigtigste vegetationstyper er taiga og løvfældende skov. Moskva og Skt. Petersborg (tidligere Leningrad) ligger i det 500 km brede bånd af løvskov.
Det Sydlige Europæiske Rusland er varmere, og der er flere bjerge end det nordlige. I Kaukasusbjergene, som strækker sig mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav ligger Elbrus, som er Europas højeste bjerg. Der er sjældent frostvejr langs Sortehavets kyst, og der er så mildt at man kan dyrke både, te, citrusfrugter og vindruer. Mod syd findes også den store Pontisk-Kaspiske slette, der strækker sig ind i flere af nabolandene, bl.a. Ukraine og Kasahkstan. Her findes en omfattende kornproduktion.
Sibirien og Russisk Fjernøsten omfatter ikke mindre end 14 millioner kvadratkilometer. Grænsen mellem Sibirien og Russisk Fjernøsten går langs grænserne mellem regionerne Tjita og Amur i syd og republikken Sakha-Jakutien i nord. Landskaberne er meget forskellige, lige fra monsunskov til boblende gletsjere og fra kæmpestore floder til mængder af søer og vidtstrakkte kyster.
Sibiriens klima er kontinentalt, og temperaturen kan komme helt ned på -45° om vinteren og kan nå op på 35+ grader om sommeren. Mange mennesker forestiller sig Sibirien som et dybfrossent og fjerntliggende vildnis, men det gælder kun en del af året. I Sibirien findes mange bjerge: Altaibjergene i syd, Stanovojbjergene i det centrale og østlige Sibirien samt helt mod øst, hvor der på Kamchatka er adskillige vulkaner. Der findes forskellige vegetationszoner (tundra, taiga og steppe).
Russisk Fjernøstens klima ligner meget Sibiriens klima, men i et enkelt område er der et meget anderledes klima. Sikhote-alin i sydøst har et nordligt monsunklima. Det vil sige, at området får mere regn og mildere vintre. Temperaturen går normalt ikke under -13*, og det er jo stor forskel på Sibiriens -35*.
Befolkning.
Grafisk oversigt over den russiske befolkning
Ifølge en folkeoptælling i 2002, består den russiske befolkning primært af etniske russere (79,8 %), dernæst tartarer (3,8 %), ukrainere (2 %), bashkirer (1,2 %), chuvash (1,1 %) samt andre (12,1%). Derudover består den russiske befolkning af armenere og tjetjenere. Tilsammen udgør disse befolkningsgrupper 140.041.247 ifølge et 2009 estimat. Den største del af befolkningen hører til aldersgruppen 15-64 årige med en lille overvægt af kvinder, hvilket også gør sig gældende for de to andre befolkningsgrupper (0-14 og dem over 65 år). I sidstnævnte gruppe er der dog langt flere kvinder end mænd. Den russiske befolkning svinder ind, hvilket vil sige, at der dør (16,06 / 1000) flere end der fødes (11 / 1000). Således toppede væksten i den russiske befolkning i 1991 med 148.704.000 russere for herefter at svinde ind til i 1994 til blot 148.306.000. I 2009 blev væksten i befolkninge registreret til at være negativ på cirka 0,1% i følge Verdensbanken.
Religion.
Den største religion i Rusland er ortodoks kristendom (70-80%), islam (8-9%), andre kristne (1-2%), buddhister (0,6%) og jøder (0,3%). Ifølge den russiske forfatning skal den russiske stat garantere for befolkningensrettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn, etnicitet etc.
Landbrug, skovbrug og fiskeri.
Landbrug står for kun 4,9% af Ruslands bruttonationalprodukt, men det er blevet mere effektivt end tidligere. I 1980'erne måtte Rusland importere store mængder hvede fra USA. Siden 2001 er Rusland blevet nettoeksportør af hvede, takket være bedre styring og bedre kornsorter. Blandt de mest betydningsfulde afgrøder er hvede, byg, kartofler og sukkerroer.
Importen af korn er gået fra 4 millioner til 2 millioner tons på kun 5 år, men den har varieret meget, i 1999 var importen af korn helt oppe på 7 millioner tons, og det laveste den har været på var i 2002 der var den helt nede på 1 million tons. De seneste år har Rusland, efter at have udbygget dele af landbruget, eksporteret en del korn, 16,5 millioner tons i 2008 - mest byg og hvede.
Sibiriens skove (taiga) dækker et areal på mere end 3 millioner kvadratkilometer, og der vokser en femtedel af hele verdens træer. Siden Sovjetunionens fald har den russiske regering inviteret udenlandske firmaer til at fælde skovene for at få gang i økonomien. Der kommer masser af illegalt fældet tømmer fra Rusland til Europa. WWF (Verdensnaturfonden) mener at næsten 50% af det illegale tømmer er fældet ulovligt, det vil sige, at tømmeret er blevet fældet uden der er blevet givet lov til det.
Tømmereksporten er ekspanderet kraftigt, i 1994 blev der solgt for 1,650 millioner dollars tømmer, men i 2003, blev der solgt for hele 3,500 millioner dollars, det er over en fordobling på bare 9 år.
Fiskeri er et vigtigt erhverv i Rusland. Man eksporterer 1,5 millioner tons fisk hvert år til lande i hele verden, og i Rusland er forbruget af fisk lige så stort. Fisk er en meget populær mad i Rusland, men for mange fattige familier i Rusland er det blevet en dyr luksus. I 1990 blev den russiske fiskeflåde solgt til et privat eget firma. Efter det, besluttede det firma, som blev kaldt ”Nordfisk”, kun at fange torsk, for brændstoffet var blevet for dyrt til at sejle efter sild, makrel og sardiner fordi de var meget længere væk end torsken var. Derudover var det var lettere at komme af med torsken i Norge end de andre fisk, og desuden var den norske pris langt bedre end i Rusland. Men der var en dominoeffekt ved dette, og det var at ledigheden steg i Rusland, for de steder hvor fabrikkerne havde større afdelinger med sild, makrel eller sardiner havde de ikke brug for lige så mange arbejdere i de afdelinger, og der var ikke plads til dem i torskeafdelingen. Fiskeproduktionen er derfor også faldet siden 1990. I 1996 var produktionen oppe på næsten 5 tons, men i 2008 3,5 mill. tons.
Rusland eksporterer en del fiskekonserves til Kina, Japan og Europa.
Større byer.
Moskva, Sankt Petersborg, Nizjnij Novgorod, Velikij Novgorod, Rostov ved Don, Jekaterinburg, Volgograd, Krasnodar, Tomsk, Novosibirsk, Omsk, Irkutsk, Kaliningrad, Kirov, Kazan, Perm, Khabarovsk, Vladivostok, Kronstadt
Grænselande.
Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Hviderusland, Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kina, Mongoliet, Nordkorea
Religion.
Ordet religion kommer formodentlig af det latinske "religare", der betyder at binde eller knytte forbindelse. Det drejer sig her specielt om forholdet til formodede højere magter eller kræfter.
Etymologi.
"Religio" havde flere betydninger på latin: 'Gudsfrygt', 'fromhed', 'hellighed', men også hensigt, betænkelighed, skrupel, pligt, samvittighedsfuldhed eller overtro. De tidligste skrift-kilder for anvendelsen af begrebet findes i Plautus's komedier (ca. 250–184 f.kr.) og hos Cato den Ældre (234–149 f.kr.).
Hos Cicero (106-43 f.Kr.)) stammer "religio" fra "relegere", med den bogstavelige betydning 'gen-oplæse, gen-samle, gen-udvikle', men forstået som 'overvejende, med omhu'. Cicero tolkede her med tanke på tempelkulten, for hvilken der galdt en nøjeregnende agtsomhed. Denne "religio" - den samvittighedsfulde overholdelse af overleverede regler - modstillede han "superstitio" - efter den oprindelige betydning af ekstase - som en overdreven form for religiøsitet, eksempelvis at bede eller ofre i dagevis.
I det 4. århundrede gav den kristne apologet Lactantius en anden etymologisk oprindelse for "religio", nemlig i "religare" med den bogstavelige betydning 'binde sig til' og i forståelsen "trosbåndet" som binder den troende til Gud. Dette var også en polemik mod Cicero's skelnen mellem "religio" og "superstitio".
Begrebet "religio" henholdsvis "religiosus" blev brugt om middelalderens kirkeordner. Betydningen findes bevaret i den romersk-katolske kirkes kirkeret. I middelalderen og i den tidlige moderne tid kunne de troendes fællesskab blive beskrevet gennem begreberne - (latin) "fides"- 'tro' - (latin) "lex" - 'lov' og - (latin) "secta" - 'retning,parti'. Religion kom til at betyde en lære, der alt efter overbevisning kunne holdes for falsk eller sand. Først efter reformationen, og specielt i oplysningstiden kom en mere abstrakt betydning til, i lighed med de nutidige udlægninger af religions-begrebet.
I de fleste ikke-europæiske sprog fandtes ikke nogen præcis oversættelse af ordet "religion" førend det 19. århundrede.
Udvikling.
I alle de traditionelle menneskekulturer man har kendskab til, har religion spillet en rolle. Der har dog været en løbende udvikling hvor nye former for levevis har afspejlet sig i nye former for religion.
Generelle trends.
En del af udviklingen er foregået parallelt (men forskudt i tid) over hele verden, og der er også eksempler på udviklinger i religion der ikke er universelle, men er foregået tilstrækkeligt ofte til at man kan tale om en generel trend.
Animisme.
I de isolerede kulturer hvor levevisen mest ligner den man forventer af præhistoriske samfund (jæger- og samlerkulturer), har religionen form af animisme, troen på at dyr, planter og selv livløse genstande som sten er besjælede. I disse samfund er det dog svært at skelne mellem kultur, religion og videnskab. Religionen kan her ses som et middel til overførsel af erfaringer fra en generation til en anden, i form af anekdoter om hvordan man bedst holder sig venner med ånderne.
Animismen er derfor et godt bud på menneskehedens oprindelige religion, og man kan hævde at religionen er lige så gammel som menneskeheden. Hvis man definerer menneskehedens begyndelse som det punkt hvor sproget har muliggjort at en generation har kunne videregive sine erfaringer til den næste, er religion et godt bud på den mekanisme der har været brugt.
I mange animistiske kulturer fungerer dyr som en identitetsskabende mekanisme, hvor en persons totem er med til at definere hans egenskaber som menneske.
Animismen i sin oprindelige betydning kan i dag kun findes blandt meget isolerede kulturer, men fra animistiske kulturer har moderne vestlige samfund importeret en række fænomener. For eksempel har shamanismen i dag gjort et begrænset come-back.
Polyteisme.
I bysamfund har forbindelsen til naturen været mindre direkte, og i de fleste kulturer opbygget omkring bysamfund er animismen blevet erstattet af en form for polyteisme, hvor man i stedet for ånder i de enkelte ting, har guder der repræsenterer fænomener, eksempelvis frugtbarhedsguder eller krigsguder. Religion bliver stadig brugt til formidling af erfaringer, men hvor anekdoterne om ånderne primært handlede om menneskets forhold til naturen, handler anekdoterne om guderne i højere grad om menneskenes forhold til hinanden, hvilket afspejler de ændrede levevilkår i byerne. Religion har heller ikke længere monopol på formidling af viden, faglig kunnen bliver nu formidlet direkte, uden reference til guderne (selvom der selvfølgelig stadig er skytsguder for de enkelte fag). Det første trin i en adskillelse mellem religion og videnskab er taget.
I de polyteistiske samfund dukker begrebet tro op, i betydningen trofast. Når en person tror på en (eller flere) af sin verdens gudekreds, betyder det ikke han benægter eksistensen af de øvrige guder, blot at han i sine handlinger forsøger at være tro mod de idealer som hans udvalgte gud eller guder står for. På denne måde overtager guderne den identitetsskabende funktion som totemdyret stod for tidligere.
I dag er hinduismen den mest udbredte polyteistiske religion (eller samling af religioner, alt efter hvordan man ser hinduismen).
Monoteisme.
I nogle polyteistiske samfund har en af guderne (i form af dens tilhængere) overtaget magten i den åndelige verden (folkets bevidsthed), og de øvrige guder er reduceret til enten aspekter af denne ene gud, eller til underordnede roller som engle og dæmoner. De fleste af de monoteistiske religioner er lovreligioner, hvor Gud står som en autoritær faderskikkelse. Denne udvikling afspejler som oftest stærkt centraliserede og autoritære samfund.
I de monoteistiske religioner er identitetsskabelsen reduceret til hvilke aspekter, underordnede guder, eller helgener man henvender sig til.
Kristendommen er i dag den mest udbredte monoteistiske religion med ca. 2 mia. tilhængere. På andenpladsen findes islam med ca. halvt så mange tilhængere.
Særlig udvikling i Østen.
I det østlige Asien dukkede en række ideer op der ikke hører under de generelle trends beskrevet tidligere, og som i høj grad har præget udviklingen i den del af verden. Det primære eksempel er buddhismen, der er et filosofisk system med mange religiøse træk, men hvor guder ikke længere optræder som et centralt begreb. I stedet er fokus på selvudvikling. De fleste buddhistiske kulturer har dog bibeholdt elementer fra hinduismen, og flere steder fungerer buddhismen som supplement til en lokal gudekreds. I og med at buddhismen er rettet indad, har den haft success i, og været med til at forme, meget stabile samfund.
Særlig udvikling i Vesten.
Tilsvarende har kulturområdet omkring Middelhavet, specielt Mellemøsten og Europa opfostret nogle ideer udenfor de generelle trends, der har påvirket både området selv og senere resten af verden gennem kolonialismen.
Kristendom.
Kristendommen udsprang af den monoteistiske lovreligion jødedommen, men i nogle udlægninger af kristendommen blev lov erstattet af frelse som det centrale begreb. Den ny religion vandt hurtigt udbredelse hos slaver, også udenfor den gamle religions domæne. Frelsen har to aspekter, den synd der leder til behovet for frelse, og den kærlighed som frelsen udgør. Ved at skifte vægten mellem de to aspekter alt efter situationen, har kristendommen kunne tilpasse sig en foranderlig verden.
Renæssancen og modernismen.
I den europæiske renæssance ønskede et monoteistisk samfund at genskabe tabt storhed fra en polyteistisk kultur, hvilket førte til, at spørgsmålet om gudernes eksistens for første gang blev et seriøst emne. René Descartes udviklede et logisk bevis på Guds eksistens, mens Blaise Pascal opsatte en rationel kalkule for at vise, at det var mest fordelagtig at tro på Gud (se Pascals trossats).
Immanuel Kant og Søren Kierkegaard mente at Guds eksistens ikke kunne bevises, og hævdede, at et trosspring var nødvendigt. Herved blev videnskab og religion endelig adskilt, og samtidig opstod den moderne forståelse af tro i form af "tro på eksistens". Dette åbnede filosofisk op for, at man kunne undlade at foretage dette trosspring, hvilket fritænkere og senere ateister gjorde (eller rettere, undlod at gøre).
En række filosofiske strømninger i modernismen opstod eller fik ny energi i kølvandet på denne ændring. Ingen af disse havde dog egenskaber, der gjorde at de kunne betegnes som religioner. Det nærmeste, man kommer, er sekulær humanisme. Det er meget få, der bekender sig til sekulær humanisme, men man kan argumentere for, at de værdier, sekulær humanisme står for, gennemsyrer de vestlige samfund i dag.
Af mere organiserede bevægelser, der udspringer af modernismen, og som har haft stor betydning for hvordan verden ser ud i dag, kan nævnes kommunismen og liberalismen. Politik kunne således være med til at skabe identitet, og det samme kunne stammetilhørsforhold (hvorved nationalismen opstod), og mere dagligdags ting som arbejdsplads, fag, eller sport.
Nyere tid.
Kort over de udbredelsen af de største religioner i dag (klik for detaljer)
I det politiske og kulturelle miljø i den vestlige verden har relativismen slået rod i takt med, at samfundene bliver mere og mere multikulturelle. I relativismen er der ikke kun en sandhed; i stedet ses de forskellige religioner og verdensbilleder som ligeordnede tilgangsvinkler til at forstå verden med. Blandt kristne og til dels muslimer i den vestlige verden er der også en stor gruppe, der bekender sig til religionens ritualer, symboler og den moral, de kan udlede fra den, men afviser de mystiske og overnaturlige elementer. Disse mennesker kaldes kulturkristne og kulturmuslimer. Udtrykket bredkirkelighed er beslægtet hermed.
De polyteistiske og monoteistiske religioner dominerer, sammen med buddhismen, stadig verden af i dag. I de samfund hvor modernismens gudløshed har slået stærkest igennem, er en række nye religioner, samt nye fortolkninger af gamle religioner, dukket frem. Behovet for religion gør sig stadigt stærkt gældende.
Absolut sandhed.
I nogle religioner er det en udbredt holdning blandt tilhængerne at deres religion er den eneste rigtige, og at de andre enten er falske religioner, eller i hvert fald udtryk for falske eller mangelfulde fortolkninger. Den holdning deles dog langt fra af alle religiøse personer, og hvor udbredt den er varierer fra religion til religion.
Blandt monoteister er der mange der mener, at de forskellige monoteistiske religioner alle dyrker den samme Gud, blot under forskellige navne. Denne opfattelse er særlig nærliggende i den vestlige verden, hvor de store monoteistiske religioner har en fælles historie.
Jødedommen er historisk set en religion der kun omfatter et enkelt folk. De har forbud mod at dyrke andre guder, men det forbud omfatter ikke andre folkeslag. I kristendommen er det samme forbud som oftest tolket universelt, eftersom kristendommen ikke længere er reserveret jøder. Forbuddet mod afgudsdyrkelse i kristendommen bliver endda nogle gange fortolket som et forbud mod andre værdier end de rent bibelske, som for eksempel en søgen efter materiel velstand. I Koranen omtales andre religioner specifikt, hvor jødedommen og kristendommen karakteriseres som sande, men mangelfulde, religioner, mens de øvrige er falske.
Blandt polyteister er der mange der mener, at guderne i andre gudekredse enten blot er andre navne for de samme guder (en ret nærliggende tanke hvis man sammenligner den græske og den romerske gudekreds), eller at det er andre guder lige så virkelige som ens egne, som man blot ikke dyrker. Det kan være fordi man ikke har hørt om dem, eller fordi de er knyttet til et andet folkeslag.
Et eksempel på dette er anekdoterne om kristne missionærer, der fandt de indfødte meget lydhøre når de fortalte om Jesus og Maria, og ivrige efter dyrke disse nye guder. Men til gengæld ganske
uforstående når missionærerne samtidig insisterede på at det betød at de skulle holde op med at dyrke deres gamle guder. Hvis man ser på kristendommens indførelse her i landet i det lys, er det også forståeligt man ser eksempler på at folk har gået med både Thors hammer og et kristent kors på samme tid. For en polyteist repræsenterede det ikke en modstrid.
Nogle personer mener at alle religioner er udtryk for menneskets forsøg på at forstå Gud, eller alternativt, for Guds forsøg på at nå ud til menneskene. Således er de alle udtryk for ufuldkommen sandhed.
Missionsbefaling.
Hvordan en missionsbefaling skal fortolkes afhænger af hvordan den enkelte religion ser på andre religioner. Det er langt fra alle religioner der har en missionsbefaling, men det er religionerne med en missionsbefaling der er mest synlige, i form af deres missionærer.
For de religioner der er knyttet til et bestemt folk, giver en missionsbefaling ikke mening. Ekspansion betyder udryddelse, fordrivelse eller dominans over andre folkeslag, snarere end konvertering.
For de religioner der i deres tilhængeres øjne representerer en absolut sandhed, går missioneringen meget naturligt ud på at overbevise andre om denne sandhed.
For polyteistiske religioner kan missionering i nogle tilfælde ses som en magtkamp mellem guder, hvor hver gud konkurrerer om at få flest tilhængere.
Organisation.
Nogle religioner er organiseret i et centralt styret hierarki i ordets oprindelige betydning. Det bedst kendte eksempel på et sådant religiøst hierarki er den katolske kirke, men såmænd også den danske folkekirke er organiseret i et hierarki (med kirkeministeren som øverste myndighed).
Islam har efter afskaffelsen af kalifatet ingen øverste religiøs myndighed. Organisationen på mere lokal plan eksisterer fortsat, men i mindre formaliseret grad end hos den katolske kirke.
Visse religiøse samfund forsøger helt at undgå en central overbygning, og organiserer sig i stedet i små selvstændige menigheder.
Endelig kan religiøse samfund helt undgå en formel organisation, og i stedet basere sig på individuel tro, evt. kombineret med vismænd hvis autoritet bygger på personligt ry. Eksempler på dette er new age bevægelsen, og til dels shamanisme.
Religion og religiøsitet.
Man kan tilsvarende stille spørgsmålet om hvorfor nogen aktivt vælger religion fra. Mulige svar kan findes i artiklen om ateisme.
Rapmus And.
Rapmus And er en figur i Disneys tegneserier. Han blev født i Andeby, Calisota, USA i 1875. Hans forældre var Andtonius And og Andrea Blisand (også kaldet Bedstemor And). Fra en tidlig alder, var det tydeligt, at han havde et meget modbydeligt temperament. Han arbejdede på sine forældres gård frem til 1902, hvor han mødte Hortensia von And, og de blev forlovede. Han begyndte med at arbejde for hendes bror Joakim von And.
Han arbejdede stadig hos Joakim von And indtil 1930, hvor alt familiesammenhold mellem Joakim og resten af familien gik i opløsning. Rapmus trak sig tilbage, og det vides ikke præcist hvornår han døde.
Ifølge tegneren Don Rosa døde Rapmus i 1952 i en alder af 77 år.
Rip, Rap og Rup.
Rip, Rap og Rup er Anders Ands tre næsten identiske nevøer. De blev født i 1940 i Andeby. De blev skabt af Ted Osborne og Al Taliaferro og optrådte første gang i en avistegneserie den 17. oktober 1937, på film i filmen Donalds Nephews i 1938, der var tydeligt inspireret af tegneserien uden at følge den slavisk.
Historie og kendetegn.
De er Anders' søster Della Ands sønner. Rip, Rap og Rup blev sendt til Anders midlertidigt, efter at deres far var kommet på hospitalet på grund af nogle kanonslag, der eksploderede under hans stol. Det formodes børnene stod bag nummeret. Senere blev de tilbageleveret til forældrene, for så uden forklaring at vende tilbage til Anders, der adopterede dem i 1942.
Oprindeligt var de rene møgunger a la Knold og Tot, men hos Carl Barks blev de efterhånden mere nuancerede og intelligente. I hans tidlige historier kan de stadig være møgunger, men i de senere er de kloge og selvopofrende, det sidste var en egenskab, der viste sig tydeligt i julehistorien Jul i Pengeløse. De har ofte problemer med deres onkel, som børn kan have med forældre. I senere serier er det blevet dem, der er de kloge og ofte må de hjælpe deres onkel ud af de kniber, som han roder sig ud i. Et karakteristisk træk i både film og serier er, at de siger hver sin stump af en sætning, "deles" om at sige den. Da de på udseendet ligner hinanden, bærer de næsten altid kastketter, der er lidt forskellige. Rips kasket er sort og blå, Raps kasket er sort og grøn, og Rups kasket er sort og rød. I serierne er deres trøjer oftest sorte, men kan især på film være henholdsvis blå, grønne og røde.
I de fleste af deres historier medvirker også deres onkel Anders og Joakim von And. De er 10-stjernede generaler i den verdensomspændende organisation Grønspætterne.
I 1987 gik de over til TV-mediet, hvor de er hovedpersoner i Rip, Rap og Rup på eventyr, og i 1996 i Rap Sjak, hvor de denne gang er blevet teenagere, med hver deres personlighed. Rip er gruppens leder, mens Rap er en computer-nørd, og Rup er en sportsnørd. Efter Rap Sjak vendte ællingerne tilbage til deres oprindelige børnealder i tv-serien Hos Mickey, som et rockband, under navnene "The Quackstreet Boys", "Quack Sabbath", eller "The Splashing Pumpkins"(Parodier på Backstreet Boys, Black Sabbath, og The Smashing Pumpkins).
Rip, Rap, Rup og...?
I en tegneserie så man at tegneren havde lavet en fjerde. I en anden historie er der flere hundrede nevøer. Ofte bliver der også byttet om på deres kasketter.
R.
I det fonetiske alfabet benyttes "Romeo" for R.
._. er morsekoden for R.
Rødbenet seriema.
Rødbenet seriema ("Cariama cristata") er en fugl i Seriemaerfamilien ("Cariamidae").
Den rødbenede seriema er halvt så stor som en nandu, har et rovfuglelignende næb, ser ud som en sekretærfugl, løber lige så hurtigt som en struds og har et gennemtrængende skrig, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der befinder sig i nærheden.
Seriemaen hører til tranerne og lever i det østlige Sydamerika. Dens fjerdragt er ikke særlig farvestrålende, brungrå på oversiden og lys på undersiden. Men ben og næb er kraftigt røde, og lige foran øjnene har den en top af lange, stride fjer, der altid holde sig oprejst i en form for vifte. Seriemaen færdes næsten udelukkende på jorden, men bliver den presset af en udholdende fjende, letter den - dog kun for en kort bemærkning.
De lange ben og de korte tæer er glimrende løberedskaber, og i kortere perioder kan seriemaen opnå en hastighed på ikke mindre end 70 km i timen.
Af føde indtager seriemaen insekter og mindre hvirveldyr. Seriemaen er nødt til at fange sit bytte med næbbet. Seriemaens bagtå sidder så højt oppe på benet, at tæerne ikke kan gribe om byttet. I stedet griber den sit bytte med næbbet, kaster det mod jorden, hvorefter den fortærer det bid for bid, eller sluger det i en mundfuld, hvis der er tale om et mindre bytte.
Romertal.
Lommeur (en såkaldt "krydder") med romertal
Romertal er et additivt talsystem, som stammer fra etruskerne, og som blev overtaget af Romerriget og har dannet grundlag for flere af de latinske bogstaver. Talsystemet er ældre end det romerske alfabet.
Baggrund.
Det etruskiske/romerske talsystem dominerede i Europa i næsten 2.000 år. Imidlertid er romertal svære at håndtere, og matematiske beregninger blev generelt foretaget på en "abacus" af græsk "abax" = "bræt" eller "regnebræt". Før det Hindu-Arabiske talsystem blev taget i brug, optalte, adderede og subtraherede folk med en abacus - en forløber for vore dages regnemaskine, sandsynligvis opfundet af de gamle sumerere i Mesopotamien. Grækerne og romerne brugte småsten eller metalskiver som tælleværk. De flyttede disse på afmærkede brætter for at løse matematiske problemer. Senere blev tælleskiverne trukket på strenge monteret i en ramme. De tidlige abacus'er havde ti tælleskiver pr. streng. Den moderne udgave har en delelinje. Tælleskiver over linjen tæller fem; dem under, en. Det er unødvendigt at håndtere tællere større end fem i værdi. Gennem tiden har det mere bekvemme titalsystem, der opererer med nulfunktionen (dvs. de "arabiske tal") erstattet romertal.
I dag bruges romertal til at angive årstal på monumenter og grundsten samt i regentnumre (eksempelvis Frederik IX). De kan også bruges til at nummerere indledningssider i bøger, bindnummer for bøger i flere bind, og timerne på ure. På klippekort for bus/ tog, angives måneden ligeledes med romertal. De bruges også til at angive "take-nummeret" på et klaptræ forud for en filmoptagelse.
Regler for romertal.
Der har desuden været anvendt et tegn, der minder om et sammensat CD, (ↀ, en cirkel med en lodret diagonal) for 1000. Derfor skrives 500 som en halv cirkel = D.
Der gælder yderligere regler for, hvad der kan betragtes som 'pæne romertal'. Fx kan 396 ikke skrives ICICICIC. Konstruktioner som IIX er set i romerske skrifter som 8, men er diskutable former. Man bør holde tegn fra samme titalspotens samlet, altså bruge CMXCIX ((1000-100)+(100-10)+(10-1)) i stedet for IM (1000-1).
Nul.
I år 525 begyndte romerne at bruge ordet "nulla" for tallet nul. Omkring år 725 kender man til et tilfælde hvor symbolet N er brugt for nul sammen med traditionelle romertal (i Bedes angivelser af månens størrelse ved jævndøgn). Nul er således kommet sent ind i romertallene.
Det at romerne oprindeligt ikke har haft et enkelt bogstav til at angive nul, har fået mange til fejlagtigt at tro at romerne slet ikke kunne angive nul.
Om "nulla" kan betegnes som et romertal i sig selv eller bare er navnet på tallet, er et rent definitionsspørgsmål.
Kuriosum.
Når romertal anvendes på urskiver, skrives 4 ofte som IIII, ikke som ovenfor IV. Det skyldes antageligt at det visuelt balancerer bedre med det modstillede VIII.
Richterskalaen.
Richterskalaen bliver brugt til at måle styrken af jordskælv. Skalaen blev skabt af seismologen Charles Francis Richter fra Californien i 1935. Skalaen måler vibrationernes styrke for at bestemme, hvor kraftigt jordskælvet er.
Richterskalaen var i sin oprindelige definition en logaritmisk skala med grundtal 10: For hvert trin på skalaen bliver den målte "amplitude" af rystelserne 10 gange større. Dette svarer (for moderate rystelser) til, at den samlede "energi" frigjort i skælvet bliver 31,6 (103/2) gange større. I moderne seismologi benyttes dog primært en energibaseret definition, fordi den for skælv over styrke ca. 7 giver et bedre billede af skælvets sande omfang end den amplitude-baserede.
Skalaen kaldes sommetider for "den åbne richterskala", fordi der ikke er noget fast minimum eller maksimum. Da skalaen er logaritmisk, vil den nærme sig asymptotisk til (men aldrig blive) nul. Der findes ingen 'lukket' richterskala, hvorfor præfikset 'åben' er overflødigt, både i praksis og i teorien.
Seismiske bølger.
Vibrationerne er forskellige, idet der forekommer tre forskellige seismiske bølger: P-bølger, S-bølger og L-bølger.
P-bølger er de primære bølger; de bevæger sig hurtigst og presser ligesom energien frem fra centrum. S-bølger eller sekundære bølger er de næsthurtigste og bevæger sig op og ned og ryster jordlagene; S-bølger kan ikke gennemtrænge flydende materialer, så de kan ikke passere jordens kerne. L-bølger eller overfladebølger bevæger sig tæt ved overfladen og kan medføre store ødelæggelser.
I de seneste 100 år er over en million mennesker omkommet ved jordskælv. Mellem 1906 og 2005 har der været 13 jordskælv i størrelsesordenen 8,5 til 9,5 på Richterskalaen
Jordskælv i Danmark.
I Danmark har vi cirka to til ti gange om året et lille lokalt jordskælv, der ligger i skalaen mellem 1,5 til 4,5. Det er mest sandsynligt at mærke et jordskælv, hvis man befinder sig i Thy eller Nordsjælland.
Det seneste jordskælv, som mærkedes i Danmark, skete den 19. februar 2010 klokken 22:09 og havde en styrke på 4,7 på Richterskalaen. Jordskælvets epicenter lå 45 km nordvest for Thyborøn. Jordskælvet kunne mærkes i hele Nordjylland, og dele af Midt- og Vestjylland samt enkelte steder i Norge.
Ra.
Ra i en af sine mange former (Ra-Horakhty), med falkehoved og en solskive på sit hoved
Ra, ofte også skrevet som Re, var solguden i det gamle Egypten. Denne periode i Egyptens historie var præget af eksistensen af mange forskellige guder og faraoerne blev anset som personificeringer af guder.
Ra var solguden i Heliopolis samt øverste dommer. Andre guder, der søgte almindelig anerkendelse, forbandt deres navn med hans, for eksempel Amon-Ra.
Der knyttede sig flere myter til Ra og hans guddommelige virke. En af myterne om Ra berettede, at han hver morgen blev født af gudinden Nut - ikke som et lille barn - men som en voksen gud, der sprang ned i sin båd og begyndte at sejle hen over himlen. Man mente, at Ra rejste i en Manjetbåd. Mandskabet var en række forskellige guder. Over himlen ville båden sejle gennem de tolv provinser, som repræsenterede de tolv dagtimer. Om aftenen nåede han ned på den anden side af Jorden. Der stod hans mor parat og slugte ham. Næste morgen blev han født igen, og sådan fortsatte det, år ud og år ind.
En anden myte gik ud på, at Ra altid var på rejse. Om dagen gik turen hen over himlen, men når det blev aften, forsvandt han ned i en mørk underverden, de dødes land. Under denne rejse blev han kaldt "Auf", der betyder lig. Hans båd blev kaldt Mesektetbåden på hans rejse gennem de tolv nattetimer. I underverdenen var Ra en ond og sort gud, som alle var bange for.
Det var ikke altid nogen let sejlads på disse skibe. I løbet af dagen skulle Ra besejre sin største fjende, en slange ved navn Apep. Et stort slag blev udkæmpet mellem Ra og Apep. Ra var normalt vinderen, men på stormfulde dage eller under en formørkelse troede egypterne, at Apep var sejrherren og slugte solen.
Da ingen vinde blæste i underverdenen, var Ra nødt til at stole på forskellige uvenlige ånder og dæmoner til at hjælpe med at slæbe hans båd langs floden. De gamle egyptere troede på, at når man var død kom man hen til et land, der lignede nildalen. Der skulle man leve i evig lyksalighed sammen med guderne. I begyndelsen troede man, at det kun var de kongelige der havde et liv efter døden. Men i Det ny rige var det også alle andre.
Ra var konge over guderne. Ra gjorde alt for at både guder og mennesker havde det godt, men når han blev trodset var det solens øje der blev sendt ned for at råde bod på tingene.
Ra havde flere forskellige navne; Først på dagen hed han Khepri og lignede en skarabæ, fordi egypterne troede at det var en skarabæ der skubbede solen op om morgenen. Om middagen hed han Re-Harakhte, han lignede et menneske med falkehoved og med en solskive på hovedet. Til sidst om aftenen hed han Atum.
For egypterne bestod universet i begyndelsen kun af et urhav, indtil Solen, personificeret i guden Ra, steg op over havet fra et æg. Ra havde fire børn, guderne Shu og Geb samt gudinderne Tefnut og Nut. Tefnut og Nut blev til atmosfæren, og begge stod på Geb, Jorden, mens Shu blev til himlen. Over dem herskede Ra.
Geb og Nut fik to sønner, Seth og Osiris, samt to døtre, Isis og Nephthys. Osiris efterfulgte Ra som konge over Jorden, assisteret af sin kone, søsteren Isis. Imidlertid hadede Seth sin bror og dræbte ham. Isis sørgede og balsamerede sin mands krop, hjulpet af guden Anubis. Takket være Isis' skønhed og charme genopstod Osiris og blev til underverdenens hersker, hersker over de døde. Horus, som var søn af Osiris og Isis, besejrede Seth i et slag og blev således konge over Jorden.
Den officielle statsreligion i Egypten under det mellemste rige (2134–1668 f.Kr.) havde Ra som overgud, indtil det attende dynasti, hvor farao Amenhotep III, omdøbte Ra til Aton, en gammel betegnelse for Solens fysiske kraft og styrke. Aton var en solskive med mange lysende arme. Større omvæltninger skete, da Amenhotep III's søn, Amenhotep IV, proklamerede, at Aton var den eneste, sande gud. Efter Amenhotep IV's død vendte tingene dog tilbage til tidligere tider, idet der atter blev flere guder.
Rigning.
En rigning er i skibsterminologi betegnelsen for alt det tovværk som bruges til at styre master og sejl.
Det der afstiver masterne kaldes stående gods; det man kontrollerer sejlene med, kaldes løbende gods.
Rundholt.
Et rundholt er i skibsterminologi betegnelsen for en rund træstang, bruges om alle master, bomme, ræer og så videre ombord på skibet.
Holt er det plattyske ord for træ (højtysk: Holz).
Råsejl.
Et råsejl er i skibsterminologi betegnelsen for et firkantet sejl der udspændes på en rå.
Sejltypen er særdeles gammel: der sad råsejl på de nordiske vikingeskibe, såvel som på Colombus' skibe da han fandt Amerika. De sidste store sejlskibe, Clipperne, havde alle råsejl. På de fleste mellemstore og små sejlskibe er råsejl for mandskabskrævende. Her benyttes andre typer, som f.eks. gaffelsejl eller bermudasejl.
Fuldmast med sejl.
Det underste sejl navngives efter masten. På fokkemasten (forreste mast) er det som her, en "fok". På stormasten benævnes det "storsejl".
De øvrige benævnes tilsvarende. Overmærssejlet på stormasten bliver til "store overmærssejl", røjlen på fokkemasten bliver til "fore røjl" og underbramsejlet på mesanmasten "mesanunderbramsejl".
Benævnelserne kan variere en del efter skibstypen.
En fuldrigget mast, er en mast der både har mærs og saling.
RAM.
RAM (akronym for Random Access Memory) er arbejdshukommelse i computere.
RAM er det sted i en computer, hvor styresystemkomponenter, programmer og anden data der bliver brugt meget bliver opbevaret, så der er hurtig adgang til dem. Fordelen ved RAM er, at det er meget hurtigere at læse fra og skrive til end en harddisk, cd-rom eller diskettedrev.
RAM er flygtigt. Det betyder, at, til forskel fra f.eks. en harddisk mister RAM'en al data der har været lagret i den, når strømmen til computeren afbrydes.
Faktisk kan man sammenligne RAM med modellen af menneskets korttidshukommelse, den kan også kun klare en vis mængde information på en gang, derefter er den nødt til at rydde op og måske lægge noget ned i langtidshukommelsen. Herefter kan man igen begynde at opbevare information i korttidshukommelsen.
Når computerens styresystem bedes om at allokere hukommelse, når der ikke er mere ledig RAM, vil det muligvis ty til swapping.
Syddansk Universitet Esbjerg.
Syddansk Universitet - Esbjerg (SDU-Esbjerg) er en del af Syddansk Universitet, beliggende i Esbjerg. Her uddannes primært indenfor folkesundhedsvidenskab og økonomi. Endvidere er der en kandidatuddannelse i marinarkæologi og en bacheloruddannelse i sociologi og kulturanalyse.
Danmarks største frihedsarkiv, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, har til huse på campusområdet. Forskere fra især Institut for Historie har sammen med Fiskeri- og Søfartsmuseet (også i Esbjerg) etableret et virtuelt forskningscenter: Center for Maritime og Regionale Studier, CMRS. Fra juni 2006 er det tidligere Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, CFUL lagt ind under SDU's samfundsvidenskabelige fakultet, nu som Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, IFUL, foreløbig med placering i det tidligere Erhvervsudviklingscenter EU-Vest.
Studenterforum Esbjerg.
Studenterforum Esbjerg (STES) er stiftet i januar 2002, men ideen udsprang dog tilbage i 2001 på Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Universitet Esbjerg som drivkraften bag. STES er en studenterorganisation der beskæftiger sig både med politik, og med at lave sociale aktiviteter for og af studerende på de videregående uddannelser i Esbjerg.
Pr. 31. marts 2005 er organisationens hjemmeside ikke tilgængelig og der er ikke meget, der tyder på, at organisationen stadig er aktiv.
Sputnik-satellitter.
Sputnik (Спутник) (russisk: ”medrejsende”, eller ”satellit”) var fællesnavnet på de første sovjetiske satellitter; Sputnik 1, 2 og 3. På grund af hemmelighedskræmmeri blev mange sovjetiske satellitter ikke omtalt offentligt og vestlige medier benævnte diverse sovjetiske rumfartøjer "Sputnik". Efterhånden opdagede medierne dog at Sovjetunionen anmeldte deres opsendte satellitter under navnet "Kosmos" til FN.
Da Vostok-fartøjerne blev testet ubemandede med hunde og dukker ("Ivan Ivanovitj" ≈ 'Jens Hansen') benævnte Sovjetunionen dem internt for "Korabl Sputnik" (Sputnik-skibe). Da Sovjetunionen opsendte rumsonder til Månen og Mars, benævnte de vestlige medier disse som henholdsvis "Lunik" and "Marsnik". De korrekte navne er "Luna" og "Mars".
Skandinavien.
Satellitbillede af den skandinaviske halvø om vinteren.
Skandinavisk samarbejde i 19. århundrede
Skandinavien betegner et landområde i det nordlige Europa, som består af Danmark, Norge og Sverige.
Disse lande deler deres skandinaviske sprog og i stor grad deres kultur og historie.
Ordet Skan er synonymt med Skåne som ligger i det sydligste Sverige.
Internationalt kan»Skandinavien«også betyde den Skandinaviske halvø, altså Norge og Sverige, uden Danmark, men denne betydning bruges kun i streng geografisk forstand. Undertiden bruges udtrykket de nordiske lande fejlagtigt om Skandinavien, og omvendt.
Etymologi.
Ordet nævnes første gang hos den latinske naturvidenskabsmand Plinius den Ældre (23-79) i formen "Scadinauia"; det tydes som en sammensætning af germansk *"skadin-" (skade, (klippe)skær) og 'aujō' (ø). Stednavnet "Skåne" (norrønt "Skáney"), der betegner Skandinaviens sydspids, kommer sandsynligvis af dette *"Skadinaujō".
Den græske geograf Ptolemaios taler om fire øer ved navn "Skandiai" i Østersøen øst for Jylland, tre små og én stor (Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne, som Ptolemaios forvekslede med en ø.) Den gotiske historieskriver Jordanes (ca 485-552) fortæller, at goterne stammede fra øen "Scandza", der i den nordlige del midt på sommeren i fyrretyve døgn i træk har dagslys og omvendt ved midtvinter i lige så lang tid intet dagslys ser. Det er uvist, om "Skandia" er en forkortelse af *"Skadinaujō" eller en selvstændig afledning.
I det oldengelske Beowulf-kvad finder vi formen "Scedenigge".
Sverige.
Sverige ("Sveernes Rige", på dansk tidligere også skrevet Sverrig) eller Kongeriget Sverige er et land beliggende på den østlige del af den skandinaviske halvø, grænsende op til Norge mod vest, Finland helt mod nordøst og forbundet til Danmark i sydvest via Øresundsbroen. Centralt placeret i Nordeuropa har landet kyststrækninger til Skagerrak, Kattegat, Østersøen og den Botniske Bugt. Med et areal på 449.964 km2 er det Vesteuropas tredjestørste land.
Sverige er i dag Skandinaviens største land med hensyn til areal og indbyggertal, en position landet har haft siden det 17. århundrede, hvor Sverige under Karl X Gustav formåede at fravriste Danmark sine østlige provinser Skåne, Halland og Blekinge. Store områder ved Østersøen, fra Nordtyskland over Baltikum til Finland har i perioder også været under svensk kontrol, men måtte opgives efter nederlag til det ekspanderende Russiske Kejserrige i det 18. og 19. århundrede. I dag er Sverige neutralt, hvilket det har været i de sidste ca. 200 år (1814), hvor landet med succes har holdt sig ude af deltagelse i konflikter og krige, bl.a. under 2. verdenskrig. I nyere tid og især under den kolde krig har man forsøgt at gøre sig til en neutral mægler mellem stridende parter på kloden. Sverige er medlem af EU og FN, men på grund af ønsket om neutralitet under den kolde krig ikke medlem af NATO.
Forhistorie.
Der findes arkæologiske vidnesbyrd om, at det område, som udgør det nuværende Sverige, fik sine første indbyggere i stenalderen, efterhånden som indlandsisen fra den sidste istid trak sig tilbage. De første indbyggere var jægere og samlere, som især levede af rigdommene i Østersøen. I modsætning til i Danmark, er der kun fundet meget sparsomme fund i det meste af Sverige fra stenalderen. Der er fundet tilvirkede flintesten i Skåne dateret til omkring 9.000 f.Kr., og jægere og samlere har langsomt spredte sig nordpå derfra.
Omkring 4000 f.Kr. er der i Danmark og det sydligste Sverige indført landbrug og husdyrhold, der sandsynligvis har spredt sig langsomt nordpå.
Omkring starten af bronzealderen øgede et særdeles mildt og gunstigt klima befolkningen i hele det sydskandinaviske område. En række arkæologiske fund fra store handelssamfund understøtter teorien om, at især det sydlige Sverige var tæt befolket i bronzealderen; helt til Stockholm er der fundet spor fra denne tid.
Fra jernalder er det sandsynligt, at forskellige større magtområder har udviklet sig i Sverige. Tacitus beskrev i 98 e.Kr. en stamme i det svenske område med navnet "Suionerne", som skulle være stærke i både våben og skibe. Det er muligt, at stammer i det svenske område har udøvet indflydelse på nærliggende områder, og der har sandsynligvis foregået en slags invasion i det danske område.
Der har sandsynligvis ikke været noget sammenhængende svensk herskabsområde sent i jernalderen og i vikingetiden, men snarere forskellige rivaliserende konge/høvdinge-dømmer. Kilder nævner Götaland og Svealand som to autonome stærke regioner. Det sydlige Sverige var i jernalderen sandsynligvis kulturelt knyttet tættere til områder i Danmark. Omkring Ystad er der fundet spor af en større handelsplads fra cirka 600-700 e.Kr.
Igennem det 9. århundrede og 10. århundrede var vikingekulturen dominerende i Sverige med handel, plyndringer og koloniseringer mod øst. Specielt de baltiske lande, Rusland og Sortehavet fik besøg af svenske vikinger.
Middelalder.
I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige stadig i gang med at dannes og konsolideres. Under kong Sverker I (1134-1155) siges det, at rivaliseringen mellem Svealand og Götaland ophørte med Götalands indlemmelse i Svealand. De næste hundrede år var præget af interne stridigheder mellem forskellige adelsslægter, der gjorde krav på tronen. Den største årsag til en endelig svensk samling under nogenlunde stabile forhold skal findes i Birger Jarl, der i perioden 1248-1266 formåede at skabe nogenlunde faste rammer for en svensk statsdannelse, og som bl.a. i dag hyldes som grundlægger af Stockholm. I disse år forsøgte man at indføre et feudalt system, som det havde fungeret i Europa i mange hundrede år.
I 1319 blev den kun tre-årige Magnus II konge af både Sverige og Norge. Drengens lange mindreårige status bidrog til monarkiets faldende indflydelse i området, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle, og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. I 1365 indsatte de magtfulde adelige i landet pga. utilfredshed med Magnus' regering i stedet hans nevø Albrecht af Mecklenburg som konge. Den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød dog også Albrechts fald, og man vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger.
I 1397, blev de tre lande Norge, Danmark og Sverige forenet under Danmarks Margrete 1. Det viste sig dog hurtigt, at man i Sverige heller ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Kalmarunionen var ikke en politisk union, og igennem det 15. århundrede forsøgte Sverige at modstå et dansk centraliseret styre under den danske konge. Sverige brød ud af Kalmarunionen i 1523, da Gustav Eriksson Vasa, senere kendt som Gustav I af Sverige genetablerede den svenske krone.
Sveriges vej til stormagtsstatus.
I det 17. århundrede blev Sverige én af de store magter i Europa, efter at landet med succes havde deltaget i Trediveårskrigen. I flere krige mod Danmark-Norge erobredes vigtige provinser fra disse riger. Mest markant, da Danmark ved Roskildefreden i 1658 måtte opgive de kernedanske Skånelande (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm) til Sverige. Under den store nordiske krig måtte Sverige i 1710 efter 200 år trække sig ud af det nordlige Baltikum. Dermed sluttede Sveriges hegemonialstilling i Østersøen.
I frihedstiden forsøgte Riksdagen, der var den regerende magt, flere gange at genvinde den tabte stormagtsstatus, men efter hattenes krig 1741-1743 mod Rusland måtte Sverige afstå store dele af Finland og endeligt opgive stormagtsdrømmene.
I 1809 måtte Sverige efter en kort tabt krig mod Det Russiske Kejserrige afgive hele kontrollen over Finland til russerne. Finland havde siden middelalderen mere eller mindre været under svensk kontrol.
Krigen mod Norge i 1814 førte til en væbnet annektering af landet og en personalunion mellem Norge og Sverige. Siden har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger og har værnet om sin neutralitetsstatus.
En krig truede dog i 1905, da det norske Storting erklærede unionen med Sverige opløst, og det norske folk bekræftede afgørelsen ved en folkeafstemning. Krigen blev undgået ved forhandlingerne i Karlstad 1905.
Moderne tid.
Sverige forblev neutral under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig og var i 1952 medstifter af Nordisk Råd og blev i 1995 medlem af Den Europæiske Union.
Den første Nobelprisceremoni blev afholdt i Stockholm i 1901. Fra 1902 er priserne for fysik, kemi og litteratur formelt blevet uddelt af regenten, mens fredsprisen uddeles af det norske Storting. Et levn fra unionen mellem Sverige og Norge, der stadig var i kraft på det tidspunkt.
Politik.
Sverige har været et monarki i næsten tusind år. En del af årene under skiftende kontrol af et parlamentarisk system. Den lovgivende magt har været delt mellem kongen og parlamentet (Riksdagen). Den udøvende magt var delt mellem kongen og et adelsråd indtil 1680 og derefter et enevældigt kongedømme.
Som en reaktion på nederlaget i den store nordiske krig, blev parlamentarismen introduceret i 1719, den såkaldte frihedstid, efterfulgt af tre organisatorisk forskellige konstitutionelle monarkier i 1772, 1789 og 1809. Det sidste indeholdt flere borgerlige rettigheder. Parlamentarismen blev genindført i 1917, da kong Gustaf 5. af Sverige efter en lang kamp accepterede at udnævne kabinettet ved flertalsafgørelser i parlamentet. I 1918-1921 blev den generelle og lige stemmeret indført. Parlamentarismen blev bevaret af kongens efterfølger Gustaf 6., indtil en grundlov i 1975 i praksis fjernede kongens politiske magt. Monarkiet blev bevaret som en formel og symbolsk statsoverhovedinstitution med hovedsagelig ceremonielle pligter.
Ifølge Grundloven er det 349 medlem store étkammerparlament Riksdagen den øverste myndighed i Sverige. Rigsdagen kan ændre Grundloven efter en dobbeltvedtagelse, og der skal afholdes rigsdagsvalg imellem de to vedtagelser. Lovgivning kan fremlægges af regeringen eller af en gruppe eller et enkelt medlem fra parlamentet. Medlemmerne af Riksdagen vælges efter et proportionalt valgsystem for en firårig periode.
Det juridiske system er opdelt i retsinstanser, der håndhæver henholdsvis civile retssager og straffesager, samt specialretsinstanser, som har ansvaret for det juridiske forhold mellem offentligheden og regeringen eller andre offentlige myndigheder. Sveriges retssystem er opdelt i lokale retsinstanser (tingsrätter), regionale appelretsinstanser (hovrätter) og en højesteret (Högsta Domstolen).
Sveriges militær.
Væbnede styrker: 64.000 (inkl. 36.600 rekrutter) (1995).
Geografi.
Sverige har trods sin nordlige beliggenhed et primært tempereret klima. Dette skyldes hovedsagelig Golfstrømmen. I det sydlige Sverige er løvbærende træer i flertal, i de nordlige områder er gran og birk dominerende i landskabet. I Sveriges bjergrige nordlige del har landet et subarktisk klima. I den nordlige del af landet nord for polarcirklen, går solen ikke ned i løbet af sommeren, og natten varer hele døgnet om vinteren.
Øst for Sverige ligger Østersøen og Den Botniske Bugt, hvilket giver landet en lang kystlinje. Mod vest er den skandinaviske bjergkæde beliggende, et område som adskiller Sverige fra Norge.
Den sydlige del af landet er opdyrket, med mere og mere skov jo højere man tager nordpå i landet. Befolkningstallet følger samme mønster, med en høj befolkningstæthed i syd specielt omkring dalen ved søen Mälaren og i Øresundsregionen samt Göteborg området. Længere mod nord er befolkningstætheden mindre.
Skove dækker 55% af arealet og er således det dominerende landskabselement i hele Sverige bortset fra Skånes morænesletter. Dog findes der store slettelandskaber ved de store søer. Skovene består hovedsagelig af nåletræer, især gran, men også fyr. Egen trives helt op til nord for de store søer, mens bøgen hovedsagelig er at finde i Skåne, Blekinge og på den sydlige vestkyst. Træproduktion, f.eks. papirfremstilling, er derfor et meget vigtigt erhverv.
Grundfjeldet ligger tæt under jordoverfladen i det meste af Sverige, og især i Bergslagen i det mellemste Sverige, har der fundet udvinding af jern sted siden middelalderen, og her finder vi også i dag centret for den industrielle produktion.
Sveriges lange udstrækning fra nord til syd bevirker, at vilkårene for landbrugsproduktion bliver meget forskellige. I Skåne er vækstperioden dobbelt så lang, som i landets nordlige del, hvilket har medført, at have- og agerbrug dominerer i Skåne, mens kvæghold er vigtigere længere nordpå.
Gotland og Öland er Sveriges største øer.
Provinser.
Sverige er opdelt i 21 län. I hver provins er der en länsstyrelse, udnævnt af regeringen. I hver provins er der også et landsting, som vælges af de valgte repræsentanter for den lokale befolkning. Hvert län er yderligere opdelt i en række kommuner, i alt 290 pr. 2005. Der har også tidligere været andre historiske opdelinger af Sverige i provinser og regioner (landskap). De fleste svenskere føler endnu i dag en samhørighed med hjemme"landskapet" snarere end med "länet".
Se også listen over kommuner i Sverige.
Byer.
Listen omfatter byområder i Sverige, der i 2004 havde mere end 30.000 indbyggere. Udenfor Stockholm defineres byområde, som et sted, hvor der ikke er over 200 meter mellem bygningerne.
Økonomi.
Understøttet af fred og neutralitet igennem hele det 20. århundrede, har Sverige opnået en meget høj levestandard. Dette er bygget op ved en blandingsøkonomi af kapitalisme og uddeling af betydelige velfærdsgoder gennem en skattefinansieret omfordeling af landets rigdomme. Landet har et moderne distributionssystem, gode interne og eksterne kommunikationsmidler og en veluddannet arbejdsstyrke. Tømmer, vandkraft og jernmalm er vigtige naturressourcer i en økonomi, som er stærkt orienteret mod handel med udlandet.
Private selskaber står for cirka 90% af landets industrielle produktion. Maskinindustrien står for 50% af produktionen og eksporten. Landbruget udgør alene 2% af bruttonationalproduktet og beskæftiger også kun 2% af arbejdsstyrken. Den svenske regerings beslutsomhed om styr på de offentlige finanser førte til et væsentligt overskud i 2001, som dog blev halveret i 2002. Den svenske nationalbank fører en inflationsstabiliserende politik med en målsætning om en årlig inflation på 2%.
Kommunikations- og transportsystemet i Sverige er væsentlige elementer i landets veludbyggede infrastruktur.
Veje.
Sverige har et vejnet på anslået 212.000 kilometer (år 2001). De sydlige dele af landet har det mest udbyggede vejnet. Dette gælder frem for alt tætbefolkede områder som Skåne, Göteborg, den svenske vestkyst, samt Östergötland og Stockholmsregionen, som har et omfattende vejnet. Mindre veje i tyndt befolkede egne kan indbefatte grusveje, dette gælder frem for alt for Norrland, som er betegnelsen for den øverste halvdel af Sverige. Fra Skåne går der motorveje til Danmark over Øresundsbroen og til Göteborg, Stockholm og Uppsala. Totalt set har Sverige sammenlignet med andre europæiske lande en forholdsvis lav vejstandard, hvis man ser bort fra de vigtigste motorveje. Dette skyldes landets enorme størrelse i forhold til det forholdsvis lave indbyggertal.
Jernbaner.
Sveriges jernbanenet er blevet udbygget siden 1800-tallet, og omfattede år 2001 omkring 11.106 kilometer jernbane, heraf er 9.400 kilometer elektriciferet.
Jernbanenettet er meget ulige fordelt i Sverige. Flest jernbaner finder man i de mest befolkede egne, Skåne, vestkysten, samt Stockholmsregionen, mens man især i de nordlige egne kan finde store områder uden jernbaner.
Fly.
I Sverige findes der et antal internationale lufthavne, hvoraf Arlanda ved Stockholm er den største med omkring 20 millioner passagerer årligt. Derefter kommer Landvetter ved Göteborg, Sturup ved Malmø og Kallax ved Luleå i Nordsverige.
Demografi/Religion.
Foruden svenskerne lever et lille antal samer i den nordlige del af landet. Den største minoritetsgruppe er finner og andre skandinaver. De seneste årtier er en lang række indbyggere fra Italien, det tidligere Jugoslavien, Iran, Vietnam og Chile, samt kurdere og palæstinensere indvandret til landet.
Selv om Sverige (ligesom USA) ikke har et officielt sprog, er de facto-sproget svensk, med en lille finsktalende minoritet. Samerne har også deres egne to sprog - ingen af disse er i familie med svensk. Siden 1999 har Sverige haft fem anerkendte minoritetssprog: finsk, samisk, meänkieli, romani chib og jiddish.
Sverige har en lang række religioner. Hovedparten af befolkningen er medlemmer af den lutherske kirke (som i 2000 blev skilt fra staten). Der er også et antal muslimer i Sverige, med baggrund i indvandringen fra muslimske lande. Nogle samer praktiserer en naturreligion.
Fordeling 2007: lutheranisme 74%, islam ca. 5,5%, Frikirkesamfund 2,5%, ortodokse 2%, katolicisme 1,5%, joder 0,5%, samisk naturreligon 0,5%, andre eller ingen oplyst 13,5%.
Kultur.
Svensk kultur i det 20. århundrede er kendetegnet ved pionérarbejde i filmens tidlige dage af Mauritz Stiller og Victor Sjöström. Senere gjorde Ingmar Bergman og skuespillere som Greta Garbo, Ingrid Bergman og Anita Ekberg karriere også uden for landets grænser.
Sange af Bellman, Evert Taube og Birger Sjöberg er internationalt kendt. ABBA sættes ofte lig ny svensk populærmusik, men nye grupper som Soundtrack of our lives og The Hives har også på det seneste opnået international anerkendelse.
Svensk litteratur er også kendt vidt og bredt. Svenske forfattere har opnået en lang række nobelpriser i litteratur. Opdelt på lande, rangerer Sverige som den tredjestørste modtager af Nobelprisen i litteratur. Indenfor børnelitteratur står Sverige også stærkt med bl.a. Astrid Lindgren, som har skrevet "Emil fra Lønneberg", "Vi børn i Bullerby". Af andre bøger kan nævnes "Alfons Åberg".
Helligdage.
Den svenske helligdagskalender består hovedsagelig af kristne helligdage. Hovedparten af disse består dog som en fortsættelse af før-kristne højtideligheder, såsom midsommer aften.
Nationaldagen er den 6. juni (Flagdagen).
Midsommar.
Midsommerfesten ("midsommarfirandet") er den største folkefest i Sverige. Den finder altid sted den fredag og lørdag, som ligger nærmest den 21. juni.
Svarer til Danmarks Sankthans, men fejres på en anden måde.
Om fredagen fejrer man "midsommarafton" med dans omkring majstangen (Midsommarstången), der oftest sker hen på eftermiddagen. Den traditionelle midsommerspise er sild, nye kartofler ('färskpotatis') med øl og brændevin, og herefter jordbær med fløde ('jordgubbar med grädde').
Lørdagen er "midsommardagen" som er helligdag.
Sport.
200px
Sport er en fysisk aktivitet der udøves under fastsatte regler, således at der kan konkurreres enten individuelt eller holdmæssigt mod modspiller(e). Inden for sport opereres der ofte med begrebet 'sportsånd', hvilket vil sige et sindelag der er i overensstemmelse med sportens regler for god opførsel og retfærdigt spil i forbindelse med konkurrencer.
Den meget indflydelsesrige internationale sportsorganisation SportAccord definerer sport som et begreb, hvor der skal indgå et konkurrencemoment.
Ikke alle sportsgrene lægger lige stor vægt på det fysiske, men "tankesport" som skak og kortspil regnes almindeligvis ikke med til sport.
Historie.
Sport er udøvet af mennesker gennem tusinder af år. Oprindeligt er inspiration til sport hentet fra forskellige militærdiscipliner og havde symbolsk betydning for krigsførelse. Sport har i dag stor betydning socialt, i mediebilledet, kommercielt samt i politiske sammenhænge.
Sport udgør et af de største underholdningsområder, med dedikerede tv-kanaler, løbende dækning i radio og aviser, specialmagasiner og internetmedier for næsten enhver sportsgren. Nogle af de største mediebegivenheder er de Olympiske lege, VM i fodbold og cykelløbet Tour de France, der alle transmitteres ud til tv-seere over hele verden.
Sport udgør endvidere en vigtig social platform, hvor mange mennesker mødes på tværs af geografi og øvrige baggrunde. Der findes i Danmark mere end 10.000 sportsklubber, der samlet set har mere end 1.6 millioner medlemmer.
Organisation af sport.
Den største paraplyorganisation for dansk sport eller idræt hedder Danmarks Idræts-Forbund, der organiserer adskillige specialforbund, der igen repræsenterer endnu flere sportsgrene. Foruden disse organisationer eksisterer der mange klubber, der i foreningskulturen tilbyder mangfoldige sportsgrene, men som ikke er organiseret under omtalte organisationer, selvom der kan være tale om de samme sportsgrene.
Se også listen over sportsgrene.
Idræt som studium.
Idræt kan studeres ved flere af de danske universiteter, se under emnet idræt.
Skonnert.
En skonnert er i skibsterminologi betegnelsen for et to- eller flermastet, hurtigtgående fartøj med minimum fokkemast og stormast som bærer langskibs sejl på alle master, som dog også kan føre råsejl. I vore dage betegner skonnert et sejlskib med to master med gaffel- eller bermudarig og med den agterste mast højest. Der findes også tremastede skonnerter og de har for det meste tre lige høje master.
Orlogsskonnerter.
I sømilitær sammenhæng var skonnerterne ret ubetydelige. De blev brugt på linje med brigger som vagtskibe og til opmåling og udforskning af ukendte farvande. Da artilleriet blev kraftigere fra 1850'erne, fik skibene en ny karriere som en slags søgående kanonbåde. Fra 1861 til 1876 blev der bygget seks danske orlogsskonnerter.
Skøde (skibsterminologi).
Et skøde er i skibsterminologi betegnelsen for en line, der bruges til at styre et sejls underkant.
Spant.
Skibsskrog, der næsten kun består af spanter på langs og på tværs.
Spant er i skibsterminologi betegnelsen for det tømmer og/ eller stål der udgør skibets skelet. Elementer i en flyvemaskines skelet kaldes også spanter.
Spanternes primære opgaver fastgørelse af skibsklædning samt afstivning af fartøjets konstruktion.
For stålskibe blev skibsklædninger tidligere fastgjort og samlet ved nitning, i dag anvendes næsten altid svejsning.
Flere spantesystemer er i anvendelse, blandt andet langskibs-, tværskibs- og kombinerede systemer.
Stag.
Stag er i skibsterminologi betegnelsen for en line (typisk en stålwire) der afstiver masterne i skibets længderetning.
Stagsejl.
Et stagsejl er i skibsterminologi betegnelsen for et trekantet sejl, der som regel sættes på stag mellem skibets master eller som forsejl.
Stang.
En stang er i skibsterminologi betegnelsen for en ekstra sektion som forhøjer den oprindelige mast.
Styreåre.
En styreåre er i skibsterminologi betegnelsen for en bredbladet åre på skibets styrbords side, som man styrer skibet med.
Rorets forgænger. Der har også eksisteret skibe med to styreårer, antagelig dog kun brugt en ad gangen, i den læ side.
Stævn.
En stævn er i skibsterminologi betegnelsen for skibets forende.
Skibstyper.
Skibe har gennem tiderne været et af menneskets foretrukne transportmidler. En lang række af skibe er derfor blevet udviklet til specifikke behov og formål.
Skibe betegnes ud fra forskellige synsvinkler, bl.a. efter rigning (slup, skonnert, fuldskib, bark osv.), fremdrivning (dampskib, sejlskib, maskindrevet skib, robåd, osv.), bygningsmateriale (træskib, stålskib, osv.), funktion (lastskib, passagerskib, fiskeskib, fritidsfartøj, osv.).
Styresystem.
Styresystemet, eller operativsystemet (fra det engelske "operating system"), ofte forkortet 'OS', er noget af det grundlæggende programmel i en computer, men samtidig et meget komplekst stykke software. Populært sagt dirigerer styresystemet alle computerens forskellige enheder. Det sætter hardwaren i stand til at udveksle data.
Det som folk nu om stunder forbinder med begrebet, består af flere del-elementer hvoraf en del tidligere blev anset som værende separat fra styresystemet. Hvad der "hører sig til" et styresystem er også noget der varierer i forskellige kredse.
Dele af et styresystem.
Kernen håndterer forbindelsen mellem hardware og software
Steven Bourne lagde navn til den første moderne shell
De tre sidste punkter er mest kendetegnende for styresystemer rettet mod den personlige computer, men efterhånden krydser de forskellige styresystemers veje. Mens Windows og Mac OS, der i de tidlige firsere blev designet med den personlige computer for øje, efterhånden har bevæget sig ind på servermarkedet i de nyeste versioner, så har Unix, som blev designet til time-sharing-systemer (det man i dag ville kalde mainframes) gået den anden vej i form af OpenBSD, NetBSD, FreeBSD og diverse Linux-distributioner, som i dag kan køre på PC'er der ellers ville blive betragtet som for små til at kunne køre den mindste version af Windows XP.
Der er også et væld af mere eller mindre nicheprægede styresystemer fra de største mainframes til håndholdte PDA'er ("Personal Data Assistant"), specialiserede real-time-systemer og embedded systems, der tilbyder forskellige variationer af delelementer, velegnet til forskellige formål.
Tegneserie.
En tegneserie består af mindst to billeder, der indbyrdes hænger sammen og er afhængige af hinanden, og som fortæller en fremadskridende handling.
Den spæde barndom.
Det er usikkert, hvilken der egentlig var den allerførste tegneserie. Noget lignende tegneserier har ganske givet eksisteret gennem hele historien. Gennem kunst- og kulturhistorien har vi haft flere eksempler på de samme virkemidlene som tegneseriene bruger. Nogen eksempler er gamle hulemalerier, ægyptiske malerier og broderier fra Middelalderen, som Bayeux-tapetet.
I dens spæde barndom blev tegneserierne ikke opfatttet som et seriøst medium. Derfor blev de aldrig registreret noget sted. Knold og Tot, der startede 1896, bliver ofte opfattet som første tegneserie, men samme år kørte serien The Yellow Kid og kunstneren Rodolphe Töpffer havde allerede i 1820-erne lavet illustrerede fortællinger. I 1896 fik Richard Outcault trykt en serie i New York Journal som hed Hogans Alley. Dette var den første tegneserie som havde et fast persongalleri, med personer som The Yellow Kid. Hvilken den første tegneserie var, vil alligevel afhænge af, hvordan man definerer fænomenet.
De første år var der ikke de senere så velkendte talebobler, man skrev personernes replikker under billedet præcis som vittighedstegninger. Men lydordene begyndte deres indtog tidligt på billederne, og de har siden været en af grundene til, at man ofte har opfattet tegneserien som et barnligt medium.
Tyskland.
Tyskland (1979 px klik for forstørrelse)
Tyskland, officielt Forbundsrepublikken Tyskland (tysk: "Bundesrepublik Deutschland") er en føderal stat bestående af 16 delstater beliggende i det vestlige Mellemeuropa. Landet grænser i nord op til Danmark, i vest til Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland, i syd til Schweiz og Østrig og i øst igen til Østrig samt til Tjekkiet og Polen. Hovedstaden er Berlin.
Som nationalstat blev Tyskland først samlet i 1871, mens den nuværende stat er en fortsættelse af den vesttyske forbundsrepublik fra 1949. I 1990 blev det tidligere DDR indlemmet i forbundsrepublikken som de fem nye, østtyske delstater.
Med sin centrale beliggenhed har Tyskland haft en afgørende indflydelse på Europas historie.
I dag er landet med sine 83 millioner indbyggere det folkerigeste i EU. Tysklands økonomi er også den største i EU og den tredjestørste på verdensplan. Som verdens største eksportnation anses landet for motoren i europæisk økonomi. Landet er bl.a. en vigtig aktør i G8 og NATO.
Navn og begreb.
Ordet "tysk" stammer fra det gammelhøjtyske "theodisk", "diutisk", der er afledt af det oldgermanske "theoda" "folk" i betydningen "talende folkesproget", i modsætning til latin, der brugtes af gejstlige og lærde.
Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende som begreb for det område hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede dengang også det tysktalende Østrig og, alt efter opfattelse, områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og i det sydlige Sønderjylland. Først med samlingen af Tyskland under preussisk ledelse i 1871, den såkaldte lilletyske løsning uden Østrig, blev Tyskland en fast geografisk enhed. I Danmark før 1990 brugte man ofte navnet Tyskland om Vesttyskland, hvorimod den anden tyske stat kaldtes DDR eller Østtyskland.
Forhistorie og oldtid.
Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Man har fundet spor af fortidsmenneskelig aktivitet helt tilbage til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa begyndte Tyskland at blive hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik man i Tyskland bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.
Første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland finder man hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr., der omtaler keltiske stammer i det sydlige Tyskland og germanske stammer i det nordlige. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig yderligere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast, men mange flod- og bynavne i Sydtyskland vidner om deres tilstedeværelse.
Germanske stammer omkring 50 e. Kr.
Slaget i Teutoburger-skoven (Varusslaget) i Niedersachsen i år 9, hvor germanere under hærføreren Hermann udraderede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, havde sat en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen.
Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de af germanske stammer beherskede områder løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk sprog. De vigtigste romerske byer i det nuværende vestlige og sydlige Tyskland var "Colonia Agrippinensium" (Köln), "Augusta Treverorum" (Trier), "Mogontiacum" (Mainz) og "Augusta Vindelicorum" (Augsburg). Selvom der var stadige modsætninger mellem romerne og germanerne, fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted, der førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne i år 98 e. kr.
Germanske folkevandringer.
Allerede 120 f. kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis udgående fra Himmerland i det senere Danmark), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italiske kerneland.
Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e. kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store folkegrupper flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for også germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger over det meste af Vesteuropa. Delingen af det frankiske rige år 843.
I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen var præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse (Berlin, Dresden m.fl.).
Det frankiske rige.
I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, underlagde sig Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var dermed den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt op til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl.a. Godfred.
Det tysk-romerske rige (843-1806).
Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund, Elsass og Lothringen), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering i de næste 1100 år.
Da den sidste karolinger døde i 911, overgik tronen først til Konrad 1. og senere (919) til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar for Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, det årstal, der plejer at betegne fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, så vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt hver gang denne forsøgte at få den fulde kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor de syv kurfyrster (dvs. fyrster med ret til at køre (stemme)) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge en kejser fra det stærkeste medlem af riget, de habsburgske konger fra Østrig.
Reformationen og trediveårskrigen.
Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt, en ødelæggende krig, der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landene voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tysklands indbyggertal faldet fra 17 til 10 millioner.
Enevælden.
I løbet af det 17. århundrede og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange af de tyske stater. Det betød en gradvis rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling, så godt, at han kunne udfordre den tyske kejser, der siden middelalderen havde været fra det stærke, katolske Østrig. Modsætningen mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i det 18. århundrede. Især under Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Men hverken Østrig eller Preussen var i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet.
Det Tyske forbund (1815-1866).
Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. Tyskland blev ikke forenet. I stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig, og mange af de tidligere over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer.
Frankfurterparlamentet (1848-49) måtte opgive håbet om en en samlet, demokratisk tysk stat.
I de følgende tiår, kendt som restaurationen (dvs. genoprettelsen), forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og med kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love en forfatning. En nationalforsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag.
Det tyske kejserrige (1871-1918).
Preussens militære sejre, først mod Danmark i 1864, men specielt i slaget ved Königgrätz 1866 mod Østrig og i den fransk-preussiske krig 1870-71, betød at konkurrenterne var slået af banen, og Preussen alene kunne tage rollen som grundlægger af et samlet Tyskland. Ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871 blev Preussens kongeslægt gjort til kejsere over det Tyske Rige, der omfattede alle de større og mindre stater i Tyskland, der før havde været mere eller mindre selvstændige. I årtier havde valget stået mellem den såkaldt stortyske og lilletyske løsning, med eller uden Østrig, men Preussen havde nu effektivt kørt Østrig ud på et sidespor, og Tyskland blev derfor samlet uden Østrig.
Selv om kejserriget havde en valgt rigsdag, blev regeringen udnævnt af kejseren, som havde central politisk magt. Otto von Bismarck, den såkaldte jernkansler, havde med sin strategiske sans og vilje til krig som magtredskab været hjernen bag Preussens kolossale opstigning, men da kejser Wilhelm 1. (kejser 1871-1888) døde og blev efterfulgt af først Frederik 3. (1888) og, efter dennes hurtige død, Wilhelm 2. (1888-1918) mistede Bismarck sin indflydelse.
Første verdenskrig.
Kejserriget var en epoke med stor økonomisk vækst og industrialisering - og samtidig øget nationalfølelse og militarisme. Bismarcks mere realpolitiske linje var erstattet af en markant mere aggressiv kurs, der stræbte efter at udvide tyske interesser i Europa; og gennem kolonialisering og flådepolitik også i resten af verden. Det sidste var især en torn i øjet på England. Frankrig nærede ønske om hævn efter nederlaget til tyskerne i 1871, hvor det afstod regionerne Alsace/Elsass og Lorraine/Lothringen, og der var dermed lagt op til krig.
Den 1. august 1914 brød 1. verdenskrig ud. Efter fire års meget blodig, men delvis stillestående krig, måtte Tyskland erkende nederlaget, dog uden at der på noget tidspunkt for alvor havde været fjendtlige tropper på tysk jord. Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for 1. verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger. Tyskland mistede store områder til Polen, Frankrig og Belgien, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark efter en folkeafstemning (genforeningen i 1920). Nederlaget betød kejserrigets endeligt; kejseren abdicerede, og de tyske socialdemokrater udråbte det Tyske Rige som republik.
Weimarrepublikken (1919-1933).
Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt og demokratisk Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af store økonomiske problemer og forfatningens organisatoriske svaghed. I de tidlige år var det oprør og kupforsøg fra både højreekstreme og kommunister, og hyperinflationen i 1923 knækkede økonomien. De følgende år blev forholdene bedre, efterhånden som Tysklands forbindelser med de tidligere fjender forbedrede sig og trykket fra krigsskadeerstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden, indtil den store verdensøkonomiske krise efter børskrakket i 1929 indtraf. Under den nye økonomiske tilbagegang var forholdene under hyperinflationen i frisk erindring, og en antidemokratisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Både Adolf Hitler med hans Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP), tyske monarkister og kommunisterne udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed, og staten var ikke længere i stand til at opretholde lov og orden.
Nazi-Tyskland (1933-1945).
Adolf Hitler kunne sætte Weimarrepublikken ud af funktion i 1933, dels med andre partiers hjælp, dels med vold og trusler. Efter at NSDAP var blevet største parti i de to valg i 1932, uden dog at få flertal i Rigsdagen, blev Hitler den 30. januar 1933 udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunistpartiet forbudt. Efter valget i marts 1933 havde Hitler stadig ikke flertal i Rigsdagen, men de kommunistiske mandater blev annulleret, og ved hjælp af de øvrige partiers stemmer fik Hitler det to tredjedeles flertal, som var nødvendigt for at omgå forfatningen og give ham beføjelser til at regere alene. Kun det socialdemokratiske SPD stemte mod denne bemyndigelseslov. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Han undergravede systematisk alle demokratiske institutioner og indførte meget strenge regler for jøder og politiske modstandere; de sidste blev allerede fra 1933 interneret i de nyoprettede KZ-lejre.
I løbet af 30´erne brød Tyskland flere gange åbenlyst bestemmelser i Versaillestraktaten, uden at England eller Frankrig greb ind, selv om Tyskland endnu ikke havde militær af betydning. Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 ("Anschluss") blev det tyskbefolkede Sudeterland annekteret fra Tjekkoslovakiet i oktober samme år, i overensstemmelse med München-aftalen mellem Tyskland og Storbritannien. I marts 1939 annekterede Tyskland hele den vestlige halvdel af Tjekkoslovakiet (de gamle østrigske provinser Böhmen-Mähren). Det var ikke en del af aftalen, og England og Frankrig gav Tyskland et ultimatum.
2. verdenskrig.
Polen genopstod efter 1. verdenskrig og havde kunnet udvide sit areal med store områder, hvor der levede et stort tysk mindretal (bl.a. den polske korridor der delte det østlige Tyskland i to). Hitler ønskede derfor at erobre landet. Også for at få livsrum og for at vise den slaviske races underlegenhed. 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, og den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Delingen af Polen og Østeuropa var allerede fastlagt i Molotov-Ribbentrop-pagten. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. Det blev begyndelsen på 2. verdenskrig.
I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene, Luxemburg og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 samtidigt med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA.
Tyskland og Japan, tabte krigen i 1945. Italien kapitulerede allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til enorme menneskelige lidelser, en total nedbrydning af Tysklands politiske og økonomiske strukturer og en deling af landet. Tyskland mistede store områder i øst. Den tyske befolkning blev fordrevet igen og erstattet af polakker og sovjetborgere.
Efterkrigstiden.
De fire besættelseszoner fra 1945.
Tyskere refererer ofte til 1945 som "Stunde Null" for at beskrive landets totale sammenbrud. Selv om visse storbyer var jævnet med jorden, så var al tysk industri dog ikke ødelagt, og store dele af infrastrukturen var stadig intakt. Allerede ved Jalta-konferencen i februar 1945 var de tre store allierede nationer, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, blevet enige om at dele Tyskland i fire besættelseszoner efter sejren. Ved Potsdam-konferencen blev denne ordning bekræftet og den tyske grænse mod øst lagt fast ved floderne Oder og Neisse, hvor den stadig er. Det betød at over 10 millioner tyskere skulle udvises fra de tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen (Schlesien, Østpreussen og Pommern).
Kort efter Potsdam-konferencen begyndte uenighederne mellem Sovjetunionen og de vestallierede at vise sig. De kulminerede i 1948 med Berlin-blokaden, den sovjetiske blokade af den af de vestallierede del af Berlin, som lå isoleret midt inde i østblokken. Sovjetunionens påskud var utilfredshed med den nyindførte møntreform i de vestlige besættelseszoner. Takket være en allieret luftbro kunne den vestberlinske befolkning brødfødes.
I 1949 blev to tyske stater grundlagt. De tre vestlige besættelseszoner, den franske, britiske og amerikanske, blev til Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og den sovjetiske zone blev til den kommunistiske stat DDR (Østtyskland).
Vesttyskland.
Vesttysklands forhold til udlandet var i årtierne efter krigen præget af de ødelæggelser og folkedrab som Tyskland var ansvarlig for under 2. verdenskrig. Målet var fra starten at genskabe tilliden til Tyskland i verden og på den måde også opnå økonomisk og politisk handlefrihed. I 1952 indgik den første tyske forbundskansler Adenauer en aftale mellem Vesttyskland og Israel, hvorefter Vesttyskland forpligtede sig til at betale tre mia. D-Mark i erstatning til tysk-jødiske fordrevne. I 1955 besøgte Adenauer Sovjet og genoptog diplomatiske forbindelser. Det betød at 2 mio. af de ca. 3,3 mio. tyske krigsfanger i Sovjet kunne vende hjem fra fangenskab. I 1955 indgik Danmark og Tyskland i forbindelse med Vesttysklands indtræden i Nato en aftale om mindretallene ved den dansk-tyske grænse (København-Bonn-erklæringerne).
Årene efter Willy Brandts tiltræden i 1969 var præget af afspænding mellem Øst og Vest. I 1970 indgik Vesttyskland en samarbejdsaftale med DDR. Han besøgte mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa, og Polens og Sovjets overtagelse af de tidligere tyske østområder (Oder-Neisse-Grænsen) blev anerkendt.
DDR.
Utilfredsheden med det østtyske styre førte i 1953 til arbejderopstanden i Østberlin. I løbet af 1950'erne steg antallet af flygtninge fra DDR til Vesttyskland voldsomt, og den socialistiske stat var ved at blive drænet for især højtuddannede borgere. I 1961 lukkede det østtyske regime under Walter Ulbricht grænsen med Berlinmuren.
Murens fald.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne bredte det folkelige pres for reformer sig til de kommunistiske østlande og også til DDR. Bølger af østtyskere flygtede gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til Vesttyskland, og der opstod demonstrationer og protester mod det østtyske styre, det strengeste kommunistiske regime i Østeuropa. Begivenhederne er kendt som "die Wende" (vendepunktet). Berlinmuren faldt den 9. november 1989, da DDR's regering i forvirring bevilgede fri udrejse. Tysklands genforening fandt sted, da DDR blev omdannet til fem delstater, der blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990. Dagen er nu Tysklands nationaldag.
Efter genforeningen har Tyskland især arbejdet på at forbedre infrastrukturen i de østlige delstater og få dem op på økonomisk niveau med de vestlige. Resultatet varierer, da høj arbejdsløshed og social uro er et problem i mange østlige dele af landet. Internationalt indtager Tyskland en stadig vigtigere rolle, og landet er en dominerende (men ofte diskret) deltager i EU.
Politisk system.
Valg til Forbundsdagen ("Bundestag") finder sted hvert fjerde år. Der er ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet, siden det blev indført i 1949. Det bygger på en kombination af valg i enkeltmandskredse med udjævningsmandater, således at forholdstallet bestemmer hvor mange mandater partierne får. Der er gennemført en række forholdsregler, der skal modvirke politisk splittelse som i Weimar-republikken: En relativt høj spærregrænse på 5% gør det svært for nydannede partier at blive valgt ind, landsdækkende folkeafstemninger er ikke tilladt, der kan ikke udskrives valg uden for de faste valgperioder, og forbundskansleren har en særlig stærk stilling. Hun kan kun væltes, hvis der kan dannes flertal for en anden regering. Selv om forbundsdagen kan ændre grundloven (med 2/3 flertal), er visse friheds- og menneskerettigheder "eviggyldige" og kan ikke ophæves.
Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år og ikke har politisk magt. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog og dernæst af Johannes Rau.
Den 31. maj 2010 valgte forbundspræsident Horst Köhler som den første i embedet at træde tilbage før tid, efter at han er blevet beskyldt for at bruge de væbnede styrker til at beskytte økonomiske interesser i Afghanistan. Formanden for det tyske overhus, Forbundsrådet, socialdemokraten Jens Böhrnsen overtager stillingen midlertidigt.
Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af de borgerlige partier "Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union" (CDU/CSU) og "Freie Demokratische Partei" (FDP), mens "Sozialdemokratische Partei Deutschlands" (SPD), miljøpartiet "Die Grünen" og kommunisternes arvtagere "Partei des Demokratischen Sozialismus" (PDS, nu Die Linke) var i opposition.
Udenrigsrelationer.
I dag anses Tyskland for at have bidraget væsentligt til Den Europæiske Unions fremgang og til samlingen af det østlige og vestlige Europa. Tyskland har i de senere år optrådt med større selvsikkerhed på mange områder. Det tidligere forbud mod tyske tropper uden for Tysklands grænser er ophævet, og der er nu også tyske soldater udstationeret i bl.a. Afghanistan. Tyskland arbejder, bl.a. med britisk og fransk støtte, på at få en fast plads i FN's sikkerhedsråd.
Delstater.
Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 "Länder" (forbundslande eller delstater), hvoraf tre, Berlin, Bremen og Hamborg er bystater. Forbundslandene har væsentlige beføjelser indenfor bl.a. kultur- og skolepolitik, men også finans- og skattepolitik kan de i nogen grad selv styre. Grænsen mellem delstaternes og forbundsregeringens beføjelser og den bedst mulige administrative opdeling er til stadig debat. Der er stor forskel på forbundslandenes økonomi og størrelse, og sammenslutninger mellem forbundslande er blevet diskuteret, men ikke gennemført (f.eks. Berlin-Brandenburg og en "Nordstat" af Slesvig-Holsten, Hamborg, Bremen, Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern).
De 16 forbundslande er yderligere opdelt i 438 "Kreise" ("kredse" eller amter).
Nationale symboler.
Siden 2. verdenskrig har Tyskland været meget tilbageholdende med anvendelse af nationalsymboler. Siden genforeningen, og særlig ved fodbold-VM i Tyskland 2006, er brugen af nationale symboler igen blevet mere accepteret, men stadig forbundet med tilbageholdenhed.
Den tyske nationalsang er officielt tredje vers af "Deutschlandlied" eller "Lied der Deutschen", der blev skrevet af den nationalliberale Hoffmann von Fallersleben i 1841 på den østrigske kejserhymnes melodi af Joseph Haydn fra 1797. Brugen af de to første, nu uofficielle vers forbindes ofte med nynazistiske synspunkter.
Det sort-rød-gyldne tyske flags historie går tilbage til befrielseskrigene mod Napoleon Bonaparte omkring 1813, hvor det "Lützowske Frikorps" af tyske studerende havde sort, rød og gul som kendemærke. Farverne blev til symbol for det første forbund af nationale, tyske studenter ("Burschenschaft").
Martsrevolutionen i 1848 med den sort-rød-gyldne farve.
Frem til revolutionen i 1848 blev det sort-rød-gyldne flag et symbol for de nationalliberales ønske om et forenet Tyskland og deres kamp mod monarker og fyrster i de mange tyske småstater. Det blev til nationalflag i Weimarrepublikkens fra 1918-1933, indtil Hitler erstattede det med hagekorsfanen.
I 1949 valgte både DDR og Vesttyskland igen det sort-rød-gyldne flag, bl.a. for at undgå symboler der havde forbindelse til Preussen og nazismen, og for at vise forbindelsen til den liberale og demokratiske tyske bevægelse i 1800-tallet (DDR lagde vægt på den revolutionære sammenhæng).
Ved siden af den tyske flag bruges også delstaternes flagsomfor eksempel Slesvig-Holstens flag.
Siden genforeningen 3. oktober 1990 har denne dag været Tysklands nationaldag. Dagen kaldes også "Tag der Deutschen Einheit".
Fra 1954 til 1990 var Vesttysklands nationaldag den 17. juni, med samme titel, dagen for østtyskernes forgæves folkeopstand mod det kommunistiske styre i 1953 (arbejderopstanden i Østberlin). I DDR var der to nationaldage, den 8. maj, dagen for Nazi-Tysklands endegyldige kapitulation i 1945, og den 7. oktober, dagen hvor DDR i 1949 blev grundlagt.
Militær.
Ved oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 havde man ingen militære styrker. De vestlige allierede, der stadig havde tropper i det besatte Tyskland, tillod det ikke. Med den begyndende kolde krig og den aggressive sovjetiske politik i Østeuropa, ønskede de vestallierede dog at også Vesttyskland skulle kunne forsvare sig mod østblokken. Vesttyskland fik derfor lov til at oprette en hær i 1955 og blev samtidig medlem af den nordatlantiske alliance NATO.
Det tyske forsvar, Forbundsværnet ("Bundeswehr"), består af hær, luftvåben og søværn. Der var ca 284.000 tjenestgørende soldater i disse værn i 2006, og den militære reserve var på 344.700. Udgifterne til det tyske militær ligger på 28,4 mia Euro og udgør 1,2 % af Tysklands BNP.
Der er i Tyskland ni måneders værnepligt for alle mænd, men man kan alternativt udføre "Zivildienst" (hvilket indebærer ni måneders tjeneste i sociale institutioner, redningsvæsen eller lignende), et års udlandsophold for den tyske stat eller 6 års ansættelse i brandvæsen eller civilforsvar.
USA's militær er stadig til stede forskellige steder i Tyskland, bl.a. med den store luftbase Ramstein og yderligere en base i Büchel. Mange af de amerikanske sårede soldater fra Irakkrigen blev behandlet på et amerikansk militærhospital i den bayerske by Landshut. USA har ifølge visse kilder omkring 150 atomvåben opmagasineret på deres luftbaser i Tyskland.
Geografi.
Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra det nordligste punkt i List på øen Sild ved den danske grænse og til det sydligste punkt ved Oberstdorf i Alperne ved Østrig er afstanden godt 850 km, og fra den østligst beliggende by Görlitz ved den polske grænse til det vestligste punkt ved grænsen til Holland er der ca. 600 km.
Den nordlige tredjedel af Tyskland ligger i det nordeuropæiske lavland og består hovedsageligt af fladt morænelandskab præget af istidens smeltevandsdale, som nogle af Nordeuropas største floder løber igennem. Langs nordsøkysten mellem Holland og Danmark er landskabet præget af marskområder med et væld af diger. Mod Østersøen er kystområdet væsentlig mildere, og kysten minder om den danske med en del indlandsfjorde (især i Sydslesvig).
Længere mod syd, i Midttyskland, hæver det tyske mellemhøjland, "Mittelgebirge", sig med højder på over 500 meter og enkelte bjerge op til 1500 meters højde. Skiferbjerge langs Rhinen mod vest, Vogelsberg og Rhön i Midttyskland, samt Sudeterbjergene mod øst vidner om vulkansk aktivitet i fortiden.
Helt mod syd rejser de tyske alper sig med Zugspitze (2.962 meter) som højeste punkt. De tyske alper består mest af kalksten, som Alperne ved deres bevægelse mod nord har skubbet foran sig.
Klima.
Tyskland ligger i den temperede klimazone i Mellemeuropa, men danner overgang fra kystklima præget af vestenvind og Golfstrømmen til det østligere Europas kontinentalklima. Således hersker der ligesom i Danmark et udpræget kystklima i Nordtyskland, mens man i den centrale, østlige og sydlige del af Tyskland har fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre.
I Saarland og Rhindalen i det vestlige Tyskland har man hele året rundt det varmeste klima. Her målte man den tyske temperaturrekord på 40,3 °C i 2003. I Baden i sydvest har man den højeste gennemsnitstemperatur på 11 °C.
De koldeste områder er i det sydligste Tyskland, hvor højdeforskellen i Alperne giver kolde vintre med megen sne. Ved Funtensee i Berchtesgaden målte man i 2001 -45,9 °C. I Oberstdorf findes den laveste årlige gennemsnitstemperatur, bare 6 °C.
Hamborg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München, der har fastlandsklima, er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbør pr. år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm.
Økonomi.
Forbundsrepublikken Tyskland udgør sammen med USA og Japan de tre største industrilande i den vestlige verden. Tyskland er verdens største eksportnation.
Det meste af den enorme tyske eksport kommer fra industrigrene som elektroteknik, automobiler, maskinindustri og kemisk industri.
Den "sociale markedsøkonomi" er grundlag for den økonomiske politik. Denne model blev udviklet i slutningen af 1940'erne af forbundsrepublikkens første finansminister Ludwig Erhard, der ønskede en fri markedsøkonomi efter angelsaksisk model, men også et stærkt, statsligt system der skulle tage sig af de mennesker, som markedet ikke kunne tage sig af.
Selvom de store økonomiske problemer efter genforeningen er begyndt at aftage, er der stadig stor forskel på levestandarden i de vestlige og østlige delstater. Arbejdsløsheden er et generelt problem i Tyskland, men rammer særlig hårdt i de østlige delstater, hvor man nogle steder har en arbejdsløshedsprocent på op til 20. Væksten nåede et lavpunkt i 2003 med en negativ vækst på -0,2 %. De senere år er det dog gået gradvis fremad, og i 2006 nåede man 2,8 %. Tyskland ser nu for første gang ud til at kunne opfylde Euro-samarbejdets krav om et maksimalt underskud i procent af BNP på 3 %, den såkaldte Maastricht-grænse. Selvom landets økonomiske situation på grund af større strukturelle problemer stadig ikke er optimal, opnåede man dog i første halvår 2007 for første gang siden genforeningen et overskud på statens finanser
Demografi.
Tyskland har en befolkning på 82.369.552 indbyggere pr. juli 2008, hvilket gør det til det folkerigeste i EU og nummer to på i Europa efter Rusland. Da Tyskland med sine 357.021 km² kun er det syvendestørste land i Europa, er Tyskland samtidig en af verdens tættest befolkede større nationer. Der er dog betydelige regionale forskelle i befolkningstætheden. Større befolkningskoncentrationer findes i Nordrhein-Westfalen koncentreret i Ruhr-distriktet, Rhein-Main området omkring Frankfurt, i Hamborg, München og omkring Berlin. De tyndest befolkede områder finder man især i det østlige og allernordligste Tyskland med Mecklenburg-Vorpommern som den tyndest befolkede delstat.
Indbyggere med fremmed statsborgerskab udgjorde i 2005 6.755.811 millioner, hvoraf tyrkere er den største gruppe med 2,3 millioner. De øvrige grupper er for en stor dels vedkommende EU-borgere (2,1 mio.), med italienere (540.810), polakker (326.596) og grækere (309.794) som de vigtigste grupper. En stor del af de resterende ikke-tyske statsborgere kommer fra tidligere sovjetstater og især eks-Jugoslavien med ca. 700.000.
Den tyske fødselsrate er blandt de laveste i verden, men befolkningstallet holdes dog oppe af indvandring. Siden starten af 2007 har man kunnet konstatere et stigende antal fødsler, som man tilskriver den forbedrede økonomiske situation og ændringer i børnepengesystemet.
Indfødte etniske mindretal er danskere i Sydslesvig (ca. 50.000), nationale frisere (ca. 20.000), sorbere i Sydøsttyskland (ca. 60.000) samt sinti og roma (sigøjnere, ca. 70.000).
Religion.
Den romersk-katolske kirke omfatter 33 % af Tysklands indbyggere, protestantiske kirker (især lutherske, men også reformerte) 33%, islam 4 %, og ca. 28 % af befolkningen betegner sig som konfessionsløse, et af de højeste tal på verdensplan. I det katolske Bayern spiller religionen fortsat en stor rolle, mens mange områder i det tidligere Østtyskland har en meget lav grad af religiøsitet efter det areligiøse, kommunistiske styre.
Siden antikken har Tyskland tilhørt den vesterlandske, kristne religionssfære. Martin Luthers lære udsprang i Tyskland og bredte sig sidenhen især i det nordlige Tyskland. I Sydtyskland slog den dels ikke rod i samme grad og blev dels trængt tilbage under modreformationen. Derfor kan man meget groft dele Tyskland op i et nordligt, protestantisk og et sydligt og vestligt, katolsk område. Der er dog også protestantiske egne i det sydlige Tyskland, særligt i Württemberg og Franken. I Nordtyskland er bl.a. Münster i Nordvesttyskland og en del af øen Nordstrand i Sydslesvig katolsk præget.
Der er ingen statskirke i Tyskland, men de anerkendte kirkesamfund har en særlig stilling som offentlige, selvejende instanser. Staten står for at opkræve kirkeskat, og kirkerne modtager støtte fra staten.
Sprog.
Det officielle sprog i Tyskland er tysk, der er et vest-germansk sprog. Derudover findes der en række regionale dialekter, der ofte adskiller sig meget fra hinanden i udtalen.
Ved siden af det tyske sprog er der en række officielle mindretalssprog, herunder bl.a. dansk, sorbisk og frisisk
Byer i Tyskland.
Det største byområde er Ruhr-distriktet med omkring 5,5 millioner indbyggere.
Transport.
Tyskland er med sin centrale placering i Europa et trafikknudepunkt specielt for transport af varer, men også for persontransport. Man har forsøgt at imødegå den stærkt stigende godstransport på motorvejene ved at indføre afgifter for lastbiler ("Maut").
Jernbaner.
Den første tyske jernbane var den nu nedlagte forstadsbane mellem Nürnberg og Fürth, der blev indviet 7. december 1835. Den første tyske jernbane til at forbinde to byer var strækningen Leipzig-Dresden fra 1837.
Det tyske jernbanenet administreres i dag af Deutsche Bahn og omfatter efter en del nedlæggelser ca. 38.000 km skinner. Der foregår store investeringer i jernbanenettet, der især går til udvidelse og forbedring af de mest befarede strækninger mellem storbyerne. ICE-3 er det hurtigste tyske tog med ca. 250 km i timen, der gør det muligt at køre turen fra Hamborg til Frankfurt am Main på 3 timer og 19 minutter.
Veje.
Det tyske motorvejsnet (inkl. projekterede motorveje)
I romersk tid opstod et vejnet, der siden forfaldt. De første organiserede landeveje blev bygget i det 18. århundrede, men med bilen kom der for alvor gang i vejbyggeriet. Verdens første motorvej blev bygget i det sydvestlige Berlin i 1921. I løbet af 1930'erne og især fra 1960 til 1980 blev motorvejsnettet udvidet kraftigt. Det tyske motorvejsnet er i dag 12.174 kilometer. Tæt trafik med køer af timers varighed på de store rejsedage forekommer, især i området omkring Ruhr-distriktet.
Skibsfart.
En meget stor del af den tyske udenrigshandel foregår med skib, hvorfor Tyskland har nogle af verdens største havne i Hamborg, Wilhemshaven og Bremerhaven ud til Nordsøen, men en stor del af varerne udskibes også fra Rotterdam i Holland. Tyskland har et veludbygget net af kanaler, der forbinder de store tyske floder med hinanden. Det er muligt at sejle fra Hamborg til Donau i syd. De vigtigste sejlbare floder er Main, Weser, Elben og Rhinen. De vigtigste kanaler er Kielerkanalen eller Nord-Østersø-kanalen (påbegyndt af den danske kong Christian 7. som "Ejderkanalen"), der kan benyttes af meget store skibe, og Main-Donau-Kanalen, der kobler det sydøstlige Tyskland sammen med resten af landet. Havnen i Duisburg i Ruhr-distriktet er Europas største indlandshavn.
Luftfart.
Tyskland har mange større lufthavne, hvoraf Frankfurt am Main er den største og vigtigste. Den er med 52,2 millioner passagerer årligt den tredjestørste på europæisk plan og den største målt i fragt. München er næststørst i Tyskland med 26 millioner passagerer. Til sammenligning betjener Kastrup lufthavn hvert år cirka 21 millioner. I alt er er der 430 større og mindre lufthavne i Tyskland. Det nationale tyske luftfartsselskab er Lufthansa.
Kultur.
Den tyske kultur har helt indtil 1800-tallet, i modsætning til mange andre nationale kulturer, udelukkende kunnet definere sig selv gennem det fælles sprog, fordi man ikke havde en nationalstat. Derfor følte f.eks. Mozart sig som tysker og ikke østriger, og derfor regner man den jødiske Franz Kafka fra det tyske mindretal i Prag til tysk litteratur, fordi han skrev på tysk. I slutningen af 1700-tallet kunne Goethe spørge sig selv: "Hvad er Tyskland?", og svare at det var der hvor den tyske tunge lød, og der hvor tyske sæder og skikke blev dyrket.
Tyskland har en glorværdig kultur- og videnskabshistorie, der indbefatter mange af de største kunstnere og videnskabsfolk i verden. Under Nazi-Tyskland flygtede mange af de største tyske ånder fra landet, og denne kulturelle og videnskabelige åreladning har været mærkbar op til vor tid.
Litteratur.
a> i Berlin, som hædrer Tysklands mest indflydelsesrige forfattere
Den første tyske litteratur stammer fra middelalderen med den berømte mytiske Nibelungenlied, men det er først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede at tysk litteratur gør sig bemærket på verdensscenen. Fx Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, der især prægede klassikken; Friedrich Hölderlin fra romantikken; Heinrich Heine som repræsentant for den politisk nationalliberale "Vormärz"-litteratur. Brødrene Grimm samlede tyske folkeeventyr og grundlagde den tyske sprogforskning. I det 20. århundrede vandt flere tyskere Nobelprisen i litteratur: Theodor Mommsen (1902), Paul Heyse (1910), Gerhart Hauptmann (1912), Thomas Mann (1929), Hermann Hesse (1946), Heinrich Böll (1972) og Günter Grass (1999). Andre betydningsfulde forfattere fra det 20. århundrede er Christa Wolf, Gottfried Benn, Bertolt Brecht og Arno Schmidt.
Den tyske regering søger gennem Goethe-instituttet, der har filialer over hele verden, at gøre tysk kultur og litteratur kendt og bremse det tyske sprogs tilbagegang som verdenssprog. Bogmessen i Frankfurt er en af verdens vigtigste litterære begivenheder.
Filosofi og videnskab.
Tyske tænkere har været blandt de ledende bidragydere til filosofi og videnskabsteori. Gottfried Wilhelm Leibniz, Immanuel Kant, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx, Arthur Schopenhauer, Albert Einstein, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger er nogle af mest berømte, men især i fortsættelsen af den kritiske marxistiske idé har Theodor Adorno, Max Horkheimer og siden Jürgen Habermas gjort sig bemærket. Max Weber anses for at være grundlægger af sociologien som videnskab, og indenfor nyere sociologi har Ulrich Beck med sine kosmopolitiske ideer og Niklas Luhmann været indflydelsesrige.
Musik.
De største klassiske tyske komponister er Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven og Wolfgang Amadeus Mozart. Georg Friedrich Händel, Robert Schumann, Richard Wagner, Johannes Brahms og Richard Strauss er også med.
I dag er Tyskland verdens fjerdestørste marked for musik og har indflydelse på forskellige musikgenrer. Nina Hagen har været en vigtig del af punk-bevægelsen, popdronningen Nena blev berømt især med sin 99-Luftballons, mens Kraftwerk og Einstürzende Neubauten i 70´erne og 80´erne var banebrydende indenfor elektronisk musik. I udlandet er det i dag hovedsagelig Rammstein, US5 og Tokio Hotel der gør sig bemærket, hvor de har skabt et stort publikum selv om de synger på deres tyske modersmål. På det tyske marked er Udo Lindenberg, Herbert Grönemeyer, Dieter Bohlen, Die Ärzte, Die Prinzen, Wir sind Helden, Panik, Xavier Naidoo og Udo Jürgens populære.
Tyskland har vundet Eurovision Song Contest. I 1982 med Nicole og "Ein Bisschen Frieden" og i 2010 med Lena Meyer-Landrut og "Satellite".
Film.
De allertidligste tyske film stammer fra Weimarrepublikkens dage, hvor bl.a. Fritz Lang blev verdensberømt. Under Nazi-Tyskland blev Leni Riefenstahl banebrydende med sine propagandafilm, der glorificerede nazismen, men beundres for deres nyskabende filmiske æstetik. Efter 2. verdenskrig gik der nogle år, før filmproduktionen for alvor kom i gang. En af de første efterkrigsfilm, der behandlede krigstiden, var Bernhard Wickis "Broen" fra 1959. I 60'erne brød instruktører som Volker Schlöndorff og Rainer Werner Fassbinder igennem. Nye navne i 70'erne var Werner Herzog og Wim Wenders. Fra 80'erne kendes navne som Wolfgang Petersen og Margarethe von Trotta. Genforeningens nærmest lammende virkning på tysk kulturliv ramte også filmen i et årti, men i begyndelsen af det nye århundrede er den blomstret op med eksempler som Florian Henckel von Donnersmarcks "De andres liv", Oliver Hirschbiegels "Der Untergang", Marc Rothemunds "Sophie Scholls sidste dage", Detlev Bucks "Knallhart" og Wolfgang Beckers "Good bye, Lenin!".
Sport.
I 2006 var der 27 millioner aktive sportsudøvere i Tyskland. Sport er en vigtig del af fritidslivet, og landet har en stolt sportshistorie med et væld af titler og medaljer. Landet ligger nr. 3 på medaljelisten for OL. Blandt de mest populære sportsgrene er fodbold klart nummer ét med 6 millioner aktive fodboldspillere og 170.000 klubber. Tyskland har vundet verdens herrefodboldmesterskaber i 1954, 1974 og 1990 og blev nummer tre ved VM i fodbold 2006, som afholdtes i Tyskland. Andre populære sportsgrene er håndbold, hockey, (bord)tennis og basketball. Inden for vintersport er Tyskland som regel også godt repræsenteret.
Den tyske Bundesliga er en af verdens største ligaer.
Køkken.
Tyske mel- og brødboller eller "Knödel"
Det tyske køkken varierer meget fra region til region og er tit mere beslægtet med regionernes nabolande end med øvrige dele af Tyskland. Således er spaghetti-lignende retter populære i det sydlige Tyskland, mens kartofler og kålretter hører Nordtyskland til. Typisk for det tyske køkken er de mange typer pølser, og generelt er et typisk tysk måltid tungt, syrligt og salt. Af tyske specialiteter kan nævnes surkål (Sauerkraut), "Spätzle" (spaghettilignende nudler fra Württemberg) og "Knödel" (store mel- eller brødboller). Der er mange forskellige traditionelle kødretter, især af svin. Med de mange indvandrere er italienske, græske, indiske og tyrkiske restauranter blevet en allestedsnærværende del af udbuddet.
Tyskland har en meget gammel tradition for ølbrygning, og nogle bryggerier kan føre deres historie fem hundrede år tilbage. I de senere år er interessen for tysk øl steget i udlandet, og nogle af de største mærker kan fås mange steder i Danmark.
Der dyrkes også vin i Tyskland, hovedsageligt i Rhin- Mosel og Nahedalene, men også i Württemberg og omkring Dresden. Rødvinen kan sjældent måle sig med andre landes, men de tyske hvidvine er højt værdsat. Af tyske rødvinsdruer kan nævnes Spätburgunder og Dornfelder. De mere populære hvidvinssorter omfatter bl.a. Riesling og Müller-Thurgau. Det tyske øl er underlagt det solidariske Reinheitsgebot. Rødvin og hvidvin er underkastet et indviklet navne og kvalitetssystem.
Trimaran.
En trimaran er i skibsterminologi betegnelsen for et treskroget fartøj, gerne med et stort midterskrog og to mindre sideskrog, som alle er forbundet over vandlinjen.
Nogle trimaraner kan sejle med en fart af ca. 40...60 km/t (25...35 knob). Med sat sejl kan man mærke accelerationen som følge af selv mindre vindstød.
Underholdning.
Underholdning er kunsten at holde mennesker beskæftiget på en måde så de har det sjovt eller føler sig åndeligt eller intellektuelt stimuleret.
Underholdning bliver tit formidlet gennem et medie som for eksempel tv, radio, teater, tegneserier eller andet.
Ungdomsorganisation.
En ungdomsorganisation er en organisation, der har unge mennesker som medlemmer og ledere. Frivillige ungdomsorganisationer findes indenfor en lang række emneområder. Nogle ungdomsorganisationer beskæftiger sig med emner, der er af særlig interesse for unge, mens andre arbejder med almene emner ud fra en ungdomssynsvinkel.
Der findes et stort antal ungdomsorganisationer i Danmark. Mange af dem er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd.
Virtual Reality Modeling Language.
Eksempel på 3D-model konstrueret i VRML
Virtual Reality Modeling Language forkortet VRML er et "scriptingsprog", der benyttes til beskrivelse at tredimensionelle modeller, der kan fortolkes som "virtual reality" af en browser, således at man "virtuelt" kan vende og dreje de pågældende modeller, bevæge sig rundt imellem dem og beskue dem fra alle vinkler. Sproget kan beskrive interaktion mellem objekterne samt interaktion med brugeren og kan ligesom HTML indeholde klikbare hyperlinks. Derudover kan der være indbygget multimedieelementer, og der er mulighed for at arbejde med avatarer.
Konstruktion af VRML-filer.
Filformatet er ligesom ved HTML og Javascript, ASP-kode, PHP-kode mm. et almindeligt tekstformat, og filerne kan således dannes med en almindelig teksteditor. Imidlertid findes der også værktøjer i form af særlige VRML-editorer til at lette arbejdet. Nogle af disse er af WYSYWYG-typen (se eksempler), andre hjælper blot med til at få styr på syntaksen.
Den virtuelle struktur.
De virtuelle objekter i VRML består af nogle få grundelementer, der kan skaleres og flyttes samt roteres om henholdsvis x-aksen y-aksen og z-aksen i en 3-dimensional verden. Disse kan også kombineres vilkårligt og dermed definere nye elementer, der kan genbruges i det uendelige. Der kan desuden være 3-dimensionale verdener inden i andre 3-dimensionale verdener, altså med hver deres x-akser, y-akser og z-akser. Med såkaldte prototyper kan der konstrueres nye parametriserede grundelementer ("Nodes") ud over de, der fra starten er indbygget i sproget.
Der kan således med temmelig få kodeliner bygges meget komplekse virtuelle 3D-modeller, inkluderende dynamik og interaktion med brugeren, og det er muligt at inkludere færdiglavede modeller, der foreligger som selvstændige eksterne VRML-moduler. Hvis man har et lager af disse, kan man således bruge dem som byggeklodser ved konstruktion af nye virtuelle 3D-verdener.
De eneste betingelser for at 3D-virkningen kan opnås som tilsigtet er, at koden er syntaktisk korrekt, samt at VRML-filerne gemmes med filefternavnet ".wrl".
Visning over internettet i en browser.
For at virtual reality modellerne kan vises i en browser, kræves det at man har installeret en særlig plug-in til formålet. Der finders flere forskellige sådanne til de mest populære browsere på markedet, og som det er gratis at installere og bruge.
Det er muligt at "embedde" (integrere, indlejre) VRML-3D-verdener i almindelige HTML-websider i form af 3D-vinduer. Hvis man gør det, bør man imidlertid sikre sig, at brugerne får en forståelig fejlmelding, såfremt deres browsere ikke er i stand til at vise VRML, og der bør være vejledning om, hvor man kan finde den plug-in, man i givet fald stal have installeret for at kunne se 3D-verdenen.
Sprogets oprindelse og aktuelle status.
Version 1.0 af sproget blev i 1995 defineret ud fra SGI's (det daværende "Silicon Graphics, Inc.") filformat "Inventor" og kunne kun beskrive statiske verdener. Version 2 af sproget, "VRML 97" tilføjede interaktion og blev ophøjet til en ISO-standard (14772-1:1997).
Standarden bliver i øjeblikket vedligeholdt af Web3D Consortium.
Vindenergi.
Vindenergi er et udtryk for den kinetiske energi, som vinden indeholder.
Vindenergi kan omdannes til elektricitet via en vindmølle. En moderne vindmølle er en maskine, som omdanner vindenergi til mekanisk arbejde og via en vindturbine eller dynamo til elektricitet. Der transduceres en spænding i vindmøllens turbine, når vinden blæser nok, til at vindmøllevingerne kan bevæge sig rundt. Danmarks største vindmølle producent er Vestas.
Moderne vindmøller opstilles i grupper i vindmølleparker.
Vestas.
Vestas Wind Systems A/S () er en dansk fabrikant af vindmøller til fremstilling af elektrisk energi. Firmaet regnes for at være verdens førende inden for sit felt og det største målt på antal opstillede enheder. I år 2010 har Vestas opstillet mere end 41.000 vindmøller i 65 lande fordelt over 5 kontinenter.
Siden slutningen af 1990'erne har koncernen været gennem en stor omstillingsproces, hvor man både har oplevet øget konkurrence, har forsøgt at konsolidere sin førende markedsstilling og modne teknologien i retning af stadig større møller. Denne proces kulminerede i 2004 med opkøbet af en stor konkurrent (NEG Micon).
I 2005 tiltrådte Ditlev Engel som administrerende direktør. Han har siden iværksat en omfattende strategi, der både har til hensigt at forbedre det interne samarbejde i den globale koncern og forbedre forholdet til selskabets investorer. Resultatet heraf skulle gerne munde ud i bedre lønsomhed, bedre kvalitet og dermed forbedret konkurrenceevne på et stadig mere intenst marked.
Strategien går under mottoet "Will to win".
Vestas betragtes både i industrikredse, blandt politikere og i befolkningen som helhed som én af kronjuvelerne inden for dansk industri, teknologi og know-how. Virksomheden nyder derfor stor bevågenhed og interesse. Virksomheden har gennem mange år gået for at være en økonomisk gigant på den danske scene, men heller ikke Vestas slap uden om den økonomiske verdenskrise i slutningen af 2000'erne, da ledelsen i april 2009 meddelte, at der skulle afskediges 1.900 medarbejdere, deraf 1.275 i Danmark. Også i 2010 gennemførte Vestas en større fyringsrunde, idet 3000 medarbejdere, heraf knap 2000 i Danmark blev afskediget den 26. oktober. Samtidig blev det annonceret, at produktionen i Rudkøbing, Nakskov og Skagen nedlægges. Dette vurderes som en katastrofe for udkantsområderne i Danmark.
Historie.
I 1898 stiftede H.S. Hansen Vestas i Lem ved Ringkøbing, i begyndelsen som en smedje, men Hansen var initiativrig og satte gang i mange produktioner, der lå ud over, hvad man kunne forvente af en almindelig landsbysmed. I 1928 blev der sat system i produktionen af rammer til stålvinduer målrettet mod industribygninger. Dette gik fint, indtil mangel på råstoffer under krigen satte en stopper for successen.
Efter krigen etablerede sønnen af stifteren, Peder Hansen, VEstjysk STålteknik A/S, forkortet Vestas. Firmaet producerede i begyndelsen især husholdningsmaskiner, men efter få år slog man sig på produktion af landbrugsmaskiner, og disse kunne afsættes ikke bare i Danmark, men også i andre europæiske lande, og de første erfaringer med eksport blev gjort i 1950'erne. Sortimentet blev i 1960'erne udvidet med hydrauliske kraner, og disse udbyggede eksportandelen, idet næsten hele produktionen gik til udenlandske markeder i op til 65 lande.
Oliekrisen i 1970'erne gav nye ideer, og man kastede blikket på alternativ energi i form af vindmøller. Den første mølle fra fabrikken kom på markedet i 1979. Fremtiden tegnede lyst, da man kom ind på markedet i blandt andet USA, men allerede i 1986 gik det galt, da Vestas måtte gå i betalingsstandsning, da et tilskud til vindmøller i Californien faldt bort.
Allerede i 1987 blev Vestas reetableret, og koncernen producerede herefter udelukkende vindmøller. I 1989 blev de sidste af 100 møller i Vestas' hidtil største møllepark i Danmark sat i drift. Møllerne var serieproducerede og havde pitch-regulering og mikroprocessor, hvilket var gennemgående i flere år fremover. Virksomheden havde for alvor vind i sejlene og havde blandt andet i 1991 en omsætningsfremgang på 35% - samme år som mølle nummer 100 fra Vestas blev opstillet på dansk grund. Der var også fremgang på en række udenlandske markeder som Tyskland og Storbritannien, og der blev etableret samarbejde mede virksomheder i bl.a. Spanien.
Alle disse aktiviteter krævede mere plads, og virksomheden skaffede sig mere af denne med blandt andet lokaler i Videbæk og en vingefabrik i Nakskov. Vestas overtog også andre virksomheder, blandt andet Vølund Stålteknik og Cotas Computer Technology.
Samarbejdet i Spanien kastede i 2000 den hidtil største enkeltordre af sig, da der skulle bygges 1.800 møller til et spansk energiselskab. Et andet stort projekt var verdens hidtil største havvindmøllepark på Horns Rev ud for Esbjerg. Efterhånden kommer der også flere fabrikker uden for Danmark, bl.a. i Skotland, Tyskland, Kina og Australien.
I 2004 fusionerede Vestas med en anden stor dansk vindmølleproducent, NEG Micon, der derved blev verdens største virksomhed i denne branche. Der var fortsat stigende omsætning og beskæftigelse, der i 2009 var på over 20.000 i hele koncernen. Vestas undgik dog ikke finanskrisen, og det betød varsling af massefyring i april samme år, hvor i alt 1.900 ansatte måtte afskediges.
Vant.
Vant er i skibsterminologi betegnelsen for en line (typisk en stålwire) der afstiver masterne på tværs af skibet. Flertal af "vant" er "vant" eller "vanter".
Wikipedia.
Wikipedia er en encyklopædi med åbent indhold, skrevet i samarbejde mellem sine brugere. Navnet er en sammentrækning af ordene "wiki" der betyder "hurtig" på hawaiiansk og "encyclopedia" der betyder "encyklopædi" på engelsk. Wikipedia styres af Wikimedia, en non-profit fond oprettet specielt til formålet.
Wikipedia blev påbegyndt med den engelske udgave af Larry Sanger og Jimbo Wales den 15. januar 2001. Den danske udgave blev påbegyndt den 1. februar 2002.
I januar 2004 indeholdt Wikipedias sprogudgaver tilsammen cirka 400.000 artikler, hvoraf knap 200.000 artikler var på engelsk.
I august 2009 havde Wikipedia mere end 13,7 mio. artikler, hvoraf den engelsksprogede version var størst, da den rundede 3 millioner artikler i denne måned.
Bærende principper.
Wikipedia støttes af Richard M. Stallman og Free Software Foundation. Stallman påpegede brugbarheden af en "fri universel encyklopædi" før Wikipedia blev startet.
Software og hardware.
Oprindeligt startede Wikipedia med at køre på UseModWiki, skrevet af Clifford Adams.
Den 26. januar 2002 skiftede den engelske Wikipedia program fra UseModWiki til PHP og MySQL.
Den 25. september 2002 skiftede den danske Wikipedia over til samme program.
Projektet kører på mange dedikerede servere, der er placeret i Florida, USA og tre andre steder i verden. Disse servere er ansvarlige for Wikipedia på alle sprog og for postlisterne.
Wikipedia modtager mellem 2000-7000 sidevisninger per sekund. Over 200 servere er blevet sat op for i fællesskab at kunne håndtere den enorme mængde trafik.
Mobil adgang til Wikipedia.
Mobile enheder kan tilgå de mobile udgaver af Wikipedia. Den første mobile udgave formateret til WAP () har eksisteret siden 2004 - og siden 2009 til andre mobile enheder inkl. iPod, Android-enheder, og Kindle (og).
Brugerhierarki.
Alle der er koblet til Internettet kan læse og skrive i Wikipedias artikler. Bidrag angives med IP-adressen. Personer der har lyst til at bidrage med mere, kan oprette sig som brugere. Dette er gratis og har en del fordele - primært overskuelighed. Enkelte kontroversielle artikler kan være semibeskyttet; dvs. låst for bidrag fra IP-adresser. Alle kan bekæmpe vandalisme og brugere der er blevet erfarne indenfor wikiprocedurerne kan vælges til administratorer. Administratorer kan slette artikler, blokere brugere og beskytte artikler. Der er p.t. administratorer på den danske Wikipedia
Brugere oprettes som administratorer af bureaukrater ("Bureaucrats") der også kan ændre brugernavne. Der er p.t. bureaukrater på den danske Wikipedia.
Administratorer kan få taget deres rettigheder, hvis de udøver magtmisbrug. Det gøres af forvaltere ("Stewards"). Forvaltere vælges en gang om året ved demokratiske afstemninger.
Wikipedias styrke er blandt andet at udnytte diverse brugeres evner. Nogle ved en masse om et emne, men formulerer sig dårligt. Andre aner intet om emnet, men kan rette stavefejl, tegnsætning o.lign. Nogle brugere har kæpheste, som at bekæmpe dåsedansk og patruljerer da.wikipedia.org regelmæssigt.
Erfarne brugere kan wikificere nye brugeres bidrag - indsætte hyperlinks, billeder, links til andre sprog, kategorier mm.
Popularitet.
Sammenligning med andre sites på dansk er den danske Wikipedia godt besøgt og lå august 2009 på en 19. plads.
Sammenligning med andre sites besøgt fra Danmark, er Wikipedia (alle sprog) også godt besøgt og lå august 2009 på en 10. plads.
Den danske Wikipedia er ikke repræsenteret på FDIMs statistik (august 2009) og kunne derfor ikke anvendes til at sammenligne Den danske Wikipedia popularitet med sites nævnt her.
Vandalisme.
Et af de kritiske aspekter på Wikipedia er "vandalisme" - forstået som provokerende redigeringer i artiklerne. Provokationerne kan bestå af f.eks. angreb på navngivne personer, sjofle udtryk uden begrundet notabilitet eller "hilsener" til "mor" eller andre familiemedlemmer. Sådanne redigeringer må påregnes at blive slettet, og den bruger, der har foretaget ændringerne, må påregne en advarsel, eller i grove tilfælde, en blokering.
Baggrund for sletningspolitik.
Sarah Lane, vært for "Sarah's Blog Report", som er en del af tv-programmet "Screen Savers", "vandaliserede" i en af sine udsendelser Wikipedia-siden om "monkeypox" i engelske Wikipedia-udgave. Hun skrev "Sarah Lane is totally cool and does not have monkeypox". Senere skrev hun: "Selv om jeg er imponeret over letheden og enkeltheden, er det også en smule skræmmende. Hvad hvis jeg for eksempel havde skrevet "Min chef er en stor fed ***** og hans telefonnummer er ****"? Selvfølgelig vil det blive slettet igen, men den kræver en lang række engagerede brugere og administratorer".
Larry Sanger, medstifter af Wikipedia, til Wired News: "Fordi (Wikipedia) er et fuldstændigt frit open source-projekt, tiltrækker det også en række anarkistiske personer," og "Heldigvis er de fleste brugere parate til at reagere mod vandalisme... og få det fjernet umiddelbart efter at det er opstået".
Problemer i forbindelse med sletningspolitik.
En udfordring på Wikipedia - navnlig for brugerne - er, at "gentagen hærværk" ikke altid fortolkes lige konsekvent af de forskellige administratorer. At slette indholdet - eller dele heraf - fra en Wikipedia-artikel vil dog altid blive betragtet som "vandalisme", medmindre ændringen er begrundet. Bl.a de hyppigste begrundelser for sletning, udover "hærværk", er "snævert emne", "reklame" eller "ikke notabelt indhold". Sletninger, som er et led i en udvidelse af artiklen med underbyggede noter, betragtes naturligvis ikke som vandalisme.
Wiki.
En wiki er en hjemmeside hvor enhver ved hjælp af en browser kan oprette, vedligeholde og forfatte webdokumenter og websider i samarbejde med andre. En wiki er en moderne teknologi (web 2.0), som muliggør, at mange brugere i fællesskab opbygger indhold/viden. En wiki sætter grupper i stand til at organisere og dele indhold og viden på en organisk og fri måde. En wiki bruger typisk et simpelt opmærkningssprog til at formatere teksten med. Nogle wikier tilbyder dog WYSIWYG funktionalitet, så en bruger ikke behøver sætte sig ind i det anvendte opmærkningssprog før wikien kan anvendes.
Indtastede ændringer og tilføjelser er for nogen wikiers vedkommende umiddelbart tilgængelige uden at indholdet bliver gennemlæst af andre, dvs. også uden at ændringerne er blevet explicit accepteret eller godkendt først. Den resulterende samling af hypertekstdokumenter, også kaldet enten "wiki" eller "WikiWikiWeb", er typisk produceret af adskillige brugere.
Mange wikier kan med det samme genkendes på deres brug af WikiOrd (eller CamelCase). Disse produceres ved at bruge stort startbogstav for hvert ord og fjerne mellemrummene mellem ordene; dette medfører, at frasen automatisk laves til et link (Wikipedia bruger ikke længere CamelCase). Ellers kan der være en knap eller en tekst, der hedder edit (redigér), som tillader at redigere i siden med det samme, og uden at man skal søge om lov.
"Wiki" er kort form af "wiki wiki" der betyder "hurtig" på hawaiiansk og udtales "viki" på dansk.
Historie.
Den orignale WikiWikiWeb blev skabt af Ward Cunningham i 1995. Han opfandt og navngav Wiki konceptet, og skabte den første version af en WikiWiki server med anvendelse af Perl-programmeringssproget. Enkelte er af den opfattelse at alene Ward's wiki bør kaldes Wiki (med stort W) eller WikiWikiWeb.
Wiki-vandalisme.
Den åbne filosofi bag mange wiki'er, det, at alle må redigere og gemme sider, forhindrer ikke folk i at ødelægge eller modificere sider til noget direkte forkert. Når folk ødelægger sider, kaldes det for wiki-vandalisme. Studier fra IBM viser, at sider udsat for wiki-vandalisme har en levetid på ca. 5 min. (de 5 min. gælder kun i den engelske udgave af Wikipedia), før den tidligere version bliver genoprettet af en anden bruger. Undersøgelserne viser ydermere at 97 % af vandalismen foretages af anonyme brugere.
Wiki-software.
Der er mange forskellige programmer der frit kan anvendes til at styre en wiki. Det mest udbredte for øjeblikket er nok MediaWiki der blandt andet anvendes til Wikipedia.
I firmaerne er TWiki det mest udbredte program.
W.
Historie.
Bogstavet "w" fandtes oprindeligt i runealfabetet futhark i form af forgængeren "wynn" stavet "uu". Sakserne stod for at bringe det til England, hvor de dannede den angelsaksiske civilisation. Efterhånden udviklede "uu" sig i det latinske alfabet til "w", hvilket er grunden til, at bogstavet på engelsk kaldes "double-u" (dansk: dobbelt u)..
X.
X er det 24. bogstav i det danske alfabet (det 23. i det latinske alfabet). Romerne lånte Χ (chi) fra grækerne og brugte det som tegn for lydforbindelsen ks, hvilken værdi det havde hos grækerne i Syditalien, medens de østlig boende grækere (ionerne m.fl.) brugte X som tegn for kh og betegnede ks ved Bogstavet Ξ (ksi). Blandt de moderne europæiske folk, som bruger det latinske alfabet, har mange (tyskere, hollændere, italienere, polakker og tjekker) enten helt opgivet brugen af x som lydtegn eller indskrænket dets brug til fremmedord; også i dansk bruges x kun lidet: efter den nu autoriserede retskrivning kun i nogle fremmedord, men ombyttes ellers med ks. I spansk brugtes x ("equis") tidligere med lydværdien x på steder, hvor nu skrives j, eksempelvis Don Quixote, nu Don Quijote. I de sprog, som vedvarende bruger x, er det som regel tegn for ks, sjældnere (som engelsk exact, anxiety, fransk exéculer, Xénophon) for stemt gz. Med lydværdien s bruges det i almindelig dansk, norsk og svensk Udtale som forlyd (Xenofon, xylograf), ligeledes i de spanske ord som expectación, extremidad, og i franske ord som soixante, Bruxelles; den tilsvarende stemte lyd [z] betegnes ved x i franske ord som deuxième, dix-huit. Stumt tegn er x i slutningen af franske ord som bijoux, crucifix, Bordeaux.
X-bunden arv.
X-bunden arv er nedarvning af egenskaber, som er placeret på X-kromosomet.
Farveblindhed og blødersygdommen hæmofili er eksempler på X-bunden arv.
X-enhed.
X-Enhed (forkortet XE) og var tidligere en måleenhed for røntgen- og gamma-strålers bølgelængde. I dag anvendes pikometer.
Kønskromosom.
De fleste dyr og mange planter har et antal kønskromosomer. Kønskromosomer er kromosomer, der er fordelt forskelligt mellem de to køn. Det korrekte antal kønskromosomer ligger fast for hver arts to køn, men kan variere mellem arter. Ændringer i systemet af kønskromosomer er ofte involveret i artsdannelse.
Pattedyr - X/Y-systemet.
Hos pattedyr har hunkøn to X-kromosomer, hankøn har et X-kromosom og et Y-kromosom. X-kromosomet er det største, og Y-kromosomet er en degenereret udgave af X-kromosomet. I hunners celler deaktiveres det ene X-kromosom i en proces kaldet X-inaktivering, da dobbelt antal af generne på X-kromosomet kan være skadeligt på samme måde som forkert antal af gener på de andre kromosomer (autosomerne) kan være.
Hannerne danner to typer sædceller, en type med et Y-kromosom og en type med et X-kromosom, og dette afgør afkommets køn.
Mennesker.
I en normal celle har mennesker 22 par almindelige kromosomer, kaldet autosomer, udover kønskromosomerne.
Af ovennævnte kromosomfejl er det kun XYY der ikke giver væsentlige udviklingsforstyrrelser. Men de andre kromosomfejl er stadig langt mindre skadelige end kromosomfejl ved autosomerne. Autosomale kromosomfejl fører næsten altid til fosterdød, ofte så tidligt at kvinden aldrig når at opdage hun har været gravid.
X/O-systemet.
Hos græshopper, kakerlakker og beslægtede dyr afgøres køn alene af antallet af X-kromosomer; der findes ikke noget Y-kromosom i de arter. Genotypen XX giver hunner, mens genotypen XO (udtales "X-nul") giver hanner. Hannerne producerer to typer sædceller, enten med eller uden et X-kromosom, og det afgør afkommets køn.
Z/W-system.
Hos visse fisk, fugle og sommerfugle afgøres kønnet af ægcellen i stedet for af sædcellen. Hanner har genotypen ZZ, mens hunner har genotypen ZW. Hunnen producerer to typer ægceller, en type med Z-kromosom og en type med W-kromosom, og dette afgør afkommets køn.
Kønsopdeling uden kønskromosomer.
Nogle dyr har separate køn uden at have kønskromosomer. I de fleste arter af myrer og bier afgøres kønnet af antallet af autosomer. Hunnerne er diploide, dvs. de har to homologe kopier af hvert kromosom, mens hannerne er haploide og altså kun har en kopi af hvert kromosom. Kønnet bestemmes her af om ægget er blevet befrugtet; hanner fødes af ubefrugtede æg, og mangler derfor den ekstra kopi af hvert kromosom som diploide organismer har, og er faderløse. Denne mekanisme kan være en fordel med henblik på at regulere balancen mellem kønnene; hvis der ikke er hanner nok til at befrugte hunnernes æg vil der blive født flere hanner, så manglen på hanner bliver udlignet.
Kønskromosomer hos planter.
Mange plantearter har også adskilte køn, som resultat af kønskromosomer. Dadelpalmer og spinat anvender X/Y-systemet, mens nogle typer jordbær anvender Z/W-systemet.
X-mas.
X-mas er en dansk julebryg fra bryggeriet Thor, men brygges i dag i "Royal"-serien fra Royal Unibrew. Øllen markedsføres i to udgaver, en blå og en hvid. Den oprindelige udgave er den hvide, der som den første stærke julebryg i Danmark blev lanceret i 1969, mens den blå variant kom til i 1993.
Selve udtrykket "X-mas" er en engelsk forkortelse fra engelsk "Christmas", der betyder jul.
X-Men.
X-Men er en amerikansk tegneserie, udgivet af Marvel Comics, der omhandler en gruppe superhelte. Serien udgives også på dansk af forlaget Egmont.
X-Men er en gruppe mutanter, der bruger deres individuelle overnaturlige evner til at bekæmpe forbrydere og superskurke. X-men bliver som regel også udsat for had og forfølgelse fra den omgivende verden.
Gruppens leder er professor Charles Xavier, også kaldet 'Professor X'. Xavier grundlagde X-Men som en skole for unge mutanter med særlige evner i en drøm om, at mutanter (Homo superior) og mennesker (Homo sapiens).
Tolkning.
X-Men er ofte blevet tolket som en socialpolitisk kommentar hvor mutantene er metaforer for religiøse og etniske minoriteter som føler sig undertrykt. Professor X er i den sammenhængen blevet sammenlignet med afroamerikanske borgerrettighetsforkæmpere som Martin Luther King Jr. og Magneto med den mere militante Malcolm X.
Historie.
Under en sky af stigende anti-mutant følelser, skabte professor Xavier et sikkert tilflugtssted i hans Westchester palæ, hvor han kunne uddanne unge mutanter til at bruge deres kræfter til gavn for menneskeheden.
Hjulpet på vej af F.B.I. agent Fred Duncan, brugte Xavier måneder på at hverve sin første elever (med kodenavnene Cyclops, Iceman, Angel, Beast og Marvel Girl), og døbte dem "X-Men", fordi hver havde en "ekstra" evne normale mennesker manglede.
X-Men gjorde deres offentlige debut ved at afværge Magnetos overtagelse af Kap Citadel missil base.
Det amerikanske militær var taknemmelig, og de unge blev oprindeligt betragtet som helte.
Magneto ville komme til at kæmpe mod X-Men gentagne gange i årenes løb, sommetider som leder af hans mutantbroderskab ”Brotherhood of Evil”.
X-Men har også kæmpet mod trusler, som den Uflytbare Blob, den urørlige Sig, rumvæsnet Lucifer, de brutale Swamp Men, den gådefulde Stranger, den ustoppelige Juggernaut, og de kæmpe mutant-jagt robotter Sentinel.
Det arrogante muterede menneske Mimic sluttede sig kort til holdet, lige før Xavier hemmeligt gik under jorden.
Da han behøvede afsondrethed for at forberede en kommende invasion af Jorden fra den fremmed race Z'Nox, fik Xavier den formskiftende mutant Changeling til at optræde som ham for at føre tilsyn med X-Men i hans fravær, men Changeling udgaven af "Xavier" døde heroisk i kamp mod de underjordiske Grotesk.
Den eneste fra X-Men, som vidste at Xavier var stadig i live, var Marvel Girl, som havde aflagt et løfte om ikke at fortælle det til nogen.
Duncan opløste X-Men for en kort periode, men holdet var samlet på det tidspunkt, Xavier endelig vendte tilbage fra sig exil, og nu kunne lede dem I kamp mod Z'Nox med hjælp fra Fantastic Four.
I følgeskab af Polaris og Havok, blev heltene venner med Avia, Savage Lands Nhu'Gari race, og bekæmpede fjender som den afrikanske mutant Deluge (sammen med det unge og kommende medlem Storm), det muterede slave-runner Krueger, den kriminelle Dazzler (Angel's onkel, Burt Worthington), den telepatiske alliance kaldet Promise, den umenneskelig Yeti, og Secret Empire.
Da den levende ø Krakoa fangede de fleste af hans elever, samlede Xavier hurtig et nyt hold af X-Men.
På hans rejse verdenen rundt, hvervede Nightcrawler i Tyskland, Wolverine i Canada, Banshee i Irland, Storm i Kenya, Sunfire i Japan, Colossus i Rusland, og Thunderbird i Amerika.
Anført af Cyclops, var disse helt nye, helt forskellige X-Men i stand til at redde deres forgængere.
Alle af de tidligere medlemmer, bortset fra Cyclops, besluttede at forlade den udvidede team.
Også Sunfire forlodt gruppen, og Thunderbird døde under en kamp mod Grev Nefaria og hans Ani-Men under et forsøg på overtagelse af NORAD facilitet i Cheyenne Mountain.
Da den amerikanske regering aktiverede den nye model Sentinels, som holdt Jean Grey og flere andre X-Men fanget på en rumstation, flygtede holdet til Jorden i et lille rumfartøj gennem en dødbringende sol-stråling storm.
Døende af stråling, blev Jean rørt af den kosmiske Phoenix Force, der gendannede Jean's krop og absorberede en del af hendes bevidsthed.
Mens den førte rumfartøjet til en nødlanding, anbragte Phoenix Force i alhemmelighed den virkelige Jean i stasis i en kokon-lignende pod på bunden af Jamaica Bay, og tog hendes plads i X-Men.
X-Men bekæmpede efterfølgende Juggernaut, Magneto, kejser D'Ken af intergalaktiske Shi'ar imperium, den excentriske lejemorder Arcade, den forhistoriske mutant Sauron, Alpha Flight, den virkeligheds-ændrerne Proteus, og Hellfire Club.
Hellfire Clubs prøvemedlem Jason Wyngarde (Mastermind) manipulerede mentalt med Phoenix, der hurtigt blev vanvittig af sin egen store magt, og som følge heraf, blev omdannet til Dark Phoenix.
I sidste ende, dukkede Jean psyke op igen og overbeviste Phoenix Force til at ofre sig selv for at redde universet.
Da Cyclops antog Jean for at være død, forlod han holdet, og overlod det til Storm til at lede dem i hans fravær.
X-Men hvervede snart flere nye medlemmer, herblandt Kitty Pryde, Rogue, og Rachel Summers.
Da X-Men formodes døde efter et møde med de fremmede Brood, dannede Xavier et nyt hold studerende og kaldet New Mutants.
Da X-Men vendte tilbage, fortsatte Xavier med at vejlede begge hold.
New Mutants tjente oven I købet midlertidigt som X-Men for at redde holdet fra interdimensional mediemagnat Mojo.
Den rigtige Jean Grey genoplivede i sidste ende og blev genforenet med de originale X-Men medlemmer.
Sammen etablerede de X-Factor, angiveligt en virksomhed dedikeret til jagt og fangetagelse af farlige mutanter, men i hemmelighed en gruppe dannet for at beskytte, rekruttere og vejlede mutanter, der har behov for vejledning, som Xavier før dem.
Samtidig arbejdede X-Factor I det skjulte som et åbent mutant super-helte hold, X-Terminators.
Efter deres hold blev skredt, efter kampe mod modstandere som Mr. Sinister's Marauders, døde X-Men tilsyneladende kæmpene mod Adversary i Dallas, men de overlevede i al hemmelighed og flyttede til den australske ødemark, og bekæmpede trusler såsom cyborg Reavers, Master Mold, og Nanny og hendes Orphan-Maker.
Under eftersøgelsen af de manglende X-Men, dannede Forge og Banshee recervehold af X-Men til at forsvare Muir Island fra Reavers.
Dette hold derefter faldt I baghold af den psykiske Shadow King, og det tog den kombinerede indsats af X-Men og X-Factor til at besejre ham.
Efterfølgende, genindtrådte medlemmerne af X-Factor i X-Men, som derefter delt i to hold, Blå og Guld.
Da Magneto næsten dræbte Wolverine vedat med magt at uddrage hans adamantium implantater fra hans skelet, gjorde Xavier gengæld ved give Magnete det hvide snit telepatisk, men Xavier betalt en høj pris for denne handling.
Magneto essens vedhæftede sig Xaviers sjæl, og Xavier skabte uforvarende stærke psykiske Onslaught, som tilsyneladende dræbte de fleste af New Yorks største superhelte inden den blev besejret.
Heltene vendte i sidste ende tilbage, men ikke før Xavier blev arresteret for sin rolle i skabelsen af Onslaught.
I fængslet, blev Xavier forhørt Bastion, der brugte de oplysninger, han fik til at lancere et angreb X-Men under dække af en statsstøttet Operation: Operation: Zero Tolerance.
Efter programmet blev lukket ned, blev Xavier tvunget til at flygte fra sin egen mutant-lokaliserings computer Cerebro, som var blevet følende og selvstændig tænkene nanoteknologisk konstruktion ved hjælp fra Bastion.
I et forsøg på at realisere Xavier's drøm og leve op til sit mutant-rekruttering programmering, fandt Cerebro frem til mutanter i Xavier's arkiver, og begyndte en "rekruttering" af dem for at skabe et nyt hold af X-Men med sig selv som deres "grundlægger". Cerebro plan blev forpurret af de oprindelige X-Men, og dblev I sidste ende stoppet af Xavier som fik den til atoverbelaste sig selv.
Magneto snart dukkede op igen, og holdte planeten som gidsler med sit eget magnetfelt, og overbeviste verdens ledere om at give ham suverænitet over Genosha, en østat i nærheden af Sydafrika, hvor mennesker en gang slaveholdt mutanter.
I første omgang tvunget til at leve med borgerkrig og virkningerne af den dødelige Legacy Virus, fik Magneto forenet nationen, da en kur for den muterede pest blev frigivet i atmosfæren.
Magneto proklamerede at hans intentioner var dominans over menneskeheden, og stod klar til at udløse en hel nation af mutanter på planeten.
Med hjælp af en hastigt-samlet midlertidigt hold, afværgede X-Men snævert den vordende erobrer's ultimative offensiv.
Den "nye" X-Men og nye hold
Da Xavier og X-Men offentligt afsløret som mutanter af Xavier genetiske tvilling, Cassandra Nova, blev Xavier Instituttet overrendt af en tilstrømning af unge mutanter som søgte sikkerhed og uddannelse.
Til at klare de mange studerende, ansatte Xavier flere nye videnskabelige medarbejdere i instituttet, herunder den tidligere Alpha Flight medlem Northstar og den reformeret Juggernaut.
Xavier dannede også X-Corporation, et globalt eftersøgnings-og rednings-enhed for undertrykte mutanter.
X-Corporation dannede hovedkvarterer rundt i verden, med talrige mutanter fra forskellige del-fraktionen, som samlingspunkt til at slutte sig til sagen.
Efter et total-angreb på Manhattan af en mutant forklædt somMagneto, forlod Xavier X-Men for at hjælpe den rigtige Magneto med at genopbygge Genosha efter at det blev ødelagt af en Sentinel angreb.
Cyclops og Emma Frost blev co-skoleledere af instituttet og reorganiserede X-Men i tre separate grupper, og anførte selv et af hold i et forsøg på at forbedre X-Men's anseelse i offentligheden.
Et andet hold blev ledet af Cyclops 'bror Havok, mens det tredje, ”X-Treme Sanctions Executive” ledet af Storm, fungerede som en global mutant politistyrke indtil deres licens blev tilbagekaldt i kølvandet på "M Day".
Efter begivenhederne i House of M - hvor langt de fleste mutanter mistede deres kræfter – blev X-Mansion hjemsted for en flygtningelejr husende en jagtet og til tider flygtige gruppe af verdens resterende mutanter.
USA's regering omringede palæet med bemandet Sentinels, som rapporterede til den nyligt oprettede O * N * E, angiveligt for at beskytte mutant lejren som en national sikkerhed aktiv.
X-Men befandt sig således i den situation at skulle fungere som mellemled mellem regeringen og mutanter og forholdet mellem de tre grupper varierede meget fra forsigtige venskab til direkte modsætningsforhold.
På trods af den nye ufriville opgave som var blevet pålagt dem, fortsatte X-Men med at påtage sig missioner, herunder bekæmpelse af en nyligt genopståede Apocalypse og en gruppe af Shi'ar Death Commandos opsat på at myrde Rachel Grey.
Den nuværende porpulation af studerende, er, desværre, faldt betydeligt efter en række angreb fra en religiøs kult der ledes af pastor William Stryker.
Efter en masse flugtforsøg af de muterede flygtninge blev løst fredeligt, faldt spændingerne mellem regeringen og X-Men betydeligt.
Udgivelser.
X-Men udkom første gang på amerikansk i 1963. På dansk udkom serien første gang - under titlen "X-Mændene" - fra 1973-1974. Fra 1984-1998 er serien udkommet under navnet "Projekt X", og siden 1999 under den amerikanske titel "X-Men". I oktober 2004 var Egmont Serieforlaget nået til dansk X-Men nummer 127.
Mutanten 'Wolverine' har også været udgivet dansk som selvstændigt blad i 4 numre under titlen "Jærven" i 1996 og 12 numre under titlen "Wolverine" i 2001-2002, ligesom forlaget G. Floy Studios har udgivet album med ham.
Andre medier.
På trods af succesen som tegneserie, gik der mange år før X-men fik deres første TV-show (en tegnefilm på Fox), og mange år efter dette før en biograffilm med X-Men kom på tapetet (2000, 20th Century Fox). I 2003 blev den anden biograffilm med X-Men, kaldet "X2", udsendt og i 2006 kom den tredje film "X-Men: The Last Stand".
Xantelasma.
Xantelasma er gule, flade pletter, almindeligvis omkring øjnene, består af fedt. Ordet har sin oprindelse i græsk.
Ordet xanthom er identisk med xantelasma.
Xanten.
Xanten er en by i Tyskland, nærmere bestemt i Nordrhein-Westfalen. Xanten har en femskibet romansk-gotisk domkirke (13. - 16. århundrede). Romerne grundlagde Castra Vetera I, som en militærlejr her i cirka år 15 f.Kr.. Under et oprør blev denne militærlejr ødelagt, og et nyt Castra Vetera II blev bygget i år 70 efter kristus.
I Nibelungenlied er Xanten føde-og hjemsted for Siegfried.
I 1614 blev der indgået en fred i Xanten efter stridighederne om hvem der skulle arve hertugdømmerne Jülich og Cleve
Xanthin.
Xanthin forekommer blandt andet i lever, blod og visse blæresten. Det er en fysiologisk vigtig kvælstofforbindelse nærmere bestemt en purinbase, som i organismen dannes af puriner for eksempel adenin. Med andre ord er xanthin et intermediat i nedbrydningen af puriner til nitrogenholdige ekskretionsprodukter.
Xanthogensyre.
Xanthogensyre er græsk for en organisk syre, der anvendes i kunstsilkefabrikationen.
Xanthos.
Indgangen til teateret i Xanthos.Xanthos er en oldtidsby i Lykien i det sydvestlige Lilleasien. Det ligger lidt vest for den "moderne" by Kaş
Xanthos blev år 545 f.Kr. ødelagt af perserne og år 42 f.Kr. ødelagt af Brutus. Oldtidsbyen har gravmonumenter fra senarkaisk tid. Ved kysten ligger Patara.
Området blev optaget på UNESCO's Verdensarvsliste i 1998.
Xantippe.
Xantippe var Sokrates hustru i det antikke Athen. Parret havde tre sønner.
Der er mange historier om Xantippe, men få ting, som betragtes som sikre fakta.
Hun nævnes dog ofte for sin skarpe tunge, og siges at være den eneste, der kunne lukke munden på Sokrates (og den eneste der nogensinde slog ham i en diskusssion). Xenofon skildrer hende som en arrig kvinde, stridslysten og ondsindet. Hun skulle efter sigende have haft et dårligt temperament og været personificeringen af en rappenskralde.
Imidlertid må Sokrates heller ikke have været særlig let at leve sammen med, da han fx nægtede at modtage penge for sine belæringer igennem diskussioner (i modsætning til sofisterne). Hans eneste bidrag til husholdets økonomi var således - siges det - de tilfældige mønter han fandt på sine daglige vandreture rundt i Athen.
I en anekdote kommer Sokrates, hjem til Xantippe, der skælder ham huden fuld førend han er kommet igennem døren, og slutter af med at hælde en natpottes indhold ud over sin mand. Sokrates bemærker derefter, i sin sædvanlige flegmatiske stil, at det ofte var sådan med Xantippe, at "regn kommer efter storm".
Da Sokrates i Xenofons dialog Symposion bliver spurgt, hvorfor han giftede sig med Xantippe, svarer han at, han er som den mand, der ønsker at blive rideekspert, og derfor vælger en temperamentfuld hest: "Jeg ønsker at have at gøre med mennesker hver for sig og beskæftige mig med menneskeheden generelt, og derfor mit valg i ægtefælle. Jeg ved, at hvis jeg kan tolerere hendes vilde ånd, så kan jeg med lethed knytte mig til ethvert menneske".
Xantofyl.
Xantofyl er et gult farvestof, beslægtet med karotin, som findes i plantecellers grønkorn.
Xantogen-forbindelse.
En xantogen-forbindelse er en organisk svovlforbindelse der blev opdaget i 1823 af den danske kemiker Zeise (1789-1847).
Xantoprotein-reaktion.
Xantoprotein-reaktionen er en kemisk reaktion til påvisning af proteinstoffer. Reaktionen viser sig ved, at proteiner ved opvarmning med koncentreret salpetersyre danner gule forbindelser, der ved opløsning i baser giver en orangerød farve.
Xarel-lo.
Xarel-Lo er en hvidvinsdrue, der er udbredt i det nordøstlige Spanien og især bruges til cava - sammen med druerne Parellada og Macabeo.
Xenia.
Xenia er et pigenavn med oprindelse i det græske. Xenia betyder gæstfrihed.
Xenie.
Xenie er et botanisk udtryk for det fænomen, at støvkornet ved bestøvningen influerer på frugtdele uden for kimen, især frøhviden.
Xenofanes.
Xenofanes fra Kolofon (cirka 580 f.Kr. - cirka 485 f.Kr.) var en græsk filosof. Ifølge Aristoteles var han den første, der lærte at alt udgør en stor enhed.
Xenofanes stammede fra Kolofon i ionisk Lilleasien. Han siges at have haft Parmenides som sin elev, men det er måske en skrøne. "Xenofanes" skrev i versform, ligesom de store episke digte ("Odysseen, Iliaden"). En del af det han skrev var 'silloi', altså skelende, ironisk.
Vi har kun 38 fragmenter af hvad "Xenofanes" skrev. Mange af dem er overvejelser om, hvordan Gud må være. Der var opbrud i græsk religion på den tid, de apollinske gamle græske guder stod for skud, og en religionskritisk strømning opstod. Samtidig blev "vækkelsesbevægelser" populære, fx orfikerne, de dionysiske kulter, og også pythagoræernes hemmelige broderskab (en verdensanskuelse baseret på talmystik).
Xenofobi.
Xenofobi (af græsk "xenos" = fremmed + "fobi" = frygt, aversion) er en fobi, dvs. en psykologisk tilstand, der giver sig til udtryk i en sygelig angst for fremmede eller udlændinge.
Man kan skelne mellem begreberne "racisme" og "xenofobi" på følgende måde: Mens racisme hviler på antagelsen af racernes forskellighed, så har xenofobi sit udgangspunkt i konstateringen af fundamentale forskelle mellem egen og fremmede kulturer.
Xenofobi kan også defineres som fremmedhad.
Xenofon.
Xenofon - officer og forfatter.
Xenofon (cirka 430 f.Kr.- cirka 354 f.Kr.) var en græsk officer og forfatter.
Xenofon blev født i Athen omkring 425 f.Kr. af en velhavende familie (søn af Gryllus) og viser i sine værker, at han er veluddannet med et godt kendskab til tidens toneangivende litteratur. I 20-års alderen mødter han filosoffen Sokrates og sluttede sig til hans kreds. Xenofon var stærkt præget af den berømte filosof og bevarede gennem hele livet en indgående interesse for emner som etik, opdragelse og pædagogik sammen med en god portion skepsis over for demokratiet.
Deltog i Kyros' oprør 401 f.Kr. og anførte mesterligt de 10.000 grækeres hjemtog. Han var stabsofficer hos Agesilaos af Sparta og måtte gå i eksil fra 394 f.Kr. Under sin landsforvisning boede Xenofon på et landsted nær ved Olympia sammen med sin kone og to børn. Her begyndte han det forfatterskab, som han er berømt for 2400 år efter.
Xenofon skrev både praktiske håndbøger om hesteopdræt, værker om økonomi og statsforfatning, om den gode familiefar og egentlige historiske værker. Han og "Anabasis," regnes for at skabe krigsreportagen. Hans erindringer om Sokrates ("Memorabilia") går for at være en af verdens første biografier, lige som "Kyrupædien" ("Kyros' opdragelse") kaldes verdenshistoriens første roman. Alt i alt tre nyskabelser, der har vist sig at overleve helt frem i vores tid.
Derudover skrev han "Hellenika", et historisk værk, der skulle tage tråden op, hvor Thukydid slap. Således beskriver han de dele af Den Peloponnesiske Krig, som Thukydid ikke nåede.
Mens hans værker lever videre, forsvinder Xenofon selv næsten fuldstændig fra historien, efter at have bosat sig på landstedet. Blot ved vi, at han i 371 f.Kr. måtte flygte til Korinth, hvor han tidligere havde opholdt sig en årrække, indtil Athen udstedte et generelt amnesti til landsforviste. Sandsynligvis benyttede han sig af den og vendte tilbage til sin fødeby, hvor han døde ca. 354 f.Kr.
Litteratur.
Due, Bodil i "På randen af det ukendte". Århus 2003.
Xenokrates.
Xenokrates var en græsk filosof (396 f.Kr.-314 f.Kr.). En af Platons elever og efterfølgere. Han var fattig, men meget veltalende. Han talte så godt for sig, siges det, at en fuld ung mand (Polemon), blev så imponeret af Xenokrates tale at han umiddelbart blev afholdsmand resten af sit liv og begyndte at studere filosofi og efterfulgte Xenokrates som forstander for Platons akademi. Xenokrates delte filosofien ind i logik (dialektik), fysik (naturfilosofi) og etik. Han anses ofte for at være den første der forsøgte at skelne mellem sindet, kroppen og sjælen. Han hævdede, at virkeligheden er en kombination af erkendelse, kundskab og opfattelse.
Xenokrati.
Xenokrati er græsk og kommer af ordene "xeno" ("fremmed" eller "gæst") og "kratia" og betyder fremmedherredømme. Vi har i Danmark senest haft et xenokrati, da tyskerne i 1940 til 1945 havde besat landet.
Xenon.
Xenon er det 54. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Xe. Xenon er en tung, farveløs, og lugtfri ædelgas, og findes i små mængder i jordens atmosfære. Xenon er generelt meget lidt reaktiv, men xenon deltager i nogen få kemiske reaktioner, såsom dannelsen af xenonhexafluoroplatinat, som var den første forbindelse med en ædelgas..
Naturligt forekommende xenon består af 9 stabile isotoper. Herudover kendes over 40 ustabile isotoper, som gennemgår radioaktivt henfald. Isotopsammensætningen af xenon er et vigtigt værktøj i studiet af den tidlige historie om vores solsystem. Xenon-135 er produktet af kernefission, og absorberer neutroner i en atomreaktor.
Xenon bliver brugt i blitzlamper, buelamper og til universel narkose. Den første excimerlaser brugte et xenon-dimer-molekyle (Xe2) som dets lasermedium og de tidligste laserkonstruktioner brugte blitzlamper til at excitere, eller "pumpe" lasermediet.
Xenon bliver også brugt til at lede efter hypotetiske WIMP (weakly interacting massive particles) og som drivmiddel i ion-motorer til rumfartøjer.
Historie.
Xenon blev opdaget i England af William Ramsay og Morris Travers den 12. juli 1898, kort efter at de havde fundet to andre ædelgasser, krypton og neon. De fandt xenon i en destillationsrest, efter de havde fordampet dele af flydende luft. Ramsay forslog at den nye gas skulle kaldes xenon efter det græske ord "ξένον" [xenon], intetkøns singularis form af "ξένος" [xenos] som betyder fremmed, mærkelig eller vært. I 1902 anslog Ramsay, at mængdeforholdet af xenon i jordens atmosfære er 1 til 20 millioner..
I 1930'erne begyndte ingeniør Harold Edgerton at undersøge stroboskop-teknologi til højhastigheds-fotografering: Det ledte til at han opfandt xenon-blitzlyset, hvor lys dannes ved at sende en kortvarig elektrisk strøm igennem et rør fyldt med xenon. I 1934 kunne Edgerton skabe lysglimt så kort som et mikrosekund med denne metode.
I 1939 begyndte Albert R. Behnke Jr. at undersøge årsagen til "fuldesygen" blandt dybhavsdykkere. Han eksperimenterede med forskellige luftblandinger i sine forsøgspersoners indåndingsluft, og opdagede at dette fik dykkerne til at fornemme en dybdeændring. Ud fra hans resultater konkluderede han, at xenon kunne bruges som en narkose. Selvom Lazharev fra Rusland tilsyneladende undersøgte xenon som en narkose i 1941, så blev den første raport som bekræftede xenon narkose først udgivet i 1946 af J. H. Lawrence, som udførte førsøg på mus. Xenon-narkose blev første gang brugt som en operationsnarkose i 1951 af Stuart C. Cullen, som med succes opererede to patienter.
I 1960 opdagede fysiker John H. Reynolds, at isotopfordelingen af xenon i visse meteoriter afviger fra xenon her på Jorden; meteoriterne indeholdte mere 129Xe. Han udledte at det var et henfaldsprodukt, af den radioaktive isotop 129I. Denne isotop spaltes langsomt af kosmisk stråling og nuklear fission, men den produceres kun i større mængder i en supernova-eksplosion. Da halveringstiden på 129I (16 millioner år) er forholdsvis kort på en kosmilogisk skala, formodes det, at der har indtruffet sådan en eksplosion relativt kort tid før Solsystemet blev dannet, hvorved "råmaterialerne" til solsystemet (og dermed også meteoriterne) er blevet beriget med 129I. Denne supernova kan meget vel også have startet det kollaps af en interstellar gas- og støvsky, der ledte til vores solsystems dannelse.
Xenon og de andre ædelgasser er tidligere blevet betragtet som fuldstændig kemisk inaktive, og ude af stand til at danne forbindelser med andre stoffer. Men mens Neil Bartlett underviste ved University of British Columbia, opdagede han at gassen platinhexafluorid (PtF6) var et stærkt oxidationsmiddel, som kunne oxidere ilt (O2) og derved danne dioxygenylhexaflouroplatinat (O2+[PtF6]−). Idet Ilt og xenon næsten har samme første ioniseringspotentiale, indså Bartlett at platinhexafluorid måske også kunne oxidere xenon. Den 23. marts 1962, blandede han de to gasser og dannede den første kendte forbindelse af en ædelgas, xenonhexaflouroplatinat. Barlett troede dens sammensætning var Xe+[PtF6]−, men senere forskning viste at det muligvis var en blanding af forskellige xenon-holdige salte. Sidenhen er mange andre xenon-forbindelser blevet opdaget og nogle ædelgasforbindelser af argon, krypton og radon er også blevet identificeret, herunder argonflourohydrid (HArF), kryptondiflourid (KrF2) og radonflourid ().
Forekomst.
Der findes små mængder xenon i jordens atmosfære, 0,087±0,001 ppm (μL/L), samt i gasser afgivet fra nogle mineralkilder. Nogle radioaktive xenonisotoper, for eksempel 133Xe og 135Xe, er produceret ved neutron bestråling af fissible materialer inde i en atomreaktor.
Kommercielt produceres xenon som et biprodukt ved separation af luft til ilt og nitrogen. Separationen foregår ved fraktionsdestillering i et dobbelt søjle anlæg. Den flyende ilt som der bliver produceret indeholder en lille mængde krypton og xenon. Ved ydeligere fraktionsdestillering, kan man opnå en blanding på 0,1%-0,2% af krypton og xenon, som ekstraheres enten ved hjælp af adsorption på silicagel eller ved destillering. Til sidst separeres blandingen af krypton og xenon ved hjælp af destillering. Til ekstraktion af 1 liter xenon fra luften, bruges der 220 W·h. Globalt blev der i 1998 produceret cirka 5000-7000m3 xenon og på grund af dette, er xenon meget dyrer end de andre lette ædlegasser. Cirke prisen for at købe små mængder ædelgasser i Europa i 1999 var: 10€/L for xenon, 1€/L for krypton og 0,2€/L for neon.
Xenon er relativt sjældent i solens atmosfære, på jorden og i asteroider og kometer. Atmosfæren på planeten Mars har samme mængde xenon som på Jorden, nemlig 0,08 ppm, men i Mars' atmosfære er der en større andel af 129Xe i forhold til jordens- og solens atmosfære. Da denne isotop er blevet dannet ud fra radioaktivt henfald, har man antage at Mars har mistet det meste af dens oprindelige atmosfære, højst sandsynligt inden for de første 100 millioner år efter planeten blev dannet. Hvis man så ser på planeten Jupiter, som har usædvanligt meget xenon i dens atmosfære, omkring 2,6 gange så meget som solens.. Denne store mængde xenon i Jupiters atmosfære er endnu ikke forklaret, men grunden kunne være en hurtig og tidlig opbygning af planetesimaler, før den protoplanetariske skive begyndte at opvarmes. (Ellers var xenon ikke blevet fanget i det tidlige solsystems mange is-planetesimaler).
Inden for solsystemet er den nukleare fraktion for alle xenons isotoper 1,56 × 10−8 eller 1 ud af 64 millioner af dens totale masse.. Grunden til at der ikke er så meget xenon i jordens atmosfære, kan muligvis forklares af den kovalente binding af xenon til ilt i kvarts, dermed reduceres de udgående gasser af xenon, som ellers ville have endt i atmosfæren..
I modsætning til de lettere ædelgasser, så dannes xenon ikke i en stjernes normale stjernenukleosyntese-proces. Grundstoffer som er tungerer end 56Fe "forbruger" energi i stedet for at frigive energi, så der ikke er nogen energimæssig "gevinst" for en stjerne i at danne xenon.. I stedet for dannes der mange isotoper af xenon ved en supernova-eksplosion..
Karakteristika.
Et elektronskals diagram for xenon. Læg mærke til de 8 elektroner i yderste skal.
Et xenon-atom er karakteriseret til at have en kerne med 54 protoner. Ved standardtemperatur og -tryk, har rent xenon gas en densitet på 5,761 kg/m3, dvs. omkring 4,5 gange overflade densiteten af jordens atmosfære, 1,217 kg/m3. På flydende form har xenon en densitet op til 3,100 g/mL, hvor densitets maksimum forekommer ved trippelpunktet. Under de samme forhold, har xenon på fast form densiteten 3,640 g/cm3, hvilket er højere end gennemsnits densiteten for granit, 2,75 g/cm3. Ved tryk i gigapascal størrelsen, tvinger man xenon i en metalisk fase.
Xenon hører til gruppen af nul-valens grundstoffer, også kendt som ædle- eller inertegasser. Xenon er inert ved de fleste af de mest kendte kemiske reaktioner (for eksempel forbrænding), på grund af at den har 8 elektroner i yderste skal. Dette giver en stabil lav energi konfiguration hvor de ydre elektroner sidder tæt sammen. Men xenon kan oxideres ved brug af kraftige oxidationsforbindelser (for eksempel platinhexafluorid) og mange xenonforbindelser er blevet syntetiseret.
I et rør fyldt med xenon-gas, udsender xenon et blåt eller lavendelblå agtigt skær når man sætter strøm til. Skæret som xenon udsender, strækker sig over det visuelle spektrum, dog er linjerne i det blå område kraftigere og grunden til at det er et blåligt skær.
Isotoper.
Naturligt forekommende xenon består af 9 isotoper (man har forudsagt at isotoperne 124Xe, 134Xe og 136Xe gennemgår et dobbelt betahenfald, men da ingen nogensinde har observeret dette, har man antaget at de er stabile). Xenon er det grundstof med næstflest stabile isotoper, kun overgået af tin som har 10 stabile isotoper.. Ud over de 8 stabile isotoper, så kendes over 40 ustabile isotoper som er blevet undersøgt.
Den ikke-naturlige isotop 135Xe har en væsentlig betydning for driften af nuklear fissions reaktorer (atomreaktorer). 135Xe har et stort neutrontværsnit for termoneutroner, 2,65 barner, så den fungerer som en neutron absorbere eller "gift" som kan sænke hastigheden på kernereaktionen eller stoppe den helt, efter den har været i drift i en periode. Dette blev opdaget i de første atomreaktorer som blev bygget i forbindelse med det amerikanske Manhattan Project til plutonium produktion.
I atomreaktorer findes høje koncentrationer af stråling fra radioaktive xenonisotoper, på grund af udledningen af fissionsgasser som stammer fra sprækkede brændselsstave eller fra spaltningen af uran i kølevandet.
Da xenon er et sporingsstof for to moderisotoper, er xenon et værdifuldt værktøj når det kommer til at studere dannelsen af solsystemet, da man kan se på forholdet af xenonisotoper i metoritter. Iod-xenon datering giver tiden imellem nukleosyntesen til kondensationen af faste objekter fra solsystemets dannelse. Xenonisotoper er også et vigtigt værktøj til at forstå jordisk differentiation.
Forbindelser.
Den første kemiske xenonforbindelse blev syntetiseret i 1962 og var xenonhexafluoroplatinat. Efterfølgende er der blevet syntetiseret mange andre xenon forbindelser, blandt andet: xenondifluorid (XeF2), xenontetrafluorid (XeF4), xenonhexafluorid (XeF6), xenontetroxid (XeO4) og natriumperxenat (Na4XeO6). Et yderst eksplosivt stof, xenontrioxid (XeO3) er der også blevet lavet. Størstedelen af de mere end 80 kendte xenon forbindelser, indeholder enten elektronnegativt flour eller ilt. Når xenon er bundet til andre atomer (såsom brint og carbon), er de oftes en del af det molekyle som indeholder flour eller ilt. Nogle xenon forbindelser er farvet, men de fleste er farveløse.
I 1995 annoncerede Markku Räsänen og hans medarbejdere fra Helsinkis Universitet, Finalnd, en ny xenonforbindelse, xenondihydrid (HXeH) og senere xenonhydridhydroxid (HXeOH), hydroxenoacetylen (HXeCCH) og andre xenon indeholdende molekyler. I 2008 annoncerede Khriachtchev forbindelsen HXeOXeH dannet ved fotolyse af vand i en kryogen xenon matrix. Deuterium molekylerne: HXeOD og DXeOH er også blevet fremstillet
Ud over at xenon kan danne kemiske forbindelser, så kan xenon også danne klatrater (et stof hvor xenon atomerne bliver fanget inde i det krystalliske gitter af en anden forbindelse). Et eksempel på dette er xenonhydrat (Xe·5,75H2O), hvor xenonatomerne besætter ledige pladser i vandmolekylets gitter. Der er også fremstillet en deutereret version af dette hydrat. Sådanne hydrat klatrater kan også forekomme naturligt, under den betingelse at der skal være et højt tryk, for eksempel i Lake Vostok under den antarktiske is. Klatrat dannelse kan også bruges til fraktionsdestillering af xenon, argon og krypton. Xenon kan også danne endohedrale komplekser, hvor xenonatomet er fanget inde i fullerenmolekylet. Når xenon atomet er fanget i fulleren, kan man overvåge det ved hjælp af 129Xe Kernemagnetisk resonans (NMR) spektroskopi. Ved at bruge denne teknik kan man analysere de kemiske reaktioner i fullerenmolekylet, på grund af xenon atomets følsomhed overfor kemisk skift i dens miljø. Dog kan xenon atomet også have en elektrisk indflydelse på reaktiviteten af fullerenmolekylet.
Anvendelser.
Selvom xenon er en sjældent og dyrt at udvinde af jordens atmosfære, så anvendes xenon stadig til en række formål.
Gasudladningslamper.
Xenon bliver brugt i lys udledende apparater såsom: xenon blitzlys, som bliver brugt i fotografiske blitz- og stroboskoplamper. Til at eksitere lasere i dets aktive lasermedium, hvilket generer koherens lys, og nogen gange brugt i bactericid lamper. I den første solid-state laser, som blev opfundet i 1960, blev exciteret af en xenon blitz lampe og i lasere brugt til inertifusion, bruger også en xenon blitz lampe.
Kontinuerlig, kort buet, høj tryks xenon bue lamper, kan næsten sammenlignes med farve temperaturen for sol lyset ved middagstid og bliver derfor brugt i sol simulatorer.
Det er kromaciteten af disse lamper, som tilnærmer sig en opvarmet sortlegeme radiator, som har samme farvetemperatur som solen. Efter de blev introduceret i 1940'erne, begyndte disse lamper at erstatte carbon bue lamper i film projektorer. Mere specifikt finder man carbon bue lamper i 35mm og IMAX film projektorer, samt selvkørende HID forlygter. Disse bue lamper er en perfekt kilde til ultraviolet stråling med en kort bølgelængde og har en kraftig emission nær det infrarøde spektrum, hvilket bliver brugt i nogle nattesyns systemer.
Den individuelle celle i en plasmaskærm, er en blanding af xenon og neon som bliver lavet om til plasma ved hjælp af elektroder. Vekselvirkningen af plasmaen sammen med elektroderne, generere ultraviolette fotoner der derved eksitere med den fosfor belagte forside af skærmen.
Xenon bliver også brugt som en "starter gas" i høj tryks natrium lamper. Xenon har den laveste termiske konduktivitet, samt den laveste ionisation potentiale af alle de ikke-radioaktive ædelgasser. Og da det er en ædelgas, så reagerer den ikke med den andre kemiske reaktioner som der er, når lampen bruges. Den lave termiske konduktivitet minimere det termiske tab inde i lampen når den er i funktion og dens lave ionisation potentiale gør at lampen er nemmere at starte op når den er kold, da det væsentligt sænker den spænding der skal til for at få isolatoren til at blive elektrisk ledende.
Laser.
I 1962 opdagede en gruppe forskerer på Bell Laboratories at xenon kunne bruges i lasere og senere fandt de ud af at laseren blev kraftigere hvis man tilførte helium til lasermediumet. Den første excimerlaser brugte en xenon dimer (Xe2), som fik tilført strøm fra en stråle af elektroner for at producere stimuleret emission ved en ultraviolet bølgelængde på 176 nm. Xenonchlorid og xenon flurid har også været brugt til excimer (eller, mere korrekt, exciplex) lasere. Xenon chlorid excimerlaseren bliver blandt andet brugt i enkelte tilfælde af hudlæger.
Narkose.
Xenon bliver også brugt som narkose selvom det er en dyre løsning. Trods prisen, så er narkosemaskiner som bruger xenon begyndt at kunne ses på det europæiske marked. Der er forslået to virkemiddeler for xenon narkose. Den første indvoldvere hæmning af calcium ATPase pumpen, hvilket går ud på at xenon fjerner calcium (Ca2+) i cellemembranens synapse. Dette resulterer i en tilpasningsændring når xenon binder sig til den ikkepolære side inde i proteinet. Det andet virkemiddel forkuserer på de ikke specifikke vekselvirkninger mellem narkosemiddelet og lipid membranen
Xenon har en minimum alveolær koncentration (MAC) på 71%, hvilket gør den 50% mere kraftig end N2O som et narkosemiddel. Derfor kan det bruges i koncentrationer med ilt, hvilket formindsker chancen for hypoxia. I modsætning til lattergas (N2O), så er xenon ikke en drivhusgas og er derfor anset som et miljøvenligt narkosemiddel. På grund af den høje pris på xenon, er det nødvendigt med et lukket system, så gassen kan blive genanvendt (efter gasen er blevet på hensigtsmæssigt filtreret for forurening imellem brug).
Medicinsk billeddannelse.
Gamma udledningen fra radioisotopen 133Xe kan for eksempel bruges til at scanne (og derved danne billeder) af hjerte, lunger og hjernen ved hjælp af SPECT metoden. 133Xe er også blevet brugt til at måle blodgennemstrømning.
Andet.
Inden for atomkraft, bliver xenon brugt i bubblekammere, i følere og indenfor andre områder hvor høj molmasse og inert natur er ønskværdig. Ved atomprøvesprængninger, dannelse der de to radioaktive xenon isotoper 133Xe og 135Xe. Ved at spore disse to isotoper, kan man holde øje med om de lande som skrev under på Traktaten om forbud mod sprængning af atomvåben i vores atmosfærre, det ydre rum og under vandet (engelsk: Treaty banning Nuclear Weapon Tests In The Atmosphere, In Outer Space And Under Water). Og for dem som ikke har skrevet under på den, såsom Nord Korea, der bruger man isotoperne til at sporre atomvåben prøvesprængninger.
En prototype af en xenon ion motor som bliver testet hos NASAs Jet Propulsion Laboratory.
Flydende xenon bliver også brugt som et medie når der ledes efter de hypotetiske WIMPs (weakly interacting massive particles). Når en WIMP kolliderer men en xenon kerne, skulle den rent teoretisk smuppe en elektron og danne primær scintillation. Ved at bruge xenon, skulle dette energi udbrud fremtrædende under samme omstændigheder som partikler forårsager ved for eksempel kosmisk stråling. Men XENON eksperimentet ved Gran Sasso National Laboratory i Italien er dette ikke lykkeds endnu. Selvom der ikke er opdaget nogen WIMPs, så har eksperimentet stadig til formål at indsnævre egenskaberne for mørktstof, samt nogle andre fysik modeller. De nuværende detektore hos Gran Sasso National Laboratory, har vist følsomhed på højde med den bedste kryogen detektorer og dens følsomhed vil bliver forøget i 2009.
Xenon er det foretrukne brændstof i ion-motorer på rumskibe, på grund af dets lave Ioniseringsenergi per atommasse og dens egenskab for at blive opbevaret på flydende form nær stuetemperatur (under højt tryk) og nemt omdannes igen til gas og drive motoren. Fordi xenon er inert, gør det xenon til et miljøvenligt brændstof og mindre korroderende overfor ion-motoren i forhold til andre brændstoffer som for eksempel kviksølv og cæsium. Xenon blev først brugt som brændstof for ion-motorer i satelitter i 1970'erne. Senere blev det brugt som drivmiddel i Europas SMART-1 rumskib og for de 3 ion-motorer på NASAs Dawn Spacecraft
Kemisk bruges de perxenate forbindelser som oxidationsmidler i analytisk kemi. Xenon bruges også ofte i proteinkrystallografi, ved høje tryk (5 til 50 atm) binder xenonatomer til hydrofobe hulrum i proteinet, hvilket ofte danner isomorfe tungatom derivater af meget høj kvalitet. Disse kan bruges til at løse fase problemet (fysik).
Forholdsregler.
Xenon gas kan opbevares sikkert i lukkede glas eller metal beholdere ved standardbetingelser, men xenon vil med lethed opløse plastik og gummi og vil derfor ligeså stille forsvinde fra en beholder produceret af disse materialer. Xenon i sig selv er ikke giftigt, dog opløses det i blodet og hører under den type af stoffer som trænger igennem blod-hjerne-barrieren og forudsager en mild kiruisk narkose når den indhaleres sammen med større mængder ilt. Mange xenon forbindelser er meget eksplosive og giftige på grund af dets stærke oxidativ egenskaber. Lydens hastighed i xenon gas er 169m/s, det er langsommer end i atmosfærisk luft, hvilket betyder at når man indhalerer xenon, så vil man have et dybere stemmeleje i modsætning til hvis man indhalerer helium, hvor man får et højere stemmeleje. Ligesom helium, så tilfredsstiller xenon ikke kroppens behov for ilt og man kan risikere kvælning. På grund af dette, tillader mange universiteter ikke længere denne demostration. Da xenon er en dyr gas, blev gassen sulfidhexaflourid brugt i stedet for, da den næsten har samme molekylær vægt (146 imod 131). Dog er der også risiko for kvælning ved brug af denne gas.
Det er muligt at trække vejret i disse tunge gasser såsom xenon og sulfidhexafluorid når de er blandet med 20% ilt (igen skal det nævnes at xenon ved disse koncentrationer forventes at fremkalde bevidstløshed som lå man i almindelig narkose). Lungerne blander gasserne meget effiktivt og meget hurtigt, så de tunge gasser bliver udåndet sammen med det overskydende ilt i lungerne og når ikke at ophobe sig i bunden af lungerne. Der er dog en fare forbundet med at indånde tunge gasser i større mængder. Et eksempel er hvis en person går ind i en beholder med denne farveløs og lugtfrie gas, han kan uden at ane det indånde disse gasser og være i fare. Xenon anvendes dog sjældent i disse mængder, dog er faren der altid hvis en tank eller beholder bliver opbevaret på et dårligt ventileret sted.
Xerasi.
Xerasi er det græske ord for en hudsygdom med abnorm tørhed og skørhed af håret, der går i stå i væksten.
Xerasia.
Xerasia er en hårsygdom, hvor håret bliver tørt og skørt.
Xerasia kommer fra det græske ord "xeros," der betyder "tør."
Jerez de la Frontera.
Jerez de la Frontera, sherryens hjemby, tidligere stavet Xeres de la Frontera. "X"-lyden (som på kastiliansk svarer til -ch i tysk "ach" eller gælisk "loch") skrives i dag med et "j". I de latinamerikanske lande udtales lyden mere som sj- (som i sjæl). Så når man udtaler "Xeres" som de gør i Sydamerika, får man "sjeres". Derfor siger englænderne og vi "sherry".
Xeroderma pigmentosum.
Xeroderma pigmentosum er betegnelsen for en sjælden hudsygdom med lysudslæt og efterfølgende pigmentering. I slutstadiet dannes multiple hudcancere.
Det er en recessivt arvelig sygdom, der skyldes nedsat evne til at reparere på DNA-skader i cellernes arvemateriale.
Xeroderma er græsk for tør hud eller pergamenthud.
Xerofagi.
Xerofagi (græsk) betyder "tør føde". De gamle kristne holdt en fasteperiode, hvor de alene indtog tør føde.
Xeroftalmi.
Xeroftalmi er græsk for øjentørsot, en øjensygdom som opstår ved mangel på A-vitamin.
Sygdommen er alvorlig især for børn. Xeroftalmi giver udtørring og henfald af øjets horn- og bindehinde, og kan i værste tilfælde give blindhed.
Xerofyt.
Xerofyt er et ord af græsk oprindelse for en tørkeplante. Med det skal forstås en plante, som er tilpasset et liv i tørt klima, for eksempel ved at have vokslag eller hår på blade og stængler, eller ved at være en sukkulent.
Eksempler på dette er tørbundsplanter som lyng fra heden og marehalm fra klitterne.
Øvrige eksempler er kaktus, sukkulenter og Sankt Hans-urt.
Sådanne planter har nedsat transpiration på grund af fordampningsnedsættende tilpasninger, for eksempel tætte hår og tyk Kutikula (et voksagtigt lag, på bladenes overflade, som beskytter mod fordampning). Veludviklet styrkevæv forhindrer, at planten falder sammen ved lav saftspænding.
Xerografi.
Xerografi (af græsk "xeros," 'tør', og "grafos," 'skrift') er en reproduktionsmetode, hvor trykformen oplades med negativ elektricitet og belyses gennem det som skal gengives. Denne opladning bliver kun på de ubelyste steder, herefter sprøjtes et farvepulver henover trykformen. Farvepulveret tiltrækkes alene af de opladede steder. Det herefter fremkomne billede kan overføres til papir.
Xerografi har siden 1959 været udnyttet i fotokopimaskiner. Xerografi har givet navn til virksomheden Xerox.
Xerotisk.
Xerotisk (fra oldgræsk ξηρός, "tør") betyder "udtørrende" eller "udtørret".
I de subtropiske og tropiske dele af verden, hvor vandmangel er den største trussel mod plantevækst, har man en særlig havetype, den "xerotiske have", dvs. en tørkepræget have. Det er anlæg, som er skabt sådan, at kunstvanding ikke er nødvendig. Det opnår man ved at udnytte skygge, dugdannelse og et udvalg af særligt tørketålende planter, f.eks. sukkulenter og kaktusarter.
Xerostomi.
Xerostomi betyder mundtørhed og er dannet af det græske ξηρός "xeros", der betyder "tør", og στόμα "stoma", der betyder "mund". Xerostomi kan være en sygdom eller et symptom.
Behandling.
En god mundhygiejne er vigtig for at undgå huller i tænderne. F.eks. brug af tandstikkere/ tandtråd samt der til den daglige tandbørstning kan anbefales elektrisk tandbørste. Brug tandpasta med fluor og endvidere anbefales tandbørstning til også at ske både før og efter måltiderne.
Herudover kan forsøges tiltag, der kan forøge spytsekretionen eller man kan supplere med mundskyllevæske med klorhexidin til at fugte slimhinderne. Visse typer mundskyllevæsker kan dog misfarve tænderne efter længere tids brug. Protesebærere kan suge syrlige pastiller og patienter med egne tænder kan suge sukkerfrie syrlige pastiller tilsat fluor fx Xerodent - en sukkerfri sugetablet, der fås på apoteket.
Spytprodukter.
Drik vand eller drik ”kunstigt spyt”, som laves af: 1 del vand, 1 del glycerin og citron-dråber efter smag. Skyl munden efter behov og synk eller spyt ud bagefter. Har man protese tages den ud før man skyller.
Af andre kunstige spytprodukter kan nævnes: Spytstimulerende tygge- og sugetabletter, sukkerfrit tyggegummi, sugetabletter, fluortyggegummi, spray og gelé, der er godt under proteser.
Serse.
" Serse" (HWV 40) er en opera seria i tre akter af Georg Friedrich Händel. Den blev uropført i London den 15. april 1738. Librettoen er tilpasset af en ukendt person fra en libretto af Silvio Stampiglia til en af Giovanni Bononcini komoneret opera af samme navn fra 1694. Stampiglias libretto var selv baseret på anden libretto af Nicolò Minato, der var blevet sat i musik af Francesco Cavalli i 1654. Operaen foregår i Persien i 480 f.Kr. og er kun meget løst baseret på Xerxes som historisk personlighed. Rollen som Serse blev oprindelig sunget af en kastratsanger, men udføres nu normalt af en mezzosopran eller en kontratenor.
Åbningsarien, "Ombra mai fu", der synges af Xerxes til et træ ("platanus orientalis"), er en af Händels bedst kendte melodier og spilles ofte i et orkestralt arrangement, der er kendt som Händels "Largo" (selvom Händel bruger betegnelsen "larghetto" i partituret).
Værket opføres i Danmark af Den Ny Opera, idet det får premiere i musikhuset i Esbjerg den 26. maj 2011 med den norske mezzosopran Tuva Semmingsen i titelpartiet.
Komposition og premiere.
I slutningen af 1737 bestilte King's Theatre i London Händel til at skrive to nye operaer. Den første var "Faramondo", der fik premiere den 3. januar 1738, hvor Händel allerede havde påbegyndt arbejdet på den næste, "Serse". Han komponerede første akt mellem 26. december 1737 og 9. januar 1738, anden akt var klar 25. januar og tredje akt senest den 6. februar. Händel lagde sidste hånd på partituret den 14. "Serse" blev uropført på King's Theatre i Haymarket den 15. april 1738.
Den første opsætning var en total fiasko. Publikum kan have været forvirret over værkets nyskabende karakter. I "Serse" havde Händel, i modsætning til de andre operaer han havde skrevet for London, inkluderet buffo-elementer. Selv om dette havde været typisk for det 17. århundredes venetianske værker som fx Cavallis oprindelige komposition til librettoen, var der, i 1730'erne, opstået en forventning om, at "opera seria" skulle være helt alvorlig uden nogen sammenblanding af tragedie- og komediegenrerne eller figurer af høj eller lav klasse. Musikforskeren Charles Burney mente, at "Serse"
ikke var meget værd som opera betragtet: "I have not been able to discover the author of the words of this drama: but it is one of the worst Handel ever set to Music: for besides feeble writing, there is a mixture of tragic-comedy and buffoonery in it, which Apostolo Zeno and Metastasio had banished from serious opera" ("Jeg har ikke været i stand til at spore forfatteren til dette drama: men det er et af de værste Handel nogensinde har sat i musik: for udover svage linjer har det en blanding af tragi-komik og klovneri, som Apostolo Zeno og Metastasio havde forvist fra seriøs opera"). Et andet usædvanligt forhold ved "Serse" er antallet af korte, enkeltstående arier i én sats, hvor en typisk "opera seria" på Händels tid blev næsten altid bestod af lange da capo-arier i tre satser. Dette slog særligt Jarlen af af Shaftesbury, der overværede premieren og beundrede operaen, da operaen ellers ville være blevet meget lang.
Senere opførelser.
"Serse" forsvandt fra scenen i næsten tohundrede år, idet den første moderne forestilling fandt sted i Göttingen den 5. juli 1924 i udgave, der var forberedt af Oscar Hagen. I 1926 blev operaen i denne version opført mindst 90 gange i 15 forskellige tyske byer, et grundlag for "Serses" vedvarende succes. Ifølge Winton Dean er "Serse" Händels mest populære opera hos det moderne publikum efter "Giulio Cesare in Egitto". Netop de træk ved operaen, som det 18. århundredes lyttere fandt så foruroligende - de korte arier og tilsætningen af komiske elementer til "opera seria" - kan være det, der gør, at værket appellerer til moderne mennesker i det 20. og 21. århundrede.
En komplet indspilning blev foretaget i 1979. En særligt rost produktion, sunget på engelsk, kom op på English National Opera i 1985 for at markere 300-årsdagen for komponistens fødsel. Forestillingerne blev dirigeret af Sir Charles Mackerras og instrueret af Nicholas Hytner, der også oversatte librettoen; Ann Murray sang titelpartiet, mens Valerie Masterson var Romilda, Christopher Robson Arsamene og Lesley Garrett Atalanta.
Synopsis.
Xerxes, der betragter sit elskede platantræ, ser Romilda, datter af hans vasal Ariodate, og beslutter sig for at gifte sig med hende. Romilda og Xerxes' bror, Arsamene, elsker imidlertid hinanden, mens Romildas søster, Atalanta, er fast besluttet på at vinde Arsamene. Amastre, Xerxes' forlovede, som han har forladt for Romilda, skjuler sig som en mand og udspionerer Xerxes.
Xerxes sender Arsamene bort, som sender en besked om sin evige troskab til Romilda gennem sin tjener Elviro, forklædt som blomstersælger. Beskeden bliver først overgivet til Atalanta, som straks undfanger en plan. Hun fortæller Elviro, at Romilda har opgivet Arsamene og besluttet sig for at blive dronning og beskeden fra Xerxes, idet hun hævder, at den var henvendt til hende. Xerxes beslutter at bortgifte Arsamene til Atalanta; Romilda beslutter alligevel at forblive tro mod den mand, hun elsker.
Ved broen over Hellespont fortæller Xerxes Ariodate, at hans datter Romilda efter kongens ønske skal giftes med et medlem af Xerxes' familie. Xerxes forfølger Romilda indtil Amastre i forklædning starter en kamp for at aflede hans opmærksomhed. Romilda overtaler Xerxes til at lade hende løse problemet og glædes, da hun erfarer, at Amastre gjorde det for at redde hende. Arsamene og Romilda mødes igen og kæmper, indtil Elviro trækker Atalanta ud for at forklare sagen, og hun erklærer, at hun vil finde en anden. Elviro bemærker, at en storm nærmer sig broen og synger en sang til Bacchus. Romilda og Arsamene er glade over at blive genforenet, selv om hun er nødt til at skjule ham, mens broderen forfølger sin sag. Romilda fortæller Xerxes, at han skal have hendes fars samtykke, før hun kan adlyde kongens befaling; Arsamene er utilfreds.
Xerxes gentager, at Ariodate at Romilda skal giftes med et medlem af Xerxes' familie; Ariodate tror fejlagtigt, at han henviser til broderen Arsamene og ikke til ham selv og går glad hjem for at forberede brylluppet. Xerxes fortæller så Romilda, at hun vil gifte sig med ham. Romilda afslører, at Arsamene har kysset hende, Xerxes erklærer, at han vil dræbe sin egen bror, og Romilda accepterer at gifte sig med Xerxes for at skåne Arsamenes liv.
Arsamene og Romilda kommer ind til Ariodates plads, hvor han glad kundgør, at de skal gifte sig på kong Xerxes' kommando. De ved ikke hvad de skal tro, men er glade over at gøre det. Efter Arsamene og Romildas bryllup kommer Xerxes ind, klar til sit bryllup. Han bliver opbragt over at erfare, at hans vasal netop har giftet hans brud bort til hans bror. Da Amastre i forklædning dukker op, kalder Xerxes på nogen, der kan hævne ham. Amastre spørger, om han vil have hende til at dræbe forræderen, den, der efter at have været så højt elsket, jagtede en anden. Da Xerxes kræver, at hun gør det, afslører Amastre sig overfor Xerxes, der bliver skamfuld over sin troløshed og beder hende dræbe sig i stedet. Amastre, der stadig er forelsket i ham, nægter, og Xerxes tilbyder hende at være hans dronning igen.
Xerxes 1. af Persien.
Xerxes 1. (خشایارشا) persisk konge (485 f.Kr.-465 f.Kr.) af Achæmenide-dynastiet og søn af Dareios I. Xérxēs (Ξέρξης) er den græske form for det oldpersiske "Xšayāršā", der betyder "heltenes hersker".
Xerxes 1. foretog i 480-479 f.Kr. et mislykket togt mod Grækenland. I 480 f.Kr. lykkedes det at erobre store dele af Grækenland, herunder Athen, men Xerxes 1. blev besejret i søslaget ved Salamis. I 479 f.Kr. led Xerxes 1. det endelige nederlag ved Platæa. Hans grav er udhugget i klippen ved Naqsh-i-Rustam tæt ved Persepolis.
Invasionen af det græske hovedland.
Dareios I efterlod til sin søn det hverv at straffe athenerne, naxianerne og eretrianerne for deres indgreb i den joniske opstand og det persiske nederlag ved Marathon. Fra 483 fvt. forberedte kong Xerxes sin ekspedition med omhu: En kanal blev gravet gennem en landtange på halvøen Athos, to broer blev bygget over Hellesponten, forsyninger blev opbevaret i en station på vejen gennem Thrakien. Ifølge Herodot endte Xerxes' første forsøg på bygge bro over Hellesponten ikke godt, da en storm ødelagde hør- og papyrusbroen. Xerxes beordrede, at Hellesponten (selve strædet) blev pisket 300 hundrede gange, samt at slavelænker blev smidt i vandet, hvorefter følgende "bespottelige" ord blev sagt af en tjener: "Du bitre vand! Min herre pålægger dig denne straf, fordi du har fornærmet ham, skønt han ikke har gjort dig noget ondt. Men kong Xerxes vil overskride dig, hvad enten du vil eller ej. Det er med god grund, at intet menneske ofrer til dig, du der både er snavset og salt!" "
Xerxes' andet forsøg på at bygge bro var en succes. Xerxes sluttede en alliance med Karthago og fratog Hellas støtte fra de mægtige monarker af Syrakus og Agrigento. Desuden valgte mange mindre, hellenske stater persisk side, især Thessalia, Theben og Argos. Xerxes drog med en stor flåde og hær (Herodot, den græske historiker, hævdede, at der var over to millioner soldater) fra Sardes i foråret 480 f.Kr.
Xerxes sejrede i de indledende kampe. I slaget ved Thermopylæ kæmpede en lille styrke af krigere anført af kong Leonidas imod den meget større persiske styrke, men blev nedkæmpet. Efter Thermopylæ blev Athen erobret, og athenerne og spartanerne blev drevet tilbage mod deres sidste forsvarslinje ved Korinths landtange og ud i den Saroniske Bugt. Ved "Artemis" var udfaldet af kampen tvivlsomt, da store storme havde ødelagt græske skibe. Kampen blev også standset tidligere, da hellenerne hørte om nederlaget ved Thermopylæ og trak sig tilbage. Xerxes var forledt til at angribe den græske flåde under ugunstige forhold.
Xhosa-folket.
Xhosa-folket (udtales. () er en afrikansk etnisk gruppe som hovedsageligt er forbundet til den sydøstlige del af Sydafrika. Navnet "Xhosa" siges at komme fra en legendarisk leder kaldet uXhosa. Han skal have skilt "Xhosafolket" fra "Ngunifolket" begyndelsen af 1500-tallet. Xhosafolket kalde sig selv for amaXhosa, og sit eget sprog "isixhosa". Ca. 17,5% af alle sydafrikaner nedstammer fra Xhosafolket. Xhosafolket arbejder med det traditionelle landbrug og kvæg.
Det Xhosa-talende folk bliver ofte delt ind i undergrupper. De vigtigste grupper fra øst: "Xesibe", "bhaca", "mpondo", "mpondomise", "bomvana", "Thembu", "gcaleka", "rharhabe" og "fingo".
Xhosa-krigene.
Xhosa-krigene handlede om Xhosa-folkets modsættelse af de nederlandske, tyske og britiske kolonisters ekspansioner i Kap-provinsen i perioden 1779-1879.
Xi (bogstav).
Xi (Ξ ξ) er det 14. bogstav i det græske alfabet. I det latinske alfabet translittereres det som x eller ks. Udtales som [ks], der dog i danske låneord simplificeres til [s] i forlyd, fx Xerxes [Særkses].
Computer.
I unicode er Ξ U+039E og ξ er U+03BE.
Xi Jiang.
Xi Jiang (Si Kiang) er en flod i Asien. Xi Jiang har en længde på 1930 km. Udspringer i Kina på Yunnanhøjsletten under navnet Nanpan jian, forløbet af floden går østover og Xi Jiang udmunder i det Sydkinesiske Hav vest for Hongkong. Deltaet forbundet med floden strækker sig 145 km ind i landet og omfatter også Perlefloden. Xi Jian har et afvandingsområde på ca. 602.000 km².
Xiamen.
Xiamen er en subprovinsiel by i Fujian-provinsen i Kina.
Xiamen var tidligere kendt som Amoy. Den har et areal på 1.565 km2, og en befolkning på 2.520.000 mennesker (2009).
Xi'an.
Xi'an (kinesisk 西安 "Xī'ān", tidligere stavet Sian) er hovedstaden i Shaanxi-provinsen i Kina. Der bor ca. 3,2 mio. i selve byen og 7,8 mio. i stor-Xian. Før Ming-dynastiet gav byen navnet Xi'an hed byen Chang'an og var Kinas hovedstad.
Byen har en velbevaret bymur fra 1370.
Mausoleet for Qin Shi Huang (秦始皇) og hans terracotta hær ligger 40 km øst for byens forstæder.
Xiangtan.
Xiangtan (kinesisk: 湘潭; pinyin: "Xiāngtán") er en by på præfekturniveau ved floden Xiangjiang i provinsen Hunan i det sydlige Kina.
Præfekturet har et areal på 5,006 km² og en befolkning på 2.880.000 mennesker (2007).
Trafik.
Kinas rigsvej 107 fører gennem området. Den løber fra Beijing til Shenzhen (ved Hongkong, og passerer provinshovedstæderne Shijiazhuang, Zhengzhou, Wuhan, Changsha og Guangzhou.
Kinas rigsvej 320 går gennem området. Den begynder i Shanghai og løber mod sydvest til grænsen mellem provinsen Yunnan og Burma. Undervejs passerer den blandt andet Hangzhou, Nanchang, Guiyang, Kunming og Dali.
Xinjiang.
Xinjiang (Uyghur: شىنجاڭ (Shinjang), kinesisk: 新疆, pinyin: Xīnjiāng, Wade-Giles: Hsin1-chiang1), fulde navn Autonom Region Xinjiang Uyghur (Uyghur: شىنجاڭ ئۇيغۇر ئاپتونوم رايونى (Shinjang Uyghur Aptonom Rayoni), simplificeret kinesisk: 新疆维吾尔自治区, traditionel kinesisk: 新疆維吾爾自治區, pinyin: Xīnjiāng Wéiwú'ěr Zìzhìqū), er en autonom region i Folkerepublikken Kina Xinjiang grænser op til Autonom Region Tibet i syd og Qinghai- og Gansu-provinserne i sydøst. Det grænser også op til Mongoliet i øst, Rusland i nord og Kasakhstan, Kirgisistan, Tajikistan, Afghanistan og indisk- og pakistansk-kontrollerede områder af Kashmir i vest. Xinjiang inkluderer det mest af området Aksai Chin, en region som Indien lægger krav på som en del af Jammu og Kashmir.
Provinsen er hjemsted for flere tyrkisk etniske grupper blandt andet uighur. Størstedelen af Kinas ca. 20 millioner muslimer bor i Xinjiang.
Administrative enheder.
Xinjiang er inddelt i 18 enheder på præfekturnivå (2 bypræfekturer, 4 byer på subpræfekturniveau, 7 præfekturer og 5 autonome præfekturer). Det autonome præfektur Illi har jurisdiktion over to andre præfekturer, Altay (阿勒泰地区) og Tacheng (塔城地区). Et større område mod syd, Aksai Chin, er under kinesisk kontrol, men anses af Indien som okkuperet område som de gør krav på som en del af Kashmir.
Disse 18 enheder er inddelt i 99 enheder på amtsniveau (11 distrikter, 20 byfylker, 62 amter og 6 autonome amter.
Disse er igen inddelt i 1.009 enheder på kommuneniveau (299 bykommuner (towns), 582 kommuner (townships), 43 etniske kommuner (ethnic townships), 145 subdistrikter og 10 offentlige distriktskontorer).
Xiphophorus.
Xiphophorus er slægtsnavn for en mellemamerikansk fiskeslægt af ungefødende tandkarper, blandt andet platy og sværddrager.
Tibet.
Tibet (tidligere stavet Thibet; tibetansk:, "Bodjul" eller "Bod", udtales "pö" på Lhasa-dialekt; kinesisk: 西藏 eller 藏区, pinyin: Xīzàng eller Zàngqū) er en region i Centralasien og hjem for det tibetanske folk. Grundet områdets gennemsnitlige højde over havet på 4.900 meter kaldes landet ofte for "verdens tag".
Grænser.
Tibet begrænses af Bhutan, Nepal, det Indien, Turan samt de kinesiske provinser Hsinchiang, Kansu og Szetshwan og har et Areal af 1.912.000 km² med omkring 1.650.000 indbyggere (under selvstændigheden, i 1925). Tibet er jordens største højland og dannes af en stor mængde mere eller mindre parallelle bjergkæder med mellemliggende højsletter og dale. Sydgrænsen dannes af Himalayas hovedkæde, der som en mægtig bjergmur løber fra nordvest til sydøst og bærer flere af jordens højeste bjerge: Mount Everest (8840 m) og Gosai Tan (8020 m). Nord for hovedkæden følger en længdedal, der dels afvandes af bifloder til Ganges, som gennembryder hovedkæden, dels indeholder søer uden afløb. Derpå følger en parallelkæde, hvis passer ligger i en højde af 4500–5000 m og mod nord begrænses af Brahmaputra-dalen, hvis bund ligger 3–4000 m over havet. Nord for Brahmaputra-dalen ligger et system af parallelle kæder, der har samme retning som Himalaya og af Sven Hedin kaldtes Transhimalaya. Dette system synes at være den østlige fortsættelse af Karakorum, som fra Kashmir strækker sig mod sydøst ned i Tibet. Transhimalaya har toppe på 6–7000 m, medens passene i reglen ligger i en højde af 5000 m. Længere mod nord følger et stort antal kæder, der stryger omtrent fra vest til øst og hører til Kwenlyn-systemet. En af de mægtigste af disse kæder er Dangla. Mod nordvest afbrydes Kwenlyn-kæderne af en brudlinie, nord for hvilken Østturkestan har sænket sig. Brudranden, der nord fra tager sig ud som en mægtig bjergkæde, kaldes Altyn-Tag. Øst på bøjer Kwenlyn-Kæderne mod syd og går over i det bagindiske bjergsystem. Bjergtoppe på 7–8000 m er hyppige overalt i Tibet, passene ligger 4500–5500 m over havet.
Klima.
Klimaet er yderlig kontinentalt med meget stor forskel på sommer og vinter. Landets store højde gør dog, at såvel vinterens som sommerens temperaturer er meget lave. For sommeren fandt Rockhill i en højde af 4600 m en middeltemperatur af 7°. For vinteren kan middeltemperaturen antages at være c. ÷ 25°—÷20°. Altså en sommervarme som i Sydgrønland, en vinterkulde som i Nordgrønland. Imidlertid er sommeren i Tibet meget forskellig fra den grønlandske derved, at luften er uhyre tør, himlen oftest skyfri og temperatursvingningerne uhyre store. Midt om sommeren indtræffer ofte frost og snestorme, medens temperaturen andre dage kan stige til 20°-28°. På Tsaidam-plateauet i det nordøstlige Tibet, som kun er 2700–3000 m højt, fandt Koslov ÷ 13° i middeltemperatur for januar, 17° for august. I Lhasa, i en dal i det sydlige Tibet, 3540 m over havet, fandtes et enkelt år 19,5° i middeltemperatur for august, 16,7° for september. Temperatursvingningerne er meget store. I september forekom således nattefrost, medens varmen en anden dag steg til 31,7°. I det nordlige og centrale Tibet er nedbøren meget ringe og luften meget tør. I Tsaidam fandt Koslov, at luftens fugtighed om sommeren var 45 %, om efteråret 39 %, om vinteren 56 %, om foråret 36 %. Fugtighedens stigning om sommeren skyldes udløbere af den kinesiske sommermonsun, hvormed stemmer, at hovedmassen af den sparsomme nedbør falder i maj—juli. Årets samlede nedbør (10,8 cm) faldt på 44 Dage, hvoraf 12 med sne. Det sydlige, vestlige og østlige Tibet er nogenlunde rigt på nedbør. Mod øst danner Dangla-kæden klimagrænsen. Mens de fugtige søndenvinde om sommeren overøser dens sydskråning med regn, hagl og sne, er nordskråningen meget tør. Klimaforskellen udøver en betydelig indflydelse på landets overfladeformer. I den del af Tibet, der er nogenlunde rig på nedbør, løber vandrige floder, der stadig uddyber længdedalene mellem foldekæderne. Mod vest flyder Indus og dens bifloder, den sydlige del af landet afvandes af Brahmaputra, den østlige del af Salwen, Mekong, Jangtsekiang og Hoangho. Særlig mod øst, hvor regnmængden er ret betydelig, styrter floderne frem gennem dybe kløfter, på begge sider omgivne af de granklædte skråninger af de mægtige, over 7000 m høje bjergkæder, fra hvis hvide rygge gletsjerne hænger ned. Blandt disse kæder kan nævnes Gangri mellem Brahmaputra og Salwen. Et ganske andet udseende har den centrale og nordlige Del af Tibet, hvor nedbøren er højst ubetydelig. Floderne er vandfattige og når kun til den nærmeste lavning i Terrænnet, hvor der dannes en saltsø. Denne del af Tibet er overordentlig rig på søer. Da fordampningen fra deres overflade er større end nedbør og tilløb, tager de stadig af i omfang.
Landskab.
Næsten alle er omgivne af højereliggende strandlinier, der viser søernes højere vandstand i fortiden. Manglen på større vandløb betinger de forholdsvis jævne terrænformer i denne del af landet. Bjergene er som begravede i de grusmasser, der er opståede ved klippernes vejrsmuldring. Hvad, der skrider ned eller blæser ned i foldedalene, bliver liggende, da der ikke er rindende vand nok til at føre det bort. Følgen heraf bliver, at dalene efterhånden opfyldes, mellem kæderne dannes flade højsletter, på hvilke de vandfattige bække langsomt sniger sig fremad. Højsletterne ligger i reglen kun få hundrede m under passene, i reglen 4–5000 m over havet. Kun i det nordøstlige Tibet findes en lavere højslette Tsaidam, kun 2700 m over havet. De største saltsøer er Tengri Nor (4630 m over havet), Dangra Jum (4500 m), Chargut Cho, Ike Namur Nor, Kuku Nor (3260 m). Snegrænsen ligger i Tibet meget højt. På samme kæde ligger den altid lavest på sydsiden. Derimod viser der sig den mærkelighed, at snegrænsen ligger lavere på de sydlige kæder end på de nordlige. Dette skyldes snemængdens stærke aftagen mod nord. I det nordlige Tibet er en ringere sommervarme i stand til at bortsmelte hele vinterens snelag på grund af dettes ringe mægtighed. På sydsiden af Himalayas hovedkæde ligger snegrænsen ved en højde af 4900 m, på sydsiden af den nordlige parallelkæde ved 5700 m, i det centrale Tibet ved 5900–6000 m. Bjergenes store højde muliggør dog store firnmasser og mægtige gletsjere.
Plantevækst.
Plantevæksten er på højsletterne fattig og steppeagtig. Den dannes væsentlig af græs ("Kobresia tibetica"), løg ("Allium scenescens"), astragalus og rabarber. I de dybere dale i Syd-Tibet optræder forskellige buske og småtræer ("Hippophaes", "Tamarix"), kun de dybt nedskårne dale i det østlige Tibet har skov af gran og birk.
Dyreliv.
Dyreverdenen er forholdsvis rig. På højstepperne tumler sig hjorder af yakokser, antiloper ("Tetraceros quadricornis", "Pantholaps Hodgsonii") og vildæsler ("Equus hemionus"), mens uhyre masser af gnavere finder deres føde i steppens løgvækster. På bjergene findes moskushjorte og vilde får. Gribbe, ravne, snefinker og steppehøns hører til de almindeligste fugle.
Befolkning.
Hovedmassen af befolkningen var traditionelt tibetanere (bhot, bodpa). Mod nord fandtes enkelte stammer af tyrkere (horpa) og mongoler (songpa), medens kinesiske kolonister var trængt frem i de østlige dale og ved bredderne af Kuku Nor. Tibetanerne hører til den mongolske race. Uden for Tibet bor de i Bhutan, Sikkim, Nepal og Kashmir. De er af middelhøj vækst, gullig eller lysebrun hudfarve. Håret er sort og glat, øjnene sorte, ansigtet kantet, panden lav, næsen lige, læberne tykke. I det centrale Tibet levede i selvstændighedstiden en yderst fåtallig befolkning i telte som nomader med hjorde af yak-okser og får. I de sydlige og østlige Dale var befolkningen bosiddende og drev agerbrug (byg) ved siden af kvægavlen. Af metaller udvandtes guld og jern, medens saltsøerne leverede salt, salpeter og boraks. Industrien indskrænkede sig til husflid. Handel blev drevet både med Kina og Indien. Der indførtes især te, tobak og industrivarer, mens der udførtes guld, ædelstene, moskus, uld, filt og lignende. Udførsel var langt større end indførslen. Transporten af varerne skete på ryggen af yak-okser.
Religion.
Tibet er buddhismens hovedsæde. I Byen Lhasa havde indtil 1904 buddhisternes overhoved, Dalai Lama, resideret. Landet var (og er til dels fortsat - til trods for den kommunistiske besættelse) fuldt af klostre og munke. Den tibetanske form for buddhisme har drevet ceremonitjenesten til dens yderste grænse. Kendt var brugen af bedemaskiner.
Historie.
a>, men anvendes fortsat af landets lovlige exilregering
Efter overleveringen skal Tibets gamle konger stamme fra slægten Sakja, til hvilken Buddha hørte.
I 7. århundrede e.Kr. indførtes buddhismen under kong Srongtsan Gampo, der udvidede riget med flere provinser, flyttede residensen til Lhasa og indledte venskabelige forbindelser med Kina. Under Cri Srongdetsan i 8. århundrede stod Tibet på højden af sin magt.
Under Ralpatshan (806—842) udbrød en revolution på grund af misfornøjelse med kongens begunstigelse af gejstligheden. Kongen blev myrdet, og under de derefter opståede uroligheder løsrev flere provinser sig og dannede selvstændige småriger.
Dalai-Lama og de mongolske khaner.
Tibets første storhedstid indtrådte 1240, da den tibetanske lærer Sakya Panditast blev Djengis Khans sønnesøn Godens åndelige lærer og derved startede en forbindelse mellem tibetanske budistiske lamaer og mongolske khaner i et lærer-åndelig patron forhold. Til gengæld for den åndelige vejledning skulle den verdslige leder større (om fornødent med militær magt) sin lærer og dennes "orden". Det var et personligt, ikke et statsligt, mellemværende. Da Kublai Khan erobrede Kina og etablerede Yuan-dynastiet 1279, udgjorde Tibet et autonomt område i det mongolske kejserdømme. Men allerede et par årtier inden Yuan-dynastiets fald, da mongolernes magt svækkedes, formåede Tibet 1349 at frigøre sig fra imperiet, og landet blev i stedet for af Sakya-"ordenen" nu regeret af verdslige tibetanske konger. Under Ming-dynastiet, der i Kina fulgte efter Yuan-dynastiet, var der ingen forbindelse af betydning mellem de to lande.
Tibet og Mandzuriet.
1642 gik magten - med hjælp fra den mongolske Gusri khan - fra kongen til den af dalai-lama ledede Gelug-"orden", og den 5. dalai-lama blev Tibets faktiske regent. På samme tid (1639) tilknyttedes dalai-lama som lærer-patron for Mandzuriets herskere. 1644 erobrede mandzud Kina og oprettede deres Qing-dynasti. Lærer-patron forholdet mellem Qing-kejserne og dalai-lamaer fortsatte, og undertiden lod manzuderne deres hærer rykke ind i Tibet efter dalai-lamas anmodning for at tilbagekaste ydre fjender eller bringe borgerkrige til afslutning. Mandzuderne politiske magt i Tibet var dog altid forholdsvis beskeden.
Tibet havde stadig under præsteherredømmet været et mere eller mindre aflukket land. Kun med uvilje fandt regeringen sig i, at europæiske rejsende besøgte landet, adgangen til Lhassa var dem forment, og kun modvilligt har regeringen fundet sig i handelssamkvem med nabolandene. For at afslutte en handelstraktat mellem Indien og Tibet sendte den indiske regering 1903 en ekspedition over Himalaya til Gyangtse; men da Dalai Lama vægrede sig ved at træde i forbindelse med den, forstærkedes ekspeditionen og trængte i sommeren 1904 frem til Lhasa uden at have truffet væsentlig modstand. Dalai Lama var imidlertid flygtet til Urga i Mongoliet. Med den kinesiske resident afsluttedes en traktat, der åbnede nogle markeder for handelen mellem Tibet og Indien. Da Dalai Lama endelig kom tilbage, fandt han en kinesisk administration og kinesiske tropper i Lhasa, som betydelig indskrænkede hans egen myndighed.
Det frie Tibet 1913-1951.
1910 frasagde 13. dalai-lama lærer-patron forholdet til Qing-kejserne, idet mandzu-hære havde trængt ind i Tibet uden dalai-lamas samtykke. Året efter faldt Qing-dynastiet i kina (og afløstes af Republikken Kina). Tibetanerne havde held til at tvinge fremmede hærstyrker ud af landet, og "den 14. februar 1913 erklærede den 13. dalai-lama Tibet selvstændigt rige". 1918 tilbagedrev tibetanerne et kinesisk angreb, og 1920 blev underskrevet en fredsslutning med Kina. Dalai Lama blev landets virkelige herre. Hans myndighed udøvedes gennem en regent, udnævnt blandt de højeste lamaer. Denne havde ved sin side fem ministre. 1933 døde den 13. Dalai lama, og 1940 bragtes den 14. Dalai Lama til Lhassa.
I mellemkrigstiden tilhørte Tibet ikke Folkeforbundet, idet man foretrak at føre en neutral og isolationistisk udenrigspolitik og i stedet udvikle gode tosiddede forbindelser til nabolande.
Kommunistkinesisk besættelse fra 1950.
Det meste af det historiske område, Tibet, blev i 1950 besat af Folkerepublikken Kina og betegnes af de kinesiske besættelsesmyndigheder Autonom Region Tibet. I 1959 flygtede Tibets åndelige leder, Dalai Lama med 20.000 tilhængere til Indien. Lhasa er fortsat hovedstad i det kinesisk-besatte Tibet.
Kampen for Tibets frihed.
- Støttekomiteen for Tibet
XP.
XP kan henvise til flere artikler
Xylem.
Her ses xylem, benævnt "ved", med karrene antydet som mørke ringe oven på snittet.
Xylem (af græsk "xylon" = "ved" eller "brænde"), på dansk: vedvæv, er den væsentligste bestanddel af veddet i et træ. Xylem er karvæv, som står for transporten af opløste stoffer og vand fra rødder til blade. Xylemet er opbygget af døde celler, der kan opdeles i to grupper: trakeider og kar. De danner tilsammen tynde, men solide rør, og som hos sikarene, er der huller i begge ender af cellerne. Xylem findes i alt træstof, og i det unge, levende ved, der også kaldes "splintved", danner cellerne lange, åbne kæder, de såkaldte kar. Inde i det døde "kerneved" er cellerne derimod fyldt op med vedstof, især lignin.
Vedkar transporter vand og alle de 17 nødvendige næringsstoffer som skal være opløste for at rødderne kan optage dem gennem jorden som sker ved hjælp af osmose fordi der er større salt indhold i rødderne og det får det til at trænge ind i rødderne. Vandets videre forløb op i planten sker ved at der opbygges et undertryk som sker ved fordampning fra planten også løber der nyt vand til. Vedkarene er også større end sikarrene, fordi der skal bruges mere vand end der bliver produceret sukker, fordi der fordamper en masse vand fra planten.
Xylen.
De tre typer af xylen.
Xylen er en kulbrinte, der også kaldes dimethylbenzen eller xylol. Xylen forekommer i tre isomere former, ortho-, meta- og para-xylen. Anvendes som organisk opløsningsmiddel.
Xylitol.
Xylitol (1,2,3,4,5-pentan pentaol) er en sukkeralkohol, der bliver brugt som sukkererstatning i f.eks. tyggegummi og fødevarer for diabetikere. Xylitol forekommer naturligt i fiberholdige grønsager og frugt, samt i veddet i forskellige træer som f.eks. birk. Det produceres også i den menneskelige organisme under det normale stofskifte (op til 15 gram daglig fra andre fødemidler). Xylitol kan fremstilles kunstigt ved kemisk behandling af xylose (træsukker).
Xylitol er et sødt smagende, hvidt og næsten lugtfrit, krystallinsk pulver, der er let opløseligt i vand, men meget tungt opløseligt i ethanol.
Som tilsætningsstof har xylitol E-nr. 967. Det hører under de sødestoffer, som hovedsageligt bliver brugt i industrien, hvor det bruges i stedet for sukker. Xylitol adskiller sig fra de egentlige kunstige/syntetiske sødestoffer ved at være nært beslægtet med sukker i kemisk henseende. Produktet indeholder 2,4 kalorier pr. gram.
Xylofon.
En xylofon er et slagtøjsinstrument af ukendt oprindelse.
Xylofon er antagelig opstået i Afrika. I vestlig musik er de det ældste vidnesbyrd om dets musikalske anvendelse fra 1511. Xylofonen er et slaginstrumentet. Den består af træstykker (taster) i forskellig størrelse, der ligger over nogle rør, kaldet resonansrørene. Når man anslår tasterne vibrerer luften i rørene, og der frembringes en lyd.
Man anslår xylofonen med enten træ- eller gummikøller. Disse findes i forskellige hårdheder og størrelse.
Xylofonen er et solistinstruent, som dog også nogle gange også bruges i orkestre.
Der findes forskellige træsorter, som man laver xylofoner af. Den billigste er padouk, som også er meget billig. En dyrere træsort med meget bedre klang og fylde i lyden er rosentræ som især bruges til "gode" solist- og orkesterxylofoner. Padouk bruges mest til bilige "øvexylofoner", som man ofte har i folkeskolens musiktimer.
Xylofonen strækker sig typisk over 3½ oktaver, men kan fås helt op til 5. Marimbaer stækker sig som standard over 4-5 oktaver.
Vibrafonen er på størrelse med en xylofon. På marimbaen er rørene typisk meget større end på xylofonen, og de er nogle gange også bukkede for neden, i den laveste oktav.
Marimbaen er en større og mere kompliceret form for xylofon. Der findes også vibrafoner, der har stave af metal og en dæmperpedal, som bruges til at fjerne klangen der hænger meget længe i en vibrafon.
Marimbaen og vibrafonen anslås med filtkøller. Vibrafonen kan dog også anslås med hårde gummikøller.
En anden variant af xylofonen har erstattet stavene med glas, der indeholder forskellige mængder af vand. Glassene anslås så med en blød kølle, hvorved der fremkommer toner, og man kan spille musik.
Xylograf.
En xylograf er en person der udfører xylografi (træsnit af endetræ).
Den kendteste danske xylograf var Frederik Hendriksen (1847-1938), grundlægger af F. Hendriksens xylografiske atelier (1870), ugebladet "Ude og Hjemme" (1877) samt Forening for Boghåndværk (1888).
Andre kendte danske xylografer var Axel Kittendorff (1821-1868) og Hans Peter Hansen (1829-1899).
Xylografi.
Xylografi er en højtryksteknik, formentlig opfundet af Thomas Bewick (1753-1828).
Teknikken blev anvendt i 1800-tallets finere bogillustrationer. Teknikken bygger på samme princip som træsnittet, men i stedet for længdetræ anvendes stokke af endetræ af en hård træsort (For eksempel buksbom eller kristtorn). Hermed opnås et finere resultat end med træsnit. Teknikken blev meget anvendt i "Illustreret Tidende."
a>. Slørugle (Tyto alba) fra "History of British Birds". 1847.
Xylometer.
Xylometer er græsk for et apparat til bestemmelse af træs vægtfylde eller rumfang. Træstykkerne anbringes i et kar, fyldt med vand, og den fortrængte mængde vand måles eller vejes.
Xylose.
Græsk for træsukker C5H10O5. Carbonhydrat som vindes ud fra træ og strå.
Pentose med smeltepunkt 144 grader. Fremstilles ved hydrolyse af gummi.
Xinomavro.
Xinomavro er en rødvinsdrue, der dyrkes i det nordlige Grækenland. Navnet betyder "syrlig sort".
Zabrze.
Zabrze er en by i det sydlige Polen med 200.177 indbyggere (1999). Zabrze ligger i det Śląskie voivodskab.
Zagreb.
Zagreb (gammelt tysk: Agram) er hovedstad og den største by i Kroatien. Zagreb er det kulturelle, videnskabelige, økonomiske og administrative centrum for landet. Byen havde pr. 2007 801.554 indbyggere (1.151.000 med forstæder). Byen ligger mellem de sydlige skråninger af Medvednica-bjergene og på begge bredder af Savafloden i en højde af omtrent 122 m over havets overflade.
Historie.
Den katolske katedral i Zagreb
Zagrebs historie kan dateres tilbage til 1094 da den ungarske Kong Ladislaus grundlagde et kloster. Sammen med bispesædet udvikledes bebyggelsen Kaptol nord for katedralen, og ligeledes udvikledes den befæstede bebyggelse Gradec på en bakke nær ved. I dag udgør sidstnævnte Zagrebs øvre by (Gornji Grad) og er en af de bedst bevarede bycentre i Kroatien. Begge bebyggelser kom under angreb fra tatarerne i 1242. Som et tegn på påskønnelse for at have tilbudt ham et sikkert opholdssted fra tatarerne gac den kroatiske og ungarske Kong Bela IV Gradec med en Gylden tyr, der gav indbyggerne undtagelse fra amtsstyre og autonomi, såvel som dets eget juridiske system. Ifølge legenden efterlod Bela left en kanon under den betingelse at den skulle affyres hver dag så den ikke rustede. Siden 1. januar 1877 er kanonen blevet affyret fra Lotrščak-tårnet på Grič for at markere middagstid.
17. og 18. århundrede.
Det var ikke før det 17. århundrede og Nikola Frankopan at Zagreb blev valgt som sæde for de kroatiske vicekonger i 1621. På invitation fra det kroatiske parlament kom jesuitterne til Zagreb og byggede den første skole, St. Catherines kirke og kloster. I 1669 grundlagde de Zagreb universitet hvor der i starten blev undervist i filosofi, teologi og jura.
I løbet af det 17. og 18. århundrede blev Zagreb svært beskadiget af ild og pesten. I 1776 blev det kongelige råd (regering) flyttet fra Varaždin til Zagreb og under Joseph II styre blev Zagreb hovedkvarter for Varaždin og Karlovac millitære hovedkommando.
19. til begyndelsen af det 20. århundrede.
I det 19. århundrede var Zagreb centrum for den Kroatiske Nationale genopståelse og så en rejsning af vigtige kulturelle og historiske institutioner.
Den første jernbanelinje, der forbandt Zagreb med Zidani Most og Sisak åbnede i 1862 og i 1863 fik Zagreb et gasværk. Zagreb vandværk åbnede i 1878 og den første hestetrukne sporvogn blev taget i brug i 1891. Bygningen af jernbanelinjen gjorde det muligt for de ældste forstæder at smelte sammen med Donji Grad, karakteriseret af et regulært kvadratmønster der er fremherskende i centraleuropæiske byer. Denne bygningskerne huser mange vigtige bygninger, monumenter og parker og ligeledes en mængde museer, teatre og biografer. Et kraftværk blev rejst i 1907 og udviklingen blomstrede i 1880–1914 efter jordskælvet i byen, da Zagreb fik det karakteristiske design den har i dag.
Den første halvdel af det 20. århundrede var vidne til en stor ekspansion af Zagreb. Før 1. verdenskrig udvidedes byen og kvarterer som Stara Peščenica mod øst og Črnomerec mod vest blev rejst. Efter krigen opsod arbejderkvarterer mellem jernbanen og Savafloden, mens bygningen af beboelseskvarterer på bakkerne på de sydlige skråninger af Medvednica blev færdiggjort mellem de to verdenskrige.
I 1920'erne voksede befolkningen i Zagreb med 70 procent — den største befolkningsstigning i Zagrebs historie. I 1926 begyndte den første radiostation at sende ud af Zagreb, og i 1947 blev Zagreb Fair åbnet.
Nyeste historie.
Området mellem jernbanen og Sava-floden var vidne til et byggeboom efter anden verdenskrig. Efter midt 1950'erne begyndte bebyggelsen af nye boligområder syd for floden der resulterede i at området Novi Zagreb (Ny Zagreb) blev dannet. Byen ekspanderede ligeledes mod vest og indlemmede Dubrava, Podsused, Jarun, Blato og andre bebyggelser.
Zagreb - regeringsbygningen i 1975
Godsjernbanestationen og den internationale lufthavn Pleso blev bygget syd for floden. Det største industrielle område (Žitnjak) ligger mod øst.
I 1987 var Zagreb vært for Universiaden.
I 1991 blev byen hovedstad i landet efter Jugoslavien gik i opløsning. Under den Kroatiske frihedskrig (1991-1995) var byen vidne til en smule kamp omkring JNA barakkerne, men byen undgik større ødelæggelser. I maj 1995 blev byen ramt af serbiske raketter under Zagreb raketangrebet, der dræbte syv civile.
Urbaniserede linjer forbinder Zagreb med centrene i de omliggende bebyggelser Sesvete, Zaprešić, Samobor, Dugo Selo og Velika Gorica. Sesvete er tættest på at blive en del af konurbationen.
Klima.
Klimaet i Zagreb er kontinentalt, med fire adskilte årstider. Somrene er varme og tørre og vintrene er kolde. Den gennemsnitlige temperatur om vinteren er omkring 1 °C og om sommeren omkring 20 °C. Især i slutningen af maj kan temperaturen blive høj med temperaturer over 30 °C. Sne er almindeligt i vintermånederne fra december til marts, og regn og tåge er almindeligt om efteråret (oktober til december). Den højeste registrerede temperatur var 41 °C i juli 2007 og august 1983, og den laveste var -27 °C i januar 1985.
Kultur.
Byen har et universitet, ærkebispesæde og er et industri- og handelscentrum. Fra gammel tid har byen endvidere været samling for kultur.
Uddannelse og videnskab.
Den højeste videnskabelige instans i Kroatien er Kroatiske Akademi for Videnskab beliggende i Zagreb. Zagreb Universitet (grundlagt den 23. september 1669) er en af de ældste universiteter i det østlige Centraleuropa. Fakulteterne ligger i forskellige dele af byen: Det til universitetet tilhørende Universitetsbibliotek Zagreb har siden 1995 ligget i en bydel uden for centrum. Kunstakademiet og musikakademiet i Zagreb er i international topklasse.
Andre uddannelsesinstitutioner for videregående uddannelser er Sundhedshøjskolen, Faghøjskole for Socialvidenskab og et teknisk universitet.
Demografi.
Zagreb er den største by i Kroatien, og er den eneste by hvor folketallet i metropolen overskrider en million. De fleste lever i den egentligt by. Der bor 1.088.841 personer i metropolområdet, der inkluderer de mindre byer Samobor, Velika Gorica og Zaprešić. Den officielle 2001 folketælling talte 779.145 beboere. I 2006 var det antal vokset til omkring 784.900, ifølge regeringsestimater. Størstedelen af indbyggerne er kroater og de udgør 91,9% af byens folketal (2001 folketælling). Den samme folketælling talte 40.066 beboere der tilhørte en etnisk minoritet. Sådanne etsniske minoriter tæller bl.a.: 18.811 serbere (2,41%), 6.204 bosniakker (0,80%), 4.030 muslimer (0,52%), 3.389 albanere (0,43%), 3.225 slovenere (0,41%), 1.946 romaer (0,25%), sammen med andre mindre grupper.
Økonomi.
De vigtigste industrier i Zagreb er: produktion af elektriske maskiner og apparater, kemisk industri, farmaceutisk industri, tekstiler og fødevarer forarbejdning. Zagreb er et internationalt handels og forretningscenter og en af transportkrydsene for central og østeuropa.
Byen Zagreb har det højeste nominelle BNP per indbygger i Kroatien ($ 14.480, sammenlignet med det kroatiske gennemsnit på 8.024 (2004)).
Pr. april 2008, er den gennemsnitlige nettoløn i Zagreb 6.017 kuna, omkring $1.292 (kroatisk gennemsnit er 5.036 kuna, omkring $1.081). I 2006 var den gennemsnitlige arbejdsløshed i Zagreb var omkring 8,6%.
34% af selskaberne i Kroatien har hovedkontor i Zagreb, og 38,4% af den kroatiske arbejdsstyke arbejder i Zagreb, inlkusiv næsten alle banker, forsyningsselskaber og offentlige transport selskaber.
Selskaber i Zagreb skaber 52% af den totale omsætning og 60% af den totale profit i Kroatien i 2006 samt 37% af Kroatiens eksport.
Offentlig transport.
Offentlig transport i Zagreb er organiseret i to lag: den indre del af byen er primært dækket af sporvogne og de ydre er forbundet med busser. Det offentlige transportselskab, ZET ("Zagrebački električni tramvaj", Zagreb elektriske sporveje), driver sporvogne, alle indre buslinjer og de fleste af linjerne i forstæderne og er støttet af byrådet.
Kabelbanen ("uspinjača") i den historiske del af byen er en turistattraktion. Taxier er tilstede med priser, der er lidt højere end i andre byer i regionen.
Fra 1992 har statsbaneoperatøren HŽ ("Hrvatske željeznice", Kroatiske jernbaner) udviklet et netværk af underjordiske tog i metropolregionen Zagreb.
Sporvognsnetværk.
Zagreb har et omfattende sporvognsnetværk med 15 linjer om dagen og 4 linjer om natten, der dækker det meste af den indre og mellemste del af byen. De første vogne blev indsat den 5. september 1891 og har været i drift siden. Sporvognen kører som regel med en hastighed af 25–50 km/t, men sænkes en del i myldretiden. Netværket er unikt ved at det for det meste kører ved kantstenen.
Et ambitiøst program der skal udskifte de gamle sporvogne med nye, er ved at blive udviklet. Navngivet "TMK 2200", er der blevet leveret 70 vogne i perioden 2005–2007 og der er blevet bestilt yderligere 70.
Underjordisk jernbanenetværk.
Det underjordiske jernbanenetværk, der dækker de indre dele, samt de inderste forstæder, blev i 2005 forøget til 15-minutters drift. Ruterne er primært i en øst-vestlig retning samt mod syd. Dette har forøget pendling betydeligt.
En ny forbindelse til den nærliggende by Samobor er blevet annonceret og bygningen forventes at blive sat i gang i 2009. Denne forbindelse vil være normalspor og vil kunne forbindes med det normale kroatiske jernbanenet (den tidligere smalspors linje blev lukket i 1970'erne).
Zambo.
Zambo (eller sambo) bruges om afkom af neger og indianer eller neger og mulat.
Zar.
En zar (eller tsar, på russisk царь) er en gammel betegnelse der kan sammenlignes med titlen konge eller kejser og er (ligesom titlen "kejser") afledt af det romerske navn "Cæsar". Titlen er blevet brugt i tre forskellige lande.
Det kvindelige modstykke til en zar, svarende til en kejserinde i et kejserrige eller en dronning i et kongerige, kaldes på ikke-slaviske sprog almindeligvis en "zarina", men på russisk og bulgarsk kaldes hun en "zariza" (царица). Der har været flere regerende zarinaer; den mest kendte er Katharina 2. af Rusland med tilnavnet "den Store".
Zar-klokken.
Zar-klokken er verdens vældigste klokke, som står ved foden af Ivan Velikij-klokketårnet i Moskvas Kreml. Den blev støbt 1733-1735, vejer 200 tons, er 14,6 m høj med en største diameter på 6,6 m. Under en brand i 1737 faldt den ned fra en midlertidig ophængning. Da man hældte vand på den, for at køle den af, faldt et stykke på 11,5 ton af.
Zebaot.
Zebaot er et ord fra den hebraiske bibel. Det kan oversættes som "hærskarer".
I Rom.9,29 har de ældre oversættelser "den Herre Zebaoth"; i 1992 ændret til "Hærskarers Herre".
Zebra.
Zebraerne lever i store flokke på savanner i det centrale, sydlige og østlige Afrika. Det er en generel holdning, at zebraer ikke kan tæmmes, men der findes en undtagelse i form af danske Anne Sofie Westergaard, der har haft held til at tæmme en zebra ved navn ZigZag.. Zebraerne er kønsmodne efter 2½-3 år. De er drægtige i 12 måneder og får 1 føl. Fødselsvægten er ca. 30 kg, og føllet dier i ca. 1 år. Zebraer kan blive 25-30 år.
Arter.
Steppezebraen kan ligesom hesten krydses med æslet. Her i Danmark blev der på Bornholm for år tilbage født en sådan krydsning. Mere almindeligt er krydsning mellem zebra og hest. Der findes hele flokke af sådanne vilde krydsninger i Sydafrika.
Udseende.
Zebraer er lyse med mørke tværstriber. De har lange ører, opadstående manke og små hove. Hver art kendes på stribernes mønstre. Striberne er sorte eller mørkebrune på hvid bund, hos føllene er de dog lys rødbrune. Steppezebraen kan bl.a. kendes på, at der er "skyggestriber" i de hvide striber. Zebraen vejer ca. 250 kg. Den måler 240 cm i længden og 125 cm i skulderhøjde (stangmål).
Adfærd.
Zebra - Rostock Zoo - 2007
Zebraer er et flokdyr. De lever i småflokke på op til ca. 16 medlemmer, 1 hingst med hopper og deres føl. Når en hingst bliver kønsmoden, bliver den jaget ud af flokken af sin far. Hingste uden flok kan finde sammen i ungkarleflokke eller leve alene. Hingstene kan finde på at kidnappe hopper fra andre flokke, og unge hopper er mere tilbøjelige til at blive kidnappet end ældre hopper.
Hingstens opgave (ud over at stjæle hopper fra hinanden) er også at forsvare flokken mod løver og hyæner. Man har eksempler på, at et spark fra en zebra har slået en plettet hyæne ihjel. Men også zebraens bid kan være farligt. Hingsten har tydeligt kraftigere hals end hoppen med henblik på bedre at kunne slås mod de andre hingste.
Det er meget vanskeligt at træne en zebra til ridning eller til at trække en vogn, men der er eksempler på at det er gjort. I filmen Fartstriber blev der redet på en rigtig zebra.
Zefyr.
Zefyr (Ζέφυρος, "Zephyros") er vestenvinden i den græske mytologi, forårsbebuder og den der modner kornet.
Iflg. Hesiod var hans forældre Eos og Aiolos, og hans brødre (også vinde) er Boreas, Notos og Euros.
Zenit.
Zenit er et punkt på himlen lige over iagttageren. Geometrisk: det punkt hvor himmelkuglen skæres af en linje fra Jordens centrum gennem iagttagerens position på jordoverfladen og videre ud i verdensrummet. Det modsatte punkt hedder nadir.
Zeppeliner.
a>Zeppeliner, klasse af styrbare kæmpeluftskibe konstrueret med en stiv ramme. Disse luftskibe er opkaldt efter konstruktøren Graf von Zeppelin.
Første Verdenskrig.
I 1909 oprettede den kejserlige tyske hær "Heeresluftschiffe-Abteilung" med zeppelinere. De skulle bruges til rekognoscering over slagmarken. I 1912 oprettede den kejserlige tyske flåde "Marineluftschiffe-Abteilung" til maritim rekognoscering. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, havde Tyskland 20-25 operative zeppelinere. Under de indledende rekognosceringer på Vestfronten genemhullede de franske tropper tre zeppelinere, så de mistede bæregassen og lagde sig ned på jorden. Derefter blev de afløst af rekognosceringsbiplaner.
Fra januar 1915 begyndte zeppelinere fra hæren og flåden at terrorbombe Paris og London. Dette blev gjort om natten for at mindske tyskernes tab. De ustadige vinde i højden gjorde det til en besværlig affære at bombardere disse byer, og præcisionen var dårlig. Modreaktionen var opstilling af luftværnskanoner og projektører. Franske Nieuport 11-jagerfly blev udrustet med otte "Le Prieur"-raketter og udnyttede zeppelinernes brandfarlige bæregas, brint. Britiske fly kastede bomber ovenpå zeppelinerne. Cirka 60 ud af 88 zeppelinere gik tabt under angrebene, især i 1916.
Hæren forsøgte også at anvende zeppelinere til at bringe forsyninger og forstærkninger til de tyske tropper i Afrika, men efter 1917 overførte hæren alle sine zeppelinere til flåden. Flåden anvendte sine zeppelinere dygtigt til at skygge Ententemagternes konvojer og den britiske "Home Fleet" ved Scapa Flow. I 1919 bestemte Versaillestraktaten, at Tyskland ikke måtte have militære zeppelinere, og de overlevende blev udleveret til sejrherrerne som krigsskadeserstatning.
Efter første verdenskrig.
LZ 129 Hindenburg var et tysk luftskib (Zeppeliner), der mod aftalen blev bygget i 1935.
USA ville ikke levere den inaktive luftart helium til Nazityskland.
Sammen med søsterskibet LZ 130 Graf Zeppelin var det det største luftfartøj på den tid.
Nazityskland fortsatte med hydrogen/brint. Det fik katastrofale følger.
LZ 129 Hindenburg forulykkede 6. maj 1937 i New Jersey i USA og afsluttede anvendelsen af brint som opdriftsmiddel i luftskibe.
0 (tal).
0 eller "nul" er dels en talværdi og dels et ciffer i titalssystemet
Definition som talværdi.
Nul er størrelsen på den tomme mængde Ø.
Første anvendelse som talværdi.
Begrebet nul som talværdi svarer i henhold til definitionen til størrelsen af den tomme mængde. Der er ingen tvivl om at mennesket siden tidernes morgen har kendt til begrebet tomt eller intet og at man tidligt har udviklet ord for dette begreb eller talværdi. Men en bevidst brug af begrebet som en tællelig værdi på linje med 1, 2 og 3 er sikkert først kommet meget senere.
Første anvendelse som ciffer i positionstalsystem.
Brugen af begrebet nul som ciffer i et positionstalssystem fandtes i Babylon før år 1000 BC. Talsystemet var dog baseret på grundtallet 60 og der blev ikke anvendt et tegn for nul men bare en tom plads.
Omkring år 36 BC havde Mayaerne et positionstalsystem baseret på grundtallet 20 hvor de anvendte nul som ciffer. Talsystemet blev brugt i deres kalender.
Første anvendelse som talværdi i beregninger.
De tidligste beregninger hvor talværdien nul indgår har man fundet i Indien og stammer fra omkring år 900 BC
Første anvendelse i tidsangivelser.
Omkring år 36 BC havde Mayaindianerne en kalender som var baseret på grundtallet 20. Dagene blev talt fra dag 0 til dag 19.
I Europa blev nul første gang brugt omkring år 525 af munken Dionysius Exiguus i Rom som tidsangivelse til at beskrive forskellen mellem månekalenderen og solkalenderen, som kan variere mellem 0 og 29 dage. Forskellen ændrer sig med 11 dage fra år til år og de første tre år blev forskellen beskrevet med de tre romertal: nulla, xi, xxii
Første anvendelse af 0 som symbol for nul.
Omkring år 160 anvendte grækerne en cirkel med en vandret streg over som symbol for talværdien nul, men ikke for cifferet nul.
Omkring år 870 blev en cirkel anvendt som cifferet nul i titalssystemet på en væg i Chaturbhuja templet Gwalior i Indien.
Det er uklart hvornår den nuværende elliptiske form første gang blev anvendt.
Filosofiske overvejelser.
Nogle af de græske filosoffer havde store problemer med begrebet nul: Hvis nul er det samme som intet, hvordan kan det så selv eksistere?
Inderen Brahmagupta gennemtænkte nul i et værk fra 628.
Det har været drøftet, om tallet er opstået på baggrund af den buddhistiske religions insisteren på en homøostatisk tilstand midt mellem ondt og godt, mørkt og lyst, koldt og varmt, negativt og positivt, at mangle og at eje, sygdom og sundhed osv.
Rækker og mængder.
Nul (0) er det første i rækken af naturlige tal (hvis det hører til denne række - ellers er det det første tal i formula_2). Nul indgår også i mange andre matematiske rækker og mængder.
Zeus.
Zeus er gudernes konge i den græske mytologi, og gud over himmel og torden. På latin hedder han Jupiter.
Zeus er den eneste gud, hvis navn med sikkerhed går tilbage til indoeuropæisk, hvor man kan rekonstruere formen *"Dieus ph2ter", jf. sanskrit "Dyaus" og latin "Jup(p)iter". Beslægtet er også det nordiske gudenavn "Týr" (*"Tīwa-"), selv om det er Þórr (Tor), der minder mest om den græsk-romerske Zeus/Jupiter.
Xenios er et tilnavn til Zeus som betyder den gæstevenlige.
Dyrkelse.
Zeus var den øverste af de græske guder. Han var fader til mange helte og heltinder og spiller en vigtig rolle i mange af historierne om dem.
Zeus var en tordengud, men han var først og fremmest en guddommeliggørelse af kongemagten og af gængse begreber om verdens orden (kosmos), der gav sig i udtryk i centrale værdier som retfærdighed og gæstfrihed.
Ved Dodone i landskabet Epirus var der et Zeus-orakel. Grækerne opfattede dette orakel som urgammelt og førgræsk ("pelasgisk").
Myten.
Den gamle gudekonge Kronos fik en mængde børn med sin hustru og søster "Rhea", f.eks. Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon. Men han slugte disse børn, da han havde hørt, at en af dem ville styrte ham og overtage hans trone, ligesom han selv i sin tid havde gjort med Uranos.
Da Zeus skulle til at fødes, spurgte Rhea Uranos og Gaia til råds, og lavede en plan om at redde Zeus. Rhea fødte Zeus på Kreta og gav Kronos en sten svøbt i barselsklæder, og han slugte den øjeblikkeligt.
Rhea gemte så Zeus i en hule på Kreta.
Han blev opfostret af sin mor- og farmoder Gaia, og han fik mælk af en ged kaldet Amalthea. En soldat ved navn Korybantes klappede, dansede og råbte i vilden sky for at overdøve Zeus' græden.
Senere blev han opfostret af en nymfe kaldet Adamanthea. Fordi Kronos var herre over Jorden, luften og havet, gemte Rhea Zeus i et reb fra et træ, så Kronos ikke kunne se ham, fordi han på den måde befandt sig imellem disse!!
Senere igen blev Zeus opfostret af en anden nymfe, ved navn Kynosura. I taknemmellighed satte Zeus hende på himlen som en stjerne.
Senere igen bliver han opfostret af Melissa, som gav ham gedemælk.
Da Zeus var blevet stor, gav han Kronos et brækmiddel, således at han brækkede hans mange søskende op igen. Stenen, som Kronos havde fået i stedet for Zeus, kom også op og blev sat i Delfi, for at blive et tegn for de 'almindelige dødelige' (mennesker).
I en anden version hedder det, at Zeus skar Kronos' mave op og befriede sine søskende!
Han befriede også Kronos' brødre, giganterne, hekatoncheirerne og kykloperne.
Zeus dræbte vagten over det underjordiske fængsel Tartaros, Kampe. I taknemmelighed gav kykloperne Zeus magt over tordenen, som var blevet gemt af Gaia.
Sammen overtog Zeus, hans søskende, giganterne, hekatoncheirerne og kykloperne magten over Kronos og titanerne.
Da Zeus havde overtaget tronen som gudernes konge, kæmpede han imod Tyfon og Echidna (monstrernes moder), men lod deres børn beholde livet, så de menneskelige helte kunne slås imod dem.
Zink.
Zink (af ældre tysk "zinke"; "spids", efter faconen på krystallerne i udsmeltet zink) er det 30. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Zn: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette overgangsmetal som et svagt blåligt metal.
Kemiske egenskaber.
Zink er forholdsvis reaktivt: Det angribes af fugtig atmosfærisk luft og kan brænde med en intens grønlig flamme, som afgiver en "røg" af zinkoxid. Zink reagerer med såvel baser og syrer, også fortyndede syrer hvis metallet ikke er helt rent, samt med ikke-metaller. I kemiske forbindelser optræder zink altid med oxidationstrin +2.
Fysiske egenskaber.
Ved temperaturer mellem 100 og 210 °C er zink duktilt nok til, at man kan hamre det i den facon, man ønsker, men over 210 grader bliver det skørt og knuses, hvis man forsøger at hamre på det.
Tekniske anvendelser.
Zink indtager fjerdepladsen på en liste over de metaller, der fremstilles mest af, kun overgået af jern, aluminium og kobber: Det bruges til mønter, i elektriske batterier, til visse orgelpiber i nyere orgler samt til galvanisering, varmforzinkning og andre former for overfladebehandling af stål. Der er zink i de fleste multivitaminpiller, og talrige legeringer indeholder zink, f.eks. messing og nysølv.
Zinkoxid bruges som hvidt farvestof til maling og vandfarver og indgår i et antal håndkøbsmidler mod udtørret hud, solskoldning og udslæt. Zinkklorid bruges i deodoranter og som konserveringsmiddel til træ, og zinksulfid indgår i ikke-radioaktiv selvlysende maling.
Lodning af zink.
Den mest almindelige samlingsmetode for runde rør udført i zink er blødlodning. Der anvendes loddekolber af kobber, som må være helt rene og have den rigtige form for at kunne udføre gode lodninger. Overhedede loddekolber tæres kraftigt, og såvel fortinningen på kolbens pen som loddetinnet på selve loddestedet oxideres, bl.a. af den grund bliver lodningen på zinkpladen grynet, endvidere vil en overhedet loddekolbe let kunne brænde hul i zinkpladen.
Falsede samlinger.
Ved tag- og facadebeklædning anvendes normalt falsede samlinger: stående dobbeltfals og enkelte eller dobbelt tværfals. Omkring vinduer bruges der runde hjørnefalse. Disse samlingsmetoder som alle er regntætte og ikke vandtætte ved overholdelse af normer for monteringen. Alle false må bruges ned til en vis hældnings grad og derefter skal der bruges false olie eller falsebånd.
Forekomst og udvinding.
Zink indtager 23.-pladsen på en liste over de mest udbredte grundstoffer på Jorden og findes i form af en række mineraler, blandt andet sphalerit, smithsonit, hemimorphit og franklinit. I kommerciel sammenhæng udvindes det meste zink af sphalerit, der som "sidegevinst" også indeholder omking 10% jern. Zinkminer findes i alle egne af verden, men de største producenter er Australien, Canada, Kina, Peru og USA.
Udvindingen af det rene metalliske zink sker ved først at opkoncentrere zinksulfidet i sphalerit ved flotation og derefter resite det, så zinksulfidet omdannes til zinkoxid. Dette oxid behandles ad flere omgange i gradvist stærkere koncentreret svovlsyre, hvorved jern og diverse urenheder udskilles. Til sidst udvindes det rene metal af opløsningen ad elektrolytisk vej; zinket opsamles på katoden, som derefter kan bruges direkte til støbning eller legeres med aluminium.
Zink i biologien.
Zink er et livsnødvendigt mineral for alle levende organismer: Af de hundrede tusinder forskellige slags proteiner, der findes i menneskets krop, indgår zink i cirka 3000 af dem, og man har identificeret over en halv snes celletyper i menneskekroppen, som udskiller zink, blandt andet i forhjernen, spytkirtlerne samt celler, der bidrager til vores immunforsvar. Zink fungerer også som aktivator for visse enzymer, der spiller en rolle for transporten af kuldioxid i blodet hos hvirveldyr, og i dannelsen af blade hos planter.
Undersøgelser tyder på, at et højt zinkindhold i den daglige kost gør én mindre modtagelig for influenza, og zink sammen med antioxidanter forsinker muligvis aldersrelateret makulardegeneration en smule.
Forskellige madvarer der indeholder zink.
Zink i maden.
Zink findes især i østers, men også i de fleste animalske proteiner, bønner, nødder, korn og visse frø. Phytinsyre, som findes i blandt andet fuldkornsbrød og morgenmadsprodukter, hæmmer optagelsen af zink.
Mangelsymptomer.
Mangel på zink viser sig blandt andet som hårtab, sår, diarré og på længere sigt død. Syn, smag og hørelse afhænger også af zink og påvirkes af mangel. Hjernens udvikling i fostre og i børn hæmmes af mangel på zink.
Symptomer på for meget zink.
Selv om zink er livsvigtigt, kan man på den anden side også få for meget af det — især er frie zinkioner ekstremt giftige for planter, hvirvelløse dyr og fisk. I USA, hvor man siden 1982 har præget 1-cent-mønter af zink, er det ikke ualmindeligt at se hunde dø af zinkforgiftning efter at have slugt sådan en mønt. For stort indtag af zink kan hæmme optagelsen af andre mineraler i maden.
Historie.
Metallisk zink er blevet fremstillet og anvendt i Indien så tidligt som 1300 år f.kr.: Charaka Samhita fra 300 f.kr. omtaler medicinske anvendelser af zink, og i Rasa Ratna Samuccaya fra omkring år 800 berettes om to forskellige zinkholdige mineraler, hvoraf ét er idéelt til udvinding af metal, og det andet kan bruges til medicinske formål. Legeringer med zink og andre metaller har været kendt lige så længe; i Israel har man fundet messinggenstande, der er dateret til mellem 1000 og 1400 år f.kr., og i Transsylvanien har man ligeledes fundet forhistoriske messinggenstande med et zinkindhold på op til 87%.
Omkring år 30 f.kr. fremstillede romerne messing ved at opvarme det zinkholdige mineral kalamin sammen med kobber: Zinkoxidet i kalaminen blev derved reduceret til metallisk zink, som blev fikseret i en legering sammen med kobberet og dannede messing, som kunne støbes eller hamres til den ønskede facon.
I den vestlige verden har man ligeledes kendt til zink i mange århundreder som et biprodukt ved udsmeltning af andre metaller. Her blev det dog betragtet som værdiløst og blot kasseret. Strabon omtaler det som "pseudo-argos"; "falsk sølv". Den engelske metallurg Libavius modtog i 1597 en sending af det første, rene zinkmetal, man havde set i den vestlige verden. Han omtalte det som "indisk bly" eller "Malabar-bly" — det moderne navn "zink" blev foreslået i 1616 af Philippus Paracelsus. Men "Postlewayt's Universal Directory", der betragtes som en af de mest solide kilder til oplysninger om teknologiske landvindinger i Europa, omtaler ikke zink før 1751.
I 1738 tog William Champion patent på en proces til at udvinde rent zink af kalamin efter et besøg ved Zawar-zinkminen i Rajasthan. Hans første ansøgning blev afslået som et plagiat af en metode, der allerede var kendt og udbredt i Indien, men efter hans anden ansøgning blev patentet bevilget.
Æren for opdagelsen af rent, metallisk zink tilskrives undertiden tyskeren Andreas Marggraf i 1746, men denne historie er omdiskuteret.
Isotoper af zink.
Naturligt forekommende zink består af fem stabile isotoper; 64Zn, 66Zn, 67Zn, 68Zn og 70Zn, hvoraf 64Zn er den mest udbredte med 48,6%. Dertil kender man 21 radioaktive zinkisotoper, hvoraf 65Zn både er den mest udbredte og den mest stabile med en halveringstid på 244,26 dage. De øvrige zinkisotoper har halveringstider fra knap 2 dage og nedefter.
Isotopen 64Zn kan bruges til at "salte" atomvåben (på samme måde, som kobolt anvendes i en koboltbombe), så nedfaldet fra bombens eksplosion bliver ekstremt radioaktivt i flere dage efter sprængningen. En sådan bombe er så vidt vides aldrig blevet bygget eller afprøvet.
Zion.
Zion eller Sion var oprindeligt navnet på en borg ved Jerusalem. Senere er det brugt til at referere til en bydel i Jerusalem.
Jødernes længsel efter Zion er i den kristne tradition blevet til en længsel efter et sikkert/guddommeligt sted.
I filmtrilogien The Matrix er Zion den sidste by befolket af mennesker.
Zloty.
Zloty (polsk: złoty) er en polsk møntenhed / valuta.
På grund af hyperinflation i de første år af 1990'erne, blev decimalet flyttet fire positioner. 10.000 af den gamle valuta (PLZ) blev til en ny zloty (PLN).
Zloty blev introduceret i 1924 efter hyperinflation og monetært kaos i årene efter 1. verdenskrig. Den afløste den polske mark (1 zloty = 1.800.000 mark), som havde været i brug siden 1919.
Polen er forpligtet til at indføre euroen, men det forventes ikke at ske før 2012.
1 zloty = 1,97 danske kroner (juli 2007)
Zobel.
Zobelen ("Martes zibellina") er et rovdyr af mårfamilien.
Zobelen er et værdifuldt og efterstræbt pelsdyr, som er udbredt i Sibirien.
Zodiakallys.
Zodiakallys er en svag, næsten trekantet lyskegle på nattehimlen, som forekommer i nærheden af Solen langs ekliptika eller zodiakalen (Dyrekredsen). På nordlige breddegrader er zodikallys mest synligt på vesthimlen om foråret efter skumringen (aften), eller på augusthimlen om efteråret lige før daggry (morgen). Zodiakallys er så svagt, at det kan blive tilsløret af månelys eller lysforurening. I troperne er zodiakallys synlig året rundt.
Fænomenet blev undersøgt af den italienske astronom Giovanni Cassini i 1683, men det blev først forstået og forklaret af Nicolas Fatio de Duillier i 1684.
Zodiakallys er tilbagekastet sollys fra interplanetarisk støv, der befinder sig i samme plan som Jordens bane om Solen.
Helvedesild.
Helvedesild eller zona eller herpes zoster er et smertefuldt udslæt som skyldes Varicella Zoster-virus (VZV) også kendt som Human Herpesvirus 3 (HHV-3), der også forårsager børnesygdommen skoldkopper.
Årsag.
De fleste danskere har haft skoldkopper på et tidspunkt i deres barndom. På trods af sygdommen hurtigt går over og sjældent giver komplikationer, forsvinder infektionsårsagen, HHV-3 imidlertid ikke. VZV-virus opholder sig latent på sensoriske nerveganglier, og bryder typisk ud, når kroppen af forskellige årsager ikke er i stand til at holde infektionen latent mere. Derved breder virus sig under huden, og inficerer på ny hudceller hvorved antallet af vira mangedobles.
Symptomer.
Det primære symptom på helvedesild er et meget smertefuldt udslæt, som kan forekomme alle steder, men er almindeligvis lokaliseret til torso. En anden, dog meget sjældnere udgave af sygdommen, opstår når virusset udbredes langs synsnerven, med øjenkomplikationer til følge - såkaldt "oftalmisk zoster".
Behandling.
I svære tilfælde behandles helvedesild med antivirale midler mod herpesvira, primært oral aciclovir, samt øjensalve ved øjenindblanding.
Forebyggelse.
Næsten alle danskere har på et tidspunkt været inficeret med VZV-virus. Hvorfor sygdommen senere i livet går i udbrud er et delvist ubesvaret spørgsmål, men man ved, at anfald af helvedesild ofte udløses af "triggere", blandt andet
Prognose.
Sygdommen stopper, som de fleste andre herpeslidelser (eksempelvis forkølelsessår), af sig selv, eller ved behandling med acyclovir. VZV er dog en permanent infektion, og sygdommen kan på ethvert tidspunkt, såfremt forholdene er til det, bryde ud igen.
Zoologi.
Zoologi er videnskaben om dyrene. (gr. zoo = Levende væsen + logi = Viden). En person som beskræfter sig med zoologi kaldes en zoolog.
Zoologisk have.
En zoologisk have eller zoo er et offentligt tilgængeligt område, hvor dyr holdes i fangenskab (dyrepark). Blandt de største er London Zoo, Zoo Antwerpen, Kolmården Wildlife Park og Berlin Zoo.
En "zoologisk have" bruges oftest til at vise dyr frem, som ellers ikke er tilgængelige i det pågældende land.
Nogle "zoologiske haver" holder sjældne dyr, som de forsøger at få til at yngle, i håb om at opretholde dets eksistens.
Zoonose.
Zoonoser er sygdomme og infektioner der kan overføres mellem dyr og mennesker. Et eksempel er salmonellainfektion.
Historie.
Zoonoserne opstår, når ulige arter har tæt samkvem, fx når mennesker i jægerstenalderen tog forladte dyreunger med hjem som kæledyr. Visse vira, som kun kan overføres ved nært samliv, blev overført fra aber til mennesker i Syd-Amerika allerede for mindst 15.000 år siden. Med husdyrhold opstod der nye sygdomme. Mæslinger har sit ophav i kvægpest og hvalpesyge, mens forkølelse og influenza stammer fra ænder, grise og heste. Menneskehedens svøbe, kopper, stammer fra kokopper. Tilfældet Amerika viser, hvor tæt epidemier kan knyttes til dyrehold. Før Columbus rummede det amerikanske dobbeltkontinent verdens største befolkningskoncentrationer (området rundt Mexico by var verdens dengang største by med en halv million indbyggere, samt et omland med halvanden million bønder), men kendte ikke til epidemier. Indianernes eneste tamdyr var nemlig lama og kalkun, som vandrede ret frit omkring og derfor ikke gav ophav til zoonoser, og marsvin, som via lus kun overførte nogle protozo-sygdomme.
Zoonosen mæslinger har sit ophav i kvægpest og hvalpesyge. Forkølelse og influenza stammer fra ænder, grise og heste, mens kokopper blev til menneskehedens svøbe, kopper. Disse sygdomme opstod i bondestenalderens små, isolerede samfund, hvor måske 80-90% døde af dem i første omgang, mens resten blev immune. Forskerne mener, at tuberkulosen bevægede sig fra drøvtyggere til mennesker i egyptisk bondestenalder. Spor af tuberkulose er fundet i skeletter fra Nubien og Egypten fra ca 3000 f.Kr. Tuberkulose var kommet til Danmark ca 500 f.Kr. Zoonosen rabies blev beskrevet i Babylon ca 2000 f.Kr. I den urolige bronzealder, hvor lange tørkeperioder tvang kvægejerne ud på vandring med dyreflokkene på jagt efter nye græsgange, blev smitte fragtet til befolkningsgrupper, der ikke var immune. Ca 400 f.Kr beskrev Hippokrates virussygdomme som fåresyge og influenza, samt parasit-sygdommen malaria og bakterie-sygdommene difteri og tuberkulose. Befolkningsgrupperne var dog endnu for små til, at kopper og mæslinger var blevet menneskenes faste følgesvende. Det ser ud til, at zoonosernes smittestoffer "udvikledes" i bondestenalderen, mens bronzealderens vandringer "blandede, spredte" og "videreudviklede" dem.
De overlevende i byerne blev immune, og epidemierne dér blev til "børnesygdomme". Men på landet, hvor folk boede spredt, kunne der gå generationer mellem hver gang, en smitte viste sig. Helt ind på 1900-tallet kunne man i det militære se store, velnærede bondesønner dø af lavstammede by-rekrutters børnesygdomme.
Efterkrigstiden.
Efter anden verdenskrig er husdyrholdet i stigende grad blevet ren fabriksindustri. Dyrene er ikke mere husdyr, men produktionsdyr, der lever i monokulturer med flere tusinde individer af samme art samlet på ét sted. Derved er det frit frem for virus og bakterier at cirkulere i enorme populationer, mens de udvikler nye og farligere varianter. I Canada opstod fx en særlig aggressiv form for svineinfluenza i enorme grisefabrikker, efter at man havde vaccineret systematisk mod den almindelige variant gennem flere sæsoner. I den type omgivelser kan vaccine vise sig som et tveægget sværd. Coli-bakterier skyldes ændringer i køers tarmflora. Tidligere gik køerne ude og græssede; nu står de indendørs og spiser korn. Komøg, der var tryg gødning i 10.000 år, er blevet farlig.
Zoopatologi.
Zoopatologi er læren om dyrenes sygdomme.
Zopf-stil.
Zopf-stil er en stilperiode, i overgangen mellem Rokoko og Klassicismen omkring 1760-90.
Zopf er egentlig det tyske ord for fletning, men i denne sammenhæng betyder det nærmere altmodisch.
Zürich.
Zürich er den største by i Schweiz med sine 376.815 indbyggere (med forstæder 1.1 mio.; metropol: 1.68 mio.). Den er hovedstad i "kanton Zürich". Byen ligger i naturskønne omgivelser ved Zürichsøen. Byen er et vigtigt knudepunkt for Europas luftruter og har universitet, teknisk højskole, finanscentrum og tekstil-, maskin- og grafisk industri.
Zürich var allerede en keltisk bebyggelse og havde i Romertiden et kastel og i Højmiddelalderen en borg for de tyske konger/kejsere. Byen blev i 1218 en fri rigsstad, og blev i 1351 medlem af det Schweiziske Edsforbund. Byen var i Reformationstiden et centrum for protestantisme (reformator i Zürich var Ulrich eller Huldreich Zwingli).
I slutningen af 19. og starten af 20. århundrede var Zürich et yndet tilflugtssted for politiske flytninge fra Østeuropa; blandt andre Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg har boet i Zurich.
Zygomorf.
Blomster af Almindelig Fingerbøl ("digitalis purpurea") er zygomorfe.
Zygomorf ("monosymmetrisk") er et begreb inden for biologien, der bruges til at klassificere planters blomster.
Man kan kun anlægge én symmetriakse gennem zygomorfe blomster.
Et eksempel er planter af Maskeblomst-familien ("Scrophulariaceae") som altid er zygomorfe.
Et velkendt eksempel er Almindelig Fingerbøl ("digitalis purpurea", se billede).
Fingerbøl er dog i dag regnet til Vejbred-familien.
Zygote.
En Zygote er resultatet af en befrugtning. Når en ægcelle og en sædcelle sammensmeltes til en enkelt diploid celle kaldes denne for en zygote. En befrugtet ægcelle kunne man også kalde det. En zygote vil efterfølgende gennemgå celledelinger og blive til et foster.
Aarhus.
Aarhus eller Århus (stavet Århus 1948 - 31. december 2010) er Danmarks næststørste by og samtidig Jyllands største med sine 242.914 indbyggere (2010). I kommunen bor 311.222 indbyggere (pr. 1. december 2010). Byen ligger i Østjylland ved Århus Bugt med udsigt til halvøen Mols i østlig retning og til Kattegatøerne Samsø og Tunø længere borte.
Aarhus er én af Danmarks ældste byer. Den fik købstadsrettigheder 2. juli 1441, men kan formentlig spores tilbage til midten af 700-tallet. Dens navn kommer af det olddanske "Ārōs" "Åens Munding". Aarhus centrum befinder sig i en ådal ved Århus Å med adskillige bydele placeret på bakker omkring ådalen. Byens mange forstæder befinder sig både i højt- og lavtliggende terræn. Ikke langt fra bymidten findes Riis Skov og Marselisborg Skov i et bakket terræn, og de anvendes traditionelt til rekreative formål. Mod vest i ådalen ligger Brabrand Sø og Årslev Engsø og mod nord Mollerup Skov og Egå Engsø, ligeledes populære udflugtsmål for storbyens indbyggere.
Indbyggerne kaldes aarhusianere. Aarhusiansk er adjektivet til Aarhus og samtidig navnet på den stedlige dialekt (væsentligst rigsdansk med mere eller mindre udtalt østjysk tonefald). Byen skiftede 1. januar 2011 officielt navn til "Aarhus".
Navnet.
Ārōs er det gamle navn på byerne Aarhus, Trondheim (Nidaros), Västerås (Vestre Aros) og Uppsala (Østre Aros).
Navnet kommer af "ār", en gammel genitiv til ordet "å", og det ikke længere anvendte "os" "munding", dvs. "Åens Munding".
Aarhus er anlagt ved udløbet af Århus Å, der var en hovedfærdselsåre i vikingetidens Østjylland; samtidig var det også ved Aarhus, at der lå det mest oplagte vadested for den kørende nord-sydgående trafik (ved nutidens Immervad).
Vikingebyen.
De ældste arkæologiske fund i Aarhus er glasperler fra slutningen af 700-tallet, mens de ældste fund af huse er halvt nedgravede grubehuse. De blev brugt som både bolig og værksted. I husene og de tilhørende lag er der fundet kamme, smykker og lignende, der tyder på, at bebyggelsen er fra omkring år 900. Udgravninger i foråret 2005 afslørede en såkaldt bygrøft fra omkring 850, der har markeret den handelsplads, som byen opstod fra. Tilsyneladende er grøften allerede omkring 870 blevet fyldt op, og området er blevet bebygget.
Mindre bysamfund som Holmstrup nær Aarhus er dateret cirka til år 800 gennem kilder fra 1294.
Grundige studier i bl.a. udbredelsen af stednavne med "snekke" og undersøgelser af Kanhavekanalen og "Draget" på Helgenæs synes at vise, at Aarhus var en blomstrende by allerede i 700-tallet. Byens havn lå beskyttet oppe ad åen, nemlig ved Åby og østenden af Brabrand Sø.
Man antager, at der tidligt har ligget en lille trækirke lidt uden for bebyggelsen, omtrent hvor Klosterkirken ligger i dag.
Fund af seks runesten i og omkring Aarhus tyder på, at den omkring år 1000 har haft stor betydning, eftersom kun stormænd rejste runesten.
Omkring 1040 blev der slået mønter i Aarhus, først af Hardeknud - der var blevet kronet til konge i Viborg i 1027 - og senere af Magnus den Gode.
Fund af bl.a. kamme og træskærerarbejder tyder på en del håndværk, men udenlandske varer fortæller også om handel: vægtlodder og kværnsten fra Rhinområdet, klæberstensvarer fra Nordskandinavien og keramik fra Østersøområdet.
Volden.
Aarhus var i vikingetiden omgivet af en halvkredsformet forsvarsvold, der i det væsentlige fulgte de gader, hvis navne stammer derfra (Graven, Volden, Borgporten), og derefter gik tilbage mod havet langs med åen. Det passer med, at byen har ligget mellem åmundingen og vadestedet over åen. Der har langs med ydersiden af volden været sænkninger i terrænet, så den har været omgivet af våde voldgrave.
Hvornår volden er anlagt, ved man ikke præcis, men der er nok gået nogle år efter de første bosættelser, svarende til de tidlige år af 900-tallet. Udgravninger i foråret 2005 tyder på, at volden er blevet opført relativt hurtigt omkring 934, muligvis i forbindelse med Henrik Fuglefængers angreb på Jylland. I anden halvdel af 900-tallet blev volden forstærket og i 1200-tallet voldsomt udbygget. Efter den sidste udbygning var volden 20 meter bred og seks-otte meter høj.
1100-1500-tallet.
Foranlediget af biskop Peder Vognsen startede i ca. 1200 opførelsen af Skt. Clemens Kirke i romansk stil, der stod færdig i ca. 1300 og afløste Vor Frue Kirke som domkirke. Katedralskolen er formentlig anlagt før domkirken, eftersom Peder Vognsen allerede i 1195 overdrog bøger til uddannelse af kommende kirkefunktionærer.
Omtrent på samme tid skete der en kraftig udbygning af byen: det ældste rådhus foran domkirken, en stor bispegård ved Rosengade nord for kirken og et kapitelhus til kirkens administration på Bispetorv samt flere kannikeboliger blev bygget.
Endvidere blev der anlagt en bro over åen ved Immervad og et Helligåndshospital ved Lilletorv. Åhavnen fik også i 1300-tallet øget betydning, og de ældste rester af bolværk på den sydlige side af åen er dateret til slutningen af århundredet.
Byens segl fra 1421 og 1608
Aarhus modtog den 2. juli 1441 af Christoffer af Bayern. Det øgede byens vokseværk og i 1477 gav Christian 1. lov til, at voldanlæggene, der havde mistet deres militære betydning, måtte bebygges, og nye gader, Volden og Graven, opstod. På Brobjerg byggedes et karmeliterkloster med kirke, og på hjørnet af Vestergade og Grønnegade byggedes en Skt. Karensgård til at huse pestramte indbyggere fra byen. Også Domkirken blev moderniseret i gotisk stil og fik tilføjet det høje tårn, hvis spir dog havde en anden udformning end i dag.
1600- og 1700-tallet.
Under 1600-tallets krige har byen sikkert lidt meget. Om de kejserlige troppers indfald 1627-1629 mindede endnu Wallensteins skanse syd for byen, omtrent hvor "Skansegården" ligger i dag. I 1644 blev byen brandskattet af svenskerne, der i 1657-59 gentagne gange besatte den. Men trods disse og andre ulykker som pest og store ildebrande var Aarhus dog i det 17. og 18. århundrede en ret betydelig by ved sin handel, om hvilken man for øvrigt kun ved lidt. Foruden i indlandet og særlig med Norge drev den stor handel på Lübeck, Amsterdam, England, Frankrig og Spanien, og midt i 17. århundrede var handelsflåden ca. 100 skibe, og kornudførslen til Norge og udlandet årlig ca. 20.000 tdr., ved begyndelsen af 1700-tallet var den steget til ca. 36.000.
Men så begyndte nedgangen her som i landets andre byer; i 1735 blev der nu kun drevet lidt handel med Lübeck og Norge; handelsflåden var kun halvt så stor, og havnen begyndte at tilsande, og i 1768 var der kun 31 skibe.
I 1769 havde Aarhus ca. 3.500 indbyggere.
1800-tallet.
a>, opført 1898-1902, blev oprindelig opført til Statsbiblioteket
I det 19. århundrede kom fremgangen, efter at byen havde frigjort sig for hovedstadens, og efter de slesvigske krige for Hamburgs, dominans. Mens den i 1800 var Jyllands tredjestørste by, havde den i 1840 overhalet Randers og i 1850 også Aalborg. Aarhus Havn havde blandt anden den fordel under hårde vintre, at den ikke lå i en fjord, der hurtigt frøs til is. Derved kunne den stadig fungere, selvom nærliggende havne på den jyske østkyst var utilgængelige, hvilket befordrede dens videre udvidelse. Byens materielle fremgang var desuden voksende gennem det tiltagende jernbanenet. En jernbaneforbindelse mellem Aarhus og Randers åbnede i 1862, hvor også den første banegård blev indviet. Senere kom flere forbindelsesmuligheder til, og den anden banegård blev bygget i 1884. Den nuværende banegård er den tredje og blev indviet i 1929. Også i kulturel henseende hævdede den sit ry som»Jyllands Hovedstad«ved sine mange institutioner såsom kunstmuseum ("Aarhus Museum" 1877), Statsbiblioteket (1902), mange højere læreanstalter, de udmærkede hospitaler og nyt teater (1900). I begge de slesvigske krige var byen besat af fjenden. Den 31. maj 1849 var der uden for byen en for danskerne heldig træfning mellem preussiske husarer og danske dragoner. På Randersvej, ved den nordvestlige ende af Kommunehospitalet, er rejst en mindesten for dette slag. Den nærved liggende boligbebyggelse, "Rytterparken", har sit navn efter rytterslaget i 1849.
1900-tallet.
I 1900-tallet var Aarhus både industri- og havneby, og havnen blev udvidet flere gange. Desuden udviklede Aarhus sig til en uddannelses- og universitetsby med mange uddannelsesinstitutioner. Byen blev et finansielt, uddannelsesmæssigt og kulturelt centrum for hele Jylland. Industrien var en vigtig del af erhvervsstrukturen i perioden, men samtidig begyndte servicesektoren at vokse. Byens største virksomheder efter 2. verdenskrig var Frichs Maskinfabrik, Flydedokken og Århus Oliefabrik.
Fra 1970 blev servicesektoren større på bekostning af handel og industri og håndværk og er nu den mest dominerende sektor i byens erhvervsstruktur. Handel beskæftiger dog fortsat en stor del af befolkningen. Med landets første Bilka, indkøbscentret City Vest og gågaden som trækplaster har Aarhus udviklet sig til Jyllands handelscentrum samtidig med, at den er landets næststørste uddannelses- og forskningsby. Der en stor pendling til Aarhus fra store dele af Øst- og Midtjylland, hvilket giver trafikproblemer på byens indfaldsveje. Selv om serviceerhvervene er dominerende, er/var der flere store industrier i byen, bl.a. Århus Oliemølle, Ceres Bryggeri og desuden en stor elektronik- og metalindustri.
Militærhistorie - kaserner.
Kasernen på Vester Allé set fra Fredriks Allé, med Ridehuset til højre og officersbygningen til venstre
Aarhus har været garnisonsby siden 1700-tallet, med soldaterne indkvarteret i starten hos private.
Prins Ferdinands Ridehus, der oprindeligt lå øst for Spanien/Strandvejen omtrent ved Jægergårdsgades udmunding, er nu nedrevet. Det blev anlagt i 1818 til Prins Ferdinands Dragoner og var tegnet af Henrik Magnus Köhnke, der efter elevtiden ved Det kongelige Akademi gjorde tjeneste ved ingeniørtropperne. I 1899 blev ridehuset nedbrudt, men genopført i lidt ændret skikkelse på Vester Allés kaserne.
Med tiden kom et par mindre kaserner, Lewerckhusens kaserne i Mindegade og Bauditz kaserne i Søndergade i 1857.
Siden indrettedes i 1863 "Sukkerhuset" i Sukkerhustoften, nu Brammersgade, til kaserne i bygninger, der havde været klædefabrik og sukkerraffinaderi.
I 1870 havde byen omkring 1000 fastboende militærpersoner ud af et indbyggertal på 15.000, og der var brug for yderligere kaserner.
Carl Lange var arkitekt for Rytterikasernen, Fodfolkskasernen og Garnisonssygehuset.
Den første egentlige kaserne, der blev bygget, var Dragonkasernen eller Rytterikasernen 1876-77, som i 1934 blev omdøbt til Vester Allés Kaserne. Den blev etapevis taget i brug i årene 1875-78. Ridehuset var dog blevet bygget allerede i 1860.
I årene 1875-79 blev Fodfolkekasernen i Høegh Guldbergs Gade bygget.
I 1877 byggedes Garnisonssygehuset i Thyrasgade, det nuværende Socialkontor.
I 1889 kom 3. Artilleriafdeling til Langelandsgade Kaserne. Denne kaserne blev 31. oktober 1944 bombet af 24 Mosquito-fly fra Royal Air Force, da det under 2. verdenskrig var Gestapos hovedkvarter. Som følge af forsvarsforliget i 1989 flyttedes Jyske Telegrafregiment samme år til Fredericia, og bygningerne blev gradvist overtaget af Forskerparken og Aarhus Universitet. 1990-93 anvendte Hærens Operative Kommando området.
31. juli 1993 arrangerede Hærens Operative Kommando en afskedsparade for at markere afslutningen på Aarhus som garnisonsby i 400 år. I august 1993 pakkede de sidste par hundrede soldater sammen og forlod Langelandsgade Kaserne. 1. august 1997 flyttede 5 institutter fra Aarhus Universitet ind.
I dag (pr. 2009) findes der ikke andet militærvæsen i Aarhus end hjemmeværnet og SOK. SOK har en bunker med kommunikationsudstyr på Oddervej og kontorfaciliteter m.m. på Silkeborgvej.
Lokal jernbanehistorie.
Jyllands første jernbane blev i 1862 åbnet på strækningen mellem Aarhus og Randers, og den benyttes stadig i dag til tog mod nord og i retning mod Struer. Fra 1868 var der forbindelse mod syd til Fredericia på Den Østjyske Længdebane. I 1884 påbegyndtes kørsel på det, der dengang hed Hads-Ning Herreders Jernbane, men i dag kaldes "Odderbanen". Dengang kørte toget helt til Hov og i perioden 1914-67 også videre fra Odder til Horsens, men i dag går strækningen kun til Odder syd for Aarhus.
Fra 1877 blev Østjyske Jernbane forlænget fra Ryomgård til Aarhus, og der var dermed forbindelse til Grenaa. Strækningen fungerer stadig og kaldes "Grenaabanen". I 1902 åbnede strækningen Aarhus-Hammel. Endestationen i Aarhus for denne strækning er den bygning, der i dag benyttes til bymuseum. Strækningen blev senere udvidet til Thorsø, hvorfra der var forbindelse til Silkeborg. Strækningen var i drift indtil 1956. Nu om stunder er der forbindelse til Silkeborg, Herning og Skjern via Skanderborg.
Kommunens historie.
I begyndelsen af 1960'erne førte den daværende Århus Købstadskommune en række drøftelser med forstadskommunerne om sammenlægning. Det førte ikke nogen sammenlægning af kommunerne med sig i første omgang. Den 1. april 1962 blev Aarhus dog udvidet med dele af de nordlige forstadskommuner, Hasle, Tilst-Kasted og Vejlby-Risskov kommuner, som overgav et areal på 19,03 km² med 1.150 indbyggere til Århus Købstadskommune. Kommunes areal blev dermed næsten fordoblet fra 19,81 km² til i alt 38,45 km².
samt dele af Skødstrup og Vitved sogne.
Fremtiden.
Aarhus byråd har store planer for byens fremtid. En af planerne er Letbaneprojektet, som skal modernisere den kollektive trafik med genindførelsen af sporvogne. Det er et projekt til mange milliarder kroner, og derfor søges det medfinansieret af staten. En anden storstilet plan er bebyggelsen af havnearealerne, hvor der skal være et blandet byområde med erhverv, beboelse og kulturinstitutioner; bl.a. planlægges opførelsen af det 142 meter høje Light House. Denne bygning vil blive den højeste bygning i både Aarhus og Danmark.
I marts 2010 ytrede borgmester Nicolai Wammen sammen med et flertal i byrådet bestående af Socialdemokraterne, De Radikale og SF ønske om, at navnet "Århus" ændredes til det tidligere brugte "Aarhus". Dette for at imødegå ønsket om, at byens navn bedre kan begå sig under den stigende globalisering og internationalisering i fremtiden. Navneskiftet blev vedtaget i byrådet 27. oktober 2010, og fik virkning fra 01.01.2011.
Borgmestre.
Byens første folkevalgte borgmester var Jakob Jensen, som blev valgt i 1919. Siden har alle borgmestrene været fra Socialdemokratiet med undtagelse af Louise Gade (2002-05), der er fra Venstre. I 1933 valgtes Hans Peder Christensen, derefter i 1942 Einar Stecher Christensen, der kun havde en kort tid som borgmester, idet han døde under et besøg på Glyptoteket i 1945. Som afløser valgtes Svend Unmack Larsen, der var borgmester indtil 1958, hvor den navnkundige Bernhardt Jensen blev valgt. Han var imod bilisme, og det kunne ses i hans handlinger - han cyklede. Fra 1971 til 1981 hed borgmesteren Orla Hyllested, som blev afløst af Thorkild Simonsen, der sad på posten i perioden 1982-1997 og dermed er den længst siddende borgmester i Aarhus. I nyere tid er borgmestrene fra 1997 til 2001 Flemming Knudsen, fra 2002 til 2005 Louise Gade og den nuværende siden 2006 Nicolai Wammen.
Byvåben.
Aarhus byvåben er et af de ældst bevarede fra de danske købstæder. Det kan henføres til et bysegl brugt omkring 1250.
Venskabsbyer.
Derudover har Aarhus kontinuerlig venskabelig dialog med Rostock og Novi Sad.
Friby.
15. juni 2010 ankom Tendai Frank Tagaria til Aarhus, som den første forfatter til en dansk friby. Fribyer kendes fra en række lande, og medlemsbyerne er organiseret i det internationale netværk ICORN (International Cities of Refuge Network).
Topografi.
Aarhus topografi beskrives i nord-sydlig retning som tre ådale (udgravet af Egå, Århus Å og Giber Å) og i øst-vestlig retning som en meget flad, hævet havbund, hvor Brabrand Sø og Årslev Engsø danner de sidste rester af en afsnøret fjord. Længere inde mod vest fortsætter havbunden over i den tunneldal, som Århus Å har sit leje i. Byen ligger med andre ord som flere andre østjyske købstæder på det sted, hvor der var en brugbar passage over dalen og i nærheden af søvejstrafikken. Det betyder, at byen fra begyndelsen var beliggende på den hævede havbund i dalen, og at den siden har bredt sig mod vest ind i dalen, men også mod nord og syd op ad de bratte skrænter ved dalsiderne. I nord har byen passeret bakkekammen og har indtaget Egådalen og bakkeskrænterne på begge sider af den. Mod syd er den derimod først i disse år nået op på bakkekammen, men har endnu ikke bredt sig ned i Giberåens dalsænkning.
Lokalklimatiske forhold.
De beskrevne, topografiske forhold giver anledning til en række særtræk ved byens lokalklima. Da dalbunden er så jævn og ligger så lavt, er den meget påvirket af den varmeregulerende virkning fra Århus Bugt. De to søer bidrager til de samme afdæmpede forhold, og resultatet er, at dalen har et mildt, havnært klima. Den sandede jord i dalbunden er hurtigt tør efter vinteren og varmes derfor hurtigere op end dalsiderne, hvis undergrund består af fugtbevarende moræneler. Ofte kan man iagttage, at både dyrkede og vilde planter springer 1-2 uger tidligere ud i ådalen end f.eks. i Risskov på den nordlige dalside.
Da dalen har sin længdeakse i øst-vestlig retning, giver det sig selv, at den nordlige dalside må have en sydvendt hældning, mens den sydlige må hælde mod nord. Dette har nogle klimatiske konsekvenser, som havde betydning, dengang Aarhus' omegn endnu lå hen som landbrugsjord. Det at have sin jord på sydhæld betyder nemlig en gevinst i solindstråling, mens nordhæld omvendt fremkalder en mangel på solindstråling - begge dele set i forhold til et plant jordstykke på samme egn. I dag, hvor størsteparten af jordoverfladen er dækket af veje og bygninger, har det ikke længere så stor betydning.
Endelig skal det nævnes, at Aarhus bys centrum oplever de samme klimaforhold som andre, større byområder: Øget vindhastighed, mere tåge, mindre nedbør og højere temperatur end det omgivende, åbne land.
Jordbundsforhold.
Jordbunden i dalen er sandet og med tydelige spor efter en fortid som havbund (muslingeskaller og sneglehuse), mens dalens sider består af lermoræne med et højt indhold af sten og grus. Visse steder er indholdet af silt meget betydeligt, hvad der giver vanskeligheder ved fundering af bygninger og infrastruktur. I Marselisborgskovene syd for Aarhus når en aflejring med plastisk ler frem til overfladen i nærheden af havet. Det medfører en konstant flydning af undergrund og overflade med vejanlæg og træer i retning af havet.
Da både den hævede havbund og morænejorden havde et ret højt indhold af kalk efter istiden, har overjorden i Aarhus-området været brunjord, altså en jordtype, som er muldrig og fugtbevarende, men med en god og stabil struktur. Derfor var jorden god at dyrke i, da først markstenene var fjernet, og egnen omkring byen har været et forholdsvist rigt landbrugsområde. Endnu i dag har haveejerne glæde af den frugtbare jord, som giver gode dyrkningsbetingelser, hvis blot der kan skaffes læ.
Byplanlægning.
Efter at købstadsprivilegierne i 1851 blev afskaffet, og Aarhus byporte blev nedlagt, var der skaffet mulighed for en udvidelse af byen. Med industrialiseringens indtog fulgte virksomheder som Frichs Fabrikker, Oliemøllen og Ceres-bryggeriet, hvis vækst krævede nye boliger. Nye byplaner blev lagt, bl.a. udarbejdede stadsingeniør i København Charles Ambt og arkitekt Hack Kampmann i 1898 en ny udgave af arkitekt Oskar Jørgensens byplan fra 1896 for de af Aarhus kommune nyligt indkøbte jorder syd for byen, de såkaldte Marselisborgjorder. Det blev en bydel præget af Hans Broges Gade, Ingerslevs Boulevard og Dalgas Avenue, store og åbne færdselsårer, inspireret af tysk og østrigsk byplanlægning, "Städtebau", dvs. kvarterer og gader, der ikke var fastlagt af retvinklede hjørner og snorlige gader. Eksempelvis forløber Hans Broges Gade i en lang blød bue.
Områder.
Området inden for Ringgaden betragtes traditionelt som midtbyen. Området er stort set identiskt med postdistrikt 8000 Aarhus C, og kaldes derfor også af de lokale for "C" eller "centrum". Undtagelsen er dog Trøjborg, som er en del af midtbyen, men ligger i postdistrikt 8200 Århus N. Området uden for ringgaden består af en række bydele (forstæder), mens de fleste øvrige byer i Aarhus Kommune fungerer som satellitbyer for Aarhus.
Indre by.
Afgrænset af de tre alléer, Nørre Allé, Vester Allé og Sønder Allé ligger den indre by, hvortil i dag også hører området omkring Århus Hovedbanegård med det nye kvarter Centralværkstedet, området omkring Musikhuset og arealet ned til banegraven.
Lige nordvest for den indre by er Vesterbro, som hovedsageligt består af det såkaldte øgadekvarter, der har fået sit navn, fordi gaderne er opkaldt efter danske øer. På Vesterbro finder man det stærkt trafikerede Vesterbro Torv, Den Gamle By og Botanisk Have, det gamle Amtssygehus og Ceres Bryggeriet.
Sydvest for den indre by er Frederiksbjerg, som er en selvstændig midtbydel af Aarhus C afskåret fra indre by af banegraven, der er et nedgravet område til togspor. Frederiksbjerg er koblet sammen med indre by via broerne Bruunsbro og Frederiksbro.
Vest for Frederiksbjerg er området Langenæs. Bydelen blev til i 1950'erne som et resultat af en arkitektkonkurrence, hvor man ønskede at afprøve nye idealer. Området er meget karakteristisk for sin tid, hvor idealet var åbne karreer med lys og luft. Langenæs er en rolig bydel uden gennemgående trafik.
Nord for den indre by er Trøjborg, som i dag er et fashionabelt sted med mange kunstnere, arkitekter og studerende. Bydelen har et stærkt præg af selvstændighed fra resten af midtbyen med et stærkt butiksliv. Møllevangen, som ligger nordvest for centrum, er med mange etageejendomme fra 1940'erne på mange måder en kontrast til Trøjborg. Området med mange almene boliger er ikke fashionabelt og betragtes ikke som en del af indre by.
Den nordlige del af havnen, som tidligere var containerhavn, bliver til et nyt byområde i midtbyen. Nordhavnen skal bestå af flere øer, som er forbundet af broer.
Forstæder.
Umiddelbart uden for ringgaden er bydelene Christiansbjerg mod nord, Hasle mod nordvest, Åby og Åbyhøj mod vest og Viby mod sydvest. Ringvejen går gennem disse bydele.
I den vestlige del af byen ligger Brabrand Sø, som præger de to forstæder Brabrand og Stavtrup, der ligger henholdsvis nord og syd for søen. Den sydlige del af Brabrand er præget af det naturskønne område, hvilket er en kontrast til Gellerupparken i den nordøstlige del af forstaden. Nord for Brabrand ligger forstaden Tilst, som er præget af varehuset Bilka og del andre store forretninger. Årslev ligger vest for Brabrand, og de to forstæder er i høj grad sammenvokset. Den centrale trafikale placering tæt på Motorvejskryds Århus Vest præger i dag Årslev og er årsag til, at Bilka placerer et nyt stort lager ved forstaden. Sydvest for Stavtrup ligger forstæderne Kolt og Hasselager, der ofte betegnes som et område kaldet Kolt-Hasselager.
Den nordlige del af byen udgøres af forstæderne Vejlby, Skejby, Risskov, Egå og Skæring, hvor de tre sidstnævnte ligger ud til Århus Bugt. Dette område har sammen med området ved Strandvejen syd for centrum de mest attraktive beliggenheder for boliger. I den sydlige del af Aarhus ligger forstæderne Holme, Højbjerg og Skåde.
Et af byen mange erhvervsområde er har til huse omkring forstaden Slet, som ligger i den sydvestlige del af Aarhus.
Demografi.
Fra og med 1925 indregnes Gl. Vejlby og Åby. Fra og med 1930 indregnes Holme og Skåde. Fra og med 1950 indregnes Brabrand.
De seneste års vækst omkring motorvejen mellem Randers og Haderslev har givet området betegnelsen Byregion Østjylland. Området karakteriseres af, at afstanden mellem de større byer ikke er længere end, at der er mulighed for pendling. Omkring en fjerdedel af Danmarks befolkning bor i området.
Aarhus er hjemsted for en større gruppe af nydanskere i form af indvandrere og flygtninge. Andelen af befolkningen pr. 1. januar 2005 var på 11,9% i Aarhus Kommune, og denne andel har været let stigende, idet andelen i 2000 udgjorde 10,2%. Langt størstedelen af nydanskerne bor i de vestlige forstæder, hvor man i forbindelse med et kommunalt initieret projekt i perioden 2002-07 om at skabe økonomisk og social bæredygtighed benyttede betegnelsen Urbanområdet om Gellerup, Hasle og Herredsvang. I Urbanområdet udgør nydanskere omkring halvdelen af befolkningen, og de største befolkningsgrupper her stammer fra Libanon, Tyrkiet, Somalia, Iran og Irak.
I Aarhus Kommune er ca. 80% af befolkningen kristne (medlemmer af Folkekirken eller andre kristne bevægelser), ca. 5% er muslimer, mens øvrige religioners andel er ganske beskeden.
Infrastruktur.
Aarhus' placering ved åens udmunding og ved vandet har haft stor betydning for infrastrukturen. Åen og vandet er brugt til transport. Desuden har vandet, Århus Bugten, begrænset byens udvikling i den retning. Den nye store havn midt i Aarhus by skaber problemer med megen trafik dertil.
Trafik.
Aarhus har mange bybuslinjer, og de drives alle af Midttrafik. Som hovedbyen i Østjylland fører en del regionsbusser ind til byens busterminal, Århus Rutebilstation. De fleste bybuslinjer går som radiallinjer ud fra byens centrum og ud i forstæderne, men derudover er der to ringlinjer linje 8 og 12. De kører på Aarhus to ringveje, som i Aarhus kaldes for Ringgaden (den indre) og Ringvejen (den ydre).
Passagertal gældende for Aarhus Kommune i 2007 var
for bybusser 125.000 dagligt med 45,6 millioner årlige passagerpåstigninger samt for regionalbusser 21.000 dagligt med 7,7 millioner årlige passagerpåstigninger.
Aarhus har 26 jernbanestationer, hvoraf hovedparten hører til Odderbanen eller Grenåbanen. Den største er Århus Hovedbanegård, der betjener DSBs og Arrivas tog. Viby J er en anden stor station med mange gennemkørende tog, der betjener Odderbanen og siden en større udvidelse af stationen i 2006 også Arrivas tog.
Påstigningstallene for de ni største stationer i Aarhus Kommune for 2008
Der har længe været tale om en letbane i Aarhus, og politikerne har iværksat undersøgelser om etableringen af letbanelinjer for at forbedre den kollektive trafik. En VVM analyse er i sommeren 2008 under udarbejdelse for letbanens etape 1 på Odderbanen via Århus H - Nørreport - Randersvej - Lisbjerg - Lystrup - til Grenaa. Letbanens etape 1 planlægges for øjeblikket åbnet i 2015.
I Tirstrup på Djursland, 35 km nordøst for Aarhus, ligger Aarhus Lufthavn, som har daglige afgange til København, Stockholm, Oslo, Gøteborg og London samt en række sæsonbetonede ruter til Sydeuropa. Herudover er der en del chartertrafik fra lufthavnen. Grundet lufthavnens placering anvender mange østjyske rejsende Billund Lufthavn. Der har i tidens løb været fremlagt flere planer om en større lufthavn til betjening af Aarhus-området, men ingen af disse er endnu kommet over skrivebordsstadiet.
Kirstinesminde flyveplads betjente frem til slutningen af 1980'erne byens flyveklubber. Skejby Sygehus ligger i dag hvor flyvepladsen oprindeligt lå. I 2006 åbnedes i True en flyveplads beregnet til svævefly.
I februar 2010 blev debatten om en international lufthavn til betjening af de østjyske erhvervsrejsende genåbnet, med forslaget om en mindre lufthavn, "Aarhus City Airport" (tilsvarende London City Airport), placeret på Aarhus Havn.
I forhold til andre danske storbyer er Aarhus præget af nogle lange stigninger, hvilket især bemærkes af cyklister, der kører fra centrum mod nord eller syd. Køres mod nord ad indfaldsvejen Randersvej er der fra havnen 80 højdemeter over en strækning på 2,7 km op til Ringvejen. Mod syd ad Oddervej er der 3,3 km med 100 højdemeter.
Knap 20% af alle ture i Aarhus foregår på cykel.
Aarhus byråd har iværksat en større plan for cyklisme i Aarhus. Aktuelt er det til frustration for mange aarhusianske cyklister, at cykelparkingspladserne i centrum er overfyldte. Ved Banegårdspladsen stod der ved en optælling i 2004 425 cykler på et område, der var beregnet til 170.
Der er flere rekreative cykelstier i Aarhus. Rundt om Brabrand Sø vest for Aarhus er Brabrandstien, der fortsætter langs Århus Å helt ind til Ringgaden. Stien benyttes således både til cykling i fritiden og til transport fra centrum og til den vestlige del af byen samt mellem Brabrand nord for Brabrand Sø og Stavtrup og Viby syd for søen.
Østjyske Motorvej (E45) går forbi Aarhus og har fra Motorvejskryds Århus Syd forbindelse til Ringvejen via Århus Syd Motorvejen, som fungerer som en af indfaldsvejene til Aarhus for trafikken til og fra syd. For at skabe bedre forbindelse til Aarhus Havn fra Århus Syd Motorvejen er der planer om bygning af en ny tunnel. Trafikken mod vest går via indfaldsvejen Silkeborgvej ud til Motorvejskryds Århus Vest, hvor der i et kløverbladsanlæg er forbindelse til både Østjydske Motorvej og Herningmotorvejen, som går mod Herning, men endnu ikke er færdigbygget omkring Silkeborg. Nord for Aarhus er bygningen af Djurslandmotorvejen begyndt og planlægges med tilslutning til Østjydske Motorvej. Første etape mellem den eksisterende motorvej ved Skødstrup til Lisbjerg Erhvervspark åbnede 5. september 2008, mens den manglende udvidelse af Søftenvejen til motorvejen fra Lisbjerg Erhvervspark til det kommende Motorvejskryds Århus Nord først efter planen er færdig i oktober 2010.
Trafikken omkring den indre by går via Ringgaden, som på den nordvestlige del mellem Århus Sygehus, Tage-Hansens Gade og Aarhus Universitet er sekssporet. I centrum er der de seneste år lavet meget arbejde ved Åboulevarden, der løber langs og oven på Århus Å. En større del af åen er nu frilagt, og der er i højere grad lukket for biltrafik, hvilket har ændret Åboulevarden fra en trafikeret vej til en fashionabel å-promenade med mange cafeer.
Aarhus Havn er kommunalt ejet og består af blandt andet en færgehavn, fiskeri- og lystbådehavn, østhavnen med plads til dybgående skibe, containerhavn og inderhavnen, hvor 20-30 krydstogtsskibe om året lægger til lige ved byens centrum. Containerhavnen er med ca. 3,7 millioner tons godsomsætning i 2007 Danmarks største, mens den samlede godsomsætning var på ca. 12,5 millioner tons samme år. Fra færgehavnen er der med Mols-Linien forbindelse til Kalundborg og Sjællands Odde.
Havnen har store planer for fremtiden. I 1997 blev der vedtaget en plan for 25 år, som indebærer en udvidelse af arealet til det dobbelte. Samtidig er det dog meningen, at en del af det hidtidige havneareal skal ændres til bymiljø. Som vartegn for denne fornyelse var planlagt højhuset Light*house, som imidlertid er udskudt på ubestemt tid.
Forsyninger og bortskaffelse.
Aarhus Kommunale Værker var den instans, der styrer og for en stor del også leverer vand og varme til samt styrer og varetager bortskaffelse af spildevand og affald fra byen og kommunen. Aarhus Kommunale Værker blev den 1. januar 2007 nedlagt og afløst af de to forvaltninger "AffaldVarme Århus" samt "Vand og Spildevand".
Hele midtbyen forsynes med vand fra kommunale værker, der alle befinder sig et stykke fra centrum. Nærmeste værk ligger i Viby, men dertil kommer værker i Beder, Østerby, Stavtrup, Åbo, Lyngby, Kasted, Truelsbjerg, Elsted samt den vigtigste, Skødstrupværket. Disse værker leverer 85% af kommunens vand, mens de øvrige 15% leveres af private vandværker. I vandforsyningsplanen 2004-2015 arbejdes der af hensyn til den fremtidige forsyningssikkerhed på at koble flere af de private vandværker til det kommunale net. Der er ikke forventninger om mangel på drikkevand inden for planens tidshorisont.
Alle værker i kommunen leverer vand i form af grundvand. Vandet i Aarhus er overordnet set ret hårdt (12,8 - 17,7 °dH pr. 2007) og har generelt ikke problemer med forurening. I 2007 var der ni tilfælde, hvor forskellige grænseværdier blev overskredet, men kun i mindre grad.
I Aarhus findes der kun et vandtårn der stadig er i brug, Vandtårnet i Hasle, på Randersvej findes et smukt gammelt vandtårn der tidligere har fundet anden anvendelse, f.eks. udstillinger og aktiviteter for unge.
Over 95% af kommunens borgere forsynes med fjernvarme, der først og fremmest stammer fra Studstrupværket og forbrændingsanlægget på Affaldscenter Århus, suppleret af enkelte lokale fjernvarmeværker i forstæderne. Den samlede varmeproduktion var i 2006 på 3.029 millioner kWh, hvoraf 2.912 millioner kWh blev solgt til forbrugerne i kommunen samt i mindre omfang til forbrugere i nabokommuner.
Varmen produceres først og fremmest på kul, mens affald er næststørste leverandør. På det seneste er Studstrupværket også begyndt at producere varme på halm. I alt er 23% af varmen baseret på ikke-fossile stoffer (affald, halm), der er CO2-neutrale.
El i Aarhus Kommune leveres primært af fem store producenter i nærområdet, herunder NRGi fra Studstrupværket. Forbruget i kommunen var i 2005 på næsten 1,5 millioner MWh og er stigende (7,8% større end i 2004). Af forbruget foregår over 30% i private husholdninger, mens offentlige institutioner, industri og handel følger på de næste tre pladser.
Elforsyningen er i form af blandingsstrøm, hvor det ikke er muligt at angive, om strømmen er produceret vha. kul, vind, naturgas etc.
I kommunen er der tyve spildevandsanlæg (fjorten højteknologiske og seks lavteknologiske). Disse anlæg sikrer, at udledningen af skadelige stoffer holdes betragteligt under de tilladte mængder af henholdsvis organisk stof, kvælstof og fosfor. Det samme gælder mængderne af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Stort set al slam, der bliver til rest ved rensningen, genanvendes, enten som sandblæsningsmiddel eller som landbrugsjord.
Spildevandsbelastningen er i gennemsnit pr. indbygger i kommunen på 1,85 PE (personækvivalenter) mod 1,61 PE på landsplan.
Aarhus Kommunale Værker driver forbrændingsanlægget i Lisbjerg, et antal genbrugsstationer samt forskellige andre behandlingsanlæg for affald. Indsamlingen af affaldet foretages af flere virksomheder, offentlige eller private.
I 2002 var hver indbygger i kommunen ansvarlig for en affaldsmængde på 1.817 kg, og heraf blev 65% af affaldet genanvendt, 29% forbrændt, 2% specialbehandlet og 4% anbragt i deponi. Ifølge en plan løbende frem til 2012 søges den del, der genanvendes, øget til 70%.
Arkitektur og byplanlægning.
Hack Kampmann har tegnet mange af byens bygninger og er nok en af byens betydeligste arkitekter. Blandt Kampmanns bygninger skal Toldkammerbygningen på havnen, Aarhus Teater og Kampmanns egen "Villa Kampen" på Strandvejen fremhæves.
Af andre bygninger skal fremhæves Hjalmar Kjær og Jørgen Christensens kornsiloer på havnen, kaldet "De fem søstre", funkisbygningerne, Frederik M. Draibys Den Kommunale Badeanstalt og Klintegården bygget i 1930'erne af Ove Christensen og støbt i jernbeton.
Andre repræsenterede arkitekter er Arne Jacobsen og Erik Møller, der har tegnet Århus Rådhus med Rådhusparken, og Universitetsparken er tegnet af blandt andre C.F. Møller. Samtidig er disse eksempler på, at de grønne områder spiller sammen med fremragende arkitektur.
Under byggeboomet i 1960'erne og 1970'erne prægede aarhusarkitekten Knud Blach Petersen på afgørende vis byen med sine modernistiske byggerier, der bl.a. tæller Gellerupparken, City Vest, Gellerup Kirke, Busgadehuset, Europahuset, Klostervangen, Rundhøjskolen og Skjoldhøjkollegiet.
Af nyere arkitektonisk interessante bygninger kan nævnes Scandinavian Congress Center, Prismet nær Ceres-bryggeriet samt ARoS. En ny bydel på Aarhus havn under navnet De bynære havnearealer er under udvikling i de kommende år, men på grund af finanskrisen har mange af projekterne fået udskudt deres betalingsfrist for byggegrunden til Aarhus Kommune. Interessante projekter med en særpræget arkitektonisk profil som Z-Huset, Isbjerget og Light House, hvor af kun Z-Huset har været under opførelse, er alle nu sat i midlertidig bero. De bynære havnearealer er et led i en mere omfattende byomdannelesplan, hvor tidligere industriområder i Aarhus bliver til nye bydele med vidensbaserede virksomheder og boligbebyggelse. Andre projekter i denne proces er omdannelsen af Ceres-bryggeriets grund og industriområdet ved Søren Frichs Vej.
Højhuspolitik.
Aarhus Kommune fremlagde i 2001 en konkret politik vedrørende højhusbyggeri, der i kommunens egne ord havde til formål at "sikre, dels at høje huse i visse områder er en mulighed, dels at den interesse, som er for høje huse i Aarhus, udmøntes i projekter der planlægningsmæssigt er velbegrundede og som i bred forstand kan tilføre byen noget positivt."
Hovedpræmisset i politikken er at gøre områder ved markante vejkryds i Aarhus åbne for potentielt højhusbyggeri, som det allerede ses ved Ceres-krydset, hvor Prismet på 63 m står. Nedenstående liste er en opgørelse over de elleve højeste, eksisterende bygninger i Aarhus. Som det fremgår af listen er langt størstedelen af højhusene bygget under det økonomiske opsving i perioden 1957-1973, hvor især boligbyggeriet boomede.
Billede af Den Gamle By i Aarhus med højhuset Prismet i baggrunden, der repræsenterer moderne bebyggelse i Aarhus.
Højhuspolitikken har åbnet op for en debat omkring højhusbyggeri i Aarhus og resulteret i mange forskelligartede forslag til højhusbyggeri, hvor dog kun to højhuse, Prismet og KPMG Huset, er blevet bygget siden højhuspolitikkens ikrafttræden i 2001. Nuværende højhusprojekter under udvikling kan nævnes det prestigefyldte Light House-projekt på 142 m, som hvis det bliver opført, bliver Danmarks højeste bygning. To andre projekter er det såkaldte Sky Tower i Skejby og projektet under navnet "Højhuse på Viborgvej", som lige nu begge er under behandling af Aarhus Kommune. Grundet den finansielle krise i 2008-2009 er mange af de storstilede projekter sat på standby inklusiv Light House-projektet. Der vil dog stå et ca. 100 m højt hospitalstårn færdigt i 2015, som led i byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Skejby.
Shopping.
Aarhus er adskellige gange blevet kåret til Danmarks bedste shopping by, ydemere ligger byen i toppen over de bedste shopping byer i norden, Når det drejer sig om motivationen og oplevelsen af shoppingmulighederne, er turisterne ikke i tvivl. Her er Aarhus den bedste by i Norden foran byer som Malmø og København. Det er forskningsprojektet Experience Design in City Tourism, der står bag undersøgelsen.
Tal fra Danmarks Statistik og Retail Institute Scandinavia viser desuden, at Århus gennem de seneste år har taget markante markedsandele fra landets øvrige byer. Over en 3-årig periode har Århus haft en omsætningsfremgang på 24,6 %.
Byen råder et konstant forandrende butiksmijø, hvor især Latinerkvarteret i indre by tiltrækker de skæve og anderledes butikker.
Byen har 2 stormagasiner i indre by
De 6 største butikscentre i Aarhus
Andre store butikker (kun de største er nævnt)
Kultur og seværdigheder.
Kunstmuseet ARoS
Fortovsflise i Aarhus udsmykket af Kigge Hvid
Kulturlivet i Aarhus er kendt via sine store kulturinstitutioner og vel især Århus Festuge, der er Jyllands største kulturfestival med bidrag fra både lokale, nationale og internationale kunstnere. Udover de store institutioner er der en mængde små spillesteder, gallerier og kunstneriske værksteder, der giver stor mangfoldighed i kulturlivet. Blandt flagskibene er kunstmuseet ARoS, Aarhus Teater, Musikhuset, Aarhus Symfoniorkester og Århus Kunstbygning. Blandt de mindre kulturinstitutioner kan nævnes Galleri Image, Huset, Svalegangen, Guldlok Dukketeater, Galleri Gallo, Poetklub Århus, SPOT Festival, Århus Kunstakademi, Cirkus Tværs og mange andre. På gadeplan oplever man også kulturen bogstavelig talt med udsmykkede fortovsfliser. I byens skove og parker kan man finde skulpturer af Jørn Rønnau og på byens huse gavlmalerier blandt andet af Hans Krull, der kan ses fra gågaden ved Clemensbro. Der er desuden kunst i strandkanten lidt syd for Moesgård Strand, hvor Astrid Gjesing har placeret 23 sten på en strækning på ca. 200 meter med indhuggede geografiske navne fra Månen; projektets navn er "MÅNE HAV STEN".
Aarhusianernes engagement i kultur skinner tydeligt igennem i debatten om udsmykningen af Store Torv, hvor først et forslag fra Hein Heinsen blev forkastet. Efterfølgende kom der alternative forslag sat i værk af ugeavisen "Århus Onsdag"s serie "Skitser til Store Torv...". Avisen havde bedt otte kunstnere lave et forslag til udsmykning, og her valgte læserne Per Kramers "Grædende træ" som vinder. Forslagene blev dog ikke til noget, og efterfølgende indbød Aarhus Byråd og Statens Kunstfond til en konkurrence, hvor valget faldt på Elisabeth Toubros "Vanddragen", der blev indviet i foråret 2004.
I Aarhus findes 3 kunstskoler: Det Jyske Kunstakademi, Århus Kunstakademi og.
Der findes omkring 45 aktive teatre i Århus hvor omkring 30 har egen scene,
De 4 største teatre med flere scener.
Musikhuset Århus
Århus teater
Attraktioner.
Der er mange seværdige museer i Aarhus. I topklasse er især ARoS og Den Gamle By, men Moesgård Museum med Grauballemanden, Århus kunstbygning, Kvindemuseet i Danmark, Århus Bymuseum, Museet Psykiatrisk Hospital i Århus, Antikmuseet, Århus Vikingemuseum, Naturhistorisk Museum og Steno Museet er også et besøg værd.
Aarhus har mange parker og grønne områder; fremhæves skal især Botanisk Have, Mindeparken, Forstbotanisk Have, Marselisborgskovene, Riis Skov og Brabrandstien rundt om Brabrand Sø samt Årslev Engsø. Marselisborg Slots park er åben for offentligheden, når dronningen ikke opholder sig på slottet. Der er mange strande både nord og syd for Aarhus midtby; nærmest er Den Permanente Badeanstalt.
For teater og koncerter kan Musikhuset Aarhus med Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Teater, Voxhall og Train anbefales. Man kan se hestevæddeløb på Jysk Væddeløbsbane eller andre sportsgrene på NRGi Arena, der har stadion til fodbold og atletik samt flere haller, hvor den største især bruges til håndbold samt internationale stævner inden for en række idrætsgrene. Derudover er der mulighed for at more sig i sommerhalvåret i Tivoli Friheden, hvor der også er koncerter om fredagen i sommerperioden.
Måske er en af de allermest populære attraktioner at nyde en lokal øl fra Ceres ved en af caféerne langs Århus Å.
Kirker.
I selve Aarhus by ligger flere kirker, blandt andet Århus Domkirke, Vor Frue Kirke, Skt. Pauls Kirke, Skt. Johannes Kirke, Skt. Markus Kirke ved Botanisk Have og Skt. Lukas Kirke på Ingerslev Boulevard.
Byens festivaler.
Århus Festuge er Nordens største kulturfestival med bidrag fra både lokale, nationale og internationale kunstnere. Festugen har siden 1965 været afholdt i en uge i slutningen af august eller begyndelsen af september. Normalt har Festugen et tema, som især de større arrangementer søges tilpasset til, men overordnet set er der tale om en festival, hvor såvel den finkulturelle som den mere folkelige smag har gode muligheder for at blive tilgodeset.
Aarhus International Jazz Festival startede i 1989 og har været gentaget hvert år siden. Første år spillede blandt andet Stan Getz Quartet og Champion Jack Dupree & Kenn Lending Blues Band, og siden har mange andre kendte navne spillet på festivalen. Festivalens bestyrelse arrangerer ca. 20 koncerter på Klostertorv, mens hovedparten af arrangementerne under festivalen planlægges af de forskellige spillesteder/caféer i Aarhus.
SPOT Festival er en nyere festival for rytmisk musik med fortrinsvis up-coming bands, der afholdes i starten af juli. ROSA - Dansk Rock Samråd har siden SPOT 02 i 1995 været hovedarrangør af SPOT Festivalen.
Football Festival Denmark er en sportfestival for unge fra forskellige nationer, som arrangeres klubberne Skovbakken og AIA-Tranbjerg og afvikles hvert år i uge 30 i Aarhus. Første år for festivalen var 2003, og siden er den vokset, så der i 2008 deltager drenge og piger, trænere og ledere fra ca. 20 forskellige nationer.
SPOR er en festival for nutidig lyd- og tonekunst. Aarhus by har en lang tradition for at tilgodese den nyeste lyd- og tonekunst, en position som især blev etableret via den årligt tilbagevendende NUMUS festival, som SPOR har afløst. SPOR fandt sted første gang i 2005 under komponist Thomas Agerfeldt Olesens ledelse og med komponist Niels Rønsholdt som årets kurator.
Northside Festivalen er den nyeste festival i Aarhus. Festivalens chef Brian Nielsen fortæller, at man musikalsk ønsker at "præsentere et progressivt line-up af nyere danske og udenlandske artister". Northside Festival er i familie med to af Tysklands største festivaler, Hurricane festival og Southside, og disse festivalerne ligger bevidst tidsmæssigt tæt, så man kan være fælles om at hente navne til de respektive festivaler. Fra festivalens side forlyder det desuden, at man på sigt har til mål at blive en af Danmarks mest innovative, bæredygtige og brugerinvolverende festivals. Der bliver i samarbejde med festivalens partnere fokuseret specielt på bæredygtighed inden for energiforbrug, salg af drikke- og madvarer og merchandise. Et fokus, der inden for en årrække skal være med til at gøre Northside Festival CO2-fri.
Sport.
En stor del af elitesporten i Aarhus er helt eller delvist ejet af det børsnoterede selskab Århus Elite, som ejer fodboldholdet AGF, Århus GF Håndbold, basketballholdet Bakken Bears, Århus Elite Floorball, Århus Elite Dans, Århus Elite Badminton og selskabet Atletion. AGFs hjemmebane NRGi Park er sammen med NRGi Arena, Marselisborghallen, Team Danmark Bygningen og Hotel Atletion drevet af Atletion.
Atletion har dannet ramme om en række store internationale idrætsbegivenheder, især efter opførelsen af NRGi Arena. VM i standarddanse og VM i idrætsgymnastik blev afholdt her i 2006; fodboldlandsholdet spillede sine kvalifikationskampe i NRGi Park, da Parken i København fik karantæne i 2007; finalen i EM i håndbold 2002 (kvinder) blev spillet her; Århus Games i atletik afholdes hvert år i september på NRGi Park.
Aarhus Gymnastikforening af 1880 (AGF) blev dannet i 1880 og var oprindeligt en gymnastikforening, som antydet af navnet. Efterhånden kom flere sportsgrene til, herunder i 1902 blandt andet fodbold og svømning. Klubben er med sine nu syv afdelinger (svarende til sportsgrene) den i særklasse mest vindende i Danmark med over 300 officielle DM-titler, størstedelen i svømning og atletik.
Siden midten af 1950'erne har klubbens bedste fodboldhold været i den danske elite med fem danske mesterskaber og ni pokaltitler. I 2000'erne har holdet dog haft det svært og kæmpet for at undgå at rykke ud af Superligaen, hvilket i en enkelt sæson ikke lykkedes.
Aarhus 1900 er medlemsmæssigt den helt store idrætsforening i Aarhus. Foreningen er nok mest kendt for sin atletikafdeling, men det er en meget bred forening med mange sportsgrene herunder badminton, fodbold, svømning og tennis. Foreningen er hvert år arrangør af det store motionsløb, Marselisløbet, hvor der deltager omkring 15.000 motionsløbere og -cyklister.
En af de andre tradtionsrige sportsklubber i byen er Idrætsklubben Skovbakken stiftet i 1927. Klubben tilbyder i disse år tolv idrætsgrene til befolkningen i den nordlige ende af byen og benytter sig blandt andet af Vejlby Risskov Idrætscenter.
De verdenskendte unge elitegymnaster Flying Superkids kommer fra Aarhus. Alle børnene bor i eller tæt ved Aarhus, og de udvælges blandt gymnasterne i gymnastikklubben Gymnastikgården. Træningen foregår på Gymnastikgården i Århus V, som oprindeligt var en bondegård, men i dag er moderniseret og tilbyder mange faciliteter.
Lidt syd for Aarhus blev i 1989 etableret Det Nationale Hestesportscenter ved den gamle herregård, Vilhelmsborg. Siden har der været afholdt en række stævner inden for ridebanespringning og dressur. I 2005 flyttede Jydsk Pony Væddeløbsforening til Vilhelmsborg og afholder konkurrencer samme sted.
Tæt på NRGi Arena finder man væddeløbsbanen fra 1924, der havde sin storhedstid før krigen, hvor banen blev betegnet som Nordeuropas flotteste, og tilskuertal på op til 6.000 var ikke usædvanligt.
Ved Brabrand Sø ligger Brabrand Rostadion, der danner rammen for fælles faciliteter for alle roklubber i Aarhus. Der blev i 2005 afholdt danmarksmesterskab i roning, og i 2007 blev der afholdt danmarksmesterskab i kortbane for kano og kajak.
Med sin placering ud til Kattegat er det oplagt, at der dyrkes sejlsport og roning i og ved Aarhus. Århus Sejlklub, stiftet i 1879, har hjemsted i lystbådehavnen, hvorfra der dyrkes sejlsport på mange niveauer. Også klubberne i Egå og Kaløvig regnes normalt til sejlsport i Aarhus. Der er 5 roklubber og 12.
Århus Cykelbane blev etableret i 1922 og havde sin storhedstid i efterkrigstiden, og det var ikke udsædvanligt med 10.000 tilskuere. I nyere tid har der inden for sportsdans været mange store arrangementer, og mange kendte dansere har rod i byens klubber.
Medier.
Aarhus er hjemsted for to større aviser. Den største er den landsdækkende "Jyllands-Posten", der har domicil i Viby, mens "Århus Stiftstidende" er en regionalavis, der koncentrerer sin dækning til Aarhus og omegn.
På radio- og tv-området har hver af de to store landsdækkende stationer lokale afdelinger. DR Østjylland producerer lokalradio til P4 og et afsnit på stationens hjemmeside. Dertil kommer en mindre produktion af tv-programmer. Østjylland producerer lokal-tv til den østlige del af Region Midtjylland (nogenlunde svarende til det tidligere Århus Amt). Endvidere producerer DK4 en del udsendelser i Aarhus. Hertil kommer en række mindre lokale stationer.
Endvidere kan det nævnes, at Danmarks Journalisthøjskole befinder sig i det nordlige Aarhus.
Erhverv.
Den kommunalt ejede Aarhus Havn med en godsomsætning i 2006 på over 12 millioner tons er en af byens store virksomheder. Havnen er nu blandt de 100 største containerhavne i verden og en af de største i Skandinavien. Det tidligere Århus Oliefabrik har i mange år været en stor industrivirksomhed ved havnen. I dag er selskabet en del af AarhusKarlshamn, men der produceres stadig vegetabilske olier på havnen til bl.a. chokolade- og kosmetikindustrien.
I 2011 flytter vindmøllefabrikanten Vestas sit hovedkontor til Skejby i det nordlige Aarhus.
I 2003 flyttede butikskæden JYSK sit hovedkontor til forstaden Brabrand i den vestlige del af Aarhus.
Arla Foods har sit hovedkontor i Viby vest for Aarhus. I 2008 har firmaet påbegyndt byggeriet af et nyt domicil på 15.000 kvadratmeter i fem etager, hvor der skal være plads til omkring 600 medarbejdere.
Dansk Supermarked har sine rødder i Aarhus, og hovedkontoret ligger i Højbjerg. Selskabet, der dengang hed Jysk Supermarked, åbnede i 1960 Danmarks første Føtex i Aarhus centrum. Danmarks første Bilka blev ligeledes åbnet ved Aarhus, nemlig i Tilst i 1970.
Terma i Lystrup, en forstad til Aarhus, producerer højteknoligiske produkter bl.a. rumfarts- og satellitteknologi og civile og militære radarsystemer.
Uddannelse.
Aarhus præges som uddannelsesby af de mange videregående uddannelser. I 2006 og 2007 blev bl.a. Handelshøjskolen i Aarhus, Handels- og Ingeniørskolen i Herning og Danmarks Pædagogiske Universitet fusioneret med Aarhus Universitet, der dermed står for langt størstedelen af de mere end 130 videregående uddannelser i Aarhus. Universitet har ca. 34.000 studerende og 9.000 ansatte. Universitetet var en selvejende institution indtil 1970, hvor det blev en statslig læreanstalt. Universitetsparken ligger i et kupereret område, og med ensartede gulstensbygninger danner det en smuk campus. Statsbiblioteket er en del af universitetsparken, og bibliotekets høje bogtårn er en af Aarhus' kendte bygninger. Danmarks Journalisthøjskole, Arkitektskolen Aarhus og Det Jyske Kunstakademi samt en række andre højere læreanstalter tilbyder også lange videregående uddannelser.
Af andre større uddannelsesinstitutioner kan nævnes Århus Købmandsskole og Århus tekniske Skole med både ungdomsuddannelser, korte videregående uddannelser og efteruddannelse samt. Derudover er der i byen blandt andet mulighed for at uddanne sig til sygeplejerske, ergoterapeut, skolelærer, pædagog igennem VIA University College samt diakon faglig pædagog på diakonhøjskolen, der er også seks gymnasier i og omkring Aarhus. Endvidere blev den alternative uddannelse, KaosPiloterne, skabt i og har stadig hjemme i Aarhus.
Kendte aarhusianere.
Liste over udvalgte personer født i Aarhus.
Å (bogstav).
Å er det 29. bogstav i det danske alfabet. Det var oprindeligt et langt a, senere skrevet som aa. Ved retskrivningsreformen i 1948 indførtes å, som den 8. februar 1955 fik plads sidst i alfabetet. Bolle-å'et indførtes tidligere i Sverige, og bollen indikerer efter sigende læbernes åbne stilling i dette specielle a. Bolle-å opstod i svensk håndskrift i 1400-tallet. Norge indførte officielt bogstavet i 1917.
Svend Grundtvig udgav i 1870 en uofficiel "Dansk Retskrivnings-Ordbog" hvori bolle-å blev benyttet, men da den første officielle danske retskrivningsordbog ("Dansk Haandordbog, med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning. Udarbejdet af Svend Grundtvig") udkom to år senere, blev bolle-å ikke benyttet.
Bogstavet Å har i efteråret 2010 skabt stor debat i Århus, da et flertal blandt Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre i Århus byråd, har vedtaget at stavemåden af bynavnet skal ændres fra Århus til Aarhus. Argumentet er at det skal være lettere for udlændinge at "finde" Århus. Modstanderne mener dog at det er spild af penge, også sammenlignet med f.eks. det danske bogstav Ø i København, hvilket udlændinge tilsyneladende godt kan finde ud af. Ændringen af stavemåden af Århus trådte i kraft 1. januar 2011.
Om brug af å i danske stednavne.
Det er altid korrekt dansk at skrive danske stednavne med bolle-å (Åbenrå, Ålborg, Fåborg, Grenå og så videre). Imidlertid foretrækker en del danske kommuner at navne inden for kommunen i stedet skrives med dobbelt-a (Aabenraa, Aalborg, Faaborg, Grenaa og så videre), og i disse tilfælde er det også korrekt. Sådanne lokale ønsker om skrivning af navne med dobbelt-a for å er markeret i stednavneudvalgets liste over autoriserede navne med et -tegn.
Computer.
I unicode er Å U+00C5 og å U+00E5.
På Microsoft Windows-maskiner vil [Alt]197 give Å og [Alt]229 give å.
På en webside kan en af formerne i tabellen til højre bruges, uanset hvilket tegnsæt der bruges.
Åben dokumentstandard.
En åben dokumentstandard er i computerterminologi et filformat til (tekstbehandlings-) dokumenter, hvis beskrivelse er frit tilgængelig, og ikke omfattet af patenter.
Åben standard.
En åben standard er en teknisk specifikation, som er offentligt tilgængeligt, der har til formål at nå et bestemt mål. Ved at tillade at alle kan bruge standarden, kan man øge kompatibiliteten mellem diverse hardware- og software-komponenter. Fordelen er, at alle med et vist teknisk kendskab og det nødvendige udstyr til at implementere løsningen, kan bygge eller programmere noget, der virker sammen med udstyr, som bliver produceret af et andet firma.
Mange standarder er ejet af et selskab i stedet for at være åbne, og derfor må man indhente en licens fra den organisation, som ejer rettighederne til standarden før man bruger den. En åben standard betyder ikke nødvendigvis, at man ikke behøver en indhente en licens til patentrettighederne for at bruge standarden, eller at licensen findes frit tilgængeligt. F.eks. bliver standarderne udgivet af det internationale standardiseringsorganisationer som ITU, ISO og IEC for det meste betragtet som åbne, men de kan i visse tilfælde kræve en vis sum af penge for licensen til patentrettighederne før implementationen.
Fredag den 2. juni 2006 vedtog Folketinget enstemmigt Det Radikale Venstres forslag om at gøre åbne it-standarder obligatoriske i det offentlige. Oprindeligt lagde forslaget op til at åbne standarder skulle indføres pr. 1. januar 2008. Dansk Folkeparti fik dog tilføjet "eller så snart det er teknisk muligt." Nogle mener at forslaget kun virker som en hensigtserklæring om at benytte åbne standarder i det offentlige, uden noget reelt krav. Regeringspartierne modarbejdede beslutningsforslaget indtil sidste øjeblik, men endte med at stemme for. Venstres IT-ordfører Michael Aastrup Jensen så gerne at man gik endnu længere.
Aalborg.
Aalborg eller Ålborg er en by i Region Nordjylland og med sine 123.432 indbyggere (pr. 2010 inkl. Nørresundby) Danmarks fjerdestørste by. Aalborg Kommune er Danmarks tredjestørste målt på befolkningstal, og opstod i sin nuværende form 1. januar 2007 ved en sammenlægning af Aalborg Kommune (1970-2006) og nabokommunerne Hals, Nibe og Sejlflod.
Navn.
Byens navn kendes som "Alabur" og "Alebu" på mønter fra 1000-tallet. I Kong Valdemars Jordebog hedder den "Aleburgh". Navnet menes at komme af "áll", der er en smal strøm eller sejlrende.
Stavemåde Å/Aa.
Aalborg er ligesom Aabenraa en af de danske byer, hvor der har været strid om stavemåden. Retskrivningsreglerne anbefaler "Ålborg", men sideformen "Aalborg" er nu også tilladt (i "Retskrivningsordbogen" står den i parentes). I den officielle stednavneliste står der også "Ålborg", men med en note om, at "den lokale kommune ønsker å, Å skrevet som aa, Aa".
Stavemåden med Å blev indført efter retskrivningsreformen i 1948. Undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Mimi Jacobsen bestemte i 1984, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde, hvilket gik imod stednavneudvalgets og Dansk Sprognævns råd.
Siden 1980'erne har DSB, Post Danmark og Kort- og Matrikelstyrelsen genindført stavemåden Aalborg på skilte m.v. i tråd med kommunens ønske. De fleste indbyggere identificerer sig kraftigt med Aa-staveformen, og byen er ligefrem blevet kaldt "Dobbelt A" som et kælenavn fra titlen på en sang af den lokale rapmusiker Niarn.
På ikke-skandinaviske sprog staver man oftest Aalborg med Aa af praktiske grunde.
Historie.
a>, ca. 400 e.v.t. Udstillet på Aalborg Museum
Byen Aalborgs historie strækker sig over 1.000 år tilbage. "Alabu" er det første kendte navn for Aalborg, det er skrevet på mønter fra 1040'erne. Byen fik købstadsrettigheder i 1342.
Forhistorie.
Selve byen menes at være grundlagt i vikingetiden, men området har været beboet af mennesker i meget længere tid. Byens placering skyldes, at der her var en godt overfartssted over Limfjorden, der her snævrede ind, kombineret med de gode havnemuligheder der, hvor Østerå mundede ud i fjorden. I jernalderen lå der landsbyer på flere af de kridthøje, som det moderne Aalborg er bygget. De mest betydningsfulde af dem var Lindholm Høje, Tranders og Hasseris. På Lindholm Høje er gravpladsen, der var i brug 400 e.v.t. – 1000 e.v.t., stadig synlig. På alle højene er er der konstateret spor efter metalarbejder fra germansk jernalder, og hele området havde formentlig stor handelsmæssig betydning.
Vikingetid.
Den første egentlige bymæssige bebyggelse opstod sandsynligvis ved Østerås udløb i Limfjorden i det område, hvor de moderne gader Algade og Boulevarden krydser i dag. Åen fungerede som havn i lighed med mange andre lignende handelspladser i vikingetidens Danmark. Under de ældste byhuse blev der fundet spor efter landbrug, herunder pløjespor. Tilsyneladende har der fra ca. 800 ligget en landsby på stedet.
I 1994 til 1995 blev der gennemført en større arkæologisk undersøgelse af de ældste lag i Aalborg by. Disse undersøgelser gav et bedre kendskab til byens tidlige historie. Man konstaterede bl.a., at der i 900-tallet var sket forandringer i området omkring åmundingen. Der begynder at dukke spor af håndværk og værksteder op, ligesom der kan konstateres grubehuse og en handelsplads. Pladsens struktur minder om den, der bl.a. kendes fra Ribe i 700-tallet, dvs. der er ikke tale om en egentlig permanent by, men snarere om en markedsplads, hvor der med mellemrum har været aktivitet. Handels- og værkstedspladsen har nok været i funktion indtil midten af 1000-tallet. Den blev nok afløst af den første egentlige by med helårsbebyggelse. Den ældste gade er Algade, og husene blev opført med gavlen vendt mod hovedgaden. Der er desuden fundet spor af huse fra omkring samme tid på den anden side af åen. Der har formentlig været kongelige interesser i stedet fra begyndelsen, men kongemagtens forbindelse bliver tydelig i 1035-1042, da Hardeknud slog mønter i byen, det samme skete i Århus.
Fra disse mønter stammer desuden den ældste benævnelse af byens navn: "Alabu". Også kongerne Knud den Hellige og Erik Ejegod fik slået mønt i byen. Der er fundet spredte spor efter håndværk i nærheden af åen fra hele perioden år 700 til 1000, men jordlagene vise, at agermarker afløste bygninger. På hver side af åen blev der opført en kirke, hvor der er fundet grave dateret til 995-1025.
"Aalborgstuen", borgerstue fra 1600-tallet, i dag opstillet på Aalborg Museum.
Middelalder og nyere tid.
I middelalderen blomstrede Aalborg, den fik tildelt købstadsrettigheder i 1342, og blev en af Danmarks største byer. En udvikling der blev yderligere forstærket, da byen i 1516 blev tildelt monopol på handel med saltede sild.
Aalborg Havn fik kongeligt privilegium som havn i perioden 1462-1490.
Købmands- og handelsforeningen "Guds Legems Laug" blev oprettet i 1481, efter lang tids handel med Hanseforbundet. Sildefiskeriet skabte forbindelser over Nordsøen til England, men også handelen med Norge og Vestsverige var vigtig. Under Grevens fejde var byen dog hårdt ramt.
Skipper Clement brugte byen som hovedbase, men i december 1534 blev byen stormet af Johan Rantzaus tropper, der plyndrede og afbændte den. Det er blevet anslået, at omkring 2.000 mennesker mistede livet i den forbindelse. Dette kan have været en hævn for slaget ved Svenstrup få måneder før, hvor oprørshæren havde besejret Christian d. 3.'s adelshær. I 1554 blev Aalborg bispeby. I århundrederne, som fulgte efter voksede Aalborg atter, hovedsageligt på grundlag af det rige sildefiskeri omkring Jylland, der fik et særlig stærkt opsving i 1680'erne.
En række bygninger fra middelalderen er der stadig bevaret spor af. Gråbrødreklosteret, som lå på østsiden af Østerå, nævnes i 1268 og var et franciskanerkloster. Det blev formentlig opført omkring 1240, mens fransiskanerklosteret i Ribe fra 1232 er Danmarks ældste. Klosteret blev nedlagt i 1530, altså allerede før reformationen. Rester fra de nu nedrevne bygninger kan i dag ses i en underjordisk udstilling under Bispensgade. Byens tredje kloster, det delte munke- og nonneklosteret Helligåndsklosteret, blev stiftet 1451 for at hjælpe syge, forældreløse og fattige. Det blev omgjort til sygehus ved Reformationen. I dag fungerer bygningerne som plejehjem. Domkirken Sankt Budolfi er opført i gotisk stil og er fra slutningen af 1300-tallet. Gammeltorv med huse fra ca. 1300 vidner om handelens rigdom i middelalderen.
Moderne tid.
I 1767 begyndte 4 præster i Aalborg at trykke et tidskrift med nyheder der senere fik navnet Aalborg Stiftstidende og efter sammenlægning i 1999 med tre andre betydelige aviser i Nordjylland hedder avisen nu Nordjyske Stiftstidende. Aalborg Amtstidende udgav i perioden 1889-1971 en avis i Aalborg.
Omkring 1800 skete der en nedgang i sildefiskeriet, hvilket fik negativ indflydelse på byens økonomi. Den blev yderligere forværret i forbindelse med Tabet af Norge, hvor byen mistede sin vigtige rolle som knudepunkt for norgeshandelen og etableringen af Limfjordens Vestlige 'udgang', der betød, at byen mistede kontrollen med Limfjordsegnenes handel.
Aalborg Handelsskole blev grundlagt i 1875.
Aalborg fortsatte med at være Jyllands største by indtil 1850'erne, hvor denne status blev overtaget af Århus. Efter en voldsom industrialisering i 1890'erne var Aalborg i 1900-tallet en udpræget industriby, kendt som byen med de rygende skorstene, og hjemsted for flere store virksomheder indenfor især cement (Aalborg Portland) og Dansk Anlægs Cement (DAC), tobak (C.W. Obel), skibsbygning (Aalborg Værft) og spiritus (De Danske Spritfabrikker).
I forbindelse med den tyske invasion af Danmark blev flyvepladsen erobret af faldskærmssoldater på et meget tidligt tidspunkt af operationen. Denne begivenhed regnes som den første, hvor faldskærmstropper blev brugt i krig. Under hele krigen havde flyvepladsen stor betydning for Luftwaffe.
I 1969 lukkede Aalborg Privatbaner og det blev slutningen på Aalborg som central for en række jernbaner mod vest og øst.
Som følge af at Aalborg ikke havde et universitet blev Aalborg en udpræget arbejderby. Socialdemokratiet har således haft flertal i mange år. Det var først i 1960 man grundlagde Aalborg Seminarium og i 1970'erne startede man endelig Aalborg Universitet.
I slutningen af 1990'erne begyndte Aalborg, som mange andre gamle havnebyer, at udnytte en del af den store og centralt beliggende industrihavn til boliger.
Utzoncenteret ligger på Aalborg havn
Geografi.
Aalborg er beliggende i det nordlige Himmerland på sydsiden af Limfjorden og via Limfjordstunnelen, Limfjordsbroen og Jernbanebroen over Limfjorden er der forbindelse med forstaden Nørresundby på nordsiden, som ligger i det sydlige Vendsyssel. Samlet udgør Aalborg og Nørresundby ét byområde.
Afstande.
Aalborg ligger 120 kilometer nord for Århus, 82 kilometer nord for Randers og 50 kilometer nord for Hobro. Aalborg ligger 50 kilometer syd for Hjørring, 63 kilometer sydvest for Frederikshavn og 90 kilometer øst for Thisted. Der er 414 kilometer (via. Storebæltsbroen) til København. Til Hamborg er der 450 kilometer. Til Göteborg er der (via. Frederikshavn-Göteborg-færgen) 150 kilometer. Til Oslo er der 340 kilometer (via. Hirtshals-Oslo færgen).
Aalborg centrum.
I centrum af Aalborg findes Nytorv, der udgør byens mest centrale plads. Fra Nytorv udgår gågaden Bispensgade og et stykke fra torvet - via Østerågade - ligger gågaden Algade. Den ene ende af denne - som dog ikke er gågade - løber op mod Budolfi Kirke. De to gågader, Nytorv samt de tilstødende gader udgør et af byens største handelssteder, som er samlet i foreningen Aalborg Centrum. På Gammeltorv, som også ligger i centrum, finder man byens gamle rådhus, Aalborg Rådhus. Et stykke fra Nytorv (via Ved Stranden og Borgergade) ligger en af Aalborgs mest trafikerede gader, Vesterbro, som i den nordlige ende er forbundet med broen over Limfjorden til Nørresundby, Limfjordsbroen. Det er det eneste sted (foruden motorvejsforbindelsen i Limfjordstunnellen) hvor man kan krydse Limfjorden fra Aggersund i vest (bro) til Egense i øst (færge). Østerågade bliver til gaden Boulevarden, som leder op til John F. Kennedys Plads, Aalborg Busterminal og Aalborg Station.
Aalborgs bydele.
Aalborg Kommune opdeler Aalborg i administrative planområder. I alt er der 16 planområder. 5A Hasseris, 5B Skalborg, 6A Kærby, 6B Hobrovej, 7 Gug, 8A Aalborg Øst, 8B AUC-kvt., 9A Reberb/Ryesg. kvt., 9B Søhelte kvt., 9C Klosterm/Vesterb., 10A Aalborg City, 10B Ø-gade kvt., 11A Vejgaard, 11B Vejgaard Vest, 12A Nørresundby og 12B Sundby/Hvorup.
Aalborg Centrum, Øgadekvarteret, Vejgaard, Aalborg Øst, Aalborg Universitetskvarter, Gug, Skalborg, Hobrovejskvarteret, Kærby, Hasseris, Aalborg Vestby og Nørresundby.
Flere af bydelene har lokale kvarterbetegnelser.
Demografi.
På Himmerlandssiden bor der 100.873 (2009) indbyggere og i Nørresundby på Vendsysselsiden bor der 20.945 (2009). Samlet er der 196.292 (2009) indbyggere i Aalborg Kommune.
Kultur og seværdigheder.
Aalborg har et omfattende og levende kulturliv. I byen ligger Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg Kunstpavillon og flere teatre: Aalborg Teater, Det Hem'lige Teater, Jomfru Ane Teatret samt Jako Bole Teatret. Der findes desuden tre biografer - BioCity, Metropol og Biffen.
Blandt de mest kendte historiske seværdigheder i Aalborg finder man Aalborg Kloster, det underjordiske Gråbrødrekloster Museet, Budolfi Kirke, Aalborghus Slot samt Jens Bangs Stenhus.
Af øvrige attraktioner kan nævnes Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Tårnet, Aalborg Zoo, Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, Lindholm Høje Vikingemuseum og Vikingegravplads.
Nordkraft kulturhus.
Et nyt kulturhus, Nordkraft, er under opbygning i et tidligere elektricitetsværk ved havnen. Det kommer til at rumme bl.a. musikstedet Skråen, Teater Nordkraft (som er en fusion af Jomfru Ane Teatret og Jako Bole Teatret) og Biffen. Nordkraft bliver nabo til Musikkens Hus. Kendt er også det selvstyrende kultur- og spillested 1000fryd, der tjener meget samme funktion som Ungdomshuset i København.
Natteliv.
Byen er også kendt for sit varierede natteliv, der er koncentreret i og omkring Jomfru Ane Gade, der rummer mange diskoteker og restauranter.
Sport.
Der afholdes et maratonløb ved navn Aalborg Brutal Marathon i Aalborg.
Aalborg Boldspilklub (AaB).
Sportsligt er Aalborg primært kendt for sportsklubben AaB fra 1885 og dermed en af landets ældste sportsklubber. Klubben har en fodboldafdeling, AaB Fodbold, der spiller i Superligaen og to gange har deltaget i Champions League. Derudover har de] en håndboldafdeling, AaB Håndbold, som med sin herreafdeling blev danmarksmestre i sæsonen 2009/2010. Desuden spiller ishockeyafdelingen, AaB Ishockey, der spiller i Superisligaen og blev nr. 2 i denne for sæsonen 2009-2010
Øvrige sportsklubber.
Byen rummer også floorballklubben Aalborg Flyers, Aalborg KFUM Fodbold, Idrætsklubben Aalborg Freja, Idrætsklubben Chang Aalborg, håndboldklubben Aalborg DH, Basketballklubben Aalborg Basketball Klub (ABK) og Aalborg Studenternes Idrætsforening (AASI), hvor studerende både kan spille fodbold, håndbold og volleybold.
Sportshøjskolen.
Aalborg Sportshøjskole ligger placeret i Vestbyen lige over for Aalborg Stadion. Skolen er en stor del af byens idræts- og kulturliv, idet eleverne bruger mange af sportsklubberne i Aalborg som sparringspartnere og efterfølgende ofte får trænerjobs i samme klubber. Fra Sportshøjskolen uddannes Diplomtrænere indenfor flere forskellige idrætter, man har mulighed for at forberede sig til et kommende studie, primært indenfor de humanistiske områder, eller man kan forberede sig til optagelsesprøven til Politiskolen. Yderligere afholder Aalborg Sportshøjskole et årligt motionsløb i foråret, ligesom der flere gange om året holdes åbne sangaftener med temaer som Beatles, 1960'erne, Gasolin' m.m.
Transport i Aalborg.
Byens centrum er meget mærket af at der kun er to hovedfærdselsårer der går over Limfjorden. Hovedvejen mellem Hjørring og Hobro går tværs igennem Aalborgs centrum i form af den lange gade Vesterbro. Beboere og folk der færdes igennem byen lærer hurtigt at i myldretiden er det umuligt at bruge hovedvejsåren gennem centrum da den er proppet af biler. Der er i stigende grad en debat i området om Den 3. Limfjordsforbindelse.
Kollektiv transport.
a> og Aalborg Busterminal i baggrunden.
Aalborgs trafikale samlingspunkt er John F. Kennedys Plads, hvor man både finder Aalborg Busterminal og Aalborg Station. Der er hyppige togforbindelser mod København (5½ t.), Århus (1½ t.), Hjørring (40 min.), Frederikshavn (1¼ t.) og Skørping (21 min.). Aalborg er et knudepunkt for bustrafikken i Region Nordjylland og har desuden X-busforbindelser til Viborg, Silkeborg, Holstebro, Randers, Århus, Esbjerg og Thisted.
Tog.
Med stationerne Lindholm, Vestbyen, Skalborg og Aalborg, der alle betjenes af regionaltog, er Aalborg en af de relativt få byer i Danmark, der betjenes fra flere regionaltogs-stationer. DSB's InterCityLyn-tog stopper alle på Vestbyen, Lindholm og Banegården.
Kommunen betjenes også af tog via Aalborg Nærbane, der udover Aalborg Banegård standser i Lindholm, Vestbyen, Svenstrup og Skalborg.
Bus.
Byen betjenes af 17 almindelige bybuslinjer, samt 4 metrobuslinjer. Metrobusserne kører ikke efter en decideret plan, men ankommer med et bestemt interval, i dagtimerne typisk hvert 7.-8. minut. De minder således om A-busserne i København.
Aalborg Lufthavn.
Aalborg Lufthavn er Danmarks tredjestørste lufthavn med forventeligt 1,5 million passagerer i 2010. Indenrigsruten til København er Danmarks uden sammenligning største med mere end 20 daglige afgange. Ruten beflyves af både SAS, Cimber Air og Norwegian. Der er desuden 16-18 udenrigsruter til bl.a. London, Paris, Oslo, Malaga, Mallorca, Vágar og New York (via Keflavik på Island). Hertil kommer en stærkt stigende chartertrafik.
Lige ved siden af Aalborg Lufthavn ligger Flyvestation Aalborg.
Taxa.
Aalborg har to taxiselskaber; Aalborg Taxa og Aalborg Mini Cab. I 2006 overtog Aalborg Taxa Aalborg Mini Cab som datterselskab. Aalborg Mini Cab har herefter stadig selvstændig bestillingscentral og eget telefonnummer, dog under Aalborg Taxa. Aalborg Taxa fungerer desuden som bestillingscentral for Nykøbing Taxi, Thisted Taxa, Skive Taxa, Viborg Taxa og Silkeborg Taxi.
Erhverv.
Erhvervsmæssigt er byen blandt andet kendt for sin produktion af hvid og grå cement på cementfabrikken Aalborg Portland og for sin snaps - Rød Aalborg - idet De Danske Spritfabrikker blev grundlagt her i 1881 af C.F. Tietgen og C.A. Olesen.
I byens østlige del findes endvidere Aalborg Universitet. Fra Aalborg Centrum er der 6 km til Aalborg Lufthavn på nordsiden af Limfjorden.
En betydelig del af byens og områdets erhvervsliv er organiseret i Aalborg Industri- & Handelskammer, der hviler på Guds Legems Laug, der blev indstiftet lokale købmænd i 1431. Organisationen, der er landets ældste af sin art, tæller omkring 650 medlemmer.
Venskabsbyer.
Aalborg har 27 venskabsbyer over hele verden. Aalborg er dermed den by i Danmark med flest venskabsbyer. Hvert fjerde år får Aalborg besøg af unge fra størsteparten af venskabsbyerne til sportsbegivenheden Ungdomslegene.
Aalborgtårnet.
Aalborgtårnet er et 55 meter højt tårn i Aalborg, bygget i 1933 i forbindelse med Nordjysk Udstilling.
Tårnet står på en 50 meter høj bakke, og toppen er dermed 105 meter over Limfjorden. Man kan fra april til september komme op i tårnet og nyde udsigten over det meste af byen samt over Limfjorden til Nørresundby. I toppen af tårnet findes en restaurant med plads til 50 personer.
I 2005 blev tårnet restaureret, bl.a. på grund af nedstyrtningsfare.
Ekstern kilde/henvisning.
Tårnet
Tegnet af arkitekt Carlo Odgaard og konstrueret af ingenør S. Rønnow. Tårnet blev bygget på Aalborg værft i 1933 som et udsigtstårn og varetegn for Nordjysk Erhvervsudstilling.
Åndernes Hus.
"Åndernes Hus" (1982) ("La casa de los espíritus") er en roman skrevet af den chilenske forfatter Isabel Allende (født 1942, datter af fætteren til Chiles tidligere præsident Salvador Allende, som den sidste del af bogen indirekte kredser om). Bogen er en chilensk slægtsroman omhandlende tre generationer (fra starten af d. 20 århundrede til omkring 1973) med den iltre (og dybt konservative) Esteban Trueba som hovedperson.
Fortæller.
Bogens handling skrives skiftevis af Estebans barnebarn, Alba, der bruger sin mormor Claras dagbøger som kilde til den del af handlingen, som foregår før hendes egen tid, og skiftevis fortælles den direkte som Esteban erindrer den. På grund af førstnævnte og det faktum at Clara er langt mere sympatisk end Esteban, kan læseren nemt komme til at tro, at det i virkeligheden er Clara - og flere andre undervejs, der er hovedpersonen.
Stilart.
Bogen er skrevet i en magisk realistisk stil, idet der bl.a. forekommer hændelser, som ville være fuldstændigt umulige i den virkelige verden, men som i bogen bliver opfattet som sandsynlige, men dog ikke specielt acceptable. Det bedste eksempel på dette er Clara, der både viser evner til at flytte objekter med tankens kraft og kommunikere med ånderne. Ydermere forekommer der lange opremsninger, hvor hver ting taget for sig lyder fuldt ud plausibelt, men som tilsammen ville være fuldstændigt umuligt.
Filmatisering.
"Åndernes Hus" blev i 1993 filmatiseret. Den blev instrueret af Bille August, der prøvede at fjerne den magiske realisme fra fortællingen, se Åndernes hus (film).
Ångstrøm.
Ångstrøm (Å) er en måleenhed for længde, 1 Å = 10-10 meter. Bruges mest inden for atomfysik og molekylær biologi.
Enheden er opkaldt efter den svenske fysiker Anders Jonas Ångström.
År.
Et år er den tid, det tager jorden at foretage en omkredsning af solen. Et tropisk middelsolår er 365,24219878 døgn målt mellem to på hinanden følgende forårsjævndøgn.
I Danmark bruger vi den gregorianske kalender til at tælle dagene i et år og til at angive årstal.
For tilpasning af kalenderår til middelsolår, se skudår.
År og dag.
År og dag betyder i retssprog en periode på et år og seks uger. I ældre tid betegnede det en periode på et år og en dag. Ifølge Christian 5.s Danske Lov havde et tidsrum af et år og seks uger retlig betydning, fordi det ofte benyttedes som en frist, inden hvilken visse skridt skulle foretages, for at en given ret kunne bevares. Fristen havde f.eks. betydning som forældelsesfrist for ejers krav på hitte- og strandingsgods, dommes eksekutionskraft og kreditorers krav.
Åreforkalkning.
Åreforkalkning, også kaldet hjerte-kar-sygdom, atherosklerose og arteriosklerose er den hyppigste årsag til dødsfald i Danmark; hvert år dør 23.000 danskere af hjerte-karsygdom.
Forkalkningen er en fortykkelse af pulsårernes vægge, ofte i hjertets kranspulsårer, i hjernens kar og benene; sidstnævnte kan hyppigt nødvendiggøre amputation. Fortykkelsen består af kalkaflejringer, fedt og LDL-kolesterol, der er indlejret i bindevæv og glatte muskelceller. Hvis fortykkelsen fortsætter, vil der efterhånden være så smal en passage for blodet, at der kan rives hul på karvæggen. Og så kan der dannes en blodprop. Hvis åreforkalkningen sidder i hovedpulsåren (aorta) kan der opstå livsfarlige udposninger på denne (aneurismer).
Hjerte-kar-sygdomme er multifaktorielle sygdomme, dvs. at en lang række faktorer har indflydelse på udvikling af sygdommen. Disse faktorer kan opdeles i arvelige faktorer og miljøfaktorer. Blandt de arvelige faktorer er karvægsforhold og tendens til blodsammenklumpning (koagulation), mens miljøfaktorerne er stress, tobaksrygning, motion, ernæring, blodtryk og fedme. Sukkersyge er meget ofte ledsaget af sygdom i både de små og de store pulsårers karvæg.
Årefod.
En årefod er i zoologi en fuglefod med de fire tæer siddende i samme plan og forbundet med svømmehud. Tæerne har små kløer.
Årefodede fugle er havfugle, der dykker efter føden. Årefoden har den fordel, at den giver stor fart, når den føres gennem vandet. Svømmehudens store overflade presser vandet tilbage, og kraften overføres til fuglen, som kommer hurtigt fremad.
Skovhøns.
Skovhøns ("Tetraonidae") er en underfamilie af hønsefugle. Skovhøns kaldes også af og til årfugle og er i zoologi en hønsefugl med fjerklædt mellemfod, hos nogle også fjerklædte tæer. I Danmark var urfuglen den eneste repræsentant for årfuglene. Formen "urfugl" er i øvrigt en omdannelse af det oprindelige "årfugl".
Ødem.
Ødem (gr. οίδημα, "oidema", "opsvulmet") er en ophobning af væske i kroppens væv. En ældre betegnelse er vattersot.
Generelt er årsagen enten en forøget sekretion af ekstracellulærvæske til cellemellemrummene, eller en formindsket drænering.
Ødipuskompleks.
Udtrykket ødipuskompleks stammer fra den græske sagnkonge Ødipus, der blev gift med sin mor.
Ødipuskompleks bruges i psykoanalysen som en betegnelse for ubevidst, seksuelt betonet kærlighed til forældren af det modsatte køn (for sønnen er det kærlighed til moderen, og for datteren er det kærlighed til faderen)samt et had til forældren af samme køn, opstået i en meget tidlig barndom og som regel hurtigt fortrængt til underbevidstheden.
Barnet knytter sig til moderen. Barnet bliver seksuelt stimuleret via det orale organ, så barnet får seksuel stimulans når det får mad. Barnet ønsker, at faderen skal forblive borte, da det vil give barnet mere tid med moderen. Men dette lykkes ikke for barnet, barnet ser at faderen er større og stærkere end ham selv, og får kastrastions angst.
Barnet indser kampen om "mor" er tabt, og vil så der efter søge en kæreste/kone, som minder barnet om dens mor.
Den kvindelige version af dette er Elektrakomplekset
Økocid.
Økocid er en græsk/latinsk betegnelse for et stof, der kan medføre ødelæggelse af et miljø med gift eller forurening.
Økologisk krigsførelse.
Økologisk krigsførelse er ødelæggelse af fjendtligt territorium ved påsprøjtning af gift og lignende. Taktikken har været kendt siden oldtiden, hvor det var almindeligt, at man fjernede modstanderens muligheder for at overleve ved at brænde marker af, bortføre kvæg og forgifte brønde. Det samme så man under 2. verdenskrig, hvor både russerne og de nazistiske styrker brugte "den brændte jords taktik", hvor alt bliver ødelagt før en tilbagetrækning.
Økologisk landbrug.
Boghvede er en nøjsom afgrøde, som med fordel kan indgå i sædskiftet ved økologisk dyrkning på næringsfattig jord. Foto fra frilandsmuseet i Poul-Fetan, Bretagne.
Økologisk landbrug er en driftform, som er underlagt et sæt frivillige begrænsninger. Nogle af disse regler (specielt afvisningen af at bruge kunstigt fremstillet gødning (kunstgødning)) er begrundet i de sammenhænge i jordbundsforhold og biotoper, som afdækkes af den videnskabelige disciplin økologi, deraf navnet.
Krav til økologisk landbrug.
For planteavl drejer det sig om, at der ikke må bruges kunstgødning eller pesticider. Ligeledes må der ikke tilføres slam fra rensningsanlæg eller industri. For husdyrbrug drejer det sig om, at foderet skal være økologisk dyrket, og om, at dyrevelfærden skal gå forud for hensynet til indtjening. I begge tilfælde afviser man brugen af genetisk modificerede organismer.
Planteernæring.
Planter lever af lys, CO2, vand og næringsstoffer. De første er der som regel rigeligt af i Danmark, men næringsstofferne, er der ofte underskud af. Når man afstår fra at bruge kunstgødning og byslam må næringsstofferne hentes fra husdyrmøg, deposition fra luften, kvælstoffiksering og frigivelse fra jordbundens egne lagre.
Deposition.
Alle jorde modtager en vis mængde gødning fra luften. Det kan ske i form af støv, eller i form af forurening. Dansk landbrug har siden industrialiseringen i 1880'erne modtaget et tilskud af næringsstoffer som kvælstof, fosfor og svovl på grund af luftforureningen. Bedre filtre har dog nedsat tilskudet af svovl betragteligt, så meget, at der nu må gødes med svovlholdige gødninger af hensyn til specielt de korsblomstrede planter (sennep, raps, kål). Luftforureningen er dog stadig en betydelig kilde til kvælstof (bundet til ilt), som når jorden opløst i regnen.
Deposition af især ammonium fra udbringning af gylle på egnens marker er også en betragtelig kilde i den enkelte marks kvælstofregnskab. Denne gødningskilde må forventes at falde med stigende miljøkrav til udbringning, men det vil selvfølgelig mere end modsvares af en bedre udnyttelse af gyllen på de marker, hvor den udbringes.
Fiksering.
Bælgplanter som kløver og ærter kan gennem symbiose med bakterier fiksere kvælstof direkte fra luften. Det betyder, at afgrøder som lupin, lucerne, esparsette, kløver og kløver/græs-blandinger er en vigtig bestanddel af økologiske sædskifter.
Det hjælper dog ikke for andre næringsstoffer, der ikke på samme måde indgår som en naturlig del af atmosfæren.
Frigivelse fra jordens egne lagre.
Det, at de økologiske landbrug afstår fra brug af pesticider, fører til bedre forhold for jordens økosystemer. Det medvirker til, at der opstår en langt større biodiversitet imellem jordbundens organismer. Nedbryderne udgør fødeemner for rovdyrene, som ligeledes tager sig af de organismer, der er snyltere på planternes rødder. Det giver et større og mere livskraftigt rodnet, som bedre kan forsyne planternes top med den nødvendige næring. Desuden er der visse symbiotiske svampe (mycorrhiza), som er i stand til at optage fosfor, der ellers binder sig stærkt til jorden.
Jordens eget lager er dog en begrænset ressource (uanset om der er tale om førne, humus, eller mineralske stoffer sorberede til lerpartiklerne), og et sædskifte uden et tilskud udefra vil derfor på sigt udpine jorden.
Husdyrgødning.
Langt den vigtigste kilde til plantenæring i økologisk jordbrug er dog husdyrmøg, og det høje indhold af organisk stof i de fleste former for husdyrgødning (svinegylle er en undtagelse), fører til en berigelse af jorden med organisk materiale, der kan fjerne risikoen for udpining, samtidig med at det organiske stof også fører til en endnu højere mikrobiologisk aktivitet.
Hvis husdyrgødningen alene stammer fra økologisk jordbrug, vil den dog aldrig kunne udgøre en nettotilførsel af planteernæring til jorden. Al den ernæring, der tilføres jorden gennem husdyrgødningen, vil i så fald stamme fra planter, der har optaget næringen fra de selvsamme jorde. Da der samtidig fjernes næring i form af de fødevarer, der sælges til byerne, er der stadig et underskud i stofkredsløbet, og risikoen for udpining består.
Både af den grund, og fordi de økologiske landbrug ikke kan producere tilstrækkeligt med økologisk foder, er tilladt, at op til 25% af foderet til økologiske husdyrbrug må komme fra konventionelle landbrug. I det omfang, hvor de konventionelle landbrug benytter sig af at gøde med byslam, returneres de mineraler, som er solgt fra de økologiske brug i form af kød, mælk, æg og planteprodukter. På den måde genskabes det økologiske kredsløb med en omvej over konventionelt landbrug. For de vigtigste næringsstoffer er det dog primært kunstgødningen der på denne måde indirekte kommer de økologiske jordbrug til gode.
Mulige fordele ved økologisk landbrug.
Når man sætter en række begrænsninger i driften, må disse modsvares af tilsvarende fordele. Disse kan opdeles i dyrevelfærd, miljøhensyn, sundhed og mere bløde værdier (naturskønhed, god samvittighed, bedre arbejdsmiljø).
Mangel på vækstfaktorer.
I konventionelt landbrug kan man optimere produktionen meget bevidst ved, at planterne tilføres bestemte næringsstoffer i præcist doseret mængde, og ved at man forebygger eller standser angreb fra plantesygdomme og skadedyr ved brug af pesticider. Det betyder, at planterne kan udnytte alle vækstfaktorer til det yderste (se Liebigs kar) med det resultat, at de vokser helt ud til grænsen for, hvad de kan præstere. Det skaber produktivitet, når man måler i økonomisk udbytte, hvor omkostningerne vægtes i forhold til omsætningen. Det konventionelle landbrug er altså i stand til at maksimere antallet af producerede enheder ved samme eller lavere stykpris.
Det økologiske landbrug har ikke samme målsætning. Her vil man hellere producere færre enheder af højere værdi. Da husdyrgødningen kun kan forsyne planterne efter biologisk nedbrydning, vil der være perioder, hvor jordtemperatur og -fugtighed nedsætter den biologiske aktivitet i jorden, og det formindsker mængden af frigjorte stoffer. Alt i alt vokser planter mere langsomt under økologiske betingelser, men det hævdes at de økologiske varer opnår længere holdbarhed, større tørstofindhold, bedre aminosyrefordeling, større indhold af antioksidanter og flere vitaminer end konventionelt landbrugs produkter.
Gødning.
I Danmark påvirker udledningen af næringstoffer fra både byer og landbrug vandkvaliteten. Derfor har Folketinget vedtaget de skiftende vandmiljøplaner, som skal føre til mindre belastning af vandløb, søer og havområder. Byerne har for længst gennemført meget bekostelige effektiviseringer af deres spildevandsrensninger, og også fra landbrugets side er der gennemført mærkbare reduktioner i udledningen af gødningsstoffer. De seneste undersøgelser har vist, at disse indgreb er begyndt at virke, selv om der stadig mangler en del i at få målene opfyldt.
Nitrat fra kvælstofgødning, møg og bælgplanter kan omdannes til nitrit, der kan føre til sygdom hos spædbørn. Indholdet af nitrat i drikkevandet overskrider visse steder den vedtagne grænseværdi. Da Folketinget har besluttet, at drikkevand skal leveres så rent, at det ikke behøver at blive renset, har det ført til lukning af drikkevandsboringer, eller at forurenet drikkevand er blevet blandet med rent drikkevand for at komme under grænseværdien.
Overgødskning af vandløb, søer og kystnære områder fremkalder en opblomstring af alger. Når disse alger dør, nedbrydes de af mikroorganismer, der bruger den ilt, som fisk og andre større organismer skulle bruge. Det fører til fiskedød, muslingedød og hummerdød, og senere til bundvendinger, når de døde alger lægger et iltfrit lag på bunden.
Det er vanskeligt at fastslå, hvor stort et udslip af næringsstoffer, der er fra et landbrug. Der er usikkerhed om, hvorvidt økologisk drift er mere eller mindre skånsom på dette område end konventionel drift. I målingerne drukner driftformen i usikkerheden fra andre kilder, og selv om lysimeterforsøg synes at vise mindre udvaskning fra økologiske landbrug, er det endnu ikke bevist, at det også gælder i stor skala for virkelige bedrifter.
For den økologiske driftforms fordel taler primært, at økologiske landmænd har en meget større motivation end konventionelle landmænd til at passe på deres næringsstoffer. For konventionelle planteavlere er kunstgødning en billig ressource, og for konventionelle husdyrbrug er husdyrgødningen et affaldsprodukt. I begge tilfælde betyder det, at den konventionelle drift bliver regelbaseret, dvs. at landmændene gøder så meget, som loven tillader, selv hvis lokale forhold peger på, at man burde nøjes med mindre.
For den konventionelle driftforms fordel tæller at det er langt lettere at styre tilførslen gødning i mineralsk form (som kunstgødning), frem for i organisk form (som husdyrgødning) hvor man sjældent har et særlig præcis mål for indholdet, og er afhængig af vejrforholdene for frigivelse, samt at man med spørjtegidt kan forhindre at planterne bukker under for skadedyr, og derved ikke kan optage næringsstoferne før de udvaskes. Desuden er konventionel landbrug mindre afhængig af kvælstoffikserende planter. Kvælstoffiksering er mere svær at styre, med deraf følgende risiko for udvaskning.
Brug af organisk gødning (uanset om det er i en konventionelt eller økologisk drift) vil hjælpe på opbygning af humus i jorden, og derved også jordens evne til at holde på næringsstoferne så de ikke bliver udvasket før planterne kan optage dem.
Miljøfremmede stoffer.
Pesticider er ofte stoffer, der ikke optræder naturligt i omgivelserne. Nogle af disse stoffer har vist sig at have en negativ indflydelse på miljøet også ud over den tilsigtede bekæmpelse af uønskede organismer, mens andre har vist sig at være sundhedsskadelige, kræftfremkaldende eller skadelige for arveanlæggene. I de seneste år er en del pesticider under mistanke for at have østrogenlignende virkning på dyr og mennesker.
Konventionelt landbrug er underlagt lovbestemte restriktioner i brugen af pesticider, så det kun er lovligt at bruge stoffer, som anses for uskadelige, og sådan at de skal anvendes efter de præcise forskrifter, som står på emballagen. Reelt har det offentlige (her Miljøstyrelsen) bevisbyrden, når der rejses tvivl om sikkerheden ved at bruge et bestemt stof, og derfor kan det tage sin tid, før det bliver fastslået, at tilladte stoffer er farlige. Det fører til, at mange landmænd kommer ud for at bruge skadelige stoffer i god tro, og mange føler derfor, aty det er bedre helt at undgå dem.
Det skal dog nævnes, at nogle planter producerer stoffer, der er langt giftigere end de tilladte pesticider (eksempelvis nikotin i tobak), og at svampe der måske ville være blevet holdt nede i et konventionelt brug, kan producere gift (se aflatoksin). Så økologisk landbrug er ikke nogen garanti for, at man undgår gift i hverken fødevarer eller miljø, men kun for at man undgår miljøfremmede stoffer.
Specielt for vin gælder at det er svært at dyrke helt uden brug af kemiske bekæmpelsesmidler. Derfor er det tilladt at bruge en række pesticider der regnes for mere "naturlige" end dem der anvendes ved konventionel vindyrkning, men samtidig regnes for for farlige at tillade i konventionel brug.
En stærkt omtalt rapport viste, at økologiske landmænd havde bedre sædkvalitet end konventionelle landmænd, hvilket i det mindste indikerer, at det er bedre at undgå kontakt med de miljøfremmede stoffer for de folk, der arbejder med dem.
Energiforbrug.
Det økologiske landbrug har ikke nogen målsætning vedrørende energiforbrug. Da fremstillingen af kunstgødning er meget energikrævende, vil der blivet sparet en del energi dér i forhold til konventionel planteavl. Til gengæld er en mekanisk ukrudtbekæmpelse mere energikrævende end kemisk ukrudtbekæmpelse. Hvis høsten slår fejl på grund af skadedyr, vil energiforbruget i forhold til udbyttet kunne gå helt skævt. For husdyrhold vil de bedre forhold generelt også øge kravet til energi indendørs. Til gengæld vil der ikke være krav til opvarmning eller belysning, når dyrene opholder sig udendørs.
Hvis man opgør den samlede import af energi (brændstof, el og energi, som er bundet i indkøbte varer) i forhold til den energi, som de solgte produkter bærer, viser det sig, at det konventionelle landbrug har langt de største energiomkostninger pr. enhed. Det er dog åbenlyst, at netop energiforbruget er det største problemfelt for økologisk landbrug.
Flora og Fauna.
I kraft af forbuddet mod pesticider giver økologisk landbrug bedre plads til et naturligt varieret plante- og dyreliv. Brugen af pesticider påvirker ikke blot de dyr og planter, man ønsker dræbt, men også de dyr, der ellers ville æde skadevolderne.
Økonoma.
En økonoma er en sundhedsuddannet person, der er ansat i eller leder af et køkken på et sygehus, plejehjem eller i en institution.
Uddannelsen til økonoma blev i 2002 slået sammen med de to uddannelser til ernærings- og husholdningsøkonom og klinisk diætist til den nye uddannelse professionsbachelor i ernæring og sundhed.
Siden 2002 har flere økonomaer videreuddannet sig til professionsbachelorer i ernæring og sundhed, omend der stadig findes en del økonomaer.
Økonomi.
Økonomi (gr. oikos + nomos, husholdning + lov). Økonomi omhandler blandt andet hushold, sparsommelighed og pengeforhold.
Videnskabelig økonomi er en samfundsvidenskab, der studerer bestemte former for menneskelig adfærd samt skabelse af værdier. Blandt andet studerer økonomer allokeringen af knappe ressourcer til dækning af rivaliserende behov. Makroøkonomi omhandler udviklingen i aggregerede økonomiske tidsserier som BNP og arbejdsløshed, samt væksten og svingningerne i disse tidsserier.
Det er værd at bemærke at det danske ord økonomi er bredere end det engelske "economics". Det danske ord omfatter både nationaløkonomi og driftsøkonomi (også kaldet erhvervsstudier og virksomhedsledelse), hvor det engelske "economics" betyder nationaløkonomi. Hovedemnerne i nationaløkonomi er mikroøkonomi, makroøkonomi og økonometri hvor emnerne i driftsøkonomi blandt andet er afsætning, organisation, regnskab og finansiering.
Erhvervsøkonomi er et emne, som baserer sig på økonomi og andre emner. Det fokuserer ofte på konkrete problemstillinger i private virksomheder og andre organisationer.
Økosystem.
Et økosystem bruges til at beskrive et komplet miljø i naturen med alle levende organismer og ikke levende elementer. Det første grundprincip i økologi er, at hver levende organisme har et løbende og vedvarende forhold til ethvert andet element, der indgår i dens miljø. Derfor er det afgørende at se alle økologiske forhold som led i "systemers" udvikling. I de seneste år har det været praksis blandt forskere at reducere økologiske forhold til deres bestanddele, men økosystemer er andet og mere end summen af deres elementer. Økologi er en holistisk videnskab, og viden på dette område består ikke kun i måling og statistiske beregninger af f.eks. populationer, blodtyper eller træers statik.
Definition.
Fra et biologisk synspunkt kan økosystemet defineres som biocønosen (dvs. livsfællesskabet) på dens biotop (levested).
Fra et fysisk standpunkt kan definitionen lyde: økosystemet er producenter + konsumenter + destruenter + stofkredsløb + energistrøm.
Endelig kan økosystemet defineres ud fra en mere dagligdags sysnvinkel: det er en situation, hvor man kan iagttage udveksling mellem organismer og deres miljø, en økotop.
--"”Et økosystem er et afgrænset område i naturen, hvor der sker et samspil mellem levende organismer og deres omgivende miljø.”"--
Oversigt.
Økosystemet består af to enheder: Helheden af alt levende (der samlet kaldes biocønosen) og de omgivelser, som livet findes i, biotopen. Inden for økosystemet er arterne indbyrdes forbundet i fødenettet og afhængige af hinanden i fødekæden, og de udveksler bioenergi og stof med hinanden og med deres miljø.
Begrebet økosystem kan anvendes om helheder af forskellig størrelse: et vandhul, en dyrket mark eller et dødt træ. En enhed af mindre størrelse hedder et mikroøkosystem. Det kan f.eks. være en sten og alt livet under den. Et mesoøkosystem kunne være f.eks. en skov, og et makroøkosystem kunne være en hel økoregion, afgrænset af dens vandskel.
Klassificering.
En anden klassifikation kan laves ved at henvise til økosystemernes samfund, f.eks. et humanøkosystem eller et epifytøkosystem.
Økumene.
Økumene betød i det gamle Grækenland (omkr. 300-tallet) "den beboede del af verden". I forbindelse med Romerriget og Det Ny Testamente betyder det "verden"; men ofte underforstået "det romerske imperium".
Etymologi.
græsk οἰκουμένη "Oikoumene" "beboet" af verbet οἰκω "oiko" "jeg bor".
Økonomi og Økologi deler denne oprindelse via οἰκος "oikos" "hus", "hjem" eller "hushold".
Økumeni.
Økumeni er arbejdet for forståelse mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund og tilligemed den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med kirkens enhed og splittelse. Ordet kommer af det græske udtryk "ἡ οἰκουμένη γῆ", "hē oikouménē gē̂", 'den beboede verden', da økumenien ideelt set bestræber sig på en vis enhed mellem alle verdens kirker.
Betydninger af ordet økumeni.
Med økumeni forstås i dag sædvanligvis det samarbejde og de samtaler, der findes mellem forskellige kristne kirkesamfund. På dansk oversættes "økumenisk" ofte til "mellemkirkelig". Med rod i det oldgræske ord for "den beboede verden" betegner økumenien således grundlæggende bestræbelsen på en enhed eller gensidig forståelse, der omfatter alle kirker i hele verden.
I en historisk kontekst taler man af samme grund om de "økumeniske konciler", dvs. de syv første kirkemøder i oldkirken, hvor kristne fra hele den kendte verden deltog. Det tidligste er apostelmødet i Jerusalem, og disse konciler gik forud for de senere store splittelser mellem forskellige kristne kirkesamfund i øst og vest og gjorde derfor krav på universel gyldighed. Den romersk-katolske kirke bruger fortsat betegnelsen "økumeniske konciler", også om en række efterfølgende kirkemøder. Ligeledes har man fra reformationstiden (se også Martin Luther) kaldt de tre oldkirkelige trosbekendelser for "de økumeniske symboler". Endnu en anvendelse af ordet ses hos østlige ortodokse kirker, hvor den ortodokse patriark i Konstantinopel (Istanbul) har titel af "økumenisk patriark", hvilket skal angive hans æresforrang over for de øvrige patriarker i de ortodokse kirker, men også for polemisk at betone hans forrang for den vestlige, katolske kirkes patriark, paven.
Den i dag hyppigste brug af ordet "økumenisk" er dog som betegnelse for bestræbelserne for større enhed i den splittede kristne kirke. Det er også den betydning, der vil blive behandlet i det følgende.
Baggrunden for den moderne økumeni.
Igennem historien er der sket en stadig opsplitning af den kristne kirke. Her kan særligt fremhæves to. Den første bestod i den stigende konflikt mellem den østlige og den vestlige kirke, som resulterede i et endeligt brud i 1054. Den anden var reformationens kirkesplittelser, hvoraf der opstod en lang række nye kirkesamfund, herunder væsentligt de lutherske, reformerte og anglikanske kirker, men også baptister kan føre deres teologi tilbage til samme tid.
Resultatet af religionskrige mellem katolske og protestantiske fyrster førte til en ordning, hvor hvert land stort set havde sin egen statsreligion, mens andre konfessioner var forbudte (under det latinske motto "cuius regio, eius religio" "han, som ejer riget, hans religion [skal være rigets religion]"). Derfor kunne de forskellige kirker forholdsvis let fastholde, at netop de alene havde den rette tro, og at de andre var kættere.
Det viste sig dog svært at gennemtrumfe en sådan ensretning, ikke mindst i England, der i lang tid led under religiøse stridigheder, men også andre europæiske lande havde deres dissidenter. Mange af disse flygtede med tiden fra Europas religiøse tvang til den nye verden i Amerika i håbet om her at finde bedre vilkår, og med oprettelsen af USA fik verden en statsdannelse, hvor religiøs frihed var noget grundlæggende. Men ganske særligt blev forholdet til de andre kristne kirker aktuelt og brændende med udviklingen af den kristne mission, hvor man oplevede at de forskellige konfessioner modarbejdede hinanden og dermed udbredelsen af det kristne evangelium. Derfor var det her, man først så behovet for samarbejde mellem de forskellige konfessioner.
Udviklingen af den økumeniske bevægelse.
I 1910 blev der holdt en "verdensmissionskonference i Edinburgh" og i 1921 oprettede man "Det Internationale Missionsråd", hvorigennem man forsøgte at koordinere de nationale kirkers missionsarbejde og at få studier og teologisk udveksling om mission i gang.
Allerede på Edinburgh-mødet blev der foreslået en verdenskonference om den kristne enhed. Og arbejdet om "Faith and Order" kom i gang, dog forsinket af 1. verdenskrig. I modsætning til missionskonferencerne gik indbydelse her ikke alene til protestantiske kirker, men også til den katolske og de ortodokse kirker. Den katolske kirke var afvisende, mens flere ortodokse kirker godt ville være med.
Den anden gren af den tidlige økumeni var "Life and Work", som beskæftigede sig med kirkernes praktiske samarbejde og deres ansvar for menneskers liv og velfærd. Denne del af det økumeniske samarbejde blev ikke mindst fra begyndelsen inspireret af det store arbejde, som kirkerne deltog i gennem genopbygning af de krigshærgede lande.
I 1948 blev de to linjer i det økumeniske arbejde sluttet sammen gennem dannelsen af "Kirkernes Verdensråd" og afholdelsen af den første generalforsamling i Amsterdam. På den tredje generalforsamling 1961 i New Delhi blev "Det Internationale Missionsråd" og "Kirkernes Verdensråd" sluttet sammen. Og ligeledes blev den russisk-ortodokse kirke medlem af "Kirkernes Verdensråd", hvilket betød, at de ortodokse kirker for alvor begyndte at spille en rolle i dette samarbejde.
De økumeniske organisationer i dag.
"Kirkernes Verdensråd" er den største af de økumeniske organisationer. Rådet bygger på en basis, som siger at det er et fællesskab af kirker, der bekender "Herren Jesus Kristus som Gud og frelser ifølge skrifterne og derfor søger sammen at opfylde deres fælles kaldelse til ære for den ene Gud, Fader, Søn og Helligånd."
"Kirkerns Verdensråd" har over 340 kirker som medlemmer i over 100 lande, repræsenterende en lang række kristne konfessioner. Den katolske kirke er ikke medlem, ligeledes heller ikke de mange kirker af pentecostal type (pinsemenigheder). Fra Danmark er Folkekirken og Baptistkirken medlemmer.
Desuden findes der en lang række organisationer, som arbejder for fællesskab af kirker inden for en enkelt konfesssion eller flere, eller kirker i et afgrænset område, fx "Det Lutherske Verdensforbund", "Leuenberg kirkefællesskab" eller "Konferencen for Europæiske Kirker". Disse tre organisationer har alle Folkekirken som medlem.
Økumeni i Danmark.
I Danmark blev "Det økumeniske Fællesråd" oprettet i 1939 som et samarbejdsorgan mellem kirkesamfund og kirkelige organisationer. Dette blev i 2005 omdannet til "Danske Kirkers Råd" - her er en lang række danske kirkesamfund medlemmer, og i modsætning til "Kirkernes Verdensråd" har "Danske Kirkers Råd" også den katolske kirke som medlem.
"Den danske Folkekirkes mellemkirkelige Råd" blev i 1954 stiftet som en uofficiel organisation med Københavns biskop som formand og de øvrige biskopper som fødte medlemmer. Rådets opgave var at varetage Folkekirkens relationer til "Kirkens Verdensråd" og "Det lutherske Verdensforbund". I 1989 vedtog Folketinget en lov, som gjorde "Det mellemkirkelige Råd" officielt. I hvert stift vælges nu et mellemkirkeligt stiftsudvalg, som igen vælger medlemmerne i Det mellemkirkelige Råd.
Kritik.
De advarsler, som Johs. H. Christensen, gjorde mod at politisere kirken og fratage den dens særpræg, har vist sig at være yderst forudseende for den senere udvikling. Udviklingen siden har i mangt og meget vist at føre til tiltag, der kan betegnes som at ville tage folkekirken til indtægt for bestemte holdninger, hvilket atter har ført til læserbrevsdebatter i aviserne fra forargede menige folkekirkemedlemmers side.
I virkeligheden er debatten ikke ny. Da farisæerne spurgte Jesus, om det var tilladt at give kejseren skat eller ej, svarede denne ved at spørge dem om denaren: "Hvis billede og indskrift er det?" Og da de svarede "Kejserens", sagde han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (). Ej heller skat til den romerske kejser var et emne, som kristendommen tog stilling sig til.
Øm Kloster.
Ruiner af klosterkirken ved Øm Kloster
Munkekanalen ca 1 km øst for klosteret
Øm Kloster lå i Emborg (Gammel Rye Sogn, Tyrsting Herred, Skanderborg Amt). Det blev anlagt i 1172 af cisterciensermunke (med sort-hvide ordensdragter), der kom fra Vitskøl Kloster. Efter korte ophold i Sminge, Veng og på Kalvø i Skanderborg Sø fandt de blivende plads ved Mossø.
Det var ikke kun et kirkeligt centrum, men også politisk som landbrugs- og handelscenter, hospital, plejehjem og latinskole og havde i det hele taget stor betydning for området.
Klosteret lå godt beskyttet af to kanaler, som munkene gravede mellem Mossø og Gudensø.
Den ene og største kanal Munkekanalen er stadig synlig i landskabet.
Man har fundet rester af et sluseanlæg ved den vestre kanal, der tyder på, at der har været en vandmølle på stedet, som man mener er fra den ældste tid på stedet.
Uden for det egentlige klosterområde er der fundet rester af forskellige værkstedsbygninger, bl.a. smedje, teglovn og blystøberi, og man mener, der også har været et klokkestøberi.
Der har ligeledes været landbrugsbygninger og haver.
De sidste munke forlod klosteret i 1558, og det fungerede en kort tid som kongeborg, (Emborg). Det blev revet ned i 1561, hvorpå en del af byggematerialerne blev genanvendt på Skanderborg Slot.
Livet i klosteret er kendt fra en krønike, der er påbegyndt i 1207 og er en af vore ældste skriftlige kilder. Heri redegøres bl.a. for klostrets strid med Århusbispen.
Eksporterede i 1554 den vigtige eksportvare fedestude.
Øm Kloster museum.
Ruiner af klosterkirken ved Øm Kloster
Øm Kloster Museum ligger mellem Mossø og Gudensø.
På museet kan man se et af Danmarks bedst belyste middelalderklostre
samt de mange genstande og skeletter fra de arkæologiske udgravninger.
Man begyndte de første udgravninger i 1886. De blev ledet af Nationalmuseet og Historisk Samfund for Århus Stift, og i 1931 ansatte man Anders Andersen som daglig leder på stedet. Anders Andersen arbejdede under ledelse af den engagerede arkitekt C. M. Smidt fra Nationalmuseet, men var ansat og lønnet af Historisk Samfund for Århus Stift.
Ved de omfattende udgravninger er grundridset af klosteret afdækket. I og omkring klosterkirken har man fundet mere end 500 grave. Undersøgelse af skeletterne har givet stor viden om tidens sygdomme og behandlingsmetoder.
I dag er Øm Kloster en del af Skanderborg Museums arkæologiske ansvarsområde
Peder Elafsøn, Biskop i Århus, ligger begravet her.
I 1989 besøgte Pave Johannes Paul 2. museet.
Oinochoe.
Oinochoe (gr. οἰνοχόη "vinkande") er en lerkande til at skænke vin op med.
Ønologi.
Ønologi er studiet af vin. Navnet stammer fra græsk "oinos" (οἴνος), som betyder vin. Louis Pasteur betragtes som stamfaderen til den moderne ønologi. Siden 1955 er ønologi et fireårigt studium i botanik, fysik, kemi, mikrobiologi med mere. Uddannelsen kan primært tages ved universiteter i Frankrig, men også i enkelte andre lande.
-ør.
-ør er en fransk endelse "-eur," af latin "-ator." Betegner den, der udfører et arbejde. For eksempel gravør, den der graverer.
Østens Assyriske Kirke.
Østens Assyriske Kirke er en af verdens ældste kristne kirker. Dens forgænger i det gamle Mesopotamien, det nuværende Irak og den sydlige del af Tyrkiet, blev grundlagt allerede midt i det første århundrede af apostlen Thomas. Under det nestorianske skisma i året 431 brød kristendommen i Mesopotamien med resten af den oprindelige kristne kirke, altså tyve år før de orientalske ortodokse kirker.
Østens Assyriske Kirke er den første kristne tradition, der nåede Indien og Fjernøsten. Apostlen Thomas selv nåede at etablere kristendommen i sydvest-Indien, hvor den så hørte under Østens Kirke efter det nestorianske skisma, og hvor kirken stadigvæk findes i dag. I 600-tallet nåede dens missionsarbejde ad Silkevejen helt til Kina og Mongoliet.
Østens assyriske kirke tilslutter sig den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som blev formuleret ved det første koncil i Nikæa.
Østens Assyriske Kirke er kendt blandt andet ved navnet "Kirken af Persien" og fejlagtigt som den "Nestorianske" Kirke" af vestlige kristne.
Pr. 1. januar 2001 havde Østens Assyriske Kirke i Danmark 346 medlemmer. Folkekirken havde 4.532.635.
Østervold (observatorium).
Østervold er et astronomisk observatorium ved Botanisk Have i København fra 1861. Universitetsobservatoriet på Rundetårn var blevet for lille, så derfor blev Østervoldobservatoriet oprettet. Dobbeltteleskopet er en 36 cm refraktor med en brændvidde på 4,9 m til visuelle observationer og en 20 cm refraktor med en brændvidde på 4,8 m til fotografiske optagelser. Grundet lysforurening og rystelser fra undergrundsbanen, har observatoriet ingen videnskabelig betydning længere. I 1953 flyttede Københavns Universitets Astronomiske Observatorium til Brorfelde, syd for Holbæk. Østervold er ofte brugt blandt ornitologer.
Østrogen.
Østrogen (eller østrogener) er en gruppe af steroidhormoner, der fungerer som et kvindeligt kønshormon.
Østrogen findes hos både mænd og kvinder; men i større mængder hos kønsmodne kvinder.
Østrogen er af betydning for udviklingen af sekundære kønskarakteristika hos kvinder, f.eks bryster, og et vigtigt regulerende hormon i menstruationscyklus.
Etymologi.
Østrus "brunst" ← Latin "oestrus" "vildskab", "bremse" ← græsk οἶστρος "oistros", "bremse", "brise", "stik" eller "skørt indfald".
Det græske ord refererer specielt til den bremse Hera sendte ud for at irritere Io, efter et af Zeus' sidespring.
Øvre sø.
Øvre sø (engelsk: Lake Superior) er den største af de fem store søer (Great Lakes) i Nordamerika og den næststørste sø i verden efter det Kaspiske Hav. Grænsen mellem USA og Canada løber gennem søen. Søen er omgivet af den canadiske provins Ontario og staterne Minnesota, Wisconsin og Michigan i USA.
Søens overfladeareal er 82.380 km² og den største dybde er 406 m.
Lake Superior og de andre store søer.
Æ.
Tegnet Æ er oprindeligt en ligatur af bogstaverne A og E som anvendt i det latinske AE og kendes særligt fra middelalderlatin. Det har været i brug i flere sprog, bl.a. på oldengelsk og i kirkelatinen. Æ kan forveksles med en lignende ligatur på fransk, nemlig Œ (oe).
Æ bruges i dag i dansk, norsk, islandsk og færøsk som et selvstændigt bogstav i alfabetet, og kan følgelig ikke i disse sprog betegnes som en ligatur. På en række sprog, blandt andet tysk og svensk, bruges i stedet for Æ tegnet Ä, der også repræsenterer følgen 'AE'.
I Sverige produceres mange udenrigsartikler af nyhedsbureauet TT. De skriver altid Ä i stedet for Æ, hvis et sådan findes i et dansk eller norsk navn. Dette skyldes at nogle aviser ikke har teknisk stød for Æ. For eksempel Nästved i stedet for Næstved. Æ findes ikke på svensk tastatur i Microsoft Windows (men i Linux og Mac).
Computer.
I unicode er Æ U+00C6 og æ U+00E6.
På Microsoft Windows-maskiner vil [Alt]0198 give Æ og [Alt]0230 give æ.
På en webside kan en af formerne i tabellen til højre bruges, uanset hvilket tegnsæt der bruges.
Christian (navn).
Christian er et drengenavn, der stammer fra det græske "Christos" og det latinske "Christianus". I begge tilfælde betyder det kristen.
Navnet er almindeligt i den kristne verden, ikke mindst Danmark. Det findes i en lang række varianter, herunder Kristian, Kristen, Christen, Kresten, Chresten, Kristjan og Cristian. Omkring 57.000 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.
Navnet findes også i kvindelige former, se Christina.
Jan Pedersen (professor).
Dr.jur. Jan Pedersen er født i 1951 og professor i skatteret ved Aarhus Universitet.
Jan Pedersen blev cand.jur. i 1977 og modtog doktorgraden i 1989 for sin disputats "Skatteudnyttelse". Han blev ansat som professor i 1984 og var før dette advokat. Er i dag også hovedredaktør på Karnovs Lovsamling.
Diskussion.
En diskussion er en debat mellem mennesker af forskellige synspunkter. Diskussionen er en vital og afgørende del af et frit og demokratisk samfund, hvor den afløser konflikter og vold. Diskussionens væsen er at drøfte et emne i alle dets perspektiver, så deltagerne og de som lytter kan overveje og danne eller styrke deres synspunkt.
Turisme.
Turister på stranden ved Doctors Cave Beach, Montego Bay, Jamaica
Turisme kan både omfatte rene rekreationsrejser og rejser for at se og opdage noget nyt. Ordet bruges ofte nedsættende, især om den såkaldte masseturisme, hvilket nok hænger sammen med, at turisme i dag kan dyrkes af alle samfundslag, hvor den tidligere var forbeholdt de besiddende samfundslag.
Mange mennesker bruger deres ferie på at være turister, og der er som følge heraf udviklet en lang række ferieformer af den såkaldte turistindustri.
Turismen fremkom, da det blev muligt hurtigt at transportere mange mennesker over større afstande, og der er derfor en nøje sammenhæng med jernbanernes opkomst og den hurtige skibstrafiks udvikling. Turisme var i begyndelsen forbeholdt de meget velhavende, men i løbet af især sidste halvdel af det 20. århundrede har også middelklassen kunnet begynde at rejse, og det har betydet et kolossalt opsving i turistindustrien, som omfatter både rejsevirksomhed, hoteldrift, udflugtsarrangementer og megen anden afledt virksomhed.
Når man er turist, er det et mål i sig selv at rejse og opholde sig på steder langt hjemmefra.
Turisten kan være interesseret i det fremmede områdes kultur eller natur. Rige personer har altid rejst til fjerne dele af verden, ofte ikke med andet formål end at se kendte bygninger eller andre kunstværker, lære nye sprog eller opleve andre madkulturer. Mange turister rejser for at opleve lokale kulturelle aktiviteter og mærke det liv lokalbefolkningen lever.
Den organiserede turisme er nu en stor industri mange steder på jordkloden. En række nationale økonomier er økonomisk fuldstændig afhængig af turismen. Turisme kan ses som en vigtig del af oplevelsesøkonomien, og ligeledes en af de hastigst voksende dele af samme.
Forskning i turisme finder især sted indenfor de humanistiske og samfundsfaglige videnskaber, som f.eks. på centeret for Turisme, Innovation og Kultur (TIC) ved Syddansk Universitet i Esbjerg, på Forskningsenheden for turisme ved Aalborg Universitet eller ved Center for Oplevelsesforskning på Roskilde Universitet. Disse steder tilbyder også bachelor-, kandidat- eller masteruddannelser indenfor turismeforvaltning, - udvikling og -forskning.
Ordets historie.
Ordet turist blev brugt på dansk før 1850 (bl.a. af Heiberg og Henrik Hertz). Af Folkeforbundet (forløber for FN) blev det første gang anvendt officielt i 1937. Her blev ordet defineret som betegnelse for mennesker, der rejser uden for landets grænser for en periode på mere end 24 timer. Selve turistindustrien er langt ældre.
Ordet "tour" fik generel anerkendelse i det 18. århundrede, da det engelske begreb "Grand Tour of Europe" blev en del af opdragelsen/dannelsen af uddannede og rige engelske gentlemen. Grand tour blev gennemført som afslutning på unge menneskers uddannelse. De rejste over hele Europa, men typisk til steder med kulturel eller æstetisk interesse, som Rom eller Alperne.
De største britiske kunstnere fra det 18. århundrede gennemførte en grand tour. Det samme gjorde deres europæiske kollegaer som Claude Lorrain eller vore egne H.C. Andersen eller Bertel Thorvaldsen. Klassisk litteratur og kunst tiltrak folk til Rom og andre italienske byer.
1972.
Eksterne henvisninger.
72
1973.
Eksterne henvisninger.
73
1974.
Eksterne henvisninger.
74
Nobelprisen i kemi.
Nobelprisen i kemi uddeles, sammen med nobelprisen i fysik, af Videnskabsakademiet, og er en af de oprindelige nobelpriser som er blevet uddelt siden 1901.
1975.
Eksterne henvisninger.
75
Nobelprisen i fysiologi eller medicin.
Nobelprisen i fysiologi eller medicin uddeles af Karolinska Institutet, og er en af de oprindelige nobelpriser som er blevet uddelt siden 1901.
Madonna.
Madonna Louise Ciccone, kendt som Madonna (født 16. august 1958) er en af en af de mest indflydelsesrige kvindelige popstjerner i verden. Madonna har været og er et forbillede for mange pop-sangerinder takket være sin evne til kunstnerisk at genopfinde sig selv, mens hun stadig bevarer fuld kontrol over karrieren.
Madonna er også en af de mest kommercielt succesrige kunstnere i popmusikkens historie.
Den amerikanske pladeindustri anfører hende som den bedst sælgende kvindelige rockstjerne i det tyvende århundrede og som den kvindelige kunstner i USA, som har solgt næstflest albums med 63 millioner og over 200 millioner albums på verdensplan. I 2007 opførte Guinness Rekordbog hende som den mest successfulde kvindelige pladekunstner nogensinde, og hun blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame det følgende år.
Blandt hendes kælenavne er Emmy, Nonni, Maddy og Madge.
Hun er født Madonna Louise Ciconne. Da hun blev firmet, antog hun firmelsesnavnet Veronica. I 2004 tog hun også det jødiske navn Esther, som på hebraisk betyder "stjerne", i forbindelse med den jødisk-mystiske disciplin kabbala som hun er stor tilhænger af.
Veronica og Esther er dog ikke en del af hendes officielle navn.
I 2006 adopterede hun sønnen David fra Malawi.
I år 2008 adopterede Madonna ligeledes fra Malawi, denne gang datteren Mercy James.
Popmusik.
Pop er som musikgenre en af de mest udbredte. Navnet er en afledning af populær eller folkelig. Musikalsk og kulturelt er det udsprunget af 1950- og 1960'ernes beat og rock, men hvor disse genrer ofte opstod eller dyrkedes i et undergrundsmiljø eller subkultur med samfundsproblematiserende eller provokerende temaer, blev popmusikken udskilt som den pæne, men overfladiske, udglattende musikstil, der tiltalte gennemsnitsmennesket.
Popmusik er ligesom næsten al vesterlandsk musik - også tilsyneladende forskellige musikarter som blues/rock og klassisk - baseret på den tonale kadence. I udførelsen, bearbejdningen og fortolkningen giver det sig vidt forskelligt udtryk.
Popmusik eller pop benytter sig af akkord- og melodiforløb fra andre musikgenrer/numre og forsimpler dem, sjældent uden at tilføre noget originalt.
Mens instrumentale soli stort set er fraværende, er den vokale side absolut dominerende i musikgenren; et meget enkelt og fængende refræn gentages mange gange med korte intervaller i hele sangen og gør det lettere at huske nummeret. Tekstmæssigt er der stort set kun tale om de mest banale budskaber i fragmenteret form. Rytmisk laves der heller ikke mange eksperimenter; ofte optræder popmusikere med rytmeboks i stedet for trommeslager.
Det gør popmusik til en let tilgængelig musikstil med korte og ikke særlig "langtidsholdbare" enkeltnumre. Netop det gør til gengæld denne musik til en kommercielt set meget lukrativ vare, fordi den skal fornys ofte, eftersom alle hurtigt bliver træt af de musikalsk, tekstmæssigt og kompositorisk fattige sangnumre. Sangenes succes eller mangel på samme hænger uløseligt sammen med solistens image, udseende eller adfærd. Musikere inden for denne genre er genstand for kortvarig, intens idoldyrkelse.
Popmusik kan som regel opleves i det årligt tilbagevendende Melodigrandprix, hvor det fremstår som lydsiden af et show og en business. Herfra styrkes opfattelsen af, at den der optræder med pop bliver berømt og rig, men mere seriøse musikudøvere langsomt bliver berømte, fordi de kan komponere eller fremføre musik - musik som forhåbentligt kan leve af.
Popbegrebet er ikke nødvendigvis negativt ladet; alle vil kunne finde glæde ved noget letopfatteligt og genkendeligt.
Det negative er at popmusik, gennem massiv kommerciel og mediemæssig markedsføring opnår tilstrækkelig magt til at fastholde en stor tilhørerskare i en forsimplet, endimensionel opfattelse af, hvad musik er og kan.
Pop ses ofte i sammenhæng eller fusioneret med andre genrer som f.eks. poprock, soulpop og kan tilføres flere musikalske kvaliteter.
En lang række popstjerner er kendt af en stor del af jordens befolkning.
1976.
Eksterne henvisninger.
76
SSLUG.
Skåne Sjælland Linux User Group forkortet SSLUG er en forening af brugere af styresystemet Linux- en såkaldt Linux-brugergruppe, der primært er for brugere fra Sjælland og Skåne.
SSLUG har i dag over 5000 medlemmer og er aktiv inden for it-politik, hvor der især kæmpes imod softwarepatenter i Danmark og EU.
På trods af at foreningen er svensk, så er langt den største del af medlemmerne danske, hvilket blandt andet har medført et krav i vedtægterne om, at mindst et bestyrelsesmedlem skal være svensk.
Historie.
SSLUG blev stiftet den 27. maj 1996 på foranledning af Martin Svensson og Martin Wahlén, som afholder det første møde på Kajplats 305 i Malmø.
Under den danske storkonflikt i maj 1998 var SSLUG medarrangør af den første Linux-konference i Danmark med navnet Linux 98, hvor der kom 500 deltagere.
I slutningen af 1998 og starten af 1999 går udviklingen stærkt og på under et år går foreningen fra 200 medlemmer til 6000 medlemmer og bliver en af verdens største Linux-brugergrupper. Foreningen har i dag ca. 4.200 medlemmer.
Sjælland.
Sjælland (latin: "Selandia") er med sine 7.031 km² den største ø i Danmark og den 95. største ø i verden. Hovedparten af øens 2.164.217 indbyggere bor i og omkring Danmarks hovedstad, København, som ligger dels på det østlige Sjælland, dels på Amager.
Mod vest adskilles Sjælland fra Fyn af Storebælt, mens det mod øst er Øresund, der adskiller Sjælland fra Skåne. Der er forbindelse til Fyn via Storebæltsforbindelsen og til Skåne via Øresundsbron.
I den nordiske mytologi blev Sjælland skabt af gudinden Gefion.
Geografi.
Sjælland har hovedsagelig lave og sandede kyster med enkelte undtagelser som kalkklinter ved Stevns Klint og lerklinter en række andre steder. Øens landområde er primært et bakket moræneland med flere tunneldale, åse og moræneflader. Det højeste, menneskeskabte punkt er Gyldenløves Høj (126 m) (uden den kunstige høj 121,3 m) og det næsthøjeste er Vejrhøj (121 m). Det højeste naturlige punkt er Kobanke (122,9 m), Faxe Kommune ved Rønnede, Sydsjælland.
Geografiske underinddelinger.
Begreber som Midt-, Nord-, Syd-, Øst- og Vestsjælland forvrides af, at København er så dominerende.
Odsherred og Hornsherred er historiske landskabsbetegnelser.
1977.
Eksterne henvisninger.
77
1970'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1920'erne 1930'erne 1940'erne 1950'erne 1960'erne - 1970'erne - 1980'erne 1990'erne 2000'erne 2010'erne 2020'erne
År: 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979
Kunstnere.
å
1978.
Eksterne henvisninger.
78
Afrika.
Afrika er den næststørste verdensdel på jorden
Afrika er den næststørste verdensdel med et landareal på 30,3 millioner km², hvilket udgør 20% af landmasserne på jorden. Afrika strækker sig i alt 8000 km fra nord til syd med ækvator omtrent på midten og med hav på alle kanter bortset fra ved Suez-kanalen i Egypten. Klimaet er tropisk omkring ækvator og subtropisk længst mod nord og syd. Middeltemperaturen er derfor høj over hele kontinentet, men nedbørsmængden og -mønsteret varierer meget fra regnskov til ørkenområder, fra kyst til indland, fra nord til syd. I 2005 blev Afrikas samlede befolkningstal anslået til over 900 millioner, det vil sige 14 % af verdens befolkning. Verdensdelen har flere stater end noget andet kontinent med sine 47 kontinentale stater og seks østater.
Kontinentet har været hårdt ramt af krig helt siden europæerne begyndte at kolonisere det. En af grundene har været den måde europæerne delte koloniområderne op på. Grundlaget for deres grænser blev lagt "med lineal" ved Berlinkonferencen fra 1884 til 1885 uden hensyn til naturlige og traditionelle skillelinjer. I mange tilfælde førte dette til at hele folk og stammer blev splittet mellem to eller flere lande, og i andre tilfælde førte det til at to eller flere folk som i generationer havde ligget i strid med hinanden havnede i samme land.
Eva-teorien regner med at alle mennesker er efterkommere efter tidlige hominider som levede i det centrale Østafrika for 7 millioner år siden. De ældste menneskefund der er 200.000 år gamle.
Etymologi.
"Aprica" for "solrig" eller "aphrike" for "uden kulde" er grundlaget for navnet Afrika. Dette blev foreslået af historikeren Leo Africanus (1495-1554), som foreslog at det græske ord "phrike" (φρίκη), som betyder "koldt og grufuldt", kombineret med den benægtende præfiks a-, navngav området som et land foruden kulde og rædsel.
Navnet kom ind i det vestlige vokabular gennem romerne, som brugte navnet "Afrika terra", "landet til afri" (flertal af "afer"), som beskrivelse af de nordlige dele af kontinentet. Provinsen hed Africa, og hovedsædet var Karthago, som tilsvarer dagens Tunesien. Efter Romerrigets fald er det blevet navnet på hele kontinentet, inkluderet de områder europæerne kaldte det "sorteste Afrika", som først blev fuldt udforsket fra 1800-tallet.
Afrierne var en stamme, trolig berber, som holdt til i Nordafrika, i området omkring Karthago. Oprindelsen til ordet Afer kan trolig kobles til det fønikske "afar" (støv), som også findes i de fleste andre semitiske sprog.
Antikkens Afrika lå vest for Egypten, mens "Asien" blev brugt som beskrivelse af Anatolien og landene i øst. Oprindelig havde Egypten og Levanten en slags mellemposition mellem disse to områder, men da Egypten blev en del af perserriget, kom det under den løse definition af Asien. En absolut linje mellem de to verdensdele blev draget af geografen Klaudios Ptolemaios (85–165), og gjorde Suez og Det Røde Hav til grænse mellem Asien og Afrika.
Geografi.
Afrika er separeret fra Europa af Middelhavet, det hænger sammen med Asien i dets nordøstlige hjørne ved Suezkanalen med en bredde på 130 km. I tillæg bliver ofte Sinai-halvøen som hører til Egypten geopolitisk set regnet til Afrika. Fra det nordligste punkt Kap Blanc (Ra's al Abyad) i Tunesien (37°21′ N) til det sydligste Kap Agulhas i Sydafrika (34°51′15″ S), er der omkring 8000 km. Fra det vestligste punkt Kap Verde (17°33′22″ V) til Ras Hafun i Somalia (51°27′52″ Ø) er der omkring 7400 km. Kystlinjen er 26.000 km lang, og mangelen på dybe indskæringer af kysten illustreres ved at Europa, som dækker et areal som tilsvarer en tredjedel af Afrika, har en kystlinje på 32.000 km i tillæg til en lang grænse mod Asien.
Afrikas største land er Sudan og det mindste land er Seychellerne, en øgruppe udenfor østkysten af kontinentet. Den mindste nation på fastlandet er Gambia.
Klimaet i Afrika er tropisk, det vil i følge Köppens system for klimaklassifikation sige et ikke-tørt klima hvor alle 12 måneder i året har en middeltemperatur som overstiger 18 °C, og subtropisk (varmt, med høj luftfugtighed og meget regn) længst i nord og syd
Det højeste bjerg i Afrika er Kilimanjaro, det ligger i Tanzania, og er 5895 m.o.h, og den største indsø er Victoriasøen som ligger i Uganda, Tanzania og Kenya, og er cirka 68.800 km²
Historie.
Ifølge evolutionsteorien er Afrika menneskehedens vugge på jorden, siden arten menneske stammer fra dette kontinent. I løbet af midten af det 20. århundrede opdagede antropologer mange fossiler og beviser for at mennesker var tilstede så tidlig som for syv millioner år siden. Fossilrester af flere arter af tidlige abelignende mennesker som er antaget at have udviklet sig til dagens mennesker, som "Australopithecus afarensis" (dateret til ca. 3,9 til 3 millioner f.Kr., "Paranthropus boisei" (ca 2,3-1,4 million f.Kr.) og "Homo ergaster" (ca 600 000-1,9 million f.Kr.) er blevet opdaget.
Ishango-benet, dateret til omkring 25.000 år siden, viser mærker som er matematiske symboler. Gennem menneskehedens oldtid, havde Afrika (som alle andre kontinenter) ingen nationalstater og var i stedet befolket af grupper af jæger og samlere som khoisan
Tidlige civilisationer og handel.
Omkring 3300 f.Kr. åbner de historiske nedtegnelser i Afrika med opkomsten af skrivefærdigheden i den farao-styrede civilisation i Egypten som fortsatte, med varierende grad af indflydelse over andre områder, frem til 343 f.Kr. Vigtige civilisationer i forskellige tider inkluderer Kartago, kongedømmet Aksum, de nubiske kongedømmer, imperierne til Sahel (Kanem-Bornu, Ghana, Mali og Songhai), Great Zimbabwe og Congo.
Bortset fra Nildalen, var Sahara-ørkenen en næsten ugennemtrægelig barriere mellem nord og syd, før introduktionen af kamelen. Dette dyr blev først bragt til Egypten af perserne efter 525 f.Kr., selv om det ikke blev almindelig nok med store flokke i Nordafrika til at etablere trans-saharisk handel før det 8. århundrede. Sahanja–berbere var de første som udnyttede dette, og efter at islam spredte sig, fulgte en stabil handel i værdifulde metal, elfenben, salt og slaver mellem de muslimske stater i Maghreb og de saheliske kongedømmer.
Afrika før kolonitiden havde så mange som 10.000 forskellige stater og politiske enheder karakteriseret af forskellige politiske organisationer og styre. Disse inkluderede familiegrupper af jægere og samlere som san-folket i det sydlige Afrika, større, mere strukturerede grupper som familieklanerne til bantu-sprogede mennesker i det centrale og sydlige Afrika og tungt strukturerede grupper på Afrikas Horn, de saheliske kongedømmer og autonome bystater som swahili-folkets handelsbyer langs kysten af det østlige Afrika, vis handelsnetværk strakte sig så langt som til Kina.
I 1482 etablerede portugiserne de første af mange handelsstationer langs Guineakysten ved Elmina. De vigtigste vare i en handlen var slaver, guld, elfenben og krydderi. Den europæiske opdagelse af Amerika i 1492 blev fulgt af stor udvikling i slavehandel som før portugisernes tid, havde været næsten eksklusivt ført over land og havde aldrig blevet begrænset til et kontinent.
Slaveri begyndte at fases ud i Europa og Amerika tidligt i det 19. århundrede, noget som førte til en dramatisk ændring i økonomien til kyststater som Dahomey og Ashante.
Udforskning.
I midten af det 19. århundrede begyndte europæiske og særligt britiske udforskere at interessere sig i at udforske hjertet af kontinentet og åbne området for handel, gravedrift og anden kommerciel udvinding. I tillæg var der et ønske om at konvertere indbyggerne til kristendom. Det centrale område i Afrika var stort set ukendt af europæerne på denne tid. David Livingstone udforskede kontinentet mellem 1852 og hans død i 1873, og han blev den første europæer som så Victoria Falls. Et hovedmål for udforskerene var at lokalisere kilden for Nilen. Ekspeditioner af Burton og Speke (1857–1858) og Speke og Grant (1863) lokaliserede Tanganyikasøen og Victoriasøen. Sidstnævnte blev tilslut påvist at være Nilens kilde. Med efterfølgende ekspeditioner af Baker og Stanley, var Afrika godt udforsket i slutningen af århundredet og dette banede vej for koloniseringen som fulgte.
Kolonialisme og "kapløbet om Afrika".
Sent i det 19. århundrede, satte de europæiske imperielle magter gang i et betydelig "kapløb om Afrika" og besatte næsten hele kontinentet, skabte mange koloniale nationalstater og efterlod kun to uafhængige nationer: Liberia, den farvede amerikanske koloni, og det ortodokse kristne Abyssinien (Etiopien). Denne kolonielle besættelse fortsatte til efter afslutningen af 2. verdenskrig, da alle kolonistaterne gradvis skaffede sig uafhængighed.
Kolonialisme havde en destabiliserende effekt på det som havde været et antal etniske grupper som mærkes i afrikansk politik. Før den europæiske indflydelse, var nationalgrænser ikke til stor bekymring, da afrikanerne normalt fulgte praksisen fra andre dele af verden, som den arabiske halvø, hvor en gruppes territorium var flydende med dens militære indflydelse og handelsindflydelsen. Europæernes insistering på at trække grænser op omkring territorium for at isolere dem fra andre kolonimagter havde ofte den effekt at de separerede politiske grupperinger, eller tvang traditionelle fjender til at leve side om side uden nogen bufferzone mellem dem. Selv om Congofloden ser ud til at være en naturlig geografisk grænse, var der grupper som ellers delte sprog, kultur eller andre ligheder og som boede på begge sider. Delingen af landet mellem Belgien og Frankrig langs floden isolerede disse grupper fra hinanden. De som boede i saharisk eller subsaharisk Afrika og handlede på tværs af kontinentet i århundreder, krydsede grænser som kun eksisterede på europæiske kort.
I nationer som havde betydelige europæiske befolkninger, for eksempel Rhodesia og Sydafrika, blev systemer af andengrads borgerskab ofte indført for at give europæere politisk magt som gik langt udover deres antal. I fristaten Congo, som var kong Leopold 2.'s personlige ejendom, blev den indfødte befolkning underlagt umenneskelig behandling og nær slavestatus med tvangsarbejde. Men linjerne blev ikke altid trukket på tværs af racer. I Liberia klarede efterkommerne af amerikanske slaver at have et politisk system i over 100 år som gav eksslaver og indfødte i området omtrent lige lovgivende magt til trods for at eksslaverne var undertallige i ti til en i den generelle befolkning. Inspirationen for dette system var USA's senat som havde balanceret magten til frie og slavestater til trods for den meget større befolkningen i den frie.
Europæerne forandrede ofte magtbalancen, skabte etniske skiller hvor der tidligere ikke havde eksisteret nogen og introducerede en skadelig klassedeling for de indfødte indbyggere i de kontrollerede områder. I det som nu er Rwanda og Burundi havde to etniske grupper, hutuer og tutsier, smeltet til en kultur inden tyske kolonister tog kontrol over regionen i det 19. århundrede. De var ikke længere delt af etnicitet på grund af ægteskab på tværs af grupperne og sammenblandingen af kulturel praksis havde over århundrer fjernet synlige kulturelle skillelinjer. Efter at territoriet blev givet til Belgien efter 1. verdenskrig, indførte de en politik af racekategorisering eftersom racebaseret kategorisering og filosofi var en del af den europæiske kultur på den tid. Begrebet hutu henviste oprindelig til nordøstlige kvægbaserede stammer som havde migreret ind i regionen senere. Begrebet blev til slut et begreb for de indfødte beskrev en persons økonomiske klasse. Individer som ejede omkring ti eller flere kvæg blev regnet som tutsi, og de med færre blev regnet som hutu, uden tanke for ophav. Dette var mere en tommelfingerregel, og en kunne gå fra at være hutu til tutsi og omvendt.
Belgierne introducerede et racesystem. Individerne som havde karakteristikker som europæerne kunne lide, lysere hud, den rette højde, smale næser osv., blev givet magt blandt de koloniserede folk. Belgierne besluttede at disse træk var mere ideelt Hamitiske, og videre mere ideelt europæiske og tilhørte de folk som var nærmest tutsi i ophav. De indførte en politik med at dele identificeringskort ud baseret på denne filosofi. De som var nærmest idealet blev proklameret tutsi og de som var forskellig fra idealet blev proklameret hutu.
Afrika efter kolonitiden.
I dag har Afrika 53 uafhængige lande som stort set har grænserne som blev trukket op under europæisk kolonialisme.
Siden kolonitiden har afrikanske stater jævnlig været ramt af ustabilitet, korruption, voldeligheder og magtbrynde. Det store flertal af afrikanske nationer er republikker som opererer under en eller anden form for præsidentsystem i styret. Få nationer i Afrika har klaret at opretholde demokratiske styreset, og mange har i stedet gået gennem en serie brutale statskup og militære diktatur. Et antal afrikanske politiske ledere var militære generaler som var dårlig uddannet og ignorante på styresager. Stor ustabilitet var derimod resultatet af marginaliseringen af andre etniske grupper under disse ledere. Mange politikere brugte magtpositionen til at udløse etniske konflikter som havde blevet forstærket, eller til og med skabt, gennem kolonistyret. I mange lande blev militæret set på som den eneste gruppe som effektivt kunne opretholde ro og orden, og der herskede mange nationer i Afrika i 1970'erne og tidligt 80'erne. I perioden fra slutningen af 1960'erne havde Afrika mere end 70 kup og 13 attentater på præsidenter.
Konflikter i den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen, i tillæg til politikken til IMF, spillede også en rolle på ustabiliteten. Da et land blev uafhængig for første gang, blev det ofte forventet at det skulle slutte sig til en af supermagterne. Mange lande i Nordafrika fik sovjetisk militærstøtte, mens mange i det centrale og sydlige Afrika var støttet af USA, Frankrig eller begge. 1970'erne så en eskalering eftersom nye uafhængige Angola og Mocambique sluttede sig til Sovjetunionen og vesten og Sydafrika forsøgte at begrense sovjetisk indflydelse. Grænsedisputter og territorielle disputter var også almindelige, da de europæiske grænser til mange nationer blev udfordret gennem bevæbnede konflikter.
Politik.
Styresmagtens mislykkede politik og politisk korruption har resulteret i mange udstrakte hungersnøde, og betydelige dele af Afrika har fortsat distributionssystemer som ikke er i stand til at levere nok mad eller vand ud så at befolkningen kan overleve. Det som før kolonialismen havde været kilden for 90% af verdens guld, blev det fattigste kontinent i verden. Dets tidligere rigdomme kom andre kontinenter til gode. Spredningen af sygdomme hærger også, særligt spredningen af humant immundefektvirus (HIV) og den tilhørende AIDS som er blevet en dødelig epidemi på kontinentet. Til trods for talrige vanskeligheder, har der været tegn til at kontinentet kan have håb for fremtiden. Demokratiske styreset ser ud til at være i færd med at sprede sig, selv om de fortsat ikke er i flertal. National Geographic hævder at 13 afrikanske nationer kan regnes som virkelig demokratiske. I tillæg har mange nationer anerkendt grundlæggende menneskerettigheder for alle borgere, selv om de i praksis ikke altid bliver anerkendt, og har oprettet rimelig uafhængige domstole.
Der er klare tegn til øgende netværk blandt de afrikanske organisationer og stater. I borgerkrigen i den Demokratiske Republik Congo (tidligere Zaire), blev et halvt dusin afrikanske nabolande involveret frem for intervention fra rige, ikke-afrikanske lande (se også den anden krig i Congo). Siden konflikten begyndte i 1998, har de beregnede tallene for antal omkomne nået 3,5 millioner. Dette kan spille en lignende rolle som 2. verdenskrig for Europa, hvor folkene i nabolandene efter krigen bestemte sig for at integrere sine samfund i en sådan måde at krig mellem dem blev lige utænkelig som krig mellem for eksempel Frankrig og Tyskland ville være i dag. Politiske organ som den afrikanske union giver også håb om større samarbejde og fred mellem kontinentets mange lande. Udstrakte brud på menneskerettighederne foregår i flere dele af Afrika, ofte under overopsyn af staten. De fleste af disse brud sker af politiske årsager, ofte som et resultat af borgerkrig. Lande hvor betydelige menneskerettighedsbrud er blevet rapporteret nyligt inkluderer den Demokratiske Republikken Congo, Sierra Leone, Liberia, Sudan og Elfenbenskysten.
Økonomi.
Afrika er verdens fattigste beboede kontinent, hovedsagelig på grund af kolonialismen og dets resulterende korrupte regeringer og despotisme. Ifølge FNs udviklingsrapport i 2003, var verdens 25 mindst udviklede nationer (nr 151 til 175) alle afrikanske.
Mens hurtig vækst i Kina, og nu Indien, og moderat vækst i Latinamerika, har løftet millioner over marginale livsvilkår, er Afrika gået tilbage med hensyn til handel, investeringer og indtægt pr. indbygger. Denne fattigdom har udstrakte effekter, inkluderet lavere forventet levealder, vold og ustabilitet, faktorer som er sammenbundet med kontinentets fattigdom.
Nogen områder, særligt Botswana og Sydafrika, har oplevet økonomisk succes, inkluderet åbningen af børs. Dette er hovedsagelig på grund af deres naturressourcer da de er verdens ledende producenter af både guld og diamanter, og delvis på grund af deres veletablerede lovværk. Sydafrika har også adgang til finansiel kapital, talrige markeder og dygtige arbejdere. Tiår af apartheid efterlod sig både en arv af socialt skille og raceskille, men også en meget stor og svært dygtig hvid befolkning og en infrastruktur i store dele af landet på linje med den vestlige verden. Andre afrikanske lande gør lignende fremskridt, som Ghana, mens atter andre som f.eks Egypten, har en længere historie af kommerciel og økonomisk succes.
Nigeria sidder på en af de største oliereserver i verden og har den højeste befolkning blandt nationerne i Afrika med en af de hurtigst voksende økonomierne i verden.
Fra 1995 til 2005 fik økonomisk vækst tag med et gennemsnit på 5 % i 2005. Men nogen lande oplever meget højere vækst (over 10 %), særligt Angola, Sudan og Ækvatorialguinea som alle tre nyligt er begyndt at udvinde sine petroleummreserver.
Demografi.
Afrikanerne kan grupperes efter om de lever nord eller syd for Sahara, disse grupper kaldes henholdsvis nordafrikanere og subsahariske afrikanere. Afroasiatisk sprogede folkeslag dominerer i Nordafrika, mens Afrika syd for Sahara er domineret af et antal befolkninger grupperet efter deres sprog, Niger-Congo i Vestafrika, nilosaharisk på det østlige højland og khoisan i syd.
Bantusprogede (del af Niger-Congo familien) tilhører majoriteten i det sydlige, centrale og østlige fastland i Afrika. Men der er også flere nilogrupper i Østafrika og nogen få genværende oprindelige khoisan (san eller "buskmænd") og pygmæfolkeslag i henholdsvis det sydlige og centrale Afrika. Bantusprogede afrikanere dominerer også i Gabon og Ekvatorial Guinea og findes i dele af det sydlige Cameroun og sydlige Somalia. I Kalahari-ørkenen i det sydlige Afrika, har folkeslag kendt som buskmænd ("san" som er tæt i slægt med, men forskellige fra, "hottentotter") længe været til stede. San er fysisk forskellige fra andre afrikanere og er det oprindelige folkeslag i det sydlige Afrika. Pygmæer er det oprindelige folkeslag i det centrale Afrika som boede hvor før bantumigrationen.
Folkeslagene i Nordafrika består af to hovedgrupper, berbere og arabisk-sprogede folkeslag i vest og egyptere i øst. Araberne som ankom i det 7. århundrede introducerede arabisk sprog og islam til Nordafrika. De semittiske fønikere, de europæiske grækere, romere og vandalerne slog sig også ned i Nordafrika. Berberne udgør majoriteten i Marokko, mens de er en betydelig minoritet i Algeriet. De er også til stede i Tunesien og Libyen. Tuareg og andre ofte nomadiske folkeslag er de primære indbyggere i det sahariske indre af Nordafrika. Nubierne er en nilosaharisk–sproget gruppe (selv om mange også snakker arabisk) som udviklede en antik civilisation i nordøstafrika.
I løbet af det sidste århundrede har små, men økonomisk vigtige, kolonier af libanesere og oversøiske kinesere også udviklet sig i de større kystbyer i henholdsvis Vest og Østafrika.
Nogen etiopiske og eritreiske grupper (som amhara og tigrayere, kollektivt kendt som "habesha") som snakker semitiske sprog og er efterkommere af de antikke sabaerne som krydsede Rødehavet fra Sydarabien (Yemen) for mange århundreder siden. Oromo og somalierne snakker kushittiske sprog, men de fleste somaliske klaner kan også spores tilbage til arabisk ophav. Sudan og Mauretanien er delt mellem en hovedsagelig arabiseret nord og en indfødt afrikansk syd (selv om "araberne" i Sudan også har en klart dominerende afrikansk ophav). Nogen områder i Østafrika, særligt øen Zanzibar og den kenyanske ø Lamu, fik arabiske muslimer og bosættere og handelsmænd fra Sydvestasien i middelalderen og i antikken.
Fra begyndelsen af det 16. århundrede begyndte europæere som portugisere og hollænderne at etablere handelsstationer og fæstninger langs kysterne af det vestlige og sydlige Afrika. Senere slog et stort antal hollændere suppleret af franske hugenotter og tyskere sig ned i det som i dag er Sydafrika. Deres efterkommere, boere og de farvede, er den største gruppe med europæisk ophav i dagens Afrika. I det 19. århundrede førte en ny fase af kolonisering et stort antal franske og britiske bosættere til Afrika. Portugiserne slog sig hovedsagelig ned i Angola, men også i Mocambique. Franskmændene slog sig ned i stort antal i Algeriet hvor de blev kollektivt kendt som "pied-noirer" og i mindre skala i andre dele af Nord og Vestafrika i tillæg til Madagaskar. Briterne slog sig hovedsagelig ned i Sydafrika i tillæg til kolonien Rhodesia og i højlandene i det som nu er Kenya. Tyskerne slog sig ned i det som nu er Tanzania og Namibia, og der er en befolkning af tysksprogede hvide namibiere. Mindre antal af europæiske soldater, forretningsfolk og embedsmænd etablerede sig også i administrative centre som Nairobi og Dakar. Afkoloniseringen i løbet af 1960'erne resulterede ofte i massemigration af bosætter af europæisk ophav ud af Afrika, særligt fra Algeriet, Angola, Kenya og Rhodesia (nu Zimbabwe). Men i Sydafrika og Namibia har den hvide minoritet forblevet politisk dominerende efter uafhængigheden fra Europa, og en betydelig befolkning af hvide afrikanere forbliver i disse to lande selv efter demokratiet til slut blev indført i slutningen af den kolde krig. Sydafrika er også blevet det foretrukne mål for hvide anglo-zimbabwere og af migranter fra hele det sydlige Afrika.
Europæisk kolonisering førte også betydelige grupper af asiater med sig, særligt mennesker fra det indiske subkontinent, til britiske kolonier. Store indiske samfund findes i Sydafrika, og mindre samfund er til stede i Kenya, Tanzania og nogen andre sydlige og østlige afrikanske lande. Det store indiske samfund i Uganda blev udvist af diktatoren Idi Amin i 1972, men nogen er senere vendt tilbage. Øerne i Det Indiske Ocean er også befolket hovedsagelig af mennesker af asiatisk ophav, ofte blandet med afrikanere og europæere. Malagsy-folket på Madagaskar er et malayer-folk, men de som bor langs kysten er generelt blandet med bantu, arabisk, indisk og europæisk ophav. Malayisk og indisk ophav er også vigtige komponenter i gruppen af folk kendt i Sydafrika som Cape-farvede, mennesker med ophav i to eller flere racer og kontinenter.
Sprog.
Efter de fleste overslag indeholder Afrika mere end tusind sprog. Der er fire betydelige sprogfamilier som er indfødte i Afrika.
Med nogen få undtagelser i Østafrika, har næsten alle afrikanske lande adopteret officielle sprog som har sin oprindelse udenfor kontinentet og som er blevet spredt gennem kolonialisme eller menneskelig migration. I talrige lande bliver engelsk og fransk brugt til offentlig kommunikation som styresmagt, handelsstand, uddannelse og media. Arabisk, portugisisk, afrikaans og gassisk er andre eksempler på oprindelig ikke-afrikanske sprog som bliver brugt af millioner af afrikanere i dag, både i det offentlige og private rum.
Kultur.
Afrika har et antal overlappende kulturer. Den mest konventionelle forskel er det mellem subsaharisk Afrika og de nordlige lande fra Egypten til Marokko som stort set associerer sig med arabisk kultur. I denne sammenligning regnes nationerne syd for Sahara at bestå af mange kulturelle områder, eksempelvis den bantu sprogede gruppe.
Der kan også ses forskelle mellem fransk Afrika og resten af Afrika, eksempelvis de tidligere britiske kolonier i det sydlige og østlige Afrika. En anden kulturel skillelinje er den mellem afrikanere som lever traditionel livsstil og de som grundlæggende set er moderne. Traditionalisterne er nogen gange inddelt i pastoralister og agrikulturelle.
Afrikansk kunst reflekterer forskelligheden i afrikanske kulturer. Den ældste eksisterende kunst er 6000 år gamle udskæringer fundet i Niger. Keopspyramiden i Egypten var verdens højeste arkitektoniske bedrift i 4000 år før Eiffeltårnet blev bygget. Det etiopiske kompleks af monolittiske kirker ved Lalibela, hvor St Georges kirke er et eksempel, regnes som en anden ingeniørbrag.
Musik.
Afrikas musik er en af de mest dynamiske kunstformer. Egypten har længe været et kulturelt fokuspunkt i den arabiske verden, mens mindet om rytmerne i subsaharisk Afrika, særligt Vestafrika, blev overført gennem den atlantiske slavehandel til moderne samba, blues, jazz, reggae, rap og rock and roll. Kontinentets moderne musik inkluderer den meget komplekse korsang i det sydlige Afrika og danserytmerne til soukous, domineret af musikken i den Demokratiske Republik Congo. En nylig udvikling i det 21. århundrede er opkomsten af afrikansk hip hop. En form fra Senegal er blandet med traditionel mbalax. I Sydafrika har en form for musik som house kendt under navnet kwaito udviklet sig, og landet har været hjemlandet for sin egen form for sydafrikansk jazz en stund, mens afrikaans-musik er en helt egen form og består hovedsagelig af traditionel boere musiek og former for folkemusik og rock.
Indfødte musik og dansetraditioner i Afrika opretholdes af mundtlige traditioner, og de er forskellige fra musik og dansestil i Nordafrika og det sydlige Afrika. Arabisk indflydelse er synlig i musikken og dansen i nord og i det sydlige Afrika er vestlig indflydelse tydelig på grund af kolonialisme.
Mange afrikanske sprog er tonesprog hvor toneleje bestemmer betydningen. Dette udtrykkes i afrikanske musiske melodier og rytmer. Mange forskellige musikinstrumenter bliver brugt som trommer (mest udbredt), bjæller, bue, lut, fløjte og trompet.
Afrikanske danse er en vigtig tilstand af kommunikation, og danserne bruger gæster, masker, kostumer, kropsmaling og et antal visuelle genstande. De grundlæggende bevægelser er nogen gange enkle og lægger vægt på kun overkroppen eller maveregionen eller fødderne. Sådanne bevægelser er nogen gange komplekse og involverer koordination af forskellige kropsdele. Dansere udfører dansen nogen gange alene eller i små grupper på to eller tre personer. Danse med mange udøvere udføres også med forskellige formationer, som lineære, sirkulære, bugtende og så videre.
Med urbanisering og modernisering viser moderne afrikansk dans og musik indflydelse som er assimileret fra flere andre kulturer.
Religion.
Afrikanerne har mange forskellige religiøse trossystemer, hvor kristendom og islam er de mest udbredte. Omkring 46,3 % af alle afrikanere er kristne og 40,5 % er muslimer. Omkring 11,8 % af afrikanerne følger oprindelige afrikanske religioner. Et lille antal afrikanere er hinduer eller har jødisk trostradition, som beta Israel og lemba-stammerne.
De indfødte afrikanske religioner har en tendens til at dreje omkring animisme og forfædredyrkning. Et almindelig emne i traditionel trossystemer var delingen af den spirituelle verden i en "hjælpsom" og en "skadende" del. Hjælpsomme ånder regnes almindeligvis at inkludere forfædres ånder som hjælper deres efterkommere og mægtige ånder som beskytter hele samfund fra naturkatastrofer eller angreb fra fjender, mens skadelige ånder inkluderer sjælene til mordofre som blev begravet uden de korrekte begravelsesregler og ånder brugt af fjendtlige medium til at skabe sygdom blandt deres fjender. Mens effekten af disse tidlige former for dyrkning fortsætter at have grundlæggende indflydelse, har trossystemene udviklet sig eftersom de møder andre religioner.
Dannelsen af det gamle rige i Egypten i det tredje milleni f.Kr. markerede det første kendte komplekse religiøse system på kontinentet. Omkring det 9. århundrede f.Kr. blev Karthago grundlagt i dagens Tunesien af fønikerne, og blev et betydelig kosmopolitisk center hvor guddomme fra nabolandene Egypten, Rom og etruskernes bystater blev tilbedt.
Den etiopisk-ortodokse kirke og den eritreisk-ortodokse kirke dateres officielt til det 4. århundrede og er dermed en af de først etablerede kristne kirker i verden. I begyndelsen gjorde ortodokse fremskridt i dagens Sudan og andre regioner i nabolaget. Men efter at islam blev spredt, var væksten begrenset til højlandene.
Islam gik ind i Afrika da muslimene erobrede Nordafrika mellem 640 og 710 og det startede med Egypten. De etablerede Mogadishu, Melinde, Mombasa, Kilwa og Sofala da de fulgte søhandelsvejene ned langs kysten af Østafrika og spredte sig gennem Saharaørkenen ind i det indre af Afrika da religionen fulgte i fodsporene til muslimske handelsmænd. Muslimerne var også blandt de asiatiske mennesker som senere slog sig ned i det britisk-styrede Afrika.
Mange afrikanere blev konverteret til vesteuropæisk form for kristendom i kolonitiden. I de sidste ti år af det 20. århundrede, har forskellige sekter af karismatisk kristendom vokset hurtigt. Et antal romersk-katolske afrikanske biskopper var til og med nævnt som mulige pavekandidater i 2005. Afrikanske kristne ser ud til at være mere socialt konservative end deres trosfæller i store dele af den industrialiserede verden, noget som ganske nyligt har ført til spænding indenfor retninger som anglikanske kirker og metodistkirke.
De afrikanske initierede kirker har oplevet en betydelig vækst i de 20. og 21. århundreder.
1979.
Eksterne henvisninger.
79
Ægide.
Ægide eller Aigis (gr. Αιγίς "Aigis") er Zeus' skjold eller panserkåbe.
Via latin ("aegis", gen. "aegidis") er ægide blevet en betegnelse for førerskab, beskyttelse eller protektion.
Ægir.
Ægir (konge over havet) er en af tre jætter, som bor hos aserne. De to andre er Loke (der repræsenterer ild) og Kari (der repræsenterer luft)
Navnet Ægir knytter sig til ordet for vand, og han er personificeringen af havet. Hans kræfter kan bruges både til godt og ondt, men har hele tiden med vandet og havet at gøre. Floden Ejderen kaldtes også "Ægirs dør", og "Ægirs kæber" var de tidevandsbølger og virvelstrømme som opslugte skibe til havs. Hans kolleger er græske Poseidon og den romerske gud Neptun. Ægir bliver ofte præsenteret som en gammel mand med et hvidt skæg og klo-lignende fingre. Hvis man så ham på havets overflade, var det oftest et ildevarslende tegn. Han kommer for det meste op til overfladen med den hensigt at trække skibe og mænd med sig ned på havets bund og han var derfor naturligvis frygtet af sømænd.
Ægir besidder også et stort kar kaldet Ægor, skænket til ham af Thor og Tyr. I dette kar brygger han livets mjød af Balders blod. Mjøden er synonym med det livgivende hav. Livet begyndte i det salte hav, og efter Ragnarok vil en ny verden opstå igen fra havet.
Ægir (Hler) var i den nordiske mytologi en magtfuld jætte, og bror til Loke. Ifølge den danske overlevering bor han på Læsø med jættekvinden Ran, som er en barsk kvinde, der forårsager storme og forlis.
Ifølge den islandske overlevering levede Ægir og Ran i prægtige guldbelagte sale under havet ved øen Hlésey/Hléssey/Lessö, måske Læsø eller et gammelt navn for den gudsforladte ø Jan Mayen, et navn fra før 1614.
Ægir er guderne venligt stemt og byder dem ofte til gilde. Det er ved et gilde hos Ægir at Loke i vrede fornærmer alle aserne "(Lokes skænderi)", så de til sidst mister tålmodigheden med ham og derefter griber ham og lænker ham i hulen, hvor han skal stå til Ragnarok.
Ægirs afkom siges at være bølgerne og hans ni døtre er vistnok de samme som de ni mødre til guden Hejmdal. Navnene på Ægirs ni døtre var Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrønn, Bølge, Drøfn og Kolga, men navnene er nok ment rent symbolsk og poetisk, de er alle forskellige ord for begrebet "bølge".
For vikingerne var havet vejen til handel, guld og land, måske derfor er Ægir knyttet til rigdom.
Ægyptologi.
Billede af en egyptisk tømrer. Fra ca. 1420 f.Kr.
Egyptologi er læren om og studiet af det gamle Egypten.
I Danmark kan man tage bachelor- og kandidatuddannelser i egyptologi ved Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet. Studiet omfatter egyptisk historie, arkæologi og sprog (dvs. hieroglyffer og koptisk). En person med sådan en uddannelse kaldes en egyptolog.
Æon.
En æon (: aiōn for evighed) i generelt sprogbrug et meget langt tidsrum, en evighed.
I geologien er æon den største tidsinddeling i Jordens geologiske historie.
Æoner opdeles i æraer, bortset fra Hadal.
De bjergarter, der dannes i løbet af en æon, udgør en kronostratigrafisk enhed; eonothem. Eonothemet Proterozoikum blev dannet i løbet af æonen Proterozoikum.
Frederiksberg.
Frederiksberg er en bydel i Hovedstadsområdet, der geografisk er placeret på Sjælland og oprindeligt var en by adskildt fra selve København. Efter omkringliggende nabokommuners indlemmelse i København (1901) blev Frederiksberg by helt omsluttet af København.
Frederiksbergs oprindelige navn var "Tulehøj". I så fald kan der have boet en "thul" der - oldtidens navn på en præst eller magiker, kendt fra indskriften på Snoldelev-stenen. Ordet er beslægtet med verbet "thula" (= at tale), så en thul kan også tolkes som en, der fremsagde ting. På angelsaksisk havde "thyle" den samme betydning, og i Beowulf-kvadet er dette Unferths titel. I Håvamål kaldes Odin selv for "den gamle thul".
Der står i "Dend kongelige Residents- og Stabel-Stad Kiøbenhavn historiske Beskrivelse" at "Kiøbenhavns Grændser var da fra Tulleshøy til gammel Bohøy, Amager og Saltholm, og hvad der imellem laae" - afsnittet viser til forholdene i 1443. På det tidspunkt har navnet "Tulehøj" været opfattet som "Tulleshøy".
Mod nord og vest er Frederiksberg afgrænset af S-banen med stationerne Ålholm, KB Hallen, Flintholm, Grøndal og Fuglebakken og mod nordøst af Åboulevarden. I den vestlige del ligger også Peter Bangs Vej. Metroen gennemskærer Frederiksberg fra vest til øst. Mod øst afgrænses Frederiksberg af Skt. Jørgens Sø. Frederiksberg har store grønne områder som Frederiksberg Have, Søndermarken og Zoologisk Have.
Pr. 1. januar 2008 er indbyggertallet på Frederiksberg 93.343. Arealet af kommunen er 8,7 km² og dermed den tættest befolkede kommune i Danmark.
Det Centrale Frederiksberg.
Frederiksbergs ældste bygninger, der hovedsageligt er fra 1800-tallet, ligger langs Allégade. Bebyggelsen omkring Domhuset og Solbjerg Kirke ved Howitzvej stammer fra begyndelsen af 1900-tallet. I kvarteret findes desuden Frederiksberg Rådhus, Falkoner Centret samt Frederiksberg Centret. Blandt de nyeste bygninger er Handelshøjskolens afdeling ved Solbjerg Plads og det nye Frederiksberg Gymnasium.
I den sydlige del af kvarteret ligger Frederiksberg Have og Søndermarken samt en boligbebyggelse ved Søndre Fasanvej bag Søndermarken. Her ligger også Frederiksberg Slot og Zoologisk Have med sit karakteristiske tårn.
Den nordlige del af kvarteret har en blanding af boliger, kontorbyggeri, butikker samt en række uddannelsesinstitutioner og andre offentlige institutioner.
Der er butikscentre omkring stationerne Frederiksberg og Fasanvej.
Peter Bangs Vej ved Glahns Alle
Kvarteret syd for Peter Bangs Vej.
Kvarteret syd for Peter Bangs Vej er ganske åbent og grønt med udstrakte villaområder, Solbjerg og Søndermark Kirkegårde på hver side af Roskildevej samt store idrætsarealer ved KB Hallen og Jens Jessens Vej.
Den vestligste del af Roskildevej præges af større boligejendomme fra 1950'erne, og syd herfor ligger række- og terassehuse samt Domus Vista på 30 etager.
Sydsiden af Peter Bangs Vej er karakteriseret af boligejendomme fra 1930'erne. I den østligste del ligger Diakonissestiftelsen og bebyggelsen Klammergården.
Kvarteret omkring Flintholm.
I kvarteret ligger to udviklingsområder, Flintholm-området og Nimbusparken. I den østlige del af kvarteret er der hovedsagelig store boligkarréer. Nord for Finsensvej ligger en tæt-lav boligbebyggelse fra 1980 kaldet Solbjerg Have. Kvarterets vestlige del rummer villaområder og i sydvest Den Sønderjyske By fra 1921 og bag denne Herman Bangs Have opført i 1991.
Kvarteret omkring Femte Juni Plads og Fuglebakken.
Kvarteret har udbredte villaområder, mens der langs de større veje Nordre Fasanvej, Godthåbsvej og Borups Allé overvejende ligger etagebebyggelse. Syd for villakvarteret ligger rækkehuse på Fuglebakken, der er opført i 1928. Bebyggelsen er opført i fire enklaver, symmetrisk udformet omkring Drosselvej. Fuglebakkens villaer og rækkehuse har både nu såvel som tidligere huset mange politikere og kulturpersonligheder. Af nuværende beboere kan nævnes forfatter Hanne-Vibeke Holst, tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen, tidl. chefredaktør for Berlingske Tidende, Niels Lunde og tidligere landsholdsmålmand, nu TV-vært, Peter Schmeichel. Også statsminister Jens Otto Krag har boet på Fuglebakken sammen med sin kone, skuespilleren Helle Virkner.
Ved Borups Allé ligger endnu et nyere og enestående boligbyggeri, Borups Have, opført i 1990 og karakterisret ved to imposante tårne samt haveanlæg på taget af supermarked. Se.
Frederiksberg Hospital ligger i et sammenhængende grønt og åbent område mellem Godthåbsvej og Nyelandsvej. Frederiksberg Hospital består af mange forskellige bygninger opført fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1970'erne.
Kvarteret omkring Kronprinsesse Sofies Vej og svømmehallen.
Den sydlige del af kvarteret er Svømmehalskvarteret, der er Frederiksbergs tættest bebyggede område. Svømmehalskvarteret rummer karrébebyggelser overvejende opført i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet.
Midt i dette kvarter Aksel Møllers Have, og på pladsen ud mod Godthåbsvej ligger Byggeriets Hus, som fungerer som foredrags- og udstillingshus, mens Frederiksberg Svømmehal ligger syd herfor.
Kvarteret nord for Gammel Kongevej.
Fontæne på Sankt Thomas Plads (Nord) Hostrups Have set fra parken i midten af bebyggelsen
Mod Sankt Jørgens Sø ligger både store ældre villaer og flerfamiliehuse. Langs Gammel Kongevej ligger bygninger med et varieret udtryk og forskellig alder, mange med tårne og karnapper.
Hostrups Have tegnet af Hans Dahlerup Berthelsen er en markant etageejendom fra midten af 1930´erne, der omslutter et indre haverum. Bebyggelsen ligger hvor det tidligere Rubens Klædefabrik lå. Et stort område optages af Det Biovidenskabelige Fakultets bygninger og haver.
Ved Rosenørns Allé markerer Forum og Radiohuset på hver sin side af vejen en af indkørslerne fra København til Frederiksberg, mens tårnene på en bebyggelse ved Danas Plads udgør en anden.
Ved Gammel Kongevej ligger mod øst og Vesterbro det høje, nyrenoverede Codanhus.
Kvarteret syd for Gammel Kongevej.
Kvarteret rummer primært ældre villa- og etagebebyggelse. Den tætte etagebebyggelse er især koncentreret omkring Gammel Kongevej, Frederiksberg Allé og Vesterbrogade.
Frederiksberg Allé løber gennem kvarteret som en grøn linje, der ender i Frederiksberg Have. Den grønne promenade er anlagt med 7 meter brede promenadefortove med hver to rækker klippede lindetræer. Alléen har to pladser, Sankt Thomas Plads og Frederiksberg Runddel.
Rosenhaven ved Allégade samt Pariserhaven mellem Nyvej og Mynstersvej er sammen med Frederiksberg Kirkegård kvarterets grønne områder.
Frederiksbergs historie.
Der har levet mennesker på Frederiksberg i alt fald fra bronzealderen. I sen vikingetid eller tidlig middelalder opstod landsbyen Solbjerg, hvis marker dækkede hovedparten af det nuværende Frederiksberg. Byen lå formentlig i den nordlige del af den nuværende Frederiksberg Have. Området var landbrugsland med spredte landsbyer, og Solbjerg var, sammen med områdets andre landsbyer, underlagt Utterslev hovedgård som krongods. Omkring 1160 skænkede Valdemar 1. den Store markedspladsen Havn, senere København, samt Utterslev med tilliggender til Biskop Absalon.
1600-tallet: En begyndelse.
Frederiksbergs historie begynder først ved midten af 1600-tallet. I 1620 besluttede Christian 4. at nedlægge Solbjerg, hvis arealer blev lagt under en ny ladegård, som blev opført i årene 1620-23. Ladegården skulle forsyne Københavns Slot og Rosenborg med landbrugsvarer. De varer, som slottene aftog, blev solgt til befolkningen i København. Ladegården blev bygget på en bastion, der var en del af Københavns nye befæstning.
Gårdens marker omfattede det meste af det nuværende Frederiksberg og blev dyrket ved hjælp af fæstebønder fra landsbyer i omegnen. Det mere kvalificerede arbejde på Ladegården blev udført af fastansatte, mens fanger fra Bremerholm blev sat til tærskningen. Ladegården blev således drevet som en stor herregård, men det var svært at få bønderne til at yde hoveri. I 1645 opgav Christian 4. ladegårdsdriften og bortforpagtede gården indtil 1651.
Frederik 3. lod 2. juni 1651 jorderne udstykke og bortfæste til 20 bønder af hollandsk afstamning fra Amager, som opførte deres gårde på begge sider af den nuværende Allégade, og byen fik da navnet "Ny Amager" eller "Ny Hollænderby".
Men det gik tilbage for disse bønder, dels pga. svenskekrigen 1658—60, dels ved misvækst og ildebrand, og da de ikke kunne betale deres skatter, blev jorderne taget fra dem 1698 og for størstedelen lagt ind under det ny Frederiksberg Slot.
Kongefamilien havde i den sidste del af 1600-tallet igangsat byggeri i Ny Amager, og i 1699 besluttede Frederik 4. at bygge et lystslot på Valby Bakke. Slottet blev opføt 1700-03, og i forbindelse med slottet anlagdes de to parker Søndermarken og Frederiksberg Have som franske barokhaver. Det var inspireret af Kongens rejser i Frankrig og Italien. Han gav slottet navnet "Friederichs Berg", og en genopbygget landsby tog i løbet af 1700-tallet navn efter slottet - Frederiksberg.
Byens fastboende var nu snarere husmænd end bønder, da der ikke var jord nok til at muliggøre et landbrug. Byen fik i 1734 fik den sin egen kirke, og 1736 blev den et eget sogn sammen med Vesterbro.
I 1757 blev yderligere en del ved Falkoner Allé og Gammel Kongevej sat på auktion, og endelig i 1765 blev den sidste del af den gamle ladegårdsmark solgt. Dermed var Frederiksberg blevet en selvejende landsby.
En del af den bortauktionerede jord blev opkøbt af velhavende københavnere, som opførte landsteder og lystgårde, fx fra omkring 1770 Rolighed, Store Godthåb og Ludvigs Minde samt Møstings Hus. Selv om Frederiksberg stadig var et landbrugsområde, hvor bebyggelsen var koncentreret omkring Allégade, Smallegade og Bredegade, skød små fabrikker op, specielt i området ved Sankt Jørgens Sø, og befolkningstallet begyndte langsomt at stige.
Omkring 1800 var der 1.200 indbyggere.
1857: Frederiksberg bliver en selvstændig politisk enhed.
I 1818 kom Frederiksberg ind under det da oprettede Søndre Birk. Ved Lov af 29. december 1857 blev Frederiksberg udskilt af Hvidovre Sogn, med hvilket den havde været forenet siden Landkommunalanordningen af 13. august 1841, og blev en selvstændig kommune under Københavns Amt med sin egen kommunale forvaltning. I 1860 fik Frederiksberg næringsfrihed som købstad. Det var en række politikere med tilknytning til bydelen, som agiterede for loven i Rigsdagen, bl.a. C.C. Hall, A.L. Casse, Ernst Emil Rosenørn og Otto Müller, der alle også på et tidspunkt var medlemmer af sogneforstanderskabet. Rosenørn blev den første formand for et selvstændigt Frederiksberg.
Første kommunale anlæg.
I 1841 havde den fået et sogneforstanderskab, fra 1867 kaldt et sogneråd. Sogneforstanderskabet fik Frederiksberg Bredegade brolagt i 1845, det store gadekær i Allégade blev fyldt op og i 1848 blev der ved frivillig hjælp gennemført en gadebelysning med 8 lygter i Allégade, Smallegade og Bredegade.
I længden var den form for privat initiativ for primitivt, så kommunen tegnede kontrakt med Det Danske Gaskompagni, der opførte et gasværk på H.C. Ørsteds Vej, og i september 1860 kunne gassen tændes i lygterne på hovedfærdselsårene. I 1863 fik kommunen sin første moderne skole på Falkoner Allé som erstatning for degneskolen i Pile Allé. Samme år fik kommunen et hospital og fattighus på Lampevej (nu Howitzvej). I 1867 fik kommunen eget apotek (på Gammel Kongevej), og i 1864 blev Frederiksberg Station anlagt. I oktober 1863 åbnede den første sporvej mellem Sankt Annæ Plads og Frederiksberg Runddel.
Til gengæld varede det længe, inden kommunen fik ordentlig vandforsyning. Det skete i 1869, da fabrikant P. Andersen anlagde et privat vandværk mellem Vodroffsvej og Danmarksgade, hvor han allerede drev et jernstøberi. Først i 1878 fik kommunen etableret sit eget vandværk i Grøndal, og selv da var det stadig Andersen, der forsynede områderne øst for Bülowsvej og Hauchsvej. P. Andersens Vandtårn er et minde fra denne tid.
Villakvarterer vokser frem.
Efter at demarkationslinjen 1852 var blevet flyttet ind til inden for søerne, havde et omfattende byggeri taget fart. Men i de første år som selvstændig kommune blev der ikke bygget meget, for pengekrisen i 1857 satte alt nyt byggeri i stå i en årrække. Først i midten af 1860'erne blev der atter anlagt nye veje. I 1866 blev Platanvej anlagt, efterfulgt af Sankt Knuds Vej, Niels Ebbesens Vej og Bernstorffsvej (nu Danasvej) i 1868.
I 1870 kom Alhambravej og Hauchsvej til, og i 1872 blev H.C. Ørsteds Vej ført igennem til Nørrebro. Omtrent samtidig kom to nye sporvejslinjer til bydelen. Flere villakvarterer kom til: I 1876 Steen Blichers Vej og Poul Møllers Vej m.fl., samme år Monradsvej og 1879 Rathsacksvej, Christian Winthers Vej m.fl.
Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser. Bl.a. på grund af tilknytningen til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik 6.s tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen. Villaen var en ny boligtype i Danmark, og særligt to arkitekter var med til at forme dens karakter, nemlig J.D. Herholdt og Henning Wolff. Herholdt tegnede Danmarks første villa, "Villa Taarnborg", opført 1846-47 for officeren A.C.B. Bibow på Tårnborgvej (nedrevet 1959), der var gift med Herholdts søster Laurentia Augusta. Karakteristisk for hustypen var asymmetrien og inspirationen fra rustikke italienske landhuse. Herholdt fulgte "Taarnborg" op med flere villaer på Frederiksberg, således senere justitsminister A.L. Casses villa, Carit Etlars Vej 3 (1851) og huse for xylografen Axel Kittendorff (ved Bianco Lunos Allé) og for etatsråd Raffenberg (begge 1852 og begge nedrevet). Det blev dog Henning Wolff, der kom til for alvor at bebygge de nye villaveje, og i hans huse blev de uformelle elementer forstærket. Et begreb som "den danske hygge" kom til udtryk i en bevidst knopskydning i form af karnapper, vindfang, havestuer og balkoner. Villaerne skulle ikke være monumentale, men hjemlige og personlige. Med inspiration fra æstetikken på Frederiksberg bredte villaerne sig over hele Danmark.
Industrialisering.
Den første store bølge af industrialisering ramte Frederiksberg i 1860'erne, hvor det centrale Frederiksberg stadig var landligt. Virksomheder som Rubens Klædefabrik og Marstrands Dampmølle skød op. Tilsvarende blev der bygget arbejderboliger såsom De Classenske Boliger.
Efterhånden blev det indre Frederiksberg helt udbygget med først villakvarterer og siden etageejendomme, og den næste bølge af industrialisering blev koncentreret i randområderne i kommunen mod vest, især langs Finsensvej, hvor Frederiksberg Gasværk i 1895 var blevet udflyttet. Ligesom i den øvrige hovedstad blev der etableret flere store virksomheder i kommunen, fx Aluminia, Fisker & Nielsen, Krystalisværket og NKT.
Yderligere selvstændighed.
I 1886 havde kommunen opnået at få birketinget, der hidtil havde ligget i domhuset på Blegdamsvej i København, flyttet til en mere bekvem placering inden for kommunens grænser. En ny bygning blev rejst på hjørnet af Lampevej (nu Howitzvej) og Falkoner Allé, som også blev kommunens første rådhus inkl. brand- og politistation.
I 1900 blev Frederiksberg udskilt af Københavns Amt og opnåede (ligesom Københavns Kommune) status som selvstændigt amt. Med kommunalloven i 1919 kunne kommunalbestyrelsens formand nu kaldes borgmester.
Med den befolkningstilvækst, som Frederiksberg oplevede, blev det gamle rådhus på Howitzvej snart for trangt. 1915 blev der udskrevet en konkurrence om et nyt anlæg med domhus, brand- og politistation, men først 1935 var alle bygningerne færdige. Da kunne også et nyt hovedbibliotek indvies, tegnet af stadsarkitekt A.S.K. Lauritzen.
Et nyt rådhus skulle vise sig at tage lige så lang tid. I 1930'erne blev de første ideer fremlagt, men først 1942 kunne spaden sættes i jorden til et nyt rådhus. Det blev tegnet af Henning Hansen, som døde under opførelsen i 1945. Det blev først færdiggjort af andre arkitekter i 1953. En karré mellem Bredegade og Smallegade blev nedrevet for at skabe en byggegrund og rådhusplads og i årtierne, der fulgte forsvandt det meste af den ældste frederiksbergske bebyggelse mellem de to gader.
Besættelsen.
Under RAF's bombardementet af Shellhuset den 21. marts 1945 skete der en tragedie, der ramte Frederiksberg. Et af formationens fly styrtede ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé (nr. 76-78) mellem Den Franske Skole og Aveny Teatret. Anden bølges bombefly, og flere af piloterne i flyene troede fejlagtigt, at målet lå under røgen fra det brændende flyvrag og kastede derfor deres bomber over Den Franske Skole og hele karreen Amicisvej/Maglekildevej. Over 200 mennesker omkom, over 300 blev såret og mere end 900 mennesker blev hjemløse.
Efterkrigstiden: Bybilledet under forandring.
I efterkrigstiden skete der store ændringer af Frederiksbergs bybillede. Kommunens forvaltning havde store byplanmæssige planer, der bl.a. omfattede en helt ny bebyggelse - og "skyline" - ved søbredden langs Sankt Jørgens Sø. Villaerne skulle ryddes og en højhusbebyggelse opføres. Jørn Utzon vandt i 1959 1. præmie i arkitektkonkurrencen om søfronten. Projektet blev ikke til noget, men alligevel forsvandt meget af bebyggelsen. I stedet foregik der nemlig en punktvis nedrivning af villa- og fabriksbebyggelsen langs Vodroffsvej, der strakte sig over fire årtier.
Også andre steder vidner 1960'ernes kontor- og forretningshuse om, at kommunens planlæggere forestillede sig gadeudvidelser og -gennembrud ført ud i livet på længere sigt. Flere steder er de nye huse trukket tilbage fra skellet til gade, hvilket er tydeligt på fx H.C. Ørsteds Vej og Falkoner Allé.
En arkitekt, der fik mange markante opgaver i kommunen, var Ole Hagen. Han var manden bag modernistiske bygninger såsom Falkoner Centret (ombygget), Codans højhus (også ombygget) og Domus Vista på Roskildevej. De nye bebyggelser var dog ikke alle eksklusive. De almene boligselskaber VIBO og Lejerbo lod opføre en mænge bebyggelser på tidligere fabriksgrunde, fx langs Howitzvej. Ligesom Howitzvej er flere villaveje blevet omdannet til områder med højhuse eller etagehuse. Det mest illustrative eksempel er Platanvej, hvor punkt- og højhuse næsten fuldstændig har afløst villaerne.
Det er bl.a. den store udbygning af boligmassen i efterkrigstiden, der har medført, at Frederiksberg i dag er Danmarks mest folkerige kommune målt i indbyggere pr. kvadratkilometer - på trods af de mange grønne områder og lave villabebyggelser.
Nyeste udvikling.
I 2003 afløste Metroen den gamle S-bane (linje F, lukket 1998) til Frederiksberg Station. Området omkring station blev i samme tidsrum fornyet med Solbjerg Plads, Frederiksberg Centret, Frederiksberg Gymnasium mm. I samme periode foretog Copenhagen Business School store nybygninger og udvidelser. Allerede i 1980'erne havde Henning Larsen tegnet en større udvidelse af Handelshøjskolen.
I 2000'erne har kommunen gennemført anlæggelse af nye cykelstier i stor stil og (gen)plantning af allétræer.
Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune mistede deres status som selvstændige amter 1. januar 2007 i forbindelse med Kommunalreformen. Frederiksberg er nu en del af Region Hovedstaden.
Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentets bygning i Bruxelles i Belgien
Europa-Parlamentet (uofficielt også EU-parlamentet) er EU's folkevalgte parlament. Det kaldtes i årene 1971-1993 også "EF-parlamentet". Europa-Parlamentet træder sammen i både Bruxelles og Strasbourg. Medlemmerne vælges for fem år af befolkningerne i de 27 EU-lande. Parlamentet har i øjeblikket 736 medlemmer, heraf 13 danske, som tjener den næststørste vælgerkorps i verden (efter Indien) og består af den største transnationale demokratiske vælgerkorps i verden (375 millioner støtteberettigede vælgere i 2009).
Sammen med Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), den danner lovgivende magt i EU. Europa-Parlamentet og Europa Rådet udgør det højeste lovgivende organ i i EU.
Der har været direkte valgt hvert femte år ved almindelige valgret siden 1979. Selv om Europa-Parlamentet har den lovgivende magt, har den ikke lovgivningsinitiativet, som de fleste statslige parlamenter i EU har.
Danske medlemmer.
Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet formindsket på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 har Danmark 13 medlemmer af Parlamentet.
Partigrupper.
I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har hidtil bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande.
Efter valget i 2009 ændres kravet til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande.
Ændringen blev gennemført af de to store partigrupper EPP-ED (konservative) og PES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupper DEM og UEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindelig ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fra Hanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.
Fraktionerne den 14. juli 2009
EPP-ED er den konservative og kristendemokratiske gruppe i EU-Parlament bestående af Europæisk Folkeparti ("European People's Party, EPP") og Europæiske Demokrater ("European Democrats, ED"). I Danmark er Det Konservative Folkeparti medlem af det Europæiske Folkeparti og dermed også medlem i EPP-ED-gruppen i EU-Parlamentet. ("265 sæder")
S&D er den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlament. PSE står for De Europæiske Socialdemokrater ("Party of European Socialists"). I Danmark er Socialdemokraterne medlem af PSE og PSE-gruppen i EU-Parlamentet. Gruppeformand er Martin Schulz, mens Poul Nyrup Rasmussen er formand for partiet. ("184 sæder")
ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa) er den liberale gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Liberal Demokratisk og Reformparti ("European Liberal Democrat and Reform Party, ELDR") og Europæisk Demokratisk Parti ("European Democratic Party, EDP"). I Danmark er partierne Det Radikale Venstre og Venstre medlemmer af ELDR og dermed også medlemmer i ALDE-gruppen i parlamentet. ("98 sæder")
Grønne-EFA er den grønne gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier De Europæiske Grønne ("European Greens") og Europæisk Fri Alliance ("Europeans European Free Alliance, EFA"). De Europæiske Grønne er en sammenslutning af grønne partier, mens EFA er en sammenslutning af europæiske mindretalspartier. Fra Danmark sidder Socialistisk Folkeparti i Den Grønne Gruppe. ("55 sæder")
ECR ("European Conservatives and Reformists") (ECR). Består primært af medlemmer fra den britiske konservative parti, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterende UEN-gruppe. ECR er konservative og kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. ("54 sæder")
GUE-NGL (Nordisk Grønne Venstre) er venstregruppen i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Venstre ("European Left") og Nordisk Grønne Venstre Alliance ("Nordic Green Left Alliance"). Folkebevægelsen mod EU er teknisk associeret til GUE-NGL-gruppen. ("41 sæder")
EFD (Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati) er den EU-kritiske gruppe i EU-Parlamentet. I Danmark er Dansk Folkeparti medlem af gruppen. ("32 sæder")
Lovgivning og beføjelser.
Europa-Parlamentet vedtager og ændrer lovgivning der foreslåes af Europa-Kommissionen. Parlamentet deler ofte lige beføjelser med Rådet for Den Europæiske Union (også kaldt Rådet eller Ministerrådet) under behandlingen af de lovforslag som Europa-Kommissionen foreslår.
Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.
Parlamentets beføjelser er afhængig af hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.
Budget og regnskab.
Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal give "decharge" (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.
I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet af Jacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtil Romano Prodi udpegede en ny kommission året efter.
Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.
Landbrug.
Efter Lissabon-traktaten er trådt i kraft har Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken.
Miljø.
Under "den fælles beslutningsprocedure" (ændres til "den almindelige beslutningsprocedure" ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for miljøpolitik.
I forbindelse med forhandlingerne klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.
Formandskab.
Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Efter valget i 2009 overtog polakken Jerzy Buzek denne post efter Hans-Gert Pöttering. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og nu tyskeren Klaus Welle.
Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.
Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.
Kvæstorerne.
Kvæstorerne varetager administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne og deres arbejdsbetingelser.
Udvalg.
Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.
Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.
Parlamentariske delegationer.
Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.
Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.
Historie.
Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.
Mødesteder.
faner ved Europa Parlamentsbygning i Strasbourg.
Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er i Strasbourg, men der er en afdeling i Bryssel med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger i Luxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bryssel. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bryssel. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.
Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.
De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det i Europarådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bryssel, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.
Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.
I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.
I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.
Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd der skal træffe den beslutning.
Der er en del kritik mod ordningen, der ofte kaldes "rejsecirkus" eller "flyttecirkus". Der argumenteres for at ét hjemsted ville spare omkostninger, energi og CO2-udledning ved flytningerne. Den svenske Europa-Parlamentariker Cecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.
PR- og informationsarbejde.
Europa-Parlamentet har et informationskontor i København. Det ligger i Gothersgade i Europa-Huset.
Priser.
Parlamentet uddeler Sakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris og Karl den Store-Ungdomsprisen ("Charlemagne Youth Prize").
Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik til TV2-programmet "Kampen om kemikalierne", som handlede om lobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningen REACH. I 2009 gik prisen til Berlingske Tidende for en artikelserie der kritiserede Udlændingeservices vejledning af borgerne efter Metock-dommen.
Valgkampagne.
Parlamentet bruger 18 millioner euro på en kampagne forud for Europa-Parlamentsvalget 2009. Den udføres af det tyske reklamebureau Scholz & Friends og omfatter blandt andet videokabiner ("Choice Boxes") opstillet rundt omrking i europæiske byer, hvor borgerne kan sende en besked til politikerne i Bryssel. indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Kampagnen er indrettet med budskaber der tilpasses politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %.
Europadagen.
Europadagen fejres den 9. maj og kan betragtes som EU's nationaldag.
Dagen markerer Schuman-erklæringen, der er opkaldt efter Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman. Han foreslog i en tale 9. maj 1950, at Frankrig og Tyskland, samt ethvert andet land som måtte ønske at deltage, skulle samordne deres produktion af kul og stål.
Talen resulterede i Kul- og Stålunionen, som i dag betrages som forløberen for Den Europæiske Union.
Europium.
Europium (opkaldt efter Europa) er det 63. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Eu: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette lanthanid som et forholdsvis blødt (omtrent som bly), sølvhvidt metal der hurtigt iltes ("ruster").
Kemiske egenskaber.
Europium er det mest reaktionsvillige lanthanid, og angribes øjeblikkeligt af atmosfærisk luft: Ved temperaturer mellem 150 og 180 °C antændes stoffet spontant, og brænder med en rød flamme under dannelse af Europium(III)oxid (Eu2O3). Selv når det opbevares under mineralsk olie for at hindre luften adgang, ser man sjældent det rene, ikke-iltede metal. I forbindelse med vand danner det gas-formig brint og det svagt basiske europiumhydroxid.
Mens de fleste andre lanthanider alene optræder med oxidationstrin 3, kan europium indgå med både oxidationstrin 2 og 3, og meget usædvanligt for lanthaniderne synes europium at "foretrække" oxidationstrin 2 frem for 3 som hos de andre lanthanider. Europium i oxidationstrin 2 "opfører" sig i kemisk henseende meget som barium i samme oxidationstrin, da de har næsten ens ionradier.
Tekniske anvendelser.
Europium tilsættes visse glas-sorter til brug i lasere, og bruges i test for Downs syndrom og en række andre medfødte defekter. Stoffets evne til at absorbere neutroner udnyttes i atomreaktorer.
Europiumoxid bruges i vid udstrækning i rollen som det røde "fosfor" i farve-billedrør til "gammeldags" fjernsyn og computerskærme samt i sparepærer. Europiums fluoriscerende egenskaber udnyttes i fremstillingen af fluorescerende glas, og i fluorescerende mønstre på Euro-pengesedler der skal modvirke falskmønteri.
Historisk.
Europium blev første gang konstateret i 1890 af den franske kemiker Paul Émile Lecoq de Boisbaudran, som i spektret for en blanding af samarium og gadolinium fandt spektrallinjer som ikke kunne forklares ud fra de to stoffers spektre. Men æren for opdagelsen af europium tilskrives normalt hans landsmand, Eugène-Antole Demarçay, som i 1896 kom på sporet af stoffet i urene prøver af de dengang nyopdagede samarium, og i 1901 isolerede europium. Året efter lykkedes det at udvinde rent, metallisk europium.
Forekomst.
På grund af stoffets reaktionsvillighed finder man aldrig europium i dets rene, metalliske form i naturen; til gengæld findes det i en lang række mineraler, hvoraf de vigtigste for den kommercielle udvinding af stoffet er monazit og bastnasit: Herfra udvindes flere forskellige sjældne jordarter ved en ionbytnings-proces. Europium er desuden blevet konstateret i spektrene fra Solen samt visse andre stjerner.
Isotoper.
Naturligt forekommende europium består af to stabile isotoper; 151Eu og 153Eu, hvoraf sidstnævnte er den mest udbredte med 52,2 procent. Dertil kender man 35 radioaktive isotoper, hvoraf 150Eu er den mest stabile med en halveringstid på 36,9 år.
Eurotunnelen.
To Eurostar-tog på Waterloo Station i London
Eurotunnelen er en jernbanetunnel under den Engelske Kanal. På den franske side er udgangspunktet Coquelles ved Calais. I England munder tunnelen ud i Folkestone nær Dover.
Tunnelen er 50,3 km lang og dermed verdens næstlængste undersøiske tunnel (kun Seikantunnelen i Japan er længere). Den blev indviet i 1994 og gennemkøres på ca. 28 minutter. Hele ruten mellem Calais og Dover tager 35 minutter. I 2000 var 48% af de transporterede køretøjer lastbiler.
Foruden biltoget gennem tunnelen er der fra Paris forbindelse til London med højhastighedstoget Eurostar. Toget, der kører med hastigheder på op til 300 km/t, har også forbindelse mellem London og Bruxelles. I begge situationer køres naturligvis gennem Eurotunnelen.
Udover tunnelen er der færgeforbindelse mellem Calais og Folkestone samt en række andre franske og engelske havne.
V-tegn.
Churchill viser V-tegnet i Whitehall den 8. maj 1945 efter at have annonceret i radioen, at Tyskland var besejret i 2. verdenskrig.
V-tegnet er et håndtegn, hvor pegefinger og langfinger danner et V ved at holdes strakt og spredt, mens de øvrige fingre bøjes ind mod håndfladen. Det er således et tegn fra kropssproget, som i Danmark mest har betydningen at være et sejrstegn. Det kan vises både med håndfladen vendt væk fra én selv og den modsatte vej. Tegnet opfattes forskelligt i forskellige egne af verden, og opfattelsen varierer også efter, om håndfladen vendes den ene eller den anden vej.
Churchills V-tegn.
I begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor mange belgiere støttede kampen mod Tyskland ved at skrive bogstaverne RAF med kridt allevegne, foreslog radioreporteren "Victor de Laveleye", at man skulle tilføje et V for "vrijheid" (nederlandsk for "frihed"). V står også for "sejr" på engelsk ("victory") og fransk ("victoire"). Ideen blev taget op af BBC, der 20. juli 1941 lancerede en kampagne med et budskab fra Churchill til det besatte Europa.
Winston Churchill benyttede herefter V-tegnet til at symbolisere håbet om sejr i verdenskrigen. I begyndelsen benyttede han tegnet med håndfladen mod sig selv (sommetider endda med den berømte cigar mellem fingrene). Senere begyndte han at vende håndfladen udad. Det menes, at den aristokratiske Churchill skiftede til denne form efter at være gjort opmærksom på, at tegnet givet med håndfladen vendt mod sig selv for andre klasser i samfundet symboliserede en fornærmelse, nærmest af samme styrke som at give den velkendte "finger".
a>, indlagde en brolægger et V-tegn for næsen af okkupanterne, da han skulle reparere belægningen af Royal Square. Den senere tilføjelse af årstallet 1945 og en tilføjet ramme har omdannet det til et mindesmærke.
Douglas Ritchie fra BBC European Service foreslog at sætte lyd på V-tegnet ved at bruge rytmen fra morsealfabetets kode for "V" – tre korte og en lang tone. Dette er også åbningstakterne fra Beethovens femte symfoni (fem skrives selvfølgelig også som romertallet V), og disse takter blev åbningsstrofen på alle europæiske udsendelser fra BBC i resten af krigen. Det ironiske i, at temaet var komponeret af en tysker undgik ikke offentlighedens opmærksomhed, ligesom også de mere musikalsk kyndige kunne værdsætte, at skæbnen bankede på Tysklands dør, eftersom den 5. symfoni også kaldes "skæbnesymfonien". ().
Vietnamkrigen og fredstegnet.
Nixon forlader Det Hvide Hus, 9. august, 1974
USA's præsident Richard Nixon brugte så ofte V-tegnet til at betegne sin overbevisning om at sejre, at tegnet blev et af hans kendetegn. Han benyttede det endda ved sin (mindre sejrrige) tilbagetræden som præsident, da han for sidste gang forlod Det Hvide Hus.
Sejrstegnet blev overtaget af krigsmodstanderne og brugt som et fredstegn.
Japan og V-tegnet.
Under Vinter-OL 1972 i Sapporo fik skøjteløberen Janet Lynn en plads i Japansk popkultur, da hun faldt under sit friløb, men alligevel fortsatte med at smile, mens hun sad på isen. Hun opnåede kun en tredjeplads, mens hendes muntre holdning og utrættelighed fangede mange japanske seere og gjorde hende til en berømthed i Japan med ét slag. Senere viste Lynn, der var fredsaktivist, gentagne gange V-tegnet i japanske medier. Skønt V-tegnet var kendt i Japan før Lynn gjorde brug af det, tilskrives hun dets populære brug på amatørfotografier. En anden mulig oprindelse til denne brug er, at den er opstået under besættelsen af Japan efter 2. verdenskrig. Det er muligt, at tegnet senere indgik i den folkelige kultur efter at være set hos tropperne, uanset at dets oprindelige betydning måske ikke har været forstået.
I 1970'erne og 1980'erne ledsagedes V-tegnet i Japan ofte af lyden "piisu!". Dette gairaigo-udbrud, som stod for "fred", benyttes ikke længere, hvorimod V-tegnet selv forbliver populært.
Måske skyldes det kulturel indflydelse fra Japan, at V-tegnet ofte bruges på fotografier i Korea, Hongkong og Taiwan, især blandt unge. Tegnet ses brugt overalt på Taiwan og er tæt forbundet med ordet "lykke". Annoncer i aviser og på Tv betegner "lykke" ved at vise vinkende hænder med V-tegnet.
Tegnets oprindelse.
Det er en gammel myte, at brugen af tegnet er opstået under hundredårskrigen, hvor walisiske bueskytter deltog på den engelske side. Ifølge myten amputerede franskmændene de to fingre på tilfangetagne skytters højre hånd, og tegnet blev derfor brugt af de stadig aktive skytter til at håne deres franske modstandere.
Der kan ligge fakta til grund for myten, eftersom historieskriveren Jean Froissart (ca. 1337-ca. 1404), der skrev "The Chronicle" (som er en primær kilde til forståelsen af Europa i det 14. århundrede og til krigens skiftende begivenheder), beretter om denne brug.
Ægæiske Hav.
Det Ægæiske hav eller Ægæerhavet (græsk: Αιγαίον Πέλαγος, "Aigaion Pelagos") er den del af Middelhavet, der ligger mellem det græske fastland og Lilleasien. Mod syd afgrænses havet af øen Kreta. Havet rummer talrige øer og øgrupper, bl.a. Sporaderne, Kykladerne og de Dodekanesiske Øer.
Ægæerhavet var fødested for to af oldtidens store civilisationer: den minoiske på Kreta og den mykenske på Peloponnes. Senere udviklede bystaterne Athen og Sparta sig, og sammen med mange andre bystater udgjorde de Antikkens Grækenland. Senere magter i området var Perserriget, Romerriget, det Byzantinske Rige, Venedig, Seldjukkerne og det Osmanniske Rige.
Demokratiet blev udviklet i området omkring Ægæerhavet.
DK5 Decimalklassedeling.
DK5 Decimalklassedeling eller DK5-klassifikationssystemet eller helt kort: DK5 er 5. udgave af det danske universaldecimalklassifikationssystem, grundlagt 1915.
Begrebsafklaring.
Et universalklassifikationssystem er et klassifikationssystem, der har til formål at inddele al verdens viden i klasser, modsat fagspecifikke klassifikationssystemer, der udelukkende har til formål at inddele viden inden for et - mere eller mindre snævert - fagligt domæne.
Decem på latin betyder ti, og i et decimalklassifikationssystem inddeles al verdens viden i ti hovedgrupper eller discipliner, der så igen kan inddeles i op til ti undergrupper... og så fremdeles.
Af andre store universalklassifikationssystemer kan nævnes Dewey Decimal Classification System (DDC) og Universal Decimal Classification System (UDC eller UDK). I den svenske nationalbibliografi og i de svenske folkebiblioteker benyttes et universalklassifikationssystem med bogstavnotation, SAB's Klassifikationssystem, hvor SAB står for Sveriges Allmänna Biblioteksförening.
DK betyder decimalklassedeling eller DecimalKlassifikation, og DK5 er inddelt i ti hovedgrupper med en talkode (0-9). Disse hovedgrupper er igen underdelt i op til ti grupper, som igen kan underinddeles i op til ti grupper og så videre. Hertil kommer særlige regler for underdeling, fx geografisk, geografisk-topografisk, sproglig, eller efter biograferede personers navne. I systemet oplyses specifikt, hvilke grupper der kan underdeles.
DK5 er et enumerativt klassifikationssystem dvs. et hierarkisk opbygget system, hvor klasserne / grupperne og mulighed for underdeling på forhånd er opregnet.
Historie.
Den danske bibliotekspioner Andreas Sophus Schack Steenberg var initiativtager til den første udgave af Dansk Decimal-Klassedeling. På en rejse i USA 1902 mødte Steenberg Melvil Dewey, og på grundlag af dennes "Dewey Decimal Classification System", (7th edition, 1911) udarbejdede Statens Bogsamlingskomité første udgave af "Decimal-Klassedeling: til Brug ved Ordningen af Bogsamlinger", 1. udgave 1915. Femte udgave, DK5, blev udarbejdet i årene 1959-1969 af en klassifikationskomité med fagleder ved Danmarks Biblioteksskole J. B. Friis-Hansen som sekretær og fagligt hovedansvarlig. DK5 udkom første gang i 1970, men er gennem alle årene løbende blevet rettet og àjourført af Dansk BiblioteksCenter (DBC).
Den danske nationalbibliografi.
DK5 anvendes som klassifikationssystem i den danske nationalbibliografi.
Folkebiblioteker.
De danske folkebiblioteker anvender DK5 til klassifikation af materialer i katalogen og som opstillingssignatur.
Forskningsbiblioteker.
Det Kongelige Biblioteks benytter DK5 til klassifikation af materialerne i Danske Afdeling.
Statsbiblioteket, vort andet nationalbibliotek, universitetsbibliotek i Aarhus og overcentralbibliotek for folkebibliotekerne benytter DK5 til klassifikation af den nationalbibliografiske samling og overcentralsamlingen.
Enkelte danske forskningsbiblioteker, fx Danmarks Pædagogiske Bibliotek, anvender ligeledes DK5 som klassifikations- og opstillingssystem.
Ribe.
Ribe er en købstad i Sydvestjylland og en af Danmarks ældste byer.. Byen har 8.188 indbyggere (2010), ligger i Esbjerg Kommune og hører til Region Syddanmark. Byen ligger i et fladt marskområde ikke langt fra Vesterhavet og har gennem historien været præget af oversvømmelser. Ribe Å slynger sig igennem byen, videre over marsken og ud i Vadehavet ved Kammerslusen.
Ribe har bevaret sit gamle bymiljø med Ribe Domkirke som dets majestætiske vartegn. Mange tusinde turister fra hele verden valfarter hvert år til byen for at opleve købstadens særlige atmosfære. Den gamle by kan let ses til fods.
Ribes oprindelse og særlige bygninger.
Navnet "Ribe" kan tilbageføres til det olddanske "ripa," der betyder striber eller strimler, da handelspladsen oprindeligt bestod af mindst 70 smalle jordloder. De var højest på midten med grøfter imellem.
Dens historie strækker sig tilbage til et år mellem 704 og 710, hvor der anlagdes en handelsplads på stedet.
Byen har mange velbevarede gamle bygninger, og mere end hundrede huse i byen er fredede. Danmarks ældste rådhus ligger på von Støckens Plads i Ribe. Det kan dateres til 1496. I 1709 blev ejendommen købt af byen til rådhus. Byen har Danmarks ældste provinsmuseum. I Ribe centrum står den middelalderlige Ribe Domkirke. Fra toppen af det karakteristiske tårn er der udsigt over hele byen og oplandet. På et nærliggende hustag holder et af de få tilbageværende storkepar i Danmark til. Fra domtårnet kan man med kikkert hver sommer følge med i ungernes udvikling i reden. Den 26. juni 1269 udstedtes på danehoffet i Nyborg Ribe Stadsret af kong Erik 5. Klipping. Loven er kendt under navnet Riber Ret og for sine strenge domme ("Tak du din Gud, min søn", sagde kællingen, "at du ikke kom for Riber Ret", hun så sin søn hænge i Varde galge).
Den 11.-12. oktober 1634 steg vandet i Ribe til 6,1 meter over dagligt vande.
I dag huser byen en del uddannelsesinstitutioner. Blandt andet gymnasium (Ribe Katedralskole), handelsskole og VUC. Statsseminariet er i 2009 overført til læreruddannelsen i Esbjerg.
Ribe var frem til strukturreformen 2007 administrativt centrum for Ribe Kommune, Ribe Stift, og Ribe Amt. Herefter blev byen en del af Esbjerg Kommune.
Æresborgere.
Følgende er æresborgere i Ribe.
Attraktioner.
Ribe ligger på Europæisk Tegl-Gotiks Vejen (European Route of Brick Gothic).
Demografi.
Tabellen viser befolkningsudviklingen i Ribe (Ribe Kommune - nedlagt 2007). Data fra før det 18. århundrede er estimater.
Venskabsbyer.
Venskabsbyforeningen i Ribe er en privat forening, som blev stiftet i 1983. Dens formål er at være igangsættende og rådgivende for udveksling og kontakt med de af Ribe byråd etablerede venskabsbyforbindelser.
Partikelaccelerator.
En partikelaccelerator er et apparat til at accelerere ladede partikler op til en
Anvendelser.
Acceleratorer anvendes i stor udstrækning til eksperimentel grundforskning i fysik, men de anvendes også til medicinsk behandling til blandt andet strålebehandling af kræft eller til fremstilling af isotoper til PET-skanning.
Ved anvendelse til medicinsk behandling udsender acceleratoren stråler i form af elektroner eller fotoner som begge kan anvendes til behandling af kræft.
ABBA.
ABBA er en svensk popgruppe, der efter The Beatles er det bedst sælgende band i musikhistorien.
Gruppen dannes.
Det er svært at sige, præcis hvornår ABBA blev dannet, da det skete trinvis. Björn & Benny havde arbejdet musikalsk sammen siden 1967. I 1969-70 mødte de henholdsvis Agnetha og Anni-Frid, og de fire optrådte første gang sammen på tv i 1970 med en kort version af sangen "California, Here I Come".
Første studie-optagelse var i juni 1970, og sangen hed "Hej gamle man!". Sangen blev skrevet og udgivet af Björn & Benny, mens Agnetha & Frida sang kor. Pigernes medvirken fremgik dog ikke som credits på singlen. De følgende år sang de fire backvocals på hinandens soloprojekter, hvilket kan høres på Björn & Bennys album "Lycka", samt på Agnethas '.
Første sang og single med alle fire medlemmer krediteret var "People Need Love" fra 1972. Da Björn & Benny havde haft mindre hits i udlandet, var flere pladeselskaber villige til at udgive singlen. Den blev bl.a. udgivet i Japan og Sydafrika. I USA blev den udgivet på Playboy Records, og faktisk blev nogle af gruppens tidlige sange brugt i Playboy's softcore pornofilm fra starten af 1970'erne! I 1971 blev Björn & Agnetha gift.
De første år.
"People Need Love" og den efterfølgende single "He Is Your Brother" fik dog ikke den store succes, og gruppen besluttede at forsøge at få et gennembrud i udlandet ved at deltage i Svensk Melodi Grand Prix i 1973. Derfor skrev Björn & Benny, i samarbejde med bl.a. Neil Sedaka, sangen "Ring, Ring". Det blev dog kun til en tredjeplads i den svenske grandprixfinale, men sangen blev på trods af det rimelig populær i Europa og blev #1 i Sverige & Belgien. Derfor besluttede gruppen at udgive albummet "Ring Ring".
"Ring, Ring" havde givet gruppen popularitet rundt omkring i Europa, men i Storbritannien var der stadig ingen pladeselskaber, der ville skrive kontrakt med gruppen, der dengang kaldt sig "Björn & Benny, Agnetha & Frida", så gruppen bestemte sig for endnu engang at skrive en sang til melodigrandprixet. Denne gang kom den til at hedde "Waterloo", og gruppen dannede at internationalt klingende navn af initialerne i deres fornavne: ABBA.
ABBA vandt det Internationale Melodigrandprix i 1974, og nu var det ikke noget problem for gruppen at få pladekontrakterne i hus. De skrev bl.a. kontrakt med engelske Epic og amerikanske Atlantic Records. "Waterloo" blev et hit over hele verden, og det blev også til en lp med samme navn.
ABBA på toppen.
ABBA havde nu fået et stort hit, men at starte en international karriere blev ikke så let, som de troede. De efterfølgende singler "Honey, Honey", "So Long" & "I Do, I Do, I Do, I Do, I Do" floppede på hitlisterne de fleste steder i verden, og pigerne besluttede at fortsætte deres solokarrierer sideløbende med ABBA. Men så udkom singlen "S.O.S." i 1976 og pludselig fik gruppen et uventet comeback på hitlisterne. En måned senere udgav ABBA sit tredje album "ABBA", der også røg til tops på hitlisterne. De efterfølgende 3 singler "Mamma Mia", "Fernando" & "Dancing Queen" fra 1975-76 blev så store succeser at medlemmerne måtte droppe alle soloforetagender – og privatliv generelt. "Dancing Queen" blev #1 i USA.
Succesen fortsatte med albumene "Arrival" fra 1976 og "The Album" fra 1977.
I 1978 udkom spillefilmen "ABBA - The Movie", der var optaget i Australien, den verdensdel hvor ABBA måske havde størst succes. "ABBA - The Movie" måtte vente til 2005 med at modtage en pris, hvor den blev kåret som årets dvd i Sverige. Samme år (1978) blev Benny og Frida gift efter 8 års forlovelse.
I 1979 udkom "Voulez-Vous", et album, hvor elektronisk musik dominerede mere, end det tidligere havde gjort. Singlen "Chiquitita" blev udgivet som en støttesingle til UNICEF.
ABBA på spansk.
ABBA havde nu haft #1 hits i 5 verdensdele, men Sydamerika manglede stadigvæk. Derfor udgav ABBA også "Chiquitita" på spansk. Det blev en stor succes, og derfor blev singlen "I Have A Dream" også udgivet på spansk. I 1980 udkom en hel lp på spansk: "Gracias Por La Música" ("Thank You for the Music").
De sidste år.
I slutningen af 1979 blev Agnetha og Björn skilt. Skilsmissen påvirkede sangene. "The Winner Takes It All", der var den første single efter skilsmissen, er et godt eksempel derpå. Trods rimelig simple rundgange bliver "The Winner Takes It All" betragtet som en af ABBAs allerbedste sange.
Det næste album "Super Trouper" fik også stor succes, men ABBA-facaden var ved at krakelere. I 1981 blev også Frida og Benny skilt, og '81-albummet "The Visitors" bærer præg af skilsmisserne.
I 1982 udsendte ABBA deres sidste single "Under Attack". Sidste liveoptræden som gruppe var i 1986.
Efter ABBA.
Oprindeligt var det ikke meningen, at ABBA skulle gå i opløsning i 1982, bruddet skulle være en pause, der så senere er blevet permanent Efter 1982 fortsatte pigerne med solokarrierer, mens Björn & Benny startede en fælles musicalkarriere, som de stadig er godt i gang med den dag i dag. Indtil videre har de lavet musicalerne Chess, Kristina fra Düvemåla og Mamma Mia!. Sidstnævnte er en historie bygget op omkring ABBAs sange, og musicalen er opført mange steder i Verden. Musicalen blev i 2008 lavet i en filmversion med bl.a. Meryl Streep og Pierce Brosnan i hovedrollerne. I 2010 blev Mamma Mia! opført i Danmark i en dansk oversættelse af bl.a. Anne Linnet.
I 1992 udkom opsamlingsalbummet, der til dags dato er ABBAs bedst sælgende album.
Gruppens sange er stadig populære den dag i dag, også i nye versioner. Kunstnere som U2, Kylie Minogue, Cliff Richard, Erasure, Mike Oldfield, Westlife og R.E.M. har alle coveret en eller flere af ABBAs sange. Der har også været lavet deciderede cover-grupper, bl.a. A*Teens og Björn Again. I 2005 fik Madonna lov til at sample ABBA-sangen "Gimme! Gimme! Gimme!", det gjorde hun på sit kæmpe-hit "Hung Up", der blev #1 i 47 lande.
I 2005 blev ABBA og deres sang "Waterloo" kåret som den bedste Melodi Grand Prix-deltager nogensinde i showet Congratulations. Endelig blev en ABBA-udstilling indviet i januar 2010. Udstillingen er verdens-omrejsende og eksisterer stadigvæk..
Singler.
Singler og hitlisteplaceringer (IU = Ikke udgivet i det pågældende land)
1971.
Eksterne henvisninger.
71
1970.
Eksterne henvisninger.
70
Albanien.
Republikken Albanien er et land i det sydøstlige Europa. Det har grænse med Kosovo i nord, Montenegro mod nordvest, Makedonien i øst og Grækenland i syd. Kystlinjen vest for landet udgøres af Adriaterhavet og det Ioniske Hav mod sydvest.
Historie.
Fra 2. - 4. årh var området en del af Romerriget. De følgende 1000 år var det en del af det græsksprogede Østromerrige. Skanderbeg, der senere er blevet udråbt som Albaniens nationalhelt, holdt tyrkerne stangen til sin død. Derefter kom omkring 500 års tyrkisk dominans, som først ophørte med Balkankrigene og Albaniens selvstændighed i 1912.
Efter den 1. Balkankrig erklærede Albanien sig i 1912 uafhængig fra det Osmanniske Rige. Situationen i landet var dog fortsat turbulent. Under 2. verdenskrig var landet besat af Italien, men havde en primært kommunistisk modstandsbevægelse under Enver Hoxha, som overtog magten, da italienerne forlod landet.
Indtil 1990, fem år efter Hoxhas død, var Albanien en meget isoleret stat.
Et flerpartisystem er ved at blive stabiliseret, men landet er præget af meget alvorlige økonomiske problemer, idet der mangler investeringer, og der er problemer med infrastruktur og elektricitetsforsyning. Desuden er der en del korruption, en stor 'sort' økonomi og en omfattende organiseret kriminalitet. Forskellige tiltag der sigtede på at bekæmpe disse problemer er indtil nu 2005 kun lykkedes delvist.
I 1997 udbrød der væbnet oprør og militærets våbenlagre blev plyndret. Anledningen var at flere foretagender der havde arrangeret pyramideforetagender var kollapset og mange albanere havde mistet deres sparepenge. En NATO-styrke under italiensk ledelse - og med deltagelse fra flere lande, bl.a. Danmark - blev indsat for at sikre ro og orden. Præsident Sali Berisha blev tvunget til at træde tilbage og inden da til at løslade den fremtrædende socialistiske leder Fatos Nano. Efter parlamentsvalget kom Socialisterne til magten.
I september 1998 blev der begået et attentat mod en fremtrædende demokratisk politiker Azem Hajdari, hvorpå der udbrød uroligheder. Fatos Nano flygtede til udlandet og blev erstattet af en anden socialistisk leder Pandeli Majko.
I 1998-1999 modtog man et stort antal flygtninge fra Kosovo.
Albanien søger om optagelse i NATO og i EU og støtter USA militært i Afghanistan og Irak. EU, Verdensbanken m.fl. har i de senere år kritiseret de mange problemer, men ser relativt optimistisk på udviklingen, således har EU i slutningen af 2005 besluttet at samarbejde med Albanien på et højere niveau end hidtil.
Siden Hoxha-styrets sammenbrud har Albanien været ledet af Demokraterne under Sali Berisha, Socialisterne m.fl. sidst under Fatos Nano og fra parlamentsvalget i 2005 igen af Demokraterne m.fl. under Sali Berisha. Socialisternes nederlag har ført til at Fatos Nano er trådt tilbage som partiformand og erstattet med Tiranas borgmester Edi Rama, tidligere minister i en socialistisk ledet regering. Pandeli Majko blev samtidig valgt som ny generalsekretær for Socialisterne.
Politik.
Statsoverhovedet er præsidenten, som vælges af "Kuvendi Popullor", eller folkets forsamling. Den væsentligste del af forsamlingens 155 medlemmer vælges ved valg hvert 5. år. Præsidenten har en regering af ministre, som udnævnes af præsidenten og ledes af Albaniens premierminister.
Den danske ombudsmand har - i forbindelse med ydelse af dansk overgangsbistand - rådgivet Albanien med etableringen af en tilsvarende institution. Den albanske ombudsmand betegnes som "Folkets Advokat".
Geografi.
Albanien består primært af bakket og bjergrigt terræn, det højeste bjerg har en højde på 2.753 meter. Landet har et tempereret klima med kolde vintre og varme somre.
Udover hovedstaden Tirana, som har 677.871 (2004) indbyggere, er de vigtigste byer Durrës med 280.996 (2004) indbyggere, Elbasan, Shkodër, Vlorë og Korçë.
Økonomi.
Albanien er et land på vej frem, men er fortsat et af de fattigste lande i Europa. Efter en svær tid med 45 år som lukket diktatur til 1991 og økonomiske og politiske tilbageslag i 1990'erne og uro og usikkerhed i samfundet efter sammenbruddet af pyramidespillene i 1997, formåede man at huse 400.000 flygtninge fra Kosovo i 1999.
Demografi.
Hovedparten af befolkningen (95%) er albanere. Landet har dog en væsentlig græsk minoritet. En række indbyggere med etnisk albansk baggrund bor endvidere i naboområdet Kosovo. Sproget er albansk, men der tales dog også græsk, primært af den græske minoritet.
Religionen er blevet bevaret, selvom den under kommunismen var forbudt. Siden besættelsen af det Osmanniske Rige, bekender 70% af albanerne sig til islam. Resten består henholdsvis af 20% græsk ortodokse og 10% romersk-katolske.
Kultur.
Blandt Albaniens mest kendte forfattere er Sami Bey Frashëri, Fan Noli, Ismail Kadaré og Dritëro Agolli.
Albansk folkemusik spilles stadig i Albanien, Kosovo og Makedonien
Det albanske sprog er et indo-europæisk sprog.
1980'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1930'erne 1940'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne - 1980'erne - 1990'erne 2000'erne 2010'erne 2020'erne 2030'erne
År: 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989
Sportsnavne.
å
1990'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1940'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne - 1990'erne - 2000'erne 2010'erne 2020'erne 2030'erne 2040'erne
År: 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999
Film.
å
Årti.
Et årti (eller dekade) er et tidsrum på 10 år.
De årtier der er dækket i Wikipedia, er blå nedenfor.
Se også århundreder og historie.
Baden-Württemberg.
Baden-Württemberg er en tysk delstat. Den ligger i det syd-vestlige Tyskland og grænser op til Schweiz mod syd, Frankrig mod vest, og Rheinland-Pfalz, Hessen og Bayern. Vigtige byer er Stuttgart, Mannheim, Karlsruhe, Freiburg, Heidelberg, Heilbronn, Ulm, Pforzheim, Ludwigsburg, Esslingen, og Reutlingen.
Baden-Württemberg har ca. 10,7 millioner indbyggere, dækker 35.750 km², og er således den tredjestørste, i både befolkning og areal, af de 16 delstater. Ministerpræsident er Günther Oettinger (CDU), der leder en koalitionsregering mellem CDU og FDP.
Baden-Württemberg blev dannet den 25. april 1952 ved sammenlægning af de tidligere delstater (Länder) Baden, Württemberg-Baden og Württemberg-Hohenzollern.
Administrativ opdeling.
Baden-Württemberg er siden 1. Januar 1973 opdelt i fire Regierungsbezirke, tolv Regioner (med et Regionalverband), 35 Landkreise og ni Stadtkreise (svarer til kreisfrie byer, men benævnes Stadtkreis i Baden-Würtemberg.
Regierungsbezirke og Regionen.
Regionen Donau-Iller omfatter også et grænseområde i Bayern. Regionen Rhein-Neckar omfatter også grænseområder i Hessen und Rheinland-Pfalz.
Stadt- und Landkreise.
Til Landkreis Konstanz hører også exklaven Büsingen am Hochrhein (BÜS), som ligger i nærheden af Schaffhausen og er omsluttet af Schweizisk område.
Landkreisene har siden 1956 været sammensluttet i Landkreistag Baden-Württemberg
Kommuner.
Delstaten Baden-Württemberg har i alt 1108 kommuner (1. Januar 2007).
Saale.
Saale er en biflod til Elben. Den østtyske by Halle ligger ved Saale. Den næstsidste istid Saale-istiden er opkaldt efter denne biflod.
Bern.
Bern (fransk: Berne) er forbundshovedstad i Schweiz og landets fjerdestørste by (efter Zürich, Basel og Geneve) med knap 130.000 indbyggere (med forstæder 350'000; metropol: 660'000). Floden Aare flyder gennem byen. Bern er også hovedstad for den tosprogede (tysk og fransk) Kanton Bern, der er den næstmest befolkede af Schweiz' 26 kantoner. Den gamle bydel i Bern er på UNESCOs Verdensarvsliste.
Historie.
Efter de første bosættelser på "Engehalbinsel" nord for Bern i Le-Tène-tiden blev byen i 1191 erobret af hertug Berthold V af Zähringen. I følge legenden kaldte han byen Bern, fordi han skulle have fanget en bjørn på dette sted. Mere sandsynligt er det imidlertid, at Berchthold opkaldte byen til ære for sagnhelten "Dietrich von Bern", som han beundrede (Bern i Dietrichs navn er et gammelt tysk navn for Verona). Berchthold byggede byen på landtungen i Aare, så den var naturligt beskyttet på tre sider. På den fjerde side mod land blev opført en bymur med et vagttårn. Byens beskyttede placering muliggjorde en hurtig vækst i retning mod vest.
Efter at Zährunger-slægten uddøde i 1218 blev Bern en fri rigsstad. Berns endegyldige uafhængighed kom med Slaget ved Dornbühl (1298) og Laupenkrigen (1339). I sidstnævnte slag fik Bern støtte fra kantonerne Uri, Schwyz og Unterwalden, som Bern havde dannet forbund med i 1323. I 1353 indtrådte Bern som det ottende område i det gamle edsforbund. Efter en stor bybrand i 1405 genopbyggede man byen i sandsten, hvor bygningerne tidligere var af træ. Det på det tidspunkt opståede middelalderlige bybillede er i store træk bevaret til i dag.
I 1439 og 1565 havde man to udbrud af pest i byen, hvor det sidste varede næsten 2 år og kostede 5.000 bernere livet. Mellem 1622 og 1646 byggede man "Grosse Schanze", der var en forsvarsskanse mod vest. Skansen blev nedbrudt mellem 1834 og 1846 for at gøre plads til en byudvidelse. Hovedbygningen af Berns Universitet er bygget på de sidste rester af skansen.
I 1700-tallet var indbyggertallet svagt faldende, men i midten af 1800-tallet steg befolkningstallet mærkbart, og den første schweiziske forbundsforsamlings udpegning af Bern som sæde for forbundsmyndighederne i 1848 forstærkede yderligere befolkningstilvæksten, der i stor udstrækning skete ved vandring fra land til by. Med det stigende antal borgere forandredes efterhånden den politiske styreform i Bern, som hidtil havde bestået af et antal råd understøttet af rigmandsfamilier. Efterhånden indførtes en "Gemeindeversamlung", hvor det direkte demokrati udøvedes i folkeforsamlinger, hvor der stemtes ved håndsoprækning. Disse blev i 1887 afløst af hemmelige afstemninger, hvor der valgtes en borgmester og et antal delegerede. I 1894 indførte Bern som en af de første kommuner proportionalvalg til byrådsvalg. Som den første socialdemokrat blev Gustav Muller indvalgt i byrådet i 1895, og i 1918 opnåede partiet absolut flertal, og i årene frem til 1920 fik Bern dermed den første socialdemokratiske borgmester. Det politiske billede i Bern byråd har fra 1950'erne været præget af mange små partier. I 1968 opnåede kvinderne politisk ligeret i Bern.
Geografi.
Byen Bern ligger i det schweiziske "Mittelland" ved floden Aare. Berns gamle bydel ligger ved en flodsløjfe, og bydelen ligger således som en tange med vand omkring 3 sider. Fra den gamle bydel breder byen sig ud i en 12 kilometers radius.
Byen er omgivet af højdedrag og store skovområder. Selve hovedstaden udgøres udover Bern af en række omegnskommuner, og området har i alt omkring 350.000 indbyggere. Selve den bybebyggede del udgøres af kommunerne Bern, Bremgarten bei Bern, Köniz, Muri, Ostermundigen, Ittigen, Bolligen og Zollikofen, der tilsammen har omkring 200.000 indbyggere.
Demografi.
Befolkningstallet i Bern kommune udgjorde med udgangen af 2006 127.882, heraf er 21 % udlændinge. De største udenlandske befolkningsgrupper i Bern kommer fra Italien, Tyskland, tidligere Jugoslavien og Spanien.
Tysk er officielt sprog i Bern. Det tales i den særlige dialekt, der kaldes Berndeutsch, der er en højalemannisk dialekt og en variant af schweizertysk.
41 % af bernerne tilhører den reformerte kirke, 25 % tilhører den romerskkatolske kirke (2005), omkring 3,8 % er muslimer og omkring 1,5 % tilhører den ortodokse kirke (2000). Bern er sæde for den kristkatolske biskop i Schweiz, og synagogen i Bern er midtpunkt for det jødiske samfund, der har omkring 340 medlemmer.
Bern har et overskud af kvinder, da 52,7 % er kvinder, dvs. 47,3 % mænd, men der er markante forskelle mellem schweizere og udlændinge. For hver 100 kvindelige schweizere er der 83,6 % mandlige, mens der for hver 100 kvindelige udlændinge er 115,6 mandlige.
Politik.
Byen styres af "Gemeinderat", som består af 5 medlemmer, der hver leder en af de fem forvaltninger. Ved valget i 2004 opnåede højrepartierne FDP/SVP/CVP 2 mandater og den rød-grønne-midteralliance 3 mandater. 3 af de 5 medlemmer er kvinder. Borgmesteren ("Stadtpräsident") er én blandt de 5 medlemmer af Gemeinderat. I 2004 valgtes Alexander Tschäppät fra Sozialdemokratische Partei som borgmester. Ved valgene til Gemeinderat og Stadtrat gælder forholdstalsvalg og til valg af borgmesteren benyttes majoritetsvalg. Hvis antallet af kandidater ikke overstiger antallet af pladser, kan man undlade at afholde valg (kaldes "Stille Wahlen").
Da socialdemokraterne og de grønne udgør flertallet i både Stadtrat og Gemeinderat, er det også deres politik, der er bestemmende for byens udvikling. Der er ingen formel koalition mellem de to partier, og på grund af det direkte demokrati i Schweiz sendes alle vigtige spørgsmål til folkeafstemning. Øvrige store partier i Bern er "Freie Demokratische Partei", der er et liberalt parti, og "Schweizerische Volkspartei", der er et nationalistisk konservativt parti.
Erhverv og økonomi.
Bern indgår som et af centrene i det regionale samarbejde "Espace Mittelland", som omfatter kantonerne Bern, Solothurn, Fribourg, Neuchatêl, Jura, Vaud og Valais. I denne region er der 2,5 mio. indbyggere og 900.000 arbejdspladser. Ansvaret for erhvervsudviklingen ligger på kantonsniveau, og derfor indgår hovedstaden Bern i hele kantonens strategi for regional udvikling. Byen Bern er en af de stærkeste økonomiske områder i Schweiz og er samtidig den økonomisk drivende kraft i kantonen.
Efter en kort opblomstring af industrielle erhverv i midten af 1800-tallet vendte erhvervsstrukturen i Bern omkring skiftet til det 20. århundrede, således at den procentvise andel af ansatte i stigende grad er flyttet til den tertiære sektor. Således er omkring 80 % af arbejdsstyrken i dag ansat i den tertiære sektor, der primært er serviceerhverv. Antallet af arbejdspladser har særligt i perioden efter 1950 været stigende, mens antallet af erhvervsaktive i byen har ligget nogenlunde konstant omkring 70.000. Arbejdskraften er i stigende omfang pendlere, der i samme periode steg fra 13.700 til 77.100. Ved udgangen af 2005 var der i alt 8.733 virksomheder med i alt 148.145 arbejdspladser. Omkring 12 % af arbejdspladserne findes indenfor de offentlige administrationer, der er lagt i Bern i kraft af dens status som kantonal- og forbundshovedstad.
Turismen spiller en væsentlig rolle for byen og perioden 2004 - 2007 er antallet af overnatninger steget 20 %. Målt i forhold til overnatninger modtager Schweiz flest gæster fra (overnatninger i 2007 i parentes) Tyskland (116.419), USA (36.406), England (23.125), Italien (21.945), Frankrig (19.594), Spanien (18.991), Japan (16.558) og Østrig (12.286). Der var i 2007 33 overnatningssteder med i alt 3.234 senge. Disse havde i gennemsnit en udnyttelsesgrad på 56,3 %.
Trafik.
Bern er forbundet med motorvejene A1, A6 og A12.
Den kollektive trafik drives hovedsagelig af selskabet Bernmobil, der driver 3 sporvognslinjer og flere trolleybus- og buslinjer. Bustrafikken til omegnskommunerne køres af Postauto samt af "Regionalverkehr Bern-Solothurn" (RBS). Siden 2004 er Bernmobil indgået i billetfællesskabet Bern-Solothurn, der strækker sig over byerne Bern og Solothurn samt Emmental. Berner S-Bahn forbinder ligeledes omegnsbyerne. Med 13 linjer forbindes Thun, Emmental, Biel, Solothurn, Neuenburg, Freiburg og Schwarzenburg med Bern. S-banen drives af RBS.
Berns hovedbanegård er knudepunkt for fjerntrafikken, der køres af Schweizerische Bundesbahnen (SBB) samt for S-togstrafikken. Herfra kører tog med nationale destinationer (f.eks. Zürich, Basel, Luzern, Lausanne og Genève) samt internationale forbindelser til Tyskland (herunder med ICE-tog), Frankrig (TGV-tog), Italien (Pendolino-tog) og Spanien (Talgo-tog). Målt på trafikantal er Berns hovedbane næststørst i Schweiz efter Zürich, mens Basel er tredjestørst. Under banegården findes endestation for de 3 smalsporede baner, der drives af RBS, og som er integreret i S-togsnettet.
Marzilibahn er en kabelbane, der forbinder Aare-breden med regerings- og parlamentsbygningen "Bundeshaus". Med en længde på kun 105 meter er det den korteste kabelbane i Europa. Endvidere forbinder en kabelbane forstaden Wabern med det 858 meter høje bjerg Gurten (Gurtenbahn).
Flytrafikken håndteres fra lufthavnen Flughafen Bern-Belp, der ligger syd for byen i kommunen Belp. Lufthavnen havde i 2007 51.217 flyoperationer og 106.614 passagerer. Lufthavnen har én start- og landingsbane med en længde på 1.730 meter. Herudover er der to græslandingsbaner.
Uddannelse.
Berns Universitets hovedbygning, der stammer fra 1903
I Bern er der 22 offentlige folkeskoler fordelt på seks skolekredse; hertil kommer en række private skoler. Udover disse findes en specialskole ("Schulhaus Länggasse") for børn med indlæringsvanskeligheder eller sociale problemer samt en skole for børn med sprogproblemer ("Schulhaus Matte"). Der er 8 gymnasier, hvoraf 4 er private.
Universitetet i Bern har omkring 13.000 studerende (53 % kvinder og 47 % mænd), og der er fakulteter indenfor teologi, retsvidenskab, samfundsvidenskab, medicin, veterinærvidenskab, filosofi, historie, humaniora og naturvidenskab. Universitet blev i sin nuværende form grundlagt i 1834, men allerede i det 16. århundrede grundlagde man efter refomationen en uddannelse til understøttelse af det reformerte præsteskab. I det 18. århundrede kom jura og matematik til, og i 1805 omdannede man uddannelsen med sine dybe rødder i teologiskolen til et akademi med fire fakulteter. I 1834 etableredes så universitetet, og fra 1900 blev antallet af fakulteter løbende udvidet.
Herudover findes en helt række forskellige fag- og erhvervsskoler, ligesom der også er et musikkonservatorium og en skole for jazz.
Seværdigheder.
I Berns gamle brede gader findes talrige historiske brønde med diverse motiver fra det 16. århundrede. De er medvirkende til, at Bern har opnået at komme på UNESCOs Verdensarvsliste. Zytglogge-tårnet, der var byens vestport fra 1191 til 1256, med sit figurspil og det astronomiske ur regnes for et mesterværk. Andre tårne i byen er "Käfigturm", der fra 1256 til 1344 var Berns anden vestport, og "Holländerturm", der siden 1256 var en del af det tredje forsvarbælte.
Bundeshaus er Schweiz' parlamentsbygning, der blev bygget efter planer af arkitekten Hans Wilhelm Auer og stod færdig i 1902. Bygningens tre kuppeltage med irret kobber gør den særlig markant. Bundeshaus består egentlig af 3 bygninger, hvoraf den midterste under den store kuppel rummer Nationalrådets mødesal, Ständerats mødesal, vandrehallen, hvor der bl.a. finder officielle statmodtagelser sted, samt flere udvalgsmødelokaler.
Erlacherhof er historisk og arkitektonisk det mest betydende private bygningsværk i Bern. Det blev bygget 1747 af arkitekten Albrecht Stürler og fra 1848 var det sæde for Schweiz' forbundsråd. I dag er bygningen sæde for bystyrets "Gemeinderat".
Untertorbrücke er den ældste, endnu bestående bro i Bern. Den første bro på stedet blev bygget 1256, mens den nuværende bro stammer fra omkring 1490.
I Berns gamle bydel står den største og vigtigste senmiddelalderkirke i Schweiz, "Berner Münster". Den er bygget i gotisk stil. Grundstenen blev lagt i 1421 på det sted, hvor "Leutkirche" fra 1190 tidligere lå.
Kultur.
Bern har et stort og righoldigt kulturudbud, hvor stort set alle genrer er godt repræsenteret.
Teater.
På Stadttheater Bern opføres alle de tre teatergenrer opera, skuespil og ballet. Teateret er opført i nyklassicistisk stil og åbnede i 1903.
Schlachthaus Theater Bern har siden 1998 været gæstespillested for den frie teaterscene. Teateret er Berns centrum for nutids- og eksperimenterende teaterkunst, og børne- og ungdomsteater er en integreret del af teateret. Mere traditionelt teater udbydes på Das Theater an der Effingerstrasse. Teateret blev etableret i 2000, efter det tidligere Atelier Theater i 1996 efter 45 år blev lukket, da dets offentlige tilskud bortfaldt. Det nuværende teater finansieres fortrinsvis med private midler. Narrenpack Theater Bern er et folketeater, der primært opfører komedier.
Musik.
Kulturzentrum Reithalle er et anerkendt kulturtilbud i den autonome ungdomskultur
Berner Symphonie-Orchester, der blev grundlagt i 1877, er et af Schweiz' største orkestre med omkring 100 musikere. Orkesteret giver ca. 40 koncerter om året og fungerer også som operaorkester for Stadttheater Bern. Mange af orkesterets koncerter gennemføres i koncerthuset Kultur-Casino Bern, der blev bygget 1906-1908.
"Dampfzentrale" er et kulturcentrum for nutidig dans og musik. Det er etableret i et gammelt vandkraftværk, som bystyret ønskede at nedrive, da vandværksdriften sluttede, men fredningsmyndighederne forhindrede dette. Efter mange års diskussion om bygningens brug blev den i 1987 besat af en gruppe unge, der ønskede at udnytte bygningen til kulturelle formål. Stedet er i dag vokset til et stort kultursted, der har mere end 500 begivenheder og opførelser årligt.
"Gurtenfestival" er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor titusinder tager til bjerget Gurten for at deltage i festivalen med internationale musiknavne. Festivalen er blandt de største i Schweiz, og på programmet står rock og (alternativ) pop, og navne som Bob Dylan, UB40, Simple Minds, Pet Shop Boys, Iggy Pop og Oasis har gæstet festivalen, der har eksisteret siden 1977. BeJazz er en forening, der gennemfører mere end 80 jazzarrangementer om året og er blevet en anerkendt del af den tyskschweiziske jazzscene.
I ungdomskulturen er "Gaskessel" kendt som et af de ældste ungdomskulturcentre i Europa. Siden begyndelsen af 1970'erne har koncerter, teater, udstillinger, filmnætter og mange andre socio-kulturelle begivenheder regelmæssigt fundet sted. Om sommeren gennemføres også store outdoor-partys. Gaskessel på Berns gamle gasværksgrund er samtidig et arbejdstilbud til marginaliserede unge, der kan deltage i "daglønner"-projekter. "Wasserwerk" er Berns største technosted, hvor der også spilles live-musik. "Kulturzentrum Reithalle" er et betydeligt sted for den autonome ungdomskultur, hvor der udbydes koncerter, film- og teaterforevisninger, perfomances og udstillinger.
Fritid.
Bern har omkring 40 større og mindre parkanlæg med et samlet areal på 760.000 m² og omkring 90 offentlige legepladser. I byens centrum ligger "Kleine Schanze", hvor der om sommeren afholdes forskellige kulturarrangementer, f.eks. i parkens musikpavillon. Parken er en del af det gamle forsvarsanlæg og blev i det 19. århundrede omdannet til parkanlæg. Parken var i mange år belastet af narkohandel, indtil den gennemgik en ombygning og blev genindviet i foråret 2001. Fra parken er en smuk udsigt til Alperne. I bydelen Breitenrain-Lorraine ligger Rosenhaven med 223 rosensorter, 200 irissorter og 28 rhododendronarter. Rosenhaven ligger højt over den gamle bydel og har et bibliotek med læsehave, en stor legeplads samt en restaurant med udsigt. Sammen med byens mange parkanlæg udgør bredden af Aare-floden ligeledes et vigtigt rekreativt tilbud til såvel indbyggere som turister. Byens 3 kirkegårde har parklignende karakter og udnyttes som rekreative arealer.
Tierpark Dählhölzi er Berns zoologiske have fra 1937 med omkring 220 forskellige dyrearter. I parken findes endvidere den berømte bjørnegrav, hvor der lever to til fire bjørne. Bjørnen er Berns vartegn, og man har sikre vidnesbyrd om, at der allerede i 1411 var en bjørnegrav i nærheden "Käfigturm". Den nuværende bjørnegrav stammer fra 1857 og saneret i 1970. I 2009 flyttes bjørnene til en ny bjørnepark, der etableres på et 10.000 km² stort areal ved siden af den nuværende bjørnegrav.
Georg Gearløs.
Georg Gearløs - søn af "Gerhard (Fulton) Gearløs", barnebarn af "Gregor (Ratchet) Gearløs", er i Disneys tegneserier den skøre opfinder i Andeby. Han er venlig og hårdtarbejdende, og han kan til tider virke en anelse distræt. Han besidder en genial hjerne og har således opfundet alt fra en maskine, der kan oversætte dyresprog til menneskesprog, over mørkepæren, der gør lyse rum mørkere, til flyvende biler og rumfartøjer.
Men på trods af, at hans opfindelser er geniale, ender det ofte galt alligevel -- ikke sjældent fordi opfindelserne er for effektive og dermed ikke virker efter hensigten, eller fordi verden ikke er klar til netop den pågældende opfindelse endnu.
Til at hjælpe sig har Georg sin trofaste følgesvend Lille Hjælper, som er en lille robot med en lyspære i stedet for et hoved, og som Georg også har opfundet ud fra en lampe Anders And afleverede til reparation. Dette fremgår af en historie af Don Rosa, der også afslører, at Georg Gearløs' far også var opfinder før Georg tog over for ham.
Når han skal komme på en genial idé, sker det nogle gange ved, at han slår sig selv hårdt i hovedet med en stor hammer, hvis han da ikke benytter sig af en anden af sine opfindelser: tænkehatten, en hat udformet som et tag med en skorsten, hvorpå der sidder et par fugle.
Georgs første optræden var i historien "Gladstone's Terrible Secret" fra "Walt Disney's Comics & Stories" 140 ("Anders And & Co." nr. 2 fra 1953) af Carl Barks, hvor han forgæves forsøgte at kærne smør på en kængurustylte med en flaske mælk spændt på ryggen.
Han blev forsynet med en lille nevø i 1960'erne, der på engelsk hed "Newton "og på dansk først hed "Lille Georg", siden "Lille Edison" efter den berømte opfinder, se Thomas Edison. Han har sin onkels evne til at opfinde og bruger den til at lave nyt legetøj, men han er så også dukket op som bifigur i historier om Grønspætterne, hvor han selv er med i korpset og udnytter sine evner i lejrlivet.
1980.
Eksterne henvisninger.
80
Saadi.
Persisk klassisk digter, der levede cirka 1213-1291. Kendes for værkerne Gulistan og Bustan.
SAARC.
SAARC er en forkortelse for det engelske navn "South Asian Association for Regional Cooperation.", og det er en sydasiatisk organisation for regionalt samarbejde. Organisationen blev stiftet i december 1985. Målsætningen er at fremme det regionale samarbejde i regionen, øge samhandel mellem medlemslandene og styrke den økonomisk udvikling i Sydasien generelt.
Organisationen har hovedsæde i Kathmandu (Nepal), og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt siden april 2007 også Afghanistan. Derudover er Kina observatør sammen med EU, USA, Iran, Sydkorea og Japan.
1981.
Eksterne henvisninger.
81
FN's Flygtningehøjkommissariat.
FN's Flygtningehøjkommissariat, fork. UNHCR (eng.: "Office of the United Nations High Commissioner for Refugees"), grundlagt 1950, er en FN-organisation, der har til formål at sikre flygtninge beskyttelse samt at finde varige løsninger på deres problemer. Flygtningene hjælpes efter henvendelse fra et FN-land. Efterfølgende assisterer organisationen med hjælp ved flygtninges genhusning i deres oprindelige hjemland.
FN's Flygtningehøjkommissariat blev oprettet af FN's generalforsamling i 1950 og har hovedkontor i Geneve, Schweiz.
Organisationen fik Nobels fredspris i 1954 og 1981.
Albansk (sprog).
Albansk et et indo-europæisk sprog som tales af seks millioner indbyggere i det vestlige Balkan. Der er to dialekter med indbyrdes forståelighed: "Tosk," som tales i det sydlige og centrale Albanien og blandt minoriteter i det nordvestlige Grækenland; og "Gheg" (eller "Geg"), som tales i det nordlige Albanien og af albanerne i Kosovo, den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Montenegro. Albansk menes at have sit udspring fra det illyriske sprog, som blev talt i regionen for to årtusinder siden.
Geografisk fordeling.
Albanske tales af næsten 7,6 millioner mennesker primært i Albanien, Kosovo, Tyrkiet (2.300.000), Makedonien (520.000), Grækenland (445.000) og Italien (Arbereshe), fortrinsvis i Apulien, Calabrien og på Sicilien (455.000) og af indvandrersamfundene i mange andre lande, bl.a. i Storbritannien (250.000), USA (433.000), Tyskland (350,000-400,000), Holland (106.000) og Schweiz (400.000).
Standard.
Standard albansk, en revideret form af Tosk dialekten, er officielt sprog af Albanien og Kosovo, og er også officielt sprog i kommuner med Republikken Makedonien, hvor etniske albanere udgør mere end 20% af befolkningen. Det er også et officielt sprog i Montenegro, hvor det tales i kommunerne med etnisk albanske befolkning.
Dialekter.
Albansk er inddelt i tre store dialekter: Gheg, Tosk, og overgangsdialekt mellem dem.
Floden Shkumbin er stort set skillelinje, med Gheg talt nord for Shkumbin og Tosk syd for floden.
Flere danske filologer har forsket i albansk, blandt andet Holger Pedersen, Kristian Sandfeld og Gunnar Svane.
1982.
Eksterne henvisninger.
82
Geneve.
Geneve (fransk: "Genève", tysk: "Genf") er den næststørste by i Schweiz efter Zürich og hovedby i den fransktalende kanton af samme navn. Kantonen Geneve er den vestligste af de schweiziske kantoner og omgivet af Frankrig på næsten alle sider. Byen ligger hvor Genevesøen har sit afløb til floden Rhône.
Geneve er en international by med en kosmopolitisk atmosfære. Mange internationale organisationer har hovedsæde i Geneve. Også FN's forløber Folkeforbundet havde hovedsæde i Geneve.
Geneve har lagt navn til Geneve-konventionen.
I det 16. århundrede var Geneve calvinismens hovedby. Michael Servetus døde her.
Statistik.
Befolkningstal i byen Geneve: 185.726 (2007) hvoraf 44 % er udlændinge.(med forstæder 769'000; metropol: 950'000). Befolkningstal i kantonen Geneve: 414.300 hvoraf 37.6 % er udlændinge.
Iannis Xenakis.
Iannis Xenakis (Ιάννης Ξενάκης) (29. maj 1922 – 4. februar 2001) var en græsk-fransk komponist. Han blev født i Brăila, Rumænien af græske forældre og døde i Paris.
Xenakis har været en foregangsmand inden for klangdyrkende musik skabt blandt andet ved hjælp af computerprogrammer.
Ib Schønberg.
Ib Schønberg (23. oktober 1902 - 24. september 1955) var den måske mest elskede blandt alle danske skuespillere i det 20. århundrede - med det fulde navn Ib Christian Albert von Cotta Schønberg - i folkemunde kaldet Ibbermand. Søn af en farmaceut og gift med skuespiller Astrid Inger Lisbeth Hammer, kaldet "Dumse" (1902-83).
Gennem et kvart århundrede ved tonefilmen skabte han sig en position som den vel nok bredest folkekære filmstjerne herhjemme og var dertil en særdeles aktiv skikkelse i det offentlige liv - som flittig deltager ved mange premierer, som konferencier for shows, arrangør af velgørenhedsforestillinger og gavmild med interviews i aviserne om sine ideer og engagementer.
Schønbergs runde korpus stod ofte i skærende kontrast til hans underspillede, lavmælte spillestil. Med ganske stille eller hviskende stemme kunne han fylde både lærredet og øjeblikket med stærke undertoner af kærlig omsorg, dyrekøbt livsvisdom, ydmyg skamfuldhed eller ætsende foragt for uretten.
Tilsyneladende ubesværet gik han ind og ud af utallige roller som enten uegennyttig og godtroende, arrogant kyniker, nedtrykt undermåler eller vennesæl, udadvendt humørspreder. Et af hans særlige talenter var evnen til at fremstille en 'gigant på lerfødder' - øjensynligt solide, magtfulde typer - sympatiske eller det modsatte - som derefter gik i gradvis opløsning.
Med sit særdeles høje aktivitetsniveau, sit letbevægelige humør og en ofte hurtigt forbigående interesse for sine aktuelle projekter, var han som født til et liv ved filmen - og da han først havde fundet sin plads hér, spillede han kun mere lejlighedsvise roller på teatret.
Teater, revy og cirkus.
Schønberg debuterede i efteråret 1919 som den gamle greve i "Herren ser dine veje" på Sønderborg Teater hos Holger Rasmussen. Året efter fik han sin københavnerdebut på Sønderbro Teater i "Den sorte panter". Og op gennem 1920'erne turnerede han i provinsen med bl.a. Gerda Christophersens og Otto Jacobsens teaterselskaber. Han udfoldede sit komiske talent i bl.a. Apollo-revyerne og i Cirkusrevyen (som han også ledede i tre sæsoner i sine sidste leveår) og medvirkede i komedier, operetter og skuespil på bl.a. Det Ny Teater (meddirektør 1934-37) og Nørrebros Teater. I nogle år fra 1945 drev han sit eget Cirkus Ib i Fælledparken. Hans dramatiske gennembrud som seriøs skuespiller skete i rollen som den almindelige gennemsnitsmand i Soyas stykke "Hvem er jeg?", som fra tilskuerpladsen rejste sig blandt publikum for at gå op på scenen og lade sig psykoanalysere.
Stumfilm.
Schønberg fik sin debut på det hvide lærred i 1922 med en mindre rolle i Benjamin Christensen's gyser/dokumentar "Heksen". Senere havde han mindre roller også i to Fy og Bi-film: "Filmens helte" (1928) og "Pas paa Pigerne" (1930).
Tonefilm.
Schønberg medvirkede i 111 tonefilm, og det var herigennem, han nåede det helt store publikum. I løbet af 1930'erne etablerede han sig som en folkekær skuespiller og høstede med sit joviale og runde ydre sine største succeser i komedieroller, fx som den rare betjent i "Panserbasse" (1936) og den forvekslede biskop i "Biskoppen" (1944).
Gavmild med sit talent og sin folkelige popularitet stillede Schønberg sig i 1936 til rådighed for Socialdemokratiets kampagne op til årets kommunalvalg, da han spillede den gennemgående figur Basse i filmen "Danmark for Folket" - hvor han repræsenterede den jordbundne, sunde socialdemokratiske fornuft i modsætning til den mere verdensfjerne kommunist Arthur Jensen.
Han havde afgørende biroller i de første fire, populære Morten Korch-film - ofte som onkeltype eller den faderlige ven til filmens heltefigur - og nåede at spille faderen/enkemanden i de to første film i serien "Far til fire" (1953 og 1954).
Schønberg evnede dog også mere sammensatte karakterroller, især i 1940'ernes og 1950'ernes sociale melodramaer. Stærkest står rollerne som falleret redaktør og dranker i "Ta' hvad du vil ha'" (1947) og den alkoholiserede fabriksleder i "Café Paradis" (1950), ligesom også rollerne som den socialt omsorgsfulde jordemodermand i "Diskret Ophold" (1946), den glatte værnemager i "Tre år efter" (1948) og den hule kulturradikale redaktør i "Det sande ansigt" (1951) viser bredden og dybden i hans dramatiske talent.
Schønbergs popularitet og flid viste sig, da han i 1949 spillede med i hver eneste af de otte film, der blev indspillet herhjemme det år. I sine sidste seks leveår medvirkede han i ikke mindre end 60 spillefilm.
Ved siden af nogle få svenske og norske film, indspillede Schønberg kun i Danmark. Han blev i 1940 tilbudt at spille Martin Luther i en Hollywood-produktion, men afslog.
Udmærkelser og tillidshverv.
I 1948 modtog Schønberg en Bodil for bedste mandlige birolle i filmen "Ta' hvad du vil ha'" og igen i 1951 en Bodil for bedste mandlige birolle i "Café Paradis".
Schønberg var i en periode formand for Skuespillerforeningen af 1879 og bestyrelsesmedlem i dyreværnsforeningen Svalen og hjemløseherberget Himmelekspressen.
Død.
Ib Schønberg var kun 52 år, da han blev ramt af en lungebetændelse og døde efter fire måneders sengeleje. Efter hans død blev hans urne opstillet i columbariet på Bispebjerg Kirkegård.
Biografier.
Sønnen Bent Schønberg redigerede sammen med Kai Berg Madsen værket: "Ib Schønberg - en mindebog" (1955).
Jørgen Stegelmann udgav i 1996 en biografi med titlen "- og Ib Schønberg... Danmarks store filmstjerne" (forlaget Editio).
Ole Roos lavede i 2000 en portrætfilm i spillefilmslængde, "Ib Schønberg - et portræt af Danmarks største skuespiller", med en ukommenteret kavalkade af scener, der viser hele karrierens spændvidde.
Udførlig omtale i Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003).
Illum (ø).
Illum er en lille ø i Helnæs Bugt, sydvest for Fyn. Den er 3,5 km lang og har et areal på 90 ha. Øen består af små sandbakker forbundet ved lave strandenge.
1983.
Eksterne henvisninger.
83
20. århundrede.
19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede - andre århundreder
Det 20. århundrede består af årene 1901 til 2000, det er ofte forvekslet med 1900-tallet som består af årene 1900 til 1999.
Det 20. århundrede var usædvanlig med baggrund i de teknologiske, medicinske, sociale og ideologiske ændringer som skete. Endelig var århundredet præget af en lang række opfindelser, og en skala af krig og folkedrab som ikke var set tidligere.
Alle aspekter af livet for så godt som alle mennesker blev forandret fundamentalt i løbet af det 20. århundrede.
århundrede 20.
Århundreder.
Denne side indeholder alle de århundreder og årtusinder der er dækket i Wikipedia.
Bemærk at der kan være diskussion om hvor århundreder begynder og ender. Det drejer sig i høj grad om eksistensen af år 0, og diskuteres nærmere der. Hvis man medtager år 0, vil alle de nedenstående perioder rykke et år.
Hushold.
Hushold er den del af økonomien der omhandler livet i den enkelte familie (i modsætning til samfundsøkonomi). Under hushold hører blandt andet madlavning.
På græsk hed hushold οἰκος ("oikos"). Derfor hedder den, som giver forskrifter for godt hushold, en økonom. Tilsvarende hedder den, der styrer husholdet, en økonoma.
Også begrebet økologi er afledt af "oikos" (οἰκος "hushold"). Økologien er simpelt hen læren om naturens hushold.
Mad.
Forskellige typer mad.Mad er en essentiel energikilde for både mennesker og dyr. Der findes adskillige former for mad, dog spiser mennesker og dyr primært planter og kød. Dyr som udelukkende spiser planter, kaldes for planteædere, medens mennesker der kun spiser planter, frugt og grøntsager kaldes for vegetarer eller veganer (spiser heller ikke æg).
Hos mennesker er madvaner bredt varieret såvel fra kultur til kultur, som fra land til land, og mange lande har en nationalret. Omkring årtusindeskiftet er fedme blevet et ikke kun udbredt, men også livsfarligt fænomen. I flere nationer er over halvdelen af indbyggerne overvægtige.
Måltider.
Dertil kommer flere mellemmåltider. Morgenmaden betragtes som det vigtigste måltid, fordi det skal bidrage med den energi, dagen skal igangsættes med. Det er usundt af springe morgenmaden over.
Specielt i weekenden om formiddagen er en del danskere begyndt at spise "Brunch" i stedet for morgenmad og frokost.
På skovtur medbringes mad og spisningen kaldes picnic eller bare frokost.
Energibehov.
Det er forskelligt, hvor meget en person kræver af energi, men det vurderes fra aldersgruppe, aktuel kropsvægt og fysisk aktivitet. Overskrides det daglige energibehov, tager man på, og får man mindre end påkrævet, taber man sig. I den sammenhæng tales om at "forbrænde" kcal/kJ. En enkelt chokoladebar kan indeholde over 500 kcal; det er 20-25% af den energi en voksen mand på 19-30 år skal have på en dag.
Dansk mad.
Når der tales om dansk mad, tænker mange: "Hakkebøf, med brun sovs og kartofler". Traditionel dansk mad anses ikke som sund, da den indeholder en stor del animalsk fedt. Specielt ikke efter den danske madkultur, og den europæiske i det hele taget, er kommet under indflydelse af den amerikanske junkfood-kultur, hovedsagelig kæden McDonald's.
Europæisk madkultur.
Den europæiske madkultur er bredt varieret. Mange lande er tillagt en type mad, der skulle kendetegne nationen: "pølsetyskere," "kartoffeldanskere," og "frøædere" (franskmænd) er blot et lille udvalg.
Pizzaen, der stammer fra Italien er blevet populær mange steder i Europa.
Fedme og overvægt.
Fedme og overvægt er blevet et udbredt problem, primært i de vestlige lande. Trods adskillige oplysningskampagner eskalerer problemet. I flere nationer er over halvdelen af befolkning overvægtig. Problemet er specielt alvorligt i USA, men Danmark ligger ikke i den bedre ende. I aldersgruppen 30-60 år er omkring 40% overvægtige.
Fedme kan skyldes flere faktorer. Dels meget usunde madvaner, bl.a. i form af junkfood, der er nemt tilgængeligt fra bl.a. pizzeriaer, pølsevogne og McDonald's. Dels manglende motion og fysisk aktivitet. Det formodes, at meget af denne inaktivitet skyldes underholdning på computere og tv. Men også at de færreste bevæger sig ved at tage elevator frem for trapper, eller bruger transport med (bus, tog, bil eller metro) frem for cykel eller gåben.
Motion.
Det er meget vigtigt at få nok motion; det er ikke nok bare at stoppe med at spise fedt og for mange kulhydrater.
Kost- og motionseksperter har mange gode råd som at pulsen skal op i et højt tempo mindst syv gange om dagen. At gå omkring 10000 skridt om dagen. At dyrke en times motion om dagen.
Sukker.
Sukker er fællesbetegnelsen på en gruppe simple kulhydrater, der anvendes i daglig madlavning. Denne gruppe består af både monosakkarider og disakkarider og omfatter bl.a.
Både stødt melis, perlesukker og farin har modstykker i form af økologiske sukkerprodukter, der ikke er raffinerede, og som ikke er kunstigt blegede.
Fremstilling.
Sukker har siden oldtiden været fremstillet af saften fra sukkerrør, men siden Napoleonskrigene har man i Europa fremstillet sukker af
saften fra sukkerroer. I begge tilfælde snittes og/eller knuses råvaren og saften presses ud og reduceres ved indkogning, indtil den begynder at krystallisere.
Fordi sukkerroer gror i jorden, må de vaskes som første led i oparbejdningen, og udbyttet af saft forøges ved udludning. Den udtrukne saft benævnes tyndsaft og indeholder 10-12 % sukker, inden den renses med kalk og indkoges.
Den koncentrerede saft med sit indhold af sukkerkrystaller centrifugeres, hvorved den adskilles i en flydende bestanddel kaldet sirup og et fast stof kaldet råsukker.
En del af siruppen tappes fra og sælges til husholdningsbrug. Ofte sælges en del også til industrielle anvendelser, hvor farven er af
Resten indkoges igen og sendes tilbage til centrifugering, hvorved fås en mørkere fast masse kaldet farin (også kaldet puddersukker eller brunt sukker).
Det flydende restprodukt, som kaldes melasse, anvendes hovedsagelig som kreaturfoder, men også som udgangspunkt for spiritusfabrikation (for eksempel
vestindisk rom).
Råsukkeret viderebehandles enten på samme fabrik eller på en anden fabrik, et sukkerraffinaderi, hvor det renses/bleges, blandt andet ved vaskning, omkrystallisation og filtrering gennem aktivt kul og kiselgur for at ende som stødt melis = normalt hvidt sukker, som det bruges til daglig, og som tidligere kunne fås i flere variationer. Farven afhænger af blandingsforholdet mellem sukkeret kommende fra de forskellige centrifugeringstrin af råsukkermassen. Efterhånden som man blev bedre til at styre krystalliseringsprocessen i sukkerkogerne og fik bedre centrifuger til at slynge melassen fra sukkerkrystallerne, fik man basis for at fremstille sukkerarter, som ser finere ud.
Det lidt mørkere sukker bruges ofte til industrielle processer, hvor farven ikke spiller ind på færdigvaren, men det kan også sendes tilbage i processen igen ligesom siruppen og dermed blive til mere hvidt sukker. Således holdes spildet nede på et minimum. Det markedsførte sukker er derfor et meget rent stof med over 99,9 % rent sucrose. Størstedelen af de resterende 0,1 % er vand.
Der er ingen kemisk forskel på rørsukker eller sukkeroesukker, men der kan være smagsforskelle stammende fra selve fremstillingsprocessen.
"krystalleringsprocessen", og det var, hvad man kunne fremstille i "sukkerets barndom". Men efterspørgslen blev "hængende", derfor kan man stadig købe kandis. En moderne fabrik, der producerer sukker ved masseproduktion, har ikke tid til at tage sig af et sådant specielt produkt i dag. Produktionen af kandis er derfor blevet en nicheproduktion, som er overtaget af små producenter.
I 1999 blev der produceret 552.000 tons sukker i Danmark.
Sukkerdyrkningens historie.
Der voksede noget, der mindede om sukkerrør og sukkerroer flere tusinde år før Kristus.
Sukkerrørene stammer fra forskellige græsarter, som kom fra nogle små øer i Stillehavet. Græsarterne blev for ca. 8000 år siden transporteret til Kina, Indonesien og Indien fra disse øer. For omkring 1500 år siden begyndte man i Indien at dyrke sukkerrørene og lave sukker. Navnet sukker stammer også oprindeligt fra Indien. I år 714 tog det arabiske folk sukkeret med til Spanien, og det bredte sig derfra til Italien.
Efter at Columbus havde opdaget Amerika i 1492, bredte sukkerrørsdyrkningen sig hurtigt. Man opdagede, at Caribien pga. klimaet var et perfekt sted til dyrkning af sukkerrør. Råsukkeret dvs. sukker, som endnu ikke er blevet renset, blev bragt fra Caribien til Europa, hvor det blev raffineret, dvs. renset og herefter solgt. Som årene gik, blev der produceret større og større mængder af sukker, og det blev mere og mere almindeligt, og efterhånden var det ikke kun de rige, der havde råd til at købe sukker. I 1600-tallet havde de fleste lande i Europa kolonier rundt om i verden, men der var jo nogle, der skulle udføre arbejdet med dyrkningen, og det blev slaverne, som blev fragtet fra Afrika til kolonierne.
I 1600-1700 tallet var Danmark en af Europas største sukkerproducenter. Danmark ejede de tre øer St. Croix, St. Jan og St. Thomas i Vestindien, som havde det perfekte klima til dyrkning af sukkerrør. Man eksporterede råsukkeret til Danmark, primært til København. I år 1798 var der 18 raffinaderier i København, som rensede det importerede råsukker fra de tre øer. I 1800-tallet havde Danmark en årlig produktion af rørsukker på 8000 ton, og i dag er den årlige produktion af roesukker i Danmark på ca. 500.000 ton.
Sukkerroerne stammer oprindeligt fra vilde planter. I forhistorisk tid opdagede menneskene, at dyrene gik og rodede i jorden efter nogle rødder, og man fandt hurtigt ud af, at disse tilhørte planter med store rodknolde, som smagte godt. De vidste ikke noget om dyrkningen, så de spiste dem bare og håbede på, at der kom nogle nye til næste år.
I midten af 1700-tallet var man i Europa begyndt at eksperimentere en smule med sukkersaft fra fodersukkerroer. Under Napoleonskrigene i 1803-1815 kunne man ikke fragte råsukkeret fra sukkerrørene til Europa, og det betød, at man her måtte sætte en større produktion i gang af roesukker. Det betød også, at prisen steg på sukker. Da Napoleonskrigene var slut, begyndte man igen at importere rørsukker, som var billigere. Men i Frankrig var man nervøse for, at man skulle få mangel på sukker igen, så derfor fortsatte man med at eksperimentere med sukkerroer. Før Napoleonskrigene begyndte, var slaveriet så småt på retur. I 1792 udstedte den danske konge, Christian VII, en forordning, som forbød slavehandel i de danske kolonier, men forordningen skulle først træde i kraft 1803. Slaveriet måtte gerne fortsætte, men man måtte bare ikke hente nye slaver, men skulle bruge de slaver, som var der, samt dem som blev født der. Slaveriet blev helt forbudt i 1848. Danmark var ikke det eneste land, der forbød slaveriet. England forbød det allerede i 1833, mens Brasilien først gjorde det i 1888. Men de frigivne slaver skulle jo nu have løn, og det blev for dyrt at dyrke rørsukker.
Frankrig havde eksperimenteret med roesukker i alle disse år og havde efterhånden forbedret sukkerroen så meget, at man efterhånden kunne få lige så meget sukker ud af en sukkerroe som fra sukkerrør, dvs. 17 %.
Ernæring.
Ernæringseksperter anbefaler, at sund kost dagligt indeholder 90 g sukker for kvinder og 110 g for mænd. Heraf anbefales det at tilsat sukker maksimalt udgør 50 g for kvinder og 60 g for mænd. Tallene er gennemsnitsbetragtninger og vil variere med vægt og fysisk aktivitet.
Tilsat sukker får vi fra søde sager som sodavand, slik og kager. I modsætning er naturligt forekommende sukker, der findes i frugt, bær, mælk og så videre. Madvare med naturligt forekommende sukker vil ofte tilføre kosten vitaminer, mineraler, proteiner og andre sunde komponenter. I modsætning indeholder tilsat sukker ikke nogle sunde komponenter. Det er grunden til, at man ofte omtaler tilsat sukker som "tomme kalorier". Sukker består udelukkende af energi i form af kalorier - helt præcist 17 kJ/g (4 kcal/g). Hvis maden indeholder for mange tomme kalorier, tager de pladsen op for sundere madvare, og dermed kan der være en risiko for, at man ikke får sit mineral- og vitaminbehov dækket.
Nogle tror fejlagtigt, at brunt sukker eller honning er sundere. Brunt sukker har sin farve fra rester af sirup, og indeholder ikke flere vitaminer og mineraler, mens honning også er næsten rent sukker - blot naturligt fremstillet af bierne. Dog indeholder honning små mængder af vitaminer og mineraler, men det er så lidt, at det ikke gør nogen sundhedsmæssig forskel.
Almindelig Sukkerrør.
Almindelig Sukkerrør ("Saccharum officinarum") er staude med en løs, tuedannende vækstform. Stråene er leddelte med tydelige "knæ", cirkelrunde i tværsnit og grågrønne til rødviolette, men dækket af blålig dug. Bladene er meget linjeformede, lange og overhængende med hel rand. Blomsterstandene er oprette og danner en tæt, gråhvid dusk.
Planten danner et kraftigt rodnet ud fra de tykke jordstængler. Alle dele af planten har et højt indhold af sukker, der giver dem smag som brun farin.
2,50 x 0,25 m (250 x 25 cm/år)
Det præcise hjemsted er ikke længere kendt, men planten formodes at have dannet rørsump langs flodbreder i sydøstasien.
Man regner med, at sukkerrør har været dyrket i østasien siden oldtiden. Planten var i hvert fald kendt i Indien før 510 f.Kr., da den persiske kejser, Dareios, under en invasion fandt "et siv, som giver honning uden bier". Først i middelalderen blev dyrkningen udbredt til Mellemøsten, hvorfra sukker blev eksporteret til Europa som en stor og kostbar sjældenhed. Senere bredte dyrkningen sig gennem Nordafrika til Spanien under den mauriske periode, og spanske og portugisiske opdagelsesrejsende bragte planten til de nye kolonier i Amerika og Asien, hvor den blev dyrket under udnyttelse af afrikanske slaver.
Sukrose.
Sukrose (sakkarose, køkkensukker, "almindeligt" sukker) er et kulhydrat (disakkarid) sammensat af glukose og fruktose vha. en glykosidbinding og en fruktosidbinding. Ved hydrolyse kan "sukrose" adskilles i disse bestanddele, hvorved fremkommer en blanding kaldet invertsukker.
Jimmy Carter.
James Earl Carter, Jr. (kaldet Jimmy Carter, født 1. oktober 1924) var amerikansk præsident 1977-1981.
Baggrund.
Jimmy Carter tjente i den amerikanske flåde som løjtnant i mange år. Hans faders død bevirkede dog, at han og hustruen måtte vende hjem til Plains, Georgia, for at passe familiens peanut-farm.
med sin hund, i 1937, omkring 13 år gammel.
Valgkampen 1976.
Carter, hvis politiske erfaring begrænsede sig til en 4-års guvernørperiode i Georgia, blev overraskende demokraternes præsidentkandidat i 1976, på trods af, at mange mere erfarne og kendte politikere opstillede.
Allerede i 1974, mens han stadig virkede som guvernør, satte han sig som mål at blive valgt til præsidentembedet ved valget i 1976. Han og hustruen turnerede USA rundt, og han gik fra at være "Jimmy Who" til en seriøs præsidentkandidat.
Der var i USA en udbredt politikerlede efter årene med Watergate, og den religiøse Carters budskab om aldrig at lyve over for det amerikanske folk, blev vel modtaget.
Under kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat udmanøvrerede han bl.a. et så prominent navn som Ronald Reagans efterfølger som guvernør i Californien Jerry Brown, der ellers var gået ind i valgkampen med ene det formål at holde Carter ude pgr.a. dennes mangel på politisk erfaring. Carter slog også Edward Kennedy, Lloyd Bentsen, Hubert Humphrey og Sargent Shriver samt Adlai Stevenson III og 17 andre kandidater.
Modparten i valgkampen endte med at blive den siddende præsident Gerald Ford, der måtte igennem en hård kamp om præsidentnomineringen mod Californiens tidligere guvernør Ronald Reagan, inden han kunne tage kampen op mod Jimmy Carter. En kamp, der først endte ved Republikanernes partikonvent.
Valgresultatet 1976 (røde til Carter, blå til Ford)
Carter vandt præsidentvalget den første tirsdag i november 1976, efter en af de tætteste valgkampe i amerikansk historie.
Allerede ved selve præsidentindsættelsen viste Carter den nye stil, da han og hustruen Rosalynn samt børnene forlod limousinen og gik til fods op ad Pennsylvania Avenue.
Dagen efter sin indsættelse opfyldte præsidenten et valgløfte ved at benåde dem, der havde undgået krigstjeneste i Vietnam ved fx at rejse til udlandet.
Indenrigspolitisk markerede præsidenten, at det var sparetider. Han iførte sig en sweater og skruede ned for varmen i Det Hvide Hus. Desuden solgte han den præsidentielle yacht. Samme år standsede han B1-bombeflysprojektet, hvilket medførte vrede ikke mindst blandt de traditionelle koldkrigere.
Efterhånden viste det sig ganske svært for præsidenten at få lovgivning gennem USAs Kongres: Han var blevet valgt som et modspil til det etablerede Washington, men nu viste det sig, at han af netop denne grund havde svært ved at samle flertal for sine lovforslag. Det blev ikke lettere af, at hans stab for en stor dels vedkommende udgjordes af mennesker han havde kendt fra sin tid som guvernør i Georgia, og disse blev i pressen kendt som "The Georgia Mafia".
Mellemøst-fredsforhandlingerne.
Udenrigspolitisk satte præsidenten fokus på menneskerettighederne, herunder afviklingen af kolonistyret i Afrika og fredsprocessen i Mellemøsten. I 1978 lykkedes det således præsidenten at få en fredsaftale i stand mellem Egyptens Anwar Sadat og Israels Menachem Begin.
Kort efter normaliserede Carter forholdet til Kina og underskrev SALT II-aftalen med Sovjetunionen.
"Strategic Arms Limitation Talks (SALT II)".
Et særligt udenrigspolitiske område som Carter arbejdede hårdt for, var SALT II-aftalen, som reducerede det antal atomvåben-sprænghoveder, som blev produceret og/eller opretholdt af både USA og Sovjetunionen. Det var Gerald Ford og Richard Nixon som fik SALT I aftalen i stand, der havde reduceret antallet af atomvåben, som blev produceret, men Carter havde ønsket en yderligere reducering. Det var hans hoved-mål - som det blev gjort klart i hans Indsættelsestale ("Inaugural Address") - at atomvåben skulle fjernes fuldstændig fra jordens overflade.
Carter og Leonid Brezhnev nåede en aftale herom i slutningen af 1979 — SALT II aftalen, trods kongressens modstand mod at ratificere den, fordi mange var af den opfattelse, at det svækkede USAs forsvar.
Efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i slutningen af 1979, trak Carter aftalen tilbage fra godkendelses-proceduren i kongressen, og aftalen blev aldrig ratificeret- skønt den var underskrevet af både Carter og Brezhnev. På trods af dette, levede begge parter op til forpligtelserne, som der var blevet enighed om under forhandlingerne.
USSR invaderer Aghanistan.
Juledag 1979 invaderede USSR Afghanistan. Det blev besluttet, at USA skulle støtte modstandsbevægelsen i Afghanistan med våben, her i blandt Stinger-missiler rettet mod sovjetiske helikoptere, og det menes af mange, at USA dermed selv væbnede den styrke, der siden skulle sprede terror på amerikansk jord. Invasionen af Afghanistan førte desuden til, at præsidenten i sin "State of The Union"-tale i 1980 fremsatte Carter-doktrinen samt at USA boykottede De Olympiske Lege i Moskva i 1980.
Imidlertid begyndte de problemer, der skulle hjemsøge resten af Jimmy Carters præsidentperiode, i Iran.
Shahen af Iran var efterhånden grundigt upopulær - ikke mindst på grund af sekulariseringen af Iran - og ayatollah Ruhollah Khomeini styrede fra Paris det oprør, der efterhånden førte til shahens fald. En forsmag på dette fik USA i 1977, da shahen gæstede Washington og blev mødt med store demonstrationer foran Det Hvide Hus.
Shahen drog i eksil i 1979, men blev snart efter alvorligt kræftsyg, hvilket betød, at han måtte indlægges på et hospital i USA, hvor han siden udåndede. Episoden blev så uheldigt håndteret, at det skabte en udbredt mistro mod USA blandt gamle allierede - og nye fjender.
Den 4. november 1979 besatte iranske studenter den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 amerikanere som gidsler. I begyndelsen af gidselkrisen samledes det amerikanske folk bag deres præsident, men da forhandlinger, indefrysning af iranske pengebeløb og et fejlslagent befrielsesforsøg ikke førte nogen vegne, svandt opbakningen.
På 1 års dagen for besættelsen af ambassaden, var der præsidentvalg i USA.
valgresultatet i 1980 Præsident Carter's nederlag til den republikanske modstander Ronald Reagan var så massivt, at Carter ringede og gratulerede Reagan med sejren, inden de sidste valgsteder var lukket. Carter vandt blot fire af de 50 amerikanske stater - til det sidste var der tvivl om, hvorvidt han ville vinde sin hjemstat, Georgia.
I perioden indtil vagtskiftet i Washington den 20. januar 1981 arbejdede Carter-administrationen febrilsk på at få de 52 gidsler hjem, mens Carter stadig var præsident. Det lykkedes at få en aftale i stand med iranerne, men gidslerne blev først sat fri i det øjeblik, da Ronald Reagan havde aflagt præsidenteden. Det var derfor i egenskab af præsident Reagans særlige udsending - ikke længere som præsident - at Jimmy Carter modtog de hjemvendte gidsler, da de satte fod på tysk jord.
Efter præsidentperioden.
a> ved indvielsen af "Reagan Presidential Library".
Carter fredscenter.
Efter sin præsidentperiode har Jimmy Carter oprettet et fredscenter, The Carter Center, der monitorerer situationen rundt omkring i verden og bl.a. overvåger valg, når der er risiko for valgsvindel samt bekæmper sult og analfabetisme. Ekspræsidenten deltager endvidere i husbygningsprojekter for hjemløse og underviser fortsat i søndagsskolen i Plains, Georgia. Han har desuden skrevet et væld af bøger om såvel sin præsidentperiode som kunst og kultur samt sine oplevelser omkring det at blive ældre.
Jimmy Carter er ofte blevet kaldt "verdens bedste ekspræsident" på grund af sin humamitære indsats. Samtidig må det dog nævnes, at han ikke mindst i USA møder stærk modstand, fordi han ofte går imod USA's officielle politik. I april 2007 kaldte Carter præsident Bush for en af de dårligste præsidenter nogensinde, hvilket fik Bush's talsmand til at kalde ekspræsidenten for "irrelevant".
Nordkorea.
I 1994 fik Jimmy Carter overtalt præsident Clinton til at sende ham på en mission til Nordkorea. Nordkorea havde udvist undersøgere fra IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur, og truede med at begynde at forarbejde brugt atombrændsel. Carter mødtes med den nordkoreanske præsident Kim Il Sung, og det resulterede i "Rammeaftalen" "(Agreed Framework)", under hvilken Nordkorea indvilligede i at stoppe forarbejdningen af atombrændsel til gengæld for en genoptagelse af normale relationer, olieforsyninger og to letvandsreaktorer som afløsning for dets grafitreaktorer.
Rammeaftalen forhandlet på plads af Jimmy Carter blev lovprist vidt og bredt som en diplomatisk landvinding, som fik Nordkorea ud af isolationen.
Cuba.
Carter besøgte Cuba i 2002 og blev modtaget af Fidel Castro. Carter er dermed den eneste amerikanske præsident, der personligt har hilst på Castro. (Nixon mødtes med Castro i 1959, men han var dengang vicepræsident). På Cuba mødtes Carter endvidere med modstandere af Castro-styret. Han udtalte da, at USA's embargo mod Cuba, den har varet siden 1960, burde ophøre.
Nobels fredspris.
Jimmy Carter fik Nobels fredspris i 2002 for årtiers vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger på internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder og for at fremme økonomisk og social udvikling.
"Palestine: Peace Not Apartheid".
Bogen "Palestine: Peace Not Apartheid" fra 2006 har bragt ekspræsidenten på kant med en del af det jødiske samfund i Amerika, på grund af ordet "apartheid" i titlen samt en uheldigt formuleret sætning der antyder, at palæstinenserne kan fortsætte selvmordsbombningerne indtil Israel giver dem bedre forhold. Carter undskyldte for den uheldigt formulerede sætning på Brandeis universitetet i Massachusetts den 23. januar 2006, men ville ikke undskylde bogens titel, der baserer sig på forskelsbehandlingen af jøder og palæstinensere i Israels besatte områder.
På grund af ovennævnte bog har 14 medlemmer af The Carter Center's bestyrelse forladt institutionen.
Carter: "Israels behandling af palæstinenserne en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne på planeten lige nu.".
På en bogmesse i Wales den 25. maj 2008, udtalte Jimmy Carter, at "udsultningen og indespærringen af 1,6 millioner palæstinensere er en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne, som sker nu,- noget sted på planeten." Han citerede statistikker, som han sagde viste, at nærings-indtaget for nogle palæstinensiske børn var under niveauet for børn i Afrika syd for Sahara
Han sagde videre at Storbritannien havde en rolle at spille i, at fordømme Israels behandling af palæstinenserne. "Jeg kunne tænke mig Storbritannien sige: Dette er ikke rigtigt og jeg er for en gang skyld uenig med mine venner i USA, og vi mener at palæstinenserne i Gaza bør behandles med respekt for alle menneskerettigheder." Præsidenten sagde videre, at palæstinenserne udsættes for horribel behandling, og tilføjede: " at se Europa gå med til det, synes jeg er beskæmmende. Det burde være beskæmmende. Der findes ingen grunde, som berettiger at folk behandles på denne måde."
Carter om tortur-politik.
Da han blev spurgt om sine følelser overfor den tortur politik, som George Bush har sanktioneret overfor terror-mistænkte på Guantanamo, svarede han: "Forlegenhed og Forfærdelse og Fortvivlelse", og at han håbede, "at den næste præsident for Amerikas Forenede Stater, hvad enten han er republikaner eller demokrat, offentligt vil tilkendegive, permanent og på global basis, at vores land vil aldrig igen tortere en fange og vi vil for fremtiden overholde betingelserne i internationale aftaler."
Carter: "Israel har 150 atomvåben".
Som svar på et spørgsmål om hvad der burde være USAs politik overfor et atombevæbnet Iran, sagde han, at ethvert land bevæbnet med atomvåben vil have overvældende odds imod sig.
" USA har mere end 12.000 atomvåben, Sovjetunionen (sic) har omkring det samme, Storbrittanien og Frankrig har askillige hundrede og Israel har 150 eller mere", sagde han.
Sukkerroe.
Sukkerroe ("Beta vulgaris var. altissima") er en hvid, kegleformet rodfrugt, der mest dyrkes på den tungeste lerjord, som især findes på de sydlige, danske øer (Lolland og Falster).
Sukkerroer høstes oktober/november ved en vægt af ca 3 kg per styk for straks at føres til sukkerfabrikkerne eller disses saftstationer til oparbejdning.
Kommerciel sukkerfremstilling på basis af sukkerroer blev indledt i Tyskland i 1802. Metoden spredtes hastigt til andre europæiske lande på grund af den fastlandsspærring, som Napoleon indførte under Napoleonskrigene i 1807, og som afskar England fra Europa, England svarede igen ved at blokere det kontinentale kontinentale Europa (herunder Napoleons allierede, Danmark) fra import af rørsukker.
Jerusalem.
Jerusalem - Tårnet af David og Hippicus år 1934
Den gamle bydel i Jerusalem er befolket muslimer, jøder og tilhængere af to kristne trosretninger. Den ligger i det nuværende Østjerusalem.
Jerusalem (Yerushalaim), ("Den Hellige Stad") (Hebraisk: יְרוּשָׁלַיִם "Yerushalayim"; Arabisk: القُدس "al-Quds")
Jerusalem er noget ganske særligt for jøder, kristne og muslimer: Her stod det jødiske tempel, her blev Jesus korsfæstet og her steg Muhammed op igennem de syv himle på sin natlige rejse. Hver fredag vugger de ortodokse jøder i bøn ved Grædemuren - Ha-Kotel (en del af muren omkring Templet) som indledning til Shabbat, de kristne bærer kors på Via Dolorosa (Den gamle Bydel) til minde om Langfredag og på Tempelpladsen over Grædemuren, holder muslimerne bøn under deres fredagsbøn i retning af Mekka.
Det er byen for de tre monoteistiske religioner og Jerusalem kan virke så stærkt på de troende, at de tror, at de er Messias, Gud eller andre religiøse personer. Diagnosen kaldes for Jerusalem-syge eller Jerusalem-syndromet og Jerusalem og Stockholm Stockholm syndrom er de eneste byer i verden, der har lagt navn til en sindslidelse. Jerusalem har været jødernes hellige by i ca. 3.000 år, de kristnes i ca. 2.000 år og muslimernes 3. helligste by efter Mekka og Medina i mere end 1.300 år.
Jerusalem og dets forstæder ligger i Judæa-bjergene ca. 8-900 m.o.h. Byen kaldes også for Davids By, Zions Stad, Fredens By og Den Gyldne Stad. Jerusalem er mere end 5.000 år gammel og dens historie har været præget af utallige voldsomme og blodige erobringer pga. byens beliggenhed, religion og vand.
I forbindelse med staten Israels oprettelse i maj 1948 og den efterfølgende krig var Den Gamle Bydel og den østlige del af byen besat af Jordan (Transjordanien) i perioden 1948-67 mens den vestlige del var Israels hovedstad fra 1950-67. Byen var i denne periode delt af en "Berlinmur" med pigtråd, betonmure, landminer og ingenmandsland. Efter Seksdageskrigen i juni 1967 blev byen igen samlet og med fri adgang til alle byens hellige steder. Siden har den israelske besættelse af Østjerusalem blandt andet medført, at en 8 meter høj mur adskiller den østlige bydel. Muren er en del af Israels Vestbreds-barriere. Langs muren kontrollerer militær at de civile ikke passerer muren, og adskiller dermed mange fra at arbejde på den anden side.
Jerusalem har i dag status som Israels hovedstad og byen (inkl. forstæder) har 704.900 indbyggere (31. december 2004), der består af jøder, muslimer, kristne mfl. Der bor ca. 215.000 arabere i Jerusalem, hvilket er ca. 31% af det samlede indbyggertal. Byens status som Israels hovedstad er et omdiskuteret emne, og få stater har anerkendt den som dette. Det palæstinensiske selvstyre har for tiden sit hovedsæde i Jeriko.
Jerusalem består lidt forenklet af Den Gamle Bydel, den mindre 'østlige' del, den noget større 'vestlige' del, forstæder og bosættelser. Man bruger betegnelserne Vestjerusalem og Østjerusalem om henholdsvis den jødiske og arabiske del af byen.
Den Gamle Bydel er fyldt med kirker, synagoger, moskeer, helligdomme og ruiner og omgivet af en høj ydermur. Bydelen er opdelt i fire områder, der er kulturelt meget forskellige: Det kristne kvarter med Gravkirken (de kristnes helligste sted), det muslimske kvarter med de nærliggende moskeer på Tempelpladsen (muslimernes 3. helligste sted), det jødiske kvarter med Grædemuren (jødernes helligste sted) og det armenske (kristne) kvarter. Under den jordanske besættelse (1948-67) havde jøder ingen adgang til deres hellige steder i Den Gamle Bydel og de nærmeste områder øst for bydelen.
Den østlige, nordøstlige og sydøstlige del af Jerusalem består af en blanding af nye og gamle jødiske og arabiske kvarterer, enkelte hoteller og museer, kulturelle institutioner, Det Hebraiske Universitet, busstation (arabisk) og flere markeder. Især øst for Den Gamle Bydel er der mange kristne hellige steder som f.eks. Oliebjerget og Getsemane Have samt en meget stor jødisk begravelsesplads. Ca. halvdelen af befolkningen i den østlige del er jøder og den anden halvdel er arabere (mest muslimer, færre kristne).
Den vestlige, nordvestlige og sydlige del af Jerusalem er den moderne del af byen siden de første bebyggelser opstod uden for den gamle bydel i 1880'erne som f.eks. Yemin Moshe og Den Russiske Bydel. Her ligger bl.a. Knesset (Parlamentet) og ministerier, mange museer, kulturelle institutioner, synagoger og kirker, rådhuset, flere ambassader, Det Hebraiske Universitet, jødiske ortodokse kvarterer, grønne parker, Yad Vashem, den nye centrale busterminal, togstation (tog til Tel Aviv), indkøbscentre, hoteller og det begrænsede natteliv. Her bor der stort set kun jøder (og enkelte kristne) og der er kun få hellige steder i denne del af byen.
Ortodokse jøder beder ved Grædemuren
Rundt om Jerusalem ligger der en del jødiske bosættelser og et mindre antal er arabiske forstæder.
Turisme og regerings- og statsrelaterede funktioner er de største indtægtskilder i Jerusalem. Der findes lidt industri og en del traditionel håndværk og handel.
Syd for Jerusalem ligger Betlehem (ca. 35.000 indbyggere) med de kristne hellige steder (i dag palæstinensisk selvstyreområde - PA), øst for byen ligger den jødiske by Ma'ale Adumim (ca. 27.000 indbyggere) og i nordlig retning ligger Jerusalems lufthavn. Jerusalem er på næsten alle sider omgivet af bjerge og ørken.
1984.
Eksterne henvisninger.
84
1960'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne 1950'erne - 1960'erne - 1970'erne 1980'erne 1990'erne 2000'erne 2010'erne
År: 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969
Begivenheder.
1960'erne blev et turbulent årti over hele jorden. Mange af kendetegnene ved 1960'erne udsprang af demografiske forhold især det store babyboom og enden for de europæiske koloniimperier.
Kunstnere.
å
1985.
Eksterne henvisninger.
85
1986.
Eksterne henvisninger.
86
Stockholm.
Stockholm (latin "Holmia") er hovedstad i Sverige og landets største by. Navnet stammer formodentlig fra de forsvarsanordninger af stokke, som lå ved nogle små holme, hvor Mälarens ferskvand og Østersøens saltvand mødes. Byen ligger i to svenske landskaber: den sydlige del i Södermanland og den nordlige del af byen i Uppland. Byen var let at forsvare med Stockholms skærgård som en effektiv naturlig forhindring for fremmede flåder og med byens centrale dele placeret på øer. Hele den gamle bydel Gamla Stan ligger på en ø midt i byen.
Administrativt er byen en kommune i Stockholms län med 847.073 indbyggere 2010 på et areal af 188 km2. Byområdet (på svensk "tätorten") har 1.252.020 indbyggere (2005) på arealet 377 km2. Storstockholm, der ifølge det svenske statitiske institut SCB er det samme som Stockholms län, har 2.054.343 indbyggere i et område på 6.519 km².
Stockholm er sæde for Sveriges regering og riksdag. Desuden har Sveriges statsoverhoved, kong Carl XVI Gustaf, sin residens på Stockholms Slot.
Byens grundlæggelse.
Byen nævnes første gang i 1252, hvor den var et vigtigt led i jernhandelen fra gruberne i Bergslagen. Der har sandsynligvis ikke tidligere været en by på dette sted. Byen er efter sigende grundlagt af Birger Jarl på øen Stadsholmen, som nu er kendt som Gamla Stan, med det formål at få et støttepunkt, der kunne beskytte Sverige mod fremmede flåders invasion fra søsiden og for at stoppe udplyndringer af byer som Sigtuna ved søen Mälaren. Det første byggeri ved Stockholm var en fæstning, der kunne kontrollere trafikken mellem Østersøen og Mälaren.
I løbet af de næste årtier efter fæstningsbyggeriet omkring 1250 opstod der efterhånden en by på holmen "Stadsholmen" det nuværende Gamla Stan i indsejlingen til Mälaren. Udviklingen gik så hurtigt, at byen i slutningen af det 13. århundrede blev beskrevet som den største by i Sverige. Den var dog ikke hovedstad, da Sverige ikke blev regeret fra en fast kongelig residensby.
Grunden til byens udvikling skal hovedsageligt findes i byens gode strategiske placering, og at byen blev begunstiget af hele Østersøens generelle opblomstring, som især Hansaens handel bidrog til.
Fra Middelalderen til nyere tid.
Under Kalmarunionen, hvor Sverige var underlagt den danske trone, kom Stockholm til at danne centrum for svensk modstand mod de danske konger. I 1520 indtog den danske kong Christian 2. byen og beordrede en massehenrettelse på dele af den svenske adel; en begivenhed der senere er blevet kendt som det stockholmske blodbad i historieskrivning. Antallet af henrettede var højst 50.
Gustav Vasa undslap blodbadet og kunne iværksætte et regulært oprør mod den danske trone med hjælp fra befolkningen i Dalarna, og i 1523 blev Stockholm atter svensk. Senere takkade kong Gustav folket i Dalarna med massehenrettelser under "Klockaruppropet", og i Småland straffedes oprørslederen Nils Dacke og hans tillhængere på samme måde.
I løbet af det 17. århundrede førte den svenske opstigning under kong Gustav 2. Adolf til stor magt for byen. Fra 1610 til 1680 blev byens indbyggertal seksdoblet. Stockholm var blevet officiel hovedstad for det svenske rige, og kongen havde sin faste bopæl på slottet Tre Kroner. Det brændte ned til grunden i 1697. Stockholm var centrum for et svensk rige, der strakte sig fra Skåne i syd, Lapland i nord og Finland og Baltikum i øst.
Med nederlaget i Den store nordiske krig 1720 og en pestepidemi stagnerede udviklingen i Stockholm. Det lykkedes dog at opføre dagens Kungliga slottet i det 18. århundrede.
Nyere tid.
I 2. halvdel af det 19. århundrede slog industrialiseringen for alvor igennem i Stockholm. Store industrier blev grundlagt, og byen spredte sig med al hast i nye kvarterer, bl.a. Östermalm. En enorm indvandring fik byen til at eksplodere befolkningsmæssigt. I slutningen af det 19. århundrede var kun 40 procent af byens indbyggere indfødte stockholmere.
Moderne tid.
I begyndelsen af det 20. århundrede havde Stockholm omkring 300.000 indbyggere. Det begyndte at blive trangt i det centrale Stockholm: mange familier boede i små forfaldne lejligheder.
Efter første verdenskrig fik de fleste hjem rindende vand og kloakering. I 1936 blev byens første lufthavn "Bromma flygplats" indviet.
I slutningen af 1940'erne grundlages det almennyttige boligselskab Svenska Bostäder, hvis arkitekter lavede planer for nye bydele, som skulle fungere efter ABC-modellen (=Arbete, Bostad, Centrum).
I 50'erne og 60'ernes højkonjunktur udvidede byen sig. Store nye forstæder blev bygget, især store betonkomplekser blandet med villakvarterer, et koncept som også kan ses i de københavnske forstadskommuner. Den 1. oktober 1950 indviedes den første del af Stockholms tunnelbane mellem Slussen og Hökarängen og da tunnelbanen skulle føres igennem det centrale Stockholm, krævede det at mange lejligheder og kontorer skulle nedrives. Nu findes syv linjer og 100 stationer, hvoraf 25 i den indre by. Der er 27 stationer med mere end en linje med mulighed for omstigning.
Stockholm har udnævnt sig selv til "Skandinaviens hovedstad" (Stockholm - The Capital of Scandinavia) i turistguider og til investorer. Det har skabt en vis undren i Oslo og København.
Placering.
Stockholm ligger på den svenske østkyst, centreret omkring søen Mälarens udløb i Østersøen. Slussen en sluse midt i Stockholm by adskiller det ferske søvand fra det salte havvand. Byens drikkeforsyning består af renset vand fra Mälaren, og søens høje vandkvalitet muliggør laksefiskeri næsten helt inde i byen.
Den centrale del af byen ligger på fjorten øer, der forbindes ved hjælp af 54 broer. Øerne er en del af den stockholmske skærgård, der strækker sig langt ud i Østersøen og omfatter over 20.000 øer og skær. Det geografiske centrum er rent faktisk placeret midt i vandet i Riddarfjärden (Koordinater:.)
Klima.
Stockholm er placeret i den tempererede klimazone. Årsmiddeltemperaturen er 6,6 grader celsius; den årlige gennemsnitlige nedbør er 555 milimeter. Den varmeste måned er juli med 17,8 grader, den koldeste er februar med -3,1 grader.
Vådeste måned er august med 76 milimeter nedbør, tørreste er marts med gennemsnitligt 26 milimeter.
I år 2006 målte man i januar en gennemsnitstemperatur på -2,3 °C og i juli, 20,8 °C.
Stockholms placering ikke langt fra polarcirklen betyder, at årstiderne varierer relativt meget. Om sommeren skinner solen næsten hele døgnet, mens de få soltimer om vinteren ikke kan få temperaturen meget over 0 grader. I december er der blot seks timers dagslys, i slutningen af juni er der 18. Højeste temperatur målt nogensinde var 36 grader, koldeste temperatur nogensinde var -32 grader.
Som en konsekvens af den globale opvarmning er gennemsnitstemperaturen i Stockholm steget med en grad i årene 1960-2005.
Stockholms kommune.
Stockholms kommune blev oprettet i 1971 som følge af en større svensk kommunereform.
Stockholms kommune var indtil 1998 inddelt i 18 bydelsområder. Efter en reform i 2007, hvor flere bydelsområder blev lagt sammen, er der nu 14.
I den centrale indre by bor der 292 318 indbyggere. Andre bydele inden for Stockholms Kommunes grænser, men udenfor den indre by: Söderort og Västerort har tilsammen 490 567 indbyggere. Med sine 1.252.020 indbyggere (2005) er Stockholm Sveriges største byområde (på svensk "tätort"). Det samlede areal udgør 377,30 km². Det giver en befolkningstæthed på 3.318 indbyggere pr. km².
Øer og holme i Stockholms indre bydele.
Den centrale del af byen ligger på 14 øer og holme hvor søen Mälaren har sit udløb i Østersøen, og er forbundet af mange broer.
Stockholms byområde.
Kort over Storstockholm. Selve Stockholm er orange, øvrige forstadskommuner i gult.
Stockholm er Sveriges klart største byområde med et indbyggertal på 1.252.020 i 2005. Byområdet omfatter hele Stockholm, Solna og Sundbybergs kommuner samt større eller mindre dele af otte omkringliggende forstadskommuner. Byområdet Stockholm er et statistisk begreb, der måler graden af bymæssig bebyggelse uden hensyntagen til administrative grænser.
Storstockholm.
Metropolregionen Storstockholm omfatter Stockholms kommune samt alle andre kommuner i Stockholms Län. Norrtälje, Nykvarn, Södertälje og Nynäshamn blev førhen ikke regnet med. I hele Storstockholm, som altså er det samme som Stockholms Län, bor der over 2 millioner indbyggere på et areal om over 6500 km2
Demografi.
Stockholms kommune havde den 1. januar 2004 cirka 761.000 indbyggere, heraf var 70.584 eller ni procent af udenlandsk herkomst. Blot tre år senere var tallet steget til 783.000. I løbet af de seneste par år har Stockholms byområde set en vækst i befolkningstallet på over fem procent.
Den 31. december 2005 havde byområdet Stockholm 1.252.020 indbyggere fordelt på de 783.000 i Stockholms kommune og resten i ti omegnskommuner.
I 2004 var omkring 80 procent af befolkningen medlem af den svenske folkekirke, de seneste par år har indvandringen fra verdenslande dog gjort islam til en voksende religion.
Uddannelsesniveauet ligger markant højere end landsgennemsnittet, kun 13 procent mod 19 på landsplan af den stockholmske befolkning har ikke en gymnasiel uddannelse. 48 procent har en videregående uddannelse mod 32 procent på landsplan.
Arbejdsløsheden lå i 2003 på 3,8 procent.
Herunder en oversigt over befolkningsudviklingen. Kun for Stockholms Kommune.
Graf over befolkningsudviklingen i Stockholm.
Politik.
De forskellige kommuner i Stockholm har hver deres politiske ledelse, herunder behandles kun Stockholms kommune, som er den største af Sveriges 290 kommuner.
Byråd.
. Dette betød, at den borgerlige koalition under ledelse af Moderaternas spidskandidat Kristina Axén Olin kunne sætte sig på magten i byen
Seværdigheder.
Stockholms bybillede og dens arkitektur er præget af byens specielle placering i den stockholmske skærgård, med klipper og vand som faste indslag i bybilledet. Byens nærhed til naturen og dens mange
parker gør, at man selv inde i den inderste del af byen kan finde en næsten ugeneret skov eller kyststrækning.
Herunder en kort beskrivelse af nogle af de mest interessante stockholmske bydele.
Gamla Stan på øen Stadsholmen bærer stadig tydelige præg af et middelalderligt vejnet, med små snævre stræder og brostensbelagte gader. I midten finder man bl.a. den tyske kirke. På den nordlige del af øen ligger paladser fra Sveriges stormagtstid, bl.a. Riddarhuset og Bondesches Palais. Her ligger også Tessinska palatset og Axel Oxenstiernas Palads. I nærheden finder man også Stockholms domkirke Storkyrkan ("Nikolajkirken") samt kongens officielle residens Stockholms Slot. Det meste af den gamle by er lukket for biltrafik.
Øen Helgeandsholmen ("Helligåndsøen") huser to institutioner, "Medeltidsmuseum" samt den svenske rigsdag "Riksdagen".
Øen Riddarholmen i vest er en stille oase midt i byen. I dag er den justitscentrum for landet, hvor den svenske højesteret "Regeringsrätt" holder til. I det Wrangelske palads og de andre bygninger finder man forskellige andre domstole. Ved siden af finder man også Riddarholmskyrkan, hvor mange svenske konger ligger begravet.
Nord for det kongelige slot ligger Norrmalm, begyndelsen på det moderne Stockholm, som først rigtigt blev til i midten af det 20. århundrede, efter 400 ældre bygninger blev erstattet med et moderne centrum. Enorme bygninger rejser sig omkring det af Piet Hein tegnede konveksformede Sergels Torg. Stockholms opera ligger også her.
Rydningen af de gamle kvarterer opfattes i dag af mange som en skandale, og lakoniske bemærkninger går så vidt som at påstå, at Stockholm ikke havde brug for bombninger under 2. verdenskrig, det klarede man helt selv.
Kungsträdgården i Norrmalm er et populært mødested for unge mennesker. Om sommeren er der koncerter og om vinteren skøjteløb.
Øst for Norrmalm ligger Östermalm præget af et retvinklet gadenet fra slutningen af det 19. århundrede. Især vandfronten omkring "Strandvägen" er præget af flotte bygninger i historicistisk stil fra Gründerzeit-perioden. Her er de dyreste og mest fashionable adresser i Stockholm, og her finder ligger Sveriges kongelige teater Dramaten. Foran teateret ligger Berzelius-parken med Berns teater og restaurant befinder sig, et sted hvis specielle røde værelse blev udødeliggjort i August Strindbergs roman "Det røde værelse".
Lige syd for Östermalm fører Narvavägen over Djurgårdsbron ud til halvøen Djurgården, som også i dag er en naturpark og et udflugtsmål for stockholmere, der trænger til frisk luft og fuglesang. Over broen kører man langs "Djurgårdsvägen" forbi en række museer, som f.eks. Vasamuseet med det imponerende Vasa-skib, det nordiske museum og Liljevalchs kunsthal, forlystelsessteder som "Gröna lund" og "Circus", samt kroer fra det 19. århundrede som det berømte "Hasselbacken".
Mellem Djurgården og de større byholme ligger de små Blasieholmen, Skeppsholmen og Kastellholmen. På Blasieholmen ligger det pompøse Grandhotel, hvis hovedfacade vender ud mod byøerne. Skeppsholmen og Kastellholmen var tidligere reserveret den svenske flåde, men er i dag overtaget af museer som det østasiatiske museum, moderne museum og et arktekturmuseum.
Helt nordvest for det mest centrale Stockholm ligger Kungsholmen, på hvis østligste spids Stockholms rådhus ("Stockholms Stadshus") er placeret. Her afholdes i rådhusets blå haller hvert år en kæmpe festbanket for nobelprisvinderne.
Kungsholmen er et overvejende mondænt kvarter med store flotte lejlighedskomplekser og mange parker.
Klassisk Södermalm-miljø med høje gader og bygninger fra århundredeskiftet.
Syd for Gamla Stan ligger Södermalm, i folkemunde blot Söder, som hæver sig 50 meter over vandet. Med den 38 meter høje elevator "Katarinahissen", placeret ved vandet, kan man komme op og få et overblik over byen og dens seværdigheder.
Den indre del af Södermalm består hovedsageligt af boligblokke fra slutningen af det 19. århundrede og minder meget om kvarterer i København som fx Østerbro. Södermalm går for at være den mest interessante
bydel med det livligste natteliv og en broget undergrundskultur.
Kultur.
Som storby og hovedstad lægger Stockholm grund til mange af Sveriges største og vigtigste kulturinstitutioner. Stockholm huser blandt andet tre Unesco Verdensarv-seværdigheder: Drottningholms Slott, vikingebyen Birka og Skogskyrkogården. Drottningsholms Slott, hvor den kongelige familie holder til, er den mest besøgte turistattraktion i Stockholm.
Den ælste del af Stockholm er Gamla Stan, som ligger på øen Stadsholmen. Her ses tydeligt det middelalderlige gadenet med de to hovedgader Österlånggatan og Västerlånggatan samt mange små stræder, som løber ned mod vandet. I Gamla Stan ligger blandt andet Tyska kyrkan, Storkyrkan og Riddarhuset.
I 1998 var Stockholm europæisk kulturhovedstad.
Stockholm i litteraturen.
Nationalskjalden Carl Michael Bellman (1740–1795), forfatteren og dramatikeren August Strindberg (1849 - 1912) og forfatteren Hjalmar Söderberg (1869-1941) er nogle af de største navne, som har inddraget byen Stockholm i deres værker. Børnebogsforfatteren Astrid Lindgren (1907-2002) fra Vimmerby i Småland var bosat i Stockholm næsten hele sit forfatterliv, og flere af hendes bøger udspiller sig i byen. Mest berømt er nok "Karlsson på taget". Den afdøde krimiforfatter Stieg Larsson havde også rod i Stockholm.
I Stockholm er der skilte på de steder, hvor store bøgers handling udspiller sig, samt skilte, der viser hvor nogle af de største forfattere har boet.
Museer.
På Nationalmuseum har Sveriges største samling af kunst.
På Nationalmuseum findes Sveriges største kunstsamling; 16 000 malerier og 30 000 kunstværker. Samlingen blev grundlagt på Gustav Vasas tid og er udvidet med værker af verdenskendte malere som eksempelvis Rembrandt og Antoine Watteau. Den svenske kunstarv omfatter malerier af Alexander Roslin, Anders Zorn, Johan Tobias Sergel, Carl Larsson, Carl Fredrik Hill og Ernst Josephson. Mange af malerierne stammer fra plyndringer i Sveriges tid som stormagt. Også krigsbytte fra danske godser og herregårde fra Svenskekrigene.
På Vasamuseet ligger Vasa-skibet. Et komplet galleonsskib fra 1600-tallet der sank på sin jomfrurejse; det viste sig at være fejlkonstrueret, og lå alt for højt over vandlinjen.
Teatre.
Dramaten er Stockholms mest kendte teater.
Stockholm har en række teatre, de mest kendte er Kungliga Dramatiska Teatern ("Dramaten") og Kungliga Operan. Af andre teatre i Stockholm kan nævnes: Stockholms stadsteater, Teater Galeasen, Folkoperan, Moderna dansteatern, Göta Lejon, Södra teatern, Chinateatern, Vasateatern samt Oscarsteatern. Ingen af dem har Sveriges største scene, det er Malmö Stads- og musik-teater med over 1400 pladser.
Trafik.
Stockholms lokaltrafik består af tunnelbana, en slags regionaltog der benævnes "Pendeltåg" og fire lokalbaner (Roslagsbanerne og Saltsjøbanen), tre nybyggede sporveje samt busser for innerstan og busser, der trafikerer amtet. Der findes også mindre både til Djurgården og den indre skærgård. Store færger trafikerer Åland, Turku og Helsinki i Finland samt Tallinn i Estland. Den 28. september 1994 indtraf Nordens største færgeulykke i nyere tid, da S Estonia sank udenfor Åland og flere end 800 passagerer omkom.
Havnen er dyb, men sejlrenden er smal, og lods er nødvendig for de krydstogtsskibe, der besøger byen i sommerhalvåret. Antallet af besøg af disse skibe er op til 300 hver år.
Byens store lufthavn er Stockholm Arlanda / Arlanda Intl Airport, der dog ligger 45 km nord fra city og den mindre lufthavn (Bromma), der ligger noget mere centralt, men kun har en lille indenrigsterminal. Antallet af passagerer i Arlanda gør den til Nordens tredjestørste, men tæt på halvdelen af passagererne rejser indenrigs.
De lyse nætter.
På 59,5 grader nordlig bredde kommer solen i sluttningen af juni kun syv grader under horizonten. Så selv i skyfritt vejr bliver nathimmelem ikke engang mørk i zenith. Selv skyede nætter er lyse, og solen står en time tidligere op end i København.
Geografi.
Geografi er studiet af jordens overflade. Ordet stammer fra de græske ord "geo-" ("jorden") og "graphein" ("at skrive, tegne, eller videnskaben om-").
Geografi er meget mere end rejsebeskrivelser (etnografi) og studiet af landkort (kartografi). Ikke alene undersøger man, hvad der er hvor på jorden, men også hvorfor og hvorfor det ikke er et andet sted. Dette bliver studeret både under naturlige forhold og under menneskelig påvirkning. Konsekvenserne af disse forskelle bliver også studeret.
Antikken.
De første forestillinger om jorden som helhed går vist nok tilbage til orientens ældste kulturfolk, men disse forestillinger er os dels ukendte, dels meddelte i et symbolsk sprog, som det er vanskeligt at fatte betydningen af. Det folk, fra hvilket vi først har bevaret så velbegrundede og klart udtrykte geografiske forestillinger, at de har kunnet få betydning for kulturen gennem tiderne, er grækerne. Allerede hos de gamle grækere kan der sondres mellem to slags geografiske forfattere: dem, der interesserede sig for jorden som helhed og behandlede det første teoretiske problem af geografisk art, nemlig det om jordens form og størrelse, og dem, der havde mest interesse for menneskene og tingene, der fandtes på jordoverfladen. Til den sidste gruppe hører Herodot, der ca. 450 f. Kr. ved sin beskrivelse af folkenes sæder og historie også tog et ikke ringe hensyn til landenes natur. Som en af de ældste kendte repræsentanter for den første gruppe kan nævnes Anaximander fra Milet, der i første halvdel af 6. århundrede f. Kr. forsøgte at fremstille det første verdenskort. Læren om jordens kugleform blev fremsat af den pythagoræiske filosofiske skole, og Aristoteles beviste den ved måneformørkelse og ved den omstændighed, at på det åbne hav bliver toppene af kystgenstande først synlige. Eratosthenes (276—196), der levede i Alexandria, gav først en geografisk systematik og metodik, som for århundreder blev herskende grundlag; han forsøgte også at give et mål for jordens størrelse ved at udmåle en jordbue mellem Alexandria og Syene, og han udkastede kort af den beboede jord på grundlag af et slags gradnet. Målingsforsøget blev senere gentaget af Ptolemæus, der bestemte jordens omfang til 180.000 olympiske stadier. Selv Strabo (68 f.—24 e. Kr.) var endnu afhængig af Eratosthenes' lærebygning, selv om han hyppigt angreb sin forgænger. Strabo, der skrev en geografi i 17 bøger, der for største delen er bevaret, er i nyere tid blevet kaldt oldtidens største geograf, men det kan han dog kun kaldes i en enkelt retning, i det han var den første, der så, at det var en geografisk opgave at bringe landenes natur i forhold til folkenes kultur og vise, hvorfor nogle steder befordredes kulturen, mens den andre steder hæmmedes af naturforholdene. Denne tanke kom dog ikke til at spille nogen rolle hos de senere forfattere, der næsten alle hyldede den periegetiske form, det vil sige, de ordnede deres skildring, som om forfatteren skred frem langs kysten eller langs en vej inde i landet; dette gælder fx skriftet "de situ orbis" af Pomponius Mela, der var et af de mest læste lige til middelalderens begyndelse. Det blev da heller ikke Strabo, men derimod Claudius Ptolemæus, der gjaldt for den største geograf. Ptolemæus, der levede ca. 150 e. Kr., fik navnlig betydning gennem to hovedværker, hans astronomi og hans geografi, i hvilken sidste han opregner lande, byer, bjerge og floder med oplysning om hvert steds længde og bredde m. m.; desuden nævnes hans atlas med 26 specialkort.
To anskuelser var i oldtiden herskende angående fordelingen af land og vand på jorden; den første, hvortil fx Eratosthenes og Strabo sluttede sig, antog, at de tre da kendte fastlande, Europa, Asien og "Libyen" (Afrika) var en sammenhængende ø, overalt omflydt af verdenshavet (græsk "Okeanos"); den anden, hvortil Aristoteles, Marinos fra Tyrus og Ptolemaios sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og indiske ocean omsluttede af land lige som Middelhavet, og at der kun var en forholdsvis smal vandmasse mellem det yderste vestlige og østlige land, en anskuelse, der fik betydning for Columbus' opdagelse af Amerika.
Romerne fulgte ved behandlingen af geografien væsentligst praktiske formål, i det deres stadige krigstog, administration af det uhyre rige og de udstrakte handelsforbindelser fordrede anlæggelsen af gode veje og dertil betydelige kortarbejder; af disse kendes kun et enkelt, nemlig den såkaldte "Tabula Peutingeriana", der stammer fra 4. århundrede. Plinius og Seneca må nævnes som dem, der frembragte de betydeligste geografiske skrifter blandt romerne. Ved slutningen af oldtiden faldt det korografiske kendskab nærmest sammen med det romerske rige; Europas høje nord, det nordlige Asien hinsides det Kaspiske Hav, altså Sibirien, var ganske ukendt; om Kina havde man højst uklare begreber; den sydøstlige asiatiske øverden var knapt kendt ud over Java, Østafrika kendte man til Sansibar, Vestafrika til Sierra Leone, mens man om det indre Afrika kun havde vage forestillinger om negerlande hinsides ørkenen; dog må det bemærkes, at Ptolemaios allerede omtaler Nilens kilder som kommende fra to store søer i nærheden af ækvator.
Middelalderen.
Middelalderen viser for geografiens, som for de fleste andre videnskabers vedkommende, navnlig i sin første tid en tilbagegang. De store græske geografer forglemtes, og de romerske forfattere, blandt dem navnlig Plinius, blev de mest brugte, men ikke de heldigste kilder. Fantasifostre og vidunderskikkelser befolker værkerne, mens man ganske ser bort fra landområdernes naturbeskrivelse eller i det højeste indskrænker sig til en blot og bar stedfortegnelse. Heller ikke den fysiske geografi gjorde fremskridt, og læren om jordens kugleform måtte vige for den naive tro på jorden som en flad skive. I den ældre middelalder hersker de såkaldte»hjulkort«, der med Jerusalem i verdens centrum og Okeanos som ydergrænse til alle sider viser en mærkelig blanding af bibelske og græske ideer. Den geografiske horisont indskrænkedes mere og mere, og kun de nordiske vikinger gjorde nye opdagelser (Grønland og Amerika), men disse blev ikke bragte til videre kendskab. Imidlertid rørte der sig et rigt liv blandt araberne, der var ivrige dyrkere af matematik og astronomi og i modsætning til de kristne kirkefædre med iver studerede de græske geografer, navnlig Ptolemaios, hvis hovedværk allerede i 9. århundrede var blevet oversat til arabisk under navnet "Almagest". Deres stedsbestemmelser forbavser endnu den dag i dag ved deres nøjagtighed. Udbredelsen af islam og vidtstrakte rejser, navnlig af Ibn Batuta, en af de mest vidtberejste mænd, der nogensinde har levet, og Edrisi, udvidede deres geografiske synskreds så vidt, at de kendte hele Europa med undtagelse af det højeste Norden, den sydlige halvdel af Asien, Nordafrika til c. 10° n. Br., og østkysten indtil Stenbukkens Vendekreds. Også over den fysiske beskaffenhed af de kendte lande findes mange fortræffelige arbejder, således af Massudi, lige som over almindelige fysisk-geografiske fænomener af fx Kazwini. Den større forbindelse, som Occidenten ved korstogene og de italiske handelsrepublikkers opblomstren kom i med Orienten, kunne ikke undlade at virke på det kristne Europa, og vi ser i den senere kristne middelalder så betydelige forfattere fremtræde som Albert den Store, Roger Bacon og Vincens af Beauvais. Samtidig fremmedes også berøringen mellem Europa og det fjerne Østasien, dels på krigersk måde ved de store mongolerindfald, dels ved udstrakte rejser, hvoraf her blot kan nævnes Marco Polo's berømte rejse (1271—1295) og de gejstlige sendebud til mongolernes storkhan som Piano di Carpine 1246 og Ruys-broeks (Rubruquis) 1253. Stor betydning for den geografiske opfattelse af Europa havde også åbningen af en atlantisk søvej fra de italienske handelsstæder til1 Flandern, men det store fremskridt, den senere kristne middelalder viser i behandlingen af geografi frem for den tidlige, skyldes dog væsentligst den omstændighed, at de gamle græske geografer kom til hæder og værdighed igen, og fremfor alt tilbagevendelsen til de ptolemæiske stedsbestemmelser. En afgjort fremgang viste sig i denne periode i kartografien, i det nu kompasset kom almindeligt i brug. Blandt de ældste mønstre på de berømte italienske kompaskort, de såkaldte portulaner, der forbavser ved deres nøjagtighed, må nævnes Pietro Visconti's (1318) og Marino Sanuto's (1320). Endnu højere stod dog det såkaldte katalaniske kort, forfærdiget 1375 af en ukendt majorkansk styrmand, og venetianeren Fra Mauro's kort fra 15. århundrede, der viser Marco Polo's, Nicolo Gonti's og portugisernes opdagelser i Østasien og langs Afrikas vestkyst.
Den nyere Tid.
Renaissancetiden bragte også nyt liv i geografien. Et mægtigt stød hertil var de store portugisiske og spanske opdagelser, der ikke blot næsten fordoblede den da kendte verdens udstrækning, men også bragte hidtil ukendte produkter, kendskab til ukendte naturforhold og ny folkeslag samt skabte ganske ny baner for verdenshandelen. De lærde opfordredes derved til at samle og nedskrive den sum af iagttagelser, som opdagerne bragte hjem fra deres eventyrlige tog. 16. og 17. århundrede bliver kosmogratiernes tid,»"disse"«, som Løffler udtrykker sig,»"litterære pulterkamre, hvori datiden, sædvanlig uden kritik og under mange misforståelser, nedlagde hele sin geografiske Viden"«. Som et eksempel på disse kosmografiske håndbøger kan nævnes Sebastian Münster's fra 1550. Hos ham, som hos de øvrige kosmografer, mangler naturskildringer, men opregning af produkter, byer, floder, seværdigheder, kongerækker m. m. træder i stedet. Som man ser, minder dette nærmest om en senere tids rejsehåndbøger. Efter 1600 blev ordet geografi atter indført i stedet for kosmografi, der efterhånden forsvandt. Ved midten af 17. århundrede udkom et fortræffeligt og banebrydende værk, nemlig "Geographia generalis" af Bernhard Varenius (Varen) (1622—1650). Af de enkelte geografiske fagdiscipliner gjorde oceanografien store fremskridt på grund af sørejserne; store havdybder kunde man ganske vist ikke måle, men tidevandet og havstrømmene studeredes med iver. Portugiserne havde således allerede i 15. århundrede opdaget Guinea-strømmen, Vasco da Gama fandt Mosambique-strømmen og Alaminos iagttog og benyttede Golfstrømmen i strædet ved Florida. Desuden blev luftstrømningerne udførlig beskrevne, og benævnelser som passater og monsuner optræder. Den matematiske geografi tog et mægtigt opsving ved Copernicus' og Kepler's optræden, bredde- og længdebestemmelser blev skarpere, og den første gradbue blev udmålt ved triangulation mellem Alkmaar og Bergen op Zoom. Kortene, der nu udkastedes efter mat. bestemmelser, forbedredes, og hegemoniet i kartografien, der i 15. århundrede tilhørte italienerne, gik i første halvdel af 16. århundrede over til deres elever, de portugisiske og spanske lodser. I midten af århundredet blev dog også disse overfløjede af tyskerne, der hen imod slutningen af århundredet atter blev fortrængte af hollænderne, hvis blomstringstid udfylder 17. århundrede. Af særlige kortarbejder kan her nævnes tyskeren Martin Behaim's globus og flamlænderen Gerhard Mercator's banebrydende kortværker. Af hollandske kartografer kan fremhæves Hondius, Willem Janssen, De Witt og Vischer; også en dansk kartograf fra denne periode er blevet berømt, nemlig Johannes Meyer fra Husum. I hovedsagen stod geografien i 18. århundrede på samme standpunkt, og Hübner's»"Vollståndische Geographie"«svarer i alt væsentligt til de gamle kosmografier. Imidlertid skete der indirekte et stort arbejde for geografien ved naturvidenskabernes, etnografiens og statistikkens begyndende opblomstren. Det var i 18. århundrede, at Réaumur konstruerede sit termometer og Harrison (1693—1776) opfandt kronometeret, at De Luc 1772 udfandt formlen for barometrisk højdemåling, og det første meteorologiske akademi blev stiftet 1780; et mægtigt fremskridt skete i den fysiske geografi ved skabelsen af en geologisk videnskab gennem A. G. Werner (1750—1817). Linné grundede det botanisk-zoologiske studium; plantegeografien grundlagdes af Wildenow, ligesom dyregeografien indlededes af Zimmermann. Endelig begyndte også antropologien at vise sig i Camper's og Bluménbach's værker, og man begyndte at tage fat både på statistiske undersøgelser og sammenlignende sprogvidenskab. Kartografien anvendte hele det forøgede astronomiske materiale og hævede sig, navnlig i Frankrig med navne som Delisle og d'Anville, til en hidtil ukendt højde. Der var således i de videnskaber, til hvilke geografi hovedsagelig må støtte sig, gjort en række betydningsfulde forarbejder, og endelig fremtrådte i 19. århundrede stifterne af den moderne geografiske videnskab, nemlig Alexander v. Humboldt og Karl Ritter. Humboldt (1769—1859) var oprindeligt uddannet som naturforsker og elev af Werner, hvis Phiton-teori han sammen med Leopold v. Buch udviklede, hvorved de fik en afgørende indflydelse på opfattelsen af vulkanerne og jordklodens bygning. På udstrakte rejser, navnlig sammen med Bonpland i Syd- og Mellemamerika 1799—1804 og til Ural og Centralasien 1829, samlede han en rig sum af selvstændige iagttagelser, som han har nedlagt i afhandlingen»"Ansichten der Natur"«og kæmpeværket»Kosmos«. Også i særlig geografisk retning skylder vi ham vigtige bidrag, således fx i hans store værk over Centralasien's bjergsystemer, der væsentlig er af historisk-kritisk indhold, og i hans hovedværk,»"Planternes geografiske udbredelse"«. Endvidere kan nævnes, at det var Humboldt, der opfandt brugen af isotermer, lige som det er ham, hvem vi skylder grundlæggelsen af et system af magnetiske korresponderende iagttagelser. I modsætning til den vidt berejste naturforsker Humboldt var Ritter (1779-1859) hjemmegeografen, den boglærde mand med en nærmest historisk uddannelse, men dog langtfra ukyndig i naturvidenskaberne. I stedet for Humboldts glimrende fremstilling og ofte maleriske og tændende beskrivelser finder man Ritter tung i stilen og filosoferende, men han besad ualmindeligt talent for det systematiske og et stort syn på geografiens opgave som videnskab. De to mænd supplerede på ejendommelig måde hinanden. Vi skylder Ritter ikke alene almindelige betragtninger over fordelingen af hav og land og over kontinenternes former, men også en geografisk terminologi: benævnelser som højland og lavland, bjergland (Gébirgé), plateau, bjergkæde og bjerggruppe, delingen af flodernes løb i øvre, mellemste og nedre og så videre. Humboldt's og Ritter's virksomhedsperiode tilhører første halvdel af 19. århundrede; samtidig begyndte man også rundt omkring at stifte geografiske selskaber. Men trods det, at Humboldt og Ritter nærmest fik en glimrende modtagelse af deres samtid, sporer man mærkeligt nok kun ringe fremgang i den geografiske litteratur. Ganske vist optog man den ritterske terminologi, optegnede nøjagtigere nyopdagede bjerge, floder og søer og gjorde enkelte andre fremskridt; men iøvrigt fulgte man i de geografiske beskrivelser ikke den vej, Humboldt og Ritter havde anvist. Behandlingen af landenes naturforhold indskrænkede sig i hovedsagen til deres relief og vandløb, og antropogeografien svandt ind til en»politisk geografi«med stater og byer. En undtagelse må dog fremhæves, nemlig danskeren J. F. Schouw med værker som»"Europa"«(1832) og»"Prøver paa en Jordbeskrivelse"«(1851). Mens således de egentlige bærere af den beskrivende geografi forholdt sig passive, førtes de ny ideer videre af naturforskerne, der, som Studer, Schouw, Grisebach, Schmarda og andre, hver på sit specielle område kraftig bidrog til det geografiske studiums fremme, indtil endelig som oven for nævnt de darwinske ideer havde gennemtrængt også geografien og derved stærkt bidraget til, at man var blevet yderligere klar over denne videnskabs særlige synspunkter.
Metoder.
Geografien har altid bestået af to dele: indsamlingen af oplysninger og analysen af oplysninger. Tidligere skete indsamlingen af oplysninger fortrinsvis ved rejser, der ikke sjældent var bekostet af offentlige myndigheder netop med det formål at lade sagkyndige rejse ud og indsamle oplysninger, det være sig om de landskabelige forhold (herunder geologiske forhold, plantevækst og dyreliv) eller om menneskenes levevis.
Naturgeografi.
Denne gren af geografi fokuserer på de naturligt forekommende ting på jorden og gør brug af biologi til at forstå mønstre i dyre- og planteliv, matematik og fysik for at forstå jordens bevægelse i sammenhæng med andre objekter i verdensrummet. Den dækker også landkort og navigation og omfatter økologisk geografi.
Kulturgeografi.
Den menneskelige eller politisk/kulturelle gren af geografi fokuserer på de sociale sammenhænge, de ikke-fysiske aspekter af, hvordan verden hænger sammen. Det undersøges, hvordan mennesker tilpasser sig til et landområde og til andre mennesker og de ændringer, det giver i verden. Den kan inddeles i disse brede kategorier: økonomisk geografi, bebyggelsesgeografi, politisk geografi, social geografi, miljøgeografi og militær geografi.
Demografi.
Demografi eller befolkningslære er en geografisk hjælpedisciplin, der vedrører forståelsen af befolkningens størrelse og sammensætning, fordeling samt udviklingen heri og årsagerne hertil.
Beskrivende geografi.
Beskrivende geografi omfatter kόrografi, topografi og etnografi. Kόrografi (græsk: "chorografi", tysk: "länderkunde") er beskrivelsen af et givet større eller mindre landområde, mens topografi alene beskriver et enkelt sted, og etnografi beskriver et givet folk.
Kόrografien giver sig udslag i værker af typen "verdens lande", hvor formålet er i oversigtlig form at beskrive hvert enkelt lands terræn, befolkningsforhold, næringsliv, økonomiske forhold og lignende.
Det mest kendte kόrografiske værk er Martin Vahl og Gudmund Hatt: "Jorden og Menneskelivet", Bind I-IV (1922-1927).
Topografiske værker findes i to former: topografiske fremstillinger for et helt land og topografiske fremstillinger for et enkelt område eller sted og typisk omfatter de enkelte sogne, herreder, amter eller tilsvarende.
Etnografien er beskrivelsen af de enkelte folkeslags udbredelse og levevis. Sådanne fremstillinger hviler ikke sjældent på egne iagttagelser under kortere eller længerevarende besøg hos det pågældende folkeslag.
Historisk geografi.
Denne gren af geografi ligner den beskrivende geografi og forsøger at bestemme, hvordan de fysiske og kulturelle udfoldelser opstod og/eller har udviklet sig på jorden i tidligere tider.
Kartografi og geoinformatik.
Kartografi og geoinformatik er en geografisk hjælpedisciplin, der vedrører dels kortopmålingsteknik (geodæsi), dels kortudformningsmåder (kaldet kortprojektioner), dels kortlægningsteknik (kartering), dels ulige teknikker til kortmæssige fremstillinger af ulige forhold fx fordelinger, strømme og sammenhænge. Mest kendt er de "geodætiske kort", der viser terrænforhold, fordelingen af agerjord, hede, eng, mose, løv- og nåleskove, veje og jernbanelinjer, spredte og samlede bebyggelser og lignende, men geografien anvender også andre kortvisningsteknikker for at belyse ulige forhold, blandt andet prikkort, cirkelkort, strøm- eller flowkort, kort der for ulige fladeområder udviser fordelingsklasser (fx befolkningstæthed fordelt på sogne eller kommuner, rudekort (kort med området opdelt i rudeenheder af samme størrelse fx 1x1, 5x5, 10x10 km² eller lignende) m.m.
Matematisk geografi.
Matematisk geografi er en geografisk hjælpedisciplin, der finder sted i et kunstigt eller modelleret univers. Formålet er at se bort fra virkelighedens sammensatte forhold, stille og besvare spørgsmålet: forudsat visse givne betingelser hvilken fordeling af visse fænomener kan man da forvente? Et klassisk eksempel herpå er "Central-place"-modeller, der forsøger at belyse den mest fordelagtige fordeling af forretnings- og serviceydelser. De fundne fordelinger kan da efterfølgende sammenlignes med virkeligheden for at bedømme deres forklaringsevne.
Byplanlægning og regional planlægning.
Byplanlægning bruger den geografiske videnskab til at hjælpe med at bestemme, hvordan man skal udvikle (eller ikke udvikle) et landområde for at opnå nogle bestemte mål så som sikkerhed, skønhed, økonomiske muligheder, bevarelse af bygninger og naturområder osv. Planlægningen af by- og landområder kan ses som anvendt geografi, selv om det også trækker på viden fra for eksempel kunst og historie.
Søslaget ved Jylland.
Søslaget ved Jylland, også kendt som Søslaget om Skagerrak, foregik i dagene 31. maj og 1. juni 1916. Slaget var det første og eneste totale slagskib-søslag under 1. verdenskrig mellem den tyske og den britiske flåde. Efter søslagets afslutning hævdede begge sider at have opnået sejr.
Generel maritim krigstaktik anno 1916.
Den generelle maritime taktik i 1916 gik ud på at lade flåden sejle i parallelle kolonner på linje, hvorved risikoen for torpedoer blev minimeret. Under selve slaget førtes kolonnerne ud i en lige linje, tværs for den fjendtlige flåde, hvorved det maksimale antal kanoner kunne affyres mod fjenden, der alene ville kunne anvende sine frontkanoner. Begge sider ville ofte forsøge denne taktik, hvorfor den sjældent lykkedes. Resultatet var ofte en kraftig udveksling af ild mellem to flåder på nogenlunde samme parallelle kurs.
Tysk strategi for søslaget ved Jylland.
I 1916 havde nederlaget ved Verdun og den stigende effektive økonomiske blokade ført til, at den tyske regering forsøgte at standse (eller i det mindste svække) den maritime kontrol udført af den britiske flåde. Det tyske håb var at stationere et stort antal ubåde uden for den britiske flådes baser og derefter lokke den ud. Den tyske slagkrydsereskadre under admiral Hipper skulle forlade Wilhelmshaven og dermed forhåbentlig lokke den britiske slagkrydsereskadre under admiral David Beatty ud. Efter en udmattelseskrig med de tyske ubåde ville briterne herefter blive lokket mod deres destruktion af admiral Hipper, som ville føre den engelske flåde mod de tyske slagskibe under viceadmiral Reinhard Scheer.
Britisk strategi for søslaget ved Jylland.
Briterne kendte til de tyske planer gennem radioaflytninger, og en flåde af 24 slagskibe og tre slagkrydsere forlod Scapa Flow under admiral John Jellicoe, før admiral Hipper forlod Jade den 30. maj. Jellicoes plan var at mødes med Beattys styrker, som sejlede med en styrke på fire slagskibe og seks slagkrydsere i Skagerrak 145 kilometer vest for Jylland. Sammen skulle de herefter vente på tyskerne.
Styrkerne.
Tyskerne ville for alt i verden undgå en direkte kamp med den engelske flåde. Dennes overvægt var massiv - 33 slagskibe mod tyskernes 18. Under selve slaget var Jellicoes styrke på 28 slagskibe og 9 slagkrydsere, mens Scheer havde 16 slagskibe og 5 slagkrydsere. Forskellen i styrkeforholdet er større, end tallene umiddelbart viser, idet 6 af de tyske slagskibe (2. eskadre) var fra 1904-1906 og dermed forældede mht. fart, pansring og skyts, og de britiske kanoner var generelt af større kaliber end de tyske. Den britiske flåde havde endvidere også overvægt i de mindre fartøjer. Vægtmæssigt kunne briterne stille med 732.728 tons mod 295.896 tons. Den britiske overlegenhed blev modvægtet af enkelte tekniske faktorer. De tyske kanoner var mere præcise, de tyske skibe havde tykkere pansring mod granater og torpedoangreb, og deres konstruktion indebar, at dørene bedre kunne holde vand ude. Tyskernes panserbrydende granater var endvidere også mere effektive end de britiske granater. Af vital betydning var også, at de britiske skibe blev drevet af et ustabilt drivmiddel, og at deres ammunitionsdepoter ikke var godt beskyttet. Endelig havde briterne utrolig dårlig kommunikation mellem de enkelte skibe.
Slaget.
De tyske ubåde viste sig at være totalt ineffektive. De sænkede ikke et eneste skib og gav ingen væsentlige informationer som spejdere. Jellicoes flåde fortsatte til sit møde uskadt, men med forkerte efterretninger om tyskernes position. Flådens efterretningstjeneste havde viderebragt en information om, at tyskerne var ni timer senere på den, end de rent faktisk viste sig at være.
Klokken 14.20 den 31. maj rapporterede spejdere fra Beattys styrke fjendtlige fartøjer til sydøst. Beatty satte sin flåde i bevægelse for at afskære disse skibe fra deres base. Klokken 15.30 så han Hippers krydsere i bevægelse mod nordvest. Hipper drejede øjeblikkeligt for at føre Beatty mod Scheer. Klokken 15.45, da begge flåder var cirka parallelle med en afstand på cirka 13,7 km begyndte Hipper og Beatty at udveksle ild. Klokken cirka 16.05 eksploderede "Indefatigable" (to overlevende), og klokken 16.25 eksploderede "Queen Mary" (tyve overlevende). Beatty udtalte: "Det ser ud til, at der er noget galt med vores pokkers skibe i dag". Klokken cirka 16.30 meldte en spejder fra Beattys styrker at have set Scheers 16 slagskibe. Beatty besluttede at lede sine skibe mod nord for at føre de tyske skibe mod Jellicoe. Hermed brød han kontakten med tyskerne cirka klokken 16.45, og første fase af søslaget sluttede hermed. Denne fase betegnes som "jagten mod syd". Bemærkelsesværdigt nok sendte Beatty ingen beskeder til Jellicoe mellem 16.40 og 18.10, og den besked, som Jellicoe endelig modtog, indikerede, at hele den tyske flåde var aktiv. Beatty's omrokering mod nord mod Jellicoe bliver kaldt "jagten mod nord".
Jellicoe stod nu over for væsentlige beslutninger. Med et højt estimat på antallet af fjendtlige fartøjer var det nødvendigt at vide præcist, hvor de tyske styrker befandt sig, så han kunne føre sin flåde fra kolonnekortegen over til en lige linje på det rigtige tidspunkt. Jellicoe havde valget mellem at dreje ud mod enten vest eller øst, men uanset valget skulle det udføres, før tyskerne ankom. En for tidlig deployering kunne dog indebære tabet af en afgørende træfning. Deployering mod vest ville bringe hans flåde tættere mod Scheer, hvilket var væsentligt, da skumringen var på vej. Denne manøvre ville dog kunne opdages af Scheer. Deployering mod øst ville føre styrken væk fra Scheer, men ville øge chancen for at møde Scheers flåde i 'T'et, og samtidig ville Jellicoes flåde have fordelen af silhuet på Scheers styrker i vest. Deployeringen ville tage tyve minutter, og de to flåder var i høj fart på vej mod hinanden. Jellicoe beordrede deployering mod øst klokken 18.10.
Scheer så den britiske flåde cirka klokken 18.30. Den befandt sig foran ham på tværs i en lige linje. Efter en kort skudveksling (hvorunder "Invincible" under admiral Hood blev sænket med kun seks overlevende), beordrede Scheer klokken 18.33 sin flåde til at foretage en 180 graders drejning og flygte. Under en sky af røg og dis lykkedes det Scheers styrker at undgå sammenstød med de britiske styrker. Jellicoe fortsatte mod syd, fast besluttet på at holde den tyske flåde vest for sig, og lidt efter kl. 19 fik han igen Scheer i sigte. Scheer havde ladet sine skibe dreje østpå, dels i håb om at overraske briterne, som måtte formodes at antage at han holdt samme sydlige kurs som de selv, dels for at undgå at give briterne lejlighed til at beskyde den tyske flåde bagfra, hvor de tyske skibe ville være næsten forsvarsløse.
Scheer drejede altså østpå, vinkelret på Jellicoes kurs, og kom under voldsom beskydning. Den britiske flåde kunne notere 37 træffere i løbet af episodens ca. 25 minutter, mens tyskerne kun var i stand til at sætte to træffere ind.
Atter drejede Scheer fra og flygtede, imens han lod sine slagkrydsere affyre torpedoer for at afskrække briterne fra at følge efter, og denne gang lykkedes det ham at undslippe. Efterhånden som søslaget gik over i natlige sammenstød mellem destroyere, gættede Jellicoe forkert. Han styrede mod syd i forventning om, at Scheer ville holde samme kurs og sejle mod Ems, men et kort slag med tyske styrker klokken 20.20 var det sidste møde mellem hovedstyrkerne, og Jellicoes spejdere opdagede ikke, at den tyske hovedstyrke havde lagt kursen om og stod mod nordvest i retning mod Horns Rev. I den tidlige morgen var Scheers styrker ude af farezonen, og da Jellicoe endelig fik efterretninger om dette klokken 4.15, var der ikke andre muligheder end at vende tilbage til basen.
Gennemgang af tab.
Briterne mistede fjorten skibe på i alt 111.000 tons og 6.784 mænd. Tyskerne mistede elleve skibe på i alt 62.000 tons og 3.058 mænd. Men med hensyn til skibe, som kunne kæmpe, da dagen var slut, havde briterne 24 slagskibe og slagkrydsere. Tyskerne havde kun 10. Hermed havde briterne stadig overtaget til søs. For briterne kunne søslaget ses som et taktisk tab, men en strategisk gevinst. Tyskerne forlod valpladsen, briterne blev og var klar igen den følgende dag.
Designet og den dårlige brug af slagkrydsere var de væsentligste faktorer i briternes tabstal. Søslaget ses ofte som en demonstration på den britiske flådes underlegne teknologi i forhold til den tyske flåde. Efterfølgende blev forsigtigheden, udvist af Jellicoe, også nævnt som en årsag til tabstallet, men det skal bemærkes, at Scheer ikke søgte en direkte kamp og med to flåder i samme hastighed er det svært at bekæmpe en fjende, der undgår kamp. På den anden side var Scheer måske heldig på kampdagen, og Jellicoe var uheldig med, at søslaget begyndte sent på dagen. Tyskerne stod ikke til søs mere i denne krig.
Se også.
Oversigt over de vigtigste slag i 1. verdenskrig
Militærhistorie.
Militærhistorie er en registrering (i skrift eller på anden måde) af begivenheder i den menneskelige historie som falder inden for kategorien "konflikt". Dette dækker over alt fra en uoverensstemmelse mellem to stammer til en verdenskrig.
Systematik (biologi).
Systematikken er en systematisk metode til at klassificere alle levende væsner i en træstruktur.
Systematikken blev grundlagt af svenskeren Carl von Linné i hans klassiske bog "Systema Naturae" til beskrivelse af planter og dyr. Systemet har samme grundlæggende betydning for biologien som Det periodiske system har for kemien. Systemet er løbende blevet udvidet siden, og nedenstående oversigt indeholder udover de oprindelige kategorier domæne, rige, række, klasse, orden, familie, slægt, art også de senere oprettede kategorier.
Grundlaget for opdelingen er, at enhver organisme tilhører en art. Arter der ligner hinanden tilhører en slægt, der igen samles i en højere kategori, osv.
Et navn på en art som "Hvid Anemone" er sammensat af slægtnavnet ("Anemone") og et artsepitet ("nemorosa"); ofte vedføjes desuden et såkaldt autornavn, som angiver hvem, der har publiceret navnet (Linné). Plantens navn er således Hvid Anemone ("Anemone nemorosa" L.)
Klassifikationsmetoder.
Titelbladet til Linné's "Systema naturae" i udgave fra 1758
Igennem tiderne er biologiske organismer blevet klassificeret efter forskellige grundlæggende ideer. En af de tidligste brugbare klassifikationer er "Scala naturae", som var konstrueret af Aristoteles. I 1758 introducerede Carl von Linné sit "Systema naturae", som grundlagde den moderne taksonomi.
Systematikken handler om søgen efter den bedste klassifikation af biologiske organismer. Taksonomien handler om navngivelsen af de resulterende grupperinger.
Niels Bohr.
H.E. Niels Henrik David Bohr (7. oktober 1885 i København -18. november 1962) var en dansk fysiker, som har bidraget afgørende til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanikken. Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik i 1922.
Hans fader, Christian Bohr, en troende Lutheraner, var professor i fysiologi ved Københavns Universitet, mens hans moder, Ellen Adler Bohr, kom fra en velhavende jødisk familie, prominent i danske bank- og parlamentariske cirkler. Hans broder var Harald Bohr, en matematiker og olympisk fodboldspiller, som spillede på fodboldlandsholdet. Niels Bohr var også en passioneret fodboldspiller, og de to brødre spillede en lang række kampe for Akademisk Boldklub.
Bohr blev uddannet ved Københavns Universitet, hvor han i 1912 blev doktor med disputatsen "Studier over Metallernes Elektronteori". Efter sin disputats udførte han eksperimenter under J. J. Thomson ved Trinity College, Cambridge. Dernæst tog han til Ernest Rutherford ved Manchesters Universitet. I 1913 publicerede Bohr, på basis af Rutherford's teorier, sin model af atom-strukturen, introducerende teorien om elektroner som bevæger sig i baner omkring atomets kerne, hvor grundstoffets kemiske egenskaber i stor udstrækning afgøres af antallet af elektroner i de ydre baner. Denne beskrivelse er senere blevet kendt som Bohr modellen.
a>'s hjem i Leiden (December 1925).
Bohr introducede også ideen om, at en elektron kunne falde fra en højere energi bane til en lavere, idet den udsendte en foton (lys-kvant) af diskret energi. Dette blev grundlaget for kvanteteorien
Niels Bohr blev gift med Margrethe Nørlund i 1912. De fik seks sønner, hvoraf de to døde som små. De andre fire var: Hans Henrik, Erik, Aage, Ernest. Sidstnævnte er opkaldt efter Ernest Rutherford. En af sønnerne, Aage Niels Bohr, blev også en meget succesfuld fysiker; som sin fader vandt han en Nobelpris i 1975.
Bohr blev i 1916 udpeget til professor på Københavns Universitet.
Arbejdsforholdene var imidlertid kummerlige. Derfor indsamledes penge til opførelsen af et mere tidssvarende institut.
Den nyopførte afdeling blev indviet i 1921 med Niels Bohr som leder. Den fik navnet Københavns Universitets Institut for Teoretisk Fysik. I daglig tale blev den imidlertid slet og ret kaldt for Niels Bohr Institutet, hvilket den da også officielt blev omdøbt til i 1965.
Bohr havde altid drømt om internationalt samarbejde indenfor videnskaben. Med det nye institut blev det muligt at udføre noget sådant i Danmark. Mange udenlandske forskere besøgte København, hvor de udvekslede synspunkter og ideer med hinanden og med Bohr. Flere af dem blev siden hen belønnet med Nobelprisen for deres arbejde.
I mellemkrigstiden var instituttet lidt af en metropol for den teoretiske fysik. Der blev talt om Københavnerskolen, og den blev gæstet af mange af de største navne inden for fysik i datiden bl.a. Erwin Schrödinger. Werner Heisenberg arbejdede i en periode som assistent hos Niels Bohr. Resultatet af denne skoles forskning var væsentlige bidrag til det ene af det 20. århundredes banebrydende fysiske teorier, kvantemekanikken.
I 1922 modtog Niels Bohr Nobelprisen i fysik som anerkendelse af hans banebrydende arbejde.
Blandt den store fysikers interesser var kunst, filosofi og litteratur. Dette varierede interessefelt var måske en af forklaringerne på, at han var i stand til at hæve sig over den klassiske fysiks dogmer.
Oprindelig havde Niels Bohr ikke beskæftiget sig noget videre med politik. Men efter at nazisterne i 1933 overtog magten i Tyskland, ændrede dette sig. I de efterfølgende år hjalp han adskillige videnskabsfolk ud af Tyskland.
Efter at Danmark blev besat i 1940, valgte Bohr at blive i sit fødeland, da han mente, han kunne gøre mest gavn her. Men i september 1943 kom der efterretninger om, at han ville blive arresteret og bragt til Tyskland. Derfor flygtede han til Sverige, og tidligt i oktober 1943 videre til Storbritannien. Her blev han indviet i hemmelighederne omkring Manhattan-projektet, der havde som mål at udvikle atomvåben. Niels Bohr og hans søn Aage Bohr blev opfordret til at deltage i projektet og den 6. december 1943 ankom de til USA, Los Alamos, New Mexico.
Efter krigen blev han ivrig fortaler for den fredelige udnyttelse af atomenergi og for afspænding mellem nationerne ved fuld åbenhed omkring den viden, de forskellige lande tilegnede sig om bl.a. atomvåben.
Forsøgsanlæg Risø blev oprettet i 1955 bl.a. under medvirken af Niels Bohr og skulle forske i den fredelige udnyttelse af atomenergi.
Niels Bohr blev desuden slået til ridder af Elefantordenen.
Han er også én af de få danskere, der er foreviget på en dansk pengeseddel, nemlig en femhundredekroneseddel, ligesom Bohr også findes som frimærkemotiv. Grundstoffet Bohrium er opkaldt efter ham.
Han var præsident for Videnskabernes Selskab fra 1939 til sin død. Desuden blev Bohr udnævnt til æresmedlem af Ingeniørforeningen i Danmark 1945.
Niels Bohr er begravet på Assistens Kirkegård i København.
Kvantemekanik.
a>. Figuren viser det område af rummet, hvor der er størst sandsyndlighed for at finde en elektron i en 3p orbital. Kvantemekanik (eller kvantefysik) er en gren af fysikken som beskæftiger sig med stofs egenskaber på atomart niveau og mindre (subatomar) (meget lille skala). Ud over sin anvendelse inden for fysik og kemi har kvantemekanikken også haft stor betydning for filosofiske emner.
Introduktion.
Kvantemekanikken baserer sig på brug af bølgefunktioner til at beskrive partikler. En bølgefunktion er en matematisk konstruktion, der ikke har nogen direkte fysisk betydning i sig selv.
Ved at beskrive en partikel med bølgefunktion opgiver man det klassiske billede, hvor man altid kan beskrive en partikel ved dets placering i rummet, hastighed, retning osv. Al denne information findes nu i bølgefunktionen, der oftest betegnes med det græske bogstaver psi (formula_1).
Max Born indførte fortolkningen af bølgefunktionen som en sandsynlighed. Helt præcist er det kvadratet på bølgefunktionen formula_2, der angiver sandsynligheden for at finde partiklen et bestemt sted i rummet. Her ser man endnu et træk, der tydeligt adskiller kvantemekanikken fra den klassiske fysik. Den klassiske fysik er deterministisk, hvilket vil sige, at hvis man kender al information om et system, så vil man kunne forudsige dens fremtidige udvikling. Ideelt set er der altså ingen usikkerheder i den klassiske fysik. Modsat er kvantemekanikken i sin essens "probabilistisk", dvs. baseret på sandsynligheder.
Kvantemekanikken har fået sit navn fra fænomenet kvantisering. Dette betyder, at på mikroskopisk skala sker ændringer i f.eks. energi nogle gange i spring, hvor man klassisk set ville forudsige, at ændringen sker kontinuert. Dette ses bl.a. i et atom, hvor elektronen skifter energiniveau i kvantespring, fordi Schrödinger-ligningen kun tillader nogle få energiniveauer. Der findes altså "forbudte" energiniveauer, hvor elektronen ikke kan eksistere, og energiskiftet kan kun ske i "mængder" (latin: kvanter).
Historie.
I år 1900 foreslog Max Planck at energi kan være kvantiseret. Denne ide opstod i et forsøg på at beskrive den observerede frekvensfordeling af energi udsendt fra sortlegemer. Einstein forklarede i 1905 den fotoelektriske effekt ved på tilsvarende vis at postulere at lysets energi er kvantiseret. I 1913 forklarede den danske fysiker Niels Bohr brintatomets spektrallinjer ved at antage kvantiserede energitilstande. Endeligt i 1924 fremførte Louis de Broglie sin teori for stoffets bølgenatur.
Trods deres succes var disse teorier rent fænomenologiske: der var intet fundamentalt argument for kvantisering. Disse teorier kaldes overordnet for den "gamle kvantemekanik".
Den "moderne kvantemekanik" opstod i 1925 hvor Heisenberg udviklede matrixbeskrivelsen, og hvor Schrödinger udviklede bølgebeskrivelsen og opstillede Schrödingers ligning. Schrödinger viste efterfølgende at de to tilgange er ækvivalente.
Werner Heisenberg postulerede sit usikkerhedsprincip i 1927. Kvantemekanikken udvikler sig til det der kendes som "Københavnerfortolkningen". I 1927 bliver kvantemekanikken også forenet med den specielle relativitetsteori gennem Paul Diracs arbejde. Paul Dirac udviklede ligeledes brugen af operatorteori i kvantemekanikken - specielt den indflydelsesrige bra-ket notation. I 1932 formulerede John von Neumann en streng matematisk basis for kvantemekanik formuleret som operatorteori.
I 1940'erne blev kvanteelektrodynamikken (QED) udviklet at Richard Feynman, Freeman J. Dyson, Julian Schwinger og Shin-Ichiro Tomonaga.
Hugh Everett III formulerede "mange-verden" fortolkningen i 1956.
Kvantekromodynamikken (QCD) tager sin begyndelse i de tidlige 1960'ere. Teorien som vi kender den i dag blev formuleret af Polizter, Gross og Wilzcek i 1975. På baggrund af pionérarbejde af Schwinger, Higgs, Goldstone og andre blev det uafhængigt påvist af Glashow, Weinberg og Salam at den svage kernekraft og kvanteelektrodynamik kunne forenes i enkel elektrosvag kraft.
Målingsteori.
Et af de områder, hvor kvantemekanikken har haft størst betydning uden for fysikerkredse, er målingsteori. Helt kort fortalt postulerer kvantemekanikken, at man ikke kan adskille personen, der foretager en måling, fra det, der bliver målt. Det betyder ofte, at man vil ændre en partikels tilstand, når man måler på den.
Superposition.
Når man i kvantemekanikken giver afkald på de klassiske begreber, som position, fart og impuls, åbner man muligheden for at have partikler, der ikke er i en "defineret tilstand" (eller egentilstand) af f.eks. impuls. Man siger at en sådan partikel er i en "superposition" af impuls, hvor den populært sagt er i flere tilstande samtidig uden at have valgt hvilken én endnu. Partiklen bliver så at sige først nødt til at vælge i det øjeblik man måler på den, og den antager så straks en defineret tilstand. Når en partikel ikke er i en defineret tilstand, kan man som sagt ikke bruge det klassiske begreb længere, og man er nødt til at arbejde med "forventningsværdier". Forventningsværdien er i bund og grund bare middelværdien af de tilstande, som partiklen kan være i.
Det er partiklers superpositionsegenskab, der giver anledning til mange af de fænomener, som kvantemekanikken er berømt for. F.eks. danner superposition grundlaget for kvantecomputeren og for paradokset om Schrödingers kat. Ofte er man også interesseret i at have en partikel i en superposition for at kunne foretage en anden måling præcist, fordi Heisenbergs usikkerhedsrelationer ikke tillader én at kende begge dele på én gang.
Stern-Gerlach-eksperimentet.
Et af kvantemekanikkens mest bizarre resultater kan vises i en tænkt udgave af det forsøg, som Otto Stern og Walther Gerlach lavede i 1922. I det oprindelige eksperiment sendte man en stråle af sølvatomer igennem et inhomogent magnetfelt, hvilket får afbøjer atomerne forskelligt alt efter deres elektroners Spin. Når strålen rammer en skærm vil man se to adskilte stråler, fordi elektronerne kan have to spin-tilstande. Dette var i modstrid med den klassiske teori, og eksperimentet dannede et fundamentalt bevis for partiklers spin.
For rigtig at forstå spins bizarre egenskaber kan man tænke sig tre Stern-Gerlach-apparater (S-G) sat efter hinanden. For hvert apparat deler strålen sig i to, og kun den ene fortsætter videre til næste apparat. Det første S-G virker langs z-aksen og deler strålen i to, z+ og z-, hvilket betyder, at de hhv. har spin "op" og spin "ned". Den ene stråle (z+) fortsætter nu ind i det næste S-G, der virker langs x-aksen. Strålen deles igen i to, men denne gang er det efter spin i x-aksens retning: x+ og x- (vi kan kalde det hhv. spin "højre" og spin "venstre"). Til sidst fortsætter kun x+ ind i det sidste S-G, der igen virker langs z-aksen. Overraskende nok kommer der igen to stråler ud af det sidste S-G, der igen er opdelt efter spin op og spin ned.
Klassisk set ville man forvente at der kun kom én stråle med spin op ud til sidst, for alle partikler med spin ned blev frasorteret allerede i første trin. Kvantemekanikkens resultat kan kun tolkes sådan, at man ændrer på partiklens tilstand, når man foretager en måling. Matematisk set betyder det, at man sætter partiklen i en superposition (se ovenfor) af spin op og spin ned, når man foretager målingen i x-aksens retning.
Schrödingers kat.
Et af de mest kendte paradokser inden for den moderne fysik handler om Schrödingers kat. Det er et tankeeksperiment, som Erwin Schrödinger fremsatte i 1935. Man forestiller sig, at man har en lukket kasse med en kat, et radioaktivt materiale, en Geigertæller og en beholder med giftgas. Geigertælleren er forbundet med giftgasbeholderen således, at hvis Geigertælleren giver udslag, så udsendes giftgassen. Inden for et givet tidsinterval er der altså en vis sandsynlighed for at der sker et henfald i det radioaktive materiale, så katten dræbes. Men hvorvidt katten er levende eller død, vil man ikke kunne afgøre før man åbner kassen, og dermed kan man betragte katten som værende i en superposition mellem levende og død.
Schrödingerligningen.
Den utvivlsomt vigtigste ligning inden for kvantemekanikken er Schrödingerligningen. For én partikel antager ligningen formen
hvor formula_4 er partiklens masse, formula_5 er stedvektor for partiklen og formula_6 er Plancks konstant divideret med 2π. Ligningen udtrykker energibevarelse for et kvantemekanisk system - første led på venstre side er det kvantemekaniske udtryk for kinetisk energi, det andet led er den potentielle energi, og højre side angiver den samlede energi for systemet. Schrödingerligningen er en differentialligning, hvis løsninger er funktioner. Man kan bruge den til at finde bølgefunktioner formula_1, der er løsninger til et givet potential formula_8.
Ligningen findes også i en tidsuafhængig udgave, hvor man kan finde "stationære tilstande" (eller bundne tilstande), der ikke ændrer sig over tiden. Sådanne tilstande er bl.a. elektroner, der er bundet til en atomkerne, eller andre partikler, der på anden måde er fanget i et elektrisk felt. I den tidsuafhængige udgave erstattes energioperatoren formula_9 på højre side med den samlede energi for systemet formula_10 og de tidsuafhængige løsninger betegnes ofte med et lille psi (formula_11).
Ligningen er ikke-relativistisk, dvs. den gælder kun for partikler, hvis hastighed ikke er sammenlignelig med lysets hastighed (299.792.458 m/s). For relativistiske partikler skal man bruge den mere avancerede Dirac-ligning eller kvantefeltteorien.
Dirac-ligningen.
Dirac-ligningen er en fusion mellem Schrödingerligningen og den specielle relativitetsteori. Ligningen er
hvor hvor formula_4 er partiklens masse, formula_5 er stedvektor for partiklen, formula_15 er lysets hastighed og formula_6 er Plancks konstant. formula_17 er en 4x4 matrix og formula_18 består af 3 forskellige 4x4 matricer - en for hver dimension. I denne model er formula_19 ikke bare en funktion, men en vektorfunktion med fire komponenter.
En af de ting, som Dirac-ligningen kan forklare, er betydningen af spin. Spin indgår ikke i Schrödingerligningen, men i Dirac-ligningen dukker det op som en konsekvens af mødet mellem kvantemekanik og relativitetsteori. Dirac-ligningen kan forklare ting som finstruktur i atomspektre, men kommer dog til kort ved f.eks. det gyromagnetiske spinforhold formula_20. Diracs teori forudsiger værdien af formula_20 til at være præcis 2, men målinger viser, at den er lidt højere end 2. Dette kan forklares inden for kvantefeltteori.
Heisenbergs usikkerhedsrelationer.
Heisenbergs usikkerhedsrelationer er et sæt af uligheder, der er af stor betydning inden for kvantemekanikken. De udtrykker fundamentale grænser for, hvor præcise målinger det er muligt at opnå på samme tid. Mest berømt er uligheden
der udtrykker, at man ikke kan kende en partikels position og impuls uendeligt præcist på samme tid, fordi de to størrelser er "konjugerede variable". Dette skal ikke ses som en begrænsning ved måleudstyret, men en fundamental egenskab ved naturen. Der findes tilsvarende relationer mellem andre variable. Se Heisenbergs ubestemthedsrelationer.
Matematisk kan usikkerhedsprincippet bevises med Fourier-analyse.
Perturbationsteori.
Én af Schrödingerligningens store ulemper er, at den kun kan løses eksakt for nogle ganske simple tilfælde. F.eks. kan man ikke finde analytiske bundne tilstande for andre atomer end hydrogen. Man er derfor nødt til at lave forskellige simplificeringer af de kvantemekaniske problemer for at kunne løse dem. Et af de vigtigste værktøjer til dette er perturbationsteori.
Selv om Schrödingerligningen ikke kan løses eksakt, har den en fordel i at den er lineær. Det betyder, at en lille ændring (perturbation) i potentialet formula_23 vil give en lille ændring i bølgefunktionen og dens energi. Dermed kan man lave tilnærmede løsninger til avancerede problemer ud fra simple problemer, som man kan løse eksakt.
Isbjørn.
Isbjørnen ("Ursus maritimus") er en stor gullighvid bjørn. Den kan blive cirka 2,8 meter lang og veje op til 500 kilo, hvilket gør den til den største bjørneart. Isbjørnen lever af sæler, fisk, sneharer, polarræve, lemminger, søfugle, unge hvalrosser, hvidhvaler, ja faktisk en hvilken som helst kilde til kød - også ådsler og menneskers efterladte affald, hvilket gør den til en potentielt temmelig farlig nabo i arktiske samfund, f.eks. på Svalbard.
Som fangstmetode bruger bjørnen sine store kløer og hjørnetænder, sin fantastiske lugtesans og ikke mindst sin evne til at ville undersøge og udforske, som ofte bringer den på kollisionskurs med menneskets samfund, men som også holder den i live, når føden er knap, og fantasi må til. Isbjørnen er større og længere end de øvrige bjørne, med længere hals og smallere hoved. Dens tænder er ekstremt godt tilpasset livet som kødæder. Hjørnetænderne er noget større end andre bjørnes og dens kindtænder er skarpere og mere takkede. Dette skyldes at isbjørnen næsten udelukkende lever af kød, mens andre bjørne også spiser planteføde. f.eks. bær og græsser.
Omkring snuden kan man se isbjørnens sorte hud.
Isbjørnenes pels isolerer utroligt godt. Den består af et lag underuld og et lag dækhår. Selvom isbjørnens pels ser ud til at være hvid, er hårene gennemsigtige og selve huden er mørk - næsten sort, så den optager varmen ekstra godt. Dette system er så effektivt, at der kan være en temperaturforskel på 69 grader mellem isbjørnens skind og omgivelserne. Forskere har forsøgt at filme isbjørne med infrarødt kamera, men på grund af dyrets effektive konservering af og optag af varme var der på den fremkaldte film ingen spor af dyrene!
Isbjørne bliver kønsmodne efter 3-4 år og parrer sig i marts-maj. De parrer sig kun hvert 3. år. Hunnen er drægtig i 7-8 måneder og føder som regel to unger. Drægtige hunner tilbringer vinteren i selvgravede snehuler. Ungerne er meget små ved fødslen og blinde de første 28-30 dage. Ungerne dier 1-2 år og klarer sig selv efter 2-3 år. Ud over parringstiden og opfostringen af ungerne lever isbjørnen mest alene. Er aktiv både om dagen og om natten. Isbjørnen er en god svømmer, men kan også bevæge sig hurtigt til fods - den kan opnå en hastighed på 55 kilometer i timen.
Tre isbjørne undersøger ubåden USS "Honolulu" nær Nordpolen.
Isbjørnen har cirkumpolar udbredelse, mere specifikt har den udbredelsesområde langs kysterne i det arktiske område. Inden for dens udbredelsesområde forekommer flere, mere eller mindre adskilte underbestande. I Grønland forekommer isbjørnen i både Øst- og Vestgrønland. På Vestkysten lever isbjørnene især i de områder, hvor drivisen lægger sig tæt op ad kysten, det vil sige nord for og omkring Sisimiut. I Sydvestgrønland forekommer der imidlertid også isbjørne, der bringes til området med drivisen fra Østgrønland. Isbjørnene forekommer langs hele Østgrønlands kyststrækning. I store dele af året findes isbjørnen også på drivisen mellem henholdvis Vestgrønland og det østlige Canada samt mellem Østgrønland og Svalbard.
Isbjørnen svømmer gerne. Denne er i gang med at nedlægge et traktordæk i Aalborg Zoo.
To isbjørne slås. Churchill, Manitoba i Canada.
Isbjørnens stamtavle er ikke helt fastslået, men menes at være opstået for 200.000 år siden, og oprindelig nedstamme fra den brune bjørn. Isbjørne og brune bjørne kan få fødedygtigt afkom, hvilket faktisk taler for, at de stadig næsten tilhører samme art, selvom de ser meget forskellige ud.
Studier af indhold af miljøfremmede, menneskeskabte stoffer - de såkaldte POP´er ("persistent organic pollutants," for eksempel PCB og DDT) - har afsløret meget høje niveauer i østgrønlandske isbjørne. Koncentrationerne af POP i bjørne skudt på østkysten er af samme størrelsesorden som koncentrationer fundet i isbjørne ved Svalbard. På Svalbard er der frygt for, at POP-niveauerne er så høje, at isbjørnenes reproduktionsevne og kønsorganer er skadet, og at deres immunsystemer er påvirket. Isbjørnen jages, og der skydes cirka 100 isbjørne om året. Disse to faktorer har sammen med den globale opvarmning, som har bevirket at isområderne er blevet mindre, gjort isbjørnen til et truet dyr.
I Danmark kan der ses isbjørne i Københavns zoologiske have, Skandinavisk Dyrepark og i Aalborg zoologiske have.
Kilder/henvisninger.
Isbjørn i Københavns zoologiske have
Sachsen-Anhalt.
Sachsen-Anhalt er en delstat i Tyskland. Hovedstad er Magdeburg. Arealet er 20.447 km² og indbyggertallet pr. 1990 ca. 2.965.000.
Geografi.
I nord er Sachsen-Anhalt præget af fladland. Her i Altmark ligger gamle Hansestæder som Salzwedel, Gardelegen, Stendal og Tangermünde. Overgangen fra Altmark til regionen Elbe-Börde-Heide med det frugtbare, skovfattige Magdeburger Börde udgøres af Colbitz-Letzlinger Heide og Drömling. I Magdeburger Börde ligger byerne Haldensleben, Oschersleben (Bode), Wanzleben, Schönebeck (Elbe), Aschersleben og Magdeburg, regionen har navn efter. I sydvest ligger "Unterharz" med "Harzvorland" "Mansfelder Land" og byer som Halberstadt, Quedlinburg, Wernigerode, Thale eller Eisleben. Ved grænsen til Sachsen ligger industriområdet Halle (Saale)/Merseburg/Bitterfeld-Wolfen (også kaldt "„Chemiedreieck“"), der når helt over til Leipzig i Sachsen. Halle (Saale) er den største by i Sachsen-Anhalt.
Ved floderne Saale og Unstrut i den sydlige del af delstaten, hvor vindistriktet Saale-Unstrut-Region ligger, finder man byerne Zeitz, Naumburg (Saale), Weißenfels og Freyburg (Unstrut). Mod øst ligger regionen Anhalt-Wittenberg med den tredjestørste by i delstaten, den gamle anhaltiske residensby Dessau-Roßlau, Lutherstadt Wittenberg og et hjørne af landskabet Fläming.
Bjerge.
De største Mittelgebirge i Sachsen-Anhalt er Harzen, hvor også det højeste punkt i Sachsen-Anhalt og Nordtyskland ligger, det 1.141,1 meter høje Brocken.
Søer.
Goitzsche (2500 ha), Geiseltalsee (1840 ha), Arendsee (511,5 ha), Süßer See (238 ha), Barleber See (100 ha), Neustädter See (Magdeburg) (ca. 100 ha), Kühnauer See (37,6 ha)
Dæmninger.
Muldestausee, Rappbode-Talsperre, Talsperre Kelbra, Wippertalsperre
Administrativ opdeling.
Sachsen-Anhalt er inddelt i elleve Landkreise og tre kreisfrie byer. Man er nået frem til denne struktur efter to kreisreformer, den første 1. juli 1994, hvor 37 tidligere landkreise blev til 21, og dette tal blev 1. juli 2007 reduceret til de nuværende 11.
Landkreisene er opdelt i 1.033 kommuner deraf de tre kreisfrie byer og 122 byer (1. Juli 2007).De fleste kommuner samarbejder i forskellige forvaltningsforbund.
Indtil 2003 var der i Sachsen-Anhalt også tre regierungsbezirke, Dessau, Halle og Magdeburg. Disse blev ophævet 1. januar 2004, og deres arbejde overdraget et regeringspræsidium for hele landet kaldet Landesverwaltungsamt Sachsen-Anhalt med sæde i Halle (Saale) og afdelinger i Dessau og Magdeburg.
Psykologi.
Psi - det græske bogstav, der fungerer som symbol for psykologien
Psykologi er det videnskabelige studium af menneskets psykiske processer og adfærd herunder menneskets måde at handle og reagere på, dets oplevelse af verden og dets følelsesliv, tænkning og viljesytringer. Psykologi refererer også til anvendelsen af denne viden indenfor forskellige områder af menneskelivet, f.eks. indenfor behandling og lindring af psykiske lidelser.
Etymologisk stammer ordet psykologi fra græsk ψυχή psyche ("sjæl") og -λογία -ologi ("læren om"), psykologi betyder således bogstaveligt "læren om sjælen" eller "læren om sjælelivet".
Psykologiens historie.
Den moderne psykologi kan siges at have to oprindelser, der begge opstod i slutningen af det 19. århundrede. Disse to oprindelser afspejles stadig i psykologien, i det psykologien på den ene side kan betragtes som et vidensfag og på den andens side som et professionsfag.
Den moderne psykologi som vidensfag tilskrives ofte oprettelsen af Wilhelm Wundts psykologiske laboratorium i Leipzig i 1879, der var en afgørende katalysator for den eksperimentelle psykologis udvikling. Den teoretiske psykologi var historisk set en gren af filosofien, og filosoffen William James beskrives da også ofte som psykologiens fader, efter at han i 1890 udgav "Principles of Psychology".
Psykologien som professionsfag tilskrives ofte Sigmund Freud, en tysk-jødisk neurolog. Efter at have opgivet hypnose i behandlingen af hysteriske patienter, udviklede han psykoanalysen som terapeutisk metode. Psykoanalysen blev startskuddet til udviklingen af forskellige former for terapier der primært baserede sig på samtale. Samtaleterapier er fortsat et væsentligt element i behandling af mange psykiske lidelser.
Psykodynamikkens udvikling.
Freuds psykoanalyse havde enorm gennemslagskraft i den vestlige kultur i almindelighed, og indenfor psykologien opstod der også et væld af teorier, der var mere eller mindre inspirerede af Freuds tanker. Disse teorier kaldes under et psykodynamiske og fokuserer primært på; det ubevidste, barndommen og selvet, og blev i høj grad udviklet af Freuds elever. En sådan elev var den svejtiske psykiater Carl Gustav Jung, der grundlagde den indflydelsesrige dybdepsykologi, og udviklede begreberne det kollektive ubevidste og arketyper, og nedtonede Freuds fokus på seksualitet. Tilknytningsteorien, som John Bowlby udviklede ved at kombinere psykoanalytiske og etologiske idéer, fik en stor og varig indflydelse på måden psykologien forstår nære relationer mellem mennesker.
Behaviorismen.
Allerede i 1890'erne havde den russiske fysiolog Ivan Pavlov beskrevet klassisk betingning, en simpel indlæringsmekanisme, hvorved adfærd udvikles på baggrund af simple stimulus-respons reaktioner. Denne forskning blev udbredt i vesten (og i særdeleshed USA) af den amerikanske psykolog John B. Watson, der grundlagde behaviorismen. Indenfor behaviorismen forkastede man introspektion som videnskabelig metode, og anså adfærden, og ikke psyken, som den rette genstand for videnskabelig psykologi. Behaviorismen var således en modreaktion til de psykoanalytiske teorier, der i høj grad baseredes på introspektion. En af de mest markante skikkelser indenfor behaviorismen er den amerikanske psykolog B. F. Skinner, der argumenterede for en radikal behaviorisme, hvor indre psykologiske tilstande helt afvises. Skinner er i særdeleshed kendt for at have beskrevet operant betingning, en mere sofistikeret indlæringsmekanisme, som Skinner mente kunne forklare det meste, hvis ikke al adfærd.
Behaviorismen var en dominerende retning indenfor psykologien i første halvdel af det 20. århundrede, men mødte også kritik fordi den reducerede menneskelig aktivitet til simple stimulus-respons-mekanismer og ignorerede medfødte egenskaber. En afgørende kritik af behaviorismen kom fra lingivsten Noam Chomsky, i en anmeldelse af Skinners bog "Verbal Behavior" fra 1957, der forsøgte at forklare sprogudvikling hos børn ved hjælp af betingning alene. Chomsky påviste at betingning ikke kunne forklare sprogudviklingen.
Den humanistiske psykologi.
I 1950'erne opstår humanistisk psykologi som en reaktion på de to store paradigmer indenfor psykologien: psykoanalysen og behaviorismen. Af samme grund kaldes humanistisk psykologi af og til den tredje kraft i psykologien. Humanistisk psykologi opstod på baggrund af den filosofiske retning eksistentialisme, og forfattere som Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard. Med udgangspunkt i fænomenologi og intersubjektivitet, forsøgte den humanistiske psykologi at anskue personer i deres helhed, og ikke blot i delelementer som adfærd eller personlighed. Humanistisk psykologi fokuserede på fundamentale emner i den menneskelige tilværelse, såsom identitet, døden, alenehed, frihed og mening. Carl Rogers' klientcentrerede terapi fik enorm indflydelse på såvel psykoterapiens udvikling, som pædagogik. Den humanistiske psykologi havde kraftigt fokus på selvrealisering og selvudvikling, som det f.eks. ses i Abraham Maslows behovspyramide, og dette fokus er bevaret i store dele af psykologiske praksis.
Kognitivismen.
Med opfindelsen og udbredelsen af computeren blev informationsbehandling en indflydelsesrig metafor for psykiske processer. Fokus skiftede med kognitiv psykologi fra adfærd og konfliktfyldte følelser til tænkning (kognition). Aaron T. Becks forskning i depression er illustrativt: Depression betragtedes indenfor kognitivismen som et resultat af negative tankemønstre, og ikke udtryk for ubevidste konflikter eller indlært hjælpeløshed, som hhv. psykoanalytisk og behavioristisk orienterede psykologer gjorde. Kognitiv terapi fik enorm succes, og mange undersøgelser fandt, at kognitiv terapi var mere effektiv end tidligere psykoterapeutiske metoder, ikke mindst indenfor behandling af fobisk angst og depression.
Neurovidenskablige udvikling.
Kognitivismen blev fra 1980'erne og frem i stigende grad søgt forbundet til hjerneforskningen. Ganske vist havde Luria og andre psykologer langt tidligere bekæftiget sig indgående med forholdet mellem hjerne og psyke, primært ved at undersøge de psykologiske konsekvenser af specifikke hjerneskader. Endnu tidligere havde frenologien forsøgt at forudsige psykologiske egenskaber ud fra kranieformer.
Med fremvæksten af billeddannende teknikker som PET-, CAT- og især MR-scanning, blev mulighederne for at undersøge den levende hjerne så gode, at fremvæksten i neuropsykologisk forskning eksploderede. Psykologiske begreber om hukommelse, bevidsthed, følelser og tænkning, udfordres og udvikles i takt med at forståelsen af hjernens funktioner øges.
Neuropsykologien bliver en mere fremtrædende disciplin i slutningen af det tyvende århundrede, ligesom psykologer i samarbejde med genetikere for alvor begynder at undersøge genernes betydning for psyken.
Psykologien i Danmark.
Psykologi blev indført som fag ved Københavns Universitet under navnet Det psychofysiske Laboratorium af Alfred Lehmann i 1886. Psykologisk Institut på Aarhus Universitet oprettedes i 1968.
Psykologiens metoder og videnskabsteori.
Der anvendes mange forskellige "forskningsmetoder" indenfor psykologisk forskning. Overordnet kan psykologiske forskningsmetoder opdeles i to hovedtilgange.
Den mest kendte psykologiske "interventionsmetode" er samtaleterapi, som også er den mest udbredte psykoterapi-form. Af andre former for psykoterapi, der ikke baserer sig primært på samtale, kan nævnes legeterapi og adfærdsmodifikation, der f.eks. anvendes i arbejdet med børn, hvis sprog endnu ikke er fuldt udviklet. Eksponeringsterapi, hvor klienten langsomt eksponeres for noget angstfremkaldende, er et andet eksempel på en psykoterapiform, der ikke primært er baseret på samtale.
Psykologiske interventionsmetoder er ikke begrænset til psykoterapi. Rådgivning, supervison og coaching er eksempler på psykologiske interventionsmetoder, der ikke er rettet mod behandling af psykisk lidelse, men snarere har et fagligt eller personligt udviklende formål.
Kritik.
En almindelig kritik af psykologien er dens uklare videnskabelige status. Psykologien bliver kritiseret for ikke at leve op til videnskabsbegreber, der vægter objektivitet og reliabilitet højt, da der ofte benyttes såkaldt bløde forskningsmetoder, såsom spørgeskemaundersøgelser og kvalitative observationsstudier. Tilsvarende anvendes der indenfor visse psykologiske teoridannelser metoder såsom introspektion og psykoanalyse, der er subjektive af natur.
I de senere år, har der udviklet sig en omfattende debat omkring effektiviteten af psykoterapi i det hele taget, og forskelle i forskellige terapeutiske metoder effekt i særdeleshed
. Kritikerne hævder, at mange metoder baserer sig på forældede teorier og mangelfuld empirisk dokumentation af effekt. Omvendt argumenterer andre for, at eksperimentelle undersøgelser af terapieffekt overvurderer manualiserede og standardiserede terapiformer så som kognitiv terapi, og at der ofte anvendes et for snævert og positivistisk evidensbegreb, når psykologiens effektivitet søges målt.
Relaterede fag.
Psykologien har områder til fælles med Psykiatri og Humanbiologi. Psykologi grænser op til en række andre andre fag, f.eks. filosofi, pædagogik og sociologi.
Psykologiske discipliner.
Mængden af psykologiske discipliner er, trods psykologiens korte historie, enorm. Disciplinerne kan opdeles meningsfuldt på flere måder. Herunder er de opdelt i almene og anvendte hoveddiscipliner og mere snævre underdiscipliner, men denne opdeling kan ikke betragtes som entydig.
Centrale psykologiske begreber (alfabetisk).
Herunder følger en liste over nogle af psykologiens centrale begreber, der anvendes i en bred vifte at teorier og skoledannelser. For mere specifikke teoretiske begreber, henvises til de enkelte teorier og/eller teoretikere.
Psykologiske skoledannelser.
Psyken er et meget bredt videnskabeligt genstandsfelt. Måske derfor har psykologien, trods sin relativt korte historie, produceret et væld af skoledannelser, der har skiftende udbredelse gennem tiden.
Herunder gives en (ufuldstændig) alfabetisk ordnet liste over væsentlige psykologiske skoledannelser.
Psykologiuddannelser i Danmark.
Det er muligt at uddanne sig til cand.psych. og dermed erhverve retten til at kalde sig psykolog på fire danske universiteter: Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet. Derudover undervises der også i faget psykologi på Roskilde Universitet. Danmarks Pædagogiske Universitet har en uddannelse til cand.pæd. i pædagogisk psykologi, der dog ikke som den tidligere cand. pæd. psych.-uddannelse giver ret til at kalde sig psykolog.
Udenfor universitetsregi undervises der i også i psykologi. Gymnasierne har således et psykologifag, ligesom psykologiske fag er populære på aftenskoler og højskoler. På et stort antal private psykoterapeutuddannelser undervises der ligeledes i psykologi.
Rømer-satellitten.
Rømer-satellitten, projekteret dansk satellit hvis formål var at undersøge stjerners alder, temperatur, fysiske forhold og kemiske sammensætning. Rømer skulle have været sendt op med en russiske Sojuz-Fregat-raket i 2006. Projektet strandede imidlertid i november 2002 på manglende politisk opbakning. "Rømer" er opkaldt efter den danske naturvidenskabsmand Ole Rømer.
Se også listen med danske satellitter.
Klasse (biologi).
Klasse er i biologien en systematisk enhed, hvor flere klasser udgør en række og hvor en klasse består af flere ordener.
Række (biologi).
Række (: "phylum", flertal "phyla") er i biologien en taksonomisk enhed omfattende en eller flere klasser. Tidligere hed det en 'stamme'.
I plantetaksonomi bliver ordet division normalt anvendt i stedet for en række.
I nedenstående tabel er vist en oversigt over dyrerækkerne.
Antallet af arter varierer kraftigt alt efter hvilken kilde der har foretaget opgørelse. Ovenstående talopgørelser skal derfor alene tages som vejledende inden for dyrerækken.
Tabellen er sorteret efter dyrerækkens latinske navn.
Nobelprisen i litteratur.
Nobelprisen i litteratur regnes for at være verdens mest prestigefyldte litteraturpris. Prisen uddeles af Det svenske Akademi, der årligt modtager omkring 200 forslag, og som i to omgange indskrænker kandidatlisten – først til cirka tyve og derefter til cirka fem forfattere – inden prismodtageren udpeges. Tidspunktet for offentliggørelsen af prisen er normalt i begyndelsen af oktober måned, men afvigelser er forekommet.
Oprindeligt var prisen tiltænkt en forfatter, der inden for det forgangne år havde fået udgivet et markant værk, så det faktisk var værket, der udpegede forfatteren. Men i efterhånden mange år har der været tradition for at uddele prisen til forfatteren, så prisen derfor kan tænkes at være belønningen for et livsværk frem for et enkelt værk.
Litteraturprisen er en af de fem oprindelige Nobelpriser.
Prisen og modtagelsen.
Vinderen af Nobelprisen får en medalje, et personligt diplom, tilbud om svensk statsborgerskab samt en pengesum, for tiden på 10 millioner svenske kroner.
Selve prisuddelingen finder sted ved Nobelfesten, der afholdes i begyndelsen af december. Ved Nobelfesten har modtageren af litteraturprisen den ekstra forpligtelse at holde den store takketale på vegne af alle prismodtagerne. Talen holdes ved slutningen af festmiddagen.
Eksterne henvisninger.
*
Sveriges Riksbanks pris i økonomi.
Nobels mindepris i Økonomi, ofte refereret til som Nobelprisen i Økonomi er en pris for exceptionelle bidrag til videnskaben Økonomi. Det er anset for en af de mest prestigefyldte priser inden for økonomi.
Det officielle navn for prisen er "Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne", blev indstiftet af Sveriges Riksbank i 1968. Det er ikke en af de oprindelige nobelpriser som Alfred Nobel indstiftede i 1895, og hedder derfor Nobels mindepris.
Første modtagere af prisen var hollænderen og nordmanden Jan Tinbergen og Ragnar Frisch, for at "have udviklet dynamiske modeller til analyse af økonomiske processer".
Prismodtagere.
Indtil 2009 var det kun mænd der havde modtaget prisen. I 2009 blev Elinor Ostrom den første kvinde til at modtage prisen. Over halvdelen af prismodtagerne har været amerikanere (enten ved fødsel eller senere nationalisering).
Wilhelm Hellesen.
Frederik Louis Wilhelm Hellesen (2. februar 1836 i Kalundborg – 22. december 1892) opfandt efter eksperimenter i perioden 1876-77 tørelementbatteriet og i 1887 grundlagde han batterifabrikken Hellesens.
Han hører til det man kalder "amatøropfindere", men er samtidig et eksempel på, at det ofte er de små opdagelser, der ligger til grund for de helt store forretninger. Lidt hvedemel skabte en batterigigant.
Samme år grundlagde han sammen med finansmanden Hans Valdemar Ludvigsen den fabrik, der senere blev kendt som Hellesens "Hellesens Enke og V. Ludvigsen" i København, og dermed var "Tigerbatteriets" succes startet.
Hellesens batteriet fik med det samme en enorm succes, og allerede i 1890'erne eksporterede man til 50 lande og havde licensfabrikker i Wien, London og Berlin.
Wilhelm Hellesen nåede desværre ikke selv at opleve den succes, hans batterier fik.
Fabrikkens logo - tigeren - blev tegnet af Gunnar Biilmann Petersen i 1939.
Wilhelm Hellesen er begravet på Vestre Kirkegård i København.
1987.
Eksterne henvisninger.
87
Uddannelse.
Uddannelse er et udtryk, der både benyttes om den uformelle læring af færdigheder, viden og holdninger og de uddannelsesinstitutioner, som udbyder formelle uddannelsestilbud. Det kan foregå på meget specifikke, målrettede områder, eller det kan være mere grundlæggende og mindre håndgribeligt: at få erfaring, god dømmekraft og visdom, eller med et andet ord almen dannelse.
Den uformelle læring.
"Den uformelle" læring begynder det øjeblik, et barn fødes og fortsætter hele livet. For nogle er kampene og triumferne i det daglige liv meget mere lærerige end en formel skolegang (Eller som Mark Twain siger: "Jeg lader aldrig skolen komme i vejen for min uddannelse"). Familiemedlemmer har en stor uddannende indflydelse - ofte mere end de selv indser – selv om familiens uddannende indflydelse er meget uformel. Familiens påvirkning af et barn betegnes også som socialisering.
Den formelle uddannelse.
En formel uddannelse foregår normalt i uddannelsesinstitutioner, som samfundet stiller til rådighed for borgerne, især børn og unge. Institutionerne er organiserede i uddannelsessystemet, som normalt inddeles i kategorier efter uddannelsens niveau, art og længde. En formel uddannelse har fordelen af at være rimeligt systematisk og grundig. Kritikere har altid fremhævet, at de, der sørger for uddannelsen, hvad enten det er kirken, staten eller en anden institution, næsten altid vil forsøge at danne de studerende efter egne idealer. Det er formentlig uundgåeligt, at uddannelse bliver vævet sammen med normer, men man kan kræve, at systemet vedstår sig de normer, som lægges ned i uddannelsen (i Danmark sker det f.eks. gennem skolelovens krav om opdragelse til en demokratisk holdning).
Samspillet mellem undervisning og læring.
Uddannelse består dels af personens egen læring og dels af den undervisning, man har modtaget. Læring vil ofte være tilfældig og interessebetonet, mens undervisning som regel er systematisk og bestemt af pligt. Det er en klassisk diskussion, om det ene eller det andet giver mest udbytte i form af et øget uddannelsesniveau, og i Danmark har modsætningerne været eksemplificeret med "den sorte skole" på den ene side og Grundtvig og Kold på den anden.
I de senere år er livslang læring blevet et almindeligt anvendt begreb. Gennem kurser og efteruddannelser skal borgerne lære at omstille sig til nye krav og muligheder og herved udvikle sine kompetencer. De seneste års teknologiske udvikling indenfor bærbare apparater har også gjort, at man ikke behøver befinde sig på skolebænken for at modtage undervisning. Ofte kan uddannelsen foregå online, lige præcis når vi behøver en viden om et eller andet specielt emne.
Lignende emner.
1988.
Eksterne henvisninger.
88
Sommer-OL.
Kort over hvor sommer-OL er blevet afholdt. Lande markeret med grønt har afholdt sommer-OL én gang, mens lande markeret med blåt har afholdt det to eller flere gange. Byer markeret med sort prik har afholdt sommer-OL én gang, mens orange prikker markerer de byer, der har gjort det to gange. Fremtidige sommer-OL er markeret med kursiv.
Sommer-OL (de olympiske sommerlege) er en international multi-sportsbegivenhed som afholdes hvert fjerde år. De olympiske sommerlege er den mest prestigefyldte sportskonkurrence i verden.
1989.
Henvisning.
89
Carl von Linné.
Carl Linnaeus (latiniseret til Carolus Linnaeus og adlet som Carl von Linné, 23. maj 1707 - 10. januar 1778) var en svensk botaniker, læge og zoolog som lagde grunden til den moderne nomenklatur inden for biologi og den moderne systematik, som grupperer planter og dyr. Han er også fader til den moderne økologi. Linné var sin tids mest indflydelsesrige botaniker, og han var kendt for sine store sprogkundskaber.
Biografi.
Carl Linnaeus blev født på kapellangården "Råshult" i Stenbrohults sogn, Kronobergs län i (Småland).
Han giftede sig 1739 med Sara Elisabeth Moræa fra Falun. I Svedens Gård uden for Falun, som hans svigerfar Johan Mareaeus ejede, findes Linnés bryllupsstue. Carl Linné døde den 10. januar 1778 i Uppsala og er begravet i Uppsala Domkirke. Parret fik syv børn heriblandt Carl von Linné den yngre.
Linné var søn af kapellan, senere sognepræst Nicolaus (Nils) Ingemarsson Linnæus (1674-1748) og Christina Brodersonia (1688-1733). Faderen tog slægtsnavnet efter en stor lind; to af hans morbrødre antog slægtsnavnet Tiliander (latin "Tilia" = Lind). I sommeren 1709 flyttede familien til Stenbrohults præstegård, hvor Carl von Linnés kærlighed til naturen vågnede. Faderen var meget botanisk interesseret. De talte ofte om pasningen af familiens have, som var blandt de bedste i Småland. Deres forhold var varmt og fortroligt. Faderen kunne være gnaven, men så "blev han straks sig selv, så snart man gav ham en blomst i hånden". Carl siger om haven, som indeholdt mængder af udenlandske planter, at den "med modermælken optændte mit sind med uudslukkelig kærlighed til urterne".
Det var meningen, at Carl von Linné skulle være præst som sin far og morfar Samuel Brodersonius, sognepræst i Stenbrohult, men han viste ingen større interesse for det. Hans interesse for botanik imponerede en læge i nabobyen Växjö, og han blev sendt til Lund i august 1727 for læse på universitetet. Der fik han Kilian Stobæus som lærer og velgører.
Efter et år flyttede han til Uppsala, hvor han fik vejledning af Olof Celsius og Olof Rudbeck og blev gode venner med den fiskekyndige Peter Artedi. Linné var let at omgås.
I 1741 blev Linné udnævnt til medicinsk professor ved Universitet i Uppsala. Han var rektor for universitetet i forårsterminen 1750 og efterårsterminen 1759 og i hele 1772. Desuden var han inspektor ved "Smålands nation".
Forskning.
Carl von Linné udformede seksualsystemet, dvs. en inddeling af planter efter deres frugtanlæg (støvdragere og støvfang). Det var en let, men noget kunstig måde at inddele planter på. Han opfandt også det binominale system, som bygger på, at alt liv, (inklusive sygdomme) skal bære en videnskabelig betegnelse med to navne: et slægtsnavn og en artstilføjelse. Linné var også en af de første i verden til at inddele menneskeheden i forskellige racetyper og tildele dem mentale karaktertræk. Linné mente fx, at europæere var glade, afrikanere sløve og indianere hidsige.
Grundlag for klassifikation.
Kort efter at Linné kom til Uppsala, fandt han, at blomsterne, som er planternes forplantningsorganer, egnede sig som grundlag for en klassifikation af planterne. Han skrev en kort afhandling om denne tanke, "Preludia Sponsaliorum Plantarum", der skaffede ham stilling som vicedocent og rundviser ved den botaniske have. I 1732 finansierede Videnskabernes Akademi i Uppsala hans ekspedition til Lapland, der var næsten ukendt. Reslutatet blev en bog om den laplandske planteverden, "Flora Lapponica", som udkom i 1737.
"Der er ikke håb om, at man kan finde et naturligt system i vores tid, ja næppe inden for vores børnebørns tid. I mellemtiden vil man dog gerne kende planterne, og følgelig må vi tage kunstige klasser i anvendelse som en nødhjælp."
Ved den zoologiske systematisering afveg Linné klart fra den aristoteliske inddeling. I stedet benyttede han morfologiske og fysiologiske kendetegn.
I forhold til de tidligere forsøg på klassificering var Linnés system mere enkelt opbygget og også bedre egnet til at integrere nye led i systemet. Men det var på ingen måde en fylogenetisk systematik i moderne forstand, og i stedet forsøgte han at skabe et billede af den påståede uforanderlighed i de levende væsners orden, hvad der helt svarede til Linnés dybe overbevisning om arternes konstans. Trods disse mangler betragtes Linné som grundlægger af den nuværende systematik, som derfor også betegnes som det Linnéske system.
Den binære nomenklatur.
"Systema Naturæ" – Forsiden af det 10. oplag (1758).
I 1735 rejste Linné til Nederlandene, hvor han blev i tre år. Det var foregangslandet inden for naturvidenskaberne, og han tog sin medicinske embedseksamen i byen Harderwijk. Her traf han botanikeren Jan Frederik Gronovius og viste ham et tidligt udkast til sit arbejde over taksonomien, "Systema Naturae". Det første oplag udkom samme år, og det bestod af nogle ganske få sider, mens det 13. oplag fra 1770 rummede mere end 3.000 sider. I dette "natursystem" indordnede han efterhånden tre riger (planter, dyr og mineraler), og han genoptog sin tidligere tanke om at bruge kendetegn i blomsternes opbygning som grundlag for klassifikation af planteriget. Ganske som det allerede var sket for planternes vedkommende i 1753-udgaven af "Species Plantarum", erstattede han også i "Systema Naturae" konsekvent den hidtil gældende besværlige måde at betegne arter på med det nye dobbeltnavnesystem: Fx kom "Physalis annua ramosissima, ramis angulosis glabris, foliis dentato-serratis" nu til at hedde "Physalis angulata". Dette princip for navngivning af arter kaldes den "binære" eller "binominale nomenklatur". Her betegner den første del slægten, mens den anden del betegner arten. Hvad angår zoologien, indførte han den binære nomenklatur i den 10. udgave fra 1758, sådan at alle organismer dermed var benævnt efter den nye systematik. Endelig gennemførte Linné en inddeling af de overordnede lag i systemet, sådan at det hele fik et enkelt og velordnet præg.
Ved navngivningen stolede Linné på sin sunde fornuft, og han indordnede mennesket "Homo sapiens" (= "det vidende menneske") under primaterne og altså som et zoologisk objekt. Han beskrev dog også en anden menneskeart, "Homo troglodytes" henholdsvis "Homo nocturnus", dvs. hulemennesket eller nattemennesket, som formentlig har været chimpansen, der netop var blevet beskrevet. Pattedyrene indordnede han efter mælkekirtlerne: "Mammalia".
Underopdeling af organismer ifølge Linné.
Ved inddelingen af organismerne benyttede Linné fem kategorier: Rige, Klasse, Orden, Slægt og Art. Senere har man indføjet flere kategorier, som f.eks. Stamme mellem rige og klasse eller Familie mellem orden og slægt. For planternes vedkommende skabte Linné en kunstigt klassifikation - seksualsystemet. Der først og fremmmest er baseret på antallet af støvdragere per blomst.
Linnés rejser.
Linné klædt som same. 1735-1740
Lapland 1732.
Laplandsrejsen tog sin begyndelse den 12. maj 1732, da Linné alene red mod Lapland for først at vende tilbage til Uppsala fem måneder senere.
Den rejseskildring, som først udkom efter Linnés død, var meget omfangsrig. Den indeholdt hans observationer af den laplandske natur og indgående skildringer af den samiske kultur og deres levevilkår.
Det vigtigste resultat af rejsen til Lapland var det, som blev til "Flora Lapponica". Den laplandske vegetation var relativt ukendt, da de eksemplarer, som tidligere var blevet indsamlet under Olof Rudbecks rejse i Tornedalen, var blevet ødelagt under den brand, som hærgede Uppsala i 1702. Flora Lapponica, som blev offentliggjort i 1737, gav ny viden om de ukendte områder.
Dalarna 1734.
Linnés kom første gang til Dalarna for at fejre jul i Falun 1733. Under en julefest traf han sin kommende hustru, Sara Elisabeth Moraea, som var datter af minelægen. På den tid besøgte han også Bergslagens miner og jernværk. Dalarnas landshøvding, Nils Reuterholm, havde hørt om Linnés Laplandsrejse og var blevet så imponeret, at han foreslog en lignende rejse gennem Dalarna.
Øland og Gotland 1741.
Rejsen foregik til hest, og Linné viste stor interesse for runesten. På rejsen kom han til Vetlanda den 23. juni og noterede sig to runestene på kirkegården. Dagen efter nåede han til Växjö og gjorde optegnelser om domkirken, som året inden var blevet hærget af brand og var "et bedrøveligt skue". Han beskrev også Sankt Sigfrids klædedragt. Kalmar nåede han den 28. maj, hvor han blev forsinket af stormvejr, men anvendte tiden til at beskrive kirken, som "var smuk og havde skønne vægtæpper". Den 1. juni gik han i land på Øland, overnattede den 4. juni i præstegården i Resmo for den 6. juni at nå frem til Smeby, hvis kirke var så sælsom, at Linné aldrig havde set mage. Han skrev, at kirken med sine små vinduer var ganske mørk og snart kunne få tilhørerne til at falde i søvn. Den 7. juni var en søndag, og han gik i kirke i Ås. Den 9. juni noterede han sig runesten i Sandby og Gårdby. Dagen efter, da han besøgte stedet Runsten, kunne han notere sig endnu en runesten, som var en af stedets seværdigheder. I Långlöt noterede han den 10. juni i dagbogen hele to helsebringende kilder på kirkegården: "Vandet kan drikkes af syge folk med mange slags lidelser, når blot brønden blev vel renset, og man ej altfor kræsent frygtede for den slags mineraler, som indsmugler sig af lig og dødes kroppe". I Bredsätra den 11. juni kom planteinteressen frem, og Linné skrev om ødekapellet i Kläppinge, at der på gulvet voksede "scandix seminbus hispidis". Persnäs nåede han den 12. juni, og den 14. juni, fjerde søndag efter "Trinitatis"overværede han gudstjenesten i Högby. Han noteede endnu en runesten på kirkegården. Efter tre uger på Øland sejlede Linné til Gotland.
Skåne 1749.
Denne rejse begyndte med vogn i Uppsala, hvor Linné havde boet i mange år. Søndag den 7. maj var han nået til Växjö, hvor han skildrer, hvordan ærkebiskoppen "den højærværdige hr. doktor Henric Benzelius" indvier hr. doktor Olof Osander til biskop i Växjö stift. Pinsedag den 14. maj hørte han en smuk prædiken i Virestad, og på andendagen genså han sit kære Stenbrohult, men skriver med vemod i sin dagbog om, hvordan de, som han kendte for 20 år siden, nu var ældet: "De gik nu med grå hår og hvide skæg, udlevede, og en ny vært var kommet i stedet". Den 17. maj rejste Linné fra Stenbrohult mod målet Loshult i Skåne, rejste rundt i landskabet og var atter i Stenbrohult den 2. august. På hjemrejsen til Uppsala gjorde han ophold i Ryssby i Sunnerbo, hvor hans svoger, Johan Collin var sognepræst. På turen videre nordpå passerede han Jönköping, hvor han besøgte sin slægtning, provsten C. Tiliander. Via Gränna og Vadstena kom Linné endelig tilbage til Uppsala, og dermed var hans skånske rejse afsluttet.
Nederlandene.
Dér opholdt han sig i tre og et halvt år. I 1735 offentliggjorde han "Systema naturae", der ligger til grund for den nutidige systematik for alt levende, et mere "naturligt" system efter planternas og dyrens indbyrdes slægtskab, naturens tre riger grupperede i klasser, ordener, familier, slægter og arter. Dette system anvendes i dag overalt og i alle lande.
Korrespondance.
Carl von Linné stod i brevveksling med et stort antal lærde mænd, både i og uden for Sverige. Særligt kendt er hans livslange venskab med Abraham Bäck i Stockholm, som han kaldte "Min Kjæreste Broder". Der findes bevaret over 500 breve fra Linné til Bäck. Han holdt også kontakt med mange nu mindre kendte svenske intellektuelle ofte med interesse for botanik. De er blevet kaldt for Linnés elever som Gustaf Fredrik Hjortberg fra Vallda syd for Göteborg.
Filateli.
Ved det Kungliga Vetenskapsakademiens 200-års jubilæum den 2. juni 1939. udgav det svenske postvæsen fire mindefrimærker. Carl von Linné blev hædret med et 15 øres rødbrunt mærke og et 50 øres gråt. De andre to mærker i serien blev tilegnet Jöns Jacob Berzelius. Linné er også hædret med udgivelse af frimærker med hans navn og billede på i alverdens lande.
Numismatik.
Carl von Linné pryder forsiden af nutidens svenske ethundredekroneseddel, og begge sider har udelukkende billeder, som er knyttet til Linnés arbejde. Han fandtes også på bagsiden af en tidligere svensk halvtredskronerseddel, og han har også været på ældre svenske sedler.
Det svenske medaljelaug udgav i 1978 en medalje i sølv og bronze på 200-års dagen for Linnés død. Den er skabt af billedhuggeren Olle Adrin.
Forsiden gengiver Linnés profil i relief på baggrund af årringe fra et træ, der er mærket ud for fødselsåret 1707, dødsåret 1778 og 200-årsdagen i 1978.
UNESCOs liste over verdensarv.
Linnéjubilæet i 2007 har foreslået, at fem linnémindesmærker føjes til UNESCOs verdensarvliste.
Kuriosa.
Systematik for Organismer: / Domæne / Rige / Række / Klasse / Familie / Slægt / Art / Underart / Race
Scala naturae.
Scala naturae er udarbejdet af Aristoteles, og var med til at give ham betegnelsen zoologiens fader. Systemet blev grundlaget for klassifikationen af dyr i over 2000 år. Aristoteles byggede blandt andet sin klassifikation på indsamlinger foretaget af Alexander den store.
Aristoteles' tidlige system var på nogle punkter mere korrekt end det senere "Systema naturae" fra 1758 f.eks. i placeringen af hvaler.
Chordater.
Chordater eller rygstrengsdyr (latin: "chordata") er en række af dyrene (animalia) kendetegnet ved blandt andet en rygstreng og en ægte hale. Inden for denne dyrerække, er underrækken hvirveldyr - som også omfatter mennesket - den mest kendte.
Der er efterhånden enighed om at krybdyrene ikke udgør en systematisk veldefineret gruppe.
Latin.
Latin er et sprog, der blev talt i oldtidens Rom, og som har været brugt som internationalt sprog indtil midten af 1800-tallet. Latin er stadig den Hellige Stols officielle sprog.
Latin hører til den italiske gruppe af de indoeuropæiske sprog sammen med de uddøde sprog oskisk og umbrisk. Latin er egentlig betegnelsen på den dialekt, der blev talt i det antikke Latium (Lazio), dvs. landskabet syd for Rom. Efterhånden som Rom underlagde sig resten af Italien og siden landene omkring Middelhavet, voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af Romerriget. I øst holdt man derimod fast ved græsk, der var blevet udbredt efter Alexander den Stores erobringer, og som alle dannede romere alligevel talte.
Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde, klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, man endnu i dag lærer i traditionel latin-undervisning, og det enklere, folkelige "vulgærlatin," som mest blev brugt i daglig tale, men som vi også kan se spor af i f.eks. komedierne og Petronius' Satyricon.
Fra omkring 300 e.Kr. blev latin den vestlige kirkes sprog, en stilling, som sproget fastholdt gennem hele middelalderen. Latin blev dermed det internationale sprog, hvorpå lærde og videnskabsmænd i det vestlige Europa udvekslede tanker og opdagelser.
Skønt Luther afskaffede latin som gudstjenestesprog, beholdt latinen også efter Reformationen sin plads på Københavns Universitet og andre europæiske universiteter. Det var almindeligt at skrive videnskabelige værker på latin indtil midten af 1800-tallet. Det blev herefter især tysk, der kom i brug, bl.a. af den klassiske filolog Johan Nicolai Madvig, for engelsk tog først over hundrede år senere.
Da Romerriget brød sammen og de enkelte provinser faldt i forskellige germanske kongers hænder, begyndte det latinske sprog også at blive splittet op i en række vulgærlatinske dialekter, der til sidst var så forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de romanske sprog. I lang tid blev man ved med at skrive på klassisk latin, som man altid har gjort, og det er først i det 9. årh., vi finder de tidligste tekster på romansk. På det tidspunkt har det talte sprog bevæget sig så langt væk fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker næppe har kunnet forstå ret meget af de lærdes latin. Sproget i provinserne kom også under indflydelse af disses oprindelige sprog.
Udtale.
Den danske skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en række senlatinske udtalevaner, der også kendes fra den latinske udtale i de andre europæiske lande, først og fremmest "c" = [s] foran fortungevokaler og "ae" = [ε:]. I løbet af det 20. århundrede har man gjort stadig flere indrømmelser til den klassiske udtale, som den, sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor "c" og "ae" som [kʰ] (dansk "k") og [ɑɪ] (dansk "ej").
Det er derimod kun få specialister, der konsekvent skelner vokallængde og konsonantlængde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbærende. Et typisk eksempel er "anus" 'gammel kone', "ānus" 'numsehul', "annus" 'år', der på klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to første falder sammen i den europæiske latin. Hvor konsonantlængden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pågældende konsonant, bliver vokallængden normalt ikke markeret i de latinske tekster (en del ældre indskrifter bruger dog en såkaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i åbne stavelser.
Trykket falder på den næstsidste stavelse, hvis den indeholder en lang vokal eller en diftong, eller hvis stavelsen er lukket: "amātur", "amoe'"nus", "perfec'"tus". Ellers falder det på den tredjesidste stavelse: "īn'"sula", "Jūlius". (Eftersom vokallængden normalt ikke er markeret skal trykket i tvivlstilfælde slås efter eller læres udenad.) Det gælder både i den klassisk latinske udtale og i den danske skoleudtale. Når trykket falder på den tredjesidste stavelse, har den danske skoleudtale imidlertid også et stød på en eventuelt lang vokal eller diftong eller på "n", "m", "r", "l", f.eks. "ul’timus", "Ta’citus", "ter’ritus". Det samme gælder i den næstsidste stavelse, hvis den ordet ender på "-er", f.eks. "pa’ter", "Alexan’der".
Erik Ejegod.
Erik Ejegod (ca. 1055 i Slangerup – 10. juli 1103 i Pafos, Cypern) var Danmarks konge 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.
Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har han nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.
Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen Knud bliver helgenkåret.
Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han når dog aldrig frem, men dør på Cypern - vistnok ved Paphos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget. De efterlader sønnerne Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen Slangerup, efter sigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels´(Nikolais) ben. Det siges, at han også bød, at der skal opføres en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Denne kirke blev opført og var Nordens største stenkirke. Kirken bliver nedrevet efter reformationen, men apsis bliver stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.
I 1915 rejstes på Borgvold i Viborg en mindesten for Erik Ejegod.
Bjørne.
Bjørne ("Ursidae") er i ordenen rovdyr og er en familie af pattedyr. Bjørne kan findes på alle kontinenter, med undtagelse af Australien, dog primært på den nordlige halvkugle, og i Afrika er den alene kendt fra Atlasbjergene i Marokko, hvor den nu er uddød.
Bjørne vejer fra 300 til 800 kilo og er typisk brune, sorte eller hvide. Enkelte har hvide markeringer på brystet eller i ansigtet.
I Norge, Sverige og Finland findes i dag mellem 1.200 og 1.500 individer af den europæiske brune bjørn.
Bjørnefamilien deles op i to underfamilier med i alt ni arter.
En af de ældste skriftlige omtaler af bjørn i Norden findes i Egilssoga. Sommeren 934 kom den fredløse Egil Skallagrimsson til øen Askøy uden for Bergen og hørte her om den lokale slagbjørn, som havde en pris på sit hoved. I Finnbogesoga beskrives et ekstrating på Helgeland længere nord i Norge, der samledes i 970 for at erklære en slagbjørn fredløs og udlove skudpræmie på den.
I årene 1850-60 blev der skudt 200-300 bjørne årligt i Norge. Omkring år 1850 var der i Skandinavien en bjørnebestand på ca. 4.500 individer, hvoraf to trediedele holdt til i Norge. I 2005 var der lidt mere end 1.000 bjørne tilbage, heraf 35-55 i Norge. Udvidet sæterbrug (= sommergræsgange i fjeldet) fra 1600-tallet har forøget antallet af konflikter mellem bjørn og mennesker, fordi bjørnene blandt andet kan finde på at tage får og lam. Historisk har man skelnet mellem "græsbjørn", en sky bamse, der lod sig skræmme bort af råben og fakler, og "slagbjørn", der dræbte mennesker. Ved en forordning af 8. maj 1733 blev der indført skudpræmie på to rigsdaler (en stor sum i de tider) for voksne bjørne og en rigsdaler for hver dræbt bjørneunge. Skudpræmieordningen varede i Norge frem til 1973, da bjørnen blev totalfredet.
Peder Claussøn Friis (1545-1612) fortæller i sin "Norges beskrivelse" om en jæger fra Nedenes i Agder på Norges sydkyst, at han omkring år 1560 dræbte 15 bjørne på en vinter. Bevæbnet med stålbue tog han af sted efter den sekstende bjørn; men den smed ham ud fra et fjeld og gjorde ende på ham. Bjørnejagt blev anset som så farligt, at det sidestilledes med selvmord; en kongelig forordning slog fast, at den, der mistede livet under bjørnejagt, ikke måtte gravlægges i viet jord.
Den sidste, der blev dræbt af bjørn i Norge, var den trettenårige hyrdedreng Johan Sagadalen. Hans to år yngre bror Andreas så pludselig Johan komme styrtende ud fra et krat, forfulgt af en bjørn, der skamferede ham grimt i lår og hoved. Senere fandt man en fårekrop i nærheden; og sandsynligvis er Johan kommet til at forstyrre bjørnen midt i dens måltid. Ole Hilde, der kom til undsætning, jagede bjørnen på flugt med skræmmeskud og fik tilkaldt en læge. Drengen forklarede, at bjørnen pludselig var sprunget på ham, og at han ikke var særlig blodig, fordi den havde slikket blodet af ham. I protokollen fra Drammen sygehus står den 18. august 1906 indført, at Johan havde kompliceret kraniebrud, og at han døde den 14. september samme år af hjenehindebetændelse.
I mange norske kirker har der hængt bjørneskind. I Hedalen Kirke skal to jægere i tiden efter pesten i 1349 have fundet en bjørn i vinterdvale foran alteret. De dræbte og flåede den, og skindet blev hængt op på kirkevæggen, hvor det stadig er at finde, nu i glas og ramme. Alderen er aldrig blevet undersøgt, men i 1743 beskrev præsten skindet som nærmest gået i opløsning af ælde.
Bjørn er afbildet i Berlins og Berns byvåben, og Pave Benedikt 16. har en bjørn som del af sit våbenskjold.
Rød panda.
Rød panda ("Ailurus fulgens") er primært et vegetarspisende pattedyr. "Ailurus fulgens" kan oversættes til noget i retning af "ildfarvet kat" eller "skinnende kat". Lokalt i Nepal kaldes den røde panda "wha" og "chitwa" efter dens stemme. Den røde panda kaldes også for lille panda eller kattebjørn.
Familietilhørsforholdet er forskelligt alt efter kilde. Dyret placeres både i bjørnefamilien og i procyonid familien.
Rød panda kan findes i Himalaya og Kina. Mere specifikt i Nepal, Sikkim, Bhutan, nordlige Burma og det sydlig-centrale Kina i provinserne Yunnan og Sichuan.
Ligesom den store panda spiser den store mængder af bambus, men kosten omfatter også frugt, rødder, agern, bær, æg, græs og lav. Røde pandaer i fangenskab spiser også kød. Den røde panda er en suveræn klatrer og skaffer hovedparten af sin føde i træer. Den røde panda lever i skove og bambustykninger i 1.800-4.000 meters højde. Den røde panda kan springe op mod 1½ meter, når den springer fra gren til gren. Den synes at foretrække lidt lavere temperaturer end den store panda. Hunnerne kræver hule træer eller andre gemmesteder i deres omgivelser så de har et sted at føde deres unger. Pandahunnen flytter fra bolig til bolig når hun har født sine unger, for at minimere risikoen for, at rovdyr skal finde hende. Pandahunner finder deres føde indenfor et yngleterritorium på omkring 3,4 kvadratkilometer.
Den røde panda lever som voksen isoleret og er mest aktiv om natten. Den røde panda får et kuld på 1-4 unger (normalt 2) mellem midt i maj til midt i juli. Ungerne fødes med pels, men er blinde og hjælpeløse. Pandaen begynder at indtage fast føde omkring femmåneders alderen. Den fødedygtige alder nås efter 18-20 måneder.
Den røde pandas pels er orange-rød med sorte ben og underside og en lang stribet hale. Dens ansigt er hvidt med orange-røde "tårestriber". Hannerne har særlige kirtler ved haleroden, som de benytter til at lave duftmarkeringer for at afmærke deres territorier. En ekstra tommelfinger benyttes til at holde fast på bambusgrene. Fodsålerne er behårede for at begrænse varmetabet og for at give bedre greb på våde grene.
Arten er truet, primært på grund af at leveområderne bliver mindre, men der drives også en del krybskytteri mod den røde panda på grund af dens pels. Den røde panda er et CITES II dyr og den er beskyttet i Nepal og Kina. Pandaen blev erklæret udrydningstruet i marts 1988. Man kender ikke antallet af dyr i naturen.
Den røde panda blev først opdaget i 1825 og var de næste 50 år den eneste panda man kendte til i den vestlige verden.
Panda.
Pandaen ("Ailuropoda melanoleuca") også kaldet den store panda eller kæmpepanda er et pattedyr i bjørnefamilien.
Pandaen blev første gang beskrevet i 1869 af den franske missionær Père Armand David.
Selvom pandaen er systematiseret som et rovdyr, er dens kost primært vegetarisk. Pandaen lever næsten udelukkende af bambus. Æg og enkelte insekter/rotter indgår dog også i kosten. Selve placeringen af pandaen har derfor været problematisk for videnskaben. En del mener at den er mere beslægtet med halvbjørnene, for eksempel vaskebjørnen og næsebjørnen.
Pandaen er fjernt relateret til den røde panda. Det fælles navn er dog opstået ud fra deres fælles kost - bambus. Pandaen bruger op til 14 timer om dagen på at æde. Der er ikke ret megen næring i bambus, så en voksen panda er nødt til at spise mellem 10 og 20 kilo om dagen for at overleve.
Pandaen lever i 1.500-3.500 meters højde i de kinesiske tågeskove. Området kan afgrænses til 5.900 kvadratkilometer i de kinesiske provinser Sichuan, Gansu og Shanzi. De kinesiske tågeskove er dog ved at forsvinde. De er blevet fældet for at skaffe træ og give plads til landbrugsjord, huse og veje. Inden for de seneste 20-30 år har pandaen mistet omkring halvdelen af sine levesteder, og i stedet for store, sammenhængende skove var der på et tidspunkt næsten ikke andet end mindre "øer" tilbage. Pandaerne er derfor blevet delt op i mindre grupperinger. Magemulighederne er blevet mindre, og der er stor risiko for indavl. Endvidere blomstrer bambusplanterne med jævne mellemrum, hvorefter de dør. Dette sker over store områder og der kan gå op til 20 år, før bambusen igen kan levere føde til pandaen. Da pandaen ikke længere har mulighed for at flytte sig til andre områder, bliver dette katastrofalt. Pandaen er derfor en truet art. Der er alene omkring 1.000 dyr tilbage i Kina. Dertil kommer nogle få i zoologiske haver rundt omkring i verden.
Hanner og hunner lever hver for sig. Det er grunden til det gamle kinesiske navn for pandaer: "skovens eneboere". Hvis parringen skal have den mindste chance for at lykkes, er det afgørende, at hannens brunsttid falder sammen med hunnens østrus (løbetid). I løbetiden udvikles flere østrogener i hunnens blod, og på det tidspunkt skal hannens sæd være på det højeste. Denne periode, hvor parringen skal finde sted, begrænser sig til 1-3 dage. Pandaen har derfor en utrolig lav fødselsrate, både i dens oprindelige områder og i fangenskab.
Pandaen er tidligere blevet jaget på grund af sin pels, og krybskytter jager den fortsat som fødeemne og for pelsen. Der er dog høje straffe for at skyde en panda.
Pandaen er drægtig i cirka 5 måneder. Den føder som regel kun en enkelt unge ad gangen. En nyfødt panda vejer bare 100 gram. Den er blind og næsten nøgen de første uger, men moderen passer godt på den, og den vokser hurtigt. Den forlader sin mor, når den er cirka 1½ år gammel. En pandamor er omkring 900 gange større end sin nyfødte unge.
Pandaen har en usædvanlig pote, med en tommelfinger og fem fingre. Den ekstra tommelfinger er egentlig en modificeret håndledsknogle.
Pandaen bliver plaget af en dræberorm på grund af al den bambus den spiser. Ormen hedder Ascaris Schroederi. Den angriber op til 70% af alle pandaer i naturen og formerer sig i tusindvis i tarmsystemet. Pandaen sluger bambussen, hvilket giver den dårlig fordøjelse. Dens vane med at gå, spise og efterlade sin gødning samtidig er noget som tiltrækker ormen. I Zoologiske haver kan dette problem holdes nede.
Pandaen har længe været en favorit blandt offentligheden, da den fremstår meget babyagtig - en levende teddybjørn. Bjørnen vises ofte også som en fredfyldt bjørn der spiser bambus, i modsætning til en jagende bjørn. Den har en hvid/gullig og sort pels, små sorte ører og store sort pelsede øjne.
Pandaen er symbol for Verdensnaturfonden (WWF), og har været dette siden organisationens stiftelse i 1961. Den hører til blandt de mest truede dyrearter og er svær at få til at yngle i fangenskab.
Pandaen kan i Europa ses i zoologisk have i Berlin (Tyskland), og Wien (Østrig). Der er ikke længere nogen Pandaer i Madrid og Paris, men i Madrid undersøger man mulighederne for nogle igen.
Dans.
Dans er bevægelse til musik og har alle dage været en måde for folk at udtrykke deres sjæl og energi. Det kendes bl.a. gennem stammedanse eller folkedans, der er med til at binde en kultur sammen.
Pardans.
Pardans kom på mode i Europa i 1800-tallet, i første omgang med Vals som i begyndelsen var kilde til stor forargelse. I begyndelsen af 1900-tallet kom flere nye danse til Europa, som tangoen fra Argentina og foxtrotten fra USA, og på det tidspunkt begyndte man blandt danselærere i England så småt at indføre en standardisering af dansene. I 1920'erne kom swing-musikken ind i billedet, ligeledes fra USA og med den kom f.eks. charleston som gik ret hurtigt af mode, men som i stedet sammen med foxtrot gav ophav til quickstep. Der blev oprettet danseskoler og arrangeret danseturneringer med mesterskaber osv. til følge.
De latinamerikanske danse som samba og mambo dukkede op i 1930'erne og i 1940'erne kom en boogie-woogie-bølge med danse som jitterbug og jive og den stil blev ført videre i 1950'erne med rock'n'roll og twist.
I nyere tid, med indtoget af individualismen, og med fremkomsten af dansemusik som beatmusik, disco og funk, kan der danses uden en partner eller gruppe.
Gorm den Gamle.
Thyra Dannebod meddeler Kong Gorm den Gamle underretning om hans søn Knuds død
Gorm den Gamle var en dansk konge, som regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Han har næppe været konge over hele Danmark, snarere over Jylland og Sønderjylland. Han regnes ofte for den første konge i kongerækken. Det skyldes, at han er den første konge, der nævnes i samtidige, danske kilder, nærmere betegnet de to runesten i Jelling.
Ud fra disse tekster kan vi altså udlede, at Gorm den Gamle var gift med Thyra og far til Harald Blåtand.
Det antages, at Gorm ved sin død blev begravet i gravkammeret i den nordlige gravhøj i Jelling, og senere blev overflyttet til en grav i kirken. Træ fra gravkammeret er dateret dendrokronologisk. Det viste sig, at det var fældet sent på året 958. Meget tyder altså på at Gorm er blevet begravet det år. Et skelet, der kan være Gorms, er fundet ved en udgravning i kirken, og en undersøgelse af det har vist, at han ved sin død var mellem 35 og 50 år gammel. Udover at være far til Harald Blåtand havde Gorm den Gamle to børn, Knud Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt, og Gunhild, født ca. 900 og ifølge overleveringen myrdet på Harald Blåtands foranledning.
Gorm den Gamle havde også tilnavnet "Løge", den dvaske, selv om han antages at have samlet sit rige ved at overvinde en række småkonger ved sydgrænsen.
Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson og Adam af Bremen. Disse værker er dog skrevet mere end 100 år efter Gorms død. Derfor må oplysningerne i dem behandles med betydelig forsigtighed. Snorri Sturlason kalder ham Gorm Hardeknudsøn. Derfor antages det, at han var søn af Hardeknud.
Kravebjørn.
Kravebjørnen ("Ursus thibetanus"), der også kaldes Himalayabjørnen, lever primært i de våde skove i det sydlige Asien, inklusive Pakistan, Afghanistan, Indien og Kina, og også længere mod nord i Rusland, Korea, Japan og på, Taiwan. Arten indeholder 7 til 8 underarter.
Kravebjørnen ligner den amerikanske sortbjørn eller baribal med sin sorte farve, runde hoved og store ører som sidder langt fra hinanden. Hannen og hunnen er væsentlig forskellige i størrelse. Hannen vejer fra 50-115 kilogram og hunnen vejer 65-90 kilogram. Kravebjørnen har korte kløer på 4-5 centimeter, men kan alligevel godt klatre i træer. Den har en tyk manke af pels, som ligner læbebjørnens. Dens bryst er markeret med et halvmåneformet område af cremefarvet pels, og den samme farve kan ses omkring dens læber og kind.
Kravebjørnen spiser mest kød, men også termitter, biller, larver, honning, frugt, nødder, græs, bær og krydderurter står på menuen. Når fødekilderne er mangelfulde, som i Japan, er bjørnen planteædende. Jagten foregår primært om natten.
Bjørnen er en god svømmer.
Af naturlige fjender har bjørnen tigre, ulve og mennesket.
Tekstil-Banan.
Tekstil-Banan ("Musa textilis") eller Abacá er en staude med en stiv, opret vækst. Når den er udvokset, består ”stammen” af 12-35 bladstilke i forskellige grader af udvikling. Disse bladstilke er formet som overlappende bladskeder, der tilsammen danner en stiv, 20-60 cm tyk, stængelagtig stamme, som kan være 2,5-6 m lang. Bladstilkene er lysegrønne og vokser ud fra en løs, central kerne, der begynder i rodstokken, og som danner den egentlige stængel. Bladene ligner bananplantens blade, men er mere oprette og smalle. De er også mere mørkegrønne og har en mere tydelig spids. Tilvæksten af blade fortsætter, indtil blomsterknoppen begynder at dannes. På det tidspunkt opstår det blomstrende aks. Blomsterne sidder i klynger, der støttes af et hindeagtigt højblad. De første højblade støtter ægte blomster og er større og mere iøjnefaldende end de senere, som støtter uægte blomster. De sidste højblade sidder så tæt, at der dannes en kogleagtig stand. Frugten er grågrøn og formet som en banan, men den er uspiselig og fyldt med sorte frø.
Rodnettet består af jordstænglen og en stor tot af trævlede rødder.
6, 00 x 4,00 m (600 x 400 cm/år)
Arten hører hjemme på Filippinerne og Borneo. Her vokser den på vulkansk jord i regnskovsagtige plantesamfund. På Mayonvulkanen i Bicolregionen, Filippinerne, vokser den sammen med f.eks. "Artocarpus heterophyllus" (Jackfruit), Bambus-arter, "Canarium ovatum" (Pilinøddetræ), "Diplazium esculentum" (Pako-bregne), "Dipterocarpus grandiflorus", "Ficus benghalensis" (Banyan), "Hopea plagata", Kanel ("Cinnamomum zeylanicum"), Kryddernellike ("Eugenia caryophyllata"), Orkidé-arter, Palme-arter, "Pterocarpus indicus" og Sort Peber ("Piper nigrum").
Fibrene fra bladstilkene anvendes under navnes "Manilahamp" til tovværk, papir og tekstiler.
Abaddon.
Abaddon (hebraisk: fordærve, ødelægge, gr. "abaton": afgrunden) er i Det Gamle Testamente et digterisk navn for et underjordisk dødsrige: ødelæggelsens, udslettelsens og undergangens sted. De døde ånder boede her; Scheol; efter Rabbinerne betegnelse for det nederste rum i helvede. I Johannes Åbenbaring 9, 11 brugt personificeret (som Hades 6, 8) om dødsrigets ødelæggende engel, fyrste over de dæmoniske græshopper. I Johannes Ewalds "Adam og Ewa" optræder Abaddon som en af de onde ånder. Kaldtes også "Apoleia," eller "Apollyon" (græsk: "ødelægger").
Udspringer sansynligvis af den græske gud Apollon, der som solgud steg ned i underverdenen hver nat, og derfor også blev betragtet som "afgrundens ånd". Denne mytologi har sin parallel i den egyptiske sol- og underverdens gud Apep.
Abandon.
Abandon af fransk "abandon" = "forladen", "opgivelse". I søretten bruges ordet almindeligt, når man vil udtrykke den ret, der næsten overalt gives ejeren af skib eller ladning til at afstå "(abandonnere)" den til en anden og derved opnå visse fordele eller slippe for visse forpligtelser over for denne.
Først kan nævnes den ret til abandon, som ejeren af forsikret skib eller ladning har over for forsikreren (abandon kaldes i denne betydning for "délaissement" i fransk søret). I almindelighed må en forsikret for at få forsikringssummen udbetalt føre fuldt bevis for, at tingen er gået tabt. I visse tilfælde, hvor et sådant bevis er umuligt, nøjes man med en stor sandsynlighed. Fra gammel tid er der således givet ejeren krav på hele forsikringssummen, når skibet er forsvundet. Dvs. at det har været så længe borte uden efterretninger, at der er overvejende sandsynlighed for, at det er gået tabt.
Selvfølgelig bør retten til forsikringssummen ved abandon gøres afhængig af, at forsikreren nyder godt af det forsikredes mulige redning. Derfor skal den forsikrede inden en vis frist afgive en ubetinget og uigenkaldelig erklæring om, at han vil afstå sin ejendom til forsikreren imod at få summen udbetalt, og ejendomsretten går da over til forsikringsselskabet, når beløbet er betalt.
Sølovenes giver endvidere mulighed for abandon, når skibet ved stranding eller anden søulykke er blevet så beskadiget, at dets istandsættelse er umulig eller ikke kan betale sig, og dernæst når tingen ganske vist består endnu, men ejerens udsigt til at få den igen er væsentlig forringet, idet skib eller ladning er taget af sørøvere, tilbageholdt af offentlige myndigheder, eller skibet er forladt af besætningen.
Langt vigtigere er reglerne her om abandon af skib. I almindelighed kan rederen frigøre sig for de forpligtelser, der er opstået under skibsfarten ved at abandonnere skibsformuen (dvs. det enkelte skib med tilbehør og fragt) til de berettigede.
Om abandon i folkeretlig forstand se Kontrabande.
Åben by.
En åben by er en by, der ikke forsvares i krigstilfælde. Ifølge Haagkonventionerne må en åben by ikke udsættes for et militært angreb.
Aabenraa.
Aabenraa eller Åbenrå (tysk: "Apenrade", sønderjysk: "Affenrå") er en by i det sydøstlige Sønderjylland med 15.806 indbyggere (2010). Byen ligger i Aabenraa Kommune og hører til Region Syddanmark. Aabenraa er først og fremmest kendt for at have Sønderjyllands største havn med en betydelig skibsfart og havneindustri. Dybden gør havnen til Danmarks tredjedybeste (8,5 meter) og ubetinget den vigtigste i det sønderjyske område.
Aabenraa er også en gammel by med arkitektur fra forskellige tidsaldre. Af betydende bygninger i Aabenraa kan nævnes Sankt Nicolai Kirke fra Valdemarernes tid og Brundlund Slot, grundlagt af dronning Margrete 1. (omkring år 1400). Der findes desuden flere velbevarede 1800-tals bykvarterer omkring følgende gader: "Slotsgade", "Store Pottergade", "Lille Pottergade", "Nygade", "Nybro", "Skibbrogade" og "Gildegade".
Navn.
Byens ældste navn var Opnør, som består af gammeldansk "opæn" og "ør" ("åben strandbred"), senere Opnøraa og Opneraa efter beliggenheden ved åen. Fra 1257 kendes navnet "Obenroe".
Det tyske navn Apenrade menes at være opstået ved en sammenblanding af "Apenra" med endelsen "-rade", som er en typisk stednavneendelse i Holsten (udtales på nedertysk /ra:/ eller /rå:/. Den tyske form Apenrade blev efterhånden enerådende på skrift, også i danske tekster. Det moderne navn Aabenraa er en genfordansket navneform, som blev indført af nationalt bevidste danskere fra ca. 1840-50 og frem.
Stavemåde Å/Aa.
Aabenraa er ligesom Aalborg en af de danske byer, hvor der har været strid om stavemåden. Retskrivningsreglerne anbefaler "Åbenrå", men sideformen "Aabenraa" er nu også tilladt (i Retskrivningsordbogen står den i parentes). I den officielle stednavneliste står der også Åbenrå, men med en note om at "den lokale kommune ønsker å, Å skrevet som aa, Aa". Kommunen og mange lokale borgere foretrækker Aabenraa. Undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Mimi Jacobsen bestemte i 1984, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde, hvilket gik imod stednavneudvalgets og Dansk Sprognævns råd.
Stavemåden med Å blev indført efter retskrivningsreformen i 1948. Aabenraa kæmpede stærkt imod det nye bolle-å, da byen helst ville bevare sin plads allerøverst i navnelister. Foreningen Dansk Sprogværn udgav i 1950'erne plakater og klistermærker med teksten
"Byens Navn er Aabenraa - uden svenske Boller paa!"
Selv om mange lokale indbyggere er tilhængere af Aa-stavemåden, skriver man oftest "Affenrå" (eller "Åffenrå"), når man bruger dialektnavnet på skrift.
Byens tidlige historie.
Opnør var oprindelig en landsby ved åen. Navnet optræder første gang i de skriftlige kilder i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Landsbyen udviklede sig i den tidlige middelalder omkring bispeborgen Opnør Hus til et lille bysamfund med havn, håndværk og fiskeri. At havnen var byens livsnerve, bekræftes af et dokument fra 1257. Her giver Christoffer 1. munkene i Løgumkloster toldfrihed, hvis deres skibe skulle anløbe "vor havn i Obenroe".
Aabenraa hørte efter arvedelingen i 1560 og indtil arvehyldningen i 1721 under Gottorp-hertugerne.
Byen havde sin storhedstid fra 1750'erne og indtil 1864, hvor byens skibsfart var i stor vækst med handel på Middelhavet, i Kina, Sydamerika og Australien. Søfolkene hjembragte særprægede skikke og rigdom fra specielt Østen. Aabenraa havde det danske monarkis største handelsflåde efter København og Flensborg. Byens fire til seks skibsværfter var berømte for deres skibe. Mest berømt blev klipperen "Cimber," der på 111 døgn i 1857 sejlede fra Liverpool til San Francisco.
Historien siden 1864.
Efter krigen i 1864 blev Aabenraa som det øvrige Sønderjylland overtaget af Østrig og Preussen og efter 1866 som del af en provins i Preussen. Aabenraa formåede ikke som Flensborg at omstille skibsværfterne til at bygge dampskibe, og udviklingen stagnerede. Byen fik en navigationsskole og i 1901 en smalsporet jernbaneforbindelse til Rødekro. Aabenraa var gennem perioden Nordslesvigs centrum for de nationale spændinger mellem dansk og tysk. I 1900 købte Sprogforeningen "Schweizerhalle" ved Haderslevvej og gjorde den til et dansk forsamlingshus under navnet "Folkehjem".
Ved folkeafstemningen i 1920 stemte 55% for et tilhørsforhold til Tyskland, men da det var slutresultatet for hele zonen, der var gældende, kom Aabenraa som det øvrige Sønderjylland tilbage til Danmark. Aabenraa var i mellemkrigsårene centrum for det tyske mindretal i Nordslesvig. En ny tysk avis, "Der Nordschleswiger", udkom fra 1946, en tysk privatskole og et bibliotek blev oprettet i 1947 og en børnehave i 1956.
I 1925 blev havnen udvidet med 450 meter kaj og et kraftværk Sønderjyllands Højspændingsværk, og det betød med øget trafik i 1930'erne beskæftigelse for mange arbejdere. Der er i dag en mangeartet industri lige fra Marcussens Orgelbyggeri til Callesens Maskinfabrik.
Sønderjyllandshallen blev indviet 1956, hvor landsdelens store messer, sportsstævner og kongresser afholdes.
Tidligere hovedby i Sønderjyllands Amt.
Byen blev i 1970 administrativt center for Sønderjyllands Amt. Siden 2007 er det tidligere Sønderjyllands Amt smeltet sammen med andre omkringliggende amter til Region Syddanmark. Byen er nu også en del af en større kommune, stadig med navnet "Aabenraa Kommune" sammen med de gamle kommuner: Rødekro, Lundtoft, Tinglev og Bov. Den nuværende Aabenraa Kommune svarer i omfang næsten til det gamle Aabenraa Amt, bortset fra Gråsten-området.
Kultur og uddannelse.
Jomfru Fanny, en kvinde i 1800-tallets Aabenraa, er kendt for sine broderier og sine syner.
1990.
Eksterne henvisninger.
90
Skandinavisk brunbjørn.
Den skandinaviske brunbjørn er en underart af brunbjørnene. Underarten har været stærkt udryddelsestruet, men der findes nu en bestand på cirka 1.100 dyr i det allernordligste Sverige, samt i grænseområderne mellem Sverige og Norge. Mere specifik i Hedmark og Dalarna.
Den skandinaviske brunbjørn spiser primært græs og blade i løbet af sommeren. I sensommeren går den primært over til en kost på vilde bær.
Bjørnen er fredet, men en begrænset og stærkt kontrolleret jagt på cirka 30-40 dyr gennemføres hvert år.
Hannen vejer cirka 400 kilogram. Hunnen det halve.
I Danmark kan bjørnen blandt andet ses i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. De har et helt nyt bjørneanlæg på 2,5 hektar jord.
1991.
Eksterne henvisninger.
91
1992.
Eksterne henvisninger.
92
1993.
"Begyndelsen på det internationale årti til bekæmpelse af racisme og diskrimination (1993-2003)"
Musik.
Guns N' Roses spiller på Gentofte Stadion
Eksterne henvisninger.
93
1994.
Eksterne henvisninger.
94
Nobels fredspris.
Nobels fredspris er en af de fem priser som blev oprettet af svenskeren Alfred Nobel i hans testamente. Den uddeles af Den Norske Nobelkomite. Prisuddelingen foregår hvert år i december på Oslo Rådhus. Der afholdes også en særlig koncert i forbindelse med uddelingen, Nobels fredspriskoncert, som prismodtageren og prominente gæster overværer. Nobels fredspris anses for at være verdens mest prestigefulde pris.
De øvrige Nobelpriser uddeles Nobelstiftelsen i Stockholm. Ved Alfred Nobels død 10. december 1896 var Norge og Sverige stadig i union, hvor Sverige alene styrede udenrigspolitikken. Nobel mente derfor at risikoen for politisk korrumpering ville være mindre såfremt Norge forestod fredsprisuddelingen.
Alfred Nobel stillede tre krav til fredsprisvinderne, og de skulle blot bare opfylde et af kravene. Det er to klare begreber: «reduktion af militærstyrker» og «gennemførelse af fredskongresser». Og så er der en tredje formulering som Nobelkomiteen ofte har valgt at tolke forholdsvis bredt: «nationernes forbrødring».
Nobelkomiteens forståelse af udtrykket «nationernes forbrødring» bliver kritiseret i bogen "Nobels vilje" skrevet af jurist og fredsforkæmperen Fredrik S. Heffermehl, udgivet i oktober 2008.
2002.
2002 (MMII) begyndte året på en tirsdag.
Begivenheder uden dato.
Nedenstående begivenheder mangler dato "du må meget gerne hjælpe Wikipedia med at angive datoerne for begivenhederne".
Eksterne henvisninger.
02
CERN.
"Large Hadron Collider" ved CERN
CERN (fra fransk: "Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire") er et europæisk center for forskning i partikelfysik. CERN blev grundlagt i 1954 og er placeret lige uden for Geneve på grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Fra oprindeligt 12 medlemslande er CERN i dag finansieret af 20 medlemslande, deriblandt Danmark. CERN har omkring 6500 forskere ansat.
Om det store forsøg.
CERN er meget interessante lige nu da de er ved at lave et af de mest avancerede forsøg nogensinde set, hvor de vil forsøge at frembringe nogle at de partikler som var til ved Big Bang. Den partikel man vil forsøge at finde er Higgs boson. Måden man vil skabe denne partikel på er ved at bygge en 27 km lang tunnel 100 meter under jorden i fransk og schweizisk territorium. Denne har fået navnet LHC(Large Hadron Collider), og dens funktion er sjovt nok at støde partikler sammen som kunne være protoner eller atomkerner. Idéen er at sende partikler hver sin vej, og så lader man dem accelerere til de når op i en hastighed som ligger lige under lysets hastighed som er 2,998 * 108 m/s, og når så partiklerne har opnået den fart, så lader man dem kollidere, og det håber man så der vil frembringe de partikler som var til stede under universets dannelse. Til at sende de elektrisk ladede partiklerne rundt bruger man 11.000 stk. superledende magneter som er kølet ned til -271oC, hvilket er det koldeste sted på jorden, og ved så at studere krumningen i deres bane kan man fx regne ud hvor meget energi de bærer på. Til dette skal man selvfølgelig bruge nogle detektorer, og dem har CERN 4 stk. af i LHC, og det er dem der skal indsamle alt den data i løbet af den meget meget korte tid partiklerne vil eksistere. Der siges at der vil være omkring 15 billiarder bytes(15 petabytes) data at indsamle, og vil svare ca. en 20 km høj stak af cd’er, og det vil derfor komme til at tage meget lang tid at behandle disse dataer, og der vil være mange der venter spændt på at høre om teorien omkring standardmodellen holder.
Mange kritikere vil prøve at standse forsøget da de er bange for det bliver jordens undergang, da man ikke er 100 % sikker på hvad der vil ske, er der nogen der mener at der er chance for at der skulle blive dannet et sort hul. Sorte huller kan opstå når stjerner kollapser, og det sker ved at stjernen pludselig bliver meget mindre, hvis den ikke helt forsvinder, men hvor massen forbliver uændret. Så får man et hul i universet hvor massen er så koncentreret at den suger alt i sig med stor hastighed. Intet kan undslippe. Balancen mellem undvigelseshastigheden, stjernens masse og tyngdekræften bliver flyttet og det er så det der fører til at alt stof omkring det suges ind i det. Kritikerne mener så at jorden vil blive suget ind i det sorte hul som forsøget vil danne.
Faciliteter.
CERN er et kompleks bestående af 10 lineære og cirkulære acceleratorer. De største er "Large Electron Positron collider" (LEP), med en diameter på 9 km, og "Super Proton Synchrotron" (SPS). Den næste store maskine er "Large Hadron Collider" (LHC) som skulle tændes for første gang den 10. september 2008. Dette gik galt, da helium (der skulle bruges til at køle magneterne ned med) slap ud. Det kostede mange millioner at ordne igen, men de fik den sat i gang d. 31 marts 2010 igen.
World Wide Web.
World Wide Web (kort WWW) er et hypertekst-system, der formidles via internettet. I daglig tale bruges termen "internet" ofte fejlagtigt om World Wide Web.
For at se information på WWW, bruger man en applikation kaldet en webbrowser (som regel blot benævnt en browser), til at hente websider fra en eller flere webservere og vise dem i en grafisk brugerflade (eller tidligere tekstbrugerflade) på brugerens skærm. Brugeren kan så følge hyperlinks til andre websider - eller sende information tilbage til en server via en webformular. Det at følge hyperlinks på WWW kaldes også at web-surfe eller at surfe på internettet.
World Wide Web blev skabt i 1989 af Sir Tim Berners-Lee.
Hvordan findes websider.
For at finde en ønsket side blandt mange på WWW, bruger man eksempelvis et linkkatalog eller en søgemaskine. Den største af disse er for tiden Google. I Danmark er Jubii en populær søgemaskine og webportal.
Hvordan laves websider.
Websider eller hjemmesider kan "håndlaves" med en almindelig teksteditor evt. med html-hjælpeudvidelser. Det er en yderst simpel men besværlig måde, men skal man kun lave få sider eller teste nogle html-tags, er metoden god.
En lettere metode er at anvende en (WYSIWYG) html-editor, hvor man kan klippe-klistre tekst direkte ind med formateringer eller overskrifter. Faktisk kan mange tekstbehandlingsprogrammer direkte gemme i html-format og automatisk gemme billeder i en separat mappe.
Større firmaer eller personer, som har brug for et stort website, anvender CMS (Content Management System). I et CMS-system kan man lave skabeloner og evt. lave brugergrupper, så hver gruppe har ansvaret for hver sit indhold. Ydermere kan man kræve, at en side først publiceres, når en eller flere bestemte personer har godkendt indholdet.
Andre måder er wikis, blogs...
Siderne kan evt. dynamisk dannes af serverteknologier valgt af webmastere; f.eks. ASP eller PHP og data kan hentes eller sendes til databaser.
Check af websider.
Først bør man tjekke om html-syntaksen er i orden. Dette kan gøres gratis via W3C-validatoren for websider på WWW eller uploadede filer.
En anden god service W3C stiller til rådighed, er at tjekke om ens WWW-henvisninger virker og finde dem som ikke gør.
Nogle CMS-systemer tjekker automatisk for en eller flere af ovenstående mulige problemer.
Herefter skal man tjekke om websiderne ser gode ud i de browsere, folk bruger, eller som ens kundesegment anvender. Der er nemlig små forskelle i den måde websiderne udseendesmæssigt præsenteres på af forskellige browsere
Hvordan lægges siderne på World Wide Web.
Bruger man f.eks. en wiki eller et CMS-system, lægges websiderne automatisk på WWW, eventuelt under forudsætning af, at de først er godkendt. Ellers kan man købe plads på et webhotel og herefter uploade websiderne med tilhørende billedfiler o.l. via f.eks. webdav, cvs, sftp, ftp, http... Webhotellet oplyser hvordan siderne uploades. Er der tale om dynamiske websider, der benytter databaser, skal man også have disse oprettet på serveren og vide, hvordan de tilgås.
Har man lyst til at eksperimentere eller sætte sin egen server op, kan man lægge websiderne på den maskine, der skal være webserver. Det kræver dog at serveren har en fast ikke-privat ip-adresse - eller bliver NATtet til en sådan, ellers kan andre ikke se siderne udefra internettet. Man kan købe en internetadgang, som har en fast ikke-privat ip-adresse hos en internetudbyder. Hedder den faste ip-adresse f.eks. "1.2.3.4", kan man se sin startside ved at skrive "http://1.2.3.4/minstartsidesnavn.html".
Vil man have et symbolsk navn (DNS-adresse), skal man købe et domæne under et eller andet topdomæne.
Hvad består World Wide Web af og hvad kan websider indeholde.
Af alle informationerne ovenfor, behøver brugeren normalt kun at huske eller have (en del af) en URL, resten finder webbrowseren automatisk ud af. F.eks. kan man nøjes med at skrive eller klippe klistre "da.wikipedia.org", "dr.dk" eller "www.dr.dk" - browseren forsøger så at prøve http via tcp-port 80.
Søgemaskine.
En søgemaskine er en applikation til at hjælpe en bruger med at finde information. Det kan f.eks. være at finde filer med bestemte data (f.eks. ord), gemt i en computers hukommelse, for eksempel via World Wide Web (kaldes så en websøgemaskine). Ofte bruges søgemaskine fejlagtigt om linkkataloger eller Netguider.
Websøgemaskiner.
De største og mest brugte websøgemaskiner i dag er Google, Yahoo! og Bing der alle har indekseret flere milliarder sider, men der er stadig mange sider de ikke kender.
Andre populære websøgemaskiner er blandt andre Lycos, WebCrawler, HotBot, Excite, Infoseek, Inktomi, AltaVista, Yahoo, Picsearch, Yooci og AllTheWeb.
Visse websøgemaskiner har specialiseret sig inden for visse områder. F.eks. FetishRobot, der søger pornosider, Joker, der søger på nordiske sider, og Rejseoversigten, der søger rejsesider.
Udover traditionelle søgemaskiner er der en stor stigning i anvendelse af erhvervsrelaterede søgemaskiner, hvor man kan finde informationer om firmaer, produkter og serviceydelser. Her kan bl.a. nævnes Business.com, Kompass.com, Masterseek og BusinessGlobe.com.
I Danmark er websøgemaskiner som Jubii (AllTheWeb?) og Sol (Google) også populære.
Uover det findes der også menneske redigeret websøgemaskiner/kataloger, så som Open Directory Project.
1995.
Eksterne henvisninger.
95
EU.
Den Europæiske Union eller EU er et politisk og økonomisk samarbejde i en international overstatslig union, der siden 2007 har bestået af 27 medlemslande.
Oprettelsen af EU bundede i ønsket umiddelbart efter 2. verdenskrig om at undgå endnu en altødelæggende krig i Europa. EU er i dag med 501 mio. indbyggere og et samlet bruttonationalprodukt på 12.0 billioner euro i 2007 den største økonomiske og politiske enhed i verden.
På visse områder bevæger EU sig mod at ligne en føderation. Tilhængere af EU har fremhævet, at medlemmerne har fuld suverænitet, og at unionen ikke kan overføre kompetence fra medlemmerne til sig selv. Unionen blev etableret i 1992 med Maastricht-traktaten, og har de facto afløst det tidligere Europæiske Fællesskab (EF). Siden da er der optaget nye medlemslande, og unionens kompetencer er udvidet.
Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked med en fælles handelspolitik, fælles politik for landbrug og fiskeri, og en regionspolitik der understøtter de underudviklede regioner i EU.
EU har envidere introduceret en fælles møntenhed, euroen, der indtil videre er indført i 17 ud af de 27 medlemslande. Unionen fører en begrænset fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og et begrænset retsligt og politimæssigt samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.
De vigtigste institutioner og organer i EU er Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Det Europæiske Råd, Den Europæiske Centralbank, EF-domstolen, Retten i Første Instans og Europa-Parlamentet. Borgere i EU-landene er også EU-borgere, de vælger medlemmer til Europa-Parlamentet hvert femte år. De kan bo, arbejde, rejse og investere i andre medlemslande (med visse restriktioner for nye medlemslande). Paskontrol og toldcheck ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen.
Historie.
EU har udviklet sig fra et vesteuropæisk handelsfællesskab til det overnationale organ det er i dag. Efter 2. verdenskrig var der en politisk interesse i et øget vesteuropæisk samarbejde mellem landene for at genopbygge Europa og forebygge en ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Østeuropa var hovedsagelig under sovjetisk kontrol, og først i 1990'erne begyndte man at se central- og østeuropæiske lande som mulige EU medlemmer.
I 1946 talte Winston Churchill for at man oprettede "Europas Forenede Stater," dog uden britisk deltagelse. 9. maj 1950 præsenterede den franske udenrigsminister, Robert Schuman, Jean Monnets forslag til en fælles styring af Frankrigs og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget nævntes det, at aftalen blev set som det første konkrete skridt i retning af en europæisk føderation.
Det anses for begyndelsen til det, der i dag er den Europæiske Union, og førte til etableringen af Kul- og Stålunionen, der omfattede Vesttyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene ved underskrivelsen af Paris-traktaten i 1951.
Den første fulde toldunion, det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) blev etableret med Rom-traktaten i 1957 og implementeret i 1958. Dette blev senere til det Europæiske Fællesskab. Der var første gang valg til EF-parlamentet i 1979. EF blev til den Europæiske Union med Maastricht-traktaten i 1992. Det nuværende juridiske grundlag er Lissabontraktaten, som trådte i kraft den 1. december 2009.
Danske forbehold.
Danmark fik ved sin indtræden i EF i 1972 lov til at tage et forbehold for køb af sommerhuse. Det er derfor tilladt for Danmark at kræve at købere af danske sommerhuse også har dansk statsborgerskab.
Yderligere blev forbeholdet på sommerhusområdet skrevet ind i protokol nr. 16 til Maastricht-traktaten.
Økonomi.
Medlemskabet af EU koster netto Danmark 7 mia. kr. om året. Dette skyldes iflg. professor i statskundskab på Københavns Universitet, Peter Nedergaard, primært to forhold: Dels at Danmark er for dårlige til at forhandle bl.a. landbrugsstøtte, dels at andre lande som Storbritannien og Sverige får rabat på deres kontingent til EU
EU's forfatningstraktat.
Det Europæiske Råd enedes 18. juni 2004 om et forslag til forfatningstraktat for unionen, der blandt andet indebærer at pladserne i Kommissionen kommer til at gå på skift.
Forslaget skulle endeligt godkendes i samtlige medlemslande efter den metode der var fastlagt i de enkelte landes forfatning. I nogle tilfælde kunne det klares med en beslutning i parlamentet, mens der i andre lande skulle afholdes folkeafstemning. Forslaget er allerede vedtaget i en lang række lande, herunder ved folkeafstemning i Spanien, men det blev forkastet ved folkeafstemning først i Frankrig 29. maj 2005, og senere i Holland 1. juni 2005. Den danske folkeafstemning blev derefter aflyst, og ratificeringsprocessen blev sat i bero i en såkaldt tænkepause.
Medlemslandene.
Unionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som "de seks" eller "kerne-Europa".
Bemærk at visse områder i medlemslandene ikke er en del af EU, så som Kanaløerne, Ålandsøerne, Grønland eller Færøerne.
Områder der ligger langt fra det kontinentale Europa kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira, der repræsenteres af Portugal i EU. Også franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guyana (se DOM-TOM).
Kandidatlande.
Island, Kroatien, Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro og Tyrkiet har alle vundet status som officielle kandidatlande til EU-medlemskab. For at få status af fuldgyldigt medlem af EU, skal kandidatlandet opfylde Københavnskriterierne.
De lande der har fået status af potentielle kandidatlande tæller i dag: Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kosovo og Serbien.
Kritik af EU.
EU-modstandere har kritiseret EU for at være et overstatsligt, nyliberalt projekt. De mener at forslaget til forfatningstraktat slår dette fast i endnu større grad end før, ved at den giver mere magt til EU-parlamentet og fjerner enkeltlandenes vetoret på nye områder ved at lade en række beslutninger træffes ved flertalsafgørelser snarere end enstemmighed. Forslaget til Forfatningstraktat slår fast at fri bevægelse for personer, tjenesteydelser, varer og kapital samt etableringsfrihed, skal være en del af unionens grundlægende rettigheder. Disse rettigheder har imidlertid været en del af traktatgrundlaget siden 1958. Andre har igen kritiseret EU for at være et stort bureaukrati, som det er vanskeligt for enkeltmennesker at påvirke og skaffe sig indsigt i. Hertil siger andre bl.a. at Europa-Kommissionen er en af de offentlige serviceorganisationer som i videst mulig grad hører borgere og organisationer inden den fremsætter forslag..
Hypertekst.
Et hypertekst-system er en mængde information (tekst, billeder) organiseret således at et emne i systemet direkte henviser (gennem såkaldte hyperlinks) til andre emner i systemet. Dette tillader læseren frit at navigere, samt flere samtidige forfattere og udvisker dermed skellet mellem læser og forfatter. Det mest velkendte hypertekst-system er "World Wide Web", og herunder er Wikipedia et glimrende eksempel.
Hypertekstkonceptet blev udtænkt af præsident Roosevelts videnskabelige rådgiver Vannevar Bush. Han forestillede sig og beskrev i 1945 et informationshåndteringssystem, der kunne indeholde både tekst, billeder, tegninger og noter. Systemet, der blev kaldt "Memex" (Memory Extender) skulle tillade at der blev bladret i al den tilgængelige information og at der kunne etableres link mellem to vilkårlige punkter i informationen. Udover muligheden for at etablere link, skulle der også kunne skabes et spor gennem den tilgængelige information med henblik på at binde information om et emne sammen. Vannevar Bush udtænkte endog ideen om "trail blazers", personer hvis opgave skulle være at skabe brugbare spor igennem den tilgængelige information, dvs. personer der kunne binde eksisterende offentlig information sammen ved hjælp af hyperlinks.
Memex blev aldrig bygget, men Bush skrev i 1945 en artikel "As We May Think" i "Atlantic Monthly". En af de der læste den debatskabende artikel var Doug Engelbart der i 1962 ved SRI (Stanford Research Institute) indledte et projekt "Augment", der bl.a. skulle skabe samspil mellem dokumenter.
Selve ordet "hypertext" blev skabt af Ted Nelson i 1965 i forbindelse med det Xanadu system han arbejdede på. Ted Nelson forestillede sig at alt hvad der nogensinde var skrevet skulle være tilgængeligt og krydsrefereret. Termen findes i hans "Literary Machines" og defineres der som "non-sequential writing".
I 1967 udvikledes det første funktionsduelige hypertekstsystem af Andries van Dam ved Brown University og efterfølgende solgte IBM, der havde betalt for udviklingen, systemet til Houston Manned Spacecraft Center hvor det blev anvendt i forbindelse med dokumentationen af Apollo-programmet.
Endelig i 1986 kom det første bredt tilgængelige system Guide fra OWL og i 1987 sendte Apple HyperCard på markedet.
Formatet PDF (Adobe), er et layoutformat, der både kan bruges som grundlag for tryksager og læses som elektroniske publikationer, der ligner ttilsvarende ryksager til forveksling. Dokumenter i dette format, der kan være skabt med et vilkårligt tekstbehandlings- eller DTP-program, kan (evt. via passende efterbehandling) udformes som hypertekstdokumenter, der både kan rumme hyperlinks mellem de enkelte dele og formularer som brugerne kan udfylde og indsende - enten on-line eller i underskrevet stand efter at være udskrevet på papir.
Server.
En server er en computer, som deler sine ressourcer såsom periferiudstyr og filer med andre computere, kaldet klienter, på et datanet. Det er muligt for en computer at være klient og server samtidig. Desuden kan det være et program, som modtager forespørgsler fra andre programmer og sender et svar tilbage.
Inden for første kategori findes mange forskellige grupper, blandt andet "dataserver", som hovedsageligt udfører beregninger, og "filserver", som hovedsageligt opbevarer filer.
En servers formål er at give et antal klienter adgang til regnekraft og/eller data. Et godt eksempel på dette er en webserver, der kan stille en HTML-side til rådighed for alle andre maskiner, som er tilsluttet world wide web.
Begreberne klient og server stammer fra 1970'ernes terminal- og mainframe-kultur.
Commodore Amiga.
Amiga er en personlig computer, som oprindeligt blev udviklet af firmaet Hi-Toro (senere Amiga), firmaet kom imidlertidig i økonomiske problemer, og eneste mulighed var at sælge firmaet til Commodore International. Commodore solgte den populære Commodore 64, og Amigaen blev således for mange brugere en afløser for den populære Commodore 64. Selve ordet "amiga" er spansk og betyder "kæreste" eller "pigeven".
Amigaerne er alt efter model udstyret med forskellige CPU'er fra Motorolas 68000-serie. Maskinen har desuden nogle specielle hjælpe-chips til grafik og lyd. Da Amigaen kom på markedet, var den langt bedre end konkurrenterne. Senere viste det sig at være et problem, at grafikken var tilpasset tv-formatet, så det blev omstændeligt at skifte til bedre skærme.
Styresystemet havde fra starten en grafisk brugerflade og en ret fleksibel kommandolinje. I version 2.0 af styresystemet blev Amiga Basic udskiftet med A-REXX, der er en variant af REXX.
Nyhedsgruppe.
Nyhedsgrupper er diskussionsfora på internettet, der er delt op i forskellige kategorier. Med en nyhedsgruppeklient såsom Outlook Express, Netscape eller Mozilla Thunderbird kan man fra en nyhedsgruppe-server hente en gruppeliste med navnene på alle diskussionsfora. Man kan abonnere på de grupper, man ønsker at læse og deltage ved at skrive e-mail-lignende indlæg.
Nyhedsgrupper bruger datanetprotokollen NNTP. Indeholder en "webbrowser" også en "nyhedslæser", kan en nyhedsgruppe-URL anvendes. Har man ikke fra sin internetudbyder (ISP) fået en adresse på en nyhedsgruppeserver, er nyhedsgrupperne også tilgængelige gennem eksempelvis Google Groups.
Usenet, som er et verdensomspændende netværk af servere, der udveksler nyhedsgrupper, var, både i Danmark og udlandet, i mange år primært brugt af (og tilgængelig for) studerende og ansatte på de naturvidenskabelige fakulteter, samt ansatte i computerindustrien. Før udbredelsen af internet - og dermed nyhedsgrupperne - tog fart i Danmark, deltog op imod 8.000 danskere i amatørnetværket FidoNets debatfora.
Sandra Bullock.
Sandra Annette Bullock (født 26. juli 1964 i Washington D.C.) er en amerikansk skuespillerinde.
Sandra Bullock er datter af den tyskfødte operasangerinde Helga Meyer (†2000) og den amerikanske stemmetræner John Bullock. Som barn begyndte hun at synge i Tyskland, hvor hun boede i de første 12 år og havde, sammen med sin lillesøster Gesine, korroller i moderens operaer.
I 1976 flyttede Bullock-familien til USA, hvor Sandra studerede drama ved "East Carolina University". Hun sprang fra, for at arbejde som skuespiller i New York, men havde problemer med at etablere sig i faget. Hun flyttede til Hollywood og fik en række mindre roller i betydningsløse film. I 1990 fik hun hovedrollen i tv-udgaven af "Working Girl", der ikke kunne leve op til spillefilmen.
Hendes første vigtige filmrolle var i "Demolition Man" i 1993, hvor hun trådte i stedet for Lori Petty. I 1994 fik hun sit gennembrud i "Speed", som buspassageren, der må overtage rattet og styre bussen gennem tæt trafik i højeste hastighed. I 1995 overtog hun hovedrollen i "Mens du sov" fra Demi Moore, der stillede større lønkrav. Hendes karriere overlevede et par svage år efter floppet "Speed 2" (1997), og hun har fejret store triumfer med film som "Miss Congeniality" (2000), "Crash" (2004), "The Blind Side" (2009) og "The Proposal" (2009).
Sandra Bullock har sit eget filmselskab; Fortis Films, der har mindre produktioner på programmet.
I 2005 fik hun en stjerne på Hollywoods Walk of Fame. Den 16. juli 2005 giftede hun sig, til manges forundring, med rockertypen Jesse James fra Discoverys Monster Garage.
Ved Oscaruddelingen 2010 modtog hun en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle ("Academy Award for Best Performance by an Actress in a Leading Role"), for sin præstation i "The Blind Side" (2009). Denne film fik hun også en Golden Globe for i januar 2010. Samme år fik hun en Golden Raspberry Award for værste skuespil i "All about Steve" (2009).
Filmografi.
200px
Sandra Bullock i London, 2006
Jim Carrey.
Jim Carrey (født James Eugene Carrey den 17. januar 1962 i Newmarket, Ontario, Canada) er en canadisk skuespiller, komiker, manuskriptforfatter og filmproducer. Han er mest kendt for sine komedier og gummiansigt i film som ' (1994), "The Mask" (1994), "Fuld af løgn" (1997), "Jeg, mig & Irene" (2000), "Bruce Almighty" (2003), "Fun with Dick and Jane" (2005), og "Yes Man" (2008). Carrey har også fået gode anmeldelser og opnået commersiel succses i dramaroller i film som "The Truman Show" (1998) og "Evigt solskin i et pletfrit sind" (2004).
Barndom.
Allerede som ti-årig indsendte Carrey sit CV til "The Carol Burnett Show". I gymnasiet gav lærerne ham et par minutter ved slutningen af hver skoledag, hvor han kunne underholde sine klassekammerater med sin stand-up-rutine.
Det gik skidt for Carrey-familien og de var nødt til at flytte til Toronto-forstaden Scarborough, hvor de påtog sig sikkerheds- og vægterarbejde ved fabrikken Titan Wheels. Carrey begyndte at arbejde i et otte-timers skiftehold hver dag efter skole. Med tiden kom familiens økonomi sig, efter de havde boet i et "folkevognsrugbrød" på en slægtnings græsplæne, og de kunne flytte tilbage.
Carrey forlod gymnasiet før tid og begyndte at arbejde i komedieklubber hvor han udviklede sit nummer, der blandt andet indeholdt parodier af berømtheder som Michael Landon og James Stewart.
Komediestarten.
I 1979 flyttede han til Los Angeles i USA hvor han begyndte at arbejde i klubben The Comedy Store, hvor han blev bemærket af komikeren Rodney Dangerfield. Dangerfield syntes så godt om Carreys nummer, at han skrev kontrakt med Carrey som åbningsnummer på sine turnéoptrædender.
Carrey fik lejlighedsvis arbejde ved fjernsynet og små filmroller, hvilket med tiden førte til et venskab med Damon Wayans. Wayans' bror Keenen Ivory Wayans var ved at opbygge en sketch-baseret tv-serie for tv-stationen Fox, med navnet "In Living Color" og ansatte Carrey som en af skuespillerne. Carreys usædvanlige roller og opførelse på skærmen skabte opmærksomhed blandt seerene.
Filmkarriere.
Carreys første hovedrolle i en film var i "Ace Ventura: Pet Detective" (1994). I løbet af 1990'erne medvirkede Carrey i en række succesrige film, blandt andre "The Mask" (1994), "Batman Forever" (1995), "Ace Ventura: When Nature Calls" (1995), "Liar Liar" (1997) og "The Truman Show" (1998).
I 1999 kæmpede Carrey hårdt for at få rollen som den afdøde komiker Andy Kaufman i filmen "Man On the Moon". Adskillige skuespillere sloges om rollen, blandt andre Edward Norton, men instruktøren Milos Forman og andre filmskabere så Carrey som deres "Andy", da han aflagde prøve. Carrey optrådte for dem som Kaufman med Kaufmans egne bongotrommer.
Carrey er meget elsket som komiker fordi han har et "gummi-fjæs" og kan gøre mange sjove og anderledes ting.
Mange Carreyfans kan ikke lide de film han har lavet, som ikke er komedier.
Der er også lavet fortsættelser af Carreyfilm men med andre skuespillere. Heriblandt Son of the mask, Dumb and dumber, Evan Almighty og Son of Ace ventura.
Priser.
Carrey har fået to Golden Satellite Award-nomineringer og seks Golden Globe Award-nomineringer, hvoraf han har vundet to af dem. Han har været mest succesfuld med MTV Movie Award, med over 20 nomineringer og priser. Nogen af disse delt, blandt andet prisen for Bedste kys i 1995, som han delte med Lauren Holly. Han har også vært nomineret tre gange til en Saturn Award.
Privatliv.
To gange har Carrey været gift. Først med Melissa Womer som han har datteren Jane med, og siden med skuespilleren Lauren Holly, et ægteskab som varede under et år.
Carrey datede i en periode Renée Zellweger, som han mødte på settet til Jeg, mig & Irene. Deres forhold sluttede dog i december 2000. I december 2005 begyndte Carrey at date skuespilleren og modellen Jenny McCarthy. Den 7. april 2010 afslørede Carrey på sin twitter-profil at forholdet - gennem 5 år - med kæresten Jenny McCarthy var nået til vejs ende.
Den 27. febuar 2010 annoncerede Carrey på sin twitter-profil, at han var blevet bedstefar, efter hans 22-årige datter, Jane, havde født hans barnebarn. Han kommentar på twitter var, "Jackson Riley Santana, My Granson, Born Today! This is what 7lbs.11oz. of Calfornia dynomite looks like", suppleret med et billed af nyfødte Jackson.
Den 7. oktober 2004 fik Carrey amerikansk statsborgerskab.
Han gik offentlig ud og fortalte om sine depressioner i november 2004 på "60 Minutes", hvor han også fortale om opvæksten under vanskelige kår.
Næstved.
Næstved ligger på Sydsjælland nær Susåens udløb og er med sine 41.729 indbyggere (2010) Sjællands femtestørste by. Byens navn er dannet af leddet "næs" (halvø) og "tved", som betyder "afskæring". Næstved er en betydelig handels- og industriby og blev i 2006 kåret som den tredjebedste handelsby i Danmark. Tidligere har byen været kendt for sine gardehusarer, som dog siden er flyttet til Slagelse. Næstved er en stationsby og et jernbaneknudepunkt mellem Nykøbing Falster og København, samtidig med at den har adskillige togforbindelser til andre sjællandske byer. Den har desuden en havn med udløb i Karrebæk Fjord. Næstved Kommune har 80.954 indbyggere (2009).
Byens historie.
Næstved er officielt grundlagt 1135 og fik status af købstad i 1140. Da så forskellige munkeordener som franciskanerere, dominikanerere og benediktinerere begyndte at udvikle klostre i området, blev byen et religiøst centrum i middelalderen. Benediktinerordenen skabte stedet Skovkloster, der senere blev til Herlufsholm. Pga. sine rige jorde og strategiske beliggenhed i forhold til hansestæderne, var middelalderens Næstved en meget vigtig by på Sjælland, og i 1200-tallet byggede man Skt. Mortens Kirke ved Riddergade. En endnu ældre kirke blev i 1250 erstattet af anden kirke Skt. Peders Kirke, og pladsen omkring denne romanske tegl- og kridtstenskirke fik navnet "Skt. Peders Kirkeplads". Kirken regnes den dag i dag for Næstveds vartegn. I 1259 var der kirkestrid i landet og efterfølgende blev der udkæmpet et militært slag i nærheden af byen med fyrst Jarimar af Rügens store hær mod den almindelige befolkning anført af Margrethe Sprænghest. Man mener, at op mod 10.000 sjællandske bønder mistede livet ved den lejlighed. Ulykkerne var ikke ovre for Næstved, der i 1271, 1280 og 1297 hærgedes af voldsomme ildebrande. På Skt. Gereons Dag i 1298 lyste en repræsentant udsendt af paven, Legat Isarnus, band over den danske konge Erik Menved, hvilket også foregik i Næstved. Der var dømt ufredelige tider i området.
Byen var i 1300-tallet næsten omringet af fjender, og deres hovedkvarter var nogle fæstningsbanker syd for byen ved navn Husvolden, som dog i 1345 blev stormet og indtaget af kong Valdemar Atterdag. Herefter gik det fremad for byen, der takket været en livlig handel med de nordtyske hansestæder snart var en af Sjællands største handelssteder. Påbegyndelsen af Næstved Gamle Rådhus skete i det 14. århundrede, og Helligåndshuset blev bygget omkring år 1400 med funktion som sygehus og fattighjem. I dag holder Næstved Museum til i bygningen. I 1405 blev slottet Gavnø grundlagt på en ø sydvest for byen, dog i første omgang som kloster af Margrete 1. og først egentlig bygget til slot i 1755. Fra 1400 til 1484 opførtes Boderne, som sammen med Helligåndshuset er seværdige, middelalderlige stenbygninger ved Skt. Peders Kirkeplads, og i 1493 kom landets ældste bevarede gildehus, Kompagnihuset, til i Kompagnistræde. "Gilde" betyder ikke "fest", men i denne sammenhæng en faglig sammenslutning af handelsfolk, hvilket i Næstveds tilfælde var byens købmænd. I Riddergade blev bindingsværksbygningen Apostelhuset bygget omkring år 1500, og Ridderhuset i toetagers bindingsværk stod færdigt omkring 100 år senere. Byens fremgang stoppede først i midten af 1600-tallet, hvor svenskekrigene hærgede, og indbyggertallet begyndte at falde. I 1769 havde byen kun omkring 1300 indbyggere. I 1799 opførtes Det Gamle Ridehus sammen med en række andre gamle rytterkasernebygninger i Grønnegade. Denne dragonkaserne eksisterede næsten 100 år, før den blev nedlagt. I dag er den Næstved Kulturhus. I 1825 startede man på at fremstille og mundblæse glas på fabrikken Holmegaards Glasværk lidt nord for byen, og dette glasværk blev siden meget berømt for sin glaskunst, ikke kun i Danmark, men også på verdensplan.
1800- og 1900-tallet.
Først i 1870 gik Næstved for alvor opgangstider i møde, da jernbanen mellem Vordingborg og Køge blev ført gennem byen. Næstved Banegård opstod samme år, og en række industrier, heriblandt Maglemølle Papirfabrik, skød op. I 1892 kom der jernbaneforbindelser til Slagelse, i 1924 til Ringsted og i år 1900 til Præstø, og i 1930 byggede man en skibskanal fra byen ud til Karrebæk Fjord, som 8 år senere medførte skabelsen af Næstved Havn i 1938. I 1960'erne gik en bølge af byfornyelse over Danmark, og en række gamle bygninger, også i Næstved, jævnedes med jorden, mens nye kom til. Blandt disse nye var Næstved Centralsygehus, et betonhøjhus fra 1967, som med sine 14 etager blev et moderne vartegn i bybilledet. I 1972 opnåede byens bedste fodboldklub, Næstved Boldklub en bronzemedalje i kampen om Danmarksmesterskabet, en succes der blev gentaget i 1975. Klubben var tæt på guldmedaljer i 1980, men måtte på sidste spilledag se Danmarksmesterskabet glippe, da Hans "Baronen" Aabech i kampens sidste minut udlignede til 1-1 for Kjøbenhavns Boldklub foran mere end 20.000 tilskuere på Næstved Stadion. Dette gjorde KB til Danmarksmester, og Næstved måtte nøjes med sølv. Efter endnu en sølvmedalje i 1988 er det siden gået jævnt tilbage for klubben, der i to omgange har været nede i den tredjebedste række. I dag spiller Næstved Boldklub i den næstbedste række.
Indkøbscentret Næstved Storcenter beliggende i den nordlige del af byen åbnede i 1989 og er siden blevet udvidet. Det indeholder ca. 50-60 butikker og et stormagasin, Bilka. I 1992 åbnede forlystelsesparken BonBon-Land ca. 7 kilometer øst for Næstved. På den kunstmæssige side skabte en tidligere snedker, Jens Andersen, i 1997 syv munkefigurer af elmetræer, som døbtes Munkene og er placeret på Munkebakken i Næstved nær et udsigtstårn. Munkefigurerne var inspireret af de førnævnte munkeordener fra byens middelalder.
Beliggenhed.
Næstved ligger ved Susåens udmunding i Karrebæk Fjord. Åen løber igennem et bakket område med blandt andet bakker som Fårebakken og Munkebakken, der er specielt karakteristisk på grund af de træudskårne munke og udsigtstårnet på toppen af bakken, hvorfra man kan se ud over hele Næstved. Da et par munke i starten af 1100-tallet købte jorden til Næstved af kongen, var der blot et par huse samlet ved åen. Beboerne blev befalet af munkene til at bære deres og deres dyrs afføring op på de golde bakker i stedet for at smide den i Susåen. Hensigten var at frugtbargøre bakkerne. Derpå voksede byen støt op gennem bakkerne, og derfor ligger Næstved i et meget bakket område med en å og en masse små vandløb. Et mindre kendt vandløb i Næstved hedder Kilden. Der er et sagn om kilden, der siger, at den har helbredende kræfter.
Det moderne Næstved.
I august måned er der Suså Festival for moderne musik, og hvert år afholder Muskelsvindsfonden sin musikfestival Grøn Koncert over hele landet, hvor Næstved er ét af de steder, som får fast besøg. Det er også byen, hvor den kendte rapgruppe Hvid Sjokolade kommer fra og voksede op i. De tre gutter i bandet mødte hinanden på Næstved Gymnasium, der lokalt går under navnet "Næver Gym". Også indenfor klassisk musik har Næstved noget at byde på, idet en del af Næstved Festuge bruges til afholdelse af en klassisk musikfestival den sidste uge i august.
Susåen blev frilagt i 2001 og kan nu nydes af forbipasserende neden for Boderne og Skt. Peders Kirke.
Trafik.
Næstved gennemskæres af flere hovedveje primærrute 22, primærrute 54 og primærrute 14. Rute 54, hovedvejen Næstved-Rønnede, er hovedfærdselsåren til E47/E55 (Sydmotorvejen) Det er en af Danmarks mest trafikerede hovedveje med 13-15.000 biler i døgnet. Næstved Kommune ønsker Rønnedevejen opgraderet til motorvej eller motortrafikvej.
Den 22. oktober 2009 afsatte regeringen penge til en forundersøgelse af rute 54´s evt. opgradering, som led i udmøntningen af en aftale om Grøn Transportpolitik, den 2. december 2009. I denne aftale enedes man ligeledes om at bygge en nordlig omfartsvej rundt om Næstved. Vejen er planlagt til at være en 2+1-sporet motortrafikvej, i alt 7 km lang. Omfartsvejen skal gå fra en ny fordelerring ved tv-senderen til Slagelsevej og forventes taget i brug omkring 2016.
Den 29 September 2010 var transportministeren i Næstved for at se på byens trafikale problemer. Den 6 oktober 2010 gav trafikministeren grønt lys til at fremrykke forundersøgelsen af Næstved-Rønnedevejen med 2 år til 2011 mod oprindeligt 2013. Samtidigt forventes det at der på sigt, skal etableres en motorvej
(Næstvedmotorvejen) mellem Sydmotorvejen ved Rønnede og Næstved. Den 26 november 2010 aftalte regeringen som lede i aftalen "Bedre mobilitet", at der sammen med en forundersøgelse af strækningen Næstved - Rønnede skulle laves en VVM undersøgelse. Når VVM er færdig i 2014 vil regeringen forberede en opgradering af strækningen til højklassevej.
Derudover aftalte partierne ligeledes at lave en forundersøgelse, og bagefter en VVM undersøgelse for strækningen hovedvej rute 22 mellem Næstved - Slagelse. VVM skal belyse om at vejen skal opgraderes til motorvej, motortrafikvej eller en 2+1 vej.
Næstved Kommune bygger desuden en østlig omfartsvej uden om byen til Vordingborgvej, der skal stå færdig i 2014.
Rute 22 går fra Kalundborg via Slagelse til Næstved, og munder derefter ud i en vestlig omfartsvej uden om Næstved og til Vordingborg. Ruten slutter i Sydmotorvejen ved primærrute 59, der går til Stege på Møn.
Rute 14 går fra Østre Ringvej i Næstved via Ringsted til Roskilde, hvor den mødes med Holbækmotorvejen ved det sydlige Roskilde.
Partnerskabsbyer.
kultur, Uddannelse og planlægning
Udveksling og udvikling af pædagogisk arbejde
Se også.
Skt. Mortens Kirke i Næstved
Informatikassistent.
Informatikassistent (IA) er en uddannelse som blev oprettet i 1991 i samarbejde med Uddannelsesnævnet.
Uddannelsen blev oprettet på baggrund af, at flere arbejdsgivere syntes der manglede nogle edb-folk, som kunne fungere som tolke mellem højtuddannede edb-folk og almindelige brugere som ikke kendte til edb.
Uddannelsen kunne også være et springbræt for dem, som evt. også gerne ville videre inden for edb, og blive datamatikere eller datanomer.
Kvadratkilometer.
Kvadratkilometer (oftest forkortet km²) er et arealmål på 1.000.000 kvadratmeter.
Se også.
Pr. km² - en statistisk kategori
Tim Burton.
Timothy William Burton (født 25. august 1958 i Burbank, Californien, USA) er en amerikansk filminstruktør. Han bor i dag i Ojai, Californien og New York.
Karriere.
Filminstruktør Paul Reubens mente, at Tim Burton ville være den helt rigtige til at instruere "Pee-Wee's Big Adventure", som var en familiefilm. Filmens overraskende succes i 1985 gav Burton mulighed for at instruere "Beetlejuice" i 1988.
Men Tim fik først sit endelige gennembrud med filmen "Batman" et år senere, hvor hans gotiske stil for første gang virkelig skinner igennem. Den har ikke ændret sig siden – næsten alle hans film har noget mørkt over sig, og det, blandet med det groteske, der også er typisk for Burton, giver et fantastisk resultat, fx i "Edward Scissorhands" og "Sleepy Hollow".
Tim Burtons gode ven Danny Elfman har komponeret al musikken til alle hans film med undtagelse af "Ed Wood" og Sweeney Todd.
Han blev i 1989 gift med Lena Gieseke, men de blev skilt 2 år senere. Nu er han og Helena Bonham Carter forlovet, og i 2003 fik de en søn, Billy Ray.
Kevin Costner.
Kevin Costner (født 18. januar 1955 i Lynwood, Californien, USA) er en amerikansk skuespiller, filminstruktør og -producent.
TCP.
Derudover benytter TCP portnumre til at gøre det muligt at der kan etableres forskellige datastrømme fra/til samme værtsmaskine. Alt dette er med til at gøre TCP til den mest anvendte transportprotokol på Internettet. TCP bliver bl.a. brugt til WWW og E-mail.
I OSI-modellen er TCP det mellemliggende lag mellem Internetprotokol og applikationen. Applikationer har som oftest brug for stabile datastrømme, hvilket Internetprotokollen ikke tilbyder. Den tilbyder blot levering af datapakker mellem to værter.
I daglig tale benytter man dog i praksis forkortelsen TCP/IP som betegner sammenkoblingen mellem TCP og Internetprotokollen.
IMAP.
IMAP (Internet Message Access Protocol, blev tidligere kaldt for Interactive Mail Access Protocol) er en datanetprotokol der i lighed med POP3 benyttes til at få adgang til e-mail fra en e-mail-server. Den nuværende version af IMAP, IMAP version 4 revision 1 (IMAP4rev1), er defineret i RFC 3501. IMAPS er IMAP med kryptering.
De fleste e-mailklienter kan konfigureres til at give adgang til e-mail enten via POP3- eller IMAP-protokollen. Ved POP3 hentes e-mail ned til e-mailklienten og slettes derefter fra e-mailserveren. Ved IMAP eksisterer et ægte client-server forhold idet e-mails bliver på e-mailserveren og e-mailklienten giver besked til serveren om hvad den ønsker der gøres ved en given e-mail. Eksempelvis kan man på en IMAP-e-mailserver oprette andre mapper hvor e-mail fra indbakken kan flyttes over i, e-mail kan naturligvis slettes osv. Fordelen er at brugeren kan se alle sine e-mails fra en vilkårlig e-mailklient eller endda benytte flere forskellige e-mailklienter uden at e-mail der allerede er læst og hentet ned skal flyttes.
Både POP3 og IMAP klienter benytter SMTP-protokollen til at sende e-mail.
21. århundrede.
20. århundrede - 21. århundrede - 22. århundrede - andre århundreder
Det 21. århundrede består af årene 2001 til 2100.
18. januar.
18. januar er dag 18 i året, i den gregorianske kalender. Der er 347 dage tilbage af året (348 i skudår).
England.
England (på engelsk udtalt) (oldengelsk: "Englaland", middelengelsk: "Engelond") er det største og mest folkerige konstituerende land i Storbritannien. Landets indbyggere udgør mere end 83% af den samlede befolkning i Storbritannien mens Englands fastland udgør det meste af de sydlige to tredjedele af øen Storbritannien og deler landegrænser med Skotland i nord og Wales i vest. Andre steder grænser England til Nordsøen, Det Irske Hav, Det Keltiske Hav, Bristolkanalen og Den Engelske Kanal.
Historie.
I bronzealderen var landet en vigtig eksportør af tin.
Fra år 43 til cirka 400 var størstedelen af England den romerske provins Britannien
Kongeriget England var en stat i det vestlige Europa, på den sydlige del af øen Storbritannien. Hovedstaden i kongeriget var Winchester, i Hampshire, indtil den normanniske erobring i 1066. Vilhelm 1. af England (1066–1087) valgte London som ny hovedstad. London tjente som hovedstad for kongeriget indtil dets "fusionering" i 1707 og er stadig den dag i dag "de facto" hovedstad i England. Byen har også tjent som hovedstad i både Kongeriget Storbritannien (1707–1801) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland (1801–1922). I dag er den hovedstad i Det forenede Kongerige ("United Kingdom").
Kongeriget England har ingen bestemt dato for sin grundlæggelse. Kongeriget kan spore sin oprindelse helt tilbage til det såkaldte heptarki, der var følgende syv små kongeriger: Øst Anglia, Essex, Kent, Mercia, Northumbria, Sussex og Wessex.
Kongerne af Wessex begyndte at blive dominerende over de andre kongeriger i løbet af det 8. århundrede. Denne proces fortsatte op gennem det 9. århundrede.
Alfred den Store, som regerede 871 - 899, var den første konge af Wessex, som betegnede sig selv "Konge af England".
Hans søn, Edvard den Ældre, som regerede 899 - 924 overgik sin fars militære bedrifter ved at udvide sit herredømme til at inkludere Danelagen. Hans søster Ethelfledas død i 918 resulterede i, at han tilranede sig magten over Mercia fra sin niece Aelfwynn i 919.
I 927 faldt det sidste af kongerigerne fra tidlig middelalder, Northumbria, til Wessex-kongen Athelstan, en søn af Edvard den Ældre. Han var den første til at herske over et samlet England (ikke den første "de jure," men afgjort den første "de facto)."
England er forblevet en politisk enhed siden da.
I løbet af det 10. århundrede var kongeriget genstand for nye invasioner af vikinger fra Danmark. Som svar på vikingernes røvertogter gav Æthelred 2. af England i 1002 ordre til, at alle danskere i England skulle henrettes. Det ledte dog blot til, at kongen af Danmark og Norge, Svend 1. (Svend Tveskæg), rettede sin opmærksomhed og vrede mod England for resten af sin levetid.
Svend blev udråbt til konge af England i 1013 på trods af, at Æthelred 2. også bar titlen som konge af England. Da Svend døde 2. februar 1014, fortsatte hans søn, Knud den Store, krigen.
Æthelred 2. døde 23. april 1016. Hans søn, Edmund 2. af England, blev snart besejret af Knud. Knud accepterede at herske over landet side om side med Edmund 2., men denne døde 30. november 1016 og efterlod England under dansk styre.
Det danske herredømme fortsatte indtil Hardeknuds død 8. juni 1042. Hardeknud var søn af Knud og Emma af Normandiet, Æthelred 2.'s enke. Hardeknud havde ingen arvinger og blev efterfulgt af sin halvbror, Edvard Bekenderen. Kongeriget England var igen uafhængigt.
Freden varede dog kun indtil den barnløse Edvard døde 4. januar/5. januar 1066. Hans svoger blev kronet som Harold 2. af England. Hans fætter, Vilhelm 1. af England, hertug af Normandiet, gjorde øjeblikkeligt krav på tronen.
Vilhelm indledte en invasion af England og gik i land i Sussex 28. september 1066.
Harold 2. og hans hær var i York som følge af deres sejr i Slaget ved Stamford Bridge (25. september 1066) og måtte marchere tværs over England for at nå deres nye fjender. Harolds og Vilhelms hære mødte endelig hinanden i Slaget ved Hastings (14. oktober 1066). Harold blev dræbt af en vildfaren pil, og Vilhelm vandt slaget.
Det lykkedes Vilhelm at erobre England uden yderligere modstand.
Han planlagde dog ikke at indlemme kongeriget i det normanniske hertugdømme. Som hertug ville Vilhelm være forpligtet til at aflægge troskabsed til Filip 1. af Frankrig. Som uafhængig konge af England kunne han herske uden de franske konges indblanding. Vilhelm blev kronet som konge af England 25. december 1066.
Kongeriget England ville forblive en personlig sammenslutning indtil 1204 hvor kong John af England (kendt som Johan uden land), 4. generations efterkommer af Vilhelm, mistede den kontinentale del af hertugdømmet til Filip 2. af Frankrig. Resterne af hertugdømmet forblev under Johns og hans efterkommeres herredømme. De er i dag kendt som Kanaløerne.
John bar stadig titlen hertug af Aquitaine og ejede stadig hertugdømmet. Det lykkedes for hans barnebarn, Edvard 1. af England, at besejre Llywelyn den Sidste og erobre Wales i 1282. Han skabte titlen Prins af Wales til sin ældste søn, Edvard 2. i 1301.
Edvard 2. var far til Edvard 3. af England, hvis krav på den franske trone resulterede i Hundredårskrigen (1337 - 1453). England endte krigen som tabere og beholdt kun en enkelt by i Frankrig: Calais.
Kongeriget havde ikke tid til at komme sig før Rosekrigene (1455 - 1487). "Krigene" var egentlig en borgerkrig om tronen mellem huset Lancaster og huset York. De var faktisk begge efterkommere af Edvard 3. Ved enden på krigene var det en efterkommer af huset Lancaster, gift med en efterkommer af huset York, som sad på tronen.
Henrik 7. af England og hans dronningegemalinde Elizaberth af York blev grundlæggere af Tudor dynastiet, som herskede fra 1485 to 1603.
I mellemtiden beholdt Wales det administrative system, der havde været aktivt siden før det 13. århundrede. Den anden Tudor-monark, Henrik 8. af England, ændrede dette ved Unionslovene 1536-1543. Wales var ikke længere et len, men blev annekteret ind i England. Den nye del af kongeriget skaffet også nye repræsentanter i det engelske parlament.
Maria 1. af England, ældste datter af Henrik 8. havde en mindre heldig regeringstid. Hun blev taget til fange af Francis, Hertug af Guise d.7. januar 1558. Engelsk herredømme skulle begrænses til det sydlige Storbritannien. Den nordlige del blev stadig holdt af Kongeriget Skotland under huset Stuart.
Huset Tudor endte med dets sidste monark, Elizabeth 1. af Englands, død 24. marts 1603. Hendes tætteste mandlige slægtning var James 6. af Skotland. De to britiske kongeriger forblev samlet under et overhoved indtil 1707.
Unionsloven 1707 sluttede de to kongeriger sammen til Kongeriget Storbritannien (1707 - 1801). Deres sidste kvindelige regent blev dronning Anne af England. Derres respektive parlamenter blev forenet til det britiske parlament, som holdt møder i Westminster, London. På dette punkt eksisterede England ikke længere som en separat politisk enhed og havde ikke længere en engelsk regering.
Andet.
England har altid været et monarki (fra det blev skabt omkring 927 og til i dag), bortset fra de elleve år med engelsk interregnum (1649 - 1660) som fulgte den engelske borgerkrig.
Den henrettede konge Charles 1. af Englands styre blev afløst af en republik kendt som "Commonwealth of England" eller Det britiske Statssamfund (1649 - 1653). Det lykkedes for en af republikkens mest prominente generaler, Oliver Cromwell, at udvide dens styre til Irland og Skotland.
Den sejrrige general endte med at vende sig mod republikken og oprettede et styre kendt som Protektoratet med ham selv som øverste protektor indtil hans død 3. september 1659. Han blev efterfulgt af sin søn, Richard Cromwell. Men der udviklede sig et anarki da Richard viste sig ude af stand til styre landet. Han fratrådte sin stilling og trak sig tilbage til ubemærkethed. Statssamfundet blev genoprettet, men viste sig ustabilt. Den landsforviste Charles 2. blev genindsat på tronen i 1660 under den den engelske resturation.
Den nuværende monark over Storbritannien, Elizabeth 2., er den moderne efterfølger til de gamle konger og dronninger af England. Titlen dronning (og konge) af England er dog ikke blevet brugt siden 1707 og er ukorrekt, når den bruges om hendes i folkemunde. Elizabeth kan spore sine aner helt tilbage til kongerne af Wessex fra det 1. årtusinde.
Kongerigets hovedstad var Winchester, i Hampshire, indtil den Normanniske invasion i 1066. Vilhelm Erobreren (1066-87) valgte London som hovedstad. London tjente som kongerigets hovedstad til kongerigets ophør i 1707 og er fortsat "de facto" hovedstad i Storbritannien.
Industrien blev delvist opbygget omkring landets kulfelter i 1800-tallet.
Klima.
England var til langt op i middelalderen et skovdækket land, hvor det nu er et af de mest skovfattige områder i Europa. Klimaet er et fugtigt havklima, østkysten er dog tørrere end vestkysten.
Tallene er retningsvisende, og varierer lidt efter kilder.
København Zoo.
København Zoo er en af Europas ældste zoologiske haver. Den ligger på Frederiksberg ved Roskildevej på Valby Bakke.
Den blev grundlagt af ornitologen Niels Kjærbølling. Han fik af overdirektoratet overdraget Prinsesse Vilhelmines Have på Frederiksberg. De første dyr, som havens gæster kunne beskue ved åbningen i 1859, var ørne, høns, ænder, ugler, kaniner, en ræv, en sæl i et badekar og en skildpadde i en spand.
Arkitektur.
Bygningerne i Zoologisk have stammer fra mange perioder og afspejler synet på dyrevelfærd samt ændringer i stil og smag. Restauranten i bindingsværk til venstre for hovedindgangen mod Roskildevej er fra 1897 af Kristoffer Varming, udkigstårnet er fra 1905, og det tidligere elefanthus er fra 1914 af P.A. Rosenkilde Gram. Elefanthuset blev i 2008 afløst af et mere tidssvarende anlæg tegnet af Norman Foster (Foster + Partners).
Mange af havens bygninger er tegnet af Frits Schlegel i en rendyrket funktionalisme. Det gælder en tilbygning til Store Rovdyrhus (1937), Girafhuset (1938-39, præmieret), Ormegården (1938), Antilopestalden (1939) samt Bjørnegrotten (1950-51, præmieret 1951). Sammen med Edvard Thomsen tegnede han også Abegrotten. I 1934 var landskabsarkitekt G.N. Brandt desuden engageret for haven.
De fleste oprindelige bygninger fra havens første tid er forsvundet. En af de ældste bygninger i haven, hovedindgangen med to pavilloner fra 1881, udsmykket med dyrefriser i relief af skønvirke-kunstneren Karl Hansen Reistrup, blev nedrevet i 1995. Den nye hovedindgang fra 1996 er tegnet af Christian Cold (nu: tegnestuen Entasis).
Vordingborg Kommune (1970-2006).
Vordingborg Kommune var en kommune i Storstrøms amt indtil Kommunalreformen (2007), hvor den blev sammenlagt kommunen med Langebæk Kommune, Møn Kommune og Præstø Kommune til Vordingborg Kommune.
Jegindø.
Jegindø (lokalt udtalt "Jenø") er en ø i den vestlige del af Limfjorden. Jegindø er forbundet med halvøen Thyholm via en dæmning. Hovedbyen er Jegind med 200 indbyggere (2009). I starten af 2007 blev der laver et 1,8 meter højt hul i dæmningen, fordi vandgennemstrømning skulle formindske lugtgenerne ved Tambosund. Indtil kommunalreformen i 2007 var øen en del af Thyholm Kommune, og nu er den en del af Struer Kommune. Selve øen er cirka 6 km lang og 3 km bred. Den har ingen skove, vandløb eller søer.
Øen har en kirke (Jegindø Kirke), en havn, en efterskole, et ældrecenter, et missionshus og enkelte butikker som bank og købmand. Erhvervsmæssigt drives der herudover kun fiskeri og landbrug.
Kanel.
Kanel ("Cinnamomum verum", synonym: "Cinnamomum zeylandicum") er et 10 til 15 meter højt, stedsegrønt træ, og det er også et krydderi, der kommer fra træets inderste bark. De fleste træer gror i Sri Lanka og har 7–18 cm lange, ovale blade. Blomsterne har en grønlig farve og en meget utiltalende lugt. Kanelfrugten er et lilla bær, cirka 1 cm i diameter, der indeholder et enkelt frø.
Oprindelse.
Den bedste kanel kommer fra Sri Lanka, hvor træet har hjemme, men den bliver også dyrket på Sumatra og Java, i Brasilien og i Egypten. Sri Lankansk kanel af god kvalitet er en meget tynd og glat bark, med en lys gul-brun farve og med en meget stærk, og dog blid og rund lugt, og en sød, rund, varm og aromatisk smag. Denne smag kommer fra en aromatisk olie, som udgør op til 1% af kanelbarken.
Det var kanel, der bragte hollænderne til Sri Lanka, hvor de grundlagde en handelsstation i 1638. Som en hollandsk kaptajn skriver: "Kysterne af øen er fulde af det, og det er det bedste i hele Østen: når vinden står rigtigt, kan man lugte kanelet 24 mil til havs" (Braudel 1984, side 215).
Kvalitetskontrol.
Da "cassia" er meget billigere end kanel, bliver det ofte brugt i stedet for, selv om smagen er betydeligt mere harsk. Når de er hele, er det let at se forskel på de to slags bark og ligeledes under et mikroskop. Når kanel bliver behandlet med jod, er der ingen effekt, så længe kanelen er af god kvalitet. Når man derimod behandler "cassia", giver det en mørk blå farve.
Anvendelse.
Kanel bliver primært anvendt i madlavning som krydderi, både til desserter og hovedretter, dog mest til søde sager i den vestlige madtradition. Kanel bliver brugt i risengrød, nogle former for chokolade og likører, og ofte i retter med æbler. Det anvendes også som topping på eksempelvis cappuccino. Medicinsk bliver det anvendt som andre flygtige olier og har haft et ry som en god kur mod forkølelser. Den stærke smag og lugt kommer fra stoffet, "cinnaminaldehyd".
Det er bevist, at en halv teskefuld kanel (cassia) om dagen sænker blodsukkerniveauet markant, og det kan derfor være godt for diabetikere og andre med blodsukkerproblemer.
Den såkaldte cassia-kanel, der ikke er den ægte, indeholder et giftigt stof ved navn kumarin, der i større mængder kan give leverskader. Derfor har svenske og tyske fødevaremyndigheder advaret mod overforbrug.
Solen.
Solen (latin: "Sol"; græsk: "Helios") er den stjerne, som sammen med sit planetsystem udgør solsystemet. Jorden og andet stof (herunder andre planeter, asteroider, meteoroider, kometer og støv) kredser om solen, som i sig selv udgør omkring 99,8% af solsystemets masse. Energi fra solen er – bl.a. i form af sollys – afgørende for næsten alt liv på Jorden via fotosyntese. Solen er den drivende kraft i Jordens klima og vejr, og den står for ca. 1/3 af tidevandsvirkningen i havene, resten står Månen for.
Stoffet i solen udgøres af brint (som udgør omkring 74% af dens masse, eller 92% af dens rumfang), helium (omkring 25% af massen, 7% af rumfanget) og mindre mængder af andre grundstoffer. Solens spektralklasse er G2V. "G2" indikerer, at dens overfladetemperatur tilnærmelsesvis er 5.780 K (eller omkring 5.515 grader Celsius / 9.940 Fahrenheit), hvilket giver den en hvid farve, som på grund af atmosfærisk spredning for det meste ser ud som gul farve set fra Jordens overflade. Når solen står lavt på himlen, giver spredningen den i stedet en orange eller rød farve.
Dens spektrum indeholder spektrallinjer for ioniserede og neutrale metaller foruden meget svage hydrogenlinjer. Romertallet "V" i spektralklassen indikerer, at solen er en stjerne i hovedserien, hvorfor dens energi genereres ved fusion af brintkerner til helium. Den er i hydrostatisk ligevægt, så den over meget lange tidsperioder hverken trækker sig sammen eller udvider sig, fordi tyngden af dens stof afbalanceres af det udadrettede strålingstryk fra den indre fusionsproces.
Solen er en af stjernerne i galaksen Mælkevejen og kredser om dennes centrum i en afstand på omkring 26.000 lysår og fuldfører et omløb på ca. 225–250 millioner år.
Solens regelmæssige daglige opgang i øst og nedgang i vest og dens regelmæssige daglige og årlige tilsyneladende vandring på himlen har sammen med de forskellige andre solfænomener inspireret og udfordret menneskeheden i årtusinder. Der er ud fra dette konstrueret forskellige verdensbilleder, som har sat sig dybe spor i historien ved at påvirke religion og kultur, og den indhøstede viden har frembragt en lang række praktiske opfindelser og befordret opdagelser og videnskabens udvikling i bred forstand.
Symbolet for solen i astronomien er en cirkel med en prik i centrum: formula_1. I øvrigt anvendes ordet "sol" også som synonym for "stjerne".
Oversigt.
Solen er en stjerne af tredje generation, hvis dannelse kan være igangsat af chokbølger fra en eller flere supernovaer, der er forekommet i dens nærhed. Dette fremgår af den store forekomst af tunge grundstoffer som guld og uran i solsystemet. Disse stoffer er mest sandsynligt produceret enten ved atomare reaktioner under en supernova eller ved stofomdannelse via neutronabsorption i det indre af en kæmpestjerne af anden generation.
Solens placering.
Der anslås at være 200-400 milliarder stjerner i Mælkevejen, som er en flad spiralgalakse placeret i galaksehoben Den lokale gruppe, der består af ca. 50 nabogalakser, som igen er en del af Virgo-superhoben. Mælkevejen er 70-100.000 lysår i tværsnit, og solen er placeret ca. 26.000 lysår fra centrum i den spiralarm, som kaldes "Orion-armen".
Mælkevejen omfatter mere end 100 millioner stjerner af solens G2-klasse. På grund af stjernernes fordeling efter lysmængde lyser solen i virkeligheden klarere end 85% af Mælkevejens stjerner, fordi de fleste er røde dværge. Solen kredser om Mælkevejens centrum med en omløbshastighed på 217 km/s, hvilket svarer til et lysår for hver 1.400 år og til en astronomisk enhed (AU) for hver 8 dage.
Den nærmeste nabostjerne til solen er Proxima Centauri, hvis afstand er 4,22 lysår. Den lyser meget svagt og er del af et 3-stjerne-system, hvori stjernerne Alfa Centauri A og Alfa Centauri B indgår. Alfa Centauri A er med en afstand på 4,39 lysår solens nærmeste nabo af G2-klassen, og hvis solen kunne betragtes fra denne stjerne, ville den synes at befinde sig i stjernebilledet Cassiopeia.
Solen og Jorden.
Sollys er den primære energikilde på Jordens overflade. Solarkonstanten er den effekt, som solen leverer per arealenhed, som er udsat for sollys, og den er af størrelsen ca. 1.370 watt per kvadratmeter i en afstand af 1 AE fra solen, dvs. på eller nær Jorden. Det sollys, som når Jordens overflade er imidlertid dæmpet af atmosfæren, så værdien er tættere på 1.000 watt per direkte belyst m² i klart vejr og med solen nær zenith. Denne energi kan udnyttes gennem en lang række naturlige og syntetiske processer — fotosyntese i planter udnytter sollysets energi og omdanner den til kemisk form (ilt og reducerede kulstofforbindelser), mens direkte opvarmning eller elektrisk omdannelse i solceller benyttes af solenergi-udstyr til at fremstille elektricitet eller til at udføre andet nyttigt arbejde. Den energi, som er oplagret i olie og andre fossile brændstoffer stammer oprindeligt fra sollys, der blev omdannet ved fotosyntese i en fjern fortid.
Mange fænomener i den atmosfæriske optik er direkte eller indirekte forbundet med sollyset og mange optræder lige ved siden af eller sammen med solen. Det drejer sig om solopgang og solnedgang, men også halo-effekter som 22°-haloen, bisole og lyssøjler. Et velkendt syn er tusmørkestråler og regnbuer, hvorimod grønne glimt, der kan optræde ved solnedgang, er sjældne.
Ultraviolet lys fra solen har antiseptiske egenskaber og kan benyttes til sterilisation af redskaber. Hos mennesket forårsager det også solbrændthed og har medicinske virkninger som f.eks. at fremme produktionen af vitamin D. Ultraviolet lys dæmpes særlig meget i Jordens atmosfære, hvorfor dettes styrke varierer meget med breddegraden, eftersom sollyset passerer en længere strækning gennem atmosfæren ved højere bredder. Denne forskel har forårsaget mange biologiske tilpasninger, herunder forskellen på menneskers hudfarve i forskellige egne af kloden.
Solens teoretiske analemma, set mod øst på den nordlige halvkugle
Set fra Jorden ændrer solens bane over himlen sig i løbet af året. Den figur, som dannes ved at angive solens position på samme tid og fra samme sted hver dag i et helt år, kaldes jordens analemma og ligner et ottetal omkring en akse fra nord til syd. Selvom den mest udprægede ændring af solens tilsyneladende position i årets løb er i nord-/sydlig retning (der omfatter en vinkel på 47 grader på grund af jordaksens hældning på 23,5 grader i forhold til solen) er der også en øst-/vestlig komponent, som skyldes Jordens acceleration, når den nærmer sig perihelium i banen omkring solen og den tilsvarende formindskelse af farten, når den bevæger sig væk fra solen for at nærme sig aphelium. Ændringen i tilsyneladende vinkel i retningen nord/syd er hovedårsagen til, at Jorden har skiftende årstider.
Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum. Solens magnetiske felt udløser flere effekter, som under et kaldes solaktivitet, og som inkluderer solpletter på solens overflade, soludbrud (flares) og ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem solsystemet. Solaktivitetens virkning på Jorden ses bl.a. som nordlys og sydlys, der forekommer på moderate til høje breddegrader samt som forstyrrelser af radiokommunikation og elektricitetsforsyning. Derudover menes solaktiviteten at have spillet en stor rolle i solsystemets dannelse og udvikling, og den indvirker kraftigt på strukturen af Jordens ydre atmosfære.
Skønt solen som Jordens nærmeste stjerne er blevet studeret intensivt, er der stadig mange uafklarede spørgsmål omkring den. Det gælder f.eks. spørgsmålet om, hvorfor dens ydre atmosfære har en temperatur på mere end 1 million K, mens temperaturen ved dens synlige overflade, fotosfæren, er mindre end 6.000 K. Aktuelle emner for forskningen er solens regelmæssige cyklus for solpletaktivitet, fysikken i og oprindelsen til soludbrud og protuberanser, den magnetiske interaktion mellem kromosfæren og koronaen samt solvindens oprindelse.
Livscyklus.
Solens alder er bestemt ved nukleokosmokronologi og brug af computermodeller for stjerners udvikling og ansat til at være omkring 4,57 milliarder år. Den opstod ved gravitationel kollaps i en interstellar gassky i en proces, som varede ca. 50 millioner år, og i løbet af hvilken planeterne også dannedes.
Solens livscyklus i hovedtræk.Ændringen af soloverfladens størrelse (ikke skalatro) i forhold til en tidsakse, hvis enhed er 1 mia. år. Solens nuværende placering er vist med en blå pil. Se i øvrigt tekstens beskrivelse af udviklingens forløb.
Solen er nu nogenlunde halvvejs gennem den tid, hvor den befinder sig i stjernernes hovedserie i Hertzsprung-Russell-diagrammet, mens fusionsreaktioner i dens indre kerne omdanner brint til helium. Hvert sekund omdannes her mere end 4 millioner ton stof til energi, idet der produceres neutrinoer og stråling. Kun ca. 0,7% af brinten omdannes til energi, resten fusioneres til helium. Med denne omdannelseshastighed har solen indtil nu forbrugt en masse, der svarer til omkring 100 jordmasser, til energi. Solen vil være en stjerne i hovedserien i ca. 10 milliarder år.
Solen har ikke tilstrækkelig masse til at eksplodere som en supernova, men om 4-5 milliarder år vil den trække sig sammen og bliver varmere, når brinten i kernen er brugt op. Den højere temperatur vil medføre, at brint i en skal uden om kernen kan starte fusion og forbrænde hurtigere, og solen udvikler sig herved til en rød kæmpestjerne. Fusion af helium vil begynde, når kernens temperatur når omkring 100 MK, og der vil produceres carbon og ilt. Det er sandsynligt, at solens ydre lag vil nå ud til Jordens bane, men nyere forskning tyder på, at Jorden forinden vil være presset længere væk af det stof, som solen har mistet tidligere i fasen som rød kæmpe. På det tidspunkt vil det meste af Jordens atmosfære være blæst ud i rummet; på grund af Solens stadig forøgede energiudstråling vil alt vand på Jorden allerede være fordampet om lidt mere end 2 milliarder år.
Efter fasen som rød kæmpe vil intense varmepulseringer bevirke, at solens ydre lag afstødes og danner en planetarisk tåge, mens den ekstremt varme kerne vil blive tilbage og langsomt afkøles og aftage i lysstyrke. Solen vil her være en hvid dværg og forblive sådan i mange milliarder år. Dette udviklingsforløb er helt typisk for stjerner, der har fra lav til mellemstor oprindelig masse.
Struktur.
Solen er en stjerne af gennemsnitsstørrelse og indeholder over 99% af solsystemets totale masse. Den er en næsten fuldendt kugle med en minimal fladtrykthed, som anslås at være omkring en 9 milliontedel, hvorfor dens diameter ved polerne kun er ca. 10 km mindre end diameteren ved dens ækvator, fordi centrifugalkraftens virkning ved soloverfladen (grundet solens forholdsvis langsomme rotation) er 18 millioner gange svagere end tyngdekraftens, og fordi tidevandsvirkningen fra planeterne er for svag til at påvirke dens form mærkbart. Solen roterer om sig selv, men da stoffet er i plasmatilstand, er dens rotation differentiel, så den roterer hurtigere ved ækvator end ved polerne. Den "egentlige" rotationstid er ca. 25 dage ved ækvator og 35 dage ved polerne. Jordens omkredsning af solen betyder, at den ses fra stadigt skiftende positioner, hvorfor der fra Jorden ses en "tilsyneladende rotationstid" på omkring 28 dage ved solens ækvator.
Solen har ikke en skarp overfladegrænse som faststofplaneterne. I dens yderste dele falder gassernes tæthed nærmest eksponentielt med afstanden fra solens centrum. Solen har imidlertid en veldefineret indre struktur som beskrevet i det følgende. Solens radius måles fra dens centrum til kanten af fotosfæren, som er det lag, over hvilket gasserne er for afkølede eller fortyndede til at kunne udstråle nogen betydende mængde lys. Fotosfæren er den overflade, som tydeligst er synlig med det blotte øje. Hovedparten af solens masse ligger indenfor en afstand af omkring 0,7 radier fra centrum.
Det indre af solen kan ikke observeres direkte, og solen selv er uigennemsigtig for elektromagnetisk stråling. På samme måde som seismologien benytter bølger frembragt af jordskælv til at afsløre Jordens indre struktur, kan helioseismologi benytte trykbølger (infralyd), der gennemløber solens indre, til at måle og vise solens indre struktur. Ligeledes benyttes computermodeller af solen som værktøj til teoretiske undersøgelser af dens dybere lag.
Kernen.
Solens kerne strækker sig fra solens centrum og ud til omkring 0,2 solradier. Dens tæthed er op imod 150.000 kg/m3 (150 gange vands tæthed på Jorden) og har en temperatur tæt på 13.600.000 kelvin. Nylige analyser foretaget af data fra SOHO-missionen tyder på en hurtigere rotation af kernen end af den øvrige strålingszone.
Billede af solen, taget af "Hinodes Solar Optical Telescope" 12. januar 2007. Det viser tydeligt den "filamentagtige" struktur af det plasma, som forbinder regioner med modsat magnetisk polaritet
Gennem det meste af solens eksistens produceres energien ved fusion gennem en række trin, der kaldes p-p (proton-proton)-kæden. Denne proces omdanner brint til helium, og kernen er det eneste sted i solen, som producerer en betydelig mængde varme via fusion. Stjernens øvrige dele opvarmes af energi, som strømmer udad fra kernen. Al den energi, som produceres ved fusion i kernen, må trænge gennem mange lag af solen ud til fotosfæren, før den undslipper til rummet som sollys eller som kinetisk energi fra partikler.
Hvert sekund konverteres omkring 3,4 × 1038 protoner (ud af de omkring ~8,9 × 1056 frie protoner i solen i alt) til helium, hvilket frigør energi fra masse-energi omsætningen svarende til 383 × 1024 Watt (383 trillioner MW) eller energien fra 9,15 × 1010 megaton TNT. I vægtenheder svarer processen til, at der per sekund omdannes ca. 564 millioner ton brintkerner til ca. 560 millioner ton helium, mens massetabet på ca. 4,26 millioner ton per sekund er omsat til energi.
Egentlig er solkernen for "kold“ til kernefusion, fordi den kinetiske energi af partiklerne ikke er høj nok til, at sammenstød mellem dem kan overvinde frastødningskræfterne mellem de positivt ladede protoner. Når fusion alligevel finder sted, skyldes det den kvantemekaniske tunneleffekt. Ifølge kvantemekanikken er en proton en slags udbredt bølge uden en nøjagtigt defineret position, og dens energi svinger omkring en middelværdi. Derved bliver der en meget ringe sandsynlighed for, at to protoner kommer så nær hinanden, at de kan smelte sammen ved at "tunnellere" gennem de frastødende kræfters energiniveau. Den minimale sandsynlighed herfor mere end opvejes af det umådelige antal protoner, som er til stede. Denne "nedbremsede“ kernefusion har den gunstige betydning for solsystemet og livet på Jorden, at solen sparer på sit energiforråd og kan udstråle konstante energimængder i meget lang tid. Solens lange levetid skyldes dens relativt lille masse og den ringe sandsynlighed for kernefusion.
Trods de store tal er energiproduktionen i solens kerne derfor ekstremt lav, nemlig ca. 0,3 μW/cm³ eller ca. 6 μW/kg. Til sammenligning udvikler et almindeligt stearinlys varme af en størrelse på 1 W/cm³ og menneskekroppen ca. 1,2 W/kg. Brug af plasma med lignende egenskaber til energiproduktion på Jorden ville være helt upraktisk, eftersom selv et lille 1 GW kernekraftværk ville kræve omkring 170 milliarder ton plasma som solens. Jordiske reaktorer kræver derfor langt højere plasmatemperaturer end i solen for at være nyttige.
Kernefusions hastighed afhænger stærkt af stoffets tæthed (og i særdeleshed af dets temperatur), så fusionshastigheden i kernen er i selvoprettende ligevægt: En let forhøjet hastighed ville opvarme kernen mere og få den til at udvide sig imod vægten af de udenfor liggende lag. Denne udvidelse ville nedsætte fusionshastigheden og derved korrigere for afvigelsen, altså ved negativ feedback. Modsat ville en let formindsket hastighed virke afkølende på kernen og få den til at trække sig sammen, hvilket igen ville forøge fusionshastigheden og bringe den tilbage til det oprindelige niveau.
De højenergi-fotoner (gamma- og røntgenstråler), der udløses ved fusionsprocessen, absorberes efter få milimeters rejse i solens plasma og genudsendes i tilfældig retning (med et ganske lille energitab). Det tager derfor lang tid for stråling at nå solens overflade. Skøn over fotonernes "rejsetid" går fra så meget som 50 millioner år til så lidt som 17.000 år. Efter en sidste rejse gennem det ydre konvektionslag og til den transparente "overflade" af fotosfæren, undslipper fotonerne som synligt lys. Hver gammastråle i solens kerne omdannes til flere millioner fotoner, før de undslipper til rummet. Fusionsprocessen i kernen udløser også en stor mængde neutrinoer, men de reagerer kun yderst sjældent med stof, hvorfor næsten alle undslipper fra solen med det samme. I mange år gav målinger af det antal neutrinoer, som kom fra solen, et antal som var en faktor 3 mindre end den teoretiske værdi. Dette såkaldte neutrinoproblem for solen løstes fornylig, da virkningen af neutrinooscillation blev opdaget: Solen udsender virkelig det forudsagte antal neutrinoer, men neutrinodetektorerne fangede ikke 2/3 af dem.
Strålingszonen.
I området fra omkring 0,2 til omkring 0,7 solradier er materien varm og tæt nok til, at varmestråling er tilstrækkelig til at transportere den intense varme fra kernen udad. I denne zone er der ingen termisk konvektion, for selvom stoffet afkøles efterhånden som det når længere ud, er denne temperatur-gradient lavere end den adiabatiske procesrate og følgelig ude af stand til at vedligeholde konvektion. Som beskrevet ovenfor videregives varme via stråling, idet dannede fotoner efter at have bevæget sig en kort distance absorberes af brint- og heliumioner, genudsendes og absorberes, hvilket gentager sig igen og igen. På denne måde baner energien sig langsomt vej udad.
Konvektionszonen.
En illustration af solens opbygning. (Varmesøjlerne i konvektionszonen er antydet. Se illustration ovenfor med forklaring af solens enkelte lag).
I solens ydre lag (de yderste ca. 30% af solens radius) er plasmaen ikke tæt eller varm nok til at overføre varmeenergien fra solens indre udad via stråling. Følgelig optræder der varmekonvektion i form af varmesøjler, som fører varmt stof til solens overflade (fotosfæren). Når stoffet afkøles ved overfladen, synker det tilbage mod konvektionszonens bund, hvor det igen opvarmes ved kontakt med strålingszonen. Der forekommer muligvis et konvektionsoverskud i bunden af konvektionszonen, så de turbulente nedsynkninger når "for langt" og altså trænger ind i strålingszonens yderste lag.
Varmesøjlerne i konvektionszonen sætter deres aftryk på solens overflade ved at gøre den granuleret. Den turbulente konvektion virker som dynamo på "lille skala" og frembringer magnetiske nord- og sydpoler overalt på soloverfladen.
Fotosfæren.
Fotosfæren er solens synlige overflade, dvs. det lag, under hvilket solen bliver uigennemsigtig for synligt lys. Over fotosfæren kan sollyset frit udbrede sig i rummet, og dets energi undslipper helt fra solen.
Ændringen i gennemsigtighed skyldes den aftagende mængde H- ioner, der let absorberer synligt lys. Omvendt produceres det lys, vi ser, ved at elektroner reagerer med brintatomer og danner H- ioner. Fotosfæren er i virkeligheden op til 3-400 kilometer tyk og er lidt mere gennemsigtig end luft på Jorden. Eftersom fotosfærens øvre lag er køligere end de nedre, ser et billede af solen klarere ud omkring solens centrum end ved dens rand, et fænomen, som kaldes randformørkelse. Sollys har tilnærmelsesvis et sortlegeme-spektrum, som dels viser, at dens overfladetemperatur ligger omkring 6.000 K, dels er fyldt med atomare absorptionslinjer fra de tynde lag oven over fotosfæren. Partikeltætheden i fotosfæren er omkring 1023 m−3 (hvilket er omkring 1% af partikeltætheden i Jordens atmosfære ved havets overflade).
I tidlige undersøgelser af fotosfærens optiske spektrum opdagedes nogle absorptionslinjer, som ikke svarede til noget hidtil kendt grundstof på Jorden. I 1868 fremsatte Lockyer den hypotese, at disse absorptionslinjer skyldtes et nyt grundstof, som han kaldte helium efter den græske solgud Helios. Først 25 år senere blev helium opdaget på Jorden.
Atmosfæren.
De dele af solen, som ligger over fotosfæren, kaldes under et for "solens atmosfære". De kan ses med teleskoper, som dækker det elektromagnetiske spektrum fra radiobølger over synligt lys til gammastråler, og de omfatter fem vigtige zoner: "Temperaturminimum", kromosfæren, overgangsregionen, koronaen og heliosfæren. Heliosfæren, som er solens yderste, meget tynde atmosfære, strækker sig helt ud over Plutos bane til heliopausen, hvor den danner en skarp grænse (chokfront) til det interstellare rum. Kromosfæren, overgangsregionen og koronaen er meget varmere end soloverfladen. Den fulde forklaring herpå kendes endnu ikke.
Solens kromosfære fotograferet i H-α-lys
Det køligste lag af solen er temperaturminimum-regionen omkring 500 km over fotosfæren. Den har en temperatur på ca. 4.000 K og er dermed afkølet nok til, at der kan opbygges simple molekyler som kulilte og vand, og disses tilstedeværelse er konstateret ud fra deres absorptionsspektre.
Over dette lag følger et tyndt lag med en tykkelse på omkring 2.000 km, hvis spektrum domineres af emissions- og absorptionslinjer. Laget kaldes "kromosfæren" fra den græske rod "chroma", som betyder farve, fordi det er synligt som et farvet glimt ved begyndelsen og afslutningen af en total solformørkelse. Temperaturen i kromosfæren stiger gradvis med højden og når øverst op imod 100.000 K.
Efter kromosfæren følger solens overgangsregion, hvor temperaturen stiger meget hurtigt fra ca.100.000 K til koronatemperaturer tæt ved en million K. Stigningen skyldes en faseovergang, hvor helium i regionen bliver fudstændig ioniseret af de høje temperaturer. Overgangsregionen findes ikke i en veldefineret højde, men danner snarere et slør eller en "glorie" omkring kromosfæriske fænomener som spiculer og solfilamenter, og den er i konstant, kaotisk bevægelse. Overgangsregionen er vanskelig at se fra Jordens overflade, men er let at observere fra rummet med instrumenter, som er følsomme for den mest ultraviolette del af spektret.
Koronaen er solens udvidede, ydre atmosfære, der har et langt større rumfang end solen selv. Den har en blød overgang til solvinden, som fylder hele solsystemet og heliosfæren. Den lave del af koronaen, som er forholdsvis tæt på soloverfladen, har en partikeltæthed i intervallet 1014 m−3 – 1016 m−3. (Hvor værdien for jordatmosfæren til sammenligning har en værdi på ca. 2x1025 m−3). Koronaens temperatur er adskillige millioner grader kelvin, og selv om der endnu ikke findes en komplet teori, som forklarer denne høje værdi, vides noget af varmen at stamme fra magnetisk rekonnektion.
Heliosfæren strækker sig fra ca. 20 solradier (0,1 AU) til solsystemets yderste grænser. Dens indre afgrænsning defineres som det lag, i hvilket solvindens strømning bliver "superalfvénisk", hvormed menes, at strømningen sker hurtigere end farten af Alfvén-bølger. Turbulens og dynamiske kræfter uden for denne grænse kan ikke påvirke formen af solkoronaen indenfor, eftersom information herom kun kan udbredes med Alfvén-bølgers fart. Solvinden breder sig uafbrudt udad gennem heliosfæren, og giver samtidig solens magnetfelt spiralform, indtil den møder heliopausen mere end 50 AU fra solen. I december 2004 passerede rumsonden "Voyager 1" gennem en chokfront, som menes at være en del af heliopausen. Begge Voyager-sonder har registreret højere niveauer af energirige partikler, når de nærmede sig grænsen.
Solpletter og solpletcyclus.
Målte variationer i solens cyklus de sidste 30 år
Antallet af observerede solpletter (månedligt gennemsnit) i de sidste 250 år. Den omtrentlige 11-års periode fremgår tydeligt af figuren
Når solen ses gennem et passende filter, er dens solpletter et af dens umiddelbart synlige træk. Det er tydeligt afgrænsede områder på overfladen, som viser sig mørkere end deres omgivelser på grund af lavere temperatur. Solpletter er områder, hvor intens magnetisk aktivitet med stærke magnetfelter forhindrer konvektionen og derved reducerer energitransporten fra det varme indre til overfladen. Det magnetiske felt forårsager stærk opvarmning i koronaen og danner aktive regioner, som er udgangspunkt for intense soludbrud og udstødelse af koronamasse. De største solpletter kan være titusindvis af kilometer i tværsnit.
Antallet af solpletter, som er synlige på solen, er ikke konstant, men varierer over en omtrent 11-årig periode. Ved et typisk solminimum ses kun få solpletter og af og til slet ingen. De, som ses, viser sig ved høje breddegrader på solen. I løbet af den typiske solpletperiode øges antallet, og de optræder nærmere ved solens ækvator, et fænomen som er beskrevet ved Spörers lov. Solpletter forekommer sædvanligvis parvis med modsat magnetisk polaritet. Polariteten af den mest fremtrædende solplet skifter for hver solpletperiode, så den vil være en magnetisk nordpol i den ene periode og en magnetisk sydpol i den næste.
Solens cyklus har stor indflydelse på rumvejret og en mærkbar indvirkning på Jordens klima. Der er tendens til, at solpletminima er korrelleret med lavere temperaturer på Jorden, og tilsvarende at perioder med varighed over gennemsnittet korrelerer med højere temperaturer. Det debatteres, om denne korrelation også betyder en årsagssammenhæng. I det 17. århundrede ser cyklusen ud til helt at være stoppet, så der er observeret meget få solpletter i denne periode. Perioden kendes som Maunder minimum eller den lille istid, hvor Europa oplevede meget lave temperaturer. Endnu tidligere minimumsperioder er fundet ved analyse af årringe og lader også til at have faldet sammen med globale temperaturer under gennemsnittet.
Mulig langvarig cyklus.
En nylig teori hævder, at der er magnetisk ustabilitet i solens kerne, som bevirker svingninger i perioder på 41.000 eller 100.000 år. Disse kunne give en bedre forklaring på Jordens istider end den, der fås ved at se på den teori, som kaldes Milanković-cykler. Som mange andre teorier i astrofysikken kan den nye teori ikke testes direkte.
Koronatemperaturen.
Fotosfæren vides at have en temperatur omkring 6.000 K, mens koronaen ovenover har en temperatur på 1.000.000 K. Denne høje temperatur viser, at koronaen varmes op af noget andet end direkte varmeledning fra fotosfæren.
Det menes, at den nødvendige energi til opvarmning af koronaen stammer fra turbulent bevægelse i konvektionszonen under fotosfæren, og der er foreslået to hovedmekanismer til forklaring af, hvordan den kan føre til koronaopvarmning. Den første er opvarmning via bølger, hvor der opstår lyd-, tyngdekraft- og magnetohydrodynamiske bølger ved turbulensen i konvektionszonen. Disse vil udbrede sig opad og spredes i koronaen, idet de afgiver deres energi til den omgivende gas i form af varme. Den anden mekanisme er opvarmning fra magnetiske felter, hvor magnetisk energi uafbrudt opbygges af bevægelser i fotosfæren og frigives ved magnetisk rekonnektion i form af store soludbrud og myriader af lignende, men mindre fænomener.
For nærværende er det uklart, om bølger er en effektiv mekanisme til opvarmning. Det er konstateret, at alle bølger med undtagelse af Alfvénbølger spredes eller brydes, før de når koronaen. Yderligere spredes Alfvénbølger ikke let i koronaen. Forskningens fokus er derfor nu rettet mod opvarmingsmekanismer i forbindelse med soludbrud, og en mulig forklaring kan ligge i mange vedvarende udbrud på lille skala, men spørgsmålet undersøges stadig.
Solens svagtlysende periode.
Teoretiske modeller for solens udvikling antyder, at solen i den arkæiske periode for fra 3,8 til 2,5 milliarder år siden kun lyste med 70% af sin nuværende styrke. En så svag stjerne ville ikke have været i stand til at sørge for, at vandet på jorden var flydende, og livet skulle derfor ikke have kunnet udvikle sig. De geologiske kendsgerninger viser imidlertid, at Jorden har haft en temmelig konstant temperatur gennem hele sin eksistens, og at den unge jord i virkeligheden var noget varmere end nu. Konsensus blandt videnskabsmænd omkring dette er, at atmosfæren dengang indeholdt langt større mængder drivhusgasser (som kuldioxid, metan og/eller ammoniak) end nu, og at de tilbageholdt nok varme til mere end at kompensere for den mindre mængde solenergi, som nåede planeten.
Magnetfelt.
Solen er en magnetisk aktiv stjerne. Den skaber et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år og skifter retning omkring hvert ellevte år omkring solpletmaksimum. Dette magnetfelt har mange virkninger, som under et betegnes solaktivitet, og som omfatter solpletterne på Solens overflade, soludbrud og variationer i solvinden, som fører materiale gennem Solsystemet. Solaktivitetens virkninger på Jorden omfatter bl.a. aurora på fra moderate til høje breddegrader og forstyrrelse af radiokommunikation og strømforsyning. Solaktivitet menes at have spillet en rolle i Solsystemets dannelse og udvikling, og den ændrer strukturen af Jordens ydre atmosfære.
Alt stof på solen findes i form af gas og plasma på grund af dens høje temperatur. Derfor kan solen have differentiel rotation med forskellig hastighed ved forskellige breddegrader, og det bevirker, at dens magnetfeltlinjer bliver snoet sammen og danner magnetiske feltløkker, der bryder frem fra solens overflade og udløser de dramatiske dannelser omkring solpletter og protuberanser ved magnetisk rekonnektion. Disse gentagne snoninger skaber soldynamoen og en 11-årig solpletcyklus med magnetisk aktivitet, når solens magnetiske felt skifter retning omkring hvert ellevte år.
Solens magnetfelt rækker langt ud over Solen selv. Plasmaet i den magnetiserede solvind fører magnetfeltet ud i rummet og danner det såkaldte interplanetare magnetfelt. Eftersom plasmaet kun kan bevæge sig langs de magnetiske feltlinjer, strækker det interplanetare magnetfelt sig oprindeligt radialt væk fra Solen. Da felterne over og under Solens ækvator har modsat polaritet, findes der i Solens ækvatorplan et tyndt lag, som kaldes det heliosfæriske strømtæppe. På større afstande snor Solens rotation magnetfeltet og strømtæppet til en spirallignende struktur, som kaldes Parker-spiralen. Det interplanetare magnetfelt er meget stærkere end den dipole komponent af Solens magnetfelt. Solens magnetiske dipolfelt, som er på 50–400 μT (i fotosfæren) aftager med tredje potens af afstanden til en værdi omkring 0,1 nT, når det måles i Jordens bane. Derimod viser observationer foretaget af rumfartøjer, at det interplanetare felt i Jordens bane er omkring 100 gange kraftigere, nemlig omkring 5 nT.
Kulturhistorisk oversigt.
I menneskehedens mest fundamentale forståelse er solen en lysende skive på himlen, hvis tilsynekomst over horisonten forårsager dag, og hvis fravær betyder nat. Den er det centrale himmellegeme, hvoraf livet på Jorden afhænger, hvilket man fra de tidligste tider har været sig bevidst.
Solens regelmæssige daglige og årlige tilbagekomst blev ængsteligt afventet og besværget med kultiske og magiske ritualer. Særligt har solformørkelser udløst bestyrtelse og frygt. I oldtidens Kina, hvor solen var symbol for østen, forår, mandighed (Yang) og fødsel foruden for kejseren, troede man, at en drage ville sluge solen og forsøgte med stor larm at få uhyret til at give den fri igen.
I mange forhistoriske og forsvundne kulturer ansås solen for at være en guddom eller et andet overnaturligt fænomen, og tilbedelse af solen indtog en central rolle i livet. For sumererne legemliggjorde solen solguden Utu, og i Babylonien og Fønikien var det guden Shamash, som hver morgen betrådte himlen og ikke længere skjulte sine stråler. I det gamle Egypten blev Ra (også Re eller Re-Atum) æret som solgud. Farao Akhenaton gjorde senere Aton, som var den personificerede solskive, til eneste gud og afskaffede alle andre egyptiske guder. I det nuværende Mexico æredes solguden Tonatiuh af aztekerne og hos mayaerne var Itzamná hovedgud, som Inti var det hos inkaerne i Sydamerika. Perserne dyrkede Mitra, og grækerne mente, at titaniden Helios flyttede Solen rundt på himlen.
Man drog meget tidligt nytte af viden om de fundamentale perioder dag og år. Solen er det naturlige Ur for mennesket og betragtning af solen (og andre himmellegemer) og bestemmelse af banepunkter som jævndøgn, sommer- og vintersolhverv førte sammen med årstidernes skiften til udviklingen af kalendere, hvilket i de fleste kulturer især blev af stor betydning efter opfindelsen af agerbruget. Herved kunne vigtige årstidsafhængige begivenheder som f.eks. Nilens årlige oversvømmelser og det gunstigste tidspunkt for såning bestemmes forud, og ved færden på havet kunne man tage hensyn til farlige, sæsonbestemte stormperioder. Meget senere, da sejladserne gik over åbent hav, benyttedes solens højde på himlen til navigation, fordi den fastlægger breddegraden.
Mange forhistoriske monumenter og kultsteder blev opført med henblik på betragtning og udnyttelse af solfænomener. Det gælder f.eks. stenmegalitter, som nøjagtigt markerer sommersolhverv. Nogle af de mest fremtrædende megalitter findes i Nabta Playa i Egypten og ved Stonehenge i England. I Stonehenge står solen ved sommersolhverv op lige over en bestemt sten, og solstrålerne kan på den dag lyse ind i anlæggets indre. Tilsvarende er pyramiden El Castillo i Chichen Itza i Mexico bygget, så der ved en skyggevirkning tilsyneladende ses slanger sno sig op ad pyramiden ved de to solhverv.
Fra bronzealderen i Tyskland er himmelskiven fra Nebra bevaret og synes ligeledes at være et instrument til betragtning af himlen. Dens forgyldte kanter skal muligvis tydes som "soljoller", der er et religiøst symbol. Fra samme tid stammer også solvognen fra Trundholm, hvis skive tydes som et solsymbol med en dag- og natside. I den nordiske mytologis skabelsesberetning skabte guderne solen af en glød fra Muspelheim og lagde den i en vogn. Gudinden "Sol" kører hurtigt denne vogn over himlen, trukket af hestene Árvakr og Alsviðr, fordi spandet er forfulgt af en jætte i skikkelse af ulven Skoll. Ved verdens undergang (Ragnarok) vil ulven opsluge solen.
Også i antikkens Grækenland dyrkede man solguden. Det var Helios, som dagligt kørte over firmamentet med sin solvogn. Helios svarede ret nøje til romernes uovervindelige Gud Sol Invictus, hvis kult var vidt udbredt i Det romerske kejserrige. Fra antikken har astrologien overtaget solen som symbol på vitalitet.
I det antikke Grækenland fremkom også de første overvejelser om solen som et fysisk objekt, begyndende med Xenofanes, der mente, at solen var en brændende uddunstning eller sky. Hvor naiv denne beskrivelse end lyder nu, betød den dog et afgørende kulturhistorisk skridt, for at se solen som et naturligt objekt modsagde fundamentalt den tidligere opfattelse af solen som en gudelig entitet. Ud fra disse tanker kritiserede Xenofanes da også Grækenlands menneskeliggjorte guder. ("Hvis heste havde guder, ville disse ligne heste") og pegede frem mod en monoteisme, der ikke som hos faraonerne havde solen som Gud. Xenofanes' opfattelse slog imidlertid ikke igennem hos alle tænkere, og mange senere religiøse og filosofiske skoler faldt tilbage til de tidligere, mytiske forklaringer som det også fremgår af, at Sokrates blev dødsdømt for gudsbespottelse 200 år senere. Desuden påvirkedes folketroen i Grækenland nok slet ikke af disse overvejelser.
I forhold til fiksstjernerne synes solen, når den ses fra Jorden, at bevæge sig langs ekliptika og gennem dyrekredsen (zodiac) en gang om året, og senere græske astronomer anså den for at være en af de syv planeter (græsk: "Planetes" = "vandrere"), efter hvilke de syv ugedage har fået deres navne i en del sprog.
Det antikke verdensbillede gik i almindelighed ud fra, at Jorden var universets midtpunkt, og at solen, månen og planeterne bevægede sig i nøjagtige cirkelbaner om den. Denne flere hundrede år gamle opfattelse, som til sidst blev sammenfattet af Ptolemæus i hans værk "Almagest" fra omkring år 150, og som senere støttedes af Aristoteles, holdt sig i endnu mindst 1.300 år. Den forsvaredes i særdeleshed af den kristne kirke, så meget mere som det også af Bibelen lader til at fremgå, at solen bevæger sig. Modellen med den ubevægede jord udviste dog i tidens løb flere og flere svagheder, efterhånden som opfindelser og bedre observationer var til rådighed. Bl.a. kunne planeternes bevægelser kun forklares ved komplicerede hjælpekonstruktioner som epicykler.
Aristarchos fra Samos havde i 2. århundrede f.Kr. forgæves postuleret, at solen var verdens centrum. Først mere end 1.500 år senere blev tanken taget op igen af lærde som Nikolaus von Kues og Regiomontanus og viderebearbejdet af Nicolaus Kopernikus og senere astronomer og videnskabsmænd, til at begynde med som rene "regnemodeller". Da disse begyndte at blive omsat til et reelt verdensbillede, vendte kirken sig imidlertid afgørende mod sådanne tanker, og videnskabsmænd som Giordano Bruno, der hævdede, at universet var uendeligt i udstrækning med et uendeligt antal sole og mange planeter, blev brændt på bålet i år 1600, mens Galilei, der var nået til overbevisning om en central sol, blev forfulgt af inkvisitionen.
Ved fortsatte observationer, nøjagtige bestemmelser af planeternes baner, brug af det nyopdagede teleskop og opdagelsen af himmelmekanikkens sætninger, indtog det nugældende (modificerede) heliocentriske verdensbillede sin plads.
Yderligere fremskridt i astronomien viste sluttelig, at heller ikke solen indtager nogen særlig eller fremtrædende plads i universet, men er en stjerne mellem milliarder og atter millarder af andre stjerner.
Videnskabelig udforskning.
En af de første, der fremkom med en videnskabelig forklaring af solen, var antikkens græske filosof Anaxagoras, der påstod, at den var en gigantisk, flammende metalkugle, som endog var større end Peloponnes, og altså ikke var Helios´ stridsvogn. For udbredelse af dette kætteri blev han fængslet af myndighederne og dømt til døden (men senere løsladt efter indgriben af Perikles). Eratosthenes kan have været den første til præcist at beregne afstanden fra Jorden til solen, idet han i det 3. århundrede f.Kr. beregnede den til 149 millioner kilometer, samme størrelsesorden som det i dag accepterede tal.
Som nævnt var den teori, at solen er det centrum, hvorom planeterne bevæger sig, allerede fremsat i antikken af Aristarchos, men var i øvrigt bl.a. også gængs blandt de sydamerikanske indianerne (se heliocentrisk). Efter at denne tanke blev taget op igen i Europa i 1400-tallet, var det først Kopernicus, der i det 16. århundrede med værket "De Revolutionibus Orbium Coelestium" ("Om de himmelske sfærers omdrejning") forsøgte at give den matematisk grundlag, hvilket dog i sidste ende ikke lykkedes ham. Hans værk banede imidlertid vejen for videre udforskning og lagde fundamentet til det "kopernikanske verdensbillede".
Efter opfindelsen af teleskopet foretog Thomas Harriot, Galilei og andre astronomer i begyndelsen af det 17. århundrede detaljerede observationer af solpletter. Galileo foretog nogle af de første og hævdede, at pletterne befandt sig på solens overflade og derfor ikke var små objekter, som passerede mellem Jorden og solen. Johann Fabricius beskrev dem som den første i 1611 i en videnskabelig afhandling, hvori han korrekt henførte deres vandring over solskiven til solens egenrotation.
Solens spektrum, der viser tusindvis af absorptionslinjer (Fraunhofer-linjer).
I 1619 postulerede Johannes Kepler eksistensen af en solvind på grundlag af den kendsgerning, at kometers hale altid er rettet væk fra solen. Afstanden til Mars blev bestemt af Giovanni Cassini og Jean Richer i 1672, og de blev derved i stand til at beregne afstanden til solen. Isaac Newton analyserede solens lys ved hjælp af et prisme og viste, at det var sammensat af lys af mange farver.
Allerede 1775 formodede Christian Horrobow, at antallet af solpletter ændres periodisk og William Herschel opdagede i 1800 den infrarøde stråling udenfor den røde del af solspektret. 1802 påviste William Hyde Wollaston de mørke absorptionslinjer i solspektret og Joseph von Fraunhofer undersøgte dem fra 1814 systematisk, hvorfor de tydeligste stadig ofte kaldes "Fraunhoferlinjer".
1843 publicerede Samuel Heinrich Schwabe sin opdagelse af solpletaktivitetens cyklus, og George Hale udviklede spektroheliografen i 1889. Henry Augustus Rowland færdiggjorde i 1897 et atlas over solspektret med samtlige spektrallinjer, og i 1908 opdagede George Ellery Hale, at spektrallinjerne i solpletområderne var opspaltet som følge af magnetiske kræfter, den såkaldte Zeeman-effekt.
At solen udstråler radiobølger blev klarlagt i 1942, og i 1949 påviste Herbert Friedman den solare røntgenstråling. Svingningerne i fotosfæren blev konstateret i 1960 og førte til helioseismologien, som undersøger solens egensvingninger for at klarlægge processerne i dens indre.
Der er i tidens løb bygget specielle solobservatorier, ligesom der er indrettet enorme underjordiske detektorer til undersøgelse af neutrinoudsendelse fra solen. Detektoren Super-Kamiokande fandt for første gang neutrinooscillation i 1998.
I begyndelsen af den moderne videnskabelige æra var kilden til solens energi en betydelig gåde. Lord Kelvin foreslog, at solen kunne være et langsomt afkølende, flydende legeme, som udstrålede varme fra et indre lager. Senere foreslog Kelvin og Hermann von Helmholtz den såkaldte Kelvin-Helmholtz mekanisme som forklaring på energioutputtet. Uheldigvis var deres estimat af solens alder kun 20 millioner år, meget kortere end det tidsrum på flere milliarder år, som fremgik af geologiske undersøgelser. Joseph Lockyer, som opdagede helium i solens spektrum, fremsatte i 1890 en meteor-hypotese om solens dannelse og udvikling.
En løsning baseret på kendte kendsgerninger fremkom ikke før 1904, hvor Ernest Rutherford foreslog, at solens energiudsendelse kunne opretholdes ved hjælp af en intern varmekilde, og at denne kunne være radioaktivt henfald. Det blev imidlertid Albert Einstein, som kunne give det afgørende spor i søgningen efter kilden til solens energiudsendelse med sin ligning for ækvivalensen mellem masse og energi: "E" = "mc"².
I 1920 foreslog Arthur Eddington, at trykket og temperaturen i solens kerne kunne fremkalde en kernefusionsreaktion, hvor protoner samledes til heliumkerner og producerede energi ved nettoændringen i masse. Dette teoretiske koncept videreudvikledes i 1930'erne af astrofysikerne Subrahmanyan Chandrasekhar og Hans Bethe. Hans Bethe beregnede detaljerne i de to vigtigste energiproducerende kernereaktioner, som holder solen i gang.
En afhandling, som både fuldstændiggjorde dette og pegede fremad mod den nuværende astrofysik, publiceredes i 1957 af Margaret Burbidge med titlen "Synthesis of the Elements in Stars" ("Stjerners grundstofsyntese"). Afhandlingen viste overbevisende, at flertallet af grundstofferne i universet er dannet ved nukleosyntese, som er foregået ved kernereaktioner inde i stjerner, hvoraf nogle var lig solen. Denne erkendelse udgør stadig en af videnskabens store bedrifter.
I nyeste tid er der opnået mange nye resultater ved målinger fra rummet, hvorfra det er muligt at undersøge bølgelængder, som ellers absorberes i jordens atmosfære. Det er først sket fra satellitter i jordomløb, men det er også med rumsonder forsøgt at komme solen nærmere, hvilket de høje temperaturer og den intensive stråling gør til en teknisk udfordring.
De første satellitter til observation af solen opsendtes mellem 1959 og 1968. Det var NASA's Pioneer 5, 6, 7, 8 og 9, som kredsede om solen i næsten samme afstand som jorden og foretog de første detaljerede målinger af solvinden og solens magnetfelt. Pioneer 9 var virksom særlig længe og sendte data helt til 1987.
I 1970'erne fik videnskabsmændene vigtige nye data om solvinden og solens korona fra Helios 1-sonden og fra Apolloteleskopet på Skylab. Apolloteleskopet styredes af astronauterne på Skylab, og det foretog de første tidsserie-observationer af solens overgangsregion og af ultraviolet stråling fra koronaen. Opdagelserne var bl.a. de første observationer af koronamasseudstødelse og af "huller" i koronaen, som nu vides at hænge nøje sammen med solvinden.
Solar Maximum Mission (SMM) opsendtes af NASA i 1980 med det formål at undersøge gamma-, røntgen- og UV-stråling fra soludbrud. Den brød ned efter få måneder, men blev repareret i 1984 ved et besøg af rumfærgen Challenger og var derefter virksom til juni 1989.
Rumsonden Ulysses i 1990 skulle benyttes til første observation af solens poler, hvilket kræver en baneændring på 90° for at komme ud af planeternes baneplan. Det opnåedes ved at lade sonden flyve forbi kæmpeplaneten Jupiter, en såkaldt gravity assist-forbiflyvning. Den lykkedes, og Ulysses blev derved den hidtil eneste rumsonde, som har forladt ekliptikas plan. Den har to gange overfløjet begge solens poler og har fundet, at solvinden fra høje bredder bevæger sig med omkring 750 km/s (langsommere end forventet), og at der fra disse breddegrader udgår store magnetiske bølger, som spreder galaksens kosmiske stråling.
Ulysses starter mod Jupiter efter at være opsendt med rumfærgen
Den japanske Yohkoh ("solstråle") satellit opsendtes 1991 og observerede soludbrud på røntgenbølgelængder. Den gik i stand-by tilstand som følge af en solformørkelse i 2001, hvor den mistede sin fastlåsning af retningen til solen.
En de hidtil vigtigste solobservationsmissioner har været SOHO, der er et fælles projekt mellem European Space Agency og NASA. Den har nu (2007) fungeret i over ti år og været vigtig nok til, at en opfølgning, Solar Dynamics Observatory, planlægges opsendt i 2008. SOHO er stationeret i lagrange-punkt L1 og giver daglige optagelser af solen ved mange bølgelængder og bidrager til forudsigelse af soludbrud. I tilgift har den opdaget et stort antal kometer, hvoraf de fleste dog er små og udslettes ved passage af solen.
I 2001 startede Genesis for at indsamle solmateriale fra rummet. Sonden returnerede til Jorden i 2004, men knustes, da en faldskærm ikke foldede sig ud. Nogle brugbare prøver har dog kunnet reddes og er ved at blive undersøgt.
De to STEREO-sonder opsendtes i oktober 2006 og stationeredes i henholdsvis lagrange-punkt L4 og L5 med henblik på at tage tredimensionale billeder af solen og dens fænomener.
Solobservation og øjenskader.
Sollys er meget skarpt, og at se direkte på solen med det blotte øje selv i korte perioder er potentielt farligt. Lyset vil påvirke nethinden med omkring 4 milliwatt, som vil opvarme den let og kunne forårsage permanente skader i form af blindhed eller blinde pletter i synsfeltet. Eftersom der ikke er nogen følelse af smerte, bliver man ikke umiddelbart opmærksom på, at synet er ved at blive ødelagt.
Delvise solformørkelser udgør en særlig risiko, fordi øjets pupil ikke er tilpasset den usædvanligt høje kontrast, og fordi den udvider sig i forhold til den samlede mængde lys og "ikke" i forhold til det klareste objekt i synsfeltet. Det meste af sollyset vil være blokeret af måneskiven, men fotosfærens udækkede dele har samme klarhed som på en normal dag. I det dæmpede tusmørke vil pupillen udvide sig fra ~2 mm til ~6 mm og hver celle i nethinden modtage ca. 10 gange så meget lys som ved at se på en uformørket sol.
At betragte solen gennem lyskoncentrerende optik som f.eks. en kikkert er naturligvis endnu farligere, medmindre der benyttes et korrekt filter til at dæmpe lyset. Uafskærmede kikkerter kan sende over 500 gange så megen energi til nethinden som ved brug af det blotte øje, hvilket vil dræbe nethindens celler næsten øjeblikkeligt. (Selvom effekten per arealenhed af billedet på nethinden er den samme, kan varmen ikke føres væk hurtigt nok, fordi billedet er større). Selv et ganske kort kig på middagssolen gennem en uafskærmet kikkert kan give permanent blindhed.
Filtre til brug for iagttagelse af solen skal være specielt beregnet til formålet. Utilstrækkelige filtre lader f.eks. skadelige UV- eller IR-stråler passere. Filtre til teleskoper eller kikkerter skal sættes på objektivet eller blænden og ALDRIG på okularet, fordi okularfiltre pludselig kan revne eller ødelægges af varmen fra absorberet lys.
En sikker måde at betragte solen på er at projicere et billede af den på en skærm ved hjælp af et lille refraktionsteleskop (eller kikkert) og okular uden sammenlimede dele. Andre teleskoptyper kan ødelægges ved sådan brug.
Slaget ved Lund.
Slaget ved Lund stod den 4. december 1676 og er et af de blodigste slag, som har stået i Norden. Tabstallene var cirka 50% på begge sider (6.500 danskere og 3.000 svenskere), da solen gik ned over valpladsen.
Om morgenen den 4. december gik den svenske kong Karl XI med sin armé over Kævlingeåen og angreb den danske armé. Kampene foregik i over otte timer, og resultatet var længe usikkert. Efter et større mandefald synes det dog hen ad eftermiddagen, at svenskernes kræfter var udtømte. Da gjorde kong Karl XI med nogle hundrede ryttere et sidste fortvivlet angreb i ryggen på de tynde, danske rækker og vristede dem sejren af hænde. Danskerne trak sig herefter tilbage til citadellet i Landskrona.
Svenskerne vandt slaget ved nytænkning inden for den taktiske offensiv, men sejren kunne ikke udnyttes direkte på grund af de store tab.
Mindesmærke.
I dag findes et mindesmærke fra 1876 over slaget ved Lund i Monumentparken i hvad der må opfattes som en lille bypark i et trafikeret hjørne omkring indre ringvej nord for Lunds centrum.
"Hvis been og blod er blandet"
"End de er aff een slect,"
"De var oc aff een troe,"
Lund, Slaget ved
Lund (Sverige).
Lund i slutningen af 1500-tallet
Lund er en universitetsby i Skåne i Lunds kommun i den sydlige del af Sverige.
Lund er sammen med Sigtuna den ældste by i det nuværende Sverige. Byen var - som Skåne - dansk fra begyndelsen af. Den blev grundlagt som købstad af Knud den Store. Knud den Store lod blandt andet indrette et møntværk i byen, og på mønterne blev byens navn stavet på samme måde, som møntmestrene i England på samme tid stavede London, og derfor skrev man LVND DENEMAC for at markere, at det var det danske London i Skåne, og ikke London i England, der var tale om.
Byen var for en kort periode under Erik Emune Danmarks hovedstad. Herfra kommer betegnelsen "Metropolis Daniæ".
Ingen konge kunne bestige den danske trone uden først at blive hyldet af skåningerne på Sct. Libers høj ved Lund. Samme høj var stedet for Skånelandenes landsting.
Byen blev grundlagt omkring år 990 efter Kristus, formentlig delvis ved flytning fra det tidligere Opager (Uppåkra). I 1060 fik byen sin første biskop. I 1100-tallets første halvdel byggedes Lund Domkirke, et kloster og flere mindre kirker. I 1104 blev byen residensby for den danske ærkebiskop og Danmarks vigtigste by med 3.000-4.000 indbyggere. I begyndelsen af 1300-tallet tabte byen dog betydning i forhold til Malmø.
Ved reformationen ændredes Lunds stilling ved, at ærkebispesædet blev nedlagt og de kirkelige ejendomme blev opdelt. I året 1658 kom Lund sammen med Skåne, Halland og Blekinge under svensk overhøjhed, og i 1666 grundlagdes Lund universitet som et led i forsvenskningen. Allerede 1425-1536 fandtes dog Akademiet i Lund, Danmarks første egentlige universitet.
Katedralskolen i Lund, grundlagt i 1085 er Danmarks ældste skole. Den er stadig i drift og er en gymnasieskole i byens centrum.
Freden i Lund 1679 afsluttede Skånske Krig.
Lund er industrimæssigt kendt for Tetra Pak som står for papirkartonerne til mælk og juice over hele verden. Ericsson har en udviklingsafdeling i byen, og andre væsentlige industrigrene er medicinalbranchen, elektronik og forlagsvirksomhed.
Danmarksmesterskab (fodbold).
Danmarksmesterskabet i fodbold er der blevet spillet om siden sæsonen 1912/13. I København havde man siden 1889/90 afviklet Københavnsmesterskabet, men efterhånden som fodboldspillet blev mere og mere udbredt i landet, voksede ønsket om et nationalt mesterskab, som DBU altså indførte i 1912. I begyndelse blev mesterskabet afgjort som et slutspil mellem vinderne af regionsmesterskaberne, men fra og med sæsonen 1927/28 oprettede DBU Danmarksturneringen som en landsdækkende turnering, der siden har afgjort mesterskabet.
Indtil slutningen af 1970'erne var mesterskabet kun åbent for amatørspillere, og bl.a. den tidligere fodboldspiller Harald Nielsen prøvede at overtale DBU til at indføre professionel fodbold i Danmark. Da han ikke havde held med det, forsøgte han i 1977 sammen med Helge Sander at oprette en alternativ, professionel liga, Dansk Professionelt Fodboldforbund. Det lykkedes ikke, men det rystede DBU så meget, at der blev indført betalt fodbold i Danmark fra 1978.
Siden 1991 har turneringens bedste række heddet Superligaen. Ligaen omtales dog af arrangørerne under forskellige navne, alt efter hvem der er sponsor. Tidligere har rækken hedder Coca-Cola Ligaen (96), Faxe Kondi Ligaen (97-01) og SAS-ligaen (02-10). Fra sæson 11 hedder ligaen igen Superligaen.
Horsens.
Horsens er en by i Østjylland og er med sine 52.998 indbyggere (2010) Danmarks 8. største by, placeret for enden af Horsens Fjord på den jyske østkyst. Horsens er hovedby i Horsens Kommune, beliggende i Region Midtjylland. Byen nævnes første gang i 12. århundrede og var en betydelig by i Middelalderen med adskillige klostre og fæstningsanlæg. En række patricierhuse, bl.a. "Jørgensens Hotel", vidner om at Horsens også var "købmændenes by" i 1700-tallet.
I dag er byen inde i en udviklingsfase med ny industri, der flytter til byområdet eller udvider allerede eksisterende aktiviteter. Transportcentrum er i de sidste par år flyttet fra Trekantområdet til Horsens. Byen har stor elektronikindustri og en del grafiske firmaer. Horsens har endvidere Danmarks eneste industrimuseum. Den østjyske fjordby har i "Søndergade" Danmarks bredeste hovedstrøg. I den nordlige del af byen på en bakketop ses det tidligere Horsens Statsfængsel der nu er indrettet som "World of Crime"-museum med tilnavnet Slottet.
Horsens er Østjyllands tredjestørste by efter Århus og Randers.
Horsens anno 1778.
"Horsens," en købstad i Nim Herred, Stjernholm Amt, Århus Stift, 5½ mil fra Århus og 4 mil fra Vejle. Byens ældste privilegier som kendes, er fra Christoffer af Bayern 1442. Den har allerede været til i det 11. århundrede.
Byen har 14 gader, 2 torve, et stort grundmuret rådhus, 5 porte, 2 broer over åen, 497 gårde og huse, deriblandt afg. etatsråd Lichtenbergs gård på 2 etager grundmuret med hvælvede kældre, anseelig opgang, betrukne og gipsede værelser. Apoteket og gården næst ved og grev Trampes gård samt adskillige andre anseelige gårde på 2 etager.
Klosterkirken er stor og indvendig anseelig, har ingen kirketårn. Altertavlen er middelalderligt billedskærerarbejde, meget stærkt forgyldt med fire låger. Koret er stort og anseeligt med et stort tralværk. Prædikestolen er overmåde ziirlig af ibenholt og brasilientræ, billedhuggerarbejdet er et basrelief bekostet 1670 af Dorthe Hansdatter, rådmand Anders' enke. Orgelværket er stort og ziirligt bekostet 1739 af købmand Peder Bjerring. Sankt Ibs eller Jacobi Kirke har et
højt tårn med 5 klokker og et spir tækket med kobber.
Latinskolen er bygget 1745, 54 fag ny grundmur og 8 fag bindingsværk, hvori er et bibliotek med 430 bind. Dertil er 1 rektor, 2 hørere, 30-40 disciple.
Hospitalet er bygget på Frederik 2.'s befaling 1560, er en stor gammel, grundmuret bygning på 21 fag, vel vedligeholdt, deri er 33 lemmer som ugentligt nyde 2 mark, har en forstander og egen præst, som tillige er sognepræst til Torsted i Hatting Herred. Den fri danske skole er oprettet 1752 af en købmand Jens Jørgen Lindved.
Indbyggerne betår af 500 familier, hvoriblandt er sognepræsten, kapellanen, hospitalspræsten, rektor, 2 hørere, byens øvrighed som er 1 borgmester, 2 rådmænd, 1 byfoged, 1 byskriver og 1 rådstueskriver, tolderen, kontrolløren, postmesteren, vejer og måleren, doktor medicinæ, apotekeren, en kirurg, 32
købmænd, 17 skippere, 132 håndværkere, i alt 1.700 personer.
Byen har 17 skibe som mest farer søndenfjelds på Norge, til København, Lübeck, Flensborg og Østersøen. Havnen er bekvem for mådelige skibe, mens de over 10 læster må ligge for anker og overvintre i Stensballe sund, ¼ mil fra byen, og varerne må da ind- og udføres med pramme.
Byens jorder er 139 tønder 5 skæpper hartkorn. Fiskeriet er kun lidet af torsk og flynder. Konsumptionen er 6.000 rigsdaler.
Markeder holdes 27. juni og 8. oktober.
Ved byen lå Stjernholm Slot, hvoraf nu slet ingen levninger findes.
Kultur.
Horsens er i de senere år blevet kendt for megen kulturaktivitet, bl.a. har Bob Dylan været på en koncerttur i Europa og besøgte herunder Göteborg og Horsens. I 2006 kom flere store navne til byen. Madonna spillede 24. august 2006 for op mod 85.000. 10 dage efter entrede Rolling Stones scenen i Horsens for at spille for 85.000 fans. Mange forskellige verdenskendte kunstnere har besøgt byen, bl.a. åbnede Dolly Parton sin europæiske turné med to udsolgte koncerter den 6. og 7. marts 2007.
Der afholdes desuden Horsens Open Air hvert år på dyrskuepladsen - lidt uden for Horsens centrum. Hvert år samles mange mennesker for at høre mange bands spille live.
En anden stor begivenhed er den tilbagevendende Europæisk Middelalderfestival, hvor over 100.000 besøgende oplever Middelalderen over 2 dage, altid den sidste weekend i august, fredag-lørdag.
Horsens har også et årligt tilbagevendende litterært arrangement. Hvert år i marts afholdes Krimimessen, hvor læserne kan møde danske og udenlandske krimiforfattere. Forfatteren Henning Mortensens 10-binds romanserie om Ib Nielsen, lader Ibs barndom udspille sig i Horsens.
På sundhedsområdet har Horsens Kommune markeret sig gennem sin deltagelse i WHO's Healthy Cities Network, som Horsens tilsluttede sig i 1987. Året efter åbnedes den første Sund By Butik af sin art i Europa i Horsens. Horsens Byråd vedtog "Horsens Deklarationen om Bæredygtighed og Sundhed for Alle" i 2001. Den har siden været grundlaget for Horsens Kommunes sundhedsfremmende og forebyggende indsats.
På sportens område har horsensianerne blandt andre håndboldklubben Horsens HK der spiller i Damehåndboldligaen og fodboldklubben AC Horsens som spiller i Superligaen.
En af byens store sønner er Vitus Bering, der gav navn til Beringstrædet og Uddannelses-afdelingen som nu er uddannelses-centeret i Horsens - herunder HTX og HTS.
Kulturelt har byen også et sted for unge der spiller musik, skater eller andet som hedder "Det Gule Pakhus". Der, udover øvelokaler, skaterhaller og studier, bl.a. huser en café med scene til koncerter. På Det Gule Pakhus er der opstået mange bands, bla Miss Queen Evil, The Lovin' Flickknives, TurboNelSon, og mange andre.
Horsens Statsfængsel - der nu er nedlagt og flyttet udenfor byen langt ud på landet. Det gamle Horsens Statsfængsel, nu kaldet Slottet, rummer mange kriminalhistorier, og der er planer om at skabe et oplevelsescenter om forbrydelse og straf. Projektet går under navnet World of Crime.
Egebjergdalen mellem Horsens og Gedved på postkort fra omkring 1910
Undervisning og Uddannelse.
Vitus Bering Danmark er på vej ind i en ny fusion med fire andre uddannelsesinstitutioner i Region Midt. Fusionen er planlagt til at træde i kraft 1. januar 2008. De fire andre institutioner er: CVU Alpha - Silkeborg, JCVU - Århus, CVU Midtvest - Viborg og CVU Vita - Holstebro
Skærm (monitor).
En skærm bliver brugt til at omdanne elektriske signaler til information på flade, så brugeren kan se hvad der sker på computeren eller sendes i fjernsynet.
En skærms størrelse bliver målt i tommer og måles fra øverste ophængsøre til nederste modsatte ophængsøre. De mest brugte størrelser er 14, 15, 17, 19, 21, 24, 25, 28 og 34 engelske tommer.
De fleste skærme er i dag med farver, hvor man før i tiden ofte benyttede sort/hvid.
En farveskærm danner farver ved at blande de 3 grundfarver rød, grøn og blå (kaldet RGB-farver) i passende mængder.
Computerrelateret.
Når man snakker om skærme til computere, bruger man det engelsk ord monitor, da der stadig er stor forskel på skærme til at se fjernsyn på og skærme til computere.
Opløsningen på skærme bliver regnet i billedpunkter (eng. "pixel").
Der findes dog mange andre opløsninger, alt efter hvad for et fabrikat skærmen har og til hvilket formål, den skal bruges.
For at vise den information som går fra computeren til skærmen, går dataene igennem et grafikkort som behandler disse data og sender dem til skærmen på en måde den kan forstå/omsætte til billeder.
RGB-farver.
Ud fra dette billede kan man se hvad de forskellige farver giver når man blander dem sammen.
RGB er et farveskema i hvilket primærfarvernes røde, grønne og blå lys kombineres på forskellige måder for at skabe andre farver. Det er et eksempel på additiv farveblanding, hvilket kan ses af, at en blanding af to farver er lysere end de to farver hver for sig. F.eks. kan hvid laves ved at de tre primærfarver blandes. RGB bruges til at definere farver på computer- og fjernsynsskærme.
Man tildeler hver af de tre farver en intensitet mellem 0 og 255, hvor 0 er det mindste og 255 det højeste.
Ved "255" er farvekanonen på fuld styrke.
Man kan så regne sig frem til at der vil være 256 x 256 x 256 ca.= 16,8 millioner farver til rådighed. De fleste af dem, særligt de grå og blågrønne, kan øjet ikke skelne, og man kan derfor vælge kun at bruge et mindre antal af dem. Resten er stadig forskellige farver i computerens "øje", men ikke for menneskets øje.
Eksempler på farveblanding "(rød, grøn, blå)" (farverne kan ses på billedet til højre).
Rollespil.
Rollespil går ud på, at man forestiller sig at være en anden person i en eller anden historie, der kan foregå i fantasien. Et rollespil adskiller sig fra et skuespil ved, at det ikke er til "skue". Det forstyrrer rollespillet hvis en eller flere personer under et rollespil ikke deltager, og altså bryder den illusion som spillerne har.
I et rollespil er der altså per definition ingen tilskuere, men kun medvirkende, der har en mere eller mindre aktiv 'rolle'. Derudover adskiller rollespillet sig også fra skuespillet ved, at rollespillet ofte har et meget stort element af improvisation over sig, selv om en vis del sagtens kan være fastlagt.
Den del af rollespillet der er fastlagt, er oftest planlagt af spillederen eller arrangørerne (også kaldet en Game Master), som igennem rollespillet ved fortælle en historie eller fremprovokere nogen følelser hos spilleren, for at give dem en oplevelse.
Måden der spilles på.
Bordrollespil med figurer, spilleplade og terninger.
Rollespillet foregår således, at man lever sig ind i at være den person, hvis rolle man spiller, og som den figur kan man påvirke handlingens forløb i rollespillet. Dette gøres lettest ved at man påtager sig personens egenskaber eller karaktertræk.
Fordelen er, at man som rollespiller i fantasien kan opleve forskellige ikke-dagligdags situationer/følelser, hvorefter man kan vende tilbage til virkeligheden, uden at ens eget liv derefter vil være påvirket synderligt af dette. Rollespil kan dog have en positiv effekt i retning af fx selvudvikling eller ligefrem træning. Et eksempel på et populært rollespilsystem er "Dungeons & Dragons", men det skal her bemærkes, at rollespil "ikke" behøver at holdes indenfor nogen speciel genre, som fx "fantasy".
Rollespil som undervisning.
Rollespillet behøver endda ikke at spilles udelukkende for sjov. Indenfor visse ansættelsestest og uddannelser bruges rollespil i dag faktisk som en vigtig del. Et eksempel er et element fra optagelsesprøverne til Politiskolen, hvor grupper af ansøgere i dag sætter sig rundt om et bord for i samspil at tage stilling til fiktive situationer udviklet til dette formål. Rollespil bruges også til teambuilding, hvor der fx tages udgangspunkt i teamets roller, og hvordan man forstår hinanden. Rolleforståelse bruges eksempelvis i modeller af de Bono og Belbin. Østerskov Efterskole er en efterskole hvor meget af undervisningen er baseret på rollespil.
Rollespil som terapi.
Ud over til ren og skær underholdning, samt til undervisning, kan rollespil også bruges som en form for terapi i situationer, hvor en såkaldt afprøvning behøves. Det kan være i skolen, hvor en person bliver mobbet af de andre, og man sætter sig til at bytte rollerne om, så de typiske mobbere eksempelvis skal spille et offer, og andre skal spille mobbere. Det samme kan gøres, hvis man er i tvivl om hvordan man skal takle en bestemt situation. Man afprøver simpelthen situationen i et rollespil med en eller flere engagerede deltagere, alt efter hvad situationen kræver. Her er det dog også vigtigt at alle deltagende skal tage rollespillet 100% alvorligt.
Rollespilsgenren.
Rollespil handler ofte mere om at samarbejde omkring at gøre spillet interessant for alle medvirkende end en egentlig konkurrence om at være den bedste, da man i rollespil meget sjældent har egentlige vindere eller tabere. Mange sætter sig dog personlige mål hvad de ønsker at opnå i rollespillet. Når vi snakker Live-rollespil kan dette være en fordel, da arrangementerne ofte er så store at spillederne ikke altid har tid til at planlægge plot til alle spillerne. Dette er en af de ting, der adskiller rollespil fra de fleste andre spil. Rollespil appellerer til folk på grund af spillernes mulighed for at bruge fantasien og spændingen ved at opleve en fiktiv historie. Rollespil bruger her de samme virkemidler som for eksempel film og romaner.
Koncept.
Den allersimpleste og sikkert også bedst kendte form for rollespil er børnelege såsom "røvere og soldater", "far, mor og børn" og "indianere og cowboys". Når rollespil også har appel til voksne, skyldes det, at rollespil for det meste er mere sofistikerede end disse børnelege, idet aktørerne i rollespillet bruger lang tid på at skabe den rolle de spiller og giver den person meget specifikke og detaljerede ønsker og mål samt en personlighed. Der er for det meste også et mere eller mindre indviklet plot i rollespil, og ofte vil et godt rollespil strække sig over lange perioder, men det kan være alt fra få timer til mange år.
Former for rollespil.
Terninger som benyttes ved bordrollespil.
Der er flere forskellige former for rollespil, og her gennemgås nogle af de mest populære.
Bordrollespil også kaldet RPG.
Bordrollespillet er en form for rollespil, der har fået sin betegnelse, fordi det historisk har foregået omkring et bord. Traditionelt med en spilleder (eller "Game Master") til at holde rede på historiens forløb og et antal spillere til at rollespille historiens hovedpersoner. I nyere tid er imidlertid opstået adskillige formeksperimenter og varianter af bordrollespillet, så denne model ikke længere står alene, og funktionerne som spilleder og spiller glider ind og ud af hinanden.
Der er for nogle år siden opstået et begreb inden for rollespilsmiljøet kaldet semi-live. Her blander man genrerne bordrollespil og Liverollespil. Og stopper historiens fremgang for i korte perioder at gennemspille en kampscene eller rollespiller en samtale mellem to personer.
Computerrollespil også kaldet MMO/MMORPG.
Computerrollespil startede langt tilbage med tekstbaserede rollespil, som hurtigt udviklede sig til grafisk baserede rollespil. I dag spilles rollespil hovedsageligt grafisk både som enkeltspiller og online blandt tusindvis af andre spillere. På grund af onlinespillets kompleksitet og den konstante kontakt til andre brugere kan det optage spilleren i mange timer ad gangen.
Liverollespilsgruppe i skoven med dragter og våben.
Liverollespil også kaldet Live/LARP(LiveActionRolePlaying).
Liverollespil eller levende rollespil er improviseret totalteater typisk uden andre tilskuere end spillerne selv. Det foregår i et såkaldt scenarie, hvor alle deltagere har konstrueret eller har fået tildelt en rolle. Disse roller knyttes så sammen med mål, konflikter, pligter og ansvar. Men når spillet går i gang, er der ingen, der kommer og fortæller en, hvad man skal gøre. Det er personen selv, der udvikler og lever sig ind i sin rolle og bestemmer, hvordan historien skal udvikle sig.
Totalteater.
Totaltteater adskiller fra andre former fra teater ved, at alle replikker og handlinger ikke er indøvede, men i stedet improviserede, præcis på samme måde som rollespil er.
Skriftligt Rollespil.
Dette er egentlig de tekstbaserede rollespil, der stadig findes rundt omkring på nettet. De findes typisk på forskellige former for forums og findes i mange forskellige kvaliteter og temaer. Blandt de mere kendte findes f.eks. Potterskolen, DetNyeGymnasium, Krystallandet, Parisian Vampires og Mortanix. De er alle gode eksempler på hjemmelavede RPGsider på forskellige forums. Der er der henholdsvis brugt Proboards og Forumer som forumudbydere.
Bordrollespil.
Rollespillere til spilkongres i Berlin 2009
Bordrollespil (også kaldet "Rundt om bordet" eller "Pen and paper") er en form for rollespil, der har fået sin betegnelse fordi det historisk har foregået omkring et bord. Traditionelt med en spilleder (eller "Game Master") til at holde rede på historiens forløb, og et antal spillere til at rollespille historiens hovedpersoner. I nyere tid er imidlertid opstået adskillige formeksperimenter og varianter af bordrollespillet, så denne model ikke længere står alene, og funktionerne som spilleder og spiller bliver flydende.
Betegnelsen "bordrollespil" bruges til at skelne disciplinen fra liverollespil. Hvor sidstnævnte især har sit fokus på fysisk ageren og visuelle virkemidler omkring rollespillet, så har bordrollespillet især sit fokus på det talte ord. Selvom denne skelnen er væsentlig, hører det også med til det hele billede, at mange former for rollespil er hybridformer af de to grundformer.
En anden udbredt betegnelse for bordrollespil er det engelske "pen and paper", der stadig er udbredt i det meget angloficerede sprogbrug blandt rollespillere. Denne betegnelse er opstået for at skelne bordrollespil fra computerrollespil.
Rollespilsystemer.
Historisk set har bordrollespil taget udgangspunkt i et foruddefineret regelsæt, typisk i form af udgivne regelbøger, der definerer regler og miljø for et givent rollespilsystem. Det er muligt at spille rollespil uden regler eller systemer, typisk benævnt som "systemløst rollespil" eller "regelløst rollespil".
Rollespilmiljøet i Danmark.
Danmark har et aktivt rollespilmiljø, der primært udspiller sig i rollespilklubber og -foreninger, samt på rollespilkongresser.
Foreninger i Danmark.
Danmarks første rollespilforening, FBO (Forenede Brætspillere i Odense), blev oprettet i 1981.
Skoler.
På en lang række ungdomsskoler er rollespil på programmet blandt mange andre aktiviteter.
I august 2006 åbnede landets første deciderede rollespils-efterskole, Østerskov Efterskole, i Hobro i Nordjylland, hvor rollespil indgår som en væsentlig del af dagligdagen på skolen. Skolen er startet af rollespillere.
Kongresser i Danmark.
Den første rollespilkongres i Danmark, eller "con", som det betegnes i miljøet, var "1. Copenhagen Gamecon" i 1982. Kongressen er blevet afviklet hvert år derefter under navnet Viking-Con.
Kongresserne, der normalt er non-profit-arrangementer, byder typisk på et program bestående af en række bordrollespil-scenarier, eventuelt suppleret af brætspil, figurspil, samlekortspil, liverollespil og relaterede arrangementer.
Viking-Con og Fastaval er landets to største kongresser, med henholdsvis omtrent 800 og 600 deltagere hvert år, men udover dem findes der en række mindre kongresser. I Danmark bliver der afholdt omtrent ti kongresser årligt.
1996.
Begivenheder.
København er årets kulturby i 1996. Der er EUs kulturministre, der udnævner Europas kulturby.
Danske udgivelser.
Dizzy Mizz Lizzy: "Rotator"
Eksterne henvisninger.
96
1997.
Internationale udgivelser.
Blur - Blur
Eksterne henvisninger.
97
1998.
Eksterne henvisninger.
98
1999.
December.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen afslører i TV 2s morgen-tv at hans far var medlem af det danske nazistparti under besættelsen.
præsidentembedet til premierminister Vladimir Putin.
Referencer.
99
2000.
Året 2000 efter gregoriansk kalender er 1421 i muslimsk kalender, 5760 i jødisk kalender og 1922 i hinduistisk kalender.
2000 (MM) var det 500. skudår siden Kristi Fødsel, og årets første dag var en lørdag.
2000 var det sidste år i det 20. århundrede og var derfor ikke en del af det 21. århundrede.
Eksterne henvisninger.
00
2001.
2001 (MMI) begyndte året på en mandag.
Eksterne henvisninger.
01
2003.
2003 (MMIII) begyndte året på en onsdag.
Eksterne henvisninger.
03
Drager og Dæmoner.
Drager og Dæmoner er et svensk rollespil, lavet af Steve Perrin. Det siges, at den første version er baseret på Magic World, men med den mulighed at man kan spille en and, taget fra den engelske RuneQuest.
Drager og dæmoner bruger det velkendte Basic Role Play system, lavet af Chaosium, nok bedre kendt fra Call of Cthulhu.
Oversat til svensk hedder det "Drakar och Demoner". På trods af det lignende navn har det ingen relation til AD&D.
Det blev første gang lavet af Target Games.
RuneQuest.
RuneQuest er et rollespil, der første gang blev udgivet i 1978 af Chaosium, og blev hurtig det 2. mest populære rollespil, næstefter Dungeons and Dragons. Det første og andet bind forgik i Glorantha, hvorimod 3 bind (udgivet i midten af 1980) ikke blev nogen særlig stor success.
Spillet blev solgt til Avalon Hill, som vil bruge det til et andet rollespil.
RuneQuest er nu ejet af Mongoose Publishing, der i 2010 udgav den nyeste version af RuneQuest: RuneQuest 2. RuneQuest 2 kaldes normalt for MRQ2 (Mongoose RuneQuest 2) for at adskille det fra de forrige versioner.
Systemets styrker er at alt bygger på brug af skills; der er ingen levels, ingen klasser og ikke mange specielle evner. Reglerne er strømlinede, letlæselige, simple og dog istand til at give et utroligt detaljeret kampsystem.
Dungeons & Dragons.
Dungeons and Dragons (Kendt som D&D) er et rollespil/bordrollespil. Det blev oprettet af Gary Gygax og David Arneson i 1970. Det blev offentliggjort af Garys firma TSR. Dungeons and Dragons var det første og mest velkendte RPG (eng: Role playing game) spil, og er grundlaget for alle senere RPG spil.
Historie.
D&D har gennemgået mange revisioner. Det første var kun med nogle enkelte karaktertyper, uhyrer, monstre og magi.
Computerspil.
Efter Wizards of the Coast først opkøbte spillet, gik der ikke lang tid før de første Dungeons & Dragons 3rd Edition relaterede computerspil kom på markedet.
Glenn Quinn.
Glenn Martin Christopher Francis Quinn (født 28. maj 1970, død 3. december 2002) var en irsk skuespiller.I sine tidlige år flyttede han med sin mor og to søskende til U.S.A. Han døede i 2002 af en overdosis af heroin. Hans far er en kendt musiker.
1955.
Eksterne henvisninger.
55
Lunds Universitet.
Lunds Universitet blev grundlagt i 1666 og er det næstældste universitet i Sverige.
Historie.
Lunds Universitet blev oprettet som en del af forsvenskningen, efter at Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge. Allerede Karl X Gustav priste planerne. Initiativet blev taget af kirken og universitets første rektor Bernhard Oelreich (1626-1686), som vakte Magnus Gabriel De la Gardies interesse for et universitet i Lund. Beslutningen om oprettelsen blev taget i 1666, og selve akademiet blev indviet den 28. januar 1668. Formålet var at skabe et universitet, der kunne måle sig med de bedste udenlandske, men frem for alt uddanne svenske præster, som skulle pumpes ud i de tidligere danske landsdele. Præsterne var kongens vigtigste redskab i forsvenskningsprocessen på grund af det tilsyn, de øvede med befolkningen. Den omnationaliserede danske biskop Peder Winstrup bakkede svenskekongen op i hans planer og mente, at en ny højere læreanstalt skulle holde skånske studenter inden for det svenske riges grænser. Tidligere havde skåninger studeret ved Københavns Universitet. Forsvenskningen skulle ske på alle samfundsplaner. Det nye universitet fik navnet Regia Academica Carolina til minde om Karl X Gustav.
Lunds universitet har syv fakulteter, forskningscentrum og særhøjskoler og er en af de største enheder for forskning og højere udddannelse i Skandinavien. Universitetet i Lund har uddannelses- og forskningsinstitutioner i Malmø (ved siden af Malmö Högskola) og Campus Helsingborg er en filial af Lunds Universitet.
Slaget ved Øksnebjerg.
Slag den 11. juni 1535, hvor Johan Rantzau besejrede lübeckerne. Slaget blev sammen med den dansk-svensk-preussiske flådestyrkes sejr over Lübecks flåde ved Svendborgsund afgørende for udfaldet af Grevens Fejde. Flåden var under ledelse af Peder Skram.
"Her ramte Johan Rantzaus Lyn
drev Hansavældet ud af Fyn.
Mindeordene læses som rim i 4 linjer
Kilder/henvisninger.
Øksnebjerg, Slaget ved
Øksnebjerg
Øksnebjerg
Øksnebjerg (Assens).
Øksnebjerg (også stavet "Øxnebjerg") består af to bakketoppe, Store Øksnebjerg på 85 meter og Lille Øksnebjerg på 73 meter. Bakkerne ligger ca. seks kilometer øst for Assens, Fyn.
Naturområdet på Øksnebjerg har en fin tilgængelighed og med udsigt over det omliggende morænelandskab og det sydfynske øhav.
Bakkerne er kendt for Johan Rantzaus sejr over lübeckerne i 1535, hvorfor der også er rejst en mindesten på stedet.
Øksnebjerg Mølle.
Øksnebjerg Mølle, ca. 5 km øst for Assens, blev opført i 1859 som en hollandsk vindmølle. Den er efterfølgende blevet restaureret.
Øksnebjergstenen.
"Her ramte Johan Rantzaus lyn"
"drev hansavældet ud af Fyn"
"papismen fik på nordisk grund".
1535.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1530 1531 1532 1533 1534 - 1535 - 1536 1537 1538 1539 1540
Konge i Danmark: Christian 3. 1534-1559
Eksterne henvisninger.
35
Öland.
Øland (svensk "Öland") er en provins ("landskap") og Sveriges næststørste ø. Den er beliggende i Østersøen øst for Småland, som den skilles fra af det smalle Kalmarsund. Øen har været forbundet med fastlandet siden 1972 ved en bro, Ølandsbroen.
Öland har ca. 13.600 kendte fortidsminder. Den sydlige del af øen domineres af den steppeagtige, ca. 10 km brede slette, Det store alvar.
Geologi.
Öland er geologisk set en meget ung dannelse. Stenartene ved overfladen er sandsten, skifer og kalksten, men den består mest af kalksten, som blev aflejret under ordovicium. Dermed er grundfjeldet meget forskelligt fra det smålandske fastland. På de vestlige dele af øen findes der dog aflejringer fra kambrium, først og fremmest de såkaldte alunskifre. De største kalkstensforekomster findes på "Alvaret", som er et 37 kilometer langt och 15 kilometer bredt område, hvortil der er en langstrakt udsigt nær Vickleby.
Øen danner en stort set jævn flade, og det højeste punkt på øen ligger 57 m over havet. Fladen afbrydes brat mod vest, falder blidt i østlig retning og danner ganske lave strandenge ved østkysten. Da overjorden er meget tynd på grund af erosion, består store dele af øen - og først og fremmest den sydlige del - af et karst- og steppelandskab med en flora og fauna, der er bestemt af disse forhold.
Administration.
Öland har har været en del af Kalmar län siden det blev dannet i 1634, dog med undtagelse af en kort periode mellem 1819 og 1826, da øen var et selvstændigt, administrativt område. I dag har Öland to kommuner, Mörbylånga kommune og Borgholms kommun, der samarbejder indenfor Ölands kommunalforbund.
Større byer.
Indbyggertallene er opgjort pr. 31. december 2005, (SCB).
Andre bysamfund.
Klippegrundens kalksten bliver stadigvæk flittigt anvendt som byggemateriale i hele Sverige, ligesom "ölandsbrud" tidligere også var meget brugt i danske haveanlæg. Det er det kalkrige grundfjeld, som har dannet baggrund for den rige flora af bl.a. orkidéer, som findes på øen.
Öland består for størstedelen af mager alvarjordbund, men området op ad Kalmarsund fra Degerhamn i syd til Borgholm i nord, den såkaldte Mörbylångadal, er meget frugtbar. Tidligere var sukkerroer en almindelig afgrøde, men efter at sukkerfabrikken blev nedlagt er dyrkningen reduceret meget. Dyrkning af jordbær, kartofler, agurker og asparges er derimod blevet mere almindelige, og størsteparten af de brune bønner og Kepa-Løg som dyrkes i Sverige, bliver fremstillet på Öland.
Havnene og det meste af bebyggelsen findes på vestsiden af øen, og det har flere grunde, blandt andet mere beskyttede forhold og kontakter med fastlandet via Kalmarsund. Öland har tidligere haft mange fiskere, men de blev hastigt færre i antal i den sidste halvdel af det 20. århundrede, da større fiskefartøjer fra andre lande fremkaldte overfiskning. Torsken er efterhånden næsten helt borte, og også silden er gået kraftigt tilbage.
Natur.
Orkidéer på sydlige Gredas ängar på Öland
Floraen bestemmes af karstundergrunden og klimaforholdene: Den består af lavtvoksende buske (f.eks. Busk-Potentil) og stauder, der tåler tørke. Derfor finder man en usædvanlig rigdom af sydøstlige arter, først og fremmest 34 orkidéarter. Midt på øen og mod nord består bevoksningen dog for det meste af løvtræarter (f.eks. Stilk-Eg, Småbladet Lind, Storbladet Elm og Aksel-Røn).
Ved øens sydspids er der indrettet et fuglebeskyttelsesområde og en ornitologisk observationspost, da mange trækfugle søger den vej, især på efterårstrækket.
Historie.
På øen findes der flere fortidsminder som f.eks. de store jernalderborge f.eks. Gråborg og Eketorp og mange fundne guldringe. Mellem Öland og fastlandet ligger granitøen den Blå Jomfru, en nationalpark med en labyrint fra bronzealderen, bestående af 15 ringe.
Fra 1569 til 1804 blev hele Öland betragtet som et såkaldt kongeligt vildtdomæne, dvs. en kongelig jagtpark. Man byggede til og med en mur tværs over øen nogle kilometer nord for Ölands sydende, så vildtet ikke skulle springe ind på bøndernes marker, når de kongelige jagter blev afholdt. Indbyggerne måtte på den tid ikke eje hunde, for de kunne forstyrre kongens jagt. Ottenby kongsgård på øens sydende er dermed det område i verden, der længst har fungeret som jagtområde for en regerende monark.
Öland fik i det 20. århundrede en jernbane, som først blev færdig på den nordlige del, og fra 1910 kunne man færdes med en smalsporet jernbane fra Ottenby i syd til Böda i nord, en strækning på 151 kilometer. Ölands jernbane blev opkøbt af de svenske statsbaner i 1947, og fra 1948 kunde togvogne transporteres med færge fra Färjestaden til Kalmar. Jernbanen blev dog nedlagt i 1961.
Kultur og seværdigheder.
Siden 1980 har man hvert år udpeget Årets ölænding, og vedkommende modtager prisen fra kongens hånd.
Mange af Ölands mindesmærker, som f.eks. runestenene, stammer fra vikingetiden. I 1959 inviede man Himmelsberga friluftsmuseum, i dag Ölands museum, i Långlöt.
Den sydlige del af Öland – dvs. stort set hele Mörbylånga kommun (bortset fra de nordligste sogne Torslunda, Glömminge, Algutsrum og Norda Möckleby) – er udpeget som verdensarvområde af UNESCO under betegnelsen det Sydlige Ölands dyrkningslandskab.
Et usædvanligt indslag i det ölandske kulturlandskab er de hundredvis af vindmøller, der endnu står tilbage, selv om de er betydeligt færre end for hundrede år siden. De er i dag underlagt beskyttelse som kulturminder og er blevet et kendetegn for landskabet. Lange rækker af møller findes f.eks. i landsbyerne Lerkaka ved Runsten, Störlinge ved Gärdslösa og i Vickleby.
Siden begyndelsen af det 20. århundrede har Öland, takket være både natur- og kulturmiljøet og de klare luft- og lysforhold, været et værdsat tilholdssted for kunstnere. Under 2. verdenskrig etablerades den kendte kunstnerkoloni i Vickleby.
Som landskabsflag for Öland anvendes almindeligvis en fane med Ölands officielle landskabsvåben fra 1560'erne: en blå bund med en gående hjort af guld med rødt halsbånd, rød krone og røde klove. På privat initiativ har man også skabt et lokalt korsflag, men det er uklart, i hvilken grad det bliver brugt.
Østersøen.
Kort over Østersøen med Finske Bugt og Botniske Bugt
Udover at have kontakt til det åbne hav via Kattegat har Østersøen også kontakt til Hvidehavet via Hvidehavskanalen og til Nordsøen via Kielerkanalen.
Østersøen grænser i vest til Danmark og Sverige, i øst til Finland, Rusland, Estland, Letland og Litauen, i syd til Polen og Tyskland. Østersøen afvander et areal på ca. 1.721.000 kvadratkilometer.
Større øer i Østersøen: Gotland, Öland, Bornholm, Femern, Rügen, Dagø, Øsel, Åland.
Historie.
I de 12.000 år Østersøen har eksisteret har bathymetrien og saliniteten ændret sig. Udviklingen af Østersøen siden sidste istid er vurderet ud fra analyser af de marine sedimenter. Østersøen har været såvel mere fersk som mere salt end den er i dag. Denne naturlige variation er forårsaget af landhævninger/-sænkninger, vandstandsændringer og klimatiske variationer, som har bevirket større eller mindre åbning fra Østersøen til åbent hav og større eller mindre vandbidrag til Østersøen. Med de hydrografiske ændringer har ligeledes biologien ændret og udviklet sig. Selv gennem de seneste 100 år er der observeret betydelige ændringer i Østersøens salinitet.
Østersøen blev i 2004, sammen med 146 andre områder i verdenshavene herunder også Kattegat, udpeget til "død zone" af FN's miljøprogram (UNEP) på grund af den store tilførsel af kvælstof og det deraf følgende og tilbagevendende iltsvind.
Vejr.
Storme der gør skade på skibe er hyppige i Østersøen. Østerlige vinde er især farlige fordi de skaber kæmpemæssige bølger. I den nordlige del af Østersøen er al skibsfart indstillet om vinteren på grund af is.
Øregaard Museum.
Øregaard Museum set fra parken
Øregaard Museum ligger i landstedet Øregaard, Ørehøj Allé 2 i Hellerup. Museet ligger i Øregårdsparken i en bygning opført i 1806 efter tegning af den franske arkitekt Joseph-Jacques Ramée. Bygherren var den københavnske storkøbmand Johannes Søbøtker, som ønskede at anvende ejendommen som landsted i årets sommermåneder. Denne funktion havde gården i mere end 100 år. Øregaard havde flere ejere i denne periode: Joseph Hambro, A.N. Hansen og Detlef Ohlsen, der har givet navn til villavejene mellem landstedet og Øresund. I 1917 købte Gentofte Kommune landstedet med den omliggende park. Fra og med 1921 har bygningen været museum.
Museets primære samling er den Den Hegelske Samling med motiver fra København og omegn.
Historie.
Oprindelsen til Øregaard skal findes i en gammel bondegård på stedet, der blev udstykket fra Bernstorff Slot. Sognefogeden i Gentofte, Jacob Jensen, vandt 10. september 1765 den pågældende jordlod ved Øresund ved lodtrækning. Han ryddede grunden og flyttede året efter sin gård fra Nebrogade (nuværende Mitchellstræde) til den nye placering. Ved nutidens Tranegårdsvej opførte Jensen sin nye gård, der fik navnet "Oregården". I 1772 overdrog han sin ejendom til sin datter og svigersønnen Lars Jacobsen. Allerede i 1793 ses det af dokumenter, at navnet er blevet forvansket til "Øregaard". De nye ejere var barnløse og solgte derfor i 1806 Øregård til den velhavende grosserer og skibsreder, senere guvernør Johannes Søbøtker.
Søbøtker havde nu ikke tænkt sig at lege landmand, men at opføre et landsted i behagelig afstand af den tætbefolkede hovedstad. Endnu var konjunkturerne gunstige, og Søbøtker, der var blevet kompagnon i handelshuset Christian Vilhelm Duntzfelts firma to år forinden - havde råd til at engagere den franskfødte arkitekt og havearkitekt Joseph-Jacques Ramée, der var kendt for at være hjemme i den nyeste mode, men også for at være et dyrt bekendtskab. Med opgaven for Søbøtker kunne Ramée udfolde alle sine talenter, idet han - ud over at tegne det klassicistiske landsted med dets interiører - også designede parkens 20 tønder land i engelsk havestil. Selve landstedet er en toetages hvidpudset blok, hvis hovedfacade har fem vinduesfag, med trefags midtrisalit, der krones af en trekantsgavl. Taget er valmtag tækket med kobber.
Efter Københavns bombardement 1807 gik det ned ad bakke. Ramée forlod landet, og Søbøtker formøblede gradvist sin - og svigerfaderen Lars Larsens - formue. I 1821 solgte han Øregaard for 26.125 rigsdaler i rede sølv til den islandske købmand Johan Jørgen Hunæus.
Næste betydelige ejer var den hovedrige storkøbmand og bankier Joseph Hambro, der modsat Søbøtker kom styrket ud af krigsårene under Englandskrigene. I 1833 blev Hambros søn, Carl Joachim, gift med Caroline Gostenhofer. Carl Joachim Hambro bestyrede Hambros bankfilial i London, og Joseph Hambro ville sikre parret en behagelig bolig, når Hambro junior med hustru var i Danmark.
Joseph Hambro solgte i 1843 Øregaard til en nær ven og medarbejder, A.N. Hansen, der ejede landsted til sin død 1873. Sønnen Alfred Hansen, der også var grosserer, ejede dernæst landstedet, indtil han døde 1893. Hans ejertid er mest kendt for produktionen af "Øregaard-vaserne" på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Der er tale om prydvaser med gengivelser af henholdsvis Øregaard og Hansens Palæ i Bredgade.
Huset gik nu over til en anden familie, men blev stadig ejet af en grosserer, nemlig Detlef Ohlsen fra huset Ohlsen & Ahlmann. Den nye ejer begyndte en udstykning af Øregaards jorder til villagrunde. Avlsgården, der hørte til landstedet, nedbrændte desuden i 1914, således at Øregårds Allé kunne føres igennem fra Strandvejen til Gruts Allé. Ohlsen var ansvarlig for, at Hambros Allé blev bredere end de øvrige veje, da han ønskede at bevare så meget som muligt at udsigten.
Ohlsens enke solgte i 1917 Øregaard med park til Gentofte Kommune med den klausul, at parken skulle reserveres til en folkepark. Siden 1921 har landstedet været museum. Landstedet blev fredet 1918 i klasse B, hvilket blev ændret til klasse A i 1954 (klasserne bortfaldt i 1980).
1668.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1663 1664 1665 1666 1667 - 1668 - 1669 1670 1671 1672 1673
Eksterne henvisninger.
68
FTP.
Forkortelse for File Transfer Protocol. Protokollen er beskrevet i RFC354.
FTP er en klient-server- protokol der bruges til at overføre filer mellem to computere. På værtsmaskinen skal der være installeret en FTP-server, og på den tilsluttende maskine skal der være en FTP-klient. Tekstfiler behandles specielt idet linjeskift oversættes alt efter hvad der er normen på klienten og serveren. Med simple FTP-klienter skal brugeren selv styre om en fil skal opfattes som tekst eller ej, men de fleste programmer kan lave et fornuftigt gæt.
FTP bruges blandt andet til at lægge nye hjemmesider ud på en webserver, hente programmer og andre filer fra en kilde på internettet.
Mange steder, hvor filer kan hentes på internettet, tillader adgang via anonym FTP.
I lighed med flere af de tidlige internetprotokoller er der ikke tænkt på sikkerhed, idet brugernavn og adgangskode sendes over netværket i klar tekst, altså ukrypteret. Sikkerhedsmæssigt og også netværksmæssigt kan FTP være besværlig. Almindeligvis fungerer FTP på den måde, at man "bestiller" hentning af en fil hvorefter FTP-serveren etablerer en forbindelse til klientmaskinen. Set fra en firewalls synspunkt kommer der således et helt uafhængigt forsøg på at etablere en forbindelse, og det vil normalt blive afvist. Alternativt kan man at bruge passiv FTP, hvor klientcomputeren etablerer den forbindelse, som filen sendes over.
Anonym FTP.
I computerterminologi bruges betegnelsen anonym FTP for et system (en FTP server) til at hente og lægge filer på andre maskiner uden at skulle bruge en på forhånd kendt adgangskode. Logger man på en FTP server der tillader anonym adgang vil man som bruger ID skulle bruge navnet "anonymous", som password forventes det at man indtaster sin email adresse.
FTP servere der tillader anonym adgang bruges eksempelvis ofte til distribution af Open Source software idet en FTP klient kan sættes til automatisk at hente filerne (der ofte er ret store).
Historie.
FTP er fra 1972 og dermed en af de ældste protokoller, der stadig bruges på internettet.
Simple Mail Transfer Protocol.
Simple Mail Transfer Protocol (ofte forkortet til SMTP) er en protokol man bruger til at sende e-mail med.
Ved SMTP er der ingen login-krav, som for eksempel POP3, og protokollen udnyttes derfor ofte til reklame-post (engelsk spammail). For at gøre det sværere at sende reklame-post konfigureres mail servere oftest til kun at tillade post sendt enten til egne domæner eller fra klienter på ens eget netværk - andre afvises.
SMTPS er SMTP med kryptering.
Historie.
SMTP blev brugt for første gang i 1980. Siden er protokollen beskrevet i flere RFC-dokumenter.
Tekniske detaljer.
SMTP startede som en ASCII-baseret protokol. Det betyder at SMTP er en 7-bit-protokol, så alle andre tegn en tegnene i det amerikanske alfabet skal behandles specielt. En meddelelse, som skal sendes via SMTP indledes med en række linjer på formen "nøgle=værdi". Herefter følger en blank linje og selve teksten. Meddelelsen afsluttes med et punktum på en linje for sig.
De fleste nøgler bruges internt af protokollen, men nøgler som afsender og modtager kan ændres af brugeren. I selve protokollen er der ingen kontrol af f.eks. afsenderoplysningerne, men de fleste postservere kan indstilles så de kun accepterer post fra bestemte domæner.
Afsnit i meddelelsen, som ikke kan udtrykkes som ASCII skal base64-kodes. På denne måde sikres det, at data overlever en eventuel transport over kommunikationslinjer, der kun kan håndtere 7-bits data.
En postserver, der bruger SMTP kan kun sende post til en anden SMTP-server. Da det er de færreste, der har direkte adgang til en SMTP-server, bruges protokoller som IMAP og POP3 til den sidste del af transporten af post til modtageren.
Spam.
En indbakke fyldt med spam
Spam er en betegnelse for reklamer, man ikke selv har bedt om, som sendes via e-mail eller i nyhedsgrupper. Reklamerne har gerne til formål at lokke modtageren til at købe forskellige produkter via internettet. Spammail udsendes fra en afsender, der almindeligvis søger at skjule sin egentlige identitet ligesom han – med forskellige metoder – opsnapper e-mail-adresser fra intetanende, der surfer på internettet.
For personer, som udsender spam, kan det være en lukrativ forretning, hvilket formentligt er den primære årsag til, at de uønskede reklamer fortsat udsendes. Det koster således kun få kroner, at udsende millioner af e-mails, og hvis bare én person for hver udsendt million reklamer køber produktet, kan forretningen så at sige løbe rundt.
Det er ulovligt at udsende spammails, og der her været afviklet en række retsager på den baggrund.
Historie.
Kødproduktet "Spam", der indgår i Monty Pythons sketch.
Spam er en amerikansk betegnelse fra 1930'erne for en blandingsfødevare bestående af "Spiced Pork and hAM", der fremstilles af Hormel Foods Corporation. Produktet sælges på dåse og består af flæsk og skinke, og er et billigere alternativt for ren skinke.
Monty Python lod produktet Spam indgå i en sketch af samme navn fra 1970. I denne, som udspiller sig i en café, hvor alt på menuen indholder Spam, ønsker en kunde mad uden Spam. Dette skaber undren hos caféens indehavere, og på et tidspunkt kommer en gruppe vikinger ind, som synger "Spam Spam - dejlig Spam, lækker Spam" gentagne gange. Ordet "Spam" bliver nævnt i alt 132 gange gennem sketchen.
I 1980'erne begyndte man at bruge begrebet i MUD-spil, hvor teksten konstant ruller over skærmen (begrebet blev i MUD-kredse siden ændret til flooding). Efter flere tilfælde af masseudsendelse af uønskede reklamer i 1990'erne til alle nyhedsgrupper på Usenet af blandt andre advokaterne Canter and Siegel, fik udtrykket sin nuværende store udbredelse.
Et populært folkeetymologisk backronym er betegnelsen "Shit Posing As Mail", hvor forbogstaverne danner ordet "spam".
Spamfiltre.
Der findes mange forskellige måder, hvorpå man som bruger af internettet kan bortfiltrere spam fra sit e-mail-programs indbakke. En af de mest vidtgående er SPEWS, som er en sortliste til systemadministratorer. SPEWS og tilsvarende tjenester har listen over spamrelaterede IP-adresser indsamlet på forskellig vis og til forskellige formål.
Klager over modtagen spam.
Hvis man modtager spam, kan man anmelde det hos eksempelvis Spamcop. Desuden kan man på Forbrugerombudsmandens hjemmeside klage over spam; dette har størst effekt, hvis der er tale om spam, rettet mod danskere eller sendt fra danske mailservere.
Karl 10. Gustav af Sverige.
Karl X Gustav (8. november 1622-13. februar 1660), konge af Sverige i perioden 1654-1660.
Karl X Gustav betragtes trods sin korte regeringstid som én af de mest betydningsfulde konger Sverige har haft. Han tilbragte den største del af sin regentperiode som hærfører for den svenske hær i Polen, Tyskland og Danmark. Hæren havde stor succes, og overgangen over Storebælt, som førte til erobringen af en stor del af Danmark ved fredsslutningen i Roskilde, omtales som én af de største krigsbedrifter i Sveriges historie.
Han blev født i 1622 som søn af pfalzgreven Johan Kasimir af Pfalz-Zweibrücken og prinsesse Katarina Vasa, Carl IX´s datter. Han blev gift med Hedvig Eleonora af Holstein-Gottorp, med hvem han fik en søn, som blev konge af Sverige under navnet Karl XI af Sverige.
Han døde i 1660 i Göteborg. Huset kongen udåndede i kan stadig ses.
1660.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1655 1656 1657 1658 1659 - 1660 - 1661 1662 1663 1664 1665
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670 - Danmark i krig: Karl Gustav-krigene - 1657-1660
Eksterne henvisninger.
60
ASCII.
De 95 grafiktegn (mellemrum som første "tegn")
ASCII (udtales "aski") er et akronym for American Standard Code for Information Interchange (amerikansk standardkode til udveksling af information).
ASCII definerer en transformation mellem grafiske tegn (ASCII-tegn) og binære værdier. ASCII finder dermed anvendelse når tekst på grafisk form, der er læsbær af mennesker, ønskes repræsenteret på elektronisk maskinlæsbar form.
Digital repræsentation af tekst på ASCII form er meget anvendt i computer- og telekommunikations-branchen, hvor stort set alle digitale enheder anvender ASCII, eller en repræsentation afledt af denne (Unicode, ISO 8859-1 o.l).
Udover grafiktegn indeholder ASCII også en række kontroltegn, der vidner om at ASCII oprindeligt også blev udviklet til at styre de enheder er gjorde brug af de grafiske tegn (for eksempel linefeed, formfeed og carriage return for linieorienterede printere).
ASCII definerer 33 kontroltegn og 95 grafiktegn, i alt 128 tegn, og kan dermed repæsenteres binært vha. syv bit. Dette giver et interval for ASCII-værdierne på [0;127] (decimal talbase), eller [00;7F] (hexadecimal talbase).
Historie.
ASCII blev offentliggjort i 1963 af American Standards Association (ASA) som senere blev til ANSI.
ASCII bliver af mange (i USA) betragtet som den mest succesrige softwarestandard, der nogensinde er offentliggjort.
Kontroltegn.
Nedenfor ses ASCII transformationen for kontroltegnene i tabelform. Kontroltegnene repræsenteres med værdier i intervallet [0;31] eller værdien 127 (begge i decimal talbase).
Grafiktegn.
Nedenfor ses ASCII transformationen for de grafiske tegn i tabelform. Grafiktegn repræsenteres af værdier i intervallet [32;126] (decimal talbase).
HTTP.
HTTP eller HyperText Transfer Protocol er en protokol, som primært bruges til kommunikation på World Wide Web (WWW).
Specifikationerne bestemmes af W3C (World Wide Web Consortium)
HTTP er en protokol der beder en server på TCP-port 80 (med mindre andet er angivet) om specifikke ressourcer. Serveren svarer med HTTP-protokolkode for at angive det overordnede resultat af anmodningen, og derefter typisk selve ressourcen (fx et HTML-dokument eller et billede) eller en fejlbesked.
HTTP 1.0 er forskellig fra andre protokoller (såsom FTP), idet forbindelsen afbrydes, efter at den ønskede opgave er udført (eller en serie af opgaver er udført). Dette er ideelt for WWW, hvor der henvises til sider på tværs af webservere. Det kan dog skabe problemer for programmøren, da der kan være behov for at kende brugerens nuværende situation på serveren. Dette kan registeres i en såkaldt cookie. HTTP 1.1 kan opretholde forbindelsen (Connection: keep-alive).
HTTP kan også køre over en SSL-forbindelse (kaldet HTTPS i sammenhæng), hvilket gør HTTP-transmissionen krypteret, så længe den forstås på begge sider af forbindelsen.
Den præcise beskrivelse af HTTP version 1.1 er beskrevet i RFC 2616.
E-mail.
E-mail, e-post eller blot mail er en fællesbetegnelse for beskeder bestående af tekst og/eller binær data, der transmitteres over et datanet. Den mest udbredte form for e-mail transmitteres over internettet via SMTP-protokollen, men der findes dog også alternative standarder, fx X.400.
E-mail, som er en forkortelse for Electronic Mail, betegnes også elektronisk post om servicen generelt eller e-brev om den enkelte meddelelse.
E-mail før internet.
henviser til serveren "bigsite", til computeren "foovax" og til kontoen "barbox"
E-mail i dag.
I de fleste e-mail-programmer indstiller man ved opsætning sin afsender-adresse, og "fra"-feltet udfyldes derfor automatisk. Det skal dog bemærkes at der ikke er indbygget nogen kontrol af at afsenderen er den han giver sig ud for at være, ligesom det er tilfældet med almindelig post. E-mail-adressen består af to dele, et brugernavn og et servernavn, fx alice@a.dk, hvor alice er en bruger på serveren a.dk. Det såkaldte "snabel-a" (@) kan læses som det engelske ord, "at" = "hos", "ved" eller "på". Formatet på en e-mail-adresse er beskrevet i.
Til-feltet udfyldes af brugeren og indeholder modtagerens e-mail-adresse. Emnefeltet kan bruges til at specificere en overskrift for e-mailen, typisk vises denne overskrift sammen med afsender og dato i oversigten hos modtageren. Indholdet er selve meddelelsen.
Når brugeren trykker "send" i sit program igangsættes leveringen af e-mailen som følgende billede viser.
center
En e-mail kan ud over de tidligere beskrevne felter indeholde følgende felter
For at modtage e-mail benyttes oftest enten POP3- eller IMAP-datanetprotokollerne mens afsendelse sker med SMTP-protokollen. Da der kun kan sendes 7-bits data via e-mail, skal andre data base64-kodes, inden de sendes.
Hvor både POP3, IMAP og SMTP er internationale standarder specificeret i deres respektive RFC-dokumenter, findes der også proprietære systemer som for eksempel Microsoft Exchange (server) og Microsoft Outlook (klient) samt Lotus Domino (server) og Lotus Notes (klient).
Tegnsæt/format.
Kommunikation går på tværs af landegrænser, og derfor skal man være opmærksom på modtagerens tegnsæt - f.eks. er danske tegn ikke lige synlige uden for Danmark. Det mest normale tegnsæt var tidligere ASCII, men nu er ISO-8859 mere normalt, ligesom UTF-8 er på vej frem.
Tilsvarende gælder det, at kodningen eller formatet af brevet kan volde problemer "i den anden ende". Det mest normale var tidligere almindelig "brødtekst", dvs. bogstaverne a-z (og måske æ, ø, å) samt tal og punktuation- og specialtegn. Det er også muligt at benytte HTML-formateret tekst, men så bør man aftale med modtagere, om dette er acceptabelt. Årsagen hertil er, at mailen kan vokse sig så stor, at modtagerens brevkasse fyldes op og nægter at modtage mere.
Kritik af e-mail.
Der sendes betydelige mængder af email i dag. Et studie af e-mail blandt Intel-ansatte har vist, at den gennemsnitlige vidensarbejder modtager 50–100 arbejdsrelaterede e-mail hver dag. Hver uge går der 20 timer med at læse, behandle og svare på e-mailene samt frasortere de ca. 30 % unødvendige. Sammen med henvendelser på anden vis (almindelig post, fax, telefonopkald eller personlig henvendelse) og den koncentration, der går tabt, fører det til produktionstab, og studiet angav, at for en videns-intensiv virksomhed med 50.000 ansatte svarer tabet til én milliard amerikanske dollars.
Men hvis man tror, at en totalafskaffelse af e-mail ville kunne spare denne enorme sum, må man tænke om igen. For ingen virksomhed, institution eller myndighed kan fungere uden kommunikation med omverdenen. Hvordan henvendelserne fremkommer er underordnet. Der skal stadig bruges tid på ekspedere forespørgsler, ordrer, regninger osv., uanset om de fremkommer pr. e-mail, med almindelig post, telefonisk eller på anden vis. For uden kommunikation ingen forretning.
Discountkæden Aldi har bevidst fravalgt e-mail — både internt og eksternt.
Som årsag angiver de datasikkerhed (om indkøbspriser og prispolitik) og at "medarbejderne undgår at spilde værdifuld arbejdstid på at læse, skrive og besvare til tider irrelevante e-mails — private såvel som arbejdsmæssige."
Dette er dog nok det eneste eksempel for en dansk virksomhed.
Et andet eksempel på (delvis) fravalg af e-mail er den kendte computerprofessor Donald Knuth der ikke har læst "email" elektronisk siden 1990.
I stedet lader han sin sekretær printe relevante e-mail ud.
Med i billedet hører også tidsfaktoren. En e-mail er fremme på få sekunder uanset afstanden. I forhold til almindelig post er det en betydelig effektivisering. Her tager det en dag for et brev at komme frem indenlands men op til en uge ved international post, og lige så meget for svaret at komme retur. Og imens kan produktionen risikere at ligge stille, fordi der afventes oplysninger.
Men effektiviseringen kan også gå over gevind viste ovennævnte undersøgelse. De ansatte har nemlig svært ved at adskille arbejde og fritid, for e-mail kan ekspederes hvor som helst og således også hjemme på tider og i sammenhænge, hvor de ansatte ellers måtte formodes at holde fri. Og selv om der næppe kan sættes tal på det, er det klart, at det går udover både familieliv og den tid, enhver har behov for at slappe af og lade op i efter arbejde.
Webmail.
Webmail gør det muligt for en bruger at læse og skrive e-mail gennem en webbrowser.
Webmail bliver typisk tilbudt af internet-baserede firmaer, som evt. bruger ens information til markedsføring.
Efterhånden er det blevet standard, at også almindelige udbydere af e-mail konti tilbyder et webmail-interface udover det sædvanlige POP3-interface, således at man har adgang til sin mail i situationer, hvor man ikke kan benytte sit almindelige mailprogram.
Ulemper ved webmail.
Den første webmail var Hotmail. Hotmail blev meget hurtigt populær og blev siden opkøbt af Microsoft. Den kendes nu under navnet MSN Hotmail og tilbyder stadig gratis e-mail konti, men har nu også åbnet for yderligere faciliteter (mere plads til meddelelser, spamfilter etc.) mod betaling.
Der er for tiden nogen konkurrence på området, idet visse udbydere nu som modtræk tilbyder gratis webmail-løsninger med ekstraordinært meget plads. En sådant tilbud er bl.a. fornylig lanceret af firmaet bag søgemaskinen Google under navnet gmail, hvor der tilbydes i skrivende stund, 20. juli 2008, en datalagringskapacitet pr. mail-konto på 7320,918658 MB. Den er stadig stigende.
Sofie Lassen-Kahlke.
Sofie Katrine Lassen-Kahlke (født 18. juli 1979) er en dansk skuespiller. Hun er bedst kendt for sin rolle som Anja i filmene om Anja og Viktor startende med Kærlighed ved første hik.
Hun er uddannet på skuespillerkurser i Los Angeles, Californien.
Hun danner par sammen med helikopterpiloten Hans Poul Petersen.
Sofie fødte natten til torsdag den 27. januar 2011, en dreng på Hvidovre Hospital
Filmkarriere.
Sin filmdebut fik hun med en birolle i “Vildbassen” (1994), produceret af Regner Grasten Film, som også har produceret de øvrige film Sofie Lassen-Kahlke har medvirket i. Derpå fulgte roller i julekalenderen “Krummernes Jul” (1996), spillefilmen "Sunes familie" (1997) og julekalenderen “Brødrene Mortensens Jul” (1998). Hendes gennembrud kom som Anja i spillefilmen “Kærlighed ved første Hik” (1999), en ungdomskomedie der fik fortsættelserne “Anja og Viktor” (2001), "Anja efter Victor" (2003), "Anja og Victor - Brændende kærlighed" (2007) og "Anja og Victor - I medgang og modgang" (2008). I 2002 spillede Sofie Lassen-Kahlke en mindre rolle i filmen “Bertram & Co”. 2003 spillede hun overfor Karl Bille i musicalen “Askepop-The movie”.
Sin teaterdebut fik hun i 1992, hvor hun spillede "Rumpenisse" i teatertruppen Mastodonternes opsætning af Sebastians musical "Ronja Røverdatter".
Sammen med Søren Poppe har hun indspillet sangen “Danmarks drenge”, der blev udgivet i forbindelse med Fodbold-VM 2002.
I foråret 2002 var hun gæst i DR tv’s satireprogram “Banjos Likørstue.
I 2003 var hun gæst i DR underholdningsserie “OBLS”, hvor hun sang ABBA-sangen “Dancing Queen”.
Sideløbende med skuespillerkarrieren har hun studeret jura på Københavns Universitet.
Sofie har tidligere dannet par med Axel Castenschiold og de har været samme i mange år.
Hun er også med i tredje sæson af Live Fra Bremen.
1050.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne - 1050'erne - 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne
År: 1045 1046 1047 1048 1049 - 1050 - 1051 1052 1053 1054 1055
Eksterne henvisninger.
50
1103.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årti: 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne - 1100'erne - 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne
År: 1098 1099 1100 1101 1102 - 1103 - 1104 1105 1106 1107 1108
Eksterne henvisninger.
03
1679.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1674 1675 1676 1677 1678 - 1679 - 1680 1681 1682 1683 1684
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 - - Danmark i krig: Skånske Krig 1675-1679
Eksterne henvisninger.
79
1658.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1860'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1653 1654 1655 1656 1657 - 1658 - 1659 1660 1661 1662 1663
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670 - Danmark i krig: Karl Gustav-krigen - 1657-1660
Eksterne henvisninger.
58
Østrig.
Østrig, officielt Republikken Østrig (tysk: "Republik Österreich") er en forbundsstat i Centraleuropa, og består af 9 forbundslande med hvert sit parlament og regering. Østrig er omgivet af land på alle sider og støder op til Liechtenstein og Schweiz i vest, Italien og Slovenien i syd, Ungarn og Slovakiet i øst og Tyskland og Tjekkiet i nord. Hovedstaden er Wien. Østrig har 8,3 mio. indbyggere, hvoraf tre fjerdedele tilhører den romersk-katolske tro. Det officielle sprog er tysk, der tales i dialektiske former. Herudover er slovensk, kroatisk og ungarsk anerkendte minoritetssprog.
Republikken Østrig blev dannet på resterne af det østrig-ungarske dobbeltmonarki efter 1. verdenskrig og fik sin første statsforfatning i 1920. Denne blev videreført efter 2. verdenskrig i 1945, hvor den Anden Republik blev dannet. Fuld suverænitet fik Østrig med statstraktaten af 15. maj 1955. Østrig har en forfatningsbestemt neutralitet og er sæde for flere internationale organisationer, heriblandt FN, OSCE og OPEC. Landets statsoverhoved er forbundspræsidenten. Forbundskansleren er regeringchef.
Nationalrådet, der har 183 medlemmer, er det direkte valgte parlamentskammer. Valgperioden er fem år, og valgretsalderen er 16 år, hvilket er den laveste i Europa. Forbundsrådet er Østrigs indirekte valgte parlamentskammer, hvortil forbundslandenes lokale parlamenter, landdagene, udpeger 62 repræsentanter. Forbundsrådet har absolut vetoret mod love, der griber ind i forbundslandenes anliggender og rettigheder.
Topografisk er Østrig domineret af Alperne, der dækker 60 % af landet. Disse har stor betydning for Østrigs turisme, hvor alpin vintersport er en betydende erhvervsfaktor. Herudover er maskiner, kemiske produkter, stål- og metalvarer samt vin vigtigste produkter i Østrigs samhandel med udlandet. Også inden for infrastrukturen har topografien stor betydning, hvor bane- og vejanlæg er præget af det uvejsomme terræn med mange bro- og tunnelværker, ligesom landets mange floder giver gode muligheder for vandkraft, der dækker to tredjedele af landets energibehov. Kulturlivet er rigt og har fostret store komponister som W.A. Mozart, Joseph Haydn, Franz Schubert, Johann Strauss samt Gustav Mahler.
Oldtid til 15 f.Kr..
De ældste spor efter mennesker i Østrig hører til palæolitikum, Neandertalernes tid. Der er flere oldtidsfund i Niederösterreich, hvoraf det mest kendte er i Wachau. Her er også de to ældste østrigske kunstværker fundet, en lille kvindefigur, den såkaldte "Dansende Fanny" fundet i Stratzing/Krems-Rehberg, samt figuren "Venus fra Willendorf". Efter den trinvise bosættelse i alle regioner i Østrig i den sene stenalder står kobberalderen i udnyttelsen af råstoffernes tegn, først og fremmest kobber. Fra denne tid stammer også den berømte gletsjermumie Ötzi i det østrigsk-italienske grænseområde.
Under bronzealderen mellem 3. og 1. årtusinde f.Kr. blev der etableret et stigende antal handelscentre, hvis størrelse samtidig tog til. Der blev også etableret fæstninger fortrinsvis i råstofudvindingsområderne. I området omkring Hallstatt begyndte den systematiske udvinding af salt. Den ældre periode af jernalderen er opkaldt efter denne by: Hallstattkulturen. Den yngre jernalder står i kelternes tegn, som i syd og øst af det nuværende Østrig etablerede den første statsdannelse. Den vestlige del blev i denne periode beboet af rætierne.
Romersk provins og folkevandring 15 f.Kr.-700.
Romerske provinser og byer inden for Østrigs nuværende område
Størstedelen af det nuværende Østrig blev omkring 15 f.Kr. besat af Romerriget. Den romerske hersker Claudius oprettede under sin regeringsperiode (41-54 e.Kr.) den romerske provins Noricum, hvis grænser stort set svarede til Østrigs nuværende. Øst for Vindobona (det nuværende Wien) lå den største romerske by Carnuntum. Andre vigtige byer var Aguntum (ved Lienz), Juvavum (Salzburg), Virunum (nuværende Klagenfurt) og Teurnia (i nærheden af Spittal an der Drau).
Efter udbredelsen af kristendommen i det 2. århundrede e.Kr. begyndte den langsomme nedgang for Romerriget gennem folkevandringerne. Efter goterne, slaverne og avarernes lange pres mod provinsen Noricum begyndte bajuvarernes bosættelser i det 6. århundrede, mens det nuværende Vorarlberg blev befolket af alemannerne. I det nordlige alpeområde etablerede det bayriske hertugdynasti, hvis slægt stammede fra Agilolfinger, sig fra det 6. århundrede. Få årtier senere var Romerriget endegyldigt faldet fra hinanden.
Frankerrige og det hellige romerske rige 700-1806.
Store dele af Østrig hørte i det sene 700-tal til det bayriske hertugdømme i Karl den Stores frankiske rige. I det senere østfrankiske rige var regionen svarende til det nuværende Niederösterreich fra 856 underlagt Karolingerne som "Marchia orientalis", hvilket er latin for "den østlige mark". Dette grænseland i rigets sydøstlige del blev kimen til det senere Østrig. Området blev dog tabt til Ungarn i 907. Først efter Lechfeldslaget kunne det østfrankiske rige igen ekspandere mod øst, og der opstod nye hertugdømmer og markgrevskaber. Dermed begyndte også en ny bayrisk bosætningssbølge.
I år 976 opstod den ældste landeenhed indenfor grænserne af det nuværende Østrig i form af det selvstændige hertugdømme Kärnten. Samme år blev "Marchia Orientalis" overgivet til en Babenberg-greve af kejser Otto II "Marchia Orientalis" blev i den forbindelse første gang benævnt "Ostarrîchi". Udtalen og skrivemåden blev senere til "Österreich". Den første skriftlige kilde til navnet stammer fra et dokument udfærdiget i Bruchsal den 1. november 996. Deri er fastslået en gave fra Otto III til biskoppen af Freising, nemlig en "region der almindeligvis kaldes Ostarrichi" ("regione vulgari vocabulo Ostarrichi"), hvormed der var ment området omkring Neuhofen an der Ybbs ("in loco Niuuanhova dicto"). Dette dokument opbevares i dag i "Bayrische Hauptstaatsarchiv" i München. Området blev også kendt som "Ostland" (lat. Austria) eller "Osterland", og den 8. september 1156 blev det ophøjet til et af Bayern uafhængigt hertugdømme af Kejser Friedrich I gennem udstedelsen af det såkaldte "Privilegium Minus". Dermed begyndte Østrigs egentlige historie som selvstændigt territorium inden for det hellige romerske rige.
Babenbergerne blev i 1278 efterfulgt af Habsburgerne. For at understrege deres særlige status gjorde de hertugdømmet Østrig til et ærkehertugdømme gennem en forfalsket erklæring kaldet "Privilegium Maius". De udvidede deres herskerområde indtil 1525 og blev en magtfaktor i det hellige romerske rige. De sene Babenbergere havde forbundet Steiermark med Østrig, og for Habsburgerne lykkedes det derfra at skabe et kompleks af lande gennem erhvervelse af Kärnten, Tyrol, Krain og flere andre områder, som samlet blev kaldt "Herrschaft zu Österreich". Fra 1438 besad dynastiet næsten gennemgående den romersk-tyske konge- og dermed også kejserrang.
Fra slutningen af det 15. århundrede til 1690 blev de habsburgske landområder i stigende omfang udsat for angreb af det Osmanniske Rige, som stræbte mod vest fra Ungarn. Først i 1716 lykkes det Prins Eugen af Savoyen det at slå "tyrkerne" tilbage til Beograd. Reformationen af kirken slog i begyndelsen hurtigt igennem, men blev i løbet af det 17. århundrede igen slået tilbage.
1713 blev der med den pragmatiske sanktion for første gang lavet en grundlov gældende for alle de habsburgske landområder, og den fastslog at disse områder udelelige og uadskillelige. Dermed lå det fast, at disse lande havde et enhedsfællesskab under et fælles statshoved - et fællesskab der blev kaldt "Østrig". Den fastslog også, at efter kejser Karl VI, der ikke havde nogen mandlige arvinger, skulle hans datter Maria Theresia følge ham som dronning af de østrigske arvelande. I den østrigske arvefølgekrig lykkedes det i hovedsagen for det nye hus Habsburg-Lothringen at tilegne sig magten i arvelandene. Da Preussen og Rusland i det 18. århundrede opdelte Polen, fik Østrig tildelt Galicien og Lodomerien.
Franz II grundlagde i 1804 kejserriget Østrig og tilegnede sig som Franz I titlen som Kejser af Østrig. I 1806 nedlagde han dog efter pres fra Napoleon kejserkronen for det hellige tysk-romerske rige, hvormed dette også de jure ophørte med at bestå. Således var han i to år den eneste dobbeltkejser i historien.
Kejserriget Østrig (1804-1867) og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (1867-1918).
Det nye kejserrige Østrig var en etnisk blandet stat, der udover tysk også talte ungarsk, italiensk, tjekkisk, polsk, ukrainsk, rumænsk, kroatisk, serbisk, slovakisk og slovensk. Da områderne tidligere havde hørt under det hellige romerske rige, indgik det fra 1815 i det tyske forbund, i hvis forbundsforsamling den østrigske gesandt havde formandskab. Landsdelen Salzburg tilfaldt i 1816 som hertugdømme det østrigske kejserrige, efter at det havde været et selvstændigt fyrsteærkebispedømme siden 1328.
Den førende politiker i den østrigske Biedermeier-tid var udenrigsminister og senere kansler Metternich. For ham gjaldt det at holde befolkningen i ro med censur og stikkeri for at opretholde den gamle orden: det enevældige monarki. De samme mål havde man på det tidspunkt i Preussen og Rusland, og sammen grundlagde disse tre monarkier den hellige alliance. I denne periode fandt industrialiseringen af Østrig også sted. I 1837 kørte det første damptog mellem Floridsdorf og Deutsch-Wagram, som var første del af nordbanen - monarkiets vigtigste banestrækning.
Inspireret af begivenhederne i Frankrig, der førte til oprettelsen af den 2. republik, udbrød der revolution i 1848, hvor monarkiets befolkning stræbte efter demokrati og uafhængighed. Det førte til, at kansler Metternich måtte gå i landflygtighed i England. Kun den kejserlige armé under Radetzky, Jelačić og Windisch-Graetz samt hjælp fra den russiske armé sikrede monarkiets overlevelse. Den 2. december 1848 afløste den 18-årige Franz Joseph den syge kejser Ferdinand I. Den uerfarne hersker stillede i 1849 de oprørske ungarere for retten og lod et dusin af de øverste ungarske hærførere henrette. Kejseren satte grundloven ud af kraft og indførte et totalt enevælde, hvor han i sin person ville samle den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vakte en uvilje hos de mange nationalister i riget.
Med slaget ved Solferino i 1859 tabte Østrig overherredømmet i Norditalien, og med slaget ved Königgrätz (Sadowa) tabte man lederskabet i det tyske forbund. Den derigennem svækkede kejser måtte gennemføre dybtgribende reformer og opgive sin neo-absolutte regeringsmåde, og Østrig blev omdannet til et konstitutionelt monarki. Med Ungarn indgik man nu i 1867 en aftale, der gjorde det østrigske monarki til det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Begunstigelsen af ungarerne, der nu i videst muligt omfang blev uafhængig af den østrigske indenrigspolitik, pustede yderligere til nationalitetskonflikterne med de øvrige befolkningsgrupper i monarkiet. Mens alle nationaliteter var repræsenteret i det østrigske rigsråd, og valgretten blev indført i 1907 for alle mænd, så blev de ikke-ungarske nationaliteter stærkt forfordelt i den ungarske rigsdag, og der kom heller ikke en almen valgret i Ungarn før 1918.
De nationale konflikter kombineret med forskellige alliancer i forhold til Balkan - Østrig var i alliance med Tyskland, og Serbien blev støttet af Rusland, og Rusland kunne regne med Frankrigs opbakning - gav efterhånden den nationale samling i Østrig-Ungarn trange kår. Hele konflikten brød ud i lys lue med attentatet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914, der førte til 1. verdenskrig, og endelige afslutning af det kongelig-kejserlige monarki i 1918.
Første republik (1918-1938).
Ved afslutningen af 1. verdenskrig var Østrig-Ungarn faldet fra hinanden. Den 12. november 1918 blev den nye republik Tysk-Østrig udråbt. Efter valget den 16. februar 1919 blev Karl Renner kansler. Han skulle i 1945 på ny komme til at spille en vigtig rolle ved grundlæggelsen af den Anden Republik. På det gammeløstrigske område, der var beboet af mennesker, der fortrinsvis talte tysk, opstod således en ny stat, og kejser Karl I's rolle var dermed formelt udspillet. Han flygtede til Schweiz og døde i 1922 på Madeira, mens hans hustru Zita von Bourbon-Parma døde i 1989.
Karl I., Østrigs sidste kejser
Nogle områder, hvor flertallet af befolkningen talte tysk (f.eks. Egerland, Sydmähren og Sydtyrol) måtte efter ønske fra sejrherrerne ikke forblive i Østrig. I Saint-Germain-traktaten blev det foreskrevet, at navnet på staten skulle være "Republikken Østrig", og den i forfatningen forudsatte indtræden i den nye tyske republik blev forbudt. I 1920 blev den nye forbundsforfatning besluttet. I 1921 blev Burgenland, som var den overvejende tysktalende del af vestungarn, optaget som selvstændigt forbundsland i republikken.
I 1925 indførtes den østrigske schilling som valuta, og det lykkedes en tid at bremse en truende inflation. Men den økonomiske krise og de politiske modsætninger førte de følgende år Østrig længere og længere ned i en krise.
Austrofascismen og stænderstat.
En strid om gyldigheden af en afstemning i Nationalrådet førte til, at den kristensociale kansler Engelbert Dollfuß med politiets hjælp forhindrede forsamlingen at sammentræde. Dollfuß tiltog sig diktatorisk magt og udnyttede, at krigsforvaltningens fuldmagtslov fra 1917 ved en fejl ikke var ophævet. Han kunne dermed ændre lovene eller udstede nye gennem regeringsforordninger. Den 12. februar 1934 kom de ulmende modsætninger mellem de regerende kristendemokrater og socialdemokraterne voldeligt til udtryk i den østrigske borgerkrig, hvor en generalstrejke i de store industrområder omkring Wien, Linz, Steyr og Oberösterreich udviklede sig og krævede i alt 300 døsofre. Regeringen indsatte forbundshæren med våben og fik genskabt kontrollen. Der fulgte nogle dødsdomme mod medlemmer af politiske bevægelser, og et forbud mod det socialdemokratiske parti og dets støtter. Med en ny forfatning proklamerede Dollfuß herefter den 1. maj 1934 forbundsstaten Østrig som en stænderstat, der klart var et diktatorisk styre Styreformen, der var inspireret af Mussolinis styreform, blev kaldt austrofascisme.
Det førte få uger efter til julikuppet begået af tilhængere af det siden 1933 forbudte NSDAP. Det lykkedes nogle kupmagere den 25. juli 1934 at trænge ind i kanslerforvaltningen, hvor Dollfuß blev så hårdt såret, at han døde få dage efter. Kupforsøget blev slået ned indenfor få dage, og Kurt Schuschnigg blev ny forbundskansler. I februar 1938 mødtes Adolf Hitler med Schuschnigg, hvor han under trusler om militær invasion satte den østrigske kansler under pres for at indsætte nationalsocialister i regeringen. Schuschnigg gav efter og indsatte den østrigske nazileder Arthur Seyß-Inquart som indenrigsminister. Kansleren så ikke anden mulighed end at afholde en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed. Men få dage før afstemningen blev Østrig stillet over for et tysk ultimatum om at indsætte en naziregering, og Schuschnigg overlod nu sin plads til Seyß-Inquart.
Samtidig med regeringens tiltræden den 12. marts 1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig og forhindrede dermed den af Schuschnigg til den 13. marts 1938 planlagte folkeafstemning. Den 13. marts 1938 indlemmede Hitler gennem Anschluss Østrig i Det tredje Rige under stor begejstring fra sine talrige østrigske tilhængere. Kort efter begyndte arrestationer af omkring 60.000 østrigere, der blev sendt i koncetrationslejrene i Dachau og Buchenwald. Deportationen af jøder og den såkaldte "arisering" med beslaglæggelse af jødisk ejendom tog hurtigt til. Den 10. april 1938 blev der afholdt en folkeafstemning til bekræftelse af indlemmelsen. Det officielle resultat var, at 99,73 % af stemmerne var ja-stemmer.
Det tredje rige (1938-1945).
Nazitysklands inddeling i rigsenheder - de såkaldte Reichsgaue
Østrig forblev umiddelbart som eget land i det tredje rige, men den såkaldte "Ostmarkgesetz" (østmarkloven) af 14. april 1939 omdannede Østrigs delstater til tyske Reichsgaue, og fra 1942 blev de tidligere delstater og Wien gennem en førerbefaling omdannet til "normale" tyske rigsenheder. Østrig blev først betegnet som "Ostmark" og senere som "Alpe- og Donauenheden". Burgenland blev delt mellem enhederne Niederdonau og Steiermark, Østtyrol blev sluttet til Kärnten og den steiriske del af Salzkammergut blev lagt under Oberdonau. Wiens areal blev ved en sammenlægning med oplandet tredoblet (i det såkaldte stor-Wien).
Efterkrigstid og den Anden Republik.
Kort før det stortyske riges fald og krigsafslutningen i 1945 blev Østrig igen etableret som uafhængig stat. Dette havde de senere sejrherrer allerede fastslået i Moskvadeklarationen i 1943. Den 27. april 1945 sammentrådte en provisorisk statsregering med Karl Renner som kansler og proklamerede genopståelsen af republikken (Den Anden Republik). Snart derefter blev forfatningen fra 1. oktober 1920 med dens senere justering fra 1929 atter sat i kraft. Østrig tilbagevandt dermed sin status som et ikke-voldeligt, repræsentativt, parlamentarisk og føderalistisk demokrati.
Karl Renner blev i december 1945 valgt til forbundspræsident af Forbundsforsamlingen. Efter Renners død blev Wiens borgmester Theodor Körner den 27. maj 1951 folkevalgt til forbundspræsident som kandidat for SPÖ. Han blev dermed det første folkevalgte statsoverhoved i den østrigske historie. Fra 1945 til 1947 blev Østrig efter ønske fra besættelsesmagterne ledet af en regering bestående af alle partier (ÖVP, SPÖ, KPÖ). Den 19. november 1947 dannede ÖVP og SPÖ en stor koalition, der regerede indtil 1966. Denne alliance mellem partierne var udtryk for en fast beslutning om at løse Østrigs problemer, men den lagde også grunden til de to partiers dominans og magtdeling i østrigsk politik, hvilket dog i årtier havde vælgernes opbakning.
Indtil 1955 var Østrig ligesom efterkrigstyskland opdelt i besættelseszoner. Den sovjetiske zone var den største, som omfattede Oberösterreich nord for Donau, Niederösterreich og det gendannede Burgenland. Wien, som lå midt i den sovjetisk okkupationszone, blev del mellem de allierede, og Wiens inderste bykerne blev administreret i fællesskab mellem parterne. Russerne beslaglagde en række vigtige virksomheder, herunder også olieproduktionen, da den blev betragtet som "tysk ejendom", og produktionen blev samlet i en sovjetisk koncern benævnt USIA.
a>-slottet i Wien, hvor Østrigs statstraktat blev underskrevet 15. maj 1955
Med underskrivelsen af den østrigske Statstraktat den 15. maj 1955 fik republikken sin fulde suverænitet den 27. juli 1955. Den blev indgået mellem forbundsregeringen og repræsentanter fra sejrsmagterne. Østrig forpligtede sig til aldrig igen af stræbe mod en tilslutning til Tyskland. Den 26. oktober 1955, efter tilbagetrækningen af besættelsestropperne, besluttede Nationalrådet Østrigs evige neutralitet; denne dag har siden 1965 være Østrigs nationaldag. Neutraliteten, der således ikke er en del af forpligtelserne i selve statstraktaten, betyder, at Østrig ikke må tiltræde militære samarbejder og at landet ikke må tillade andre magter at anvende østrigsk territorium som militært støttepunkt, samt at Østrig med alle midler skal forsvare sin uafhængighed. Neutraliteten gav under den kolde krig Østrig en særlig position som brobygger mellem vest og øst. Neutraliteten blev sat på en prøve under opstanden i Ungarn i 1956 og senere igen under besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968, men Østrig fastholdt sin neutrale position og modtog både mange flygtninge under de to kriser og gav store humanitære hjælpemidler.
Den 14. december 1955 blev Østrig medlem af FN og var 1973-74, 1991-92 og 2009-2010 medlem af sikkerhedsrådet. I 1956/57 fik IAEA, det Internationale Atomenergiagentur, sæde i Wien, og i 1969 kom UNIDO, FN's organisation for industriel udvikling, til, og senere fulgte flere FN-agenturer. I 1965 lagde OPEC sit hovedkontor i Wien.
I Sydtyrol, som indtil 1918 havde tilhørt Østrig, men efter 1. verdenskrig blev annekteret af Italien, var der et flertal af tysktalende. I 1960'erne forelagde Østrig konflikten med Italien om landområdet for FN, og efter et møde i København i november 1969 enedes Italien og Østrig om en række rettigheder for befolkningen i Sydtyrol.
Fra 1970 til 1983 blev Østrig ledet af en socialdemokratisk regering med Bruno Kreisky i spidsen. I 1970'erne fik Østrig stigende betydning i internationale spørgsmål, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem etableringen af en FN-bygning i Wien (UNO-City) og Bruno Kreiskys engagement i spørgsmålet om palæstinenserne.
Østrig i dag.
Siden åbningen af grænserne til de tidligere østbloklande i 1989/1990 ligger Østrig ikke længere ved østgrænsen til det frie Europa, og Østrig har oplevet stærkere handelsforbindelser til og investeringer i reformlandene. I første halvdel af 1990'erne fik mange mennesker fra de borgerkrigshærgede jugoslaviske lande ophold i Østrig.
Efter afslutningen af den kolde krig i 1991 blev neutralitetspolitikken slækket. Den har ændret status efter Østrigs indtræden i EU den 1. januar 1995. Under den kolde krig var den en vigtig del af østrigernes identitet, men med Østrigs deltagelse i EU og dermed også EU's fælles forsvarpolitik har neutralitetspolitikken mistet sin udenrigspolitiske betydning.
I 2002 blev euroen indført som valuta og erstattede dermed den østrigske schilling, og den 21. december 2007 blev Schengen-samarbejdet udvidet mod øst. Dermed forsvandt de sidste rester af jerntæppet, da grænsekontrollen til Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien blev fjernet. Den 9. april 2008 ratificerede Nationalrådet EU's Lissabon-traktat med et stort flertal på 151 medlemmer for og 28 imod.
Geografi.
Østrig strækker sig i øst-vestlig retning på det længste sted 575 km. og i nord-sydlig retning 294 km. på det længste sted. Omkring 60 % af landet består af bjerge og har en andel af østalperne (frem for alt Tirols del af Centralalperne, Hohe Tauern og Niedere Tauern, Nordlige Kalkalper, Sydlige Kalkalper og Wienerwald), hvorfor landet i folkemunde ofte kaldes "Alperepublikken". Nord for Donau i Ober- og Niederösterreich ligger den "bøhmiske masse" der med sine udløbere når helt til Tjekkiet og Bayern. Burgenland øst for alpe-karpater-buen løber ud i det pannoniske bækken og har både landskabsmæssigt og klimatisk stor lighed med den østlige nabo Ungarn, hvortil det hørte indtil 1921.
De store højdeforskelle ligger mod øst langs med Donau, frem for alt i alpeforlandet og i Wienerbækkenet med Moravafeltet samt i det sydlige Steiermark, der med sin lighed med landskabet i Toscana ofte kaldes det steiriske toscana. Det lavest beliggende punkt i Østrig er Hedwighof i Burgenland med 114 m.o.h. Kun 32 % af landet ligger lavere end 500 m.o.h.
43 % procent af landets areal på 83.871 km² er dækket af skov.
Eksklaver og enklaver.
Inden for Østrigs statsområde er "Kleinwalsertal" en tysk funktional enklave. Det betyder, at Kleinwalsertal hører til Østrig (Vorarlberg) og grænser direkte op til landet, men på grund af den topografiske placering af vejene kan den kun nås via Tyskland. En anden tysk funktional enklave er kommunen "Jungholz" i Tyrol, som ikke kan nås fra Østrig og kun er forbundet med landet med det 1.636 meter høje bjerg Sorgschrofen.
Bjerge.
De højeste bjerge i Østrig er 3-4.000 meter høje og ligger i østalperne. Med 3.798 m.o.h. er Großglockner i Hohe Tauern det højeste bjerg. Dernæst følger Wildspitze med 3.774 m.o.h. og Weißkugel med 3.738 m.o.h., der begge ligger i Ötztal Alperne.
Bjerglandskabet er af stor betydning for turismen. Der er mange vintersportssteder, og om sommeren er der mulighed for bjergvandring eller -klatring.
Søer.
Den største sø er Neusiedler See i Burgenland. Af søens samlede areal på 315 km² hører ca. 77 % til Østrig mens resten ligger i Ungarn. Attersee er den største sø, der er beliggende helt inden for Østrigs grænser, med et areal på 46 km² efterfulgt af Traunsee med 24 km², begge i Oberösterreich. Også Bodensee med sine 536 km² i "Dreiländereck" på grænsen mod Tyskland og Schweiz ligger for en mindre dels vedkommende i Østrig. Statsgrænserne i Bodensee er imidlertid ikke præcist fastlagt.
For sommerturismen har søerne ligesom bjergene stor betydning, særligt søerne i Kärnten og i Salzkammergut, der er populære mål for badeferier. De kendteste søer her er Wörthersee, Millstätter See, Ossiacher See og Weissensee i Kärnten. Andre kendte søer er Mondsee og Wolfgangsee på grænsen mellem Salzburg og Oberösterreich.
Floder.
Millennium Tower og Donau i Wien
Den største del af Østrig bliver afvandet gennem Donau til Sortehavet. Kun mindre områder mod vest afvandes via Rhinen og i nord via Elben til Nordsøen. Donau, der med sine i alt 2.888 km er Europas næstlængste flod, gennemflyder Østrig med en længde på 350 km.
Mura afvander området Lungau i Salzburg samt Steiermark; den udmunder i Drau i Kroatien, som samtidig afvander Kärnten og Østtyrol. Drau udmunder i Kroatien på grænsen til Serbien i Donau.
Rhinen afvander store dele af Vorarlberg og flyder gennem Bodensee for at udmunde i Nordsøen.
Natur.
De forskelligartede topografier i Østrig skaber grundlag for er et stort antal arter inden for både flora og fauna. For at beskytte disse, er der inden for de seneste årtier etableret syv forskellige nationalparker. Også i kølvandet på UNESCO's Verdensarvsliste er flere områder udpeget til naturarv.
Flora.
Edelweiss - et symbol på Østrigs alpeflora
Det østrigske miljøministerium antager, at der er omkring 2.950 spore- og rodplanter inklusiv uddøde plantearter. Heraf står godt 40 % på den røde liste.
43 % af Østrigs areal består af skov. I lavområderne op til 500 meter består skovene fortrinsvis af løvskov med bøg og eg. Over denne grænse er der blandingsskov – primært bøg og gran – mens gran er helt dominerende i højder over 1.500 meter. Skovgrænsen ligger omkring 1.800 meters højde.
I alperne findes en række sjældne plantearter, hvoraf mange er totalfredet, f.eks. den udrydningstruede Edelweiss. Alpeviol og ensian findes med flere forskellige arter i Alperne.
Fauna.
Der findes omkring 45.870 dyrearter i Østrig, hvoraf 98,6 % er hvirvelløse dyr. 10.882 arter regnes som truede, hvoraf 2.804 er opført på IUCN's rødliste. Der findes en række sjældne fuglearter som f.eks. lammegrib, alpesejler og forskellige mejsearter. I alperne findes bl.a. gemse og murmeldyr. Fladlandet øst for Wien med den store Neusiedler See er et stort reservat for fugle. Rør- og sivskovene omkring søen giver endvidere gode livsbetingelser for hvid stork, sølvhejre, rørdrum og grågæs.
Klima.
Østrig ligger i den tempererede klimazone og medregnes i det mellemeuropæiske overgangsklima, hvor klimaet er kendetegnet ved vekselvirkningen mellem havklima og fastlands- hhv. pannonisk klima, og den fugtige vestenvind er dominerende.
Som følge af disse klimapåvirkninger er den østlige del af Østrig kendetegnet ved kolde vintre og varme somre, og på helårsbasis falder der kun middelmådige regnmængder.
Den vestlige del af landet er påvirket af havklimaet og vestenvinden, og vintrene er som regel relativt milde og somrene er varme. Her er også de største nedbørsmængder. De geografiske forhold danner endvidere en yderligere klimazone med det alpine klima, som i bjergene giver strengere vintre end i det dybereliggende østen. En anden særhed er de forskellige påvirkninger fra nord og syd, hvor klimaet mod nord kan bringe polarkulde med sig og mod syd Sahara-sand.
Der kan opstå fønvind på nordsiden af Alperne, som kan have stor indvirkning på menneskers velbefindende i de op til 3 dage, som vinden kan vare.
Temperatur og nedbør.
Gennemsnitstemperaturen i den østlige del af landet (Innsbruck) er -1,7 °C i januar og 18,1 °C i juli. I den vestlige del af landet (Wien) er de tilsvarende temperaturer 1,2 °C og 21,7 °C.
Fugtig lavtrykslufts møde med Alperne giver ofte store snemængder
Over Østeuropa kan etableres et kraftigt og stabilt højtryk, der om sommeren giver klart vejr og den kontinentale varme trækkes ind over landet og giver en hed, tør varme. Om vinteren skaber samme højtrykssituation højt solskin og meget koldt vejr (ned til -20 °C).
Vejrrekorder.
På grund af havklimaets aftagende virkning fra vest mod øst er regnmængderne tilsvarende aftagende i samme retning i landet. Regnmængderne i Wien er således kun cirka halvdelen af den mængde, der falder i Salzburg.
På årsbasis viser sig store regnmængder langs alperyggen, da fugtige luftstrømme fra nord eller syd ved lavtryk ophobes og derved afgiver regn. Om vinteren bevirker dette store snemængder i bjergene og dalene, samt i de nord eller syd for bjergene beliggende regioner. Om sommeren kan de store regnmængder medføre mudderskred eller oversvømmelser. Områderne med størst nedbør er alpeforlandet samt områderne øst og nordøst for Innsbruck. Her falder indtil 3.000 mm regn eller sne årligt.
For- og efterår er stærkt omskiftelige vejrperioder, hvor der både kan falde sne, eller der kan være høje temperaturer. Da dagtemperaturerne i juli og august ikke sjældent kommer over 30 °C, og da luftfugtigheden er høj, dannes der ofte cumulusskyer, der ved mødet med Alperne kan føre til kraftigt uvejr.
Østrig er som sine nabolande i de senere år hyppigere udsat for vejrforandringer. Heftige regnskyl har flere gange skabt ødelæggende oversvømmelser og mudderskred, som også har krævet dødsfald. Det er også kommet til orkanagtige storme og voldsomme snefald, som har efterladt byer uden kontakt til omverdenen og givet flere laviner. Også tørke hærger oftere i landet. Det diskuteres fortsat blandt klimaeksperter, om disse vejrfænomener blot er tilfældige udsving eller et resultat af en global klimaforandring.
Befolkningsudvikling.
Den første folketælling, som kan sammenlignes med den i dag anvendte metode, skete i 1869/1870 i Østrig-Ungarn, hvor befolkningstallet frem til 1913 har været stigende inden for det nuværende Østrigs geografiske område. Stigningerne fremkom primært gennem indenlandske indvandringer fra de Østrig-ungarske kronlande. Efter 1. verdenskrig var der et kortvarigt fald i befolkningstallet som følge af mange embedsmænds tilbageflytning til deres oprindelseslande. Den sidste folketælling inden 2. verdenskrig viste et befolkningstal på 6.653.000. Efter krigen oplevede man en årrække nedgang i befolkningstallet.
Et højt fødselsoverskud vendte udviklingen frem til 1974, hvor der blev nået et nyt højdepunkt med 7.599.000 indbyggere i Østrig. Tallet lå nogenlunde stabilt frem til 1987, hvor der begyndte en ny befolkningsstigning, som bl.a. kan tilskrives en større indvandring. I 2007 var der 8.298.923 indbyggere i Østrig. Det svarer til 1,7 % af EU's befolkning. Den gennemsnitlige forventede levetid for kvinder var i 2006 82,68 år og for mænd 77,13 år. Børnedødeligheden var 0,36 % i 2006.
Byer og befolkningstætte områder.
Det suverænt største beboelsesområde i Østrig er metropolregionen Wien med et indbyggertal på 2.067.651 (pr. 1. januar 2005). Dermed bor en fjerdedel af befolkningen i hovedstadsregionen. Andre store byregioner omgiver forbundshovedstæderne Graz, Linz, Salzburg og Innsbruck. Til de vigtigste byer tæller desuden (fra vest mod øst) Feldkirch, Dornbirn og Bregenz i Vorarlberg, Villach og Klagenfurt i Kärnten, Wels i Oberösterreich samt St. Pölten og Wiener Neustadt i Niederösterreich. I alt har omkring 200 kommuner af meget forskellig størrelse retten til at kalde sig for en by (stadsret); kun for de 15 statutarbyer har dette forvaltningsretlig betydning.
I de erhvervsmæssigt svage områder er afvandringen fra land til by et stort problem. Vandringen fra land til bymetropolerne har fokus i hele EU, og er et ikke særegent østrigsk fænomen. De bjergrige alperegioner giver Østrig en særlig udfordring i forhold til vandringen. Netop urbaniseringen er et stigende problem for landområderne i Alperne. Den betyder, at landbefolkningen i stigende grad søger beskæftigelse i byerne enten som pendlere eller ved at de fraflytter landsbyerne for at komme nærmere byområderne. Erhvervsmæssigt går det i landbyerne ud over den traditionelle landbrugsproduktion og dennes følgeproduktion. For alpeområderne er udviklingen problematisk, dels fordi etableringen af den nødvendige infrastruktur til erhvervsvirksomheder er omkostningfuld i bjergene og dels fordi viden om de hidtidige produktionsmetoder og traditioner forsvinder.
Flere og flere landsbyer øjner mulighed for erhvervsmæsig ernæring gennem vinterskisportsturisme, og konkurrencen er hård for at tiltrække turister i de måneder sæsonen varer. Erhvervsstrukturen i landområderne bliver dermed mere ensidig og samtidig mere sårbar overfor udsving (særligt når snesæsonen afkortes som følge af klimatiske ændringer), hvilket skaber yderligere usikkerhed for landområderne og dermed yderligere forstærker vandringen fra land til by. Samtidig er udbygningen og vedligeholdelsen af skiområderne omkostningsfuld for de små kommuner.
Sprog.
Efter kapitel 8 i Østrigs forfatning er tysk det officielle statssprog i Republikken Østrig. I Østrig tales og skrives (kun i formale forbindelser) en variant af sproget, der kaldes østrigsk tysk og som er en variation af højtysk. Modersmålet for de fleste østrigere er dog ikke tysk, men i stedet bairisk (alemannisk i Vorarlberg og Reutte i Tyrol), men næsten alle behersker også tysk.
Forfatningen giver endvidere rettigheder til nogle slaviske sprog i visse regioner. Det drejer sig om burgenlandkroatiske, slovenske og ungarske folkeslag. Herudover taler romafolk deres eget sprog, ligesom omkring 35.000 af Jenischefolket lever i Østrig og taler en variant af højtysk.
Ind- og udvandring.
Efter 2. verdenskrig oplevede Østrig primært indvandring fra Ungarn og Tjekkoslovakiet efter opstandene i disse lande i hhv. 1956 og 1968. Den stigende velstand op gennem 1950'erne betød endvidere et øget behov for arbejdskraft, som blev inviteret til Østrig i denne periode.
I 1990'erne oplevede Østrig store flygtningestrømme som følge af krigene i det tidligere Jugoslavien, og i dag udgør borgere fra eks-jugoslavien 2/3 af samtlige udlændinge i Østrig. Næststørste gruppe er fra Tyrkiet, og i de senere år er indvandringen fra Tyskland, som følge af manglen på arbejdspladser, steget, så denne gruppe udlændinge nu udgør den tredjestørste indvandringsgruppe i Østrig.
Befolkningsprognosen for Østrig viser, at befolkningstallet frem til 2050 vil stige til omkring 9,5 mio. indbyggere. Som i Danmark vil befolkningssammensætningen ændre sig, således at antallet af ældre vil være stigende. Stigningen i befolkningstallet forventes primært at ske gennem indvandring.
Religion.
Ifølge folketællingen fra 2001 er 73,6 % af befolkningen tilhængere af den romerskkatolske kirke, 4,7 % bekender sig til den protestantiske tro, 4,2 % bekender sig til islam, mens 0,1 % bekender sig til den jødiske tro. Hver tredje tilhænger af islam i Østrig bor i Wien, mens det for tilhængerne af den jødiske tro gælder, at over 85 % bor i Wien.
Til andre religiøse retninger tæller buddhisme (0,1 %), der blev anerkendt som trosretning i 1983, hinduisme (0,04 %) og Jehovas Vidner (0,3 %). 12 % af befolkningen angiver, at de ikke tilhører en trosretning.
System.
Østrig er i følge forfatningen en føderal, parlamentarisk-demokratisk republik, der består af ni forbundslande. Forbundspræsidenten er statsoverhoved og vælges for en 6-årig periode af folket ved et direkte valg.
Forbundskansleren, der udnævnes af forbundspræsidenten, er regeringschef. Sædvanligvis får partiformanden fra den største parlamentsfraktion til opgave at danne en regering. Dette er imidlertid ikke en forfatningsregel. Forbundspræsidenten skal ved udnævnelsen af forbundskansleren blot være opmærksom på, at denne ikke får stillet et mistillidsvotum i Nationalrådet.
Forbundsregeringen bliver udnævnt af forbundspræsidenten efter indstilling fra forbundskansleren (hvorved præsidenten også har ret til at afvise et forslag). Hvis Nationalrådet udtaler mistillid til regeringen, skal forbundspræsidenten afskedige den. Efter forfatningen kan forbundspræsidenten dog også afskedige en regering direkte. Nationalrådet kan opløses af forbundspræsidenten efter forslag fra regeringen, hvorved der skal udskrives nyvalg. Siden 8. juli 2004 har Heinz Fischer været forbundspræsident i Østrig. Ved præsidentvalget den 25. april 2010 genvalgtes Heinz Fischer for en ny seksårig periode med 79,3% af de afgivne gyldige stemmer.
Der kan udskrives såvel bindende som vejledende folkeafstemninger. Endvidere kan et emne tages op i en folkepetition. Såfremt folkepetitionen underskrives af 100.000 stemmeberettigede eller 1/6 af vælgerne i tre forbundslande, er Nationalrådet forpligtet til at behandle petitionen, men ikke bundet af dens indhold.
Forfatningsændringer skal vedtages med 2/3 flertal i begge parlamentets kamre. Bindende folkeafstemninger om forfatningsspørgsmål skal gennemføres, hvis der er tale om en helt ny forfatning, for forfatningsændringer kun hvis 1/3 af et af parlamentets kamre kræver det.
Institutioner.
Det østrigske parlament består af to kamre. Nationalrådet bliver med sine 183 medlemmer valgt af alle statsborgere (også i udlandet), der er fyldt 16 år, ved almindeligt, lige, direkte og hemmeligt forholdstalsvalg. Valgperioden er fra 2007 5 år (var tidligere 4 år), hvis der ikke udskrives nyvalg tidligere, enten ved at Nationalrådet opløser sig selv eller ved at forbundspræsidenten og regeringen opløser det. Nationalrådet er den østrigske lovgivnings dominerende kammer. Der er en generel spærregrænse på 4 procent til Nationalrådet.
Forbundsrådet bliver udpeget af de enkelte Landdage (som er forbundslandenes lokale parlamenter) efter forbundslandenes befolkningstal og består af 62 repræsentanter. Det har i de fleste tilfælde kun en udsættende vetoret, som Nationalrådet gennem en beslutning kan overtrumfe og dermed gennemføre en lov alligevel. Kun i tilfælde, hvor en lov griber ind i de enkelte forbundslandes anliggender og rettigheder, har Forbundsrådet et absolut veto.
Styrkeforholdet mellem de to kamre er ofte til diskussion i Østrig, hvor politikerne i forbundslandene gerne ser Forbundsrådet som et ligeberettiget andetkammer, mens kritikere på den anden side ser Forbundsrådet som overflødigt, da rådet oftere stemmer efter partipolitiske interesser end efter det enkelte forbundslands interesser. I perioden 2003-2005 har en forfatningskommission undersøgt mulighederne for en reform af den østrigske forfatning. Kommissionen kunne imidlertid ikke blive enig om en anbefaling af det fremtidige kompetenceforhold mellem staten og forbundslandene.
Politiske partier.
Siden grundlæggelsen af Republikken Østrig har der været to store dominerende partier i landets politik: Det kristeligt-konservative folkeparti (ÖVP) og det socialdemokratiske SPÖ. Begge partierne opstod allerede under monarkiet og blev gendannet efter Wiens befrielse i april 1945. 1945-1966 samt 1986-1999 regerede de to partier sammen i en stor koalition på trods af deres forskellige verdensanskuelser. Det tredje og væsentligt mindre partipolitiske kontinuum er det tysknationalt prægede FPÖ ("Freiheitliche Partei Österreichs). I de første år i den Anden Republik spillede det kommunistiske parti (KPÖ) også en rolle, men er siden 1960'erne på landsplan uden betydning. Ved regionale valg i f.eks. Graz opnår partiet dog fortsat nogen stemmeandel.
I 1980'erne brød det meget stabile, men noget stive, partisystem fra hinanden. På den ene side på grund af De Grønne fra den venstre side af partispektret og på den anden side på grund FPÖ's nypositionering som højrepopulistisk parti. I 1993 fraspaltede en fraktion sig fra FPÖ i "Liberales Forum", som dog forsvandt fra den politiske scene igen. I 2005 skete atter en spaltning fra FPÖ, da en udbrydergruppe under ledelse af Jörg Haider dannede "Bündnis Zukunft Österreich" (BZÖ), særligt på grund af spørgsmål om skattesystem og EU's udvidelse.
I juli 2008 blev SPÖ-ÖVP koalitionsregeringen fra 11. januar 2007 under ledelse af forbundskansler Alfred Gusenbauer sprængt, og der blev afholdt nyvalg til Nationalrådet den 28. september 2008. Samtidig meddelte Gusenbauer, at han ikke ønskede at genopstille og overlod spidskandidatposten for SPÖ til den nye partileder Werner Faymann. Valgresultatet blev en stor tilbagegang for de to koalitionspartier. Således mistede SPÖ 10 mandater og ÖVP mistede 15. I stedet oplevede FPÖ og BZÖ stor fremgang med hhv. 13 og 14 mandater. De to partier opnåede dermed tilsammen at overgå ÖVP i antallet af mandater og ligger kun 3 mandater under SPÖ. De to gamle koalitionspartier har imidlertid fortsat flertal i Nationalrådet og indgår nu i en ny koalitionsregering. Werner Faymann blev taget i ed som ny forbundskansler den 2. december 2008 sammen med vicekansler og finansminister Josef Pröll (ÖVP).
Retsvæsen.
Den østrigske forfatningsret tager ikke udgangspunkt i et enkelt forfatningsdokument, idet der i østrigsk statsret ikke er krav om, at forfatningsregler inkorporeres i ét forfatningsdokument. "Bundes-Verfassungsgesetz (B-VG)" (da: Forbunds-forfatningsloven) af 1. oktober 1920 anses som det centrale forfatningsdokument i Østrig, som danner kernen i forfatningsretten. Herudover findes der forfatningslove, som også i materiel forstand hører til forfatningsretten, men som står udenfor B-VG. Det er f.eks. "Statsgrundloven om statsborgernes almene rettigheder" fra 21. december 1867 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950, som omhandler nogle grundlæggende rettigheder, som ikke findes i B-VG. Andre love, der har forfatningsstatus, er Forbudsloven fra 1947, der bl.a. forbyder det nationalsocialistiske parti, Finansforfatningsloven fra 21. januar 1948, Neutralitetsloven fra 26. oktober 1955 og den i 1994 besluttede forfatningslov om indtræden i EU den 1. januar 1995. Hertil skal lægges mere end 1.300 rent formelle forfatningslove og forfatningsbestemmelser i enkelt-love, som f.eks. statstraktater med forfatningsstatus. Som følge af forfatningskommissionens arbejde i perioden 2003-2005 er den første "forfatnings oprydningslov" vedtaget i 2007, som har fjernet flere af disse bestemmelser fra forfatningsdelen.
Afprøvning af offentlig ret sker i enten "Verwaltungsgerichtshof" (forvaltningsdomstolen) eller "Verfassungsgerichtshof" (forfatningsdomstolen). Begge disse domstole er på samme niveau som, og dermed ligestillet med, Højesteret. Forfatningssager kan på grund af denne ligestilling ikke anlægges i de normale retter men kan kun indgives for forfatningsdomstolen.
Fra 1. juli 2008 oprettes en asyldomstol, der skal fungere som sidste instans i asylspørgsmål.
Finanspolitik.
De forventede udgifter i statsbudgettet for 2008 er 69,9 mia. euro og indtægterne forventes til 66,9 mia. euro. Der var således budgetteret med et underskud på 3 mia. svarende til 1,1 % af BNP. Regeringen regner først med et nul-budget i 2010. Indtil da skal statsunderskuddet holdes under 1 % af BNP. Statsgælden nåede i 2007 det højeste niveau med 163,3 mia. euro.
Forsvar.
Forsvaret er baseret på en almen værnepligt for alle mandlige statsborgere i alderen fra 17 til 50 år. Kvinder kan aftjene en frivillig militærtjeneste. Forbundshæren består af ca. 35.000 værnepligtige og konstabler og 75.000 mand i militsen. Værnepligten er seks måneder (før 2006 var den otte måneder). Forsvarsbudgettet er med 0,71 % af BNP (ca. 1,8 mia. euro) blandt de laveste i verden.
Siden 1974 kan værnepligtige gennemføre civiltjeneste, hvis de af samvittighedsgrunde nægter værnepligt. Denne varer ni måneder.
Sikkerhed og neutralitet.
Østrigs sikkerhedsmæssige situation er grundlæggende god, og landet er, med undtagelse af Schweiz og Liechtenstein, kun omgivet af EU-medlemsstater. Den sikkerhedspolitiske indsats koncentrerer sig primært om terrorbekæmpelse og internationale indsatser inden for rammerne af EU og FN. Republikken har i 1955 besluttet en evig neutralitet gennem en forfatningslov.
Efter jerntæppets fald i 1989 besluttede Østrig gennem den nye artikel 23f i forfatningsloven et retligt grundlag for at kunne medvirke i fredsbevarende indsatser. Landet deltager herefter i NATO-programmet Partnerskab for fred.
Østrigs indtræden i EU blev indenrigspolitisk begrundet med, at man "indgår som neutralt land i EU". Østrig har observatørstatus i Vestunionen. Med udvidelsen af Vestunionens opgaver i 1992 besluttede Østrig at deltage i fredsbevarende og humanitære opgaver. Samme beslutning traf man inden for rammerne af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik samt EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Udenrigspolitik.
FN-byen i Wien blev åbnet i 1979
Set i lyset af Østrigs neutralitet ønskede landet fra midten af det 20. århundrede at stå i brydningen mellem de to stormagter Vest- og Østeuropa. Udenrigspolitikken bestod ofte i at skabe stabilitet i regionen og at bidrage til nye samarbejder i øst-vest-forholdet. Med østblokkens opløsning er denne rolle dog bortfaldet. I østrigsk selvforståelse har neutraliteten også en særlig moralsk dimension, der gør Wien/Østrig særlig egnet som mødested for internationale forhandlinger og konferencer, også selv om Østrig ikke nødvendigvis har direkte interesse i de emner, der skal drøftes.
I Wien ligger det tredje sæde for de Forenede Nationer efter New York og Geneve. Udover FN-repræsentationen huser Østrig en række andre internationale organisationer. Det er bl.a. Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), OPEC samt en række NGO'er.
Centrope og tvillingebyer.
Forbundlandene Wien, Niederösterreich og Burgenland danner sammen med regioner i det sydlige Tjekkiet, det vestlige Slovakiet og det vestlige Ungarn "Europaregion Mitte" (Centrope). Denne regions grundstamme er tvillingebyerne Wien og Bratislava. Der samarbejdes indenfor erhvervs-, infrastruktur-, uddannelses- og kulturområdet i en region, der har omkring 6 mio. indbyggere. Gennem udbygning af infrastrukturen skal regionen udvides til 11,3 mio. indbyggere.
Inden for de kommende år koncentrerer udbygningen sig frem for alt inden for tvillingebyernes område. Det er målet at gøre aksen Wien-Bratislava til et højklasset trafikknudepunkt i Centraleuropa, og at skabe en korridor til Asien. Ud over nye vejforbindelser mellem Wien og Bratislava (motorvejene A6 og S8), satses hovedsageligt på skinne-, luft- og vandtrafik. Gennem opkøb af majoriteten af lufthavnen i Bratislava ønskede Wiens Lufthavn at skabe en fælles lufthavn for området. Den slovakiske regering modsatte sig imidlertid et salg under de betingelser og ejer i dag fortsat lufthavnen. I dag satses på tættere samarbejde mellem de to lufthavne.
Det diskuteres om Østrig skal forbinde sig til den Den transsibiriske jernbane som i dag har forbindelsespunkter i Polen, Østslovakiet og Ungarn. Udbygningen af Donau som trafikal vandvej til Sortehavet er et vigtigt anliggende, men de miljømæssige konsekvenser ved at gøre floden dybere mellem Wien og Bratislava diskuteres. Dette infrastrukturtiltag ville lette godstransporten mellem Europa og Asien, og være et alternativ til havnene i Rotterdam og Hamborg. En udbygning af den rumænske havn i Constanţa ville muliggøre en stærkt forkortet transporttid over Donau til Mellemeuropa.
Klimapolitik.
Vandkraft er en vigtig energikilde i Østrig, her kraftværket i Kaprun
I marts 2007 tiltrådte ministerrådet den "østrigske klimastrategi", der skal nå målene i Kyoto-aftalen senest i 2012. En af de væsentligste dele i Østrigs miljøpolitik er klimaindsatsen. "Lebensministerium" (Livsministeriet) har ansvar for at gennemføre regeringens klimastrategi.
Vedvarende energi har i årtier været rygraden i strømforsyningen i Østrig. Indtil 1997 kom 2/3 af strømforsyningen fra vandkraft. Inden 2010 skal 78,1 procent af strømforsyningen komme fra vedvarende energi. Andelen af økostrøm gennem vind, biomasse eller geoterm skal hæves til 10 procent inden 2010.
Delstater.
De otte forbundslande udover Wien er opdelt i 84 Bezirke, som er yderligere inddelt i kommuner samt i 15 statutarbyer, der selv varetager administrationen af et bezirk.
Økonomi og erhverv.
Østrig er med sin veludviklede markedsøkonomi og høje levestandard tæt knyttet til Den Europæiske Union, herunder specielt Tyskland. Medlemskab af EU har tiltrukket udenlandske investorer, også på grund af nærheden til de nye EU-lande i øst og syd. Langsom økonomisk vækst i Tyskland og resten af verden sænkede væksten til 1,2% i 2001. Væksten i 2005 var dog steget til ca. 2 %.
Bjergværksdrift.
Erzberg, hvorfra der udvindes jernmalm
Bjergværksdrift har indenfor de seneste årtier mistet en del af sin betydning. Blyudvindingen i Bad Bleiberg i Kärnten, som kan spores helt tilbage til 800 f.Kr., er i dag indstillet ligesom mange af jernmalms- og brunkulsminerne.
Land- og skovbrug.
Østrigs land- og skovbrug er kendetegnet ved mange små bedrifter, særligt på grund af de mange bjergbønder. Siden 1960 er antallet af bedrifter halveret, mens bedrifternes arealstørrelse i tilsvarende periode er fordoblet. Tendensen går dermed i retning af større bedrifter, men 61 % har fortsat et dyrkningsareal på under 20 ha., mens kun 4 % har et dyrkningsareal på over 100 ha. I alt reduceres antallet af bedrifter årligt med ca. 5.000. Der er i dag omkring 190.000 land- og skovbrugsbedrifter, hvoraf knap 40 % drives af bjergbønder.
Der er 1,38 mio. ha. markdyrkningsareal i Østrig, hvoraf 56,3 % anvendes til kornproduktion, 11 % til olieplanter, 6,3 % til kløver og 1,6 % til kartofler. Største kornproducerende forbundsland er Niederösterreich, der har 60 % af landets samlede areal for korn (ekskl. majs).
Der er godt 32.000 vinbønder, der dyrker vin på 48.557 ha. hvoraf 75 % er hvidvin. Det største vinareal findes i Niederösterreich, som har 60 % af det samlede vindyrkningsareal efterfulgt af Burgenland med 30 %. Vin er samtidig et vigtigt landbrugsprodukt til eksport. Hovedaftager af vinen er med 2/3 Tyskland og derefter Schweiz og USA.
Frugtproduktionen består primært af æbler, pærer, ferskner, abrikoser, blommer, kirsebær og valnødder, som dyrkes på i alt 7.669 ha. Steiermark er langt det største frugtproducerende forbundsland.
Dyreproduktionen består primært af svin, kvæg, får og geder. Svin står for 57 % af den samlede dyrebesætning i Østrig, mens kvæg står for 36 %.
På grund af de små bedriftstørrelser udsættes Østrigs landbrug for stigende konkurrencepres fra de nye EU-lande, og landet satser derfor i stigende omfang på kvalitetsprodukter samt bio- og økologiprodukter. Med en samlet andel på knap 10 % har Østrig den største tæthed af økologisk drevne landbrug i EU.
Skovdrift er også en betydende faktor på grund af de store skovarealer, hvorfra der leveres træ til forarbejdning i træ- og papirindustrien. Uforarbejdet træ eksporteres primært til det sydeuropæiske område.
Turisme.
Vinterturismen har stor betydning for Østrig
Østrig har et meget stort net af vandreruter
Østrig har gode forudsætninger for turisme. Med Alpernes dominans i Østrig er der talrige muligheder for at dyrke alpin skisport. Særligt forbundslandene Vorarlberg, Tyrol og Salzburg tilbyder mange skiområder, som er veludstyret med svævebaner(gondoler), stole- og skilifte. De store skiområder i de østrigske alper råder over mindst 50 forskellige liftanlæg og helt op til 100 km. ryddede skinedfarter. Områderne er imidlertid ikke altid sammenhængende, hvorfor der tilbydes buskørsel mellem skistederne. Også i de østlige forbundslande findes mange skiområder, som ofte kombineres med andre vintersportsmuligheder, f.eks. med langrendsløjper, kælkebaner og termalbade. Den alpine skisport er i Østrig en vigtig drivkraft for turismen og er en betydende erhvervsfaktor.
For sommerturismen spiller bjergene en stor rolle for aktiv ferie med bjergvandring og bjergbestigning. Landskabet giver endvidere mulighed wild-life oplevelser som rafting, rapelling, mountainbiking og paragliding. Det varme stabile sommervejr i den sydlige og sydøstlige del af landet giver endvidere gode muligheder for badeferie ved de mange søer, f.eks. Neusiedler See og Ossiacher See. Mange søer opnår ganske varme temperaturer på grund af lille gennemstrømning og intensiv solstråling. Også Bodensee i landets nordvestlige hjørne på grænsen til Tyskland og Schweiz er et populært mål for badeferie.
Storbyturismen omfatter primært Wien og de 8 hovedstæder i forbundslandene. Mere end halvdelen af storbyturisterne besøger Wien, mens Salzburg og Innsbruck også er godt besøgt. Herefter følger Linz, Graz og Klagenfurt efterfulgt af de mindre byer Bregenz, St. Pölten og Eisenstadt. Østrig tilbyder kulturmæssigt mange oplevelser på grund af landets historisk betingede status som kulturudbyder. En række musikbegivenheder trækker hvert år et stort publikum til landet, f.eks. festspillene i Salzburg og Bregenz, der afholdes hvert år i juli og august, og Nytårskoncerten i Wiener Musikverein. Opera, klassisk musik og kunstudstillinger udgør en stor del af kulturudbuddet i Østrig.
Virksomheder og handel.
Østrig har en af verdens største industrisektorer, og industrien er kendetegnet ved at være moderne og produktiv. Virksomhedernes størrelse er primært små eller mellemstore. Virksomheder med under 10 ansatte udgør omkring 40 %, mens virksomheder med under 100 ansatte udgør knap 80 %. Den største andel af produktionen sker inden for maskin- og stålindustri, bilproduktion (f.eks. motorer og tilbehør), kemisk industri, møbelproduktion og til dels også elektro- og elektronikindustrien.
De gamle statslige industrier er hovedsageligt privatiseret. Det gælder f.eks.
OMV er et af de gamle statsselskaber, der i dag er privatiseret
Virksomheder inden for servicesektoren udgør i dag den største del af det østrigske erhvervsliv. Først og fremmest turisme, handel og bankvirksomhed er repræsenteret indenfor sektoren. De østrigske banker nyder endnu i dag fordel af den i Østrig strenge bankhemmelighed. Efter indtrædelsen i EU blev anonymiteten ved almindelige bankkonti ophævet, men det gælder fortsat, at myndigheder ikke kan få kontooplysninger uden retlig tilladelse.
Samhandel.
Østrigs handelsbalanceunderskud er inden for de seneste år reduceret, således at landet i 2006 havde et underskud på 0,5 mio. euro. De største samhandelslande er Tyskland, USA, Italien, Schweiz, Frankrig, Tjekkiet og Ungarn, med Tyskland som det absolut største samhandelsland. 30 % af Østrigs samlede eksport går til Tyskland, mens 40 % af Østrigs samlede import kommer fra det nordlige naboland.
Østrigs samhandel med Danmark er forholdsvis lille. Således udgør Østrigs eksport til Danmark 0,5 % af den samlede eksport, mens importen fra Danmark udgør 0,5 % af den samlede import. Østrigs vareeksport til Danmark var dog stigende fra 2005 til 2006. I 2006 eksporterede Østrig varer til Danmark for 725,7 mio. euro, hvilket er en stigning på 11 % i forhold til året før. Østrigs import af varer fra Danmark var i samme periode faldende. Således importerede Østrig varer for 505 mio. euro i 2006, hvilket er et fald på 8 % i forhold til året før.
I forhold til den samlede handel med udlandet er de største importgrupper målt i værdi maskiner og køretøjer, olie og gas, kemiske og medicinske produkter, stål- og metalvarer samt beklædning. Største eksportgrupper målt i værdi er stål- og metalvarer, maskiner og køretøjer, kemiske og medicinske produkter, drikkevarer og træ.
BNP og BNI.
Østrigs bruttonationalprodukt var i 2004 på 231,8 mia. euro. Bruttonationalindkomsten (BNI) var 235,1 mia. euro, hvilket svarer til et BNI pr. indbygger på 28.880 euro (BNI pr. indbygger i Danmark i 2004 var 35.869 euro). Det er værd at bemærke, at omkring 5 % af BNI direkte eller indirekte har sammenhæng med Østrigs vintersport.
Arbejdsløshed.
I 3. kvartal 2007 var der 196.000 arbejdsløse i Østrig svarende til 4,6 % af arbejdsstyrken. Arbejdsløsheden blandt kvinder er markant højere end blandt mænd. Således var 104.600 kvinder arbejdsløse (5,4 %) mod 91.400 mænd (3,9 %).
Den i europæisk sammenhæng gunstige arbejdssituation skyldes bl.a. et meget lavt antal ældre arbejdstagere. I Østrig er kun 40 % af aldersgruppen 55 - 64 år i et beskæftigelsesforhold. Tendensen er imidlertid, at en større andel af denne gruppe bliver længere i beskæftigelse. I 2005 var således kun 32 % af denne gruppe i erhvervsstyrken. Stigningen tilskrives til dels en forbedret registrering af medhjælpende familiemedlemmer, der ofte er på deltid.
Trafik.
To lokomotiver fra ÖBB i Landeck
Trafikinfrastrukturen er på den ene side præget af Østrigs beliggenhed i Alperne og på den anden side af landets placering i Mellemeuropa - både på vej- og skinneområdet. Alpeområdet kræver mange tunneler og broer, som skal kunne holde til de voldsomme vejrforhold. På grund af den centrale beliggenhed er Østrig transitland, særligt i retningerne nord-syd og nord-sydøst. Efter jerntæppets fald er også øst-vestretningen blevet interessant. En status som transitland kræver dog en større dimensionering af færdselsarealerne, også i miljømæssigt følsomme områder, hvilket ofte medfører folkelige protester. Østrig har iværksat tiltag primært overfor lastvogntrafikken, som har givet landet en spydspidsstatus. F.eks. fik Østrig meget tidligt lovgivning, der krævede katalysator på alle lastvogne. Ligeledes er der på visse vejstrækninger kun tilladt støjsvage lastvogne.
Vejnettet er for hovedparten på offentlige hænder. På motorveje betales en afgift; personbiler gennem køb af et mærkat ("die Vignette") og lastbiler gennem afstandsafhængig afgift.
Den største del af Østrigs jernbanestrækninger drives af Österreichische Bundesbahnen (ÖBB), der er Østrigs statsejede og største jernbaneselskab. En mindre del af jernbanenettet drives af private eller af forbundslandene.
Der findes S-baner i Salzburg, Wien, Graz og Innsbruck (de to sidstenævnte åbnede første linjer i december 2007). S-tog er under planlægning i Linz. Wien er den eneste by i Østrig med en traditionel U-bane. Der findes sporvogne i Wien, Gmunden, Graz, Innsbruk og Linz. Derudover findes der i Serfaus i Tyrol en underjordisk luftpudesvævebane, der kun er 1.300 meter lang.
Passagertransporten på Donau har mest betydning for turismen
Hovedparten af skibstrafikken foregår på Donau. Personbefordringen, som allerede skete helt tilbage i Habsburgermonarkiets tid med "Erste Donau-Dampfschiffahrts-Gesellschaft (DDSG)", sker i dag mest i turismens tjeneste, og sker endvidere på Inn og på de større søer. "Twin-City-Liner" forbinder Wien med Bratislava ad Donau og udgør et attraktivt alternativ for pendlere. Hovedsageligt besejles passagervandvejene kun i sommerhalvåret.
Inden for godstrafikken anvendes stort set kun Donau, som er blevet væsentligt opklassificeret gennem etableringen af Rhein-Main-Donau-kanalen og som dermed kan tage mere transittrafik fra Nordsøen til Sortehavet. De eneste godshavne i Østrig ligger i Linz, Enns, Krems og Wien.
Det største nationale flyselskab er Austrian Airlines Group (Austrian Airlines, Lauda Air og Austrian Arrows). Med Niki har Østrig siden 2003 haft et lavprisselskab som alternativ. Herudover er InterSky et regionalt lavprisselskab, der flyver fra Friedrichshafen i det sydlige Tyskland. Andre regionale flyselskaber er Welcome Air og Air Alps.
Energiforsyning.
Den elektriske energi hentes overvejende fra vandkraft (ca. 2/3). For at dække behovet i spidsbelastninger er de store dæmningsværker endvidere udstyret med gasturbinekraftværker. 2 % af strømforsyningen leveres af vindkraft, som fortrinsvis er placeret i landets østlige del, hvor vinden er kraftigst.
Eldistributionen sker hovedsagelig gennem ni selskaber i forbundslandene, som også leverer direkte til forbrugerne. Derudover findes en række mindre forsyningsselskaber, der for det meste er offentligt ejet. På grund af den østrigske forfatningslov om atomfrihed produceres der ikke strøm på atomkraftværker. Selvom man i 1970'erne opførte kernekraftværket Zwentendorf, blev det efter en folkeafstemning i 1978 aldrig taget i brug.
Gas- og olieforsyningen sker hovedsagelig fra udlandet. Der findes naturgasforekomster i Østrig, særligt omkring Wien, hvor også sikkerhedslagrene for landets reserver ligger. Disse indeholder gas svarende til omkring 20 % af Østrigs årsforbrug. Traditionelt kommer hovedforsyningen af gas fra Rusland, hvorfra Østrig i 1968 som første land vest for jerntæppet fik gasleverancer. 5 store naturgasledninger, som også forsyner store dele af Vest- og Mellemeuropa, går gennem Østrig. Den største del af landets olieforsyning kommer fra udlandet, hvor det meste tilføres fra olieledningen fra den italienske havneby Trieste. Hovedimportland for olie er Saudi-Arabien. Landets eneste raffinaderi findes i Schwechat ved Wien.
Kommunikation.
På trods af de svære topografiske forhold har Østrig et godt udbygget telekommunikationsnet, hvor hele landet er dækket af fastnet- og mobiltelefoni. Tjenester som UMTS kan kun nås i storbyområder men udbygges løbende. De største udbydere er "Telekom Austria", "Mobilkom Austria", "Drei", "One", "T-Mobile Austria", "UPC Telekabel" og "Tele2UTA". På grund af et stort antal udbydere er taksterne i Østrig gunstige i sammenligning med andre lande.
Højhastighedsinternet kan opnås i stort set hele landet. Den største landsdækkende udbyder er "Telekom Austria" efterfulgt af "Tele2UTA" og "UPC". Regionale datanet findes i og omkring storbyerne.
Uddannelse.
I Østrig er skolesystemet et statsanliggende. Udover forsøgsordninger er skoletyper og læreplaner derfor ens i hele landet. I Østrig er der undervisningspligt for alle børn, som opholder sig permanent i landet.
Fra AHS og BHS kan eleverne med en studentereksamen efter det tolvte eller trettende undervisningsår fortsætte på universitet, faghøjskole eller akademi.
I Østrig er der universiteter i Wien, Graz, Linz, Salzburg, Innsbruck og Klagenfurt samt i Loeben og Krems. Faghøjskoler er en alternativ akademisk uddannelsesform, som har eksisteret i Østrig siden 1994.
De højere læreanstalter opkræver et årligt undervisningsgebyr på 363,63 euro.
Kultur.
Wien var i det 18. og 19. århundrede centrum for musiklivet. Endnu i dag er der mange operahuse, teatre og orkestre, ligesom traditioner som Wiener Philharmonikernes nytårskoncert og de mange festspil. Derudover er der en levende kabaretscene. På det kulinariske område er der en lang tradition for caféer i Wien, heurige samt en masse lokale traditioner. I 2003 var Graz europæisk kulturby. Otte bygningsværker eller landskaber er på UNESCO's Verdensarvsliste.
Musik.
De store komponister fra den klassiske epoke er Wolfgang Amadeus Mozart fra Salzburg og Ludwig van Beethoven fra Bonn i Tyskland, som begge havde deres virke i Wien. Derudover var der Joseph Haydn, Franz Schubert, Anton Bruckner og Johann Strauss, den yngre, kendt som "valsekongen". Kendte komponister fra det 20. århundrede er Gustav Mahler, Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Kendte dirigenter er Erich Kleiber, Herbert von Karajan, Karl Böhm og Nikolaus Harnoncourt. Blandt den moderne klassiske musik er der etablerede navne som György Ligeti, Friedrich Cerha og Georg Friedrich Haas.
Klassisk musik er fortsat en vigtig del af det østrigske kulturliv, som værdsættes af et stort internationalt publikum. Festspillene i Salzburg har siden 1920 årligt trukket et stort publikum til og Wiener Philharmonikernes nytårskoncert transmitteres til mere end 40 forskellige lande.
Udover den klassiske musik er der i dagens Østrig et stort publikum til popmusik, hvor bands som S.T.S. og Austria 3 gør sig bemærket samt enkeltkunstnere som Udo Jürgens, Peter Alexander, Wolfgang Ambros, Georg Danzer, Rainhard Fendrich og den meget populære sangerinde Christina Stürmer. Flere af den moderne musiks kunstnere har opnået internationalt gennembrud, bl.a. Falco (alias Johann "Hans" Hölzel), Hubert von Goisern og DJ Ötzi, ligesom elektronisk musik fra Østrig har også nået en international betydning f.eks. gennem Kruder & Dorfmeister. Flere alternative musikgrupper, som også er blevet kendt udover Østrigs grænser, har udviklet sig ved siden af mainstream. Her kan f.eks. nævnes Kurt Ostbahn, DENK, hiphopbandet Texta fra Linz, punkbandet Red Light Flash fra Graz og heavy metal bandet Belphegor fra Salzburg.
Joe Zawinul og hans gruppe Weather Report, der bl.a. talte amerikaneren Miles Davis, var med til at skabe en ny stilretning indenfor 1970'ernes musikalske fusioner mellem jazz, rock, funk og soul.
Teater.
Opera har haft stor indflydelse på udvikling af teaterkunsten i Wien. For hoffet var operaen en ideel udtryksmåde for absolutismen, og i det 18. århundrede blev det regnet for den fornemste kunstart af alle. I tiden inden martsrevolutionen havde teaterlivet gode vilkår både gennem faste trupper i Wien og de mere folkelige omvandrende trupper i Østrig. Fra denne tid stammer også flere teaterbygninger bl.a. Theater an der Wien, og landets største lystspildigter Johann Nestroy dominerer i denne periode Wiens teaterliv med det socialkritiske folketeater.
Operaen fandt også den populære mellemform i form af operette, som havde et stort publikum i Wien, og i det 20. århundrede har teaterformerne stadigt udviklet sig, bl.a. gennem Festspillene i Salzburg. Fra 1970'erne oplevede teateret i Østrig fornyet opsving, hvor også det eksperimenterende teater vandt frem.
En anden afart af teaterformen er kabaret-genren, der har stor udbredelse i Østrig. Inden for kulturens rammer beskæftiger kabareten sig med politiske eller dagligdags temaer - i enkelte tilfælde også kritiske temaer - med en balance mellem komedie, teater og underholdning, der ofte er lokalt præget fra det enkelte forbundslands egn.
De vigtigste teaterscener i Wien er: Burgtheater, Akademietheater, Volkstheater, Schauspielhaus, Theater in der Josefstadt og Vienna's English Theatre.
Litteratur.
Blandt de kendteste ældre østrigske forfattere er biedermeier-forfatterne Franz Grillparzer og Johann Nestroy fra Wiener Moderne. Fra tiden i den Første Republik er kendte forfattere som Stefan Zweig, Joseph Roth, Robert Musil, Karl Kraus, og Bertha von Suttner der i 1905 fik tildelt Nobels fredspris. Moderne forfattere fra den Anden Republik er f.eks. Friedrich Torberg, Felix Mitterer, Thomas Bernhard, Peter Handke og Elfriede Jelinek, der i 2004 fik Nobelprisen i litteratur.
Arkitektur.
Der findes arkitektur fra den romanske epoke, som endnu står i dag. Et eksempel på romansk byggeri i Østrig er "Dom zu Gurk" i Kärnten. Gotik afløste den romanske stil, som først slog igennem i Østrig omkring 1250, men derimod også var dominerende helt frem til 1500. Stephansdom i Wien er det vigtigste eksempel på gotisk bygningsværk, som også har betydning i international sammenhæng. Renæssance er stort set ikke repræsenteret i den østlige del af Østrig, da man i den periode på grund af krigene mod det Osmanniske Rige ikke havde de fornødne midler til at bygge. Byggestilen kan i stedet findes i f.eks. Innsbruck og Graz samt i mange små byer. Barok er til gengæld rigt repræsenteret, der med næsten hundrede års forsinkelse satte ind omkring 1690. Stilen dominerer mange bykerner, da Østrig i denne tid oplevede et enormt byggeboom, og mange ældre sakrale bygninger blev ombygget. Den store aktivitet i denne periode gav så til gengæld en mere stille periode i rokoko og klassicismen, der arkitektonisk er svagt repræsenteret i Østrig.
Et fornyet byggeboom opstod særligt i Wien med bygningen af Ringstraße, hvor den danske arkitekt Theophil Hansen gjorde sig gældende med bygninger som parlamentet, børsen og musikforeningen, og reguleringen af Wienfloden i sidste halvdel af 1800-tallet. Fra 1900 fik jugendstil sin korte opblomstringsperiode og satte tydelige spor i arkitekturen, ikke mindst i Wien, hvor stadtbahn-stationerne blev tegnet af Otto Wagner. Herefter var det nyklassicisme, der frem til 1950'erne satte præg på arkitekturen, og i nyere tid er det modernisme og postmodernisme, der præger arkitekturen.
Bykernerne i Salzburg, Graz og Wien er opført på UNESCO's Verdensarvsliste. Endvidere er slottet Schönbrunn opført på verdensarvslisten.
Videnskab og nobelprismodtagere.
I den første del af det 20. århundrede har Østrig givet væsentlige bidrag til videnskaben med bl.a. følgende tænkere og forskere: grundlæggerne af Kvantemekanikken Wolfgang Pauli og Erwin Schrödinger, grundlæggeren af psykoanalysen Sigmund Freud, Wienerkredsens filosoffer og Ludwig Wittgenstein, dyrepsykologiens fader Konrad Lorenz, filosoffen Karl Popper, bilkonstruktøren Ferdinand Porsche, opfinderne Viktor Kaplan og Joseph Ressel, patologen Karl Landsteiner, der opdagede AB0 blodtyperne, "mødrenes frelser" Ignaz Semmelweis samt økonomerne Carl Menger, Joseph Schumpeter og Friedrich August von Hayek.
Mad og drikke.
Det østrigske køkken har på grund af landets historie haft stor indflydelse fra Ungarn, Bøhmen, Italien og Frankrig. Gennem den traditionelle regionale kogekunst fra forbundslandene er køkkenet meget alsidigt. Typiske østrigske retter er Wienerschnitzel, Brathendl (panerede stegte kyllingestykker), gullasch, og fiskeretter som karper og foreller. De søde retter som Sachertorte, Apfelstrudel og Kaiserschmarrn (tyk pandekage med rosiner serveret i småstykker med puddersukker) er alle verdensberømte.
Østrig har et rigt restaurationsliv med både traditionel østrigsk mad og udenlandsk køkken, og særligt i Wien har man en stærk tradition for et etnisk alsidigt køkken, der har rødder tilbage til Wien som metropol i det Østrig-ungarske rige. Indvandringen fra øst i anden halvdel af det 20. århunderede har ligeledes sat sit præg på restaurationsudbuddet. Wienercaféen, med sit udbud af et utal af kaffesortimenter, er verdensberømt, og hører sammen med den franske og italienske kaffe til de mest traditionsrige i Europa.
Vinproduktionen er forbundet med store traditioner i Østrig. Vinen eksporteres såvel i Europa som oversøisk (primært USA), og er særligt siden midten af 1990'erne blevet kvalitetsmæssigt bedre. Østrigerne drikker knap 40 liter vin pr. person årligt. Vinen har en særlig betydning i forbindelse med heurigenkulturen, hvor vinbønderne udskænker egen vin og ofte også tilbyder bespisning i mindre omfang, ofte i form af kold mad såsom brød, pølse, skinke og ost. Heurigenkulturen er mest udbredt i den østlige del af landet. Også øl har stor betydning i Østrig, hvor der findes omkring 140 bryggerier og der drikkes knap 109 liter øl pr. person årligt.
Sport.
Østrig har med naturen gode forudsætninger for skisport, og især inden for alpine discipliner har landet gennem årene haft en række dominerende sportsudøvere i disse sportsgrene. Blandt de største navne kan nævnes Franz Klammer, Hermann Maier, Benjamin Raich og blandt kvinderne Annemarie Moser-Pröll og Renate Götschl. Lignende sportsgrene som snowboarding og skihop er også vidt udbredt. Kendte skihoppere omfatter Armin Kogler og Andreas Goldberger.
Den mest populære holdsport i Østrig er fodbold, og den bedste fodboldrække er Bundesligaen, hvor flere hold kendt fra europæiske turneringer som Rapid Wien, Red Bull Salzburg og Sturm Graz spiller. Østrigs fodboldlandshold har dog ikke meget international succes, selv om landet sammen med Schweiz var værtsland for EM 2008. Udover fodbold, har Østrig også professionelle nationale ligaer til andre større sportsgrene inklusiv ishockey og basketball. I håndbold har et af Europas bedste kvindehold gennem mange år været det østrigske Hypo Niederösterreich.
Athene.
Athene (Αθηνη "Athene") også kaldet Athena (Αθηνα "Athena") er visdommens gudinde i græsk mytologi.
Skytsgudinde for byen Athen.
I græsk mytologi var Athene visdommens gudinde. Hun var desuden skytsgudinde for byen Athen. Også datter af Zeus, og hendes fødsel var anderledes end andre fødsler, da hun kom ud ad Zeus' hoved (eller lår, afhængig af mytologisk tradition). Faktisk også søster til Ares.
Hun fremstilles som ung kvinde i krigsudrustning, med spyd, hjelm og et skjold prydet af et gorgonhoved (vrængende kvindehovede med hugtænder). Gorgonen på Athenes skjold hedder Medusa.
Atlanterhavet.
Atlanterhavet (eller Atlanten) er et hav, der dækker cirka 20% af jordens overflade, og det er verdens næststørste hav, kun overgået af Stillehavet.
Hvis man tæller de tilstødende have med, dækker Atlanterhavet et areal på 106.450.000 km², med en gennemsnitlig dybde på 3.332 meter, og det giver et rumfang på 354.700.000 km³. Hvis man ikke tæller de tilstødende have med, dækker Atlanterhavet et areal på 82.362.000 km² med en gennemsnitlig dybde på 3.926 meter, og det giver et rumfang på 323.600.000 km³. Den største dybde er på 9.200 meter.
Atlanterhavet blev dannet for ca. 55 millioner år siden, da den midtatlantiske ryg begyndte at åbne sig.
Den midtatlantiske ryg løber også i dag midt ned igennem Atlanterhavet fra nord til syd.
Den midtatlantiske ryg er en underjordisk bjergkæde, der bliver presset op og til siden af den underliggende lava. Amerika og Europa/Afrika bliver således skubbet væk fra hinanden med en fart af ca. 2 cm om året. Dermed bliver Atlanterhavet hele tiden større.
Judo.
Judo er en japansk kampsport, udviklet af Jigoro Kano i 1882 fra kampkunsten ju-jutsu, og består hovedsageligt af en række kasteteknikker og holdegreb. Judo oversættes bedst med den milde vej.
Historie.
Jigoro Kano (1860 - 1938) studerede på universitetet i Tokyo, og trænede samtidig jujutsu. Han trænede bl.a. Tenjin Shinyo-ryu og Kito-ryu og begyndte hurtigt at undervise selv. Med sin videnskabelige indfaldsvinkel begyndte han at finde på nye teknikker og havde en ide om at udvikle både krop og karakter hos unge mennesker gennem kampsports træning.
Han formulerede sine ideer med 2 grundsætninger
Kano var præsident for Japans nationale idrætsforbund, og medlem af IOC fra 1909 og til sin død i 1938. Han var stærkt medvirkende til at judo var den første asiatiske kampsport på det olympiske program ved OL i Tokyo 1940. Dette blev dog ikke til noget da Tokyo fik frataget legene pga. Japans krig mod Kina. Legene blev derefter flyttet til Helsingfors, men blev droppet pga. 2. verdenskrig.
Da Japan skulle være vært for OL i 1964 måtte de vælge en sportsgren der skulle med og endelig fik judo sin debut. Judo var ikke på programmet i 1968 men fra OL 1972 i München har judo været fast på det olympiske program som sportsdisciplin.
I Danmark.
Dansk Jiu-jitsu forening blev stiftet i 1944, med det formål at træne "Kano jiu-jitsu" (dvs. judo), med Knud Janson som formand. I slutningen af 1940'erne underviste japaneren Gunji Koizumi (1885 - 1965) i Danmark. Han havde været i London siden 1918.
Foreningen blev opdelt i Dansk Judo Union og Dansk Judo Sports Forbund i 1952, bl.a. fordi sidstnævnte med Knud Janson i spidsen ikke ønskede at indføre japanske traditioner (siddende buk) og ikke tillod stranguleringer i sports kamp.
Sidst i 1950'erne kom japaneren Kenshiro Abe og underviste.
I 1970 blev de 2 foreninger lagt sammen til Dansk Judo og Ju-Jitsu Union, der så blev optaget i Danmarks Idræts-Forbund.
Regler.
En kamp varer i op til fem min. for mændene og ligeledes fire min. for kvinderne. Har en af udøverne inden tiden er gået scoret ti point - en Ippon - vinder udøveren.
Ippon kan tildeles for et perfekt udført kast, hvor modstanderen lander på ryggen og kastet er udført med kraft, hurtighed og præcision. Derved kan kampene afgøres på få sekunder. Ved to waza ari (syv point) bliver der dømt Waza ari awasate ippon: sejr ved to Waza ari, som udgør det sammen som en ippon (ti point)
En Ippon kan også opnås hvis man holder sin modstander fikseret på ryggen i 25 sek. eller hvis modstanderen slår to gange i måtten med enten hænder eller fødder, som tegn på at han eller hun vil fri af et strangulerende greb eller en armlås.
Der gives fem (Yoko) eller syv (Waza ari) point for kast eller greb der ikke er udført perfekt.
Udøverne kan også få trukket point fra ved fejl (Shido). Det er tilladt at kæmpe til ydere området af kampområdet, blot du starter kastet indenfor kampzonen. Skader man sin modstander med vilje diskvalificeres man. Derudover må man heller ikke være overdrevent defensiv.
Waza ari awasate ippon: sejr ved to Waza ari
Shido: Straf - minus 3 point
Chui: Straf - minus 5 point
Keikoku: Straf - minus 7 point
Udstyr.
Kampområdet er 14x14 m og består af skummadrasser beklædt med blød plastic, så udøverne ikke kommer til skade når de bliver kastet ned på ryggen.
Området er delt op i et primært kampområde i centrum på 6x6 m.
Udenom er der en en meter bred advarselszone. Står udøveren i advarselszonen skal han eller hun angribe sin modstander indenfor fem sekunder ellers siger dommeren mate (stop/afbryd kampen).
Yderst er der en tre meter bred sikkerhedszone, som skal forhindre at udøverne ryger ned fra podiet hvis de ruller efter et kast.
Udøverne har enten en hvid eller en blå judogi på. Judogien består som andre kampsportsdragter af en jakke, bukser og bælte. Judogien er dog noget kraftigere end normale dragter, da den skal kunne holde til at udøverne konstant river i den.
Udøverne skal desuden være rene, have korte negle, have hverken voks i håret eller make-up og neglelak på.
Judy Garland.
Judy Garland (oprindeligt Frances Ethel Gumm'") (10. juni 1922 - 22. juni 1969) var en amerikansk skuespiller og sanger.
Judy Garland blev født i 1922 i Grand Rapids, Minnesota og fik kælenavnet: "Den lille fugl med den store stemme".
Frances Ethel Gumm var opkaldt efter sin far Francis "Frank" Gumm og mor Ethel Milne.
Hendes kendingsmelodi var "Over the Rainbow" stammende fra musicalfilmen "Troldmanden fra Oz" (eng. "The Wizard of Oz"), som havde premiere i 1939. Senere var hun med i filmene "Meet Me in St. Louis" og "Easter Parade".
Judy Garland er mor til Liza Minnelli.
Judy Garland er især kendt for sin rolle i musicalen "Troldmanden fra Oz".
Hun døde i 1969 efter at have indtaget en overdosis af barbiturater.
Skønvirke.
Skønvirke var et dansk tidsskrift, etableret 1914, for kunstindustri og bruges i dag også som en betegnelse for en særlig dansk stilretning; en blanding af Jugend (tysk), Art nouveau (fransk), Arts and Crafts (engelsk) på den ene side og nordisk nationalromantik på den anden. Stilen blomstrede i samme periode som nationalromantikken, dvs. ca. 1895-1915.
Tidsskriftet blev lanceret af arkitekten Caspar Leuning Borch, der sammen med Anton Rosen var ledende eksponenter for stilen. Leuning Borch spillede også en hovedrolle i dannelsen af Selskabet for dekorativ Kunst, stiftet 1901. Første gang, han anvendte begrebet, var i et udstillingskatalog i 1907. Den altoverskyggende person inden for stilretningen er multikunstneren Thorvald Bindesbøll.
Leuning Borchs villa "Solheim" i Vedbæk for farvefabrikant Walter Stelling med observatorium og et norsk lysthus (1903-04) ses ofte som en opsummering af dyderne i Skønvirke: Anvendelsen af danske materialer (tegl, granit og træ) og historisk dansk byggeskik (bindingsværk), en pittoresk og assymmetrisk komposition af bygningskroppen koplet med forskellige dekorative enkeltheder fra jugendstilen. Inspiration fra japansk kunst ses også til tider i skønvirkestilen, især i fornyelsen af ornamentikken, der blev domineret af svungne linjer, vilde blomster, insekter og havets flora og fauna.
Th. Bindesbølls Carlsberg-etiket fra 1904
Inspirationen var udlandet var varierende - nogle arkitekter optog mange træk fra jugendstilen, således Rolf Schroeder, mens andre, såsom P.V. Jensen Klint, holdt sig udelukkende til danske historiske forbilleder. For mange, især Jensen Klint, var Skønvirke også et oprør mod industrialiseringen af håndværket og en tilbagevenden til det personlige aftryk i materialet. Især keramikken blev en mulighed for at skabe personligt udformede ting, og kunstkeramikken blev et blomstrende felt kræfter såsom Bindesbøll, J.F. Willumsen og familien Skovgaard, især Joakim Skovgaard. Men også de store virksomheder var med på moden og satte genstande i produktion, således Den kongelige Porcelainsfabrik og Aluminia (bl.a. Christian Joachim og Harald Slott-Møller), Bing & Grøndahl og Georg Jensen Sølvsmedie.
Andre centrale skikkelser omkring tidsskriftet var Jensen Klint og Jens Møller-Jensen, og andre aktører, der knyttes til Skønvirke-æstetikken, er bl.a. Aage Langeland-Mathiesen og Knud V. Engelhardt, arkitekten Hack Kampmann i samarbejde med Karl Hansen Reistrup, der byggede Marselisborg Slot og Aarhus Teater, Herman A. Kählers keramiske værksted samt Martin Nyrop med bl.a. Københavns Rådhus, der blev tidens væsentligste monument og et vidnesbyrd om den stræben mod et "Gesamtkunstwerk", der var typisk for Skønvirke. Arkitekten Carl Brummer var ikke en central skikkelse i dette miljø, men hans nybarokke villaer i Ryvangen deler skønvirkeæstetikken. Brummer var dygtig til at formidle sin arkitektur i udlandet via samtidens fagtidsskrifter, og hans villaer blev publiceret i Tyskland og Mellemeuropa.
Møbelkunsten blev et virkefelt for bl.a. Nyrop, Bindesbøll og Anton Rosen.
Kunsthåndværk.
Kunsthåndværket oplevede generelt en opblomstring i skønvirketiden. Vævning, knipling, filering og hedebosyning var gamle håndværk, der blev taget op igen, og til bl.a. broderi leverede Clara Wævers broderiforretning (1890-1917) mønstre. På Jenny la Cours (1849-1928) væveskole på Askov Højskole og på Dansk Husflidsselskabs Vævestuen i København, oprettet 1913, vævede kunstnerne med inspiration fra nordiske og især danske almuevævninger. Billedvævningen blev genoptaget med fx Kristian Møhls (1876-1962) naturalistiske og mytiske tegninger til Mette Vestergaards (1866-1951) vævninger.
Lorenz Frølich udførte nogle forlæg til en serie gobeliner til Københavns Rådhus med udgangspunkt i sine illustrationer til Adam Fabricius' (1822-1902) "Illustreret Danmarkshistorie" (1854-55). De blev vævet 1902-20 under ledelse af Dagmar Olrik, mens Joakim Skovgaards billedtæpper med bl.a. folkevisemotiver til Christiansborg Slot (1920-26) vævedes af Kristiane Konstantin-Hansen (1848-1925), Johanne Bindesbøll (1851-1934) og Georgia Skovgaard (1893-1973).
I Sønderjylland, der dengang endnu var under preussisk herredømme, var den tyske jugendstil og Heimatschutz-stil levende, hvilket sammen med skønvirkestilen prægede Skolen for Kunstvæveri i Skærbæk (1896-1904), oprettet af præsten Johannes Jacobsens (1854-1919).
Juleevangeliet.
Juleevangeliet findes i Det Nye Testamente, Lukasevangeliet kapitel 2 vers 1-14.
Juli.
Juli er årets syvende måned. Den er opkaldt efter Julius Cæsar. Ældre dansk navn: Ormemåned. I første halvdel af måneden bærer lindetræerne store mængder af lysegule blomster med fin duft.
Jacob Gade.
Jacob Thune Hansen Gade (29. november 1879 i Vejle - 20. februar 1963 i Thorøhuse) var en dansk komponist, violinist og dirigent.
Jacob Gade tjente sig op nedefra. Han begyndte som spillemand i sin fars orkester hjemme i Vejle; men allerede som 16-årig tog han til København. Her opnåede han efterhånden at blive kapelmester på nogle af byens største restauranter og teatre.
I 1919 rejste han til USA og spillede sig til en plads som violinist i et af New Yorks symfoniorkestre; men i 1921 vendte han tilbage til København til en stilling som kapelmester i Palads-biografen. Det var her, at han i 1925 komponerede " Jalousie, Tango Tsigane" til en film og dermed begyndte vejen mod verdensberømmelse. "Tango Jalousie" er en af de mest populære og mest spillede melodier, der nogensinde er komponeret.
I 1931 trak Gade sig tilbage og virkede fra nu af kun som komponist. Han flyttede til Thorøhuse i 1943 og boede der til sin død i 1963. Han fik i 1971 gaden for sin sidste residens opkaldt efter sig.
Ved sin død stiftede Gade testamentarisk Jacob Gades Legat, der bygger på hans formue og stadig indtjener royalty på hans musik. Legatet gives til unge talentfulde musikere.
Jagthorn.
JagthornEt jagthorn er et instrument af typen messingblæser. Da et jagthorn ikke har ventiler, er man begrænset til at bruge naturtonerne. Jagthornet bruges mest som signalhorn under jagt.
Jagthorn findes i to typer: "Fürst Pless" og "Parforce".
"Fürst Pless"-hornet er det lille horn og er det bedst anvendelig til jagt af de to. Det er stemt i tonen "B" og har en rørlængde på ca. 135 cm.
"Parforce"-hornet findes i to udgaver med en diameter på henholdsvist 51 cm og 34 cm. Disse horn er også stemt i "B" og har en rørlængde på ca. 270 cm.
"Parforce"-hornene klinger en oktav dybere end "Fürst Pless"-hornet.
Janteloven.
Janteloven er et begreb skabt af Aksel Sandemose i romanen "En flygtning krydser sit spor" fra 1933. Romanen beskriver hovedpersonen, Espen Arnakkes, forfærdelige martyrium af en opvækst i byen Jante (heraf lovens navn) i begyndelsen af det 20. århundrede. Aksel Sandemose voksede selv op i Nykøbing Mors, og byen bliver ofte fremhævet som model for hans litterære Jante. Selv vedkender han sig i forordet til bogen kun at have benyttet Nykøbing Mors som netop model til Jante i "det ydre omrids". Men den reelle og langt alvorligere anklage i bogen går på, at der findes et "universelt Jante", som vi alle er skyldige i at bidrage til. Janteloven er hverken bundet til Nykøbing Mors, til Danmark eller til begyndelsen af det 20. århundrede, men til den måde vi som mennesker behandler hinanden på.
11. Du tror måske ikke at jeg ved noget om dig?
Ændret betydning.
Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position.
Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.
1933.
Eksterne henvisninger.
33
Nordjyllands Amt.
Nordjyllands Amt blev oprettet i 1970 ved en sammenlægning af de daværende Hjørring og Aalborg amter.
Desuden kom amtet til at omfatte Vester Han Herred (Fjerritslev) fra Thisted Amt. Hobro og nærmeste omegn samt Hadsund Syd fra Randers Amt. Endelig blev et par små områder overført til Farsø Kommune fra Rinds Herred i Viborg Amt
Strukturreformen.
Som led i strukturreformen ophørte amtet pr. 31. december 2006. Dets opgaver videreføres af de nordjyske kommuner, Region Nordjylland og staten.
De nye kommuner i det gamle Nordjyllands Amt.
Desuden videreføres Læsø Kommune i den udstrækning, som kommunen (Byrum-Vesterø-Hals) havde ved sin oprettelse i 1842. Endelig blev Morsø og Thisted en del af Region Nordjylland i 2007.
Eksterne henvisninger.
Amtets hjemmeside blev nedlagt i august 2007. En tidligere kopi kan ses på
POP3.
POP3 står for Post Office Protocol version 3
POP3 bruges til at hente post fra en e-mail server til ens egen computer gennem IP-protokollen. At hente post på denne måde kaldes populært "at poppe sin konto".
POP3, SMTP og IMAP virker alle gennem en internet-forbindelse.
POP3 er en hent-protokol (klienten henter data fra serveren), hvorimod SMTP er en send-protokol (klienten sender data til serveren uden at blive forespurgt).
En stor forskel mellem SMTP og POP3 er, at SMTP ikke kræver nogen form for identifikation såsom brugernavn og kodeord. Dette gør SMTP ubrugelig til at hente beskeder.
POP3 virker over TCP-porten 110.
Cynosura.
Cynosura (gr. "hundehale") var i den Græske mytologi en nymfe.
Ifølge legenden opfostrede hun Zeus og gemte ham fra hans fader Kronos. Da hun døde, satte Zeus i taknemmelighed hende på himlen som polarstjernen.
Frugt.
Frugter, udstillet på et marked i Barcelona.
Hos mange plantearter spiller frugten en vigtig rolle i spredningen af frøene. Dette kan for eksempel foregå ved hjælp af frugtkød, der har en tiltrækkende funktion/effekt på dyr. De kan spise frugten, og sprede frøene gennem deres ekskrementer. Tørre kapsler der ryster frø som fra en peberbøsse når vinden rusker i dem, er en anden type frø i planteriget.
Botanisk set.
Botanisk set er en frugt en struktur hos dækfrøede planter, udviklet fra frugtanlægget, der indeholder frø udviklet fra "frøanlæg". Hos mange planter er det, man almindeligvis opfatter som "frø", i virkeligheden små uåbnede frugter, idet de er udviklet fra ét frugtanlæg. Det gælder for eksempel mælkebøtte ("Taraxacum") og alle græsser.
Daglig tale.
Tværsnit af et æble, hvor kærnerne (frøene) tydeligt ses i kærnehuset (frugtanlægget)
I dagligsproget anvendes ordet "frugt" normalt om strukturer fra planter der bruges i det søde køkken, i modsætning til grøntsager. Botanisk set er mange grønsager dog frugter, fx agurk og græskar. Ordet anvendes dog også om andre produkter der høstes, fx "havets frugter", og billedligt om et resultat der "høstes" ("frugten af ens anstregelser"). Folk diskuterer ofte, om en vare er en frugt eller en grønsag. For eksempel bliver tomaten anset for at være en frugt hos forskere, men derimod betragtet som en grønsag hos dyrkerne. De fleste kunder mener dog, at en tomat er en grønsag.
Frugter der er almindeligt kendt i Danmark
Grønsag.
Betegnelsen grøntsag eller grønsag anvendes indenfor ernæringslære og i kulinarisk sammenhæng om den gruppe af (dele af) planter, som bliver anvendt ernæringsmæssigt, men ikke regnes for at tilhøre grupperne blomst, frugt, nød, urt, krydderi, korn eller gryn.
Bælge.
Bælgplanter indeholder proteiner og supplerer dermed med vigtige aminosyrer.
Dungeon Master.
En Dungeon Master (eller GameMaster/GM) er spillemesteren i rollespil, en person som er fortælleren. Han eller hun har klargjort et eventyr som spillerne skal ud på. Spillemesteren bestemmer så også udfaldet af hvad de forskellige handlinger udgør og hvad der sker når spilleren foretager sig noget.
Spillemesteren skal også gøre det sjovt for spillerne, og laver en god balance så ikke der kommer for stærke/svage monster så spillet ikke bliver sjovt mere.
Gode spillemestre har et godt overblik, skarpe vitser og en masse ideer.
Se også spillemester (Game Master)
Familie Journal.
Familie Journal (egentlig Illustreret Familie Journal og senere Familie Journalen) er et dansk familieugeblad, der blev grundlagt i 1877 af Carl Aller og hans kone, Laura Aller, der blev dets første redaktør. Siden 1930 har bladet været udgivet af Aller Press.
Bladet henvendte sig fra begyndelsen særligt til småborgerskabet med underholdningsstof, bl.a. i form af noveller samt oplysende artikler om bl.a. madlavning. Det blev hurtigt en oplagssucces og er indholdsmæssigt senere blevet udvidet med livsstilsstof og brevkasser.
Familie Journal udkommer i et oplag på 185.052 (1. halvår 2009). Det har de senere år oplevet en massiv oplagstilbagegang; i 1. halvår 2007 udkom det således i 204.000 eksemplarer. Efter at have været Danmarks største ugeblad blev Familie Journal i midten af 1980'erne overhalet af SE og HØR, men har siden generobret førerpositionen.
Chefredaktør er siden januar 2009 Anette Kokholm.
Sai Baba.
Sai Baba (født 23. november 1926) er en indisk guru. Han blev født i landsbyen Puttaparthi i delstaten Andhra Pradesh, og fik navnet Sathyanarayana Raju.
Sai Babas lære handler angiveligt om selvisk næstekærlighed og enhed. Hans tilhængerskare, som skulle være på adskillige millioner mennesker, betragter ham som et guddommeligt væsen på linje med Jesus og Buddha eller som en "avatar", dvs. en guddommelig inkarnation, af såvel en tidligere guru som guden Krishna.
Sai Baba er især kendt for udførelse af mirakler hvor han materialiserer hellig aske, som han strør om sig til disciplene. Men også mere værdifulde genstande, som ure og halskæder, indgår i hans mirakler. Desuden skulle han kunne foretage helbredelser og dødeopvækkelser.
I 1940 erklærede han sig som Sathya Sai Baba, en reinkarnation af Sai Baba fra Shirdi, som var en helgen, der døde i 1918. Samme år grundlagdes Sai Babas Ashram, Prashanti Nilayam (= "den højeste freds bolig").
Sai Baba anbefaler, at man lever et rent liv. Han lægger vægt på den nære forbindelse mellem ham og den enkelte discipel. Om det er på baggrund af dette, på grund af almindelig menneskelig misundelse eller realiteter, så er Sai Baba, ligesom så mange andre internationale religiøse og politiske berømtheder, blevet beskyldt for fup og svindel - ikke mindst for pædofili - som han blev det i en tv-dokumentarudsendelse i Danmarks Radio i 2002. Beskyldningerne afvistes af bevægelsens danske medlemmer. Der foreligger dog (2010) stadigvæk ingen domme eller verserende retssager.
Tomat-slægten.
Tomat ("Lycopersicon") er en slægt, som er udbredt med arter i Sydamerika. Det er stauder og enårige urter med opret vækst, spredte, finnede blade og små stande af regelmæssige blomster fra bladhjørnerne. Frugterne er bær. Her omtaled kun de arter, der dyrkes eller forhandles i Danmark.
Ved grundige, genetiske undersøgelser kunne et forskerteam under ledelse af Spooner, Anderson og Jansen i 1993 fastslå, at Tomat-slægten er så nær på arter af slægten Natskygge, at den bør placeres dér og altså bør kaldes "Solanum". Molekylære undersøgelser af Olmstead og Palmer i 1997 fastslog entydigt, at Tomat bør placeres under Natskygge. Indtil videre fastholdes navnet "Lycopersicon" dog af hensyn til dyrkere og forrretningsliv.
Computerrollespil.
Computerrollespil er en genre indenfor computerspil, som lægger større del af vægten på at fortælle en historie og lade spilleren være en del af denne historie. De typiske "settings" er fantasy og Sci-Fi, men Post-apokalyptiske rollespil er ikke ualmindelige. Computerrollespillene har gennemgået en stor udvikling gennem tiden fra tekstbaserede til grafiske.
Enkeltspiller.
Tekstbaserede rollespil for kun en spiller er meget ofte bygget op omkring det at hovedpersonen har en quest. Spillerens opgave bliver så at opfylde de mål som bliver stillet. Det foregår oftest ved at spillerens bliver sat overfor en mindre tekst som beskriver den nuværende situation og derefter træffer man et valg. Dette valg bliver så ført videre og man gennemgår "eventyret" trin for trin.
Denne type af rollespil er gammel og bruges sjældent længere i dens originale udgave. Desuden er der kun minimal karakterudvikling under forløbet, da spillene er bygget op efter et forlystelsespark princip, altså der er nogen der har givet spilleren nogle muligheder og man træffer kun de valg som bliver tilgængeliggjort.
Onlinespil.
Tekstbaserede rollespil foregår gennem hvad man kalder MUD (Multi User D'"ungeon) og bruger telnet (eller en specialiseret MUD-klient) til at forbinde sig til serveren. Gennem klienten skriver man en række handlinger som man vil udføre og alt sker så derefter på serveren. Man kan også chatte ("snakke") med andre og derved få en større oplevelse af spillet, samt lære folk fra andre lande at kende.
Dette blev meget populært en overgang, men har siden måttet vige pladsen for de grafiske rollespil. Dog eksisterer de stadig og de største har regelmæssig aktivitet.
Enkeltspiller.
Efterhånden som computerne blev udviklet åbnedes mulighederne også for spil-industrien og den grafiske brugerflade (GUI) kom til. Dette ændrede spillenes karakter, i mindre grad i starten, til at fokusere på det som spilleren var i stand til at se på skærmen i stedet for at beskrive det med ord. I starten bredte dette sig kun til enkelt spillene. Pincipperne som de bygger på har ikke sig drastisk, men idet at man ikke længere behøver at beskrive hvert eneste rum og begrænse spilleren dermed og at industrien voksede blev nogle af kræfterne lagt andetsteds. Ud over at skulle lave den visuelle del, blev kræfterne også lagt i karakter udvikling.
Onlinespil.
Af onlinespil dominerer MMORPG'er ("Massive Multiplayer Online RolePlay Game", "MMO") genren. Det første officielle MMO menes at være Meridian 59, men de første populære MMO'er kan krediteres til at være Ultima Online eller Everquest. MMO'er er bygget på MUD's hvor grafiske elementer er indbygget, og hvor alle spillerne er samlet på en server og kan spille med og mod hinanden. At have en mængde af servere kørerne har nogle driftsomkostninger og dette resulterer i at de fleste MMO'er har em månedlig omkostning for spillerne. På den positive side bliver der til gengæld også ofte lavet nyt indhold i spillene regelmæssigt uden omkostninger for spillerne. Til gengæld har Guild Wars bevist at det sagtens kan lade sig gøre at køre en MMO uden månedlig betaling. Dette opvejes så ved regelmæssige udvidelsespakker (I dette tilfælde også enkeltstående kampagner). Samtidig kan man se på det store udbud af gratis MMO'es hvoraf nogle bliver finacieres af reklamer og andre satser på at udbyde fordele til betalende medlemmer. Et andet element i denne genre er det sociale element. I spillene får man mulighed for at slutte sig sammen i guilds og på den måde skabe kontakter via spillet. Det sociale element fylder meget og mange spillere udvælger sig ofte kun et MMORPG som de vil bruge deres tid på.
MMO'er har udviklet sig voldsomt i de seneste år og er blevet en industri som flere spilfirmaer går over til. Derudover er PC'ernes trækkraft forøget og man er derfor istand til at lave MMORPG'er som er mere grafisk appelerende til det publikum.
Der findes også en masse onlinespil som ikke har nogen relationer til spilproducenter. Der kom en stor forøgelse i antallet af spil en almindelig bruger selv kunne udvikle og mange havde også lavet deres spil ud fra Everquest, Ultima, og andre. De fleste laves i håb om selv at blive så store spil som Ultima, Everquest eller World of Warcraft, eller bare som et forsøg på at vise at de også kan. I 2004 blev en ny stil lagt da spillene Neverwinter Nights og Dungeon Siege udkom, idet de åbnede for muligheden for at lave Spilmodifikation, uploade dem og spille dem sammen med andre. Det har også været med til at give mange diskussioner om emnet sikkerhed. I 2005 udgav firmaets første MMO officielt i forretningerne, World of Warcraft. Dette er siden vokset til det største MMORPG på markedet med 11 millioner registrerde konti.
Typer af rollespil.
Den overordnede måde at inddele rollespil på er den forrige nævnt, men der er ande typer, som kan bruges til at definere spillet mht. til historie, frihed og genrelt fokus. Disse benævnelser er ikke entydige og mange spil kan indeholde flere af disse undergenrer. Et eksempel er The Witcher som mange steder antyder at vi har med et sandkasserollespil at gøre, men alligevel ligger et stort fokus på den udviklede kampdel og der er dermed også elementer af et actionrollespil i det.
Sandkasse.
Sandkasserollespil lægger stor vægt på spillers frihed. I dem er der ikke én quest som spilleren skal gennemføre, men snarere en Main Quest, som angiver den historie, der ligger til grund for spillet. Friheden ligger i at spilleren selv kan vælge om man ønsker at gennemføre denne Main Quest, eller hellere vil gennemføre andre mindre quests, eller bare gå på opdagelse i den skabte verden. Disse er mest almindelige i enkeltspillergenren.
Forlystelsespark.
Forlystelsesparkrollespil, eller temaparkrollespil, er mere typiske i MMO'es end i enkeltspillergenren. I denne genre er det producenterne som lægger nogle mere eller mindre stramme grænser indenfor hvilke spileren kan udfolde sig. Som navnet siger kan man se det som en forlystelsespark, hvor spillet er forlystelserne som spilleren frit kan vælge imellem.
Action.
Actionrollespil er ikke en undergenre som sådan, men snarere et element som man kan bruge til at beskrive et spil, som lægger en stor del af deres fokus på kamp. I de tilfælde hvor det er den dominerende genre har spillene ofte kamp som det eneste element der har interesse for de fleste af spillerbasen. Se også Hack 'n' Slash
Russell Crowe.
Russell Crowe (født 7. april 1964) er en newzealandsk skuespiller. Han modtog i 2001 en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i filmen "Gladiator".
3-D.
Tredimensionel, tredimensional eller 3-D hentyder til
Basserne (humorblad).
Basserne er et dansk tegneserieblad, der udgives af Egmont.
Hovedserien er Basserne, men også andre serier som Hagar, Rødøje, Mads og Misse og Garfield har plads i bladet.
Bladet udkom første gang 15. marts 1972 udsendt af Interpresse. I første omgang udkom bladet kun hver 3. måned, men efter hånden blev udgivelsesfrekvensen sat op, og siden ca. 1982 er bladet udkommet hver 2. uge. I 1997 overtog Egmont bladet. Oprindeligt var bladet uden farver. Det var først i 1990 at bladet udkom i farver.
Serier.
I bladet bliver der bragt forskellige tegneserier og vittighedstegninger. Udover Basserne har der været bragt følgende serier.
Safri Duo.
Safri Duo på Grøn Koncert i Århus Juli 2005
Safri Duo er en dansk percussion-duo bestående af Uffe Savery og Morten Friis, heraf navnet, der er en sammentrækning af Savery og Friis. Gruppen vandt 7 trofæer ved Danish Music Awards 2002.
Duoen begyndte som klassisk ensemble, og stod bl.a. for slagtøjssektionen på Carmina Burana, som Sankt Annæ Gymnasiekor var på turne med i 1989-90. Dette gymnasium havde Uffe Savery selv gået på 1982-1985. De opnåede at blive statsensemble i en periode, hvorefter de kastede sig over at spille popmusik. Deres helt specielle indgangsvinkel til popmusikken gav genlyd verden over.
Morten Friis er søn af John Friis, der i mange år bl.a. var kunstnerisk leder i Tivolis Vise-Vers-Hus. Uffe Savery er søn af pianisten Janne Savery og fysikeren Jens Als-Nielsen.
Safri duo akkompagnerede Jean-Michel Jarre ved koncerten AERO i Nordjylland den 7. september 2002.
Den 17. november 2008 sendte Safri Duo deres nyeste album "Origins" på gaden.
Den 7. maj 2010 udgav Safri Duo singlen "Helele" med den sydafrikanske sangerinde Velile Mchunu, som forløber for udgivelsen af et "Greatest Hits" album der udkom den 21. juni. Sangen blev af den tyske tv-station RTL og schweiziske Schweizer Fernsehen og Télévision Suisse Romande brugt under stationernes dækning af fodbold VM i Sydafrika. "Helele" opnåede i den forbindelse hitlisteplaceringer som #1 i Schweiz, #2 i Tyskland og #8 i Østrig.
Ringenes Herre - De to Tårne.
"Ringenes Herre - De to Tårne" er anden del af J.R.R. Tolkiens trilogi "Ringenes Herre" om krigen om Herskerringen.
Bogen blev filmatiseret i 2002, se: "Ringenes Herre - De to Tårne (film)"
De to tårne
World Trade Center.
World Trade Center (WTC) var et kæmpe forretningscenter og bygningskompleks i Lower Manhattan, New York, bestående af syv bygninger. Mest kendte var de to 110-etagers høje tvillingetårne, der blev opført i perioden 1966-73, med en højde på hhv. 415 og 417 meter. Ved opførelsen var tårnene de højeste i verden, indtil de i 1974 blev overgået af det 442 meter høje Sears Tower i Chicago. Komplekset blev destrueret under de koordinerede terroraktioner på USA den 11. september 2001, da Al-Qaeda-tilknyttede terrorister kaprerede de to passagerfly: American Airlines Flight 11 og United Airliens Flight 175, og styrtede dem direkte ind i de to tvillingetårne, hvilket fik begge tårne til at kollapse på mindre end to timer.
World Trade Center blev designet af Minoru Yamasaki. Da havnemyndighederne i New York og New Jersey fik godkendelse til byggeprojektet, besluttede de sig for samtidigt at overtage New Yorks metrosystem og ændre navnet fra Hudson & Manhattan Railroad til Port Authority Trans-Hudson (PATH). Opførelsen af World Trade Center begyndte den 5. august 1966. Det nordlige tårn stod færdigt i december 1970 og det sydlige tårn blev færdigbygget i juli 1971. Opførelsen af World Trade Center medførte en stor udgravning af en mængde materiale, som blev anvendt i Battery Park City vest for Lower Manhattan.
Komplekset lå i midten af New Yorks finansielle distrikt og indeholdt 13,4 mio. kvadratmeter kontorlokaler. Mellem 106. og 107. etage i det nordlige tårn lå restauranten "Windows on the World". På 107. etage i det sydlige tårn lå den kendte turistaktion "Top of the World". Komplekset bestod i alt af syv bygninger (inklusiv de to tvillingetårne): Marriott World Trade Center; World Trade Center 4; World Trade Center 5; World Trade Center 6, og World Trade Center tårn nr. 7, som blev opført i 1985.
Den 13. februar 1975 brød en brand ud på 11. etage i det nordlige tårn. Første gang komplekset blev udsat for terror var den 26. februar 1993 da det blev udsat for et bombeattentat ved at en bilbombe blev detoneret af islamistiske terrorister i den underjordiske parkeringskælder under det nordlige tårn. I 1998 besluttede havnemyndigheden at privatisere World Trade Center og udleje komplekset til en privat virksomhed.
Om morgenen den 11. september 2001 fløj Al-Qaeda-tilknyttede flykaprere to jetfly direkte ind i de to tvillingetårne: Et fly i hvert tårn. Mindst 2.595 af de mennesker, der befandt sig i tårnene, døde. Ud over World Trade Centers to 110-etagers tvillingtårne blev fem andre bygninger, inklusive World Trade Center nr. 7 nær tårnene og fire undergrundsmetrostationer, ødelagt eller i det mindste meget kraftigt beskadiget. I alt blev 25 bygninger på Manhattan beskadeget. Nordtårnet blev ramt som det første og kollapsede efter en time og 26 minutter. Sydtårnet blev ramt få minutter efter nordtårnet og kollapsede efter 56 minutter. World Trade Centers bygning syv kollapsede totalt efter seks timer. De andre bygninger i komplekset styrtede ikke helt sammen, men blev stærkt beskadiget efter tvillingetårnenes kollaps, og de blev efterfølgende revet ned. Oprydnings- og genopretningsprocessen havde en varlighed på otte måneder. Den første genopbyggede bygning; tårn 7, åbnede i maj 2006. Lower Manhattan Development Corporation (LMDC) blev etableret i juli 2002 for at overvåge genopbygningsprocessen. Det nye World Trade Center, som skal erstatte tvillingetårnene, er designet af Daniel Libeskind. Det er planlagt til at have en højde af 1.776 fod, hvilket er en symbolsk højde, da 1776 er året for udstedelsen af USA's uafhængighedserklæring. Derudover er det planlagt, at tre højhuse langs Church Street og et mindesmærke designet af Michael Arad skal opføres.
Planerne om opførelsen.
Planen om opførelsen af World Trade Center blev foreslået i New York i 1946. Den lovgivende forsamling i New York vedtog et lovforslag, der gav New Yorks guvernør Thomas E. Dewey bemyndigelse til at påbegynde udviklingen af planerne for projektet. Planerne blev dog først igangsat i 1949. I slutningen af 1940'erne og 1950'erne var den økonomiske vækst i New York mest koncentreret om opførelsen af nye bygninger i Midtown Manhattan i modsætning til Lower Manhattan, som ikke var det store område for nybyggeri. Til at bidrage til at stimulere byfornyelse foreslog David Rockefeller, at havnemyndigheden skulle bygge et såkaldt World Trade Center i Lower Manhattan.
De oprindelige planer blev officielt offentliggjort i 1961, hvori man besluttede at bygningerne skulle stå et sted langs East River. Havnemyndigheden krævede godkendelse fra både guvernørerne i New York og New Jersey til at gennemføre byggeprojektet. New Jerseys guvernør, Robert B. Meyner, meddelte New York, at han ville godkende projektet til et beløb af 335 millioner dollars.
Antallet af passagerer ved Port Authority Trans-Hudson og Manhattan Railroad faldt væsentligt fra 113 millioner i 1927 til 26 millioner i 1958 efter opførelsen af nye biltunneller og broer over Hudson River. I december 1961 afholdt man et møde mellem havnemyndighedens direktør, Austin J. Tobin, og New Jerseys nyvalgte guvernør, Richard J. Hughes, hvor havnemyndigheden tilbød at overtage Hudson & Manhattan Railroad og omdøbe den til Port Authority Trans-Hudson (forkortet PATH). Havnemyndigheden havde besluttet at flytte projektet til byggepladsen ved Hudson Terminal på den vestlige side af Lower Manhattan, hvilket var et mere praktisk sted for New Jerseys pendlere. Med den nye placering ville havnemyndigheden sammen med erhvervelsen af H & M Railroad tillige støtte projektet.
For New Yorks borgmester John Lindsay og byens råd var det ligeledes nødvendigt med projektets godkendelse. Den 3. august 1966 indgik man en aftale, således at havnemyndigheden skulle erlægge årlige betalinger til byen i stedet for skat for at få rettighederne til udlejning af World Trade Center til private lejere. I de efterfølgende år ville betalingerne stige efterhånden som ejendomsskatten steg.
Design.
En plan over tvillingetårnenes etage- og elevatorsystem.
Den 20. september 1962 meddelte havnemyndigheden, at man udvalgte Minoru Yamasaki som ledende arkitekt, og Emery Roth som hjælpende arkitekt. Minoru Yamasaki havde udtænkt en plan om skabelsen af tvillingetårnene; hans plan foreslog, at tårnene skulle være 80 meter høje, men for at imødekomme havnemyndighedens krav om at bygge 10 millioner kvadratfod kontorlokaler skulle bygningerne i stedet være 110 meter høje.
Den 18. januar 1964 præsenterede Minoru Yamasaki sit design for offentligheden. Bygningerne blev designet med smalle kontorvinduer (cirka 45 cm), hvilket afspejlede Minoru Yamasakis højdeskræk samt hans ønske om at bygningens beboere skulle føle sig trygge. Hans design inkluderede facader beklædt med en aluminiumslegering.
Udover de to tvillingetårne omfattede planen fire andre bygninger, som blev bygget i begyndelsen af 1970'erne. I løbet af 1980'erne blev den syvende bygning opført i den nordlige del af komplekset.
Strukturel design.
Det var bygningsingeniørvirksomhederne Worthington, Skilling, Helle & Jackson, der opførte bygningerne ud fra Yamasakis design. Havnemyndighedens ingeniørafdeling hjalp til som fundamentingeniører. Joseph R. Loring & Associates som el-ingeniører, Jaros, Baum & Bolles som maskiningeniører. Og Tishman Realty & Construction Company som hovedentreprenør ved projektet. Guy F. Tozzoli, direktør for World Trade-departementet ved havnemyndigheden, og Rino M. Monti, havnemyndighedens maskinchef, førte tilsyn med projektet. Som et mellemstatsligt agentur var havnemyndigheden ikke underlagt de lokale love og forskrifter for bystyret i New York, herunder bygningsreglementerne. Alligevel fulgte ingeniørerne et udkast til det nye bygningsreglement, der blev vedtaget i 1968.
Tårnenes kerne indeholdt elevatorer, skakter, toiletter, tre trappeopgange, og en del diverse rum. Kernen var kombineret af stål og beton. I hvert tårn var et rektangulært område på 87×135 fod (27×41 m), der indeholdt 47 stålsøjler.
Opførelse.
Opførelsen af World Trade Center blev betragtet som et byfornyelsesprojekt i New York med David Rockefeller i spidsen for at bidrage til at revitalisere Lower Manhattan. Projektet blev udviklet af havnemyndigheden i New York og New Jersey, som hyrede arkitekten Minoru Yamasaki, som kom frem med den særlige idé til de såkaldte "Twin Towers". Efter omfattende forhandlinger med regeringerne i New Jersey og New York blev man med havnemyndigheden enige om at bakke op om projektet, som skulle opføres på det sted, hvor der lå en Radio Row på vestsiden af Manhattan. For at gøre aftalen acceptabel for New Jersey skulle havnemyndigheden indvillige i at overtage den konkursramte Hudson & Manhattan Railroad (omdøbt til PATH), som bragte pendlere fra New Jersey til Lower Manhattan.
Opførelsen af det nordlige tårn startede i august 1968, og det sydlige tårn i 1969. I december 1970 flyttede de første lejere ind i det nordlige tårn, og i januar 1972 ind i det sydlige tårn. I 1970'erne opførte man fire andre bygninger som en del af projektet. Den syvende bygning blev opført i midten af 1980'erne. Da tvillingetårne var færdigbyggede havde de samlede omkostninger til havnemyndigheden rundet 900 millioner dollars.
I 1970 gik medarbejdere på projektet i strejke og standsede transporten af materialer til byggepladsen. Havnemyndigheden forsøgte med andre midler at få transport af materialer, blandt andet via helikopter. I løbet af opførelsesprocessen blev telefonitjenesten i Lower Manhattan afbrudt, da telefonkabler blev knust ved rambukke der udførte deres arbejde. Den 16. marts 1970 blev seks arbejdere såret ved en eksplosion da en lastbil ramte en propantank Det samlede dødstal under opførelsen lød på 60 dræbte.
Kritik af byggeriet.
På grund af kompleksets placering ved Radio Low blev planen om at opføre det betragtet som kontroversiel. Radio Row var hjemsted for hundreder af kommercielle og industrielle lejere samt ejere af ejendomme og små virksomheder, herunder omkring 100 beboere, hvoraf mange havde vist deres modstand mod tvangsforflyttelserne. En gruppe af små virksomheder, der blev berørt af opførelsen, indgav anmeldelse for at udfordre havnemyndighedens anvendelse af ekspropriationsretten. Sagen blev behandlet af retssystemet i USA's højesteret og endte med at blive afvist af domstolen.
De private ejendomsselskaber samt udviklere og medlemmer af Real Estate Board of New York under ledelse af Empire State Building, ejet af Lawrence A. Wien, udtrykte deres bekymring over, at disse meget "subsidierede" kontorlokaler skulle ud på det åbne marked og konkurrere med den private sektor når der allerede var ledige lokaler. Man var i tvivl om, hvorvidt havnemyndigheden i overhovedet burde have påbegyndt projektet, der af nogle beskrives som en "fejlagtig social prioritet". World Trade Centers design bragte blandt andet kritik fra det amerikanske arkitekturinstitut. Lewis Mumford, forfatter til "The City in History", var ligeledes utilfreds med projektet.
Tvillingetårnene.
Med opførelsen af tårn 7 i 1980'erne bestod World Trade Center af i alt syv bygninger, men det mest bemærkelsesværdige var de to tårne, der med 110 etager stod i henholdsvis 415 og 417 meters højde. Under en pressekonference i 1973 stillede man den ledende arkitekt Minoru Yamasaki spørgsmålet: "Hvorfor to 110-etagers bygninger? Hvorfor ikke en 220-etagers bygning?" hvor Minoru Yamasaki svarede: "Jeg ønskede ikke at miste den menneskelige skala."
Da det nordlige tårn stod færdigt i 1972 var det verdens højeste bygning i to år efter at det havde overgået Empire State Building. Det nordlige tårn havde en højde af 1.368 fod, og i toppen var en 110 m. høj telekommunikationsantenne, der blev opført i 1978. Med antennen var det nordlige tårn 1.728 fod højt. Det sydlige tårn blev den anden-højeste bygning i verden da det stod færdigt i 1973. World Trade Centers tårne holdt kun rekorden i kort tid, idet Chicagos Sears Tower stod færdigt i maj 1973 med en højde af 442 meter.
Hvert tårn havde 350.000 m² kontorlokaler. Hele komplekset bestod af syv bygninger, som svarede til 1,04 km².
Oprindeligt tænkt som et kompleks dedikeret til virksomheder og organisationer, der direkte deltog i "verdenshandelen", havde man i første omgang undladt at tiltrække det forventede klientel. I de første år blev forskellige statslige organisationer de centrale lejere af World Trade Center, herunder staten New York. Det var først i 1980'erne, at byens farefulde økonomiske situation lettede, hvorefter et stigende antal private virksomheder, primært finansielle virksomheder bundet til Wall Street, blev lejere. I løbet af 1990'erne havde omkring 500 virksomheder kontorer i komplekset, herunder mange finansielle virksomheder som Morgan Stanley, Aon Corporation, Salomon Brothers og havnemyndigheden selv. Det nordlige tårn blev hjemsted for et hovedkontor i Cantor Fitzgerald.
Elekticiteten til tårnene blev leveret af Edison (ConEd) med i alt 13.800 volts højspænding.
På 110. sal i det nordlige tårn lå den offentlige serviceradio og tv-transmissionsudstyr. Taget på tårn 1 indeholdt en bred vifte af transmissionsantenner, herunder den 360 fod (ca 110 m) høje antennemast, ombygget i 1999 af Dielektriske Inc. Den midterste mast indeholdt tv-signaler til næsten alle fjernsynsstationer i New York, herunder WCBS-TV 2, WNBC-TV 4, WNYW 5, WABC-tv 7, WWOR-tv 9 Secaucus, WPIX 11, WNET 13 Newark, WPXN-TV 31 og WNJU 47 Linden. Den indeholdt også fire FM-radioer: WPAT-FM 93,1, WNYC 93,9, WKCR 89,9, og WKTU 103,5. Adgang til taget var kontrolleret fra WTC Operations Control Center (OCC) placeret i tårn 2.
Andre bygninger.
Udover de to tvillingetårne blev fem mindre bygninger opført. Den ene blev opført i 1981 med en højde af 22 meter. Bygningen fungerede som hotel under navnet "Vista Hotel", i 1995 skiftede det navn til Marriott World Trade Center (også kendt som World Trade Center 3). Mod sydvest lå tårn 4 og 5 placeret. Tårn 6 stod i det nordvestlige hjørne af komplekset, nordøst for PATH stationen, og husede United States Customs Service og US Commodities Exchange. Tårn 4 lå i den sydøstlige del af komplekset. I 1987 blev tårn nr. 7 opført nord for komplekset. Under komplekset lå der et underjordisk indkøbscenter, som havde forbindelser til forskellige transitfaciliteter, herunder New York City Subway og havnemyndighedens egen PATH-station.
Et af verdens største guldlagre, som ejedes af en gruppe kommercielle banker, blev opbevaret under World Trade Center. Under bombeangrebet i 1993 detonerede en bombe tæt på boksen. Syv uger efter den 11. september 2001 blev 230 millioner dollar fjernet fra kælderen under tårn 4.
The Sphere.
Tæt ved tvilligetårnene stod metalskulpturen The Sphere, som et symbol for verdensfred. Skulpturen blev designet af den tyske skulptør Fritz Koenig. Skulpturen blev bedskadet under terrorangrebet, men er sidenhen blevet bevaret og står nu i Battery Park som et mindesmærke for de omkomne. Man planlægger at flytte skulpturen til sin oprindelige placering når Frihedstårnet står klart.
Top of the World.
Udsigt fra Top of the World
Selvom de fleste af stederne i komplekset ikke var åbne for offentligheden, havde det sydlige tårn et offentligt observationsområde kaldet Top of the World Trade Center Observatories på 107. etage.
Når man besøgte observationdækket, skulle man igennem sikkerhedskontrollen, noget der blev besluttet efter bombeattentatet i 1993.
Havnemyndigheden havde renoveret observatoriet i 1995 og lejet det ud til Ogden Entertainment. Attraktionerne på observationdækket omfattede en simuleret helikoptertur rundt i New York.
Hvis vejret var til det kunne de besøgende tage to korte rulletrapper op fra 107. etage til en udendørs udsigtsplatform i en højde af 420 meter. På en klar dag kunne de besøgende se op til 80 km væk i alle retninger.
Windows on the World.
Mellem 106. og 107. etage i det nordlige tårn lå restauranten "Windows on the World", der åbnede i april 1976. Restauranten blev etableret af Joe Baum for mere end 17 millioner dollars. På toppen af det nordlige tårn lå to andre spise- og drikkesteder placeret, det ene var navngivet "Hors d'Oeuvrerie" og det andet "Cellar in the Sky". "Hors d'Oeuvrerie" serverede danske smørrebrød i løbet af dagen og sushi om eftermiddagen. "Cellar in the Sky" serverede drikkevarer, herunder vin. Efter bombesprængningen i 1993 blev Windows on the World lukket. I 1996 blev restauranten genåbnet og fik navneændring fra "Hors d'Oeuvrerie" og "Cellar in the Sky" til "Greatest Bar on Earth" og "Wild Blue."
I 2000 rapporterede Windows on the World, at de havde haft indtægter på 37 millioner dollars og var dermed den mest indtjenende restaurant i USA.
Liv og hændelser.
Der arbejdede til hverdag omkring 50.000 mennesker i tårnene, og dagligt var der ca. 200.000 besøgende. Komplekset var så stort, at det havde sit eget postnummer: 10.048. Tårnene havde to steder, hvor offentligheden kunne komme og nyde udsigten, det sydlige tårns observationsdæk og i toppen af Windows on the World i det nordlige tårn. Tårnene var kendt i hele verden og blev filmet i utallige film og tv-shows og var på postkort og andet merchandise. De blev betragtet som et af New Yorks store ikoner, på linje med Empire State Building, Chrysler Building og Frihedsgudinden.
Franskmanden Philippe Petit gik på wire mellem tårnene i 1974. Om hans optræden blev dokumentarfilmen Man on Wire lavet. På Memorial Day i 1983 klatrede Dan Goodwin op ad World Trade Centers nordlige tårn. Hans stunt var for at henlede opmærksomheden på den manglende evne til at redde mennesker potentielt fanget i de øverste etager af skyskrabere. I 1995 blev VM i skak afholdt på 107. etage i det sydlige tårn.
Branden i 1975.
Den 13. februar 1975 udbrød en brand på 11. etage i det nordlige tårn. Branden bredte sig til midten af 9. og 14. etage. Området tæt ved branden blev næsten slukket øjeblikkeligt. De andre steder hvor branden havde spredt sig til blev slukket et par timer senere. De største brandskader var opstået på 11. etage. Brandsikringen beskyttede stålet fra at smelte, og der var ingen større skader på tårnet. Et par etager under brandområdet blev ramt af vandskader på grund af slukningsarbejdet ovenover. Da branden opstod havde World Trade Center endnu ikke indført sprinklersystemer.
Bombeattentatet i 1993.
World Trade Centers underjordiske garage efter bombeattentatet
Den 26. februar 1993 blev en bilbombe detoneret af islamistiske terrorister i den underjordiske parkeringskælder under det nordlige tårn. Seks personer omkom og over 1.000 blev såret, mens 50.000 andre ansatte og besøgende blev efterladt gispende efter vejret i de 110-etagers høje bygninger. Mange mennesker inde i det nordlige tårn blev tvunget til at gå ned ad det mørke trapperum, der ingen nødbelysning havde. For nogle tog det to eller flere timer at nå ned i sikkerhed. Skaderne lavede et 30-meters stort hul i garagen.
Manden bag angrebet, Ramzi Yousef, flygtede til Pakistan efter attentatet. I februar 1995 blev han anholdt i Islamabad og udleveret til USA med henblik på retsforfølgning. En anden terrorist, Omar Abdel Rahman, blev dømt i 1996 for sin deltagelse. Ramzi Yousef og Eyad Ismoil blev begge dømt i november 1997 for deres medvirken til bombeattentatet. Fire andre blev dømt i maj 1994 for deres medvirken. Man mener at målet for angrebet var at destabilisere det nordlige tårn og således få det til at styrte over i det sydlige tårn og dermed få begge tårne til at kollapse.
Efter angrebet blev kælderetagerne stærkt beskadiget og måtte repareres. Murene var i fare for at styrte sammen, og køleanlægget, som gav aircondition til hele komplekset, blev ligeledes stærkt beskadiget. Brandalarmanlægget for hele komplekset måtte udskiftes, da ledninger og signaler i det oprindelige system var blevet ødelagt. Som et mindesmærke for ofrene blev en reflekterende pool med navnene på dem, der var blevet dræbt, opført. Mindesmærket blev ødelagt ved terrorangrebet den 11. september 2001, men man har planlagt, at et nyt mindesmærke skal bygges til ære for ofrene for både bombeattentatet og terrorangrebet.
Leje.
I 1998 godkendte havnemyndigheden planer om at privatisere World Trade Center. I 2001 søgte havnemyndigheden om tilladelse til at udleje World Trade Center til en privat enhed. Man modtog bud fra Tornado Realty Trust og et fælles bud fra Brookfield Properties Corporation og Boston Properties samt et fælles bud fra Silverstein Properties og The Westfield Group. Ved at privatisere World Trade Center kunne havnemyndigheden skaffe midler til andre af dets projekter. Den 15. februar 2001 meddelte havnemyndigheden, at Vornado Realty Trust havde vundet lejemålet for World Trade Center, samt at firmaet skulle betale 3.25 milliarder euro for den 99-årige lejekontrakt.
Destruktion.
(Øverst) World Trade Centers tårne i brand(Nederest) sammenbruddet af det sydlige tårn
Illustration der viser, hvor flyene ramte
Den 11. september 2001 kaprerede Al-Qaeda-tilknyttede terrorister to passagerfly, American Airlines Flight 11 og United Airliens Flight 175, og styrede dem ind i de to tårne. Det første fly, American Airlines Flight 11, ramte det nordlige tårn klokken 08:46 (lokal tid). Sytten minutter senere styrede et andet hold terrorister United Airliens Flight 175 ind mellem den 77. og 85. etage i det sydlige tårn. Skaderne i det nordlige tårn førte til ødelæggelse af de mulige flugtveje fra området. Omkring 1.344 personer i det nordlige tårn blev fanget og havde kun få muligheder til at slippe ud af tårnet. Nogle personer valgte at blive på deres kontorer og vente på hjælp, mens andre valgte at begå selvmord ved at knuse vinduerne i bygningerne og hoppe ud. Nogle personer blev fanget i tårnenes mange elevatorer.
United Airlines Flight 175 ramte ikke så præcist i midten af tårnet, som American Airlines Flight 11 havde gjort, så det var muligt at komme ned via en trappeskakt. Det lykkedes dog kun få personer at komme i den vej, før tårnet kollapsede. I det sydlige tårn var de menneskelige omkostninger lavere end i det nordlige og færre end 700 blev dræbt på stedet, ligesom også det samlede dødstal var lavere i det sydlige. Evakueringen af det sydlige tårn begyndteumiddelbart efter, at det nordlige tårn var blevet ramt. Klokken 9:59 kollapsede sydtårnet som følge af, at tårnets stålsøjler var brændt helt sammen. Det nordlige tårn kollapsede klokken 10:28 efter at have brændt i 102 minutter.
Klokken 5:21 pm kollapsede tårn 7, hvilket er blevet begrundet med ukontrollerede brande inde i bygningen. World Trade Center tårn 3 (kendt som Hotel Marriott) blev ødelagt under sammenbruddet af de to tvillingetårne. De tre resterende bygninger i WTC Plaza havde lidt stor skade efter tårnenes sammenstyrtning og de blev til bagefter revet ned. Deutsche Bank-bygningen, som lå tværs gennem Liberty Street, blev senere lukket på grund af de giftige forhold inde i bygningen. Bydelen Manhattan Community Colleges Fiterman Hall på 30 West Broadway blev også lukket på grund af omfattende skader under terrorangrebet.
Efter angrebene mente medierne, at titusinder var blevet dræbt, eftersom der på en almindelig dag arbejdede omkring 50.000 mennesker i tårnene. I sidste ende var det 2.750 dødsattester, der blev indgivet i forbindelse med angrebene. Felicia Dunn-Jones blev talt med i det officielle dødstal i maj 2007, hun døde fem måneder senere efter at hun havde døjet med dårlige lungeer. Cantor Fitzgerald LP, en investeringsbank beliggende på 101. og 105. etage i tårn 1, mistede 658 medarbejdere, hvilket var betydeligt flere end nogen anden arbejdsgiver i World Trade Center. Marsh & McLennan Companies, som ligger umiddelbart under Cantor Fitzgerald på etage 93 og 101, mistede 295 ansatte. I Aon Corporation blev 175 ansatte dræbt. Hertil 343 af New Yorks brandmænd. Af de 343 var 84 af dem ansat ved havnemyndigheden, 37 af dem var medlemmer af Police Department, og yderligere 23 af de dræbte var officerer ved New York City Police Department. Af alle de mennesker, der stadig var i tårnene da de kollapsede, blev kun 20 personer gravet ud i live.
Genopførelse.
a>, under opførelse den 11. maj 2010
Arbejdet med oprydningen og genopretningen efter angrebene foregik i døgndrift. I alt tog det otte måneder for at få ryddet helt op. Rester blev transporteret fra Ground Zero til Staten Island. Den 30. maj 2002 blev der afholdt en ceremoni for officielt at erklære oprydningen for færdiggjort. I 2002 begyndte man på opførelsen af en ny bygning 7. Bygningen blev færdigbygget i maj 2006 nord for det nye World Trade Center. Derudover blev en midlertidig PATH station ved World Trade Center åbnet i november 2003, senere vil den blive erstattet af en permanent station, designet af Santiago Calatrava.
Bag genopførelsen af World Trade Center er mange arkitekter, herunder Larry Silverstein og folk fra havnemyndigheden, hvilket betød at guvernør i New York George Pataki havde en vis autoritet. Hertil kom, at ofrenes familier og folk i de omkringliggende kvarterer ønskede borgmester Michael Bloomberg til at lede genopførelsen. I november 2001 etablerede George Pataki Lower Manhattan Development Corporation (LMDC) som en officiel kommission til at overvåge genopførelsesprocessen. The Memory Foundations, designet af Daniel Libeskind, blev valgt som den overordnede plan for det nye World Trade Center. Planen omfattede et 541 meter højt Frihedstårn (nu kendt som 1 World Trade Center) samt et mindesmærke og en række højhuse.
Den 13. marts 2006 ankom arbejderne for at fjerne de sidste rester og starte opmålingen. Dette markerede den officielle start på opførelsen af det nationale September 11 Memorial & Museum, dette dog ikke uden protester fra nogle af de omkomnes familiemedlemmer. I april 2006 aftalte havnemyndigheden med Larry Silverstein, at han skulle overdrage rettighederne til at udvikle Frihedstårnet og tårn 5 i bytte for en finansiering med Liberty Bonds for tårn 2, 3 og 4. Den 27. april 2006 blev åbningsceremonien holdt for Frihedstårnet.
I maj 2006 blev Richard Rogers og Fumihiko Maki annonceret som arkitekterne bag tårn 3 og 4. Det endelige design for tårn 2, 3 og 4 blev afsløret den 7. september 2006. Tårn 2 vil få navnet 200 Greenwich Street og vil have en højde af 382 meter og et 96-fod højt spir, hvilket i alt giver 411 meter. Tårn 3 vil få navnet 175 Greenwich Street og vil have en højde af 352 meter samt antenner, der vil give tårnet en højde af i alt 383 meter. Tårn 4 får navnet 150 Greenwich Street og vil have en samlet højde på 288 meter. Den 22. juni 2007 meddelte havnemyndigheden i New York og New Jersey, at man ville bygge en 42-etagers bygning. Kohn Pedersen Fox blev valgt som arkitekt for bygningen.
Opførelsen af 1 World Trade Center blev mødt med kritik, lige fra selve formgivningen til navneændringen. New Yorks borgmester Michael Bloomberg udtalte i 2003, at Frihedstårnet ikke ville skifte navn til 1 World Trade Center, han fastslog at navnet skulle være Frihedstårnet.
Populærkultur.
World Trade Center var en ikonisk struktur, og man har kunnet opleve tårnene i både tv-shows, tegnefilm, tegneserier, computerspil og musikvideoer. Dele af filmen "Godspell" blev optaget på toppen af World Trade Center da opførelsen var ved at nå sin afslutning. I filmen "The Hot Rock" fra sommeren 1971 er der optaget scener af en helikopter, der flyver rundt om tårnene mens de stadig var under opførelse. Den sidste scene i filmen King Kong fra 1976 fandt sted ved World Trade Center. Egentlig skulle scenen have været optagt ved Empire State Building, hvor scenen havde fundet sted i den originale film. Ved hjælp af et svævefly lander Snake Plissken på toppen af World Trade Center i filmen "Escape from New York" fra 1981.
Begivenhederne omkring den 11. september er sidenhen blevet portrætteret i en række dokumentarprogrammer og film. Nogle af de film, der havde størst succes var Oliver Stones World Trade Center fra 2006 og Paul Greengrass' film United 93. I adskillige film, med premiere kort efter den 11. september 2001, kunne man spotte World Trade Centers skyline. En af filmene var "Spider-Man". Både i episoder af Venner og The Simpsons er World Trade Center blevet filmet.
Scener fra World Trade Center blev fjernet fra film som "Sex and the City" og "The Sopranos", som var produceret efter bombningen. Scenerene blev fjernet af respekt for ofrene.
Flag.
Flaget på Ground Zero få dage efter terrorangrebet
Om morgenen den 12. september 2001 var politigeneral i New York Gerald Kane og kriminalassistent Peter Friscia medhjælpende på redningsholdet ved Ground Zero. De bemærkede, at det store amerikanske flag, som engang stod foran World Trade Center på Church Street var røget af flagstangen under sammenstytningen af bygningerne. De to mænd rekvirerede et antal soldater og brandfolk i området til at sætte en stige til toppen af en gadelampe. Detektiv Friscia klatrede op på stigen til lampen hvor flaget hang og tog det med sig ned. Senere gav man flaget til NASA, hvor det blev transporteret om bord på rumfærgen Endeavour (STS-108), som en del af missionen til Den Internationale Rumstation den 5. december 2001. På flagdagen den 14. juni 2002 blev det amerikanske flag returneret til indbyggerne i New York af Sean O'Keefe, Dom Gorie og besætningsmedlemmerne fra Endeavor i en ceremoni på Museum of Natural History. Flaget er en del af den årlige ceremoni på Ground Zero til minde om ofrene for angrebet.
Tribute in Light.
Tribute in Light som det så ud i 2009.
Efter angrebet blev 88 projektører placeret ved siden af det sted, hvor World Trade Center stod. Projektørerne danner to lodrette kolonner af lys til minde om angrebene.
Projektørerne blev lanceret i 2003 for at markere toårsdagen for angrebet og er siden blevet tændt hvert år den 11. september lige siden. Man havde ellers meddelt, at 2008 skulle være det sidste år for "Tribute in Light", men de var at se igen i 2009.
Den 17. december 2009 blev det bekræftet, at hyldesten vil fortsætte frem til 2011, indtil tiårsdagen for angrebene.
De, der arbejdede med projektet om opførselsen, kom op med konceptet i ugen efter angrebet. De blev hyret af magasinet The New York Times til at skabe et billede af projektet.
Richard Nash Gould, en arkitekt fra New York, gik til den kommunale kunstforening med konceptet. Han var en del af en virksomhed, hvis kontor lå i World Trade Center. Den 19. september skrev formand Philip K. Howard til borgmester Rudy Giuliani og bad ham om "at overveje at placere to store projektører i nærheden af ulykkesstederne, som skulle lyse lige op i himlen."
Hans Christian Schmidt.
Hans Christian Schmidt (født 25. august 1953, Nustrup ved Vojens) er en dansk folketingspolitiker fra Venstre, nuværende transportminister samt tidligere fødevareminister og miljøminister.
Biografi.
Hans Christian Schmidt er landmandssøn fra Sønderjylland. Han tog realeksamen fra Nustrup Skole 1970, handelseksamen fra Haderslev Handelsskole 1971, hf-eksamen fra Kolding Gymnasium 1973 og lærereksamen fra Haderslev Seminarium 1977.
Han blev ansat som lærer på Nustrup Skole 1977, skiftede til Sommersted Skole 1981, i første omgang som lærer og fra 1984 som viceskoleinspektør.
Politisk karriere.
Schmidt var formand for VU i Vojens 1977-79 og medlem af vælgerforeningen for Venstre samme sted fra 1978. I 1982 blev han valgt ind i Vojens Kommunalbestyrelse, hvor han sad til 2001. I den periode var han blandt andet formand for Undervisnings- og Socialudvalget 1990-94 og 1998-2001 samt 1. viceborgmester 1998-2001.
Han var sit partis folketingskandidat i Røddingkredsen fra 1994 og blev valgt ind i ved valget 21. september samme år. Her blev han miljøpolitisk ordfører 1995-2001 samt medlem af Naturklagenævnet i samme periode.
27. november 2001 blev han udpeget som miljøminister, en post der blev udskiftet med fødevareministerposten 2. august 2004. Ved regeringsomdannelsen september 2007 måtte Schmidt afgive sin post og fortsatte i stedet som Venstres gruppeformand i Folketinget.
I 2004 gav Rigsrevisionen Schmidt en alvorlig påtale for kammerateri i forhold til hans tidligere arbejdsplads og hjemkommune. Påtalen medførte blandt andet, udgivelse af en ny vejledning som fokusere primært på habilitet.
23. februar 2010 blev han udpeget som transportminister.
Øvrige tillidsposter.
Hans Christian Schmidt har været medlem af Borgerligt Socialt Boligselskabs bestyrelse i Vojens 1986-91 og af repræsentantskabet for Naturgas Syd 1986-90. Han var endvidere medlem af bestyrelsen for Bregnbjergskolen 1986-2001, af lokalrådet (Vojens) i Den Danske Bank 1987-2001 og af Afsnit 8-Udvalget (Børn og unge) 1990-94. Endvidere har han været medlem af Amtsmusikudvalget 1986-90 og af bestyrelsen for Vojens Skøjtehal 1994-2001. Endelig var Schmidt formand for Vojens Kultur- og Musikhus 2000-2001.
2007 blev han Kommandør af 1. grad af Dannebrog. Han bærer også Nordstjerneordenen.
Riksdagen.
Riksdagen er Sveriges parlament og har 349 medlemmer.
På svensk (det ene af Finlands officielle sprog) hedder det finske parlament også Riksdagen - det finske navn er Eduskunta.
Riksdagsvalget 2010.
Alliancen blev dermed den største gruppe, men uden at have absolut flertal. Tungen på vægtskålen var Sverigedemokraterna, som ingen af de to store blokke dog ville samarbejde med. Den siddende statsminister Fredrik Reinfeldt, lederen af de Moderate, søgte i stedet at få Miljöpartiet fra den rødgrønne blok med i regeringsgrundlaget, men dette parti holdt fast i støtten til den socialdemokratiske statsministerkandidat Mona Sahlin. Dermed blev resultatet, at Reinfeldt blev leder af en mindretalsregering med base i Alliance for Sverige.
Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup (født 13. oktober 1963) er en dansk journalist, politisk kommentator og tidligere chefredaktør på "Se og Hør". Nu ansat som politisk redaktør på TV2.
Baggrund og tidlig karriere.
Han er født og opvokset i Århus, søn af en postarbejder og en bankassistent. Moderen er Kirsten Marie Qvortrup og hans søster er Lisbeth Qvortrup, skoleleder på privatskolen N. Kochs Skole i Århus. Han har fire børn, men bor nu alene på Frederiksberg.
Politisk kommentator.
Qvortrup deltog fra 2005 og til november 2007 i tv-programmet Jersild & Spin på DR2 som politisk kommentator.
Han forlod det ifølge ham selv af eget valg, efter at han som chef-redaktør af "Se og Hør" op til Folketingsvalget havde bragt en historie om sort arbejde i Naser Khader's hjem.
Khader-historien fik Qvortrup i stormvejr, og
Naser Khader kaldte Qvortrup et "svin" og den politiske kommentator Ralf Pittelkow kaldte ham "uinteressant" og "den ukronede konge af bullshit i de danske medier".
Se og Hør's Journalistpris.
Uddelte for første gang Se og Hør's nystiftede journalistpris den 10. november 2006 til de to Berlingske-journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen for deres dækning af grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Prisen er på 150.000 kr.
Er desuden en aktiv foredragsholder, skribent og debattør.
Jonathan Harris.
Jonathan Harris (6. november 1914 - 3. november 2002), født Jonathan Charasuchin, var en amerikansk skuespiller bedst kendt fra TV som Bradford Webster i "The Third Man" og Dr. Zachary Smith i "Lost in Space".
Opvækst.
Jonathan Harris blev født i New York og voksede op under fattige kår. Familien var russiske emigranter, som havde bosat sig i USA for at finde lykken.
I teenageårene arbejde han på et apotek og besluttede sig for at blive farmaceut. Men efter at have overværet lokale teaerstykker, fik han smag for skuespillet.
I 1942 debuterer han på Broadway, med filmen "Heart of the City".
Persilleøen.
Persilleøen ses øverst til venstre og den større spanske enklave Ceuta til højre
Persilleøen (spansk "Isla del Perejil"; engelsk: "Perejil Island"), er en ubeboet ø i Gibraltarstrædet, 200 meter fra Marokkos kyst og 5 km fra den spanske eksklave Ceuta. Både Spanien og Marokko kræver at have rettighederne til øen.
Selv om både Spanien og Marokko mener, de har rettighederne til øen, er begge enige om situationen, som den står nu, med Persilleøen som et forladt ingenmandsland.
Navn.
Navnet La Isla Perejil er spansk og betyder på dansk Persillens Ø. Oprindeligt hed øen Tura, som er berberisk og betyder "tom". I nogle marokkanske medier bliver øen en gang i mellem omtalt som "Leila" eller "Laila" som er en afledning af det spanske "La Isla". På arabisk omtales øen nogle gange "Jazirat al-Ma'danus" (جزيرة معدنوس), som er en arabisk oversættelse af det spanske navn. I sin indsættelsestale d. 30 juli 2002, nævnte den marokkanske konge dog udelukkende øen ved navnet Tura.
Historie.
Øen blev tidligt brugt af berbere til landbrug. Man har dog aldrig fundet spor af disse berbere på øen. I 1415 blev Persilleøen erobret af Portugal sammen med Ceuta. Fra 1580 til 1640 var Portugal og Spanien forenet i Den Iberiske Union, og da unionen brød sammen, forblev øen og Ceuta under spansk kontrol.
Både Spanien og Marokko mener, at øen tilhører deres territorium. I 2002 udmundede uenighederne i en væbnet konflikt. Øen var slet ikke alment kendt af mange spaniere og marokkanere, før en gruppe marokkanske soldater oprettede en militærbase på øen d. 11 juli, 2002, for at kunne overvåge flygtningestrømmen til Spanien. Spanien så dog øen som en del af sit territorium og anså denne handling som en krænkelse af landets suverænitet. Begge lande erklærede øen tilhørende dem, Spanien med næsten hele EU i ryggen, bortset fra Frankrig og Portugal, og Marokko havde hele den Arabiske Liga som støtte, med undtagelse i Algeriet, som støttede Spaniens krav på suverænitet over øen. Om morgenen d. 18 juli 2002, påbegyndte det spanske militær Operation Romeo-Sierra. Den militære operation var et samarbejde mellem det spanske luftvåben og flåden. På få timer fik de overtaget øen uden større modstand fra den marokkanske hær. Hele operationen blev ledet fra Guardia Civils hovedkvarter i Ceuta. De tilfangetagne marokkanske soldater blev fløjet til Ceuta og frigivet ved grænsen. Hen ad dagen blev det spanske militær afløst af Den Spanske Legion, som var tilstede på øen indtil Marokko under pres fra USA gik med til at overlade øen til at være ingenmandseje.
Politik.
Konflikten om øen bunder i mere end bare suveræniteten om en lille klippeø ud for Marokko. Fra Marokkos side har man udtrykt bekymring for, at øen bliver brugt af smuglere og terrorister. Fra spansk side anså man Marokkos indtagelse af øen som en test, om Spanien ville forsvare Ceuta og Melilla mod et marokkansk angreb. Marokko har nemlig fremsat krav om en overtagelse af de spanske eksklaver samt en masse små klippeøer ved Marokkos kyst.
IBM.
International Business Machines Corporation (IBM) har hovedkontor i Armonk, New York, USA, og dansk hovedkontor i Lundtofte ved Kongens Lyngby. Virksomheden fremstiller og sælger computerhardware, -software og -tjenesteydelser.
Med over 316.000 ansatte og indtægter på cirka 81 milliarder dollar i 2002, er IBM et af de største og ældste it-firmaer i verden, kun NCR er ældre. IBM har udviklingsafdelinger over hele verden og forskningscentre i Austin, Beijing, Delhi, Cambridge (Massachusetts), Haifa, New York, San Jose, Tokyo og Zürich.
Virksomheden er til stede i næsten alle markedssegmenter indenfor hardware, fra mainframe-computere (hvor den er markedsdominerede) til printere. Den fremstiller også et bredt udvalg af grundkomponenter, som anvendes både i egne og andre virksomheders produkter. Dog kommer flere og flere af virksomhedens indtægter fra konsulentarbejde, frem for almindelig produktfremstilling.
IBM har blandt andet, i WebSphere Porteføljen, skabt den mest alsidige og dækkende integrationsplatform, som også danner et meget bredt dækkende grundlag for f.eks. SOA (Service Orienteret Arkitektur), hvilket anses for fremtiden inden for it-branchen.
På grund af størrelsen og det blå logo er firmaet også kendt som "Big Blue" ("Store Blå").
Historie.
IBM's historie begyndte flere årtier før udviklingen af computeren - før den tid, produceredes hulkortmaskiner. Oprindeligt hed virksomheden "Computing Tabulating Recording Corporation" ("CTR"), der blev oprettet som aktieselskab den 15. juni 1911 i Binghamton, New York. Denne virksomhed var en fusion mellem "Tabulating Machine Corporation", "Computing Scale Corporation" og "International Time Recording Company". Direktøren for Tabulating Machine Corporation var på daværende tidspunkt Herman Hollerith. Thomas J. Watson Sr., der grundlagde IBM, blev direktør for CTR i 1914 og administrerende direktør i 1915. Den 14. februar 1924 ændrede CTR sit navn til International Business Machines Corporation (IBM).
Virksomhederne, der fusionerede under CTR-navnet, fremstillede et bredt udvalg af produkter, blandt andre tidsstyringssystemer, vægte, automatiske kødskærere og vigtigst af alt for udviklingen af computeren, hulkortudstyr. Med tiden kom CTR til at fokusere udelukkende på hulkortudstyret og indstillede sine øvrige aktiviteter.
I årene efter 2. verdenskrig og specielt ved starten af den kolde krig valgte IBM at satse på udvikling af computere, en udvikling som Thomas J. Watson, Jr. gennemtrumfede trods modstand fra store dele af virksomheden. I juni 1950, kort efter udbrudet af Koreakrigen fik Watson, Jr. gennemført en undersøgelse af, hvordan IBM kunne bidrage til det nationale forsvar. Undersøgelsen, gennemført af James Birkenstock og Cuthbert C. Hurd anbefalede at IBM skulle bygge computere. Resultatet blev, at IBM 29. april 1952 annoncerede sin første kommercielle computer, IBM 701, beregnet på videnskabelig anvendelse.
I oktober 1952 fik IBM en henvendelse fra MIT's Lincoln Lab, som ønskede at IBM skulle fabrikere de computere, Lincoln Lab var ved at designe til det amerikanske luftforsvar. Store dele af IBM var imod projektet og ønskede at firmaet i stedet skulle satse på en forretning med store penge i: bedre hulkortudstyr. Men Thomas J. Watson, Jr. gennemtvang sin beslutning om at satse på computere, til dels ved at slå på patriotiske motiver - USAs forsvar i den kolde krig. IBM gik ind i samarbejdet på fuld kraft, og i februar 1954 skrev IBM kontrakt på levering af computere til Semi-Automated Ground Environment (kendt som SAGE), en kontrakt som indebar tidens største og mest avancerede computere, og som IBM fortsatte med at levere computere til i 10 år.
I samme periode fik Cuthbert C. Hurd med Watson, Jr.'s støtte gennemført udvikling af en "lillebror" til IBM 701, IBM 650, beregnet til anvendelse i erhvervslivet. Maskinen blev annonceret i december 1955, og der blev inden for de første år leveret 120 maskiner, og skrevet ordre på 750 mere. Maskinen blev kendt som "computerens Model-T". IBM var blevet en computer-virksomhed, og skulle komme til at dominere computer-industrien de næste 30 år.
Forskellige fakta.
Selvom IBM ikke opfandt den personlige computer, blev arkitekturer, som er klonet fra deres oprindelige 1981-design (der var afhængigt af tredjepartskomponenter), industristandarden. Microsoft og Intel blev monopol-leverandører af to af nøglekomponenterne i de kompatible systemer.
Den 19. januar 1993 offentliggjorde IBM et underskud på 4,97 milliarder dollar i 1992, hvilket på daværende tidspunkt var det største virksomhedsunderskud på et år i USA's historie.
IBM's logo blev designet af Paul Rand.
Louis V. Gerstner, Jr. var bestyrelsesformand og administrerende direktør for IBM fra 1. april 1993 indtil 29. januar 2002 hvor Samuel J. Palmisano blev valgt som administrerende direktør. Administrerende direktør for IBM i Danmark er Lars Mikkelgaard-Jensen.
Clonaid.
Clonaid er et firma, som kom på alle mediernes forside, da det i december 2002 påstod, at det havde klonet et menneske. Firmaet menes at have forbindelse til sekten Raelians, der er forholdsvis ukendt, men menes at tro på, at mennesket er skabt af rumvæsener. Sekten mener endvidere, at kloning kan forlænge menneskets liv med mange hundrede år.
Clonaid blev grundlagt i februar 1997 af Raél men i år 2000 gav han ansvaret for Clonaid videre til den raeliananske biskop Dr. Brigitte Boisselier.
Louis V. Gerstner, Jr..
Louis V. Gerstner, Jr. (født 1. marts 1942) var fra 1. april 1993 til 29. januar 2002 administrerende direktør hos IBM, og bestyrelsesformand samme sted i perioden april 1993 – december 2002.
Gerstner, Louis
Nilen.
Nilen'"(Arabisk:" النيل‎", transliteration:" an-nīl"; Oldægyptisk:" iteru" eller" Ḥ'pī"; Koptisk:"piaro" eller "phiaro") dannes af to floder, der samles i Khartoum i Sudan.
Mindst 65% af Nilens vand kommer fra Den Blå Nil, der starter ved Tanasøen i Etiopien.
Resten kommer fra Den Hvide Nil, der udspringer fra Victoriasøen i Uganda, om end denne sø næres af flere andre floder, som nogle medregner til Den Hvide Nil. Derefter passerer den gennem Uganda og Sudan.
Efter disse to floder støder sammen, hedder floden blot Nilen, og løber gennem resten af Sudan og Ægypten, før den løber ud i Middelhavet.
Hvis Den Hvide Nil og selve Nilen regnes for én flod, er den med sine 6.671 kilometer jordens længste. Der har for nylig været snak om, at Amazonfloden - regnet fra en af sine bifloder - er længere, da der blev opdaget en ekstra længde, så den er nået op på 6.800 km. Dog er intet afgjort endnu.
Byerne Khartoum, Aswan og Kairo ligger alle ved Nilen.
Stephen Ambrose.
Stephen Ambrose (10. januar 1936 - 13. oktober 2002) var historiker og forfatter til en biografi af Dwight Eisenhower. Skrev også "Kammerater i krig".
Middelgrundsfortet.
Middelgrundsfortet er opført 1890-94 som en del af Københavns Befæstning, blandt andet med fyld fra udgravningen af Frihavnen. Middelgrundsfortet var verdens største søfort. Arealet af øen, inklusiv bølgebrydere, er på ca. 70.000 m², og bygningerne udgør ca. 15.000 m². Den er dermed verdens største menneskeskabte ø uden fast forbindelse til land. Fortets oprindelige hovedbestykning var 5 stk. 30,5 cm. kanoner. Middelgrundsfortet blev nedlagt som søfort i 1962. I 1969 blev der på fortøen placeret et HAWK raket batteri, som blev flyttet igen i 1984. Siden 1988 har der været offentlig adgang til fortøen. I 2002 blev den solgt til en privat investor for 5 mio. kr.. Denne investor har i 2010 ytret ønske om at afhænde øen.
Fortet er bygget på 7 meter vand, på det sted hvor Kongedybet og Hollænderdybet mødes i nord. De to andre søforter, som skulle beskytte København mod angreb fra søsiden var Trekroner Fort og Flakfortet.
Middelgrundsfortet kom til at spille en uheldig rolle i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Da det tyske skib med tropperne, som skulle besætte København, om morgenen omkring kl. 4 nærmede sig Middelgrundsfortet sammen med en tysk isbryder, blev der fra fortet afgivet signal til skibene om at stoppe. Da skibene fortsatte, ville man fra fortet afgive et varselsskud, men det var ikke muligt for kanonbesætningen at lade kanonen. De tyske skibe kunne således uantastet fortsætte ind til Langelinie. Episoden har givet anledning til mange myter om sabotage og forrædderi, men skyldes uden tvivl, at besætningen på fortet var helt ny i tjenesten og endnu ikke havde lært at betjene kanonen rigtigt.
At kanonen på Middelgrundsfortet "klikkede" fik ingen betydning for besættelsen af Danmark. Der var på intet tidspunkt tale om andet end at afgive et varselsskud. Hvis der skulle have været skudt virkningsskydning mod skibene, skulle der først indhentes tilladelse fra Marineministeriet og desuden skulle fortets 10 cm kanoner have været bemandet. Inden dette var sket, ville skibene forlængst være uden for fortets rækkevidde.
Der er nu i 2008 adgang til Middelgrundsfortet med Danish Cruise Line (DCL), der afgår ved Isbjørnen på Langeliniekajen.
Lars Saabye Christensen.
Lars Saabye Christensen (født 21. september 1953 i Oslo) er forfatter.
Han er dansk statsborger, men er opvokset i Norge, og skriver på norsk.
Lars Saabye Christensen fik Nordisk Råds litteraturpris i 2002.
Monsters, Inc..
"Monsters, Inc." er en amerikansk tegnefilm fra 2001, og den fjerde computeranimeret produceret af Pixar Animation Studios. Filmen havde premiere i USA den 2. november 2001, den 26. december 2001 i Australien og den 8. februar 2002 i Storbritanien (og Danmark).
Da filmen havde premiere i USA fik den rekorden for bedst box office for en animeret film og den sjette bedste nogensinde. "Monsters Inc." er den 50. højest indtjente film nogensinde.
Filmen vandt en Oscar for bedste sang, Randy Newmans "If I Didn't Have You".
Handling.
Filmen starter i Monstropolis, en 1930'er agtig retro by, som er beboet af monstre i alle størrelser og former. Monstropolis' kerne er energifabrikken Monsters Inc. eller i daglig tale "MI". Monsters Inc. sender deres ansatte ind gennem telepatiske døre, ind til børns værelser, hvor de skal skræmme børnene. Skrigene fra de skræmte børn er nemlig den energi som byen bruger, for at fungere. Den administrerende direktør af Monsters Inc. er det krabbe-lignende monster der hedder Henry J. Waternoose (Henning Moritzen). Top-skræmmeren på Monsters Inc. er James P. "Sulley" Sullivan (Peter Aude), en 2½ m. høj behåret, blågrønt monster med horn og violette prikker, hvis bedste ven og bofælle er den lille, grønne og en-øjede Mike Wazowski (Donald Andersen).
Sulley er rar og rolig af natur, mens Mike er besat af sin nye bil og hans kæreste, den Medusa-lignende Celia Mae (Iben Hjejle). Sulleys største konkurrent på Monsters Inc., er den kamæleon-lignende Randall Boggs (Mads Mikkelsen), som er i stand til at ændre hans hudfarve, så han falder i med sine omgivelser, og han er den 2. bedste skræmmer, ligeunder Sulley.
En dag, da Sulley og Mike er på vej til arbejdet, snakker de om at byen lider af energi-mangel, fordi børn i dag ikke er så lette at skræmme, fordi de ser så meget fjernsyn, som gør dem "hårdere" over for frygt. Lige inden de skal til at hjem, efter en lang dag, spørger sekræteren, den dræbersnegle-lignende, Rosa, om Mikes rapporter, som skal indleveres. Mike har glemt alt om det, fordi han skal på date med Celia og Sulley bliver derfor sat til at indlevere papirene. Da Sulley har fundet rapporterne opdager han en forladt dør, som ikke er blevet sendt tilbage efter fyraften, selvom at det er imod reglementet at lade døre blive tilbage.
Efter at Sulley har undersøgt døren, opdager en lille menneskepige (Augusta Christiansen) bag ham, og fordi han mangler adgangskortet til døren, kan han ikke sende den lille pige hjem igen. Fyldt med frygt forsøger Sulley at gemme pigen, for nogle medarbejdere, fordi at det i monsterverdenen kan være dødeligt at røre et menneske. Efter flere overvejelser tager Sulley pigen med hen til Mike, som nyder en romantisk middag med Celia på en sushirestuarant. Her slipper pigen fra Sulley, og hun skaber et forfærdeligt virvar af panik i restuaranten. CDA (Child Detection Agency) tropper op, men Sulley og Mike når at forsvinde hjem med pigen, inden de bliver opdaget.
Pigen overnatter hos Mike og Sulley, og hun bliver snart døbt: "Bøh", fordi hun har det med at sige "bøh!" for at forskrække Sulley. Mike og Sulley finder ud af at hun slet ikke er farlig, men de vil stadig sende hende hjem, så de kan undgå ballade fra CDA. De klæder hende ud som et monster, og får smuglet hende ind i Monsters Inc., hvor de forsøger at finde Bøhs dør. Mike bliver desværre afsløret af Randall, som godt ved at pigen ikke er hvor hun burde, og han tilbyder at finde hendes dør frem inde i arbejdshallen. Sulley er med på ideen, indtil at Mike fortæller ham, at det er Randall, der har fundet døren frem, hvorefter Sulley bliver mistænksom. Mike forsøger at overbevise Randalls uskyld ved at selv gå ind på Bøhs værelse, men Randall er inde i værelset, og fanger Mike, fordi han tror, Mike er Bøh. Sulley og Bøh gemmer sig, og ser hvordan Randall har puttet Mike i en kasse, og han kører med ham hen til en hemmelig kælder under skræmmefrabrikken. Her får Mike og seerne fremvist et stort vacum-baseret udstyr, som skal bruges til at suge skrig ud af munden på børn, kaldet en Skrig-Udtrækkeren. Sulley og Bøh som jo har fulgt efter Randall og Mike distraherer ham og befrier Mike fra maskinen, og sætter Randalls assistent, Fungus, (Anders Bircow) i stedet for.
Senere dukker Sulley op i simulationsrummet, fordi han skal vise nye arbejdere, hvordan man laver det uhyggeligste ansigt, så barnet skriger mest. Bøh, som slipper fra Mike, løber op grinende til Sulley, som ikke opdager hende, hvorefter han begynder at brøle af simulationsdukken - og Bøh. Bøh bryder ud i gråd, og løber væk, men falder på vejen, hvor hendes hætte falder ned, og afslører at hun er det flygtede menneskebarn, som efterlyses. Sulley kigger efterfølgende op på skærmene af sig selv brøle, og han husker på Bøhs bange ansigt, og han mærker hvor skræmt børnene faktisk bliver.
Mike fortæller hurtigt til Waternoose, om Randalls onde plan, men det viser sig at Waternoose faktisk er en af grundlæggerne af Skrig-Udtrækkeren. Fordi han var bange for at firmaet skulle gå konkurs, så han Randalls maskine, som den eneste udvej, for at redde firmaet. Waternoose forråder Mike og Sulley, og beslutter sig at sende dem i eksil i Himalaya bjergene, igennem en ensrettet telepatisk dør.
Mike og Sulley opholder sig derefter i en hule hos Den Afskyelige Snemand (Niels Olsen), hvor Snemanden lidt efter fortæller at der ligger en landby for foden af bjerget. Efter et skænderi med Mike, sniger Sulley sig ind i monsterverdenen igen, igennem et barns klædeskab i landbyen - Mike følger dog snart efter. De to opsøger nu Randall og forsøger at redde Bøh. Bøh, som ikke længere er bange for Randall, angriber ham. Mike og Sulley skubber nu Randall igennem en dør, som hører til et mobilhome i Louisiana, hvor beboerne i huset, slår ham, fordi de tror han er en alligator. Mike og Sulley ødelægger døren, som Randall blev skubbet igennem, for at sikre sig at han ikke kommer tilbage foreløbig.
Mike og Sulley bruger nu Bøh for at lokke Waternoose ind til firmaets skræmme-øve-scene. Sulley provokerer nu Waternoose så meget, at Waternoose til sidst udbryder: "Jeg vil hellere kidnappe 1000 børn, end at lade det her firma dø!". Waternooses udtalelse blev i al hemmelighed optaget på bånd og han bliver arresteret af CDA. Det bliver også afsløret af lederen af CDA, er sekretæren, Rosa, som bare har været undercover for CDA. Bøh bliver efterfølgende sendt hjem, og hendes dør bliver kørt igennem en "Dørknuseren".
Under sin tid med Bøh, opdagede Sulley at børns latter, giver meget mere energi end deres skrig. Pga. af sin opdagelse bliver Sulley firmaets nye direktør, og firmaet kan fortsætte. Nu skal monstrene gå igennem dørene og få børnene til grine, og snart er byens energi-mangel ovre. I mellemtiden har Mike i al hemmelighed samlet Bøhs dør, og døren mangler kun et enkelt stykke, som Sulley fik for at mindes Bøh, da døren tidligere blev ødelagt. Mike viser nu Sulley døren, og da det sidste stykke bliver sat i, fungerer døren igen. Sulley åbner døren, og man ser ikke Bøh, men hører kun hendes stemme, og filmen ender med at Sulley smiler stort.
Under rulleteksterne vises der flere "bloopers", som forsøger at vise at monstrene i filmen, bare var skuespillere.
Priser.
"Monsters Inc." vandt "Academy Award for Best Song" (Randy Newman for "If I Didn't Have You"). Det var nomineret for "Bedste Animerede Feature", "Academy Award for Sound" og "Academy Award for Original Music Score".
Nordisk mytologi.
Nordisk mytologi er den overordnede betegnelse for de myter, legender og forestillinger om overnaturlige væsener, der var relateret til den før-kristne nordiske religion. Den har rødder lang tilbage i tiden, men den kendes kun i detaljer fra vikingetiden. Mytologien bestod af fortællinger, som handlede om guders liv og deres virke i verden. Myterne handlede ikke kun om gudernes liv og deres konflikter med andre grupper af guddommelige væsener, men de var også symbolske repræsentanter for de oplevelser og ting mytefortællerne selv mødte i deres liv. Mytologien blev til i et bestemt miljø, og det bestemte de temaer fortællingerne handlede om. De nordiske myter fortalte derfor om menneskets egen evige overlevelseskamp med naturen, om egne konflikter med andre slægter, og om de sociale spændinger i samfundet, selvom de beskrives som begivenheder i en overnaturlig sfære.
Der fandtes ingen normative tekster, og det materiale, der er bevaret til i dag, er en række mere eller mindre tilfældigt sammenstillede kilder. Det er ud fra dem man har lavet en forskningsmæssig rekonstruktion, Jens Peter Schjødt betegner det som et i realiteten generaliseret idealbillede. Nogle af de mytologiske forestillinger og historier kom på den måde til at leve videre i folkloren. Nogle få elementer har på denne måde endda kunnet overleve helt frem til moderne tid; det drejer sig dog mest om forestillinger om mindre betydningsfulde mytologiske skikkelser, fx alfer, vætter, nisser og trolde. Som led i en international neopaganistisk strømning, er der i de senere år opstået forskellige grupper, der forsøger at genskabe en religion (Asetro) baseret på den nordiske mytologi.
De myter, som er blevet overleveret til vore dage, blev nedskrevet af kristne forfattere i middelalderen. I før-kristen tid blev de overleveret som mundtlige fortællinger, der blev fortalt videre, fra slægtled til slægtled. Religionsskiftet betød, at mytologien langsomt uddøde som levende tradition, da de institutioner, der understøttede forsvandt. Samtidigt blev den overleverede mytologi kun bevaret pga. af den teknik, som kristendommen bragte med sig. I middelalderen var skrivning på pergament nært knyttet til de kirkelige institutioner, og de personer, der nedskrev mytologien, blev næsten med sikkerhed uddannet et sådant sted.
Kort, der viser nordisk ekspansion i vikingetiden. Overalt, hvor nordboerne rejste eller slog sig ned blev de påvirket af og påvirkede selv de lokale mytologier.
Historisk baggrund.
For vikingetiden er det svært, at lave en klar geografisk afgrænsning af Norden, og derved for mytologiens udbredelse. Grænserne var flydende, og når man bevægede sig væk hjemmefra blev de kulturelle forskelle større, og gradvist nåede man ind i et nyt kulturområde. Men trods de store lokale differencer fandtes der en særskilt mytologi og kultur, der i blev holdt sammen af det fælles nordiske sprog. Overordnet set udgør den nordiske mytologi et relativt homogent semantisk univers, der igen er del af et større germansk fællesskab, og længere ude indoeuropæisk.
Den nordiske mytologi byggede hovedsageligt på den ældre germanske; de hedenske guders navne var nært beslægtede i hele det nordvestlige Europa. Det sparsomt overleverede materiale, som stammer fra det germanske område i Nord og Vesteuropa, og viser et nært slægtskab mellem mytologierne. Kristendommen blev den dominerende religion i både det angelsaksiske England og i Tyskland flere hundrede år tidligere end den gjorde i Norden, den traditionelle hedenske religion blev derfor undertrykt på et tidligere tidspunkt, og inden den hedenske tradition nåede at blive nedskrevet, som de blev i Norden. Af den grund stammer vores viden om de germanske myter hovedsageligt fra middelalderlige litterære kilder fra Skandinavien og Island.
Billeder fra bronzealderen kan forestille tidlige udgaver af kendte guder; fx er den store mand, som bærer en økse, og som kendes fra flere helleristninger, blevet identificeret med Thor. Men de kan ikke tolkes vha. af fx eddadigte, og derfor kan der ikke etableres en sikker forbindelse mellem bronzealderens og vikingetidens mytologi. De tydelige paralleller mellem solvognen og Skinfaxemyten kan muligvis tolkes som en årtusinder gammel ’’efterklang’’ i vikingetiden. Fra jernalderen er der overleveret få og fragmentariske levn til germanske forestillinger og myter, og ud fra dem, kan der påvises en tydelig kontinuitet mellem religionen blandt sydgermanerne fra 1. århundrede e.v.t. til nordgermanerne omkring 1000 e.v.t. Det er blevet påvist på baggrund af ikonografiske studier af det arkæologiske materiale en tydelig litterær og motivmæssig kontinuitet fra 500-tallet til 1200-tallet i et område der omfattede Sverige, Norge, Danmark og England. Arkæologen Lotte Hedeager mener, at det tyder på, at de vigtigste myter i den nordiske mytologi grundlæggende blev overleveret i nogenlunde uændret form gennem hele perioden. Sandsynligvis var den i begyndelsen af perioden kun udtryk for en tradition, der var udbredt indenfor en fåtallig aristokratisk sfære, som først senere spredte sig til den brede befolkning i i hvert fald Norge og Island. Den germanske kultur var ikke den eneste, der påvirkede den nordiske. Komparative studier har bl.a. vist, at den nordiske mytologi også indeholder elementer fra såvel keltisk mytologi som samisk eller snarere finsk-ugrisk mytologi; indtil middelalderen var finsk-ugrisk kultur udbredt langt ned i Sydsverige og Norge. Intet tyder dog på, at samisk bjørnekult, laksekult og samiske jagtguder var udbredte i den nordiske kultur.
a> var en mytologisk personifikation af dagen, der sandsynligvis aldrig blev dyrket som en egentlig guddom.
Formidling og overlevering.
a> har haft uvurderlig betydning for overleveringen af nordisk mytologi.
Den europæiske lærdomstradition blomstrede i Island i perioden lige efter religionsskiftet, og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden. John Lindow foreslår, at denne indsamling og nedskrivning af den gamle mytologi er blevet inspireret af kristne tekster, fx Klemens saga. I den er der ligefrem en opfordring til læsning af de hedenske historier, så man den måde kunne opleve gudernes slette karaktér. Han mener på den baggrund, at den teologi, der kommer til udtryk i Yngre Edda er baseret på. I fortælles det bl.a., at hedningene engang havde kendt den kristne gud, men siden havde vendt sig bort fra ham, for i stedet at begynde at dyrke afguder. Lindow mener, at det forklarer værkets euhemeristiske tilgang. Lindow mener desuden, at allerede de tidligste islandske skrifter, der hovedsageligt bestod af helgenvitae, kan bruges som indirekte levn til fx Thor og Odins betydning, når de beskrives som helgenernes dæmoniske hovedmodstandere i de islandske oversættelser af latinske tekster. I disse tekster, som i reglen er ældre end fx Snorres egentlige mytologiske værker, optræder også flere navne på de øvrige guder. Lindow mener, at det viser, at en omfattende viden om den hedenske mytologi var blevet overleveret i klostrene, da nogle af de karakteristika, der kendes fra den øvrige mytologiske litteratur, også findes i dem.
De fortællinger og forestillinger der knyttede sig til religionen i Norden udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle. Før middelalderen var den nordiske mytologi næppe en del af en sammenhængende historie og kulturel enhed. Først da begyndte hedninge, under stærk påvirkning af kristendommen, at forsøge at skabe religiøse institutioner, som vi kender det fra eksempelvis den kristne kultur. Mytologien var i før-kristen tid snarere en dynamisk syntese af nye og gamle forestillinger, fra et stort geografisk område, og var genstand for stadig fornyelse og gendigtning. Myter var ikke kun beretninger, billeder var parallelt med ritualer et andet vigtigt middel, til at videreformidle mytologiske traditioner. Den svenske religionsforsker Anders Andrén beskriver den nordiske litteratur, som kendetegnet af tableauer eller scener, der bindes sammen med korte verselinjer, dvs. der var en udpræget brug af tekstbilleder i modsætning til fx den græske episke tradition. Billedlige fremstillinger var sandsynligvis længe en helt integreret del af formidlingen af mytologien, samtidigt med at billeder har virket både styrende og begrænsende for motivvalget i fortællingerne. Det betød dog ikke, at den episke tradition var ukendt i Norden.
a> omhandler arveforhold. Situationerne fra legenden viser hvordan Sigurd fik sin retmæssige skat.
Myter blev også brugt indenfor en helt bestemt kontekst, dvs. de var levende elementer i et bestemt samfund og led i en særlig kultur. Den enkelte myte skal derfor tolkes i relation til den tid og det sted den blev brugt eller nedskrevet i. De sociale forhold i samfundet har fx altid haft stor betydning for forståelsen og formidlingen af mytologiske fortællinger. Derfor var det sociale system i den mytiske verdens en kopi af den virkelige verdens, og i Norden, hvor slægtsskabsforhold var afgørende for de sociale relationer, var de det også i myterne. Vi må derfor formode, at man i Island har genfortalt myterne på en anden måde, og lagt vægt på andre elementer, end man gjorde i det øvrige Norden. Kommunikation mellem landene var mulig, og Island var på intet tidspunkt isoleret fra det øvrige Norden. Gennem hele vikingetiden og middelalderen foregik der derfor en livlig, om end ikke regelmæssig kulturel udveksling båret af økonomiske transaktioner mellem alle landene i hele Norden. Udover de geografiske forskelle, var der også sociale variationer, da der har været forskel på hvad overklassen og hvad almuen erfarede, fx rejste kongerne ganske ofte, og havde gode internationale forbindelser. En anden væsentlig begrænsning for vores forståelse er det forhold, at de vigtigste skriftlige kilder blev til i Island i 13. til 14. århundrede, da religionen ikke længere var levende. Trods disse forbehold er det i dag den mest udbredte opfattelse i forskningen, at der i det store billede har været en høj grad af kulturel kontinuitet i befolkninger i hele det nordiske område, og at de bevarede kilder bygger på ældre før-kristne beretninger, uden nødvendigvis at være direkte afskrivninger.
Karakteristik i forskningshistorien.
Før religionsskiftet fandtes der ikke nogen egentlige religiøse institutioner og heller ingen doktriner og kanoniske værker, derfor blev der aldrig udviklet et sammenhængende religiøst system. Den germanske religion var altså ikke nogen egentlig religion i den moderne betydning. De nordiske myter har i stedet udviklet sig fra en etnisk religion, som ikke havde haft en grundlægger, men i stedet havde sit udspring i lokale traditioner og forestillinger. Mytologien var derfor et uensartet netværk af myter og legender, som blev delt af en større befolkningsgruppe, der sprogligt dog var beslægtede med hinanden. Det betyder også, at der fandtes mange forskellige og parallelle versioner af de samme grundmyter. Denne mytologi blev i sin traditionelle form gengivet mundtligt i poetisk form. De enkelte ritualer, navne på overnaturlige væsener og fortællinger om dem fandtes ikke i en fast nedskrevet form, og de varierede mellem derfor de forskellige germanske stammer, både i tid og rum. Mytologien fungerede i sammenhæng med ritualerne, men havde i realiteten kun lidt at gøre med tro, som det kendes fra fx kristen teologi. I det før-kristne samfund var religionen mere et spørgsmål om tradition og sædvane, og om et liv i samspil med andre mennesker og naturen og de kræfter, man mente beboede den. Myterne var derfor med til at sætte ritualerne ind i en overordnet kosmologisk ramme.
En fremherskende teori i 19. århundredes evolutionistiske religionshistorie, var at religion var en metode til rationelt at forklare naturfænomener og begivenheder, men i mangel af naturvidenskabelig viden måtte man bruge overnaturlige forklaringer. Ifølge denne tilgang var de nordiske myter fortællinger om kræfterne bag, det de observerede i verden omkring sig. Det ignorerer dog mytologiens sociale og psykologiske aspekter. Myterne fungerede ikke blot som forklaring på en bestemt religiøs praksis eller oprindelsen på et naturfænomen, de har haft deres eget selvstændige liv.
I det 20. århundrede har man traditionelt forskningen lagt størst vægt på myternes relation til gudsdyrkelsen. Og det har været en udbredt teori, at de mytologiske fortællinger funktion primært var at blive fremført og genfortalt som led i et kultdrama, hvor den urtidens begivenheder blev genskabt med ord og handling. Ifølge denne teori blev kultdramaet opfattet som en nødvendighed for verdens fortsatte eksistens. Der er imidlertid intet, der tyder på, at alle myter har haft en rituel rolle. I mange tilfælde kunne de i stedet have haft en kosmologisk eller belærende funktion. Ligesom de kunne bruges som eksistentielle forklaringsmodeller. De myter, som udgør den nordiske mytologi, kan derfor også betragtes som udtryk for den ideologi, der prægede den før-kristne kultur, da et andet af myternes formål var at besvare både hvordan og hvorfor verden så ud som den gjorde.
Myterne blev fortalt med udgangspunkt i gudernes verden, men de var symbolske repræsentanter for menneskene. Mytologien var således en afspejling af samfundsordenen, og myternes konflikter var symbolske genfortællinger af de konflikter, mytefortællerne kendte fra deres eget liv. De historier, der blev fortalt i myterne, var således ikke bare fortællinger om det store kosmologiske drama, men også om de sociale uligheder, problemer og trusler datidens mennesker oplevede. Det kunne fx være det daglige slid som bonde, mænds dominans overfor kvinder, og at visse slægter havde større betydning end andre. På den baggrund karakteriserer den australske religionsforsker Margaret Clunies-Ross de myter, vi kender i dag, som redigerede versioner af utallige mundtlige fortællinger, der blev nedskrevet med særlige formål.
Myter og forestillinger blev brugt eller kom til udtryk ved situationer, som krævede forklaringer af mytologisk karaktér. Det omfattede både dagligdags forhold, religiøse fester, kriser osv. Mytologien bar derfor præg af, at blive brugt i meget forskelligartede situationer, uden der fandtes en overordnet regulerende institution. I lighed med andre af verdens mytologier var nordboernes derfor ikke logisk sammenhængende. Vikingetidens nordboer levede sandsynligvis udmærket med selvmodsigelser i deres verdensbillede, nøjagtig ligesom moderne mennesker gør. Jens Peter Schjødt forklarer det med, at en gud fx, var ikke en reelt væsen, men en skikkelse, som befandt sig i et semantisk rum. Det betyder, at selvmodsigende forestillinger sagtens kan eksistere ved siden af hinanden, blot de orienterer sig mod det semantiske centrum. Ud fra dette rum generes gudens karakteristika. Fx fremstilles Odin altid som den vidende, og aldrig som dum, hans klogskab kan derimod spille forskellige roller. Et andet eksempel er Loke, hvis læber i den ene myte syes sammen, mens det overhovedet ikke nævnes i den næste.
Kosmologien.
Verden var i den nordiske forestillingsverden ikke ubetinget et godt sted, den indeholdt både gode og onde egenskaber. Kosmologien var præget af frygt, og af idéen om en skrøbelig verdensorden, hvor balancen let kunne forskubbes. Truslen var kaos, repræsenteret af jætterne. Grunden var, at den var blevet skabt ved en udåd, nemlig gennem asernes drab på jætteslægtens stamfar, Ymir. Den mest fyldige beskrivelse af den før-kristne kosmologi findes i Snorre Sturlasons Gylfaginning. Snorre var imidlertid stærkt præget af både klassisk og kristen litteratur. Indflydelsen fra den brede europæiske tradition ses tydeligt i hans genfortælling af myterne. Et eksempel er de lærde middelalderlige teorier om elementlæren i hans genfortælling af de ældste tider i, og dertil etablerede han en topografi for Ginnugagap, med kulde i nord og varme i syd. Det er dog usikkert i hvor høj grad man i før-kristen tid overhovedet havde en så systematiseret verdensopfattelse. Overordnet set er mytologier sjældent logisk sammenhængende, og den nordiske adskiller sig ikke herved. Vikingetidens nordboer levede sandsynligvis udmærket med selvmodsigelser i deres verdensbillede, nøjagtig ligesom moderne mennesker gør. En gud fx, var ikke en reelt væsen, men en skikkelse, som befandt sig i et semantisk rum. Det betyder, at selvmodsigende forestillinger sagtens kan eksistere ved siden af hinanden, blot de orienterer sig mod det semantiske centrum. Ud fra dette rum generes gudens karakteristika. Fx fremstilles Odin altid som den vidende, og aldrig som dum, hans klogskab kan derimod spille forskellige roller. Et andet eksempel er Loke, hvis læber i den ene myte syes sammen, mens det overhovedet ikke nævnes i den næste.
Thor iklædes kvindeklæder, for forklædt som Freja at hente Mjølner tilbage fra Trym i Jotunheim. Illustration af Elmer Boyd Smith (1902).
Myterne.
Den store overordnede fortælling i mytologien var historien om forholdet mellem guderne og jætterne. De udgjorde yderpolerne i den kosmologiske ramme, og handlingen i de enkelte myter stammede fra spændingerne mellem dem. Det fjendtlige forhold skyldtes det første drab, og hævngerrigheden var i mange tilfælde igangsætter for konflikten i den enkelte myte. Fjendskabet mellem de to ætter ville dog først kulminere ved Ragnarok, hvor de i kamp ville udslette hinanden. Den overordnede fortælling i mytologien handlede derfor om, hvordan guderne med efterhånden mere og mere desperate midler forsøger at udskyde det uundgåelige. Aktørernes placering i det kosmologiske rum afgjorde deres roller i mytens fortælling. Verden blev opfattet som en skive, hvor gudernes hjem lå i centrum, og de øvrige væsener befolkninger deres egne hjemverdner uden om. Jætterne og de andre af gudernes fjender, var placeret i periferien længst væk fra centrum, mens menneskene levede midt i mellem. Nederst lå underverdenen, her lå bl.a. dødsriget, men det var også hjem for andre kræfter. Kollektivt optrådte guderne som skabende, styrende, rådende og bindende magter. Noget der i myterne blev udtrykt gennem ord i neutrum pluralis; fx "goð, regin, rögn, bönd" og "höpt". De var repræsentanter for den rette verdensorden, udtrykt gennem regelbundetheden i døgnets rytme og årets regelmæssige gang med spiring, høst og vinter, år og fred, de sociale grundmønstre og loven. Det forhindrede, dog ikke guderne på individuel basis, at omgå reglerne, ligesom der er ikke bevaret forestillinger om at individuelle guddomme vil reagere på krænkelser af loven, hvis det ikke berørte gudens eget funktionsområde.
I flere af myterne blev handlingen igangsat af en guds begær efter noget, der var placeret i periferien, hvilket medførte en rejse derud for at finde det. Overordnet set kunne myterne udspille sig i to forskellige planer. Der var de horisontale, hvor aktørerne rejste mellem de forskellige verdner på det jordiske plan. Og der var de vertikale, hvor man rejste til underverdenen. Handlinger, der involverede rejser den modsatte vej, fra periferien til det mytologiske centrum, opfattes altid som negative trusler mod verdensordenen. De gik mod den normale retning, og underminerede derfor asernes magtposition. Balancen blev altid genoprettet af gudernes handlinger, der pegede ud af. I myter, der involverede en horisontal bevægelse mellem gudernes og jætternes verden, lykkedes gudernes planer altid, det samme skete kun sjældent eller aldrig i myter, som omhandlede vertikale rejser til dødsriget og underverdenen. De blev også beskrevet som umådeligt farefulde, og indebar en risiko for, at man aldrig vendte tilbage.
Ifølge Clunies-Ross skal modsætningen mellem guder og jætter forstås som billeder på tre vigtige modsætningspar i nordboernes verdensforståelse; de var natur kontra kultur, kvindelighed kontra mandlighed og orden kontra uorden. I modsætning til fx kristendommen, hvor gode kræfter står overfor onde, var den nordiske mytologi var ikke dualistisk. De nordiske guder var ikke udelukkende gode, og deres modstandere var ikke udelukkende onde. De to ætter repræsenterede i stedet to forskellige dele af verden. Jætterne stammede fra urtiden, og havde derfor enorm styrke og besad den største indsigt i verdens indretning, mens guderne var vogtere af verdensordenen. Guderne, og især aserne, var associeret med kulturen, mens jætterne var associeret naturen. Kultur og natur blev ikke opfattet som adskilte fænomener, i stedet var kulturen forbedret natur, og var et billede på menneskets samfund. Aserne var erobrere og herskere, men de behøvede også jætternes kræfter, kundskaber, ejendele og frugtbarhed, ligesom menneskene var helt og aldeles afhængige af naturen for at overleve.
Det var guderne, der havde etablerede den kosmiske orden, og de var derved garanter for kulturelle fænomener som fx retfærdighed, lov, visdom og orden. Deres modstandere derimod var repræsentanter for naturens ukontrollable kræfter, der bl.a. omfattede kaotiske kræfter, frugtbarhed og døden, de udgjorde dermed en konstant trussel, både mod det guderne og menneskene havde opbygget. Fortællingerne beretter derfor om kraftfulde og handlekraftige personer, om krigere i konstant kamp, der var vant til ufred, plyndring og ulykker. Mens gudernes modstandere konstant søgte at ændre magtbalancen i verden til deres fordel. Clunies-Ross har foreslået, at der dertil fandtes en gruppe af andre langt farligere uhyrer, der ikke tilhørte jætternes slægt, men som udgjorde deres egen. Det var dyriske væsener, som i myterne fremstilles uden motivation og forklaring af deres handlinger. Gruppen omfattede bl.a. hunden Garm, Nidhug, Midgårdsormen, Gygrerne og måske endda Udgårdsloke, Surt og Muspell. Ifølge hende udgjorde de deres helt egen mytologiske gruppe, der kun repræsenterede destruktion og kaos, modsat jætterne, der også var knyttet til positive egenskaber, som fx frugtbarhed og skabelse. Andre mytologiske skikkelser var bl.a. dværge og mennesker, der dog sjældent spillede andet end en birolle i de myter som guderne optrådte i. Aserne og vanerne sørgede for lov, orden og frugtbarhed, samt gav viden om fortiden og fremtiden, inspiration til skjaldekunsten, støttede konger så de sejrede i slag og bød de døde krigere velkommen i deres rige.
Myterne blev fortalt fra gudernes perspektiv, deres hovedinteresse var opretholdelse af den sociale orden i verden, og derved deres egen magtposition. For at forhindre, at jætterne etablerede deres egen verdensorden, måtte guderne tage alle kneb i brug. Gudernes brug af vold, snyd og bedrag for at nå deres mål og besejre deres fjender kunne retfærdiggøres ved, at det var selve verdens eksistens, der var på spil. I realiteten var aserne og jætterne meget nært beslægtede, da Odins egen mor var jætte. Trods det meget tætte forhold, bliver forskellene mellem aser og jætter i meget høj grad understreget i alle myter. Det skyldes ifølge Clunies-Ross, at selvom figurerne i myterne optrådte som antropomorfiske skikkelser, så handlede fortællingerne i høj grad også om ideologi og sociale imperativer. Et vigtigt budskab i mange af myterne var fx, at kulturen var en forbedring af naturen og dens ressourcer. Man var afhængige af naturens rigdomme, men de fik først deres sande værdi i det øjeblik de blev en del af den ordnede kultur, dvs. havde fået form og funktion.
Myter.
De myter, der er overleveret til moderne tid, er blevet bevaret i forskellige former. Nogle som digte, i det der ligner en oprindelig form, andre som prosafortællinger. Hentydninger i den nordiske litteratur, viser dog, at mange myter er gået tabt. I nogle tilfælde kendes flere udgaver af samme fortælling, nogle gange fokus på forskellige episoder. Disse forskelligartede fortællinger er i nyere tid blevet samlet til en egentlig mytologi; bl.a. af den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech.
Grønbech har medtaget en række heltesagn, der indeholder elementer af mytologisk karaktér, og hvor der optræder guddommelige væsener. Til forskel fra gudemyterne foregik sagnene ikke i en urtid, men i en historisk fortid. I før-kristen tid var skellet mellem det religiøse og det ikke-religiøse imidlertid ikke skarpt, og de to sfærer indvirkede på hinanden. Og fordi fortællingerne om fortidens helte foregik i en mytologisk ramme, havde de en funktion indenfor den religiøse sfære.
Nedenfor følger en liste med de myter og fortællinger, Grønbech har inkluderet i sin genfortælling "Nordiske myter og sagn". Listen består af Grønbechs titel, kategorisering, samt hvilke kildetekster den fortællingen er blevet konstrueret på grundlag af. Dertil er føjet en række fortællinger, der ikke er inkluderet i Grønbechs udvalg. Det drejer sig hovedsageligt om rammefortællingerne for gådelege med mytologisk indhold, eller myter der kun kendes fragmentarisk. Listen omfatter desuden en nyere kategorsiering af Clunies-Ross; hun skelner mellem horisontale myter, der indeholder en bevægelse mellem gudernes og jætternes verden, og vertikale myter, omhandler rejser til dødsriget og underverdenen. Hun mener også, at mytologien kan inddeles i fire forskellige tidsepoker; den første kaotiske skabelse, gudernes omskabelse og guldalder, den tredje historiske epoke, præget af konflikten mellem aser og jætter, og det tidsrum de fleste af gudemyterne finder sted i. Den sidste igangsættes af Balders død og afsluttes med undergangen. Den omfatter menneskenes historie.
Kosmogonien.
I lighed med mange andre mytologier fra før-moderne samfund blev skabelsesmyten af verden i Norden beskrevet som en ordning af et univers i tid og rum ud fra det oprindelige urtids-kaos. Det var den begivenhed, som fastlagde og definerede de de grundlæggende regler for både samfundet og religionen. Odin var den dominerende skikkelse i skabelsesberetningen, men han gjorde det aldrig alene, og skabte aldrig ud af intet. Selvom den mandlige skaberkraft var den dominerende i fortællingerne, det betyder det nemlig ikke at den kvindelige ikke fandtes. Vægten ligger på den maskuline, udfarende og aggressive skaberkraft, mens den feminine og mere passive skubbes i baggrunden. Alligevel findes der flere tegn på, at jættekvinder også spillede en aktiv rolle i dele af skabelsesprocessen. Clunies-Ross har på den baggrund betegnet skabelsesmyten som asernes gennemtvingelse af et bestemt samfundssystem, hvor de selv, og de egenskaber, de repræsenterede, fik forrang.
I Norden kaldte man kaosrummet for Ginnungagap, det var et uhyre svælg, der var fyldt med energier og potentiale, men som også var uden form og orden. De første væsener i denne verden var Ymir, han beskrives som androgyn, frugtbar, men også passiv og ubevidst (sovende), det andet var koen Audhumbla, som Gro Steinsland beskriver som en repræsentant for feminin omsorg, fordi den sørger for mælk til Ymir. Af Ymir udsprang jætternes slægt, der således blev den første i verden. Fra koen stammede en anden slægt, Bures, da den slikkede ham fri af stenen. Foreningen mellem de to ætter skabte en tredje, asernes, de havde både bevidsthed og fri vilje, og var derfor i stand til at omskabe verden efter deres eget hoved. Sammen med sine brødre slog Odin Ymir ihjel, og de omformede derpå hans krop, så den blev til verden, som vi kender den, med landjord, hav, himmel og bjerge. Odin byggede sin egen borg i centrum, og hans fjender blev sendt ud i mod periferien. Men Odin og asernes omskabelse var kun mulig gennem drabet på deres egen stamfar på mødrene side. Det var, som Steinsland beskriver det, et offer, der leverede materiale til verden.
Den allerførste tid efter skabelsen beskrives som en lykkelig guldalder, men den blev afbrudt af tre jættekvinders ankomst til Asgård. Det var et signal om, at guderne ikke besad den totale kontrol over verden. Clunies-Ross foreslår, at deres tilstedeværelse repræsenterede muligheden for exogame forhold, hvilket guderne imidlertid forbød, da de frygtede konsekvenserne for deres magtposition, hvis de tillod ægteskaber på tværs af slægterne. Og at de introducerede seksuel reproduktion, og dermed livet og døden.Dværgene og menneskene blev skabt for at imødegå truslen fra jætterne. En anden kvinde, Gullveig, der også ankommer til Asgård i urtiden, ender med at blive dræbt. Gullveigsmyten er svær at tyde, Steinsland spekulerer i, at hun måske var et aspekt af Freja som sejdudøver? Det, der kan læses ud af mytefragmentet i Vølvens spådom, er at hendes død førte til krig mellem de to gudeslægter, aser og vaner. En mands drab på en kvinde var i det nordiske samfund en niddingsdåd. Resultatet af krigen, var at vanerne også blev underlagt asernes dominans, men blev dog placeret over alle andre slægter. Denne inferiøre position skyldtes deres dumhed under fredsafslutningen, hvor de afviste de gidsler aserne udvekslede, fordi de ikke forstod deres værdi, og sendte deres egne bedste mænd, Njord og Frej, til aserne.
Der er ingen myte eller noget mytefragment, som peger hen på eksistensen forestillinger om en skabelse "ex nihilo", som det fx kendes fra kristen tradition. Skabelse foregik i nordisk sammenhæng ud fra noget, der allerede eksisterede, om end i ufærdig og rå tilstand. Fokus lå derfor på håndværksmæssige færdigheder, og koncepter som inspiration og håndværk var nært forbundne. Clunies-Ross ser dette som en af grundene til, at feminin skaberkraft blev nedtonet, idet kvinder kun skabte ufærdige ting, der først fik guddommelighed gennem mandlig omskabelse.
"Balders død" af George Wright, 1908. Denne begivenhed markerede afslutningen på den mytiske tid, og begyndelsen på historien, der fører frem til Ragnarok.
Undergangen.
Ragnarokforestillingen går som en rød tråd gennem store dele af mytologien. Den har ganske sikkert gamle rødder, men Steinsland mener, at den i vikingetiden har fået stærkere betydning gennem påvirkning fra de kristne dommedagsforestillinger. Både fordi kristendommen i sig selv blev mere udbredt i Norden da, men også fordi eskatologi fik større betydning indenfor kristendommen i perioden omkring år 1000. Steinsland mener endvidere, at de kilder, hvor Ragnaroksmotivet dominerer stammer sandsynligvis fra miljøet omkring Ladegårds jarlerne. Forestillingen om verdens undergang var især præget af tre motiver: Kosmiske katastrofe, sammmenbruddet af den sociale orden og kampen mellem guder og jætter.
I mytologien var asernes væsentlige fordel i forhold til de andre magter deres overlegne intelligens, og ved hjælp af den, kunne de tilegne sig kundskaber og kræfter, der kunne afværge verdens skæbne, så kaosmagterne ikke fik overtaget. Efter Gullveigsepisoden fulgte imidlertid den næste katastrofe for guderne, Balders død. Det var en udstilling af gudernes ultimative magtesløshed overfor de destruktive kræfter i verden. Og det betød, at det ikke længere var muligt at standse den negative udvikling, som vil føre til det ordnede univers’ undergang. Ved det sidste slag i verden, skulle guderne stå overfor jætternes hær, der var forenet med de største og farligste uhyrer. Det var drabet på Ymir, som gav jætterne grund til hævn, for i det nordiske slægtssamfund var et drab på ét medlem af slægten et slag mod hele slægten.
Mytologiske væsener.
De mytologiske skikkelser tilhørte forskellige slægter af overnaturlige væsener, der under ét ofte blev omtalt som vætter. Nogen af dem optræder som navngivne individer i mange myter, og deres tilhørsforhold til bestemte slægter er utvetydige. Andres familieforbindelser og karaktér er mere gådefulde. Både guderne og jætterne udgjorde deres egne socialgrupper, der fungerede i parallelle samfund, der bestod af familier og klaner. Selv jætterne levede i familiemønstre, der lignede menneskenes og gudernes. Clunies-Ross mener på den baggrund, at jætterne ikke blev opfattet som egentlige kaosvæsener, da de i realiteten levede i velordnede samfund. Årsagen til konflikten mellem guder og jætter lå, i følge hende, snarere i at aserne nægtede jætterne, at få del i deres egen magt og behandle dem som ligeværdige. I periferien af den mytologiske verden var der grupper af væsener, der tilsyneladende ingen sociale strukturer havde, fx levede de ofte som enlige forældre, og børnene havde dyreform.
I den mytologiske verden var der tre hovedgrupper, der havde hovedrollen i myterne; aser, vaner og jætter. Dertil kom subklasser af de dominerende slægter; bl.a. dværge, alfer og mennesker. Den sociale orden, der kendetegnede mytologien, svarede til den virkelige verden, her var de selvejende bønder den dominerende samfundsklasse. Den øvrige del af befolkningen, som udgjorde majoriteten og som bestod af tjenestefolk, frigivne og trælle, kunne ikke agere frit på samme måde som bondens familie, de var totalt afhængige af husherren og fruen. Jætterne fungerede ikke kun som repræsentanter for en fjendtligsindet natur, men kunne også være et billede på de ikke velstående befolkningsgrupper eller fremmede.
Den middelalderlige litteratur var særligt fokuserede på de store navngivne guders gerninger, og derfor er det såkaldt høje mytologi der er blevet bevaret til vore dage. Det betyder, at mytologien for de øvrige mytologiske magter kan være langt mere righoldig end hvad det overleverede kildemateriale bærer præg af. I flere tekster er der påvist hentydninger til mytologiske forhold omkring disse magter, der ellers er fuldkomment ukendte.
a> eller Odin, Thor og Frej.
Guderne.
Guderne (norrønt: goð/guð) var en magtfuld særgruppe af overnaturlige væsener. Deres indbyrdes forhold var meget forskellige, og de spillede derfor forskellige roller i mytologien. De guder, som optrådte i myterne, var ofte personlige og navngivne, mens andre grupper var mere diffuse, ligesom jætterne hvoraf nogle få optrådte som individuelle figurer, mens andre var anonyme. Andre grupper, som fx norner, vølver, diser og valkyrier, optrådte i reglen som kollektiver, selv om enkelte af dem også optræder med navn i forskellige fortællinger. Guderne tilhørte som nævnt ovenfor to slægter, den mest magtfulde og den vi kender flest navne fra, var asernes slægt, den anden var vanernes. De to grupper besad forskellige evner og opførte sig på forskellig vis, og denne opdeling strækker sig tilsyneladende langt tilbage i forhistorisk tid.
Vaneguderne står primært for rigdom og frugtbarhed, Njord for søfart, handel og ejendom, mens hans børn Frej og Freja står for frugtbarhed og seksualitet. Vanerne, især Freja, var også associeret med sejd, en form for magi der gjorde udøveren i stand til at kontrollere andre og opnå hemmelig viden, sejd blev dog af nordboerne anset som en farlig og upassende praksis. Nogle myter beretter om en stor krig mellem de to slægter, der havde fundet sted engang i urtiden. Siden har de imidlertid indgået en fred og de tre vaneguder Njord, Frej og Freja boede i den mytologiske nutid hos aserne i Asgård; det var et resultat af en aftale om udveksling af gidsler som sikring af freden. I moderne tid er det blevet foreslået at vanerne repræsenterede en gammel indfødt religion i Norden, mens aserne blev indført sydfra, og at krigen symboliserede dette religionsskifte. Et synspunkt der dog atter stort set er blevet forladt.
Asernes slægt omfatter nogle af de mest populære og kendte guder, fx Odin og Thor. Disse to guddomme fremstår som to vidt forskellige skikkelser. Odin er en kompleks figur med mange attributter, nogle af dem hemmelighedsfulde eller endda en smule skumle. Han er den mest magtfulde figur i den nordiske mytologi, vis og kyndig udi magi, men er også forræderisk og benytter gerne bedrageri for at nå sine mål. I forklædning drager han ofte ud, enten for at tilegne sig rigdom, magi eller for at intervenere i menneskenes affærer. Han fungerer derfor også som krigsgud og støtter magtfulde krigere, selvom han til slut gerne forråder dem, så de dør og derpå kan slutte sig til ham efter døden. I sine kilder fremtræder han især som de professionelle krigeres gud og kongernes gud. Hans mest berømte våben er spyddet Gungner, hans hest er den ottebenede Sleipner og hans hjem er Valhalla, hvor han samler de bedste krigere som skal kæmpe for ham i den sidste krig Ragnarok. Thor fremstilles som en langt simplere og mindre intelligent figur, hvilket har ført til en beskrivelse af ham som en folkelig gud. Han er fysisk meget magtfuld, og bevæbnet med sit kraftigste våben, hammeren Mjølner er han et af de allerstærkeste væsener i den nordiske mytologi. Han beskytter Asgård mod angreb udefra og kæmper mod jætter og uhyrer. I nogle historier er han ledsaget af Loke, en flertydig person der i nogle tilfælde optræder som en vittig spilopmager, og andre gange som en ondsindet forræder, hvis handlinger i sidste ende vil afslutte gudernes herredømme og iværksætte Ragnarok.
De mytologiske væsener defineredes ud fra en række forskellige faktorer. Den vigtigste var oprindelse og genealogi, dvs. familieforhold. Slægtskabet havde igen betydning for deres domicil, dvs. deres position i det mytologiske landskab. Andre faktorer der karakteriserede det enkelte mytologiske individ var fysiske attributter, karakteristiske ejendele, sociale relationer og de handlinger og rejser de foretog. De magiske ejendele fungerede som eksternaliserede manifestationer af deres natur og handlinger, der både blev markeret gennem fremstillingen og brugen af dem. Gudernes ting forstærkede deres kræfter og gjorde dem næsten uovervindelige. Til aserne knyttede der sig en række begreber relateret til orden, samling og styring, fx bånd og lænker (norrønt: bönd og höpt) og rådsmagt (norrønt: rögn/regin). Det betød ikke at aserne ikke var afhængige af andre magter, som nævnt ovenfor var de ikke almægtige. Deres magt hvilede på kontrol, noget der potentielt kunne brydes. De beboede verdens centrum, hvilket betød, at deres magt blev svagere, jo længere man bevægede ud mod periferien. Længst ude ved verdens kant holdt de farligste, mest utæmmede og de ubundne magter til. Aserne var således ikke transcendente guder, der udefra styrede verden, men var selv en del af den. I en kristen helgenvita ("Agatha saga") fremstilles Odins gerninger som meget lidt daddelværdige, selv for en hedning. John Lindow tolker dette som et tegn på, at guder som Odin og Freja nok blev opfattet som magtfulde skikkelser, men ikke som moralske forbilleder heller ikke i før-kristen tid.
Menneskene spillede kun en lille rolle i myterne. De blev skabt med det formål at være krigere for guderne og fylde verden ud, så jætternes territorium ikke blev stort. I sagnene havde mennesker en betydeligt større rolle. Der er mange strukturelle ligheder mellem de nordiske heltesagn og gudemyter, bl.a. i motiv valget. Sagnene har haft en funktion, der mindede om myterne, dvs. normsættende og ideologisk. Heltesagn var fortællinger om almindelige og dødelige mennesker, men som foregik på et guddommeligt plan. Selvom de giver udtryk for at finde sted i historisk tid, er de derfor rige på mytisk stof.
a>et ses statuer af Freja, Frej og Odin.
Myte og ritual.
Mytologien udgør i sig selv ikke et helhedsbillede af religionen, handlinger og sociale manifestationer har ligeså stor betydning. I mytiske sammenhænge blev ritualer udført med det formål at regulere og opretholde den gældende verdensorden, da guderne i myterne brugte rituelle handlinger til at overvinde deres fjender med. Når ritualer optrådte som en del af handlingen i myterne, var det målet at udskyde eller afværge den uafvendelige død. I myterne associeres ritualer således med gudernes ønske om at tilegne sig større styrke eller mentale evner, med det formål at opnå en fordel over deres fjender. De mytiske ritualer fungerede som idealiseret forbillede for de virkelige. Ved at bidrage med en mytologisk begrundelse, skabte myten en direkte forbindelse til mytisk tid, og etablerede et helligt rum, hvor nutid og urtid blev sammensmeltet gennem parallelle handlinger. Ofring var et væsentligt element i flere af myterne. Der optrådte to former for offer, enten af sig selv eller en legemesdel, eller at kollektivet ofrer en fremmed for at afværge en krise. Ofringer fungerede som et forsvar mod det ukendte, ukontrollable og uventede, som fx sygdom, hungersnød, krig osv. I myterne var ofrene antropomorfiske, men i sagaerne var det udelukkende dyr. Menneskeofringer var tilsyneladende forbeholdt konger og adel.
Den mytologi, der beskrives i Snorres middelalderlige litterære fremstillinger, bærer præg af forfatterens ønske om orden. Han har indordnet guderne efter et klassisk græsk mønster, hvor de tildeles individuelle funktioner. I heldigste fald peger de tilbage til den før-kristne kult, men det er højst usikkert. De store navngivne guder, der optræder i myterne, blev hovedsageligt dyrket i officielle sammenhænge. I dagligdagen har andre guddomme sandsynligvis haft større betydning for den enkelte. Der kan have eksisteret lokale mytologier for lokale guddomme. En af dem, Thorgerd Helgebrud, kan være overeleveret som et brudstykke i Håkon Jarls saga. De nordiske myter blev ikke nødvendigvis fremført som egentlige skuespil, selvom deres komposition viser indikationer i den retning, fx i form af middelalderlige levn til lyriske og rytmiske fortællinger. Desuden er der hentydninger til brugen af sange i forbindelse med ritualer hos Adam af Bremen.
Efterliv.
I Renæssancen opstod den første akademiske interesse for den før-kristne nordiske mytologi i kølvandet på den klassiske interesse i det øvrige Europa. I den sammenhæng blev Saxo Grammaticus’ "Gesta Danorum" første gang oversat til dansk i 1514 I årene derefter begyndte indsamlingen af islandske manuskripter fra middelalderen, og de første bearbejdninger af den ældre islandske litteratur blev udgivet. I 1555 udgav Olaus Magnus sit værk "Historia de gentibus septentrionalibus" om Nordens folkeliv. Og i 17. århundrede blev de første videnskabelige studier af den nordiske mytologi offentliggjort. Ole Worm var pioner i den forbindelse, og hans arbejde fik derfor stor indflydelse længe efter. I samme periode blev eddadigtene oversat til latin, Peder Resens "Edda Islandorum" fra 1665 var særligt prominent. Den og andre oversættelser øgede kraftigt kendskabet til den hedenske nordiske mytologi udenfor Norden. Med den romantiske bølge fik vikingernes mytologi et folkeligt gennembrud, og har i nyere tid især spillet en prominent rolle i nationalromantiske sammenhænge, ved f.eks. i digtning og historieskrivning at hævde en særlig nordisk egenart. Denne strømning kan bl.a. genfindes i den danske nationalsang "Der er et yndigt land", hvor der er en reference til Freja, og i det danske militær, hvor militærbaser i udlandet navngives med udgangspunkt i mytologien; i Irak: Camp Yggdrasil, Camp Danevang og Camp Einherjer, og i Afghanistan: Camp Viking.
Et andet resultat af den øgede folkelige interesse i hedensk mytologi var fremvæksten af rekonstruktionistiske neopaganistiske bevægelser i begyndelsen af 20. århundrede. En af de mest fremtrædende i denne periode var den tysk-østrigske okkultist Guido von List. Denne tidlige bevægelse blev efter 2. verdenskrig delvist kompromitteret af relationer til nazismen. Siden 1970’erne har der i både Europa og USA været en genopblomstring af neopaganisme, hovedsageligt manifesteret i asetrosfælleskabet, fx Forn Siðr i Danmark.
Moderne kultur.
Nordisk mytologi fik en fornyet opblomstring i litteraturen og kunsten i tilknytning til den romantiske strømning i 19. århundrede. I Danmark har især N.F.S. Grundtvig haft stor indflydelse på den folkelige opfattelse af mytologien, mens det internationalt især har været Richard Wagners brug af litterære temaer fra mytologien i sin operacyklus "Der Ring des Nibelungen", der har haft betydning for kendskabet.
I 20. århundrede har fantasylitteraturen været stærkt influeret, hovedsageligt pga. J.R.R. Tolkiens værker; særligt det posthume værk "Silmarillion" var stærkt påvirket af nordeuropæiske myter og legender. Men det har især været hans roman trilogi "Ringenes Herres" popularitet, der lagt grunden for den store udbredelse af figurer baseret på væsener fra nordisk mytologi, fx dværge, elvere og jætter i fantasygenren. Sidenhen har den også været inspirationskilde til værker i andre litterære og populærkulturelle genrer. I Danmark har Peter Madsens tegneserie "Valhalla" vundet stor popularitet, ligesom Lars-Henrik Olsen romanserie om Erik Menneskesøn. I USA og internationalt har bl.a. Marvel Comics' "The Mighty Thor" og "American Gods" og "The Sandman" af Neil Gaiman vundet stor udbredelse.
Indenfor heavy metal er elementer af nordisk mytologi tilbagevendende temaer hos bands som fx Manowar og Amon Amarth. Og i Skandinavien er der opstået en hel genre kaldet Viking metal, hvor sange og albums baseres på myter og eddadigte.
I spilverdenen findes der referencer til mytologien i adskillige titler, heriblandt, Age Of Mythology, Final Fantasy, Ragnarok Online og Tomb Raider Underworld.
Rökstenen fra Östergötland indeholder den længste kendte runeindskrift. Teksten er mytologisk, men dens betydning er usikker. Måske er den udtryk for en østnordisk mytologisk tradition, der ikke har efterladt sig spor i andre skriftlige kilder.
Kilderne.
I før-kristen blev der kun nedskrevet meget få brudstykker af tekst, der kan relateres til mytologien; det drejer sig hovedsageligt om kortfattede runeindskrifter, som kun giver mening, når de sammenlignes med yngre og mere omfattende kilder. I højmiddelalderen nedskrev kristne lærde de beretninger, som i dag er vores hovedkilder til den nordiske mytologi, men de er i høj grad præget af forfatternes kristne baggrund, og derfor skal de som kilder til den før-kristne mytologi behandles med varsomhed. En anden kildegruppe er de materielle levn, herunder især billeder af mytologiske begivenheder. Men uden hjælp fra de middelalderlige skrifter er det heller ikke muligt at tolke deres motiver.
Et væsentligt problem i studiet af nordisk mytologi er, at der ikke er overleveret samtidige nordiske kilder til religionen, alt er enten skrevet af udlændinge eller blevet til efter religionsskiftet. Det betyder, at vi i realiteten ikke har andet end indicier. En prædiken, som findes i Hauksbók fra ca. 1300, er sandsynligvis den ældste nordiske tekst, der er skrevet om nordisk religion. I realiteten er det en oversættelse efter et engelsk forbillede, men den bekræfter, at navnene på de vigtigste nordiske guder var Odin, Thor og Frigg, og at de blev anset som paralleller til de romerske guder Merkur, Jupiter og Venus. Dvs. for forfatteren var der ingen forskel på nordiske og græsk-romerske guder.
Mytologien er i høj grad overleveret gennem skjaldedigtning, måske derfor Odin fremstilles som den største gud; Thor er ellers den mest fremtrædende i myterne, mens Odin havde størst betydning for skjaldene. Litteratur krævede i middelalderen store ressourcer, og var derfor forbeholdt de rigeste, kilderne favoriserer derfor overklassens religion. Den middelalderlige litteratur var desuden særligt fokuseret på gudernes gerninger, derfor kan mytologien vedrørende de øvrige mytologiske magter været langt mere righoldig end hvad det overleverede kildemateriale bærer præg af. I flere tekster er hentydninger til mytologiske forhold, der ellers er fuldkomment ukendte. John Lindow spekulerer i at Trondhjem måske var et hedensk centrum, i en periode, hvor de norske konger var blevet kristne. Og at det var her hvor mange af de mytologiske tekster, der blev samlet i Island, var blevet til.
"Codex Regius" (lukket) og "Flateyjarbok" (åben), der i dag opbevares i Islands nationalbibliotek.
Skriftlige kilder.
Vikingetidens kultur var hovedsagelig mundtlig, men man rådede også over et skriftsprog i form af runerne. Det egnede sig imidlertid ikke til lange tekster, og blev ikke brugt til overlevering af fx mytologien. Det betyder ikke nødvendigvis at en egentlig skriftkultur var ukendt, da den fandtes i flere af nabolandene. Grunden til at der ikke udviklede sig en skriftkultur i Norden før religionsskiftet var sandsynligvis, at der ikke fandtes et behov for det. Den skriftlige nordiske litteratur stammer derfor hovedsageligt fra middelalderen. Den islandske litteratur er blevet brugt til at rekonstruere al nordisk og germansk religion med. Jens Peter Schjødt mener, at det kan forsvares med at Island ikke på noget tidspunkt var isoleret fra det øvrige Norden. Men han understreger samtidigt, at det er vigtigt at holde sig for øje, at det islandske samfund var meget forskelligt fra det øvrige Nordens, hvilket sandsynligvis må have haft indflydelse på religionen. Ligesom disse tekster reelt kun indeholder beskrivelser af islændingenes og nordmændenes mytologier. Sammenligninger af især arkæologisk materiale fra den øvrige Norden og de islandske tekster viser dog, at de forestillinger som optræder i bl.a. Eddaerne også har været velkendte i både Danmark og Sverige.
Et andet væsentligt problem ved at benytte de islandske tekster er forfatternes religiøse baggrund, der var kristen. Snorre Sturlason var bagmanden til den vigtige mytologiske tekst Yngre Edda. Han var kristen, men besad en meget stor viden om den traditionelle religion. Han var også skjald, og skrev sit værk som en lærebog for yngre skjalde, der i hans samtid tilsyneladende ikke nødvendigvis kendte den mytologiske baggrund for de kenninge, de benyttede i deres skjaldedigte. Vores viden om den nordiske mytologi skyldes i høj grad ham, da hans intention med sit værk var, at uddybe og forklare de ældre religiøse digte. Snorre Sturlason var dog stærkt præget af kristendommen og de antikke traditioner. Han lavede en systematiseret fremstilling af den gamle mytologi med udgangspunkt i den græsk-romerske litterære tradition. Den struktur, der præger hans beskrivelse af Nordens gudeverden, var derfor sandsynligvis langt mere systematisk end den reelt havde været i før-kristen tid. Dertil kommer, at Snorres tolkningsmodel til oprindelsen var euhemeristisk, dvs. baseret på idéen om en historisk kerne i myterne. Det var en udbredt forklaringsmodel for hedenske myter i datidens kristne lærdomsmiljø.
Både den Ældre Edda, de islandske ættesagaer, Snorre Sturlasons Yngre Edda og de andre af hans skrifter etc. må tolkes på baggrund af at de er skrevet i kristen middelalder og ikke måtte stride mod opfattelsen af det kristne verdensbillede som det eneste sande; verden var skabt af kristendommens Gud, og menneskets syndefald i Edens have var ophav til al hedensk tro og kult, der ville blive besejret af Kristus i tidens fylde ved at slægter og land blev kristnet. Men pga. hans forklaringer og beskrivelser af det mytologiske materiale, benyttes de gerne som udgangspunkt i tolkningen af andre tekster. Den centrale kilde til den nordiske mytologi er den Ældre Edda. Dateringen af digtene er meget usikker, men indholdet stammer sandsynligvis fra før-kristen tid, mens formen kan være yngre.
Manuskriptside med trylleformel fra Merseburg, ca. 9. – 10. århundrede.
Flere romerske kilder til sydgermanernes religion stammer helt tilbage fra romersk jernalder. De viser glimt af en mytologi der havde klare paralleller til den, der kendes fra de nordiske middelalderlige kilder. De ældste beskrivelser stammer fra de første århundreder før og efter vor tidsregning; den eneste af de klassiske tekster, hvor der kan spores paralleller til vikingetidens religion er Tacitus’ værk "Germania" fra 98 e.v.t.. Fra germansk jernalder kendes også en række romerske og græske kilder, de omfatter biografier om kristne missionærer og fortællinger om de germanske stammers og kongeslægters forhistorie (fx Procopius, Jordanes, Gregor af Tours, Paulus Diaconus og Beda). Andre kildetyper omfatter så forskellige teksttyper som lovsamlinger, beslutninger fra kirkemøder, dåbsløfter, pavebreve, prædikener, stamtavler for angelsaksiske adelsfamilier og person og stednavne. Disse kilder er dog i reglen vanskelige at tolke, og forståelsen af dem baseres derfor ofte med tilbageslutninger fra andre kilder. Angelsaksiske stamtavler Kun ganske få fortællinger med mytologisk indhold er blevet bevaret fra det sydgermanske område, det drejer sig om bl.a. Trylleformlerne fra Merseburg og Nordendorfspændet. De indeholder navne på guddomme, der både er kendte og ukendte i det nordiske materiale.
Størstedelen af vor viden om den nordiske mytologi er derfor baseret på middelalderlig skjaldekundskab og fortællinger nedskrevet af den tids munke og krønikeskrivere. Disse tekster er gerne blevet til med en kristen eller romantisk historiekonstruktion for øje. En af dem var Adam af Bremen, der skrev sit værk om ærkebispesædet Hamborg-Bremens historie på bestilling af biskoppen der; det inkluderede et afsnit om Nordens historie og geografi. En anden var den danske klerk, Saxo, der i "Gesta Danorum" berettede den danske kongemagts rødder tilbage til sagnkongernes tid, og gav derved den daværende danske kongemagt en historisk begrundelse og legitimation, til det trak han både på ældre sandsynligvis mundtligt overleverede sagn og legender og islandsk materiale.
Disse skriftlige kilder blev næsten udelukkende skrevet ud fra et mandligt synspunkt, hvilket ifølge Clunies-Ross forklarer det, hvorfor kvindelige aktører fylder så lidt i myterne og har normalt har en passiv rolle. Runesten og stednavne tyder dog på, at kvinder reelt har spillet en større i de nordiske samfund end litteraturen viser. Vi ved imidlertid ikke om der har eksisteret en mytologi med fokus på kvindelige guddomme.
Arkæologiske kilder.
Udover det skriftlige materiale findes en del ikke-skriftlige kilder, der kan supplere de skriftlige kilder, det drejer sig bl.a. om arkæologiske fund. De bevarede nordiske runesten udgør fx et værdifuldt materiale, som i skrift og afbildning kan indeholde levn til den mytologi, vi præsenteres mere uddybende for i Eddaen. Andre germanske folk har derudover bevaret sagn og myter, som komplementerer de nordiske fortællinger. En anden fundkategori er grave, da gravgaver ofte kan tolkes som afspejlinger af forestillinger, der kan genfindes i mytologien.
I fundmateriale, som stammer helt tilbage fra stenalderen er der blevet konstateret tegn på religiøse forestillinger; fx tyder skålformede fordybninger på de sten, der dækkede stendysserne, på at man på det tidspunkt ofrede enten til de døde selv, eller til guddomme relateret til dem. Men da der intet skriftligt er overleveret om de religiøse forestillinger menneskene havde i Norden før jernalderen, fordi der ikke er blevet overleveret skriftligt materiale til det, er det imidlertid umuligt at konstatere nogen form for kontinuitet mellem vikingetidens mytologi og stenalderens eller bronzealderens. De afbildninger, som findes på fx helleristninger Sydskandinavien, kan derfor ikke tolkes på grundlag af de mere end 2.000 år yngre myter fra Island.
a>. Bærer inskriptionen Den Høje, hvilket i yngre tekster fra vikingetiden var et af Odins tilnavne.
Fra romersk og germansk jernalder begynder der at dukke fund op, som med stor sikkerhed kan relateres til den kendte før-kristne mytologi; det drejer sig fx om guldbrakteater med afbildninger af Odin eller Tyr. Andre er dog blevet udstyret med billeder, hvis motiver er fuldstændigt ukendte for os; fx guldhornene. Fra 4. århundrede findes også spor efter mytologiske forestillinger, som efterhånden forsvandt igen; her begyndte man flere steder i Norden at begrave de afdøde i skibssætninger eller rigtige både, de skulle bruges til at fragte den døde til dødsriget. I nogle tilfælde er der fundet en mønt i den dødes mund. Det tyder på at den græske myte om Charon havde en direkte nordisk parallel.
Andre levn.
Hvilke navne der var gudenavne ved vi primært fra middelalderens historier, men forekomsten af de eller beslægtede navne i andre sammenhænge kan også give yderligere information om mytologien. I folketroen er der op til nyere tid overleveret flere forestillinger om afdøde forfædre og naturfænomener, der også kendes fra den før-kristne mytologi. Og beretninger om mytologiske væsener som fx alfer, dværge, huldrefolk o. lign. bygger med stor tydelighed på ældre fortællinger. Med få undtagelser har de kun været mindre guddomme, som har levet videre efter religionsskiftet; en væsentlig undtagelse er Odin, som mange steder i fx Tyskland og Sverige førte den vilde jagt. Folkloristiske forestillinger kan vise nogle af de karakteregenskaber guder og andre overnaturlige væsener blev tillagt førhen.
Ugedagene blev oprindeligt opkaldt efter de vigtigste guder, en praksis, der blev indlånt fra Romerriget. Det navn man brugte i de germanske områder var en parallel til det romerske. Derfor kan nogle af nordboernes opfattelser af deres guder i jernalderen kan påvises, ved at sammenligne dagenes latinske og nordiske navne og de egenskaber, der blev tillagt de romerske guder. Fx er "dies Mercurii" blev oversat med onsdag, hvilket viser at Merkur blev anset som en parallel til Odin. tilsvarende blev "dies Jovis" (Jupiter til torsdag (Thor) og "dies Martis" (Mars til tirsdag (Tyr).
Fordelingen af stednavne, der er dannet af gudenavne, kan ofte bruges som indikation af hvilke guder og gudinder, som blev dyrket i bestemte områder. I nordiske stednavne indgår følgende guders navne med sikkerhed: Thor, Njord, Ull, Frø/Frej, Odin, Tyr, Frigg og Freja. Andre navne, der sandsynligvis er blevet brugt omfatter Vidar, Balder, Høder og Skade. De kollektive betegnelser diser, vaner og alfer forekommer også. Også i personnavne indgik der ofte en guds navn, bl.a. følgende Thor, Frø/Frej, Odin, valkyrienavne og muligvis Tyr, dertil kom også betegnelser på guder, såsom gud, as, ragn/regin (gudemagt), dis og alf.
Eksterne henvisninger.
*
Bangkok.
Bangkok (Thai: กรุงเทพฯ, กรุงเทพมหานคร, eller "Krung Thep", "Krung Thep Mahanakhon") er Thailands hovedstad. Byen der ligger på østsiden af floden Chao Phraya havde i 2005 6.642.566 indbyggere og er en af de hurtigst voksende byer i verden. Bangkok er en af Thailands 76 provinser.
- hvilket er det længste bynavn i verden. Almindeligvis omtales byen dog som "Krung Thep".
Historie.
Bangkok blev gjort til hovedstad i 1782 efter at den tidligere hovedstad Ayuthaya blev raseret af hærstyrker fra Burma. Hovedstaden blev grundlagt af Rama 1. som var den første konge i Chakri-dynastiet.
Klima.
Bangkok, Krung Thep, har et tropisk klima og har ry for at være byen med verdens højeste gennemsnitstemperatur.
Dave Williams.
David "Dave" "Stage" Williams (29. februar 1972 – 14. august 2002) var forsanger i bandet Drowning Pool. Han blev fundet død i bandets tourbus den 14. august 2002.
Fredensborg Slot.
Fredensborg Slot ved Esrum Sø i Nordsjælland har særstatus blandt de danske slotte som regentparrets mest benyttede residens efter Amalienborg. Slottet er et barokslot fra 1700-tallet, og det danner ofte rammen om større officielle statsbesøg og familiebegivenheder i kongefamilien.
Slottet (og byen Fredensborg, der er opstået ved slottet) er opkaldt efter den fred, der opstod efter den Store Nordiske Krig.
Navnet Fredensborg forekommer allerede i 1719 i amtsforvalterens regnskab. Det har altså forud været bestemt, at slottet skulle bære dette navn og være et mindesmærke over den lykkeligt tilendebragte krig. I bygningsregnskaberne brugtes dog stadig navnet "Østrup", indtil hovedbygningen i 1722 stod færdig, og kongen officielt gav slottet det nye navn.
Dannebrog.
"Dannebrog, verdens ældste nationalflag, som stadig er i brug."
Det nationale danske flag kaldes normalt for Dannebrog. Dannebrog betyder "danernes fane" eller "rødfarvet fane". Dannebrog er rødt med et hvidt kors der når til siderne af flaget; den vertikale del af korset kan vendes til den modsatte side. Korsdesignet på det danske flag blev efterfølgende overtaget af de andre nordiske lande; Sverige, Norge, Finland og Island, samt de autonome områder Åland og Færøerne.
Design.
Den officielle røde farve på Dannebrog kaldes normalt bare for "dannebrogsrød". Det tekniske navn på farven er pantone 186C (og farven på orlogsflaget pantone 194C).
Pantone 186C svarer i RGB farver til R224 G024 B054 og HEX koden er #E31836.
Pantone 194C svarer i RGB farver til R172 G002 B052 og HEX koden er #AC0234.
I en forordning fra 1748 er målene for koffardiflagene blevet fastsat og de samme mål gælder for Dannebrog. Målene er illustreret i figuren til højre (28:34).
Når bagkanten er vokset (til 28:37 med en slidkant), så er det dels fordi, man ville have noget at klippe af, når flaget blev slidt, dels fordi flaget ikke smældede så meget, når det var langt og smalt, dels er det en påvirking fra vimplerne, dels så er forkanten på et flag mere udstrakt end bagkanten, og derfor bør flagets midte være forskudt imod stangen, for at det ser rigtigt ud på afstand.
Ud fra en historisk betragtning var flaget i begyndelsen firkantet (efter solkorset) og blev først ved reformationen ændret til et galgekors - det nuværende udseende. De firkantede versioner kan bl.a. ses hos Gelre (se nedenfor) samt i mange tidlige danske militære faner.
Forholdet mellem flagstang og dannebrogs højde bør være 1:5 (10 m flagstang - dannebrog 200 cm højt)
Ved flag på halv stang (begravelser) skal underkanten af flaget være midt på flagstangen.
Historie.
Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, den dag som vi i dag kalder Valdemarsdag. Anders Sunesen og Valdemar 2. Sejr var tilstede. Korstoget i 1219 var efter legenden ved at mislykkes: Der er usikkerhed om tid og sted er korrekte.
Den ældste kilde siger: Danske i året 1208 kæmpede i Livland, i nutidens Estland på et sted som kaldes Fellin (Viljandi), og (da de næsten var slået) ydmygt påkaldte Guds hjælp, da opnåede de den nåde, at de straks modtog et flag, som faldt ned fra himlen, tegnet med et hvidt kors på en ulden dug.
Traditionen fortæller videre, at en himmelsk røst samtidig fortalte, at danskerne ville sejre under dette tegn, hvilket de også gjorde.. Det er usikkert hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, og kilderne er først nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted
Letlands flag, som ikke er et korsflag, kan også spore sine rød-hvide farver tilbage til slaget ved Felin, omend i kraprød. Det er muligt, at de to forhold er knyttet sammen.
Dannebrog er bevidnet af den hollandske herold "Gelre" (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag. Ligeledes i "Bellenville-våbenbogen" 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet "Denenbroce" over. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional, Madrid, viser væringer fra Miklagaard omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Således er både flaget og navnet dokumenteret "senest" fra Valdemar Atterdags tid og "kan" stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere.
Det danske korsflag kendes brugt af Erik 7. af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl (og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener).
Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.
Under krigen i Ditmarsken i 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget på vejen til Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt. Han faldt, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev generobret i 1559 - da næsten ødelagt af fugtighed og ælde - og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.
I borgerkrigen Grevens fejde anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme.
Ravnefanen.
Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig.
Kong Knud 2. den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. Danebroge og "navnet" Dannebrog har sikkert en længere forhistorie.
Lovgivning.
Der blev indført flagforbud for borgere i 1834.
Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).
Skik og brug.
Der er ingen dansk lovgivning, der direkte regulerer borgernes flagning med Dannebrog, men en række regler på enkeltområder og sædvane dækker en del af brugen.
En udbredt skik er, at flaget først må hejses ved solopgang, dog aldrig tidligere end klokken 08.00, og flaget tages ned senest ved solnedgang. Flag kan godt forblive oppe, såfremt det er belyst med projektør el.l.
En anden er, at Dannebrog aldrig må røre jorden, da dette vil betyde, at der skal komme krig i Danmark igen.
Regler for offentlige myndigheders brug af Dannebrog.
Om flagning til minde om 2. verdenskrig.
Når man flager med flere landes flag.
Officielle flag.
Splitflaget er det officielle Danmarks symbol og må kun anvendes af statsinstutioner (med få undtagelser - se nedenfor) som forsvaret og kongehuset. Danmarks suverænitetsflag - rigets flag - føres fra Batteriet Sixtus på Flådestation Holmen.
Som flag fører hæren og flyvevåbnet det samme splitflag som øvrige statsinstitutioner, mens søværnet i stedet fører det såkaldte orlogsflag, der har en mørkere farve end almindelige flag, den såkaldte orlogsrød.
Desuden har Kongehuset og andre statsinstitutioner ofte deres egne flag. Det er normalt et splitflag med et særligt mærke indsat enten hvor korsarmene mødes eller i øverste venstre hjørne af flaget.
Kongelige flag.
Det nuværende kongeflag blev indført 16. november 1972 da Margrethe 2. indførte en ny version af kongevåbenet. Kongeflaget er et splitflag med kongevåbenet i en hvid kvadrat i midten.
Private, der må flage med splitflag.
En række andre har særlig tilladelse til at flage med splitflag eller har flaget uden at lovhjemlen har været kendt.
Salmonsens Konversationsleksikon fra 1919 har en liste over private borgere og institutioner, der har ret til at flage med splitflag.
Desuden kan "herboende danske tilhørende, dæks­både (halvdæksbåde), som udelukkende er be­stemt til lystfart" føre det såkaldte yacht-flag, der er et orlogsrødt splitflag, med teksten Y.F. skrevet med gylden skrift i øverste venstre kvadrant.
Andre private organisationer.
Følgende private organísationer har efter sigende ret til at føre splitflag. Der mangler dog dokumentation for dette.
Udtjente flag.
Danmarks-Samfundet anbefaler, at man tilintetgør et udtjent og ikke-præsentabelt Dannebrog – for eksempel ved at brænde det. Det skal sikre, at flaget ikke ender med at blive brugt uhensigtsmæssigt som fx pudseklud.
Søndag.
Søndag er den første ugedag i mange engelsktalende lande, men i Danmark (og efter ISO-standarden på området) har det siden 1. januar 1973 været den sidste ugedag.
Dette har indvirkning på ugenummereringen, da den første uge i året i vores kalendersystem er den uge, der indeholder årets første torsdag. I de lande, som har søndag som første ugedag, er den uge den første, som indeholder årets første onsdag.
Navnet søndag, er en rest af den hedenske betegnelse "Solens dag". Ordet stammer fra oldnordisk "sunnudagr", som betyder solens dag.
Omkring år 300 kom betegnelsen "Herrens dag" (latin: "dies dominicus") på banen. Fra denne betegnelse stammer f.eks. det italienske "domenica", det spanske "domingo" og det franske "dimanche". Det økumeniske koncil i Nikæa i 325 vedtog, at søndagen skulle være den kristne helligdag og ikke lørdagen.
Den lille Havfrue.
Den lille havfrue er en skulptur på Langelinie, der byder rejsende velkommen i Københavns Havn. Den skal illustrere H.C. Andersens eventyr af samme navn. Den lille havfrue var en gave til København, skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen. Som model til skulpturen brugte Edvard Eriksen sin kone, Eline Eriksen. Statuen blev opstillet permanent på Langelinie den 23. august 1913 og er en af Danmarks største turistattraktioner.
I september 2006 blev skulpturgruppen "Det genmodificerede Paradis" af kunstneren Bjørn Nørgaard indviet ved Langelinie.
Denne skulpturgruppe står få hundrede meter fra Den lille Havfrue, og en af skulpturerne i gruppen er også en havfrueskulptur: "Den genmodificerede Havfrue".
I 2010 var statuen midlertidigt flyttet til Shanghai i et halvt år i forbindelse med Expo 2010. I stedet var der på den plads på Langelinie opstillet en skærm, der live viste statuen på pavillonen i Shanghai. Skærmen på Langelinie viste en ekstremt dårlig internetforbindelse til World Expo i Shanghai.
Den lille Havfrue kom tilbage tilbage på sin plads på Langelinie 20. november 2010 kl. 14:00
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, overborgmester Frank Jensen og Kinas ambassadør Xie Hangsheng tog imod hende på Langelinie.
Hærværk.
Statuen har flere gange været udsat for hærværk, senest 11. september 2003, da ukendte gerningsmænd væltede hende ned fra sin sten, muligvis ved hjælp af sprængstof.
Havfruen mistede første gang sit hoved i 1964. Det var savet af, og hverken hovedet eller gerningsmændene til hærværket er fundet. Kunstneren Jørgen Nash påstod at kende forbryderen, men nægtede at afsløre identiteten. I 1997 beskrev han i sin erindringsbog "En havfruemorder krydser sit spor" at han havde smidt det afskårne hoved i Utterslev Mose.
Den 22. juli 1984 gik det ud over den arm, hun støtter sig med. Den blev savet af, men gerningsmændene meldte sig et par dage senere medbringende armen, der forholdsvis hurtigt kunne sættes på igen. Regningen til gerningsmændene var dog betydelig.
For anden gang i historien mistede havfruen hovedet i 1998. I løbet af natten havde ukendte gerningsmænd savet statuens hoved af med en nedstryger. De kontaktede pr. telefon freelancefotografen Michael Forsmark Poulsen tidligt på morgenen, og han informerede politiet efter at have taget billeder af statuen. De følgende dage gik historien verden rundt på alverdens tv-stationer og aviser. Tre dage senere blev statuens hoved fundet, da gerningsmændene igen kontaktede fotografen, som tjente omkring 100.000 kr. på sine billeder af Den lille Havfrue med det manglende hoved. Michael Forsmark Poulsen blev anholdt og sigtet for selv at have øvet hærværket, men blev to uger senere atter løsladt. Først i november 1998 blev sigtelserne mod ham og to andre dog opgivet.
Kopier.
Ved reetablering af statuen efter hærværk kan bronzestøberen støtte sig til, at der findes to gipskopier af den. Statuen ved Langelinie i København har altid været en kopi af den originale skulptur, som Edvard Eriksens arvinger er i besiddelse af. Familien sælger kopier af statuen.
Der står derfor kopier af statuen i Solvang i Californien, i Kimballton i Iowa og i Vancouver i Canada.
Ophavsrettighed.
Ophavsrettighederne til billeder og andre gengivelser af statuen varetages af arvingerne til Edvard Eriksen. I flere tilfælde har der været bragt billeder af statuen uden tilladelse, hvilket har medført krav i størrelsen af 10.000 kr. fra Edvard Eriksens arvinger. I 2029 ophører ophavsrettigheden til statuen, da Edvard Eriksen til den tid har været død i 70 år.
Mellemøsten.
Kort over lande, der almindeligvis defineres som en del af Mellemøsten
Mellemøsten ligger sydvest for Asien og nordøst for Afrika.
Området består af landene omkring den sydøstlige del af Middelhavet og øst herfor samt af landene ved den Persiske Bugt. Det er ikke helt klart defineret, hvilke lande der tilhører regionen.
En ældre betegnelse for samme område er Nærorienten.
Betegnelsen bruges som regel i politiske, økonomiske, historiske og lignende sammenhænge. I geografiske sammenhænge anvendes ofte betegnelsen Vestasien. Her er landene beliggende i Afrika dog ikke medtaget.
Jødedom.
Jødedommen er det jødiske folks traditionelle religion og kultur og den ældste af de store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst den jødiske bibel, Tanakh, og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres over hele verden af ca. 14 mio. mennesker, heraf flest i USA (ca. 6 mio.) og Israel (ca. 5 mio.). I Danmark bor ca. 7.000 jøder. Dette tal indikerer at ca. 0.2% af verdens befolkning er jøder. Kristendom, islam og en række andre religioner sporer alle deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige former. Jødedommen er en "etnoreligiøs" religion. Dette indebærer at børn født med en jødisk mor betegnes som værende en jøde. Udover dem født til religionen, tælles også folk der har konverteret til religionen.
Grundtræk.
Jødedommen er en monoteistisk religion og lærer som sådan, at der kun er én Gud, som alene er tilbedelse værdig. Denne Gud er almægtig, alvidende og evig, og har åbenbaret sig selv for det jødiske folk som beskrevet i de jødiske hellige skrifter, i hvilke han også udvælger netop dette folk som sit eget og forsyner dem med en serie på 613 påbud og forbud, de såkaldte "mitzvot", hvis overholdelse er central i jødisk religion. Denne Gud må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske hellige skrifter forekommer hellignavnet JHVH ("tetragrammet"), hvilket ved højtlæsning erstattes med "adonai" (Herren), "hashem" (Navnet) eller lign.
Som centrum for det jødiske religiøse og kulturelle liv står synagogerne som forsamlingshuse for den jødiske menighed, hvor også den jødiske gudstjeneste afholdes hver sabbat. En ligeledes central rolle spilles af rabbinere, religiøse lærde, der er uddannet i jødisk tradition og lov, og som ofte fungerer som overhoveder for individuelle menigheder.
Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring regnes for et tegn på den pagt med Gud, som forbinder drengebarnet med Abrahams slægt, det jødiske folk - og Gud selv. Selve omskæringen foretages af en særlig uddannet lægmand ("mohel") og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om, at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.
Slægten og familien spiller en overmåde vigtig rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin ("chuppah"), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammeltestamentlige tekster, som bruges i den kristne kirke. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbineren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige, der bestyrer menighedens liv.
Helligdage.
De jødiske fester og helligdage ("haggim") tager som regel udgangspunkt i centrale begivenheder i det jødiske folks historie.
Sabbat.
Den vigtigste helligdag i jødedommen er sabbatten; en ugentlig helligdag, der fejres fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Tager som sit forbillede beretningen fra 2. Mosebog, hvor Gud efter på seks dage at have arbejdet med at skabe verden, hvilte på syvendedagen. Sabbatten tjener således som en hviledag, der samler hele familien, og hvor det ikke er tilladt at arbejde. Sabbatten er foreskrevet i de ti bud.
Pesach.
En af de vigtigste fester i jødedommen er Pesach, tilsvarende den kristne påske. Pesach fejres til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten (exodus) og kaldes også "De usyrede brøds fest", fordi usyret brød spiller en central rolle både før og under festen. Huset renses omhyggeligt for alt syret (gæret) og alt husgeråd, der har været i berøring med syrede fødevarer, erstattes af særligt Pesach-service. Højtidens centrale begivenhed er seder, et fællesmåltid, der afholdes på festens første aften, hvor der spises en række traditionelle retter, der symbolsk knytter an til flugten fra Egypten.
Shavuot.
Ifølge 3. mosebog er jøderne forpligtede til at tælle 7 uger fra Pesachs anden dag. Efter disse 7 uger (49 dage) kommer man frem til Shavuot-festen. Shavuot betyder egentlig "uger". På shavuot takker jøderne Gud for modtagelsen af Torah.
Sukkot.
Sukkot eller "løvhyttefesten" ihukommer israelitternes vandring gennem ørkenen efter flugten fra Egypten og falder sammen med frugthøsten. Sukkot fejres ved, at man konstruerer små hytter, der dekoreres med frugt og grøntsager. I disse hytter spiser og sover man de syv dage, festivalen varer.
Rosh Hashanah.
Rosh Hashanah betyder "årets begyndelse (egtl. hoved)" og fejres som det jødiske nytår, omend højtiden falder på den syvende måned i den jødiske kalender. Festen fejrer verdens skabelse og indleder dertil de såkaldte "bodsdage", ti dage, der varer indtil Yom Kippur, under hvilken folk opfordres til at undskylde over for folk, de har gjort uret.
Yom Kippur.
Forsoningsdagen Yom Kippur var i førkristen tid den ene dag om året, hvor den jødiske ypperstepræst trådte ind i templets allerhelligste rum for udføre et ritual, der skulle skaffe hele det jødiske folk soning for deres synder. I moderne jødedom er dagen helliget bøn, faste og bodsgerninger centreret om renselse og Guds nåde. Yom Kippur er således kulminationen på bodsdagene og regnes ofte for den mest betydningsfulde enkeltstående helligdag.
Opslået torah-rulle i Synagoge Museet i Wlodawa, Polen
Chanukah.
Chanukah også kendt som Hanukkah kaldes den jødiske lysfestival. Ordet Chanukah betyder "at dedikere", og helligdagen falder typisk omkring den kristne helligdag jul. Chanukah fejres ved at tænde de 8 lys i lysestagen kendt som menorah over de 8 dage Chanukah varer. Dette skal symbolisere de 8 dage hvor den jødiske gruppe Maccabeerne fik en lampes olie til at vare 8 dage, selvom det blev vurderet kun at have olie nok til en dags brug. Helligdagen er blevet mere populær efter julen har fået et større kulturelt indhug i den vestlige verden, og anses nu for at være en helligdag henvendt specielt børn. I den forbindelse er det en norm at give gaver til hinanden hver dag i de 8 dage, og give chokolade kendt som Hanukkah Gelt (Gelt er et yiddish og tysk ord der betyder penge) der er formet som guldmønter til sin familie.
Historie.
Jødedommen kan, i et religiøst perspektiv, spores tilbage til den bibelske Abraham, der regnes for jødernes stamfader og som ham, der sluttede pagt med Jahve. Det er tænkeligt, at myten om Abraham og hans sønner har rod i faktiske, historiske begivenheder.
Den babylonske konge Nebukadnesar erobrede Judæa i 586 fvt., i hvilken forbindelse han ødelagde templet i Jerusalem og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon. Dette "babyloniske fangenskab" varede indtil 536 fvt., da perserkongen Kyros løslod jøderne og lod dem vende hjem. I denne centrale periode tog den jødiske religion, som den traditionelt kendes, form.
Mara.
Maraen (Dolichotis patagona) er i familie med marsvinet, men ligner mere en hare. Den kaldes derfor også for pampasharen. Maraen er en forholdsvis stor gnaver med lange, meget tynde ben. Maraen lever i pampas og busket steppe i det centrale og sydlige Argentina.
Humboldtpingvin.
Humboldtpingvin ("Spheniscus humboldti") lever ved Sydamerikas vestkyst. Den vejer cirka 4 kilo, og er ca. 65 cm i højden.
Hectors delfin.
Hectors delfin er verdens mindste havdelfin. Den blev først opdaget i 1869. Hectors delfin er kun omkring 1,4 meter lang, og den vejer blot omkring 48 kilo. Den er sjælden og findes kun i New Zealand hvor den er et nationalsymbol sammen med kiwifuglen.
Newzealænderne kalder delfinen for "Mickey Mouse Dolphin", grundet den specielle rygfinne. Hectors delfin er en lille tyksakket tumling, som gerne leger i havoverfladen, og derfor kendes den også under navnene: "Puffing Pig" (Den tøffende gris) og "Dumpling dolphin" (Truntedelfinen).
Udseende.
Marsvinet, den lille hval, som kan træffes i de danske farvande er større end den newzealandske miniput-delfin. Marsvinet er til sammenligning ca. 1,5 - 1,8 meter langt og vejer omkring 90 kilo. En spættet sæl er noget større, næsten 2 meter lang, og den vejer ca. 115 kg.
Det tydeligste kendetegn på Hectors delfin er dens meget specielle rygfinne. Rygfinnen er nemlig rund og helt sort og ligner virkelig et af Mickey Mouses ører - derfra stammer kælenavnet. Den er også for det meste det eneste, man når at få et glimt af, når delfinen kommer svømmende i fuld fart i overfladen.
Ud over rygfinnen er delfinens hale, kinder og brystluffer også sorte. Hen over nakken lige ved delfinens blæsehul har den også en smal sort stribe. På maven er Hectors delfin hvid, og den hvide farve fortsætter i en stribe lidt op ad delfinens sider. Resten af delfinens krop er blågrå, næsten samme farve som havet har ved New Zealand en overskyet dag.
Hectors delfin er ikke bare mindre end alle andre delfiner, den er også ret kort bygget i forhold til de andre. Den almindelige delfin er f.eks. lang og elegant, med en ret lang snude og lang hale. Hectors delfin har kun en lille kort snude, en kort krop og en kort tyk hale, lidt ligesom vores marsvin. På trods af sin lidt klodsede krop er Hectors delfin stadigvæk strømlinet, som alle de andre havpattedyr; hvalerne, sælerne og søløverne.
Familieliv.
Hectors delfiner holder sammen i små grupper med 2 - 12 individer. Det er meget svært at kende forskel på hunner og hanner, for de ligner hinanden meget. Grupperne af delfiner er ikke rigtige familiegrupper, ligesom hos spækhuggerne. I stedet skifter Hectors delfiner tit gruppe. Kun delfinmoderen og dens kalv holder sig tæt sammen.
En Hectors delfin kan blive omkring 20 år. Når hunnen er mellem 7 og 9 år, kan hun blive drægtig (gravid). Men et problem med Hectors delfin er, at de kun kan få en kalv (afkom) hvert 2. eller 3. år. Derfor tager det mange år, at øge bestanden. Hver Hectors delfin kan nå at få omkring 4 - 6 unger i løbet af deres liv.
Hectors delfin føder sine unger om foråret og om sommeren (når det er efterår og vinter i Danmark). Det kan være en risikabel affære, for ungen fødes under vandet, men skal hurtigt op til overfladen for at trække vejret. Ungen bliver født med halen først, så den ikke drukner under fødslen. Moderen kan desuden hjælpe ungen op til overfladen når den er kommet ud, og ungen lærer hurtigt at trække vejret gennem sit lille blæsehul oven på hovedet. Ungen er, når den lige bliver født, omkring 76 centimeter.
I forhold til landpattedyrene er det relativt nemt for en delfin at føde, for delfinungen har ingen hofteben, der kan være i vejen. Ungens lille rygfinne ligger rullet helt sammen inde i moderen, så den heller ikke kommer i vejen under fødslen. Når ungen bliver født, har den nogle striber på siderne. De bliver kaldt fødselsmærker, og de stammer fra, da ungen lå inde i moderen. En delfinunge ligger rullet sammen sidelæns inde i moderen, så siderne, hvor huden har foldet, har stadigvæk striber, når den kommer ud, på samme måde som hvis man har sovet på en fold i lagenet hele natten. Striberne er på begge sider af kalven, da den sparker inde i moderen ligesom et menneskebarn og ruller fra side til side. Der går 6 måneder efter fødslen, før striberne forsvinder, på den måde kan man altid se, om en unge er næsten nyfødt.
Ungen lever af mælk det første stykke tid. Men da delfinmoderen skal være så strømlinet som muligt har hun ikke nogen synlige dievorter. De sidder i små hudfolder på maven af hende. Når ungen skal have mælk, kan hun vippe dem ud af hudfolden, og ungen kan så få mælk. Dieprocessen under vand foregår noget anderledes end hos landpattedyr, da delfinerne ingen læber har, og ungen derfor ikke kan holde fast om dievorten. I stedet er dievorten sådan indrettet, at mælken sprøjtes automatisk ind i munden på ungen, når denne rører dievorten.
Delfinungen har en meget speciel tunge. Tungen har en slags små fjerlignende hår på, så når delfinen får mælken i munden, virker dens tunge som en slags svamp, der kan suge mælken. Tungen hjælper også ungen med at holde kontakten til dievorten. På den måde undgås det, at noget af mælken spildes, og ungen undgår også at få mælken blandet op med alt for meget saltvand.
Hectordelfinens mælk er meget fed, da ungen skal bruge en masse energi - både til at vokse og til at holde varmen.
Trusler.
Hectors delfin er i fare for at blive udryddet. Der findes naturligt kun meget få af dem, og når de kun lever omkring New Zealand skal der ikke meget til, før de forsvinder.
Ligesom marsvinet herhjemme bliver Hectors delfin fanget i fiskenet. Hvis delfinen bliver viklet ind i sådan et net, kan den ikke svømme op til overfladen og trække vejret, og så drukner den. Mange af de delfiner, man finder døde langs med New Zealands kyst, er døde på den måde.
Delfinen kan ikke høre ekkoet fra fiskenet, fordi trådene i nettene er så tynde, at de kun sender et meget svagt ekko tilbage, men delfinen kan se og høre fiskene i nettet og vil forsøge at fange dem. Når delfinen går på jagt efter fisk i et fiskenet, kan den være næsten sikker på selv at blive fanget.
Man prøver, ligesom med marsvinene, herhjemme at finde løsninger på det problem. F.eks. kan man sætte små højttalere på fiskenettene. Når man afspiller lyden af en spækhugger nede i vandet, flygter delfinerne, og så bliver de ikke fanget i nettet.
Man kan også sætte små plader på nettene, som kaster ekkoet fra delfinen tilbage. På den måde opdager delfinen nettet, inden den svømmer ind i det.
Der er også andre "mindre" trusler mod Hectors delfin. Spækhuggeren er en af dem. En sulten spækhugger kan sagtens finde på at snuppe en lille delfin, hvis den kan komme af sted med det. Derfor er lyden af spækhuggere også så effektiv til at skræmme delfinerne væk fra fiskenettene med.
I New Zealand findes der mange forskellige hajer - også nogle af de store menneskeædende kan finde på at komme forbi, selvom de for det meste holder til ved Australien. De store hajer, som tigerhajen, hammerhajen og den store hvide haj kan godt finde på at spise en Hectors delfin. Heldigvis for delfinen er de fleste hajer, der lever ved New Zealand ikke helt så store.
En lidt overraskende trussel for Hectors delfinen er de newzealandske sæler. De kan nemlig en sjælden gang også finde på at jage Hectors delfin.
Bortset fra disse farer er forurening også en trussel mod Hectors delfin. Et olieudslip eller udslip af andre giftige kemikalier i havet omkring New Zealand kan hurtigt udrydde dem alle sammen. Derfor er der meget strenge regler i New Zealand for, f.eks. hvor olietankere må sejle, så de ikke risikerer at gå på grund.
Føde.
Hectors delfiner lever af newzealandske fisk, f.eks. "sprat" (småsild) og "yelloweyed mullet" (multe), som begge er en slags små stimefisk. Delfinerne kan nu også finde på at snuppe krabber, hummere og krill.
Hectors delfin er en af den slags delfiner, som har brug for mest føde i forhold til dens størrelse. Den lille delfin lever i vand, der kan blive ned til 6 grader koldt, så der skal meget energi til at holde den varm. Hver dag skal den fange mindst 4 kg føde. Det svarer til, at et menneske hver dag skulle spise 8 kg mad.
Dykning.
Man ved ikke præcist, hvor dybt en Hectors delfin kan dykke. Men man regner med, den kan dykke ret dybt, hvis den bliver tvunget til det, ligesom nogle af de andre tandhvaler. Normalt befinder den sig jo også på ret lavt vand - omkring 100 meters dybde, og den behøver ikke dykke dybere. Til sammenligning kan en kaskelothval dykke helt ned på 3 kilometers dybde, da den er helt specielt bygget til at kunne klare de dybe dyk.
Udbredelse.
Hectors delfin er en delfinart, som kun kan findes i New Zealand, og selv her er den ret sjælden. Der er kun ca. 3000 - 4000 i alt. Grunden til, at den aldrig har bredt sig til nogle andre lande er formodentlig, at New Zealand ligger ret isoleret fra andre landområder. Udover det, holder den til i lavvandede områder, kun op til ca. 10 kilometer fra kysten. Delfinen elsker lidt plumret vand, så man kan tit møde dem ved flodudmundinger o.lign.
De fleste af Hectordelfinerne holder til omkring Sydøen på New Zealand. De kredser rundt om øen i små grupper på jagt efter føde. Når man sejler ud i båd, kan man være heldig at et par stykker af dem kommer hen og leger lidt omkring båden, inden de bliver trætte af én og svømmer videre.
På Nordøen har man kun set meget få af Hectors delfiner, og nogle mener, at de dyr, der holder til deroppe faktisk er en lidt anden art end den der holder til omkring Sydøen. Studerende på Auckland Universitet er ved at lave en undersøgelse for at finde ud af, om Hectors delfin faktisk er to forskellige arter. Desværre er det ret svært at finde ud af, fordi der er så få delfiner, man kan komme til at undersøge.
Alge.
Nærbillede af en marin rødalge (Laurencia); "grenene" er flercellede og kun omkring 1 mm tykke. Meget mindre alger ses fasthæftet på "grenen" til højre.
Alger i form af planteplankton er en vigtig kilde til bestemmelse af graden af næringsindhold i vand. Hvis der findes mange grønalger og er lille artsdiversitet i planteplanktonet har man at gøre med et næringsbelastet område. Ud over grønalger findes der i planteplanktonet også bl.a. kiselalger (lig med diatoméer) og blågrønalger (lig med cyanobakterier). Blågrønalger, furealger og visse andre planktonalger kan være giftige. Der kendes ikke tang, der er giftige for mennesket.
Tangalger har været anvendt som mad samt lægemiddel i mindst 8.200 år. De er uforlignelige som næringskilde, da de indeholder mindst 10 gange så mange mineraler som planter, der dyrkes på landjorden, og de er utroligt rige på vitaminer, deriblandt B12. Alger opsuger næring fra havvandet direkte gennem cellevæggene og indeholder stort set alle grundstoffer.
Alger opdeles i grupper, som betegnes ved farverne: Grønne, røde, brune og blågrønne. Tang vokser normalt på forskellig dybde. Tang af grønalgegruppen vokser nærmest vandoverfladen, rødalger vokser på 10-30 meters dybde, og brunalger vokser midt imellem.
Som medicin er tangalger tillagt antibiotiske virkninger, og de har evnen til at styrke kroppens modstandskraft. Grønne alger har en kolesterolsænkende virkning, og brune alger holder os rene for tungmetaller via stoffet alginat. Alginat optager tungmetaller og radioaktivitet, men stoffet kan ikke optages i kroppen.
Taksonomi.
Alger er en blandet hovedgruppe og er ikke omfattet i en enkel taksonomisk gruppe.
Art.
Arten er den grundlæggende systematiske enhed. Når man ser bort fra de levende individer og populationer, som ikke indgår i systematikken, er arten også den eneste del af systematikken, som er virkeligt eksisterende. Ifølge det biologiske artsbegreb er arten en dyre- eller plantegruppe, hvor individerne kan parre sig indbyrdes og få afkom, der ikke er sterilt. Arten er er altså i praksis afgrænset ved, at dens individer ikke kan få frugtbart afkom med individer af andre arter - hvor nært beslægtede de end er. Det betyder omvendt også, at individer fra forskellige populationer må anses for at høre til samme art, hvis de kan få frugtbart afkom.
Eksempel.
To heste kan parre sig og få et føl, der igen kan få føl med andre heste - hestene tilhører derfor samme art. En hest og et æsel kan også parre sig og deres unge hedder enten muldyr eller "mulæsel", afhængig af hvem der er moren, men muldyret eller mulæselet kan (normalt) ikke få unger, da de oftest er sterile. Af den grund regnes hest og æsel som to forskellige arter. Det samme princip gælder også for planterne. Denne naturskabte afgrænsning mellem to arter kaldes artsbarrière. Den kan af og til gennembrydes, når ellers sterile krydsninger spontant eller kunstigt får gennemført en kromosomfordobling. Se f.eks. Vadegræs ("Spartina pectinata").
Arter over for hybrider.
Man kan dog godt komme ud for, at arter kan krydses og får blandet afkom, men blandingen vil kun kunne bestå på steder, hvor ingen af forældrearterne kan klare sig. Dette er et særligt udpræget problem med Rododendron ("Rhododendron") og Tjørn ("Crataegus"), fordi disse slægter breder sig voldsomt efter skovbrand eller stormfald. Da hybriderne bliver frugtbare i en yngre alder end arterne, kan de dominere i en periode, men når skoven lukker sig, så fortrænges hybriderne og kun de specialiserede arter kan overleve i skovens dybe skygge eller ude i lyset i sumpe, på ur og i kalksten, m.m.
Morfologisk artsbegreb.
Arter er de mindste grupper, som kan udskilles med enkle midler og på en måde, som er velbegrundet og vedvarende.
Økologisk artsbegreb.
En art er en afstamningsrække (eller et sæt af nært beslægtede rækker), som udvikler sig adskilt fra rækker uden for sit område, og som er tilpasset et levested, der er afviger en lille smule fra alle andre rækkers levesteder i området.
Kladistisk artsbegreb.
En art er det mindste taxon, der anerkendes i en klassifikation, hvor den betegnes som en art, fordi den er den mindste "afgørende" række, det er værd at beskæftige sig med.
Fylogenetisk artsbegreb.
En art er den mindste, (basale) klynge af organismer, der kan skelnes fra andre tilsvarende klynger, og som rummer et mønster af afstamning og efterkommere.
Pluralistisk artsbegreb.
En art er et samfund af populationer, der formerer sig og lever inden for en bestemt niche i naturen.
Brakvand.
Brakvand er vand som er en blanding af saltvand og ferskvand. Brakvand optræder især i kystområder, hvor udstrømmende ferskvand opblandes i havvandet. Brakvand har en salinitet, dvs. saltholdighed, på mellem 0,5 promille og 35 promille.
Eghjort.
Eghjorten ("Lucanus cervus") er en bille i familien hjortebiller.
Udseende.
Hannen bliver op til 9 cm - til sammenligning er en tændstikæske knap 6 cm. Den er Europas største bille. Hannen og hunnen er meget forskellige, da hannen er udstyret med meget store og kraftige "horn", som den bruger i kampe med andre hanner om hunnens gunst. Eghjortehunnen mangler de store gevirer, og er desuden noget mindre end hannen. Hvis man ikke kender eghjorten, kunne man tro de to køn tilhører to forskellige arter.
Udbredelse.
Eghjorten har tidligere været betragtet som uddød i Danmark, hvor Æbelø var berømt for sine store bestande. I 1924 blev en fredning af Æbelø gennemført, som havde til formål at beskytte eghjortene. 23 store gamle egetræer ved Æbeløgård blev hermed fredet og eghjortene måtte fra da af hverken dræbes eller fanges. Fredningen hjalp øjensynligt ikke, i 1954 blev den sidste eghjort set på Æbelø, mens det ellers sidst kendte eksemplar blev set ved Vejle Fjord omkring 1970.
Den 4. juni 2008 offentliggjorde Skov- og Naturstyrelsen i en pressemeddelelse, at et ægtepar boende ved Hareskoven havde fundet et eksemplar af billen i deres have. Fundet blev betegnet som "sensationelt".
Man mener, at dens forsvinden kan hænge sammen med, at Danmark ligger på den nordlige grænse af dens udbredelse, samtidig har fældning af ege- og bøgetræer også påvirket udviklingen.
Levevis.
Eghjorten lever som larve i jorden i egetræets rødder. Efter 5 år forvandles den til voksen bille. Som voksen lever eghjorten af egetræets saft, som specielt løber fra gamle træers sprukne bark.
Faunaforurening.
Hvis dyr, der ikke naturligt hører til en bestemt naturtype, slippes løs dér, vil de af og til kunne overleve og måske endda fortrænge de dyr, der lever naturligt på stedet. Det fænomen hedder faunaforurening.
Det er sket i stor stil f.eks. på New Zealand, hvor der oprindeligt ikke levede pattedyr udover flagermus. Mange fugle på New Zealand er udviklet til ikke at kunne flyve. Men da pattedyr som f.eks. katte og rotter kom til øen, blev disse fugle et meget let bytte. Kun få af de oprindelige indfødte fugle, der ikke kan flyve, findes i dag, heriblandt kiwierne og takaheen.
Men faunaforurening sker også i Danmark, hvor f.eks. mink fra minkfarme er sluppet ud. De udkonkurrerer naturlige, danske smårovdyr og æder mange fugles æg. Også den iberiske skovsnegl, måske bedre kendt under navnet "dræbersneglen", er en faunaforurening i Danmark. Da den ingen naturlige fjender har her i landet, kan den sprede sig uforstyrret og fortrænge vores egne sneglearter.
Faunaliste.
En faunaliste er en oversigt over dyr, der lever et bestemt sted. I en faunaliste skal være både dyrets latinske og dets danske navn. Dyrene må også gerne være ordnede efter familier.
Ferskvand.
Ferskvand er fx vand i vandløb, indsøer og grundvand, uden ret meget salt. Kommer fra nedbør. Anvendes renset som drikkevand. 1 liter ferskvand vejer 1 kg.
Filtrator.
En filtrator er et dyr, der lever af plankton. De filtrerer plankton fra vandet ved at føre store mængder vand hen over en si, det kan være f.eks. finmaskede gæller eller et lignende finmasket net. Planktonet bliver dermed sigtet ud af vandet. Fra sien bliver planktonet transporteret til dyrets mund og slugt.
Fødekæde.
I et økosystem er en fødekæde (d)en rækkefølge, som organismer æder hinanden i. Et eksempel kan f.eks være en myg, der bliver ædt af en musvit, som selv bliver ædt af en kat. Hvis et led forsvinder, vil hele systemet bryde sammen. Hvis myggen i det lidt forsimplede eksempel forsvinder, vil musvitten dø af sult. Hvis musvitten forsvinder, vil katten dø af sult.
I begge de to eksempler kan det dog kun gå så galt, hvis dyrene kun har ét fødeemne. Naturens fødekæder er dog meget mere komplicerede, sådan at der er mange flere led og løkker. F.eks. kunne musvitten også blive ædt af en duehøg, og musvitten kunne have overlevet ved at æde fluer i stedet for myg. Myggen kunne blive ædt af en solsort eller en svale, og katten kunne lige så godt have ædt kattemad eller mus. Derfor er det mere dækkende at tale om fødenet.
Geologi.
Geologien er læren om jorden og dens lag
Geologi (fra græsk γη (ge) - jorden λογος (logos) - videnskab) er læren om jordens fysiske struktur, f.eks. om de forskellige jordlag, jordens aktivitet f.eks. om vulkaner og jordskælv, og om jordens historie, f.eks. om de forskellige istider og om hvordan de ændrede landskabet.
Da vi henter hovedparten af vore mineralske og energimæssige råstoffer fra jorden er geologi en vigtig videnskab. Ved at forstå til råstoffers dannelse og forekomstmuligheder, de geologiske processer, kan vi finde frem til langt flere mineraler og råstoffer end foruden. Viden om geologi udvikler sig som et samspil mellem virksomheder der lever af at sælge råstoffer og forskere. En person der beskæftiger sig professionelt med geologi kaldes geolog.
Globetrotter.
En globetrotter er en person, der rejser jorden rundt eller blot meget berejst. Det engelske udtryk er efterhånden gået ind i det danske sprog, men tidligere blev også ordene jordtraver eller jordomrejser anvendt.
Grundstof.
Det periodiske system med alle grundstofferne.
Et grundstof er et kemisk stof, der udelukkende består af atomer med samme atomnummer (dvs. har samme antal protoner i kernen) – for eksempel jern, der udelukkende består af jernatomer Fe, eller brom, der i ren form udelukkende består af molekyler med formlen Br2.
Vand derimod er en kemisk forbindelse bestående af molekyler, der er sammensat af flere forskellige atomer - et iltatom O og to brintatomer H (det giver i alt H2O), så vand er ikke et grundstof.
Atomer af samme grundstof, der indeholder forskellige antal af neutroner, kaldes for grundstoffets isotoper.
Man kender 118 forskellige grundstoffer. Der er lavet en oversigt over grundstofferne, som kaldes det periodiske system.
Alle grundstoffer har deres eget, unikke, kemiske symbol, der er gældende over hele verden, uanset hvad grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har symbolet Fe, også på dansk, og Natrium har symbolet Na, også i de engelsksprogede lande, hvor Na hedder "sodium". Selv kemibøger skrevet med kyrilliske bogstaver eller med kinesiske skrifttegn bruger de vedtagne latinske bogstaver.
Grøbling.
Grøbling er en teknik, som bruges til indvinding af land ved Vadehavet. Langs slikgårde graves parallelle render og grøfter, der hjælper overskydende vand til at løbe af vaden. På den måde kan man opnå større områder, som kun dækkes af vand i mindre grad, så tilført materiale kan nå at bundfældes. Den enkelte rende kaldes for en grøble, og det højereliggende areal mellem to render kaldes en ager. Disse grøbler er op til 2 meter brede og kun få decimeter dybe.
Formålet med grøblinger er at forbedre dræningsforholdene, men også at hæve dele af vaden op til et niveau, hvor planter kan indvandre. Især strandannelgræs og vadegræs spiller en stor rolle som landvindingsplanter, som fastholder det materiale, der er opslemmet ved højvande. Etablering af slikgårde, faskingærder og grøblinger har spillet en betydelig rolle for dannelsen af den nuværende marsk i det nordvesteuropæiske marskområde.
Hektar.
En hektar (ha) er et areal på 100 meter × 100 meter, dvs. 10.000 m² eller 0,01 km². Der går med andre ord 100 hektar på en kvadratkilometer.
En hektar kan også benævnes en kvadrathektometer (hm²).
Hektar bruges ofte til at angive landområders areal.
Hydrogenion.
En hydrogenion (ofte angivet som H+) er et hydrogenatom (H-atom), der har mistet en elektron. En hydrogenion er derfor fysisk det samme som en proton. Indenfor kemien kalder man en hydrogenion for en hydron.
En syre er pr. definition en kemisk forbindelse, der kan fraspalte hydrogenioner, mens en base er en forbindelse, der kan optage hydrogenioner.
Hæmoglobin.
Hæmoglobin A er et protein der indeholder ferrojern og som kun findes i de røde blodlegemer (erytrocyterne) hos voksne. Hæmoglobin F er føtalt hæmoglobin. Molekylvægten er 64443. Molekylet er en tetramer med 4 hæmgrupper og kan derfor transportere 4 O2-molekyler.
Hæmoglobinet transporterer iltmolekyler fra lungerne ud til vævene. Hæmoglobin er det stof, som gør vores blod rødt. I musklerne bliver ilten overgivet til proteinet myoglobin. I vævene optager hæmoglobinet ca. 25% af affaldsstoffet CO2, der transporteres med tilbage til lungerne hvor det udskilles i udåndingsluften.
Struktur.
Hæmoglobin (også benævnt Hb) er en såkaldt heterotetramer. Den består af to α-subunits (underenheder) og to β-subunits. Til hver subunit er der bundet en hæm-gruppe med en ikke-kovalent binding. En hæm-gruppe består af en porphyrin-ring med Fe(II) i midten, hvortil der er bundet en histidin. Ilt bindes til hæmoglobin ved at bindes til jernionen.
Porphyrinringen er opbygget af fire pyrrolringe bundet sammen af methen-broer. På to af pyrrolringene sidder vinylsidegrupper, mens der på de to andre sidder propionatgrupper. På alle fire ringe sidder en methylgruppe. Det præcise navn for hæm-gruppen er ferro-protoporphyrin IX.
En subunit er en foldet polypeptidkæde, der udgør en afgrænset del af proteinet. Aminosyresammensætningen af en α-subunit og en β-subunit er 18 % identiske. Der er 141 aminosyrerester i en α-subunit og 146 i en β-subunit. I en β-subunits polypeptidkæde er der otte helixer, der inddeler kæden i otte dele (navngives: A-H). I en α-subunit er D-segmentet erstattet af et loop.
Tertiær-strukturen af α- og β-subunits ligner hinanden meget. De er symmetrisk relaterede ved en to-fold rotation. De fire subunits er bundet sammen af interaktioner; hovedsageligt mellem α1-β1 og α2-β2 (35 aminosyrerester), men der er også få interaktioner mellem α1-α2 og β1-β2 (19 aminosyrerester). De fleste interaktioner er hydrofobe, men hydrogenbindinger og ionbindinger er også med til at holde proteinet sammen. Visse interaktioner mellem α1-β2 og α2-β1 medfører konformationsændringer, som har betydning for iltbindingen.
Konformationsændring ved binding af ilt.
Konformationsændring ved binding af ilt
Når hæmoglobin binder ilt, ændres proteinets kvaternærstruktur. Denne strukturændring sker udelukkende over α1-β2 kontaktfladen (også kaldet interface), således at hæmoglobins dobbeltsymmetri bibeholdes. Bindingen af ilt roterer α1β1-dimeren ca. 15º i forhold til α2β2-dimeren, hvilket bevirker, at nogle atomer ved α1-β2 kontaktfladen flytter sig op til 6Å i forhold til hinanden.
Den kvaternære konformation af deoxyHb kaldes T-state (T for ”tense”), mens den tilsvarende for oxyHb kaldes R-state (R for ”relaxed”). Ligeledes hedder de forskellige tertiære konformationer af de enkelte subunits t- og r-states for hhv. deoxy- og oxyHb. R-formen har højere iltaffinitet end T-formen.
T-formen er stabiliseret af et netværk af saltbroer i C-terminalen, som brydes i dannelsen af R-formen. R-state stabiliseres ved bindingen af ilt.
Ved konformationsændringerne i overgangen fra T- til R-state brydes T-formens saltbroer vha. den energi, der frigives ved jerns binding til ilt. Man kender ikke den præcise rækkefølge i hvilken de forskellige trin i overgangen sker.
I t-state befinder Fe(II) sig 0,6Å ude af hæm-planen på samme side som den proximale Histidin, fordi bindingerne mellem jern og porphyrin er for lange til, at Fe(II) kan ligge i porphyrin-planen, og fordi porphyrin danner en slags kuppel, som forhindrer jern i at ligge dér.
Ved iltbindingen forandres hæmgruppens elektronkonfiguration, hvilket eliminerer kuppeldannelsen og får Fe(II)-porphyrin-bindingerne til at trække sig 0,1Å sammen, således, at jern bevæger sig ind i hæm-planen. Under denne bevægelse ”trækker” jern den proximale Histidin og dennes bundne F-helix med sig, hvilket styrker Fe-O2-bindingerne, fordi den steriske hindring mellem ilt og hæm-gruppen mindskes.
Overgangen fra R- til T-state sker sandsynligvis i muskelvævet, hvor iltkoncentrationen jo er lav, og T-state derfor er mest stabil.
Kontaktfladerne mellem α1-β2 og α2-β1 har kun to stabile positioner, som styrkes af to ækvivalente sæt hydrogenbindinger. I begge disse konformationer passer sub-units’ene sammen som puslespilsbrikker.
Derimod ville intermediate positioner skabe stor sterisk spænding, så strukturen ville være meget ustabil. En enkelt subunit eller dimer kan derfor ikke ændre konformation uafhængigt af de andre, hvilket giver anledning til kooperativiteten af hæmoglobins iltbinding.
Kooperativitet.
I protein-sammenhæng betyder kooperativitet, at bindingen af ligand eller substrat til én subunit af proteinet, ændrer proteinets overordnede konformation på en sådan måde, at bindingen af ligander til de øvrige subunits sker lettere end bindingen af den første.
En deoxyHb subunit, som binder ilt, er tvunget til at forblive på t-formen, fordi den overordnede konformation af hele tetrameren er T-state. Denne t-form har imidlertid reduceret iltaffinitet, sandsynligvis fordi dens Fe-O2-binding strækkes længere end dens almindelige længde pga. den steriske frastødning mellem hæmgruppen og ilten, og i β-delene pga. nødvendigheden af at flytte Val E11 væk fra iltbindingsstedet.
Efterhånden som mere ilt bindes til tetrameren opbygges denne steriske spænding i de subunits som har bundet ilt, indtil den er stærk nok til at få hele molekylet til at gå over til R-state. Den steriske spænding stammer fra energien i Fe-O2-bindingen. De subunits, som endnu ikke har bundet ilt, kommer altså også på r-formen, som har større iltaffinitet end t-formen. Derfor bindes ilt lettere til de resterende subunits end til den første. Faktisk bindes det fjerde iltmolekyle til hæmoglobin 100 gange lettere end det første.
Hvis man fjerner de C-terminale aminosyre-rester, som danner t-formens stabiliserende saltbroer, antager deoxyHb en form, som ligner den normale form for oxyHb. Hermed mindskes den kooperative effekt, fordi proteinet jo allerede er (næsten) i R-state.
Det samme er tilfældet, hvis man fjerner den proximale Histidin. Dog viser undersøgelser, at Hb uden den proximale Histidin stadig udviser en smule kooperativitet, hvilket viser, at hæmgrupperne også ”kommunikerer” med hinanden uden om denne aminosyrerest. Man kender endnu ikke de nøjagtige mekanismer for denne øvrige kommunikation, men den kan involvere bevægelser af proteingrupper i kontakt med hæmgruppen, af den distale His på de fire subunits samt af Val E11 på β-delene.
Globindelen har altså stor betydning for iltbindingsaffiniteten. Derudover gør den også iltbindingen reversibel, hvilket jo er nødvendigt (ellers ville hæmoglobin jo ikke ”aflevere” ilten til vævet). Uden globindelen ville Fe(II) bundet til hæmgruppen oxideres irreversibelt til Fe(III) ved tilstedeværelse af ilt. Dette sker gennem formationen af et kompleks mellem to hæmgrupper.
Fe(III) kan ikke binde ilt, fordi dens sjette ligandbindingsposition optages af et vandmolekyle. Globin forhindrer oxidationen ved at ”lukke porphyrin-Fe(II)-komplekset inde”, så det ikke kan reagere med noget. Globins aminosyrer skaber en sterisk hindring, så to hæmgrupper ikke kan mødes, og dermed at oxidationen til Fe(III) ikke kan finde sted.
Iltbinding.
Når ilt bindes til Hæmoglobin, sænkes pH i blodbanen lidt, og der frigives protoner. Hvis der fjernes protoner fra Hæmoglobin, stimuleres proteinet til at binde ilt. Dette kaldes Bohr effekten. Hvis pO2 er lav i kapillærerne, vil Hb optage H+. Selvom R-state har høj iltaffinitet, vil den bundne ilt afgives, fordi iltkoncentrationen i vævet er lav.
Reaktionen katalyseres af carbonic anhydrase i erythrocytten. Det optagne H+ vil provokere Hb til at frigive den bundne ilt, så pH genoprettes. Optagelsen af H+ vil også stimulere dannelsen af bicarbonat, og derved fremme transporten af CO2 bundet til hæmoglobin. Hvis pO2 er høj, vil ilt bindes til Hb, så de bundne protoner frigives sammen med CO2. CO2 kan transporteres enten direkte ved at bindes til N-terminalen som carbamat eller indirekte ved at hæve koncentrationen af bicarbonat ved Bohr effekten. Protonerne som frigives ved carbamat- dannelsen bliver delvist optaget gennem Bohr effekten, og derved frigives en større mængde ilt end Hb ellers ville frigive. DeoxyHb binder mere CO2 som carbamat end oxyHb gør, og CO2 har, ligesom H+, derfor betydning for Hb’s iltaffinitet.
Hb kan også binde Cl-, og koncentrationen af disse ioner har også betydning for iltaffiniteten. Det meste Cl- bindes, ligesom CO2, til Hb’s deoxy-form i N-terminalen. Cl- bindes når HCO3- forlader erythrocytten, da der skal være ens ladning på begge sider af membranen. Chloridionen bindes mellem N-terminalens aminogruppe Val 1 α2 og Arg 141 α1. Cl- bindes altså til Hb for at erstatte bicarbonat og stabilisere proteinet. I T-state er det midterste hulrum i proteinet større end i R-state, så der er flere Cl- -ioner i hulrummet i T-state end i R-state. Cl- stabiliserer T-state ved at de positive ladninger reduceres gennem ”electrostatic shielding”. Derfor har Cl- betydning for iltaffiniteten.
Når α-subunits reagerer med cyanat, sker der en carbamoylation af N-terminalens aminogruppe. Hvis de blandes med almindelige β-subunits, mangler det påvirkede Hb 20-30 % af den normale Bohr effekt. Dette skyldes at Cl- ikke er til stede i carbamoylateret deoxyHb. Normalt har N-terminalen en pK omkring 8,0, men på deoxyformen er N-terminalen påvirket af Cl-, som hæver dens pK ved at binde protoner. N-teminalen er normalt kun delvist ladet, men pK-skiftet får N-teminal-aminogrupperne til at binde mange flere protoner i T-state end i R-state. N-terminalen i α-subunits bidrager altså til Bohr effekten.
Det samme gør β-subunits. Fjernes C-terminalens His 146 β, reduceres Bohr effekten med 40 %. Dette skyldes, at der normalt dannes en saltbro mellem His 146 β’s imidazol-ring og Asp 94 β i samme subunit i T-state. Saltbroen stabiliserer proteinet i T-state og øger pK i imidazol-ringen til 8,0 hvilket gør det lettere at protonere molekylet.
Denne saltbro findes ikke i R-state, så pK falder til den normale værdi på ca. 6,5, og da pH er omkring 7,4 i blodet, vil His 146 være uprotoneret i oxyHb. Man har altså redegjort for 60-70% af Bohr effekten. Overflade histidiner deltager også i Bohr effekten, hvor små ændringer i pK-værdien vil influere på hvor mange protoner der bindes af histidin. pK for disse histidiner påvirkes af skiftet fra T-state til R-state. En høj koncentration af protoner, vil fremme frigivelsen af ilt [2].
D-2,3-Biphosphoglycerat (BPG) dannes i det røde blodlegeme og kan bindes stærkt til deoxyHb. Derigennem falder Hb’s iltaffinitet, fordi BPG holder Hb i deoxy-formen. Hvis BPG ikke er til stede i kapillærerne, frigives meget lidt ilt, eftersom Hb’s iltaffinitet øges, når BPG ikke er til stede. Bindingen af BPG til deoxyHb, svækkes af høje saltkoncentrationer, hvilket indikerer, at bindingen er ionisk. BPG har fem anioniske grupper, som bindes til en ring af otte kationiske sidegrupper på de to β-subunits i deoxyHb’s midterste hulrum. De anioniske grupper på BPG er ikke længere væk fra de kationiske grupper på begge β-subunits, end at der kan dannes hydrogenbindinger og saltbroer mellem dem.
Ved konformationsændringen fra T til R-state vil de to β H- helixer indsnævres, så BPG afgives, fordi hulrummet bliver for småt til at BPG kan være der. Desuden gøres afstanden mellem β-subunits’enes N-terminaler større, så afstanden er for stor til, at der kan dannes hydrogenbindinger mellem N-terminalerne og BPG’s phosphatgrupper. T-state stabiliseres af BPG ved at det krydsbinder de to β-subunits, så Hb’s iltaffinitet sænkes, da BPG sætter sig på iltens plads. Modsat både BPG og IHP kan NO, som binder stærkere til Hb end ilt gør, tvinge Hb ind i R-state, og derved fjerne ilt fra kapillærerne.
BPG medvirker til højdeadaptation. Højdeadaptation er en stigning i mængden af Hb per erythrocyt og en stigning i antallet af erythrocytter. Det tager flere uger at opnå denne tilstand fuldstændigt. Dog kan en enkelt dag i højderne bevirke, at man har en mærkbar højdeadaptation. Adaptationen opnås ved at BPG koncentrationen stiger. Dette bevirker, at der sker et fald i iltaffinitet, og derfor sker der en stigning i den mængde af ilt, som Hb afgiver i kapillærerne. Kommer man ned til et lavere niveau, så vil mængden af BPG hurtigt falde og iltaffiniteten stige.
Ved højdeadaptation sker der også en tilbageholdelse af CO2, som giver et fald i pH og derved sænker Hb’s iltaffinitet. Dette er medvirkende til en øget afgivelse af ilt til vævet men er uafhængigt af tilstedeværelsen af BPG.
Hvis opstigningen sker for hurtigt, kan kroppen ikke nå at vænne sig til ændringerne i omgivelserne, og man får højdesyge, som i værste fald kan være dødeligt
Ovenstående afsnit beskriver allosteriske interaktioner mellem Hb og forskellige ligander. Allosteriske interaktioner er når en bestemt ligands binding til et protein afhænger af en anden ligand bundet et andet sted på proteinet.
Der findes forskellige modeller, der beskriver den kooperative binding af ligander. En model er symmetri-modellen, hvor bindingsaffiniteten kun afhænger af proteinets kvaternære tilstand.
Iltafgivelse.
Som nævnt bevirker den lave iltkoncentration i vævene, at Hb vil afgive sin bundne ilt, selvom proteinet er i sin højaffinitetskonformation (R-state).
Undersøgelser har vist, at anæmi patienter, hvis blod kun indeholder halvt så meget hæmoglobin som normalt, kan leve (næsten) normalt. Tværtimod vil en rask person, som pludseligt får halvdelen af sine iltbindingssteder blokeret af CO dø, fx som når en person begår selvmord ved at lukke sig inde i en bil og lukke udstødning ind uden af lufte ud. Forklaringen er, at hæmoglobin har større affinitet for CO end for ilt, og når CO bindes, fastlåses hæmoglobin i R-state, så ilten ikke kan afgives til vævene. Derved kvæles man, populært sagt, i vævet i stedet for i lungerne. Anæmi-patienterne får transporteret mindre ilt, men da det afgives til vævene (som det skal), kan de leve forholdsvis normalt.
Kiselalge.
Underrækken "Diatomeae" kiselagler – tidligere rækken "Bacillariophyta" – også kaldet diatoméer, hører til planteplanktonet og er levende organismer. De indeholder klorofyl, et grønt stof, der bruges i omdannelsen af solens lys til energi. Algerne har to skaller dannet af kisel, der sidder sammen som låget sidder på en madkasse. Skallerne har små huller, som algen optager næring og udskiller affaldsstoffer igennem. Nogle af disse organismer har små børster og pigge som de bruger til at holde sig svævende i vandet med.
Disse alger blev før i tiden kun inddelt i to grupper: de centriske, der hovedsagelig lever i de frie vandmasser, og de pennate, som især er bundlevende. Algerne er brune eller brungule, de pennate alger kan af og til farve havbunden helt gulbrun, hvis de forekommer i store mængder, f.eks. på de vanddækkede lavvandede, områder i Vadehavet.
Miljø.
Miljø betyder "omgivelser" og omfatter i overensstemmelse hermed en nærmest uafgrænselig mængde af omgivelser samt vore relationer med disse omgivelser.
Et arbejdsmiljø består f.eks. af indeklimaet, siddestillinger, om væggene er malet en hyggelig farve, eller om der er grønne planter, om man kan lave kaffe eller hvordan man har det med kollegaerne og med chefen, m.m.. Arbejdsmiljøets sociale relationer defineres også som det psykiske arbejdsmiljø, dvs. den påvirkning, som man psykisk påvirkes af i såvel positiv som negativ retning gennem arbejdsdagen på en arbejdsplads.
Arbejdsmiljøet består altså af en masse små dele, som tilsammen udgør alle de omgivelser man arbejder i.
Det samme gælder naturmiljøet, dvs. vort forhold til naturen. Der er en masse delemner under begreberne natur og miljø, f.eks. temperaturen, plantedækket, vinden, havstrømme, regnmængde, luftforurening, vandmiljø osv.
I forbindelse med vor forståelse af naturen og af vore (dvs. de menneskelige samfunds) relationer med naturen er der afdækket stadig større om mere omfattende konsekvenser af vor måde at organsere vort samfund på. Disse dele af miljøproblematikken defineres ofte som problemer (el. miljøproblemer), og antager en begrebsmæssig form i overensstemmelse hermed, nemlig som en eller anden form for forurening, eksempelvis luftforurening, vandforurening eller den næsten ultimative begreb klimaændring (el. menneskeskabt klimaforandring.
Miljø bruges også i en social sammenhæng om større eller mindre grupper af mennesker med mere eller mindre tæt tilknytning til hinanden ("det autonome miljø", "rockermiljøet", "narkomiljøet"), samt om sociale omgivelser med bestemte karakteristika ("filosofisk miljø", "musikalsk miljø").
Mudderæder.
Mudderædere er små dyr, der lever i vand. Et eksempel kunne være sandormen. Disse dyr spiser sandet og mudderet på bunden, men de lever egentlig ikke af det mudder og sand de spiser, men af alle de tusindvis af små alger, der sidder på de enkelte sandkorn.
Myoglobin.
Myoglobin er det molekyle, som overtager ilten fra hæmoglobin og binder den ude i musklerne.
Iltmolekylet, som hæmoglobin afleverer i muskelkapillærene, hopper fra myoglobin til myoglobin indtil det når mitochondriet, hvor det skal bruges i respirationsprocessen.
Organisk materiale.
Organisk materiale eller organisk stof er en samlet betegnelse for; levende og døde planktonorganismer, andre døde delvis nedbrudte dyr og planter og sidst men ikke mindst dyrs ekskrementer. Denne "suppe", som er en ren energibombe for plankton, lander til sidst på havbunden.
På landjorden vil det døde, organiske materiale lægge sig oven på jorden og danne et lag af førne. Det skaber fødegrundlaget for hele fødenettet af nedbrydere. Under særlige forhold (kulde, syre i jorden, iltmangel eller tørke) kan nedbryderne ikke holde trit med opbygningen af førne. Derved bliver laget af organisk materiale langsomt tykkere. På den måde opstår mosernes tørv og steppernes metertykke humuslag.
Pesticid.
Et pesticid er betegnelsen for en gift, der er beregnet til at kontrollere for eksempel planter, insekter, svampe, gnavere og andre organismer, der opfattes som skadelige.
Hexachlorbenzen (også kaldet HCB, perchlorbenzen eller PCB) DDT, dicofol, heptachlor, endosulfan, chlordane, aldrin, dieldrin, endrin, mirex og pentachlorphenol. Mange af disse pesticider er blevet forbudt ifølge Stockholm Konventionen af 2001 om persisterende organiske forurenere og andre organiske forurenere. Organiske phosphater og carbamater har stort set erstattet de organiske klorforbindelser.
I Danmark må der kun bruges pesticider, der er optaget på listen over godkendte bekæmpelsesmidler.
Giftighed.
Pesticiders farlighed angives ved LD50.
Bemærk, at klassificeringen "intet siger om pesticiders langsigtede virkning på mennesker". Der er talrige eksempler på f.eks. svampemidler, der har lav, akut giftighed, men som viser sig at kunne fremkalde både kræft og vedvarende ændringer af arveanlæggene (mutagent stof).
Plankton.
Plankton er en fællesbetegnelse for de oftest små, encellede organismer - mikroorganismer, der lever frit svævende i havet. Gruppen omfatter meget små organismer, men til gengæld er der helt ufattelige mængder af dem i havet. I en liter havvand findes mere end 10-20 millioner. Gruppen er derfor også det nederste led i havets fødekæde.
At være planktonisk betyder at drive med strømmen, i modsætning til nektonisk, der kan svømme mod strømmen (hvaler, fisk og blæksprutter). Portugisiske orlogsmænd er "sensu stricto" plankton.
Plastisk ler.
Plastisk ler er en fed, rød, grøn eller grå ler-art, der let kan formes. Plastisk ler er aflejret i Palæogen for 54-38 millioner år siden. Plastisk ler findes i Danmark på Røsnæs, ved og under Lillebælt, på Æbelø og i Midtjylland. Plastisk ler bruges bl.a. til betonklinker.
Indenfor geoteknik har det plastiske lers egenskaber meget stor betydning, idet vekslende vandoptagelse og udtørring kan betyde alvorlige sætninger i bygninger, der er funderet på plastisk ler.
Promille.
Promille betyder tusindedele. Ordet stammer fra latin og betyder “per tusind”. Promille angives ofte vha. tegnet ‰ – eller alternativt “o/oo”, hvis ikke specialtegnet er tilgængeligt.
1 promille er 1/10 procent. Eksempelvis er 25‰ = 25/1000 = 0,025 = 2,5%
1969.
Eksterne henvisninger.
69
1968.
Eksterne henvisninger.
68
Fil (dataobjekt).
En fil på en computer er en sekvens af bytes gemt som en enhed, typisk på en harddisk, diskette, cd eller et andet lagringsmedie.
En fil er et abstrakt koncept: det der ser ud som en enkelt fil fra programmets synspunkt, kan i praksis være gemt som små stumper data forskellige steder på lagringsmediet, eller endda på forskellige lagringsmedier.
Filer laves af programmmer, og som regel følger de et forudbestemt filformat (eller filtype) med bestemte filegenskaber.
Filendelse.
En filendelse er nogle ekstra tegn (bogstaver...) man angiver efter punktum i et filnavn således, at man hurtigt kan se filens "filformat". I computerverdenen bruges ofte det engelske ord extension i stedet for filendelse.
I DOS og Windows behandles filer forskelligt afhængigt af filtypen. I UNIX og lignende systemer behandler styresystemet ikke filendelser specielt. I stedet bestemmes filtypen af de første bytes i filen. Hvis en fil skal kunne udføres som et program under UNIX, skal dette markeres i filens metadata. Desuden skal filen starte med tegnene !#. Herefter følger enten stien til en fortolker eller en kode, der identificerer filformatet. Af praktiske grunde bruges filendelser også i stor udstrækning under UNIX til filer, som ikke er programmer.
I Windows XP er der mulighed for at man kan søge på nettet efter hvad filendelse det er, hvis man selv ikke ved hvad det er for en.
Bemærk venligst at de filendelser der er angivet, plejer at være skrevet i lower-case.
Grunden til denne tilføjelse, er at det godt kan virke forvirrende:)
Filegenskaber.
Skrivebeskyttelse.
Du kan for eksempel vælge at skrive-beskytte en fil. Det vil sige at der ikke kan skrives information til filen, og at den derfor ikke kan ændres (medmindre du, eller en anden, vælger at slå skrivebeskyttelsen fra).
Du kan aktiver skrivebeskyttelse af en fil på 2 måder. Via Windows. Eller via. MS-DOS.
Skjult/Hidden.
Du kan også vælge at skjule din fil. Dette gør at man ikke lige umiddelbart kan se filen og derfor ikke ved den er der. Man kan dog slå Windows til at kunne se ALLE slags filer. Med ved en standard, ser man den dog ikke. Disse filer er typisk også System filer, og man skal så derfor ikke RØRE eller PILLE ved dem. Hvis man gør kan det være at computeren ikke virker mere.
Active.
Dette er bare så Systemet kan se at denne fil kan være aktiv i et andet program og kan være den bliver redigeret eller anden.
System.
Dette er en system fil og skal derfor ikke PILLES ved. Denne kan man ikke aktiver selv, dette gør systemet selv.
Styresystemer.
Liste over et udvalg af styresystemer.
Et styresystem er den basale software på en computer som gør det muligt af afvikle programmer, lagre data og udnytte maskinen ressourcer.
Windows 95.
Windows 95 er et 16-/32-bits styresystem med en grafisk brugerflade.
Styresystemet blev udgivet den 24. august 1995 af Microsoft.
Windows 95 er en videreudvikling af de tidligere MS-DOS og Windows-versioner. Styresystemet har mange grafiske forbedringer og er mere brugervenligt end tidligere versioner af Windows. Det blev et af de meste solgte styresystemer nogensinde. Noget af forklaringen på dette var, at det var bagudkompatibelt med Windows 3.1 og DOS og kunne køre på blot 4MB RAM.
De tidlige versioner af Windows 95 indeholdt webbrowseren Internet Explorer 3.0. Internet Explorer blev integreret med Windows, da Internet Explorer 4.0 udkom. Dette medførte mange forbedringer af den grafiske brugergrænseflade. Grundet denne integration blev Microsoft kritiseret for konkurrenceforvridende praksis på webbrowsermarkedet. Dette var et centralt punkt i den senere retssag.
Windows 95 havde et enormt reklamebudget bag sig, og med på Windows 95-cd'en var sangen "Start Me Up" af Rolling Stones (reference til indførelsen af Start-knappen). Det siges, at mange grundet hypen købte cd'en uden at vide hvad Windows 95 egentlig var for noget.
Windows 98.
"Windows 98" (Kodenavn: Memphis) er et grafisk operativsystem, der blev udgivet d. 25. juni, 1998 af Microsoft som efterfølger til Windows 95. Som dens forgænger er det et hybrid 16-bit/32-bit monolithic produkt baseret på MS-DOS.
Den første version er angivet med version nummer 4.10.1998, eller 4.10.1998A, hvis den er blevet opgraderet med en Security CD fra Microsoft. Windows 98 Second Edition (SE) er angivet med version nummer 4.10.2222A, eller 4.10.2222B, hvis den er blevet opgraderet med en Security CD fra Microsoft. Efterfølgeren til Windows 98 er Windows Me.
Windows 98 Second Edition.
Windows 98 Second Edition (eller blot Windows 98 SE) er en opdatering af Windows 98, udgivet d. 5. maj, 1999. Den indeholder reparationer af en lang række mindre problemer, bedre understøttelse af USB, og en udskiftning af Internet Explorer 4.0 med den betydelig hurtigere Internet Explorer 5. Også inkluderet er Internet Connection Sharing, der tillader flere computere på et LAN netværk at deles på en enkelt Internet forbindelse ved hjælp af Network Address Translation. Andre funktioner i opdateringen er Microsoft NetMeeting 3.0 og integreret understøttelse af DVD-ROM drev. Det er dog ikke en gratis opdatering til Windows 98, men et stand alone-produkt. Dette kan give problemer hvis et program kræver Windows 98 SE, men brugeren kun ejer Windows 98. På Cd'en medfølger også en valgfri installation af Microsoft Plus! temaer til Windows 98. En liste over alle funktioner i Windows 98 SE kan findes her:.
Nye driverstandarder.
Windows 98 var det første operativsystem som brugte Windows Driver Model (WDM). Der blev dog ikke lagt meget vægt på at gøre denne information kendt, og de fleste hardwareproducenter fortsatte derfor med at udvikle drivere til den gamle driver-standart, VxD. Dette resulterede i en misforståelse, hvor folk troede at Windows 98 kun understøttede VxD drivere. WMD-standarten spredte sig nogle år efter dens udgivelse, mest gennem Windows 2000 og Windows XP, da disse systemer ikke er kompatible med den ældre VxD standart. Selv om hardwareproducenterne i dag ikke udvikler deres drivere specielt til Windows 98, vil drivere skrevet i WDM standarten stadig virke sammen med Windows 98-baserede systemer.
Systemkrav.
Både Windows 98 og Windows 98 SE kan have problemer med harddiske på over 32 Gigabyte (GB). Dette problem opstår kun med særlige Phoenix BIOS indstillinger. En software opdatering er dog blevet udgivet for at ordne dette problem.
Pressedemonstration.
Udgivelsen af Windows 98 skete med en bemærkelsesværdig presse demonstration på Comdex i April 1998. Microsoft CEO Bill Gates gjorde særligt opmærksom på hvor let det var at bruge, og for understøttelsen af Plug and Play (PnP) enheder. Da program manageren Chris Capossela indsatte en scanner i et forsøg på at installere den, skete der imidlertid det, at operativsystemet crashede og viste en "Blue Screen of Death".
Support.
Microsoft planlage at stoppe support af Windows 98 d. 16. januar, 2004. Men da operativsystemet stadig var populært
(27% af Google's sidebesøg var af Windows 98 systemer i Oktober-November, 2003), valgte Microsoft at opretholde support til d. 11. juli, 2006. Support af Windows Me sluttede også på denne dato.
Stjernetegn.
I vestlig astrologi er et år inddelt i 12 perioder som er tilknyttet et såkaldt stjernetegn. En person som er født i en bestemt periode siges at tilhøre et bestemt stjernetegn. De 12 stjernetegn er
Stjernetegn er en populær betegnelse for det, der indenfor astrologien kaldes soltegn.
Biorytmer.
Biorytmer er svingninger som man kan gå igennem i løbet af en periode, der findes intet videnskabeligt bevis for at biorytmer eksisterer og har nogen effekt på mennesket. Svingningerne sker på de intellektuelle, følelsesmæssige og fysiske områder.
Når ens svingninger er i toppen, er det en dag hvor der kan ske noget godt for en, og man skal bruge dagen til noget godt.
Når ens svingninger er i bund, er det en dag man bør tilbringe under dynen eller hjemme.
Margrethe 2..
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ("Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, Danmarks dronning") (født 16. april 1940 på Amalienborg Slot) er siden 14. januar 1972 Danmarks regent. Hun er datter af Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid. Margrethe II er gift med Henrik, Prinsgemalen med hvem hun har sønnerne Kronprins Frederik og Prins Joachim.
__TOC__
Formalia.
Margrethe II er Danmarks dronning i medfør af Tronfølgeloven af 1953, og tilhører den glücksborgske slægt. Dronningen tituleres "Hendes Majestæt Dronning Margrethe II" i tiltale Deres Majestæt. Hun har residensbolig i "Christian IX's Palæ" på Amalienborg Slot. Fredensborg Slot benyttes som bolig i forårs- og efterårsperioden, mens Marselisborg Slot i Århus benyttes en del af sommeren. Derudover ejer regentparret vinslottet Château de Cayx i Frankrig, hvor de hvert år holder sommerferie under private former. Margrethe har det islandske bogstav Þ i sit navn, fordi Island var en del af Kongeriget Danmark da hun blev født, og hun var derfor også prinsesse af Island indtil 1944.
Idet Margrethe II er barnebarn af Margareta af Connaught er hun nr. 221 i den britiske tronfølge.
Liv.
Dronning Margrethe blev født den 16. april 1940 på Amalienborg Slot i København og er datter af Frederik 9. og Dronning Ingrid. Dronning Margrethe har to søskende: Prinsesse Benedikte, der er gift med Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, samt Dronning Anne-Marie, gift med Kong Konstantin 2. af Grækenland.
Margrethe blev døbt i Holmens Kirke i København den 14. maj 1940, og hun blev konfirmeret på Fredensborg Slot den 1. april 1955.
På sin 18-års fødselsdag i 1958 blev hun optaget i statsrådet, hvor hun ledede møderne under sin fars fravær.
Hun gik i folkeskole på N. Zahles Skole i København, hvorfra hun også blev student i 1959 som privastist. Margrethe har deltaget i forskellige studier i Danmark, Frankrig og England: Hun har taget filosofikum ved Københavns Universitet i 1960, fulgte arkæologi ved Cambridge University fra 1960-1961, statskundskab ved Aarhus Universitet fra 1961-1963 samt forskellige studier ved Sorbonne i 1963 og ved London School of Economics i 1965.
Den 10. juni 1967 blev hun i Holmens Kirke gift med den franske diplomat "Henri-Marie-Jean André greve de Laborde de Monpezat", der herefter fik titlen Prins Henrik og nu tituleres "Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen".
Margrethe fødte den 26. maj 1968 tronarvingen Frederik André Henrik Christian (Kronprins Frederik). Den 7. juni 1969 fulgte parrets anden søn Joachim Holger Waldemar Christian (Prins Joachim).
Ved sin fars død den 14. januar 1972 besteg hun tronen som Margrethe 2. af Danmark. Hun blev udråbt som dronning fra Christiansborg Slotsplads af statsminister Jens Otto Krag den 15. januar 1972. Dronningen valgte som valgsprog: "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke".
Dronning Margrethe blev fejlagtigt betegnet som den anden Margrethe-dronning. Margrete 1. var imidlertid ikke dronning, idet datiden i 1300-tallet kun tillod kvinder som "Danmarks riges formynder". Hun var formynder for sin søn Oluf, men ved hans død i 1387 valgte Rigsrådet Margrete til regent. Margrethe 2. er officielt den første regerende dronning af Danmark, idet kvindelig arvefølge først blev indført med grundlovsændringen af 1953.
Dronning Margrethe blev farmor første gang den 28. august 1999, da Prins Joachim og hans daværende hustru Prinsesse Alexandra (nu "Alexandra, grevinde af Frederiksborg") fødte Prins Nikolai. Siden fulgte 4 børnebørn, hvoraf tronarvingen Christian Valdemar Henri John (Prins Christian), søn af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, fødtes den 15. oktober 2005.
Opgaver.
I følge Danmarks Riges Grundlov er Danmarks styreform konstitutionelt monarki, hvilket betyder at monarken er statsoverhoved i et land med en demokratisk valgt regering. Monarkens beføjelser er reguleret gennem en forfatning.
I Danmark er monarken afskåret fra alene at udføre politiske handlinger, da dette er regeringen og Folketingets opgave. Love skal underskrives af regenten og af den pågældende fagminister før de er gyldige. Endvidere har Dronningen er vigtig rolle i forhold til udnævnelse af og afsked af regeringer. Dronningen har i forbindelse med en såkaldt dronningerunde en vigtig opgave i at udpege den person, der kan mønstre størst opbakning og dermed også skabe grundlag for at danne regering. Når en folketingsvalgt person har skabt grundlag for en regering, der ikke har et flertal i mod sig i Folketinget, vil personen meddele Dronningen dette og anbefale en regeringsudnævnelse på dette grundlag.
Dronningen er forsvarets øverstbefalende. Udenlandske ambassadører afleverer deres akkreditiver til Dronningen, når de begynder deres hverv i Danmark.
Dronningen står endvidere i spidsen for statsbesøg - både ved udenlandske delegationernes besøg i Danmark og danske besøg i udlandet.
Dronningen deltager også i en lang række begivenheder i Danmark, f.eks. indvielser, jubilæer og premierer ligesom Dronningens sommertogt med Kongeskibet Dannebrog til danske byer (herunder Grønland og Færøerne) giver Dronningen lejlighed til at besøge lokale initiativer og lokalt erhvervsliv.
Dronning Margrethe afholder offentlig audiens i repræsentationslokalerne på Christiansborg og holder hvert år den 31. december kl. 18.00 en radio- og tv-transmitteret tale til det danske folk.
Interesser.
Dronningen er kendt for sin store arkæologiske interesse og har deltaget i flere udgravninger, bl.a. i Etrurien. Interessen for arkæologi delte hun med sin nu afdøde svenske morfar Gustaf 6. Adolf af Sverige.
Dronningen har også mangeartede kunstneriske interesser og evner. Hun har f.eks. i 1970 tegnet Danmarks julemærke og Grønlands julemærke fra 1983. I 1977 illustrerede hun den danske bibliofiludgave af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre. Det skete under pseudonymet Ingahild Grathmer. Siden illustrerede hun "Historierne om Regnar Lodbrog" 1979 og "Bjarkemål" 1982 samt Poul Ørums "Komedie i Florens" 1990. I 2000 illustrerede hun Prins Henriks "Cantabile".
I 1987 designede Dronning Margrethe kostumer til tv-teatrets "Hyrdinden og skorstensfejeren". Hun modtog Modersmål-Prisen i 1989 og lavede i 1991 scenografi og kostumer til balletten "Et folkesagn" på Det Kongelige Teater samt découpager til tv-filmen om H.C. Andersens "Snedronningen" fra 1999-2000. Desuden har dronningen designet og broderet messehagler til Fredensborg Slotskirke, Kronborg Slotskirke, Ammassalik/Tasiilaq Kirke, Haderslev Domkirke og Århus Domkirke. Endvidere bispekåber til Helsingør Stift, Viborg Stift, Haderslev Domkirke og Århus Domkirke.
Senest har hendes malerier opnået betragtelige priser på både nationale og internationale kunstauktioner. Hendes kunst betegnes som naturalistisk med en stor del approberet realisme - evnen til at omsætte konkrete synsindtryk og billeder til flerdimensionelle indtryk på et lærred. Bl.a. Michael Ancher og L.A. Ring brugte samme metode.
Dronningens interesse for kunst er stor, og hun har har haft adskillige udstillinger på danske og udenlandske museer. Eksperter er ikke enige om kunstens kvalitet. Fx lød der protester, da en leder af Statens Museum for Kunst købte og udstillede to malerier af dronningen.
1940.
Eksterne henvisninger.
40
Henrik, Prinsgemalen.
Henrik, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen ("Henrik, prins af Danmark; født Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat" den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, Frankrig) er dronning Margrethe 2.s ægtemand og prinsgemal.
Han er søn af greve André de Laborde de Monpezat og grevinde Renée de Monpezat og blev 10. juni 1967 gift med tronfølgeren, den senere dronning Margrethe 2. i Holmens Kirke. Parret har to børn, kronprins Frederik (født 26. maj 1968) og prins Joachim (født 7. juni 1969).
Henrik tilbragte en del af sin opvækst i Fransk Indokina. Hjemvendt til Frankrig blev han student fra gymnasiet i Cahors i 1950 og læste 1952-1957 jura og statskundskab ved Sorbonne, Paris samt kinesisk og vietnamesisk ved École Nationale des Langues Orientales. Senere studerede han orientalske sprog i Hong Kong og Saigon. Efter at have aftjent sin værnepligt i Algeriet 1959-1962 blev han ansat i Asien-afdelingen i Frankrigs udenrigsministerium. Fra 1963 til 1967 var han ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London. Fra 1974 har han og dronningen ejet vinslottet Château de Cayx.
Prinsgemalen har ved flere lejligheder udtrykt sin frustration over befolkningens modtagelse af ham - særligt hans danskkundskaber - samt sin position internt i kongehuset, bl.a. i selvbiografien "Skæbne forpligter" fra 1996 og i forbindelse med nytårskuren 2002, hvor kronprins Frederik var vært under dronningens sygdom. Prins Henrik udtalte, at han følte sig som nummer tre - i stedet for nummer to.. Det er blevet tolket sådan, at han som ægtemand til en dronning mener, at han bør være konge, præcis som en konges kone er dronning.. Sprogprofessor Jørn Lund o.a. har imødegået kritikken af prins Henriks dansk, og det er ofte fremhævet, at prinsgemalens humor og venlighed er typisk dansk.
Prinsgemalen er i ligheden med dronningen kulturelt interesseret. Han har udgivet flere digtsamlinger, der er oversat til dansk. Han har medvirket til flere bøger om gastronomi.
Audhumbla.
Audhumbla (eller Ødhumbla) er urkoen det første væsen der eksisterer i nordisk mytologi i skabelsesberetningen. Jætten Ymer kommer til og lever af Audhumlas mælk. Af jætten Ymer dannes hele vores verden senere - himmel og skyer, jord og klippe osv. Audhumla slikker salt af en sten og danner ud af stenen jætten Buri. Han bliver forfader til gudeslægten aserne.
1934.
Eksterne henvisninger.
34
1967.
Eksterne henvisninger.
67
Kronprins Frederik.
Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik ("Frederik André Henrik Christian, kronprins til Danmark, greve af Monpezat") (født 26. maj 1968), dansk tronarving. Som regent bliver han Kong Frederik 10. Kronprinsen er desuden nummer 231 i den britiske tronfølge.
Han tilhører den franske grevelige slægt de Laborde de Monpezat gennem sin far, Hans Kongelige Højhed Henrik, Prinsgemalen (født Henri-Marie-Jean André greve de Laborde de Monpezat). Han nedstammer "kognatisk" fra det Glücksborgske kongehus, som er hans mors Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.s fædrene slægt. Han er både tiptipoldebarn af Christian 9. og den britiske dronning Victoria.
Kronprinsen ytrede i starten af 2007 ønske om at blive medlem af den Den internationale Olympiske Komité. Det medførte en debat, om det er muligt for den pr. definition apolitiske kronprins at fungere i en politisk komité. Han har i 2009 meddelt, at han modtager undervisning i formidling for at øge sine chancer i IOC.
Kronprinseparret har virket som mæcener ved bestilling af vægmalerier i deres nye palæ på Amalienborg. Bl.a. har maleren Jesper Christiansen skabt tankevækkende malerier på palæets vægge.
Uddannelse og civil karriere.
Kronprinsen er student fra Øregård Gymnasium i 1986. Han studerede fra 1992 til 1993 statskundskab ved det amerikanske Ivy League universitet Harvard University. Han var indskrevet som Frederik Henriksen. Herefter arbejdede han i tre måneder i 1994 ved den danske FN-mission i New York.
Derefter lod han sig som sin mor før ham indskrive på Aarhus Universitet, hvor han igen studerede statskundskab. Han blev Cand.scient.pol. i 1995. I studietiden i Aarhus boede han på Marselisborg Slot.
Fra oktober 1998 til oktober 1999 var kronprinsen udstationeret som 1. ambassadesekretær ved den danske ambassade i Paris.
Militær karriere.
Kronprinsen har gjort tjeneste i både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet, og han er officer af alle værn. Det er tilsyneladende Søværnet der, som hos hans morfar Kong Frederik IX, har den største stjerne. Ved officielle lejligheder optræder kronprinsen ofte i Søværnets officeruniform. Det er bemærkelsesværdigt, at kronprinsen har gjort tjeneste ved den maritime eliteenhed Frømandskorpset. Det var her, han fik sit kælenavn Pingo, angiveligt fordi der gik hul på hans frømandsdragt, og den blev fyldt med vand, så han lignede pingvin da han gik på kajen (kilde: interview med kronprinsen den 10/8-2010, på dr tv, i forbindelse med flådens 500 års fødselsdag).
Da han deltog i Ekspedition Sirius 2000, en kommerciel ekspedition med hundeslæde i Nordøstgrønlands nationalpark, opstod den udbredte misforståelse, at han gjorde tjeneste ved Sirius-patruljen.
I forbindelse med Søværnets 500 års jubilæum 14 august 2010, blev han udnævnt til Kommandør i Søværnet og samtidigt til Oberst i Hæren og Flyvevåbnet.
Børn.
Den 15. oktober 2005 kl. 01.57 fødte kronprinsesse Mary en velskabt søn på 3500 gram og en længde på 51 cm. Han blev døbt Christian Valdemar Henri John i Christiansborg Slotskirke den 21. januar 2006.
Den 21. april 2007 meddelte det danske hof: "Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har lørdag den 21. april 2007 kl. 16.02 på Rigshospitalet født en velskabt datter. Vægt: 3350 gr., længde: 50 cm." Hun er kronprinseparrets andet barn. Hun blev døbt i Fredensborg Slotskirke den 1. juli 2007 og fik navnet Isabella Henrietta Ingrid Margrethe.
Hoffet meddelte i august 2010 at Kronprinsesse Mary er gravid med tvillinger, som forventes at blive født i januar 2011. Lørdag den 8. januar fødte Mary først en dreng og derefter en pige.
Den 8. Januar 2011 kl. 10.30 fødte kronprinsesse Mary en velskabt søn (Prins NN) på 2674 gram og en længde på 47 cm.
Den 8. Januar 2011 kl. 10.56 fødte kronprinsesse Mary en velskabt datter (Prinsesse NN) på 2554 gram og en længde på 46 cm.
ATS-øgenavn.
I Politikens stribe "At tænke sig" optræder HKH Kronprins Frederik som "Hans Højhastighed Kromprins Frederik" efter nogle overskridelser af færdselslovens fartgrænser.
Greve af Monpezat.
Det blev den 30. april 2008 offentliggjort fra Kongehuset at "... Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af greve af Monpezat. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie vil som følge heraf føre titlen grevinde af Monpezat.
Titlen føres endvidere af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen komtesse af Monpezat...."
Derfor er Kronprinsens titel herefter: Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, greve af Monpezat.
Hugin og Munin.
Hugin og Munin sittende på Odins skuldrer, en illuminasjon fra et islandskt 1700-talls manuskript.
Hugin og Munin er i nordisk mytologi Odins to ravne, som hver dag bringer nyt fra alverden. De to ravne fløj hver morgen ud i verden og hver aften kom de tilbage - satte sig på Odins skuldre og fortalte ham, hvad der var sket i den nordiske verden - både gudernes og menneskenes.
De to oldnordiske navne Hugin og Munin betyder "Tanken" og "Mindet". Hugin betyder "at komme i hu" - på mere nudansk "at have i tankerne", Munin betyder "han som mindes". Fuglene er altså dem, der tænker mere over tingene og husker længere end almindeligt.
Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet af bl.a. Hugin og Munin.
Asgård.
I nordisk mytologi er Asgård den verden hvor guderne (både aser og vaner) bor. Udenom Asgård ligger Midgård og Udgård.
Indgangen fra Midgård til Asgård er over regnbuen Bifrost, der bliver bevogtet af Hejmdal.
Asynje.
En asynje er en gudinde af aseslægten i nordisk mytologi.
Det er en kvindelig as.
Asynjernes ledere er Sif og Frigg, Thors og Odins koner.
De mødes og tager vigtige beslutninger, i skjul.
Balder.
a>" fra islandsk manuskript, 18. årh.
Balder (norrønt: Baldr) er en nordisk guddom, hvis rolle i mytologien er meget omstridt. Han omtales i myterne som den smukkeste af alle aser og søn af gudernes konge Odin og Frigg. Sammen med sin hustru Nanna har han sønnen Forsete. Hans bolig er Breidablik. Balder bliver almindeligvis beskrevet som retfærdighedens gud i religionshistorien. Myten om Balders død er blandt de mest kendte i nordisk mytologi, og den genfortælles eller refereres i flere andre fortællinger. I myten bliver Balder dræbt af et skud fra Høder med en mistelten. Hans mor havde ellers taget alt i verden i ed, så de lovede aldrig at skade ham. Kun misteltenen havde hun fundet så undselig, at hun ikke fandt det nødvendigt at tage den i ed. I mytolgoien fremstilles Balder mere som en passiv gud end aktivt handlende, men han tildeles alligevel en helt central placering i det store kosmologiske drama af flere religionsforskere, da hans død markerer indledningen på de begivenheder, der fører til verdens undergang. Efter Ragnarok skal Balder atter vende tilbage fra dødsriget.
Etymologi og oprindelse.
Oprindelsen til navnet Balder er usikker, men det er blevet foreslået, at det betyder "den lysende" eller "herren". Jan de Vries mente, at hans navn betød den Den Tapre (jf. engelsk: The Bold One), men det er siden blevet afvist, da det ikke giver mening i forhold til de kendte myter. Billeder på brakteater fra jernalderen viser muligvis Balder der rammes af misteltenen, hvilket kan være en indikation af mytens høje alder.
Karakteristik.
I islændingen Snorre Sturlasons mytologiske værker bliver Balder udelukkende fremstillet som en god og renfærdig, men også passiv gud. Hos Snorre findes bl.a. denne beskrivelse: "Om ham er der kun godt at sige. Han er den bedste, og han prises af alle. Han er saa herlig og klar af Ydre, at det lyser omkring ham, og det hvideste af alle Græsser sammenlignes med Baldrs Øjenvipper. Deraf kan du danne dig et Begreb om hans Skønhed, baade med Hensyn til Haar og Skikkelse. Han er den viseste af Aserne, den mildeste og den, der taler skønnest. Men hans Natur er saaledes beskaffen, at ingen af hans Bestemmelser kan overholdes. Han bor paa det Sted, som hedder Bredeblik, det er paa Himlen. Paa dette Sted kan der intet urent være, som det siges her:"
Dette står i kontrast til den krigeriske halvgud, man møder hos den næsten samtidige Saxo Grammaticus, og som fører krig mod den anderledes renfærdige Hød om Nanna. I de islandske eddadigte, der var Snorres hovedkilde, findes der imidlertid tegn, der tyder på at Balder også blev opfattet som en mere ufredelig, fx i digtet Lokesenna, hvor Frigg siger, at Loke næppe ville kunne slippe levende ud af hallen, hvis hendes søn Balder havde været tilstede. Dette støttes også af kenninge i skjaldedigte, da der i dem optræder mere krigeriske navne som Hær-Balder, Spyd-Balder, Kamp-Balder m.fl.
I Balder optræder i en anden myte fra Snorres Edda, da han engang blev genstand for Skades hengivenhed og hun ønskede sig ham som mand. Se Skades valg.
Den norske religionsforsker Gro Steinsland finder ingen tegn på en egentlig balderskult. Hun bygger primært denne antagelse på, at vi ikke kender nogen stednavne, der med sikkerhed kan knyttes til ham. Steinsland mener også, at Balders kone og søn mest virker som litterære konstruktion, og oprindeligt ikke var en del af de før-kristne forestillinger om Balder.
Balders død.
Betydningen og oprindelsen til myten om Balders død har altid og er stadig meget omdiskuteret indenfor forskningen. Der findes derfor ingen alment accepteret tolkningsmodel. Myten kendes ikke i samlet form fra én kilde, men dele af den fortælles eller referes i flere forskellige kilder; bl.a. Baldrs Draumar, hvor drømmen, der varsler hans forestående død, er det centrale element, Gylfaginning, der fortæller om drabet, hvordan Odin forsøger at få ham tilbage fra Hel og hans bålfærd Völuspá, hvor drabet er det afgørende vendepunkt i den større kosmologiske fortælling om verdens skæbne, samt forskellige referencer til myten i bl.a. Varftrudnismál, Lokasenna og skjaldedigtet Húsdrapá.
Myten består af en række episoder. Den første begynder med at Balder har onde drømme, der varsler hans kommende død. I digtet Baldrs draumar reagerer Odin på de dårlige varsler ved at ride til Hel, for at udspørge en vølve om betydningen af dem. Han får det svar, at skæbnen er uafvendelig, og at Ragnarok vil følge Balders død.
I Gylfaginning (48) nævnes Balders drømme også. Her reagerede guderne ved, at "Frigg tog Ed paa, at Ild og Vand, Jærn og alslags Malm, Stene, Jorden, Træerne, Sygdommene, Dyrene, Fuglene, Edderen, Ormene skulde skaane Balder." Men Loke fik lokket ud af hende, at det kun misteltenen, der ikke havde sværget på ikke at skade Balder. Misteltenen er en snylterplante, og i Völuspá fungerer den som et dødsymbol, der vokser på Yggdrasil. Loke lokkede derpå Høder til at skyde med misteltenen på Balder, som faldt død om, da han blev ramt. "Det er den største Ulykkesgerning, der er gjort blandt Guder og Mennesker." Mens guderne begravede Balder på sit skib "Hringhorni" red Hermod til Helheim, for at få Balder tilbage. Da Balders krop blev lagt på bålet, brast Nannas hjerte så hun døde. Hun blev derpå lagt ved sin mands side i skibet. Odin gav sin ring Draupnir som gravgave. Det fortælles, at guderne måtte have hjælp af jættekvinden Hyrrokin til at skubbe Balders skib ud i vandet, hvilket end ikke Thor var i stand til.
På samme tidspunkt var Hermod nået frem til Helheim, hvor Hel lovede at lade Balder vende tilbage, hvis alt i hele verden ville græde for ham. Som den eneste nægtede var jættekvinden Tökk at gøre det, og Balder måtte blive i Helheim. I digtet Völuspá fremgår det, at Balder vil vende tilbage efter Ragnarok, og at han vil blive forliget med Høder. Myten afsluttes dog ikke med Balders død, da et sådant drab måtte udløse en blodhævn. Da drabsmanden, Høder, selv var af både Balders og Odins egen æt, måtte hævneren ikke være af den samme æt, og derfor måtte det blive det et barn af en jættekvinde. Vha. bedrag lykkedes det Odin at befrugte Rindr, som fødte sønnen Vali, som én nat gammel dræbte Høder.
Den anden bagmand var Loke, og digtet Lokasenna fortæller hvordan guderne udstødte ham af deres kreds. Selvom han skjulte sig blev han fanget af guderne, der bandt ham indtil Ragnarok.
Saxos version.
Saxos fortælling om Høtherus og Balderus i Gesta Danorum er i kraft af sammenfaldet mellem hovedpersonernes navne en parallel til Snorres og eddadigternes version, men der er så mange forskelle mellem dem, at de kun vanskeligt kan opfattes som den samme fortælling; den væsentligste forskel, er at Balderus (Balder) optræder som skurken og er en aktivt handlende part i kampen mellem Høtherus (Høder) og ham. Denne kamp fremstilles tillige som en krig om en kvinde mellem to grupper. I Saxos fortælling er Balderus ligesom hos Snorre usårlig, men dræbes alligevel af Høtherus vha. et magisk sværd. Ligesom i den islandske version bliver Balderus ført til Hel, og han bliver hævnet af en søn Odininus fik med Rinda. Baggrunden for disse to parallel versioner er ukendt. Anders Bæksted spekulerer i, at Saxos udgave enten bygger på en ellers tabt østnordisk tradition, eller at han digtet sin egen historie på grundlag af en ufuldstændig overlevering af den islandske version.
Andre versioner.
Lejrekrøniken, der sandsynligvis er ældre end både Saxos og Snorres værker, indeholder en kort euheumeriseret historie om sakserkongens søn Hother (Høder) og kong Haddings datter. Her fortælles det, at Hothbrod først dræbte Othens (Odin) søn Balder i et slag, og derpå forjog Othen og Thor. Tilslut blev Hothbrod dræbt af Othens søn. Historien slutter med oplysningen om at Hother, Othen, Balder og Thor sidenhen fejlagtigt blev opfattet som guder.
Den svenske religionsforsker Birger Nerman har foreslået at historien om brødrene Hæðcyn og Herebeald, der optræder i Beowulf, bygger på myten om Høders drab på Balder. Men Liberman finder det usandsynligt, da der udover et vist sammenfald i navne broderdrabet ikke er nogen ligheder mellem de to fortællinger.
Tolkninger.
Gro Steinsland har identificeret to traditionelle tolkningsmodeller af Baldersmyten. Ifølge den ene har Balders død været relateret til mytologien omkring Odin som krigsgud. Den nederlandske lingvist Jan de Vries har fx foreslået, at myten var knyttet til en initiationsrite, hvor den unge kriger indvies til Odin ved at gennemleve en mytisk død, og derpå genopstå som Våle. Dvs. den hørte til Valhallaforestillingerne, hvor krigeren efter sin død genopstod som medlem af Odins hær. En anden fremtrædende repræsentant for denne tradition er den engelske filolog Gabriel Turville-Petre. I den anden, blev Balder tolket som en død og genstanden frugtbarhedsgud. Indenfor denne tradition bliver han ofte sammenlignet med mellemøstlige guddomme hvis død var en dramatisering af årstidernes skiften vha et kultdrama, som fx Baal, Tammuz og Adonis. Prominente repræsentanter for denne tradition er bl.a. Gustav Neckel og Frands Rolf Schröder. Steinsland finder imidlertid alvorlige problemer i begge modeller. Det fx svært at knytte Balder sammen med den udprægede krigeriske valhallaidelogi, så længe han udtrykkeligt fremstilles som en fredelig og passiv gud. På den anden side mener hun heller ikke, at Balder ikke kan være koblet til årstiderne, da han netop ikke vender tilbage fra døden før efter Ragnarok, da en helt ny verden er opståen. Anatoly Liberman mener ligefrem at et sådanne komparative forklaringer ikke giver mening, hvis de ikke er funderet i det lokale religiøse system, hvor myten blev fortalt.
Frederik Stjernfeldt har i sin tolkning af Baldersmyten karakteriseret Balder som en syndebuk, og gør ham derved til et passivt offer for Lokes intriger. Denne tolkning betyde, at Loke i realiteten bliver til mytens egentlige hovedperson. På baggrund af en struktualistisk analyse tolker Jens Peter Schjødt ligeledes Loke, som en figur, der er essentiel for forståelsen af myten. Han repræsenterer skæbnen, som nordboerne opfattede som den vigtigste drivkraft i deres liv. John Lindow karakterisrer Balders død som den helt centrale episode i den kosmiske kamp mellem guderne og jætterne.
Fornylig har den russiske filolog Anatoly Liberman foreslået, at historien om Høders drab på Loke er et levn efter en ældre mytologi, hvor Balder blev opfattet som himmelgud og beskytter af liv og lys, mens hans bror Høder var gud for underverdenen, som i nogle områder måske var identisk med Loke. Han mener, at Saxos og Snorres versioner er resultatet af bearbejdninger, hvor fragmenter af den oprindelige myte er blevet kombineret med andet mytologisk materiale. Han mener desuden, at misteltenen oprindeligt ikke var en del af myten, da denne plante var ukendt i Norden i oldtiden. Det har efter hans mening snarere været tagrør.
Balder og Kristus.
Sophus Bagge foreslog i 1881 at beskrivelsen af Balder i Gylfaginning var inspireret af de kristne legender om Jesus. Et af argumenterne for den sammenligning er at Balder af Snorre blev omtalt som "den hvideste af aser", hvilket således er blevet karakteriseret som en parallel til nordboernes navn for Jesus, Hvidekrist. Andre lighedspunkter, der er blevet draget frem, er deres rolle som lidende og gode guder, der dør som uskyldige, ligesom kristendommens dualistiske kamp mellem det gode og onde er blevet genfundet i konflikten mellem Loke og Balder. Denne sammenligning er dog stærkt omdiskuteret.
Planter.
I "Gylfaginning" bliver planten Lugtløs kamille (Matricaria perforata) kaldet "Balders bryn". I Norge har den stadig dette navn.
Bifrost (nordisk mytologi).
I nordisk mytologi er Bifrost regnbuen. Det er broen der forbinder Asgård, hvor guderne bor, med Midgård, hvor menneskene bor.
På toppen af Bifrost ligger Himmelbjerget, hvor asen Heimdall bor. Han kan se græsset gro, og høre ulden vokse på fåret.Bifrost skal efter sigende slå revner, og gå til grunde ved Ragnarok, når ildjætten Surt - konge af Muspelheim - og hans hær krydser den.
Bilskirner.
Fra nordisk mytologi
Bilskirner er Thors bolig. Det ligger i egnen Trudvang og har 540 rum. Boligen er faktisk den største i Asgård - endda større end Valhal, den har bare ikke en gildesal i midten som Valhal har.
Thor bor her sammen med sin kone Sif, sin datter Trud og sin søn Modi.
Når de ikke er hos deres forældre bor også Tjalfe og Røskva her. Ifølge visse versioner siges det endvidere, at Høner bor i de inderste gemakker og aldrig viser sig.
Breidablik.
Breidablik er inden for den nordisk mytologi Balders bolig. Dets tag er af sølv, der hviler på piller af guld. På Breidablik findes intet ondt eller urent. Sammen med konen Nanna, har de sønnen Forsete, der bor på Glitner.
Fensale.
I nordisk mytologi er Fensale Friggs hus i Asgård. Fensale betyder sump-salene.
Nanna.
Nanna (eller Nana) er et nordisk pigenavn, som betyder "dristig" eller "modig". Omkring 12.000 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.
Gjallarhornet.
Gjallarhornet (eller Gjallerhornet) er i nordisk mytologi den kæmpelur som Hejmdal skal bruge ved Ragnarok for at advare aserne om at jætterne kommer. Mimers drikkehorn er også blevet nævnt som Gjallerhornet.
I tredje bind af den danske "Valhalla"-tegneserie, "Odins væddemål" (1982), overtager Odins to brødre Vile og Ve kommandoen i Asgård og flytter til asernes forfærdelse Gjallarhornet til Valhal, hvor det ikke kan gøre nogen nytte.
Sif.
I nordisk mytologi er Sif Thors kone. Hun har børnene Modi Ull og Trud. Dog er Thor ikke far til Ull
Sif har guldhår efter at Loke engang klippede hendes rigtige hår af. Thor blev sur og tvang Loke til at skaffe et guldhår, smedet af Ivalde-sønnerne, to dværge. Håret voksede fast på Sifs hoved og gror nu som rigtigt hår.
Yggdrasil.
I nordisk mytologi er Yggdrasil (også kendt som livets træ) et vældigt asketræ. Dets krone, der altid er grøn, går helt op til himlen, og dets tre rødder ender i tre forskellige verdener. Den ene går til det underjordiske Hel, hvor dragen Nidhug gnaver i den, og hvor også Urds brønd er placeret. Den anden går til Mimers brønd og derfra helt til Jotunheim. Den tredje passerer Hvergelmer og løber over Niflheim.
I Yggdrasils krone lever fire hjorte, Dain, Dvalin, Dunør og Duratro, der æder træets blade. I toppen sidder en ørn, og på dens næb sidder høgen Vederfølner og skuer ud over verden. Et lille egern, Ratatosk, piler op og ned ad stammen og bringer nyt fra rødderne til toppen.
Under Ragnarok bliver træet revet op med rode og brændt som følge af de store skovbrande, som hærger på det tidspunkt.
Ratatosk.
I nordisk mytologi er Ratatosk et egern, der piler op og ned mellem Yggdrasils top og rødder for at bringe nyheder.
Ratatosk er budbringer mellem verdenerne og kan bevæge sig frit fra is til ild og alt imellem. Han taler med alle, både aser og norner.
Prins Joachim.
Prins Joachim ("Joachim Holger Waldemar Christian, prins til Danmark, greve af Monpezat)" (født 7. juni 1969), er prins til Danmark og yngste søn af Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik.
Hans bopæl er Schackenborg Slot i Sønderjylland. Han er nr. 6 i arvefølgen til den danske trone og nr. 234 i arvefølgen til den britiske trone.
Han tilhører den franske grevelige slægt de Laborde de Monpezat gennem sin far, Hans Kongelige Højhed Prins Henrik (født Henri-Marie-Jean André de Laborde de Monpezat). Og han nedstammer "kognatisk" fra det Glücksborgske kongehus, som er hans mor Dronning Margrethe 2.s fædrene slægt. Han er tiptipoldebarn af Christian 9., og også af bl.a. den britiske dronning Victoria.
Døbt den 15. juli 1969 i Århus Domkirke
Konfirmeret den 10. juni 1982 i Fredensborg Slotskirke
Gift den 18. november 1995 i Frederiksborg Slotskirke med Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra. Parret blev separeret den 22. september 2004 og skilt den 8. april 2005. I 2007 giftede Prinsesse Alexandra sig med Martin Jørgensen.
Forlovet den 3. oktober 2007 med frøken Marie Cavallier.
Gift den 24. maj 2008 i Møgeltønder Kirke, hvor frøken Marie Cavallier blev Prinsesse Marie.
Er i motorsportskredse kendt for at køre racerløb i veteranbiler.
Greve af Monpezat.
Det blev den 30. april 2008 offentliggjort fra Kongehuset at "... Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af greve af Monpezat. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Hendes Kongelige Højhed Prins Joachims kommende ægtefælle frk. Marie Cavallier vil som følge heraf føre titlen grevinde af Monpezat.
Titlen føres endvidere af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen komtesse af Monpezat...."
Derfor er Prinsens titel herefter: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, greve af Monpezat.
Uddannelse og erhverv.
Har siden 1993 drevet Schackenborg Slot i Sønderjylland som et moderne og succesfuldt landbrug.
Militærtjeneste.
Er stadig ansat ved Den Danske Divisions Stab.
Einherjer.
Fra nordisk mytologi.
Einherjer er vikingekrigere der er faldet ærefuldt i kamp og fundet værdige af Valkyrierne til at bo i Valhalla.
Einherjerne øver sig i kamp hver eneste dag på Idasletten foran Valhalla. Hvis nogle bliver sårede, heles de igen inden aftenens drikkegilde i Valhallas store sal, så alle kan more sig og være klar til næste dags kamp.
Ved Ragnarok kæmper einherjerne mod jætterne.
Hel (Lokes datter).
Hel er i nordisk mytologi Lokes datter, der bestyrer underverdenen Hel. Hun er søster til Midgårdsormen og Fenrisulven, og hendes tre halvsøskende er Vale, Narfe og Sleipner (Odins ottebenede hest).
Årvången.
Årvången er i nordisk mytologi en af de to heste der trækker solen over himlen (de har flere navne).
Angerboda.
Angerboda, er en jættekvinde i nordisk mytologi. Hun har tre børn med Loke: Dødsgudinden Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven.
Årvalde.
Årvalde er i nordisk mytologi jætte og far til Idi, Tjasse og Gang.
Ørboda.
Ørboda er i nordisk mytologi en jættekvinde, der er gift med Gymer og mor til Gerd og Bele.
Ymer (nordisk mytologi).
Ymer (norrønt "Ymir" el. "Aurgelmir") er i nordisk mytologi urjætten, der fødte de første jætter. Ymer blev dræbt af Odin, Vile og Ve. Verden blev skabt af hans krop.
Han optræder i mytologien i skabelsen (nordisk mytologi).
Omtalt i digtene Grimnersmål og Vafthrudnersmål i den ældre Edda.
Den danske billedhugger Kai Nielsen skabte i 1912 skulpturen "Ymerbrønden" der viser Ymer digende ved urkoen.
Surmælksproduktet ymer er opkaldt efter jætten.
Skade (nordisk mytologi).
I nordisk mytologi er Skade en jættekvinde. Hendes far var Tjasse, som aserne slog ihjel. Se Tjasse bortfører Idun
Skade blev meget vred og tog til Asgård for at få hævn.
Aserne betalte bod ved at lade hende vælge en mand blandt aserne og kaste Tjasses øjne op på himlen som stjerner.
Skade ville helst have Balder til mand, men sådan gik det ikke. Se Skades valg
Høder.
Høder (også stavet Hoder eller Hother) er Odins søn i den nordiske mytologi. Han er blind og dræber Balder ved et uheld (narret af Loke) med en pil af misteltenen.
Se Balders død
Ygg.
Ygg er et gammelt nordisk ord, der betyder frygtelig el. voldsom. Inden for den nordiske mytologi har ordet været anvendt som et dæknavn for Odin med betydningen "den frygtelige".
Hræsvælg.
I nordisk mytologi er Hræsvælg (Ræsvelg) en jætte i form af verdens største ørn. Den bor mod nordøst og danner ifølge Vafþruðnismál vindene og bølgerne med sine store vingeslag. Hræsvælg betyder ligsluger.
Jotunheim.
Jotunheim (eller Udgård) er i den nordiske mytologi landet hvor jætterne bor. Landet bestod mest af klipper, ødemarker og tætte skove, og jætterne levede af fiskene i vandet og dyrene i skoven, for der var ikke noget frugtbart land.
Bjergområdet Jotunheimen i Norge har navn efter det mytologiske Jotunheim.
Gere og Freke.
I nordisk mytologi er Gere og Freke Odins to ulve. Navnene betyder henholdsvis "den grådige" og "den glubske". De ligger ved Odins fødder og hjælper ham i krig. Serveres der mad for Odin, giver han det omgående videre til ulvene.
Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet af ravnene Hugin og Munin og med en udsmykning af tronstolens ryg, som viser eller symboliserer ulvene Gere og Freke.
As.
As eller AS har flere betydninger.
Ydale.
Ydale er i nordisk mytologi landet med takstræer, hvor Ull bor.
Vølven.
Vølven er i nordisk mytologi en jættekvinde ved navn Groa, som er gift med Aurvandil. Vølven er trolddomskyndig og den klogeste spåkone i den nordiske mytologi. Hun har bl.a. fremsagt "Vølvens spådom" om Ragnarok.
Nu er hun død og ligger begravet i underverdenen udenfor Hels porte.
Odin brugte trolddom til at mane hende op af graven, og hun røbede spådommen om Ragnarok.
Angar.
Angar er i nordisk mytologi søn af sagnkongen Geirrød, overtager Geirrøds kongerige, når han dør.
Alfheim.
Alfheim er i nordisk mytologi Frejs bolig i Asgård.
Alfheim er beboet af lysalfer også kaldet elverfolk eller ellefolk. Alfheim regeres af Frej.
Alstærk.
Alstærk er i nordisk mytologi en af de to heste, der trækker solen over himlen. Alsvin er den anden.
Alsvin.
Alsvin (også: Alsvinn) er i nordisk mytologi en af de to heste, der trækker solen over himlen. Egl. "“den meget hurtige”" (af "allr", hel, og "svinnr", hurtig); den anden hed Alstærk, "den årvågne". De to heste kaldes også Alsin og Arvak.
Alvis.
Alvis er i nordisk mytologi en meget klog dværg, som blev forstenet under en ordstrid med Thor om viden.
Alvis var nemlig blevet forelsket i Thors datter Trud, og Sif var kommet til at love hende bort til ham.
Thor var i mellemtiden på én af sine mange ture til Jotunheim for at banke jætter, og da han kom hjem opdagede han Alvis´ bejlen. Nu mente Thor jo ikke at Alvis var et passende parti for hans datter, så han fandt på en snedig løsning da han på grund af Sifs fejltagelse ikke bare kunne affeje ham. Thor havde opdaget at Alvis var en dværg som ikke kunne tåle sollys, og derfor forlangte han at Alvis skulle leve op til sit navn og svare på Thors spørgsmål til han var tilfreds. Alvis var meget glad for Trud og indvilligede straks og ænsede slet ikke at solen, efter mange timers ordstrid, var på vej op over horisonten. Da Alvis blev ramt af solens første stråler belv han øjeblikkeligt forvandlet til sten.
Salinitet.
Saliniteten i overfladen af verdenshavene
Salinitet er et mål for hvor meget salt der er i vand. Almindeligt havvand har et indhold på omkring 35 promille salt. Dvs. at i et kilo vand er der 35 gram salt.
Kilder/Henvisninger.
http://en.wikipedia.org/wiki/Image:Wiki_plot_04.png
Saltvand.
Saltvand er vand med en salinitet på 35 promille salt eller mere.
Slikgård.
Slikgårde er områder på vaderne, som indhegnes med risknipper. På den måde bliver vandbevægelsen dæmpet nok til at det meste af det tilførte materiale (slik og klæg), der kommer ind med højvandet kan nå at bundfældes. På denne måde kan man få landet til at vokse hurtigere end ved den naturlige bundfældning af tilført materiale, som sker ved Vadehavet. En slikgård består mest af to rækker pæle, hvis mellemrum er opfyldt med knipper af grene og kviste (faskiner). Det enkelte felt mellem to rækker af faskiner kaldes også for låning.
Området, hvor slikgårde anlægges, kaldes vadet og er karakteriseret ved at være tørt ved lavvande, men overskyllet ved normalt højvande. Efterhånden kommer områder med slikgårde til at ligge over normalt højvande og betegnes da som forland. På forlandet trives nu landvindingsplanter som kveller og annelgræs. Etableringen af slikgårde bliver som regel kombineret med grøblinger, som består af små kanaler og grøfter for at afvande det nydvundne land.
Slikgårde har været kendt i århundreder i blandt andet marskegnene i Sønderjylland.
Syre.
En syre er et molekyle eller en ion, der kan afgive en hydron (H+), ifølge (Brønsteds definition). Inden for syre-base-kemien dækker både protoner og hydrogenioner over H+.
Korresponderende syre-basepar.
Konstanten "KS" kaldes syrens styrkekonstant. Det bemærkes at når "KS" er stor, så er tælleren stor - og dermed er en høj 'KS" ensbetydende med at syren er meget villig til at afgive sin proton. Ligeledes er "KS" lille, når nævneren er stor - og dermed er en lille "KS" ensbetydende med at syren ikke er villig til at afgive sin proton. Stærke syrer har dermed høje "KS", mens svage syrer har lave "KS".
Betragtes denne reaktion igen, står en ting nu klart
Hvis den korresponderende syre er stærk (lav "pKS"), så er den korresponderende base svag (høj "pKB"); er den korresponderende syre svag (høj "pKS"), så er den korresponderende base stærk (lav "pKB").
Monoprote syrer.
Syrer som saltsyre og eddikesyre kaldes monoprote syrer. De kan kun afgive én proton. Af denne grund giver det kun mening at tale om én "pKS"-værdi. Monoprote syrer er typisk mineralsyrer såsom saltsyre, salpetersyre og flussyre. Resten af de monoprote syrer er hovedsagligt organiske stoffer med én carboxyl-gruppe såsom eddikesyre og benzoesyre.
Polyprote syrer.
Det er værd at bemærke, at der findes to "pKS". Den første "pKS" er typisk lavere end den anden. Af dette følger, at hvorvidt en polyprot syre afgiver alle protoner, afhænger af opløsningens pH.
Protolysegrad.
Hvis alt syren er protolyseret til den korresponderende base, er α = 1. Hvis intet syre protolyseres, er α = 0. Det kan vises, at der findes følgende sammenhæng i mellem syrens styrke, protolysegrad og koncentration, kaldet fortyndingsloven.
Af denne følger, at når en syreopløsning fortyndes - "cs" gøres mindre - så stiger koncentrationen af den korresponderende base, idet "KS" er konstant.
I organisk kemi.
I organisk kemi bruges i visse tilfælde et udvidet syre-basebegreb, de såkaldte Lewissyrer og Lewisbaser, hvor en syre defineres som en elektronacceptor og basen som en elektrondonor.
Brønsted-Lowry har udviklet en alternativ syre-base-teori, der minder meget om den organiske Lewis syre-base-teori.
Syrer bruges ofte også til at afkalke f.eks. toiletter og kedler.
Anvendelser af syrer.
Syrer finder anveldelse mange steder. Blandt andet som rustfjernere, elektrolytter i vådceller, mineralforarbejdere og katalysatorer.
Syre kan gøre mad mere spændende, i f.eks rødkål, agurkesalat og sild, gør det smagen i maden lidt mere syrlig. Bakterier trives dårligt i en lav pH-værdi, derfor bruger man syre i konservesdåser for at holde bakterier og mug væk.
Der er også syre i sæbe og vaskemidler.
Syrer i menneskekroppen.
Hos mennesker og andre dyr er saltsyre en del af mavesaften.
Tertiær.
Tertiærtiden (: "tertiarius" for den tredje) er en forældet betegnelse for den ældste del af Kænozoikum; 65,5 til 1,806 millioner år siden, der efterfulgte perioden Kridt. I dyreverdenen dominerede pattedyrene, og der fandtes fugle, små krybdyr, hajer og benfisk. Blandt de hvirvelløse dyr fandtes blandt andet snegle, muslinger og pighude. Der voksede planter som kæmpefyr, sumpcypres og løvtræer, der svarer til de nulevende. I tertiærtiden var der kraftige vulkanudbrud. Det øverste af Danmarks undergrund, dvs. lagene under istidsaflejringerne, består af aflejringer fra tertiærtiden. Generelt findes de ældste tertiære lag blottet i Østsjælland og de yngste lag mod sydvest omkring Sæd. Det meste af Lolland Falster samt det sydlige Sjælland, Møn og Bornholm er uden tertiære aflejringer.
Tertiær blev indført i 1759 af Giovanni Arduino. Betegnelsen "tertiærtiden" eller "tertiær" anerkendes ikke af den "Internationale Stratigrafiske Kommission". I 1968 blev "Tertiær" afløst af Palæogen og Neogen. Tertiær må gerne bruges uformelt, med lille begyndelsesbogstav.
Upwelling.
Upwelling er det fænomen, hvor bundvandet i havet, der er meget rigt på næringsstoffer, bliver tvunget op til overfladen, fordi det møder en stejl kontinentalsokkel, hvor overfladevandet bliver ledt væk af vind og strøm. Udtrykket er et låneord fra engelsk. Næringsstofferne, der dermed kommer op i de vandlag, hvor der er lys og hvor planktonnet derfor lever, bliver fødegrundlag for et rent boom af dyr. Planktonnet blomstrer op og alle de dyr, der lever af planktonnet strømmer til. Krill, de mange små bitte krebsdyr blomstrer op og hermed bliver hvaler og andre store rovdyr tiltrukket.
Upwellingsfænomenet giver fødegrundlag for en kæmpestor fødekæde og dermed for rigtigt mange dyrearter. Upwelling sker for eksempel nogle steder ved østkysten af New Zealand og ved vestkysten af USA.
Det modsatte fænomen kaldes downwelling, også et låneord fra engelsk. Modsat upwelling er downwelling sværere at konstatere, men et eksempel er Grønlandspumpen, der er en drivende kraft af det globale thermohaline kredsløb.
Teknologi.
Teknologi er det område, som anvender videnskab til at løse problemer med et industrielt eller kommercielt mål for øje.
"--"Teknologi er et middel mennesket anvender til at skabe, genskabe og udvikle sin livsbetingelse, såvel materielle som ikke-materielle"--"
Kernekraft.
Et fissionsbaseret kernekraftværk hvor kølingen fås ved at fordampe vand.
Kernekraft (i daglig tale også atomkraft) betegner udnyttelse af atomkernereaktioner til energiforsyningsformål i en kernereaktor. Kernekraft udgør et vigtigt alternativ til energiforsyning baseret på fossilt brændsel og indgår i flere landes energistrategi. Cirka 17 procent af verdens samlede omsætning af elektrisk energi stammer fra kernekraft.
I begge tilfælde konverteres en del af kernebrændslets masse til energi i form af varme og gammastråling i de tilfælde hvor kerneprodukterne nærmer sig 62Ni som har den højeste gennemsnitlige bindingsenergi per nukleon. Sammenhængen mellem massetab (formula_1) og energigevinst (formula_2) er givet ved Einsteins berømte ligning formula_3, hvor formula_4 er lysets hastighed. Det følger af formlen, at man høster af størrelsesorden 1017 joule svarende til Danmarks samlede, årlige el-forbrug, når man omdanner 1 kilogram masse til energi. Til sammenligning skal der afbrændes cirka 3 millioner ton kul for at frigøre samme energi.
Fissionsenergi.
Fissionskraft betegner energiforsyning, som bygger på spaltning af atomkerner. I mange sammenhænge benyttes kernekraft synonymt med fissionskraft, eftersom fusionskraft endnu befinder sig på et tidligt udviklingsstadium. Fissionsreaktionerne foregår i en kernereaktor, hvis opbygning retter sig efter brændslets art og kernekraftværkets øvrige udformning.
hvor formula_6 betegner en neutron, og hvor den frigjorte energi, formula_7, er lig 179 megaelektronvolt. 1 kilogram U-235 leverer hermed en energimængde, som svarer til afbrænding af 2,4 millioner ton fossilt brændstof.
De neutroner som frigives ved fissionsprocesser er hurtige. For at få en kædereaktion til at forløbe må man derfor nedbremse neutronerne vha. en såkaldt moderator, som typisk består af grafit eller tungt vand. Afhængigt af reaktortypen er det også nødvendigt at berige uranet, dvs. øge andelen af U-235. Kædereaktionen holdes i ave af neutronabsorberende kontrolstænger.
Et andet spalteligt stof er Thorium-232 (Th-232) efter neutronindfangning, hvor der dannes den fissile isotop U-233 og er blevet brugt i mindre skala i såkaldte termiske "Breeder" reaktorer. Plutonium-239 (Pu-239) er ligeledes et fissilt stof, og det kan således, udover at anvendes i A-bomber, også anvendes til fredelige formål.
Danskeren og Nobelpristageren Niels Bohr deltog aktivt i Manhattan-projektet om udvikling af atomvåben, men er herhjemme også kendt for at medvirke til oprettelsen af Forsøgsanlæg Risø, og for at fremme den fredelige udnyttelse af kernekraften internationalt.
Kernekraft har i perioder været mødt af betydelig folkelig modstand, også i Danmark hvor kernekraft siden 1970'erne er et tabubelagt emne i den offentlige debat. Indvendingerne mod kernekraft går dels på risikoen for reaktorhavari og deraf følgende forurening af omgivelserne med radioaktive isotoper, dels på det uløste opbevaringsproblem, som opstår, når man skal deponere de udbrændte, men fortsat radioaktive brændselsstave. Den hidtil alvorligste kernekraftulykke skete på kernekraftværket Tjernobyl i Ukraine i det tidligere Sovjetunionen i 1986. En anden bekymring knytter sig til den kendsgerning, at den fredelige udnyttelse af kernekraft kan fungere som skalkeskjul for stater som ønsker at udvikle kernevåben. Overvågningsorganisationen IAEA forsøger at forhindre noget sådant i at finde sted.
I nutiden er kernekraft under afvikling i visse lande (først og fremmest Tyskland), medens den udbygges i andre (Frankrig og Finland). I Frankrig (2006) genereres cirka 78% af den elektriske energi af kernekraft.
Man bedes bemærke, at den mest udbredte atomkraft i dag (2010) hovedsageligt er baseret på Uran-235. Problemet med atomkraftværker baseret på Uran-235 er, at isotopen Uran-235 kun udgør 0,7% af det naturlige uran - og at de rigeste (rentable og mindst CO2-svinende) kendte uranforekomster svinder hastigt ind (prognose år 2016) og prognosen er at jordens uranudvinding, med nuværende Uran-235 forbrug og udvindingsteknikker, i 2076 (prognose) vil bruge mere energi på udvinding end udvundet energi ved fission - det kaldes urans energiafgrund. Hvis jordens lande bygger flere atomkraftværker, vil det blot øge hastigheden mod uranenergiafgrunden.
Fissionsenergi baseret på uran kan muligvis med slag blive en langtidsenergikilde for jorden, hvis man kan få lavet en holdbar og sikker hurtig formeringsreaktor. Grunden ville være at også Uran-238 kan anvendes hvilket vil øge energiudbyttet per udvunden kg uran med mindst en faktor 50. Ydermere er det muligt at de langtidsradioaktive tunge kerner (typisk aktinider f.eks. plutonium) også ville kunne fissioneres i reaktoren med fordelene - mere udvunden energi og ægte destruktion af langtidsradioaktiv kernekraftaffald som i dag hober sig op jorden rundt.
Fusionsenergi.
Fusionskraft betegner energiforsyning som bygger på sammensmeltning af atomkerner. Medens kernekraft byggende på fission er en for længst etableret teknologi, støder man ved fusionskraft på den hindring, at man skal overvinde den elektriske frastødning mellem kernernes protoner for at sammensmelte dem. I Solen og andre stjerner sker det ved en temperatur af størrelsesorden 1 million kelvin, og selv om der er gjort ihærdige bestræbelser på at realisere kold fusion, er opvarmning af fusionbrændslet vha. elektromagnetiske felter fortsat den foretrukne angrebsvinkel. Alternative strategier inkluderer fokusering af laserstråler på små dråber kernebrændsel (laserstrålernes mission er at skabe stort tryk og høj temperatur) og myon-katalyseret fusion (ved udskiftning af atomernes elektroner med de tungere myoner opnår man at gøre atomets radius mindre, hvorved atomkernerne lettere kan bringes tæt på hinanden).
Prognosen for hvor lang tid det radioaktive affald fra fusion vil være farligt, estimeres til kun at være 50 år - og 100 år for det længstlivede radioaktive affald. Efter 300 år vil radioaktiviteten være sammenlignelig med kulaske.
Det er en af grundene til, at fusionsenergi ser væsentlig mere interessant ud end fissionsenergi.
hvor formula_6 betegner en neutron, og hvor den frisatte energi, formula_7, er lig 17,9 megaelektronvolt. 1 kilogram fusionsbrændsel leverer hermed en energimængde som svarer til afbrænding af 12 megaton fossilt brændstof.
Indtil videre er det kun lykkedes at få fusionsprocessen til at forløbe i meget korte tidsrum,
og energiforbruget ved opvarmningen af plasmaet m.v. er indtil videre større end den energi, der frigøres ved kernesammensmeltningen. USA, Japan, Rusland, Canada, Sydkorea og EU samarbejder i projektet ITER (International Thermonuclear Experimental Reactor) om at udvikle prototypen på en fusionsreaktor, der udvikler mere energi end den forbruger. Lykkes det, haves i fusionskraft en praktisk taget uudtømmelig energikilde.
Uran-235 fissionsbaseret kernekraft som energikilde.
Det er et ofte fremført argument for kernekraft, at dette er en "ren" energikilde. Kernekraft producerer ikke i sig selv CO2, og kernekraftværker genererer lang mindre stråling end kulkraftværker. Dette har været brugt som argument for, at kernekraft er være det bedste bud på, hvordan de lande som har tiltrådt Kyoto-aftalen, skal kunne reducere deres CO2-udslip med henblik på at begrænse den menneskeskabte drivhuseffekt.
Det oftest fremførte kritikpunkt omkring kernekraft er affaldsproblemet. Kernekraft genererer et slutprodukt, der er forskelligt afhængigt af det atombrændsel der anvendes. Flere af slutprodukterne er i sig selv radioaktive, og der er derfor typisk brug for at deponere eller på anden måde destruere disse slutprodukter.
Amsvartner.
Amsvartner er i nordisk mytologi søen hvor Lynge ligger og hvor Fenrisulven står bundet.
Samoa.
Samoa (Vestsamoa indtil 1997) er et land af øer i det sydlige stillehav. Samoa ligger cirka midt på ruten fra Hawaii til New Zealand. Det består af 9 øer, hvor tre fjerdedele af befolkningen bor på øen Opulu.
Samfund.
Samoa er et konstitutionelt monarki med ét kammer. Det betyder, at de har en konge uden reel magt samt en lovgivende forsamling. Landet er stærkt knyttet til New Zealand, som de skrev en venskabstraktat med ved uafhængigheden i 1962. Der er en højkommisær fra New Zealand i hovedstaden, Apia, og Samoas udenrigspolitik er sammen med New Zealand.
På Samoa blev landet oprindeligt bestyret af små stammer eller storfamilier også kaldet Matai. Mænd som er Mataier (med stor familie) betød mere end almindelige mennesker. I dag har alle stemmeret, men den gamle magtfordeling ligger uundgåeligt stadig i folk.
På grund af fortiden som base for missionærer er den altdominerende religion Kristendom og kun 0,3% er ikke kristne. Kirkerne betyder meget for befolkningen og mange steder holder man fælles aftenbøn.
Økonomi.
Samoas økonomi er bygget på landbrugsprodukter. Landbruget, som fylder 19% af landet, er primært selvforsynende. Det beskæftiger 60% af befolkningen. Man har en sølle udbygget turisme, mens fiskeri og skovarbejde bliver udbygget med henblik på eksport. I dag arbejder mange samoanere i udlandet (især New Zealand) og sender penge hjem til familien. Det har gjort landet i stand til at importere meget mere end de eksporterer.
Historie.
Øerne blev beboet omkring år 1000 før Kristus, og opdaget af europæiske opdagelsesrejsende anført af den franske forsker Louis Antoine de Bougainville i 1776. 1835 kom mange englændere til Samoa og oprettede en missionærstation. International rivalisering i den sidste del af det 19. århundrede blev afsluttet med en traktat i 1899 hvor Tyskland og USA delte Samoaøerne, så Tyskland fik de vestlige øer og USA de østlige.
Efter Første Verdenskrig blev øerne Folkeforbundsmandat, administreret af New Zealand.
Vestsamoa ("Samoa i Sisifo" på samoansk) blev uafhængig den 1. januar 1962 og blev hermed den første polynesiske nation, som opnåede uafhængighed i det 20. århundrede. Amerikansk Samoa er stadig under amerikansk kontrol.
I september 2009 gik Samoa over til venstrekørsel. Det skete for at gøre det lettere for de mange samoanere, der bor i New Zealand og Australien, at sende deres brugte biler til hjemlandet.
Corioliseffekten.
Virkning af corioliskraften på et stort vindsystem, her et lavtrykssystem over Island
Corioliseffekten fremkommer ved jordens rotation og blev opdaget i 1835 af den franske matematiker Gaspard-Gustave Coriolis, der også har lagt navn til den tilhørende fiktive kraft, corioliskraften.
Når jorden drejer, bevæger et punkt ved Ækvator sig meget hurtigere end et punkt ved en af polerne. Denne bevægelse skaber helt bestemte mønstre på jorden, f.eks. påvirkes vinde og havstrømme.
På den nordlige halvkugle blæser vindene temmelig forenklet fra nord mod sydøst, og havstrømmene roterer med uret. Men på den sydlige halvkugle går vindene fra syd mod nordøst, og havstrømmene roterer mod uret. Tordenbyger vil ofte, men ikke altid, rotere samme vej som lavtrykkene. På denne måde er corioliseffekten med til at påvirke forskellige biologiske fænomener på Jorden som f.eks. upwelling.
Det er dog en skrøne, at corioliseffekten får vandet i en håndvask til at danne en hvirvel, der roterer med uret på den nordlige halvkugle og mod uret på den sydlige halvkugle. Forsøg har vist, at corioliseffekten spiller ind, men andre bevægelser, der som regel vil opstå i vandet, er oftest stærke nok til at give et andet udfald. Det skal bemærkes, at en kilde hævder, at en vasks vandhvirvels rotationsretning bestemmes minimalt af Corioliseffekten ved fjernelse af bundproppen, da småhvirvler under fyldning og vaskens udformning i højere grad end Corioliseffekten bestemmer rotationsretningen.
New Zealand.
Udsigt over fjordsystem på New Zealands nordø
Udsigt over bakker med græssende får på New Zealands nordø
Mount Cook med den turkisblå Lake Tekapo i forgrunden
New Zealand er en stat beliggende i Stillehavet på den sydlige halvkugle, opkaldt efter den nederlandske provins Zeeland.
Polynesiske nybyggere ankom til New Zealand omkring 1280
og etablerede den maorianske kultur.
Det Maorianske navn "Aotearoa" bliver oversat med "Land of the long white cloud" ("Den lange hvide skys land"). Dette navn blev givet pga. den lange hvide sky polyneserne så i horisonten ved NZ, da de nærmede sig.
New Zealand består af to store øer, kaldet Nordøen og Sydøen og en række mindre øer: Stewart Island og Chatham. Fra nordspidsen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen er der 1600 km. Landet ligger mellem 30 og 50 grader sydlig bredde. Danmark ligger på omkring 56 grader nordlig bredde. Nordøen ligger således antipodisk til Spanien.
Geografi.
Stewart Island ligger syd for Sydøen. Den er den tredie største ø i areal og har en fastboende befolkning på ca. 200.
Waiheke Island ligger i Haurakigolfen udenfor Auckland. Med 7000 indbyggere er det den tredie største i folketal. Om sommeren er indbyggertallet meget højere.
Great Barrier Island ligger øst for Haurakigolfen og har kun ca. 900 indbyggeret. Lige som Waiheke Island er den et populært feriemål om sommeren.
Chatham Øerne er en fritliggende øgruppe øst for Sydøen med ca. 750 indbyggere.
Whangarei, Auckland, Hamilton, Tauranga, Rotorua, Gisborne, Napier, Hastings, New Plymouth, Wanganui, Palmerston North, Wellington, Nelson, Christchurch, Timaru, Queenstown, Dunedin, Invercargill
New Zealands største ø Sydøen er delt på langs af de Sydlige Alper («Southern Alps»). Landets højeste bjergtop Aoraki/Mount Cook ligger i denne bjergkæde med en højde på 3754 moh. Der findes 18 bjergtoppe på Sydøen med en højde på omkring 3000 moh. Nordøen har færre bjerge, men er præget af vulkansk aktivitet. Nordøens højeste bjerg er den aktive vulkan Mount Ruapehu (2797 moh.).
New Zealands totale landareal er 268 680 kvadratkilometer. Landet er mere end 1600 kilometer lang. New Zealand er verdens mest geografisk isolerede land. Afstanden til den nærmeste nabo Australien er 2000 kilometer og ligger i nordvestlig retning fra hovedøerne på den anden side af det Tasmanske hav. Eneste landmasse mod syd er Antarktis og i nord er de nærmeste naboer øerene Ny Kaledonien, Fiji og Tonga.
Vulkansk aktivitet.
New Zealand er dannet ved vulkansk aktivitet og specielt på Nordøen findes stadigvæk mange mere eller mindre udslukte vulkaner. Storbyen Auckland spreder sig over et areal, der huser over 50 udslukte vulkaner, de to berømteste er One-Tree-Hill og Mount Eden.
Midt på Nordøen findes steder, hvor undergrunden stadigvæk er aktiv. Her damper det op af jorden, der lugter af svovl og vandet koger i søerne. I byen Rotorua damper det op af kloakkerne og i byparken var for nyligt et mindre udbrud.
I området findes også én af de aktive vulkaner, Mount Ruapehu. Den var sidst i udbrud 1996 og der er konstant små jordskælv. Et jordskælvscenter holder øje med vulkanen, så ingen kommer til skade, hvis den skulle komme i udbrud igen - der ligger f.eks. et skisportssted på toppen. En anden aktiv vulkan ved nordøen er øen White Island, der ligger i Bay of Plenty få kilometer ud for kystbyen Whakatane. Den havde sit sidste udbrud i 2001.
Vulkanudbrud i området kan være meget voldsomme. Den 10. juni 1886 skete der et vulkanudbrud i området ved Mount Tarawera. Da blev et stort stykke af jorden sprængt væk, så et kæmpekrater står tilbage, og asken fra udbruddet dækkede jorden og lagde sig i flere meters højde. Den store sø Lake Taupo er resterne af et endnu større vulkanudbrud. Selve søen udfylder en caldera (indsynkning) opstået efter et gigantisk udbrud i år 186 e.Kr., i midten af krateret sidder en lavaprop.
Newzealænderne udnytter det varme vand i undergrunden, som kommer af den termiske aktivitet. Flere steder er bygget kraftværker, som drives af dampen fra undergrunden. Ved de store floder på Nordøen, f.eks. Waikato River, er bygget kraftværker, der udnytter flodernes stærke strøm til at drive turbiner og producere strøm. På disse måder produceres en stor del af strømmen i New Zealand ved vedvarende energi.
På Sydøen er jorden mast sammen af de to kontinentalplader og der er dermed dannet en høj bjergkæde på vestsiden af øen. Her findes bl.a. Mount Cook, det højeste bjerg i New Zealand (3754 meter højt). På Sydøen er der ikke så megen termisk aktivitet, som der er på Nordøen. Men her kan af og til være små jordskælv med større jordskred til følge.
Klima.
New Zealand ligger på den sydlige halvkugle af Jorden, dermed har New Zealand vinter, når Danmark,Europa, USA osv. har sommer, og omvendt. New Zealand ligger tæt på Antarktis, hvor hullet i ozonlaget er stort. Om sommeren skal man passe meget på for ikke at blive voldsomt forbrændt. Når det er stærkt solskin bliver der udsendt en "burn time" hver dag i nyhederne, der viser hvor længe man må opholde sig i solen uden solcreme. Når det er rigtig slemt, er "burn time" kun på omkring 12-13 minutter.
At New Zealand ligger tæt på Antarktis betyder, at selvom dele af landet faktisk er tættere på Ækvator end Danmark er, så er det koldt i New Zealand om vinteren. Når vinden kommer fra syd bringer den den kolde arktiske luft med sig. På Sydøen kan der derfor forekomme snestorme om vinteren. På Nordøen er det sjældent det sner. Her kommer temperaturen meget sjældent under nul, undtagen i højlandet ved vulkanerne. Toppen af Ruapehu fungerer dog som skisportssted i vinterhalvåret og den gennemgående hovedvej på Nordøen som forbinder den sydlige del og den nordlige del af øen er ofte lukket om vinteren på grund af sne, da den går gennem det højtliggende område.
Den mest almindelige vindretning i New Zealand er vind fra vest. Luften i vestenvinden kommer fra Tasmanien. Ved Tasmanien bliver vinden varmet op, og på turen over det Tasmanske Hav til New Zealand, får den samlet en masse fugt op. Vinden fra vest, der rammer New Zealand, er altså varm og ret fugtig.
Når vinden rammer bjergkæden på vestkysten af Sydøen, bliver luften presset i vejret og dermed bliver den afkølet. Når det sker, begynder det at regne - meget! På vestkysten af Sydøen falder der næsten 8 meter regn om året. Også i resten af New Zealand regner det meget. Det giver et meget frodigt land, hvor der vokser noget overalt. Ved sydspidsen af Sydøen findes regulær regnskov i området kaldet Fjordland. Området er berømt for sine mange dybe fjorde med navne som Milford Sound og Doubtful Sound, som er omgivet af næsten lodrette klippevægge.
Den megen nedbør giver rigeligt af ferskvand til New Zealands mange floder. Den længste flod, Waikato River, løber på Nordøen, men de flotteste floder, er dem, der løber lodret ned af de stejle klippevægge i Fjordland. De mest imponerende vandfald findes her, men de er kun, når det regner. Det gør det til gengæld næsten hver dag.
Selvom det regner meget i New Zealand er der ikke meget grundvand. Det skyldes, at det meste regnvand meget hurtigt løber af overfladen og ender i havet med floderne. I New Zealand findes derfor store søer, hvor ferskvandet oplagres, da der om sommeren på Nordøen kan blive problemer med vandforsyningen, hvis det er for varmt og tørt. Landskabet i New Zealand er meget bakket og når det regner voldsomt, sker der ofte jordskred. Jordlaget er mange steder ikke ret tykt og nedenunder findes klippegrund. Derfor er de fleste landområder på New Zealand plantet til med græs, der bliver brugt til græsning til fårene. Kun på de flade områder, med bedre jord, som området øst for Mount Ruapehu, bliver jorden dyrket med korn, grønsager, kiwifrugter, appelsin, citrontræer, vinstokke m.m.
Havet omkring New Zealand.
Havet omkring New Zealand er lidt varmere end havet omkring Danmark. Ved Sydøen kan det blive ned til +6 grader om vinteren, men på Nordøen bliver det aldrig så koldt. Vandet er varmere ved Nordøen, fordi en varm havstrøm løber ned langs med kysten på Nordøens østside. Strømmen kommer fra troperne og er endnu ikke kølet helt ned, når den når frem til New Zealand. Strømmen fører til tider subtropiske fiskearter med, som normalt ikke findes i New Zealand.
Nordøens milde klima giver grobund for mangrove. Ved lavvandede sandede saltvandsområder, findes mangrove, som ellers kun findes i troperne. Kun en enkelt art mangroveplante, kan dog leve her(Avicennia marina), da New Zealand ligger på den absolut yderste sydlige grænse, for mangroveskov. Man mener, planten er drevet hertil fra Australien, hvor den normalt lever. Mangroven breder sig i bugte og vige på Nordøen. Helt oppe ved nordspidsen bliver planterne så høje, at de danner en regulær mangroveskov. Men jo længere sydpå, jo lavere bliver mangrovetræerne, og ved Auckland danner mangroveplanterne kun buske.
Det varme hav omkring New Zealand er meget klart sammenlignet med Danmarks havvand. Det kan bl.a. skyldes at New Zealand ikke har så stor en udvaskning af næringsstoffer fra landjorden. Der findes ikke så mange alger i vandet og sigtbarheden er derfor rigtig god. Specielt omkring Nordøen, hvor havstrømmen fra troperne passerer, kan sigtbarheden i vandet være i top - op til 30 meter - og snorkle- og dykkerture her giver usædvanlige oplevelser. Specielt øgruppen Poor Knights Islands er kendt som et af verdens top ti bedste dykkeroplevelser, med dens forgrenede net af undersøiske grotter, rev og kløfter. Her kan man bl.a. møde rokker i hundredvis, der kommer til øerne for at yngle.
Ved Sydøens østkyst sker det biologiske fænomen "Upwelling": Fra kysten og ud i havet stiger havdybden meget hurtigt. Kun få kilometer ude er vandet op til 1000 meter dybt. Havstrømmene nede på bunden bliver presset op til overfladen, når de møder kontinentalsoklen. Med bundvandet bliver mange næringsstoffer ført med op til overfladen. I overfladen giver næringsstofferne grobund for fotosyntetiserende alger, der dermed blomstrer op. Krill og andre smådyr der lever af algerne blomstrer også op, og de bliver selv føde for mange andre havdyr, f.eks. hvaler, pelssæler, pingviner, måger osv.
Hvalerne der tiltrækkes af ædegildet ved dette fænomen giver grobund for en turistindustri i området omkring kystbyen Kaikoura. Her er der mulighed for at komme på hvalsafari og møde bl.a. jagende kaskelothvaler og, tæt ind langs kysten, små familiegrupper af den specielle newzealandske minidelfin, Hectors delfin.
Skove.
Før europæerne kom til New Zealand i 1769, var landet dækket af skov. Træerne holdt på jorden og forhindrede de mange jordskred. Skoven var meget frodig, på grund af den næringsrige jord og det fugtige klima. I nogle af de største reservater nordpå kan man se en lille bevaret del af den urgamle skov, som engang dækkede hele New Zealand. Træer af alle mulige arter står tæt uden noget mønster og hvert træ er dækket fuldstændigt af andre grønne planter. I New Zealand findes mange mosser og laver, og de fleste af dem kan vokse på andre planter. På et enkelt træ i en newzealandsk urskov kan vokse op til 60 andre plantearter. I en dansk skov, med mange forskellige arter kan man hvis man er heldig og god til at bestemme planter finde omkring 60 arter i alt i hele skoven!
Efter europæerne kom til landet er det meste skov fældet og solgt som tømmer. Kun i de små reservater, hvor skoven er fredet, står de mange indfødte træarter stadigvæk og knejser. Et af de mest berømte træer er Kauritræet. Nogle af de største og ældste kauritræer, der er tilbage, er så høje, at der er 30 meter op til de første grene. New Zealand er også kendt for sine mange bregner, der kan blive flere meter høje. Træbregnen Silver Fern er New Zealands nationalplante og pryder bl.a. landsholdet i rugbys - All Blacks - mærke.
Når skoven er væk er der ikke noget til at holde på jorden, og jordskredene er derfor blevet værre i takt med, at skoven er forsvundet. Mange dyrearter er udryddet fordi deres levested i skoven er forsvundet. Og mange dyrearter, f.eks. den berømte kiwifugl, er tæt på at forsvinde af samme grund.
Fauna.
På grund af New Zealands har ligget isoleret fra alt andet land i mange millioner år har dyrelivet udviklet sig næsten uafhængigt af alle andre steder, og har specielt tilpasset sig livet på New Zealand.
I New Zealand fandtes der oprindelig ingen pattedyr, ud over dem, som selv kunne flyve dertil. Det er kun nogle få flagermusarter, så New Zealand var engang frit for større rovdyr. Derfor er dyrelivet meget specielt her. Nogle af de andre arter dyr udfylder de funktioner, som pattedyr ellers normalt har. Nogle fugle, som kiwifuglene, lever næsten ligesom gnaverne i huller i jorden, den lever samtidig af den samme føde, som f.eks. et pindsvin ville leve af herhjemme. Regnorme og småinsekter, der gemmer sig i skovbunden er på dens menu. Fuglene behøvede ikke at kunne flyve, når der ingen rovdyr var, og mange arter - f.eks. takaheen - mistede derfor den evne. De lever i stedet nu på landjorden. Mange andre dyrearter udviklede sig ligeledes specielt, fordi de ikke behøvede at beskytte sig mod rovdyr.
Da Maori-folket, kom til New Zealand omkring år 1280, begyndte de at jage dyrene og de bragte rotter med ("Rattus exulans").
Den berømte kæmpefugl moa'en uddøde sammen med mange andre dyrearter hurtigt, da de var ikke tilpasset et miljø med rovdyr. De kunne ikke forsvare sig eller flygte. Men den virkelige katastrofe skete, da Kaptajn Cook opdagede New Zealand og bragte europæerne dertil. De introducerede faunaforurening i stor stil, da de medbragte deres kendte husdyr - hunde, katte, kvæg og geder. Derfor findes dyr som solsorten, bogfinken, musvitten, pindsvinet, admiralsommerfuglen og en lang lang række andre europæiske dyrearter nu i New Zealand. Kun en enkelt dagsommerfugleart har f.eks. selv fundet vej til New Zealand. Monarken kan flyve utroligt langt, og den findes der derfor naturligt.
De indførte dyr trives i det frugtbare New Zealand. De planteædende dyr fortrænger og udkonkurrerer de indfødte planteædende dyr. De indførte rovdyr finder let føde blandt de forsvarsløse indfødte dyr. Store skovområder vantrives som følge af pungrottens hærgen, og et storstilet program er iværksat for at udrydde dyret. Der bliver således brugt mange millioner hvert år på at udrydde de miljøfremmede dyr.
Eksterne henvisninger.
*
Ælde.
I nordisk mytologi er Ælde alderdom personificeret ved en gammel kroget kone, som optræder som Udgårdslokes mor i myten Thor hos Udgårdsloke.
De færreste kan danse med hende i længere tid, før de går i knæ. Kun Thor der dansede med hende under en duel med Udgårdsloke, holdt sig oprejst i længere tid.
Kun i kraft af Iduns fortryllede æbler, der giver ungdom, kan aserne modstå Ældes kraft.
Gleipner.
Gleipner er i den nordiske mytologi den tynde tråd, smedet af dværge på asernes bud, som Fenrisulven er bundet med. Tråden er smedet af fiskenes ånde, fuglenes spyt, bjørnenes sener og bjergenes rødder, kattepoters larm og kvindeskæg. Selvom den ser lille og skrøbelig ud, kan selv ikke Fenrisulven slide den i stykker, og den må derfor blive stående bundet i en hule i Jotunheim lige indtil Ragnarok.
Gleipner er den "tredje" lænke, Fenrisulven blev bundet med.
Grundet ulvens voksende mistro krævede den i pant en arm. Ingen turde lægge deres arm i gabet på ulven undtagen Tyr. Han er derfor énarmet.
2000'erne.
20. århundrede - 21. århundrede - 22. århundrede
Årtier: 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne - 2000'erne - 2010'erne 2020'erne 2030'erne 2040'erne 2050'erne
År: 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009
Begivenheder.
20. århundrede - 21. århundrede - 22. århundrede
Årtier: 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne - 2000'erne - 2010'erne 2020'erne 2030'erne 2040'erne 2050'erne
År: 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009
Film.
å
19. århundrede.
18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede - andre århundreder
Nogle europæiske regenter i det 19. århundrede - Krige i 1800-tallet
Det 19. århundrede består af årene 1801 til 1900, det er ofte forvekslet med 1800-tallet som består af årene 1800 til 1899.
å
1788.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1783 1784 1785 1786 1787 - 1788 - 1789 1790 1791 1792 1793
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
88
1170.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne - 1170'erne - 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne
Årstal: 1165 1166 1167 1168 1169 - 1170 - 1171 1172 1173 1174 1175
Eksterne henvisninger.
70
Ordklasse.
I grammatik er en ordklasse en lingvistisk kategori af ord, defineret ved deres syntaktiske eller morfologiske opførsel.
Verdens landes arealer.
Liste over verdens lande sorteret efter samlet areal. Tallene indeholder det samlede areal af landområder samt søer, floder mv. Territorialfarvand er ikke inkluderet i tallene.
Lande markeret med en stjerne er de største indenfor deres kontinent. Lande markeret med et kors er de mindste.
Se også.
Arealer
1950'erne.
__NOTOC__
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne - 1950'erne - 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne 2000'erne
År: 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959
Kunstnere.
å
1940'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne - 1940'erne - 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne
År: 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949
å
Fenrisulven.
Thor binder Fenrisulven.Fenrisulven stammer fra den nordiske mytologi.
Loke er far til Fenrisulven og Angerboda er dens mor. Dens to søskende er Midgårdsormen og Hel, og dens to halvsøskende er Vale og Narfe. Alle tre monstre skal ifølge Vølvens spådom slås mod og slå nogle af de stærkeste aseguder ved Ragnarok. Den er bundet ved Amsvartner.
Ved Ragnarok vil Fenrisulven først sluge solen og derefter Odin. Odins søn Vidar hævner ham og dræber Fenrisulven.
Lidskjalv.
Lidskjalv (eller Hliðskjálf) hører til i den nordiske mytologi.
Det er ifølge Yngre Edda Odins tronstol, der står i Valhalla. Når han sidder på Lidskjalv kan han skue ud over hele verden og se alt hvad der foregår.
I fortællingen kendt som Frejs elskov, berettes om at Frej, da Odin ikke var hjemme, så sit snit til at sætte sig i Lidskjalv. Fra den så og forelskede han sig i jættedatteren Gerd, men blev derefter forvist fra Asgaard af Odin.
Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet bl.a. ravnene Hugin og Munin.
Nauru.
Nauru er en lille republik i det sydlige Stillehav, tidligere kendt under navnet Pleasant Island. Naurus areal er på ca. 20 kvadratkilometer (verdens tredjemindste land), og øen har en befolkning på omkring 13.000 indbyggere. Øens natur er præget af brede sandstrande hele vejen rundt og desuden et 300 meter bredt frugtbart bælte ind mod øens 60 meter høje plateau, der består af guano. En stor del af republikkens tidligere rigdom kom fra fosfat, som blev udvundet fra de store guanodepoter på øen. Store dele af denne formue forsvandt imidlertid på grund af korruption og dårlig ledelse i 1990'erne, og med udtømningen af fosfatreserverne er øens fremtid usikker.
Etymologi.
Ophavet til navnet "Nauru" er ukendt. Da øen blev opdaget, kaldte indbyggerne den, som de fortsat gør i dag, "Naoero". Tyske Paul Hambruch, som besøgte øen i maj 1909, og fra september til november 1910, gav forklaringen om at "Naoero" var et sammendrag af sætningen "A-nuau-A-A-ororo" (i dag ville det blive skrevet "A nuaw ea arourõ"), som oversættes med "jeg går til stranden". I det tyske kolonileksikon blev denne forklaring brugt. Missionær Alois Kayser afviste imidlertid at dette var sandsynligt; han havde boet på øen i over tredive år, og havde hele tiden arbejdet med sproget; fordi det nauriske ord for "strand", som et mål for et verb om bevægelse, ville trænge ordet "rodu" "nedover (til)"; nauruerne anser stranden som øens laveste punkt. Det faktum at "rodu" mangler i Hambruchs ordforklaring gør, at dette er en usandsynlig tolkning af navnet "Nauru".
Øen har også haft andre navne; de engelske koloniherrer før 1888 kaldte øen for "Pleasant Island" eller "Shank Island", hvor de tyske koloniherrer kaldte den "Nawodo" eller "Onawero". Navnet "Nauru" blev senere skabt fra navnet "Naoero", så at europæere og amerikanere skulle kunne udtale navnet rigtigt.
Historie.
Der boede oprindelig tolv stammer i
Nauru: "Deiboe", "Eamwidamit", "Eamwidara", "Eamwit", "Eamgum", "Eano", "Emeo", "Eoraru", "Irutsi", "Iruwa", "Iwi" og "Ranibok". Alle bliver i dag repræsenteret i flaget, ved den tolvtakkede stjerne. Deres efterkommere, som bor på øen i dag identificerer imidlertid ikke længere sig selv med stammerne, men med hvilket distrikt de bor i. Stammerne "Irutsi" og "Iwi" har i dag ingen efterkommere; de blev sandsynligvis udryddet da japanere kidnappede 1200 nauruere i 1942, og sendte dem som slavearbejdere til den mikronesiske ø Truk; kun 737 vendte tilbage til Nauru.
I 1888 blev øen annekteret af Tyskland for at beskytte tyske skibe. Efter 1900 blev de enorme fosfatresurser opdaget, og Tyskland tog del i udvindingen af den. Efter 1. verdenskrig gik Nauru imidlertid over til at blive et vergemandat mellem Australien, Storbritannien og New Zealand. Fosfatet blev fra da udvundet af Australien og solgt af dem, hvor nauruerne igen fik samme løn.
I 1968 opnåede Nauru, under ledelse af høvding Hammer DeRoburt, selvstændighed, og blev en international anerkendt republik. Fra 1970 udvandt Nauru sin egen fosfat selv, og blev (regnet pr. person) det næstrigeste land i verden. Indtægten blev delt, og noget gik ret til nauruerne, og noget ble investeret i forretninger, som for eksempel landets egne flyselskaber og skibsselskaber, samt en London-musical som ikke opnåede større succes.
Siden 90'erne minskede fosfatudvindingen, og der begyndte at blive fattigdom. Dårlige finansielle satsinger og dårlige investeringer gjorde, at Nauru blev reduceret til et udviklingsland. I 2003 og 2004 var der en politisk krise, da Bernard Dowiyogo og René Harris takket være flere mistillitsforslag blev præsidenter hver anden gang, med bare få måneders mellemrum, nogle gange ikke mere end nogle dagers mellemrum. 1. oktober 2004 opløste præsident Ludwig Scotty parlamentet og fastsatte nye valg til 23. oktober. Scotty og hans følge vandt dette valg, og fik en historisk stor majoritet i parlamentet, med 16 af de 18 sæder.
I januar 2005 blev det kendt at Nauru blev vurderet som mulig losseplads for australsk radioaktivt affald.
Politik.
Nauru er en parlamentarisk-demokratisk republik.
Partier.
I Nauru bruges et løst flerpartisystem; de to formelle partier, er oppositionspartiet Naoero Amo, og deres rivaler, Naurus demokratiske parti. I tillæg findes et konservativt, men uformelt parti, Centerpartiet. Begge oppositionspartierne blev formet for at styrke parlamentets og tidligere præsidenters rolle. I dag spiller Naoero Amo den største rolle, mens demokraterne og Centerpartiet har lille politisk kraft.
Liste over præsidenter siden uafhængigheden.
Den officielle præsidentbolig var frem til 2001 "Bush Lodge" i Aiwo, men denne blev brændt ned under demonstrationer mod den daværende præsident René Harris og hans finans-og flygtningepolitik.
Retssystem.
Det nauriske lovsystem er basert på den engelske "Common Law" og på resolutioner fra det nauriske parlament. Bestemmelser gøres af højesteretten.
Højesteret ("Supreme Court") ledes avf statsdommeren ("Chief Justice"), som udnævnes af landets præsident. Appeller af dommer i denne domstol går til en egen appellret ("Apellate Court"), som består af to dommere. Appeller forekommer imidlertid sjælden. Parlamentet kan ikke afgøre nogen retslige dommere eller kendelser. Tingretten ("District Court") ledes af en residensdommer ("Resident Magistrate"), som også har ansvar for at registrere fødsler, ægteskab og dødsfald. Familieretten ("Family Court") består af tre dommere og præsideres også af en residensdommer.
Der findes også to andre retslignende institutioner, etableret gennem grundloven: Høringsretten for den offentlige tjeneste ("Public Service Appeal Board") og en høringsret for politiet ("Police Appeal Board"). Begge ledes af en statsdommer som leder for et udvalg med to medlemmer fra hver af tjenesterne.
Geografi.
Nauru er en koralø i Stillehavet med 0°32’ sydlig breddegrad og 166°55’ østlig længdegrad. Den er en typisk atol på et gammelt vulkankrater. Koralbasen som Nauru ligger på har rødder omkring 2000 meter under havoverfladen, og når cirka 61 meter over havet. Dette højeste punkt er langs kanten af plateauet, øst i Aiwo; denne kant kaldes Command Ridge. Sammenlignet med andre atoller har Nauru en vældig lille lagune. En kilometer fra øen er sødybden allerede på 1000 meter. I øens indre var øen næsten helt dækket af fosfater (nauruit), formet af fugleekskrementer. 2 km² af øen består af skov. Naurus maritime krav er 200 nautiske mil eksklusiv fiskezone, og 12 nautiske mil territorialsø.
På grund af Naurus beliggenhed lige syd for ækvator, ligger temperaturen på 27,5 °C hele året. Landbrug er vanskeligt på grund af den porøse kalksten, siden vandet forsvinder meget hurtigt.
Nauru er direkte berørt af den globale opvarmning, siden øen kan synke hvis havniveauet stiger yderligere. Nauru har påpeget dette flere gange i FN og kræver møder med USA og andre industrilande.
Plante- og dyreliv.
Der findes ingen store dyr på Nauru. De eneste landdyr, som lever på Nauru, udenom insekter, er nogle søfuglearter og husdyr som katte, hunde og grise, som blev bragt dertil af nybyggere. Der findes kun én type sangfugl på øen, naururørsangeren ("Acrocephalus rehsei"), som er enestående for Nauru.
Øen har en bred vandkant, som ved lavvand er næsten fuldstændig tør, hvor diverse sødyr og krabber lever, og koraler vokser. Mod land går et bælte med snehvid koralsand. Her vokser kokospalmer, tynd skov og pandangbuske. Dette perifere landskab er blevet vældig ændret af mennesker. Rundt her går øens asfalterede veje, hvor bygninger står i denne zone.
Det naturlige landskab i bakken op mod det andet plateauet og det gamle koralrevet er væsentlig bedre bevaret. Her vokser skove med kokospalmer, figentræer, "calophyllum" og i nord også mangrovetrær. På plateauerne var også i sin tid den største kokospalmeplantage på øen. Naurus kirsebær-, figen-, mandel- og mangotræer blev hugget ned for længe siden. Inde på øen er der store forskelle mellem de øde dagbruddsområder og resten af marken, hvor det naturlige landskab er blevet bevaret. De højere områder har både let og tæt skov, hvor "calophyllum", et middels højt tre med kroketstamme og store blade, vokser. Huleformet landskab har en lidt anden vegetation, som er lettere og tættere. Disse forskelle bliver forklaret med at det er forskelle på vandmængden i jorden. Til trods for nedbørsmængden, finder man ingen spor af vandleier ned til havet. Grundvandet ligger dybt, for vandet synker raskt ned i den porøse fosfatsten. Derfor er grunden tør året rundt.
Koraller.
Naturen på Nauru er vældig og usædvanlig; omkring kysten er der bløddyr. Man finder helioporaria-koraller med et lyst koboltblåt kalkskelet. Dette er det eneste eksemplar i "octocorallia"-grenen af koraller. Helioporaria-korallerne har et lille leveområde: kun ved ækvator og aldrig i vand med temperatur under 23 °C.
Geologi.
Det mest spektakulære på øen er bemærkelsesværdige takker og pyramider formet af fosfatudvindingen. De er fire til ti meter høje, og mellem dem har labyrinter af hul formet sig. Dette er enestående for denne ø; ingen andre steder findes noget tilsvarende.
Resten af øen er næsten som et ørkenlandskab; fosfatet blev kørt væk med en smalsporet jernbane, mens kun det døde måneagtige landskab blev tilbage. Der er ikke noget jord igen på stentakkerne som blev tilbage, og der er ikke noget vegetation der. Regnvand samles i hullerne, men bliver trukket ned i den porøse sten.
Geografer, geomorfologer og geologer har undersøgt naturen der, og fundet ud af at atollen Nauru har eksisteret vældig længe. Det cirkelformede koralrev fra tertiærperioden er blevet bevaret helt til i dag. I paleogperioden var det som i dag er Buada-lagunen, 60 m under dagens havniveau. I miosaperioden, en del af den tidlige tertiærperiode, blve den hævet kraftig, til 10 meter under dagens havniveau. Efterhvert blev der dannet en lagune, som er meget lille i forhold til hos andre atoller, og hullerne mellem stentakker og andre huller blev fyldt op med guano, som efterhvert blev til fosfater.
Ernæring.
Naurus gartnerier og begrænsede fiskeri, som praktiseres af både fiskere og fregatfugle, der er trænet til formålet, kan langt fra dække øboernes behov for levnedsmidler. Langt størstedelen af fetaljen må derfor importeres, i form af konserves, ligesom rent drikkevand bliver sejlet dertil.
Denne dåsemadskost har resulteret i adipositet (overvægtighed) blandt nauruerne, og Nauru er det land i Verden, der har flest tilfælde af diabetes-2 (ikke insulinkrævende diabetes).
Von (nordisk mytologi).
Von er i nordisk mytologi en elv, hvis kilde er fråden fra Fenrisulvens mund.
Midgårdsormen.
Midgårdsormen er i nordisk mytologi en del af jætteslægten. Han er barn af Loke og Angerboda. Hans søskende er Hel og Fenrisulven, og hans to halvsøskende er Vale og Narfe.
Midgårdsormen ligger i verdenshavet, efter at Odin, i asernes forsøg på at kontrollere bæsterne, har kastet den derud for at drukne den. Ormen slynger sig om hele Midgård og bider sig selv i halen.
Thor konfronteres med Midgårdsormen to gange. Første gang, da Thor, Loke og Tjalve besøger Udgårdsloke. Her forsøger Thor forgæves at løfte en kæmpekat, som viser sig at være Midgårdsormen. Den anden konfrontation forekommer er under en sejltur, hvor Thor har selskab af jætten Hymer. Thor får lokket Midgårdsormen frem, men da han vil forsøge at dræbe den med hammeren Mjølner forstyrres han i sit forehavende af Hymer. Thor bliver så vred, at han ender med at dræbe jætten Hymer i stedet.
En mægtig vølve har spået, at Thor og Midgårdsormen vil mødes endnu en gang, nemlig ved Ragnarok, hvor de vil komme til at kæmpe den endelige kamp. Midgårdsormen vil da komme op på land og bugte sig gennem dale og enge, og under den drabelige kamp vil Thor ende med at dræbe ormen, hvorefter han selv ender med samtidig at blive dræbt af ormens gift (blod).
Australien.
Australien er et kontinent og samtidig et land på den sydlige halvkugle nordvest for New Zealand og syd for Indonesien, Østtimor og Papua Ny Guinea. Landet er det 6. største i verden. Navnet 'Australien' kommer fra det latinske udtryk "terra incognita australis" ("ukendt sydligt land").
Selv med et areal kun lidt mindre end Europa har dette kontinent kun en befolkning på omkring 20 millioner. I Australien bor hvide efterkommere af europæere, asiater og den oprindelige befolkning, aboriginerne.
Etymologi.
I renæssancen mente man at landmasserne på den nordlige halvkugle skulle afbalanceres af tilsvarende landmasser på den sydlige halvkugle. Man kaldte det hypotetiske kontinent for "Terra Australis Incognita" ("det ukendte sydlige land"). Af englænderne blev det angloficeret til "Commonwealth of Australia".
Historie.
Det menes, at de første indbyggere i Australien kom fra Indonesien for mere end 50.000 år siden og spredte sig ud over hele kontinentet. Den første europæer til at udforske lidt af Australien, var formodentlig den spanske kaptajn Luis Vaez de Torres, som sejlede gennem strædet, som ligger mellem Australien og Papua Ny Guinea. Dette hedder nu Torresstrædet.
Kontinentet blev opdaget af den hollandske opdagelsesrejsende Willem Janszoon i 1606, men egentlige ekspeditioner hertil blev ikke indledt før i 1700-tallet. I 1770 gik den britiske kaptajn James Cook i land i nærheden af det nuværende Sydney og tog kontinentets østlige to tredjedele i besiddelse for Storbritannien. I 1788 begyndte Australiens tid som straffekoloni, hvilket fortsatte til 1868. Efter 1850 fandt der en stor indvandring af briter sted.
I 1800-tallet blev Australiens seks dele styret som kronkolonier. New South Wales var den første koloni i Australien, som fik en vis grad af selvstyre i 1823, og som i 1855 fik sin egen grundlov. I 1859 havde alle kolonierne/områderne, bortset fra Western Australia, selvstyre. Den 1. januar 1901 grundlagdes det australske statsforbund, og landet blev en selvstyrende dominion inden for det britiske imperium.
Australien deltog i såvel 1. verdenskrig som i 2. verdenskrig og blev bombet af Japan under den sidste krig. Det kom til at betyde, at Australien ændrede udenrigspolitisk kurs og fulgte USA både i Koreakrigen og Vietnamkrigen.
Politik.
Australien er et konstitutionelt monarki, og den britiske dronning Elizabeth II er dronnning af Australien (og dermed statsoverhoved), en rolle, som er adskilt fra hendes rolle som dronning af Storbritannien. Dronningen er til daglig repræsenteret ved generalguvernøren og selv om Australiens forfatning giver meget udøvende magt til generalguvernøren, anvendes den generelt kun efter samråd med premierministeren. Der har været tilfælde, hvor generalguvernøren har ageret uden premierministerens samråd, et eksempel var afskedigelsen af Whitlam-administrationen under Australiens forfatningskrise i 1975.
Parlamentet er et tokammerparlament og består af dronnningen, senatet (overhuset) bestående af 76 senatorer og repræsentanthuset (underhuset) bestående af 150 medlemmer, som alle vælges i enkeltmandskredse rundt om i landet. Repræsentationen i repræsentanthuset afspejler direkte befolkningen (hvert medlem repræsenterer en vis befolkningsmængde, som har valgt medlemmet), mens senatorerne repræsenterer de forskellige stater (12 per stat, mens de føderale distrikter, Northern Territory og Australian Capital Territory begge har 2 senatorer). Begge kamre vælges ved valg hvert tredje år; men eftersom senatets medlemmer sidder i 6 år, vælges halvdelen af dets medlemmer ved hvert valg. Partiet med flertal i repræsentanthuset danner regering.
Det findes tre større politiske partier: Australian Labor Party, Liberal Party of Australia og National Party of Australia. Uafhængige politikere og flere mindre partier har opnået en vis repræsentation i de forskellige delstatsparlamententer, men har generelt haft lille gennemslag. I perioden 1996 til 2007 styrede en koalition mellem de liberale og det nationale parti Australien med premierminister John Howard i spidsen. Siden da har Labor Partiet stået i spidsen for regeringen, først med Kevin Rudd og fra 2010 med Julia Gillard som premierminister. Australien har tvungen valgdeltagelse.
Geografi.
Australien har et areal på 7.686.850 km² og ligger på den Indo-Australske Plade. Landet er omgivet af det Indiske Ocean, Sydhavet og Stillehavet. Australien er adskilt fra Asien af Arafurahavet og Timorhavet. Australien har en kystlinje på totalt 25.760 kilometer.
Landets klima påvirkes kraftigt af havstrømme, inklusive El Niño, hvilket skaber periodisk tørke og tropiske lavtrykssystemer, som skaber cykloner i det nordlige Australien.
Den største del af Australien består af savanne eller ørken. Australien er verdens tørreste og fladeste beboede kontinent og har de ældste og mindst frugtbare jorder. Kun de sydøstlige og sydvestlige hjørner af kontinentet har et tempereret klima. Den nordlige del af landet har et tropisk klima med regnskove, skove, græsmarker og ørken. Great Barrier Reef, verdens største koralrev, ligger ikke langt fra den nordøstlige kyst, og strækker sig over 2.000 kilometer. Verdens største monolit findes i Western Australia og hedder Mount Augustus. Mount Kosciuszko er fastlandets højeste bjerg med en højde på 2.228 m., men Mawson Peak i territoriet Heard- og McDonaldsøerne er højere (2.745 m). Blandt Australiens mest kendte klippeformationer findes Uluru (også kendt som Ayers Rock) i Northern Territory. Australiens røde sand har sin farve fra rustet malm og metal i sandet.
Delstater og territorier.
Animeret kort over kolonierne i Australien
Australien er en forbundsstat, som består af seks delstater og diverse territorier.
For det meste fungerer territorierne på samme måde som delstaterne, men det føderale parlament kan tilsidesætte territoriernes lovgivning. I kontrast til det tilsidesætter føderal lovgivning staternes lovgivning inden for visse områder, disse områder er defineret i den australske grundlov. Områder af lokal interesse som sundhed, uddannelse, politi m.m. er reguleret af staternes parlamenter.
Australien har også flere mindre territorier, den føderale regering administrerer et separat område i New South Wales, Jervis Bay-territoriet, som skal fungere som hovedstadens havn. Andre eksterne territorier er Norfolk Island, Juleøen, Heard- og McDonaldsøerne, Cocosøerne, Ashmore- og Cartierøerne, Koralhavøerne og Australiens antarktiske territorium
Flora og fauna.
a>en er et typisk par for den australske flora og fauna.
Selv om Australien for det meste består af savanne eller ørken findes der også en stor diversitet i naturen, alt fra alpine sletter til tropiske regnskove. På grund af kontinentets høje alder og dets lave fertilitetsniveau, dets meget varierende vejrmønstre, og dets lange geografiske isolation er meget af Australiens flora og fauna unik og forskelligartet. Ca. 85% af blomsterne, 84% af pattedyrene, mere end 45% af fuglene og 89% af de kystnære fisk er endemiske. Mange af Australiens økologiske regioner og arterne i disse regioner trues af menneskelig aktivitet og importerede planter og dyr. Den føderale "Environment Protection and Biodiversity Conservation Act 1999" er et antal love, som er vedtaget for at beskytte truede arter. Mange naturreservater og beskyttede områder er skabt for at værne om og bevare Australiens flora og fauna.
De fleste af de australske planter er grønne hele året, og mange er tilpasset påvirkning fra ild og tørke, inklusive eukalyptusen og akacien. Australien har et stort antal endemiske bælgfrugter som vokser i næringsfattig jord takket være deres symbiose med rhiozobiabakterien og mykorrhizasvampe. Velkendt australsk fauna omfatter koalaen, kænguruen, vombatten og fugle som emuen, kakaduen og kookaburraen. Dingoen blev introduceret af austronesiske folkeslag, som handlede med aboriginere ca. 4000 f. Kr. Mange planter og dyr døde ud, efter at mennesket slog sig ned i Australien, inklusive den australske megafauna, og mange flere døde ud, efter at europæerne slog sig ned i Australien, eksempelvis den tasmanske tiger.
Økonomi.
Australien har en blandingsøkonomi med et BNP per capita noget højere end i Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Landets bruttonationalprodukt var 611 mia. US dollar i 2004, hvilket svarer til 30.700 USD per capita. Landet blev i 2005 placeret på en tredjeplads i FN's HDI for 2005 og på sjettepladsen i The Economists indeks over livskvalitet.
I de senere år har Australiens økonomi været fleksibel sammenlignet med den globale økonomiske nedgang. Stigende afkast i indenlandske virksomheder har holdt landet oppe gennem en global nedgang, og tiltroen til den australske økonomi er stor.
I 1980'erne startede arbejderpartiet, ledet af Australiens premierminister Bob Hawke og skatteminister Paul Keating, en reform, som gik ud på at lade den australske dollar flyde frit fra og med 1983, samt at foretage en afregulering af det finansielle system. Siden 1996 har Howard-regeringen fortsat mikroøkonomiske reformer, inklusive en afregulering af arbejdsmarkedet og en privatisering af statsligt ejede virksomheder, hvilket først og fremmest har kunnet mærkes inden for den australske telekommunikationsbranche. Skattesystemet blev reformeret i juli 2000, og en skat på varer og tjenester på 10% blev indført. Denne skat mindskede kraftigt statens tidligere store afhængighed af indkomstskatter.
Den australske økonomi har ikke lidt af recession siden de tidlige 1990'ere. I juli 2005 var 5,0% af befolkningen arbejdsløse. Økonomiens tjenestesektor, inklusive turisme, uddannelse og finansielle tjenester, udgør 69% af landets BNP, mens landbrug og forskellige naturresurser kun udgør tre respektive fem procent af BNP, men bidrager til en stor del af landets eksport som f.eks. kul og jernmalm. Australiens største eksportmarkeder omfatter Japan, Kina, USA, Sydkorea og New Zealand.
Demografi.
Flertallet af de ca. 20 millioner australiere nedstammer fra indvandrere, som kom til Australien i 1800- og 1900-tallet, de fleste kom fra Storbritannien og Irland. Australiens befolkning er firdoblet siden afslutningen af 1. verdenskrig, i høj grad på grund af et ambitiøst indvandringsprojekt. De fem største grupper blandt de 27,4% af alle australiere, som er født i udlandet, var i 2001 briter, newzealændere, italienere, vietnamesere og kinesere. Efter at White Australia policy blev afskaffet i 1973, er der taget mange regeringsinitiativer for at fremme et mulitikulturelt samfund. Australiens befolkning er vokset ca. 60 gange, siden landet først blev befolket af europæere.
Landets urbefolkning aboriginerne bestod i 2001 af 410.003 personer (2,2% af den totale befolkning), en stigning fra 1977, hvor tallet var 115.953. Blandt urbefolkningen er andelen af fængslede og arbejdsløse højere, og uddannelsesniveauet og den forventede levetid er lavere end hos andre australiere. Raceulighed og menneskerettigheder er fortsatte politiske emner i Australien.
Som mange andre industrilande oplever Australien en demografisk forskydning mod en ældre befolkning med flere pensionister og en mindre andel af befolkningen i arbejde. Et stort antal australiere, 759.839 (2002), bor i udlandet. På grund af disse forhold fører Australien fortsat en aktiv indvandringspolitik for at tiltrække arbejdskraft til landet og for at øge landets fødselstal.
Sprog.
Engelsk er de facto-sproget, men ikke det officielle sprog, og tales med dialekten australsk engelsk. I 2001 var engelsk for 80% af befolkningen det eneste sprog, som taltes i hjemmet. Andre sprog er kinesisk (2,1%), italiensk (1,9%) og græsk (1,4%). En væsentlig andel af første- og andengenerationsindvandrerne taler mere end ét sprog. Det antages, at der fandtes omkring 200 - 300 aboriginersprog, da europæerne kom til Australien. 70 af disse har overlevet, og alle bortsat fra 20 er truet af udryddelse. Forskellige aboriginersprog er modersmål for ca. 0,02% af landets befolkning.
Religion.
Australien har ingen statsreligion. I 2001 betegnede 68% af alle australiere sig som kristne, hvoraf 27% var katolikker og 21% anglikanere. Fem procent identificerede sig med ikke-kristne religioner, 16% havde ingen religion, og 12% svarede ikke på spørgsmålet.
Sport.
Store sportsgrene i Australien er australsk fodbold, rugby hvor det australske landshold er et af de mest fremtrædende i verden. Også cricket, svømning og surfing er populære sportsgrene.
Inden for tennis findes turneringen Australian Open som spilles i begyndelsen af hvert år i Melbourne.
Aborre.
Aborren ("Perca fluviatilis") er en almindelig ferskvandsfisk i Danmark. Den findes i næsten alle søer og damme, men findes også i vandløb. Om sommeren lever aborren inde på lavt vand, hvor der er mange planter, så den kan gemme sig, og hvor den kan finde de småfisk og insekter, som den lever af.
En aborre bliver almindeligvis omkring de 20-30 cm. Langs fiskens sider har den 5-7 striber, der gør, at man ikke så let kan se den mellem vandplanterne. Ligesom andre fisk ånder aborren gennem gæller. De fire gæller bagest i munden er dækket af gællelåg. Gællebladene er fyldt med blodårer, og de ligger sådan, at de kan nå at optage ilten, der er i vandet. For at få frisk vand til sine gæller sluger aborren en mundfuld vand hele tiden. Når den lukker munden, presses vandet bagud, så det kommer forbi gællerne, og til sidst kommer det ud af gællelågene. Hvis den er et sted, hvor der ikke er planter, og vandet er stillestående, har den svært ved at få ilt. En af aborrens fjender er gedden.
Om vinteren opholder aborren sig, hvor der er dybere, da vandet her ikke så let bundfryser. Først omkring april/maj kommer den ind på lavt vand igen. Når vandet er 7-8 grader, begynder hunnen at lægge æg. En lille hun lægger ca. 4.000 æg, og en stor hun kan nå op på 300.000 æg. Mange af æggene bliver ædt af søens andre dyr, men nogle bliver tilbage. Efter 2-3 uger begynder ungerne at komme frem. De er kun 6-7 mm lange. Hvis ungerne lever i en sø, hvor der er føde og ilt nok, varer det 3-4 år, før de kan få unger. På det tidspunkt er aborren 15-20 cm lang. Men hvis de vokser op i en sø, hvor der kun er lidt føde og ilt, måske på grund af forurening, bliver de voksne aborrer kun 8-10 cm lange, selvom de er 5-6 år gamle, og de bliver aldrig større.
Aborren bliver sjældent over 50 cm og 2 kg. Aborren vokser meget langsomt, hvilket betyder at en aborre på 40 cm oftest er mere end 10 år gammel.
Aborren er en yndet fisk for lystfiskere. De fleste lystfiskerfangede aborrer er 500 gr. eller derunder. En aborre på 500 gr. er en fin fangst. En aborre over 1000 gr. er rigtig stor fisk også kaldet en specimen-fisk. Aborrer over de 2 kilo er en uhyre sjælden fangst. Danmarksrekorden er i øjeblikket 2.785 gr.
Ginnungagap.
Ginnungagap er det område der skabes, da varmen fra det hede Muspelheim møder rimtågen fra det frysende Niflheim. I Ginnungagap er der en tilpas temperatur, og her opstår det første liv ifølge den nordiske mytologi. Det er her koen Audhumla og jætten Ymer lever, og det er her at Odin og hans brødre Vile og Ve senere skaber verden af Ymers døde krop.
Frigg.
Frigg ved sin spinderok, spinder skyerne
Frigg (norrønt "Frigg") er Odins hustru i den nordiske mytologi. I litteraturen beskrives hun som Odins ligeværdige, når det gælder viden om verdens skæbne, men modsat ham tier hun. Kun i digtet "Baldrs draumar" skildres Frigg som aktivt handlende i forsøget på at ændre skæbnens gang, da hun først beder alle ting i verden skåne sin søn Balder. og siden, da det mislykkedes, at græde for ham. Pga. hendes visdom søger Odin ofte hendes råd i vanskelige beslutninger. Hun er mor til Balder, Hermod og Høder og datter af Fjørgyn, hun ejer hesten Hovvarpner og bor i huset Fensale (der betyder ’’Mosesalen’’). Frigg har flere tjenere, de vigtigste er Fulla, der er hendes tjenestepige og Gna, som er hendes sendebud.
Frigg kan genfindes i jernalderens sydgermansk religion som Frija eller Frea, men da kildematerialet til religionen i denne periode er langt mere sporadisk end til vikingetidens i Norden, så er det usikkert i hvor høj grad de ligner hinanden. I Norden blev Frigg bl.a. opfattet som gudinde for ægteskabet. Kilderne tyder på, at hun blev tilbedt i forbindelse med fødsler og hvis mødre havde brug for beskyttelse af deres børn, specielt drenge, der drog i krig. Herudover stod hun som beskytter og hjælper ved traditionelt kvindearbejde, som vævning, syning, madlavning o.l. I flere myter beskrives gudinder Frigg og Freja på mange måder, det næsten sammen, det har ført til spekulationer om, at de oprindelig måske har været samme gud. I de nordiske kilder bliver Frigg hovedsageligt relareret til den ægteskabelige og moderlige kærlighed, mens Freja knyttes den sensuelle kærlighed og frugtbarhed. Ugedagen fredag er opkaldt efter Frigg.
Etymologi.
Den nordiske variant Frigg genfindes i sydgermansk mytologi som "Frija" eller "Frea", samt oldsaksisk "Fri" og angelsaksisk "Frig". Disse navne er alle afledte af det protogermanske "Frijjō", der er beslægtet med "prīyā́" fra Sanskrit, der betyder "hustru." Navnet er også beslægtet med ordet "fri" ("at foreslå ægteskab") fra moderne dansk og islandsk "frjá", der betyder "at elske." Friggs navn betyder således "den kærlig/elskede (hustru)". Det at hendes navn etymologisk stammer fra et ord med betydningen "at elske", kan betyde, at hun oprindeligt har været en kærlighedsgudinde.
Karakteristik.
Kilderne til Frigg er sparsomme, men i dem, der findes, beskrives hun som Odins hustru og den den fremmeste af asynjer. hun er Odins ligeværdige i relation til visdom, hun har kendskab til menneskenes skæbne, men i modsætning til sin mand, så tier hun. Friggs status fremgår fx af prosaindledningen til digtet "Grimnismál", hvor hun i lighed med Odin knyttes til kongemagten. Kilderne viser også, at hun blev opfattet som ægteskabets og moderskabets gud. Moderrollen kommer tydeligst frem i myterne omkring Balders død; da det var blevet spået, at Balder skulle, fik Frigg alle levende væsner, herunder planter og dyr, til at love, at de ikke ville skade ham. Den eneste, der ike blev taget i ed var misteltenen, og derfor blev han dræbt af en pil fremstillet af en mistelten. Derefter får Frigg fremtvunget af Hel, at hvis alle levende væsener vil græde over Balders død, vil han få lov at vende tilbage fra Hel. Og alle levende væsener græder, undtagen en. Da Frigg spørger Loke, der har forklædt sig, så hun ikke genkender ham, om han vil græde for Balder svarer han nej! - og Balder må derfor blive i Hel til Ragnarok. Moderrollen (den grædende) er en parallel til de sørgende gudinder, Ishtar, Isis og Jomfru Maria, fra Middelhavsområdet.
Der er imidlertid ældre levn, der tyder på, at hun tidligere ikke kun har været opfattet som modergudinde, men i stedet har haft en mere udvidet betydning som kærlighedsgudinde eller frugtbarhedsgudinde generelt, fx fremgår det af ugenavnet Fredag, at man i det sydgermanske område sammenlignede Frigg med Venus og ikke Juno, der i den romerske mytologi var moderskabets gud. Anne Holtsmark mener, at det kunne tyde på, at hun har skiftet funktion. Et andet levn er navnet på hendes bolig, ’’Fensale’’, der muligvis skal oversættes med ’’Mosesalen’’. Det kan tolkes som et levn fra en gammel forbindelse mellem hende og de frugtbarhedsgudinder, der i den germanske kultur var knyttet til vådområder. Gro Steinsland foreslår, at det måske har været hende man ofrede til i mosen i jernalderen.
Trods sin rolle som modergudinde beskrives Frigg nogle steder som både utro og løsagtig, bl.a. i Lokasenna og i Gesta Danorum af Saxo. De elskere som Frigg forbindes med i forskellig historier bærer dog ofte navne, der enten er kendte Odinsnavne eller afledninger af det, eller også er de hans egne brødre Vile og Ve (dvs. emanationer af ham selv). Saxo fortæller fx om en mystisk figur ved navn ’’Mithotyn ’’, der måske betyder ’’MedOdin’’. Han beskrives nærmest som Friggs stedfortrædende samlever, når Odin er ude på rejse. Denne historie kan være et levn fra en ældre mytologisk forestilling, der var relateret til årstidsskift, en mulig til parallel ægteskabet mellem Freja og Od.
En række figurer omgiver Frigg, men det er tvivlsomt om de fleste af dem har haft en selvstændig mytisk eksistens som andet end symbolske figurer. Hendes hof omfatter de kvindelige guddomme Sága, Eir, Fulla, Sjöfn. Lofn. Sýn, Hlin, Snotra, Sól og Gná. Nogle af disse figurer kan ligesåvel være aspekter af gudinden selv, fx Sága (’’Søger’’). og Hlín, som var beskytter af menneskene, mens andre er personifikationer af egenskaber eller fænomener, fx Sól (Solen). To af dem har en mere selvstændig rolle i myterne. Den ene er ternen Fulla, der bærer hendes skrin og som er indviet i alle Friggs hemmeligheder. Den anden er Gná, der er Friggs budbringer, som rider på hesten Hofvarpner. Denne hest rider lige så godt over land som i luften og på vandet.
Friggs oprindelse er meget usikker, i kilderne omtales hun som datter af Fjørgyn, der sandsynligvis er en personifikation af jorden. Hun blev gift med Odin i forbindelse med afslutningen på krigen mellem aser og vaner, det kan betyde, at hun måske var af vaneæt ligesom Freja.
Der findes kun beskedne spor efter en Friggkult i Norden. Hun blev tilsyneladende dyrket sammen med de øvrige asynjer, som én blandt mange. Men i de litterære kilder, skrevet af mænd, står de kvindelige guder ofte i skyggen af deres ægtemænd, så det er meget usikkert hvor stor betydning gudinderne reelt havde i religionen.
Forbindelser mellem Frigg og Freja.
Frigg er den mest prominente af asynjerne, mens Freja er det blandt vanerne. De tilhører således to forskellige gudeslægter. Alligevel er der mange paralleller mellem, hvilket af flere er blevet tolket som en indikation på, at de tidligere har været den samme guddom. Nogle af parallellerne er; at de begynder ejer en falkeham; at mens Frigg er gift med Odin, så er Freja gift med Óðr, der kan være et aspekt af Odin; at de begge ejer en særlig halskæde; at Frigg er barn af en personikation af jorden, mens Freja son frugtbarhedsgudinde er særligt knyttet til jorden; at de begge blev påkaldt i forbindelse med fødsler. Det at Friggs identitet i det bevarede kildemateriale forbliver dunkel ved siden af Frejas langt større rolle har for nogle forstærket mistankerne om deres fælles ophav. Det samme har det forhold, at selv om Frigg blev opfattet som ægteskabets beskytter er hendes rolle ikke ukompliceret, fx lever hun ikke sammen med sin ægtemand, men har sin egen bolig, ligesom hun tillægges flere udenosægteskabelige forhold.
Indenfor religionsvidenskaben har der derfor længe været en debat om det, hvor der både har været fremført argumenter og imod idéen, uden man har kunnet opnå en generel enighed.
Nogle af argumenter er baseret på lingvistiske analyser, andre på det forhold, at Freja udelukkende kendes fra det det nordgermanske og ikke fra det sydgermanske område; det kunne tyde på, at frugtbarhedsgudinden i nogle områder var blevet splittet ud på to figurer.
Andre har fremført det argument, at Frigg og Freja sammen med en tredje gudinde engang har udgjort en Gudetriade, hvor de enkelte gudinder hver især er blevet indentificeret med tre forskellige livsaldre i en kvindes liv (den tredje kan fx have været Hnoss eller Idun). Dette synspunkt er dog langt fra alment accepteret, da hverken Friggs eller Frejas funktionsområder ikke passer med det, der kendes fra andre indoeuropæiske triader af gudinder; fx romerske og keltiske.
Et andet argument imod teorien om fælles ophav er, at de to oprindeligt har været ligenende gudinder fra forskellige panteoner, der har lånt en række forskeliige attributter og funktioner fra hinanden. Det kendes fra flere græske, romerske og egyptiske guddomme i den hellenistiske periode. Denne hypotese forudsætter imidlertid, at opdelingen mellem asernes og vanernes slægter i den nordiske mytologi er resultatet af en sammensmeltning mellem to forskellige mytologier i forhistorisk tid, det er der dog langt fra enighed indenfor forskningen.
Toponymer.
Flere steder i Norden findes der stednavne, der indeholder Friggs navn. Det bliver i reglen anset som en indikation på, at en gud blev dyrket på stedet, når dets navn indeholder gudens navn. I Västergötland findes fx en sted, der kaldes Friggeråker. Et engelsk charter fra 936 e.v.t. omtaler navnet "Frigedoone", hvilket betyder "Frigs dal". Det kan være identisk med Friden i Derbyshire, England. Byerne Froyle ("Friggs høj") og Freefolk ("Friggs folk") i Hampshire, England, kan også være opkaldt efter Frigg.
Frigg i folkloren.
Dyrkelsen af Frigg ophørte i forbindelse med religionsskiftet, men i lighed med de andre nordiske guder levede hun videre i folkloren mange steder i Norden. Ifølge folkloren i den sydlige Småland var Frigg eller Frigge Thore-Guds hustru (Thor), og om aftenen om torsdagen skulle tage sig i agt for at røre ved spinderokken, Thore-Gud og Frigge kunne komme på besøg for at låne den. Friggs spinderokke har i nordisk kultur givet navn til tre stjerner der dannner Orions bælte, og de indtil fornylig stadig kaldt Friggerocken eller Friggetenen i store dele af Götaland.
Vale.
Vale - illustreret af Carl Emil Doepler (1824-1905) i 1882.
Vale (eller Bo) er navnet på en gud fra den nordiske mytologi, som sønnen af Odin og Rind. Det er guden der refereres til i forbindelse med overlevelsen af ragnarok.
Gefionspringvandet.
Gefionspringvandet på afstand, september 2006
Gefionspringvandet tæt på, juli 2007
Gefionspringvandet er et værk af den danske billedhugger Anders Bundgaard fra 1908, placeret for enden af Amaliegade, København, over for Kastellet. Det er forbundet med Langelinie via Gefionbroen.
I anledningen af Carlsbergs 50 års-jubilæum i 1897, betalte Carlsbergfondet sammen med Københavns Kommunes Kunstfond Bundgaard for værket. Det var oprindeligt tænkt, at springvandet skulle placeres centralt i byen - på Rådhuspladsen. I stedet blev det besluttet, at det skulle stå på et sted nær Øresund, hvor det endnu står i dag. Martin Nyrop, der havde tegnet det nye rådhus, fik som erstatning springvandet med tyren, der kæmper mod dragen - ovenikøbet ankom tyr og drage først ca 25 år senere.
I august 1999 afbrød kommunen vandforsyningen til springvandet, da man kunne konstatere, at der dagligt blev løb 15-50 m3 vand ud af det. Fra april 2003 frem til august 2004 arbejdede en entreprenør på at foretage renovering af springvandet med henblik på at stoppe lækagen. Den 7. september fejrede man genåbningen af springvandet og lod daværende bygge- og teknikborgmester Søren Pind stå for den officielle indvielse. I forbindelse med restaureringen, er der desuden sket en modernisering af anlægget, så det bl.a. er oplyst og kan sende fejl-alarmer via sms til kommunens driftsafdeling.
Gefion.
Ifølge myten var det den svenske sagnkonge Gylfe, som gav gudinden Gefion lov til at beholde det land, hun i løbet af en nat kunne pløje ud af Sverige. Gefion forvandlede sine fire jættesønner til okser, og med dem pløjede hun derefter på en nat et område ud. Dette (som blev Sjælland) blev herefter kastet i havet mellem Fyn og Sverige. Det efterladte hul blev til Mälaren. For en moderne betragter ville det ud fra søens udstrækning forekomme mere sandsynligt, at det skulle dreje sig om søen Vänern. Snorre kalder søen for Logr, og der er tradition for at opfatte den som Mälaren. Springvandets officielle navn er Gefion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige.
Kiribati.
Republikken Kiribati er et ørige i Stillehavet. Landets 33 øer er spredt over 3.800 kilometer omkring ækvator. Dets navn udtales /kiribas/, som er en mikronesisk transliteration af det tidligere engelske navn for den store gruppe af øerne, the Gilbert Islands.
Øgruppen ligger lige vest for datolinien, og er derfor de første til at fejre nytår efter den almindelige Gregorianske kalender Størstedelen af øgruppens boboere er religiøse og årsskiftet fejres derfor med en gudstjeneste.
Historie.
I 1892 blev Gilbert Islands en del af det britiske protektorat sammen med Ellice Islands. De blev en koloni i 1916 og fik selvstyre i 1971.
I 1978 blev Ellice Islands uafhængig under navnet Tuvalu, Kiribati efterfulgte i 1979. Efter uafhængigheden fremførte USA et territorialkrav på de sparsomt beboede øer Phoenix og Line, som begge blev en del af Kiribatis territorium.
Mimer.
Mimer er i nordisk mytologi en jætte. Mimer var den klogeste af alle, og blev givet til vanerne som gidsel efter krigen med aserne. Han blev dog halshugget af vanerne, og kun hovedet blev sendt tilbage. Dette hoved står balsameret ved en af kilderne under Yggdrasil, Mimers brønd, hvor det fik Odins ene øje i pant for sin visdom.
Mimer er søn af Bøltorn og bror til Bestla og er således også Odins morbror.
1598.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1593 1594 1595 1596 1597 - 1598 - 1599 1600 1601 1602 1603
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
98
1930'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne - 1930'erne - 1940'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne
År: 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939
å
1920'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne - 1920'erne - 1930'erne 1940'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne
År: 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929
å
Æbelø.
Æbelø ligger i Kattegat, ca. 4 km nord for Fyn. Selve øen er 2,09 km². Syd for Æbelø ligger draget Brådet, og småøerne, Æbeløholm.Dræet og Ejlinge.
Æbelø har en meget speciel geologi. Bl.a. findes lag af plastisk ler afsat i Palæogen der gør, at jordlagene nemt glider fra hinanden. Virkningen af det plastiske ler kan man se på Æbeløs skrænter, der glider ned i store trappetrinsformer ud mod havet med det resultat, at bøgeskoven glider med, og de store træer til sidst ender i vandet. Hist og her kan man også se "elefantfodsskred", hvor det plastiske ler flyder ud i sjove former på stranden.
I 2001 blev indrettet et stenmuseum i en af længerne til Æbeløgård. Her udstiller Holger Garnak sin stensamling, der er indsamlet gennem et helt liv. Man skal have en aftale med bestyreren på Æbelø i forvejen, hvis man gerne vil se samlingen, til gengæld er det det hele værd. En prægtig samling, der fortæller om Æbeløs geologi. Mange flotte og meget spændende sten - alle indsamlet omkring Æbelø.
Naturformerne på Æbelø er også ret specielle, da øen ikke har været udsat for stor menneskelig påvirkning. Øen har hovedsageligt været anvendt som græsningsareal for de omkringboendes kreaturer, selv om der også har været fastboere, som dyrkede jorden.
Planterne på Æbelø.
Der har længe været en del skov på øen, og da man havde fældet de fleste skove på Nordfyn omkring år 1400, var Æbelø en guldmine med sin skov med mange fine bøge- og egetræer. Selv i dag er Æbelø kendt for sine mange gamle ege, som man ikke finder mage til ret mange andre steder på Fyn. På Æbelø findes også den sjældne plante skælrod, som er en ægte snylter, og den tyndaksede gøgeurt står i fuldt flor i et fyrværkeri af lilla i april-maj. En anden sjældenhed er den smukke, men stikkende plante, strandmandstro. Planten er fredet.
Æbeløs dyreliv.
Hele Æbelø er under fredning. Det betyder, at mennesket griber så lidt som muligt ind i naturen. Skoven skal være naturskov, hvor træer, planter og dyr skal udvikle sig frit. Der er store arealer med græsser på Æbelø, hvor man kan være heldig at se flokke af dådyr og mufloner. Der findes mange forskellige sommerfugle og andre insekter på øen. Æbelø var det sidste sted i Danmark, hvor man kunne finde den store og meget specielle bille eghjorten. Eghjorten er ikke set i Danmark siden 1950'erne. I skovsøen og i mange af de andre små vandhuller i skoven myldrer det med lille vandsalamander i april-maj. I klinterne ud mod stranden bygger digesvalerne deres reder, når de kommer tilbage til Æbelø i begyndelsen af maj. Af og til kan man være heldig at se havørnen komme glidende hen over himlen ved Æbelø, og man kan af og til høre ravnens hæse stemme over trætoppene. Ved Æbeløs kyster kan man godt være heldig at fange havørreder, og hvis man kommer på det helt rigtige tidspunkt, er her masser af hornfisk. Man kan tit også få et glimt af sæler og marsvin.
Ralgravning.
På Æbelø findes gamle ralgrave, specielt på vestkysten. De stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man på Æbelø gravede ral til brug ved opførelsen af Lillebæltsbroen (1935). Ingeniørfirmaet Monberg & Thorsen købte retten til at grave ral i 1920'erne, og i 1930 anlagde man et ralværk. Materialet var godt at støbe beton af, da det stort set var frit for organisk materiale.
På Æbelø kan man også stadigvæk se resterne af jernbanesporene, som blev lagt i forbindelse med ralgravningen. Der var to spor: et fra gravene til ralværket og et fra ralværket til havnen. Havnen, der blev anlagt som en mole nogle hundrede meter nord for ralværket, findes ikke mere, men resterne af molen kan stadig ses som en række store sten, der ligger vinkelret på stranden langt ud i vandet på vestkysten af Æbelø. Lystsejlere ankrer ofte op her.
Til transport af ral brugte man tipvogne. Ved molen lagde halvstore skibe til og blev lastet direkte fra tipvognene. Efter krigen, da ralgravningsarbejdet var hørt op, blev sporene og tipvognene stadigvæk brugt til at fragte varerne fra Købmand Rasmussens skib (fra Bogense) op til selve øen. Hvor sporene hørte op, blev varerne flyttet over i en hestevogn og dermed fragtet ud til familierne på øen. Tipvognene blev også brugt til at fragte fangsten efter klapjagterne på Æbelø.
Selvom der går rygter om et lokomotiv på Æbelø, der skulle være blevet brugt ved ralgravningen, så findes det ikke længere, og ingen kan længere huske, om det nogensinde nåede frem til øen, og i så fald hvor det blev af... men ældre mennesker fra øen kan fortælle om, hvordan tipvognene blev trukket af heste, dengang vognene blev brugt til transport af varer.
Gamle bygninger på Æbelø.
Hvis man går til Æbelø, vil man lige i udkanten af skoven til venstre for stien støde på fundamentet af en ruin. Det var øens gamle skole, der lå her. De fleste bygninger på Æbelø er fjernet, kun Østerhovedhus har fået lov at ligge som en stråtækt bindingsværksruin. Huset er rødt, og vinduerne er blændet af. Bygningen ligger lige syd for Ottetalssøen. Æbeløgård, der er den eneste beboede bygning på øen, ligger ved engen og er smukt restaureret. Her bor øens bestyrer. Herudover findes smedien, en lille stråtækt idyl, der ligger tæt på gården og fyret, der nu er indrettet til gæstebolig.
Ejeren og Æbeløs fremtid.
Før 1995 var Æbelø præget af intensiv jagt. Særlig de mange udsatte ænder, fasaner, dådyr, krondyr og får ødelagde træerne. Den oprindelige bestand af kristtorn forsvandt. Al olden af eg og bøg blev tilsvarende ædt af de udsatte fasaner og gråænder samt klovdyrene.
Der er fældet en del nåletræer for at give plads til naturlige hjemmehørende træarter. Skoven vedligeholdes ellers kun i det omfang, at stierne skal være farbare, f.eks. var det nødvendigt efter orkanen i 1999 at fjerne mange væltede træer fra stierne. Dræn vedligeholdes ikke, hvilket resulterer i en noget mere sumpet og varieret skovbund, der igen resulterer i mange flere forskellige levesteder for både planter og dyr.
Ebbevejen og turisme.
Adgangen til Æbelø fra Fyn foregår via det lavvandede område Ebbevejen, som er en 1,5 km lang strækning til Æbelø Holm. Strækningen ligger under vand, og er derfor med til at gøre Æbelø til et turistmål. Mellem Æbelø Holm og Æbelø er Brådet. Det er således i alt 4 km fra Fyn til Æbelø, og disse skal forceres til fods. På øen er der en afmærket rute på 4 km.
Kattegat.
Kattegat er til højre på billedet, mellem Danmark og Sverige.
Kattegat er et farvand imellem Danmark og Sverige med et areal på ca. 30.000 km². I nord står det via Skagerrak i forbindelse med Nordsøen og i syd med Østersøen gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund. Mod vest har det desuden forbindelse med Nordsøen gennem Limfjorden.
Kattegats nordlige grænse mod Skagerrak går ved en linje mellem Grenen og Paternosterskærene NV for Marstrand, og det afgrænses i syd mod Lillebælt af linjen Bjørnsknude-Æbelø, mod Storebælt af linjen Fyns Hoved-Røsnæs og mod Øresund af linjen Gilbjerg Hoved-Kullen.
Navnet Kattegat stammer fra hollandsk og plattysk: "Katt" = kat og "gatt" = hul, idet kaptajnerne på skibe fra Hansestæderne og senere også fra Holland anså farvandet for vanskeligt at besejle på grund af de mange grunde og snævre passager. Kaptajnerne sagde derfor, at farvandet var "snævert som et kattehul", hvilket også talrige gamle skibsvrag minder om.
Farvandsbeskrivelse.
Til Kattegat løber Gudenåen fra Danmark, og fra Sverige udmunder Götaelven ved Göteborg samt elvene "Lagan, Nissan, Ätran" og "Viskan" fra Halland. Øerne Anholt og Læsø med tilhørende grunde deler det nordlige Kattegat i Vester- og Østerrenden. Vesterrenden, som mellem Læsø og Jylland hedder "Læsø rende", er lavest med største havdybder på 10-20 m og mange grunde med kun 6-9 m vand.
Østerrenden er langt dybere, idet den ud for Marstrand er lidt over 100 m og sydpå over 50 m over lange strækninger. Også her ligger der dog grunde som f.eks. "Fladen grund" (6,5 m) og "Lille Middelgrund" (5,5 m). Kattegat syd for Anholt har en dybde på 20-43 meter, også med større og mindre grunde, som "Store Middelgrund" (6,5 m), "Lysegrunden" (6 m), "Hasten grund" (2 m) og "Schultzes grund" (3 m). Her ligger også øerne Hjelm ved den jyske kyst og Hesselø nord for Sjælland. De dybe dele fortsætter dels ned i Øresund og dels gennem "Samsø Bælt" mellem Samsø og Sjælland til Storebælt. I den sydvestlige del af Kattegat er farvandet meget afvekslende med dybe render, mange grunde og flere småøer.
På den jyske kyst danner Kattegat indskæringerne Ålbæk bugt mod nord mellem Grenen og Frederikshavn og Ålborg Bugt mellem Stensnæs, Læsø og Djursland, hvorfra Limfjorden, Mariager Fjord og Randers Fjord udgår. Sydligere er det Ebeltoft vig, Århus bugten med "Begtrup vig" og "Kalø vig" samt Horsens fjord. Mod syd findes indskæringerne Odense fjord og Sejerø bugt.
På Kattegats østlige kyst mod Sverige er de største indskæringer "Älvefjorden", "Kungsbackafjorden", "Laholmsbukten" og "Skälderviken". Nord for Varberg er kysten en skærgårdskyst.
Kattegat er i vore dage et særdeles opmålt og afmærket farvand, hvor alle grunde og rev er godt markeret ved hjælp af fyr eller bøjer.
Besejling.
I stille vejr er der i Kattegat en nordgående strøm af brakvand i overfladen og en sydgående, mere saltholdig strøm dybere. Saliniteten i Kattegat er onkring 20 promille, idet overfladevandet ligger mellem 16-21 promille og bundvandet på ca. 30-31 promille. Kattegat har meget ringe tidevand med en forskel på ebbe og flod på kun 10-30 cm. I mange vintre kan Kattegat være tiliset, men sjældent så meget, at skibsfarten helt ophører.
Især det østlige Kattegat er en "hovedvej" for skibsfarten med stor trafik til farvandets største havn i Göteborg og på forbindelsen mellem Østersøen/Øresund (med Københavns havn) og Skagerrak/Nordsøen foruden en hel del lokaltrafik mellem farvandets havne. Der er desuden en del færgeforbindelser, som krydser Kattegat, hvoriblandt kan nævnes ruten Frederikshavn-Göteborg samt ruter til Norge fra København, Frederikshavn og Kiel.
Fiskeri.
Kattegat har altid været et vigtigt fiskefarvand med fangst af især rødspætter, torsk, sild og makrel. Tidligere fangedes også en del tun, men det sker nu kun sjældent. Der foregår desuden fangst af hummer (jomfruhummer) ved Anholt og Læsø.
Kattegat blev i 2004, sammen med 146 andre områder i verdenshavene – herunder også Østersøen – udpeget til "død zone" af FN's miljøprogram (UNEP) på grund af den store tilførsel af kvælstof og det deraf følgende og tilbagevendende iltsvind.
Brådet.
Brådet er en landtange mellem Æbeløholm og Æbelø i Kattegat. Landtangen eller draget er sjældent oversvømmet. Den er dannet af sand fra Æbeløs kyst, som med strømmen bliver ført rundt om øen og aflejret på Æbeløs sydside. Nogle steder er der spor efter havets overskyldning. Fra Æbeløholm går der et traktorspor til Æbelø. I dag henligger Æbelø, Brådet og Dræet som urørt natur efter at Aage V. Jensens Fonde i 1995 overtog dem, med det formål at give naturinteresserede et sted at dyrke deres interesser, og samtidig følge forandringerne fra de menneskelige aktiviteter, til urørt natur. Kysten ved Brådet er velegnet til lystfiskeri.
Dræet.
Dræet er en småø syd for Æbelø i Kattegat.
Æbeløholm.
Æbeløholm er en ubeboet småø, nordøst for Bogense og syd for Æbelø i Kattegat.
Via en ebbevej fra Lindø på Fyn er der muligt at vade over til øen, der med landtangen Brådet, der kun sjældent er oversvømmet, er forbundet med Æbelø. Landtangen eller draget sørger for at sand og sten skylles videre til øens østlige og vestlige side og er dermed årsag til at Æbeløholm vokser sig større.
1400.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
Årstal: 1395 1396 1397 1398 1399 - 1400 - 1401 1402 1403 1404 1405
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
"Se også 1400 (tal)"
Eksterne henvisninger.
00
1401.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
Årstal: 1396 1397 1398 1399 1400 - 1401 - 1402 1403 1404 1405 1406
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
"Se også 1401 (tal)"
Eksterne henvisninger.
01
Fyn.
Fyn, gl. stavemåde "Fyen", latin: "Fionia", er Danmarks tredjestørste ø og har et areal på 2.984 km², mens indbyggertallet er 482.410 (pr. 2008), (Kilde: Statistikbanken). Fyn er omgivet af det Sydfynske Øhav, Lillebælt, Kattegat, Storebælt og Lundeborgbæltet. Omkring Fyn ligger Langeland, Thurø, Tåsinge, Æbelø, Ærø samt cirka 90 andre småøer.
Fyn indgår i Region Syddanmark.
Fyns højeste punkt er Frøbjerg Bavnehøj på 131 meter.
Største byer.
Byer markeret med * er forhenværende købstæder.
Fynske dialekter.
Sprogbrugen på Fyn er delt i mindst to, vestfynsk og østfynsk. Men der er - eller har været - forskelle inden for kort afstand, fx mellem enkelte landsbyer, og sågar forskelle på forskellige gader i Odense.
På Fyn - og de omliggende øer - indeholder sproget endnu 3 køn, han, hun og intetkøn, som ellers er bortfaldet i de øvrige danske dialekter. Hankønsendelsen er -ei (i): ei mar, mar'i, ei post, posti, ei vogn, vogni, ei ovn, ovni, ei kat, katti, ei mån*, måni (mand, post, vogn, ovn, kat, måne) osv. Hunkøn -en (-n): En sol, solen, en kone, konen, en stol, stolen osv. Intetkøn -et: et sav, savet, et tallerken, tallerknet, et kop, koppet, et hus huset osv.
Afhængigt af stødgrænsen er der stød eller ikke i visse af ordene.
Mikronesien.
Mikronesien, Mikronesiens Forenede Stater, Federated States of Micronesia er beliggende i Oceanien. Landet består af en række af øgrupper i den vestlige del af Stillehavet, umiddelbart nord og nordøst for New Guinea. Østaten ligger i det større område af Stillehavet, som ligeledes går under betegnelsen Mikronesien og yderligere omfatter østaterne Guam, Kiribati, Marshalløerne, Nauru, Nordmarianerne og Palau.
Østaten Mikronesien omfatter godt 600 øer, som befinder sig i et ca. 2000 km langt øst-vestgående bælte der er op til omkring 400 km i nord-sydlig retning. Det samlede areal er blot 702 km², hvilket svarer til blot halvdelen af Færøerne og lidt mindre end Falster og Møn tilsammen.
Administrativ opdeling.
De enkelte delstater er hver opdelt i mindre administrative enheder, benævnt municipalities.
Heltal.
Heltal er tal der kan skrives uden brug af brøker eller decimaler. De er en "udvidelse" af begrebet naturligt tal; hvis man begrænser sig til kun at bruge de naturlige tal, vil der være visse subtraktioner der ikke kan beregnes (når man trækker et større tal fra et mindre). For at sådanne regnestykker skal give mening, er det nødvendigt at udvide de naturlige tal med ikke blot tallet 0, men også de "negative" hele tal.
Indenfor matematikken opererer man med en talmængde, kaldet formula_1 (Unicode ℤ), som omfatter alle hele tal, positive som negative samt nul.
Generaliseringer.
Et gaussisk heltal er et komplekst tal ("a" + "ib") hvor både reel-delen ("a") og imaginær-delen ("b") er almindelige heltal, for eksempel, 1, 2, 1+2"i", 10"i", 17 − 8"i".
Et eisensteinsk heltal er et komplekst tal af formen "a" +"wb", hvor "w" er
Hvis et tal er et almindeligt heltal er det også et gaussisk og eisensteinsk heltal.
Rationale tal.
formula_3.
Alle andre reelle tal kaldes for de irrationale tal.
Aritmetik.
To rationale tal formula_1 og formula_7 er lig hinanden, hvis og kun hvis formula_8.
GNU Hurd.
GNU Hurd er et styresystem, som bygger på kernen Hurd og en række basisværktøjer fra GNU-projektet. Hurd er bygget på mikrokerne-teknik. Hurds mikrokerne er GNU Mach.
Da der bruges eksisterende GNU-programmer til systemet, vil en bruger ikke mærke den store forskel på GNU Hurd og GNU Linux. Hvis man på den anden side vil eksperimentere med et styresystem, er Hurd mere tilgængelig. Man kan aktivere nye dele af systemet som for eksempel et filsystem uden specielle rettigheder. Med mindre man er superbruger på systemet, vil andre brugere ikke kunne mærke forskel.
For tiden er Hurd kun udviklet på basalt niveau - utilstrækkeligt for normal brug af en computer. Der findes ikke en officiel Hurd-distribution endnu, men projektet Debian arbejder på en. Der kan hentes foreløbige ISO-filer til installation af Hurd. Installationsprogrammet er stadig baseret på GNU Linux.
Linux.
Linux er en UNIX-lignende styresystemkerne, som er POSIX-kompatibel. Kombineres Linux-kernen med GNU-systemet har man et komplet styresystem benævnet Linux. Mange siger bare "Linux" om hele styresystemet (kerne og hjælpeværktøjer), men det mener en hel del er en uskik (se Linux-navnestriden).
På et sådant styresystem kan man køre mange forskellige applikationer og langt de fleste Linux-distributioner til kontorpc'er starter som udgangspunkt op i den grafiske brugerflade X (The X Window System eller X11), som kommer fra en tredje kilde. En GNU/Linux-distribtion til kontorpc har ofte en hel del frit programmel med herunder kontorpakken OpenOffice.org, webbrowseren Firefox, e-postklienterne Thunderbird og Evolution, grafikprogrammet Gimp samt mange flere.
Pingvinen Tux, som er maskot for Linux (der findes dog andre, knap så almindelige) blev skabt af Larry Ewing i 1996.
Introduktion.
Linux-projektet blev startet i 1991 af finnen Linus Torvalds, som fik den gode idé at bede andre om at hjælpe via internettet. Kildekoden var offentligt tilgængelig, og det har efterhånden fået mange tusinde til at deltage i projektet med at videreudvikle Linux-kernen. Udviklingen af Linux-kernen foregår stadig i et internationalt miljø af interesserede programmører. Dog er mange af de vigtigste programmører i dag ansat af forskellige virksomheder, der har en interesse i at støtte udviklingen af Linux-kernen. Det er også årsagen til den juridiske strid, der er i gang imellem SCO (der ejer nogle af licensrettighederne til Unix) og IBM. SCO beskylder IBM (og andre virksomheder) for at have kopieret kildekode fra Unix ind i Linux, men har ikke leveret beviser for påstanden.
Linux-kernen blev oprindeligt kun udviklet til Intel-baserede pc'er, men sidenhen er den udviklet til at kunne bruges på næsten alle computertyper fra indlejrede mikrosystemer til store mainframes. Kernen udmærker sig ved at være frit tilgængelig, relativt stabil (i det mindste på x86), og der er fri adgang til kildekoden, som er sikret ved hjælp af GPL, som er en fri software-licens.
Opbygningen er traditionelt blevet karakteriseret som en monolitisk kerne i modsætning til en mikrokerne.
Historie.
I 1983 startede GNU-projektet, som kan siges at være basen for, at Linux kunne blive til. Kort fortalt havde dette projekt til formål at skabe et UNIX-lignende styresystem. Der blev lavet flere forsøg med forskellige kerner (f.eks. Trix, Hurd og Mach Microkernel), dog uden de bedste resultater.
Dette inspirerede i 1991 Linus Torvalds til, som et hobbyprojekt, at påbegynde udviklingen af en ny kerne, der senere skulle blive til Linux. Torvalds studerede på daværende tidspunkt på Helsinki Universitet og arbejdede til daglig med Minix, som er en simplificeret UNIX, udviklet af Andrew Tanenbaum til brug i undervisningsøjemed. Tanenbaum tillod dog ikke andre at udvide sit styresystem, hvilket gav Torvalds drivkraft til at udvikle sit eget.
Linux startede som en terminalemulator (en terminal er en teksbaseret måde at styre en computer på - eksempelvis DOS) skrevet i IA32-assembler, hvilket ligger tæt på maskinkode og C.
Som binære filer - dvs. programmer, der kan eksekveres - lå Linux på en diskette, som det kunne startes fra uafhængigt af det styresystem, der i forvejen måtte være installeret. Terminalen kørte to tråde - en til at modtage signaler og en anden til at sende signaler til en serielport. Da Torvalds fik behov for at arbejde med filer på diskene udvidede han terminalemulatoren med filhåndtering. Efter dette blev systemet gradvist udvidet indtil det blev til en komplet kerne til et styresystem som overholdt POSIX-standarderne. Den første version af Linux-kernen (0.01) blev frigivet til internettet den 17. september 1991 med anden version allerede i oktober. Siden da har tusindvis af udviklere verden over hjulpet med projektet. Eric S. Raymond har skrevet bogen The Cathedral and the Bazaar, som omhandler Linux-kernens model og lignende software.
Ved version 0.01 havde Torvalds implementeret POSIX-modellen nok til at kunne køre GNU's Bash shell; efter bootstrappingen accelererede udviklingen drastisk. En computer skulle normalt køre Minix før man kunne configurere, compile og installere Linux. Tidligere versioner af Linux krævede, at der var et styresystem til stede på harddisken for at kunne boote (starte) den, men snart kom der uafhængige bootloader, hvoraf de mest kendte er Lilo og Grub. Der gik ikke lang tid før Linux overhalede Minix i funktionalitet; Torvalds og andre af de første kerne-udviklere udvidede supporten af GNU elementer og brugerflade programmer for at skabe et fuldt funktionelt styresystem.
Den dag i dag udvikler Torvalds stadig på kernen, mens andre undersystemer er GNU komponenter udviklet separat. Delen med at sammensætte et fuldt integreret system med grafisk brugerflade (fx GNOME og KDE som bygger over X-serveren, som er en Window Manager) med videre er noget der i dag håndteres af de forskellige distributioner.
Navnets oprindelse.
Valget af navnet "Linux" er en konsekvens af Linus Torvalds eget navn Linus, samt et x der repræsenterer tilhørsforholdet til Unix. Som et kuriosum kan det nævnes, at Linus Torvalds oprindeligt havde planer om at offentliggøre Linux under navnet Freax (Free, freak og x fra Unix). Ari Lemmke, der stillede serverplads til rådighed for den første offentlige udgave, var dog ikke tilfreds med dette navn, og gav i stedet Linus Torvalds adgang til et katalog med navnet "linux".
X'et fra Linux har en lang historie. Det stammer som nævnt fra styresystemet Unix, der dog før hed Unics (Uniplexed Information and Computing Service). Unics blev udviklet i 1969 med inspiration fra det eksisterende styresystem Multics (Multiplexed Information and Computing Service), hvorfra også navnet kommer. I 1987 udviklede Andrew Tanenbaum Minix, en Unix-klon med bærer af det berømte X, og det var det styresystem, der i 1991 gav Linus Torvals inspiration til at skabe Linux.
Udtale.
Linux udtales normalt som det staves. Denne udtale er også i danske kredse regnet for korrekt. Det kan i på denne side høres hvordan Torvalds selv udtaler Linux.
Torvalds måde at udtale Linux har ændret sig siden han flyttede til USA, men Torvalds er faktisk ligeglad med hvordan folk udtaler Linux, såfremt, at Linux ikke kan forveksles med andre styresystemer.
Licens.
Linux-kernen samt størstedelen af GNU komponenterne er under GNU General Public License (GPL) som er en licens som anvendes til det meste opensource software. Linus' oprindelige licens, der blev brugt til og med version 0.11 udelukkede enhver form for kommerciel brug.
Distributioner.
Der findes flere forskellige afarter af Linux. Disse afarter - eller mærker - kaldes distributioner. Valget af distribution har altid været debatteret i Linux-samfundet. Mangfoldigheden er stor, men de fleste Linux-brugere vælger en distribution der er baseret på enten deb-pakker eller rpm-pakker. Deb-pakker benyttes af familien af Debian-baserede systemer fx Ubuntu, mens rpm-pakker er baseret på Red Hats pakkesystem, som bl.a. anvendes i Fedora og Mandriva (navneskift fra Mandrake Linux)). I praksis er forskellen mellem deb-baserede distributioner og rpm-baserede distributioner dog lille.
Endelig er der mere teknisk orienterede brugere der vælger at kompilere selv. Disse vælger som regel distributionerne Gentoo eller Slackware.
Der er et nærmest uanet hav af mulige valg af distributioner, valget afhænger både af personlige præferencer og computerens formål. Normalt anbefales det nye brugere, som bare skal bruge en Workstation at vælge en af de store distributioner som fx Ubuntu, Fedora (tidligere kendt som Red Hat), Mandriva, eller openSUSE. Især Ubuntu er blevet meget populær i den sidste årrække, og anses for et sikkert valg for nye brugere.
Portabilitet.
Originalt havde Linus Torvalds tænkt Linux som en kerne kun til 386 (Intel processorarkitektur), men sidenhen er Linux blevet kompatibel med
Windows-applikationer i et linuxmiljø.
Mange tidligere Windows-brugere har behov for at køre Windows-applikationer. Den enkleste løsning er Wine, som er gratis, og de kommercielle programmer Crossover Office og Cedega. Disse gør applikationerne kompatible ved at reimplementere Windows API indenfor Linux. Mange programmer kan i dette miljø køre lige så hurtigt som på en Windows-maskine, og i enkelte tilfælde hurtigere. Styrken ved denne løsning er at programmerne ikke kræver en installation af Windows, og dermed heller ingen licens. Svaghederne er at det ikke er et 100% kompatibelt system.
En anden mulighed er Win4Lin, et kommercielt program som konverterer Windows API sådan at den kører indenfor Linux frem for at reimplementere denne. Dette kræver at Windows er installeret, ikke som styresystem men som et program i Linux. Windows køres så i et vindue, og i dette vinduet kan man åbne alle Windows-applikationer. Programmet støtter alle versioner af Windows, til og med XP, men der er per august 2005 fortsat problemer med at bruge det i et netværksmiljø ligesom man må gennem en anden server.
Et tredje alternativ er at bruge en virtuel maskine, hvor man kører hele Windows fra Linux (emulering).
Svaghederne med en emulatorløsning er, at man kan risikere kraftig nedsat hastighed. Man må installere Windows for at dette skal fungere. Windows-programmer som køres på denne måde kan ikke integreres i Linux-skrivebordet, sådan at man f.eks. ikke kan kopiere tekst fra et Windows-program til et Linux-program sådan som man kan i Wine og i Win4Lin.
Netbank i et linuxmiljø.
Netbanker er som oftest understøttet i Linux pga. deres brug af Java. Der er en bred vifte af danske netbanker som. Det skal dog siges at hvor man normalt kan få hjælp til sin netbank hvis man har Windows, så er der i mange banker ikke support for Linux.
På grund af den anderledes filhåndtering og beskyttelse vha. adgangsrettigheder, er det faktisk mere sikkert at have netbank under Linux. Eksempelvis kan man let gardere sig mod at andre end root har adgang til ens netbankfil, hvorimod man i et windowsmiljø har sværere ved at gardere sig mod kopiering, tyveri eller lignende af ens sårbare netbankfil. I det hele taget er det ikke anbefalet at at lade filerne ligge ubeskyttet på en delt enhed. En løsning kunne eksempelvis være at pakke filen ind i et kodebeskyttet arkiv og flytte den hen et andet midlertidigt sted langt væk fra dens oprindelige placering og dermed beskytte sig selv mod tyveri og senere brute force af filen. Allerbedst ville det være hvis man brugte en netbank baseret på Java (cross-platform) eller en som ikke lagrer filer (udover eventuelle cookies) på computeren ved brug. er et godt eksempel på en cross-browser-netbank. Det står endvidere i deres opfattelse at de ønsker en frit tilgængelig netbank for alle uanset baggrund, i dette tilfælde styresystem og browser.
GNU General Public License.
GNU General Public License (forkortes ofte GPL) er en softwarelicens, der er den mest udbredte til Free Software- og open source-programmer. Licensen er udarbejdet af Free Software Foundation til brug i GNU-projektet.
Baggrunden for GPL er at give brugeren en række friheder og sikre, at disse friheder også gælder for afledte værker. Den slags licenser kaldes for Copyleft.
GNU.
GNU er et fri software Unix-lignende styresystem. Kombineret med Linuxkernen udgør GNU Linux, der ofte blot benævnes Linux. Den officielle kerne, der hører til GNU er dog Hurd. Projektet omkring GNU blev startet af Richard Stallman i 1983 og har som formål at skabe et styresystem, hvor brugerne tillades frit at undersøge og modificere kildekoden, samt at videredistribuere disse modifikationer.
GNUs maskot er en gnu.
Navnet.
Navnet GNU er et rekursivt akronym, der står for GNU's Not Unix (GNU er ikke Unix).
Forkortelsen er et ordspil på velkendte programnavne indenfor UNIX-verdenen. Et særdeles udbredt program, som anvendes til at skrive oversættere (engelsk: compiler), hed "Yet Another Compiler Compiler" altså "YACC". Efterfølgeren hertil blev kaldt "Bison". Bemærk, at GNU's styresystem Hurd følger trenden (HURD står for "HIRD of Unix-Replacing Daemons", hvor HIRD står for "HURD of Interfaces Representing Depth", sådan at de to akronymer er gensidigt rekursive).
Historie.
Unix var navnet på et proprietært operativsystem allerede i udstrakt brug. Siden teknologien som lå til grund havde vist sig at være teknisk god blev GNU-systemet designet til at være kompatibelt med det. Unix-arkitekturen tillod at GNU blev skrevet som individuelle programvarekomponenter; komponenter som allerede var frit tilgængelige som fx TeX typesettingssystemet og X Windows grafiske system, kunne blive tilpasset og genbrugt, andet ville blive skrevet fra begyndelsen.
For at sikre sig at GNU-programvaren ville forblive fri for alle brugere til at køre, kopiere, modificere og distribuere, ville projektet blive frigivet under en licens som var designet til at give alle de rettigheder og samtidig forhindre at det blev pålagt yderligere restriktioner. Denne idé blev kaldt copyleft, og blev taget ind i GNU General Public License (GPL).
I 1985 stiftede Stallman Free Software Foundation (FSF), en organisation med det formål at give logistisk, juridisk og finansiel støtte til GNU projektet. FSF har også hyret programmører udefra til at bidrage til GNU. En stor andel af udviklingen blev (og bliver) gjort af frivillige. I de senere år er GNU blevet mere kendt, og interesserede firmaer er begyndt at bidrage til udviklingen eller sælge GNU-programvare og give teknisk støtte.
I 1990 havde GNU-systemet en tekstbehandler (Emacs), en meget succesrig optimaliseringskompilator (GCC), og det meste af kernebibliotekerne og værktøjerne til en standard Unix-distribution. Hovedkomponenten som fortsat manglede var kernen.
Computerprogram.
Et Computerprogram eller blot program er en samling instruktioner, som sætter computeren i stand til at løse en bestemt opgave. Programmel eller software er en generel betegnelse for samlinger af programmer. Dette skal ses i modsætning til computerens hardware, der udgør de fysiske dele.
Normalt lagres et program på en harddisk eller cd-rom. Herfra overføres det til ram, inden den ønskede beregning udføres. Et program står normalt ikke alene, men vil blive afviklet under et styresystem, som er et basisprogram, der styrer afvikling af opgaver på computeren.
Softwaren omfatter en meget bred vifte af produkter og teknologier udviklet ved hjælp af forskellige teknikker som programmeringssprog eller scriptsprog. De typer af software, der omfatter hjemmesider, er udviklede ved hjælp af teknologier, som HTML, PHP, Perl, JSP, ASP, .NET, XML - hvoraf HTML og XML ikke er faktiske programmeringssprog. Desktopprogrammer såsom programmerne i Microsoft Office er udviklede ved hjælp af teknologier såsom C, C++, Java og.
Programmer kan have forskellige licenser. Eksempler på disse er freeware og shareware, som er de mest kendte. Freeware er programmer, der er gratis at bruge, men shareware programmer er gratis at prøve i en begrænset version.
C++.
C++ (udtales C plus plus) er et multiparadigmatisk programmeringssprog baseret på C, med hvilket det fastholder næsten fuldstændig kompatibilitet. C++ er udviklet primært af Bjarne Stroustrup.
Historie.
C++ blev oprindeligt 'opfundet' af danskeren Bjarne Stroustrup i begyndelsen af 1980'erne (oprindelig kaldt C with Classes) og blev i løbet af en årrække et af de mest populære programmeringssprog nogensinde.
I dag er C++ særligt populært inden for computerspilsudvikling og andre steder, hvor man udvikler programmer, der kræver et højniveausprog og høj hastighed samtidig.
Den første C++ kompiler hed CFRONT og oversatte C++ kode til en maskinafhængig C-kode. Det regnedes for en rigtig compiler, da den i modsætning til præprocessorer udførte fuld syntaktisk og semantisk tjek af kildekoden.
Objektorienterede egenskaber.
C++'s objektorienterede syntaks er primært inspireret af Simula. Det andet C-baserede programmeringssprog, Objective-C, der konkurrerer med C++, får sin OOP-syntaks andetsteds fra. C++ er også inspireret af ALGOL 68, Ada, CLU og ML. Sprog som Java og er inspireret af C++ og får mange af deres features samt syntaks herfra.
C++ er standardiseret, både af ISO og ANSI.
"Hello World!" eksempel i C++.
Hello World-programmet kan skrives på mange måder i C++. Det ovenstående eksempel er et der forsøger at illustrere brugen af klasser og streams.
Kompatibilitet med C.
int* i = malloc(sizeof(int) * 5); /* Implicit konvertering fra void* til int* */
int* i = (int*) malloc(sizeof(int) * 5);
Standardbibliotek.
Standardbiblioteket i C++ er forholdsvis lille. F.eks. indeholder det ikke faciliteter til flertrådning, grafiske brugergrænseflader eller netværk. Det forventes, at brugeren vælger nogle passende biblioteker til at supplere med disse faciliteter, som f.eks. Trolltechs Qt.
Standardbiblioteket indeholder Standard Template Library (STL). STL indeholder en række klassedefinitioner, templates samt funktioner, der tilsammen implementerer de mest almindelige programmeringsopgaver, såsom sortering, søgning, tekstmanipulation, filhåndtering og andre lignende. Dette bibliotek er sammen med sproget for tiden i gang med en større revision, hvor bl.a. dele af Boost biblioteket sandsynligvis vil blive inkluderet. Den nye C++ revision bliver kaldt C++0x (C++ 10).
Derudover indeholder C++ hele standardbiblioteket fra C.
Det er meget almindeligt at blande C++ kode med C-biblioteker, hvilket gør den store mængde af C-biblioteker tilgængelige.
UNIX.
Udviklerne af UNIX, Ken Thompson (venstre) og Dennis Ritchie, ses her på et gammelt fotografi.
UNIX® er et meget udbredt styresystem til computere både servere og arbejdsstationer. Unix-styresystemer findes i varierende udgaver, idet enhvert styresystem som opfylder de såkaldte POSIX-standarder, kan markedsføres under UNIX-navnet.
Unix-afviklingsmiljø og klient/server-program modellen var væsentlige elementer i udviklingen af internettet og en nyformulering af computerteknologi forstået som et centreret netværk snarere end en samling enkeltstående computere.
Oprindelse.
UNIX blev oprindeligt udviklet i assembler-kode af Ken Thompson og hans kolleger ved AT&T Bell Labs i 1969. Det blev i 1973 omskrevet i C af Ken Thompson og Dennis Ritchie med historisk baggrund i MULTICS fra 1964.
MULTICS (Multiplexed Information and Computing Service) var et baneførende time-sharing operativsystem, som blev udviklet i et projekt med deltagelse af flere af samtidens store koncerner: Mitchigan Institute of Technology (MIT), General Electric og Bell Labs indførte en lang række nye koncepter, f.eks. dynamisk linking og hierarkiske filsystemer. Bell Labs trak sig ud af projektet efter flere forsøg fra de deltagende repræsentanter på at forlænge projektet. Med udgangspunkt i de indvundne erfaringer - udviklede de i stedet for "UNICS" (Uniplexed Information and Computing Service) - som senere fik navnet forkortet til "UNIX".
Udgivelsen.
UNIX blev første gang offentligt kendt da Ritchie & Thompson udgav artiklen "The Unix Time-sharing System" i juli 1974, og UNIX spredte sig herefter hurtigt i såvel industri som den akademiske verden.
UNIX var det første styresystem skrevet i et højniveausprog (C), det første styresystem der kunne betragtes som portabelt og et af de først udbredte styresystemer med virtuel hukommelse. Det var under UNIX, at man udviklede IP-protokollerne, som får Internettet til at fungere.
Teknisk opbygning.
Set fra et programmeringsmæssigt synspunkt er UNIX nem at have med at gøre, fordi alle vigtige funktioner kan aktiveres fra programmeringssproget C. Stort set alt i UNIX er lavet som filer. Med dette design er det muligt at behandle næsten alle enheder ens. Man behøver ikke at lave et program om, hvis det skal sende resultatet til en fil i stedet for skærmen. Data skal blot omdirigeres på afviklingstidspunktet. Det betyder også, at man nemt kan lave en sikkerhedskopi af en hel disk blot ved at læse den 'fil', der repræsenterer disken og skrive indholdet et andet sted.
Mange brugere finder UNIX kompliceret, men baggrunden er blot, at systemet er meget fleksibelt opbygget. Den grundlæggende ide er, at et program skal lave én ting og gøre det godt. Det betyder, at der er masser af små specialprogrammer til UNIX. Et eksempel er komprimering af filer. Et program som WinZip samler og pakker filer i en arbejdsgang. Med UNIX foregår processen i to trin, som efter forgodtbefindende kan samles til een. Først sættes alle filerne sammen til en stor fil med programmet tar. Når det er overstået kan den store fil pakkes med et af de mange komprimeringsværktøjer, der kan pakke en enkelt fil. Hvis man vil samle disse to arbejdsgange i een, benytter man sig at man, som ovenfor beskrevet, kan omdirigere data på afviklingstidspunktet. Man lader tar sende de samlede data til komprimeringsprogrammet som så skriver til en fil. Man kan endog omdirigere til en proces som sender data på nettet og gemmer data på en anden computer.
En række forskellige virksomheder markedsfører hver deres udgave af UNIX, blandt andre Sun, IBM og HP.
I 1976 udvikledes den første udgave af BSD på University of California, Berkeley - otte år senere i 1984 skabtes GNU (GNU's Not Unix) som 'free software' - og mindre end ti år senere kom Linux til verden i Finland.
Genetisk UNIX og UNIX-lignende.
I dag skelnes der mellem "ægte" eller "genetiske" UNIX-systemer, baseret på den originale kildekode udviklet af Bell Labs (senere AT&T), og "UNIX-lignende systemer" eller kloner, der er baseret på de samme principper som UNIX men udviklet separat (og dermed fri af ophavsretslige bånd til AT&T). Situationen er imidlertid noget kompliceret, idet BSD-familien er afledt af den originale Unix kode, og derfor er "genetisk UNIX", men i dag er "open source" (som en konsekvens af en retssag mellem AT&T og Berkeley i 1994), og dermed frit kan kopieres.
Thompson og Ritchie modtog i 1983 ACM's Turing Award for deres bidrag til datalogien.
Der skelnes i nogle sammenhænge mellem "UNIX" og "Unix", hvor den første er det navnet på det originale, kommercielle computersystem, og den sidste er en generel betegnelse for UNIX-baserede, -inspirerede eller -lignende operativsystemer. UNIX er det officielle registrerede varemærke. I den anden halvdel af 1990'erne var det almindeligt at bruge betegnelser som "UN*X" for at undgå varemærket.
Et UNIX-systems opbygning.
Filsystemet under UNIX er lidt specielt. Der findes mange filsystemer til forskellige varianter af UNIX, men der er vigtige fællestræk. Enhver fil eller mappe er ejet af en bruger og en gruppe. Der kan være forskellig adgang til filen for ejeren, gruppens medlemmer og alle andre. De tre typer adgang er læseadgang, skriveadgang og adgang til at udføre filen som et program. Adgang til at "udføre" en mappe betyder, at man kan læse en liste over filer i mappen. Filer kan ejes af en gruppe, så alle i gruppen kan optræde som ejere. For programmer gælder specielt at de kan afvikles med en bestemt effektiv bruger. Dette bruges typisk til at lade et program optræde med superbrugerrettigheder uanset hvem, der starter det.
En fil kan tilgås fra flere mapper, hvis den er oprettet som hårde links i andre mapper. Når linket er oprettet kan man ikke se, hvad der er den originale placering. Ved sletning fjernes filen først når sidste link er væk. Denne type links kan ikke bruges til mapper, da filsystemet så ikke længere ville have en træstruktur. Til mapper kan man bruge symbolske links, der udpeger en fil eller en mappe, men ikke holder fast i objektet. Hvis en fil med et symbolsk link slettes, vil linket forblive på sin plads, men ikke længere pege på noget.
På samme måde kan man også skrive støj til en hel harddisk. I eksemplet er brugt to specielle filer: /dev/urandom giver pseudotilfældige tal som output og /dev/audio repræsenterer lydkortet.
Irrationale tal.
Irrationale tal (kaldes også Irrationelle tal) er i matematikken alle tal der er reelle, men ikke rationale.
De klassiske eksempler er tallet π = 3,1415926... og kvadratroden af 2 =
formula_1.
Et irrationalt tal kan være "algebraisk" eller "transcendent." Et transcendent tal kan ikke være rod i et polynomium med rationale koefficienter – de øvrige irrationale tal kaldes algebraiske.
Hvis et tals decimaler er periodiske vil tallet være rationelt. Men at vise et tal er irrationelt er straks værre.
Irrationaliteten af kvadratrod 2.
Her følger et bevis på at kvadratrod 2 er et irrationalt tal.
formula_10, hvilket vil sige at formula_11.
Det vil sige at formula_12 er lige, og det følger, at formula_4 også er lige. Det betyder, at der findes et helt tal formula_14 så formula_15. Indsat i ovenstående ligning fås at formula_16, altså formula_17 og forkortet formula_18. På samme måde som før ses, at formula_19 også må være lige. Da både formula_4 og formula_19 er lige, er brøken formula_9 nødvendigvis forkortelig med 2, hvilket strider mod antagelsen.
"It (formula_1) cannot be found in fractions, for if you take a fraction reduced to its lowest terms, the square of that fraction will again be a fraction reduced to its lowest terms and consequently cannot be equal to the whole number 2."
Irrationaliteten af kvadratrod 5.
Ved hjælp af et modstridsbevis kan det vises, at kvadratroden af 5 er et irrationalt tal. Man antager, at det er et rationalt tal, så det kan skrives som en uforkortelig brøk: formula_24. Dette kan omskrives til: formula_25. Brøken formula_26 var antaget uforkortelig, det vil sige, at p og q's primfaktoropløsning ikke indeholder nogen fælles primtal. formula_27 og formula_28 vil derfor have et lige antal primfaktorer, da hvert primtal fra før vil forekomme to gange. Og her opstår modstriden: Ligningen formula_25 siger, at formula_27 har én primfaktor (5) mere end formula_28, hvilket ikke kan passe, da de begge har et lige antal primfaktorer (jvf: Aritmetikkens fundamentalsætning). Hermed er det vist, at formula_32 er irrationalt. Dette bevis holder for alle primtal, hvilket betyder, at kvadratrødder af alle primtal er irrationale.
Naturligt tal.
I matematikken er et naturligt tal enten et positivt heltal (1, 2, 3...) eller et ikke-negativt heltal (0, 1, 2...). Den første definition benyttes ofte af talteoretikere, mens den anden ofte benyttes af mængdeteoretikere, logikere og dataloger.
Mængden af naturlige tal betegnes formula_1 (Unicode ℕ) af de fleste matematikere, uanset om de benytter den første eller sidste definition. Talteoretikere betegner desuden mængden af ikke-negative heltal formula_2 eller formula_3.
Til mængden af naturlige tal er knyttet et mindste element, nemlig tallet 1 (eller 0, efter definition). Da vi endvidere kan definere en ordning på tallene, er de naturlige tal en velordnet mængde. Endvidere gælder induktionsprincippet i de naturlige tal.
De naturlige tal med deres egenskaber er fundamentale for al matematik. Af de naturlige tal kan vi konstruere de hele tal; af disse kommer de rationale tal og f.eks. ved fuldstændiggørelse af disse opstår de reelle tal. I de reelle tal har vi nu supremumsegenskaben, som er fundamental for al analyse.
De naturlige tal er også udgangspunktet for algebra i mere konkret forstand.
Pelikanfod.
En pelikanfod ("Aporrhais pespelicani") er en dansk havsnegl, der kan blive 5 cm høj. Den lever på lavt vand. Det er kun de ældre individer, der er forsynet med skal. Pelikanfoden bevæger sig på havbunden og æder plankton. Den ånder via gæller.
Abbed.
En abbed er forstander for et (større) munkekloster i den Romersk-katolske kirke, især af Benediktinerordenen. Abbeden har i flere henseender den samme værdighed som en biskop. Titlen stammer oprindeligt fra det aramæiske ord "abba" (fader).
Abbedisse.
En abbedisse er forstanderinde for et nonnekloster.
I tidligere sprogbrug anventes også stavemåden 'abbedesse'.
Forkortelse.
En forkortelse er en samling bogstaver, der står i stedet for et eller flere ord. Omfatter forkortelsen flere ord, dannes den ofte af forbogstaverne i de enkelte ord. De bruges typisk som kort form af hyppigt brugte udtryk og betegnelser eller som kort form af lange betegnelser.
Organisationer og ting.
Visse forkortelser dækker over bestemte organisationer og ting. Disse er ofte importeret fra fremmede sprog, skrives ofte med stort og benyttes både i tale og skrift.
I nogle tilfælde kan et firma eller organisation ligefrem vælge at udskifte deres oprindelige officielle navn med den måske mere kendte forkortelse.
Dagligdags.
Andre forkortelser, som dækker over mere generelle udtryk, skrives med småt og benyttes kun i skrift.
Måleenheder forkortes tilsvarende men vel at mærke uden efterfølgende punktum. Flademål angives i metersystemet ved at tilføje et ² mens rummål tilføjes et ³.
Intern brug.
Inden for nogle fagområder, organisationer og virksomheder benytter man forkortelser af bestemte ting til intern brug.
Visse interne forkortelser kan have en mere udbredt betydning, selv om der egentlig stadigvæk er tale om forkortelser til intern brug. SU benyttes for eksempel som forkortelse for samarbejdsudvalg – et organ for drøftelser mellem arbejdsgivere og ansatte, og bruges både indenfor både fagforeninger såvel som statslige og private organisationer. Det kan give forvirring for fx studerende, da SU samtidig står for "Statens Uddannelsesstøtte". (s.u. – med "småt" og punktummer – er i øvrigt forkortelse for svar udbedes).
Bogstaver med betydning.
Noget der ikke er forkortelser men ligner det til forveksling er de tilfælde hvor forskellige bogstaver tillægges bestemte betydninger. Det er nyttigt ved intern brug, i det det sikrer entydighed og forhindrer forvekslinger. Til gengæld kan det godt give anledning til forvirring for udenforstående, fordi nogle bogstaver faktisk passer til deres betydning, mens andre ikke gør.
Abdera, Thrakien.
Abdera er handelsby i oldtidens Thrakien, som lå øst for Nestos-flodens Munding. Forskeren W. Regel ("Atheniensische Mitteilungen," XII 161) har fastslået byens beliggenhed og beskrevet ruinerne af den. Den antikke by lå på et forbjerg (Kap Bulustra) 5-7 km fra den store landsby Bulustra. Den havde to havne, en på øst- og en på vestsiden af forbjerget, og den var beskyttet på landsiden (mod nord) af en stærk mur.
Ruinerne af den antikke by Abdera.
Byen var opstået som en ionisk koloni. Ifølge Herodot blev den anlagt af Timesios fra Klazomenai (ca. 650 f.Kr.); den blev dog snart efter ødelagt af thrakerne, men genopbygget af udvandrere fra den ioniske by Teos (543 f.Kr.). Abderas blomstringstid falder kort efter Perserkrigene, og i det 5. århundrede f.Kr. levede flere betydningsfulde personer (Protagoras, Demokritos m.fl.) i byen. Alligevel blev indbyggerne anset for enfoldige i en grad, så navnet "abderit" fik samme betydning som "molbo" i nutidens Danmark. Dermed fulgte også, at abderitisme fik betydningen: enfoldighed. Denne forestilling har den tyske digter Wieland benyttet i sin komiske roman "Abderitternes Historie."
Abdest.
1. Vask højre hånd op til håndleddet tre gange. Derefter venstre.
2. Skyl munden helt tilbage til ganen 3 gange.
4. Vask ansigtet fra hårlinjen til halsen og fra øre til øre 3 gange.
5. Vask højre arm inkl. hånden op til lidt over albuen 3. gange. Derefter venstre.
6. Fugt håret ved at køre våde fingre bagud gennem håret. Dette gøres kun en gang.
7. Fugt ørene ved knide fugtige fingre rundt i øret og ind i øret. Dette gøres kun en gang.
8. Vask fødderne op til anklerne. Start med højre fod.
Teoretisk set kan man nøjes med at lave en "Abdest" om dagen, men der er en række ting der gør den ugyldig. Det drejer sig bl.a. om ting som toilet besøg og dyb søvn.
Abdikation.
Abdikation (latin: "abdicatio" "frasigelse", fra "ab" "fra" og "dicare" "at sige") er handlingen hvor en regerende fyrste giver afkald på sin værdighed (frasiger sig tronen).
Kendte abdikationer.
I moderne tid er sandsynligvis den britiske kong Edvard 8's abdikation den mest omtalte. Han frasagde sig retten til tronen for at kunne gifte sig med amerikanske Wallis Simpson.
Der Untergang des Abendlandes.
"Der Untergang des Abendlandes" er Oswald Spenglers hovedværk, der udkom i to bind i 1918 og 1922. Denne metahistoriske afhandling om en underliggende tendens i alle højkulturer fik stor betydning i vestlig filosofi og historietænkning i 1920'erne måske især under indtryk af det kulturelle chok, det var, at en krig som 1. verdenskrig kunne finde sted.
Spengler anså det for ganske åbenbart, at den vestlige kultur var på retur. Deraf kom titlen "Vesterlandets undergang" (da. overs., 1962).
Abiogenese.
Abiogenese er hypotesen om, at organisk liv kan opstå spontant af uorganiske stoffer.
Ablativ.
Latinsk ablativ er en kasus, der gives de ord, subjektet gør brug af, fx: "Han råber ved hjælp af sin mund", her er "mund" ablativ, og "sin", da det lægger sig til "mund", er også ablativ, på latin vil det blive: "Is clamat ore suo", "is" betyder "han", clamat er præsens 3. person, singularis, indikativ, ore er ablativformen af det latinske ord for mund: "os", suo er ablativ, singularis for det "sin", som lægger sig til neutrums ord.
Følgende latinske præpositioner styrer ablativ: Cum = med, ab = af, fra, e(x) = ud af, in = i, på, de = om (som i omhandlende).
Latinske præpositioner i ablativ er alle stilstandspræpositioner, mens præpositionerne i akkusativ oftest er bevægelsespræpositioner, men de kan også være stilstandspræpositioner.
På latin bliver ablativ også brugt i en sætningskonstruktion kaldet: "dobbelt ablativ (absolut ablativ)", det består af to ord, og det bruges til at forkorte en sætning.
Det ene ord er enten et substantiv, et proprium eller et pronomen, det andet ord er enten en lang tillægsform, en kort tillægsform, et substantiv eller en adjektiv.
Et eksempel er: "Caesare interfecto", hvor "Caesare" er ablativformen af ordet "Caesar (Cæsar)", og interfecto er ablativformen af kort tillægsform-ordet "interfectum (dræbt)", det betyder: "Efter at Cæsar var blevet dræbt", altså seks ord forkortet til blot to.
Abolitionist.
En abolitionist er en person, som er tilhænger af afskaffelse af i øvrigt lovlige ting gennem lovlige midler. Det kan for eksempel være afskaffelse af dødsstraffen eller (især i historisk betydning i USA) afskaffelsen af slaveriet.
Abonnement.
Et abonnement er en aftale om en løbende levering af et produkt eller service for en given periode, ofte flere måneder. Betalingen sker i nogle tilfælde forud, men kan også ske bagud.
Oprindeligt var det aviserne, der introducerede abonnementer, men i dag sælges bøger, telefoni, kabel-tv, internet, fitness samt diverse serviceydelser også på abonnement. Kunden i et abonnement kaldes abonnent, og kunden siges at abonnere. Det Kongelige Teaters og (især) Tivolis kvindelige abonnenter kaldes (som regel i spøg) abonniner.
Aboriginer.
Aboriginer (fra latin og kan oversættes som "det oprindelige") refererer generelt til indfødte som har et tidligere eller historisk tilhørsforhold til et land og som delvis fastholder gamle traditioner, trods integration med det omgivne samfund. Der er således tale om den oprindelige befolkning i et land. Udtrykket benyttes almindeligvis om den befolkning, som boede i landet før de europæiske opdagelsesrejsende (og siden kolonisatorer) kom dertil.
Leksikon.
Et leksikon er et værk som giver en samlet fremstilling af alt stof inden for alle fagområder eller et enkelt fag (fagleksikoner). Man ser også betegnelsen encyklopædi eller konversationsleksikon anvendt om et større leksikon. Ordet kommer af det græske "lexikón" som betyder ordbog. Suda er navnet på et meget tidligt græsk leksikon.
Normalt udkommer et leksikon i en trykt udgave med alfabetisk ordnede artikler - typisk som et flerbindsværk. Det kan være skrevet over en årrække og af mange forskellige forfattere/eksperter, og så vil man også se supplementsbind og evt. rettelsesbind til værket.
I nyere tid er det trykte leksikon blevet suppleret af elektroniske udgivelser, først og fremmest i cd-rom-udgaver og snart nok også dvd-udgaver.
Det betyder, at teksten kan suppleres af et øget antal illustrationer, at der kan tilføjes lyd og video til nogle af artiklerne. Der er normalt øgede søgemuligheder i et elektronisk leksikon i forhold til et trykt leksikon. Man vil ofte have hyperlink i artiklerne til at lette navigeringen og typisk også mulighed for flere typer søgning. Men det løser ikke problemet med ajourføringen, idet både det trykte leksion og den elektroniske udgave låses fast ved udgivelsen.
Internet-udgaver af leksika har udvidet mulighederne for løsning af dette problem, idet artikler, billeder, lyd og video kan ajourføres næsten øjeblikkeligt, når dette medie anvendes. Til gengæld er der store og endnu uløste problemer med hensyn til betalingsform, sikring af data mod ulovlig kopiering. Det har indtil videre sat et punktum for især "Den Store Danske Encyklopædi".
Fiji.
Fiji er et land beliggende i Oceanien i det sydlige Stillehav, cirka to tredjedele af vejen fra Hawaii til New Zealand. Landet består af 9 større øer samt 300 mindre øer og atoller af vulkansk eller koral oprindelse. Af disse er kun de 100 beboet. Øgruppen er beliggende i Melanesien mellem Vanuatu i vest og Tonga i øst, omkring 5 grader nord for Krebsens Vendekreds. Landets største øer (der overvejende er af vulkansk oprindelse) er Viti Levu (hvor hovedstaden ligger) og Vanua Levu. Landskabet er generelt bjergfuldt. Klimaet er tropisk regnfuldt, omend modereret af havets indflydelse og den frugtbare jord i lavlandet muliggør dyrkningen af sukkerrør og kobra. Havet er truet af overfiskning samt forurening fra byerne. Vandmiljøet er truet af intensivt fiskeri og af forureningen i kystområderne. Landet er endvidere præget af afskovning.
Abort.
Abort er en afbrydelse af kvindens graviditet før fosteret er selvstændigt levedygtigt. Indtil 2004 blev grænsen for abort og (dødfødt) fødsel sat ved den 28. svangerskabsuge. I 2004 blev det ændret til den 22. svangerskabsuge. Den administrative forskel mellem aborterede og dødfødte babyer, er at dødfødte babyer indgår i fødselsstatistikken, gives et navn, får udstedt dødsattest og begraves.
Provokeret abort.
Provokeret abort er i Danmark lovligt. Fri abort under visse omstændigheder støttes af et flertal i befolkningen. Igennem det 20. århundrede er aborten gradvis blevet friere og friere. Den 18. november 1920 blev abort tilladt i Sovjetunionen, og den 28. januar 1935 på Island.
Særligt blandt visse kristne grupper er den fri abort stærkt fordømt. Fra et etisk synspunkt er det problematiske, at skellet imellem individer med menneskeret, menneskelig værdighed og juridisk beskyttelse på den ene side, og på den anden side individer uden disse rettigheder, kan synes fuldkommen tilfældigt, på samme måde som man tidligere skelnede imellem mennesker ud fra moralsk vilkårlige fænomener, som race eller slægt.
Spontan abort.
Spontan abort betyder, at en graviditet ufrivilligt afbrydes så tidligt, at fosteret ikke kan overleve. Dette sker hyppigst før 12. graviditetsuge. Hos alle kvinder er der risiko for, at graviditeten ender med spontan abort. Risikoen for spontan abort er 10 til 35 procent, afhængig af moderens alder. Spontan abort medfører ofte adskillige, alvorlige psykiske eftervirkninger
Grænsen mellem spontan abort og dødfødsel er ikke naturgiven og defineres forskelligt i forskellige lande. I Danmark ligger den i disse år i slutningen af den 22. graviditetsuge.
Abraham Lincoln.
Abraham Lincoln (12. februar 1809 - 15. april 1865) var USA's 16. præsident, og den første præsident fra det republikanske parti. Han var præsident under borgerkrigen 1861-1865 og var som sådan ansvarlig for slaveriets ophævelse. Han anses i dag for en af de største præsidenter, USA nogensinde har haft. Han blev myrdet i Fords Theatre i Washington den 14. april 1865, mens han så "Our American Cousin". Drabsmanden var Shakespeare-skuespilleren John Wilkes Booth.
Barndom og ungdom.
I 1860, da Abraham var præsidentkandidat, blev han af en journalist bedt om at beskrive sin barndom. Med et citat fra Thomas Gray’s Elegy sagde han: ”Den korte og simple historie om fattigdom. Det er mit liv, og det er alt De, eller nogen anden, kan få ud af det”. Hans far, Thomas, som var udlært tømrer, var ædruelig og hårdtarbejdende. Abrahams mor, Nancy (f. Hanks), var 25 år, da hun fødte Abraham. Hun kunne hverken læse eller skrive, men hendes fætter, Dennis Hanks, beskrev hende som en uskolet, men naturlig begavelse – ”hurtigt og klart opfattende”, ”udspekuleret”, ”intellektuel af natur” med en god hukommelse, sund dømmekraft og meget kærlig.
I 1816 flyttede familien til Indiana. De flyttede dog ikke alene, idet familien Sparrow - Nancys tante og onkel samt Dennis Hanks, deres adoptivsøn - flyttede med. De flyttede til et skovområde i nærheden af Ohiofloden. Efter to års slid og nybyggeri indtraf tragedie på tragedie i 1818. Først døde onklen, siden tanten og senere Abrahams mor. Abraham og Dennis hjalp Thomas med at snedkere kisterne til deres kære. Thomas Lincoln giftede sig med en ungdomskæreste, Sarah Bush, der i mellemtiden også var blevet enke. Lincoln lærte hurtigt at elske sin nye mor, og han skrev senere om hende: ”Alt hvad jeg er, eller håber at blive, skylder jeg min kære moder”. Om Abraham skrev Sarah i sin alderdom: ”Han var den dejligste dreng, jeg har mødt. Jeg har aldrig i mit liv talt hårdt til ham. Hans sindelag og mit, den smule jeg havde, flød sammen, bevægede sig ad de samme kanaler”.
Den unge Abraham var en læsehest, der nedskrev alt vigtigt, han havde læst. Hvis han ikke havde papir (hvilket han ofte ikke havde), skrev han på sin kridttavle og overførte så ordene på papir, når han fik fat i noget. Han læste foruden Bibelen, Æsops fabler, Robinson Crusoe samt historisk stof. Han udviklede her den vane, der fulgte ham hele livet: Hvis der var noget han ikke forstod, læste han det igen og igen og funderede over det, indtil det gav mening. Som syttenårig var Abraham allerede 1,87 m høj, men vejede blot 55 kg. Han arbejdede en del for de lokale, men de huskede ham mest som ”doven, altid læsende og tænkende”. Han holdt ofte til i købmandsbutikken i det nærliggende Gentryville og blev kendt som en god underholder, der kunne imitere de lokale, fortælle sjove historier og få folk til at le, som ingen anden.
Siden flyttede familien - nu med en del færre medlemmer på grund af diverse ægteskaber - til Sangamon River ved Decatur. Abraham og hans stedbror, John Johnston, fik arbejde i New Orleans hos en af forretningsmændene i Decatur, og denne forretningsmand, Denton Offut, ansatte snart Abraham som bogholder. Siden flyttede Abraham til New Salem, der dengang blot var en lille by med omkring 100 indbyggere. Også her fik han arbejde for Offut i en butik, der blandt andet solgte pelse, huder, glas, sukker, salt og kaffe. Abraham brugte de ledige stunder i butikken til at læse, og snart blev han gode venner med byens lærer, Graham, der påtog sig den opgaven at undervise den unge mand i matematik og grammatik. En anden landsbyboer, Jack Kelso, satte Abraham ind i Shakespeares og Robert Burns' værker.
Politiker, advokat og familiefar.
Bortset fra en episode, hvor Lincoln meldte sig frivilligt til krigstjeneste, fortsatte han sin kampagne. Der fortælles om et vælgermøde, hvor der udbrød uro blandt tilhørerne. Lincoln afbrød sit indlæg, gik ned i salen og slog den værste uromager i hoved og kastede ham fire meter hen ad gulvet. Derefter gik han tilbage til podiet og fortsatte sin tale. Han blev imidlertid ikke valgt. Efterfølgende gik han fallit med en forretning, han havde startet på kredit sammen med en kammerat. I de næste tre år tjente han som byens postmester. Desuden arbejdede han ved jernbanen, høstede, var butiksmedhjælper og hvad der ellers viste sig. Han arbejdede ligeledes som landmåler.
Abraham genopstillede til statens lovgivende forsamling i 1834, og denne gang blev han valgt. På opfordring af byens borgmester, begyndte han desuden at studere jura. Statens hovedstad hed dengang Vandalia og lå sydpå i Illinois. Lincoln var en af de varmeste fortalere for, at statens hovedstad (ligesom statens udvikling i øvrigt) flyttede nordpå, til Springfield. Om Lincolns tid i den lovgivende forsamling har en professor Baringer udtalt: ”I den mudrede landsby Vandalia lærte han at at håndtere spidsfindighederne i det politiske håndværk ved eksemplet sat af erfarne og drevne politikere. For første gang blandede han sig med rige, kultiverede, uddannede mænd og kvinder. Her debatterede han og lyttede til diskussioner om økonomisk teori, problemerne omkring slaveri og afskaffelse af slaveri, bankvirksomhed, dødsstraf, toldmæssige problemer og finanser. Vandalia var af allerstørste uddannelsesmæssige vigtighed i hans enestående karriere.”
I 1836 blev Lincoln genvalgt for Whig-partiet. De ni kandidater, der blev valgt for dette, var usædvanlig høje og kom derfor til at gå under fællesbetegnelsen ”The Long Nine”. Lincoln blev valgt fire på hinanden følgende gange til den lovgivende forsamling. 1836 var også året, hvor han bestod jurastudiet og blev advokat. I samme periode døde New Salem ud, og Lincoln flyttede til Springfield, hvor han startede advokatvirksomhed. Han indgik i alt tre advokat-partnerskaber: Med John T. Stuart fra 1837 til 1841; Med Stephen T. Logan fra 1841 til 1844 og med William H. Herndon fremefter. William Herndon var i øvrigt Lincolns modsætning: Glad for flasken, kolerisk og humørforladt. Men de to mænd havde en dyb gensidig sympati og respekt for hinanden, der holdt livet ud. Begge mænd var desuden rodehoveder; Lincoln havde tit sagsakterne i sin hat, Herndon havde dem alle vegne.
I 1842 giftede Abraham Lincoln sig med Mary Todd - selvom det havde været en sej forlovelse, med tvivl fra begges sider. Året efter var tanken om at opstille til USAs Kongres modnet hos Lincoln. Efter to forsøg lykkedes det i 1845 Lincoln at manøvrere sig på plads som Whigs’ kandidat, og han vandt overbevisende over sin demokratiske modkandidat, Peter Cartwright; en prædikant, der forsøgte at gøre et stort nummer ud af, at Lincoln ikke var tilknyttet en bestemt kirke.
Familien Lincoln flyttede til Washington i december 1847, men Mary brød sig ikke om byen. Hun og de to sønner flyttede snart hjem til Springfield. Da kongressen trådte sammen i slutningen af året var krigen mellem USA og Mexico på vej mod sin afslutning. Whig-partiet var i starten imod denne krig, men folkestemningen var for, hvorfor partiet holdt lav profil. Men ikke Lincoln. Han blev beskyldt for forræderi og hans modstand mod krigen betød, at han ikke kunne genopstille til kongressen. Efter forgæves at have søgt opstilling til embeder i Illinois, vendte Lincoln sin fulde opmærksomhed mod advokatgerningen. I mellemtiden fik han yderligere to sønner, men mistede sin anden søn, Edward, i 1850, samme år som hans tredje søn blev født.
Advokatvirksomhed i 1850'erne i Illinois var ikke meget lig advokatvirksomhed i dag. Byen Springfield gav i sig selv kun få advokatjobs, så tiden gik på hesteryg fra småby til småby. Som advokat gik Lincoln for at være retskaffen som få, og en historie fortæller, hvordan han ikke alene afslog at tage honorar fra en krigsenke, men endda betalte hendes hotelophold under en retssag, der skulle sikre hendes krigspension.
Slavespørgsmålet tvinger Lincoln tilbage til politik.
I 1854 fremsatte kongresmedlem, Stephen A. Douglas, et forslag, der havde sine rødder i, at han ønskede jernbanen ført igennem Illinois. Men forslaget ville medføre, at slaveri efterhånden ville blive tilladt - ikke alene i nye områder, der blev optaget i USA, men de facto i alle stater, hvor nordstaterne ellers var slavefri. Oprørt i sit inderste, begyndte Lincoln at debattere Douglas. Efterhånden førte den ophedede stemning til, at det republikanske parti (USA) blev dannet af Whigs og demokrater, der var imod slaveriet. Lincoln tilsluttede sig det nye parti. I Bloomington holdt han en tale, der var så gribende, at de, der ellers tog referat af taler, lagde pen og papir fra sig for at lytte. Talen er siden blevet kendt som ”the lost speech”. Kræfter blev sat ind for at gøre Lincoln til vicepræsidentkandidat til valget i 1856, men det skete ikke. I øvrigt vandt Demokraterne valget med James Buchanan som ny præsident.
Debatterne mellem Douglas og Lincoln endte med, at Lincoln stillede op mod Douglas til senatet. Selvom Lincoln vandt med hensyn til stemmeantal, medførte stemmefordelingen at Douglas vandt. Men de ophedede debatter og Lincolns mange gode taler gjorde, at han nu var kendt langt ud over Illinois' grænser.
Lincoln som præsident.
I maj 1860 mødtes republikanere fra hele USA til konventet i Chicago for at vælge en præsidentkandidat. Dengang var det sædvane, at kandidaterne ikke mødte op. Til gengæld var deres folk på plads. Spidskandidaten var William H. Seward, men Lincolns folk fulgte dén strategi at samle alle, der ikke var "for" Seward. Løfter blev til gengæld afgivet og embeder lovet. Der blev sågår udstedt falske adgangsbilletter til konventet til Lincolns tilhængere. Dette betød, at da Sewards tilhængere, overbevist om deres kandidats snarlige sejr, måtte se deres pladser optaget, da de ankom til konventet - de blev i stor stil nægtet adgang. Ved tredje afstemning havde Lincoln sikret sig præsidentkandidaturet, og blev dermed det unge republikanske partis anden præsidentkandidat. Han modtog selv nyheden om nomineringen hjemme i Springfield og gik roligt hjem for at fortælle det til sin hustru.
Ved præsidentvalget genopstillede James Buchanan ikke. Splittelsen mellem nord og syd betød, at norden opstillede Stephen A. Douglas - Lincolns gamle modpart - syden opstillede John C. Breckinridge og tidligere Whigs og Know Nothings-folk opstillede parret Bell-Everett. Med en sådan splittelse blandt demokraterne var en republikansk sejr sikker. Lincoln modtog cirka ½ million flere stemmer end sin nærmeste modstander, Douglas, der fik 1,3 mio. stemmer. Abraham Lincoln var dermed valgt til USA’s 16. præsident med indsættelse i embedet den 4. marts 1861.
Indsættelsen.
Undervejs til præsidentindsættelsen blev Lincoln udsat for adskillige mordtrusler grundet den stigende spænding mellem nord- og sydstaterne. Han valgte derfor at rejse inkognito på en del af strækningen, hvilket visse aviser brugte imod ham. De fremstillede ham som en kujon i satiriske tegninger og tekster. Snart efter sin ankomst til Washington mødtes den kommende præsident med Peace Conference-medlemmer. ("Peace Conference" var en forsamling, der søgte at dølge uenighederne mellem nord- og sydstaterne, for at forhindre en splittelse af unionen USA). Til disse udtalte Lincoln: "Min kurs er klar som en ensrettet gade; Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vej vi skal. Hvad nu, hvis vi stopper alle diskussioner og blot prøver at efterleve forfatningen og lovgivningen? Tror De ikke, at de ville virke?"
Til sidst søgte den nyindsatte præsident at forsone unionen med henvisning til de fælles krige og de fælles døde. Men borgerkrigen var ved at begynde i et fort i South Carolina, og dagen efter indsættelsen var begyndelsen på den amerikanske borgerkrig. Der kom meddelelse fra Fort Sumter i Charleston, South Carolina, om, at fortet ”enten måtte få forsyninger i løbet af seks uger eller forlades”. Fortet lå et i en af de seks stater, der på grund af slavespørgsmålet allerede havde forladt unionen. Det blev derfor et symbol på USA’s fremtid: Hvis fortet blev opretholdt, ville det for nordstaterne betyde bevarelse af den føderale autoritet; for sydstaterne ville det betyde ydmygelse og fornærmelse. Lincoln tøvede, og de frafaldne stater anså dette for svaghed. Den 12. april 1861 beskød Charlestons’ artilleri fort Sumter. Dermed var der syv frafaldne stater, og krigen mellem de frafaldne og unionen var begyndt.
Den amerikanske borgerkrig startede således ikke så meget som et spørgsmål om slaveri, men snarere som et spørgsmål om, hvorvidt en stat havde retten til at trække sig tilbage fra unionen uden føderal indblanding; Om hvorvidt et mindretal i et demokratisk samfund måtte tage loven i egen hånd.
Lincoln og slavespørgsmålet.
Denne tale gik unionen rundt, og støtten til Lincolns politik steg så kraftigt, at midtvejsvalgene i stor udstrækning blev vundet af Lincoln-tilhængere. Imens gav Lincolns ubetingede støtte til slaveriets afskaffelse Nordstaterne medvind i udlandet, ikke mindst i Storbritannien.
Gettysburg-talen.
Under borgerkrigen holdt Lincoln, der i sin enkelhed og korthed den dag i dag er kendt af de fleste skolebørn i USA som Gettysburg-talen. Talen blev holdt ved indvielsen af kirkegården i Gettysburg, Pennsylvania den 19. november 1863. Baggrunden for talen var, at det slag, der blev et afgørende vendepunkt til fordel for Nordstaterne, blev udkæmpet her i dagene 1.-3. juli 1863 - et slag, der er kendt som Slaget ved Gettysburg. Det kostede over 45.000 soldater livet. Sydstaternes general, Robert E. Lee, trak sig tilbage med et tab på 1/3 af sin styrke. Ved indvielsen blev der ikke lagt specielt mærke til Lincolns tale. Hovedtaleren var Edward Everett, en professionel taler, der holdt en floromvunden to timer lang tale. Everett var med et samtidens ord en orator - en taler (før fjernsynets tid var tale god underholdning). Lincolns tale derimod bestod af blot 272 ord og var overstået på to minutter. Mange tilhørere havde end ikke bemærket, at præsidenten var begyndt på sin tale, før den var forbi. Det blev først klart for amerikanerne, at præsidenten havde holdt en enestående tale, da den i løbet af de følgende dage blev offentliggjort i aviserne. Skønt latterliggjort i de første avisudgaver - såvel præsidenten som talen - steg agtelsen blandt udgiverne efterhånden som budskabet sank ind. Lincolns tale var ikke kun en hyldest til de soldater, der havde givet deres liv ved Gettysburg - den definerede også, hvad borgerkrigen drejede sig om. Han fremhævede fra den amerikanske uafhængighedserklæring, at "alle mænd er født lige" og gjorde det klart, at "alle mænd" virkelig betød "alle" - uanset hudfarve. At et forenet Amerika måtte leve op til denne definition.
Genvalg.
Siden 1832 havde ingen amerikansk præsident siddet i to embedsperioder. Nogle havde ikke søgt genvalg, andre havde stillet op, men var ikke blevet genvalgt. Det var efterhånden blevet god tone, at en præsident kun sad i en periode, men Lincoln erklærede sig klar til at fortsætte. På grund af krigen søgte mange grupper inden for det republikanske parti dog en anden kandidat. General John C. Frémont blev efterhånden den foretrukne kandidat for anti-Lincoln-kræfterne inden for partiet. Lincoln vandt dog på parti-konventet. Demokraterne valgte general McClellan som deres kandidat, og Lincoln – stadig mødt af modstand indefra og udefra – belavede sig på et nederlag. Men Nordstaterne kunne nu melde om en række sejre - bl.a. indtog general Sherman Georgias hovedstad, Atlanta og admiral Farragut triumferede ved Mobile Bay. De kræfter, der havde kæmpet "imod" krigen og "for" at indgå en fredsaftale med Sydstaterne, tav. I oktober 1864 var enhver tvivl om præsidentens genvalg forsvundet; på selve valgdagen vandt Lincoln overbevisende - ikke mindst blandt soldaterne - hvor han slog generalen 1:3. En tid efter valget blev han spurgt, hvordan det var at være præsident "for så stor en nation". "Det minder mig om," svarede Lincoln, "manden, der var dyppet i tjære og rullet i fjer, som sagde til sine genboer, da han blev båret ud af byen på en jernbanesvelle, hvis det ikke var for æren ved alt dette, ville jeg egentlig hellere gå."
Ved præsidentindsættelsen den 4. marts 1865 holdt Lincoln en indsættelsestale, der siden er blevet kendt som en af de største igennem tiderne. I slutningen af marts og begyndelsen af april kom de endelige gennembrud for nordstatsstyrkerne. General Weitzel spurgte præsidenten, hvordan man skulle behandle de sydstatsstyrker, der overgav sig: ”Hvis jeg var i Deres sko, ville jeg fare med lempe. Far med lempe”. Den 9. april 1865 overgav general Robert E. Lee sig til general Ulysses S. Grant ved Appomattox, hvilket betød, at borgerkrigen reelt var forbi.
Den sidste dag.
Den 14. april 1865 begyndte med, at general Anderson hejste flaget over Fort Sumter. Krigsministeren erklærede, at yderligere hvervning af soldater var ophørt. Der blev afholdt regeringsmøde og general Ulysses S. Grant deltog, idet man diskuterede de fremtidige forhold mellem staterne. Siden tog Lincoln imod, vanen tro, og hjalp bl.a. en sort krigsenke i spørgsmålet om pension. Han underskrev en benådning af en desertør og tilføjede: ”Jeg tror, at denne dreng vil gøre mere nytte over jorden end under den”. Samtidig var John Wilkes Booth, Lewis Powell og George Atzerodt ved at færdiggøre deres planer om at myrde henholdsvis præsidenten, udenrigsminister Seward (der var sengeliggende efter et uheld med hestevogn) og vicepræsident, Andrew Johnson.
Om aftenen tog præsidentparret i teatret - Fords Theatre. Dette var først blevet bestemt samme morgen, men præsidentparret frekventerede jævnligt dette teater. Planen havde været, at general Grant og frue skulle tage med, men de meldte afbud (Historikere har siden udarbejdet hele lister over kendte personer, der afslog præsidentens invitation denne aften). I stedet valgte præsidentfruen at tage senator Ira Harris’ datter og stedsøn, Clara Harris og major Henry Reed Rathbone med. Præsidentens følge ankom først efter, at stykket "Our American Cousin" var gået i gang. Stykket blev afbrudt, da præsidentparret indtog logen og "Hail to the Chief" blev spillet.
Om eftermiddagen havde Booth boret et lille hul i logedøren, så han let kunne følge med i, hvor præsidenten sad. Det blev ikke sværere af, at Lincolns livvagt, John F. Parker, havde forladt sin post, der bestod af en stol ved indgangen til logen - sandsynligvis for at finde en bedre plads, så han kunne overvære skuespillet. Det skal nævnes, at Lincoln havde besøgt teatret 13 gange før - hver gang uden livvagt. Booth listede sig ind i logen med en kniv i den venstre hånd og en Derringer i den anden. På klods hold affyrede han pistolen mod præsidentens baghoved, og Lincoln faldt sammen. Major Rathbone kastede sig mod Booth, men blev såret med kniven. Booth kastede sig nu ud fra logen, men hans spore satte sig fast i flaget, som logen var indhyllet i og faldt mod teatergulvet. Hurtigt var han på benene igen og råbte ”Sic semper tyrannis!” (sådan går det tyranner) og stak af. Det viste sig, at en kordreng havde holdt en hest parat til morderen uden for teatret. Samtidig brød Powell ind hos den sengeliggende udenrigsminister og knivstak ham gentagne gange, bl.a. i ansigtet - udenrigsministeren lod sig sjældent fotografere siden hen - men han overlevede. Atzerodt, der skulle dræbe vicepræsidenten, valgte i stedet at drikke sig fuld.
En ung militærlæge, 22-årige Charles Leale, der befandt sig i salen i teateret, ilede igennem den panikslagne folkemængde til præsidentlogen. Han konstaterede, at situationen var håbløs: Kuglen var trængt ind igennem baghovedet, var gået igennem hjernen og sad nu fast bag højre øje. Præsidenten blev båret over gaden til det nærmeste hus og lagt på sengen. Ministre og højtstående embedsmænd samledes om dødslejet, men præsidenten kom ikke til bevidsthed. Kl. 7.22 den 15. april 1865 var Lincoln død. En stemme i soveværelset udtalte: ”Nu hører han evigheden til”. Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.
Dét, Booth ønskede at opnå med attentatet på præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren, var at kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise, resulterende i en opløsning af unionen.
Den dagældende succesionslov til præsidentembedet var fra 1792 og tog ikke højde for en omfattende udradering af landets ledelse. Hvis alle tre attentater således var lykkedes, ville senatets leder blive fungerende præsident, indtil nyvalg kunne udskrives. Dette nyvalg skulle godkendes af udenrigsministeren, der altså ville være død.
Lincoln i dag.
Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der blev dræbt ved et attentat i embedet. Siden fulgte James Garfield i 1881, William McKinley i 1901 og John F. Kennedy i 1963. Lincoln ligger blandt de øverste på listen, når historikere rangerer amerikanske præsidenter. Han repræsenterer klassiske værdier som ærlighed, integritet og står for medmenneskelig respekt, minoriteters rettigheder og frihed i almindelighed. Lincoln er desuden i almindelighed kendt for at være den amerikanske præsident, der afskaffede slaveriet, men måske burde han være mere kendt som den præsident, der forsvarede demokratiet: At respektere flertallets afgørelse uden at ty til yderligheder; at, hvis man er overbevist om, at man har ret, kæmpe igennem diskussion og debat - ikke igennem magtanvendelse eller blodsudgydelse. Dermed brød Lincoln med over 30 års eftergivenhed fra tidligere præsidenter, og blev et ikon for dem, der ønsker en klar vision. Alt lige fra forsikringsselskaber til menneskerettighedsforkæmpere bruger Lincolns navn, ligesom et bilmærke og utallige byer og områder i USA er opkaldt efter ham. Statuer eller buster findes i bl.a. USA, Mexico, Storbritannien og Cuba. Flere krigsskibe er opkaldt efter ham, hvilket ikke er usædvanligt i USA - men der findes endda et skib, opkaldt efter moderen, "SS Nancy Hanks".
Gettysburgtalen er på undervisningsplanen i enhver amerikansk grundskole, ligesom hans anden tiltrædelsestale stadig studeres af lærde. Presidents’ Day er en føderal amerikansk helligdag, hvor man fejrer præsidenterne Washingtons og Lincolns fødselsdag.
Abrasion.
Abrasion er et geologisk udtryk for den udjævnende virksomhed, som havet udøver, når det under en niveauforandring, der medfører en stigning af vandspejlet, bryder ind over et fastland. Ved abrasion kan alle terrænformer næsten fuldstændig udviskes, således at man som resultat får en plan flade (abrasionsfladen), der stiger jævnt indad mod land, og på hvis ydre dele det fra landet løsrevne og bortførte materiale kan afsættes som næsten horisontale lag.
Lignende flader kan fremkomme ved floders erosion (peneplan), men i dette tilfælde uden at der finder nogen niveauforandring sted, og uden at fladerne dækkes af marine aflejringer. Ligeledes vil en indlandsis ved sin afhøvlende virksomhed kunne frembringe større, ofte dog noget mere bølgede flader, som dog i reglen ved isens afsmeltning dækkes af moræneaflejringer, hvorved overfladen atter bliver mere eller mindre ujævn.
Abscisse.
Abscissen, ofte betegnet formula_1, er førstekoordinaten i et koordinatsystem. Andenkoordinaten betegnes da ordinaten.
At betegne formula_1-aksen (abscisseaksen) i et koordinatsystem som "abscissen" er en udbredt, men mindre korrekt sprogbrug. Førsteaksen er almindeligvis vandret.
Absint.
Et glas med absint og en absint-ske
Absint er en alkoholisk drik, der var meget udbredt i Frankrig i 1800-tallet.
Fremstilling.
Absint fremstilles ved, at man lader have-malurt, fennikel og anis trække i stærk alkohol. Resultatet destilleres til en klar væske (hvid absint eller 'absinthe blanche') der kan indfuseres med urter såsom romersk malurt (Artemisia pontica) og isop. Klorofylet fra bladene giver den færdige absint en grøn farve; deraf drikkens kælenavn, 'den "grønne" fe'. I absint indgår der mere end blot disse urter, ofte 10-15 forskellige urter alt efter den ønskede smag. Forskellige producenter bruger forskellige opskrifter, der bruges alt fra mynte og citronmellisé til muscatnød.
Siden tilsættes vand. Den færdige absint indeholder typisk mellem 50 og 75 pct. alkohol, men kan også fås med op til over 80 pct alkohol % (direkte fra kedelen).
En simplere fremstillingsmetode består i at blande alkohol med essentielle olier fra de nævnte urter; denne metode giver dog et resultat af ringere kvalitet.
Absint kan staves på tre forskellige måde som er anerkendt af den danske retskrivningsordbog; absint, absinth og absinthe.
Historie.
Have-Malurt hedder på latin "Artemisia absinthium" hvoraf navnet Absint kommer fra. På andre sprog brugte man det franske navn, tilpasset den lokale retskrivning; på dansk kan man støde på stavemåderne "absint, absinth" og "absinthe", selvom det dog kun er "absint" der står i den nudanske ordbog. Drikken opstod i slutningen af 1700-tallet i Schweiz - ifølge en anekdote, der næppe er sand, blev den opfundet af en fransk læge ved navn Pierre Ordinaire. I starten blev den markedsført for sine medicinske egenskaber; franske soldater fik den ofte med i rationerne som beskyttelse mod tropesygdomme, bl.a. under Algierkrigen i 1864-71, men efterhånden ændrede opfattelsen sig, og mange mente, at den var skadelig, også mere end andre former for alkohol. Efterhånden blev absint især forbundet med bohemelivet blandt digtere og billedkunstnere som Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Édouard Manet og Henri de Toulouse-Lautrec. Problemet var ifølge sagkundskaben, anført af dr. Valentin Magnan, at malurt - foruden de ønskede smagsstoffer - indeholder nervegiften thujon, som man mente gav kronisk hjerneskade ved langvarig brug. Derfor blev absinten forbudt i en række lande, deriblandt Frankrig og Schweiz. I andre lande, deriblandt Danmark, England og Spanien, blev der ikke indført noget forbud, og der blev fortsat produceret absint i Spanien.
Sidenhen er der opstået en fornyet interesse for drikken, og den bliver i dag fremstillet og solgt i en række lande - også i Frankrig. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med, at der er fælles EU-regler for, hvor meget thujon en alkoholisk drik må indeholde, nemlig maksimalt 10 mg pr. liter, hvis der er tale om spiritus, og 35 mg pr. liter, hvis produktet er klassificeret som en "bitter". Disse grænser ville også gamle dages absint kunne leve op til. Nu om dage er der ikke noget reelt forbud i ret mange lande; i Frankrig er det tilladt at fremstille og sælge absint, så længe etiketten ikke direkte betegner indholdet som sådan. Fransk absint har i dag derfor forskellige omskrivninger, såsom "Spiritus på udtræk af absint-urter". I Schweiz blev forbuddet mod absint ophævet med virkning fra marts 2005, og en lang række mærker, der i mange år er blevet fremstillet og solgt illegalt, kan nu frit købes.
Effekt.
Thujon påstås ofte at være et hallucinogen; der henvises til en vis kemisk lighed med hampens aktive stof, cannabinol. Denne lighed er dog rent overfladisk, og der er ingen endegyldig dokumentation for, at thujon har nogen hallucinerende virkning. Mange mener, at absint-rusen føles anderledes end ved andre former for alkohol, hvor fornemmelsen beskrives som "forfriskende" og "opløftende". Dette fænomen opleves også ved indtagelse af mindre berygtede anis-drikke og tilskrives stoffet anethol. Absint er således ikke en form for narkotika, men først og fremmest en stærk, alkoholisk drik, der i fortyndet form har en alkohol procent der nærmer sig procenten i vin. At absint i nogle kredse er begyndt at blive populær igen, hænger i høj grad sammen med myten om kunstnerlivet i "La Belle Époque".
Smag og indtagelse.
Smagen af absint er præget af anis, som også kendes fra f.eks. ouzo og pastis. Det giver en lakridsagtig smag. Traditionelt spædes absinten op med vand, det bevirker at drikken bliver uklar - et fænomen, der på fransk kaldes "louche". Malurten giver absinten en "myntet", let bitter aroma, som ikke findes i andre anisdrikke. Absint forekommer oftest som mere komplekst og indeholder mange andre urter, f.eks. fennikel, romersk malurt, mynte, citronmelisse, kvan, kamille, isop, koriander mfl. Smagen kan således variere mangfoldigt efter opskrift og fremstillingsmetode.
Absint kan smages til med sukker. Oprindelig foregik det ved, at man simpelt hen rørte sukker eller "sirop de gomme" ud i absinten, efter man havde tilsat vand. I 1880erne dukkede en ny metode op, hvor man brugte en særlig absint-ske - en flad ske med huller i, som man lagde hen over glasset. Man anbragte et stykke sukker oven på skeen og hældte en fin vandstråle ned over det, så det langsomt blev opløst og dryppede ned i drikken. Senere blev der lavet særlige fontæner med små dryphaner, hvorfra vandet kunne dryppe ned over sukkeret. Nu om dage nydes absint oftest uden sukker, da den naturlige sødme fra anis- og fennikel er rigeligt. Vigtigt er dog den langsomme, gerne drypvise, tilsætning af koldt vand for at smagsstofferne kommer bedst til udtryk.
I 1990erne dukkede endnu et ritual op, hvor man hælder absint over sukkeret og sætter ild til, så det smelter. Denne fremgangsmåde bruges indimellem på barer i bl.a. Tyskland, Spanien og Tjekkiet. Dette har dog intet med traditionel præparation at gøre og bør undgås. En grund er at brændende alkohol kan være rigtig farligt, dels fordi flammen brænder meget klart og er svær at se, dels da glasset kan sprænges. En anden grund er, at karamelliseret sukker giver en dominerende, unødvendig bismag der af kendere betragtes som at ødelægge absinten. Ritualet er dog også oftest set som underholdnings- og salgstrick for absint af dårlig kvalitet.
Kvalitet.
Som med alt andet, kommer absint i en række varianter der svinger type- og kvalitetsmæssigt. Fra 1990 og frem til 2002 har markedet været præget af uvidenhed og absint af meget lav kvalitet. Men efter forbuddet blev ophævet i Schweiz og Frankrig, er der kommet en række meget fine traditionelle absinter, baseret på gode råvarer, historiske opskrifter og autentiske produktionsmetoder.
En god traditionel absint er enten gennemsigtig (blanche, la bleue) eller med en naturligt udseende bladgrøn farve (verte). Pris og kvalitet hænger sammen, I Danmark koster en standard 0,7 l flaske kvalitetsabsint typisk omkring 4-600 kr. i udsalg. Anerkendte absinter kan man oftest finde anmeldt på nettet forud for et køb. En ægte absint dufter behageligt, blødt, krydret og rigt trods den høje alkohol procent der skal holde planteolierne. Schweizisk absint er som udgangspunkt altid destilleret og af god kvalitet, landet har love der beskytter absintproduktionen. Frankrig har ligeledes en meget stor fraktion af gode absinter qua traditionen for drikke.
Dårlige absinter opfylder en eller flere af disse kriterier: Ofte ses unaturlig/kunstig farve der kan minde om rengøringsmiddel og/eller etiketter der spiller på psykedeliske, dæmoniske og sindsforvridende effekter. Absint fra Østlande, Spanien eller Tyskland er der endnu stadig grund til at være på vagt overfor. Absint uden anis, kan ikke betegnes som traditionel absint og laver ikke "louche". Hvis en absint dufter kraftigt af alkohol, river i næsen er den også bedst at undgå. Besk eftersmag, f.eks. grundet ekstrakt (modsat destillat) af malurt opleves også.
Generelt er det altid en god idé at opsøge kilder med oprigtig viden om absint. Nettet kan være yderst nyttigt og spare en for mange ærgrelser. Takket være samarbejde mellem Det Danske Absintselskab og danske spiritus importører er det nu muligt at få absint af meget høj kvalitet i Danmark. Danske bartendere har ligeledes fået øjnene op for drikkens kvaliteter, samt værdien af viden om traditionelle såvel som nye anvendelses metoder. Ikke mindst i cocktails hvor den "glemte" absint giver nye, spændende muligheder.
Absolut nulpunkt.
Det absolutte nulpunkt er den teoretisk laveste mulige temperatur, som teoretisk kan opnås i et makroskopisk system er -273,16 °C, men det absolutte nulpunkt er sat til temperaturen 0 K (-273,15 °C, -459,67 °F). Som en konsekvens af termodynamikkens love kan det vises, at temperaturen aldrig kan blive eksakt 0 K - omend det er muligt at komme uendeligt tæt på. Ved det absolutte nulpunkt vil alle molekyler og atomer i systemet være i grundtilstanden (dvs. tilstanden med den laveste mulige energi), og systemet vil have den mindste mængde kinetisk energi, som er mulig ifølge fysikkens love.
Absorption.
Absorption er opsugning eller optagelse af vand, luftarter eller andre stoffer ved aktive eller passive mekanismer. Absorption betegner også optagelse af energi fra solstrålingen.
Ved at måle lyset fra fjerne stjerner kan astronomer finde ud af hvilke grundstoffer disse indeholder. På grund af absorption, vil visse bølgelængder af lyset blive opsuget, og disse "opsugninger" ses som sorte streger i et spektrogram. Dette kaldes spektrografi.
De sorte streger kaldes absorptionslinjer og vil på spektret være skrå. Dette skyldes rødforskydningen. Ser vi fx på lys udsendt fra en planet (som jo er solens lys der rammer planeten og reflekteres) vil absorptionslinjerne være skrå da planeten roterer. Idet solens lys rammer planeten rødforskydes det (en form for afbøjning) og idet lyset dernæst reflekteres rødforskydes det igen, vi observerer altså en "dobbelt rødforskydning". Dette kan bruges til at udregne rotationshastigheden.
Abstinens.
Abstinenser bruges sædvanligvis om fysiske og psykiske symptomer som følge af at organismen unddrages et tilvant stimulerende middel – hvilket ses ved afvænning fra for eksempel alkoholisme, narkomani eller andre former for afhængighed. Abstinenser er en fælles betegnelse for hele symptombilledet, altså både de fysiske og de psykiske symptomer. Udtrykket kan også bruges i forbindelse med manglende vanlige fornøjelser som sex, fester, slik eller lignende, omend der i denne sammenhæng kun sjældent ses fysiske symptomer.
Abstinenser efter alkoholafhængighed.
Abstinens opstår ved mangel på alkohol, efter kroppen er blevet vænnet til et vedvarende, højt indtag over en længere periode, typisk flere år. Denne periode varierer fra menneske til menneske, da nogle er mere disponerede for alkoholisme end andre. Der ses en række fysiske og psykiske symptomer, der tiltager med graden af forudgående alkoholindtag. Tilsvarende vil abstinenserne være tiltagende, desto længere kroppen holdes fri for alkoholindgift, og kan i svære tilfælde blive livstruende. Præcist hvilket symptombillede der udvikles kan variere fra patient til patient, men desto sværere abstinenserne er, desto større er sandsynligheden for at udvikle mange symptomer samtidig.
Holdes kroppen alkoholfri vil abstinenserne aftage igen, og til sidst svinde helt. Ved fornyet alkoholindtag og efterfølgende -ophør vil kroppen igen skulle gennemgå en abstinensproces; graden af abstinenser vil typisk tiltage, desto længere alkoholforbruget vedligeholdes trods alkoholfri perioder.
Behandling.
Der er mulighed for at behandle abstinenser medicinsk, og dermed dels lindre symptomerne, dels reducere risikoen for skadelige følger af abstinenserne. Alt efter hvilken afdeling, man søger behandling på, kan forskellige stoffer anvendes; typisk vil behandlingen enten være Risolid eller Fenemal.
Abstraktion.
Abstraktion er den tankevirksomhed, hvor man koncentrerer sig om hovedsagen og ser bort fra mindre væsentlige detaljer, eller hvor man finder fælles egenskaber ved en række begreber eller ting.
Denne søgen efter fællestræk betyder at abstraktion er en modsætning til den konkrete iagttagelse af en enkelt ting eller et enkeltbegreb.
I daglig tale bruges "abstrakt" ofte om noget, som er lidt verdensfjernt, uvirkeligt eller uforståeligt.
Indenfor datalogi findes begrebet abstraktion også.
Endelig er abstraktion også en metode inden for billedkunsten, nemlig abstrakt kunst.
I Wikipedia bruges begrebet også som hovedemne for filosofi, logik, erkendelsesteori, psykologi, okkultisme, etik, religionsfilosofi, æstetik, videnskab, forskning, kommunikation, datalogi, matematik og statistik
Admiral (sommerfugl).
En admiral er en dagsommerfugl, den flyver i Danmark fra marts til oktober. Den er en træksommerfugl - hvert forår kommer der nye sommerfugle fra Sydeuropa, og den er én af de få sommerfugle, der lever langt mod nord, helt op til Island flyver den. Men som voksen, kan den i milde vintre også overvintre i Danmark. Admiralen sætter sig til overvintring frit på en gren, i visne blade eller under en løs sten.
Udseende.
Admiralen er en stor sommerfugl med et vingefang på 55-70 mm. Sommerfuglen har på oversiden af vingerne en sort bund, med hvide pletter på den yderste spids af forvingerne. Længere inde på forvingerne, samt på kanten af bagvingerne har den et lysende orange bånd. Admiralens underside er mindst lige så flot som oversiden.
Livscyklus.
Admiralen lægger sine op til 1.000 æg på brændenælder. Når sommerfugle-larverne kommer ud efter ca. 4-5 dage, er de svære at få øje på, fordi de falder sammen med bladene. Larverne har sorte og hvide prikker, med et gult bånd på hver side. De lever af brændenældebladene og kan gemme sig i et sammenrullet blad. Efter ca. 3 uger er larven udvokset og den forpupper sig. Efter et par uger klækkes puppen og den voksne sommerfugl kommer frem.
Foderplanter.
Larven af admiral lever på stor nælde, liden nælde og springknap. Den voksne admiral lever alle steder, hvor der er mange blomster, den kan suge nektar af. Den kan også suge saft fra modne frugter om efteråret, f.eks fra blommer eller æbler, der er faldet ned fra træerne og som ligger og gærer i solen. Sommerfuglen kan blive helt beruset og i den tilstand er den temmelig nem at snige sig ind på.
Danske turistattraktioner.
Danmark er et kongedømme med en række øer med små byer og landsbyer. Nogle af de mest populær turistmål i Danmark er København, Skagen, Frederikshavn, Aalborg, Århus, Billund, Jelling, Odense, Roskilde, Helsingør og Bornholm.
København byder bl.a. på borge, slotte, vagtskifte på Amalienborg, Tivoli, Christiania og Den lille Havfrue.
Danmark byder på kulinariske oplevelser som øl (Carlsberg, Tuborg, Faxe mf.), smørrebrød, samt en række fiskeretter.
Øvrige seværdigheder.
*
Acceleration.
Acceleration er ændring af hastigheden pr. tidsenhed eller den matematiske tidsafledede af hastigheden.
formula_1
Den afledte SI-enhed for acceleration er m/s²
Tyngdeaccelerationen er ca. 9,815 m/s² i Danmark.
Chile.
Chile, officielt Republikken Chile (spansk:"República de Chile") er et land, som ligger på den sydvestlige kyst af Sydamerika, mellem Andesbjergene og Stillehavet. Chile grænser op til Argentina, Bolivia og Peru.
Historie.
Chile blev en selvstændig stat i 1810 efter at have været en spansk koloni. Selvstændigheden markerede begyndelsen på en lang demokratisk tradition som varede frem til 1973. De eneste afbrydelser var perioder med anarki i 1830'erne og 1930'erne. I 1970 blev Salvador Allende valgt som præsident i Chile. Allende var socialist og i hans periode nationaliserede man blandt andet de USA-ejede kobberminer. Han blev derfor modarbejdet af både indenlandske og amerikanske virksomheder, samt af CIA. Dette førte til at Allende blev styrtet og dræbt ved militærkuppet i 1973. Frem til 1990 blev landet styret som et militærdiktatur under ledelse af Augusto Pinochet, da den demokratisk valgte præsident Patricio Aylwin tog over.
Politik.
Chile havde Sydamerikas første folkevalgte kvindelige præsident, nemlig Michelle Bachelet, der tiltrådte sit embede 15. januar 2006.
Bachelets er en midt/venstreorienteret politikker. Chiles fattige befolkning valgte hende med et håb om nogle gennemgribende sociale reformer der kunne rette op på den relativt høje grad af uligehed i fordelingen af landets ressurcer. Disse forhåbninger er ikke blevet indfriet og det har i 2007 ført til massive protester for reformer i Chile.
Chiles nuværende præsident, Sebastián Piñera, tiltrådte d. 11 marts 2010.
Regioner.
Chile er opdelt i 13 regioner (spansk "región"), der bortset fra hovedstadsregionen er nummereret med romertal fra nord til syd. Regionerne har dog kun en ringe politisk rolle, da Chile er et udpræget centralt styret land.
Geografi.
Fra nord til syd er Chile 4.630 km. Dette gør at landet har en lang kystlinje mod det sydlige Stillehav. På det bredeste er det 430 km, fra det østligste til det vestligste punkt.
Landets højeste bjerg hedder Nevado Ojos del Salado (6.879 m.o.h.) Den længste flod er El Loa som udspringer i Miño Volcano i Andesbjergene og løber i 440 km til Stillehavet.
Senest den 27. februar 2010 ramte et jordskælv kysten ud for regionen Maule 325 kilometer fra hovedstaden Santiago og 115 kilometer fra byen Concepcion.
Dette jordskælv havde en styrke på 8.8 på Richterskalaen.
Den 22. maj 1960 ramte et jordskælv Chile.
Med en styrke på 9.5 er det verdens største målte jordskælv.
Den tilhørende tsunami nåede en højde på 11.5 meter ved kystbyen Puerto Saavedra vest for Temuco.
Økonomi.
Chile har markedsøkonomi som karakteriseres af en stor udenrigshandel. De økonomiske reformer begyndte allerede under militærdiktaturet, men det var først i begyndelsen af 1990'erne at man fik et økonomisk opsving. Mellem 1991 og 1997 var væksten i BNP i gennemsnit 8% hvert år. Fra 1998 blev denne vækst halveret. Dette skyldtes først mindskede eksportindtægter, og en kraftig tørke i landet i 1999. Efter 2000 har økonomien gradvis vist større vækst. Chile har frihandelsaftaler med blandt andet Mercosur og EU. Den økonomiske vækst er gradvis blevet stærkere, og i 2004 lå den på 4,5%. Arbejdsløsheden er ca. på 7%. Til trods for den økonomiske vækst så lever ca. 13% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, dette er dog lavt i forhold til nabolandene.
En stor del af Chiles indtægter kommer fra eksport af kobber: det statsejede kobberselskab Codelco ejer El Teniente, der er verdens største underjordiske kobbermine. Verdens største kobbermine, Chuquicamata, er også statsejet.
I 2006 udgjorde de samlede minaktiviteterne med 13,6 milliard dollars 47% af statens samlede indtægter.
Demografi.
Chile har en befolkning på ca 16,8 millioner mennesker. Ca. 52,7% (8,8 millioner) af befolkningen nedstammer fra europæere, og 44% er mestizer. 69% af befolkningen bekender sig til den romersk-katolske religion.
Den største etniske gruppe i Chiles befolkning stammer fra Spanien og den baskiske region i det sydlige Frankrig. Chilenerne af baskisk afstamning er anslået til udgøre et sted mellem 10% og 27% (henh. 1,6 og 4,5 millioner).
Ikke-spanske europæiske indvandrere kom til Chile i det 18., det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1848 fandt en stor tysk indvandring sted, der skabte grundlaget for et tysk-chilensk samfund, der sponsoreret af den chilenske regering bosatte sig i den sydlige region. Tyskerne (som omfattede tysktalende schweizere, silesere, elsassere og østrigere) påvirkede i betydelig grad den kulturelle sammensætning i det sydlige Chile.
Britiske (både engelske og skotske) og irske efterkommere omfatter 700.000 mennesker. Og der skønnes at være mellem 90.000 og 120.000 efterkommere grækere. Flere af dem bor i området omkring enten Santiago eller Antofagasta. Chile er en af de fem lande med flest græske efterkommere. Chilenere med schweiziske rødder udgør 90.000, og der er anslået omkring 500.000 franske efterkommere og omkring 600.000 af italiensk afstamning. Fra det tidligere Jugoslavien er der flest (der regnes med cirka 380.000) efterkommere af kroater. Palæstinenserne udgør størstedelen af den gruppe, der stammer fra den arabiske verden. Andre grupper af europæisk afstamning findes i mindre antal, herunder skandinaver.
Kultur.
Chiles kultur fik en opblomstringsperiode sidst i 1960'erne, hvor især musikere som Violetta Parra og Victor Jara slog igennem. Disse to musikere var også blandt grundlæggerne af Nueva Canción - Den ny sang. I 1960'erne blev den folkelige kultur forbundet med de bevægelser, der i 1970 bragte Salvador Allende til magten bl.a. turnerede Victor Jara til fordel for Unidad Popular. Chile har også en lang tradition for at skabe digtere bl.a. har både Pablo Neruda og Gabriela Mistral vundet Nobels Litteraturpris.
Chiles kultur led et alvorligt knæk efter militærkuppet 11. september 1973 hvor flere kunstnere bl.a. Victor Jara blev henrettet. Efter Kuppet flygtede størstedelen af kunstnerne i eksil, da militærjuntaen forbød al venstreorienteret kunst og musik. Efter demokratiets tilbagevenden har mange kunstnere forsøgt at beskrive Chile under diktaturet, som stadig spøger i den chilenske bevidsthed.
En af de større personligheder i nutidens chilenske kultur er den verdensberømte forfatter Isabel Allende
Forsvar.
Den chilenske hær opererer med Leopard 1A5 som hovedkampvogn og det planlægges at købe 100 brugte Leopard 2A4 fra Tyskland; dette er på grund af moderniseringssprocessen som gennemgås nu på grund af landets 200 års jubilæum. Moderniseringen består af: 2 brugte M-klasse (Multipurpose) og 2 brugte L-klasse ("Luchtverdediging") fregatter fra den hollandske marine ("Koninklijke Marine") og 2 nye Scorpène-ubåde bygget i Indien samt 28 F-16 Fighting Falcon kampfly (10 nybygget af Lockheed Martin og 18 brugte fra det hollandske luftvåben). Der er 12.000 mænd i Chiles forsvar.
Ifølge den chilenske lov skal 10% af indtægterne fra det statsejede mineselskab Codelco gå til de væbnede styrker. I 200 var det cirka 1,3 milliard dollars.
Albueskæl.
Albueskæl ("Patella vulgata") er et bløddyr, der hører til sneglene. Man kan finde den ved Vadehavet og langs hele Jyllands vestkyst. Den er også almindelig i den norske og svenske skærgård og ned langs Europas vestkyst. Den er 5-6 cm lang, og sidder tit fast på sten og klipper.
Dens føde er plankton. I Vadehavet vokser den godt, fordi der er rigeligt med føde.
Dens fjender er edderfugle, andre dykænder og de mange vadefugle, der findes ved Vadehavet.
I Frankrig (Bretagne) spiser man Albueskæl rå. Det foregår ved at stikke en kniv ind under skallen og frigøre den fra klippen. Derefter skærer man rundt langs indersiden af skallen og skærer sneglekødet fri og spiser det.
Det er et flot dyr, og som navnet siger, ligner den en albue, fordi dens spids har en runding, der ligner en albuespids.
Den i videnskabelig litteratur ofte omtalte "keyhole limpet" er en fællesbetegnelse for skalslidsnegle (Fissurellidae), der overfladisk ligner albueskæl, men som har hul i toppen af skallen - deraf navnet skalslidsnegle. De kaldes undertiden "marine limpets". Disse snegle er ikke nært beslægtede med albueskæl.
Accept (godkendelse).
Accept betyder at anerkende, give sin støtte til eller "uden" tilkendegivelse at undlade protest. Især den sidste fortolkning er diskutabel, da manglende udmelding er subjektiv. Således er stiltiende accept ikke lig med godkendelse!
Accessit.
Accessit (latin for "han er kommet nær til (målet)"), en udmærkelse ved bedømmelsen af indsendte prisopgaver, en slags 2. præmie for disse. Betegnelsen bruges stadig ved Aarhus Universitet, mens Københavns Universitet og Odense Universitet i stedet bruger sølvmedalje.
Ace of Base.
Ace of Base er en svensk dance-/popgruppe dannet i Gøteborg i 1990 af de tre søskende Malin 'Linn' Berggren (vokal), Jenny Berggren (vokal), Jonas Berggren (også kendt som Joker, programmering) samt kammeraten Ulf Ekberg (også kendt som Buddah, programmering).
Langt den største del af gruppens materiale skrives af de to mænd, Jonas og Ulf. De tre søskende, der kommer fra et hjem med stor interesse for musik, havde arbejdet med musik siden midten af 1980'erne. Malin og Jenny havde blandt andet sunget i kirkekor og begge havde modtaget undervisning i klassisk musik. Oprindeligt hed gruppen Tech Noir, men gruppen ændrede stil fra egentlig techno til en dancesound med lån fra pop, reggae, jazz og funk.
Via et demobånd indspillet i John Ballards Tuff Studio i Gøteborg fik Ace Of Base kontrakt med Mega Records i Danmark i 1992. Gruppen singledebuterede med "Wheel Of Fortune", der blev et radiohit i Danmark og Norge - og senere Sverige. Et egentligt skandinavisk gennembrud kom med gruppens anden single "All That She Wants", produceret af Denniz Pop.
Via Metronome Records i Hamburg - og MTV - begyndte Ace of Base også at få et europæisk publikum, bl.a. i Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz og England. Deres debutalbum "Happy Nation" fra 1992 blev et internationalt hit. Gruppens melodiske eurodisco var lige populært på radioen og i klubberne. I USA og Japan skrev gruppen kontrakt med Arista Records, og albummet blev relanceret under navnet "The Sign". Det blev til tre amerikanske top 10-singler - "All That She Wants", "Don't Turn Around" samt "The Sign", som i seks uger lå nummer et.
Ace of Base solgte over 8 millioner album alene i USA i løbet af 1994 og blev nomineret til Grammy Awardser, inklusive bedste nye kunstner. I foråret 1995 var "All That She Wants" fortsat på de amerikanske singlehitlister. I Europa var "Living In Danger" et hit i vinteren 1994-95.
Ace of Bases andet album "The Bridge" kom i efteråret 1995, og selv om det opnåede platinstatus i sine første 6 måneder efter udgivelsen, blev det aldrig en ligså stor succes som "The Sign". I 1998 fulgte albummet "Flowers", relanceret i USA som "Cruel Summer".
Ace of Base, der blev set som 1990'ernes svar på ABBA, turnerede i Danmark i december 1992 med live-premiere i Slagelse 3. december. Desuden spillede gruppen på Plænen i Tivoli 5. september 1993. Internationalt set debuterede Ace of Base først officielt live ved en koncert i Vina Del Mar i Chile i februar 1996.
Gruppens image som teenageidoler blev i begyndelsen af 1993 kortvarigt forstyrret efter oplysningerne om, at Ulf Ekberg som teenager havde haft tilknytning til svenske højreradikale skinheads. Ace of Bases tekster og hele attitude viste dog et andet, antiracistisk udtryk, og Ekberg tog offentligt afstand fra sin fortid.
I april 1994 blev Jenny Berggren overfaldet i sit hjem i Gøteborg af en sindsforvirret, tysk kvindelig fan. Jennys mor Birgitta Wennerberg-Berggren blev såret i hånden med en kniv.
Jonas Berggren stod i 1994 bag Gøteborg-pop/danceduoen Yaki-Da med Marie Knutsen og Linda Schönberg i forgrunden.
Acenaphthen.
Acenaphthen er en aromatisk forbindelse.
Acenaphthylen.
Acenaphthylen er en polycyklisk aromatisk kulbrinteforbindelse.
Acesulfam K.
thumb
Acesulfam K er et sødemiddel, der ikke har nogen fysiologisk brændværdi og sælges med navne som Sunett og Sweet One. Det har E-nummer E950. Det blev opdaget ved et tilfælde i 1967.
Acesulfam K søder 130-200 gange mere end saccharose (hvidt sukker). Anvendes i læskedrikke. Giver ingen energi.
Det bruges sammen med aspartam til at give Pepsi Max den søde smag.
Acetoacetat.
Acetoacetat er et organisk stof, der både er en keton og en organisk syre. Acetoacetat forekommer bl.a. i blodplasma som nedbrydningsprodukt fra f.eks. fedtsyrer og aminosyren leucin.
Biokemi.
Acetoacetat er et ketonstof, der primært dannes i leveren under mangel på kulhydrater. Acetyl CoA fra nedbrydning af fedtsyrer kan under kulhydratmangel ikke indgå i citronsyrecyklus, da det nødvendige oxaloacetat bliver brugt på nydannelse af glucose ved gluconeogenese. I stedet dannes der ketonstoffer ud fra acetyl CoA, heriblandt acetoacetat. Det dannede acetoacetat vil enten blive enzymatisk omdannet til 3-hydroxybutyrat, eller spontant nedbrydes til acetone.
Nedbrydning af visse aminosyrer danner også acetoacetat.
Acetone.
Acetone er den simpleste mulige keton, og bruges bl.a. som et opløsningsmiddel for lakker og harpikser. Neglelakfjerner består hovedsageligt af acetone.
Acetone er farveløst og brændbart. Det har med god grund fået et dårligt ry, fordi det medfører alvorlige, kroniske hjerneskader ved længere tids påvirkning. Stoffet virker affedtende, så ved hudkontakt kan det medføre eksem eller revnedannelse.
Acetone dannes ved insulinmangel i kroppen, som det ses ved sukkerforgiftning (diabetisk coma), som en metabolit i fedtforbrændingen.
Denatureret sprit, eller husholdningssprit, er sprit som er gjort udrikkelig ved tilsætning af bl.a. acetone.
Bortskaffelse.
Acetone betragtes som farligt affald og skal bortskaffes efter din kommunes anvisninger, også når der er tale om neglelak og neglelakfjerner.
Acetophenon.
Acetophenon er en aromatisk keton, som har en blomster- eller mandelagtig lugt. Det kendes desuden under navnene "methylphenylketon" og "1-phenylethanon".
Acetylsalicylsyre.
Acetylsalicylsyre (i forkortet form ASA) er et febernedsættende, smertestillende og antiinflammatorisk stof. Det har desuden en gunstig virkning på blodkredsløbet, men det kan ved dagligt brug gennem længere tid medføre mavesår. Stoffet er et derivat af den naturligt forekommende salicylsyre, der findes i Pil. Det indgår i flere håndkøbsmediciner, bl.a. i Aspirin® og Magnyl®.
Bivirkninger.
Der er en række bivirkninger forbundet med brugen af acetylsalicylsyre. De mest almindelige er symptomer fra mave-tarm systemet, f.eks. kvalme, opkastning og trykken ved mellemgulvet. Ved længere tids brug kan der opstå blødning fra mavesækken og mavesår (ulcus pepticum).
Ved langtids brug af høje doser (4-6 g dagligt) kan der opstå tinnitus, hovedpine, tågesyn, svedudbrud og svimmelhed.
Allergiske reaktioner overfor acetylsalicylsyre er ikke helt sjældne. Det ses oftest ved udslæt og luftvejssymptomer. Ved svære reaktioner kan der udvikles anafylaktisk chok, som er livstruende og kræver akut behandling. Derfor anbefales det at man udviser forsigtighed ved brug af acetylsalicylsyre til patienter med astma og tidligere anafylaktiske reaktioner.
Eksterne henvisninger.
Læs mere om medicin, der indeholder
Achaier.
Achaier (flertal: "achaiere") (græsk: Ἀχαιοί, Akhaioí) er navnet på grækerne på det græske fastland i Homers Iliaden (brugt 598 gange) og Odysseen. De andre navne er Danaans (Δαναοί, "Danaoi" brugt 138 gange i Iliaden) og "Argives" (Ἀργεῖοι, bruges 29 gange i Iliaden).
Homeriske versus senere brug.
De homeriske "langhåret Achaier" ville have været en del af den mykenske civilisation, der dominerede i Grækenland fra ca. 1600 f.Kr., med en historie om en stamme, der går tilbage til den forhistoriske græske indvandring i slutningen af 3. årtusinde f.Kr..
Men ved den arkaiske og klassiske perioder, er udtrykket»Achaier«, jf. indbyggere i meget mindre region Achaea. Herodot identificerede Achaier i det nordlige Peloponnes, som efterkommere af de tidligere, homeriske Achaier. Ifølge Pausanias, tekster i det 2. århundrede e.Kr., blev betegnelsen»Achaean«oprindeligt givet til de, grækere der lever i Argolis og Laconia. Men det er tydeligvis ikke den måde, hvorpå Homer bruger udtrykket.
Pausanias og Herodot fortæller begge legenden om, at Achaierne blev tvunget fra disse hjemlande af Dorians under den legendariske Dorian invasion af Peloponnes. Derefter flyttede de ind i regionen, som senere fik navnet Achaea.
En akademisk konsensus har endnu ikke opnået enighed om oprindelsen af de historiske Achaier i forhold til de homeriske Achaier, og er stadig omdiskuterede.
Lactobacillus acidophilus.
Lactobacillus acidophilus er en mælkesyrebakterie, der indgår i den normale tarmflora. Bakterien bliver brugt til at fremstille A-38 og tykmælk.
Acmaeidae.
Acmaeidae er en familie af havsnegle i "albueskæl-ordenen" ("Patellogastropoda").
Aconcagua.
Cerro Aconcagua er et bjerg i Mendoza-provinsen i Argentina godt 100 km nordvest for provinshovedstaden Mendoza og nær grænsen til Chile. Det er med sine 6.962 meter det højeste bjerg uden for Himalaya og dermed på både den vestlige og den sydlige halvkugle.
Aconcagua er en del af Andes, der er den længste bjergkæde i verden og har de højeste toppe uden for Himalaya. Bjerget er dannet under de tektoniske bevægelser, hvormed Nazcapladen skubber sig ind under (og dermed løfter) den sydamerikanske Plade. Det er den samme bevægelse, der med mellemrum skaber jordskælv i Chile og Peru.
Navnet "Aconcagua" er af indiansk oprindelse, men oprindelsen er omstridt. Det kan enten være afledt af "Aconca-hue" eller "Achon Cahuak". Det første er araucansk for "fra den anden side" (brugt om floden ved bjergets fod). Det andet er quechua for "skildvagt af sten" (brugt om selve bjerget). I alle tilfælde er det klart, at bjerget på linje med andre toppe i det høje Andes har haft en særlig status blandt områdets oprindelige folk.
Bjerget formodes besteget første gang i 1897 af schweizeren Matthias Zurbriggen. Ad normalruten fra nord er det en teknisk nem bestigning, der ofte noget nedladende omtales som "verdens højeste spadseretur". Andre ruter er betydeligt mere krævende og forsøges kun af erfarne bjergbestigere. Et væsentligt faremoment er i alle tilfælde højden på godt 7.000 meter. Trykket på toppen er kun 40% af trykket ved havets overflade, hvorfor der foruden betragtelig viljestyrke og god fysik kræves gradvis tilvænning til højden over flere uger. Trods parkmyndighedernes beredskab sker der hvert år dødsfald på grund af højdesyge. Hertil kommer lave temperaturer, et omskifteligt vejrlig og kraftige vinde, der på nogle dage kan ses som en fane af fygesne omkring bjergets tinde.
Bjergets popularitet er de senere år vokset betragteligt på grund af interessen for de såkaldte Seven Summits. Mere end 3.000 forsøger hver sæson (december til februar) bestigningen, der har en succesrate på omkring 30%. Flere danskere har besteget Aconcagua.
Action Man.
Legetøjsfiguren Action Man er fra 1966.
Der blev senere lavet en tegnefilm om hans eventyr i 3D (sendt på tv i 2002).
Action Man er en sportsmand som går ud i de ekstreme udfordringer, og prøver gerne alle slags grænser. Selv har han været ude for et hemmeligt eksperiment som Dr. Evil (hans værste fjende og modstander) har lavet for at finde det bedste i mennesket og udvikle det til at kunne klare det ekstreme. Action Man kan nu slippe ud af en umulig situation ved at betragte omgivelserne og finde den bedste løsning på problemerne. Som hans kampsprog lyder "load it up and action!" Derfor navnet Action Man!
Action Man er også blevet en hemmelig agent som jagter Dr. Evil.
Brasilien.
Den Føderative Republik Brasilien ("República Federativa do Brasil" på portugisisk) er det største og befolkningsrigeste land i Sydamerika, arealmæssigt næsten på størrelse med USA. Landet dækker et stort område mellem Andesbjergene og Atlanterhavet og deler grænser med Uruguay, Argentina, Paraguay, Bolivia, Peru, Colombia, Venezuela, Guyana, Surinam og Fransk Guiana. Brasilien, der er navngivet efter det lokale brasiltræ, er rigt på naturressourcer. Der er store landbrugsområder og enorme regnskove.
Hovedstaden hedder Brasilia og de største byer er São Paulo og Rio de Janeiro. Andre store byer er Anapolis, Belem, Belo Horizonte, Campinas, Curitiba, Fortaleza, Goiania, Manaus, Porto Alegre, Recife, Salvador, Vila Velha og Vitória.
Historie.
"Uddybende artikel: Brasiliens historie"
Brasilien havde været beboet i mindst 6.000 år af halvnomadiske stammer, da det blev opdaget af portugisiske opdagelsesrejsende omkring år 1500. I de følgende tre århundreder bosatte portugiserne sig i landet og administrerede det som en indbringende koloni, der i vid udstrækning var baseret på slaveri. I 1808 flyttede Kong Johan 6. af Portugal, der var på flugt fra Napoleon, til Brasilien sammen med den kongelige familie og regeringen. Selvom de vendte tilbage til Portugal i 1821, medførte deres ophold i landet et stigende ønske blandt brasilianerne om at få selvstyre og i 1822 oprettede den daværende prinsregent Dom Pedro I det uafhængige Brasilianske Rige. Riget bestod indtil den næste kejser, Dom Pedro II, blev afsat i 1889 og en republikansk baseret føderation blev oprettet.
I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, tiltrak Brasilien mere end fem millioner europæiske og asiatiske immigranter. I dette tidsrum blev Brasilien også industrialiseret og begyndte at udnytte større dele af sine landområder. Det brasilianske demokrati blev udskiftet med et diktatur tre gange; 1930-1934 og 1937-1945 under Getulio Vargas, samt 1964-1985 under en række generaler udnævnt af militæret.
Brasilien var i 1980 i en dyb økonomisk og social krise på grund af landets store gæld, som betales af med en uforholdsmæssig stor del af bruttonationalproduktet, hvilket forhindrer stærkt tiltrængte investeringer og økonomisk vækst.
Brasilien er i dag (2010) iblandt landene med voksende økonomi, med stor udvikling af sit industrielle marked.
Stater.
"Uddybende artikel: Brasiliens delstater"
Geografi.
En oversigt over Brasiliens vegetation - det store lysegrønne område i Nord- og Nordvestbrasilien er Amazonasregnskoven"Uddybende artikel: Brasiliens geografi"
Brasilien er kendetegnet ved den udbredte og lavtliggende Amazonas regnskov i nord, det store vådområde Pantanal i vest, og det mere åbne terræn bestående af bakker og mindre bjerge i syd, hvor størstedelen af Brasiliens befolkning er bosat, og som er landets landbrugsmæssige centrum. Langs Atlanterhavskysten er der flere bjergkæder, men landets højeste bjergtinder, Pico da Neblina (3.014 m) og Pico 31 de Março (2.992 m), ligger dog i staten Amazonas ved grænsen til Venezuela.
Større floder er Amazonfloden, verdens største flod målt efter vandmassen, Paraná-floden med sine imponerende Iguaçu-vandfald, samt Rio Negro, São Francisco, Xingu, Madeira og Tapajós.
Da Brasilien befinder sig ved ækvator er dets klima overvejende tropisk med få sæsonmæssige udsving, dog er den subtropiske sydlige del af landet mere tempereret, og der forekommer ind imellem frostvejr og snefald. Nedbørsmængden er stor i det fugtige Amazonas-bækken, selv om mere golde områder også findes, især i den nordøstlige del af landet.
OL 2016.
Rio de Janeiro Brasilien blev i 2009, i konkurrence med Chicago, Madrid og Tokyo udpeget som værtsby for Olympiske Lege i 2016. Det blev offentliggjort, 2. oktober kl. 18:56 ved IOC-topmødet 2009 i Bella Centeret i København.
Bolivia.
Bolivia er et land i Sydamerika med grænser til Brasilien i nord og øst, Paraguay og Argentina i syd, og Chile og Peru i vest.
Historie.
Uafhængighed fra Spanien blev erklæret i 1809, men der fulgte 16 års kamp, før republikken kunne proklameres den 6. august 1825 (se Bolivianske frihedskrig).
Under præsident Mariscal Andres de Santa Cruz oplevede Bolivia den mest fremgangsrige periode i sin historie med store sociale og økonomiske fremskridt. Forskellige krige mod dets naboer blev udkæmpet med succesfuld udgang. Vendepunktet kom måske ved Paucarpata hvor en konføderation af hære fra Peru og Bolivia besejrede chilenske og peruvianske rebeller. Efter sejren blev der underskrevet en fredsaftale der bl.a. tillod de besejrede at vende tilbage til Chile med alle deres våben i behold. Senere vendte de tilbage med de selvsamme våben og besejrede konføderationen. Efter dette nederlag var de næste 60 år i boliviansk historie præget af kup og kortlivede grundlove. Bolivias svaghed blev udstillet i Salpeterkrigen (1879–83), hvor Bolivia mistede sine rige nitratfelter samt havnen Antofagasta og adgangen til havet til Chile. Siden uafhængigheden har Bolivia mistet over halvdelen af sit territorium til nabolandene grundet krige. Se Freden ved Petrópolis i 1903 og Chaco-krigen (1932–35).
Politik.
Bolivia har nu Evo Morales som præsident. Han er i gang med sin anden periode som den første indianske præsident i Bolivia. Morales har gennemført social- og jordreformer, men har også meldt Bolivia ud af Verdensbanken, for at kunne gennemføre sin politik, der bl.a. involverer nationaliseringer. Evo Morales fører en socialistisk politik og har et tæt samarbejde med Venezuelas kontroversielle præsident Hugo Chavez.
Bolivia er med i det sydamerikanske handelssamarbejde ALBA.
Geografi.
Bolivia er en indlandsstat. Landet har dog indirekte adgang til Atlanterhavet via Paraguayfloden. Det vestlige Bolivia ligger i Andesbjergene, hvor den højeste top, Nevado del Sajama er 6.542 m. Den vestlige del er præget af højlandsplateauet Altiplano. Den østlige del er lavland og er dækket af regnskov. Titicacasøen ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru. Mod vest ligger Salar de Uyuni, verdens største saltslette.
Største byer er La Paz, Santa Cruz de la Sierra og Cochabamba.
Bledius.
En bledius er en 4-5 mm lang bille. Den lever bl.a. ved Vadehavet. En bledius laver et hul (rør) i sandbunden, her graver den sig ned, og i røret laver den nogle små blinde gange ud til siderne. I de blinde gange lægger den æg. Når det bliver højvande lukker den hullet foroven, så den selv og æggene ikke drukner.
Bledius er en rasper, en rasper lever af alger, algerne sidder fast på sandkornene. En bledius er meget svær at få øje på, men hvis man ser godt efter, kan man se små huller i sandbunden, hvor den har sin hule. Bledius kan blive ædt af vadefugle.
Blishøne.
Blishønen ("Fulica atra") er en almindelig ynglefugl i Danmark. Den findes ved Søer og vandløb. Den bliver op til 40 cm lang, og den ånder som andre fugle ved hjælp af lunger.
Blishønen dykker efter føde på lavt vand og æder vandplanter, små muslinger, insekter og snegle, men den græsser også på land. Den går og svømmer som en and, men har brede kløer, så den ikke falder i vandet.
Den laver sin rede af vandplanter. Dens unger er brunlige, så de er sværere at få øje på mellem vandplanterne. Da blishønen bor på vandplanterne eller mellem sivene, har den svært ved at lette, når den skal flyve.
Dens fjender er mosegrise (vandrotter), ræve, gedder og jægere.
Svirreflue.
Svirrefluer eller blomsterfluer ("Syrphidae") hører ligesom myg og fluer til tovingeordenen.
Udbredelse.
Antallet af slægter er omkring 200 og antallet af arter er ca. 6000. De findes overalt - undtagen på Antarktis. I Danmark er der siden 1850 registreret 269 forskellige arter, hvoraf 10 arter vurderes til at være truede og 21 til at være sårbare. Den mest truede gruppe af danske svirrefluer er de arter, som er knyttet til skov med gamle træer, men også udtørring og dræning af enge og fugtige områder har betydet tilbagegang for mange arter (jf. Rødliste 1997).
Udseende.
Svirrefluer har 6 ben som andre insekter, men varierer ellers meget i størrelse og udseende. Nogle arter imiterer gedehamse, mens andre eksempelvis imiterer humlebier eller sandhvepse. Det er et eksempel på lighedsværn.
Levevis.
De fleste af de danske arter er knyttet til skovområder med fugtige skovenge og lysninger, men kan næsten træffes på alle biotoper med blomstrende planter - heriblandt i haver. I Danmark ses de mest fra april-september og er talrigest fra maj-juni.
Svirrefluer står - som navnet antyder - i kortere perioder helt stille i luften og flytter sig i hurtige ryk.
Svirrefluerne er generelt et nyttedyr, da de er vigtige bestøvere af blomster og frugttræer. Desuden lever larverne fra omkring 100 af arterne af bladlus.
Blåmusling.
Blåmuslingen ("Mytilus edulis") kaldes også pælemusling (ikke at forveksle med pæleormen "Teredo navalis", der dog også er en musling) det latinske navn "edulis" betyder "spiselig". Blåmuslingen har karakteristiske sort-blå-violette glatte ovale skaller med en bukkel i forenden. Den er udbredt i de danske farvande og findes både i saltvand og brakvand, helt ind i Østersøen og i fjordene. Den bliver op til 10 cm lang. Blåmuslingen ånder ved gæller. Den lever af plankton som den suger og filtrerer fra vandet, via et ånderør, som den stikker ud mellem skallerne. En blåmusling kan lægge 5-12 mio. æg.
Blåmuslinger samler sig i banker, der kan være op til 12.000 individer på en m2. Blåmuslinger lever i klynger på havbunden, men de sidder også på pæle, sten og høfder. De fleste lever, hvor vandet er iltrigt f.eks. omkring tidevandszonen. Det er nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen. En blåmusling har hæftetråde, også kaldet byssustråde, der dannes i en kirtel, der sidder i den bagerste del af muslingens fod.
Blåmuslingen beskytter sig mod fjender ved kalkskallerne, som den kan lukke fast sammen med to stærke lukkemuskler. Men strandkrabben og søstjernen har kræfter nok til at tvinge skallerne fra hinanden og æde blåmuslingen. Mange fisk lever af blåmuslingeyngel, og nogle vadefugle, måger og ænder æder blåmuslinger.
Med de enorme mængder af yngel som blåmuslingen danner er den en oplagt kandidat til dyrkning. I intensive havbrug udsættes yngel på riskoste eller nylonsnore og fjender som søstjerner fjernes. Blåmuslingerne kan blive giftige hvis de har levet af giftige furealger eller forurenet vand, derfor er det sikrest at spise muslinger fra kontrollerede havbrug. Danske blåmuslinger har særligt kraftige lukkemuskler i forhold til f.eks. engelske blåmuslinger. Danske blåmuslinger er derfor bedre beskyttet mod søstjerneangreb og mod udtørring ved lavvande. De holder sig derfor også bedre når de fiskes til menneskeføde. Mennesker kan udvikle allergi mod muslinger og skaldyr.
Møn.
Møn er en ø ud for Sydsjællands kyst. Mod nord skiller Ulvsund Møn fra Sjælland, og mod vest skiller Grønsund øen fra Falster. Møn er kendt for sin naturskønhed, gode badestrande, kirker med kalkmalerier af "Elmelundemesteren" og Møns Klint. Møns hovedby Stege har et af de mest velbevarede fæstningsanlæg i Norden. Mølleporten i Stege fra slutningen af 1400-tallet er enestående som en bevaret byport fra middelalderen. Bag voldanlægget gemmer sig et autentisk købstadsmiljø.
Møn er forbundet med Sjælland af Dronning Alexandrines Bro. Nord for Møn findes den lille ø Nyord, og mellem Møn og Sjælland i Stege Bugt findes også øen Lindholm med Statens Veterinære Institut for Virusforskning.
Historie.
I den Ældre Edda omtaltes en lokalitet, der formodes at være Møn. Efter sagnet beherskede to vætter Møn: Den ene, Jøjin Opsal, boede på Høje Møn (se også Klintekongen), og den anden, "Grøn" eller "Grøn Jæger", på Vestmøn, hvor Grønsund og Grønjægers høj skulle være opkaldt efter ham.
I middelalderen havde Møn stor økonomisk betydning som følge af sildefiskeriet i Øresund og skånemarkedernes nærhed. Både Stege og Borre var købstæder og betydelige byer. Steges borg, Stegeborg eller Stegehus, var en af landets vigtigste fæstninger.
Efter at Møn blev plyndret af venderne, blev øen under Valdemar 1. den Store udgangspunktet for togter til Venden. I 1252 erobrede tyskeren Henrik af Æmelthorp Møn, og i 1289 blev øen angrebet af de fredløse og nordmændene. Under Lübecks krig mod kong Hans ødelagdes Borre, mens Stege under Anders Bille slog angrebet tilbage. Under Grevens fejde sluttede mønboerne sig til oprørerne, og Steges borgere erobrede Stegehus og ødelagde det.
I svenskekrigen 1658—60 forsvarede Møn sig længe, først under Just Ebel og siden under Hans Schrøder (senere adlet som Løwenhielm). Til sidst gik svenskerne i land fra Bogø og slog forsvarerne ved Lille Damme på Maderne. Møn blev plyndret og rejste sig kun langsomt efter dette tab.
I 1664 blev Møn pantsat til den hollandske købmand Gabriel Marselis, og efter hans død i 1672 blev den overtaget af sønnen Vilhelm (adlet under navnet Gyldencrone). I 1684 blev pantet indløst.
I 1685 blev hestegarden forlagt til Møn, og chefen Samuel Christoph von Plessen blev også amtmand på øen. Det betød en yderligere nedgang for Møn. Jord blev konfiskeret fra bønder til brug for græsning, og bønderne fik yderligere plager i hoveri og plyndringer. Da øen var helt udpint, måtte garden flytte i 1697. Der blev lagt sag an mod Plessen, som blev sat i fængsel, hvor han døde i 1704.
1696 blev vornedskabet ophævet på Møn på den betingelse, at bønder, der havde mere end én søn, skulle lade en søn uddanne i sømandsskab. Derfor oprettedes en navigationsskole i Stege i 1701; den blev i 1727 flyttet til København.
I 1769 blev det mønske krongods opdelt i fem hovedgårde udbudt til salg. Bønderne forsøgte selv at købe dem; det lykkedes kun delvis, og omkring halvdelen af bønderne blev fæstebønder ved de fem nye godser: Marienborg, Nordfelt, Klintholm, Liselund og Ålebækgård.
I begyndelsen af 1900-tallet boede der ca. 14.000 mennesker på øen, men i løbet af århundredet faldt befolkningstallet som på mange andre øer. Affolkningen stoppede i 1970'erne, og siden da har indbyggertallet været nogenlunde konstant.
Ilt.
Ilt (også kaldet oxygen) er det 8. grundstof i det periodiske system og står i 6. hovedgruppe, samt betegnes med det kemiske symbol O. Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette ikke-metal som en gennemsigtig gas. Det optræder som regel som almindelige iltmolekyler med to iltatomer (O2), men også, i mindre omfang, som ozon med tre iltatomer (O3), samt som og.
Ilt er nødvendigt for respirationen og dermed for den aerobe udnyttelse af kemisk energi, bundet i organiske forbindelser. Det er væsentligt at huske på, at selv planter har respiration (og altså et iltforbrug), selv om de oftest har en større frisættelse af ilt gennem fotosyntesen. Under særligt lysfattige forhold (for eksempel om natten) eller i kraftig varme, kan planters forbrug af ilt overstige deres produktion af ilt.
Ozonlaget i stratosfæren er afgørende vigtigt for atmosfærens filtrering af ultraviolet stråling og på den måde gavnligt for alle levende væsner på kloden. Derimod er ozon, når det optræder i jordhøjde, et forureningsproblem, pga. ozons giftige, ætsende natur. Jordens atmosfære indeholder 20,9 % ilt.
Det danske navn "ilt" er dannet af H. C. Ørsted ud fra ordet "ild" (sammenlign "brint"). Tidligere blev det kaldt "surstof", der ligesom tysk "Sauerstoff" er en direkte oversættelse af det græsk-latinske "oxygenium".
Ilt er lugtfri, ugiftig og farveløs ved normal temperatur og tryk, og kan påvises ved, at det er ild"nærende": Stikker man en glødende tændstik eller træpind ned i f.eks. et cylinderglas med ren ilt, vil træpinden blusse op og brænde. I flydende form er ilt en lyseblå væske og lettere magnetisk.
Ilt anvendes til mange ting. På sygehuse bruges det til at gøre iltprocenten højere i indåndingsluften. Oxygen anvendes også til bekæmpelse af forurening og som en del af raketbrændstof.
Dioxygen, (), er paramagnetisk således at det i fast form kan løftes op vha. en magnet.
Carbon.
Carbon (Kemisk Ordbog), kulstof (trivialnavn) og karbon (Retskrivningsordbogen men forældet skrivemåde ifølge Kemisk ordbog) er et grundstof med atomnummer 6 i det periodiske system. Symbol C. "Carbon" er den stavemåde, der oftest bruges i dansk faglitteratur, og i de landsdækkende danske aviser, selvom denne stavemåde ikke er godkendt iflg. retskrivningsordbogen. Carbon bundet i organiske forbindelser kaldes organisk bundet.
Flere former.
Grundstoffet carbon findes i mindst 6 krystallinske former, hvoraf de to vigtigste er α-grafit og diamant. Brillant er en diamant med en bestemt slibning, som fremhæver dens lysspil.
Eksterne henvisninger.
Stenkul drevet i land ved Ebeltoft.
Jod.
Jod (også kaldet iod) er et grundstof med atomnummer 53 i det periodiske system. Symbol I. Jod tilhører 7. hovedgruppe (halogenerne).
Jan Guillou.
Jan Oscar Sverre Lucien Henri Guillou (født 17. januar 1944 i Södertälje, Stockholms Län) er en svensk journalist og forfatter.
Han er udenfor hjemlandet er mest kendt for bogserien om den svenske agent Carl Hamilton, der er filmatiseret og vist blandt andet på dansk og norsk TV. I tillæg til den har han skrevet den historiske middelaldertrilogi om tempelridderen Arn. Romanerne om Arn Magnusson og hans indvirkning på det svenske kongeriges historie har været på bestsellerlisterne i flere lande.
Hans årsindtægt på over 8 millioner svenske kroner i 2004 var efter Henning Mankell den største indtjening blandt svenske forfattere.
Guillou kom først i søgelyset som journalist i 1973, da han – sammen med kollegaen Peter Bratt – afslørede eksistensen af det svenske Informationsbyrån (IB) og dettes omfattende overvågning af venstreradikale svenskere gennem efterkrigstiden, kendt som IB-affären. For sin rolle i afsløringen blev Guillou idømt en fængselsstraf for spionage.
I slutningen af 90'erne startede Guillou det uafhængige bogforlag Piratförlaget sammen med Sigge Sigfridsson, Liza Marklund og hustruen Ann-Marie Skarp.
Guillou skriver regelmæssigt kommentarer i den svenske avis "Aftonbladet" og er en velkendt og omstridt deltager i samfundsdebatten i kraft af sine kontroversielle, venstreorienterede synspunkter og aggressive debatstil. Han har op gennem årene stået frem med meget stærk kritik af samfunds- og medieudviklingen i Sverige, og på den baggrund i hele Vesten. Blandt andet har han kritiseret krigen mod terror og forsvaret den palæstinensiske sag.
Efter at have erklæret, at serien om Carl Hamilton var afsluttet, har han de seneste år genoptaget serien med to nye bind. Først kom Madame Terror, der vender op og ned på situationen i Mellemøsten, og hvor Guillous ellers pensionerede helt Carl Hamilton pludselig kommer på banen igen. I 2008 kom Men ikke hvis det gælder din datter, hvor mellemøsten og terrorisme atter er på dagsordenen, og hvor personer fra andre af Jan Guillous bøger væves ind i serien om Hamilton.
Kritik af Israel.
Guillou har angrebet staten Israel for at føre en apartheidspolitik, som efter hans mening er sammenlignelig med den, der blev ført i Sydafrika, idet han udtrykte, at "forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede eller i militært omringede ghettozoner.".
I sin tidlige bog: "Irak – det nye Arabien" (1977) betegnede Guillou Israel som "racistisk" og som en "europæiske krigerstat" og påstod, at den israelske exodus fra Irak ikke skyldtes arabiske pogromer, men i virkeligheden var følgevirkningen efter "israelske agenter, som blandt andet kastede bomber ind i moskeer i Baghdad." I et interview fra samme år i avisen Svenska Dagbladet erklærede han: "Jeg er optimist, jeg tror på at Israel vil ophøre med at eksistere før Armageddon."
Han har desuden medvirket i et indslag på Radio Islam hvor han blev interviewet af holocaust-benægteren og svensk-marokkaneren Ahmed Rami.
Antiamerikanisme.
Guillou har ligeledes fremført kritiske og hvad nogle anser for antiamerikanske synspunkter. Eksempelvis nægtede han i en tv-debat umiddelbart efter 11 september terrorangrebene i USA at deltage i en fælleseuropæisk 3-minutters stilhed til ære for ofrene, eftersom han mente at "USA er den største massemorder i vores tid" og "terrorangrebene var ikke et angreb på os, men udelukkende et angreb på amerikansk imperialisme"
Jan Guillou om Irak.
Efter et længere ophold i Irak skrev Guillou i 1977 bogen "Irak – det nye Arabien". Bogen afspejler en samtid, hvor Irak var inde i en moderniseringsproces, og hvor Saddam Hussein endnu ikke havde gennemført sit statskup i 1979. I denne bog præsenterede Guillou Irak i rosende vendinger og præsident Saddam Hussein som en populær og progressiv statsmand og partileder. Guillou mente dengang, at Saddam værdsatte fred og demokrati, og at landet var på vej mod pressefrihed og økonomisk velstand.
Angreb på Guillou.
Jan Guillous modstandere anvender ligeledes en skarp og uforsonlig tone i deres omtale af ham. Et eksempel er et indlæg i Jyllands-Posten den 20. oktober 2006, hvor det ifølge Guillous referat i Aftonbladet fremføres, at
I "Ordets magt og afmagt" fortæller Jan Guillou om tiden i Irak, hvor han befandt sig med sin kæreste Marina efter 10 måneder som isolationsfængslet. Han befandt sig i Irak for at skrive en reportage om landet, fordi Irak styrede sikkert mod et nærmest gennemført demokrati. Præsident Ahmed Hassan var en aldrende mand, og bag ham sad partiets vicepræsident Saddam Hussein. Dengang vurderede Jan Guillou, at "Saddam Hussein, i høj grad i kraft at Iraks store ressourcer og økonomisk udvikling om nogle år vil fremstå som en af den arabiske verdens virkelig betydningsfulde ledere." I 1975 var det ifølge Guillou sandheden på daværende tidspunkt. Han nægter ikke, at han tog grusomt fejl af Saddam Hussein som udviklede sig til den mest bloddryppende diktator, der er set i Mellemøsten. Og med Saddam Hussein sluttede enhver form for demokrati og ytringsfrihed. Men Guillou skrev altså disse fakta, inden Saddam Hussein kom til magten.
Film.
Bogen "Ondskaben" er filmatiseret og blev nomineret til en Oscar som Bedste Udenlandske Film.
En film baseret på Arn-romanerne fik premiere i januar 2008. Det er det største filmprojekt i Norden nogensinde med et budget på €22 mill.
Blæksprutte.
Blæksprutter hænger til tørre i Iwami havn.
Blæksprutter ("Coleoidea") er en underklasse i "Cephalopoda".
De nutidige eksemplarer er alle i en udefineret gruppe, "Neocoleoidea", der indeholder de to overordner, Tiarmede blæksprutter "Decapodiformes" og Ottearmede blæksprutter "Octopodiformes".
Blæretang.
Blæretang ("Fucus vesiculosus") er brunt og har en læderagtig overflade. Planten er almindelig ved alle Danmarks kyster, og den vokser helst på lavt vand på op til fem meters dybde. Blæretangen bliver ikke så let slidt i stykker af brændingen og kan tåle at blive tørlagt ved lavvande. Den udtørrer om efteråret. Bladene er tyve til firs centimeter lange.
Man ser tit, at blæretangen har sat sig fast på en lille sten, og det gør den med en hæfteskive. Tangen holder sig oppe i vandet ved hjælp af nogle luftblærer, der sidder to-og-to fire-fem centimeter fra spidsen af tangens blade. I modsætning til andre planter har blæretangen ingen rod. Den lever i vand og optager ilt og sollys gennem overfladen på bladet. I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarme og i mave.
Forskellige fisk har også gavn af blæretang, idet de finder føde, lægger æg og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen.
Blæretang kan også spises. Pluk kun de yderste skudspidser (10-15 cm). Kogetiden afhænger af alder - fra 20 til 45 minutter. Blæretang smager godt kogt med presset citron, stuvet eller i supper og sammenkogte retter.
Bogfinke.
Bogfinken ("Fringilla coelebs") er en af de almindeligste fugle i Danmark. Hannen har blågrå pande og nakke, brystet og kinderne er lysebrune, ryggen er rødbrun, den har hvidt på vinger og halen, hunnens overside er olivenbrun og undersiden lysere gråbrun. Den bygger rede næsten alle steder, hvor der er spredte træer, men den yngler ikke i tæt skov. Den vil helst være i bøgetræer og buske.
Den danske dyrepsykolog Holger Poulsen har studeret bogfinkernes stemmeforråd og fundet ud af, at bogfinker kan synge 13 forskellige sange. Sangen er meget karakteristisk, den består af en trille, der sætter tempo på og afsluttes af en slutstrofe, det såkaldte "slag." Man siger, at bogfinken synger "De´-de´-de´-de´-de´-ka´-je´-si´-li´-så -tit -de´-ska´-vær´." En bogfinke-han er ikke født med sin sang. Bogfinke-hannen kan kun lære trillen ved at høre efter andre bogfinke-hanner, inden den er blevet 13 måneder gammel. Bogfinkens sprog er forskelligt fra egn til egn, for den synger med dialekt. Det betyder, at den har en sang i en egn, og den har en anden sang i en anden egn. Bogfinkens lokkestemme "fink-fink" har givet navn til hele finkefamilien. Første del af dens navn fortæller, at den spiser bøgetræernes frugter, bog.
Om efteråret samles bogfinkerne i store flokke bl.a. på stubmarkerne.
Den spiser for det meste frø. Dens fjender er duehøgen og tårnfalken, og den er typisk i et område hvor der er en bæk i nærheden.
Boreorm.
Boreormen er en lille orm, der borer huller i kalksten eller bløddyrskaller. Hullerne er aflange. Den er i familie med f.eks. børsteormen, skælryg, sandorm, pectinaria-rør, filigranorm, posthornsorm og trekantorm. De huller, den laver, bor den i. Den spiser plankton, som den filtrerer fra vandet. Der er fugle, der kan finde på at spise boreorm.
Rød brandmand.
Rød brandmand ("Cyanea capillata") er den største kendte art af vandmænd. Den kan blive op til 2 1/2 meter i diameter, og kan have fangtråde på op til 30 meter. Størrelsen af dyrene er dog yderst variabel, og de største eksemplarer forekommer normalt i de arktiske farvande. Den er almindelig i sommerhalvåret ved de danske kyster og findes generelt sjældent længere sydpå end den 42. nordlige breddegrad. Fangtrådene, der er lyse, tynde og næsten gennemsigtige sidder i randen af goplen, mens der fra den centrale del af undersiden sidder kortere, tydeligt rødfarvede tråde. Selve den kuppelformede krop er opdelt i 8 afdelinger.
Hvis man rører en rød brandmand, kan man få forbrændinger af dens gift. Giften sidder i nældeceller i fangtrådene, der klistrer. Giften bliver udskudt fra nældecellerne ved berøring. Selv afrevne tråde kan stadig brænde, så man skal være forsigtig ved badning, specielt sidst på sæsonen, hvor brandmændene med havstrømmene bringes tæt på kysterne og ofte skylles op på strandene.
Brandmanden lever af plankton og små fisk, som den lammer med giften i sine fangtråde. Den lever pelagisk og findes sjældent dybere end 20 meter. De største farer for en brandmand er en hård bølge, der kan slå den i stykker, eller det at blive skyllet op på land, så den tørrer ud, eller at en eller anden slår den i småstykker. Den røde brandmand lever kun et enkelt år. Den kan reproducere sig på to måder: seksuel reproduktion i medusestadiet og aseksuel reproduktion i polypstadiet.
Brisling.
Brislingen ("Sprattus sprattus") er en strålefinnet fisk der ligner sild meget, men kan kendes på bugens rækker af kølskæl, som hos brisling stikker frem med en skarp spids, så midten af bugen ser savtakket ud. Derfor kaldes brislingen også skarpsild. Brislingen har mindre øjne og større skæl end silden, og hos brislingen sidder bugfinnerne forholdsvis længere fremme end sildens. Den største brisling er 20 cm, men det mest normale er 8-12 cm. Den lever i 150 m dybde, og føden er småsild. Den højeste alder for en brisling er ca. 7 år.
Brisling anvendes hovedsageligt som industrifisk. Til konsum sælges den som halvkonserves under betegnelsen benfri sild.
Albaniens flag.
Flag brugt fra 1946 til 1992Flag brugt fra 1939 til 1943
Flag brugt fra 1928 til 1939
Det nationale albanske flag er et flag med en rød grundfarve og en sort tohovedet ørn i midten. Det kommer fra det lignende segl for Gjergj Kastrioti Skanderbeg, som er en albaner fra det 15. århundrede, som ledte en revolte mod Det Osmanniske Rige. Denne revolte førte til en kort uafhængighed i Albanien fra 1433 til 1478. Det nuværende flag blev officielt indført den 7. april 1992, men tidligere albanske stater som kongedømmerne og den efterkrigs kommunistiske stat brugte lignende flag. Kongedømmerne havde "Skanderbegs hjelm" over ørnen og kommunisterne en rød stjerne med en gul omkreds.
Ad hoc.
Ad hoc er latin og betyder: Til dette formål.
Adad.
Adad er den sumeriske vejrgud (stormgud). Han er søn af måneguden Nanna og Ningal. Han er desuden gud for varselstagning sammen med solguden Shamash
Adam Oehlenschläger.
Adam Gottlob Oehlenschläger (14. november 1779 i København - 20. januar 1850) var en dansk guldalderdigter og forfatter af skuespil.
Hans skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Biografi.
Adam Oehlenschläger var søn af organist ved Frederiksberg Kirke Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1827) og hustru Martha Maria født Hansen (1745-1800).
Han regnes for Danmarks første store romantiske forfatter. Hans mest berømte værker er Danmarks folkelige nationalsang "Der er et yndigt land" og digtet "Guldhornene". Sidstnævnte stammer fra digtsamlingen "Digte 1803", (egentligt udgivet ved juletid 1802, men på førsteudgaven står 1803. Dette var et hyppigt brugt kneb til holde litteraturen yngre end den i virkeligheden var) der regnes for at være det værk, der varsler romantikkens indmarch i Danmark. Men før den kunne skrives, skulle den unge Oehlenschläger introduceres til romantikken. Det skete ved Heinrich Steffens' velbesøgte forelæsninger på Elers Kollegium i 1802.
Oehlenschläger forsøgte sig i årene 1797-1799 som skuespiller, men uden held. Han fortsatte sin skolelæsning, og fik i 1800 adgangseksamen til Københavns Universitet, hvor han begyndte på jurastudiet.
Det var i de første år, at Oehlenschläger skabte sit navn. Efter "Digte 1803", "Poetiske Skrifter I-II" og "Nordiske Digte" udnævnes han i 1810 til professor i æstetik ved Københavns Universitet. Han skrev indtil sin død kort efter sin 70 års fødselsdag i 1850.
Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.
Værker.
Digteren som 6-årig. Malet i 1785 af Peder Taxøe.
I Oehlenschlägers forfatterskab er der to hovedværker: "Aladdin", som er en del af dobbeltbindet "Poetiske Skrifter I-II", og "Digte 1803".
Det bedst kendte digt fra sidstnævnte er "Guldhornene". Dette digt om guldhornenes fund og tyveri er skrevet i et versemål, der efterligner de gamle skjaldevers, man kendte fra Island.
Om tilblivelsen af dette digt findes også en af de bedst kendte anekdoter i den danske litteraturhistorie: Oehlenschläger og Henrich Steffens gik sig en tur en sommerdag. Det endte med at blive en 16 timer lang samtale, som inspirerede Oehlenschläger til at skrive "Guldhornene". Da han viste Steffens digtet, udbrød han: "Ei, min Bedste! [...] De er jo virkelig en Digter!" (citeret fra A. Oehlenschläger: Erindringer). Digtet viser tydeligt den længsel efter tidligere tider, som hele digtsamlingen bærer præg af.
Inspirationen fra Steffens ses også i "Aladdin". Historien om den unge gadedreng, der ender som sultan, er en arketypisk romantisk historie. Emnet er fra 1001-nats eventyr, de arabiske folkeeventyr, og viser på samme måde som "Digte 1803" Oehlenschlägers forkærlighed for folkeviser, en søgen tilbage til folkesjælen. I sit stykke bruger Oehlenschläger Aladdin til at illustrere Steffens' genitanke. Geniet er en person, der er født til storhed, han er med Steffens' ord "det eviges åbenbaring i det endelige". Han er en person, der rækker ud over sin tid, og geniets udtrykte billede er Aladdin. I hele stykket dumper lykken ned i hans turban, uden at han skal gøre noget særligt for det. Hans modstander Noureddin, troldmanden, som har studeret og arbejdet sig til sin position, kan ikke opnå Aladdins gaver. Han forsøger at stjæle dem, men kæmper forgæves.
En anden væsentlig inspirationskilde til "Aladdin" kommer fra fysikeren Hans Christian Ørsted, der var Adam Oehlenschlägers ven siden ungdommen. Dette kommer blandt andet til udtryk i forholdet mellem Aladdin som "naturens muntre søn" (det romantiske geni) på den ene side og "den kølige naturgransker" Noureddin på den anden side. De to repræsenterer hver sin erkendelsestilgang: Aladdins er 'intuition' og Noureddins er 'fornuft'. Disse to tilgange er ikke, som man umiddelbart vil tro, modsætninger, men derimod som forsiden og bagsiden af medaljen - begge erkendelsestilgange er fuldgyldige veje til sandhed. Men først når de to tilgange forenes gennem 'erfaring' når den søgende frem til erkendelse af sandheden. Dette kommer til udtryk ved at Aladdin først genvinder kontrollen, kærligheden og riget efter at han til slut har lært at tøjle sin ungdoms skødesløse omgang med naturånder.
Motivet introducerede Ørsted for Oehlenschläger i 1804 - og siden for andre af gulalderens kunstnere. Ørsted var netop vendt hjem fra en rejse til Jena og Weimar hvor han ikke mindst var i dialog med naturfilosoffen [Friedrich Schelling], der også er ophavsmanden til den romantiske 'genitanke'. Dette møde inspirerede Ørsted til en filosofi, der samtænkte empirisk videnskabspraksis (måle og veje) med naturfilosoffernes deduktive metode (at tænke sig til viden). Det samme motiv genfindes i H. C. Andersens eventyr "Klokken", hvor den fattige dreng og kongesønnen går hver sin vej gennem skoven for til sidst i omfavnelse at nå målet - sandheden.
Motivet ses eksplicit udfoldet og omdiskuteret i brevvekslinger mellem Oehlenschläger og Ørsted, der pågår i de efterfølgende år
Oehlenschlägers selvbiografi udkom første gang i 1830-1831 under titlen "Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv". Men digteren havde i denne førsteudgave stærkt beskåret eller fortiet mange passager. Efter digterens død sørgede hans søn for at der i 1850-1851 udkom en væsentligt forøget udgave i fire bind under titlen "Erindringer". Dette er et af Den danske Guldalders bedste prosaværker, og giver et enestående billede af Romantikkens tidlige gennembrud og den talrige vennekreds omkring digteren. Man skal dog tage højde for at der hist og her er aftryk af forfatterens synspunkter i nogle af personskildringerne, bl.a. i skildringen af den ældre Heinrich Steffens og Jens Baggesen efter bruddet med disse. Men som et selvoplevet historisk tidsbillede af Den danske Guldalder er værket en fortrinlig indføring.
I de senere år fik Oehlensclägers værker ofte blandet modtagelse i pressen. Kun få fik overvejende positive anmeldelser, resten, for det meste sørgespil, fik dæmpet kritik. Stadig var agtelsen for Oehlenschläger i dansk åndsliv stor, og først efter hans død tog samtiden en kursændring i forholdet til ham, bl.a. anført af Johan Ludvig Heiberg der længe havde talt for en fornyelse af litteraturen.
Oehlenschläger har også skrevet den danske nationalsang: "Der er et yndigt land".
Oehlenschläger stod selv for udgivelsen af indtil flere udgaver af sine samlede værker i sin levetid. Men han rettede stadig i sine digte, og især ungdomsdigtene, så de i disse udgaver mister noget af sin ungdommelige friskhed. Men efter Oehlenschlägers død stod F. L. Liebenberg for en samlet udgave der minutiøst gengav de oprindelige udgaver og kommenterede senere rettelser.
Baggesen-fejden.
a> 1818. Karikatur på den forbitrede litterære strid som i årene 1813-19 førtes mellem Jens Baggesen og det Oehlenschlägerske parti. Til venstre Baggesen med misundelsens gudinde ved sin side. Til højre Oehlenschlägers forsvarer Chr. Molbech, hvem hovmod står bi. I baggrunden Fornuftens hovedløse statue.
De unge læsere og glødende tilhængere af Oehlenschlägers lyrik blev nu af den ældre generation anset for unge lømler, ja en slags ungdomsoprørere. Skarpest kom dette til udtryk da Jens Baggesen ville give den nye digter sin velsignelse i rimbrevet fra 1806 "Noureddin til Aladdin", hvori han overrækker lyren til Oehlenschläger, fra den ene store digter til den anden, ligesom Johan Herman Wessel i sin tid havde gjort det til ham selv. Oehlenschläger ville ikke vide af den gamle garde og følte selv sit eget genius hævet over gamle rimmagere som Jens Baggesen. Her udbrød nu en litterær kamp, hvor skiftevis Oehlenschläger, Baggesen og deres tilhængere udgav rim og pjecer, der forfægtede hver deres stilling.
Rundt omkring på præstegårdene fattedes pennen til forsvar for Baggesen, der førhen dårligt var tålt. Nu var han i hvert fald bedre end den unge opkomling. Derimod var især de københavnske studenter anført af den jurastuderende Peder Hjort aktive som ivrige Oehlenschläger støtter, og det kom til regulare piftekrige i teatret, når der var opsætning af et Baggesen-stykke, mens derimod et Oehlenschläger stykke helst skulle bifaldes til succes.
Oehlenschläger, som ikke var særlig øvet i kunsten at skrive satiriske rim, var ikke nær så aktiv skrivende i denne fejde og overlod det meste af pamfletkrigen til sine støtter. Baggesen derimod brillerede i denne kunst og udgav endda i en kort årrække diverse tidsskrifter stort set grundlagt med det formål at angribe den gryende romanticisme og forsvare sine egne standpunkter. Alligevel måtte Baggesen se sig slået da samtidens smag efterhånden overalt i Europa var for Romantikken, og Oehlenschläger blev snart en institution i dansk åndsliv.
Bibliografi.
Statue af Adam Gottlob Oehlenschläger i Frederiksberg Have
Adaptation.
a> er tilpasset det ekstreme voksested.
Adaptation er det at tilpasse. I økologi bruges udtrykket om en arts evolutionære tilpasning til sine omgivelser (se niche).
Addition.
Addition er en beregningsform. Det er at lægge to tal sammen inden for matematikken. I aritmetikken, er addition en af de grundlæggende operationer. Additionen er en binær operation, da der skal være to tal at lægge sammen. Den betegnes ved symbolet +. Hvis man for eksempel har 4 æbler og 3 æbler, så er summen det antal æbler man vil få ved at blande de to samlinger, og tælle dem igen. Summen udtrykkes 4 + 3, og resultatet er 7.
Operatoren hedder plus, mens selve operationen hedder "at addere" eller "at lægge sammen". Resultatet af operationen hedder "summen".
formula_1
Den modsatte operation er subtraktionen.
Adjunkt.
Adjunkt betegner i gymnasieskolen en fastansat lærer. Efter en række år som adjunkt, bliver man i gymnasieskolen forfremmet til lektor, dersom man består en særlig prøve.
På højere læreanstalter, særligt universiteter, bruges adjunkt oftere om en tidsbegrænset ansættelse på ca. 3-4 år, i løbet af hvilke den ansatte skal bevise sit akademiske værd for derefter at blive fastansat som lektor. Der stilles krav til skriftligt dokumenteret forskning, samt dokumenterede pædagogiske overvejelser i forbindelse med undervisning.
Addis Ababa.
Addis Ababa (også "Addis Abeba") er hovedstad i Etiopien. Navnet betyder ny blomst. Byen ligger i 2200 til 2600 meters højde (lavest i syd) ved foden af Entoto-bjerget og havde i 1994 cirka 2 millioner indbyggere. I dag har den cirka 4,5 millioner indbyggere.
Addis Ababa stammer først fra 1885, da Negus Meneliks dronning Tai anlagde en lille by på en lokalitet, der tidligere hed Finfinni, men den fik først betydning, da Menelik 1893 valgte den til residens, hvad den har været siden da.
I Addis Ababa afsluttedes 26. oktober 1896 freden mellem Italien og Abessinien efter det for italienerne uheldige slag ved Adua i den 1. Ethiopisk-Italienske krig.
En nationalt universitet, "Addis Ababa University", blev grundlagt i byen i 1961.
Addis Ababas internationale lufthavn, Bole, blev moderniseret og udbygget fra 1999 til 2003 og kan i dag håndtere fly på størrelse med Airbus A340 og Boing 747. Den har en kapacitet på 7 mio passagerer om året og er base for Ethiopian Airlines. Dens IATA kode er ADD.
Noter og referencer.
Rundkørsel ved Sheraton Hotel med udsigt over Addis Ababas handelscentrum
A-38.
A-38 er et syrnet mælkeprodukt, som består af mælk med et fedtindhold på 0,5 til 3,5 %, der er højpasteuriseret, homogeniseret og syrnet med mælkesyrebakterien Lactobacillus Acidophilus.
A-38 blev lanceret i 1980'erne. Det er en mild form for yoghurt/ymer.
Navnet hentyder enten til den mælke-bakteriekultur der bruges for at syrne mælken (Lactobacillus acidophilus) eller til 'Andelsmejeriet' og 1938, som skulle være det oprindelige introduktionsår.
"A38 er Danmarks mest solgte syrnede mejeriprodukt, og der er flere forklaringer på produktets særprægede navn. A’et kan stå for Andelsmejeriernes Mælkesalg, der var det selskab, der lancerede produktet, og det gjorde de i 1938. A’et kunne også henvise til den acidophilus-kultur, som produktet indeholder ud over de almindelige tykmælks-bakteriekulturer. Og acidophilus-kulturen, der siden 1920 har været kendt for sin gavnlige indflydelse på mavens balance, trives bedst ved en temperatur på omkring 38 grader. Men der er også en tredje mulighed: Direktøren for Andelsmejeriernes Mælkesalg var en ivrig bilist og efter sigende ikke allerbedste venner med færdselspolitiet. Især var der én bestemt politibil, der var ude efter ham, og den havde netop nummeret A38."
Aachen.
Aachen er en by i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen som ligger tæt på grænsen til både Belgien og Holland. På fransk "Aix-la-Chapelle." Byen var Karl den Stores residensby, og den har en domkirke fra omkring år 800. Domkirken er sammen med den nærliggende Liebfrauenkirche optaget på Unescos liste over europæisk verdensarv.
Fra byen kommer fodboldklubben Alemannia Aachen.
Ab hinc.
Ab hinc, kommer fra latin og betyder herefter, herfra.
Eks. "hvor går vi hen herfra" eller "herefter", vil jeg gerne have at I sætter jer ned.
ADO.
ActiveX Database Objects. ADO er Microsofts COM baserede database teknologi, der definerer en standard for universiel adgang til strukturerede data, herunder SQL databaser, komma- separerede filer, tekstfiler, regneark et cetera. ADO er et tiltrængt forsøg på at samle tidligere teknologier som DAO, RDO, ODBC og OLEDB.
Adonis.
Adonis er en gud i græsk mytologi. Ynglingen Adonis, berømt for sin skønhed, elsket af Afrodite, hørte efter det oldgræske sagn hjemme i Østerland.
I det enkelte afviger fortællingerne om Adonis meget fra hinanden. Efter kypriernes sagn var Adonis en søn af Kinyras, efter den græske digter Panyassis derimod frugten af en brødefuld elskov mellem Smyrna (eller Myrrha) og hendes egen far Theias, assyrernes konge. Smyrna forvandledes til et myrratræ; da den bestemte tid var gået, brast dets bark, og Adonis fremsteg deraf. Afrodite skjulte det spæde barn og overgav det hemmelig til underverdenens dronning Persefone; mellem de to gudinder udbrød en strid om barnet, hvilken af Zeus bilagdes således, at Adonis i en tredjedel af året skulle være sin egen herre, en anden tredjedel tilhøre Afrodite og ligeså længe Persefone.
Et andet sagn lader Adonis, mens han stod i sin fejreste ungdom, på jagten blive dræbt af et vildsvin, som Artemis eller Ares havde udsendt. Dog udvirkede Afrodites sorg, at han en del af året fik tilladelse til at forlade de dødes rige.
I Adonis-skikkelsen synes elementer af forskellige oprindelse forenede. Baggrunden derfor er en gammel, fælleseuropæisk dyrkelse af en vegetationsguddom, der hos grækerne tidlig er blevet omformet under påvirkning af forasiatiske gudeforestillinger. Selve navnet antages for fønikisk (Adon = Herre).
Dyrkelsen af Adonis var intet sted i Grækenland statskultus, ej heller besad Adonis offentlige templer. Hovedfesten (Adonia) faldt sent på sommeren og havde væsentlig karakter af en sørgefest: om våren, når planterne spirede, var Adonis kommet op til Jorden, om sommeren, når de visnede, vendte han tilbage til de dødes rige. Blandt kultusskikkene nævnes derfor flere steder en fremstilling af Adonis's død og begravelse. Til denne fest såede man planter i små potter og lignende og drev dem ved kunst frem i kort tid; naturligvis visnede de ligeså hurtigt, og derved blev disse såkaldte "adonishaver" et billede på Adonis's korte levetid.
Theokritos' 15. idyl skildrer den pragtfulde adonisfest i Alexandria. Af nordiske digtere har bl.a. Frederik Paludan-Müller i sit sidste arbejde ("Adonis" fra 1874) behandlet sagnet om Adonis.
Adrenalin.
Adrenalin (af latin "ad" + "renes" = "til nyrerne") også kaldet epinephrin, er et hormon i det sympatiske nervesystem og er prototypen på et (sympatomimetikum). Dets kemiske sammensætning er C9H13NO3. Adrenalin kaldes populært for kamphormonet. Stoffets virkninger blev første gang demonstreret i 1895. Adrenalin virker principielt (1) på glat muskulatur i blodkar i muskler og hud, luftveje og tarmen. (2) På hjertets frekvens og sammentrækning. (3) På stofskiftet med frigørelse af glukose fra glykogen og fedtsyrer fra fedtvæv. (4) På andre hormoner som insulin og renin og på hypofysen. (5) På centralnervesystemet med stimulation af åndedrættet og årvågenhed samt nedsættelse af appetitten. (6) Modulerende på neurotransmittere. Adrenalin produceres i binyremarven.
Adsorption.
Adsorption er den effekt, der får luftarter og væsker til at sætte sig på overfladen af faste stoffer. Dette skal skelnes fra absorption, hvor gassen eller væsken optages i det indre af det faste stof.
Advent.
Advent (fra latin: adventus der betyder ankomsten, eller han kommer) er de fire søndage før jul. Mere præcist søndagene op til den 25. december. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag også fjerde søndag i advent.
1. søndag i advent er kirkeårets nytårsdag og falder ifølge det ovenstående på søndagen i ugen fra 27. november til og med 3. december.
Biord.
Et biord "(adverbium)" er et ord, som nærmere bestemmer et udsagnsord, et tillægsord et andet biord eller en hel sætning. Biordene hører til småordene, som på dansk ikke bøjes, uanset deres funktion i sætningen.
Bugsvømmer.
Bugsvømmeren er 15-16 millimeter og er den største i Danmark af bugsvømmere. De andre er: rygsvømmer, skøjteløber og skorpionstæge. Den lever i stille vand som i Søer og åer. Når den skal "snakke" gnider den forlåret mod kanten af hovedet. Den spiser alger og planteaffald. Når den skal have luft stikker den bagenden op til overfalden så ånder den gennem bagenden. Den flyver godt og forlader tit vandet fordi den flytter. Den er almindelig i Danmark. Bugsvømmeren er en tæge og en tæge er et insekt. Bugsvømmerens fjender er fugle og fisk.
Cikade.
Cikaden hører til insekterne og lever af plantesaft, som den suger ud af planter, og bliver den forstyrret af sine fjender, hopper den sin vej. Den måler ca. 6 cm, og på Æbelø lever den blandt andet på marehalm og hjælme, og vingemønstrene varierer fra cikade til cikade. Cikaden er af den slags insekter som har næbagtige munde, stikkende munddele og små, børsteagtige følehorn, og bagbenene er springben. Dens fjender er fugle.
I Danmark lever der ca. 100 arter af cikader. I Sønderjylland er der d. 7. og 8. juni 2006 fundet endnu en ny cikadeart; blodcikade, "(Cercopis vulnerata)".
Baby.
Spædbarn eller baby anvendes oftest om et barn i alderen fra nyfødt indtil 12 måneders alderen.
Iflg. www.etymonline.com kendes termen 'babe' som en kortform af baban fra 1393. Baban er formentlig oprindeligt imiteret fra babysprog. I mange sprog betyder det imidlertid også 'gammel kvinde' jf. russisk sprog, hvor babuska eller 'bedstemor' stammer fra baba, som egentlig betyder 'bondekone'. Nu anvendes oftest den diminutive form baby. Baby er blevet brugt billedligt om barnlige personer siden 1526. Fra 1839 kendes baby desuden som kærligt kælenavn til en elsker. Fra 1915 også anvendt i betydningen 'attraktiv, ung kvinde'. Baby-boom anvendtes fra 1941. En relateret benævnelse babelicious er første gang registreret i 1991.
Lexopen.
Lexopen er et frit leksikon ligesom Wikipedia. Lexopen blev startet af Brian Hansen, med det formål at der på sigt vil blive udviklet og vedligeholdt et bredt dansk open source-leksikon.
Lexopen er dækket af GNU Free Documentation License, så man kan frit kopiere alle artikler, blot man laver en kildehenvisning til Lexopen.
Mange af Lexopens artikler er allerede kopieret til Wikipedia.
På Groupcare er der oprettet en gruppe med navnet leksikon, hvor arbejdet med dannelsen af et bredt dansk open source-leksikon ønskes koordineret.
Babylon.
Babylon er en oldtidsby, hvis ruiner ligger ved floden Eufrat. Babylon var hovedby i riget Babylonien, der lå i det nuværende Irak.
Hovedguden i Babylon var Marduk, og samtidig med at Babylon blev den dominerende magt i Mesopotamien, begyndte man i stigende grad at anse Marduk for den mægtigste blandt guderne. Dette ses særligt i den kendte babylonske myte Enuma Elish, der fremviser en del paralleller til de gammeltestamentlige skabelsesmyter.
Babylon i Bibelen.
Babylon optræder i to skikkelser i Bibelen. Første gang i 1. Mosebogs 11. kapitel, hvor det beskrives, hvordan menneskene kom sammen for i deres hovmod at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen. Dette er klar anti-babylonsk satire, og det er uden tvivl de babyloniske ziggurater, der er ligger til grund for historien om babelstårnet. Som straf for deres hovmod slog JHVH dem med sprogforvirring, så de ikke kunne forstå hinandens tale - heraf kommer udtrykket "en babylonisk forvirring".
Derudover optræder byen i Bibelen primært som den by, som jøderne var deporteret til mellem år 586 f.Kr. og 536 f.Kr. - det såkaldte babyloniske fangenskab. Visse historikere mener, at det alt afgørende var under dette fangenskab, at jøderne gennemgik ét af de store vendepunkter i deres troshistorie, nemlig udviklingen til en monoteistisk religion med Jahve som eneste Gud.
Man mener, det var under eksilet i Babylon, at det Gamle Testamente blev nedskrevet.
Bacillus cereus.
Der findes flere typer Bacillus, hvor især Bacillus cereus er årsag til fødevareforgiftning. Bacillus cereus vokser indenfor temperaturområdet 7-48 grader, men kan indimellem også vokse ved 5-7 grader, særligt i mejeriprodukter.
Bacillus cereus findes naturligt i jordbunden, hvorfra den kan sprede sig til vegetabilske fødevarer. Samtidig kan bakterien danne sporer, som tåler fuldstændig udtørring. Af samme grund kan man finde bakterien i tørre produkter som korn, mel og krydderier.
Back.
En back er en målforsvarer i boldspil.
Ordet betyder på engelsk "tilbage" og anvendes ud fra opfattelsen af, at en back var bagerste mand. Denne betydning har i visse sportsgrene, som eksempelvis amerikansk fodbold helt mistet sin mening, da spillerne med denne betegnelse i stedet primært har offensive opgaver.
Backgammon.
Backgammon er et brætspil, der spilles af to spillere og består af 1 spillebræt, 2 x 15 brikker, 2 terninger (eventuelt 2 terninger til hver spiller) samt en dobleterning.
Tilfældigheden i terningkastene gør, at backgammon ikke er et 100% færdighedsspil - det sker ofte, at det ikke er den dygtigste spiller der vinder i det enkelte spil. Over mange spil vil heldet dog tendere mod at udjævnes, og det er da også som oftest de samme spillere, der blander sig i topstriden ved turneringer.
Historie.
Backgammon er et af de ældste kendte brætspil, med rødder som kan spores over 5000 år tilbage. Nogle af teorierne angående oprindelsessted, er at det kommer fra flere forskellige lignende spil i Egypten, Sumer eller Mesopotamien. Man ved, at det blev spillet i Oldtidens Grækenland, og et lignende spil, kaldt "Tabular" eller "ludus duodecium scriptorum" ("Spillet med de tolv linjer"), blev gravet ud fra ruinerne af Pompeji. "Tabular" blev spredt udover Europa af de romerske legioner, men det overlevede ikke det romerske riges fald.
Den version af spillet, som er normal i dag, er importeret fra Arabien, hvor det igen var kommet fra Persien. Spillet var længe forbudt af kirken, antageligt på grund af gambling. Et af de sidste forsøg på at kvitte sig med spillet blev udført af kardinal Wolsey i 1526, noget som førte til at spillemagere begyndte at udvikle måder at skjule brættene. Derfor kommer backgammon i dag i form af en lille kuffert, et objekt der var let at gemme i f.eks. en boghylde.
I løbet af de næste århundreder, blev spillets regler formaliseret til de regler, som normalt bruges i dag. Dog blev dobleterningen først introduceret i 1920'erne i USA. I 1645 bliver navnet "backgammon" brugt, muligvis fra "gammon", et middelalderengelsk ord for "spil". Navnet kan også have walisisk ophav, som direkte oversat bliver til "hurtig kamp".
Regler.
Spillet spilles på et bræt med 24 spidser, fordelt på 4 kvadranter. Disse nummereres ofte fra 24 til 1, for den ene spiller med uret startende i fjerneste højre hjørne, og for den anden spiller med uret startende i fjerneste venstre kvadrant. Spidserne 1-6 kaldes spillerens "hjemland", "indre hjemland" eller blot "hjem", mens 7-12 kaldes det "ydre hjemland" eller "ydre land". 13-18 er modstanderens ydre land og 19-24 er modstanderens hjemland.
Hver spiller starter med 15 brikker i een farve. Brikkerne kan, udover på spidserne, befinde sig uden for brættet ("taget af"), eller på den lodrette skillelinje mellem kvadranterne ("baren" eller "gærdet").
Målet er at få spillet alle sine brikker til sit hjemland, derefter at få dem taget af brættet. Den der først når dette, har vundet.
Opstilling og åbningsrullet.
Startopstilling
Ved spillets begyndelse kaster hver spiller én terning; den der slår højest begynder med det slag de to terninger viser. Ved lige antal øjne slås om, indtil terningerne viser forskelligt.
Trækkene.
Efter åbningsslaget skiftes spillerne til at slå med to terninger, og om muligt flytte en eller flere brikker. Først flyttes en brik så mange felter frem som en af terningerne viser, derefter flyttes en brik (eventuelt den samme) ifølge den anden terning.
Brikkerne flyttes altid fra højere numre til lavere. Da spidserne er forskelligt nummererede for de to spillere, flytter de modsatrettet af hinanden, hvorved deres brikker kommer i konflikt med hinanden.
Hvis en spiller slår det samme med begge terninger (et såkaldt dobbeltslag eller passlag), må han flytte i alt 4 x dette antal øjne. Dette giver god mening, idet sandsynligheden for at slå et givent dobbeltslag kun er halvt så stor som den er for at slå et givent normalt slag. Eksempelvis er sandsynligheden for at slå 2 + 1 lig med 2/36, mens sandsynligheden for at slå 2 + 2 er lig 1/36.
Slås der et dobbeltslag, f.eks. 2 + 2, skal spilleren således ikke blot rykke 2 x 2 felter frem, men derimod 4 x 2 felter frem. Ses der bort fra eventuelt blokerede felter, kan dette gøres på flere forskellige måder, f.eks. ved at rykke 1 brik 8 felter eller 2 brikker hver 4 felter eller 1 brik 6 felter og 1 anden brik 2 felter frem, i alt 8 felter.
Lander en brik hvor der står præcis een af modstanderens brikker, bliver denne "slået hjem", og anbringes på gærdet. Modstanderen skal nu bringe denne brik i spil, før han må flytte med sine øvrige brikker. Dette gøres ved at flytte, som om brikken stod på en imaginær spids 25 - og brikken kan således med een terning flyttes til spidserne 19-24.
En brik kan ikke lande på en spids, hvor der står to eller flere af modstanderens brikker - spidsen siges at være blokeret. En stor del af spillets strategi går således ud på at undgå at blive slået hjem, og samtidig blokere for modpartens brikker.
Udtagning og gevinst.
Når en spiller har fået alle sine brikker samlet på spidserne 1-6, kan han bruge terningslagene til at tage en brik "ud" fra en spids der svarer til det terningen viser. Har han ingen brikker på spids 6, kan han bruge en 6'er til at tage en brik ud fra spids 5, har han heller ingen brikker på spids 5, kan han bruge 6'ere og 5'ere til at tage en brik ud fra spids 4, osv. Hvis en spiller får taget alle sine brikker af før sin modstander, har han vundet spillet medmindre den ikke startende spiller når det i samme slag.
I matcher spilles der til et bestemt antal point, typisk et ulige antal, og der kan her vindes mere end ét point ad gangen. Dette kan ske ved at antallet af point der spilles om undervejs i partiet bliver fordoblet ved at dobleterningen tages i brug, og/eller ved at der vindes enten en gammon (2 point x dobleterningens værdi) eller en backgammon (3 point x dobleterningens værdi). Når der ikke er doblet i et parti er dobleterningen placeret i midten af brættet, og dens værdi siges da at være 1, men der kan stadig vindes gammon og backgammon. En gammon opstår når den tabende spiller ikke har nået at tage en eneste brik af når partiet er spillet færdigt, men dog har nået at få sine brikker ud af den vindende spillers hjemland. En backgammon opstår derimod når den tabende spiller ikke har nået at tage en eneste brik af og samtidig har mindst én brik i den vindende spillers hjemland eller på gærdet, når partiet er spillet færdigt.
Tilsvarende regler for gammon og backgammon er gældende for såkaldte pengespil, dog med den forskel at der ikke her spilles til et bestemt antal point, men blot spilles et parti ad gangen så længe spillerne ønsker at fortsætte. Desuden benyttes i pengespil ofte den såkaldte Jacoby-regel (opkaldt efter ophavsmanden, Oswald Jacoby), der medfører at der ikke kan vindes gammon eller backgammon, medmindre dobleterningen er blevet anvendt i partiet.
Dafnie.
Dafnien (f.eks. "Daphnia pulex") er et lille planktonædende krebsdyr. Det har 4-6 par ben, og de svømmer med det andet af to par følehorn. Dafnien er op til 5 mm lang. den kan godt lide at bo i gadekær og damme, fordi der er nok med føde. Den vil helst være i store flokke, så føler den sig mere tryg mod sine fjender. Den er meget almindelig. Den lever af planteplankton. Den skaffer sig ilt fra vandet med gæller. Dens fjender er planktonædende dyr f.eks. skallen.
Dafniens foretrukne føde er netop de grønalger, der skaber den uklarhed i vandet, som forhindrer højere planter i at udnytte sollyset. En ferskvandsbiotop, hvor der er mange dafnier, får derfor klart vand og megen rankegrøde. Det giver på sin side en langsigtet omsætning af de gødningsstoffer, som ellers giver grundlag for algevækst.
Omvendt betyder skidtfisk som skalle, at dafniebestanden holdes nede. Det giver algeplankton frit spil. Biotopen kommer ind i et kortsluttet kredsløb, hvor mangel på dafnier giver mange alger... giver mange rådnende alger... giver dårlige iltforhold... giver få højere planter... giver mere næring til alger osv. Derfor kan en ferskvandsbiotop bringes i en bedre tilstand ved at skidtfiskene fjernes, f.eks. ved elektrofiskeri.
Dagpåfugleøje.
Dagpåfugleøje ("Inachis io") lever på åbne og solrige steder i skovområder, træbevoksede bredder, fugtige enge, brakmarker, beskyttede kløfter med buske og små træer. De første sommerfugle ses allerede i starten af marts. De første nye eksemplarer dukker op omkring 20. juli. I september bliver der færre sommerfugle, nu finder de steder at overvintre. Dagpåfugleøjen kan vandre over forholdsvis store afstande - op til flere hundrede kilometer, derfor kan man af og til møde den på Færøerne, selvom den ikke almindeligvis er hjemmehørende der. Dagpåfugleøjen har et ekstra kort på hånden over for fjender ud over de store forvirrende øjepletter på vingerne. Sommerfuglen kan sige lyde! Ved at gnide bagvingerne mod forvingerne kan den frembringe en hidsig hvæsen og lavfrekvente lyde, der skræmmer fjender som mus og flagermus.
Udseende.
Dagpåfugleøjen hedder dagpåfugleøje fordi den har pletter der ligner øjne, på vingerne. Sommerfuglens farver minder om påfuglehannens, når han slår halen ud. Sommerfuglen kan ikke forveksles med nogen sommerfuglearter i hele verden. Dagpåfugleøjens vingeundersider er knapt så spraglede. Her er den dominerende farve mørkt gråbrun, uden de store pletter eller prikker, farven minder lidt om meget mørk bark. Vingefanget er meget variabelt, det ligger mellem 40-60 mm.
Livscyklus.
Dagpåfugleøjen har kun en enkelt generation pr. år. Æggene lægges på stor nælde eller humle og klækkes omkring 2 uger senere. Efter 2-5 uger er larven udvokset og forpuppes. Efter et par uger klækkes puppen. Sommerfuglen overvintrer som voksent individ. Den overvintrer på kølige og mørke steder som f.eks. hule træer, brændestabler, skure, spalter i sten og stengærder.
Foderplanter.
Larven lever mest af brændnældeblade, de voksne dagpåfugleøjer suger nektar af forskellige blomster, f.eks. tidsler (kærtidsel, agertidsel og burre), hjortetrøst, mælkebøtte og pil og sommerfuglebuske i haver.
Dammusling.
Langt de fleste muslinger lever i saltvand, men der er også nogle som lever i ferskvand, i damme og Søer som dammuslingen, der findes i rindende vand i bække og åer. Dammuslingen lever på bunden, hvor der er masser af dynd eller andet blødt underlag, så den kan grave sig ned i bunden.
Når den bliver sulten kravler den op af sit skjul og skaber en hvirvel i vandet, så de smådyr, der er omkring den bliver suget til den. Dammuslingen sluger og filtrerer dem, og lader vandet sive ud igen. Når en dammusling ånder bruger den to gælleblade. De sidder ved foden som er gravet ned under bunden, hvor der også er luft.
Dammuslingeungernes fjender er fisk, da ungernes skal ikke er særlig tyk, og fordi larverne sætter sig på fisk.
Dansemyg.
Dansemyggen er et insekt og er 10–12 millimeter lang. De fleste af de større dansemyg er grå eller sorte. De danner store sværme, der står som røgskyer omkring kirketårne og enlige træer.
Larven er op til 20 millimeter og kaldes røde myggelarver, har vi mange slags af i Danmark. Der lever mange af dem på bunden af søer og åer, tit også i forurenet vand. Der danner de dyndrør hvor puppen er i.
Larverne lever af planteplankton der ligger på bunden. Myggelarverne ånder gennem et rør de har på bagkroppen, de svømmer op til overfladen, stikker røret op af vandet, trækker vejret og svømmer ned igen. Den svømmer ved at vrikke kroppen fra side til side. Myggens fjender er fugle og edderkopper.
Dværgkonk.
Dværgkonken ("Hinia reticulata") er en snegl. Dværgkonkens hus er 2-3 cm højt. Den er vores almindeligste havsnegl, og den lever helt inde ved strandkanten. Findes tit nedgravet i sandbunden, hvor den lever af små orme og lignende, samt af døde dyr, som ligger på bunden. Hvis der ligger en død fisk på lavt vand, kan man tit se mange dværgkonkylier æde løs af den. Dværgkonken er et rovdyr. Den har en del fjender blandt fuglene, f.eks. ryle, rødben, strandskade og klyde.
Stor dyndsnegl.
Stor dyndsnegl ("Hydrobia ulvae") er 5-7 millimeter lang. Man ser tit rigtig mange ad gangen på strand- og slikvaderne på havbunden i de mere salte af vore farvande. Den findes ofte sammen med slikkrebsen. I Vadehavet på Sønderjyllands vestkyst har man fundet indtil 60.000 pr. kvadratmeter. Det gør ondt, hvis man træder på dem, idet de kan bore sig op i foden.
Dyndsneglen lever af plankton. Én af dens fjender er mågen, særlig hættemågen. Når vandet trækker sig tilbage ved ebbe, følger mågerne efter på havbunden og tager dyndsneglene.
Spor i sandet efter stor dyndsnegl
Dådyr.
Dådyr ("Dama dama") er en drøvtygger, der tilhører hjortefamilien. Dyret levede i det meste af Europa i perioden før sidste istid, men under istiden blev dyret trængt tilbage til den asiatiske del af Tyrkiet, hvor det nu anses for at være hjemmehørende. Men allerede i antikken, 1000 år før vor tidsregning, indførte fønikierne dyrene som offerdyr til Rhodos, hvor de stadig er at finde i landets våbenskjold. Romerne førte dyrene videre derfra til bl.a. Grækenland, Spanien og Nordafrika. I middelalderen indførtes dyrene som jagtbytte i Mellemeuropa, Nordeuropa og Storbritannien, og i nyere tid er dyrene sågar indført i New Zealand, Australien, Nordamerika, Japan og Madagaskar. Dådyret kom ifølge kildematerialet til Danmark i år 1231.
Dådyret ligner på mange punkter kronhjorten, men dådyret er mere nøjsomt og mindre sky.
Dådyret er derfor nemt at tæmme og findes i mange dyreparker, hvor det er muligt at komme helt tæt på det. I de senere år er der også opstået dådyrfarme, hvor dyrene avles til slagtning. I Danmark findes dådyret kun i få vilde flokke, mest talrigt på øerne, især på Midt- og Sydsjælland, Lolland, det sydøstlige Fyn og Langeland. I Jylland er dådyret mere spredt, men har dog gennem de seneste årtier bredt sig til mange nye lokaliteter. Siden midten af 1980'erne, er der generelt sket en markant stigning i jagtudbyttet af arten.
Udseende.
Dådyret er normalt rødbrunt om sommeren med hvide pletter på ryggen, lys bug og ben og en mørk rygstribe, men sorte og hvide eksemplarer findes også. Om vinteren bliver dyrene gråbrune. Dådyret har en højde på omkring 1,1 meter over skulderen og en hale på 15-20 cm. Handyrene, dåhjortene, vejer omkring 100-120 kg, mens hundyrene, dåerne, vejer omkring 60-80 kg. Deres klove er ikke ret store, og deres fodspor er derfor små. Dyrene har hvidt spejl (hvid bagdel) med en sort stribe rundt om, der fortsætter ud på halen, man siger derfor at der står "111" bag på dådyret. Dyrene bliver op til 16 år gamle.
Dådyrets gevir, der kun bæres af dåhjorten, er bredt og skovlagtigt i formen med takker på bagkanten. Det vokser frem når dyret bliver kønsmodent og fejes hvert år i august. Hvert år vokser geviret frem igen, og som dåhjorten bliver ældre vokser geviret sig større og større. Efter størrelsen af geviret og dermed dyrets alder kaldes hjorten en "spids" (geviret er her to udelte spidser, og hjorten er 1 år gammel), "stang" (geviret har en begyndende, men uregelmæssig plade og hjorten er to år gammel), "halvskuffel" (hjorten er nu tre år gammel) eller "fuldskuffel" (geviret er fuldt udvokset og hjorten er 4 år gammel).
Føde.
Dådyret spiser hovedsagelig græs og blade fra løvtræer om sommeren og nødder, bær og bark om vinteren. Dådyrene græsser ofte i lysninger i skove med frodig vegetation om morgenen og ved aftenstid, mens dyrene i løbet af dagen ligger skjult i skyggen i den tættere vegetation og fordøjer føden. Dådyret drikker sjældent, da dyret får det meste af sit væskebehov dækket gennem føden, specielt dugvådt græs er her en vigtig kilde.
Forplantning.
Dåhjortene lever for sig selv, de opholder sig kun med dåerne i brunsttiden, hvor dåhjortene forsvarer retten til dåerne. Dåhjorten markerer sit revir i drægtighedsperioden med urin og et brøl, der lyder som et kraftigt snork. Dyrene søger til en større lysning - en brunstplads, hvor dåhjortene kæmper om at forsvare midten. Den stærkeste dåhjort får adgang til midten af brunstpladsen, hvortil de fleste dåer søger. I denne tid tager dåhjorten stort set ikke føde til sig, da al tid går med forsvar af retten til forplantning.
Brunsttiden varer fra oktober til begyndelsen af november. Drægtighedsperioden er ca. 230 dage, hvorefter der fødes en eller sjældnere to kalve i maj-juni. Kalvene dier i 8 måneder og de bliver kønsmodne omkring 1,5 års alderen. De små kalve ligger gemt i vegetationen indtil de er stærke nok til at følge med flokken, på dansk kaldet "rudel", som dannes af dåerne og kalvene. Den plettede pels giver de små kalve en god kamuflage, der skjuler dem fra rovdyr.
Jagt.
Dådyrets naturlige fjende er først og fremmest ulven, men den er efterhånden yderst sjældent i naturen. Ræve og vildsvin kan dog finde på at tage kalvene. Ellers reguleres dådyrbestanden af menneskets jagt. Dådyr må i Danmark ikke skydes med hagl, da de ikke kan dræbes humant på denne måde. De må kun skydes med riffelkugle. Jagttiden for dåhjorte er fra 1. september til 31. januar og for dåer og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Dådyr nedlægges hovedsagelig ved trykjagt og pürsch. Dådyrkød giver gode store bøffer og stege, kødet smager mildere end rådyrkød og har meget grovere fibre. Den slagtede kødvægt er ca. 50% af totalvægten. Kødet af en brunstig dåhjort, smager og lugter grimt, det egner sig kun til krydrede, røgede spegepølser.
Døgnflue.
Døgnfluen er et insekt. Mange døgnfluearters voksne liv varer kun få timer – deraf deres navn. På verdensplan findes der ca. 2000 arter. I Europa ca. 200.
Livscyklus hos døgnfluerne er; æg, nymfe, dun ("subimago"), spinner ("imago"). Døgnfluerne har ikke noget puppestadium og har derfor det der kaldes ufuldstændig forvandling. Æggene klækker til små larver, disse kaldes nymfer. Nymfens levetid under vandet er normalt et år, men dette stadium kan strække sig fra et par måneder og helt op til to år eller mere, afhængig af art. Nymfen skifter hud adskillige gange i sin levetid og bliver for hvert hudskifte lidt større og kommer gradvis til at ligne det sidste stadium i nymfens liv.
Døgnfluenymferne vokser fra få millimeter og op til 36 mm. De kan variere kraftigt i udseende, afhængigt af hvilket økosystem de er tilpasset, såsom hurtigt eller svagt strømmende vand. De fleste arter har tre haletråde, mens få har to. De er udstyret med gæller der stikker ud fra siderne af den midterste kropsektion. De har facetøjne og synlige vingeanlæg. De fleste er brunlige i kuløren, men med en noget lysere underside. Nymferne kan variere fra cremefarvede, over oliven og til sorte nuancer.
Døgnfluenymferne lever sædvanligvis af fastsiddende alger, planteplankton eller organisk materiale, det såkaldte "detritus," der næsten altid findes på bunden af enhver strøm eller sø. Egentlige rovdyr blandt døgnfluenymferne er sjældne at finde.
Når døgnfluenymfen når det sidste stadium, vil den til sidst "klækkes" til et vinget insekt. Når tiden er inde, svømmer døgnfluenymfen op til overfladen, hvor nogle er hurtige til at bryde gennem overfladespændingen. I visse tilfælde kan der dog gå op til omkring 15 minutter inden det lykkes det klækkende insekt at bryde igennem. Visse arter klatrer i stedet op på et emne der rager ud af vandet. Nymfehuden sprækker nu langs hovedet og ryggen, og det vingede insekt kan krybe ud af nymfehuden og flyve væk.
Den voksne døgnflue lever kun få timer eller dage. Hannerne danner i lune sommeraftner store sværme langs bredden. I deres korte voksne liv indtager de hverken føde eller væske. Dens fjender er fugle. Når døgnfluen har lagt æg, dør den samme dag. Æggene udklækkes og bliver til nymfer.
Døgnfluen kan godt lide at være ved Søen, for der skal den lægge sine æg, og det er nødvendigt at der er fugtigt, ellers kan æggene ikke udklækkes. Døgnfluen vil helst være hvor der er fugtigt, og hvor der er læ. Så derfor er det ideelt ved søen på grund af fugtigheden, og de høje træer, der er hele vejen rundt om søen, giver læ.
Daglig sprogbrug.
I dagligsprog bruges ordet "døgnflue" også om noget der ikke er langtidsholdbart, fx et musikhit der hurtigt forsvinder igen.
Ørentvist.
Ørentviste ("Dermaptera") er en orden af insekter med en kraftig tang på bagkroppen. Den almindelige ørentvist ("Forficula auricularia") er cirka 10-14 millimeter lang og har ildelugtende stinkkirtler. Ørentvisten er et natdyr, der lever af plantedele og bladlus.
Den er udbredt i Danmark. Ørentvisten er lyssky og selskabelig, altså kan lide at være sammen med andre af sine artsfæller. Hos hunnen er tangen 3,5-5 millimeter, og hos hannen 4-9 millimeter. Farven er rødbrun med lidt gullige vingeskæl og dækvinger. Flyvevingerne er udviklede, man ser dem bare aldrig flyve.
De kan ses hele året men især i august, hvor ungerne er udvoksede. Æggene bliver sidst på vinteren lagt ned i en 5-8 centimeter lang, skrå gang som er gravet om efteråret.
De små leder om natten efter føde, og om dagen er de i huller overvåget af deres mor. Efter et stykke tid dør moderen og ungerne må klare sig selv.
De skal igennem 4 hudskifter, før de er udvokset. Det nye hylster er helt hvidt, men efter 6-7 timer, er det nye mørkt og stift. Så hvis du ser en hvid ørentvist, er det ikke en albino.
Den spiser andre dyr og planteføde (frugt og døde insekter). Selv bliver den spist af fugle eller måske af guldsmede.
Det er en myte at ørentviste lægger æg i menneskeører. Myten er opstået på grund af insektets navn, der dog i virkeligheden kommer af formen og aftegningerne på ørentvistens vinger, som bærer en stærk lighed med et menneskeligt øre.
Det sker dog at ørentvisten (som det også kan ske med andre smådyr) forvilder sig ind i menneskers øregang. Nogle mennesker har ligefrem en fobi for at sove uden at have ørerne dækket til, på grund af frygten for at der flytter en ørentvist ind..
Østers.
Østers har to forskellige skaller. Den ene skal er flad, den anden er mere buet og ru.
Østers lever af plankton, som den filtrerer fra havvandet. Dens larve er ca. 0,1 mm stor; den er fritsvømmende i to uger, hvorefter den sætter sig fast på bunden, og dér bliver den, til den dør.
En østers kan blive op til 20 år gammel. Det tager tre-fire år for den at vokse op til spisestørrelse.
Nogle steder dyrker man østers i specielle saltvandsdamme. En østers´ fjender er mennesker og forskellige fisk samt fugle.
Østersømusling.
Østersømuslingen ("Macoma balthica") lever ned til 140 meters dybde. Den kan højst blive 3 cm og er nogle gange meget rødlig. Den ånder igennem et rør som den stikker op gennem sandet, hvor den filtrerer vandet for ilt. Østersømuslingens to ånderør er fuldstændigt adskilte, ånderørenes yderste del er meget bevægelig og kan undersøge overfladens lag af rådnende dyre-og planterester og plankton. Den bevæger sig med en "fod" den har, som den skubber sig fremad med. Dens fjender er krabber, hummere elller fugle hvis den skulle ligge på lavt vand.
Edderfugl.
En ederfugl eller edderfugl ("Somateria mollissima") er en andefugl, der er almindelig i Danmark, hvor der yngler ca. 25.000 par i kolonier på øer hvor der ikke er ræve. De æder mange små krebsdyr og muslinger. Den dykker ned efter dem i det lave vand ved kysten. Når den får de hårde skalller ned i maven, bliver de malet i stykker i kråsen. Det er en meget kraftig muskel, der er en del af edderfuglens mave. Den kan knuse muslinger, der er op til 7 cm lange. En ederfugl kan på et døgn æde lige så meget, som den selv vejer. Hos de fleste dyr er der stor forskel på en han og en hun. Det er der også her. Hunnen skal helst være svær at få øje på, når den ruger på reden. Hannen er hvid og sort med en flot grøn nakke og et rosa bryst. En han er flot at se på. Jo flottere den er, jo nemmere har den ved at gøre indtryk på hunnen. Dens fjender er fugle der er større og stærkere end den. Der er mange fugle i Vadehavet, fordi der er meget føde. Den ruger på land.
Nogle af verdens største kolonier af Ederfugl findes i det vestlige Island.
Eremitkrebs.
Almindelig eremitkrebs ("Pagurus bernhardus", tidl. "Eupagurus bernhardus").
Eremitkrebsen bor i tomme sneglehuse. Den har ikke selv en skal til at beskytte sig. Den slæber rundt med sit lånte hus. En eremitkrebs har en blød bagkrop. En eremitkrebs lever på lavt vand og den er 5-6 cm lang og 2-3 cm høj. Den kravler hen langs sandet, den bevæger sig med sine kløer. Når man tager en eremitkrebs op, og hvis man bliver bidt, så gør det ikke særlig ondt. En eremitkrebs fjende er en havkat. Når et sneglehus bliver for småt til eremitkrebsen, er den nødt til at finde et nyt, der er større. Mens den flytter, er den et let bytte for fjender. En eremitkrebs spiser blåmuslinger.
Fiskehejre.
Fiskehejren (latin "Ardea cinerea") lever af småfisk, frøer og krebsdyr, og den fanger sit bytte på lavt vand i søer og moser og langs havkysterne. Fiskehejren stiller sig i vandet og fisker i stedet for på en gren eller på en sten. Den kan gå i vandet uden at få våde fjer, for den har lange ben. Den stiller sig altid, så dens skygge falder ind på land. Når den er på jagt efter føde, står den helt stille i vandet og lurer, eller også går den stille i vandet.
Fiskehejrer har lange, gule ben og lange, gule næb. De bliver normalt 96 cm. Fiskehejren er en almindelig ynglefugl i Danmark, og den ruger i små eller store kolonier i høje træer, både ved søer og ved stranden. Der findes over 100 hejrekolonier i Danmark. Fra sidst i marts til først i april lægger hejren 3-6 matte, blågrønne æg. Når en hejre er bange for at tabe et slagsmål, strækker den halsen frem som et tegn på overgivelse.
Fiskehejren kommer til Danmark i begyndelsen af marts og flyver til Sydfrankrig, Spanien eller Portugal i september-oktober. Den bliver mere og mere almindelig som vintergæst nordfra. Hejren flyver med langsomme vingeslag, og den er ca. på størrelse med en stork, men når storken flyver, strækker den halsen fremad, mens en fiskehejre flyver med halsen bøjet ligesom et S, så hovedet hviler mellem skuldrene. En hejres stemme er dyb og hæs.
Fjæsing.
Fjæsingen ("Trachinus draco") har en langstrakt smidig krop, gatfinnen og rygfinnen er så lange at de når ned til halefinnen. Den har små pigge på øjenlågene, på den første rygfinne er de to første stråler giftpigge, og der er også en giftpig på hvert gællelåg. Disse pigge har en fure på hver side, og der findes et væv der producerer giften. Giften angriber blodets blodlegemer, og kan være livsfarlig for folk med svage hjerter.
Fjæsingen lever oppe i vandet, fra to til hundrede meter nede, i Østersøen, Middelhavet og Atlanterhavet. Den jager bedst om natten, den spiser krebsdyr og småfisk, om dagen laver den ikke meget, den ligger halvt begravet i leret eller sandet. Fjæsingen kan spises (som fileter).
Danmarks historie.
Danmarks historie begyndte ved slutningen af sidste istid. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som Danmark, været beboet af mennesker. Først fra omkring 500 e.Kr. optrådte folket danerne i skriftlige kilder (Jordanes og Procopius). Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som omtrent beherskede det nuværende danske område og sammen med Portugal er det danske kongehus verdens ældste ubrudte regentlinje. Dronning Margrethe 2. kan føre sin slægt tilbage til den oldenborgske slægt fra det femtende århundrede.
Danmarks historie har været påvirket af landets geografiske placering ved søvejen mellem Nordsøen og Østersøen: Danmark lå mellem Sverige og Tyskland og kæmpede med dem om overherredømmet i Østersøen. Med Sverige kæmpede Danmark længe om herredømmet over Skåne samt Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len). Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster omkring deres landområder. Konflikter, som endte med afgivelsen af Skåne og Norge til Sverige og med afståelsen af Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage efter en folkeafstemning ved genforeningen i 1920, mens Island erklærede sig fri af personalunionen med Danmark i 1944.
Forhistorie frem til sen Jernalder (500 e. kr.).
a> fra bronzealderen ca. 1350 f. Kr. er et tydeligt tegn på en religiøs og kulturel udvikling.
De første sikre beviser på bosættelse af mennesker er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle. Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da landbruget kom til landet og det fik for alvor området til udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og jættestuer. Samtidig med indførelsen af bronze i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet hvilket de meget store og rigt udsmykkede grave vidner om. Bronze var et kostbart metal, men omkring 500 f. Kr. blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde myremalm, der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst da folk med de nye og bedre redskaber kunne dyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker og mønter vidner om.
Danerne og vikingerne (500-1050 e. kr).
Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig, og fortrængt den indfødte kultur. Danernes første konge hed Chlochilaicus, fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr.
Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev gravet gennem Samsø cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af Dannevirke også: den har skullet beskytte et større område fra truslen fra sakserne mod syd.
Vi ved, at vikingerne hærgede løs i 793 fra skriftlige kilder om, at klostret Lindisfarne blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. Vikingernes skibe bragte dem til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet og på Island, og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov (Danelagen) i området. Gorm den Gamle, der døde i 958, regner vi for den første danske konge: hans søn Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene, hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.
Kristendommens indtog i Danmark.
Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de ville komme i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion kristendommen. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller også, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar, der fik held til at oprette en kirke i landet og sågar i vikingernes største by, Hedeby. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær Poppo, der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå en hellig krig fra de sydeuropæiske lande. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter resten af England, der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn Knud den Store formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.
Vikingeimperiets undergang.
De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af Knud den Stores regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds død i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da også England gik tabt. Da kong Knud den Stores søn Hardeknud døde i England i 1042, tilhørte den danske trone i en årrække den norske konge. Svend Estridsen, der var den nærmeste arving tog kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene, og grænserne for riget gik nogenlunde der, hvor de går i dag (bortset fra Sydslesvig og Skåne, som var danske).
Kirker og kongestrid.
Krucifikset fra Åby ved Århus fra 1050-1100 er nok Danmarks ældste kirkelige inventar. Læg mærke til kongekronen, som kun kendes fra de skandinaviske lande.
Svend Estridsens kongetid startede med hærgen og uro fra den norske kong Harald Hårderåde, men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner skulle blive konger de næste mange år. Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends søn Knud den Hellige dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadigt større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i indførelsen af tiende, kirkeskatten. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste trækirkerne i løbet af det 12. århundrede. I 1103 lykkedes det Erik Ejegod at få pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.
Efter en 30 år lang relativ fredsperiode under Kong Niels (1104-1134), betød drabet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard, at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande forårsaget af fejder mellem stridende slægter, der alle bejlede til tronen. Disse tilstande afsluttedes først med Valdemar den Stores tronbestigelse, som enekonge i 1157.
Valdemar den store.
Med sejren over sin rival Svend Grathe i 1157 blev Valdemar den Store konge over hele Danmark og havde held til at konsolidere sig fra starten. Det afsluttede lang tids intern uro og indvarslede 100 års opgangstid for kongeriget. Uden en stærk, dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag venderne i Nordtyskland hærget og bosat sig i det sydlige Danmark (byendelsen -itze på Lolland er sandsynligvis vendisk). Valdemar den Store indtog vendernes hovedby Arkona på Rügen og erobrede Rügen. Valdemars ven og fosterbroder, biskop Absalon, fik overdraget borgen ved byen Hafn, det senere København, og Saxo Grammaticus skrev "Gesta Danorum", "Danernes bedrifter".
Under Knud 6. (1182-1202) havde Absalon meget stor indflydelse på styringen af landet. Økonomien blev væsentlig forbedret og flere handelspladser kendes fra denne tid. Danskerne handlede især med Østersøens hovedprodukt, silden. Politikken fra Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de hedenske, slaviske folkeslag især i Baltikum, og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved Østersøen med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. Det var populært at benytte kristendom og mission til at føre magtpolitik mod hedninger for at få støtte fra den magtfulde kirke og paven i Rom. Det lykkedes for Valdemar den Store og Knud 6., der havde en biskop ved deres side. Det understreger, hvor godt samarbejdet mellem konge og kirke fungerede.
Valdemar Sejr.
Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der blev støttet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede de opgivelse af Danmarks nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede at indføre Jyske Lov.
De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere Danmark. Da Christoffer 1. blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig økonomisk og politisk, og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest fuldstændigt åbent land for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.'s søn, Erik Klipping, kulminerede nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den første tvunget af stormænd til at afgive løfter, en såkaldt håndfæstning, og han devaluerede mønten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede" mønten.
Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag.
Til sidst måtte kong Erik Menved tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark. Efter et interregnum på 8 år formåede den nyvalgte danske kong Valdemar Atterdag fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land, bl.a. Skåne i 1361, og fra at indløse pantet for resten af riget. En strid med Hanseforbundet i 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.
Kalmarunionen.
Valdemar Atterdag døde sønneløs, og hans femårige dattersøn, Oluf 2., blev valgt som konge. Olufs mor, Margrete 1., styrede reelt landet, og hun formåede at holde Hanseaterne væk ved hjælp af diplomati. En større bedrift var, at hun forenede hele Skandinavien gennem vedtagelsen af Kalmarunionen i 1397. Det skyldtes, at Sverige hellere ville regeres af hende end af den upopulære mecklenburger, kong Albrecht. Norge var allerede i 1380 kommet i personalunion med Danmark, da Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Gennem det meste af det 15. århundrede forsøgte især svenskere uden held at opløse Kalmarunionen, men i 1523 efter Christian 2.'s stockholmske blodbad lykkedes det for Gustav Vasa i samarbejde med Lübeck at slå Christan 2. og genoprette Sverige som selvstændig kongemagt. Kalmarunionen var død, men Norge og Danmark forblev i personalunion.
1536 og Grevens Fejde.
Som følge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige adelige deres "huldskab og troskab" til kongen og indsatte i stedet hans onkel, hertug Frederik, som kong Frederik 1. Dette og Martin Luthers lære, var i de næste ti år grund til borgerkrig: Reformationen begyndte at spille en rolle i de komplicerede magtforhold.
Grevens Fejde er opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for det oprør, der krævede Christian 2. tilbage. Bondehære hærgede herregårdene mange steder i landet. Det blev til kamp mellem bøndernes/borgernes kandidat, Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. døde i 1533, blev han fulgt af Christian 3., der som ung hertug havde indført den lutherske lære i Slesvig og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, grev Johan Rantzau, og med støtte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 endeligt for den unge, protestantiske konge at vinde magten i landet og Danmark blev luthersk-evangelisk. Adelen opnåede en betydelig forøgelse af sin indflydelse: Kongerne skulle de næste 130 år underskrive en håndfæstning, der ofte blot tjente rigsrådet og adelens interesser.
Konflikter mellem Danmark og Sverige.
På trods af Kalmarunionens opløsning havde Christian 3. i 1536 overtaget et rige, der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige Gotland og Øsel. Dette forhold var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke ville kunne leve med i længden. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig Den Nordiske Syvårskrig. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig igen. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation.
Christian 4. og fejlslagen politik.
Svenskerne går over isen i 1658. Billedet skal ikke opfattes som en realistisk fremstilling.
Christian 4.'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og Københavns gader viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige trediveårskrig begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ærgrelse over, at Sveriges kong Gustav Adolfs ledelse havde væsentlig mere succes i sin kamp for den protestantiske sag i Tyskland end Christians. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at slutte Freden i Brömsebro. Danmark måtte afgive Gotland og Øsel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.
Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, der var tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong Karl 10. Gustav havde rodet sig ind i et formålsløst og kostbart felttog i Polen, så Danmark det som en gylden chance. Men Danmark kunne ikke sejre over de svenske tropper i Nordtyskland, der hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og kongen så ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke den svenske konge i endnu et forsøg på at indtage København.
Enevælde og revanchistisk politik.
Kongen blev i sin rede og var stadig konge af Danmark-Norge. Nederlaget betød en styrkelse af kongemagten og et opgør med det adelsvælde, der havde haft stor indflydelse på dansk politik.
Mange borgere og bønder var utilfredse med adelens svigt under svenskekrigene, og i 1660 støttede stænderforsamlingerne kong Frederik 3. i indførelsen af enevælden. Det danske monarki, der formelt var et valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedømme. Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. Christian 5.'s Danske Lov fra 1683 og Ole Rømers arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler. Formålet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og gøre det i stand til at genvinde de tabte danske provinser. I løbet af kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gøre Danmark til en kapabel stat igen, og Skånske Krig 1675-1679 blev indledt af Danmark for at genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i Den Store Nordiske Krig 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid.
Den florissante periode i fredstid.
Efter flere hundrede år med krige og med et land plaget af pest, krig og dårlig økonomi, indtraf en 80-årig periode med fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk højkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden i Danmark et specielt forløb med den sindsyge kong Christian 7.'s reformvenlige livlæge, Johann Friedrich Struensees korte regeringsperiode. Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og Preussen, var et forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden. Tre Bernstorff'er, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, Andreas Peter Bernstorff og Christian Bernstorff var afgørende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende nationalfølelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede Ove Høegh-Guldberg, da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle og tog magten i 1772. Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere Frederik 6.) kup i 1784.
Den ivrige søfart og den store handel med fjerne lande betød en udvidelse af Danmarks oversøiske besiddelser i Indien (Trankebar), Caribien (De dansk-vestindiske øer) og Afrika (Ghana) og udgjorde dermed et højdepunkt i Danmarks kolonitid.
Landboreformer.
Inden den Franske Revolution udspillede sig som konsekvens af lang tids adelig arrogance og ligegyldighed over for de franske undersåtters vilkår havde Danmark i 1788 besluttet at ophæve stavnsbåndet. Dermed fik fæstebønder muligheden for at blive frie. Det var især foranlediget af C.D.F. Reventlow. Selv om reformen ikke fik effekt med det samme, skabte den mulighed for, at driftige bønder kunne blive selvejere, og det gav markedet for fødevarer et enormt løft. Det var også et godt eksempel på, hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen.
Det væbnede neutralitetsforbund og Napoleonskrigene.
Det blev sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var utilfredse med den danske handel med Frankrig. For at kunne forsvare sin neutralitet indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. Det valgte England at tolke som en krigserklæring. Englænderne tog på straffeekspedition mod Danmark, og admiral Nelson vandt Slaget på Reden ud for København i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitet, men blev alligevel uden varsel igen angrebet af England i 1807, hvor hele den danske flåde blev stjålet eller ødelagt; englænderne var bange for, at den store stærke flåde skulle falde i hænderne på Napoleon. Danmark havde altid været en stor søfartsnation og havde nu mistet et væsentligt magtsymbol. Landet gik bankerot i 1813, og ved Freden i Kiel året efter måtte Danmark afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige, alt sammen på grund af Englands angreb. Poul Martin Møller siger med nogen ironi: "Danmark er et lidet fattigt land".
Danmarks nye rolle.
Ved Wienerkongressen i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden særligt hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje. Nærmest naturstridigt blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den omkring 1900 navnet Guldalderen. Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i mennesker som Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, C.W. Eckersberg, Bertel Thorvaldsen, August Bournonville og H.C. Ørsted. To af dem var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at antage politiske dimensioner.
Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849.
Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre euroæiske lande, hvor en bølge af nationalliberale bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det fremmedherredømme, som ofte forekom i de gamle monarkier.
I 1830 udbrød en nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille de samme krav. For at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet, men nu også med repræsentation af borgere og bønder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte der sig fornyet utilfredshed. Få ville have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på bekostning af bønder og borgere. Kravet var frihed og lighed.
Den grundlovgivende forsamling forsamlet i oktober 1848.
Stænderforsamlingerne blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, så blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong Christian 8. ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og De Nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann blev styrket, så da revolutioner brød ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandring, og den nye kong Frederik 7. underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det konstitutionelle monarki var indført.
Det slesvigske spørgsmål.
Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens Holsten som tysk len kun var beboet af tysktalende, boede der i Slesvig eller Sønderjylland, som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner krævede tyske slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Ingen i Danmark var parat til at acceptere det og gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning. Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse.
Det skrøbelige demokrati, nederlag og industrialisering.
Junigrundloven havde med et skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget, med de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side.
Ny grundlov og endnu en krig.
Slesvigs forfatningsmæssige status var uafklaret, og efter at det tyske forbund ophævede helstatsforfatningen i Holsten, besluttede Danmark at udskille det tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med Novemberforfatningen fra 1863. Det var et brud på London-protokollen fra 1852 og gav Preussens kansler Otto von Bismarck mulighed for en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark. Grænsen til Tyskland lå nu ved Kongeå lidt syd for Kolding, og det nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland, afløstes af et konservativt styre de næste mange år.
Industrialisering.
Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet tillægges fejlagtigt Enrico Dalgas, der var en stor katalysator for denne indstilling, men det var dog den københavnske digter H. P. Holst, der i 1872 udtalte ordene.
Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede nu i vækst. I 1800 boede der 100.000 indbyggere i København. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk, hvor en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere Socialdemokrati, blev grundlagt i 1871 af Louis Pio. Det dominerende parti, Højre, hovedsageligt bestående af godsejere fandt sammen med en del bønder og tidligere Venstre-folk i skepsis mod arbejderklassen. Da Venstre fik flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident J.B.S. Estrup at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove (provisorietiden 1875-94). Da Estrup gik af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten indtil 1901.
Folkestyre.
I 1901 blev Danmark et folkestyre i vestlig forstand med indførelsen af parlamentarismen ved systemskiftet, da det lykkedes Venstres flertal i Folketinget under ledelse af I.C. Christensen at fratage Højre regeringsmagten. Det skete ved at fastholde Folketingets eneret til at vedtage finansloven (statsbudgettet). Dermed blev det folketingsflertallet, som satte rammerne for lovgivning og magtudøvelse i Danmark, og kongen kunne ikke indsætte den regering, han ønskede. Allerede i 1906 mistede Venstre sit absolutte flertal i Folketinget, og siden da har intet enkelt parti kunnet skaffe flertal alene, og Danmark er blevet regeret af samarbejdende partier. Den specielle danske udgave af parlamentarismen lyder derfor: en regering kan ikke fortsætte, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.
Første verdenskrig.
Danmark havde som et lille land op til 1. verdenskrig ført en meget målrettet væbnet neutralitetspolitik, men balancerede på en knivsæg, for landet var økonomisk tæt forbundet med England og havde samtidig den store nabo Tyskland lige mod syd. Danmark havde store fæstningsværker omkring bl.a. København og havde udvidet hæren og var forberedt på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning for de stridende parter, og landet kunne derfor redde sig igennem krigen. Det lykkedes at få gennemført demokratiet, da de danske kvinder fik stemmeret til Folketinget den 5. juni 1915. Efter Tysklands nederlag kunne Nordslesvig genforenes med resten af landet efter en folkeafstemning i Sønderjylland. Der forblev dog et dansk mindretal syd for den nye grænse og et tysk mindretal nord for den.
Mellemkrigstid.
Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere Højre, nu det Konservative Folkeparti. Under den verdensomspændende, økonomiske krise i 30'erne, som også ramte Danmark meget hårdt, blev det Socialdemokratiet, der under Stauning og i samarbejde med de radikale regerede fra 1929 indtil 2. Verdenskrig. Det begyndte i løbet af 1930'erne at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det var især de radikales opfattelse, at man alligevel intet ville kunne stille op mod den tyske hær, Danmarks ringe størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.
a> rider gennem København på sin fødselsdag i september 1940.
Anden verdenskrig.
På trods af Danmarks erklæring om neutralitet ved indledningen af 2. verdenskrig og stik mod den ikke-angrebspagt, Danmark havde indgået med det nazistiske Tyskland, besatte tyske tropper Danmark den 9. april 1940. Besættelsen var usædvanlig ved at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og at regeringen blev siddende. Besættelsesmyndighederne overlod meget af den daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under våben og i funktion. Efterhånden gjorde tyskernes pres det besværligt at opretholde en tålelig hverdag for befolkningen, og den 23. august 1943 trådte regeringen tilbage efter stor uro og strejker. Nazisterne tog magten over landet, og den 19. september arresterede tyske tropper politiet og al politimagt var på tyske hænder.
Det civile styre blev i nogen grad opretholdt gennem departementschefstyret til befrielsen den 5. maj 1945 og var med til at lette forholdene for befolkningen betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret ved krigens slutning. Det hjalp også, at det lykkedes at redde hovedparten af de danske jøder til Sverige ved en storstilet redningsaktion, sådan at de undgik at blive deporteret til koncentrationslejre i Tyskland.
Efterkrigstid og kold krig.
Efter forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i øjnene, at det ikke lod sig gøre at oprette et nordisk forsvarsforbund, på grund af Sveriges insisteren på en neutral status. I stedet søgte Norge og Danmark optagelse i NATO, der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale. Danmark var blandt de stiftende lande i Forenede Nationer og stillede store forventninger til organisationen. I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse danske politikere som venstre-statsministeren Knud Kristensen opstod der efter 1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Et bredt flertal i Folketinget afviste det.
I 1953 blev Grundloven ændret: Grønland ophørte med at være en koloni. Landstinget blev nedlagt. Der skulle folkeafstemning forud for afgivelse af national suverænitet. Kvindelig arveret til den danske trone; Frederik 9.s ældste datter Margrethe kunne blive regent på bekostning af arveprins Knud.
I løbet af 1950’erne kom økonomien langsomt på fode igen, og regeringerne arbejdede videre på at skabe et trygt velfærdssamfund. Især kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet blev skelsættende. Den stigende velstand betød, at selv almindelige mennesker kunne få råd til materielle goder: telefon, køleskab, bil, tv, charterrejse og efterhånden også parcelhus. Imens fortsatte afvandringen fra landområderne, og det fik to virkninger: industrien fik en betydelig arbejdskraftreserve, og landbruget blev tvunget til en hastig og omfattende mekanisering.
De moderne tider satte deres præg på landskabet. Markerne blev pløjet med traktorer og høstet med mejetærskere. Mange kystnære områder blev udstykket til sommerhusgrunde. Fra 1956 blev motorvejsnettet udbygget både på Øerne og i Jylland. Det gav gode vilkår for vognmandserhvervet, og stik mod alle forventninger overtog lastbilerne mere og mere af godstransporten i landet.
I 1973 blev Danmark medlem af EF, det senere EU. Samme år udbrød der krig mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende arabiske landes organisation, OPEC, produktionen af råolie. Den følgende usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt, og der fulgte en økonomisk nedgangstid, og Danmark måtte optage store lån i udlandet. I løbet af 80'erne forsøgte regeringen ved hjælp af den såkaldte "kartoffelkur" at rette op på den danske økonomi og gæld. Som følge deraf gik denne tid under navnet fattig-firserne.
Danmark efter 1990.
Med østblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men danskerne var tøvende over en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt, hvilket et nej til Maastricht-traktaten i 1992 demonstrerede.
I løbet af 90´erne lykkedes det den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen hjulpet af en verdensøkonomisk højkonjunktur at bringe arbejdsløsheden markant ned og efterhånden at skabe gode muligheder for at betale af på den enorme gæld, Danmark havde slæbt på siden 70'erne, dog forblev den økonomiske vækst stram. I løbet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere og involverede sig internationalt med soldater i fredsskabende aktioner i Jugoslavien. Under Kosovokrigen i 1999 deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål.
Som den første venstremand siden 1975 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister ved valget i 2001. Valget handlede især om indvandring og flygtningepolitik. Dansk Folkeparti vandt stadig flere vælgere fra Socialdemokratiet. Arbejdsløsheden faldt til omkring 4-5 procent med fortsat fald, og den danske udlandsgæld forsatte med at svinde ind. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen folketingsvalgene. Han havde trukket flertallet af de danske soldater ud af Irakkrigen, som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i 2010 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i Krigen mod terrorisme.
I 2009 blev Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær for NATO og finansminister Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten.
1945.
Eksterne henvisninger.
45
Gedde.
Gedden ("Esox lucius") er en af Danmarks største fisk, der lever i ferskvand. Den findes også i brakvand, for eksempel omkring Gotland.
Mindste fangstmål for gedder er 40 centimeter. Normalt kan de blive op til en meter, før de dør af ælde og kan veje op til 5-7 kilo. I Danmark er den største fangne gedde en fisk på 22 kilo, som blev bragt i land i 1953. Men der er andetsteds fanget en gedde på halvanden meter og 26,5 kg.
Gedden er karakteristisk ved sit brede flade hoved. Ryg- og gatfinne er placeret over for hinanden langt tilbage på kroppen. Munden er stor med rækkevis af spidse tænder i kæberne og helt ned i ganen. Fuldvoksne gedder er typisk mørkere end de unge. Gedden er grøn og gul-spættet.
Hannen kønsmodnes allerede, når den er mellem 1 og 3 år gammel. Hunnen først, når den er 2-5 år. I almindelighed bliver hunnerne også størst. Gydeperioden er fra marts til maj. Gedden skal bruge en vandtemperatur på mellem 2 og 12 grader. Den gyder op til 250.000 æg.
Gedden er en rovfisk. Den er stort set altædende og er ikke bange for at angribe et dyr, som er lige så stort som den selv. Gedden bevæger sig ved at slå halen fra side til side. Gedden lever i Søer og store åer, som er så dybe eller strømfyldte, at de ikke bundfryser. Gedden æder aborrer, frøer, skaller, ællinger, Vandrotter og andre ferskvandsfisk og dyr. Gedden kan dø på grund af sin grådighed. Dens bagudrettede tænder forhindrer den i at give slip på sit bytte, så får den bidt sig fast i for stort et bytte, bliver den inmobil i dagevis, mens den ligger og fortærer byttet, som hænger den halvvejs ud af munden.
Den voksne geddes eneste fjende er mennesket og andre gedder.
Beslægtede fisk der ligner Gedden.
En større, sportsfisk der er nært beslægtet med gedden, findes i Nordamerika. Denne kan blive op til dobbelt så stor, som en nordeuropæisk gedde. Denne variant kaldes for og refereres normalt til, som muskellunge, muskelunge, muscallonge, milliganong, eller maskinonge. Populært forkortes fiskens navn til "musky", eller "muskie", i daglig tale.
Som spisefisk anvendes de større gedder ofte i fiskefrikadeller, mens de yngre også er fine kogt eller dampet.
Aerob.
Aerob (af græsk: "aer" = luft + "bios" = liv) er betegnelsen for biologiske processer, som kun kan foregå, når der er fri ilt til stede.
Aerobe processer, kemisk set.
Kemisk set drejer alle aerobe processer sig om iltning. Et godt eksempel er iltningen af glukose (et monosakkarid) ved aerob ånding.
Den energi, der udløses ved denne proces, er på ca. 2880 kJ pr. mol, og den bliver opsamlet ved at gendanne 38 enheder ATP fra 38 enheder ADP pr. glukose. Det giver 19 gange så meget energi pr. sukkermolekyle i forhold til det, der kan skabes ved en anaerob omsætning. De eukaryote organismer (alle andre end bakterier) får dog kun et nettoudbytte på 36 gendannede enheder ATP ud af åndingen, fordi de skal flyttes gennem en membran ved en energikrævende transport.
Eksempler.
Hvis man afbryder tilførslen af ilt, bliver processen afbrudt og erstattet af andre, anaerobe processer, som f.eks. gæring. Derfor drejer det sig om processer, som foregår ved almindelig atmosfærisk iltspænding. Ofte kan man se, at der er en afgørende grænseværdi, der ligger ved ca. 5% iltindhold i luften. De aerobe nedbrydningsprocesser i jorden standser f.eks. ved denne koncentration. Af samme grund taler man om en "ilthorisont" i jorden, som danner grænsen mellem lag, hvor jordluften indeholder mere end 5% ilt, og lag, hvor indholdet er under de 5%. På grund af iltens betydning for mange livsprocesser regnes dette stof for en vigtig abiotisk faktor i økologien.
Ordet bruges for eksempel om bakterier, der kræver ilt for at kunne vokse. Det bruges også om andre processer, der kræver tilstedeværelse af ilt. Et eksempel findes i musklernes stofskifte – også hos mennesker. Normalt sker energiomsætningen ved den iltning af glukose, som foregår ved cellernes (dvs. mitokondriernes) ånding. Når musklen bliver brugt så kraftigt, at ilttilførslen er utilstrækkelig, så slår muskelcellerne over til anaerob mælkesyregæring. Det giver dog et mindre udbytte af energi ved forbrug af samme mængde glukose, og derfor opstår der ved langvarig belastning et fald i musklernes ydeevne.
Aerobiske væsner.
Alle levende væsner, der har brug for fri ilt, betegner man som "aerobiske". Ilten bruges allermest til energiudvinding via stofomsætninger, der bygger på iltning, sådan som det er tilfældet med ånding hos de højere udviklede organismer. Man skelner mellem obligat aerobe og fakultativt aerobe organismer. De obligat aerobe kræver adgang til ilt, mens de fakultativt aerobe ganske vist kan bruge ilt, samtidig med at de har andre muligheder som f.eks. kvælstof. Mikroaerofile organismer foretrækker ilt i lav koncentration. Aerotolerante organismer kan overleve i iltrige omgivelser, men de er anaerobe, for de kan ikke bruge ilten i deres energistofskifte.
Næsten alle dyr, de fleste svampe og adskillige bakterier er obligat aerobe. Omvendt er de fleste af de anaerobe organismer bakterier. Når en organisme er obligat aerob, har den en energimæssig fordel, men den må kunne tåle høje niveauer af iltningsstress.
Aerob respiration.
Aerob respiration er respiration som foregår under forbrug af ilt. Det giver en fuldstændig nedbrydning af organisk stof, som spaltes til vand og CO2. Når ilt ikke indgår i respirationen, kaldes den anaerob.
De fleste af jordens organismer bruger aerob respiration som middel til at frisætte energien fra sukker. Det gælder både producenterne, altså de grønne planter, og konsumenterne, dvs. planteædere, rovdyr og nedbrydere.
Der findes dog stadig et stort antal organismer, som nedstammer fra dem, der levede, mens jordens atmosfære var iltfri. De har klaret sig igennem på havbunden, i søer og moser og på andre steder, hvor ilten ikke når frem (f.eks. i dyrenes fordøjelseskanal), og deres stofskifte bygger på helt andre processer (anaerob respiration).
Aerologi.
Aerologi er studiet af Jordens atmosfære.
"Aerologer" studerer ozonlaget, atmosfæriske tendenser, klimatiske og miljømæssige effekter på hele atmosfæren. Dette gøres blandt andet ved brug af satelliter, rumsonder, vejrballoner og laserudstyr.
Spraydåse.
Ved tryk på spraydåsen låseordning blæses indholdet ud
Spraydåse eller aerosoldåse er en dåse, hvis indhold er under tryk, så det kan blæses ud i en fin støvsky.
Gravand.
Gravanden ("Tadorna tadorna") er 61 cm. Den er en fredet fugl i Danmark, og derfor er den blevet en meget almindelig ynglefugl. Den graver huller til reder i brinker og skrænter, men den kan også ruge i kaninhuller og rævegrave, selvom der stadig er kaniner eller ræve tilbage. Det siges at gravænderne hvirvler sand i øjnene på ræven, hvis den bliver for nærgående. Gravanden bygger ikke nogen egentlig rede, men samler kun lidt mos, løv, strå og rigeligt med dun. I juni lægger den 8-9 store, tykskallede hvide æg, som under rugningen antager en gullig tone. Hunnen er mindre end hannen og har ikke nogen knop ved næb-roden som hannen.
Gråand.
Gråanden ("Anas Platyrhynchos") (også kaldet vildand) er 50-65 cm, vingefanget er 81-98 cm. Den hører til typen svømmeænder, de har svømmehud mellem tæerne. Kendetegnet på en svømmeand er, at fødderne sidder temmelig langt tilbage på kroppen. Hannen har et grønt hoved, gult næb og en hvid halsring, et mørkebrunt bryst og hvid mave. Gråanden lever i alle former for søer og fjorde, vandløb og i mergel- og tørvegrave. Æggene bliver klækket, og når ungerne er tørre, bliver de ført ned til vandet, hvor de snadrer i overfladen eller står på hovedet i vandet for at nå bunden. De halvtamme ænder i parkerne spiser insekter samt brød fra forbipasserende. De vildtlevende spiser også insekter og græs. Maden sluger de sammen med småsten som maser føden, når mavesækken trækker sig sammen og slapper af. Gråanden spiser meget forskellig mad i forhold til andre ænder, derfor er den meget udbredt. Dens fjender er ræve og jægere.
Gråandens levealder er op til 23 år, men normalt lever de kun 6 år.
Gråspurv.
Gråspurven (latin "Passer domesticus") var tidligere den almindeligste fugl i Danmark. Den er udkonkurreret af skovspurven. Den har fået sit navn efter den grå plet (kalot) oven på hovedet. Gråspurven lever nær huse og mennesker især i byer. Den lever af plantefrø, havre og hvede. I yngletiden tager den også insekter. Den får 5-6 grålige æg med mørke pletter og prikker. Den får 2-3 kuld om året. Dens rede er lavet af halm, strå og papirsstumper. Gråspurven flyver også af sted med materialer som plastic, sejlgarn til reden, der fores med fjer og hår. Reden ligger i murhuller, under tage eller espaliertræer. Gråspurvens værste fjender er spurvehøgen og katten.
Ca. 900.000 par yngler i Danmark.
Gråspurven kan have en række blodparasitter, blandt andet malariaparasitten.
Kulturel indflydelse.
I Marstal på Ærø kaldes en gråspurv for en grolle. En grolle er øgenavnet for en marstaller. Marstaller og groller (spurvene) findes overalt på kloden. Marstallerne pga. deres søfart. Den årlige byfest i Marstal hedder Grollefesten.
VM i håndbold (mænd).
Verdensmesterskabet i (indendørs) håndbold for mænd arrangeres af IHF (International Handball Federation), og er afviklet med jævne mellemrum siden 1938. I begyndelsen afholdtes både mesterskaber i indendørs håndbold og markhåndbold (se VM i markhåndbold), men siden slutningen af 1960'erne er der udelukkende afholdt indendørsmesterskaber. Siden 1993 er VM afholdt hvert andet år.
I perioden 1976-1992 afholdtes desuden B-VM for de næstbedste hold og C-VM for de tredjebedste hold.
De europæiske hold har traditionelt domineret håndbold-VM. Inden for de sidste 20 år er især de nordafrikanske hold dog kommet godt med, men stadig har ingen hold uden for Europa vundet medalje ved VM. De bedste placeringer er opnået af Egypten (nr. 4 på i 2001) og Tunesien (nr. 4 i 2005).
Frem til 2005 havde Sverige som den eneste nation deltaget i alle slutrunder, men den rekord blev slettet i 2007, idet holdet ikke kvalificerede sig til VM i Tyskland 2007. De mest vindende nationer med 4 sejre hver er Sverige (1954, 1958, 1990 og 1999) og Rumænien (1961, 1964, 1970 og 1974).
Danmark var med til at præge verdenstoppen indtil midten af 1980'erne, idet holdet deltog i alle indendørsslutrunderne indtil da med en 8.plads som dårligste resultat. Siden da var Danmarks bedste placering tre 9.pladser (i 1993, 1999 og 2003) indtil 2007, hvor holdet fik bronze.
Placeringer.
54 lande har deltaget i indendørs A-VM-slutrunder gennem tiden, og deres placeringer er sammenfattet i nedenstående tabel.
Statistik.
Flest mål i en kamp uden forlænget spilletid
Flest mål i en kamp med 1 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min.)
Flest mål i en kamp med 2 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min. + 2×5 min.)
Flest mål i en periode forlænget spilletid (2×5 min.)
Færrest mål i en kamp med 1 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min.)
Færrest mål i en kamp med 2 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min. + 2×5 min.)
Flest mål af et hold i en kamp
Færrest mål af et hold i en kamp
VM i håndbold 2003 (mænd).
Verdensmesterskabet i håndbold for mænd 2003 var det 18. (indendørs) VM i håndbold for mænd. Slutrunden blev afholdt i Portugal i perioden 20. januar - 2. februar 2003.
De 24 deltagende nationer spillede først en indledende runde i fire grupper med seks hold, hvorfra de fire bedste i hver gruppe gik videre til hovedrunden, mens holdene, der sluttede som nr. 5 og 6 i de indledende grupper, blev rangeret som nr. 17-24 efter deres resultater i den indledende runde. I hovedrunden spillede de 16 hold i fire nye fireholdsgrupper, hvorfra de fire vindere gik videre til semifinalerne, mens toerne gik videre til kampene om 5.- 8.-pladsen. De øvrige hold blev rangeret som nr. 9-16 efter deres resultater i gruppekampene.
Kroatien blev verdensmester for første gang ved at slå Tyskland 34-31 i finalen. Bronzen gik til de forsvarende verdensmestre fra Frankrig, der besejrede Spanien 27-22 i bronzekampen.
Det danske landshold var blandt en af favoritterne før turneringens start, efter gode resultater i testkampe op til turneringsstarten. Holdet endte på andenpladsen i sin indledende gruppe og gik dermed videre til hovedrunden, hvor det dog blev til nederlag til Kroatien og Rusland. Danmark endte dermed på 9.-pladsen ved dette VM. Danskerne spillede sine indledende kampe i den nordportugisiske by Sao Joao da Madeira.
Det grønlandske landshold deltog også men måtte tage til takke med 24.- og sidstepladsen.
De syv bedste hold kvalificerede sig direkte til OL i Athen 2004.
Indledende runde.
De 24 deltagende hold var blevet inddelt i fire grupper med seks hold. De fire bedste hold fra hver gruppe gik videre til hovedrunden om 1.- 16.-pladsen, mens de resterende hold blev rangeret som nr. 17-24 efter de opnåede resultater i den indledende runde.
Hovedrunde.
De 16 hold, som gik videre fra den indledende runde, spillede i hovedrunden om placeringerne 1-16. Holdene var inddelt i fire nye grupper med fire hold i hver, og resultaterne fra kampe mellem hold fra samme indledende gruppe blev overført til hovedrunden.
De fire gruppevindere gik videre til semifinalerne, mens de fire toere gik videre til placeringskampene om 5.- 8.-pladsen. Resten af holdene blev rangeret som nr. 9-16 efter deres resultater i gruppekampene.
Placeringskampe om 5.- 8.-pladsen.
Placeringskampene blev spillet i Lisboa.
Finalekampe.
Finalekampene blev spillet i Lisboa.
Kilder / eksterne henvisninger.
2003 (mænd)
Aferese.
Aferese er en speciel form for blodtapning. Normalt, når man bliver tappet, giver man fuldblod. Ved aferese tappes blodet som normalt, men centrifugeres så med det samme. De delelementer, som blodbanken har brug for, tages ud, og resten af blodet sendes så tilbage i kroppen med det samme. Ved disse afereser kan man for eksempel gå ind og nøjes med at "hente" blodpladerne eller plasmaet ud af blodet.
Ordet "aferese" kommer af græsk "aphairein" = "at fjerne". Ordet bruges om det at tage noget væk.
Selve aferesen foregår ved hjælp af en maskine, der kaldes en blodcelleseparator. Den kan centrifugere blodet med det samme og returnere de dele, der ikke er brug for. Under tapningen får donoren sterile plastikslanger med en kanyle ind i armen som ved en almindelig tapning. For at forhindre at blodet størkner, tilsættes det tappede blod citronsyre. Det er et biologisk stof, der forekommer naturligt i vores krop og som derfor nedbrydes hurtigt. Hvis tappehastigheden er høj, og der tilbageføres meget plasma med citronsyre, kan der komme en høj koncentration i blodet. Det mærker donor som en prikken i fingre, tæer og læber. I så fald skal donor gøre opmærksom på dette, så hastigheden kan sænkes, og generne vil så hurtigt forsvinde. Eventuelt gives en kalktablet eller et glas mælk, som neutraliserer citronsyren.
Ved nogle maskiner tilsluttes donor med begge arme, mens andre maskiner kun kræver forbindelse med den ene arm. Maskinen opsamler for eksempel blodpladerne og sender resten, det vil sige blodlegemer og plasma, tilbage til donor. Ved stik i begge arme foregår tapning og tilbageførsel samtidigt. Ved stik i én arm, skiftes der mellem tapning og tilbageførsel. Mængden af tappet blod og tilbageførsel overvåges hele tiden maskinelt, så der er en balance mellem tappet og tilbageført blod. Skulle det ske, at der bliver tappet for meget, nedsættes hastigheden automatisk, eller maskinen stopper helt.
En aferese, hvor man kun udtager blodplader, tager cirka 1 time. Blodpladerne (der også kaldes "trombocytter") er gendannede efter få dage, og er det nødvendigt, kan aferesen derfor gentages nogle dage efter. Dette gøres dog kun i specielle tilfælde, hvor der findes få egnede donorer til en given patient. Da de røde blodlegemer returneres, får donoren ikke blodmangel, selvom tapning gentages, inden der er gået tre måneder. Den mængde blodplader, der fremkommer ved en aferese, svarer til 6-10 "almindelige" tapninger. Det er den mængde blodplader, man som regel skal bruge til at behandle en patient med blødningsforstyrrelser.
En aferese, hvor man kun udtager plasma, foregår omtrent som en tapning af blodplader. Dog tager den lidt kortere tid, cirka 40 minutter. Da proteinen i plasmaen gendannes i løbet af en uge, og de røde blodlegemer gives tilbage, kan plasmaferese gentages hver 14. dag.
Affutage.
Affutage er et underlag eller monteringsstativ til våben. Betegnelsen kan benyttes om et kanonunderlag eller morterstativ, men benyttes også om et stativ til fast montage af let eller tungt maskingevær på køretøjer eller blot stående på jorden eller på et skib. Fordelen er bedre kontrol over våbnet under skydning og dermed større skudvidde. Der findes affutager til montering af 2, 3 eller 4 ens maskingeværer, såkaldte tvillinge-, trillinge- og firlingeaffutager, som kan være manuelt eller maskinelt rettede. Fordelen her er, at en enkelt skytte kan yde større ildkraft, da aftrækkermekanismerne betjenes synkront. Sådanne affuteringer anvendes hovedsageligt til luftværnsvåben.
Betegnelsen lavet (som fx kanonlavet), som også ses, er etymologisk beslægtet med "affutage" (gennem tysk fra fransk "l'affût").
Affrikat.
Affrikat er en sproglyd sammensat af en lukkelyd og en tilsvarende hæmmelyd.
Affrikater findes ikke i det danske sprog i fonologisk forstand.
Afghanistan.
Afghanistan, officielt Den Islamiske Republik Afghanistan (Pashto: د افغانستان اسلامي جمهوریت, Dari: جمهوری اسلامی افغانستان), er en indlandsstat, der ligger nogenlunde i Asiens centrum. Landet bliver skiftevis betegnet som geografisk beliggende i Centralasien, Sydasien og Mellemøsten., og har religiøse, etno-lingvistiske og geografiske forbindelser med de fleste af dets nabostater. Det grænser op til Pakistan mod syd og øst, Iran mod vest, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan mod nord og Folkerepublikken Kina i det fjerneste nordøst. Navnet Afghanistan betyder "Afghanernes Land".
Afghanistan er en kulturelt forskelligartet nation, en mellemting mellem den østlige og den vestlige verden, og har været et gammelt centrum for handel og migration. Landet har en vigtig geostrategisk placering, idet det forbinder Syd-, Central- og Sydvestasien. Gennem dets lange historie har landet haft flere invaderende og besættende fjender, mens det på en anden side også er forekommet at folk fra området har besat store områder for at skabe deres egne riger. Ahmad Shah Durrani skabte Durrani-riget i 1747 med hovedstad i Kandahar. Efterfølgende blev hovedstaden flyttet til Kabul, og de fleste territorier overgivet til de tidligere nabolande. I det 19. århundrede blev Afghanistan en bufferstat i "Det Store Spil" mellem Britisk-Indiske Rige og Russiske Rige. 19. august 1919, efter den tredje anglo-afghanske krig, opnåede landet fuld uafhængighed fra Storbritannien omkring dets udenrigsaffærer.
Siden de sene 1970'ere har Afghanistan lidt under vedvarende og brutale borgerkrige, der omfattede udenlandske indblandinger i form af den sovjetiske invasion i 1979 og den nutidige Krig i Afghanistan, der afsatte Taliban-regeringen. I slutningen af 2001 autoriserede FN's sikkerhedsråd oprettelsen af en hjælpehær (ISAF). Denne hær består af NATO-tropper, der er der for at hjælpe Hamid Karzais regering med at oprette en lovformelig stat, såvel som genopbyggelsen af infrastrukturen. I 2005 underskrev USA og Afghanistan et strategisk partnerskab, der binder begge nationer til et langtidssammenhold. I mellemtiden er flere milliarder US dollars blevet stillet til rådighed af det internationale samfund til genopbygning af landet.
Historie.
Afghanistan bliver ofte omtalt som «vejkrydset i Central-Asien» og landet har en turbulent historie. Regionen, som i dag hedder Afghanistan, er op gennem tiderne blevet erobret af mange fremmede herskere blandt andre perserne, Alexander den Store og Djengis Khan.
Den afghanske stat, som vi kender den i dag, opstod i 1746 under Durrani-dynastiet, men kontrollen over landets undenrigsforhold blev overgivet til Storbritannien fra 1842 helt frem til kong Amanullahs tronbestigelse i 1919.
Europæisk inflydelse og skabelsen af den afghanske stat.
a> med sine "venner" Rusland og Storbritannien (1878).
I løbet af 1800-tallet, efter de Engelsk-Afghanske krige (udkæmpet 1839–42, 1878–80, og sidste gang i 1919) og efter at Barakzai dynastiet var kommet til magten, blev Afghanistan vidne til at meget af dets territorium kom i Storbritanniens besiddelse. Storbritannien udøvede en stor grad af indflydelse, og det var ikke før Kong Amanullah Khan overtog tronen i 1919 at Afghanistan genvandt fuldstændig uafhængighed over sin udenrigspolitik. (se "The Great Game"). Under den britiske intervention i Afghanistan blev de etnisk Pashtunske territorier delt af Durand-linjen. Dette førte til et anstrengt forhold mellem Afghanistan og Britisk Indien og senere den nye stat Pakistan; i hvad som blev kendt som Pashtunistan-debaten. Den længste sammenhængende periode af stabilitet i Afghanistan var mellem 1933 og 1973 da landet blev regeret af Kong Zahir Shah.
Uafhængighed.
Siden 1919 er elleve ledere blevet fjernet: 1919 (attentat), 1929 (abdiceret), 1929 (henrettelse), 1933 (attentat), 1973 (fjernet), 1978 (henrettelse), 1979 (henrettelse), 1979 (henrettelse), 1987 (fjernet), 1992 (afsat), 1996 (afsat) og 2001 (afsat).
I 1973 gennemførte kongens svoger, Mohammed Daoud Khan, et kup. Daoud og hele hans familie blev myrdet i 1978 da det afghanske kommunistparti overtog styret gennem et kup.
Modstanden mod regeringen som fulgte var betydelig. Derudover var regeringen præget af indbyrdes konflikter. I august 1978 begyndte den amerikanske regering gennem den pakistanske efterretningstjeneste at støtte mujahedin-styrkerne med det mål at trække Sovjetunionen ind i konflikten. Da regeringen var i fare for kollaps, besatte Sovjetunionen d. 24. december 1979 landet. Mujahedinernes kamp, støttet af USA, Pakistan og andre regeringer, førte til at omkring 15.000 sovjetiske soldater mistede livet i kamphandlinger de næste ti år. Disse tab samt internationalt pres førte til, at Sovjetunionen trak sig ud i 1989. For flere detaljer, se Den afghansk-sovjetiske krig.
Kampene fortsatte mellem forskellige mujahedin-fraktioner i årene der fulgte. Dette førte til en situation, hvor forskellige krigsherrer regerede og Taliban opstod. De mest alvorlige sammenstød skete i 1994 da 10.000 mennesker fra forskellige fraktioner blev dræbt i kampene omkring Kabul. Støttet af Pakistan og Pakistans allierede (blandt andre CIA) udviklede Taliban sig til en politisk og religiøs magtfaktor og tog til sidst magten i 1996. Taliban formåede at erobre 90 pct. af landet, bortset fra Nordalliancens fæstninger først og fremmest i nordøst. Taliban forsøgte at gennemføre en streng tolkning af islamisk Sharia-lov. Alliancen mellem Pakistan og Taliban gav muslimske terrorister støtte og et trygt gemmested (særlig Osama bin Ladens al-Qaida) og Afghanistan blev centrum for islamisk terrorisme.
Krigen i Afghanistan 2001.
Den amerikansk ledede alliances militære intervention som begyndte den 7. oktober 2001, og som var et svar på terroristangrebet i USA 11. september, medførte at Taliban opgav sine fremskudte positioner i nord, herunder Kabul, og trak sig til deres højborg i syd, bl.a. Helmand. Sent i 2001 mødtes ledere fra modstandsgrupperne i Afghanistan og de omkringliggende områder til et mødte i Bonn. Der blev man enige om en plan for oprettelsen af en ny regeringsstruktur med Hamid Karzai som formand for en afghansk overgangsstyre. Efter et landsdækkende Loya jirga i 2002 blev Karzai valgt til præsident.
Danmark deltog fra februar 2002 i den amerikansk ledede koalition, og har stadig tropper i landet, i det der i NATO regi hedder DANCON/ISAF.
Udover sporadiske voldelige politiske optøjer og pågående militære aktioner for at udrense resterne af al-Qaida og Taliban, kæmper landet med enorm fattigdom, lokale krigsherrer, en meget svag infrastruktur og titusindvis af landminer.
I marts 2002 rystede en række jordskælv Afghanistan hvorunder 1.800 mistet livet og tusindvis af hjem blev ødelagt. Over 4.000 mennesker kom til skade. Jordskælvene skete i Samangan-provinsen (3. marts) og Baghlan-provinsen (25. marts). Det sidste var det værste og førte til flest omkomne.
Kæmpe fund af råstoffer i 2010.
Amerikanske geologer og militæreksperter fra Pentagon har fundet jern, kobber, kobolt, guld og litium i store mængder. Råstofferne anslås at have en samlet værdi af 1.000.000.000.000 dollars eller ca. 6.100.000.000.000 kr.
Ifølge Pentagon vil Afghanistan få samme betydning for litium-industrien, som Saudi-Arabien har for olieindustrien. Litium bruges til fremstilling af batterier til bl.a mobiltelefoner, bærbare PC'ere og elbiler.
Afghanistan ledes nu af præsident Hamid Karzai, der blev valgt i oktober 2004. Det nuværende parlament blev valgt i 2005. Blandt de valgte regeringsmænd var tidligere mujahadenere, Talibanmedlemmer, kommunister, reformister og islamiske fundamentalister. 28% af de valgte var kvinder, 3 procentpoint mere end grænsen på 25%, der er garanteret af grundloven. Dette gjorde Afghanistan, der længe var kendt som en kvindeundertrykkede stat under Taliban, til et af de førende lande i verden når det kommer til kvindelig repræsentation i parlamentet. Konstruktionen af en ny parlamentsbygning blev påbegyndt 29. august 2005.
Politik.
Politik i Afghanistan har historisk bestået af magtkampe, blodige kup og ustabile magtovertageler. Med undtagelse af en militærjunta er landet blevet styret af næsten alle de forskellige regeringstyper gennem årene, blandt andet monarki, republik, teokrati og kommunisme. Grundloven, der blev ratificeret i 2003, omstrukturerede regeringen som en islamisk republik, der består af tre grene (den udøvende, dømmende og lovgivende magt.)
Afghanistan ledes i øjeblikket af præsident Hamid Karzai, der blev valgt i oktober 2004. Det nuværende parlament blev valgt i 2005. Blandt de valgte regeringsmænd var tidligere mujahadenere, Talibanmedlemmer, kommunister, reformister og islamiske fundamentalister. 28% af de valgte var kvinder, 3 procentpoint mere end grænsen på 25%, der er garanteret af grundloven. Dette gjorde Afghanistan, der længe var kendt som en kvindeundertrykkede stat under Taliban, til et af de førende lande i verden, hvad angår "kvindelig "repræsentation i parlamentet. Konstruktionen af en ny parlamentsbygning blev påbegyndt 29. august 2005.
Den afghanske højesteret ledes i øjeblikket af formand Abdul Salam Azimi, en tidligere universitetsprofessor der har været juridisk rådgiver for præsidenten. Den tidligere højesteret, der blev udnævt under overgangsregeringen, var domineret af fundamentalistisk religiøse figurer, blandt andet formand Faisal Ahmad Shinwari. Retten havde afsagt flere tvivlsomme kendelser, heriblandt: forbud mod kabel-tv; et forsøg på at forbyde en kandidat retten til at opstille til valget i 2004 samt at begrænse kvindernes rettigheder. Derudover gik retten også ud over sin konstitutionelle autoritet ved at afsige kendelser om emner, der endnu ikke var blevet indbragt for domstolen. Den nuværende højesteret er mere moderat og bliver ledet af mere teknokratiske folk end tidligere. Den har dog endnu ikke afsagt nogen kendelser.
Afghanistan er sammen med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC ("South Asian Association for Regional Cooperation"). SAARC blev stiftet i december 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde, øge samhandel mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan.
Administrativ inddeling.
Afghanistan er administrativt inddelt i firetredive (34) provinser ("velayats"), og for hver provins er der en hovedstad. Hver provins er igen inddelt i distrikter, og hvert distrikt dækker normalt en by eller flere kvarterer.
Provinsens guvernør bliver udnævnt af indenrigsministeren, og distrikternes præfekter bliver udnævt af provinsens guvernør. Guvernøren er repræsentent for den centrale regering i Afghanistan, og er ansvarlig for alle administrative og formelle opgaver. Provinsens politimester bliver udnævnt af indenrigsministeren, der arbejder sammen med guvernøren omkring håndhævelsen af loven i alle byer eller distrikterne i de respektive provinser.
Der en undtagelse i hovedstaden (Kabul), hvor borgmesteren vælges af Afghanistans præsident, og er fuldstændig uafhængig af præfekturet af Kabulprovinsen.
Geografi.
Afghanistan er en indlandsstat og meget bjergrig i Syd-Centralasien, med sletter i nord og sydvest. Det højeste punkt er Nowshak i 7.485 m OHO. Store dele af landet er tørre, og ferskvandsforsyningerne er begrænsede. Det endorheiske Sistanbassin er en af de tørreste regioner i verden. Afghanistan har kontinentalklima med varme somre og kolde vintre. Landet rammes ofte af mindre jordskælv, især i de nordøstlige Hindu Kush-bjergegne. Omkring 125 mennesker blev såret og 4000 dræbt i et jordskælv 30. maj 1998.
Med sine 647.500 km² er Afghanistan verdens 41. største land (efter Myanmar). Til sammenligning er landet lidt større end Texas.
I landet finder man råstofferne guld, sølv, kobber, zink og jernmalm i de sydøstlige området, ædel- og halvædelsten såsom lapis, smaragd og azur i nordøst; og potentielt en betragtelig mængde petroleum og naturgas i nord. Landet har også uran, kul, chromit, talk, barit, svovl, bly og salt. Dog forbliver disse store mineral- og energikilder stort set ubrugte på grund af effekterne af den sovjetiske invasion og den efterfølgende borgerkrig. Der er planer om en udnyttelse af råstofferne i nær fremtid.
Økonomi.
Afghanistan er et ekstremt fattig land, helt afhængige af jorddyrkning og husdyrhold. Økonomien er præget af de sidste 25 års politiske og militære uro, mens ekstrem tørke har øget nationens problemer i 1998 til 2001. Store dele af befolkningen mangler fortsat mad, tøj, husly og sygehjælp. Inflationen er fortsat et alvorlig problem. Efter den amerikanskledede koalitionens krigføring førte til Talibans fald i november 2001, er mange af landets bønder gået over til at dyrke afgrøder til eksport i stedet for at dyrke mad for landets befolkning. Et godt eksempel er dyrkingen af opiumsvalmuen, som videreforædles til opium.
Opiummarker med indbygget vandingssystem i Afghanistan. Det er hovedsageligt i det sydlige Afghanistan, at der produceres opium.
Så meget som en trediedel af Afghanistans BNP kommer fra dyrkelse af opiumvalmuen og ulovlig narkotika herunder opium og dets to afledninger morfin og heroin lige så vel som hash produktion. Ifølge FN er opiumproduktionen i Afghanistan steget til nye højder i 2007, hvor produktionen blev forøget med mere end en tredjedel. Omkring 3,3 millioner afghaner er involveret i produktion af opium.
Internationale forsøg på at genopbygge Afghanistan gennem det afghanske interimstyre førte til at 4,5 milliarder dollar blev givet gennem Verdensbanken. Prioriterede områder for genopbygning inkluderer skolevæsen, sundhedsvæsen og sanitære faciliteter, støtte til administration, udbygning af landbruget og genopbygning af veje, energi og telekommunikation. To tredjedele af befolkningen lever for mindre end to dollars per dag. Børnedødeligheden er 256 per 1000 fødsler.
En af hovedkræfterne bag landets nuværende økonomiske genopbyggelse er returneringen af over 4 million flygtninge fra nabolande og Vesten, hvor de har har tilegnet ny energi, lyst til at iværksætte og pengeskabende færdighed så vel som den meget trængte kapital til at sætte gang i projekter. Den norske ngo Afghanistankomiteen er en nordisk organisation, der har ydet et stort bidrag med støtte opbygning af infrastruktur, samt udvikling af miljø og uddannelses- og sundhedssektorerne.
Demografi.
"Pasthunerne udgør 35% af Afghanistans befolkning.("grøn")"
Pasthunerne er den største etniske gruppe og strækker sig mod øst helt til Indus-floden i vore dages Pakistan (se kort). Derpå følger tadsjiker (27%), hazarere (25%), usbekere (9%), aimakker (3%), turkmenere (3%), balucher (2%) og 30 mindre folkeslag (4% tilsammen. Det er almindeligt at være tosproget i Afghanistan. Et mindre antal etniske minoriteter, først og fremst sikher og hinduer taler punjabi.
Religiøst er afghanerene først og fremmest muslimer (omtrent 60 % er sunnimuslimer og 35 % shiamuslimer). Der er også hindu og sikh-minoriteter. En mange hundredår gammel jødisk minoritet på mange tusinde er forsvundet i løbet af nogle få år. Mange af disse er flygtet i løbet af borgerkrigen i 90'erne til nabolande, Europa og Amerika. Med Talibans fald er et antal sikher kommet tilbage til Ghazni-provinsen i Afghanistan.
Transport.
Bygningen af "Afghanistan-Tadsjikistan-broen", der blev færdiggjort i august 2007, og som nu er den største bro i Centralasien.
Ariana Afghan Airlines er det nationale flyselskab med indenrigsflyvninger mellem Kabul, Kandahar, Herat og Mazar-e Sharif. Desuden flyves der internationalt til Dubai, Frankfurt, Istanbul samt et antal andre destinationer. Der er også begrænsede inden- og udenrigsflyvninger tilgængelige fra Kam Air, Pamir Airways og Safi Airlines.
Landet har begrænset jernbanetransport til Turkmenistan. Der er to jernbaneprojekter i gang på nuværende tidspunkt, en mellem Herat og den iranske by Mashhad, mens den anden bygges mellem Kandahar og Quetta i Pakistan. De fleste mennesker der rejser fra en by til en anden benytter en busservice. Biler er i den senere tid blevet bredere tilgængelige med Land Rover-, BMW-, Toyota-, Nissan- og Hyundaiforhandlere i Kabul. Et stort antal brugte biler importeres også fra Forenede Arabiske Emirater. Næsten alle veje i landet genopbygges.
Kommunikation og teknologi.
Telekommunikationservice i landet tilbydes af Afghan Wireless, Etisalat, Roshan, Areeba og Afghan Telecom. I 2006 underskrev ministeriet for kommunikation en 64,5 millioner dollars-aftale med ZTE Corporation, en aftale der skal oprette et landsdækkende fibernetværk. Netværket vil forbedre telefon-, internet-, fjersyns- og radiotilgængeligheden i hele landet.
Fjersyns- og radioudsendelser i de fleste dele af landet, både lokale og internationale kanaler.
Landets postservice er også operativt. Pakkeleveringer foretages af firmaer som FedEx, DHL samt et antal andre.
Kultur.
Mange af landets historiske monumenter er blevet beskadiget i krigene de seneste år. De to kendte Buddha-statuer i Bamiyan-provinsen blev ødelagt af Taliban, da de blev opfattet som symboler for en anden religion.
Andre kendte steder er byerne Herat, Ghazni og Balkh. Minareten af Jam, i Hari Rud-dalen, befinder sig på UNESCOs liste over verdens kultur- og naturarvsteder.
Befolkningen i Afghanistan er dygtige ryttere og sporten kendt som Buzkashi er populær. Afghansk mynde kommer herfra.
Før Taliban tog magten var byen Kabul hjem for mange musikere som mestrede både traditionel og moderne afghansk musik, særlig i løbet af Nauroz-festivalen. Kabul i midten af det 20. århundrede er blevet sammenlignet med Wien i det 18. og 19. århundrede.
Afkastning.
Afkastning betegner i biologien, at en plante taber blade, frugter eller blomster. Afkastning er ikke noget usædvanligt eller faretruende for planten. Tvært imod er det en velordnet proces, som er et indarbejdet led i plantens forsvar mod livstruende tab af stof og energi.
Afkastningen indledes, når det ikke længere giver noget fordel for planten, at det senere afkastede organ bliver siddende. Først dannes der et lag af delingsdygtige celler mellem planten og det truede organ. Disse celler skaber efterhånden en barrière af suberin (korkstof) mellem planten og organet, og når det er sket, ophører al udveksling mellem planten og organet. I sidste fase vil en ydre påvirkning (vind, regn, frost osv.) belaste korklaget så meget, at det brister, og organet afkastes.
Aflatoksin.
Aflatoksin er betegnelse for en bestemt type giftstoffer dannet af skimmelsvampe (Mycotoksiner).
Aflatoksin er kræftfremkaldende, og kan forekomme i en række importerede fødevarer som ris, majs, pasta, nødder og tørrede frugter. Særligt de uafskallede paranødder har vist sig at kunne indeholde aflatoksin. Derfor må nødderne kun forhandles i afskallet tilstand.
Afrodisiaka.
Afrodisiaka (ental afrodisiakum) er betegnelsen på midler som bruges i den tro, at de øger den seksuelle lyst. Navnet kommer fra "Afrodite", kærlighedens gudinde i den græske mytologi.
Men fra et historisk og videnskabeligt synspunkt, kan de påståede resultater ligesåvel have beroet på anvendernes tro på at de virkede, dvs. placebo-effekten. Den medicinske videnskab har ikke påvist at noget fødemiddel fremmer seksuel lyst eller præstation.
Der er ofte tale om eksotiske urter. I ældre tider kaldtes urteafkog til dette brug for elskovsdrikke.
Nogle afrodisiaka har opnået deres ry følgende princippet om sympatisk magi, for eksempel østers, på grund af deres form. Det samme forhold forklarer handelen med det fallisk udseende horn på Næsehornet, en handel som alvorligt truer dette dyrs overlevelse. Andre dyre-baserede afrodisiaka har fået deres ry fra dyre-emnets indlysende virilitet og aggresivitet, såsom tigerens penis (et ry som på tilsvarende måde truer denne dyreart).
Afrodite.
Elskovens gudinde i græsk mytologi. Datter af Zeus og Dione. Afrodite er symbolet på skønhed og sødme. Hun er meget forførerisk og det går fra tid til anden ud over dødelige og guder.
Afrodite giftede sig først med smedenes gud Hefaistos, men blev tiltrukket af krigernes gud, Ares. Da hun bliver taget på fersk gerning i sin egen seng med Ares kræver Hefaistos skilsmisse.
Afrodite bliver senere uformelt gift med Ares. Afrodite og Ares får sammen sønnen Eros.
Ikke at forveksle med kærlighedens gudinde. Dette hverv varetages netop af guden Eros.
Agat.
Agat er en halvædelsten. Agat er typebetegnelse for mikrokrystallinsk kvarts. Af varietetsnavne bruges sardonyx om rød-hvide, onyx om sort-hvide og jaspis om grønne varianter. Agater anvendes som smykkesten.
Jaspis.
Uigennemsigtig, grøn, gulbrun eller rød sten.
En varietet af kvarts, farvet af jernforbindelser.
Dagsorden.
En dagsorden er en liste over sager. En dagsorden kan være abstrakt eller fysisk og eventuelt skrevet på et stykke papir. Det er almindeligt at anvende en dagsorden ved et møde.
Agenesi.
Agenesi (gr.: "a-" ikke + "genesis" frembringen) er en mangelfuld udvikling af et eller andet organ stammende fra en abnormitet i fosterlivet.
Agent.
Ordet agent har været brugt i flere forskellige betydninger.
Agern.
Agern er egens frugter.
Ernæring.
Agern er spiselige, men bitre på grund af et højt indhold af tannin (garvesyre). Energiindholdet er 2100 kJ pr. 100 gram. De består af 6% vand, 54% kulhydrat, 8% protein og 32% fedt, og de indeholder meget kalk og fosfor.
Mange dyr spiser gerne agern, bl.a. rådyr, egern og vildsvin. Agern er dog giftige for nogle dyr, bl.a. heste.
Etymologi.
Ordet "agern" går tilbage til gammeldansk "akarn", hvilket svarer til oldislandsk "akarn". Ordet er beslægtet med engelsk "acorn", norsk åkorn og tysk "Ecker". Det germanske ord går tilbage til et indoeuropæisk ord, der formentlig betød "frugt" eller "bær".
Aggersborg.
Kopi af guldarmring fundet ved Aggersborg
Aggersborg er Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden.
Borgen har en indre diameter på 240 meter, og hele anlægget er langs voldgravens yderkant 288 meter bredt. Mellem volden og graven var et ca 8 meter bredt plant stykke. Graven var ca. 1,3 meter dyb, mens volden var ca. 4 meter høj. Volden var bygget af jord og tørv, afstivet og beklædt med egetræ. Øverst var der et brystværn af træ. Den nuværende vold er lavere end den oprindelige, den er opført i begyndelsen af 1990'erne, og den markerer blot, hvor det oprindelige anlæg lå. De fire hovedgader går, som ved alle de andre trelleborge, fra centrum af borgen og ud mod hvert sit verdenshjørne. De er ført gennem volden som tunneler for ikke at svække forsvaret af borgen. I hver fjerdedel af cirklen, hvor husene lå, løb flere små tværgader.
Anlægget er svært at datere, da der under det ligger en landsby med grubehuse og langhuse fra germansk jernalder. Men det er formentlig bygget nogenlunde samtidig med de andre trelleborge - højst sandsynligt omkring år 980 da Harald Blåtand og/eller Svend Tveskæg regerede landet. Borgen er bygget i løbet af 1 - 2 år og har kun været anvendt i omkring 5 - 20 år.
Med de 48 langhuse antages det, at der har været plads til op mod 5000 mand. Husene ligger med tolv langhuse i hver fjerdedel af cirklen. De er alle orienteret i retningen nord/syd eller øst/vest. Af de oprindelige træhuse er kun stolpehullerne tilbage. Deres indbyrdes placering, hældning og dimensioner samt viden om husenes udformning fra Cammin-skrinet, et husformet relikvieskrin, og husformede gravsten fra England, har givet viden til opførelsen af en rekonstruktion af trelleborgenes huse. Husenes konstruktion kaldes bulkonstruktion. Rekonstruktionen ligger ved Fyrkat. Husene havde buede tagrygge og buede langsider som et skib. De var 32,5 meter lange og 8,5 meter brede. De var opdelt i en lang midterhal på 19,5 meters længde med mindre rum i gavlene. Til opførelse af et enkelt af husene ved Aggersborg krævedes 66 store egetræer. Til hele bebyggelsen med trækonstruktionen i voldene og træ til husene har der været brugt omkring 5000 store egetræer.
Fra udgravningen af anlægget er fundet mange oldsager. Mange importerede luksusvarer er fundet - f.eks. fandtes der i det største hus perler af bjergkrystal og stumper af glaskander. I et stolpehul lå en sammenklemt guldarmring, det største guldfund i Danmark efter guldhornene. Guldarmringen er kopieret og kan ses på museet ved anlægget.
Aggersborgs beliggenhed - beskyttet og dog let tilgængeligt med skib - skal ses i lyset af, at Limfjorden på borgens tid var åben for sejlads i tre retninger: vest, øst som i dag, men dengang også mod nord gennem Sløjen. Muligvis har man måttet trække skibene forbi Løgstørgrunde.
Desuden lå Aggersborg ved en af den ældgamle hærvejs tre passager over Limfjorden (der var også overgange ved Staun nord for Farstrup og en anden ved Lindholm Høje i Aalborg-forstaden, Nørresundby).
Aggersborg ligger altså strategisk usædvanligt godt placeret i et trafikknudepunkt, både for øst-vest og nord-sydgående trafik. Men der er stadig uvished om, om Aggersborg var et magtcenter til kontrol af handel og interne stridigheder eller det var en kaserne/træningslejr i forbindelse med Svend Tveskægs plyndringstogter til bl.a. England.
Agglutination.
Af latin "agglutinatio" = "påklæbning". Ordet bruges næsten udelukkende om agglutinerende sprog, dvs. sprog, hvor betydningsbærende bøjning af ord sker ved påsætning af småord, mens hovedordets stamme er uændret.
Almindelig Agurk.
Almindelig Agurk ("Cucumis sativus") er en enårig, krybende plante med store, ruhårede og håndlappede blade. Blomsterne er gule og sekstallige. En agurk er den spiselige frugt (botanisk set et bær), der gror på agurkeplanter. Agurker er normalt grønne, omkring 30 cm lange og 4 cm i diameter. Agurk består hovedsagelig af vand (96-97%), og energiindholdet er derfor meget lavt. Agurk indeholder små mængder af C-vitamin.
Den hidtil største, registrerede agurk i verden blev fundet af B. Lavery Llanharry i Wales i 1991. Den havde den anselige vægt af 9,1 kg.
Agnat.
En agnat er en mandlig slægtning. Agnatisk tronfølge (dvs. mandlig tronfølge) er afledt heraf og betegner den tronfølgeform, der herskede i Danmark indtil grundlovsændringen i 1953.
Agnatisk tronfølge.
Agnatisk tronfølge betegner mandlig arveret til tronen – modsat kognatisk tronfølge, hvor begge køn kan arve.
Ordet kommer af "agnat" – en mandlig slægtning.
Danmark har agnatisk tronfølge - derfor skulle der en grundlovsændring til for at Dronning Margrethe 2. kunne udnævnes til tronfølger.
Agnosticisme.
Agnosticisme er det synspunkt at vi ikke ved (eventuelt kan vide) noget om et bestemt område.
Bruges ofte om den filosofiske og teologiske overbevisning, at åndelige sandheder, såsom eksistensen af Gud, er ukendte eller umulige at finde. Agnosticisme kommer fra græsk "a" (ingen) og "gnosis" (viden). En agnostiker kan enten mene, at det ikke er muligt at opnå absolut spirituel viden, eller blot, at han/hun ikke selv har opnået denne viden (endnu).
Agnosticisme skal ikke forveksles med ateisme og antiteisme, idet antiteismen klart afviser Guds eksistens, mens ateismen blot er ikke-troende.
Ordet "agnosticisme" blev dannet af professor Thomas Henry Huxley (1825-1895) i Cambridge i 1860'erne. Ordet betegner for Huxley det princip, at der ikke kan opnås sikker objektiv viden om ting, der ikke allerede er demonstreret eller lader sig demonstrere. Eftersom menneskelig viden er begrænset til den fysiske verden, mener Huxley, er det umuligt for mennesket at opnå sikker
viden om det overnaturlige eller metafysiske.
Agrement.
Agrement betegner modtagerstatens godkendelse af en ambassadør på en ny post. Udsenderstaten må sikre sig, at modtagerstaten før ankomsten har givet agrement for den person, den agter at akkreditere som ambassadør. Modtagerstaten er ifølge Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser ikke forpligtet til over for udsenderstaten at begrunde en nægtelse af agrement.
Det forekommer i praksis kun meget sjældent, at en ambassadør nægtes agrement.
Agrestis.
"Agrestis" er et latinsk adjektiv dannet til substantivet "ager", = "mark". Det betyder derfor "det, som er knyttet til marken" eller bare "mark-". Ordet bruges ofte som artsepitet i botaniske og zoologiske navne, hvor det henviser til den markbiotop, hvor arten hører hjemme.
Når ordet beskriver navne i intetkøn, bliver det bøjet og ændres til agreste.
Agronom.
En agronom (gr.: "agro": ager, -nomos: ordne) er en kandidat i agronomi; jordbrugsvidenskab.
Agronomer, også kaldet cand.agro. ("candidata/candidatus agronomiæ"), er uddannet til at rådgive, undervise og forske indenfor landbrug. Før 1961 anvendtes betegnelsen landbrugskandidat. Indtil 1992 varede uddannelsen til cand.agro. 4 år, men består nu af en bacheloruddannelse på tre år samt to års kandidatuddannelse. Agronomer uddannes i Danmark kun på Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet, Frederiksberg.
Agronomi.
Agronomi eller landbrugsvidenskab er videnskaben om landbrugsdrift.
Uddannelsen fører frem til ansættelse om landbrugskonsulent eller videnskabelig medarbejder ved private eller offentlige virksomheder med tilknytning til landbrugserhvervet.
En kandidat, som har studeret agronomi, bærer titlen cand.agro.. Det Biovidenskabelige Fakulutet ved Københavns Universitet er det eneste sted i Danmark, der uddanner og forsker i landbrugsvidenskab.
Agter.
Agter er i skibsterminologi betegnelsen for bagude, bageste del af skibet, og hækken er den del af skibet som rager agter ud over vandlinjen.
Achter (præposition) er det hollandske og plattyske ord for:" bag ved, bag".
Colombia.
Colombia er et land i den nordlige del af Sydamerika, som grænser til det Caribiske Hav mellem Panama og Venezuela og grænser til Stillehavet mellem Ecuador og Panama. Colombia er dermed det eneste land i Sydamerika, som har både stillehavskyst og caribisk kyst. Landets hovedstad er Bogota, som ligger i 2640 meters højde og er dermed verdens tredjehøjst beliggende hovedstad.
Historie.
Spanske opdagelsesrejsende ankom til området omkring 1500 og mødte caribiske og Chibcha folkeslag. Colombia blev uafhængigt af Spanien i 1819 i en union med Ecuador og Venezuela. Panama var en colombiansk provins indtil 1903.
I den følgende periode var der jævnligt krige og borgerkrige. Den mest alvorlige var i 1940'erne og 1950'erne og blev kendt som La Violencia (Volden). Fjendtlighederne krævede mindst 180.000 ofre. I nyere tid har landet været plaget af narkoopgør og guerillagrupper som FARC. Disse grupper tyr ofte til kidnapning og narkosmugling for at finansiere deres kamp. Siden år 2000 har regeringen kørt en kampagne for at mindske kriminaliteten i samfundet og hævder at have haft succes med dette, idet antallet af bortførelser og mord er faldet med hhv. 61% og 48%. Oppositionen betvivler dog til dels disse tal og kritiserer regeringen for, at menneskerettigheder er blevet krænket.
Den udøvende magt.
Colombia er en republik, hvor den udøvende magt dominerer statens opbygning. Indtil for nylig blev præsidenten sammen med vicepræsidenten valgt ved flertal for en enkelt fireårs periode, og præsidenten fungerede både som stats- og regeringschef. Den 19. oktober 2005 ændrede den colombianske kongres grundloven, hvorefter det nu er tilladt den colombianske præsident at regere i to perioder à fire år. Året efter blev den populære præsident Uribe valgt for sin anden periode.
Den lovgivende magt.
Colombias tokammer-parlament, Congreso, består af et 166-sæders Repræsentanternes Hus og et 102-sæders senat. Medlemmer i begge kamre vælges for fire år ad gangen.
Den dømmende magt.
I 1990'erne gennemgik det colombianske retssystem betydningsfulde reformer. Medlemmerne af landets højesteret er udnævnt af præsidenten og kongressen.
Stavemåde.
Colombia skrives ofte fejlagtigt Columbia i danske medier. Det skyldes, at der er mange flere kendte referencer til Columbia end til Colombia i aviser, blade m. v. Tidligere var det endda almindeligt på dansk (som endnu på tysk) at kalde landet "Kolumbien."
Kokain og guerilla.
Colombia er verdens største producent af kokain og står for 90% af forsyningen af kokain til USA. Kokainen dyrkes af fattige bønder i områder, som er kontrolleret af guerillagrupper, hvoraf den mest kendte er FARC. Disse guerillagrupper køber høsten af bønderne og sørger for den videre distribution. Regeringen forsøger i disse år at bekæmpe guerillagrupperne med hjælp fra USA.
Den tidligere præsident Álvaro Uribe Vélez som var præsident fra 2002 til 2006 er kendt for at have slået hårdt ned på guerillagrupperne. Han indførte bl.a. et belønningssystem i hæren, hvor en soldat får en dusør for hver guerilla han dræber. Det har medført en del kritik, eftersom uskyldige mennesker er blevet taget til fange af hæren, iklædt guerillauniform og derefter henrettet.
Gråsæl.
Gråsælen (latin "Halichoerus grypus") er Danmarks største rovdyr. Den er udbredt i hele Nordatlanten med undtagelse af Grønland. Hannerne bliver op til 2.3 m lange og kan veje op mod 300 kg. Hunnerne er noget mindre. De voksne, især hannerne, har et meget stort og karakteristisk hoved der sammen med den store størrelse gør det nemt at artsbestemme dem, hvorimod de unge gråsæler er vanskelige at kende fra spættet sæl.
Indtil begyndelsen af 1900-tallet var det formentlig den mest almindelige sæl i Danmark, men en betydelig jagt reducerede bestanden betragteligt og i dag er spættet sæl den hyppigste sæl i Danmark. Gråsæl findes i Danmark sammen med spættet sæl især på Anholt og Rødsand. I de senere år er gråsæl desuden begyndt at optræde hyppigt på banker i Vadehavet.
Gråsæler føder deres unger om vinteren. I Danmark blev der i 2003 fundet en levende unge på Rødsand, hvilket er første gang arten vides at have ynglet i Danmark i mere end 100 år. I de efterfølgende år er 1-2 unger blevet set på Rødsand og det betragtes som sandsynligt at arten er ved at genindvandre som stabil yngleart.
Gråsælen blev første gang beskrevet af præsten og grønlandsforskeren Otto Fabricius i 1788.
Der er observeret gråsæler på Tat ved Christiansø, og bestanden blev i 2009 anslået til 40, og menes helt oppe på 100 i 2010.
Brage.
Brage er en nordisk gud. Han beskrives som gud for skjaldekunsten og som søn af Odin, og derved af aseslægt. Han er gift med Idun. Ligesom som sin hustru er han en utydelig skikkelse i den bevarede mytologi. Flere, herunder Folke Ström, har foreslået, at han muligvis ikke blev opfattet som en egentlig guddom, men i stedet blot var en litterær konstruktion. I de islandske kilder knyttes han til digterkunsten og beskrives som den ypperste af alle skjalde. Men bortset fra "Lokasenna", hvor han udsættes for den værste hån ved at blive beskyldt for fejhed, optræder han ellers ikke i nogen kendt myte.
Brage har et navnesammenfald med en berømt og virkelig skjald, nemlig Bragi Bođasu, der levede i 9. århundredes Island. Dette er det eneste kendte eksempel fra Norden på, at et gudenavn blev brugt som personnavn uden et andetled (jf. bl.a. Thorólf, Ásgeir og Odinkar). På den baggrund er det blevet foreslået, at han er en guddommeliggjort udgave af den virkelige skjald. Anne Holtsmark mener, at Brage represænterer en sen udvikling, da han i mytologien har samme funktion som en skjald og herold hos en vikingekonge. Hun understreger dertil, at han intetsteds fremstilles som en egentlig gud.
Etymologi.
Navnet "Bragi" bliver normalt associeret med betegnelsen "bragr", det norrøne ord for digt og poesi. Derfor kan gudens navn være en afledning af hans funktionsområde. En forbindelse mellem Bragi og det oldengelske "brego" ('høvding') er tidligere blevet foreslået, men nyder i dag kun begrænset opbakning. En anden forbindelse kan være til begrebet "bragd", der er knyttet Brageskålen. Den blev brugt, når man planlagde en stordåd. Da skulle man fortælle højt og tydelig, mens mange personer var forsamlet til fest, hvad man havde i sinde. Derpå skulle man skåle.
Open source.
Open source (åben kilde, også kaldet fælleskode) er et begreb som dækker over en række softwarelicenser, der har dét til fælles, at de giver brugeren af softwaren lov til at
Desuden må man ikke diskriminere personer, grupper, systemer eller brugen af programmet.
I alt er der i skrivende stund 10 krav, for at et program kan kaldes Open Source. Open Source bevægelsen opstod som modstykke til FSF som i modsætning til Open Source bevægelsen tillægger licensen moralsk betydning, og derfor foretrækker fri software. Open Source tillader flere licenser end fri software.
Ofte misforstår folk open source og tror, at der er krav om at de afledte værker også skal frigives som open source, hvilket ikke er tilfældet. Dog er der visse open source-licenser som har disse krav, som populært kaldes copyleft-licenser.
Begrebet open source blev skabt som en kommerciel version af fri software (eller på engelsk: Free Software). Nogen virksomheder bryder sig ikke om at fri software har et moralsk budskab. Derfor foretrækker de Open Source som ikke er "belastet" af moral eller etik.
Nogle personer som f.eks. Richard Stallman foretrækker begrebet Fri Software i stedet for Open Source, da han og GNU mener at Open Source kun fokuserer på det praktiske aspekt ved det, og helt glemmer de etiske og moralske værdier som Fri Software bygget på. Begrebet FOSS er blevet foreslået for at bygge bro mellem de to lejre og for at vise, at den reelle forskel er meget lille.
Open Source Initiative har udarbejdet definitionerne for Open Source software og godkender også licenser efter disse definitioner.
En af de første open source-licenser er GNU General Public License. Faktisk er den ældre end Open Source begrebet. GNU General Public License (eller kort, GPL) er nemlig en Licens som GNU Projektet lavede til brug for fri software.
GPL er meget lig dokumentationslicensen GNU Free Documentation License der benyttes af Wikipedia. (Dvs. Debian betragter dog GFDL som ufri).
FreeBSD.
FreeBSD er et computer styresystem i UNIX-familien, og er meget anvendt til servere der skal kunne klare en kraftig belastning. Det nedstammer fra AT & T UNIX via Berkeley Software Distribution (BSD) gennem 386BSD og 4.4BSD operativsystemer. Det kører på Intel x86 familie (IA-32) IBM PC-kompatible computere, DEC Alpha, Sun UltraSPARC, IA-64, AMD64, PowerPC, ARM og NEC PC-9801 arkitekturer sammen med Microsoft's Xbox. Støtte til MIPS arkitekturer er tilgængelig i 8-CURRENT som ikke er blevet frigivet endnu.
FreeBSD er blevet karakteriseret som "en af internettets bedst bevarede hemmeligheder". Det er ikke en klon af UNIX, men virker som UNIX, med UNIX-kompatible API'er. FreeBSD er generelt betragtet som pålideligt og robust. Flere systemer der bruger FreeBSD er opført i Netcrafts liste af 50 web-servere med den længste oppetid. En lang oppetid angiver at der ingen nødvendige kerneopdateringer er, da installation af en ny kerne kræver en genstart, hvilket ville nulstille oppetiden på systemet.
FreeBSD er udviklet som et komplet styresystem. Kernen, drivere og alle de almindelige brugerprogrammer, såsom unix-shell, er holdt i det samme CVS-træ og kommer som en enhed. Dette adskiller FreeBSD fra Linux-distributionerne, hvor kernen og applikationer udvikles separat og kommer pakket hver for sig. Man kan sige at FreeBSD's dele ofte passer bedre sammen end delene i mange Linux-distributioner.
Grundsystem.
Disse programmer gør at FreeBSD-maskine uden tredjepartsprogrammer typisk kan varetage de mest grundlæggende roller som en netværksserver. Dette kan være roller som ftp-server, DNS-server eller mail-relæ for en internetudbyder.
Ekstraprogrammer.
En normal "ren" FreeBSD installation er dog så trimmet at den kun kan bruges til de mest almindelige serveropgaver. Bruger man FreeBSD som et dekstop-miljø eller som webserver, skal man installere tredjepartsprogrammer på systemet. Dette er gjort lidt anderledes end under Linux. I FreeBSD tages det med open source og kildekode meget bogstaveligt. Systemet har således en "ports-mappe" i /usr/ports der tillader at man henter og oversætter sin kildekode direkte til et program på maskinen. Det er dog også muligt at installere binære pakker ved hjælp af programmet pkg add.
Brugergrænseflade.
Bruger man FreeBSD som desktop-system vil det have samme programudvalg som Linux, det vil sige Xorg med KDE, Gnome, Xfce eller anden window manager. Som bruger vil man derfor ikke umiddelbart kunne kende forskel på et Linux- og FreeBSD-system.
Licens.
FreeBSD udgives under BSD-licensen, der tillader at alle frit kan kopiere og distribuere systemet som de ønsker det, men man ikke må fjerne ophavsretsmeddelelsen.
Se BSD for at få oplysninger om det system, som FreeBSD blev lavet ud fra.
Afledte styresystemer.
Selvom FreeBSD i sig selv er et generisk styresystem der kan bruges både som server, desktop og mere specialiserede opgaver, findes der nogle distributioner som er særligt tilrettede bestemte opgaver.
PC-BSD.
En særlig distribution af FreeBSD er PC-BSD, hvor de ekstra desktop-programmer bliver distribueret via en anden, som efter udviklernes mening mere brugervenlig, måde end "ports". Målet med PC-BSD er at give en brugeroplevelse sammenlignelig med Windows og Ubuntu, men med FreeBSD-systemets stabilitet.
DesktopBSD.
En FreeBSD-distribution som er sammenlignelig med PC-BSD i mål på brugervenlighed, men hvor man har bibeholdt brugen af ports og packages. Dette giver en mere kompakt installation.
pfSense.
pfSense er en distribution af FreeBSD specielt tilrettet til brug som firewall. pfSense er en minimalistisk installation som betjenes via et webinterface.
HTTPS.
HTTPS er en krypteret udgave af HTTP. HTTPS er en protokol på internettet der oftest bruges i forbindelse med tjenester hvor kun afsender og modtager må kende meddelelsen, for eksempel netbanker, debetkort- og kreditkort-betaling via internettet og/eller tilmelding hvor CPR-nummer skal opgives.
Stort set alle moderne webbrowsere forstår denne protokol, der som standard benytter port 443.
Sommer.
Sommer er den del af året, hvor den nordlige (henholdsvis den sydlige) halvkugle vender i retning mod solen.
Astronomisk sommer begynder på midsommerdag (den 21. eller 22. juni på den nordlige halvkugle, den 21. eller 22. december på den sydlige halvkugle) og ender på efterårsjævndøgn (den 22. eller 23. september på den nordlige halvkugle, den 20. eller 21. marts på den sydlige halvkugle).
Det giver lange dage og korte nætter og dermed øget indstråling og opvarmning.
Der er ingen officiel meteorologisk definition; men for Danmark er foreslået perioden, hvor minimumstemperaturen ligger over 10 °C (ca. 20. juni til ca. 19. september).
Man kan også beskrive sommer mere enkelt ved at kalde den perioden mellem forår og efterår. I Danmark er der tradition for, at kalenderen betegner månederne juni, juli og august som sommermånederne.
Venstresocialisterne.
Venstresocialisterne (VS) var et marxistisk dansk politisk parti, dannet i 1967 og i 1998 omdannet til en forening.
Partiet blev dannet i 1967 af udbrydere fra SF, hvor 4 folketingsmedlemmer og en række menige medlemmer var utilfredse med SF's politik under det såkaldte 'Røde Kabinet' fra 1966 til 1967. Her havde SF og Socialdemokratiet flertal i Folketinget, men mistede dette ved dannelsen af VS.
Partiet var kendetegnet ved en række usædvanlige strukturelle principper, som hidtil var ukendte i dansk partipolitik: Kollektiv ledelse, urafstemning med nominering af folketingskandidater, dobbeltorganisering og fraktionsfrihed. Kontingentet var fastsat til 2% af medlemmets bruttoindkomst.
Blandt partiets markante politikere i Folketinget var Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard, Mikael Waldorff og Anne Grete Holmsgaard. Karen Jespersen var folketingskandidat for VS i 1979, men blev ikke indvalgt.
Kongressen.
Kongressen var formelt partiets øverste myndighed, som vedtog alle program - og principbeslutninger. De delegerede var valgt af de lokale partiafdelinger samt af afdelingerne på arbejdspladserne. Kongressen kunne ligeledes beslutte, om andre smågrupper på venstrefløjen kunne optages i partiet. Kongresserne var ofte præget af ophedede diskussioner mellem repræsentanter for forskellige fraktioner, som i flere tilfælde, især i 1970’erne førte til udmeldelser blandt dem, der havde lidt nederlag ved afstemningerne.
Hovedbestyrelsen.
Hovedbestyrelsen, som valgtes på kongressen bestod i det meste af partiets tidlige historie af 21 medlemmer, men i praksis var det forretningsudvalget, der stod for den daglige ledelse og kontakt til de lokale afdelinger og de mange udvalg og kommissioner, som blev nedsat af kongressen.
Dobbeltorganisering.
Dobbeltorganiseringen var en konstruktion, hvor hvert medlem både var organiseret i sit lokalområde og på sin arbejdsplads., men samtidig også på sin arbejdsplads eller uddannelsesinstitution. Der opstod imidlertid skævheder i denne struktur, fordi størstedelen af medlemmerne var studerende.
Fraktionsfrihed.
Fraktionsfriheden var en særlig form for mindretalsbeskyttelse, som sikrede, at medlemmer, der tilsluttede sig de generelle principper i partiprogrammet, frit kunne danne en selvstændig fraktion med selvstændige mål for den konkrete politiske praksis. I partiets historie var der over 25 fraktioner, men generelt kan fraktionskampene karakteriseres som en strid mellem strammere og slappere. Strammerne ønskede en leninistisk politik med stram partidisciplin og opbygning af revolutionære celler, mens slapperne ønskede en bred dialog med de mange græsrodsbevægelser, der var opstået efter ungdomsoprøret..
Urafstemning.
Folketingskandidater for partiet blev udpeget ved urafstemninger og herefter placeret på den såkaldte top – tyve liste, som afgjorde rækkefølgen på partilisten. Endvidere betød et princip om rotation, at et folketingsmedlem ikke kunne genopstille til et følgende valg, når pågældende havde haft sæde i folketinget i 7 år.
Disse regler betød bl.a., at frem trædende medlemmer, der havde tegnet partiets politik de første år, ikke kunne genopstille, hvilket bl.a. ramte hårdt ved valget i 1987.
Internationalt arbejde.
VS’ grundlag i internationalt arbejde var dels kritik af Sovjetunionen, dels en solidaritet med revolutionære frihedsbevægelser i den 3. Verden. Officielt støttede partiet Salvador Allende i Chile og sandinisterne i Nicaragua. I løbet af 1970’erne blev der gennem Internationalt Udvalg (IU) etableret kontakter til de såkaldte befrielseshære, bl.a. IRA og PFLP.
Fælleserklæring med PFLP.
I august 1980 var folketingsmedlemmet Anne Grete Holmsgaard sammen med to andre fra Venstresocialisterne, Lone Johnsen (medlem af VS' Internationale Udvalg) og Jakob Erle (medlem af partiets hovedbestyrelse), på besøg i Beirut og Saida i Libanon hos den palæstinensiske gruppe PFLP.
Mødets resultat blev en fællesudtalelse underskrevet af Jakob Erle og Taysir Quba, der er formand for PFLPs Internationale Komité.
Holmsgaard har efterfølgende erkendt, at hun var klar over, at denne organisation bl.a. accepterede flykapringer "som et middel i den anti - imperialistiske kamp.". Dette initiativ til udvikling af det internationale samarbejde medførte en skrap intern debat i partiet om holdningen til terrorisme og gidseltagning. Allerede i juli 1980 havde Preben Wilhjelm, der ellers sjældent tog del i fraktionskampene, rettet en skarp kritik af flertallet i IU, fordi dette angiveligt forholdt sig taktisk til voldelige aktioner, ligesom Wilhjelm påpegede, at retssikkerhed og demokratiske principper var det eneste holdbare grundlag for international solidaritet.. Da et flertal af medlemmerne efterfølgende støttede Wilhjelms synspunkter, forlod flertallet af IU og ca. 20 sympatisører partiet.
Kontroverserne om VS's internationale engagement fortsatte dog, bl.a. da Anne Grete Holmsgaard sammen med Kit Broholm udgav en bog om zionismen, der i dagspressen blev udlagt som stærkt antisemitisk.
Historie.
VS var en erklæret del af den europæiske venstreopposition og udsendte gennem årene en række politiske programerklæringer, vedtaget på diverse kongresser, med det formål at præcisere partiets rolle i kampen mod kapitalismen. Disse erklæringer afspejler en udvikling, hvor skiftende flertal medvirker til at ændre den politiske strategi. En vedtagelse fra 3. Partikongres i 1970 illustrerer udmærket de politiske dilemmaer.. Overordnet fremhæves det, at hovedopgaven er at udvikle et revolutionært parti, der kan stå i spidsen for arbejderklassens kamp mod borgerskabet; men også den daglige kamp for bedre levevilkår må udvikles. Repræsentationen i folketinget er en sekundær opgave, hvor folketingets talerstol skal benyttes til at afsløre undertrykkelsen af befolkningen.
Partiet støttede i 1970’erne de strejker og blokader, som bl.a. fandt sted på Uniprint og Berlingske Tidende; men det var især på universiteterne, partiet spillede en egentlig rolle i ”kampen mod undertrykkelse”. En af årsagerne til den manglende opbakning på arbejdspladserne var, at fraktioner i partiet havde omtalt fagbevægelsen som fagforsteningen, ligesom Socialdemokratiet var blevet udråbt som klasseforrædere.
VS i Folketinget.
Partiets repræsentation i Folketinget fik en dramatisk start, da det først efter fintællingen af stemmerne ved valget i 1968 blev klart, at VS havde klaret spærregrænsen. Inden udgangen af 1968 havde Hanne Reintoft og Kai Moltke forladt partiet. Selv om arbejdet i Folketinget formelt var sekundært i partiets strategi, er det de markante personligheder blandt folketingsmedlemmerne, VS især huskes for. Med Preben Wilhjelm som frontfigur satte de fokus på boligpolitikken,socialpolitikken og uddannelsespolitikken, og partiet var det første, der fremlagde et ambitiøst energipolitisk program. To gange overlevede partiet at miste sin folketingsrepræsentation, men 3. gang ved valget i 1987 blev afslutningen på 20 år som venstrefløjens frontfigur.
Samarbejde.
Partiets strategi omfattede et samarbejde med "antikapitalistiske kræfter" og grupper i opposition til det bestående samfund. Som et led i denne strategi samarbejdede partiet bl.a. med den feministiske del af kvindebevægelsen og modstanderorganisationen mod atomkraft, OOA. Partiet tillægges en stor betyding for folketingets beslutning i 1985 om at den fremtidige energiplanlægning skulle foregå uden atomkraft. I folketinget samarbejdede partiet med DKP og SF, men udnyttede også mulighederne for et alternativt flertal med bl.a. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, bl.a. om fodnotepolitikken.
Samling af venstrefløjen i Danmark.
I 1989 dannede VS sammen med Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti partiet Enhedslisten, som i 1994 kom i Folketinget. På sin sidste kongres, i 1998, blev VS officielt nedlagt som parti, men eksisterer fortsat som en forening der udgiver det teoretiske tidsskrift "Solidaritet".
Ægte guldsmede.
Ægte Guldsmede (underordenen "Anisoptera") er vingede insekter, hvis larver er vanddyr.
Disse adskiller sig fra alle andre insektlarver ved, at underlæben er omdannet til en udskydelig tang, som kaldes "masken", hvorved bytte fanges. De bruger ikke en puppe til at forvandle sig med, nymferne (som i dette tilfælde er larven) kryber op på land lige før forvandlingen. Den nye, forvandlede guldsmed er meget blød og hænger tit i nogle timer ved den tomme nymfehud, før den er hærdet så meget, at den kan flyve. Den 35 mm lange vandnymfe som har gællebladene i bagenden som hos alle vandnymfer. Den er ret almindelig i større dam og Søer mellem vandplanter. Den 38 mm lange guldsmed er ikke så almindelig som vandnymferne. Hunnen har gule øjne. Den findes som regel kun ved søer og store damme, hvor den flyver lavt over vandet i juni/august, og den tager kun mindre bytte.
Den blå guldsmed hører til de største guldsmede vi har her i Danmark. Den er 7-8 cm lang og dens vinger er cirka 11 cm. Du kan let kende den blå guldsmed, på grund af størrelsen, men også på grund af farven. Den er brunlig på brystet, med to gullige striber på hver side, og bagkroppen er mørk, med blå pletter. Den er næsten altid i nærheden af en Sø eller en mose. Men den kan også være på de åbne steder i skoven. Når den har fundet et sted at finde føde, så skal der ikke komme andre guldsmede, og hvis der kommer en anden guldsmed bliver den jagtet væk. Hvert af guldsmedens øjne består af cirka 30.000 små øjne der sidder meget tæt ved siden af hinanden, så den kan bruge det som et øje. Den spiser insekter. Dens fjender er fugle og frøer. Grunden til, at den gerne vil være ved et vandhul er, at der er mange insekter. Larven spiser små fisk, haletudser og insekter. Som fangeredskab bruger den sin underlæbe, der er temmelig lang. Den ligner en lille arm, der kan bøje og strække sig, normalt er den foldet sammen under larvens hoved.
En voksen guldsmed lever over vandet, mens guldsmedelarver lever i vandet. Guldsmede spiser insekter, og guldsmedelarverne tager insektlarver, haletudser og små fisk. Når en guldsmedlarve kommer frem af ægget, søger den ned til bunden, hvor den opholder sig i de næste 3-4 år. Mens den ligger der, bruger den for det meste, tiden til at kravle omkring i de halvrådne plantedele. Stille og roligt, bevæger den sig. De lange, tynde ben er ikke rettet fremad, som hos den voksne guldsmed, men derimod ud til siderne, så de er velegnede som gang-lemmer. I søen er der mange fødedyr for guldsmedelarverne, og de voksne guldsmede fanger insekter ved søens overflade.
For 300 millioner år siden kunne Guldsmede blive cirka 1 meter i længden med et vingefang på omkring 1.2 meter.
Litteratur.
Litteratur (latin "litteratura" - "skrift", "skriftlig fremstilling" af "littera" - "bogstav") betegner enhver form for skrift, og "...hele bogverdenen;" nedskrevet eller trykt. Termen bruges om tekster eller kunstarter, som i den vestlige kultur hovedsageligt er prosa, både fiktion og sagprosa, drama og poesi. Tekster kan også fortælles og synges og derfor regnes andre genrer som legender, myter, balader og folke-eventyr og -sange for litteratur.
Introduktion.
Den præcise opdeling af litteraturen i områder har varieret og er blevet voldsomt udvidet gennem tiden.
Alle tre områder har ført til utallige klassificeringer af området i forskellige genrer, enten i form af skønlitteratur, der overvejende er fiktionsbaseret, eller faglitteratur/sagprosa.
Religionsvidenskab.
Religionsvidenskab er læren om og det videnskabelige studium af fænomenet religion og verdens forskellige religioner set udefra, ikke at forveksle med teologi, der er læren om (og studiet af) en bestemt religions, som regel kristendommens, dogmatik, ritualistik og historie fra en position inden for samme religion.
Religionsvidenskaben ser på religioner fra forskellige etablerede videnskabers synsvinkel, f.eks. fra sociologien, fra antropologien, fra psykologien osv. og anvender disse videnskabers tilgange og metoder til at beskrive, analysere, fortolke og sammenligne forskellige religioner.
Religionsvidenskaben tilstræber at forholde sig så objektivt så muligt til forskellige religioner og livsanskuelser, ganske som dens ovennævnte hjælpevidenskaber gør det.
I Danmark udbydes Religionsvidenskab som fag på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
Aida (opera).
"Aida" er en opera af Giuseppe Verdi, komponeret i 1871. Handlingen udspiller sig i Egypten på de første faraoners tid.
Giusseppe VerdiEgypten og Etiopien er i krig. Aida (etiopisk prinsesse og slave hos Amneris, en egyptisk prinsesse) og Radames (officer i den egyptiske hær) forelsker sig i hinanden. Radames kommer uforvarende til at afsløre militære hemmeligheder for Aidas far, kongen af Etiopien. Radames bliver grebet i forræderiet og dømt til døden. Amneris tilbyder Radames at slippe for dødsstraf hvis han afsværger sin kærlighed til Aida, men det nægter han, og det hele ender grumt med at Aida og Radames bliver begravet levende i en krypt.
Operaen indeholder egyptiske ritualer og påkaldelser af Ptah og Isis.
Blev uropført i Cairo d. 24. december 1871. Stykket var oprindelig planlagt i forbindelse med åbningen af Suez-kanalen i 1869 - men det kunne altså ikke nås.
"Aida" opførtes i den nybyggede opera i København den 26. januar 2005 som den første opera i fuld længde.
Andre versioner.
"Sejrstogt marts" Aida er en hymne, der synges i fodbold stadioner i hele Europa. I denne musik der er mange udgaver af forskellige stilarter
Ainu.
Ainuerne er sandsynligvis Japans oprindelige befolkning. De stammer sandsynligvis fra Jōmon-befolkningen og proto-japanerne.
Luftvåben.
Et luftvåben er den gren af et lands væbnede styrker, som tager sig af luftbårne krigsoperationer med jagerbombere, bombefly, jagerfly, rekognosceringsfly, transportfly, helikoptere og missiler.
I mange lande findes der også militærfly i både hæren og marinen, uden at disse eskadriller tilhører luftvåbnet.
Et luftvåben kan opdeles i geografiske luftflåder som i USAF, i kommandoer efter opgaver som i RAF eller i stategiske og taktiske luftvåben som i Sovjetunionen.
Det danske luftvåben hedder Flyvevåbnet og blev en selvstændig forsvarsgren i 1950. 25px
Lufthavn.
En lufthavn er et sted hvor fly kan lette og lande. Er generelt større end flyveplads.
En militær lufthavn kaldes en flyvestation selv om der også findes nogle få flyvestationer uden direkte muligheder for flyvning.
Ottende Xhosa-krig.
Den 8. Xhosa-krig varede fra 1851-1853. Det var en af de mest kostbare af Xhosa-krigene. Xhosa-stammen blev styrket ved deltagelsen af Khoisan-stammemedlemmer, som gjorde oprør fra deres bebyggelse ved Kat-floden. I 1853 var xhosaerne besejret og territoriet nord for Britisk Kaffraria blev annekteret som en del af Kap-kolonien og åbnet for nybyggere.
Hare-Kløver.
Hare-Kløver ("Trifolium arvense") er op til 40 cm. Harekløveren er en smuk, blød, behåret plante. Kronbladene er meget små og næsten skjult i en slags små hår, blomsterne er aflange og den er flot hvid. Den vokser i klitter og på tørre sandede marker. Den blomstrer i juni og august.
Havesnegl.
Havesneglen er 14–23 mm bred. Den lever af friske og rådne planter, og derfor kan den tit findes i kompostbunker og moser. Skallens udseende varierer både med hensyn til farve og form, bestemt af sneglens gener, dvs. dens arveanlæg. Den bevæger sig ved at lægge et lag af slim, som den "maver" sig hen over ved at spænde og løsne muskler i sin fod. Man kan sige, at den "slimer" sig af sted. Den ånder ved lunger. Dens fjender er fugle og haveejere.
Havkat.
Havkatten ("anarhichas lupus") findes i det østlige Atlanterhav fra Frankrig til arktiske områder, ved Grønland og den nordøstlige kyst af Nordamerika, i danske farvande indtil den vestlige Østersø. Den går ned til cirka 400 meters dybde. Havkatten kan bedst lide en hård bund, gerne med muslinger.
Havkatten spiser muslinger, krabber og snegle. De fleste af disse dyr er omgivet af en kraftig skal eller et hudskelet. Havkattens mund er fyldt med mange kraftige tænder, så den er i stand til at knuse meget tykke skaller. Den svømmer ved hjælp af sine kraftige finner, der sidder næsten oppe ved hovedet, og den ånder ved hjælp af gællerne ved siden af. Dens fjender er mennesket og forskellige hajer. Havkatte kan blive op til 125 centimeter og veje 20 kilogram.
Havkatten bliver solgt i forretningerne under navnet koteletfisk.
DR.
DR (tidligere Danmarks Radio og endnu tidligere Statsradiofonien) er en statsejet dansk medievirksomhed, som formidler nyheder og informationer via tv, radio, internet og andre medieplatforme. DR skal ifølge Radio- og Fjernsynsloven leve op til "public service"-forpligtelsen. DR er, og har altid været, finansieret via licensopkrævning; i nyere tid er i form af en medielicens.
DR ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, der udpeges for fire år ad gangen. Tre, herunder formanden, udpeges af Kulturministeriet, seks af Folketinget, mens medarbejderne i DR vælger to medlemmer. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for DR's programmer og ansætter DR's øverste chef, generaldirektøren, samt den øvrige ledelse.
Historie.
1. april 1925 startede det nuværende DR. Dengang var radioen en forsøgsordning, og navnet var "Statsradiofonien". Virksomheden startede som en offentlig institution, der formidlede lyd via sendemaster. I 1927 blev Statsradiofonien landsdækkende ved etableringen af Kalundborg Radiofonistation. Senere kom FM-radio til med stereo udsendelser i 1960'erne. I 1990'erne begyndte DR at sende radio via DAB og senere kom Internetradio.
I starten af 1950'erne påtog DR sig den opgave at udsende billeder og lyd via nye sendemaster over hele landet. Først bestod fjernsynsudsendelserne kun af sort/hvide-billeder, men i 1967 kom der farver og i 1988 stereolyd. I 2005 var digitalt fjernsyn så småt ved at se dagens lys, og den 31. marts 2006 blev det digitale TV-signal, DTT (DVB-T), officielt åbnet.
Efter at have haft lokaler forskellige steder i København, senest i Stærekassen, flyttede Danmarks Radio i 1941 ind i det nybyggede Radiohus på Rosenørns Allé på Frederiksberg. Radiohusets Koncertsal indviedes dog først i 1945. I 1970 flyttede tv-sektionen til TV-Byen, Gyngemosen i Gladsaxe. I 1999 lavede man planer for at samle alle DRs aktiviter et sted, 2004 holdt man rejsegilde. Og så sidst 2006 flyttet hele DR ud til DR Byen i Ørestad på Amager.
Upartiskhed.
I paragraf ti i "Bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed" hedder det blandt andet at "Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed."
DRs ansatte har igennem lang tid været beskyldt for at være såkaldte "røde lejesvende". Det var et begreb lanceret af Venstre-ministeren Jens Sønderup i 1968.
En af de mest kritiske røster var socialdemokraten, senere stifter af Centrum-Demokraterne, Erhard Jakobsen. I 1976 stiftede han foreningen Aktive Lyttere og Seere, der skulle overvåge og bånde især DRs udsendelser for at dokumentere en eventuel politisk slagside til venstrefløjen. Lokalkomiteer havde på tidspunkt allerede været aktive i nogle år med klager til Radiorådet. Senere kritikere af DRs angivelige venstreorientering var statsminister Poul Schlüter og minister Bertel Haarder. I 2002 oprettede Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti foreningen Kritiske Licensbetalere med samme formål som det hedengangne Aktive Lyttere og Seere.
Qvortrup skriver videre, at "Analysens tredje punkt tager udgangspunkt i spørgsmålet, hvordan man imødegår det ideologiske pres, som bla. DR skaber: Gøres det i et forsøg på at oplyse DR’s medarbejdere om deres reelle fuktion [sic] og i radiorådetsarbejdets bestræbelser på at fastholde DR på dens "neutrale og alsidige spor". Eller er det mere relevant at skabe alternative kommunikationskanaler og arbejde på at nedbryde DR's troværdighed?" Han fastslår også, at "Det ville være katastrofalt at trække sig ud af kampen om DR, thi alternativerne er ikke opbygget, og DR's troværdighed er (endnu) ikke nedbrudt."
Der er således ingen tvivl om, at DR som institution havde venstrefløjens bevågenhed, og at der foregik en kamp om at præge formidlingen.
Et eksempel på en sag, det blev taget op i Radiorådet, var journalisten Carsten Overskov, som i forbindelse med en transmission fra en demonstration foran den amerikanske ambassade i København i slutningen af 1960'erne blev så grebet af stemningen, at han råbte "Fremad kammerater! Mikrofonen er med jer!", der førte til, at Overskovs chef Mogens Vemmer måtte stå skoleret i Radiorådet.
I 2010 udkom en undersøgelse fra Syddansk Universitet af 4604 indslag fra DR og TV2 Nyhederne i forbindelse med Folketingsvalg.
Undersøgelsen kunne ikke understøtte, at DR skulle være venstreorienteret.
Undersøgelsen finder at regeringsblokken (regeringen og støtteparti) er mere synlig i valgdækningen.
Tone er svagt negativ overfor politikerene, men partipolitisk balanceret.
Undersøgelsen er udgivet i bogen "Kunsten at holde balancen: Dækningen af folketingsvalgkampe i tv-nyhederne på DR1 og TV2 1994-2007" af Erik Albæk, David Nicolas Hopmann og Claes de Vreese og opsummeret i en kronik i Berlingske Tidende.
I 2010 viste DR dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende" der skabte en del debat.
I dokumentareren konfronterede journalist Jacob Rosenkrands Larsen en række DR-journalister med ældre dokumenter.
Et af dokumenterne "Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse" (dvs. PFLP der senere er kommet på terrorlister) har en navneliste med blandt andet (senere) DR-medarbejdere Jens Nauntofte, Ruth von Sperling (som "Ruth Sperling") og Per Schultz.
Ruth von Sperling udtalte dog at dokumentet er tilbagevist og at der har været tale om misbrug af navne.
Dokumentaren blev vist på DR2 hvor Arne Notkin er øverste chef.
Notkin havde sammen med Bent Blüdnikow i 1994 henledt opmæksomheden på støtteerklæringen i artiklen "Terrorismens danske heppekor" i "Weekendavisen".
Selvom andre kilder hævder underskriftindsamlingens ægthed, siger Blüdnikow dog i udsendelsen, at "der ikke er fuldkommen bevis for, at deres navne ikke blev misbrugt af Palæstina-komiteerne. Sandsynligheden taler for, at nogle af dem sandsynligvis skrev under".
Politiske medarbejdere.
Bent Bertramsen var folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Uffe Ellemann-Jensen og Morten Løkkegaard gik til Venstre.
Studievært på TV-avisen Paula Larrain stillede op til Folketingsvalget i 2007 for Det Konservative Folkeparti.
Karen Jespersen var ansat på TV-avisen 1984-89.
Som ung var hun engageret i Venstresocialisterne.
I 1980'erne meldte hun sig ind i Socialdemokratiet, men fra 2007 var hun Folketingsmedlem for Venstre.
Asmaa Abdol-Hamid var sammen med Adam Holm vært på DR-programmet "Adam og Asmaa".
Hun skal have forsøgt at blive opstillet af Socialdemokratiet til kommunalvalget, men blev senere opstillet for Enhedslisten.
DR's sportsankermand Claus Borre var i 2005 på tale til opstilling for Venstre i Københavns kommune.
Per Stig Møller fra Det Konservative Folkeparti var programchef i DR fra 1979 til 1984.
Mette Bock, der 2008-2009 var direktør for programproduktionen i DR, var i 1994 folketingskandidat for SF, i 2001 for Det Radikale Venstre og i 2010 spidskandidat for Liberal Alliance.
DAB-radiokanaler.
DR udsender en række DAB-radiokanaler. Det er DRs politik at komprimere lydsignalet forholdsvist kraftigt for at få plads til flere kanaler i stedet. I december 2006 begyndte DR en restrukturering af sine DAB-tilbud, hvormed flere kanaler blev lukket ned, mens andre blev ændret eller startede op.
Nuværende DR DAB-kanaler.
DRs FM-kanaler P1, P2, P3 og P4 sendes desuden også på DAB-nettet.
Ensembler.
DR har helt fra begyndelsen haft egne orkestre og kor til at levere musik til radio, tv, internet, cd, dvd, mobiltelefon og podcast.
Ungdomsensembler.
Fra 1999 har der desuden årligt været udnævnt en DR Kunstner – en klassisk musiker eller et klassisk ensemble der for et år tilknyttes DR.
Internet-programflade.
DR formidler, via hjemmesiden DR.DK, nyheder, information om DRs radio- og TV-programmer, internettilbud for børn og unge mv.
De fleste af DRs tv udsendelser kan ses på nettet uden betaling for brugeren. Desuden er det muligt at livestreame DR1 og DR2 døgnet rundt via DRs website.
I 2007 lancerede DR en internetbaseret tv-kanal, DR Update. Kanalen har sin egen redaktion og sender nyheder 24 timer i døgnet. Kanalen leverer også eftermiddagsnyheder til DR1. DR har også en række netradiokanaler udover FM og DAB kanalerne
DR Sporten har indgået et samarbejde med den danske Wikipedia om at lave DR SportsWiki, en sportsportal delvist skrevet af folk fra Wikipedia og delvist af journalister i DR. På DRs hjemmeside bliver portalen på Wikipedia vist med DR hjemmesidens eget udseende.
DR har målrettet en del af sin hjemmeside til det yngre publikum. SKUM er stedet, hvor unge kan møde andre unge og f.eks. deltage i debatter og chatter. Desuden er det SKUMs brugere, der bestemmer på den ugentlige Boogie Listen. Der er dog også et netområde rettet mod de endnu yngre: Oline for de yngste og T for de lidt større.
Universet.
En tidslinie for universets udvidelse.
Universet eller kosmos formodes at være begyndt for cirka 13,7 milliarder år siden. "Big bang"-teorien siger at universet udvider sig med mere end lysets hast, og at denne udvidelse startede fra en singularitet ("alt" var samlet i ét punkt).
I den allertidligste periode af universets eksistens var dets (energi)tæthed så høj, at ingen kendt fysisk teori kan beskrive det.
Først da universet var måske cirka 0,001 sekund gammelt, blev energitætheden eller "temperaturen" så lav at hadroner som for eksempel protonen kunne opstå. Efter omkring 1 sekund kunne andre atomkerner som hydrogen-2 (deuterium) og helium-4 dannes ved en proces der kaldes nukleosyntese. Der dannedes dog ikke tungere grundstoffer på dette tidspunkt, og universet bestod af brint og helium.
Efter omkring 500.000 år blev tætheden så lav, at atomer (kerner med bundne elektroner) kunne opstå (rekombination). På dette tidspunkt blev universet "gennemsigtigt", og baggrundsstrålingen stammer fra dette øjeblik.
Universet udvider sig stadig, ved at de tomme mellemrum mellem grupper af galaksehobe bliver større.
Man ved ikke, hvordan galakserne blev dannet, men det må være sket "hurtigt" efter "big bang".
Stjernedannelse begyndte at foregå i skyer, der havde opnået masse nok til at trække sig sammen. På grund af det enorme tryk påbegyndes en fusionsreaktion i stjernens indre. Et biprodukt af fusionsreaktionen er det periodiske systems andre grundstoffer.
Ved slutningen af stjernens levetid eksploderer den i en supernova (hvis dens masse er mere end 8 gange større end solens) og slynger sin masse ud i rummet. Dette kan føre til, at andre gasskyer opnår kritisk masse og nye stjerner med planeter kan dannes. De fleste stjerner med en masse på under 8 gange solens vil blive til hvide dværge, der er på størrelse med planeter. De blæser også deres ydre lag væk, og der kan f.eks. opstå en planetarisk tåge.
Gradvist opbruger en stjerne rummets helium og brint, da det ender som tungere grundstoffer, så der vil en dag ikke være nok til at danne nye stjerner.
Uanset hvordan det startede, vil universet enten lide varmedøden eller ende i et Big Crunch og miste al struktur. Hvilken af disse muligheder, der vil blive realiseret, afhænger af mængden af stof i universet, hvilket er genstand for indgående undersøgelser. De nuværende skøn tyder på, at mængden er for lille til, at universet kan trække sig sammen igen. Men observationer viser også, at der kan eksistere en kraft som modvirker tyngdekraft/gravitation, kaldet mørk energi. Det tyder på, at den vokser med tiden, og den kan også være årsagen, hvis universet ikke trækker sig sammen igen.
De tre teorier for universets "død" kaldes Big Crunch, hvor det trækker sig sammen, Big Chill, hvor massen er lidt for lille til at universet kan trække sig sammen igen, så universet vil udvide sig og gradvis gå i stå, men aldrig kunne trække sig sammen. Big Rip er den tredje teori som bygger på, at den mørke energi vil vokse med tiden, og til sidst "flå" (heraf rip) universet itu.
Alternativ betydning af kosmos.
Kosmos kan også forstås som den ordnede verden, mens den uordnede verden kaldes kaos. Dette bruges bl.a. i tekstanalyse.
Femtrådet havkvabbe.
Den fem-trådede havkvabbe har en lang smidig krop, den har fire tråde på snuden og en på undermunden, de bliver brugt til at føle sig frem med nede på bunden. Den er brun med lys bug. Den kan blive op til 25 centimeter lang, den findes mellem Nordnorge og Portugal, den findes også ved Island og i de danske farvande indtil Kattegat, fordi den kræver et vist saltindhold. Den lever på lavt vand. Den gyder om foråret, og lever af småfisk og bunddyr. Den har selvfølgelig fjender, det er for eksempel den ti-armede blæksprutte, større fisk og sælen.
Havterne.
Havternen ("Sterna paradisaea") er cirka 38 centimeter. Den minder meget om fjordternen i både levevis og udseende, fjordternen har sort næbspids og er mindre end havternen, den er også lige så almindelig en ynglefugl. Havternen er den fugl, som trækker længst, den yngler nemlig tit i de arktiske egne, men om vinteren holder den til i antarktiske egne. Turen fra overvintringsplads til redeplads og retur er cirka på 34.000 kilometer. Den lever af småfisk, som den dykker ned i vandet efter. Når ternen fisker står den helt stille over havet og udser sig et mål, på grund af dens store færdigheder i flyvning bliver den kaldt "havets svale".
Europas ældste havterne døde den 8. maj 2002 - den opnåede den høje alder af 31 år. Den sov ind næsten samme sted, som den blev udklækket på Hjelm Ø i farvandet mellem Lolland og Falster.
Hestemakrel.
Hestemakrellen ("trachurus trachurus") ligner lidt en almindelig makrel, men gat- og rygfinnen på makrellen er længere end hos hestemakrellen. Den kan blive op til 40 centimeter og kan veje 1,6 kilo. Den findes i store dele af det østlige Atlanterhavet, fra Sydafrika til Nordnorge. I de danske farvande indtil omkring Bornholm, hvilket har noget med saltholdigheden at gøre (ovre ved Bornholm er der ikke særlig meget salt.) Det er en stimefisk som lever ned til 100 meters dybde, dog dybere om vinteren, hvor den spiser krebsdyr og småfisk, som lever på bunden. Om sommeren spiser den pelagiske krebsdyr og småfisk. Den gyder om sommeren i vores farvande. En hun kan gyde op til 40.000 æg pr. gydning. ungerne er pegaliske, og er specielt kendt for at svømme rundt mellem fangarmene hos brandmænd, hvor de æder plankton. De kan spises, men de er dog ikke lige så gode som makrellen.
Hestereje.
Hesterejen ("Crangon crangon") er et rovdyr, som kan blive op til 7,5 centimeter lang. Den lever i flokke i alle danske farvande. Hesterejen lever på lavt vand, fordi den kan gemme sig for fugle og fladfisk, og fordi der er mad. Den æder alger, orme og andre mindre dyr. Den bevæger sig ved at bruge benene. Hesterejens fjender er bundfisk. Den er grå, når den bliver kogt og spises ikke i Danmark.
En hestereje har 10 ben.
Almindelig hjertemusling.
Hjertemuslingen lever få centimeter under havbunden, På latin hedder den "Cerastoderma edule". Den bliver født som en larve, og bruger en fod til at svømme rundt med. Senere, når den får en skal, graver den sig cirka 1 centimeter ned.
Muslingen har to rør, der stikker op til vandet. Gennem det ene suger den vandet ind, og sorterer planktonet fra. Den spytter resten af vandet ud igen gennem det andet rør. Den ånder ved gæller og suger vandet ind ad samme rør, som den får føden ind med. Den er tit lidt under 5 centimeter lang, en af de almindeligste muslinger på lavt vand, og der er tit mange af dem på ét sted.
I Vadehavet, hvor der er masser af plankton, og hvor tidevandet bringer frisk vand ind over muslingerne, har man fundet op til 5.000 individer pr m². Dens naturlige fjender er fugle, havkatte og ulke.
Hjælme.
Hjælme ("Ammophila") er en slægt af græsser, som er udbredt i Europa og Nordamerika. Det er tuedannende, kraftige græsser med sammenrullede, blågrønne blade. Her omtales kun de ene arter, som er vildtvoksende i Danmark.
Hummer.
Hummeren ("Homarus gammarus") kravler hen over havbunden for at finde føde bestående af små fisk og krebsdyr. Den svømmer baglæns ved at smække halen ind under sig.
Mens den vokser bliver den nødt til at skifte skallen, som revner og falder af. Hummeren kravler da i sikkerhed for fjender, da den nye skal er blød i starten. Dens fjender er primært mennesket eller andre hummere.
Hummeren er så praktisk indrettet, at hvis den mister sin klo, så vokser der en ny ud. Den fanger sit bytte med sine kløer og holder det ligeledes fast med kløerne.
Nipigget hundestejle.
Nipigget hundestejle ("Pungitius pungitius") lever i ferskvand, hvor der er lavt vand og mange planter. Den lever af fiskeunger, fiskeæg og vandlopper. Når en hundestejle har fundet noget føde, er der tit andre hundestejler i nærheden, der lokkes til. På den måde hjælper de hinanden med at finde føde. Nipigget hundestejle ånder med gæller, og bevæger sig ved hjælp af finnerne. Dens fjender er ålen, og andre større fisk, og blandt fugle er det for eksempel fiskehejren. Nipigget hundestejle er tilpasset Søen fordi der er rigeligt føde, og de omgivelser den kan lide.
Trepigget hundestejle.
Trepigget hundestejle ("Gasterosteus aculeatus") er 4-11 centimeter lang. Den tilhører hundestejlefamilien. Hundestejlen kan leve både i saltvand og i brakvand. I Østersøen vandrer hundestejlen frem og tilbage mellem fersk- og brakvand. Man ser dem tit i store stimer i havet, i mindre grupper på lavt vand nær kysten, og i små grupper i vandløb og Søer. Saltvandsformen, der er størst, findes ved alle Europas kyster, også de danske for eksempel ved Æbelø og ved Vadehavet. Hundestejlen kan blive op til 11 centimeter lang, men kun i saltvand. I ferskvand eller brakvand bliver den kun cirka 4 centimeter. Den lever af små krebsdyr, fiskeyngel og -æg og insektlarver.
Den trepiggede hundestejle ligner meget den nipiggede hundestejle, den er bare mindre. Men som man kan høre på navnet, har den tre pigge, og de sidder på ryggen foran rygfinnen. Hundestejlen rejser piggene op og låser dem fast. Selv om den hedder den trepiggede hundestejle, kan den godt få helt op til 5 pigge. Piggene bruges til at skræmme andre havdyr og til at forsvare sig med.
I parringstiden har hannen blodrøde farver på bugsiden. Hannen bygger reden. Når reden er færdig, får han igen tid til at svømme rundt i sit yngleterritorium og lokke en hun hen til reden. På det tidspunkt er hannen endnu mere farvestrålende, end da han begyndte at bygge reden. Den røde farve på bugen er blevet kraftigere. På ryggen skifter farverne mellem mørkebrun og skinnende blå-grøn. Farverne ændrer sig, når solen rammer den. Den forsvarer aggressivt sit område og reden mod andre hanner. Hunnen bliver helt sølvskinnende, og den har undertiden opsvulmet bug på grund af alle æggene. Der er mellem 400 og 1.000 æg i en rede.
Hvis hundestejlen er en han, er dens værste fjender andre hanner, for de kæmper voldsomt om deres territorier, ellers er hundestejlens fjender andre større rovdyr som for eksempel nipigget hundestejle og ulk. Dens fjender i ferskvand er større fisk som for eksempel skallen og aborren. Den trepiggede hundestejle kaldes et pelagisk dyr, den er fritsvømmende i vandet. Når den vil fremad bevæger den halefinnen.
Penélope Cruz.
Penélope Cruz Sánchez (født 28. april, 1974 i Madrid, Spanien) er en spansk skuespillerinde. Hun er især kendt for sit samarbejde med instruktøren Pedro Almodóvar.
“Pe”, som hun kaldes blandt familie og venner forlader folkeskolen 15 år gammel. Hun forlader folkeskolen til fordel for dansestudierne. Kort tid efter udvælges Penélope fra en casting, og stopper dansen. Hun får tilbudt flere jobs inden for diverse tv-reklamer og musikvideoer.
Herfra kommer hun med i musikvideoen for en af landets store 80’er-popgrupper, Mecano.
Den amerikanske filmindustri har nu også fået øjnene op for Penélope. Filmen Belle Epoque får international opmærksomhed.
Der kommer bud fra det spanske hjemland, da en ung filminstruktør ved navn Pedro Almodóvar tilbyder Penélope en rolle i filmen Carne Trémula (1997). En film der, sammen med Abre los Ojos fra samme år, får hende helt frem på verdensscenen.
Penélope har også stiftet bekendtskab med modeverdenen. Sammen med sin søster, Mónica Cruz, blev der designet 25 modeller til vinterkollektion 2007 for den katalanske tøjgigant Mango.
Privat danner hun par med skuespilleren Javier Bardem.
Hvilling.
Hvillingen ("Merlangius merlangus") er fra torskefamilien, den har et lille overbid med spidse tynde tænder. Man kan kende den på en sort plet ved roden af brystfinnen. Den findes i Sortehavet, Middelhavet, Atlanterhavet og langs alle kyster fra Gibraltar til Nordnorge, og selvfølgelig også ved de danske kyster.
Hvillingerne svømmer i stimer, så kan de bedre kan klare sig mod fjender. Hvillingen kan blive op til 70 centimeter lang og veje op til tre kilo.
Hvillingen lever af småfisk, som der er mange af i Vadehavet, og dens fjender er fisk, der er større end den selv og havpattedyr som sæler og marsvin.
Hættemåge.
Hættemågen ("Chroicocephalus ridibundus") er Danmarks mest almindelige måge. Den er endvidere udbredt i resten af Europa, Asien og i kystegne i det østlige Canada. Hovedparten af bestanden er trækfugle, der trækker mod syd om vinteren, men enkelte af hættemågerne er standfugle. De danske hættemåger trækker i juli typisk til Vesteuropa (enkelte helt til Nordafrika) for at fælde og overvintre.
Hættemågen lever ved stranden, sumpe, strandenge og søer. Herudover trækker de også ud til kysten og byområder, når yngletiden er overstået.
Udseende.
Hættemågen er 38 centimeter fra næb til halespids og dermed en lille måge. Den ånder gennem næseborene, der sidder lige ved roden af næbbet. Den har fået sit navn efter sin karakteristiske chokoladebrune hætte. Hætten har den dog alene om sommeren (yngledragt). Om vinteren er hovedet hvidt med en sort prik ved øret. Overgangen fra vinterdragten til sommerdragten sker gradvis startende fra slutningen af februar. Kroppen er lys grå. Næbbet er rødbrunt og fødderne mørkerøde. Bagkanten på vingen er sort og forkanten hvid.
Æggene er grågrønne eller olivenbrune. De kan være plettet med askegråt eller mørkebrunt.
Hættemågen er nem at kende i forhold til andre fugle. Ternen kan ligne den lidt, men ternen har en sort hætte, og er slankere.
Hættemåge i vinterdragt - bemærk at den sorte hættte er erstattet af en sort plet ved øret.
Fødevalg.
Hættemågen lever af insekter, småfisk, ådsler, orme, snegle, muslinger og affald. Den spiser fisk og den fanger dem ved først at kigge ned i vandet for at få øje på fiskene, så flyver den lige i overfladen, når den får øje på en fisk, flyver den lidt op i luften og tager "tilløb". Til sidst styrtdykker den ned i vandet. Den fanger for det meste noget i første forsøg, for den har en god teknik.
Man kan ofte se en flok af hættemåger følge efter ploven, når landmanden om efteråret pløjer sine marker.
Adfærd.
Hættemågerne samler sig i store kolonier, når de skal yngle. Der kan være helt op til 25.000 hættemåger i en enkelt koloni. I kolonien påbegynder de redebygningen cirka sidst i april, begyndelsen af maj. Hvert hættemågepar lægger cirka 3 æg, og disse udruges sidst i maj måned. Omtrent 4-5 uger herefter er ungerne flyvefærdige. Både hannen og hunnen er med til at ruge og fodre ungerne.
Hættemågerne kan være meget larmende, især når de befinder sig i deres kolonier. De har et meget karakteristisk "kree-ar" kald.
Trusler.
Bestanden i Danmark blev i 1960'erne opgjort til cirka 400.000 par. Efterfølgende er denne bestand faldet kraftigt. Et lignende fald er set i Sverige (halvering af bestanden).
Nedgangen i hættemågebestanden har også medført en nedgang i bestanden af andre fugle, specielt vandfugle, der har behov for den beskyttelse mod rovdyr, de kan opnå ved at befinde sig i en hættemågekoloni. Sorthalset lappedykker er nu en meget sjælden dansk ynglefugl. Andre arter som nyder godt af hættemågernes kolonier er splitterne, troldand, grågås og taffeland.
Nedgangen i de senere år skyldes specielt landbrugets omlægning af deres produktion med en større grad af vinterafgrøder. Dette er med til at formindske hættemågens fødeudvalg i forårsmånederne.
En anden trussel mod hættemågen kan være rotter. Rotterne spiser æggene og de små unger. De kan endvidere også bide de voksne fugle ihjel.
Lille ildfugl.
Den lille ildfugl er en dagsommerfugl, der er meget almindelig i hele Danmark. Der er flere forskellige arter ildfugle, foruden lille ildfugl er der f.eks. Violet ildfugl og Stor ildfugl. Den flyver meget i månederne fra februar til november. Den lille ildfugl foretrækker tørre områder som for eksempel strande, men kan findes også findes i blomsterrige områder. Ildfuglens fjender er fugle og guldsmede.
Udseende.
Den lille ildfugl bliver kun fra 20 til 30 millimeter i vingefang. Hannen og hunnen er ens og kan kendes på sin kantede form. Den har orangerøde forvinger og mørke bagvinger med små mørke pletter.
Livscyklus.
Sommerfuglen lægger æg i marts og i oktober.
Foderplanter.
Lille ildfugls larve anvender især rødknæ men også andre syre-arter, skræppe og pileurt som foderplante. Den voksne sommerfugl besøger gerne Sankt Hans-urt og strandasters.
Strandjagtedderkop.
Strandgraveedderkoppen eller Strandjagtedderkoppen er som andre edderkopper et leddyr, dens krop er cirka 1,5 centimeter lang. Den er almindelig på danske sandstrande, men man ser den ikke så tit, for den gemmer sig om dagen under sten, tang og hvad den ellers kan finde.
Strandjagtedderkoppen bevæger sig som alle andre edderkopper, nemlig ved at bevæge alle sine 8 ben parvis. Den lever i vandkanten, hvor den jager og æder insekter, der kommer forbi.
Fugle er strandjagtedderkoppens naturlige fjender, den er et godt lille måltid for dem.
Honduras.
Honduras er et land i det nordlige Mellemamerika med grænser mod nord til Guatemala, mod sydvest til El Salvador, mod syd til Nicaragua, mod vest ligger Stillehavet og mod øst den Honduranske Golf og det Caribiske Hav. Belize (tidligere "Britisk Honduras") er omkring 75 km væk, på tværs af den Honduranske Bugt, hvor de to lande ligger tættest på hinanden.
Historie.
Som en del af Spaniens store rige i den nye verden, blev Honduras en stat i Mellemamerikas Forenede Provinser i 1821 og blev en uafhængig republik ved unionens opløsning i 1840.
Efter 25 år, hvor landet det meste af tiden var under militær ledelse, kom en frit valgt civil regering til magten i 1982. I 1980'erne viste Honduras sig at være et fristed for anti-sandinistiske contraer der bekæmpede Nicaraguas regering, samt var allierede
med El Salvadors regeringsstyrker, der kæmpede mod venstreorienterede guerillaer.
I 1998 raserede orkanen Mitch landet og ødelagde dets økonomi.
Geografi.
Honduras ligger ud til det Caribiske Hav og det nordlige Stillehav. Klimaet varierer fra subtropisk i lavlandet til tempereret i bjergene.
Honduras landområde består primært af bjerge, men der er også smalle sletter langs kysterne.
Landets naturressourcer er blandt andre tømmer, guld, sølv, kobber, bly, zink, jernmalm, antimon, kul, fisk og vandkraft.
Fjerde Xhosa-krig.
Den fjerde Xhosa-krig indebar at de britiske tropper, som holdt Kap-kolonien i det nuværende Sydafrika besat under Napoleonskrigene, slog til på den østlige front i 1811 og fordrev Xhosa fra Zuurveld. Krigen startede i 1811 og sluttede i 1819.
SCUBA.
SCUBA (et akronym for "Self Contained Underwater Breathing Apparatus") er udstyr til dykning med komprimeret gas (luft, nitrox eller trimix), hvor gassen medbringes af dykkeren selv.
Dykning.
Dykkere ved Maria la Gorda i Cuba.
Dykning er en aktivitet som foregår under vandet og kan foretages af personer iført specielt udstyr (dykkere), personer uden udstyr (fridykkere fx perlefiskere), undervandsbåde og dykkerklokker til militært og videnskabeligt brug etc.
Filosofi.
Ordet filosofi kommer af det græske 'philosophia' (φιλοσοφία), hvor præfikset "philo" betegner én af de antikke græske ord for kærlighed – den mere venskabelige slags, og hvor suffikset "-sophia" betyder visdom. Termen 'filosof' skal delvist forstås på baggrund af begrebet om den græske vismand, som er naturlig vís, mens filosoffen mere ydmygt søger efter, eller kan lide, visdommen uden formelt at påstå at besidde denne. På den måde fremstår filosoffen som en mere demokratisk figur, der i den senere klassiske periode passer bedre ind i den græske polis, som netop er et samfund imellem venner; dvs. imellem frie ligemænd, der dog stadigt konkurrerer – venskabeligt – med hinanden på områder som kærligheden, sporten, politikken og tanken.
Derudover skelner en af de mest kendte antikke filosoffer, Platon, desuden i "Staten" (480) mellem "philosophia" og "philodoxoi" (dvs. ven af formodningen eller meningen). Dermed forsøges indført et ideal for filosofien, nemlig at bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.
Emneområde.
Afgrænsningen af filosofiens emneområde er i sig selv et filosofisk spørgsmål, men rent historisk ser det ud til at dette område skrumper ind over tid. Således blev al tidlig naturvidenskab engang kaldt naturfilosofi, og områder som logik hørte strengt ind under filosofien, hvor logikkens område i dag deles mellem filosofi og matematik.
I dag kan filosofien opfattes som både førvidenskab og et generaliststudie, hvorunder der stadig er en tendens til at spirende fagområder puttes, hvis man er i tvivl om, hvor de ellers skulle placeres. Dette har fået nogle filosoffer og videnskabsfolk til at antage, at filosofien udelukkende er et moderfag, der føder alle andre akademiske fag, hvorefter det selv, teoretisk set, skulle ophøre med at eksistere. Imidlertid er der visse kernediscipliner, som enten er blevet ved filosofien igennem hele dennes udvikling eller som i alle tilfælde obligatorisk indgår i den moderne filosofiuddannelse.
I forlængelse af videnskabsteorien beskæftiger filosofien sig desuden specifikt med alle de andre videnskabelige fagområder. Der findes således en række områder under filosofien, som kan opfattes som redskabsfag for andre fag.
Selvforståelse.
Moderne akademisk filosofi må ikke forveksles med hverdagsfilosofi som f.eks. forskellige former for tro, terapi eller holdninger til forskellige emner. Akademisk filosofi er videnskabelig og gør ofte selv brug af videnskablige undersøgelser og empiri. Dette skal dog forstås i sammenhæng med at filosofien i form af videnskabsteorien selv er det sted, hvor videnskabelige metoder inklusiv empiriske metoder evalueres og kritiseres. Filosofien kan dermed i et vist omfang anses for førvidenskabelig og derfor spekulativ, hvilket dog ikke fralægger den kravene om at basere sig på logisk holdbare argumenter og en selvkritisk tilgang til egen forskning. Selvom det er de færreste filosoffer, der er involveret i systematisk indsamling og registrering af observationer, så henviser de videnskabelige filosoffer altid til videnskabelige undersøgelser, som en del af deres argumentation, når dette er relevant.
Det kan bemærkes, at der eksisterer et vist split imellem østlig filosofi (som taoistisk filosofi, buddhistisk filosofi, konfutsianisme og bushido) og den vestligt oprindne filosofi. Den vestlige filosofi antages ofte i Vesten for at være mere videnskabelig og den dominerer således også de vestlige universiteter.
Opdelinger af underdiscipliner.
Der skelnes mellem praktisk filosofi og teoretisk filosofi.
Skellet mellem praktisk og teoretisk filosofi går tilbage til Aristoteles. De praktiske videnskabers mål er handling, mens de teoretiske videnskabers mål er viden.
Den teoretiske filosofi tæller underdiscipliner som erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi. Den praktiske filosofi tæller normativ etik, metaetik, anvendt etik, politisk filosofi og æstetik, men også mindre områder af den anvendte filosofi, f.eks. pædagogisk filosofi kan regnes hertil.
Filosofiens historie.
"Se også: Filosofiens historie"
Vestlig filosofi regnes almindeligvis for startet i Grækenland med naturfilosofferne Thales fra Milet, efter ham følger Anaximander, Heraklit, Parmenides og Demokrit sammen med andre førsokratiske tænkere.
Herefter fulgte Sokrates, der vendte filosofien bort fra naturen og imod mennesket selv (etik). Sokrates elev, Platon oprettede Akademiet. Platon vendte filosofien imod ideerne, og kan derfor kaldes for idealist.
Aristoteles, Platons elev, forsvarede omvendt til dels empirien imod idealisme og oprettede sit eget akademi, Lykeion.
De tre regnes som oftest for vestens første store filosoffer. De stillede problemer op, som: hvad er tingenes ontologi? og, hvad er forholdet mellem sjæl og legeme? m.m.
Senere udviklinger i den græske filosofi var epikuærismen, grundlagt af Epikur, og stoicismen. Stoicismen dominerede romernes tænkning i århundreder, og har haft meget stor indflydelse på vestlig tænkning. Menneskerettigheder kan f.eks. spores til dem.
Under middelalderen var der kun få filosoffer. De beskæftigede sig mest mes teologiske spørgsmål, og om at forene arven fra den græske filosofi med kristendommen. Augustin og Thomas Aquinas regnes for de største middelalderlige filosoffer.
Ved renæssancen bryder en række filosoffer med den middelalderlige kristendom og skolastikken. Francis Bacon, Thomas Hobbes, John Locke og René Descartes er de tidligste moderne filosoffer. Andre vigtige filosoffer fra denne periode er Baruch de Spinoza, Gottfried Wilhelm Leibniz, Blaise Pascal, Nicolas Malebranche, Chritian Wolff, Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Pierre Bayle, Thomas Reid, Adam Smith, David Hume, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant, der også regnes som en af historiens allerstørste filosoffer.
Kant repeæsenterer samtidigt et sammenbrud for metafysikken og den klassiske rationalisme. Efter ham bliver filosofien præget af tysk idealisme. Johann Gottlob Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tager udgangtpunkt i Kant, mens Arthur Schopenhauer var stærkt kritisk imod Kant.
En anden uvikling i denne periode var naturalismen, repræsenteret af John Stuart Mill, Karl Marx og Auguste Comte.
Den største danske filosoffer Søren Kierkegaard tog udganspunkt i en kritik af Hegel. Sammen med Friedrich Nietzsche, blev en væsentlig inspiration for de senere franske eksistentialister Jean-Paul Sartre samt for Martin Heidegger. m.fl. Et andet udgangspunkt for den moderne eksistentialisme var fænomenologi, grundlagt sidst i det 19. århundrede af Edmund Husserl.
Selve disciplinen filosofihistorie stammer tilbage fra renæssancen.
Analytisk og kontinental filosofi.
I dag skelnes mellem analytisk og kontinental filosofi. Skellet er måske kunstigt, men analytisk filosofi antages i højere grad at være logisk og kontekstuafhængig, mens kontinental filosofi er mere historisk orienteret. Analytisk filosofi interesserer sig ikke så meget for de tyske filosoffer efter Immanuel Kant, f.eks. Hegel, mens kontinental filosofi gør. Måske kan man tale om en helt tredje gruppe af logikere og filosoffer, der bedriver formel filosofi, altså arbejder inden for eksempelvis modallogikkens område.
Nutidige danske filosoffer.
Af nutidige danske filosoffer kan nævnes Peter Zingernagel, David Favrholdt, Kai Sørlander, Søren Harnow Klausen, Erich Klawonn, Peter Kemp.
Dollar.
Dollar (repræsenteret ved dollartegnet: $) er en møntenhed, der anvendes i mange lande, protektorater og selvstyre-områder i verden. Den amerikanske dollar er den mest kendte og mest udbredte møntenhed i verden.
Navnets oprindelse.
"For en beskrivelse af oprindelsen af dollartegnet, se artiklen herom."
Navnet "dollar" er relateret til møntenhederne Tholar i Böhmen, Thaler eller "Taler" i Tyskland, Daalder i Holland og Daler i Danmark, Sverige og Norge. Det kommer af det tyske "Thal" (eller i dag "Tal"), der betyder "dal".
Disse møntenheder har alle deres oprindelse i en mønt, som fra 1518 blev udmøntet i Joachimstal i Bøhmen af de lokale grever. Se artiklen daler for en nærmere beskrivelse.
USA.
Amerikas Forenede Stater, på dansk normalt omtalt som USA (engelsk: "United States of America"), er en demokratisk forbundsrepublik, der består af 50 stater, et føderalt distrikt (hovedstaden Washington D.C.) og 14 territorier. De 48 af staterne og Washington DC ligger som et samlet landområde i det centrale Nordamerika, afgrænset på hver side af henholdsvis Atlanterhavet og Stillehavet og grænsende til Canada mod nord og Mexico mod syd. Staten Alaska ligger i det nordvestlige hjørne af Nordamerika med Canada mod øst og Rusland mod vest på den anden side af Beringstrædet, og midt i Stillehavet ligger staten Hawaii.
Med mere end 9,6 millioner km² og en befolkning på mere end 300 millioner er USA det fjerdestørste land og tredje folkerigeste land i verden. Da USA er resultatet af stor immigration fra mange lande igennem flere hundrede år, er landet et af de lande i verden med flest etniske grupper. USA's økonomi er, med et bruttonationalprodukt på 14.260 mia. dollar, verdens største økonomi (EU's bruttonationalprodukt er på 14.510 mia. dollar, men EU er ikke et land).
USA opnåede uafhængighed af Storbritannien i 1776, i første omgang for 13 stater på østkysten. I det 19. århundrede ekspanderende landet med blandt andet overtagelse af landområder fra Frankrig, Spanien, Storbritannien, Mexico og Rusland og annekterede Republikken Texas og Republikken Hawaii. Uenighed mellem sydstaterne domineret af landbrug og de industrialiserede nordstater over staternes magt i forhold til centralregeringen og over spørgsmålet om slaveri førte til Den Amerikanske borgerkrig i 1860'erne. Nordstaternes sejr sikrede, at landet forblev en samlet nation, og førte til afslutningen på slaveriet. Den spansk-amerikanske krig og 1. verdenskrig bekræftede USA's status som militærmagt. I 1945 ved 2. verdenskrigs afslutning blev USA verdens første land med en atombombe. USA blev permanent medlem af FN's sikkerhedsråd og var med til at grundlægge NATO. Efter Den kolde krigs afslutning blev USA verdens eneste supermagt.
Geografi.
USA er det tredjestørste land i verden efter Rusland og Canada. USA's fastland ligger mellem det nordlige Atlanterhav i øst, det nordlige Stillehav i vest, Mexico og den mexicanske Golf i syd og Canada i nord.
USA har meget varierende terrænforhold, specielt i vest med de langstrakte prærier, nåleskove og bjerge samt ørkenerne i sydvest.
Klima.
På grund af sin størrelse og de varierende geografiske forhold byder USA på mange forskellige klimatyper. I de nordlige områder af USA er klimaet tempereret, i den sydlige del af landet er klimaet subtropisk, og på Hawaii og i det sydlige Florida er det tropisk. Klimaet er polart i Alaska og middelhavslignende ved de californiske kyster. Det er fugtigt i Great Basin mod nordvest, ørkenagtigt mod sydvest og halvtørt på den store prærie vest for den 100. længdegrad. Ekstremt vejr er ikke ualmindeligt - staterne ved den mexikanske golf er udsat for hurricanes og de fleste af verdens tornadoer opstår i det kontinentale USA.
Det overvejende tempererede klima, hvor de opdyrkede arealer sjældent bliver ramt af alvorlig tørke eller oversvømmelser, gør dog USA til et førende landbrugsland.
Plante- og dyreliv.
USA har over 17.000 identificerede naturlige træ- og plantearter. Med sit miljø som strækker sig fra det tropiske til det arktiske, er USA's flora den mest forskelligartede i hele verden.
USA har været meget aktiv i diverse fredningsprocesser; i 1872 blev verdens første nationalpark oprettet i Yellowstone. Siden er der blevet udpeget 57 yderligere nationalparker og hundreder af andre føderalt bestyrede parker og skove.
Oprindelige amerikanere.
Før den europæiske kolonisering af Amerika, som begyndte i slutningen af det 15. århundrede, var det nuværende USA beboet af flere indfødte stammer; deriblandt de indfødte fra Alaska, som var migreret til kontinentet i en periode, som begyndte for 35.000 år siden og muligvis først sluttede for 11.000 år siden.
Den europæiske kolonisering.
a> til den nye verden i 1620.
Den første bekræftede europæiske landgang i det, der i dag er USA, blev fortaget af Christoffer Columbus, som besøgte Puerto Rico den 19. november 1493 under sin anden sørejse. San Juan, USA's første europæiske koloni, blev grundlagt den 8. august 1508 af Juan Ponce de León. Ponce de León blev også den første bekræftede europæer, som ankom til USA's fastland, da han gik i land i Florida den 2. april 1513. I Florida blev mange af de tidligste europæiske kolonier på USA's fastland grundlagt; det var Pensacola, Florida (grundlagt af Tristán de Luna y Arellano i 1559), Fort Caroline (af René Goulaine de Laudonnière i 1564) og St. Augustine (af Pedro Menéndez de Avilés i 1565).
Franskmændene koloniserede nogle af de nordøstlige dele, og spanierne koloniserede det meste af det sydlige og vestlige USA. Den første vellykkede engelske bosættelse var Jamestown, Virginia i 1607, fulgt af pilgrimmenes bosættelser i Plymouth i 1620, derefter Massachusetts Bay-kolonien, grundlagt af puritanerne. I 1609 og 1617 slog hollænderne sig ned og grundlagde New Amsterdam i dele af det, som senere blev New York og New Jersey. I 1638 grundlagde svenskerne Ny Sverige i dele af det, som siden blev Delaware, New Jersey og Pennsylvania. Op gennem det 17. og tidlige 18. århundrede, etablerede England (og senere Storbritannien) nye kolonier, overtog hollandske kolonier og delte andre. Med delingen af Carolina i to i 1729 og koloniseringen af Georgia i 1732, var der tretten britiske kolonier i Nordamerika – bortset fra det nuværende Canada og de loyale øst- og vestlige Florida.
Den amerikanske revolution og starten på republikken.
Uenigheder mellem de engelske kolonier i Nordamerika og englænderne i 1760'erne og 1770'erne førte til en åben militærkonflikt i 1775. George Washington kommanderede den kontinentale armé under USA's uafhængighedskrig (1775–1783) efter at den anden kontinentale kongres vedtog en uafhængighedserklæring 4. juli 1776. Kongressen var blevet dannet for at kunne konfrontere briternes handlinger og oprettede den kontinentale armé, men den havde ikke autoriteten til at opkræve skatter eller lave føderative love. I 1777 vedtog kongressen konføderationsartiklerne, som forenede staterne under en svag føderal regering, som opererede fra 1781 til 1788. Utilfredshed med den nationale regerings styrke førte til en forfatningsmæssig konvention i 1787. I juni 1788 havde tilstrækkeligt med stater ratificeret USA's forfatning til at kunne etablere en ny regering, som blev indsat i 1789. Forfatningen, som styrkede unionen og den føderale regering, er siden forblevet landets grundlov.
Vestlig udvidelse.
Nationalt Atlas kort som viser udvalgte territoriale erhvervelser. Det fulde krav på Oregon og andre krav er ikke påtegnede.
Fra 1803 til 1848 blev den nye nations størrelse næsten tredoblet, dels fordi nybyggere bosatte sig stadig længere inde på kontinentet, og fordi USA købte et stort område land fra Frankrig – det såkaldte Louisiana Purchase. Udvidelsen blev delvist nedtonet af dødvandet i den britisk-amerikanske krig i 1812, men blussede efterfølgende op igen med sejren i den mexicansk-amerikanske krig i 1848.
I perioden 1830-1880 blev op mod 40 millioner vilde bisoner slagtet for at få deres skind og kød og for at gøre udvidelsen af jernbanerne lettere. Udvidelsen af jernbanenettet reducerede transporttiden for både varer og mennesker, gjorde udvidelsen vestpå mindre besværlig for nybyggerne og øgede antallet af konflikter med indianerne om landet og benyttelsen af det. Tabet af bisonerne, som var en central ressource for indianerne, lagde også stort pres på de indfødte kulturer for at finde nye måder at overleve på.
Amerikanske borgerkrig.
a>. Unionens sejr sørgede for at landet forblev samlet.
Efterhånden som nye territorier blev indlemmet, delte nationen sig på spørgsmålene om statens rettigheder, den føderale regerings rolle og — i 1820'erne — udbredelsen af slaveriet, som havde været lovligt i alle 13 kolonier, men var sjældnere nordpå, hvor det var blevet ulovligt i 1804. De nordlige stater var imod slaveriet, hvorimod de sydlige stater anså modstanden for et angreb på deres levevis, da deres økonomi var afhængig af slavearbejde. Da det mislykkedes at løse disse problemer, og efter at Abraham Lincoln blev valgt til præsident i 1860, udtrådte flere af de sydlige stater af Unionen for i stedet at danne Amerikas Konfødererede Stater hvilket blev begyndelsen på den amerikanske borgerkrig. Unionens sejr i borgerkrigen i 1865 satte en stopper for slaveriet og afgjorde samtidig spørgsmålet om, hvorvidt en stat havde ret til at udtræde af unionen. Begivenheden var et centralt omdrejningspunkt i amerikansk historie og resulterede i en styrkelse af den føderale magt.
Genopbygning og industrialisering.
Efter borgerkrigen blev tilstrømning af immigranter til især USA's nordstater større end nogensinde, hvilket fremskyndede industrialiseringen. Sammen med høj toldbeskyttelse, opbyggelse af den nationale infrastruktur og nationale reguleringer af bankvæsenet var det med til at skabe grundlaget for landets udvikling til en stormagt. Landets voksende magt gjorde det i stand til at overtage nye territorier, deriblandt anneksionen af Puerto Rico og Filippinerne efter sejren i den spansk-amerikanske krig, som markerede USA's debut som stormagt.
Verdenskrigene.
Ved begyndelsen af 1. verdenskrig i 1914, valgte USA at være neutral. I 1917 gik landet dog med i ententemagterne og hjalp med at vinde over centralmagterne. Af historiske årsager sympatiserede amerikanerne generelt med Storbritannien og Frankrig, selvom en betragtelig del af befolkningen, hovedsageligt dem af irsk og tysk oprindelse, modsatte sig indblanding. Efter krigen ratificerede Senatet ikke Versaillestraktaten, fordi man frygtede at det ville trække USA længere ind i europæiske anliggender. I stedet forsøgte landet at være unilateralt, grænsende til isolationistisk.
Op igennem 1920'erne havde USA en periode med ubalanceret fremgang, hvor landbrugets indtjening faldt, mens overskuddet fra industrien voksede. En stigning i gældsætningen og et opskruet aktiemarked kulminerede i et børskrak i 1929, hvilket blev startskuddet på depressionen. Efter at være blevet valgt til præsident i 1932, indledte Franklin Delano Roosevelt sin "New Deal-plan", som øgede regeringens indblanding i økonomien, som middel til bekæmpelse af depressionen.
Nationen var ikke fuldt kommet over denne før 1941, da USA under 2. verdenskrig blev tvunget ind på de Allieredes side mod aksemagterne efter Japans overraskelsesangreb på Pearl Harbor. 2. verdenskrig var den økonomisk set dyreste krig i USA's historie, men den hjalp til at trække økonomien ud af depressionen, fordi den nødvendige produktion af militært materiel skaffede de eftertragtede job, og kvinder blev for første gang en stor del af arbejdsmarkedet. I løbet af denne krig lykkedes det forskere, som arbejdede for USA's regering, at producere atomvåben. Hen mod slutningen af 2. verdenskrig, efter afslutningen af 2. verdenskrig i Europa, kastede amerikanske fly atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i Japan. Hiroshima og Nagasaki-bomberne var det henholdsvis andet og tredje atomvåben detoneret, og de eneste to som nogensinde har været brugt som våben.
Japan kapitulerede 2. september 1945, hvilket var enden på 2. verdenskrig.
De eneste europæiske lande, USA formelt erklærede krig, var Ungarn, Bulgarien og Rumænien. Tyskland kom USA i forkøbet, da Hitler 11.december 1941 erklærede USA krig.
Den kolde krig og borgerrettigheder.
Efter 2. verdenskrig blev USA og Sovjetunionen supermagter i en periode med ideologisk kappestrid, der blev kendt som den kolde krig. USA forsøgte at udbrede liberalt demokrati og kapitalisme, mens Sovjetunionen omvendt forsøgte at udbrede kommunisme og en centralt styret planøkonomi. Resultaterne blev en række "stedfortræderkrige", deriblandt Koreakrigen, Vietnamkrigen, den nervepirrende Cubakrise og den afghansk-sovjetiske krig.
Opfattelsen af, at USA var tæt på at tabe rumkapløbet, fik regeringen til at lægge vægt på at elever skulle være dygtige i matematik og videnskab i skolerne og førte til præsident John F. Kennedys tale om at landsætte "en mand på månen" før udgangen af 1960'erne, som blev til virkelighed i 1969.
Imens oplevede det amerikanske samfund en årrække med konstant økonomisk udvikling. På samme tid blev diskrimination i USA, specielt i Syden, gradvis mindre, ikke mindst takket være en voksende borgerrettighedsbevægelse, anført af fremstående afroamerikanere som Martin Luther King Jr., som førte til afskaffelsen af Jim Crow-lovene i Syden.
Efter Sovjetunionens fald i 1991 fortsatte USA med at gribe ind i igangværende eller truende konflikter rundt om i verden, deriblandt Golfkrigen. De gjorde det alene, i samarbejde med FN eller NATO, eller i ad-hoc-koalitioner med andre nationer.
11. september 2001 og Krigen mod terror.
11. september 2001 kaprede 19 Al-Qaida medlemmer fire kommercielle fly. To blev fløjet ind i World Trade Centers tårne, mens et tredje styrtede ned i Pentagon-bygningen. Det fjerde fly styrtede ned i Shanksville, Pennsylvania, efter at passagerer om bord på flyet gjorde oprør. Efter terrorangrebet på WTC begyndte USA's udenrigspolitik øjeblikkeligt at fokusere på truslen fra global terrorisme. Som et svar, begyndte USA's regering under præsident George W. Bush en række militære og juridiske operationer, som blev døbt krigen mod terrorisme. Krigen mod terror begyndte 7. oktober 2001, da en USA-ledet koalition påbegyndte militære operationer i Afghanistan som førte til, at Taliban-regimet blev afsat i et forsøg på at ramme terroristgruppen Al-Qaida og dens leder Osama bin Laden. Begivenhederne 11. september førte til Bush-doktrinen, der blev erklæret på West Point 1. juni 2002, og som åbner mulighed for såkaldte "preemptive wars"; doktrinen er internationalt stærkt omdiskuteret.
I State of the Union Address afholdt i 2002, beskrev George W. Bush Nordkorea, Irak og Iran som "ondskabens akse," og bekendtgjorde, at disse lande "udgør en alvorlig trussel mod USA's og dets allieredes sikkerhed." Senere samme år begyndte Bush-regeringen at presse på for at få væltet styret i Irak. Efter mange forgæves FN-resolutioner og efter Saddam Hussein konsekvent nægtede at bøje sig, invaderede USA og dets allierede Irak i marts 2003. Bush-regeringen forsvarede invasionen med, at Irak havde lagre med masseødelæggelsesvåben, og prøvede at skaffe sig atomvåben. Efter invasionen blev der kun fundet et begrænset antal ikke-nukleare lagre, og Bush-regeringen indrømmede senere at have handlet på grundlag af fejlagtige efterretninger. Ved årsskiftet 2006/2007 fortsætter Irakkrigen.
Regering og politik.
USA er blandt nutidens lande den længst eksisterende konstitutionelle republik og med verdens ældste, fuldt nedskrevne forfatning. Landets styreform er et repræsentativt demokrati gennem et kongresmæssigt system under en række bemyndigelser, som er specificerede i forfatningen. Der er tre regeringsniveauer: føderalt, statsligt og lokalt. Embedsmænd på alle tre niveauer bliver enten valgt af stemmeberettigede gennem hemmelige stemmeafgivelser eller udpeges af andre valgte embedsmænd. Den udøvende og den lovgivende magt vælges af et flertal af borgerne i deres respektive distrikter, mens de retslige og kabinet-mæssige nomineres af den udøvende magt og godkendes af den lovgivende. I nogle stater vælges folk til retslige poster via frivalg og ikke via udnævnelse fra andre embedsmænd.
Kongressen har to kamre. Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, som hver repræsenterer en valgkreds i en toårig periode. Pladserne fordeles blandt delstaterne efter befolkningstal hvert 10. år. Hver stat er garanteret mindst én repræsentant: syv stater har kun den ene, mens Californien, den folkerigeste delstat, har 53. Hver stat har to senatorer, som vælges for en seksårig periode; der bliver stemt om en tredjedel af pladserne i Senatet hvert andet år.
Nordsiden af Det Hvide Hus
USA's forfatning er det øverste juridiske dokument i det amerikanske system og fungerer som en social kontrakt mellem USA's befolkning og dens regering. Alle love og procedurer, både statslige og føderale, gennemses, og enhver lov som vurderes at overtræde forfatningen forkastes af den dømmende magt. Forfatningen er et "levende" dokument, da den kan ændres på forskellige måder, som alle kræver et overvældende flertal af delstater. Forfatningen er blevet ændret 27 gange, sidste gang var i 1992.
Forfatningen indeholder en forpligtelse til at "bevare friheden" med en "Bill of Rights" og andre ændringer, som garanterer ytringsfrihed, religionsfrihed og trykkefrihed; retten til en fair retssag; retten til at bære våben; stemmeret til alle; og privat ejendomsret. Det kan dog diskuteres, i hvor stor udstrækning disse rettigheder er bevaret i praksis. Forfatningen garanterer også hver delstat "et republikansk styre". Det forklares dog ikke særlig godt, hvad det betyder.
Siden den 20. januar 2009 har præsidenten været Barack Obama. Den første afroamerikanske præsident. Efter det amerikanske kongresvalg 2006, sidder Demokraterne på flertallet af pladserne i både Repræsentanternes Hus og Senatet for første gang siden 1994, bortset fra et demokratisk flertal i Senatet i 2001–2002.
Udenrigsforhold og militær.
USA har en enorm global økonomisk, politisk og militær indflydelse, som gør landets udenrigspolitik genstand for stor bevågenhed og diskussion over hele verden. Næsten alle lande har ambassader i Washington, D.C., og konsulater rundt omkring i landet. Cuba, Iran, Nordkorea og Sudan har dog ingen formelle diplomatiske forbindelser til USA. USA var et af de stiftende medlemmer af de Forenede Nationer (og er permanent medlem af Sikkerhedsrådet), blandt mange andre internationale organisationer.
USA har en lang tradition med at have civil kontrol over militære anliggender. Forsvarsministeriet administrerer USA's væbnede styrker, som består af hæren, flåden, marinekorpset og flyvevåbnet. Kystvagten hører under Ministeriet for Indre Sikkerhed i fredstid, men under Marineministeriet når der er krig.
USA's militær består af 1,4 millioner mand i aktiv tjeneste, sammen med flere hundrede tusinde både i reserven og nationalgarden. Tjeneste i militæret er frivillig, selvom der dog kan være værnepligt gennem Selective Service System i krigstid. Man mener at USA har verdens stærkeste militær, delvist på grund af størrelsen på dets militærbudget; Amerikanske udgifter til forsvaret blev i 2005 vurderet til at være større end de næste 14 største nationale forsvarsbudgetter tilsammen, selvom USA's militærbudget kun er omkring 4% af landets BNI per indbygger. USA's militær opretholder over 700 baser og faciliteter. Det har også baser på alle kontinenter, bortset fra Antarktis.
Administrative opdelinger.
Kort over USA, som viser delstaternes navne.
De 48 delstater som grænser op til hinanden — alle bortset fra Alaska og Hawaii — kaldes også det kontinentale USA. Nogle betragter Alaska som en af de "kontinentale" delstater, fordi den er en del af det nordamerikanske fastland, selvom den er adskilt fra de andre stater af Canada. Alle disse begreber indbefatter oftest District of Columbia. Hawaii, stat nr. 50, er et arkipelag i Stillehavet.
USA omfatter også flere andre territorier og distrikter, deriblandt det føderale distrikt District of Columbia — som har nationens hovedstad, Washington — og flere isolerede områder rundt om i verden, bedst kendte er amerikansk Samoa, Guam, Nordmarianerne, Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer (De dansk-vestindiske øer). Palmyra Atoll er USA's eneste inkorporerede territorium; men det er ubeboet. United States Minor Outlying Islands består af ubeboede øer og atoller i Stillehavet og det Caribiske Hav. Derudover har USA's flåde siden 1898 haft en stor flådebase ved Guantánamo Bay på Cuba. Endvidere er USA repræsenteret på Antarktis.
Udover USA's egentlige stater og territorier, er der også nationer som er særligt tilknyttede USA. Mikronesien (siden 1986), Palau (siden 1994) og Marshalløerne (siden 1986) er alle tilknyttede USA under den såkaldte Compact of Free Association, som giver staterne international suverænitet og ultimativ kontrol over deres territorier. Staternes regeringer er dog gået med til at tillade USA at yde militær- og økonomisk bistand.
Det skal for en god ordens skyld bemærkes, at Månen ikke er underlagt USA, uanset at amerikanerne er de eneste, der har haft mennesker der.
Økonomi.
a> i New York, er symbol på USA's rolle som en stor global finansiel magt.
USA's økonomiske historie er historien om økonomisk vækst. Det begyndte som engelske kolonier med marginalt succesrige økonomier og blev efter hånden til den største økonomi i verden i det 20. århundrede og i begyndelsen af det 21. århundrede.
USA's økonomi kan beskrives som en kapitalistisk blandingsøkonomi, i hvilken selskaber, andre private virksomheder og enkeltindivider træffer de fleste mikroøkonomiske beslutninger og hvor det offentlige såvel lokalt som nationalt foretrækker at have en mindre rolle i den indenlandske økonomi. Selv om den samlede offentlige økonomi - lokal og national - er relativ stor med 36% af bruttonationalproduktet.
Demografi.
Den 17. oktober 2006 kl 7:46 EST udgjorde USAs befolkning skønsmæssigt 300.000.000 voksende med ca. 0,97% om året. Dette antal omfatter personer, der levede i USA uden lovlig opholdstilladelse, skønsmæssigt ca. 12 millioner, men omfatter ikke amerikanske borgere, der boede i udlandet, skønsmæssigt 3 til 7 millioner. Opgjort på denne måde må befolkningstallet blive lidt usikkert oplyser det amerikanske handelsministerium. Ifølge USA's folketælling fra 2000 levede ca. 79% af befolkningen i byområder.
Ca. 15,8% af husholdningerne har en årlig indkomst på mindst $100.000 og de 10 % bedst tjenende husholdninger havde en årlig bruttoindkomst på over $118.200 i 2003. Den rigeste femtedel af husholdningerne havde en indkomst på mere end $86.867 om året og tjente 49,8% af al indkomst i 2003.
Folketællingen i 2000 viste, at landet havde 31 etniske grupper med mindst en million medlemmer og et betydeligt antal grupper med færre medlemmer. Ifølge den føderale regerings definition af racer var de fleste amerikanere (80,4% i 2004) hvide. Disse hvide amerikanere er for det meste europæiske amerikanere — efterkommere af europæiske immigranter — sammen med nogle ikke-europæiske, der tæller som hvide ifølge regeringens opdeling (folk med oprindelse i de oprindelige befolkninger i Mellemøsten og Nordafrika). Ser man bort fra oprindeligt spanske europæiske amerikanere, så udgjorde de ikke-spanske hvide 67,4% af befolkningen. Den ikke-spanske hvide befolkningsgruppe falder forholdsmæssigt, fordi både immigrationen og fødselsraten er højere for de etniske og racemæssige minoriteter. Hvis den nuværende udvikling i immigrationen fortsætter vil antallet af ikke-spanske hvide falde til udgøre blot halvdelen omkring 2040-2050. De største etniske grupper af europæisk oprindelse er tyskere med 15,2%, fulgt af irere med (10,8%), englændere (8,7%), italienere (5,6%) og skandinaver (3,7%). Mange immigranter stammer såvel fra fransk Canada som fra slaviske lande som Polen og Rusland. De afrikanske amerikanere eller sorte nedstammer for størstedelen fra afrikanere, der ankom som slaver i det 17. til 19. århundrede og udgør ca. 35 millioner eller 12,9% af befolkningen. Med ca. 1,5% af befolkningen udgør oprindelige amerikanere og indfødte i Alaska ca. 4,4 millioner. hvoraf omkring 35% i 2005 levede i reservater.
Den demografiske trend består i immigration af spaniere fra Latinamerika til det sydvestlige USA, en region, der huser ca 60% af de 35 millioner spaniere i USA. Immigranter fra Mexico udgør ca. 66% af den spanske befolkning, og overgås kun af efterkommere fra Tyskland, hvis man måler på enkeltnationer. Den spanske befolkningsgruppe, som har haft en årlig vækst på 4,46% siden begyndelsen af 1990'erne, forventes at stige betydeligt i de kommende årtier dels på grund af immigration dels på grund af en højere fødselsrate end blandt befolkningen som helhed.
Kriminaliteten i USA er karakteriseret ved et relativt højt niveau af kriminalitet med våben og mord sammenlignet med andre udviklede lande. Niveauet for berigelseskriminalitet og andre typer kriminalitet i USA ligger på niveau med andre udviklede landes.
Største byer.
USA har mange større byer, som spiller store roller i den amerikanske kultur, arv og økonomi.
Oprindelige folk.
Loven om Indianernes Borgerrettigheder fra 1924 gav statsborgerskab til de oprindelige amerikanere dels fordi mange så en interesse i, at de indgik i den amerikanske befolkning som helhed og dels på grund af, at mange oprindelige amerikanere havde gjort en heroisk indsats under 1. verdenskrig.
I henhold til skøn fra 2003 er der 2.786.652 oprindelige amerikanere i USA. Herudover er talrige oprindelige folk fra Latinamerika, især Mexico immigreret til USA gennem årene.
Sprog.
Selvom USA ikke har noget officielt sprog er engelsk "de facto" det officielle sprog. I 2003 talte ca. 215 millioner eller 82% af den del af befolkningen, der var fem år eller ældre kun engelsk hjemme. Nutildags er der flere sprog, der bruges i dagligdagen. Det kan være spansktalende, som ikke taler engelsk. Kendskab til engelsk er et krav til immigranter, der søger indfødsret. Nogle amerikanere er fortalere for at gøre engelsk til det officielle sprog, hvilket allerede er et krav i 27 delstater. Tre delstater har givet andre sprog status som officielle sprog ved siden af engelsk. Således: fransk i Louisiana, hawaiiansk i Hawaii og spansk i New Mexico. Foruden engelsk omfatter sprog talt i hjemmet af mindst million amerikanere over fem år spansk eller kreolsk spansk med 29,7 millioner; kinesisk, 2,2 millioner; fransk 1,4 millioner; tagalog 1.3 millioner; vietnamesisk 1,1 millioner; og tysk, 1,1 millioner.
Religion.
a>. Bibelbæltet er velkendt for dets store stærkt troende protestantiske befolkning
USA's administration har ingen officielle registreringer af amerikanernes religiøse status. Der er imidlertid foretaget en privat stikprøvevis undersøgelse, som omtales i Census Bureau's "Statistical Abstract of the United States" (Folketællingskontorets Stastistiske Oversigt over USA), ifølge hvilken 76,7% af voksne amerikanere erklærer sig for kristne; ca 52% af de voksne beskriver sig selv som medlemmer af forskellige protestantiske trossamfund. Katolikkerne var med 24,5% det største enkelt trossamfund. De mest populære andre religioner omfatter jødedom (1,4%), islam (0,6%), buddhisme (0,5%), hinduisme (0,4%) og unitarisme (0,3%). Cirka 14,2% af deltagerne beskrev sig selv som ikke religiøse. Fordelingen af de 5,9%, som valgte ikke at besvare undersøgelsen, er ukendt.
Amerikanernes religiøsitet er meget dynamisk. I perioden 1990–2001 blev følgende grupper mindst fordoblet. Her anføres de der voksede mest først, Wiccans, kristne uden fast tilknytning til et trossamfund, deister, sikher, evangeliske kristne, Disciples of Christ, New age-tilhængere, hinduer, Full Gospel tilhængere, kvækerne, bahais, uafhængige kristne, gruppen af de, der ikke besvarede spørgsmålet, Buddhister og Foursquare Gospel-tilhængere.
Religion har traditionelt spillet en stor rolle i det amerikanske samfund. Mange af de første immigranter kom til Amerika af religiøse grunde. Religion har stor indflydelse på USA's politik og kultur. Givetvis større end i andre udviklede nationer.
Uddannelse.
a>. Det er et af mange højt respekterede offentlige universiteter som støttes af USA's delstaters regeringer.
Uddannelse i USA varetages af delstaten og lokalsamfundet, ikke af den føderale regering. Men regeringens undervisningsministerium har alligevel en vis indflydelse via sine muligheder for at påvirke finansieringen af undervisningen. Eleverne gennemgår oftest et tolvårs undervisningforløb, som normalt slutter ved 18-års alderen, men mange delstater tillader at eleverne stopper efter 10 år. Man deler normalt skoleforløbet op i en "elementary school" - 1. til 6. klasse - "middle school" - 6. til 9. klasse - og "high school" - 10. til 12. klasse. Foruden at benytte det offentlige skolevæsen tillades forældrene, at undervise deres egne børn derhjemme, at benytte skoler knyttet til et trosamfund eller at benytte private skoler. Efter "high school" kan man fortsætte på universiteterne, som kan være enten offentlige eller private. De offentlige universiteter finansieres både af den føderale regering og af delstatsregeringen såvel som andre kilder, men de fleste studenter må afdrage på studiegæld efter eksamen. Betalingen for at modtage undervisning på private universiteter er generelt meget højere end for de offentlige.
Der er stor konkurrence blandt de højere uddannelsesinstitutioner i USA, såvel blandt de private som de offentlige. De amerikanske universiteter og colleges hører til blandt verdens absolut bedste. USA har 168 universiteter blandt verdens top 500, hvoraf 17 er i top 20. Der findes også et bredt udvalg af mindre universiteter, HF-lignende skoler og lokale skoler af varierende kvalitet med fri eller næsten fri adgang.
USA rangerer som nummer 24 ud af 29 undersøgte lande med hensyn til læsefærdigheder, videnskabsforståelse og matematiske færdigheder for dets "high school" elever sammenlignet med andre udviklede landes. USA ligger højt med hensyn til analfabeter sammenlignet med andre udviklede lande, idet de udgør 2 - 14 % af befolkningen over 15 år. Med hensyn til opnåede uddannelser har 27,2% af befolkningen over 25 mindst en bachelorgrad og 84,6% har bestået "high school".
Sundhed.
USA's sundhedsvæsen blev i 1997 vurderet som verdens 15. bedste af Verdenssundhedsorganisationen WHO. USA bruger langt flere penge (sammenlagte private og offentlige udgifter) på sundhedsvæsnet end noget andet land i verden. Disse udgifter har dog ikke været ensbetydende med høje placeringer i mange offentlige sundhedsundersøgelser. Information fra CIA World Factbook viser, at USA havde en højere spædbarnsdødelighed og en lidt mindre gennemsnitlig levealder end andre post-industrielle vestlige nationer som Sverige, Tyskland eller Frankrig. En læges gennemsnitlige løn er højere i USA end i noget andet land i verden. Overvægt er også et stort sundhedsproblem i USA - det vurderes af koste landet flere milliarder dollars hvert år.
I modsætning til mange vestlige lande, er USA's sundhedsvæsen ikke fuldt statsfinansieret, men er en blanding af offentlig og privat finansiering. I 2004 betalte private forsikringer for 36,1% af personlige sundhedsudgifter, private betalte selv 15,1%, andre private midler stod for 4,4% af betalingerne, mens føderale, statslige og lokale instanser betalte 44,4%. I 2005 var der 41,2 millioner mennesker i USA (14,2 procent af befolkningen) som ikke havde nogen sygesikring for mindst halvdelen af året. Dog boede omtrent en tredjedel af disse personer uden forsikring i husholdninger med en indkomst på over 50.000$, hvor halvdelen af disse havde en indkomst på over 75.000$. En tredjedel er også mennesker som berettigede til forsikringsprogrammer, men har valgt ikke at skrive sig op til dem.
Sygesikring i USA er traditionelt set en gode ved nogle former for arbejde. Dog er sundhedsfaciliteter i nødsituationer forpligtede til at hjælpe, uanset om patienten kan betale eller ej. Regninger på behandlinger er den almindeligste årsag til personlig konkurs i USA. Nationen bruger en stor mængde penge på medicinsk forskning, det meste privat finansieret. Pr. 2000 finansierede private non-profit organisationer (som Howard Hughes Medical Institute) 7%, privat industri finansierede 57%, og det statsstøttede National Institutes of Health finansierede 36% af den medicinske forskning i USA. De store investeringer har gjort USA til ledende i verden indenfor medicinsk innovation. USA dominerer det biopharmaceutiske marked, og står for 75% af verdens omsætning indenfor bioteknologi i 2010.
Kultur.
USA's kultur begyndte som de første engelske immigranters kultur. Kulturen udviklede sig hurtigt til en uafhængig koloniseringskultur, som blev suppleret af de indfødtes og den spansk-mexicanske cowboykultur og de kulturer som kom til landet med de mange immigranter, først fra Europa og Afrika og senere fra Asien. Overordnet set er den amerikanske kultur kraftigt påvirket af flere europæiske, specielt de tyske, engelske og irske kulturer og senere af italienske, græske og ashkenaziske kulturer. Efterkommere af de vestafrikanske slaver bevarede nogle kulturelle traditioner fra Vestafrika i det tidlige USA. Geografiske navne afspejler tydeligt hvordan USA's historie er sammensat af engelske, hollandske, franske, spanske og indianske dele.
Amerikansk kultur er således en blanding af hele verdens kultur. I dag eksporteres alskens amerikansk kultur – mad, musik, film, tv, sport, sprog osv. – tilbage til hele verden og har en enorm påvirkning på kulturen overalt.
Madlavning.
Amerikansk madlavning bruger indfødte amerikanske ingredienser som kalkun, kartofler, majs og squash, som er blevet uadskillelige dele af den amerikanske kultur. Kendte symboler som æblepie, pizza og hamburger er ofte hentet fra, eller er, europæiske retter. Burrito og taco stammer fra Mexico. Soul food, som oprindeligt blev spist af de afrikanske slaver, er også en populær spise i USA.
Kunst.
I det 18. og tidlige 19. århundrede hentede amerikansk kunst det meste af sin inspiration fra Europa. Både malerier, skulpturer og litteratur så på Europa som et forbillede. Ved slutningen på den amerikanske borgerkrig begyndte der at komme en mere hjemlig klang i amerikansk litteratur. Mark Twain, Emily Dickinson og Walt Whitman skrev alle om det amerikanske. Den visuelle kunst var langsommere om at finde sin egen distinktive amerikanske stil. Armory Show i New York i 1913, en udstilling som fremviste europæiske modernistiske kunstneres værker i USA, både chokerede offentligheden og påvirkede amerikansk kunst gennem resten af det 20. århundrede. Udstillingen havde den dobbelte effekt at den viste de amerikanske kunstnere at kunst handlede om at udtrykke sig, ikke kun æstetik eller realisme, og på samme tid viste den at Europa havde forladt sin konservative model med at vurdere kunstnere efter et strengt akademisk hierarki. Dette ansporede de amerikanske kunstnere til at finde en personlig stemme, og en modernistisk bevægelse dukkede op i USA. Alfred Stieglitz (1864–1946), fotograf, Charles Demuth (1883–1935) og Marsden Hartley (1877–1943), begge kunstmalere, medvirkede til at etablere et amerikansk synspunkt i "les beaux-arts". Museum of Modern Art i New York, grundlagt i 1929, blev en demonstration af amerikansk og international samtidskunst. Efter slutningen på 2. verdenskrig skete der en drejning hvor New York "de facto" overtog titlen som verdens kunstcentrum fra Paris.
Musik.
a> er den mest populære tilskuersport i USA.
Musikken afspejler også landets forskellige kulturelle rødder gennem et bredt udvalg af stilarter. Rock, pop, soul, hiphop, country, blues og jazz er blandt landets internationalt kendte genrer. Siden slutningen af det 19. århundrede, er populærmusik fra USA i stigende grad blevet verdenskendt, til det punkt hvor nogle former for amerikansk popmusik i dag kan høres næsten overalt.
Sport.
Sport, og holdsport især, er en national fritidsinteresse. Professionel sport i USA er stor forretning og omfatter flertallet af verdens bedst betalte sportsudøvere. De fire store sportsgrene er baseball, amerikansk fodbold, ishockey og basketball. Baseball anses stadig for at være nationalsporten; men siden begyndelsen af 1990'erne er amerikansk fodbold blevet den mest populære sportsgren i USA. Ishockey er meget populært, specielt i de nordlige stater, men har i de senere år også fundet indpas i syden.
Amerikansk fodbold, baseball og basketball er meget populære på "high school"-niveau og "college"-niveau.
I de senere år er specielt Amerikansk fodbold blevet meget populært udenfor USAs grænser, og millioner af mennesker i mange lande følger i dag NFL og store begivenheder som Super Bowl.
Andre sportsgrene som motorsport, lacrosse, fodbold, golf og tennis har udbredt interesse. USA er blandt de mest indflydelsesrige lande, når det gælder brætsportsgrene: surfing, skateboard og snowboard. Den europæiske form for fodbold er også blevet mere populær, specielt siden USA afholdte VM i fodbold i 1994. Den bedste fodboldliga i USA hedder MLS (Major League Soccer).
Otte Olympiader har fundet sted i USA. USA har vundet andenflest medaljer ved Vinter-OL med 253 (87 guld, 95 sølv og 71 bronze), og blev med 37 medaljer ved Vinter-OL i Vancouver 2010 det mest vindende land nogensinde ved et enkelt Vinter-OL. USA er det mest vindende land ved Sommer-OL med 2.296 medaljer (929 guld, 729 sølv og 638 bronze).
Warszawa.
Warszawa har været Polens hovedstad siden 1596, da Sigismund III flyttede hovedstaden fra Kraków. Warszawa ligger ved Wisłas løb og har cirka 2 millioner indbyggere. Byen har tidligere været under preussisk, svensk og tysk kontrol.
Byen har en alsidig industri, og er et vigtigt trafikcentrum. Rent kulturelt er byen også landets centrum.
Byen har kun få rester af dens ældre arkitektur, da Warszawa næsten jævnedes med jorden under 2. verdenskrig. Ved genopbygningen har man delvis fulgt gamle byplaner og fotografier.
Etymologi.
Byen bliver første gang nævnt i dagbøger i det fjortende århundrede som Warseuiensis (1321), Varschewia (1342) og i det femtende århundrede som Warschouia (1482). Den middelalderlige navn var Warszew, Warszowa. Mest sandsynligt er det kommet fra rethaveriske former af navnet Warszawa (forkortet form af det populære navn Warcislaw, Wrocisław), der anvendes sådanne blandt repræsentanterne for familien Rawów (Rawiczów) Rawa betyder pels, ejere af jord i byen i dag, såsom Solec og Mariensztat.
Ændring af navnet skyldtes den Masovianske dialektiske udtale. Ved udgangen af det femtende århundrede, vokal-a-passerer-e-efter bløde konsonanter (-r-på det tidspunkt var en blød konsonant). I det femtende århundrede,-med en sekundær form af e skal ses som en dialekt. Det blev derfor erstattet af-e-by-en-. Denne ændring var ikke berettiget etymologisk, så denne form kaldes hiperpoprawnymi (f.eks siadlisko, królawski). Så det har skiftet navn fra Warszew til Warszawa, som er udbredt i det sekstende århundrede.
Den legendariske etymologien i navnet er afledt af navne Wars fiskeren og hans kone Sawa.
Tidlige historie.
Sammenligning af bygrænsernes i dag med dem i 1939
Warszawa gør sig gældende blandt Europas hovedstæder ikke for sin størrelse, alder eller skønhed, men snarere for sin uforgængelighed. Byen sammenlignes ofte med en føniks, som gang på gang er genopstået fra asken. Efter at have lidt enorm skade under krigene med Sverige og Preussen 1655-1656 blev den igen overfaldt i 1794, da den russiske armé massakrerede bydelen Pragas befolkning. Warszawas mest bemærkelsesværdige overlevelse var alligevel genopstandelsen efter nærmest fuldstændig ødelæggelse under anden verdenskrig
Byen fik fristadsrettigheder i overensstemmelse med Magdeburgretten i 1334. Den blev sæde for hertugen af Masovien, og i 1596 blev den hovedstad for det svenske Vasa-dynasti, der regerede Polen-Litauen. Byen har gennem historien været okkuperet af mange nabolande, deriblandt Sverige, Østrig-Ungarn, Tyskland og Rusland.
Anden Verdenskrig.
Under anden verdenskrig var Warszawa skueplads for Warszawaopstanden i 1944, som varede i 63 dage, hvor den polske undergrundshær kæmpede for at befri hovedstaden fra de tyske okkupanter. Efter massiv gengældelse fra tyskerne og deres allierede tropper, mistede over 250 000 mennesker livet, hvorefter byen blev systematisk ødelagt. Den tilbageværende polske befolkning blev interneret i tyske lejre frem til Den Røde Hærs befrielse af byen. Mange af de historiske gader, bygninger og kirker er siden blevet genopbygget.
Moderne tid.
I 1945, efter bombningerne, revolterne, kampene og destruktionen fra stoppet, lå det meste af Warszawa i ruiner.
Efter krigen, under det kommunistiske regime oprettet af Sovjet, blev præfabrikerede offentlige boliger rejst i et hurtigt tempo for at bøde på den katastrofale boligmangel; samtidigt blev blandt andet Kulturpaladset bygget. Byen igen hovedstad i Polen og landets centrum for politik og økonomi. Mange af de historiske gader, bygninger og kirker blev restaureret. I 1980 kom den gamle bydel på UNESCOs Verdensarvsliste.
Johannes Paul 2.s besøg i sit hjemland 1979 og 1983 bragte støtte til fagforbundet Solidarność og opmuntrede dettes voksende antikommunisme. I 1979, mindre end et år efter han blev pave, holdt Johannes Paul 2. messe i Warszawa og endte sin prædiken med at sige (her skrevet på engelsk): "Let Thy Spirit descend! Let Thy Spirit descend and renew the face of the land! This land!" Disse ord var meningsfulde for polakkerne, der forstod dem som ansporende til demokratiske ændringer.
I 1995 åbnede Warszawa Metro. Med Polen optagelse i den Europæiske Union i 2004, oplever Waszawa i øjeblikket det største økonomiske boom nogensinde i byens historie. Åbningskampen til UEFA Euro 2012 skal efter planen finde sted i Warszawa.
Demografi.
Warszawa har historisk været en destination for indenlandsk og udenlandsk immigration, især fra Østeuropa. I næsten 300 år var byen kendt som "Ny Paris". Demografisk set var det den mest differentierede by i Polen, hvor så meget som 20% af dens population enten var jødiske polakkere eller født i et andet land. 2. verdenskrig ændrede alt dette, og i dag er der meget mindre etnisk diversitet end i de foregående 300 år af byens historie. Det meste af befolkningsvæksten i dag er baseret på intern migration og urbanisering.
Uddannelse.
Warszawa er et af de vigtigste uddannelsescentre i Polen. Det er hjemsted for fire store universiteter og over 62 mindre uddannelsesinstitutioner for videregående uddannelse. De vigtigste er Warszawa Universitet og Warszawa Tekniske Universitet.
Det samlede antal studerende på alle uddannelsesniveauer i Warszawa er på næsten 500.000 (29% af byens population; 2002). Antallet af universitetsstuderende er over 255.000.
Klima.
Ifølge klassificeringen af Vincent Okolowicz så ligger Warszawa i en klimazone
med varmt tempererede overgang. Ifølge Köppena klassificering
så afgrænses der to klimazoner - C (moderat) og D
Warszawa's klima kendetegn er forholdsvis ensartet med en gennemsnitlig nedbør
pr. år på ca. 493 mm med en maksimal nedbør som findes sted i juni (72 mm) og og det mindste nedbør sker i februar (18
mm). Den gennemsnitlige årlige temperatur er 7,8 ° C med en maksimal temperatur i juli (18,0 ° C) og
minimum i januar (-3,3 ° C). Vækstsæsonen er ca 200 dage. Warszawa er
hovedsagelig under indflydelse af polære luftmasser, polar-hav luftmasse udgør ca. 60% af dage om året og de
polar-kontinentale udgør ca. 30% af dage om året. I Warszawa og dens provinserbyer er de meget
tydeligt påvirket af klimaet pågrund af den tætte bebyggelse som også er kendt som "den såkaldte urbane
varme ø". Dette sker ved en højere gennemsnitlig temperatur i byens centrum,
højere nedbør (bedre betingelser for udviklingen af ustabile ligevægt i atmosfæren) og
lavere vindhastighed. På grund af det høje indhold af aerosoler og forurenende stoffer i
luften, danner dette tit en gråsky over byen som bliver ofte føre til at solstrålerende har svært ved at ramme jorden som øger
Berømtheder.
En af de mest berømte personligheder fra Warszawa var Maria Skłodowska-Curie, som opnåede international anerkendelse for sin videnskabelige opdagelse af stråling. Blandt berømte musikere findes Władysław Szpilman og Frédéric Chopin. Chopin blev født i landsbyen Żelazowa Wola omkring 60 km fra Warszawa, men flyttede til byen sammen med sin familie, da han var syv måneder gammel.
Tamara de Lempicka var en kendt kunstner født i Warszawa. Hun blev født Maria Górska i Warszawa til rige forældre og giftede sig i 1916 med den polske advokat Tadeusz Łempicki. Mere end nogen anden representere hun stilen art deco i maleriet. Warszawa var elsket af Isaac Bashevis Singer og blev beskrevet i mange af hans romaner.
Variationer.
"City of menace, like a coffin lid thrown down an abyss as if by a tempest's blow – yet proud as a black lion who takes long to die "
-"Warsaw", Krzysztof Kamil Baczyński
"What are you doing here, poet, on the ruins Of St. John's Cathedral this sunny Day in spring? What are you thinking here, where the wind Blowing from the Vistula scatters The red dust of the rubble?"
-"In Warsaw", Czesław Miłosz
Skillert.
Skillert er betegnelsen for den adskillelsesenhed, som bruges på supermarkeders transportbånd. Den består ofte af hård plastic, og er for det meste formet som et V på hovedet, eller et L.
Man ser sjældent en skillert uden en reklame enten støbt ind i plasticen, eller sat fast udenpå.
Ordet skillert blev vedtaget af Dansk Sprognævn på baggrund af en opfordring fra tv-programmet Rene ord for pengene (DR1), i 2003. Ordet skillert er sjældent brugt og lidet kendt, og har ikke fået den modtagelse i det danske sprog, som Rene Ord for Pengene havde håbet på.
Før "skillert" blev vedtaget, havde genstanden intet navn.
Kaskelothval.
Kaskelothvalen ("Physeter macrocephalus") er en hval, der hører til tandhvalerne. Kaskelotten findes i de fleste have over hele verden. I Danmark strander kaskelothvalerne af og til ved de flade kyster. I efteråret 1999 blev der fundet 5 strandede kaskelothvaler ved Rømø, alle hanner. Kaskelothvalerne finder ligesom andre hvaler vej blandt andet ved at udsende lyde, der kommer tilbage som ekko. Kaskelotten er det dyr, der kan udstøde den højeste lyd i dyreriget. Lydene bruges ud over som navigationssystem også som våben, da dyret kan udsende så kraftige lyde, at de kan lamme hvalens bytte.
Kaskelotter lever hovedsageligt af blæksprutter. Hvalen er udstyret med 19-23 spidse tænder i den spinkle underkæbe, som bruges til at fastholde byttet. Tænderne passer præcist op i huller i overkæben. Mange kaskelotter, specielt de store hanner, der dykker dybest, kan tage meget store blæksprutter. Nogle mener kaskelotten endda kan tage kampen op med kæmpeblæksprutter og kolosblæksprutter. Store runde sugemærker efter kamp med blæksprutter findes ofte på de store han-kaskelothvalers hoved og kunne tyde på at det er tilfældet. Hvis en kaskelothval får fat på en særligt stor blæksprutte, suger blæksprutten sig fast på hvalens krop med alle dens arme, kaskelotten svømmer så op til overfladen og hopper adskillige meter op af vandet og lander med hele sin vægt på blæksprutten. Efter en del gentagelser er blæksprutten blevet så konfus at hvalen så småt kan begynde at æde den.
Hvalen ånder, som alle tandhvaler, gennem et enkelt hul oven på hovedet, hvalens maksimale dykketid er 1 time. Man er ikke helt klar over hvor dybt kaskelotten rent faktisk kan dykke. Men det er sikkert at det er den hval og dermed det pattedyr i verden der kan dykke dybest - flere kilometer ned i dybet. Man mener at kaskelottens store hoved, der er fyldt med en speciel olie - spermacetolie, der har gives hvalen dens engelske navn ("Sperm whale"), hjælper hvalen med at overleve trykket på de dybe dyk.
Kaskelotten er den største nulevende tandhval. Hannerne kan blive op til 20 m og veje op til 50 tons. Hunnerne bliver kun op til 12 m og vejer 16 tons (en almindelig personbil vejer ca. 1 ton).
Som hos alle hvaler er kaskelottens halefinne flad og vandret i modsætning til for eksempel fiskens, og hvalen skubber sig frem i vandet ved at bevæge kroppen og halen op og ned. Den kan komme op på 22 km i timen, men svømmer normalt 6-7 km i timen.
Kaskelotternes naturlige fjender er i dag spækhuggere. Spækhuggerne æder kaskelotternes unger, men de voksne kaskelotter er for store og stærke. Tidligere var kaskelotter et yndet mål for hvalfangere. Specielt den værdifulde spermacetolie var eftertragtet. Olien blev blandt andet brugt til fremstilling af lys og kosmetik. Den berømteste kaskelothval var netop en figur i en hvalfangerhistorie: Moby Dick, den hvide hankaskelot.
Hvis man kunne tænke sig at se kaskelothvaler tæt på, er New Zealand Kaikoura, hvor der er en helt unik fordybning i havbunden, der skyller store mængder af blæksprutter op på forholdsvis lavt vand. Dette sted er et rent festmåltid for kaskelothvaler.
Klyde.
Klyden ("Recurvirostra avosetta") er 43 cm lang fra næb til hale. Med det opadkrummede næb "skummer" den havets overflade for krebsdyr, orme, fiskeæg og alger. Den yngler i kolonier på marsk- og strandenge og gerne på småøer og holme. Klyderne findes i Europa og i store dele af Afrika og Asien. Danmark er på nordgrænsen af klydernes udbredelse. Om efteråret samles klyderne ved Vadehavet, før de trækker sydpå til Sydvesteuropa og Vestafrika. I modsætning til de fleste andre vadefugle, kan man se klyderne svømme på vandet, og den har svømmehud mellem tæerne.
Klyderne slutter sig sammen og mobber måger og krager, hvis disse kommer for tæt på rederne. Krager og måger kan sagtens finde på at snuppe en lille klydeunge eller et klydeæg, hvis de kan slippe af sted med det, men klyderne har tit held til jage æggetyvene væk. En anden taktik klyden anvender for at beskytte sin rede er at lade, som om den selv har brækket vingen og derved trække rovdyrets opmærksomhed væk fra reden.
Klyderne ankommer til Danmark i løbet af marts, og æglægningen finder sted i slutningen af april. Klækningen af ungerne sker i midten af maj, og umiddelbart efter går forældrene med deres unger ud på vaden, hvor de æder vandinsekter og orme. I løbet af juli, august og september ses klyderne samlet i store, fælles territorier, hvor de fælder dragten. Inden de voksne fugle er færdige med fældningen, begiver ungfuglene sig mod overvintringspladserne, som strækker sig fra Vesteuropa til Middelhavet og videre til Vestafrika. I løbet af september og i starten af oktober begynder efterårstrækket for de voksne fugle.
Elefant.
Elefanter ("Elephantidae") er en familie i klassen pattedyr, og der findes flere forskellige arter i verden i dag. Stamformen til elefanterne som vi kender dem hed "Primelephas", den var stamform til både mammutter og de egentlige elefanter. Primelephas levede i Centralafrika under den sene miocæn (for 5 millioner år siden). Man mener den levede i skove og havde små stødtænder i underkæben.
Arter.
Elefanterne inddeles i flere familier, som alle er uddøde undtagen to arter i underfamilien "egentlige elefanter".
Den afrikanske elefant er generelt større end den asiatiske. Den afrikanske elefant har størst ører og en flad pande.
Begge arter lever i familieflokke med en matriark, der fører an og tager beslutninger om, hvor flokken skal vandre hen for at finde føde. I familieflokken færdes hunnerne og ungdyrene, mens hannerne, når de bliver kønsmodne forlader flokken og strejfer om, enten alene eller i ungkarle-grupper.
Udseende og adfærd.
Sammenligning af menneskets og elefantens skeletter, ca. 1860.
Elefanter i Rostock Zoo, 2007
Elefanter kommunikerer ved hjælp af kropssprog og meget dybe rumlelyde, som det menneskelige øre knapt kan opfatte. Ved hjælp af lydene kan elefanterne kommunikere med hinanden over meget store afstande - flere kilometer.
Udover elefantens karakteristiske stødtænder har den også fire store kindtænder, der slides når elefanten spiser. Disse kindtænder nedslides over en periode på 10 år. Nye kindtænder er i mellemtiden vokset ud bag de gamle, som bliver skubbet ud af munden. Elefanten kan skifte kindtænder seks gange, og når det sidste sæt er udtjent, vil den dø af sult.
Elefanter fødes med en ofte rødlig sparsom hårvækst. Håret bliver mørkere med alderen, og med tiden slides det stort set væk de fleste steder. Dog ses hår næsten altid på hoved og hale.
Elefanter er ikke de eneste pattedyr der har fire knæ -for at aflive en gammel myte. Man ser elefantens knæ og albuer, når den bøjer sine ben. Her kan det godt se ud som om, at forbenene har knæ, idet det nederste led på benene bøjes fremad. Men det er ikke et knæ, der bøjer sig, men derimod fodens vrist, som sidder højt oppe på benet. Elefanten går nemlig på sine tåspidser i de tykke trædepuder.
Begge arter har været meget truede. Det begynder at lysne i Afrika, hvor der i nogle dyreparker næsten er for mange elefanter, takket være en meget hård indsats mod krybskytter og en værnen om naturparkerne. I Østen ser det værre ud, da elefantens levesteder hurtigt forsvinder. Her er kun meget få vilde elefanter tilbage i naturen.
Ronkedorer.
En ronkedor er en (gammel) hanelefant, der lever alene. Hanelefanter lever gerne alene fra de bliver kønsmodne og kan være aggressive. Herfra har ordet fået betydningen "en umedgørlig person eller krakiler".
Knivmuslinger.
Den amerikanske knivmusling er indslæbt til Europa med vandet i skibes ballasttanke. Den blev først observeret i Tyske Bugt i 1979 og arten trives nu bl.a. i Vadehavet, hvor den første gang blev observeret på Rømø i 1981.
Knivmuslingerne kan blive op til 15 cm lange. Men de skaller, der bliver skyllet op på landjorden, er sjældent længere end 8-9 cm, og de går let i stykker i brændingen, for de er tynde. Dyrene lever i Nordsøen, Limfjorden og Kattegat på dybder ned til 30 meter. Knivmuslingen har ikke mange fjender blandt vadefuglene, kun regnspovens næb er langt nok til at nå den i sandet, hvor den graver sig ned for at æde plankton, som den kan filtrere fra vandet gennem et ånderør, der føres op til sandoverfladen. Knivmuslingerne bliver størst i saltvand. Der er derfor store knivmuslinger ved Vadehavet, mens der ved f.eks. Æbelø, hvor vandet ikke er nær så salt, er langt færre knivmuslinger.
Knopsvane.
Knopsvanen ("Cygnus olor") er den kendteste af vores tre svanearter i Danmark. Den er Danmarks største fugl. Knopsvanen var ved at blive udryddet, men totalfredning har medført, at den nu findes ynglende i enhver større dansk Sø. I 1925 var der kun cirka tre par svaner tilbage, i 1950 var der cirka 300-400 par, og i 1955 1.000 par, i 1978 4.000 par.
Om efteråret flyver den ud til kysterne blandt andet ved Vadehavet, hvor den tilbringer vinteren i flokke. Knopsvanen lever næsten udelukkende af vandplanter som alger og tang, men æder også græs og korn. Når den flyver, frembringer vingerne en høj, syngende lyd. Når hunnerne er tre år gamle, kan de lægge æg.
Svanen kan ikke dykke, men henter vandplanter op af vandet på samme måde som svømmeænder, f.eks. gråanden, ved at vende halen i vejret og stikke hovedet ned i vandet, sådan at svanen faktisk står lodret med hovedet nedad. Er der tilstrækkeligt føde i vandskorpen kan den nøjes med at snadre i overfladen.
Knopsvanen blev ved en seerafstemning i Danmarks Radio i 1984 valgt til Danmarks nationalfugl.
"De voksne knopsvaner" er hvide med orangerødt næb og en sort knop over næbbet. Benene er mørkegrå. Halsen bæres sædvanligvis i en karakteristisk s-formet kurve.
Voksne knopsvaner har en længde på fra 125 til 170 centimeter. Vingespændet er fra 200 cm. til 240 cm. På land kan de række over 120 cm. i højden. Vægten er gennemsnitlig cirka 12 kilogram, men kan spænde fra 9 kilogram til 23 kilogram.
Hannerne er større end hunnerne og har en større knop over næbbet, men hannerne og hunnerne er i øvrigt ens.
"Dunungerne" har lysegrå dun på oversiden, mens undersiden er hvid og deres næb er gråt.
"Ungfuglens" fjerdragt er gråbrun. Næbbet er sort. Først i en alder af to år er svanerne hvide.
Der findes en genetisk variant, hvor knopsvanen har lyserøde ben og ungerne er hvide. Varianten er oprindeligt opstået blandt tamme knopsvaner.
"Æggene" er hvidlige med grågrønligt anstrøg. De måler cirka 10,5 cm til 12,5 cm i længden og 0,7 cm til 0,8 cm i bredden
Knopsvanen har ingen stemmebånd (på engelsk hedder knopsvanen: den stumme svane), men den kan hvæse.
Reden, der er omfangsrig, bygges på tørre steder. Ved søer bygges reden i bredvegationen eller på små holme, gerne lige ved vandkanten og ved kysterne oftest på strandenge. Reden består af siv og tagrør, kviste og rødder af vandplanter. Ved kysterne anvendes mest ålegræs og tang. Hannen og hunnen bygger reden i fællesskab, således at hannen henter redematerialet og hunnen bygger selve reden.
Samme par ruger på samme sted år efter år. Begge forældrene hjælpes ad med rugningen og senere med pasningen af ungerne. Knopsvanen lægger 5-9, (mere sjældent 10-12) æg i maj og juni. Æggene har ofte dybe furer i skallen. Forældrene ruger på æggene i 34-38 døgn. Ungerne forlader reden efter et døgn. Ungerne bliver flyvefærdige efter cirka 120 døgn.
Knopsvanen forsvarer energisk sit revir og sine unger og angriber både fugle og pattedyr, herunder mennesker, som kommer for tæt på. I det Københavnske område er knopsvanerne dog ofte halvtamme og mere tolerante over for mennesker.
Svanerne fodrer ikke deres dununger, men hunnen hiver vandplanter op af vandet uden at spise dem, og lader derefter planterne falde tilbage i vandoverfladen fra 10-20 cm højde. Ungerne, der holder sig tæt foran hunnen, kan derefter snadre plantedele i sig.
Hannen holder sig inden for få meter af familien og varetager forsvaret af ungerne. Som regel er trueadfærd tilstrækkeligt. Trueadfærden består i at sprede de lukkede vinger ud til siden samtidigt med at den hvæser advarende. Om nødvendigt deltager hunnen i forsvaret med samme trueadfærd.
Knoporm.
En knoporm er larven af ageruglen ("Agrotis segetum"), som hører under natsværmerfamilien ugler ("Noctuidae").
Takahe.
Takahe'en ("Porphyrio mantelli hochstetteri") er en indfødt newzealandsk fugl, som man i starten af sidste århundrede troede var uddød forlængst ligesom moa'en.
Heldigvis fandt man i 1940'erne en lille bestand i bjergene i Fjordland på Sydøen. Nu trives de på de småøer, hvor det er lykkedes at udrydde alle de for New Zealand, fremmede pattedyr. På Tiritiri Matangi, en lille ø lige ud for Auckland, findes 30 procent af verdens takaheer.
Takahe'en kan som kiwien ikke flyve, den har kun nogle små vingestumper.
Afrikansk elefant.
Den afrikanske elefant ("Loxodonta africana") er et pattedyr. Den er nært beslægtet med arten afrikansk skovelefant, ("Loxodonta cyclotis"). Tidligere regnedes skovelefanten som en underart under "L. africana", og man taler derfor undertiden om den afrikanske elefant som den afrikanske savanneelefant.
Den afrikanske elefant er udbredt over det meste af Afrika, men er gået voldsomt tilbage. Den nuværende bestand menes at være på omkring 300.000-400.000 individer. I 1979 fandtes der 1.200.000 afrikanske elefanter.
Savanneelefanten er den største af alle elefanterne og den med de største ører. Skovelefanten er noget mindre, da den "kun" vejer op til 3,5 tons. Skovelefanten har ører af mellemstørrelsen.
Arterne har en række anatomiske forskelle, blandt andet har skovelefanten i lighed med den asiatiske elefant fem tæer på de forreste fødder og fire tæer på bagfødderne, Savanneelefanten har fire tæer på de forreste fødder og tre på bagfødderne.
I Danmark kan man se afrikanske elefanter i Aalborg Zoo.
En af de mest kendte afrikanske elefanter er Jumbo.
Asiatisk elefant.
Den asiatiske elefant er et pattedyr og kaldes ofte for indisk elefant.
Elefanten var engang udbredt så langt vestpå som Irak og Syrien og helt over til Den gule flod i Kina. I dag er udbredelsen begrænset til 13 Lande. Fra Indien i vest til Borneo i øst.
Den samlede bestand i Asien vurderes at være på mellem 35.000 og 50.000 individer.
Tidligere vurderinger går på, at der i starten af forrige århundrede var cirka 100.000 vilde elefanter.
Elefanten er dog stærkt presset af befolkningsudviklingen, der medfører øget behov for landbrugsjord. Turismen er dog også med til at presse elefanten. I Thailand menes omkring 100 elefantunger at blive indfanget ulovligt, for at blive klappet og fodret af turister. Dette ud af en total bestand på cirka 5.000 elefanter. Ofte bliver moren eller flokken også dræbt under tilfangetagelsen af elefantungen.
Den asiatiske elefant vejer op til 5 tons, og den kendes på at dens ører er væsentligt mindre end den afrikanske elefants. Det er kun hannerne, der har store stødtænder. Hunnernes stødtænder er meget små og ses næsten ikke.
Indisk elefant.
Indisk elefant'", ("Elephas maximus indicus") er et pattedyr og er en underart af den asiatiske elefant som lever på det indiske subkontinent.
Nomenklatur.
Betegnelsen Indisk elefant anvendes også som synonym for den asiatiske elefant. Dette skyldes, at Carl von Linné i starten kaldte den asiatiske elefant for den indiske elefant. Senere kategoriserede han elefanten fra Ceylon (nu Sri Lanka) for at være sin egen art. Han anså den også for, at være større og gav den derfor navnet "Elephas maximus". Senere forskning har dog vist at alle asiatiske elefanter tilhører samme art, og de er derfor blevet samlet under artsnavnet "maximus".
Konksnegl.
Konksneglen ("Buccinum undatum") er en rasper, idet den med sin tunge rasper alger af bl.a. sten, sand og vandplanter. Den er 10-11 cm høj. Den lever i alle farvande i Danmark. Hos en voksen konksnegl er sneglehuset 11-14 cm højt. Nogle kalder den også for konkylie. De store sneglehuse er grå-røde, og de små er mere rødlige. Det tager uger for den at lægge æg. Konksneglen ånder ved gæller ligesom andre havsnegle. Den har et ånderør, som den får ilt igennem på det lave vand. Hvis konksneglen bliver forskrækket, kan den lukke sit hus med et låg. Konksneglen bevæger sig ved hjælp af sin fod.
Konksneglen tager muslinger og døde fisk. Dens fjender er bunddyr som for eksempel havkat.
Korsedderkop.
Korsedderkoppen ("Araneus diadematus") har et lyst mønster på oversiden, der ligner et kors. Korsedderkoppen er en af Danmarks største edderkopper. Den hører til hjulspinderne, der spinder hjul-formede net, som de fanger deres bytte i. Korsedderkoppen er almindelig overalt i Danmark.
Som hos de fleste hjulspindere er hunnen meget større end hannen og der foregår jævnligt kannibalisme i forbindelse med parringen. Studier af edderkoppers parring er dog foretaget i lys, og da edderkoppers parringer oftest foregår i mørket, kan det tænkes, at forekomsten af kannibalisme er overvurderet.
a>. Bemærk at det er sjældent at gedehamse når at blive indfanget af edderkoppen, da gedehamsen normalt hurtigt får bidt sig fri af spindet før edderkoppen når at vikle den mere ind.
Storbritannien.
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, i kort form blot Storbritannien, og i daglig tale forkert omtalt som England, er et konstitutionelt monarki, som omfatter England, Skotland, Wales og Nordirland. Storbritannien udgør størstedelen af øgruppen De Britiske Øer beliggende uden for den nordvestlige kyst af det europæiske kontinent. Kanaløerne og Isle of Man er i personalunion med Storbritannien (den britiske monark er således også statsoverhoved på disse øer), men er ikke en del af det.
Historie.
Traditionelt har historikere og arkæologer antaget, at Storbritanniens tidlige historie var præget af invasioner og fortrængninger af tidligere befolkningsgrupper, men dette syn er nu mere omdiskuteret. For eksempel mødte den romerske invasion i det første århundrede f.Kr. udpræget keltisk samfund og kultur, men det er uklart, om dette skyldes tidligere erobring eller fredelig kulturpåvirkning. I det 5. århundrede blev De Britiske Øer invaderet af germanske stammer, først og fremmest anglere og saksere fra dagens Nordtyskland, men også jyder fra dagens Danmark. Disse germanske stammer lagde grundlaget for den engelske nation og medbragte det oldsaksiske sprog, som udviklede sig til nutidens engelsk. I 1066 blev angelsakserne erstattet af de skandinaviske normanner som den herskende klasse, efter Vilhelm Erobrerens erobring af England. Senere smeltede angelsaksere og normannere sammen til et folk.
Det Britiske Imperium.
I 1800-tallet var Storbritannien den dominerende handels- og sømagt i verden med et imperium, som strakte sig over en tredjedel af kloden. Blandt andet var Indien, Canada, Australien og større dele af Østafrika underlagt den britiske krone. Som følge af dette er den britiske monark stadig statsoverhoved i mange tidligere kolonier.
Det Britiske Imperium har haft stor betydning for den moderne verden eksempelvis gennem udbredelsen af demokrati og den parlamentarisk styreform samt selvfølgelig det engelske sprog og kultur.
Det britiske imperium udviklede, kontrollerede og systematiserede den internationale - og tilnærmelsesvis globale - handelsvirksomhed. Det skete inden for rammerne af kolonistrukturen. Og denne handelsvirksomhed havde en afgørende indflydelse på udviklingen af nutidens globale verdensmarked.
Politik.
Storbritannien er en statsenhed med en konstitutionelt monarkisk styreform. Forfatningen består af en samling af love, konventioner og retssædvaner og ikke af ét enkelt dokument. Statsoverhovedet er den britiske monark, men den udøvende magt udøves af regeringen gennem kabinettet, der er ansvarlig overfor parlamentet og befolkningen. Den lovgivende magt udøves af parlamentet efter princippet om parlamentarisk suverænitet. Den britiske decentraliseringsproces har ført til, at Wales, Skotland og Nordirland har fået egne parlamentariske forsamlinger og regeringer. I 2009 blev der indført en højesteret for hele Storbritannien, men kongeriget består stadig af tre adskilte retsområder: England og Wales, Nordirland og Skotland.
Storbritannien har været regeret af tyske fyrsteslægter siden 1714. Da arvede Hannovers kurfyrste Georg Ludwig tronen. Med dronning Victoria uddøde huset Hannover, og tronen gik til hendes mands slægt, den albertinske linje af det saksiske Wettin-dynasti, Sachsen-Coburg-Gotha. Kongehuset i landet har siden 1917 (som følge af 1. verdenskrig) brugt navnet Windsor uafhængigt af, hvilket hus som sidder på tronen. Med dronning Elizabeth 2. vil huset Sachsen-Coburg-Gotha miste den britiske trone, som vil passere til huset Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, som tidligere regerede Grækenland, prins Philips fødeland. Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg regerer også i Danmark og Norge.
Retssystemer.
Det Forenede Kongerige har aldrig haft ét enkelt retssystem, eftersom staten blev skabt efter en politisk union imellem uafhængige kongeriger. Det følger af Unionstraktaten af 1707s art. 19, at Skotland er garanteret sit eget retssystem, ligesom Nordirland siden sin oprettelse som provins ligeledes har haft sit eget. I dag eksisterer der således tre sideordnede og forskellige retssystemer i Storbritannien: Ét for England og Wales; ét for Nordirland og ét for Skotland. Retssystemerne for England og Wales samt Nordirland er baseret på common law, mens det skotske følger en kombination af common law og det civilretlige system.
Overhuset, parlamentets førstekammer, varetog igennem århundrede funktionen som Storbritanniens øverste appelinstans i overensstemmelse med princippet om parlamentarisk suverænitet. Formelt set kunne ethvert medlem af overhuset deltage i en appelsags behandling, men efter en parlamentarisk kutyme blev sager i praksis kun hørt og behandlet af Appeludvalget, der udelukkende bestod af "Law Lords", som alle var dommere.
Nyere ændringer i forfatningen har ført til oprettelsen af en Højesteret, der i oktober 2009 overtog appelfunktionen fra Overhusets Appeludvalg. Statsrådets Retsudvalg har ligeledes overført sine kompetencer til at høre sager fra Skotland, Nordirland og Wales til den nye højesteret.
Højesteret har til sæde i Middlesex Guildhall, beliggende på den vestlige side af Parliament Square i London.
I samme bygning bor også Statsrådets Retsudvalg, der er den øverste appelinstans for Storbritanniens oversøiske territorier og kronbesiddelser, samt øverste appelinstans for de commenwealthstater, der har bibeholdt denne appelmulighed.
Økonomi.
De Britiske Øer er gået fra at være selvforsynende til at være afhængig af udenlandshandel, i takt med at befolkningstætheden er øget. Storbritannien var det første land, som indgik i den industrielle revolution. Statslig kontrol over økonomien ligger hos "Chancellor of the Exchequer", for tiden George Osborne.
a>, det største finanscenter i Europa.
Britisk økonomi er baseret på kapitalisme efter angelsaksisk model, centreret omkring markedsliberalisering, lavt skattetryk og regulering. Storbritannien udgør den femte største økonomi i verden, den næststørste i Europa efter Tyskland og den sjettestørste i henhold til købekraftsparitet.
Storbritannien var det første land i verden, som oplevede den industrielle revolution og koncentrerede sig om tung industri i lighed med de fleste andre sammenlignelige nationer på den tid. Dominerende industrier var skibsbyggeri, kuludvinding, stålproduktion og tekstilproduktion. Imperiet skabte et eksportmarked for britiske produkter med det resultat, at briterne dominerede den internationale handel i 1800-tallet. Da andre nationer gennemgik en lignende industrialisering, og i takt med at overskuddet af arbejdskraft fra landbruget gik ned, mistede Storbritannien sit forspring. Resultatet var en nedgangsperiode for landets industri op gennem 1900-tallet. Den britiske service-sektor havde dog i samme periode en betydelig vækst og udgør nu cirka 73 % af BNP.
Den service-sektoren er domineret af finansindustrien, specielt inden for bank og forsikring. London er et af verdens finanscentre, med London Stock Exchange, London International Financial Futures and Options Exchange og Lloyd's of Londons forsikringsbørs. De sidste 10 år er et konkurrerende finanscenter vokset frem i havnestrøget i byen med HSBC, Citigroup og Barclays Bank som store aktører. Den skotske hovedstad Edinburgh har også en udbygget finansindustri, den sjette største i Europa.
Turisme er vigtig for den britiske økonomi, og over 27 millioner turister besøger hvert år. Storbritannien er det sjette største turistmål i verden.
Den britiske industri har haft en nedtur siden 2. verdenskrig. Den er stadig en betydelig del af økonomien, men stod kun for en sjettedel af landets værdiskabelse i 2003. Den britiske bilindustri er en betydelig del af denne sektor, selv om al produktion af et vis volumen har udenlandske ejere. Flyindustrien er domineret af BAE Systems og den europæiske koncern Airbus. Rolls-Royce er en stor international aktør inden for flymotorer. Kemisk og farmaceutisk industri står også stærkt, med verdens anden- og tredjestørste farmaceutiske firmaer (GlaxoSmithKline og AstraZeneca).
Den britiske landbrugssektor er lille i europæisk målestok og står kun for 0,9 % af BNP. Storbritannien har stadig store reserver af Kul (bjergart)kul, gas og olie. Primærproduktion af energi står for cirka 10 % af BNP, en af de største andele af nogen industrialiseret stat.
Valutaen i Storbritannien er pound sterling, repræsenteret ved symbolet "£". Bank of England er centralbanken og udgiver valutaen, selv om banker i Skotland og Nordirland har ret til at trykke egen valuta, så længe de har reserver af Bank of England-sedler. Storbritannien valgte ikke at gå ind i Euro-samarbejdet.
Geografi.
England består for det meste af lavland, med noget mere bjergterræn i nordvest (Cumbriabjergene i Lake District) og nord (Penninerne), og kalkstenåse i Peak District. Man finder også flere områder med lave kalkstensåse, som Purbeck, Cotswolds, Lincolnshire med flere. Der findes ingen bjergtoppe over 1.000 meter i England. De vigtigste floder er Themsen og Severn, og man medtage ofte også fjorden Humber i denne gruppe. Det største byområde er Greater London, som også er hovedstad. Gennem Eurotunnelen er der landforbindelse til Frankrig.
Skotland har en varieret geografi med lavland i syd og øst og højland i nord og vest. Det højeste bjerg i Storbritannien ligger i det skotske højland; Ben Nevis rager 1.344 moh. Der er mange lange og dybe fjorde og indsøer. Over 800 øer i Skotland, deriblandt Hebriderne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Største by er Glasgow, mens hovedstaden er Edinburgh.
Wales består for det meste af bjergterræn. Den højeste top er Snowdon, på 1.085 meter over havet. Nord for fastlandet ligger øen Anglesey. Hovedstaden Cardiff er største by, og ligger i den sydlige del af Wales.
Nordirland består for det meste af "åslandskab". De største byer er hovedbyen Belfast og Derry (Londonderry). Storbritanniens største indsø, Lough Neagh, ligger i Nordirland og har et overfladeareal på 388 km².
Storbritannien har op mod 1.100 småøer eller holme. Nogle af disse er kunstige "crannogs" og blev anlagt for at gøre det lettere at forsvare landet i urolige tider.
Byer og byområder.
Hovedstæderne i de enkelte lande i Storbritannien er: Belfast (Nordirland), Cardiff (Wales), Edinburgh (Skotland) og London (England), sidstnævnte er også hovedstaden i Storbritannien som helhed.
Demografi.
Ved folketællingen i april 2001 havde Storbritannien et befolkningstal på 58.789.194. Dette var tredje højest i EU efter Tyskland og Frankrig og 21. højest i verden. I 2004 blev det anslået, at tallet var øget til 59.834.300, ifølge Office for National Statistics. Befolkningstætheden er blandt de højeste i verden.
Omkring en fjerdedel af befolkningen bor i den sydøstlige del af England, deriblandt 7,2 millioner i Storlondon (Greater London).
Graden af analfabetisme er i underkanten af 1 %, hvilket tilskrives indførelsen af almen grundskole i 1870 og almen ungdomsskole i 1900. I Skotland blev almen grundskole indført allerede i 1696. Skolegang er obligatorisk fra fem- til sekstenårsalderen.
De Britiske Øer er gennem historien blevet udsat for flere invasioner og migrationsbølger, specielt fra Skandinavien og det europæiske kontinent. Før romerne kom, var øerne bosat af keltere, samt at [??] det fandtes rester af præ-keltiske folk af ukendt ophav. Den romerske besættelse varede i flere århundreder, og derefter tog angelsaksere og vikinger over som dominerende grupper. I 1066 kom normannerne. I nyere tid er mange indvandrere kommet til øerne, specielt fra de tidligere britiske kolonier, men også fra de fleste andre lande. Dagens briter kan siges at udgøre en blanding af præ-keltisk, keltisk, romersk, angelsaksisk, norrønt, normannisk og skandinavisk ophav, med et betydeligt indslag af ikke-europæiske folkeslag.
Sprog.
Det dominerende sprog i Storbritannien er engelsk, som er et vestgermansk sprog. Den ældste form af et eget engelsk sprog kaldes oldengelsk, derefter fulgte middelengelsk og så dagens moderne engelsk. Der er betydelige dialektforskelle inden for det engelske sprog. Disse deles gerne i de overordnede grupper hibernoengelsk (Nordirland), skotsk engelsk, walisisk engelsk og "Englandsengelsk".
Dertil kommer flere keltiske sprog: walisisk, kornisk, irsk og skotsk gælisk.
Andre hjemmehørende sprog er skotsk, som er nært beslægtet med engelsk, romani og britisk tegnsprog (nordirsk tegnsprog regnes også ofte som et eget sprog). I Cumbria holdt den keltiske indflydelse sig længe i dialekten, specielt i form af et unikt talsystem, som blev brugt for at tælle får.
De største indvandrersprog er gujarati, hindi, punjabi, urdu, bengali og kantonesisk.
Religion.
Den største religion i Storbritannien er kristendommen. Den blev indført af romerne, men døde mere eller mindre ud, da den romerske overklasse forlod landet. Siden genindførtes kristendommen af Augustin af Canterbury og hans missionærer fra 597.
Den anglikanske kirke er det største kirkesamfund. Den har sin oprindelse i Augustins missionb, men opstod i dagens form ved reformationen i 1534. Hver af de fire nationer har sit eget kirkelige hierarki.
Den engelske kirke er en statskirke med den britiske monark som overhoved og ærkebiskop af Canterbury som øverste åndelige overhoved.
Den skotske kirke er ikke en statskirke, da den er presbyteriansk og afviser statskirkeordninger. Den britiske monark er i kraft af sit embede medlem af kirken. Hun eller han har ingen speciel magtposition, men må aflægge en ed om at "forsvare kirkens sikkerhed".
Kirken i Wales blev udskilt fra Den engelske kirke i 1920'erne. Ærkebiskop Rowan Williams af Canterbury tilhører Kirken i Wales.
I Nordirland er Den irske kirke det største protestantiske kirkesamfund. Den er fælles for Republikken Irland og Nordirland. Dertil kommer flere større presbyterianske kirkesamfund.
Det næststørste kirkesamfunnd er Den katolske kirke, som også har sine rødder i Augustins mission. Ved reformationen blev der lagt store begrænsninger på katolsk trosudøvelse. Under Elizabeth 1. kunne det udløse dødsstraf for højforræderi, hvis en katolsk præst virkede i England. I 1850 blev forbudet ophævet, og kirken oprettede separate hierarkier i de fire nationer (Nordirland og Irland er under samme hierarki).
Der eksisterer dertil en række andre protestantiske og ortodokse kirkesamfund af varierende størrelse.
I anden del af det 20. århundrede var der omfattende indvandring fra Commonwealth of Nations, og dette førte til, at en række andre religioner blev etableret. De største er islam, hinduisme, sikhisme og buddhisme.
Religioner, der hævder at stamme fra præ-keltiske briter, som wicca og ny-druidisme, har en del tilhængere.
Lidt over tre fjerdedele af befolkningen oplyste, at de tilhørte en religiøs retning ved folketællingen i 2001. Antallet af personer, som tilhører et trossamfund, er sandsynligvis noget højere, da det var frivilligt at svare på dette spørgsmål, hvilket mange modsatte sig af principielle grunde. På den anden side har undersøgelser vist, at op mod 35 % af befolkningen anser sig for at være ateister; det er således en betydelig gruppe, som "nominelt" [HVAD BETYDER DET?]er medlem af et trossamfund, men som ikke er troende. Mindre end 20 % af befolkningen deltager regelmæssigt i religiøse aktiviteter. En deltagelse, der er blandt de laveste i verden.
Administrative enheder.
Historisk var alle de fire nationer inddelt i grevskaber. Disse bruges fortsat som geografiske områder, men det er kun i England, at de også er administrative enheder, og heller ikke der er de den eneste anvendte enhed.
Som følge af at England har en meget høj befolkningstæthed, er nationen blevet inddelt i ni regioner, der fungerer som et niveau mellem stat og grevskab. Under disse ligger så grevskaberne og enhedlige myndigheder. Grevskaberne er i sin tur inddelt i distrikter (de enhedlige myndighederne er også distrikter, men er uafhængige af grevskaberne).
Som i andre engelsktalende lande bruger man to forskellige typer bystatus, "city" og "town ". En town indgår som del af et distrikt, mens en city udgør en egen administrativ enhed. Der er pr. 2006 66 steder i Storbritannien med status som city, deraf 50 i England, seks i Skotland, fem i Wales og fem i Nordirland. Denne status gives i "kongelig charter".
Militær.
Storbritanniens forsvar kaldes officielt "Armed Forces of the Crown", men er også kendt som "British Armed Forces" eller "Her Majesty's Armed Forces". Den britiske monark er øverstkommanderende, mens Ministry of Defence har det politiske og administrative ansvar gennem Defence Council of the United Kingdom. Lederen for Defence Council er "Air Chief Marshall" Sir Jock Stirrup.
Forsvarets hovedopgaver er at beskytte riget og dets oversøiske territorier, at fremme rigets sikkerhed og at støtte internationale fredsbevarende operationer. Storbritannien er en aktiv deltager i NATO og andre koalitioner. Det britiske forsvar regnes for at være et af de stærkeste i verden.
Pr. 2005 havde British Army 102.440 soldater, Royal Air Force 49.210 og Royal Navy 36.320. Det er søværnet, som kontrollerer Storbritanniens strategiske atomvåben, der består af fire Trident-ubåde, som fører atomraketter. Marineinfanteriet Royal Marines er også underlagt Royal Navy. Det totale antal soldater er omkring 190.000. Styrkerne er pr. 2006 udstationeret i over 80 lande, de fleste er medlemmer af Commonwealth (Commonwealth of Nations). 9 % af de regulære tropper er kvinder, og i reserven finder man noget højere kvindeandel. Storbritannien har ikke haft værnepligt siden afskaffelsen af National Service i 1960.
Det findes flere specialstyrker, hvoraf Special Air Service (SAS) under British Army og Special Boat Service under Royal Navy er de mest kendte. De britiske specialstyrker regnes for at være blandt de bedste i verden.
Royal Navy er det næststørste søværn i verden, målt efter tonnage. Traditionelt er det søværnet, som har været den vigtigste garanti for Storbritanniens sikkerhed.
Storbritannien er også et af de fem lande i verden med et omfattende atomarsenal. De bruger missilsystemet Trident II fra ubåde af Vanguard-klassen.
Sidst, de britiske styrker gik alene i krig mod en fjende, var Falklandskrigen i 1982. I alle senere konflikter har Storbritannien indgået i koalitioner.
Uddannelse og videnskab.
Radcliffe Camera, en af de mest kendte af Oxforduniversitetets bygninger.
Storbritannien har nogle af verdens ledende og mest kendte universiteter, deriblandt University of Cambridge, University of Oxford og University of London.
Blandt kendte britiske videnskabsmænd finder man Isaac Newton, Charles Darwin, Stephen Hawking, Adam Smith, James Clerk Maxwell, Lord Kelvin og Isamabard Kingdom Brunel. Mange kendte opfindelser har også sit opphav i Storbritannien, blandt andet lokomotivet, vaccination, fjernsyn, jernbane, intern forbrændingsmotor og jetmotor. Den første programmerbare computer var også britisk; "Colossus" på Bletchley Park blev bygget i 1944 og holdt tophemmelig til 1970'erne.
I 2006 skal Storbritannien have haft det næstmest produktive forskermiljø efter USA, med 9 % af verdens forskningsrapporter og 12 % af referencerne i de ansete videnskabelige tidsskrifter.
Litteratur.
1500-talsdramatikeren William Shakespeare er sandsynligvis den mest kendte engelske forfatter. Blandt andre kendte forfattere og digtere, som har bidraget til at forme billedet af det britiske, finder man søstrene Charlotte, Emily og Anne Brontë, Jane Austen, Virginia Woolf, J.K. Rowling, J.R.R. Tolkien, P.G. Wodehouse, C.S. Lewis, John Milton, Oscar Wilde, H.G. Wells, sir Walter Scott, Charles Dickens, J.M. Barrie, sir Arthur Conan Doyle, George Orwell, Geoffrey Chaucer, William Blake, Lord Byron, Robert Burns og Lord Tennyson.
Musik.
Inden for klassisk musik finder man en række kendte britiske komponister, som William Byrd, John Taverner, William Lawes, John Dowland, Thomas Tallis og Henry Purcell fra 16. og 17. århundrede, og i senere århundreder personer som sir Edward Elgar, sir Arthur Sullivan, Ralph Vaughan Williams og Benjamin Britten. Georg Friedrich Händel tilbragte det meste af sit aktive arbejdsliv i England.
Storbritannien var sammen med USA et vigtig sted for udviklingen af rock. Blandt de mest kendte kunstnere og grupper finder man The Beatles, David Bowie, Elton John, Ozzy Osbourne, Queen, Deep Purple, Led Zeppelin, Pink Floyd, Genesis, Rolling Stones, The Who, Duran Duran, The Smiths, Depeche Mode, The Cure og mange andre. Inden for punk var Storbritannien længe i første række med bands som Sex Pistols og The Clash. Det samme gjaldt i en periode heavy metal, med bl.a. Judas Priest, Black Sabbath, Motörhead og Iron Maiden.
I midten af 1990'erne opstod fænomenet britpop med bands som Oasis, Blur, Spice Girls, Radiohead og Coldplay. Storbritannien har også ligget langt fremme inden for electronica, med for eksempel The Prodigy, Chemical Brothers, Faithless og Aphex Twin.
På grund af de mange indvandre fra Caribien har caribisk musik, særligt i form af reggae og indie rock, også været udbredt i Storbritannien. Blandt udøvere finder man Kaiser Chiefs, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Keane.
Medier.
Storbritannien har omfattende medievirksomheder med stor spændvidde. Som følge af, at engelsk er et internationalt sprog, er engelske medier kendt og læses over store dele af verden.
BBC er landets officielle radio- og fjernsynsselskab, og er verdens ældste broadcastingselskab. Det finansieres gennem tvungen fjernsynslicens og driver flere fjernsyns- og radiokanaler både i Storbritannien og i udlandet. BBC World Service sender på 33 sprog over hele verden. BBC News er tilgængelig i mange lande og har ry for at være et særdeles troværdigt nyhedsmedie.
Blandt private fjernsynskanaler med "bakkesendinger" [HVAD ER DET?] finder man ITV, Channel 4 og five. Af satellitkanaler er Britisk Sky Broadcasting den største. Størstedelen af digitale kabeltjenester leveres af, efter at NTL og Telewest blev slået sammen i marts 2006.
Britisk radio domineres af BBC Radio, som har 10 nationale og 40 regionale kanaler. Den mest populære målt efter antal lyttere er BBC Radio 2, som først og fremmest sender populærmusik og er især henvender sig til midaldrende lyttere. BBC Radio 1 er rettet mod lyttere i alderen 15–24, og var tidligere den mest populære kanal. Kommercielle kanaler er i de fleste tilfælde regionale, men Virgin Radio og Classic FM sender nationalt. Blandt de mest populære regionale kanaler er Capital FM i London, Heart i London og Midlands, Galaxy i Birmingham, Magic i London og Nordengland og Radio Clyde i Glasgow.
Britiske aviser deles ofte i seriøse aviser og tabloider. Denne skelnen handler i mindre grad end tidligere på den enkelte avis' fysisk format, efter at flere af de seriøse aviser har skiftet til et mere kompakt format. The Sun har det største oplag og står for omkring en fjerdedel af det totale antal solgte aviser, mens søsteravisen News of the World er den største søndagsavis. Begge aviser bringer meget kendis- og skandalestof. Til de seriøse aviser regnes The Guardian og Daily Telegraph. Sidstnævnte befinder sig politisk noget til højre for centrum og har i dag overhalet The Times som den mest sælgende avis. Den vigtigste finansavis er Financial Times, som er let genkendelig med sit lakserosa papir.
Sport.
Flere store sportsgrene har sit ophav i Storbritannien, blandt andet fodbold, rugby, golf, cricket, tennis, boksning, bandy og landhockey.
Fodbold er den sport, som tiltrækker flest deltagere og tilskuere. Storbritannien konkurrerer ikke som et land i internationale turneringer; i stedet stiller de fire nationer med hvert sit hold. Af den grund har Storbritannien aldrig deltaget ved fodbold under de olympiske lege, men under sommer-OL 2012, som holdes i London, bliver der sammensat et britisk hold specielt til denne anledning. Englands og Nordirlands fodboldforbund deltager, mens det walisiske og det skotske forbund har takket nej.
Mange kendte fodboldklubber er hjemmehørende i Storbritannien, fx Manchester United og Liverpool FC i England og Celtic FC og Rangers FC i Skotland. De konkurrerer i nationale ligaer, og en del er med i europæiske konkurrencer. Britiske hold har ofte gjort det godt i europæisk sammenhæng.
Snooker (en britisk billardvariant) er Storbritanniens mest populære indendørssport og næst mest populære TV-sport (efter fodbold). Under VM-finalen i 1985 blev der sat flere seerrekorder med 18,5 millioner seere under matchens klimaks: største britiske sportspublikum på TV, største publikum på BBC Two og største publikum efter midnat.
Fra Wimbledon Championships i 2004.
Wimbledon Championships er en international tennisturnering, som afholdes i Wimbledon i London hver sommer. Den regnes som en af de mest prestigefyldte tennisturneringer.
Royal and Ancient Golf Club of St Andrews regnes som golfspillets fødested. Både Skotland og England har mange golfbaner, og for mange golfspillere er en rundtur på de skotske baner en drøm.
Hestevæddeløb er også en populær sport. Under Karl 2. fik den status som "Kongernes sport" og har fortsat en særstilling for kongefamilien. Blandt de mest kendte løb er Grand National og Epsom Derby.
Cricket fremstår for mange som den mest britiske af alle sportsgrene. I internationale konkurrencer stiller Wales og England sammen, Skotland stiller for sig selv, mens Nordirland stiller i et all-irsk hold. Sporten er betydeligt mere populær i England end i de andre nationer.
I Nordirland er de traditionelle irske sportsgrene gælisk fodbold og hurling populære. Særligt Tyrone og Armagh har hævet sig indenfor gælisk fodbold.
Motorsport er populært i Storbritannien, med en række hold og kørere i Formel 1 og World Rally Championship. I tillæg til, at flere løb inden for internationale konkurrencer arrangeres i Storbritannien, er der også et eget britisk Touring Car Racing-løb, BTCC. Blandt kendte racerkørere finder man Mike Hawthorn, Graham Hill, Jim Clark, John Surtees, Jackie Stewart, James Hunt, Nigel Mansell, og Damon Hill inden for Formel 1, samt Colin McRae og Richard Burns inden for rally.
Nationale symboler.
Storbritanniens flag hedder Unionsflaget, men er bedre kendt som Union Jack. Flaget består af en kombination af Englands flag, Skotlands flag og Irlands gamle flag. Wales er ikke repræsenteret i Unionsflaget, eftersom Wales blev erobret og annekteret af England før Det Forenede Kongerige blev dannet. Storbritannien har formelt ingen nationalsang, men kongemelodien "God Save the King" - hvor "King" udskiftes med "Queen" i teksten, når monarken er en kvinde - har stilling som en "de facto" nationalsang.
Gudinden Britannia har siden Romersk Storbritannien fungeret som den nationale personifikation af øen. Britannia fremstilles som en ung kvinde med brunt eller gyldent hår, bærende en korintisk hjelm og iført hvide gevanter. I hånden har hun Poseidon's trefork og et græsk hoplitskjold, som i moderne tid er dekoreret med Union Jack. Nogle gange fremstilles hun på ryggen af en løve. Siden det britiske imperiums tid, har Britannia især været associeret med Storbritanniens maritime dominans, hvilket for eksempel kommer til udtryk i den patriotiske sang "Rule, Britannia!". Løven ses også afbilledet bag Britannia på den britiske 50 pence-mønt, ligesom den bruges som et symbol på Den Britiske Hærs u-ceremonielle flag. Et højst uformelt symbol for Storbritannien er en bulldog, i nogle tilfælde med en bowlerhat på hovedet.
Luft.
Desuden en mindre bestanddel af andre gasser (svovldioxid og ammoniak).
Kvælstof.
Kvælstof eller nitrogen er det 7. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol N. Under normale temperatur- og trykforhold optræder nitrogen i form af molekylet dinitrogen, N2, som er en farveløs, smagløs, lugtfri og relativt ikke-reaktiv gas, der efter rumfang udgør 78,08% af Jordens atmosfære.
Mange vigtige industrielle kemiske forbindelser, såsom ammoniak, salpetersyre, organiske nitrater og cyanider indeholder nitrogen. Trippelbindingen i dinitrogen N2 er den næststærkeste af de kendte trippelbindinger og dominerer nitrogens kemi. Bindingsstyrken af trippelbindingen vanskeliggør omdannelsen af N2 til andre forbindelser, og når disse forbindelser brænder eller deltager i kemiske reaktioner, reagerer de (ofte) tilbage til N2, hvorved der samtidig frigives store mængder energi.
Frit nitrogen, N2, blev opdaget af Daniel Rutherford, en skotsk fysiker, i 1772. Det forekommer i alle levende organismer som en bestandel af aminosyrer (og derved af proteiner) og af nukleinsyrer (DNA og RNA). Det forekommer derudover i næsten alle neurotransmittere og i alkaloider, som er biologiske molekyler, der produceres af mange organismer.
Den danske betegnelse kvælstof bruges i daglig tale både om grundstoffet N og om molekylet, men kvælstof bør ifølge Kemisk Ordbog alene anvendes om molekylet.
Historie.
Nitrogen (latin "nitrogenium", hvor "nitrum" (fra græsk "nitron" νιτρον) betyder "salpeter", og "genes" (fra græsk γενης) betyder "danne") blev formelt opdaget i 1772 af Daniel Rutherford, som kaldte det "giftig luft" ("noxious air"). Det var i slutningen af det attende århundrede velkendt, at en "komponent" i luft forhindrede, at ting kunne brænde. Nitrogen blev samtidig studeret af Carl Wilhelm Scheele, Henry Cavendish og Joseph Priestley, som benævnte det "brændt luft" eller "flogiston". Tidligere havde Antoine Lavoisier opdaget, at dyr døde, hvis de opholdt sig i en beholder, hvor alt ilt (oxygen) var forbrændt, og han kaldte den tilbageværende luft "livløs luft" eller "azote", fra det græske ord ' ("azotos"), som også betyder "livløs". Lavoisiers navn for nitrogen bruges stadig i mange sprog (fx fransk og russisk) og forekommer stadig i danske betegnelser for mange almindelige forbindelser, som hydrazin og forbindelser af azidionen.
Nitrogenforbindelser har været kendt siden middelalderen, hvor alkymister fx kendte og anvendte salpetersyre som de kaldte "aqua fortis" (stærkt vand). Blandingen af salpetersyre med saltsyre var kendt som "aqua regia" (kongevand), på grund af dens evne til at opløse guld ("metallernes konge"). Den tidligste militære, industrielle og landbrugmæssige brug af nitrogenforbindelser benyttede salpeter (natriumnitrat) eller kaliumnitrat, specielt til krudt, og på et meget senere tidspunkt til gødning.
Kvælstof i betydningen dinitrogen henviser, ligesom den tyske betegnelse "stickstoff", det svenske "kväve" og det oprindelige franske "azote", til luftartens kvælende egenskaber.
Egenskaber.
Nitrogen er et ikke-metal, med en elektronegativitet på 3,04 D. Det har fem elektroner i sin yderste elektronskal og er derfor trivalent i det meste af sin kemi. Trippelbindingen i molekylært nitrogen, (), er en af de stærkeste i naturen. Det er vanskeligt at omdanne til andre nitrogenforbindelser, og samtidig forløber den modsatte reaktion ganske let og er associeret med stor energi.
Molekylært nitrogen kondenserer ved 77  K (−195,8 °C) til en væske og fryser ved 63 K (−210,0 °C) til en beta-allotrop, som har den hexagonalt tætteste kuglepakningsstruktur. Under 35,4 K (−237,6 °C) danner nitrogen alpha-allotrop formen, som har kubisk tættest kuglepakningsstruktur. Flydende nitrogen er en væske, der minder meget om vand, men med 80,8% af vands densitet. Væsken er en almindelig kryogen.
Der findes andre allotrope former af nitrogen, som dog alle er ustabile. Det gælder eksempelvis og ("nitrogen diamant"). Under ekstremt højt tryk (1,1 million  atm) og høj temperatur (2000 K) polymeriserer nitrogen til en enkeltbåndet kubisk gauche krystalstruktur, som minder om diamants struktur.
Isotoper.
Nitrogen har to stabile isotoper, 14N og 15N, hvoraf den mest udbredte er 14N (99,634%). 14N dannes ved CNO-cyklussen (også kaldet Bethe-Weizsäcker-cyklussen) i stjerner. I laboratoriet er der kunstigt fremstillet yderligere ti isotoper, hvoraf den længstlevende,13N, har en halveringstid på ti minutter, mens de øvrige har halveringstider i størrelsesordenen 1 sekund eller mindre.
Biologisk relaterede reaktioner (fx assimilation, nitrifikation og denitrifikation) er stærkt medvirkede til at styre omsætningen af nitrogen i jorden. Disse reaktioner resulterer typisk i 15N-berigelse af substratet og formindskelse i produktet. 0,73% af frit nitrogen i atmosfæren består af 14N15N, mens resten stort set er 14N2.
Elektromagnetisk spektrum.
Dinitrogen-isotopen 14N2 er næsten optisk transparent overfor infrarød stråling og synligt lys, fordi molekylet er symmetrisk. Det har derfor ikke noget dipolmoment og kan af denne grund ikke koble til elektromagnetisk stråling ved disse bølgelængder. Signifikant absorption sker ved ekstreme ultraviolette bølgelængder, begyndende ved omtrent 100 nanometer. Dette er forbundet med molekylære elektroniske overgange i molekylet til tilstande, hvor ladningen ikke er ligeligt fordelt mellem nitrogen-atomerne. Nitrogen-absorption fører til signifikant absorption af ultraviolet stråling i Jordens øvre atmosfære såvel som i atmosfæren af andre planeter. Af tilsvarende grunde udsender dinitrogen-laserere typisk lys i det ultraviolette område.
Nitrogen bidrager også til den synlige "natteglød" fra Jordens øvre atmosfære. Den synlige blå lufts glød (som ses ved polarlys og når rumfartøjer vender tilbage fra kredsløb) skyldes ikke dinitrogen, men snarere frie nitrogenatomer, som kombineres med oxygen og danner nitrogenmonoxid (NO).
Reaktioner.
Nitrogen er generelt ureaktiv ved standardtemperatur og -tryk. N2 reagerer dog spontant med nogle få reagenser, men er modstandsdygtig overfor syrer, baser, oxidationsmidler samt de fleste reduktionsmidler. Når nitrogen reagerer spontant med et reagens, kaldes transformationen ofte for nitrogenfiksering.
Tilsvarende gælder for magnesium, som danner magnesiumnitrid.
N2 danner en stor variation af addukter med overgangsmetallerne. Det første eksempel på et dinitrogen kompleks var [Ru(NH3)5(N2)]2+ (se figuren til højre). Andre eksempler er
IrCl(N2)(PPh3)2, W(N2)2(Ph2CH2CH2PPh2)2, og [(η5-C5Me4H)2Zr]2(μ2,η²,η²-N2). Disse komplekser illustrerer, hvorledes N2 kunne binde til metallet (eller metallerne) i nitrogenase og til katalysatoren i Haber-Bosch-processen.
Industrielt er Haber-Bosch-processen udgangspunktet for produktion af nitrogenforbindelser. I denne fikseres nitrogen ved at reagere og over en iron(III)oxid-katalysator () ved ca. 500 °C og 200 atm. tryk. Biologiske nitrogenfixeringer i cyanobakterier og knoldbakterier fra planter producerer også ammoniak fra. Reaktionen, som er kilde til mængden af nitrogen i biosfæren, er katalyseret af nitrogenase-enzymkomplekset, som indeholder jern og molybdæn
En katalytisk proces, som kan reducere N2 til ammoniak ved tilstedeværelse af et molybdænkomplex, blev publiceret i 2005.
Udbredelse.
Kvælstof er den største bestanddel af Jordens atmosfære (78,082% af volumenet i tør luft, og 75,3% af massen i tør luft). Det er skabt ved fusionsprocessor i stjernerne, og det er beregnet til at være det 7. mest udbredte grundstof i universet efter masse.
Frit nitrogen og nitrogen i kemiske forbindelser er blevet påvist i det interstellare medium af astronomer ved hjælp af rum-teleskopet "Far Ultraviolet Spectroscopic Explorer (FUSE)", der drives fra Johns Hopkins universitet. Molekylær nitrogen udgør en stor del af den tykke atmosfære på Saturns måne Titan og forekommer i sporbare mængder i andre planetsystemer
Nitrogen findes i alle levende organismer, i proteiner, nukleinsyre og i andre molekyler. Det udgør typisk 4% af den tørre vægt af plantemateriale og omkring 3% af menneskets masse. Nitrogen udgør også en stor andel af animalsk affald (f.eks. guano), oftest i form af urinstof, urinsyre, ammonium-forbindelser eller derivater af disse nitrogen-produkter. Affaldsstofferne er vigtige næringsstoffer for alle planter, der ikke selv er i stand til at fiksere ("omdanne") nitrogen.
Nitrogen findes i naturlige mineraler som fx kaliumnitrat (kalisalpeter), natriumnitrat (Chilesalpeter) og ammoniumklorid (salmiak). De fleste af mineralerne er relativt sjældne, delvist fordi de er letopløselige i vand.
Forbindelser.
Nitrogens vigtigste neutrale hydrid er ammoniak, (), men hydrazin (N2H4) er også almindeligt anvendt. Ammoniak er 6 størrelsesordener mere basisk end vand. I opløsning danner ammoniak ammoniumionen (+). Flydende ammoniak (kogepunkt 240K (-33 °C)) er amfoterisk, dvs. udviser både syre- og baseegenskaber, og danner hhv. ammonium og mindre almindeligt amid-ioner, (-). Der kendes både amid- og nitrid-salte, (-), men de dekomponerer (nedbrydes) i vand. Enkelt-, dobbelt-, trippel- og quadrupel-substituerede alkylforbindelser af ammoniak kaldes aminer. Aminer med fire substituenter er biologisk og kommercielt vigtige forbindelser, fordi de er vandopløselige eller i det mindste amphiphile (dvs. er både lipofile og hydrofile) forbindelser. Større kæder, ringe og strukturer af nitrogenhydrider kendes, men de er generelt ustabile. 2+ er et eksempel på en polyatomisk kation afledt af hydrazin.
Blandt andre nitrogen-anioner (dvs. negativt ladede ioner) findes bl.a. den meget giftige azidion, (-), som er lineær og isoelektrisk med kuldioxid, men binder langt stærkere til jernholdige enzymer i kroppen. Lattergas (dinitrogenoxid),), er en farveløs gas og bedøvelsesmiddel, og er ligeledes lineær. Lattergas er en af mange nitrogenoxider, som ofte forkortes NOx. Nitrogenmonoxid, NO, er en fri radikal, som anvendes i signaltransduktion i både planter og dyr, fx i vasodilatation ved at få den glatte muskulatur i blodkarrene til at slappe af. Nitrogendioxid, er en rødbrun giftig gas, der indeholder en uparret elektron og er en vigtig bestanddel af smog. Nitrogenmolekyler, der indeholder uparrede elektroner, udviser stor tendens til at dimerisere (og derved parre elektronen med en anden elektron), og er generelt meget reaktive. Nitrogens oxosyrer er salpetersyrling, og salpetersyre, og deres afledte salte kaldes hhv. nitritter og nitrater.
De højere dinitrogenoxider, dinitrogentrioxid, dinitrogentetraoxid, og dinitrogenpentaoxid, er temmelig ustabile og eksplosive, hvilket er en konsekvens af den høje kemiske stabilitet af. Næsten alle hypergoliske raketmotorer bruger som oxidationsmiddel; brændstoffet er forskellige former af hydrazin, som også er en nitrogenforbindelse. Disse motorer blev brugt af NASA, både i rumfærge-programmet "(Nasa's Space Shuttle)" og Apollo-programmet, fordi drivmidlet er flydende ved stuetemperatur og antændes uden brug af gnister. er et mellemprodukt ved fremstilingen af salpetersyre, som er en af de relativt få syrer, der er stærkere end hydroniumionen, +, og som er et forholdsvis kraftigt oxidationsmiddel.
Nitrogen indgår i en lang række eksplosive forbindelser: Nitrogentrijodid, er en ekstrem sensitiv kontakt eksplosiv. Ved nitrering af cellulose med salpetersyre fås nitrocellulose, også kendt som skydebomuld. Nitroglycerin, som dannes ved nitrering af glycerin, er den ustabile eksplosive ingrediens i dynamit. Det mere kraftfulde sprængstof trotyl, også kaldet trinitrotoluen (TNT), er det standardsprængstof, som kraften af atomsprængninger sammenlignes med.
Nitrogen spiller også en væsentlig rolle i organiske forbindelser. Almindelige funktionelle grupper, som indeholder nitrogen er: Aminer, amider, nitrogruppen, iminer og enaminer. Mængden af nitrogen i en kemisk forbindelse kan bestemmes ved hjælp af Kjeldahl-metoden, som er udviklet af danskeren Johan Kjeldahl i 1843.
Brug.
A computer rendering of the nitrogen molecule, N2.
Nitrogengas er en industriel gas, som ofte produceres ved fraktionel destillation af flydende luft. Nitrogengassen har mange anvendelsesmuligheder, bl.a. udnyttes dens egenskab som inert (ureaktiv) gas til at erstatte luft, hvor for eksempel oxidation skal undgås.
Flydende nitrogen.
Ballon fyldt med luft nedsænkes i flydende kvælstof
Flydende nitrogen (LIN) er en kryogen væske, som ved atmosfærisk tryk har kogepunktet −195,8 °C. Ligesom tøris er den største brug af flydende kvælstof som kølemiddel, bl.a. til cryokonservering af blod, reproduktive celler (sperm og æg), samt til andre biologiske prøver og materialer. Det bruges også i frysefælder i visse laboratorieudstyr og til at køle røntgendiffraktions-detektorer.
Under produktionen af flydende oxygen (LOX) fra atmosfærisk luft dannes flydende nitrogen som biprodukt. Derfor er flydende nitrogen et relativt billigt kølemiddel.
Anvendelse af nitrogenforbindelser.
Frit nitrogen (N2) i atmosfæren er relativt ureaktiv pga. N2's stærke trippelbinding. Biologisk spiller N2 ingen rolle for mennesket, idet stoffet hverken dannes eller destrueres. I naturen omdannes N2 til biologiske (og idustrielt) vigtige forbindelser, dels i tordenvejr, men vigtigst fra visse levende organismer, specielt fra nitrogenfikserende bakterier. Frit nitrogen udledes til atmosfæren fra forrådnelsesprocesser i døde planter og dyr.
Evnen til at kombinere eller "fikse" molekylært nitrogen er en meget vigtig proces i moderne industriel kemi, hvor nitrogen og naturgas omdannes til ammoniak via Haber-Bosch-processen. Ammonik bruges primært til gødning (og til syntesen af nitreret gødning), samt som udgangsstof til mange vigtige kemikalier, heriblandt til sprængstoffer, hvor ammoniak dog først omdannes til salpetersyre via Ostwald-processen.
Organiske og uorganiske salte af salpetersyre har historisk været en bekvem måde at opbevare kemisk energi på. Dette inkluderer vigtige forbindelser som salpeter (kaliumnitrat) brugt i sortkrudt og ammoniumnitrat, et vigtigt gødningsmiddel og et sprængstof. Adskillige nitrerede organiske forbindelser, fx nitroglycerin, TNT (trinitroglycerin) og nitrocellulose bruges som sprængstoffer og som drivkraft i moderne skydevåben.
Argon.
Argon er et grundstof med atomnummer 18 i det periodiske system og symbolet Ar. Argon er det tredje grundstof i gruppe 18, ædelgasserne. Der er lidt mindre end 1 % argon i jordens atmosfære, og dermed er det den mest almindelige ædelgas på jorden.
Karakteristika.
Argon og ilt har omtrent samme opløselighed i vand og er 2,5 gange mere opløselige end kvælstof. Argon er et meget stabilt grundstof, som er farveløs og lugtløs, både på gasform og som væske. Argon er inert under de fleste omstændigheder og danner ingen stabile forbindelser ved stuetemperatur. Dannelsen af den metastabile forbindelse HArF (argonhydrofluorid) blev rapporteret af forskere fra Helsinki Universitet i 2000. HArF er stabil op til 40 K.
Selvom der endnu kun er fremstillet en kemisk forbindelse med argon, er det også observeret at argon kan danne clathrater med vand, når argonatomer er fanget i et gitter af vandmolekyler. Der findes også ioner som indeholder argon, f.eks. ArH+ og ArF. Teoretiske beregninger på computer har vist flere argonforbindelser som skulle være stabile, men disse kan endnu ikke syntetiseres.
Brug.
Et rør fyldt med argon som lyser når der sendes en elektrisk strøm igennem det.
Argon bruges i dykning til at fylde oppustelige tørdragter bl.a. fordi det har en lav varmeledningsevne
Historie.
Argon (græsk "αργός" som betyder "inaktiv") var mistænkt for at være tilstede i luft af Henry Cavendish i 1785, men blev ikke opdaget før 1894 af Lord Rayleigh og Sir William Ramsay i et eksperiment hvor de fjernede alt ilt og kvælstof fra luft. Uafhængigt af disse forsøg blev argon også observeret i 1882 af H.F. Newall og W.N. Hartley, som observerede nye linjer i luftens farvespektrum, men ikke identificerede et nyt grundstof ud fra disse data. Argon var den første ædelgas som blev opdaget.
Nutildags er symbolet for argon Ar, men indtil 1957 var det A.
Forekomst.
Argon udgør 0,934 volumenprocent og 1,29 masseprocent af jordens atmosfære, og luft er det primære råmateriale som bruges ved industriel fremstilling af argonprodukter. Argon isoleres fra luften ved fraktionel destillering, samme process som benyttes ved isolering af kvælstof, ilt, neon, krypton og xenon.
Mars's atmosfære indeholder 1,6% Ar-40 og 5 ppm Ar-36. Merkur har en tynd atmosfære som indeholder 70% argon, formodentlig stammende fra henfaldsprodukter fra planetens radioaktive materialer. Der er også opdaget Ar-40 på Titan, Saturns største måne.
Isotoper.
De hyppigst forekommende argonisotoper på jorden er 40Ar, 36Ar, og 38Ar. Naturligt forekommende 40K som har en halveringstid på 1,25x109 år henfalder til den stabile 40Ar via betahenfald. Dette benyttes til at bestemme alder på sten.
I jordens atmosfære dannes 39Ar ved kosmisk strålingsaktivitet med primært 40Ar. Under jordoverfladen dannes det fra calcium ved alfahenfald. 37Ar dannes ved henfald af 40Ca i kerneeksplosioner. Den har en halveringstid på 35 dage.
AustinMUD.
AustinMUD var Danmarks ældste MUD. I de senere år er AustinMUD blevet væsentligt affolket grundet en kombination af bedre grafiske spiltilbud som f.eks. World of Warcraft, samt spillerflugt som følge af administrationens yderst upopulære tiltag på områder hvor spillerne mente de skulle have kontrollen. MUDen har dog fortsat en loyal fanskare blandt de gamle brugere omend der sjældent er mange spillere at finde på serveren på samme tid.
AustinMUD blev startet på Datalogisk Afdeling på Aarhus Universitet (DAIMI) i 1991 af en gruppe studerende som lavede den over den basis som kendes under betegnelsen DIKU (Datalogisk Institut ved Københavns Universitet) efter stedet hvor den blev lavet, hvor den også holdt til i et par år. Siden flyttede den over på den anden side af universitetsparken til Institut for Informations- og Medievidenskab (IMV).
Siden er den blevet flyttet til en maskine hos PRG på DTU og har nu endeligt fundet vej til en privat server udenfor universitetsregi. Udvikling og udvidelse varetages nu udelukkende af brugerne, og MUDen vokser stadig omend kun meget langsomt i forhold til tidligere tider.
29. december 2009 havde AustinMUD 38 aktive karakterer på serveren, hvilket var det højeste antal i 2009.
Den 14. december 2005 er AustinMUD kommet op og køre igen via www.austinmud.com og der kan connectes ved at benytte Telnet mud.austinmud.com 4000
Oslo.
Oslo (tidligere Kristiania eller Christiania) er en kommune og et fylke i Norge samt landets hovedstad og største by. Byens grundlæggelse kan dateres til første halvdel af det 11. århundrede, og den blev hovedstad i 1314. Efter bybranden i 1624 blev byen flyttet nogle stenkast vestover og anlagt under navnet Christiania, mens det oprindelige Oslo beholdt sit navn som et område udenfor byen. Under byudvidelsen i 1859 blev forstaden Oslo indlemmet i Christiania, og fra 1925 blev Oslo igen navnet på Norges hovedstad.
Nabokommunerne er mod vest Bærum, mod nord Ringerike, Lunner og Nittedal, mod øst Skedsmo og Lørenskog, mod syd Enebakk, Ski og Oppegård samt mod øst Nesodden med Bunnefjorden imellem.
Byen har et areal på 454 km², hvoraf 147 km² er bymæssigt bebygget, mens 307 km² ligger i Marka. Oslo kommune har 599.230 indbyggere 1. januar (2011). Dvs. 1.300 indbyggere pr. km². Oslos byområde har 876.268 indbyggere og Osloregionen har 1.403.268 indbyggere (1. april 2009). Højeste punkt er Kjerkeberget, 629 meter over havet. Dette er for øvrigt også Oslos nordligste punkt.
Det Kongelige Slott, Stortinget, regeringen, Høyesterett og de fleste andre nationale, offentlige administrationsorganer ligger i Oslo.
Historie.
Oslo blev ifølge Snorres kongesaga grundlagt cirka år 1048 af kong Harald Hardråde. Nyere arkæologiske udgravninger har påvist kristne grave fra før år 1000, og dette fik byen til at fejre sit 1000 års jubilæum i 2000.
Oslo blev Norges kongssæde i 1299, da kong Håkon 5. Magnusson, som tidligere havde været hertug over blandt andet Østlandet og havde sæde i Oslo, blev konge efter broderen Erik Præstehader. Han påbegyndte opførelsen af Akershus fæstning, som senere blev kongeresidens. Håkon Magnusson igangsatte en række andre byggeaktiviteter som Mariakirken og sørgede for, at byen udviklede sig gennem højmiddelalderen og fordoblede sit indbyggertal til ca. 3.500. Byen blev plyndret og brændt ned af hertug Erik af Södermanland i 1308, men den endnu ufærdige fæstning modstod belejringen. I 1314 blev Oslo Norges hovedstad, da provsten i Mariakirken i Oslo blev udnævnt til kansler og fik Rigets segl "til evig tid".
I unionstiden med Danmark (1387-1814) mistede byen sin status som hovedstad og stagnerede økonomisk. Reformationen reducerede også kirkens betydning som økonomisk magtfaktor, og tabet af arbejdspladser bidrog til byens tilbagegang.
a> på Nordfløjen. "Romeriksfløjen" til venstre
Gennem middelalderen blev byen ramt af gentagne brande, som raserede hovedparten af bebyggelsen, men den blev hver gang genopført. Reformationen gjorde de fleste af byens mange kirker og klostre overflødige, og de var derfor ofre for forfald og plyndring efter bybrandene - eller de blev bevidst revet ned for at man kunne genbruge bygningsmaterialerne til andre formål. Under svenskernes belejring i 1567 blev byen også brændt. Efter en ødelæggende brand i 1624 blev byen flyttet til den modsatte side af Bjørvika efter krav fra kong Christian IV. Af byens betydelige bygninger var det blot katedralen, Sankt Hallvardskirken, og bispegården på ruinerne af det tidligere Olavskloster, der var i behold efter branden. Den blev genrejst som en befæstet by med bastioner med Akershus som citadel. Reguleringsplanen efter renæssancens idealer med lige og brede gader og rektangulære bygninger skulle hindre fremtidige brande. Af samme grund blev det påbudt at bygge i murværk eller udmuret bindingsværk. Samtidig fik byen navnet Christiania efter kongen. Mellem 1877 og 1925 blev navnet almindeligvis skrevet Kristiania. Navnet "Oslo" blev genindført i 1925.
1700-årene blev en økonomisk opgangstid med betydelig vækst i skibsfart og trælasteksport, og folketallet steg mod slutningen af unionstiden.
Christiania i juli 1814, maleri af Margrethe Kristine Tholstrup
Christiania blev igen hovedstad i 1814, da unionen med Danmark blev opløst. 1800-tallet blev en tid med stærk ekspansion for byen, og mange offentlige bygninger blev opført – Slottet, Universitetet, Stortinget, Nationaltheatret og mange flere. Nye bydele voksede frem for at give husrum til tilflytterne, som skulle bemande de nye fabrikker i sidste halvdel af århundredet. 1. januar 1859 blev Bymarken og en del af Aker kommune med 9.551 indbyggere indlemmet i Christiania. 1. januar 1878 blev yderligere dele af Aker med 18.970 indbyggere overført til hovedstaden (som nu hed Kristiania). Baggrunden for disse byudvidelser var, at man ønskede at få reguleret de sociale og bygningsmæssige forhold i forstæderne, og man indførte murtvang for at reducere brandfaren. I 1880'erne og 1890'erne var der højkonjunktur med en hektisk byggeaktivitet, hvor meget af dagens «murby» blev rejst. Efter krakket i 1899 indtraf der en vis stilstand i byggeaktiviteterne frem til 1910/1911, hvor kommunen begyndte at engagere sig i boligbygningen.
Væksten fortsatte i noget langsommere tempo gennem 1900-tallet. En storstilet reguleringsplan fra 1930-tallet for Etterstad var delvis påbegyndt, men blev stoppet af krigen. Området blev overført fra Aker til Oslo i 1946 i forbindelse med en udbygning efter en ny plan. I 1948 øgedes arealet og folketallet betydeligt, da Aker i sin helhed blev indlemmet. De 130.976 indbyggerne fra Aker betød, at folketallet i hovedstaden på én gang steg med 46 procent. Byens rådhus stod færdigt i 1950.
Navn.
Oprindelsen til navnet Oslo har været omstridt. Der er stor enighed om, at betydningen af sidste led er sikker; det betyder slette. Det tyder på, at første led enten hentyder til åsen lige ved byen, Ekeberg, eller til det norrøne ord for «gud». De tolkninger, som er mest sandsynlige, er altså enten «sletten under åsen» eller «gudernes slette». Det er ligeledes også sikkert, at navnet intet har at gøre med «Loelva», et elvnavn, som blev konstrueret af Peder Claussøn Friis i 1613 for at forklare byens navn som «Loens ås». Byen lå ved udløbet af elven Alna, og dette har altid været elvens rigtige navn. I middelalderen blev navnet skrevet både Ásló og Ósló, og den første form er sandsynligvis den ældste.
Efter bybranden i 1624 og den nye grundlæggelse af byen på modsatte side af Bjørvika fik byen navnet "Christiania" efter kong Christian IV. Fra slutningen af det 19. århundrede blev også skrivemåden "Kristiania" taget i brug, først i statslige sammenhænge fra 1877 og derefter i kommunale fra 1897. Der blev dog aldrig foretaget nogen formel beslutning om at gå over til at skrive navnet med K, og private kunne skrive navnet på byen, som de ville. Byens navn blev ofte forkortet "Xania".
I 1914 brugte det nynorske forlag Det Norske Samlaget ingen af disse skrivemåder, men det gamle bynavn Oslo i stedet. Det var selvsagt for at fremhæve det oprindeligt norske, for i modsætning til Kristiania er Oslo et sådant navn. Det oprindelige navn Oslo blev genindført fra 1. januar 1925 efter vedtagelse i bystyret. Indtil 1925 betegnede "Oslo" det område, hvor middelalderbyen havde ligget, et område som mod slutningen af det 19. århundrede fik bymæssig bebyggelse og kom til at ligge inden for bygrænsen i 1859. Efter byens navneforandring måtte også denne bydel have et andet navn, og fra 1925 har den heddet Gamlebyen.
Oslo bliver også kaldet "Tigerstaden" efter et digt af Bjørnstjerne Bjørnson.
Politik.
Oslo har som eneste kommune i Norge både kommunale og fylkeskommunale funktioner og opgaver. Kommunen styres efter en parlamentarisk styringsmodel, hvor "byrådet" kun sidder, så længe det har tillid i den folkevalgte forsamling, "bystyret". Bystyret består af 59 repræsentanter. Byrådet udgøres i perioden 2003-2007 af Høyre og Fremskrittspartiet med støtte fra Venstre og Kristelig Folkeparti.
Byrådet er Oslos regering – kommunens udøvende magt. Byrådet består af en byrådsleder, svarende til en regeringschef, og 6 byrådsmedlemmer, som svarer til ministre. Byrådsmedlemmerne behøver ikke være medlem af bystyret. Hvert byrådsmedlem er politisk leder af en byrådsafdeling, som kan sammenlignes med ministerier.
Byrådet leder kommunens administration, fremlægger forslag for bystyret og er ansvarligt for gennemførelse af de kommunale vedtagelser.
Bydele.
Hver bydel styres politisk af et bydelsudvalg på 15 medlemmer, som udnævnes af bystyret. Som en prøveordning blev imidlertid fire af bydelsudvalgene i 1995 og 1999 valgt direkte af befolkningen for at øge den lokalpolitiske interesse. Ved kommunestyrevalget i 2007 bliver alle (15) bydelsudvalg valgt direkte af befolkningen.
Hver af bydelene har også sin egen bydelsadministration, som forbereder sager for bydelspolitikerne og iværksætter det, der besluttes. Hovedopgaven for bydelene ligger inden for socialområdet, ældreområdet og det primære sundhedsområde samt en del andre kommunale tjenester, der ligger i nærmiljøet.
Oslo Centrum.
Området omkring Karl Johans Gate, Slottet og Oslo Sentralstasjon udgør Oslo Centrum. Administrationen af fylke og kommune ligger også i bydelen Oslo Centrum.
Venskabsbyer og -regioner.
Oslo har følgende venskabsbyer og -regioner: Göteborg i Sverige, Shanghai i Kina, Vilnius i Litauen, Slesvig-Holsten i Tyskland, St. Petersburg i Rusland, provinshovedstaden Mbombela og Mpumalanga-provinsen i Sydafrika og Reykjavík på Island.
Transport.
Oslo-sporvognene, en vigtig del af den kollektive transport i Oslo
I Oslo har Samferdselsetaten ansvaret for den langsigtede trafik- og vejplanlægning, trafiksikkerheden samt planlægning af tiltag for fremme af den kollektive trafik.
Vejnet.
Vejnettet i Oslo er udbygget med tre ringveje for at aflaste indre bys gader for gennemgangstrafik: Ring 1, Ring 2 og Ring 3 (Store Ringvej). Endvidere forløber E18 i en tunnel under bykernen, mens E6 går igennem flere af de østlige bydele.
Den kollektive trafik.
Kollektiv trafik indenfor Oslos grænser administreres hovedsagelig af Oslo Sporveier. Tilbuddet består af et net med næsten 80 linjer i form af undergrundsbane, sporvogn, bus og skib. Desuden driver Stor-Oslo Lokaltrafikk en række bus- og skibsruter til og fra områderne rundt om Oslo. De fleste af disse ruter medtager imidlertid ikke passagerer, der rejser inden for bygrænsen.
Lufthavne.
På nogle kort er også Sandefjord og Moss lufthavne afmærket som Oslo lufthavn.
Religion.
Den norske kirkes (statskirkens) bispesæde Oslo omfatter foruden Oslo kommune også de to vestlige Akershus-kommunene Asker og Bærum. I Oslo kommune ligger fem af bispedømmets seks territorialprovstier: Domprovstiet, Søndre Aker, Østre Aker, Nordre Aker og Vestre Aker.
Andre lutherske trossamfund er også repræsenterede i hovedstaden som Den evangelisk-lutherske frikirke og Det evangelisk-lutherske kirkesamfund.
Andre kristne trossamfund.
I Oslo er det også organiserede menigheder tilhørende blandt andet adventister, den anglikanske kirke, baptistsamfundet, de frie evangeliske forsamlinger, den katolske kirke, kvækerne, Metodistkirken, Missionsforbundet, Den nordisk katolske kirke, Den nyapostoliske kirke, Den ortodokse kirke i Norge, Pinsebevegelsen, Den russisk-ortodokse kirke og flere frie menigheder som Oslo Vineyard og Oslo Kristne Senter.
De største kirkesamfund er Den katolske kirke og Pinsebevægelsen.
Erhvervsliv.
Oslo er et administrationscentrum for private og offentlige virksomheder inden for handels- og serviceerhvervene. Størstedelen af tidligere tiders industri, som bl.a. befandt sig ved Aker Brygge, Akerselva og Alna, er i dag nedlagt.
Oslo er i 2007 kåret til verdens dyreste by (det er sket før). Men en række andre europæiske byer nærmer sig Oslo. Undersøgelsen fra britiske Economist Intelligence Unit (EIU), som tager udgangspunkt i prisniveauet i New York, viser at Oslopriserne ligger 32 procent højere, fulgt af Paris (+ 30 procent), København (+ 26 procent) og London (+ 25 procent).
Byen er også hjemsted for Oslo Børs, som blev oprettet i 1819. Udviklingen på børsen følger i høj grad udenlandske børser som NYSE i New York og FTSE i London, men er særlig følsom over for ændringer i olieprisen.
Uddannelse.
a> i den nordlige del af byen.
Oslo er vært for en lang række forskellige universiteter og professionshøjskoler. Universitetet i Oslo (UiO) er landets største og ældste og blev grundlagt i 1811. UiO holder til flere steder i byen med hovedcampus i Blindern- og Gaustad-området. Universitetet har ca. 25.000 studerende og ca. 2.800 videnskabelige ansatte (2008) og ledes fra august 2009 af rektor Ole Petter Ottersen.
Høgskolen i Oslo (HiO) blev dannet i 1994 og holder til på Bislett. Skolen satser specielt på professionsstudier og har ca. 11.000 studerende. Handelshøyskolen BI holder til i Nydalen og tilbyder økonomisk uddannelse på alle niveauer. Andre kendte institutioner for højere uddannelse i Oslo er Arkitektur- og designhøgskolen, Kunsthøgskolen, Krigsskolen og Menighetsfakultetet.
Oslo har en lang række videregående skoler i stort set alle dele af byen. Disse omfatter ca. 15.000 skolepladser fordelt på omkring 20 skoler. Op til halvdelen af pladserne på hver skole fordeles til søgere fra den region, skolen tilhører, mens den anden halvdel af pladserne tilfalder søgere fra hele byen, baseret på karakterer. Skoler i ydre by, som Ullern, Nordstrand, Lambertseter, Stovner, Persbråten og Bjørnholt, har mellem 82 og 87 procent optagne fra egen region, mens centrumskoler som Elvebakken, Fagerborg, Foss, Hartvig Nissen, Oslo Handelsgymnasium og Oslo katedralskole alle har ca. 50 % optagne fra egen region.
Der er store uligheder i Oslo, når det gælder rekrutteringen til videregående uddannelse. Elever med høj social baggrund vælger langt oftere et studieforløb, der leder til en videregående uddannelse, end elever med lav social baggrund. Siden 1990'erne har der imidlertid været en aftagende geografisk segregering, hvor elever fra østkanten og vestkanten i større grad end før går på samme skoler. Ligevel er det sådan, at elever fra vestkanten i ringe eller ingen grad ønsker at gå på østkantskolerne, mens elever fra østkanten ofte ønsker at gå på skoler på vestkanten.
Turisme.
En række af Norges mest populære turistmål ligger i Oslo. Innovation Norge regner Frognerparken som Norges mest populære attraktion og anslår, at anlægget har mere end én million årlige besøgende. Alligevel er Frognerparken ikke med på Innovasjon Norges liste over de 50 mest besøgte attraktioner i Norge, da besøgstallene er usikre. Den ordinære top 50-liste toppes af Holmenkollen og Skimuseet, som havde 686.857 besøgende i 2006. Holmenkollen var en af de mest kendte hopbakker i verden og et landemærke i Oslo, før den blev revet ned i efteråret 2008 for at genopstå før VM i ski 2011.
På niendeplads er Vikingskibsmuseet på Bygdøy med 314.560 besøgende. Dette museum rummer arkæologiske skibsfund fra vikingetiden, Tuneskibet, Gokstadskibet og Osebergskibet og genstande fundet ved udgravningen af dem. På tolvtepladsen er Nasjonalgalleriet, et kunstmuseum med en særlig god samling af norsk nationalromantisk malerkunst og af Edvard Munchs billeder. På henholdsvis syttendepladsen og tyvendepladsen følger Frammuseet og Kon-Tiki Museet, som sammen med Norsk Søfartsmuseum udgør de tre kendte museer på Bygdøynes.
På 23. pladsen ligger Norsk Folkemuseum, landets største kulturhistoriske museum, og det eneste som har landsdækkende samlinger fra 1500-tallet og til i dag. På 24. pladsen ligger Akershus slot, en middelaldersk kongeborg og renæssanceslot omgivet af en bastionfæstning. Herudover er forlystelsesparken Tusenfryd med på listen på en fjerdeplads med 501.235 besøgende, selv om denne ligger lige udenfor bygrænsen i Ås kommune.
Tal fra 1999 viser at Oslo har 7,7 millioner overnatninger og over 700.000 daglige besøgende, noget som skaber en omsætning på cirka 10 milliarder kroner. De besøgendes forbrug skaber ca. 12.000 arbejdspladser, noget som svarer til 4,3 % af arbejdskraften i den private sektor i Oslo.
Kulturværn.
Efter kulturmindeloven er kulturminder fra oldtiden og middelalderen (indtil år 1537) samt stående bygninger fra før 1650 automatisk fredet. I Oslo gælder dette en stor mængde helleristninger, gravhøje, rester af miner og veje, bygningsruiner og lignende både i byen og i Marka. Af hele bygninger findes Gamle Aker kirke, dele af Akershus slot, de ældste bygninger i Kvadraturen og en del huse fra andre kanter af landet, som er flyttet til Norsk Folkemuseum på Bygdøy. Nogle af nutidens huse står på kjellere, som er fredet efter denne bestemmelse.
Hele den såkalte "murby", det vil sige bybebyggelsen opført før Kristianiakrakket i 1899, er af kommunen reguleret til bevaring. Derudover er flere bygninger og fasader i Oslo fredet af Riksantikvaren. Disse, og en række andre bygninger, er opført på Byantikvarens gule liste. Opførelserne på den gule liste er kategoriseret efter 3 kriterier: fredet, værnet (specialområde) og bevaringsværdig. Dette giver udtryk for, hvor stærkt de er beskyttet. "Fredet" er kategorien, som giver den stærkeste beskyttelse. Fredning vedtages i henhold til kulturmindeloven af staten ved Riksantikvaren. Kategorien "værnet" omfatter områder og bygninger, som kommunen har reguleret til specialområde for bevaring i henhold til plan- og bygningslovens § 25.6. "Bevaringsværdig" er kategorien af objekter, som kulturværnsmyndighederne og plan- og bygningsetaten kan tage særlige hensyn til, idet de betragtes som værneværdige uden at der er fattet noget formelt vedtag efter §§ 74.2 og 92 i plan- og bygningsloven. Per maj 2009 er der 11.722 objekter på den gule liste.
Akershus fæstning står opført med 54 objekter på den gule liste. De fleste blev betragtet som fredet ifølge et statsligt direktiv af 1934, men en del objekter er listeført så sent som 14. april 2004. I 2006 blev femten karréer på Grünerløkka områdefredet under betegnelsen Birkelunden kulturmiljø. Dette var det første bykulturmiljø i Norge som fik en sådan beskyttelse.
Eksempler på "facade- eller skærmbevaring" er Paleet shoppingsenter på Karl Johans gate 37–43. Ved fornyelsen, som blev fuldført i 1990, blev facaderne mod Karl Johans gate bevaret eller genrejst som kopier, mens hele indmaden i bygningerne blev revet ned og genrejst med moderne konstruktioner. Det samme er sket med det såkaldte Gyldendalhus på Sehesteds gate gate 4, hvor arkitekt Sverre Fehn står for nybygningen fra 2007 bag de gamle facader.
En del bygninger er flyttet til Folkemuseet. Flere mindre bolighuse i bjælkeværk eller bindingsværk kommer fra forstederne Enerhaugen, Vaterland, Vålerenga og Hammersborg. Fra Kvadraturen kommer Garmanngårdens bagbygning (Hans Nilsen Hauges fængsel), Collettgården fra Kirkegata 16, "Bokbindergården" fra Tollbugata 14, Generalitetsgården fra Dronningens gate 15, lejegården fra Wessels gate 15 og flere andre.
Oslos fylkes tusindårssted er Middelalderbyen. Enkelte af bydelene har også sine egne tusindårssteder: Gamle Bydel Bjerke havde Økernparken, mens den tidligere Bydel Uranienborg-Majorstuen havde Valkyrie plass.
Segl og flag.
Oslo har ikke noget byvåben, men bruger byens segl fra middelalderen som officielt mærke.
Flere aftryk af det oprindelige segl fra ca. 1300 er bevaret. Det er cirkelrundt med en indskrift på latin, som fortæller, at det er osloborgernes mærke. Billedfeltet viser byens skytshelgen St. Hallvard med sine attributter – de tre pile han blev dræbt med og kværnstenen, som drabsmændene bandt rundt om hans hals for at sænke liget i Drammensfjorden. Ved hans fødder ligger en utydelig figur, som i tidens løb er blevet fejltolket. Den forestiller en kriger i ringbrynje og våbenskjorte, og billedet symboliserer Hallvards triumf over den onde fjende, han har besejret. St. Hallvard var byens seglmotiv gennem hele middelalderen og overlevede byens flytning og nyanlæg under navnet Christiania. I 1600-tallet fik byen et motto, som blev brugt som randindskrift på seglet: «Unanimiter et constanter» – "enig og standhaftig". Men i senere versioner blev seglets indhold misforstået og fremstillet som en tronende kvinde – lykkens gudinde Fortuna eller den personificerede Christiania. I 1800-tallet genopdagede man, hvem hovedpersonen var, men nu var det figuren nederst, som blev fejltolket som den kvinde, Hallvard forsøgte at redde.
13. januar 1892 vedtog formandskabet i Kristiania en ny autoriseret udformning af seglet og kaldte det «byvåben». Her er kvinden ved Hallvards fødder anstændig påklædt. Ved byjubilæet i 1924 fik seglet (stadig fejlagtig kaldt våben) en ny officiel udformning, tegnet på byarkitektens kontor. Kvinden var fortsat med i billedet og nu helt nøgen. Denne udformning har Oslo kommune siden fastholdt, og den er senest stadfæstet af bystyret ved udarbejdelsen af «Designhåndbok for Oslo» i 1990'erne.
Ved jubilæet i 1924 indførte Oslo kommune også et byflag. Det fik fire vandrette striber – blåt, hvidt, blåt og hvidt. Farverne var formodentlig hentet fra byseglet, siden versionen fra 1892 ofte blev fremstillet i blåt og hvidt. Dette flag blev mærkeligt nok aldrig formelt vedtaget af bystyret, og der blev heller ikke søgt om godkendelse, sådan som "lov av 29. juni 1933 om flagning på kommunens offentlige bygninger" kræver. I 1996 blev den blå farve officielt normeret.
Ved det seneste byjubilæum i 2000 indførte kommunen et helt nyt flag. Dette viser byseglet fra 1924 i en mangefarvet udgave på blå dug, til forveksling svarende til flaget for ca. 20 af delstaterne i USA. Heller ikke dette flag er forelagt Riksarkivet, som er statens rådgivende organ for flagsager. Kommunen flager derfor ulovligt, idet loven kun tillader kommunen at flage med nationalflaget, det samiske flag eller «av Kongen godkjent by-, herreds- eller fylkesflagg». Kommunen kan for øvrigt ikke påregne at få sit nye flag godkendt, da det strider mod de retningslinjer, som staten har praktiseret siden 1930'erne.
Teater og biograf.
Bykernen har mange teatre og biografer. Colosseum Kino på Majorstua er verdens største THX-biograf.
Priser.
Den Norske Nobelkomite uddeler
Idræt og friluftsliv.
Oslo var værtsby for vinter-OL 1952. Bortset fra styrtløb, som fandt sted på Norefjell, blev alle øvelserne gennemført indenfor bygrænsen. Åbnings- og afslutningsceremonien blev holdt på Bislett Stadion, som i de senere år mest er kendt for sine årlige atletikstævner, Bislett Games, som indgår som en del af IAAF Golden League. I dag har Oslo flere skianlæg, blandt andet Tryvann Vinterpark for alpine discipliner.
På Holmenkollbakken har der været afholdt utallige verdensmesterskaber i nordiske discipliner, og i 2011 skal der for fjerde gang arrangeres ski-VM der.
En fodboldklub fra Oslo, Vålerenga, spiller i eliteserien i fotball i Norge. Vålerenga bruger Ullevaal Stadion som hjemmebane. Ullevaal Stadion er Norges største fodboldstadion og bliver også brugt som Norges landsholdsarena i fodbold.
Efrter først at være rykket ned til 1. divisjon gik den tidligere eliteserieklub Lyn konkurs i 2010, og fremtiden for denne klub er derfor uvis.
Oslo er endvidere værtsby for verdens største fodboldturnering, Norway Cup, som bliver gennemført hvert år i starten af august.
Oslo er en speciel hovedstad med sine parker, friluftsområder og beliggenhed ved fjorden.
Litteratur.
Yngvar Ustvedt (red.): "Oslo. 1000 år i ord og bilder". Andresen og Butenschøn. Oslo 1999.
Jumbo.
Jumbo er den mest berømte elefant gennem tiderne og har givet navn til begrebet jumbojet.
Jumbo var en afrikansk elefant, født i Fransk Sudan omkring 1861. Jumbo blev importeret til Frankrig og holdt i den zoologisk have Jardin des Plantes nær Gare de Sud. Den 26. juni 1865 blev han byttet med et indisk næsehorn og kom til London Zoo. Her blev han umådelig populær som rideelefant. London Zoo solgte ham i 1882 til P. T. Barnum, ejeren af "The Greatest Show on Earth", Cirkus Barnum & Bailey.
Jumbo døde på en rangerbanegård i byen St. Thomas, Ontario, Canada den 15. september 1885. Han døde da et lokomotiv kørte ind i ham. På denne plads står i dag en statue over Jumbo, mens hans skelet er udstillet på American Museum of Natural History i New York, New York.
Jumbo menes at have været cirka 3,25 meter høj, da han var i London Zoo, og tæt på de 4 meter ved sin død.
Trivia.
Jumbo har også givet navn til Jumbobøgerne (Anders And-serie).
Fransk Sudan.
Fransk Sudan var en koloni i Vestafrika svarende til det nuværende Mali, Guinea og Elfenbenskysten.
Den Koloniale Etablering.
Fransk Sudan blev oprettet som et Fransk område den 9. september 1880, som "Øvre Senegal", og blev omdøbt til "Fransk Sudan Territoriet" den 18. august 1890, med hovedstad i Kayes. Den 10. oktober 1899, blev Fransk Sudan brudt op; 11 sydlige provinser gik til Fransk Guinea, Elfenbenkysten og Dahomey, selvom to af de 11 blev returneret i det følgende år.
I 1902 blev de dele af kolonien der ikke var organiseret ind i militære distrikter del af Senegambia og Niger, derefter blev disrikerne del af Øvre Senegal og Niger i 1904. Efter kom det gamle navn tilbage i en reorganisering i 1920.
Da Fransk Øvre Volta blev afskaffet først i 1933 (det blev genetableret i 1947), tog Fransk Sudan nogle af dets provinser.
Sudan
Stor Kålsommerfugl.
Stor Kålsommerfugl ("Pieris brassicae") er almindelig overalt i Danmark. Den kan være meget skadelig i haver og gartnerier, fordi dens larve spiser alle slags kål og efterlader kålplanterne som afpillede skeletter, kun med ribberne tilbage. Sommerfuglen lever i dag overalt i det dyrkede land, men ses oftest i haver, hvor der ikke bruges bekæmpelsesmidler. Stor kålsommerfugl er kendt for at vandre i store flokke med flere millioner individer, en sådan sværm kan ligne en snestorm. I dag, hvor insekticider bruges som værn mod skadedyr, er den store kålsommerfugls imponerende træk blevet meget sjældne. Sommerfuglens hyppighed svinger meget hen over sommeren, det kan skyldes den lille snyltehveps "Apanteles glomeratus", der kan inficere op til 90 % af kålsommerfuglens larver. Sommerfuglens overvintrende pupper dør hvis temperaturen bliver lavere end -22 grader, så en streng vinter kan bidrage til, at færre kålsommerfugle ses sommeren efter. Flyvetiden starter i maj og kan i varme år vare helt hen i oktober afhængig af antal generationer klækket det år.
Udseende.
Både hun-sommerfuglen og han-sommerfuglen er hvid til hvidligt lysegul. Forvingernes spidser er sorte, og aftegningen er skarpt afgrænset. Herudover har den ofte sorte pletter bagtil på forvingerne. Vingefanget er cirka 50-64 mm, men kan variere meget efter generationen. Der kan ses store kålsommerfugle af 1. generation, der er lige så små som lille kålsommerfugl. Larver af den store kålsommerfugl er hårede og brogede i gule, sorte og grønlige nuancer, og er lettere at få øje på end larver af andre kålsommerfugle, som er grønne med enkelte gullige partier. Farvetegningen hos stor kålsommerfugl skal formentlig tolkes som advarselsfarver.
Livscyklus.
Stor kålsommerfugl har op til 3 - 4 generationer over en sommer. De orangegule æg lægges i klynger på nedennævnte foderplanter. 10 - 12 dage senere klækkes de, og larverne kommer frem. Som noget usædvanligt blandt kålsommerfulge er larverne sociale i de første larvestadier, og reagerer livligt på forstyrrelser. Det er fornylig beskrevet i den videnskabelige literatur at larverne omkring 3. larvestadie vandrer fra blade til blomster på sennepsplanter, og udelukkende æder blomster i resten af deres larveliv (Journal of Chemical Ecology (2007) 33, 1831-1844). Om dette også gælder på andre værtsplanter er uvist. Efter 3 - 4 uger forpupper larverne sig. Er det sent på året, overvintrer puppen til næste sommer.
Foderplanter.
Kål, strandkål, kålroe, tallerkensmækker, kiddike, reseda, strandsennep, raps, og andre korsblomster. Fælles for foderplanterne er, at de kan danne sennepsolier som kemisk forsvar. Kålormene undgår dannelse af dette forsvarsstof ved hjælp af et særligt protein, nitrilspecificerende protein.
Kåre.
En almindelig kåre er knap 2 cm lang. Kåren er et krebsdyr. Den er meget almindelig ved de fleste af vores kyster. Den findes på lavt vand i beskyttede områder. Som de fleste andre kårer svømmer den frit i vandet i store stimer. Mange tror, når de ser en kåre, at det er en rejeunge. Kåren spiser alger. Dens fjender er torsken, og andre fisk.
Seksplettet køllesværmer.
Seksplettet køllesværmer ("Zygaena filipendulae") er en natsværmer. Den er meget almindelig på græsmarker i juni-august på tørre og sandede steder. Den flyver mest om natten, men kan godt flyve om dagen. Den seksplettede køllesværmer har seks røde pletter på sine sorte vinger, og den har et vingefang på 28-35 mm. Den er cirka 3,5 cm lang. Den seksplettede køllesværmer har fire vinger, som de fleste sommerfugle har. Når den flyver bruger den dem alle, og den må slå flere hundrede slag i minuttet for at få kraft nok til at flyve.
Larven er kun 20-22 mm, og den lever for det meste på kællingetand, kløver, høgeurt og vejbred. Køllesværmerens puppe er en langstrakt, gul kokon. Puppen er for det meste sat fast til et græsstrå eller lignende.
Den voksne seksplettede køllesværmer lever af nektar, sukkervand fra blomster. Den bruger sin snabel til at suge nektaren ud af blomsten med. Den seksplettde køllesværmer suger blandt andet fra knopurt, hvor den er godt tilpasset, fordi de røde pletter på vingerne ligner blomstens farve. Den sorte farve er også med til, at den kan camouflere sig.
Den seksplettede køllesværmer bliver ædt af solsorten, svalen og andre insektædende dyr.
Laks.
Den atlantiske laks, "Salmo salar" som den hedder på latin, er en anadrom fiskeart. Det vil sige, at den vandrer fra havet til ferskvand for at gyde. Laksen er i stand til at finde tilbage til det vandløb, hvor den selv er født. Man siger at den "homer" til et bestemt vandløb. Pga. homingen er laksene i de enkelte vandløb tilnærmelsesvis genetisk isolerede, fordi en laks fra et vandløb meget sjældent parrer sig med en fra et andet. Der er derfor forskellige stammer af laks, der gennem tiden har tilpasset sig de specielle forhold, der findes i forskellige vandløb. De enkelte laksestammer er altså genetisk forskellige.
Laksene gyder i vandløb af passende størrelse og med dybder på 0,5-2 m. Der skal være frisk til rivende strøm og bunden skal bestå af grus og sten. Desuden skal vandet være rent og iltrigt. Æggene gydes i en gydegravning, som laksehunnen graver i vandløbsbunden. Samtidig med at hunnen gyder æggene gyder hannen sæden, og befrugtningen finder sted i vandfasen. Herefter dækker hunnen æggene med grus og sten, så de befrugtede æg ligger 10-50 cm nede i vandløbsbunden i en såkaldt gydebanke. En laksehun gyder mellem 2500 til 10000 æg alt efter størrelse. Gydningen finder sted om efteråret eller vinteren, alt efter hvilken laksestamme der er tale om. Hen på foråret klækker æggene. Den nyklækkede lakselarve har på bugen en stor blommesæk. Blommesækken er en slags madpakke som lakselarven lever af de første uger efter klækning. Når blommesækken er ved at være opbrugt begynder lakselarverne at bevæge sig op gennem gruset, og når vandtemperaturen er ca. 8 ° C, dukker lakseynglen frem af gydebanken. Efter lakseynglen har forladt gydebanken finder den et passende sted i vandløbet, hvor der er skjul og gode muligheder for at finde føde. Lakseynglen er territoriehævdende og de vil forsøge at jage artsfæller væk, der kommer inden for synsvidde. Derfor spredes lakseynglen fra en gydebanke over store områder i vandløbet hvor der er egnede opvækstpladser. I de første stykke tid lever lakseynglen af vandlopper og små insektlarver. Senere består føden af større insektlarver, krebsdyr og mindre fisk.
Alt efter stamme og opvækstvilkår lever lakseynglen 1-6 år i vandløbet, før den vandrer i havet. Før nedvandringen til havet, der typisk foregår fra april til juni, gennemgår laksen en del fysiologiske, morfologiske og adfærdsmæssige forandringer, den såkaldte smoltifikation. Når disse forandringer er indtruffet kaldes den unge laks for en smolt, og den er nu klar til livet i havet. De morfologiske forandringer består i at laksen, fra at være godt camoufleret til livet nær vandløbsbunden, bliver slank og sølvblank, og skællene bliver løse. Fysiologisk bliver laksen i stand til at osmoregulere i saltvand. Dvs. at den som smolt kan udskille overskydende salt fra kroppen. Adfærdsmæssigt skifter laksen levevis fra at være bundlevende til at søge op i vandfasen, og fra at være territorial til at være en stimefisk. Alle disse forandringer er hormonelt styret og sættes i gang allerede om efteråret, før den egentlige smoltifikation. Tidspunktet for nedvandringen mod havet styres af vandtemperatur og daglængde. Når de rette forhold er til stede samles laksesmoltene i stimer og lader sig mere eller mindre passivt drive med strømmen mod havet. For at undgå rovfisk og fiskeædende fugle foregår nedvandringen primært om natten.
I havet forbliver laksen i stimer og fortsætter vandringen mod ædepladser i Nordatlanten. Disse ædepladser er tilsyneladende afhængige af forekomsten af egnede fødedyr som rejer, sild og tobis. Især områder omkring Færøerne, Island og Grønland tiltrækker laks på ædevandring. Laks fra vandløb, der udmunder i Østersøen, bliver i Østersøen på deres ædevandringer og kaldes for baltiske laks eller Østersø-laks. Efter 1-4 år i havet begynder laksens vandring tilbage til det vandløb, som den forlod som smolt. Det er delvist uvist, hvordan laksen er i stand til at finde tilbage til det specifikke vandløb, men jordens magnetfelt, havstrømme og laksens lugte- og smagssans er tilsyneladende de vigtigste faktorer. På et tidspunkt under vandringen tilbage mod "barndomsvandløbet" stopper laksen med at tage føde til sig.
De voksne laks vandrer op i vandløbet fra februar til oktober og kan derfor opholde sig i vandløbet i flere måneder uden at tage føde til sig, inden gydningen finder sted. Tilbage i vandløbet skifter laksen atter udseende. Hunnen bliver gråbrun til sort, mens hannen antager rødlige farvenuancer og udvikler en karakteristisk kæbekrog. Desuden indlejres skællene i et kraftigt slimlag. Under selve gydningen har den voksne laksehan ofte travlt med jage rivaler væk, og derfor kan små tidligt kønsmodne hanner, der endnu ikke har været i havet, snige sig til at befrugte en vis andel af hunnens æg. Efter gydningen vil de voksne laks begynde vandringen tilbage mod havet. Men de fleste er så afkræftede efter det lange ophold i vandløbet uden føde og efter gydningens strabadser, at de omkommer inden de når havet, hvor de kan genvinde deres energireserver. Det er derfor meget få laks, der gyder mere end én gang.
Laksen (bl.a. havlaks "Salmo salar") er en fisk der lever i elve, åer og havet. Den gyder i elve, hvor hannen svømmer ind foran hunnen og vifter med halen, og på den måde vifter den et hul frem i bunden hvor hunnen lægger sine æg. Når en laks vandrer op ad elven, kan den møde fosser og vandfald, men laks er i stand til at springe en fem til seks meter op af vandet og svømme videre i vandstrålen. I Skandinavien regnes laks af lystfiskere for en af de fornemste byttefisk. Lystfiskeri efter laks er især udbredt ved islandske, norske og svenske elve.
En stor hanlaks kendetegnes ved at den har en krog i underkæben. De store hanner udvikler krogen, så de kan imponere hunnerne i parringssæsonen og få lov til at befrugte hunnernes æg. De store hanner udkæmper territoriale kampe om hunnerne, mens de små hanner forsøger at ligne en hun så meget som muligt. På den må kan de små hanner snige sig helt tæt på en hun uden at blive angrebet af de store hanner, og når den store han er uopmærksom kan den lille han snige sig til at befrugte æggene.
Laksen ånder ved gæller. Den kan veje op til 40 kg. Dens fjender er hajer og mennesker.
Toppet lappedykker.
Den toppede lappedykker ("Podiceps cristatus") er en 46-51 cm lang svømmefugl med et vingefang på 85-90 cm. Når den fanger sin føde (som er fisk og vandinsekter) dykker den hovedet ned i vandet og tager byttet med sit lange næb. Den er ikke så tit på land, fordi den har besvær med at gå. Til gengæld er den god til at svømme, dykke og flyve. Den ånder gennem to næsebor på næbbet. Lappedykkerens fjende er for eksempel vandrotter som tager dens unger. Sommetider svømmer lappedykkeren med sine unger på ryggen.
Der er op mod 4.000 par i Danmark. Den foretrækker større Søer med Almindelig Tagrør og enkelte steder fjorde. Om vinteren søger en stor del af bestanden til IJsselmeer i Nederland, mens andre overvintrer i danske farvande eller i milde vintre i søer.
Eksterne kilder/henvisninger.
Toppet lappedykker med to unger på ryggen, magen kommer med fisk.
Lundsnegl.
Lundsneglen ("Cepaea nemoralis") er en snegl i ordenen Landlungesnegle.
Den er nært beslægtet med Havesneglen.
Løvgræshoppe.
Løvgræshopper er insekter af familien "Tettigoniidae" med mere end 6.800 arter, heraf i Danmark 10. De er mere beslægtet med fårekyllinger end med markgræshopper.
Løvgræshoppen er 22-53 mm. Den har fået sit navn fordi den er grøn som løv og også lever i det løvgrønne græs. Den lever i hele landet på nær i Midt- og Vestjylland. Man kan høre hannens kaldetoner flere hundrede meter væk, den kalder fra høje planter og træer, for eksempel strandmandstro og svinemælk, eg og bøg. Man kan høre den fra sidst på sommeren til sidst på oktober, den frembringer lyde ved at gnide forvingerne mod hinanden. Den grønne løvgræshoppe er et rovdyr, den æder andre insekter, og hvis man fanger den kan den finde på at bide. Dens fjender er fugle og mindre dyr.
Almindelig Marehalm.
Almindelig Marehalm ("Leymus arenarius") er et staudegræs med en tueformet, opret vækst. Bladene er stive og flade med hel rand og åben bladskede. Begge sider er grågrønne. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man ser de høje skud stikke op over bladtuen. Hvert skud har et endestillet aks, der igen består af et stort antal småaks siddende parvis ved hvert af stråets led. Frugterne er nødder uden stak. Bemærk, at denne art ofte forveksles med Sand-Hjælme. De kan skelnes på blomsterstanden, for hvor Sand-Hjælme har en cylindrisk dusk, dér har Almindelig Marehalm et toradet aks (meget lig det, man ser hos Kvik).
Rodnettet består af krybende jordstængler, der bærer de trævlede rødder. Visse arter af cikader lever på og af Almindelig Marehalm.
0,90 x 0,50 m (90 x 50 cm/år). De blomsterbærende skud når dog op i ca. 1,20 m højde.
Almindelig Marehalm er udbredt over det meste af Europa, hvor der findes kyster med sandet eller stenet strand. Derfor er den også meget almindelig i Danmark. Ved Djurslands Kattegatkyst ses arten sammen med bl. Almindelig Sankthansurt, Almindelig Strandkål, Liden Frøstjerne, Sand-Hjælme, Strand-Bede, Strand-Karse, Strand-Kvik, Strand-Mandstro og Strandarve.
Markgræshoppe.
Markgræshopper er insekter i familien "Acrididae", med omkr. 10.000 arter.
Markgræshopper er en gruppe insekter, hvor hannen bliver mellem 15 og 19 mm lang, mens en hun bliver cirka 5 mm større. Den lever rundt om i hele Danmark, i klitter, og på tørre områder. Her har den nemt ved at camouflere sig, idet den kan tilpasse sine farver til disse områder. Den bevæger sig ved at springe. Med sine lange bagben, kan den springe ret højt. Når den så er oppe i luften kan den brede sine vinger ud, så den kommer længere ved at flyve/svæve. En græshoppe laver sine lyde ved at gnide bagbenene sammen, og de laver lydene for at tiltrække hunner. Markgræshoppen æder græs, blade og lignende. Fugle, hugorme og firben kan godt lide græshopper, men en græshoppe kan også risikere at hoppe ind i et edderkoppenet og blive ædt.
Markmus.
Markmusen (eller nordmarkmus'") ("Microtus agrestis") er den mest almindelige mus i Danmark, og den findes over hele landet. Markmusen er en studsmus, og som sådan kendetegnet ved dens korte ører, hale og ben. En voksen markmus vejer mellem 40 og 50 gram, og er 10 til 14 cm. lang fra snude til halerod, og halen mellem 3 og 5 cm.
Markmusen yngler fra marts til september og kan få op til 7 kuld med op til 4-5 unger i hver. Markmusene bliver ude hele året igennem, også om vinteren. Markmusen spises af musvåger og andre rovfugle.
Markmusen er fredet i Danmark, men er kategoriseret som "skadevoldende vildt", hvilket betyder at man, hvis man kan påvise at dyrene udgør en væsentlig gene, eller gør stor skade på afgrøde eller bevoksning, kan indhente tilladelse til at regulere bestanden.
Udover nordmarkmusen (=den "almindelige" markmus), findes en anden art, som hedder sydmarkmusen ("Microtus arvalis"). Denne findes kun i Jylland, fortrinsvis i den sydlige del. De to ligner hinanden til forveksling.
Markmus er planteædere; Om sommeren spiser den især græs og urter. Om vinteren udgør rødder og rodknolde og nødder en vigtig del af føden.
Marsvin (hval).
Marsvin ("Phocoena phocoena"), er en af de mindste af alle tandhvaler. Det kaldes også for "Almindeligt marsvin" for at adskille arten fra de 5 andre anerkendte arter i Marsvin-familien (Phocoenidae: Golfmarsvin, Dalls marsvin, Brillemarsvin, Pigfinnemarsvin og Finneløst marsvin. Marsvinet er den eneste hvalart, der yngler i indre danske farvande. Det danske navn stammer fra den griselignende lyd den kommer med, når den er oppe og trække vejret.
Fysisk beskrivelse.
Marsvinet er en relativt lille hval. Den er omtrent 75 cm lang ved fødslen. Hannerne vokser op til at blive 1,6 meter, og hunnerne 1,7 meter. Hunnerne er tilsvarende tungere, med en maks vægt på omtrent 76 kg, i forhold til hannernes 61 kg. Kroppen er robust, og dyret når sin maksimale diameter lige foran dens trekantede rygfinne. Lufferne, rygfinnen halen og ryggen er mørkegrå. Siden er en letplettet lysere grå nuance. Undersiden er næsten hvid, selv om der ofte er grå striber der går langs halsen fra munden til lufferne. Marsvin lever op til 25 år.
Der er 22-28 tænder i hver kæbehalvdel, Tænderne er delvis skjult i tandkødet og de er afvigende i forhold til andre delfiners spidse tænder, idet deres krone er skiveformet sammentrykt.
Marsvinet ånder ca. fire gange i minuttet. Dykker ned til maksimalt 200 m og kan opholde sig under vandet i op til 6-8 minutter.
Parringstiden falder i juli-august. Efter en drægtighedsperiode på 10-11 måneder føder hunnen 1 unge, der vejer 6–8 kg og er 60–80 cm lang. Denne dier i ca. 8 måneder. I en alder af ca. 14 måneder er den kønsmoden.
Marsvin ses sjældent over vandet - med mindre de er trænet til det.
Det danske navn stammer fra den griselignende lyd den kommer med, når den er oppe og trække vejret
Population og distribution.
Arten er udbredt i koldere kystområder på den nordlige halvkugle, især i områder med en gennemsnitstemperatur på ca 15 °C. I Vesteuropa findes skønsmæssigt knap 400.000 marsvin, heraf omkring 250.000 i Nordsøen og indre danske farvande. Tidligere fandtes også solide bestande i Sortehavet og Østersøen, men disse er i dag små og stærkt truede.
Levevis.
Marsvin foretrækker som leveområde rolige farvande med ca. 20 meters dybde nær kysten, men ses også ofte ude på det åbne hav.
Den ernærer sig næsten udelukkende af fisk og ved siden af ledorme, snegle, krebsdyr og blæksprutter. De geografiske forhold bestemmer variationen fødesammensætningen. I Nordsøen lever den hovedsagelig af fladfisk (Pleuronectiformes), i Østersøen af fisk fra Kutlingefamilien, og desuden i begge farvande af torsk (Gadus morhua). De fleste af de ædte fisk har en størrelse på under 25 centimeter, da marsvin ikke kan sluge større fisk. Den søger overvejende næring ved at jage fiskene op fra havbunden. Dens dagsration ligger på ca. 4,5 kilo fisk.
Dens værste fjender er hajer og spækhuggeren.
I de danske farvande findes marsvin specielt talrigt i Storebælt og Lillebælt, men kan træffes regelmæssigt i alle områder på nær Limfjorden, Øresund og Farvandet omkring Bornholm.
Marsvinets ringe størrelse og den lille trekantede rygfinne gør arten forholdsvis let kendelig. De typiske marsvinerul er ligeledes et godt holdepunkt.
Adfærd.
Marsvin lever i mindre flokke, fra 2 til 8 dyr. På grund af deres sky natur er deres vilde adfærd svær at studere. Forskning i fangenskab har dog vist at marsvinet er ekstremt intelligent og lærenemt, sammenlignligt med delfiner. I naturen udviser de meget sjældent luftakrobatik, og man skal i det hele taget være meget heldig for at se mere end en rygfinne i et splitsekund, før marsvinet er dykket igen.
Status.
Marsvinefangst i Gamborg Fjord i 1800-tallet
„Marsvin er er blevet jaget siden Middelalderen. De første beretninger om marsvinjagt stammer fra Normandiet hvor "Vvalmanni" helt tilbage fra 1098 drev organiseret jagt.
Siden 1500-tallet og til ca. 1950 er de også blevet jagtet i danske farvande, for kødets men især spækkets skyld. Spækket blev kogt til tran, der brugtes til belysning. I 1800-tallet blev der mindst nedlagt 140.000 marsvin i danske farvande. Jagten foregik som drivjagt, som kendes i dag fra grindedrab på Færøerne, hvor en flok marsvin blev drevet af små både ind i bunden af en lavvandet fjord og slagtet. Det mest kendte sted for marsvinefagst i Danmark er Gamborg Fjord og Svinø (der har navn efter marsvinene) ved Middelfart.
Marsvin fanges i dag kun få steder i verden, bl.a. Grønland. Den største trussel mod marsvin er i stedet bifangst i fiskeriet, specielt nedgarn-fiskeri efter torsk og pigvar. Der fanges også ofte marsvin i bundgarn, men i disse fanges dyrene levende og kan slippes uskadte ud når garnet røgtes.
I 1994 druknede skønsmæssigt 7000 marsvin i det danske Nordsøfiskerimen i dag er tallet sandsynligvis noget lavere på grund af nedgang i torskefiskeriet og indførelsen af påbudte akustiske alarmer på nettene, der skal hindre marsvin i at blive fanget.
Mosegris.
Mosegris ("Arvicola terrestris") er et pattedyr også kendt som vandrotte. Den er imidlertid ikke en rotte men en mus. Dens korrekte navn er Stor studsmus.
Mosegrisen lever både nær vådområder såvel som i mere tørre habitater. F.eks. i frugtplantager. hvor den kan forvolde stor skade på unge træer, da den æder rødderne.
Levevis.
Det kan være svært at skelne mosegrisens skud fra muldvarpens, men medens muldvarpen næsten altid efterlader hullet lukket, er mosegrisens hul (på størrelse med en 5-krone) altid åbent. Mosegrisen laver også flere lufthuller imellem jordskuddene.
Begge arter laver muldskud, men om sommeren kan de to dyrs aktiviteter let skelnes fra hinanden.
Først og fremmes har mosegrisen adskillige 6-7 cm store huller ned til gangene - muldvarpen har ingen åbne huller, eller allerhøjst et enkelt i toppen af et muldskud.
Mosegrisen overtager gerne muldvarpens underjordiske gange, for hurtigere adgang og som flugtveje (padder, firben og andre smådyr bruger dem også)..
Mosegrisen er mest aktiv om dagen hele året rundt, mens muldvarpen er mere nataktiv, hvor de kommer op til jord overfladen.
Mosegrisen, der er vegetar (i modsætning til muldvarpen), spiser næsten alle former for rodknolde og stauder.
Den har også forkærlighed for rødderne fra unge bøgehække og unge stikkelsbærbuske. Derudover rødder fra frugttræer, især unge æbletræer.
Nedfaldne æbler skal helst fjernes så hurtigt som muligt, for ikke at lokke flere mosegrise til haven.
Bekæmpelse.
Bekæmpelse af mosegrise kan være en svær opgave, alt efter hvor stort området er, og hvor stor bestanden af dem er.
Er der et vandløb eller en sø i nærheden, kan man lave et naturligt "hegn", ved at plante Alm. Hyld på den side, hvor man vil beskytte imod deres indtrængning i haven.
Rødderne indeholder bitterstoffer, som smager grimt, blade og bark indeholder stoffer, der er effektive bræk- og afføringsmidler for pattedyr.
Fælder er også effektive (de samme som bruges til muldvarpe).
Det bedste tidspunkt for bekæmpelse af mosegrise er i foråret/forsommeren april/maj/juni og juli og i efterårsmånederne oktober/november, men mosegrise kan dog bekæmpes hele året med fælder.
Rottefælder (klapfælder) kan også bruges, med et æblestykke og en stor urtepotte over udgangshullet og selve fælden, så der ikke kommer andre dyr i klapfælden, såsom solsort eller hjemmets husdyr som hund og kat.
Muldvarpeskræmmere (el-/batteridrevet afskrækker med lav/højfrekvensvibrationer), som skulle skræmme muldvarpe og mosegrise væk, virker ikke.
Statens Skadedyrslaboratorium har lavet forsøg med mosegrise, og de er fuldstændige ligeglade med lav/højfrekvent lyd i jorden.
I Danmark er der ikke foretaget undersøgelser på muldvarpers reaktioner på disse lyde.
Det er der til gengæld i Tyskland. Og tyske muldvarper er ligesom danske mosegrise bedøvende ligeglade med lav/højfrekvent lyd.
Giftstofbekæmpelse kan kun anbefales via et firma for skadedyrsbekæmpelse, da nogle giftstoffer er så farlige, at der kræves autorisation for at bruge dem.
Det har noget at gøre med giftighed for nærmeste omgivelser (giften kan føres med til andre dyr i fødekæden), forgifte grundvand, selve midlets giftighed og nedbrydningstid.
Faktisk har man kunnet konstatere et alt for højt indhold af bromadiolon i danske ugler, rovfugle og rovdyr.
Aktivstoffet er det samme som i rottegift, og for rotter har man som bekendt kunnet konstatere resistens.
Stor mosesnegl.
Stor mosesnegl ("Lymnaea stagnalis") lever i ferskvand, det vil sige damme, moser og Søer. Om foråret og sommeren opholder den sig især i de områder, hvor der findes mange planter. Mosesneglen lever af planter og alger. Den bevæger sig ved hjælp af sammentrækning af musklerne i foden.
De 5-6 centimeter lange ægkapsler kan indeholde op til 300 æg. Dens fjender er bl.a. ænder, gedder og aborrer.
Farven er gylden-brun, hvilket giver en god camouflage. En mosesnegl er både han og hun på samme tid. Dens tunge kan minde om et råkostjern. Mens den glider hen over planterne, æder den algerne på planterne. En mosesnegl har kun én lunge. Når den opholder sig ved vandoverfladen, drejer den sig en gang imellem, så den højre side kommer til at vende opad, hvorefter den stikker et ånderør op over overfladen og tager luft ind. En mosesnegl har ikke mange fjender på grund af dens beskyttende hus. Om vinteren lever den i den del af søen, der senest fryser til, og det vil typisk være i midten af søen.
Musvit.
En musvit ("Parus major") kan blive op til 15 centimeter lang. Det er en meget almindelig ynglefugl.
Musvitten ruger i træhuller, i skove eller i redekasser. Den bygger også rede i murhuller, nedløbsrør, Almindelig Tagrør, pumper, postkasser og urtepotter. Den bygger store bløde reder af mos, hår, uld og fjer, og den yngler to gange om året. Første kuld lægges fra først i maj til først i juni, andet kuld i juli med 8-12 rustprikkede hvide æg i hvert.
Musvitten æder insekter og larver, orme, frugter og frø. Om vinteren kan man holde den til i haven, ved at hænge fedt og kødben ud til den.
Musvitten er lidt mindre end en gråspurv. Den er ikke særlig svær at kende fra andre fugle. Musvitten er en mejsefugl. Musvittens næb er kort og spidst. Dens blå-sorte hoved har hvide kinder. Musvitten truer andre fugle ved at strække hals og næb opad, så ser man tydeligt det gule bryst med den sorte stribe. Samtidig bevæger den hovedet, så de hvide kinder ligner truende "øjne".
Musvittens fjender er tårnfalken og duehøgen.
Nattergal.
Nattergalen ("Luscinia luscinia") er en trækfugl. Den kommer til Danmark midt i maj måned. Nattergalen er cirka 17 cm lang. Den er meget svær at få øje på, men man kan let høre den.
Den er lettest at høre om aftenen eller om natten, for da er de andre fugle stille. Sangen, der kan høres i kilometers afstand, består af melodiske "tjuk-tjuk-tjuk" og et snerrende "tsitt." Dens sang er meget varieret, specielt i maj måned, når den lige er kommet. Da skal den finde en mage og afmærke sit territorium, så da synger den døgnet rundt, som regel mens den sidder lavt over jorden i en tæt busk. Lokkekaldet er et kort, skarpt "tsitt" eller "tsitt-krrr."
Dens næb er ret spinkelt, og den lever mest af insekter, edderkopper og andre små leddyr. Men den kan også spise regnorme, og i sensommeren spiser den sommetider også bær. Nattergalens fjender er rovfugle.
Kokon.
En kokon er det hylster som en larve laver, når den skal forvandle sig til en sommerfugl (dagsommerfugl) eller en natsværmer.
Ronald Reagan.
Ronald Wilson Reagan (6. februar 1911–5. juni 2004) var skuespiller, republikaner, statsmand, tidligere guvernør i Californien og USA's 40. præsident igennem to valgperioder fra 1981 til 1989.
Præsidentperiode.
Inden han blev præsident, nåede Reagan at blive valgt til guvernør i Californien. Han vandt valget med over en million flere stemmer end sin modstander. Han tiltrådte guvernør-embedet den 2. januar 1967. En post han genvalgtes til i 1971 og holdt indtil 1975.
Han forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat i såvel 1968 som 1976, og dermed var tredje gang lykkens gang, da det lykkedes i 1980, og 5. november 1980 vandt han også præsidentvalget over den siddende præsident Jimmy Carter. Da han skulle genvælges i 1984, slog han demokraten Walter Mondale ved at hente 59% af de afgivne stemmer. Reagan vandt dermed samtlige valgdistrikter (delstater) undtagen Minnesota og Washington D.C., dvs. også traditionelle demokratiske højborge som Massachusetts og Washington (delstaten). Den store gruppe af tradionelt demokratiske vælgere, der støttede Reagan har lagt navn til udtrykket "Reagan democrats", der fortsat betegner demokratiske vælgere, der støtter traditionelle, amerikanske værdier og er kritiske over for de mere venstreorienterede dele af Det Demokratiske Parti.
Da Ronald Reagan blev indsat som præsident den 20. januar 1981, var han 69 år og 349 dage gammel, og dermed den ældste som nogensinde er valgt til præsident i USA.
Reagans syn på Sovjetunionen.
I 1980 blev Ronald Reagan valgt til præsident i USA. I valgkampen var hans modkandidat Jimmy Carter, som havde været præsident de sidste 4 år. Ronald Reagan var modstander af Carters politik. Reagan mente nemlig, at USA og Sovjetunionens tidligere aftaler om nedrustning havde givet Sovjetunionen store fordele, og at USA's militær var blevet for svagt. Reagan kritiserede især SALT II aftalen, som Jimmy Carter havde indgået, fordi denne aftale satte en grænse for hvor mange nye atomvåben landene måtte opstille i stedet for rent faktisk at fjerne nogle. Han mente også at USA sakkede bag ud i våbenkapløbet. Reagan vidste, at Sovjetunionen gik meget op i, at de aftalte nedskæringer i arsenalerne skulle være lige store. Derfor var Reagans holdning, at USA og Sovjetunionen kun ville være i stand til at lave rimelige aftaler om afspænding, hvis også USA havde meget at give af. Ronald Reagan ville derfor give flere penge til det amerikanske militær.
Ronald Reagan øgede militærets budget fra 171 milliarder dollars pr. år til 376 milliarder pr. år. Militærets øgede budget blev bl.a. brugt på at bygge nye bombefly, nye raketter og nye undervandsbåde. Fra 1986-1987 steg antallet af atomsprænghoveder fra omkring 9500 til 14000.
Reagan var tilhænger af det amerikanske frihedsideal, om at staten ikke skal blande sig i folks liv. Hans idealer var altså stikmodsat socialismen i Sovjetunionen. Reagan havde derfor lovet det amerikanske folk skattelettelser. Reagans teori var, at en sænkning af skatterne ville øge produktionen, hvilket ville give staten flere penge til at finansiere militæret.
Reagan mente, at man ikke kunne skille de problemer, der var mellem USA og Sovjet ad. Han ville ikke lave topmøder, hvor der kun blev diskuteret afspænding, men ikke menneskerettigheder eller Sovjetunionens krige i den tredje verden. Det stod i stor kontrast til den tidligere afspændnings-politik, hvor der var indgået aftaler, på trods af andre store problemer.
”I urge you to beware the temptation of pride — the temptation of blithely declaring yourselves above it all and label both sides equally at fault, to ignore the facts of history and the aggressive impulses of an evil empire, to simply call the arms race a giant misunderstanding and thereby remove yourself from the struggle between right and wrong and good and evil.”
Reagan mente altså, at Sovjetunionen var skyld i våbenkapløbet, og at kapløbet var en kamp mellem det gode, dvs. USA og det onde, Sovjetunionen.
Reagan fik tilnavnet "Teflonpræsidenten", fordi kritik syntes at prelle af på ham, ikke mindst i kraft af hans kvikke replikker og hans humoristiske sans.
Attentatet i 1981.
Den 30. marts 1981 blev Ronald Reagan udsat for et attentat. Reagan var ved at forlade "Washington Hilton Hotel," og imens han vinkende gik imod sin limousine, blev han beskudt og ramt, men det lykkedes Secret Service-agenter at få ham ind i bilen og kørt på hospitalet. Attentatmanden var John Hinckley. "Honey, I forgot to duck" ("Skat, jeg glemte at dukke mig") sagde Ronald Reagan senere til sin kone Nancy.
SDI.
Under den kolde krig var MAD-doktrinen forsikringen mod atomkrig mellem Sovjetunionen og USA. MAD står for Mutual assured destruction, og doktrinen går ud på, at begge lande kan være sikre på, at hvis de affyrer atomvåben mod det andet land, vil det skyde tilbage, og så vil begge lande være i ruiner. Ronald Reagan var ikke glad for denne løsning, fordi han ikke kunne lide ideen og tanken om, at USA ikke havde nogen mulighed for at forsvare sig mod et atomangreb, men kun kunne gengælde det. Reagan var overbevist om, at det ikke var muligt at vinde en atomkrig. Derfor gav Reagan videnskabsmænd og militærfolk støtte til et projekt kaldet SDI, Strategic Defence Initiative. Ideen med SDI var at lave et missilskjold rundt om USA, som skulle beskytte mod atommissiler. Hvis Sovjetunionen skød et atommissil af mod USA, var det meningen at SDI skulle registrere det og sende et missil af sted, som ville destruere det fjendtlige atommissil, inden det ramte Amerika. Den 23. marts 1983 holdt Ronald Reagan en tale for det Amerikanske folk, hvor han forklarede SDI for befolkningen.
Reagandoktrinen.
Ronald Reagan var stor modstander af kommunismen, og han ville derfor ikke have, at den skulle sprede sig i verden. USA havde tidligere prøvet at hjælpe lande der var truet af en kommunistisk revolution eller invasion fra Sovjetunionen ved at sende amerikanske tropper af sted. I Vietnamkrigen gik det helt galt. Reagans politik var i stedet at støtte antikommunistiske organisationer i de pågældende lande med våben og penge. Målet var at støtte grupper, som ville indføre demokrati og frihed, men USA endte med også at støtte så kaldte venligtsindede diktatorer, der ikke var interesserede i demokrati. Det var altså vigtigere, at grupperne var modstandere af kommunismen, end at de var tilhængere af demokrati, meget lig udtrykket din fjendes fjende er din ven.
Selvom Reagandoktrinen var en god idé på papiret, endte Amerika altså med at støtte mange grupper, hvis ideologier faktisk var længere fra USA's end Sovjetunionens. F.eks. støtten til de morderiske Khmer Rouge-ledere i Cambodja.
På trods af politikken om at støtte lokale grupper blev der dog under Reagans styre også indledt en amerikansk invasion af øen Grenada, som havde fået et socialistisk styre.
Iran-Contra-skandalen.
Midt i 80'erne solgte USA i al hemmelighed våben til Iran, angiveligt for at få frigivet amerikanske gidsler i Libanon (Arms for Hostages). Skandalen foregik under Reagans anden præsidentperiode og blev afsløret i oktober og november i 1986.
I Amerikas kongres blev det vedtaget, at USA ikke skulle støtte contraen i Nicaragua. Contraen var en terroriststyrke, som bekæmpede det socialistiske styre i landet. Midt i 80'erne solgte Reaganadministrationen i hemmelighed våben til Iran, angiveligt for at få frigivet amerikanske gidsler i Libanon. Pengene, som de fik for salget af våbnene, blev sendt til contraerne. Da det kom frem i pressen, blev det en stor skandale, fordi Reaganadministrationen ikke havde overholdt kongressens vedtagelse og samtidig havde støttet Iran, som var en af landets fjender.
Reagans nye udenrigspolitik.
Efter Reagans introduktion af SDI så det ud til, at forholdet mellem USA og Sovjetunionen ikke kunne blive dårligere. Det skulle vise sig at ændre sig. Den 16. januar 1984 holdt Ronald Reagan en tale, hvor han fortalte, at han havde nået de mål med oprustningen han ville. Han mente, at USA nu var i en position, hvor de kunne forhandle om fred og afrustning med Sovjetunionen.
I Sovjetunionen skete samtidig en lignende opblødning, da Mikhail Gorbatjov i 1985 blev valgt som genrealsekretær i Sovjetunionen. Gorbatjov var også meget interesseret i en afrustning. De to ledere kom dog ikke til enighed lige med det samme. I november 1985 holdt Reagan og Gorbatjov et topmøde i Geneve, hvor de diskuterede nedrustning. På trods af at de begge var interesseret i en nedrustning, kom der ikke noget ud af topmødet. Det var især SDI, som Gorbatjov var stor modstander af, som afholdt dem fra at blive enige. Gorbatjov og Reagan holdt endnu et topmøde denne gang i Reykjavik, men resultatet blev det samme.
Gorbatjov var modstander af SDI, selvom Reagan lovede, at det kun var et forsvarssystem. Han var modstander fordi projektet, hvis det blev realiseret, ville betyde, at USA ville kunne sende et atommissil mod Sovjetunionen, uden at Sovjetunionen ville kunne sende et missil tilbage. Reagans modargument var, at USA aldrig ville affyre et missil som angreb, og at USA gerne ville dele teknologien til et missilskjold med Sovjetunionen. På trods af uenighederne betød de to møder dog, at USA og Sovjetunionen havde indgået i en dialog.
Ved det næste topmøde, som blev holdt i Washington, blev parterne enige. Reagan og Gorbatjov underskrev INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty). Traktaten gik ud på, at de to nationer skulle skrotte alle deres landbaserede kort- og mellemdistanceraketter.
I 1988 ved topmødet i Moskva, sagde Ronald Reagan om sin udtalelse om at Sovjetunionen var ”an Evil Empire”, at ”Det var en anden tid, en anden æra.”
Da Reagan i 1989 afsluttede sin karriere, så verdensbilledet meget anderledes ud, end da han var trådt til. USA og Sovjetunionens forhold var blevet stærkt forbedret. I 1989 besluttede Sovjetunionen sig for at trække sig ud af Afghanistan, i Berlin fik indbyggerne lov til at krydse Berlinmuren og landene Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien forlod Warszawa-pagten. Gorbatjov og George Bush, Amerikas nye præsident, indgik en ny aftale om nedrustning kaldet START 1-aftalen. I 1990 blev Vesttyskland og Østtyskland forenet og i Sovjetunionen mistede kommunistpartiet sit monopol på magten. I 1991 forsøgte nogle af de kommunister, der ikke var glade for de ændringer, Gorbatjov havde gennemført, at lave et statskup. Kuppet blev ikke en succes, men Sovjetunionen blev i stedet opløst. Boris Jeltsin blev præsident i den nyoprettede Russiske Føderation.
Nogle tidligere KGB-generaler har givet udtryk for, at det var Reagans politik og især SDI ("Stjernekrigsprojektet"), der fik Sovjetunionen til at krakelere i et forsøg på at følge med den omfattende militære og økonomiske udvikling i USA.
Også den tidligere sovjetiske udenrigsminister Alexander Bessmertnykh har sagt, at missilskjoldet var en af de faktorer, der fik politikerne i Moskva til at opgive at nå Amerikas militære niveau.
Andre forskere afviser dog disse teorieer.
I gennem Reagans tid som præsident voksede den amerikanske statsgæld til over 4.000 mia. dollars.
Reagans politik vakte stærke negative følelser blandt venstreorientede i Europa, også i Danmark, hvor han hånligt blev kaldt "afdanket b-skuespiller" og "skydegal cowboy". Hans præsidentperiode faldt sammen med den danske fodnotepolitik, og han blev derfor naturligt omdrejningspunkt i retorikken hos politikere som Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen, Svend Auken og Niels Helveg Petersen.
Han var få dage fra at blive 78 år, da han forlod embedet.
Opvækst.
Reagan var søn af en arbejdsløs, fordrukken skomager, og han fik derfor kun en middelmådig uddannelse på det lille Eureka University. Han blev derefter sportsjournalist på en radiostation og senere skuespiller.
Som skuespiller medvirkede Reagan i 53 film i sine 17 år i Hollywood, hvoraf flere var krigsfilm. Ronald Reagan opnåede ikke den store succes som skuespiller og kaldte sig selv for B-films-skuespiller. Han blev formand for skuespillernes fagforening. Skuespillerkarrieren ebbede ud i midten af 1960'erne, og han blev tv-journalist. Han nød godt af sine erfaringer i mediebranchen, da han gik over til at være politiker. Ingen i verden var efter sigende bedre end Reagan til at levere en tale, når bare manuskriptet var i orden.
Reagan var far til fem børn. To fik han med filmstjernen Jane Wyman som han giftede sig med i 1940. To fik han med Nancy Reagan, som også var tidligere filmskuespiller. Det sidste barn adopterede han.
Død.
Reagan døde i sit hus i Bel Air, Los Angeles i Californien, men hans hjerte bankede for hans ranch Rancho del Cielo. I de sidste 10 år af sit liv led Reagan af Alzheimers sygdom. Han var den næstlængst levende præsident efter Gerald Ford med en levetid på 93 år og 120 dage.
Nereis.
En Nereis kan blive cirka 15 cm lang, og kan også være grålig eller grønlig. Den kan findes under sten og gange den selv graver. Neries er en børsteorm. Den lever mest i gang- systemer, på lavt vand. Det er et rovdyr. Ved højvandet jagter den rundt på sandbunden efter byttedyr. Dens livret er andre orme. Dens fjender er hesterejen og strandkrabben.
I forhold til Vadehavet er sandbunden på Æbelø lysere, så børsteormen er også lysere, da den tilpasser sig farverne der, hvor den lever.
Nereis lever både i brakvand, og i saltvand.
Nældens takvinge.
Nældens takvinge er en almindelig sommerfugl i Danmark og er udnævnt til at være nationalsommerfugl i Danmark. Hannen er meget territorial i foråret, hvis en fredsforstyrrer, en anden sommerfugl eller et andet insekt formaster sig til at bevæge sig inden for yngleterritoriet bliver den straks jaget væk igen.
Udseende.
Nældens takvinge er ikke så stor, men dens farver er meget smukke. På forkanten af forvingen veksler pletter i sort og hvid-gult. Bundfarven på vingerne er en meget kraftig orange, og på kanten af vingerne findes et bånd af små lyseblå pletter. Nældens takvinge har et vingefang på 40-52 mm. Umiddelbart ligner nældens takvinge lidt en kirsebærtakvinge, men kirsebærtakvingen er noget større, har fire sorte pletter på forvingerne og mangler de tydelige blå pletter på kanten af forvingerne.
Livscyklus.
Den voksne sommerfugl ses tit om vinteren i kældre og på kølige lofter sammen med dagpåfugleøjen. De første individer ses flyve i marts, hvor de normalt vågner af vinterdvalen. Den nye familie bliver til i slutningen af juli hvor æggene lægges på undersiden af nældeblade. Efter 10 dage klækkes æggene og larverne kommer frem. Larvetiden varer 3-4 uger og larven er 30-40 mm lang. Efter forpupningen går der ca. 12 dage før den færdige sommerfugl kryber frem. Den voksne sommerfugl lever af nektar fra blomster.
Foderplanter.
Strandasters, Stor Nælde.
Kilder/Henvisninger.
thumb
Posthornsorm.
Posthornsorm eller Almindelig posthornsorm ("Spirorbis spirorbis") kan ses ved alle Danmarks kyster. Posthornsormen er ikke mere end et par millimeter stor. Den udskiller kalk, der former sig til lille rør, der er rullet sammen som et gammeldags posthorn. Deri gemmer posthornsormen sig, og røret sidder fast på tangens blade. Så får posthornsormen frisk vand, når tangen bevæger sig med bølgerne. Hvis tangen bliver tørlagt ved lavvande, kan den lukke røret og ånde for et stykke tid med det vand, den har i røret. Posthornsormen lever af små alger.
En posthornsorms værste fjender er fisk, der finder føde i blæretang.
Posthornsorm er en slags børsteorm, den lever på blandt andet blæretang, klørtang og savtang.
Pygospio.
"Pygospio elegans" er en lille havbørsteorm, op til 15 mm lang, som lever i et y-formet rør, på lavt vand overalt ved vores kyster. Den lægger æggene i røret. Sæden gydes frit i vandet og føres med moderdyrets åndningsvand ind i røret, hvor den befrugter æggene. Den lever af plankton, den stikker hovedet en lille smule op i vandet og begynder at suge sand ind, den sorterer planktonen fra sandet og spytter sandet ud igen. Pygospio-ormen hjælper med til at ilte sedimentet. Når den graver gange og ventilerer dem med vand fører den også ilt ned i mudderet. man kan tydeligt se det, hvis man kikker på dens gange, for mudderet rundt om gangen er helt lyst. Lyst mudder betyder iltet mudder, mens mørkt, næsten sort mudder er iltfrit. Når der er ilt til stede kan flere mikroorganismer leve i mudderet.
Pygospio-ormens fjender er fugle, blandt andet klyde, regnspove og strandskade.
Pæleorm.
Pæleormen er en musling, med en skal der kan blive cirka 9 mm lang. Den borer lange gange i træ og gangene fores med kalk. Den er almindelig i alle danske have, og gør stor skade ved at angribe bundgarnspæle, bolværkstømmer og andet træværk i havet, som den spiser af. Pæleormen bliver spist af forskellige fugle. (mest dem med lange næb, som kan nå ind i træet hvor den typisk sider og spiser).
Udryddelse.
Pæleorme bliver normalt udryddet, via biologisk maling.
Som består af et krympefolie, der blokker for muslingerne i at skaffe mere føde fra pælen, og kvæler dem samtidig.
Dog findes der flere der udnytter en mere moderne stil, der gør de bruger plastic pæle, der gør at muslingerne ikke kan benytte pælen til en ny generation.
Stor præstekrave.
Stor præstekrave ("Charádrius hiaticula") er en 18-20 cm lang, kort-benet vadefugl. Den har en sort og hvid halskrave, og den er den eneste af præstekraverne, der har orange næb og fødder. Den har en sort spids på enden af næbet. Den er en almindelig ynglefugl i Danmark, der er cirka 2.000 par i Danmark, hvilket gør den til den talrigeste art af præstekraver i landet. I august-september trækker de til Spanien for overvintring.
Stor præstekrave ser vi tit på stranden, hvor de, når de søger føde, bevæger sig på en helt bestemt måde. De løber et lille stykke, standser op og leder efter byttet i sandet, løber et lille stykke igen og så videre. Den spiser de insekter, krebsdyr, børsteorme og snegle, den kan nå med sit næb. Reden ligger i en fordybning i sandet, med småsten eller strandskaller i bunden. 4 gråligtbrune æg lægges i maj og begge køn skiftes til at ruge på dem.
Regnbueørred.
Regnbueørreden ("Oncorhynchus mykiss") er indført fra Amerika i 1885. Det største eksemplar bliver sjældent over 70-75 centimeter lange og 10-12 kilo. De fleste regnbueørreder er dambrugsfisk, det vil sige opdrættede fisk. Danmark er en af de største ørredproducenter i verden. Den har fået sit navn på grund af den røde streg langs sidelinjen på fisken. Dens yngels fjender er gedde og ål. Nogle gange lever den i saltvand (også ved Vadehavet) men så bliver den kaldt Steelhead. Fisken lever af insekter, mindre fisk, aborrer og skaller.
Stor regnorm.
Stor Regnorm ("Lumbricus terrestris") bliver 15-18 (20-25?) centimeter lang. Regnormene har ingen synlige øjne, da de normalt lever under jorden, men de kan skelne mellem lys og mørke.
I jorden lever de af at spise de svampehyfer, der spiser de planterester, regnormen trækker ned i jorden. De trækker blade ned i jorden ved at stikke bagenden op og føler på jordoverfladen. Når de har fundet et blad, trækker de det hen til hullet, hvor de trækker det ned i jorden i stilken, ved hjælp af bagenden, som gøres flad og snoes om stilken.
De transporterer jord fra undergrunden op ved at spise den og bakke op til overfladen og stikke bagenden op og aflever jorden på overfladen, i en lille top.
Dens fjender er grævling, muldvarp og fugle. Regnormene giver god muldjord, da deres ekskrementer indeholder fordøjede planter og er en næringsrig plantemuld.
Regnormenes gange ilter jorden, så planterne trives bedre, dels bruger planterøderne regnormenes gange. Regnormene ånder genem huden.
Når regnormene parrer sig, sker dette ved hjælp af den tykke del midt på deres krop. Denne del kaldes clitellum, og indeholder både hanlige og hunlige kønsorganer.
Hvis en regnorm bliver delt er den såret alvorligt og vil i værste fald dø. Den del af bagkroppen, der ikke har bælte (clitellum), dør under alle omstændigheder. Forenden "kan", hvis forholdene (temp m.v.) tillader det, restituere sig, men i så fald ligger ormen i flere måneder inaktiv. Det tager alvorligt på kræfterne. Hakkes ormen over midt i bæltet vil begge halvdele gå til. En regnorm kan altså ikke blive til to nye, efter deling. Var det tilfældet, ville man på kort tid se en væsenlig opformering på pløjemarker og i haver, hvor jorden bearbejdes. At begge dele bevæger sig et stykke tid efter beskadigelsen, skyldes muskelsammentrækninger.
Rejnfan.
Rejnfan ("Tanacetum vulgare") eller Guldknap er en flerårig, urteagtig plante med en opret, busket vækst. Stænglerne er furede og hårløse. Bladene er spredtstillede, hele og enkelt eller dobbelt fjersnitdelte med grovtakket rand. Oversiden er græsgrøn og blank, mens undersiden er en smule lysere. Blomstringen foregår i juli-september, hvor man finder blomsterne samlet i knapformede kurve, der igen danner løse, endestillede halvskærme. De enkelte blomster (både skive- og randkronerne) er gule. Frugterne er nødder.
Rodsystemet består af en krybende jordstængel og trævlede rødder. Alle overjordiske dele af planten lugter stærkt krydret. Det skyldes et indhold af de æteriske olier kamfer, borneol og thujon). Desuden indeholder planten en række bitterstoffer. I ultraviolet lys er blomsterne blårøde
1,00 x 0,50 m (100 x 10 cm/år)
Rejnfan er naturligt udbredt i Lilleasien, Kaukasus, Central- og Østasien samt i det meste af Europa, herunder også i Danmark, hvor den er almindelig. Arten er knyttet til lysåbne, let fugtige og forholdsvis næringsrige voksesteder. Derfor træffes den langs veje og skovbryn, på affaldspladser og brandtomter, langs søer og vandløb og på opgivne marker (brak), men den vokser også ved stranden. På nogle undersøgte prøvefelter i Bolderslev Skov ved Åbenrå findes den sammen med bl.a. Ager-Tidsel, Ahorn, Almindelig Løvefod, Eng-Rottehale, Lyse-Siv, Rød-El og Stor Nælde
Blomsterne kan bruges til traditionel garnfarvning, og giver garnet en solgul farve.
Rur.
Rurer eller Balaner (f.eks. "Balanus crenatus") er en familie af små krebsdyr, der har et kegleformet hus af kalk. Indgangshullet kan lukkes med to små kalkplader, så hvis den bliver tørlagt, kan den holde vandet inde i huset, og derved undgå at udtørre.
Ved hjælp af bøjelige tråde, indfanger den plankton og får tilført frisk vand med ilt. Ruren sætter sig fast på f.eks sten, skibsbunde eller krabber. Når først den har sat sig fast kan den ikke flytte sig mere end nogle få millimeter.
Som alle "rankefødder" er den hermafrodit, og i larvestadiet fritsvømmende.
Rygsvømmer.
Rygsvømmeren er et 2 centimeter langt insekt og svømmer med ryggen nedad. Den spiser haletudser og så har den seks ben som andre insekter. Dens øjne er 2 millimeter høje og ½ mm brede. Hvert øje består af mange øjne. Den er grøn, gul og sort. Benene er gule, kroppen er grøn og øjnene er sorte. Rygsvømmeren skal engang imellem op for at få frisk luft; den trækker vejret med to huller, den har foran på hovedet. Den lever især af insekter, der falder ned på overfladen. Rygsvømmerens fjender er for eksempel en stor vandsalamander og en voksen vandkalv.
Rød mide.
Den røde mide ("Dermanyssus gallinae") lægger sine æg lige efter en parring. Æggene lægges på en sten eller en plante. Den lægger nomalt 50-70 æg i en klump. Den røde mide er i familie med mange andre mide-slægter. Hver slægt kan kendes på mundens former. Den dræber sit bytte ved at stikke eller bide hul i byttet, og bagefter suger den indmaden ud. Dens værste fjender er fisk, da de kan spise miden når den svømmer rundt i vandet. Miden er i øvrigt pelagisk. En han og hun ligner meget hinanden, så det er svært at se forskel. Den ånder igennem sin hud, så den ilt, der er i vandet, bliver suget fra vandet og ind i dyret.
Rødben.
Rødben ("Tringa totanus") er en vadefugl. Den har et dobbelt eller tredobbelt skrig. Den er cirka 28 cm høj, og den yngler i størstedelen af Europa og Asien nord for Himalaya.
Den holder mest til på stranden og på strandenge, hvor den spiser små krebsdyr, mudderædere og småfisk, men man kan også godt møde den inde i landet ved fugtige enge, Søer og moser.
Rødbenen har et langt næb, så den kan nå ned til de krebsdyr, der er nede under sandets overflade.
Rødhaj.
En småplettet rødhaj ("Scyliorhinus canicula") er helt ufarlig for mennesker. Den er en af Danmarks almindeligste hajer, men den findes fra Norges kyster, i Middelhavet, i Stillehavet og i det Indiske Ocean. Dyret kan blive op til 1 meter lang og er dermed Danmarks mindste hajart. De lever mest ved sand- eller grusbund, helt ned på 100 meters dybde, hvor de svømmer langsomt, mens de har snuden nede i sandet på jagt efter små krabber, blæksprutter, søpindsvin, fladfisk og orme. Når de jager, bruger de ikke øjnene som mange andre hajer, de ser dårligt og er 100 procent afhængige af deres lugtesans og den meget specialiserede elektriske sans, der kan detektere en fladfisk i sandet ud fra hjerteslaget eller bevægelsen af gællerne. Rødhajens næse sidder på undersiden af hovedet.
Rødhajen lægger få æg. Hvert æg er omgivet af en rødbrun kapsel med slyngtråde, der hæfter til tangplanter. Efter 5 - 11 måneder klækkes æggene.
Rødspætte.
Rødspætten ("pleuronectes platessa") er en bundfisk, der findes overalt i de danske farvande. Den foretrækker steder, hvor bunden består af sten, sand og grus. De små rødspætter findes på lavt vand, mens de voksne individer foretrækker det dybere vand, undertiden ud på 10-50 meters dybde.
Man kan se begge rødspættens øjne, når den ligger skjult i sandet. Det skyldes, at rødspættens øjne flytter plads, når den vokser sig stor. Den starter med at have øjnene på hver sin side af hovedet som alle andre fisk, men efterhånden som den vokser op, flytter det ene øje om på den anden side af hovedet til det andet øje. Det ser mærkeligt ud, men det er meget praktisk, for så kan fisken se, hvad der sker, selvom den ligger gravet ned i sandet på bunden. Det er forskelligt, hvilket øje der holder flyttedag, så nogle rødspætter har øjnene på den venstre side af kroppen, og andre har øjnene på højre side.
Rødspætten både gemmer sig for sine fjender og kigger efter føde, når den ligger på bunden. Den skifter farve efter havets og sandets farve og struktur. På oversiden har den samme farve som sandet, og så har den røde pletter. Når den svømmer, bølger den med hele kroppen, fordi den er flad.
Rødspætten spiser mest børsteorme og en del muslinger. Rødspættens fjender er ud over mennesket krabber og torsk.
Rødtråd.
Rødtråd, "Ceramium rubrum", er almindelig i de danske have. Rødtråd er en rødalge (en alge lever i vandet og har ikke blomster som andre planter, men formerer sig med sporer. De fleste alger er meget små og findes frit i vandet). Rødtråd lever længere ude til havs end andre alger. Rødtråd danner grundlaget for det meste af havets dyreliv. Fiskeynglen har stor nytte af rødtråd, fordi de kan gemme sig i løvet.
Eiffeltårnet.
Eiffeltårnet (: "Tour Eiffel") er Paris' vartegn og er internationalt kendt som et symbol for Frankrig. Eiffeltårnet er opkaldt efter sin konstruktør, ingeniøren Gustave Eiffel. Det er et berømt turistmål med over 5,5 millioner besøgende hvert år.
På 1. og 2. etage findes restauranter og på toppen en snackbar.
Tårnet har i dag også en række praktiske formål: Radio- og tv-antenne, meteorologisk station og luftfyr.
Fakta om konstruktionen.
Karikatur af Gustave Eiffel og tårnet
Tårnet er 324 meter højt inklusive tv-antennen på toppen. Der er 1.665 trappetrin til toppen.
Højeste udsving i stærkt blæsevejr er 12 centimeter, og tårnet udvider sig maksimalt 15 centimeter i stærk varme.
Eiffeltårnet kostede 7,8 millioner francs, da 300 stålarbejdere byggede tårnet fra 1887 til 1889 ved at samle 18.038 stykker stål med 2,5 millioner nitter. I alt blev der anvendt cirka 7.000 tons stål. De 4 fundamenter er gravet 9-14 meter ned i jorden og har hver en flade på 26 kvadratmeter.
Vedligeholdelsen af tårnet kræver 60 tons maling hvert syvende år.
Udformningen af tårnet.
Da tårnet blev bygget, blev mange mennesker chokeret over dets dristige udformning. Et almindeligt kritikpunkt af Gustave Eiffels design var, at det var et mislykket forsøg på at skabe en kunstnerisk bygning uden at tage hensyn til de almindelige regler for ingeniørkunst. Eiffel og hans designere var dog anerkendte brokonstruktører og forstod vigtigheden af vindpåvirkningen af meget store konstruktioner. De vidste derfor, at hvis de ville bygge den højeste bygning i verden, skulle de være helt sikre på, at den kunne modstå vinden. Eiffel forklarede selv i 1887, at det var hensynet til vindpåvirkningen, der var den vigtigste parameter for udformningen af tårnet. De buede former, hans hold gav det, ydede ifølge hans egne beregninger den bedste beskyttelse mod vindpåvirkningen. Det vides ikke med sikkerhed, hvilken beregningsmodel Eiffel havde benyttet. Det seneste bud er en nonlineær integralligning, som var baseret på at skabe modvægt til vindpåvirkningen overalt på bygningen.
Oversigt.
Eiffeltårnet blev bygget til Verdensudstillingen i 1889 som en hyldest til hundredeårsdagen for Den franske revolution. Tårnet blev mødt med en del modstand fra offentligheden, da man mente, at tårnet ville virke skæmmende i bybilledet. I dag er tårnet anerkendt som et af de smukkeste stykker arkitektur i verden.
Den 31. marts 1889 kunne ingeniør Eiffel hejse Trikoloren på toppen. Den første besøgende var den daværende prins af Wales (Edward 7.), der besteg tårnet 10. juni 1889. Eiffeltårnet havde oprindeligt kun tilladelse til at blive stående i 20 år, men da tårnet viste sig at være værdifuldt for telekommunikation, blev det stående. Den 12. januar 1908 blev den første langdistanceradiomeddelelse sendt fra tårnet.
Tårnet har også været solgt til et godtroende fjols ved et bondefangerkneb af Victor Lustig. I år 2000 blev der installeret blinklys og en række projektører. Dette lysshow er også blevet en attraktion i det parisiske aftenliv. Den 28. november 2002 rundede Eiffetårnet 200 millioner besøgende.
Midlertidig bygning.
Eiffeltårnet under konstruktion i juli 1888.
Tårnet blev opført mellem 1887 og 1889 med det formål at være indgangsportal for Verdensudstillingen i Paris i 1889. Eiffel havde i første omgang planlagt at opføre tårnet i Barcelona i forbindelse med en verdensudstilling dér i 1888, men arrangørerne dér afviste idéen. Tårnet blev indviet 31. marts 1889, efter at 300 arbejdere havde sammenføjet 18.038 stykker støbejern vha. 2.5 millioner nitter. Arbejdet på Eiffeltårnet var ekstremt farligt i forhold til at arbejde på en moderne skyskraber, da tårnet består af en åben ramme uden faste etager mellem de to udsigtsplatforme. Eiffel iværksatte en række sikkerhedsforanstaltninger, herunder flytbare stilladser, rækværk og afskærmninger. Disse foranstaltninger medvirkede til, at kun én person mistede livet i forbindelse med byggeriet.
Eiffel fik i første omgang tilladelse til, at tårnet kunne stå i 20 år, hvilket betød, at det skulle tages ned senest 1909. Ejerskabet skulle samtidigt tilbageføres til Paris’ bystyre. En del af de oprindelige betingelser for byggeriet var, at det skulle være nemt at rive ned igen, og det var stadig også planen at gøre det i 1908. Udviklingen af telekommunikation betød dog, at tårnet fik stor værdi i kraft af sin højde og dermed rækkevidde, og alle planer om nedrivning blev derfor udskudt. Under 1. verdenskrig benyttede militæret bl.a. tårnet til at dirigere de parisiske taxaer, der blev brugt under slaget ved Marne. Eiffeltårnet var ligeledes et vigtigt element i jagten på spionen "Mata Hari". Efter krigen fremstod Eiffeltårnet som et sejrsmonument, og en nedrivning var fra nu af utænkelig.
Galnebær.
Galnebær ("Atropa belladonna") er en flerårig, urteagtig plante med en buskagtigt forgrenet vækst. Stænglen er håret og rødfarvet på lyssiden. Bladene er spredtstillede, ægformede til elliptiske og helrandede med nedløbende stilk. Oversiden er glat og græsgrøn med lyse bladribber, mens undersiden er en smule lysere og håret langs ribberne. Blomstringen foregår i juli-september, hvor man kan finde blomsterne siddende enkeltvis eller få sammen i bladhjørnerne. Blomsterne er regelmæssige og 5-tallige, nikkende og krukkeformede med brun-violette, smmanvoksede kronblade. Frugterne er runde, sorte og glinsende bær mellem 1½ og 2 cm i diameter.
Planten har en kraftig rodstok, og et udbredt og dybtgående rodsystem. Slægtsnavnet Atropa, er dannet ud fra navnet på den græske skæbnegudinde, der klipper livstråden over, og det har siden givet navn til det vigtigste af plantens giftsstoffer - Atropin. I frugterne findes desuden alkaloiderne Scopolamin, Apoatropin, Belladonnin og Scopoletin.
1,00 x 1,00 m (100 x 100 cm/år)
Galnebær er naturligt udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus og det meste af Europa. Den er knyttet til solåbne eller halvskyggede lysninger i løv- eller nåleskove med kalkholdig, fugtig jord. Den er naturligt hjemmehørende i Danmark, men sjælden. I Lapus-regionen i amtet Maramureş, Rumænien findes tætte bøgeskove. I lysningerne vokser arten sammen med bl.a. Almindelig Fjerbregne, Almindelig Hindbær, Almindelig Miliegræs, Drue-Hyld, Glat Dueurt, Skov-Rørhvene, Smalbladet Gederams og Sommer-Hyld
Galnebær er en af de få virkeligt dødeligt giftige planter i Danmark. Nogen få mener bærrene i gamle dage var en ingrediens i vikingernes bersærker-drik, og måske kommer plantens navn - "galnebær" derfra. Specielt bærrene er giftige, men de kan se appetitlige ud for børn. Ved indtagelse er symptomerne: rødmen i ansigtet, tørre slimhinder, forhøjet puls, "høj", hallucinationer, krampe og åndedrætslammelse.
I det gamle Rom brugte kvinderne udtræk af planten som skønhedsmiddel, da giften udvider pupillen i øjet. Denne anvendelse gav planten dens latinske navn - "bella-donna", som på dansk betyder smuk dame eller dame med store øjne. Udtræk af galnebærplantens rødder har helt op i 1900-tallet været brugt som middel mod ondartet hoste for eksempel kighoste. Udtræk af planten bruges stadig i medicinalindustrien.
Grønbenet rørhøne.
Begge køn af grønbenet rørhøne ("Gallinula chloropus") er sortgrå med mørkebrune vinger.
Dækfjerene under halen er hvide. Panden og næbroden er røde, det yderste af næbbet er gult og benene grønne, derfor navnet "grønbenet rørhøne". Ungfugle er mørkebrune med hvide dækfjer under halen, en hvid sidestribe og en lys strube. Stemmen er en gennemtrængende "kryrrk", fra skræmte fugle et skarpt "keick-keick". Den spiser meget varieret, for eksempel orme, snegle, insekter og bær. Dens fjender er blandt andre vandrotter og gedder, som spiser dens yngel. Den laver rede godt skjult mellem siv. Reden er lavet af Almindelig Tagrør og Siv. Den ånder gennem to huller i næbbet. Når den bevæger sig, dykker den, for den svømmer dårligt.
Marinarkæologi.
Marinarkæologi er en disciplin indenfor arkæologi, der studerer spor af menneskets færden i åbent vand.
For eksempel er Østersøen et koldt hav med brakvand, hvor vrag og bopladser kan bevares i århundreder. Mange af dem venter bare på at blive opdaget og undersøgt.
Marinarkælogi bliver udbudt af Syddansk Universitet i Esbjerg, som en kandidatuddannelse efter en fuldendt bachelorgrad.
Fluor.
Fluor er det 9. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol F. Frit fluor findes som, en ekstremt reaktiv, giftig, svagt gul-brun gas. Frit flour er det mest kemisk reaktive og elektronegative af alle grundstoffer. For eksempel oxiderer (brænder) det Kulbrinter ved stuetemperatur, i kontrast til forbrænding af kulbrinter med ilt, som kræver tilførsel af energi med fx en gnist. Derfor er frit fluor ekstremt farligt; langt farligere end andre halogener såsom klorgas.
Fluors høje elektronegativitet og lille atomradius er baggrunden for dets unikke egenskaber i mange kemiske forbindelser. Til berigning af 235U, udnyttes at uranhexafluorid, UF6, er en flygtig forbindelse. Carbon-fluor-bindingen er en af de stærkeste bindinger i organisk kemi. Dette bidrager til stabilitet og holdbarheden af fluoralkan-basserede organofluor-forbindelser, som fx teflon (polytetrafluoroethylen).
Carbon-fluor-bindngens polaritet er forklaringen på den høje styrke af mange fluorinerede syrer, som fx triflinsyre og trifluoreddikesyre.
Argentina.
Argentina er en republik i det sydlige Sydamerika. Det er det ottendestørste land i verden, og det næststørste på kontinentet; indbyggermæssigt set er det dog det tredjestørste på kontinentet. På grund af den store strækning af landet nord og syd, har de forskellige landsdele flere forskellige klima- og vegetationszoner. Navnet kommer fra det latinske ord for sølv – "argentum". Før landets uafhængighed i 1816 var det en del af det spanske rige.
Landets hovedstad, Buenos Aires, er en af de største, centrale industriområder på det amerikanske kontinent, og bliver anset som et af de største kulturcentre, hvorfra blandt andet tangoen opstod fra. Store dele af resten af landets, specielt det tørre syd, er kun tyndt befolket. Politisk er Argentina en præsidentiel forbundsrepublik, hvori de enkelte delstater har vidtrækkende selvstyre. Landets økonomi er traditionelt blevet bestemt af landbruget og internationalt bliver landet oftest talt med blandt NIC-landene, og regnes af EU og FN som et iland. Næstefter Chile har Argentina det højeste BNI pr. indbygger, men har dog også en større ulighed mellem den rige og den fattige befolkning.
Forhistorie og kolonitiden.
Man antager at det nuværende Argentina blev befolket af indvandrere fra Nordamerika omkring 15.000 f.Kr.
De nuværende fastboende stammer Het (Querandíes) og Tehuelches (Aonikenk og Gununaküna) i Pampaområdet, var nomader indtil mødet med de spanske kolonister, og besad heller ingen nævneværdigt udviklet teknologier. Stammerne i den nordvestlige den af landet (f.eks. Diaguita) praktiserede derimod landbrug og husdyravl på et niveau svarende til den tidlige middelalder i Europa, og var frem for alt højt udviklede på arkitekturområdet. I det 13. og 14. århundrede udvidede Inkariget sig kraftigt mod syd, og omfattede omkring 1450 store dele af Argentina, fra det nordvestlige område og til den nordlige del af den nuværende provins Mendoza.
Europæerne nåede for første gang til regionen ved Amerigo Vespuccis rejse i 1502.
Det nuværende Argentina blev i det 16. århundrede koloniseret af spanierne fra to retninger: Fra Peru tog de de nordvestlige dele af landet i besiddelse, mens der andetsteds kom spaniere fra Atlanterhavet og grundlagde afdelinger ved Río de la Plata, heriblandt Buenos Aires, hvor spanierne i 1580 kunne etablere en varig tilstedeværelse efter et første forsøg på grundlæggelsen af en spansk bosættelse i 1536 var stødt på modstand fra de indfødte i Pampaen. De længere sydligt beliggende områder af det nuværende Argentina blev ganske vist også gjort krav på af Spanien, men forblev faktisk udenfor det spanske herredømme i kolonitiden.
Administrativt var det nuværende Argentina til at begynde med en del af Vicekongedømmet i Peru, som omfattede hele Sydamerika med undtagelse af de portugisiske områder. I 1776 blev dette opdelt til Vicekongedømmet Río de la Plata med hovedstaden Buenos Aires, og som udover Argentina også omfattede det nuværende Bolivia, Paraguay og Uruguay.
Opbygningen af en nationalstat.
Med inspiration fra den franske revolution erklærede Argentina uafhængighed 25. maj 1810 i Buenos Aires, hvilket til at begynde med kun havde en lokal virkning (Majrevolutionen), men førte til en national uafhængighedskrig mod Spanien. Uafhængigheden blev endelig opnået 9. juli 1816 i San Miguel de Tucumán. Efterfølgende brød først Paraguay i 1811, og senere i 1825 Bolivia og i 1828 Uruguay ud fra det daværende De forenede Provinser Río de la Plata.
Mellem 1816 og 1880 var Argentinas udvikling præget af diktaturer (under Buenos Aires-guvernøren Juan Manuel de Rosas) og borgerkrige. Provinserne var efterfølgende vidtgående autonome, og kun i perioden 1826–1827 var landet kortvarigt forenet. 1853 blev den moderne argentinske republik grundlagt, til at begynde med uden den frafaldne Buenos Aires-provins, og en føderalistisk forfatning blev underskrevet i den første hovedstad Paraná. I årene 1861 og 1862 tilsluttede Buenos Aires sig igen efter en militærkonflikt, der blev afholdt nationale valg og præsident for det samlede Argentina blev Bartolomé Mitre. I hans regeringstid skete Trippelalliancekrigen fra 1864 til 1870, hvor Argentinien sammen med Brasilien og Uruguay modsatte sig ekspansionen fra Paraguay, som på denne tid var udviklet sig til en af Sydamerikas stærkeste militærmagter. Argentina vandt gennem krigen området hvor de nuværende provinser Misiones, Formosa og Chaco ligger.
Indvandring og økonomiboom.
Årene fra 1880 til 1912 var kendetegnet ved massiv indvandring af italienere og spaniere, som bosatte sig i byerne og i såkaldte "kolonier" på landet. Politisk betegnes denne tid som et "skindemokrati", da regeringen under Julio Argentino Roca, samt de følgende regeringer var oligarkisk indrettet, under stor indflydelse af de store landejere. Størstedelen af befolkningen blev gennem et nøje udtænkt valgsystem nægtet deres politiske ret af regeringspartiet Partido Autonomista Nacional, som havde regeret uafbrudt fra 1874 til 1916; indvandrerne havde ligeledes ingen stemmeret.
Fra 1893 skærpedes grænsekonflikten med Chile, efter Bolivien havde afstået en del af Puna de Atacama til Argentina - et område som havde været besat af Chile siden Salpeterkrigen. Situationen udviklede sig til et våbenkapløb mellem Chile og Argentina. Den britiske konge Edvard 7. mæglede i 1902 i grænsestriden. Patagonien og Ildlandet blev igen opdelt, og heraf tilfaldt 54.000 km² Chile og 40.000 km² Argentina.
I 1912 blev stemmeret for alle indført af lederen for den liberale fløj af PAN, Roque Sáenz Peña, og i kølvandet kom i 1916 et magtskifte, da partiet Unión Cívica Radical fra den borgerlige protestbevægelse vandt valget. Det regerede frem til 1930, hvor et militærkup genindførte et konservativt system. 1930'erne blivet i dag oftest omtalt som "década infame", det berygtede årti, hvor demokratiet kun eksisterede på papiret, og valgsvindel var dagligdag.
Peronisme.
I løbet af den første halvdel af 1940'erne nåede den unge officer Juan Domingo Perón at manøvrere sig frem til magten i Argentina. Ved general Pedro Ramírez' kup blev Perón sat i spidsen for det dengang relativt ligegyldige arbejdsministerium, og blev gennem vidtrækkende indrømmelser overfor fagforeningerne hurtigt til en folkehelt for arbejderklassen. I 1946 blev han valgt som præsident.
Argentina var officielt neutralt under anden verdenskrig. Landet sympatiserede i starten med Aksemagterne, men støttede de Allierede hen mod krigens slutning. Under krigen modtog Argentina mange flygtninge fra Europa; efter krigen skjulte søgte nazister og fascister tilflugt i Argentina såvel som i resten af Latinamerika. Blandt de mest kendte nazistiske krigsforbrydere, der flygtede til Argentina, var Adolf Eichmann, som 23. maj 1960 blev bortført af Mossad og taget til Israel hvor han blev idømt dødsstraf, Josef Mengele, som var berygtet læge fra koncentrationslejren Auschwitz, og Walter Rauff, som under anden verdenskrig var medansvarlig for arbejdet med mobile gaskamre, såkaldte gasvogne, som blev brugt til at myrde fanger i koncentrationslejre.
Under Perón, som sympatiserede med de fascistiske grundtanker, søgte Argentina at afværge kommunismen gennem flere indrømmelser overfor arbejderne. Fra hans første regeringstid blev industrialisieringen af landet, som var begyndt efter den verdensomspændende økonomiske krise i 1930, forstærket og der blev gennemtvunget en importsubstitutionspolitik. I 1955 blev han afsat ved et kup, og flygtede i eksil.
Ustabilitet og diktatur.
Argentina oplevede i den følgende tid skiftevis økonomisk succes og krise. Indtil 1983 var der en æra af ustabilitet, hvor landet havde forskellige civile- og militærregeringer. Arturo Frondizis (1958–62) og Arturo Umberto Illias (1963–1966) demokratisk valgte regeringer blev væltet af det Perón-fjendtlige militær. I perioden 1966 til 1973 var landet et længere højrekonservativt militærdiktatur under Juan Carlos Onganía og hans efterfølgere. Diktaturet blev ophævet i 1973 efter stærke protester fra befolkningen. Landet blev kortvarigt et demokrati igen, hvorefter den stadig populære Perón fik tilladelse til at vende tilbage til landet, og snart efter genvandt magten.
Peróns anden embedsperiode fra oktober 1973 til sin død 1. juli 1974 bragte kun en ubetydelig beroligelse af Argentinas politiske og økonomiske forhold. Efter hans død blev hans tredje hustru, Isabel Perón (kaldet "Isabelita"), som han havde udnævnt til vicepræsident, indsat som præsident. Den tidligere natklubdanserinde blev dog overvældet af embedet og tjente udelukkende som marionet for højreorienterede peronister som José López Rega, der med AAA allerede under Perón havde indsat en paramilitær gruppe som torturerede og myrdede modstandere af regimet. Desuden tog de økonomiske problemer til i styrke, og landet blev ramt af en stærk inflation. Kriminelle grupperinger (Guerilleros) udnyttede kaosset til at begå bortførelser og andre forbrydelser i egen interesse.
I 1976 kom et nyt kup, som installerede et militærdiktatur under ledelse af Jorge Rafael Videla. Diktaturet, som officielt fik navnet Proceso de Reorganización Nacional ("den nationale reorganiseringsproces") blev ledet af en tremands-junta, som forsøgte at løse situationen ved hjælp af åben statsterror i årene mellem 1976 og 1978 i det, som senere blev kendt som "den beskidte krig". I løbet af årene forsvandt anslået 30.000 modstandere af regimet, samt andre, samlet betegnet "Desaparecidos".
For at ende suverænitetsstridighederne over øerne på Amerikas sydlige spids, oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal, som skulle beslutte en endelig fortolkning af grænseaftalen fra 1881. Voldgiften i Bealekonflikten blev fastslået i 1977, og gik på at alle øer syd for Isla Grande de Tierra del Fuego skulle tilhøre Chile. I 1978 erklærede Argentina voldgiften ugyldig, og forberedte sig på at indtage øerne militært ved Operation Soberania, hvilket dog blev undgået takket været indgriben fra den daværende pave. Først i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen, efter diverse ændringer, såsom en ændring i den maritime grænse mod vest, og underskrev Venskabs- og frihedstraktaten.
Det demokratiske Argentina.
I april 1982 kom Argentina under den nye juntaleder Leopoldo Galtieri i krig mod Storbritannien i den såkaldte Falklandskrig. Konflikten begyndte efter Argentina invaderede Falklandsøerne, som ifølge Argentinas forfatning tilhørte Argentinas eget statsområde, men som dog blev administreret af Storbritannien. Invasionen af argentinske soldater blev besvaret af Storbritannien med et succesfuldt modangreb til lands, til vands og i luften. Argentina kapitulerede 14. juni samme år.
I 1983 vendte landet tilbage til demokrati. Den første demokratiske præsident i perioden var Raúl Alfonsín (UCR), som dog trådte tilbage før tid i 1989 som følge af en finanskrise. Partido Justicialista kom dermed igen til magten, med Carlos Menem i spidsen. Menems neoliberale finanspolitik og 1:1-bindelsen af den argentinske peso til den amerikansk dollar under hans første regeringstid var blandt de tiltag som stabiliserede landet. I hans anden regeringsperiode blev de negative sider ved hans finanspolitik dog mere synlige.
Mellem 1998 og 2002 faldt landet på ny ind i en stor finanskrise, hvor købekraften gik 20% tilbage. I 1999 blev Menems regering afløst af en centrum-venstre-koalition med præsidentkandidaten Fernando de la Rúa. De la Rúa kunne dog ikke forbedre den finansielle situation, som hans forgænger havde efterladt, hurtigt eller holdbart. Præsidentens tøven med at handle, stridigheder internt i kolalitionen samt en stærk udenomparlamentarisk opposition gennem fagforeningerne, som traditionelt var peronister, svækkede i stigende grad De la Rúa. Dette kulminerede i slutningen af 2001 efter omfattende uro og plydringer i at præsident Fernando de la Rúa trådte tilbage.
Efterfølgende kom mere peronistiske præsidenter, først Eduardo Duhalde som dog blev slidt op af håndteringen af krisen. I maj 2003 blev Néstor Kirchner, som tilhørte den socialdemokratiske fløj af Partido Justicialista, valgt som ny præsident efter et meget kaotisk valgforløb. På trods af hans beskedne valgresultat var Kirchner meget vellidt af befolkningen i sin regeringstid, da det lykkedes ham at overvinde krisen og dermed forbedre landets overordnede situation. Økonomien begyndte en kraftig vækst: i 2003 rapporterede Argentina om en vækst i bruttonationalproduktet helt op til +8,7% mod −10,9% i 2002. Kirchner blev dog også udsat for kritik, specielt på grund af hans autokratiske ledelsesstil og til dels også på grund af hans samarbejde med Piquetero-protestbevægelsen, hvilket blev tolket som populisme.
Ved valget til det argentinske senat og til det argentinske repræsentantkammer i oktober 2005 gik Néstor Kirchners tilhængere frem med 40% af stemmerne. Ved valget til senatorposten for den vigtige provins Buenos Aires vandt Kirchners kone Cristina Fernández de Kirchner mod dens tidligere præsident Eduardo Duhaldes kone Hilda González de Duhalde, som også tilhørte det peronistiske Partido Justicialista. Præsidenten var dermed yderligere styrket, og kunne støtte sig til et bredt flertal i begge kamre.
Ved præsident- og parlamentsvalget 28. oktober 2007 vandt de regerende peronister, især Kirchners valgplatform, Frente para la Victoria, en overvældende sejr. Cristina Fernández de Kirchner sikrede sig i første valgrunde 45,3% af stemmerne og undgik dermed at skulle ud i anden valgrunde. Hun tiltrådte præsidentembedet 10. december 2007. Kirchnerismen blev også let styrket i parlamentet.
Provinser.
"Uddybende artikel: Argentinas provinser"
Provinser i Argentina. "Argentinsk Antarktis og sydatlantiske øer" (23) ikke vist.
Argentina er opdelt i 23 provinser ("provincias", ental - "provincia"), og et føderalt distrikt ("distrito federal").
Sprog.
Hovedsproget i Argentina er spansk, men med en del variation til det spansk der tales i Spanien. I Argentina bruger man Voseo, dvs. "vos" i stedet for "tú" (du). I anden person ental kommer der tryk på sidste stavelse og uregelmæssige verber ændrer ikke grundform i anden person ental.
Derudover når man bruger Voseo kommer der også tryk på sidste stavelse i bydeform.
Tal, hør osv. "Hablar" som er at tale, bliver i bydeform til "hablá" på spansk i Argentina hvor den i Spanien bliver til "habla" uden tryk på sidste stavelse. Det samme sker med "escuchar" som er at høre. "Escuchá" på spansk i Argentina og "escucha" på spansk i Spanien.
"Calle" som er gade udtales som (casje) i Argentina og som (caje) i Spanien. "Yo" som er jeg udtales som (sjo) i Argentina og som (jo) i Spanien. Men denne måde at tale på bliver mest brugt i Buenos Aires og i de omkringliggende provinser. I de nordlige provinser udtales "ll" og "y" mere som (dj) eller til tider som (j) som i Spanien.
I provinsen Tucuman udtales "r" og "rr" som (shj) hvor den i Spanien udtales som en normal r-lyd med rul med tungen. I provinsen Cordoba synger de mere end i andre steder i landet osv. osv.
Sproget i Argentina og sproget i Spanien er umiddelbart ikke forståeligt overfor hinanden hvis hver især snakker hurtigt og med meget accent, da også mange ord er forskillige, men størstedelen er dog forståeligt hvis der foregår en samtale.
Geografi.
Argentina har et areal på omkring 2,8 millioner kvadratkilometer, og er dermed det næststørste land i Sydamerika. Udstrækningen af landet fra nord til syd er på 3.694 km, mens strækningen fra vest til øst på det bredeste sted er omtrent 1.423 km. Det grænser i øst op til Atlanterhavet, i vest til Chile, i nord til Bolivia og Paraguay, og i nordøst til Brasilien og Uruguay.
Hele det vestlige grænseområde bliver indtaget af Andesbjergene, som er den længste kontinentale bjergkæde på Jorden. Det centrale Nordargentina består af Gran Chaco, en varm og tør savanne. Øst for den ligger langs Paraná provinsen Misiones' bakkeland.
I hjørnet mellem de tre lande Argentina–Paraguay–Brasilien ligger Iguazúflodens vandfald, som er blandt de største på Jorden.
Syd derfor, mellem de store strømme fra Río Paraná og Río Uruguay, ligger det fugtige og sumpede Mesopotamia. Ved Río de la Plata, som er en fælles udmunding for begge strømmene, ligger byen Buenos Aires og provinsen provinsen af samme navn, som er hjertet af Argentinas økonomi. Omkring en tredjedel af landets befolkning bor i dette område.
Vest og syd for Buenos Aires strækker pampaerne, en græsbevokset flade, hvor størstedelen af landets landbrug bliver opdyrket. I denne region ligger også store hvedemarker og græsningsarealer til kvæg, hvis kød er blandt Argentinas største eksportvarer.
Mellem pampaerne og Andesbjergene ligger bjerglandskabet Sierras Pampeanas i det centrale Argentina. Disse Mittelgebirge når højder på 2.800 m i Sierras de Córdoba og til 6.250 m i Sierra de Famatina i Provincia de La Rioja.
Patagonien i det sydlige Argentina er præget af stærke vestenvinde og har et meget hårdt klima. Dette område, som udgør omkring en fjerdedel af landets samlede areal, er af samme grund meget tyndt befolket. Landets, og Amerikas, dybeste punkt er Laguna del Carbón med sine 105 m under havoverfladen. Den ligger mellem Puerto San Julián og Comandante Luis Piedra Buena i provinsen Santa Cruz.
Argentina gør krav på en del af det antarktiske kontinent, det såkaldte argentinske Antarktis.
Bjerglandskaber og kendte bjerge.
I de argentinske Andesbjerge findes der flere meget høje bjerge på over 6.000 m - deriblandt Amerikas højeste bjerg, Aconcagua som er 6.962 m højt, samt begge Jordens højeste vulkaner, Ojos del Salado på 6.880 m og Monte Pissis på 6.795 m. I de sydlige Andesbjerge er bjergene mindre, og mange af dem er dækket af sne på grund af det fugtige, kolde klima.
Også i Sierras Pampeanas findes høje punkter: Sierra de Famatina i provinsen La Rioja er ligeledes over 6.000 m. Dette bjergkompleks falder dog i højde i den østlige side, og i Sierras de Córdoba når det kun højst 2.800 meter.
De nordlige "patagonider" (Mesetas Patagoniens) når sydøst for Mendoza mindst 4.700 m i højde, men bliver gradvist mindre længere sydøst. I de andre områder i Argentina er bjergene kun undtagelsesvis over 1.000 m høje. Heriblandt Sierras Australes Bonaerenses (Sierra de la Ventana og Sierra de Tandil) ved Atlanterhavskysten og bakke- og bjerglandskabet i Misiones.
Floder og søer.
Argentinas hydrologi er domineret af tilstrømningen fra Río de la Plata. Dens afvandingsområde omfatter cirka 5.200.000 km². Næsten en tredjedel heraf ligger i Argentina, og resten i Bolivia, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Río de la Plata's tilstrømninger er Río Paraná og Río Uruguay. Nordpå ved grænsen til Brasilien ligger Iguazú Nationalpark, hvori floden Iguazú med Iguazú-vandfaldene, som er tre gange så store som Niagara-vandfaldene, befinder sig.
Det næstvigtigste afvandingsområde har Río Colorado i Nordpatagonien, hvis vigtigste tilstrømning, Río Salado del Oeste, afvander størstedelen af Vestargentina omend størstedelen af dens vandmasser dog fordamper på vejen i det trykkende klima, eller siver ned i sumpområder.
Argentina har to større søområder. Det mest omfangsrige ligger ved foden af det sydlige Andes, hvor der strækker sig en lang kæde af smeltevandssøer fra provinsen Neuquén til Ildlandet. Desuden befinder der sig i det vestlige centrale Pampa og i det sydlige Chaco mange lavlandssøer, som ofte kun er få meter dybe og ofte er saltindholdige.
Af speciel betydning er lavlandssøen Laguna Mar Chiquita på 5.770 km² i provinsen Córdoba samt Andessøerne Lago Argentino (1.415 km²) og Lago Viedma (1.088 km²), som begge ligger i den UNESCO-beskyttede Los Glaciares nationalpark.
Øer.
Argentina har på trods af dets langstrakte kystlinje kun få øer. De største er de 47.020 km² store Isla Grande de Tierra del Fuego, som hører til arkipelaget Ildlandet, og hvoraf Argentina har (provinsen Tierra del Fuego på 21.591 km²) og Chile har 25.429 km².
De enkelte andre øområder af betydning ligger syd for provinsen Buenos Aires, hvor der ligger to udstrakte tidevandsområder i bugten ved Bahía Blanca og Bahía Anegada. Øerne er flade og er ubeboede med undtagelse af Isla Jabalí, hvorpå badestedet "San Blas" er placeret. Den største ø er Isla Trinidad på 207 km². Herudover er der enkelte mindre klippeøer ved den patagoniske kyst.
Falklandsøerne (spansk: "Islas Malvinas") er en omstridt øgruppe i det sydlige atlantiske ocean. Geografisk set tilhører øerne Sydamerika og ligger mellem 600 og 800 km øst for Sydargentina og Ildlandet mellem 52° syd og 59° vest. Falklandsøerne er efter international lov de facto (men ikke de jure) et britisk oversøisk territorium, men Argentina har gjort krav på dem siden 1833. Argentinas besættelse af øerne 2. april 1982 udløste Falklandskrigen, som varede til 14. juni 1982 og endte med Argentinas nederlag. De største af øerne er Østfalkland (Soledad) på 6.683 km² og Vestfalkland (Gran Malvina) på 5.278 km². Sydøst for Falklandsøerne ligger territoriet South Georgia og South Sandwich Islands, som er under samme juridiske status som Falklandsøerne og administrativt hører under dem.
Klima.
Argentina har næsten en stor mængde forskellige klimazoner - der er områder der rangerer fra det tropiske i det yderste nordøst over subtropisk i resten af den nordlige del af landet og en udstrakt tempereret klimazone ned til de kolde klimaregioner i syden og i Andes.
Det nordvestlige Argentina er i Andesområdet tørt og med kun meget lidt regn i løbet af sommeren. I landet ligger også storørkenen Puna, hvis vestlige del hører blandt de mest regnfattige områder i verden, samt det ufrugtbare Monte ved foden af Andesbjergene i provinserne Mendoza, San Juan og La Rioja.
Østskrænterne ved Andes huser subtropiske tågeskove i provinserne Tucumán, Salta og Jujuy, som om sommeren er rige på nedbør på grund af østvindenes fugtighed, men om vinteren er relativt tøre. Mod øst ligger Gran Chaco hvor nedbør er koncentreret til om sommeren, ligesom i regionen Sierras Pampeanas i Centralargentina. I begge regioner aftager nedbøret mod vest.
Den nordøstlige del af landet, samt Pamparegionen, har et fugtigt klima hele året rundt hvilket gør at den største mængde nedbør i subtropisk regnskov finder sted i provinsen Misiones.
Syden (Patagonien) ligger i den vestlige vindzone, og den vestlige del får af den grund mere nedbør end den østlige. Andesbjergene ligger i et permanent fugtigt klima, og har en moderat kølig temperatur. De fungerer som barriere for de fugtige stillehavsvinde, så den østlige forlængelse af de patagoniske områder er meget tørre og næsten ørken nogle steder. I denne region bliver klimaet ofte bestemt af de fra sydvest blæsende, ofte voldsom, Pamperovinde. Et særtilfælde er klimaet i den sydlige del af Ildlandet med køligt kystklima, hvor på grund af de manglende klimapåvirkninger fra Andes både lader vejret blive bestemt af indflydelse fra Stillehavet og Atlanterhavet. På det sted er nedbørsmængderne relativt store og temperaturen ændrer sig kun lidt mellem sommer og vinter.
Flora og fauna.
Som følge af Argentinas mange forskellige klimazoner varierer vegetationen og dyrelivet også kraftigt. Sammenlagt er omkring 12% af arealet skov.
Flora.
I de varme, fugtige tropiske og subtropiske regnskove i Nordargentina trives tropiske planter, såsom Palisander-arter ("Dalbergia"), Jakaranda ("Jacaranda mimosifolia") og Quebrachotræer ("Schinopsis lorentzii"), hvorfra der udvindes tannin, men også palmer. Gran Chaco ligger ligeledes nordpå, og har en savanneagtig vegetation, som domineres af prosopisslægten (hovedsageligt Hvid Prosopis ("Prosopis alba") og Sort Prosopis ("Prosopis nigra")), omend der også findes Quebracho. Den sydlige og østlige del af Gran Chaco har et mildere klima, og bliver benyttet til landbrug, mens den nordlige del stadig står urørt.
Pampaen er præget af udstrakte græsarealer med forskellige typer græs. Bortset fra Eukalyptus ("(Eucalyptus"), amerikanske plataner ("Platanus occidentalis") og Akacier ("Acacia") findes her ingen træer; ingen af de to førstnævnte arter er oprindeligt fra området. På grund af den fine, stenfri jord er der gode muligheder for landbrugserhverv på området, så der findes kun et fåtal af de oprindelige vildtgroende plantearter.
Patagonien ligger i regnlæ af Andesbjergene og er et karrigt og i store områder træløst landskab. Her er, lgiesom i Pampaen, store græsarealer, omend vegetationen er væsentligt mere tør. Desuden finder man forskellige urtebevoksninger og buske. På grund af den stenede jord er korndyrkning ikke muligt, og i stedet bruges arealet til græsning af får.
I forbjergene til Andes og i Ildlandet findes der udstrakte nåleskove med grantræer ("Picea"), Cypresser ("Cupressus"), fyr ("Pinus"), Cedertræer ("Cedrus") og andre lignende træer. Nær den chilenske grænse er der spredte grupper af Sydbøge ("Nothofagus"). Trægrænsen ligger på omkring 3.500 m. I de tørre, højtliggende områder af Andes er der gold halvørken med mange kaktusser ("Cactaceae") og tornebuske.
Den udsprungne blomst fra Koralbusken ("Erythrina crista-galli") er blevet valgt til "nationalblomst", og er et af Argentinas nationalsymboler.
Fauna.
I den tropiske nordlige del af Argentina er dyreverdenen yderst mangfoldig. Her eksisterer hovedsageligt forskellige abearter, jaguarer, pumaer, ozelotter, vaskebjørne, næsebjørne og myreslugere ligesom der også kan ses tapirer, navlesvin og reptiler såsom slanger og kaimaner. Blandt fuglene i det tropiske nord er kolibrier, flamingoer og papegøjer. I floderne findes piratfisk samt flere andre fiskearter.
I pampaen findes bæltedyr, mankeulve, pampasræve, pampaskatte, pampashjorte, nanduer, forskellige rovfugle såsom falke samt hejrer.
I Andesbjergenes knappe landskab findes de vilde lamaer, guanakoer og vikunjaer, samt Andeskondoren. Af rovdyr findes Andeskatten, pumaen og Andesræven. Ved saltvand findes tit trækfugle såsom flamingoer.
I Patagonien og Ildlandet er dyrelivet mere begrænset. Også her lever pumaer, nanduer og guanakoer; pudúen er en lille hjort i det sydlige Andes. I Ildlandet bygger skarver ofte rede. De patagonske kyster huser Magellanpingviner og kolonier af sydamerikanske pelssæler og søløver.
I Argentinas kystfarvand lever blandt andet den sydlige rethval, spækhuggere og Commersons delfiner, samt Merlucciidae, sardiner, makreller og guldmakreller.
Demografi.
Det er blevet anslået at flere end 25 millioner argentinere har mindst en italiensk forfader. Italienere er en af de vigtigste etniske grupper i Argentina.
Argentina har et befolkningstal på 39,4 millioner indbyggere (skøn for 2007 baseret på folketællingen fra 2001.) Dette svarer til en befolkningstæthed på 14 indbyggere/km².
Cirka 87% af befolkningen bor i byer med mere end 2.000 indbyggere, hvoraf 11,5 millioner bor i byregionen Gran Buenos Aires. Denne har en befolkningstæthed på 2.989 indbyggere/km².
Byen og provinsen Buenos Aires har tilsammen 16,6 millioner, provinserne Córdoba og Santa Fe har hver ca. 3 millioner, således at sammenlagt 60% af befolkningen bor i disse tre centrale dele af landet.
Store dele af det øvrige land er derimod meget tyndt, specielt i det tørre syd, hvor der kun bor cirka 1-3 indbyggere/km².
Etniske grupper.
Mere end 90% af befolkningen stammer ifølge den officielle statistik fra indvandrede europæere, heraf omtrent 36 % fra italienere, cirka 29 % fra spaniere og omtrent 3–4 % fra tyskere. I Buenos Aires-området samt i provinserne Provincia de Chaco og Misiones spiller polsk kultur også en vigtig rolle. I disse tilfælde drejer det sig om efterkommere af polske emigranter fra 1920'erne.
Fra begyndelsen af 1990'erne er andelen af mestizer – efterkommere af såvel europæere som indianere – kommet under 10%. Ifølge nyere beregninger er deres andel dog imidlertid langt større. Denne diskrepans kommer formodentlig fra, at mestizerne tidligere blev voldsomt diskrimineret, og derfor har udgivet sig for at være "hvide".
Indiansk befolkning.
Kun et mindretal af argentinerne er efterkommere af de etniske grupper der levede på landets territorium da spanierne ankom. Dette skyldes på den ene side at Argentina før koloniseringen kun var tætbefolket i den nordvestlige del, og på den anden side at de tilbageblevne indianere blev udryddet af spanierne og senere af de selvstændige argentinere. Det statslige indianerinstitut "INAI" vurderer at der er omkring 1 million indianere i landet, mens indianerorganisationer som "AIRA" (Asociación de Indígenas de la República Argentina) dog har påstået at der er over 1,5 millioner.
I en særlig folketælling fra INDEC, som blev gennemført i 2004, fandt man frem til at cirka 2,8% af alle argentinske husholdninger havde en indiansk husholderske. Dette antal varierer dog stærkt fra provins til provins. Således er andelen størst i Jujuy med 10,5%. Mindst er andelen i provinsen Corrientes med 1%. I hovedstaden Buenos Aires ligger tallet på 2,3% (INDEC).
De største grupper er kollaerne i Jujuy og Salta, mapuche i Neuquén og Río Negro samt wichierne og Tobaerne i Chaco og i Formosa. Kun et mindretal af indianerne lever egne bosættelser, mange har slået sig ned i storbyerne hvor de ofte bor under fattige forhold og tager dårligt betalt arbejde. Således er en fjerdedel af byerne Rosario og Resistencia udelukkende beboet af Toba-indianere, mens det samme gør sig gældende for Kollaer i San Salvador de Jujuy og San Miguel de Tucumán.
Der er et yndigt land.
"Der er et yndigt land" er Danmarks (folkelige) nationalmelodi. Såfremt de kongelige er til stede anvendes Kong Christian stod ved højen mast som nationalmelodi.
Teksten er skrevet i 1819 af Adam Gottlob Oehlenschläger, med mottoet: "Ille terrarum mihi praeter omnes Angulus ridet" (Horats, "Dette hjørne af jorden smiler for mig mere end nogen anden").
Han skrev øjensynligt teksten til en konkurrence om en fædrelandssang udskrevet af Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse.
Oehlenschläger vandt ikke, det gjorde derimod Juliane Marie Jessens "Dannemark, Dannemark, hellig Lyd", efter signende fordi teksten var skrevet i en håndskrift der lignede Oehlenschlägers.
Oehlenschläger's tekst blev først trykt i 1823 i "Samlede Digte" bind II.
Melodien er skrevet i 1835 af Hans Ernst Krøyer, senere også af Thomas Laub og Carl Nielsen.
Første linje har tryk på "er" ("Der ér, et yndigt land"), — et indholdsløst ord og trykket gør sætningen pseudo-eksistentialistisk.
"Brede bøge og salten østerstrand" er misvisende, da bøgetræer ikke er brede og Østersøen er et af de mindst salte farvande.
"Det bugter sig i bakke, dal" har en lav tone ved bakke og høj tone ved dal.
Albertsen skriver videre at "Frejas sal" er næsten uforståelig og at forskning hævder at betydningen er "et bordel for afdankede vikinger".
Han kritiserer endvidere den kromatiske nedgang ved "gamle Danmark og det er Frejas".
En anden kommentator skriver er der med "Frejas sal" menes den frugtbare dansk natur.
En vis Charles Bratli har oversat sangen til engelsk med "I know a lovely land / Whose charming woods of beeches".
lyt til der er et yndigt land
Kong Christian stod ved højen Mast.
Kong Christian stod ved højen Mast er den danske kongesang. Den anvendes når de kongelige er til stede. Johannes Ewald skrev teksten i 1778. Baggrunden er et skibsforlis ved Hornbæk i 1770'erne. Skipperen blev reddet af lokale fiskere, som afslog belønning på trods af deres fattigdom. Denne redningsdåd inspirerede Ewald til syngespillet "Fiskerne" med sangen med lovprisningen af de danske søhelte fra Kong Christian, Niels Juel, Tordenskjold til den simple matros.
Musikken er skrevet af Johann Hartmann. Han og Ewald har sandsynligvis fundet forlægget til sangen i en samling violinnoder af brødrene Bast, der forøvrigt stod i venskabeligt forhold til Ewald. Violinbogen er skrevet mellem 1762 og 1777. Landsdommer Rogert er også nævnt som komponisten.
Musikken fandt sin endelige form i Kuhlaus musik til "Elverhøi" fra 1828. I dette festspil med tekst af Johan Ludvig Heiberg skrevet til den senere Frederik den 7's bryllup i 1828 slutter den bekendte ouverture med denne melodi, og stykkets afslutning er et kor, "Beskærm vor konge, store Gud" på samme melodi.
Grønland.
Grønland (grønlandsk: Kalaallit Nunaat; Grønlandsk: Grønlændernes land) er verdens største ø. Geografisk hører Grønland til det nordamerikanske kontinent, men geopolitisk til Europa.
Grønland er ligesom Færøerne en del af det danske rige og indgår i det danske rigsfællesskab. Vest for Grønland ligger Nunavut der har en lignende inuitisk befolkning men tilhørsforhold til Canada, længere sydpå har man Canada og USA, nord for Grønland er Nordpolen, øst for Grønland ligger Island og lidt længere vestpå Færøerne og Norge.
Af Grønlands 2.175.600 km² er 1.833.900 km² eller 85%, dækket af indlandsis. Det isfrie område er således "kun" 341.700 km2.km². Landet strækker sig fra 59,46N i syd til 83,39N i nord, i alt 2.670 km. Det bredeste sted er 1.050 km. Geografisk er landet inddelt i tre dele, Kitaa (Vestgrønland), Avannaarsua (Nordgrønland), og Tunu (Østgrønland).
Fra 1721 til 1953 var Grønland en koloni, fra 1953 til 1979 havde landet en amtslignende status, fra 1979 til 2009 Hjemmestyre og fra 2009 Selvstyre.
Befolkningstætheden er meget lav. I 2009 havde landet ca. 57.600 indbyggere. I Danmark bor der ca. 18.000 grønlændere.
Ved ændringen af den danske grundlov 5. juni 1953 fik øen sin kolonistatus ophævet og blev herefter betragtet som et dansk amt. Denne udvikling har været en dramatisk ændring af det grønlandske samfund med uoprettelige konsekvenser. En del af befolkningen har gennem det nye demokrati der er indført, stemt imod tilknytningen til Danmark og Grønland har siden 1953 været på vej mod mere selvstyre. Efter en folkeafstemning i 1978 fik Grønland hjemmestyre med virkning fra 1. maj 1979. På samme vis stemte grønlænderne i 2008 ja til selvstyre.
Historie.
Den tidligste grønlandske befolkning stammer fra Asien, hvorfra de første inuitiske stammer vandrede over Beringstrædet til Alaska og videre til de nordlige canadiske øer, hvorfra de formodentlig omkring år 2500 fvt vandrede i gode klimaperioder over det snævre stræde til Inglefield Land i nordøst Grønland.
a> var dygtige hvalfangere, som afbildet her af den dansk-norske missionær Hans Egede
Senere følger Independence II kulturen, Dorset og til sidst Thule-kulturen. Den sidstnævnte indvandring fandt sted omkring år 1000, og det er herfra den nuværende grønlandske befolkning stammer dog iblandet en hel del Nordeuropæiske gener.
Mens inuitter er jægere og nomader har Grønland i tidlig tid også haft en befolkning der var landbrugere. Det var Nordboerne der for en tid levede i det sydlige Grønland under en midlertidig varmeperiode. Det var dem der gav øen navnet Grønland. På det tidspunkt var der skovområder på Grønland, og man dyrkede bl.a. korn på markerne.
Sidst i 1500-tallet begyndte de inuitiske stammer på Grønland at få besøg af forskellige opdagelsesrejsende der ledte efter "Nordvestpassagen" en nemmere passage til Asien. Herefter begyndte der at komme hvalfangere og handelsmænd der ville handle med inuitterne.
I starten af 1700-tallet kom der missionærer til Grønland som anlagde danske kolonier bestående af handelsstation og mission. Den første var Hans Egede og efterfølgende kom Herrnhutterne. Missioner og handelsstationer blev skabt på den danske konges vegne og Grønland blev en del af kongeriget Danmark-Norge da Norge allerede under Norgesvældet påberåbte sig berettigelse på Grønland. Da Kongeriget Danmark-Norge efter Freden i Kiel i 1814 blev tvunget til at afstå Norge til Sverige forblev de oversøiske områder Grønland, Færøerne og Island under den danske konge.
Efter Norges selvstændighed fra Sverige besatte landet dele af Østgrønland i perioden 10. juli 1931–1933, kaldte dette område for "Eirik Raudes Land" og lod det bestyre af en sysselmand. Dette resulterede i Konflikten om Østgrønland hvor Danmark indklagede Norge for den internationale domstol i Haag, Holland. Norge tabte sagen ved en kendelse den 5. april 1933, hvorefter landet trak sig ud.
I 2. verdenskrig var Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England. De manglende forsyninger fra Danmark blev erstattet med forsyninger fra USA. Under krigen havde Grønland en nogenlunde god økonomi fra udvinding af kryolit og torskefiskeri. USA betragtede efter den tyske besættelse den danske ambassadør i USA som den frie repræsentant for Danmark og dermed også Grønland.
Kolonitiden ophørte 1953 da Grønland ved en ændring af Grundloven blev en såkaldt del af det danske rige og et dansk amt. En centralisering der skulle hæve levestandarden blev påbegyndt. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen næsten udryddet fra 1963. I 1979 stemte de fleste inuitter for hjemmestyre, og befolkningen fik overdraget ansvaret for en lang række politiske områder. Med virkning fra 1. januar 1985 meldte Grønland sig ud af det Europæiske Fællesskab EF. I 2008 stemte grønlænderne for selvstyre, hvilket indebærer at grønlænderne selv bestemmer hvornår, man kan overtage ansvaret for områder som politi- og retsvæsen. Selvstyret fik effekt fra den 21. juni 2009, der er nationaldag på Grønland.
Politik.
USA's viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og stab mødes med den danske udenrigsminister Per Stig Møller (højre) og Grønlands landsstyremedlem Josef Motzfeldt(midt) i Pentagon for at diskutere forsvarsemner af fælles interesse.
Den 21. juni 2009 overrakte Dronning Margrethe II den lov, der skal være fundamentet for det selvstyrende Grønland, til Landstingets formand Josef Motzfeldt. Grønland har pr. 21. juni ikke længere hjemmestyre, men selvstyre.
Grønland har haft hjemmestyre fra 1. maj 1979 til 21. juni 2009. Grønlands parlament er Landstinget hvor alle beslutninger, der angår Grønlands indre styrelse tages. Landstinget har 31 medlemmer og mødes to til fire gange om året i Nuuk. Parlamentet er valgt for en fireårig periode.
Områder som Grønland og Danmark er fælles om, kan kun afgøres i samarbejde mellem Landstinget og Folketinget. Disse anliggender omfatter bl.a.: udenrigs- og forsvarspolitik, politi og domstole, valuta samt hele råstofsområdet.
Siden 1953 har Grønland som bestemt i Grundloven valgt to medlemmer til Folketinget. Lars-Emil Johansen, fra Siumut og Juliane Henningsen fra Inuit Ataqatigiit (IA) repræsenterer efter folketingsvalget den 13-11 2007 Grønland i Folketinget. Juliane Henningsen og Lars Emil Johansen udgør sammen med Høgni Hoydal fra det færøske parti Tjóðveldi Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.
Med gennemførelsen af Lov om Grønlands Hjemmestyre overførtes kompetence og dermed ansvar fra danske politiske myndigheder til grønlandske politiske myndigheder, der overtog såvel det økonomiske som det forvaltningsmæssige ansvar for en række opgaver fra den danske stat. Fra denne dato var det derfor Grønlands Hjemmestyre, der havde såvel den lovgivende som den udøvende myndighed. Samtidigt er naturlige danske stednavne og det danske sprogs betydning overalt Grønland på blevet reduceret, og den politiske fremtid for det store ubeboede danske landområde ligger nu hos det nye Selvstyre, som fortsat primært får sine økonomiske ressourcer fra Danmark.
Ved en folkeafstemning om selvstyre på Grønland den 25. november 2008 stemte 75.54 % for at selvstyre skulle indføres på Grønland. Den 21. juni 2009 indførtes selvstyret officielt.
Stemmeret: De grønlandske kvinder fik stemmeret i 1948. I dagens Grønland er otte kvinder ud af 31 valgt til landstinget og én ud af de to grønlandske repræsentanter i det danske folketing er en kvinde.
Ved kommunevalg skal man for det første have dansk indfødsret og skal have boet i kommunen i seks uger før valget. Man skal have haft fast bopæl i Grønland i mindst seks måneder forud for valget, og have haft fast bopæl i det danske rige i mindst tre år. Ved valg til landstinget er der andre regler.
Økonomi og erhverv.
Offentligt ejede boliger er meget udbredt, her ses HLM i Ilulissat
Grønlandsk designet og produceret sælskindsjakke.
Ca. halvdelen af de offentlige udgifter på Grønland finansieres ved hjælp af bloktilskuddet fra Danmark, som i 2007 udgjorde over 3,2 mia. kr. Hertil kommer indtægter fra salg af fiskerilicenser og den årlige kompensation fra EU, der udgør 280 mill. kr. pr. år. Hjemmestyrets årlige udgifter udgør ca. 6 mia. kr.
Grønlands økonomi er baseret på et snævert erhvervsmæssigt grundlag med fiskeindustrien som den dominerende sektor med godt 90% af landets eksport. Om nogle få år vil råstofudvinding og turisme kunne supplere fiskeriet, som er afhængig af de skiftende fiskepriser og fangstmuligheder. Grønlands Turist- og Erhvervsråd står i spidsen for udviklingen af turismesektoren. De store afstande splitter hjemmemarkedet op i mange små enheder som har store driftsudgifter. Hovedparten af fiskefabrikkerne ejes af Royal Greenland.
En speciel ting for Grønland er, at ejendomsret til jord ikke er indført. Man kan bygge parcelhuse, men det er på lejet grund, da ingen kan købe ejendomsretten til jord i Grønland.
Handel og produktion er stadig domineret af selvstyreejede virksomheder som Royal Greenland, KNI (engros og detailhandel), Tele Greenland, Royal Arctic Line, Arctic Umiaq Line m.fl. Disse bliver i dag drevet som aktieselskaber hvor selvstyret har aktiemajoriteten.
Geografi.
Grønland NASA World Wind screenshot
Grønland er jordens største ø og ligger i arktis og udgør det nordøstligste af det nordamerikanske kontinent.
Grønland har tre tidszoner. En for henholdsvis Øst-, Vest og Nordgrønland. I Østgrønland er zonen GMT minus tre timer.
Øen er langs kysten præget af dybe fjorde, høje bjerge og en enorm stor mængde af øer og rev iblandet isbjerge og pakis der omgiver den. Kystlinien er på over 44.000 km og øerne strækker sig fra 59° sydlig bredde Kap Farvel til 83° nordlig bredde til øen Kaffeklubben. Øen er 2.650 km lang, ca. 1.000 km bred og ligger 710 km fra Nordpolen. Grønlands sydspids, Kap Farvel "Nunap Isua", ligger på højde med Stockholm og Oslo. Fra Grønlands nordspids, Kap Morris Jesup, er der 740 km til Nordpolen. Grønland er dermed det nordligste landområde på Jorden.
Ligesom på Antarktis har der i det indre af Grønland samlet sig enorme mængder af frossen nedbør. På midten er temperaturen næsten konstant under nulpunktet og nedbøren smelter dermed ikke. Lag på lag af sne og is danner den i gennemsnit 1.500 m høje indlandsis der presser overskydende is, som store og små isbjerge, ud i havet. Kun 410.000 km² - "19 %" af øens areal på 2.166.000 km² er isfrit, idet indlandsisen dækker alt undtagen en snæver kant langs med randen. Det isfrie areal er dermed på størrelse med Norges areal på 381.000  km². Øens højeste punkt er Gunnbjørns fjeld 3.693 m over havet.
Øen afgrænses i syd af Atlanterhavet, i vest af Davis Strædet og Baffinbugten, i nordvest af Smith Sund og Nares Strædet, i nord af Lincoln Havet og Wandels Hav, der begge er en del af Ishavet. Mod øst dannes afgrænsningen af Grønlandshavet og Danmarksstrædet, hvor fra der kun er 240 km til Island.
Geologi.
Grønlands geologiske historie går 3.800 mio. år tilbage, og indeholder dannelser fra næsten alle geologiske perioder. Således forefindes dannelser fra det tidligste prækambrium.
Grønlands råstoffer.
Der har været kulminedrift på Grønland i mindre grad både i 17-, 18- og 1900-tallet.
Trias forkastning ved Trailløen på østgrønland
Til trods for selvstyre er forvaltningen af råstofaktiviteterne i Grønland stadig et fællesanliggende mellem Danmark og Grønland.
Under forhandlingerne om grønlandsk hjemmestyre var spørgsmålet om rettighederne til den grønlandske undergrund - og dermed råstofferne på Grønland - et centralt og vanskeligt forhandlingspunkt. Ønsket om en egentlig overdragelse af rettighederne til råstofferne på Grønlands undergrund fra staten til den fastboende befolkning på Grønland blev fremført med betydelig styrke af de grønlandske forhandlere, men afstanden på dette punkt var så stor, at det eneste mulige resultat viste sig at være det kompromis, der blev resultatet, nemlig at "den fastboende befolkning på Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer". Derfor blev det fastsat ved lov, at "forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse" af de ikke-levende ressourcer finder sted i henhold til aftale mellem den danske regering og Landsstyret. Bestemmelsen afgør således ikke spørgsmålet om, "hvem" der har ret til råstofferne, men alene hvem der kan "disponere" over dem.
For at sikre den politiske ligestilling mellem Grønland og Danmark på råstofområdet blev der etableret fælles beslutningskompetence, så der ikke kunne træffes væsentlige beslutninger på området, uden at der var enighed mellem den danske regering og Landsstyret. I praksis opnås dette ved at begge parter kan nedlægge veto, hvis der udstedes en tilladelse til efterforskning eller udnyttelse. Til dette formål oprettedes Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland, der er et dansk-grønlandsk politisk forum, hvor centrale spørgsmål vedr. råstofområdet drøftes. Fællesrådets opgave er at følge udviklingen på råstofområdet samt at afgive indstilling til den danske regering og Landsstyret i forbindelse med udstedelse af tilladelser på råstofområdet.
Forvaltningen af råstofaktiviteterne på Grønland har siden 1. juli 1998 været udøvet af Råstofdirektoratet i Godthåb/Nuuk, der er sekretariat for Fællesrådet, i et tæt samarbejde med bl.a. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), Energistyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Klima.
Klimaet på Grønland er overvejende arktisk. Det vil sige, at middeltemperaturen selv i årets varmeste måned ikke når over +10 °C. I dalene, der ligger i forlængelse af de dybeste fjorde, overstiger middeltemperaturen dog lige grænsen på +10 °C over den nordlige polarcirkel. Landets store udstrækning medfører betydelige klimatiske variationer mellem Nord- og Sydgrønland, men der er også store variationer mellem kystområderne, specielt mellem det område, hvor der er åbent vand hele året, og områder inde i landet.
Det åbne hav virker i sommermånederne afkølende på luften, mens det i vinterperioden virker opvarmende. Derfor er vintrene milde og somrene kølige langs kysten i det sydlige Grønland, mens det langs kysten nord for åbentvandsområdet er kølige somre og kolde vintre. Forskellen mellem vinter- og sommertemperaturer vil endvidere øges desto længere man bevæger sig ind i landet, hvor klimaet bliver fastlandspræget, med varme somre og kolde vintre. Men da luften er tør virker det ikke så drastisk som det kan lyde. Således kan man sammenligne temperaturerne for kystbyen Sisimiut med temperaturerne for indlandsbyen Kangerlussuaq, der ligger ca. 150 km fra kysten, men på nogenlunde samme breddegrad som Sisimiut. I januar 2003 var middeltemperaturen -12 °C i Kangerlussuaq, mens den i Sisimiut var -7 °C. I juli 2003 var middeltemperaturen 11 °C i Kangerlussuaq, men kun 7 °C i Sisimiut. Sommertemperaturerne fordelt over hele Grønland er overraskende ensartede på grund af sommerens midnatssol nord for polarcirklen.
Nedbørsforholdene varierer betydeligt på Grønland. I Sydgrønland varierer de årlige nedbørsmængder fra ca. 800 til over 1.400 mm. Længere nordpå og inde i landet aftager nedbørsmængderne kraftigt. I de nordligste egne og inde i landet er den årlige nedbør således under 200 mm, mens den enkelte steder, f.eks. i Peary Land, er så ubetydelig, at området kan betegnes som arktisk ørken.
Dagens længde varierer betydeligt på forskellige lokaliteter i Grønland alt efter årstid. Nanortalik i Sydgrønland og Nuuk i Midtgrønland, der ligger syd for polarcirklen, har ikke perioder med midnatssol eller polarnat og den længste dag for de to lokaliteter er henholdsvis 18,5 og 20,5 timer. Ved polarcirklen vil der være få dage med midnatssol og polarnat. Jo nordligere, jo længere bliver de to perioder. I Ilulissat nord for polarcirklen er der således ca. to måneder med midnatssol og polarnat, I Upernavik ca. tre måneder og i Qaanaaq (dansk: Thule) knapt fire måneder.
Transport.
Air Greenland Boeing 757-200 flyvemaskine i Kangerlussuaq Lufthavn. Taget i Kangerlussuaq, Gr'nland, nov. 2005
Helikopter på vej til landing
Krydstogtsskibet MS «Fram» på jomfrurejse ankret ud for havnen i Upernavik, Grønland. I baggrunden et isbjerg
Da Grønland er en ø må man enten flyve eller sejle til Grønland. Det er en af de dyreste destinationer i verden på trods af at denne transport er statsstøttet.
Den måde man transporterer sig på Grønland er hovedsagelig til bens, til vands og i luften. Da næsten ingen byer og bygder er forbundet indbyrdes med veje, er de eneste transportmidler på Grønland, fly (ofte helikoptere), skibe og i visse områder hundeslæder og snescootere. I byerne er der veje, der er således en del biler i forhold til indbyggertallet. Snescooter og hundeslæde udgør en mulighed når der er sne, og bruges aktivt af enten traditionelle fangere og ikke-fangere. De moderne ruteskibe forbinder Grønlands byer og bygder på vestkysten fra nord til syd. Trafikken til Østgrønland foregår kun med fly og helikopter og transportskibet ankommer ikke i 5 måneder hver vinter.
Skibsfarten kan besværliggøres p.g.a isbjerge og tilfrossent havvand i vintermåneder. Flytransport kan således også besværliggøres af vejrlige forhold. Da der er tale om store afstande og ustabilt vejr, må man ofte have tålmodighed, når man rejser i Grønland.
Der er havneanlæg i 16 byer, anløbs- og fiskeribroer i 60 bygder, 12 lufthavne, 5 heliporte og 42 helistop. Lufthavnene drives af Grønlands Lufthavnsvæsen.
Der er to internationale lufthavne på Grønland, her ankommer man normalt og skal herefter videre med et mindre fly eller helikopter. Den ene lufthavn hedder Narsarsuaq og ligger på et stort fladt område i Sydgrønland, Den anden hedder Søndre Strømfjord denne ligger nord for Godthåb inde i et mennesketomt landskab. Ved begge lufthavne bor meget få mennesker hvoraf de fleste arbejder med at betjene de rejsende. Man har igennem de senere år opnået at almindelige små fly kan lande ved alle byer, hvor man førhen var henvist til dyre helikopterrejser. Flytransport er i høj grad støttet fra det offentlige.
I hver by forefindes en stor havn der kan modtage store skibe. Kystskibene medbringer gods og forsyninger og der er kahytter til rejsende om bord.
Arctic Umiaq Line har passagerskib som man kan tage fra Narsarsuaq og nordpå. I Diskobugten kan man sejle med Diskoline mellem flere byer og bygder.
Kommunikation.
a> ved Nuuk har givet navn til en grønlandsk avis
Grønlands opdeling.
Grønlands befolkning fordeler sig med 47000 indb. i 18 byer og 9.648 indb. i ca. 60 bygder som er beliggende på øer eller halvøer, overvejende langs den grønlandske vestkyst. Kun ca. 3500 mennesker er bosat på Østgrønland, fordelt i to byer og ni bygder. Centraliseringen af befolkningen har medført, at mange mindre bygder ikke har helårsbeboelse mere.
I bygderne varetages opgaverne af en bygdebestyrelse bestående af tre til fem medlemmer. En del af disse bygder er meget små, hvor der typisk bor 30-75 indbyggere, mens der kun er meget få bygder, der har over 200 indbyggere. 1. januar 2003 boede der 9.456 i bygderne i Grønlands 60 bygder, mens 47.086 boede i byerne.
Folkekirken i Grønland er et stift med biskop. De tre landsdele har hver sin provst. De gamle kommuner er stadig i kirkelig sammenhæng administrative enheder, nemlig de såkaldte præstegæld. Der er således 17 præster, en i hver af de gamle kommuner. Dog omfatter præstegældet i Paamiut begge kommunerne Ivittuut og Paamiut. Det kommunale selvstyre er af væsentlig ældre dato end hjemmestyret. Allerede i 1975 fik kommunerne den grad af selvstændighed de har i dag. Kommunerne opnåede bl.a. ret til at udskrive skatter. De kommunale opgaver er ikke defineret i nogen lov, men kommunerne har - som i Danmark - ret til selv at bestemme hvilke opgaver de vil påtage sig, alene begrænset af lovgivningen. De vigtigste kommunale opgaver er en række tekniske funktioner, sociale opgaver, opgaver inden for kultur, undervisning og idræt samt lokale miljøopgaver. Kommunerne er sammensluttet i de grønlandske kommuners landsforening, KANUKOKA ("Kalaallit Nunaanni Kommuneqarfiit Kattuffiat").
De kommunale opgaver finansieres dels ved egne indtægter, i form af skatter, dels indtægter udefra, hovedsagelig i form af bloktilskud fra Grønlands Hjemmestyre. Desuden foregår der en betydelig omfordeling via udligningen af skatter fra de mere velstillede til mindre velstillede kommuner. Desuden opkræves en fælleskommunal skat. Kommunerne er i dag borgernes vigtigste kontaktled til hele den offentlige sektor. Inden for den enkelte kommunes grænser er der desuden en række bygder, hvor kommunalbestyrelsen er ansvarlig for såvel drift som styrelse af disse.
Placeringen af Hans Ø i Kennedykanalen på grænsen mellem Danmark (Grønland) og Canada
Kultur.
Kulturen på Grønland er i dag en blanding af Inuit og Dansk kultur se f.eks. grønlandsk musik.
Befolkning.
Nationaldragt skal man da have på når man starter i skole
Grønlands befolkning er et blandingsfolk, overvejende af blandet inuit og nordeuropæisk oprindelse, dog med en større dansk etnisk minoritetsgruppe. Det er kun 140 år siden den sidste indvandring fra Canada fandt sted. Vestgrønlænderne er mere blandet med europæerne end øst og Nordgrønlænderne. Flertallet af det grønlandske folk har grønlandsk som modersmål, mens at et mindretal af de etniske grønlændere, udover den danske minoritet, har dansk som modersmål.
Den hurtige udvikling i Grønland har betydet radikale ændringer i den traditionelle familiestruktur, der har resulteret at der opstået mange sociale problemer, som Grønlands befolkning har fælles med andre befolkninger, der har gennemlevet lignende samfundsmæssige forandringer.
Der var i 2004 56.854 indbyggere og befolkningstætheden 0,14 pr. km² isfrit areal. 91 procent af befolkningen bor i Vestgrønland, 1,6 procent i Nordgrønland og 6,3 procent på Østgrønland.
88 % af befolkningen på Grønland er inuitter eller blandinger af inuitter og danskere og andre nordeuropæere, mens 12 % er af direkte europæisk afstamning, overvejende danskere, hvoraf 90 % bor i Nuuk og 10 % i de andre større grønlandske byer. Ca. 20 % af befolkningen er født udenfor Grønland.
I 2007 er der lavet en undersøgelse af grønlændere i Danmark der viste at der er ca. 13.200 personer af grønlandsk herkomst i Danmark af første og anden generation. I den første generation er der ca. 1/3 mænd og 2/3 kvinder. Rasmussen, Inge S. d. 20/6-2007 i Sermitsiaq og
Specielt tidligere tilbage i 17-1800 tallet var der mange blandede norsk/grønlandske par, og blandt blandingsslægterne kan nævnes Dalager-, Egede- og Motzfeldt-slægterne. Grunden var at koloniembedsfolkene frem til 1814 var for en stor dels vedkommende fra Norge. Mange af de tyske familienavne i Grønland, som f.eks Chemnitz, Kleist og Kreutzmann stammer fra koloniembedsfolk med tysk baggrund (fra før 1864), specielt fra Sleswig/Holstein (Hertugdømmerne), som giftede sig med grønlandske kvinder. Men der sås også navneadoption fra specielt de kristne Herrnhut missonærer Herrnhuter. De tyske missonærers efternavne blev således i flere tilfælde overtaget af grønlandske familier, som familienavne.
Uddannelse.
Den grønlandske folkeskole har ca. 9000 elever fordelt på 86 skoler. Hjemmestyret har haft ansvaret for skolerne siden 1980. Det officielle undervisningssprog er grønlandsk og med dansk som vigtigste fremmedsprog. Skolepligten er på ni år og der er to linjer almindelig og udvidet i 9. og 10. klasse. 11. klasse giver adgang til de tekniske uddannelser. Folkeskolen afgangsprøve gennemføres i byer med bystatus.
Gennem tiden har der været en del grønlændere på de grønlandske efterskoler der fortrinsvis er placeret i Danmark. I Danmark har der i slutningen af 1900 været en grønlandsk skuespillerskole ved navn Tuukaq Teatret.
Der er fem gymnasier (inkl. HHX og HTX), som efter bestået eksamen giver adgang til Grønlands Seminarium (Ilinniarfissuaq), Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik) og de højere læreanstalter i Danmark. Der er også mulighed for at tage til Iqaluit hvor man kan gå på Nunavut Arctic College.
Religion.
Kirken i Ittoqqortoormiit, Scoresby Sund, Østgrønland
Den traditionelle grønlandske religion, som inuiterne før i tiden praktiserede, har i nutiden kun en begrænset indflydelse. Leif Eriksson bragte år 1000 kristendommen til Grønland. Men først med Hans Egede begyndte man at omvende de oprindelige inuitter til kristendommen fra 1721.
98 % af befolkningen er protestanter og 95 % af den grønlandske befolkning er Evangelisk-luthersk. Der findes også mindre religiøse samfund, som katolikker, baptister, Jehovas vidner, og tilhængere af Bahai.
1993 blev Grønland et selvstændigt stift. Nærmere regler for kirken i Grønland fastsættes af landstinget sagsområdet er et eksempel på et område der er fuldstændig overgået til selvstyret. Da folkekirken er en del af grundloven kan lovgivningen for den grønlandske kirke ændres af landstinget indenfor disse brede rammer. Der er p.t. ikke vedtaget en forvaltningslov for kirken i Grønland og derfor er der opstået en ret speciel praksis. De grønlandske provstier har eksempelvis selvstændige hovedkonti til egen drift og provstiets præstelønninger, og forhandler direkte med centraladministrationen herom, som ét eksempel på et krydsfelt uden afklaring. Biskoppen fører altså tilsynet med den gejstlige betjening, men kan grundlæggende ikke ”gøre noget ved det” dersom et område findes at skulle betjenes anderledes, idet provstens selvstændige bevilling bliver bestemmende for hvad der skal ske. Den grønlandske kirke forvaltes altså p.t. på provsteniveau. Der er imidlertid en forvaltningslov i støbeskeen der dog ikke har været til vedtagelse endnu.
Sprog.
De to fremherskende sprog på Grønland er grønlandsk (Kalaallisuut) og dansk. Kalaallisut er et inuitsprog og dansk er et germansk sprog. Det eneste officielle sprog er fra 2009 grønlandsk. Der er en løbende kamp mellem de to sprog, der er meget forskellige, idet de tilhører to helt forskellige sprogfamilier.
Kallaallisuut indeholder tre hoveddialekter der er ret forskellige: 1) Østgrønlandsk (Tunumiutut) 2) Vestgrønlandsk (Kitaamiutut) og 3) Nordgrønlandsk (Avanersuarmiutut/ Thule)
Man kan studere vestgrønlandsk på Eskimologi og Arktiske Studier på Københavns Universitet.
Færøerne.
Færøerne (på færøsk "Føroyar") er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge.
Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke slog sig ned omkring år 625 og levede som eneboere. De gav sandsynligvis øerne deres navn. Øernes egentlige befolkning stammer fra en blanding af keltiske og norske bosættere. De norske bosættere slog sig ned på øerne i tiden efter år 850, som kaldes "landnamtiden". I dag er 17 af de 18 øer beboede.
Befolkningen betegnes som færinger, og befolkningstallet er knapt 50.000, hvoraf ca. 20.500 bor i Tórshavn kommune. Færingerne taler det vestnordiske sprog færøsk, som stammer fra det gamle nordiske sprog, "norrønt sprog", og som er det mindste af de germanske sprog. Færøsk tilhører desuden et af tre mindste sprog i Europa. Foruden færøsk er dansk det officielle sprog men bruges ikke af færingerne som dagligt talesprog.
Færøerne er en delvis selvstyrende del af Rigsfællesskabet ifølge "Lov om Færøernes Hjemmestyre" fra 1948 og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing, og de har valgt ikke at være medlem af EU. Administrativt er øerne opdelt i 6 "sysler" og 34 kommuner.
Øernes klima er præget af deres beliggenhed i Golfstrømmen, der medvirker til at give milde vintre og kølige somre. Skydannelser omkring de høje fjelde og tåge er hyppigt forekommende. Øerne er i hovedsagen græsbevoksede med en udbredt forekomst af vilde blomster. Der eksisterer træer, der ikke er en del af den oprindelige natur. Færøernes fugle er præget af havfuglene, som i stort tal yngler i fjeldene og på fjeldsiderne. Dyrelivet i øvrigt omfatter gråsæl og mindre hvalarter i de kystnære område samt dyr, som er indvandret eller indført sammen med befolkningen af øerne.
Fiskeri er hovederhverv på øerne, mens fåreavlen, der frem til 1800-tallet var hovederhvervet, nu har ringe kommerciel betydning, omend den stadigvæk har stor kulturel og social betydning. Fangst af flokke af grindehvaler, der sker i fjorde på øerne, er en særlig færøsk specialitet.
Historie.
Siden omkring år 625 har der boet irske munke eller nordboere. Det viser både botaniske undersøgelser og den kendsgerning, at mange får græssede dér allerede ved de "første fastboendes" ankomst. Sandsynligvis flyttede munkene dog til Island, før de første nordmænd bosatte sig på øerne.
Den irske munk og geograf Dicuil skrev omkring år 825 en bog med titlen "Liber de Mensura Orbis Terræ". Et af afsnittene beskriver en gruppe af små øer, der lå tæt ved hinanden. "Her havde eneboere boet for hundrede år siden, men er nu på grund af vikinger tomme for eneboere og fyldt med får og havfugle". Denne beskrivelse handler formodentlig om Færøerne.
Øerne blev efter landnam i tiden efter år 825 befolket af vikinger fra Norge, Skotland og Irland (som sikkert også medbragte keltiske kvinder) og regnes fra 1035 at være blevet underlagt Norge, da vikingetiden på Færøerne var forbi. Norsk lov gjaldt for Færøerne til 1816.
Island, Grønland, Færøerne samt Orkney- og Shetlandsøerne hørte under Norge, der fra 1380 havde samme regent som Danmark. Imidlertid var der stadig et norsk rigsråd, som ved kongevalgene fra 1380 til reformationen 1536 i princippet kunne have valgt en anden konge end den, man havde i Danmark. Herefter blev det norske rigsråd nedlagt og Norge fik en enevældig konge.
Ved freden i Kiel 1814, hvor Norge blev afstået til Sverige, forblev Færøerne, Island og Grønland, til trods for den svenske kong Carl Johan XIVs protester, i det danske kongerige, og i 1816 bestemte den danske regering, at det færøske lagmandsembede og Lagtinget skulle nedlægges, og Færøerne blive et dansk amt. Efter en national vækkelse på julemødet 1888 blev der i 1906 oprettet et færøsk selvstændighedsparti Sjálvstýrisflokkurin som modvægt mod oprettelsen af det liberale danskvenlige parti Sambandsflokkurin, som ville opretholde "den nuværende statsretslige stilling". Til at begynde med var hovedfejden mellem disse to partier den færøske sprogstrid, som tilspidsedes, da den danske regering - efter Sambandspartiets henstilling - med den berygtede §7 i 1912 bestemte, at undervisningssproget i den færøske folkeskole skulle være dansk. §7 blev dog senere slettet i 1938, hvor sprogstriden mellem færingerne aftog, selv om denne diskussion endnu ikke betragtes som endt.
a> er landstyrets residens og byens historiske kerne
Under 2. verdenskrig nåede England at besætte Færøerne den 12. april 1940 før Tyskland efter forudgående kapsejlads på Atlanterhavet om at nå Færøerne. (Danmark var besat af Tyskland). Færøerne skulle herved selv forvalte den politiske situation.
Efter krigen stod det klart, at man ikke ville tilbage til den gamle amtsstilling, og eftersom den færøske forhandlingsdelegation ikke ønskede at bøje sig for de danske delegaters krav, blev det besluttet at holde en folkeafstemning i 1946, hvor man skulle vælge mellem den danske delegations betingelser eller "løsrivelse". Der blev flertal for uafhængighed, men nu brugte kongen sin ret til at opløse lagtinget. Efter nye forhandlinger blev der i 1948 vedtaget en hjemmestyrelov for Færøerne. Siden 1948 har Færøerne gradvis fået selvstyre på en del områder og har to repræsentanter i det danske Folketing. Forsvars- og udenrigsforhold har hidtil ikke været omfattet af det udvidede selvstyre, men med Fámjinserklæringen fra 29. marts 2005 er der åbnet for øget færøsk indflydelse på øernes udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Politik.
Færøerne er en del af Rigsfællesskabet og Færøernes parlament er Lagtinget, der består af mindst 27 og højst 32 medlemmer, valgt for fire år. Lagtinget er et af verdens ældste parlamenter. Færøerne er i modsætning til Danmark ikke medlem af EU, men er repræsenteret i Nordisk råd med to delegerede, som en del af den danske delegation. Færøerne er repræsenteret med to folketingsmedlemmer i Kongeriget Danmarks Folketing. De nuværende to færøske folketingsmedlemmer er fra den 13. november 2007 Edmund Joensen og Høgni Hoydal.
Landsstyret (Føroya landsstýri) er Færøernes selvstyrende regering som ledes af Lagmanden (løgmaðurin). Landsstyret bliver normalt valgt hvert fjerde år af Lagtinget. En minister kaldes landsstýrismaður eller -kvinna. Lagmand siden den 26. september 2008 er Kaj Leo Johannesen. Han er leder af den nuværende koalition som består af Javnaðarflokkurin, Fólkaflokkurin og Sambandsflokkurin.
Den danske rigsombudsmand på Færøerne er Søren Christensen (2007).
Befolkning.
Langt størstedelen af indbyggerne er færinger og er af nordisk og keltisk oprindelse.
Nyere DNA undersøgelser viser, at de mandlige gener er 87% skandinavisk, mens de kvindelige gener er 84% britisk (irsk/skotsk).
Færøerne har 48.219 indbyggere (01.01.2006), hvoraf godt 17.000 bor i hovedstaden, Thorshavn (Tórshavn på færøsk), og 5.000 i Klaksvig (Klaksvík på færøsk). Sproget er færøsk, der er et vestnordisk sprog i slægt med islandsk og norsk. Dansk læres i skolen fra tredje klasse. Ved siden af rigsdansk som fremmedsprog eksisterer der også en lokal accent, der ligner norsk, kaldes gøtudanskt.
98 procent af indbyggerne er rigsborgere og dermed færinger, danskere og grønlændere. Ca. 5 procent er født i Danmark. Islændingene udgør den største gruppe af udlændinge, fulgt af borgere fra Norge og Polen med hver 0,2 procent. Alt i alt lever der mennesker fra 77 forskellige lande på Færøerne.
Uofficielle tal peger i retning af, at der lever ca. 15-20.000 færinger i Danmark og ca. 5.000 i Island.
Folketallets udvikling.
Blandt en del historikere har der været formodet, at de første faste beboere på Færøerne var irske munke, der levede som eneboere. Synspunktet er dog altid mødt skepsis af arkæologer, hvor nyere kildeforskning bekræfter arkæologernes synspunkt. Det kan med sikkerhed fastslås, at Færøerne som tidligere nævnt blev befolket af vikinger, og disse bosatte sig rundt om på øerne, hvorved der efterhånden etableredes en befolkning på omkring 4.000 mennesker. Omkring 1349-1350 blev befolkningstallet halveret på grund af pesten "Den sorte død". Senere indvandring fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Norge gjorde, at befolkningstallet stabiliserede sig på ca. 5.000 indbyggere.
Efter at højsøfiskeriet blev indført, hvorved man blev mere uafhængig af landbrug og fiskeri i nærheden af de færøske kyster og efter forbedring af befolkningens sundhedstilstand, tidobledes folketallet fra slutningen af det 18. århundrede og de næste 200 år frem til de nu ca. 50.000.
I slutningen af 1980'erne ramtes Færøerne af en økonomisk krise, der medførte arbejdsløshed og økonomiske stramninger. Som en følge heraf udvandrede ca. 10 % af befolkningen, hvoraf hovedparten til Danmark. Krisen var dog i alt væsentligt overvundet i 1995, og mange af de udvandrede er siden vendt tilbage til Færøerne.
Uddannelse.
I 1979 blev der indført et selvstændigt uddannelsessystem på Færøerne. Dog er antallet af uddannelser begrænset, og mange må rejse til udlandet for at studere. Årligt læser omkring 500 færinger på videregående uddannelser på Færøerne, mens omtrent 1000 tager til Danmark. Efter hjemmestyreordningen 1948 blev færøsk hovedsproget på Færøerne, mens dansk blev det officielle andet sprog og har også i nutiden en central rolle på Færøerne. Det er det første fremmedsprog, som børnene lærer - fra tredie klasse, og fra fjerde klasse engelsk.
I Tórshavn ligger Færøernes Universitet (på færøsk "Fróðskaparsetur Føroya"). Det blev grundlagt den 20. maj 1960 og er det eneste universitet på Færøerne.
Økonomi og erhvervsliv.
Fiskeri er vigtigste erhverv, men fik først betydning for det færøske samfund fra midten af 1800-tallet. Før den tid var 68 % af befolkningen beskæftiget med landbrug. Fiskeri skete primært til eget behov, og de fleste familier ejede en eller flere færøbåde. Fiskeriet var et nødvendigt supplement til det, jorden kunne give. Også Grindedrab og jagt på sæler og fugle var en væsentlig ernæringskilde.
I dag er Færøerne en moderne fiskerination, med en stor flåde af trawlere, mindre linefiskebåde, fiskefabrikker og havbrug med laks og ørreder. Et stigende antal personer er efterhånden beskæftiget inden for servicevirksomhed og anden fødevareproduktion end fisk. Et mejeri, to bryggerier og en margarine- og isfabrik producerer til hjemmemarkedet.
De oliefund, der er gjort i Nordatlanten af Norge og især Storbritannien, har givet anledning til håb om, at olie også forekommer på færøsk område, hvorved afhængigheden af fiskeriet kunne mindskes. Der er foretaget en del prøveboringer, men indtil videre er oliefundene ikke rentable til udvinding og produktion.
Danmark har på Færøernes vegne gjort krav på det lille klippeskær samt havbunden omkring det, Rockall, der ligger i Atlanterhavet på 57°5'48"N 13°41'19"V. Det er egentlig engelsk territorium, men både Island, Irland.
Geografi.
De 18 øer, som udgør Færøerne er Borðoy, Fugloy, Eysturoy, Hestur, Kalsoy, Koltur, Kunoy, Lítla Dímun, Mykines, Nólsoy, Sandoy, Skúvoy, Stóra Dímun, Streymoy, Suðuroy, Svínoy, Vágar og Viðoy.
Færøerne ligger på 62 grader nordlig bredde og 7 grader vestlig længde i Nordatlanten mellem Hebriderne mod syd, Shetland mod sydøst, Norge mod øst og Island mod nordvest. Øgruppen er med sine 18 øer og 11 holme, fra Enniberg på Viðoy i nord til Sumbiarsteinur syd for Suðuroy 118 km lang. Kystlinien strækker sig over 1.117 km.
Færøernes geologiske historie starter med en aktiv vulkansk periode for ca. 55 millioner år siden, hvor selve plateauet blev opbygget, og en nedbrydningsperiode, hvor de nedbrydende og aflejrende processer har givet øerne det nuværende udseende. Den vulkanske virksomhed, som førte til dannelsen af den nederste basaltserie, som forekommer på den sydlige del af Suðuroy, Mykines, Gáshólmur, Tindhólmur og den vestlige del af Vágar, har haft rytmisk karakter. Hvert enkelt vulkanudbrud har været efterfulgt af en kortere eller længere hvileperiode. Efter vulkanismens ophør fandtes et jævnt landskab opbygget af plateaulavaer, hvor Færøerne i dag ligger.
På grund af Færøernes begrænsede plantedække er det relativt let at følge geologiens historie. Øerne er opbygget i en periode, der karakteriseres af høj vulkansk aktivitet i ældre tertiær for omkring 50-60 millioner år siden. Øerne er opbygget i lag af forskellige lavastrømme (basalt) vekslende med tynde lag af aske (tuf), som er blæst ud fra vulkanerne og drysset ned over lavaen fra tidligere og større udbrud.
Den bløde aske og den hårde basalt ligger altså lag på lag i smalle og tykke striber. De bløde truf eller askezoner eroderes relativt hurtigt væk, og den hårde klump basalt over den eroderede tuf falder ned og dermed er den første terrasse dannet.
Den vulkanske aktivitet har varieret over millioner af år med hvile-perioder og forskellige perioder med rolige udbrudsspalter og eksplosiv vulkanisme. Enkelte steder, først og fremmest på Suðuroy, forekommer tynde kullag, der er rester af sumpskove fra tiden mellem de vulkanske udbrudsprodukter. Man har derfor opdelt plateauet i forskellige basaltserier alt efter vulkanismens forløb og lagfølgens aldersmæssige rækkefølge.
Der er store forskelle på øernes terrasseform. Den nederste og ældste serie er tykke aflejringer - lavabænke -, hvilket kan ses på den sydlige del af Suðuroy, Mykines, Tindhólmur og den vestlige side af Vagar. Fjeldsiderne får her et præg af store trapper.
Basalten i den nederste basaltserie er ofte søjledannede, hvilket viser sig ved langstrakte, kantede og regelmæssige søljer i fjeldsiden - næsten som et stenhuggeri.
Meget regelmæssige, lodrette søjledannelser ses på det nordlige Mykines, hvor de kan være op til 30 meter høje.
Den mellemste basaltserie består af tynde lavastrømme med stærkt porøst mellemlag. Denne serie er meget lidt modstandsdygtigt overfor smuldring og forvitring. Da disse erosions processer er hårdere i højden end længere nede, fyldes lavlandet med forvitringsmateriale fra højderne, der ofte resulterer i en karakteristisk, buet landskabs-form. Dette kan ses tydeligt på Vágar, den nordligste del af Streymoy og på den nordvestlige del af Eysturoy.
På den sydlige del af Streymoy og Eysturoy samt på de nordlige øer en landskabsformen gennemgående mere småtrappet, end f.eks. Suðuroy. Det skyldes, at denne basaltserie igen består af vekslende lag mellem basalt og tuf.
Når man overhovedet kan se de forskellige basaltserier, skyldes det, at lagene er kippet under dannelsen inden de blev overlejret af de yngre lag. De tre basaltserier er ikke parallelle og når man bevæger sig fra vest mod øst, bevæger man sig stort set fra den nederste basaltserie til den øverste basaltserie.
Gletsjere i sidste istid har også sat sit præg på øerne. Trykket fra isen har reduceret plateaufladerne specielt på de nordlige øer, hvor fladerne er reduceret til en række smallere eller bredere zig-zag rækker i øernes længderetning. Fænomenet er særligt udtalt på øerne Kunoy, Kalsoy og Borðoy, hvor en østvendt og en vestvendt ismasse har eroderet den mellemliggende fjeld til en smal kam.
Det færøske vejr kan være meget vekslende. Sol og blå himmel kan på samme dag skifte flere gange til stærk vind, storm, regn og meget tæt tåge. Golfstrømmen bevirker, at gennemsnitstemperaturen er 3 plusgrader om vinteren og 11 grader om sommeren. Havnene er isfrie hele året, og i de lavtliggende, beboede områder bliver sne for det meste kun liggende i kort tid. Tidligere havde vejret stor indflydelse på det daglige liv og folks livsindstilling. Mange kalder Færøerne: "Måske-land" (engelsk: "the Land of Maybe"), fordi vejret bestemmer, om aftaler og planer kan overholdes.
Færøerne opstod som nævnt ved vulkanske udbrud for ca. 60 mill.år siden. Derefter var der en lang periode uden aktivitet, hvor der blev tid til, at skove kunne nå at dannes. På det tidspunkt lå Færøerne langt sydligere end i dag, og øerne havde et klima, der kan sammenlignes med det subtropiske klima i det sydlige Japan. Det kan man se ud fra de plantearter, der findes som fossiler i periodens kullag f.eks. den nu uddøde "Metasequoia occidentalis" og Tempeltræet.
Den seneste istid sluttede på Færøerne for ca. 12.000 år siden, og langsomt begyndte planterne at vende tilbage. Klimaet var i begyndelsen arktisk, så vegetationen lignede den, man kan opleve på Grønland i dag. På det tidspunkt fandtes der endnu Dværg-Birk på øerne. Efterhånden som klimaet blev varmere, ændredes også plantevæksten, sådan at Dværg-Birk forsvandt, mens Almindelig Ene blev udbredt. Kort før bosættelsen blev klimaet mere fugtigt, og vikingerne mødte øer, der var bevokset med kratskov og større, urteagtige planter.
Før landnamstiden havde de mest almindelige planter været arter fra fugtig eng, dvs. hovedsagelig halvgræsser. Derudover var der Mjødurt, Potentil, Perikon, Stenbræk, Djævelsbid og Strand-Vejbred. Desuden fandtes Ranunkel og Storkenæb, men mindre udbredt.
Efter bosættelsen blev græsserne, der tidligere havde produceret mellem 20 og 30% af alt pollen, de største pollenproducenter (50-60%). Samtidig dukkede der pollen op fra Skræppe, udyrkede græsser (modsat kornarter som Byg og Havre), Kabbeleje, planter af Nellike-familien (flere arter af markukrudt), Korsblomst-familien, Læbeblomst-familien, Nælde og Kvan. selv om Stor Nælde på forhånd var hjemmehørende på øerne, blev den begunstiget meget af menneskenes ankomst.
Fra den første tid kan der nu findes pollen fra dyrkede planter (mest kornarter) sammen med pollen fra store arter af vildgræs. I samme lag finder man pollen fra Almindelig Firling, By-Skræppe, Eng-Kabbeleje, Fuglegræs, Hamp-Hanekro, Hvidmelet Gåsefod, Krat-Viol, Lav Ranunkel, Skov-Springklap, Stor Vandarve, Trævlekrone, flere arter af Vejbred og Vild Hør.
Ved Argisbrekka finder man tykke lag af rester fra Dun-Birk, og arten voksede på stedet mellem 2460 f.Kr. og 770 e.Kr. Der er mange steder, hvor der vokser træer på Færøerne i dag, men de fleste er plantede. Det viser sig, at Ene, Birk, og Pil var almindeligt forekommende før bosættelsen, men i de samme lag findes også pollen fra Ask, Eg, El, Elm, Fyr, Hassel, Lind og Røn.
I dag er vegetationen på Færøerne artsfattig og nærmest beslægtet med den i Island eller på den nordlige del af De Britiske Øer. Den naturlige træ- og buskvegetation mangler næsten helt, og man træffer mest lave pilekrat og krybende former af Almindelig Ene. Der er plantet en del indførte træer og buske på nogle af de største øer, og især nåletræerne synes at lykkes godt. Situationen i dag er, at græsheder er den dominerende vegetationstype, ofte med islæt af Hedelyng og Almindelig Blåbær. På højeste steder finder man en sparsom vegetation af fjeldplanter. Omvendt ses den frodigste plantevækst i klippesprækker og på lavtliggende klippehylder. Indhegnede områder, der beskytter planterne imod fåregræsning, har også en rig flora. Færøerne har ca. 400 arter af karplanter, 400 arter af mosser og 250 laver.
Mennesker har siden bosættelsen indført ca. 100 arter som f.eks Kvan, der blev dyrket af vikingerne, og som i mange generationer blev brugt til at modvirke skørbug.
Om sommeren blomstrer mange forskellige vilde blomsterarter overalt. Nationalblomsten er den gultblomstrende mýrisólja.
Kullagene på Suðuroy under de yngste basaltlag viser, at der i tertiærtiden har været et mildt klima med udpræget skov. Alle nutidige træarter, hovedsagelig Ahorn, ask, fyr og pil vokser kun under kultur. I dag er Viðarlundin Færøernes eneste større skov.
Tidligere fyrede man med tørv og udnyttede drivtømmer til hus- og bådbyggeri.
Dyrkning af planter begrænser sig til græs, kartofler, kålroer og Have-Rabarber. Korn var et vigtigt næringsmiddel før i tiden, men dyrkes ikke mere, for driftudgifterne er for store. Andre grøntsager dyrkes med et udmærket resultat under glas. I vindbeskyttede haver er det muligt at dyrke almindelige grønsager og bær. Hovedparten af øernes forbrug af frugt må dog importeres.
Færøernes isolerede beliggenhed bevirker, at mange dyrearter ikke er naturligt forekommende, som f.eks. mange insektarter, tudser, ferskvandsfisk og landpattedyr. Undtagelsen er gråsælen ("Halicboerus grypus"), der yngler overalt i de mange grotter. I havet omkring Færøerne færdes storhvalerne, dog sjældent nær kysterne. Tæt ved kysterne kan man ofte observere de mindre hvalarter, som f.eks. grindehvalen ("Globicephala melas"). der - hvis grindeflokkene observeres - med både drives ind i fjordene, hvor de hurtigt bliver dræbt. Se grindedrab. Et specielt fordelingssystem sørger for, at hvalkødet bliver retfærdigt fordelt.
Sneglearten "Polycera faeroensis" er en af de få arter, der har fået et navn, hvori Færøerne indgår.
Færøernes fugleverden omfatter mange forskellige rugefuglearter. Nationalfuglen er Tjaldur (Strandskade). Færøerne er kendt for at have lunde, der bedre er kendt under navnet søpapegøje, en flot farverig fugl.
Det var menneskene, der fra ca. år 600 medbragte de nu almindelige dyr: Sneharen ("Lepus Timidus"), der i 1800 tallet blev indført fra Norge, samt mus og rotter, som fra 1500-tallet kom med sejlskibene.
En del insektarter findes ikke, som f.eks stikmyg og bier. Almindelig er natsommerfuglarten humleæder ("Hepialus humuli"). Ny på Færøerne er hvepsen, der formodentlig er kommet med skib omkring 1998. En meget almindelig efterårsgæst er ørentvisten.
Det færøske køkken.
Det traditionelle færøske køkken har igennem århundreder udviklet sig på sin egen måde, på grund af Klimaet er ikke velegnet til dyrkning af korn og grøntsager. I nutiden spiser færigerne overvejende mad som i de øvrige nordiske lande, men spiser ved højtider og af og til dagligt det lufttørrede kød fra hvaler, fisk og får. Man spiser også kød fra de tre stadier i tørringsprocessen, men selvfølgelig også i fersk tilstand. Visnet og “ræst” må koges. Det tørrede kød spises, som det er. Normalt er kødet tørt omkring sidst i december - januar.
Færingerne lufttørrer den største del af egen fårekød.
Religion.
Fra ca. år 625 formodes det, at keltiske munke var de første fastboende mennesker på Færøerne. Myterne fortæller, at de blev fordrevet af de hedenske nordboere, som i år 999 mere eller mindre frivilligt blev kristnet af vikingehøvdingen Sigmundur Brestisson. Færøerne var indtil reformationen underlagt den norske ærkebiskop i Trondheim.
Næsten alle færinger er kristne. 84% tilhører den evangeliske-lutherske folkekirke. Ca. 7% tilhører Brødremenigheden, der opstod omkring 1900 inspireret af den skotske vækkelseprædikant William Gibson Sloan. 5% tilhører andre kirkelige retninger som Pinsemissionen og Adventisterne, (der også driver en større privatskole i Tórshavn). Den katolske menighed i Tórshavn har 70 medlemmer. Menigheden driver også en større børnehave med bl.a. nonner fra franciskanerordenen som pædagoger. Der findes desuden en lille gruppe, der bekender sig til den ikke-kristelige religion Bahai.
Af kendte kirker kan nævnes Olavskirken og den ikke færdigbyggede kirke "Magnuskatedralen" i Kirkjubøur, Tórshavn Domkirke, St. Mariekirken i Tórshavn (katolsk), Christianskirken i Klaksvík og ved siden af de gamle færøske trækirker fra 1800-tallet, bygdekirkerne i Vágur, Fámjin, Gøtugjógv og Toftir.
Bibelen blev i 1948 oversat til færøsk af Victor Danielsen fra brødremenigheden og i 1961 af Jákup Dahl og Kristian Osvald Viderø (Folkekirken).
Konservative kristne holdninger spiller en stor rolle i det offentlige og politiske liv. Færøerne har således ikke indført ret til fri abort, ligesom færøske homoseksuelle ikke har ret til at indgå registreret partnerskab. I kølvandet på en meget publiceret hate crime mod en homoseksuel færøsk musiker vedtog Lagtinget dog i efteråret 2006 efter intens debat et lovforslag, der forbyder offentlig forhånelse af seksuelle mindretal.
På Færøernes nationaldag Olavsøka, 29. juli 2007, overtog landsstyret ansvaret for folkekirken, som derefter ikke længere er en del af den danske folkekirke.
Berømte færinger.
Fra Grímur Kamban tog land på Færøerne over nationalhelten Nólsoyar Páll og til i dag har mange enkeltpersoner ydet et ganske særligt betydningsfuldt bidrag til udviklingen af det færøske samfund og derved opnået berømmelse både på øerne og internationalt.
Den kronologiske liste over dem henviser til yderligere beskrivelse i de biografiske artikler.
I 1986 roede Ove Joensen fra øen Nólsoy fra Færøerne til Danmark i en robåd. Han blev kendt i Danmark som Ro-Ove. Ove Joensen døde året efter i en drukneulykke.
I 2003 vandt Guðrun Sólja Jacobsen DR's talentkonkurrence "Stjerne for en aften". Guðrun var kun 20 år gammel dengang. Guðrun er født i Tvøroyri, på øen Suðuroy.
Todi Adam Jónsson (født 2. februar 1972 i Vejle, Danmark) er en færøsk fodboldspiller, der i 1997 skiftede til FC København. I hans 166 kampe for klubben scorede han 56 gange. Han vandt det danske mesterskab 3 gange og Landspokalturneringen 2 gange. Han har spillet 45 kampe og scoret 9 mål for Færøerne.
I 2009 vandt færøske Linda Andrews det danske talentshow X Factor med stor støtte fra de færøske fans.
Pál Joensen er fra Vágur på øen Suðuroy. Han vandt 3 guldmedaljer til EM i svømning for Juniorer EJM i Beograd i 2008. I november 2009 vandt han guld til World Cup i Moskva i 1500 m fri (freestyle). I november 2009 deltog Pál Joensen i tre World Cup-konkurrencer: I Moskva, i Stockholm og i Berlin. Han slog den nordiske rekord for 1500 m fri på kortbane.
Kultur.
Færøerne er en selvstændig nordisk kulturnation og har Tórshavn som det kulturelle midtpunkt, bl.a. med det markante Nordens Hus (Norðurlandahúsið), hvor landets vigtigste kulturbegivenheder arrangeres. Nationalfestdag er Ólavsøka den 28./29. juli.
Sproget er et af de vigtigste aspekter i den færøske kulturelle identitet, og derfor er færingerne meget bevidste omkring bevarelsen af det færøske sprog.
Færøsk kultur er præget af et rigt kunst og musikliv med mange udøvende kunstnere.
Særlig Kristian Blak har med sit pladeselskab "Tutl" i Tórshavn i over 25 år været en inspirationskilde for færøsk musik.
Magnus-katedralen med kongsgården i baggrunden
Bygden Kirkjubøur på øen Streymoy er et af de vigtigste historiske og kulturelle steder på Færøerne. Her ses blandt andet Magnus-katedralen (nu ruin), Olavs-kirken og kongsgården, som er nogle af Færøernes største seværdigheder. Kirkjubøur har søgt om optagelse på UNESCO's liste over verdensarv i Europa I middelalderen var Kirkjubøur bispesæde.
Færøsk kædedans med de dertil hørende folkeviser (som f.eks Siegmunds kvæði, Yngra) danses og synges stadig overalt på Færøerne, der er et af få steder i Europa, hvor den gamle middelaldertradition stadig lever.
Huldefolk betyder "de skjulte/usynlige folk" og er oftest forekommende blandt Færøernes, overnaturlige væsener. Den mest generelle opfattelse er, at de var højere end almindelige mennesker, havde sort hår og gik klædt i gråt tøj. Visse kilder hævder også, at de skulle være koldblodede og boede i klipper og høje.
Troldene er uden sammenligning de dummeste væsener i det færøske sagn univers. De beskrives oftest som store, groteske og behårede og har tilsyneladende lange arme.
Riser, en slags overdimensionerede jætter, forekommer, lige som trolde og huldefolk, ofte i færøske sagn, myter og eventyr. De er for det meste rent naturmytiske væsener, som man har brugt som forklaring på specielle ejendommelige naturfænomener. Det bedst kendte eksempel er Risin og Kellingin (Jætten og Kællingen).
Jætterne huserede på Færøerne i fortiden, før eller lige efter at folk havde bosat sig der. Efter hvad myterne beskriver, tumlede rundt med øerne, sprang, eller ligefrem skrævede fra ø til ø, kløvede bjerge, sloges med hinanden.
Over 13.000 færinger er sportsligt aktive i foreninger fordelt på idrætsgrenene fodbold, roning, håndbold, volleyball, svømning, gymnastik, badminton, ridning, bordtennis, atletik og judo som den mindste, men alligevel med 100 aktive medlemmer. Færingerne arbejder ihærdigt på at blive medlem af IOC, men er indtil kun nu med i de paralympiske lege for handikappede idrætsfolk.
Nationalsporten på Færøerne er roning i typiske tynge færøbåde med rodysten med de bedste roere fra hele Færøerne den 28. juli på Ólavsøka i Tórshavn som årets højdepunkt. Roningen foregår til havs og er vældig anstrengende. Ved samme lejlighed afholdes det årlige nationalmesterskab i seks forskellige bådklasser.
Ved de Paralympiske Sommerlege i 1988 vandt fire færøske svømmepiger i alt syv medaljer.
Der ligger svømmehaller i Tórshavn, Argir, Klaksvík, Fuglafjørður, Leirvík, Gøta, Strendur, Toftir, Vestmanna, Kvívík, Sørvágur, Hestur, Sandur, Tvøroyri og Vágur. Flere af hallerne, særlig ude på de små steder, er dog lukket om sommeren. Der er svømmeklubber i de største bygder og byer.
Skak er en gammel tradition. Før i tiden snittede spillerne selv deres egne brikker og gav dem egne navne. Mange talentfulde spillere har vundet konkurrencer i de nordeuropæiske lande.
Færøske Litteratur.
V.U. Hammershaimb skabte det færøske skriftsprog og dermed grundlaget for, at den færøske litteratur opstod.
Den berømte færøske forfatter William Heinesen var en af sin tids betydeligste dansksprogede forfattere, både med sine romaner, noveller og digte. Hans kendteste bog er romanen "De fortabte spillemænd".
Den første færøsksprogede forfatter, der blev oversat til mange andre sprog, var Heinesens gode ven Heðin Brú.
Jørgen-Frantz Jacobsen gik 1934 i gang med sit livsværk - den historiske roman "Barbara". Romanen der var skrevet på dansk og udkom året efter hans død, opnåede fra første færd berømmelse og blev oversat til mange sprog.
Janus Djurhuus' digtning prægede mange af hans efterfølgere. Hans Andrias Djurhuus er kendt for sine fædrelandssange og børnesange, som stadig synges i nutiden.
Súsanna Helena Patursson, der døde i 1916 som 52-årig, efterlod sig de færøske kvinders første egen litteratur på modersmålet.
Samuel Jacob Sesanus Olsen, som var børneforfatter.
Januar.
Januar måned er opkaldt efter Janus, romersk gud. Ældre dansk navn glugmåned. I Danmark blev januar årets første måned fra begyndelsen af 1300-tallet.
Sandmusling.
Sandmuslingen ("Mya arenaria") er 12 centimeter lang. Den lever på lavt vand, ved alle kyster, undtagen hvor brændingen er voldsom. Den har et meget langt ånderør, og den sidder dybt nedgravet i bunden, tit på så lavt vand, at dens huller er tørlagte ved lavvande. Spiserøret er delt i to, i det ene rør kommer der plankton og vand ned, og så sorterer den det. Det plankton den ikke vil have, spytter den ud af det andet rør. Sandmuslingens fjende er strandskaden.
Fredsdue.
Fredsduen er symbolet på budskabet om fred.
Symbolet stammer oprindelig fra fortællingen om den due, Noa udsendte fra arken, og som vendte tilbage med et olivenblad i næbbet. Dette var beviset for, at duen havde været på land, og at syndfloden snart var til ende.
Sandorm.
Man ser sjældent sandormen ("Arenicola marina"), for den sidder næsten altid 10-20 cm nede under havbunden, hvor den har lavet et u-formet rør, den bor i. Sandormen sluger sandet ned gennem sin tragtformede mund. Den fordøjer planktonet, men sandet, den ikke kan bruge, kommer ud igen af den anden ende af dens u-formede hule, så det ligger i små bunker rundt omkring på havbunden.
Man kan finde ca. 20 tusinde sandorme per kvadratmeter i Vadehavet. Når der er så mange, er det fordi højvandet hver gang fører nyt plankton med ind på det lave vand. Der er altså masser føde for sandormene. Samtidig iltes vandet, hver gang tidevandet skifter, og det er godt for både plankton og sandorme.
Sandormen ånder ved hjælp af gæller, der sidder som små røde hårtotter ned langs kroppen.
Sandormens fjender er vadefugle, især regnspoven, hvis næb er meget langt og kan nå ned til sandormen, og fladfisk, der svømmer rundt og bider bagenden af sandormene, når de stikker bagenden op til havbunden for at komme af med det ufordøjelige sand, de har slugt. Men hvis sandormen får bidt bagenden af, vokser der bare en ny ud, og så kan fladfiskene jagte dem igen.
Sej.
En sej er en ret stor torskefisk, der lever nede på havbunden. Dens farve kan tilpasses med havbunden, så den er sværere at få øje på oppefra, og den har en skægtråd som resten af torskefamilien, så den kan føle, om der er føde på havbunden. Den lyse sidelinje, der er et føleapparat, så den kan mærke strømretningen, er også typisk for torskefamilien. Den vejer 5-30 kilo og bliver op til 120cm lang. Sejen gyder på dybt vand. Den ånder ved gæller ligesom alle andre fisk.
Den lever mest af krabber, plankton og sandorme. Den står tit i strømvendinger, hvor især plankton og sandorme, men også krabberne kan blive hvirvlet op. Der står den så, klar til at angribe byttet ved at overraske det bagfra og æde det. Den står også tit inde på lavt vand og soler sig.
Fangstmetode Sejen fanges enten vha. trawl, drejevod, eller ringvod. Sejen kan fanges hele året.
På Færøerne er sejen en af de mest almindelige fisk, og man fanger omkring 50 tons af dem årligt.
Næringsstoffer Sejen er ligesom andre torskearter rig på proteiner, ligesom den har en høj værdi af Vitamin B12
Sølaks er et handelsnavn for konserveret sej.
Sild.
Sildene ("Clupea harengus") kommer aldrig ned til bunden. De svømmer rundt i store flokke, som man kalder stimer. Der kan være op til en million i en stime.
Der findes sild ved alle danske kyster. Silden er mørk på oversiden og lys på undersiden. Hvis man ser den nedefra, er den lys som lyset, der kommer ned igennem vandet, men hvis man ser den oppefra, er den mørk som bunden på havet. På den måde gemmer silden sig for rovdyr. Rovdyr der lever af sild omfatter laks, hajer, marsvin og mennesker.
Sildene æder små vandlopper, krebsdyrlarver, copepoder og krill. De æder også en del fiskeæg og små fiskeunger. De fleste af disse smådyr lever af mikroskopiske planter. Der er derfor særligt mange sild i de områder, hvor der er mange af disse planter. I Vadehavet er der mange af de smådyr, som silden lever af.
Sildehaj.
Sildehajen ("Lamna nasus") er et hvirveldyr og kan blive op til 3,5 meter lang og veje over 200 kilogram. Sildehajen har ligesom andre hajer forrest en stor trekantet rygfinne og længere nede på ryggen en mindre rygfinne. Den har tre rækker tænder, som den flænser sit bytte med. Sildehajen har ligesom andre hajer ikke skæl som andre fisk, og dens hud føles nærmest som sandpapir, hvilket det tidligere også er blevet anvendt som. Dens skind er dækket af hudtænder med emalje ligesom vores tænder.
Sildehajen findes i Middelhavet og Atlanterhavet, og den er meget almindelig i Vesterhavet. Om sommeren og om efteråret svømmer den i små flokke også ind i Skagerrak og det nordlige Kattegat på jagt efter silde- og makrelstimer. En gang imellem kan man være heldig at se den i de danske bælter - helt ind til Østersøen.
Sildehajen svømmer i overfladen på ret dybt vand. Den kan svømme meget hurtigt. Sildehajer er nærmest altædende, og de spiser også blæksprutter og pighajer.
Hajen lægger ikke æg som andre fisk, men føder levende unger, 2-5 hver gang. Ungerne er temmelig store, når de bliver født, cirka 70 centimeter lange. De unge sildehajer kan man se i nærheden af kysterne om efteråret.
Ungerne er byttedyr for andre fisk, mens den voksne haj vistnok kun har fiskerne og menneskets forurening som fjende. Selv om sildehajen er så stor, er den ikke farlig for mennesker.
I Danmark spiser man ikke sildehajer, men dem der fanges, eksporteres til Italien.
Sivsanger.
En sivsangeren ("Acrocephalus schoenobaenus") er en insektædende fugl, det kan man se på dens tynde næb. Den er cirka 13 centimeter høj, og den lever ved vandhullet bag Krogsbølle Skole, ved Bechers sø, i sivskovene ved Nr. Næråstranden på Nordfyn og i mange andre danske vådområder, hvor den bygger sin rede af siv og mos ved vandhullets bredder. Den er en trækfugl, og den kommer først til Danmark i maj. Om sommeren synger hannen næsten hele døgnet rundt. Den skal lokke en hun til og markere sit territorium. Sangen foretages tit under en lille sangflugt, hvor man kan være heldig at se den karakteristiske lyse øjenbrynsstribe.
Dens føde finder den også ved vandhullet. Den æder næsten alle insekter, den kan få fat i, for eksempel stikmyg, dansemyg og guldsmede. Dens fjender er rovfugle.
Skalle.
Skalle ("Rutilus rutilus") er en fisk, der kan blive op til 50 cm lang. Den gyder i maj og juni, og den kan gyde 100.000 æg, som klækker efter 4 til 10 dage. Skallen lever som regel i kanten af søen, men hvis vandet er grumset, færdes den også længere ude. Den ånder ved gæller og æder plankton, små bunddyr og planter.
Aborrer og gedder hører til skallens naturlige fjender.
Skallen er desuden en meget almindelig fanget fisk inden for Medefiskeri
Skarnbasse.
Skarnbassen ("Geotrupes stercorosus") er mellem 16 og 24 mm. Skarnbassen er en bille. Dens dækvinger er skinnende sorte med et blåt eller grønt skær. Kroppen er også sort, og den har korte ben med hår på.
Den lever mest i gødning fra pattedyr, som den graver gange nede under. Skarnbassen transporterer gødningen ned i hulen, den har gravet til sine larver, der spiser det.
Den flyver mest om natten i juni og i august-septemper. Når den flyver rundt laver den en brummende lyd, på den måde kan hanner og hunner finde hinanden. Hvis man tager skarnbassen op til øret, kan man høre en kradsende lyd, som skyldes, at dens bagkrops stive hår, som sidder inde under de sorte dækvinger, bliver gnedet op ad dækvingerne.
Skarnbassens fjender er små rovdyr som for eksempel pindsvin og flagermus, der også er natdyr, men den kan også blive ædt af fugle. Den lægger sine æg tæt på gødningen, fordi det er god næring for dens larver.
Skarv.
Skarven (eller ålekragen'") ("Phalacrocorax carbo") kan blive op til 91 cm. For et par menneskealdre siden blev skarven udryddet som dansk ynglefugl, for fiskerne betragter den som en konkurrent, og fordi den ødelægger redetræerne. Men i 1938 begyndte skarven at yngle i en koloni på Langeland, hvorfra den atter forsvandt i 1946. Fra 1949 til 1956 ynglede der op til 300 par ved Ålholm på Langeland, og på Vårsø i Horsens Fjord har der siden 1944 været en koloni på op til 500 par. Efter at have været fredet, er den nu almindelig igen i hele landet, blandt andet er der store kolonier ved Brændegårds Sø på Sydfyn og på Ormø ved Sydsjælland. Desuden er skarven almindelig på træk og som vintergæst.
Den bygger rede af store grene og kviste højt til vejrs i løvtræer, tit er der mange reder i et træ. I maj lægger skarven 3-5 aflange æg med et ydre kalkagtigt lag, som delvis skjuler den underliggende blå skal.
Den lever mest af ål, ålekvabber og sild, som den dykker efter. Den findes ved Vadehavet, fordi ål, ålekvabber og sild kommer ind når det bliver højvande. Skarven svømmedykker, når den jager.
Skarven lever også på Æbelø, der er store træer, hvor den kan lave reder. Når man går over til Æbelø ad ebbevejen, så kan man se, at på næsten alle bundpæle sidder der skarve og venter på, at der kommer en fisk forbi.
Skorpionstæge.
Skorpionstægen er et ferskvandsinsekt på 18-22mm.
Skorpionstægen har fået sit navn, fordi den, på grund af fangkrogene og den lange brod på bagkroppen, ved første øjekast kan ligne en lille skorpion. Brodden kan dog ikke stikke men er et ånderør, hvormed den suger luft ved at stikke røret op over vandoverfladen. Den lever inde ved kanten af vandhuller eller søer med stillestående vand, hvor den kan sidde på et blad, og vente på, at et byttedyr kommer forbi.
Skorpionstægen er tilpasset det sted, hvor den lever, ved at den har samme farve som dyndet på bunden, hvor den lever.
Skorpionstægen er et relativt langsomt dyr, så den er nødt til at vente på, at byttedyret kommer så tæt på, at den kan slå fangkrogene i det uden at flytte sig ret meget.
Brunsnegl.
En brunsnegl ("Arion subfuscus") kan blive op til 60 mm lang, og den har ikke noget sneglehus. Sneglen er egentlig grå, men dens slim er gult, så den kommer til at se brun ud. Herved falder den bedre sammen med farverne på søbredderne eller i skovbunden. Brunsneglen holder mest til, hvor der er fugtigt og skygge, så dens hud ikke tørrer ud. Derfor foretrækker sneglen fugtig skovbund eller bredden ved skovsøer, vandhuller og moser.
En brunsnegl kan blive op til 5 år gammel. Sneglene graver et hul i jorden og lægger deres æg der. De lægger normalt cirka 40 æg ad gangen. Æggene er kuglerunde og hvidlige.
Konstitutionelt monarki.
Konstitutionelle monarkier med repræsentativt parlamentsystem er vist med rød. Andre typer af konstitutionelle systemer er vist med violet.
Konstitutionelt monarki er et regeringssystem, hvor statsoverhovedet (monarken) er bundet af en forfatning i modsætning til absolut monarki, hvor monarken har uindskrænket politisk magt.
I et konstitutionelt monarki overgår posten som statsoverhoved ved arv inden for en kongelig familie. I et konstitutionelt monarki er statsoverhovedet ikke regeringsleder, men den person hvis navn koordinerer det parlamentariske systems regeringsfunktioner. Der er undtagelser. Både Kongen af Sverige og Japans kejser er udelukket fra den praktiske proces i regeringsledelsen af deres landes moderne forfatninger. Begge lande betegnes dog som konstitutionelle monarkier.
Det siges om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke "af gavn". De fleste af de moderne konstitutionelle monarkier har deres oprindelse i tidligere mere magtorienterede monarkier, hvor monarken ofte styrede landet enevældigt. Det er ikke et krav i et konstitutionelt monarki at parlamentet/folketinget er demokratisk valgt, men det er ofte tilfældet.
Storbritannien er et af de ældste konstitutionelle monarkier, som ikke har en skreven grundlov. I stedet fungerer det under en samling af "skrevne" love, uskrevne regler, royale privilegier og traditioner, som tilsammen former Storbritanniens uskrevne grundlov.
Indførelsen af konstitutionelt monarki i Danmark.
Danmark overgik fra enevælde til konstitutionelt monarki i 1848-1849.
Selve overgangen enevælde til folkestyre skete i fred og fordragelighed. Christian VIII havde i sin korte regeringstid (1839-1848) læst skriften på væggen. Han var Danmarks sidste enevælds konge, men tillod et begrænset by- og landskommunalt selvstyre. Christian VIII anbefalede sønnen Frederik VII at opgive enevælden, og da denne desuden ikke var synderligt interesseret i politik, underskrev han den 5. juni 1849 Danmarks Riges Grundlov.
Det konstitutionelle monarki begyndte i Danmark ved stadfæstelsen af den første grundlov. Den svækkede kongens magt betydeligt.
Udformningen af konstitutionelt monarki i Danmark.
I Danmark er den konstitutionelle monarki fastlagt ved grundloven, der som et af sine hovedpunkter netop har at regulere forholdet mellem monarken på den ene side og den folkevalgte lovgivende forsamling samt den myndighedsudøvende regering og embedsmændene på den anden. Formuleringen af bestemmelserne herom er skrevet i et noget indforstået sprog.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
Lidet kendt men såre vigtig er
Det er vigtigt at forstå grundlovens opbygning: den til enhver tid fungerende monark sidder med det øverste ansvar, men er samtidig ansvarsfri. Enkelte, helt centrale beføjelser tillægges monarken, men normalt vil denne følge de beslutninger, som træffes dels af Folketinget, dels regeringen. Monarken er ene om at beskytte befolkningen mod magtmisbrug fra Folketings og regerings side. Formelt kan monarken undlade at lade en regering tiltræde eller afskedige denne, reelt er det kun sket een gang, at en dansk konge fandt anledning til at skride til så drastisk en handling.
Modviljen mod det konstitutionelle monarki og dens årsager.
Det er lidt af en offentlig hemmelighed, at der er politiske kræfter som gerne ser grundlovens bestemmelser forandret derhen, at en monark ikke mere har indflydelse på regeringsførelse og lovgivning. De ser hellere en politisk valgt præsident.
Julianske kalender.
Den julianske kalender blev indført af Julius Cæsar efter forslag fra grækeren Sosigenes i år 46 f.Kr. Ifølge den julianske kalender skulle hvert fjerde år være skudår, dvs. indeholde 366 dage i stedet for normalt 365 dage efter den romerske kalender. Det julianske år har derfor en gennemsnitlig længde på 365,25 dage.
I egenskab af "pontifex maximus", dvs Roms ypperstepræst, kunne Cæsar iværksætte kalenderreformen. Han havde allerede indskudt 23 dage i slutningen af februar, men der måtte yderligere 67 dage ind mellem november og december for at få årstiderne i gænge. Året 46 f.Kr blev dermed historiens længste, og varede hele 445 dage.
Det julianske år på 365,25 dage er imidlertid 11 minutter og 14 sekunder for langt i forhold til et solår. Derfor indførte pave Gregor 13. den gregorianske kalender i år 1582 med forbedrede regler for skudår. Ifølge disse skal hele århundreder (som 1700, 1800, 1900 osv.) kun være skudår, hvis de er delelige med 400. Således er år 2000 et skudår, mens år 1900 ikke er det. Ved indførelsen af den gregorianske kalender bestemte Gregor 13. endvidere, at den 4. oktober 1582 (juliansk) skulle efterfølges direkte af den 15. oktober 1582 (gregoriansk). Hermed blev 10 dage indhentet, der omtrent svarede til den forskydning i forhold til solåret, der var opstået siden indførelsen af den julianske kalender.
Den nye kalender blev hurtigst indført i de romersk-katolske lande, mens de fleste protestantiske lande beholdt den julianske kalender til et stykke ind i det 18. århundrede.
I Danmark skiftede man fra den julianske kalender til den gregorianske kalender i 1700, hvor den 18. februar blev direkte efterfulgt af den 1. marts. Dermed blev datoen rettet med 11 dage. I det 19. århundrede var forskellen 12 dage, og mellem 1900 og 2100 er den 13 dage.
Skøjteløber (insekt).
En almindelig skøjteløber (latin f.eks. "Gerris lacustris") kaldes også en vandløber og damtæge. En skøjteløber er et lille insekt. En skøjteløber har små vinger på kroppen. Den kan blive fra 6 mm til 2 cm lang, og den er så let, at den kan løbe på vandoverfladen. Den lever på overfladen af damme, langsomme vandløb og andet roligt vand. De kan løbe temmelig stærkt: Op til 1,5 m/s på overfladen af vandet.
En skøjteløber har seks ben, de fire bruger den til at stå på vandoverfladen med. De fire bagerste ben er meget lange, og det meste af tiden er de strakt ud fra kroppen, så de daner et kryds. Kroppens vægt bliver fordelt over en så stor overflade som muligt. På den yderste del af benene sidder en masse korte hår, som både er vandskyende og elastiske. Hvis hårene virker, som de skal, kan skøjteløberen springe hen over vandoverfladen, uden at benene bryder igennem vandhinden. Det er derfor, at skøjteløberen ikke synker til bunds. Bagbenene er længere end forbenene, og hvis der kommer et insekt og lander på vandet, kan den fange det med forbenene, og holde det fast. Den har et sugerør, den suger maden ind ad.
En skøjteløbers værste fjende er en hundestejle. Skøjteløberen ånder gennem det rør, hvor den også sluger maden ind ad.
Slikkrebs.
Slikkrebsen (latin "Corophium volutator") er en mudderæder, som kun er cirka 6 mm lang. Den får føde som alle andre mudderædere ved at suge sand/mudder i sig, filtrere plankton fra og æde det. (Sandet ryger ud igen af anus.) Men slikkrebsen har en helt speciel måde at æde på. Den laver en U-formet hule i sandet. Når det er lavvandet, gemmer den sig nederst i røret, men så når det bliver højvandet, går den op til udgangen i hulen, sætter sig fast med halen og skovler sand/mudder ind i munden og æder det. Slikkrebsen er gennemsigtig og er svær at få øje på. Men sandet er helt prikket af alle de små huller i sandet, hvor slikkrebsene har deres huler.
Snerresværmer.
Snerresværmerens larver lever på planterne gederams og gul snerre, den er 80-90 mm lang. Den voksne snerresværmer ses i juni-august ved solnedgangstid, dens vingefang er på cirka 60-80 mm, så den er temmelig stor. Larven er fremme i juli-september, og puppen overvintrer.
Snerresværmeren flyver rundt og suger nektar. Snerresværmerens fjender er fugle, for eksempel digesvalen.
Larven har tilpasset sig på den måde, at den selv er grøn og gul, ligesom snerreplanten, og på den måde er den sværere at se for fjender. På Æbelø vokser der mange gule snerreplanter på stranden og langt ind på Brådet, så der lever snerresværmerens larver godt. Men en af snerresværmerens fjender kan også godt lide at være på Æbelø, for der er mange klinter ned til stranden, og der bygger digesvalerne reder.
Spyflue.
Spyfluer ("Calliphora") - bl.a. "Calliphora vomitoria" "Calliphora rubrifrons", "Musca obscoena", "Musca vomitoria") er blåmetal-farvede, "larmende" insekter. De er 10-15 mm lange. Deres larver lever af råddent kød, og de selv lever af blomsternektar. De lægger deres æg i råddent kød, så når larverne bliver udklækket, har de noget at leve af.
Fluehunnen lægger typisk 500 æg over en periode på 3-4 dage. Fluer lever 15-25 dage. Nogle beregninger har vist at hvis et par fluer levede fra april til august ville de have afkom på ca. 191,010,000,000,000,000,000 flueunger.
Det er faktisk en fordel, at f.eks. spyfluers larver lever af ådsler. Fordelen er, at ådslet ikke forpester sine omgivelser i særlig lang tid, hvis ingen rovdyr har taget sig af det.
Dens fjender er edderkopper, rovfluer, snyltehvepse, fugle og en skimmelsvamp (der æder fluen op indefra).
Dens larver hedder maddiker, og de bruges som agn til lystfiskeri. Tillige kan specielt opdrættede fluelarver i stigende omfang ses anvendt i moderne medicin til behandling af kroniske sår.
Se også.
Nærbillede af en spyflues hoved.
Stankelben.
Stankelben ("Tipulidae") er en familie af insekter i ordenen tovinger ("Diptera"). De ligner store myg med lange ben og lange smalle vinger. Voksne stankelben lever af nektar.
De er mest almindelige i maj og juni. Stankelbenet bevæger sig ved at flyve. Det lever i fugtige områder. Stankelbenets fjender er svaler og andre insektædende dyr. Stankelbenet ånder igennem bagkroppen.
Planteskade.
Stankelbenets larver kan i stort antal ødelægge plantevækst på våde arealer (fortrinsvis græsarealer og korn). Desuden kan fugle ødelægge græsplæner og golfbaner i deres søgen efter larverne.
Stikmyg.
"Myg" er insekter i familien Culicidae. Myg har et par vinger, en slank krop og lange ben. Det er en hunmyg der stikker varmblodede dyr og suger blod fra dem. Det gør den for at få energi og materialer til at producere æg. Myg er sjældent længere en 16 mm og vejer op til 2.5 mg. En myg kan flyve konstant i 1 til 4 timer med en hastighed på op 1-2 km/h.
Der findes i Danmark op mod 30 arter af myg, som kan stikke mennesker. Deres levevis er i mange henseender så forskellig, at det kan være praktisk at dele dem op i nogle grupper: skovmyg, strandengsmyg, husmyg og malariamyg. Disse grupper skal kort omtales hver for sig i det følgende
Skovmyg.
Gruppen skovmyg udgøres af nogle arter af samme slægt ("Aedes"). Tilsammen er de ansvarlige for langt den største del af den gene, der forvoldes af myg i Danmark. Alle stikmyg lever som larver og pupper i vand. Fælles for skovmyggene er, at de kommer fra mindre vandsamlinger i skove og moser, typisk pytter og grøfter, som kun er fyldt med vand en del af året. De har som regel kun en enkelt generation om året. I troperne er gul feber myg "Aedes aegypti" vektor for virus-sygdommen gul feber.
Larverne bliver op til 1 cm lange og ser meget karakteristiske ud. De hænger i en skrå stilling ned fra vandoverfladen med et ånderør stukket op, men forstyres de, slipper de overfladen og svømmer nedad med hurtige, vrikkende bevægelser.
Larverne lever af mikroskopiske planter, bakterier, alger eller svampe, som de børster sammen med munddelene. De vokser op om foråret; og hvor længe de er om det, afhænger af temperaturen. Ofte varer det en måneds tid. Så skifter de hud og bliver til pupper, der ligeledes er meget karakteristiske. De ånder også i vandoverfladen og tilbringer størstedelen af deres tid hængende her. De er dog meget bevægelige, og ved forstyrrelser søger de ned i vandet ved hurtige slag med kroppen. Efter en uges tid revner puppens hud i ryggen, mens den ligger i overfladen, og den voksne myg kryber ud. Den søger ind i vegetationen omkring pytten og sidder her ret passiv de første dage.
Hunmyggene skal nu have et måltid blod, inden de kan lægge æg, og efter at de har parret sig, begynder deres søgen efter dyr eller mennesker. Dette foregår især omkring solnedgang eller i de tidlige morgentimer, når luften er mest stille og fugtig. På steder med læ og skygge kan myggene være særdeles aggressive også om dagen, når de jages op ved menneskers ankomst. Ellers tilbringer de mest dagtimerne hvilende i tæt, lav vegetation.
Når en hunmyg har haft lejlighed til at stikke og fylde sig med blod, udvikler dens æg sig. Der kan være op til et par hundrede stykker, og de lægges på et sted, hvor der om foråret var en pyt, men hvor der nu - hen på sommeren er en lavning med fugtig jord, tæt vegetation eller nedfaldne blade. De bliver liggende vinteren over og klækker først næste forår, når lavningen igen er vandfyldt. Selv om æggene skulle komme under vand allerede om efteråret, klækker de som oftest ikke. De er i en hviletilstand, som først afbrydes, nå de har gennemgået vinterkulden. I særligt tørre forår kan det ske, at en del af de ventende æg ikke kommer under vand, eller at pytterne tørrer ud, før larverne er fuldt udviklede. Det giver et år med få myg, men mange af æggene overlever og er klar året efter.
I løbet af sommeren dør skovmyggene; det er kun æggene, der overvintrer. Stikkeaktiviteten plejer at begynde sidst i maj og kulminerer i juni for derefter at aftage og ophøre med august.
Strandengmyg.
Ved siden af skovmyggene har vi strandengsmyggene, en gruppe på 4-5 arter af den samme slægt ("Aedes") som bidrager betragteligt til myggeplagen. De afviger i levevis fra skovmyggene ved, at deres larver trives i det mere eller mindre brakke vand, der står i pytter på strandenge og i bunden af rørsumpe langs [fjord]kyster. De kan også have flere generationer i løbet af et år, således at larver forekommer ikke blot om foråret, men også senere, hvis vanddækningen tillader det. De voksne myg gør sig således bemærkede til langt hen på efteråret. De voksne strandengsmyg er langt mere tilbøjelige til at sprede sig fra deres udklækningssteder end skovmyggene. De kan træffes op til 10 km borte. Et par af arterne behøver ikke brakvand for at trives, men kan også udklækkes på enge længere inde i landet.
Husmyg.
Den store husmyg ("Culiseta annulata") er en stor, grå myg med hvide ringe på benene. Hvis hunmyggene af denne art forstyrres på deres tilholdssteder om vinteren, vil de ofte forsøge at suge blod. Fænomenet myggestik om vinteren skyldes næsten altid den store husmyg.
Den lille husmyg ("Culex pipiens"), en lille, brunlig myg, plejer ikke at stikke mennesker, men skal nævnes, fordi den ofte fejlagtigt sættes i forbindelse med myggeplage. Den kan træffes overvintrende i store mængder i fugtige kældre. Larverne af den lille husmyg kan leve i de mest forskellige former for vand, undertiden også de samme steder som larverne af skovmyg og strandengsmyg. En særlig talrig optræden her kan give ubegrundet frygt for myggeplage, og det er da praktisk at kunne kende disse larver fra hinanden. Dette er også med lidt øvelse muligt med det blotte øje, idet husmyggelarverne har et længere og slankere ånderør.
Malariamyg.
Malariamyggen (Anopheles Gambiae) er en myg, der lever i de tropiske og subtropiske egne og lever dermed også i områder, hvor sygdommen malaria er udbredt.
Den er ikke i sig selv farlig, men kan bære sygdommen med sig, når den har stukket nogen, hvorefter den vil komme til at smitte den næste, der stikkes. Det anslås, at myggen på denne måde hvert år smitter ca. 500 millioner mennesker hvert år, hvor mere end 3 millioner på verdensplan dør.[1]
For tiden lever ca. 40 % af Jordens befolkning i et område, hvor der er risiko for smitte med malaria. Som følge af den globale opvarmning vurderer FN's klimapanel, at dette tal i løbet af de kommende år vil stige til ca. 60 % i takt med, at malariamyggens levevilkår forbedres.[2]
Andre slags myg.
Der findes en mængde myg, som ikke har noget med de stikkende myg at gøre, men som ved deres optræden alligevel giver anledning til ubegrundet frygt for myggestik. De fleste af de myg, man kan se stå i dansende sværme over buske eller træer, hører ikke til stikmyggene, og hvis de gør det, drejer det sig om hannerne, som er harmløse, da de lever af blomsternektar.
Bekæmpelse.
Brug af insekticider til bekæmpelse af myggelarver eller voksne myg i det fri er ikke hensigtsmæssig, og i Danmark findes der ikke midler, som er godkendt til dette formål.
Lokal dræning eller opfyldning af pytter eller mere omfattende afvandinger vil i nogle tilfælde nedsætte eller måske helt afhjælpe myggeplage, men man må gøre sig klart, at sådanne indgreb vil medføre store ændringer i plante- og dyrelivet på stedet.
I stedet må man forsøge at beskytte sig mod myggene med andre foranstaltningerr. Husmyg og andre myg, som trænger ind i soveværelser og lignende steder, kan bekæmpes med et insektmiddel beregnet til brug mod flyvende insekter. Net, tyl eller andet passende stof for vinduerne kan bruges til at forhindre, at de kommer indenfor.
Indendørs kan rygetabletter eller myggespiraler yde god beskyttelse. De anbringes på en speciel elektrisk varmeplade og afgiver i adskillige timer en insektgift til luften. Herved dræbes tilstedeværende myg, og andre afskrækkes fra at søge ind, f.eks. gennem vinduer på klem. I telte, på terrasser med læ og lignende steder kan disse rygemidler også anvendes. Det er varierende, hvad der findes på det danske marked af disse produkter.
Myggemidler.
Afskrækkende midler mod myg kan fås på apoteker og andre steder. Der findes i Danmark flere typer af godkendte myggemidler med forskellige aktive stoffer i forskellige formuleringer: creme, balsam, stift og spray. Det er ikke muligt at anbefale ét myggemiddel frem for et andet, da det er meget forskelligt fra person til person, hvordan og hvor meget vi tiltrækker myggene. Et myggemiddel kan således være tilfredsstillende for nogle, mens et andet produkt vil være bedre for andre.
Omhyggeligt anvendt kan de danske myggemidler holde myggene væk fra 2 til 4 timer efter en enkelt behandling.
I udlandet indeholder mange afskrækkende midler diethyltoluamid (deet), som ikke længere er registreret i Danmark. Omhyggeligt anvendt kan de bedste af disse holde myggene væk i mere end 4 timer. Midlerne bør ikke anvendes til børn under tre år. De kan give hudirritation hos nogle mennesker og kan skade visse kunststoffer.
Komplekse tal.
Komplekse tal (betegnes ℂ) forener et reelt og et imaginært tal i en slags "par": Billedlig talt (og i forbindelse med programmering) kan man beskrive et komplekst tal som to mere eller mindre "almindelige tal", kaldet "realdelen" og "imaginærdelen", sat sammen til en enhed. Ganske som med de "almindelige", reelle tal, kan man foretage en lang række regneoperationer med disse komplekse tal, og de bruges ofte til at beskrive og regne på ting som både har en størrelse og en "retning" eller vinkel, f.eks. elektriske vekselstrømme med deres størrelse og faseforhold.
Definition.
Mens de reelle tal kan markeres som et bestemt punkt på en tallinje eller "skala", markeres et komplekst tal med et punkt i den matematiske plan; en todimensional flade som f.eks. et stykke papir. Tegningen til højre viser et "Argand-diagram"; det illustrerer mængden formula_1, der omfatter alle komplekse tal: De reelle tal og de imaginære tal er delmængder af de komplekse tal, og ligger langs hhv. den reelle akse og den imaginære akse.
Regneoperationer uden den imaginære enhed.
Der findes regneregler der fastlægger hvordan man foretager forskellige regneoperationer på komplekse tal (givet på rektangulær form), svarende til dem man kan foretage på reelle tal. Dertil findes der for ethvert komplekst tal tallets såkaldt "komplekst konjugerede".
Der findes regneforskrifter der fastlægger hvordan man kan udføre de fire grundlæggende regnearter på A og et andet komplekst tal formula_14
Sum.
formula_35
Differens.
formula_36
Invers.
formula_46
Umiddelbart ser det mere kompliceret ud, men den eneste regneregel man skal huske er "i"²=-1.
Komplekse tal på eksponentiel form.
Vinklen φ og længden "r" udgør koordinaterne for komplekse tal i denne notation.
Multiplikation.
Som man kan se slipper man altså ret billigt ved multiplikation, når de komplekse tal er på eksponentiel form. Her skal man blot gange to tal, og lægge to tal sammen.
Division.
Et næsten tilsvarende resultat opnås ved division. Her skal vinklerne blot trækkes fra hinanden, og længderne divideres.
Anvendelser.
Indenfor elektronik bruges komplekse tal til at modellere strømme, spændinger og "modstande": Hvis en vekselspænding repræsenteres ved det komplekse tal "U", så beskriver modulus ("afstanden") til "U" vekselspændingens spidsværdi, mens argumentet til U ("vinklen") angiver vekselspændingens fase i forhold til en reference.
Fraktaler, for eksempel Juliamængderne og Mandelbrotmængden, dannes ved hjælp af komplekse tal.
Andengradsligninger kan have komplekse løsninger og løsning af tredjegradsligninger kræver beregninger med komplekse tal.
Faktisk garanterer algebraens fundamentalsætning at ethvert polynomium af grad "n" har "n "rødder i de komplekse tal (hvoraf nogle kan tænkes at være udelukkende reelle eller imaginære), hvis rødderne regnes med multiplicitet.
Ligheder med og forskelle fra vektorer.
Selv om addition og subtraktion af komplekse tal foregår på samme måde som for todimensionale vektorer, må de to ting ikke forveksles: Mens man kan foretage en lang række regneoperationer på komplekse tal, kan vektorer kun adderes og subtraheres, og dertil indgå i to forskellige former for vektorprodukt.
Aser.
Aserne (norrønt: "áss" el.) (plur. "æsir", femin. "ásynja") var den dominerende gudeslægt i den nordiske mytologi. Gruppen omfatter flere af de fremtrædende figurer i de nordiske myter, bl.a. Odin, Thor, Frigg og Balder. Mange arkæologiske og litterære levn viser, at aserne blev dyrket over hele Norden indtil Vikingetiden, og i mange af de germanske lande indtil 8. århundrede e.v.t. Sammen med den anden gudeslægt, vanerne, styrede de kosmos i den nordiske verdensforståelse. Gudernes hjemverden blev kaldt Asgård.
I modsætning til ordet gud (oldnordisk "goð"), blev begrebet "áss" aldrig brugt indenfor kristen sprogbrug, og ordet overlevede kun i sekulære former, der bl.a. betød "stang, åg, eller bjergkæde ås".
Aserne i mytologien.
Aserne funktion i mytologien var at sørge for opretholdelsen af verdensordenen. Deres modstandere var jætterne, som de konstant lå i konflikt med. Aserne skal imidlertid ikke opfattes som de gode og jætterne som de onde. Aserne repræsenterede i stedet menneskets samfund og kulturen, der var involveret i en endeløs kamp mod naturen. Jætterne repræsenterede altså på deres side den utæmmede natur, hvilket betød, at aserne i mange tilfælde også behøvede jætternes hjælp. I det før-moderne nordiske samfund var man totalt afhængige af naturen, her fandt man de ressourcer, der var nødvendige for overlevelsen, men den bød også på utallige farer og destruktive kræfter. Den mytologiske kamp mellem aser og jætter var derfor et billede på menneskets kamp for overlevelse i en verden underlagt naturens luner.
De tre første aser var brødrene Odin, Vile og Ve. Deres navne refererer alle til en åndelig eller mental tilstand, Vile ("vili") til bevidst "vilje" eller "begær", Ve ("vé") til "hellig" eller "numenøs" og Odin "óðr" til "manisk" eller "ekstatisk". Sammen omskabte de jætten Ymir til den kendte verden. De var sønner af manden Borr, Buris søn, og jættekvinden Bestla. Ligesom Odins egne børn med jætter, regnes han ikke som jætte, selvom hans mor var det. I det nordiske samfund tilhørte man sin fars æt. Nogle af aserne omtales næsten ikke i de overleverede myter, det gælder fx Ull. Hans navn er imidlertid overleveret i mange stednavne, hvilket tyder på, at han i ældre har haft en mere fremtrædende position end kilderne viser. Selv for nogle af de mest kendte aser er deres ophav gådefuldt og uklart, det gælder bl.a. Heimdall. Og om Thor ved vi ikke meget andet end, at hans mor hed Fjørgyn og hans far var Odin. Mens Tyr i nogle kilder omtales som Odins søn, mens han i andre er søn af jætten Hymer. Loke var af jætteslægt, men blev Odins fostbroder, og regnedes i myterne som medlem af asernes slægt.
I eddadigtene bruges ordet "áss" om guder i al almindelige, mens gudinder omtales som "asynja", det gælder også guder, som ellers omtales som vaner. I digtet Skírnismál bliver Frej fx kaldt "Asernes fyrste" ("Ásabragr"). I Yngre Edda introduceres Njord som "den tredje blandt aser", og Freja som den anden blandt asynjur efter Frigg.
I modsætninger til guder i andre kulturer blev aserne ikke opfattet som udødelige. De kunne holde sig unge ved hjælp af gudinden Idyns magiske æbler, men ved Ragnarok skulle de næsten alle dø, kun gudernes børn ville overleve og regere over den næste verden sammen med Balder og Høder, som ville vende tilbage fra døden,
Aser og vaner.
I de overleverede myter fortælles der også om en anden gudeslægt, der kaldes vanerne. I urtiden udkæmpede de to slægter, en voldsom krig. Den endte med en fredsafslutning og udleveringen af gidsler. Siden har de to slægter levet i fred. Aserne sendte Mimer og Høner, mens vanerne sendte Njord, Frej og Freja. På trods af at krigen endte uafgjort fik vanerne alligevel en underordnet position i forhold til aserne. Vanerne var knyttet til frugtbarhed, rigdom og erotik, mens aserne hovedsageligt var knyttet til magt og kamp. Det betød imidlertid ikke, at aserne ikke blev associeret med frugtbarhed, ligesom vanerne ikke nødvendigvis var fredelige og pacifistiske.
Forholdet i myterne mellem de to grupper har ført til flere spekulationer i forskningen, om hvorvidt det afspejlede interaktionen mellem forskellige socialklasser i samfundet. Denne teori var en modifikation af en ældre, hvor de to gudeslægter blev tolket som repræsentanter for to forskellige folkeslags religion. Beretningen om krigen skulle således bygge på gamle erindringer om et krigerisk invaderende folkeslag, der dyrkede aserne som guder, der besejrede en mere fredelig nordisk urbefolkning, der dyrkede vanerne som guder. Dette synspunkt finder kun begrænset støtte i forskningen i dag.
Andre har fundet parallelle mytiske eller legendariske krige hos andre indoeuropæiske folkeslag, fx Liviuss fortælling om krigen mellem romerne og sabinerne. Endelig har Mircea Eliade spekuleret i om dette er en yngre version af en ældgammel indoeuropæisk myte, der beskrev en ikke nødvendigvis historisk konflikt og efterfølgende integration mellem et panteon bestående af himmel/kriger/herskerguder og et panteon af jord/økonomi/frugtbarhedsguder.
Karakteristikken af aserne er de senere år blevet noget nuanceret. Lotte Motz har foretaget en systematisk studie af den samlede mytografiske materiale, og det viser sig, at billedet af aserne som blodtørstige krigsguder, der repræsentanter for styrke og magt i realiteten ikke kan støttes af kilderne. På samme måde som vanerne ikke nødvendigvis var blide fredsmagter. I stedet tyder hendes studie på, at aserne var knyttet til skabervirksomhed og frugtbarhed, mens vanerne udover frugtbarhed overraskende nok var knyttet til vikingetog, krigsførelse, kongemagt og materiel overflod.
Etymologi.
Ordet "as" stammer fra oldnordisk "áss", der igen har den protogermanske rod "*ansuz". Dette ord, mener sprogforskere har udviklet sig fra den protoindoeuropæiske form "ansu-", og er beslægtet med det oldindiske "asura" og avestiske "ahura", der begge er beslægtet med Indo-iranisk "*ásura", med roden "*n̥su-".
Germanske rødder og beslægtede ord.
Det tilsvarende ord i oldengelsk var "ōs" (plural. "ês"), som kun er bevaret som forled i personnavne og i den genitive flertalsform "ēsa" ("ēsa gescot" og "ylfa gescot," "jaculum divorum et geniorum" "Asers skud og alfers skud" (jf. hekseskud).
I Grimms "Deutsches Wörterbuch" optræder ordet "Ans" (plural "Ens") som et navneord, der oversættes med de latinske begreber "tignum, jugum" ("stav, åg"). Det forekommer i bayerske og tyrolske dialekter, hvor det betyder tøndestave. Ifølge Grimm er dette ord beslægtet med det gotiske ord "ans", som betyder "stråle" og oldnordisk "ás" i betydningen "stang, stråle, bjergkæde" (ås). Grimm mener derudover at ordet etymologisk er identisk med oldnordisk "áss" i betydningen "gud". Han rekonstruerede den oldhøjtyske form "*ans", plural. "*anseis, *ensî". I sin oversættelse af Yngre edda til amerikansk (1897) konstaterer Rasmus B. Anderson følgende: "I denne […] betydning, var guderne universets søjler", "samt at betydningen bjergkæde kan sammenlignes med Strabos omtale af "Aspargum" i Kaukasus, som således måske kan oversættes med "Asborg eller asernes borg"). Jordanes omtaler goternes guder under navnet "anses".
Grimm bemærker også den store lighed med det etruskiske navn for deres guder, "æsares" eller "æsi", som bliver nævnt af både Sveton og Hesychius. Han noterer på den baggrund, at forestillingen om en gruppe på tolv overnaturlige væsner, tæt forbundne, var fremtrædende i etruskisk religion, i lighed med græsk og romersk. Han sammenlignede den med det romerske begreb "fasces" og "dii consentes", som han mente atter kunne genfindes i udtrykket "höpt", "bönd" og "bond" om aserne i edda.
Oldnordisk.
På oldnordisk har "áss" i genitiv formen "áss" eller "ásar" og i akkusativ "æsi" eller "ásu". I sammensætninger med genitiv bruges formen "ása-" (fx i "Ása-Þórr" da: "Asernes Thor") og "ás-" (fx i "ás-brú" da: "Gudernes bro" (Bifrost), "ás-garðr", "ás-kunnigr" "gudernes slægtning"). Dette forekommer også i personnavne, fx Asger og Astrid. I femininum bruges formen "ás-ynja" (plural "ásynjur"). Femininendelsen "-ynja" kender kun fra et fåtal andre ord, som for eksempel "apynja" "simia" (hunabe), "vargynja" "lupa" (hunulv). Dette ord for "gudinde" kendes ikke fra de øvrige germanske sprog, men da endelsen "-ynja" er beslægtet med oldhøjtysk "-inna" (mod. Tysk "-in"), har man konstrueret den oldtyske form "*ansinna" og den protogermanske "*ansunja".
Latiniseringen af det danske navn "Aslak" til "Ansleicus" tyder på at den nasale første stavelse stadig blev bibeholdt i 9. århundrede.
Snorre Sturlasons liste over aser.
Da sagde Gangtræt: Hvilke er de Aser, som det er Menneskenes Pligt at tro paa? - Haar svarede: Der er 12 Aser af gudelig Herkomst. - Da sagde Jævnhøj: Asynjerne er ikke mindre hellige eller mindre formaaende. - Da sagde Tredje: Odin er den ypperste og ældste af Aserne; han styrer alt; og hvor mægtige de øvrige Guder end er, saa tjener de ham alle som Børn deres Fader; Frigg er hans Hustru, hun ved Menneskenes hele Skæbne, uagtet hun ikke giver sig af med at spaa, saaledes som Odin selv skal have udtalt det til den As, som hedder Loke...
(32.) Endnu regnes ogsaa den til Aserne, hvem nogle kalder deres Bagvasker og Falskhedens Fader og alle Guders og Menneskers Skændsel. Han hedder Loke eller Lopt […]Hans Hustru hedder Sigyn; deres Søn Nare eller Narve. …
Svarende til de fjorten ovennævnte aser nævnes efterfølgende navnene på fjorten asynjer.
Den 11. er Syn, hun vogter Hallens Dør og lukker den for dem, som ikke maa træde ind, og hun er sat til Værn paa Tinge i de Sager, en vil modbevise og afkræfte. Derfor er det en Talemaade, at der bliver sat "Syn" for, naar een nægter.
Sol og Bil regnes til Asynjerne, om dem er der før fortalt. […]Tors Moder, Jord, og Vaales Moder, Rind, regnes ogsaa til Asynjerne. …
Arsen.
Arsen er et grundstof med atomnummer 33 i det periodiske system. Symbol As.
Arsen og liv.
Arsen og arsenforbindelser anses normalt for at være giftige for levende organismer. Betegnelsen arsenik henviser til giftstoffet arsen(III)oxid (arsentrioxid) eller en lignende kemisk forbindelse mellem arsen og et andet grundstof. At arsen kan danne grundlag for et arsen-baseret liv blev annonceret af NASA ved en pressekonference den 2. december 2010, med opdagelsen af mikroorganismen GFAJ-1, som anvender arsen i stedet for fosfor i dens cellulære strukturer og DNA.
Drikkevand.
Forurening i drikkevand fra naturligt forekommende arsen er et problem i mange lande.
Fra 25. december 2003 er grænseværdien i Danmark sat til 5 mikrogram arsen per liter vand "ved indgang til ejendom" og 10 mikrogram per liter vand "ved forbrugers taphane".
En opgørelse fra 2006 viste at 15% af grundvandsanalyser kom over denne grænse, og at 50–100 danske vandværker sender drikkevand ud med et for stort indhold af arsen.
En hjemmeside for De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland indeholder resultater fra vandanalyser over hele Danmark.
Der er meget store problemer med arsen i drikkevandet i området ved Ganges deltaet.
Området omfatter Bangladesh og den indiske delstat Vestbengalen.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har kaldt det "den største masseforgiftning af en befolkning i historien" og har anslået at alene i Bangladesh er 77 millioner mennesker påvirket.
Allan Smith, en professor fra Californiens universitet, har erklæret at miljøkatastrofen er større end ulykkerne i Bhopal og Tjernobyl.
Akademi.
Det historisk Akademi.
Platon grundlagde omkring 385 f.Kr. et gymnasium med navn Akademiet ("Akademia") på en plads opkaldt efter heroen Akademos, uden for Athen. Det var mest en militær uddannelsesinstitution, hvor de unge mænd fik fysisk træning, men også lærte at diskutere, fordi det var vigtigt at kunne tale for sig i en retssag eller når man skulle argumentere for eller imod ved en afstemning i folkeforsamlingen. Efterhånden uddøde de politiske emner fordi de gradvis blev uaktuelle; tilbage stod de evigtgyldige videnskabelige spørgsmål. Derfor regnes Akademiet for at være den første videnskabelige forskningsinstitution. Blandt Akademiets mest berømte elever er Aristoteles.
Akademiet blev lukket i 529 e.Kr. med begrundelsen, at det var hedensk, og dermed var naturvidenskaben i Europa hjemløs indtil slutningen af det 12. århundrede, hvor der blev opbygget et velfungerende universitet i Paris.
Over indgangen til i akademiet stod der skrevet: "Dørtrinet til visdomens tempel er erkendelsen af din egen uvidenhed".
Akademiker.
En akademiker er en person, der er universitetsuddannet, dvs. har en akademisk grad. En akademisk borger er en indskrevet studerende eller en ansat person ved et universitet.
Akashi-Kaikyo-broen.
Akashi-Kaikyo-broen (明石海峡大橋, "Akashi Kaikyou Oohashi") i Japan er med et frit spænd på 1.991 meter verdens længste hængebro og dermed 367 meter længere end Storebæltsbroen, som er verdens tredjelængste med 1.624 meter. Broen blev åbnet den 5. april 1998.
Akilleshæl.
En akilleshæl er et sårbart punkt eller en svaghed. Bruges som sprogligt virkemiddel, i daglig tale.
Begrebet stammer fra et oldgræsk sagn om Achilleus, hvis mor gjorde ham usårlig ved som spæd at dyppe ham i floden Styx. Hun måtte imidlertid holde fast om hælen på barnet for ikke at tabe ham, så hælen blev ikke beskyttet, og netop dér ramte Prins Paris ham med en pil.
Akklimatisation.
Kakerlak - en mester i tilpasning.
Akklimatisation eller akklimatisering betegner de fysiologiske forandringer, der sker med en organisme, der udsættes for klimaforandring. Forandringerne kan skyldes artens udvandring til nye levesteder, eller de kan skyldes vedvarende ændringer udløst af naturkatastrofer. Der kan eksempelvis være tale om ændringer i højde (lufttryk), temperatur, fugtighed, solindstråling eller giftpåvirkninger. To forhold er afgørende for, om arten opnår en akklimatisation: Den tid, der er til rådighed, og artens nedarvede evne til at ændre sig, for det er afgørende, at der gives individerne tid nok til at iværksætte og gennemføre de nedarvede mønstre for fysiologiske og adfærdsmæssige omstillinger, der resulterer i en tilpasning.
Tidsfaktoren.
Selv de mest hårdføre og tilpasningsdygtige organismer har brug for en vis tid, så de kan nå at omstille alle de forhold, som er afgørende for en tilpasning til nye villkår. Både fødesøgning, dag/nat-rytme, formering og adfærd i forhold til livstruende tørke eller kulde må tilpasses. Det kræver nogle ændringer i adfærden, som kan ske forholdsvis hurtigt, men det kræver også ændringer i stofskiftet og den homøostatiske balance i forhold til omgivelserne, og det tager tid, måske endda flere generationer
Arvelig evne til akklimatisation.
Der er store forskelle på organismernes evne til at tåle og indrette sig på ændrede klimaforhold. En del af dem er knyttet til livsstrategien.
Man skal med andre ord ikke forvente, at arter fra gamle biotoper med stor biodiversitet har mange chancer for at akklimatisere sig efter voldsomme ændringer af deres miljø. Det er én af grundene til, at regnskovens planter og dyr forsvinder helt og ikke bare flytter, når regnskoven bliver fældet. Omvendt kan man forvente, at pionerarter har let ved at tilpasse sig nye forhold, - til tider alt for let. Her kan man tænke på arter som brun rotte, ferskenbladlus, Japan-Pileurt eller Kæmpe-Bjørneklo.
Planter.
Mange planter som f.eks. Lønnearter, Irisarter og Tomatplanter kan overleve frost, hvis temperaturen falder langsomt fra nat til nat over en periode af dage eller uger. Hvis det samme temperaturfald sker pludseligt, vil det derimod dræbe disse planter. Processen kaldes "afhærdning", og den bygger på adskillige ændringer i planterne, herunder bl.a. en sænkning af vandindholdet og en forøgelse af sukkerindholdet, som bidrager til en sænkning af frysepunktet i cellevæsken.
Dyr.
Hermelinens hvide vinterpels er en tilpasning til jagt i snedækkede områder.
Dyr akklimatiserer sig på mange måder. Mange fuglearter, visse fisk og mange hvaler vælger i stedet at trække over lange strækninger, sådan at de kan finde frem til steder med en velegnet niche. Mange padder, krybdyr og også en del pattedyr klarer vinter eller tørke ved at grave sig ned og ved at sænke stofskifte og åndedrætsrytme. Får og mange andre arter af pattedyr danner i stedet en tyk pels med et fint og isolerende lag af underuld. Det akklimatiserer dem til kolde, fugtige klimaforhold. Fisk er kun i stand til at tilpasse sig ændringer i vandets temperatur og saltindhold ganske langsomt. Tropiske fisk, som forhandles til akvariebrug, bliver ofte opbevaret og akklimatiseret i plastilposer, indtil denne proces er overstået.
Akklimatisation hos mennesker.
Tilpasningsprocessen foregår i flere trin, der tilsammen skaber en yderst kompleks og endnu ikke fuldt forstået ændring af organismen. Gennem forskellige tilpasningsfaser udlignes først det lave CO2-tryk ved forøget åndingstempo og hjerterytme. Derved opstår der en åndingsfremkaldt, basisk reaktion i blodet, som kroppen søger at udligne. Desuden bliver iltudvekslingen mellem alveoler og lungernes blodårer forøget. I blodet skaber de basiske forhold en øget iltbinding i hæmoglobinet, og det udløser dernæst en kraftig stigning i hæmatokritforholdene. Det betyder, at blodet bliver mere tyktflydende, hvad der kan fremkalde blodpropper. Kroppen kan dog kun tilpasse sig forholdene op til 5.500 højde over havet. I større højder vil der i stedet ske en langsom nedbrydning af alle kropsfunktioner.
Akkompagnement.
Akkompagnement eller musikledsagelse vil som regel betyde musik, der spilles sammen med en anden kunstart, eksempelvis oplæsning eller dans. Det kan også betyde instrumental ledsagelse til sang.
En mand, der yder musikledsagelse, kaldes en akkompagnatør, mens en kvinde er en akkompagnatrice.
Akkreditiv.
1) en regeringsfuldmagt, som udstedes på statens vegne af statsoverhovedet til landets ambassadører. Når ambassadøren ankommer til modtagerstaten, foregår afleveringen af akkreditiverne til værtslandets statsoverhoved højtideligt og efter stramme regler. I denne betydning af ordet tales altid om "akkreditiver" (flertal), selv om akkreditiverne er ét dokument.
2) en anvisning, der sætter ihændehaveren i stand til at disponere over et beløb hos tredjemand, f.eks. en bank
Akkulturation.
Akkulturation er betegnelsen for de gensidige kulturelle ændringer, der finder sted ved kontakt mellem grupper med forskellig kulturel baggrund.
Hvis to grupper er ligestillede, kan de påvirke hinanden gensidigt, og omvendt kan den mest dominerende gruppe bevirke, at akkulturationen er ensidig, og dette kan i sidste ende føre til kulturel assimilation, hvorved de kulturelle forskelle udjævnes.
Akkusativ.
Akkusativ eller genstandsled er et af de grammatiske kasus, der på nogle sprog bruges til at markere bestemte sætningsleds funktioner.
Navneord, stedord og tillægsord markeres som akkusativ, når de betegner det led i sætningen, der er genstand for handlingen i et transitivt verbum, men hvordan og om det kommer til udtryk varierer fra sprog til sprog.
Akkusativ markeres tydeligt i sprog som tysk, græsk og latin. På dansk er det kun hos stedordene, man kan se markeringen (f.eks. "hun kysser ham" eller "han kysser hende" hvor "ham" og "hende" er akkusativformer af ordene "han" og "hun").
Akrobatik.
Akrobatik er en kunstform, der oftest ses i cirkus, og hvis udøvende artister kaldes akrobater.
Akrobaterne optræder som regel i grupper på to eller flere. Det er en disciplin, der blander gymnastik og sportsakrobatik med en blanding af spring, koreografi og skulpturer med mennesker som byggesten.
Akryl.
Plastmaterialet Akryl er blandt mange kendt som plexiglas, der dog er et varemærke tilhørende den tyske akrylproducent Röhm. "Plastic and flexible glass", plastisk og bøjeligt glas) er en hård plasttype, der er formbar ved mere end 100 °C.
Kan også laves som fiber til tøj.
Den første polyacrylfibre, hed Orlon og blev produceret af firmaet du Pont i USA i 1948.
Men ligesom så meget andet, har acrylfibre, gennemgået en udvikling og er i dag anderledes end den var for 50 år siden.
Acryl er den af kemofibrene der ligner uld mest, hvilket også er grunden til at den enten anvendes alene eller blandet med uld til produkter, som førhen var af 100 % uld. F.eks. sweatere.
Der er ikke den store styrkeforskel mellem uld og polyacryl.
Når polyacrylfibrene skal fremstilles, kan der anvendes 2 spindemetoder; tørspinding og vådspindning.
Efter udspindingen bliver fibrene efterbehandlet, f.eks. ved vask, krusning, snoning, spoling, strækning eller skæring. Alt afhængig af om der er tale om stabel eller filamentfibre.
Polyacryl er ikke termoplastisk (hvilket vil sige at det ikke kan varmes op, for derefter at ændre det), dette gør at det ikke egner sig til varer hvor man ønsker permanente folder.
Den er meget varmefølsom, og må derfor ikke stryges på højere temperatur end 110 grader.
Aksel Sandemose.
Aksel Sandemose (19. marts 1899 i Nykøbing Mors – 6. august 1965 i København) døbt Axel Nielsen, men skiftede navn i 1921 var en dansk-norsk forfatter. Han er bl.a. kendt som forfatter af "En flygtning krydser sit spor", hvori janteloven er formuleret: "Du skal ikke tro, du er noget...".
Han voksede op på Mors. Minder herfra har givet stof til en stor del af hans forfatterskab. Også hans tid som sømand i de helt unge år præger bøgerne.
I 1930 bosatte han sig i Norge, hvor hans mor kom fra. Her etablerede han sig hurtigt som forfatter og skrev på norsk riksmål. Han regnes derfor som norsk forfatter.
Som følge af sin deltagelse i den norske modstandskamp levede han i krigsårene fra 1941 i eksil i Stockholm. Efter krigen bosatte han sig i den norske by Risør, hvor han boede i de følgende ti år. Han flyttede, da han mistede sin ene søn og sin kone. Han døde i Danmark i 1965.
Hans romaner søger i de psykologiske forhold forklaringen på, at mennesker handler som de gør. Der optræder ofte selvbiografiske træk i hans forfatterskab.
Aksial.
Akserettet. Den aksiale retning i tømmer er f.eks. det samme som det levende træs længderetning. Tilsvarende er den aksiale retning på jordkloden det samme som nord-syd retningen.
Aksiom.
Et aksiom er en grundantagelse, der antages at være sand, og som ligger til grund for et større system af sætninger. I et sådant logisk system har man altså et sæt aksiomer, man ikke beviser, men bruger som det fundamentale grundlag til at bevise andre sætninger i teorien.
Aksiomer i et logisk system.
Aksiomssættet for eksempelvis en matematisk teori kan ses som de grundlæggende regler, som man frit fastlægger. Aksiomerne afgør herved, hvad der er muligt inden for teorien, og afgrænser ligeså, hvad man skal forstå ved de basale begreber, som teorien udsiger noget om. Ligesom man er nødt til at lade nogle udsagn være antaget uden bevis (netop aksiomerne), er man også nødt til at have nogle grundlæggende udefinerede begreber. Et forsøg på at definere alle begreber ville nemlig blot føre til en uendelig regres, hvor man definerer begreber ved andre ikke fastlagte begreber.
Efter at aksiomerne har fastlagt reglerne (og de grundlæggende begreber) kan man derefter udlede så meget, der er muligt inden for aksiomssættet. Hvis der er for få aksiomer til at udlede nok interessante sætninger, kan man være nødt til at indføre flere i sin teori. Men viser det sig omvendt, at man faktisk kunne udlede et aksiom ud fra de andre, så kan man jo selvfølgelig smide dette bort som aksiom og have det som en beviselig sætning i stedet.
Ideen er at have så få aksiomer som muligt til at bevise så meget som muligt; dette kan man dels begrunde æstetisk med, at det enkleste er bedst (Ockhams ragekniv), dels er det også faktisk ret vitalt at have så få aksiomer som muligt, så man ikke risikerer at indføre unødige modstrider i sit system, jf. Gödels ufuldstændighedsteorem.
Eksempler på aksiomssæt.
I Euklidisk geometri antages det, at en ret linje kan forlænges vilkårligt langt med en ret linje. Euklids aksiomer, oprindeligt opstillet af Euklid omkring 300 f.Kr., har således været grundlaget for geometrien, indtil denne disciplin siden er blevet raffineret og opstillet i forskellige nye versioner fx af David Hilbert ca. 1900.
Andre aksiomssæt inden for matematik er eksempelvis Peanos aksiomer, der fastlægger de naturlige tal, og de for matematikken helt fundamentale Zermelo-Fraenkels aksiomer for mængdelæren.
Aktivist.
Ordet aktivist er ofte benyttet som betegnelsen for en aktiv person i en græsrodsbevægelse.
En opfordring i 1970'erne til andre om at blive aktivister, var dette synonymt med at opfordre andre til at yde frivilligt arbejde for bevægelserne. Aktivist blev man dog først, når man via gentagent arbejde fik en slags tilknytning til bevægelsen og kunne identificere sig med dens mål. Titlen aktivist kan sammenlignes med medlemskab af en forening, og dog har mange græsrodsbevægelser haft et ideal om en mere uformel beslutningsstruktur end traditionelle foreningsmedlemsskaber. Mere ideologiske betydninger af ordet aktivist, se aktivisme.
Aktør.
En aktør er en betegnelse for en mandling optrædende/skuespiller. Stillejemæssigt får den sit kvindelige modspil i betengelsen aktrice dvs. "skuespillerinde"
Den gammeldags stavemåde "acteur"/"actrice" bruges undertiden for at anslå en højtideligt-ironisk tone, som f.eks. i titlen: "Kgl. Mayestæts Acteurs".
Begrebet benyttes i politologi om en person, der handler i relation til et system.
Akkommodation.
Akkommodation (af latin "ad" til og "commodus" bekvem) kan på dansk udtrykkes med "tilpasning."
Psykologi.
At man ændrer sig for at kunne passe ind i en bestemt sammenhæng. Psykologen Jean Piaget, som har forsket i børns normale udvikling, har interesseret sig meget for den dialektiske sammenhæng mellem "akkommodation" og den modsatrettede tilpasning: assimilation.
Teologi.
Inden for rationalistisk teologi hos for eksempel Johann Salomo Semler (1725-1791) der udviklede den fordring, at man må analysere kritisk og gøre sig de tidsafhængige betingelser klar.
Det Nye Testamente er opstået ved "akkommodation", ved at Jesus tilpassede sit budskab til forståelseshorisonten hos datidens mennesker. Man kan ikke blot uden videre oversætte datidens udtryk. Kristendommen blev mundtligt overleveret til ind i det andet århundrede.
Fysiologi.
akkommodation er øjets fokusering for at se skapt på noget der er nærmere end 6 meter. Det sker ved, at en ringmuskel der er hæftet til linsen i øjet kontraheres. Linsen er elastisk og kontraktion i musklen afslapper linsen så den bliver mere rund. Med alderen bliver linsen mindre elastisk, så man får sværre ved at se ting tæt på. Dette er forskellig fra at have nærsyn eller langsyn.
Ludvig Holberg.
Ludvig Holberg (3. december 1684 i Bergen, Norge - 28. januar 1754 i København) var en epokegørende norsk-dansk forfatter.
Han var den yngste af 12 børn; hans far, Christian Nielsen Holberg, døde før Ludvig var et år gammel, og hans mor, Karen Lem, døde da han var 11. Holberg blev optaget i hjemmet hos sin fætter, præsten Otto Munthe i Fron i Gudbrandsdalen, senere i hjemmet hos morbroderen, købmand Peder Pedersen Lem.
Ungdom.
Holberg levede nøjsomt i sin ungdom og tidlige voksentid. Han tjente sit brød som huslærer og som rejsefælle for adelige og forsøgte sig som privatmanuduktør ved universitetet. Han fik dog støtte fra et stort legat til at rejse til universiteter i udlandet, vel at mærke "protestantiske" universiteter, en forudsætning han ikke respekterede, for han søgte de steder hvor diskussionen gik højest og hvor udfordringerne var størst.
Under sit ophold i England var Holberg allerede inspireret til et faglitterært forfatterskab, og han begyndte efter sin hjemkomst til København at skrive om historie. Senere skrev han også om geografi og om natur- og folkeret, inspireret af forfattere som Hugo Grotius og Samuel Pufendorf. Desuden var han også inspireret af kritikeren Pierre Bayle til sine moralfilosofiske værker såsom sine "Moralske Tanker" (1744) og "Epistler" (bind 1-5 1748-54).
Studier.
Holberg studerede først teologi på Københavns Universitet og senere jura, historie og sprog. Formelt drev han ikke de teologiske studier særlig vidt, for han lod sig nøje med en attestats, dvs. en beskeden eksamen der gav ret til at virke som præst; han uddannede sig hverken til baccalaureus, magister eller doktor i faget og stræbte tydeligvis hverken efter en karriere som teologisk professor, domprovst eller biskop.
I Holbergs ungdom studerede de fleste teologi - og specialiserede sig eventuelt efter attestats i græsk, latin, filosofi eller historie. Først i 1736 etablerede universitetet i København en uddannelse som "dansk jurist", en særlig uddannelse der fortsatte i 200 år. Holbergs skrev om naturretten og folkeretten til studiebrug, og bogen kom i flere oplag og er læst af mange af de "danske jurister".
Udlandsrejser.
Holberg var meget berejst. Han rejste i sin ungdom i England, Holland, Frankrig og Italien. Han studerede i London, Paris og Rom. Han opholdt sig også i Oxford fra 1706 til 1708, ikke usædvanligt for nordmænd, men et særsyn i for danskere, der traditionelt var orienteret mod det kontinentale Europa. Han var ikke formelt indskrevet på universitetet i Oxford, men studerede på byens berømte biblioteker og deltog i latinske diskussioner med de engelske studerende.
Holberg traf under et ophold i Paris den danske videnskabsmand Jacob Winsløw, som var katolik. Winsløw prøvede at omvende Holberg, men det resulterede blot i, at Holberg blev anti–katolik og for altid bevarede den lutherske tro.
Holberg kritiserede skolernes undervisning i kristendom: ”Børn maa giøres til Mennesker, førend de blive Christne” og ”hvis een lærer Theologie, førend han lærer at blive Menneske, bliver han aldrig Menneske”.
Professorater.
Holberg var uddannet på Københavns Universitet og var i mange år underviser der. Her begyndte han sit omfattende videnskabelige forfatterskab og komedierne).
Han måtte både vente på at blive professor og måtte begynde i dét fag, der først var ledigt. Det blev metafysik i 1717. Senere blev han professor i veltalenhed dvs. i latin i 1720, og først i 1730 fik han professoratet i historie.
Forfatterskab.
320-års fødselar foran Det Kgl. Teater
Holbergs rejser inspirerede ham til forfatterskabet - de mange indtryk har også modnet ham kunstnerisk og moralsk. Holberg lod sig inspirere af antikkens latinske komedier og franske komedier, han havde set i Paris og af gadeteatrene i Rom.
Ideologi – oplysningstidens mand.
Hans forfatterskab kan deles i tre: den historiske, den poetisk/komiske og den religiøst/filosofiske. Den poetiske raptus var den periode i 1720'erne, da han skrev Peter Paars og den serie vidunderlige komedier, vi husker ham for.
Holberg tror på fornuftens guddommelige lys i vort indre, og for ham må det være undervisningens første mål at eleverne lærer at bruge deres sanser og forstand – i stedet for nytteløs terpen af en lærebog. Dette var en ny, moderne opfattelse af religionsspørgsmålet, og det kendetegner Holberg som i højeste grad værende oplysningens mand. Holberg var i øvrigt interesseret i fornuften, fordi han mente, at det var denne, som bandt samfundet sammen. Desuden undrede det Holberg, at der kunne findes så meget ondskab i samtiden, når man jo blot kunne lade fornuften råde i stedet. Man kan altså sige, at han bevæger sig væk fra en religiøs forklaring på ondskaben hen imod en rationalistisk/empirisk tænkemåde.
Holberg har en positiv holdning til bibelkritikken, og han foruroliges heller ikke af det heliocentriske verdensbillede - han skriver i en af sine epistler "de hellige Bøger ere ikke skrevne for at oplyse Mennesker udi Astronomie, men for at veyvise dem udi Saligheds Sager."
Han forholder sig kritisk til forestillingen om arvesynden og nærer tillid til menneskets frie vilje.
Holbergs erklærede hensigt med sin forfattervirksomhed var i øvrigt at sprede oplysning til gavn for almenheden og til nytte for samfundet. Dette stemmer overens med billedet af Holberg som fremskridtets og oplysningstidens mand.
Det er værd at notere sig, at Holberg fandt sig bedst til rette i storbyer med stor kultur – han opholdt sig på landet på rejser og som godsejer.
Indflydelse på videnskaberne.
Tidligere havde videnskaberne været underlagt teologien, hvis forestillinger f.eks. om verdensbilledet var uanfægtelige. 1700-tallets oplysning betød, at videnskaben blev gjort mere folkelig, og den var et fremskridt for den erfaringsbaserede undersøgelse – empirismen - der ikke mindst gav videnskaben nyt grundlag og nye muligheder. Holberg bidrog principielt til denne udvikling.
Holbergs videnskabelige ideal var at gå induktivt frem (dvs. igennem erfaringer bygget på observationer). Videnskaben skulle være til nytte, hvilket vi ser et fint eksempel på i hans "Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge" (1745) - hvor han ræsonnerer sig frem til, at smitten mest sandsynligt hidrører fra mikroorganismer.
Holbergs forhold til økonomi.
Holberg udgav selv sine værker og solgte dem hjemmefra. Han havde sans for at tjene på forfatterskabet. Han solgte bøgerne enkeltvis og gerne efter forudbestilling, subskription. Enten indbundne eller i materie, ark, til indbinding.
Han solgte også bøger til videresalg gennem venner og boghandlere i provinsen. Hans bog om natur- og folkeretten kom i flere oplag og var en god indtægtskilde.
Placering af midler.
Holbergs Professorbolig i Fiolstræde. Efter et Maleri i Oldnordisk Museum. Illustration i Oluf Nielsen (1838-1896), "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid" (København, 1884)
Holberg levede meget asketisk og kunne lægge penge til side og investere dem. Han har flere steder i sine skrifter ålet borgere og adelige, der brugte deres midler på en uproduktiv måde til fx at lade sig bære omkring i bærestol, til at føre stor husholdning og øde penge på anden luksus. Holberg drak og spiste meget beskedent og foretrak at gå frem for at køre. Han mente, at når han havde gjort sine udlandsrejser til fods og fortsatte med at gå, var det grunden til, at han kunne leve med den malaria, han havde pådraget sig i Italien.
Han placerede sine midler i handelsforetagender og fast ejendom. Erhvervelsen af hans første store ejendom, Brorupgaard nær Havrebjerg, skete gradvist: først lånte han penge til gårdens ejer, senere overtog han selv gården.
Nogle år efter anskaffede Holberg også Tersløsegård ved Dianalund, den eneste af hans ejendomme, der er bevaret. De andre - i Bergen, i København og ved Havrebjerg - er brændt eller nedrevet.
Sorø Akademi indsat i Holbergs testamente.
Da Holberg var ugift og barnløs og i slutningen af sit liv havde samlet en anselig formue, var han interesseret i at sætte sig et eftermæle. Han modtog en opfordring om at testamentere sine midler til Sorø Akademi, der var et kongeligt ridderakademi, hvis formål var at etablere en institution på universitetsniveau for unge adelige mænd.
Holberg støttede ideen om akademiet, udarbejdede forslag til dets indretning og rådgav om visse professorudnævnelser. Det var på Holbergs foranledning, at Jens Schelderup Sneedorff blev ansat som lærer i statskundskab ved akademiet i 1751.
Aftalen om gaven til Akademiet var, at Holberg opnåede skattefrihed af indtægterne på jorderne, så hans formue, der skulle tilfalde akademiet, voksede. Han opnåede derfor titel af baron. Måske har det pirret Holbergs forfængelighed at være blevet adelig. Titlen var tegn på, at han havde samlet sig megen ejendom og at han fik en række pligter og rettigheder i økonomisk og juridisk henseende.
Holbergs sarkofag står I Sorø Klosterkirke. Den er skabt af Johannes Wiedewelt.
Gerrig eller fornuftigt tilbageholdende?
Det fremgår af Holbergs korrespondance, at han var meget påholdende. Han afslog henstillinger fra sognepræsten i Havrebjerg om at retablere en (ganske overflødig) bro, Staklebro, nær Bromøllegaard. Han ville heller ikke forhøje vederlaget for degnen i Havrebjerg, den såkaldte "Africanus". Han havde et godt øje til fogeden på Bromøllegaard og involverede sig i en proces mod ham, som han tabte. Han efterlod meget lidt til sine slægtninge.
Holberg fremhævede, at han var villig til at bruge penge, hvis der var et fornuftigt formål med det, og gav som eksempel, at han havde forsynet nogle af sine fæstebønder med midler, så de kunne komme på fode efter forskellige tilbageslag.
Da akademiet havde store økonomiske vanskeligheder, fordi søgningen var særdeles begrænset, indvilgede Holberg i at frigøre midler til driften, allerede mens han levede.
Kvæstor.
Holberg blev rektor for universitetet i 1735 og var derefter i mange år dets kvæstor, dvs. ejendomsadministrator og forretningsfører. Universitetets indtægter kom fra de mange jordejendomme, som det fx havde fået testamentarisk.
Der var kritik af Holbergs forretningsførelse, men det er det altovervejende indtryk, at han var overmåde dygtig som ejendomsadministrator. Som kvæstor blev Holberg fritaget for at undervise og kunne koncentrere sig om at skrive og administrere, dels for universitetet, dels for sig selv.
Komedier.
Den ældste bevarede teaterplakat for et af Holbergs stykker. Det opførtes 22. oktober 1722.
Ludvig Holbergs skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Akupunktur.
Akupunktur er en behandlingsmetode fra Kina og andre dele af Fjernøsten, som bygger på anvendelsen af nåle, der stikkes ind i akupunkturpunkter. Iflg. den traditionelle kinesiske forklaring, der er et par tusinde år gammel, siges akupunkturnålene at genoprette kroppens normale energibalance, qi.
Princippet i akupunkturbehandlingen er, at akupunktøren indsætter tynde nåle i bestemte punkter på patientens hud for at forebygge eller behandle bestemte sygdomme. Dette forsøges ved at normalisere balancen mellem yin og yang.
Selve udtrykket akupunktur stammer fra to latinske ord: ”Acus”, der betyder nål eller spids, og ”punktur” der kommer af ”pungere”, der betyder at punktere eller stikke. Betegnelsen akupunktur er således en vestlig konstrueret term, selv om det i dag er blevet en international anvendt betegnelse for behandlingsmetoden. I Kina bruger de udtrykket ”Zhen”. Metoden er en
central del af den traditionelle kinesiske medicin (TKM) og har rødder i daoismen.
Iflg. TCM findes der i kroppen 12 energibaner, de såkaldte meridianer. I dag er der flere læger der mener, at de 12 meridianer ikke er energibaner, men derimod de 12 kranienerver (cervikalnerver), der udspringer fra rygmarven og forsyner alle dele af kroppen via det autonome nervesystem.
Historie og myte.
I begyndelsen af 1970’erne fandt man nogle manuskripter fra år 168 f. Kr. i Ma-Wang-Tui gravene i Kina. Disse manuskripter beskrev den kinesiske medicinlære samt de behandlingsformer, der blev brugt i det 3.-2. århundrede f. Kr. Akupunktur omtales ikke i disse manuskripter, men blev først beskrevet som en egentlig behandlingsform i Shi-Chi-teksten i året 90 f. Kr. Denne tekst henlægger akupunkturens oprindelse til den legendariske ”gule kejser” Huang Di fra det 3. årtusinde.
Det var i 1970’erne, at akupunktur for alvor slog igennem i Vesten. Besøg i Kina var på denne tid blevet meget populære for læger og indebar ofte en demonstration af den næsten mirakuløse virkning af akupunktur, f.eks. ved store operationer, hvor patienten udelukkende var bedøvet ved hjælp af akupunktur. Disse besøg blev rosende beskrevet i vestlige lægevidenskabelige
tidsskrifter. I Vesten fulgte en hastigt voksende popularitet som følge af disse rapporter, som pressen formidlede videre til offentligheden. Op igennem 1970’erne blev akupunktur en fast bestanddel af det alternative behandlingsudbud, men gradvist vandt akupunktur også indpas i det etablerede behandlersystem.
Former for akupunktur.
Traditionel akupunktur, hvor nåle indsættes på bestemte punkter langs kroppens meridianbaner, har mange varianter og kan antage forskellige former. Det er op til akupunktøren at vælge, om han eller hun vil manipulere med akupunkturpunkterne med traditionel akupunktur, eller anvende en særlig udgave af akupunktur.
Der findes dog ifølge klassisk akupunktur ingen standardbehandlinger, det er hver gang ifølge akupunkturens koncept en individuel behandling.
Religiøse elementer i akupunktur.
Akupunkturens religiøse udgangspunkt er daoismen og indeholder de religiøse ideer, der findes inden for denne religion.
Akupunktørene i Danmark tillægger ikke behandling nogen religiøs betydning.
Foreninger.
I Danmark er der adskillige foreninger, som organiserer akupunktører og læger med akupunkturindsigt.
Akupunktørene er organiseret i Danske Akupunktører (DA) og Praktiserende Akupunktører(PA), begge disse organisationer er godkendt af sundhedsstyrelsen til at registere akupunktører, og må tildele deres medlemmer (som opfylder betingelserne i loven) titlen Registreret Akupunktør eller Registreret Alternativ Behandler med speciale i akupunktur.
Både DA og PA organiserer sundhedspersonale og uddannede akupunktører, blot skal de akupunkturfaglige kvalifikationer naturligvis være iorden.
Læger, tandlæger og dyrlæger kan vælge at organisere sig i Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur (DMSA), denne organisation optager kun læger, tandlæger og dyrlæger. DMSA optager bl.a. medlemmer som har et mindre akupunktur kendskab, men efteruddaner også deres medlemmer til Diplomlæger i akupunktur. Diplomlæger har kendskab til akupunktur på lige vilkår som medlemmerne af DA og PA.
Derudover er der foreningen "Dansk Selskab for Evidensbaseret Akupunktur".
Forskning.
Der har været udført videnskabelig forsøg med akupunktur i punktet P6 i forbindelse med kvalme og opkastning efter operation, og en sammenligning af studierne synes at støtte at akupunktur i nogle tilfælde havde en positiv effekt.
Akustik.
Akustik er en gren af fysik, og er studiet af lyd og bølger i gasser, væsker og faste stoffer.
En lydbølge er defineret af dens fart, amplitude og frekvens. Lydens hastighed afhænger i høj grad af mediet den bevæger sig igennem, men dog også af temperatur. Lydens hastighed er ca. 340 m/s i luft, og 1500 m/s i vand. Bølgelængden er lig med afstanden mellem to toppunkter paa en bølge. Lydens bølgelængde, formula_1 er relateret til lydens hastighed formula_2 og dens frekvens, formula_3 ved formlen
Lydtryksniveau.
Amplituden af en lydbølge er oftest karakteriseret af dens lydtryk. Da der et meget stort omfang af lydtryk man kan måles i en tilfældig situation, måles det normalt på den logaritmiske decibel skala. Hvis formula_5 defineres som effektivværdien af lydtrykkets amplitude, så er lydtryksniveauet lig med 20 gange logaritmen af forholdet mellem det aktuelle lydtryk og et standardiseret lydtryk.
Hvad angår lydniveau, er det vigtigt at man gør klar forskel mellem lydtryksniveau og lydeffektniveau. Lydtryksniveauet måles for eksempel af en mikrofon, og er en direkte måling af lufttryk. Lydeffektniveauet, er derimod en måling af den effekt der bliver brugt til at generere lyden. Lydtryksniveauet bliver brugt til at måle lydtryk, da vores opfatelse af lydstyrke svarer logaritmisk til det. Lydeffektniveauet kan ikke måles direkte, og må derfor udregnes på basis af andet data.
Akvamarin.
Akvamarin (Be3Al2Si6O18) er en smykkesten, en varietet af beryl. Stenen findes på Madagaskar, i Ural, Brasilien og Sri Lanka. Den er blålig eller lys turkis transparent.
Pseudovidenskab.
Siges at hjælpe folk med stjernetegnene Vægten, Vandmanden, Fiskene og Tvillingerne.
Det påstås, at den giver mod, håb og optimisme. Nogle mener, den også kurerer gigt eller forkølelse.
Akvarium.
Nitrogens cyklus i et akvarium.
Et akvarium (flertal akvarier) er en vandbeholder til sødyr, søplanter, havdyr og havplanter.
Tilhængere af akvariekulturen kaldes akvarister.
En tilsvarende beholder til landdyr kaldes terrarium, og overbegrebet for akvarier og terrarier er vivarium.
Et akvarium kan også betyde et naturhistorisk museum, som viser levende fisk og andre havdyr (eks. hajer og skaldyr).
Brændevin.
Brændevin, også kaldet akvavit eller snaps er den alkoholiske drik, som er fremstillet i de nordiske lande.
Produktion.
Produktet er destilleret af kartofler eller korn og bliver krydret med forskellige urter. Brændevinen, som fremkommer ved destillationen, fortyndes med vand og ender i de fleste tilfælde på omkring 40% alkohol.
Mange danskere foretrækker at drikke brændevinen iskold, men det reducerer smagen. Andre foretrækker den kælderkold eller ved stuetemperatur.
Etymologi.
Ordet brændevin stammer fra det tyske "Branntwein".
Betegnelsen akvavit stammer fra latin, "aqua vitae", "livets vand". Samme betydning har det franske "eau-de-vie" og det skotske "whisky."
Ifølge lov af 29. marts 1969 er en af betingelserne for, at snaps (akvavit) beskattes lavere end andre spirituosa, at den ikke under nogen form benævnes brændevin.
Akvædukt.
En akvædukt er en kunstig (menneskeskabt) kanal, hvis formål er at lede vand fra et sted til et andet. Ordet "akvædukt" kommer af det latinske "aquaeductus", og betyder egentlig "vandets ledning" ("aqua" = vand, "ducere" = lede). Mange akvædukter er hævet over det landskab, de løber igennem, og ligner derfor snarere broer end floder. Tilstrækkeligt store akvædukter kan endda besejles af skibe. De minder om en viadukter, men fører vand i stedet for at bære vej- eller jernbanespor. Viadukter kan hæve en vejbane over det omgivende terræn, hvorimod en akvædukt af gode grunde ikke kan have en sådan højdeforskel.
Akvædukter findes stadig mange steder rundt omkring i verden, og i f.eks Tunesien benytter hovedstaden Tunis sig stadigvæk af en gammel romersk akvædukt. Den længste af romernes akvædukter løb de 132 km fra Djebel Zaghouan i Tunesien til Karthago. Kölns vandforsyning blev ført i akvædukt de henved 100 km fra Nettersheim-området i Eifel. Det antikke Köln var sikret en daglig forsyning på ca 20.000 kubikmeter friskt kildevand, tilsvarende 200 liter pr sekund. Hvis der boede 10.000 mennesker i Köln dengang, betød det 2.000 liter vand i døgnet til hver. Det meste er dog gået til byens badeanlæg, og en del til at holde virksomheder og fontæner i gang. I vore dages Rom er kun Aqua Virgo, der leder frem til Trevi-fontænen, i brug i dag.
Den eneste fungerende akvædukt i Danmark, anlagt i 1950, leder Dalgaskanalen over Lustrup bæk ved landsbyen Skarrild.
Akvædukterne blev fortrinsvis brugt til at føre vand ind til byer fra kildespring eller søer i omegnen.
Alabast.
Alabast er navnet på to forskellige mineraler, en slags kalciumkarbonat og en slags kalciumsulfat - også kaldet gips. Mineralet er tæt, finkornet, gennemskinneligt hvid el. marmoreret.
Kalciumkarbonat-udgaven af alabast blev anvendt til skulpturelle arbejder, små parfume-beholdere, vaser og mindre religiøse genstande i det gamle Egypten og Mesopotamien. I farao Seti Is gravkammer nær Theben blev en hel sarkofag fundet, der var udhugget i et enkelt stort stykke hvid alabast.
Gipsen er blevet anvendt til bl.a. skulpturelle arbejder, prydgenstande og armaturer i mindre grad i Europa fra Middelalderen og frem til i dag. Skæres alabast tyndt nok kan det anvendes som små ruder i vinduer. Eksempler herpå kan ses i middelalderkirker i Italien. Mineralet findes bl.a. i Italien og ved Isfjorden på Svalbard.
Alaska.
Alaska er USA's største delstat. I Alaska bor 698.473 indbyggere (2009) på et areal, som er næsten 2,5 gange så stort som Texas, den næststørste delstat i USA. Alaska ligger i det nordvestlige Nordamerika og har grænse til Canada (Yukon og British Columbia), men ikke til nogen af USA's andre delstater. Mod nord ligger Arktiske Hav, mod vest Beringstrædet og mod syd Stillehavet.
USA købte Alaska fra Rusland 9. april 1867, og området blev optaget som USA's stat nummer 49 3. januar 1959. Det højeste bjerg i Alaska og hele Nordamerika er Mount McKinley.
Historie.
Alaska blev først befolket af mennesker, som kom over landbroen over Beringstrædet. Senest har Alaska været befolket af en række forskellige grupper: inupiaqerne, inuiterne, aleuterne og en stor gruppe forskellige indianere. Forfædrene til mange af de befolkningsgrupper, som fandtes i Amerika før Christoffer Columbus' ankomst, havde taget vejen over Beringsstrædet for at fortsætte gennem Alaska sydover til de nordamerikanske og sydamerikanske kontinenter.
Den første nedskrevne beretning tyder på, at de første europæere, som nåede Alaska, kom fra Rusland. Vitus Bering sejlede mod øst og øjnede bjerget Mount Saint Elias i Alaska. Alaska blev en russisk koloni i 1744, men først i 1784 blev den første bebyggelse anlagt på øen Kodiak Island. Folk fra det russisk-amerikanske kompagni jagede her oddere. Kolonien, som anlagdes blev aldrig særlig lønsom, mest på grund af høje transportomkostninger.
Den russiske bebyggelse Shelikov på Kodiak Island
USA købte den 9. april 1867 Alaska fra Rusland for en købspris på 7,2 mio. USD og USA overtog kontrollen den 18. oktober samme år. Efter købet kaldtes området for Alaska-departementet og mellem 1884 og 1912 for Alaska-disktriktet. I 1912 blev Alaska et amerikansk territorium.
Den 7. juli 1958 underskrev Præsident Eisenhower den såkaldte "Alaska Statehood Act" og dette medførte, at Alaska den 3. januar 1959 blev den 49. delstat i USA.
Geografi.
Alaska er den ene af de to af USA's delstater, som ikke har grænse til nogen anden delstat i USA (Hawaii er den anden). Omkring 800 kilometer canadisk territorium skiller Alaska fra delstaten Washington, og Alaska er derfor en eksklave. Det er også den eneste delstat i USA, hvis hovedstad kun kan nås med skib eller fly, eftersom ingen veje fører til Alaskas hovedstad Juneau.
Alaska har et areal på 1.481.347 kvadratkilometer, og er dermed USA's største delstat. Alaska har også den længste kystlinje af alle stater.
Regioner.
Prince Williams Sound i det sydlige Alaska
Med sine mange øer har Alaska en næsten 54.700 kilometer lang kystlinje. Kæden af øer, som leder vestover fra Alaskahalvøens sydlige odde hedder Aleuterne. I dette område er der mange aktive vulkaner, eksempelvis Mount Shiskaldin, som er 3.042 m høj. Vulkankæden strækker sig til Mount Spurr, som ligger vest for Anchorage på fastlandet.
Nordamerikas største tidevandsforskelle indtræffer syd for Anchorage, og ofte er forskellene mellem ebbe og flod her mere end 10,7 meter.
Alaska har 3,5 mio. søer, som er større end 8 hektar. Moser og vådområder dækker 487.747 kvadratkilometer, først og fremmest i det nordlige, vestlige og sydvestlige Alaska. Gletsjere dækker 41.440 kvadratkilometer af staten. Bering-gletsjeren tæt ved den sydvestlige grænse mod Yukon i Canada har et areal på 5.827 kvadratkilometer.
Aleuterne krydser den 180. længdegrad, hvilket også gør Alaska til USA's østligste stat, selv om datolinjen går i en bue rundt om øerne for at holde hele staten inden for samme dato.
Økonomi.
I 1898 startede guldfeberen, som på kort tid medførte en tilstrømning af cirka 30.000 nye indbyggere.
I 1968 blev enorme forekomster af olie og naturgas ved Prudhoe Bay ved den arktiske kyst opdaget. For at kunne udnytte forekomsterne effektivt blev der til en pris af 8 mia. USD bygget den cirka 1.300 km lange "Trans Alaska Pipeline" tværs over Alaska til havnebyen Valdez.
Andre vigtige industrier i staten er fiskeri, skovbrug, skind og turisme.
Strandkrabbe.
Strandkrabben ("Carcinus maenas") er en almindelig krabbe, der er naturligt hjemmehørende langs kysterne af Europa og Nordafrika.
Strandkrabben lever på havbunden. Den graver sig ned i havbunden og venter på sit bytte, som kan være alt fra fladfisk til vandmænd. Den graver sig også ned når den er bange. Med sine klosakse, kan den åbne muslinger, og når den for eksempel mister et ben, så vokser der bare et nyt ud. Når den går på sine 8 ben, bevæger den sig sidelæns. Skallen vokser ikke, det er kun krabben der vokser indeni, og når skallen er blevet for trang, smider den den, og så vokser der en ny ud efter cirka en uge. Den ånder gennem gæller. En af dens fjender er ulken.
Invasiv art.
"Carcinus maenas" er en invasiv art, og er på ISSGs liste over verdens 100 mest invasive arter.
Den blev observeret på østkysten af Nordamerika ved Massachusetts i 1817, og har siden bredt sig fra Nova Scotia til Virginia.
I Australien blev den fundet i slutningen af det 19. århundrede, og har nu spredt sig langs kysterne af South Australia, Victoria, New South Wales og Tasmanien.
Desuden er den nu udbredt ved Sydafrika (1983), på vestkysten af Nordamerika (1989) fra Californien til British Columbia og Patagonien i Sydamerika (2003).
Nordsøen.
Nordsøen (eller Vesterhavet) har et areal på cirka 575.000 kvadratkilometer og en gennemsnitlig dybde på 95 meter. Største dybde er 690 meter.
Nordsøen afgrænses mod syd af den Engelske Kanal, mod øst af det europæiske fastland og Skagerrak og mod nord af Norge samt området mellem Norge og Storbritannien, hvor Nordsøen og Atlanterhavet mødes. Storbritannien danner også grænsen mod vest.
Navnet.
I Danmark hedder hele havet fra den vestjyske kyst op til og med Hanstholm og vestpå til de britiske øer under et Vesterhavet; nord for Hanstholm hedder farvandet Skagerrak. I visse sammenhænge bruges benævnelsen "Vesterhavet" kun om den del af havet, som ligger ind mod den vestjyske kyst, mens fjernere områder går under egne benævnelser.
Navnet Nordsøen er af frisisk oprindelse og Nordsøen danner sprogligt par med Zuidersøen, som i dag er stærkt reduceret og kaldes IJsselmeer. I forbindelse med kort fra Hansaen blev navnet udbredt over hele Europa. Andre betegnelser, som tidligere var i brug, er "Mare Frisicum", "Oceanum Frisicum" eller "Mare Germanicum".
Dannelse.
Vesterhavet er et forholdsvist gammelt hav, som i sin oprindelige form eksisterede allerede for 350 millioner år siden. Gennem tiden har havet gennemgået ulige forandringer. Den slutlige nedflytningen af Vesterhavets bäcken skete under tertiær. Først efter slutningen af sidste istid for cirka 10.000 år siden fik havet stort set sin nu kendte udbredelse. Endnu i dag forandrer havet sig dynamisk. Så hævedes havets vandspejl under de seneste 7.500 år med i gennemsnit 33 centimeter per århundrede. Under det seneste århundrede hævedes vandspejlet med 20 til 25 cm.
Under de seneste istider var Vesterhavet flere gange dækket af is. I mellemliggende varme mellemistider var store dele af dagens kystlinje oversøömmede. Under Weichselnedisningen var store vandmængder bundne som is, da indlandsisen over Skandinavien var 3 km tyk. Vesterhavets vandspejl var derfor 120 meter lavere og kystlinjerne fandtes 600 km længere mod nord end i dag. Landforbindelsen mellem Storbritannien og Centraleuropa, som fandtes ved denne tid har fået navnet Doggerland (efter Doggerbanke) og var beboet af mennesker.
For omkring 8.000 år siden åbnedes Den Engelske Kanal igen og i tilknytning de sydlige kyster dannedes Vadehavet.
Havets bundforhold.
Kort over Vesterhavets højdelinjer (havbunden) og havets tilstrømningsfloder. Norske Rende langs Norges kyst ses tydeligt
Vesterhavet er i gennemsnit 93 meter dybt, men den sydlige del er ikke dybere end 50 meter. Dets areal er ca 575.000 kvadratkilometer og volumen er omkring 54.000 km3. Sit største dyb har den i en langs Norges sydlige kyst løbende rende, hvor dybet opgår imod 725 meter. Ved Doggerbanke er dybden kun 13 til 37 meter. Sådanne uregelmæssigheder i havbunden påtræffes flere steder og kaldes af engelske fiskere "banks" og "pils". Langs kysterne ved Holland, Belgien og Storbritannien findes et stort antal grunde og sandbanker, som løber næsten parallelt med kysterne og består af sand og grus, som floderne har bragt med sig og som siden bearbejdes af tidevandet.
Vesterhavet har mange og velkendte fiskebanker;
Vadehavet strækker sig fra Den Helder i Nederlandene langs hele den tyske kyst til Esbjerg i Danmark.
Hydrologi.
Mest saltholdigt er vandet ud for den norske kyst (32 til 35 promille) og mindst saltholdigt i Skagerrak og i den sydlige halvdel (15 til 25 promille), hvor flere større floder udløber i havet, så som Elben, Weser, Ems, Rhinen og Themsen.
Temperaturen i overfladevandet varierer i januar mellem 3 °C og 7 °C og i juli mellem 11 °C og 17 °C. I den sydlige del af Vesterhavet, hvor havet er forholdsvis lavvandet, er bundvandets temperatur om sommeren lidt koldere end vandet i overfladen, men længere nord ude er der en betydelig varmeforskel, ved Aberdeen omkring 6 °C og ved den norske kyst 9,5 °C. Vesterhavet fryser aldrig helt, men ved kysterne har havet i særligt kolde vintre et mindre isdække.
Den store tidevandsbølge fra Atlanten deler sig, når den når De Britiske øer, i to dele, af hvilke den ene går gennem Den Engelske Kanal, den anden nord om Skotland. I gennemsnit udgør forskellen mellem ebbe og flod 3,3 meter, men ved nordvestlig storm stiger floden til op til 7 meter over normal vandstand. Sådanne såkaldte stormfloder har kostet tusinder af mennesker deres liv og i tidernes løb bevirket betydelige forandringer på de flade kyster.
Ad de floder, som udmunder direkte i Vesterhavet, tilføres hvert år mellem 296 og 354 km3 ferskvand, og fra floder, som udmunder i Østersøen, tilkommer yderligere 470 km3. Afstrømningsområdet for de førstnævnte er cirka 841.500 km² og for de sidstnævnte med 1.650.000 km² næsten dobbelt så stor. Den største ferskvandsstrøm flyder hovedsagelig 50 til 100 meter under vandoverfladen langs renden ved Norges kyst til Atlanten. Vandet fra de store floder ved de sydlige strande blander sig ikke så let med Vesterhavets salte vand, og ofte kan disse strømme udskilles langt fra kysterne.
Politiske og økonomiske forhold.
Fordelingen af de økonomiske zoner i Vesterhavet.
Landene, som grænser til Vesterhavet, hævder alle det 22 km lange territorialfarvand, inden for hvilket de har specielle fiskerettigheder. EUs fælles fiskeripolitik er lavet for at koordinere fiskerettigheder og medvirke ved stridigheder dels mellem EU-lande indbyrdes, dels mellem EU og Norge.
Efter opdagelsen af råstofforekomster på bunden af Vesterhavet fastlagdes i Konventionen om kontinentalsokkelen de enkelte landes rettigheder, hvilke for en stor del er afgrænsede på grundlag af princippet om midtlinjen. Midtlinjen definieres som linjen, hvor "hvert punkt i samme afstand fra det nærmeste punkt på de basislinjer hvorfra bredden af territorialfarvandet i hver stat måles".
Havbunden mellem Tyskland, Nederlandene og Danmark omfordeltes først efter langtrukne forhandlinger og en dom fra den Internationale domstol i Haag.
Lande omkring Vesterhavet.
Følgende lande har helt eller delvis kyster, der grænser til Vesterhavet.
Fiskerier.
Fiskeriet i Vesterhavet har op gennem det 20. århundrede fået et stadig større omfang og er derfor blevet reguleret med hensyn til fordelingen af omfanget af de fiskende landes ret til fiskeri af de enkelte fiskearter (såkaldte fiskekvoter).
Tallene stammer fra FAO, gengivet efter University of British Columbia. Bemærk, at Skagerrak og Kattegat er inkluderet.
Albert 1. af Belgien.
Albert I af Belgien (8. april 1875 i Bruxelles - 17. februar 1934),
var belgisk regent 1909-1934.
I begyndelsen af 1. verdenskrig lykkedes det Albert I at holde de tyske tropper længe nok hen, til at Storbritannien og Frankrig kunne forberede Marneslaget (6. september - 9. september 1914). Da han vendte tilbage til Bruxelles, blev han fejret som nationalhelt.
Albert I døde under bjergbestigning i Ardennerne i nærheden af Namur.
Han var brodersøn, altså nevø, af forgængeren kong Leopold den 2. af Sachsen-Coburg-Gotha. Han blev, som hærens leder i kampen mod tyskerne 1914-18 under 1. verdenskrig, nationalt samlingsmærke.
Hans død skete ved en bjergbestigning. Han havde fæstnet sin krog på en kæmpe stenblok, som så væltede ned over ham, fortæller en, som var med på turen. Det skete sidst på dagen, som det sidste, de gjorde, før de skulle hjem. Han døde på stedet, da han faldt tolv meter ned med hovedet forrest.
Albert Einstein.
Albert Einstein i 1921, da han modtog Nobelprisen
Albert Einstein (14. marts 1879 - 18. april 1955) var en tyskfødt teoretisk fysiker med en omfattende og banebrydende videnskabelig produktion. I dag huskes han især som grundlæggeren af den specielle- og den almene relativitetsteori og for sit pacifistisk prægede engagement i politiske og sociale forhold. Han blev tildelt Nobelprisen i fysik i 1921 for sin beskrivelse af den fotoelektriske effekt. Einstein betragtes som én af det tyvende århundredes vigtigste videnskabsmænd.
Baggrund.
Einstein blev født i den sydtyske by Ulm, men flyttede allerede 6 måneder efter fødslen med familien til München, hvor hans far åbnede en mindre elektronikvirksomhed. Trods en jødisk baggrund blev Einstein som seksårig indskrevet i den katolske grundskole "Petersschule", hvorfra han som 9-årig blev overflyttet til "Luitpold Gymnasium". På grund af økonomiske vanskeligheder valgte familien i 1894 at flytte først til Torino og få måneder senere til Pavia. Albert Einstein blev i Mûnchen for at afslutte gymnasiet. Albert valgte, i 1895, at afbryde skolegangen for at følge efter forældrene.
Som 16-årig, og uden studentereksamen forsøgte han via en optagelsesprøve at blive indskrevet på Zürichs polytekniske højskole. Han bestod ikke selvom han fik topkarakterer i fysik og matematik, og i konsekvens tog han i 1896 studentereksamenen på gymnasiet i Aarau i Schweiz. Straks derefter påbegyndte Einstein fysikstudiet på Zürichs polytekniske højskole og 4 år senere, i 1900 fik han sit diplom. Allerede som 17-årig frasagde Albert sit tyske statsborgersksb og i 1901 ansøgte og fik han schweizisk statsborgerskab. Efter to år med skiftende vikaransættelser blev han ansat som teknisk sagsbehandler på patentkontoret i Zürich.
Hans første kone var Mileva Maric, i 1903, som han blev separeret fra i 1916. Med hende fik han 2 sønner: Hans Albert (1904) og Eduard (1910). Den 2. juni 1919 giftede han sig med sin kusine Elsa Löwenthal, født Einstein. Efternavnet havde hun fra sin mand af første ægteskab. Elsa var tre år ældre end Albert. Fra dette ægteskab var der ingen børn.
Der er uvist, hvad der skete med Albert og Milevas første barn, datteren Lieserl, der blev født, før de blev gift. Nogle mener, hun døde som spæd, andre at hun blev bortadopteret. De to andre børn var drenge. Den yngste blev sendt på institution for skizofreni og døde på en anstalt. Den ældste, Hans Albert, flyttede til Californien, blev universitetslærer og havde ikke megen kontakt med sin far.
Albert Einstein døde, kort efter indlæggelse, på et hospital i Princeton. Ved en rutinemæssig obduktion blev Albert Einsteins hjerne fjernet, uden tilladelse og gemt for nærmere undersøgelser. Hjernen var i lang tid borte, idet en videnskabsmand mente, det var hans ejendom. I Michael Paternitis bog: "Chauffør for Albert Einstein - gennem USA med geniets hjerne i en plasticboks", ISBN 87-14-29721-3 kan man læse om hjernens sidste rejse til den rette ejermand.
Mirakelåret, Einsteins artikler.
Albert Einstein og Niels Bohr
Einstein var ansat som forskningsmedarbejder ved det schweiziske patentkontor fra 1902 til 1906 og fik sin doktorgrad i 1905. Samme år skrev han de fire epokegørende artikler, der blev grundstenene for den moderne fysik og som samtidig udgjorde et paradigmeskift i forhold til den klassiske fysik.
I den første artikel med titlen "Om et heuristisk synspunkt angående lysets frembringelse og omdannelse" introducerede han teorien om den fotoelektriske effekt. Den anden artikel var en doktorafhandling om molekylers størrelse. Den tredje artikel om Brownske bevægelser var en bevisførelse for eksistensen af atomer. Indtil da havde atomet været betragtet som et værdifuldt begreb, samtidig med at fysikere og kemikere førte heftige debatter om, hvorvidt det var reelt eksisterende. Einsteins statistiske diskussion af atomets opførsel gav imidlertid eksperimenterende fysikere mulighed for at tælle atomer ud fra almindelige observationer i mikroskoper. Den fjerde artikel indeholdt den specielle relativitetsteori.
I perioden 1907 - 1915 udarbejdede Albert den almene relativitetsteori.
Albert var overbevist om kausalitet og determinisme og tilhænger af Baruch de Spinozas filosofi og mente bl.a. derfor at kvantemekanikken var ufuldstændig.
I 1924 skrev han tre artikler om statistisk kvantemekanik. Disse artikler var noget af det sidste, han rigtigt bidrog til fysikken med, selvom han fortsatte med at udgive artikler, indtil han døde. Nogle år senere begyndte han på den berømte dialog med Niels Bohr. Denne dialog, som handlede om kvantemekanik, varede indtil Einsteins død.
Einsteins mest berømte arbejde er ligningen E=mc² fra 1905 der beskriver sammenhængen mellem energi og masse. Ligningen var en vigtig brik i udviklingen af atombomben.
Einstein og Hitler.
I de turbulente år efter 1. verdenskrig voksede de antisemitiske bevægelser i Tyskland, og Albert blev hurtig skydeskive for bevægelserne. Efter mordet på den tyske udenrigsminister Walther Rathenau i 1922, blev Einstein udsat for mordtrusler fra højreekstremister. Allerede i 1921 skrev Hitler om "hebræernes" dyrkelse af tysk videnskab. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Einstein beskyldt af nazisterne for at udvikle "jødisk fysik". Einstein flygtede derfor til USA, hvor han fik en stilling ved Institute for Advanced Study i Princeton, New Jersey. Han fik statsborgerskab i USA i 1940. Han brugte de sidste femten år af sit liv som yderst aktiv pacifist samtidig med forsøget på at udvikle en fælles teori for den generelle relativitet og kvantemekanikken. Han døde i Princeton i 1955.
Einstein gik oprindeligt ind for udviklingen af atombomben for at sikre, at Hitler ikke kom først med et sådant våben. Allerede 2. august 1939 før udbruddet af 2. verdenskrig sendte han et brev til præsident Franklin D. Roosevelt, i hvilket Einstein opfordrede Roosevelt til at igangsætte et program, der skulle munde ud i produktionen af atomvåben. Men efter verdenskrigens afslutning gik han ind for atomvåben-nedrustning og skabelsen af en verdensregering. Han er medforfatter til Russell-Einstein-manifestet om faren ved atomvåben.
Israel og Einstein.
Da præsident Chaim Weizmann døde i 1952, blev Einstein tilbudt at blive Israels anden præsident, men afslog. Hans religiøse overbevisning lå nærmere Spinozas panteisme. Han mente, at gud viste sig gennem naturlovenes hellige harmoni og afviste eksistensen af en personlig gud, der skulle være i stand til at interagere med mennesker. Blandt de store religioner foretrak han buddhismen.
Albinisme.
Albinisme er en medfødt genetisk defekt, der medfører mangel på melanin pigment i øjne, hud og hår. Defekten kan være både dominant, recessiv og X-bundet.
En der lider af albinisme kaldes en albino.
Albinisme medfører ofte nedsat syn.
Albumin.
Albumin er det vigtigste frie protein i blodet. Det er af afgørende betydning for det kolloidosmotiske tryk. Ved albuminmangel er der tendens til væskeophobning i vævene (ødem).
I u-landene kan underernærede børns udseende (stor mave pga væskeansamling i bughulen og en stor lever) f.eks. skyldes albuminmangel. Albumin bliver dannet i leveren, og ved underernæring kan der opstå albuminmangel. Måling af albumin i blodet er omvendt ikke noget sikkert udtryk for ernæringstilstanden.
Alderney.
Den nordligste af Kanaløerne, dens areal er 8 kvadratkilometer, og hovedbyen hedder St. Anne.
Øen er under den britiske krone, men er selvstyrende.
Aldous Huxley.
Aldous Leonard Huxley (26. juli 1894 - 22. november 1963) var en britisk forfatter og en af de mest prominente medlemmer af den berømte Huxleyfamilie. Han skrev blandt andet den dystopiske fremtidsvision "Fagre nye verden" fra 1932. Han var humanist, men antog i sine senere år en interesse for mere spirituelle emner, såsom parapsykologi og filosofisk mystik.
Senere skrev han den utopiske "Ø". Han er også ophavsmand til antologien: "Erkendelsens Døre" ("The Doors of Perception") som menes at være inspirationen til bandnavnet The Doors.
Han tilbragte den sidste del af sit liv i USA, hvor han levede i Los Angeles fra 1937 til sin død i 1963. Huxley modtog på sit dødsleje flere injektioner med LSD og døde fredeligt.
Ale.
Ale er en engelsk overgæret øl, der både kan være lys og mørk. Betegnelsen bruges ofte som fællesbetegnelse for alle typer af overgærede øl. De belgiske trappistøl, den oprindelige danske porter, de franske biere de garde og biere de saison, og mange øl fra de danske mikrobryggerier (såsom Brøckhouse, Ølfabrikken og Nørrebro Bryghus) og norske Nøgne Ø er eksempler på ales.
Aletsch-gletsjeren.
Aletsch-gletsjeren (tysk: "Der Grosse Aletschgletscher") er den største gletsjer i Alperne. Den er ca. 24 kilometer lang, har et areal på ca. 120 km² og består af ca. 27 millioner tons is. Den er beliggende i den schweiziske kanton Wallis.
Alfa (bogstav).
Alfa (Α α) er det første bogstav i det græske alfabet.
Computer.
I unicode er Α U+0391 og α er U+03B1.
Alfabet.
Et alfabet (fra græsk "alfa" αλφα og "beta" βετα) er en rækkefølge af bogstaver.
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Alfabetisering.
Der er ofte forskellige regler i forskellige sprog for hvordan man "alfabetiserer", det vil sige opstiller ordene i alfabetisk rækkefølge, også selvom sprogene bruger de samme bogstaver.
Biblioteker.
Bibliotekerne har en standard for alfabetisering af bibliografiske indførsler i kataloger, bibliografier, bibliografiske databaser mv. En undertiden overset ting er, at man ser bort fra bestemte og ubestemte artikler som en, et, den, det ved alfabetisering af artikler. En anden er, at man alfabetiserer sammensatte efternavne specielt, f.eks. vægtes mellemnavn over "-sen" navne.
Ortografiske særtegn.
som ortografiske særtegn regnes "diakritiske tegn", herunder accenter og
omlydstegn, der er tegn knyttet til bogstaver, f.eks. ogonek, i modsætning til tegnsætningstegn (komma, punktum etc.). Nogle særtegn har deres oprindelse i den gotiske skrift, som flere s-former, og f.eks. islandsk og færøsk kender separate bogstaver i deres alfabeter.
Gotisk skrift.
a> 1885. De 2 s-typer bruges forskelligt på dansk og tysk.
I Danmark blev den gotiske skrift officielt afskaffet i 1875 og i Sverige i begyndelsen af samme
århundrede. Tyskerne kalder den for "die deutsche Schrift", selv om i hvert fald
Skandinavien også har benyttet den i århundreder i såvel trykt som håndskreven skrift, og også
polske, tjekkiske, litauiske og finske skrifter med gotisk skrift findes. I Tyskland blev gotisk
skrift anvendt til efter anden verdenskrig.
Kært barn har mange navne, siger man; og det er rigtigt. Forskellige skriftsnit får af
bogtrykkeren forskellige navne, og der er forskelle, som den almindelige mand slet ikke kan følge
med i. Her skelnes kun mellem to hovedformer: gotisk skrift og latinsk skrift.
Den gotiske skrift stammer tilbage til 1200-tallet og er karakteristisk ved sine kantede linjer
og meget varierende stregtykkelser. På dansk er trykskriften ofte kaldt»krøllede bogstaver«. Et
andet navn er frakturskrift, og selv om det i bogtrykkerfagsprog er en afart af gotisk skrift
opstået i 16. århundrede i Tyskland, så er der ingen forskel i forbindelse med de grafiske
detaljer, som er omhandlet i denne lille artikel. På engelsk bruges»blackletters«om trykt
gotisk skrift og»German hand«om den håndskrevne.
På grund af dens dystre udseende og forbindelse til gotisk kultur er den gotiske skrift i moderne tid blevet brugt flere gange i kulturen såsom i black og gothic metal.
Med»latinsk skrift«henvises til alle de skrifttyper, der i dag er gængse, og som betegnes
Omlydstegnet ¨.
Omlydsprikkerne kommer fra to parallelle streger, der er et stiliseret håndskrevet gotisk e oven over omlydsvokalen.
Det er almindeligt kendt, at det tyske omlydstegn, Umlaut, kan erstattes af et efterskrevet e. Hvis man på en skrivemaskine ikke har mulighed for at skrive ä, kan man i stedet skrive ae. I mange år blev tyskerne erindret om denne mulighed, når de fik edb-udskrifter i hænde. Op gennem 70'erne og 80'erne var det almindeligt, at tyske printere kun indeholdt det engelsk/amerikanske tegnsæt, A-Z og a-z (og nogle specialtegn), hvorimod danske printere fik udskiftet tegnene [\] med ÆØÅæøå (i denne rækkefølge). Dette er bemærkelsesværdigt, idet danskerne i øvrigt har været mere
tilbøjelige til at tillægge sig engelsk/amerikanske normer end tyskerne.
Men hvad er forbindelsen mellem e og omlydstegnet ¨? Oprindelsen af omlydstegnet skal findes i,
at et gotisk håndskrevet e som hovedbestanddel består af to parallelle streger. Et sådant e skrevet
over et bogstav blev snart reduceret til to streger, og når disse blev forkortet, blev det til to
Faktisk kan man finde en række eksempler i både gotisk og latinsk skrift, hvor omlyden er angivet
ved et regelret e over omlydsvokalen.
I/J.
Ligesom med U og V har der i oldtiden ikke været skelnet mellem "I" og "J" i romernes efterladte indskrifter på latin, og brugen af "j" i latinske ord er sjælden, men forekommer.
I den trykte gotiske skrift skelnes der ikke mellem I og J som store bogstaver, så når man på tryk så et navn som "I. C. Iacobsen", kunne man ikke med sikkerhed vide, om det første I stod for I eller J, så man sagde "I. C. Jacobsen", selv om han måske hed "Jens Christian". Helt op i nutiden har forfatteren Jens Peter Jacobsen været kendt som I. P. Jacobsen, og flere andre eksempler kunne nævnes.
Kryds- og tværsløsere ved også, at man i krydsord ofte bruger I for både I og J.
ø-/ö-former.
Efter retskrivningen i 1800-tallet skelnedes der mellem to ø'er i dansk, nemlig ø og ö.
I ABC'er frem til 1900 står der öm med ö, fordi det er et åbent ø. I hø, sø og tø er der ø, fordi
Gotiske s-former.
På dansk skrives det korte s i slutningen af en stavelse, på tysk kun i slutningen af et helt ord.
Et stort S kan have forskelligt udseende afhængig af skriftsnittet. Det er rent typografisk
betinget, uden at der er nogen forskel. Men der er to forskellige små s'er. Det ene ligner det
almindelige latinske s (til forskel betegnet som»kort s«uden at dette må tillægges nogen
fonetisk betydning). Det andet har i ethvert givet skriftsnit et udseende som et f uden tværstreg
(betegnet som»langt s«). Der er forskel på anvendelsen i dansk og i tysk.
På dansk anvendes»kort s«, når det er sidste bogstav i stavelser og ord, og andre steder bruges
På tysk bruges»kort s«kun som sidste bogstav i et ord. Det er samme regel, som gælder for de to
Det tyske»dobbelt-s«, ß, kan i dag transskriberes til ss, men tidligere transskriberedes det til
sz, hvilket også er oprindelsen, en ligatur af gotisk»langt s«og z. I det tysksprogede Schweiz
Latinske s-former.
Gotisk h og latinsk s.
Almindeligvis kender vi i latinsk skrift kun ét lille s. Det»lange s«med udseende som f uden
tværstreg kan imidlertid godt findes. Det nyeste eksempel, jeg kender, er i min 7. udgave af Der
Sprach-Brockhaus (Wiesbaden 1967). I håndskreven udgave ser det lange latinske s ligesådan ud som
U/V.
De gamle romere, hvis sprog var latin, skelnede ikke mellem "U" og "V", så i indskrifter indhugget i sten finder man V brugt for både u- og v-lyden, fordi V var lettere at hugge end U. I middelalderens latinske skrifter trænger efterhånden en skelnen mellem "u" og "v" igennem nogle steder, men med forskel. I den angelsaksiske verden har man i latinsksprogede skrifter i stor udstrækning brugt u for både u og v, mens vi har været vant til en skelnen mellem "u" og "v" undtagen efter g og q, hvor der mest bruges "u", selv om det udtales som "v", f.eks. i ord som anguis og quis.
Geminationsstreg.
En konsonant med en streg over skal fordobles.
En streg sat over en konsonant angiver, at tegnet skal fordobles. Gemination betyder fordobling
og er sprogligt i familie med det latinske ord gemini = tvillinger. Geminationsstregen er gået af
brug, men findes i gamle håndskrifter og til tider også på skilte. Hvis der i ordet "samen" skrives en vandret streg over m'et, skal det læses som "sammen".
Udtale.
Udtalen af c var i klassisk latin som "k" overalt, men i middelalderlatin ændredes udtalen til "s", når 'c' stod foran en fortungevokal, og samme udtaleregel gælder i dag i dansk, tysk, fransk, engelsk og en række andre sprog.
C udtales som "s" foran en fortungevokal (e, i, y, æ, ø, å), f.eks. celle, citron, cykel, Cæsar, cølibat.
C udtales som "k" foran en bagtungevokal (a, o, u), foran de fleste konsonanter og i udlyd, f.eks. Carl, container, curler, clever, crepe og sidste 'c' i choc (men "ch" udtales som hvislelyd: /ʃok/).
Latinsk alfabet fra ABC 1890
Gotisk alfabet fra samme ABC 1890
Algebra.
Algebra (ar. "al-djabr") er en gren af matematikken der kan beskrives som en generalisering og udvidelse af aritmetikken. Ved algebra forstås også "bogstavregning" og "læren om matematiske operationer".
Oprindelse.
Ordet "algebra" kommer af titelen på et afgørende værk om algebra skrevet af den persiske matematiker Al-Khwārizmī i 820 - værkets fulde titel var "Al-Kitāb al-mukhtaṣar fi l-hisāb al-djabr wa’l-muqābalah" (الكتاب المختصر في حساب الجبر والمقابلة), der betyder "Den grundige bog om udregning ved sammensætning og afbalancering". Bogen blev i middelalderen oversat til latin med titlen "Liber algebrae et almucabala". Heri opsummerede og udvidede Al-Khwārizmī samtidens viden om algebraiske ligninger, idet han i særlig grad hentede inspiration hos den indiske matematiker Brahmagupta og den græske matematiker Diofant.
Opdeling.
Den klassiske algebra beskæftigede sig særligt med løsningen af ligninger af formula_1'te grad.
"Algebraens fundamentalsætning" udsiger, at når blot man anvender komplekse tal, har enhver sådan ligning (i én variabel) altid formula_1 løsninger (der dog ikke nødvendigvis er forskellige).
ALGOL.
ALGOL (forkortelse af ALGOritmic Language) er en række imperative programmeringssprog, der oprindeligt blev udviklet midt i 1950'erne og som blev en de facto standard måde at vise algoritmer i bøger i de følgende 30 år. Det blev designet til at undgå nogle af de problemer man havde med Fortran og gav anledning til mange andre programmeringssprog bl.a. Pascal. ALGOL var det første sprog hvor man kunne afgrænse blokke af kodelinier, der bruges par af "begin" og "end" til at afgrænse med. Man ser stadig ALGOL-lignende syntax i pseudokode.
Danskeren Peter Naur bidrog afgørende til udviklingen af selve sproget ALGOL (som redaktør af ALGOL rapporten). Derudover udvikledes i Danmark i 1950'erne af bl.a. Danmarks første operatør Jørn Jensen, og en række andre it-folk knyttet til den første danske it-virksomhed Regnecentralen, én af de første, og bedste, og derfor mønster-dannende, implementationer af Algol.
Sproget blev anvendt på andengenerationsdatamaten GIER (Geodætisk Instituts Elektroniske Regnemaskine) - og det var et smukt sprog i forhold til f.eks. Fortran, der var betydelig mere rudimentært. GIER's efterfølger RC-8000 fra Regnecentralen kunne også programmeres i Algol, og denne kombination blev anvendt til edb-matriklen (matrikelregisteret) i Kort & Matrikelstyrelsen indtil 1990.
Ingeniørstuderende på Polyteknisk Læreanstalt fik i midten af 1960'erne et nødkursus i ALGOL, så de ikke blot lærte Fortran-sproget at kende.
Historie.
ALGOL blev lavet af en komité af europæiske og amerikanske dataloger. John Backus opfandt Backus-normal-formen som en metode til at beskrive programmeringssprog og brugte det til at beskrive ALGOL 58. Beskrivelsen blev revideret og udvidet til Backus-Naur-form af Peter Naur til brug for ALGOL 60. Både John Backus og Peter Naur var med i komiteen der skabte ALGOL 60. Det samme var Wally Feurzeig, der senere skabte Logo.
Peter Naur blev i 2005 tildelt Turing awarden bl.a. for sit arbejde med ALGOL 60.
Algospasme.
Algospasme er en smertefuld krampe. Ordet er sammensat af de græske ord "algos", der betyder smerte, og "spasmos", der betyder trækning, spasme.
Alkohol.
Alkohol er det dagligdags ord for stoffet ethanol/ætanol. Efter indtagelse af en tilstrækkelig mængde alkohol, oplever man en rus, og man siges at være "fuld". Efter rusen opleves hovedpine, svimmelhed, kvalme samt generelt ubehag af varierende styrke, som kaldes tømmermænd. Ved længerevarende overforbrug af alkohol kan der opstå skader på kroppens organer og/eller alkoholafhængighed.
Optagelse.
Alkohol i drikkevarer optages hurtigt i blodet igennem maven og tarmene. Som tommelfingerregel optages ca. 20% af alkoholen gennem maven og 80% gennem tarmene. Denne fordeling kan dog ændres ved samtidig indtagelse af mad, der forsinker optagelsen igennem maven. Dette betyder samlet set, at alkoholen optages langsommere i kroppen, når man har mad i maven. Før i tiden, havde man en forestilling om at kuldioxid-holdige drikke, såsom sodavand, danskvand eller champagne osv., blandet med alkohol ville øge optagelsenshastigheden af alkohol i blodet - som ville gøre, at man blev hurtigere beruset. Denne forestilling har vist sig at være forkert.
Fordeling.
Alkoholen fordeles i den del af kroppen der er vandig, det vil sige blodet og væsken i og omkring cellerne. Kvinder bliver hurtigere påvirkede af alkohol end mænd, fordi de indeholder mere kropsfedt end mænd hvori alkoholen ikke kan opløses - dvs. koncentrationen i blodet vil være større hos kvinden.
Den procentdel af kroppen hvori alkoholen kan optages, kan tilnærmes for kvinder til 55% og 68% for mænd.
For udregning af promiller: se evt. alkoholpromille.
Alkohols nedbrydning i kroppen.
Alkoholen bliver fortrinsvis nedbrudt i leveren til acetaldehyd af enzymet "alkoholdehydrogenase". Acetaldehyd bliver derefter omdannet til eddikesyre af enzymet "acetaldehyddehydrogenase". Eddikesyren kan derefter nedbrydes ved kroppens normale metabolisme og bliver således til vand, kuldioxid og energi.
I kroppen sker forbrændingen i flere trin.
Først dannes der ethanal, acet-aldehyd, det er et giftigt stof, og det har en stinkende lugt. Det bruges bl.a. til fremstilling af tørsprit.
2 C2H5OH + O2 → 2 CH3CHO + 2 H2O
Ethanol + Oxygen → Ethanal + Vand
2 CH3CHO + O2 → 2 CH3COOH
Eddikesyren forbrændes til kuldioxid og vand
CH3COOH + 2O2 → 2CO2 + 2H2O
Eddikesyre + oxygen → kuldioxid + Vand
Kræft.
Alkohol er en væsentlig årsag til kræft i de organer, der kommer i kontakt med alkoholen, disse omfatter struben, mundhulen, svælget, spiserøret, leveren, brystet og tyk- og endetarm.
Alkoholisk fermentering.
Alkoholisk fermentering er én blandt tre mulige måder, sukkerstoffer kan nedbrydes på. Processen afhænger af organismen, som foretager nedbrydningen, og det miljø, organismen befinder sig i. Ved alkoholisk fermentering slutter processen med dannelse af alkohol, mens de to andre nedbrydningsmåder slutter med dannelse af henholdsvis mælkesyre og acetylcoenzymA.
Den alkoholiske fermentering starter med en decarboxylering af pyruvat til acetaldehyd. Samtidig dannes der CO2, og begge dele sker ved hjælp af enzymet pyruvatdecarboxylase. Den dannede acetaldehyd omdannes derefter videre til ætanol ved hjælp af enzymet alkoholdehydrogenase.
Alkoholisme.
Alkoholisme er afhængigheden af alkohol. Alkoholisme er karakteristisk ved et stærkt og ofte tvangspræget behov for at drikke alkohol, tab af kontrol over drikkevaner samt udviklingen af en stærk fysisk og psykisk afhængighed af alkohol.
Derudover udvikler alkoholikeren eller alkoholmisbrugeren hurtigt en høj tolerance overfor alkohol, hvilket gør det nødvendigt konstant at øge alkoholforbruget for at opnå samme rus. Fortsætter alkoholismen ubehandlet, kan det blive svært overhovedet at opnå en rus.
Den danske Sundhedsstyrelse fraråder, at kvinder drikker mere end 14 genstande om ugen og mænd mere end 21 genstande. En genstand svarer til indholdet af én almindelig dansk øl, dvs. 0,33 liter med et alkoholindhold på 4,6%.
Alkoholisme defineres imidlertid ved de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser alkoholismen medfører og ikke antallet af genstande (se nedenfor).
Alkoholforgiftning med akut dødelig udgang er relativt sjælden, men forekommer. Blandes alkohol imidlertid med selv små mængder medicin eller narkotika, er risikoen dog betydelig. Det er desuden vigtigt at understrege at alkohol er et organisk opløsningmiddel, og at alkoholisme medfører andre, ofte fatale sygdomme. Derfor er alkoholisme ikke alene en svært invaliderende lidelse i sig selv, men desuden meget ofte dræbende pga. disse følgesygdomme.
Årsagen til alkoholisme findes nok i en kombination af den enkeltes psykologiske, sociale og ikke mindst genetiske forhold. Næsten alle, som udvikler sygdommen, er genetisk disponeret for det. Dispositionen for alkoholisme er medfødt. Alkoholisme betegnes som en sygdom, dog ikke egentlig sindslidelse. En sygdom der angriber både krop og sind, men skyldes "ikke" en karakterbrist, manglende modstandskraft eller vilje etc. hos patienten.
Én af alkoholismes skadevirkninger er nedbrydelsen af patientens mentale overskud. Alkohol kan medføre ansvarsløshed, upassende eller voldeligt adfærd (også hos dem der ikke lider af egentlig alkoholisme). Det giver næring til den vedholdende fordom, at en alkoholiker er karakterløs og i slags "moralsk fordærv".
Amerikanske studier har gennem 1990'erne vist at alkoholisme og andre former for afhængighed i høj grad er genetisk bestemte. Den forskning er bekræftet i 1998 af en publikation fra Rigshospitalets center for afhængighedsforskning: Ved alkoholisme påvises en defekt i leverens evne til at bearbejde alkohol. En alkoholiker udvikler det heroinlignende stof THIQ, der resulterer i udvikling af flere receptorer i de enkelte hjerneceller.
Ved afholdenhed i længere tid lukkes disse receptorer, men ved selv kortvarig tilbagevenden til indtagelse af alkohol i ganske små mængder, åbner hjernen for hele registeret af receptorer, og alkoholikerens trang til alkohol vender tilbage med samme styrke og med samme behov for store mængder.
Således lider alkoholikeren af en medfødt overfølsomhed over alkohol, der gør fuldstændig og livslang afholdenhed nødvendig idet brug af alkohol ikke er forenelig med vedkommendes genetiske disposition.
Nogle undersøgelser viser at så meget som 30% af alle mennesker er genetisk disponeret for sygdommen, selvom ikke alle udvikler den. Alkoholisme er meget udbredt over hele verden og det globale forbrug af alkohol er steget meget gennem tiden. Især i den vestlige verden siden år 1900.
Omkring 14 millioner amerikanere har alkoholproblemer; 43% af alle amerikanske familier har et familiemedlem der lider af sygdommen..
Fysiske.
Da alkohol med blodet overføres til fostret frarådes det gravide at drikke alkohol. Alkoholskader på forsteret er uoprettelige og værre end narkotikapåførte fosterskader.
Behandling.
Som ved alle misbrugsformer er det lettere at forebygge end at helbrede, hvorfor der tilrådes en behersket tilgang til alkohol. Derfor er der også råd om maksimal indtagelse af 21 og 14 genstande om ugen for hhv. mænd og kvinder.
Og advarsel mod at drikke under graviditet.
Behandling kan være medicinsk eller psykologisk.
Terapi.
Behandlingscentre for misbrugere tilbyder behandling af de afhængige.
Kommunale og regionale alkoholbehandlingsinstitutioner tilbyder gratis alkoholbehandling til alle borgere.
Nogle alkoholbehandlinger tilbyder også rådgivning, støtte eller behandling til pårørende. I familieorienteret alkoholbehandling behandles alkoholafhængigheden og de belastninger, den har påført relationerne mellem familiemedlemmerne.
Antabus.
Antabus gives i form af brusetabeletter hvor det aktive stof er Disulfiram. Antabus giver stærkt ubehag, når patienten indtager alkohol. Dette ubehag skal afskrække fra at drikke alkohol.
Minnesotamodellen.
Minnesotamodellen bygger på Anonyme Alkoholikere og lader ædru alkoholikere overtale alkoholikere til at stoppe med at drikke ved at udnytte viden om, hvordan de selv stoppede.
Anonyme Alkoholikere.
Kaldes også AA og har succes med at behandle alkoholisme ved møder mange steder i verden;
i artiklen Anonyme Alkoholikere findes link til AA.
Abstinenssymptomer.
Abstinenssymptomer hos alkoholikere starter tidligt, og de alvorlige symptomer fremkommer ca. to dage efter indtag af alkohol. Symptomerne er rysten, svedproduktion, anspændthed og psykose med både høre- og syns-hallucinationer. I sværere tilfælde kan døden indtræffe.
Alkove.
Alkoven (fra spansk alcoba som stammer fra de arabiske al- (artikel) og qubbah(القبة), hvælving) er en lukket sengeniche i væggen eller i vægfast skab med skyde- eller fløjdøre eller forhæng for. En alkove er kortere end nutidige senge, fordi menesker dengang sov med højt opredt hovedleje. I stedet er de brede med plads til flere sovende. Alkoven var ofte beliggende mellem stuen og køkken.
Alkoven kaldes på Fyn også "indbygget seng", på Bornholm "sengehul", på Rømø og Fanø "tætseng", i Sydslesvig "indelukket seng".
Også betegnelsen hulseng forekommer, jf. Jysk Ordbog.
En alkove kan også være et sengeskab, altså et møbel, der står frit på gulvet. Det angives, at dette forekom i Sverige.
Alkymi.
Alkymi (eller alkemi) er en tidlig videnskabelig og filosofisk praksis, der kombinerer kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi, semiotik, mystik og kunst. Alkymi blev praktiseret i mange tidlige kulturer som i Egypten, Indien, Kina, det klassiske Grækenland, Rom, i den muslimske kultur og – nok mest kendt – i Europa fra middelalderen op til det 19. århundrede i et kompleks netværk af skoler og filosofiske systemer, der strækker sig over mere end 2500 år. Alkymien er mest kendt for de middelalderlige alkymisters forsøg på at frembringe guld ved forskellige kemiske reaktioner og legeringer. De søgte også at opdage livseliksiren som kunne forlænge livet. Men deres stræben efter gjaldt også stræben efter åndelig fuldkommenhed, som de søgte at opnå gennem foreningen af modsatte elementer (de fire elementer ild, jord, luft og vand.) Ud over læren om de fire elementer fulgte alkymisterne også læren om de tre principper. De tre principper var først og fremmest kviksølv og svovl. Kviksølv som var metallet, og svovl som medførte at kviksølvet rustede. Paracelsus tilføjede princippet salt. Helt op til 1700-tallet var der dødsstraf for at kritisere læren om de fire elementer og de tre principper.
Etymologi.
Ordet "alkymi" har en etymologi, der over latin, arabisk og oldgræsk er beslægtet med ordet kemi. Dansk har lånt ordet fra middelalderlatin "alchimia", der igen har ordet fra det arabiske الخيمياء "al-khīmīyaˀ". Førsteleddet ال "al" er den arabiske bestemte artikel, medens خيمياء "khīmīyaˀ" sandsynligvis enten er et lån fra oldgræsk χυμεία "khymeía" "kunsten at legere metaller", hvorfra vi også har det moderne ord "kemi", eller fra det persiske "kimia" "guld". Et tredje bud er, at "al-khīmīyaˀ" i stedet betyder "den egyptiske [videnskab]", idet "khīmīyaˀ" da skulle være lånt ind i arabisk fra koptisk ⲪⲧⲬⲤ "kēme" "Egypten", der igen via det demotiske "kmi" stammer fra det oldegyptiske "kmt" "Egypten, det sorte [land]" (nemlig modsat den omkringliggende "røde" ørken).
Alkymi i ældre tid.
Den vestlige alkymi har et af sine væsentligste udspring i den såkaldte hermetiske tradition, der dateres til hellenistisk tid, og særligt i den oprindeligt arabiske Tabula Smaragdina, "Hermetikkens bibel", som føres tilbage til den mytiske Hermes Trismegistos, en synkretistisk græsk-egyptisk guddom og legendarisk alkymist. Det har medført, at begrebet alkymi ofte blandes sammen med magiske forestillinger, jagten på "de vises sten", der skulle kunne bruges til at omdanne metaller, - og en drøm om at lave guld.
Men mange af Middelalderens alkymister var seriøst arbejdende kemikere. De var henvist til at arbejde ud fra tidens religiøse og magiske forståelsesramme, og de måtte bygge på den viden, som var tilgængelig. Alkymien var en holistisk åndsretning, hvor argumentation og bevisførelse afhang af evnen til at påvise sammenhænge mellem de kemiske stoffer og de fire temperamenter, de fire elementer, kosmologien og gudstroen.
Mange af alkymisterne støttede sig til gnostiske skrifter og til kabbalaen, og de var overbeviste om, at astrologiske forhold havde betydning for stofferne og menneskenes temperamenter. En del var svindlere, der søgte at udnytte tidens overtro og frygt for det ukendte til egen vinding. Flere alkymister blev anklaget for hekseri, sort magi og trolddom og indstævnet for inkvisitionen.
Det lykkedes for alkymisterne at lægge en solid basis for den senere, objektive kemiske videnskab. Så sent som på 1700-tallet udgav Johann Becker et prisværdigt værk om mineralogi, "Physica Subterranea" - og mente, at han under de rigtige omstændigheder kunne gøre sig selv usynlig.
Kong Frederik III var selv optaget af alkymi, og greb han til metallerne, som da Sølvgade fik sit navn. Han ejede Kongsberg sølvværk i Norge, og satte sin lid til, at sølvet derfra ved alkymi kunne omdannes til guld. Kongen havde en alkymist ved navn Giuseppe Francesco Borri i sving i et laboratorium i Rigensgade. Derfor hed Garnisons sygehus "Guldslottet", til soldaterne, der lå der som patienter, fik det omdøbt til "Grødslottet".
Borri havde været under den abdicerede dronning Kristinas beskyttelse, da han var eftersøgt af inkvisitionen. I Rom skal han være dukket op i haven hos en anden alkymist, markien Massimiliano Palombara, for at samle urter. Han bad også om husly, og om at se markiens laboratorium. Borri bragte så urterne til at koge i en gryde, og lovede at fortælle markien om udfaldet af eksperimentet næste dag. Men da var fuglen fløjet, og alt, der var at se, var en væltet gryde og en stribe purt guld. Man skal imidlertid også have fundet nogle efterladte papirer med tegn og symboler, gådefulde ord på latin og hebraisk. Dem lod Palombara skære ind i væggene på sin villa og på "Porta Ermetica", den magiske port, der stadig kan ses på Piazza Vittorio i Rom. Øverst på døren er der et emblem af to triangler, der danner en sekstakket stjerne. Den øverste står for ild, maskulinitet, guld og solen, mens den nederste symboliserer vand, feminitet, sølv og månen. Dante, som også var alkymist, lod i sit værk "Den guddommelige komedie" døren til skærsilden åbnes af to nøgler - en af guld og en af sølv. Den af guld er mest værdifuld, men den af sølv er den, der faktisk åbner porten.
Borri, der var født i Milano i 1625 og uddannet ved jesuitternes seminarium i Rom, var nået til Amsterdam, da Frederik Gyldenløve opfordrede ham til at tage til København, hvor der ventede den eftersøgte charlatan en bekvem tilværelse med fire opvartende tjenere. Han blev efterspurgt som læge og skulle i 1668 have reddet Frederik Gyldenløve fra døden. Men kongen kunne Borri ikke frelse, og efter hans død fik alkymisten udfærdiget et rejsepas, så han kunne forlade landet. Han blev anholdt i Tyskland, og sad fængslet i Engelsborg til sin død i 1695.
Hvor udbredt alkymi var blandt de veluddannede, fremgår også af historien om Raimondo di Sangro, prins af Sansevero, født i 1710. Også han var uddannet hos jesuitterne i Rom. di Sangro blev kendt for sine alsidige opfindelser, lige fra den vandtætte regnfrakke, han lavede til sin ven, kong Carlo IV af Napoli, til en kanon med længere rækkevidde end hidtil. Hans kapel er kendt i dag, særlig for statuen "Kristus med slør". I en brochure fra 1766, sandsynligvis skrevet af prinsen selv, står at læse: "I kapellet kan man se to anatomiske maskiner, dvs skeletter, et mandligt og et kvindeligt, dannet ved indsprøjtninger". På samme måde som di Sangro rejste rundt i omegnen og købte drenge med god sangstemme for at lade dem kastrere til brug i kirkekoret, havde han behandlet to mennesker - kvinden var gravid - så deres blodårer og indvendige organer stadig er perfekt bevaret. Kvindens øjne er vidåbne og intakte. I 1950'erne fremgik det af analyser, at de døde var injiseret med flydende metal, et århundrede før injektionssprøjten blev opfundet. For lokalbefolkningen var dette så afskrækkende, at de korsede sig, bare prinsens navn blev nævnt, og mente, han kunne vise sig flere steder på én gang, kunne gå på vandet, og havde solgt sin sjæl til djævelen for at opnå evig ungdom.
I 1661 udkom det første værk, der skilte mellem alkymi og kemi, nemlig "The Sceptical Chymist" af Robert Boyle ved Oxford.
Alkymi i nyere tid.
I "Inferno" fortæller August Strindberg om sine egne, tafatte eksperimenter med alkymi. På sit værelse i Paris eksperimenterede han med bly og kisel, inspireret af to papirsedler, han havde fundet ved en statue i byen. På den ene seddel stod tallet 207, på den anden 28, og det mindede ham om, at bly har 82 protoner og 125 neutroner i atomkernen, altså lige 207 nukleoner, mens kisel indeholder 14 protoner og 14 neutroner, altså lige 28. Strindberg havde ikke held til at frembringe guld.
Nogle mener, at alkymisternes arbejde skal forstås åndeligt, således at det var et forsøg på at opnå en sprituel forvandling, hvor målet blandt andet var at blive et helt, og åndeligt talt androgynt menneske. Blandt andre arbejdede Carl Gustav Jung og Jes Bertelsen i flere år med alkymi ud fra en sådan psykisk anskuelse. En af Jungs patienter, der blev kaldet "Solfallos-manden", havde visioner om solen udstyret med en stor, hængende penis, der fremkaldte vinde. Dette fallosbillede havde en slående lighed med en illustration, Jung havde mærket sig i en litur fra Mithraskulten fra senantikken. Jung kom flere gange tilbage til, at patienten ikke kunne have kendt til den aktuelle Mithras-tekst, før han fik sine syner med solsymbolet - selv om Jung må have vidst, at teksten forlængst var oversat og udgivet, så Solfallos-manden kunne have læst den. Men han var hovedbeviset for eksistensen af det kollektivt ubevidste, og Jungs tolkning af alkymi afhang af den teori - så Jung holdt fast ved, at teksten var ukendt for patienten.
Fritz Haber, der modtog nobelprisen i kemi i 1918, mødte under ceremonien i Stockholm den svenske kemiker Svante Arrhenius, som satte ham på tanken om at udvinde guld af havvand. Haber viede sig nu til ideen. Efter første verdenskrig blev Tyskland afkrævet 33 milliarder dollar i krigsskadeerstatninger, og Haber regnede ud, at det tilsvarede 500.000 tons guld. På grundlag af tidligere analyser af saltvand, kom han til, at der findes otte milliarder tons guld i verdenshavene. Nogle få procent ville være nok til at dække gælden. Desværre undersøgte Haber ikke, om der var hold i de tal, han opererede med.
I årene 1923-26 blev der indhentet vandprøver i flasker fra Habers kontakter over hele verden: 10.000 flasker fra tyske skibskaptajner, naturforskere og udenlandske fiskerimyndigheder. Et passagerskib på Hamburg-Amerika-linjen fik indrettet et laboratorium om bord. De bedste resultater kom fra kysten af Spanien, der indeholdt ni milligram pr ton havvand. Men gennemsnittet ligger på ca ti "mikrogram" pr ton, og det er altfor lidt - så i 1926 opgav Haber sit projekt. Men muligvis tjente det som inspiration for Franz Tausend (1884-1942), der kom fra Bayern, og havde været assistent på en kemisk fabrik i Hamburg længe nok til, at han skaffede sig gode kundskaber i kemi.
I 1922 udgav han hæftet "180 elementer, deres atomvægt og plads i det harmonisk-periodiske system". I dag kendes 117 grundstoffer i det periodiske system, men i Tausends "harmonisk-periodiske" system var der tale om 180 "elementer" i en "symfonisk kemi". Tausend mente, at alle elementer har deres egen vibrationsrate, knyttet til atomkærnens vægt og ringene af elektroner. Hvis han indsatte "harmoniske kemiske blandinger, kunne elementet selv forandres". Han mente, at metaller stræber efter perfektion med guld som det fuldkomne mål og vokser som planter, hvis de behandles rigtigt, ligesom antikkens grækere periodevis forseglede minerne, så metalårerne fik tid til at "vokse ud" igen.
Tausend var en moderne alkymist og prøvede at lave aluminium og tin af ler, og udvikle en medicin mod mund- og klovsyge, uden at nogen viste interesse. Men så læste han en annonce i en München-avis, hvor en 21-årig jusstudent, Rudolf Rienhardt, tilbød at investere et stort beløb i kemisk industri, på vegne af en rig preussisk godsejerfrue. Tausend fik nu indredet et laboratorium, og i 1925 talte han for første gang om at transmutere uædelt metal til guld. Rienhardt, der var tysk patriot med baggrund i Stahlhelm-gruppen, bad Tausend om at tage kontakt med Hindenburg, for her havde han en økonomisk mulighed for at genrejse den tyske nation. Tausend blev afvist på Hindenburgs kontor, men Ludendorff, der havde været Hindenburgs højre hånd under første verdenskrig, tog imod ham og indgik allerede i oktober 1925 kontrakt med Tausend om oprettelsen af en aktieselskab ved navn "Selskabet 164". (Taldet 164 var nemlig guldets nummer i Tausends system.) Ludendorff sikrede sig næsten fuld kontrol over selskabet og frie hænder til at bruge selskabets likvide midler til "patriotiske formål". I virkeligheden brugte han investorenes penge til at nedbringe egen gæld, og ved nytår 1926/27 trak han sig ud af selskabet under henvisning til "svigtende helbred". Han overførte alle rettigheder til Tausend, der brugte investorenes penge til at købe ejendomme op, som regel i sin kones navn. I et afsidesliggende laboratorium uden for Gilching i Oberbayerns skove skulle han producere guld, men snart begyndte assistenterne at undres over, at han altid måtte være til stede under processen. Tausends første eksperiment i stor skala kom først 16.juni 1928, da han frembragte 723 gram guld fra en smeltet blyklump, og investorerne var nu blevet utålmodige. I foråret 1929 blev han sat i varetægt i München, anklaget for svindel og før retssagen blev han sat til at demonstrere, om han virkelig kunne frembringe guld. Det mislykkedes under det første eksperiment, mens det næste resulterede i et guldkorn på 0,10 gram fra en blyprøve på 1,67 gram. En betjent bemærkede dog, at Tausends fyldepen forsvandt og kunne have indeholdt et medbragt guldkorn.
Under retssagen skånede dommeren de mest fremtrædende ofre for svindelen; Ludendorff blev ikke engang indstævnet. Tausend bedyrede sin uskyld, men anklagerens kronvidne, den italienske professor Sestini, afslørede, at Tausend i oktober 1928 havde tilbudt den italienske stat hemmeligheden om, hvordan han lavede guld. Sestini blev anmodet om at se på sagen, og under en demonstration på Tausends slot i Tyrol, så han tydelig svindleren tilsætte guld i opløsningen. Tausend lo det væk i retten, og påstod, at det Sestini så ham slippe ned i opløsningen, var hans hemmelige ingrediens og ikke selve guldet. Dommen lød på tre års fængsel, som ikke afskrækkede ham fra at fortsætte, da han kom ud igen. I 1938 blev Tausend på ny dømt for bedrageri, og sad bag tremmerne, da han døde i 1942.
Kan det lade sig gøre?
Det er muligt at omdanne kviksølv til guld. Det kan vi takke kernefysikken for. Dog bliver prisen for et gram kunstigt guld 28.000.000.000 kroner.
Måske lykkedes det ikke alkymisterne at lave guld, men takket være deres forskning kender vi i dag mange nye grundstoffer.
All England.
All England er en badmintonturnering i Birmingham i England. Den første badmintonturnering blev spillet i 1898, og allerede året efter begyndte All Englandsmesterskaberne. Turneringen blev indtil 1993 afholdt i London-forstaden Wembley. Turneringen var indtil 1977 betegnet som det uofficielle verdensmesterskab.
All England-vindere.
Det er i år (2010) 100. gang den afholdes.
Allah.
Allāh (arabisk: الله, اللّه, اللّٰه, ﺍﷲ) er arabisk og betyder "Guden". På arabisk bruges ordet af såvel muslimer som kristne, jøder og andre monoteister om netop deres gud (således også i arabiske oversættelser af Bibelen), men på andre sprog henviser ordet ofte til særligt den muslimske gudsopfattelse.
Gudsopfattelsen i islam.
Islam er radikalt monoteistisk, dvs. at Allah regnes for den eneste gud, og det regnes for en stor synd at tro på eller tilbede andre guder ("shirk"). Yderligere er Allah én udelelig enhed, hvilket står i modsætning til det kristne treenige gudsbegreb, hvor Gud er tre personer af ét og samme væsen. Monoteismen ("tawhīd") understreges i den muslimske trosbekendelse (shahadah), som siger, at "der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".
Allah, inden for islam den eneste sande Gud, himlens og jordens skaber. En guddom ved navn Allah, blev dyrket i Mekka allerede før islam, men efter Muhammads åbenbaring benyttes navnet udelukkende om den eneste gud. På dommedag vil han dømme alle sine skabninger efter anvisningerne i Koranen.
Etymologi.
Ordets etymologi er ikke ukontroversiel, men langt den mest udbredte opfattelse er, at "Allāh" (الله) er en sammentrækning af den bestemte artikel "’al" (ال) og ordet "’’ilāh" (إلٰه), der bare betyder "gud" eller "guddom" og i øvrigt er beslægtet med det hebræiske ord for gud, "’el" (אל). I så fald bliver ordets grundbetydning altså "guden" eller "guddommen", hvor man med den bestemte form angiver, at der er tale om "den ene", lidt i stil med, når man i kristen kontekst bruger "Gud" med stort 'G' i stedet for bare "gud" og i jødisk kontekst bruger den vokalløse form af Jahve "YHVH".
Navnet blev også brugt af de førislamiske arabere, der tillige dyrkede adskillige guder og gudinder, herunder bl.a. en gudinde, der bar navnet Allāt, hunkønsformen af "Allāh". Som monoteistisk religion tager islam dog skarpt afstand fra denne førislamiske praksis. I det arabiske sprog er ordet "Allāh" særligt, fordi det grammatisk er ubøjeligt, da Allāh er den eneste og den største.
Allahs navne.
Ifølge islam er 99 af Allahs navne åbenbaret i Koranen, men det siges, at der gives endnu et navn, som dog er forholdt menneskene indtil dommedag. Ifølge arabisk folklore kender kamelen det sidste navn, hvilket da skulle være årsagen til, at den går og knejser så stolt med hovedet. Dog tager de fleste muslimer afstand fra den tankegang og tror på at Allah har beholdt det sidste navn for sig selv. Et hvert navn tilhørende Allah fortæller samtidig noget om hans attributter. Et af hans navne, f.eks. Al-rahman, har samtidig en helt bestemt betydning som afspejler et af Allahs karaktertræk: f.eks. betyder "Al-rahman", "den mest barmhjertige".
Allé.
Alleen op til Sorgenfri Slot
En allé er en vej med træer parvis overfor hinanden på begger sider, sædvanligvis af samme type eller art. Alleer findes ofte ved slotte, eller herregårde, men bruges også som gadebetegnelse i mange større byer. Står træerne forskudt på hver side af vejen, er der tale om en trærække.
Allehelgensdag.
Allehelgensdag (tidl. også "Hellemisse") er i den danske folkekirke den 1. søndag i november.
Dagen er til minde om alle kristne helgener og martyrer. Når man noterede de hellige mænd og kvinder på forskellige af årets dage, havde man alligevel ikke alle med. Derfor lavede man denne "ekstra" dag.
I de senere år er det blevet en almindelig skik at mindes de døde ved på Allehelgensdag at tænde lys på gravene. I mange kirker oplæses navnene på det forløbne års afdøde i sognet.
Traditionelt, i Danmark frem til Helligdagsreformen af 1770 og stadig i den katolske kirke, ligger dagen på selve 1. november, mens det i Sverige er mere kompliceret: Der er ingen, der har navnedag den 1. november, dagen hedder blot "Allhelgonadagen". Til gengæld er det helligdag, "Alla helgons dag", lørdagen før den første søndag i november. Den første søndag i november er så "Söndagen efter Alla helgons dag", men kaldes også "Alla själars dag".
Aftenen før 1. november er Allehelgensaften ("halloween").
Allegori.
En allegori (græsk: "allegoria", af "allegorein" sige noget andet) er en fortælling, et digt eller et billede, hvis personer og begivenheder er symboler på noget andet, fx tålmodighed, misundelse eller sandhed; som regel brugt i moralsk, religiøs eller politisk sammenhæng.
Statue af Kephisodot 370 f.Kr. til markedspladsen i Athen.
Også i kunsten finder allegorien anvendelse hos grækerne og hænger sammen med den antropomorfistiske opfattelse og gengivelse af guderne. Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden udviskes, opstår skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i München af Eirene (freden) med drengen Plutos (rigdommen) på armen; her har tanken - hvis restaurationen er rigtig - været anskueliggjort ved et overflødighedshorn i hendes anden hånd.
I maleriet anvendtes også allegori, og symbolets navn blev ofte skrevet ved siden af som på vasebilleder - for at være på den sikre side.
I den senere græske og i den romerske kunst florerede allegorien og blev herfra optaget i den kirkelige kunst, hvor den spillede en lige så stor rolle som i den kirkelige litteratur middelalderen igennem. Den bekendte liggende Nilgud, (Hapi ?), er ikke så meget et
gudebillede som en allegori på floden.   Den gode hyrde med lammet på sine skuldre er Frelseren. Mange allegoriske figurer fra den antikke verden optages af kirken, når de betegner almene begreber, dyder, laster og så videre.
I det 13. århundrede er allegorien altbeherskende; den kendes fra Giottos billeder i Padua og Assisi, såvel som fra Dantes digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.
Renæssancen bringer også her en fornyelse; Raffaels "Filosofien" osv., stanzerne, og Michelangelos figurer på Medici-gravene er enkle og klare menneskeskikkelser, men har som sådanne sprængt den allegori, de skal udtrykke.
Især i barokstilen finder allegorien rig anvendelse i et vidtløftigt mytologisk apparat både i skulptur og malerkunst og ikke mindst i de
kobberstik, som pryder bøgernes titelblade. Den har trods Lessings protest holdt sig til vore dage, navnlig i monumentkunst, hvor figurer som "Bavaria", "Den danske kvinde" osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.
De attributter, der tjener til vejledning i den allegoriske kunst, er oftest af symbolsk art; symbolet betegner en enkelt side af det væsen eller den tanke, der skal udtrykkes, medens allegorien skal være et billede på det hele.
Allegori i litteraturen, herunder Bibelen.
Allegorisk fortolkning, "billedlig, uegentlig fortolkning", betegner i almindelighed en fortolkning, som bag ordenes umiddelbare leksikalske betydning finder en anden, dybere mening, men indskrænkes i sprogbrugen til at betegne en sådan uegentlig
fortolkning, der ikke er beregnet af forfatteren. Fortolkning af metafor, parabel og lignende retoriske figurer falder altså uden for den allegoriske fortolkning.
Over for den står teorien om den ene, "bogstavelige skriftmening". Allegorisk fortolkning anvendes af de græske filosoffer i forståelsen af digterne, derefter af de alexandrinske jøder - for eksempel Filo - i forståelsen af Det Gamle Testamente.
Fra dem går den over til de kristne i forståelsen af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og anvendes såvel af gnostikerne som af
kirkefædrene. Origenes er den første, der giver en teori for den allegorisk fortolkning. (Se indledning til Quadriga (fortolkningsmetode)).
Efter ham allegoriserer de fleste kirkefædre; mod den allegoriske fortolkning opponerer navnlig den antiochenske skole med Johannes Chrysostomos.
Ligeledes hævder reformatorerne teorien om den ene skriftmening over for den allegorisk fortolkning.
Hovedmotivet for den allegorisk fortolknings anvendelse på de bibelske skrifter er en særlig inspirationslære, der i opfattelsen af skriften som stammende fra Gud - al visdoms indehaver - slutter, at Gud må have nedlagt al visdom i skriften. Det er en teori, som når selve teksten ikke tilfredsstiller fortolkeren, fører ham til at søge mere i teksten, end den umiddelbart indeholder.
Allergi.
Allergi er en reaktion i immunsystemet mod noget, som ikke er farligt for dem, som ikke har allergien.
Man kan være allergisk overfor f.eks. husstøvmider, svampesporer, pollen fra f.eks. græs, birk, el og bynke, og nogle stoffer i visse fødevarer og medicin, f.eks. penicillin.
Symptomerne kan være øjne der løber i vand, kløe i øjne, næse og svælg og på kroppen, vejrtrækningsproblemer astma og nysen.
Behandling kan foregå med antihistamin eller evt. prednison i sværere tilfælde.
Zoneterapi eller akupunktur har vist en vis effekt i nogle tilfælde. Også næseskylning menes at kunne afhjælpe tørre allergi.
Allonge.
En allonge er en seddel påhæftet check, veksel eller pantebrev ved overdragelse til tredjemand. På allongen dokumenteres overdragelsen ved overdragerens underskrift.
En allonge kan også betegne en tilføjelse til en skriftlig aftale (herunder til pantebreve).
Almindelig Strandkål.
Almindelig Strandkål er normalt en lav staude med store, glatte, blålige blade, men der findes også en højstokket varietet, som gror imellem høje urter. Den blomstrer i juni og juli. Strandkålen har fire kronblade, og blomsten er hvid. Planten er blå-dugget af et meget tyndt lag voks som hos de fleste andre kålplanter.
Almindelig Strandkål har et dybtgående og bredt rodnet. Den hører til i Korsblomst-familien, og derfor angribes den af kålsommerfuglen. Kålsommerfuglen lægger sine æg på planten, hvor de grønne larver æder blade og blomsterknopper.
Strandkål findes både i en lav form på stenede strande og en høj form i fjorde og vige og kan da godt blive 60 cm høj.
Strandkålen lever mest ved Østjylland og ved alle øerne, men ellers findes den næsten overalt på strandbredderne, hvis der er sten eller meget sand. De findes også ved opskyllet tang, da opskyllet tang giver næring til planterne i det ellers meget næringsfattige miljø på en sand- eller stenkyst.
Strandloppe.
Strandloppen ("Talitrus saltator") er meget almindelig ved alle danske kyster. Strandloppen bliver op til en 1 cm lang. Den lever på stranden under tang og lignende.
Almindelig Strandsennep.
Almindelig Strandsennep ("Cakile maritima") er en enårig, urteagtig plante med en krybende til opstigende vækst. Stænglerne er glatte og runde i tværsnit. Bladene er sukkulente og enten fjersnitdelte eller hele og lancetformede. Over- og underside er ensartede, dvs. lyst grågrønne. Blomstringen sker i juli-september, hvor man finder blomsterne samlet i små, endestillede klaser. De enkelte blomster er regelmæssige og 4-tallige med lysviolette (sjældnere rosenrøde) kronblade. Frugten er en ledskulpe med mange frø.
Rodnettet er kraftigt og vidt udbredt. Hare og rådyr æder planten, mens Kålsommerfuglens larve lever af bladene.
0,25 x 0,75 (25 x 75 cm/år)
Arten er udbredt langs kysterne fra Nordafrika over Mellemøsten og Kaukasus til Europa, herunder også Danmark. Den er knyttet til lysåbne strandvolde med et højt indhold af nedbrudt tang. På strandene omkring Omø i Storebælt findes arten sammen med andre pionerplanter, bl.a. Almindelig Sodaurt, Almindelig Strandkål, Strand-Bede, Strand-Mælde og Strandarve
Strandskade.
Strandskaden er en vadefugl. De fleste danske strandskader tilbringer vinteren ved kysterne i Holland, Belgien eller Nordfrankrig for at få føde. I februar forlader de vinteropholdsstederne for at vende tilbage til Danmark. Strandskaden er sort og hvid og har et langt næb.
Strandskaden er først og fremmest på udkig efter muslinger. Før den kan få fat på det spiselige muslingekød, må den hakke skallerne i stykker med sit næb. Hvis skallerne er tynde, er det let nok. På en dag kan den spise omkring 300 hjertemuslinger. Den spiser også sandorm, som den kan nå med sit lange næb. Den kan spise 200 under et måltid.
Strandskaden er én af de få vadefugle, som fodrer sine unger. Når forældrefuglene har fanget f.eks. en regnorm, bærer de den hen og lægger den foran ungen, som så æder den
På Færøerne siger man, strandskaderne har fuld rede den 12. maj. Dens rede er blot en fordybning, som kan være foret med småsten og muslingeskaller. Æggene er grålige eller gulbrune med sortbrune pletter og striber, og de måler ca. 57 x 40 mm. og det er ikke let at få øje på dem i reden på stranden eller engene. Ungerne holder ofte til i områder med mange sten, hvor ungens camouflagefarver er helt perfekte som beskyttelse. Ungerne forlader reden kort efter klækningen og inden de er flyvefærdige i en alder af ca. 5 uger, når de vidt omkring. Ved at lytte til fuglene, mens man vandrer igennem området, er det mulig at få et ret sikkert indtryk af, hvor omtrent ungerne befinder sig.
Når andre strandskader eller eventuelle fjender, kommer for nær ungerne, høres et gjaldende "qui qui qui qui", som stiger til høje skrigelyde og den ene, eller begge rugefugle angriber den indtrængende fjende, med sænket let åbent næb. Den kan også forsøge at bortlede fjender ved at spille syg.
Strandskaden er Færøernes nationalfugl ("Tjaldur").
Et færøsk frimærke med billede af en strandskade
Almindelig strandsnegl.
Strandsneglen ("Littorina littorea") er bl.a. i familie med tangsneglen. Den er en rasper, dvs. at dens tunge kan slibe ligesom sandpapir. Den lever på sandbunden langs kysterne af små alger, som sidder fast på sandkornene. Strandsneglen ånder ved gæller, og dens størrelse er op til 3,5 cm i højden.
Svartbag.
Svartbagen er med sine 74 cm Danmarks største måge. Nogle af dens typiske ynglesteder er på Læsø, Samsø, og Ærø. Den er her i Danmark hele året rundt, ved vores farvande, og langs kysterne. Den spiser ikke kun fisk, men den tager også andre fugles æg og unger, æder rotter og kaniner. Men den æder også både bær, tang og alger. Den bygger sin rede af tørt græs. I maj lægger den 2-3 æg som ligner havmågens. Den ånder med lunger. Svartbagen har vadefødder der er delvis svømmefødder, det vil sige, at den har svømmehud mellem tæerne, men svømmehuden går halvvejs ud på tæerne. En svartbag fisker, ved at den vader rundt i vandet, og når den ser en fisk, så jager den sit næb ned i vandet og tager den. Den har ingen rigtige fjender når den er voksen, men dens unger kan blive taget af for eksempel ræve og rovfugle.
Svømmekrabbe.
Svømmekrabbens ("Liocarcinus" spp.) skjold er cirka 2-5 cm bredt. Den ligner en lille strandkrabbe, men kendes let på de bagerste svømmeben. Den kan svømme hurtigt. Svømmekrabberne kræver ret stor saltholdighed, og derfor lever de på dybere vand tit helt op til 35 meters dybde, men langs Vadehavet lever den også på lavt vand fordi der er meget føde at finde. Svømmekrabben er et rovdyr. Den lever af alle bunddyr, der er mindre end den selv.
Spættet sæl.
Spættet sæl ("Phoca vitulina") er en ægte sæl, vidt udbredt langs kysterne i de tempererede og arktiske farvande på den nordlige halvkugle. I Atlanterhavet findes den i Nordvesteuropa, Østersøen, Svalbard, Island, Grønland og langs den Nordamerikanske østkyst. I Stillehavet findes den fra Den Californiske Halvø langs Vestkysten over Canada, Alaska og Aleuterne til Kamtjatka, Korea og nordlige Japan (Hokkaido og har dermed en de sæler, der er udbredt over det største område.
Det er den mest almindelige sæl i de danske farvande. Med undtagelse af Lillebælt og Det Sydfynske Øhav findes spættet sæl almindeligt forekommende i hele Danmark. De vigtigste yngle- og hvilepladser findes i Vadehavet, vestlige Limfjord, Læsø, Anholt, Hesselø, farvandet omkring Samsø, Avnø Fjord og Rødsand ved Gedser.
Spættet sæl er ligesom de øvrige sæler i Nordatlanten ægte sæler, adskilt fra øresælerne ved bl.a. ikke at have et ydre og ikke være i stand til at dreje baglufferne ind under kroppen og gå på alle fire.
Udseende.
Spættede sæler er op til 1.8 m lange og kan veje op til 130 kg. Hannerne er en smule større end hunnerne, men det er ikke muligt at kønsbestemme et dyr på afstand med mindre der er tale om en hun med unge eller en meget stor han. Pelsen er som hos alle andre ægte sæler kort og har ingen betydning for evnen til at holde på varmen vand, hvilket et centimertertykt spæklag sørger for. Pelsen er lys grå eller brun, med store geografiske forskelle i farve og mønster, der som oftest består af mange uregelmæssige sorte eller mørke pletter. Pletterne er aldrig ringformede, som hos ringsæl. Spættet sæl kan kendes fra gråsæl på sin mindre størrelse og mindre, spidsere snude og tætsiddende ovale næsebor, der næsten rører hianden for neden (V-form), hvor gråsælen har aflange, næsten parallelle næsebor. Unge gråsæler kan være meget vanskelige at skelne fra spættede sæl på afstand. Som alle andre ægte sæler har spættet sæl ingen ydre ører. Øret ses i stedet som et hul på siden af hovedet.
Udbredelse i Europa.
Spættet sæl er den mest almindelige sæl i Europa. Hovedudbredelsen er omkring Nordsøen og rundt om de Britiske øer og Irland. To meget væsentlige lokaliteter er Vadehavet og the Wash på Englands østkyst. De sydligste forekomster er Atlanterhavskysten i Frankrig. Mod Nord findes den helt til Svalbard og mod øst findes en lille isoleret bestand i Kalmarsund.
Systematik.
Spættet sæl er nært beslægtet med de øvrige sæler i Nordatlanten.
Fem underarter af spættet sæl er anerkendt (ref)
Status og beskyttelse.
Globalt set er status god og er kategoriseret som ikke truet af IUCN. Den globale bestand skønnes at være 5-6 millioner dyr. Lokalt og regionalt er der store forskelle mellem området og lokalt kan bestandene være under pres. Det gælder f.eks. Østersøen, Hokkaido i Japan og ikke mindst Grønland hvor den efterstræbes ved fangst. Andre områder, som f.eks. Vadehavet, er bestanden i stabil vækst.
Fredninger og Reservater i DK.
Spættet sæl blev totalfredet i 1976, efter at bestanden var gået stødt tilbage siden begyndelsen af 1900-tallet på grund af intensiv jagt, bl.a. tilskyndet af udbetalinger af skydepræmier fra Staten. Sammen med totalfredningen blev et antal sælreservater oprettet for at give sælerne mulighed for at ligge uforstyrret på land. Flere af reservaterne strækker sig ud i havet. I de lukkede perioder er al færdsel forbudt i reservaterne og adgang kan kun opnås efter tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen, der administrer reservaterne.
(4) Hirsholmene, havet vest herfor og Ellinge Å’s udløb
(9) Strandenge på Læsø og havet syd herfor
(14) Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord
(15) Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal
(16) Løgstør Bredning, Vejlerne og Bulbjerg
(28) Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø
(30) Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, samt Skravad Bæk
(42) Anholt og havet nord for
(51) Stavns Fjord, Samsø Østerflak og Nordby Hede
(52) Horsens Fjord, havet øst for og Endelave
(78) Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde
(92) Æbelø, havet syd for og Nærå
(147) Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund
(148) Havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde
(152) Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborg Sund, Bøtø Nor og Hyllekrog-Rødsand
(195) Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord
Sæler i fangenskab.
Spættede sæler er taknemmelige at holde i fangenskab og holdes i akvarier og zoologiske haver over hele verden. De er ikke særligt aggressive overfor hinanden og kan derfor holdes i blandede grupper med både hunner og hanner. Givet tilstrækkeligt med plads yngler de også beredvilligt i fangenskab.
Mange steder trænes dyrene til at optræde i fremvisninger for publikum, på samme måde som med delfiner.
Spættet sæl kan i Danmark ses bl.a. i Københavns Zoologiske Have, Odense Zoo, Fjord og Bælt, Kerteminde, Sælariet, Esbjerg og Kattegatcenteret, Grenå.
Stor søanemone.
Store søanemoner er enlige koraldyr. Når den store søanemone er helt udfoldet, kan den blive cirka 20 cm i diameter, men når den er skyllet op på land, er den ofte kun 6-7 cm bred. Den er ret almindelig i de danske farvande. Søanemonen har så store nældeceller, at den kan lamme ret store fisk. Den holder til på sten og tang, og for at den kan holde sig fast til det, har den "sugekopper".
Sø-Kogleaks.
Sø-Kogleaks ("Scirpus lacustris") er en sumpplante med trinde, svampede, bladløse stængler, der kan blive 2-3 meter lange og ender med en forgrenet top af små, rødbrune, kogleligende aks med små, tvekønnede blomster, som betyder at de kan befrugte sig selv. Den er almindelig ved sø- og åbredder. Den blomstrer i juni/juli måned.
Guldsmedelarverne er meget afhængige af vandplanter som søkogleaks. Guldsmedelarverne bruger stænglerne til at kravle op ad og gøre sig fast til, når de skal op af vandet og skifte hud, hvorefter de fremstår som flyvende insekter.
Ja, vi elsker dette landet.
Ja, vi elsker dette landet er Norges nationalmelodi.
Teksten er skrevet af Bjørnstjerne Bjørnson fra 1859 til 1868, og melodien er skrevet af Rikard Nordraak i 1864. Sædvanligvis synges kun det første og de to sidste vers.
Geneviève (skytshelgeninde).
Geneviève (cirka 420 - 512) er skytshelgeninde for Paris. Hun lovede ifølge sagnet Paris sikkerhed mod Attilas hærgen, hvilket gik i opfyldelse.
Berlingske.
Forsiden af den første udgave af "Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender" fra 1749
"Berlingske" (oprindeligt "Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender" og senere "Berlingske Tidende") er Danmarks ældste eksisterende avis.
Den udkom første gang 3. januar 1749. I begyndelsen kom avisen to gange om ugen. Først fra 1841 kom den dagligt. Berlingske regnes traditionelt for at være en borgerlig (konservativ) avis, men er i dag partipolitisk uafhængig.
Avisen fik sit nuværende navn i forbindelse med en større omlægning af avisen 26. januar 2011.
Oprindelse.
"Berlingske" kan betragtes som en fortsættelse af de "Extraordinaire Relationer," som den energiske bogtrykker Joachim Wielandt udgav fra begyndelsen af 1721. Ved hans død gik privilegiet over til hans enke, der imidlertid ikke var i besiddelse af samme forretningsdygtighed som manden. Hun solgte i 1748. privilegiet med konsistoriums billigelse til en indvandret mecklenburger bogtrykkeren Ernst Henrich Berling. Fra 1749 fik han tilladelse til at trykke "de Aviser, danske, tyske, franske og lærde og dertil hørende Notifikationer", som fru Wielandt førhen havde udgivet, "dog skal han være tilforbunden ej at lade noget usømmeligt i saadanne Aviser indflyde, men saaledes indrette dem, som han det agter at forsvare".
Hovedavisen bar titlen "Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender" omgivet af laurbær- og palmegrene, der var anbragt over det danske våben. Den udkom to gange ugentlig i oktav-format, men allerede næste år så udgiveren af hensyn til de mange avertissementer sig nødsaget til at forstørre den, så at den fra nu af indtil 1808 blev udgivet i kvart-format. Den første danske Berlingske Tidende betegner et vendepunkt i den danske presses historie, for med den begyndte en regelmæssig avisudgivelse, ligesom den til dels var redigeret efter de principper, som endnu følges. Forskellige typer anvendtes, så at det var muligt hurtigt at orientere sig i det forskelligt stof, og spaltede sider ses for første gang. Avisens første del var længe helliget den udenlandske politiske korrespondance, derefter fulgte indenlandske provinsefterretninger med den helsingørske sundliste. Endelig kom en fast artikel, der vedrørte hovedstaden og dens liv.
Udnævnelser og hofnyt spillede en vigtig rolle, men den skrev også om københavnske foretagender og lokaliteter, fx om Assistenshuset, om mastekranen på Nyholm og om rytterstatuen på Kongens Nytorv. Herefter fulgte lister over fødte og døde, prisnoteringer og til sidst avertissementer, som fortsattes i tillægsbladet "Extraordinaire Avertissements." I henhold til det wielandtske privilegium foranstaltede Berling tillige tyske og franske udgaver af sin avis; den første med titlen "Kopenhagener Deutsche Post-Zeitungen," den sidste "Gazette de Copenhague." De bestod kun en halv snes år og var vel væsentlig beregnede på de mange indvandrede embedsmænd og håndværkere.
Længere levetid fik "Nye Statstidende," der indtil 1802 udkom med fire kvartblade om måneden og var et aftryk af hovedavisens officielle del i forbindelse med udenlandske politiske aktstykker. Kilderne til de udenrigske meddelelser fik Berling mest fra skrevne Hamburg-aviser. 1762 skiftede hovedavisen navn og kom nu til at hedde "De til Forsendelse med Posten alene privilegerede kjøbenhavnske Tidender." Da den fra 1808 begyndte at udkomme i folio, forandredes titlen til "Den til Forsendelse med de kgl. Rideposter privilegerede Danske Statstidende."
Indførelsen af dampskibe betød at bladet hurtigere kunne spredes over hele landet. Fra slutningen af 1820'erne udsendtes det om sommeren i reglen fire gange ugentlig og fra 1831 som oftest dagligt. Da bladets navn let i udlandet kunne mistydes, som om regeringen var den virkelige udgiver, forandredes 1833 atter vignetten til "Den til Forsendelse med de kongelige Brevposter privilegerede Berlingske politiske og Avertissements Tidende."
1840-1970.
Fra 1841 udkom bladet dagligt, og fra 1844 både morgen og aften undtagen søn- og helligdage. Samtidig udvidedes formatet og antallet af tillægsblade, og fra april 1913 udkom det også søndag morgen; fra juli samme år blev der tillige udsendt en middagsudgave. Fra første færd har det hævdet sin stilling som officielt organ. Det har derfor ganske naturlig måttet støtte sig til regeringen og har altid repræsenteret de konservative interesser.
Ved siden heraf har det fortrinsvis stor betydning som avertissementsblad. I bladets vilkår udadtil skete 1903 den forandring, at en særlig "Statstidende" begyndte at udkomme, i hvilken alle officielle bekendtgørelser ifølge loven skulle meddeles. Denne forandring berørte dog ikke i væsentligere grad bladets karakter, uden for så vidt som det i politisk henseende kom til at indtage en mere uafhængig stilling.
1970 til nu.
"Berlingske Aftenavis" blev i 1971 til "Weekendavisen". I 1982 var "Berlingske Tidende" i store økonomiske problemer, og efterkommerne af Ernst Heinrich Berling måtte derfor give slip på ejerskabet af avisen.
Under chefredaktøren Peter Wivel udgav Berlingske Tidende en kulegravende artikelserie om Riffelsyndikatet, der solgte våben til tyskerene under 2. verdenskrig.
Firmaet var dengang ejet af A.P. Møller, og da den første artikel udkom, reagerede hans søn Mærsk Mc-Kinney Møller ved at sælge sine aktier.
Det Berlingske Officin, der udgiver "Berlingske Tidende," blev derefter i 2000 købt af den norske koncern Orkla Media.
I juni 2006 blev Orkla Medias aktiviteter i bl.a. Danmark solgt til britiske Mecom Group der herefter ejer "Berlingske", "B.T.", "Weekendavisen", "ErhvervsBladet", "Berlingske Lokalaviser" og gratisavisen Urban 100 procent. Desuden vil Mecom Group sidde på 92 procent af aktierne i "Århus Stiftstidende" og blive medejer af "JydskeVestkysten", "Kristeligt Dagblad", "De Bergske Blade" og Ritzaus Bureau. I forbindelse med overtagelsen skiftede Orkla Media navn til Edda Media.
28. august 2006 blev avisens format ændret til tabloid.
Som led i en større omlægning af avisen ændredes navnet 26. januar 2011 til "Berlingske".
Sølvmåge.
Sølvmågen ("Larus argentatus") er en almindelig ynglefugl i Danmark og er den mest almindelige af de store måger og større end stormmågen og mindre end svartbagen og også den største af de måger, der har sølvgrå ryg og sorte vingespidser.
I starten af 1800-tallet ynglede sølvmågen fortrinsvis i Vadehavsområdet, de vestjyske fjorde og Kattegat. De før i tiden åbne lossepladser og let tilgængelige affaldsprodukter fra industrifiskeriet og landbruget er nogle af de faktorer, som har spillet en væsentlig rolle for artens fremgang i perioden efter 1950.
Kendetegn.
Den er sn stor og lys, hvid og gråblå måge med sorte vingespidser. Næbbet er kraftigt og gult med en rød plet og øjnene er små og gule. Benene er lyserøde. Om vinteren har hovedet mørke streger. Ved artsbemmelse skal man være opmærksom på, at de yderste svingfjer med de sorte tegninger er fældet i en periode om efteråret. Ungfuglene er først udfarvede i dens fjerde leveår, eller senere. Et godt kendetegn for de yngste, brune i forhold til sildemåge er, at de inderste håndsvingfjer er lyse og danner et tydeligt kontrastfelt på overvingens bagkant.
Forekomst.
Efter at sølvmågen er blevet splittet op i en række arter, er man nået frem til, at arten ("L. a. argentus"), som optræder i Danmark, kun forekommer i Nord- og Vesteuropa. De andre nært beslægtede arter forekommer i forskellige mere eller mindre afgrænsede områder på den nordlige halvkugle. I Nordatlanten er den en almindelig ynglefugl ved kysterne, og den talrigste af de store måger på de skotske øer, men findes kun i et mindre antal på Island.
Føde.
Sølvmågen er altædende, men føden består hovedsagelig af fisk, smådyr, plantedele og fugle. Den opholder sig ofte i fiskerihavne og på lossepladser, hvor den lever af ådsler og affald.
Sømrokke.
Sømrokken ("raja clavata") er 90-120 cm. De unge er tornede på både oversiden og undersiden. De voksne har kun få store pigge spredt på oversiden og en række pigge fra nakken ud på halen, hvor der er to siderækker, hvilket er grunden til navnet. Sømrokken er almindelig i Vesterhavet, Skagerrak og det dybe Kattegat. Den lever af fisk, krebsdyr og bunddyr, hvilket den selv er. Den yngler sommeren igennem. De glatte mørke ægkapsler er seks cm lange og fire cm bredde. Dens kød smager vidunderligt og kan bruges i stedet for hummer. Hunnen kan blive indtil en tredjedel større end hannen. Hannens bugfinner er omdannet til parringsorganer. De kønsmodne hanner har noget der hedder karder, et parti med krumme hudtænder som findes på brystfinnernes over-underside og hoved. Sandsynligvis er karderne et våben som hannerne bruger til indbyrdes kampe om hunnerne. Den styrer med halen, og "flyver" gennem vandet med bugfinnerne, der bølger. Gællerne sidder neden under fisken. Der sidder de fem i hver side. Den camouflerer sig i sandet, så kun øjnene stikker op over sandet.
Søpindsvin.
Søpindsvin er en klasse af havdyr, der som regel lever på havbunden tæt ved kysten og karakteriseres ved en rund, femtalssymmetrisk (radiærsymmetrisk) krop, hvorfra pigge stikker ud i alle retninger. Nogle af piggene er lange (primære pigge), andre korte og børsteagtige (sekundære pigge). Nogle søpindsvin går også på deres pigge, mens andre ligesom søpølsen går på tentakler. Nogle bruger begge slags 'fødder'.
Søpindsvin kan være brune, sorte, lilla, grønne, hvide og røde. De fleste er 5-10 cm lange. Søpindsvinets ydre skelet af kalkplader danner et karakteristisk fossil, som ofte kan findes ved kysten og fra gammel tid i Danmark er kendt som tordensten, da man troede at det blev dannet ved lynnedslag.
Regulære og irregulære søpindsvin.
Der findes to hovedformer af søpindsvin kaldet de "regulære" ("regularia") og de "irregulære" ("irregularia").
De regulære søpindsvin er perfekt femtalssymmetriske, hvilket vil sige at man, hvis man skar dyret vandret over, ville se fem sektioner, der spejlede hinanden ligesom appelsinbåde. Deres mund sidder på midten af undersiden og gattet på midten af ryggen.
Irregulære søpindsvin tenderer mere mod bilateral symmetri, hvor gattet sidder længere tilbage på ryggen og munden forrest på undersiden.
Strong ylocentrotus.
"Strong ylocentrotus" er et spiseligt søpindsvin. Det er 8 cm i diameter. Det hører til de "regulære" søpindsvin, der er regelmæssigt radiært opbygget. Ret almindeligt i danske farvande, men som regel ikke på lavt vand. Spiseligt søpindsvin er 10 cm eller mere i diameter, og er dermed det største søpindsvin i Danmark. Det er ret almindeligt i Nordsøen, Limfjorden og den nordlige og østlige del af Kattegat, hvor det især findes på hård algebevokset bund. Det har et meget kraftigt tandapparat, den såkaldte "Aristoteles´ lygte," hvormed det gnaver alger, rurer og andre dyr. Det kaldes spiseligt, fordi kønsorganerne, der findes i den øverste del af skallen, spises mange steder, dog ikke her i landet. De minder om smagen af østers. Dens fjende er rødhajen.
Søstjerne.
Søstjernen har en ret flad krop, der er trukket ud i flere lange arme. Den har en over- og en underside, den har ikke en forende og en bagende, men derimod en 5-tals-symmetri, hvor kroppen er delt op i f.eks. fem arme med et stjerneformet mønster, der markerer to til fire rækker med sugefødder, der sidder i stort tal på undersiden af armene. Dyret har hverken hoved eller hjerte. Men den har et nervesystem og et vandkanalsystem, der sørger for at pumpe væske hhv. ud og ind i de små sugefødder, der dermed kan bruges til bevægelse.
Den almindelige søstjerne i Danmark hedder på latin "Asterias rubens", fra ordenen "Forcipulatida", den lever i de danske farvande og kan blive helt op til 50cm i Nordsøen. I Østersøen findes den på dybt vand ved Bornholm, men længere nordpå i Østersøen bliver vandet for fersk til at søstjernen kan formere sig.
Når søstjernen kryber omkring, er den først og fremmest interesseret i at finde føde. Den lever af mange forskellige ting, men den vil helst have blåmuslinger. Søstjernen er mester i at vriste blåmuslingens skaller fra hinanden med armene. Er blåmuslingen først åbnet 0,2 cm kan søstjernen krænge sin mave ud for at fortære den bløde musling inde mellem skallerne. Søstjernens mund sidder på undersiden af kroppen midt mellem armene, gattet sidder på oversiden, ligeledes i midten.
Hos de fleste søstjerner er armene 6-7 cm lange, men de kan blive meget længere, helt op til 25 cm. Mister søstjernen en arm kan den regenerere en ny. Søstjernen har gæller og er hermafrodit. Den gyder sine over 2 millioner æg i maj, juni eller juli. Befrugtningen finder sted frit i vandet. Æggene udvikler sig herefter til små larver kaldet "bipinnaria". Efter et par måneder hvor larven har bevæget sig frit i vandmasserne sætter den sig fast på bunden og begynder sin forvandling til søstjerne. Søstjernens fjender er fisk men også troldkrabber og strandkrabber, dykænder som edderfuglen, og søstjernens nære slægtning, den mangearmede søsol.
Tallerkenmusling.
Tallerkenmuslinger er muslinger i familien "Tellinidae".
Tallerkenmuslingen bliver højst 25 cm. Den er normal i Nordsøen. Skallerne er almindelige at finde på stranden ved Vestkysten, men den er sjælden at finde øst for Skagen. Den lever af plankton og ånder ved hjælp af gæller. Dens værste fjende er fugle.
Tangloppe.
Tangloppens ("Gammarus locusta") han kan blive op til 2 cm, hunnen er tydeligt mindre. Den er meget almindelig overalt ved vores kyster, også i brakvand. Tanglopper adskiller sig fra tanglus ved at de er lidt blødere end en tangloppe. Tangloppen spiser små insekter. En tangloppes fjende er fisk. Der er mange fisk, som spiser tanglopper. Tangloppens navn kommer af, at den gemmer sig i tang.
Tanglus.
Hannen hos tanglusene (latin: Idoteidae) kan blive cirka 3 cm lang; hunnen kan blive cirka 2 cm lang. Tanglusen kan skifte farve efter den tang som den opholder sig i: den gemmer sig i tangen for at undgå sine fjender, som er rødspætter og andre små fisk. Tanglusen lever af plankton og alger. Tanglusen ånder med gæller. Når den skal bevæge sig, laver den en hoppede bevægelse som får den til bevæge sig baglæns.
Tangsnarre.
Tangsnarre ("Spinachia spinachia") er en fisk, der er 10-20 cm lang. Det er en hundestejle, og den har 14-16 bagudrettede pigge ned langs ryggen. Den findes tæt på kysten fra Nordnorge til Biscayen, og i store dele af Østersøen. De lever blandt bevoksning for det meste i ålegræs. Den findes ned til cirka 10 meters dybde. Den lever af plankton og kan skifte farve efter sine omgivelser. Tangsnarren har en del fjender, torsken er en af dem.
Torsk.
Torsken ("Gadus") er en slægt inden for dyreriget. Fiskene kan kendes på den aflange krop med de to gatfinner, tre rygfinner, skægtråden, overbiddet og den lange hvide streg langs siden og den gul-grønlige farve med mørke pletter. Kødet er lyst og har en eftertragtet mere neutral smag i forhold til andre fisk, der indeholder mere blod i kødet, hvilket også kan siges om kuller, men torsk smager noget mere neutralt. De kan blive op til 1,8 meter lang og veje cirka 52 kg. Torsk i danske farvande kan blive op til 1,5 meter lange og veje op til 40 kg. Så store torsk fanger man kun på dybt vand. Der rykker torsken ud efterhånden som den kommer op i årene. Torsk kan blive 25 - 30 år gamle, og det er selvfølgelig de færreste torsk, der bliver så store og gamle. Størstedelen af fanget torsk vejer 2-6 kg.
Torsken er en rovfisk. Den lever hovedsageligt af bunddyr og har overbid, så den kan tage bunddyrerne oppefra. Foruden krebsdyr og snegle lever torsken af små fisk, såsom tobis. Torsken selv ædes af hajer.
Torsken er vidt udbredt i det østlige Atlanterhav, i Nordsøen og i de indre danske farvande. Den er en vigtig fangstfisk, som imidlertid er blevet voldsomt overfisket i efterkrigstiden med stærkt decimerede bestandsstørrelser til følge. Torskens reetablering er vanskeliggjort af det intense industrifiskeri af dele af dens fødegrundlag, navnlig tobis.
Søsol.
En søsol er en mangearmet søstjerne fra familien "Solasteridae". Søsolen bliver op til 25 cm, men findes oftest i størrelser omkring 15 cm. Dyret har normalt 8 - 15 arme, men ældre individer kan have flere. Dyrene kan have nuancer, der spænder over rød, violet og gul.
Der findes to søsol-arter, der er almindelige i Danmark: Pigget søsol ("Crossaster papposus") og ru søsol ("Solaster endeca"). De to arter ligner meget hinanden, men "S. endeca" har lidt længere arme. Søsolen lever på muslinge- og østersbanker, hvor den søger sin føde blandt andre pighuder. Muslinge- og østersbankerne findes normalt på stenet eller sandet havbund ned til 40 meters dybde. Søsolen findes i koldere farvande fra den engelske kanal og nordpå.
Yemenkamæleon.
Yemenkamæleonen er en af de mest farvefulde arter af kamæleoner. Kamæleonen er udbredt i fangenskab, da den er "nem" at holde, og kan yngle i fangenskab.
Der eksisterer to kendte underarter af Chamaeleo calyptratus.
Begge underarter har nogenlunde ens udseende, dog med et par enkelte forskelle.
De har begge en stor kraniehanekam. Hannernes hanekam er større end hunnernes. Chamaeleo calyptratus calyptratus har dog betydelig større hanekam end Chamaeleo calyptratus calcarifer. Hannerne bliver cirka 61 centimeter, mens hunnerne kan bliver op til 33 centimeter. De har typisk tydelige striber omkring deres krop, primært i farverne gylden, grøn og blå mikset med gul, orange eller sort.
Yemenkamæleonen lever ved den vestlige kystlinje af Yemen og på den sydvestlige kyst af Saudi-Arabien.
Yemenkamæleonen er insektædende. De er i stand til at fange deres bytte ved at slynge deres slimede tunge ud med høj fart. Tungen bruges også til at lugte og smage. De går ofte efter bestemte typer af bytte. Grønne insekter er specielt eftersøgt, men yemenkamæleonen er en af de få kamæleoner som også spiser blade fra planter, primært for at have en kilde til vand i den tørre sæson.
Levealderen er typisk fem år for hunnerne og op til otte år for hannerne. De når den kønsmodne alder efter fire til fem måneder (20 - 30 centimeter). Under parringssæsonen ændrer hunnerne farve fra deres normale lysgrønne farve til en sort-grøn med blå og gule pletter inden for 18 timer efter en succesfuld parring. Æglægningen foregår fra 20 - 30 dage efter parringen. Der lægges normalt fra 35 - 85 æg, og parringen kan foregå op til 3 gange på et år.
Yemenkamæleonen er en af de mest aggressive arter af kamæleoner. To kamæleoner kan derfor ikke holdes sammen. Alene det at en yemenkamæleon kan se en anden yemenkamæleon vil gøre kamæleonen aggressiv. De vil så længe, de kan se hinanden nægte at spise eller drikke, og stressniveauet kan ende med en meget svækket kamæleon eller døden. Eneste undtagelse er når hunnen er i brunst. Hunnerne kan dog godt være i nærheden af hinanden, dog ikke i brunstperioden.
Dirch Passer.
Dirch Hartvig Passer (18. maj 1926 - 3. september 1980) var en populær dansk skuespiller og komiker. Han blev født på Østerbro i København.
Liv & karriere.
I årene 1955-1962 optrådte han i komikerduoen "Kellerdirk Bros" sammen med Kjeld Petersen, hvilket var med til at befæste hans position som en af Danmarks mest populære revystjerner. Han medvirkede også i en lang række danske film. Hans første (og eneste) seriøse rolle på teatret var som den tilbagestående Lenny i "Mus og mænd" af John Steinbeck. Desværre var hans image som komiker så grundfæstet, at folk brast i latter så snart han viste sig på scenen, uden tanke for at det drejede sig om en tragisk rolle, hvilket Passer tog sig meget nær.
Dirch Passer har været gift to gange; fra 1950-1959 med skuespillerinden Sigrid Horne Rasmussen og fra 1970-1976 med reklametegneren Hanne Bjerre Pedersen. Han har desuden boet sammen med flere andre kvinder i længere tid. Han fik to børn - et fra hvert ægteskab. Dorte Passer og Josephine Passer.
Han levede i mange år intenst med et stort arbejdspres og et stort alkoholforbrug. I perioder var han ofte gæst på de københavnske værtshuse. Selv sagde han: "Man skulle have været dværg, så var øllerne meget større!"
Dirch Passer var bror til skuespillerinderne Kirsten og Marchen Passer.
Johannes Møllehave beretter om Passers fintmærkende instinkt for en spontan replik. En gang på ABC-teatret kom han farende ind på scenen, men snublede i noget og faldt med et brag. Publikum tav forskrækket, for han måtte have slået sig meget slemt. Passer rejste sig og sagde i forbifarten: "Det gælder om at hænge i!" Som en parodi på filmen "Spionen, der kom ind fra kulden", skrev Møllehave et meget indviklet rim til Passer, som han skulle fremsynge, siddende inde i et køleskab på scenen. Det var et slid for Passer at lære udenad, og da han krøb ud af skabet, sagde han: "Visen var skrevet af Johannes Møllehave, og nu kan han sætte sig ind i køleskabet der. Så kan det være, han kan få rimet af?"
Han blev i 1975 Ridder af Dannebrog.
Et af hans mange revynumre ("Fingernumret" fra 1974) kom på Kulturkanonen under scenekunst. Nummeret stammer oprindeligt fra den amerikanske komiker Art Metrano, som præsenterede det i 1969, og han har blandt andet optrådt i "Della Reese Show", "The Dean Martin Show" og "Mike Douglas Show" med nummeret.
Dirch Passer døde af hjertestop på scenen umiddelbart inden forestillingen hvor han skulle lave en parodi på Kim Larsen i Tivolirevyen den 3. september 1980 og blev erklæret død ved ankomsten til Københavns Kommunehospital kort tid efter. Han er begravet på Dragør Kirkegård.
1926.
Eksterne henvisninger.
26
Troldkrabbe.
Troldkrabber (Lithodidae) er en familie i de tibenede krebsdyr.
Kongetroldkrabbens ("Lithodes maja") længde er 11 cm. Den lever i Skagerrak og Kattegat på dybder over 10 meter og den skylles ikke ind på stranden. Hos den danske art, "L. maja", er den ene klo større end den anden. Den spiser små fisk og døde dyr. Dens fjende er hummeren.
Tudser.
Tudser ("Bufonidae") er en familie af springpadder. De er nogle af de mest almindelige padder i Danmark. En tudse ligger i dvale om vinteren. En voksen huntudse kan blive cirka 10-12 cm lang, og en voksen hantudse er 7-8 cm lang. En tudse spiser orme, snegleæg. Den lever, hvor der er sumpet, hvor den er camoufleret, for den ligner jord. Den har ikke mange fjender, fordi den udsender en lugt, så den ikke bliver angrebet. Hvis den føler sig truet, rejser den sig på alle fire, og puster sig op. Dens fjender er: snogen og storken. En tudse har en lang tunge, som den kan fange sin mad med. Dens hud er tynd, så den tørrer ret nemt ud. Den lever på land eller i vand, for en tudse kan godt svømme. En tudse er ikke særlig hurtig, og det er sjældent, at den springer. I løbet af 8-10 dage bliver æggene til små haletudser, der ånder ved gæller. Sidst på sommeren bliver de til tudser og kravler op på land. En voksen tudse ånder ved lunger.
Tudser kendes fra frøer på deres mere kluntede kropsform, de kortere bagben og den meget vortede hud. Vores tudsearter lægger deres æg som lange strenge, hvorimod frøer lægger dem i klumper.
Ordinaltal.
Ordinaltal eller ordenstal er tal brugt til at angive placeringer på en ordnet liste: Første, anden, tredje, osv., i modsætning til kardinaltal, som siger, "hvor mange der er": En, to, tre, osv.
I matematikken er et tal "a" et ordinaltal, hvis man fra et kardinaltal, formula_1 kan lave en bijektiv afbildning fra mængden bestående af talrækken fra 0 til formula_1 ind i mængden fra 0 til "a".
Kardinaltal.
Kardinaltal eller tælletal er tal anvendt til at angive, hvor mange elementer der er i en given mængde.
Inden for matematikken anvendes kardinaltal også i forbindelse med uendelige mængder. Kardinaltal er indført i matematikken af Georg Cantor omkring 1900 i forbindelse med udviklingen af den moderne mængdelære.
For endelige mængder er kardinaliteten antallet af elementer i mængden. F.eks. er formula_1, fordi der er tre elementer i mængden, og kardinaliteten af er to. Kardinaliteten af en ægte delmængde af en endelig mængde A er altid mindre end kardinaliteten af A.
For uendelige mængder gælder dette ikke: Kardinaliteten af mængden af de lige tal, er lig med kardinaliteten af mængden af de hele tal. Når man sammenligner størrelsen af uendelige mængder, ser man nemlig på om der findes en bijektiv funktion fra den ene til den anden. Dvs. om man kan parre elementerne i den ene mængde med elementerne i den anden. Det kan man med mængden af de hele tal, og mængden af de lige tal: formula_2. Tilsvarende kan man vise at kardinaliteten af mængden af rationelle tal er den samme. Denne kardinalitet kaldes formula_3.
Cantor beviste, at dette kardinaltal var det mindste uendelige kardinaltal. Det næstmindste uendelige kardinaltal kaldes formula_4, det næste formula_5, osv. Cantor viste også, at der ikke findes et højeste kardinaltal: Ved hjælp af sit diagonalbevis viste Cantor, at kardinaliteten til potensmængden af en mængde, er større end kardinaliteten af mængden selv. Dette gælder måde endelige og uendelige mængder.
Cantor opstillede hypotesen at kardinaltallet til mængden af reelle talformula_6 følger lige efter det til de naturlige tal dvs at dennes kardinalitet skulle benævnes formula_4. Hypotesen er kendt som kontinuumhypotesen og det er blevet bevist, at den hverken kan bevises eller modbevises ud fra Zermelo-Fraenkels aksiomer.
Hvis man antager at udvalgsaksiomet er sandt, er kardinaltallene velordnede. Det betyder at hvis X og Y er to mængder, så gælder der |X|≤|Y| eller |X|≥|Y|. Hvis man antager at udvalgsaksiomet ikke gælder, findes der derimod mængder X og Y, så hverken |X|≤|Y| eller |X|≥|Y|.
Atomnummer.
Alle grundstofferne i det periodiske system har et entydigt atomnummer, også kaldet grundstofnummer, som direkte fortæller hvor mange protoner der findes i atomkernerne for det pågældene grundstof. I matematiske formler, ligninger m.v. repræsenteres atomnummeret som regel ved bogstavet Z.
I uladede atomer (modsat ioner) omkredses atomkernen af lige så mange elektroner som der er protoner i kernen, så for ikke-ioniserede atomer angiver atomnummeret også antallet af elektroner.
Visse processer, f.eks. fission, fusion samt de fleste former for radioaktivitet indebærer at antallet af protoner i en atomkerne ændres, og dermed ændres også kernens atomnummer.
3. september.
3. september er dag 246 i året i den gregorianske kalender (dag 247 i skudår). Der er 119 dage tilbage af året.
Seraphias dag, opkaldt efter en ung kvindelig slave fra Antiokia i Syrien, som fik sin herskerinde, Sankt Sabina fra Umbrien, til at konvertere til kristendommen. Senere måtte Seraphia udstå mange forfølgelser, inden hun blev dømt som heks og halshugget omkring år 120, fordi to soldater var blevet syge efter at have voldtaget hende.
03
18. maj.
18. maj er dag 138 i året i den gregorianske kalender (dag 139 i skudår). Der er 227 dage tilbage af året.
Dagen har navn efter den svenske konge Erik den Hellige, som blev halshugget af danske prins Magnus Eriksen, på vej hjem fra korstog i Finland i 1160. Den dag i dag opbevares Erik den Helliges ben i domkirken i Uppsala i Sverige.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
Almanak.
En almanak er en kalender, der udkommer årligt. Den indeholder normalt både astronomiske og kalendariske oplysninger. Almanakker forekommer ofte i bogform og kan indeholde læsestof af forskellig art.
Tidligere indeholdt almanakker ofte forudsigelser om kommende begivenheder, hvilket sikrede dem stor folkelig udbredelse.
Almanakken har en lang historie. Den første danske stammer fra 1549.
Alperne.
Alperne er en bjergkæde, der går igennem Frankrig, Italien, Schweiz, Liechtenstein, Tyskland, Slovenien, og Østrig.
Alperne ligger mellem 43° og 48° N, og mellem 5° og 16° Ø. Bjergkæden begrænser den norditalienske lavslette imod vest og nord, strækker sig gennem det sydøstlige Frankrig, de nordligste dele af Italien, det sydlige og østlige Schweiz, det sydligste Bayern/Tyskland, det vestlige og mellemste Østrig i én kæmpestor bue, der først løber mod nord, derpå mod nordøst og øst, mens den tiltager i bredde mod øst. Længden er (fra Savona til Wien) ca. 1200 km, den største bredde (mellem Gardasøen og Kochel-søen) er ca. 225 km, den mindste bredde (mellem Ivrea og Genèvesøen) er ca. 125 km. Alperne dækker en overflade på cirka 176.000 km2.
I vest er Alperne skilt fra Massif Central af floden Rhone. Jurabjergene udgår derimod fra Alperne uden nogen tydelig grænse. Mod nord begrænses Alperne af det schweiziske, schwabiske og bayerske plateau, der med en middelhøjde på 400-600 m strækker sig fra Genève til Linz. Mod øst når Alperne til Wienerbækkenet, der skiller dem fra deres naturlige fortsættelse, Karpaterne, og til den lille ungarske lavslette. Mod sydøst går Alperne uden naturlig grænse over i Sloveniens og Kroatiens karst-bjerge. Mod syd ligger Alpernes fod i Posletten i en højde af ca. 200 m. I sydvest fortsætter Alperne i Appenninerne. Som grænse sættes her i reglen passet Col d'Altare.
Alpernes højeste punkt er Mont Blanc (4.808 m.o.h) på grænsen mellem Frankrig og Italien.
Historie.
Matterhorn, på grænsen mellem Schweiz og Italien
Sø ved Sunnig Grat, Schweiz
Befolkningen i Alperne var i oldtiden dels kelter, dels rætier (et folk, der er beslægtet med etruskerne) og i Østalperne var det illyrer. Under Augustus blev bjergfolkene undertvunget efter en blodig krig og romaniseret. Under folkevandringerne trængte forskellige germanske folkeslag ind i området. Store dele af de schweiziske alpelande blev erobret af alemanner, og i Østalperne indvandrede både germaner og slaverne. Derimod klarede den romaniserede befolkning sig i de vestlige og sydlige Alper, som nu er beboede af franskmænd og italienere. Af den gamle rætoromanske befolkning findes endnu i afsides dale, især i Graubünden, ca. 66.780 (folketælling i 1990), som har bevaret deres sprog. I Vestalperne førtes der fra den senere middelalder en langvarig kamp om herredømmet mellem fyrsterne i Savoyen, Dauphiné og Provence. Den fortsatte siden mellem Frankrig og Savoyen-Piemonte, og blev først afsluttet i 1860, da Frankrig fik Savoyen og Nice.
De schweiziske alpers befolkning hørte længe under forskellige tyske fyrster, men i det 13. århundrede rejste skov-kantonerne sig imod Habsburgerne, og de dannede i 1291 Edsforbundet i Brunnen, som efterhånden blev udvidet til at omfatte hele det nuværende Schweiz. Habsburgerne fandt erstatning i de østlige alpelande, som efterhånden alle kom under deres herredømme. Et fællestræk hos alle alpelandenes beboere er en ejendommelig forening af frihedskærlighed og konservatisme. Dette er særlig påfaldende i Schweiz, hvor bjerg-kantonerne førte an i frihedskampen, men på den anden side også hårdnakket har modsat sig ethvert reformforsøg, der udgik fra slette-kantonerne. Selv i det 21. århundrede har Schweizisk demokrati med de mange folkeafstemninger vist, at man ikke gerne ønsker ændringer i de bestående forhold.
Alpin (plantebælte).
"Gentiana nivalis" - en typisk alpin art.
Alpin kan oversættes som forleddet "alpe-" eller "bjerg-".
I geografi og økologi har ordet en mere præcis betydning, nemlig som betegnelse for det allerhøjeste plantebælte på bjergtoppene. Det alpine bælte svarer til (og har mange planter fælles med) tundrabæltet nær ved polerne.
På de høje bjerge finder man ofte planter og dyr, som ellers kun er udbredt i tundraområder. De har bredt sig ud over store områder under istiderne og har fundet refugier på toppe, som er så høje, at lokalklimaet svarer til den niche, de er tilpasset. Dette forhold fremkalder den spredning i levesteder, som kaldes disjunkt udbredelse.
Aluminium.
Aluminium er et grundstof med atomnummer 13 i det periodiske system. Symbol Al. Det er et let hvidt metal.
Aluminium danner Al+++ ioner ved at afgive sine 3 elektroner i den yderste elektronskal. Aluminium i mad har E-nummeret E 173.
Historie.
Aluminium blev isoleret første gang i 1824 af H.C. Ørsted. Tidligere har man traditionelt tildelt æren til den tyske kemiker Friedrich Wöhler, der udvandt aluminium som et gråt pulver i 1827, men Wöhler har i et brev til Ørsted erkendt, at det er Ørsted, der har lavet det grundlæggende arbejde med at isolere metallet.
De første metoder til fremstilling af aluminium var ikke velegnet til storproduktion, og de første mange år var metallet en sjældenhed med priser på niveau med guld og platin. Først da fremstilling ved hjælp af elektrolytiske metoder blev udviklet i midten af 1880'erne kom der gang i en større produktion af aluminium.
Alzheimers sygdom.
Alzheimers sygdom (ofte forkortet Alzheimers) er en fremadskridende degenerativ sygdom der medfører svigtende hjernefunktion, efterhånden demens, og efter 7 til 10 år død. Sygdommen rammer typisk ældre mennesker og er den mest almindelige årsag til demens. Psykiateren Emil Kraepelin opkaldte sygdommen efter sin kollega Alois Alzheimer.
Et diagram over en normal hjerne (venstre) og en Alzheimer-patients hjerne (højre)
Årsag.
Den egentlige årsag til Alzheimers er ikke klarlagt, men i forbindelse med sygdommen ser man to former for læsioner i hjernen: dels såkaldt "neuritisk plak" der til dels består at peptidet beta-amyloid (Aβ) og dels tangler, der består at proteinet Tau.
Der er atrofi af dele af hjernen.
Undersøgelser af hjernen viser, at hippocampus spiller en rolle som mellemstation for optagelsen af ny data til langtidshukommelsen. Her er det interessant, at neurotransmitteren, acetylkolin, skal være til stede i hjernen for at den nye data kan blive oplagret i hippocampus. Hvis acetylkolinomsætningen således er nedsat eller, hvis der forekommer en læsion i dele af hjernen, der involverer hippocampus, vil det have en effekt på hukommelsen.
En mindskelse af hjernens acetylkolinomsætning med dertil følgende konsekvenser, der har indvirkning på hukommelsen, kan bl.a. forekomme ved læsion i især den forreste del af den basale forhjerne, der har acetylkolin-forbindelser til hippocampus. Hippocampus kan således godt være strukturelt intakt uden at kunne udføre sin opgave i forbindelse med hukommelsen.
Visse former for Alzheimers sygdom skyldes mutationer på specifikke gener, - enten på APP eller presenilin generne.
En spansk epidemiologisk metaanalyse påviser sammenhæng mellem alzheimers og eksponering fra lavfrekvente magnetiske og elektriske felter.
Hos normalvægtige er der en sammenhæng mellem at have en tyk mave og senere udvikling af demens. Sammenhæng er speciel stor hos folk der både er overvægtige og har tyk mave.
Metaller?
I 1990 konstaterede amerikanske forskere fra University of Kentucky for første gang, at kviksølvkoncentrationer i hjernevævsprøver fra obducerede Alzheimers patienter var ekstremt forhøjede i de samme områder, hvor man i forvejen vidste, at sygdommens ødelæggende effekt er særlig udtalt – nemlig nucleus basalis.
Boyd Haley, professor i medicinsk biokemi fra det samme forskningscenter, opnåede et vigtigt gennembrud i 1993, da han påviste, at ganske små mængder af kviksølv producerer de samme ødelæggende celleskader, der ses ved Alzheimers.
En af hjernecellens vigtigste proteiner – tubulin – ødelægges, når kviksølv binder sig til de svovlbrintgrupper, som tubulin indeholder.
Ud fra sin egen forskning blev prof. Haley overbevist om, at kviksølvforgiftning kan forårsage Alzheimerslignende demens.
Også aluminium har været under mistanke for at være årsagen til Alzheimer.
Diagnose.
Det kan være svært at stille en diagnose på Alzheimer.
Det mest åbenbare symptom er nok demens, men mange andre hjernesygdomme kan også forårsage demens, så en svigtende hukommelse behøver ikke nødvendigvis at være tegn på Alzheimer.
Ved demens vil lægerne ofte forsøge at bruge udelukkelsesmetoden, dvs. udelukke at andre sygdomme end Alzheimer er skyld i en nedsat hukommelse.
Denne udelukkelsesmetode kan involvere neuropsykologiske vurderinger, almene helbredsundersøgelser og hjerneskanninger.
Der er i øjeblikket ved at blive udviklet en ny hjerneskanningsmetode som muligvis vil være revolutionerende i diagnose af Alzheimer.
En gruppe forskere fra Pittsburgh har udviklet et specielt stof, Pittsburgh Compound B (PIB), der binder sig til plakken.
Stoffets signal kan også i nogen grad være en indikator for såkaldt "mild cognitive impairment" (MCI).
MCI er en let kognitiv forstyrrelse som i nogle tilfælde kan udvikle sig til egentlig demens.
Behandling og forebyggelse.
Der findes i øjeblikket ingen effektiv behandling af Alzheimers,
men acetylkolinesterasehæmmere synes at have en vis effekt, og i 2005 blev der i Danmark givet omkring 3,5 millioner definerede døgndoser af denne type medicin.
Acetylkolinesterasehæmmende medicin virker ved at blokere for det enzym, acetylkolinesterase, der ellers ville nedbryde acetylkolin.
Lægemidlerne der indeholder acetylkolinesterasehæmmere markedsføres under navnene donepezil, rivastigmin og galantamin.
Disse lægemidler har en vis effekt på kognitive funktioner hos nogle patienter, men kan samtidig også have en række bivirkninger.
Også såkaldte NMDA-antagonister forsøges anvendt mod Alzheimers men i noget mindre omfang: 469.000 definerede døgndoser af memantin (der er indeholdt i Lundbeck's lægemiddel "Ebixa"). Forbruget af disse midler kostede i 2005 90 millioner kroner.
En amerikansk undersøgelse har fundet at riskoen for at få Alzheimers blev sænket for folk der drak juice flere gange om ugen. Virkningen er også konstateret i især rødvin.
Virkningen kunne komme gennem polyfenoler der virker som antioxidanter.
Naturlægemidler.
Ekstrakt fra tempeltræet ("Ginkgo biloba") er et af de mest solgte naturlægemidler.
Det har været udbredt som middel i forbindelse med hukommelsesproblemer, men sammenlignende studier blandt Alzheimer patienter finder ingen konsistent forbedring.
Tetrahydrocannabinol (THC), det aktive stof i hash, kunne have en effekt på Alzheimers.
THC binder sig til det samme protein (acetylkolinesterase) som de vanlige Alzheimers lægemidler, og kunne derigennem have en effekt mod Alzheimers.
Desuden kan THC have en yderligere effekt gennem en anden mekanisme.
Lægemidler under udvikling.
En Alzheimers-vaccination er forsøgt udviklet, men forsøget måtte stoppe da nogle af forsøgspersonerne fik alvorlige bivirkninger.
Det danske firma ENKAM forsøger at udvikle et lægemiddel til Alzheimer. Et såkaldt fase 1 klinisk forsøg med et syntetisk peptid kaldet FGLL er overstået.
Et andet dansk firma, NsGene, har udviklet "NsG0202" der i december 2007 fik godkendelse til et såkaldt fase 1b studie.
NsG0202 leverer lægemidlet gennem et kateter der opereres ind i hjernen.
I april 2008 kunne firmaet meddele at NsG0202 var implanteret i tre patient.
I juni 2008 meddelte firmaet "Myriad Genetics" at der med deres eksperimentelle lægemiddel "Flurizan" under forsøg ikke sås forbedringer mod Alzheimer. De europæiske rettigheder til lægemidlet var forinden købt af Lundbeck.
I november 2009 vil Lundbeck begynde forsøg for at undersøge om deres medikament "Lu AE58054" har effekt som supplement til donepezil-behandling.
Forskning tyder på at enzymet PKC kan reducere amyloid plak.
Amalgam.
Amalgam er en legering mellem kviksølv og et eller flere andre metaller. Mange metaller kan æltes eller smeltes sammen med kviksølv (dog ikke jern), og disse forbindelser kaldes amalgam.
Dental amalgam.
Det mest kendte amalgam er det dentale amalgam eller tandamalgam, der anvendes til fyldninger i tænder. Det består af kviksølv, kobber, tin, sølv m.m.
Amalgam bliver mere og mere afløst af plastfyldninger på grund af miljøskadelighed og mulig sundhedsrisiko, både for klinikpersonalet og patienten. I nogle lande er amalgam forbudt eller omfattet af restriktioner. Det diskuteres stadig om amalgam fører til kviksølvforgiftning. I mange lande, også i Danmark, har tandklinikassistenter anlagt arbejdsskadesag om påstået kviksølvforgiftning.
Amatoxiner.
Grøn fluesvamp, dødeligt giftig. Bemærk den karakteristiske ring og knold med skede
Amatoxinerne er en serie af giftige octapeptider der forekommer i to fluesvampe. Amatoxinerne hæmmer RNA-polymerasen hvorved proteinsyntesen blokeres. Da levercellerne hurtigt optager amatoxinerne fra blodet er dette organ særligt udsat ved amatoxinforgiftning.
Virkning.
Giftene kan ikke fjernes ved kogning eller ved tørring. Da amatoxinerne resorberes i leveren og i nyrerne, forgiftes disse organer ligeledes. Forgiftninger med fluesvampe forekommer, for eksempel beskrives seks tilfælde af forgiftning (med to døde) med Grøn fluesvamp ("Amanita phalloides") i 1998 og 1999
Symptomer.
Symptomerne er angiveligt opkastning, diarré og voldsomme mavesmerter. Hvis den forgiftede søger hospital og behandles inden 12-24 timer er der gode muligheder for at redde livet. De vitale organer kan dog have lidt skade.
Advarsel til svampesamlere.
Alle, der indsamler svampe med henblik på fortæring bør kende de to dødeligt giftige fluesvampe. Hvis man er mindre kyndig, bør man ikke indsamle svampe, der kan være en af disse.
Kendetegn.
Alle fluesvampe har skæl på hatten, tydelig ring på stokken og en knold, som er omsluttet af en skede. Snehvid fluesvamp er kridhvid overalt på frugtlegemet. Grøn fluesvamp har varierende nuancer af grønt. Der findes ikke andre store grønne hatsvampe med tydleig ring, knold og skede.
Amazone.
Amazone er navnet på kvindelige krigere, kendt fra fortidens sagn og fra Dahomey i Afrika.
Antikkens Amazoner.
I den klassiske oldtids sagnhistorie fik Troja i krigen mod grækerne hjælp af amazonerne i Lilleasien, der udelukkende bestod af kvindelige krigere, berømt for deres mod.
Amazonfloden er opkaldt efter disse krigere, da en af de første opdagelsesrejsende mente at have set at de skød pile efter ham fra breden imens han sejle i kano. Det til trods for at man mente fortidens amazoner stammede fra Anatolien
Afrikas Amazoner.
Dahomey-amazonerne, eller Mino, var et militært regiment der bestod af kvinder. De tilhørte Fon, som stammer fra Benin og Sydvest Nigeria.
Det siges at kong Houegbadja (regeringstid 1645 - 1685) startede med at træne nogle af sine hustruer til at fungere som kongelige bodyguards og elefant-jægere.
Houegbadja`s søn Kong Agadja (regeringstid 1708 - 1732) udviklede senere denne gruppe til en milits og brugte den med succes til at bekæmpe nabo-kongeriget Savi i 1727.
Amazonfloden.
Kort over Amazonfloden og nogle få udvalgte større bifloder, samt en markering af det areal flodsystemet afvander
Amazonfloden er en primært brasiliansk flod med en imponerende udstrækning og bredde. Den har en længde på 6.400 kilometer og har over 200 bifloder, der tilsammen afvander cirka syv millioner kvadratkilometer. 120.000 kubikmeter vand afledes i sekundet i udløbet. Floden er sejlbar for oceangående skibe, der næsten kan sejle Sydamerika tværs igennem. Andesbjergkæden standser dog denne sejlads. Indsejlingen ligger på østkysten af Brasilien, og kaldes 'Rio del Mar' - flodhavet.
Floden blev opkaldt efter amazonerne ved en fejltagelse, fordi nogle af de første opdagelsesrejsende i et enkelt tilfælde blev beskudt fra bredden med pusterør af langhårede krigere i bastskørter, som blev antaget for at være de kvindelige amazonkrigere, som, man på den tid vidste, skulle leve i en af verdens fjerneste afkroge.
Amazonfloden har over 2.000 fiskearter, lige fra elektriske ål til stimer af blodtørstige småfisk piranhaer (piratfisk).
Brasilianske videnskabsfolk mener at have opdaget, at flodens udspring i Peru er længere mod syd end hidtil antaget. Dermed vil Amazonfloden være omkring 6.800 kilometer lang, hvilket er længere end Nilen, der normalt anses for at være verdens længste flod.
Ambassade.
Desuden kan en ambassade varetage alle de opgaver, som et konsulat kan varetage.
Ambassaden ledes af en udsendt embedsmand, normalt med rang af ambassadør, og er derudover bemandet med udsendte og lokalt ansatte medarbejdere.
Ambassaden er beliggende i det fremmede lands hovedstad eller regeringssæde, og for at lette ambassadernes arbejde tilstås de visse immuniteter og privilegier, som er fastlagt i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser.
Et ambassadekontor er en afdeling af en ambassade, som ligger i et andet land. Ambassadøren vil som oftest være sideakkrediteret fra dette andet land, mens ambassadekontoret i det daglige ledes af en chargé d'affaires a.i.
I Berlin ligger de nordiske landes ambassader på samme grund. Ambassaderne blev indviet i 1999. Også i enkelte andre lande har to eller flere nordiske lande et samarbejde om lokaler, ofte benævnt kancellier.
Varetagelse af Danmarks udenrigspolitiske og økonomiske interesser.
Ambassaderne fremmer danske politiske og økonomiske interesser ved at analysere og vurdere opholdslandenes indenrigs- og udenrigspolitiske forhold.
De danske beslutningstagere benytter disse analyser og vurderinger, når de skal træffe beslutninger af betydning for Danmark og for opholdslandet.
Ambassaderne udarbejder analyserne på baggrund af et indgående kendskab til opholdslandets forhold. Et kendskab som ambassaderne blandt andet har gennem fortrolige kontakter til landets politikere og myndigheder.
Hvad der kan være relevant for ambassaderne at analysere afhænger af, om der for eksempel er tale om et EU-land eller et udviklingsland. I EU-landene følges holdningerne til EU-samarbejdet meget tæt. Det kan være er konkret emne, hvor Danmark har særlige interesser i at sikre et bestemt resultat under forhandlingerne. Eller det kan være opholdslandets holdning til den fremtidige udvikling af EU-samarbejdet.
I andre lande kan analyserne og vurderingerne omhandle eksempelvis den sikkerhedspolitiske situation, om der er fare for terrorisme, og om opholdslandet respekterer menneskerettigheder og demokrati. Analyserne omfatter også fattigdom og en eventuel flygtningesituation. Endelig bedømmer ambassaderne mulighederne for handelssamarbejde.
For at fremme danske interesser forsøger ambassaderne også at påvirke meningsdannelsen i opholdslandet, når landets myndigheder skal træffe politiske beslutninger af interesse for Danmark. Gennem kontakt til opholdslandets politikere, embedsmænd, organisationer og medier kan ambassaderne påvirke opholdslandets stillingtagen til et emne, der behandles i eksempelvis EU eller FN.
Forvaltning af dansk udviklingsbistand.
Ambassaderne i udviklingslandene gennemfører og styrker kvaliteten af den danske udviklingsbistand.
De sikrer, at de enkelte udviklingsprogrammer og -projekter gennemføres som planlagt, og ambassaderne fører kontrol med, at der udarbejdes rapporter over arbejdet, bliver aflagt regnskab og foretaget ekstern revision af brugen af midlerne.
Danmark stiller visse betingelser for bistanden. Danmark kræver for eksempel god regeringsførelse i modtagerlandene. Altså at regeringen leder landet på en acceptabel måde. Ambassaderne er Danmarks forlængede arm i arbejdet med at støtte modtagerlandenes bestræbelser med at lave reformer inden for områder som uddannelse og sundhed og med at styrke erhvervslivets rolle i den økonomiske udvikling.
At bekæmpe fattigdom, afhjælpe miljøproblemer, hjælpe flygtninge i deres nærområder og at fremme demokrati og respekt for menneskerettigheder har også høj dansk prioritet.
Ambassaderne er i løbende dialog med opholdslandenes myndigheder for at give udviklingsbistanden gennemslagskraft. Ambassadernes daglige samarbejde med myndighederne sikrer, at udviklingsbistanden slår igennem i modtagerlandenes egen politik og forvaltning, hvor den virkelig gør nytte
Fremme af dansk eksport og udenlandske investeringer i Danmark (Danmarks Eksportråd).
Det sker ved at rådgive og samarbejde med danske virksomheder for at sælge danske varer i udlandet og for at etablere danske virksomheder i udlandet. Repræsentationerne udarbejder blandt andet markeds- og konkurrenceoplysninger og undersøger afsætningsmulighederne i opholdslandet.
Ambassaderne arrangerer besøgsprogrammer for danske virksomheder, som ved selvsyn ønsker at undersøge det lokale marked.
Derudover promoverer ambassaderne Danmark til udenlandske investorer for at få udenlandske virksomheder til at investere i Danmark.
Ambassaderne opbygger netværk mellem danske og udenlandske handels- og interesseorganisationer. Endelig er en vigtig del af eksportarbejdet at finde nye forretningsområder og påbegynde projekter, der kan føre til forretningsmuligheder
Hjælpe nødstedte danskere i udlandet.
En vigtig og stor del af arbejdet for en ambassade er at behandle visumansøgninger og ansøgninger om opholdstilladelse fra udenlandske statsborgere. I 2005 behandledes 75.500 visumansøgninger og 13.686 ansøgninger om opholdstilladelse.
Ambassaderne hjælper nødstedte danskere i udlandet. Danske rejsende kan f.eks. blive udsat for tyveri, overfald, tab af dokumenter, ulykker, sygdom, naturkatastrofer, uroligheder eller dødsfald. I de senere år har det drejet sig om 80-100 personer. Hjælpen kan f.eks. bestå i besøg i fængslet, overførsel af penge eller kontakt til myndigheder og advokater.
Danske ambassader har en særlig opgave med at bidrage til Udenrigsministeriets rejsevejledninger med oplysninger om risiko på grund af krig, terrorisme, uroligheder, naturkatastrofer mv.
Udførelse af logistiske opgaver.
Ambassaderne står for at organisere besøg af medlemmer af det danske kongehus, danske ministre, folketingsudvalg og andre politikere, organisationer og journalister.
Nye ambassader 2007.
I 2007 blev der på finansloven bevilget midler til oprettelse af nye ambassader som konsekvens af en af Udenrigsministeriet foretaget analyse af globaliseringens konsekvenser for udenrigstjenesten. De nye ambassader omfatter følgende lande: Argentina (Buenos Aires, genåbning), Australien (Canberra, genåbning), Jordan (Amman), Libanon (Beirut, opgradering fra ambassadekontor), Marokko (Rabat, genåbning), samt et handelskontor i Qatar (Doha).
Ambassadør.
En ambassadør er en diplomat af højeste rang, chef for en ambassade og sit lands officielle repræsentant i en anden stat. En ambassadør er akkrediteret modtagerstatens statsoverhoved. Før en ambassadør tiltræder sin post, skal han have opnået agrement fra modtagerstaten. Under en ambassadørs fravær fra posten vil ambassadens ledelse blive varetaget af den rang- og tjenstældste medarbejder ved ambassaden som chargé d'affaires a.i.
De diplomatiske forbindelser mellem Commonwealthlandene varetages af højkommissariater og højkommissærer, som har samme rang og status som ambassader og ambassadører i forholdet mellem andre stater.
Enkelte højtstående embedsmænd i Udenrigsministeriet har titel af ambassadør, selv om de gør tjeneste i København.
Danske ambassadører udnævnes af Dronningen efter indstilling fra udenrigsministeren.
Amfiteater.
Et amfiteater er en rund scene omgivet af tilskuerpladser i trappeform.
Amfi betyder dobbelt, og et amfiteater adskiller sig fra et almindeligt (enkelt) teater ved
at have tilskuerpladser hele vejen rundt.
1. Orchestra: (græsk = danseplads) er den runde plads, hvor skuespillet foregår. Midt på orchestra står et alter, viet til Dionysos.
2. Skene: (græsk = telt, bod, overdækket stillads) er et lille skur eller hus bag ved orchestra, hvori man kunne opbevare rekvisitter. Skene kunne meget praktisk og let indgå i opsætningen og f.eks. være kongeslot eller bolig for en af personerne. Skuespillerne brugte det også til at skifte dragter, masker og roller under stykket. På hver side af skene har der været en indgang til orchestra, en sådan indgang kaldes "parodos" (flertal: parodoi)
3. Theatron: (græsk = skueplads; tilskuerplads) var formet som en halv- eller trekvart-cirkel omkring orchestra, og skrånede opad.
Amfora.
Udstillede amforaer i Bodrum Castle, Tyrkiet.
En amfora er en høj græsk vase med to hanke og spids bund. Var også et væskemål, da man brugte amforaer til transport af olivenolie og vin, inden man fik trætønder. Ordet "amphora" er Latin, afledt af det græske "amphoreus" (Αμφορέας) eller "amphiphoreos", et sammensat ord, som består af "amphi-" ("på begge sider") + "phoreios" ("bærer") altså "dobbeltbærer".
Som et kuriosum kan nævnes, at franske arkæologer for nogle år siden fandt et antal amforaer med "ubrudt" forsegling. De var ca. 2000 år gamle, og spændingen var stor, da man åbnede én af dem for at smage på årgangsvinen. Imidlertid havde de kemiske processer i løbet af 2000 år nedbrudt alt, hvad der kunne give mindelser om det oprindelige indhold, så væsken smagte såmænd bare af vand.
Snabel-a @ var oprindeligt (i middelalderen) en forkortelse for amfora.
Ammoniumklorid.
Ammoniumklorid, samt ammoniumchlorid og salmiak (der er de tilladte navne ifølge Kemisk Ordbog). Salmiak, som kommer af latin: "sal ammoniacum" ("ammontemplets salt"), er et salt, som til daglig kendes fra slik og rengøringsmidler. Det dannes, somme tider utilsigtet, ved en reaktion mellem saltsyre og en opløsning af ammoniak.
Sundhed og sygdom.
Salmiak har været anvendt som hostemedicin: Ammoniakdampe fra midlet får luftvejene til at udskille mere slim, som så skulle være nemmere at hoste op. Der er dog ikke meget der tyder på at denne behandling har nogen reel effekt.
Amnesi.
Amnesi er hukommelsestab, som kan fremkomme ved for eksempel slag i hovedet eller misbrug af stoffer og alkohol.
Amnesi er også et meget brugt plot i sæbeoperaer, hvor tilstanden bliver brugt til at bringe nyt liv til en historie der måske er blevet kedelig.
Amon.
Amon i traditionel rødbrun farve
Amon var skabergud i det gamle Egypten, dyrket i flere byer, navnlig i Theben, men også i andre egyptiske byer. Ligesom flere andre guder bragtes Amon allerede tidligt i forbindelse med solguden Ra - han kaldtes derfor ofte Amon-Ra. Da Theben under det 11. Dynasti blev kongesæde og snart efter hele Egyptens hovedstad, fik Amon stor anseelse i hele landet.
Til ære for Amon blev der i Theben rejst flere store templer, som man stadig kan se rester af ved Karnak.
Amon-Ra.
Amon-Ra var en sammensmeltning af den thabanske lokalgud, Amon, og symbolet for soldisken, Ra. Amon-Ra var altså solgud i Theben, det nuværende Luxor.
Amorin.
En amorin er en lille elskovsgud. Inden for billedkunsten vist som et bevinget barn. Svarer til en erot.
Ampere.
Ampere er i fysikken et mål for elektrisk strøm.
En ampere er en SI-grundenhed og defineres på følgende vis: En ampere er den konstante strøm som, hvis den opretholdes i to uendeligt lange lige parallelle ledere med negligerbare cirkulære tværsnit, som er placeret med 1 meters afstand i vakuum, vil producere en kraft mellem disse to ledere på 2×10-7 newton per meter.
Enheden ampere er opkaldt efter den franske fysiker André-Marie Ampère, en af de første som udforskede elektromagnetismen.
Amsterdamtraktaten.
Amsterdamtraktaten er en EU-traktat, som var til folkeafstemning i Danmark den 28. maj 1998.
1.647.692 stemte Ja og 1.342.595 stemte Nej til Danmarks tiltrædelse af traktaten.
Amulet.
En amulet er en genstand som beskytter mod ulykke. Tidligere er udtrykkene lønværge og trylleværn også blevet brugt om en amulet.
Amøbe.
Amøben er et halv millimeter stor protozo, som er opbygget af én celle. Amøber klassificeres i øjeblikket under protister under protozoer, men klassificeringen bliver ændret når en bedre forefindes.
Amøben er meget almindelig i danske Søer. Den lever frit i vand eller som parasit, et eksempel på en parasitisk amøbe kunne være "Entamoeba histolytica".
I 2008 blev en en-cellet 2,5 cm stor kugleformet amøbe "Bahamian Gromia" fundet ved Bahamas nær ved "Little San Salvador Island". Den bevæger sig ved at rulle henover havbunden.
Anagram.
Et anagram er et ord som er dannet ved omflytning af et andet ords bogstaver; typisk således at en ny betydning opstår.
Palindromer udgør en delmængde af de mulige anagrammer og er ord eller sætninger, der giver mening læst såvel forfra som bagfra.
Anakronisme.
Anakronisme (af græsk ανα "ana" "igen", "tilbage" og χρόνος "chronos" "tid") altså når tiden ingen forskel gør.
I dansk sprogbrug bruges anakronisme om en tidsmæssig uoverensstemmelse af elementer inden for en given sammenhæng. Man kan eksempelvis argumentere for, at EU landbrugsordning er anakronistisk, da den blev oprettet i en tid, hvor de retfærdiggørende betingelser nu er bortfaldet.
Generelt forekommer anakronismer, når noget fejlagtigt eller bevidst (f.eks. i kunstnerisk øjemed) fremstilles som tilhørende en anden tidsperiode end det normalt tilskrives, eller når man iagttager fortiden ud fra ens egne forudsætninger, f.eks når vi kritiserer andre tiders folk for at have brugt tortur etc. I dette tilfælde, bebrejder vi altså dem ud fra vores egne forudsætninger, uden at tage højde for at tortur er blevet brugt som lovligt afstraffelsesmiddel i mere end 3000 år.
Et af de mest berømte eksempler på en anakronisme er fra Shakespeares "Julius Cæsar" der indeholder et mekanisk ur, en opfindelse der først så dagens lys hundredvis af år efter Cæsars tid.
Anamnese (sygehistorie).
Anamnese (αναμνησις "anamnesis" "erindring") er betegnelsen for patientens egen redegørelse for sin sygehistorie eller generelt for en patients sygehistorie.
Anamnesen bruges af behandlere indenfor sundhedsvæsenet (læger, kiropraktorer, fysioterapeuter, ergoterapeuter), for at kunne fastslå den korrekte behandling for en specifik patient.
Anamnese bruges desuden også i forhold til en borgers journal inden for det offentlige/ det kommunale. Fortløbende journalnotater i en kontanthjælpssag, en pensionssag, en sygedagpengesag o.l.
Anapæst.
En anapæst er en versefod på to ubetonede plus en betonet stavelse og har en stigende betoning. (..-) Det er dermed det modsatte af en Daktyl
Anarki.
Den første definition, fraværet af politisk autoritet, kan henvise til et teoretisk (eller eksisterende) samfund baseret på anarkisme eller anarko-syndikalisme, eller til det internationale politiske system (se).
I den anden og tredje betydning henviser begrebet til stater med politisk kaos. Ud fra disse meninger vil man betegne den nuværende situation i Somalia som et anarki.
Når begrebet anvendes i den anden mening, henvises der generelt til systemer, hvor flere grupper samtidig påberåber sig den legitime brug af magt (jfr. Max Weber), på trods af, at denne situation ikke passer med ordet "anarki"s etymologi. En sådan situation skulle retteligt betegnes polyarki. Dette er en typisk kommunikationsbrist mellem de, der tror på anarkisme som en bæredygtig samfundsindretning, og de, der ikke er bekendte med anarkistisk ideologi og filosofi.
Anatomi.
Anatomi er læren om organismers form og opbygning.
Menneskets og dyrenes anatomi er udforsket ved hjælp af dissektion og mikroskopi, og er læren om organismers opbygning. Også planter, svampe og protister har hver deres anatomi.
Den "humane anatomi" beskriver hvordan menneskets krop normalt er opbygget, mens forandringer ved sygdom eller skade betegnes "patoanatomi".
Faget anatomi kan inddeles i makroskopisk og mikroskopisk anatomi.
Underinddelinger er cytologi (cellelære) og histologi (vævslære).
Andre inddelinger er for eksempel topografisk anatomi (overfladeanatomi). Neuroanatomi er nervesystemets anatomi.
En specialist i læren om organismens opbygning kaldes en anatom.
Det første anatomiske institut bliver startet i Alexandria i Ægypten omkring 300 år f.Kr., sammen med flere andre vigtige fakulteter og et bibliotek, hvor man forsøger at samle al videnskabelig viden i verden. På dette anatomiske institut tilladte kongen, at man lavede dissektioner af døde, hvilket gav mulighed for at undersøge kroppen indeni og beskrive organerne.
I Ægypten fik man lavet nogle meget omfattende værker med beskrivelser af kroppen. De originale værker er gået tabt, men mange af dem blev oversat af arabiske læger og som tog dem med til bl.a. Persien og Grækenland, hvor traditionerne blev ført videre.
Studierne af anatomi og patoanatomi blomstrede igen op i renæssancen, hvor universiteterne i Europa igen fik mulighed for at lave dissektioner af døde, hvilket ellers havde været forbudt under katolicismen.
En milepæl var udgivelsen af "De humani corporis fabrica" fra 1543 (Andreas Vesalius), hvor der var yderst detaljerede beskrivelser af menneskekroppen. Også videnskabsmænd som Harley (1578-1657) og Descartes (1596-1650) bidrog med vigtige værker i denne periode.
Illustration fra "De humani corporis fabrica"
Nomenklatur.
Inden for anatomien bruges en særlig nomenklatur, det vil sige et særligt fagsprog. Fagsproget er i høj grad blevet standardiseret, så det er det samme i hele verden, f.eks. via PNA-systemet (Paris Nomina Anatomica), der sidst blev revideret i 1998. Langt størstedelen af fagbetegnelserne stammer fra latin eller latiniseringer af oldgræsk.
Ud over at hver enkel anatomisk struktur har et navn (undertiden flere), så har man også valgt at betegne en række forskellige snit og retninger, som gør det nemmere at beskrive de enkelte strukturer.
Snitplaner.
Normalt bruger man de tre planer "horisontalplanet", "frontalplanet" og "sagittalplanet". "Medianplanet" er et specialtilfælde af sagittalplanene, der deler kroppen i to symmetriske halvdele (således det "sagittalplan", der vises på tegningen). Medianplanet er det eneste af de nævnte, der på den måde er defineret. Man kan således lave utallige horisontal- frontal- og sagittalplan så længe de respekterer de vektorer, der udstikker dem. Eksempelvis kan et horisontalplan også ligge på niveau med skuldrene, knæene, eller i hvilken som helst anden højde. "Se tegning"
Retninger.
"Rostral" - opad, mod spidsen af frontallapperne
Menneskets anatomi.
De latinske eller græske udtryk er skrevet med kurusiv
Nervesystemet ("systema nervosum").
"Se også" nerve, nervebane, dendrit, neuron
Kredsløbet ("Angiologia").
Se også hjertet
Andeigle.
Andeiglen ("Theromyzon tessulatum") er en op til 10 cm lang igle med fire par øjne, der lever i søer. Arter af andeigler findes på den nordlige halvkugle og i Sydamerika.
Iglen sidder i undervandsvegetationen og venter på, at en vært kommer forbi. Når f.eks. en and stikker hovedet ned i vandet, griber iglen fast i næbbet og bevæger sig ind i andens næsebor og svælg for at suge blod. Hvis værten angribes af mange igler, kan den blive kvalt.
Æggene lægges i en kokon, der er fastgjort til planter eller sten. Æggene klækker efter ti dage, hvorefter ynglen sidder fastgjort til den voksne igle i 2 - 4 måneder. Ynglen har brug for et måltid blod for at udvikles. Man mener iglen har brug for tre af den slags måltider for at blive fuldt udvokset. Iglen forlader værten imellem måltiderne og kan derfor undvære et blodmåltid i mindst ni måneder. Andeiglen benytter som navnet antyder, normalt andefugle som værter, men den kan også sætte sig på gnavere
Anders Ølgaard.
Anders Lebeck Ølgaard (5. september 1926 - 25. april 2009) var en dansk økonom og professor emeritus ved Københavns Universitet fra 1966. Han var formand for Det Økonomiske Råd (overvismand) 1970-1975.
Andorra.
Andorra er et lille fyrstedømme, der ligger i Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig.
Historie.
Andorra, som efter sagnet skal være grundlagt af Karl den Store, er det eneste nuværende eksempel på den uafhængighed, som mange af Pyrenæernes dale besad i middelalderen. I 1278 blev herredømmet over Andorra delt lige mellem biskopperne af Urgel og greverne af Foix; disse sidste blev siden også konger af Navarra og med Henrik 4. konger af Frankrig, og således kom halvparten af herredømmet over Andorra i den franske stats eje. Jalousien mellem de to protektorer (bag Biskoppen af Urgel står Spanien) var den egentlige årsag til, at Andorra kunne bevare sin uafhængighed.
Økonomi.
Turisme, den bærende kraft i Andorras lille, velstående økonomi, tegner sig for omkring 80% af bruttonationalproduktet.
Omkring 9 millioner turister besøger landet årligt, tiltrukket af Andorras toldfrie status, samt sommer- og vinterresorterne.
Andorras forholdsmæssige fordel er i den senere tid blevet udhulet, efter at nabolandene Frankrig og Spaniens økonomier er blevet lukket op, og dette giver en bredere tilgængelighed af varer og lavere tariffer.
Banksektoren, med sit skattely, bidrager også væsentligt til økonomien. Landbrugets produktion er begrænset; kun 2% af landet er dyrkbart, og de fleste fødevarer skal importeres. Tobak dyrkes lokalt.
Det foretrukne kreatur i landet er får.
Fabriksvarerne, der produceres i landet, består hovedsageligt af cigaretter, cigarer og møbler.
Blandt Andorras naturressourcer finder man hydroelektrisk strøm, mineralvand, tømmer, jernmalm og bly.
Der er ingen patentlove i Andorra.
Andorra er ikke fuldt medlem af EU, men har et specielt forhold til unionen, der indebærer behandling som et medlem i sammenhæng med handel med fabriksfremstillet gods (ingen told) og som et ikke-EU-medlem i sammenhæng med handel med landbrugsprodukter.
Andorra har ikke sin egen valuta, men bruger nabolandenes.
Før 1999 var disse franske franc og spanske pesetas, der dog siden er blevet erstattet af EU's samlede møntenhed, euroen.
Kultur.
Det officielle sprog er catalansk, men andre sprog så som spansk og fransk er også brugte. Den største religion er Katolicisme. Andorras kultur er stort set den samme som den catalanske generelt. Andorra er hjemsted for mange folkedanse, bl.a. contrapàs og marratxa. Andorras folkemusik har mange ligheder med musikken hos nabolandene.
Andreaskors.
Hvordan Union Jack er opstået
Andreaskors også kaldet "crux decusata" (latin X "decem" "10") er et X-formet kors.
left
Korset er opkaldt efter apostlen Andreas, om hvem traditionen vil vide at han i sin udbredelse af Jesu ord rejste nordpå gennem det nuværende Tyrkiet og endte i Grækenland, hvor han blev korsfæstet på et kors af denne form. I kunsten gengives Andreas med dette kors som attribut.
Apostlen Andreas (Saint Andrew) er skytshelgen for Skotland, hvorfor andreaskorset indgår i Skotlands flag. Storbritanniens flag Union Jack er sammensat af Englands Skt. Georgskors, Skotlands Skt. Andreaskors (og Irlands tilsvarende Skt. Patrickskors).
Andreaskorset anvendes som ruteafmærkning for de europæiske fjernvandreveje.
Androfobi.
Androfobi (fra græsk: "άνδρας" "mand" og "φόβος" "frygt") er en unormal og vedvarende frygt for mænd. Bør ikke forveksles med misandri, som er foragt for mænd.
Folk som lider af androfobi oplever angst selvom de godt ved at de ikke står over for nogen reel fare. Androfobi er en af uendelig mange fobier, og kan ofte spores tilbage til en bestemt begivenhed, som udløste fobien, ofte en traumatisk oplevelse i en tidlig alder. Hvad angår androfobi kan det ofte være voldtægt eller andre overgreb begået af en mand på et barn.
Fobien i populær kultur.
I den kendte danske tv-serie Matador, fik Misse Møhge denne fobi, efter at hendes mand, overlærer Andersen, havde forsøgt at tiltvinge sig hende på deres bryllupsnat.
Anduvning.
Anduvning er et maritimt udtryk, som betegner en fase af en sejlads hvor man nærmer sig kysten fra åben sø. Under anduvning vil man typisk prøve at få landkending og det er således overgangen til navigation i kystnært farvand. Udtrykket bruges også når man nærmer sig sejlrender eller havneindløb.
Afmærkning.
Mange steder er der opsat sømærker og fyr for at hjælpe ved anduvning. De har altså hovedsaglig til formål at give landkending på større afstand. "Anduvningsfyr" er de højeste og mest lysstærke fyr som normalt er udført som roterende blinkfyr, og de er placeret ved åbne kyster samt på øer og rev i åbent farvand.
Midtfarvandsafmærkninger fungerer ofte som anduvningsbøjer
"Anduvningsbøjer" (eller "anduvningsmærker") er sømærker som er placeret et stykke før indsejlinger til løb og sejlrender for at hjælpe skibstrafikken ind i løbet. Anduvningsbøjer er normalt midtfarvandsafmærkninger.
Søkort.
Der er også særlige søkort som er beregnet til anduvning. Det er kort som dækker større farvandsafsnit (som f.eks. Kattegat) og som kun angiver den overordnede afmærkning. Man vil så skifte til mere detaljerede kort når man nærmer sig kysten eller mere vanskelige besejlingsforhold.
Anekdote.
En anekdote (græsk) er en kort, morsom, karakteriserende, pointerende fortælling – normalt opdigtet eller umuligt at bevise – i reglen om en kendt personlighed. Oprindeligt betød det noget, der blev overleveret mundtligt og ikke var offentliggjort.
Indenfor lægevidenskaben bruges ordet ofte til at beskrive et enkeltstående eksempel på at en behandling virker, f.eks. "jeg fik det bedre efter at have spist XXX". Dette har ført til udtrykket: flertalsformen af "anekdote" er ikke "fakta".
Salto del Angel.
Salto del Angel (eng. Angel Falls) er verdens højeste vandfald med et fald på cirka 978 meter. Det ligger i den sydøstlige del af Venezuela i en biflod til Caroni. Vandfaldet blev opdaget i 1935 af amerikaneren Jimmy Angel. Det er Venezuelas vigtigste turistattraktion.
Navne kontrovers.
Venezuelas præsident Hugo Chávez har foreslået at omdøbe faldets navn til Kerepakupai-Meru, som det hedder blandt urbefolkningen.
Halsbetændelse.
Halsbetændelse (lat: "pharyngo-tonsillitis", "tonsillitis" eller "pharyngitis") er en akut betændelse typisk i svælget (pharynx). Der kan også være betændelse i mandlerne (tonsillerne). Halsbetændelse er i langt de fleste tilfælde forårsaget af vira. I ca. 30% af tilfældene skyldes halsbetændelse bakterier som f.eks. streptokokker. Bakteriel halsbetændelse behandles med antibiotika, typisk penicillin. Halsbetændelse kan give høj feber.
Angina pectoris.
Angina pectoris (også kendt som hjertekramper, brystsmerter, iskæmiske brystsmerter, anginaer'") betegnelsen for en smertende ubehag i brystet udløst af iltmangel (iskæmi) i hjertet. Smerten beskrives oftest som knugende eller trykkende og befinder sig lige bag ved brystbenet (sternum) og kan eventuelt stråle ud i venstre arm og nakke, samt om i ryggen mellem skulderbladende.
Angina pectoris skyldes at der ikke kommer blod, og derved ilt, nok til hjertemusklen. Den manglende blodforsyning skyldes oftest forsnævringer af kranspulsårene (corona), f.eks. på grund af åreforkalkning. En sådan forsnævring kan udvikle sig til en blodprop og skal derfor altid behandles af en læge.
Man skelner normalt mellem stabil og ustabil, afhængig af om smerterne kommer uprovokerede (ustabil) eller ved bestemte udløsende faktorer (stabil), f.eks. fysisk anstrengelse, vrede eller kulde.
Behandling.
Den akutte behandling under anfald består i nitroglycerin, som tablet eller spray, der gives under tungen ("sublingualt") og eventuelt ilt og morfin som smertestilling.
Her udover skal patienten tale med sin læge om risikofaktorer og livsstil.
Ved svær ustabil angina pectoris kan man vælge en kirurgisk løsning. Det kan enten være en udvidelse af kranspulsårene, fx en ballonudvidelse eller en by-pass, hvor den forsnævrede åre udskiftes med en anden åre, som f.eks. kan tages fra benet.
Angola.
Angola er et land i Afrika. Landet grænser op til Namibia, den Demokratiske Republik Congo, Republikken Congo og Zambia. Luanda, hovedstaden, har cirka 3 millioner indbyggere.
Landet var en portugisisk koloni indtil 1975. Fra 1961 påbegyndte frihedsbevægelsen MPLA et oprør, efterfulgt af FNLA og UNITA. I november 1975 blev Angola uafhængigt, og MPLA gjorde landet til et kommunistisk et-parti-diktatur. Samtidig brød der stridigheder ud mellem MPLA på den ene side og FNLA og UNITA på den anden, stridigheder der udviklede sig til en blodig borgerkrig. Fra starten havde konflikten mellem MPLA og FNLA/UNITA stærke ideologiske overtoner. MPLA blev under den kolde krig støttet af Sovjetunionen og Cuba. FNLA og senere UNITA blev støttet af USA og Sydafrika.
Det første forsøg på en fredsslutning indledtes i 1991. Der blev afholdt valg, som MPLA vandt, og Unita genoptog herefter den væbnede kamp. Der blev igen i 1994 forsøgt en fred med Lusakaaftalen. FN-soldater blev indsat for at underbygge aftalen, men der blev aldrig opnået ro i landet. I 1998 brød aftalen fuldstændig sammen. UNITAs leder Jonas Savimbi blev dræbt i februar 2002, og en ny fredsproces blev indledt i april 2002. Aftalen bygger på Lusakaaftalen og medførte, at mange af Unitas soldater er blevet integreret i Angolas hær, FAPLA. De øvrige soldater befinder sig i særlige lejre.
Landet er præget af de store ødelæggelser efter borgerkrigene, og det anslås, at cirka 4 millioner af dets 14 millioner indbyggere er internt fordrevne flygtninge. Landet står derfor over for et meget stort opbygningsarbejde.
Fantastic Four.
De Fantastiske 4 var starten på det nye Marvel-univers. Fantastic Four udkom i 1961 og har været på markedet i USA siden.
I Danmark blev heltene til De Fantastiske 4, men som alt andet Marvel blev det i 1999 til Fantastic Four.
I Danmark er der også blevet bragt historier med De Fantastiske 4 i tegneseriehæfter så som Edderkoppen, Dæmonen, Marvelheltene og
X.25.
x.25 er i IT-terminologi en standardiseret metode til pakkeformidlet datakommunikation. Hastigheden er på 64 Kbps.
X.400.
x.400 er i IT-terminologi en ITU- og ISO-standard for e-mailadressering. x.400 er et mindre hyppigt brugt alternativ til SMTP-protokollen.Lag 7 i OSI-modellen. Standarden understøtter flere forskellige transportmetoder, som for eksempel Ethernet, IP og x.25.
X.500.
x.500 er i IT-terminologi en ITU- og ISO-standard for e-mailadressering. x.500 er en hierarkisk katalogtjeneste med forskellige niveauer til forskellige informationstyper som for eksempel land eller organisation. X.500 er et stykke middleware.
1964.
Musik.
The Beatles spiller i KB Hallen.
Eksterne henvisninger.
64
Ordbog over det danske Sprog.
"Ordbog over det danske Sprog" ("ODS") er et monumentalt værk som udtømmende gør rede for det danske sprog i perioden 1700-1955. Der blev udgivet 28 bind fra 1919 til 1956 og fem supplementsbind fra 1992 til 2005. Værket blev grundlagt af professor Verner Dahlerup og blev efter hans død i 1915 overdraget til Lis Jacobsen, der energisk gennemførte organiseringen af udgivelsen.
ODS har visse afgrænsninger: fagudtryk, dialektale opslagsord og slang.
Ordbog over det danske Sprog i 28 bind har siden november 2005 kunnet læses på nettet som en del af projektet ordnet.dk. Det har kunnet lade sig gøre takket være et års arbejde af tyve omhyggelige kinesiske eksperter fra et firma i Nanjing. De har - uden at kunne dansk - skrevet de mange tusinde sider to gange og konfereret. Selve digitaliseringsmodellen bygger på erfaringer fra Tyskland ved digitaliseringen af den tyske nationalordbog "Deutsches Wörterbuch" for omkring 800.000 kr..
Albanerinde.
En albanerinde er inden for kunst oftest en kvinde, der kommer fra området omkring Albanosøen ved Rom. Albanerinder var ifølge litteraturen de danske kunstneres foretrukne modeller i guldalderen 1800-1850, hvor mange danske arbejdede i Rom. Albanerinderne udmærkede sig ved deres skønhed.
En er Albert Küchler's hovedværker er "Italienerinden (Albanerinde)" der hænger på Ny Carlsberg Glyptotek. og Vilhelm Marstrand malede "En Albanerinde i Karnevalstiden".
Om 1800-talsdigeren Christian Winther i Rom skrives at han "forærede en underskjøn Albanerinde, som han var forelsket i, en Vinhave til Erindring".
Ordbog.
I supplementet til "Ordbog over det danske Sprog" ("ODS") oplyses det, at en "Albanerinde" betyder 'kvinde fra Albanien', og man spørger uvægerligt om grunden til at de var til rådighed i Rom.
Forklaringen er en helt anden: I nærheden af Rom ligger søen Lago Albano og bjergene Colli Albani med byen Albano. Tidligere talte man om "Albanersøen" og "Albanerbjergene" - vistnok i efterligning af tysk sprogbrug.
"ODS" har altså overset at "albanerinde" også (og vel hyppigst) betyder 'kvinde fra Albano med omegn'.
Peder Pavels.
Peder Pavels (1769-1855) var en norsk præst, som i 1796-1797 var orlogspræst på den dansk-norske fregat "Thetis," da denne med Lorens Henrik Fisker som chef foretog et ni måneders togt fra København til Middelhavet og retur.
Som passager medførte "Thetis" den unge billedhugger Bertel Thorvaldsen, som efter at have vundet alle Det Kongelige Danske Kunstakademis præmier havde modtaget et stipendium til tre års videre studium i Rom. Hans rejse dertil kom til at tage syv måneder, hvoraf en væsentlig del tilbragtes ved eller på Malta.
I 1995 blev en uudgivet dagbog, ført af Pavels under togtet, fundet i Oslo. Den blev grundlag for en illustreret bog som udkom i 200-året for Thorvaldsens rejse.
Aniara (opera).
Aniara, opera af Karl-Birger Blomdahl, komponeret i 1958, baseret på Harry Martinsons digtning af samme navn. Handlingen udspiller sig i rumskibet "Aniara" på vej til Mars.
Anilin.
Anilin (eller phenylamin eller aminobenzen) med molekylformlen C6H5NH2 er en organisk forbindelse som er en primær aromatisk amin, der består af en benzenring og en aminogruppe.
Animisme.
(Latin) Er sammensat af ”animus” (sjæl) og ”isme”. Animisme er troen på, at alt har en sjæl. Naturbesjæling.
Forestillingen om animisme og animister er evolutionistisk og knytter an til evolutionister som Edward Burnett Tylor. Tylor udviklede en teori om religion, hvor urmenneskets og det moderne menneskes religion forbindes. Troen på ”spiritual beings”, dvs. ånder, sjæle og på de højere udviklingstrin – derfor evolutionistisk teori – guder. Tylor mente altså, at den første religionsform senere ville blive afløst af tro på ånder (et trin op på evolutionsstigen), tro på guder og til sidst at udviklingen gik fra troen på flere guder til troen på én gud (fra polyteisme til monoteisme). Religionsforskningen i dag mener ikke, at hans evolutionsteori holder og ejheller, at animisme - som han kalder det - skulle være den første religion. Det ved vi ganske enkelt intet om. Man mener heller ikke, at religion kan forklares, alene som han gør det, nemlig som en rationel - omend forkert - slutning fra menneskets side, men man mener ikke desto mindre, at det forhold, at mennesker tillægger ikke-menneskelige ting og sager menneskelige egenskaber, er en væsentlig del af det at være menneske og også af religion. Desværre møder man stadig betegnelsen – især i fransk- og engelsksprogede kulturer - animisme brugt som en helt igennem misvisende betegnelse for såkaldte naturfolks eller skriftløse folks traditionelle religioner.
Anna (mønt).
En anna var en Indisk mønt, der i værdi var lig 1/16 rupee. Møntfoden brugtes også i Irak i perioden mellem løsrivelsen fra Det Osmanniske Rige 1915/16 til selvstændigheden i 1932.
Anneks.
Et anneks er en tilbygning eller filial.
Ordet bruges også om et sogn med selvstændig kirke, men uden egen præst.
Anno.
Anno stammer fra latin med betydningen "året", f.eks: "Anno 1642 indviedes Rundetårn". Blev første gang anvendt i 532 af munken Dionysius Exiguus (470- 544).
Anvendtes før i tiden ved tidsangivelser, f.eks. ved datering af bøger (trykt på titelbladet), på inskriptioner, huse m.m. Nogle gange er årstallet skrevet med romertal. I dag anvendes "anno" som regel kun i forbindelse med årstal for grundlæggelser, etableringer, stiftelser etc.
Formen Anno Domini forekommer også med betydningen "i det Herrens år" og forkortes "A.D." eller "AD".
Anno Domini.
Anno Domini («i det Herrens år»), forkortet A.D. eller AD, er den latinske betegnelse for tiden efter Kristus fødsel. Forkortelsen anvendes på mange sprog, herunder engelsk, som så anvender "B.C" eller "BC" ("Before Christ") om tiden før Kristus. På dansk er de tilsvarende betegnelser "e.Kr." og "f.Kr." samt "evt." og "fvt."
Annuitet.
Annuitet er en fællesbetegnelse for lån og opsparingsformer, der arbejder med en fast størrelse af betalinger henholdsvis af ydelser (summen af afdrag og renter) og til opsparing.
Ved annuitetslån betaler låntager et fast beløb ("annuitetsydelsen" eller blot "annuiteten") på hver terminsdato. Beløbet dækker både renter og afdrag på gælden. I starten vil størstedelen af beløbet være renteomkostninger, men en stadigt større del af beløbet vil med tiden blive afdrag på gælden. Annuitetslån anvendes typisk ved huskøb.
Realkreditinstitutternes "annuitetsobligationer" modsvarer puljer af annuitetslån ydet gennem en vis periode. Selvom lånene er annuiteter, er obligationernes samlede betalingsrække, som modsvarer ydelser fra lånene, normalt ikke en annuitet, da lånene ikke alle er ydet på samme tidspunkt og derfor har udløb på forskellige tidspunkter.
Annuitetsopsparing er en opsparingsform, hvor der hver termin indsættes et beløb på en konto til en given rente. Opsparingen vil vokse hurtigere med tiden.
Annuitetsformlen.
hvor formula_2 er annuitetens faste betaling, formula_3 er den faste terminsrente diskonteringsrente og formula_4 antallet af terminer.
I praksis, fx ved realkreditlån, justeres beregningen for en første og sidste periode, der ikke er en hel termin, kaldet en "skæv" termin. Skæve terminer anvendes, når det ønskes, at terminsdatoerne kan lægges på bestemte kalenderdage, fx den første i hvert kvartal, selvom lån eller indlån etableres på en dato, der ikke selv er en sådan dato. Den første, skæve termin løber da fra etableringen til den første terminsdato.
Beregning.
I Microsoft Excel, OpenOffice.org Calc og en række tilsvarende programmer findes den viste formel for beregning af nutidsværdien af en annuitet som funktionen "PV", mens beregning af annuitetsydelsen kan ske ved funktionen "PMT".
Anode.
right
En anode er en elektrode som elektrisk strøm kan løbe ind i. Hvis strømretningen er væk fra elektroden kaldes den en katode. I et opladeligt batteri er den positive pol anode under opladningen men katode under afladning.
Ordet blev skabt/opfundet af videnskabsmanden Michael Faraday.
Betegnelserne anode og katode bruges også for poler hørende til elektronrør og halvledere hvor strømmen kun kan gå i en retning. Her kan strømmen kun gå fra anode til katode. Navnet anode kan huskes på navneligleden med ind.
Ansigt (flertydig).
Se også facade, fjæs, fysiognomi, hoved, maske, mine, åsyn.
Anstandsjagt.
Ved anstandsjagt anbringer jægeren sig et sted, hvor han forventer at byttet kommer forbi.
Han kan være kamoufleret eller sidde i skjul, måske ligefrem i et "hochsitz". Hochsitzen som på billedet er dog ikke lovligt i Danmark, her må man kun bruge hochsitz der "ikke" er mobile.
Antarktis.
Antarktis er et kontinent og kaldes også for Sydpolsegnene, da Antarktis midte er den geografiske sydpol. Ligesom Arktis har Antarktis lave temperaturer året rundt, især i vinterperioden omkring juni måned, hvor der er mørkt døgnet rundt. Om sommeren omkring december måned er der lyst døgnet rundt.
Antarktis blev opdaget i slutningen af januar 1820. Der er diskussion om, hvem der var først: englænderen Edward Bransfield, russeren Fabian von Bellingshausen eller amerikaneren Nathaniel Palmer. Nordmanden Roald Amundsen nåede Sydpolen den 14. december 1911 efter et kapløb med en britisk ekspedition ledet af Robert Scott.
Etymologi.
Antarktis kommer fra "Ant-Arktikos" som betyder 'modsat bjørnen'. De gamle grækere kunne se stjernebilledet Lille Bjørn med Nordstjernen mod nord og kaldte det område der måtte være mod nord for "Arktikos" (Arktis). Græskkyndige har i nyere tid defineret navnene som betegnelser for Nord- og Sydpolen.
Geografi.
Totalbillede af Antarktis, sammensat af flere satellitbilleder.
Sammenligning af størrelse mellem Europa og Antarktis.
Det Antarktiske kontinent er delt af de Transantarktiske bjerge nær de landområder, der deler Rosshavet og Weddellhavet. Området vest for Weddell og øst for Ross kaldes Vest-Antarktis, mens den resterende del kaldes Øst-Antarktis, da de næsten korresponderer med den Østlige og Vestlige Halvkugle i forhold til meridianen ved Greenwich.
Omkring 98% af kontinentet er dækket af en iskappe, og den gennemsnitlige tykkelse af denne kappe er mere end 1,6 kilometer; hvilket udgør 90% af den samlede mængde af is på Jorden og 70 % af ferskvandet. Hvis alt dette smeltede og løb i ud i havet, ville havoverfladen stige med mindst 60 meter. I størstedelen af de indre regioner af kontinentet er nedbørsmængden relativt lav, helt ned til 20 mm om året, hvilket betyder at området reelt er en ørken.
Vinson Massif er det højeste punkt i Antarktis på 4,892 meter og befinder sig i Ellsworth-bjergkæden. Selvom kontinentet er hjemsted for flere vulkaner, er det Mount Erebus, der med sikkerhed er aktiv, og med sin placering på Ross Island, er den sydligste aktive vulkan på Jorden. Andre slumrende vulkaner kan dog potentielt også være aktive, i 1970 var der et udbrud på Deception Island, mens mindre udbrud og lavastrømme er blevet observeret i de senere år. I 2004 blev en undersøisk vulkan opdaget udfor den Antarktiske halvø, senere undersøgelser tyder på at den kan være aktiv.
Der kendes desuden mere end 70 søer med flydende vand, som ofte ligger flere tusind meter under isens overflade. Fx blev den største kendte sø, Vostoksøen, opdaget i 1996 under den russiske Vostok Station. Det formodes, at søen blev forseglet af ismasserne for omkring 500.000 år siden. En boring gennem isen ned til en position ca. 400 m over søens overflade viste tegn på, at søen med stor sandsynlighed husede liv i form af mikroorganismer. Hvis det viste sig, at den totalt forseglede sø, uden kontakt til atmosfæren, indeholdt levende organismer, kunne det styrke teorierne om muligheden for liv på Jupiters måne Europa, da dens frosne overflade har flere lighedspunkter med isoverfladen over Vostok. Den 17. februar 2008 påbegyndte NASA en mission til Lake Untersee, en anden forseglet sø, som skulle søge efter en formodet forekomst af mikroorganismer i det stærkt alkaliske vand. Hvis denne mission lykkedes, kunne det også øge sandsynligheden for liv i kolde og metan-rige miljøer på andre planeter.
Dyre- og planteliv.
De to sidste planter findes på Syd Orkney Øerne, Syd Shetland Øerne og langs den vestlige, antarktiske halvø. Den nylige opvarmning af Antarktis har betydet, at større områder er afsmeltede i tilstrækkeligt lang tid til, at frøene kan spire. Derfor breder begge arter sig sydpå.
Politik.
Antarktis har ingen regering og tilhører ikke nogen stat; flere stater gør ikke desto mindre krav på dele af kontinentet, hvoraf nogle indbyrdes har anerkendt deres respektive territorialkrav. Ingen andre lande i verden anerkender disse krav. Området mellem 90° W og 150° W er den eneste del af Antarktis som ingen stat gør krav på, tilmed som det eneste stykke landjord på Jorden.
Siden 1959 har alle territorialkrav i Antarktis været suspenderet og kontinentet har internationalt været betragtet som politisk neutralt. Denne status blev sikret ved indgåelsen af Antarktistraktaten. Aftalen blev oprindeligt underskrevet af tolv lande, heriblandt Sovjetunionen (Rusland), Storbritannien, Argentina og USA, og den definerede Antarktis som et videnskabeligt reservat, hvor militære aktiviteter ikke er tilladt.
Antarktiske territorier.
De argentinske, britiske og chilenske krav er overlappende. Australien har det største krav af alle. USA og Rusland forbeholder sig ret til senere at fremføre deres egne krav.
Tyskland gjorde tidligere, mellem 1939 og 1945, krav på det område, de selv døbte Neu Schwaben. Det omfattede et område, der overlappede Norges krav. Det blev imidlertid frafaldet efter Nazi-Tysklands kapitulation i 1945.
Anthony Quinn.
Antonio Rudolfo Oaxaca Quinn, kendt som Anthony Quinn, (21. april 1915 – 3. juni 2001) var en mexicansk-amerikansk filmskuespiller. Han medvirkede i blandt andet "Viva Zapata" (1952, Oscar), "La Strada" (1954), filmen om "Van Gogh" (1956, Oscar), "Navarones kanoner" (1961), "Zorba - Grækeren" (1964) og "Ørkenkrigens helte" (1980).
Antibiotikum.
Et antibiotikum (flertal antibiotika) er en kemisk forbindelse, som virker hæmmende (bakteriostatisk) eller dræbende (baktericidt) på mikroorganismer såsom bakterier, svampe eller protozoer. Normalt anvendes betegnelsen antibiotika kun om de stoffer, der har antibakteriel virkning. Ved anvendelse af antibiotika udnyttes det, at der er forskel i opbygningen af bakterien (prokaryoter) og værtens celler (eukaryoter). Disse forskelle anvendes som angrebspunkter for antibiotika, der således skader bakterien, men ikke værtens celler. Effekten af en antibiotisk behandling vil være afhængig af antibiotikummets evne til at opnå tilstrækkelig høj koncentration ved infektionen samt bakteriens evne til enten at udskille eller inaktivere antibiotikummet. Overdreven eller forkert brug af antibiotika kan forøge bakteriernes evne til at udskille eller inaktivere antibiotika, hvilket fører til antibiotikaresistens. Antibiotika kan gives enten som piller til oral indtagelse, sprøjtes direkte ind i blodårerne (intravenøst) eller anvendes lokalt som fx øjensalve.
Det mest anvendte og bedst kendte antibiotikum er penicillin og dets derivater, der er af typen β-lactamantibiotika.
Sulfonamider var de først fundne syntetiske antibiotika.
De fleste antibiotika, der anvendens medicinsk, fremstilles syntetisk.
Klassificering af antibiotika.
Antibiotika kan klassificeres efter deres virkemåde.
Antibiotikaresistens.
Antibiotikaresistens er modstandsdygtighed (resistens) overfor antibiotika. Bakterier og andre organismer, f.eks. svampe, kan udvikle resistens overfor antibiotika, det betyder at antibiotika ikke længere påvirker dem. En bakterie der er blevet resistent kan overføre sin resistens til andre bakterier for eksempel via plasmider. Resistens kan udvikles ved utilstrækkelig behandling og medfører særligt modstandsdygtige infektioner, som er et stort problem i USA og sydeuropæiske lande.
I Danmark er der en stigende tendens, om end problemet her er noget mindre end i mange andre lande. Dette kan på længere sigt få betydning for behandling af infektioner som skyldes f.eks. Staphylococcus aureus. Det er af afgørende betydning at fastholde det lave og smalspektrede antibiotikaforbrug, samt opsporing og behandling af bærertilstand med MRSA.
Medfødt resistens.
Nogle organismer er naturligt udstyret med resistens over for diverse stoffer i kraft af deres DNA. Nogle organismer har ikke genet for en bestemt receptor for et givent antibiotikum. F.eks. virker amphotericin B ved at binde sig til steroler i svampes cellemembran, og da bakterier ikke har steroler i deres cellemembran, er de naturligt resistente over for amphotericin B.
Et andet eksempel på medfødt resistens er en organismes ydre barriere, der kan forhindre visse antibiotika i at nå deres mål i cellen.
Opnået resistens.
Begrebet "opnået resistens" dækker over, at nogle organismer bliver resistente over for visse stoffer ved en ændring i deres DNA.
Kromosomal mutation.
Der sker konstant mutationer med lav frekvens i forskellige organismers DNA, hvorved nogle af dem opnår en vækstfordel, eksempelvis i form af resistens over for antibiotika. F.eks. kan gram-negative bakterier, der har et muteret gen for β-laktamase opnå en overproduktion af dette enzym, hvorved de bliver resistente over for cefalosporiner, som ellers betragtes som uimodtagelige over for β-laktamase.
Overført resistens.
Nogle bakterier er i stand til at danne forbindelse imellem hinanden (konjugation), hvorved en bakterie kan overføre noget af sit DNA til en anden. Dette sker vha. de såkaldte plasmider. Plasmidet, der overføres, kan eksempelvis kode for et gen, der giver antibiotikaresistens, hvorved den modtagende bakterie også bliver ufølsom over for det givne antibiotikum.
Bl.a. Shigella og E. coli er i stand til at overføre plasmider mellem hinanden.
Antihistamin.
Antihistaminer er en klasse af lægemidler, der modvirker virkninger fra histamin, som kroppen frigiver når immunsystemet møder et antigen, som enten kan være skadeligt eller uskadeligt. Histamin medierer allergiske reaktioner, fremkalder allergiske reaktioner som fx rødme, kløe og irritation af luftvejene. Antihistaminer kan således lindre sådanne gener i større eller mindre grad.
Antikken.
Antikken er en periode i historien, særligt med henblik på Grækenland og Romerriget.
I sin bredeste definition er Antikken perioden fra den historiske tids begyndelse til Roms fald i det 5. århundrede e.Kr.
"Den klassiske periode" betegner inden for udforskningen af græsk-romersk historie, arkæologi og sprog enten 1) Antikken i modsætning til tidligere og senere perioder (forhistorie, middelalder) eller 2) en afgrænset periode inden for antikken: i Grækenland perioden 480-336 f.Kr. (mellem perserkrigene og Alexander den Store); i Rom omtrent perioden fra 100 før til 100 efter Kr.
Antikken er af mange blevet betragtet som en storhedstid for bl.a diverse videnskaber, såsom teknologi og filosofi i kontrast til "Den mørke middelalder", der fulgte.
Antikvar.
Antikvar er et ord, der historisk har antaget forskellige betydninger. Romerne brugte i antikken betegnelsen "antiquarius" om den, der yndede forældede udtryk (arkaismer). I middelalderen brugtes ordet om afskrivere af gamle bøger, mens det fra renæssancen blev brugt om en lærd, der beskæftigede sig med antikviteter eller oldsager, specielt kunstværker. Der var intet skel mellem historikere og arkæologer, og ordet fungerede som en betegnelse for en bestemt slags historikere.
I den tidligt moderne periode skelnes mellem
Antikvarisme er derfor for senere tiders historikere og arkæologer blevet lidt af et skældsord, da den betragtes som overdrevent fokuseret på ligegyldige detaljer og besat af alt gammelt, blot fordi det er gammelt.
Blandt danske antikvarer er Ole Worm i kraft af hans studier af runer og Bertel Bartholin, der var kongelig antikvar, "Antiqvarius regius", og beskrev den antikke rejsekappes udseende i afhandlingen "Commentarius de pænula" (1655).
"Jeg sagde ham, at de handlede i Almindelighed om lærde og vigtige Materier, især saadanne, som angik Sæderne, Sproget og Klædedragten hos to gamle Nationer, der i forrige Tider havde fornemmelig blomstret i Europa. Jeg forsikkrede ham, at jeg selv i tre meget lærde Disputatser havde sagt alt, hvad der kunde siges om disse to gamle Nationers Tøfler."
Der ligger heri en slet skjult hentydning til Otto Sperlings afhandling om grækernes og romernes fodbeklædning, "Diatribe de crepidis veterum vulgo Pantoffein dictis" (1698). Potuanerne hos Holberg bryder ud i latter efter at have hørt om emnerne for disputatser i Niels Klims verden, og det må tages som udtryk for Holbergs holdning til den type emner. Holberg hentyder også til Sperlings afhandling i digtet "Democritus og Heraclitus" fra "Fire Skiemte-Digte" (1722).
"Herudover, at studere Nordiske Antiqviteter, er ikke andet end at rage udi Mødinger, og et Arbeide, som man til Straf for Forseelse burte dømme visse Folk til, hvis der ikke fandtes saa mange, der frivilligen applicerede sig derpaa, som paa et nyttigt Hoved-Studium."
"De Danske Antiqvarii extravagere herudi, og vore Naboer end meere; thi alt hvad som findes paa Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa Dovrefield, og Frugten af det forbudne Træe skulde blive til et Svensk Æble."
Senere blev antikvarismen kritiseret af tyskeren Friedrich Nietzsche i bogen "Historiens nytte" (1874), hvori han skelner mellem et monumentalt, et antikvarisk og et kritisk historiesyn. Det antikvariske havde for Nietzsche sin nytte, men kunne udvikle sig til "en blind samlemani, en rastløs skraben sammen af alt, der engang har været til" (kapitel tre).
På nutidsdansk bruges udtrykket oftest om en forhandler af brugte bøger, også i formen antikvarboghandler. Udtrykket har dog stadig en vis forbindelse til oldsager, hvilket ses i brugen af ordet i stillingsbetegnelser som rigsantikvar.
Antipode.
En antipode er en person som bor på den diametralt modsatte side af Jorden. Som synonym kan "modbo(er)" anvendes. Ordet bruges også om en modsætning.
Antisemitisme.
Begrebet antisemitisme betegner et mere eller mindre udtalt had over for jøder. Ordet "semit" kommer fra Noas søn Sem, som ifølge Bibelen var stamfar til de semitiske folkeslag, det vil sige bl.a. arabere, aramæere, babylonere, kartaginiensere, etiopere, hebræere og fønikere. Ordet dækker dermed alle de nuværende og uddøde semitisk-talende folk, men i praksis bruges "antisemitisme" udelukkende om had til folk af mosaisk tro, også kaldet jøder.
Som andre nedsættende udtryk er også dette svært at bruge neutralt. Som nævnt dækker begrebet egentlig had eller foragt overfor alle semitiske folkeslag, men i praksis bliver det kun brugt om had til jøder. På den anden side bliver denne snævre brug også udvandet, sådan at ordet ofte bruges om kritik af staten Israel.
Religiøst betinget.
Det religiøst betingede had til jøderne kan føres tilbage til den mosaiske tros afvisning af Kristus som Messias. Det bygger endvidere på den folkelige opfattelse, at "jøderne slog Jesus ihjel", hvilket ikke nødvendigvis kan underbygges af teologien.
Desuden overlevede Kristendommen som religiøs bevægelse netop ved at tage afstand fra dele af den jødiske lovreligion (se Paulus). Det europæiske jødehad fik sin første opblomstring, da reconquistaen var gennemført, og den spanske kongemagt ønskede at rense landet for "vantro". På den baggrund blev muslimer og jøder forfulgt og efterhånden fordrevet. Martin Luther, der religiøst især knyttede sig til Paulus, hævdede, at jøderne var udsat for Guds vrede, "der vil fare ud som en ild, som ingen kan slukke." De var besat af djævelskab og alle midler var acceptable i kampen mod dem. At jøderne ikke var mål for omvendelse, fremgår af "Luthers bordtaler i Utvalg ": "Hvis der kommer en from jøde til mig og vil bli døbt, saa skal jeg føre ham til daab paa Elbe-broen, binde en sten om hans hals og styrte ham i vandet.
De bedragere driver bare narrespil med vor religion!" 1.) Luther udsendte i 1543 skrifterne Om jøderne og deres løgne og "Vom Schem Hamphoras und vom Geschlecht Christi"
1.) Luthers Bordtaler. Olaf Norlis Forlag. Kristiania 1917.
Socialt betinget.
Jøderne fastholdt i de fleste tilfælde deres religion og i vidt omfang også deres kultur under deres diaspora. Det indebar adfærdsmønstre og klædedragter, som adskilte dem fra lokalbefolkningerne. På den måde forblev jøderne en subkultur, der altid var meget synlig, og ved modgang (f.eks. den sorte død, hungersnød eller krig) blev jøderne beskyldt for trolddom, forgiftning eller forrædderi. Ca. 1026 beskyldte den franske historiker Rudolf Glaber jøderne for at Gravkirken i Jerusalem var blevet ødelagt i 1009, dette resulterede bl.a. i at de blev fordrevet fra Limoges og flere andre franske byer. Et andet forhold var at det mange steder var jøderne forbudt at eje jord, fordi de stod uden for flertallets samfundsstruktur, måtte de ernære sig ved byerhverv, det vil ofte sige: handel og pengeudlåning. Simpel misundelse, skyldnerens bitterhed overfor långiveren og politisk opportunisme forenedes ofte om at udpege jøderne som ågerkarle og meget andet ondt. Journalisten Wilhelm Marr udgav i 1879 en tryksag, "Jødedommens sejr over det tyske folk", hvor han lancerede ordet antisemitisme, og han dannede senere en antisemitisk liga. Den historiske antisemitisme blev senere udnyttet af nazisterne for at lette vejen til magten, og da de iværksatte jødeforfølgelser og folkemordet på jøderne under Anden Verdenskrig.
Aktuel dansk antisemitisme.
Antisemitismen er i dag nærmest uvæsentlig i det danske samfund, men dyrkes dog i snævre kredse, f.eks. hos de danske nationalsocialister i DNSB og islamiske fora. Et eksempel på klassisk, ikke-nationalsocialistisk antisemitisme finder man på webstedet.
Anti-israelisme og anti-zionisme.
Anti-zionisme er den opfattelse af staten Israel ikke bør eksistere som jødisk stat, altså det modsatte af zionismen. Nogle hævder at kritik af staten Israel i praksis bygger på antisemitisme.
I Europa har der i de senere årtier (i Danmark fra midten af 1990'erne) været en nyere tendens i antisemitismen, nemlig forfølgelse af jøder på grund af deres forhold til staten Israel. Det gav sig bl.a. udtryk ved bombeattentatet mod Københavns synagoge i 1985, som var begået af pro-palæstinensiske libanesere. Senere er foreningen Hizb-ut-Tahrir blevet dømt for at uddele løbesedler med et citat fra Koranen, der opfordrer til at slå jøder ihjel. I takt med mellemøstkonfliktens udvikling har også nogle europæere, ofte på venstrefløjen, taget parti for palæstinensere eller islamisters sag og vendt sig mod staten Israel.
Antisocial.
Antisocial adfærd er samfundsfjendske eller kriminelle handlinger.
Antisocial personlighedsforstyrrelse, eller på dansk oftest dyssocial personlighedsforstyrrelse, svarer til det der tidligere blev kaldt psykopati.
Antistof (biologi).
Antistof eller immunglobulin er et af kroppens forsvar mod fremmede organismer og substanser, for eksempel bakterier og virus.
Antistoffer er effektive, fordi de er specialiserede til at kunne "genkende" bestemte immunogener eller antigener, derfor reagerer de hurtigt og præcist når for eksempel en mikroorganisme genkendes. Første gang kroppen udsættes for et antigen dannes et antistof mod dette. Bliver kroppen angrebet igen, er antistofferne klar.
Antistofferne kaldes også immunglobuliner, heraf kommer forkortelsen Ig. Antistofferne kan inddeles i fem forskellige klasser: Immunoglobulin M (IgM)(10%), Immunoglobulin G (IgG)(75%), Immunoglobulin A (IgA)(15%), Immunoglobulin D (IgD)(0,2%) og Immunoglobulin E (IgE)(0,004%). Antistofferne udgør cirka 20% af plasmaets proteiner.
Plasmacellerne producerer størsteparten af antistofferne.
Tese og antitese.
Tese og antitese er et begrebspar som basalt henviser til henholdvist et idésæt eller tankegang og dette idésæts/tankegangs modsætning eller modsigelse.
Begrebsparret er især blevet identificeret med G.W.F. Hegels (1770 - 1831) filosofiske system, hvor alt (personlig og samfundsmæssig) udvikling påstås at foregå igennem på hinanden følgende teorier og modteorier.
Tese og antitese kobles ofte sammen med en påstået efterfølgende syntese, som skulle være den "højere" teori, der bliver resultatet af tesen og antitesens kamp. Pointen skulle så være, at syntesen i sig selv kun ville være en tese, der igen ville kunne negeres i endnu en antitese. Begrebsparret + syntesebegrebet har som sagt været brugt som en slags pædagogisk stilisering af Hegels yderst komplicerede system, men det skal afsluttende bemærkes, at Hegel selv aldrig brugte disse termer sådan, og at mange filosoffer i dag mener at de er kontraproduktive for den adækvate forståelse af Hegels filosofi.
Anton Tjekhov.
Anton Tjekhov (russ. "Антон Павлович Чехов")
(17. januar 1860 i Taganrog–2. juli 1904 i Badenweiler) er en russisk forfatter.
Tjekhov blev født i havnebyen Taganrog i det sydlige Rusland, hvor han kom fra meget beskedne kår. Bedstefaderen havde været livegen, mens han egen far med besvær oparbejdede en købmandshandel, som han efter nogle år gik fallit med. Familien måtte af økonomiske årsager flytte til Moskva, hvor det lykkedes sønnen Anton at komme ind ved det medicinske fakultet. I 1884 blev han læge, men havde i hele studietiden forsørget familien til dels ved hjælp af sit skrivetalent. Han havde dog ingen litterære ambitioner, men skrev for at tjene penge. Allerede fra 1879 var han blevet medarbejder ved tidsskriftet "Strekoza" og året efter ved flere aviser blandt andet Petersborg-dagbladet "Novosti dnja" (Dagens Nyheder), hvor han i årenes løb skrev flere hundrede humoristiske fortællinger. Et udvalg af disse historier er samlet i bogen med den lidt vildledende titel "Herskab og Slavesjæle." I samme avis udkom desuden i årene 1884-85 kriminalføljetonen ”Jagtselskabet” (udgivet på forlaget Cicero i 1987).
I 1885 opfordrede en af tidens anerkendte skikkelser, forfatteren Grigorovitj, Tjekhov til at bruge sit åbenbare store talent på at skrive mere seriøse ting. Tjekhov begyndte fra nu af at tage sit forfatterskab alvorligt, og han lod sine fortællinger udkomme i tidsskrifter og bøger. I 1888 offentliggjorde han således sin første kortroman, ”Steppen”, i et litterært tidsskrift, og samme år modtog han Pusjkin- Prisen.
Straffekolonien.
Selv om ”Steppen” blev meget vel modtaget, var der dem, der mente, at han ikke havde vist tilstrækkeligt samfundsengagement. Man misforstod Tjekhovs bevidste objektivitet og troede, at det vidnede om ligegyldighed. Men at han var mindst lige så optaget af, hvad der foregik i Rusland som tidens øvrige forfattere, fik man at se, da han i 1890 rejste til Sakhalin, en ø for straffefanger. Fra dette ophold skrev han bogen "Øen Sachalin," der fortæller om de forfærdende forhold på stedet.
Nogle af de erfaringer, han fik herfra om den menneskelige fornedrelse under indespærring, brugte han i "Sjette Afdeling" (1892) - en beretning om lægen Ragin, der bliver spærret inde på det sindssygehospital, hvor han selv er overlæge, fordi han forklarer en patient, at tabet af den ydre frihed ikke betyder noget, når blot man kan bevare den indre. På den mest smertefulde måde opdager han, at dette aldeles ikke er sandt.
Også i de to nævnte prosaarbejder skriver Tjekhov upolemisk og fremlægger problemerne ganske objektivt, så læserne selv kan dømme. Det samme er tilfældet i hans mesterlige novellesamlinger, hvor mange af de vigtigste ting står mellem linjerne, han selv udtaler ingen moral og fælder ingen dom. Der kan for eksempel nævnes ”Damen med hunden” og ”Tre år” og desuden samlingerne ”Den sorte Munk” og ”Biskoppen”. Senere hen skulle Hemingway blive inspireret af Tjekhovs måde at arbejde med det underforståede på. Hos ham bliver det kaldt isbjergsteknikken - altså det faktum, at man kun kan se den lille del af isbjerget, der rager op over vandet - resten er skjult.
Teatret.
Skønt Tjekhovs noveller er mindst lige så gode som hans teaterstykker, er det alligevel dem, han i den brede offentlighed er blevet berømt for. I 1887 debuterede han med skuespillet ”Ivanov”, som ikke blev synderlig bemærket. Ni år efter havde skuespillet ”Mågen” premiere i St. Petersborg, hvor det blev en eklatant fiasko. Stykket, der handler om de sørgelige konsekvenser det får, når man tager livsløgnen fra et menneske, var inspireret af Henrik Ibsens ”Vildanden”. Det var først, da Kunstnerteatret i Moskva to år senere i 1898 satte Mågen op igen, at stykket fik succes og det takket være Stanislavskijs instruktion. Berømmelsen var nu sikret, publikum elskede det, hvilket også kom til at gælde for de følgende skuespil: ”Onkel Vanja”, ”Tre Søstre” og ”Kirsebærhaven”.
I modsætning til tidens intrigedrama, i første række Ibsens og Strindbergs stykker, er handlingen hos Tjekhov mindre vigtig, hans interesse gælder først og fremmest mennesker og deres skæbner. Som noget nyt brugte han pausen som teknisk finesse, så at publikum fik tid til at tænke over, hvad der lige var blevet sagt. Den måde, hvorpå hans personer ikke hører efter, hvad de andre siger, men kun taler om det, der interesserer dem selv, er gået i arv til det absurde teater i 1960'erne.
I 1892, da Tjekhov var blevet berømt og begyndte at tjene godt, købte han et landsted, Melikhova, i nærheden af Moskva. Her inviterede han sine venner, der kom og slog sig ned for længere tid. Men også egnens syge fik et tilholdssted hos ham. Godset var således altid fyldt med mennesker, forfattere, unge kvinder, der beundrede ham, undertiden nogle slægtninge med deres familie samt lægen på stedet, hvilket alt sammen får os til at tænke på persongalleriet i hans skuespil. Det var her, han skrev ”Mågen” og samlede materiale til sine andre skuespil, hvor han beskriver den hendøende kapitalisme og den fattige adel på deres misligholdte godser omkring århundredeskiftet, før drabet på zaren og revolutionen. Han skildrer livet, der svinder hen, mens man snakker og filosoferer. Vi møder de livsuduelige mennesker, hvis lidelser og længsler og uforløste håb, vi får indblik i omkring tebordet med samovaren. Hans gæstfrihed var således dels et udtryk for hans kærlighed til mennesker, men også at han kunne bruge noget af denne stemning og af samtalerne i sine stykker. I ”Mågen” siger forfatteren Trigorin til Nina: "Jeg fanger hver eneste sætning, hvert eneste ord, De og jeg siger og skynder mig at låse disse sætninger og ord inde på mit litterære lager: Måske får man brug for dem".
I 1887 fik Tjekhov et slemt anfald af den lungetuberkulose, der altid havde været hans tro følgesvend, og som endte med at tage livet af ham i en alder af kun 44 år. Han blev straks indlagt på en privatklinik i Moskva, hvor han opholdt sig en tid. Det følgende år tog han konsekvensen af sit dårlige helbred og flyttede til Jaltas mildere klima. I årenes løb opholdt han sig desuden på adskillige tyske kursteder. På et tidspunkt rejste han, ligeledes af helbredsgrunde, til Nice, men her havde han også et andet ærinde, nemlig at opkøbe bøger af franske forfattere, som han forærede til biblioteket i fødebyen Taganrog; det blev i alt til 70 udgaver af franske klassikere.
Tjekhovs noveller og skuespil tog alle udgangspunkt i det russiske førrevolutionære samfund på hans tid. Alligevel er hans kunst aktuel også for os i dag og vil være det for dem, der kommer efter os. Dette skyldes både hans tidløse personskildringer, hans udsøgte stil og hans nøgterne syn på menneskenes manglende evne for lykken samt hans skepsis over for store ord.
I et interview udtaler Woody Allen: "For mig forbliver Tjekhov uopnåelig: Han skrev fortvivlelsens komedier om menneskets lidelser og længsler. Og mens man på én og samme tid morer sig og sønderrives, er hans kunst så indtrængende og vedkommende."
Vesterbro (København).
Vesterbrogade lige efter Vesterbros torv, kiggende mod syd
Vesterbros Torv i København, set fra Vesterbrogade
Vesterbro er en bydel i København med 35.213 indbyggere (1. januar 2005).
Vesterbro har i de seneste år, i takt med byfornyelsen, blandt nogen opnået status som et smart sted at bo. Efter at have haft et rygte som Københavns luder- og narkomankvarter, hvor kun de fattigste ville bo, er kvarteret det sidste årti i nogle områder blomstret op, dels grundet byfornyelsen, dels fordi de unge, som boede der for ti år siden (fordi det var det eneste sted de havde råd til at bo på SU), nu har fået arbejde, uddannelse og flere penge mellem hænderne. Modsat en tendens i resten af landets bykvarterer er der et stigende antal børnefamilier på Vesterbro.
Der findes stadigvæk pornobutikker på det inderste stykke af Istedgade og enkelte på Vesterbrogade og trods en ihærdig politiindsats er der stadig narkomaner på det inderste stykke af Istedgade, især omkring Mariakirken, og prostituerede især ved Halmtorvet og Skelbækgade. Ligeledes har der været problemer med hashklubber forskellige steder i bydelen.
Vesterbros historie.
Vesterbro var oprindelig navnet på den brolagte landevej som vestfra førte til byens Vesterport (hvor Rådhuspladsen ligger i dag).
De færreste landeveje var dengang brolagte, men den intense trafik til hovedstaden gjorde brolægning nødvendig. (Sammenlign "Riber Bro" som betegnelse for en gade.)
Der var kun ringe bebyggelse langs Vesterbro, men de som boede der, boede "på Vesterbro".
Da Københavns befæstning i 1850'erne blev nedlagt, blev de jorder langs Vesterbro, som hidtil havde været marker og haver, bebygget, og samtidig blev brugen af navnet "Vesterbro" udvidet til at betegne bebyggelsen langs sidegaderne til den tidligere landevej.
Senere i 1800-tallet ændredes navnet på bydelens hovedgade til Vesterbrogade.
Tilsvarende er navnene på nuværende Nørrebro og Østerbro opstået.
H.C. Andersen skriver i eventyret "Den gamle Gadeløgte": "Da vilde det blive bestemt om den skulde sendes ud paa en af Broerne og lyse der." I noterne til den kritiske "Eventyr"-udgave oplyses hertil: "en af Broerne: dvs. brokvartererne Nørre-, Vester- eller Østerbro." Men eventyret er fra 1847, og dengang eksisterede brokvartererne endnu ikke. Meningen er altså at lygten kunne komme til at lyse på en af udfaldsvejene fra Københavns porte.
Et ganske tilsvarende eksempel på, at et navn som oprindelig betegnede en landevej er blevet navnet på en bydel, har man rimeligvis i det bykvarter ("Bezirk") i Wien som hedder "Landstraße" (se her).
1910 åbnede i Eskildsgade Mændenes Hjem som nu er en selvejende institution, der har åbent hele døgnet på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade.
Antonym.
Et antonym ("modsætningsord", fra græsk αντι, "anti", "imod" + ονομα, "onoma", "navn") er et ord der betyder det modsatte af et andet ord.
Eksempler på antonymer kunne være "varm" og "kold", "tyk" og "tynd", "op" og "ned".
Det modsatte af antonym er synonym. "Synonym" er således antonym til ordet "antonym".
Antropologi.
Antropologi er læren om mennesket i bred forstand. Der skelnes ofte mellem antropologi, der studerer kultur, sociale strukturer m.m. og biologisk antropologi/fysisk antropologi, der bl.a. studerer menneskehedens biologiske udvikling.
Der skelnes inden for antropologien mellem forskellige traditioner, herunder den amerikanske kulturantropologi, den britiske socialantropologi og til en vis grad kontinentaleuropæisk etnografi (ifølge "Etnografisk grundbog" af Kirsten Hastrup og Jan Ovesen).
Ved hjælp af den antropologiske forskning, ofte opnået gennem feltarbejde, kan man lave synkrone sammenligninger mellem forskellige samfund, eller arbejdet kan munde ud i diakrone fremstillinger over bestemte samfunds udvikling gennem en periode. Den første forskningsretning er særligt interesseret i strukturelle fællestræk ved menneskelige samfund. Den sidste er derimod en kontemporær eller historisk forskning med vægten på "fremmede" kulturer.
Traditionelt har antropologer og etnografer deltagerobserveret i såkaldte "fremmede" kulturer, dvs. uden for den vestlige sfære. Men i takt med den videnskabsteoretiske udvikling i faget sættes der i høj grad også spørgsmålstegn ved forudsætningerne for denne antagelse om det "fremmede" og ligeledes, hvad antropologens rolle og position er i felten og som teoretiker. Antropologer opfattes som havende en "dobbeltrolle" i felten. De er del af de handlinger, de observerer, og de er med til at skabe disse. Men samtidig er de ikke fuldt ud integreret pga. deres forskerrolle, og fordi de som regel kommer fra en anden kulturel baggrund end den, de udforsker.
Antropologiens historie.
Antropologi som tradition kan spores tilbage til kolonitidens administrative beskrivelser af de forskellige kolonier samt opdagelsesrejsendes rejsebeskrivelser. Den moderne antropologi i den første halvdel af det 20. århundrede nævner særligt Franz Boas, Edward Burnett Tylor, Bronisław Malinowski og E. E. Evans-Pritchard. I 1970erne var antropologien ofte marxistisk inspireret, men havde ikke en mere langsigtet videnskabsteoretisk indflydelse på faget. 1980erne var præget af postmoderne overvejelser, mens antropologien siden har været mere selvsikker om dets unikke bidrag til samfundsvidenskaberne. Særligt omkring forståelse af kulturel kompleksitet, fortolkning af betydningssystemer og som mediator i kulturelle konflikter.
Antwerpen.
Antwerpen (vallonsk: "Anvers") er en by i Flandern i det nordvestlige Belgien. Byen ligger i provinsen Antwerpen, tæt ved grænsen til nabolandet Holland. Indbyggertallet er pr. 1. januar 2008 på 472.071, og byen har et areal på 204,51 km².
Havneby.
Antwerpen er en af verdens vigtigste havnebyer, da den ligger strategisk placeret ved Schelde-floden. En af de tidligste beboelser blev i 836 plyndret af vikingerne, som herefter anlagde en ny beboelse inklusive borg. Vikingerne forblev flere årtier på stedet.
Opsplitningen af Karl den Stores rige betød, at Schelde-floden kom til at danne grænse mellem det tyske og franske rige. Dette øgede byens strategiske betydning. Antwerpen blev del af hertugdømmet Brabant som et uafhængigt markgrevskab.
I 1500-tallet blev Antwerpen Europas og verdens vigtigste havneby. Det skyldtes, at de habsburgske fyrster, der havde arvet Nederlandene, Spanien, Tyskland og Den Nye Verden, lod havnen blive omdrejningspunktet i deres import fra det nyopdagede Amerika. Desuden var Antwerpens vigtigste konkurrent, den flamske by Brügge, sandet til i løbet af 1400-tallet. Til sidst kom en hel del spanske jøder til byen, efter at de var blevet fordrevet fra Spanien. Byen har stadig et stort jødisk kvarter med mange jøder af ortodoks observans.
Byens forfald kom pludseligt og var en følge af relgionskrigene, der kom til at dele Nederlandene i en sydlig del (stort set det nuværende Belgien) og en nordlig del (stort set den nuværende stat Nederlandene). I 1585 besatte spansk-katolske tropper Antwerpen. Halvdelen af befolkningen flyttede nordpå til den nye Republiek der Verenigde Provinciën. Antwerpen skulle fra nu af være en havneby af regional betydning. Faklen som største verdenshavn blev givet videre til det opblomstrende Amsterdam.
Antwerpen har fået sin anden storhedsperiode som havneby fra 1800-tallet op til i dag. Napoleon Bonaparte fik gravet den første moderne dok. Den franske kejser ville have brugt Antwerpen som sin "pistol, rettet mod Det Forenede Kongerige". Den nederlandske konge Wilhelm I satte yderligere skub i udviklingen, efter at Belgien og Nederlandene i en kort periode var blevet genforenet.
Antwerpen står i top 10 over verdens største havnebyer.
Kunstby.
Udover at være et økonomisk kraftcenter blev Antwerpen i renæssancen også et vigtigt center for kunst og kultur. Kendte malere, der havde deres værksted byen, var Pieter Brueghel, Jacob Jordaens, Peter Paul Rubens og Antoon van Dyck. Den nederlandske maler Vincent van Gogh gik på Kunstakademiet i Antwerpen.
Antwerpen har i tidens løb bidraget til den danske kunst og kultur. De danske konger, bl.a. Frederik 2. og Christian 4., fik købt masser af kunst i Antwerpen. Slægten van Steenwinckel, der bl.a. byggede Børsen i København og delvist også Kronborg Slot i Helsingør, kom fra Antwerpen.
I renæssancen var Antwerpen tillige et vigtigt center for bogtryk, bl.a. med den franske slægt Plantin, ophavsmand til skrifttypen med samme navn.
Diamant og mode.
Antwerpen er verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Halvdelen af verdens slebne diamanter og 85% af verdens rå diamanter får sig en tur gennem Antwerpen. Dette er grunden til, at byen kaldes "verdens diamanthovedstad".
Byen er også hjemsted for et antal moderne flamske tøjdesignere, bl.a. Dirk Bikkembergs, Dries van Noten, Walter Van Beirendonck, Ann Demeulemeester, Dirk Van Saene og Marina Yee (også kendt som "The Antwerp Six").
Anubis.
Anubis (også kaldet Anepu eller Yinepu), var en egyptisk døds- og balsameringsgud, der afbildes som en menneskekrop med et sjakalhoved.
Udvikling og Historie.
Anubis nød stor anseelse i det ældste rige som de dødes beskytter, ja han spiller oprindelig en større rolle end Osiris; efterhånden træder han dog i skyggen af denne.
Han mentes oprindeligt at være den 4. søn af Ra, men senere siges det at han er søn af Osiris og Nepthys. Nepthys var gift med Seth og skjulte derfor Anubis efter fødslen i Nildeltaets sumpe for at beskytte ham. Der blev han fundet af guden Isis som opfostrede ham. Anubis ledsagede sin far, Osiris, på hans rejser rundt i verden, og da Osiris blev dræbt af Seth tog Anubis sig af begravelsen. Liget omvandt han med klæde og skabte på den måde den første mumie.
På grund af sin virksomhed ved dommen over de døde æredes Anubis i hele Egypten.
Hovedsædet for hans dyrkelse var Mellemegypten,
blandt andet byen Siut ell. Assiut, hvor sjakalen
antoges for et helligt dyr. Byen kaldes derfor af
grækerne Lykopolis (ulvebyen). Da Anubis og Thot
(Hermes) begge tog sig af de døde, forenes de
undertiden til ét væsen, som grækerne kalder
Hermanubis. De største og bedste fremstillinger
af Anubis, som er bevarede fra den egyptiske oldtid,
findes i København på Ny Carlsberg Glyptotek: to
siddende statuer, den ene af basalt (fra år
1400), den anden af bronze (fra 640).
Kendetegn.
Udseende: Anubis blev afbildet som en sjakal eller hund
Opgave: Han var den gud der skulle ledsage ånderne og sjælene til efterlivet.
Han var også ”Herren over mumieindpakningerne” og ”Skaberen af begravelsesritualet”.
Han deltog også i dommen over de døde ved at veje deres hjerter på Maat’s vægt.
Betydning: Han var en skytsgud for gravpladser og de døde. Derfor fik døde folk tit små statuer og figurer af Anubis med i graven for at beskytte dem.
Eftersom han skabte den første mumie af Osiris blev han som sagt betragtet som ”Herren over mumieindpakning” og ”Skaberen af begravelsesritualet”.
Andet: Anubis er blevet identificeret med den græske gud Hermes.
Anæmi.
Anæmi (fra græsk ἀναιμία "anaimía" "blodmangel") er blodmangel.
Anæmi er en reduktion i massen af blodets røde celler og dermed den iltbærende kapacitet. Da blodvolumen holdes tilnærmelsesvis konstant medfører anæmi et fald i koncentrationen af hæmoglobin eller erytrocytter.
Hvad der regnes for anæmi afhænger af det enkelte laboratoriums normalværdier, men ét eksempel kunne være et blodhæmoglobin-niveau mindre end 8,2 mmol/l.
Årsager til anæmi.
Anæmi kan skyldes nedsat produktion af erytrocytter eller øget destruktion af samme. Derudover kan blodtab være en medvirkende faktor.
Anæmi som følge af nedsat produktion af erytrocytter
Anæmi som følge af øget destruktion af erytrocytter
Det korresponderende adjektiv, "anæmisk", bruges tillige i overført betydning om den eller det, der anses for manglende livskraft og styrke. Fx betyder "hans vers er anæmiske", at pågældende vers mangler kraft og fylde.
Anæstesi.
Lokalbedøvelse.
Lokalbedøvelse vil sige at kun en mindre del af kroppen bedøves. Denne bedøvelsesform anvendes ofte ved tandbehandlinger og ved mindre kirurgiske indgreb. I de fleste tilfælde injicerer man det lægemiddel, som man ønsker at anvende til en lokalbedøvelse, men der findes dog undtagelser, og ved eksempelvis gastroskopi anvender man i stedet en creme, der bedøver svælget og spiserøret.
Regionalbedøvelse.
Regionalbedøvelse indebærer, at lokalbedøvelsesmidlet injiceres ind omkring et nervebundt, således at man ved hjælp af lokalbedøvelsesmidlet ophæver nervernes funktion i det område, man har valgt. Det skaber tab af kulde/varmefornemmelse, smertefornemmelse og undertiden ophævet muskelfunktion svarende til de områder, nerverne går til. Det påvirkede område kan ligge tættere eller fjernere fra indstiksstedet. En særlig type regionalbedøvelse bruges ofte ved fødsler og ved operationer i de nedre dele af kroppen. Lægen kan ved en særlig teknik sprøjte lokalbedøvelsesmiddel ind i epiduralrummet dvs. i det rum, der ligger uden om rygmarven. I folkelig tale kaldes det fejlagtigt en rygmarvsbedøvelse. Man stikker ikke i rygmarven, men som ved enhver anden regionalbedøvelse anbringes lokalbedøvelsesmiddel omkring de nervebundter, det er hensigtsmæssigt at blokere til en fødsel eller operation. Man anvender epidurale teknikker til fødsler, fordi man kan dosere, så moderen er rimelig smertefri under forløbet, mens moderens muskler alligevel fungerer så hun kan føde næsten normalt. Der er dog lidt flere kvinder under epidural smertelindring end kvinder uden, som må forløses instrumentelt.
Regionalbedøvelser anvendes i stor udstrækning i de tilfælde, hvor patienten ønsker at være vågen, eller hvor patienten f.eks. har alvorlig lungesygdom samtidig med den aktuelle. De fleste større kirurgiske indgreb udføres i dag som en kombination af regionalbedøvelse og fuld bedøvelse.
For at dosere korrekt og i det ønskede tidsrum lægger man ofte et kateter, det vil sige en lille slange, ind i det ønskede område, hvor det er hensigtsmæssigt at sprøjte lokalbedøvelsesmidlet ind.
Narkose.
Narkose indebærer, at hele kroppen, inklusive hjernen, bedøves. Patienten er dermed bevidstløs. Denne metode anvendes fx, hvis man skal operere på steder, hvor lokalbedøvelse er umulig. Børn bliver næsten altid lagt i fuld narkose, selv ved mindre kirurgiske indgreb. Også voksne kan lægges i narkose. Narkose bruges også ved elektrochokbehandlinger, men det er fordi der gives muskelafslappende stoffer, så elekrochokket ikke skal medføre uhensigtsmæssige, stærke muskelsammentrækninger, der kan give knoglebrud. Der er totalt hukommelsestab for selve elektrochokket, så man lægger kun patienten til at sove, fordi det er ubehageligt at opdage, at man er ved at blive "lammet". Samme bedøvelsesmetode anvendes til ubehagelige røntgenundersøgelser og lignende. Der anvendes ikke rutinemæssigt muskelafslappende stoffer til anæstesi.
Ved en række hjerte- og lungelidelser planlægger speciallægen i anæstesiologi strategien for anæstesien ud fra lidelsernes art, og hvilken slags kirurgisk indgreb, der skal foretages. Der er ikke ført bevis for at den ene type bedøvelse er bedre end den anden, men der er evidens for, hvilke kombinationer af anæstesimetoder man skal anvende ved bestemte operationstyper, og hvordan man skal tage hensyn til eventuelle hjerte-karlidelser. Men man kan således ikke sige, at den ene hovedtype anæstesi er bedre eller dårligere end den anden, det afhænger fuldstændigt af omstændighederne.
Anæstesi er et område indenfor anæstesiologi.
1. Fuldbedøvelse, lokalbedøvelse og regional bedøvelse.
2. Intensiv behandling. Ofte respiratorbehandling og behandling af kredsløbsforstyrrelser.
Aorta.
Aorta eller hovedpulsåren udgår fra venstre hjertekammer, som den adskilles fra af aortaklappen. Aorta inddeles i "aorta ascendens, arcus aortae, aorta descendens, aorta thoracalis" og "aorta abdominalis." Fra aorta afgår alle vigtige pulsårer til legemsdele og organer bortset fra lungepulsåren, der afgår fra højre hjertekammer.
Apanage.
Apanage er betegnelsen for en årlig pengeydelse ("årpenge"), der udbetales til fyrstelige personer i visse lande.
Et tidligt apanagesystem stammer fra 1690, hvor det engelske parlament bevilgede et tilskud til Vilhelm 3. og Maria
Danmark.
I Danmark modtager regenten og medlemmer af kongehuset apanage i henhold til Grundlovens §§ 10 og 11, og betegnes også Den Kongelige Civilliste eller blot civillisten. Ydelsen skal gøre det muligt for statsoverhovedet at varetage de særlige repræsentative opgaver, der er pålagt regenten, samt at varetage den indvendige vedligeholdelse af de kongelige slotte. Apanagens størrelse fastlægges af Folketinget, nærmere bestemt i " Lov om dronning Margrethe den Andens civilliste" fra 1972.
Apartheid.
a> baggrund og "blacks" sort indfødte. Skiltet fortæller at stranden er forbeholdt hvide. Billedet er fra 1989.
Apartheid (Afrikaans:~"separation", "adskilthed"), var et system til racefordeling i Sydafrika fra 1948, til de indledende forhandlinger i 1990-1993, kulminerende i demokratiske valg i 1994.
Under apartheid blev mennesker klassificeret i racegrupper – de største var "Sort", "Hvid", "Farvet" og "Asiatisk" (bestående af Indere og Pakistanere) – de blev separeret fra hinanden med magt, ud fra de raceklasser der var blevet lavet. Størstedelen af den sorte befolkning blev sendt til nogen steder kaldet ”hjemlande”. Det var egentligt meningen at de skulle fungere som om de havde selvstyre, men de kom mere til at fungere som Amerika's reservater til de oprindelige amerikanere, "indianerne".
Mange af de sorte som blev sendt til deres ”hjemland” havde i virkeligheden aldrig nogensinde set det område. Formålet med loven var, at sorte, selvom de boede i et hvidt område, ikke havde nogen som helst stemmeret eller indflydelse på det område de boede i. Det eneste sted, hvor de havde noget der lignede rettigheder, var i deres ”hjemland”.
Undervisning, læger, og andre offentlige ting blev også delt op, og dem der var tilgængelige for sorte var generelt langt dårligere end andre.
Racefordeling før Apartheid.
Den første gang ordet ”apartheid” dokumenteret blev brugt var i 1917 i en tale af Jan Christiaan Smuts, som i 1919 blev premierminister i Sydafrika.
Selvom skabelsen af apartheid ofte bliver tillagt det Afrikaans-dominerede styre i 1948-1994, var det delvist det britiske kolonistyre som introducerede racistiske forhold med deres paslove i Cape Colony og Natal i 1800-tallet. Dette betød, at de kunne regulere antallet at sorte der rejste mellem sorte stammeregioner, og hvide og farvedes byer.
Paslovene gjorde det ikke bare ulovligt for sorte at tage til hvide områder, men det blev også ulovligt for sorte at bevæge sig mellem distrikterne i de hvides områder uden et underskrevet pas. Sorte måtte ikke være udenfor efter solnedgang, og skulle altid have deres pas på sig.
Valget i 1948 og de efterfølgende love.
Nationalist Partiet (NP) vandt ved et tæt løb over Smuts' Forenede Parti. NP fusionerede med Afrikaans Partiet (AP). Regenten i Sydafrika var nu Daniel Francois Malan.
Regeringen begyndte med det samme at indføre apartheid. De første ændringer var at ulovliggøre ægteskab mellem to forskellige racer.
”Group Areas Act” i 1950 blev hjertet i det apartheid system der geografisk skilte racer.
”Seperate Amenties Act” i 1950 startede de mest racistiske opdelinger, f.eks. separate parker, strande, busser, hospitaler, skoler og universiteter. Der blev også strammet op på paslovene; sorte og farvede skulle nu have Id på sig 24 timer i døgnet. Disse Id blev en slags pas, der forhindrede sorte i at ”trænge ind” på hvide områder. Sorte måtte ikke bo i, eller endda besøge, ”hvide byer” uden speciel tilladelse. Sorte måtte ikke bo i større byer medmindre de arbejdede der.
Deres familie måtte ikke bo sammen med dem, hvilket skilte mænd fra deres koner og forældre fra deres børn.
Afskaffelsen af sort og farvet stemmeret.
J.G. Strijdom, som afløste Malan som premierminister, satte sig som sit første mål at fjerne de sørgelige rester der var tilbage af de sortes og farvedes stemmeret.
Regeringen i 1951 prøvede at indføre en lov som fjernede sortes stemmeret, men det Forenede Parti satte spørgsmålstegn ved loven. Retten afsagde derefter loven som ubrugelig. Dette var fordi to-tredjedele i parlamentet skulle stemme ja til loven. Regeringen prøvede derefter at indføre en lov som gav den større afgørelsesret end højesteretten, men denne lov afsagde appelretten. I 1955 ændrede regeringen en lov så der nu sad 89 i parlementet i stedet for 49, og efter nogle få ændringer sad der nu 77 medlemmer af Nationalist Partiet (NP) i disse sæder. I 1956 blev det endelig ulovligt for sorte og farvede at stemme.
Strijdom fortsatte med at indføre racistiske love, og apartheid blev værre og værre.
80% af befolkningen i Sydafrika var sort. 10% af Sydafrika blev tildelt sorte. Disse territorier blev kendt som "hjemlande"
De blev i stedet stjålet af i forvejen rige hvide.
Sorte var ligeglade med dem der gjorde, da det alligevel var næsten umuligt at få pastilladelser til at krydse grænsen to gange om dagen.
• Ikke-hvide måtte ikke føre erhverv eller professionelle praksisser i de hvide områder uden tilladelse. De skulle i stedet flytte til hjemlandene.
• Transport og civile faciliteter var også opdelte. De sortes busser stoppede ved de sortes stoppesteder, og de hvides busser stoppede ved de hvides stoppesteder. Første- og andenklasses togkupéer var hvide, og trejdeklasses sorte.
• Hospitaler og ambulancer var delte. Hvide hospitaler var af god standard med veluddannede læger. Sortes var det modsatte.
Sorte hospitaler var ofte grotesk underbemandede, og mange af lægerne var elendigt uddannede.
• Sorte måtte ikke bo, eller arbejde, i de hvides områder uden et pas.
Passet fik øgenavnet ”et [dum]mepas”. Kun sorte med ”Sektion 10” rettigheder var ekskluderet fra denne lov.
Det vil sige sorte der var emigreret til byerne før [anden verdenskrig].
• Pas blev kun givet til sorte med ”ordentligt” arbejde. Familie skulle efterlades tilbage i ikke-hvide områder. Mange hvide ansatte sorte som husholdere, som boede i små skure udenfor familiens grund.
• Et pas gjaldt kun for et distrikt. Et distrikt var ca. på størrelse med en bydel. (Hasle/Skejby/Brabrand etc.)
• Sorte uden gyldigt pas blev deporteret til et hjemland. Politiet patruljerede hvide områder for at fange ”illegale” sorte. Dette skadede økonomien voldsomt ved at forhindre sorte i frivilligt at arbejde på arbejdspladser der havde mangel på ansatte.
• Sorte måtte ikke ansætte hvide mennesker. Sorte fik først tilladelse til at være medlem i en fagforening sidst i firserne.
• I 1970'erne fik et hvidt barn tildelt ti gange så mange penge i undervisningssystemet som et sort barn. Sorte blev kun undervist i de mest grundlæggende ting før de blev sendt ud på arbejdsmarkedet. Efter 1959 skulle sorte gå på andre universiteter end hvide. Alle eksisterende universiteter blev tildelt hvide, og meget få andre dårlige bygninger og haller blev i hast omdannet til nogle elendige sorte universiteter.
• Sorte betjente måtte ikke arrestere hvide mennesker uden særlig tilladelse, der kun gjaldt den enkelte situation. Dette vil sige, at en hvid kunne udføre kriminalitet lige foran øjnene på en sort betjent, uden at han kunne gøre noget.
•Sorte måtte ikke købe øl, vin eller spiritus med en alkoholprocent over 12%.
• Hvide blikkenslagere og elektrikere måtte ikke installere ledningsnet og vandrør i sortes huse. Næsten alle blikkenslagere og elektrikere var hvide, da sorte havde meget dårlige uddannelsesfaciliteter. Dette efterlod næsten alle sorte i forstæderne og ghettoerne uden strøm og rindende vand.
• Sorte måtte ikke bruge de hvides gode strande, men fik tildelt nogle elendige strækninger med skarpe sten, tang og brandmænd. Biblioteker, offentlige bade, fodgængerbroer, drive-in biografer, kirkegårde, parker, fodgængerovergange, offentlige toiletter og taxier var også alle raceopdelte.
De hvide havde hovedsageligt bedre af alle disse ting.
Mange andre ting var også raceopdelte.
•Sorte måtte ikke gå i teateret eller biografen i hvide områder. Der var nærmest ingen biografer, teatre, restauranter eller hoteller i sorte områder.
De fleste hoteller og restauranter i hvide områder tillod ikke sorte (bortset fra som ansatte) medmindre regeringen havde givet tilladelse (til diplomater etc.).
• Ifølge loven måtte sorte ikke være med til de hvides gudstjenester. Denne lov blev dog ekstremt sjældent overholdt, og kirkerne var et af de eneste steder hvor racer kunne blandes uden lovens indblanding.
• Hvis en hvid var fører af en bil, måtte der ikke sidde en sort på forsædet, hvis vedkommende var af det modsatte køn.
• Sortes skattefrikort var på 360 rand om året.
Hvides skattefrikort var på 750 rand om året.
En rand svarede på dette tidspunkt til 5-6 kroner. En rand er nu 76 øre værd.
• De fleste sorte mistede deres sydafrikanske statsborgerskab da de flyttede (eller blev deporteret) til et hjemland. De kunne derfor ikke få et pas, og kunne ikke komme ind i Sydafrika.
• Afrikansk kultur skulle undertrykkes i medierne. Det vil sige ingen afrikansk folkemusik i radioen, ikke afrikanske programmer i TV etc.
Farveklassificering.
Populationen var opdelt i fire grupper: Sort, Hvid, Asiatere (mest indere), og ”Farvet”.
Farvet betød en person af blandet europæisk og Bantu, Khoisan eller Malaisisk nedstamning.
Regeringen opfandt indviklede og komplekse regler fyldt med smuthuller (for regeringen) så næsten alle der var lidt brunlige i huden kunne klassificeres som farvet. Forskellige medlemmer af en famillie kunne pludselig finde sig opdelt i hvide og farvede, selvom de i virkeligheden alle var hvide. Farvede skulle pludselig forlade deres familier, og de hjem hvor de måske havde boet i i mange år, for at flytte til separate landsbyghettoer og modtage dårlig undervisning – dog bedre end den sorte sydafrikanere modtog.
ANC og PAC.
ANC, African National Congress, begyndte for første gang åben modstand i 1949 i form af strejker, ignorering af love, offentlig forstyrrelse og demonstrationer. Disse fortsatte gennem halvtredserne med nogle voldsomme sammenstød.
I 1960 forlod nogle medlemmer ANC for at forme det mere militante Pan Africanist Congress. De begyndte først med nogle landsdækkende demonstrationer mod de hadede paslove.
Den 21. Marts 1960 samledes sorte i Sharpeville, en større sort ghettoforstad, for at demonstrere mod kravet om altid at skulle have ID på sig. Der var mellem 5000 og 20000 mennesker. De største tal kom fra politiet, som ønskede at understrege den store fare de havde været i. Massen samledes omkring den lokale politistation, hvor de sang sange om at de ikke havde deres ID eller pas på sig. En gruppe på 300 betjente åbnede ild mod mængden, hvor de slog 69 ihjel og sårede 186. Alle ofre var sorte, og størstedelen var blevet skudt i ryggen. Menneskemængden var ubevæbnet; mange hvide vidner fortalte at de ikke opfattede dem som voldelige eller truende på nogen måde. Oberst J. Pienaar, den ledende politimester den dag, sagde: ”Horder af indfødte omringede stationen. De kastede sten på min bil. Hvis de kan finde på dét, så må de lære det på den hårde måde. ” Regeringen ulovliggjorde herefter ANC og PAC.
I 1961 begyndte de nu ulovlige PAC at blive mere militante. De anskaffede sig våben, og begyndte at demonstrere på mere voldelig vis; ofte ved hjælp af trusler, bomber og mord. Selvom deres enheder detonerede bomber i hvide restauranter, indkøbscentre, biografer og foran regeringsbygninger opfattede staten dem ikke som en millitær trussel, da deres (PAC's) våben var langt underlegne statens. ANC slog også i starten af 60'erne ind på en militant kurs med en militant organisation - nationens spyd - stiftet af Nelson Mandela, på baggrund af ANC's bestyrelses accept. Det var denne organisations aktiviteter, samt planerne om guerillakrigsførelse, der ledte til Nelson Mandelas lange fængselsophold. Mange andre modstandsbevægelser fulgte efter.
Hvid modstand.
Mens størstedelen af hvide sydafrikanere støttede apartheid systemet, var der også en minoritet imod det. I parlamentære valg i halvfjerdserne og firserne stemte mellem 15% og 20% på det liberale ”Progressive Party”, hvis leder Helen Suzman i mange år var den eneste modstand til apartheid i parlamentet.
Der var også voldelig hvid modstand organiseret af ”Africa Resistance Movement”, ARM, som sprængte flere bomber ved elværker og togstationer.
Internationale sanktioner.
Den 6. november 1962 vedtog FN en resolution som fordømte apartheid.
Den 7. august 1963 startede FN et frivilligt stop af våbenhandel med Sydafrika.
Efter Soweto-oprøret i 1976 blev stoppet obligatorisk den 4. november 1977, og Sydafrika blev internationalt isoleret.
Mange konferencer blev afholdt hvor FN fordømte Sydafrika, f.eks ”World Conference Against Racism” i 1978 og 1983.
En anti-handels bevægelse startede, og FN pressede investorer til at stoppe med at investere i sydafrikanske firmaer, eller firmaer der handlede med sydafrika. Sydafrikanske sportshold måtte ikke deltage i internationale kampe, og sydafrikansk kultur og turisme blev boykottet. I slutningen af firserne stoppede firmaer i USA, England og 23 andre lande med at handle med sydafrikanske firmaer, fabrikker eller banker. Sverige sendte både finansiel og moralsk støtte til ANC. Olof Palme udtalte en uge før sin død: ”Apartheid kan ikke ændres, det skal elimineres.”
Krig i Sydafrika.
I 1980 var verden efterhånden begyndt at være beslutsomt imod apartheid regimet. Landets regering og meget af den hvide befolkning så på landet som en fæstning belejret af sorte anarkister og kommunisme. Landet gjorde en stor indsats for at finde smuthuller i de internationale sanktioner, og regeringen udviklede endda atomvåben ved hjælp af Israel.
Sydafrika er til dato det eneste land nogensinde der har udviklet atomvåben, og derefter frivilligt tilbagetrukket deres arsenal.
Offentligt synes regeringen ikke at det var en mulighed at forhandle med ANC.
Dette efterlod regeringen med en mulighed: at bekæmpe dens modstandere med militær magt.
En belejringsmentalitet opstod hos mange hvide, og selvom de godt var klar over at en borgerkrig mod den sorte befolkning ikke kunne vindes, så foretrak de stadig dette over at ”give op” og reformere deres styre.
Brutale handlinger af politiet og militæret syntes fuldstændigt retfærdige.
De stater der stødte op til, eller lå meget tæt på Sydafrika, var alle imod apartheid, men mange af dem var økonomisk afhængige af landet.
I 1980 formede de ”Southern African Development Co-ordination Conference”, forkortet SADCC. Målet med SADCC var at skabe mere økonomisk udvikling i området, og skære ned på afhængigheden af Sydafrika.
Mange af landene tillod også de flygtede medlemmer af ANC og PAC at etablere millitære baser i deres lande.
Nogle andre afrikanske lande støttede også modstandsbevægelserne materielt og moralsk.
Sydafrika havde en politik for at angribe mulige ”terrorist”baser i nabolandene. Disse angreb var hovedsageligt fikseret mod ANC, PAC og SWAPO, en namibisk modstandsbevægelse.
Angrebene var mest en slags hævn for bombesprængningerog sabotage i Sydafrika og Namibia. Landet støttede også organisationer i andre lande der bekæmpede spredningen af kommunisme i det sydlige Afrika.
Undtagelsestilstand.
I de sidste år af apartheid styret i Sydafrika, var landet mere eller mindre konstant i undtagelsestilstand.
Undtagelsestilstanden fortsatte indtil 1990, hvor F. W. de Klerk blev præsident.
I 1982 døde den første person af AIDS i landet. I de næste ti år, fra 1982 til 1992, døde over 1000 af AIDS. I de næste fire år døde yderligere 9000. Næsten alle døde var sorte.
Mange sorte forsøgte at etablere organisationer for at stoppe epidemien men uden held. De manglede penge, men staten fokuserede mere på Tuberculose end HIV.
Begyndelsen på enden.
Den mest voldelige tid i firserne var fra 1985-88, da regeringen under ledelse af P. W. Botha startede en kampagne mod al opposition.
I tre år patuljerede politi og soldater rundt i sydafrikanske byer i pansrede mandskabsvogne og kampvogne, hvor de destruerede sorte besætterlejre og tilfangetog tusinder af sorte og farvede.
Nogle af dem der blev tilbageholdt døde. Nogle begik selvmord, andre døde ved uheld, og andre blev koldblodigt myrdet af regeringen. Censurlove prøvede at skjule det for offentligheden ved at forbyde mediedækning.
ANC og PAC svarede igen ved at detonere bomber i restauranter, inkøbscentre og foran regeringsbygninger, hvor de dræbte og sårede både civile og politikere.
Det var ANC's mål at gøre det umuligt at styre de sorte forstadsgettoer ved at tvinge beboerne til at stoppe med at betale skat, og angribe byledere og deres familier med benzinbomber.
Beboere der nægtede at overgive sig, blev myrdet ved at få placeret at brændende bildæk om halsen.
Hvis sorte blev beskyldt for at have købt fra hvides butikker, tvang medlemmer dem til at indtage sæbespåner og petroleum.
I denne periode døde der over 100 mennesker hver måned af sort-mod-sort vold.
Dette tal steg til over 250 per måned mellem 1990 og 1993.
I begyndelsen af 1980'erne begyndte den hvide regering at indse at der var brug for nogle ændringer. Deres største bekymring var den hvide population, der på halvtreds år var faldet fra 20% af landets befolkning, til 16%.
Landets minister P. W. Botha sagde i en tale til nationen at folk skulle ”tilpasse sig eller dø.”
I 1984 skete der noget reform. Mange apartheid love blev trukket tilbage, blandt andet den hadede paslov. En ny forfatning blev introduceret, som gav nogle flere rettigheder til mange af de ikke-hvide racer – dog ikke til de sorte. Botha gennemførte ikke sin fulde reform, da han ”ikke ville forhandle med grupper der kommunikerede ved hjælp af vold”.
Protester og modstand fortsatte med fuld styrke – Sydafrika blev mere og mere militant adskilt.
Nynazistiske millitære grupper blev også dannet, specifikt ”Afrikaner Weerstandsbewegning” forkortet AWB, ledet af Eugéne Terra'Blanche. Oppositionen ”United Democratic Front”, forkortet UDF, blev også formet omkring dette tidspunkt. (1984)
UDF havde mange medlemmer, og var ledet af Ærkebiskop Desmond Tutu og præsten Allan Boesak.
De krævede at regeringen droppede deres reformer, og i stedet afskaffede apartheid og eliminerede hjemlandssystemet.
Det internationale pres og de medfølgende sanktioner begyndte at ramme landet, og randens værdi styrtdykkede. Medierne blev censureret, og ved slutningen af 1988 var 30,000 mennesker i årenes løb blevet tilbageholdt, og tusinder torteret.
I 1986 erklærede president Botha til parlamentet at Sydafrika var ”vokset fra” apartheid.
Regeringen begyndte nogle små reformer i retning mod racelighed, mens de holdt medierne og anti-apartheid demonstrationerne i et jerngreb. Politiet rykkede ind i forstadsghettoerne i et forsøg på at skære ned på antallet af demonstrationer, men de slog mange mennesker ihjel i forsøget.
Mens sikkerheden stadig strammedes i Sydafrika, flygtede mange hvide landet som flygtninge.
Internationalt pres på Botha's regering voksede stadig, og USA og Storbritannien foreslog nu aktivt Sydafrika at afslutte forhandlinger til fordel for den sorte befolkning.
Racismens ende, racelighedens begyndelse.
a> fra 1928-1994. Flagets symbolik definerer Sydafrika som en traditionelt hvid nation med hyldester til landets britiske og hollandske rødder, men uden symbolisk hyldest til det sorte flertal.
Efter et hjerteslag måtte Botha træde af pladsen som premierminister den 13. februar 1989.
Han blev efterfulgt senere på året af partifællen F.W de Klerk.
I sin åbningstale til parlamentet i februar 1990, erklærede han at han ville løfte de diskriminerende love, og fjerne forbudet mod ANC, UDC, PAC og kommunistpartiet.
Mediecensuren blev løftet, og De Klerk løslod uskyldige fanger.
Den 11 februar 1990, 27 år efter han første gang var blevet sat i detentionen, kunne Nelson Mandela endelig gå ud af Victor Verster Fængslet som en fri mand.
Fra 1990 til 1991 blev apartheid afskaffet.
I en folkeafstemning i marts 1992, det sidste kun-hvide valg afholdt i Sydafrika, stemte den hvide befolkning ja, og gav dermed regeringen autoritet til at skabe en ny forfatning sammen med ANC, PAC, UDF og andre grupper.
I december 1992 gav den nye forfatning lige politiske rettigheder til alle racer.
Efter måneders problemer blev der endelig sat en valgdato, dog på stor menneskelig bekostning.Politisk vold eksploderede over hele landet på dette tidspunkt, efter mordet på lederen af det sydafrikanske kommunistparti Chris Hani.
Hani, en populær leder, blev snigmyrdet i 1994 i Dawn Park i Johannesburg af Janusz Wallus, en anti-kommunistisk polsk flygtning som havde nære forbindelser til det nynazistiske AWB.
I 1993 garanterede forfatningen lige rettigheder for alle racer, og gav dem lige ytringsfrihed, stemmeret, samt utallige andre ændringer.
Ved midnat den 26-27 april 1994 blev det gamle flag hejst ned, mens den gamle nationalsang blev sunget, og det nye flag blev hejst, til lyden af den nye nationalsang.
ANC vandt valget med 62.7%. De fik derfor ikke lov til at omskrive forfatningen efter deres ønsker, da dette krævede mindst 66,7% af stemmerne.
27. april er nu offentlig helligdag i Sydafrika, kaldet Frihedsdagen.
I 1993 fik Klerk og Mandela sammen Nobels Fredspris.
Aphelium.
Aphelium ("ap-helium") er det punkt i en planetbane, der er fjernest fra Solen (græsk "Helios") (modsat perihelium). Udtrykket er en "Sol-specifik udgave" af det mere generelle ord "apoapsis", som mere generelt betegner det punkt i et mindre legemes bane omkring et større, hvor der er størst afstand mellem de to.
APID.
APID, forkortelse for "Application Process Identifier", er en teknisk parameter for valg af (lyd)data ved digitale transmissioner.
Apollon.
a> efter græsk original fra 4.årh.f. Kr.
Apollon er lysets og sangens gud i græsk mytologi og hedder Apollo i romersk. Da digtningen er styret af strenge krav til rytme og metrum, er han også mådeholdets og den lysende forstands gud. Han sættes derfor gerne over Dionysos, der var vildskabens og lidenskabernes gud. Apollon er søn af Zeus og Leto og tvilling med Artemis/Diana. Han er musisk og festlig, men også krigerisk og hævngerrig.
Apollon blev en af grækernes mægtigste guder. Han er søn af Zeus og Leto. Forfulgt af den skinsyge Hera måtte den frugtsommelige Leto flakke viden om for at finde et sted, der turde modtage hende og det ventede barn. Hun fandt et fristed på den omdrivende ø Delos, og her bragte hun Apollon og hans tvillingesøster Artemis til verden.
Apollon kan sende sine dødbringende pile overalt og er også en aggressiv gud. Han vogter over menneskene, så længe de er rene og moralsk ansvarlige.
Hans attributter er buen og lyren; æbletræet er indviet til ham.
Med kvinderne har Apollon ikke det store held, de vil ikke vide af ham. Det går bedre på det krigeriske område: han erobrer Delfi fra Gaia. På Delfi, hvor han og hans søster er født, har Apollon sit orakel, der råder i moralske sager. Han overtog Delfi efter at have gjort det af med den gamle hersker over stedet, Python, og kom i den forbindelse med i klubben af dragedræbende guder.
I Illiaden er han på trojanernes side mod grækerne.
Apollon kom til Foikos, hvor han i en snæver dal ved foden af det tvetoppede bjerg Parnassos nedlagde en frygtelig slange ved navn Pyton eller Delfyne med sine pile. Sikkert er det grunden til, at han er hovedguden i helligdommen ved verdens navle Delfi.
Apollons hyppigst anvendte navn Foibos dækker over modsætningerne i hans væsen; det kan betyde»Den blændende, skræmmende«og»Den strålende rene, rensende«. På den ene side er han den sølvbuevæbnede fjerntrammer, hvis pile spreder pest og pludselig død. På den anden side er han den rensende og helbredende guddom, selv et skønhedens lysende ideal, rank og ædel med gyldne lokker. Som ondtafværgeren, der bringer sundhed og trivsel, overstråler han endog Helios som solgud.
Størst anseelse opnåede Apollon som orakelgud i Delphi, hvor hans officielle navn er Loksias. Her forkyndte han fader Zeus’ vilje gennem sin præstinde Pythia, når stater eller enkeltpersoner bad om råd. Oraklet i Delphi var i lange tider Grækenlands højeste religiøse autoritet, som søgte at stifte fred mellem guder og mennesker.
Han var den første græske gud, som romerne overtog under navnet Apollo.
Apollonia (helgen).
a>s fortolkning af Apollonia fra 1636.
Apollonia er navnet på en helgen. Hun fik slået alle sine tænder ud, og døde som martyr omkring 250 i Alexandria. Hun er skytshelgen for tandlæger.
Apollonia var en from, ældre dame, der levede i Alexandria i 200-tallet, hvor hun også led martyrdøden. 240’erne var ikke præget af kristenforfølgelser generelt, men lokale anti-kristne kampagner forekom. Således udbrød der en forfølgelse af kristne i Alexandria i 249, og Apollonia blev herunder pågrebet af en vred menneskemængde der truede hende, og en mand gav hende så hårdt et slag i ansigtet, at alle hendes tænder røg ud. Apollonia blev tvunget med uden for byen, hvor et stort bål var blevet tændt. De vrede mennesker truede nu med at kaste hende på bålet, hvis hun ikke ville afsværge sin tro. Apollonia lod som om hun ville føje dem, og idet de slap taget i den gamle kvinde, bad hun en kort bøn og sprang selv ind i bålet.
I middelalderen begyndte der at dukke mange relikvier op, der mentes at stamme fra denne helgeninde. Det var gerne tænder eller dele af hendes kæbe. Pave Pius 6. (1775-99) brød sig ikke om denne relikviedyrkelse og beordrede, at alle de Apollonia-tænder, der var genstand for dyrkelse rundt omkring i Italien, skulle samles sammen og smides i Tiberen. Kassen, hvori Apollonia-tænderne blev lagt, vejede efter sigende omkring 3 kilo.
Folk bad Apollonia om lindring for tandpine og hun blev tandlægernes skytshelgen. Hun afbildes gerne som en ung kvinde med enten en tandlægetang i hænderne eller en halskæde, hvori der hænger en eller flere af hendes tænder.
Sankt Apollonia kan ses på et kalkmaleri i Gislinge Kirke og hun pryder også hjemmesiden for tandlægeskolen i Århus. I Viborg blev der i 1994 opstillet en bronzestatue af Apollonia, udført af kunstneren Hanne Varming. Statuen er opstillet i Sankt Leonis Gade, på det sted, hvor ”Lones Kilde” tidligere havde sit udløb. Det blev sagt om kilden, at dens vand var meget rent og klart og kunne lindre og dulme tandpine.
Jesu disciple.
Jesu disciple, også senere kaldet De 12 apostle (af græsk: Ἀπόστολος, "apóstolos", egentlig "udsending") er en titel, der specielt bruges om de tolv som Jesus iflg. evangelierne udsendte for at forkynde hans lære.
Lukasevangeliet nævner Judas, Jakobs søn, men ikke Thaddæus; af den grund er det en udbredt opfattelse, at der er tale om den samme person.
Efter korsfæstelsen døde Judas Iskariot, og de resterende apostle udvalgte (ved lodtrækning) Matthias som ny apostel.
I Thomas-evangeliet benævnes en anden Judas som "tvillingen Judas" ("Didymos Judas"), sådan at han kan skelnes fra Judas Iskariot.
Paulus bruger ordet apostel om sig selv, eksempelvis i Romerbrevet, og i praksis er det mere almindeligt at betragte ham som den nye tolvte apostel end Matthias.
Apparat.
Et apparat er et redskab af en art.
Sædvanligvis bruges apparat-betegnelsen kun om redskaber, som er sammensat af et antal dele. Man vil næppe kalde en lup eller en proptrækker apparat. Der synes at skulle være et mekanisk element til stede.
Finland.
Finland, officielt Republikken Finland (finsk: "Suomen tasavalta", svensk: "Republiken Finland") er et nordisk land afgrænset af Østersøen mod sydvest, Finske Bugt mod sydøst og den Botniske Bugt mod vest. Sverige, Norge og Rusland har landegrænse med Finland. Efter første verdenskrig skaffede Finland sig en stribe land langs den norske grænse op mod Nordishavet, sådan at Norge i mellemkrigstiden ikke havde fælles grænse med Rusland.
Historie.
Finlands næsten 700 års fællesskab med det svenske kongedømme begyndte i 1154 med introduktionen af kristendommen af den svenske kong Erik. Svensk blev det dominerende sprog i overklassen og i administrationen. Efter udgivelsen af det finske nationale epos "Kalevala" og en efterfølgende finsk nationalisme i det 19. århundrede afløstes svensk af finsk også i administrationen.
I 1809 blev Finland erobret af zar Alexander 1. og blev derefter et selvstændigt storfyrstendømme i personalunion med det russiske imperium med bl.a. egne frimærker og møntfod, den finske mark indtil slutningen af 1917. Den 6. december 1917, kort efter den russiske revolution erklærede Finland sig selvstændig. I 1918 oplevede landet en kort og meget bitter borgerkrig som prægede landet i årene derefter. Under 2. verdenskrig kæmpede Finland mod Sovjetunionen to gange: Første gang i Vinterkrigen 1939-40 og igen i Fortsættelseskrigen i 1941-44. Den sidste krig blev efterfulgt af Laplandskrigen i 1944-45, hvor Finland kæmpede mod de tyske styrker i Nordfinland.
Traktater underskrevet i 1947 og 1948 med Sovjetunionen indeholdt stærke forpligtelser for landet samt en række betingelser for landets territorialgrænser. Finland var i 1952 medstifter af Nordisk Råd. Efter opløsningen af Sovjetunionen blev det muligt for Finland at føre en anderledes udenrigspolitik, og landet blev medlem af EU i 1995.
Politik.
Finland har et blandet præsidentstyre/parlamentarisk system, hvor magten er delt mellem præsidenten, (som vælges direkte for en 6 års periode), og som har det primære ansvar for nationens sikkerhed og udenrigsforhold, og statsministeren som har det primære ansvar for de øvrige områder. Præsidenten udnævner statsministeren og resten af regeringen. Regeringen består af statsministeren og de øvrige stabsministre samt et "ex officio"-medlem, justitsministeren.
Forfatningsmæssigt er det étkammersparlament (fi.: Eduskunta; sv.: Riksdagen) med sine 200 medlemmer den øverste myndighed i Finland. Det kan ændre forfatningen, tvinge regeringen til at træde tilbage og kan omgå præsidentens vetoer. Lovgivning kan foreslås af præsidenten, regeringen eller et af Eduskuntaens medlemmer, som vælges ved et repræsentativt valg for en fireårig periode.
Det retslige system er delt mellem retsinstanser for civile og kriminelle forhold og specialretsinstanster for forholdet mellem offentligheden og de administrative organer. Det finske retssystem består af lokale retsinstanser, regionale appelretsinstanser og en højesteret.
Provinser.
Finland består af 6 len (fi. "läänit", ental - "lääni", sv. "län"), efter en omorganisering i 1997 hvor der var 12 len.
Hver len er yderligere opdelt i et varierende antal landskaber. Landskabet Ålandsøerne har en høj grad af selvstyre. Den mindste administrative inddeling er kommunerne.
Geografi.
Finland er de tusinde søers land. Mere præcist har landet 187.888 søer og 179.584 øer. Det finske landskab er primært fladt med få bakker, og det højeste fjeld Haltiatunturi med sine 1.328 meter ligger i den nordvestlige del af Lapland. Regionen Karelen i det østlige Finland strækker sig over grænsen til Rusland. Ud over de mange søer er landskabet præget af skovområder, og en meget lille del er opdyrket landområde. Den største del af øerne er beliggende i sydvest som en del af Ålandsøerne og langs den sydlige kystlinje i Den Finske Bugt.
Klimaet er et nordligt tempereret klima, karakteriseret ved kolde, enkelte gange meget kolde vintre og relativt varme somre. En fjerdedel af Finlands territorium ligger nord for Polarcirklen, og solen går derfor ikke ned om sommeren over en periode på 73 dage, og senere om vinteren står den ikke op i en periode på 51 dage.
Økonomi.
Finland har en højt industrialiseret markedsøkonomi med et BNP per indbygger som i England, Frankrig, Tyskland eller Italien. Dets hovedsektor er fabrikation - især træ, maskinvæsen, telekommunikation og elektronik industri. Handel er vigtigt for landet, da eksporten udgør næsten en tredjedel af bruttonationalproduktet. På nær tømmer og en del mineraler er Finland afhængig af råvareimport, energiimport og en lang række råfabrikationsvarer.
Med baggrund i klimaet er landbruget koncentreret om at skabe selvforsyning i de basale fødevarer. Skovdrift, som er en vigtig eksportindtægt, yder en alternativ beskæftigelse for landbefolkningen. En stærkt forøget integration i Vesteuropa har ført til, at Finland var et af de 11 lande som blev en del af Euro-landene den 1. januar 1999. Det forventes at denne integration vil fortsætte i de kommende år og dominere det økonomiske billede i landet.
Demografi.
Der er to officielle sprog i Finland: finsk, som tales af 91,5 % af finnerne, og svensk, som tales af finlandssvenskerne, som udgør 5,5 % af befolkningen. De samiske sprog har været officielle sprog i Samernes hjemstavnsområder siden 1992. I nord taler cirka 7.000 samer det finsk-ugriske sprog samisk. Andre mindre minoriteter udgøres af russere, jøder, romaere og tatarer.
De fleste finner (82 %) er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke. En minoritet på 1 % tilhører den ortodokse kirke. Resten udgøres af forholdsvis små grupper af romersk-katolske, protestanter og muslimer.
Ordbog.
En ordbog er et opslagsværk, der indeholder sproglige og faktuelle oplysninger om et sprogs ordforråd med forklaringer på det samme sprog og/eller med oversættelse til et andet sprog. De fleste ordbøger ordner opslagsordene i alfabetisk rækkefølge, men nogle ordbøger ordner opslagsordene efter fagemner.
Ordbogstyper.
Den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med fagordbøger hedder fagleksikografi, som også hentyder til ordbogens forlængelse: et leksikon og en encyklopædi.
Den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med den teoretiske og praktiske udarbejdelse af ordbøger kaldes leksikografi, og kan inddeles i undergrupper, fx fagleksikografi, der er videnskaben om udarbejdelse fagordbøger. En person, der beskæftiger sig med teoretisk og/eller praktisk leksikografi kaldes en leksikograf.
Alle ordbøger er udarbejdet med det formål at opfylde en eller flere funktioner. Man skelner mellem to hovedtyper af ordbogsfunktioner. De kommunikationsrelaterede funktioner henviser til ordbogen som hjælpemiddel til at forstå tekster, producere tekster, revidere tekster eller oversætte tekster. De vidensrelaterede funktioner henviser til ordbogen som hjælpemiddel "hvis du vil vide mere" om et specifikt emne eller bare vil opbygge viden mere generelt. Når man skal udarbejde en ordbog, skal man sørge for, at ordbogens oplysninger passer til ordbogens funktion.
Normalt er der for hvert ord en eller flere af følgende type oplysninger: retskrivning, betydning(er), eventuelle synonymer, grammatik herunder f.eks. tilhørsforhold til ordklasser og bøjningsformer, eksempler på ordets anvendelse, ordets udviklingshistorie (etymologi), ordets udtale f.eks. i lydskrift og hvordan ordet oversættes til et andet sprog.
Historie.
Den ældst kendte kinesiske ordbog (尔雅, "Erya"), hvis forfatter/e er ukendt/e, dateres til begyndelsen af 3. århundrede f.v.t. Denne ordbog organiserer de kinesiske skrifttegn inddeler de kinesiske skrifttegn i semantiske grupper, formålet med denne inddeling var at forklare den sande betydning af et ord i sammenhæng med ældre litteratur.
En anden tidlig ordbog, der stadig benyttes i et vist omfang, blev skrevet på latin i løbet af den romerske kejser Augustus’ regeringstid. Den er kendt under titlen "De Significatu Verborum" (Om betydningen af ordene), og blev i sin oprindelige form udarbejdet af Verrius Flaccus. Sextus Pompeius Festus udgav senere en redigeret udgave af ordbogen, der siden blev efterfulgt af endnu en udgave, skrevet af Paulus Diaconus. Verrius Flaccus' ordbog bestod af en sammendrag af svære og forældede ord, hvis betydning blev illustreret vha. citater fra tidlige romerske forfattere.
Den største ordbog i verden, hvad angår antallet af opslag, er den nedelandske "het Woordenboek der Nederlansche Taal (WNT)" (Ordbog over det nederlandske sprog). Det tog i alt 134 år, fra 1864 til 1998, at færdiggøre værket, og omfatter omtrent 400.000 opslagsord, på 45.805 sider i 92.000 bind. Den er i dag tilgængelig online.
Den mest omfattende ordbog til den engelske sprog er "Oxford English Dictionary", som blev påbegyndt i 1860 og afsluttet i 1928. På dette tidspunkt var det allerede nødvendigt at udarbejde et supplements bind, det tog yderligere fem år at færdiggøre.
Ordbøger til det danske sprog.
Det første store danske ordbogsprojekt som forsøgte at være altomfattende var Videnskabernes Selskabs Ordbog der udkom i perioden 1793-1905. På grund af sine lange udgivelsesperiode var den dog allerede forældet lang tid før sin færdiggørelse. Derfor blev det nødvendigt at udgive Ordbog over det danske sprog som udkom i 28 bind i perioden 1919-1955 (5 supplementsbind 1992-2005), og siden 2005 også har været tilgængelig som netordbog. Denne ordbog beskriver det danske sprog i perioden 1700-1955 og er udarbejdet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
De vigtigste ordbøger, der beskriver det moderne danske sprog, er Den Danske Ordbog (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal), Politikens Nudansk Ordbog og Den Danske Netordbog. Sidstnævnte er tilgængelig som netordbog for abonnenter og er udarbejdet af Center for Leksikografi, mens Den Danske Ordbog har været frit tilgængelig som netordbog siden november 2009.
Atter andre ordbøger fokuserer på et mindre emneområde, som for eksempel EDB-Ordbogen. Mere specielle typer af ordbøger er f.eks. rim-, synonym-, slang-, krydsords- og antonym-ordbøger. Sådanne ordbøger behøver dog ikke, eller kun delvis, at være ordnet alfabetisk, men opstilles ofte efter andre principper. Online-ordbogen er muligvis ved at udvikle sig til sin egen genre idet informationsteknologien f.eks. muliggør udstrakt brugerdeltagelse, og derved giver gode muligheder for at udarbejde alternative ordbøger. I forbindelse med dialekt forskning, har Aarhus Universitet oprettet center for Jysk, med navnet Peter Skautrup, hvor man er ved at oprette en Jysk ordbog.
Den mest udbredte danske ordbog er formentlig retskrivningsordbogen, udarbejdet af Dansk Sprognævn, som dog kun indeholder få oplysninger om hvert ord.
Bilingvale og monolingvale ordbøger.
Hvis en ordbog er to-sproget kaldes den for en bilingval ordbog og hvis den er ét-sproget kaldes den for monolingval. Ordbøger som retskrivningsordbogen og Den Danske Netordbog er eksempler på monolingvale ordbøger, mens ordbøger som Ordbogen.com's dansk-engelsk/engelsk-dansk ordbog er en bilingval ordbog.
Online-ordbøger.
I de seneste år er der dukket flere og flere online-ordbøger op på internettet, hvilket har medført tilbagegang for de klassiske trykte ordbøger. Gyldendal har således måtte afskedige over halvdelen af deres medarbejdere i ordbogsafdelingen.
Frederiksborg Amt.
Frederiksborg Amt var til og med 31. december 2006 et amt, som dækkede det nordøstlige Sjælland og Horns Herred. Efter Strukturreformens ikrafttræden 1. januar 2007 blev området en del af Region Hovedstaden.
Kommune.
Kommune (latin: forvaltningsenhed), i Danmark også kaldet "primærkommune", er i mange lande den mindste politiske og organisatoriske enhed. Kommunen udøver et nærmere bestemt selvstyre over visse anliggender, som er fælles for kommunens borgere.
Historisk har det været meget skiftende, hvilke områder der har været henlagt til kommunerne og hvilke, der er blevet varetaget af andre dele af den offentlige forvaltning.
Danmark.
I slutningen af middelalderen havde kommunerne mange opgaver, men under enevælden blev kommunernes opgaver indskrænket. Ved indførelsen af grundloven i 1849 blev kommunernes selvstændighed til at fastlægge sine opgaver lovfæstet, dog underlagt statens tilsyn. Det blev begyndelsen på det decentrale system, vi kender i dag.
I nutidens velfærdssamfund spiller kommunerne en hovedrolle. Hovedopgaverne er folkeskoler, børnepasning, ældrepleje, sundhed, socialforsorg, folkeregister, arbejdsmarked, miljø og teknik, redningsberedskab, museer, biblioteker og mange steder også forsyning af el, vand og varme. Finansieringen af kommunerne sker dels ved tilskud fra staten - det såkaldte bloktilskud - og særlige kommunale indkomst- og ejendomsskatter samt eventuelle indtægter fra kommunale virksomheder, f.eks. forsyningsvirksomheder.
Kommunens øverste ledelse er kommunalbestyrelsen (i København dog Borgerrepræsentationen), som vælges for fire år ad gangen. Valgperioden begynder 1. januar, selv om valget finder sted den tredje tirsdag i november året før. Lederen af kommunalbestyrelsen kaldes borgmester, og er i de fleste kommuner den eneste fuldtidsbeskæftigede politiker. Kommunalbestyrelsen består af et ulige antal medlemmer. Den kommunale administration ledes af en kommunaldirektør.
Kommunerne er underlagt et vist tilsyn, som varetages af tilsynsrådene. Tilsynsrådets afgørelser kan indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Fra 1. april 1970 til 1. januar 2003 var Danmark opdelt i 275 kommuner. Den 1. januar 2003 blev Bornholm Amt og 5 kommuner lagt sammen, så antallet af kommuner blev nedsat til 271. Betegnelsen for dette område er Bornholms Regionskommune. 1. januar 2006 blev Ærøskøbing og Marstal kommuner lagt sammen til Ærø Kommune, og antallet af kommuner nåede således 270.
I 2007 blev antallet af kommuner reduceret fra 270 til 98 som følge af Strukturreformen, og de fik samtidig tilført flere opgaver og mere personale fra amterne og staten, bl.a. pasfornyelse.
Børnejod.
Børnejod er en opløsning af merbromin i vand, der tidligere blev brugt til til desinfektion og sårrensning på børn, fordi den ikke fremkalder svie. Opløsningen har en stærkt rød farve.
Præparatet kaldes ikke børnejod, fordi det "indeholder" stoffet jod, men fordi det bruges "i stedet for" jod - eller rettere for jodspiritus (jodsprit).
Børnejod bruges ikke mere, fordi det indeholder kviksølv. I dag bruges klorhexidin, der ikke svier, til desinfektion og sårrensning.
Harald Blåtand.
Harald Blåtand, også kaldet Harald den Gode (runesten), (Engelsk: "Harald Bluetooth Gormson"; Gammel nordisk: "Haraldr Blátönn"; Norsk: "Harald Blåtann"; Svensk: "Harald Blåtand") var en søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod og konge i Danmark formentlig fra 940-erne til 986. Hans fødeår kendes ikke. Harald Blåtand døde i Jomsborg
Harald Blåtand og faderen Gorm.
Om Haralds fader Gorm, eller Vurm, fortæller kong Svend Estridsen (Haralds barnebarns barn) til Adam af Bremen, at han var
Modsat sin fader var Harald den Gode velvilligt indstillet over for de kristne. I året 948, under den tyske kejser Otto den Stores tid 936-973, viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen tre biskopper til at virke i Danmark. Harald må have regeret det år, da det næppe er tænkeligt at det kunne ske med Gorms hadske indstilling til de kristne. I Slesvig indsattes biskop Hored, i Ribe Liafdag og i Århus Reginbrand. At Harald Blåtand kan have regeret allerede i 940'erne støttes af oplysninger fra Sven Estridsen: Ved sin død var Harald ”"alderstegen og kropsligt svag"” og skal have regeret i 50 år. Tallet er næppe korrekt, men viser blot en meget lang regeringstid. Da Harald dør 986, kan hans regenttid være begyndt omkring 940. Sikkert vides, at Harald var konge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse dør i England og hans hustru Gunhild med sine sønner får ophold hos Harald, der opdrog Eriks og Gundhilds søn Harald Gråfeld som sit fosterbarn; muligvis har Gorm og Harald været samregenter.
Ægteskaber og børn.
Harald Blåtand var gift med Tove, datter af den vendiske fyrste Mistivoj. En runesten, som Tove lod rejse til minde om sin moder, er den eneste kilde om hende. Runestenen i Sønder Vissinge ca. 30 km nord for Jelling har teksten: ”"Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder." Det vides ikke, om Tove er moder til noget eller nogen af Haralds kendte børn.
Af andre af Haralds hustruer nævner Adam af Bremen Gunhild og Saxo Gyrid, en søster til Styrbjörn fra Svearike.
Børn.
Sønnen Hiring omtales også af Adam af Bremen, som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der.
Harald Blåtand bliver kristen.
Ifølge Adam af Bremen skal den tyske kong Otto havde foretaget et togt op i Jylland og i et slag have vundet over kong Harald tvunget ham til at indføre kristendommen hos danerne: "Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg." Samme oplyser imidlertid i skolion 20: "I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."
Runeteksten, som Tove gjorde, giver en yderst værdifuld brik til belysning af den politiske situation i Danmark i midten af 900-talet. Giftermål handlede nemlig om politik. Adskillige af tidens nordiske konger hentede deres brud fra det vendiske område syd for Østersøen. Området var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til Warnowfloden, som munder ud ved Rostock, lå obotritternes land. Området strakte sig sydpå langs Elben. Vigtige centrer var Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg. Fra floden Warnow mod sydvest til floden Mildenitz herskede Warnavi, som var i nære relationer til obotritterne, ligeledes Linones langs grænsefloden Elben samt stammen Drewani i området ved Hannover. Øst for obotritterne boede Liutizierne, som med sine fire stammer herskede over området fra Warnow østpå til floden Oder. På øen Rügen var Ranernes hjemland.
I 960'erne skete en mærkbar kristningsproces i slavernes område. Haralds svigerfar Mistivoj havde år 967 sikret den obotrittiske overhøjhed over stammen Wagierna i øst. Året efter grundlagdes biskopsstiftet i Oldenburg. Mistivoj antog selv den kristne tro, hvilken han synes at have holdt fast ved resten af sit liv. Han døde i klostret Bardowiek og han havde nære kontakter med biskopperne i Oldenburg, af hvilke den første var Egward. For Adam berettede Svend Estridsen, at under denne tid var der uafbrudt fred mellem obotritterne og Otto 1., og at slaverne var skatteskyldige til den tyske kejser.
I 973 deltager Harald som tributpligtig i rigsdagen i Quedlinburg under Otto den Store.
Haralds giftermål med Tofa kan være sket netop i 960'erne. År 974 omtales hans søn Sven som et lille barn. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både hans svigerfars trosinstilling og dennes fyrstemagt. I vinteren 958-959 opførte Harald den enorme nordhøj i Jellinge for formentlig at begrave sin far eller sin mor i højens trægravkammer. Denne hedenske begravelsesskik var givetvis ikke anvendt, hvis kongen var døbt. Nogle år senere, lige efter året 963, lod han opkaste den sydlige storhøj i Jelling. Dette arbejde indebar en forhøjning af en allerede eksisterende høj. Disse årstal angiver en tidsgrænse for Haralds dåb. Den store runesten og kirken, der begge står mellem de to gravhøje i Jellinge, repræsenterer derimod kong Harald som kristen. Runestenens berømte tekst lyder: "Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina. sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna."
På nudansk og med moderne ordstilling kan den gengives: "Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."
Herredømmet over hele Danmark.
Et samlet dansk rige har eksisteret i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet. Ifølge de frankiske rigsannaler gennemførte en dansk konge, Gudfred, i 804 i "Sliesthorp" forhandlinger med Karl den Store. 808 berettes om Gudfreds angreb på slaviske områder og ødelæggelsen af handelspladsen "Reric". Efter at Gudfred i 810 var blevet dræbt, sluttede kejseren fred med Gudfreds brodersøn og efterfølger kong Hemming, og året efter (i 811) bekræftedes freden ved et møde ved Ejderen, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side besvor freden, deriblandt "Osfrid de Sconaowe", det vil sige "Asfred af Skåne" - hvilket må tages som vidnesbyrd om det danske riges udstrækning fra Sønderjylland mod sydvest til Skåne mod øst. At dette rige endnu eksisterede i slutningen af 800-tallet er bevidnet ved to rejseberetninger ved nordmanden "Ottar" og angelsachseren "Wulfstan", samlet omkring 900 af kong Alfred af Wessex som tillæg til en oversættelse til angelsachsisk af Orosius verdenshistorie fra 5. århundrede.
Endvidere oplyser Widukind i sin "Saxerkrønike" fra omkring 970, at Henrik 1. (Henrik Fuglefænger) af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige, og tvang deres konge "Chnuba" til at lade sig døbe." Der kan derfor ikke være tvivl om, at på dette tidspunkt - hvor Gorm var konge i Jelling - fandtes et lille særrige i Hedeby med et svensk dynasti, først underkuet af den tyske hersker, siden fordrevet helt fra magten.
Forholdene i Hedeby-området de næste tiår er ukendte, men ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere - sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg. Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den sachsiske grænsevold og opføre en ny, fremskud grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, "Vellekla"), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.
At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg synes sikkert, at han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge - eller stenen er rejst senere (da Sven var blevet konge).
Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette. At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.
Herredømmet i Norge.
Harald's kongerige ("rødt") og hans vasaller og allierede ("lilla), som beskrevet i "Heimskringla", "Knytlinga Saga" og andre middelalderlige kilder
Adam af Bremen oplyser om Haralds magt i Norge: "I Norwegien var Hakkon hersker, indtil nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harald fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet over for Kristi tilhængere... Da Hakkon havde regeret i 35 år, afgik han ved døden. Som sin arving til tronen efterlod han Hartild, der samtidig regerede over danerne og normannerne."
I Norge havde Erik Blodøkse hersket en tid. Han blev tvunget i landflygtighed med sin hustru Gunhild og sine mange sønner. Efter at Erik var død i England, kom resten af familien til Harald Blåtand og blev der vel modtagne. En af sønnerne, Harald Gråfeld, skal være blevet antaget af kong Harald til sin fostersøn. Omkring år 960 tog Eriksønnerne magten i Norge. Hakon jarl sad på denne tid som hersker i Trondheim, men han fordrevs snart af Eriksønnerne. Hakon blev trots dette vel modtaget af Harald i Danmark, som formentlig havde sine interesser i specielt Viken-området, det vil sige omkring Oslofjorden, og så disse truede af de stadigt mægtigere Eriksønner. Gennem list myrdedes Harald Gråfeld. Snorre Sturlason beretter, at kong Harald så samlede 600 skibe og sejlede til Norge med Hakon jarl. Hakon fik landet, Eriksønnerne måtte flygte til Orkneyøerne og Harald sejlede derefter hjem. Dette skal være sket omkring år 970, og det er sandsynligvis dette overherredømme, Jellingstenen henviser til.
Byggerier og anlæg.
Tilsammen vidner de om Haralds foretagsomhed.
Jellinghøjene og den store Jellingsten.
De to store jordhøje i Jelling på hver sin side af kirken er opførte med korte mellemrum. De to høje har sandsynligvis været under opførelse på samme tid. Det er sandsynligt, at de to høje er rejst hen over et ældre, hedensk gravminde (enten en skibssætning eller et vi) og nøjagtig i dettes akse, ligesom den store runesten står midt mellem højene.
"Nordhøjen", der tillige rummer et gravkammer, er påbegyndt omkring 960.
"Sydhøjen" er påbegyndt omkring 964. For Sydhøjens vedkommende ser det ud til, at byggeriet er sket med et par afbrydelser undervejs. Der har sandsynligvis stået en mindre, aflang træbygning på toppen, men dennes nærmere karakter og tidsfæstelse er uklar.
"Den store Jellingsten" meddeler at mindesmærket var opført af Harald over sin fader og sin moder. Det menes, at de to høje er sat til minde over hver af forældrene, selvom der kun er fundet et gravkammer i den ene. Den hædrende omtale af Harald er muligvis en tilføjelse til den oprindelige tekst.
Det formodes også at der har været et større bygningsanlæg i Jelling, som bære præg af at være et militært område i 981.
Haralds kirker.
Under stenkirken i Jelling er fundet spor efter tre trækirker, hvoraf den ældste menes opført af Harald.
Adam af Bremen oplyser, at Harald efter sin død blev ført til Treenighedskirken i Roskilde, som han havde ladet opføre.
Danevirkes hovedvolds fornyelse.
Det ældste Danevirke stammer fra 700-tallet og en ombygning fandt sted allerede i begyndelsen af 800-tallet. Omkring 968 er Hovedvolden (fraset dennes nordligste del, Nordvolden kaldet) blevet udsat for en omfattende ombygning. Ligeledes opførtes på samme tid Forbindelsesvolden fra Hovedvolden til den ringvold, der fandtes omkring Hedeby.
Kovirke.
Kovirke ligger syd for Hovedvolden og Forbindelsesvolden. Kovirkes snorlige forløb løber fra de fugtige enge omkring Rejde Å mod vest til Selk Nor ved Slien mod øst. Ved dette anlæg har man opnået en bedre forsvarsmæssig udnyttelse af de landskabelige forhold ved et langt kortere voldanlæg end Hovedvolden og Forbindelsesvolden tilsammen; til gengæld mister disse enhver betydning - Kovirke udgør en fremskudt fæstning. Kovirke er ikke sikkert dateret men menes efter sin karakter at være opført efter genvindelsen af grænselandet i 983. I så fald kunne forklaringen på den fremskudte placering være, at eftersom Hovedvolden og Forbindelsesvolden ikke havde kunnet modstå Otto den Stores angreb i 974, er disse forsvarsværker så at sige blevet kasseret til fordel for et helt nyt og bedre udformet anlæg.
Trelleborgene.
Til gruppen skal muligvis også regnes et anlæg i Borgeby, Skåne, der fremviser nogle overensstemmende karakteristika. En endelig bestemmelse af dette må dog afvente flere arkæologiske undersøgelser. Også andre anlæg kan have forekommet.
Fælles for de danske anlæg er deres geometriske konstruktion: det er cirkelborge, med volde og V-formet voldgrav foran. De indre borgpladser er inddelt i kvarterer bestående af 4 krumhuse omkring en lukket plads (for Aggersborgs vedkommende i tredobbel udgave, for det sjællandske Trelleborgs vedkommende med en ydre husrække langs et ydre voldanlæg). Om formålet med disse anlæg har der været delte meninger: man har anset dem for militærkaserner for forberedelse af angrebene på England, eller som borge til undertvingelse af de stedlige befolkninger ved Danmarks samling eller som forsvarsanlæg mod fjendtlige angreb på rigets ulige del fra en ydre fjende. Skønt disse forklaringer ikke udelukker hinanden, svækkes den første ved fravær af vidnedsbyrd om engelske forbindelser og ved borgenes forsvarsmæssige karakter, den anden af manglende begrundelse for en sådan rigssamling hvis Hedeby-området (hvor en sådan borg ikke er fundet) var den eneste del af landet, der påviseligt var adskilt fra rigsfællesskabet i perioder, hvortil kommer påvisningen af en handelsplads ved sjællandske Trelleborg, hvilket ikke virker sandsynligt for en tvangsborg. Derimod synes det rimeligt, at kong Harald efter Otto den Stores hærtog op i Jylland i 974 måtte have fundet det fornødent at lade opføre en række regionale forsvarsanlæg, der kunne modstå et første angreb indtil hjælp fra de andre borge måtte komme til undsætning. At Aggersborg er større end de andre trelleborge kunne skyldes nærheden til Norge, der jo lød under Harald.
De brandspor, der er fundet ved Fyrkat og Trelleborg på Sjælland, skal måske ses i forbindelse med Haralds afsættelse som konge (se nedenfor).
Broen ved Ravning.
En 700 meter lang træbro Ravningbroen over Vejleådalen ved landsbyen Ravning omkring 10 km syd for Jelling er dateret til 980 - 985. Broen er således fra samme tid som flere andre store anlæg tilskrevet kong Harald, og også broen er med sin størrelse med et præg, der gør det nærliggende, at Harald har bygget den. Det er muligt, at broen har spillet en rolle i en samlet forsvarsplanlægning i sammenhæng med trelleborgene.
Haralds endeligt.
Harald blev i sin alderdom afsat som konge. Saxo fortæller om årsagen til Haralds afsættelse som konge: "Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland, op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Sven - der var blandt dem - ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget"."
Om Haralds sidste levetid og død beretter Adam af Bremen, at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by Jumne. Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. Hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed."
Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver - måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden - har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen. At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var "meget" kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i 986. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst, og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår.
Tilnavnet "Blåtand".
Det er efter Harald Blåtand, at man har opkaldt den nye trådløse Bluetooth-teknologi.
April.
April måned er opkaldt efter "aperie," latin for "åbne". Ældre dansk navn Fåremåned.
Apsis.
Tegning som viser apsisens placering.
Apsis (plur. "apsider") kommer af græsk "hapsis" = "runding" eller "mange kantet". Ordet brugtes oprindelig om korrundingen i en kirke. Herfra er det overført, så det kan bruges om bagagepladsen i et telt.
Aptering.
Aptering er betegnelsen for den indre, faste indretning af et skib. Der tænkes hermed først og fremmest på alt, hvad der har med beboelses- og opholdsrum for mandskabet og eventuelle passagerer at gøre. Men aptering kan også omfatte indretning af kabys, motorrum og styrehus, telegrafistrum etc. Apteringen omfatter også alt det, som hører til disse rum: Sove-, skabs- og stuveplads, køkkenudstyr, badeudstyr, elektrisk installation og meget mere. På færger er apteringsarbejdet særligt omfattende, fordi der skal tages hensyn til passagerernes komfort.
At foretage aptering eller "at aptere" vil sige at færdiggøre skibets indretning med alt dette udstyr.
Aptering af et skib foregår af naturlige grunde som noget af det sidste under skibets bygning, og færdiggørelsen sker ofte efter skibets stabelafløbning. Derved frigøres den bedding, hvor skibets skrog, dæk, overbygning og fremdrivningsmidler mv. blev bygget, så den kan anvendes til næste nybygning.
Skibes uregelmæssige form og de betingelser, der kan opstå under sejlads, stiller en del særlige krav til apteringen, som derfor foretages af håndværkere, som er specialiserede i dette arbejde. En af disse specialiserede faggrupper er skibstømrerne (sommetider lidt bredere kaldet skibsbyggerne), der trods navnet ikke kun arbejder med træ, men også f.eks. med stål, aluminium og glasfiberarmeret polyester.
Aquaplaning.
Vand på kørebanen giver risiko for aquaplaning
Aquaplaning eller dækslip forekommer når en bil på grund af vådt føre mister vejgrebet. Et vandlag mellem hjul og vej nedsætter friktionen, så bilen glider af sted nærmest som en slæde.
Fænomenet opstår typisk nedenfor en bakke i en dal med dårlig vandafledning. Kan dog også opstå mange andre steder, hvis der f.eks. falder regn hurtigere end det kan nå ned i en kloak.
Årsager til aquaplaning.
Motoren yder kraft gennem hjulene til at give en kontrolleret hastighed. Hjulene giver også styring og nedbremsning ved at føreren kontrollerer vinklen på hjulene i forhold til ligeudstillingen, samt gennem styringen af bremserne. Mønsteret på et dæk er designet til at fjerne vand fra under dækket, hvilket giver en høj friktion med overfladen - selv ved våde vejbaner. Således giver friktionen mulighed for at hjulet kan rotere, samt til at yde rullemodstand, nedbremsning og styrekraft.
Køretøjer med hjul er designede til at fungere optimalt når der er friktion mellem det roterende hjul og vejens overflade. Enhver friktionsløs overflade kan tvinge et køretøj til at miste styring, hvis dækkene mister kontakten til vejen.
Køretøjet vil så miste bremse- og styrekraft til hjulene forårsaget af den mistede kontakt med vejen. Resultatet er et fuldstændigt tab af normal kontrol over køretøjet og det vil glide indtil det enten kolliderer med en genstand eller til friktionen er genopnået. Sandsynligheden for at aquaplaning opstår øges, hvis køretøjets er ubalanceret, dets moment er højt, kører med for lavt dæktryk, slidte dæk eller møder høj vandstand.
Aquaplaning er særligt farligt ved brug af cruise control, da den øgede reaktionstid og mangel på pedalføling kan forårsage en uvarslet acceleration. Problemet med systemet er, at det vil forsøge at accelerere mens køretøjet har ulige træk på hjulene. Dette kan få køretøjet til at dreje til siden med mindst træk. Det samme problem kan opstår, hvis føreren benytter enten speeder- eller bremsepedalen ved et ulige træk. Når bilen bremser vil den så dreje mod siden med bedst træk.
To- eller trehjulede køretøjer med runde profildæk (f.eks. cykler og motorcykler vil sjældent opleve aquaplaning på normal vej. Kontaktområdet med vejen er nærmest formet som en kano, der effektivt vil skubbe vandet væk. Hastigheder på over 300 km/t kan være nødvendige for at opnå aquaplaning på smalle, runde profildæk.
Tab af vejgreb ved lavt vand.
Aquaplaning opstår, når der er store mængder vand på vejbanen. Men selv små mængder vand på vejen kan få en bil til at miste styringen. Denne er dog anderledes end ved aquaplaning.
Dækkene bibeholder trækkraft på vejen ved hjælp af en særlig friktionsmekanisme, hvor dækkets gummi bliver presset ned i små uregelmæssigheder i vejoverfladen. Når en vej bliver lidt våd vil vandet fylde disse uregelmæssigheder op - dog uden at flyde over. Når den lille dækdel, der er i kontakt med vejen, ruller over vil der blive lukket af over uregelmæssighederne. Vand kan i sin natur ikke blive komprimeret særligt godt, så hver uregelmæssighed vil forhindre dækket i at lukke helt af, hvilket kan medføre tab i trækkraft og forårsage et mindre tab (dog ikke nødvendigvis totalt) af kontrol over køretøjet.
Ara.
Araer er en slægt af papegøjer. De kan blive op til 75 år i fangenskab og har som spætterne to fremadvendte og to bagudvendte tæer på hver fod. Fuglene lever af nødder og frugter, som de med deres specialiserede næb er eksperter i at knække og pille. Araer er populære som kæledyr, men desværre er de fleste ara-arter truet, da deres levesteder hastigt forsvinder og mange individer er indfanget for at blive eksporteret som kæledyr.
Klassifikation.
Andre arter i papegøjefamilien hedder også "ara" på dansk, f.eks
Aragonien.
Aragonien eller Aragon (spansk "Aragón") er en provins i det nordlige Spanien, men landet var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de såkaldte aragonske provinser Aragonien, Catalonien og Valencia tillige med de Baleariske Øer eller i alt 106.800 km². Hovedstaden er Zaragoza. Befolkningens flertal talte og taler catalansk, hvad der har skabt et modsætningsforhold til de spansktalende castilianere. Dette modsætningsforhold gav sig også til kende under den spanske borgerkrig 1936-39, hvor Castillien i store træk var på de oprørske falangisters side, mens catalanerne støttede republikken til det sidste.
Historie.
Kongeriget Aragonien opstod under kampene mod maurerne ("la reconquista"), idet en del vestgoter flygtede op i bjergene og dannede småstater, der efterhånden udbredte sig mod syd. Et par af disse småriger var "Sobrarbe" og "Ribagorza", der cirka år 1000 kom under kongerne af Navarra. En af disse, Sancho den Store, overgav landet til sin søn Ramiro 1. af Aragonien, der 1035 antog titlen Konge af Aragonien.
Alfons 1. af Aragonien erobrede i 1118 Zaragoza fra maurerne og gjorde byen til rigets hovedstad. Ved giftermål blev Aragonien i 1162 forenet med Catalonien. Desuden erhvervedes landskaberne Roussillon og Montpellier (som i dag hører under Frankrig), således at Aragonien efter Castilien var halvøens mægtigste kristne rige. En tid havde Aragonien også magten over øerne Sardinien og Sicilien. Efterhånden erobrede Aragonien de nærliggende, mauriske kongeriger. I 1238 fik man Valencia, og i 1343 Balearerne. Da Ferdinand 2. af Aragonien i 1469 ægtede Kastiliens arving, Isabella, blev grunden lagt til den forening af Aragonien og Castilien, som blev virkeliggjort, da Johan 2. af Aragonien døde i 1479.
Af alle Europas stater var Aragonien den, der allerførst udviklede sig til et konstitutionelt monarki. Derfor er dets forfatningshistorie betydningsfuld for eftertiden. Kongens magt blev tidligt begrænset i forhold til en rigsdag (Cortes), der var delt i 4 stænder (gejstlighed, højadel, lavadel og byernes borgere). I 1287 måtte Kong Alfons 3. udstede det såkaldte "Unionsprivilegium", der betød, at Cortes skulle sammenkaldes hvert år i
Zaragoza, og forsamlingen fik ret til at vælge kongens statsråd og kåre en anden konge, hvis han forfulgte noget medlem af Cortes med retssager uden stændernes samtygge. Ganske vist ophævede Peter 4. "Unionsprivilegiet" i 1348, men i stedet blev der indsat en myndighed, som stod mellem regering og folk, og som skulle udjævne alle stridigheder mellem kronen og stænderne.
Også efter foreningen med Castilien beholdt Aragonien sin frie forfatning, og først efter den Spanske Arvefølgekrig mistede Aragonien sin grundlov og sine rettigheder. Den sidste rigsdag i Aragonien blev afholdt i 1720. Aragonien tog ivrigt del i Carlistkrigene i det 19. århundrede, men landet blev splittet, sådan at Øvre-Aragonien stod på Isabellas side, mens Nedre-Aragonien støttede Carlos.
Befolkning.
I 2006 boede halvdelen af Aragoniens befolkning, 50,8%, i hovedstaden Zaragoza. Huesca er den eneste anden by i regioen med en befolkningen der er større end 50.000.
Størstedelen af Aragoniens befolkning, 71,8%, bor i provinsen Zaragoza; 17,1% i Huesca og 11,1% i Teruel.. Befolkningstætheden i regionen er den andenlaveste i Spanien: kun 26,8/km²; efter Castilla La Mancha. De mest befolkningstætte områder er omkring floddalen ved Ebro, specielt omkring Zaragoza og udløberen af Pyrenæerne, mens de mindst befolkningstætte områder er dem der ligger højere oppe i Pyrenæerne, samt i den sydlige tørre Teruеlprovins.
Kun fire byer har mere end 20.000 indbyggere: Zaragoza 650.000; Huesca 50.000; Teruel 33.700 og Calatayud 20.000.
Sprog.
Sprogdistribution i Aragonien. Der tales spansk i hele Aragonien, og spansk er det eneste officielle sprog.
Udover spansk, der forstås og tales af stort set alle i regionen, tales der stadig aragonisk i de bjergrige nordlige amter i Pyrenæerne, specielt i det vestlige Ribagorza, Sobrarbe, Jacetania, samt Somontano og er også genstand for en genopliven, som et middel for at styrke den regionale identitet. Ligeledes tales der catalansk i egnene i det østlige Ribagorza, La Litera, Bajo Cinca, Bajo Aragonien-Caspe, Bajo Aragonien og Matarraña. The stripe-formet catalansktalende område i Aragonien kaldes sommetider for "La Franja".
Geografi.
Med den lave befolkningstæthed er store områder af Aragonien stadig vild uberørt natur. Det er et område med store naturlige kontraster, både klimatisk og geologisk, fra de grønne dale og sneklædte tinder ved Pyrenæerne til de tørre sletter og øde bakker i syd.
Relief.
Et vandfald i de Aragonienske Pyrenæer
Aragoniens Pyrenæer omfatter storartede og variede landskaber med høje tinder, dybe dale, tætte skove og spektakulære vandfald. Dets tinder tæller bl.a. Aneto (3.404 m), det højeste i bjergkæden, Monte Perdido (3.355 m), Perdiguero (3.221 m), Cotiella (2.912 m) og mange andre.
Ordesa National Park, tæt på grænsen til Frankrig, kan prale af nogle af de flotteste landskaber i Europa med dens slugter, huler, utallige vandfald og et varieret dyreliv, hvoraf mange arter er endemisk til Pyrenæerne. Parken er også et af de sidste reservater for rovfugle i bjergene. Om sommeren kan man opleve mange flotte bjergsommerfugle og blomster, mens området om vinteren er et yndet skisportssted.
I Pyrenæernes udløbere findes den berømte klippeformation Mallos de Riglos. Gamle slotte ligger på de ensomme bakker, hvoraf det mest berømte er det storslåede Loarre Castle.
Længere mod syd ligger Ebrodalen, der kunstvandes fra floden Ebro, er et rigt og frugtbart landbrugsområde, dækket med vidtstrakte marker med hvede, byg og andre frugt- og grønsagsafgrøder. Mange smukke og lidet kendte begyggelser, slotte og romerske ruiner præger her landskabet. Nogle af de mest betydningsfulde byer i dette område er bl.a. Calatayud, Daroca, Sos del Rey Catolico og Caspe.
Syd for Zaragoza og Ebrodalen, stiger landskabet igen indtil Sistema Iberico, en bjergkæde der adskiller Ebrodalen fra Meseta og sletterne ved Castilla-La Mancha. Det højeste bjerg i denne kæde er Moncayo (2.313 m), og selvom her falder mindre sne end i Pyrenæerne ligger her flere skisportssteder.
Klima.
Aragoniens klima bestemmes af højdeforskellene. Man kan dele Aragonien op i fem klimazoner: meget koldt - i Pyrenæerne; et koldt stop imellem Pyrenæerne såsom ved Albarracín; tempereret - i Pyrenæerne og iberiske pre-bjergområder; et halvvarmt område - i den centrale forsænkning, og meget varmt i lavningerne ved Martín-Ebro-floden, Sariñena og Matarraña.
I midten af Aragonien, der kun ligger 200 m over havets overflade, ligger middeltemperaturen omkring 14-15 °C. Nord og syd for Ebrodalen, hvor landskabet rejser sig til 500 m. over havets overflade, falder temeparturen med to grader. I bjergene, mellem 600 m. og 1000 m. ligger temperaturen mellem 11 °C og 12 °C.
Kultur.
Mod syd ligger Teruel, berømt for sin Mudejar arkitektur, der nemt kan ses i dets katedraler, kirker og tårne. Andre bemærkelsesværdige byer mod syd inkluderer bl.a. Albarracin, Alcañiz og Valderrobres.
Visse middelalderlige momumenter i Teruel og Zaragoza er beskyttet af UNESCO, som en del af UNESCOs Verdensarvsliste.
Den tradionionelle dans er kendt som Jota (musik) og er en af de mere hurtigere danse i Spanien.
Køkken.
Med sine frodige græsgange i Pyrenæerne, dominerer lam, bøf og mejeriprodukter, ikke overraskende det aragoniske køkken. Desuden kan nævnes skinke fra Teruel; olivenolie fra Empeltre og Arbequina; longaniza fra Graus; regnbueørred, laks, vildsvin, trøfler og vilde svampe fra de øvre floddale i regionerne Jacetania, Gallego, Sobrarbe og Ribagorza; vine fra Cariñena, Somontano, Calatayud og Campo de Borja; frugt, specielt pærer, fra dets frugtbare nedre dale. Regionen har også en unik lokal haggis, kendt som chireta, og flere interessante retter med alt godt fra havet, inklusiv forskellige krabbepostejer, der kommer fra en gammel overtro på at krabber kan forebygge sygdomme.
Aralsøen.
AralsøenNuværende udstrækning ses til højre, tidligere udstrækning ses til venstre.
Aralsøen er en sø i det centrale Asien mellem Kasakhstan og Usbekistan.
Aral var tidligere verdens fjerdestørste sø med et areal på omkring 68.000 km², men siden 1960'erne er søens areal mere end halveret på grund af et omfattende afvanding til landbrug i området ved at vende de tilstrømmende floder Syr Darya og Amu Darya for at gøre bomuldsdyrkning muligt. Konsekvensen heraf har været en miljøkatastrofe af enormt omfang og bl.a. medført en stærk stigning i søens saltbalance foruden tab af mange fiskerijobs. Dette har gjort det muligt for danske fiskere at rådgive om udsætning af bl.a. skrubber, som nu fiskes. Det forventes at søen vil være helt forsvundet i 2020, medmindre et FN-projekt med en nordlig dæmning lykkes.
Hvor der tidligere var vand, er der nu en masse rustne skibe, som er dømt til at blive hvor de er, på grund af vandmangel.
På øen Vozrozhdeniye i søen havde den sovjetiske biologiske våben program "Biopreparat" et udendørs testcenter, hvor aber blev udsat for for eksempel miltbrand og pest.
Arbejdsmarkedsfonden.
Arbejdsmarkedsfonden blev dannet i 1999 i henhold til skattereformen af 1998, bedre kendt som Pinsepakken, ved sammenslutning af tre fonde, nemlig Aktiveringsfonden, Dagpengefonden og Sygedagpengefonden.
Ardennerne.
Ardennerne er et skov- og bakkeområde (under 700 m højde) i Frankrig, Luxemborg og Belgien.
Under 2. verdenskrig blev et af de sidste store slag på vestfronten udkæmpet i Ardennerne. Dette skete i december 1944, hvor Hitler havde beordret en sidste tysk offensiv imod de engelske og amerikanske styrker. Slaget blev udkæmpet under særdeles barske betingelser med sne og stærk kulde. I starten havde tyskerne en vis succes, men da vejret klarede op kunne de allierede sætte massive luftstyrker ind i kampen, og tyskerne måtte trække sig tilbage.
a> snor sig gennem den fanske del af Ardennerne
Areal.
Areal er en overflades størrelse.
Andre anvendte enheder.
Arealenheder som er i anvendelse i dag.
Ældre enheder.
Mange af de ældre enheder er landespecifikke.
Ares.
Ares er krigens gud i græsk mytologi og var Afrodites elsker. Han skulle være en dygtig kriger og strateg, og nævnes blandt de modigste og stærkeste guder på Olympen. Sagn om ham fortæller at han forede sin seng, med huden fra sine faldne fjender.
Argot.
Argot er særsprog hos en del faggrupper, ofte fantasifuldt og humoristisk, ikke altid lige stuerent, eller med en lidt afvigende betydning af ord i forhold til den almindeligt brugte.
Argot - indforstået dagligsprog blandt fagfæller - kendes f.eks. hos læger og sygeplejersker, hos præster, degne, kirkemusikere og gravere, hos musikere, skuespillere og teaterfolk, hos arkitekter og ingeniører samt hos murere, snedkere og tømrere, hos typografer og bogfolk. Og sikkert inden for mange andre fagområder; føj selv til...
Ordet stammer fra fransk (af ukendt oprindelse) og blev oprindelig brugt om tyves jargon, men bruges nu mest om klikesprog og anden indforstået sprogbrug generelt.
Argumentation.
Denne artikel handler om praktisk argumentation. Praktisk argumentation er noget, som mange kommunikationsfolk beskæftiger sig med - uden af de nødvendigvis opfatter det som "retorik". Denne artikel præsenterer to væsentlige måder at analysere praktisk argumentation på.
Jørgensen og Onsberg: Praktisk argumentation.
Inden for dansk retorik anses Stephen Toulmins argumentmodel for det mest effektive grundlæggende redskab til at analysere argumentation. Modellen er pædagogisk gennemgået i bogen "Praktisk Argumentation", der er skrevet af to retorikundervisere og regnes for grundbogen inden for retorisk argumentation i Danmark. Ud over argumentmodellen behandler den forskellige faser i argumentation, argumenttyper (tegn, årsag, klassifikation, generalisering, sammenligning, autoritet og motivation), appel til fornuft og følelser, modargumentation og krav, man kan stille til god argumentation (korrekt, effektiv, interessant og redelig).
Tre grundelementer.
Det mindstekrav en ytring skal imødekomme for at være gyldig som argument er, at den på den ene side indeholder information, som afsender søger modtagers tilslutning til, en "påstand", og at den på den anden side indeholder information, som afsender søger at vinde modtagers tilslutning med, et "belæg" for påstanden. Disse to grundelementer knyttes i argumentationens grundmodel sammen ved hjælp af et tredje element, "hjemmel", som i øvrigt ofte er implicit, altså uformuleret. Hjemmelen er det generelle princip, som bygger bro mellem den specifikke påstand og belægget for den. Det vil sige at hjemmelen er begrundelsen for at et eller andet udlægges til at skulle have en bestemt konsekvens.
Eksempel: Den anklagede siger "- Jeg skal frifindes" (påstand). Hans belæg for det er, at "- jeg har ikke gjort det, jeg er anklaget for" (belæg). Og det hænger sammen fordi (finder hjemmel i at) der gælder det princip, at "er man ikke skyldig i anklagen, så skal man frifindes". (hjemmel).
Sproglig markering af et element.
Argumentet fordrer ikke nogen speciel sproglig form. En påstand behøver f.eks. ikke at være fremsættende, som "- Jeg skal frifindes". Den kan også udmærket fremføres i bydeform (imperativ), "- Frifind mig!" eller spørgende, "- Skal jeg ikke frifindes?" Rækkefølgen for anvendelsen af elementerne ligger heller ikke fast, men de markeres dog ofte sprogligt. Begynder man med påstanden, vil belægget ofte være markeret med "da", "fordi" eller "for" "- Jeg skal frifindes fordi jeg ikke har gjort det, jeg er anklaget for". Begynder man med belægget, vil påstanden ofte være markeret med "derfor", "for" eller "så" "- Jeg har ikke gjort det, jeg er anklaget for, derfor skal jeg frifindes." Når hjemmelen er eksplicit, markeres den f.eks. med "eftersom" eller "i henhold til" "- I henhold til, at man skal frifindes, hvis man ikke er skyldig i anklagen, skal jeg frifindes i denne sag".
Yderligere tre elementer.
Mens de tre grundelementer altid er til stede i et argument, så findes der yderligere tre elementer, som kan være til stede, men ikke altid er det. De handler alle om, på hvilken måde hjemmelen skal vægtes i det konkrete argument. Giver den valgte hjemmel stærk eller svag dækning for påstanden? En "styrkemarkør", som rent sprogligt signaleres ved at indføre udtryk som "uomtvisteligt", "sandsynligvis" og "måske" i forbindelse med påstanden, kan således angive, om afsenderen har forbehold om, hvorvidt hans påstand nu også støttes af hjemmelen i argumentet i alle sammenhænge. "Gendrivelsen" tager forbehold for faktuelle specialtilfælde, hvor den generelle værdi af hjemmelen bliver svækket eller sat helt ud af kraft. Gendrivelsen kan ses som en foregribelse af modtagerens modargument. Det tredje ekstraelement er "rygdækningen", som er en direkte yderligere understøttelse af hjemmelen, altså en konkret underbyggelse af dens generelle værdi.
Rent bortset fra at argumenter i den virkelige verden ikke bliver fremført markeret og skematisk - den anklagede siger ikke "- Dette er min påstand: Jeg skal frifindes", men snarere hulter til bulter og umarkeret, så er det også kun sjældent, at et enkelt argument får lov (eller overhovedet kan) stå alene. I samlinger af argumenter omkring en sag eller et spørgsmål kan man skelne mellem rækker af sideordnede argumenter, som taler for det samme, men holdes indbyrdes adskilte, og så hierarkier, hvor påstanden i det ene argument bliver til belægget i det følgende, som så måske er hjemmel i det næste, der delvist griber tilbage til det første og så fremdeles.
Weston: A Rulebook for Arguments.
Det bemærkes, at kun de to sidste egentlig vedrører området logik - herved bliver de øvrige måder at argumentere på ikke ringere.
Pointen om, hvorledes en argumentation anvendes, vil ofte blive tydeligere ved et eksempel på en forfejlet argumentation. I de følgende underafsnit vil disse eksempler derfor forekomme hyppigt.
Argumentation ved eksempel.
Når man argumenterer ved eksempel, generaliserer man i virkeligheden.
Det kan tilføjes, at eksemplerne bør komme fra forskellige hjørner af det område, generaliseringen udtaler sig om.
Argumentation ved analogi.
Ved analogi benyttes "ligesom" til at overføre en regel fra et område til et andet. Hvis eksempelvist en medarbejder kritiseres for ikke at være holdspiller, udnyttes en analogi til holdsport, hvor reglen - det handler om at vinde, og man vinder ved at "trække i samme retning" - er generelt accepteret.
Til forskel fra eksempel-argumentationen i forrige afsnit henvises ikke til flere eksempler, men kun til én regel, som til gengæld kan flyttes fra et område (sport) til et andet (arbejdspladsen).
Denne argumentation forudsætter, at man accepterer, at verden er "ligesom" et hus.
Argumentation ved autoritet.
Ved denne argumentationsform så at sige "læner" man sig op ad en "autoritet" - en person eller en institution. "Professor X, som véd noget om forvaltningsret, siger at borger Y har ret til aktindsigt - altså har borger Y ret til aktindsigt."
Eksperter kan være uenige inden for deres vidensfelt. "Ernæringsekspert X siger, at man ikke må spise brød, altså skal brød undgås." Her holder argumentationen ikke, hvis andre ernæringseksperter er af en helt anden opfattelse - i så fald kan man kun bruge deres autoritetsstatus inden for det, de er enige i. Det er altså nødvendigt at gennemføre krydscheck. Er der uenighed, kan udsagnene kun have status af eksempel jævnfør ovenfor.
Autoriteter må gerne være udsatte for personlige angreb - "ad hominem" - det ændrer ikke på deres ekspertstatus, så længe angrebene ikke sker inden for deres ekspertfelt. "Biskoppen er et fremtrædende medlem af Socialdemokraterne og derfor partisk" kan udmærket være sandt, men det berører ikke biskoppens autoritet indenfor kirkelig administration og forkyndelse.
I journalistik er det meget udbredt at interviewe "konsekvenseksperter" - folk som er direkte påvirket af et eller andet. Her er der ikke tale om et autoritetsargument - de pågældende har ikke en særlig viden om den oplevede påvirkning, som en anden ikke også ville have i samme situation. Der er reelt tale om argumentation ved eksempel.
Kausal argumentation.
Årsagssammenhænge kan være deterministiske (sikre) eller stokastiske (sandsynlige). De determinisktiske behandles i logikken. For de stokastiske skal man være opmærksom på, at 'konsekvensen' ikke er påvist, men accepteret som sandsynlig. Denne usikkerhed vil skulle føres videre i en efterfølgende argumentationskæde.
Deduktiv argumentation.
Hvor de foregående måder at argumentere på har kunnet kræve, at modtageren af budskabet er enig i eksemplernes generaliserbarhed, parallellen eller autoritetens status, hviler den deduktive argumentation i princippet på logik - den vil enten være rigtig eller forkert.
Modus ponens.
Et angreb på argumentet vil skulle sættes ind mod enten den første del - "nej, det gælder ikke (her)" - eller mod den anden del - "nej, det gælder ikke".
Reduction ad Absurdum.
Man har i udgangspunktet et udsagn, som man ikke mener er sandt. Det antages, udsagnet er sandt, og ud fra denne antagelse udledes konsekvenser. Herved kommer man frem til en ulogisk (absurd) konsekvens - måske endda det modsatte af udgangspunktet. Dermed kan det oprindelige udsang ikke være sandt.
Ariadnetråd.
Betegnelsen ariadnetråd bruges om hjælp ud af vanskelig situation. Opkaldt efter sagnet om Ariadne, der gav Theseus en tråd til at finde ud af labyrinten, som uhyret Minotauros var spærret inde i.
Arie.
En arie (italiensk for "luft") er en musikalsk betegnelse for en ekspressiv melodi, der som regel, men ikke altid, udføres af en sanger. Betegnelsen bruges nu næsten udelukkende om et selvstændigt stykke musik for én stemme, der akkompagneres af et orkester.
Arier forekommer hyppigt i opera, men også i genrer som oratorium og kantate.
Nogle komponister skrev også koncertarier, som ikke er en del af et større værk. Det gælder fx "Ah perfido" af Beethoven og "Conservati fedele" af Mozart.
Arien historisk belyst.
Arien forekommer første gang i det 14. århundrede; med tiden udviklede arier sig fra simple melodier til mere komplekse former. I det 17. århundrede blev arien skrevet i en tredelt form, ABA; disse arier kendes som "da capo-arier". Arien er blevet et fast element i opera med en lang række underarter ("aria cantabile","aria agitata", "aria di bravour" og så videre). I midten af det 19. århundrede fyldte arierne så meget i mange operaer, at de egentlig blot var en lang række af arier, hvorved de næsten helt havde fortrængt "recitativet", mens andre operaer (fx af Wagner) var helt gennemkomponerede, så grænserne mellem afsnit udviskes og egentlige arier ikke kan identificeres.
En "arietta" er en kort arie.
Aritmetik.
Aritmetik (gr. arithmetiké, læren om tal, af gr. arithmos, tal) er en gren af matematikken, der studerer de fundamentale principper ved visse "aritmetiske operationer" på tal.
De traditionelle operationer er addition (+), subtraktion (-), multiplikation (*) og division (/); men også de lidt mere avancerede kvadratrod og eksponent er en del af aritmetikken.
Aritmetiske operationer udføres i forhold til de forskellige operationers prioritet.
formula_1
formula_2
formula_3
Disse er vigtige at huske, når ligninger skal løses.
Aritmetik med naturlige tal, heltal, rationale tal og reelle tal bliver der undervist i på folkeskoleniveau.
Udtrykket "aritmetisk" bruges sommetider også om talteori.
Prioriteringsrækkefølge.
formula_12
De rigtige fremgangsmåder skal nu huskes,
Vi har to potenser, en ved
formula_13
formula_14
, hhv. den første skal ganges ud, mens den sidste ikke kan forkortes mere end allerede.
formula_15
formula_16
Da ganges ind i parenteserne osv.
formula_17
formula_18
formula_19
Ovenstående to ligninger kan man selv vælge, hvilken der falder bedst i smag.
Arkadien.
Arkadien er en græsk region, den dækker den midterste del af Peloponnes. Der bor ca. 100.000 mennesker på 4.400 km², og regionen er dermed den tredjetyndest befolkede i Grækenland. Hovedstaden er Tripoli.
Arketype.
Arketype. Af græsk "arhkétypos", forbillede, mønster, ideal.
Ordret oversat betyder ordet nærmest: Begyndelsesform eller begyndelsesmønster.
Forestilling om noget almenmenneskeligt og evigt gyldigt. Arketypiske motiver og billeder kendes fra myter og eventyr.
Arketypen er i sig selv (tysk "an sich") et tomt element, en form eller matrix, som indeholder muligheder.
Indenfor dybdepsykologien anvender Carl Gustav Jung begrebet om nogle nedarvede grundmønstre og urbilleder i psykens ubevidste. Om arketypen udtaler han blandt andet, at arketypens egentlige væsen ikke kan bevidstgøres, da den er transcendent. En arketype kan ikke tolkes og defineres endeligt.
Arketypiske billeder (i drømme) kan fx være solopgang, slange, konge, cirkel, kvadrat, guld, kors.
Arketypiske drømme er fremtidsrettede og har som formål at bringe personen i kontakt med livsopgaven.
Arkitekt.
En arkitekt er en person, der formgiver vore fysiske omgivelser, eksempelvis bygninger, byer, haver eller møbler.
Betegnelsen "arkitekt" kommer fra græsk og betyder bygmester; erhvervet er da også lige så gammelt som den græske kultur, der i vidt omfang benyttede arkitekter.
Arkitektfaget spænder i dag bredt over by- og landskabsplanlægning, bybygning/byrumsindretning, byggeteknik, bygningskunst, visuel kommunikation, industrielt design mm.
Det gængse forløb indenfor et byggeri er, at arkitekten (eller bygningskonstruktøren) projekterer, evt. i samarbejde med ingeniører, et forslag som godkendes af bygherren. Arkitekten eller bygningskonstruktøren vælger, med mindre andet er givet, hvilke entreprenører der skal udføre de forskellige entrepriser f.eks. murer, tømrer, VVS mm. Herefter udarbejdes tidsfølgeplan som indeholder skæringspunkter, hvor forskellige delentrepricer skal være færdige. Gennem løbende byggemøder holdes parterne orienteret om byggeriets fremskriden, overholdelse af tidsfrister, eventuelle problemer mm. Arkitekten følger evt. gennem en byggepladsleder/bygningskonstruktør byggeriets gang for at sikre sig, at alt går rigtigt til. Til sidst holdes med alle implicerede et rejsegilde, der markerer byggeriets afslutning.
Mens alt tegnearbejde tidligere blev udført på papir/manifold med penne, tegnetrekanter, omsætningsmålestok m.m. bliver tilsvarende arbejde i dag udført på computer ved hjælp af avancerede tegneprogrammer som f.eks. MicroStation, AutoCad, Studio3D mv. Det giver udover store editeringsmæssige fordele også mulighed for meget virkelighedstro rumlig visualisering inkl. virtuelle "3D-vandringer" gennem det projekterede.
Arkitekter kan være selvstændige og/eller indgå i tegnestuesammenhæng på flere måder. Eller arbejde i det offentlige som sagsbehandlere i tekniske forvaltninger mv. På grund af den høje arbejdsløshed i faget skønnes det, at kun ca. 30% af de færdiguddannede arbejder som arkitekt i traditionel forstand.
Arkitekten har hovedvægten på det æstetiske/formmæssige og udfører tegningsarbejde. Ingeniøren beregner og dimensionerer konstruktionerne. Bygningskonstruktøren er den praktiske projektleder, der får det hele til at gå op i en højere enhed.
Arkitektstudiet findes i København på Kunstakademiets Arkitektskole og Århus Arkitektskole samt på Det Biovidenskabelige Fakultet (landskabsarkitekt). Studiet tager 5½ år og afsluttes med et afgangsprojekt. Studerende optages på baggrund af studentereksamen eller tidligere uddannelse som bygningskonstruktør. Der er stærk adgangsbegrænsning på studiet, da det har været et meget populært fag i mange år.
Arkitekt-titlen er ikke beskyttet, men efter bestået afgangseksamen fra en af de nævnte skoler kan man kalde sig cand.arch. Kandidater fra en af arkitektskolerne kan opnå medlemskab af Akademisk Arkitektforening, deraf titlen arkitekt M.A.A.
Arktis.
Arktis med nordpolen og ishavet.
Arktis er området omkring Nordpolen. Den største del udgøres af Ishavet, men også de allernordligste landområder af Europa, Asien og Nordamerika henregnes til Arktis.
Ligesom Antarktis har Arktis lave temperaturer året rundt, dog især om vinteren, hvor det er mørkt døgnet rundt. I sommerhalvåret er der til gengæld lyst hele tiden.
Dyrelivet.
Dyrelivet er fortrinsvis knyttet til havet, der er rig på plankton, som er føde for bl.a. krill, der igen er føde for såvel fisk, havpattedyr og hvaler. Foruden et stort antal arter af fisk og skaldyr lever der et større antal arter af sæler og havpattedyr.
Knap 150 af verdens 9.000 arter af fugle yngler i Arktis og kun godt halvdelen har deres største udbredelse her. Den begrænsende faktor er ikke så meget kulden i sig selv, men den tilgængelige føde. I Grønland yngler 19 arter, som er knyttet til havet. Af disse har kun syv af arterne udelukkende arktisk udbredelse, mens de øvrige yngler langs tempererede kyster.
Arkæisk.
Arkæisk har sin oprindelse i det græske ord "archaios" som kan oversættes til "gammel". Ordet anvendes om noget der er oldtids-, fortids-, old- eller gammeldags.
Som eksempel kan nævnes geologiske dannelser, i forhistorisk tid.
Arkæolog.
En arkæolog er en kender af læren om oldtidens kultur på grundlag af materielle fund. Tidligere blev ordet oldgransker anvendt på dansk.
Man bliver arkæolog ved at studere på universitetet, og i Danmark kan man vælge mellem forhistorisk arkæologi, middelalderarkæologi, klassisk arkæologi og nærorientalsk arkæologi. Studierne tilbydes på Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Ligeledes er studiet udbudt under biologisk antropologi i form af studier omkring menneskelige fossiler. Det er et sidefag for humaniorastuderende ved Syddansk Universitet samt andre universiteter.
Arles.
Arles er en fransk by beliggende ved Rhônedeltaets begyndelse.
Den blev grundlagt i 46 f.Kr. af Julius Cæsar på bredden af Rhônefloden, hvor man kunne overskue Camarguedeltaet. Den rummer stadig vidnesbyd om den romerske fortid i form af en torveplads (forum) og nogle buegange, som er indbygget i domkirken. Byen kendes også som "Galliens lille Rom" på grund af de mange rester af romerske monumentalbygninger (teater, bade og amfiteater). Amfiteatret kunne i sin tid rumme 20.000 mennesker, og det bruges endnu til forskellige arrangementer, særligt de årlige tyrefægtninger. Museet i Arles rummer gode samlinger af gallo-romerske fund.
Det var også her, at Vincent van Gogh lavede nogle af sine største malerier.
Byen er opført på UNESCO's Verdensarvsliste.
Armada.
Armada er en stor flåde af bevæbnede krigsskibe.
Armada er også den officielle betegnelse for den spanske flåde. Armadaen har en historie med succes, begyndende med opdagelsen af Amerika af Cristobal Colón eller Christoffer Columbus i 1492.
I 1588 sendte Filip 2. en massiv armada med henblik på at invadere England. Englænderne fik med hjælp af nederlænderne og vejret spredt armadaen og ødelagde den spanske flåde.
Nutidens armada er en stor, moderne flåde.
Armatur.
Et armatur er normalt enten et blandingsbatteri (en vandhane), en vandmåler eller en lampe, typisk til lysstofrør, men også visse lamper til almindelige pærer betegnes som armaturer. Bemærk at det kun er holderen, ikke den komplette lyskilde der er et armatur.
Hær.
De enkelte våbenarter opererer ikke på egen hånd, men vil typisk indgå som dele af en større militær enhed, f.eks. en brigade eller en division.
En hærs øverste ledelse vil typisk bestå af en hærchef og hans stab samt en række organisationer, der varetager forskellige overordnede opgaver. Det kan f.eks. være anskaffelse af materiel. For hver våbenart vil der typisk være en inspektør, der med sin stab varetager forskellige opgaver, f.eks. omkring personalet (uddannelse, forfremmelser, forflytninger) eller organisatoriske spørgsmål. Samtidig fungerer inspektørerne som eksperter ifh. til hærens øverste ledelse.
Stående hær.
En "stående hær" er en hær bestående af fuldtids professionelle soldater der er parate til indsættelse med kort varsel. De adskiller sig fra reservister der kun indkaldes i tilfælde af krig eller naturkatastrofer. Stående hære er dyre at opretholde og derfor ofte af begrænset størrelse. Men de er ofte mere effektive, bedre udstyret, trænet og forberedte til konflikter end en til lejligheden mobiliseret hær.
Historie.
Stående hære har eksisteret siden antikken. De ægyptiske faraoer havde stående hære, ligeledes kendtes det i antikkens Grækenland og Rom (legion).
Efter Roms fald anses de osmanniske janitsjarer for at have været den første stående hær i Europa. Den franske kong Karl VII rejste i det 15. århundrede den første stående hær i Vesteuropa. Formålet her var dog mere at beskæftige de mange soldater der havde deltaget i den nyligt afsluttede Hundredårskrig, så de ikke tog til plyndringer. Mere kontroversiel var opbygningen af stående hære i 17. århundredes Storbritannien og senere USA. Nogle mente dette ville give for stor magt til statsoverhovederne, og underminere den civile kontrol med militæret, hvilket til slut ville resultere i tyranni.
Den engelske filosof Adam Smith argumenterede i sit skelsættende værk "Nationernes velstand" (bog V, kap. 1, del 1) fra 1776 at stående hære er et tegn på et moderne samfund, eftersom moderne krige kræver større kunnen og disciplin.
Siden det 18. århundrede har stående hære været en central del i forsvaret af majoriteten af de mere økonomisk velstillede nationer.
Aron.
Aron var israelitternes første ypperstepræst og bror til Moses og Mirjam.
Arresø.
Arresø, skøjteløb på søen vinter 2010
Arresø er Danmarks største sø målt efter areal. Søen har afløb til Roskilde Fjord gennem Arresø Kanal i Frederiksværk. Der er en lang række tilløb til Arresø, hvoraf Pøleå er det mest betydende. Langs Arresøs vestside er der flere højdedrag (f.eks. Maglehøj ved Frederiksværk og Arrenakke Bakke), hvorfra der er en fornem udsigt over søen. Øst for Frederiksværk strækker halvøen Arrenæs sig ud i Arresø.
Historisk.
I forhistorisk tid - før yngre stenalder var Arresø var oprindelig et lavvandet område, Brødemose Sund, som var et sund mellem Roskilde Fjord og Kattegat. Landhævninger efter sidste istid og ændringer af vandstanden i havene bevirkede, at sundet blev en fjord, Arrefjord, der blev afskåret fra havet for ca. 4.000
år siden. De seneste 2.500 år har søen været ferskvandet. Arresø har været en klarvandet sø med en sigtedybde på ca. 3 m.
I middelalderen blev der langs med Arresøs bredder anlagt tre befæstede anlæg: Dronningholm Slot, Annisse på Hovgårds Eng og Asserbo voldsted.
I 1500-tallet var landområderne ved Kattegatkysten i et par hundrede år plaget af omfattende sandflugt, der bl.a. lukkede for afstrømningen fra søen. Det afstedkom store årstidsbestemte oversvømmelser og da flere gårde og marker på den måde gik tabt, voksede utilfredsheden i egnens befolkning.
I begyndelsen af 1700-tallet besluttede kongen at stabilisere vandstanden i søen ved lade grave en kanal gennem bakkerne ud til Roskilde Fjord, langt væk fra sandflugten.
På grund af højdeforskellen mellem Arresø og Isefjorden på omkring 4 meter kunne der langs kanalen fra 1728 opføres flere vandmøller. De store ændringer af vandstanden medførte til udskylning af næringssalte fra de omliggende jorder til søen, hvorved Arresø fik sin karakteristiske brune farve.
Oprindelsen til navnet.
Forleddet er det oprindelige navn på søen og betyder "Den brune". Efterleddet -sø er en senere tilføjelse.
Forurening fra Hillerød.
Den store forurening startede i 1920'erne, da Hillerød med mange store industrier begyndte at kloakere og lede urenset spildevand ud i Pøleå og dermed til Arresø. Der er igennem de senere år gennemført store tiltag for at forbedre tilstanden i Arresø i form af renseanlæg og genopretning af småsøer i oplandet til søen.
Natur.
Arresøs opland består for en stor dels vedkommende af dyrkede landbrugsarealer, men derudover findes der i oplandet flere større bysamfund og betydelige skovarealer. Søen er lavvandet og næsten overalt med bredzoner af rørskov.
Flere områder af søen er på forskellig vis fredet, blandt andet på grund af rastende Stor Skallesluger og Fiskeørn samt ynglende Havørn, Rørhøg og Rørdrum. Et stort antal andre fuglearter yngler eller raster i området.
Frederiksborg Amt vedtog inden amtets nedlæggelse i 2007 at etablere en sti rundt om hele søen, Arresøstien. Efter en række indvendinger i henhold til borgeres klageadgang er projektet foreløbig udsat.
Arresø, er udpeget som EF-Habitatområde nr. 118 og EF-Fuglebeskyttelsesområde nr. 106.
EF-Habitatområde nr. 118.
Omfatter Arresø, Ellemose og Lille Lyngby Mose) og er på 4.760 hektar.
Udpegningen er foretaget på grund af forekomsten af stor vandsalamander, Molinia-enge på kalkrige, tørveholdige eller ler- og siltrige jorde samt alkaliske lavmoser. Bøgeskove med Asperulo-Fagetum.
EF-Fuglebeskyttelsesområde nr. 106.
Består af Arresø på 4.610 hektar.
Udpegningen er sket på baggrund af forekomsten af ynglende rørdrum og rørhøg samt store forekomster af stor skallesluger på træk.
Der er registreret 12 arter af fisk - noget over gennemsnittet for danske søer - men forventeligt i forhold til søens størrelse.
Arrondissement.
Skema af Paris delt i arrondissements
Frankrig er pr. 2006 inddelt i 100 "départements", der er inddelt i 342 "arrondissements" – heraf 13 oversøiske og 20 i det centrale Paris.
De tre folkerigeste "communes", Paris, Lyon og Marseille, er dertil inddelt i 45 såkaldte "arrondissements municipaux" (kommunale arrondissementer), hvoraf de 20 i Paris.
Artemis.
Artemis (græsk:) er i græsk mytologi jagtens, skovens og dyrenes gudinde. Hun er datter af Zeus og Leto og tager sig også af fødsler, jomfruelighed og frugtbarhed. Hun er tvillingesøster til Apollon. Hun er på en gang god og tilgivende og ubarmhjertig og streng. Jægere må dræbe skovens dyr, men som offer til hende; ellers vil hun straffe den, som har myrdet dyret.
Hun var efter en anden tradition agerbrugets og månens gudinde.
Religionshistorisk er der enkelte fælles træk hos Artemis og Freja og Frigg fra den nordiske mytologi.
Hendes attributter er buen og hjorte.
Hendes festdag var d. 13. august.
Dyrkning af Artemis og Diana.
Tilbedelse af Artemis var ikke så udbredt på fastlandet i oldtidens Grækenland, men i Anatolien var hendes tilbedelse stærkt udbredt. Byen Efesus er det mest kendt af de asiatiske centre for dyrkning af Artemis. Her blev det opført et tempel til ære for henne som blev så stort og pragtfuldt, at Herodot sammenlignede det med pyramiderne. Artemistemplet i Efesos er et af verdens syv underværker.
I en af fortællingerne i Apostlenes Gerninger i Bibelen føler en efesisk smed sig truet af apostelen Paulus’ prædikener om den nye tro, og råber oprørt og ivrig ud»Stor er efesernes Artemis!«til hendes forsvar ("ApG. 19:28"). I Romerriget blev hun i særdeleshed dyrket bjerget Tifata ved Capua og i hellige skove som Aricia, Latium. Hendes ypperstepræst boede i Aricia, og hans stilling gik videre til den, som kunne dræbe den siddende ypperstepræst med en gren, som var plukket fra et træ i skoven.
Unge piger blev inviet i Artemiskulten, når de var kommet i puberteten, men før de giftede sig (noget der som regel fandt sted lige efter puberteten og som de selv ikke havde meget kontrol over). De skulle lægge alt jomfrueligt udstyr på Artemis' alter. Det kunne for eksempel være legetøj, dukker eller deres hårlokker.
"Diana", navnet på Artemis i den romerske latinske version, er afledt af ordet "diviana" («den skinnende»). I et tempel på Aventinerhøjen i Rom blev Diana tilbedt hovedsagelig af slaver og folk fra de lavere klasser. Slaver kunne bede om asyl, og få det tildelt i et af hendes templer. Det svarer til at besejrede folkeslag underlægger sig deres sejrsherres vilje. Det ligger muligvis i dianadyrkelsens forbindelse til hendes hjemstavn i Anatolien og Grækenland.
Det blev afholdt flere fester til ære for Artemis, Artemis Orthia-festivalen i Sparta den 13. august i Brauronia, Brauron == Artemis' fødsel og barndom ==
Da Hera opdagede, at Leto var gravid ved Heras egen mand, Zeus, blev hun som hun havde for vane rasende skinsyg og hun forbød Leto at føde på "terra firma" – dvs. fastlandet eller på nogen af øerne i havet. Leto fandt da på at føde på Delos, som bevægede sig rundt i havet, og hverken var fastland eller en rigtig ø. I taknemmelighed over at øen tilbød Leto et fristed til at føde Zeus' børn Artemis og Apollon blev øen fæstet til havbunden med fire søjler og viet til Apollon. En anden myte fortæller, at Hera kidnappede Ilithyia, gudinden for barnefødsler, for at forhindre at Leto kunne føde, men de andre guder greb ind og tvang Hera til at slippe hende fri igen. Artemis blev født først, hvorefter hun hjalp moren med Apollons fødsel. I en tredie version blev Artemis født dagen før Apollon på øen Ortygia, og hun hjalp moren over havet til Delos næste dag, hvor Leto så fødte Apollon.
Da Artemis var tre år sad hun på far Zeus' knæ og bad ham opfylde nogle ønsker. Hun bad om uendelig jomfrudom, hunde med hængende ører, som skulle trække hendes vogn og nymfer til jagtkammerater. Faren opfyldte hendes ønsker. Alle hendes ledsagerne forblev jomfruer, og hun vogtede sin egen renhed og kyskhed særdeles nøje.
Actaeon.
Den thebetanske prins og jæger Actaeon kom tilfældigvis forbi Artemis, mens hun badede nøgen i en skovsø. Han stoppede og stirrede, forbløffet over hendes skønhed. Han blev så lamslået, at han ved et uheld trådte på en kvist, så Artemis opdagede ham. Hun blev så oprørt over hans uvelkomne blik, at hun straks forvandlede ham til en hjort og sendte hans egne hunde efter ham for at dræbe ham. Han blev revet i stykker af de blodtørstige hunde, som aldrig vidste, at hjorten de dræbte var deres egen herre. En anden version fortæller, at Actaeon pralede med at han var en bedre jæger end Artemis, og at hun forvandlede ham til en hjort, som blev ædt af hans egne jagthunde.
Adonis.
Nogle versioner af historien om Adonis fortæller, at Artemis eller Ares (som var hendes elsker i denne historie) sendte et vildsvin efter Adonis for at dræbe ham. Denne version er noget tvivlsom taget i betragtning af i hvor høj grad hun værnede om sin kyskhed.
Siproites.
Siproites fra kreter, så Artemis bade nøgen, og hun forvandlet ham til en kvinde. Den fuldstændige historie om Siproites er ikke overlevet i nogen af mytografernes værker, men hændelsen er nævnt i en bisætning af Antoninus Liberalis.
Orion.
a> gengiver ham i et kort over den nordlige stjernehimmel.
Kallisto.
En af Artemis' tilhængere, Kallisto, mistede sin mødom til Zeus, som var kommet til henne forklædt som Artemis. Rasende forvandlede Artemis hende til en bjørn. Kallistos søn Arkas var nær ved at dræbe sin mor under en jagt, men Zeus eller Artemis nåede at stoppe ham og satte dem begge på himmelen som stjernebilledede Store bjørn og Lille bjørn.
Agamemnon og Ifigenia.
Artemis straffede Agamemnon for at dræbe et hellig rådyr i en hellig skov og prale af, hvor god en jæger han var. Da han søgte at komme med i den trojanske krig, stoppede Artemis vinden, og hans skibe blev liggende stille. Khalkhis spåede Agamemnon, at den eneste måde han kunne blidgøre Artemis på, var at ofre sin datter Ifigenia til hende. I en versioner gjorde han det, men andre versioner hævder at han ofrede et rådyr i hendes sted og sendte Ifigenia til Krimhalvøen for at skaffe flere dyr til ofring til Artemis
Niobe.
Niobe var dronning af Theben og gift med Amphion. Hun pralede med sin overlegenhed over Leto, fordi hun havde fjorten børn (Niobider), syv drenge og syv piger, mens Leto kun havde to. Som straf for hendes praleri dræbte Apollon hendes sønner, mens de dyrkede idræt, og Artemis dræbte døtrene. De brugte forgiftede pile til myrderierne. I nogle versioner blev nogle af Niobidene reddet (sædvanligvis Chloris). Efter at have set sine døde sønner, tog Amphion sit eget liv. (Eller han svor hævn og blev dræbt af Apollon). En knust Niobe flygtede til bjerget Siplyon i Anatolien og blev enten til sten, mens hun græd, eller begik selvmord. Hendes tårer skabte floden Achelous. Zeus gjorde alle Thebens indbyggere til sten, så ingen kunne begrave Niobidene. Men den niende dag begravede guderne dem selv.
Taygete.
Taygete var en af pleiadene som tilbad Artemis. Zeus havde set sig varm på hende og forfulgte hende, hvorefter Artemis forvandlede hende til et dådyr for at redde hende. Men Zeus voldtog hende, mens hun var bevidstløs, hvorved hun undfangede Lacedaemon, den mytiske grundlægger af Sparta.
Otus og Ephialtes.
Otus og Ephialtes var brødre og kæmper, som engang bestemte sig for at storme gudernes bjerg Olympos. Det lykkedes dem at kidnappe Ares, som de holdt fanget i en krukke i tretten måneder. Artemis måtte love Otus at ligge med ham for at få Ares fri, men Ephialtes blev jaloux og brødrene begyndte at slås. Artemis forvandlede sig til et dådyr og hoppede ind imellem dem. Brødrene ville ikke lade det undslippe og kastede deres spyd, men traf hverandre og de døde begge to.
Meleagridene.
Efter at Meleager var død, forvandlede Artemis sine sørgende søstre Meleagridene til perlehønes.
Chione.
Artemis dræbte Chione på grund af hendes hovmod og forfængelighed.
Atalanta og Øneus.
Artemis reddede spædbarnet Atalanta fra at fryse ihjel efter at faren havde forladt hende nøgen på en bjergtop. Hun sendte en hunbjørn for at amme barnet, som senere blev opfostret hos jægere. Andre historier fortæller at Atlanta deltog i jagten på "det kalydonske vildsvin", som Artemis havde sendt for at ødelægge Calydon fordi kong Øneus havde glemt henne under høstofringen.
Artemis i kunsten.
På det græske fastland blev Artemis typisk afbildet med en halvmåne og med bue og pile lavet af Hephaestus og kyklopene. Disse pile fik kvinder til at dø i barsel - en stærk kontrast til hendes rolle som gudinde for barnefødsler. Broren Apollon viser også lignede kontraster; selv om han var gud for helbredelse, bragte han også spedalskhed, rabies og gigt.
I Anatolien specielt i Efesos blev Artemis hovedsagelig dyrket som jord- og frugtbarhedsgudinde, beslægtet med Kybele. I modsætning til afbildningerne med pil og bue blev hun her afbilledet med mange runde kugler på brystet – enten bryster eller oksetestikler.
Artemis i nyhedenskaben.
Mange tilhængere af nyhedenskab som dyrker Artemis specielt i "hellenistiske" sekter i USA ser ud til at overse mange af oldtidens myter. Myterne tolker de nyhedenske ganske abstrakt - mest som metaforer. Artemis sikrer tilbedernes velvære, og hun velsigner dem, som respekterer naturen.
I moderne artemisdyrkning er hun gudinde for rigdom, magi, overflod, frugtbarhed, jagt og langt liv. Mange som praktiserer magi dyrker Hekate og anerkender Artemis for hendes menneskekærlighed. Selve tilbedelsen af Artemis omfatter afbrænding af olie og brød, rituelle natlige jagter, knæfald og intense bønner.
Troende mener, at Artemis opfylder mange bønner, og at hun velsigner sine tilbedere - både mænd og kvinder.
Artilleri.
Kanonér med skydekvadrant, 19. århundrede
Artilleri (: "aptus" for 'tildanne' over: "atelier" for 'værksted') er svært skyts og betegner samtidig våbenarten knyttet hertil.
Feltartilleri.
Feltartilleriet benytter krumbanevåben, som normalt bruges til indirekte beskydning af et mål, dvs. hvor artilleriet ikke kan se målet. Målopfattelse og indskydning foregår ved en observatør, enten på jorden eller i luften. Når indskydningen har fundet sted, skydes der "virkningsskydning", dvs. med alle artilleripiecer på en gang.
Moderne artilleri kan anvende en lang række forskellige ammunitionstyper, herunder lys- og røggranater, brisant(fragmentations)-ammunition og styrede granater (evt. laserstyrede som LGB-våben). Moderne artilleri kan også anvende raketter i stedet for granater, et eksempel er MLRS.
Luftværnsartilleri.
Enhed der er opstillet til at luftsikre enheder samt objekter. Luftværnsartilleri kan bestå af én eller flere af flg. våbentyper; kort-, mellem- og langdistancemissiler samt diverse maskinkanontyper. Luftværnsartilleriet er støttet af en eller anden form for kontrol og varslingsenhed, der kan varsle om luftfartøjer samt ved hjælp af IFF afgøre, om disse er egne eller fjendtlige.
Målopklaring.
Målopklaringsenheder dækker over et bredt spektrum af enhedstyper, lige fra en enkelt soldat med en radio (forward air controller) til en større enhed, der har mulighed for at hente information fra droner og radar. Fælles for disse er, at de indsamler information om mulige mål til de skydende enheder.
I Danmark ligger alle artillerikapaciteter ved Danske Artilleriregiment i Varde.
Artilleritransport.
Granatkarre (caisson) og forstilling (limber).
M-109 selvkørende artilleri, selv om den ligner en kampvogn.
Feltartilleri har det meste af tiden været trukket af heste. Hestene trak en tohjulet forstilling og kanonen blev gjort fast til forstillingen under transport. I forstillingen var der ammunition og redskaber til at reparere kanonen og grave volde rundt om kanonen. Til hver kanon kunne der være en ekstra forstilling med en tohjulet granatkarre trukket efter. Dette øgede ammunitionsmængden betragteligt. Artilleristerne kunne deles om at sidde på forstillingen under march.
I 1916 angreb den britiske hær med kampvogne for første gang men det blev hurtigt klart at nyvundet terræn skulle sikres med artilleri. Den mudrede vestfront besværliggjorde heste- og traktortrukket artilleris mobilitet, så i 1917 ombyggede briterne 48 kampvognschassiser ("Gun Carrier Mark I") til at bære 60 punds kanoner eller 6 tommer haubitser. Kanonen kunne let afkobles fra vognen, hvis det var nødvendigt. "Gun Carrier Mark I" beskyttede ikke artilleristerne under skydning og blev ikke brugt i kamp - grundet manglende frontgennembrud.
Til at følge med lynkrigens kampvogne i 2. verdenskrig blev der produceret selvkørende artilleri, der beskyttede artilleristerne mod håndvåben og granatsplinter.
Arvemasse.
Arvemassen, arvematerialet eller genomet er et fuldstændigt sæt gener for en organisme. Ud fra genomet kan hele organismen (for eksempel et menneske) i princippet rekonstrueres. Menneskets genom indeholder cirka 30.000-35.000 gener.
Asbest.
Asbest er et byggemateriale, der tidligere har vundet stor udbredelse pga. dets ildfasthed og varmeisolerende egenskaber. Asbest tåler temperaturer op til 900 grader Celsius og er ikke brændbart. Af samme grund var asbest et hyppigt benyttet materiale til isolering og brandsikring, indtil det af flere omgange blev forbudt i 1970'erne og 1980'erne.
Asbest er lavet af naturligt forekommende mineraler, der sidder sammen i en fin fiberstruktur. Netop de fine fibre er skyld i, at asbest ikke længere er lovligt at anvende, da støvet fra asbest kan give asbestose (stenlunger), som er en kronisk lungesygdom. Fibrene i asbeststøv kan blive ekstremt tynde – de er typisk 3,0-20,0 µm i længden og helt ned til 0,01 µm i bredden. Det er langt tyndere end de 3 μm, der er diameteren på de tyndeste forgreninger i lungerne. Asbeststøvet ophober sig i lungerne og kan ikke fjernes igen. Derfor kan asbestose forværres lang tid efter, indåndingen af asbest er ophørt. Asbestose viser sig typisk først 10-20 år efter, man blev udsat for asbeststøv og er uhelbredelig. Asbestose kan med tiden føre til Lunge- og lungehindekræft.
Aspiration (sang).
Det at stræbe efter, trække vejret (under sang).
Aspirin.
Aspirin er et indregistreret varemærke, som blev lanceret i 1899 af det tyske medicinalfirma Bayer. Aspirin er sammensat af: "a" for acetyl, "spir" for "spiræasyre" (salicylsyre: i realiteten = pilesyre) og "in" – en almindelig kemisk endelse.
Acetylsalicylsyre har samme virkning som salicylsyre, men mere afdæmpet og kontrolleret. Derfor blev det et populært, smertestillende medikament, som også blev forhandlet under navne som Albyl, Kodimagnyl og Magnyl. Desværre viste det sig, at stoffet irriterer mavesækken og kan medvirke til at fremkalde mavesår, så i dag er det i vidt omfang erstattet af andre stoffer som f.eks. paracetamol.
Eksterne links.
Du kan læse mere om aspirin på
Assens.
Assens er en fynsk købstad ved Lillebælt med 6.086 indbyggere (2010). I Kong Valdemars Jordebog er Assens opført med navnet "Asnæs", og bynavnet betyder et næs bevokset med asketræer. Byen ligger i Assens Kommune og hører til Region Syddanmark.
Søhelten Peter Willemoes blev født i Assens i 1783.
Historie.
Byen Assens omtales første gang i Kong Valdemars jordebog i 1231. Efterhånden udviklede den sig, og i 1524 opnåede byen købstadsrettigheder givet af kong Frederik 1. Få år senere blev byen stort set jævnet med jorden under Grevens fejde og plyndret af kong Christian 3.'s tropper efter slaget ved Øksnebjerg. Den ringmur, som byen oprindeligt var omgivet af, blev herefter revet ned.
Under Christian 4. blev byen igen befæstet, nu med volde og grave, men under svenskekrigene blev byen endnu en gang stormet og plyndret, denne gang i 1658 af svenske tropper, der i den strenge vinter gik over isen på Lillebælt fra Jylland.
Assens var fra Middelalderen det primære overfartssted til Slesvig og derved knudepunkt for trafikken mellem København og Hamborg. Byens kirke med et ottekantet tårn, Vor Frue Kirke, stammer fra det 15. århundrede.
I det 19. århundrede blev byen for alvor udviklet med anlæggelse af en egentlig havn i 1820, gasværk i 1855 og jernbaneforbindelsen fra Tommerup i 1884.
Med anlæggelsen af Den Gamle Lillebæltsbro ved Middelfart mistede Assens sin betydning som forbindelse mellem Jylland og Fyn, og byens udvikling stagnerede i midten af 20. århundrede.
Kultur.
Assens indviede i 2004 et stort kulturhus, Tobaksgården, med biograf, udstillingssal, teater- og koncertsal, café, musikskole og turistbureau. Som navnet antyder har huset været anvendt til fremstilling af tobaksprodukter i en periode fra 1883, men huset har rødder endnu længere tilbage - til 1682.
I lighed med Varde- og Køge Miniby, er også en model af det gamle Assens under opbygning, Assens Miniby.
Inden for idrættens verden har Assens forskellige faciliteter i og omkring byen. Her findes træningsbaner, stadion og en meget anvendt byhal. Håndbold dyrkes af mange i Assens på såvel senior- som puslingeniveau.
Assens anno 1778.
"Assens" Købstad i Assens Amt, Fyens Stift, ligger 5 mile fra Odense, 4 fra Faaborg og 4 fra Middelfart. Byens våben er et lam med en fane 1591."
"Kirken er anseelig med et ottekantet tårn og et ottekantet spir, på den østre side et mindre ottekantet spir, alt med bly belagt, der kaldes Vor Frue Kirke og fik en del tilbygninger 1500 af Peder Berrildsen. Prædikestolen er et smukt billedhuggerarbejde, stærkt forgyldt, døbefonten er også meget smuk."
"I byen er to danske skoler, fem fattigboder. Rådstuen består af to etagers bindingsværk. Nu er der kun en borgmester, som tillige er byfoged, og en by- og rådstueskriver. Bytinget holdes om tirsdagen."
"Af private bygninger er der 260, hvoriblandt en del store gårde, dog alle af bindingsværk, som på nogle år er meget forbedrede og forsikret for 70.300 rigsdaler i brandkassen. Der er 13 gader, et torv og fire grundmurede poste."
"Indbyggerne består af 5 gejstlige, 11 kongelige betjente, 10 købmænd, 103 håndværkere, i alt 170 borgere og 830 personer, foruden en eskadron
"Byen har fem skibe, en jagtbåd og nogle både. Havnen er temmelig god, da et rev fra næsset skyder sig langt ud i havet og gør at fartøjerne kan ligge i sikkerhed. Færgerne er to åbne smakker, en postjagt og to store både."
"Byens jorder er 176 tønder 6 skæpper hartkorn. Enhver har sin del for sig selv. Der er to korn- og grynmøller og en stampemølle til et feldberederi ved en bæk lige uden for byen. Konsumptionen er 2.830 rigsdaler. Markeder holdes den 27. juni, 7. oktober og 28. oktober."
"Ved Assens er der tre kilder, den ene ved strandbredden kaldet en helligkilde. Den anden ligger noget derfra ved strandbredden og den tredje oppe på marken, den har ypperligt vand."
Assens Miniby.
Assens Miniby blev stiftet i 1990, og formålet var/er at skabe en historisk miniby. Der er på nuværende tidspunkt bygget cirka 60 små minihuse, som er nøjagtige til mindste detalje. Foreningen bag Assens Miniby har deres daglige virke i kulturhuset Tobaksgaarden, mens selve minibyen ligger i Assens skovanlæg.
Astma.
Astma (også skrevet "asthma"), eller reversibel obstruktiv luftvejssygdom, er en immunologisk sygdom, der medfører mere eller mindre reversible anfald af åndenød. Det er en form af type-1-hypersensitivitet hvor bronkiolerne er trangere end normalt på grund af betændelse og spasmer i vævet i luftvejsvæggene. En person med astma kan opleve "piping" (en pibende lyd, der følger åndedrættet) i brystet og åndenød, særlig efter fysisk arbejde, ekstrem temperatur, kontakt med allergener eller ved infektioner – men også tit til visse tider af døgnet eller i forbindelse med at man lægger sig eller står op. Ved pludselige anfald af åndenød kan medicinsk førstehjælp eller sygehusindlæggelse være nødvendigt. Astma bliver behandlet med en række forskellige medikamenter bl.a inhalation eller oral indtagelse, og nogle gange også injektion, inkluderet intravenøs administration.
Den første gang vi ved, at begrebet "astma" (græsk ἂσθμα, "kortåndethed") blev brugt, var i "Iliaden" af Homer, hvor det blev brugt om den frygtelige kvælning, Hektor blev offer for. ("Iliaden," Sang 15, v. 9–11) Begrebet bliver så brugt med betydingen ‘kort-åndethed’ af Aischylos i "Perserne" og af Platon i "Republikken". I sin nuværende medicinske betyding blev begrebet først brugt af Hippokrates i "Aforismerne".
Symptomer og tegn.
Hovedsymptomet på astma er piping i brystet som resultat af obstruktion af luftvejene. Hoste, nogle gange produktiv med klart slim, er også almindelig. Symptomerne er typisk set meget varierende, ofte med en brat begyndelse, og udløst af de ovenfor nævnte faktorer. Symptomerne er ofte værre om natten eller ved opvågning. Øgelse af luftvejsobstruktionen vil føre til åndenød. Astma kan nogle gange optræde sammen med sure opstød – særlig blandt ældre patienter.
Tegn på astma er piben i brystet, hurtig vejrtrækning, længere udåndingsfase end indåndingsfase, indtrækning af vævet mellem ribbenene og over kravebenet og skulderbladene, oppustning brystkassen og rhonchi (boblende lyde hørbare i stetoskop). Ved alvorlige anfald kan patienten være cyanotisk (blå som resultat af iltmangel); patienten kan have brystsmerter og kan i særligt alvorlige tilfælde miste bevidstheden. Mellem anfaldene er mange patienter symptomfri.
Diagnose.
I de fleste tilfælde kan lægen stille diagnosen på grundlag af typiske symptomer og tegn. De typiske hurtige ændringer i luftvejsobstruktion kan påvises ved fald i lungefunktionen ved tests udført spontant, efter fysisk aktivitet eller efter inhalation af histamin eller metakolin; og efterfølgende bedring efter inhalation af et bronkodilator+medikament. Ved blodprøve viser det sig gerne, at eosinofilniveauet og IgE-nivauet er højere end normalt.
Mange mennesker med astma har allergier: Positive allergitester støtter astmadiagnosen og kan være til hjælp for at finde udløsende faktorer, det er muligt at undgå. En del astmatikere har fået påvist gastroøsofagal refluksygdom (GERD). I nogle af disse tilfælde kan det vise sig, at GERD er det underliggende problem. Andre undersøgelser, som f.eks. røntgenbillede eller CT-scanning, kan være nødvendige for udelukkelse af andre lungesygdomme.
I de senere år har man også fundet, at en del patienter med persistent moderat til alvorlig astma også har obstruktiv søvnapné. I disse tilfælde viser det sig ofte, at behandling af søvnapnéen også bedrer behandlingsprognosen for deres astma.
Patienter med persistent sygdomsbillede og dårlig behandlingsrespons bør også udredes for eventuel alfa 1-antitrypsinmangel.
Symptomatisk.
Episoder med piping i brystet og åndenød responderer oftest på inhalationsbronkodilatorer som virker ved, at de afspænder den glatte muskulatur i luftvejsvæggene. Ved alvorligere tilstande er det ofte nødvendigt at give patienten inhaleret, oral eller intravenøs kortison som undertrykker betændelsen og reducerer hævelsen i luftvejsvæggerne.
Forebyggende.
Udløsende faktorer, sådan som husdyr og aspirin bør udredes og behandles med. Astmatikere med mere eller mindre daglige symptomer vil oftest have udbytte af regelmæssig medicinbrug. Den mest effektive forebyggende lægemiddeltype er kortisonpreparater til inhalation.
Astrallegeme.
Et astrallegeme er, ifølge forskellige trosretninger (heriblandt antroposofien og teosofien), et ikke-materielt, usynligt legeme knyttet til den menneskelige bevidsthed. Astrallegemet har form omtrent som den menneskelige krop, og antages ofte at befinde sig på astralplanet.
Astrid Lindgren.
Portræt af Astrid Lindgren fra 1924
Astrid Lindgren (Astrid Anna Emilia Ericsson; 14. november 1907 i Näs ved Vimmerby, Småland - 28. januar 2002 i Stockholm) var en svensk forfatter. Hun blev kendt over hele verden for især sine børnebøger.
Livsforløb og familieliv.
Astrid Ericsson voksede op på præstegården Näs i Vimmerby i Småland, der blev forpagtet af hendes forældre Samuel August Ericsson (død i 1969) og Hanna Jonsson Ericsson (død i 1961). Astrid var andet barn i en søskendeflok på fire: storebroren Gunnar (født 1906) og lillesøstrene Stina (født 1911, gift Hergin) og Ingegerd (1916-1997).
Fra Astrid var fem år kunne hun læse, og hun læste alt, hvad hun kom i nærheden af. Som trettenårig fik hun udgivet en stil i lokalavisen, hvor hun senere blev ansat.
Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen "Vimmerbytidningen" blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans fostermor var blevet syg. I mellemtiden havde Astrid sparet op af sin beskedne kontordameløn og besøgt sønnen så tit hun kunne. I begyndelsen boede de i det værelse, hun havde lejet, og da der ikke var børnehaver eller dagplejer, var det værtinden, der passede sønnen i dagtimerne. Det efterfølgende forår blev han anbragt hos forældrene på Näs. I Stockholm uddannede Astrid sig til sekretær, fik arbejde som kontorist og stenograf. Hun blev boende i Stockholm resten af livet.
I 1928 begyndte Astrid som sekretær i Motormännens Riksförbund, hvor hun mødte sin kommende ægtemand, Sture Lindgren (1898-1952), som var forbundets kontorchef. De giftede sig i april 1931, og hun tog hans efternavn. De flyttede ind i en toværelses lejlighed i Vulcanusgatan, og Lars blev hentet tilbage til Stockholm. Sammen fik Astrid og Sture datteren Karin den 21. maj 1934. Astrid Lindgren holdt da op med at arbejde ude og var hjemme hos børnene indtil 1937. Hver aften fortalte hun eventyr for børnene.
I 1941 flyttede familien til en lejlighed i Dalagatan 46, hvor de havde udsigt over Vasaparken. I tråd med sit beskedne og uhøjtidlige væsen boede hun resten af sit liv i den treværelses lejlighed.
Karin giftede sig i 1958 med Carl-Olof og bærer efternavnet Nyman. Sønnen Lars var da allerede gift, og Lindgren måtte vænne sig til at leve alene, da Sture var død allerede i 1952.
I alt fik Lindgren syv børnebørn, og de seks af dem hedder Mats Lindgren, Annika Lindgren, Anders Lindgren, Carl Johan Nyman, Olle Nyman og Nils Nyman.
Arbejdsliv.
Parallelt med sit store forfatterskab arbejdede Astrid Lindgren fra hun var 40 år og de næste 25 år som forlagsredaktør på forlaget Rabén & Sjögren, der udgav alle hendes bøger. Hendes voksenliv og arbejdsliv, bortset fra forfatterskabet, kender man ikke meget til, da hun værnede om sit privatliv.
Forfatterskabet.
Lindgren har beskrevet sin far, Samuel August, som en stor fortæller, der ned til de mindste detaljer kunne livagtiggøre mennesker, miljø og situationer i det smålandske landskab. Faren var meget vigtig for hende, og flere af hans historier genfinder man i hendes bøger. Forældrens kærlighedshistorie finder man i "Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult: barndomsminder og essays", der udkom på svensk i 1975.
Meget af forfatterskabet er præget af opvæksten i Småland i begyndelsen af 1900-tallet. Herfra hentede hun naturen og miljøet til de fleste af sine bøger.
I 1930'erne skrev hun to historier til magasinet "Landsbygdens jul". Selve forfatterskabet begyndte med historien om "Pippi Langstrømpe" og varede helt til den sidste bog om "Ronja Røverdatter", der udkom da Lindgren var 74 år gammel.
Historierne om Pippi Langstrømpe begyndte vinteren 1941, da den syv år gamle Karin lå syg med lungebetændelse og bad sin mor fortælle en historie om Pippi Langstrømpe, et navn hun fandt på i øjeblikket. Historierne voksede, men det kneb med at få dem skrevet ned. Først tre år senere, da Astrid Lindgren forvred foden, fik hun nedskrevet historiene med den hensigt at give dem til Karin som gave på hendes ti-års-fødselsdag.
I 1944 udkom Astrid Lindgrens første bog "Britt-Mari lättar sitt hjärta", der gav hende andenpladsen i en børnebogskonkurrence. Året efter vandt hun med manuskriptet om Pippi Langstrømpe, som hun tidligere, i en anden version, havde fået retur fra et forlag. Pippi Langstrømpe blev begyndelsen på en ny epoke i børnebogsverdenen, og hun blev et symbol på det frie menneske, der trodser konventioner og autoriteter og befrier barnet og børnelitteraturen for tung moralisme.
Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveret blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. "Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle sorger."
For børn har Lindgren skrevet idylliske historier, detektivhistorier og bøger om ensomme børn. Desuden har hun skrevet essays og bøger for voksne, samt billedbøger, sangtekster og film- og teatermanuskripter. Omkring fyrre film er baseret på hendes bøger.
Astrid Lindgren modtog i 1958 den internationale H.C. Andersen-medalje, også kaldet børnelitteraturens Nobelpris.
Der er blevet gættet på, at Lindgren gemte sig bag pseudonymet Bo Balderson.
Oversættelser.
Emil fra Lønneberg og Astrid Lindgren på tyskt frimærke
Lindgrens bøger er blevet oversat til næsten 90 sprog i 100 lande, og har solgt over 100 millioner eksemplarer.
"Pippi Langstrømpe" var den første af Lindgrens bøger, som blev oversat til tysk. Da var den allerede blevet afvist af fem tyske forlag, før et nystartet forlag i 1949 udgav bogen. Lindgren forblev trofast over for forlaget, som blandt andet af den grund er blevet et af de største i Tyskland.
Den franske oversættelse af "Pippi Langstrømpe" kom i 1951 og var strengt censureret for det, som blev anset for at være anarkisme og provokationer. Den ucensurerede udgave af "Pippi Langstrømpe" kom først på fransk i 1995.
Politisk engagement.
Astrid Lindgren var meget politisk aktiv, og i de sidste 30 år af sit liv, deltog hun ofte i samfundsdebatten.
Hun var imod svensk medlemskab af EU, hun forsvarede husdyr og var aktiv i miljødebatten.
Den 10. marts 1976 blev der i dagbladet "Expressen" trykt et af hendes eventyr, "Pomperipossa i Monismanien", efter Lindgren havde opdaget, at hun betalte 102 procent i skat. Finansminister Gunnar Sträng sagde under riksdagsdebatten, at forfatteren måtte have regnet forkert, at hun var god til eventyr, men ikke kunne regne. Han måtte senere erkende, at det ikke var tilfældet. Astrid Lindgren, der havde haft ret fra begyndelsen, foreslog, at de to skulle bytte arbejde, da det var Sträng der var god til eventyr, men ikke kunne regne.
Et stort skatteoprør begyndte i Sverige på grund begivenheden, og socialdemokraterne blev dels kritiseret for udformningen af skattesystemet, dels for de hånlige bemærkninger som Sträng og regeringen havde givet Lindgren. Samme efterår tabte de svenske socialdemokrater med Olof Palme i spidsen regeringsmagten ved riksdagsvalget, og de borgerlige kunne danne regering for første gang siden 1936.
Nogle år senere, i 1988, blev en ny dyreværnslov vedtaget under statsminister Ingvar Carlsson. Den fik navnet "Lex Lindgren", men Lindgren selv omtalte den som "fesen", da den ikke holdt det, den lovede. Hendes engagement var alligevel med til i højere grad at åbne forbrugernes øjne for dyrs rettigheder.
Den 3. september 1997 grundlagde Astrid Lindgren stiftelsen "Min ko vill ha roligt" ("min ko vil have det sjovt"), som arbejder for dyrs rettigheder.
I forbindelse med at Lindgren blev tildelt de tyske boghandleres fredspris i 1978, skrev hun talen "Aldrig våld!" ("aldrig vold!"). Efter at have læst talen, ønskede arrangørerne ikke, at hun skulle holde den, fordi talen sammenlignede vold i hjemmet med vold i verden, noget, de mente, ville oprøre det tyske publikum. Lindgren selv mente, at når man gav prisen til en børnebogsforfatter, måtte man regne med, at hun ville tage udgangspunkt i børnenes verden, og hvis hun ikke fik lov til at holde talen, ville hun ikke møde op. Hun holdt talen, der blev trykt i store oplag og fik gennemslagskraft. Året efter fik Sverige en lov mod børnemishandling.
Før Sveriges folkeafstemning om kernekraft i 1980, tog Lindgren klar stilling imod den.
Gennem hele livet kæmpede Lindgren først og fremmest for børns rettigheder. Margareta Strømstedt skriver flere steder i sin biograf om Lindgren, at Lindgren havde meget dårlig samvittighed over ikke at kunne tage sig af sin søn de første år. Det kan have været en af årsagerne til, at hun var så stærkt engageret i børns rettigheder, ikke mindst i sine bøger.
Begravelsen.
Astrid Lindgren døde den 28. januar 2002 i sin lejlighed, efter kort tids sygdom på grund af en virusinfektion. Allerede i 1988 havde hun truffet aftale med en kvindelig præst om sin begravelse. Lindgren blev begravet på kvindedagen den 8. marts 2002 fra Storkyrkan, domkirken i Stockholm.
Astrologi.
Astrologi (fra græsk: αστρολογία = άστρον, astron, "stjerne" + λόγος, logos, "ord") eller stjernetyderkunst er navnet på adskillige esoteriske og pseudovidenskabelige traditioner eller systemer ifølge hvilke kendskab til himmellegemers, primært Solens, Månens og planeternes indbyrdes positioner og relative bevægelser kan bruges til at forklare menneskelige egenskaber og til dels forudsige vigtige begivenheder i et menneskes liv. En udøver af astrologi kaldes en astrolog.
Traditionel astrologi.
Den vesterlandske astrologi henter sit indhold fra den græske mytologi, og det gør dele af den indiske, dvs. vediske mærkeligt nok også, men man må tænke på, at grækerne sad på Lilleasien, og at der var tale om ét stort indo-persisk område, før Islam kom til, således at de to sprogområder grænsede op til hinanden. Forskellen på den vesterlandske og indiske astrologi er groft sagt, at man i den vesterlandske følger præcessionen og dermed årstiderne (tropisk astrologi), medens man i den indiske orienterer sig efter fiksstjernerne (siderisk astrologi), således at tegnene, der i øvrigt har samme navne, ligger fast i forhold til fiksstjernekredsen. Desuden er Zodiaken i den indiske astrologi inddelt i 27 såkaldte månehuse.
Kinesisk astrologi er baseret på en tolvårsrytme svarende til et omløb af planeten Jupiter. I den keltiske astrologi opereres med 13 tegn.
Astrologien blev tidligere tillagt stor betydning. Ligesom alkymien med nogen ret kan ses som forløber for kemien, kan astrologien siges at have affødt astronomien, og indtil slutningen af middelalderen skelnede man ikke mellem astrologi og astronomi. Endnu i renæssancen nød astrologien betydelig anseelse. Eksempelvis virkede Tycho Brahe som hofastrolog, samtidig med at han grundlagde den moderne astronomi.
Moderne vesterlandsk astrologi.
I vore dage praktiseres astrologien stadig. De fleste danske ugeblade og magasiner bringer de meget populære stjernetegnshoroskoper. Ifølge professionelle astrologer er det dog kun individuelle horoskoper baseret på en personers fødested og fødselstidspunkt der kan tillægges værdi som kilde til selvindsigt og terapeutisk værktøj.
I lighed med astronomer benytter moderne astrologer data i form af astrologiske tabeller, såkaldte ephemerider, som indeholder informationer om himmellegemernes skiftende positioner.
Nogle astrologer er af den opfattelse at himmellegemernes indbyrdes positioner afspejler sider af et menneskets liv uden at determinere det. Denne opfattelse kaldes af de pågældende astrologer synkronicitet. Begrebet optræder hos Paracelsus og er siden benyttet af Jung.
Andre astrologer hævder derimod at sammenhængen mellem himmelske og jordiske hændelser er kausal. Et trivielt eksempel på at himmelske forhold styrer jordiske begivenheder er at vi går på arbejde om dagen, dvs. når Solen er over horisonten, og sover om natten, når den er under horisonten.
Der findes astrologer som forsøger at forklare astrologien ud fra videnskablige principper, men for de fleste er astrologi en teknik som forener intuitive og analytiske fremgangsmåder.
Kritik af astrologien.
Hvis man opfatter astrologi som en nomotetisk videnskab, dvs. en disciplin der på baggrund af systematiserede iagttagelser opstiller generelle lovmæssigheder, er astrologiens påstande som andre videnskabelige teorier sårbare for kritik. De påstående sammenhænge mellem himmelske og jordiske begivenheder burde i givet fald kunne verificeres, eller for så vidt som de har karakter af konkrete forudsigelser, falsificeres.
De fleste videnskabsfolk anser i dag astrologi for pseudovidenskab. Talrige videnskabeligt udførte forsøg har ikke kunnet påvise nogen af de antagede sammenhænge mellem himmelske og jordiske begivenheder. Troværdigheden af astrologien er yderligere undergravet ved, at stjernetegnene ikke eksisterer som fysiske ansamlinger af stjerner, men kun opleves således i kraft af et simpelt synsbedrag. Endvidere ødelægges troværdigheden ved, at de folkeligt stærkt benyttede "soltegn" (det stjernetegn, man mener, man er født i), ikke længere passer pga. jordaksens præcession. Mere generelt hviler astrologiens antagelser om at bestemte symbolske essenser (f.eks. karakteren af et stjernebillede) findes som virkelige fysiske fænomener ude i verden (makrokosmos) hvor de via skjulte korrespondenser påvirker det enkelte menneskes tilværelse (mikrokosmos), på antagelser der er typiske for vestlig okkult tradition siden antikken, og som derfor i dag rubriceres som overtro.
Astronaut.
En astronaut ("astron" = stjerne og "nautēs" = søfarende; stjernefarer) er en person der tager på rumfart, eller i hvert fald har gjort en karriere ud af at gøre sig klar til at tage på rumfart. Det er i princippet mulig at blive astronaut, hvis man er statsborger i et land, der er tilknyttet en rumfartsorganisation, f.eks. det europæiske ESA, USA's NASA eller de russiske, kinesiske, indiske eller japanske rumfartsorganisationer.
I Sovjetunionens rumprogram brugte man benævnelsen kosmonaut ("kosmos" = universet og "nautēs" = søfarende; rejsende i Universet), en betegnelse der fortsat benyttes af den Føderale russiske rumfartsorganisationen. Tilsvarende bruges navnet taikonaut i Kina. Indien barsler med et bemandet rumprogram fra 2015 af og deres rumfarende er allerede døbt vyomanauter (af sanskrit: himmel eller rum).
De første astronauter.
I april 1961 blev Yuri Gagarin det første menneske i rummet, han var en af de udvalgte til træning som kosmonaut i USSR i 1960. De andre udvalgte kosmonauter var German Titov, Pavel Beljajev, Valerij Bykovskij, Konstantin Feoktistov, Boris Jegorov, Vladimir Komarov, Aleksej Leonov, Andrijan Nikolajev, Pavel Popovitj.
a> en af de første amerikanske astronauter, han omkom under en træningsøvelse.
I maj 1961 blev Alan Shepard den første amerikaner i rummet efterfulgt af Virgil Grissom, John Glenn, Scott Carpenter, Walter Schirra, Gordon Cooper, John Young, James McDevitt, Edward White, Charles Conrad, Frank Borman, James Lovell, Thomas Stafford, Neil Armstrong, David Scott, Eugene Cernan, Michael Collins, Richard Gordon. De blev udvalgt til NASAs træningsprogram Astronaut Gruppe 1 og 2 i 1959.
Dengang blev testpiloter valgt til at flyve de første bemandede rumfartøjer, det var ikke underligt eftersom det var testflyvninger de foretog.
De tidlige missioner var farlige, d. 23 oktober 1960 omkom cirka 150 personer på Bajkonur-kosmodromen, den såkaldte "Nedelin katastrofe" blev opkaldt efter marskal Mistrofan Nedelin der ledede projektet. Nedelin katastrofen var et forsøg på at reparere en R-16 raket der stod med fuld brændstofstank på affyringsrampen. En raketmotor blev tændt ved en teknisk fejl, en kraftig eksplosion med hydrazin og salpetersyre slog de de omkringværende ihjel inklusiv Nedelin selv.
Kosmonauten Valentin Bondarenko omkom i en trykkabine der brød i brand under træning d. 23 marts 1961.
I USA skete en lignende ulykke i d. 27 januar 1967 Virgil Grissom, Edward White og Roger Chaffee indebrændte i Apollo 1's trykkabine.
Kosmonauten Aleksej Leonov var det første menneske der bevægede sig udenfor et rumfartøj for at gå på rumvandring d. 18. marts 1965. Han og kollegaen Beljajev overlevede turen efter en række dramatiske begivenheder; Leonovs rumdragt blev pustet op, da han var ude i rummet, pga. trykket. Den oppustede rumdragt blev så stor at han havde svært ved at komme ind i rumskibet igen. Han måtte sænke trykket i rumdragten for at komme tilbage igennem luftslusen. Da fartøjet skulle genindtræde i Jordens atmosfære var der tekniske problemer med navigeringssystemet, piloten måtte styre fartøjet manuelt og helt ude af kurs landede de på et øde sted i Sibirien. De måtte overnatte i sneen med bål tændt, mens ulve nærmede sig, indtil en helikopter fandt dem om morgenen.
Edward White var den første amerikaner på rumvandring 3. juni 1965.
Neil Armstrong betræder månen som det første menneske i 1969, den hidtil største begivenhed i rumfartens historie. Armstrongs rejsefæller på turen var Michael Collins og Buzz Aldrin.
Astronautuddannelse i nyere tid.
Kravene til at blive astronaut har ændret sig siden 1960'erne. Det er stadig et job med risici, men måske ikke så direkte farefuldt som de første rumflyvninger. Uddannelsen er blevet længere og kravet er mere end at være en modig testpilot.
For at blive astronaut hos Den Europæiske Rumorganisation (ESA) skal følgende være opfyldt: Alder mellem 27 og 37 år, Højde mellem 153 og 190 cm, Vægt mellem 50 og 95 kg, Videregående uddannelse indenfor naturvidenskab, f.eks. som ingeniør, læge, fysiker eller kemiker, gerne med erfaring indenfor forskning og fx en ph.d.-grad. Piloterfaring, dykkercertifikat osv. ses også som en fordel.
Derudover skal man have et godt helbred og have personlige egenskaber som gør at man kan færdes i isolation i længere tid, med høj stressterskel, god samarbejdsevne og et roligt temperament. Hård fysisk træning og krævende arbejde skal man også have lyst og vilje til. At man har disse evner bliver testet ved detaljerede helbredsundersøgelser, psykolog-samtaler og orthostatisk stresstest.
Hvis man består alle disse test og har adgangskavene kan man blive udvalgt til at komme til samtale, på bagrund af samtalerne optages man til ESA Astronautkorps og derefter starter uddannelsen. Uddannelsen foregår hos European Space Agency i Køln, Tyskland
Uddannelsen tager flere år, det meste af tiden går med at simulere forholdene i rummet. Under uddannelse er der mulighed for at komme til bl.a. Houston.
Kravene for at blive astronaut hos den amerikanske rumfartsadministration (NASA) er nogenlunde de samme som hos ESA.
NASA har et undervandslaboratorium NEEMO til at forberede astronauter på længere tid i rummet.
Efter endt uddannelse når og hvis man udvælges til en mission skal man bruge op til 4-5 år på at forberede og træne til denne mission.
Danske astronauter.
Den europæiske rumfartsorganisation ESA søger i 2008 ti nye astronauter og Helge Sander (V) har presset på for at en dansker bliver blandt de ti. I princippet kan andre danskere end de tre officielle astronautkandidater blive en af ESA's nye astronauter, da alle interesserede fra ESA-landene kan søge. De danske astronautkandidater har fået flycertifikater af Flyvevåbnet for at forbedre deres chancer.
Den 20. maj 2009 udvalgte ESA den 32-årige Andreas Mogensen til nyt medlem af ESAs astronautkorps. Andreas Mogensen har en ph.d. som rumfartsingeniør fra University of Texas og har arbejdet med vindmøller, olieefterforskning og rumfart.
Astronautjobbet i nyere tid.
De fleste astronauter håber på at blive udvalgt til en rummission, inden astronauterne bliver sendt ud i rummet for første gang arbejder de ofte på f.eks. et kontrolcenter for at komme grundigt inde i procedurerne.
Når astronauter udvælges til en mission begynder uddannelsen til missionen. Alt efter om man har speciale som pilot, forsker eller ingeniør får man tildelt en rolle på missionen der passer til kvalifikationerne. Hos NASA der planlægger missionerne med rumfærgerne uddannes forskere og ingeniører til "missionsspecialister" og piloterne uddannes til at flyve rumfærgen som kaptajn eller pilot. Et af besætningsmedlemmerne skal have en medicinsk uddannelse.
Kaptajnen.
Kaptajnen (: "Commander") kommunikerer med kontrolcenteret og tager kritiske beslutninger hvis nødvendigt.
Piloten.
Piloten (: "Pilot") er 2. pilot på en eller to missioner før han/hun selv flyver som kaptajn.
Flyvemaskinist.
Flyvemaskinist (: "Flight Engineer") er en ældre betegnelse for teknikerne om bord på større fly. Den engelske titel anvendes stadig hos NASA for dem der assisterer kaptajnen på især på Den Internationale Rumstation.
Missionsspecialisterne.
Missionsspecialisterne (: "Mission Specialist") får tildelt et nummer til deres missionsspecialist-titel og til hvert missionsspecialist-nummer hører bestemte opgaver og en bestemt plads på rumfærgen.
Nyttelast-specialist.
Nyttelast-specialist (: "Payload Commander" eller "Payload specialist") en af missionsspecialisterne. Varetager opgaver i forbindelse med medbragte forskningsprojekter eller vigtigt udstyr der kan kræve specialviden.
Gæste-astronaut.
Gæsteastronaut (: "Payload specialist"); på NASA's missioner var der i årene 1983 til 2003 ofte også en såkaldt Payload specialist med, denne person har en specialviden i forhold til den pågældende mission. Gæsteastronauten havde nødvendigvis ikke en astronautuddannelse, men en videnskabelig uddannelse og deltog i træningen til missionen. En gæsteastronaut kunne også komme fra et andet land, da man skal have amerikansk statsborgerskab for at blive NASA-astronaut.
At bo på en rumstation.
At opholde sig i rummet i længere tid stiller større krav til teknologien såvel som fysiologiske og psykologiske faktorer.
Menneskekroppen er skabt til at leve under de forhold der er her på Jorden. Det tryk der er ved havets overflade er normalt for mennesket, vores muskler bliver holdt i gang af tyngdekraften, at svæve rundt i vægtløshed i rummet er en unormal tilstand for menneskekroppen. Rumsyge der minder meget om køresyge er en af prøvelserne man udsættes for når man rejser i rummet. Balancenerven bliver forvirret af vægtløsheden, man bliver utilpas, får kvalme og risikerer at kaste op.
Vægtløsheden kan give muskel og ledproblemer, astronauterne skal forebygge ved at dyrke motion mindst 2 timer i døgnet.
Mangel på D-vitamin kan føre til knogleskørhed, størstedelen af D-vitamin optages gennem huden fra sollys, på en rumstation tilføres huden intet sollys. For at undgå knogleskørhed skal astronauterne have tilført ekstra D-vitaminer og kalcium.
Tarmsygdomme kan også opstå på de lange missioner, maden skal være langtidsholdbar så man spiser meget dåsemad om bord på en rumstation. For at undgå tarmproblemer skal astronauterne have tilført ekstra fibre og probiotika.
Selvom besætninger er udvalgt med psykologiske profiler der passer til jobbet, er det sin sag at opholde sig i flere måneder i små lukkede rum uden privatliv.
Saljut og Skylab.
De første rumstationer blev bygget i 1970'erne, de første forsøg var en serie af mindre sovjetiske rumstationer hvor der kun var plads til få kosmonauter om bord. Saljut 1 var den første i serien, men det lykkedes ikke kosmonauterne at komme om bord på rumstationen på det første besøg, da rumskibet ikke kunne sammenkobles med stationen. På det andet besøg lykkedes det at komme om bord på rumstationen hvor besætningen på 3 kosmonauter opholdt sig i 3 uger. Besætningen Georgi Dobrovolsky, Vladislav Volkov og Viktor Patsayev skulle bl.a. forsøge at dyrke grøntsager i et drivhus, det lykkedes ikke særlig godt. De skulle også træne musklerne for at undgå knogleskørhed, men rumstationen kunne ikke holde til motionscyklernes rumlen, så de fik ikke dyrket motion. På grund af noget røgudvikling opstod der uenighed imellem kosmonauterne efter de havde været på rumstationen i 10 dage. Kontrolcenteret i Rusland besluttede at give besætningen en fridag for at undgå yderligere stress. Efter 3 ugers ophold var der tegn på hjemve, desværre omkom kosmonauterne på vejen tilbage til Jorden. En utæthed i rumfartøjet gjorde at ilten forsvandt men hvis de havde båret trykdragter havde de haft mulighed for at overleve og ved alle efterfølgende landinger blev der benyttet trykdragter.
I 1973 sendte USA rumstationen Skylab op, men den første mission blev sendt af sted for at reparere rumstationen der havde taget skade under opsendelsen. En solskærm der skulle skygge for de kraftige solstråler var gået i itu det medførte at der var temmelig varmt om bord på Skylab. Temperaturen var over 50 °C hvilket kunne medføre giftige gasarter. Solpanelerne der skulle sørge for energiforsyningen på rumstationen skulle også repareres. Astronauterne Pete Conrad, Paul Weitz og Joseph Kerwin måtte udføre en besværlig rumvandring for at få solskærm og solpaneler til at virke. Den første besætning var 18 dage på Skylab.
Et lignende scenario skete for den sidste besætning på Saljut 7 i 1985. Kosmonauterne Vladimir Dzhanibekov og Viktor Savinykh ankom til en frossen rumstation uden strøm. Det lykkedes dem at få både lys og varme til at virke efter et par dages arbejde med hue, halstørklæde, vanter og en del af værktøjet var en lommelygte, mens de overnattede i det rumfartøj de var ankommet i.
På Skylabs sidste mission i 1974 fik NASA en lektion i stress-håndtering; den hårde kommanderende tone fra kontrolcenteret udløste en strejke hos besætningen der bestod af Gerald Carr, William Pogue og Edward Gibson.
Mir.
Kosmonaut ser ud af rumstationens vindue (Mir)
Det amerikanske flag på Mir
I løbet af de 14 år Mir var i kredsløb fra 1986 til 2001 var der i alt 79 astronauter/kosmonauter på besøg.
Mange rekorder der blev sat på Mir holder stadig i dag (2008).
Valeriy Polyakov opholdt sig i 14 måneder (437 døgn) på Mir og har rekorden i det længste ophold i rummet.
Et Soyuz fartøj (Soyuz TM-6) skulle i 1988 retur til jorden fra Mir og Alexandr Lyakhov og Abdul Ahad Mohmand fik problemer ved genindtræden, efter gentagne forsøg lykkedes det, men med et par dages forsinkelse.
Sergej Krikaljov er rekordholder i den længste sammenlagte tid i rummet (803 døgn). Mens Krikaljov opholdt sig på Mir blev Sovjetunionen (USSR) i 1991 opløst til en række mindre stater. Mir der havde været sovjetisk blev til en russisk rumstation og Krikaljov skiftede på den måde nationalitet mens han var i rummet. Han blev også den første kosmonaut der fløj om bord på en amerikansk rumfærge.
Rumprogrammerne der hidtil havde været adskilte som værende enten amerikanske eller tidligere sovjetiske/russiske begyndte at have delvis fælles rum-projekter, den første fællesmission (STS-60) fandt sted 1994 hvor en amerikansk rumfærge besøgte MIR.
Eileen Collins blev den første kvindelige pilot og kaptajn, hun var med som pilot på Mir missionen hvor rumfærgen for første gang besøger MIR ("sammenkobles ikke") på mission (STS-63) i 1995. Collins blev også den kaptajn der foretog en 360° vending med rumfærgen før en sammenkobling med Den Internationale Rumstation i 2005.
Shannon Lucid (USA) satte rekord som den kvinde der har været længst tid i rummet (188 døgn), det skete mens hun var om bord på Mir i 1996, rekorden varede til 2007 hvor Sunita Williams satte ny rekord (195 døgn).
På Mir blev udfordringerne for besætningen for som rumstationen blev ældre opstod der større og flere udfordringer. Ildebrand, sammenstød, strømsvigt, mangel på ilt og sammenbrud på køleanlæg var problemer der opstod, problemerne blev løst til tider med stor kreativitet.
I 1997 skulle et ubemandet forsyningsfartøj (Progress) sammenkobles med Mir, sammenkoblingen endte i et sammenstød, sammenstødet satte gang i en kædereaktion af uheld. Strømmen gik, ilt lækkede, navigeringssystemet kunne ikke benyttes situationen blev på et tidspunkt så kritisk at besætningen var ved at gå om bord på redningsfartøjet. Det lykkedes dog det russiske kontrolcenter at få sendt nogle kommandoer til rumstationen ud fra Michael Foales meget kreative beregninger med hans tommelfinger som fast punkt i forhold til stjernerne.
Kulturelle forskelligheder og sprog blev også en del af udfordringerne da amerikanske astronauter og russiske kosmonauter skulle bo og arbejde på samme rumstation.
Den Internationale Rumstation.
a> i sovepose der er tøjret fast, for at undgå han svæver sovende rundt på rumstationen.
USA og Rusland havde hver for sig planlagt en rumstation; Rusland ville bygge Mir-2, USA ville bygge "Freedom" og efter en række politiske beslutninger blev der enighed om at opbygge en fælles rumstation sammen med internationale juniorpartnere. Canada, Japan og Europa indvilgede i at deltage og i 1998 påbegyndtes bygningen af Den Internationale Rumstation (ISS).
På rumstationen arbejder astronauterne med udbygning og vedligeholdelse af rumstationen eller forskningsprojekter. Deres arbejdsdage er planlagt så de får den søvn og hvile de har behov for. Der kommer jævnligt forsyningsfartøjer med forsyninger, udstyr, besætningsmedlemmer og besøgende.
Rumturister og andre rumrejsende.
Fænomenet Rumturisme er rejsende der selv betaler for turen i rummet.
Rumturister.
Amerikaneren Dennis Tito var den første selvfinansierede rumturist (2001). Han har tidligere været ansat som forsker på Jet Propulsion Laboratory hos NASA.
Man kan hvis man har penge nok, købe en billet hos Space Adventures, Ltd. eller hos én af de mange nye rumfirmaer og flyve som rumturist. Det er dog foreløbigt kun det amerikanske firma Virgin Galactic, der kan tilbyde en tur til rummets grænse (til over 100 kilometers højde med rumskibet "SpaceShipTwo") inden for en overskuelig fremtid.
Mindst to danskere har allerede købt billetter, nemlig forretningsmændene René Gross Kærskov og Per Wimmer, bosiddende i udlandet. Hvornår de sendes op er ukendt, men én af dem bliver sandsynligvis den første dansker i rummet.
Andre rumrejsende.
a> var den første rumturist, han anser ikke sig selv som værende "turist", men som uafhængig forsker.
Andre er blevet sendt op med rumfærgen af mere politiske årsager; senator Jake Garn (republikaner) (1985) og kongresmedlem Bill Nelson (1986) (demokrat) var politikere.
Salman Al-Saud prins af Saudi-Arabien var Gæste-astronaut på en mission hvor en arabisk satellit skulle sættes i kredsløb (1985).
Christa McAuliffe var en skolelærer der blev tilbudt en rumrejse for at øge den amerikanske rumfartsadministration NASAs popularitet i og interesse fra offentligheden. Hun skulle med rumfærgen Challenger på mission STS-51-L (1986) og undervise på direkte TV fra rummet. Missionen endte i en katastrofe da rumfærgen styrtede ned, efterfølgende har NASA ville ikke længere have ikke-astronauter om bord på rumfærgerne. Ikke fordi hun på nogen måde havde indflydelse på hændelsen, men fordi Rogers-kommissionen der undersøgte ulykken, konkluderede at rumfærgerne ikke var sikre fartøjer og civile burde ikke medbringes.
Sovjetunionen tilbød med "Interkosmos"-programmet rumydelser til sine allierede. Det handlede om satellitopsendelser, instrumenter på sovjetiske satellitter eller blot satellitkommunikation. 12 lande sendte hver én mand (oftest forsvarsministerens søn) på en forlænget uge til en Saljutrumstation eller Mir.
Danske rumrejsende.
Organisationen Copenhagen Suborbitals er ved at udvikle en raket, der skal fragte den ene af de to stiftere ud i rummet. Kristian von Bengtson er designeren af rumfartøjet "Tycho Brahe" og Peter Madsen skal flyve den måske første danske bemandede rummission.
Astronom.
En astronom beskæftiger sig videnskabeligt med og er uddannet inden for astronomi.
Dvs. en person, der dyrker læren om universet og himmellegemerne.
Aswan.
Første Katarakt, træsnit i bog fra 1890
Aswan (200.000 indb.) er en by i den sydlige del af Egypten. Aswan ligger på Nilens østbred ved Nilens Første Katarakt. Her snævrer floden sig ind, deler sig i flere arme omkring klippepartier og flere øer, blandt andet Elephfantine, ligesom katarakten er karakteriseret ved flere strømfald, der har gjort floden vanskeligt sejlbar herfra. Aswan ligger nær Aswandæmningen, og byen er hovedsæde i gouvernementet Aswan. Aswan ligger i en af Jordens tørreste regioner, og der går normalt adskillige år mellem hvert regnskyl og det præger fortsat enkelte af de nubiske beboelsesområder, hvor mange huse ikke er forsynet med tag. I Egyptens tidlige historie var Aswan (oldtidens Syene) i lange perioder landets grænseby mod syd, og byen var et vigtigt handelscentrum. Der findes mange kulturhistoriske oldtidsminder og seværdigheder i og omkring Aswan. De gamle egyptiske geografer og astronomer antog, at byen lå direkte under Solens nordlige vendekreds, og at Solen lige netop stod lodret over byen, når den var i sin nordligste position (ved sommersolhverv omkring den 21. juni). Et kig på et moderne landkort viser, at Aswan faktisk ligger ganske tæt på, og kun godt 50 km nord for vendekredsen.
Aswan
Atlantis.
Atlantis er et sagnland, som den græske filosof Platon benyttede som et eksempel på en idealstat i sine dialoger Kritias og Timaios. Han beskrev det som oprettet af Poseidon og beliggende i Atlanterhavet og fortalte, hvordan hovedstaden var omgiver af mægtige cirkulære kanaler med et palads i centrum, og hvorledes landet til sidst forsvandt under havets overflade. Historien blev gennem det meste af oldtiden set som en litterær fiktion, og først hen mod oldtidens slutning begyndte nogle kommentatorer af Platons værker at anse historien for sand. Gennem middelalderen og især i nyere tid voksede interessen for Atlantis, og man identificerede landet med de forskelligste områder, for eksempel Helgoland eller Antarktis.
Platon angav at Atlantis sank i det 10. årtusinde f.Kr..
Den reelle baggrund for sagnet kan være den vulkanske eksplosion, der ødelagde øen Thera/Santorini i slutningen af det 17. århundrede f. Kr. Mange arkæologer hævder, at eksplosionen må være foregået cirka 1530/1500 baseret på det arkæologiske materiale. Herimod rejser omfattende naturvidenskabelige dateringer sig. Stort set alle større kulstof-14 undersøgelser indikerer således en dato i sidste halvdel af det 17. århundrede f. Kr., og iskerneboringer på Grønland og årringsstudier indikerer også væsentlige atmosfæriske begivenheder i denne periode, men ikke 1530/1500. I øvrigt er de traditionelle arkæologiske dateringer bundet op på den usikre egyptiske historiske kronologi, hvor man opererer med en høj, mellemste og lav kronologi, hvor det i mange år har været kutyme at anvende den mellemste. Thera-undersøgelserne tyder dog på, at det er den høje egyptiske kronologi, der bør anvendes. Mange arkæologer er også overbevist om dette i dag.
Andre gåder/underværker/sagn: Kuglelyn, Stonehenge, Påskeøen, Nazca-linjerne, Piri Reis-kortet, Sfinksen i Giza, Pyramiderne i Giza, Den store pyramide i Giza, Verdens syv underværker
Atom.
Et atom er den mindste kendte kemiske bestanddel af et grundstof.
Ordet atom stammer fra det græske ord "atomos" der betyder udelelig: Grækerne forestillede sig atomet som en absolut "mindste" enhed som materien kan opdeles i.
Atomer består af en kerne og række elektronskaller med negativt ladede elektroner i. Kernen er uhyre lille, er kun ca. en hunderedetusindedel af atomet, men rummer næsten al massen. Kernen består af to slags partikler, positivt ladede protoner og neutrale neutroner, og sammensætningen af disse bestemmer hvilket grundstof og hvilken isotop atomet er.
Selvom atomet består af elementarpartikler, var den græske antagelse korrekt for så vidt, at et atom er den mindste mængde af et grundstof (f.eks. svovl der har nr. 16 i det periodiske system) man kan have. Hvis man delte et enkelt svovlatom i to lige store dele, ville slutresultatet være to ilt-atomer snarere end to "mindre" portioner svovl.
En kemisk sammensætning af atomer kaldes en kemisk forbindelse. Eksempler på kemiske forbindelser er molekyler og salte.
Historie.
Filosoffen Demokrit (460-370 f.Kr) menes at være den første, som i 440 f.Kr. fremsatte en teori om at verden består af en masse små dele. Dem kaldte han "atomos". Han postulerede, at atomerne udførte mekaniske bevægelser, at de hang sammen vha. kroge, og at de havde forskellige størrelser og former.
Denne teori mødte stor modstand. Folk kunne ikke acceptere, at alt bestod af atomer, også immaterielle begreber, som f.eks. sjæl og mod, og de kunne ikke acceptere den determinisme, som lå i teorien.
Omkring samme tid kom Aristoteles med sin berømte teori om, at verden bestod af de fire elementer jord, vand, luft og ild. Denne teori var meget nemmere at forstå og var mere forenelig med datidens religion, hvilket er grunden til at dette blev den dominerende teori.
Sådan stod det på i mange hundrede år. Aristoteles' teori blev meget integreret i religionen, så man blev betragtet som kætter, hvis man ikke troede på Aristoteles. Demokrits teori gik i glemmebogen.
Man skal helt frem til 1500-tallet for at finde eksempler på folk, som trodsede Aristoteles og kirken. Peter Ramus forkastede Aristoteles' teorier ved at påvise at vindampe kunne trænge igennem 4 lag papir. Dette indikerede, at der muligvis kunne være noget om Demokrits teori.
I 1600-tallet blev atomteorien fremstillet på sådan en måde, at den var mere forenelig med religionen. Pierre Gassendi sagde, at atomerne var skabt af Gud, så man var ikke nødvendigvis kætter ved at tro på Demokrits atomteori.
I 1803 gjorde John Dalton en opsigtsvækkende opdagelse. Han havde studeret atomteorien, og det lykkedes ham vha. forskellige eksperimenter at finde et system i atomerne. Han regnede ud, hvor mange slags af hvilke atomer, der skulle til for at danne bestemte molekyler.
I 1913 opstillede Niels Bohr en model for brintatomet, som er det simpleste af alle atomer. Bohrs atommodel repræsenterer et mellemstadium mellem en klassisk elektrodynamisk og en moderne kvantemekanisk beskrivelse af brintatomet. Bohrs atommodel angiver korrekt bølgelængderne af lyset i brintatomets linjespektrum.
Kernevåben.
Kernevåben, også kaldet atomvåben, er bomber der anvender radioaktivt materiale som sprængsats. Man skelner mellem
De såkaldt "beskidte bomber" indeholder kemisk sprængstof pakket med ekstremt giftigt, radioaktivt materiale, som ved detonationen spredes ud over et stort område og gør det ubeboeligt. Beskidte bomber er altså ikke kernevåben i snæver forstand.
Atombomben.
Atombombe over Nagasaki i 1945.
Atombomben blev "opfundet" af Leó Szilárd, der ansøgte om patent d. 4. juli 1934.
Bomben blev udviklet i USA under 2. verdenskrig i et gigantisk projekt med kodenavnet Manhattan-projektet under ledelse af fysikeren J. Robert Oppenheimer og testet ved en prøvesprængning (Trinitytesten) d. 16. juli 1945 i Jornada del Muerto ørkenen i New Mexico.
I en atombombe spaltes uran (eller plutonium) til lettere kerner og neutroner, der medvirker ved spaltningen af nye kerner osv. i en kædereaktion under frigivelse af store energimængder. For at kædereaktionen kan løbe løbsk og udvikle sig til en eksplosion, skal enten massen eller tætheden af fissionsmaterialet være større end en vis kritisk værdi. Atombomben kan derfor konstrueres efter to forskellige principper. I det ene tilfælde sammenføjes to klumper uran, hvorved massen bliver overkritisk. I det andet tilfælde sammenpresses en klump uran, hvorved tætheden bliver overkritisk.
Ved angivelsen af en atombombes sprængkraft sættes den frisatte energi i relation til brændværdien af det kemiske sprængstof trinitrotoluen (TNT). Sprængkraften af en atombombe ækvivalerer typisk 5-50 kiloton TNT. Den største konventionelle bombe, der er konstrueret, har en sprængkraft af størrelsesorden 10 ton TNT, hvilket betyder, at atombomben er cirka tusind gange mere slagkraftig end noget våben, verden hidtil havde kendt.
Ved sprængning af atombomber i atmosfæren, slippes adskillige radioaktive stoffer ud i atmosfæren. Disse radioaktive stoffer spredes og falder senere til jorden som radioaktivt nedfald, hvilket skaber store sundhedsmæssige problemer.
Brintbomben.
Testsprængning af brintbombe i 1952
Brintbomben blev opfundet af Edward Teller og testet ved en prøvesprængning i 1952 på øen Elugelab i Enewetak-atollen, som er en af Marshall-øerne i Stillehavet.
I en brintbombe sammensmeltes isotoper af brint til helium ved en termonuklear reaktion under frigivelse af enorme energimængder. I brintbomben eftergøres de processer, som forløber i Solens indre under høj temperatur og stort tryk. For at muliggøre kernesammensmeltningen er man nødt til at anvende en atombombe som tændsats, og detoneringen af den bidrager væsentligt til energiudviklingen.
Det stod hurtigt klart at brintbomben var et endnu mere frygtindgydende våben end atombomben, eftersom sprængkraften er af størrelsesorden tusind gange så stor, altså af størrelsesorden 5-50 megaton TNT. Den kraftigste brintbombe, der hidtil er detoneret er bomben Tsar Bomba, der blev sprængt af Sovjetunionen den 30. oktober 1961.
Brintbomben har ikke været anvendt i væbnede konflikter.
Tsar Bomba.
Tsar Bomba er historiens hidtil største og kraftigeste prøvesprængning af et kernevåben og fandt sted i Novaya Zemlya, Rusland, den 30. oktober 1961. Bombens sprængkraft var på ca. 50 megaton TNT (10 gange så meget sprængstof som blev anvendt under hele 2. verdenskrig). Ildkuglen nåede en diameter på 8 km, hvormed den rørte jorden og kom næsten lige så højt op som flyet, der smed den, og den kunne tydeligt ses og mærkes op til 1.000 km væk, hvor den smadrede ruder i Finland og forvoldte mindre strukturelle skader andre steder. Den intense varmestråling ville have forårsaget tredjegradsforbrændinger indtil 100 km fra ground zero. Paddehatteskyen nåede en højde af 62 km (7 gange Mount Everest), før den forsvandt ud af atmosfæren og var et sted mellem 30-40 km i diameter. Den seismiske chokbølge kunne stadig måles på dens tredje jordomrejse. Den målte et sted mellem 5-5,25 på Richterskalaen. 50 megaton er omtrent 2,1*1017 joule, processen varede 39 nanosekunder, producerende 5,4*1024 watt (5,4 yottawatt). Det svarer til at man i dette korte tidsrum producerede ca. 1,4% af den energi, solen udleder i samme tidsrum. USAs største brintbombe, B41, kunne teoretisk nå 25 megaton TNT - halvt så meget kraft som Tsar Bomba, selvom den største, de nogensinde har testet, "kun" var på 15 megaton TNT.
Historisk betydning.
For at undgå en blodig invasion af de japanske hovedøer, som ville koste noget nær 1 million amerikanske soldater livet, valgte den amerikanske regering at bruge atombomben for at tvinge Japan til at overgive sig betingelsesløst. Den første atombombe (Little Boy) blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945, og 3 dage efter fulgte endnu en (Fat Man) over Nagasaki. Herefter kapitulerede Japan.
Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki forandrede efter manges mening verden for altid. Bl.a havde naturvidenskaben i manges øjne endegyldigt mistet sin uskyld, fordi naturvidenskabsfolk på afgørende vis havde medvirket ved udviklingen af atombomben.
Siden 2. verdenskrig har kernevåben spillet en central rolle i det politiske spil mellem nationerne, især under Den kolde krig. Sovjetunionen fik sin første atombombe i 1949 og sin første brintbombe i 1953.
Den udbredte frygt for de katastrofale følger af en atomkrig har afstedkommet traktaten om ikke-spredning af kernevåben, hvis formål er at fastholde antallet af nationer, som disponerer over kernevåben (p.t. USA, Rusland, Indien, Pakistan, Kina, Storbritannien, Frankrig og Israel) og samtidig nedsætte antallet af sprænghoveder.
I nutiden er en af de alvorligste trusler, at terrororganisationer vil gøre brug af miniatombomber eller beskidte bomber. Mistanken om at Irak var ved at udvikle kernevåben var f.eks. den officielle forklaring på USA's invasion af Irak under Irakkrigen.
Nordkorea gennemførte en prøvesprængning af et kernevåben i oktober 2006. FN's sikkerhedsråd blev nogle dage senere enige om en resolution, der indførte sanktioner mod Nordkorea. Der vil dog sandsynligvis gå lang tid, før landet selv kan udvikle et kernevåben, som det er praktisk muligt at anvende - medmindre landet får assistance fra udlandet. Det er endda blevet foreslået, at det ikke var en prøvesprængning, da de målte rystelser fra sprængningen kan være forårsaget af almindeligt sprængstof i stor mængde. Nordkorea nedlagde i slutningen af 2007 sit atomprogram mod løfter om olie og naturgas til at dække det energibehov som Kim Jong-il hævdede hans atomprogram skulle bruges til. Man foretog dog en ny prøvesprængning d. 25. maj 2009. Den nye test nåede iflg. russiske seismologer op på ca. 20 kt, hvilket svarer meget godt til andre landes førstegangstester.
Atrium.
Et atrium er et mindre gårdrum afgrænset af omkringliggende bygning og er i klassisk forstand ikke nødvendigvis overdækket. Det kan også være et frodigt gårdrum som de lidt finere arabere havde i gammel oldtid.
X2.
X2 er en teknologi - udviklet af 3COM - til transmission af data over normale telefonlinjer med en hastighed på op til 56.600 bps. X2 blev sammenlagt med K56Plus fra Rockwell Semiconductor (nu Conexant) og dannede herefter K56flex.
Atrofi.
Atrofi (fra græsk, "atrophia", "afmagring") er et lægeligt udtryk som betegner svind af væv, legeme eller organ. Årsagen til denne tilstand kan være normal fysiologisk udvikling, mangelfuld ernæringstilstand, nedsat brug eller alderdom.
Histologi.
Atrofi dækker over to principielt forskellige begreber. Både faldende celletal, og svind i cellemasse - kombinationer er også muligt.
Tab af cellemasse er fx det der sker, når muskler svinder under langvarig sygdom, eller fedtceller skrumper ved slankekur/sult. Der er det samme antal celler i de enkelte muskler, men de enkelte celler er blevet betragteligt mindre. På dette punkt, er atrofi i modsætning til hypertrofi.
Tab af celler, ses fx i tarmen, under langvarig underernæring. Der bliver ikke nydannet celler, når de gamle dør, derfor falder antallet af celler. Atrofi modsvarer her hyperplasi.
Atrofi, i form af falende celletal, dækker over begreberne nekrose, der dækker over patologisk celledød, eller apoptose der er naturlig og styret celledød.
Hvis atrofien er sygelig kan de danske udtryk (vægt-)svind, svindsot eller tæring anvendes synonymt.
Botanisk.
Også planter kan atrofieres. Ved begyndende vandmangel, tabes saftspændingen, men ved langvarig udtørring svinder cellerne ind og planten begynder at blive gullig at se på, man siger, at "den visner". Når skaden er sket, og planten er helt tør, siger man i stedet "den er visnet". På den måde skelnes der i dansk sprog mellem atrofieringsfasen og dødsfasen hos planter.
XAML.
XAML (forkortelse for eXtensible Application Markup Language, udtales /ˈzæməl/) er et deklarativt XML-baseret sprog udviklet af Microsoft til blandt andet at oprette og tildele værdier til objekter i .NET Frameworket. Det er udgivet under en særlig Microsoft licens "Open Specification Promise", der kort fortalt betyder at Microsoft ikke vil sagsøge konkurrenter hvis de bruger XAML i deres produkter.
XAML bruges i Windows Presentation Foundation (WPF), Silverlight og Windows Workflow Foundation.
I WPF og Silverlight bruges XAML til at beskrive brugergrænsefladen dvs knapper, menuer, animation mv. men alt hvad man kan gøre i XAML kan også gøres i ved at instantiere WPF-klasser. Fordelen ved at lave brugergrænsefladen i XAML er at man kan designe brugergrænseflade i et designværktøj, der ikke kræver kendskab til programmeringssprog som C#.
Xanadu.
Xanadu er en amerikansk film fra 1980 instrueret af Robert Greenwald. Olivia Newton-John spiller med i filmen.
Stednavnet stammer oprindeligt fra Shan-du, der er en by i Mongoliet nævnt af Marco Polo. Herefter optræder det som Xanadu i en bog af Samuel Purchas.
Den væsentligste kilde for inspiration med hensyn til navnet er nok Coleridges digt "Kublah Khan".
Et par andre steder det er benyttet, er i Orson Welles' filmklassiker "Citizen Kane", i en af Kim Larsens sange, og i Jan Kjærstads bog "Forføreren".
Aubergine.
Aubergine ("Solanum melongena") tilhører samme familie som Kartoffel og Tomat, og den stammer oprindelig fra Sydøstasien. Auberginer findes i mange forskellige sorter, der giver vidt forskellige frugter. Den mest kendte herhjemme, er den violette variant - hvis farve også kendes som auberginefarvet.
Andre varianter er små og runde, stribede eller ægformede. Det engelske navn er "eggplant" - og den kendes også herhjemme under navnet ægplante.
Selve planten er op til 1½ meter høj med lavendelblå natskyggeblomster. Frugtkødet er hvidt og svampet i konsistensen, og de store violette farvede frugter bør skrælles før brug, da skrællen har en bitter smag.
De småfrugtede sorter kan godt spises med skræl. De kan grilles, dampes, gratineres, paneres og indbages. Aubergine indgår i traditionelle middelhavsretter som Ratatouille og Mousaka.
Auditør.
I forsvarets auditørkorps er auditøren en undersøgelsesleder. Auditøren og dennes medhjælpere, auditørfuldmægtige fungerer herudover som anklager i militære straffesager ved by- og landsretterne (ved Højesteret er det generalauditøren og dennes fuldmægtige, der udgør anklagemyndigheden). Auditøren og auditørfuldmægtigene skal være uddannet jurister, cand.jur.
Transport- og Energiministeriet har egen auditør - "Auditøren under Transport- og Energiministeriet".
Augur.
En augur var en præst og embedsmand i den klassiske verden, særligt i Etruskerriget og Det gamle Rom. Hans hovedopgave var at fortolke fuglenes flugt—dvs. om de flyver i gruppe eller alene, hvilke lyde de gør når de flyver, flyveretningen og hvilken slags fugle de er. Dette kaldtes "at tage Auspicier". Augur'ens funktion og den ceremoni som han stod for var en central del af det romerske samfund—offentligt såvel som privat—og den vedrørte forhold som krig, handel og religion.
Den romerske historiker Livius skriver (VI.41): "auspiciis hanc urbem conditam esse, auspiciis bello ac pace domi militiaeque omnia geri, quis est qui ignoret?" ("Hvem kender ikke til at denne by kun blev grundlagt efter et helligt bestik, at alt vedrørende krig og fred, hjemme såvel som ude, kun blev udført efter at tage helligt bestik?")
August.
August måned er opkaldt efter Augustus, romersk kejser. Ældre dansk navn er Høstmåned.
Det er en ofte hørt misforståelse at det er kejser Augustus som var skyld i, at august har 31 dage, ifølge denne legende fordi han ikke ville acceptere at måneden han omdøbte efter sig selv skulle blive kortere end juli, som var opkaldt efter hans forgænger og adoptivfar Julius Cæsar. Ændringen skyldes imidlertid ikke Augustus, men blev gennemført af Cæsar i år 45 f.Kr., hvor han forlængede måneden der oprindeligt havde 29 dage med to ekstra. Månedens oprindelige latinske navn var "Sextilis"
Auktion.
Auktion er en salgsmetode hvor der sælges til højstbydende. Auktioner benyttes ofte til salg af kunstgenstande, antikviteter og biler.
Der findes flere typer af auktioner.
Online auktioner kan opdeles i dem, der som de traditionelle auktioner baserer sig på kommisionssalg fra en rekvirent, og dem der ikke inddrager en mellemmand, men består af en direkte handel imellem køber og sælger. Ved kommisonssalg vurderes en indleveret effekt af en vurderingsekspert. Ved en direkte handel mellem køber og sælger bliver effekten ikke vurderet. QXL og Ebay er eksempler på auktioner, hvor der handles direkte imellem køber og sælger.
Ved køb og salg på auktion betales et salær til auktionsfirmaet. Salæret beregnes som en procentdel af hammerslagssummen.
Mange traditionelle auktionsfirmaer er siden årtusindskiftet helt eller delvist blevet online auktioner.
Aura.
Aura er i forskellige esoteriske eller spirituelle kredse det felt af farvede energier, som omgiver mennesker. Mange tror, at clairvoyante kan se en persons personlighed og vurdere hans helbred i auraen.
Auraen består af flere lag som spejler alle menneskets facetter og muligheder, -fysiske/mentale formåen, ubalancer, svagheder, -fortid, nutid, fremtid osv.
Via auraen tyder en Clairvoyant/Seende personens f.eks. livssituation lige her og nu. Ikke alt det sagte bør tages for gode varer, -og vi som mennesker får reelt set intet ud af at få alt det som vil ske i fremtiden, -for da hverken udvikler man sig som mennesker og samtidig glemmer man at være i nuet og går glip af alle de andre muligheder livet byder på.
Etymologi.
Ordet oprinder fra det græske αύρα, "ávra" "brise", "pust" eller "nimbus". Det er kommet til dansk via latin "aura", der betyder "lysskær", "livsånde", "åndepust" eller "brise".
Aurora (gudinde).
Aurora er i romersk mytologi gudinden for morgenrøden.
Aurora fornyede sig selv hver morgen ved daggry og flyver over himlen og annoncerer morgenens ankomst. Hun har to søskende, en broder (solen) og en søster (månen). Hun har haft mange mænd og har fire sønner: vindene nord, syd, øst og vest.
En af hendes mænd var Tithonus. Aurora bad Zeus om at give ham udødelighed. Aurora glemte dog at spørge om at give ham evig ungdom hvorfor Tithonos ældes for evigt.
William Shakespeare refererer til Aurora i "Romeo og Julie".
Polarlys.
Sydlys (latin "aurora australis") og nordlys (latin "aurora borealis") kan ses, når solvinden er kraftigere end normalt med store elektriske udladninger, der slynger elektrisk ladede partikler mod jorden.
Fællesbetegnelsen for sydlys og nordlys er polarlys ("aurora polaris").
Partiklerne afbøjes af jordens magnetfelt og spiralerer frem og tilbage mellem jordens magnetiske syd- og nordpol. Med tiden taber de kinetisk energi bl.a. ved at anslå atmosfærens atomer. Når atmosfærens atomer afgiver energien igen ved emission udsender de stråling, bl.a. i form af synligt lys.
Iltatomer giver syd- og nordlyset de grønne og røde farver, mens f.eks. nitrogen giver blå og violet. Nordlysets farve bestemmes af hvor kraftige de elektrisk ladede partikler er, da der skal forskellig energimængde til at lade et iltatom i forhold til et nitrogenatom.
Nordlys og nordisk mytologi.
I den nordiske mytologi har nordlys en helt speciel funktion. Aserne byggede et gærde omkring Midgård for at beskytte menneskene mod jætterne. Dette gærde blev som resten af verden bygget af urjætten Ymers døde krop. Gærdet blev bygget af hans øjenvipper og ses af og til langt mod nord som lyse striber på himlen - også kaldet nordlys.
Auspicier.
En auspice (Latin: "auspicium", fra "auspex"; ~ bogstaveligt: "En som ser på fugle") er et varsel. Bliver i dag brugt i betydningen "ledetegn". Det var en måde, hvorpå man tog varsler om fremtiden ved at iagttage fuglenes flugt, måden de lettede på osv. De personer, som var særligt sagkyndige ud i tolkningen af auspicier, kaldte man for augurerne.
Historien fra det gamle Romerrige fortæller om ørnevarsler, særlig om fremtidige kejsere.
I dag taler om "at være under NNs auspicier" - altså ledelse. Denne brug stammer fra det gamle Rom, hvor politiske og militære ledere havde pligt til at tage "auspicier" og "lade sig lede" af disse.
Australske Alper.
De Australske Alper er en fælles betegnelse for de højeste bjergkæder i det sydøstlige Australien.
Auteur.
En auteur er et udtryk, der anvendes om en filmskaber med et særligt kunstnerisk udtryk.
Begrebet auteur opstod hos kredsen omkring det parisiske tidsskrift Cahiers du Cinema. Ifølge den såkaldte auteur-teori er der en række auteurs, som gennem deres filmkunst brød studiesystemets monopol og skabte film med personlige kunstneriske udtryk. Teorien, der opstod i 1950'erne, pegede på bl.a. John Ford, Orson Welles og Alfred Hitchcock som de store auteurs, men senere kom flere til. Målet med en auteur-analyse er at belyse, hvorvidt en given film kan påvise at afspejler et instruktørens særlige filmiske stil eller dennes særlige tematiske valg.
Auto-.
Forstavelsen auto- er græsk og betyder selv-, f.eks. automobil, selv-kørende; automat, selv-bevægende; autonom selv-bestemmende.
Bil.
En bil (eller et automobil) er et selvkørende, motoriseret køretøj opfundet i slutningen af det 19. århundrede. Føreren af en bil kaldes en "bilist".
Der findes ingen præcise optegnelser over hvornår den første bil kørte af egen kraft, men patentet (DRP 37435) der blev registreret 29. januar 1886 anses for at være verdens første bil. Patentindehaveren var Carl Benz (1844-1929), og opfindelsen "Motorwagen Modell 1" et trehjulet køretøj med en encylindret vandkølet benzinmotor på 958 cm³ der ydede 0,75 hestekræfter ved 400 o/min.
Det første køretøj der gik i serieproduktion var Modell 3. Og det var netop i en Modell 3 at Carl Benz' hustru Bertha, med sønnerne Eugen og Richard, uden sin mands viden, foretog den berømte køretur på ca. 80 km fra hjemmet i Mannheim til Pforzheim for at bevise, at når en kvinde kunne køre et automobil, så kunne det jo ikke være så farligt som samtiden ellers mente.
Denne køretur er efter al sandsynlighed den første længere afstand der er tilbagelagt i en automobil. Verdens første bilist var således en kvinde - der havde lånt sin mands bil uden at spørge om lov.
"Automobil" betyder slet og ret "selvbevægende" - altså kan bevæge sig af sig selv, men blev på dansk erstattet af det mere mundrette ord "bil" efter en enquete i dagbladet "Politiken" i 1902.
Spritbiler.
I dag kan man købe biler som kan køre på mere eller mindre sprit. Almindelige biler kan ifølge DR Viden om, køre på op til 5% (vandfri) sprit. I Sverige tilsættes 5 pct. ethanol til al benzin der sælges.
Der findes også biler, hvis motorer kan køre på op til 85% sprit og mindst 15% benzin. Her er en liste over E85 biler.
Nogle få bilmotorer kan køre på 100% sprit. Bemærk at Skycar også kan flyve på 100% sprit.
Selvom sprit bliver til H2O og CO2 i forbrændingsmotorer og brændselsceller, kan sprit godt være CO2-neutralt, hvis CO2 som blev anvendt til at fremstille spritten, oprindeligt kom fra atmosfæren under forbrug af f.eks. solenergi (planter, solceller), vindenergi eller fusionsenergi. Spritten kaldes i så fald bioætanol.
Selvom om samfundet i dag ikke kan lave al spritten der er nødvendig, vil en motorpark (f.eks. bil, lastbiler) som har mulighed for spritanvendelse, stille samfundet som helhed friere i fremtiden. Med de nuværende oliepriser (2006) er sprit, herunder ethanol, dog dyrere at producere og købe end benzin og dieselolie.
Motorvej.
En motorvej er en vej som er forbeholdt hurtigtkørende motorkøretøjer. Motorveje har mindst to vognbaner i hver retning, og vejen kendetegnes ved, at der ikke er niveauskæringer med andre veje, jernbaner, cykelstier osv - en såkaldt facadeløs vej. I midten er vognbanerne adskilt af autoværn eller en meget bred rabat for at forhindre sammenstød med modkørende trafik. Al til- og frakørsel sker på specielle ramper, der fører bilerne op eller ned til den krydsende vej eller for enden af motorvejen, hvis den fortsættes som en anden vejtype. De fleste motorveje har desuden et nødspor i hver side til havarerede køretøjer samt nødtelefoner, hvorfra man altid kan tilkalde hjælp i forbindelse med uheld eller ulykker. Det er også muligt at bestille assistance fra en nødtelefon, hvis man er løbet tør for brændstof.
Motorveje, der krydser hinanden, forbindes med specielle fletningsanlæg, kaldet bl.a. kløverbladsanlæg, diamantanlæg og trompetanlæg.
Historie.
Bilvæddeløb i 1932 på AVUS
Det første motorvejslignende anlæg var AVUS (Automobil-Verkehrs- und Übungsstraße) i Berlin. Det var en privatfinansieret betalingsvej. Vejen blev påbegyndt i 1912, men blev på grund af 1. verdenskrig først åbnet i 1921. Vejen blev hovedsagelig brugt som test- og væddeløbsbane. Efter nogle år blev AVUS forbundet med det øvrige motorvejssystem i Berlin og er i dag en del af E51, én af Berlins vigtigste motorveje.
Danmark.
Det danske motorvejssystem er udformet som bogstavet H: Venstre del af H'et er den jyske strækning fra grænsen til Frederikshavn og Hirtshals - den vandrette del repræsenterer den gamle hovedvej 1 fra Esbjerg til København - og den højre del af H'et er fra Rødbyhavn i syd til Helsingør i nord. Disse 3 strækninger indgår i det europæiske motorvejsnet som henholdsvis E39, E45, E20, E47 og E55. Disse betegnelser følger ruterne videre gennem Europa. Den røde tråd er, at ulige nummererede ruter er fortrinsvis nord-syd-gående, mens lige numre betegner ruter, der går øst-vest. 1. januar 2006 er der 990 km offentlige motorveje og 42 km private motorveje (de faste forbindelser) i Danmark.
Primærruter (hovedvej) der er lavet til motorvej. Rute 15 Rute 18 Rute 9 Rute 21 Rute 23 Rute 16.
15/18 Herning - Århus (Herningmotorvejen) & Århus - Tirstrup(Djurslandsmotorvejen), Herning-Vejle (Midtjyske Motorvej),
9 Odense-Svendborg (Svendborgmotorvejen) 21/23 København-Holbæk-Kalundborg (Holbækmotorvejen), 16 København- Hillerød (Hillerødmotorvejen)
a> bygget i 1940'erne. Læg mærke til anvendelsen af granitsten - en tydelig inspiration fra de samtidige tyske motorvejsbroer"
I Danmark påbegyndes den første motorvej fra Rødbyhavn via Maribo til Sakskøbing d. 14. september 1941 efter pres fra Tyskland. Ved krigens slutning var jordarbejder og broer bygget færdige, men så gik arbejdet i stå. Motorvejen blev først færdigbygget i 1963 i forbindelse med åbningen af Fugleflugtslinjen.
Den første motorvej, der åbnede i Danmark, var "Hørsholmvejen", der blev indviet 23. januar 1956 og gik fra Jægersborg til Brådebæk.
Allerede i 1936 havde nogle af de førende entreprenør- og ingeniørfirmaer i Danmark og Sverige imidlertid præsenteret en plan om et motorvejsnet i Danmark, der i høj grad lignede det nuværende store H, dog uden forbindelsen til Helsingør.
England.
I England åbnede den første motorvej (motorway) i 1958 - "M6 Preston Bypass".
Indien.
I Indien åbenede den første motorvej Indian National Expressway i 1990. Derefter blev Mumbai-Pune Expressway indviet i 2000.
Man er i gang med at føre Indiens ny motorvejsplan ud i livet: en motorvej fra Indiens største by Mumbai over Bangalore- Chennai- Calcutta- New Delhi og retur til Mumbai. Den kommende motorvej på ca.6000 km skal står færdig i 2015.
Italien.
Den 21. september 1924 blev den første delstrækning af den første egentlige motorvej (Autostrada) åbnet i Lainate nord for Milano i Italien. Strækningen var en del af motorvejen til Varese, det der senere skulle blive til "Autostrada dei Laghi" (Sømotorvejen). Vejen havde kun ét spor i hver retning, men med datidens trafiktæthed var det tilstrækkeligt.
Japan.
I Japan åbnede den første motorvej Meishin Expressway i 1963.
Kina.
I Kina åbnede den første motorvej (Jingshi Expressway) i 1990. Senere er det gået strækt, og der opføres konstant nye motorveje overalt i Kina mellem de stor byer, såsom Shanghai, Beijing, Chongqing og Shenyang.
I 2010 kan man køre hele strækningen fra Shanghai eller Beijing til Ürümqi på kun motorvej; turen vil tage ca. 2 dage.
Kina har tilsammen pt. ca. 53.000 km motorvej og motortrafikvej.
Nederland.
Den første nederlandske motorvej (autosnelweg) åbnede i 1936 mellem Voorburg og Zoetermeer (A12). Det var den første motorvej i Europa med nødspor.
Sverige.
Den første rigtige motorvej (motorväg) som anlagdes i Sverige, var vejen mellem Malmø og Lund, som åbnede i 1953. Den var oprindeligt bygget med betonbelægning som de tidlige tyske motorveje.
Tyskland.
Tysk autobahn et tidspunkt mellem 1936 og 1939
I Tyskland påbegyndtes den egentlige motorvejsudbygning i slutningen af 20erne.
Den første motorvej (Autobahn) åbnede i 1932 mellem Køln og Bonn (A555).
Efter nazisternes magtovertagelse kundgjorde Hitler d. 1. maj 1933 bygningen af et vejnet forbeholdt biler mellem alle større byer i Det tyske Rige. Selskabet "Reichsautobahnen" blev oprettet 25. august 1933, ironisk nok som et datterselskab af Deutsche Reichsbahn.
a> i anledning af 10-året for etableringen af "Reichsautobahnen"
Bundesautobahn 659 i Tyskland med nødspor og tilkørselsrampe
I 1935 åbnede den første Reichsautobahn mellem Frankfurt og Darmstadt.
Efter planen skulle der færdiggøres ca. 1000 km motorvej hvert år, men som det fremgår af nedenstående liste, var det kun de første år, at udbygningsraten blev holdt.
Østrig.
I Østrig tog man det første spadestik til West Autobahn ved Salzburg den 7. april 1938 knap en måned efter Østrigs Anschluss til det tyske rige under overværelse af Adolf Hitler. Den 13. september samme år åbnede den første delstrækning af motorvejen. De sidste dele af motorvejen blev færdigbygget i 1970'erne. Motorvejen indgår i europavejsnettet med numrene E55 og E60.
Schweiz.
Vejafgift Vignet fra den Året 2010
Schweiziske motorveje drives af den tyske regering og i mindre grad af individuelle kantoner.
I Schweiz er vejafgift krav siden 1985 på de fleste veje og motorveje i form af en årlig licens (Omkostninger: 40 Schweiziske franc eller 208 DKK). Det er gyldigt for hvert kalenderår, hvor de allerede fra 1. December den nye vignet erstattes.
Den almindelige hastighed grænse er siden 1. Januar 1985 i 120 h (tidligere 130 km/h) ved Stadtautobahnen er det i området mellem 60 og 100 km/h. En reduceret hastighed på 80 eller 100 km/h højst gælder også i de fleste motorvej tunnellerne. Signalisationstafeln består af hvid tekst på en grøn baggrund. Den nummerering er hvid tal på røde søjler.
USA.
USA's Interstate Highway System, er et netværk af motorveje i USA. Det har navn efter Dwight D. Eisenhower, som var præsident i 1956, da loven om systemet blev vedtaget, og som var en af systemets foregangsmænd og politiske sponsorer. Systemet er et delsystem inden for det større "National Highway System", som også omfatter U.S. Highways og andre hovedveje.
De store bilfabrikker havde lobbyet for at få etableret et sådant vejnet, og præsidenten, der under 2. verdenskrig, havde set det tyske motorvejsnet, mente, at et sådant net af motorveje ville være en nødvendig udvidelse af det amerikanske forsvarssystem, for ud over forbedringerne af de civile transportmuligheder, ville vejene også kunne anvendes som militære transportveje, for såvel tropper som forsyninger i krisesituationer.
Hastighedsgrænser.
I Danmark må man ikke køre på en motorvej med køretøjer, der ikke kan køre 40 km/t lovligt. Desuden må 45-knallerter ikke benytte motorvejene. Af hensyn til 40 km/t-grænsen blev Ellerter i sin tid typegodkendt til at køre maksimalt 39 km/t.
Omkostninger ved anlæg.
Omkostningerne ved motorveje er typisk højere end ved andre typer veje. De skal være bygget til højere hastighed, og krydsning af andre veje og jernbaner skal ske via broer eller tunneler. Omkostningerne ved vejanlæg afhænger i høj grad af, om de bygges i bynært område eller i åbent land. Udvidelse af eksisterende motorvej er dyrere end anlæg af ny motorvej. Iflg. finansloven for 2007 koster en ny firsporet motorvej i åbent land 40-70 mio. kr. pr. km., mens en udvidelse af eksisterende motorvej med 2 yderligere spor koster 70-100 mio. kr.
Anlæggelse af motorveje er udsat for NIMBY-effekten, da mange ikke ønsker motorveje i nærhed deres beboelse.
Andre navne.
Autobahn ("ty.") og autostrada ("pl.") lader til at være de eneste udenlandske ord med betydningen "motorvej", som er indgået i dansk.
Avignon.
Avignon er en by i Frankrig. Den ligger ved bredden af Rhonefloden i Provence.
Fra 1307 til 1378 residerede paverne i Avignon.
Det historiske centrum har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1995.
Avignon ligger midt i Provence. Mange turister kommer til byen for at opleve nogle af de mange seværdigheder, f.eks. resterne af den oprindelige bro St. Bénezét der når halvt ud i Rhonefloden, men som førhen har forbundet de 2 sider af Rhône med øen Barthelasse. Desuden er der det store pavepalads (hvor man også kan komme ind og se de gamle vægmalerier), de små hyggelige gader med lækre foretninger og små fortorvscaféer og meget andet.
Ikke mindst ses den sandstenspudsede bymur rundt om det indre Avignon som smukt spejler sig i Rhonefloden.
Gaderne i Avignon er altid fulde af liv. I juli afholdes den traditionelle teaterfestival, hvor teatergrupper og kunstnere fra hele Europa samles i byen.
De traditionelle teatergrupper viser deres stykker i teatrene i byen, mens de alternative grupper kan opleves på gaderne og på pladserne. Der er alle slags artister og dansere, portrætmalere og blot mennesker der har malet sig og står så stille at folk tror de er statuer og ikke mindst kan man støde på traditionelle "klovne" som lader som om de er inde i en usynlig kasse.
Avlsregister.
Et avlsregister er et register over dyr (for eksempel hunde), der ved prøver og udstillinger har vist sig berettigede til brug i avlen.
Ayatollah.
Ayatollah (persisk آيت الله, arabisk آية الله) betyder "Guds tegn" og er en høj religiøs titel for shiamuslimske lærde. De, som bærer titlen, har gennemført årelange studier i islamiske videnskaber som retsfilosofi, etik, filosofi og mysticisme. Ofte underviser de i skoler, "hawza", som beskæftiger sig med islamisk videnskab.
I den religiøse rangorden står en ayatollah over en "mullah" og en "hojatoleslam." Sidstnævnte er en slags ayatollah-kandidat. Enkelte af mest respekterede og lærde ayatollaher tillægges titlen "storayatollah" og udøver særlig stærk indflydelse inden for og uden for præsteskabet.
I vesten blev ordet ayatollah først rigtig kendt efter den islamiske revolution i Iran i 1979, hvor det nærmest blev synonym med (stor)ayatollah Ruhollah Khomeini og "præstestyret".
I 1970 holdt Khomeini i Najaf en forelæsningsrække, der senere udkom i bogform med titlen "Den islamiske stat eller De retslærdes styre (velāyat-e faqīh)". Han gjorde heri op med det shiitiske præsteskabs politiske passivitet og skabte det teoretiske grundlag for Den islamiske republik Irans forfatning efter revolutionen.
Azimut (astronomi).
Azimut betegner retningen til et himmellegeme, målt i grader, langs horisonten fra nord mod øst. Denne vinkel udgør den ene af de to koordinater til himmellegemet
Vinklerne kan måles med et azimutalinstrument.
Ødipus.
Ødipus var en græsk sagnkonge (på græsk: Oidipous) spiller en vigtig rolle i den thebanske sagnkreds. Ødipus var søn af Laios og Iokaste.
Udsættelsen.
Kong Laios af Theben var blevet spået af Oraklet i Delfi, at fik han en søn ville denne søn dræbe ham og gifte sig med sin mor (Laios' kone). Da Laios fik et drengebarn med sin dronning Iokaste besluttede han derfor, af skræk for orakelsvaret, at bede en af sine hyrder at sætte den lille dreng ud i ødemarken. For at være sikker på at han ikke kunne bruges som slave gennemborede han barnets akilles-sener. Hyrden fulgte dog ikke ordren men gav barnet videre til en hyrde fra den nærliggende bystat Korinth. Denne Hyrde overgav drengen til kongeparret i Korinth, Polybos og Merope. De syntes om drengen og da de selv var barnløse tog de ham til sig og gav ham navnet Ødipus, der betyder svullenfod (på grund af de vansirede hæle).
Oraklet i Delfi.
Således voksede Ødipus op som kronarving af Korinth, uvidende om sit rigtige ophav. Han udviklede sig til at blive en stærk og ædel ung mand. Ved en fest var der dog en, der en dag kom med antydninger om, at Ødipus var af fremmed herkomst, og da han forsøgte at udfritte sin mor om emnet, afviste hun ham. Ødipus drog da til Delfi for at lade oraklet give ham klarhed. Oraklet var som sædvanligt ikke spor klart. Det sagde følgende til ham: "flygt fra din far, for møder du ham igen, vil du dræbe ham og derefter ægte din mor og avle børn med hende". Da Ødipus fik dette svar af Apollon, vovede han ikke at vende tilbage til sin barndoms by Korinth, hvor han jo troede, at hans far og mor var. I stedet tog han vejen mod øst; mod Theben. Ved korsvejen ved Parnassos mødte han en fornem herre med følge. Da herolderne bad ham om at vige, vågnede stoltheden hos Ødipus, der jo var kongesøn, og et skænderi udviklede sig til et slagsmål, hvor Ødipus dræbte både herolder, følge og den fornemme herre. Kun kusken undslap og vendte tilbage til Theben for at rapportere, at Kong Laios var død dræbt af røvere.
Sfinxen.
"Hvad har én stemme, fire fødder, siden to fødder, til sidst tre fødder og er stærkest på færrest fødder??" Ødipus svarede: mennesket, da han vidste at mennesket kravler på alle fire fra fødsel, går på to ben midtvejs i livet og tre ben ved livets ende (stok = tredje ben). Hvad Ødipus ikke selv indså, var, at svaret i virkeligheden mere specifikt er hans eget liv; gåden er synonym med Ødipus' egen skæbne/forbandelse. Men Sfinksen faldt død ned fra sin klippetop. Indbyggerne i Theben var begejstrede for deres redningsmand og udnævner ham til konge. Ødipus ægter da enken efter den tidligere kong, Iokaste hans egen mor. Med hende ved sin side lever han i fremgang og får sønnerne Polyneikes og Eteokles og døtrene Antigone og Ismene
Pesten.
Efter nogle år udbryder der i Theben en frygtelig pest. Mange dør, og kornet rådner på markerne. Ødipus ved at han som konge er nødt til at sone guderne og sender Iokastes bror Kreon til Delfi for at spørge oraklet der om hvad man skulle gøre. Delfi var også kultsted for Apollon. Man troede faktisk, at det var Ares, der sendte pest. Pythia (oraklet) svarer at landet Theben vil gå til grunde hvis ikke man finder den gamle kong Laios' morder. Ødipus sætter straks en undersøgelse i gang og tilkalder seeren Teiresias. Desværre vægrer denne sig ved at svare på Ødipus' spørgsmål. Da Ødipus bliver vred og beskylder Teiresias for svig, tager denne endelig til genmæle og siger at det er Ødipus selv der er skyld i byens ulykker. Først vil Ødipus ikke tro ham, men efterhånden som undersøgelsen skrider frem bliver det klart at Oraklet har talt sandt. Ødipus har dræbt sin egen far og har ægtet og besvangret sin mor. Iokaste hænger sig og Ødipus prikker sine egne øjne ud med hendes skuldernål.
Landflygtighed.
Ødipuses sønner drev ham bort fra byen, men de to døtre fulgte ham. Han endte ved den lille by Kolonos nær Athen hvor hans tragiske liv endelig fik ende. I Kolonos dyrkedes ved hans grav, Ødipus som Hero.
Sagnet er dramatiseret af Sofokles i en trilogi hvoraf kun "Kong Ødipus" er overleveret i (næsten) komplet form.
Budskab.
Ødipus har altid vandret i blinde, da skæbnen er bestemt af Guderne på forhånd.
Øjentrøst.
Øjentrøst ("Euphrasia") er en slægt af Maskeblomst-familien. Den er udbredt i det tempererede område af Europa og Asien. Arterne er halvsnyltere med tolæbede, blå eller violette blomsterkroner. Her omtales kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark.
Øl.
Øl er en alkoholisk drik, der fremstilles ved en bryggeproces, hvori der indgår malt, vand og gær. Der findes desuden en lang række andre ingredienser, der i større eller mindre omfang finder anvendelse i brygningen af visse øltyper. Almindeligvis vil der være tale om humle (eller andre kilder til bitterstoffer, som for eksempel Porse), men også for eksempel råfrugt, chokolade, lakrids, koriander, stjerneanis og forskellige sukker-produkter, som kandis, moskovado og/eller honning) anvendes. Malten fremstilles hovedsageligt af byg, men andre kornsorter, såsom hvede, anvendes også.
Forskellige typer af øl er gennem historien blevet brygget forskellige steder i verden - og nogle områder i for eksempel Tyskland og Belgien er kendt for helt bestemte ingredienser og bryggemetoder. I Danmark kan øl spores helt tilbage til bondestenalder. I historisk tid har øl haft en væsentlig betydning, både økonomisk og kulturel, i Danmark og nu om stunder har Carlsberg global gennemslagskraft, mens mikrobryggerier har stor indflydelse i Danmark.
Brygning af øl.
Der findes ikke én måde at brygge øl på, idet mange bryggere har udviklet deres egne metoder, som giver præcist dén øl, de ønsker. Der er desuden forskel på, om øllen brygges på forskellige traditionelle måder, eller om øllet brygges ved moderne og højteknologisk processer. Hovedtrinene i processerne er dog de samme, selvom begge metoder har hver deres fordele.
En af de vigtigste ingrdienser er malt. Fremstilling af malt (maltning) foregår i tre stadier: Støbning, spiring, tørring (og/eller eventuel ristning.) Selve ølbrygningen foregår ved følgende processer; mæskning, udvanding af urt, kogning med humle, alkoholfermentering (gæring) og lagring. Grundidéen bag brygningen er, at udnytte den enzymproces, der finder sted, når malten spires. Denne proces (og råvaren) er afgørende for kvaliteten af øllen.
Brygningen startes ved at hælde malten i opvarmet vand. Malt indeholder forskellige enzymer, som har forskellige egenskaber og har hver deres foretrukne arbejdsmiljø. Ved at regulere temperatur og surhedsgraden/pH kan mæskningen og blandt andet alkoholindholdet ændres. Hvis temperaturen overskrider det enkelte enzyms arbejdsområde, kan det denaturere og derved ødelægges. Derfor starter man med at lade de enzymer, der kræver den laveste temperatur arbejde først.
Enzymet phytase er aktivt ved en temperatur omkring 30 °C-52 °C. Phytase spalter kornets fosfor-lager (phytinsyre), og i denne proces frigives der samtidigt hydrogenioner til urten, der sænker pH-værdien. Denne proces kan forbedre miljøet for de enzymer, der katalyserer hydrolysen af stivelsen i malten.
I temperaturområdet 50 °C-55 °C er det protaserne, der har optimale arbejdsbetingelser. Disse enzymer spalter længere proteinkæder, og har derved en klarende effekt. Dette trin benyttes ofte, hvis der benyttes hvedemalt i blandingen, da hvedemalt indeholder mange proteiner, som ubehandlet gør øl uklar.
De vigtigste enzymer er de to enzymer, der katalyserer den krævede hydrolyse af stivelsen. Beta-amylase favoriseres ved en temperatur på 63 °C-65 °C og en pH-værdi omkring 5-5,5. β-amylase spalter de lange kæder af stivelse til glukose og maltose, som begge er sukkerarter, som gær senere har meget nemt ved at gære videre på. Hvis temperaturen hæves til 65 °C-68 °C vil man favorisere α-amylase, som spalter stivelsen til længere kæder af sukkerarter, som gæret ikke har nemt ved at forgære. Disse længere sukkerarter vil derfor stadig være at finde i den færdige øl, og bidrage med en sødme og fylde til smagoplevelsen. Mæskningen afsluttes som regel ved at hæve temperaturen op mod 75 °C-80 °C. Ved at hæve temeperaturen så meget, stoppes enzymaktiviteten.
Efter mæskningen - som normalt varer halvanden time - skal mæsken sies, så malten skilles fra (den udkogte malt, der således er et biprodukt, som for eksempel anvendes til fødevarer, dyrefoder eller andre industrielle processer). Den næste fase af brygningen er tilsætningen af humle. Her skilnes der mellem bitterhumle, smagshumle og aromahumle. Opdelingen bygger på hvordan man udnytter humlen. Bitterhumlen er den, der skal give øllet dets bitterhed. Humle indeholder humulonsyre, som kaldes alpha-syre og beta-syre. Det er alpha-syre, der hovedsageligt tilføjer bitterheden (humlens alpha-syre er dog ikke opløseligt i sig selv). For at gøre syren opløselig skal der ske en isomerisation. Dette sker ved at koge humlen. For at udtrække det meste af syren, koger man typisk bitterhumlen med i urten i 60-90 minutter. Smagshumlen koges med i 15-30 minutter, hvorved smagsstofferne opløses i urten for hvis humlen koges længere vil smagsstofferne forsvinde. Aromahumlen koges kun med de sidste 5-10 minutter, da de aromastofferne let forgår. Man benytter typisk forskellige humlesorter til at give henholdsvis bitterhed, smag og aroma. I enkelte øl tilsættes der også humle ved den første fermentering, der giver en meget karakteristisk humlesmag. Når humlen tilsættes til mæsken, skifter mæsken navn til urt.
Efter kogningen af humlen, skal urten nedkøles til den temperatur, som passer til den specifikke gærtype. Ved brygning af Ale er dette typisk 24 til 27 grader celsius, mens en pilsner for eks. fermenteres ved lavere temperaturer (fra 15 grader celsius). Når gæren er tilsat og urten overført til gæringstanken, vil gæringen, som oftest (inden for 24 timer) begynde at omdanne sukkerstofferne fra malten til alkohol og forskellige smagsstoffer, der er med til at give øllen dens karakter. Første del af gæringen kaldes stormgæring, fordi det er den mest "livlige" del af gæringen. Typisk vil gæren efter et par falde til ro og resten af processen foregår i et langsommere tempo. Når gæren har brugt al sukkeret, synker den ned til bunden af gæringstanken og går i dvale. På dette tidspunkt kan øllen overføres til den endelige beholder, som for eksempel flaske eller fad. Nogle bryggere vil her vælge at tilsætte en lille mængde sukker til øllen, før den overføres til den endelige beholder. Dette vil vække gæren igen og sætte gang i eftergæringen, som giver den kuldioxid, der er i øllen - og som yderligere udvikler smagen og hæver alkoholprocenten en smule. I visse, og typisk mere industrialiserede bryggeprocesser, vil man vælge at pasteurisere og filtrere øllen - hvilket fjerner alle gærrester – og i stedet tilsætte kuldioxiden fra flaske; en såkaldt tvangskarbonering.
Øltyper.
Den mest udbredte øltype i Danmark er pilsner, men globalt varierer øllet med mange forskellige typer. Der er to hovedtyper, nemlig over- og undergæret øl, hver med mange forskellige undertyper. Flertallet af undertyperne tilhører den overgærede kategori, mens et mindretal, herunder pilsner-typen, er undergærede.
Undergærede øl.
Undergæret øl gærer langsomt (typisk 1-2 uger) ved lav temperatur (5-10 grader) og lagres oftest i store tanke på bryggeriet. Tankene er typisk koniske i bunden, hvilket gør det muligt at fjerne gæret nemt. Langt det meste øl, der brygges i Danmark, er undergæret.
Eksempler: Lager og Pilsner
Overgærede øl.
Overgæret øl gærer hurtigt (typisk 3-6 døgn) ved omkring 20 grader. Gæringen er ikke så nem at kontrollere. Gæren samler sig under gæringen ovenpå væsken (ved undergæring falder gæren til bunds; deraf navnene). Øllet færdigmodnes oftest på flaske eller fad. Overgæret øl har som regel mere malt-aroma, blandt andet på grund den varme gæring og særlige gærstammer.
Eksempler: Ale, Trappist, Porter, Stout, India Pale Ale, Weizenbier, Witbier, Belgisk Ale, Bitter, Mild Ale og Scottish Ale.
Spontant/Vildt gærede øl.
Er den ældste form for gæring. Der anvendes et naturligt kompleks af gærstammer og bakterier, hvilket gør styringen af processen (og uviklingen af smagsstoffer) ekstremt vanskelig. Den færdigkogte urt stilles i et åbent kar, hvorefter mikroorganismerne finder vej til urten, hvilket gør processen fuldstændigt afhængig af de lokale forhold.
Historie.
De første spor af ølbrygning i Babylon er mere end 8.000 år gamle (ca. 6.000 år f.kr.). I Danmark er de første spor omkring 3.400 år gamle og stammer fra Egtvedpigens grav.
Hvidtøl var indtil midten af 1800-tallet stort set eneste øltype i Danmark, bortset fra importeret,tysk, øl, der var kendt for at være stærkere (det vil sige kendt for at have en højere alkoholprocent). Under Krogens ombygning til Kronborg var dagsrationen til håndværkere og soldater flere liter øl dagligt, men det var svagt øl, der ikke gav den beruselse, vi i dag forbinder med øldrikning. At man dengang drak øl i stedet for vand var af hygiejniske grunde. Brøndvand kunne være dårligt - især i de tætbefolkede bymiljøer - men idet øllet undervejs i brygprocessen blev kogt, var vandet dermed også pasteuriseret og ølgæremnerne udkonkurrerede ligeledes andre mikroorganismer, og erstattede dermed skadelige mikroorganismer, med gavnlige (jævnfær mælkesyrning).
Det første bryggeri uden for København, der solgte øl på flaske var Wiibroes Bryggeri, (stiftet af Carl Wiibroe) i Helsingør. Indtil da måtte de, der ikke selv bryggede, hente øl hos bryggeren i egne kander (ca. 1,93 liter) eller købe et helt anker (ca. 37,68 liter). I mellemkrigstiden skiftede bryggerierne ølankrene ud med stakitøl - en glasballon på 5 eller 10 liter (i sjældne tilfælde 3 liter) med tilhørende tremmekurv og patentlukke. De var lettere at rengøre før næste påfyldning.
I de seneste år er interessen for øl i Danmark vokset betydeligt, og udvalget af forskellige øltyper har været i kraftig vækst. I takt med udviklingen er en række bryggerier med en begrænset produktion - mikrobryggerier - og brygværtshuse etableret rundt omkring i landet. I 1998 stiftedes foreningen Danske Ølentusiaster, der arbejder for udbredelsen og kendskabet til god øl. Udviklingen af ølindustrien har været medvirkende til at Danmark markerer sig globalt inden for gastronomi og mikrobryggeriernes udvikling tegner sig ligeledes som et af Danmarks helt store potentialer inde for innovation.
Trivia.
Verdens hurtigste øldrikker (Steven Petrosino) drak én liter øl på 1,3 sekunder. På 6 sekunder har Peter Dowdeswell drukket 2 liter øl. Dette er den største mængde øl som Guinness Rekordbog vil registrere. Peter Dowdeswell har ligeledes drukket 1½ liter øl på 3 sekunder, stående på hovedet.
Store bryggerier bruger tre liter vand til produktion af én liter øl, små bryggerier op til det dobbelte.
Nykøbing Mors.
Nykøbing Mors er en købstad på det østlige Mors i Limfjorden med 9.172 indbyggere (2010) og den største by på Mors. Nykøbing ligger i Morsø Kommune og hører under Region Nordjylland. Byen er ligeledes hovedsæde for Morsø Kommune og samtidig kulturelt centrum for limfjordsøen.
Byen bliver første gang nævnt som købstad i 1299, men historikere daterer byen til at være endnu ældre. Det er den ældste af de tre byer med navnet Nykøbing.
Geografi.
Nykøbing Mors har en central beliggenhed på Mors og cirka halvdelen af øens beboere bor i området omkring Nykøbing Mors. Byen ligger desuden nær Sallingsundbroen der forbinder Mors og Salling. Nykøbing Mors ligger 30 kilometer syd for Thisted i Thy og 30 kilometer nord for Skive i Salling.
Uddannelser.
Nykøbing Mors var tidligere en del af Sallingbanen der gik fra Skive til Glyngøre. Indtil 1978 gik jernbanen via færge til stationen i Nykøbing. Men den blev nedlagt med Sallingsundbroens komme i 1978. Oprindeligt skulle Sallingsundbroen være bygget i 1940'erne, og der skulle have været jernbane over broen. Men besættelsen bremsede planerne og de blev først genoptaget i 1970'erne. Planer for tog tværs over Mors har tidligere været en del af jernbanelovene i Danmark, men er en af de strækninger der blev droppet igen.
Kendte personer fra Nykøbing Mors.
Udover Aksel Sandemose kommer mange andre kendte fra Mors og byen Nykøbing.
En lang række kunstnere har valgt at bosætte sig på Mors. Heriblandt forfatteren Jens Smærup Sørensen, som vandt De Gyldne Laurbær for sin roman Mærkedage. Af andre kunstnere bosiddende på Mors kan nævnes forfatteren Knud Sørensen, billedhuggeren Erik Heide og fotografen Kirsten Klein.
Bagbord.
Bagbord, Nautisk udtryk: Venstre side af skibet set agterfra. (modsat Styrbord).
Udtrykket bagbord stammer oprindeligt fra Vikingetiden, hvor man havde roret i styrbords side (højre side set agterfra). Når man styrede skibet, stod man med ryggen imod venstre side og havde dermed også sin bagerste del, (bagdel om man vil) imod venstre side. Derfor hedder det bagbord.
Bahuvrihi.
Bahuvrihi er et ord, som er sammensat af et adjektiv og et substantiv, og hvis betydning er forskellig fra betydningen af de to enkelte ord. For eksempel er en "rødkælk" en fugl, mens en "rød kælk" har en anden betydning. Ordet bahuvrihi stammer fra sanskrit, hvor det betyder det at have for meget ris.
Bajadere.
En Bajadere (fra portugisisk: "bailadeira", "danserinde") er en indisk danserinde, der er "Devadasi", ("guds tjener") i et tempel; men også kan underholde ved f.eks bryllupper.
Bajadser.
a> synger "No! Pagliaccio non son!", en arietta fra operaen, i en optagelse fra 1910.
"Bajadser" (ital. orig. "I Pagliacci"), opera af Leoncavallo, komponeret i 1892. Handlingen udspiller sig i Calabrien år 1865.
Bajkalsøen.
Bajkalsøen (russisk: Озеро Байкал "Ozero Bajkal") er en Sø i det sydlige Sibirien i Rusland mellem (overvejende mod vest) det oblast, der har navn efter byen Irkutsk og (overvejende mod øst) den russiske republik Burjatien også kaldet Burjatia, Buryatia, og Burjætiske Republik.
Bajkalsøen er den største ferskvandssø i Asien med et areal på 31.494 km². Det er den dybeste sø i verden med en dybde på 1.680 m, og samtidig er det den sø i verden, der har det største volumen af vand, idet den rummer 20 procent af jordens samlede ferskvandsmængde.
Den er jordens ældste sø, omkring 25-30 millioner år gammel. De fleste andre store søer i verden er ikke mere end 5.000-10.000 år gamle. De blev til efter den seneste istid, hvor store huller i landskabet blev fyldt med vand. Bajkal blev ikke dækket af is under istiden, og en stor del af søens flora og fauna er intakt. 93 % af dyrearterne er endemiske for Bajkalsøen. Det er f.eks. nerpaen, også kaldet Bajkalsælen, og laksefisken omul.
Geologer mener, at søen opstod som følge af et gigantisk jordskælv for ca. 35 mio. år siden, da det indiske kontinent ramte Asien. Efter jordskælvet og i forbindelse med kontinentsammenstødet rejste Himalayabjergene sig, og der blev slået en revne i jordskorpen fra Sibirien og ud til det Okhotske Hav ved Stillehavet. Søen rammes hvert år af 2000 rystelser og jordskælv, dvs. flere om dagen. Dette gør faktisk, at søen bliver større og større for hvert år, omkring 1-2 cm bredere og dybere. Dette menes også at være grunden til dens høje alder.
Angara er den eneste flod, der har sit udspring i Bajkal, og den løber vestpå væk fra søen og ud i den store sibiriske flod Jenisej. 336 store og små floder har til gengæld deres udløb i Bajkal. Den største flod, der løber ud i søen, er Selenga, som leverer halvdelen af søens vand.
I 1996 blev Bajkalsøen optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Baker Street.
Baker Street er en gade i den gamle del af London. Husnummeret 221 B er verdenskendt, selv om adressen og dens beboere aldrig har eksisteret. Baker Street 221 B blev nemlig Sherlock Holmes' adresse i London i de udødelige bøger af Sir Arthur Conan Doyle. Der findes derfor i dag i nummer 239 et Sherlock Holmes museum.
Baker Street tube station er også navnet på en station på Londons undergrundsbane (London Underground).
Bakstørn.
I skibsterminologien betyder "at have bakstørn" at vaske op, gøre rent om læ. Også om den mand hvis tur det er at gøre dette.
Bakterie.
Bakterier (Græsk: "baktérion" for 'småstav') er mikroskopiske organismer. Bakterier er prokaryoter og har således ingen cellekerne. Der findes både ufarlige og patogene bakterier, og de kan opdeles i to typer baseret på opbygningen af deres cellevæg - grampositive og gramnegative (en vigtig faktor, for hvilke antibiotika, man kan behandle de patogene med)
Blandt de symbiotiske bakterier findes adskillige, blandt andet
Desuden mener man at cyanobakterier er stamformen til de højere planters grønkorn. Denne teori, som betegnes den endosymbiotiske teori, siger at en éncellet organisme engang har ædt en cyanobakterie, "uden at fordøje den", så den i stedet blev anbragt i cellen som et grønkorn.
Diagram over opdelingen af bakterier efter deres form.
Tilsvarende er en bakterie blevet ædt, men ikke fordøjet. Den fungerer i dag som planters og dyrs mitochondrie (organel, der omsætter druesukker og frigiver energibærende ATP-molekyler)
Bakterier er prokaryoter det vil sige en organisme hvor arvemassen i cellen ikke er adskilt fra resten af cellen via en cellemembran. Arvematerialet er et cirkulært DNA-molekyle. Bakterier er omgivet af en cellevæg og en membran, men indeholder ikke organeller der er omgivet af en membran som for eksempel grønkorn og mitokondrier. Cellevæggen er også opbygget helt anderledes end hos planter. Der er ikke nogen decideret cellekerne, men inden i cellen er der et kromosom samt plasmider.
Et plasmid er et lille stykke cirkulært DNA som kun indeholder gener. Hvis de findes i en bakterie eller en encellet eukaryot kan plasmidet kopieres uafhængigt af den replikation cellen ellers foretager. Dette plasmid kan, hvis det indeholder gener for for eksempel antibiotikaresistens, gøre at bakterien er resistent over for antibiotika. Bakterien kan kopiere plasmidet og overføre det til andre bakterier som så også er resistente mod antibiotika.
Det DNA som findes i bakterier (og andre prokaryote celler) indeholder kun information for dannelse af meget få proteiner, det kan være enzymer. Det vil altså sige at der ikke sker nær så mange biokemiske processer i bakterier som i eukaryote celler. Celledeling sker meget hurtigt hos bakterier. Det er samtidig en meget simpel proces. Det fungerer ligesom eukaryoternes mitose (bakteriekromosomet og plasmiderne fordobles og cellen deler sig i to identiske celler). Det er på grund af bakteriers evne til at formere sig så hurtigt at det er en god idé at stille madvarer i køleskabet. Hvis forholdene er helt rigtige er bakterier nemlig i stand til at formere sig på blot to timer. De fleste bakteriers enzymer fungerer dårligt ved køleskabstemperatur samt ved vands kogepunkt. Bakterier har dog en stor tilpasningsevne hvilket også hænger sammen med at de kan udveksle plasmider og derved arvemateriale. Denne udveksling af arvemateriale skaber stor variation blandt bakterier og det kan udnyttes godt, blandt andet til at rense forurenede marker. Det kan dog også være skidt for mennesker da nogle bakterier gør os syge. Før i tiden kunne man behandle bakterieinfektioner med antibiotika, men nu har nogle bakterier udviklet et resistent gen over for antibiotika hvilket gør at antibiotikaen ikke altid slår bakterierne ihjel længere.
Kilder.
Bog: Biologi C+B, Systime, afsnit 03 Prokaryoter
Baleariske Øer.
De Baleariske Øer (officielt catalansk navn: "Illes Balears", spansk navn: "Islas Baleares") er en øgruppe i det vestlige Middelhav. Den består af øerne Mallorca, Menorca, Formentera, Ibiza, Cabrera og Conejera.
Området er både en provins og en selvstyrende region i Spanien med Palma de Mallorca som hovedstad. Øernes officielle sprog er catalansk og spansk.
Balearene har et mildt klima og turisme er en hovednæringsvej. Landbrug er også vigtig, særlig på Mallorca. Indbyggerne taler for det meste catalansk. Der er mange fortidsminder på Balearerne, flest efter fønikerne, romerne og maurerne.
Mellem øerne og det spanske fastland ligger Det baleariske hav.
Historie.
123 f.Kr.: Romersk provins
426 e.Kr.: Erobret af vandalerne
798: Erobret af araberne, kom senere ind under kalifatet i Còrdoba
1708-56 og 1763-82: Menorca besat af englænderne
Balearene var, på nær Menorca, under nationalistisk kontrol under den spanske borgerkrig, og var en vigtig strategisk base for den nationalistiske marine.
Øerne.
Øgruppen har også givet navn til musikgenren Balearic Beat.
Balkon.
Altan, etage i teatersal, svale.
En fransk altan er et rækværk foran en dør, der kan åbnes.
Ballast.
Ballast er i skibsterminologien betegnelsen for vægt til afbalancering af et skib. Der bruges typisk sten, vand eller metalblokke.
Balletdanser.
En balletdanser er et medlem af et balletkorps. En kvindelig balletdanser kaldes også ballerina og en mandlig balletdanser ballerino.
Ballistisk tabel.
En ballistisk tabel er en tabel, der blandt andet viser riffelkuglens bane ved forskellige indskydningsafstande, kuglevægte og projektiler, samt ordinater.
Ballotering.
Ballotering er en valgmetode der kan bruges til hemmelig afstemning.
Afstemningen foregår ved at kandidaterne hver især bliver tildelt en farve, og én farve bliver tildelt værdien "blank stemme". De stemmeafgivende vælger efter tur en kugle fra en beholder med farvede kugler.
Antallet af kugler i hver farve skal være mindst lige så stort som antallet af stemmeafgivende. Kuglebeholderen har en dimension, der tillader stemmeafgiveren og ingen andre at se, hvilken farve der tages. Stemmeafgiveren tager kuglen i sin hule hånd og anbringer kuglen i stemmeurnen.
Passer antallet af kugler i stemmeurnen med antallet af stemmeafgivende, er valget gyldigt, og kandidaten, hvis farve der er flest kugler af, har vundet.
Balsamering.
Balsamering er præparering af lig mod forrådnelse.
Baluchistan.
Baluchistan ses på kortet som den rosa farve.
Baluchistan (el. Balochistan) er en region beliggende i grænseområdet mellem Iran, Pakistan og Afghanistan. Den omfatter et areal på omkring 300.000 km². Regionen er opkaldt efter den etniske gruppe baluch (el. baluchi), der udgør en majoritet af befolkningen i regionen. Baluch-folket er et iransk folkeslag, der kom vestfra bosatte sig i regionen omkring år 1000. De fleste taler sproget baluchi.
Den pakistanske del af regionen ligger i provinsen af samme navn, se Baluchistan (Pakistan)
Bambus.
Bambus (Bambusoideae) er en samlebetegnelse for forveddede græsser fra subtropiske og tropiske egne. Den omfatter ca. 1.000 arter, som er inddelt i ca. 90 slægter.
Bambus har hjemme i de tropiske fugtige områder i Østasien. De lange stængler er hårde som ben og de er hule. Bambus har en vandret grenet rodstok med tætte skud. De sidste kan vokse med op til 30 centimeter i døgnet.
Bambus kan danne store ufremkommelige skove. De største bambus kan blive 40 meter høje og 30 centimeter tykke. De blomstrer først når de bliver cirka 60 år eller med et mellemrum på ca. 60 år mellem blomstringsperioderne. Herefter visner hovedparten af de overjordiske dele af planten. En del planter dør herefter, men de fleste overlever, og der vokser efter kort tid nye skud frem fra det underjordiske rodnet, hvorefter planten fortsætter sin cyklus.
En mindre art af bambus kan vokse i danske haver og kan overleve den danske vinter. Deres stængler, som kan fås i alle mulige tykkelser, bliver brugt til en lang række formål, herunder husbyggeri, møbler, vandrør, broer, både, musikinstrumenter, legetøj, husgeråd, papir og tekstiler.
Danmarks største samling bambus findes i det zen buddhistiske kloster i Østermarie.
Pandaen lever næsten udelukkende af nye skud og blade fra bambus. Mennesker kan endvidere spise de unge skud, og et kieselindhold i rørene anvendes som medicin.
Band.
Band er et nutidigt udtryk for orkester. Ordet har engelsk oprindelse. Et band består af to eller flere musikere, der spiller på samme - eller på forskellige instrumenter, evt. ledsaget af sang. Et band med over tolv musikere kaldes et bigband. Af øvrige underkategorier kan f.eks. nævnes: Brassband, danseband, steelband, jazzband, rockband, coverband...
Bangladesh.
Bangladesh er et land i Sydasien. Det hed tidligere (før 1971) Østpakistan'". Grænselandene er Indien mod vest, nord og øst og Myanmar mod øst. Mod syd ligger det Indiske Ocean.
Bangladesh er et forholdsvist nyt land, der har haft en turbulent levetid med diktatur og siden 1992 demokrati. Indtil 1947 var landet en del af det engelske koloniherredømme. Efter englændernes tilbagetrækning blev Indien delt op i det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan. Bangladesh var det daværende Østpakistan, mens det, der i dag kendes som Pakistan, kaldtes Vestpakistan. Bangladesh blev uafhængigt i 1971.
Historie.
De første tegn på aktivitet er i 2000 f. kr. Regionen blev bosat af dravidianske, Tibet-Burman, og øst-Asiatiske folk.
Kongedømmet Gangaridai, var formet fra i mindst the syvende århundrede f. kr., hvilket senere forenede med Bihar under Magadha, Nanda, Mauryan og Sunga imperium. Bengal var senere en del af Gupta- og Harsha imperium fra den tredie til den sjette århundrede. Derefter den kollapser, et dynamisk Bengali kaldt Shashanka fundet en isoleret yet kort-levet kongdømme.
Shashanka mener man er den første konge i historien i Bangladesh. efter en periode af anarki, styrede buddisterne Pala dynasti regionen for fire hundrede år, derefter en kortere tid under Hindu Sena dynasti.
Islam var introduceret til Bengal i det 12. århundrede af Arabiske Muslimske rige folk og Sufi missionære, og muslimske invasioner hjælper til at sprede Islam udenfor regionen. Bakhtiar Khilji, en Turkisk general, taber til Lakshman Sen af Sena dynasti og store dele af Bengal i året, 1204. Reg var styret af dynastiers af Sultanere og land ejere Bhuiyan for nogle af de næste hundrede år. I 16. hundredetallet, kontrollerede Mughal Imperium Bengal, og Dhaka stifter et kæmpestort provinssielt marked center under Mughal administration.
Politik.
Bangladesh er politisk styret af en parlamentarisk regering. Præsidenten er statsoverhoved, dog uden reel magt, mens regeringen er ledet af statsministeren. Der er to store partier, der skiftes til at have regeringsmagten, henholdsvis Bangladesh National Party og Awami League. Partierne er ideologisk ikke langt fra hinanden, men er alligevel i voldsom opposition. Attentatforsøg mod politikere samt strejker er et ofte set fænomen. I august 2004 var der et granatangreb mod oppositionslederen. Det førte til, at 21 af oppositionspartiets medlemmer blev dræbt, og at lederen af partiet blev såret. I januar 2005 blev den tidligere finansminister dræbt i et andet granatangreb, og flere andre attentatforsøg har fundet sted. Politisk er landet ustabilt.
Bangladesh er et moderat muslimsk land uden voldsom religiøs fundamentalisme.
Geografi.
Landets geografiske udstrækning svarer til cirka tre gange Danmarks størrelse, og det er omtrent ligeså fladt, dog med enkelte perifere bjergregioner. Bangladeshs geografiske placering betyder, at det fungerer som en tragt for vandet fra tre af de store floder, der kommer fra bjergregionerne nordpå og munder ud i landet: Brahmaputra, Ganges og Meghnafloderne. Denne tragtformation samt de voldsomme mængder vand, der falder i monsunperioden, medfører, at store dele af befolkningen bliver nødt til at flytte i de perioder, hvor vandmasserne er mest voldsomme. Hvert år lider landet af oversvømmelser, der blandt andet nedbryder den i forvejen sparsomme infrastruktur.
I Indien kan vandkraftværket og dæmningen ved Ganges indløb i Bangladesh, Farakka være årsag til en del problemer i Bangladesh. Dæmningen leder vandet uden om Bangladesh, hvilket medfører at saltvandet fra Bengal bugten trænger ind i Bangladesh og skaber vanskeligheder for landbrug. Når smeltevandet fra bjergene i Himalaya kommer om sommeren åbner Farakka-værket for sluserne mod Bangladesh og skaber derved store oversvømmelser.
Demografi.
Befolkningstallet er blandt det største i verden, og er anslået til 147 mio., hvoraf de fleste indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Befolkningstætheden svarer rundt regnet til, at hele den danske befolkning flyttede nord for Limfjorden.
Det forventes at befolkningen når 250 mio. i år 2050.
Det officielle sprog er bengali, mens engelsk er det andet sprog og er bredt benyttet i undervisning og i forretningsverdenen.
Økonomi.
I Bangladesh er det nominelle GNI per capita i $ steget fra 380 i 2000 til 400 i 2003. Til sammenligning er tallene for Danmark henholdsvis 31.450 og 33.570.
Bangladesh har, siden det blev uafhængigt, taget adskillige tiltag inden for den økonomiske sektor og følger en liberal markedsøkonomi. På det politiske område forsøger man at tiltrække udenlandske investeringer ved at give de udenlandske investorer en række fordele, blandt andet fordelagtige skattefradrag. Som udenlandsk investor kan man blandt andet etablere 100 % udenlandsk ejede selskaber og et joint venture med en lokal privat partner eller med en partner fra den offentlige sektor.
Den største eksportvare fra Bangladesh er tekstiler, der i 2003-2004 udgjorde ca. 75 % af den samlede eksport. Selvom der også er en vis eksport af te, læder og frosne rejer, skaber den store afhængighed af eksport fra tekstilsektoren en vis usikkerhed i økonomien overfor ændringer i verdensøkonomien. EU er landets største handelspartner, og aftager næsten 20 % af landets eksport.
Bangladesh er et fattigt, overbefolket og ineffektivt styret land. Cirka halvdelen af GDP ($ 61,94 milliarder, 2004) frembringes fra servicesektoren, selvom næsten to tredjedele af indbyggerne arbejder i landbrugssektoren, hvor ris er den vigtigste afgrøde. Der er adskillige større forhindringer for en voksende økonomi. De årlige cykloner og oversvømmelser, de dårlige havnefaciliteter, en voksende arbejdsstyrke, der ikke kan absorberes af landbrugssektoren, forsinkelser i udnyttelse af naturressourcer (naturgas), manglende elektricitetsforsyning, og langsom implementering af økonomiske reformer er alt sammen med til at forhale udviklingen.
De økonomiske reformer forsinkes i mange tilfælde af politiske uoverensstemmelser og korruption på alle niveauer. Selvom der er mange hindringer, har der alligevel været en støt økonomisk vækst på ca. 5 % de sidste mange år. Mange bangladeshiske virksomheder var i 2004 generelt baseret på afhængighed af billig arbejdskraft og lokale ressourcer og afhængighed af udenlandske virksomheders teknologioverførsel.
Ved starten af en virksomhed er der adskillige udfordringer, der skal overkommes. Verdensbanken har opstillet nogle indikatorer for at starte en virksomhed i forskellige lande. På baggrund af indekset er det muligt at foretage en sammenligning af at starte ensartede virksomheder i Danmark og Bangladesh. Indikatorerne er selvfølgelig generelle og vil formodentlig afvige fra en individuel virksomheds erfaringer og oplevelse.
For at starte en virksomhed er der for hvert enkelt land en række lovregulerede procedurer, der skal finde sted mellem stifter og eksterne partnere som for eksempel myndigheder, advokater og revisorer. I Danmark viser listen, at det er nødvendigt med 4 procedurer i gennemsnit, hvor det i Bangladesh er 8. I Danmark tager det i gennemsnit 4 dage at gennemgå disse procedurer, hvor det i Bangladesh tager 35 dage. Hvis der mellem to parter opstår en kontraktuel tvist ud fra lignende forudsætninger i henholdsvis Danmark og Bangladesh, kræver det i Danmark i gennemsnit 14 procedurer, der tidsmæssigt fylder 83 dage, fra sagsøger har lagt sag an, til kontrakten bliver fuldbyrdet af domstolen, hvor det i Bangladesh kræver 29 procedurer og tager 365 dage. Det er ikke muligt at komme med en sikker og præcis vurdering af længden af en sådan retssag, men tallene er med for at give en forestilling om de forskelle, der er mellem Danmark og Bangladesh.
Ud fra ovenstående indeks fra Verdensbanken fremgår det, at der er væsentlige forskelle på virksomhedsstart i Danmark og Bangladesh. Tilsyneladende er det nemmere i Danmark. Selv om Verdensbankens indeks er generelt, giver det alligevel en indikator til virksomheder, der overvejer at ekspandere til Bangladesh.
Administrativ inddeling.
Administrative divisioner i Bangladesh. Dette kort viser den højeste endhed, kaldet en division.
Bangladesh er inddelt i seks administrative divisioner, hver opkaldt efter deres respektive divisionelle hovedbyer:Barisal (বরিশাল), Chittagong (চট্টগ্রাম), Dhaka (ঢাকা), Khulna (খুলনা), Rajshahi (রাজশাহী), and Sylhet (সিলেট).
Divisionerne er underinddelt i distrikter ("zila"). Der er 64 distriker i Bangladesh, der hver er underinddelt i "upazila" (underdistrikter) eller "thana" ("politistationer"). Området inden for hver politistation, undtagen dem i metroområderne, er inddelt i flere "unioner", hvor hver union består af flere landsbyer. I metroområderne er politistationerne inddelt i bydistrikter, der hver er yderligere underinddelt i "mahallaer". Der er ingen folkevalgte embedsmænd i divisionerne, distrikterne og upazilaerne, og administration består kun af regeringsmænd. Direkte valg holdes i alle unioner (eller bydistrikter); og der vælges en formand og et antal rådsmedlemmer. I 1997 gennemførtes en lov, der reserverede tre pladser (ud af tolv) i hver union til kvindelige kandidater.
Dhaka er hovedstaden og den største by i Bangladesh. Blandt andre store byer kan nævnes Chittagong, Khulna, Rajshahi og Barisal. Disse metrobyer har borgmestervalg, mens andre kommuner vælger en formand. Borgmestre og formænd vælges for perioder af fem år.
Regionalt samarbejde i Sydasien.
Bangladesh er sammen med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC (en forkortelse for "South Asian Association for Regional Cooperation"). SAARC blev stiftet i december 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde inden for regionen, samt øge samhandel mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan.
Bankerot.
Bankerot er et i dansk lovsprog sjældent brugt udtryk for en stats konkurs ell. fallit.
Det stammer fra det italienske "banca rotta" – en sønderbrudt disk – fordi bankierernes bænk ell. disk i de norditalienske handelsstæder i middelalderen blev sønderbrudt, når de ikke kunne opfylde deres forpligtelser.
I fransk lovsprog bruges endnu ordet "banqueroute" om en tilregnelig fallit, mens "bankruptcy" i engelsk og nordamerikansk lovsprog er det eneste tekniske udtryk for fallit.
Danmark oplevede en statsbankerot i 1813 ovenpå Napoleonskrigene.
Baptistkirken.
Baptistkirken i Danmark er en kristen kirke (oprettet som frikirke i 1839) med 5260 medlemmer fordelt på 50 lokale menigheder. Kirken bruger, ligesom Jehovas Vidner, voksendåb (i kirkens sprogbrug "bekendelsesdåb" eller "troendes dåb").
Barberen i Sevilla.
"Barberen i Sevilla" ("Il barbiere di Siviglia, ossia L'inutile precauzione") er en opera buffa i to akter af Gioachino Rossini til en libretto af Cesare Sterbini. Librettoen er baseret på Pierre Beaumarchais' komedie "Le Barbiér de Seville" (1775) og var oprindeligt en opéra comique. Operaen er Rossinis mest kendte og har udkonkurreret andre komponisters operaer over samme motiv (med undtagelse af W A Mozarts velkendte opera Figaros Bryllup. Se dog senere) og uden for Frankrig Beaumarchais' drama. Rossini komponerede sit værk som 23-årig og det hed "Almaviva, ossia L'inutile precauzione". Premieren fandt sted den 20. februar 1816 på Teatro Argentina i Rom. Værket var en af de første italienske operaer, der blev opført i Amerika. Det fik amerikansk premiere på Park Teater i New York den 29. november 1825. Operaen er en af de mest populære musikalske komedier og er blevet beskrevet som opera buffaen over alle opere buffe.
Historie.
Giovanni Paisiello havde tidligere komponeret en en opera baseret på skuespillet ligesom Nicolas Isouard havde lavet sin operaversion af det i 1796. Selv om Paisiellos værk dominerede som den førende udgave i en tid, blev det Rossinis nyere version, der skulle huskes og komme til at udgøre en grundpille i operarepertoiret.
Rossinis opera følger det første af Pierre Beaumarchais' skuespil om Figaro, mens Mozarts opera om "Le nozze di Figaro", komponeret 30 år tidligere i 1786, er baseret på anden del af Beaumarchais' trilogi. Beaumarchais' oprindelige version blev uropført i 1775 i Paris på Comédie-Française på slottet i Tuilerierne.
Rossini var kendt for at være bemærkelsesværdigt produktiv, idet han færdiggjorde i gennemsnit på to operaer om året i 19 år, mens han i nogle år nåede op på at skrive så mange som fire. Musikforskere mener, at han komponerede musikken til "Il Barbiere di Siviglia" på blot knap tre uger, selv om nogle af temaerne i den berømte ouverture faktisk er lånt fra to tidligere Rossini-operaer, "Aureliano in Palmira" og "Elisabetta, regina d'Inghilterra".
Den første opførelse den 20. februar 1816 blev en katastrofal fiasko: Publikum hvæsede ad og hånede værket hele vejen igennem, og den tekniske gennemførelse var præget af flere uheld. Mange af de tilstedeværende i publikum var dog tilhængere af en af Rossinis rivaler, Giovanni Paisiello, der appellerede til "pøbelmentaliteten" for at provokere resten af publikum til ikke at bryde sig om operaen. Paisiello havde allerede komponeret sin version af historien og mente, at Rossinis nye version var en hån mod hans værk. Bl.a. var Paisiello og hans tilhængere imod brugen af en basso buffa, som ellers var normalt i komisk opera. Den anden opførelse fik imidlertid en helt anden skæbne og blev en stor succes. Det er skæbnens ironi, at det oprindelige franske skuespil "Le Barbier de Seville" oplevede noget lignende og gik fra en modvillig modtagelse til at blive publikumsfavorit på blot en uge.
Som en fast bestanddel af operarepertoiret, ligger "Il barbiere di Siviglia" nummer fem på Opera Americas liste over de 20 mest opførte operaer i Nordamerika. Rollen som Rosina skrevet til en koloraturalt, men bliver oftest sunget af en koloraturmezzo og har tidligere og også lejlighedsvis i nyere tid, været sunget i en transponeret version for sopran; fx har Marcella Sembrich, Maria Callas, Roberta Peters, Gianna D'Angelo, Victoria de los Angeles, Beverly Sills, Lily Pons, Diana Damrau, Kathleen Battle og Luciana Serra sunget rollen. Berømte Rosina-mezzosopraner omfatter Marilyn Horne, Teresa Berganza, Lucia Valentini Terrani, Cecilia Bartoli, Joyce DiDonato, Jennifer Larmore, Elīna Garanča og Vesselina Kasarova. Ewa Podleś, en berømt alt, har også sunget partiet.
Første akt.
På en offentlig plads uden for Dr. Bartolos hus spiller nogle musikere, mens en fattig student ved navn Lindoro synger en serenade til ingen nytte op mod Rosinas lukkede vindue ("Ecco ridente in cielo"). Lindoro, der er grev Almaviva i forklædning, håber at få den smukke Rosina, fordi hun elsker ham og ikke på grund af hans penge. Almaviva betaler musikerne, som derefter går og lader ham gruble over sagen alene.
Figaro kommer ind ("Largo al factotum della città"). Eftersom Figaro før var ansat af greven, beder greven ham om hjælp til at møde Rosina og tilbyder ham penge, hvis det lykkes ("All'idea di quel metallo"). Figaro råder greven til at forklæde sig som en drukken soldat med ordre om indkvartering hos Doktor Bartolo, så han får adgang til huset. Figaro modtager en rig belønning for dette forslag.
Rosina kender kun grev ved navnet Lindoro, som hun nu skriver til ("Una voce poco fa"). Da hun forlader rummet, kommer Bartolo og Basilio ind. Bartolo er mistænksom over for greven, og Basilio tilråder, at han bliver bragt af vejen ved at skabe falske rygter om ham ("La calunnia è un venticello").
Da de to er gået, kommer Rosina og Figaro ind. Han beder Rosina skrive et par opmuntrende ord til Lindoro - som hun har faktisk allerede skrevet ("Dunque io son... tu non m'inganni?"). Selv om hun overraskes af Bartolo, formår Rosina at narre ham, om end han stadig er mistænksom ("A un dottor della mia sorte").
Da Berta forsøger at forlade huset, mødes hun af greven forklædt som beruset soldat. Af frygt for den berusede mand løber hun til Bartolo, og han forsøger at fjerne soldaten, men det lykkes ikke. Greven hvisker til Rosina, at han er Lindoro og giver hende et brev. Det gør Bartolo mistænksom. Han kræver at få at at vide, hvad der står på papiret, Rosina har i hænderne, men hun narrer ham ved at udlevere sin vaskeriseddel. Bartolo og greven begynder at skændes, og Basilio, Figaro og Berta kommer ind. Støjen tiltrækker den vagthavende og hans mænds opmærksomhed. Almaviva behøver dog kun nævne sit navn for at blive frigivet. Bartolo og Basilio er overraskede ("Fredda ed immobile").
Anden akt.
Almaviva dukker igen op ved Doktorens hus, denne gang forklædt som sanglærer og vikar for den angiveligt skrantende Basilio, som normalt underviser Rosina i sang. I første omgang er Bartolo mistænksom, men han lader Almaviva komme ind, da greven giver ham Rosinas brev. Bartolo skitserer sin plan om at bringe Lindoro i miskredit, da han mener, at Lindoro er en af grevens tjenere, som er opsat på at forfølge kvinder for sin herre. For ikke at lade Lindoro alene med Rosina, beder doktoren Figaro barbere ham ("Don Basilio! - Cosa veggo!").
Da Basilio pludselig dukker op, bliver han bestukket af Almaviva til at foregive at være syg. Da Bartolo opdager det trick, driver han alle ud af stuen og skynder sig hen til notaren for at få udarbejdet en ægtepagt for sig selv og Rosina. Han viser også Rosina det brev, hun skrev til "Lindoro", og overbeviser hende om, at Lindoro blot er Almavivas lakaj.
Det er tordenvejr. Greven og Figaro klatrer op ad en stige til altanen og ind i rummet gennem et vindue. Rosina viser Almaviva brevet og giver udtryk for at være blevet forrådt og for sin hjertesorg. Almaviva afslører sin identitet, og de to forsones. Mens Almaviva og Rosina er henrykte over hinandens selskab, forsøger Figaro at få dem til at forlade stedet. To mennesker høres nærme sig hoveddøren, og parret forsøger at forlade stuen ved hjælp af stigen, men de bliver så klar over, at den er blevet fjernet. De to, der nærmer sig, er Basilio og notaren, og Basilio får så valget mellem at acceptere bestikkelse og være vidne eller modtage to kugler i hovedet - et nemt valg, siger han. Han og Figaro bevidner underskrifterne på ægtepagten mellem greven og Rosina. Bartolo braser ind, men for sent. Den perplekse Bartolo, som havde fjernet stigen, pacificeres ved at få lov til at beholde Rosinas medgift.
Bardun.
En bardun er et stykke snor, tovværk, stålwire eller andet, som bruges til at holde master, telte eller andre objekter opretstående med.
Forsynes f.eks. en mast med én bardun fra toppen af masten til et fastgørelsespunkt på jorden i en vis afstand fra masten, forhindres masten i at vælte i retninger væk fra fastgørelsespunktet. Ved brug af tre eller flere barduner kan man på den måde "udelukke" samtlige retninger masten kunne falde i, og derved tvinge den til at blive stående.
Baret.
En baret er en blød hue med flad puld, en såkaldt fladhue.
Den bruges blandt andet af det danske forsvar.
Barokken.
Barokken er en vestlig kulturperiode, som begyndte først i det 17. århundrede i Rom. Den er kendetegnet ved drama og storhed i skulpturer, malerier, litteratur, dans og musik.
Barokkens popularitet blev støttet af den romersk-katolske kirke, som ved Tridentinerkoncilet besluttede, at kunsten skulle vise religiøse temaer med indragelse af stærke følelser. Aristokratiet brugte også barokarkitekturen og malerkunstens dramatiske stil til at imponere gæster og vise overvældende magt. Barokke paladser er bygget omkring en indgang med pladser, store trapper og modtagelsesrum af stigende rigdom.
Ifølge Oxford English Dictionary og Ordbog over det danske Sprog kommer "barok" fra det portugisiske ord "barroco", spansk "barroco" eller fransk "baroque", som alle betyder en "ujævn eller uperfekt perle". Ordet endelige oprindelse er uvis. I daglig tale kan "barok" også betyde svulstigt, grovkornet, plat, overdrevent, udførligt og langt og uddybende.
Barokkens udvikling.
Fra omkring år 1600 medførte kravet om ny kunst det, som i dag kendes som barokken. Ved Tridentinerkoncilet (1545–63) behandlede den romersk-katolske kirke emnet repræsentationel kunst og krævede, at malerier og skulpturer i kirkelig sammenhæng skulle tale til den jævne snarere end den velinformerede. Det kom til at tjene som inspiration for barokken, der blomstrede en generation senere. Denne drejning mod et populistisk syn på kirkebygningens- og udsmykningens funktion ses af mange kunsthistorikere som det, der skabte fornyelse fra Caravaggio og Carraccibrødrene i Rom.
Barokstilen flyttede sig bevidst fra det 16. århundredes manneristiske humor og intellektuelle kvaliteter mod en direkte pirring af sanserne. Den gjorde brug af en ikonografi, som var direkte, jævn, åbenlys og dramatisk. Barokkunsten udnyttede de brede og heroiske tendenser hos Annibale Carracci og hans skole og fandt inspiration i andre kunstnere som Caravaggio og Federico Barocci, som i dag kan kaldes 'ur-barok'.
Små tegn på barokken findes også i Michelangelos og Correggios værker.
Mange paralleller findes mellem barokmaleri og "barokmusik". I musikken blomstrer forskellig fraselængde, harmoni, ekkovirkning og kontrapunkt. De erstattede polyfonien, og instrumenternes særpræg blev tydeligere. En lignende fascination af simple, stærke og dramatiske udtryk findes i digningen, hvor klare, bredt synkoperede rytmer erstattede sammenbundne forklarende metafysiske metaforer. De blev i England brugt af sværmeriske mannerister som John Donne i sindbilleder, som var stærkt påvirkede af visioner inden for malerkunsten. De kan spores i John Miltons episke barokdigt "Paradise Lost" og i Thomas Kingos digtning.
Selv om barokken fra slutningen af 1720'erne i Frankrig blev fulgt af rokokoen i møbler, malerier og kunstindustri, var barokarkitekturen på mode til nyklassicismens fremkomst i 1770. Det napolitanske barokpalads Casertapaladset blev først påbegyndt i 1752.
Barokkens malerier virker mindre flertydige, mindre esoteriske og mystiske. Barokke poseringer afhænger af "contrapposto" ("kontrapost") spændingen i figurer som bevæger skuldrene og hofterne i modsatte retninger. Det fik skulpturerne se ud, som om de var på nippet til at bevæge sig; som Berninis "David".
De senere mere tørre, rene og mindre dramatiske stadier af det 18. århundredes arkitekturstil kaldes "senbarok". Den akademiske ny-palladianske arkitekturstil blev brugt af William Kent i Storbritannien. Kents møbler er påvirket af barokmøbler fra Rom og Genova.
Heinrich Wölfflin definerede barokken som den periode, hvor ovalen erstattede cirklen som centrum for komposition - balancen erstattede organiseringen omkring en akse - og hvor farver og effekter begyndte at blive tydelige. Protestantiske kunsthistorikere har fokuseret på, at barokken blev udviklet i en tid, hvor den romersk-katolske kirke reagerede på mange revolutionære kulturelle bevægelser og ny videnskab og nye former for religion— Reformationen. Den svulmende og monumentale barok er en stil, som kunne give paven et formelt, respektindgydende virkemiddel til at genoprette Kirkens prestige. Den blev udviklet i Rom, hvor barokarkitekturen fornyede de centrale områder med den vigtigste reformation og blev et symbol på den katolske modreformation.
Barokmalerier.
En typisk barokmaler er Peter Paul Rubens. Hans malerier af Marie de Medici fra Luxembourgpaladset i Paris (nu i Louvre), er en katolsk malers hyldest til en katolsk patron: Barokken er en idé om monarki, ikonografi, malingshåndtering og sammensætning såvel som afbildningen af rum og bevægelse.
Der er stor forskel på italiensk barokmaleri fra Caravaggio til Cortona, men begge søgte den følelsesmæssige dynamik.
Stil.
a>slottene i Wien er i barokstil.
Barokken er et kulturfænomen, der udsprang fra den katolske kirke i kølvandet på dens modreformation, og er et forsøg på at vise kirkens overvældende magt.
Barokkens overdådige kunst - både malerkunst, musik og litteratur - var pr. definition præget af overklassen.
I klædedragtshistorien er barokkens mest prominente skikkelser Ludvig XIV også kaldet "Solkongen". Barokmoden blomstrede fra 1620 til 1715. En barokkjole kendetegnes af et overdrevent forbrug af stof, svulmende skørter og mange udsmykninger i form af perler, ædle stene, blonder, broderi, bånd, brocher og kniplinger. Kjolerne var udringede, og kniplinger skulle dække, men ikke skjule. Herrens kjole var med detaljer som possementsknapper og paspolerede knaphuller, påsyede lommer og dybe læg. Ved kjolens revers og ærmer var der kalvekrøs og kniplingsmanchetter. En lang paryk fuldendte mandsdragten.
Stilperioden lå mellem renæssancen og rokokoen.
Thomas Kingo klædte sig og udtrykte sig i barokkens stil.
Barometer.
Barometer (græsk: tyngdemåler) er et måleinstrument til at måle luftens tryk.
Indtil hen imod midten af 17. århundrede kendte man ikke trykket, der skyldes luftens vægt (se lufthavet), og man vidste ikke, at luften overhovedet havde tyngde.
Allerede fra Antikken havde man pumper og hæverter, men man antog ligesom Aristoteles, at deres virkning skyldtes, hvad man kaldte»Naturens skræk for det tomme rum«(lat. "horror vacui"). 1640 så Galileo Galilei, at en sugepumpe ikke kunne hæve vand højere end ca. 10 m, og han forklarede dette ved at antage, at Naturens skræk for det tomme rum er begrænset. Galileis elev Evangelista Torricelli førte 1643 sagen væsentlig videre, og han antog, at den samme ubekendte årsag, som kunne drive vand op til en højde af ca. 10 m, kun ville være i stand til at løfte det 13,6 gange så tunge kviksølv 1/13 af de 10 m, altså omtrent 760 mm. For at undersøge dette fyldte Torricelli et glasrør med kviksølv. Det var ca. 1 m langt og tilsmeltet i den ene ende. Han holdt en finger for den åbne ende af røret, mens han vendte op og ned på det, og satte derpå den åbne ende af røret ned i en beholder med kviksølv; da han derefter gav slip med fingeren, sank kviksølvet i glasrøret virkelig også så meget, at det næsten stod de 760 mm højere i glasrøret end i den åbne beholder. Torricelli konkluderede, at luften på grund af sin vægt udøver et tryk, der kan måles ved den højde, som luften kan trykke kviksølv op i et lufttomt rum.
På opfordring af Blaise Pascal foretog Perrier i 1648 et lignende forsøg på toppen af Puy-de-Dôme, hvor det viste sig, at kviksølvet kun blev trykket op til en højde, der var ca. 80 mm mindre end ved foden af bjerget. Hermed var det endelig bevist, at luftens vægt er årsagen til lufttrykket, og at det er samme tryk, der er årsag til de fænomener, man tidligere havde betragtet som konsekvenser af "horror vacui." Torricellis forsøgsanordning var det første barometer, og efter ham kaldtes et barometer af den type, han havde brugt, ofte et torricellisk rør, ligesom det tomme rum oven over kviksølvet i glasrøret har fået navnet det torricelliske vakuum.
Allerede Torricelli lagde mærke til, at kviksølvet ikke altid stod lige højt i barometret, men at kviksølvhøjden kunne variere nogle centimeter, og han lagde mærke til, at denne variation stod i forbindelse med vejrforholdene. En stor kviksølvhøjde var det almindeligste i godt vejr og en lille højde almindeligst i blæsende, regnfuldt vejr. Barometrets store anvendelse og udbredelse hviler på den iagttagelse, og herfra stammer også dets danske, men nu forældede navn, vejrglas.
Barometertyper.
I tidens løb har der været mange forskellige detail-konstruktioner af barometre.
Kviksølvbarometer.
Barometer hvor lufttrykket, som ovenfor beskrevet, holder ligevægt i forhold til vægten af en kviksølvsøjle.
Aneroidbarometer.
Barometer der blev konstrueret af franskmanden Lucien Vidi i (1847).
Aneroidbarometer består i hovedsagen af lukkede dåser af tyndt bølgeblik eller af lukkede, krumme, tyndvæggede metalrør, der forandrer form, når lufttrykket udenom ændres. Formforandringen bliver gennem et vægtstangssystem overført til en viser, der peger på en inddelt skala, hvis inddelinger er afsatte ved sammenligninger med et kviksølvbarometer dåser og rør er praktisk talt lufttomme for at undgå den komplikation, som temperaturvariationers indflydelse på den indesluttede luft ellers ville medføre. Aneroidbarometer er langtfra så pålidelige som kviksølvbarometer de påvirkes som regel af temperaturvariationer og ændrer sig i tidens løb, hvorfor de af og til må kontrolleres ved sammenligninger med kviksølvbarometer de er lettere at transportere og håndtere og desuden som regel billigere end kviksølvbarometer, og de er i de fleste tilfælde tilstrækkelige til brug i det praktiske liv. De kan fremstilles så små, at de kan bæres i en lomme. Hvert aneroidbarometer har sin temperaturkorrektion. Tyngdens ændringer har derimod ingen indflydelse på disse barometers angivelse af lufttrykket.
Såvel kviksølvbarometer som aneroidbarometer kan fremstilles som selvregistrerende apparater og kaldes da barografer eller barometrografer. Et kviksølvbarometers stand kan registreres enten ad fot. (?fotografisk?) eller mekanisk vej, det sidste atter enten ved en registrering af vægten af kviksølv i det torricelliske rør eller ved hjælp af en svømmer på kviksølvoverfladen. mindre nøjagtige, men til praktisk brug som regel fuldstændig tilstrækkelige er de barografer, der er byggede efter aneroidprincippet. på aneroïdbarometers viser er i så tilfælde anbragt en pen, der til enhver tid optegner standen på et papir, der af et urværk føres forbi pennen. Sådanne apparater har fundet meget stor udbredelse også i det praktiske liv på grund af det let overskuelige og lærerige billede, sådanne registreringer giver, af forandringerne i lufttrykket. Medens man ved jordens overflade så at sige udelukkende anvender kviksølvbarografer til videnskabeligt brug, er man til undersøgelser i de højere luftlag henvist til at benytte aneroidbarografer. Disse instrumenter bygges da meget lette, og man må sørge for, at temperaturens indflydelse på apparatet bliver så lille eller så regelmæssig som mulig. Ofte sammenbygges disse registratorer med registratorer for temperatur (barotermograf), eller desuden med registratorer for fugtighed (barotermohygrograf). Ved sådanne sammenbygninger tegner alle skrivende organer på samme tromle, hvorved man kan nøjes med et urværk.
Kogebarometer.
Et måleinstrumenter, som kan bruges til at bestemme vandets kogepunkt, som igen viser lufttrykkets størrelse (se hypsometer).
Barre (gymnastikredskab).
En barre er et redskab, der anvendes i redskabsgymnastik, hvor ordet betegner et sæt af to stænger.
Mænd bruger to stænger, der er placeret parallelt og i samme højde. Øvelser i barren består af en række svingelementer, som suppleres med saltoer, vendinger og statiske momenter, hvor gymnasten viser styrke og kropskontrol.
Baryton (stemme).
Baryton (på engelsk baritone) er en mandsstemme, der ligger mellem tenor og bas. Omfanget ligger normalt mellem A-e1.
Udtrykket bruges også om musikinstrumenter, der er bygget til at frembringe dybere toner end normalt, for eksempel barytonsaxofoner eller baritone-guitarer.
Desuden betegner det tredjestemmen i trestemmig sang i de musikformer, der bruger en overstemme, kaldet tenor som andenstemme, barytonen ligger så under melodien. Eksempler er bluegrass og forskellige folkemusikformer.
Basel.
Basel (fransk: "Bâle", italiansk og spansk: "Basilea", engelsk: "Basle" og "Basel") er Schweiz' tredjestørste by med 165.529 indbyggere, mens byen har 690.000, hvis man medregner forstæder. Basel ligger i det nordvestlige Schweiz ved bredden af Rhinen. Byen er et stort industricenter for kemisk og farmaceutisk industri. Basel grænser op til både Tyskland og Frankrig.
Universitetet i byen blev grundlagt i 1460.
BASIC.
BASIC er en forkortelse for Beginners All-purpose Symbolic Instruction Code. BASIC er et nemt forståeligt programmeringssprog udviklet i slutningen af 1960'erne til undervisningsformål. BASIC er normalt et fortolket sprog og fandt allerede tidligt en stor udbredelse som programmeringssprog til personlige computere og hjemmecomputere. Det har desværre vist sig, at Basic ofte fører til spagettikode, hvorfor det sjældent anvendes mere i sin oprindelige form. I Danmark anvendtes ofte en avanceret udgave af BASIC, kaldet COMAL. COMAL, der var udviklet i Danmark, havde tidligt en stor udbredelse i undervisningssektoren, blandt andet fandtes COMAL på Regnecentralens microdatamater Piccoline og Partner.
BASIC har haft et meget dårligt ry som programmeringssprog. I de tidlige versioner var der meget ringe muligheder for at struktureret programmerne. Eksempelvis var det ikke muligt, at definere procedurer som kunne genbruges flere steder i programmet. Da der blev brugt linjenumre var der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem programliniernes placering på skærmen og den rækkefølge programlinjerne blev udført i. Edsger Dijkstra kritiserede brugen af BASIC i undervisninssammenhæng i "Selected Writings on Computing: A Personal Perspective".
I disse dage lever BASIC blandt andet videre i Microsoft's Visual Basic pakke, med hvilket man hurtigt kan udvikle kraftige Windows-programmer. Denne success er videreført af andre firmaer til f.eks. RealBASIC til Mac OS computere og DarkBASIC til udvikling af computerspil. Disse moderne versioner af BASIC-sproget kompilerer frem for at fortolke.
VBscript som bruges på dynamiske websider i ASP er en forenklet form af Visual Basic.
Basilika.
Århus Domkirke. Sideskibet ses foran midterskibet, som rager op bagved.
Ordet basilika kommer af græsk: "basilike (stoa)" = "kongelig (søjlehal)", fordi "basileus" betyder "konge". Det er en bygningtype, som stammer fra det klassiske Rom og Grækenland, og som i sin oprindelige form bestod af et hovedrum, midterskibet, med sideskibe på langsiderne. Midterskibet var som regel højere og bredere end sideskibene, og det kunne være udbygget med en apsis i den ene eller begge ender. Væggene mellem midterskibet og sideskibene var gennembrudt, så der dannedes kolonnader eller buegange.
Basilikatypen blev fastholdt længe i de romerske kirker, og den dannede forbillede for de ældste kirker i store dele af det øvrige Europa. Typen blev efterhånden udviklet til den romanske basilikakirke, der var tilført træk som tværskibe, hvælvinger og tårne. Ribe og Viborg domkirker er eksempler på de romanske basilikakirker. Typen blev fortsat udviklet i gotikken, hvor midterskibet blev forhøjet, så der kunne indsættes vinduer oven over sideskibene. Århus Domkirke er et eksempel på en gotisk basilika.
Basis.
Basis kan henvise til forskellige artikler
Basketball.
Basketball er en holdsport med to hold, der hver har fem spillere på banen ad gangen. Points scores ved at kaste en basketballbold i modstanderholdets kurv. Vinderen er det hold, som scorer flest points i løbet af en kamp. Basketball er blandt de mest populære og udbredte sportsgrene i verden. Som konkurrencesport spilles basketball indendørs, men sporten er også udbredt udendørs, hvor man bl.a. spiller streetball.
Historie.
Basketball er en af få sportsgrene, som kan føres tilbage til en enkelt opfinder, canadieren dr. James Naismith, som var idrætslærer på YMCA Training School (i dag Springfield College) i Springfield, Massachusetts. Han ledte efter en idrætsgren, som kunne dyrkes indenfor om vinteren. Den måtte ikke være for voldsom og skulle passe ind i en aflukket gymnastiksal. Efter flere forgæves forsøg nedskrev han i 1891 de første regler for basketball. Den første officielle kamp blev spillet i 1892.
Spillet er blevet udviklet med tiden. Bl.a. var den første kurv en ferskenkurv med bund i, så man måtte bruge en stav til at få bolden ud. Først senere fandt man på at fjerne bunden og senere igen at udvikle en metalring med net, som vi kender i dag.
Internationalt blev basketball oprindeligt organiseret sammen med bl.a. håndbold i IAHF (International Amateur Handball Federation), som blev dannet i 1928 i forbindelse med OL i Antwerpen, men i 1932 brød basketball ud og det internationale basketballforbund, FIBA, blev dannet. I 1936 blev basketball olympisk disciplin.
Internationalt har USA domineret sporten bl.a. takket være udbredelsen på college-niveau og verdens stærkeste professionelle liga, NBA. NBA har lidt andre regler end man benytter i hhv. college og under det internationale basketball forbund FIBA, men internationalt har man flere gange tilpasset reglerne, så de nærmede sig dem, man benytter i NBA.
Den olympiske basketballturnering regnes for den mest prestigefyldte internationalt set, ikke mindst siden FIBA tillod professionelle spillere at deltage fra 1992, hvor USA stillede med det første Dream Team. USA har siden opvisningsturneringen i 1904 vundet OL-guld i 13 ud af 17 olympiske basketballturneringer (i 1980 deltog USA ikke i legene i Moskva). Sovjetunionen vandt i 1972 og 1988, Jugoslavien i 1980 og Argentina i 2004. Først med Argentinas sejr i 2004, hvor USA blev nr. tre, blev USA's dominans ved OL endeligt brudt, idet det var første gang USA blev slået, hvor de havde mulighed for at stille deres bedste hold. USA
Pga. den amerikanske dominans er mange af de mest udbredte basketballtermer engelske, f.eks. kaldes en spilstyrer for en [point guard], en returbold hedder en rebound osv.
Basketball i Danmark.
Også i Danmark var basketball i starten forbundet med håndbold. Danmarks Basketball-Forbund (DBBF) blev dannet i 1947, og de første danmarksmesterskaber blev afviklet i 1958. Danmark deltog i de europæiske mesterskaber i 1951, 1953 og 1955 med placeringerne nr. 14 (af 18), nr. 16 (af 17) og 18 (af 18). Blandt de første danske landsholdsspillere var fleste håndboldspillere, bl.a. Knud Lundberg. Først i 2005 rykkede Danmark op i A-gruppen (de bedste 24 lande i Europa) igen. Det førte til kvalifiakationskampe til EM i 2007, hvor Danmark endte på en fjerdeplads (af fire) i kvalifikationsgruppen. Derefter deltog Danmark i den kombinerede kvalifikations- og nedrykningsturnering i 2007, hvor det blev til nedrykning til B-gruppen.
I Danmark hedder den bedste liga for herrer Canal Digital Ligaen og for kvinder Dameligaen.
Store klubber gennem tiden har været Bakken Bears, Svendborg Rabbits, Aabyhøj IF Basketball, Falcon, BK Amager, Basketballklubben BMS, Virum, Horsens IC, Stevnsgade, Hørsholm, Solrød, Roskilde, SISU og Værløse Basketball Klub. De regerende danske mestre for herrer er Svendborg Rabbits og for kvinder Hørsholm.
Regler.
Der findes forskellige regler alt efter turnering og organisationen, der arrangerer dem. De nedenfor angivne regler er dem, der spilles efter internationalt, dvs. FIBAs regler (senest opdateret 1. august 2010).
Selve spillet.
To hold spiller mod hinanden med fem spillere på hver sit hold. Spillet går ud på at score i modstandernes kurv og forhindre dem i at score i ens egen kurv.
Banens dimensioner.
Der spilles på en bane, som er 28 meter lang og 15 meter bred. Man kan nationalt give dispensation til baner ned til 26 meters længde og 14 meters bredde.
Alle linjer på banen skal have samme farve og være 5 cm bredde. De yderste linjer (bag- og sidelinjer) angiver banens udstrækning og er ikke en del af banen.
Der er en midtercirkel med 1,80 meter radius til dommerkastet, der starter kampen.
Straffekastlinjerne i hver ende af banen er 3,60 meter brede og ligger 5,80 meter fra baglinjen.
Tresekundsfelterne er de rektangulære områder på banen, som afgrænses af baglinjerne, de
forlængede straffekastlinjer og de linjer, som udgår fra baglinjerne, med deres yderkanter
2,45 m fra baglinjens midtpunkt. Disse linjer, bortset fra baglinjerne, er dele af
Et holds trepointsområde er hele banen med undtagelse topointområdet nærmest modspillernes kurv. Topointområdet er afgrænset af en bue med centrum præcist under kurvens centrum og en radius på 6,75 meter og af to parallelle linjer, som udgår vinkelret fra baglinjen, med den ydre kant 0,90 m fra inderkanten af sidelinjerne. Afstanden fra punktet på gulvet til indersiden af baglinjens midtpunkt er 1,575 m. Trepointslinjen er en del af topointsfeltet - ikke af trepointområdet.
Ikke-angrebsfejlområdernes er en halvcirkel med en radius på 1,25 meter målt fra det punkt på gulvet, der er præcis under centrum af kurven til halvcirklens inderkant. Området afgrænses 1,2 meter fra baglinjen (Linjen under pladen).
Halvcirklerne er ikke en del af ikke-angrebsfejlområderne.
1,2 meter fra hver ende af banen sidder der 3,05 meter oppe en kurv på en plade. Kurven er 45 cm i diameter og pladen er 1,8 x 1,05 meter.
Udstyr.
På øverste FIBA-niveau (OL, VM, EM osv.) skal der være et rødt lys i kanten af pladen, som lyser, når en periode slutter (så man kan afgøre om en scoring er tællende).
Boldene der anvendes er str. 6 (724-737 mm og 510-567 g) for damer og str. 7 (749-760 mm i omkreds og 567-650 g) for mænd. Der findes desuden en minibold i str. 5 til de yngste spillere, se børneregler.
Holdene og spilletøjet.
Man skal mindst være fem spillere for at kunne starte en kamp. Derudover må man have udskiftningsspillere, så man maksimalt når op på 12 spillere i alt. På udskiftiningsbænken må man derudover have en coach (udskiftningsleder) og evt. en assistant coach. Holdene skal have ens spilledragter på med én dominerende farve på hhv. trøje og bukser. Tøjet skal være nummereret (i FIBA-turneringer fra 4-15). Begge hold skal have mindst to farver at spille i - derfor ser man ofte vendbart spilletøj. Normalt spiller hjemmeholdet i lyst tøj, mens udeholdet spiller i mørkt tøj.
Spilletid.
Holdene spiller 4x10 minutters (4x12 i NBA) effektiv spilletid. Og her er virkelig tale om effektiv spilletid: Hver gang der er et spilstop (angivet ved dommerfløjt), stoppes tiden. Den startes først igen, når en spiller på banen rører bolden efter indkast. I de sidste to minutter af ordinær spilletid og ekstra perioder stoppes tiden også ved scoring.
Hvis en kamp står uafgjort efter fuld tid, spilles der ekstra perioder a 5 minutter, indtil man har fundet en vinder.
Scoring.
Der bliver givet 2 point for en scoring fra topointfeltet og 3 point hvis man skyder fra trepointområdet (bag trepointslinjen 6,75 meter fra kurven). Man må gerne lande inden for trepointslinjen, men hvis man blot rører 3-pointslinjen med fødderne, mens man er på vej op i skuddet, tæller scoring kun 2 point. Straffekast giver ét point pr. kast. Straffekast tildeles ved fejl i scoringsforsøg, holdfejl eller tekniske/usportslige fejl.
Alle scoringer noteres i kampprotokollen med spillernummer mv.
Holdt bold og skiftende boldbesiddelse.
Hvis to spillere fra hver sit hold begge får godt fat i bolden, og ingen af dem kan få kontrol over den uden unødig voldsomhed, dømmes der "holdt bold".
Reglen om skiftende boldbesiddelse er blevet indført for at undgå de mange dommerkast, man tidligere så i basketball. Efter denne regel får holdene tildelt bolden efter tur, hvor der tidligere har været dommerkast, f.eks. holdt bold og periodestart. Den første boldbesiddelse regnes fra et hold får boldkontrol efter det dommerkast, som starter kampen.
Fejl.
Fejl dømmes for at regulere elementet af personlig kontakt i basketball. Der kan dømmes personlige fejl, usportslige fejl og tekniske fejl. Desuden kan der dømmes fejl til bænken.
Fejl noteres i protokollen, hvad enten der er tale om almindelige eller tekniske/usportslige fejl.
Hvis fejlen er begået mod en spiller, som er i scoringsforsøg, tildeles der straffekast. Hvis scoringforsøget går i, tæller scoringen og angriberen får et enkelt bonuskast. Hvis scoringforsøget brændes får angriberen et antal straffekast svarende til typen af scoringsforsøg (to kast ved almindeligt scoringforsøg, tre kast ved 3-points scoringsforsøg).
Bassstrædet.
Bassstrædet er et 240 km bredt stræde, der ligger mellem Australien og Tasmanien. Det blev opdaget af Matthew Flinders i 1798 og opkaldt efter den opdagelsesrejsende George Bass.
Bastilledagen.
a>" dekoreret med flag på Frankrigs nationaldag.
Bastilledagen, den 14. juli, er Frankrigs nationaldag. Dagen fejres hvert år med en militærparade på Champs-Élysées.
Bastillen var en gammel borg midt i Paris. Den var omgivet af 30 meter høje mure og brede, dybe voldgrave. Under enevælden blev den brugt som fængsel.
Den 14. juli 1789 blev Bastillen stormet af vrede og oprørte borgere. Selv en del af kongens livgarde sluttede sig til folket medbringende fem kanoner. Derefter overgav kommandanten sig. Folket stormede ind, afhuggede hans hoved, satte det på en lanse og bar det triumferende rundt i Paris' gader. Stormen på Bastillen indvarslede den franske revolution.
Bastion.
En bastion er et fremskud i en fæstningsvold. Bastioner er som regel polygonformede.
Bataljon.
På et stabskort markeres en bataljon med et nummer eller et bogstav
En bataljon (afledt af: "bataille" for 'slagsmål') er en militær enhed på 450–1.000 mand, inddelt i 3-5 kompagnier.
Indenfor artilleriet bruges i stedet betegnelsen afdeling.
Chefen for en bataljon er oberstløjtnant.
Kamptropperne i Hæren.
En infanteribataljon består typisk af et stabskompagni, tre infanterikompagnier og en kampvognseskadron.
Baudouin 1. af Belgien.
Baudouin I ("Baudouin/Boudewijn Albert Charles Leopold Axel Marie Gustave") (7. september 1930 - 31. juli 1993) var konge af Belgien fra 1951 til sin død i 1993. Baudouin efterfulgtes af sin bror Albert.
Navnet "Baudouin" er ofte blevet brugt inden for flamsk- og wallonsktalende fyrsteslægter. Det er en moderne udtale af det nederfrankiske navn "Balduin".
Kong Baudoin har helt klart sat sine spor; i Bruxelles har han to stadioner opkaldt efter sig. Det i Bruxelles Wolluwé St. Lambert. Det andet stadion befinder sig tæt ved Atomium.
BBC.
BBC's hovedsæde, Broadcasting House i London.
British Broadcasting Corporation (BBC) er Storbritanniens nationale public service-udbyder af radio og tv, der desuden har en række internationale kanaler - deriblandt nyhedskanalen BBC World News og BBC Prime, der er en eksportkanal, der kun kan modtages uden for Storbritannien.
Kanalerne BBC1/BBC2 mfl. sendes ukodet fra satelliten Astra 2D på positionen 28,5 grader Øst. Selv om signalet er søgt snævert rettet mod de britiske øer, er det muligt at modtage i Danmark med en parabolantenne i størrelsen 1 - 1,5 meters diameter.
Strandbred.
En strandbred er et stykke land, der ligger lige ud til havet, hvor der som oftest er aflejret sand fra havet.
Strandbredden er en typisk randzone, et område mellem to biotoper, hvor planter og dyr fra dem begge mødes og udnytter de skiftende nicher i fællesskab.
Tangloppen er et godt eksempel på et dyr, der har tilpasset sig de meget svingende forhold på strandbredden. Alle ved, at de findes i hundredvis under hver eneste tangbunke, men de er faktisk glimrende svømmere og færdes lige så godt ude i vandet.
Beatmusik.
Beatmusik er elektrisk forstærket rytmisk musik, der har en enkel grundrytme med tydelige markeringer på 2. og 4. slag i takten, som vandt sin udbredelse i slutningen af 60'erne. I Danmark var beatgrupperne Young Flowers, Burnin Red Ivanhoe og Savage Rose dominerende i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne. I slutningen af 60'erne kaldtes denne musikform også med det nedsættende udtryk for pigtrådsmusik.
Beatifikation.
Beatifikation eller "saligkåring" er et romersk-katolsk ritual, hvor paven erklærer en afdød person "beatus" (fem. "beata"; = "salig"). Beatifikationen gør, at personen kan dyrkes, dog kun indenfor et bestemt område og ikke indenfor hele Kirken. Beatifikationen følger efter en succesfuld undersøgelse af personens livsførelse og eventuelle skrifter og mirakler. Undersøgelsen indledes som regel af den lokale biskop, og efter at denne har sagt god for vedkommende, videreføres undersøgelsen af "Kongregationen for Salig-og Helgenkåringsprocesser" i Rom.
I de fleste tilfælde følges en beatifikation af en kanonisering, sådan at hele Kirken kan få lov til at dyrke personen.
Charles de Foucauld er et eksempel på en person, der er blevet beatificeret. Af andre eksempler kan nævnes Knud den Helliges søn Karl, der lige som sin far blev myrdet, og som senere blev tilbedt i Flandern, hvor han var greve.
Beatnik.
Betegnelsen beatnik blev første gang brugt af journalisten Herb Caen i en artikel i avisen "San Francisco Chronicle" den 2. april 1958. Caen fandt på betegnelsen ved at modificere den tidligere brugte betegnelse beatgenerationen ved at tilføje den russiske endelse "-nik", inspireret af Sputnik. Det har muligvis været Caens hensigt at portrættere medlemmerne af beat-generationen i et negativt lys ved med den nye betegnelse at antyde, at de var uamerikanske. Jack Kerouacs betegnelse, "beat-generationen", havde mere positive konnotationer ved at associere beat-generationen med ord som den musikalske definition af "beat" og de religiøse konnotationer af det engelske ord "beatitude", d.v.s salighed.
Gradvist blev betegnelsen "beat-generationen" erstattet af "beatnik", selvom historikere stadig henviser til den første betegnelse. Siden 1958 er "beatnik" blevet brugt til at betegne en anti-materialistisk litterær bevægelse, der begyndte med Kerouac i 1948, og som strakte sig ind i 1960'erne. Mange historikere har hævdet, at beatnik-filosofien med dens anti-materialisme og grundlæggende sjælesøgende etos har påvirket sangtekster hos populære grupper i 1960'erne, f.eks. Pink Floyds første plader og The Beatles, samt været en forløber for hippie-generationen.
I slutningen af 1950'erne var der en tendens blandt unge studerende og håbefulde skribenter til at efterligne forfattere som Kerouac og John Clellon Holmes. Typisk havde mændene fipskæg og gik med alpehuer, rullede deres egne cigaretter og spillede på bongotrommer. Kvindemoden omfattede sort trikot og langt lige hår. Det var et oprør mod datidens middelklasses standarder, der forventede, at kvinder fik deres hår permanentet.
Medlemmerne af subkulturen foretrak ofte vin, kaffe eller te frem for mere almindelige drikkevarer som f.eks. øl og spiritus. Marijuana blev også forbundet med beatnik-subkulturen. I 1950'erne blev beatknikkernes syn på stoffer yderligere påvirket af forfatteren Aldous Huxleys populære bog "The Doors of Perception".
Generelt var beatnik-filosofien modkulturel, anti-materialistisk og med vægt på betydningen af at forbedre ens "indre selv" frem for at forbedre ens "materielle status". På trods af forsøgene på at antyde en forbindelse med kommunismen var der ingen direkte forbindelse mellem beatnik-filosofien (som den kom til udtryk hos de førende forfattere) og den kommunistiske filosofi, andet end den modvilje, som begge bevægelser nærede mod kapitalismen. Denne forbindelse er dog af tvivlsom karakter pga. det tydelige åndelige element i beatnik-filosofien, i modsætning til den marxistiske filosofis anti-spirituelle holdning. For eksempel begyndte mange beatnik-forfattere at dyrke østens religioner, f.eks. buddhismen og taoismen.
De fleste beatniks var liberale og lettere venstreorienterede; mange af dem støttede de sortes kamp for lige rettigheder, og de var åbne over for afrikansk-amerikansk kultur og kunst, hvilket afspejles i beatnik-musik og -litteratur, f.eks. deres forkærlighed for jazz. I denne henseende var beatniks forud for deres tid i betragtning af de ofte anstrengte raceforhold i det amerikanske samfund.
Der findes desuden et programmeringssprog med samme navn - se Beatnik (programmeringssprog)
Denne artikel er en oversættelse af artiklen "Beatnik" på den engelske Wikipedia.
Becifring.
En becifring angiver, hvilken akkord, der skal spilles. I stedet for at skrive harmonien ud i noder, bruges en kombination af bogstaver, tal samt tegn.
Syntaks: grundtone[m(mol)] [+ tilføjede toner][+ændring af treklang][+ /(bastone)]
Beelzebub.
Beelzebub eller Beelzebul er i Det Ny Testamente dæmonernes overherre og bliver også identificeret med Satan.
Navnet kan føres tilbage til Baal-Zebub, der var konge i filistrenes by Ekron. Dette navn betyder på semitisk "herre over fluerne" og blev anvendt af William Golding i romanen "Fluernes Herre".
I antikke sammenhænge optræder der en lille, om nogen, betydningsmæssig forskel på Beelzebub og den polyteistiske semitiske gud ved navn, Ba‘al. Monoteistiske, jødiske henvisninger til Baal var næsten udelukkende nedsættende og voksede sig til at blive brugt blandt andre begreber for Satan. Navnet optræder senere som navnet på en dæmon eller djævel, ofte byttet ud med Beelzebul.
Undersøgelser har forsøgt at tolke betydningen af Baal i sammenhænge for at afgøre den specifikke årsag til denne konnotation, og der har været alle mulige forskellige religiøse teorier. Det er gennemgående ukendt, hvorvidt og i hvilken grad den anti-hedenske indstilling hos tidlige hebræere bundede i en anti-matriarkalsk synsvinkel eller i en opstået modvilje mod de almindelige hedenske frugtbarhedsritualer.
Manga.
Beelzebub (her "Belzebub") er også navnet på djævelens søn i den kendte manga, "Sand Land". Denne manga er forfattet af Akira Toriyama, som også har brugt samme navn i sin verdensberømte mangaserie "Dragon Ball".
Behaviorisme.
Behaviorisme er en retning indenfor psykologi, der tager afsæt i studier af dyrs adfærd. Radikal behaviorisme tillægger således ikke mentale tilstande nogen betydning, modsat fx moderne kognitionspsykologi. Hjernen betragtes som en "black box", man kan studere input og efterfølgende output, men ikke de mentale processer der foregår i hjernen.
Behaviorismen blev grundlagt af John Watson i 1913. Han mente at hvis psykologien skulle være videnskabelig, så måtte den holde sig til at beskrive organismers adfærd (dvs. faktiske bevægelse af kroppen), og ignorere de subjektive tilstande, som fænomenologerne interesserede sig for.
En tidlig variant opstod med Pavlovs forsøg med hunde, der påviste eksistensen af betingede reflekser. Inden for læring beskæftiger behaviorismen sig med at selektere for og imod aktiv adfærd, hvad B.F. Skinner kaldte operant betingning hvorved, de kognitive processer forkastes.
B.F. Skinner studerede Pavlovs forsøg og teori. Han byggede videre på hans forsøg og teorier og oprettede den såkaldte "radikale behaviorisme". Bliver også kaldt ”fadder” til den nyere undervisningsteknologi.
I de senere år er man blevet klar over, at det netop var abeforsøgene, som gav basis for behaviorismen (ikke omvendt). Når man samler data fra umælende dyr, giver det ingen mening at overveje sprogligt formidlede, psykiske tilstande og processer.
Beige.
Beige er en farve. Den er nærmest lys gråbrun.
Beijing.
Beijing (北京/悲京 pinyin Běijīng) (på dansk også kendt som Peking'") er Folkerepublikken Kinas hovedstad. Navnet betyder "nordlig hovedstad", mens Nanjing betyder "sydlig hovedstad". Beijing har permanent været Kinas administrative hovedstad siden 1949 og var også inden da hovedstad i korte og lange perioder. Beijing, der ligger i den nordøstlige del af landet () er en af 4 kommuner, der i Kinas administration svarer til en provins og nyder tilsvarende uafhængighed som en provins. Beijing var den største by i verden før 1828.
I det centrale Beijing boede 1. januar 2007 7,6 millioner mennesker. I Beijings omegn boede 17,43 milioner mennesker, hvoraf 12,03 milioner var registrerede som permanente indbyggere, og resten, 5,4 milioner var vilkårlige indbyggere ("liudong rénkou"). Arealet af Beijing med omegn er cirka halvt så stort som Belgien.
Beijing er Kinas politiske og kulturelle centrum, medens Kinas folkerigeste by, Shanghai, derimod kan siges at være Kinas økonomiske centrum, i skarp konkurence med Hongkong. Under hele byens lange historie har Beijing udviklet en mangfoldig og unik kulturarv. Mest kendt er Den Himmelske Freds Port ("Tiān'ānmén"), der fører ind til Den Forbudte By og det kejserlige palads og tempel i Den Forbudte By, som siden 1987 har været på UNESCOs liste over verdens kulturarv. På UNESCOs verdensarvsliste findes også Himlens Tempel, Sommerpaladset, Lamatemplet Yonghegon og Konfuciustemplet.
Uden for byen, men derimod inden for byens politiske grænser, findes også et antal pragtfulde kulturmindesmærker som fx den kinesiske mur i nord og nordvest og Minggravene. Den kinesiske stat har sin egen betegnelse over nationale, historiske minder og kulturskatte under statslig beskyttelse, hvilken indeholder 98 bygninger, anlæg eller andre objekter i Beijing.
I Beijing findes bl.a. Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen Pladsen), der var skueplads for et studenteroprør i 1989. Oprøret blev slået ned med hård hånd af det kinesiske diktatur. Ved den Himmelske Freds Plads ligger også indgangen til Den Forbudte By.
Sommer-OL i 2008 blev afholdt i Beijing mellem 8. august og 24. august 2008. En OL-Bydel er vokset op lige nord for centrum. Majoriteten af idrætsvirksomheden havde rum der, men visse sportsgrene afholdtes i andre byer; herunder fodbold i (Qinghuangdao, Shanghai, Shenyang og Tianjin), ridning i Hongkong og sejlads (udenfor kystbyen Qingdao i Shadong-Provinsen).
Byens navn.
Få byer har haft så mange forskellige navne som Beijing. Da byen for første gang blev omtalt i 1121 f. Kr., benævnedes den "Ji". Senere blev den hovedstad i fyrstedømmet "Yan" (svale), og de kinesiske digtere og skjalde bruger endnu i dag dette meget poetiske navn´til at omtale byen.
Under "Tangdynastiet" (618-907) nævnes byen "Youzhou". I 986 erobredes den af Khitanerne og skiftede navn til "Yanjing" ("Svalernes Hovedstad"). I 1135 blev dette navn ændret til "Zhongdu" ("Byen i midten"). Under "Yuandynastiet" (fra og med 1271) blev byen kaldt "Dadu" ("Den store hovedstad") på kinesisk og "Khanbalik" ("Khanens by") på mongolisk, et navn der i Europa blev kendt gennem Marco Polos rejsefortællinger. Efter mongolernes riges fald i 1368 flyttede Hongwu, den første kejser i Kinas "Mingdynasti", Kinas hovedstad til Nanjing, ("Den sydlige hovedstad"). En senere kejser af Mingdynastiet, Yongle (1403-1424), flyttede sin egen residens og dermed hele Kinas hovedstad tilbage, således at Beijing igen blev Kinas hovedstad.
Kun i det i dag mest almindelige transskriberingssystem, "Hanyu Pinyin", skrives byens navn, "Beijing", hvilket også har påvirket dansk sprogbrug.
I flere europæiske lande, blandt andre Storbritannien, har allerede officielt ændret benævnelsen af byen fra Peking til Beijing. Navnet Beijing betyder ("Nordlig hovedstad"), medens Nanjing, en by sydligere i Kina, betyder ("Sydlig hovedstad"). Dongjing'", ("Østlig hovedstad"), er den kinesiske betegnelse for Japans hovedstad, Tokyo. I disse perioder i 1900-tallet, hvor Beijing ikke var rigets hovedstad, bar den navnet Beiping (Peiping).
I Nordkina og i standardkinesisk er udtalen Běijīng, hvor tonetegnene betyder faldende, og derefter stigende på e-et, og højt, uafbrudt tonefald på i-et.
Romaniseringen (det transskriberede stavningssæt) "Peking", opstod med fransk-katolske missionærer i slutningen af det 17. århundrede og gengiver ganske godt datidens udtaler. Det var også den transskribering, der blev anvendt i det officielle kinesiske postkort, som blev fastlagt i slutningen på Qingdynastiets tid og blev anvendt i en ganske stor bid af det 20. århundrede.
Administrativ inddeling i Beijing.
Det Indre Hovedstadsdistrikt ("engelsk: Core Districts of Capital Function")
Distrikter: Chongwen, Dongchen, Xicheng, Xuanwu
Det Ydre Hovedstadsdistrikt ("engelsk: Urban Function Extended Districts")
Distrikter: Chaoyang, Fengtai, Haidan, Shijingshan
Det Nye Bydistrikt ("engelsk: New Districts of Urban Development")
Distrikter: Changping, Daxing, Fangshan, Shunyi, Tongzhou
Det Økologiske Beskyttelsesdistrikt ("engelsk: Egological Preservation Development District")
Distrikter: Huairou, Mentougou, Miyun, Pinggu, Yanqing
Bel.
Bel er en logaritmisk måleenhed, som udtrykker forholdet af en fysisk størrelse relativt til et specificeret eller underforstået referenceniveau.
Bel anvendes f.eks. til angivelse af effektforhold, spændingsforhold og strømforhold. Benyttes indenfor telekommunikationen, trådløs kommunikation, lydmålinger og optiske målinger.
For effektforhold.
formula_1
De 10, der ganges med, er bare en omsætning til decibel.
Af formlen ses, at forholdet 1:1 svarer til 0 dB, mens 10:1 er 10 dB, 100:1 er 20 dB og 1:100 er -20 dB.
Hvis en effektdæmpning i et transmissionsled er 100 gange (20 dB) og dæmpes yderligere til halvdelen af effekten (3 dB) er den totale dæmpning 20 + 3 = 23 dB.
Et signals reelle størrelse er også muligt at angive ud fra en oplyst reference.
Hvis f.eks. et signal har størrelsen 0,0001 watt (0,1 mW), ligger det 10 dB under 1 mW og kan angives som -10 dBmW eller bare -10 dBm.
For f.eks. spændingsforhold eller strømforhold.
formula_2
De 10, der ganges med, er bare en omsætning til decibel.
dB-udtryk.
Når signalers størrelse skal angives, enten relativt eller reelt, angives ofte hvilken størrelse, dB-tallet henfører til.
Belchers havslange.
Belchers havslange "(Hydrophis belcheri)" er verdens giftigste slange. Blot et enkelt gram gift er rigeligt til at slå 12.900 mennesker ihjel.. Den har et venligt temperament og skal normalt udsættes for hårdhændet behandling før den bider. De fleste som bides er fiskere som røgter garn, men heraf er det kun en fjerdedel som forgiftes, eftersom slangen sjældent injicerer særligt megen af sin gift. Af denne grund og på grund af sit rolige væsen, betragtes den ikke generelt som særlig farlig. Giftigheden af denne slanges gift er flere gange blevet draget i tvivl, og flere herpatologer og slange-entusiater udnævner "Enhydrina schistosa" og "Oxyuranus microlepidotus" til at have den farligste gift.
Beskrivelse.
Den er hvid med sorte striber, og har en flad hale som den bruger til at svømme.
Den har ingen naturlige fjender ud over mennesker.
Generelt om havslanger.
Havslanger har brug for en ekstrem gift for med det samme at kunne dræbe et bytte. Medens en slange på landjorden kan forfølge en mus på flugt, vil en slange i havet ikke have en jordisk chance for at finde et bytte, der slipper væk. Mørket kombineret med det grumsede vand og de mange gemmesteder på havbunden gør det umuligt at genfinde dyret. Derfor skal slangen kunne lamme sit byttedyr på et øjeblik.
Belém.
Belém er en by i det nordlige Brasilien og hovedstaden og den største by i delstaten Pará. Byen har et indbyggertal på 1.380.836 (2010), med forstæder 2.040.843 (2010).
Almindelig Tusindfryd.
Almindelig Tusindfryd ("Bellis Perennis") er en staude med en rosetdannende vækstform. Bladene er omvendt ægformede og helrandede med få, grove takker. Begge bladsider er hårede og lysegrønne. Blomstringen sker gennem hele den frostfrie tid mellem marts og oktober. Blomsterkurven er margueritagtig og sidder for enden af en bladløs stilk. Skivekronerne er gule og rørformede, mens randkronerne er hvide med rødlige spidser. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet er groft trævlet og sidder på korte jordstængler, der også danner udløbere.
0,10 × 0,20 m (10 × 10 cm/år), heri ikke medregnet eventuelle udløbere med nye rosetter.
Planten er vildtvoksende på fugtig og lysåben, næringsrig bund med jævnlig nedbidning af græsser og andre høje urter. Denne tilpasning har gjort den effektiv som deltager i græsplænernes plantesamfund.
Bellmanprisen.
Bellmanprisen er en svensk litteraturpris som uddeles årligt af Det svenske Akademi med en prissum på 12.000 svenske kroner. Den er opkaldt efter Carl Michael Bellman.
Belo Horizonte.
Belo Horizonte (er en af de vigtigste byer i Brasilien. Den er hovedstad i delstaten Minas Gerais og ligger i den sydøstlige del af landet, 444 km fra Rio de Janeiro, 586 km fra São Paulo og 716 km fra hovedstaden Brasília. Byen ligger 858 meter over havet.
Med en befolkning på 2.375.444 (2010), med forstæder 5.413.627 (2010), er Belo Horizonte, eller "BH" (udtales "beagá"), som den ofte omtales lokalt, et økonomisk og kulturelt center, og landets sjettestørste by og tredjestørste byområde.
Byen blev grundlagt i 1897.
I 1940 blev Brasiliens senere præsident Juscelino Kubitschek udnævnt som byens borgmester.
Seværdigheder.
I bydelen Pampulha findes en arkitektonisk perlerække af bygninger, særligt omkring en kunstig sø, skabt i 1940erne. Fremhæves bør "Capela de São Francisco de Assis" ("Igreja da Pampulha"), og kunstmuseet Museu de Arte da Pampulha (MAP), der begge er tegnet af den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyer. Museu de Arte da Pampulha (Pampulha's kunstmuseum) er en bygning, der oprindeligt er bygget som casino, men blev lukket i 1946, da spillevirksomhed blev forbudt i landet.
Seværdig er også „Mangabeiras“-parken og byparken. Førstnævnte ligger i byens sydlige del, og giver et fantastisk vue over metropolen.
I Pampulha ligger delstatens største stadion Mineirão.
Infrastruktur.
Byen har tre lufthavne, hvoraf Aeroporto Internacional Tancredo Neves Confins (CNF) er den største. Confins ligger 42 km fra centrum, mens Aeroporto da Pampulha (PLU) i bydelen Pampulha blot ligger cirka 14 km fra byens centrum. Endvidere findes Aeroporto Carlos Prates, der dog ikke benyttes til ruteflyvning. De to førstnævnte har daglige forbindelser til de fleste større byer i Brasilien.
Prinsesse Benedikte.
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte ("Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid, Prinsesse til Danmark, prinsesse af Sayn-Wittgenstein-Berleburg") er født 29. april 1944 som den næstældste datter af Frederik den 9. og Dronning Ingrid. Gift 3. februar 1968 med Hans Højhed Prins Richard Kasimir zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg."
Frederik IX's samtykke.
Samtykket gør, at prinsesse Benedikte stadig har arveret til den danske trone.
Da ingen af prinsesse Benediktes børn har taget permanent ophold i Danmark i forbindelse med undervisningspligten, må de formodes at have fraskrevet sig retten til at arve den danske trone. Dronning Margrethe har i øvrigt to sønner, fire sønnesønner og en sønnedatter, som alle har arveret før prinsesse Benedikte (og hendes børn).
Benelux.
placeringen af Benelux i Europa
Benelux er en europæisk region bestående af landene Belgien, Nederlandene, og Lux'"embourg. Navnet er skabt ved at sammensætte første stavelse fra hvert lands navn. Det bruges nu i bred forstand om de tre lande, men blev skabt i forbindelse med oprettelsen af den økonomiske union Benelux ("Benelux Economische Unie/Union Économique Benelux").
Toldunion.
Toldunionen blev aftalt i 1944 og trådte i kraft 1948 med det formål at fremme den frie bevægelighed af arbejdskraft, kapital, tjenesteydelser og varer de tre lande imellem. Stiftelsen bidrog til udviklingen frem mod Den Europæiske Union (EU).
Kriminalitetsbekæmpelse.
I 2004 blev det desuden aftalt, at medlemslandenes politistyrker gerne må overskride hinandens landegrænser i kampen mod den internationale kriminalitet. Aftalen går et skridt videre end Schengen-samarbejdet.
Bengali.
a>, som hylder martyrene der kæmpede fra det bengaliske sprog
Bengali er et indoeuropæisk sprog som tales i Bangladesh og Indien. Nærmere bestemt er det et indoarisk sprog i den indoiranske sproggruppe. Det tales af omkring 190 millioner mennesker i Bangladesh og de indiske delstater Vestbengalen og Assam, foruden blandt immigranter i Vesten og Mellemøsten. Det er derved det 5. mest talte sprog i verden (efter Mandarin (sprog), hindi/Urdu, spansk og engelsk.
Området som sproget tales i, kaldes traditionelt "Bengalen".
Kampen for bengali i Bangladesh.
I perioden 1947-1971, da Østbengalen eller Østpakistan (vores dages Bangladesh) var en del af Pakistan, blev det bengalske sprog fokuspunkt og grundlaget for den nationale identitet for østbengalerne, hvilket i sidste ende førte til oprettelsen af den suveræne stat Bangladesh, hvor bengali nu er officielt sprog.
Omkring 1950-52 rejste den voksende middelklasse i Østpakisten sig til en opstand som blev kendt som "Sprogbevægelsen". Det kulminerede 21. februar 1952, da mange unge og studenter blev dræbt af politiet i en demonstration med krav om anerkendelse af bengali som nationalsprog i Østpakistan. 21. februar mindes i dag i Bangladesh som "sprogmartyrernes dag", og af UNESCO som "international modersmålsdag".
Skrift.
Den oprindelig udstrækning for Bengali
Bengali skrives sædvanligvis med sit eget bengali-alfabet. Det er et stavelsesalfabet der minder om devanagari som bruges til sanskrit og hindi og andre indoariske sprog. Hvert symbol repræsenterer en stavelse, og andre symboler kan tilføjes for at ændre eller undertrykke stavelsens vokal. Konsonantgrupper er ofte indikeret ved sammensætning af to symboler.
Retskrivningen er baseret på en ældre version af sproget uden nogle vokalsammenfald som er sket i talesproget, så den kan ikke beskrives som fonetisk.
Benjamin.
Benjamin er et hebraisk navn fra Det Gamle Testamente.
Benjamin bliver forkortet til Ben, se Ben (drengenavn).
Cirka 7800 danskere hedder Benjamin ifølge Danmarks Statistik.
Benny Goodman.
Benny Goodman (30. maj 1909 - 13. juni 1986), født Benjamin David Goodman, amerikansk klarinettist og orkesterleder. Benny Goodman var en af de første hvide, der fik succes som jazzmusiker og -orkesterleder. Han fik tilnavnet "King of Swing". Ved at tage Teddy Wilson med i 1930erne, var han den første som havde hvide og sorte musikere i samme band.
Goodmans klarinetspil var af så høj teknisk kvalitet, at han med succes dyrkede et klassisk repertoire. Han var således flere gange med i indspilninger af Mozarts klarinetkvintet (op. 581) og store klarinetkoncerter som Carl Nielsens.
Benny Hansen.
Benny Hansen (22. februar 1944 - 27. august 1998) var en dansk skuespiller. Han spillede maleren Fede i tv-serien "Matador".
Han kom ind på Det kongelige Teaters elevskole i 1965 og læste bl.a. hos Tove Bang.
Han fik herefter fast ansættelse på teatret frem til 1980.
I 1975 optråde han med stor succes i Helsingør Revyen.
Beowulf-klyngesystemer.
En type supercomputer der består af en masse Linux-maskiner koblet sammen i et datanet.
Berceuse.
Berceuse er en musikalsk genre med instrumental- eller vokalmusik som f.eks. en sang - hvor sang og musik er skrevet med henblik på falde i søvn, især brugt i forbindelse med mindre børn. Derefter kaldes en berceuse tit en vuggevise.
Beriberi.
Beriberi er en sygdom, som følger af mangel på tiamin (B1-vitamin). Ordet kommer fra singalesisk, hvor "beri" betyder "svaghed".
Beringstrædet.
a>positionen af en NASAs MISRsatellit. Alaska ses til højre og spidsen af Sibirien til venstre. Territorialfarvandet deles mellem henholsvis USA og den Russiske Føderation ved en linje midt mellem de to øer i midten (Store og Lille Diomede).
Beringstrædet er et stræde, der skiller Rusland fra Alaska. Beringstrædet har navn efter den danske polarforsker Vitus Jonassen Bering, der krydsede strædet i 1728. Han ville finde ud af, om Sibirien i Asien og Alaska i Nordamerika var landfaste.
Berit Hjelholt.
Berit Hjelholt (født 21. september 1920 i Munsala, Finland) er en dansk tekstilkunstner.
Berit Hjelholt fik sin uddannelse i mønstertegning og tekstilformgivning i Helsinki, blev dansk gift i 1949 og flyttede samtidig til Danmark. I årene 1964-67 studerede hun japansk og kalligrafi ved Københavns Universitet.
Berit Hjelholt har bl.a. udført billedtæppet med titlen "Som en rejselysten flåde", som hænger bag formandssædet i Folketingssalen.
Berit Hjelholt er medlem af Kunstnersammenslutningen Corner.
Berlin.
Berlin (Tysk [bɛʁˈliːn]) er hovedstaden i Tyskland og hjemsted for den tyske regering og parlament. Tillige er Berlin en af Tysklands 16 delstater. Delstaten og byen Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger ved floden Spree i det østlige Tyskland blot 70 kilometer fra den tysk-polske grænse. Byen havde i september d. 30 2009 et indbyggertal på 3,443,570.
Byen har i løbet af sin meget omskiftelige status og tilværelse spillet en stor rolle i mange verdenshistoriske begivenheder og er efter genforeningen igen blevet et af de vigtigste kulturelle og politiske centre i Europa. Udover at være et centralt og vigtigt trafikknudepunkt har byen også utallige verdensberømte kulturelle institutioner samt førsteklasses forskningscentre og universiteter. Byen er et af de mest besøgte turistmål i Europa, og har i de seneste år oplevet en stigende interesse fra især danske turister og lejlighedskøbere.
Berlin har været hovedstad for kurfyrstendømmet Brandenburg, for kongeriget Preussen (1701-1918), for det Tyske kejserrige (1871-1918), for Weimarrepublikken (1919-1933), for Nazi-Tyskland (1933-1945) og for DDR (1949-1990 kun den østlige del). Siden genforeningen den 3. oktober 1990 er Berlin igen hele Tysklands hovedstad, men bybilledet er stadig præget væsentligt af de 45 år, hvor Berlins østlige og vestlige del udviklede sig uafhængigt af hinanden.
Oprindelse.
Et kort fra det 13. århundrede over de to byer Cölln og Berlin
Navnet Berlin er af uklar oprindelse, men hævdes at stamme fra et gammelt uddødt slavisk sprog, vendisk, hvor ordet "Berlin" skulle betyde "sump". De første beretninger om byer i området stammer fra det 12. og 13. århundrede, hvor den nuværende Berlin-forstad Spandau i 1197 nævntes. I 1209 nævntes Köpenick, i 1237 Cölln og i 1244 nævntes for første gang Berlin. Disse to vendiske landsbyer, Berlin og Cölln, skulle i løbet af middelalderen smelte sammen til én by.
Huset Hohenzollern kommer til.
I 1415 blev huset Hohenzollern givet markgrevskabet over kurfyrstendømmet Brandenburg, hvori Berlin lå centralt placeret. Denne status skulle huset beholde til slutningen af 1. verdenskrig, først som markgrever, senere som konger af Preussen og til sidst som kejsere af Tyskland. I 1451 blev Berlin gjort til Hohenzollernes residensby, hvormed Berlins daværende status som fri hansestad ophørte. Berlin blev nu hovedbyen i kurfyrstendømmet Brandenburg, men levede alligevel i middelalderen en forholdsvis ubetydelig tilværelse i det nordøstlige Tyskland, der dengang udgjorde periferien af det tysk-romerske rige.
Trediveårskrigen havde ligesom for resten af Tyskland også fatale følger for Berlin. Omkring en tredjedel af husene i byen blev ødelagt og befolkningstallet halveret. I 1640 efterfulgte Friedrich Wilhelm, også kaldet den store kurfyrste, sin far som kurfyrste, og dette skulle vise sig at blive startskuddet for Brandenburg og Berlins rivende udvikling. Kurfyrst Friedrich Wilhelm startede en meget tolerant indvandringspolitik, og mens kristne udbrydergrupper blev udsat for stadig stigende forfølgelse i andre lande, så udviste kurfyrst Friedrich Wilhelm religiøs tolerance. Ediktet fra Potsdam 1685 var for eksempel en invitation til de franske huguenotter, der i tusindtal strømmede til Berlin, hvor deres evner og talenter var med til at udvikle byen. Omkring 1700 var ca. 20 procent af Berlins indbyggere franske, dertil kom mange protestantiske tyskere fordrevet fra Polen, Bøhmen og Østrig.
Kort over Berlin i 1737.
I 1688 kom Frederik I til som kurfyrste, og med hans kroning som konge i Preussen i 1701 blev Berlin nu hovedstad i det voksende kongedømme Preussen. Hans søn og efterfølger, Frederik Vilhelm I, der var konge fra 1713-1740, satsede frem for alt på at konsolidere Preussens magtbase. Dette gjorde han ved at opbygge en imponerende hær for et så forholdsvis lille europæisk land. Måske som konsekvens af dette, blev Preussen aldrig angrebet, og Frederik Vilhelm I's tilnavn som "soldaterkongen" dækker over det faktum, at han faktisk aldrig rigtig var i krig.
Frederik II, også kendt som "Frederik den Store", blev i 1740 konge i Preussen. Under hans regeringstid voksede Preussens betydning og dermed også Berlins størrelse. Efter syvårskrigen, hvor Frederik II havde været uhyre tæt på totalt nederlag, etablerede Preussen sig som den femte stormagt i Europa. Det habsburgske rige (Østrig) havde nu ikke eneret på stormagtstatus i det tysk-romerske rige. Frederik den Store gjorde byen Berlin til et intellektuelt kraftcenter i det nordtyske område, og med sin meget oplysningsprægede tankegang formåede han at tiltrække mange store tænkere. Voltaire havde blandt andet sin gang der et stykke tid.
Det 19. århundrede - Tysklands samling og industrialisering.
a> tager imod de sejrende preussiske tropper fra krigen mod Frankrig i 1871.
Med det tyske riges sammenbrud i 1806, og Napoleons endegyldige nederlag nogle år senere, kunne Preussen indtage en stadigt stærkere position i Tyskland, hvor de mange nordtyske småstater nu lænede sig op ad Preussen for beskyttelse. Det nordtyske forbund konsoliderede Preussens magt. Berlin voksede dermed i størrelse og betydning. Efter i 1866 at have slået den største konkurrent i det tyske område, Østrig, kunne Preussen med sejren over Frankrig i 1871 samle Tyskland under preussisk ledelse. Berlin blev nu hovedstad for det andet tyske rige, og Hohenzollern-slægten blev kejsere. Industrialiseringen fik samtidig Berlin til at vokse dramatisk og gjorde byen til Tysklands økonomiske centrum. Berlin blev i sidste tredjedel af det 19. århundrede oversået med monumentale bygninger og flere mindesmærker, heriblandt den imponerende Siegessäule til minde om sejrene over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1871. Stilen var typisk nyklassicistisk for perioden, der også gik under navnet "Gründerzeit".
1918-1945.
I 1918 udråbtes Weimarrepublikken i den tyske hovedstad. I løbet af 20'erne blev stadigt flere forstæder indlemmet i Berlin. Den senste oficielle udvigelse af bygrænsen fand sted i år 1920, og Berlin var nu en af verdens største byer med omkring 4 millioner indbyggere. Ligesom Paris indkluderer Boulogneskoven og Vincennesskoven ville man også i Berlin tilføre to større parkområder både øst og vest om selve byen der skulle indkluderes i selve det oficielle byområde. Det blev til Grünewald i sydvest og Berliner Stadtforst i sydøst.
Byen var i 20'erne kendt for at rumme et utroligt spændende og frit kulturmiljø, hvor mange grænser, bl.a. seksuelle, blev afprøvet.
I 1933 kom Adolf Hitler og NSDAP til magten og satte en stopper for denne udvikling. Folketinget, "der Reichstag" sattes i brand i marts 1933, og nazisterne lad bygningen stå kvar som en ruin. Nazisterne gjorde hurtigt livet utåleligt for det store og for byen meget vigtige jødiske mindretal på 170.000 indbyggere. Ligevel opnåede Berlin sin største befolkning i 1940, da byen tællede 5 miljoner indbyggere. Under 2. verdenskrig blev Berlin udsat for over 250 flyvebombardementer af forskællige størrelser under åren 1942-1945, hele 16 af desse ganger bombades byen med så kallede "Thousand-plane bombings". Hele kvarterer blev smadret, og mange indbyggere døde i bomberegnen.
I de sidste dage af krigen under Slaget om Berlin blev byen en blodig kampplads mellem tyske og sovjetiske soldater, indtil de tyske styrker i byen kapitulerede den 2. maj 1945. Dog opskattedes i sommeren 1945 at ca 1/3 af Berlins boliger stadig var uskadde. De sydvestlige deler hade klaret sig forholdvis godt, men enkelte bygninger i Berlin-Mitte som fx Görings luftfartsdepartement og luksushotelet "Hotel Adlon" var mirakuløst uskadde i maj 1945. (Hotel Adlon brænde dog i tresserne, men blev genopbygget).
Kold krig og Berlins deling.
Billede af Berlinmuren med den vestlige side fyldt med graffitti, og den østlige side svært bevogtet af østtyske grænsesoldater.
Efter krigen blev Berlin delt op i fire sektorer, en britisk, fransk, amerikansk og sovjetisk sektor. Det var meningen, at byen skulle regeres gennem samarbejde, men den stigende antagonisme mellem øst og vest fik byen til at gå midt over i en af Sovjetunionen kontrolleret østlig og en af de allierede administreret vestlig del, hvor vidt forskellige forhold herskede. Som en konsekvens af dette forhold forsøgte Sovjetunionen at tiltvinge sig magten over også den vestlige del af byen med en blokade af Berlin i 1948, der dog mislykkedes takket være en luftbro. Utilfredsheden med det sovjetiske styre i Østberlin udløste den 17. juni 1953 en større opstand, der blev slået blodigt ned. "Strasse des 17. Juni" i midten af byen er opkaldt efter dette oprør.
Den østlige del af byen, Østberlin, blev hovedstad i det i 1949 oprettede DDR, mens Vestberlin blev en vesttysk enklave midt i et østblokland, og dermed et udstillingsvindue for vestlig demokrati og fri markedsøkonomi. Berlin var dermed et vitalt centrum i den kolde krig.
Berlin var det eneste sted, hvor østtyskere uden problemer kunne komme til Vesttyskland, og som en konsekvens af alarmerende høje flygtningetal fra øst til vest forsøgte DDR's ledelse under Walther Ulbricht med held at dæmme op for denne strøm ved at bygge en mur gennem Berlin. Den 13. august 1961 blev Berlin skåret over i to dele. Berlins befolkning blev med et adskilt i en østlig og vestlig del. Som svar på bygningen af muren holdt USAs præsident John F. Kennedy i 1963 sin berømte Ich bin ein Berliner-tale foran Vestberlins rådhus, Rathaus Schöneberg. Muren, som om noget kom til at symbolisere jerntæppet og delingen af Europa, blev bevogtet med minefelter, pigtråd og soldater frem til 1989, da det kommunistiske regime mistede kontrolen over landet. Flere hundrede mennesker blev dræbt ved flugtforsøg over muren i løbet af den kolde krig.
Murens fald.
I 1989 blev grænseposterne åbnet for østtyskerne efter stort og vedvarende pres for reformer fra den østtyske befolkning. De næste dage gik Berlins befolkning ud på gaderne til spontan folkefest. I løbet af en nat blev muren overflødiggjort, med den tyske genforening den 3. oktober 1990 blev muren endelig officielt ligegyldig, og Berlins to adskilte bydele kunne samles igen. I dag er der ikke meget tilbage af den, kun få steder kan man se resterne af den.
I den såkaldte hovedstadsbeslutning afgjorde Forbundsdagen den 20. juni 1991, at Berlin skulle være den nye hovedstad i det genforenede Tyskland, hvilket trådte i kraft i 1999. Regeringen og mange af de vigtige ministerier flyttede fra Bonn til Berlin i 1999, og byen fremstår igen som et af Europas vigtigste politiske og kulturelle centre.
Som hovedstad.
Tysk politik på nationalt niveau finder hovedsageligt sted i regeringskvarteret beliggende lidt nord for Tiergarten og lige i nærheden af Brandenburger Tor. Her finder man det tyske parlament, Bundestag, det tyske forbundsråd, Bundesrat, kanslerens regeringsbygning, Bundeskanzleramt, og mange andre vigtige institutioner og ministerier. Dog har nogle ministerier stadig til huse i den tidligere vesttyske hovedstad Bonn.
Det første parlament i den nye genforenede tyske stat besluttede i 1991 med Hauptstadtbeschluss efter meget lang debat og med stemmerne 338 for og 320 imod at flytte den tyske hovedstad fra Bonn i vest til Berlin. Flytningen blev gennemført i 1999.
Som delstat.
Siden den 3. oktober 1990, den officielle genforeningsdag, har Berlin været en af Tysklands 16 delstater. Den er ligesom Hamburg og Bremen en såkaldt "bydelstat".
Berlins lovgivende forsamling, Berlins parlament, kaldes "Abgeordnetenhaus von Berlin". Det har 149 pladser og har til huse i das Rote Rathaus på Alexanderplatz.
Berlins regering kaldes senatet og består af otte senatorer. Lederen for senatet kaldes regerende borgmester, som i denne funktion repræsenterer både byen og delstaten. Klaus Wowereit (SPD) er den nuværende regerende borgmester. Berlin har næsten altid været domineret af socialdemokrater og socialister, og det socialistiske PDS med ekskommunister og frafaldne socialdemokrater har en forholdsvis stor indflydelse i byen.
Staten Berlin har i dag 4 pladser ud af 69 i det tyske Forbundsråd.
Regerende borgmestre i Berlin.
Borgmesterposten i Vestberlin var især under den kolde krig en meget afgørende post. Eksempelvis kunne Willy Brandt ved hjælp af borgmesterposten og sin fremtrædende rolle under John F. Kennedys besøg i Berlin 1963 promovere sig selv og dermed bane vejen til valget som forbundskansler i Vesttyskland.
Byvåben og flag.
Berlins våben er en oprejst sort bjørn. Våbnets herkomst er uklar. Man har spekuleret i, at det kan være en henvisning til grundlæggeren af Mark Brandenburg, Albrecht»Bjørnen«(Albrecht Bär). Våbenmotivet har også været forklaret som en tolkning af byens navn, men det er mindre sandsynligt da navnet højst sandsynligt stammer fra ordet "brl", et slavisk ord som betyder myr. Bjørnen ses første gang i et segl fra 1280. Gennem historien er det optrådt i forskellige kombinationer med Preussens og Brandenburgs ørne. Først i 1800-tallet blev bjørnen byens våben frem for den brandenburgiske ørn.
Berlins flag viser bjørnen på en hvid baggrund med en rød stribe over og under. Flaget forekommer i to varianter. Byens ordinære flag, det som Berlins indbyggere frit må hejse, har bjørnen stående frit i det hvide felt. Delstatsflaget, som byens offentlige myndigheder bruger, har bjørnen i et kronet våbenskjold. Flagene blev officielt indført i 1954.
Bydelene i Berlin har egne våben og flag. Våbnene er særegne for hver enkelt af de tolv bydele, men de har alle en murkrone, hvor skjoldet med bjørnen indgår.
Forvaltning.
Berlin er én kommune, og byens bydele er således ikke kommuner. De er derfor i høj grad afhængige af senatet og senatsforvaltningen. Hvert bydel har dog egen bydelsadministration, kaldet "Bezirksverordnetenversammlung", som er valgt af bydelens borgere. Der vælges 55 medlemmer af bydelens råd, hvoraf en bliver bydelsborgmester. De 12 bydelsborgmestre udgør tilsammen et råd, der kan rådgive delstatsparlamentet.
Administrative bydele.
Berlin har siden 2001 været opdelt i 12 administrative bydele ("Bezirke"), der alle har eget byråd. Den største bydel befolkningsmæssigt er Pankowi nordøst med 358.073 indbyggere, mens den arealmæssigt største er den sydøstlige bydel Treptow-Köpenick, der strækker sig over 168,42 km² - mere end 8 gange så meget som Friedrichshain-Kreuzberg.
Indtil reformperioden fra 1998-2001 bestod byen af 23 bydele, der gik tilbage til inddelinger fra før Berlinmurens fald i 1989, hvor Vestberlin var inddelt i 12 og Østberlin i 11 bydele.
Geografi.
Berlins rådhus´ nøjagtige geografiske placering er 52° 31' 6" nordlig bredde og 13° 24' 30" østlig længde. Den største længde i øst-vestlig retning er ca. 45 km, den største udstrækning i nord-sydlig retning er cirka 38 km. Byens areal er på cirka 892 km². Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger i det østlige Tyskland, blot 70 km vest for grænsen til Polen.
Berlins centrum befinder sig i et istid-præget landskab mellem højderyggene Barnim nordøst for Berlin og Teltow sydvest for Berlin som en del af det større område der kaldes Berlin Urstrømsdal. Landskabet omkring Berlin blev dannet i den yngste del af den sidste istid, Weichselistiden. For cirka 20.000 år siden var området omkring Berlin dækket af flere hundrede meter indlandsis. Da isen omkring Berlin begyndte at smelte for cirka 18.000 år siden opstod den urstrømsdal som Berlin befinder sig i.
Den historiske og ældste del af Berlin ligger ved det smalleste og dermed mest farbare sted af denne dal, som Spree følger i øst-vestlig retning. Spree gennemløber dermed det meste af Berlin.
I den vestlige bydel Spandau munder Spree ud i Havel, der løber fra syd mod nord. Havel som oprindeligt var en istidsrende danner de store søer Tegeler See og Grosse Wannsee vest for Berlin.
I dag er Berlin vokset ud over urstrømsdalen, så store dele af byen nu breder sig ud over højderyggene Barnim og Teltow.
Det højeste punkt i Berlin er Grosse Müggelberg med 115,4 m.o.h. i bydelen Treptow-Köpenick. Det næsthøjeste, Teufelsberg 114,7 m.o.h. i Charlottenburg-Wilmersdorf, består af ruinaffald fra bombardementerne i Berlin under 2. verdenskrig. De laveste punkter er Havel-søerne i vest med 32 m.o.h.
Klima.
Berlin ligger i en tempereret klimazone. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 8,9 °C og den årlige nedbørsmængde er på 581 mm. De varmeste måneder er juli og august med 18,5 hhv. 17,7 °C, og de koldeste måneder er januar og februar med -0,6 hhv. -0,3 °C i gennemsnitstemperatur. Den mest regnfyldte måned er juli med gennemsnitligt 70 mm og den tørreste måned er marts med gennemsnitligt 31 mm.
Demografi.
Berlin har i dag en befolkning på godt 3,4 millioner indbyggere, hvilket gør byen til klart den største by i Tyskland, større end den næststørste Hamburg og tredjestørste München tilsammen.
Metropolregionen, som også omfatter områder i delstaten Brandenburg, har omkring 4,5 millioner indbyggere.
Frem til midten af 1600-tallet var Berlin sparsomt befolket, men efter trediveårskrigens hærgen var ophørt, begyndte byen at vokse. Især takket være kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburgs immigratonspolitik øgedes befolkningen fra omkring 6.000 i 1648 til 57.000 i 1709. Eftersom det hovedsageligt var huguenotter som slog sig ned i byen har mange af Berlins indbyggere stadig den dag i dag franske aner. Omkring 1800 mener man at op i mod 20 % af befolkningen var fransktalende. Byen passerede 100.000 indbyggere i 1740 og milliongrænsen blev nået i 1875.
Gennem Stor-Berlin-lovene i 1920 øgedes befolkningen til omkring 4 millioner, da mange af de efterhånden sammenvoksede forstæder nu også blev talt med. Under anden verdenskrig faldt befolkningen på grund af civile og militære tab og flugt. Sidenhen har befolkningstallet ligget forholdsvis konstant på mellem 3,1 og 3,5 millioner.
Berlin har altid taget imod en del immigranter. Efter huguenotterne i 1600-tallet fulgte i 1800-tallet mange østeuropæere. Efter anden verdenskrig kom mange gæstearbejdere fra især Syd-Europa, særligt Italien og Tyrkiet til Vestberlin, og fra Vietnam til Østberlin.
Ovenikøbet kommer mange tyskere fra andre dele af Tyskland til Berlin på grund af byens kulturelle og politiske betydning. Under den kolde krig var indbyggerne i Vestberlin fritaget for værnepligt, og mange medlemmer af 68-bevægelsen søgte til byen på grund af dens liberale samfundsklima.
Bydelen Kreuzberg fik efterhånden den største tyrkiske befolkning udenfor Tyrkiet, og er kendt for sit særprægede folkeliv, sine lave boligpriser og sin alternative kultur. I alt bor der 200.000 mennesker med tyrkisk baggrund i Berlin, hvilket gør bydelen til det område med den største koncentration af tyrkere udenfor Tyrkiet.
Berlin er især kendetegnet af en enorm befolkningsudskiftning. Siden genforeningen har 1.7 mio indbyggere forladt byen, mens 1.8 mio andre er kommet til. Op til i dag har Berlin en befolkningsudskiftning langt højere end det gennemsnitlige. Alene i år 2004 flyttede 115.267 til Berlin, heraf 42.063 fra udlandet. På samme tid forlod 113.581 indbyggere byen, heraf 31.244 til udlandet.
Lokal dialekt.
Den lokale dialekt i Berlin kaldes "Berlinisch" og er distinkt anderledes end den omkransende regionale Brandenburger-dialekt. Dialekten er som hovedstadsdialekt præget af mange forskellige påvirkninger både fra regionale dialekter i Tyskland, men også fra udenlandske indbyggere. Således er Berlinisch blevet påvirket af en lang række af de forskellige folkeslag, der er flyttet til byen i tidens løb, fransk, flamsk, jiddisch og senest tyrkisk.
Religion.
a>, en vigtig protestantisk kirke i Berlin
Af byens 3,4 millioner indbyggere er 22,3 % protestanter, 9,1 % katolikker, 2,7 % tilhængere af andre kristne konfessioner, 6,2 % muslimer og 0,6 % tilhængere af andre religioner. Hele 59 % er officielt konfessionsløse, hvilket anses for at være det højeste tal i den vestlige verden. Størstedelen af de officielt konfessionsløse har protestantisk oprindelse, da det især var i det ikke-religiøse tidligere protestantiske DDR, hvor mange vendte protestantisme og religion ryggen.
Berlin er sæde for et protestantisk bispedømme, som tilhører "Evangelische Kirche Berlin-Brandenburg-schlesische Oberlausitz". Endvidere er byen sæde for et katolsk ærkebispedømme. Som reaktion på tvangsforeningen af den lutherske kirke og den reformerte (kalvinistiske) tradition opstod i 1800-tallet "Selbständige Evangelisch-Lutherische Kirche", også kaldet "den gammellutherske kirke". Fra 1800-tallet har også baptister været repræsenteret i Berlin, og er med sine 36 menigheder den største frikirke i hovedstaden. De driver også flere diakonale institutioner.
Berlins jødiske menighed, som blev grundlagt i 1671, har ca. 12.000 medlemmer, men antallet af personer med jødisk oprindelse er nok større. Byen har 11 synagoger og flere andre jødiske institutioner, bl.a. to rituelle bade, Jüdisches Krankenhaus Berlin (det jødiske hospital i Berlin), jødisk museum, jødisk gymnasium og "Jüdischer Friedhof Berlin-Weißensee", den største jødiske gravplads i Europa. Berlin har den hurtigst voksende jødiske befolkning i verden udenfor Israel, efter at et stort antal jøder fra de tidligere sovjetrepublikker har valgt at slå sig ned i byen efter kommunismens sammenbrud. "Se også Jødedom i Berlin."
Den islamiske menighed blev grundlagt i 1922. Byens ældste moské blev bygget mellem 1923 og 1925 i Wilmersdorf. Berlin har endvidere to buddhistiske templer.
Infrastruktur.
Oversigt over S- og U-bahn-linjer i Berlin.
Som hovedstad i en af Europas største stater, og som en af de mest betydende storbyer på kontinentet, byggede man i Berlin allerede fra slutningen af det 19. århundrede et særdeles omfangsrigt transportsystem. Efter bygningen af Berlinmuren i 1961 blev byens transportnet skåret over i to dele, der betjente respektive den vestlige og den østlige del af byen. I tiden for den kolde krig blev U-bahn-nettet udbygget i Vestberlin, mens man i Østberlin satsede på sporvognstrafik. Dette ser man stadig tydeligt i dag.
Berlin har i dag et af Europas største og mest komplette offentlige transportnet, hvor 15 S-togs-linjer, ni undergrundsbanelinjer, 23 sporvognslinjer, seks færgelinjer langs Spree og Havel samt 150 buslinjer muliggør en meget hurtig rejsetid overalt i Berlin. Den 26. maj 2006 blev Berlins nye hovedbanegård indviet.
Kollektiv trafik.
Den kollektive trafik i Berlin består af S-Bahn (331,5 km længde/ 375,8 millioner passagerer i 2006) — som bestyres af S-Bahn Berlin GmbH - af U-Bahn (144,2 km / 456,8 mio. passagerer), Straßenbahn (187,7 km / 171,3 mio. passagerer), bus (1.626 km / 407,1 mio. passagerer), samt et antal flodfærger bestyret af Berlins Trafikadministration BVG. S-Bahn er for størstepartens vedkommende et overjordisk jernbanenet, mens U-Bahn er byens undergrundsjernbanesystem. Dog kører de nord-sydlige S-Bahn som undergrundsbane og store deler af den sydlige U1 kører som overjordisk bane.(Også store deler af U5 kører ovanjordisk i de østlige deler af byen) Sporvognenene (Straßenbahn eller tram) er næsten udelukkende i brug i den østlige del af byen, det tidligere Østberlin. Busser betjener passagerer overalt i byen, men tjener hovedsageligt som forbindelse mellem den indre del af byen og de ydre forstæder. Næsten al kollektiv trafik har samme billetsystem. Og der findes en tredje type af tog der kan bruges indenfor Berlin-Brandenburgs trafikområde, RE-Bahn eller "Regionalbahn". Desse tog standser lige som danske regionaltog i København kun på de største stationer i det centrale Berlin, men hvor S-Bahn ikke findes standser regionaltogen dog på lidt tættere afstande. De fleste regionaltog kører udenfor den fælles trafikzonen Berlin-Brandenburg (c:a 20 km udenfor Berlins by og delstatsgrænse; "Umland Berlin") men udenfor dette område er billeterne for det fælles (og i tre zoner indelte) billetsystem ikke brugbare. Indenfor Berlin kører RE-Bahn flere steder parallellt med S-Bahn, men benydter andre spor. (i alt må der findes minst 4 spor desse steder, som fx på højbanen "Stadtbahn")
Den indre by gennemskæres fra vest mod øst af en hovedjernbanelinje, som benyttes af både S-bahn og regionale og internationale tog. Denne hovedlinje passerer forbi byens største jernbanestationer, Berlin-Charlottenburg, Berlin Zoologischer Garten, Berlin Hauptbahnhof, Bahnhof Berlin Friedrichstraße, Bahnhof Berlin Alexanderplatz, og Berlin Ostbahnhof.
Den anden del af Berlins jernbanesystem består af en S-bahn-ring rundt omkring den indre del af byen. Her kører toge i cirkel i hver sin retning. Disse ringtoge stopper ved en lang række kombinerede U-bahn/S-bahn stationer. Ringen er forbundet med føromtalte hovedlinie i vest ved stationen Westkreuz og i øst ved stationen Ostkreuz. (For regionaltogen findes også en ydre ringbane "Außerring" der dog ikke er helt komplett)
Endelig er der en nord-sydgående jernbanelinje, der forbindes med ringen ved Südkreuz og Gesundbrunnen, to af de største S-bahn-stationer i Berlin.
Flytrafik.
Berlin har tre kommercielle lufthavne, Flughafen Berlin-Tegel (TXL), Flughafen Berlin-Tempelhof (THF), og Flughafen Berlin-Schönefeld (SXF), som tilsammen havde 18,5 millioner passagerer fordelt på 155 destinationer i 2006. 118 destinationer var europæiske.
Schönefeld er den største lufthavn, og der er påbegyndt udvidelser af denne lufthavn og en efterfølgende lukning af de to andre lufthavne. Den nye lufthavn kommer til at hedde Berlin Brandenburg International, og arbejdet er påbegyndt. Schönefeld ligger lige udenfor byens sydøstlige grænse i delstaten Brandenburg, mens de andre ligger inde i delstaten Berlin.
Fra Danmark flyver SAS, Cimber Air, Sterling, easyJet, Lufthansa og Air Berlin rutefly til Berlin.
Cyklisme.
Berlin har et forholdsvis udviklet net af både egentlige og blot afmærkede cykelstier, men er derudover også tilsluttet en række overnationale cykelstier, her bl.a. en til København. Langs det tidligere murforløb løber Berliner Mauerweg, hvor man også kan cykle.
Autobahn.
Den indre by er omgivet af en komplet Autobahn-motorringvej (A 10, Berlins byring) med en omkreds på ca. 200 km.
Skibsfart.
Westhafen i Berlins nordlige bækken.
Berlins placering langt inde i landet gør skibstrafikken afhængig af floder og søer som vandveje, som der er en del af i området omkring Berlin. Med kanaler kan flodbåde komme mod vest til Elben, Weser og i sidste ende Rhinen, mod øst er der igennem Oder-Havel-Kanalen forbindelse til Oder op til den polske grænse og derigennem til Østersøen. De fire havneanlæg i byen har nok varetransport til at gøre Berlin til den næststørste indenlandske havn i Tyskland.
Kultur og seværdigheder.
Berlin er kendt vidt omkring for dens talrige kulturinstitutioner, hvoraf mange er verdenskendte, og dens meget varierede kulturudbud. Især i tyverne var byen et af hovedcentrene for europæiske kultur med en for tiden meget vovet og udfordrende kulturscene. Efter nazisternes magtovertagelse blev der sat en brat stopper for dette. Først efter genforeningen i 1990 er kulturscenen i Berlin igen blomstret op, men det er sket i et imponerende tempo. Berlin er for danskere det nærmeste større sted, hvor man har mulighed for at opleve den diversitet i kulturlivet, som en metropolis kan tilbyde.
Teatre og opera.
Berlins teaterliv er berømt for sin store variation mellem de store nationale scener, og de mindre helt skæve avantgarde-teatre. Dets image fra 1920´ernes Berlin, hvor byen var trendsættende inden for især teatergenren, er i nogen grad bevaret op til i dag, hvor mange teaterkendere tit kigger på Berlins udvikling som teaterby for at pejle sig frem til det nyeste inden for teaterverdenen.
De mest berømte teatre i Berlin er Berliner Ensemble, Volksbühne, Schaubühne am Lehniner Platz, Theater des Westens, Renaissance-Theater, Deutsches Theater Berlin, Maxim-Gorki-Theater, GRIPS-Theater samt Friedrichstadtpalast.
Udover det kan man i Berlin finde tre operahuse: Staatsoper Unter den Linden, Deutsche Oper Berlin og Komische Oper. Det ælste og mest traditionsrige er operahuset på Unter den Linden, der har budt på opera siden 1741. Komische Oper åbnede i 1892 først som teater, det ligger i umiddelbar nærhed til Statsoperaen. Deutsche Oper åbnede i 1912 i Charlottenburg. Det var det eneste operahus i Vestberlin under delingen af byen fra 1961-1989.
Natteliv og festivaller.
En stor andel af Berlins befolkning består af unge mennesker, og det er måske grunden til, at Berlin er en af de europæiske byer med det mest aktive natteliv. Efter murens fald i 1989 blev mange bygninger i det tidligere Østberlin midlertidigt forladt, mange af disse bygninger havde ikke været renoveret siden 2. verdenskrig. Unge benyttede lejligheden til at besætte disse bygninger, og ud af dette kom et væld af forskellige undergrundsaktiviteter fx nogle af de større natklubber Kunst Haus Tacheles, og techno-klubber som Tresor, WMF, Ufo, E-Werk, den berømte Kitkatclub samt Berghain.
"Karneval der Kulturen" ved Pinsetid
Karneval der Kulturen er en multietnisk gadeparade, som fejres hvert år ved pinse, og CSD (Christopher Street Day) er Europas største homoseksuelle event, der fejres hvert år den sidste weekend i juni, og den støttes åbent af bystyret. En af de mest berømte gadefester var indtil for nylig den årligt afholdte udendørs techno-fest Loveparade midt i juli, hvor omkring en million feststemte mennesker på diverse rusmidler festede igennem i Berlins centrum, hovedsageligt i den store park Tiergarten. Den er dog fra 2008 flyttet til byen Essen i Ruhr-distriktet.
Udover disse karnevaller og fester så afholdes der i Berlin hvert år den store filmfestival Berlinalen, hvor der uddeles en guld- og sølvbjørn (bjørnen er Berlins vartegn. Desuden er der kulturfestivallen Berliner Festspiele samt jazzfestivalen JazzFest Berlin.
Berlins homoseksuelle miljø.
Berlin anses for at være en slags europæisk hovedstad for homo-, bi- og transseksuelle. Ifølge mange guider har Berlin det højeste antal homo-barer af alle verdens byer. Det største homo-kvarter ligger ved U-Bahn-stationen Nollendorfplatz i Schöneberg i den vestlige del af Berlin. I nordøst, i Prenzlauerberg findes der flest homo-barer ved stationen Schönhauser Allee. I det sydlige Berlin ligger der især homo-barer i Kreuzberg (Görlitzer Bahnhof eller Kottbusser Tor) og ved Mehringdamm. I Kreuzberg ligger den populære Club Culture House og SO36. I Mehringdamm finder man en af byens mest kendte homoklubber Schwuz ("schwul" betyder bøsse på tysk). Her finder man også Schwules Museum (Bøssemuseet).
Museer.
Berlin råder over et stort antal museer, nogle af dem verdensberømte. Især er det værd at bemærke den såkaldte Museumsinsel (museumsøen) beliggende i den nordlige del af Spree-øen. Museumsøen blev dannet på kongelig ordre i 1841. Ifølge denne forordning skulle den nordlige del af Spree-øen omdannes til et "område viet til kunsten og oldtidskundskaben". Kort efter blev Altes Museum og Neues Museum, og i 1876 kom også Alte Nationalgalerie et af de flotte museer på øen.
Også Pergamon Museum, med Pergamonaltret, befinder sig på øen.
Museumsøen er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Frem til 2. verdenskrig var museer og kunstsamlinger i Berlin koncentreret på denne museumsø, men i løbet af den kolde krig og opsplitningen af Berlin mistede øen sin store status og store dele af kunstsamlingerne blev spredt ud over byen til forskellige andre museer. DDR genopbyggede de meget beskadigede museumsbygninger og benyttede dem som museumscentrum for den kommunistiske stat.
Efter murens fald i 1989 og genforeningen året efter lagde man øst- og vestberlins samlinger sammen og delte dem ud på tre forskellige museumscentre, den førnævnte Museumsinsel, Kulturforum Tiergarten og det i Vestberlin placerede Museumszentrum Dahlem.
Jüdisches Museum Berlin er et kæmpestort forholdsvis nyt museum, der beskæftiger sig med jøderne historie i Tyskland. Det imponerende bygningsværk er tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Liebeskind.
Andre nyere museer er DDR-Museum ved katedralen og mineaturebyen Loxx på øverste etage i indkøbscentret Alexa ved Alexanderplatz.
Blandt de mange andre museer er Museum für Naturkunde, et af verdens største naturhistoriske museer med blandt andet verdens største fundne dinosaur-skelet og et fossil af archaeopteryx.
Bygninger og Seværdigheder.
Brandenburger Tor, symbolet på delingen og genforeningen af øst og vest.
Brandenburger Tor (Brandenburg-porten) blev bygget af Johann Gottfried Schadow mellem 1788 og 1791, og er Berlins varemærke. Den er inspireret af propylæerne på Akropolis, og er kronet med sejrsgudinden Victoria. Porten udgør den vestlige ende af gaden Unter den Linden, som fører til Museumsinsel i Spree og Berliner Dom. Under den kolde krig lå Brandenburger Tor i Østberlin, blot få meter fra grænsen mellem Vestberlin og Østberlin.
I nærheden af Brandenburger Tor ligger den tyske rigsdag, Kanzleramt og Schloss Bellevue.
I samme område ligger Staatsoper Unter den Linden, bygget i rokokostil i 1743, det preussiske statsbibliotek, bygget 1774–1780, det barokke tøjhuset i Berlin, bygget 1695–1706 efter plan af Andreas Schlüter, og den katolske kirkes hovedkirke i Berlin, St. Hedwigskatedralen, bygget 1747–1773. Französischer Dom på Gendarmenmarkt var i 1600-tallet midtpunktet i det franske kvarter. Humboldt-Universität zu Berlin ligger også ved Unter den Linden.
En kendt handelspromenade i Berlin er Kurfürstendamm med mange hoteller, forretninger og restauranter. Gaden lå i Vestberlin og fik sit nuværende udseende i tiden under delingen af byen. Den ødelagte Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche markerer boulevardens østlige ende. Kirkens tårnruin er bevaret, og der er bygget en ny kirke ved siden af, den går spottende under betegnelsen "Pudderdåsen", på grund af dens lidt specielle udseende.
I østlig retning går Kurfürstendamm over i Tauentzienstraße, hvor KaDeWe (Kaufhaus des Westens), Europas største varehus og kendt for sit eksklusive udvalg, ligger. Her ligger også det såkaldte Europa-Center, bygget mellem 1963 og 1965. Bygningen med 22 etager indeholder en række forretninger, restauranter, kontorer og en udsigtsplatform. I nordøstlig retning ligger Berlins største park, Tiergarten.
Oranienburger Straße var før 2. verdenskrig centrum for det jødiske kvarter, og omfatter bl.a. den kendte Neue Synagoge, bygget 1866, og Kunsthaus Tacheles. I østlig retning ligger byens ældste jødiske gravplads. Den mere berømte jødiske gravplads i Berlin-Weissensee er den største jødiske gravplads i Europa, og er blevet foreslået til optagelse på UNESCOs verdensarvliste.
Øst for Spreeinsel ligger Alexanderplatz, med talrige forretninger og restauranter. Alexanderplatz var den gamle Østberlins centrum og hovedplads. I umiddelbar nærhed ligger Fernsehturm, med 368 meter Tysklands højeste bygning. Der ligger også den gotiske Marienkirche og Rotes Rathaus, sæde for byregeringen i Berlin. To statuer, en mandlig og en kvindelig, med blikket rettet mod rådhusindgangen, skal minde om alle ruinerne efter krigen.
I den østlige del af Berlins centrum er også den gamle bydelen Prenzlauer Berg en stor seværdighed. Det samme gælder forretningsgaderne Schönhauser Allee og Kastanienallee.
Fra foråret 2006 er DDRs tidligere parlament, Palast der Republik, som står på Spreeinsel ved siden af Museumsinsel, under nedrivning. Der hvor Palast der Republikk stod skal Berliner Stadtschloss, Berlins byslott, genopbygges. Slottet var vinterresidens for Brandenburgs, Preussens og Tysklands herskere. Der er planer om at bruge slottet som museum, som en udvidelse af Museumsinsel.
Potsdamer Platz er et trafiknudepunkt i Berlins centrum, og her mødes flere store gader, undergrundslinjer og s-togslinjer. Pladsen blev anlagt af kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen i 1741. Frem til 1940 var Potsdamer Platz den travleste plads i hele Europa. Efter krigen lå den i ruiner og blev delt af muren. Efter genforeningen fik pladsen hurtigt ny liv, og der er nu bygget en række nye bygninger, bl.a. mange forretninger og restauranter. Med en markering på bakken vises hvor muren engang gik.
I Charlottenburg ligger Olympiastadion, bygget til de olympiske sommerlege i 1936.
Berlin har en række slotte, deriblandt Schloss Charlottenburg, et barokt repræsentationsslot for Hohenzollerne bygget fra 1695, med en betydelig malerisamling. Andre slotte omfatter Zitadelle Spandau, Schloss Schönhausen og det klassissistiske Schloss Tegel, tidligere hjemsted for naturforskeren og geografen Alexander von Humboldt.
Udenfor Berlin, i nabobyen Potsdam, ligger det verdensberømte slotsanlæg Sanssouci. Her finder man også «Tysklands Hollywood», Babelsberg.
Fritid og rekreation.
I Berlin er omkring 18 procent af byarealet skov. Byskoven udgør 29 hektar og er den største i Tyskland. Den mest kendte skov er Grunewald i vest, hvor der ligger en række søer kendt som "Grunewaldseenkette", og som grænser op mod floden Havel.
Großer Wannsee er en stor sø i Vestberlin, som krydses af floden Havel. Søen udgør 260 hektar. Området ved Wannsee er et af de mest eksklusive boligområder i Berlin, og for den indelukkede bybefolkning i Vestberlin var det specielt under den kolde krig et kærkomment udflugtsområde.
Müggelsee og Müggelberge i sydøst er også populære udfartssteder. Müggelsee er den største af søerne i Berlin, og omfatter 7,4 km². Søen og bjergene, som udgør det højeste punkt i Berlin, opstod under tidsperioden pleistocen.
Sport.
Der findes talrige sportsklubber i Berlin. En del af disse er professionelle klubber, som deltager i nationale tyske turneringer på højt plan.
Berlin er hjemby for Hertha BSC Berlin, et fodboldhold i Bundesligaen, og 1. FC Union Berlin, et fodboldhold placeret i den tyske regionalliga nord. ALBA Berlin er et basketballhold, som har vundet det nationale mesterskab alle årene fra 1997 til 2003.
Berlin skulle have arrangeret olympiske sommerlege i 1916, men dette blev aflyst på grund af krigen. Byen arrangerede imidlertid sommerlegene i 1936, der dog blev præget af den nazistiske propaganda. I 2006 blev finalen i verdensmesterskabet i fodbold spillet i Berlin. Berlin Marathon og atletikstævnet ISTAF finder også årligt sted i Berlin. Det samme gør en af verdens ældste tennisturneringer for kvinder. Da Berlin forsøgte at få OL i 2000, blev mange sportsanlæg udbygget eller renoveret. I forbindelse med fodbold-VM blev Olympiastadion fuldstændig renoveret.
Erhvervsliv.
I 2006 udgjorde Berlins bruttonationalprodukt 80,3 mia. €, mens det i delstaten Brandenburg var 49,5 mia. € med en befolkning på 2/3 af Berlins. Delstaten Hamburg i det tidligere Vesttyskland har bare halvt så mange indbyggere som Berlin, men havde et næsten tilsvarende bruttonationalprodukt på 73,7 milliarder €.
Berlin havde en vækst i 2006 på 1,5 % i forhold til det foregående år, dette sammenlignet med en vækst på 2,6 % på landsplan viser, at Berlin stadig halter noget efter resten af landet. Hvis man sammenligner Berlins bruttonationalprodukt pr. indbygger med andre regioner i EU (EU-27: 100) opnår Berlin et index på 101,2, Brandenburg 81,4 og Tyskland samlet set 115,8.
Over 80 % af Berlins virksomheder hører til i den tertiære sektor. Økonomisk motor i byen er nu handel med tjenesteydelser, hvori omkring 591.000 er beskæftigede. Dette svarer til 41 % af alle erhvervsaktive. Fremtidsperspektiverne for Berlins økonomi ligger især indenfor videns- og teknikområdet. Berlins arbejdsløshed er med 15,6 % i juni 2007 stadig over landsgennemsnittet, men dog lavere end i de omkringliggende tidligere østtyske delstater.
Medier.
Berlin er hjemsted for mange medievirksomheder, såvel lokale, nationale som internationale.
Den offentligt ejede radio- og tv-station Rundfunk Berlin-Brandenburg har sit hovedsæde i byen ligesom de kommercielle tv-stationer MTV Europe, VIVA, TV.Berlin, Fernsehen aus Berlin, N24 og Sat.1 har det. Den internationale tyske broadcaster Deutsche Welle har ligeledes sin produktion placeret i Berlin. Derudover har de fleste nationale kanaler et studie i byen. Endelig findes der adskillige kommercielle lokalradioer, bl.a. Hundert,6 og Berliner Rundfunk 91,4.
Berlin har Tysklands største udvalg af aviser med ikke mindre end tre lokale dagblade ("Berliner Morgenpost", "Berliner Zeitung" og "Der Tagesspiegel") og tre lokale tabloidaviser ("Berliner Kurier", "B.Z." samt en lokal udgave af "Bild Zeitung"). Derudover har en lang række nationale aviser af forskellig politisk observans hovedsæde i byen - f.eks. "Die Welt", "Junge Welt", "Neues Deutschland" og "die tageszeitung". Flere ugeaviser, eks. "Junge Freiheit", udgives også fra Berlin. Der udgives desuden tre magasiner, der fokuserer på hovedstadens tilbud indenfor kultur og underholdning - "tip", "030" og "zitty", der kommer hver 14. dag og det engelsksprogede "Exberliner", der kommer månedligt - og som er byens eneste engelsksprogede publikation.
Berlin rummer desuden hovedsæderne for to af de største bladhuse og udgiverselskaber Tyskland: Walter de Gruyter og Axel Springer Verlag. Sidstnænvte udgiver udover Berliner Zeitung også Tysklands største tabloidavis, "Bild Zeitung".
Også indenfor film er Berlin en vigtig by. Over 1.000 film og tv-produktionsselskaber har hjemme i byen, der har over 270 biografer. Over 300 nationale og internationale co-produktioner filmes i byen hvert år. Et af verdens ældste filmstudier, Studio Babelsberg, ligger i Potsdam tæt ved Berlin. Byen er desuden hjemsted for Det Europæiske Filmakademi og er hvert år værtsby for den internationale filmfestival Berlinalen.
Turisme.
Berlin er en af de mest besøgte storbyer i verden. I 2001 kunne byen notere sig 11 millioner overnatninger. Siden da er tallet takket være udvidelse og nybygning af hoteller vokset, så der i 2006 kunne noteres 15,9 millioner overnatninger fordelt på 7,1 millioner turister. I 2010 forventer man 20 millioner overnatninger. Byen er dermed efter Paris og London det tredjemest besøgte rejsemål i Europa.
En tredjedel af gæsterne kommer fra udlandet. Hovedattraktionerne er for turisterne den specielle mangefacetterede arkitektur, de mange historiske steder, museer, festivaler, natteliv og gode indkøbsmuligheder.
Forskning og uddannelse.
Berlin er hjemsted for en lang række velrenommerede videnskabs- og forskningsinstitutioner. I alt ca. 130.000 studerende har deres daglige gang på byens fire universiteter, fire kunstakademier, syv produktionshøjskoler og 12 privatejede højere læreanstalter. Alene de fire universiteter i Berlin havde i 2007 105.000 studerende, fordelt på Humboldt-Universität zu Berlin med omkring 38.000 studerende, Freie Universität Berlin med omkring 35.000 studerende, Technische Universität Berlin med omkring 28.000 studerende samt Universität der Künste Berlin med ca. 4.500 studerende.
De medicinske fakulteter for Freie Universität Berlin og Humboldt-Universität zu Berlin blev i 2003 lagt sammen, og har siden da været det største medicinske fakultet i Europa. Freie Universität Berlin hører endvidere til en af Tysklands blot 9 eliteuniversiteter.
Årligt tilflyder der vidensmiljøet i Berlin 1,8 milliarder Euro, over 13 procent af tyske patenter kommer fra dette videnskabs- og forskningsmiljø, der beskæftiger over 50.000 tusinde undervisere, forskere og ansatte.
Berthe Qvistgaard.
Berthe Viola von Rehling Qvistgaard (11. august 1910 i København - 23. oktober 1999 på Frederiksberg) var en dansk skuespiller og instruktør. Berthe Qvistgaard var den første rektor for Statens Teaterskole i København, en post hun bestred i perioden 1967-1979.
Eksterne henvisninger.
Berthe
Berufsverbot.
Berufsverbot (tysk) eller ansættelsesforbud (dansk) er i Tyskland et forbud mod ansættelse i offentlige stillinger af personer, som er mistænkt for forfatningsfjendtlig indstilling.
Adenauererlass.
Allerede Adenauer-Erlass (på dansk "Adenauerkundgørelse") fra september 1950 forbød ansættelse af angivelig forfatningsfjendtlige personer. Retsgrundlaget var artikel 3 i den tyske lov om tjenestemænd, som blev indført under nazisternes styre i januar 1937. Baggrunden for Adenauer-Erlass var den voksende kolde krig. Loven rettede sig både mod højre- og venstreekstremistiske grupperinger. Men den blev også anvendt mod andre kritiske stemmer. Et prominent offer var den danske sydslesviger Karl Otto Meyer, som havde udtalt sig kritisk om genoprustningen efter krigen og blev derefter suspenderet som lærer. Han blev dog tre år senere genindsat efter vundet retssag.
Radikalenerlaß.
I 1972 udsendte forbundskansler Willy Brandt og delstaternes regeringsledere et cirkulære, der blev kendt som Radikalenerlaß (på dansk "Ekstremistkundgørelse"). I 1975 vedtog forbundsdagen en lov med samme indhold, der blev godkendt af forfatningsdomstolen samme år. Loven indførtes under indtryk af ungdomsoprøret og marxismens fremgang på skoler, universiteter og andre offentlige institutioner. Den ramte især medlemmer af kommunistiske partier samt autonome, men i en vis omfang også pacifister. Loven mødte hård kritik både i Tyskland og i udlandet. I 1980'erne ophævede eller indskrænkede flere tyske delstater ansættelsesforbudet.
Beskiderne.
Beskiderne (polsk: "Beskidy", tjekkisk og slovakisk: "Beskydy", ukrainsk: "Бескиди") er den populære betegnelse for bjergene, der ligger i den vestlige del af bjergkæden Karpaterne. Bjergene er hovedsageligt beliggende i Polen og danner en naturlig grænse til Slovakiet.
Betjent.
Det fælles træk ved stillingerne er, at et område "betjenes" i betydningen, at der holdes orden eller ydes service.
Beton.
Et nærbillede af hærdet, afslebet beton viser tydeligt blandingens struktur
Beton er et kunstigt frembragt byggemateriale, der består af cement (typisk Portlandcement), sand, sten og vand. Anvendes et andet tilslagsmateriale end sten (f.eks. letklinker) navngives betonblandingen efter dette materiale. Blandingsforholdet angives som vægtandele af de tre første bestanddele. Vandmængden kan så anvendes til at regulere styrken - mindre vand giver højere styrke.
Som byggemateriale udmærker det sig ved at være formbart under støbningen, høj trykstyrke efter hærdning, samt god vejrbestandighed. Ved at indstøbe armeringsjern (dvs. stålstænger) kan man øge trækstyrken markant. Dette kaldes armeret beton eller jernbeton. Dette udnyttes bl.a. i bjælker af beton, da de uden armering knækker forholdsvist nemt. Med armering kan bjælkens styrke øges betragteligt.
Betonen er en gammel opfindelse. Man ved med sikkerhed, at man i Oldtidens Grækenland og blandt etruskerne fremstillede et materiale, der minder om vore dages beton. Det blev anvendt bredt til bygningsværker - bl.a. huse, akvædukter og broer. Og en stor del af disse konstruktioner findes fortsat, bl.a. Pantheons kuppel, der spænder 45 meter.
Takket være den romerske arkitekt Vitruvius' værk "Ti bøger om arkitektur" har man i dag et ret godt kendskab til, hvordan man fremstillede datidens bindemiddel: Der var tale om en blanding af kalk og kiselsyre. Ved tilsætning af vand sker der en kemisk reaktion imellem de tre materialer, som danner kalciumsilikathydrat ("CSH" – CaO+SiO2+H2O). Denne teknik var en længere årgang tabt, indtil man fandt Vitruvius' værk i år 1414. Kalk er således fortsat hovedbestanddelen i betonblandinger.
Der er visse undersøgelser, der viser, at ægypterne allerede ved opførelsen af Keops' pyramide kendte til fremstillingen af kunstige sandsten - en form for beton.
Tidligere har deponerede man brokkerne fra nedrevne betonkonstruktioner. I dag sørger man for i stigende grad at knuse affaldet, så det kan genanvendes som bærelag for nye veje. Sammen med knust asfalt indgår knust beton i produktet genbrugsstabil.
Biafra.
Republikken Biafra var en selvstændig republik i perioden fra fra 30. maj 1967 til 15. januar 1970. Før og efter denne periode har området været en del af Nigeria. Landet tog sit navn efter Biafrabugten, der udgjorde landets sydlige kyststrækning.
Biafra blev skabt på baggrund af et kupforsøg i den nigerianske regering i 1966. Kupforsøget var blodigt, men meget kortvarigt. Efter kuppet blev det konstateret, at mange officerer i hæren var blevet slået ihjel, mens størstedelen af officererne af Igbo-afstamning overlevede. Dette gjorde, at man antog, at folk med Igbo-etnicitet stod bag kuppet, og mange Igboer blev derfor slået ihjel, især i det nordlige Nigeria. De fleste af Nigerias daværende 11 millioner etniske Igboer boede i Nigerias østregion, og regionens leder oberstløjtnant Chukwuemeka Odumegwu Ojukwu erklærede regionen for en selvstændig stat, og hans tropper begyndte at beslaglægge nigerianske regeringsressourcer.
Nigeria retalierede oprindeligt med en økonomisk blokade, men begyndte 6. juli 1967 at angribe militært. Den efterfølgende borgerkrig, ofte kaldet Biafrakrigen, medførte, at Biafra i 1970 var et krigshærget land med udbredt mangel på fødevarer. Ojukwu flygtede fra landet og resterne af republikkens territorier blev atter optaget i Nigeria. Mellem 2 og 3 millioner mennesker menes at have mistet livet i konflikten, de fleste på grund af sygdom og hungersnød.
Biafra blev kun anerkendt af 5 stater i løbet af sine knapt tre års eksistens: Gabon, Haiti, Elfenbenskysten, Tanzania og Zambia. Flere andre lande støttede dog republikken, herunder Israel og Ghana samt Frankrig, Rhodesia og Sydafrika der ydede militær assistance. Portugals kolonier Sao Tome og Principe blev centrum for nødhjælp til Biafra, og Biafras pengesedler blev trykt i Lissabon.
Bibliofili.
Bibliofili betyder kærlighed til bøger. Ikke alene sjældne bøger, men bøger i det hele taget. Bibliofili er en hobby, der dyrkes verden over, men kan også være antikvariatforretning. Flere forfattere var store bogsamlere. Den største private bogsamling var på over syv millioner bind og fyldte fem huse.
I norden har Esli Dansten skrevet om at være bogsamler. Blandt andet bogen "Om at være bogsamler" fra 1979 (ISBN 87-423-0336-2). Han deltog også i tobindsudgivelsen "Nordisk Leksikon for Bogvæsen I-II. København/Oslo/Stockholm 1951-1962", sammen med andre entusiaster. Disse bøger er relevante for bogsamlere.
Bibliografi.
En bibliografi er en beskrivelse af eller fortegnelse over bøger, tidsskrifter, artikler inden for et område. Bibliografien kan være i trykt eller i elektronisk form.
En bibliografi kan også siges at være en kvalitativ søgning inden for et bestemt emne eller område, som andre (bibliografen) har udført med sit værk. Eller bibliografien bør kunne give sin læser et overblik over litteraturen inden for området.
Bibliografi kan også forstås som "læren om klassifikation og beskrivelse af bøger".
Historie.
.. den gren af litteraturvidenskaben, som beskæftiger sig med at optegne, klassificere og beskrive alle
tiders og folkeslags boglige frembringelser. Fra at betegne et videnskabeligt, litterært arbejde, er ordet nu gået over til
at blive en, efter videnskabelige principper udarbejdet fortegnelse over et vist lands, et vist tidsrums eller et enkelt
Som bibliografiens egentlige grundlægger betragtes Konrad Gessner, som i sit værk "Bibliotheca universalis" (Bd 1-4, Zürich 1545-1555) forsøgte at optegne alle tiders, landes og videnskabers arbejder.
Bibliomani.
Bibliomani er en lidenskabelig interesse for bøger.
Bibliomani (oldgræsk "mania", vanvid) er meget forskellig fra bibliofili (-"- "biblos", bog, og "filis",kærlighed): bibliofilen elsker bøger og samler sjældne og kostbare bøger og kobberstik, mens bibliomanens samlerlyst er en altfortærende lidenskab, der giver sig udslag i aldeles ubeherskede bogindkøb. Han kan sagtens uden at ane det eje den samme udgave i flere eksemplarer.
Lidenskaben udarter til en overdreven iver for at samle på bøger, ikke af videnskabelige hensyn eller for at benytte dem. Den er i det stadium en rent neurotisk handling, som kræver ligeså meget hjælp som et hvert andet misbrug.
Bibliomanen lever for at samle og er sygeligt besat af at få en bestemt bog indlemmet i sin samling, lige meget om den er billig eller dyr eller sjælden.
Bibliotek.
Indenfor på médiathèque Jean-Jacques Rousseau i Chambéry (Frankrig)
De ældste biblioteker.
Verdens ældste biblioteker er de egyptiske tempelsamlinger i Memfis, de persiske kongers i Susa og assyrerkongen Assurbanipals bibliotek af lertavler, som nu til dels findes i British Museum. Hos de gamle grækere og andre samtidige folkeslag var de i gudetemplerne bevarede arkiver de første biblioteker. I Athen skal Peisistratos have grundlagt det ældste offentlige bibliotek, og i Rom var det ældste den samling, som Æmilius Paulus bragte hjem som krigsbytte (168 f. Kr.), og som blev forøget af Sulla.
Forsiden af Celsus-Bibliotek i Ephesos i det nutidige Tyrkiet.
Augustus virkeliggjorde Julius Cæsars plan om et offentligt bibliotek og grundlagde to: det octavianske og det palatinske. Det sidste bestod helt til pave Gregor den Store. Fra Augustus' dage hørte et privatbibliotek til en fornem romers fornødenheder. Disse romerske samlingers ydre indretning kendes dels fra Vitruvius og Plinius den Ældre, dels gennem udgravningerne i Herculaneum. I det 4. århundrede var der i Rom 29 offentlige biblioteker.
Af antikkens litterære samlinger ragede biblioteket i Alexandria i omfang op over alle andre. I folkevandringstiden blev størstedelen af samlingen tilintetgjort, og uerstattelige kulturskatte gik tabt.
Middelalderen.
Med middelalderens munkeordener vågnede sansen for biblioteker, og navnlig benediktinerne afskrev ældre litteratur. Navnkundige klosterbiblioteker opstod i Monte Cassino, Corvei i Westfalen, Tours, Cambridge, Canterbury, Saint-Germain-des-Prés i Paris, men først og fremmest i St. Gallen, hvis samling grundlagt af Abbed Gosbert 816–836 overgik alle tidens. Da humanismen vakte de antikke studier til live, vågnede den litterære samleriver på ny, og de lærdes eksempel fulgtes af fyrster og patricierslægter. I Firenze gik Medicierne i spidsen, og Cosimo de' Medici oprettede 1444 efter Petrarcas idé det berømte offentlige Mediceiske Bibliotek. I Ungarn samlede kong Matthias Corvinus en kostbar og pragtfuld samling på ca. 50.000 bind, som blev spredt for alle vinde ved tyrkernes erobring af Budapest (1526); nogle få levninger findes i europæiske samlinger.
Det nye færøske nationalbibliotek, fra 1979
Efter bogtrykkerkunsten.
Et opsving skete, da papirfabrikation af klude blev opfundet inden udgangen af 14. århundrede, og yderligere ved bogtrykkerkunstens opfindelse i århundredet efter. Nu blev biblioteket først og fremmest samlinger af trykte bøger. Reformationen øvede indflydelse på biblioteksvæsenet: Da klostrene blev ophævet, tilfaldt deres bogsamlinger byer, kirker eller lærde institutioner og regerende fyrster. Det blev fyrstebibliotekerne og universitetsbibliotekerne, der fra fik betydning, og de fleste af nutidens nationalbiblioteker er grundlagt af fyrster. Fx nogle af Europas største biblioteker som Bayerische Staatsbibliothek i München, Hofbiblioteket i Wien og Bibliothèque Nationale i Paris.
1600–1800.
Men helt op til det 19. århundrede var adgangen til de fyrstelige biblioteker så begrænset, at deres nytte var overordentlig ringe. Det gælder også universitetsbibliotekerne som et af de berømteste, Bodleian Library i Oxford. I det 17. århundrede begyndte mange steder pligtaflevering fra bogtrykkerne. Den skaffede nationalbibliotekerne en fast forøgelse af bogbestanden. I det 18. århundrede, de store privatbibliotekers glansperiode, fandt oprettelsen af det første offentlige biblioteker i moderne forstand sted som Universitetsbiblioteket i Göttingen. Det var tilgængeligt i udstrakt grad, og dets katalog blev forbilledet for mange. I løbet af det 19. århundrede blev de fleste fyrstebiblioteker statsejendom. Det stod som regel dårligt til med dem, og bibliotekarposterne var lige til nyere tid bierhverv for professorer.
Nyere biblioteker.
I Frankrig skete der efter revolutionen en stærk centralisering af bibliotekerne, og Bibliothèque Nationale voksede så stærkt, at det siden har haft svært ved at følge med i organiseringen, trods det store arbejde, L. Delisle udrettede; England blev nu førende inden for biblioteksvæsenet, da italieneren A. Panizzi overtog ledelsen af British Museums bibliotek (nu British Library) og skabte Europas største bibliotek om i moderne skikkelse, dels ved sine fortrinlige planer til dets ombygning, dels ved at påbegynde en nykatalogisering, der har sat frugt i det vældige trykte katalog. Tyskland har først fra 1870'erne fået stærkere liv i sit biblioteksvæsen; en række nye biblioteker er byggede og fælleskatalogiseringsregler indført i Preussen; kendte bibliotekarer er K. Dziatzko, O. Hartwig og P. Schwenke. I begyndelsen af 1900-tallet tog USA's biblioteker et stærkt opsving og er særlig på det tekniske område blevet forbillede for de europæiske; ved rigelige pengemidler er rejst det ene pragtbibliotek efter det andet, men i henseende til indhold kan de ikke måle sig med Europas, og det er da også mere på folkebibliotekernes område, at USA land står som et afgjort nummer 1.
Danmark.
I Danmark er den største bogsamling i de nordiske riger er Det kgl. Bibliotek i København, landets nationalbibliotek. Dets grundlægger er Kong Frederik 3., der 1661–64 erhvervede tre adelsbiblioteker: Joachim Gersdorffs, Laurids Ulfeldts og Peder Scavenius', som udgør dets grundstamme. Biblioteket er rigt på udenlandsk, særlig romansk litteratur, men fattigt paa nordisk. Som gave fra den islandske Biskop Brynjulf Sveinsson modtog kongen overordentlig vigtige oldnorsk-oldislandske håndskrifter (den ældre Edda, Flatø-hogen), og af Kepler's søn købtes for 600 rigsdaler Tycho Brahes håndskrevne originalobservationer. Ved kongens død bestod biblioteket af ca. 20.000 bind. Under hans efterfølgere Christian V og Frederik IV voksede det ved købet af Esaias Pufendorffs og Chr. Reitzers bibliotek til ca. 40.000 bind. Under Christian VI øgedes det til ca. 70.000 bind; særlig værdifuld var erhvervelsen af Chr. Danneskjold-Samsøes Håndskrifts- og Palæotypsamling. Under Frederik V kom det Gottorpske Bibliotek til som krigsbytte; navnlig dets håndskrifter, der stammede fra de middelalderlige klosterbiblioteker i Bordesholm og Cismar, var af betydeligt værd. Ved køb erhvervedes store dele af Hans Grams bibliotek og af Niels Foss' rige danske bogsamling.
Men bibliotekets glansperiode falder dog under Christian VII's regering, da D.G. Moldenhawer var overbibliotekar; da indgik største delen af 18. århundredes rige og overordentlig alsidige privatbiblioteker i det. Ved testamente modtog det efter Danmarks største bogsamler, Otto Thott, en manuskriptsamling på ca. 4.000 numre og 6.000 bøger trykt før 1530; paa auktionen over hans bibliotek, der omfattede henved 138.000 bind, købtes desuden 60.000 bind for 10.000 rigsdaler. Det vigtigste af Bolle Willum Luxdorphs, Kofod Anchers, Henrik Stampes, C.F. Rottbølls, Chr. Martfelts, Henrik Gerners, I.I. Bergers fagbiblioteker indlemmedes i det, ligeledes af lensgreve J.L. Holstein-Ledreborgs (en Luther-samling på 2.000 bind) og statsminister J.H.E. Bernstorffs; F.A. Müllers samling af kobberstukne blade, Uldalls og Kalls håndskriftsamlinger blev bibliotekts ejendom, og for ca. 10.000 rigsdaler erhvervedes P. F. Suhms 100.000 bind, medens Henrik Hjelmstjernes enestående samling af ældre dansk litteratur på 10.000 bind efter ejerens død skænkedes til det. Ved 18. århundredes slutning udgjorde biblioteket ca. 250.000 bind fraregnet dubletterne. Betydelige forøgelser i 19. århundrede har biblioteket fået ved Rasmus Rasks gave af 110 håndskrifter på palmeblade og 40 på papir i Pali, Sanskrit og Singhalesisk – i sin tid en af de første samlinger i Europa; ved afleveringer fra gehejmearkivet af Matthias Moths store samlinger til en dansk ordbog og Jakob Langebeks righoldige ekscerpter til dansk historie, ved erhvervelsen af C.E.F. Weyses musiksamling, Jens Baggesens og K.L. Rahbeks papirer, Svend Grundtvigs omfattende samlinger til Danmarks Folkeviser og dansk folklore-litteratur, Niels W. Gade og J.P.E. Hartmanns musikmanuskripter, den Collinske Manuskript- og Brevsamling (ca. 9.000 bind originalmanuskripter af danske digtere og videnskabsmænd fra 19. århundrede, navnlig H.C. Andersens kladder og håndskrifter til de allerfleste af eventyrene) og den Windingske billedsamling paa c. 25.000 blade til dansk historie. Biblioteket anslås i 1906 at omfatte over 725.000 bind trykte bøger, ca. 35.000 håndskrifter, henved 3.000 palæotyper (tidsgrænse: år 1500). Dets hovedstyrke ligger i de historiske fag, og det er for litteraturen i alle videnskaber til henimod det 18. århundredes slutning et af de rigeste biblioteker i Europa.
Biblioteket, hvis første bibliotekar var Griffenfeld, var som andre fyrstebiblioteker længe utilgængeligt, om end der af Hans Gram som overbibliotekar under Christian VI vistes ikke ringe liberalitet over for videnskabsmænd; under D.G. Moldenhawer åbnedes det ved kgl. reskript af 15. november 1793 for publikum. Af dets chefer har foruden Gram og Moldenhawer i det 18. århundrede J.H. Schlegel og Jon Erichsen, i det 19. århundrede Chr. Bruun indlagt sig store fortjenester. Biblioteket, der indtil 1906 havde til huse i den af Frederik III opførte bygning, flyttedes nu ind i en ny biblioteksbygning (Arkitekt: Hans J. Holm).
Administration.
I Danmark styres de offentlige biblioteker af Styrelsen for Bibliotek og Medier, som igen styres af Kulturministeriet. Tidligere var det overvejende folkebiblioteker, der blev styret herfra – hvorimod forskningsbibliotekerne blev styret af Undervisningsministeriet.
Den almindelige drift varetages af kommunerne, ofte via et udvalg, f.eks. i Lyngby-Taarbæk Kommune af "Bibliotek og kultur" udvalget.
Bibliotekar.
Bibliotekar er en stillingsbetegnelse for en fagligt uddannet medarbejder på et bibliotek eller anden offentlig eller privat virksomhed med særlige kompetencer inden for indsamling, strukturering, styring, deling, søgning og formidling af information, viden og kultur. Bibliotekarer indgår centralt i udviklingen af vidensamfundet og medvirker til at styrke konkurrenceevnen som professionelle vidensorganisatorer og kulturformidlere. Stillingsbetegnelsen er ikke en beskyttet titel, jf. Bibliotekar D.B..
1918-1956: Mesterlære.
I Danmark har der eksisteret en uddannelse til bibliotekar siden 1918. Uddannelsen var hovedsageligt en mesterlære, der bestod af en elevtid på folkebiblioteker og kurser og eksamener ved Statens Biblioteksskole, og uddannelsen var alene rettet mod folkebibliotekerne.
1956-1989: Mellemlang uddannelse.
I 1956 skiftede Statens Biblioteksskole navn til Danmarks Biblioteksskole. Uddannelsen til folkebibliotekar blev en fireårig mellemlang uddannelse med afgangseksamen fra Danmarks Biblioteksskole. Det blev nu ligeledes muligt at uddanne sig til bibliotekar ved forskningsbibliotekerne.
1990-: Akademisk uddannelse.
I 1990 blev Danmarks Biblioteksskole opgraderet til højere læreanstalt, og uddannelsen til bibliotekar blev en akademisk uddannelse. Studerende ved Danmarks Biblioteksskole har titlen stud.scient.bibl.
Bachelor.
Nogle studerende vælger at forlade studiet med en bachelorgrad, der er normeret til tre år, men de fleste tager i dag en overbygningsuddannelse.
Bibliotekar D.B..
Bibliotekar DB er en beskyttet titel. Titlen erhverves ved at ved at supplere en bachelorgrad fra Danmarks Biblioteksskole med et halvt års erhvervsorienteret projekt, hvor den praktiske del typisk gennemføres på et bibliotek, mens eksamen aflægges ved Danmarks Biblioteksskole, der står som garant for, at den metodiske og BDI-teoretiske del er i orden.
Kandidat.
Både bacheloruddannelsen og uddannelsen til Bibliotekar DB kan udbygges med en to-årig overbygningsuddannelse, kandidatuddannelsen.
En kandidatgrad med speciale i de BDI-faglige fag, tages på Danmarks Biblioteksskole og giver ret til titlen cand.scient.bibl.
Nogle studerende vælger at specialisere sig i andre retninger, og tager en kandidatgrad fra andre universiteter, fx Aalborg Universitet, hvor mange får titel af cand.IT, fra IT-Universitetet i Ørestaden, eller fra et af de humanistiske fakulteter, hvis de ønsker at specialisere sig inden for de humanistiske kulturfag (cand.mag.).
Forskeruddannelse.
En kandidatgrad giver efterfølgende mulighed for at tage en forskeruddannels.
Forskeruddannelse i biblioteks- og informationsvidenskab aflægges ved Danmarks Biblioteksskole og afsluttes med Ph.d.. Det er også muligt at skrive doktordisputats med henblik på at opnå den store doktorgrad, dr.scient.bibl.
Ansættelsesområder.
Bibliotekarer har primært været ansat på offentlige folke- og forskningsbiblioteker, men flere og flere finder job i andre af arbejdsmarkedets sektorer. I det følgende gives eksempler på ansættelsesområder og på stillingsbetegnelser, som bibliotekaren også kan bestride.
Det private arbejdsmarked.
På det private arbejdsmarked ansættes bibliotekarer og cand.scient.bibl.er i stillinger som f.eks. informationsmedarbejdere, systemkonsulenter, researchere, undervisere og sagsbehandlere.
Eksempler på brancher, hvor bibliotekarer er ansat, er telekommunikation, medicinal-, konsulent- og ingeniørvirksomheder, advokatfirmaer, den finansielle sektor samt naturligvis IT-branchen.
Stat.
På det statslige område arbejder mange bibliotekarer og cand.scient.bibl.er. som f.eks. IT-specialist, konsulent, projektmedarbejder eller underviser, ud over selvfølgelig som bibliotekar eller i en lederstilling på et af de statslige biblioteker. Heriblandt finder mange ansættelse på uddannelsesinstitutioner.
Regioner.
I regionerne finder bibliotekarer især ansættelse på sygehusenes patientbiblioteker og på de medicinske biblioteker, der betjener sygehusenes medicinsk uddannede personale med faglig information.
Kommuner.
På det offentlige arbejdsmarked er kommunerne de største aftagere af bibliotekarer og cand.scient.bibl.er. Inden for dette område ansættes bibliotekarer (foruden på biblioteker) i stillinger som faglige specialister, konsulenter og projektmedarbejdere, bl.a. inden for digital forvaltning, ligesom de også besætter en del lederstillinger på bibliotekerne.
Efter Kommunalreformen (2007) har nogle bibliotekarer fundet ansættelse i de ny kommuners Borgerservice
Beskæftigelsessituation.
Arbejdsløsheden har i mange år været lav. I november 2007 lå ledighedsprocenten på omkring 4,1 procent, mens den i november 2008 var det faldet til 1,8 procent. I oktober 2009 var den igen steget til 2,6 procent
Faglige organisationer.
Bibliotekarer uddannet på Danmarks Biblioteksskole er som hovedregel organiseret i Bibliotekarforbundet, men de kan også være organiseret i andre forbund, fx Danmark, Danmarks Jurist- og Økonomforbund eller Dansk Magisterforening, afhængigt af deres ansættelsesområde, og hvilken overbygnings- eller forskeruddannelse de har taget.
Kendte bibliotekarer.
Man siger om bibliotekarer, at de ved lidt om alt - men ofte bliver de også kendt inden for et andet fag.
Litteratur.
Larsen, Svend (2009). Digital effektivitet i bibliotekerne. "Danmarks Biblioteker," udg. af Danmarks Biblioteksforening, nr. 1, 2009, s. 16-17. (Denne artikel belyser udviklingen i Statsbibliotekets personaleforbrug i perioden 1998-2007. Andelen af bibliotekarer er fx 3 gange så stort som andelen af forskningsbibliotekarer, men begge personalegrupper har haft en tilbagegang, der er relativ ens. Kontorfunktionærer har haft en kraftigere tilbagegang, mens andre medarbejdere, herunder IT-medarbejdere, har oplevet en kraftig vækst, således at de nu (næsten) udgør den største personalegruppe.
Schreiber, Tine & Elbeshausen, Hans (red.) (2006). "Bibliotekarerne. En profession i et felt af viden, kommunikation og teknologi". Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Israel.
Israel (hebraisk:, "Yisra'el"; arabisk: "Isrā'īl") officielt Staten Israel (hebraisk:, "Medinat Yisra'el"; arabisk: دَوْلَةْ إِسْرَائِيل, "Dawlat Isrā'īl") er et land i Mellemøsten beliggende i den sydøstlige ende af Middelhavet. Landet grænser op til Libanon mod nord, til Syrien og Jordan mod øst og til Egypten mod sydvest og består af et geografisk varieret landskab inden for det relativt begrænsede landområde. Vestbredden og Gazastriben er tilstødende områder, som Israel har holdt besat siden juni 1967 og i strid med international lov koloniseret med 500.000 mennesker (inkl. Østjerusalem). Med et indbyggertal på omkring 7,26 millioner, hvor hovedparten er jøder, er Israel den eneste jødiske stat i verden. Det er også hjemsted for arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. Jerusalem er nationens selvudråbte hovedstad, hvor regeringen har sæde. International konsensus er dog, at Jerusalems status endnu ikke er besluttet. De Forenede Nationers afstemning i 1947 om delingsplanen for Palæstina fastslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Denne afstemning er ikke blevet sat ud af kraft ved en ny afgørelse i FN.
Det nutidige Israels historiske rødder findes i jødedommens beskrivelser af Israels land, i de kristnes jødeforfølgelser samt i zionismen. Hertil kommer den lange række af begivenheder, der siden statens grundlæggelse er indtruffet i kølvandet på konflikten mellem FN-charteret af 1947, staten Israel samt Israels relationer til nabostaterne. Efter 1. verdenskrig godkendte Folkeforbundet Palæstinamandatet med hensigt at oprette et "nationalt hjem for det jødiske folk". I 1947 godkendte FN opdelingen af Palæstinamandatet i to stater: en jødisk og en arabisk. Den arabiske liga afslog planen, men den 14. maj 1948 erklærede Israel sin uafhængighed. Det nye lands sejr i den følgende uafhængighedskrig udvidede den jødiske stats grænser i forhold til FN's delingsplan. Siden da har Israel dels kontinuerligt dels på forskellige tidspunkter været i konflikt med alle de arabiske nabolande, hvilket har resulteret i flere større krige og årtier med vold og uroligheder. Siden etableringen har Israels grænser og tilmed staten eksistensberettigelse været et omdiskuteret tema, selv om Israel har underskrevet fredsaftaler med Egypten og Jordan og til trods for den fortsatte indsats for at nå frem til en permanent overenskomst mellem israelerne og palæstinenserne.
Israel er et repræsentativt demokrati med et parlamentaristisk system og universel stemmeret. Statsministeren fungerer som regeringschef, og Knesset fungerer som Israels lovgivende magt. Ifølge det nominelle bruttonationalprodukt anslås nationens økonomi at være den 44. største i verden, og Israel rangeres højt blandt landene i Mellemøsten hvad HDI-indeksen, trykkefrihed og økonomi angår.
Etymologi.
Igennem de sidste tre tusinde år har navnet "Israel" i normal og religiøs brug betydet både Israels land og hele den jødiske nation. Navnet stammer fra et vers i Bibelen (Første Mosebog 32,28), hvor Jakob bliver navngivet "Israel" efter en vellykket kamp med en af Guds engle. Kritikere er ikke enige om navnets betydning. Nogle mener, at navnet kommer fra verbet "śarar" ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer". Andre mulige tydninger er "Guds prins" (fra King James oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/strider". Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".
Den første historiske benævnelse af ordet "Israel" forekommer i "Merneptah Stele" efter Det gamle Egypten (dateret tilbage til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland. Nutidens land fik navnet "Medinat Yisrael" ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks. "Eretz Israel" ("Israels land"), Zion og Judea blev afslået. I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort af udenrigsministeren, Moshe Sharett.
Tidlige rødder.
Israels land, kendt på hebraisk som "Eretz Yisrael", har været hellig for det jødiske folk siden de bibelske patriarkers tid. Bibelen har placeret denne periode tidligt i det andet årtusind f.Kr. Ifølge Toraen blev landet Israel lovet til jøderne som deres hjemland, og jødedommens helligste steder er lokaliseret her. Omkring det ellevte århundrede f.Kr. blev den første af en række jødiske kongeriger og stater etableret for at styre regionen. Disse jødiske kongeriger regerede periodevis i det følgende årtusinde.
I perioden mellem de jødiske kongeriger og de islamiske erobringer i 700-tallet kom Israel under assyrisk, babylonisk, persisk, græsk, romersk, sasanideisk og østromersk herredømme. Den jødiske tilstedeværelse i regionen blev mindsket efter det mislykkede Bar Kokhba-oprør mod Romerriget i 132 f.Kr og den efterfølgende bortvisning af jøder. Alligevel blev det bevaret af en jødisk bosætning i Palæstina, selv om broderparten af den jødiske befolkning flyttede fra Judea til Galilæa; Mishna og dele af Talmud, der er blandt jødedommens vigtigste religiøse tekster, blev udarbejdet i denne periode. Israels land blev skilt fra Østromerriget omkring år 636 e.Kr. under de første muslimske erobringer. Kontrollen med regionen skiftede frem og tilbage mellem umayyaderne, abbasiderne og korsfarerne i de følgende seks århundreder, før området faldt i hænderne på mamelukkerne i 1260. I 1516 blev landet Israel en del af Det Osmanniske Rige, der regerede regionen frem til det tyvende århundrede.
Zionisme og det britiske mandat.
For mange jøder, der boede i diasporaen, var det et gammelt ønske at returnere til Zion og Israels land. Dette håb og denne længsel kom tydeligt til udtryk i Bibelen og er et centralt tema i den jødiske bønnebog. Fra og med begyndelsen af det tolvte århundrede begyndte en lille, men stabil strøm af jøder at forlade Europa for at bosætte sig i det hellige land. Indvandringen øgedes, efter at jøderne blev udvist fra Spanien i 1492. I løbet af det 16. århundrede slog store samfund rod i De fire hellige byer, og i anden halvdel af det 18. århundrede bosatte hele hasidiske samfund fra Østeuropa sig i det hellige land.
a> var en pioner i arbejdet med at etablere en jødisk stat.
Den første store immigrationsbølge i moderne tid, kendt som den første aliyah (hebraisk: עלייה), begyndte i 1881, da jøderne flygtede fra pogromer i Østeuropa. Zionistbevægelsen eksisterede i teorien, men Theodor Herzl er i eftertiden blevet betragtet som grundlægger af den politiske zionisme, en bevægelse, der forsøgte at etablere en jødisk stat i Israels lovede land ved at løfte jødespørgsmålet op på et internationalt niveau. I 1896 publicerede Herzl "Der Judenstaat" ("Den jødiske stat") og skabte derved visionen om en kommende stat. Det følgende år var han leder af den første zionistkongres.
Den anden aliyah (1904–1914) begyndte efter Kishinev-progromen. Omtrent 40 000 jøder bosatte sig i Palæstina. Både den første og den anden bølge af indvandrere var hovedsageligt ortodokse jøder, men den anden aliyah inkluderede også socialistiske pionerer, der etablerede Kibbutzbevægelsen. Under 1. verdenskrig udstedte Storbritanniens udenrigsminister, Arthur Balfour Balfour-deklarationen, hvori det fremgik, at man "view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people." Den britiske erobring af Israel fik assistance af den "jødiske legion", der var en gruppe af bataljoner hovedsagelig dannet af frivillige zionister. Arabisk modstand mod balfourplanen førte til Palæstinaoprøret i 1920 og dannelsen af den jødiske forsvarsorganisation, Haganah, hvorfra senere grupperne Irgun og Lehi (af briterne kaldet "Sternbanden" efter lederen Avraham Stern) udskilte sig. I 1922 overdrog Folkeforbundet Palæstinamandatet til Storbritannien med bevæggrunden at "placere landet i en så politisk, administrativ og økonomisk tilstand, at det vil sikre etableringen af det jødiske nationalhjem".
Den jødiske indvandring fortsatte med den tredje (1919-23) og fjerde aliyah (1924-29), der tilsammen bragte 100 000 jøder til Palæstina. I kølvandet på optøjerne i Jaffa i 1921 forbød briterne yderligere jødisk indvandring, og det territorium, der kandiderede til at huse en kommende jødisk stat, blev nu placeret i Transjordan. Nazismens fremvækst i 1930'erne førte til den femte aliyah med en tilstrømning på en kvart million jøder. Tilstrømningen resulterede i det arabiske oprør i 1936-39 og fik briterne til at afdække immigrationen med Hvidbogen af 1939. En hemmelig bevægelse, kendt som "Aliyah Bet", blev organiseret for at bringe jøder til Palæstina, efterhånden som det viste sig, at lande over hele verden afviste jødiske flygtninge på flugt fra holocaust. Ved slutningen af 2. verdenskrig udgjorde jøderne 33 % af Palæstinas befolkning, en stigning fra elleve procent i 1922.
Uafhængighed og ekspansion de første år.
I 1947 trak det britiske styre sig tilbage fra Palæstinamandatet og slog fast, at det var ude af stand til at finde en løsning, der ville være acceptabel for både araberne og jøderne. Det nydannede FN godkendte FN's delingsplan (FN's sikkerhedsråds resolution 181) den 29. november 1947 og delte landet op i to stater: en arabisk og en jødisk. Jerusalem blev udpeget som international by – en "corpus separatum" – administreret af FN for at undgå konflikter om byens status. Det jødiske samfund godtog planen, men Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité afslog.
Til trods for dette blev den uafhængige stat, Israel, udråbt den 14. maj 1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina ophørte. Kort efter gik fem af medlemmerne af Den Arabiske Liga – Egypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak – til angreb på Israel og startede dermed Den Arabisk-Israelske krig 1948 (i Israel kendt som "Uafhængighedskrigen"). Efter næsten et år med kampe blev våbenhvile indført, og midlertidige grænser, kendt som Grønne Linje, blev oprettet. Jordan inkluderede det som senere blev kendt som Vestbredden og Østjerusalem under sit styre, mens Egypten tog kontrol over Gazastriben. Israel blev anerkendt som medlem af de Forenede Nationer den 11. maj 1949. I løbet af fjendtlighederne flygtede 711 000 arabere fra Israel ifølge FN. De palæstinensiske flygtninges skæbne er et hovedargument i Palæstina-Israel-konflikten.
I statens tidlige år dominerede socialzionismen den israelske politik under ledelse af statsministeren, David Ben-Gurion. Disse år blev præget af masseimmigration af overlevende fra holocaust og udvandrende jøder fra arabiske lande fremskyndet af vold og konfiskering af jødisk ejendom, støttet af Den arabiske liga. Omtrent 850 000 jøder flygtede fra deres hjem i arabiske lande fra 1948 til tidligt i 1970'erne, hvoraf 600 000 slog sig ned i Israel. Israels befolkning øgedes fra 800 000 til to millioner mellem 1948 og 1958. De fleste ankom som flygtninge uden ejendele og blev huset i midlertidige lejre kendt som "ma'abarot". I 1952 levede over 200 000 immigranter i sådanne teltbyer. Behovet for at løse denne krise fik Ben-Gurion til at underskrive en reparationsaftale med Vesttyskland, hvilket udløste masseprotester fra jøder, der ikke brød sig om, at Israel "gjorde forretninger" med Tyskland.
I 1950'erne blev Israel ofte angrebet af arabiske fedayeen, hovedsagelig fra den Egypten-besatte Gazastribe. I 1956 sluttede Israel sig til en hemmelig alliance med Storbritannien og Frankrig med det formål at genvinde Suez-kanalen, som egypterne havde nationaliseret (se Suez-krisen). Selvom Israel erobrede Sinai-halvøen, pressede USA og Sovjetunionen Israel til retræte til gengæld for garantier for israelske skibsfartsrettigheder i Rødehavet og Suezkanalen.
I begyndelsen af det følgende årti pågreb Israel Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag den nazistiske jødeudryddelsesplan, der havde levet skjult i Argentina, og stillede ham for domstolen. Retssagen fik en stor indflydelse på den offentlig bevidsthed om holocaust. Eichmann er hidtil den eneste, der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.
Konflikter, fredstraktater og kontroversiel regering.
I 1967 samlede Egypten, Jordan og Syrien deres samlede tropper nær ved de israelske grænser, udviste FN's fredsstyrker og blokerede Israels adgang til Rødehavet. Israel anså disse handlinger for et tilfælde af "casus belli" og kom fjenden i forkøb med et angreb, der indledte seksdageskrigen. I løbet af den korte krig tog israelerne kontrollen over Vestbredden, Gazastriben, Sinai-halvøen og Golanhøjderne. Grænsedragningen fra 1949 blev gjort til administrativ grænse mellem Israel og de besatte områder. Jerusalems grænser blev udvidet og Østjerusalem indlemmet i strid med international lov. Jerusalemloven, der blev vedtaget i 1980, gentog denne grænsedragning og satte igen gang i en international kontrovers om Jerusalems status.
250.000 palæstinesere og det palæstinensiske lederskab med Arafat i spidsen måtte i juni 1967 flygte til Jordan.
Tidligt i 1970'erne begyndte palæstinensiske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden. Det mest opsigtsvækkende af disse var gidseltagningen af israelske atleter under Sommer-OL 1972, der endte tragisk, da vesttysk politi angreb 2 helikoptere, der var bevilget i en aftale om frit lejde. Israel svarede igen med den såkaldte "Operation Guds Vrede", hvor de ansvarlige, efter Israels skøn, blev opsporet og dræbt. Denne gengældelsespolitik over for en aktion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er til denne dag kontroversiel. Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt uden spørgsmål i Lillehammer i Norge, hvilket på det skarpeste blev fordømt af Norge og som førte til et anstrengt forhold mellem de 2 lande.
Den 6. oktober 1973 under Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, foretog den egyptiske og den syriske hær et overraskende angreb mod Israel. Krigen endte den 26. oktober med, at Israel drev de egyptiske og syriske styrker tilbage, men de led store tab. En intern efterforskning fritog regeringens ansvar for krigen, men den offentlige anger tvang statsminister Golda Meir til at gå af.
Knesset-valget i 1977 markerede et stort vendepunkt i Israels politiske historie, da Menachem Begins parti Likud fik flertal i Knesset i stedet for Arbejderpartiet. Senere samme år besøgte Egyptens præsident, Anwar Sadat, Israel efter en invitation fra Menachem Begin og talte foran Knesset. Anwar Sadat var den første arabiske leder, der anerkendte Israel. I de to efterfølgende år underskrev Sadat og Menachem Begin Camp David-aftalen og fredstraktaten mellem Israel og Egypten. Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.
I 1982 greb Israel ind i den libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfra Palæstinas befrielsesfront havde bombarderet det nordlige Israel. Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLOs tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt. Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og slået. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisen "An Nahar" anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærpersoner (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.
Det var på længere sigt en Pyrrhussejr, for PLO returnede efter forvisningen med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den første intifada og Oslo-aftalen, og i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende, Hizbollah - der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en grænselandbufferzone frem til 2000. Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod israelske regler, brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. I de følgende seks år blev flere end tusinde mennesker dræbt i den efterfølgende vold, hvoraf meget var intern palæstinensisk vold. Under Golfkrigen støttede PLO og mange palæstinensere Saddam Hussein og irakiske projektilangreb mod Israel.
I 1992 blev Yitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer. Samme år underskrev Shimon Peres og Mahmoud Abbas på vegne af Israel og PLO Oslo-aftalen, der gav det palæstinensiske selvstyreområde rettighederne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen. I 1994 blev fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet, og dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel. Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demonstration for fred, chokerede landet. I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80 % af Hebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 i øvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.
Wye-floden-aftalen, der gav større kontrol til det palæstinensiske selvstyreområde, blev underskrevet i 1997.
Ehud Barak, der blev valgt til statsminister i 1999, startede det nye årtusinde ved at trække styrker tilbage fra Sydlibanon og indledte forhandlinger med styreformanden i Det palæstinensiske selvstyrerområde, Yasser Arafat samt USA's præsident Bill Clinton under Camp David-forhandlingerne i 2000. Under forhandlingerne tilbød Barak en plan for etablering af en palæstinensisk stat, men Yasser Arafat afslog den. Efter at forhandlingerne brød sammen, begyndte palæstinenserne den anden intifada.
Ariel Sharon blev kort efter ny statsminister ved en speciel afstemning i 2001. I løbet af sin regeringstid gennemførte Sharon planen om ensidig tilbagetrækning fra Gazastriben, og han gik også i spidsen for konstruktionen af Israels separationsbarriere. I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af et massivt slagtilfælde, der efterlod ham i koma, og regeringsmagten blev overgivet til Ehud Olmert. Hamas' og Hizbollahs kidnapning af israelske soldater samt deres bombning af bosætninger ved Israels nordlige grænse førte til en fem uger lang krig, kendt i Israel som "anden Libanon-krig". Konflikten endte med, at FN pålagde parterne våbenhvile. Israels statsoverhoved, Dan Halutz, fratrådte efter krigen.
Den 27. november 2007, blev den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas enige om at forhandle på alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008.
I december 2008, brød en våbenhvile sammen mellem Hamas og Israel. Hamas sagde det var fordi Israel ikke havde ophævet en blokade mod Gaza-striben, mens Israel sagde det var fordi Hamas affyrede raketter ind i Israel fra Gaza. Israel svarede igen ved at igangsætte Operation Støbt Bly med en række luftangreb. Den 3. januar 2009 gik israelske tropper ind i Gaza, der markerede starten på en landoffensiv. Lørdag den 17. januar annoncerede Israel en ensidig våbenhvile, som var betinget af eliminering af yderligere raket- og mortérangreb fra Gaza. Israel begyndte at trække sig tilbage over de næste dage. Hamas annoncerede senere deres egen våbenhvile. Den indeholdt dens egne betingelser om de israelske styrkers tilbagetrækning på højst en uge og åbningen af grænseovergangene. Angreb fra begge parter har fortsat efter våbenhvilen. 31. marts 2009 fik Israel dannet en ny regering med Benjamin Netanyahu som premierminister. 54% af landets befolkning er utilfreds med den nye regering.
Geografi.
Israel ligger på østkysten af Middelhavet og grænser til Libanon mod nord, Syrien og Jordan mod øst og Egypten mod sydvest. Israels suveræne område uden de områder, som blev erobret af Israel under seksdageskrigen i 1967, er 20 770 km², hvoraf 2 % er vand. Arealet af det område, som er under Israels styre, dvs. inklusive Jerusalem og Golanhøjderne, er 22 000 km².
Det totale areal af områderne under israelsk kontrol, inkluderet Palæstinaområdet på Vestbredden, som er under militær kontrol og delvis selvstyret, er 27 799 km².
Selv om landet er lille, har Israel en varieret geografi, fra Negev-ørkenen mod syd til bjergene i Galilæa, Karmelbjerget og Golanhøjderne mod nord. Omkring 70 % af befolkningen bor på kystsletterne ved Middelhavskysten. Øst for højlandene ligger Jordandalen, som er en lille del af den 6 500 km lange Great Rift Valley. Jordanfloden løber igennem Jordandalen fra Hermonbjerget gennem Hulahdalen og Genesaretsøen til Dødehavet, som er det laveste punkt på jordens overflade.
Unikt for Israel og Sinai-halvøen er makhteshimer, eller erosionscirkler. Den største makhtesh i verden er Ramon-krateret i Negev, som måler 40 gange otte kilometer.
Klima.
Israel har store temperaturforskelle, specielt om vinteren. Bjergområderne er præget af blæst og lave temperaturer, og til tider falder der også sne der. Toppen af Hermon er dækket af sne store dele af året og Jerusalem får normalt i hvert fald et snefald om året.
Kystbyerne, som Tel Aviv og Haifa, har derimod et typisk middelhavsklima med kølige, regnfulde vintre og lange, varme somre. Fra maj til september falder der kun små mængder regn. Israel benytter sig også af de store muligheder for solenergi og er det land i verden, som bruger mest solenergi pr. indbygger.
Vandressourcer.
Områdets stigende befolkning og ringe nedbørsmængder, der de seneste år også har været under gennemsnittet, belaster vandsressourcerne i området. Vandspejlet i landets største ferskvandsreservoir, Genesaret Sø, er faldet med flere meter og truer med i sommeren 2008 at nå det kritiske punkt på 213 meter under havets overflade, hvor søen skades økologisk ved tilsaltning og tilgroning. I de sidste 17 år har slusen, som regulerer vand til Jordanfloden været lukket, hvilket har ført til, at også vandspejlet i Det Døde Hav er faldet og stadig falder kraftigt, da Jordanfloden er dets eneste tilløb. På grund af de små vandressourcer har Israel udviklet forskellige vandbesparende teknologier, deriblandt drypvanding.
Regering og politik.
Israel er et demokratisk land med almindelig stemmeret og styres efter et parlamentarisk system. Israels præsident er statsoverhoved med hovedsageligt ceremonielle opgaver. Et parlamentsmedlem støttet af majoriteten i parlamentet bliver statsminister, hvilket sædvanligvis er formand for det største parti. Statsministeren er regeringschef og kabinetbestyrer.
Israels parlament, Knesset, har 120 medlemmer og har en proportional repræsentation af de forskellige politiske partier. Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år, men Knesset kan opløse regeringen når som helst ved et mistillidsvotum. Israel har ikke en nedskreven grundlov, men i 2003 påbegyndte Knesset skrivningen af en officiel grundlov baseret på den gældende, grundlæggende lovgivning.
Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau er magistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som ankedomstole og retssagsdomstole, og de findes i fem af Israels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet er højesteret, som er placeret i Jerusalem. Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndighedsinstanser. Israel er ikke medlem af Den internationale straffedomstol, da man frygter at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet. Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret og jødisk ret. Det er baseret på "Stare decisis principper (præsedens) og er et akkusatorisk system, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af profesionelle dommere snarere end af juryer. Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk, muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af den israelske advokatforening forestår udvælgelse af dommere.
En grundlæggende israelsk lov: "Menneskelig værdighed og frihed", specificerer menneske- og frihedsrettigheder. Israel er det eneste land i regionen, som er rangeret som "fri" af Freedom House, baseret på en vurdering af befolkningens borgerrettigheder og politiske rettigheder; de "Israel-besatte territorier" eller den "palæstinensiske autoritet" blev rangeret som "ikke fri" I pressefrihedsindexet rangeredes Israel som nummer 50 ud af 168 lande, hvad angår trykkefrihed, og dermed højest af alle lande i Mellemøsten.Grupper som Amnesty International og Human Rights Watch har dog ofte været kritik over for Israels overholdelse af menneskerettighederne. Israels civile frihed giver plads til selvkritik fra grupper som B'Tselem, en israelsk menneskeretsorganisation. Israel er en velfærdsstat, hvis sundhedssystem ifølge en lov indført i 1995 garanterer lige adgang til behandling for alle indbyggere i landet.
Administrative distrikter.
Staten Israel er delt ind i seks hovedadministrerende distrikter, kendt som "mehozot" (מחוזות; ental: "mahoz") – Centraldistriktet, Haifa-distriktet, Jerusalem-distriktet, Norddistriktet, Syddistriktet og Tel Aviv-distriktet. Distrikterne er videre delt ind i femten underdistrikter kendt som "nafot" (נפות; ental: "nafa"), som selv er delt ind i 50 naturlige regioner. Til statistikformål er landet delt ind i tre metropolområder: Tel Aviv og Gush Dan (befolkning 3 150 000), Haifa (befolkning 996 000) og Beersheba (befolkning 531 600). Israels største by, både når det gælder befolkning og areal, er Jerusalem med 732 100 indbyggere på et område på 126 kvadratkilometer. Tel Aviv, Haifa, og Rishon LeZion rangeres som Israels næstmest befolkede byer, med befolkningstal på henholdsvis 384 600, 267 000 og 222 300.
Besatte områder.
De israelsk-besatte områder – Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne – er de områder, Israel erobrede fra Egypten, Jordan og Syrien i løbet af seksdageskrigen. Udtrykket er også brugt for at beskrive Sinai-halvøen, som blev returneret til Egypten som en del aftalen mellem Israel og Egypten i 1979. Efter Israels erobring af disse områder etableredes israelske bosættelser i dem. Israel har egne civile love for Golanhøjderne og Østjerusalem, hvilket integrerer disse i landets territorium og tilbyder indbyggerne israelsk statsborgerskab. I modsætning til dette forblev Vestbredden under militær besættelse og anses bredt – af Israel, palæstinenserne og det internationale samfund – for at skulle rumme en fremtidig palæstinensisk stat. De fleste forhandlinger relateret til områderne er sket på grundlag af resolution 242 fra FN's sikkerhedsråd, som specificerer, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder mod at opnå fred med arabiske stater.
Befolkningen på Vestbredden består primært af arabiske palæstinensere, inkluderet historiske bosætninger i områderne og flygtninge fra Israels uafhængighedskrig. Fra besættelsen i 1967 frem til 1993 har palæstinenserne i disse områder været under israelsk militær administration. Efter en brevudveksling mellem Israels regering og statsministeren Yitzhak Rabin og Palæstinas befrielsesfronts formand Yasser Arafat, dateret 9. september 1993, kom det meste af den palæstinensiske befolkning og de palæstinensiske byer under Det palæstinensiske selvstyreområdes embedsområde, kun med delvis israelsk militærkontrol, selv om Israel ved mange anledninger har omplaceret sine tropper og genindsat fuld militær administration i ufredstider. Som svar på stadig flere angreb som en del af anden intifada startede Israels regering konstruktionen af Israels barriere på Vestbredden, som ifølge dens modstandere for det meste er bygget inden for Vestbreddens område. I 2005 rømmede Israel Gazastriben og flyttede den israelske befolkning fra Gazastriben samt styrkerne der (sammen med fire bosættelser fra Vestbredden) til den nordlige del af Vestbredden.
Militær.
Israels forsvar består af den israelske hær ("Tzva Hahagana LeYisra'el"), det israelske luftvåben og den israelske marine. Det blev grundlagt under Israels uafhængighedskrig fra paramilitære organisationer – hovedsagelig Haganah – som havde medvirket til staten Israels oprettelse. Israels forsvar drager også nytte af resurser i det israelske militære efterretningsdirektorat, Aman, som samarbejder med Mossad og Shin Bet. Israels militærs involvering i større krige og grænsekonflikter har gjort det til en af de mest kamptrænede væbnede styrker i verden.
Størstedelen af israelerne bliver indkaldt til militærtjeneste i en alder af 18 år. Mænd gør tjeneste i tre år, mens kvinderne gør det i to år. Efter den obligatoriske førstegangstjeneste bliver israelske mænd indrulleret i forsvarets reservestyrker og har flere ugers genindkaldelse hvert år frem til de fylder 40 år. De fleste kvinder er fritaget for genindkaldelse. Israelske arabere og de, som er optaget af religionsstudier på fuld tid, er fritaget fra militæret, selv om denne bestemmelse har været genstand for meget uenighed og debat i det israelske samfund i mange år. Et alternativ for dem, som af forskellige grunde fritages for militærtjeneste, er "Sherut Leumi", som indebærer tjeneste ved sygehuse, skoler og andre sociale velfærdsinstitutioner. Som et resultat af dette værnepligtsprogram opretholder Israel omtrent 168 000 aktive tropper og yderligere 408 000 reservesoldater.
Nationens militær er meget afhængig af højteknologiske våbensystemer udformet og produceret i Israel så vel som udenlandsk import. USA er en specielt betydningsfuld udenlandsk bidragsyder, der forventes at forsyne landet med militærbistand for 30 milliarder USD i perioden mellem 2008 og 2017. Det israelsk-/amerikanskudviklede Arrow-missil er et af verdens eneste operative antiballistiske missil-systemer. Siden Yom Kippur-krigen har Israel udviklet et netværk af spionsatellitter. Ofeq-programmets succes har gjort Israel til et af de syv lande, som kan opsende satellitter. Landet har udviklet sin egen kampvogn, merkavaen. Helt fra statens oprettelse har Israel måtte investere en betydelig del af sit BNP i forsvaret. I 1984 brugte landet eksempelvis 24 % af sit BNP på forsvar. I dag er tallet faldet til 7,3 %.
Atomvåben.
Israel har ikke underskrevet Ikke-spredningsaftalen og opretholder en politik med forsætlig tvetydighed i forbindelse med landets kernevåbenskapacitet, selv om landet anses for at være i besiddelse af atomvåben.
Efter Golfkrigen i 1991, da Israel blev angrebet af irakiske scud-missiler, blev det ved lov krævet, at alle lejligheder og hjem i Israel skulle have en "mamad", der er et forstærket sikkerhedsrum, uigennemtrængeligt for kemiske og biologiske substanser. Israel har aldrig meldt åbent ud, hvor mange atomvåben de ligger inde med, men en fortalelse fra Jimmy Carter angiver at Israel har 150 atomvåben.
Udenrigsrelationer.
Israel har diplomatiske relationer med 161 nationer og har 94 ambassader rundt om i verden. Kun tre medlemmer af Den Arabiske Liga har normale forbindelser med Israel; Egypten og Jordan skrev fredsaftaler under i henholdsvis 1979 og 1994, og Mauretanien valgte at åbne for fuldstændige diplomatiske forbindelser med Israel i 1999. To andre medlemmer af Den arabiske liga, Marokko og Tunisien, som havde nogle diplomatiske relationer med Israel, opgav disse i starten af det anden intifada i 2000. Imidlertid er forbindelserne med Marokko blevet styrket siden 2003, og Israels udenrigsminister har besøgt landet. Under israelsk lov er Libanon, Syrien, Saudi-Arabien, Irak og Yemen fjendtlige lande, og israelske indbyggere har ikke lov til at besøge dem uden tilladelse fra Israels indenrigsministerium. Israel har siden 1995 været medlem af Middelhavsdialogen, som arbejder for samarbejde mellem syv lande i Middelhavsområdet og medlemmer af NATO.
USA, Tyrkiet, Tyskland, Storbritannien og Indien er blandt Israels nærmeste allierede. USA var det første land, som anerkendte staten Israel, efterfulgt af Sovjetunionen. USA kan anse Israel som dets første allierede i Mellemøsten, baseret på fælles politiske og religiøse værdier. Til trods for, at Tyrkiet og Israel ikke oprettede fulde diplomatiske forbindelser før i 1991, har Tyrkiet samarbejdet med staten siden anerkendelsen af landet i 1949. Tyrkiets forbindelser med andre arabiske stater har også modificeret landets forbindelser med Israel. Tysklands stærke bånd til Israel kan stamme fra en beslutning om at rette op efter Holocaust. De to lande har samarbejdet om naturvidenskabelige og uddannelsesrelaterede bestræbelser og er forblevet stærke økonomiske partnere. Indien oprettede fulde diplomatiske bånd med Israel i 1992 og har bygget et strengt militært og kulturelt partnerskab op med landet siden da. Storbritannien har opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Israel siden landets oprettelse og havde to statsbesøg i 2007. Det har også en stærk handelsforbindelse, hvor Israel er det 23. største på markedet. Forbindelser mellem de to lande blev også stærkere efter at den tidligere statsminister Tony Blair arbejdede for at dele staten i to. Storbritannien bliver set på som indehaver af et "naturligt" forhold til Israel på grund af Palæstinamandatet. Iran havde diplomatiske forbindelser med Israel under Pahlavi-dynastiet, men inddrog anerkendelsen af Israel under Den iranske revolution.
Økonomi.
Israel er anset som et af de mest avancerede lande i Mellemøsten, når det gælder økonomisk og industriel udvikling. Landet har rangeret på toppen i regionen på verdensbankens Ease of Doing Business-indeks så vel som i World Economic Forum's globale konkurrencedygtighetsrapport. Landet har det næststørste antal opstartsfirmaer i verden (efter USA) og det højeste antal NASDAQ-listede firmaer uden for Nordamerika. I 2007 havde Israel det 44. højeste bruttonationalprodukt og 22. højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger (ved købekraftsparitet) med henholdsvis 232,7 milliarder USD og 33,299 USD. I 2007 blev Israel inviteret til at deltage i Organisation for Economic Co-operation and Development, som fremmer samarbejde mellem lande, der holder fast ved demokratiske principper, og som opererer fri markedsøkonomi.
Til trods for begrænsede naturlige ressourcer har intensiv udvikling og landbrugs- og industrisektoren det sidste årti gjort Israel til stort set selvforsynet inden for madproduktion, bortset fra korn og oksekød. Andre større importvarer til Israel – som udgør 47,8 milliarder USD i 2006 – består af fossilt brændsel, råmaterialer og militært udstyr. Ledende eksportvarer er frugt, grøntsager, medicinske preparater, programvarer, kemikalier, militær teknologi og diamanter; i 2006 nåede israelsk eksport 42,86 milliarder USD. Israel er en global leder inden for vandværn og geotermisk energi. Udvikling af ny teknologi inden for edb-programmer, kommunikation og biovidenskab har udløst sammenligninger med Silicon Valley. Intel og Microsoft byggede deres første oversøiske forsknings- og udviklingscenter i Israel, og andre højteknologiske, multinationale koncerner, som IBM, Cisco Systems og Motorola, har åbnet faciliteter i landet. I juli 2007 købte den amerikanske milliardær Warren Buffetts Berkshire Hathaway det israelske selskab Iscar, deres første ikke-amerikanske erhvervelse, for fire milliarder USD. Siden 1970'erne har Israel modtaget økonomisk støtte fra USA, som også låner Israel penge for at betale udenlandsgæld, selvom den støtte er forventet at afslutte i 2008.
Turisme, specielt religiøs turisme, er en anden vigtig industri i Israel, med landets tempererede klima, strande, arkæologiske og historiske åsteder, og unikke geografi, som også tiltrækker turister. Israels sikkerhedsproblemer har øget afgifterne inden for industrien, men antallet af turister er på vej op igen.
Bankvæsen.
Israels bankvæsen har sine rødder i zionistbevægelsen i begyndelsen af det 20. århundrede, før etableringen af staten Israel. World Zionist Organization grundlagde i 1902 Den anglopalæstinensiske bank (som senere blev omdøbt til Bank Leumi). De to største banker, Bank Hapoalim og Bank Leumi, kontrollerer over 60 % af markedet, og de fem største over 90 % af bankaktiviteten. Bank of Israel fører tilsyn med al bankaktivitet.
Demografi.
I 2007 var Israels befolkning på 7,22 millioner. Af disse har 75,79 %, altså cirka 5,4 millioner, jødisk ophav, 19,86 % er israelske arabere og 4,35 % utilsluttet, hvoraf de fleste kommer fra tidligere Sovjet, men også fra Libanon (2 500) og kristne fra Rumænien, Bulgarien og Etiopien. Omtrent 68 % af de etniske jøder er født i Israel, 22 % er immigranter fra Europa og Amerika og ti procent er immigranter fra Asien og Afrika (inkluderet Den arabiske verden).
Indbyggertallet på 7,22 millioner inkluderer de over 260 000 israelske statsborgere på Vestbredden, i israelske byer som Ma'ale Adumim og Ariel, og i samfund som eksisterede før grundlæggelsen af staten, men blev genopført efter seksdageskrigen, så som Hebron og Gush Etzion. I tillæg bor der 18.000 etniske jøder på Golanhøjderne og 250.000 i Østjerusalem (2006). Det totale antal jødiske bosættere er over 500.000 (6,5 % af den israelske befolkning). Omtrent 7.800 levede i bosætninger på Gazastriben, indtil de blev evakueret af staten som en del af befrielsesplanen.
Sprog.
Israels to officielle sprog er hebraisk og arabisk. Hebraisk er hovedsagelig statens sprog og bliver talt af flertallet af befolkningen. Arabisk tales af den arabiske minoritet og jøder, som immigrerede til Israel fra arabiske lande. De fleste israelere kan kommunikere godt nok på engelsk, siden mange tv-programmer er på engelsk, og engelskundervisningen starter tidligt på mange skoler. Eftersom det er et land fuldt af indvandrere, kan dusinvis af sprog høres på gaderne i Israel. En stor tilstrømning af mennesker fra tidligere Sovjetunionen og Etiopien har gjort det normalt at høre russisk og amharisk i Israel. Mellem 1990 og 1994 øgede Israels befolkning med tolv procent på grund af immigration fra det tidligere Sovjet.
Uddannelse og forskning.
a>en ved Weizmann-instituttet for videnskab, Rehovot
Israel har den højeste forventende uddannelsestid i Den Arabiske Verden og Sydvestasien, og står lige med Japan på pladsen for næsthøjeste forventet udddannelsestid på det asiatiske kontinent (efter Sydkorea). Israel har på lignende måde den højeste læsefærdighed i Mellemøsten, ifølge FN. "The State Education Law", som kom i 1953, etablerede fem typer skole: statelig sekulær, statelig religiøs, ultraortodoks, kommunale bosætningsskoler og arabiske skoler. De offentlige sekulære er den største skolegruppe, og majoriteten af jødiske og ikke-arabiske elever i Israel går her. De fleste arabere sender deres børn til skoler, hvor undervisningssproget er arabisk.
I Israel er uddannelse påkrævet for børn mellem tre og atten år. Oplæring er delt ind i tre puljer – forberedende skole (1–6 klasse), mellemskole (7–9 klasse) og videregående skole (10–12 klasse) – som topper sig med "Bagrut"-optagelseseksamener. Dygtighed i kernefag som matematik, Bibelen, hebraisk, hebraisk og generel litteratur, engelsk, historie og høflighed er nødvendig for at opnå Bagrut-certifikatet. I arabiske, kristne og drusiske skoler er eksamen for bibelske studier erstattet med en eksamen i islam, kristendom og drusisk arv. I 2003 havde over halvdelen af alle israelske tolvteklasseelever fået afgangseksamenen.
Israels otte offentlige universiteter er subsidieret af staten. Det hebraiske universitet i Jerusalem, Israels ældste universitet, huser det jødiske nationale universitetsbibliotek, verdens største med bøger om jødiske emner. I 2006 så var det hebraiske universitet rangeret som det 60. og 119. i to undersøgelser over verdens bedste universiteter. Andre store universiteter i landet er Technion – Israels institut for teknologi, Weizmann-instituttet for videnskab, Universitetet i Tel Aviv, Bar-Ilan-universitetet, Universitetet i Haifa og Ben-Gurion-universitetet. Israel rangeres som nummer tre i verden når det kommer til antal indbyggere med universitetsgrad (20 % af befolkningen). I 1990'erne gav en tilstrømning på en million immigranter fra det tidligere Sovjet (40 % havde universitetsgrader) en stigning i Israels højteknologisektor.
Fire videnskabsmænd, som har vundet Nobelprisen, kommer fra Israel, og landet udgiver blandt de mest videnskabelige papirer pr. indbygger end noget land i verden. Ilan Ramon blev i 2003 Israels første astronaut, da han var nyttelastspecialist af STS-107 i den fatale mission med rumfærgen Columbia.
Religion.
Israel blev etableret som hjemland for det jødiske folk og kaldes ofte den jødiske stat. Landets lovgivning giver alle af jødisk slægt ret til israelsk statsborgerskab.
Lidt over 76 % af befolkningen er jøder med forskellige tidligere nationale tilhørsforhold. Omtrent 68 % af disse er født i Israel, 22 % er immigranter fra Europa og Amerika, og ti procent er immigranter fra Asien og Afrika (inkluderet den arabiske verden). Den religiøse tilknytning for de israelske jøder varierer: Otte procent betegner sig som "harediske jøder" og 20 % som "sekulære jøder". En majoritet på 55 % siger, at de er "traditionelle", mens 17 procent definerer sig selv som ortodokse jøder.
Muslimer udgør 16,2 % af befolkningen og er dermed Israels største religiøse minoritet. Israelske arabere, som udgør 19,8 % af befolkningen, bidrager betydelig til dette tal, da over 82 % af dem er muslimer. Af de resterende er 8,8 % kristne og 8,4 % drusere. Medlemmer af andre religiøse grupper, som buddhister og hinduister, er fortsat repræsenteret i Israel, dog i små grupper.
Byen Jerusalem indtager en speciel plads blandt både jøder, muslimer og kristne, bl.a. som hjemsted for mange steder af religiøs karakter, så som Grædemuren, Tempelbjerget, Al-Aqsa-moskéen og Den hellige gravs kirke. Andre steder af religiøs betydning findes på Vestbredden, heriblandt Jesu fødested og Rakels hvilested i Betlehem samt patriarkernes hule i Hebron. Det administrative centrum for Bahai og Bábs gravmæle ligger i Bahá'ís verdenscenter i Haifa, og troslederen er begravet i Akko. Bortset fra vedligeholdspersonel er der dog ikke noget Bahai-samfund i Israel, selv om landet er en destination for Bahai-pilgrimme.
Massemedier.
Massemedier i Israel har eksisteret siden 1863, da aviserne "Halevanon" og "Havatselet" blev etableret i Jerusalem, som var de første aviser på moderne hebraisk i Israel. Efter kun et år blev disse aviser nedlagt af de osmanniske myndigheder, men allerede seks år efter, i 1869, begyndte aviser at være regelmæssige i Jerusalem til trods for den strenge censur og de små oplag.
Som i Europa udgives aviser af politiske partier, der er på vej ud i Israel. I dag er det kun tre aviser, som udgives: "Hatsofeh", "Hamodia" og "Yated Ne'eman". De tre store, hebraiske aviser er nu ejet af private konglomerater med tilhold i Tel Aviv, som dominerer det israelske mediebillede. Israel røg også ned fra 37. til 67. plads på Journalister uden Grænsers pressefrihedsrangering i 2005. Sammen med International Press Institute fordømte de tilfælde af chikanering af journalister, begået af den israelske hær, specielt i palæstinensiske territorier. Samtidig beskriver Journalister uden Grænser de israelske massemedier som "traditionelt robuste og uafhængige", og pressen er anerkendt for at gengive et bredt spekter af meninger og partier.
Israel har også en række aviser og tidsskrifter, som udgives på andre sprog som følge af landets mange minoriteter. Disse har udgivelser på arabisk, jiddisch, russisk, tysk, ungarsk, polsk og rumænsk. I tillæg udgives den engelsksprogede "The Jerusalem Post", der blev grundlagt i 1932, og som også udgives dagligt i Nordamerika og ufremmed på fransk i Vesteuropa.
Kriminalitet.
Kriminalitet som følge af kokain- og heroinmisbrug er stadigt voksende i Israel. Narkotika smugles ind i landet fra Libanon og Jordan.
Kriminalitetsstatistikken for 2003 viste, at der var 484.688 kriminalsager og sager, hvor der ikke blev rejst tiltale. Dette var en stigning på 4,5 % i forhold til året før. På grund af stort fokus på bekæmpelse af palæstinensiske selvmordsbombere har det israelske politi til tider mistet kontrollen med den organiserede kriminalitet i Israel, og flere større, organiserede miljøer tjener stort på hasardspil, prostitution og narkotika. Den tidligere israelske politichef, Asaf Heretz, udtalte i 2004, at 2,5 milliarder USD med "beskidte penge" var blevet investeret i Israel de senere år.
Den israelske mafia har været involveret i en række sager, blandt andet mordet på narkotikasmugleren Simon Turkov, som blev dræbt i London i marts 2004, og Hazel Crane, som blev skudt og dræbt i Sydafrika i november 2003, mens han arbejdede på beviser mod mafiachefen Lior Saat. Talsmand for det israelske politi, Gil Kleiman, sagde samme år: "Vi har ikke organiseret kriminalitet i Israel. Vi har kriminelle, som er organiserede". Han mente at organiseret kriminalitet i Israel i særlig grad bruger infiltration og at der var blevet gjort forsøg på at få kontrol over politikere i Israel, men det er ikke lykkedes for dem indtil videre. Der er i den senere tid blevet sat større ressourcer af til bekæmpelse af kriminalitet end tidligere.
Mange af de kriminelle i Israel har gjort tjeneste i den israelske hær, og de bruger deres færdigheder til at lave kriminalitet. Mafiachefer bruger ofte militære midler som magt- og afpresning og er næsten altid pensionerede officerer. Mange af våbnene stammer også fra Israels forsvar, stjålet af soldater, som har gjort tjeneste. Disse våben er også bredt tilgængelige på det sorte marked.
Kultur.
Israels varierede kultur kommer af variationen i befolkningen. Jøder fra hele verden har taget sine kulturelle og religiøse traditioner med sig og dermed lagt en smeltedigel af jødiske vaner og trosretninger. Israel er det eneste land i verden hvor den hebraiske kalender benyttes. Skole- og arbejdsferier reguleres efter de jødiske helligdage, og den officielle hviledag er lørdag, den jødiske sabbat. Israels store arabiske minoritet har efterlagt sig sine spor i den israelske kultur inden for sfærer som arkitektur, musik, og kogekunst.
Litteratur.
Hebraisk boguge 2005 i Jerusalem
Israelsk litteratur, der er del af den hebraiske renæssance som et talt sprog siden midten af det 19. århundrede, er hovedsagelig poesi og prosa skrevet på hebraisk men en lille del af litteraturen udgives på andre sprog, så som arabisk og engelsk. Ifølge israelsk lov skal to kopier af alt materiale udgivet på tryk i Israel opbevares i det jødiske nationale universitetsbiblioteket ved Det hebraiske universitet i Jerusalem. I 2001 blev loven revideret til også at indbefatte audio- og videooptagelser, samt andre elektronisk publiserede medier. I 2006 var 85 % af de 8 000 bøger leveret til biblioteket på hebraisk. Den hebraiske boguge afholdes i juni hvert år og indeholder bogbasarer, offentlig højtlæsning og besøg af en række israelske forfattere fra rundt om i landet. I løbet af ugen bliver Israles øverste litteraturpris, Sapir-prisen, præsenteret. I 1966 delte Samuel Josef Agnon Nobelprisen i litteratur med den tysk-jødiske forfatter Nelly Sachs.
Musik.
Israelsk musik er påvirket af musik fra hele verden; jemenittisk musik, chasidiske melodier, arabisk musik, græsk musik, jazz og pop-rock er alle en del af musikbilledet. Nationens kirkelige folkemusik, kendt som "Israels lands sange", handler om pionerenes oplevelser ved at bygge det jødiske hjemland. Blandt Israels verdenskendte orkestre er Israel Philharmonic Orchestra, som har holdt i over 70 år og som i dag holder over 200 koncerter årligt. Der kommer også en række notable musikere fra Israel, hvoraf nogle har opnået international stjernestatus. Itzhak Perlman og Pinchas Zukerman er blandt de internationalt anerkendte musikere, som er født i Israel. Israel har deltaget i Eurovision Song Contest nærmest hvert år siden 1973, vundet konkurrencen tre gange og været værtsland to gange. Eilat har været værtskab for sin egen internationale musikfestival, Red Sea Jazz Festival ("Rødehavsjazz-festivalen"), hver sommer siden 1987. Som en fortsættelse på de stærke teatralske traditioner fra det jiddiske teater i Østeuropa, bevarer Israel den dynamiske teaterscene. Israels ældste teaterfirma og nationale teater er Habima-teateret i Tel Aviv som blev grundlagt i 1918.
Kunst og museer.
Det israelske museum i Jerusalem er en af Israels vigtigste kulturelle institutioner og huser Dødehavsrullerne, sammen med en stor samling af jødisk og europæisk kunst. Israels nationale holocaustmuseum, Yad Vashem, huser verdens største arkiv af holocaustrelateret information. På universitetet i Tel Avivs højskoleområde er Beth Hatefutsoth (Diaspora-museet) et interaktivt museum, der har viet verdens jødiske samfunds historie. Bortset fra de store museer i de større byer er der også små kunststeder af høj kvalitet i mange landsbyer og "kibbutzer".
Sport.
Sport og fysisk træning har ikke altid været af største vigtighed i jødisk kultur. Atletisk dygtighed, som Oldtidens Grækenland priste, blev anset som en uvelkommen forstyrrelse fra hellenismen. Maimonides, som både var rabbiner og læge, understregede derimod vigtigheden af fysisk aktivitet og af at holde kroppen i form. Denne holdning bredte sig i det 19. århundrede under Max Nordaus kampagne for fysisk kultur, og i det 20. århundrede, da Palæstinas chefrabbiner, Abraham Isaac Kook, erklærede, at "kroppen tjener sjælen, og kun en frisk krop kan sikre en frisk sjæl".
Maccabiah Games, en olympisk-lignende begivenhed for jødiske atleter, blev startet i 1930'erne, og er blevet afholdt hvert fjerde år siden. De mest populære tilskuersportsgrene i Israel i dag er fodbold og basketball. Ligat ha'Al er landets øverste fodbolddivision, og Ligat Winner er den største basketballiga. Maccabi Tel Aviv B.C. har vundet europamesterskabet i basketball fem gange. Beersheba er blevet et nationalt skakcenter og hjemby for mange skakmestre fra tidligere Sovjetunionen. Byen var vært for World Team Chess Championship i 2005, og der undervises i skak i byens børnehaver. To år senere nåede israeleren Boris Gelfand en delt andenplads ved turneringen om skakverdensmesterskabet 2007.Indtil nu har Israel vundet seks olympiske medaljer, inkluderet guldmedalje i windsurfing under Sommer-OL i 2004.
Bifald.
Bifald betegner det at klappe, dvs. slå håndfladerne let sammen for at frembringe lyd. Det forventes normalt, at et publikum giver bifald efter en optræden såsom ved en koncert, en offentlig tale eller fremførelse af et teaterstykke.
I de fleste vestlige lande klapper publikum arytmisk og ustruktureret og frembringer derved en konstant lyd; en slags nonverbal kommunikation der meget forenklet indikerer den samlede gruppes relative mening - jo højere der bliver klappet, og i jo længere tid det foregår, desto større er anerkendelsen.
"Han gav sit skriftlige bifald til vielsen..."
Big Bang.
a> fra en tilstand med ekstrem tæthed og temperatur (nederst). Siden da har rummet selv udvidet sig med tidens gang og fører galakserne med sig.
I den fysiske kosmologi er Big Bang den videnskabelige teori, ifølge hvilken universet dukkede frem fra en tilstand af helt enorm høj tæthed og temperatur for omkring 13,7 milliarder år siden. Big Bang-teorien baseres på den rødforskydning ifølge Hubbles lov, som kan iagttages for fjerne galakser, og som sammen med det kosmologiske princip indikerer, at rummet ekspanderer i overensstemmelse med Friedmann-Lemaître-modellen fra den generelle relativitetsteori. Når man ekstrapolerer denne udvidelse bagud i tid, viser observationerne, at universet er ekspanderet fra en tilstand, hvor alt stof og al energi i universet havde umådelig temperatur og tæthed. Blandt fysikere er der ikke nogen bredt accepteret teori for, hvad der skete endnu tidligere, omend den generelle relativitetsteori forudsiger en tyngderelateret singularitet.
Udtrykket "Big Bang" benyttes både i snæver forstand til at referere til det tidspunkt, da den observerede ekspansion af universet ifølge Hubbles lov begyndte — beregnet til at være sket for 13,7 milliarder (1,37 × 1010) år siden (±2%) — og i mere almen forstand til at referere til det fremherskende kosmologiske paradigme, som forklarer universets oprindelse og ekspansion tillige med dets sammensætning af urstof ved nukleosyntese som forudsagt af Alpher-Bethe-Gamow teorien.
En konsekvens af Big Bang er, at betingelserne i nutidens univers er forskellige fra de betingelser, som var gældende i en fjern fortid og som vil gælde i en fjern fremtid. Ud fra modellen var George Gamow i 1948 i stand til at forudsige - i det mindste kvalitativt - at der måtte findes en kosmisk baggrundsstråling (CMB - Cosmic Microwave Background Radiation). Denne CMB opdagedes i 1960'erne og gav Big Bang-teorien et overtag over dens vigtigste rivaliserende teori, Steady State-teorien.
Historie.
Teorien om Big Bang udvikledes fra både observationer og teoretiske betragtninger. Fra observationerne blev det fastslået, at de fleste spiraltåger fjernede sig fra Jorden. De, som foretog disse observationer, var imidlertid hverken klar over de kosmologiske følger heraf eller over, at disse formodede tåger i virkeligheden var galakser uden for Mælkevejen. I 1927 udledte den belgiske romersk-katolske præst Georges Lemaître selvstændigt Friedman-Lemaître-Robertson-Walker ligningerne fra Albert Einstein's ligninger for generel relativitet og foreslog på basis af spiraltågernes bortvigen, at universet begyndte med "eksplosionen" af et "ur-atom"—hvilket senere er blevet kendt som Big Bang.
I 1929 kom astronomen Edwin Hubble med observationer, som gav basis for Lemaîtres teori. Han opdagede, at galakserne (relativt til Jorden) fjerner sig i enhver retning med en fart, som er direkte proportional med deres afstand fra Jorden. Denne kendsgerning kendes nu som Hubbles lov. Når man antager det kosmologiske princip for givet (ifølge hvilket universet, når det betragtes på tilstrækkelig stor afstandsskala, ikke har nogen foretrukne retninger eller noget foretrukket sted), fulgte det fra Hubbles lov, at universet udvidede sig, hvilket stod i modsætning til det uendelige og uforanderlige statiske univers, som Einstein opererede med.
Denne ide om udvidelse åbnede for to forskellige forklaringer. Den ene var Lemaîtres Big Bang-teori, som George Gamow udviklede og argumenterede for. Den anden mulighed var Fred Hoyles Steady State-model, ifølge hvilken nyt stof blev skabt i takt med, at galakserne bevægede sig væk fra hinanden. I denne sidste model ser universet nogenlunde ens ud på ethvert tidspunkt. I virkeligheden var det Hoyle, som navngav Lemaîtres teori, idet han sarkastisk refererede til den som "denne "big bang"-ide" under en radioudsendelse fra BBC den 28. marts, 1949. Hoyle gentog frasen i yderligere udsendelser i begyndelsen af 1950'erne som led i en serie på fem foredrag med titlen "Tingenes natur". Teksten til hvert foredrag offentliggjordes i det britiske radiomagasin "The Listener" en uge efter hver udsendelse og blev derved stedet, hvor udtrykket "big bang" første gang blev brugt på skrift.
I en del år var tilhængerne af hver teori nogenlunde ligeligt fordelt, men observationer begyndte at frembringe beviser, som støttede ideen om, at universet kom fra en varm, tæt tilstand. Efter opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling i 1965 anses Big Bang for den bedste teori til at forklare universets oprindelse og udviklingen af kosmos. Bogstavelig talt alle teoretiske arbejder inden for kosmologien drejer sig nu om udvidelser og forfinelser af denne grundlæggende teori. Meget af det aktuelle arbejde i kosmologien drejer sig om at forstå, hvordan galakser dannes inden for rammerne af Big Bang, om at forstå, hvad der skete ved Big Bang, og om at forene alle observationer med den basale teori.
Der skete meget store fremskridt i Big Bang-kosmologien i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, dels som følge af væsentlige forbedringer i teknologien for teleskoper og dels ved indhentning af store mængder data fra satellitter som f.eks. COBE, Hubble-rumteleskopet og WMAP. Med sådanne data har kosmologer med langt større nøjagtighed kunnet beregne mange af de parametre, som indgår i Big Bang, hvilket yderligere har ført til den uventede opdagelse, at universets ekspansion tilsyneladende også accelererer. (Se herom også artiklen: mørk energi.)
Oversigt.
er universets alder beregnet til 13,7 ± 0.2 milliarder år. Overensstemmelsen mellem disse tre uafhængige målinger anses for at være et stærkt bevis for den såkaldte ΛCDM-model, som beskriver det detaljerede indhold af universet.
Det tidlige univers havde homogent og isotropt en ufattelig høj energitæthed og tilsvarende høj temperatur og tryk. Det udvidede sig, hvorved det afkøledes, og undergik derved faseovergange, som kan sammenlignes med kondensering af damp eller vands overgang til is, når det afkøles, men i universets tilfælde relateret til elementarpartikler.
Omkring 10-35 sekunder efter Planck-æraen fik en faseovergang universet til at vokse eksponentielt i det tidsrum, der kaldes kosmisk inflation. Da inflationen standsede, fandtes universets materielle bestanddele i form af kvark-gluon plasma (som også inkluderer alle andre partikler— og som muligvis for nylig er produceret eksperimentelt som en kvark-gluon væske) i hvilken de indgående partikler bevægede sig relativistisk. Temperaturen fortsatte med at falde i takt med universets vækst, og ved en lidt lavere temperatur skete endnu en overgang (som endnu ikke er fuldt forstået), og som kaldes baryogenese, hvor kvarker og gluoner kombineredes til baryoner som protoner og neutroner, hvorved den hidtil uforklarede asymmetri mellem stof og antistof opstod. Endnu lavere temperaturer førte til yderligere symmetribrud ved faseovergange, som skabte de fundamentale fysiske kræfter og elementarpartikler i den form, de har nu. Endnu senere kombineredes protoner og neutroner og dannede universets deuterium- og helium-atomkerner i en proces, som kaldes nukleosyntese. Ved fortsat afkøling nåedes en temperatur, hvor stoffet efterhånden holdt op med at bevæge sig relativistisk, og hvor tætheden af dets hvilemasseenergi begyndte at dominere tyngdekraftmæssigt over den elektromagnetiske stråling. Efter omkring 300.000 år samledes atomkernerne og de frie elektroner til atomer (primært brint). Herved afkobledes forbindelsen mellem stof og stråling (universet blev "transparent") og strålingen fortsatte gennem rummet i det store og hele upåvirket af stof - og med en bølgelængde, som efterhånden er strakt ud af den fortsatte udvidelse af universet. Den således frigjorte og udstrakte stråling er den, vi kender som den kosmiske baggrundsstråling.
Som tiden gik, begyndte tyngdetiltrækningen i regioner med en lille ekstra tæthed af det ellers næsten ensartet fordelte stof at tiltrække det nærliggende stof og derved blive endnu tættere, så der efterhånden dannedes gasskyer, stjerner og galakser og de øvrige astronomiske strukturer, som kan observeres nu. Detaljerne i denne proces afhænger af mængden og arten af stof i universet. De tre mulige typer er kendt som koldt mørkt stof, varm mørkt stof og baryonisk stof. De bedste foreliggende målinger (fra WMAP) viser, at den fremherskende form for stof i universet er koldt mørkt stof. De to andre typer udgør mindre end 20% af stoffet i universet.
Det nuværende univers synes at være domineret af en mystisk form for energi, som kendes under navnet mørk energi. Tilnærmelsesvis findes 70% af energitætheden i universet nu i denne form. Denne komponent af universets sammensætning afsløres ved at medføre, at universets udvidelse ifølge Hubbles lov afviger fra en lineær sammenhæng mellem fart og afstand og får rumtiden til at udvide sig hurtigere end forventet på meget store afstande. I sit enkleste udtryk ses mørk energi i form af en kosmologisk konstant i Einsteins feltligninger for den generelle relativitet, men dens sammensætning er ukendt, og i mere generel forstand er detaljerne i dens tilstandsligning og dens indpasning i standardmodellen for partikelfysikken genstand for fortsatte observationsmæssige og teoretiske undersøgelser.
Alle disse observationer er indkorporeret i kosmologiens Lambda-CDM-model (ΛCDM-model), som er en matematisk model af Big Bang med seks frie parametre. Der dukker mysterier op, når man kommer nærmere og nærmere universets begyndelse, hvor partiklernes energi var højere, end det hidtil har været muligt at undersøge eksperimentelt. Der findes ingen overbevisende fysisk model for de første 10-33 sekunder af universets eksistens, dvs. før den faseovergang som forudsættes af den såkaldte GUT-teori. I det "allerførste øjeblik" forudsiger Einsteins tyngdekraftteori en tyngdemæssig singularitet, hvor tæthederne bliver af uendelig størrelse og enhver mulighed for at beskrive tilstanden fysisk er forsvundet.
Kvantemekanikken eliminerer generelt singulariteter, fordi den kvantificerer alt. Gabriele Veneziano har foreslået, at modellen i den generelle relativitetsteori er asymptotisk: eftersom Plancks konstant ikke er nul, kan det tænkes, at der i begyndelsen ikke var en singularitet, men kun en tilstand af uhyre koncentreret energi (som altså ikke var reduceret til et punkt). Stephen Hawking har ud fra kvantemekaniske effekter vist, at universet kunne skabes uden nogen forudgående singularitet. I stedet skulle rumtiden udgøre en slags afrundet geometrisk form.
En løsning af disse fysiske paradokser kræver muligvis en fastlagt teori for kvantetyngdekraft, og at forstå denne periode i universets historie er et af det største uløste problemer i fysikken.
Teoretisk støtte.
Da disse antagelser blev gjort, var de rene postulater, men der udfoldes i dag store anstrengelser for at afprøve gyldigheden af hver af dem. Tests af de fysiske loves universelle gyldighed har vist, at den størst mulige afvigelse for fin-struktur konstanten over universets alder er af størrelsesordenen 10-5. Universets isotropi, som definerer det kosmologiske princip, er blevet testet til et niveau på 10-5, og universet er blevet målt til at være homogent på de største skalaer til op mod niveauet 10%. Der er indsats i gang for at teste det copernicanske princip ved at se på vekselvirkningen mellem galaksehobe og CMB ved hjælp af Sunyaev-Zel'dovich effekten til et nøjagtighedsniveau på 1%.
Big Bang-teorien benytter Weyls postulat til entydig måling af tiden i ethvert punkt som: "Tiden efter Planck-æraen". Målinger i dette system afhænger af conformelle koordinater, hvor den såkaldte "medbevægende afstand" (engelsk: "comoving distance") og den conformelle tid fjerner universets udvidelse, parameterbestemt af den kosmologiske skaleringsfaktor, fra betragtningen af måling af rumtid. De medbevægende afstande og de conformelle tider er defineret, så objekter der bevæger sig med den kosmologiske udvidelse altid har samme medbevægende afstand fra hinanden, og hvor partikelhorisonten eller den observerbare grænse for det lokale univers fastlægges af den conformelle tid.
Eftersom universet kan beskrives ved sådanne koordinater, er Big Bang "ikke" en eksplosion i stof, som bevæger sig udad for at udfylde et tomt univers. Det, som udvider sig, er universet selv. Det er den udvidelse, som får den fysiske afstand mellem to vilkårlige faste punkter i vort univers til at øges. Objekter, som er bundet sammen (af tyngdekraften, f.eks.) ekspanderer ikke sammen med udvidelsen af rumtiden, fordi det antages, at de fysiske love for sådanne objekter er ensartede og uafhængige af den metriske udvidelse. Desuden er universets udvidelse i lokal skala i nutiden så lille, at de fysiske loves eventuelle afhængighed af udvidelsen ikke vil være målelig med tilgængelig teknik.
Beviser fra observationer.
Observationer har frembragt de tre grundpiller, som understøtter den kosmologiske teori om Big Bang. Det er den Hubble'ske udvidelse af universet, som den ses i galaksernes rødforskydning, den detaljerede måling af den kosmiske baggrundsstråling, og den overvældende mængde af lette elementer som brint og helium i universet (jf. Big Bang-nukleosyntese). Derudover passer den observerede korrelationsfunktion fra universets struktur på stor skala særdeles godt med teoriopbygningen omkring Big Bang.
Udvidelse ifølge Hubbles lov.
Der er to mulige forklaringer på denne observerede lov. Den ene er, at vi befinder os i centrum af en galakse-eksplosion, hvilket er et uholdbart standpunkt, hvis det copernicanske princip er gældende. Den anden forklaring er, at universet er ensartet ekspanderende overalt som følge af en iboende egenskab ved rumtiden. Denne type af universel ekspansion udvikledes matematisk inden for rammerne af generel relativitet en del før Hubble gennemførte sine observationer og analyser, og forklaringen forbliver en grundsten i Big Bang-teorien, således som denne er udviklet af Friedmann-Lemaître-Robertson-Walker.
Den kosmiske baggrundsstråling.
a> Billede af temperaturen i den kosmiske baggrundsstråling af mikrobølger. Temperaturforskellene er et tegn på de forskelle, som senere medfører dannelse af galakser og de store tomrum mellem dem.
Big Bang-teorien forudsagde eksistensen af en kosmisk baggrundsstråling eller CMB, som består af fotoner, der blev udsendt under baryogenesen. Eftersom det tidlige univers var i termisk ligevægt, var temperaturen af stråling og plasma ens, indtil plasmaen gennemgik rekombination. Før der dannedes atomer, blev stråling uophørligt absorberet og genudsendt i en proces, der kaldes Comptonspredning: Det tidlige univers var uigennemsigtigt for lys. Imidlertid medførte den fortsatte afkøling af universet gennem udvidelse, at temperaturen til sidst kom under 3.000 K, hvor elektroner og kerner kunne kombineres til stabile atomer, og hvor urplasmaen omdannedes til en neutral luftart. Dette kendes som foton-afkobling. Et univers bestående af neutrale atomer tillader stråling at udbrede sig i det store og hele uhindret.
Da det tidlige univers var i termisk ligevægt, havde strålingen fra denne tid et sortlegeme spektrum og er strømmet frit gennem rummet indtil i dag, idet den er blevet rødforskudt som følge af Hubble-udvidelsen. Det får den oprindeligt høje temperatur af sort-legeme spektret til at falde. Strålingen skulle kunne observeres i ethvert punkt i universet som kommende fra alle rummets retninger.
Arno Penzias og Robert Wilson opdagede den kosmiske baggrundsstråling i 1964, mens de gennemførte en række justerende eksperimenter med en ny mikrobølgemodtager, ejet af Bell Laboratories. Deres opdagelse gav en afgørende bekræftelse af den generelle forudsigelse af CMB. Strålingen fandtes at være isotrop og i overensstemmelse med et sort-legeme spektrum på omkring 3 K, og det ændrede afgørende balancen omkring de kosmologiske teorier i Big Bang-hypotesens favør. Penzias og Wilson tildeltes nobelprisen for deres opdagelse.
I 1989 opsendte NASA satellitten COBE til måling af baggrundsstrålingen, og de første resultater derfra, som offentliggjortes i 1990, var i overensstemmelse med forudsigelserne fra Big Bang omkring CMB. COBE fandt en resttemperatur på 2,726 K og konstaterede, at CMB var isotrop i forholdet en til 105. I løbet af 1990'erne blev CMB anisotropi yderligere undersøgt i et stort antal jord-baserede eksperimenter, som ved måling af den typiske vinkelstørrelse (størrelsen som den antager på himmelen) af anisotropien viste, at universet er næsten geometrisk fladt. (Se universets form.)
Tidligt i 2003 fremkom resultaterne fra WMAP (Wilkinson Microwave Anisotropy satellitten), som gav de indtil da mest nøjagtige værdier for nogle af de kosmologiske parametre. WMAP-satellitten modbeviste tillige adskillige specifikke modeller for kosmisk inflation, men resultaterne var i overensstemmelse med inflationsteorien i almindelighed.
Mængden af oprindelige elementer.
Ved hjælp af Big Bang-modellen kan man beregne, hvorledes koncentrationen af helium-4, helium-3, deuterium og lithium-7 i universet forholder sig til mængden af almindeligt brint, H. Alle disse mængder afhænger af en eneste parameter, nemlig forholdet mellem fotoner og baryoner. De forudsagte forhold (efter masse, ikke efter antal) er omkring 0,25 for 4He/H, omkring 10-3 for ²H/H, omkring 10-4 for 3He/H og omkring 10-9 for 7Li/H.
De målte mængder er alle i overensstemmelse med dem, som forudsiges fra en enkelt værdi for forholdet mellem baryoner og fotoner. Overensstemmelsen er forholdsvis dårlig for 7Li og 4He, som er de to elementer, for hvilke de systematiske usikkerheder er dårligst forstået. Overensstemmelsen anses alligevel for et stærkt bevis for Big Bang, eftersom denne teori er den eneste kendte forklaring på den overvældende mængde af lette elementer i rummet. Bortset fra en Big Bang-begivenhed er der i virkeligheden slet ingen indlysende grund til, at f.eks. det unge univers (dvs. før der skete stjernedannelse, og som det ses ved studiet af stof, der i hovedsagen er fri for produkter fra stjernenukleosyntese) skulle indeholde mere helium end deuterium eller mere deuterium end 3He, og så yderligere i et konstant forhold.
Galaksers udvikling og fordeling.
Detaljerede observationer af morfologien og fordelingen af galakser og kvasarer giver stærke beviser for Big Bang. Ved at kombinere observationer og teori fås som resultat, at de første kvasarer og galakser dannedes omkring en milliard år efter Big Bang, og siden da er der dannet større strukturer som galaksehobe og superhobe. Deres bestand af stjerner er ældet og har udviklet sig, så fjerne galakser (der observeres, som de var i det tidlige univers) fremtræder meget forskelligt fra nærliggende galakser (der observeres i nyere tilstand). Yderligere fremtræder galakser, som dannedes relativt sent meget forskelligt fra galakser, som befinder sig i tilsvarende afstand, men som er dannet kort tid efter Big Bang. Disse observationer giver stærke argumenter mod steady-state modellen. Observationer af stjernedannelse, fordelingen af galakser og kvasarer og endnu større strukturer stemmer godt overens med foretagne simulationer af strukturers opståen i universet efter Big Bang og hjælper med til at fuldstændiggøre teoriens detaljer.
Egenskaber, emner og problemer.
En række problemer ved teorien om Big Bang har været rejst i løbet af dens historie. Nogle af dem er i dag mest af historisk interesse og er forsvundet ved modifikationer af teorien eller efter bedre observationer. Andre emner, som spids ring problemet og dværggalakse problemet, der begge relaterer sig til "mørkt koldt stof", anses for ikke være fatale, fordi de kan behandles ved forfinelser af teorien.
Der findes et mindre antal tilhængere af alternative kosmologier, som betvivler, at et Big Bang overhovedet er sket. De påstår, at løsninger af standardproblemer i teorien om Big Bang involverer ad hoc modifikationer og tilføjelser til teorien. De dele af standardkosmologien, som især angribes, er dem, som omfatter mørkt stof, mørk energi og kosmisk inflation. Det må imidlertid siges, at selvom eksakte forklaringer af disse emner stadig hører til fysikkens uløste problemer, er de alle udsprunget af de uafhængige observationer af nukleosyntese under Big Bang, den kosmiske baggrundsstråling, universets struktur på stor skala og supernovaer af type Ia. Tyngdevirkningen af enhederne forstås både observationelt og teoretisk, men de har endnu ikke kunnet indkorporeres i partikelfysikkens standardmodel. Så selv om nogen aspekter af teorien stadig er utilstrækkeligt forklaret af den grundlæggende fysik, accepterer næsten alle astronomer og fysikere, at den gennemgående overensstemmelse mellem teorien om Big Bang og de foretagne observationer har lagt en fast grund under teoriens grundlæggende dele.
Problemet om universets horisont.
Horisontproblemet udspringer af den forudsætning, at information ikke kan overføres hurtigere end med lysets hastighed, hvorfor to regioner af verdensrummet, hvis afstand er større end lyshastigheden multipliceret med universets alder, ikke kan være eller have været i årsagsmæssig kontakt med hinanden. Det gør den observerede isotropi af CMB problematisk, fordi partikelhorisonten på den tid svarer til en størrelse, der nu er omkring 2 grader på himlen. Såfremt universet overalt har udvidet sig på samme måde siden Planck-æraen, findes der ingen mekanisme, som kan have forårsaget, at de to regioner nu har samme temperatur.
En mulig løsning på denne tilsyneladende inkonsistens tilbyder sig fra inflationsteorien, hvor et homogent og isotropt skalart energifelt dominerer universet på et tidspunkt 10-35 sekunder efter Planck-æraen. Under inflationen undergår universet eksponentiel ekspansion, og områder, der er i årsagsmæssig kontakt med hinanden, kommer herved udenfor hinandens horisont. Heisenbergs ubestemthedsrelationer tilsiger, at der under den inflationære fase vil forekomme kvantevarmefluktuationer, som vil blive forstørret til kosmisk skala. Fluktuationerne virker som "spirer" til alle nuværende strukturer i universet. Efter inflationens ophør udvider universet sig igen ifølge Hubbles lov, hvorved de regioner, som var ude af årsagsmæssig kontakt, kommer indenfor horisonten igen. Det forklarer den observerede isotropi i CMB. Inflationsteorien forudsiger desuden, at urfluktuationerne næsten er skalauafhængige (invariante) og gaussisk fordelte, hvilket er blevet bekræftet ved de foretagne målinger af CMB.
Magnetiske monopoler.
Indvendingen omkring magnetisk monopol rejstes i slutningen af 1970'erne. GUT-teorierne forudså punktvise defekter i rummet, som ville fremtræde som magnetiske monopoler med en meget højere tæthed, end hvad der kan findes fra observationer, eftersom søgning efter sådanne aldrig har givet resultat. Dette problem kan ligeledes løses ved en periode med kosmisk inflation, idet denne vil fjerne alle punktvise defekter fra det observerbare univers på samme måde, som den har udjævnet den geometriske krumning.
Baryon asymmetri.
Det er endnu ikke forstået, hvorfor universet indeholder mere stof end antistof. Det antages nemlig generelt, at da universet var ungt og meget varmt, var det i statistisk ligevægt og indeholdt lige mange baryoner og antibaryoner. Ifølge observationerne består universet nu, og også dets fjerneste egne, næsten udelukkende af stof. Asymmetrien blev skabt af den indtil videre uforståede proces, som kalles baryogenese. For at baryogenese kan finde sted, må Sakharov-betingelserne, som blev opstillet af Andrej Sakharov være opfyldt. De kræver, at baryontallet ikke bevares, at C-symmetri og CP-symmetri bliver brudt, og at universet afviger fra termodynamisk ligevægt. Alle disse betingelser indgår i standardmodellen, men virkningen er ikke stærk nok til at forklare den baryon-asymmetri, vi kan konstatere. Eksperimenter, der foregår hos CERN nær Geneve, søger at indfange tilstrækkeligt anti-brint til at kunne sammenligne dets spektrum med brintens. Hvis der er en forskel, vil den være bevis på et brud på CPT symmetrien og derfor et Lorentz brud.
Kugleformede hobes alder.
I midten af 1990'erne fremkom observationer af Kuglehobe, som syntes at være uoverensstemmende med Big Bang. Computersimulationer, som svarede til observationerne af stjernesamlingerne i de kugleformede hobe antydede, at disse var omkring 15 milliarder år gamle og altså i konflikt med universets alder på 13,7 milliarder år. Dette problemkompleks blev generelt løst i slutningen af samme årti, da nye simulationer, som tog hensyn til virkningen af tab af masse på grund af stjernevinde, pegede på en meget lavere alder for de kugleformede hobe. Der udestår nogle spørgsmål i relation til, hvor nøjagtigt hobenes alder er målt, men det er stadig klart, at disse objekter hører til de ældste i universet.
Mørkt stof.
Forskellige observationer foretaget i 1970'erne og 1980'erne (især af galaktiske rotationskurver) viste, at der ikke var tilstrækkeligt med synligt stof i universet til at forklare den tilsyneladende styrke af tyngdekræfterne indenfor og mellem galakser. Yderligere medførte den antagelse, at universet mest består af normalt stof, at der fremkom forudsigelser, som var i stærk modstrid med observationer, hvoraf særligt at universet er langt mere sammenklumpet og indeholder langt mindre deuterium, end det synlige stof kan forklare. Det førte til den ide, at op mod 90% af stoffet i universet ikke er sædvanligt (dvs. baryonisk) stof, men derimod mørkt stof. Ideen om mørkt stof var i begyndelsen kontroversiel, men den er nu en bredt accepteret del af standardkosmologien på grund af observationer af CMB anisotropi, galaksehobes hastighedsspredning, fordelingen af strukturer på stor skala, studier af tyngdekraftlinser og endelig målinger af røntgenstråling fra galaksehobe. Mørkt stof er kun opdaget på grund af sin tyngdevirkning, og der er endnu ikke i laboratorier fundet partikler, som kan identificeres med det. Der er imidlertid mange mulige "kandidater" i partikelfysikken, og adskillige projekter til at opdage partikler for mørkt stof er undervejs.
Mørk energi.
I 1990'erne viste detaljerede målinger af universets massetæthed en værdi, som var 30% af den kritiske tæthed. Eftersom universet er næsten rumligt fladt, som det antydes af målinger af den kosmiske baggrundsstråling, kunne der ikke redegøres for omkring 70% af universets energitæthed. Dette mysterium synes nu at være forbundet med et andet: Uafhængige målinger af supernovaer af type Ia har afsløret, at universets udvidelse sker med en ikke-lineær acceleration i stedet for strengt at ske ifølge Hubbles lov. For at kunne forklare denne acceleration, kræver den generelle relativitetsteori, at en stor del af universet består af en energikomponent med stort, negativt tryk. Denne mørke energi menes nu at udgøre de manglende 70%. Dens natur er stadig en af de store mysterier i Big Bang. De mulige kandidater inkluderer en skalar kosmologisk konstant og quintessens. Der foregår observationer for at hjælpe på vores forståelse af dette. Resultater fra WMAP i 2006 antyder, at universet består af 74% mørk energi, 22% mørkt stof og 4% almindeligt stof (se herom den eksterne henvisning).
Fremtiden ifølge Big Bang-teorien.
Før der observeredes mørk energi, opstillede kosmologerne to scenarier for universets fremtid. Hvis dets massetæthed er større end den kritiske tæthed, ville det nå en maksimal størrelse og derefter begynde at trække sig sammen. Derved ville det blive tættere og varmere igen og ende i en tilstand svarende til den, det begyndte med — et Big Crunch. Hvis derimod tætheden er mindre end eller lig med den kritiske tæthed, ville ekspansionen aftage i hastighed, men aldrig standse. Stjernedannelse ville ophøre, når universet blev mindre og mindre tæt, og dets gennemsnitstemperatur ville asymptotisk gå mod det absolutte nulpunkt. Sorte huller ville fordampe, og universets entropi ville øges til et niveau, hvor der ikke kunne udvindes organiseret energi fra det overhovedet, hvilket fænomen er kendt som universets varmedød. Hvis fotonhenfald kan forekomme, ville brint, som er den fremherskende form for baryonisk stof i det nuværende univers, forsvinde, og der ville kun være stråling tilbage.
De moderne observationer af den accelererende udvidelse giver som konsekvens, at større og større dele af det nu synlige univers vil passere vor begivenhedshorisont og dermed komme uden for vor rækkevidde. Det vides ikke, hvad dette til sidst vil resultere i. Lambda-CDM modellen af universet omfatter mørk energi i form af en kosmologisk konstant, og den teori synes at vise, at kun tyngdemæssigt sammenbundne systemer som galakser vil forblive sammen, og også disse vil lide varmedøden, efterhånden som universet udvides og afkøles. Andre forklaringer på mørk energi — såkaldte fantomenergi-teorier — antyder, at galaksehobe og med tiden også galakserne selv vil blive revet fra hinanden af den stadigt øgende udvidelse i et såkaldt Big Rip.
Spekulativ fysik udover Big Bang.
Selvom Big Bang-modellen er veletableret i kosmologien, må den ventes at blive udbygget i fremtiden. Kun lidt er kendt om det allertidligste univers, hvor den kosmiske inflation er sket ifølge vore hypoteser. Der kan også findes områder af universet som ligger udenfor, hvad vi i princippet vil kunne observere. I inflationstilfældet er dette et krav: En eksponentiel udvidelse vil have skubbet uhyre store regioner af rummet udenfor vores horisont. Det vil muligvis kunne beregnes, hvad der skete, når vi får mere viden om fysikken ved meget høje energiniveauer. Spekulationerne om dette involverer som regel teorier om kvantetyngdekraft.
Nogle af disse scenarier er kvalitativt kompatible med hinanden. Hver af dem fremsætter uafprøvede hypoteser.
Bikini.
Bikinien er en todelt letdækkende badedragt. Den blev opfundet af ingeniøren Louis Reard i Paris i 1946 (introduceret den 5. juli). Den er navngivet efter Bikini-atollen - stedet, hvor der blev afprøvet atomvåben på Marshalløerne.
Louis Reards tanke med navnet var, at bikiniens effekt ville forårsage en sindsbevægelse, som ville være sammenlignelig med atombombens.
Lignende moder har dog været fremme tidligere, bl.a. i Rom omkring det 3. til 4. årh., og fund fra Bulgarien viser den samme mode anvendt på en statue fra det 5. årh. før Kr.
Bilabial.
Bilabial eller dobbeltlæbelyd (for eksempel b og p) er et begreb inden for fonetikken.
Tosproget.
Et tosproget (eller bilingvalt) menneske er i bredeste forstand en person, der har kommunikative færdigheder på to sprog, enten aktivt eller passivt. Oftest bruges betegnelsen dog kun om mennesker, der har to sprog som modersmål. Hvis en person behersker tre eller flere sprog, kaldes vedkommende flersproget eller multilingval.
Mange tosprogede mennesker har lært flere sprog i deres barndom. Et sprog, der læres på denne måde betegnes som L1. En del tosprogede har først på et senere tidspunkt lært det andet sprog. Et sådant sprog kaldes L2 (hhv. L3 osv.).
L1-sprog læres uden formel undervisning. Den måde, hvorpå et barn lærer et L1-sprog, er højst omstridt. Den nordamerikanske sprogforsker Noam Chomsky formoder, at der findes en mekanisme, som tillader børn at opfatte lovmæssighederne i de sprog, som voksne bruger i omgivelserne. Ifølge Chomsky går denne mekanisme med tiden tabt. Det forklarer, hvorfor større børn og voksne har sværere ved at lære sprog end små børn.
L2-sprog læres enten på naturlig vis eller gennem undervisning.
At en person er tosproget betyder ikke nødvendigvis, at vedkommende er i stand til at oversætte eller tolke fra det ene sprog til det andet.
Definitioner.
"Perfekt" tosprogethed findes ikke, alene af den grund, at der heller ikke findes "perfekt ensprogethed". Videnskaben skelner mellem forskellige former for tosprogethed: Der skelnes efter niveauet for sprogkompetance i de to sprog, efter den alder, hvori det andet sprog blev lært, om personen lever i tosprogede omgivelser, efter sprogets status i de sociale omgivelser samt efter den kulturelle identitet og personens tilhørsforhold.
Simultan tidlig tosprogethed.
Ved simultan tidlig tosprogethed forstår man, at barnet fra det øjeblik, hvor det lærer at tale, kommer i berøring med to sprog. Det kan f.eks. ske ved, at forældrene har forskellige modersmål og taler med barnet på hver sit sprog.
Som voksne kan disse børn ofte udtrykke sig lige godt på begge sprog. Det kræver dog, at motivationen hertil bevares i den personlige udviklingsproces, at den pågældende fortsat har lejlighed til at bruge begge sprog, og kan og vil deltage i forskellige sproglige sammenhænge.
Konsekutiv tosprogethed.
Ved konsekutiv tosprogethed forstår man, at et barn først lærer et sprog og senere et andet. På det tidspunkt, hvor barnet lærer at tale, lærer det altså kun et enkelt sprog. Hvis barnet lærer det andet sprog inden starten på puberteten, har det gode muligheder for at lære det fejl- og accentfrit samt med høj kompetence.
Subtraktiv/additiv tosprogethed.
Når en person forsømmer sit første (modersmål) til fordel for et andet sprog, taler man om subtraktiv tosprogethed.
Subtraktiv tosprogethed kan f.eks. optræde, hvor en person lever i kulturelle omgivelser, hvor det første sprog er et mindretalssprog "og" samtidig har en ringere status end det sprog, der tales i samfundet i øvrigt. Det er f.eks. tilfældet for fransktalende personer i Canada (udenfor Québec) eller for medlemmer af nogle sproglige minoriteter i Europa.
Den tiltrækning, som en gruppe med højere status udøver, kan føre til, at en person forsømmer sit modersmål til fordel for et andet sprog, for på den måde at kunne identificere sig med den socialt højere rangerende gruppe.
Hvis et barn lærer et nyt sprog uden at miste det (eller de) første, taler man om additiv tosprogethed.
Tosprogethed hos voksne.
Denne form for tosprogethed kan udvikles, hvis en person som ung eller voksen kommer ind i sociale omgivelser med et andet sprog.
En sådan tosprogethed udvikles f.eks. altid, når en person emigrerer til et land med et andet sprog. Den sproglige uligevægt er her meget større end ved tidlig tosprogethed. Tosprogetheden kan dog udvikles så godt, at den pågældende i de fleste sammenhænge kan bruge begge sprog med høj kompetence.
Tosprogethed i forskningen.
Forskningen omkring tosprogethed har hidtil kun i ringe omfang beskæftiget sig med tosprogethedens betydning for den pågældende person; men har i hovedsagen undersøgt tosprogethedens indflydelse på det sproglige system.
Tosprogethed og indvandrerbørn.
Hvis disse betingelser er opfyldt, så kan dette føre til en forsinket indlæring. Undersøgelsen anbefaler derfor at fremme indvandrerbørnenes første sprog og kultur. Lærerne skal gøre sig klart, hvor svært det er for børnene at lære et nyt sprog og reagere med mere indfølingsevne.
Sprogforskere ved Hochschule für Angewandte Wissenschaften i Hamburg har i 2002 udgivet en oversigt over den nationale og internationale forskning på området med titlen "Spracherwerb zweisprachig aufwachsender Kinder und Jugendlicher" (Sprogerhvervelse hos tosproget opvoksende børn og unge). De beskriver bl.a. situationen med børn af indvandrere i Tyskland, som før skolestarten har udviklet minoritetssproget til et højt niveau men kun i ringe omfang har lært tysk. "Med væsentlige forbehold" formoder videnskabsmændene, at indlæringen af L1 (minoritetssproget) forsinkes, mens L2 (tysk) overhaler det andet sprog. I gennemsnit når disse børn dog ikke op på samme niveau som etsprogede børn.
Tosprogethed anses derfor ofte for en af hovedårsagerne til indvandrerbørnenes relativt dårlige resultater i skolen. Her må man dog skelne mellem indvandrerbørn, der er født i det nye land og ofte har lært omgivelsernes sprog fra fødslen, og indvandrerbørn, som først lærer omgivelsernes sprog ved flytningen til det nye land, i mange tilfælde først som halvvoksne. Disse problemer kan også kompenseres med en målrettet indsats i skolen, så tosprogetheden i den sidste ende fører til en større sproglig kompetence hos børnene.
I USA, hvor tidlig tosprogethed ikke anses som en potentiel fordel, men snarere som en ulempe, sammenfattes indvandrerbørnenes problemer under betegnelsen "Limited English Proficiency". Pædagogiske forholdsregler koncentrerer sig her ikke om at fremme begge sprog og dermed børnenes sprogkompetance. Anstrengelserne koncentrerer sig udelukkende om beherskelsen af landets sprog (engelsk). Dvs. børnene søges "afvænnet" fra deres tosprogethed.
Tosproget undervisning af indfødte børn.
En undersøgelse af tosproget tysk-fransk undervisning i den schweiziske kanton Wallis udført af universitetet i Neuchâtel (Neuenburg) har vist, at børn, som tidligt får undervisning i to sprog, ikke bare lærer L2 hurtigere, de udvikler også deres generelle sprogkompetence bedre. En forringelse af L1 kunne ikke konstateres. ("Groupe de recherche sur l'enseignement bilingue", 1994).
Intelligensudvikling hos tosprogede.
I 1950'erne og helt op i 1970'erne hævdede mange forskere, at tosprogethed førte til en underudviklet intelligens (f.eks. Haugen 1956: "The Effect of bilingualism on Intelligence"). Disse undersøgelser anses i dag for uvidenskabelige. I mange tilfælde sammenlignedes nemlig indvandrerbørn fra socialt lavere grupper med indfødte børn fra middelklassen, og undersøgelserne blev ofte kun gennemført på L2-sproget.
I 1962 fulgte en undersøgelse af Lambert og Peal ved McGill-Universitetet i Montréal: "The relation of bilingualism to intelligence". Denne undersøgelse viste for første gang, at tosprogede børn ved sproglige og ikke-sproglige intelligenstests klarede sig bedre end etsprogede. Forskerne kunne dog ikke afgøre, om den veludviklede tosprogethed var årsagen til den højere intelligens eller omvendt. Feldman og Shen (1971) samt Lemmon og Goggin (1989) fandt ved deres undersøgelser ud af, at tosprogede børn klarede sig bedre ved sproglige prøver, fordi de bedre forstår sætningsopbygning og grammatik.
Ifølge den ovenfor nævnte undersøgelse fra FH Hamburg viser forskningen i dag, at "der snarere er tale om visse kognitive fordele, især i området omkring bevidst omgang med sprog".
En artikel af Bialystok ved universitet i York, Canada 2004 ("Bilingualism, Aging, and Cognitive Control", se eksterne henvisninger) viste derudover, at de kognitive færdigheder hos tosprogede mennesker i høj alder ikke går så hurtigt tabt som ved etsprogede.
Politik og tosprogethed.
Forskellige stater behandler to- eller flersprogethed hos deres indbyggere meget forskelligt. Således anvender f.eks. USA en meget restriktiv politik. Det samme må man sige om Danmark.
Det viser sig f.eks. ved, at statens politik i forhold til tosprogede børn udelukkende handler om at fremme indlæringen af det nationale sprog, hvorimod der ikke gøres noget for at fremme eller vedligeholde ægte tosprogethed.
I modsætning hertil fremmer og understøtter Canada, Belgien og Schweiz aktivt flersprogetheden. Vedrørende to- og flersprogethed i Schweiz se bl.a. publikationen (på fransk).
I de senere år har der – udgående fra den angelsaksiske verden – vist sig en tendens til at betegne enhver person, som har et bare nogenlunde brugbart kendskab til et fremmedsprog som "bilingval". Denne brug af begrebet er højst omstridt.
Andre betydninger.
I Danmark bruges betegnelsen tosproget ofte som eufemisme om efterkommere af indvandrere. Denne brug af ordet er officiel politik i undervisningsministeriet; men afvises af Dansk Sprognævn og førende sprogforskere som f.eks. professorerne Jens Normann Jørgensen ved Københavns Universitet, Ocke-Schwen Bohn ved Aarhus Universitet og Henrik Galberg Jacobsen ved Odense Universitet.
Undervisningsminister Bertel Haarder har forsvaret brugen af ordet tosproget i denne sammenhæng med en henvisning til, at de pågældende børn skulle være kendetegnet ved, at "de har sproglige problemer, fordi de vokser op med to sprog", Jyllands-Posten 26. september 2005.
Overfor det står dog, at denne gruppe er meget sammensat. Nogle er ganske rigtigt vokset op med to eller flere sprog; men andre er kun vokset op med et. Det være sig dansk, et fremmedsprog eller en mellemting, det såkaldte perkerdansk. Nogle har ganske rigtigt sproglige problemer, men langt fra alle, og nogle har først og fremmest problemer af kulturel eller social karakter.
Dertil kommer, at der ikke er noget videnskabeligt belæg for at antage en årsagssammenhæng mellem det at være tosproget og det at have sproglige problemer. Som nævnt i afsnittet Intelligensudvikling hos tosprogede opgav videnskaben disse teorier for 40 år siden.
Brugen af betegnelsen tosproget til at udpege en bestemt gruppe af indvandrere eller efterkommere forekommer tilsyneladende kun i Danmark.
Bingham Canyon.
Bingham Canyon er beliggende i Oquirrh-bjergene sydvest for Salt Lake City i den amerikanske stat Utah. I august 1848 flyttede to mormon pionerer, Thomas og Sanford Bingham til slugten. Slugten blev benyttet til kvæg og man hentede meget tømmer derfra. Brødrene fandt også mineralforekomster, men efter påbud fra Brigham Young stoppede de efterforskningen.
I 1863 blev mineralforekomsterne genopdaget, denne gang af soldater udstationeret i Utah.
I dag er Bingham Canyon-minen verdens største menneskeskabte udgravning (4 kilometer bred) og dermed naturligvis også verdens største åbne mine. Minen drives af "Kennecott Utah Copper" som er ejet af "Rio Tinto" et af verdens største mineselskaber.
Bingham Canyon-minen har produceret mere kobber end nogen anden kobbermine, nemlig mere end 17 millioner tons. Minen er så stor, at den kan ses fra rummet af astronauter, der cirkler om jorden.
Bio-chip.
En bio-chip er en lille plade inddelt i bittesmå felter, og på hvert felt sidder et stykke DNA. Bio-chippen bruges til DNA-analyse. Hvis man for eksempel vil sammenligne kendt DNA med ukendt DNA, kan man bruge en bio-chip. Man klipper det kendte DNA ud i mindre stykker og sætter hvert stykke fast på hvert sit felt (og noterer rækkefølgen). Derefter hælder man den ukendte DNA-prøve over bio-chippen. De steder, hvor det kendte ligner det ukendte, vil kendt og ukendt bindes til hinanden.
Biodiversitet.
a> ("Phragmites australis"). I vandet aner man flere forskellige vandplanter.
Biodiversitet eller biologisk diversitet er en neologisme, som er lavet ud fra græsk "bios" = "liv" + latin "diversus" = "forskelligartet". Det vil sige: variationen i den levende natur. Diversitet rummer i sig en række forskellige niveauer som f.eks. gener, arter, økosystemer. Det er dog ikke så enkelt at definere biodiversitet eller mål for biodiversitet.
Udtrykket har opnået udbredt anvendelse blandt biologer, miljøfolk, politikere og interesserede borgere over hele verden efter 1986. Det er faldet sammen med den øgede bekymring i løbet af de sidste årtier af det 20. århundrede over, at arter uddør.
Ordets oprindelse.
Udtrykket "biologisk diversitet" blev opfundet af biologen Thomas Lovejoy i 1980, mens ordets korte form, biodiversitet, blev skabt af entomologen Edward Osborne Wilson i 1986. Ordet "biodiversitet" blev foreslået ham af folk udefra, så man kunne få en erstatning for biologisk diversitet, som man anså for at være mindre slagkraftigt med hensyn til kommunikation.
Biodiversitet på tre niveauer.
Biologisk diversitet har ikke nogen enkelt definition. Én udlægning mener, at biologisk diversitet er et "mål for den relative mangfoldighed blandt de organismer, der findes i forskellige økosystemer". "Diversitet" i denne betydning omfatter diversitet indenfor arterne, mellem arterne og en sammenligning af diversitet mellem økosystemer.
Hvis genet er den grundlæggende enhed i den naturlige udvælgelse, og det vil også sige: for evolutionen, så er der nogle som f.eks. E.O. Wilson, der siger at ægte biodiversitet er = den genetiske diversitet. Artsdiversitet er dog den letteste at undersøge.
Biodiversitet og videnskabelig undersøgelse.
Tabellen til højre viser tilstanden i Danmark pr. december 2000. Den er samtidig et eksempel på en diversitetsopgørelse, der arbejder både med artsdiversitet og biotopdiversitet. Af tabellen kan man se, at det er naturskov og overdrev, man skal prioritere, hvis man vil have "mest muligt miljø for pengene".
Livets sammensathed.
Vurderinger af den globale diversitet varierer mellem 2 og 100 millioner arter, men med det bedste gæt et sted i nærheden af 10 milioner.
Nye arter bliver registreret hver dag (i gennemsnit ca. 3 nye arter af fugle hvert år), men mange er ikke blevet klassificeret, selv om de allerede er opdaget (f.eks. viser en vurdering, at ca. 40% af alle ferskvandsfisk i Sydamerika ikke er klassificeret endnu). Den største diversitet findes i de tropiske skove.
På et enkelt kauritræ i New Zealands urskov kan der vokse op til 60 forskellige planter
Hvilken betydning har biodiversitet?
Biodiversitet har bidraget til menneskelige kulturer på mange måder, og omvendt har samfundene spillet en afgørende rolle for skabelsen af diversitet i naturen på genetisk, artsmæssigt, og økologisk niveau.
Diversitet er for alle mennesker først og fremmest en "ressource" i hverdagen. Den skaffer mad (afgrøder, husdyr, vilde frugter og fisk), fibre til tøj, træ til ly og varme, medicin og energi. Sådan en 'udbyttediversitet' kaldes også for agrobiodiversitet.
Økosystemer skaffer os også forskellige "grundlag for produktion" (jordbundens bonitet, bestøvere, rovdyr, nedbrydere...) og "goder" som rensning af luft og vand, stabilisering og dæmpning af klimaet, begrænsning af oversvømmelser, tørke og andre miljøkatastrofer.
Ligesom biologiske ressourcer er en del af samfundets økologiske interessefelt, sådan er deres økonomiske værdi også stigende. Bioteknologien udvikler nye produkter, og nye markeder bliver åbnet. Biodiversiteten er et område med aktivitet og indtjening for samfundet, men det kræver den rette styringsmetode at udnytte disse ressourcer.
Endelig har biodiversitet den rolle at være et "spejl for vores forhold til andre levende arter", en etisk synsvinkel med rettigheder, pligter og opdragelse.
Hvordan måler man biodiversitet?
Hvis man accepterer definitionen ovenfor, er det ikke muligt at måle biodiversitet på en enkelt, objektiv måde, men kun ved metoder, der drejer sig om bestemte formål eller anvendelser. Derfor bør den, der beskæftiger sig med naturbevaring, sætte tal på værdier, som også bliver prioriteret af de berørte mennesker.
En mere bred og økonomisk forsvarlig rettesnor får man ved at måle forhold, som sikrer fortsat mulighed for miljømæssig bæredygtighed. Biologer har argumenteret for, at det indebærer målinger, som sikrer genetisk variation. Da man ikke altid kan forudse, hvilke gener der viser sig at være de mest nyttige, er det bedste at sikre de flest mulige geners beståen. Økologer betragter dog ofte gentællinger som en utilstrækkelig og alt for snæver metode.
Biodiversitet i rum og tid.
Biodiversitet er ikke statisk: den er et system i stadig udvikling både fra artens og det enkelte individs synspunkt. Den gennemsnitlige levetid for en art er ca. 2 millioner år, og 99% af de arter, som nogensinde har levet, er uddøde i dag.
Biodiversiteten er ikke jævnt fordelt på Jorden. Den er altid højest i troperne, og jo nærmere man kommer polerne, jo større bliver populationerne, men jo lavere bliver artsantallet. Flora og fauna ændres afhængigt af klima, højde og de øvrige arter. Se i øvrigt økoregioner, hvor forskellighederne er brugt som grundlag for opdelingen. Se også WikiProject Ecoregions (engelsksproget og meget foreløbigt).
Artsfortegnelse.
Systematikken håndterer biodiversitet ved simpelthen at opliste arterne. Man har beskrevet mindst 1,75 millioner arter, men vurderinger af det sande antal levende arter svinger mellem 3,6 og 100 millioner. Nogle mener dog, at den simple viden om arter, slægter og familier er utilstrækkelig og må suppleres med en større forståelse for funktioner, samspil og samfund. Desuden bør man tage højde for, at udveksling af gener mellem arterne let kan gøre oversigten mere indviklet.
Biodiversitet-hotspot.
Man kan definere et "hotspot" i biodiversitet som et sted, hvor der er mange endemiske arter. Hotspots forekommer ofte på steder, hvor menneskets påvirkning er voksende, og de fleste af dem findes i troperne. I Europa kan man besøge sådan et sted i den østlige ende af Pyrenæerne ved den katalanske enklave Llibia. Ligeledes findes hotspots i Kaukasus og i Sichuan-provinsen i Kina.
Den økonomiske værdi af biodiversitet.
Økologer og miljøfolk var de første til at påpege de økonomiske sider af diversitetsbeskyttelsen. Edward Osborne Wilson skrev således i 1992, at
De fleste betragter biodiversitet som pulje, hvorfra man kan hente stof til fremstilling af fødevarer, medicin og kosmetik. Når nogle opfatter udnyttelsen af biologiske ressourcer på den måde, forklarer det sandsynligvis andres frygt for, at ressourcerne skal forsvinde ved en erodering af biodiversiteten. Det er samtidig arnestedet for nye konflikter, der drejer sig om regler for deling og monopolisering af naturressourcer.
Er biodiversiteten truet?
Der er konstateret en nedbrydning af biodiversitet i løbet af de seneste 20-30 år. De fleste biologer opfatter det sådan, at en masseudslettelse er undervejs. De er ganske vist uenige om antallet, men mange forskere tror, at tabsraten er større nu end nogensinde før i historien.
Nogle undersøgelser viser, at ca. 1/8 af de kendte plantearter er truet af udryddelse. Hvert år forsvinder mellem 17.000 og 100.000 arter fra vores planet. Nogle siger endog, at op mod 1/5 af alle levende arter risikerer at forsvinde i løbet af 30 år. Næsten alle siger, at tabene skyldes "menneskelige aktiviteter", specielt ødelæggelsen af planters og dyrs habitater.
I Danmark kan man danne sig et vist begreb om diversitetens udvikling ved at undersøge de bevarede pollenlag i vore moser. Tallene er behæftet med den usikkerhed, at det mest er de vindbestøvede planters pollen, man kan finde, men til gengæld er dette forhold gældende hele vejen op gennem historien.
Ved hjælp af denne metode kan det sandsynliggøres,
Disse opgørelser er dog meget problematiske, og visse forskere slår koldt vand i blodet og gør opmærksom på, at målemetoderne er meget forskellige, og at resultaterne ofte opstår ved, at man sammenstiller tal, som stammer fra vidt forskellige typer undersøgelser. Blandt tvivlerne er der dem, der argumenterer for, at der ikke er tilstrækkelige mængder data til at begrunde synspunktet om masseudryddelse, og de mener, at der bliver lavet overdrevne ekstrapoleringer om global ødelæggelse af regnskove, koralrev, mangrover, og andre rige habitater. Se f.eks. Bjørn Lomborg.
Nogle begrunder denne situation ikke så meget ved overforbrug af arterne eller nedslidning af økosystemerne, men snarere ved at de bliver omdannet til meget standardiserede økosystemer (f.eks. monokultur efter skovrydning). Før 1992 pegede nogle på, at både uafklaret ejendomsret og fraværet af en regulering af adgangen til ressourcerne nødvendigvis fører til nedslidning af dem (hvorved omkostningerne må bæres af samfundet).
Regulering af biodiversitet: bevaring, hensyntagen og beskyttelse.
Bevarelse af biologisk diversitet er blevet et globalt mål. Selv om ikke alle er enige om omfanget og betydningen af den nuværende udslettelse, betragter de fleste biodiversitet som væsentlig.
Der er grundlæggende to slags bevaringsmuligheder: in-situ og ex-situ, altså henholdsvis bevaring på levestedet og bevaring uden for levestedet. In-situ betragtes sædvanligvis som den ultimative bevaringsstrategi, men den er somme tider umulig at iværksætte. Ødelæggelse af habitaten for sjældne eller truede arter kræver f.eks. ofte ex-situ indsatser. Desuden kan ex-situ bevaring skabe en reserveløsning for in-situ projekter. Nogle mener, at begge fremgangsmåder er nødvendige for at sikre ordentlig bevaring af biodiversitet.
Et eksempel på et in-situ bevaringsarbejde er det at skabe beskyttelsesområder. Et eksempel på et ex-situ bevaringsarbejde er omvendt det at plante eksemplarer af udvalgte populationer i frøbanker. Den slags indsatser gør det muligt at bevare store populationer med et minimalt tab af genetisk variation.
Truslen mod den biologiske diversitet var ét af de centrale emner, der blev diskuteret på FN's topmøde for bæredygtig udvikling. Man håbede at få etableret en Global Conservation Trust (Global trust for bevarelse), som skal bidrage til at vedligeholde plantesamlinger.
Juridisk status for biologisk diversitet.
Biodiversiteten og dens udvikling skal vurderes og analyseres (gennem iagttagelser, optællinger, bevaringsindsatser…), og så må den medregnes i politiske beslutninger. På den måde kan den få juridisk anerkendelse.
UNESCOs konvention fra 1972 slog fast, at biologiske ressourcer som f.eks. planter er menneskehedens fælles arv. Det inspirerede muligvis til oprettelse af offentlige genbanker, som befinder sig uden for oprindelseslandene.
Nye globale aftaler (Riokonventionen), giver nu suveræne, nationale rettigheder over biologiske ressourcer (dog ikke egentlig ejendomsret). Tanken om statisk bevarelse af biodiversitet er ved at forsvinde, og den bliver erstattet af idéer om dynamiske bevaringsmetoder ud fra ressource- og innovationssynsvinkler.
De nye regelsæt forpligter landene til at "bevare biodiversiteten", "udvikle ressourcer for bæredygtighed" og "fordeling af udbyttet", som kommer af at bruge dem. Disse nye regler forventes at tillade bioudnyttelse eller indsamling af naturprodukter i de lande, der er rige på bidiversitet, mod en andel i de goder, der kommer ud af det.
Suverænitetsprincipper baseres på, hvad der også kaldes Access and Benefit Sharing Agreements ("ABA" eller Aftaler om deling af adgang og udbytte). Riokonventionen forudsætter et forudgående, informeret samtykke mellem landet med naturværdierne og indsamleren. Derved skal det fastslås, hvilke ressourcer man vil udnytte, og hvad man agter at bruge dem til, og det skal fastlægge en aftale om retfærdig deling af udbyttet. Bioudnyttelse kan nemlig let blive en slags pirateri, hvis disse principper ikke bliver respekteret.
Biografi.
En biografi (græsk: levnedsbeskrivelse) er en beskrivelse af et menneskes liv og levned. Den kan være skrevet af vedkommende selv, en selvbiografieller autobiografi. Eller af andre. I selvskildringen fremstiller forfatteren sin egen livsførelse; berømte eksempler herpå er Augustins "bekendelser" og Rousseaus "Les Confessions". Når den selvbiografiske skildring tillige behandler forfatterens samtidige, gøres overgangen fra autobiografi til erindringer eller memoirer, hvorpå navnlig Frankrigs og Englands litteratur er så rig. Til biografisk litteratur i videste forstand henregnes breve og dagbøger.
Den enkleste og korteste form er den annalistiske: en opregning i kronologisk rækkefølge af alle data. I området mellem biografi og selvbiografi findes en del "biografier" som ikke er skrevet direkte af personen selv, men med hjælp af en ghostwriter, ghostwriteren kan have skrevet det hele selv uden at lægge navn til eller bare have hjulpet til med at forbedre teksten. Alice B. Toklas' selvbiografi er skrevet udelukkende af Gertrude Stein.
Det mest omfattende danske værk som beskæftiger sig med biografi er "Dansk biografisk leksikon".
Oldtidens og middelalderens biografier.
Helt fra oldtiden har den biografiske kunst (biografik) som en gren af historieskrivningen stået i høj anseelse; både fra den græske og den romerske litteratur er der levnet os berømte skildringer af fremragende personligheders liv som Plutarchs sammenlignende levnedsskildringer, Tacitus’ "Agricola" og Quintus Curtius Rufus’ "Alexander den Store". Fra middelalderen har vi især fremstillinger af hellige mænds og kvinders liv, og i de sidste århundreder udgør biografi i alle landes bogfrembringelser en væsentlig del af den historiske litteratur.
Det 19. århundredes biografier.
Den biografiske litteratur er så rig og omfattende, at Eduard Maria Oettingers forsøg på tilvejebringelsen af en henvisningshåndbog angående den samlede litteratur ("Bibliographie biographique" [bind 1-2, 2. oplag, Bryssel 1854]) kun blev et forsøg. Nyttige håndbøger af senere dato er E. Edwards "Handbook to the Litterature of Biography" (Vendea 1885) og Lawrence Barnett Philips, "Dictionary of biographical reference" (1871, ny udgave London 1889). Af biografiske leksika af almindelig karakter, dvs. omfattende alle tider og lande, haves: Pierre Bayles "Dictionnaire historique et critique" (Paris 1697, sidste udgave i 16 bind, Paris 1820); Louis-Gabriel Michauds "Biographie universelle" (bind 1-85, Paris 1811-62, nyt oplag bind 1-45, Paris 1842 -65); Ferdinand Höfers "Nouvelle biographie générale" (bind 1-46, Paris 1852-66); Eduard Maria Oettingers "Moniteur des dates" (på tysk, bind 1-9, Dresden 1866-82); John Aikin & William Enfields "General Biography" (bind 1-10, London 1799-1815). – Andre biografiske samlerværker er almindelige i deres omfang, men begrænsede i tid, f.eks. til 19. århundrede Louis Gustave Vapereau, "Dictionnaire universel des contemporains" (6. Udgave, Paris 1893); George Washington Moon, "Men and women of the time" (13. Udg., London 1891); Lloyd Charles Sanders, "Celebrities of the Century" (London 1886-90); "Living leaders of the World" (Chicago 1889). Nulevende personer er behandlede i de årligt udkommende: "Wer ist’s" og "Who’s who in science". – Større serier er "English men of letters" (1879 ff.); "Les grands écrivains français" (1887 ff.); den svenske samling "Memoar och bref" (1900 ff.) og den danske "Memoirer og Breve" (1905 ff.).
Biografiernes gennembrud i Danmark.
Levnedsskildringer med et moralsk sigte var fremme allerede i den klassiske oldtid, hvor især Plutarks biografier var de mest udbredte. Disse vedblev igennem tiden at være populære, og især fra 1600-tallet blev de brugt som skabelon for moralske fortællinger. Denne mode fik en dansk efterligner i første halvdel af 1700-tallet i Ludvig Holbergs "Adskillige store Helte og berømmelige Mænds sammenlignede Historier" (1739-53) og "Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier" (1745) som var bygget op som Plutarks biografier, med skildringer af to store personligheder efterfulgt af en sammenligning af disse to. Casper Peter Rothe overførte den moralske biografis tradition til danske personligheder med sit værk "Forsøg til navnkundige danske Mænds Liv og Levnet" der biograferede Peder Griffenfeld (1745) og i anden selvstændige del Peder Tordenskjold (1747-50). I "Brave danske Mænds og Qvinders berømmelige Eftermæle" (1753) havde han samlet ligprædikener og gravindskriptioner over en del danske personligheder, foruden at han selv havde forfattet biografier over nogle af disse. Ove Malling videreførte med "Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere " (1777) Rothes bestræbelser, og i modsætning til Rothe fik Mallings værk succes og blev genoptrykt langt ind i 1800-tallet.
En anden gren af den biografiske genre som udvikledes i denne periode var det biografiske forfatterleksikon. Digteren og historiografen Claus Christoffersen Lyschander var den første i Danmark der skrev et sådan værk, men dette værk blev ikke trykt før i 1700-tallet og fandtes før den tid kun i afskrifter. Det første egentlige biografiske forfatterleksikon på dansk er Jens Worms "Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde Mænd, som ved trykte Skrifter have giort sig bekiendte, saavelsom andre Ustuderede, som noget have skrevet" (1771-84), og på dette foruden egne studier byggede litteraturforskeren og bibliotekaren Rasmus Nyerup sit "Almindeligt Litteraturlexicon for Danmark, Norge og Island" (1818-20). Den første egentlige biografiske monografi over en forfatter var Christian Molbechs "Johannes Evalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik" (1831).
Moderne biografi.
Traditionen med vidneudsagn og skriftemål blev bragt til den Nye Verden af puritanernes og kvækernes skribenter af selvbiografer og journaler hvor formen fortsatte med at være indflydelsesrig. Benjamin Franklins selvbiografi (1791) blev en prototype for den amerikanske succeshistorie. (Stone, 1982) Selvbiografi ville forblive en indflydelsesrig form i biografisk litteratur.
Generelt fulgte amerikansk biografi den engelske model, dog med indbefattet Thomas Carlyles opfattelse, at biografi var en del af historien. Carlyle har påstået, at store menneskers liv var nødvendigt for at forstå samfundet og dets institutioner. Mens de historiske impulser ville forblive et stærkt element i tidlig amerikanske biografi, amerikanske forfattere fandt af deres egen facon. Det der opstod, var en temmelig didaktiske form for biografi, der søgte at forme den individuelle karakter af læseren i processen for at definerer national karakter. (Casper, 1999)
Sondringen mellem masse biografi og litterær biografi, som havde dannet i midten af det nittende århundrede var udtryk for en strid mellem høj kultur og middelklasse kultur. Denne opdeling ville vare resten af århundredet. Biografi begyndte at blomstre takket være ny udgivelse teknologier og en ekspanderende læselyst. Denne revolution i forlagsvirksomheder gjort at bøger kom til rådighed for et større publikum. Næsten ti gange så mange amerikanske biografier udkom fra 1840 til 1860, end der udkom i de to første årtier af dette århundrede. Desuden udkom der billige paperbackudgaver af populære biografier for første gang. Også amerikanske tidsskrifter begyndte at offentliggøre serier af biografiske skitser. (Casper, 1999) Den aktuelle fokus flyttedes fra republikanske helte til selvstændige foretagsomme mænd og kvinder.
Meget af den sene 19. århundredes biografi forblev skabelonsagtig. Især blev der skrevet få selvbiografier i det 19. århundrede. Følgende århundrede oplevedes selvbiografiens renæssance begyndende med Booker T. Washingtons, "Up From Slavery" (1901) og efterfulgt af Henry Brooks Adams "Education" (1907), en krønike af selvstændige defineret svigt, som gik imod den fremherskende amerikanske succeshistorie. Offentliggørelsen af sociale selvbiografier af både mænd og kvinder begyndte at blomstre. (Stone, 1982)
Myndigheden i psykologi og sociologi var forbillede og ville præge det nye århundredes biografier. (Stone, 1982) Faldet af den "store mand" teoris betydning for historien var karakteristisk for det nye tankesæt. Menneskelig adfærd skulle forklares gennem darwinistisk teorier. "Sociologiske" biografier er en følge af deres persons handlinger som følge af miljøet, og en tendens til at nedtone individualitet. Udviklingen af psykoanalysen førte til en mere gennemtrængende og omfattende forståelse af de biografiske emner, og skribenterne til at lægge mere vægt på barndommen og ungdommen. Klart, psykologiske ideer var med til at ændre den måde, hvorpå amerikanerne læste og skrev biografier, selvbiografiens kultur udviklede sig som en terapi. (Casper, 1999)
Det konventionelle koncept af nationale helte og fortællinger om succes forsvandt i besættelsen af psykologisk udforskninger af personlighed. Den nye skole indenfor biografi fremhævede billedstormere, videnskabelige analytikere og fiktions skribenter (?) (engelsk: fictional biographers). Denne bølge inkluderede blandt andre Lytton Strachey, André Maurois, og Emil Ludwig. Stracheys biografier havde indflydelse svarende til den, som Samuel Johnson havde haft tidligere. I 1920'erne og '30’erne søgte biografiske forfattere at udnytte Stracheys popularitet og efterligne hans stil. Robert Graves (I, Claudius, 1934) skilte sig ud blandt der fulgte Stracheys model af ”afglorificerende biografier”. Tendensen i litterær biografi blev ledsaget i populær biografi af en slags "voyeurisme af berømtheder" i de tidlige årtier af dette århundrede. Sidstnævnte forms appel til læserne var mere baseret på nysgerrighed end moral eller patriotisme.
I tiden omkring 1. Verdenskrig blev billige hard-cover genoptryk populære. Årtiers 1920'erne oplevede en biografisk "boom". I 1929 blev næsten 700 biografier offentliggjort i USA, og den første opslagsværk om amerikansk biografi ser dagens lys. I de årtier, der fulgte, blev talrige biografier fortsat offentliggjort på trods af den økonomiske depression. De nåede et voksende publikum gennem billige formater og via offentlige biblioteker.
Ifølge den lærde Caroyln Heilbrun, blev kvinders biografier revolutionerede i løbet af anden bølge af feministisk aktivisme i 1970'erne. På dette tidspunkt begyndte kvinder at blive portrætteret mere præcist, selv om det bagatelliserede resultaterne eller integriteten af en mand (Heilbrun 12).
Videobiografi.
Den teknologiske udvikling har sat skub i udviklingen og populariteten af filmiske biografier, der anvender multimodale udtryksformer i kombinationen af video, fotografi, stemmeoptagelse, musik, og lydeffekt til at portrættere og illustrere en persons livsfortællinger. De filmiske biografier beskriver ofte færre episoder af en persons liv, men fokuserer på de vigtigste livsfortællinger, og illustrerer disse med flere virkemidler end bogbiografier.
Hvor det før har været forbeholdt produktionshuse at skabe biografiske dokumentarfilm, er det med fremkomsten af billig eller gratis lyd- og videoredigeringssoftware, så som Photostory, MovieMaker, Imovie, Jaycut og Audacity samt billigere produktionsudstyr i form af amatør og semiprofessionelle digital- og videokameraer blevet mulig for almindelige mennesker at skabe amatør videobiografier og dele disse online på sociale videodelingsservices. Den online deling muliggjordes med fremkomsten af web 2.0 og sociale videodelingssites som Youtube og Vimeo.
Nordiske biografiske håndbøger.
"Krak Blå Bog" fra 1912
Ved siden af de her nævnte værker findes i de nordiske lande en stor mængde biografiske specialarbejder, dels i leksikalsk form udarbejdede håndbøger (i Danmark for adel, boghandlere, farmaceuter, filologer, forstmænd, jurister, læger, lærere, officerer, præster, rigsdagsmænd) eller værker, hvori hovedvægten er lagt på portrætter med biografisk tekst som "Dansk Portrætgalleri" (1904-09).
Priser.
Der uddeles årligt flere priser for biografier
Svend Tveskæg.
Svend Tveskæg (født ca. 960 - 3. februar 1014), konge af Danmark 986/87- 1014 og af England 1013 - 1014.
Harald Blåtands søn Svend er Danmarks store vikingekonge. Saxo anfører, at Svend tager magten i kamp med sin far, og at Harald falder i et slag, men det er ikke helt sikkert, at det forholder sig sådan – det eneste vi ved med sikkerhed er, at Svend kom på tronen ved faderens død i 986 eller 987.
Både før og efter sin tronbestigelse foranstaltede Svend vikingetogter til England, i begyndelsen i samarbejde med den norske høvding Olav Tryggvason. Olav blev norsk konge i 995 og påbegyndte en brutal tvangskristning af nordmændene, og da han faldt i Slaget ved Svold i år 1000, blev Svend Tveskæg også Norges overherre.
Svend Tveskægs søster giftede sig med vikingehøvdingen Pallig, som senere skiftede side og trådte i den engelske kong Ethelreds tjeneste. I 1002 beordrede kong Ethelred af England alle daner og deres efterkommere i England dræbt i fortvivlelse over sin egen manglende evne til at dæmme op for de stadige vikingeangreb, og både Pallig og Svends søster Gunhild Haraldsdatter var blandt de dræbte. I 1003-1004 angreb Svend Tveskæg atter England og opkrævede enorme pengebeløb, den såkaldte Danegæld.
I år 1013 var den nu midaldrende Svend Tveskæg selv og hans næstældste søn Knud med om bord, da en vældig flåde krydsede Nordsøen, og denne gang var det med erobring for øje.
London forskansede sig, og englænderne synger den dag i dag "London Bridge is falling down" om den dag, da londonerne brændte og ødelagde broen over Themsen for at hindre vikingernes fremrykning.
Svends hær trak sig tilbage fra London med tab, men Svend Tveskæg var en blændende militærstrateg, og i stedet for at bruge unødige kræfter på London lod han sig næsten uden modstand kongehylde rundt omkring i landet, både nord, vest og syd for London. Til slut var London alene tilbage, en ø omgivet af et land, som helt og aldeles havde overgivet sig.
Kong Ethelred gav op og flygtede til Normandiet, hvor hans familie allerede opholdt sig, og ved juletid 1013 valgte det engelske rigsråd klogeligt Svend Tveskæg til konge af England.
Svend døde dog allerede den 3. februar 1014 i grevskabet Lincoln, formentlig af et slagtilfælde. Hans fødselsår kendes ikke, men han har formentlig været midt i 50-erne da han døde.
Svend Tveskæg blev først begravet i York Minster, men senere overførtes hans lig til Roskilde Domkirke, hvor han i dag hviler på en ukendt plads under kirken sammen med sin far Harald.
Tilnavnet tyder på at Svend delte sit fuldskæg på midten, en skik der var på højeste mode i England på dette tidspunkt og kan ses på adskillige engelske mønter fra perioden.
Tårnsnegl.
Tårnsneglen (latin "Turritella communis") lever på havbunden, og dens hus kan blive 5-6 cm højt, og det har en bredde på cirka 1,5 cm. Forneden er sneglehuset tykkest, og det bliver smallere og smallere opefter. Tårnsneglen lever på lerblandet sandbund i Nordsøen og i Kattegat på 15-40 meters dybde, hvor der for det meste findes godt 100 snegle per kvadratmeter. Tårnsneglen er en rasper. En rasper er et dyr, som rasper. Det vil sige, at dets tunge er lige så ru som et råkostjern, så dyret kan slikke alger og plankton i sig.
Hornulk.
Hornulk "(Myoxocephalus quadricornis)" er en fiskeart i ordenen Ulkefisk "(Scorpaeniformes)".
Hornulke findes i arktiske kystegne og indre dele af Østersøen.
Desuden findes der isolerede bestande i ferskvand i Norge, Sverige, Finland, Rusland og Nordamerika.
Beskrivelse.
Hornulke har et bredt og fladt hoved, med flere pigge på gællefinnerne.
Individer som lever i ferskvand mangler de fire fremtrædende benknuder på hovedet.
De største individer kan blive op til 40-60 cm (10-15 cm i ferskvand).
Vandbænkebider.
Vandbænkebideren ("Asellus aquaticus") bliver op til 18-25 millimeter. Den er smal og ret flad; den ligner på nogle punkter et krebsdyr men har intet skjold, så alle dens led er synlige. Den er almindelig i Danmark, den lever mest i mindre søer og større åer. Hannen er den største og bærer hunnen på maven. Den foretrækker tætbevoksede steder med planter og nedfaldne blade. Den lever af rådne planter. Dens naturlige fjender er blandt andet skorpionstæge og skøjteløber. Den bevæger sig ved at kravle på bunden, hvor den også spiser. Den sorterer maden med kindbakkerne. Den ånder med gæller.
Vandkalv.
Vandkalven (Bred vandkalv "Dytiscus latissimus") er et insekt og lever i søer, fordi der dér er masser af føde.
Vandmand.
Vandmanden ("Aurelia aurita") hedder også "Øre-gople" eller "almindelig gople" og er op til 40 centimeter i diameter, men tit er den kun halvt så stor. Den findes langs Danmarks kyster, hvor den i mere beskyttede farvande kan optræde i stort antal.
Vandmanden formerer sig ved æg. Ud af disse kommer der en lille planula-larve, der efter at have svømmet rundt en tid fæster sig på en sten eller et andet fast underlag og her udvikler sig til en lille, bægerformet polyp. Denne polyp vokser, og der dannes ringformede indsnøringer. Herfra afsnøres små vandmænd (kaldet ephyra), som udvikler sig til de vandmænd, vi normalt ser. Larven, som bliver til en polyp, er den ukønnede generation, og den er flerårig. Den kønnede medusegeneration, vandmanden, lever kun et halvt år, fra forår til efterår. I det tidlige forår bliver vandmanden større, og om sommeren er den kønsmoden, så hannernes sædceller befrugter hunnens æg, der sidder på dennes munddele. Æggene bliver siddende på hunnen, til larven er udviklet.
Vandmanden lever på steder med dybt vand og ikke for hård brænding. Føden består af plankton, som fæstner til slim på goplens overflade. Herfra transporteres føden via cilier (små "hår") ud til en fødefure i vandmandens kant.
Vandmand er en gople, der ikke rigtigt har nogen fjender, for den består af mindst 95% vand. Dog kan fisk godt finde på at spise vandmandens fire halvrunde kønsorganer, da de kan have et større indhold af næring.
Vandnymfer.
Vandnymfer er en underorden af guldsmede i klassen insekter.
Vandnymfen er cirka 35 millimeter lang. Den er almindelig fra sidst i maj til først i august. Vandnymfen er et insekt. Vandnymfen lever i ferskvand. Når den bliver voksen, får den vinger, til gengæld mister den de små "fjer" på bagkroppen. De er en slags gæller, som vandnymfen ånder med under vandet. Vandnymfen spiser insekter og dens fjender er fisk og fugle.
Vandnymfens nymfe er op til 20 millimeter lang. Kan findes i både stillestående og rindende vand. Hunnerne har brede sorte ringe på bagkroppen. Larven spiser planteplankton.
Vibe.
Viben ("Vanellus vanellus") er Danmarks mest almindelige vadefugl. Den er en almindelig trækfugl her. Allerede i midten af februar kommer viben til Danmark fra Spanien og Frankrig. Viben er omkring 30-32 centimeter, det vil sige omkring størrelsen på en due. Den kendes bedst på den sort-grønne fjerdragt, og fjertoppen, der stritter, øverst på fuglens hoved. Viben yngler over hele landet, dens æg er olivengrønne med sorte pletter. Den lægger 4 æg i april. Der kan også være æg i dens rede i maj, juni og juli, men så er der kun 2-3 æg. Vibens rede er en fordybning i jorden, som den laver med kroppen, og fødderne. Den lever af insekter, edderkopper og små snegle.
Vættelys.
Vættelys er en aflang sten, som er den fossile skal fra belemnitter (blæksprutter), der levede i kridttiden. Vættelys hører til de almindelige forsteninger. Belemnitternes skal var omvokset med blødt væv og er spids i svømmeretningen. I den modsatte ende var der et tyndvægget kammer, der sjældent er bevaret.
Førhen var der meget folketro omkring vættelys. Nogle troede, de var troldenes (vætternes) lys, andre at de var tordenkiler, der besad tryllekraft, så de beskyttede mod lynnedslag.
Lancet-Vejbred.
Lancet-Vejbred ("Plantago lanceolata") er en flerårig cirka 10-40 cm høj urt. Stænglen bærer et sortbrunt aks og er ellers bladløs. De lancetformede blade er samlet i en roset. Den regelmæssige undersædige blomst har en hindeagtig sambladet krone med 4 udstående flige, 4 lange udhængende, gullige støvdragere og et fjerformet støvfang. Frugten er en buddike med kun 2 frø.
Den kendes let fra andre arter af vejbred på grund af de langcetformede blade. Lancet-Vejbred er meget almindelig over alt i Danmark.
Vipstjert.
Den Hvide Vipstjert ("Motacilla alba") er cirka 18 centimeter, med en fjerdragt i sort, hvid og koksgrå. De hvide striber på vingerne og den meget lange sorte hale falder straks i øjnene og gør det meget nemt at kende fuglen. Dens bevægelser er også meget livlige og meget karakteristiske med den ustandselige vippen med halen - hvilket også har givet vipstjerten dens danske navn. Flugten er ofte bølgeformet. Hunnen har mindre sort på hovedet end hannen. Vipstjerten holder til ved bebyggelser, i haver og i åbent land, bl.a. på marker, heder, enge, grusgrave og kyster. Udenfor yngletiden samles i tusinder af vipstjerter på fælles overnatningssteder, f.eks. i rørskove.
Den hvide vipstjerts kald lyder som tsi-vit og tsik. Den har også en sang. Det er en svag livlig kvidren, der sjældnere høres.
Det er en meget almindelig trækfugl og ynglefugl i Danmark, ynglebestanden vurderes til flere hundrede tusinde par. Den kommer i marts-april og flyver af sted igen i september eller oktober til Sydeuropa og Nordafrika, i sjældne tilfælde overvintrer arten i Danmark.
I maj lægger den hvide vipstjert 5-7 æg, der er grålige med rødlige pletter. Den yngler for det meste 2 gange om året. Vipstjerten æder mange forskellige orme og insekter, som den oftest fanger direkte på jorden, eller under hurtige opflyvninger i luften. Dens fjender er rovfugle og katte.
En speciel variant af den hvide vipstjert findes i Storbritannien. Den er let genkendelig på den sorte ryg i modsætning til den kontinentale variant, som vi har i Danmark, der har grå ryg. Den sortryggede hvide vipstjert optræder som sjælden gæst i Danmark, oftest under forårstrækket fra marts til maj og hyppigst i det vestlige Jylland. Det er også forekommet, at den sortryggede hvide vipstjert har hybridiseret med den hjemlige kontinentale race.
Europæisk ål.
En europæisk ål (den almindelige danske ål) er en ål, dvs en fisk hvis udseende minder om en slange. Den voksne ål kan blive 60–80 centimeter lang, men under særlige forhold kan den blive helt op til 150 centimeter - altså hvis der er meget mad og rimelig temperatur. Den findes i vandløb og Søer og i havet langs Europas og Nordafrikas kyster. Den er meget almindelig i Danmark.
Den europæiske åls livscyklus.
Ålens livscyklus har længe været et mysterium. Vi ved at ål drager til Sargassohavet i Atlanterhavet ud for Nordamerikas kyst, men det har endnu ikke været muligt at opservere den første del af parringen, eller fange gravide ål, eller ål med rogn; så vi ved til denne dag ikke om ål føder levende unger eller lægger æg.
Ynglen føres fra Sargassohavet med den nordatlantiske havstrøm ind mod Europas kyster. De gennemsigtige, sammentrykte unger kaldes ålelarver. Der går 3 år, før de når kysterne, hvis de altså ikke er blevet ædt af andre havdyr forinden. Her forvandler de sig til glasål og er nu cirka 62 mm lange. Når de når frem til ferskvand, bliver de til gulål, som de kaldes på grund af den gule underside. Når de er udvokset, stopper de med at æde og laver yngledragten. Øjnene vokser, farverne ændres, undersiden bliver hvid, de hedder nu blankål. Blankålen søger om efteråret fra ferskvand ud mod Atlanterhavet og tilbage mod Sargassohavet for at yngle. Disse ejendommelige forhold blev først beskrevet af den danske biolog Johannes Schmidt som, understøttet af Carlsbergfondet, ledede en (eller flere?) ekspeditioner med havundersøgelsesskibet "Dana."
Levevis.
Ålen er et bunddyr, og det er dens føde også. Det kan være små fisk og rogn, som mest spises om natten. Ålen er et natdyr, derfor har den store øjne.
Selenologi.
Selenologi er læren om Månens fysiske struktur, på samme måde som geologi er læren om Jordens.
Charta 77.
Charta 77 var en samling af intellektuelle, der kæmpede for demokrati og ytringsfrihed i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. Gruppen eksisterede fra 1977 til 1992.
Forfatteren Vaclav Havel var en af de mest prominente medlemmer af Charta 77. Mange af medlemmerne spillede vigtige roller i Tjekkiet og Slovakiet efter fløjlsrevolutionen i 1989.
Slaget om Rügen.
Slaget om Rügen var et slag i den Skånske krig. Den svenske feltmarskal Otto Wilhelm von Königsmarck angreb de danske tropper på Rügen, som Danmark havde besat i efteråret 1676.
Den danske general Rumohr blev dræbt i starten af slaget, og det danske rytteri flygtede, mens infanteriet overgav sig.
Viaticum.
Viaticum er et latinsk ord hvis egentlige betydning er "rejsekost, proviant".
I den romersk-katolske kirke betegner "viaticum" ("det hellige vandringsbrød") den indviede hostie (alterets sakramente) som præsten giver til en døende.
Flere danske ordbøger og leksika påstår, at der desuden findes et ord, "beaticum," som betyder det samme som "viaticum." Dette er urigtigt: "beaticum" skyldes en høre- eller huskefejl, muligt påvirket af ordet "beatus" ("salig"), og det er derefter blevet kopieret fra den ene ordbog til den anden.
Optant-konventionen.
Optant-konventionen blev indgået mellem Danmark og Tyskland den 11. januar 1907.
Det var en traktat, der sagde, at Tyskland skulle lade børn i Sønderjylland født af danske forældre før 1898 selv vælge, om de ville have dansk eller tysk statsborgerskab.
Danmark anerkendte til gengæld Kongeå-grænsen fra 1864 og gav afkald på Pragfredens paragraf 5 (fra 1866), der lovede Danmark en folkeafstemning i Slesvig.
Insulin.
Insulin er et peptidhormon som regulerer kulhydraters metabolisme. Navnet insulin kommer af det latinske ord "insula" der betyder ø, og hormonet hedder sådan fordi det syntetiseres i de såkaldte beta-celler i bugspytkirtlens Langerhanske øer.
Insulin virker ved at binde sig til molekyler på celleoverflader, de såkaldte insulinreceptorer. Når insulin bindes til receptorerne øges bl.a. transporten af glukose ind i cellen. Glukosetransporten ledsages af kalium-transport, også ind i cellen.
Mennesker der har type 1 sukkersyge syntetiserer ikke selv insulin, og hvis de ikke får tilført insulin udefra, dør de i sidste ende af sult.
Fysiologisk set er insulin menneskets vigtigste anabole hormon.
Insulinens historie.
I 1889 opdagede Oskar Minkowski og Josef von Mering en sammenhæng mellem bugspytkirtlen og sukkersyge. De fjernede bugspytkirtlen fra en hund, og kunne derefter observere at den udviklede tegn på sukkersyge: højt indhold af sukker i blod og urin. Gentagne eksperimenter viste at man ved at fjerne bugspytkirtlen fremkaldte sukkersyge.
Insulin blev første gang anvendt på et menneske den 11. februar 1922.
Det var de canadiske læger Banting og Best, der året før havde haft succes med at isolere hormonet for første gang.
Siden er det blevet en livsnødvendig medicin for sukkersygepatienter.
Insulins opbygning.
Insulin er et peptidhormon (og et protein), som er opbygget af to polypeptidkæder, der kaldes A-kæden og B-kæden. A-kæden består af 21 aminosyrer, mens B-kæden består af 30. De to kæder er kovalent forbundne via to disulfidbroer. Insulinmolekyler (monomerer) er ofte forbundne i aggregater af to (dimer), eller seks (hexamer) enkeltmolekyler. Insulin lagres i kroppen som hexamerer. Det er dog monomeren som er biologisk aktiv, og aggregaterne skal derfor nedbrydes til monomerer før insulinet kan binde sig til insulinreceptoren.
Selvom insulin er et ret lille protein har det en veldefineret tre-dimensionel struktur. A-kæden indeholder to alfa-helixer, der er bøjet ind imod hinanden så kæden danner et 'U'. B-kæden indeholder én alfa-helix, og en kort beta-streng.
Allotria-huset.
Den 1. maj 1982 blev Allotria-huset i Korsgade 45 på Nørrebro i København besat. I huset etableredes kollektiver, og det lukkede værtshus i stuen blev genåbnet af bz'erne. Stedet blev blandt andet spillested for punkmusik.
Den 11. januar 1983 kl. 9:00 blev en container med politifolk hejst op i 3. sals højde ved Allotria, herfra gennembrød politiet muren og kom ind i huset. Politiet fungerede som saneringsarbejdere og gjorde huset ubeboeligt. Ca. 1000 politifolk deltog. Det gik op for politiet, at huset var tomt. Bz'erne havde forladt det via en hjemmegravet tunnel under vejen. Ideen til tunnelen kom fra en bog om en fangeflugt fra en tysk fangelejr under 2. verdenskrig.
"Vi bestemmer selv hvornår vi vil slås" stod der på bz'ernes banner som var hængt ud af vinduet. 35 bz'ere kom op gennem gulvet i blikkenslagerbutikken overfor Allotria og forsvandt på ladet af en ventende lastbil. Kl. 15 var huset revet ned. "Lille Fjer", der var nabohus til Allotria, blev også revet ned. Huset "Safari" rømmedes uden modstand.
Helligtrekongersdag.
Helligtrekongersdag er en kirkelig festdag, som fejres 6. januar. Indtil helligdagsreform i 1770, der fejlagtigt bliver tillagt Struensees indflydelse) var dagen endvidere en offentlig helligdag. Helligtrekongersaften er aftenen før, altså den 5. januar.
I den oprindelige græske tekst benævnes de som "mágoi" (gr. μάγοι, flertal af μάγος "mágos"). Det var bl.a. en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster med indsigt i astrologi og drømmetydning.
Men evangelisten siger hverken, at "de vise" var hellige, eller tre, eller konger! Det har senere tider tildigtet. Det er bemærkelsesværdigt, at traditionen ikke blev afbrudt ved Reformationen i den danske kirke i 1536. Oven i købet betegnes i Folkekirkens gudstjenesteordning den dag i dag en hel række søndage som "søndage efter Hellig tre konger". Hvis der falder en søndag i perioden 2. januar til 6. januar, kaldes denne helligtrekongers søndag. Under alle omstændigheder er "1. søndag efter helligtrekonger" den søndag der falder i perioden 7. januar til 13. januar.
I den svenske kirke og den svensktalende del af den evangelisk-lutherske kirke i Finland bruges betegnelsen ikke. Her tales om "Trettondedag jul" eller blot "Trettondedagen". I skuespillet kalder Shakespeare natten "Twelfth Night".
Forklaringen på traditionens bevaring i Danmark er antagelig, at danskerne i middelalderen tog på pilgrimsrejser til Köln, hvor de tre kongers relikvier dyrkedes. I den romersk-katolske kirke betegnes festen "Epifani," dvs. (Jesu) tilsynekomst eller åbenbaring for hedningene.
På øerne Agersø og Omø fejres Helligtrekongers aften med en visittur med masker kaldet "Hellig Tre Kongers løb".
I Rønne er der Helligtrekongersaften optog med en glasstjerne forrest båret af den viseste af de tre.
Falklandskrigen.
Falklandskrigen var en uerklæret krig mellem Argentina og Storbritannien vedrørende Falklandsøerne. Kampene fandt sted mellem 2. april og 14. juni 1982. (benævnt "Guerra del Atlántico Sur" i Argentina). Trods et overraskelsesangreb af argentinerne generobrede briterne øerne og disse forblev i overensstemmelse med beboernes ønske under britisk overhøjhed. I Argentina medførte afslutningen af krigen militærjuntaens fald og genindførelsen af demokrati. I Storbritannien sikrede den militære sejr, at Margaret Thatcher blev genvalgt ved det ordinære valg i 1983. Ligeledes blev Royal Navy reddet fra de massive nedskæringer, der blev planlagt før krigen.
Baggrund.
Ejerskabet af Falklandsøerne havde i lang tid været omstridt. I det 18. århundrede var det Frankrig, som først gjorde krav på øerne ved bosættelse. Spanien smed dem ud, men overførte efterfølgende øerne til Storbritannien. Øerne forblev dog uden bosættelse, og briternes krav bortfaldt. Argentina opnåede uafhængighed fra Spanien i 1816, og en argentinsk bosættelse på Falklandsøerne (Islas Malvinas) fandt herefter sted 6. november 1820. Den 3. januar 1833 fjernede Royal Navy bosættelsen og øerne blev befolket af britere. Argentina har siden da fremsat territorialkrav på øerne.
Den britiske Royal Navy etablerede en flådebase ved Stanley (tidl. Port Stanley), og øerne blev et vigtigt strategisk knudepunkt for sejlads omkring Kap Horn. Under 1. verdenskrig var basen afgørende for den britiske flådes sejr over tyskerne i Slaget om Falklandsøerne i december 1914. Også under 2. verdenskrig var flådebasen i Port Stanley af stor betydning i bl.a. River Plate-slaget.
Med overgangen af det britiske kolonikontor til Commonwealth i slutningen af det 20. århundrede anså skiftende britiske regeringer striden med Argentina som et mindre problem, de helst ville være foruden. På trods af dette nægtede de cirka 1.800 indbyggere (kelpere) med baggrund i FN's charter "artikel 73" at blive en del af Argentina. I 1965 under "FN-resolution 2065" begyndte Storbritannien og Argentina forhandlinger om øernes fremtid. Efter 17 år var der dog ikke sket væsentlige fremskridt. Argentina blev et militærdiktatur i 1976 og stod over for svære økonomiske problemer og civile uroligheder. Specielt de venstreorienterede guerillaer (montoneroerne) gav stor intern uro. En blodig sejr over guerillaen blev opnået i 1981. Økonomien var dog i en elendig tilstand med inflation på op til 140 %, da general Leopoldo Galtieri kom til magten i december 1981.
Optakt til slaget.
Galtieri forsøgte at balancere mellem en stigende bekymring over økonomien og krænkelserne af menneskerettighederne i landet med en "hurtig" gevinst i forhold til nationalfølelsen i Argentina.
Der blev lagt pres for at få en afklaring af øernes status igennem FN med hentydning til en eventuel invasion af øerne. Storbritannien overså denne trussel eller ignorerede den, da øerne ikke havde nogen økonomisk betydning. Argentinerne så briternes manglende reaktion som udtryk for manglende engagement i sagen og som en villighed til at opgive øerne ved invasion. Dette blev yderligere underbygget af at et erstatningsskib for øernes aldrende inspektionsskib blev aflyst i 1981 (samtidig med en generel nedskæring af Royal Navy). Samtidig blev der gennemført en lovgivning i 1981, som fjernede det fulde britiske statsborgerskab, som beboerne på Falklandsøerne havde. Generelt var der i Storbritannien en manglende tro på, at Argentina ville invadere.
Invasionsplanerne blev udviklet af juntamedlemmet admiral Jorge Anaya. Admiralen var en stærkt anti-britisk leder af den argentinske flåde. Efter endnu en runde med uafsluttet afklaring af øernes fremtid i januar 1982 blev planerne for invasion gjort færdige og invasionen planlagt til at finde sted i april måned samme år. Hovedangrebet blev afprøvet ved "invasionen" af øen South Georgia (1.390 km øst for Falklandsøerne) i marts 1982 af en gruppe civile argentinske nationalister. Inspektionsskibet HMS "Endurance" blev beordret til at fjerne de civile "besættere" den 25. marts. Skibet satte en deling på 23 marinesoldater i land og sejlede efter ordre tilbage mod Falklandsøerne. Da de efter invasionen af Falklandsøerne blev beordret til at vende om, blokerede et argentinsk krigsskib dog for denne opgave, og HMS "Endurance" trak sig derfor klogeligt tilbage.
Invasion.
Den 2. april gik argentinske "Buzos Tácticos" (~frømandskorps) i land ved Mullet Creek på Falklandsøerne. Dette var en fortrop, og brohovedet blev brugt til et udfald mod hovedbyen Stanley af 800 marineinfanterister og 20 LVTP-7 amfibietanks. Klokken 08.30 var slaget ovre, og guvernøren beordrede sine 57 marinesoldater til at overgive sig. Marinesoldaterne, britiske embedsmænd og argentina-kritiske kelpere blev sendt til Montevideo. Stanley blev omdøbt til "Puerto Argentino", og højrekørsel blev indført (udenfor Stanley var de fleste veje dog kun hjulspor).
I Buenos Aires blev nyheden fejret af folkemængden på Plaza de Mayo. I London var regeringen i chok, og dagen er siden blevet kaldt "sorte fredag". Argentinerne besatte 3. april South Georgia, mens South Sandwich Islands siden 1976 havde været besat af argentinske marinesoldater på udposten "Corbeta Uruguay". De argentinske invasionsstyrker var blevet beordret til at fare frem med lempe. Dette menes at have resulteret i, at alle øerne blev erobret med blot fire argentinske dødsfald til følge.
Briterne var herefter hurtige til at organisere diplomatisk pres mod Argentina, og en amfibiestyrke blev i al hast samlet og sendt mod øerne. Styrken blev centreret omkring hangarskibene HMS "Hermes" og HMS "Invincible". Det havde en kraftig signalværdi, at den britiske befolkning, den argentinske militærjunta og resten af verdenen så amfibiestyrken stævne ud blot tre dage efter invasionen. En stor del af besætningsmedlemmerne var ikke kommet tilbage fra påskeorlov, skibene havde øvelsesammunition om bord og HMS "Invincibles" ene skrueaksel var defekt. Alt dette kunne man ikke se på tv-skærmene, og tingene blev rettet undervejs. Tropperne og den skarpe ammunition blev fløjet til bl.a. Gibraltar og stødte til amfibiestyrken efterhånden som den bevægede sig sydpå. Den offentlige mening i Storbritannien gik ind for et forsøg på at tilbagevinde øerne, mens den internationale opinion var mere spredt. Storbritannien var en tidligere stor kolonimagt, som nu forsøgte at tilbageerobre en lokal koloni, og med dette budskab vandt Argentina støtte.
Storbritannien vandt dog det diplomatiske spil ved brug af FN's princip om retten til selvbestemmelse og ved at indtage en forhandlingsposition. FN's generalsekretær udtalte, at han var imponeret over det kompromis, som briterne var parat til at indgå, men som Argentina afslog. Argentina baserede deres krav på forhold før 1945 og før oprettelsen af FN. Mange FN-medlemmer indså, at hvis territorialkrav så gamle kunne gøres gældende, så var deres grænser heller ikke sikre. Den 3. april vedtog FN en resolution, der krævede de argentinske tropper trukket tilbage fra Falklandsøerne og stop for alle fjendtligheder. Den 10. april vedtog EF økonomiske sanktioner mod Argentina.
Argentina var medlem af "Organisationen af Amerikanske Stater" (OAS) og prøvede at få opbakning i henhold til Riotraktaten, der angav at nationerne i Amerika skulle støtte hinanden mod militære trusler udefra kontinentet. Da Argentina traditionelt havde følt sig hævet over ulandene i OAS, vedtog OAS 28. april en resolution, der anbefalede parterne at følge FN's Sikkerhedsråd.
Alexander Haig, den amerikanske udenrigsminister, førte en kort (8.-30. april) diplomatisk mission, før præsident Ronald Reagan erklærede amerikansk støtte til Storbritannien. USA indledte herefter sanktioner mod Argentina. Støtten fra USA var ikke sikker fra starten og menes at være en direkte følge af pres fra USA's FN-ambassadør Jean Kirkpatrick, som prøvede at overtale Ronald Reagan til at støtte Argentina. Reagan er velkendt for sin udtalelse om, at han ikke kunne forstå hvorfor to allierede kunne finde på at slås om et par kolde klipper.
Amerikansk støtte var dog særdeles vigtig for briterne. Øen Ascension, en britisk besiddelse, var udlejet til USA, og briterne havde brug for øen som base. USA leverede også de nyeste "Sidewinder L" luft-til-luft missiler, og ifølge forsvarsminister Caspar Weinberger ville man også have udlånt et atomdrevet hangarskib. Dette var dog ikke kendt under konflikten.
Storbritannien ville være afhængig af sø-overlegenhed under generobringen (flådestyrken var under kommando af kontreadmiral Sandy Woodward), og de erklærede derfor en cirkel med radius på 200 sømil (370,4 km), med Falklandsøerne i centrum, for krigszone (Maritime Exclusion Zone — MEZ).
De indledende kampe.
I midten af april havde englænderne opbygget en stor flystyrke på Ascensionøen med blandt andet en lang række støttefly og F-4 Phantom II-jagerfly til beskyttelse. Samtidig var den britiske flådestyrke på vej sydover fra Storbritannien. En lille del af denne flådestyrke udskilte sig fra hovedstyrken og angreb South Georgia.
Generobringen af South Georgia er kendt som "Operation Paraquat" og blev udført af en række tropper fra Special Air Service (SAS - britiske jægerkorps) og Special Boat Service (SBS - britiske frømandskorps). Disse troppers formål var at yde rekognosceringsstøtte for hovedstyrken af marinesoldater på transportskibet RFA "Tidespring." Det første fartøj ved øen var den atomdrevne jagt-ubåd HMS "Conqueror" (Churchill-klassen). Ubåden ankom den 19., og den 20. blev øen overfløjet af et RAF-Handley Page Victor fly for at rekognoscere. De første SAS-styrker blev landsat på øen den 21., men vejret var så dårligt, at både disse landinger og øvrige landingsforsøg dagen efter blev aflyst efter flere helikopterstyrt i snestormen.
Den 23. blev en argentinsk ubåd opdaget tæt ved kysten og alle operationer blev indstillet. RFA "Tidespring" blev sendt længere til havs for at undgå sammenstød med ubåden. Britiske flådehelikoptere lokaliserede ubåden ARA "Santa Fe" (fra 2. verdenskrig) den 25. og påførte den så store skader, at kaptajnen besluttede at sætte den på grund.
Med RFA "Tidespring" langt væk til søs og besætningen fra ubåden placeret på øen, besluttede den ledende britiske officer (major Sheridan) at samle de 75 mænd, han havde til rådighed og foretage et direkte angreb. Efter et kort kystbombardement fra HMS "Antrim" og HMS "Plymouth" overgav de argentinske styrker sig. Næste dag blev sejren officiel, og premierminister Margaret Thatcher gav nyheden til medierne med en opfordring til at fejre den ("rejoice").
Den 1. maj påbegyndtes operationerne mod selve Falklandsøerne med "Operation Black Buck". RAF's Avro Vulcan-bombefly angreb flyvepladsen ved Port Stanley. Vulcan var designet til mellemdistanceoperationer i Europa med kernevåben og havde ikke rækkevidden til at nå Sydatlanten. Efter invasionen blev de ombygget til igen at kunne lufttankes og at kunne kaste 21 1.000 punds konventionelle bomber - eller at affyre AGM-45 "Shrike" anti-radarmissiler. De fleste af RAF's tankfly var ombyggede Victor-bombefly med samme rækkevidde som Vulcan-flyene. Samtlige britiske fly var derfor afhængige af flere tankfly og flere optankninger i luften. På grund af afstanden på 6.000 km var 14 tankfly påkrævet, for at sende et Vulcan-fly. derned. "Operation Black Buck" nåede op på syv missioner, men to af dem blev afbrudt pga. dårligt vejr ("Black Buck 3") eller tekniske fejl ("Black Buck 4"). Tre missioner ("Black Buck 1", 2 og 7) var rene bombeangreb og førte bl.a. til at en bombe skar landingsbanen ved Port Stanley midtover Det hævdes ofte at FAA indså at når briterne kunne bombe på Falklandsøerne, havde de også mulighed for at kunne nå fastlandet. De bedste jagerfly skulle derfor være udstationeret ved Buenos Aires som beskyttelse. I virkeligheden havde Mirage IIIE-flyene svært ved at nå Falklandsøerne (de kunne ikke lufttankes) og blev brugt til at afskrække Chile fra at angribe Sydargentina. Angrebene blev udlagt til en stor strategisk sejr for briterne, men den argentinske luftbro var aktiv indtil den sidste nat før kapitulationen. To af "Black Buck"-missionerne gik ud på at ødelægge de argentinske radaranlæg med "Shrike"-missiler. "Black Buck 5" prøvede at ramme en stor overvågningsradar, men argentinerne slukkede for den, så missilet ikke kunne låse på antennen. "Black Buck 6" ødelagde en ildledelsesradar men på tilbagevejen fik Vulcan-bombeflyet beskadiget lufttankningsstudsen i dårligt vejr og måtte søge nødhavn i Rio de Janeiro. Da Brasilien var neutral, blev briterne interneret.
Få minutter efter "Black Buck 1", fulgte ni Sea Harriers fra HMS "Hermes" op på angrebet ved at kaste klyngebomber ved Port Stanley og den mindre græsflyveplads ved Goose Green. Begge missioner førte til ødelagte fly på jorden. Selve lufthavnsstrukturen blev også påført skader. FAA igangsatte samtidig med disse angreb også et angreb på de britiske styrker. Dette angreb blev indledt efter oplysninger om, at en britisk landgang allerede var påbegyndt. Fire af de deltagende fly blev skudt ned af Sea Harrier'ere, der opererede fra HMS "Invincible". Kampe brød ud mellem Sea Harriers og Mirage IIIE-jagerfly fra Grupo 8. Begge sider forsøgte at opnå den bedste skudposition. Mirage-flyene indledte angrebet ved et dyk fra oven. Et Miragefly blev skudt ned, og et andet blev beskadiget og søgte mod Port Stanley, hvor de nu nervøse argentinske forsvarere øjeblikkeligt skød det ned.
I alt 28 Sea Harrier deltog i Falklandskrigen, tilsammen skød de i maj/juni 23 fly ned og 6 Sea Harrier gik tabt (fire pga. vejret og to pga. argentinsk luftværn). Royal Navy inddrog alle Sea Harrier til Falklandskrigen, selv et fly der var udlånt til BAe Dunsfold, der udviklede "Sea Eagle"-missilet (et slags Exocetmissil). Den første Sea Harrier der blev skudt ned, var netop det fly, der som det eneste fly havde et Sea Eagle-kontrolpanel i cockpittet. Da argentinerne undersøgte vraget, konkluderede de at Sea Eagle-missilet var operativt. Royal Navy hentede også piloter med Sea Harrier-erfaring, der var på udveksling i USA og Australien; selv en "Lightning"-pilot fra RAF, da han havde interceptor-erfaring.
HMS "Coventry", søsterskib til HMS "Sheffield"
Krydseren ARA "General Belgrano" fra 2. verdenskrig blev den 2. maj sænket af HMS "Conqueror" (ironisk nok af ustyrede torpedoer af 2. verdenskrigsdesign) uden for MEZ med tab af 323 liv (den britiske avis "The Sun" hilste begivenheden velkommen med overskriften GOTCHA! ("fik jer"). Dette tab førte til en stejlere holdning i den argentinske regering. Tabet af ARA "General Belgrano" blev også årsag til flere anti-krigskampagner, idet det blev postuleret, at skibet var ved at sejle væk fra Falklandsøerne, da det blev sænket. For den britiske flåde var aktionen vigtig, da den argentinske flådes overfladefartøjer (herunder hangarskibet ARA "Veinticinco de Mayo") vendte tilbage til deres baser, hvor de blev resten af krigen. Derved overlod juntaen 12.000 teenagesoldater på øerne til deres skæbne.
To dage efter sænkningen af "General Belgrano" (den 4.) mistede briterne destroyeren HMS "Sheffield" til et exocet-missil. HMS "Sheffield" var sammen med to andre Type 42-destroyere blevet deployeret som radarforposter for de britiske hangarskibe. Efter at skibene var blevet registreret af den argentinske flåde via deres COAN P-3 Neptune-patruljefly, blev to COAN Super Étendard-fly sendt på vingerne. Hvert af disse var udstyret med et enkelt exocetmissil. Efter en optankning fra et FAA KC-130 Hercules tankfly kort efter start gik de ind i en lav højde og affyrede missilerne fra en afstand af 20 km fra HMS "Sheffield". Et af missilerne fløj forbi HMS "Yarmouth," men det andet missil ramte HMS "Sheffield" og satte fartøjet i brand. Skibet blev forladt nogle timer senere og sank den næste dag. HMS "Sheffield" havde et system der automatisk udskød chaff når et missil nærmede sig. Det blev slået fra når HMS "Sheffield" kommunikerede via satellit, da det kunne udløse chaffen. HMS "Sheffield" var i gang med satellitkommunikation, da den blev ramt. Da Argentina kun havde fem AM-39 exocetter, var målene de britiske hangarskibe.
Antallet af operationer blev øget igennem den anden halvdel af maj. FN's forsøg på at arrangere våbenhvile mellem parterne blev afslået af briterne, som på dette tidspunkt følte, at de både havde lidt store tab, var dybt involveret i konflikten og risikerede at umuliggøre en sejr for sig selv, idet krigen ville blive umulig at vinde på grund af de sydatlantiske storme, hvis konflikten trak ud.
Den 21. maj foretog britiske styrker en amfibielandgang (H-Hour 06:39 UTC) nær Port San Carlos på den nordlige del af Østfalkland. 4.000 mand blev sat i land. Planen var herefter at rykke frem sydover og erobre Darwin og Goose Green før slaget om Stanley. Briterne mødte kun let modstand fra de 42 argentinere på stedet. De nåede dog at nedskyde 2 af Royal Marines Gazellehelikoptere med deres automatrifler.
Til havs viste det sig, at de britiske luftværnsforanstaltninger ikke var gode nok. HMS "Ardent" blev sænket (11 flybomber) den 21., HMS "Antelope" den 23., HMS "Coventry" og MV "Atlantic Conveyor" (med en vital last af transporthelikoptere, feltflyvepladsudstyr, afsaltningsanlæg og telte) den 25. mens HMS "Argonaut" og HMS "Brilliant" blev stærkt beskadiget. Argentinerne mistede over 20 fly i disse angreb. Rapporter efter krigen indikerede, at mange britiske liv blev reddet af SAS-/SBS-hold, som advarede mod flyangreb. Chile opdagede et udbrændt Sea King helikoptervrag fra Royal Navy tæt ved grænsen. Det stammede formentligt fra en mislykket landsætning af SAS-observatører i det Sydlige Argentina.Den 27. maj bombede FAA selve brohovedet San Carlos. To bomber ramte lige ned i operationsteltene. De var blindgængere, så hverken kirurger eller sårede gik tabt. Teltene var ikke markeret med Røde Korsmærker da det ville afsløre resten af brohovedet.
Landkrigen.
De afsluttende kampe nær Stanley
Den 28. maj indtog 450 britiske faldskærmstropper Darwin og Goose Green efter en række hårde kampe. 17 britiske og 55 argentinske soldater blev dræbt og 1.536 mand af de argentinske styrker blev taget til fange. BBC World Service annoncerede rent faktisk invasionen af Goose Green, før den gik i gang. Efter de 120 taknemmelige falklænderes modtagelse af de britiske tropper, indså mange soldater at de ikke kun kæmpede for principper, men også for mennesker af kød og blod.
Den 1. juni efter at yderligere 2.500 britiske soldater var blevet landsat ved San Carlos, blev Stanley omringet. Da udtalte den argentinske udenrigsminister Costa Mendez:" Overgivelse? Hvad er det, ordet findes ikke i min ordbog!".
Et af de sidste argentinske luftangreb i krigen var yderst succesrigt - 50 mand blev dræbt på landgangsskibene "Sir Galahad" og "Sir Tristam" den 8. juni. 57 fik alvorlige brandskader pga. ammunition og brændstof om bord. Disse mænd opholdt sig stadig på skibene på grund af tabet af helikoptere på MV "Atlantic Conveyor". Det var derfor nødvendigt at overføre dem ad søvejen, hvilket tog længere tid. Samtidig gjorde manglen på telte styrkerne stærkt udsatte med Falklandsøernes frygtelige vintervejr. Den primære grund til at de blev sejlet, var dog at soldaterne fra Welch Guard og Scotch Guard (Livgarden i den britiske hær) ikke var i stand til at marchere (yomping) de 90 km fra brohovedet Port San Carlos til Stanley, som elitesoldaterne fra Faldskærmstropperne og Royal Marines havde gjort.
Natten til den 12. juni var endnu en nat med blodige kampe. På Mount Longdon døde 23 britiske faldskærmssoldater og 31 argentinske soldater og Mount Harriet og Two Sisters blev erobret af Royal Marines med 6 dræbte briter og 38 argentinske dræbte. Yderligere 13 blev dræbt, da destroyeren HMS "Glamorgan" blev ramt af et exocetmissil affyret fra ladet af en lastbil, hvilket yderligere viste moderne skibes sårbarhed over for højteknologiske angreb. Briterne rykkede afstanden til Stanley fra 15 til 12 km.
Natten til den 14. juni erobrede britiske faldskærmssoldater med støtte fra Scorpiontanks og Milanmissiler Wireless Ridge med kun tre dræbte briter og omkring 25 dræbte argentinske soldater. Mount Tumbledown blev indtaget af Scotch Guards efter et tab på 10 briter og 29 argentinere og Mount William blev indtaget af de frygtede gurkha'er i britisk tjeneste. De argentinske forsvarere ønskede ikke at møde gurkha'ernes "khukuri"-knive og trak sig tilbage til Stanley - eneste tab var en minesprængt gurkha. Britiske soldater nåede de yderste huse i Stanley.
Den 14. juni foreslog den argentinske øverstbefalende på øerne, brigadegeneral Mario Menendez, en 24 timers våbenhvile. og ved dennes udløb overgav den argentinske garnison på 9.800 mand i Stanley sig - i strid med juntaens ordrer Hvis ikke argentinerne havde overgivet sig, ville parterne skulle have kæmpet fra hus til hus i Stanley. Bykamp er notorisk kendt for store tab og mange civile ville være blevet dræbt. Den 20. juni tilbageerobrede briterne South Sandwich-øerne og erklærede konflikten for tilendebragt.
Landstyrker.
Efter "Operation Rosario" blev 500 politi-soldater efterladt til at kue falklænderne.
Da det blev klart for argentinerne at Margaret Thatcher ville slås, genindkaldte de soldaterårgang 1981 for 3. og 10. Mekaniserede Infanteribrigader (soldaterårgang 1982 var endnu ikke færdiguddannet). Disse var blevet trænet til en eventuel landkrig mod Chile i subtroperne, ikke i polar krigsførelse. Pga. Royal Navys ubådsblokade af Falklandsøerne skulle alt og alle flyves til øerne og derfor var de to brigader ikke særligt mekaniserede. Alle argentinske transportfly af en vis størrelse var blevet mobiliseret til luftbroen til Falklandsøerne og fløj soldater og mindre udstyr. FAAs ni C-130 Hercules-fly fløj så køretøjer og større udstyr til øerne, når de ikke blev brugt som tank-, rekognoscerings- eller bombefly.
De argentinske marineinfanterister var udstationeret i Tierra del Fuego, sydligere end Falklandsøerne, og var kuldevante. Den 5. Marineinfanteribataljon bevogtede to af Stanleys højdedrag.
De argentinske tropper forskansede sig med tunge maskingeværer, masser af ammunition og minefelter. De argentinske skarpskytter fik også udleveret natkikkertsigte.
Den øverstkommanderende for "Teatro de Operaciones Malvinas" (argentinske styrker udstationeret på selve Falklandsøerne) var den nyudnævnte brigadegeneral og guvernør Mario Menendez. Da hans styrker svulmede, fik han to brigadegeneraler til at lede hver sin infanteribrigade. Disse var blevet udnævnt før Menendez og mente derfor ikke at være under kommando af Menendez. Lodrette ordrer blev blot anset for at være gode råd.
De argentinske skolebørn blev jævnligt indoktrineret med at Malvinerne tilhørte Argentina, så de argentinske soldater var velmotiverede.
Denne værnepligtige hær mødte den professionelle britiske hær. Det meste af den britiske felthær var udstationeret i Vesttyskland, klar til at udkæmpe kampvognsslag mod den Røde Hær i en 3. verdenskrig. Britisk infanteri var også på skift udstationeret i Nordirland, og havde siden 1969-82 mistet mindst 366 soldater til IRA. De britiske soldater var derved ikke uvante med tab. Royal Marines trænede ofte i Nordnorge og var kuldevante.
Pga. sparerunder havde de britiske soldater ikke det bedste udstyr. Deres støvler var for billige og gik fra hinanden under march. Britiske soldater håbede at de argentinere, de skød, havde samme støvlenummer som dem selv. De britiske faldskærmstropper (der for i øvrigt ikke blev nedkastet med faldskærm under hele krigen) havde fået udleveret 9mm maskinpistoler., gode i bykamp, uanvendelige i åbent terræn. Man erobrede derfor argentinske 7,62mm automatrifler og ammunition efterhånden Briterne brugte endda bajonetter i nogle angreb.
Da briterne foretrak at angribe om natten, udviklede de simple teknikker for at undgå at skyde på deres egne. Spansktalende har svært ved at udtale "J" som andet end "H", så feltråbet var tit "Hey Jimmy". Briterne undlod også at bære hjelm, idet argentinerne altid havde deres stålhjelme på. Derved kunne de trygt skyde på alle skikkelser med hjelm på.
Siden d. 1. maj havde de argentinske soldater ligget i skyttehuller rundt om Stanley. De havde bedre israelskproducerede støvler, men grundvandet sivede igennem tørvejorden. Kulden, ventetiden og blæsten gjorde dem apatiske og skyttegravsfødder plagede dem. De nærgående britiske patruljer besværliggjorde madudbringningen og soldaterne tabte op til en fjerdedel i vægt. Tabet af "Atlantic Conveyor" med briternes arktiske telte, gjorde at de britiske soldater konstruerede små læskærme af tørv og kampesten. Falklandsøerne havde 600.000 får, så frisk kød var ikke et problem. Ved kysten var der muslinger, krabber og albueskæl. For at modvirke manglen på grøntsager og frugt (C-vitaminer), spiste soldaterne rå kokleare der voksede vildt overalt. I øvrigt måtte søfolkene undvære deres elskede 'Fish and Chips', da frituregryderne var slukkede i krigszonen, pga. skoldningsfaren.
194 mand fra "Ejército Argentino" (Argentinas hær), 34 mand fra ARA's "Infantería de Marina", 14 jordpersonel fra "Fuerza Aérea Argentina" (Argentinas luftvåben) og 7 mand fra "Gendarmería Nacional Argentina" (grænsevagter) samt 123 mand fra den britiske hær og 27 mand fra Royal Marines døde på Falklandsøerne.
Flådestyrker.
Type 209 ARA "Salta", søsterubåd til ARA "San Luis"
Fordækket af HMS "Cardiff" efter en nats kystbombardement
Da Argentina deler 5.150 km landegrænse med sin værste uven, Chile, har den argentinske flåde ARA været lettere udsultet. Den bestod af en god del fartøjer fra 2. verdenskrig: krydseren ARA "General Belgrano", hangarskibet ARA "25 de Mayo", landgangsskibet ARA "Cabo San Antonio", fire destroyere, to ubåde og en masse mindre fartøjer.
Af nye fartøjer var der to type-42 destroyere (som HMS "Sheffield") købt i England, tre franske fregatter og to vesttyske diesel-ubåde. Ubådene var Type 209, og mindede en del om Søværnets Narhvalen-klasse (type 205). ARA "Salta" var endnu ikke klargjort, men ARA "San Luis" gav briterne store problemer. Royal Navy nedkæmpede aldrig "San Luis" selvom de anvendte 230 styks antiubådsvåben mod den: "Limbo"-mortérer, dybdebomber, "Stingray" selvsøgende torpedoer osv. Til gengæld virkede ikke én eneste af "San Luis" fjernstyrede torpedoer. Type 209 havde 8 torpedorør og op til 14 torpedoer om bord. De kunne være neddykket i 50 dage.
Den øverstkommanderende for "Teatro de Operaciones del Atlántico Sur" (argentinske flådestyrker udenfor krigszonen) var viceadmiral Juan Lombardo, der 2. april var leder af "Operation Rosario". ARA havde udover Antarktis ikke andre forpligtelser og kunne indsætte hele deres flåde i krigen.
Royal Navy havde forpligtelser over hele verden (Belize, NATO, Persiske Bugt mm.) og kunne kun afse en tredjedel af sin flåde til krigen. Royal Navy havde foretaget en løbende udskiftning af sine skibe og havde ingen fra 2. verdenskrig med. Moderne krigsskibe er opbygget af lettere legeringer og er mere automatiserede. Dette var fatalt, idet de små besætninger havde svært ved at bekæmpe ilden, og letmetallerne kunne bryde i brand. Billige nylonuniformer smeltede fast i huden og gav grimme brandsår.
Under en sparerunde mistede Royal Navy sit sidste 'rigtige' hangarskib, HMS "Ark Royal". HMS "Ark Royal" havde 12 supersoniske Phantom-jagerfly der kunne have ryddet himlen for argentinske fly, 14 tungtlastede Buccaneer-bombefly der kunne have skabt kaos blandt de argentinske tropper og sidst, men ikke mindst, 4 langtrækkende Gannet AEW.3 radarvarslingsfly. Heldigvis for argentinerne, blev HMS "Ark Royal" skrottet i 1980. RAF lovede at de nok skulle sørge for luftdækning af Royal Navy og med udviklingen af de lodretstartende Sea Harrier FRS.1-fly, indrettede Royal Navy to helikopterskibe til Sea Harrier-hangarskibe. Sea Harrier'ne skulle sænke sovjetiske skibe og nedskyde store, langsomme Tupolev-bombefly - ikke hurtige, manøvredygtige jagerfly.
Det Britiske Admiralitet samlede en Task Force (ekspeditionsstyrke) med to Sea Harrier-hangarskibe, to amfibiekampskibe, 8 destroyere, 15 fregatter, 2 minerydningsfartøjer, 22 militære transportskibe og 52 chartrede handelsskibe. Med sig havde de 48 Sea King-, 14 Sea Lynx-, 56 Wessex- og 9 forældede Wasp-helikoptere.
Uafhængigt af Task Forcen opererede 1 diesel- og 5 atomubåde.
337 søfolk fra "Armada de la República Argentina" (Argentinas flåde), 2 søfolk fra "Prefectura Naval Argentina" (Argentinas kystvagt), 82 søfolk fra "Royal Navy" og 34 civile søfolk fandt deres kolde, våde grav i farvandet omkring Falklandsøerne.
Flystyrker.
Argentinas luftvåben blev anset for at være det bedste i Sydamerika, men de havde ikke trænet skibsangreb, da den mest sandsynlige fjende ville være Chile.
De argentinske flystyrker måtte trække det tunge læs i de seks uger krigen varede, og påførte briterne alvorlige tab i modsætning til de minimale tab, de talmæssigt overlegne argentinske landtropper udstationeret på øerne, påførte.
Port Stanleys eneste startbane var 1.371 m lang og kunne kun bruges af STOL-fly, ikke supersoniske kampfly eller store trafikfly. Argentinerne havde ellers i ti år tilbudt at forlænge startbanen ganske gratis, men guvernøren afslog hver gang tilbuddet.
Juntaen i Buenos Aires nægtede at tro på at London ville tilbageerobre øerne. Det var først da South Georgia blev generobret d. 25. april at de indså fejlen. Hvis de havde fløjet nogle bulldozere og andet entreprenørudstyr til øerne for at forlænge Port Stanleys startbane og bygge Hardened Aircraft Shelters, inden briterne nåede frem, kunne argentinske kampfly uden besvær ramme den britiske flådestyrke.
Det var på det tidspunkt for sent og det betød at de argentinske kamppiloter skulle flyve 750 km fra Argentina, kun havde få minutter over målet og 750 km hjem igen. For at have brændstof nok til turen, skulle bombelasten reduceres kraftigt. Britiske skibe øst for Falklandsøerne havde et kærkomment helle, fri for argentinske fredsforstyrrere.
Af andre ’flyvepladser’ på øerne var der to græsbaner – Goose Green og Pebble Island. Som et plaster på såret udstationerede COAN en del af deres flyveskole på øerne. 6 Aermacchi MB.339 jetovergangstræningsfly, kendt fra det italienske opvisningshold Frecce Tricolori, og 4 T-34C Mentor elementærskolefly. De blev udstyret med maskingeværer og ustyrede raketter og da MB.339 kræver en betonbane, blev de udstationeret i Port Stanley, mens T-34 propelflyene fik Pebble Island. FAA var meget stolte af deres Pucará-propelfly, som de selv havde designet og produceret. Disse havde udmærket sig mod guerillaer i Nordargentina under den beskidte krig. 24 Pucará-fly blev fordelt på de tre flyvepladser.
Hvad juntaen havde tænkt sig at disse letbevæbnede fly, kun egnet til godt vejr, skulle kunne udrette mod en NATO-styrke, udrustet med radarstyrede kanoner, luftværnsmissiler og jagerfly, er en af falklandskrigens store gåder.
Argentinerne oprettede "Fuerza Aérea Sur" (flystyrkerne på baserne i Sydargentina) med brigadegeneral Ernesto Crespo (den eneste argentinske senior-officer der udviste opfindsomhed og fleksibilitet) som øverstkommanderende. FAS bestod af FAAs og COANs supersoniske kampfly og STOL-fragtfly, samt mobiliserede, civile Boeing 737 og DC-9 passagerfly.
FAS deployerede sine fly til de sydlige baser, med Falklandsøerne indenfor rækkevidde, og de udførte simulerede angreb på en af ARAs britisk-byggede Type 42-destroyere.
Brigadegeneral Crespo oprettede Eskadron Fénix, der var 30 civile Gates Learjet, Cessna Citation og andre hurtige forretningsfly. Disse havde radarsignaturer og hastigheder der mindede om jagerfly og de udførte skinangreb, der overbelastede det britiske luftvarslingssystem med falske alarmer. Kampflyene opererede fra forskellige luftbaser, for at skjule tabene for britiske spioner og Crespo indførte også snydekratere, der fik briterne til at tro, at de havde sat Port Stanleys startbane ud af spillet.
Royal Air Force havde op til invasionen to opgaver: at beskytte de Britiske Øer mod luftangreb og at støtte NATO's landtropper i Centraleuropa i en 3. verdenskrig. På baser i Storbritannien og i Vesttyskland havde RAF opstillet 853 moderne kampfly af typen Phantom FGR.2, Tornado GR.1, Jaguar GR.1 og Buccaneer S.2. Uanset hvor meget RAF end ville hjælpe, gjorde manglen på flybaser indenfor rækkevidde af Falklandsøerne det umuligt at bruge denne styrke.
RAF havde en enkelt eskadrille VTOL-fly, nærmere betegnet Harrier og 10 opererede fra Royal Navys skibe. De var eksperter i jordangreb og fløj 126 missioner. Den ene af de to briter der blev krigsfanger under Operation Corporate, var kaptajn Glover, der var blevet skudt ned i sin Harrier ved Port Howard. Ironisk nok blev han ramt af et britiskbygget Blowpipe-missil.
Endelig havde RAF sendt Chinook HC.1 helikoptere til krigsskuepladsen, men da "Atlantic Conveyor" gik tabt var der kun 1 Chinook tilbage. Den kunne til gengæld løfte 5,2 tons indvendig eller 12,7 tons udvendig. På et tidspunkt løftede den en minesprængt "Scimitar" tank ud af et minefelt.
Da Argentina havde franske fly, lod Frankrig nogle af Royal Navys destroyere og Sea Harriers træne mod "Armée de l'Air"s Mirage III og "Aviation Navale"s Super Étendard.Hårdnakkede rygter vil vide at RAF Canberra PR.9 fotorekognosceringsfly opererede fra Chile med chilenske nationalitetsmærker og allerede i 2082 vil de britiske arkiver blive åbnet.
De argentinske jagerfly var udstyret med ældre franske Matra R.530 "Magic" radarstyrede luft til luft-missiler, mens de britiske Harrier og Sea Harrier var udstyret med de nyeste amerikanske AIM-9L Sidewinder infrarøde luft-til-luft-missiler. Mens de gamle Sidewindermodeller kun kunne 'låse' på fjendens jetudstødning (30° omkring klokken seks position), kunne AIM-9L også 'låse' på flyskrogets friktionsvarme (360°).
Problemet med at bomber ramte deres mål uden at detonere, plagede argentinerne gennem hele krigen. Efterkrigsanalyser viser at op til 80 % ikke eksploderede, grundet at bombekast under 12 m højde ikke gav bomberne tid nok til at armere sig selv (en propel i spidsen skulle skrue tændsatsen ind i sprængstoffet).
RAF Harriers derimod kastede laserstyrede 'kloge' bomber, senere kendt fra Golfkrigen (1991) og RN Sea Harriers kastede klyngebomber. Disse moderne bombetyper krævede mindre held af piloterne og gav briterne en teknologisk fordel. Dog skal det siges at RAF Vulcanbombeflyene kastede 'dumme' jernbomber og at klyngebomber ikke ville have hjulpet FAA mod skibe. I juni måned foretog israelske eksperter justeringer, så flere argentinske bomber eksploderede.
RAF havde ingen selvstændige radarvarslingsfly, da NATO sørgede for de multinationale AWACS-fly i Europa. Da falklandskrigen kun var en konflikt mellem Storbritannien og Argentina, havde RAF ikke lov til at indsætte radarvarslingsfly, selvom AWACS-flyene kunne lufttankes til falklandsområdet og RAF selv havde personel til dem (AWACS er bemandet med folk fra alle NATO-lande, herunder Danmark).
41 flyvende personel fra "Fuerza Aérea Argentina", 4 piloter fra "Comando de la Aviación Naval Argentina", 4 Sea Harrier-piloter samt 1 medlem af Royal Air Force forlod ikke deres luftfartøjer i live.
Analyse.
Afspærret område pga. minefare. Port William 2003
Militært set var Falklandskrigen vigtig, da det omfattede et af de meget få søslag efter 2. verdenskrig. Falklandskrigen viste overfladeskibes sårbarhed overfor missiler og ubåde.
Politisk gjorde krigen Margaret Thatcher umådelig populær og var en væsentlig del af årsagen til hendes genvalg i 1983, også selv om flere medlemmer af regeringen trådte tilbage, herunder John Nott, den tidligere forsvarsminister. Diplomater i FN-regi har endvidere udtalt, at den britiske sejr blev fulgt af en øget international respekt for Storbritannien, som ellers blev set som en afdanket kolonimagt. Det generelle billede af de væbnede britiske styrker før foråret 1982 var at de var modige, men inkompetente. Suezkrisen i 1956, de første tre år af 2. verdenskrig og det meste af 1. verdenskrig havde cementeret det rygte. I Argentina trådte Galtieri hurtigt tilbage og gav hermed mulighed for en genindførelse af demokratiet.
Ifølge undersøgelser fra SAMA82 (SydAtlantiske Medalje Association) lider halvdelen af de britiske kampveteraner fra Falklandskrigen af det, psykologer kalder posttraumatisk belastningsreaktion. Mange veteraner kæmper med fremmedgørelse, raserianfald og skyldfølelse.
Falklandsveteraner har dobbelt så mange alkohol- og narkoproblemer som jævnaldrende ikke-veteraner, og jo større kamperfaring, jo større fængselscirkulation.
Tyve år efter havde 264 veteraner begået selvmord (mod 258 dræbt under kamphandlingerne).
Antallet af argentinske selvmord er usikkert i det katolske Argentina, men en ny argentinsk film ("Iluminados por el fuego" af Tristán Bauer) om en malvinerveterans selvmord nævner 454 (april 2006).Selvmordsraten blandt veteranerne er fem gange højere end normalt i Argentina. De argentinske veteraner var uglesete i Argentina, da de repræsenterede det forhadte militærdiktatur., men fra februar 2006 begyndte de ca. 14.000 veteraner at få en krigspension fra staten (1.900 Kr/måned) Da der var udsigt til en krigspension gjorde over 25.000 krav på den i 2005, selv søfolk hvis skib lå i tørdok under hele krigen.
Falklandsøerne er fyldt med ueksploderede granater, bomber og miner, og adskillige ingeniørsoldater og civile er blevet dræbt eller lemlæstet siden 1982.
Status.
Falklandsøerne er fortsat på britiske hænder, og argentinerne hævder fortsat at øerne retmæssigt tilhører dem.
Tidl. premierminister Tony Blair gennemførte, som den første britiske premierminister efter Falklandskrigen, sit officielle besøg i Argentina i 2001.
Argentinas præsident Néstor Kirchner udtalte på 22-årsdagen for krigens start, at det at genvinde øerne havde første prioritet. Storbritannien oprettede basen "Mount Pleasant" med Phantom II-fly på Falklandsøerne efter sejren. Siden 1990 har fire Tornado F.3 kaldet "Faith", "Hope", "Charity" og "Despair" (opkaldt efter de fire Gladiator-fly der forsvarede Malta i 1940) bevogtet øerne.
Musik.
Krigen inspirerede bandet Dire Straits til sangen: "Brothers in Arms", hvilken er en af de mest solgte sange inden for rock-genren. Til ære for soldaterne under Falklandskrigen.
I 1983 udgav den engelske popduo Yazoo LP´en "you and me both". Én af sangene, "Unmarked", er også inspireret af Falklandskrigen. Sangen er skrevet af Vince Clarke, som senere dannede en anden kendt popduo, Erasure, som senere hen (ironisk nok) gik hen og blev en af de mest populære engelske bands i Argentina!
Krigen har derudover også været emne i en masse argentinske bands' sange, som f.eks. "No Quiero Ir a la Guerra" (jeg vil ikke gå i krig) af punkbandet Flema og 2'
Hemmelige operationer.
Operación Algeciras: I 1974 havde montoneroerne, der var en befrielsesteologisk og peronistisk guerillagruppe, infiltreret Ensenada flådeværftet og med undervandsbomber sænket destroyeren "Santísima Trinidad". De var inspireret af italienske frømænds bedrifter under 2. verdenskrig. Bevægelsen var blevet nedkæmpet af den højreorienterede junta i 1977, men den var så desperat at de løslod fængslede montoneromedlemmer, der ellers var udråbt til at være terrorister. Fædrelandskærligheden var så stor, at også montoneromedlemmer i eksil i Paris meldte sig under fanerne. Den 31. maj 1982 anholdt det civile spanske politi to argentinere, de troede var narkosmuglere, i Málaga. De præsenterede sig som løjtnant "Fernandez" og sergent "Godoy" fra den argentinske flåde og nægtede som krigsfanger at sige mere. På hotelværelset og i deres lejede biler fandt politiet foruden "Madana" og "Gonzáles", også fra den argentinske flåde, fire klæbeminer, scuba-udstyr og en gummibåd. Gruppen skulle sænke to britiske krigsskibe i Gibraltar, der skulle sydpå. Den spanske regering var splittet: Som nyt medlem af NATO og som ansøger til EF stod Spanien svagt, men på grund af Spaniens tilsvarende krav på Gibraltar valgte man at udvise gruppen. Den højreorienterede avis "El Alcázar" havde under hele krigen givet sin uforbeholdne støtte til juntaen.
Den 15. maj 1982 modtog Libyens diktator Muammar al-Gaddafi en argentinsk delegation under ledelse af admiral Moya. Argentinerne havde en ønskeseddel med våben de mente Libyen kunne skaffe. Libyen var det tredjeverdensland der havde mest militærudstyr i forhold til mandskab. Gaddafi havde håbet at supermagterne ville blive involveret direkte i krigen i en ny antikoloniseringsbølge. Libyen havde i 1973 tilnærmet sig Argentina i de alliancefri lande. Fra d. 20 maj fløj Boeing 707 fra "Argentine Airlines" mellem Tripoli og Buenos Aires med 120 SAM-7 skulderaffyrede luftværnsmissiler, 20 Matra Magic luft-til-luftmissiler, infrarøde kikkertsigter til rifler, ammunition til mortérer og kanoner. Gaddafi kunne ikke skaffe det Argentina allerhelst ønskede sig: AM.39 Exocetmissiler. Frankrig havde standset leverancen af flybårne Exocetmissiler under krigen og selv ikke de drevne libyske våbenhandlere kunne finde nogle på det sorte marked. Tilsyneladende havde MI6 effektivt opkøbt disse. Som tak for hjælpen til Argentina, lod briterne USA benytte britiske baser i Operation El Dorado Canyon (bombningen af Libyen i 1986).
Efter at den argentinske krydser General Belgrano var blevet sænket d. 2. maj blev den argentinske overfladeflåde sendt i havn. Royal Navys atomubådes primære opgave med at skygge og evt. nedkæmpe argentinske skibe blev overflødiggjort og i stedet for blev de fem atomubåde HMS "Conqueror", HMS "Courageous", HMS "Spartan", HMS "Splendid" og HMS "Valiant" opstillet langs Argentinas sydlige 12-milegrænse. Her kunne de advare om argentinske luftangreb, 45 minutter før flyene nåede frem til Falklandsøerne. Ubådene blev aldrig opdaget, men patruljeområdet lå i det område hvor argentinske kampfly kastede deres bombelaster ved afbrudte missioner.
Freden i Kiel.
Freden i Kiel afslutter i 1814 Napoleonskrigene for Danmarks del. Aftalen indgås mellem Koalitionen (Østrig og andre stormagter) og Danmark-Norge, hvis konge blev tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige.
Koalitionen ville lade Danmark-Norge slippe billigt, men kronprins Karl Johan af Sverige gennemtvang krigens fortsættelse, til Kong Frederik 6. gav op og overlod ham hele Norge.
Storbritannien fik Helgoland, mens Danmark - til trøst - fik Svensk Forpommern med Rügen, siden byttet med Lauenburg.
Norge anerkendte ikke Kiel-freden, men oprettede et selvstændigt rige ved Eidsvoll-forfatningen 17. maj samme år. Sverige accepterede den norske forfatning, mod at det norske Storting valgte den svenske konge til ny norsk konge i en personalunion. Denne holdt frem til 1905.
Danmark forpligtede sig til straks at bryde med Napoleon og udruste et korps på 10.000 mand til deltagelse i krigen.
En afledt effekt af afståelsen af Norge var, at de norske bilande i Nordatlanten, Færøerne, Island og Grønland kom i direkte statsretlig forbindelse med Danmark. Selv om disse lande gennem mange år var blevet administreret fra København, tilhørte de formelt Norge indtil 1814. Derfor gælder enkelte dele af Norske Lov stadig på Island og Færøerne
Commendatore.
Det italienske ord commendatore betegner oprindelig en standsperson som forvalter en ridderordens jordegods. Senere er ordet gået over til at være en ren ærestitel.
Titlen svarer til tysk "Komthur." Den nærmeste danske oversættelse er "kommandør".
I Mozarts opera "Don Giovanni" er Donna Annas fader "Il commendatore." Ved opførelser på dansk kaldes han - mindre
heldigt - "kommandanten", hvad der let kan misforstås som om han var Sevillas militære kommandant.
Biokemi.
Biokemi (fra græsk βίος, "bios", "liv", samt egyptisk "kēme", "jord") er læren om kemiske processer i levende organismer. Biokemien omfatter studiet af struktur og funktion af cellulære komponenter såsom proteiner, lipider, kulhydrater og mange andre organiske molekyler.
Selvom der findes utroligt mange forskellige molekyler i levende organismer er mange af dem store, komplekse molekyler der består af en lang række næsten ens enheder (kaldet monomerer), sat sammen til ét stort molekyle, en såkaldt polymer. Hver klasse af polymere biomolekyler udgøres af et forskelligt sæt monomerer; for eksempel er protein en polymer, der består af aminosyrer. Biokemien studerer vigtige biologiske molekylers kemiske egenskaber, med særligt fokus på enzym-katalyserede reaktioner.
Biokemien i cellers metabolisme og i det endokrine system er velbeskrevet. Andre områder indenfor biokemien er bl.a. den genetiske kode (i DNA og RNA), proteinsyntese, cellemembrantransport og signaltransduktion.
Denne artikel omfatter kun den biokemi, der findes på jorden, baseret på carbon og vand, fordi alle kendte livsformer der findes på jorden indeholder disse to stoffer. Da alle levende organismer på jorden antages at nedstamme fra det samme fælles ophav har de biokemiske træk til fælles. Dette gælder også for forhold der lader til at være ganske tilfældige, såsom molekylers stereokemi. Det vides ikke om alternative biokemiske udformninger af liv er mulige.
Biokemiens historie.
Man troede oprindeligt at liv ikke var underlagt videnskabens love på samme måde som ikke-levende ting er det. Man mente at kun levende væsener kunne producere de molekyler, der findes i levende organismer, ud fra andre eksisterende biomolekyler. Men i 1828 udgav Friedrich Wöhler en afhandling om syntesen af urea, og beviste dermed at organiske molekyler kan skabes kunstigt.
En anden vigtig opdagelse i den gryende videnskab biokemi var opdagelsen af det første enzym diastase - i dag kendt som amylase. Det blev i 1833 opdaget af Anselme Payen. Eduard Buchner var den første der demonstrerede en kompleks biokemisk proces udenfor levende celler, i 1896; alkoholfermentation ekstrakter af gærceller. Ordet biokemi har været brugt siden 1882, men den officielle navngivning tilskrives Carl Neuberg, en kemiker der anvendte begrebet fra 1903. Før da blev feltet typisk kaldt "fysiologisk kemi". Biokemien har siden haft store fremskridt, særligt fra midten af det 20. århundrede, med udvikling af nye teknikker indenfor bl.a. kromatografi, røntgendiffraktion, isotopisk mærkning og elektronmikroskopi. Disse og andre nye teknikker har banet vejen for opdagelse og analyse af mange molekyler og molekylære mekanismer i cellen, f.eks. glykolysen og citronsyrecyklus.
I dag anvendes viden fra biokemien på mange områder, fra genetik til molekylærbiologi og fra landbrug til lægevidenskab.
Kulhydrater.
Kulhydrater er en vigtig gruppe stoffer i biokemien, hvor de bl.a. fungerer som vigtige energilagringsstoffer og er med til at give levende organismer struktur. Der findes flere kulhydrater på jorden end nogen anden kendt type biomolekyle.
Monosakkarider.
Den simpleste type kulhydrat er et monosakkarid, som indeholder carbon, hydrogen og oxygen, typisk i forholdet 1:2:1 (med den generelle formel C"n"H2"n"O"n" hvor "n" er et positivt helt tal større end 2). Glukose, et af de vigtigste kulhydrater, er et monosakkarid. Det samme gælder fruktose, stoffet der giver mange frugter deres søde smag. Nogle kulhydrater (især efter kondensation til oligo- og polysakkarider) indeholder mindre carbon i forhold til hydrogen og oxygen, som dog bibeholder deres indbyrdes 2:1 forhold. Monosakkarider kan opdeles i aldoser, der indeholder en aldehydgruppe for enden af molekylet, og ketoser, der indeholder en ketongruppe et sted i molekylet (ikke for enden). Mange kulhydrater, både aldoser og ketoser, eksisterer i en kemisk ligevægt mellem en åben kædeform og en lukket ringform; der skal minimum være fire carbonatomer i kulhydratet før der kan dannes en ringform. Ringformen dannes ved at en af sukkerkædens hydroxylgrupper reagerer med aldehyd- eller ketongruppen og danner hhv. en hemiacetal eller hemiketal. Herved dannes enten en femleddet ring, der kaldes en furanosering, eller en seksleddet ring, der kaldes en pyranosering; begge er heterocykliske ringe, hvor der indgår et oxygenatom sammen med carbonatomerne.
Disakkarider.
To monosakkarider kan sættes sammen ved en kondensationsreaktion, hvor et hydrogenatom fjernes fra det ene molekyle og en hydroxylgruppe fra det andet. Resten af dem er derefter bundet sammen hvor atomerne blev fjernet, mens atomerne danner et vandmolekyle. Det dannede molekyle, der består af to monosakkarider, kaldes et disakkarid, og bindingen mellem de to monosakkarider er en glykosidbinding, en undergruppe af æterbindinger. Et disakkarid kan, ved forbrug af et vandmolekyle, omdannes til to monosakkarider; reaktionen er en såkaldt hydrolyse. Det mest kendte disakkarid er sucrose, almindeligt sukker. Sukrose består af et glukosemolekyle og et fruktosemolekyle sat sammen. Et andet vigtigt disakkarid er laktose, der består af et glukosemolekyle og et galaktosemolekyle. Hos mange mennesker falder produktionen af enzymet laktase, der hydrolyserer laktose til glukose og galaktose, med alderen. Dette giver laktoseintolerans
Sukkerpolymerer kan inddeles i to grupper efter hvorvidt deres to ender er i stand til at reducere andre stoffer i en redoxreaktion. Det afhænger af om det sidste monosakkarid i enden er i stand til at åbne sig fra ringformen og derved frigøre sin keton- eller aldehydgruppe, som så kan indgå i redoxreaktioner. Laktose har en en ende der kan reducere og en ende der ikke kan, mens sucrose ikke har nogen ende der kan reducere.
Oligosakkarider og polysakkarider.
Når nogle få (ca. 3-6) monosakkarider er forbundet kaldes molekylet et "oligosakkarid" (hvor "oligo" betyder "få"). Disse molekyler bliver typisk brugt som signaler og markører i levende organismer.
Når mange monosakkarider er sat sammen udgør de et "polysakkarid". Monosakkariderne kan enten være sat sammen i én lang kæde, eller kæden kan være forgrenet. To af de mest almindelige polysakkarider er cellulose og glykogen, der begge består af glukose-monomerer. Cellulose dannes af planter og er en vigtig strukturel komponent i deres cellevægge. Dyr kan ikke danne cellulose, og kun specielt tilpassede dyr kan fordøje det. Glykogen findes derimod i alle dyr, hvor det bruges til midlertidig oplagring af energi.
Kulhydraters anvendelse som energikilde.
Glukose er den vigtigste energikilde for de fleste levende væsner. Polysakkarider og disakkarider såsom laktose eller sukrose nedbrydes til monosakkarider før de metaboliseres. Enzymet glykogen fosforylase nedbryder ligeledes det midlertidige energilager glykogen til glukose, når der er mangel på energi.
Glykolyse (anaerob).
Glukose metaboliseres primært gennem en meget vigtig og evolutionært basal reaktionsvej på ti trin, der kaldes glykolysen. Glykolysen nedbryder samlet set et molekyle glukose til to molekyler pyruvat, og resulterer samtidig i dannelsen af to molekyler ATP (ud fra ADP og Pi) og to molekyler NADH fra NAD+. Glykolysen kræver ikke i sig selv oxygen, men hvis der ikke er oxygen til stede er cellen nødt til at gendanne NAD+ ved en forgæring. I mennesker dannes der mælkesyre ved en sådan forgæring, mens gær f.eks. kan danne ethanol og carbondioxid. Andre monosakkarider, f.eks. fruktose og galaktose, kan omdannes til nogle af de stoffer, der indgår i glykolysen og metaboliseres på den måde.
Aerob.
I celler med tilstrækkeligt med oxygen, såsom de fleste celler i mennesker, metaboliseres det dannede pyruvat videre. Det omdannes irreversibelt til acetyl-CoA, og afgiver et carbonatom med affaldsproduktet CO2. Desuden dannes der endnu et molekyle NADH ud fra NAD+. De to molekyler acetyl-CoA fra et molekyle glukose indgår derefter i citronsyrecyklus, hvor de giver to molekyler ATP, seks molekyler NADH og to molekyler FADH2, mens resten af carbonatomerne frigives som CO2. Det dannede NADH og FADH2 føres derpå ind i elektrontransportkædens enzymsystem, hvor elektronerne overføres en række gange og i sidste ende til oxygen. Energien herfra anvendes til at opbygge en gradient af protoner over en membran (den indre mitokondrielle membran i eukaryoter). Oxygen reduceres ved denne proces til vand, og de oprindelige elektronacceptorer NAD+ og FAD gendannes. Dette er årsagen til at mennesker og dyr indånder oxygen og udånder CO2.
Den opbyggede protongradient anvendes til at danne ATP via enzymet ATP synthase. Ideelt set kan der på denne måde genereres 28 molekyler ATP fra et molekyle glukose, udover de 4 fra glykolyse og citronsyrecyklus. Dette illustrerer hvordan der tydeligvis kan høstes meget mere energi ved at oxidere glukose fuldstændigt end ved nogen oxygen-uafhængig metabolisering, og dette menes at være årsagen til at højere livsformer først opstod efter jordens atmosfære fik et stort indhold af oxygen.
Glukoneogenese.
Under mangel på oxygen kan visse celler i stedet skifte til anaerobisk metabolisme, hvor glukose i stedet fermenteres (forgæres) til mælkesyre; det gælder f.eks. menneskers skeletmuskulatur under hård fysisk træning. Den dannede mælkesyre føres til leveren, hvor glukose gendannes ved en proces kaldet glukoneogenese. Denne proces er næsten det modsatte af glykolyse, men der er visse forskelle. Glukoneogenese kræver op mod tre gange så meget energi for at gendanne glukose, som glykolysen giver ved at nedbryde glukose.
Proteiner.
a>s struktur. De røde og blå dele er protein, de grønne strukturer er hæm-grupperne.
Proteiner er en anden vigtig stofgruppe, der omfattes af biokemien. Ligesom det er tilfældet for kulhydrater udfylder nogle protein primært strukturelle roller. Det er f.eks. bevægelse af de strukturelle proteiner actin og myosin der fører til sammentrækning af muskler. En typisk egenskab mange proteiner udviser, er evnen til at binde specifikt til et bestemt molekyle eller en gruppe af molekyler. Proteiner kan være ekstremt selektive i det de binder til, og antistoffer er et godt eksempel. ELISA, en test der anvender antistoffer, er en af de mest følsomme instrumenter der findes til at detektere biomolekyler.
Den vigtigste type protein er dog nok enzymer. Stort set alle enzymer er proteiner, og disse bemærkelsesværdige molekyler er i stand til at genkende specifikke molekyler kaldet substrater, og katalysere kemiske reaktioner mellem dem. Enzymer sænker de kemiske reaktioners aktiveringsenergi, hvilket kan øge en reaktions hastighed med så meget som en faktor 1011; en reaktion der normalt ville tage 3.000 år kan på denne måde forløbe på under et sekund med et enzym til at katalysere den. Enzymet selv forbruges ikke i processen, og det er i stand til at gentage reaktionen med et nyt sæt substrater utallige gange. Enzymers aktivitet kan reguleres på en række måder, hvilket tillader levende celler at kontrollere deres biokemi som helhed via enzymer.
Proteiner er basalt set kæder af aminosyrer. En aminosyre består af et carbonatom bundet til fire grupper. En af dem er en aminogruppe, den anden er en carboxylsyregruppe, den tredje er et hydrogenatom og den fjerde, der ofte benævnes R, er forskellig for hver aminosyre. Der er tyve aminosyrer, der som standard indgår i proteiner i stort set alt liv. Nogle af dem har, ud over at indgå i proteiner, funktioner i sig selv eller i modificeret form; for eksempel kan glutaminsyre fungere som en neurotransmitter.
Skematisk fremstilling af en aminosyre i (1) uladet form, (2) som de findes i levende celler og (3) forbundet til et dipeptid.
Aminosyrer kan sættes sammen med en peptidbinding. Dannelsen af en peptidbinding er en kondensationsreaktion, hvor et vandmolekyle fjernes, og kvælstofatomet i den ene aminosyres aminogruppe bindes til carbonatomet i den anden aminosyres carboxylsyregruppe. Det dannede molekyle kaldes et dipeptid, mens små kæder af aminosyrer (typisk op til ca. 30) kaldes peptider eller polypeptider. Længere kæder kaldes proteiner. Eksempelvis indeholder det vigtige plasmaprotein albumin 585 aminosyrerester. Når aminosyrer er bundet sammen af peptidbindinger omtales de som aminosyrerester, fordi nogle af atomerne fjernes når peptidbindingerne dannes.
Proteiners struktur beskrives traditionelt i et hierarki på fire niveauer. Proteiners primære struktur er den lineære sekvens af aminosyrer, f.eks. "methionin-glycin-valin-phenylalanin-glycin-...". Proteiners sekundære struktur beskriver lokal morfologi, med specielle mønstre af sammenfoldning af aminosyrekæden; visse sekvenser vil folde sig til en skrueform der kaldes en alfahelix og andre sekvenser vil folde sig til en pladelignende struktur, der kaldes et betasheet. Proteiners tertiære struktur er hele aminosyrekædens tredimensionelle form og foldning, og bestemmes ligesom den sekundære struktur af aminosyresekvensen; en enkelt ændring kan ofte ændre hele strukturen markant. Et eksempel på det er ændring af en af de 146 aminosyrerester i hæmoglobins beta-kæde fra glutaminsyre til valin ændrer proteinets opførsel så meget at det giver seglcelle-anæmi. Det sidste niveau af struktur er den kvaternære struktur, som angiver strukturen og formen af proteiner, der består af flere peptidkæder, der sætter sig sammen, som f.eks. hæmoglobin med dets fire subunits. Ikke alle proteiner har subunits, men det er ganske udbredt.
Når proteiner indtages nedbrydes de til enkelte aminosyrer eller dipeptider i tyndtarmen, og optages. Derefter kan de sættes sammen til nye proteiner i kroppen. Diverse molekyler, der indgår i glykolysen, citronsyrecyklus og pentosefosfat-reaktionsvejen kan bruges til at danne de tyve aminosyrer, der indgår i proteiner, og de fleste bakterier og planter har alle de enzymer der skal til for at danne aminosyrerne på denne måde. Mennesker og andre pattedyr kan dog kun danne halvdelen af aminosyrerne selv; de kan ikke danne de essentielle aminosyrer, og er derfor nødt til at få disse aminosyrer gennem kosten.
Hvis aminogruppen fra en aminosyre fjernes, efterlades en såkaldt α-ketosyre. Transaminase-enzymer kan flytte aminogruppen fra en aminosyre (som bliver til en α-ketosyre) til en α-ketosyre (som bliver til en aminosyre). Dette er vigtigt i aminosyrers biosyntese, da mange af syntesevejene danner α-ketosyrer, der derefter modtager en aminogruppe og bliver til en færdig aminosyre.
En tilsvarende proces anvendes til at nedbryde proteiner. Proteinet hydrolyseres først til dets enkelte aminosyre. Fri ammoniak (NH3), der i blodet vil optræde som ammoniumioner (NH4+), er giftigt. Der kræves derfor en passende metode til at skaffe sig af med det. Forskellige strategier har udviklet sig i forskellige dyr, afhængig af dyrets behov. Encellede organismer udskiller blot ammoniakken i miljøet. På samme måde kan benfisk bare udskille ammoniak i vandet, hvor det hurtigt bliver fortyndet. Pattedyr omdanner ammoniakken til urea (urinstof), via ureacyklus; dette stof er meget mindre giftigt, og kan derfor opbevares i koncentreret form i urinen, så dyret ikke behøver tisse så ofte. Fugle og mange krybdyr omdanner i stedet ammoniakken til urinsyre, der er uopløseligt i vand. For fugle betyder det at de ikke behøver at opbevare kvælstofaffaldet opløst i vand, og de derfor kan spare vandets vægt.
Lipider.
Stofgruppen lipider omfatter en bred vifte af forskellige molekyler, og er til dels en uspecifik fællesbetegnelse for biologiske stoffer med lav opløselighed i vand, som bl.a. omfatter voks, fedtsyrer, fedtsyreafledte fosfolipider, sphingolipider, glykolipider og terpenoider (herunder steroider). Nogle lipider er lineære alifatiske molekyler, mens andre indeholder ringstrukturer. Nogle er aromatiske, mens andre ikke er det. Nogle er fleksible molekyler, andre er rigide.
De fleste lipider har en vis grad af polære egenskaber, selvom de hovedsageligt er upolære. Det er typisk at det meste af deres struktur er upolær, hvilket betyder at den del af molekylet har vanskeligt ved at interagere med polære opløsningsmidler såsom vand. En anden del af stofferne er polær, og vil derfor have tendens til at holde sig til polære opløsningsmidler som vand. Lipidernes polære og upolære dele betyder at de er amfifile (eller amfipatiske). Hvor stor de polære og upolære dele af molekylet er kan variere; i kolesterol er den polære del kun en enkelt hydroxylgruppe, mens fosfolipider har væsentlig større og mere polære grupper.
Nukleinsyrer.
Nukleinsyrer (eller kernesyrer) er komplekse biologiske makromolekyler med høj molekylvægt, der består af kæder af nukleotider. De anvendes til at overbringe genetisk information i alle levende organismer samt virus (der normalt ikke anses for levende). De vigtigste og langt mest almindeligt forekommende nukleinsyrer er deoxyribonukleinsyre (DNA) og ribonukleinsyre (RNA).
Nukleinsyrernes navn kommer af at de typisk findes i størst mængde i cellekernen (nukleus). Nukleinsyrerne er biologiske polymerer, og de enkelte monomerer er nukleotider. Hver nukleotid består af tre dele; en kvælstofholdig heterocyklisk base (enten en purin eller en pyrimidin), en pentose-sukker, og en fosfatgruppe. Forskellige nukleinsyrer adskiller sig ved det sukkermolekyle der indgår i kæden (f.eks. ribose i RNA), og ved at der optræder forskellige baser i nukleotiderne. Adenin, cytosin og guanin optræder både i RNA og DNA, mens thymin kun findes i DNA og uracil kun findes i RNA.
Biolog.
En biolog beskæftiger sig videnskabeligt med og er uddannet inden for biologi f.eks. på.
BIOS.
BIOS er i computerterminologi en forkortelse for Basic Input Output System. BIOS er det program som din pc kører for at få kontakt med diskenheder og tastatur, når den starter.
BIOS'en indeholder alle de oplysninger computeren skal bruge for at anvende den tilsluttede hardware. Før i tiden skulle man selv definere ny hardware i BIOS; nu er det blevet noget nemmere, da den selv finder ud af det meste. Dog er der stadig nogle situationer, hvor man skal hjælpe BIOS lidt på vej.
Biotop.
a> ("Carex pendula") vokse frem og dække bunden mellem Ellene.
En biotop (af græsk "bios" = "liv" + "topos" = "sted") er en rumligt afgrænset, mindre enhed af et økosystem, hvor de ydre vilkår (klima, jordbund osv.) sætter grænserne. Betegnelsen økotop anvendes i en vis udstrækning som synonym for biotop. På et sådant sted findes et livsfællesskab (biocønose) mellem bestemte plante-, svampe-, bakterie- og dyrearter, og det er afgørende for, at man kan skelne mellem forskellige biotoper. Efterhånden er vegetationen blevet det vigtigste kendemærke for de forskellige landbiotoper, fordi den er så let at beskrive præcist. Ordet bruges ofte ensbetydende med habitat, dog sådan at angelsaksiske forfattere foretrækker habitat, mens skandinaviske og tyske foretrækker biotop. Begreberne kan med fordel underordnes hinanden, sådan at "biotop" bruges om et områdes miljøvilkår, mens "habitat" betegner en enkelt dyre- eller plantearts præcise levested indenfor biotopen.
Afgrænsning.
En biotop kan rumme forskellige habitater (”bosteder” for dyr eller planter), men kan også selv være en del af en eller flere habitater. Derfor må man altid regne med en vekselvirkning mellem de levende væsner og deres levesteder. Habitater og biotoper er i henhold til den danske (skandinavisk-germanske) definition af begreberne ikke sammenfaldende, for en biotop vil i henhold hertil som regel rumme flere forskellige habitater (en skov har strukturer som knasthuller, kronelag, skovbundslag, jordbund osv.) for hver gruppe af organismer. Omvendt kan en habitat også godt indeholde flere biotoper som f.eks. fugles sommer- og vinterkvarterer, pattedyrenes hi og deres sommerbolig eller overnatningsbiotoper i forhold til fødebiotoper.
Man kan beskrive et sted gennem det præg, som abiotiske forhold og menneskelig indflydelse (hemerobi) sætter på plante- og dyrelivet. Selv de tilsyneladende mest livløse steder, som f.eks. ørkener og nøgne klipper, er biotoper, der kan beskrives gennem oplysninger om deres abiotiske forhold og vegetationen på stedet. Bag denne definition ligger den påstand, at ethvert sted på jorden er egnet som levested. Det er et diskussionsemne inden for økologien og naturbeskyttelsen, om og under hvilke omstændigheder der kan opstå en biocønose på et givet sted.
Nåleskov i Hviderusland, hvor den er naturligt opstået og kun har været udsat for svag, menneskelig påvirkning.
Begrebet biotop er værdifrit, og ordet kan bruges både om de naturligt opståede dele af landskabet som f.eks. bække, sumpskove, løvskove, væld og om menneskeskabte elementer som industrilandskaber og ”betonørkener” (motorveje, kajanlæg, parkeringspladser) – det sidste stik mod almindeligt dagligsprog. Desuden kan ordet biotop bruges om naturlige, men dog stærkt menneskepåvirkede landskabsdele som f.eks. heder, enge eller overdrev.
Systematik.
I økologisk systematik er en biotop sammensat af et antal fytotoper (plantelevesteder) og zootoper (dyrelevesteder). Man må altså indordne karakteristiske arter af planter, dyr, svampe osv. under hver af de mange biotoper. En biotop er den mindste arealenhed i landskabsøkologien, og en meget lille biotop (f.eks. være et stendige eller en døende gren) kan være habitat for padder og insekter. Omvendt kan mange biotoper – alt efter den sysnvinkel, man anlægger overfor landskabet – dække store arealer (f.eks. søer, marskområder eller klitlandskaber). Flere biotoper danner sammen med hver deres planter og dyr og disses indbyrdes påvirkninger et økosystem. Udstrakte områder som f.eks. en steppe, en regnskov eller et koralrev består af mange forskellige biotoper og biocønoser.
Værdi og trusler.
Bjergområde i det centrale Asien. Her er menneskers påvirkning svag, men til gengæld sætter vinterkulde, storme og tørke snævre grænser for, hvad der kan klare sig her.
Biotoper værdsættes ofte efter deres sjældenhed og efter deres egnethed som levested for truede arter eller efter graden af menneskelig påvirkning.
Habitater (levesteder) for dyrearter, der bevæger sig meget omkring i landskabet, er ofte sammensat af flere biotoper. På den måde opstår der artsrige økosystemer i naturlige småbiotoper, der ligger tæt op ad hinanden (randzoneeffekt). Det menneskeskabte, mosaikagtigt sammensatte kulturlandskab, der er opstået gennem ekstensivt landbrug, erstatter delvist de biotoper, der kunne være dannet uden menneskers indflydelse og ad naturlig vej i løbet af successionen. ("Se også:" Megaherbivorteori). Opdelte og strukturrige landskaber af den slags trues frem for alt af samfundets økonomiske interesser (inddragelse af jord til trafikale formål, bebyggelse, råstofindvinding og intensivt landbrug). Enkelte biotoper lider desuden under en byrde af luftforurening eller mere målrettede udledninger via vandløb eller lossepladser.
Modsat har mange af de dyr, som bevæger sig meget omkring et behov for et mindstemål af areal. Dette behov er størst hos de dyr, der bevæger sig langs jorden, eller som er meget sky, for de har brug for store, sammenhængende biotoper. Veje, monokulturer i landbrug eller skovene og isolerede bygninger (f.eks. vandkraftværker) betyder ikke bare et tab af biotopareal, hvad der kan medføre, at ellers ret robuste arter (de fleste af de hyppigt optrædende insekter, spindlere og andre smådyr) uddør i dele af området. Ved opdelinger og negative randzonepåvirkninger formindskes de tilbageblevne biotopers kvalitet, og de bliver umulige at nå frem til, sådan at mange sårbare og mobile arter (los, ulv, havørn og mange fiskearter) uddør eller bliver truede, sådan at de trods intensive anstrengelser ikke kan slå sig ned i beiotoperne. Dette betegnes som overskridelse af den ”kritiske sammenhængsafstand”.
Biotopbeskyttelse og biotopforbindelse.
a>, Sydafrika. Dette er en meget sårbar biotop, somi forvejen er hårdt trængt af miljøforholdene.
Biotopbeskyttelse er et middel i beskyttelsen af arter og økosystemer. Det tjener som en målsætning for naturbeskyttelsen, at man vil opretholde den naturlige balance i stofskiftet mellem arterne. Det vigtigste berøringspunkt til miljøbeskyttelsen finder man i nedsættelse af udledningerne fra industi, trafik og husholdninger, som truer eller ødelægger biotoperne med skadelige stoffer.
De første forsøg på at etablere biotopbeskyttelse var rettet mod opretholdelse og genskabelse af værdifulde biotoper, men de havde begrænset succes, fordi biotoperne var isolerede på grund af trafik og bebyggelser. På grund af et tiltagende behov for økonomisk udnyttelse af landbrugsområder lader det sig ikke gøre at opfylde de minimale krav til habitatstørrelse eller til den maksimale afstand til egnede nabobiotoper. Dyrene kan ikke længere nå frem til deres delhabitater (f.eks. ynglesteder), eller de er blevet isoleret fra andre populationer (genetisk forarmning). Derfor er skabelse og vedligeholdelse af forbindelser mellem biotoperne et vigtigt led i naturbeskyttelsen.
Biotopforbindelser skal fjerne barrièrer for dyrearterne, og de består enten af såkaldte ”trædesten” (når det drejer sig om mobile arter, f.eks. fugle), af linjeformede landskabselementer (f.eks. læhegn, vandløb eller diger), af sammenbindende arealer (f.eks. varierede områder for vildtet) eller i givet fald også af de egentlige, beskyttede biotoper. Biotopforbindelser kræver derfor i særlig grad plads inden for bebyggelser eller ved trafikanlæg, hvis det skal lykkes at bryde deres spærrende virkning. Det kan ske ved at etablere biotoppassager som f.eks. grønne broer, paddetunnelller eller fisketrapper, som gør det muligt for dyrene at få opfyldt deres krav til levestederne.
Kritik og modstand.
Det værdifulde, fredede kulturlandskab må plejes i konflikt med økonomiske interesser i udnyttelsen af de samme arealer (til landbrug, skovdrift, opførelse af erhvervs- og boligejendomme og til råstofindvinding), og det kan kun gennemføres ved politiske beslutninger. De nødvendige plejemetoder kan forekomme den, der ikke kender til baggrunden, som ”tåbeligt spild” eller ”sjusk”. Når plejeomkostningerne ikke bliver pålagt den direkte, som er skyld i, at de må afholdes (forbrugeren, bilisten), opstår der en betydelig, samfundsmæssig modstand mod biotopbeskyttelsen. Man ville i stort omfang kunne undvære den bekostelige pleje af biotoperne, hvis den bæredygtige produktion (kød, tømmer, hø osv.) fra disse steder blev betalt med en højere pris.
En anden mulighed kunne være at indrette beskyttede områder, hvor biotoperne kunne opstå af sig selv (jf. virkningen af DDRs spærrezone langs grænsen til Forbundsrepublikken). I stedet ser man det modsatte: at trafiktæthed og bebyggelse kræver stadigt større indgreb i naturen. Opsplitningen af arealerne og befolkningens behov for udflugtssteder gør det næsten umuligt at skabe effektive beskyttelsesområder, hvor naturen kan overlades til sig selv.
Biplan.
Et biplan er en todækker - en flyvemaskine med 2 sæt vinger placeret over hinanden.
I flyvningens barndom havde man problemer med at lave motorerne kraftige nok (og propellerne effektive nok) til flyets vægt, og man havde derfor brug for et større vingeareal for at sikre den nødvendige opdrift. Vingernes størrelse havde en øvre grænse med datidens teknikker og materialer, så valget faldt på at lave flere bæreplaner.
Der fandtes også triplaner med 3 lag vinger.
Biseksualitet.
Biseksualitet betyder seksuel og/eller romantisk tiltrækning eller adfærd rettet mod nogle medlemmer af mere end et køn. Biseksualitet behøver ikke at være ligeligt rettet mod disse køn.
Nogle fascineres af forskellige ting ved kønnene, andre fokuserer ikke på kønnet, men på nogle andre aspekter af de personer de tiltrækkes af.
Livsstil.
Individer, som føler sig tiltrukket af flere køn, ganske ligesom individer af andre orienteringer, kan leve på forskellige måder. Dette kan f.eks. være livslang monogami, seriel monogami, polyamori, åbne forhold eller cølibat. Biseksualitet bliver ganske usynlig i forhold til heteroseksualitet og homoseksualitet, såfremt individet ikke parallelt udlever tiltrækning til mere end ét køn.
Biskuit.
Biskuit stammer fra fransk "biscuit", som igen stammer fra latin "bis coctus", "bagt to gange".
Bitmap.
En bitmap er et engelsk IT-udtryk, der betyder et kort over punkter.
Inden for billedbehandling er det en metode at lagre digitale billeder på. Billedet deles op i et fintmasket mosaik af rækker og kolonner (også kaldet et rasterimage). Hvert element i en given række og given kolonne, kaldet "et punkt" (eng.: pixel), har sin egen farve.
Der findes mange måder at lagre bitmapbilleder på. Af filformater kan blandt andre BMP, PNG, GIF, JPEG og TIF nævnes. BMP er et af de ældste og simpleste formater, som har pladskrav der stiger proportionelt med billedets dimensioner (bredde, højde og farvedybde). Andre formater har forskellige måder at komprimere mængden af oplysninger og giver således mulighed for at reducere billedets fil-størrelse.
Bivuak.
En bivuak er en primitiv beskyttelse mod vejrliget ved overnatning under åben himmel. Den kan være konstrueret af materialer fundet på stedet, f.eks. en nødtørftig ramme af to pæle og en overligger, hvorover der er anbragt løvrige grene, så en let regn ikke vil trænge igennem. Det bedste resultat opnås med grangrene i flere lag.
Bivuakken kan også laves af medbragte materialer, f.eks. en presenning, et teltunderlag, regnslag eller et oversejl fra et telt.
En bivuak benyttes mest af naturvandrere, spejdere og soldater. Det er kun tilladt at overnatte i det fri i Danmark efter tilladelse fra ejeren af området. I statsskovene og flere privatskove er der indrettet primitive overnatningspladser, hvor der kan overnattes uden forudgående aftale. På flere af disse er der rejst ly, så teltslagning eller bivuakbygning er unødvendig.
Bjarne Liller.
Bjarne Bent Rønne Pedersen (25. september 1935 - 6. september 1993), bedre kendt som Bjarne Liller eller bare "Liller", var en dansk musiker, jazz- og visesanger. Bjarne Liller spillede banjo og sang i Papa Bues Viking Jazzband i årene 1956 - 1970 og 1976-1979. I løbet af 1979 gik Bjarne Liller solo, og havde flere kommercielle succeser, deriblandt "Billet mrk." (Ensom dame 40 år), Sol & Sommer og Sidder på et værtshus John Mogensen. I 1979 medvirkede Liller i Dansk Melodi Grand Prix med Grethe Ingmann med nummeret Alt er skønt. Ved første afstemning vandt nummeret på delt første plads sammen med Disco Tango af Tommy Seebach. Da der kun kunne være en nr 1. måtte en ny afstemning til og her vandt Disco Tango.
"Liller" medvirkede også i flere spillefilm, af hvilke kan nævnes: "Thorvald og Linda" (1982), "Den store badedag" (1991) og "De frigjorte" (1993).
Bjarne Reuter.
Bjarne Reuter (født 29. april 1950 i Brønshøj) er en dansk forfatter af blandt andet børne- og ungdomsbøger. Han spiller for øvrigt kontrabas, men har ingen planer om at blive fuldtidsmusiker. Han mener blot, det er meditativt og hjælper ham til at slippe sine kreative energier løs.
Bjarne Reuter udgav i 1983 ungdomsromanen "Når snerlen blomstrer", som er blevet en klassisk roman, der læses i Folkeskolen 8. eller 9. klasse. Bogen beskriver som fiktion opvæksten i starten af 1960'ernes Brønshøj, hvor Bjarne Reuter selv er opvokset. Den skal dog mere ses som et udtryk for de samfundstendenser, der brød ud med ungdomsrevolutionen, og som startede i perioden op til bogens tidsmæssige omdrejningspunkt. Personkarakteristikkerne er billeder af de strømninger, som kæmpede om magten i samfundet, og kampen mellem det revolutionerende og det traditionelle. Denne kamp er skildret i form af de interne magtkampe og stridigheder i en 9. klasse i folkeskolen. Bogen har modtaget stor anerkendelse, og anses i dag som en af de vigtigste bidrag indenfor genren.
Bjarne Reuter er gift med Anette Allen Jensen.
Bladkugle.
En bladkugle er i jægersproget en kugle, der rammer hjerte/lunge-området. Den perfekte bladkugle er en kugle gennem hjertet.
Blasfemi.
Blasfemi, (af græsk "blasphemia", ond tale, bagtalelse), er udtryk for mangel på respekt for en guddom eller trosretning. I daglig tale synonymt med gudsbespottelse.
Religion.
Indenfor kristen og muslimsk teologi forstås blasfemi typisk som ytringer fremsat med den hensigt at forhåne religionernes guddom. En bredere forståelse, der bl.a. har gjort sig gældende indenfor jødedommen, definerer blasfemi som enhver ikke-autoriseret brug af guddommens navn, lighed eller andet definerende karakteristikum. Eksempler tæller forbrydelser imod den guddommelige, kinesiske kejsers eneret til farven gul, den mosaiske lovs forbud mod at "tage herrens navn forfængeligt" (se Tetragrammaton) og de generelle billedforbud, som kendes i varierende omfang fra alle de store, monoteistiske religioner (se afgudsdyrkelse og ikonoklasme).
Blasfemi bør skelnes fra sakrilegium, der refererer til handlinger og fra kætteri, der refererer til afvigende læresætninger (fra ortodoksien). Modsat sakrilegiet er blasfemi (typisk) en ytring, ikke en handling (mens de begge refererer til en ukorrekt behandling af noget helligt). Kætteri adskiller sig fra blasfemi ved at udgøre relle, alternative idéer og ved at anklagen fremsættes imod tilhængere af samme trossamfund, mens såvel troende som ikke-troende kan være underlagt de forbud, der giver anledning til anklagen om blasfemi.
Internationalt.
De seneste årtier har set en trend imod liberalisering af lovgivning imod blasfemi i vestlige lande. Dog forefindes der stadig blasfemiforbud i de fleste EU-lande, herunder Østrig, Finland, Italien, Tyskland, Irland, Holland, Spanien og Storbritannien. I sidstnævnte eksempel er det kun statskirkens trossætninger, der nyder beskyttelse, hvad der forhindrede Salman Rushdie i at blive politianmeldt for sin kontroversielle roman "De Sataniske Vers". Lande, der gør brug af islamisk ret, sharia, har typisk strenge straffe for blasfemi. I Pakistan har der således siden 1986 været dødsstraf for nedladende og forhånende bemærkninger om Muhammed.
Danmark.
Paragraffen blev i sin nuværende form indført i 1866 (den daværende § 156). Tidligere bestemmelser imod blasfemi udlagde handlingen som en "forbrydelse imod Gud", der kunne medføre dødsstraf. Bestemmelsen fra 1866 og fremefter sigter imod "offentlig" forhånelse, og er som sådan blevet betegnet som en "forbrydelse imod den religiøse følelse" (Birthe Rønn Hornbech, 19. maj 2005). Tiltalerejsning efter blasfemiparagraffen kan ikke foretages af lokale politimestre eller statsadvokaturer, men besluttes centralt af rigsadvokaten. Trods adskillige anmeldelser er tiltale efter paragraffen ikke rejst siden 1971.
Den medførte senest domfældelse i 1938 i en sag, der drejede sig om løbesedler der udlagde hellige, jødiske skrifter således, at de opfordrede til 'skænding' af ikke-jødiske piger.
For at tiltalerejsning og senere dom kan finde sted, antages det normalt, at to betingelser samtidig skal være opfyldt: For det første skal der kunne føres bevis for krænkelsen af af de religiøse følelser på de pågældendes betingelser, for det andet skal krænkelsen have et omfang, som truer den offentlige orden. Rigsadvokaten skal på således vurdere ikke alene om der er tale om en tilstrækkelig grov krænkelse til, at det kan krænke trosfæller, men også samtidig om krænkelsen truer den offentlige orden. Blasfemibestemmelsen i den danske udgave bærer præg af mindretalsbeskyttelse, idet krænkelsen skal vurderes på forudsætningerne af de pågældendes religiøse orientering, ikke på basis af en bred forståelse i den danske offentlighed af, hvornår den almindelige dansker med en vis ret bør kunne føle sig forulempet i almindelighed.
På baggrund af en politianmeldelse af Danmarks Radio for at have vist Theo van Goghs kortfilm "Submission," fremlagde Dansk Folkeparti 17. december 2004 et i Folketinget til afskaffelse af § 140. Forslaget havde oprindeligt flertal uden om regeringen, men faldt, da Enhedslistens medlemmer ikke stemte for, idet de tog afstand fra at forslagets begrundelse betegnede filmens afbildning af "omskæring, fornedrelser, tvangsægteskab, indespærring og voldtægt" som hørende hjemme i "en forholdsvis normal muslimsk familie". Diskussionen blev genoptaget i efteråret 2005 med "Morgenavisen Jyllands-Postens" offentliggørelse af 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed og den derpå følgende politianmeldelse.
Debat: Blasfemiforbud mod ytringsfrihed.
Debatten om blasfemiparagraffen handler om stærkt kontroversielle spørgsmål om frihed, identitet og religion. Følgende søger at opregne dens principielle dimensioner.
Ytringsfriheden og religionens ukrænkelighed.
Blasfemiparagraffen beskytter idéer og ritualer, "troslærdomme og gudsdyrkelse". Disse idéer regnes for hellige, hvorfor det tjener samfundet bedst, at de ikke bliver udsat for "spot" og "forhånelse". Dette strider imidlertid imod en liberal, utilitaristisk forståelse af ytringsfrihed, ifølge hvilken ytringsfrihed bl.a. tjener til at alle idéer kan blive prøvet igennem rationel debat. Mulighederne for at afgrænse "forhånelse" fra diskussion er blevet anfægtet af bl.a. John Stuart Mill: "Hvis prøven (på forhånelse, red.) er anstød for de, hvis mening er under angreb, mener jeg, at al erfaring viser, at et stærkt og overbevisende angreb altid giver anstød.".
Den danske blasfemibestemmelse sigter ikke mod at beskytte religioner eller kirker imod religionskritik, men derimod at beskytte mindretal imod forfølgelse på grund af, at deres trosmæssige følelser krænkes, jvf ovenfor.
Definitioner af blasfemi og ytringsfrihed.
Jo bredere en forståelse af blasfemi (forhånelse/omtale) der anvendes, jo større vil konfliktområdet med ytringsfrihed være. Eksempelvis stammer furoren i forbindelse med sagen om de 12 tegninger af Muhammed delvis fra, at det er blevet udlagt som en overtrædelse af et forbud i islamisk tradition imod afbildning af profeten, og delvis fra at tegningerne er karikaturer og dermed ses som bevidst forhånende.
Ytringsfrihed kan ydermere forstås som en individuel, ukrænkelig ret uafhængigt af konsekvenser eller som en samfundsgavnlig institution, der tjener den frie debat og idéudvikling. Den første forståelse vil lede til en relativt kompromisløs holdning overfor indgreb, mens den anden vil være mere tilbøjelig til at acceptere en afvejning af hensyn.
Blomsterpikkere.
Blomsterpikkere ("Dicaeidae") er en Tribus af små, ofte farverige spurvefugle, som lever i Sydasien og Oceanien. Der er ca. 50 arter af blomsterpikkere fordelt i to slægter. De lever af insekter og bær.
Blondine.
En blondine er en kvinde med blondt (lyst) hår. Om håret er naturligt blondt eller farvet er i den forbindelse underordnet.
Ægte blondiner har ofte blå/lyse øjne hvilket skyldes en biologisk årsag.
Blue Mountains.
Blue Mountains i den australske delstat New South Wales, omtrent 100 km vest for Sydney, er en sandstens-bjergkæde hvis højeste punkt er omkring 1.200 meter over havoverfladen og udgør en del af Great Dividing Range, som i tusindvis af kilometer løber stort set parallelt med den østlige- og sydøstlige australske kyst. Bjergkædens er formet som et plateau med dybe, forrevne kløfter på op til tusinde meter. Blue Mountains dækker et område på 1.436 km².
Blue Mountains er også navnet på en by/kommune beliggende i bjergkæden.
Blues.
Blues er en musikgenre, der opstod i USA.
De afrikanske slaver blev hentet til Amerika i 1600–1800-tallet, og under deres fortvivlede forhold opstod en ny musikform: En blanding af deres indfødte, pentatoniske sang og den europæiske musiktradition. Musikken var stærkt påvirket af slavernes dårlige sociale og arbejdsmæssige forhold. Det var ikke tilladt at tale sammen, men da det tydeligvis gav en bedre arbejdsmoral, accepterede man at slaverne sang. I bomuldsplantagerne udvikledes deres taktfaste råb "field holler", der blev brugt til at holde arbejdskadencen, til for eksempel blues.
Ordet "blues" i dens nuværende betydning, en melankolsk sindsstemning, eksempelvis forårsaget af modløshed og kærestesorg, blev først set anvendt hos den amerikanske digter Washington Irving i 1807. Blues, som musikalsk sangtradition, kendes helt tilbage fra ca. 1860, i en form hvor forsangeren sang et par strofer, som andre svarede på ("call and response"). Tydeligt inspireret af den europæiske religion og musiktradition, kom den "frie" og for europæere, pentatoniske sang senere i nemt genkendelige systemer, som kunne overleveres til andre. Det hele sat i et vist system med ganske få akkorder.
I lighed med andre folkelige genrer som westernmusik, oldtime og gospel var der pladeselskaber i den tidlige pladeindustri, der fandt ud af at der var et publikum til denne musik og derfor indspillede den og udgav den i serier, som ofte ligesom jazz og gospel bar prædikaterne "race records" eller bare "blues."
Bluesmusikkens elementer.
Bluesen er genkendelig på sine blå, skæve toner, da man i princippet synger melodien i mol, mens akkorderne spilles i dur. Oprindelig var blues fri for tonalitet i gængs forstand; man sang med en underintonation, med toneintervaller mindre end en halvtone, og det gav den det klagende/grædende udtryk, som var en refleksion af slavernes situation. Efterhånden blandedes sangen med harmoniske og melodiske dele fra den europæiske tradition. Man noterer blues som en durskala, hvor enten tredje, som den mest almindelige, femte eller syvende trin sænkes en halv tone. Det er dog stadig muligt for sangeren at synge på toner mindre end en halvtone, på guitaren frembringes det ofte ved at strengen vrides på gribebrættet efter at tonen er slået an. Sammenholdt med at akkorderne spilledes i dur, og sangen i mol, gav det en spænding i musikken som efterhånden blev overført til andre stilarter. Det er bluesguitaren der introducerer den tertsfri akkord, vi idag kender som Powerakkorden.
Teksten fylder kun de første to takter af linjen, de sidste to udfyldes af en instrumentalist med en kort improvisation, en fill-in.
Selve blues-sangen med "call and response" kan muligvis henføres til vestafrikanske stammekulturer som brugte formen "Jeg viser noget et par gange, og I gentager det" som eksempelvis fra en jagt eller religiøs ceremoni, med "råb og svar".
Bluesstilarter.
I lighed med andre genrer har blues også sine forskellige stilarter eller undergenrer, som det også kaldes. Helt groft kan det opdeles i city blues og country blues (ikke at forveksle med populærmusikkens country) efter deres oprindelse fra by eller land. Der er selvfølgelig flydende grænser, men denne opdeling holder.
Fremstillingen af disse stilarter giver et vist indtryk af bluesmusikkens historie.
Klassisk blues.
Denne betegnelse er lidt misvisende, for den er formodentlig yngre end de følgende former for blues. Det er blues fremført af en sangerinde akkompagneret af et jazzband. Når den for mange fremstår som klassisk, så er det dels fordi det var den, der var underholdning på værtshusene i New Orleans og andre steder, hvor man underholdt med jazz og det var den første bluesform, der i 1920'erne blev udgivet på lakplade og blev udbredt i store dele af USA. Musikken fremføres efter jazzens helt grundlæggende regler med improvisation, men sangen er præget af gospelmusikkens sangform.
En fremtrædende komponist af mange af de bluessange var W. C. Handy, der står bag den berømte St. Louis Blues, og nogle af de kendteste sangerinder er Mamie Smith og Bessie Smith. Handy fik tilnavnet The Father of the Blues, fordi hans kompositioner satte gang i en bølge af blueskompositioner fra populærkomponister, der kan sammenlignes med ragtimebølgen tyve år før.
Barrellhouse blues.
Denne bluesform er karakteriseret ved brug af soloklaver, hvor venstrehånden spiller en walking bas beslægtet med boogie-woogiebas, og højrehånden improviserer skiftevis som akkompagnement til sangen og som solo. Den har sit navn, fordi den ofte blev brugt som underholdning på værtshuse, og dens udøvere spiller som regel også boogie-woogie ved siden af.'
Barrelhouse blues har sammen med boogie woogie haft en stor plads blandt amatørpianister, som de har opfattet som en fornøjelig måde at bruge klaveret på, og klaverpædagoger har anset det som en god indgang til musikteorien. Men af professionelle udøvere har det mest været enlige svaler som Dave Alexander.
Delta blues.
Denne bluesform har i lighed med andre bluesformer navn efter sit oprindelsessted, nemlig Mississippiflodens delta. Det er et område, der er præget af stor fattigdom og isolation fra omverdenen, og anses derfor for at være den bluesform, der mest ligner de afrikanske rødder til bluesmusikken.
Den er præget af en meget stor frihed i formen, den gængse 12-takters form kan godt skelnes, men den brydes meget ofte med lange tekstlinier og improvisation. Slideguitar er meget almindeligt, der bruges ofte dobro til det formål, og sangformen kan være rå, ofte rent deklamerende.
Memphis blues.
Denne form har, som navnet siger, sit oprindelige hjemsted i Memphis. Det er denne bluesform, der har grundlagt det, man kalder fingerpicking på en westernguitar. Den er influeret af ragtimemusikken og kaldes derfor også "ragtime blues." Det er en udpræget melodisk og munter form for blues med humoristiske, ofte lidt småsjofle tekster. Guitaren spilles med en vekselbas i en dansende rytme, der efterligner klaverets venstre hånd i ragtime. Sangformen er ofte blød og munter, dog findes der eksempler på rå vokal som i delta blues.
Country blues.
Denne bluesform må ikke forveksles med de hvides country, den kaldes sådan, fordi den er fra landlige omgivelser ligesom Delta Blues, bare fra mere nordlige områder end lige deltaet. Guitarspillet kan variere i formen, men det er ikke ualmindeligt at anvende den samme form for fingerpicking som i Memphis blues. Den er udpræget afslappet og let melankolsk, kan dog have et humoristisk skær. Variationerne kan være store fra den ene region af USA til den anden.
Jug band musik.
Også kaldet fattigmandsjazz. Den opstod i 1920'erne i fattige miljøer i de sydligst beliggende stater i USA, hvor man ikke havde råd til at købe dyre instrumenter og derfor købte mundharper, billige guitarer, kazoo og ellers brugte hvad man havde, for eksempel vaskebrættet som rytmeinstrument. En bas blev frembragt af en snor bundet til en omvendt vaskebalje eller blæst i en krukke (jug, heraf stilens navn). Trods det fattige miljø den er blevet til i er det en udpræget munter stil, enkel i sin opbygning med melodier, der er beslægtet med ragtime.
Stilen fik et revival i halvtredsernes England med Lonnie Donegan som hovednavn, hvor den fik navnet skiffle. Tresserrockgruppen Lovin' Spoonfuls musik var meget inspireret af jug band musikken, og deres forsanger John B. Sebastian har de senere år turneret og indspillet med et band, der spiller ren jug band musik.
Texas blues.
Denne specielle bluesform er, som navnet siger, fra staten Texas, hvor mange afroamerikanere stammer fra bortløbne slaver, der slog sig ned i den på det tidspunkt selvstændige stat. Derfor menes sangene også at ligne noget af bluesmusikkens rødder længere tilbage end de første lakplader. Guitarspillet er i denne form kendetegnet ved en variant af fingerpicking, hvor der anslås bare en enkelt basstreng i en hoppende rytme. Den er udpræget enkel, og sangformen er ofte afslappet.
Train blues.
Betegnelse for den bluesform, hvor mundharpen spiller solo afbrudt af sang, senere ofte dog med ledsagelse af guitar. Den er blevet til i forbindelse med vagabondliv på godstogene, hvor det var et let instrument at transportere, og for adskillige mundharpespillere hører det med som et shownummer at få mundharpen til at efterligne lyden af et damptog. Teksterne handler ofte om at rejse mod nye mål til en ny tilværelse.
Chicago blues.
Efter 2. verdenskrig rejste mange farvede bort fra Sydstaterne i håb om en bedre tilværelse mod nord. Især kom der mange fra Mississippi, og Chicago blev det foretrukne mål. Her startede de værtshuse med levende musik, og grundet de mere støjende forhold at spille under tog de elektrisk guitar i brug. Efterhånden dannedes det klassiske bluesband, der er en af rødderne til rockbandet. Grundet indflydelsen fra Mississippi spilles der ofte slide på den elektriske guitar, mundharpen er en nærmest uundværlig bestanddel, klaveret er for det meste erstattet med elorgel og bassen og trommerne er lagt under som det rytmiske fundament. Sangen er ofte rå.
Pladeselskabet Chess blev et af de mest flittige udgivere af denne musik, der snart vandt i popularitet blandt mange sorte unge. På et tidspunkt blev den dog trængt af den mere lettilgængelige rhytm and blues og lidt senere rock and roll, men takket være et nyt europæisk publikum klarede den dog skærene.
Folk blues.
Blues, der har været i tæt kontakt med hvide folkemusikmiljøer og derfor er præget af den hvide angelsachsiske folkesang. Bruges også om bluesnumre lavet af hvide folkesangere.
Soul blues.
Den rene blues kan virke fremmed for nogle, og visse bluesmusikere har skabt musik, der kommer dette publikum i møde i form af større melodiøsitet og raffinerede arrangementer. Denne bluesform udviklede sig til soul i 1960'erne, og bliver derfor i dag ofte kaldet soul blues. Der er adskillige eksempler på, at det gængse 12-takters bluesskema ikke bruges i en sang, og så er det kun stemningen fra blues, der er tilbage.
Blues i 60'erne og frem.
De mest dominerende bluesformer i nyere tid har været chicago blues og soul blues. De gamle veteraner indenfor den gamle akustiske form blev i starten af 1960'erne genopdaget i forbindelse med folkemusikbølgen og optrådte på de legendariske folk-festivaler, men det blev de elektrisk forstærkede former, der gik af med sejren i første omgang.
Af navne fra 1960'erne og frem bør nævnes: Janis Joplin, Johnny Winter, Stevie Ray Vaughan og Walter Trout.
Chicagoblues blev ført videre af bl.a. Paul Butterfield Blues Band og J. B. Lenoir.
En enkelt blueskunstner med kunstnernavnet Taj Mahal holdt dog holdt fast ved det akustiske. Han er især med sit slidespil præget af delta blues. Den stil har han holdt fast ved indtil i dag, og de senere årtier har de gamle akustiske former fået en renæssance med navne som John P. Hammond og Alvin Youngblood.
Stilarten bluesrock førte en fornyet interesse for at spille blues med sig i starten af 70'erne.
Bluesformen i andre genrer.
12-takters bluesformen genkendes, selv når den er pakket ind i nye tempi, riffs, ostinater og improvisationer.
Professor Longhairs Go to the Mardi Gras er bygget op om bluesformen. Louis Armstrongs West End Blues Blues blander bluesformen med jazz-improvisationer.
Mange rock'n'roll hits fra 1950'erne kører straight 12-takters bluesskabelon: Rock around the Clock, Hound Dog, Johnny B Goode.
Canned Heats Going up the Country bruger bluesformen.
Creams Sunshine of Your Love og Led Zeppelins Heartbreaker både leger med og udforsker bluesformen.
Og mens den hvide middelklasse genopdager bluesmusikkens længsel og vemod i Still Got the Blues med Gary Moore i 1990, så har den farvede underklasse allerede fra midten af 70'erne fundet deres sociale indignation i soul, rap, hiphop og r&b.
Årets danske blues navn.
Copenhagen Blues Festival stiftede i 2002 blues prisen ’Årets Danske Blues Navn’.
Prisoverrækkelsen finder sted i forbindelse med åbningen af den årlige blues festival.
Prisen gives som en påskønnelse til en dansk bluesmusiker, som har ydet en særlig musikalsk og kunstnerisk indsats af betydning for genren.
Både scenens garvede veteraner og de unge talenter, dog med mindst 1 CD-udgivelse bag sig, kan komme på tale, og årets prismodtager udpeges af festivalens bestyrelse i samråd med en uafhængig, kompetent pris-komité, bl.a. med repræsentation af den danske musikpresse.
Prisen er sponsoreret af Copenhagen Blues Festival, Amager Bio og Mojo Blues Bar, og med prisen følger en prischeck på 10.000 kroner.
Bløddyr.
Bløddyr ("Mollusca") er en række af hvirvelløse dyr. Bløddyr er karakteriseret af en elastisk kappehule, der aktivt udskifter vandet i kappen hos primitive bløddyr, og hos de andre bløddyr i gællerne. Landsnegle (Stylommatophora) har videreudviklet deres gæller til lunger, hvor kappehulen ventilerer disse. Muslinger anvender kappehulen til at filtrere det omgivende vand for føde. De fleste anvender sifoner (rør) til ind- og udpumpning. En østers kan fx pumpe en liter vand i timen. Blæksprutter anvender kappehulen til jetfremdrift og kan ved at dreje tragten manøvrere.
Nogle bløddyr er omgivet af en skal eller et hus af kalk, som muslinger, de fleste snegle, nautiler og uddøde blæksprutter. Bløddyr kan også have en raspetunge (radula) til at sønderdele fødeemnet. Bløddyr anvender deres fod på forskellige måder. Snegle bevæger sig oftest på deres fod, der suger sig til underlaget. Vingesnegle svømmer med deres omdannede fod, fastsiddende muslingers fod er rudimentær, mens andre muslinger graver med foden. Søtænder graver ligeledes med foden. Blæksprutter er de mest avancerede bløddyr; de har en stor hjerne, veludviklede øjne og arme med sugekopper.
Størstedelen af bløddyr er marine, men der er mange limniske muslinger og snegle - kun snegle er terrestriske.
Blåbjerg Klitplantage.
Hjortedalen i den sydlige ende af Blåbjerg Klitplantage
Blåbjerg Klitplantage er en statsskov beliggende langs Danmarks vestkyst i området mellem Henne Strand og Nymindegab. Plantagen er opkaldt efter Danmarks højeste klit, Blåbjerg Klit, der er 64 meter høj.
Plantagen har et areal på ca. 4.600 hektar, og beplantningen blev påbegyndt i 1878 efter vedtagelsen af en lov om dæmpning af sandflugt. Ud over skov indbefatter plantagen også en hede, Lyngbo Hede, umiddelbart nord for Henne Strand, samt arealerne langs Gammelgab. Gammelgab er det gamle udløb til Vesterhavet fra Ringkøbing Fjord. Udløbet bevægede sig i tidens løb længere og længere mod syd og nåede til sidst ned til Houstrup Strand. I 1845 etableredes imidlertid et nyt udløb ved Nymindegab, der i 1931 blev afløst af det nuværende udløb ved Hvide Sande. Gammelgab fremstår i dag som en række søer omgivet af rørskov med et rigt fugle- og dyreliv, bl.a. ses tit hugorm og mange fugle. I Blåbjerg Klitplantage lever desuden en stor bestand af kronvildt.
Der er flere afmærkede stier gennem Blåbjerg Klitplantage, og Skov og Naturstyrelsen (nu Naturstyrelsen) har udgivet en vandretursfolder om området.
Ved Blåbjerg Klitplantage findes tilsandede egetræer, og kaldes den tilsandede egeskov.
Går man op ad Blåbjerg Klit, Danmarks højeste klit på 64 meter, er man omgivet af toppen af egetræer.
Blåhval.
Blåhvalen ("Balaenoptera musculus") er et pattedyr, tilhørende bardehvalerne. Den bruger sine barder til at filtrere store mængder føde, plankton og krill ud af vandet.
Blåhvalen er det største nulevende dyr og det tungeste dyr nogensinde. Blåhvalen kan blive 33 meter lang og veje op til 190 tons. Blåhvalens lungekapacitet er på 5.000 liter og når den ånder ud efter et dyk, bliver blåsten op til 9 meter høj. Blåhvalen blev beskrevet af Linné i 1758.
En blåhvalunge er omkring 7 meter lang ved fødslen og tager cirka 90 kg på om dagen i løbet af de første 7 måneder.
Blåhvalen, som er en finhval og tilhører bardehvalerne, er et søpattedyr. Hannerne kaldes okser, hunnerne køer og afkommet kalve.
Blåhvalen har en strømlinet krop og er mørk gråblå i farven (genskinnet fra havet gør den mere blå, end den egentlig er), men kan have områder med enten mørkere eller lysere pigmentering. Af og til kan også blåhvalen få et gulligt skær i farven. Dette skyldes kiselalger, som vokser på kroppen.
Som hos andre bardehvaler er hovedet stort, men ikke ligeså dominerende som hos nogle af slægtningene. På undersiden af hovedet og nedover mod brystregionen har den mellem 55 og 88 strubefurer. I munden har den 540-790 sorte barder, som bliver op til 1 meter lange og hænger ned fra overkæben. Barderne er bagoverbøjede og stopper omkring 50 cm længere tilbage i munden end udgangspunktet. Langt bag på ryggen sidder en, i forhold til kropsstørrelsen, ubetydelig rygfinne, ca. 30-40 cm høj. Rygfinnen bliver oftest kun synlig et kort øjeblik, når hvalen ruller fremover for at dykke.
Køerne bliver gennemsnitligt noget større end okserne. Sædvanligvis bliver blåhvalen ca. 25-26.5 meter lang og vejer i gennemsnit omkring 95 (okse)-110 (ko) ton. Heraf udgør spækklaget omkring 27 procent.
Blåhvalen har en tophastighed på omkring 55 km/t.
Bloddonor.
a>donor. Blodpladedonation er lige så vigtigt, men også noget mere omfattende end en almindelig bloddonation, da en mindre mængde blodplader filtreres fra blodvæsken, som så returneres til donoren. En almindelig bloddonation kræver kun en enkelt stik og tager ca. 15 minutter.
En bloddonor er et menneske, der leverer blod til en blodbank, så blodet kan benyttes i forbindelse med operationer på hospitalerne og dermed være med til at redde menneskeliv.
I dag findes der i Danmark ca. 260.000 frivillige, ubetalte bloddonorer. De leverer hvert år ca. 380.000 portioner blod til hospitalernes blodbanker.
En bloddonor afgiver som regel blod 2 til 4 gange årligt, alt efter blodtype og blodprocent. Der kan dog forekomme en "tappepause", hvis donor kommer i karantæne. Det kan for eksempel skyldes tatovering, piercing, graviditet eller ophold i malaria-områder.
Historie.
Traditionen med personer som frivilligt og ubetalt afgiver blod er lang i Danmark. Det var den unge spejderleder, landsretssagfører Tage Carstensen, der i 1930 bragte idéen om et frivilligt bloddonorkorps med sig hjem til Danmark. Han havde under en rejse i England stiftet bekendskab med engelske spejdere, som var bloddonorer og han rettede henvendelse til sine spejderkammerater rundt omkring i Danmark for at få dem med til at starte et donorkorps.
Den første tapning foregik i maj 1932. I løbet af det første år var der 53 bloddonorer i Danmark, som gav 33 portioner blod. Man mente dengang, at 200 donorer var nok til at dække det fremtidige behov for blod!
De første donorer var spejdere alle sammen, men efterhånden som behovet for blod steg, kom de øvrige ungdomskorps og Sct. Georgs Gilderne i Danmark med i arbejdet, og inden længe også Arbejdernes Samariterforbund, Dansk Røde Kors, Dansk Idræts Forbund og senere igen hjemmeværn, lottekorps m.v.
Dengang kunne blod kun gives ved direkte transfusion. Blodbanker, hvor blodet kunne opbevares, kendtes ikke. Når det var nødvendigt blev en bloddonor tilkaldt og hentet i ambulance. Han blev tappet bag en skærm medens patienten lå på den anden side. Dette fandt oftest sted på selve operationsgangen. Blodet blev hældt gennem en åben tragt direkte intravenøst i patienten efter at der var foretaget en AB0-typebestemmelse og et AB0-forlig på et objektglas. Komplikationsfrekvensen ved blodtransfusion var høj, men ofte var det den sidste udvej for at redde patientens liv.
Screening.
I de vestlige lande sker der i dag typisk en screening af donorens blod, før donoren bliver godkendt og donorkandidaten skal udfylde et skema med bl.a. helbreds- og seksuallivsoplysninger, samt tidligere sygdomsforløb og udlandsrejser. Alt doneret blod testes for forskellige sygdomme, bl.a. HIV, Malaria og leverinfektioner. Hvis en sygdom påvises orienteres donoren og det donerede blod kasseres.
Donation.
Billede af de forskellige faser af en blododnation
Ved selve donationen skal donoren ligge på en briks med den ene arm blottet. Der måles hæmoglobinværdi og evt. blodtryk for at sikre at donoren ikke lider af jernmangel eller har kredsløbsproblemer. Albuehulen desinficeres og en kanyle anbringes derefter i en vene. Blodet flyder derefter gennem kanylen og en slange ned i en speciel opsamlingspose, placeret på et stativ. Donoren kan rytmisk klemme en lille gummibold med hånden for at hjælpe processen på vej. Der tappes typisk ca. en halv liter blod ad gangen og processen tager omkring 10-15 minutter.
Efter donationen.
Når bloddonationen er overstået forbindes det lille stiksår med gaze, vat og plaster. En lille forfriskning tilbydes for at hjælpe med at genopbygge blodvolumen igen. Donoren skal resten af dagen undgå hårdt fysisk arbejde og tunge løft. Indenfor 24 timer er blodvolumen genopbygget, de røde blodlegemer er genopbygget efter 3-5 uger og afgivet jern er genopbygget efter 6-8 uger.
Komplikationer.
Nålestik afgiver typisk kun mindre ubehag, men ved nogle donorer kan det være svært at tappe nok blod. Under tapningen kan donoren føle sig svimmel som følge af fald i blodtrykket og det kan derfor være en god idé at blive liggende et par minutter efter tapningen. I enkelte tilfælde kan donoren få blå mærker hvor kanylen har siddet, enten hvis venen er perforeret på bagsiden eller hvis stikket ikke lukkes med tilstrækkeligt tryk. Det er vigtigt at spise et ordentligt måltid mad et par timer før tapningen, da dette mindsker risikoen for komplikationer.
Belønning.
Bloddonorerne i Danmark belønnes udelukkende med forskellige hæderstegn. Efter første tapning gav man tidligere en nål med en bloddråbe. Efter 10 tapninger udleveres en bronzenål, med "løvkrans" i bronze; efter 25 tapninger modtager donoren en tilsvarende nål i sølv; og efter 50 tapninger, en nål i guld. Når en donor har givet blod 100 gange, får vedkommende en stentøjspelikan, udført af kunstneren Janne Grut, og fremstillet på Royal Copenhagen (Den Kongelige Porcelænsfabrik). I anledning af Bloddonorernes protektor, HKH prins Henriks, 70 års fødselsdag den 11. juni 2004 skabtes "Bloddonorernes Æresdiplom". Det gives til bloddonorer, der donerer blod for 150. gang. Diplomet ærer de donorer, der gør en ekstraordinær indsats for donorsagen.
Én gang om året afholdes der en fest for de donorer, som i det forgangne år har opnået 50, 100, eller 150 tapninger. Donorerne inviteres typisk (med ledsager) til en særforestilling med et populært underholdningsensemble (eksempelvis Linie 3, De Nattergale eller Ørkenens Sønner).
Boccia.
Boccia er et kuglespil, der er i familie med boules og pétanque. Sporten spilles ofte i handicap-regi, og i Danmark organiseres en stor del af sporten af Dansk Handicap Idræts-Forbund.
I Boccia er målet at kaste sine kugler så tæt på en målkugle som muligt. Efter hver runde tildeles der point til den spiller, der har sine kugler tættest på målkuglen. Kugler er hhv. røde og blå, mens målkuglen er hvid.
Bodybuilding.
Bodybuilding er en gymnastikform, hvor man via vægttræning efterstræber en harmonisk udvikling af den menneskelige muskulatur, oprindeligt inspireret af græsk skulpturkunst.
I Danmark vandt sporten fodfæste i 1960'erne, hvor José Victor oprettede træningscentret Club Roma på Frederiksberg.
Sven-Ole Thorsen stiftede i 1979 Dansk Body-Building Forbund og afholdt samme år det første danmarksmesterskab i bodybuilding.
Ligesom andre sportsgrene er bodybuilding ofte blevet sat sammen med et misbrug af medicin, f.eks. anabole steroider.
Litteraturfrämjandets store pris.
Litteraturfrämjandets store pris var en svensk litteraturpris, der blev uddelt (næsten) årligt fra 1953 til 1991, med en prissum, som oprindelig var på 25.000 svenske kroner.
Bogø.
Bogø er en ø i Storstrømmen mellem Sjælland og Falster.
Bogø er forbundet med Farø og Møn med to dæmninger samt Sjælland og Falster via Farøbroerne.
Byen.
Øens eneste egentlige by er Bogø By med 858 indbyggere (1. januar 2010). Bogø by ligger højt på øen, og landsbygaden følger denne højderyg fra Bogø Kirke højest i nord, til havnen lavt i syd. Fra hovedgaden falder sidevejene ned til hver sin side og underlægger sig hovedgadens bebyggelse. Den ældre bykerne ligger omkranset af træbeplantning og har en sluttet karakter, mens nybyen, efter møllen, har en mere åben karakter med udsigt til Stubbekøbing, som også var den by, som skipper- og søfartsbyen Bogø oprindeligt var knyttet til.
Herudover rummer hovedgaden de tidstypiske huse og landsbyelementer, som hører bondelandsbyen og oplandsbyen til. Gadenettet i den nordligste del af byen, Gammelby, følger således de stjerneinddelte jorders opdelingsstruktur nord for byen og vidner om tiden før udflytningen. Sporene fortsætter ud i markerne, der inddeles af levende hegn, hjulspor og veje.
Præstegården afslutter hovedgaden i nord, omgivet af en forplads med to flotte træer, kig til farvandet nord for Bogø, samt kirke og kirkegård bag kirkegårdsmuren.
En yngre by fletter sig ind imellem havnen og den ældste bykerne og afspejler byen som oplandsby med forsamlingshus, kro, bank, brugs, avisredaktion og øvrige funktioner, f.eks. el-værk. Området omkring Bogø Kostskoles hovedbygning er domineret af høje træer, der giver en helt særlig stemning mellem de herregårdslignende bygninger. Denne fortætning, efterfulgt af det åbne område med møllen, markerer rumligt overgangen mellem gammel by og ny by.
Havnen.
Havnen, som består af små fiskerhytter, huse og opkørselsrampe i forbindelse med overfarten til Stubbekøbing, de statelige kaptajnsvillaer og mindre skipperhuse - nogle med skibsnavne på facaderne - og ikke mindst den værdige Navigationsskole udgør de væsentligste spor af Bogø som søfartsø. Kaptajnsvillaerne er typisk grundmurede huse fra omkring århundredskiftet 1900 med fine pudsdetaljer, store karnapper og frontkviste, pudsudsmykkede gavle og gesimser. Denne rige deltaljering tilskrives forbindelsen til søen: kaptajnsvillaerne skulle have udsyn og pondus.
Karakteren af søfarts-/skipperby bæres af kaptajnsvillaerne, småbåde i forhaver og på pladser foran husene, navigationsskolen samt udsigten til kysten i nord og til havn, sund og Stubbekøbing i syd.
Fra Havnen på Bogø er der færgeforbindelse til Stubbekøbing med træfærgen Ida, som er bygget i 1959. Overfarten tager 12 min.
Bogøs historie.
I 1769 købte Bogøs beboere øen af kongen for 18.456 rigsdaler. Ved at smide ekstra 61 rigsdaler i posen, fik de også møllen med i købet.
La Bohème.
"La Bohème" er en opera i fire akter af Giacomo Puccini til en italiensk libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa efter "Scènes de la vie de bohème" af Henri Murger. Uropførelsen fandt sted i Torino den 1. februar 1896 på Teatro Regio med den unge Arturo Toscanini som dirigent. Siden da er "La Bohème" blevet en del af standardrepertoiret og et af de hyppigst opførte værker internationalt. Ifølge Opera America er "La Bohème" den næsthyppigst opførte opera i USA, lige efter en anden Puccini-opera, nemlig "Madama Butterfly". I 1946, halvtreds år efter operaens premiere, dirigerede Toscanini en radioopførelse af den med NBC Symphony Orchestra. Denne opførelse er udgivet på plade og CD. Det er den eneste optagelse af en Puccini-opera, der findes med den dirigent, der også dirigerede ved uropførelsen (se "Diskografi" nedenfor).
Historiens oprindelse.
Ifølge titelsiden er librettoen til "La Bohème" baseret på Henri Murgers roman, "Scènes de la vie de bohème", som egentlig blot er en samling af vignetter uden et rigtigt plot. Ligesom skuespillet fra 1849 af Murger og Théodore Barrière fokuserer operalibrettoen på forholdet mellem Rodolfo og Mimì, som slutter med hendes død. Og som i skuespillet slår librettoen to personer fra romanen, Mimi og Francine, sammen til en enkelt.
En stor del af librettoen er original. De væsentligste dele af handlingen i anden og tredje akt er tekstforfatternes opfindelse med nogle få henvisninger til hændelser og personer, der også optræder hos Murger. Det meste af første og fjerde akt følger romanen og samler episoder fra de forskellige kapitler. De afsluttende scener i disse akter - scenerne med Rodolfo og Mimì - følger både skuespillet og romanen. Historien om, hvordan de mødes, følger nøje kapitel 18 i romanen, hvor de to elskende, der bor på kvisten, ikke er Rodolfo og Mimì, men snarere Jacques og Francine. Historien om Mimìs død i operaen bygger på to forskellige kapitler i romanen, et vedrørende Francines død og et anden vedrørende Mimìs.
Den trykte libretto indeholder et notat fra tekstforfatterne, der kort omtaler deres tilpasning af værket. Uden at nævne skuespillet direkte forsvarer de deres sammenfletning af Francine og Mimìs personer: "Chi puo non confondere nel delicato profilo di una sola donna quelli di Mimì e di Francine?" ("Hvem kan ikke sammenblande Francine og Mimì i en enkelt kvindes fine person?") På det tidspunkt var romanen ikke omfattet af ophavsretten, idet Murger var død uden arvinger, men rettighederne til skuespillet blev stadig håndhævet af Barrières arvinger.
Titlens betydning.
Siden det 16. århundrede er det franske ord "bohémien" blevet brugt til at henvise til sigøjnere, baseret på den fejlagtige tro, at de kommer fra Bøhmen. Eftersom sigøjnere ofte forbindes med et vildt og frit liv adskilt fra det normale samfund, kom navnet i forbindelse med den modkultur, som unge kunstnere og andre oprørere dyrkede i Quartier Latin i det 19. århundredes Paris. Der var altså tale om et dagligdags begreb i Paris, da Henri Murger brugte det i titlen på den samling af historier, der i sidste ende blev grundlaget for operaen. Murgers værk bar brugen af ordet fra Paris og det franske sprog til den øvrige verden; begreber som bohemer og boheme-liv har fx samme konnotationer og betydning på dansk, som de har på fransk.
I forordet til "Scenes de la vie de bohème" skrev Murger: " La Bohème, c'est le stage de la vie artistique; c'est la préface de l'Académie, de l'Hôtel-Dieu ou de la Morgue" ("Bohemeri er et stadium i kunstnerlivet, det er forordet til Akademiet, til Hôtel-Dieu [dvs. himmerige] eller til lighuset").
Selv om Puccinis opera er på italiensk, fik den en fransk titel, idet Murgers titel blev forkortet til blot "La Bohème". Det er ukorrekt at oversætte titlen til "Bohème-pigen", da den franske form i så tilfælde skulle have være "La Bohèmienne", ligesom titlen heller ikke henviser til det franske ord for "Bøhmen", der er "Bohême". "La Bohème" bruges på fransk om et kollektiv af bohemer, altså svarende til "bohemeriet". Ligeledes ses titlen ofte skrevet med stort 'L' og lille 'b', men det er ukorrekt; ifølge franske regler skal titlen skrives "La Bohème".
Første succes.
Verdenspremieren på "La Bohème" fandt sted i Torino den 1. februar 1896 på Teatro Regio og blev dirigeret af den unge Arturo Toscanini. Operaen blev hurtigt populær i hele Italien og blev sat op af Teatro di San Carlo (14. marts 1896 med Elisa Petri som Musetta og Antonio Magini-Coletti som Marcello), Teatro Comunale di Bologna (4. november 1896 med Amelia Sedelmayer som Musetta og Umberto Beduschi som Rodolfo), Teatro Costanzi (17. november 1896 med Maria Stuarda Savelli som Mimì, Enrico Giannini-Grifoni som Rodolfo og Maurizio Bensaude som Marcello), Teatro alla Scala (15. marts 1897 med Angelica Pandolfini som Mimì, Camilla Pasini som Musetta, Fernando De Lucia som Rodolfo og Edoardo Camera som Marcello), Teatro La Fenice (26. december 1897 med Emilia Merolla som Mimì, Maria Martelli som Musetta, Giovanni Apostolu, Franco Mannucci som Rodolfo og Ferruccio Corradetti som Marcello), Teatro Regio di Parma (29. januar 1898 med Solomiya Krushelnytska som Mimì, Lina Cassandro som Musetta, Pietro Ferrari som Rodolfo og Pietro Giacomello som Marcello) og på Teatro Donizetti di Bergamo (21. august 1898 med Emilia Corsi som Mimì, Annita Barone som Musetta, Giovanni Apostolu som Rodolfo og Giovanni Roussel som Marcello).
Den første opførelse af "La Bohème" udenfor Italien var på Teatro Colón i Buenos Aires i Argentina den 16. juni 1896. Operaen blev opført i Alexandria, Lissabon og Moskva i begyndelsen af 1897. Den engelske premiere fandt sted på Theatre Royal i Manchester den 22. april 1897 i en opsætning af Carl Rosa Opera Company under Puccinis tilsyn. Denne opførelse blev sunget på engelsk og med Alice Esty som Mimì, Bessie McDonald som Musetta, Robert Cunningham som Rodolfo og William Paull som Marcello. Den 2. oktober 1897 gav samme selskab operaen på Royal Opera House i London og den 14. oktober 1897 i Los Angeles, hvilket markerede operaens amerikanske premiere. Operaen nåede til New York den 16. maj 1898, hvor den blev opført på "Palmo's Opera House" med Giuseppe Agostini som Rodolfo. Den første opførelse som Royal Opera House selv stod bag gik over scenen den 1. juli 1899 med Nellie Melba som Mimì, Zélie de Lussan som Musetta, Fernando De Lucia som Rodolfo og Mario Ancona som Marcello.
"La Bohème" fik premiere i Tyskland på Krolloper i Berlin den 22. juni 1897. Den franske premiere stod på Opéra-Comique den 13. juni 1898 i Théâtre des Nations. Produktionen benyttede en fransk oversættelse af Paul Ferrier med Julia Guiraudon som Mimì, Jeanne Tiphaine som Musetta, Adolphe Maréchal som Rodolfo og Lucien Fugère som Marcello.
20. århundrede.
"La Bohème" fortsatte med at vinde international udbredelse i det 20. århundrede. I løbet af 1903 spillede den 100 gange alene på Opéra-Comique. Den belgiske premiere fandt sted på La Monnaie den 25. oktober 1900 i Ferriers franske oversættelse med Marie Thierry som Mimì, Léon David som Rodolfo og Eugène-Charles Badiali som Marcello og kulisser af Devis, Lynen, og Dubosq; Philippe Flon dirigerede. På Metropolitan Opera kom værket første gang på scenen den 26. december 1900 med Nellie Melba som Mimì, Annita Occhiolini-Rizzini som Musetta, Albert Saléza som Rodolfo, Giuseppe Campanari som Marcello og Luigi Mancinelli som dirigent.
Operaen blev første gang opført i Brasilien på Teatro Amazonas i Manaus den 2. juli 1901 med Elvira Miotti som Mimì, Mabel Nelma som Musetta, Michele Sigaldi som Rodolfo og Enrico De Franceschi som Marcello.
Danske opførelser.
Det danske operapublikum har også kunnet se "La Bohème", om end den danske premiere stod tre år efter den svenske og tolv år efter den italienske urpremiere: Det Kongelige Teater opførte operaen første gang den 22. oktober 1908 i en oversættelse af Salomon Levysohn og Vilhelm Herold som Rodolfo. Oversættelsen blev revideret af Holger Boland i 1973, men bruges ikke længere, da operaen nu normalt synges på italiensk med danske overtekster. Den Kongelige Opera har spillet værket 502 gange indtil 1994; i sæsonen 2010-2011 kan værket igen opleves i København i en opsætning af Mikael Melbye med den russiske verdenssopran Anna Netrebko som gæst ved to af forestillingerne i december. Den Fynske Opera og Den Jyske Opera har også opført operaen.
Roller.
Kostumer til anden akt til "la rappezzatrice" (syersken (Mimì)) ved verdenspremieren.
Synopsis.
Rodolfos kvist. Kulisser til første akt af "La Bohème" ved verdenspremieren.
Stykket handler dybest set om kærligheden mellem syersken Mimì og digteren Rodolfo. De bliver næsten med det samme forelsket i hinanden, men Rodolfo vil senere forlade Mimì på grund af hendes flirtende adfærd. Da Mimì bliver dødeligt syg, føler Rodolfo sig skyldig, da deres liv sammen sandsynligvis har forværret hendes tilstand. De genforenes for et kort øjeblik, før Mimi udånder - og dør.
Første akt.
Marcello er ved at male, mens Rodolfo stirrer ud af vinduet. For at holde varmen på deres kvistværelse i den parisiske vinter, brænder de manuskriptet til Rodolfos drama. Filosoffen Colline kommer ind med kuldegysninger og udtrykker sin utilfredshed med ikke at have været i stand til at pantsætte nogle bøger. Musikeren Schaunard kommer da med mad, brænde, vin, cigarer og penge og forklarer, at kilden til hans rigdom er, at han har fået arbejde for en excentrisk engelsk gentleman. De andre lytter næppe til hans historie, da de kaster sig glubende over maden. Schaunard afbryder dem imidlertid og tager maden væk og erklærer, at de alle i stedet skal fejre hans held ved at spise middag på Cafe Momus samme aften.
Mens de drikker, kommer udlejeren Benoît for at indkræve husleje. De smigrer ham og tilbyder ham et glas eller to. I sin fuldskab fortæller han om sine kærlighedseventyr, men da han endvidere erklærer, at han er gift, smider de ham ud - uden at give ham lejen - i komisk imiteret indignation. De deler pengene mellem sig før deres forestående lystige aften i latinerkvarteret.
De øvrige bohèmer går ud, mens Rodolfo sidder et øjeblik alene tilbage for at afslutte en artikel, han er ved at skrive; han lover at slutte sig til sine venner snart. Det banker på døren, og Mimì, en syerske, der også bor i bygningen, kommer ind. Hendes lys er blæst ud, og hun har ingen tændstikker; hun beder derfor Rodolfo om at tænde det. Hun takker ham, men kommer tilbage et øjeblik efter og siger, at hun har mistet sin nøgle. Begge lys går ud, og de to snubler i mørket. Rodolfo, der er ivrig efter at tilbringe tid sammen med Mimì, finder nøglen og gemmer den i lommen, idet han fingerer ikke at kunne finde den. Rodolfo og Mimì fortæller hinanden om sig selv ("Che gelida manina"; "Sì, mi chiamano Mimì"). De ventende venner kalder utålmodigt på Rodolfo; han foreslår hende at blive hjemme, men hun vil gerne med. Da de går ud, giver de deres nyfundne kærlighed udtryk ("O soave fanciulla").
Anden akt.
Rekvisitter til anden akt af "La Bohème". Fra urpremieren.
En stor mængde mennesker går rundt blandt gadesælgere i latinerkvarteret, "Quartier Latin", hvor de falbyder deres varer ("Aranci, datteri! Caldi i marroni!"). Vennerne kommer glade ind; Rodolfo køber Mimi en kyse fra en sælger. Pariserne sladrer med vennerne og handler, mens børnene plager legetøjssælgeren Parpignol om at vise sine varer frem. Vennerne går ind på Cafe Momus.
Mens vennerne og Mimì spiser på cafe, kommer Musetta, Marcellos tidligere kæreste, med sin rige og ældre beundrer, notaren Alcindoro, som hun taler til, som var han en skødehund. Det er klart, at hun er træt af ham ("Quando mig n'vò"). Hun håber at genvinde Marcellos opmærksomhed. Snart brænder Marcello af jalousi. For at slippe af med Alcindoro for en stund, foregiver Musetta, at hendes sko strammer, og sender ham til skomageren med den. Musetta og Marcello falder efterfølgende hinanden i armene og forsones.
Vennerne får regningen og konstaterer til deres bestyrtelse, at Schaunards penge ikke rækker til at betale den. Den snu Musetta får imidlertid Alcindoro til at betale, hvorefter Marcello og Colline bærer hende ud på deres skuldre til de omkringsstående pariseres umiddelbare applaus. Da alle er gået, kommer Alcindoro med skoen, hvorpå tjeneren rækker ham regningen. Alcindoro ser lamslået på beløbet og synker så ned i en stol.
Tredje akt.
Ved toldporten er de handlende på vej ind i byen. Blandt dem er Mimì, der hoster voldsomt. Hun prøver at finde Marcello, der bor på en lille beværtning i nærheden, hvor han maler skilte for værten. Hun fortæller ham om sit hårde liv med Rodolfo, der har forladt hende samme aften ("O buon Marcello, aiuto!"). Marcello fortæller hende, at Rodolfo sover, men han vågner og kommer ud for at se efter Marcello. Mimì gemmer sig og overhører, at Rodolfo først fortæller Marcello, at han forlod Mimì på grund af hendes koketteri, men bekender til sidst, at han frygter, at hun langsomt er ved at bukke under for en dødelig sygdom. I sin fattigdom kan Rodolfo ikke gøre meget for at hjælpe Mimì og håber, at hans foregivne uvenlighed vil få hende til at søge en anden og mere velhavende elsker ("Marcello, finalmente"). Af venlighed mod Mimì forsøger Marcello at lukke munden på ham, men hun har allerede hørt det hele fra sit skjul. Hendes hoste afslører imidlertid hendes tilstedeværelse, og Rodolfo og Mimì erindrer deres tabte kærlighed. De vil skilles i mindelighed ("Donde lieta uscì"), men deres kærlighed til hinanden er for stærk. Som et kompromis, vil de blive sammen indtil foråret. I mellemtiden har Marcello sluttet sig til Musetta, og dette par skændes allerede voldsomt ("Addio dolce svegliare alla mattina!")
Fjerde akt.
Tilbage på kvisten er Marcello og Rodolfo i gang med arbejdet, men de begræder tabet af deres respektive elskede ("O Mimi, tu più non torni"). Schaunard og Colline kommer med en meget sparsommelig middag, og de lader alle som om, der er rigeligt, og de danser og synger. Musetta kommer og fortæller, at Mimì, der fandt en velhavende vicomte efter at have forladt Rodolfo i foråret, har forladt denne. Musetta har set hende gå omkring i gaderne, alvorligt svækket af sin sygdom, og har derfor bragt hende tilbage. Mimì, der er helt udtæret og bleg, hjælpes ned i en stol. Musetta og Marcello går ud for at sælge Musettas øreringe for at købe medicin, og Colline går ud for at pantsætte sin frakke ("Vecchia zimarra"). Schaunard går på Collines opfordring for at give Mimì og Rodolfo tid sammen. De er alene tilbage og husker sammen deres tidligere lykke ("Sono andati?"). De genoplever deres første møde i erindringen - lysene, den tabte nøgle - og til Mimìs glæde giver Rodolfo hende den lyserøde kyse, han købte hende, som han har gemt til erindring om deres kærlighed. De andre vender tilbage med en gave i form af en muffe, der kan varme Mimìs kolde hænder, og noget medicin. De fortæller Rodolfo, at en læge er blevet indkaldt, men det er for sent. Mimì bliver bevidstløs, og mens Musetta beder en bøn, dør Mimì, alt mens Rodolfo græder hjælpeløst.
Diskografi.
"La Bohème" er indspillet en lang række gange med mange førende dirigenter og sangere. Værket er fx optaget i 1973 på RCA Victor med Sir Georg Solti som dirigent, Montserrat Caballé som Mimì og Plácido Domingo som Rodolfo. Pladen modtog i 1974 en Grammy Award for bedste operaindspilning. Den tidligste kommercielle optagelse i fuld længde af operaen stammer formentlig fra februar 1917, der er udgivet på det italienske La voce del Padrone. Carlo Sabajno dirigerede Teatro alla Scalas orkester og kor med Gemma Bosini og Remo Andreini som hhv. Mimì og Rodolfo. En af de nyeste udgivelser er fra Deutsche Grammophon, der i 2008 udsendte en indspilning dirigeret af Bertrand de Billy med Anna Netrebko og Rolando Villazón som Mimì og Rodolfo. En anden nævneværdig optagelse er fra 1972 under Herbert von Karajan med Mirella Freni som Mimì og Luciano Pavarotti som Rodolfo.
Der er flere optagelser med dirigenter, der var tæt forbundne med Puccini. I 1946 udsendte RCA Victor en optagelse med Arturo Toscanini, der også dirigerede operaen ved urpremieren i 1896. Optagelsen 50 år senere blev indspillet med NBC Symphony Orchestra og Jan Peerce som Rodolfo og Licia Albanese som Mimì. Det er den eneste optagelse af en Puccini-opera, der er dirigeret af en dirigent, som også stod på podiet ved urpremieren. Thomas Beecham, som arbejdede tæt sammen med Puccini, da han i 1920 var i færd med at indspille en version af "La Bohème" i London, dirigerede indspilningen af operaen på engelsk for Columbia Records i 1936 med Lisa Perli som Mimì og Heddle Nash som Rodolfo. Beecham dirigerede også operaen i 1956 for RCA Victor med Victoria de los Angeles og svenske Jussi Björling i hovedrollerne.
Selv om langt størstedelen af indspilningerne er på italiensk som originalen, har operaen været indspillet på flere andre sprog. Wilfrid Pelletier dirigerede Metropolitan Operas orkester og kor med Eleanor Steber og Armand Tokatyan som Mimì og Rodolfo (på fransk, 1940); Richard Kraus dirigerede Deutsche Oper Berlins orkester og kor med Trude Eipperle og Fritz Wunderlich i hovedrollerne (på tysk, 1956), og i 1998 udgav Chandos Opera In English en engelsksproget udgave med David Parry på podiet overfor Philharmonia Orchestra og Cynthia Haymon og Dennis O'Neill som de to elskende.
Enrico Caruso, som er en kendt fortolker af rollen som Rodolfo, har aldrig indspillet en fuld version af operaen, men sunget en række uddrag, fx på cylinder i 1906. Rodolfos berømte arie "Che gelida manina" er blevet indspillet, ikke blot af Caruso, men af næsten 500 andre tenorer på mindst syv forskellige sprog mellem 1900 og 1980. I 1981 udgav A.N.N.A. Record Company et bokssæt med seks LP'er, på hvilke 101 forskellige tenorer synger denne arie.
Den manglende akt.
I 1957 døde Illicas enke, og hans efterladte papirer blev givet til museet i Parma. Blandt dem var den fulde libretto til "La Bohème". I den forbindelse blev det opdaget, at tekstforfatterne havde forberedt en akt, som Puccini besluttede ikke at bruge i sin komposition. I akten forklares Rodolfos jaloux bemærkninger, der falder overfor Marcello i tredje akt.
I den "manglende akt", der tidsmæssigt ligger mellem Café Momus-scenen og tredje akt, er der udendørsfest ved Musettas bolig. Hendes protektor har nægtet at betale yderligere leje af jalousi, og Musettas møbler er blevet flyttet ud i gården for at blive bortauktioneret næste morgen. De fire bohèmer finder i dette en undskyldning for at feste og sørger for vin og et orkester. Musetta giver Mimi en smuk kjole at tage på og introducerer hende for en vicomte. Parret danser en kvadrille i gården, som gør Rodolfo jaloux. Dette forklarer hans henvisning i tredje akt til en "moscardino di Viscontino" (en laps af en lille vicomte). Eftersom daggryet nærmer sig, begynder møbelhandlere at fjerne indboet, så det kan komme på auktion.
Værker inspireret af "La Bohème".
I 1959 blev Musettas vals (Quando me n’vò) tilpasset af sangskriver Bobby Worth til popsangen fra 1959: "Don't You Know?" som Della Reese fik et hit med. Operaen er også blevet omskrevet til en novelle i 1983 af forfatteren V. S. Pritchett og udgivet af Metropolitan Opera.
"La Bohème. Una piccola Storia sull'immortalità dell'Amore e dell'amicizia" ("La Bohème. En lille historie om kærlighedens og venskabets udødelighed") af Carollina Fabinger er en illustreret italiensk udgave for børn og unge udsendt af "Nuages".
Moderniseringer.
Baz Luhrmann har sat operaen op for Opera Australia i 1990 med moderniserede overtekster og et budget på kun AU $ 60.000. Forestillingen er blevet udsendt på DVD. Luhrmanns udgave af operaen blev ført frem til 1957 i stedet for 1830 som oprindeligt. Grunden til opdateringen af "La Bohème" til denne periode var i henhold til Baz Luhrmann, at "... [they] discovered that 1957 was a very, very accurate match for the social and economic realities of Paris in the 1840s" ("...[de] opdagede, at forholdene i 1957 svarede meget, meget præcist til de sociale og økonomiske realiteter i Paris i 1840'erne"). I 2002 satte Luhrmann sin version op på Broadway og vandt en Tony Award. For at kunne spille otte forestillinger om ugen på Broadway, havde man tre af Mimì'er og Rodolfo'er og to Musetta'er og Marcello'er, der kunne synge partierne på skift.
"Rent", en musical fra 1996 af Jonathan Larson, er baseret på "La Bohème". Her er de to elskende, Roger og Mimis problem ikke tuberkulose, men AIDS. Hele stykket igennem er der med sange som "Light My Candle" direkte referencer til "La Bohème".
Boksning.
Boksning er en ca. 5000 år gammel kampsport. Den er en af sportsgrenene på det olympiske program.
Boksningens begyndelse.
Boksning kan spores helt tilbage til det gamle Egypten til omkring år 3.000 f.v.t. Akærologiske fund fra den Minoiske civilisation fra omkring 1.500 f.v.t viser, at der på dette tidspunkt blev afviklet nævekampe.Fra historiens allerførste boksekampe har man ret udførlige referater og beskrivelser. Homer har i "Illiaden" skrevet referater, f.eks Epeuss sejr over Eurayalus i en kamp i 1184 før Kristi fødsel. Den beskrives i Illiadens 23. bog.
I det antikke Grækenland blev nævekampene udviklet som en kampsport, hvor det var tilladt at slå med næverne i modsætning til brydning, hvor der ikke var tilladt at slå. Boksning i Antikken var dog væsentlig forskellig fra den sport, der i dag er kendt som boksning. Bokserne var nøgne, og næverne beklædt med læderstrimler, på visse tidspunkter tilsyneladende endog beklædt med metalstykker. Kampene var ikke opdelt i omgange, som det er kendt i dag, men fortsatte indtil en bokser var slået ud eller opgav kampen.
Boksningen blev taget med på programmet for de 23. antikke olympiske lege i 688 f.v.t., hvor Onomastos fra Smyrna blev den første olympiske mester indenfor boksesporten.
Romerne lod sig inspirere af grækerne, og var begejstrede for sporten. Romerne overtog den græske variant, men udviklede også kampsporten i forbindelse med gladiatorkampe.
De olympiske lege blev forbudt år 393, og i år 500 blev boksesporten forbudt i Romerriget, da boksningen blev anset som en hån mod Gud, da menneskets ansigt (som jo var skabt i Guds billede) blev beskadigt af sporten. Boksesporten sygnede herefter hen som sport, men levede dog videre som en form for mere eller mindre autoriseret slagsmål.
Boksningen kom dog tilbage i mere og mere autoriseret form, og i 1700-tallets Europa, og i særdeleshed i England, var kampboksning efterhåndet blevet en populær forlystelse. Boksning i denne periode fandt sted uden handsker (dog var bokserne i øvrigt tækkeligt påklædt), men uden egentlig autoriserede regler. Som en af de første boksere regnes englænderen James Figg, der i 1719 blev engelsk boksemester. På dette tidspunkt begyndte ordet "boksning" (boxing) at dukke op som betegnelsen for sporten, der hidtil havde været benævnt pugilisme eller nævekamp.
Først i 1743 blev der vedtaget et sæt generelle regler for boksesporten, The London Prize Ring Rules, hvis formål var at beskytte bokserne mod unødig overlast. Indførelsen af reglerne var endvidere medvirkende til at etablere en klar skelnen mellem på den ene side almindelige slagsmål og almen uorden og på den anden side en sportslig kappestrid mellem kombatanter. The London Prize Rules var gældende indtil 1867, hvor Queensberry Reglementet blev indført. Moderne boksning er baseret på Queensberry Reglementet.
Boksning i dag.
I den boksning vi kender i dag er to kombattanter (boksere) iført boksehandsker med polstring mødes i en boksering og kæmper mod hinanden i et aftalt antal runder efter vedtagne regler.
Selvom det næsten altid kun er mænd der har bokset mod hinanden er der eksempler på boksekampe med kvindelige boksere helt tilbage i det 18. århundrede. I dag er kvindeboksning også blevet en organiseret sportsgren såvel på amatør- som på professionelt plan.
I 1906 blev der indført obligatorisk lægeundersøgelse af kampboksere.
Den første sorte mesterbokser i sværvægt var Jack Johnson. Han boksede professionelt i perioden 1897 til 1928.
Amatørboksningen har længe nydt stor popularitet, men den må nu acceptere at stå i skyggen af den milliardforretning som professionel boksning har udviklet sig til. Professionel boksning er mere brutal, idet man bokser uden boksehjelme, og boksehandskerne har en tyndere polstring. Boksehandsker til professionelle vejer normalt kun 6 oz sammenlignet med de 10 oz et par boksehandsker til amatører vejer.
Træningen.
Man skal træne mange år for at blive en god bokser. Træningen består blandt andet af løb, sjipning, reaktionstræning, balance, Styrketræning, skyggeboksning og sparring. Udover skyggeboksning og sparring bruger man også nogle forskellige redskaber som sandsække, speedbags og double end bag. Typisk 1 måned før en boksekamp trænes der ekstra hårdt 4 - 8 timer om dagen for at opnå bedre kondi og komme ned i vægt, da mange boksere normalt vejer mere end deres vægtklasse tillader. Man ser ofte en stor muskuløs bokser på kun 70 kg og kampvægten opnås hovedsagelig ved fordampning af vand. Dette foregår typisk ved at løbe med en sweater og jakke på eller med sweater og jakke i en sauna.
Bologna.
Palazzo del Podesta i Bologna.
Bologna er hovedstad i Emilia-Romagna-regionen i det centrale Italien. Byen er grundlagt af etruskerne omkring 534 f.Kr. under navnet Felsina. I det 16. århundrede kom byen under Pavestaten.
Bologna er kendt for sit universitet, der er grundlagt i 1088 og dermed det ældste i Europa. Universitetet gjorde, at der var et stort behov for billige boliger i byen. Derfor opstod byens karakteristiske overdækkede fortove, idet det forøgede areal ved at bygge førstesalen større end stueetagen var "gratis".
Byen er kendt for sit fodboldhold og for at lægge areal til Lamborghini-fabrikkerne.
Bologna har i dag 374.000 indbyggere, heraf en stor del studerende.
Bolsjevik.
En bolsjevik er en slags kommunist. Ordet stammer fra det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 2. kongres i 1903, hvor Lenins tilhængere havde flertallet. Mindretalsgruppen kaldes tilsvarende mensjevikker. Det russiske kommunistparti blev også siden kaldt Bolsjevikpartiet.
Den mest nævneværdige forskel på bolsjevisme og andre former for kommunisme er at bolsjevismen er baseret på mere autoritære præmisser, jf. demokratisk centralisme.
Efter Lenins død blev bolsjevismen båret frem af Lev Trotskij og oppositionen til Stalin i Venstreoppositionen, der kaldte sig selv Bolsjevik-Leninister.
Boogie-woogie.
Boogie-woogie er en amerikansk dans til jazzmusik. Der er også en jazzklaverstil, hvor der spilles solopiano med walking bas i venstrehånden og improvisationer i højrehånden. Bassen holder takten fast, men venstrehåndens improvisationer er med mang synkoper. Dyrkes oftest af bluespianister afvekslende med deres bluessange.
Bookmaker.
Bookmaker er en, der driver bookmakeri eller bookmaking.
I Danmark er Danske Spil eneste firma, som har tilladelse til at udbyde væddemål som bookmakere gør, men i alle andre lande har bookmakerne langt flere spil og spillemuligheder. Hos bookmakere er det muligt at vædde om penge på udfaldet af en lang række begivenheder, oftest sport og politik, men spil på hitlisteplaceringer og giftermål forekommer også.
En bookmaker tjener på, at udbyde odds med en procentuel margin i egen favør. Således vil en bookmakers tilbagebetalingsprocent normalt ligge på mellem 90-92% på et enkelt objekt. De sidste 8-10% er den margin som en bookmaker lever af.
Det er ikke ulovligt at spille hos udenlandske spilleudbydere, så Danske Spil oplever i disse år en stigende konkurrence. Bl.a. tilbyder de udenlandske spilleudbydere langt bedre odds og bonusser, og det har givet en massiv konkurrence. Udenlandske bookmakere mærker også den stigende konkurrence fra de såkaldte spillebørser. Spillebørserne tilbyder spillere at spille imod hinanden, og spillebørsen tager således en lille kommission. Oddsene er væsentligt højere hos spillebørser end hos en traditionel bookmaker, og tilbagebetalingsprocenten nærmer sig de 100% på flere likvide markeder.
Bordel.
Et bordel - indenfor faget ofte omtalt som massageklinik og udenfor faget til tider nedsættende kaldt horehus - er et sted, hvor der fast arbejder prostituerede. I nogle større byer placeres de i såkaldte red-light districts. Langt de fleste bordeller i Danmark huser udelukkende kvindelige sexarbejdere.
En bordelmutter er den kvindelige ejer og/eller bestyrer af et bordel.
I Danmark er rufferi ulovligt ifølge straffelovens § 228 og 229, og denne lov omfatter også bordeldrift og udlejning af lokaler i hotel eller gæstgiveri til sexsalg.
Mange prostituerede vælger at gå sammen om at leje lokaler og hyre en telefonpige, der tager sig af kontakten til kunderne og evt. vedligeholdelsen og rengøringen af lokalerne, som bordelmutteren ellers traditionelt har stået for.
Et bordel har gerne forskellig indgang og udgang og en lille entre, der fungerer som ventelokale, så ingen kunder ser hinanden og derved risikerer pinlige situationer. Hvis kunden ikke i forvejen har bestilt en tid hos en bestemt pige eller ved hvem han/hun/de ønsker at besøge, kan pigerne komme ind i venteværelset og hilse på en efter en eller samlet, hvorefter kunden fortæller telefonpigen, hvem vedkommende ønsker at besøge. Mange bordeller har 'menukort', der specificerer prisen på de forskellige seksuelle ydelser. Som oftest kan man vælge mellem bestemte seksuelle ydelser af et kvarters varighed eller mere eller mindre specificeret samvær af en halv, hel eller flere timers varighed. De enkelte piger har dog altid egne regler for, hvilke ydelser på menukortet de tilbyder.
Nogle massagepiger kører også escort fra klinikken på bestilling.
Red Light District i Amsterdam.
I løbet af december 2007 og januar 2008 har Amsterdams borgmester Job Cohen gennemført en strengere kontrol med bordeller i byens Red Light District, "Wallen", for at komme alfonsvirksomheden i branchen til livs. Indenfor samme tidsrum har bystyret opkøbt en del af bordellerne i kvarteret og udlejet lokalerne til designere, fotografer og kunsthåndværkere.
Bordun.
Bordun eller borduntone er en uændret tone, som klinger med i - og understøtter - en melodis forløb.
Virkningen opnås f.eks. ved en bordunstreng (på strygeinstrumenter) eller en baspibe på en sækkepibe.
Bordun er også betegnelsen på en dyb orgelstemme, et gedacktregister.
Borealt klima.
Nordlig økoregion med et klima, der muliggør nåleskovsvegetation.
Borneo.
Borneo er verdens tredjestørste ø efter Grønland og Ny Guinea. Borneo omfatter et areal på 736.000 km² og er delt mellem Malaysia, Brunei og Indonesien.
Størstedelen af øen er indonesisk (på indonesisk kaldes øen Kalimantan), og den omfatter de fire provinser Øst-Kalimantan, Syd-Kalimantan, Vest-Kalimantan og Central-Kalimantan. På øens nordside findes de to malaysiske delstater Sabah og Sarawak samt øen Labuan. Midt på nordkysten ligger det lille, selvstændige sultanat Brunei.
Borneo er omgivet af Det Sydkinesiske Hav mod nord og nordvest, Suluhavet mod nordøst, Celebeshavet og Makassarstrædet mod øst, Javahavet mod syd og Karimatastrædet mod sydvest.
Vest for Borneo ligger Malakkahalvøen og Sumatra, mod syd ligger Java og Bali, mod vest Sulawesi (Celebes) og Molukkerne, og mod nordøst ligger Filippinerne.
Borneo har et tropisk klima med en frodig vegetation og med nogle af verdens største regnskovsområder. Dyrelivet er mangfoldigt og varieret med bl.a. elefanter, sumatra-næsehorn, leoparder, orangutang, næseaber og pytonslanger.
Gennem perioden fra 1962 til 1966 var Borneo åsted for territoriale kampe mellem Malaysia og Indonesien.
Bossa nova.
Bossa nova er en musikform, der er en blanding af brasiliansk folkemusik (samba) og jazz. For det meste anvendes nylonstrenget guitar, der anslås med fingrene i en synkoperet, tilbagelænet rytme og en afslappet vokal, men også piano kan siges at have en grundlæggende rolle i bossa nova. En populær komponist af bossa nova-sange er Antonio Carlos Jobim, der blandt andet skrev Garota de Ipanema.
Bossa nova har sit udspring i Rios musikermiljø i slutningen af 1950'erne. Den skabtes af Vinicius de Moraes, Antônio Carlos Jobim og João Gilberto.
Botanik.
Botanikken som begreb blev først brugt af Dioskurides. Ordet kommer af (græsk "botaníké [epistémé]": fra "botáné" = ”foderplante”), og det betegner et videnskabeligt delområde af biologien, hvor man beskæftiger sig med undersøgelse af planteverdenen. Botanikken undersøger planternes livscyklus, deres stofskifte og vækst, deres opbygning og virkemåde, deres økologi og den økonomiske udnyttelse af dem. Ordet botanisk bruges til at betegne ting eller forhold, som har at gøre med planteriget eller beskrivelsen af det. Botanisk nævnes ofte sammen med eller i modsætning til zoologisk (om dyretiget) og mineralsk (om mineralriget).
Ofte regner man mykologien (svampelæren), lichenologien (læren om lav) og mikrobiologien (læren om mikroberne) med til botanikken, selv om disse videnskaber ikke beskæftiger sig med planter. Det skyldes en gammel tradition, som stammer fra, at botanikerne studerede alle organismer, der ikke blev klassificeret som dyr (der dengang alene var zoologernes domæne). Derfor studerede botanikere alle organismer, der fremstod som immobile, eller som var knyttet til et substrat.
Botanik i dag.
Organismer i de tre nævnte grupper — mest alger, svampe og mikrober — bliver ikke længere opfattet som en del af planteriget, men botanikere værdiger dem stadig opmærksomhed.
Litteratur.
Ulla Dietl: "Hvor kommer planterne fra - og hvem fandt dem?" ISBN 87-14-29860-0
Botin.
Sobrino de Botín er ifølge Guinness Rekordbog verdens ældste eksisterende restaurant og ligger på Cuchilleros 17 i Madrid, og er fra 1725.
Historien siger at en ung Francisco Goya arbejdede der, mens han ventede på at komme ind på Real Academia de Bellas Artes de San Fernando.
Bougainville.
Bougainville er en ø tilhørende Papua Ny Guinea, beliggende i Bismarck-arkipelaget.
Bouillabaisse.
Bouillabaisse er en fiskesuppe, der stammer fra området omkring Marseille i Provence. I den anvendes flere slags fisk og gerne skaldyr; opskrifterne varierer. Suppen kan indeholde porrer/løg, tomater, hvidløg, persille, timian, fennikel, laurbærblade og appelsinskal. Suppen serveres i ne dyb tallerkenen med et stykke ristet brød i bunden. Fiskene, som har kogt med i suppen, severes ved siden af. Bouillabaisse spises med en slags mayonnaise, "rouille" af olivenolie, rasp, hvidløg, chili og safran.
Bourget-søen.
Bourget-søen er Frankrigs største indsø. Den er 44 km² stor og 145 meter dyb. Den er beliggende ved østsiden af badebyen Aix-les-Bains.
Boykot.
En boykot (efter kaptajn Charles Boycott, Irland) er et fravalg af handel med en bestemt person eller virksomhed. Deltagerne i boykotten mener at den pågældende person eller virksomhed opfører sig umoralsk eller uhæderligt.
Brabrand.
Brabrand er en gammel stationsby, nu forstad til Aarhus, der ligger 6-9 km vest for Aarhus centrum og umiddelbart nord for Brabrand Sø med 19.000 indbyggere. Navnet 'Brabrand' forbindes ofte i medierne med ghetto og Gellerup (og dermed Gellerupparken under Brabrand Boligforening). Brabrand udgør et stort geografisk område der bl.a. i 1800-tallet var et stærkt kirkeligt område som "opsugede" andre områder og på den måde voksede.
I Brabrand nord findes et stort natur-område med lavt/tæt-byggeri omkring den tidligere store herregård Holmstrup Gård. Vest herfor fortsætter naturområdet i Skjoldhøjkilen og nord herfor ligger også villakvarteret Skjoldhøj samt Skjoldhøjkollegiet. Mod syd ligger det "gamle" Brabrand og kommunens største søområde, Brabrand Sø og Årslev Engsø. Brabrand Sø er den største sø i Aarhus og foruden naturbevarelse er søen centrum for sejlads i små både. F.eks. blev der i 2007 afholdt DM i kano og kajak.
Navne.
Digteren Peter Laugesen bor i Brabrand.
Sangeren Lis Sørensen er født i Brabrand.
Brabrands placering relativ til Aarhus
Gellerupparken og Toveshøj.
Gellerupparken og Toveshøj, beliggende i det nordlige Brabrand, udgør et af Danmarks største ghetto-områder. 86% af befolkningen her er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, primært af arabisk, tyrkisk, somalisk eller vietnamesisk afstamning. Ca halvdelen af Brabrands 19.000 indbyggere bor i disse to boligafdelinger af Brabrand Boligforening, der også har administrationsbygninger i Gellerup.
Brahma.
Se også Shiva, Vishnu, avatar, sanskrit, vediske skrifter.
Brahman.
Brahman er den øverste og altomfattende gud i hinduismen.
Braille-alfabetet.
Braille-alfabetet (punktskrift) er det mest almindelige og internationale blindeskriftsystem. Systemet blev opfundet af franskmanden Louis Braille med inspiration fra et militært system beregnet til at kommunikere ordrer lydløst i mørke.
Braille-alfabetets grundform på seks punkter i to lodrette rækker
Det danske Braillealfabet.
A1 B2 C3 D4 E5 F6 G7 H8 I9 J0
K L M N O P Q R S T
U V W X Y Z Æ Ø Å
Versal Tal Punktum Komma ?
Semikolon ! "(start) "(slut) (/) -
8-punkts Braille-alfabet.
Et punkttegn med otte punkter
Det oprindelige Braille-alfabets seks punkter giver 64 mulige punktkombinationer. Pga. computerteknologiens stigende betydning er der nu udviklet et system hvor hvert punkttegn består af otte punkter. Dette giver 256 mulige kombinationer, hvilket svarer til ASCII-tabellen. Med 6-punkts Braille er det nødvendigt at angive mange symboler som en kombination af flere punkttegn. I 8-punkts Braille har hvert symbol sit eget punkttegn.
Brasília.
250px
Brasília er hovedstaden i den brasilianske forbundsstat. Byen ligger på et føderalt område midt på en meget jævn og tør højslette. Den er en planlagt by, som blev opført på 41 måneder fra 1956 til den 21. april 1960. Den moderne arkitektur og den gennemførte byplanlægning gør Brasília til et monument over kunst og fremskridtstro i Brasilien. Anlæggelsen blev sat i gang af præsident Juscelino Kubitschek. Hovedplanlæggeren var Lúcio Costa, arkitekt for de fleste offentlige bygninger var Oscar Niemeyer, og landskabsplanlæggeren var Roberto Burle Marx.
Bebyggelsen af området standsede ikke med indvielsen af byen, men fortsætter stadig efter den oprindelige plan, som skal overholdes nøjagtigt ifølge en lovvedtagelse. Planen foreskriver, hvor der skal være boligområder, hvor der skal ligge forretningskvarterer, hvor industri må placeres, og hvor de offentlige bygninger skal samles. Loven sætter også rammer for bygningernes maksimale højde, gadernes bredde osv.
Byen blev oprindeligt planlagt til at rumme 500.000 indbyggere, men den er i dag vokset til omtrent 2 millioner, når man tager satellitbyerne med.
250px
250px
250px
Bratsch.
En bratsch (kaldes ofte ved det italienske navn viola) er et strygeinstrument af violinfamilien. Bratschen er alten blandt strygeinstrumenterne. Bratschen er stemt med tonerne c - g - d1 - a1. Dette ligger 1 kvint under en violin og 1 oktav over en cello.
Navnets betydning.
Navnet kommer af viola da braccia (arm-viola) i modsætning til viola da gamba (knæ-viola) og violino (lille viola).
Beskrivelse.
Instrumentet er ca. fire til seks cm længere end en violin. Forskellen betyder, at violinister ofte har svært ved at gå over til bratsch, både fordi instrumentets størrelse gør, at der er længere mellem tonerne på gribebrættet, og hånden derfor skal have en større fleksibilitet, og fordi der kræves en anden teknik, især i forhold til buen.
Bratschen har en dybere, mere dæmpet og blødere klang end violin og cello. Det skyldes hovedsageligt de akustiske forhold mellem strengenes grundtone og resonansboksen (bratschens krop). Hvis en bratsch skulle have samme klang som en violin, skulle den være dobbelt så stor som violinen. Violinbyggere eksperimenterer til stadighed med udformningen af bratscher, og bratschister har mange forskellige klangtyper at vælge imellem, når de skal vælge et instrument. Bratschen har på grund af sin størrelse og lidt dybere klang fået tilnavnet "diesel-violin" og har givet anledning til mange bratschvittigheder. Hvad er forskellen på en bratsch og en kiste? I kisten er musikeren inden i.
Mange bratschister begyndte som violinister. Lige mange mænd og kvinder spiller bratsch. Specielt udformede børnebratscher gør det muligt at begynde at spille som treårig.
Historie og repertoire.
Det er først i 1800-tallet at bratschen bliver accepteret som soloinstrument. Derfor er repertoriet for bratsch mere beskedent end violinrepertoiret. Det er især i mere moderne tid, der er skrevet musik for bratsch. En af de mest kendte og spillede bratschkoncerter er bratschkoncerten af Bela Bartok. Mange har opdaget bratschens fantastiske klang, som på nogle punkter overgår violinens. Bratschen er i dag blevet anerkendt som soloinstrument.
Carl Stamitz var virtuos på violin, bratsch og viola d'amore. Han har skrevet en bratschkoncert.
Mozart foretrak at spille bratsch og sad midt i orkestert og dirigerede. I Mozarts musik er der ofte en lille figur i bratschen, der sætter noget nyt i gang.
Paul Hindemiths hovedinstrument var bratsch (i øvrigt kunne han spille alle symfoniorkestrets instrumenter). Han har skrevet solostykker for bratsch (de er bestemt ikke for begyndere!)
I et stort symfoniorkester sidder der omkring 10-12 bratscher, som plejer at sidde midt for.
Breve.
Breve (af latin "brevis", kort) kaldes den pavelige skrivelse, der i modsætning til bullen udstedes som et lukket brev på papir og i det hele i mindre højtidelig form, men dog indeholdende en offentlig erklæring.
Efter sin fremkomst henimod midten af 1400-tallet blev brevet snart den almindelige form for pavelige skrivelser, når det ikke drejede sig om særlig vigtige sager. Paven undertegnede ikke en breve og hængte ikke, som ved bullen, seglet af bly under, men lod blot sin fiskerring aftrykke i voks; seglet er 1842 endog blevet ombyttet med et ligefremt stempel. Pavens selvbetegnelse er i et breve så kort som muligt, afslutningen angiver ganske simpelt tid og sted, og da brever udstedes af paven uden højtidelig rådslagning med kardinalerne, opregnes der aldrig vidner.
Efterhånden udstedte paven også brever i vigtigere sager, og nutildags opretholdes forskellen mellem breve og bulle ikke længere.
Brigade.
På et stabskort markeres en brigade med et nummer eller et navn
En brigade (BDE) er en hærafdeling (afledt af italiensk: "briga", der betyder strid).
En brigade består normalt af 3 til 5 bataljoner og omfatter mellem 3500 og 5000 soldater. Brigaden betegnes ofte som en troppeenhed. Det er den mindste enhed, som indeholder elementer af forskellige våbenarter, kamptropper såsom infanteri og kampvogne, artilleri, ingeniørtropper, forsyningstropper osv., og det er den mindste enhed, som på egen hånd kan udføre operationer af flere dages varighed.
En brigade indgår ofte i en division. En brigade er ækvivalent med en romersk legion.
Brint.
Brint eller hydrogen (græsk "hydōr" "vand" og "genes" "skaber") er et grundstof med atomnummer 1 i det periodiske system.
Brint er luftformigt ved atmosfærisk tryk. Fri brint optræder som brintmolekyler, H2. Brint er brændbart.
Brint er et af de få brændstoffer der har højere brændværdi end olie og benzin, og det bruges derfor som raketbrændstof i bl.a. de amerikanske rumfærgers interne hovedmotorer. Brint indgår også som væsentlig bestanddel i de molekyler, som olie og benzin består af. Ved forbrænding af brint dannes vand.
Det er blevet anslået, at brint udgør omkring 3/4 af universets masse. På Jorden findes brint primært bundet til andre grundstoffer som i vand og organisk materiale. Der findes en lille smule fri brint i jordens atmosfære (ca. 1 ppm efter volumen). Fri brint fremstilles bl.a. ved elektrolyse af vand.
Det danske navn "brint" er dannet i 1814 af H.C. Ørsted af ordet "brænde", ældre og dial. også "brinne" (sammenlign "ilt"). Tidligere blev det kaldt "vandstof", der ligesom tysk "Wasserstoff" er en direkte oversættelse af det græsk-latinske "hydrogenium".
Brintatomet.
Brintatomet er det simpleste af alle atomer og har derfor spillet en nøglerolle i atomfysikkens udvikling.
Brintatomet består af en proton og en elektron. Brintatomets kappe rummer altså kun én eneste elektron – større atomer indeholder flere elektroner, hvilket komplicerer den fysiske beskrivelse betydeligt. Brintatomets kerne kan udover protonen indeholde op til to neutroner, men deres eventuelle tilstedeværelse ændrer kun brintatomets egenskaber marginalt.
Brintatomet holdes sammen af den elektriske tiltrækning mellem den positivt ladede proton og den negativt ladede elektron. Størrelsen af den tiltrækkende kraft er givet ved Coulombs lov: formula_1, hvor formula_2 er elementarladningen, formula_3 er afstanden mellem elektron og proton, og formula_4 er vakuumpermittiviteten. Da elektronen er næsten 2000 gange lettere end protonen, kan man med god tilnærmelse antage at protonen ligger stille, eller rettere at elektronen følger protonen i den bevægelse som brintatomet som helhed måtte udføre. Problemet er altså at bestemme hvordan elektronen bevæger sig i forhold til kernen. Brintatomets stabilitet er imidlertid uforklarlig hvis man holder sig inden for rammerne af den klassiske elektromagnetisme. I planetmodellen for brintatomet antages elektronen at udføre en jævn cirkelbevægelse om kernen, men da accelerationen i en sådan bevægelse er forskellig fra nul, ville elektronen udsende elektromagnetisk stråling og gradvis spiralere ind i kernen.
Bohrs model for brintatomet.
Niels Bohr løste problemet i 1913 ved at gøre nogle kvantiseringsantagelser. Ifølge Bohrs atommodel kan brintatomet kun befinde sig i såkaldt stationære tilstande svarende til et diskret sæt af energiniveauer. Man kan beregne energien i den "nte stationære tilstand vha. formlen formula_5,
hvor formula_6 er lig 13,6 elektronvolt (eV), og "n" er et naturligt tal. Heraf følger bl.a. at brintatomets energi i grundtilstanden svarende til "n" = 1 er formula_7 eV. Man skal altså tilføre brintatomet 13,6 eV for at ionisere det.
I hver af de stationære tilstande antager den gennemsnitlige afstand fra elektronen til kernen en bestemt værdi. Man kan beregne brintatomets radius i den "nte tilstand vha. formlen formula_8, hvor formula_9 er lig 0,529 ångstrøm (Å). I grundtilstanden (formula_10) er den gennemsnitlige afstand fra elektronen til kernen altså 0,529 Å.
Ikke alene energien er kvantiseret, elektronens impulsmoment er det også. Det viser sig at der i den formula_11'te stationære tilstand er formula_11 mulige værdier af impulsmomentet, nemlig formula_13, hvor formula_14 er Plancks konstant, og formula_15. I større atomer svarer forskellige værdier af formula_16 til forskellige energiniveauer, men i brintatomet afgøres energien alene af hovedkvantetallet formula_11. Impulsmomentet har imidlertid betydning for hvor man kan forvente at antræffe elektronen hvis man foretager en måling af dens position. formula_18 svarer til kuglesymmetri. I denne tilstand er der endda en vis sandsynlighed for at elektronen befinder sig "inde" i kernen.
Brintatomets linjespektrum.
Bohrs atommodel forudsiger korrekt bølgelængderne af det lys som findes i brintatomets linjespektrum. Brintatomet kan overgå fra en stationær tilstand (formula_11) til en anden (formula_20) ved absorption eller emission af elektromagnetisk stråling, hvis fotonenergi er lig forskellen mellem atomets energi i hver af de to stationære tilstande: formula_21. Ifølge Plancks kvantehypotese er fotonenergien lig formula_22 hvor formula_23 er strålingens frekvens. Det følger heraf at strålingens bølgelængde er givet ved
Brisant.
At sprængstoffer og ammunition er brisante betyder, at de er højeksplosive. Denne slags eksplosiver opfattes gerne som (høj)eksplosive i almindelighed, hvorfor betegnelsen dækker over eksplosiver, der detonerer med særlig høj slagkraft.
Indenfor ammunition dækker betegnelsen over bl.a. panserbrydende. Blandt mindre kalibre bruges betegnelsen om projektiler der indeholder sprængladninger - f.eks. 20 mm brisant, der virker ved sin sprængvirkning i anslaget mod målet, enten ved sprængstykkerne fra granatlegemet, trykvirkningen eller en kombination af disse to virkninger.
Brisante sprængstoffer detonerer med fra 4.000 til 8.500 m/s, hvilket f.eks. har betydning ved anvendelsen af sprængsnor, som bruges til samtidig antændelse af flere sprængladninger.
Brisbane.
Brisbane er hovedstad i delstaten Queensland i Australien.
Brisbane er den tredje mest folkerige by i Australien og den mest folkerige by i Queensland, med næsten 2 mill. indbyggere. Den er beliggende ved "Brisbane River" på en lavtliggende flodslette mellem "Moreton Bay" og "the Great Dividing Range" i det sydøstlige Queensland. De lokale indfødte kaldte området "Mian-Jin", hvilket betyder "plads formet som et spyd".
Byen er opkaldt efter Sir Thomas Brisbane, guvernør i New South Wales fra 1821 til 1825.
Brisbane er etableret på en tidligere straffe-koloni "Redcliffe".
Brisbane regeres af "Brisbane City Council".
Byen spillede en central rolle under 2. verdenskrig som det sydvestlige Stillehavs hovedkvarter for general Douglas MacArthur.
Brisbane var i 1982 vært for Commonwealth Games, World Expo i 1988 og i 2001 for Goodwill Games.
Bloksbjerg.
Bloksbjerg eller Brocken er det højeste bjerg i Harzen, Tyskland, med en højde på 1.142 meter.
Ifølge Goethes "Faust" (1808) er Bloksbjerg hver Valborgsaften centrum for den årlige heksesabbat.
Bronkie.
Bronkie betegner i anatomien de forgreninger, som tilsammen danner bronkietræet i lungerne. Startende med hovedbronkierne, der afslutter luftrøret (trachea) og begynder henholdvis venstre og højre lunge. Disse forgrener sig i stadig flere og tyndere bronkier, de tyndeste hedder bronchioler, som tilslut ender i lungeblærer (alveoler). Bronkierne er omgivet af bruskringe hvis formål er at holde luftvejene åbne.
Bronkitis.
Bronkitis (gr.:"bronchia", luftrørets forgreninger, og lat.:"itis", betændelse) er betændelse i bronkiernes slimhinde. Sygdommen kan inddeles i akut og kronisk bronkitis. Kronisk bronkitis indgår ofte i lidelsen Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), der også kaldes rygerlunger.
Kronisk bronkitis.
Kronisk bronkitis er en kronisk betændelsestilstand i bronkierne, der karakteriseres ved en vedvarende øget slimproduktion i bronchierne, fordi slimhinderne i bronkierne er beskadigede. Symptomerne inkluderer daglig hoste og opspyt fra lungerne. Diagnosen stilles når patienten har haft kronisk hoste og opspyt i mindst tre måneder om året i mindst to på hinanden følgende år. Kronisk Bronkitis er ofte medvirkende årsag til sygdommen KOL, sammen med lungeemfysem.
Bronze.
Bronze er en legering der normalt består af 90% kobber og 10% tin. Der tilsættes nogle gange også en anelse bly, da det får den smeltede masse til at flyde bedre ved støbning. Andre kobberlegeringer er gyde- og klokkemalm, gunmetal samt messing. Bronze har givet navn til en arkæologisk tid: Bronzealderen.
Bronze blev brugt til statuer i den antikke verden, til kirkeklokker fra middelalderen og til kanoner i renæssancen. Da bronze er umagnetisk, erstatter det jern på minestrygere. Bly-bronze bruges i "friktionsfri" lejer. Mange skibsskruer er af bronze pga. korrosionsbestandigheden.
Nummer tre i de Olympiske Lege og ved andre mesterskaber får bronzemedaljer.
Danske 10- og 20-kronesmønter er fremstillet af det guldlignende aluminiumsbronze (92 % kobber, 6 % aluminium og 2 % nikkel), mens 50-øresmønter er af tinbronze (97 % kobber, 2,5 % zink og 0,5 % tin).
Brorfelde.
Brorfelde er en lille landsby i Kvanløse Sogn i Nordvestsjælland beliggende i kuperet terræn nær Brorfelde Skov. Nær landsbyen findes Københavns Universitets astronomiske observatorium. Fra Brorfelde er der 5 kilometer til Ugerløse, 6 kilometer til Gammel Tølløse og ca. 11 kilometer til Holbæk. Landsbyen ligger i Holbæk Kommune som hører til Region Sjælland.
Brugge.
Brugge ("dansk": Brygge, "tysk": Brügge, "engelsk" og "fransk": Bruges) er en by i Flandern i Belgien, hvor den er hovedstad og den største by i provinsen Vestflandern, tæt ved grænsen til nabolandet Holland. Indbyggertallet er pr. 1. januar på ca. 117.025 mennesker.
Byens historie strækker sig tilbage til romersk tid. Navnet Brugge begynder at optræde i dokumenter og på mønter i 800-tallet. I højmiddelalderen blev byen et centrum for klædehandel med England som hovedleverandør af uld. Den middelalderlige velstand resulterede i et omfattende byggeri i sten, der i vidt omfang er bevaret i dag. Senere sandede Brugges adgang til havet til, og byen stagnerede.
Brun sæbe.
Brun sæbe er fremstillet af "bløde" fedtstoffer som f.eks. sojaolie. Brun sæbe indeholder ca. 40% fedtsyre og er basisk med en typisk pH-værdi på 13-14. Dette skyldes, at brun sæbe indeholder stoffet kaliumhydroxid.
Svarende til, at man på f.eks. norsk og hollandsk taler om grøn sæbe, var det også grøn sæbe i Danmark; det blev senere til brun sæbe med samme funktion.
Anvendelse.
Brun sæbe kan foruden almindelig rengøring anvendes til at fjerne maling med (bare lad det trække nogle timer med madfilm over).
Spejdere (og lignende) bruger det også tit til at smøre uden på gryder, inden de skal over et bål, da det gør rengøringen betydeligt nemmere bagefter.
Bruxelles.
Bruxelles eller Bryssel (nederlandsk: "Brussel", fransk: "Bruxelles", tysk: "Brüssel") er Belgiens hovedstad. Bruxelles er sæde for NATO og mange af EU-institutionerne, inklusive Kommissionen og det ene af Europa-Parlamentets to mødesteder.
Administration.
Bruxelles udgør en selvstændig region (fransk "Bruxelles-Capitale", hollandsk "Brussels Hoofdstedelijk Gewest") der udgør et samlet byområde med godt én million indbyggere. Regionen består af 19 kommuner, hvor selve kommunen Bruxelles ("Ville de Bruxelles, Stad Brussel") udgør den inderste del med 145.000 indbyggere (2006). Ifølge den belgiske forfatnings § 194 er det byen Bruxelles (dvs. kommunen, ikke regionen) der er hovedstad.
Regionen Bruxelles ligger som en enklave omsluttet af regionen Flandern og tilhører hverken Vallonien eller Flandern, men har siden 1989 været et tredje administrativt område med eget parlament og egen regering.
Sprog.
Både fransk og nederlandsk er officielle sprog i regionen Bryssel, men flertallet har fransk som modersmål, og fransk dominerer i det offentlige liv.
En undersøgelse fra 2006 viste at fransk tales som familiesprog af 77 %, nederlandsk (flamsk) af 16 %, mens 27 % taler et fremmed sprog. Byen har et stort antal udlændinge, dels indvandrere fra især Nordafrika og Tyrkiet, dels medarbejdere og lobbyister ved EU og andre internationale institutioner og firmaer.
Oprindeligt var Bryssel en flamsktalende by, og ved Belgiens løsrivelse fra det nuværende Holland i 1830 talte kun 10-15 % af borgerne fransk, mens fransk var adelens og det højere borgerskabs sprog. I 1800-tallet havde kun de højere samfundslag stemmeret, og flamsk havde ingen status som kultursprog, i skolen eller i administration. Inden for de følgende generationer blev byen forfransket, men indtil omkring 1950 var de flamsktalende i flertal. Da byen bredte sig ud i 1900-tallet blev mange kommuner indlemmet i Bruxelles-provinsen, så snart de tiårlige folketællinger viste et fransktalende flertal.
I dag har borgerne krav på at blive mødt med enten fransk eller flamsk af myndighederne, fx på sygehusene, men i praksis fungerer den offentlige service primært på fransk. I bybilledet ses både gadenavne og reklamer på begge sprog. Selv om Bryssel er overvejende fransktalende, spiller den en rolle som handels- og arbejdsby for folk fra Flandern. Bryssel er desuden hovedstad for den Flamske Region, selv om byen ikke selv ligger i den.
Den flamske dialekt i Bryssel ("Brussels") er en brabantsk dialekt med mange franske ord og udtryk. Bl.a. Tintin er blevet oversat til brysselsk. Den franske dialekt ("Bruxellois, Brusseleer, Brusselair") er ikke vallonsk, men en variant af det franske rigssprog med flamsk (og vallonsk) indflydelse. Den er bl.a. brugt i sange af Jacques Brel, der kom fra Bruxelles og opfattede sig som en flamsk sanger med fransk sprog.
Det traditionelle danske navn for byen er Bryssel, som sandsynligvis ikke er overtaget direkte fra nederlandsk, men via det tyske navn Brüssel.
Historie.
Bruxelles er tidligst nævnt som "Bruocsella", hvilket kommer af oldnederlandsk "bruoc" (moderne nederlandsk "broek", mose) og "sella" (bebyggelse).
Byen blev grundlagt omkring 979 på den lille ø Saint-Gery/Sint-Gorik i floden Zenne, hvor Karl, søn af Ludvig IV byggede et lille fort. Resten af området, som Bruxelles er bygget på i dag, var mose.
Byen blev i senmiddelalderen hovedstad for hertugdømmet Brabant og fra 1400-tallet residensby for de burgundiske hertuger, der samlede Nederlandene og forsøgte at forene de nederlandske provinser med deres stamland Burgund. Under burgunderne konkurrerede hoffet i Bruxelles direkte med det franske hof i Paris hvad kunst og kultur angik (flamsk polyfoni, flamske tæpper, flamsk maleri).
Under Karl V blev byen hovedstad for hele Nederlandene, men Karls søn Filip II bekæmpede de mange calvinister, hvilket førte til en regulær borgerkrig, hvoefter Filip sendte sin hær. To vigtige adelsmænd, greverne Egmont og Hoorn, blev halshugget på Grote Markt. Hændelsen gjorde imidlertid kun ondt værre, så splittelsen af Nederlandene i et nordligt, selvstændigt område med religionsfrihed og et sydligt, katolsk og besat område, ikke kunne undgås.
I 1695 belejrede solkongen Ludvig 14. af Frankrig byen og skød ca. 4.000 huse i grus. Genopbygningen gav plads til de mange flotte huse, som den dag i dag kan ses på Grand Place. Torvet står på UNESCO's Verdensarvsliste.
Bruxelles forblev under spansk-habsburgsk, senere østrigsk-habsburgsk herredømme, indtil 1794, da franske revolutionstropper besatte de østrigske Nederlande og indlemmede området i Frankrig. De franske troppers endegyldige nederlag under deres kejser Napoleon blev afgjort få kilometer fra byen i Waterloo.
I 1813 genforenedes de sydlige og nordlige Nederlande i Kongeriget Nederlandene, og både Amsterdam og Bruxelles var hovedstad. Bruxelles blev et af stederne hvor borgerskabets modstand mod det "hollandske" styre spirede frem. Efter opførelsen af operaen "Den stumme fra Portici" i 1830 udbrød der spontane optøjer i byen, som førte til revolution. De sydlige Nederlande blev uafhængige under navnet Belgien. Bruxelles blev landets hovedstad og residensby for den nye konge Leopold I.
Byens gamle bymur blev revet ned, og gav plads til Petite Ceinture, ringgaden som omkranser den historiske bykerne. Floden Zenne, som går midt igennem byen, blev under Leopold II overdækket, og hele kvarterer blev sløjfet til fordel for monumentale byggerier.
Både under 1. og 2. verdenskrig blev Bruxelles erklæret "åben by", og der fandt ingen kamphandlinger sted.
Fra 1960'erne og frem kom mange invandrere fra primært de tidligere franske kolonier i Nordafrika til byen. Samtidig flyttede en del af den fransktalende middelklasse ud til de flamske landkommuner, hvilket førte til en lokal opblussen af sprogstriden, som stadig er meget aktuel i omegnskommunerne.
Seværdigheder.
a>, koloreret billede fra omkring 1900
Brødrene Grimm.
Brødrene Grimm er de to tyske filologer og folkemindesamlere Jacob og Wilhelm Grimm.
Brødrene blev almindeligt kendt, da de udgav tyske folkeeventyr i samlingen "Grimms eventyr", 1812-15. Værket udkom på dansk i 1821.
Desuden har de samlet og udgivet et stort antal sagn, heltedigte, folklore og andre sproglige mindesmærker fra Tysklands og Danmarks fortid.
Budapest.
Budapest er Ungarns hovedstad. Navnet er sammensat af navnene på to byer, Buda og Pest, der ligger på hver sin side af floden Donau. Byen spreder sig over et areal på godt 500 kvadratkilometer, På Buda-siden ligger Gellert-bjerget med citadellet, borghøjen med det gigantiske slotskompleks og bydelen bag Matthias-kirken. På den flade Pest-side ligger parlamentet, forretninger og administrationsbygninger, de pragtfulde boulevarder og de store boligkvarterer. Byen har 1.700.000 indbyggere (pr. 2009).
Historie.
Romerne grundlagde byen Aquincum år 89, hvor en keltisk by tidligere havde ligget. Fra år 106 til det 4. århundrede var Aquincum hovedstaden i den romerske provins Pannonien. Contra Aquincum (eller Trans Aquincum) var det nuværende Pest.
St. Stephens kronen og de øvrige kronregalier fra det østrig-ungarnske kejserrige
Det ungarske parlament på Pest-siden
Omkring år 900 kom magyarerne, forfædrene til de moderne ungarere, til
området. I middelalderen blev de to byer Buda og Pest vigtige. Buda blev sæde for et kongeligt slot i 1247, og i 1361 blev det Ungarns hovedstad. Pest blev ødelagt af mongolerne i 1241, men genrejstes hurtigt igen.
Osmannerrigets erobring af Ungarn i det 16. århundrede afbrød byernes vækst: Pest faldt til osmannerne i 1526 og Buda faldt 15 år senere. Buda blev hovedstad for en osmannisk guvernør, men Pest blev forladt før habsburgerne indtog byen i 1686.
Det var Pest, hjemsted for administration siden 1723, som voksede hurtigst i 18. og 19. århundrede. I 1800 var Pest større end Buda og Obuda tilsammen. Pests befolkning voksede 20 gange i 19. århundrede til 600.000, mens Buda og Óbudas befolkning kun var 4 gange større i 1900.
Sammensmeltning af de tre byer under en kommunal ledelse, først gennemført af den revolutionære ungarske regering i 1849, men tilbagekaldt af den habsburgske ledelse, var til slut slået fast af den ungarske kongelige regering, etableret under den østrig-ungarske "Ausgleich" af 1867. Befolkningen i den nye by, Budapest, voksede 7 gange i størrelse fra 1840 - 1900 til 730.000. Budapest var en rigtig imperial by, idet byen var hovedstad i den ungarske del af Østrig-Ungarn. Den ungarske regering var en vigtig del af kejserrigets styre. Mange af byens store bygninger stammer fra det 19. århundrede.
I løbet af 20. århundrede voksede befolkningen især i forstæderne. Újpests befolkning fordobledes fra 1890 - 1910 og Kispest firedobledes fra 1900 - 1920, fordi det meste af landets industri blev koncentreret i byen. Landets store menneskelige tab i 1. verdenskrig og Ungarns tab af store landområder i 1920 var kun midlertidige problemer. Byen var nu hovedstad i et mindre, men selvstændigt land.
Omkring en tredjedel af Budapests 200.000 jøder døde i 2. verdenskrig efter Tysklands besættelse i 1944. Budapest blev kraftigt ødelagt under den sovjetiske belejring i 1944. Byen kom på fode igen i 1950'erne og 1960'erne under den kommunistiske regering, og blev delvis et udstillingsvindue for fremvisning af regeringens mere pragmatiske politikker fra og med 1960'erne. Siden 1980'erne og kommunismens fald har byen, som hele landet, været ramt af fraflytning.
Siddharta Gautama.
Buddha i Borobudur (Java, Indonesien), ca. 750 - 850
Vores viden om Siddharta Gautama (Pali: Siddhatta Gotama) den historiske Buddha bygger på legender, hvoraf Buddhalegenden er den mest kendte. Indholdet er af ringe historisk, men stor religiøs og symbolsk, værdi. På baggrund af kilderne kan Buddhas liv inddeles i følgende fire faser.
Prins.
Buddha blev født i Lumbini i det nuværende Nepal tæt på grænsen til Indien omkring 560 f.Kr og bar adelsnavnet Gautama. Forældrene var kong Suddhodhana og dronning Maya. Ved fødslen spåede hindupræster, at Buddha enten skulle blive verdenshersker, hvis han valgte at leve som husfader, eller verdensfrelser (buddha), hvis han forsagede verdenen. Buddha levede en beskyttet barndom i stor rigdom, hvor kong Suddhodhana, der ønskede, at sønnen måtte blive verdenshersker, afskar ham fra de ting fra virkeligheden, som kunne få ham til at trække sig tilbage fra livet.
Askese.
29 år gammel så Buddha for første gang en olding og senere en syg og så en død mand. Han indså derved, at det liv, han hidtil havde levet, var en illusion, og at det virkelige liv var fuldt af lidelse. Da han også mødte en munk, besluttede han, at han ligesom munken ville praktisere strenge bodsøvelser og askese. Gennem seks år boede Buddha i skoven og spiste i perioder kun ét riskorn om dagen; til sidst besvimede han af træthed. Dette førte til erkendelsen af, at hverken den totale begærsopfyldelse, som han havde fået i sin faders palads, eller den totale forsagelse, som dannede grundlag for askesen, var vejen til frelse. Det var derimod den gyldne middelvej.
Oplysning.
Som 35-årig besluttede Buddha at meditere i skyggen af et bo-træ (samme art som figentræet) indtil han nåede den fuldkomne oplysning. Han modstod Maras fristelser, og endeligt erkendte han sine tidligere tilværelser og årsagskæden. Derved blev han en buddha.
Forkyndelse.
Efter oplysningen drog Buddha rundt i Nordindien og forkyndte sin lære, Dharma, om hvorledes man frelser sig selv. Undervejs stiftede han munke- og nonneordenen, Sangha. I cirka 480 f.Kr. døde han i Kusinara og opnåede derved nirvana.
Buenos Aires.
Buenos Aires beliggenhed i Argentina
Havnen Puerto Madero i Buenos Aires.
Et grønt område i Buenos Aires
Buenos Aires' undergrundsbane blev indviet i 1913
Museo de Arte Latinoamericano de Buenos Aires (MALBA)
Buenos Aires (spansk for: "God luft") er hovedstaden i Argentina. Byen er beliggende ved Río de la Platas sydlige strand, og er med sine 2,8 millioner indbyggere (med forstæder 11,4 millioner) Argentinas største.
Byens centrum udgør sit eget føderale distrikt, og omgives af provinsen Buenos Aires, hvis hovedby La Plata ligger syd for Buenos Aires.
1536-1862.
Buenos Aires blev grundlagt i 1536 af spanieren Pedro de Mendoza og fik navnet "Nuestra Señora Santa María del Buen Aire" (Vor frue den hellige Maria af den gode vind). Byen blev imidlertid opgivet igen i 1541 og grundlagdes på ny i 1580. Tidligt i 1700-tallet begyndte den udvikling, der skulle gøre Buenos Aires til en vigtig handelsby. Ved århundredeskiftet fra 1700-tallet til 1800-tallet opgjorde man antallet af indbyggere til 50.000. I 1776 blev Buenos Aires gjort til hovedstad i vicekongedømmet Río de la Plata.
Byen blev i 1806 besat af britiske tropper - en begivenhed, der blev indledningen til Argentinas kamp for selvstændighed. Ikke langt fra selve byen Buenos Aires, og uden hjælp fra den spanske vicekonge, lykkedes det at tilføje briterne et sviende nederlag. Den 25. maj 1810 - efter Napoleons invasion af Spanien - nedsatte man en uafhængig regering i Buenos Aires. Argentinas uafhængighed blev endeligt erklæret den 9. juli 1816 af José de San Martín fra balkonen på rådhuset ved Plaza de Mayo.
Argentinas første femten år som en selvstændig stat blev præget af voldsomme konflikter både med nabolandene og mellem Buenos Aires og provinserne. I 1853 fik Argentina en ny forfatning efter amerikansk forbillede. Imidlertid brød Buenos Aires ud af den i den forbindelse foreslåede føderation, hvilket ledte til en væbnet konflikt, som sluttede med at Buenos Aires i 1861 besejrede føderationen og senere kom til at indgå i denne.
1862-.
Med Bartolomé Mitres som præsident i 1862 - 1868 indledtes en 70-årig periode med stabilitet, civile regeringer og økonomisk vækst, der forvandlede Argentina til et af de rigeste lande i verden. Samtidig med denne udvikling blev det økonomiske centrum i Argentina forskudt til kysten, og Buenos Aires' enorme ekspansion indledtes i denne periode. I 1880 afklarede man de sidste spørgsmål om Buenos Aires' status, og byen blev formelt erklæret for Argentinas hovedstad.
Den enorme landbrugseksport og indvandringen fra Europa forandrede byen totalt, og det Buenos Aires vi kender i dag voksede frem med brede boulevarder og imponerende bygningsværker. I 1914 var befolkningen øget til 1,5 milioner. Igennem hele mellemkrigsperioden blev der bygget nye skyskrabere, og den hurtige økonomiske vækst fortsatte. Omkring 1960'erne stabiliseredes befolkningstallet i byens centrum og endte på et tal omkring 3 millioner indbyggere.
Argentinas økonomiske problemer er ikke gået uden om Buenos Aires, og specielt i yderområderne er antallet af indbyggere, der er ramt af fattigdom, øget. Som et resultat af devalueringerne af den argentinske valuta har byen oplevet en kraftig stigning i turismen.
I 1987 traf man en principbeslutning om at aflaste Buenos Aires, og skabe en ny hovedstad i Patagonien. Endnu har man dog ikke gjort noget praktisk for reelt at gennemføre beslutningen.
Kunst og kultur.
Buenos Aires er en af Sydamerikas mest attraktive kulturbyer, og på trods den økonomiske krise er udvalget større, end det har været i lang tid. Der er mere end 43 teaterscener, 153 biografer og 22 museer samt et uoverskueligt udbud af boghandlere, caféer, restauranter og koncerter.
Kunst.
Der findes et antal betydelige kunstmuseer i Buenos Aires: MALBA (Museo de Arte Latinoamericano de Buenos Aires), Museo Nacional de Bellas Artes og Museo de Arte Moderno de Buenos Aires. MALBA udstiller latinamerikansk kunst og har et bredt udbud af aktiviteter, udstillinger og workshops.
Nobelpriser.
Ikke mindre end 5 nobelprismodtagere er blevet født i Buenos Aires. Ingen anden latinamerikansk by er hjemby for et så stort antal nobelprismodtagere. Fredsprisen gik til Carlos Saavedra Lamas i 1936 og Adolfo Pérez Esquivel i 1980, nobelprisen i medicin gik til Bernardo Alberto Houssay i 1947 og César Milstein i 1984. Nobelprisen i kemi gik til Luis Federico Leloir i 1970. Til byens indbyggeres udtalte ærgrelse fik byens store søn, forfatteren Jorge Luis Borges, imidlertid aldrig nobelprisen i litteratur.
Film.
Buenos Aires er latinamerikas filmcentrum og hjemby for en af verdens største filmfestivaler. Buenos Aires var derudover et af de første steder, hvor man for alvor begyndte at værdsætte Ingmar Bergman.
Opera, ballet og dans.
Teatro Colón er en af verdens vigtigste operascener og er berømt for sin akustik. Hver sæson opføres der i gennemsnit ti til elleve operaer, seks balletter og et større antal koncerter. Buenos Aires har en meget levende dansescene med mange internationalt anerkendte dansere.
Tango.
Buenos Aires er tangoens fødeby. I de seneste år er interessen for tango øget, og det lokale publikum har fået selskab af "tangoturister", der kommer til byen for opleve og lære dansen. Hvert år i februar afholdes der en stor tangofestival: "El Festival de Tango de Buenos Aires."
Sport.
Sport er en vigtig del af livet i Buenos Aires. Nationalsporten er ligesom i resten af Argentina fodbold, og 8 af de 20 hold i den bedste argentinske liga kommer fra Buenos Aires eller byens omegn. Blandt de nævnte 8 hold i den bedste liga er de evige rivaler CA Boca Juniors og CA River Plate. Der findes også et antal hestevæddeløbsbaner i Buenos Aires: Palermo, San Isidro og La Plat.
Andre populære former for idræt i Buenos Aires er hestepolo, tennis, golf, basketball og rugby. I takt med den argentinske rugbys udvikling er Argentina og Buenos Aires blevet et populært rejsmål for rugbyturister. Buenos Aires er også en flittig arrangør af Formel 1 løb.
Økonomi.
Buenos Aires er Argentinas økonomiske hjerte og vigtigste handels- og industricentrum. Udover at være hjem for en betydelig levnedesmiddelindustri produceres der i Buenos Aires bl.a. tekstiler, metaller, papir, lædervarer, gummi, kemikalier, medicin, maskiner og biler. Imidlertid koncentreres den egentlige industri dog i stigende grad i forstæderne og provinsen. Buenos Aires centrum domineres i høj grad af forskellige former for servicevirksomheder.
Buffalo Bill.
Buffalo Bill (26. februar 1846 - 10. januar 1917) er kælenavnet på den amerikansk bisonjæger og mesterskytte William Frederick Cody.
Buffalo Bill var selv i levende live en legende i forbindelse med dramet om "det vilde vesten".
Han fik "buffalo" som kælenavn, da han fik til opgave at sørge for madforsyningen til de arbejdere, der byggede jernbaner gennem det midterste USA. Valget faldt på kød fra den amerikanske bison (engelsk: "buffalo"). Her beviste Cody sine evner som mesterskytte. På amerikansk bliver William til Bill i det daglige, deraf kombinationen Buffalo Bill.
Det var en spændende tid, og Cody arbejder som jæger, kurer (Pony Express), kusk på vogntog og diligencer - han nåede også at deltage i den amerikanske borgerkrig i 1860.
I perioden 1868 til 1872 var han ansat af den amerikanske hær som spejder og modtog en fortjenstmedalje, idet han dog stadig var civilist. Dog ses han ofte referet til som oberst (colonel) Cody.
Buffalo Bill blev verdenskendt på grund af sit stort opsatte "Buffalo Bill's Wild West Show". Fra 1883 rejste han rundt i USA og Europa med sit show. Berømtheder som Sitting Bull og Annie Oakley var en del af forestilling, som også blev vist i Europa i 1889.
I staten Wyoming ligger den lille by Cody, som blev grundlagt i 1896 og opkaldt efter ham. Her findes endnu et Hotel Irma, som han opkaldte efter sin datter.
Han optræder også som helt i mange eventyrlige romaner og film. Selv om han dræbte bisonokser, var han forstående over for de oprindelige amerikanere. Han har bl.a. sagt: "Every Indian outbreak that I have ever known, has resulted from broken promises and broken treaties by the government."
Buffalo Bill blev begravet i Lookout Mountain i staten Colorado med udsigt over de store sletter.
Bungalow.
En bungalow er en mindre enetages bolig med fladt eller let skrånende tag. Kendt i Danmark fra 1930'erne. Bungalowen har to karakteristiske elementer – grundplanen kvadratisk og det lave pyramidetag eller helt flade tag. Den kvadratiske grundform giver huset karakter af en terning. Huset tilføjes gerne hjørnevinduer, terrasser og udvendige trappe.
Bygningstypen er nu udbredt over det meste af Jorden. I andre lande (USA) er bungalow mere en stilart og kan betegne større bygninger end i Danmark.
Navnet bungalow kommer fra engelsk og betyder oprindelig bengalsk.
Burushaski.
Burushaski er et lille sprog, som ikke er beslægtet med andre sprog. Det tales kun af cirka 40.000 mennesker i det nordvestlige Kashmir. Burushaski har intet skriftsprog.
Bureaukrat.
Mens den almene anvendelse af ordet ligger tættest på den anden betydning, anvendes den første betydning oftest i samfundsvidenskaberne.
Dette er ikke ensbetydende med, at en bureaukrat ikke skal udøve skøn. Disse skøn skal blot være underlagt regler, der er givet af en overordnet myndighed, f.eks. de politisk valgte ledere.
Oprindelse.
"I sig selv" har bureaukrat ikke fortjent den negative klang, der nu knyttes til betegnelsen.
Bureaukrati.
Max Webers beskrivelse af bureaukrater og bureaukrati hører i den første kategori. Der lægges blandt andet vægt på, at systemet skal følge de gældende regler. Bureaukraten skal altså loyalt overholde reglerne, selvom reglerne måske ikke er perfekte.
Peter-princippet er et eksempel på tankegange nærmere beslægtet med den anden kategori. Princippet siger, at ansatte i en hierarkisk organisation vil blive forfremmet til deres højeste kompetenceniveau, hvorefter de bliver forfremmet til et niveau, hvor de er inkompetente - og på dette niveau bliver de. Dette hænger sammen med et system, hvor man bliver forfremmet efter fortjeneste. Så længe en person er kompetent til sit nuværende job, så vil personen blive forfremmet til en højere stilling. Den eneste måde, kæden kan afbrydes er, hvis der ikke er flere højere stillinger, eller personen ikke længere kan klare sig godt.
Buridans æsel.
Buridans æsel er navnet på et et filosofisk paradoks, der egentlig stammer fra Aristoteles, men som blev genoptaget af middelalderens logikere.
Buridans æsel i en politisk karikatur
Paradokset har navn efter Jean Buridan, fransk filosof og skolastiker (ca. 1295-1356), men det blev i dets specifikke form netop opfundet som en "kritik" af Buridans etiske system, hvor man altid skulle handle rationelt.
Paradokset.
Et æsel står lige langt fra to bunker foder af samme størrelse og kvalitet. Hvis man antager, at æselet opfører sig fuldstændigt rationelt, har det ingen grund til at foretrække den ene bunke frem for den anden. Det kan derfor ikke nå til en beslutning om, hvilken stak det skal æde først og vil derfor blive stående på stedet – og sulte.
Bursa fabricii.
Bursa fabricii er en kirtel i ikke kønsmodne fugles kloak (nær gatåbningen), og er en del af fuglens immunforsvar.
Højkommissær.
Højkommissær er den sædvanlige gengivelse af eng. "High Commissioner."
Landene i det britiske statssamfund ("Commonwealth") har diplomatiske repræsentanter hos hinanden; disse betegnes dog ikke "ambassadører" eller "gesandter", men "højkommissærer".
Buste.
Ordet kommer af latin "bustum", der betyr "ligbrændingssted" eller "ligbål", og viste i antikken til et brystbillede af den afdøde på gravmonumentet.
Bæltedyr.
Nibåndsbæltedyret, "Dasypus novemcinctus", findes i et område fra det nordlige Argentina til den sydlige del af USA. I vild tilstand kan de blive op til 10 år gamle, men de er meget vanskelige at opdrætte i fangenskab. Når det lykkes kan de i fangenskab blive 12-15 år.
Bæltedyrene er de eneste pattedyr, som regelmæssigt føder enæggede firlinger, og det har gjort dem til nyttige forsøgsdyr i den forskning, der udvikler medicin mod den farlige leprabacille. Der findes nemlig næsten ingen dyr, som lader sig smitte af den bacille, som fører til den frygtelige sygdom, spedalskhed hos mennesker, men bæltedyret kan blive smittet. Der er nu udviklet en teknik, som gør det muligt at udvikle store mængder lepra-medicin fra et eneste bæltedyr.
Der findes ni slægter og 20 arter bæltedyr. Nibåndsbæltedyret er den eneste art som findes i USA. Trebånds-, seksbånds- og nibåndsbæltedyrene ("Tolypeutes matacus, Euphractus sexcinctus" og "Dasypus novemcinctus") har fået navn efter antallet af bevægelige bælter i læderpanseret.
Bæltedyrene holder for det meste til i tropiske og subtropiske områder i Sydamerika, og de fleste foretrækker åbent terræn.
Familiens største nulevende art er kæmpebæltedyret, "Priodontes Maximus," som kan blive op til halvanden meter langt. Den mindste repræsentant er dværgbæltedyret "Zaedyus pickiy," som kun bliver 15 centimeter langt.
Bæltedyr-hunner føder mellem en og tolv unger, afhængig af art, og alle udvikler sig fra det samme æg. Drægtighedstiden er for de fleste 60-65 dage, men alle arter har evnen til at forsinke det befrugtede ægs vandring fra æglederen til livmodervæggen. Hos nibånds-bæltedyret kan drægtighedstiden blive 120 dage.
Ungerne bliver født med to læderagtige skjolde, som beskytter endepartiet og forkroppen, og mellem disse skjolde ligger der ni bevægelige bælter, som gør det muligt for dyret at krølle sig sammen. Hovedet og halen er også panseret, men undersiden er kun dækket af grov hud og sparsom hårvækst. Efterhånden som dyret vokser til, bliver læderpanseret på oversiden hårdere og hårdere. Man skulle tro, at det solide panser gjorde bæltedyrene nærmest usårlige overfor angreb fra rovdyr, men sådan er det ikke. En stor hund kan let dræbe et bæltedyr, og det kan være vanskeligt at forstå hvilken fordel de egentlig har af den tunge og klodsede rustning. Svaret er i virkeligheden ganske enkelt. Et bæltedyr som føler sig truet, forsøger straks at stikke af i det nærmeste tætte krat. Derinde beskytter læderpanseret mod torne og skarpe kviste, mens forfølgeren bliver stående hjælpeløs udenfor.
Bæltedyrene graver sig som oftest ned under træer, ved flodbredder eller inde i tæt krat.
Et bæltedyr kan spise cirka 100 kg insekter i løbet af et år.
Bæltedyrene hørte til den såkaldte gumlerorden ("Edentata"), men er nu i ordenen "Xenarthra", som er en ældgammel pattedyrorden. De nærmeste nulevende slægtninge er dovendyr og myreslugere. Bæltedyrene havde en opblomstringsperiode i Sydamerika for 55 millioner år siden, og enkelte arter kunne blive lige så store som bjørne. For to og en halv million år siden, da Panama-landforbindelsen rejste sig fra havet og knyttede Nord- og Sydamerika sammen, begyndte de sydlige bæltedyr at vandre nordover. Men for mellem femtusind og titusind år siden blev bæltedyrene i det nuværende USA udryddet af ukendte årsager. For cirka halvtreds år siden undslap et lille antal fra en dyrehave nær den lille by Cocoa i Florida, og de undslupne blev hurtigt til en koloni på mange tusinde individer.
I 1800-tallet begyndte en stamme nibåndsbæltedyr i Mexico at sprede sig nordover, og det gav stødet til en af de hurtigste indvandringer i pattedyrenes histore. Allerede i 1854 var de kommet til Texas, og derfra begyndte de at sprede sig nordover mod Kansas og Missouri og østover mod Florida. De første bæltedyr krydsede Mississippi engang i 1940'erne. Bæltedyr har sædvanligvis ingen problemer med at krydse floder. Enten sluger de luft og blæser maven og tarmen op, sådan at de flyder lettere, eller også vader de slet og ret over floden langs bunden. Nibæltede bæltedyr kan nemlig holde vejret i op til seks minutter. Tidligt i 1970-tallet var bæltedyret nået helt til Florida. Der traf de efterkommere af de undslupne fra Cocoa, og nu er de to stammer i fuld gang med at blande sig med hinanden.
Bæreevne.
Bæreevnen for en økologisk art er det antal individer af en given art (dvs. størrelsen af populationen), der naturligt kan leve i et område. Bæreevnen for en art varierer i relation til tid og sted.
Inden for dybdeøkologien er det netop overvejelser over biosfærens bæreevne for arten menneske (Homo sapiens), som har ført til opstilling af de meget strenge krav til en bæredygtig udvikling til gavn for fremtidige mennesker.
Børsen.
Børsen på Slotsholmen i København er bygget af Christian IV. Byggeriet startede omkring 1620, og blev færdiggjort i 1624. Den østlige gavl var dog først færdig i 1640. Børsen er blandt turister mest kendt for sit snoede tårnspir. "Dragespiret", som det hedder, er fra 1695 og er udformet som fire dragehaler, der snor sig om hinanden. Børsen er omkring 128 meter lang og 21 meter bred. Bygningens nuværende udseende er fra 1883. Der har været nogle små ændringer undervejs.
I starten blev stueetagen og første sal brugt som markedsplads med handelsboder. Bygningen ejes i dag af Dansk Erhverv.
I 1918 angreb anarkistiske arbejdsløse Børsen i det som er blevet kaldt stormen på Børsen.
Kabaret.
En kabaret er en restaurant med underholdning. Tidligere også kaldt for en sangkro. I reglen en mere intim form for underholdning. Den kan være lagt i en fast ramme, eller være i improviseret form. I kabareten kan indgå sang, musik og poesi, og den kan også behandle aktuelle emner satirisk. Selve underholdningen kaldes også en kabaret.
Kabaret kan også bruges om et pålægsfad (et Kabaretfad) eller et koldt bord.
Cafeteria.
Et cafeteria er en restaurant, café eller kantine med selvbetjening. Et cafeteria er karakteriseret ved et begrænset udbud af mad- og drikkevarer samt høj grad af standardisering.
Ordet kommer fra spansk-amerikansk "cafetería" el. "cafétería", som egentlig betyder "kaffehus". De første cafeterier i deres nuværende form startede i Los Angeles i slutningen af 1800-tallet, hvor de var en videreudvikling af bl.a. de serveringstraditioner, der var fulgt med immigranter fra Mexico.
Cafeterier blev udbredt i Danmark fra 1950'erne, hvor konceptet vandt indpas såvel som offentlige spisesteder samt som medarbejderkantiner i større og mellemstore virksomheder, undervisningssteder og institutioner.
Caledonia.
Danmarks første dampskib hed Caledonia. Hun sejlede som postdamper mellem København og Kiel fra 1819.
Caledonia var en hjuldamper, købt brugt i England. Længden var 30 meter og maskinkraften 28 hk.
Vittighedsbladene talte om Caledonia-syge, fordi motorskibe ruller mere end sejlskibe, da vindens pres i sejlene forhindrer rulningen.
Californien.
Californien (tidligere på dansk Kalifornien, engelsk: "California") er den mest folkerige delstat i USA og har det tredjestørste areal efter Alaska og Texas; den kaldes også for Appelsinstaten og har desuden kælenavnet "The Golden State" ("den gyldne stat"), som stammer fra Californiens "guldfeber". Den danske form af navnet blev fastslået omkring 1850, da de store guldfund vakte international opsigt. Californien er den eneste amerikanske delstat, der har et "dansk" navn.
Californien dækker den sydlige halvdel af den amerikanske vestkyst. Således er naboen mod syd Mexico. Mod nord ligger delstaten Oregon, og mod øst ligger indlandsstaterne Nevada og Arizona.
Californien blev erobret fra Mexico i den Mexicansk-amerikanske krig 1846-48 og optaget som USA's 31. stat 9. september 1850.
Indbyggertallet var 36.961.664 i 2009, hvilket svarer til 12 procent af USA's befolkning. Hovedstaden eller "state capital" er Sacramento med 460.000 indbyggere. Den er dermed langt fra èn af de største byer. Mens de største byer ligger ved kysten, hvor også de fleste indbyggere bor, ligger Sacramento centralt inde i landet i en dal, der ligefrem hedder Central Valley. Los Angeles, San Diego og San Jose har alle tre over 1 millioner indbyggere. Da San Jose i 2010 kom op på over 1 million indbyggere, er Caliornien og Texas de eneste stater i USA, der begge har 3 byer med over 1 million indbyggere.
De største byer er Los Angeles, San Francisco, San Diego, San Jose, Inland Empire (Riverside–San Bernardino–Ontario), Bakersfield, Fresno og Palmdale. Andre kendte byer/forstæder er Berkeley, Hollywood og Orange County.
Der er meget imponerende natur i Californien, blandt andet Yosemite National Park, Big Sur, Death Valley National Park, the Sierra Nevadas.
Historie.
De første europæere, der udforskede den californiske kyst, var portugiseren Juan Rodríguez Cabrillo i 1542, derefter fulgt af Francis Drake 1579. I slutningen af 1700-tallet begyndte de spanske missionærer at oprette missionsstationer i staten. Da Mexico i 1810 opnåede uafhængighed, tilhørte Californien dette land. Missionsstationer kom i den mexicanske stats eje, og regeringen forbød missionærerne at operere i området med det resultat, at stationerne og ophørte med at fungere.
Californien var oprindeligt navnet på den nordvestlige del af det spansk-kontrollerede område i Nordamerika. Efter den Mexicansk-amerikanske krig i 1847 blev området delt mellem USA og Mexico. Den amerikanske del blev i 1850 den amerikanske stat Californien, opkaldt efter en fiktiv ø i en roman fra 1600-tallet. En kortvarig Republik Californien blev grundlagt 10. juni 1846. Det var i denne sammenhæng, at Californiens flag opstod, med stjerne og den brune bjørn. Det endte den 9. juli samme år, hvor et amerikansk slagskib ankom til San Francisco Bay, og kaptajnen hævdede området som tilhørende den amerikanske Union. 1848 var befolkningen i den nordlige del af staten vokset til omkring 4.000 mennesker, men efter at guld blev fundet i området, steg befolkningen eksponentielt.
Under den amerikanske borgerkrig stod Californien officielt på Nordstaternes side, men soldater fra staten tilsluttede sig også Sydstaterne. 1900-1965 voksede befolkningen fra en million til at være den største befolkning i nogen amerikansk stat. I perioden fra 1965 frem til i dag ændrede sammensætning af befolkningen sig afgørende, og nu bor folk fra mange lande i Californien.
Politik.
Californien har to pladser i Senatet og 53 medlemmer af Repræsentanternes Hus, 33 demokrater og 20 republikanere. Californien er en af de mere venstreorienterede amerikanske stater, og ved præsidentvalg stemmer staten oftest på demokratiske kandidater. Ved præsidentvalget i 2004 fik demokraternes kandidat John Kerry 54,3 % mod George W. Bush's 44,4 %.
Californiens to senatorer er demokraterne, Dianne Feinstein og Barbara Boxer. Det californiske kongresmedlem Nancy Pelosi er leder af den demokratiske gruppe og blev formand for Repræsentanternes Hus, efter at demokraterne vandt flertal i 2006. Hun er dermed den første kvinde på denne betydningsfulde post.
Den forhenværende filmskuespiller og republikanske politiker Arnold Schwarzenegger blev ved et omdiskuteret omvalg den 7. oktober 2003 valgt som statens guvernør. Han afløste demokratiske guvernør Gray Davis, efter af vælgerne ved en folkeafstemning havde fyret Davis, primært som følge af et enormt statsunderskud. Ved valget om at afløse Davis slog Schwarzenegger viceguvernør Cruz Bustamonte og 133 andre kandidater.
Californien var også staten, som gav den tidligere skuespiller og senere præsident Ronald Reagan hans første politiske post, da han blev guvernør i 1967. Richard Nixon var også kongresmedlem og senator fra staten, inden han i 1952 blev valgt til vicepræsident.
Økonomi.
Californien har verdens ottendestørste økonomi med et årligt BNP på 1,5 billion dollars, og er kendt for sin produktion af vin, avocadoer, og rosiner. Blandt de mere kendte industrier er filmindustrien i Los Angeles og IT-industrien i Silicon Valley omkring San Francisco.
Californien har et bruttonationalprodukt, som udgør 14% af USA's samlede udgifter. Californien har et BNP på 1 400 milliarder dollars, hvilket placerer staten på en sjette plads sammenlignet med andre lande i verden. De eneste lande, der har et større BNP bortset fra USA er Japan, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Calvados.
Calvados er æblebrændevin fra distriktet Calvados i Normandiet.
Det sidste -s udtales: Ordet er af spansk oprindelse.
Produktet fremstilles ved at destillere egnens traditionelle, gærede æblesaft (cider). Destillatet behandles på samme måde som cognac.
Der fremstilles også glimrende cider og destilleret cider i Bretagne. Der hedder produktet "Gwechall" (bretonsk for "ældgammel").
Æblebrændevin fra andre steder i Frankrig må kaldes "Eau-de-vie de Pomme". Ikke franske produkter er "Apple Brandy", "Applejack" eller "Aquardiente di Sidre".
Camarguedeltaet.
Camarguedeltaet ligger syd for byen Arles i Sydfrankrig og mellem de to arme af Rhônefloden, Grand Rhône og Petit Rhône, der udmunder i Middelhavet. Området er delvis sump, delvis marskland og er med sine ca. 490 km² Vesteuropas største floddelta. Området er et beskyttet naturområde med over 500 arter af fugle. Mest kendt er de store flokke af flamingoer. I Camargue findes også de halvvilde hvide Camargueheste og det sorte kvæg. Områdets cowboys, "gardians", opfostrer kamptyre, der eksporteres til Spanien.
De to største byer i området ud over Arles er Saintes-Maries-de-la-Mer, der ligger ca. 45 km sydvest for Arles og Aigues-Mortes, der ligger i Camarguedeltagets vestlige hjørne.
Cambridge.
Cambridge er en by i England med 108.863 indbyggere (2001). Cambridge ligger ca. 80 km nord for London.
Byen er mest kendt for Cambridge Universitet, som er grundlagt i 1209.
Camouflage.
Eksempel på brugen af "sløringsnet" til at camouflere militært kommunikationsudstyr
Camouflage, eller sløring i militær terminologi, er tiltag der skjuler nogen eller noget i omgivelserne.
Typisk forbindes ordet med soldater eller jægere, der ifører sig tøj og udstyr, der hjælper dem til ikke at blive set i det terræn de befinder sig i.
Der anvendes forskellige slags camouflage i de forskellige hære og enheder rundt om i verden. Den danske hærs camouflage kaldes også 84, og findes i en skov- og i en ørkenudgave.
Camping.
Camping er en udendørs rekreativ aktivitet, der involverer at man overnatter minimum én nat i en primitiv bygning (bivuak), et telt, en teltvogn eller i en campingvogn.
Lokaliteten kan enten være et naturområde, som f.eks. en skov, eller på en campingplads.
I de fleste lande skal overnatning ske på en campingplads eller et andet godkendt sted. Modsætningen hertil er Sverige, hvor Allemandsretten tillader at man overnatter en enkelt nat.
Allerede 13. december 1926 etableredes "Lejrklubben Danmark af 1926" som siden er blevet til Dansk Camping Union.
Campingtyper.
Camping må ikke forveksles med spejdere på spejderlejr, der dyrker det som en fritidsaktivitet. Disse er i modsætning til campister, der ferierer.
Campinghabitter er betegnelsen for en tvangsfri beklædning, e.g. fritidssæt, som ofte kan ses på campingpladsen.
Fastliggere kaldes den type som ligger fast på samme campingplads en hel sæson (eller flere)
I de senere år er der oprettet specielle campinghaver kun for fastliggere - dette er vel nærmest et kolonihavehus uden haven at passe
Vintercampister bruger campingvognen året rundt.
Campus.
En campus (latin for "åben plads"; flertal på latin: "campi") er et sammenhængende universitetsområde, der ofte inkluderer biblioteker, auditorier og opholdsområder.
Udtrykket er oprindelig amerikansk, og stammer fra Princeton University i New Jersey og optræder første gang i 1775. I begyndelsen refererede ordet udelukkende til den åbne plads mellem bygningerne – senere blev det en betegnelse for det samlede område. I dag anvendes ordet også for europæiske universiteter med flere bygninger i et parkagtigt område. Et par danske eksempler er Roskilde Universitet, Aarhus Universitet og til dels Danmarks Tekniske Universitet på Lundtofte-sletten.
Et campus-universitet ligger ofte i udkanten af en større by og står i modsætning til universiteter, hvor bygningerne er spredt ud over byen, som det for eksempel er tilfældet med Københavns Universitet i dag. Københavns Universitet har dog inddelt sin tilstedeværelse i byen i fire campusområder: City Campus, Nørre Campus, Søndre Campus og Frederiksberg Campus.
Canada.
Canada er et land i Nordamerika, der ligesom USA strækker sig fra Atlanterhavet i øst og til Stillehavet i vest. Nord for Canada ligger Nordpolen og det arktiske hav. Den eneste landegrænse er den til USA mod syd og nordvest. Arealmæssigt er Canada verdens næststørste land. Men kun mod syd findes der bymæssig bebyggelse.
Indianere indvandrede som de første til Canada for omkring 12.000 år siden. Inuitterne kom derefter for omkring 5000 år siden.
Nordboerne har sejlet til østkysten i 1400-tallet.
Sent i det 15. århundrede kom europæerne til østkysten og begyndte kolonisering omkring 1600. Det var overvejende franskmænd og englændere der kom. I den tid bredte betegnelsen Canada sig et navn der oprindelig var et irokesisk stednavn.
Demografi.
er en forbundsstat med ti provinser og tre territorier. Styreformen er parlamentarisme, og premierministeren er regeringsleder. Den britiske monark er formelt statsoverhoved. Canada har grænse med USA i syd og nordvest. Kystlinjen vest for landet udgøres af Stillehavet, i øst af Atlanterhavet og i nord af Arktiske Hav. Canada er verdens næststørste land. Canada er officielt tosproget; man taler engelsk i det meste af landet, men i provinserne Québec og dele af New Brunswick, Ontario, og Manitoba, er hovedsproget fransk.
Historie.
Indianere, som benævnes "1st nations people" i Canada, menes at have indvandret fra Asien fra 10.000 til 30.000 år siden over en passage mellem Sibirien og Alaska. Da europæerne begyndte at befolke Canada, levede der en hel række naturfolk - enten som nomader eller fastboende. De ernærede sig primært ved jagt, fiskeri og landbrug.
De første kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted omkring år 1000, da nordiske vikinger slog sig ned for en periode på Newfoundland. Men der gik yderligere 600 år, før indvandringen tog fat for alvor.
Europæiske opdagelsesrejsende udforskede vandene i Nordamerika for at finde en ny rute til de rige markeder i Orienten. Skønt opdagelsesrejsende som Giovanni Caboto, Jacques Cartier og Samuel de Champlain aldrig fandt en rute til Kina eller Indien, fandt de noget, som var lige så værdifuldt: rige fiskevande og store bestande af bæver, ræv og bjørn, som alle var meget eftertragtede for deres skind.
Permanente franske bosættelser blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet og engelske lidt senere. Det var uundgåeligt, at Nordamerika blev inddraget i magtkampe mellem England og Frankrig. Efter Quebecs fald i 1759 måtte Frankrig ved Freden i Paris overdrage alle de franske besiddelser øst for Mississippi til Storbritannien. Under det engelske styre havde den fransktalende del af Canada det ene mål at bevare deres traditioner, sprog og kultur. I 1774 blev vedtaget en lov, som officielt anerkendte fransk civilret og garanterede religionsfrihed samt sprogfrihed.
Et stort antal engelsktalende kolonister ("Loyalists"), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada, efter USA's uafhængighedskrig sluttede i 1783.
Efter dannelsen af et kraftfuldt USA efter den amerikanske borgerkrig følte nogle politikere, at en sammenslutning af de britiske kolonier var den eneste måde at forhindre en sammenslutning. I 1867 blev Canada East, Canada West, Nova Scotia og New Brunswick lagt sammen som "the Dominion of Canada".
Efter 1. verdenskrig voksede Canada langsomt i status og velstand, og blev i 1931 medlem af the Commonwealth, og fik komplet selvstyre efter Storbritannien underskrev "The Statute of Westminster". Under 2. verdenskrig kæmpede Canada endnu en gang sammen med Storbritannien mod Tyskland. Denne gang blev der indgået en forsvarspagt med USA, som efter angrebet på Pearl Harbor førte til en krigserklæring mod Japan.
Siden 2. verdenskrig er Canadas økonomi fortsat med at vokse. Denne vækst i kombination med offentlige sociale programmer, pensionsordninger, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer har givet canadierne en høj levestandard og en god livskvalitet.
I 1970'erne og 1980'erne opstod der gnidninger mellem provinsen Quebec og de øvrige provinser i Canada om det franske sprogs brug og status. I 1982 blev Canadas forfatning ændret, men Quebec nægtede at ratificere den.
Politik.
Den canadiske regent er Dronning Elizabeth II. Reelt styres Canada dog af det canadiske parlament, hvor Stephen Harper for tiden er premierminister. Styreformen er parlamentarisme.
Canada er medlem af OECD, NATO, FN, APEC, G8 og mange andre internationale organisationer.
Canada var i mange år uden nationalflag og brugte det britiske koffardiflag med Canadas skjold i det røde felt. I begyndelsen af 1960'erne øgedes interessen for at få et eget nationalflag. Resultatet blev nationalflaget med ahornbladet, der blev indført af parlamentet i 1965.
Geografi.
7000 km fra kyst til kyst. Fra nord til syd ca. 4600 km. Næsten 92% af canadierne bor mindre end 300 km fra grænsen til USA. Mangfoldighed er et kendetegn for Canadas geografi, omfattende frugtbare sletter til agerbrug, store bjergområder, søer og floder. De vildsomme skove må i det fjerne nord give plads for arktisk tundra. Der er selvfølgelig mange klimatiske variationer i dette enorme land, fra den permanent frosne iskappe i nord til den pragtfulde vegetation langs British Columbias vestkyst. Skønt meget af landet er søer og skove, er der bjerge, prærier og oven i købet en mindre ørken. Prærie dækker Manitoba, Saskatchewan og store dele af Alberta. Disse tidligere græsområder er nu omlagt til Canadas enorme hvedeproduktion.
Canada er et rigt land. De vigtigste naturlige ressourcer er naturgas, olie, guld, kul, kobber, jern, nikkel, uran og zink, tillige med træ og vand. Canada har en utrolig rig flora og fauna. Landet omfatter 8 vegetationszoner, de fleste domineret af skov. De mest almindelige træer er douglasfyr, rød ceder, hvid fyr og sukker ahorn, et af Canadas bedst kendte symboler - ahornbladet har været i det nationale flag siden 1965. Dyrene omfatter sortbjørnen, den brune bjørn, isbjørnen, bæveren, den amerikanske bison, ulven, prærieulven, lossen, pumaen, rådyr, elg, rensdyr osv. Der er også mere end 500 fuglearter som fx canadagås.
Canada har mere end 100 nationalparker og historiske steder og mindesmærker for at give hæder til mennesker, steder og begivenheder, som har spillet en rolle i landets historie. 37 nationalparker er spredt ud over landet, fx Banff, som ligger på de østlige bjergsider af Albertas Rockybjerge.
Efter Canadas beslutning om at opfatte tjæresand som almindelig olie har landet nu verdens næststørste beviste oliereserver.
Jordfordeling.
Økologi: Under debat - Luftforurening, forurening fra biler og kraftværker; drikkevand og overfladevandsforurening fra landbrug og pesticid rester; og andre. Desuden ødelægges enorme naturområder ved udvindingen af olie fra tjæresand.
De vigtigste byer er Toronto, Montréal, Vancouver, Calgary, Ottawa, Halifax, Edmonton og Winnipeg.
Økonomi.
Canadas vigtigste handelspartner er USA, men mens Canadas eksport til USA udgør 20 procent af Canadas BNP, udgør USA's eksport til Canada blot 3% af USA's BNP.
Demografi.
Størsteparten af befolkningen, 77 procent, lever i byer. I virkeligheden bor 31 procent af befolkningen i de 3 største byer: Toronto, Montreal og Vancouver. Engelsk er modersmål for ca 16 millioner canadiere, og fransk modersmål for ca. 6.5 millioner. Disse er Canadas 2 officielle sprog. Men mange canadiere har et andet modersmål såsom italiensk, kinesisk, tysk, portugisisk, polsk, hollandsk, græsk eller andre sprog - for ikke at nævne dansk.
42 procent af den canadiske befolkning er katolikker. Canadas næststørste religion er protestantisme, som praktiseres af ca. 38 procent. Andre væsentlige religioner er islam, buddhisme og jødedom.
66 procent af befolkningen er af europæisk afstamning, 26 procent har en blandet etnisk baggrund, 2 procent er indianere, og 6 procent er af asiatisk afstamning.
Kultur.
Canada er et stort land, og der er forskel i mentaliteten fra kyst til kyst. De vestlige provinser er mere amerikansk orienterede, mens det folkerige Ontario og de atlantiske provinser nok er det område i hele Nord- og Sydamerika, der er tættest på nordeuropæere. I Quebec taler man fransk.
Forfattere.
Margaret Atwood, Robertson Davies, Timothy Findley, Stephen Leacock, Antonine Maillet, Yann Martel, Alice Munro, Michael Ondaatje, Mordechai Richler og Carol Shields.
Musikere.
Bryan Adams, Nelly Furtado, Three Days Grace, Paul Anka, Barenaked Ladies, Leonard Cohen, Céline Dion, Finger Eleven, Glenn Gould, Avril Lavigne, Alanis Morissette, Nickelback, Rush, Simple Plan, The Tragically Hip, Shania Twain, Rufus Wainwright, Martha Wainwright, Neil Young, Joni Mitchell, Theory of a Deadman, Justin Bieber, Arcade Fire, Ron Sexsmith, Buffy Sainte-Marie, Daniel Lanois, Joni Mitchell, k.d. Lang, The Band, Diana Krall & Tegan and Sara.
Andre.
Pamela Anderson, Denys Arcand, Jim Carrey, David Cronenberg, Atom Egoyan, Michael J. Fox, Terry Fox, Mike Myers, Roy Dupuis, Donald Sutherland, Matthew Perry, Geoff Lapaire, Joel Gardiner, Jarett Cale, Munro Chambers,Ryan Gosling, Colin Mochrie og Ryan Stiles.
Canberra.
Canberra er Australiens hovedstad med 323.056 indbyggere (pr. 2006).
I 1901 da Australien blev samlet til et land, planlagde man at bygge byen Canberra, Byen er den eneste større by i Australien, som ikke ligger ved kysten, hvorfor den har langt færre industri– og handelsvirksomheder end andre store australske byer.
I 1927 blev byen hovedstad for Australien.
Turistattraktioner.
Udsigt fra Mt Ainslie over Canberra fra Australian War Memorial til Parlamentsbygningen
I Canberra findes flere museer som informerer om Australiens kultur og historie, for eksempel National Museum of Australia og Australian War Memorial. Præcis som de fleste byer har man også en dyrehave i National Zoo and Aquarium. Men det måske mest kendte er Parliament House, hvor Australiens parlament befinder sig.
Kræft.
Kræft (cancer) er en alvorlig og ofte dødelig sygdom. Kræften spreder sig ved at vokse i størrelse og ved udsæd (metastaser).
En ondartet svulst (malign tumor) opstår ved at cellerne er muterede og har mistet en række af deres normale egenskaber. Cellen kontrolleres ikke længere af de normale mekanismer. Cellen bliver mere udifferentieret, det vil sige mister sit formål og funktion, og væksten hæmmes ikke af de normale faktorer.
De almindelige mekanismer, der kan uskadeliggøre cellen er også uvirksomme. Disse kaotiske celler kan så sprede sig direkte, via blodet eller lymfesystemet og skabe cellekolonier (metastaser) andre steder i kroppen.
Årsagerne til kræft er mutationer i cellerne. Sådanne mutationer kan være medfødte, hvilket betyder at kræft delvis er arveligt. Andre mutationer kan opstå som følge af stråling eller livsstil, ligesom antallet af mutationer stiger med alderen.
Behandling.
Kræft behandles i dag primært gennem kirurgi, strålebehandling og kemoterapi. Den valgte behandlingsform afhænger af, hvilken kræfttype der skal behandles. Ofte kombineres behandlingsmetoderne. Proteinet topoisomerase er mål for flere forskellige slags cytostatika bl.a. etoposide og doxorubicin.
Carl Nielsen.
Carl August Nielsen (9. juni 1865 – 3. oktober 1931) var en dansk komponist og dirigent. Han skrev seks symfonier, tre koncerter for hhv. violin, fløjte, klarinet og orkester, to operaer, seks strygekvartetter og anden kammermusik samt flere hundrede sange og andre vokalværker (kantater).
Liv.
Carl Nielsens barndomshjem i Nørre Lyndelse
Han blev født i et fattigt landarbejderhjem på Fyn i Sortelung nær Nørre Lyndelse, syd for Odense. Carl havde 11 søskende, hvoraf flere døde ganske unge. Faderen var maler og tjente ekstra som landsbymusikant. Niels Jørgensen (eller Niels Maler) lærte flere af sine børn at spille violin. Carl viste et særligt stort talent for det. Han kunne spille de store mestre som Mozart og Beethoven. Den lokale musikforening fik ham optaget som blæser i et militærorkester. Her lærte han at spille på en lang række instrumenter og blev forfremmet til korporal. Det åbnede muligheden for en friplads på konservatoriet. Herefter blev han violinist og senere kapelmester i Det Kongelige Kapel. Han er omtalt som sin tids største musikbegavelse i Norden. Han tonesatte alt fra småsange som Jens Vejmand til store symfonier og operaer som Maskarade.
Carl Nielsen blev gift i april 1891 i Paris med den to år ældre danske billedhugger og maler Anne Marie Carl-Nielsen (født Brodersen, 21. juni 1863 i Sdr. Stenderup – 21. februar 1945 i København). Sammen fik de døtrene "Irmelin" Johanne (Kbh., 9.12.1891-Kbh., 9.9.1974, gift Eggert-Møller) og Anne Marie (4.3.1893-17.4.1983, gift 1918-36 med violinvirtuosen Emil Telmányi) samt sønnen Hans Børge (5.9.1895-1956), der var retarderet. Ingen af Nielsens officielle børn efterlod sig børn.
Men uden for ægteskabet havde Carl Nielsen allerede som 22-årig fået en søn, "Carl August Hansen" (Kbh. 8.1.1888 - New York, 4.1.1963) med Karen Marie Hansen (4.9.1865-17.3.1949), der var stuepige i København i den opgang Carl Nielsen boede. Carl Nielsen anerkendte aldrig faderskabet, men han hjalp både moderen og sønnen økonomisk.
Carl August Hansen lærte som faderen at spille violin og uddannede sig i USA som farmaceut. Moder og søn var i 1901 emigreret til USA, men Carl August vendte i 1912 alene tilbage til København, hvor han i et par år studerede på Det kgl. danske Musikkonservatorium uden at fuldende studierne. Han blev restaurationsmusiker og spillede med en trio i flere sæsoner på et hotel i Skagen. Inden han rejste fra USA, havde han giftet sig og fik senere en datter. Men ligesom faderen havde også han et uægteskabeligt barn med en dansk kvinde.
Nielsens forskellige efterkommere optræder i John Fellows underholdende bog "Vil Herren ikke hilse på sin Slægt" (Forlaget Multivers, Kbh. 2005).
Desuden skal Carl Nielsen være far til en datter uden for ægteskabet, "Rachel Siegmann" (egl. døbt Edith Ragnhild Hansen, Kbh. 12.10.1910 - død 11.9.1969), hvis mor skulle være ansat på Det kgl. Teater. Alt tyder dog på, at Carl Nielsen næppe har været faderen. Rachel blev komponist i mindre målestok. Hidtil er kun tre sange af hende kendt. De blev udgivet i kommission hos Wilhelm Hansens Musikforlag først i 1930'erne.
Sange.
Carl Nielsen skrev omkring 350 sange. Han skrev ikke deciderede kunstsange som den gennemkomponerede tyske "Lied", men snarere sange i en folkelig stil (strofiske sange). Det er karakteristisk, at han udelukkende skrev sange til danske tekster. I sine unge år (1887-88) komponerede han nogle få sange til engelske tekster oversat til dansk.
I 1914 påtog han sig at skaffe melodier til Johan Borups "Dansk Sangbog" dels ved selv at komponere melodier, dels ved at lade opgaven gå videre til sine elever.
Sammen med Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard redigerede han Folkehøjskolens Melodibog (1922), der indeholdt en lang række af hans tidligere udgivne sange.
Også en række sange i Den Danske Salmebog har melodi af Carl Nielsen. Selv om han komponerede et utal af salmer, er det kun et fåtal, der er blevet stående. Han var ikke "Barn af Huset", som Thomas Laub formulerede det.
Sangene "Vi sletternes sønner" og "Jens Vejmand" er optaget i kulturkanonen.
Monumenter og eftermæle.
Carl Nielsens grav på Vestre Kirkegård
Carl Nielsens portræt pryder de danske 100-kronesedler.
Anne Marie Carl-Nielsen skabte flere monumenter for Carl Nielsen. Et står på Grønningen i København, et andet i Nørre Lyndelse på Fyn. Her er Carl Nielsen Skolen opkaldt efter ham. Et af Nielsens barndomshjem i byen er indrettet som Carl Nielsen-Museum. I Odense har byens koncerthus navn efter ham. I det er indrettet et "Carl Nielsen Museum".
Carl Nielsen Salen på Det Kongelige Teater er opkaldt efter ham.
Monumentet i skellet mellem St. Kongensgade og Grønningen i København forestiller en nøgen ung mand, som spiller på panfløjte. Han er til hest - den vingeløse Pegasus. Ansigtstrækkene er den unge Carl Nielsens.
På "Michael og Anna Anchers Museum" i Skagen hænger et portræt af Carl Nielsen. Carl Nielsen besøgte først Skagen i 1906, og maleriet er fra 1890'erne.
Værker.
"Hovedartikel: Fortegnelse over Carl Nielsens værker"
Dan Fog og Torben Schousboe udgav i 1965 et katalog over Carl Nielsens værker. Værknumrene der følger dette katalog angives oftest med initialerne "FS", f.eks. har den 5. symfoni "FS 97". Fortegnelsen er ufuldstændig og behæftet med mange fejl og mangler. En ny tematisk værkfortegelse er under forberedelse i forbindelsen med "Carl Nielsen Udgaven" (1994-2009).
Symfonier.
Symfonisk Rhapsodi i F-dur (1. sats af en ufuldendt 1. symfoni) (1890)
Carlsberg.
De gamle hestevogne med trætønder og bryggerheste er blevet et sjældent syn i det moderne gadebillede
Carlsberg A/S er et dansk bryggeriselskab grundlagt i 1847 af J. C. Jacobsen.
I dag er Carlsberg blandt de førende i verden med bryggerier i omkring 50 lande, og bryggeriets premium-mærke Carlsberg sælges på ca. 150 markeder.
Carlsberg er godt repræsenteret i Vest- og Østeuropa samt Asien. Især på de skandinaviske markeder, Tyskland og Schweiz står bryggeriet godt, ligesom det i Rusland har en markedsandel på omkring 38 pct. gennem firmaet Baltic Beverages Holding (BBH).
I Danmark er Carlsberg aktiv gennem det 100% ejede aktieselskab Carlsberg Danmark og ejer desuden malteriet Danish Malting Group.
I januar 2008 fremkom Carlsberg og konkurrenten Heineken med et fælles bud på Scottish & Newcastle svarende til 104 mia. kr., som S&N's ejere accepterede. Købet gik endeligt igennem i april 2008. Herved overtog Carlsberg med den største handel i selskabets historie bl.a. S&N's halvdel af BBH, det franske bryggeri Kronenbourg og græske Mythos.
Carlsbergs ølproduktion var i 2009 på 116,0 mio. hl opgjort pro rata (ift. ejerandel), og selskabet omsatte for 59,4 mia. kr.
Historie.
Fra udlandet fik J.C.Jacobsen åbnet øjnene for bayersk øl, der er noget anderledes end den hvidtølstype, som danskerne drak indtil midten af 1800-tallet.
I Valby, der dengang lå uden for København, opførte han i 1847 bryggeriet Carlsberg, navngivet efter hans søn Carl og Berg der er det tyske ord for bjerg, som skal symbolisere bryggeriets placering, nemlig Valby Bakke. Bryggeriet skulle levere til de københavnske borgere, men pladsen indenfor byens volde var blevet så trang og miljøet så dårligt, at Jacobsen søgte kongens tilladelse til at placere bryggeriet i Valby, hvor den nye jernbane fra København til Roskilde ganske praktisk også gik igennem.
Carlsberg fik hurtigt succes, og i 1868 eksporterede bryggeriet sin første tønde øl.
Øllets kvalitet var af stor vigtighed for J. C. Jacobsen, og han oprettede derfor det velansete Carlsberg Laboratorium i 1875. Med forskeren Emil Christian Hansen i spidsen kom laboratoriet til at spille en stor rolle i tidens stræben efter at forstå øllets kemi. I 1883 lykkedes det ham nemlig at rendyrke den ølgær, man brugte, og dermed kunne den ødelæggende ølsyge undgås. Gærtypen blev navngivet "Saccharomyces carlsbergensis" og metoden blev frit skænket til andre bryggerier, og i dag er det stadig carlsbergensis-typen, der bruges til pilsnerbrygning verden over.
Gamle og Ny Carlsberg.
J.C. Jacobsens søn, Carl Jacobsen, kom også ind i bryggeribranchen, og i 1871 fik han lov til at leje faderens nybyggede Anneksbryggeriet som også lå på grunden i Valby. Far og søn var dog ikke enige på spørgsmålet om øllets kvalitet. Her mente far J.C. at man ikke måtte slække på øllets lagringstid, mens Carl netop ville gøre dette for at imødekomme den store efterspørgsel. I 1880 opsagde J.C. så sønnens lejeaftale og kunne dermed udvide sin egen produktion betydeligt. Carl, der allerede var blevet velhavende, opførte i stedet bryggeriet Ny Carlsberg ved siden af de to andre.
Forholdet mellem Carl og J.C. var ikke altid godt, og de to Carlsberg-bryggerier blev først slået sammen 19 år efter faderens død (1906).
Væksten gennem 1900-tallet.
Carlsberg gik efterhånden til at være landsdækkende, og specielt i årtierne efter 2. verdenskrig begyndte bryggeriet at etablere produktion i udlandet. I 1964 overtog Carlsberg det nordsjællandske bryggeri Wiibroe, men lod det foreløbigt have sin egen ølproduktion. Carlsberg købte De forenede Bryggerier (Tuborg) i 1970 og fortsatte en overgang med dettes navn. I 1988 købte man det mindre vesttyske Hannen-Brauerei, og i 1992 indgik Carlsberg en fusion med britiske Tetley. I 2000 overtog Carlsberg det store schweiziske bryggeri Feldschlösschen.
I 2000 lagde Carlsberg og norske Orkla deres bryggeriaktiviteter i selskabet Carlsberg Breweries A/S med en ejerandel på henholdsvis 60 og 40 procent. Ejerstrukturen fungerede dog ikke optimalt og efter et overtagelsesforsøg fra Orkla, købte Carlsberg i 2004 selskabet fri igen for 14,8 mia. kr., ligesom man forøgede gælden yderligere ved at overtage tyske Holsten Brauerei, hvilket gav en solid position på det nordtyske marked.
Carlsberg brygger bortset fra Husbryggeriet Jacobsen fra 2008 ikke længere øl på den historiske grund i Valby da man har besluttet at samle den danske produktion på Fredericia Bryggeri. Under sloganet "Vores By" har Carlsberg iværksat planer for omdannelse af den store bygningsmasse til en ny bydel, men Finanskrisen 2007-2009 har gjort fremtiden usikker for planerne. Tegnestuen Entasis vandt idékonkurrencen om en bebyggelsesplan for området i 2007.
Udenlandske markeder.
Gennem Carlsbergs udenlandske datterselskaber, der ejes med andre firmaer eller alene, sælges mange andre ølmærker end Tuborg og Carlsberg.
Sponsorater.
Carlsberg har en lang række sponsorater indenfor sport, men primært fodbold. Siden 1988 har bryggeriselskabet sponsoreret EM i fodbold, siden 1992 fodboldklubben Liverpool FC, og i 1999 blev Carlsberg sponsor for FC København. Derudover sponsorerer Carlsberg bl.a. det irske fodboldlandshold og Odense Boldklub. En årrække var Carlsberg også golf-sponsor, men det er nu stoppet. Skisport har været sponsoreret siden 1999, og i 2007 var Carlsberg hovedsponsor for det alpine verdensmesterskab i Åre, Sverige.
Ejerskab.
Carlsberg A/S's hovedaktionær er Carlsbergfondet, et ejerskab der er bestemt af fondets fundats. Med tiden har fondet mindsket sin ejerandel ved kapitaludvidelser i selskabet, senest i 2004 og 2008, og det ejer nu 30,3 pct. af kapitalen. Selskabet er noteret på Københavns Fondsbørs og aktierne er delt i to aktieklasser, A og B, hvor hver A-aktie har 20 stemmer mod B-aktiernes 2. Dette er grunden til at Carlsbergfondet besidder en stemmeandel på hele 72,84 pct.
I maj 2007 fik Carlsbergfondet godkendt en ændring af fundatsen hos Civilstyrelsen så det fremover mindst skal eje 25 pct. af aktiekapitalen så længe 51 pct. af stemmerne er på fondets hænder. Ændringen har muliggjort den kraftige udvidelse af aktiekapitalen på omkring 30 mia. kr. til medfinansiering af Heineken og Carlsbergs overtagelse af Scottish & Newcastle.
Industriminde og fredninger.
Carlsbergs bryggeri i Valby er udpeget til nationalt industriminde. Desuden er de fleste større bygninger på Carlsberg fredet i to omgange, i 1999 og 2009.
Carmen (opera).
Plakat for Carmens premiere i 1875
Carmen er en opera comique af Georges Bizet. Librettoen er af Henri Meilhac og Ludovic Halévy, baseret på en novelle af Prosper Mérimée. Førsteopførelsen fandt sted i Paris 3. marts 1875. Teksten er fransk.
Handlingen udspiller sig i Sevilla og omegn omkring 1830.
Carrara.
Carrara er en by i Toscana i Norditalien. Marmorbruddene her har siden romersk tid forsynet mange af verdens største billedhuggere, bl.a. Michelangelo, Thorvaldsen og Rodin, med marmor.
Ligeledes er det berømte Carrara-marmor brugt i mange bygninger. Selv mange nutidige danske bygninger indeholder Carrara-marmor, Nordjyllands Kunstmuseum og Københavns Lufthavn har gulv i det lyse stenmateriale.
Enrico Caruso.
Enrico Caruso (25. februar, 1873 – 2. august 1921) var en italiensk italienske tenor. Han sang både opera og mange andre genrer. Hans berømmelse skyldtes også, at han var en af pionererne på grammofonplade. Carusos havde en meget stor og smuk stemme, og han kunne også i en snæver vending dubblere bassen på scenen.
Cavalleria rusticana.
"Cavalleria rusticana" er en opera af Pietro Mascagni, komponeret i 1890. Handlingen udspiller sig på Sicilien i slutningen af det 19. århundrede.
Operaen er en énakter og opføres ofte sammen med Leoncavallos "Bajadser."
Cecil Rhodes.
Cecil John Rhodes (5. juli 1853-26. marts 1902) grundlagde Rhodesia, nu Zimbabwe. Han tjente en formue på sydafrikanske diamantminer og var premierminister i Kapkolonien fra 1890 til 1896. Første gang han kom til Sydafrika var han 17, og allerede der var han en stor imperiebygger. Men hans største drøm var dog at bygge en jernbane fra det engelske område i Kairo til Kapstaden i Sydafrika. Men for, at han kunne realisere sin drøm måtte han sørge for at englænderne erobrede det sidste selvstændige kongerige i Sydafrika, i Matebeleland, hvor høvding Lobengula herskede. For at kunne erobre landet, måtte Rhodes i første omgang prøve at overtale høvdingen til at Rhodes kunne komme ind i landet. Men høvdingen stolede ikke på de hvide handelsmænd, og missonærer. Men i anden omgang fik Rhodes overtalt høvdingen til at skrive under på en traktat hvor der blev lovet våben til høvdingen, hvis de hvide folk måtte komme ind i landet. Men der blev høvdingen narret. Han fik aldrig de våben der blev lovet, så det stormede ind med hvide mænd, der overfaldt Lobegulas mænd. På et enkelt slag døde flere 1000 af Lobegulas mænd, og selveste Lobengula døde også. Så hans underhøvding måtte overgive sig til de hvide mænd. Derefter etablerede Rhodes en koloni i området under navnet Rhodesia.
Familieliv og nærmere biografi af Cecil Rhodes.
Cecil John Rhodes blev født den 5. juli 1853 i Hertfordshire(England). Hans far var præst og havde dansk blod i årerne. Han var gift to gange og endte med 9 sønner og 2 døtre. Cecil var den femte søn, som faren fik, med sin anden hustru Louise Peacock. Hans far ville gerne have at alle hans sønner blev præster ligesom ham selv, og han sendte dem tidligt i søndagsskole og han sørgede for at de fik en god kristelig opdragelse, men børnene ville noget andet de gik alle enten i hæren eller tog ud i verden efter lykken.
Selve Cecil Rhodes tog på gymnasiet i første omgang, men blev som 16-årig stillet dianogsen på en begyndende tuberkulose. Derfor blev han af lægen opfordret til at tage til sydafrika, pga. det tørre klima ville forbedre hans tilstand.
I 1870 ankommer Cecil Rhodes derfor til Sydafrika, hvor han så møder en af hans brødre, som er beskæftiget ved landbruget. Samtidig blev der fundet ekstreme mængder diamanter i byen Kimberley, så da Cecil Rhodes ankom, var broderen derfor allerede flyttet til diamantområdet.
I Marts 1871 prøvede Cecil Rhodes at tjene nok til en universitetsuddannelse gennem landbrug, men da værdien af afgrøder faldt drastisk, besluttede han sig for at forsøge sig som diamantjæger – ligesom sin bror.
I 1873 havde han tjent tilstrækkeligt med penge som diamantjæger, til at kunne fortsætte med en universitetsuddannelse og rejste derfor tilbage til England. Da han så kom tilbage til England fik han lungebetændelse og hans tuberkulose blev derfor meget alvorlig. Han var nødsaget til at vende tilbage til Sydafrika en gang i mellem, samtidig med at han fortsatte sin uddannelse.
Rhodes, formåede at blive en snu forretningsmand som samtidig med at han havde kontrol over flere diamantminer, byggede Sydafrikas største vandpumpe.
Han medvirkende også i en sammenslutning af de største mineselskaber i Kimberly, som udgjorde en organisation, som han kaldte ”The Beers Mining Company”.
Indenfor diamantproduktionen fik han derfor også en stor indflydelse. Rhodes, arbejdede driftigt med at udvide det britiske herredømme i Afrika. Hans drøm var jo netop også at bygge en jernbane fra Cape til Kairo i Sydafrika.
Celle (biologi).
En celle er den mindste levende enhed i alle levende organismer og er fælles for alt liv, både for mikroorganismer, planter, dyr og mennesker. Nogle organismer såsom bakterier består kun af en enkelt celle (encellede), hvorimod andre organismer er flercellede og består af op til flere billioner celler, der arbejder sammen.
Matthias Jakob Schleiden og Theodor Schwann var de første, der fremsatte teorien om, at alle organismer består af én eller flere celler, der alle er opstået ved deling af andre celler. En organismes vitale funktioner foregår primært inde i cellerne og styres og kontrolleres af arvematerialet, DNA, der findes i alle celler.
Enhver celle er i en vis udstrækning i stand til at varetage sine egne vitale funktioner og derved opretholde sit eget liv. Cellen er således i stand til at optage næringsstoffer, omsætte disse næringsstoffer til energi og nødvendige molekylære byggesten samt udskille de affaldsstoffer, der bliver tilovers ved disse processer. Ved disse processer, der kaldes stofskiftet, gør cellen brug af specialiserede enzymer og proteiner, som ofte ligger lokaliseret i strukturer kaldet organeller. Organeller kan betragtes som cellens små organer.
Celler deler sig ved celledeling, hvor cellen videregiver en komplet kopi af sit arvemateriale til sine datterceller.
Anatomi.
Traditionelt skelner man mellem to typer af celler: eukaryoter og prokaryoter. Prokaryoter er encellede organismer, mens eukaryoter kan leve encellet eller indgå i flercellede organismer. Der er en række forskelle i de to celletypers anatomi. Evolutionært menes prokaryoterne at være opstået før eukaryoterne, og prokaryoterne fremstår mere primitive end eukaryoterne.
Prokaryoter.
Prokaryoter adskiller sig på flere punkter væsentligt fra eukaryoter, f.eks. har prokaryoten ikke en afgrænset cellekerne, prokaryoterne er som oftest meget mindre end eukaryoterne, og prokaryoterne har ingen membranafgrænsede organeller som eukaryoten har. Frem for at have mange specialiserede organeller har prokaryoten en plasmamembran, som varetager en stor del af prokaryotens livsnødvendige funktioner. Overordnet består prokaryoten af tre forskellige anatomiske regioner: vedhæng som flageller og pili, som er proteiner, der sidder på prokaryotens overfladen; én cellevæg samt en eller to cellemembraner, der afgrænser cellen fra omgivelserne; og et cytoplasma, hvori prokaryotens arvemateriale ligger. I cytoplasmaet findes også cellens ribosomer.
Eukaryoter.
Eukaryoter er ofte meget større end prokaryoter. Udover størrelsesforskellen er en væsentlig forskel på de to typer af celler, at eukaryoter har afgrænsede organeller, hvori dele af eukaryotens stofskifte finder sted. Det enkelte organel er specialiseret til at varetage enkelte dele af cellens stofskifte. Den eukaryote celle har også en cellekerne, nucleus, hvor cellens DNA ligger. DNA'et er hos eukaryoten længere end hos prokaryoten og ligger i eukaryoten organiseret i enkelte kromosomer.
Cellebestanddele.
Både prokaryoten og eukaryoten har en række bestanddele, som er fælles for begge celletyper. De har begge en cellemembran, der adskiller dem fra omverden. Indenfor cellemembranen findes cellens cytoplasma. Alle celler har desuden DNA, der indeholder cellens genetiske materiale. DNA'et bruges af cellen til at lagre information om alle de biologiske makromolekyler, der er nødvendige for cellen. Cellen omsætter denne information vha. rna, som benyttes ved cellens konstruktion af proteiner.
Cellemembranen.
Cellen omgives af en cellemembran, der afgrænser og beskytter cellen for omgivelserne. Hos planter og prokaryoter er cellemembranen ofte dækket med en cellevæg, der yder ekstra beskyttelse og stivhed for cellen. Cellemembranen består af et dobbelt lag af fedtmolekyler, lipidlaget. Udover lipidlaget, der udgør hovedparten af cellemembranen, findes der også proteiner i cellemembranen. Lipidlaget er relativt uigennemtrængeligt for vand og vandopløselige molekyler og udgør derfor en effektiv barriere mod omgivelserne. Proteinerne i cellemembranen varetager de mere specialiserede funktioner i cellemembranen. De er fx ansvarlige for transport af vandopløselige molekyler ind og ud af cellen og kan virke som receptorer for ekstracellulære signalstoffer.
Cytoskelet.
Cytoskelettet findes inde i cellens cytoplasma og er med til at opretholde cellens form. Udover at give cellen dens form er cytoskelettet også vigtigt for cellens evne til at bevæge sig og nødvendigt for den intracellulære transport af molekyler. Cytoskelettet er hos eukaryoten opbygget af tre forskellige trådformede proteinkomponenter kaldet aktinfilamenter, mikrotubuli og intermediære filamenter. Hos prokaryoten findes tilsvarende trålignende strukturer, der gennemvæver cellens cytoplasma.
DNA fra en eukaryot celle organiseret i flere kromosomer.
Arvemateriale.
Organismer kan lagre deres arvemateriale på to forskellige måder, som DNA eller som RNA. Både eukaryoter og prokaryoter lagrer deres arvemateriale som DNA. RNA anvendes af nogle typer virus til lagring af arvemateriale. Hos prokaryoterne og eukaryoterne anvendes RNA som transportmedie for arvematerialet (mRNA) og som ribozymer og aminosyrebærere (tRNA) i forbindelse med cellens proteinsyntese.
Prokaryoter har deres arvemateriale liggende som et enkelt cirkulært DNA-molekyle. Eukaryoten har sit arvemateriale placeret i cellekernen, hvor det ligger i flere forskellige lineære DNA-molekyler kaldet kromosomer. Desuden findes der hos eukaryoten cirkulære stykker af DNA i enkelte organeller, såsom mitochondrier og kloroplaster.
Organeller.
Som organerne hos mennesket findes der i cellen forskellige specialiserede strukturer, der varetager specifikke funktioner, og disse kaldes organeller.
Cellekerne.
Cellekernen findes kun i eukaryoter og huser cellens genetiske materiale, DNA. Cellekernen virker som cellens kontrolcenter, og det er i cellekernen, at syntesen af DNA og RNA finder sted. Cellekernen er adskilt fra cellens cytoplasma af en kernemembran, der har til formål at beskytte arvematerialet inde i kernen og styre transporten af molekyler ind og ud af cellekernen. Inde i cellekernen ligger cellens DNA organiseret i kromosomer. De enkelte kromosomer er bygget op af kromatin, der består af DNA og proteiner, som er med til at organisere de lange DNA-molekyler. Udover kromatin findes der i cellekernen proteiner og enzymer, der forarbejder DNA'et. Ved transskription af DNA danner cellen en RNA-kopi af arvematerialet kaldet messenger-RNA (mRNA). mRNA'et modificeres og transporteres ud af cellekernen til cellens cytoplasma, hvor det indgår syntesen af proteiner.
Mitochondrier & chloroplaster.
Cellen er afhængig af energi for at kunne udføre de livsnødvendige processer i cellens stofskifte. Af denne årsag har de eukaryote celler særlige organeller, der er specialiseret i visse energidannende funktioner. Mitochondrier findes i cellens cytoplasma og er ofte aflange eller ovale i deres form. De er opbygget af to membraner, en ydermembran og en indermembran. Inde i mitokondriet findes mitochondriets matrix, der indeholder enzymer, der indgår i dannelsen af energi. Udover enzymer indeholder matrix også mitochondriets DNA (mDNA), der er forskellig fra cellens DNA, der findes i cellekernen. mDNA'et er mitokondriets arvemateriale og koder for alle de strukturer, der findes heri. Mitochondrierne danner en stor del af energien i form af ATP ved krebs' cyklus, hvor ilt og glukose omsættes; den indledende energidannelse finder sted i cytosolen. I planter findes chloroplaster eller grønkorn, som også indeholder deres eget DNA. Kloroplaster er i planten ansvarlig for fotosyntesen, hvor lys og carbondioxid omdannes til energi lagret i glukose.
Celledeling.
Celledeling omfatter dannelsen af to nye datterceller fra én enkelt modercelle. Hos flercellede organismer udgør dette basis for vækst og dannelse af nyt væv, hos encellede organismer er celledelingen basis for formering. Forud for en celledeling er det nødvendigt for cellen at lave en nøjagtig kopi af sit arvemateriale. På grund af forskellene i lagring og placering af DNA'et hos prokaryoter og eukaryoter, er processen, hvorved de deler sig, også forskellig.
Prokaryoter deler sig ved en proces kaldet binær fission. Her laves først en nøjagtig kopi af cellens DNA, hvorved cellen får to kromosomer. Herefter vokser cellen i størrelse, og de to kromosomer placerer sig i hver sin ende af cellen. Derefter begynder cellevæggen af invaginere på midten, og de to kromosomer bliver adskilt i hvert sit rum. Til sidst skilles de to ender, og der er dannet to datterceller.
Eukaryoter har flere kromosomer placeret i cellekernen. Når eukaryoten deler sig, gennemløber den en række faser. I den første fase vokser cellen sig større og laver en nøjagtig kopi af hvert kromosom, herefter kommer endnu en vækstfase, der også virker som kontrolfase. Til sidst finder den egentlige celledeling sted, hvor cellekernen nedbrydes, og cellen trækker én kopi af hvert kromosom ud til hver sin ende af cellen. Herefter dannes der en indsnøring midt på cellen, hvorved den splittes i to datterceller. Dattercellerne danner derpå en ny cellekerne, hvor de placerer deres kromosomer. Flercellede organismer anvender en særlig form for celledeling kaldet meiose til dannelsen af kønsceller, der anvendes ved formering.
Celledelingen hos prokaryoter er væsentlig hurtigere end den tilsvarende hos eukaryoter, dels pga. af prokaryotens simplere opbygning, men også som udtryk for en mindre kontrol med kopieringen af DNA'et. Dette resulterer i en højere mutationsrate hos prokaryoter. Mutationer af en enkelt celle udgør hos flercellede organismer en risiko, da det kan resultere i kræft og derved kan betyde, at hele organismen går til grunde. Hos encellede organismer kan den høje mutationsrate være en fordel, da den skaber større genetisk diversitet og derved større mulighed for at tilpasse sig.
Cellulose.
Cellulose er et polysakkarid der består af en meget lang kæde af glukosemolekyler.
Cellulose er en polymer af glukose med følgende kemiske formel: (C6H10O5)n. Det er ét af de mest almindeligt forekommende organiske stoffer i naturen. Cellulose adskiller sig fra stivelse ved den måde, som glukoseenhederne er bundet til hinanden på: Det sker ved hjælp af β-1,4-bindinger, som hæfter glukoseenhederne sammen i lange, uforgrenede kædemolekyler. Tætliggende kæder bindes sammen på tværs ved talrige brintbroer.
Cellevæggene i planter, som f.eks. træer, græs, papyrus, bomuld og halm, består mest af cellulose. Papir, cellofan, rayon, viskose er næsten ren cellulose.
Mave-tarm-kanalen hos pattedyr indeholder ingen enzymer, som kan nedbryde andre polysakkarider end de der indeholder alfa-1,4-bindinger. Således kan cellulosens bindinger ikke nedbrydes af noget kendt pattedyrsenzym.
Drøvtyggere ((nogle?: parrettåede hovdyr?, firemavedrøvtyggere og til dels støttetandede), som f.eks. geder, køer, flodheste og får, kan fordøje cellulose. De klarer nedbrydningen af cellulosen med hjælp fra symbiotiske bakteriekulturer og gærsvampe i mave-tarmsystemet. Hos gæs og kakerlakker findes tilsvarende symbioser, mens myrer og termitter klarer problemet ved hjælp af svampekulturer.
Bakterierne indeholder cellulaser, som kan hydrolysere cellulose.
Centrifuge.
Centrifuge til opbevaring af glasrør
En centrifuge er en maskine som adskiller væsker med forskellig vægtfylde eller adskiller væske fra faste stoffer. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen.
Ældre dansk navn, som nu er forsvundet fra det danske sprog: svingskumme (sving-skummer?).
Centrifugeprincippet udnyttes ligeledes i langt de fleste husstandsinstallerede vaskemaskiner, for hurtig bortslyngning af tøjets indhold af vaskevand.
De fleste centrifuger findes dog i industrien, hvor de primært adskiller væsker. En stor del af disse bruges på mejerier, hvor de adskiller fløde fra råmælken, men også forskningslaboratorier, olieraffinaderier og medicinalindustrien er afhængige af centrifugen til at behandle deres respektive produkter.
Centripetalkraft.
Centripetalkraften er den kraft, der skal til for at holde et legeme i jævn cirkelbevægelse. Centripetalkraften er rettet fra legemet og ind til rotationsaksen, og er dermed modsat rettet "centrifugalkraften". Centripetalkraften er en "rigtig" kraft, hvor centrifugalkraften er en fiktiv kraft.
Sidder man f.eks. i en karrusel med ansigtet ind mod midten, virker centripetalkraften i ryggen og holder én i jævn cirkelbevægelse. Hvis et legeme i cirkelbevægelse pludselig ikke længere er påvirket af nogen kraft, vil legemet i stedet følge en ret linje givet ved tangenten til cirklen i det punkt, hvor legemet befandt sig da kraftpåvirkningen ophørte.
Hvis det er underforstået at formula_2 og formula_3 begge ligger i et plan og er rettet hhv. "indad" og "udad", samt at formula_4 er normal på rotationsplanet, reducerer dette til formula_5
Ceuta.
Ceuta er en selvstændig spansk by og provins langs Middelhavskysten i Nordafrika og samtidig en eksklave i det nordlige Marokko. Området har et areal på 28 kvadratkilometer og har 75.861 indbyggere. Indbyggerne taler spansk eller det berbiske sprog tamazight.
Områdets primære erhvervsliv består af fiskeindustri, bryggerier og butikker. Ceuta er ligeledes også et rejsemål for mange turister, der sejler dertil med skib. Byen har et parlament med 25 pladser og en valgperiode på fire år. Indbyggerne er katolske eller sunni-muslimer. Marokko gør krav på byen, tilsvarende med den anden autonome by Melilla og en række spanske øer.
Ceuta blev erobret af kongen João I af Portugal i 1415 og forblev en portugisisk besiddelse indtil 1668 ved Lissabons Traktat hvor kongen Afonso VI af Portugal overdrog kolonien til kongen Carlos II af Spanien. Ikke destomindre beholdte Ceuta sit flag, som har som baggrund Lissabons byflag og det portugisiske våbenskjold.
Ch.
CH eller ch er en bogstavkombination som forekommer i flere sprog.
CH som to bogstaver.
"Ch" bruges som en bogstavkombination på flere sprog, hvor den repræsenterer et enkelt fonem. Romerne brugte bokstavkombinationen for det græske χ, men denne lyd udviklede sig senere til [k]. På engelsk repræsenterer "ch" som regel lyden [tʃ], mens den på fransk og portugisisk repræsenterer lyden [ʃ]. På vietnamesisk repræsenterer "ch" [c]. På xhosa og zulu repræsenterer "ch" et aspireret klik, som med lydskrift skrives [k|h]. På tysk kan ch repræsentere to lyd, [x] og [ç], afhængig af den forestående vokal.
Frem til 1994 var "ch" sit eget bogstav på spansk, men man besluttede at det var bedst at anse det som en bogstavkombination, for at være mere i tråd med andre versioner af det latinske alfabet. På spansk repræsenterer "ch" lyden [tʃ].
Unicode.
I Unicode kodes "ch" som "c" og "h" separat: U+0043 U+0048 (CH), U+0043 U+0068 (Ch) og U+0063 U+0068 (ch).
Forkortelse.
CH og .ch er henholdsvis nationale kendingsbogstaver og nationalt topdomæne for Schweiz.
Chandigarh.
Chandigarh er en indisk by, der er hovedstad for delstaterne Punjab og Haryana. Chandigarh tilhører ingen af de to delstater, men er i stedet et forbundsterritorium, der administreres af de indiske føderale myndigheder.
Chandigarh er en planlagt by. Mange bygninger er tegnet af den svejtsiske arkitekt Le Corbusier i 1950'erne. Le Corbusier var chefarkitekt for byen. Han fik opgaven af Jawaharlal Nehru, den første premierminister i det uafhængige Indien.
Christen Sørensen Longomontanus.
Christen Sørensen Longomontanus (Christen Sørensen Lomborg), (4. oktober 1562 - 8. oktober 1647) var en dansk matematiker og astronom.
Han blev født i fattige kår i den lille by Lomborg ved Lemvig. I 1588 blev han student fra Viborg Katedralskole og allerede året efter blev han assistent for Tycho Brahe i Uranienborg observatoriet på Hven. Fra 1597 til 1602 studerede han ved universiteterne i Breslau, Danzig, Königsberg og endelig i Rostock, hvor han tog magistergraden. Derefter var han i nogle år rektor for sin gamle skole i Viborg. Fra 1605 og resten af sit liv beklædte han professoraterne i matematik og astronomi ved Københavns Universitet.
Da Christian IV i 1642 byggede Rundetårn (den andet observatorium i Europa), blev Longomontanus den første forstander for observatoriet.
I modsætning til Brahe erkendte Longomontanus Jordens daglige omdrejning. Han fastholdt til sin død den idé, at han havde løst problemet om cirklens kvadratur.
Christian 1..
Christian 1. (februar 1426 i Oldenburg - 21. maj 1481 på Københavns Slot) var den første konge af den oldenborgske slægt. Han var konge af Danmark fra 1448-81, af Norge fra 1450-81 og af Sverige fra 1457-64. Han var søn af greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg (1390-1440) og Hedevig af Holsten (1398-1436).
Kalmarunionen uden arving.
Efter Christoffer af Bayerns pludselige død stod Norden uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs. Det danske Rigsråd tilbød tronen til hertug Adolf 1. af Slesvig (også kaldet "Adolf 8. af Holsten"), der var tip-tip-oldebarn af Erik Klipping. Men Adolf, der på det tidspunkt var 47 år, takkede nej og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian måtte imidlertid forinden udtrykkeligt love Adolf at overholde bestemmelsen i barnekongen Valdemar 3.s håndfæstning, den såkaldte "Constitutio Valdemariana" fra 1326, om, at "Sønderjylland" (dvs. hertugdømmet Slesvig) "og kongeriget aldrig måtte forenes under samme regent".
Det danske rigsråd stillede som betingelse, at Christian skulle gifte sig med forgængeren, Christoffer af Bayerns enke, Dorothea af Brandenburg. Rigsrådet udfærdigede en håndfæstning, hvoraf bl.a. fremgik, at ingen udlænding måtte få len eller optages i rigsrådet, og at der ikke måtte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om rigsrådet. Det danske rigsråd havde dog problemer med at få godkendt Christian som konge i Norge, og i Sverige sprængte man Kalmarunionen ved at vælge Karl Knutsson til konge i juni 1448.
Efter underskrivelsen af håndfæstningen blev Christian kongehyldet på Viborg Landsting den 28. september 1448, og den 28. oktober 1449 blev han kronet i Københavns Vor Frue Kirke. Ved samme lejlighed fandt brylluppet med Dorothea sted.
Strid om Gotland.
Et af de første problemer, som Christian mødte, var spørgsmålet om Gotland, hvorfra den tidligere konge, Erik 7. af Pommern, drev sin sørøvervirksomhed. Den svenske konge, Karl Knutsson krævede Gotland tilbage og sendte en hærstyrke derover. Erik rettede hemmeligt henvendelse til det danske rigsråd og tilbød, at Danmark kunne få Gotland. I slutningen af 1449 sendte man fra Danmark en hærstyrke til Visby, hvorefter svenskerne trak sig tilbage. Det endte dog med, at Erik fortrak til Pommern, hvor han forholdt sig rolig indtil sin død.
Halmstadmødet 1450.
I 1449 kronede den norske ærkebiskop, Aslak Bolt, den svenske konge, Karl Knutsson, til konge af Norge, selv om det norske rigsråd havde valgt Christian 1. På Halmstadmødet i 1450 blev man enige om, at Christian skulle anerkende Karl Knutssons krav på Sverige, mod til gengæld blive konge af Norge. Desuden blev det aftalt, at den længstlevende skulle overtage den andens trone. Dette var en diplomatisk sejr for Christian, der uden modstand
kunne drage til Trondheim for at blive kronet i domkirken den 2. august 1450.
Karl Knutsson, der således mistede Norge, indledte i 1452 en krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, vandt Danmark, og Christian blev i 1457 kronet i Uppsala. Christians søn, Hans, blev anerkendt som tronfølger og arving til både Sverige og Norge i 1458. Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.
Korstogsløfte.
Efter Konstantinopels fald i 1453 lovede Christian at tage på korstog, men blev forhindret. I 1471 mødtes imidlertid de nordeuropæiske fyrster på en rigsdag i Regensburg, og der foreslog Christians udsending et angreb på tyrkerne på tre fronter. Mens kejseren og de tyske fyrster skulle invadere osmannernes besiddelser på Balkan, skulle paven og de italienske bystater sejle over Adriaterhavet og angribe derfra, mens Christian selv skulle lede en stor hær fra hele Nord-Europa ned gennem Rusland direkte mod Jerusalem. Her støttede han sig også til en profeti af Birgitta af Vadstena, der var kåret til helgen i 1391, hvor hun påstod, at Jerusalem skulle befris af en kejser ved navn Fredrik og tallet tre, og af en konge ved navn Kristoffer (og det hed Christian også). Planen blev vel modtaget, og man blev enige om 24.april 1472 som afrejsedag for det nye korstog. Imidlertid havde Christian gjort regning uden svenskerne, der slet ikke ønskede nogen andel i hans projekt. Han ville så sørge for at få dem overtalt ved hjælp af en stor hær, men den led et forsmædeligt nederlag i slaget ved Brunkebjerg udenfor Stockholm 10.oktober 1471. Kongen indså det umulige i at forlade unionen i en lang periode for at kæmpe i en anden verdensdel, og selv om der blev gjort flere senere forsøg på at genoplive hans storstilede korstog, blev det aldrig til noget. I stedet for sendte han sammen med Alfonso V af Portugal en fælles ekspedition til Grønland og Newfoundland i håb om at finde en snarvej til Indien. Portugisiske fiskere var på den tid ved at etablere sig i Nord-Atlanteren.
Hertugdømmerne.
Den 4. december 1459 døde Christians morbror, hertug Adolf 1. af Slesvig, uden at efterlade sig børn. Christian øjnede en chance for at hjemføre Slesvig til riget. På trods af at der var flere andre arveberettigede til hertugdømmerne, lykkedes det ham sammen med rigsrådet at formå det slesvig-holstenske ridderskab til at hylde ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten og Stormarn ved mødet i Ribe den 2. marts 1460. Tre dage senere bekræftede Christian og rigsråderne med deres segl i Ribebrevet, at Christian ville anerkende de slesvig-holstenske stormænds rettigheder, at de to områder altid skulle høre sammen og at indkalde stormændene til råd én gang om året. Christian satte et råd på 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen måtte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len, der udgjorde Christians besiddelser, var ejet af nogle få magtfulde adelsslægter, der ikke betalte skat til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len for at finansiere dette, så han kom snart ud i en bundløs gæld. Men nu trådte hans økonomisk begavede og velhavende kone til. Hun havde dels arvet en pæn formue fra sin far, dels pantsatte hun sine smykker, og for egne penge købte hun lenene tilbage. Hun gav dem dog ikke til kongen, men beholdt dem selv.
Christian måtte føre flere krige mod de andre arveberettigede til hertugdømmet Slesvig. For at finansiere disse måtte han både tage lån og udskrive nye skatter i Skåne. I 1464 udbrød der oprør i Sverige. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han blev igen kronet til konge. Efter Karl Knutssons død i 1470 forsøgte Christian igen at vinde Sverige tilbage, men han led et knusende nederlag den 10. oktober 1471 i slaget ved Brunkebjerg. Christian var selv tæt på at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af, hvorledes Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete dog aldrig, og i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.
Christian 1. deltog i 1473 i et tysk møde i Wilsnach. Her blev han forlenet med bonderepublikken Ditmarsken. Den 9. januar 1474 drog Christian med et stort følge til Rom. Han indgik en aftale med pave Sixtus IV, der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige, samt åbne et universitet i København. Dette blev indviet i 1479. Efter hjemkomsten lykkedes det Christian at få styr på den holstenske adel og at få eftergivet en del af den gæld, han havde til hertugdømmerne. Han udbyggede og forstærkede embedsapparatet og lod de fleste poster besætte med borgerlige. Til afløsning for danehoffet, der ikke havde fungeret i længere tid, oprettede han en rigsrepræsentation, og i 1468 sammenkaldte Christian til det første stændermøde nogensinde.
Christian 1. døde som 55 årig den 21. maj 1481 på Københavns Slot. Han blev begravet i Roskilde Domkirke.
Christian 4..
Christian 4. (12. april 1577 - 28. februar 1648), søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg, født på Frederiksborg Slot. Konge af Danmark-Norge (1588 - 1648) af den oldenborgske slægt.
Den unge konge.
Ved faderens død i 1588 var Christian 4. kun 11 år. Frederik 2. havde 1580 fået den treårige prins valgt som sin efterfølger under den forudsætning, at Christian underskrev en håndfæstning ved sin tiltrædelse. Men som umyndig kunne han hverken være regent eller underskrive en sådan håndfæstning. Der blev derfor dannet en formynderregering bestående af fire medlemmer ledet af kansleren Niels Kaas. De tre øvrige var rentemester Christoffer Valkendorf, rigsadmiral Peder Munk og rigsråd Jørgen Ottesen Rosenkrantz. Rosenkrantz overtog ledelsen af regeringen efter Niels Kaas' død 1594. Christians moder, den kun 30-årige enkedronning Sophie, mente nok, at hun burde have indflydelse på regeringens førelse, hvilket rigsrådet nægtede hende. Christian fortsatte uanfægtet sin skolegang på Sorø akademi.
Kroningen.
I 1595 besluttede rigsrådet, at Christian snart var gammel nok til at blive fuldmyndig konge. 17. august 1596 underskrev Christian sin håndfæstning, der i øvrigt var en tro kopi af faderens fra 1559. 12 dage senere 29. august 1596 fandt kroningen sted i Københavns Vor Frue Kirke. Ceremonien blev forestået af Sjællands biskop Peder Vinstrup. Til formålet var indkøbt en ny pragtfuld kongekrone hos guldsmed Didrik Fuirens i Odense. Kroningsfesten blev den hidtil største fest i Danmarkshistorien. Hele København stod på den anden ende for at kunne modtage hundredvis af gæster med følge. Fra hele riget var indforskrevet service, dækketøj, sengeklæder etc. Og der blev bestilt 35.000 drikkeglas. For folket var der på Amagertorv et springvand, der sprang med vin i timevis. Og der blev afholdt rideturneringer, festfyrværkeri m.m.
Giftermål, elskerinder og børn.
Det følgende år den 28. november 1597 blev han gift med Anna Cathrine af Brandenburg (1575-1612). Det vides, at han med hende og elskerinder fik mindst 23 børn (otte døde i barndommen). Med dronningen fik han seks børn, deriblandt tronfølgeren Christian (1603-47) (hyldet som "udvalgt prins" 15. marts 1610) og den senere kong Frederik 3. Inden dronningens død i 1612 havde kongen indledt et forhold til Kirsten Madsdatter og fået sønnen Christian Ulrik Gyldenløve. Med Karen Andersdatter fik han to (måske tre) børn, hvoraf kun Hans Ulrik Gyldenløve nåede voksenalder. Ved Kirsten Munk, som han iflg. egen dagbogsoptegnelse giftede sig med til venstre hånd 31. december 1615, blev han far til 11 eller 12 børn (den yngste Dorothea Elisabeth ("den kasserede frøken") udlagde han pfalzgreven som far til). Blandt de øvrige børn med Kirsten Munk er Leonora Christina, der som 15-årig blev gift med hofjunker, senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Kongens og Kirstens mangeårige, stormfulde forhold endte med skilsmisse i 1628 i gensidig bitterhed og påstand om utroskab. Sit livs længste forhold havde kongen til Vibeke Kruse, som han levede sammen med fra 1629 til sin død. De fik Ulrik Christian Gyldenløve og Elisabeth Sofie. En norsk tradition hævder, at Christian 4. desuden i 1617 fik en datter Alhed Povelsen (1617-1690) med den dansk-norske adelsdame Ingeborg Andersdatter Huitfeldt.
Christian 4. er sandsynligvis far til flere endnu. Det horoskop Tycho Brahe satte op ved Christian 4.s fødsel forudsagde, at han ville blive en vellidt og retskaffen konge og en stor kriger, men med anlæg for et dydigt liv, så han næppe ville få børn. Deri tog Brahe så grueligt fejl.
Økonomisk politik.
Økonomisk førte Christian 4. en merkantilistisk politik. Han tildelte købstæder handelsmonopoler, oprettede det islandske, det grønlandske og det ostindiske handelskompagni, og i 1616 erhvervede han kolonien Trankebar. I 1619 sendte kongen Jens Munk af sted med "fregatten Enhjørningen" og "jagten Lamprenen" for at finde søvejen til Indien og Kina nord om Canada (”Nordvestpassagen”). Inden afrejsen talte kongen selv under en gudstjeneste i Holmens Kirke til de 64 mand, der skulle af sted.
Krigsførelse.
Men kongen havde ambitioner om at gøre Danmark-Norge til Nordeuropas stærkeste magt politisk, økonomisk og militært, men havde samtidig store problemer bare med at bevare den danske førerstilling i Norden, hvor svenskerne førte en kraftig ekspansionspolitik. Den danske flåde blev kraftigt udbygget, men Danmark opnåede aldrig at få en bondehær, som kunne stå mål med den svenske. Kalmarkrigen 1611-1613, som måtte føres med dyrt betalte lejetropper, førte ikke til noget resultat, da de to lande var meget jævnbyrdige.
30-årskrigen.
I starten af 1620'erne forsøgte kongen at drage Danmark ind i det, der senere skulle blive Trediveårskrigen. Gentagne gange afslog rigsrådet dette bl.a. med henvisning til, at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en sådan krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe Danmark, hvis det kom til at gå landet dårligt i den tyske religionskrig. I marts 1625 valgte kongen at gå uden om rigsrådet; hans stilling som hertug af Holsten var uafhængig af den danske krone og dermed rigsrådet, og i kraft af det blev han d. 26. marts valgt til ”kredsoberst” (militær øverstkommanderende) for den nedersaksiske kreds. Efter et års uafgjort kamp sluttede eventyret brat d. 17. august 1626, da kongens hær næsten blev udslettet uden for Lutter am Barenberg. Kongens foretagende endte med fiasko og medførte, at Danmark officielt blev inddraget i Trediveårskrigen, da kejserens tropper under general Wallenstein året efter invaderede og udplyndrede Jylland. Efter at have narret den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej ind i en alliance med Sverige, lykkedes det i maj 1629 ved Lübeck at opnå fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark, samt Slesvig og Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig igen at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik i den forbindelse én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. Rådet foretrak det frem for at risikere, at kongen førte krigen videre.
Torstensonkrigen.
I 1643 forsøgte svenskerne gennem en knibtangsmanøvre at rette et dødsstød mod Danmark: uden krigserklæring rykkede den svenske feltmarskal Lennart Torstenson sydfra ind i Jylland og feltmarskal Gustav Horn nordfra ind i Skånelandene.
Dermed var Torstenson-Krigen og Horns krig indledt. Under den ledede den 67-årige Christian 4. i 1644 et søslag på Kolberger Heide. Det var her, kongen mistede synet på sit ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon på det danske flagskib "Trefoldigheden."
Krigen endte med nederlag, og med Freden ved Brömsebro ophørte den danske dominans i Norden, og Christian 4. måtte i større udstrækning rette sig efter Rigsrådet.
Eftermæle.
Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstår Christian 4. som en af de mest fremtrædende, elskede og beundrede konger i rækken. Det skyldes ikke mindst de mange byer, han anlagde: Christianshavn, Christianstad i Skåne og Christianopel i Blekinge, Christiania (Oslo), Kongsberg og Christianssand (Kristiansand) i Norge og Glückstadt i Holsten. Byerne var anlagt efter renæssancetidens idealer: gaderne ligger vinkelret på hinanden. I København efterlod han mange smukke bygningsværker som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg slot, Regensen, Trinitatis Kirke med Rundetårn, der var indrettet som observatorium og udført i røde og gule mursten, (oldenborgernes egne farver), Nyboder, Proviantgården, Tøjhuset og Kongens Bryghus. Desuden lod han Frederiksborg Slot ved Hillerød ombygge til et smukt renæssanceslot. Dermed blev Christian 4. utvivlsomt den største bygherre i Norden.
Mange af bygningerne havde et praktisk formål: Kongens Bryghus skulle forsyne flådens mandskab med øl. Tøjhuset og Proviantgården husede kanoner, sejl, tovværk, fødevarer og meget andet til flåden. I dag bliver disse bygninger brugt til Tøjhusmuseet, kontorer for Folketinget og læsesal for Rigsarkivet. Børsen ved havnen havde også et praktisk formål. Den smukke bygning var Danmarks første indkøbscenter. Her kunne boghandlere, galanterivarehandlere og købmænd opstille deres boder, så kunderne kunne handle i tørvejr.
Han havde planlagt en "urbs novae" (= ny by) med et rundt torv i midten omgivet af 16 gader anlagt i stjerneform. Kirken Sankt Anna Rotunda ville blive Nordeuropas største kirke, en værdig, protestantisk modvægt til Peterskirken, men den blev aldrig bygget færdig. Det blev derimod Tøjhusgraven (i dag opfyldt som bibliotekshaven), oprindeligt et stort bassin lukket ud mod havnen af en fæstningsmur og en lagerbygning, Galejhuset. Flådens skibe kunne sejle ind i graven, fortøjres og udrustes. Udenfor i havnen stod byens vartegn, en enorm søjle med Leda og svanen i omfavnelse.
Christian 4. døde den 28. februar 1648 på sit elskede Rosenborg Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin næstældste søn Frederik 3.
Christian 5..
Christian 5. (15. april 1646-25. august 1699) var en dansk konge af den oldenborgske slægt.
Kaldet Danmarks rytterkonge fordi han ses til hest på Kongens Nytorv. Han nedlagde som jagtherre flest dyr under parforcejagtene og omkom efter en affangning af en hjort. Han var en udpræget friluftsnatur, fysisk stærk. Han vidste, at han ikke var noget lys. Han var en venlig og godmodig natur, der hellere tilgav end straffede. Ifølge Peder Schumacher Griffenfeld ville han tilgive at blive truet med en pistol. Hans lå også under for sin moder, enkedronning Sophie Amalie (død 1685).
Christian 5. ældste søn af kong Frederik 3. og dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg fødtes på Duborg Slot i 1646. Enevoldskonge af konge af Danmark-Norge 1670-99. I 1655 hyldedes han ni år gammel som tronfølger. Først som 18-årig fik han sæde i statsrådet som enevældig.
Ved Frederik 3.'s død i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24-årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmark-Norges anden enevoldskonge. Den 9.februar 1670 tiltrådte han sin regering. Da han havde arvet tronen, skulle han ikke krones, men salves. Det skete i Frederiksborg Slotskirke den 7. juni 1671.
I 1667 giftede han sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Fire år senere indkvarterede han sin 16-årige officielle elskerinde Sophie Amalie Moth i umiddelbar nærhed af Københavns Slot. Dronningen fødte kongen syv børn og elskerinden fem, som han åbent vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie udnævnt til grevinde af Samsø, som rigskansler Griffenfeld mistede, da han blev styrtet.
I 1675 erklærede kongen den såkaldte "Skånske Krig" mod Sverige for at tilbagevinde de gamle danske landområder, som Frederik 3. mistede ved Roskildefreden i 1658. Ca 8.000 danskere omkom i slaget ved Lund det blodigste i Nordens historie. På flugt fra Lund red kongen med følge langsomt gennem Landskrona, så det ikke skulle ligne en flugt. Kongen deltog selv i flere slag. Nogen militær afgørelse på krigen kom der aldrig, trods Niels Juels sejr i Køge Bugt. Krigen endte med, at Frankrig i 1679 foreskrev en fred, hvorefter stillingen var som før krigens udbrud - netop hvad Griffenfeld havde advaret mod.
Den mest magtfulde af kongens mænd var rigskansler Griffenfeld, hvis voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham mange fjender. Svenskerne var forbundsfæller med stormagten Frankrig, og Griffenfeld ønskede for enhver pris at undgå sammenstød med Frankrig. I 1676 blev Griffenfelds forbindelser med franskmændene afsløret, og kongen lod ham fængsle og anklage for højforræderi og majestætsfornærmelse. Efter at en ransagning af Griffenfelds skrivebord afslørede, at han i sin dagbog havde noteret: "Kongen svarede den franske gesandt som et barn". Kongen havde tidligere skriftligt advaret ham mod at afgøre sager uden om ham og begunstige egne yndlinge og modtage bestikkelse. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til retterstedet - han skulle halshugges på den åbne plads foran Kastellets kirke. Men i sidste øjeblik ændrede kongen straffen til hans tab af navnet Griffenfeld. Og til livsvarigt fængsel, som afsonedes først med fire år i Kastellet og derefter på Munkholmen - en ø ud for Trondheim. Det var Griffenfelds mor, der havde bedt om en bedre bolig til sin søn. Griffenfeld levede i Trondheim frem til sin død i 1698.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme, og den gottorpske hertug havde allieret sig med Sverige. I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog sin svoger, hertug Christian Albrecht, til fange. Ved afslutningen af Den skånske Krig måtte den danske krone efter fransk krav slippe Gottorp igen. I 1684 søgte kongen på ny at indlemme Gottorp i riget, men i 1689 måtte han ved Altonaforliget opgive indlemmelsen.
Til styrkelse af enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse: greve- og friherrestanden. Uanset stand kunne enhver, der besad tilstrækkelig meget jord, skaffe sig grevetitlen. En friherre behøvede mindre hartkorn. Friherretitlen afløstes delvis af titlen baron.
Christian 5. udstedte "Danske Lov" af 1683 og "Norske Lov", der indledte enevældens generelle humanisering af straffene. Med undtagelse for majestætsfornærmelse, der stadigt medførte dødsstraf.
Nederlaget i Skånske krig resulterede i anlægget af Christianshavns vold til beskyttelse af hovedstaden. Københavns centrum blev flyttet fra den plørede middelalderplads Gammeltorv til Kongens Nytorv fra 1670, hvor der rejstes en rytterstatue af kongen.
Nyhavn blev udgravet fra 1671 til 1673 som et alternativ til havnen, og Christian 5. indviede "Nyhavnskanalen".
I 1684 besluttede Christian 5. at bygge et fæstningsanlæg nord for Bornholm på øerne omkring den naturlige havn mellem Kirkeholmen og Bodholmen. Fæstningen kom til at hedde "Christiansø"
Døde som 53 årig efter jagtulykke.
Den 19. oktober 1698 afholdt Christian 5. en parforcejagt i Dyrehaven. Ved middagstid holdt kongen, hans halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve og kongens to sønner en pause i Hubertushuset. Men der kom hurtigt nys om, at der var en hjort i nærheden som var omringet og udmattet af jagthundene. Kongen drog af sted med det samme for at give dyret dødsstødet, men ramte ikke, og hjorten sparkede ham så livstruende. Han døde året efter. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.
Christian 6..
Christian 6. (30. november 1699–6. august 1746) var dansk konge af den oldenborgske slægt og søn af Frederik 4. og Louise af Mecklenburg-Güstrow. I 1721 giftede han sig med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach.
Han var konge af Danmark og Norge fra 1730-1746. Christians forargelse over faderens kvindeglade og bigamistiske levned førte til, at han som en af sine første regeringshandlinger omstødte faderens testamente og fratog enkedronning Anna Sophie Reventlow, Frederik 4.'s anden hustru, en stor del af den formue, hun arvede. Han forviste hende til Clausholm, hvor hans far lod hende bortføre fra.
Hans regeringstid var præget af økonomisk tilbagegang med misvækst og dårlige økonomiske tider, hvilket medvirkede til landmilitsens ophævelse i 1730. Mange bønder benyttede den nye frihed til at flygte til byerne og slippe for det umenneskelige hoveriarbejde. Under hårdt pres fra godsejerne, der manglede arbejdskraft, blev stavnsbåndet indført i 1733. Stavnsbåndet forbød bønder mellem 14 og 36 år at forlade det gods, de var født på. Bønderne slap først for det forhadte stavnsbånd 55 år senere. For at sikre høje priser på dansk korn gennemførtes i 1735 et forbud mod kornimport. Det gik især ud over nordmændene, der var afhængige af importeret korn.
I modsætning til sin rejselystne fader holdt den tungsindige og religiøse Christian 6. sig hjemme, bortset fra et enkelt besøg i Norge og hertugdømmerne. Christian 6. forbød enhver forlystelse om søndagen. I 1735 udstedte han den berygtede helligdagsforordning om tvungen kirkegang, hvor pligtforsømmelser medførte bøder eller ophold i gabestokken. Han var en sky og indesluttet natur, der holdt sig på afstand af offentligheden. Med tiden stivnede livet ved hoffet i kedsommelig ensformighed. Musikken ved hoffet var religiøs, man dansede ikke, og kongen deltog af helbredsmæssige og religiøse grunde sjældent i de kongelige jagter. 1734-1736 lod kongen den unge hofbygmester Lauritz de Thurah bygge det smukke barokslot Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave som jagtslot. For at understrege enevældens værdighed lod Christian 6. opføre flere prestigebygninger som det første Christiansborg. Disse byggerier finansieredes af Øresundstolden og var med til at underminere statsfinanserne. I 1736 oprettes den seddeludstedende Kurantbank for at fremme vareomsætningen. Den var forløberen for Nationalbanken,
Christian 6. døde 6. august 1746 46 år gammel. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik 5.
Christian 7..
To kanoner fra Christian 7.s tid. Kongen brugte flere forskellige monogrammer.
Christian 7. (29. januar 1749 på Christiansborg Slot - 13. marts 1808 i Rendsborg) var dansk-norsk konge af den oldenborgske slægt 1766-1808. Valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min ære (Gloria ex amore patriae)". På grund af kongens sindssygdom foretoges alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge af dem, der stod ham nærmest. Disse kongelige rådgivere var forskellige alt efter hvem der vandt magtkampene omkring tronen, men fra 14. april 1784 og frem til Christian 7.'s død i 1808 var det hans søn, den senere Frederik 6., som var det uofficielle, men i realiteten fungerende kongelige overhoved.
Opvækst og kroning.
Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Christian var som prins meget begavet og af et socialt gemyt, men han var også nervøst anlagt. Dette sidste karaktertræk blev yderlige udviklet da han fik Ditlev Reventlow som hovmester (dvs lærer og opdrager). Reventlow var ikke pædagogisk anlagt, og hans opdragelse blev for det meste udført ved hjælp af spanskrøret og verbale overfusninger. Kronprinsen havde samtidig andre lærere, men de formåede ikke at bryde fri af Reventlows kontrol med undervisningen. Christian havde især et godt forhold til sin lærer schweizeren Elie Salomon François Reverdil, men Reventlow forstod for det meste at bryde ind når Reverdil på en interessant måde havde fanget kronprinsens opmærksomhed. Da han den 14. januar 1766 besteg tronen, var han endnu ikke fyldt 17 år. Den 8. november 1766 indgik han ægteskab med sin kusine den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, den engelske konges søster. I 1768 fødte hun deres formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6..
Forhold ved hoffet.
Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var helt normal. Lægen Viggo Christiansen fremførte i sin bog "Christian den VII's sindssygdom" (1906) at han led af skizofreni; nyere historikere har dog afholdt sig fra at stille en diagnose. Det væsentligste er at sygdommen med årene satte ham ud af spillet som regent. Kongen var fra starten af indstillet på at regere efter sine egne begreber, som især takket være Reverdil, var under stor indflydelse af oplysningstidens ideer og var meget letpåvirkelig. Hoffets ledende mænd, anført af J.H.E. Bernstorff, af kongen kaldet "parykkerne", som under Frederik 5. havde været vant til at regere i stedet for monarken, forstod at manipulere med den nye og uerfarne konge. Da Christian efter kort tid så de fleste af sine planer modarbejdet, samtidig med at dronningen, under indflydelse af sin hofdame Louise von Plessens råd, var afvisende overfor ham, opgav han efterhånden at få sat sine ideer igennem og erklærede, at han ville "rase" i to år. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "Støvlet-Cathrine" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater, hvoraf grev Frederik Vilhelm Conrad Holck var hans yndling, var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det f.x. at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbeck i Holsten, hvor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.
Struensee.
I 1768 var kongen på en udlandsrejse. Under et ophold i Altona antog han den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge. Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den 250.000 rdl. Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvorunder over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte vaccination mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han vaccinerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid.
I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender. Førhen havde Christian kun haft sporadiske anfald af sindssyge, men havde formået at afreagere sammen med sin yndling grev Holck. Men Struensees magt var baseret på at kongen ville underskrive hans kabinetsordrer, og han brød sig derfor ikke om Holcks indflydelse på kongen. Struensee havde brug for en person han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Christian 7. brød sig ikke om særligt om Brandt, især da denne ikke på samme måde kunne efterleve kongens indfald. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til fysisk magt, når kongen opførte sig upassende. På grund af denne totale isolation udvikledes kongens mentale tilstand til en decideret sindssyge. Christians tidligere hyperaktivitet ændredes til et apatisk fangeskab af hans egen angst
Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om barnet blev "lyst i kuld og køn", hvilket vil sige, at kongen anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen.
Kuppet mod Struensee.
Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie. Hovedanklagerne mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage.
Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn. Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom.
Senere tid.
Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Kongen oplevede ikke nogen større ændring i sin egen situation. Han holdtes stadig i isolation, det var kun opsynsmanden der var blevet skiftet ud. Størst indflydelse på den nye regering fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden den egentlige leder af regeringen. Næsten alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev afskaffet. Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik den 6., sammen med flere navnkundige personligheder, deribland C.D.F Reventlow, den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var den stadigt mere sindsforvirrede Christian den 7. enevældig hersker, han vedblev at underskrive statsrådets beslutninger. Nogle gange kunne kongen være genstridig og nægte at underskrive, men så ventede kronprinsen blot en dag, og når han igen fremlagde kabinetsordrerne, havde kongen glemt sin tidligere genstridighed.
Christian den 7. døde 59 år gammel, af et slagtilfælde den 13. marts 1808 i Rendsborg. Rygterne gik på at slagtilfældet skulle være forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men Ulrik Langens biografi over kongen, der detaljeret gennemgår hans sidste dage, indikerer ikke, at der var nogen ydre årsag. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik den 6.
Christian 8..
Christian 8. (18. september 1786 - 20. januar 1848) var konge af Norge 17. maj–10. oktober 1814 og konge af Danmark 1839–1848. Christian 8. der var søn af arveprins Frederik (halvbroder til den sindssyge Christian 7.) fødtes den 18. september 1786 på Christiansborg Slot. Da Frederik 6. ikke efterlod sig sønner, var arveprinsens søn Christian Frederik ifølge Kongeloven nærmeste arving til tronen. Han var konge af Danmark 1839–48.
Ægteskab og børn.
I 1806 giftede han sig med sin kusine Charlotte Frederikke, men deres ægteskab blev ulykkeligt. Charlotte Frederikke fødte i 1808 en søn, den senere Frederik 7. Da Christian Frederik erfarede, at prinsessen havde et forhold til sin franske sanglærer komponisten Edouard du Puy, (der skrev musikken til "Ungdom og Galskab"), blev ægteskabet ophævet. Charlotte Frederikke forvistes til Horsens og fik forbud mod at se sønnen igen. du Puy forvistes til Sverige - han fik to timer på sig til at forlade Danmark og sit hjem i Vingårdstræde 15, hvor prinsessen havde besøgt ham.
Prinsen giftede sig i 1815 med Caroline Amalie af Augustenborg.
Christian 8. havde 10 uægte børn.
Forfatteren Jens Jørgensen har fremført den teori, at også eventyrdigteren H.C. Andersen skulle være barn af Christian 8. Dette er dog bestridt af flere eksperter, herunder Anders Monrad Møller.
Som norsk konge.
I maj 1813 sendte Frederik 6. prins Christian Frederik til Norge som statholder med henblik på at styrke den norske loyalitet mod kronen. Den norske loyalitet havde lidt skade under Danmarks ulykkelige alliance med Napoleon. Ved freden i Kiel den14. januar 1814 afstod kongen Norge til Sverige. Sverige havde betinget sig at få Norge for at indgå i alliancen mod Napoleon.
Christian Frederik sluttede op om den norske uafhængighedsbevægelse og underskrev den 17. maj 1814 en norsk fri forfatning, Eidsvoll-forfatningen. Samme dag blev han valgt til konge af Norge. Men allerede den 14. august samme år måtte han abdicere ved Konventionen i Moss mod, at Norge beholdt sin konstitution og sine uafhængige institutioner. Stortinget vedtog den 4. november de nødvendige ændringer i Grundloven og valgte kongen af Sverige til norsk konge i en løs personalunion.
Som dansk prins.
Den skuffede prins Christian Frederik forlod Norge 10. oktober 1814 og vendte tilbage til Danmark, hvor han i 1815 giftede sig med Caroline Amalie af Augustenborg. Samme år udnævntes han til guvernør over Fyn og Langeland, og parret boede da på Odense Slot.
Fra 1818 til 1822 var Christian Frederik og Caroline Amalie på en længere udlandsrejse, hvor de fik lejlighed til træffe Europas førende statsmænd, og Christian Frederik kunne pleje sine videnskabelige og kunstneriske interesser. I 1831 blev Christian Frederik medlem af statsrådet, hvor han viste stor forståelse for de nationalliberale og den vågnende danskhed i hertugdømmerne.
Prins Christian Frederik blev optaget i frimurerorganisationen Den Danske Frimurerorden 12. maj 1817, mens han opholdt sig på Fyn. 12. november 1836 blev han udnævnt til generalstormester for Den Danske Frimurerorden ved kongeligt reskript, og han efterfulgte prins Carl af Hessen, som havde besiddet denne post i henved 60 år.
Dansk konge.
Efter Frederik 6.'s død den 3. december 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Under navnet Christian 8. kunne han ved den sidste kroning i Danmark sætte kronen på sit eget hoved. De danske liberale huskede hans indsats i Norge, og mange forventede, at Christian 8. ville give en fri forfatning. Men kongen skuffede de liberale forventninger. Han så det slesvigske problem vokse og forsøgte at dele sol og vind lige. I 1840 udsendte han en forordning om, at dansk skulle være rets- og øvrighedssprog i de dele af Slesvig, hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog.
Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år. Christian 8. døde den 20. januar 1848 af blodforgiftning efter en åreladning, og han gravsattes i Roskilde Domkirke.
Christian 8. var utvivlsomt en af de bedst begavede monarker, der har siddet på den danske trone. Og han var en spændende person. Men han har delt skæbne med Frederik 4. De er begge stort set glemt. Det er mærkeligt, men vel også meget dansk, at det er ulykkesfuglene som Christian 4. og Frederik 7, der huskes.
Christian 4. tabte store landområder og Frederik 7. var aldeles ikke Grundlovens ædle giver - han havde af sin far, Christian 8. fået den klare besked, at han skulle give en forfatning. For Christian 8. havde absolut ingen illusioner om, at hans søn kunne styre kongeriget og hertugdømmerne.
Christian 8. er en af de konger, som er gledet ud af mands minde. Meget om hans tilværelse kendes, fordi han helt fra drengetiden førte dagbog, som siden er udgivet i uddrag og fra kongetiden i sin helhed. Dertil kom, at han var en meget flittig brevskriver. De bevarede breve, som han fik tilsendt, tæller tusinder. Og fra hans egen hånd kendes også til mange. Korrespondancen mellem ham, hans gemalinde Caroline Amalie, svigermoderen Louise Augusta og svogrene hertug Christian August af Augustenborg og prins Frederik af Nør er også for nyligt blevet publiceret. Alt i alt fortæller de meget om hans liv som kortvarig konge i Norge, om den 25 år lange periode som tronfølger i skyggen af den barske fætter, Frederik 6. og den alt for korte, otte år lange kongetid.
Men der er én begrænsning i de mange tusinde sider fra hans hånd. Han var en sfinx. Christian 8. helgarderede sig og gav ikke andre indblik i, hvad der egentlig rørte sig i ham. Som helt ung havde han vakt opmærksomhed ved sit smukke udseende og værdige fremtræden. Han personificerede helt klart datidens mandsideal. Høj, krøllet og maskulin. Kvinder faldt tidligt for ham. Man kan forestille sig en ung baronesse eller grevinde, der var gift med en, ak, alt for gammel baron eller greve. For hende var det risikofrit at kaste sit garn ud og score denne lækre steg. Resultatet var, at den unge Christian Frederik kun alt for let kunne plukke roser, hvor roser bød sig til. Det var næppe særligt sundt, og det blev en beklagelig vane for ham at dyrke flere udenoms forbindelser med et ukendt antal illegitime børn til følge. I hans senere tilværelse var elskerinderne at ret beskeden social oprindelse. Det var djærve kvinder af folket med slag i bolledejen. Og dog elskede han alle dage også sin fromme, men sarte og hypokondre gemalinde, Caroline Amalie.
Selvfølgelig var det et fornuftsægteskab. Hun var datter af hans halvkusine, hertuginde Louise Augusta af Augustenborg, og dermed var Caroline en slags grandniece. Men han var absolut fortryllet af den sødt buttede prinsesse på Als. En nøglesætning i et af hans svarbreve fra forlovelsestiden i begyndelsen af foråret 1815 fortjener at blive citeret: "... aldrig har noget Brev været mig dyrebarere og vil du vide Aarsagen, saa er det fordi jeg aldrig har elsket nogen inderligere end dig, min bedste Pige. Flere haver jeg elsket for deres Skiønheds Skyld eller fordi jeg elskedes af dem, men ingensinde har mit Hjerte været nogen saa inderligen hengiven som dig min Elskede." Naturligvis vidste hun, at han havde kendt andre, ellers har hendes kloge mor nu nok givet hende et lille vink om, hvordan mænd nu engang er. Og i et brev fra december 1844 mindedes han deres forlovelse 30 år tidligere og tilføjede med nogen selverkendelse: "Du har beredet mig huuslig Lykke, og, naar jeg i Verdens Tummel ej altid har nydt den, som jeg kunde, saa er det ej Din Skyld, men lykkeligere kunde jeg ej have været med nogen Anden, det føler jeg hver Dag, og Ømheds Taarer i mit Øje, ved at skrive dette, vilde sige Dig det." Christian 8. kunne belægge sine ord, men der er næppe tvivl om, at han mente, hvad han skrev.
Christian 9..
Christian 9. (8. april 1818 på Gottorp Slot - 29. januar 1906) var en yngre søn af daværende hertug Vilhelm af Holstein-Beck. (I 1825 blev Frederik Wilhelm hertug af Lyksborg.) Dansk konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt 1863-1906. Valgsprog: "Med Gud for Ære og Ret".
Efter faderens tidlige død i 1831 flyttede Christian til København. Her tog det sønneløse kongepar sig af drengen. Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster, og Frederik 6. hans moders fætter. Christians ældste broder, hertug Carl af Glücksborg, blev i 1838 gift med kongeparrets yngste datter, prinsesse Vilhelmine.
I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette. I 1853 godkendte den danske rigsdag en ny lov, der rykkede Christian frem i arvefølgen. Der var brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand havde nogen arving til tronen.
I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, som han var blevet gift med i 1842, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til tronen ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian var som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge var oldebørn af Frederik 5.)
Den 16. november 1863 blev han, dagen efter Frederik 7.s død, udråbt til dansk konge af den nye kongeslægt, Glücksburgerne, under kongenavnet Christian 9. Han var konge af Danmark fra 1863-1906. Kongeparret havde børnene: Frederik (8.), Vilhelm (Georg 1. af Grækenland), Valdemar, Alexandra, Dagmar og Thyra. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet hele fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Hans ældste søn som Frederik 8., Alexandra som dronning af England gift med dronning Victorias ældste søn, Albert Edward, prins af Wales, Dagmar som kejserinde af Rusland gift med tsar Alexander 3. af Rusland (under navnet Maria Feodorovna), samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar at blive konge af Bulgarien. I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.
Som nævnt døde Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benyttede Friedric af Augustenborg, (1829-1880), til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.
Den egentlige årsag til, at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 vedtog en forfatning som indlemmede Slesvig i det danske rige. C. C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning.
Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Imidlertid følte han sig presset hertil, dels af et folkekrav - der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15. Baggrunden for dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl d. 15. En anden årsag til at kongen til sidst skrev under på forfatningen, kan være ønsket om at fremstå national, der måtte ikke sættes spørgsmålstegn ved hans danske loyalitet.
Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preusssiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyrede med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Denne gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved Freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.
Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog "Dommedag Als" (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den prøjsiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Efter datidens forhold ikke ulogisk, idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Prøjsen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et datidens EU. Det skal dog medgives, at de fleste stater i Forbundet var tysktalende.
Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øerne.
Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.´s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre. Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 bekvemmede kongen sig endelig til at udnævne et Venstre-ministerium. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.
Det faldt i Christian 9.s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.
På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.
Christian 9. døde, 87 år gammel, den 29. januar 1906 på Amalienborg og blev gravsat i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel. Han efterfulgtes af sønnen Frederik 8.
C.N. Rosenkilde.
Christian Niemann Rosenkilde i 1850'erne
Christian Niemann Rosenkilde (8. januar 1786 i Slagelse – 12. november 1861) var en dansk skuespiller med speciale i det komiske rollefag (Corfitz i "Barselstuen" af Holberg, Trop i "Recensenten og Dyret" af Heiberg). Han var fader til den komiske skuespillerinde Julie Sødring. Christian Niemann Rosenkilde blev student i 1804 og var huslærer, kordegn, lærer og kantor i Århus. Han blev antaget på Det Kongelige Teater i 1815 og debuterede i 1816.
Rosenkildes komiske sans viste sig ikke blot på scenen, men også uden for den. Fra hans "vrøvleroman" (som kunne ses som en forløber for Storm P.), citeres f.eks. "'Ingenlunde', svarede Værten stiltiende".
Hans datter fortæller at Arveprinsesse Caroline en dag standsede Rosenkilde på en befærdet gade og spurgte (højt, da hun var noget tunghør): "Er det sandt, at Heiberg drikker?", hvortil skuespilleren svarede "Ja, ligesom Deres kongelige Højhed og jeg, naar han er tørstig!"
Kilde/henvisning.
Christian Niemann
Christian Science.
Christian Science, i Danmark også kendt under navnet Kristen Videnskab, er en kristen amerikansk bevægelse, grundlagt i 1879 af Mary Baker Eddy. I Danmark fra 1903.
Christiansfeld.
Christiansfeld (tysk: "Christiansfeld") er en by i Sønderjylland med 2.907 indbyggere (2010), beliggende i Tyrstrup Sogn. Byen ligger i Kolding Kommune og tilhører Region Syddanmark.
Christiansfeld by er opkaldt efter Christian 7. og blev grundlagt af herrnhuterne (Brødremenigheden) i 1773, hvor kongen gav skattefrihed i 10 år og endvidere et statstilskud på 10% af byggesummen på alle nye bygninger. Hovedparten af bykernens huse er opført i perioden 1773-1800 efter en streng byplan. I 1867 fik byen officiel status som flække.
Byen er berømt for sine honningkager - en tradition, der går helt tilbage til 1783. Hele bykernen er særdeles velbevaret. Blandt seværdighederne er Brødremenighedens kirkesal, kirkegården Gudsageren og byens første hus.
Christiansfeld var fra 1970 til 2007 hovedbyen i Christiansfeld Kommune, men indgik efter kommunalreformen i Kolding Kommune. Byen tilhører således Sønderjyllandsdelen af kommunen.
Christoffer 1..
Christoffer 1. (1219 – 29. maj 1259 i Ribe) var dansk konge 1252-1259. Han var søn af kong Valdemar 2. Sejr.
Da kong Abel af Danmark blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i Frankrig. Han skyndte sig hjem for at overtage kronen, men arresteredes af ærkebiskoppen af Köln, Konrad Lotharssøn af Ahr-Hochstaden. Her blev han holdt som fange indtil de schauenburgske grever af Holsten betalte løsepengene for ham i 1253. Da han kom til Danmark, var Christoffer imidlertid blevet valgt til konge. Hermed var grunden lagt for en strid mellem den ældre og yngre linje af kongehuset, der kom til at vare i flere årtier. Christoffer blev kronet i Lund domkirke juledag 1252.
Christoffer iværksatte en aktion for at få sin broder Erik 4. Plovpenning anerkendt som martyr eller helgen. Formålet var at få brændemærket Valdemars fader Abel som brodermorder, og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. Christoffer begyndte at samle oplysninger om undere, der var sket ved Eriks grav. Abels tilhængere var naturligvis imod forsøget. Forholdet mellem kongen og kirken blev imidlertid stadig forværret. Ærkebiskop Jakob Erlandsen, der med pavens velsignelse blev indsat på bispesædet i Lund, var tilhænger af en stærk og uafhængig kirke, og kom i strid med kongen om bl.a. gejstliges ledingspligt og skattepligt. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvideslægten, der var tilhængere af Abel. Det kom til udtryk, da Jakob Erlandsen nægtede at krone Christoffers søn, Erik, til medkonge og tronfølger.
Forholdet forværredes af, at kongen krævede, at kirken og ikke mindst de rige biskopper skulle stille med mænd og midler til kampen mod Abel-slægten. I 1256 samlede ærkebispen rigets øverste til et møde i Vejle, hvor de vedtog konstitutionen "Cum Ecclesia Daciana". Heri står, at riget vil blive lyst i interdikt (dvs. forbud mod alle kirkelige handlinger), hvis kongen udsætter gejstlige for overgreb. I vinteren 1257-1258 gik de holstenske grever, på anmodning fra Jakob Erlandsen og for at sikre deres nevøs arveret til hertugdømmet Sønderjylland, til angreb på Danmark, men angrebet blev afværget. I februar 1259 blev Jakob Erlandsen arresteret af mecklenburgske krigsfolk. Ifølge en beretning blev han til spot og spe iført en verdslig dragt med en hue af rævehaler på hovedet, fik bundet sine fødder og blev kastet i fængsel. Ærkebispesædet i Lund og kort efter roskildebispen Peder Bang, der var i familie med Jakob Erlandsen, lyste derefter interdikt over kongen.
Sverige og Norge havde indgået en alliance mod Danmark, før Christoffer blev konge. I 1256 foretog Håkon 6. Magnusson af Norge et plyndringstogt ind i Halland. I 1257 blev der indgået et forlig mellem Christoffer, Håkon og Birger Jarl Magnusson, som var regent af Sverige. I 1256 og igen i 1258 var der bondeoprør i Danmark, men oprørene blev slået ned. I 1259 gjorde fyrst Jaromar 2. af Rügen, der var Erik Abelssøns svigerfar, landgang på Sjælland og indtog København. Jarmers Tårn er opkaldt efter ham. Før Christoffer nåede at reagere, døde han den 29. maj 1259 i Ribe, ifølge et rygte fordi han blev forgiftet af abbed Arnfast fra Ry Kloster. Han blev begravet i Ribe Domkirke af den lokale biskop på trods af interdiktet.
Christoffer var gift med Margrete Sambiria. Hun var datter af Sambor og Mechtilde af Mecklenburg og fik på grund af sit energiske styre tilnavnet Sprænghest. Sammen fik de sønnerne Erik (Klipping), Valdemar og Niels, samt døtrene Mechtilde, Margrete og Ingeborg. Dronningen og Jaromar var altså begge vendere fra Rügen, og den gyldne, vendiske drage på rød bund var tidligere med i det danske kongevåben.
Anetavle.
Christoffers anetavle er identisk med Erik Plovpennings.
Christoffer 2..
Portræt af Christoffer 2. ved hans grav
Christoffer 2. (29. september 1276 - 2. august 1332 på Lolland) søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge.
Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år. Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.
Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de holstenske grever og organiserede et oprør i Jylland og på Fyn, som snart bredte det sig til Sjælland. I 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøgte et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I virkeligheden sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte flygte.
De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han forlenet med Hertugdømmet Slesvig 1326-1330.
I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-Plön foranledigede, at Christoffer vendte hjem, og han anerkendtes som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbrød da en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann 3. (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, men i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn, Erik, omkom i Kiel 1331 efter et styrt fra hesten under flugten, og Christoffers anden søn, Otto, toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For at få Danmark tilbage skulle der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større. I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en dansker, der sammen prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere blev konge, aftvang han gerningsmændene en større oprejsning.
Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive konge efter faderens død og at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen.
Christoffer af Bayern.
Christoffer af Bayern (Christoffer 3.), (26. februar 1416 - 6. januar 1448). Han var eneste søn af pfalzgrev Johan ved Rhinen og Erik 7. af Pommern-Stolps søster, Catharina. Han var konge af Danmark 1440-1448, af Sverige 1441-1448 og af Norge 1442-1448. I sin ungdom gjorde han tjeneste under den tyske kejser. I 1437 anmodede det danske rigsråd Christoffer om at overtage den danske trone, efter at Erik af Pommern var undveget til Gotland. Christoffer indvilligede, og den 9. april 1440 blev han hyldet som konge på Viborg Landsting. I 1443 arvede han Oberpfalz-Neumarkt efter sin far.
Situationen i Danmark var særdeles vanskelig. Både Norge og Sverige havde opsagt unionen. Og i 1441 gjorde de nordjyske bønder oprør under ledelse af Henrik Tagesen Reventlow. Efter hårde kampe erobrede bondehæren kongens fæstning Aggersborg, og bønderne satte over Limfjorden. De forskansede sig ved Husby Hole bag en tredobbelt vognborg. Christoffers tropper led et smerteligt nederlag den 3. maj 1441. Da Christoffer havde brug for hæren andre steder, tilbød han bønderne frit lejde. De fleste tog imod tilbuddet og tog hjem, kun vendelboerne blev tilbage. Den 6. eller 8. juni gik Christoffer endnu en gang til angreb på vognborgen og vandt en knusende sejr. Oprørernes ledere blev henrettet, og oprøret var for en tid slået ned. Senere i 1441 fik ærkebiskop Hans Laxmand ved forhandlinger igennem, at Erik skulle overtage den svenske trone, dog fik den svenske rigsforstander Karl Knutsson Bonde Finland og Öland som len.
Den 13. november blev Christoffer hyldet som svensk konge. I 1442 opnåede Hans Laxmand også, at Christoffer skulle arve tronen i Norge, og i januar 1443 blev Christoffer kronet til konge af Danmark.
Efter kroningen genindførte Christoffer tiende i Jylland og på Fyn; måske inspireret hertil af ærkebiskoppen. I 1443 fik København en ny stadsret, der forbød fremmede at handle med fremmede og at bruge udenlandsk valuta. Desuden blev Øresundstolden genindført. Hansestæderne var naturligvis ikke begejstrede, og de truede med at indgå forbund med Erik, der stadig sad på Gotland. På et møde i 1445 blev Christoffer tvunget til at stadfæste Hansestædernes privilegier i Norge og Sverige. Vistnok som et led i denne aftale blev Christoffer i september 1445 på Københavns Slot gift med markgreve Johann af Brandenburgs datter, Dorothea. Christoffer døde af feber på fæstningen Kernen (Kärnan) i Helsingborg den 5. januar 1448. Han blev begravet i Roskilde Domkirke. Hans enke Dorothea blev i oktober 1449 gift med Christian 1. Hun viste sig at være en stor finansiel begavelse, som fik mange slotte i pant. Hun døde i 1495.
Efter Christoffers død tilbød Rigsrådet tronen til hertugen af Sønderjylland, Adolf 8. (1401 - 4. december 1459), som også var greve af Holsten og Stormarn. Adolf afslog med den begrundelse, at han var for gammel og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian 12. Dietrichssøn af Oldenburg og Delmenhorst. Hverken Adolf eller hans to brødre efterlod sig børn, men det lykkedes Adolf at få Christian anerkendt som sin arvtager.
Rigsrådet besluttede at følge Adolfs forslag og valgte grev Christian. Forinden måtte han love sin morbror, at han ville overholde bestemmelsen som kong Valdemar 3. i august 1326 havde underskrevet, den såkaldte "Constitutio Valdemariana", om, "at hertugdømmet Sønderjylland ikke må forenes og ikke må forbindes med det danske rige eller dets krone, sådanne at en herre hersker over begge".
Ciffer.
I matematik og datalogi er et ciffer et symbol, f.eks. "3", som anvendes i numeraler (sammensætninger af symboler), f.eks. "37", til at repræsentere tal (heltal eller reelle tal) i positionelle talsystemer.
Etymologisk kommer ordet ciffer via fransk fra arabisk "sifr", som betyder nul eller ingenting.
Cirklens kvadratur.
Cirklens kvadratur er en konstruktionsopgave, hvor man med passer og lineal som eneste hjælpemidler skal tegne et kvadrat, som har samme areal som en given cirkel. Se eventuelt konstruerbare tal for de nøjagtige regler. Opgaven er et af de klassiske matematiske problemer som blev undersøgt i oldtidens Grækenland. Opgaven blev ikke løst, men Hippokrates (ikke den berømte læge) var i stand til at kvadrere visse "måner". Gennem tiderne har mange uden held forsøgt at løse denne opgave, og man formodede derfor at den var uløselig. Først i 1882 lykkedes det den tyske matematiker Ferdinand von Lindemann at bevise at opgaven er umulig. Årsagen er, at tallet pi ikke er konstruerbart, men transcendent. Ikke desto mindre er der stadig personer som prøver at løse opgaven – eller endog hævder at have fundet en løsning.
Der er andre opgaver, der heller ikke kan løses af samme årsag. Man kan ikke konstruere en tredeling af en vilkårlig vinkel selvom det er muligt at dele en ret vinkel. Det kan heller ikke lade sig gøre at konstruere "den dobbelte terning". Denne opgave går ud på at konstruere sidelængden i en terning som har dobbelt så stort rumfang som en given terning.
I overført betydning benyttes vendingen "at løse cirklens kvadratur" om det at forsøge at gøre det umulige. På engelsk omtales opgaven som "squaring the circle".
Citat.
Et citat er et uddrag af en udtalelse (mundtlig eller skriftlig), sagt eller skrevet af en anden person. Udtalelsen kan være fra et interview, en bog, en tale, en film eller en anden form for skriftlig eller mundtlig udtalelse.
Ofte huskes personer på det, de har sagt eller skrevet, og ofte overlever citater, som både er nemme at huske og har et fangende indhold.
Ovenstående sætning fra den danske ophavsretslov er vel at mærke et citat.
Det er dog ikke altid, at citater overlever i den form, de rent faktisk er blevet sagt eller skrevet. Fx forbindes "Play it again, Sam" ofte med filmen Casablanca, selvom dette ikke blev sagt i filmen.
Wikimedia har sin egen citatsamling; Wikiquote. For at besøge det danske "Wikiquote", klik
Clips.
Clips er en betegnelse for et stykke metaltråd, der er bukket på en sådan måde, at den kan holde et antal papirark sammen. Ifølge "The Oxford English Dictionary" kommer "clip" af oldengelsk "clyppan," der kan betyde både "omklamre" og "svag".
Der er ofte sproglig forveksling mellem en papirclips og en hæfteklamme; sidstnævnte betegnes ofte fejlagtigt clips/klips, ligesom processen ved isætning af hæfteklammer ofte kaldes at klipse (med en klipsemaskine).
Hvor mange clips der omsættes om året, vides ikke. Men det østrigske firma SAX-Werk har oplyst, at de omsætter clips for hen ved 120 millioner schilling (ca. 66 mio. kroner) om året, og eksporterer til 100 lande. The American Clip Company ASSO siges at tjene 70 millioner dollars (ca. 560 mio. kroner) om året på sagen.
Historie.
Vaalers «papirklemme», patenteret i 1899 og 1901.
Clipsen blev i henhold til en populær myte opfundet i 1899 af den 33-årige norske matematiker og selvlærte elektrotekniker Johan Vaaler (1866-1910) fra Akershus i Norge. Han fik tysk patent på den i 1899 og amerikansk i 1901. I hans papirklemme gør metaltråden ikke de fulde to runder som kendetegner den moderne clips, og den ville således være langt mindre anvendelig. Johan Vaaler døde i Kristiania i 1910 som en skuffet opfinder uden kommerciel succes. Hans opfindelse blev aldrig sat i produktion, fordi en mere avanceret clips allerede flere år tidligere var kommet i handelen i England.
The Gem Manufacturing Company havde måske allerede før 1890 udviklet det produkt vi fremdeles genkender som en moderne clips. Deres gem blev aldrig patenteret, men amerikaneren William Middlebrook fik i 1899 patent på en maskine til at fremstille clips af typen gem. Nogle år senere fik en anden amerikaner, Cornelius Brosnan, US-patent på en tilsvarende clips, under navnet "Konaclips". Varianter af gem-typen er siden blevet patenteret i adskillige forskellige versioner. "Ett gem" er stadigvæk på svensk betegnelsen for en clips.
Princip.
Clipsen er lavet efter det videnskabelige princip i Hookes lov. Den engelske naturforsker Robert Hooke (1635-1703) påpegede den lovmæssighed, at forlængelsen pr. længdeenhed af et elastisk legeme eller en elastisk tråd er proportional med legemets eller trådens tværsnitsareal.
Leksikale værker.
Trods clipsens verdensomspændende udbredelse gennem hundrede år, står der ikke meget om den i de store leksikale værker.
I det nye Den Store Danske Encyklopædi, omtales clipsen slet ikke. Selv Ordbog over det danske sprog fik først clipsen med i supplementet fra 1994, mens Ludv. Meyers Fremmedordbog allerede i 1924 skrev, at en "Clips er en Brevklemme, et Redskab til at holde Breve og Papirer sammen".
Disse få ord var længe de eneste som clipsens mytologiske opfinder Johan Vaaler har kunnet opnå. Men i de sidste decennier er han blevet verdensberømt i Norge, og i den seneste udgave af "Norsk biografisk leksikon" omtales han over nær en hel side som opfinder af ‘binders’, til trods for at nyere clipsforskning er kommet til andre resultater.
Frimærker.
Helt glemt er clipsens oprindelse dog ikke.
Det norske postvæsen er så stolte over opfindelsen, at de den 2. januar 1999 udgav en frimærke med en ‘binders’, med et par ord om at det var Johan Vaaler der var opfinderen. Men han opfandt altså ikke den clips der blev afbildet på frimærket!
Samme år udgav de i øvrigt også et frimærke med en ostehøvl - den blev i modsætning til clipsen faktisk opfundet af en nordmand, møbelsnedkeren Thor Bjørklund fra Lillehammer. Det var i 1925.
Cocosøerne.
Cocosøerne (Keelingøerne) er australsk territorium. Der er to atoller med 27 koraløer i øgruppen. Øerne befinder sig i det Indiske Ocean, omtrent halvvejs mellem Australien og Sri Lanka.
Nærmeste landområde er dog Indonesien.
Koma (bevidstløshed).
Koma er dyb bevidstløshed. Ordet refererer kun til bevidsthedstilstanden og ikke til resten af kroppens funktioner.
Comeback.
Et comeback er en kunstners eller en sportsmands tilbagevenden efter en frivillig eller ufrivillig pause.
Stribe (tegneserie).
En stribe [comic strip] i denne betydning er en tegneserie, bragt i avis eller magasin/ugeblad med 1 stribe ad gangen, som regel med en fortsat handling (Eks.Tintin, Fantomet, Ernie), eller som afsluttede enkelthistorier, som kun fylder en stribe. (Eks. Ferd'nand, Radiserne, Basserne (avisstribe)) I flere tilfælde har der om søndagen været en helsides udgave af den enkelte serie, nogle gange med fortsat handling fra dagstriben, og i andre tilfælde med sin egen, parallelle handling.
Mange serier, som er startet som avisstribe, er senere blevet udgivet som album eller pocketbog.
Nogle af de mest kendte er nok Anders And som har kørt som avisstribe tegnet af Al Taliaferro, og førnævnte Tintin af Hergé.
Komtesse.
I Danmark er en komtesse en greves ugifte datter, medens hans hustru er "grevinde". Ved giftemål arver komtessen sin mands titel, om denne har en. Hvis ikke, mister komtessen sin.
Muligvis kan "Comtesse" anvendes om f.eks. franske (ikke engelske, tyske eller italienske) forhold.
Concordia.
Concordia stående på mønten til højre.
Concordia er en gudinde i romersk mytologi, der personificerer enighed, forståelse og ægteskabelig samhørighed. Den tilsvarende gudinde i græsk mytologi hedder Harmonia.
Concordia var også navnet på en martyr og jomfru fra kejser Decius' tid i Rom omkring år 250. 18. februar er Concordias dag.
Condottiere.
Condottiere (eller Capitano) - Hærfører i Middelalderen og Renæssancen, der - ofte med sin egen trop af landsknægte - solgte sin krigstjeneste til den højestbydende fyrste.
Conquistador.
Efter Columbus' opdagelse havde givet Spanien fodfæste i Amerika, blev der hurtigt udsendt ekspeditioner som skulle erobre og kristne denne 'Nye verden'. Lederne af disse ekspeditioner blev kaldt conquistadores, som er spansk for erobrere, et navn der angav, at de følte sig forbundne med det "reconquistaen," den kristne (gen)erobring af den Iberiske halvø fra de muslimske maurere (711-1492). De fandt også på navnet "Santiago Matamoros" ("maurer-dræberen Skt. Jakob") før de gik i krig med indianerne, endnu et tegn på forbindelsen til "reconquistaen".
Mange af conquistadorerne var fattige adelige, ("hidalgoer"), der så frem til at tjene den formue, som de ikke kunne tjene i Europa.
Den første spanske erobring i Amerika var øen Hispaniola. Derfra erobrede Juan Ponce de León Puerto Rico og Diego Velasquez indtog Cuba. Den første bebyggelse på fastlandet var Darién i Panama, bosat af Vasco Núñez de Balboa i 1512.
Den mest succesrige conquistador var Hernán Cortés, der i 1520-1521, sammen med indianske allierede, løb det aztekiske rige over ende og dermed gjorde Mexico (på den tid Nyspanien) til en del af det spanske rige. Francisco Pizarros erobring af Inka-riget var af tilsvarende vigtighed.
Dernæst medførte rygterne om de gyldne byer (Cibola i Nordamerika og El Dorado i Sydamerika), at flere ekspeditioner blev udsendt, men mange af dem vendte tilbage uden at have nået deres mål, eller fundet det, men konstateret at det var af langt mindre værdi, end man havde håbet på.
Nogle spaniere, især præsten Bartolomé de las Casas forsvarede den indfødte indianske befolkning mod conquistadorernes misbrug.
Den indfødte befolkning blev behandlet grusomt af mange conquistadorer, i de områder som conquistadorene besøgte eller erobrede; indbyggerne blev dræbt, gjort til slaver eller misbrugt på anden vis. I 1542 vedtog man nogle nyspanske koloniale love for at beskytte indianerne. I 1552 udgav Bartolomé de las Casas "Kortfattet beretning om ødelæggelsen af Vestindien" ("Brevísima relación de la destrucción de las Indias"), som af de andre europæiske kolonimagter, Spaniens rivaler, blev brugt til at kritisere Spaniens rolle.
ISO-container.
En ISO-container, er en standardiseret, transportabel kasse, som er meget udbredt i kommerciel transport.
Contain er engelsk og betyder "indeholde", altså en ting du kan putte noget andet ind i.
ISO-containere som vist på billederne er typisk på 20, 40 eller 45 fod og har standardbeslag der kan bruges til fastlåsning på køretøjer og til stabling på skibe.
45 fods containere er som regel opbygget med 40 fod lastrum og 5 fod kølemaskine.
De fleste ISO-containere har en unik bogstav/talkombination, der gør det muligt at spore dem verden over.
Standard skibscontainere kan plomberes med en eller to plomber pga. lukkemekanismens opbygning.
Containerkapacitet på skibe, i havne og lignende udregnes som regel i "Twenty-foot Equivalent Units" (TEU), det vil sige Tyve-fods-svarende enheder i forhold til standardcontaineren. I mål giver det (l×b×h) 20×8×9 fod (6,10×2,44×2,59 meter), hvilket giver et volumen på 38,5 m³.
Af og til tales er også om FEU for Forty-foot, altså 40 fod, men en 40 fods container opgives normalt som to gange 20 fod, 40×8×9 fod (12,2×2,44×2,59 meter). 45 fods cóntainere regnes normalt som 40 fod i denne sammenhæng, og containerens højde ignoreres.
I dag transporteres omkring 90% af internationalt gods i containere, og i 2005 er cirka 18 millioner containere blevet fragtet i alt 200 millioner gange verden over.
En stor del af containerne bygges billigt i Kina, der står for omkring 26% af markedet. Prisen for containere i Østen er så lav, at det ofte er billigere at købe en ny container end at sejle en tom container tilbage fra USA. Da USA importerer væsentligt mere end de eksporterer, strander mange containere i staterne og bruges til andre formål, såsom boliger, mobile værksteder og alt hvad fantasien tillader.
ISO-standarden for containere har også påvirket flere andre transportsystemer, heriblandt mange flyttebiler, der er opbygget med de samme låsesystemer og ladstørrelser, så de enten direkte kan bruge 20'-containere eller andre (eventuelt lettere) ladtyper med samme standard.
Coolgardie.
Coolgardie er den næststørste by i Vestaustralien, som ligger nær ved Kalgoorlie.
Cooper's Creek.
Cooper's Creek (el. Cooper Creek også kendt som Barcoo River) er en af de mest kendte, men samtidig mindst besøgte floder i Australien.
Cooper Creek er en indlandsflod i det indre af Australien, hvor den gennemstrømmer dele af delstaten Queensland, og fortsætter mod Lake Eyre i South Australia. I de fleste år absorberes floden af undergrunden eller fordeles i kanaler og permanente vandhuller. I vandrige år strækker flodløbet sig helt til søen Lake Eyre. Hovedparten af det område, som Cooper Creek gennemstrømmer, anvendes som græsningsarealer for kvæg og får.
De to kendte udforskere af Australien Burke og Wills (Robert O'Hara Burke og William John Wills) omkom under deres ekspedition i 1860-61 i området omkring Cooper Creek
Coperto.
Coperto (it. "dækket") er et musikudtryk, der betegner, at der skal spilles med dæmper.
Cornflakes.
Cornflakes er udvalset og ristet majs. Det anvendes særligt som morgenmad med sukker og mælk på. Det blev udviklet i 1894 af Kellogg's, der navngav produktet "Kellogg's Toasted Corn Flakes" - dvs. ristede majsflager.
Den 31. maj 1894 får John Harvey Kellogg patent på cornflakes.
Corps diplomatique.
Corps diplomatique (forkortet CD), "det diplomatiske korps", er en betegnelse for de udenlandske ambassader i et land betragtet under ét.
Den af ambassadørerne i et land, som har haft posten længst, kaldes det diplomatiske korps' "doyen" og varetager det diplomatiske korps' fælles interesser over for protokollen i opholdslandets udenrigsministerium. I katolske lande er Den Hellige Stols ambassadør normalt doyen, uanset anciennitet.
Ved siden af det diplomatiske korps findes det konsulære korps.
Sommetider ses biler tilhørende diplomater med et CD-mærkat i stil med de nationale kendingsbogstaver.
Cortes.
Cortes Generales er Spaniens lovgivende forsamling, opdelt i to kamre, senatet og kongressen.
Begyndelse: Det feudale system (700 - 1100-tallet).
"Cortes" begyndte som en del af middelalderens feudale system. Datidens "Corte" var et rådgivende råd, skabt af højerestående feudale magthavere, der stod kongen nær. Castiliens og Leóns "Cortes" blev slået sammen i 1188 og blev dermed den første spanske regering, som kunne kalde sig repræsentativ. Førhen var adelen og ikke-adelige adskilt fra hinanden i tre forskellige rum.
Così fan tutte.
"Così fan tutte" er en opera af Wolfgang Amadeus Mozart. Titlen, som i reglen bevares i sin italienske form selv når operaen synges i dansk oversættelse, betyder
"Sådan gør alle kvinder" ("tutte" er hunkønsformen af "tutti").
To venner klæder sig ud som "albanere" (med overskæg) og kurtiserer hinandens forlovede for at teste deres troskab. Pigerne lader sig forføre og underskriver ægteskabskontrakter med deres nye bejlere. Til slut afslører vennerne deres sande identitet, alt bliver tilgivet, og de fire synger om det prisværdige i at kunne acceptere både medgang og modgang i livet.
Den blev opført i København allerede i 1798 som den første Mozart-opera, men hurtigt taget af plakaten igen på grund af den vovede handling. Adam Oehlenschläger skrev en ny tekst med en mere stueren handling ("Flugten af Klosteret") i 1826.
Cosinus.
Cosinus er en trigonometrisk funktion inden for matematikken, som beskriver bestemte forhold mellem siderne i en retvinklet trekant, eller "x"-koordinaten til et punkt på enhedscirklen. I matematiske formler forkortes cosinus til cos, og tager man cosinus til en vinkel "θ", skrives det matematisk som: cos "θ". Cosinus-funktionen har mange træk tilfælles med en anden trigonometrisk funktion, sinus, som beskriver "y"-koordinaten til føromtalte punkt på enhedscirklen, og disse to funktioner danner grundlag for en tredje trigonometrisk funktion; tangens.
Grafen for cosinus (og sinus) udviser et karakteristisk bølgemønster, som kan bruges som model af en lang række matematiske og fysiske fænomener.
Cosinus og den retvinklede trekant.
Sider og vinkler i en retvinklet trekant
formula_1
Selv om denne definition bygger på en retvinklet trekant, bruges cosinus-funktionen i beregninger over alle mulige trekanter i planen, med eller uden rette vinkler - bl.a. i de såkaldte cosinusrelationer.
Cosinus i enhedscirklen.
Cosinus giver x-koordinatet til et punkt på enhedscirklen
Definitionen med den retvinklede trekant kan redegøre for cosinus til vinkler mellem 0 og 90 grader, men ved hjælp af enhedscirklen kan man udvide definitionsmængden til cosinus til alle reelle tal.
På Illustrationen til højre ses enhedscirklen, hvori er indtegnet nogle centervinkler hvis ene ben falder sammen med "x"-aksen (i pilens retning). Det andet ben skærer cirklens periferi i et punkt, hvis "x"-koordinat (markeret med små kvadrater), eller afstand til "y"-aksen, er lig med cosinus til den pågældende centervinkel.
Centervinkler måles med den positive side af "x"-aksen som»nulpunkt«. Går man»mod uret«når man måler vinklen, regnes denne vinkel positivt, mens vinklen er negativ hvis man»måler medurs«.
Egenskaber.
Kurven til højre viser hvordan cosinus til en vinkel "θ" varierer for vinkler mellem ±360° (nederste vandrette skala). Som nævnt er cosinus defineret for ethvert reelt tal "θ" - ud over det viste interval fortsætter kurven i det samme bølge-mønster uendeligt langt til begge sider.
Man kan se at kurven aldrig kommer ud over intervallet fra -1 til 1 på "y"-aksen: Den såkaldte værdimængde til cosinus er netop alle reelle tal fra og med -1 til og med 1.
Cosinusfunktionen (for vinkler givet i buemål, mere herom senere) er kontinuert og differentiabel: Stamfunktionen, eller det ubestemte integral, til cos "v" er sin "v", og den afledede funktion af cos "v" er -sin "v".
Vinkelmål.
Det tal man i praktiske beregninger tager cosinus af, repræsenterer så godt som altid en vinkel, eventuelt en såkaldt fasevinkel - af den grund skal man, når man beregner cosinus, være sikker på hvilken måleenhed vinklen er opgivet i. I teoretisk arbejde, f.eks. matematiske og fysiske beregninger, bruges den lidt specielle enhed radian; vinklens buemål eller»naturlige vinkelmål«, med mindre andet udtrykkeligt er angivet. I toppen af grafen ovenfor er indsat en skala der angiver vinklen udtrykt i radianer.
I andre, mere praktisk orienterede sammenhænge, findes en række forskellige måleenheder - kategorien vinkelenheder giver en oversigt over artikler om relevante måleenheder.
Matematiske lommeregnere har almindeligvis en tast og nogle små bogstaver i displayet til at vælge mellem»D«for»almindelige«grader,»G«for såkaldte nygrader og»R«for førnævnte radianer: Man skal have valgt det rigtige mål inden man trykker på en trigonometrisk funktion.
Cosinus til visse vinkler.
For nogle få,»specielle«vinkler kan man ad geometrisk vej finde frem til eksakte værdier for cosinus til disse vinkler. Tabellen til højre giver et overblik.
For tabellen til højre betyder dette, at hvis cosinus til f.eks. 60° er 0,5, så er cosinus til -60° også lig med 0,5.
Endvidere gælder, at eftersom cosinus er periodisk, er cos "x" = cos ("x" + "n"·360°) hhv. cos "x" = cos ("x" + "n"·2·π) hhv. cos "x" = cos ("x" + "n"·400g), hvor "n" er et helt tal.
Invers cosinus.
Hvis man»indskrænker«definitionsmængden for cosinus til intervallet fra 0° til 180° (0 til 200 nygrader eller 0 til π radianer), får man en såkaldt monoton eller»én-til-én-tydig«funktion, og til sådanne funktioner kan opstilles en såkaldt invers funktion, som populært sagt»regner baglæns«fra cosinus til en vinkel og tilbage til vinklen. For cosinus' vedkommende kaldes denne inverse funktion for invers cosinus.
Eksterne henvisninger.
- Et online-værktøj, der udregner siderne og vinklerne på en trekant for dig.
County.
County er en engelsk betegnelse for sub-regional administrativ inddeling i enheder med et nationalt defineret grad af selvstyre samt politisk, administrativt og økonomisk råderum. Kategorien er vidtspændende fra historiske grevskaber ("count" er engelsk for greve) i England og Wales til det engelske ord for de tidligere danske amter.
Betegnelsen stammer fra middelalderen, hvor et grevskab var et landområde, som var under jurisdiktion af en greve. Betydningen er siden gå hen til at være en geografisk administrationsenhed, en mellemting af en stor delstat eller provins, og en mindre byområde, kommune eller distrikt. Den administrative anvendelse og fastsættelse af et county og dets grænser afviger i mange tilfælde betydeligt fra de oprindelige grevskabers areal.
Et "county" er typisk ansvarlig for føring af registre, valgstyrelse og retslig administration samt lokale folkeskoler, sundhedsopgaver, social-, børne- og ældreforsorg, m.m.
Irland er inddelt i 26 traditionelle counties hvoraf de fleste er sammenfaldende med den moderne administrative inddeling som styres af 29 county councils og 5 med disse ligestillede city councils. Den irske county-inddeling blev oprindelig foretaget af det engelske styre i 1100- og 1200-tallet og havde til formål at tilpasse den irske administrative struktur til den engelske. Nordirland inddeles traditionelt i 6 counties hvis funktion dog blev afskaffet ved en administrativ reform i 1973.
I USA er næsten alle delstater inddelt i counties. Størrelsen er meget varierende både i areal og indbyggertal.
Statskup.
Udtrykket statskup (coup d'état, paladsrevolution, kup) bruges om en magtovertagelse, hvor oprøret udspringer blandt systemets egen magtelite. Står militæret bag kuppet, anvendes ofte betegnelsen militærkup.
Et statskup karakteriseres ved at det oftest gennemføres af en lille gruppe, som kun udskifter de øverste politiske ledere. Derved adskiller det sig fra en revolution, som normalt realiseres af en større gruppe, der gennemfører en mere gennemgribende statsomvæltning, der ændrer det politiske system radikalt.
I Danmark fandt påskekuppet ledet af kong Christian d. 10. sted i 1920. Under påskekuppet blev den Radikale regering der var støttet af Socialdemokratiet afsat af kongen, der ved et kup opløste parlamentet og indsatte et af ham selv udpeget forretningsråd.
Cracker.
En cracker er typisk en person som begår IT-kriminalitet f.eks. ved ulovligt at bryde ind i computersystemer via Internettet, telefonnettet eller på anden måde. Udtrykket bruges også om en person der bryder kopibeskyttelsen på kopibeskyttet proprietært software så det ulovligt kan kopieres. Det er dog en gråzone idet selve det at udvikle teknikken til omgåelse af kopibeskyttelsen ikke nødvendigvis er ulovlig. Derfor bevæger det sig tilsyneladende ind på hackerens område; men her må vi se på intentionen. Hvis intentionen er at begå kriminalitet eller bistå kriminelle, må det strengt taget høre ind under crackning.
Et eksempel på crackere kan være personer der fremstiller programmer, der kan generere såkaldte CD-keys, som skal bruges for at installere mange programmer fra en CD-ROM eller DVD-ROM. Mange firmaer beskytter deres programmer med sådanne koder, der følger med de lovlige kopier af programmerne, og skal indtastes når programmet skal installeres på køberens computer. En måde at beskytte sig imod ulovligt genererede CD-keys kan være at ændre grupperingen af tegnene i koden, når der udgives nye versioner af programmerne. Hvis der skal være 25 tegn i koden, kan man fx vælge at gruppere tegnene i 4 grupper på 5 tegn i én version, og 5 grupper på 4 tegn i en anden.
Ordet cracker blev formodentlig først for alvor taget i brug, efter filmen War Games som fik pressen til at adoptere udtrykket hacker som en betegnelse for en IT-kriminel. Ideen med ordet cracker var at give pressen et nyt udtryk, der dækkede over IT-kriminelle, så hackerne ikke blev mistænkeliggjort. Indtil videre er det dog kun lykkedes med moderat success, store dele af pressen bruger stadig ordet hacker i betydningen cracker. Nogle foretrækker af samme grund at bruge ordet hacker om en cracker der bryder ind i andre computersystemer ulovligt.
Crawl.
Crawl er en bestemt svømmestilart og er på visse distancer en olympisk disciplin. Crawl er den hurtigste af de traditionelle svømmemetoder, og formodentlig også den mest anvendte blandt amatører. Ofte bruges definitionen fri svømning dog om løb, hvor der svømmes crawl, idet alle svømmearter som udgangspunkt kan anvendes.
Fri svømning.
Crawl den mest anvendte svømmeart under freestylen grundet, at det for det meste er den hurtigste måde, at svømme på.
Da fri ikke er en bestemt stilart er det tilladt at skifte imellem de fire forskellige stilarter. Det er hermed også sværere at blive diskvalificeret da der ikke er nogle bestemte regler for hvordan det skal svømmes. De eneste måder man kan blive disket på er tyvstart og hvis man ikke rammer kanten i vendingen.
Crawl.
Crawl foregår IKKE på maven, som mange tror, men på skiftevis hver side, idet man roterer fra den ene til den anden side. Man og bevæger arme og ben skiftevis, og armtaget hjælper til bedre rotation. Benene laver en opadgående bevægelse og et nedadgående spark. Armtaget starter når armen er fremme foran hovedet. Der trækkes gennem vandet ved til hoften, hvor armen føres op over vandet og frem foran hovedet. Her sættes hånden først i vandet igen, og der kan tages et nyt armtag. Armene bevæger sig omtrent modsat af hinanden.
Diskvalifikation.
I crawl/fri, kan man blive diskvalificeret ved tyvstart, hvis der ingen berøring er ved vendingen eller hvis man går på bunden.
Creditanstalt.
Creditanstalt der blev grundlagt i 1855 med forbindelser til den østrig-ungarnske adel og bankierfamilien Rothschild var verdens første investeringsbank.
Banken var katalysator for mange af de vigtigste infrastrukturprojekter, der blev gennemført i Habsburgernes sidste regeringsår.
I årerne efter Første Verdenskrig blev banken involveret i en voldsom spekulation, og fremstod umiddelbart som meget succesrig.
Selv efter krakket på Wall Street i 1929 forsøgte banken at bevare facaden, men det økonomiske tilbageslag der fulgte
gjorde banken de facto insolvent, og da boblen sprang den 11. marts 1931 sendte det chokbølger gennem verdens finansielle system.
Krydsordsopgave.
En krydsordsopgave (eller kryds-og-tværsopgave) er en bogstavopgave, hvor løseren skal finde en række løsningsord ud fra forskellige former for forklaringer. Opgaverne er karakteriseret ved at være lagt ind i et skema, så nogle løsningsord placeres oppefra og ned, mens andre placeres fra venstre mod højre. Løsningsordene krydser derved hinanden, hvilket er forklaringen på opgavebetegnelsen.
Opgavetypen sås første gang i avisen "New York World" i 1913, og efter nogle år blev de udbredt til det meste af verden. I vore dage er krydsordsopgaver en fast bestanddel af de fleste almindelige aviser, enten dagligt eller et par gange ugentligt. De fleste ugeblade har krydsordsopgaver, og der findes på det danske marked en stribe deciderede krydsordsblade med opgaver af forskellige sværhedsgrader.
Skemaformer.
Langt de fleste krydsordsopgaver er placeret i rektangulære skemaer, hvor der er et fast antal rækker og kolonner, selv om der også findes andre versioner.
Forklaringerne.
Hjælpen til at udfylde skemaet fås ud fra de forskellige former for forklaringer.
Hjælpemidler.
Traditionelt har man benyttet specielt udviklede ordbøger, hvis man havde problemer. Nu eksisterer der imidlertid online-søgemaskiner, der kan hjælpe løseren.
Krydstogt.
Et krydstogt er en turistrundrejse til søs.
Cuba.
Republikken Cuba er en ø-stat i det nordlige Caribien, mellem det Caribiske Hav og Atlanterhavet. Mod nord ligger USA og Bahamas, mod vest Mexico, mod syd Cayman-øerne og Jamaica, og mod sydøst Haiti.
Cuba er unikt derhen, at man opererer med to officielle valutaer: Peso og konvertibel peso. Peso'en er den valuta, som den menige cubaner primært bruger, mens den konvertible peso er den valuta turister skal bruge.
De fleste cubanere får det meste af deres løn udbetalt i pesos og en lille del i konvertible pesos. Systemet møder generelt stor kritik, da det er med til, at gøre ulighederne i det cubanske samfund større, da det primært er ansatte i tursitrelaterede erhverv, der har adgang til konvertible pesos og da disse giver adgang til at købe ind i særlige butikker, hvor vareudbuddet er større.
Historie.
Cuba og dets oprindelige befolkning kom under spansk kontrol i det 16. århundrede. Uafhængighedskampen begyndte i 1868 og fortsatte i det 19. århundrede indtil den spansk-amerikanske krig i 1898. USA erobrede under denne krig øen, som fik uafhængighed i 1902. USA vedblev dog med at have betydelig kontrol over cubanske forhold.
En oprørshær med Fidel Castro i spidsen væltede præsident Fulgencio Batista i 1959. Efter magtskiftet frygtede USA, at revolutionen skulle føre til en kommunistisk stat i Cuba og de to landes indbyrdes forhold forværredes derfor drastisk. Efter indførelsen af den amerikanske handelsblokade i 1960, vendte Cuba sig mod Sovjetunionen, som de indgik en række handelsaftaler med samtidig med, at Fidel Castro i 1961 erklærede Cuba for en socialistisk stat. En sovjetisk inspireret grundlov blev indført i 1976.
Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 blev landet ramt af økonomisk tilbagegang. I et forsøg på at vende tilbagegangen er der blevet gennemført enkelte økonomiske og politiske reformer.
Siden den kommunistiske revolution i 1959 er 1,1 million mennesker flygtet fra Cuba, ofte med livet som indsats.
Politik.
Cuba er en etpartistat. Fidel Castro var præsident og dermed reel diktator 1959 til 2008 og tillige premierminister fra 1959 og indtil nedlæggelsen af dette embede i 1976. Siden 2008 har Fidel Castros bror Raúl fungeret som præsident, hvilket ofte ses i kommunistiske regimer, hvor en ny diktator ofte findes i samme familie som den tidligere.
Det cubanske parlament hedder Asamblea Nacional del Poder Popular. Det kommunistiske parti er jævnfør forfatningen det eneste tilladte politiske parti i Cuba.
Forud for lokalvalg mødes beboerne fra hele landet i landets opstillingskredse, som hver vælger en gruppe af repræsentanter. Her diskuteres, hvilken kandidat man opstiller. En valgkreds består af mellem to og otte opstillingskredse. På selve valgdagen er der en hemmelig afstemning, hvor én af de opstillede repræsentanter vælges til kommunalbestyrelsen. Hvis ingen af kandidaterne får mindst 50% af stemmerne, vælges de to kandidater med flest stemmer til et omvalg. Valgene foregår således efter princippet om demokratisk centralisme, på samme måde som det tidl. foregik i Sovjetunionen.
Ved valgene til nationalforsamlingen opstilles der i hver kreds én kandidat, der udpeges lokalt. På valgdagen kan vælgerne stemme på en kandidat, eller lade være. For at valget erklæres gyldigt, skal kandidaten have mindst 50% af stemmerne. Opnås dette ikke, tages en ny valgrunde, som fortsætter til én kandidat har fået mindst 30% af stemmerne. (20%-point mindre i anden runde). Dette bruges som forsvar imod mindretalsregeringer.
På Cuba er valgsretsalderen 16 år. Man skal dog være fyldt 18 år for at stille op.
Menneskerettighedssituationen.
Cubas uformelle oppositionsleder, Oswaldo Paya, antager at der er 200 politiske fanger i cubanske fængsler i år 2008. Human Rights Watch og Amnesty International mener imidlertid, at antallet af politiske fanger er langt højere. Den cubanske regering beskyldes tillige for at anvende tortur, uretfærdig rettergang og dom uden retssag overfor befolkningen.
Ytringsfrihed og pressefrihed eksisterer ikke. Enkeltpersoner eller organisationer kan ikke oprette medier uden udenrigsministeriets tilladelse.
Forholdet mellem EU og Cuba blev forværret i 2003, da Fidel Castro slog ned på oppositionen og fængslede 75 systemkritikere.
Provinser.
Cuba er inddelt i 14 provinser og en enkelt særskilt provins, som har særstatus; Isla de la Juventud.
Geografi.
Cuba er den største ø i Caribien. Den nordlige del af øen ligger op til Floridastrædet og det større Atlanterhav. I nordvest ligger den Mexicanske Golf, i vest Yucatan kanalen, i syd det Caribiske Hav og i øst Windward-passagen.
Republikken dækker hele øen samt en række andre øer tæt på. De vigtigste af disse øgrupper er: Los Colorados øgruppen, Sabana-Camagüey øgruppen, Los Jardines de la Reina øgruppen og Los Canarreos øgruppen. Eneste undtagelse er området omkring Guantánamobugten, som er en amerikansk flådebase, der er blevet leaset af USA siden 1903.
Øen består hovedsagelig af flade stepper, men har bakker og bjerge, som primært er placeret i den sydøstlige del. Det højeste punkt er Pico Real del Turquino med sine 2.005 meter.
Havana er den største by og samtidig hovedstad. Andre vigtige byer er Santiago de Cuba og Camagüey.
Klima.
Klimaet er subtropisk, med 2 årstider: En varm og regnfuld sommer og en køligere og mere tør vinter. På grund af øens langstrakte og smalle form, påvirkes temperaturen af passatvinde på hele øen. Den tørre periode ligger fra november til april. Regnsæsonen fra maj til oktober.
Klimaet er varmere i den østlige del end i den vestlige. Om vinteren kan temperaturen nogle steder falde til omkring 10 grader, dog kun kortvarigt. Normalt ligger temperaturen mellem 20 og 35 grader. Forskellen mellem dag- og nattemperaturen er mindst i de kystnære områder.
I perioden fra 1. juni til 30. november er Cuba risikozonen for at blive ramt af orkaner. Imidlertid er der kun registreret 4 orkaner, der har kostet mange menneskeliv og disse ligger alle før 1959.
Demografi.
Cuba er et multietnisk samfund med en befolkning af oprindelig spansk og afrikansk afstamning. Der er også en lille kinesisk gruppering. Den største organiserede religion er den romersk-katolske kirke samt en række afro-cubanske religioner. Officielt har Cuba været en ateistisk stat igennem årene med Fidel Castro ved magten, men de religiøse restriktioner er blevet færre siden 1991. Mindre befolkningsgrupper af protestanter og jøder er også bosiddende på øen.
Økonomi.
Regeringen i Cuba udøver stærk politisk kontrol over økonomien. Den har de sidste år indført enkelte reformer for at øge landets valutareserver, øge virksomhedernes produktivitet, undgå fødevaremangel og for at øge antallet af forbrugsvarer. En væsentlig faktor i den cubanske økonomi er at enkelte områder er særdeles effektive, herunder visse eksportsektorer og turismen, mens øvrige industrisektorer viser meget dårlige resultater.
Den cubanske økonomi blev hårdt ramt af Sovjetunionens kollaps igennem 1990'erne og svækkes desuden af den handelsembargo USA har opretholdt siden 1960. Embargoen blev i 1992 og 1996 yderligere strammet med hhv. Torricelli- og Helms-Burton-lovene, hvilket har ført til voldsom kritik fra det internationale samfund. FN har femten gentagne gange fordømt blokaden gennem resolutioner, i 2007 med stemmerne 184 for og 4 imod. De væsentligste nuværende problemer er høje oliepriser (olie blev tidligere importeret med rabat fra Sovjetunionen), lave priser på eksportvarer som sukker og nikkel, og ødelæggelser forårsaget af naturkatastrofer. Herunder de to tropiske orkaner Gustav og Ike, som i august og september 2008 ramte Cuba og efterlod anslået 150.000 huse ødelagte. Orkanerne menes at have sat Cuba flere år tilbage økonomisk efter at landet ellers har haft væsentlig økonomisk fremgang siden årtusindskiftet.
Culpa.
Culpa er et juridisk udtryk (der stammer fra latin) for: skyld, brøde, uagtsomhed, forseelse, synd. Det er en grundlæggende retsgrundsætning, som selvom den ikke er nedskrevet i dansk lov, udgør dansk rets almindelige erstatningsgrundlag.
En person, der volder skade, siges at have handlet culpøst eller have overtrådt culpareglen, hvis vedkommende har handlet forsætligt eller uagtsomt. Ved vurderingen af om der er handlet culpøst, ser man på om den skadegørende handling afveg fra et på handlingens tidspunkt anerkendt adfærdsmønster.
Før i tiden brugte man en fiktiv gennemsnitsperson, en såkaldt Bonus Pater Familias, og sammenlignede den skadegørende handling med hvilken reaktion denne ufejlbarlige person ville have udøvet. Men i erkendelse af ingen mennesker er ufejlbarlige, er denne vurderingsmetode på kraftigt tilbagetog.
Cumulus.
Cumulusskyer kaldes også for klodeskyer og i daglig tale også godt-vejrs-skyer og blomkålsskyer. De er kuppelformede, flade i bunden, men med et mønster næsten som et blomkålshoved ovenover. På vejrkort angives de med symbolet "Cu".
Cumulusskyerne dannes i troposfæren. Normalt forekommer de i 500-6000 meter spredt over himlen eller i sammenpakkede grupper. Skyerne dannes ved at varm luft med vanddamp bevæger sig opad og herved afkøles ved den såkaldte tør-adiabatisk proces. Når afkølingen når luftmassens dugpunkt i "kondensationsniveauet", vil vanddampen begynde at fortættes til bittesmå vanddråber. Skyernes flade underside "afslører" den højde kondensationsniveauet ligger i.
Som regel bliver cumulus-skyer ikke højere, end hvad svare til det blomkålsagtige. Nogle gange kan de dog blive som små tårne; da kaldes de for "opptårnet cumulus" "(Tcu)". Hvis atmosfæren er meget ustabil, ender man med en anden slags sky, nemlig en stor cumulonimbus "(Cb)", eller "uvejrssky".
Cumulusarter.
Flere arter af skyer høre til slægten cumulus. Her er kun nævnt én.
Cumulus humilis.
Cumulus humilis eller godtvejrscumulus er en form for cumulussky og den mindste af slagsen. Skyen er lavthængende og blomkålsformet og giver ingen regn.
Cumulus humilis opstår ved, at vanddamp fortættes i en forholdsvis lav højde og danner en blomkålsformet sky. Højden er normalt 600 meter i fugtige områder, mens den kan være op til omkring 1000 m i tørre områder. Derefter sørger svag konvektion, dvs. en svag grad af opadstrømmende luft, for, at skyerne får deres endelige form, der oftest består i rundede toppe og flade undersider. Manglende konvektion gør, at skyer ikke kan dannes over Antarktis. Et krav til disse skyer, hvis de skal kunne kaldes cumulus humilis, er, at de, set fra jorden, skal hænge i en højde, der er mindre end deres bredde.
Curitiba.
Curitiba er hovedstad i den brasilianske delstat Paraná. I 2001 havde den et befolkningstal på omkring 1.600.000.
Byen ligger på et plateau 951 meter over havets overflade. Den ligger 105 km vest for havnebyen Paranaguá.
Curling.
Curlingbanen. En sten skal stoppe mellem baglinjen og "hog"-linjen for at få lov til at forblive i spil.
Curling er en sport, hvor spillerne lader en sten glide ned ad en isbane for at ramme en cirkel, imens såkaldte "fejere" fejer foran stenen. Det hold, der får flest sten nærmest centrum, får point efter hvor mange "sten" man har nærmest centrum.
Reglerne.
I hver ende af banen er der en cirkel der kaldes huset. Der spilles med to hold med 4 personer på hvert. Hvert hold har 8 sten som holdene på skift sender af sted fra den modsatte ende af banen. Det hold hvis sten ligger tættest på centrum når alle sten er sat, har vundet "enden". I hver ende gives der point til det hold der har vundet enden, efter hvor mange af holdets sten der ligger tættest på centrum. Det hold der har vundet enden, vil derfor kunne få alt mellem 1 og 8 point (sjældent). Hvis der ikke ligger nogen sten inden i huset, gives ikke point til nogen af holdene. og enden bliver spillet ligesom den forrige
Curl.
Når en spiller sender en sten af sted, gives stenen en rotation med eller mod uret. Denne rotation gør at stenen ikke bevæger sig i en lige linje, men derimod i en buet linje. Derved kan man spille en sten ind bag en anden sten for derved at beskytte den fra at blive slået ud af en af modstanderens sten. Denne rotation kaldes også "curl".
Fejning.
Mens stenen bevæger sig op ad banen, kan man vælge at feje foran stenen. Dette gør dels at stenen curler mindre og derfor ikke har så buet en bane, dels at stenen bevæger sig længere op ad banen, fordi man varmer banen op, man kan både være meget dygtig og dårlig til at feje. Fejningen benyttes derfor til at finjustere stenens placering.
Holdet.
Hver spiller på holdet har en fast plads, der ikke kan ændres i løbet af kampen. Disse er 1'eren som sætter de to første sten, 2'eren der sætter de næste to sten, 3'eren eller viceskipperen som sætter sten nr. 5 og 6, samt skipperen der sætter de 2 sidste sten. Skipperen er desuden den spiller, der lægger strategien (sammen med viceskipperen), og angiver hvor de andre spillere skal sætte deres sten. der er dog også mulighed for at lave en udskiftning, men dette gælder dog kun hvis der er en på holdet der bliver skadet.
Der spilles typisk 8–10 ender i en kamp.
Historie.
Curling har sandsynligvis sin oprindelse i Skotland, som også i dag er et af de toneangivnede lande inden for curlingsporten. Det er dog ikke Skotland, der har flest curlingspillere, men derimod Canada hvor curling er en af de helt store sportsgrene.
Danmark fik sin eneste vinter-OL-medalje, da det danske hold med Helena Blach Lavrsen som skipper ved OL i Nagano i 1998 vandt sølv. Denne præstation gav desuden dansk curling et kraftigt ryk fremad og var medvirkende til, at der blev bygget deciderede curlinghaller i Hvidovre, Tårnby, Rungsted og Esbjerg.
Se også.
Curling i Danmark
Curriculum vitæ.
Et curriculum vitæ eller curriculum vitae (forkortes CV eller cv) er en kort levnedsskildring, der oplyser om uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer, og som anvendes i forbindelse med skriftlige jobansøgninger. En god måde at finde et nyt job på er desuden ved at registrere sit CV hos et rekrutteringsbureau, som kan formidle kontakten til relevante jobmuligheder og virksomheder.
Cyklamat.
Cyklamat eller cyclamat er et kunstigt fremstillet sødemiddel, som er svagere end sakkarin. Det bruges især til tyggegummi og levnedsmidler med reduceret kalorieindhold.
Cyril Northcote Parkinson.
Cyril Northcote Parkinson (30. juli 1909 - 9. marts 1993) var en engelsk marinehistoriker med udpræget sans for politik.
Han blev kendt i 1958 for "Parkinsons lov eller stræben efter fremgang". Den indeholder en lang række vittige, paradoksale og ironiske paragraffer som "Det er nu fastslået, at den gennemtænkt fuldkomne indretning kun forekommer i foretagender på sammenbruddets rand". (Parkinson giver eksempler som Versailles og Peterskirken). Og: "Inkompetente ledere omgiver sig med inkompetente ansatte".
Cølibat.
I den vestlige verden er begrebet mest kendt og udbredt i Den katolske kirke, hvor alle præster oprindeligt skulle leve i cølibat, ligesom det gælder for alle klosterviede. For præster er det senere blevet modereret til, at de kan have familie, hvis de er blevet gift inden de er blevet diakonviet. Dette krav var én af de anstødsstene, der satte Reformationen i gang.
I Østen har cølibatet været en del af munkeordener i bl.a. buddhismen og hinduismen.
Både i Den katolske kirke og i de orientalske religioner fremhæves, at ideen med cølibat er sublimering af seksualenergien - dvs. ved afholdenhed kan fokus rettes mod religionen.
Harald 2..
Harald 2. (død 1018), søn af Svend 1. Tveskæg og konge af Danmark fra 1014-1018.
Eftertiden ved meget lidt om Svend Tveskægs søn og arving...lillebroderen Knud har, ikke uden grund, fået al opmærksomheden. Det skulle dog være temmelig sikkert at da Svend Tveskæg i 1013 udbød leding og stod over Nordsøen for at erobre England, gjorde han sønnen Harald til regent i sit fravær.
Ved Svend Tveskægs død i februar 1014 valgte hans mænd sønnen Knud til konge, men i Danmark kongehyldede stormændende broderen Harald. I England kaldte rigsrådet den fordrevne kong Ethelred hjem, og Knud måtte rejse til Danmark for at samle støtte. Ifølge nogle kilder anmodede han storebroderen Harald om at få del i styret af Danmark, men Harald skal have afvist ham. Han skal dog have lovet Knud militær støtte og hjælp til at tilbageerobre England, som åbenbart blev opfattet som Svend Tveskægs arv til sønnen Knud. Muligvis var det Svend Tveskægs intention at Danmark skulle have én konge, Harald, og England en anden, Knud, således at de begge kunne bruge hele deres energi på ét rige.
Vi ved ikke meget andet om Harald II end at han døde i 1018, hvorefter danskerne tog broderen Knud til konge, vistnok i 1019.
Knud den Store.
Knud den Store (Knud 2.) (ca. 995 - 12. november 1035), søn af Svend Tveskæg, konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-35.
Efter Svend Tveskægs død 1014 blev Knud af den danske hær valgt til konge i England. Man ved ikke hvorfra Saxo har sine oplysninger om, at Harald 2. blev valgt til Danmarks konge.
Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige dansker og sendte i stedet bud til ekskong Ethelred, som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.
Her afviste kong Harald Svendssøn efter sigende at dele magten med sin lillebror, men han skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå igen med en større flåde.
Nogle områder, især i det gamle Danelagen, kongehyldede ham, men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde hans (Ethelreds) søn Edmund Jernside krav på kongemagten.
De to stredes i månedsvis, men efter et blodigt slag i oktober 1016 mødtes Edmund og Knud på en ø i floden Severn og aftalte at dele riget imellem sig. Knud, der stod som sejrherre, fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.
Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyrlig sum af £ 82.500. Samme år døde broderen Harald, og Knud rejste til Danmark, vistnok først det følgende år, og modtog den danske krone.
Knud erobrede Norge i 1028 og indsatte som regenter sin mindreårige søn Svend og sin tidligere frille Ælfgifu (Svends mor). Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.
Knud den Store døde i Shaftesbury i Dorset d. 12. november 1035. Ifølge samtidige kilder var han "fyrre år gammel", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Han må altså have været født i 995 eller 996.
Hans tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, var egentlig "Knud den Rige", dvs "den mægtige".
De fleste kender sikkert historien om kongen. der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror, at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund), at Knud den Store med denne demonstration ville vise sine smiskende hoffolk, at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan kommandere over elementerne. Historien er muligvis opstået som ren kirkelig propaganda.
Knud blev efterfulgt af sønnen Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn, Henrik (den senere kejser Henrik 3.).
Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035
Hardeknud.
Hardeknud (Knud 3.) (1018 – 8. juni 1042) var søn af Knud den Store og Emma af Normandiet. Han var konge af Danmark 1035-1042 og af England 1040-1042.
Ved Knud den Stores død i november 1035 var den syttenårige Hardeknud allerede blevet indsat som sin fars stedfortræder i Danmark. Der opholdt han sig også da nyheden om faderens død nåede frem, og englænderne valgte straks Hardeknuds ældre men illegitime halvbror Harald Harefod til regent i Hardeknuds sted.
Samtidig kastede nordmændene det danske herredømme af sig og indsatte den purunge Magnus som konge, og Hardeknud kunne derfor frygte et angreb fra Norge og turde ikke forlade Danmark. Magnus og Hardeknud kom imidlertid overens og besluttede at den længstlevende af de to skulle arve både Danmark og Norge.
Så kom nyheden om, at den "stedfortrædende" regent Harald havde ladet sig vælge til konge i England. Den samtidige Angelsaksiske Krønike skriver, at Hardeknud blev "forsaget fordi han opholdt sig for længe i Danmark", og Harald Harefod havde ydermere en stærk hær i ryggen.
Hardeknud blev rasende over, hvad han opfattede som halvbroderens forræderi, og heller ikke alle i England var glade for valget. Ærkebispen af Canterbury vægrede sig ved at krone ham, men gav efter i 1037, da Hardeknuds tilhængere blev nedkæmpet og hans mor Emma fordrevet til Flandern.
I 1039 følte Hardeknud sig imidlertid så sikker i sadlen, at han udbød leding for at sejle til England og fravriste Harald Harefod kronen. Han sejlede først med 63 skibe til Brügge for at besøge sin mor, og mens han opholdt sig i Flandern kom der bud fra England om, at Harald Harefod var død d. 17. marts 1040.
Hardeknud blev straks tilbudt kronen, og han landede med sin flåde ved Sandwich d. 17. juni 1040.
Ude af stand til at hævne sig på halvbroderen på anden vis lod han Haralds lig grave op og kaste i en mose, og Hardeknud giver i det hele taget indtryk af at savne sin fars ubestridelige format. Hans mest omtalte handling som konge af England var at hæve skatterne voldsomt for at betale sin flåde, og et oprør mod disse høje skatter blev knust i byen Worcester, som på det nærmeste blev udslettet.
I 1041 inviterede den ugifte og barnløse Hardeknud sin halvbror (Emmas og Ethelreds søn) Edward hjem fra Normandiet og gjorde ham til sin arving. Året efter døde han (den 8. juni), vistnok under et bryllup. Den Angelsaksiske Krønike fortæller at "han døde mens han stod med sin drik. Pludselig faldt han til jorden med voldsomme krampetrækninger". Nogle har gættet på at der måske var mere end vin i bægeret, men det er aldrig blevet bekræftet.
Hardeknud blev kun 23 eller 24 år. Krøniken skriver om ham, at "i hele sin kongetid udrettede han intet der var en konge værdigt".
Magnus den Gode.
Magnus den Gode (1024-25. oktober 1047), konge af Norge fra 1035-1047 og af Danmark 1042-1047, frillesøn af den norske konge Olav den Hellige. I perioden 1028-1035 lever han i landflygtighed, men efter Knud den Stores død bliver han kaldt hjem og kåret til konge af de norske høvdinge, der har fået nok af danskerstyre. Efter Hardeknuds død i 1042 kåres han til dansk konge, selv om Svend Estridsen i hast er sejlet til Danmark for at gøre krav på tronen. Svend er søn af Estrid, Knud den Stores søster. Der er store uroligheder syd for den danske grænse, og i 1043 besejrer Magnus venderne i slaget på Lyrskov Hede, hvor omkring 15.000 vendere menes at miste livet. Det er vistnok den sejr, der sikrer ham tilnavnet "den Gode".
Hans stærke rival, Svend Estridsen, giver dog ikke op. Efter Magnus' tronbestigelse er der talrige konflikter mellem Magnus og Svend. Der indgås et forlig, som gør Svend til jarl i Danmark. Magnus har nok at gøre i Norge, hvor hans farbroder, Harald Hårderåde gør krav på den norske trone. I 1046 må Magnus anerkende Harald Hårderåde som medkonge. I 1047 fordriver Svend Estridsen Magnus fra Danmark med hjælp fra Anund Jakob af Sverige. Svend kan dog ikke samle den fornødne opbakning, og det ender med, at Svend må flygte til Skåne. Magnus dør den 25. oktober 1047, vistnok ved et styrt med hesten. På sit dødsleje meddeler han, at Svend skal arve Danmark og Harald Norge. Hans lig føres til Norge og begraves i domkirken i Trondheim, hvor også hans fader ligger begravet.
Svend Estridsen.
Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1076 i Søderup, Sønderjylland) - i samtiden også kaldet Svend den Yngre - var konge af Danmark fra 1047 til sin død.
Ungdom.
Han var søn af Ulf Jarl og Estrid, der var datter af Svend Tveskæg. Svend voksede op i England. Med sin brug af metronym understregede han sit tilhørsforhold til den danske kongeslægt. Så da den sidste af Knud den Stores sønner, kong Hardeknud, døde i 1042, gjorde Svend krav på den danske trone. Imidlertid vandt Magnus magtkampen, mens Svend blev indsat som jarl i Danmark. På sit dødsleje i 1047 erklærede Magnus, at Svend og Harald Hårderåde skulle arve henholdsvis Danmark og Norge. Svend blev efterfølgende kåret til Danmarks konge på samtlige landsting. Harald, der ikke var tilfreds med kun at have fået Norge, bekrigede Danmark og hærgede blandt andet Hedeby, der blev ødelagt ved brand. Først i 1064 sluttede de stridende fred. Svend, hvis morbroder, Knud den Store, havde været konge af England, forsøgte også at gøre krav på den engelske trone, men det lykkedes ham ikke at få kravet godkendt.
Konge af Danmark.
Mønt slået for Svend Estridsen
Svend påbegyndte en organisering af landet, der på det tidspunkt omfattede Jylland, Slesvig, Fyn, Sjælland, Øerne, Bornholm, Skåne og Halland. Svend var kongen, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Svend ønskede et godt forhold til kirken. Han søgte at få sin oldefar Harald Blåtand helgenkåret og sendte sin søn Magnus til Rom for at blive salvet og indviet som tronfølger, men Magnus døde undervejs. Svend ønskede en national kirke med eget ærkebispesæde, så man kunne blive uafhængig af det tyske ærkebispesæde i Hamburg-Bremen. I 1073 blev Gregor den 7. udnævnt til pave. Paven søgte allierede mod den tysk-romerske kejser og ønskede at få begrænset dennes muligheder for at udnævne gejstlige i embeder, hvorfor han var positivt stemt overfor Svends ønske. Svend døde imidlertid før dette blev realiseret. Han døde den 28. april 1074 (nogle kilder peger på året 1076) i Søderup i Sønderjylland, hvor der formentlig lå en kongsgård. Han blev begravet i Roskilde Domkirke.
Svend Estridsen efterlod sig mange døtre og sønner, hvoraf følgende opnåede at blive konge i Danmark: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Endnu en søn, Svend Korsfarer, vandt stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne på det 1. korstog.
Harald Hen.
Harald Hen (Harald 3.) (ca. 1041 – 17. april 1080) - søn af Svend Estridsen, konge af Danmark 1074-1080. I 1069 deltager han i det sidste vikingetogt til England, hvor man forsøger at udnytte englændernes utilfredshed med Vilhelm Erobreren, der har invaderet England fra Normandiet og kronet sig selv til konge. Men de danske vikinger kan ikke hamle op med den normanniske rytterhær, og de rejser hjem med uforrettet sag. Da Svend dør, er der to kandidater til tronen, sønnerne Harald og Knud. På et møde ved Isøre skal stormændene vælge mellem de to kongsemner. Harald opfattes som mere fredelig, mens Knud vil forsøge at tilbageerobre England. På mødet bliver Harald kåret til konge af Danmark.
Haralds regeringstid var forholdsvis fredelig, bortset fra mindre konflikter med brødrene Erik 1. Ejegod og Knud (den Hellige). Harald opretholder det gode forhold til kirken og paven, som hans fader har udvirket. For eksempel skriver paven flere breve, hvori han støtter Haralds kamp mod sine brødre. Harald viser sig også som "bondens mand", idet han ofte dømmer til bøndernes fordel, når de er i konflikt med herremændene. De store skove, som er krongods, gøres tilgængelige for alle mænd (almindinger). Harald dør den 17. april 1080 og begraves i Dalby Kirke i Skåne. Han efterlader sig ingen børn.
Tilnavnet "Hen" betyder slibesten, det vil sige "den bløde" og stammer muligvis fra broder Knuds tilhængere. "Hen" kan måske også henvise til en sværdformet slibesten, og dermed bliver meningen, at Harald var ufarlig ligesom en slibesten er i forhold til et rigtigt sværd. Andre har dog tolket tilnavnet som en ros med henvisning til, at en "hén" var et stykke værktøj, som man havde hos sig til at holde knive og sværd skarpe indtil den sidste subtile polering af æggen.
Knud den Hellige.
Knud den Hellige, Knud den 4., Knud Svendsen, (ca. 1043 – 10. juli 1086) var en dansk konge i 1000-tallet, der blev valgt til monark efter sin bror i 1080. Han blev dræbt i Albani kirke i Odense som følge af et oprør der opstod mod ham. Historien kendes takket være munken Ælnoth.
Ungdom.
Han var den anden søn af Svend 2. Estridsen, men ikke søn af dronningen. Han var den mest fremragende af Svends 5 sønner. Hans funklende øjne røbede en ildfuld og lidenskabelig karakter, og han viste sig tidligt som en ivrig kriger. Han blev derfor sendt til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. I 1069 ledede han et togt sammen med sin bror Harald og sin fars bror Asbjørn. Det gik fremad indtil Asbjørn lod sig bestikke af den engelske konge og de måtte vende tilbage i 1070. På det andet englandstogt deltog Knud sammen med Hakon Iversen og de hærgede York men tog ikke magten.
Senere fik Knud mere held mod Sembere og Estere mod øst. Han blev hyldet af skjalden Kalv Månesen for at have sejret over 10 konger.
Efter Svend Estridsens død i 1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget på Isøre hvor den blide Harald Hen blev valgt enstemmigt.
Knud måtte ty til landflygtighed. I et pavebrev blev den norske konge og Knuds svoger Olaf Kyrre bebrejdet for at have støttet Harald Hens brødre i et oprør. På trods af helgenlevnedernes forsikringer om en fredelig sindet Knud synes det sandsynligt at Knud har været i en del af oprøret.
Konge af Danmark.
Han var konge af Danmark 1080 - 1086 efter sin broder, Harald 3. Hens død. Knud var således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge af Danmark.
Han blev 1082 gift med Edel af Flandern (død 1115) der var søster til grev Robert af Flandern. Sammen fik de tre børn, to døtre Ingerid og Cæcilia og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev dog ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev valgt som den efterfølgende regent.
Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede at modernisere styreformen til enevældigt kongedømme. Han ønskede desuden at man skulle betale tiende til kongen. På sin færd op igennem Danmark havde han haft held med at undertrykke de lokale landsting. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til Aggersborg ved Limfjorden.
I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Olaf Kyrre i Norge sendte også skibe til støtte. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud havde travlt ved sydgrænsen, hvor han var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4.
Da tiden gik var hærens forsyninger ved at slippe op og det blev sent med at kunne vende hjem for at sørge for høst. Derfor afholdtes et hærting. Man blev enige om at sende kongens bror Oluf (Hunger) til Knud for at bede ham begynde togtet eller hjemsende hæren. Men Oluf blev imidlertid behandlet som en forræder og fængslet i Flandern.
Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Knud tog til Vendsyssel og gæstede kongsgården der. Her gjorde vendelboerne oprør og Knud måtte flygte fra kongsgården Børglum til biskop Henriks gård Biskopstorp i Bejstrup, mens hans mænd var i Aggersborg. Biskoppen Henrik red oprørerne i møde for at mægle et forlig, men blev modtaget med raseri, og da han kom sprængende tilbage, flygtede kongen over Limfjorden og videre til Viborg. Vendelboerne hærgede nu Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland og Knud der var endt i Slesvig måtte ty til kongsgården i Odense. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes det dog Knud med sin bror Benedict og sine vederlagsmænd at slippe ind i Albani kirke hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken der var af træ og da det ikke lykkedes dræbte de Benedict og de 17 hirdsmænd og derefter Knud som knælede ved alteret. Den 10. juli 1086 blev han myrdet i Sankt Albani Kirke; her havde han søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Piper døde også af sine sår. Blandt kongens følge var det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslap.
Straks efter Knuds død gik blandt andet hans bror, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget blev tolket som et tegn på, at Gud var utilfreds med drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.
Undersøgelser af skelet.
Knud den Helliges skelet er udstillet i Odense
Skeletterne af både Knud den Hellige og hans bror Benedikt kan beskues i Odense Domkirkes krypt, hvor de er udstillet i gennemsigtige kister. Undersøgelser fra 1985(se nedenfor) har imidlertid vist at skeletterne er sat sammen af ben fra mere end et menneske. Undersøgelsen fra 1985 virker ubekendt i en anden undersøgelse fra 2008 hvor man er kommet frem til igen andre konklusioner. Man venter stadig på forskernes bemærkninger til dette?
De jordiske rester blev 3. marts 2008 undersøgt af forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense. Undersøgelserne viste bl.a.;
Ovenstående undersøgelse virker ubekendt med en undersøgelse af de to antropologer Izabella Tkocz og Kaj R. Jensen fra 1985 som påviser at der er forskelle i alderen af henholdsvis kranium og rygsøjle i skelettet. Kraniet er fra en mand i alderen 39-55, mens rygsøjlen er fra en mand på omkring de 30 år. Samme undersøgelse bemærkede også at der var en knogle på skelettet der slet ikke sad det rigtige sted...
Den katolske kirke der bruger relikvier, har allerede ved helgenudnævnelsen ønsket at få relikvier i form af rester fra den afdøde. Kan det tænkes at de allerede har fået så mange at man ved udstillingen af hans skelet har måttet reparere skelettet for at få det til at fremstå som et helt skelet?
Dalap-Uliga-Darrit.
Dalap-Uliga-Darrit er hovedstaden på Marshalløerne og ligger på tre øer i Majuro-atollen.
Dampmaskine.
En dampmaskine er en varmekraftmaskine der kan lave mekanisk arbejde fra trykforskellen mellem vanddamp under tryk og omgivelsernes tryk (101.325 pascal =1 atm).
I det første århundrede efter Kristus opfandt den græske videnskabsmand Heron fra Alexandria den første dampmaskine. Man bragte vand i kog i en beholder, som var ophængt i en aksel, dampen kom ud gennem fire dyser, som så fik beholderen til at dreje rundt. Denne primitive dampmaskine fik dog ingen praktisk anvendelse.
Opfindelsen af den moderne dampmaskine tilskrives normalt skotten James Watt (1736-1819), men han forbedrede blot på konstruktioner opfundet af Thomas Newcomen (1663-1729) og før ham Thomas Savery. De tidligste dampmaskiner blev udviklet som pumper, der fjernede vand fra de nordengelske kulminer. Først med Watts mere økonomiske version var vejen åbnet for mobile dampmaskiner.
Første dampmaskine i Danmark blev sat i gang i 1790, i smedjen på Holmen.
En dampmaskine, hvor vanddampen efter stempler eller gasturbine kondenseres til vand og pumpes tilbage til fordamperen, udgør en Rankine-kredsproces.
Dampskib.
Danmarks første dampskib, "Caledonia"Dampskib (forkortes D/S, S/S eller SS for det engelske "steamship") er et skib, som drives helt eller delvist af en dampmaskine.
Det første dampskib som krydsede Atlanterhavet var "Savannah." Hun sejlede i 1819 fra New York til Liverpool i England på 21 dage. Som de første dampskibe sejlede det både med sejl og dampmaskine.
Samme år kom det første dampskib "Caledonia" til Danmark og sejlede på ruten København-Kiel. Det første skib som krydsede Atlanterhavet alene med dampkraft var "Sirius" (1838).
Dankort.
Dankortet er et dansk betalingskort, som første gang så dagens lys i papirudgave i april 1983. I slutningen af 1984 kunne pengeinstitutterne dog også tilbyde deres kunder Dankortet i elektronisk form (i plast med magnetstribe). Siden 15. januar 2006 er alle dankort-aftaler blevet administreret af Nets, tidligere PBS.
Brugen af kortet er støt stigende: Kortindehaverne satte i 2006 på ny rekord med 676 mio. transaktioner, der fik i alt 249 mia. kr. til at skifte hænder. Det svarer til, at en transaktion i gennemsnit beløb sig til 368,34 kr.
Dankortet har i næsten hele dets levetid været gebyrfrit, hvilket er et særsyn i et internationalt perspektiv. Dette har hovedsageligt skyldtes, at kortet blev indført ved lov — den såkaldte 'Dankortlov'. Bankerne har dog i årene siden indførelsen presset på for at få ændret gebyrfriheden.
Udseende og funktioner.
Dankort fra Lån & Spar bank (forside).
Dankort fra Lån & Spar bank (bagside).
Det nye dankort, indført i løbet af sommeren 2004, har inkorporeret en synlig chip til venstre på kortets forside. På forsiden finder man som på stort set alle slags betalingskort - oppe fra og ned - navnet på banken, de 4x4 - fysisk fremhævede - cifre som udgør dankortets kortnummer. De første fire cifre (som både er præget og trykt) fortæller hvilken type kort der er tale om (5019 for Dankort og 4571 for Visa/Dankort), og de næste fire cifre fortæller hvilken bank der er tale om (registreringsnummer). Man finder også udløbsdatoen, kortholders navn (kortets ejer) og et hologram, forskelligt alt efter om der er tale om et Dankort eller VISA/Dankort (i så fald er VISAs logo også trykt på kortet).
På bagsiden af dankortet finder man dankortsymbolet, den tilknyttede kontos registreringsnummer og kontonummer. Nedenunder dette finder man et felt, hvor kortholderen skal placere sin underskrift, dette felt indeholder desuden nogle cifre, hvoraf de sidste tre er dét, der kaldes 'kontrolnummeret' (dette bruges fx til visse internetbetalinger). Derefter følger den bevarede sorte magnetstribe og producentens fabrikationsnummer i små typer.
Den største forskel på det nye og det gamle dankort er at det gamle kort (1984-2003) ikke havde en chip (en teknologi som ikke var udviklet dengang kortet første gang blev tilbudt). Derudover er der på det nye kort ikke længere et billede af kortholder, og kortholders underskrift er ikke længere laserindgravet, men skal manuelt tilføjes. Registreringsnummeret, kontonummeret og servicenummeret er desuden - i modsætning til det gamle kort - nu trykt uden på kortets plasticoverflade.
Dannebrogordenen.
Dannebrogordenen er en dansk ridderorden indstiftet af Christian 5. i 1671 og senere forandret og udvidet. Christian 5. påstod, at han fornyede en orden indstiftet i 1219 af Valdemar 2. Sejr, men det tjente uretmæssigt til at give ordenen historisk legitimitet.
Ordenens formelle grundlag er Frederik 6.s åbne brev fra 1808 suppleret med senere reskripter. Enkelte bestemmelser i ordenens statutter fra 1693 er dog endnu gældende. Den regerende monark er ordensherre, og udnævnelser sker almindeligvis på grundlag af indstillinger, der har passeret et ministerium. Siden 1951 har kvinder kunnet optages i ordenen.
Dannebrogordenen uddeles af regenten uden en ministers underskrift. Alle ordenstegn skal leveres tilbage, når bæreren dør.
Historie.
Af Dannebrogordenens statutter fra 1. december 1693 fremgår det, at ordenen er en udmærkelse til dem, "som ved Dyd, tro Tieniste og mandige Bedrifter have giort sig frem for andre berømmelig". Ordenen havde i perioden 1671 til 1808 kun én klasse og kaldtes ofte "det hvide Baand". En "hvid ridder" skulle aflægge troskabsed til kongen. I begyndelsen kunne kun adelige og fyrstelige personer dekoreres, men i 1679 blev hierarkiet erstattet af en rangfølge, der var betinget af placering i enevældens embedsvælde - og ikke af adelig herkomst. Alligevel var det dog reelt stadig kun adelige personer, der fik ordenen, for samtidig fandtes indtil 1730 den såkaldte rangadel, hvor indehaveren af en titel i de tre øverste klasser "automatisk" blev adelig. Efter 1730 optræder dog blandt riddernes tal enkelte høje officerer, som ikke var adelige.
Frederik 6. ændrede ved sin tronbestigelse 1808 (kgl. åbent brev 28. juni) ordenen inspireret af Æreslegionen (oprettet af Napoleon 1802), således at den fik flere grader. Den kunne nu tildeles personer uden for embedsværket og "belønne sande Fortienster, hos hvem de end findes" uafhængigt af rang og stand. Kongen understregede, at ikke kun militær tapperhed, men også "Nidkiærhed hos Embedsmanden, Fremskridt i Videnskab og Kunster, nye og heldige Anlæg i Landets Agerbrug, Industrie og Handel" samt generelle "Opofrelser for Konge, Fædreland og Medborgere" kunne hædres.
Den oprindelige troskabsed til monarken blev da afløst af en løfteformular om "paa Ære og Samvittighed at være fremdeles min Arve-Konge og Herre huld, tro og lydig". De eksisterende hvide riddere blev indplaceret som Storkors af Dannebrog i det nye gradsopdelte system.
Frederik 6. oprettede samtid Dannebrogordenens Hæderstegn (kgl. åbne breve af 28. januar 1809 og 18. januar 1812), der blev omdøbt i 1952, og som nu sjældent uddeles. Dannebrogsmændenes Hæderstegn er et sølvkors, der kan tildeles såvel bærere af Dannebrogordenen som ikke-dekorede personer og personer uden for rangordenen.
Konsekvensen af reformen i 1808 blev, at mange flere personer kunne dekoreres. Ridderne før 1808 udgjorde en ret begrænset skare, hvoraf hovedparten var adelige og kun ganske få var borgerlige (ofte adlede) embedsmænd.
Ved reskript af 21. februar 1842 sattes Storkommandør-klassen foran og over ordenens tre andre klasser, og der optoges nu kun fyrstelige personer som storkommandører.
Indtil 1861 (reskript af 2. oktober) fandtes der kun én kommandørgrad (Kommandørkorset). Begyndende i Frederik 7.s tid deltes kommandørklassen konsekvent i to grader, med og uden brystkors. I 1861 blev kommandørgrad delt i to grader ved tildeling til udlændinge, og under Christian 9. i 1864 (reskript af 21. marts) fulgte så en opdeling af kommandørgraden også gældende for danske modtagere.
Rekriptet af 1861 bestemte også, at Storkorset "af Reciprocitetshensyn til Udlandet" ikke herefter skulle tildeles udlændinge i diamanter, men at det kors, der af kommandørerne bæres om halsen, også skulle være dekoration for ridderne af Dannebrogsordenens 1. klasse eller Storkors og således bæres i skulderbåndet. Reskriptet af 1864 udstrakte også denne praksis til danske modtagere.
Siden 1951 (reskript af 10. oktober) kan både mænd og kvinder dekoreres med Dannebrogordenen. Ved samme lejlighed blev ridderklassen opdelt (reskript af 21. marts 1952) i to grader. Betegnelsen "Ridder af Dannebrog" forkortes "R." i Kraks Blå Bog, i dødsannoncer og undertiden på gravsten (se yderligere forkortelser nedenfor).
I 1924 foreslog statminister Thorvald Stauning en reduktion og langsigtet afskaffelse af ordensvæsenet, men den blev aldrig til virkelighed.
Udformning.
Storkorsets bryststjerne, eksemplar fra 1850
Storkors-klassen giver ret til et våbenskjold til ophængning i Frederiksborg Slotskirke, hvilket er foregået siden 1694. Fra 1961 er det dog kun undtagelsesvis, at udenlandske ridderes våben ophænges. Insignierne skal ved ordensindehaverens død leveres tilbage til Ordenskapitlet.
Dannebrogordenen har hvidt ordensbånd med røde kanter. Ordenstegnet består af et hvidemaljeret guld- eller sølvkors (ridder-klasserne) med en rød kant og en kongekrone over den regerende monarks monogram. Forsiden bærer indskriften: "Gud og Kongen" og Christian 5.s monogram.
Storkommandørkorset har 14 taffelsten i stedet for hvid emalje, og resten af forsiden er brillanteret; på bagsiden ses Valdemar 2.s, Christian 5.s og Frederik 6.s monogrammer og ordene "Gud og Kongen". Til storkorset hører en kæde af guld bestående af skiftevis Valdemar 2.s og Christian 5.s monogrammer imellem emaljerede dannebrogskors. Til storkommandørkorset og storkorset hører en bryststjerne, hvorpå der er et emaljeret kors med Valdemar 2.s monogram og ordene "Gud og Kongen". Stjernen til storkorset kan som en speciel udmærkelse tildeles med brillanter. Til kommandørkorset af 1. grad hører et brystkors svarende til korset på storkorsstjernen, men med brillanteret sølvbund i stedet for hvid emalje.
Storkommandørkorset og kommandørkorsene bæres om halsen, storkorset i skærf over højre skulder eller i kæden, ridderkorset af 1. grad og Dannebrogordenens Hæderstegn i bånd på brystet med roset og ridderkorset i bånd uden roset. Bortset fra storkorset bærer kvinder dekorationerne i sløjfe på brystet.
Højtidsdage.
Dannebrogordenens har fire højtidsdage, hvor ordenskæden bæres. De er 28. januar, Frederik 6.s fødselsdag, 15. april, Christian 5.s fødselsdag, den regerende monarks fødselsdag (16. april) samt 28. juni, angiveligt Valdemar 2.s fødselsdag.
Uddelingspraksis.
Det er typisk ministeriernes departementschefer, der overvejer indstillingerne og sender dem videre til kabinetssekretæren. Når departementschefen og kabinetssekretæren er enige om at foreslå dekorering af en person, forelægges sagen af kabinetssekretæren for ordensherren.
Uddelingen af Dannebrogordenen følger et konservativt mønster sammenlignet med øvrige europæiske monarkiers ordensvæsener. Ordenen favoriserer tilknytning til staten og uddeles primært til loyale officerer, embedsmænd, diplomater og politikere for tro tjeneste. De kan forvente at få ordenen, når de når et vist hierarkisk niveau i embedsværket eller Forsvarets værn, har siddet 10 år i Folketinget eller tilhører en bestemt rangklasse - eller en bestemt lønramme (typisk lønramme 36 i staten). Modsat ordenspraksis i Det forenede Kongerige, hvor mange populære musikere, kunstnere, forfattere etc. er blevet hædret.
Tidligere modtog en del erhvervsfolk et ridderkors, mens det i dag er er relativt få danskere inden for erhvervslivet, som tildeles ordenen. Kun få kulturfolk modtager et ridderkors.
Indtil 1909 blev regeringens ministre pr. automatik udnævnt til Kommandører af Dannebrog, når de tiltrådte, ligesom de indtil da også fik udleveret en uniform og kårde.
Også finansminister Claus Hjort Frederiksen har afslået tilbuddet om at blive dekoreret.
I 2009 vakte det opsigt, at departementschefen i Bendt Bendtsens ministertid havde bedt om at få dekoreret Palle Skov Jensen, ejeren af Jensen's Bøfhus, med ridderkorset i 2007. Palle Skov Jensen er personlig ven af den tidligere minister. Meget få erhvervsfolk modtager årligt et ridderkors, og først i 2008 fik eksempelvis Peter Straarup, direktør for Danske Bank med 20.000 ansatte, et ridderkors. Endnu færre restauratører er gennem tiden blevet indstillet til denne ære.
Fratagelse af ordenen.
Personer kan fratages ordenen, hvis de bliver dømt for kriminalitet. Eksempler på personer, der har mistet ordenen af denne grund, er Peter Adler Alberti (1910), Erik Ninn-Hansen (1995) og Peter Brixtofte (2008).
Danny Kaye.
Danny Kaye underholder amerikanske tropper i Japan, 1945
David Daniel Kaminsky, bedre kendt som Danny Kaye (18. januar 1913 – 3. marts 1987) var en amerikansk skuespiller, sanger og komiker.
Danny Kaye indlagde sig i 1952 herostratisk berømmelse ved sin udførelse af titelrollen i filmen "Hans Christian Andersen", hvori han bl.a. sang den sang, der vel mere end nogen anden må betegnes som Københavns "nationalmelodi", nemlig "Wonderful, wonderful Copenhagen" (med tekst og musik af Frank Loesser). Danny Kayes berømmelse forøgedes endnu et skridt, da han senere, under et besøg i H. C. Andersens Hus i Odense, lagde sig til rette i digterens seng.
Dansk Jagtforsikring A/S.
Dansk Jagtforsikring A/S er et selskab der tegner ansvarsforsikring knyttet til jagttegnet, dækkende person- og tingskade samt hundeskader, som en jæger forvolder i relation til anden person under jagtudøvelse i Danmark eller det øvrige Europa.
Lovpligtig forsikring.
Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring for at drive lovlig jagt i Danmark. Skov- og Naturstyrelsen har indgået en overenskomst med Dansk Jagtforsikring A/S, hvorefter dette selskab for en årlig præmie på 30 kr., der opkræves af Skov- og Naturstyrelsen sammen med jagttegnsafgiften, påtager sig at udrede de erstatninger, som jagttegnsløseren måtte blive ansvarlig for.
Jægerne kan blive fritaget for at betale præmien, hvis man kan dokumentere, at man har en anden forsikring, der dækker de skader, man måtte anrette ved skudafgivelse under jagt.
Ejerskab.
Staten ejer 51 % af aktierne, og Danmarks Jægerforbund ejer 49 %.
Dansk Kvindesamfund.
Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871 af Mathilde og Fredrik Bajer og er dermed kvindesagens ældste forening.
Blandt foreningens tidligste medlemmer var forfatterinden Mathilde Fibiger, efter hvem foreningen i 1970 opkaldte dels aktivistgruppen "Mathildes Børn", dels Mathildeprisen, som kan uddeles til en kvinde, mand eller forening, hvis arbejde Dansk Kvindesamfund har fundet påskønnelsesværdigt.
Dansk Kvindesamfund udgiver verdens ældste kvindemagasin. Første nummer udkom 2. januar 1885.
Kvinders kommunale valgret.
At dette nye programpunkt vakte så stor opstandelse i den offentlige mening, at ordlyden en måned senere blev formuleret om til, at Dansk Kvindesamfund skulle arbejde for at "forbedre kvindernes stilling i familie, samfund og stat." ændrer ikke på, at 1887 er året, hvor Dansk Kvindesamfund åbent går ind for, at kvinder skal have kommunal valgret. For eksempel forestår Dansk Kvindesamfund i 1887 en underskriftsindsamling i København til støtte for Fredrik Bajers forslag om kommunal kvindevalgret. Underskrifterne blev overdraget til Rigsdagen den. 17. februar 1887. Året efter samlede Dansk Kvindesamfund underskrifter ind fra hele Danmark.
Selv om flertallet i Dansk Kvindesamfund i 1884 gik ind for borgerrettigheder til kvinder, fandt man, at det var taktisk klogest at gå forsigtigt til værks og ikke med programerklæringer provokere den offentlige mening eller de politikere, hvis nåde sagen alene afhang af. Et mindretal med bl.a. Mathilde Bajer var utilfredse med den lempelige linje og stiftede i 1886 "Kvindelig Fremskridtsforening", der bredere og mere aktivt og udadvendt kunne arbejde for kvinders valgret, det vil sige såvel til kommuner som til Rigsdag. Få år efter stiftedes "Kvindevalgretsforeningen".
Efter 10 års forløb med fem forgæves forsøg på at få en lov om kommunal valgret for kvinder, bredte der sig en vis modløshed, både blandt kvinderne og de folketingsmænd, som støttede dem. I 1895 vedtog Dansk Kvindesamfund den strategi, at modvillige rigsdagsmænd skulle bearbejdes personligt. Strategien slog fejl, idet ingen rigsdagsmænd havde sympati for sagen. På de betingelser "døde" de nye og mere yderligtgående foreninger: "Kvindevalgretsforeningen" overdrog i 1897 sig selv til "Dansk Kvindesamfund"s Københavnskreds. "Kvindelig Fremskridtsforening" opløstes i 1903.
Efter 22 års forløb med 11 forgæves forsøg fik kvinderne kommunal valgret den 20. april 1908.
Kvinders valgret til Rigsdagen.
Mange politikere havde gennem de 22 år advaret og sagt, at hvis man først gav kvinderne en lillefinger, nemlig kommunal valgret, så ville de snart forlange hele hånden, nemlig politisk valgret, det vil sige til Rigsdagen (Folke- og Landstinget). Disse politikere havde set rigtigt. Aldrig så snart var den kommunale valgret i hus, før kvinderne ville have mere. Men i mange år frem syntes ingen politikere, at kvindernes manglende valgret til Rigsdagen var et vigtigt, selvstændigt problem.
I 1906 fik den fraktion i Dansk Kvindesamfund, der arbejdede for kønnenes politiske ligestilling, flertal. Samme år blev politisk valgret en del af landsforeningen Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf. Odensekredsen og Københavnskredsen satte dog allerede i henholdsvis 1893 og 1894 kvinders politiske valgret på det lokale program.
D. 5. juni 1915 får danske kvinder stemmeret og kan nu stille op til Folketinget og Landstinget. Det er afslutningen på over 25 års uafbrudt politisk kamp for stemmeret. Kvinder indtager landets talerstole og avisernes debatsider. Nye organisationer dukker op og medlemsblade beretter om stemmeretskampen i både Danmark og udlandet.
Abortspørgsmålet.
Dansk Kvindesamfund tog abortspørgsmålet på programmet i 1966 og vedtog på sit landsmøde i 1969 at gå ind for fri adgang til abort, idet 223 stemte for, 62 imod, 23 ved ikke.
"Danske Kvinders Nationalråd" meddelte samme år justitsministeriet, at tre af de tilsluttede foreninger (Dansk Kvindesamfund, Socialdemokratiets kvinder i Danmark, Københavns kommunale sygeplejerskeforening) gik ind for fri abort. 12 foreninger gik imod, 2 meddelte at de ikke ønskede at udtale sig, og de øvrige udtalte sig ikke.
Dannerhuset.
Startskuddet til bevarelse af "Frederik den Syvendes Stiftelse" som kvindehus lød på Dansk Kvindesamfunds arbejdsmøde i foråret 1978, hvor Lasse Edith Trojel efterlyste lokaler til et krisecenter i København, hvor københavnske voldsramte og voldtagne kvinder kunne søge tilflugt. Eva Rude udpegede Frederik den Syvendes Stiftelse, og forhandlinger om overtagelse og videreførelse i overensstemmelse med fundatsen startede den 6. september 1978. Dansk Kvindesamfund blev i stedet tilbudt at købe Stiftelsen for ejendomsværdien på 3,5 millioner kroner plus istandsættelse cirka 7 millioner. Dansk Kvindesamfund 'svarede igen' sammen med mange andre kvindeorganisationer, men de nye forhandlinger om overtagelse og videreførelse blev afbrudt, idet Stiftelsen pludselig solgtes til et entreprenørfirma. Det var denne handling, som førte til, at kvinderne besatte Stiftelsen den 2. november 1979. Den 1. april 1980 var der med bred opbakning i hele befolkningen indsamlet så mange penge, bl.a. ved salg af et klistermærke, at kvinderne denne dato kunne købe Stiftelsen tilbage fra entreprenørfirmaet.
Kvinders Grundlov.
I 1995, 1998 og 2007 har Dansk Kvindesamfund udgivet, som er et undervisningskit med oplysningsmateriale til danske kvinder om Kvinders Grundlov = Kvindekonventionen = konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder = Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination Against Women.
Dansk Kvindesamfunds Krisecenter.
Et af de nyere initiativer har været oprettelse af. Centeret har plads til 8 kvinder og 10 børn, fordelt på 8 værelser. 2 af værelserne er handicapvenlige og beliggende i stueetagen, således de er tilgængelige for kørestolsbrugere.
Forbyd sexkøb nu.
Dansk Kvindesamfund startede den 8. marts 2008 (international kvindedag) webkampagnen hvortil er knyttet en, hvor både mænd og kvinder kan skrive under. Underskrifterne afleveres til justitsministeren den 18. oktober 2008.
Kilder.
Kvindesamfund
Dar es-Salaam.
Dar es-Salaams beliggenhed i Tazania
Dar es-Salaam er den største by (2.500.000 indbyggere estimat 2003) og administrativ hovedstad i Tanzania. Byens navn betyder fredshavnen.
Dodoma er hovedstad for den lovgivende og dømmende myndighed, men i praksis fungerer Dar es-Salaam som hovedstad.
Darjeeling.
Darjeeling er en by i den indiske stat Vestbengalen, og den er hovedby for regionen af samme navn, som ligger ved foden af Himalayabjergene i højder mellem 2.000 og 3.000 meter over havet. Regionen er bedst kendt for sin teproduktion. Darjeeling anses af mange for at være det fineste mærke blandt de såkaldte "sorte" teer. I de senere år er området også begyndt at producere hvide og oolong teer.
Byen Darjeeling har forbindelse til omverdenen via en 80 km lang, smalsporet bane ("the Toy Train") til byen Siliguri eller ad en landevej, som følger og krydser banen adskillige gange.
Darling.
Darling i New South Wales er Australiens længste flod på 2.739 km.
Dart.
Dart er et pilespil, der er fast tilbehør på engelske pubber.
I spillet går det ud på - ved hjælp af dartpile - på færrest mulige forsøg at spille sig fra 501 points ned til præcis 0 point.
Der skal afsluttes med en Double eller Rød Bull.
Dette gøres ved at ramme en dartskive, fra hvilken kasteren skal være placeret i en afstand af 2,37 m. Skiven skal placeres på en lodret væg sådan, at bull, som er skivens centrum, er 173 centimeter over gulvet.
Hver spiller har tre pile pr. runde.
Dette særlige regelsæt anvendes ofte til selskabelige, men absolut seriøse, spil eventuelt kombineret med intagelse af alkohol
Spillerne skal for hvert af felterne 15, 16, 17, 18, 19, 20, double, triple og bull ramme 3 gange for at "åbne" feltet for scoring af points. Når alle spillere har ramt feltet 3 gange er feltet "lukket" og der kan ikke scores yderligere i dette felt.
Vinderen er den spiller, der har flest points når alle felter er lukket eller har flest points og selv lukket alle felter.
Datolinjen.
Datolinjen er en markeringslinje, som på jordkloden nogenlunde følger meridianen 180 grader fra Greenwich gennem Stillehavet.
Tidszonen der befinder sig lige vest for datolinien er således den første tidszone hvor datoen skifter i hvert døgn.
I de følgende 23 timer følger de øvrige 23 tidszoner efter.
Landene lige vest for datolinien er derfor de førte til at fejre nytår, og landene lige øst for datolinien de sidste.
Når man passerer linjen, springer man en dato og en ugedag over, hvis man rejser mod vest.
Hvis man rejser østover, lægger man en dag til.
En time svarer til 15 længdegrader.
Davis Cup.
Davis Cup er dens mest prestigefyldte turnering for mandlige tennislandshold og betragtes derfor af mange som det uofficielle verdensmesterskab for hold. Turneringen er afviklet hvert år siden 1900 med undtagelse af 1901, 1910, 1914-18 og 1940-45.
Davis Cup blev indstiftet af Dwight F. Davis og blev første gang spillet i 1900 under navnet International Lawn Tennis Challenge. USA og Australien har flest vundet flest sejre gennem turneringens historie.
Kvindernes tilsvarende turnering er Fed Cup.
Turneringsstruktur.
Davis Cup er (pr. 2010) opdelt i fem niveauer. Det øverste niveau (World Group) har deltagelse af seksten hold, mens det næstøverste niveau (Gruppe I) omfatter 24 hold.
World Group består af de otte hold, der vandt sine 1. runde-kampe i turneringen året før, samt de otte hold, der vandt sine kampe i World Group playoff. De seksten hold seedes i henhold til deres placering på Davis Cup-ranglisten og mødes i otte 1. runde-kampe. De otte vindere går videre til kvartfinalerne og kvalificerer sig dermed til den efterfølgende sæson i World Group. De otte tabere i 1. runde spiller videre i World Group playoff mod de otte hold, som er gået videre fra de zoneopdelte turneringer i Gruppe I, om op- og nedrykning mellem de to niveauer. De otte vindere fra playoff-kampene spiller året efter i World Group, mens de otte tabere må tage til takke med at spille i Gruppe I.
I niveauerne under World Group konkurrerer holdene i tre zone-opdelte turneringer: Amerika, Europa/Afrika og Asien/Oceanien. I hver zone er der fire niveauer: Gruppe I, II, III og IV, bortset fra Europa/Afrika-zonen, som ikke har en Gruppe IV, men hvor Gruppe III i stedet er geografisk opdelt i en Europa-sektion og en Afrika-sektion. I Gruppe I og II afvikles turneringerne som cupturneringer i løbet af kalenderåret, mens de lavere rækker afvikles i puljer, hvor holdene spiller mod hinanden i et alle-mod-alle-format, og hvor hver delturnering afvikles i løbet af en uge i en forudbestemt værtsby. Det præcise format og antallet af op- og nedrykkere for hver delturnering afhænger af deltagerantallet fra år til år. Det eneste som ligger fast er, at otte hold fra Gruppe I kvalificerer sig til World Group playoff – fire fra Europa/Afrika, to fra Amerika og to fra Asien/Oceanien.
Vindere og finalister.
Tretten forskellige lande har vundet Davis Cup-titlen gennem tiden. Yderligere ni nationer har prøvet af være i finalen uden at vinde.
Danmarks Davis Cup-hold.
Det danske Davis Cup-hold oplevede i perioden 1983-1996 stor succes og popularitet, da landsholdet jævnligt spillede i World Group, der er den bedste række i Davis Cup. Det succesrige danske hold spillede sig flere gange blandt de 16 bedste hold i verden og var i 1995 tæt på at sende et stjernebesat svensk hold ud i første runde. Trods en 2-0-føring tabte Danmark imidlertid med 2-3. Danmark har dog siden 1999 "kun" spillet i tredje- eller fjerdebedste række (Gruppe II og III).
De Cantabriske Bjerge.
De Cantabriske Bjerge (på spansk: "Cordillera Cantábrica") er en bjergkæde beliggende i det nordvestlige Spanien. De udgør en forlængelse af Pyrenæerne og strækker sig 480 km langs Spaniens nordkyst.
Bjergkædens højeste punkt er Torre de Cerredo (2.648 m. o. h.)
De Danske Spritfabrikker.
De Danske Spritfabrikker er en dansk spiritusproducent ejet af Vin & Sprit.
Virksomheden blev grundlagt i 1881 af C.F. Tietgen og C.A. Olesen ved fusion af en række mindre brændevinsfabrikanter. I 1893 sluttede familiebrænderiet Brøndum sig til De Danske Spritfabrikker. Som resultat af yderligere opkøb og sammenlægninger ejede De Danske Spritfabrikker i 1923 samtlige brænderier i Danmark og fik eneret på fremstilling af sprit, akvavit, gær m.v. Dette monopol blev først ophævet i 1973 efter at Danmark var tiltrådt EF.
G.A. Hagemann var bestyrelsesmedlem i en periode.
Ved en af de største fusioner i dansk erhvervsliv sluttede De Danske Spritfabrikker sig i 1989 sammen med De Danske Sukkerfabrikker og Danisco. I 1995 tog virksomheden navneforandring til "S", men da den i 1999 blev et datterselskab af det svenske "V&S Vin & Sprit AB", gik man igen tilbage til det gamle navn.
Martin Borch var i starten firmaets arkitekt, siden blev det Alf Cock-Clausen, der bl.a. har tegnet den store fabrik i Aalborg, opført 1928-30 i en art deco-stil, der er et særsyn på dansk jord.
De lystige koner i Windsor.
"De lystige koner i Windsor" ("Die lustigen Weiber von Windsor") er en opera i tre akter af Otto Nicolai. Den tyske libretto, der bygger på skuespillet "The Merry Wives of Windsor" af William Shakespeare, er skrevet af Salomon Hermann von Mosenthal. Den blev uropført på Königliches Opernhaus i Berlin den 9. marts 1849.
Handlingen udspiller sig i Windsor omkring 1600.
Også Verdi skrev en opera over Shakespeares skuespil. "Falstaff" er en opera, mens Nicolais version er et syngespil, der har talt dialog imellem de musikalske numre.
De Tre Musketerer.
"De tre musketerer" ("Les trois Mousquetaires") er titlen på en roman af Alexandre Dumas, d. æ.. Romanen udkom som føljeton i tidsskriftet "Århundredet" ("Le Siècle") fra 14. marts til 14. juli 1844. Bogen blev udgivet samme år på forlaget Baudry. Bogen er den første i en trilogi, der også omfatter "Tyve år efter" ("Vingt ans après") fra 1845 og "Musketerernes sidste bedrifter" ("Le Vicomte de Bragelone") fra 1850. Hele trilogien spænder over tidsrummet fra Anne af Østrig til Louis XIV's de første regeringsår.
Romanen bygger på "mémoires de M. D'Artagnan" af "Gatien de Courtilz de Sandras" udgivet fra 1700 til 1701.
De tre titelpersoner i romanen hedder Athos, Porthos og Aramis. Athos beskrives som en mand, der elsker vin og er meget følelsesladet. Porthos er den vilde, der i slåskampene altid gerne vil slås med to på én gang. Aramis er den fredsommelige, der tilhører Kirken og det åndelige liv. De tre har det kendte motto: "En for alle og alle for en".
D'Artagnan bliver optaget i de tres forbund.
Litteratur.
Tre Musketerer, De
Debugger.
En debugger ("afluser" på dansk) er et program, man anvender til at fejlfinde kildekode med.
En debugger kan bruges på flere måder. Hvis et program er gået ned, og der er dannet et dump, kan en debugger sammenholde det med programmets kildekode og vise, hvor fejlen opstod. Man vil også kunne se, hvilke data programmet arbejdede med. Man kan også bruge en debugger til trinvis gennemgang af et program eller dele af det. Efter hvert trin kan man se, hvad der der sket med programmets variabler.
For at få debuggeren til at give nok information, er det normalt nødvendigt, at oversætte programmet med specielle indstillinger, der sørger for, at navne på variabler gemmes i det oversatte program. Det kan også være nødvendigt, at undgå automatisk optimering af programmet.
December.
December måned er opkaldt efter "decem", latin for "10" (idet marts i sin tid var årets første måned). Ældre dansk navn Kristmåned.
Deflation.
Deflation er prisfald, modsat inflation. Inden for økonomisk videnskab betegner deflation en periode med stadige, generelle prisfald.
Historisk har deflation i visse tilfælde udløst økonomiske kriser endnu mere ødelæggende end hyperinflation. Deflation hænder, når en svag efterspørgsel giver et overudbud på markedet. Med de faldende priser falder også indkomsterne fra kapital og arbejdskraft. Virksomheder må indskrænke eller lukke, mens lønmodtagerne bliver arbejdsløse eller må acceptere en ringere betaling. De faldende indkomster giver en forstærket effekt på den vigende efterspørgsel. Samtidig øger prisfaldet også pengenes værdi. Med almindelige forventninger om yderligere prisfald vil folk have en tendens til at spare op for at hente den potentielle formuegevinst. Resultatet kan blive en meget stor tilbagegang i produktion og forbrug.
Dette skete med depressionen i 1930'erne. Situationen dengang førte til John Maynard Keynes' nybrud i den økonomiske teori. Keynes anbefalede statslige indgreb til forstærkning af efterspørgslen i økonomien.
Den østrigske skole vurderer, at Keynes tager fejl når han anbefaler statslige indgreb i økonomien. De anerkender, at Keynes idéer om ekspansiv finans- og pengepolitik vil kunne fjerne deflationen, men de ser det ikke som værende ønskværdigt. Deflation styrker forbrugernes købekraft, og fører til mere opsparing. Løsningen på de fleste kriser skal netop ikke findes i det som Keynes foreslår, mere inflation og forbrug, som jo netop var årsagen til kriserne, men derimod vil det bedste være at lade det frie marked folde sig ud, og de faldende lønninger som resulterer i deflation, er nødvendige for at genetablere ligevægten mellem efterspørgel og udbud i samfundet. Efterspørgslen, forbruget og lønningerne var kunstigt høje før krisen, og faldende lønninger er derfor ønskværdigt, mens Keynes forslag vil blot udskyde problemerne.
Den japanske økonomi har i årene siden 1990 lidt stærkt under en deflationær tendens. Denne situation opstod i kølvandet på en boligboble, som endte i meget store prisfald og formuetab.
Delirium tremens.
Delirium tremens, på dansk drankergalskab, er en tilstand som kan ramme alkoholikere timer til dage efter ophør med indtagelse af alkohol.
Typisk indledes tilstanden med udvikling af simple abstinenser præget af nervøsitet, ubehag, rysten, svedtendens, hjertebanken samt forhøjet puls, blodtryk og evt. temperatur.
Herefter kommer svingende bevidsthed, tidvis uklarhed og synshallucinationer, som kan være meget livlige ("lyserøde elefanter"). Patienten kan være angst og urolig og kan ikke sove. Tilstanden kaldes delirium eller delir.
Tilstanden kan delvist forklares som en gennem lang tid bedøvet hjernes reaktion på, at alkohol ikke længere kunstigt dæmper dens aktivitet. Den skyder så at sige "over målet". Krampeanfald kan ses under og efter delirium tremens. Ubehandlet har tilstanden en dødelighed på 10-20%.
Behandlingen består af beroligende medicin i en periode – typisk et langsomt omsætteligt benzodiazepin eller barbiturat.
Demokrati.
a> i form af stemmeafgivelse er en forudsætning for et fungerende demokrati.
Demokrati (græsk δημοκρατία, kommer af "δήμος, démos - folk" og "κρατία, kratía - styre, herredømme"), oversat: "folkestyre", et politisk system, hvor magten ligger hos flertallet af folket. I en moderne forståelse af begrebet skelnes mellem styreform og holdning (livssyn).
Demokrati betyder folkestyre. Det lyder umiddelbart enkelt – folket skal styre – men det viser sig hurtigt, at der opstår uenighed, både blandt teoretikere og politikere, når det skal bestemmes, hvad der forstås ved "Demos", "folket", og ved "Kratos", "magt". Ikke mindst hvilke forudsætninger, der er nødvendige, for at demokratiet skal kunne fungere efter sin hensigt. Så selv om ordet ”demokrati” anvendes ustandseligt i politiske diskussioner og den offentlige debat, tillægges ordet forskellige betydninger. En norsk undersøgelse, der blev gennemført i 1950’erne, kunne f.eks. påvise ikke mindre end 311 forskellige anvendelser af ordet "demokrati".
Demokratiets "udformning" styres i et samfund ved de love, regler eller procedurer, der er gældende for det enkelte samfund. Som regel er de grundlæggende bestemmelser herom fastlagt i en grundlov eller forfatning. Der skelnes mellem forskellige former for demokrati, dels deliberativt demokrati, dels repræsentativt demokrati.
Det bør tilføjes, at demokrati et en "handlingsramme", der "ikke" beror på enkeltpersoners eller gruppers holdninger eller ideologi ud over hvorledes, man forholder sig til selve den demokratiske beslutningsform. Ved at bryde de "vilkår", som er forudsætningen for demokrati (eksempelvis retten til fri meningsudveksling i form af censur), brydes samtidig implicit den demokratiske samfundsform. Tilsvarende omvendt, hvis en borger eller indbygger ikke er rede til at underkaste sig den demokratiske samfundsramme og eksempelvis stiller særkrav.
Baggrund.
Allerede Aristoteles og siden Cicero skelnede mellem tre former for suverænitet, nemlig hvor denne er lagt i hånden på en enkelt (monarki, tyranni), på en mindre gruppe af indbyggere (aristokrati, oligarki - herunder teokrati) eller hvor denne befinder sig hos flertallet af indbyggere (politeia, demokrati). Denne skelnen mellem suverænitetens samling hos en enkelte, nogle få eller hos flertallet blev af samfundsrets-tænkere i det store og hele opretholdt gennem hele middelalderen og renæssancen frem til oplysningstiden.
Former for demokrati.
De to grundformer kan i praksis antage forskellige særformer. Sådanne særformer anlayseres ofte på baggrund af følgende kriterier.
Retsstaten.
I de moderne samfund vil demokratiet normalt være suppleret og begrænset af retsstaslige principper for at undgå forhastede beslutninger, der udspringer af midlertidige folkestemninger. Retsstater fungerer i henhold til en forfatning, der suppleres af en række fremgangsmåder, der skal følges i forbindelse med afgørelser, og disse er forholdsvis svære at ændre. Dette medvirker til at sikre den enkelte borger mod at blive offer for vilkårlige og midlertidige folkestemninger. I nogle sammenhænge bliver selve demokratibegrebet udvidet til også at omfatte de begrænsninger, der er indbygget i retsstatsbegrebet. Et eksempel herpå er Montesquieus princip om magtens tredeling, der sikrer en retslig undersøgelse af vedtagne beslutninger.
En anden fare for demokratiet kan opstå, hvis de folkevalgte bruger deres midlertidigt tildelte magt til at træffe beslutninger til egen fordel uden hensyntagen til den offentlige mening. Noget sådant kan finde sted, hvis de folkevalgte i et bestemt spørgsmål indbyrdes er eller kan blive enige, uanset at folkeviljen er en anden. Derved kan de folkevalgte træffe beslutninger, der i deres karakter kan bidrage til at undergrave tilliden til det repræsentative folkestyre. Dette gælder særligt og mest alvorligt for emner, hvor forfatningen ellers har forudset muligheden for en folkeafstemning, men hvor de folkevalgte kan finde så bred enighed, at denne undgås. Hvis der i sådanne tilfælde, hvor folkestemningen kan formodes at være en anden end blandt de da udpegede repræsentanter, ikke afholdes en afklarende folkeafstemning, kan folkerepræsentanterne komme under anklage for magtmisbrug, "flertalsdiktatur" eller "demokratisk diktatur". Et eksempel er, at den udeblevne folkeafstemning om Lissabon-traktaten - i Danmark som i andre EU-lande - af mange blevet kritiseret for at være en knægtelse af demokratiets grundprincipper. I januar 2011 afgav Højesteret kendelse om, at spørgsmålet kan behandles ved domstolene, idet retten vurderer, at traktaten har en generel og indgribende betydning for danskernes hverdagsliv. Hermed omstødte Højesteret en landsretafgørelse fra 2009..
Hellas.
Demokrati som betegnelse blev for første gang brugt af grækerne i 500-tallet f.Kr. til at beskrive styreformen i bystaten Athen, hvor alle væsentlige beslutninger blev truffet af en forsamling (typisk på over 5.000 mand), hvor alle frie mænd, det vil sige athenske borgere over 20 år som ikke var slaver, kvinder eller fremmede statsborgere, havde ret til at deltage. Når en mand var over 30 år, kunne han blive valgt ind som embedsmand eller nævning. Trods den forholdsvis store mulighed for at deltage, var det yderst begrænset, hvem der havde deltagelsesret: Af 400.000 borgere var de 250.000 slaver og dermed på forhånd udelukket. Af de mulige deltagere var det et fåtal, der mødtes i "Ecclesia" eller folkeforsamlingen, hvor statens anliggender skulle drøftes og besluttes. Af betydning var det dog, at "diskasteria" eller højesteret udgjorde den højeste ret og var gjort så stor for at modvirke muligheden for bestikkelse.
Demokratiet kom imidlertid under angreb fra det oligarkiske parti, der bestod af et fåtal af rige, der beskyldte demokratiet for at være noget håbløst humbugmageri og ordningen med de mange medlemmer valgt efter alfabetisk orden fra folkeregisteret som tåbelig. Under den peloponnesiske krig (430-400 f.Kr.) forsøgte oligarkerne under førerskab af Kritias at få demokratiet afskaffet, men det endte med, at mange af dets ledere blev sendt i landflygtighed og først vendte hjem på forlangende af Sparta, der havde overvundet Athen. Efter hjemvendelsen gjorde oligarkerne oprør, oprøret blev slået ned, og Kritias blev dræbt.
Det var under disse forhold, at Sokrates virkede. Han var ophavsmand til den forhadte "aristokratiske" filosofi, og hans utallige spørgsmål havde ikke mindst til formål at undergrave begrundelsen for demokratiet. Sokrates provokation mislykkedes og han blev dømt som samfundsomstyrter og statsfjende.
Platon var elev af Sokrates og nevø til Kritias. Efter Sokrates død kastede han sig over problemstillingen at finde en metode til at udfinde de bedste og klogeste, at sikre dem vilkår for at regere og at overbevise dem om at gøre det. Den fremgangsmåde, han når frem til, er så familiefjendsk som overhovedet muligt: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Derved bliver de så sunde, at lægekunst gøres overflødig. De skal lære musik for at oplæres i harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem alskens duelighedsprøver for at frasortere alle de, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i yderligere fem oplæres i idélære, og derefter skal de i yderligere 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde - og er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men: de må ikke have ejendom, ikke have egne hustruer men have kvindefællesskab, idet der skal være streng racekontrol med al deres børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe af statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokratiske folkehob. Platon fik en invitation fra kongen over Syrakus, Dionysos, om at afprøve sine ideer, men da denne opdagede, at han enten skulle blive filosof på de platonske betingelser eller opgive sin herskerstilling, frafaldt han invitationen og solgte Platon som slave!
Det var efter dette, at Aristoteles udvikledes sine tanker om to slags styre: det gode og det onde, fordelt på tre muligheder: den enkelte, de fås og de manges styre. Men den græske politiske filosofi kom aldrig videre end dertil. Da Aristoteles døde 322 f.Kr., gik problemstillingen videre til det da fremvoksende romerrige. Men Rom havde kun storhed, ingen originalitet, og de frø, der var sået i Hellas, gik næsten til grunde og lå i dvale i århundreder.
Middelalder og renæssance.
Efter sammenbruddet af Romerriget (der må tilskrives en uskøn blanding af angribende normader, folkevandringer, en forfejlet romersk politik med uddelte borgerskaber til indvandrere - ikke mindst lejesoldater i hæren, en underlødig møntfod samt upålidelige embedsmænd), hvor man nåede at prøve alle styreformer igennem og hver gang med katastrofale følger, fremvoksede i Syd- og Vesteuropa større og mindre kongestyrede riger. Disse var dog kun nominelt ledet af kongen eller kejseren, idet denne som modspil havde en adel, der var fremvokset i kraft af den rigdom, man havde samlet sig og som var blevet forøget ved, at statsoverhovedernes mange krige og deraf følgende krav om krigstjeneste af fri bønder medførte, at disse for at undgå denne tjeneste, opgav deres frihed - til fordel for rigernes værste bøller og slagsbrødre, der udgjorde overklassen i de nye, middelalderlige samfund. Disse udøvede deres magt over for det nominelle statsoverhoved (i Danmark i form af Danehoffet i Nyborg) og over for deres livegne. Almindelige bønder var uden politisk indflydelse bortset fra den, de kunne udøve i landsbyens indre anliggender ved bytingene. Her toges beslutninger af betydning for landsbyfællesskabet ved en enighed, der med tilnærmelse kan anses som demokratisk.
I renæssancen kom demokratiet på mode igen, som følge af den borgerlige klasses voksende økonomiske magt. Kendetegnende var det, at borgerskabet voksede frem til velstand og betydning for samfundet i kraft af egen dygtighed og virkelyst (modsat adelen, der indtog sin uretmæssigt fremskudte stilling i kraft af gamle tilranede særrettigheder). Det var derfor ikke mærkeligt, at borgerskabet gerne ville have en politisk indflydelse, der modsvarede deres økonomiske betydning. Vanskeligheden var, at borgerskabet voksede frem i et samfund, hvor kongemagten var (eller blev) enevældig. Det udelukkede enhver kritik af bestående forhold. I stedet måtte man begynde med begyndelsen: borgernes frihed på den ene side, deres ret til indflydelse på love på den anden, og deres pligt til at følge lovene på den tredie. Derved fik de borgerligt udviklede statsteoretiske idéer en principiel karakter: hvis alle var lige med hensyn til vedtagelsen af lovene og efterlevelsen af dem, hvorledes ville samfundet da skulle se ud? Ved at begynde med dette udgangspunkt fik tidens statsteoretikere en betydning for forfatningsteori, som ingen siden kunne tage fra dem. Det var under disse frugtbare betingelser, at statsteoretikernes førende tænkere: Hobbes (1588-1679), Spinoza (1632-1677), Locke (1632-1670) og Rousseau (1712-1778), udviklede deres overvejelser.
Staten retfærdiggøres således ved borgernes konsensus om en forfatning, der skal tøjle indbyggernes lidenskaber. Hvilket styre en sådan stat skal have, tog Hobbes imidlertid ikke stilling til, omend han fandt en enkelt statsleder at være den bedste mulighed. For ham var demokratiet en mulig styreform blandt andre, men ikke nødvendigvis den bedste.
Det var tiden før den gloriøse revolution.
Oplysningstiden.
I 1688 indtrådte en regeringsomvæltning i England kendt som den glorværdige revolution, hvorved der ved siden af monarken oprettedes et stærkt parlament. Denne begivenhed skulle for alvor sætte fart på de politiske tænkeres virksomhed.
Englænderen John Locke skrev under indtryk af regeringsomvæltningen i 1688 værket "Two Treatises of Government" ("To afhandlinger om regering", 1689), hvori han støttede den nye ordning i landet med udvidet magt til parlamentet og til grund herfor har idéen om en social kontrakt mellem magthaverne og folket.
Langt op i 1700-tallet var det forblevet ved de store tanker om demokratiet, men begivenhederne i det virkelige liv gav mulighed for at bringe dem til prøvelse: baggrunden var en voksende økonomiske og sociale spænding i Frankrig under 1700-tallet. Den franske enevælde havde støttet sig til adelens og kirkens skattefrihed, mens borgerskab og bønder var holdt uden for al politisk indflydelse. Ludvig 14.s politik i 1600-tallet havde samtidig belastet landets finanser alvorligt. Under Ludvig 15. (1715-1774) led Frankrig en række militære og udenrigspolitiske tilbageslag, således blev det i kolonierne delvis fortrængt af England, mens det i Europa fik en farlig modstander i Preussen. Halvhjertede reformforsøg førte ikke til resultater og mødtes tilmed med modstand fra adelens side. Under den svage Ludvig 16. forsøgtes at afhjælpe finansnøden, men uden held, og kongemagtens prestige undergravedes yderligere ved dronning Marie Antoinettes ødsle hofhold. Samtidig voksede den politiske interesse i det franske borgerskab, sikkert opmuntret af USA's løsrivelse fra England samt til dels ved påvirkning fra engelske liberale tanker. Oplysningstidens nye idéer om blandt andet folkestyre og menneskerettigheder forenedes med stigende misfornøjelse med enevældens ødselhed og mislykkede politik. I 1780'erne truedes Frankrig direkte af statsbankerot, og for at imødegå truslerne indkaldte kongen i foråret 1789 en stænderforsamling i Paris. Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen, men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte revolutionen. Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev Mirabeau, Markis de La Fayette, Abbé Sieyès), som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet. Man arbejdede for at omdanne forsamlingen til et egentligt parlament, og på grund af kongens valne modforholdsregler lykkedes det at gennemtrumfe, at alle stænder arbejdede sammen om et reformprogram. Et forsøg fra kongens side på at afbryde udviklingen førte til udbrydelsen af den franske revolution, hvis første handling, stormen på Bastillen, skete den 14. juli 1789. Den blev nedrevet, og kongen gav atter efter. I de følgende måneder arbejdede forsamlingen på nye reformer, blandt andet afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven. Man påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finansnøden og at få kirken under statens kontrol, to problemer som nøje blev sammenkædet. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret. I denne periode begyndte også en form for partidannelse i landet, og de første borgerligt fødte politikere trådte frem (f.eks. Jean-Paul Marat, Georges-Jacques Danton, Camille Desmoulins, Louis de Saint-Just og Robespierre). Desuden fremvoksede der en ofte meget pågående presse. De egentlig revolutionære deltes i en højrefløj (girondinerne), som lagde vægt på reformer og en national linje, og en venstrefløj, jakobinerne og la Montagne, som havde rod i småborgerskabet og de intellektuelle, og som ønskede en hårdere kurs. Derudover var der de langt mere moderate feuillanter, som nok støttede reformerne, men ikke en egentlig revolution. Girondinerne førte i begyndelsen an og stod for reformerne. Gradvist omdannedes stænderforsamlingen til et egentligt parlament, Nationalkonventet. Men man savnede erfarne politikere, og det hele endte i kaos og diktatur. Det første forsøg på at indføre et fuldstændigt demokrati var slået fejl.
Romantikken.
Da Napoleon Bonaparte i 1799 tog magten i Frankrig, var det for en tid slut med det demokratiske forsøg. I de næste 15 år var Europa ganske præget af den franske diktators gøren og laden, og ved Wienerkongressen i 1814 lykkedes det tilsyneladende for de gamle konge- og kejsermagter at genoprette monarkiet over det meste af Europa. Men de tanker, som den franske revolution havde skabt og givet næring - nationalismen og folkestyret - ulmede og ventede blot på lejlighed til på ny at sætte dagsordenen. Allerede i 1815 dannedes det Tyske Forbund, hvis forfatning i § 15 pålagde forbundslandene (herunder Holsten, der hørte under den danske konge) at oprette stænderforsamlinger, mens § 12 havde pålagt oprettelsen af en højesteret for alle lande under forbundet med mere end 300.000 indbyggere (hertil hørte Holsten). Samtidig havde de nationale rørelser sikret deres hjemlande autonomi, hvor selvstændighed (endnu) var umuligt, således Storfyrstendømmet Finland i forhold til Rusland, Norge i forhold til Sverige.
Et nyt forsøg på at bringe magten i folkets hænder blev foretaget den 27. juli 1830, da studenter ved "École polytechnique" i Paris i fællig med byens arbejdere og småborgerskab begyndte at bygge barrikader i byens gader. Efter tre dages gadekampe måtte den franske konge, Karl 10., abdicere, og den 7. august blev hertugen af Orleans, Ludvig-Filip, valgt til ny konge af deputerekammeret. To dage senere aflagde han ed på den franske forfatning, chartet. Fra Frankrig bredte rørelsen sig ud over Europa: mindre end en måned senere gjorde belgierne oprør mod det nederlandske overherredømme i den fælles stat, i september bredte uroen sig til de tyske stater, hvor hertugen af Braunschweig måtte flygte fra landet, og fysten af Kurhessen måtte love at indkalde stænderne og senere at afgive magten til sin søn. Også i andre tyske byer kom det til uroligheder, ligeledes i flere schweiziske kantoner. Rørelsen nåede Italien mod syd og Polen mod øst: Guizeppe Mazzini gjorde sig til bannerfører for "den unge Italien", der ville samle landet i en national enhed, mens polakkerne rejste sig mod den russiske overhøjhed. Også på Irland mod vest ulmede nationalt-demokratiske rørelser. Det var under indtryk af disse begivenheder - og deres afsmitning i hertugdømmerne - at man kort efter nytår 1831 ved kongelig tilkendegivelse indførte to rådgivende provinsialstænderforsamlinger - en for kongeriget og en for hertugdømmerne. Forberedelsen tog tid og først den 15. maj 1834 blev udstedt fire forordninger for hver af Helstatens fire stænderforsamlinger: øerne, Nørrejylland, Sønderjylland og Holsten. Skønt disse ikke fik lovgivende magt, var det et første skridt til folkestyrets indførelse i Danmark.
Men rådgivende stænderforsamlinger var ikke, hvad befolkningerne tragtede efter og havde krav på, hverken i Danmark eller i andre lande. I februar 1848 kom det til åben revolution i Paris: et af oppositionen igangsat, men af regeringen forbudt, folkeoptog udartede til optøjer, der snart udviklede sig til planløse gadekampe mellem byens arbejderskarer og militæret. På trediedagen af optøjerne abdicerede Ludvig-Filip og flygtede til England. Snart gled magten over til en regering af borgerlige republikanere og socialister, der lovede almindelig valgret, ophævede slaveriet i kolonierne og garanterede alle retten til arbejde. Snart bredte rørelsen sig til de tyske stater, hvor der stilledes krav om frihed og valgret; fra første færd stilede man mod skabelsen af en fælles tysk nationalforsamling. I Wien kom det til gadekampe mellem borgere og militæret, men kun kort; løfte om en fri forfatning blev givet. Snart bredte nationalt-demokratiske oprør sig i Milano og Venezia, Ungarn, Böhmen og endda Berlin. Nu rejstes atter kravene om en fælles forfatning for Slesvig og Holsten, og i København fik de nationalliberale vind i sejlene: kravet om en fri, folkevalgt lovgivende forsamling vandt frem. Nok lykkedes det efterfølgende de konservative kræfter rundt om i Europa atter at få kontrollen, men overalt havde folkevalgte forsamlinger vundet fodfæste.
Resten af århundredet prægedes af kampen mellem konservative og liberale (siden tillige socialistiske) kræfter om magten i de forskellige europæiske landes parlamenter. Forholdene besværliggjordes af, at mange af datidens stater ikke var nationalstater, hvorfor et nationalt aspekt overalt trængte sig på. Skønt folkevalgte var det så som så med folkestyrets evne til at fungere, næsten overalt blev der gjort vold på demokratiet - i Danmark således ved "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5. juni 1849, af 28. juli 1866" og ved provisorieårene under Estrup.
Betydningen af revolutionerne 1848 og nationalforsamlingernes efterfølgende indførelse var ufattelig stor: Siden 1848 har opfattelsen af og holdningen til demokrati ændret sig voldsomt. Indtil midten af 1800-tallet var der kun få, der betegnede sig som "demokrater." Selve ordet "demokrati" havde dengang en negativ værdiladning og betød nærmest noget i retning af folkeflertallets uhæmmede og snæversynede styre i dets egen interesse. Demokrati var forbundet med et styre af de mange, de fattige og de uvidende, og det havde en undertone af "pøbelvælde" knyttet til sig. Udviklingen i perioden omkring den franske revolution bekræftede til dels denne opfattelse. Først efter 1848 er demokrati kommet til at stå som noget positivt i de politisk toneangivende kredse i befolkningen, og denne ændring af værdiindholdet hang sammen med en ændring i opfattelsen af, hvad demokrati er og kan være. Demokrati blev fortsat betragtet som folkestyre og flertalsstyre, men det blev efterhånden forbundet med hensyntagen til mindretallet og respekt for visse grundlæggende rettigheder, som ikke blot omfattede politiske rettigheder såsom ytrings- og foreningsfrihed, men også økonomiske rettigheder som den private ejendomsret.
20. århundrede.
Tiden frem til afslutningen af 1. verdenskrig oplevede Europa demokratiets fremskridt: de gamle imperier blev opløst og afløst af nye stater med egne nationalforsamlinger og med en overvejende befolkningsgruppe: Island, Norge, Finland, Estland (88,2% estere), Letland (73,4% letter), Litauen (80,4% litauere), Polen (69,1% polakker - autoritær republik), Tjekkoslovakiet (46% tjekker), Østrig (95,3%), Ungarn (92% ungarere), Jugoslavien (46% serbere - autoritært kongedømme), Rumænien (76% rumænere), Bulgarien (83% bulgarer), Tyrkiet (autoritær republik), Grækenland (96% grækere), Albanien (92% albanere - autoritært kongedømme), Italien (autoritært kongedømme), Spanien, Portugal (autoritær republik), Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Storbritannien, Irland. Endelig var der SSSR - det sovjetiske diktatur. Det lignede et gennembrud for demokratiet i Europa. Men overalt var der uløste mindretalsproblemer, og efter udbruddet af den økonomiske krise i 1930-erne trængtes demokratiet tilbage til fordel for autoritære styrer, således i Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Østrig, Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Spanien. I Skandinavien og Vesteuropa holdt demokratiet stand. Medvirkende årsager til de autoritære styres fremgang var foruden den økonomiske krise også de nationale mindretals- og grænsespørgsmål.
Afslutningen af 2. verdenskrig medførte afviklingen af de gamle europæiske koloniimperier. Koloni efter koloni fik selvstændighed, ofte samtidig med indførelse af statsparlamenter. Dermed skulle grunden være lagt for fornyet udvidelse af demokratiets indflydelse i verden, men ofte har der efterfølgende været tilbageslag i de nye lande i form af mere eller mindre autoritære styrer.
Alligevel tales der om demokrati. Begrebet er i den grad blevet forbundet med fænomenet menneskerettigheder, at kun de færreste offentligt vil bestride dets rimelighed. Gennem 1900-tallet har alle politiske partier og organisationer, bortset fra fascismen og visse politiske bevægelser i det centrale Europa i mellemkrigstiden, villet smykke sig med ordet ”demokrati”. Alle hævder så at sige at kæmpe for demokratiet, krige er blevet udkæmpet i dets navn, og det er blevet brugt til at retfærdiggøre vidt forskellige styreformer og politiske programmer. Kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina beskrev deres lande som demokratiske, ligesom USA og vesteuropæiske lande har. Selv militære kup rundt om i verden er blevet begrundet med, at formålet med disse var "at genoprette demokratiet". Denne tendens synes at fortsætte i det 21. århundrede.
Oversigt.
Sammenfattende kan man sige, at demokratiet blev kaldt til live hver gang, den brede befolkning fik mulighed for at gøre sin indflydelse gældende, og led tilbageslag, når de velhavende, rethaveriske eller de voldelige samfundsgrupper fik overtaget.
Noget andet er, at "demokrati ikke sikres blot ved formel styreordning". Afgørende er den måde, demokratiet forvaltes på. Der skal ikke meget til inden, at demokratiets forvaltere afviger fra den rette vej - beriger sig eller tiltager sig ekstra magt på flertallets bekostning, gennemdriver forandringer i styreformen, der undergraver demokratiets repræsentativitet - snart ved at beskære antallet af stemmeberettigede, snart ved at gennemføre forfatningsændringer imod folkeviljen, men som regel altid med en påstand om, at de sandelig gør det for at sikre demokratiens "overlevelse" og "bedre funktionsevne". og så snart, lydhørheden over for modparten, tager af og erstattes af magtkamp, da er demokratiet i fare.
Endelig må bemærkes, at "borgernes deltagelse er afgørende": jo færre, der deltager, desto fjernere fra demokratiets virkeliggørelse befinder man sig. Deltagelse afspejler tiltroen til demokratiets troværdighed, ikke-deltagelse afspejler manglende tro herpå.
Spinoza.
Stort længere nåede Spinoza ikke, og det var dette fragtment, der i 1677 indgik blandt hans efterladte skrifter og som skulle blive hans arv til efterverdenen. Tilsigtet eller ikke havde han formået at formulere kernen i den demokratiske samfundsform: at den hviler på en afbalanceret magtforvaltning, hvor alle hensyn er afvejet i forhold til hinanden, hvor magtmisbrug forhindres og hvor magten håndhæves lige over for alle samfundets undersåtter. Og dette kan kun ske på een måde: ved direkte demokrati så langt, dette er muligt, suppleret med en dertil skikket offentlig embedsstand, der til enhver tid kan gøres ansvarlig over for fællesskabet og underkastes dets dom.
Men Spinoza var for tidligt fremme. Han lære blev betragtet som "farlig" og "skadelig".
Jean-Jacques Rousseau.
Det samfund, Rousseau med disse teser skildrer, er et samfund, der i følge sagens natur må hvile på en række uudtalte forudsætninger, nemlig dels en høj grad af homogenitet blandt samfundets medlemmer, dels et overskueligt samfund med mulighed for at virkeliggøre forudsætningen om den samlede befolknings deltagelse i lovgivningsarbejdet. Disse uudtalte samfundsforudsætninger stammer fra Rousseaus egen fødeby, Geneve, med dens selvstyre, folkefrihed og ret, samt fra oldtidens små stater. Det er skæbnens ironi, at Rousseau formulerede sine teser netop på den tid, hvor nye, større statsdannelser for alvor slog igennem og opslugte mange af de gamle selvstyrende bystater.
Theodor Geiger, Frantz Harlang og forsvaret for demokratiet.
Under indtryk af den samfundsudvikling, der fandt sted i mellemkrigstiden, kom folkestyret under pres fra to vidt forskellige kræfter, der truede med at undergrave dets virkeevne: dels det offentlige embedsvæsen, dels diktaturet. Erkendelsen af dette foranledigede debatindlæg til forsvar for folkestyrets sikkerhed.
Embedsstanden som folkestyrets undergraver.
Theodor Geiger indså således meget tidligt den samfundstilstand, hvor den (i folkestyret) tilstræbte magtdeling undergraves af (embeds)folk, som savner ethvert legitimt (folkevalgt) grundlag for den magtudøvelse, de rent faktisk udøver, hvorimod den folkevalgte forsamlings lovgivende magt undergraves og mister betydning.
Beundringen for totalitære styres "effektivitet".
Harlang forestillede sig, at denne oplysningsvirksomhed burde udøves af det offentlige. Skønt der ikke er tvivl om Harlangs demokratiske sindelag og forsvar for folkestyret, er det klart, at hans forslag rummede en vanskelighed: det bliver det samme samfundsapparat, der har ansvaret for de ulige tiltag, der tillige kommer til at stå bag oplysningsvirksomheden om disses fortræffelighed. Med Geigers advarsel in mente, er det klart, at der her ligger en skjult fare. Derimod er det frie debat om statsmagtens udøvelse - herunder påpegening af både gode og mindre gode beslutninger - "den frie presses fornemmeste opgave" og denne virksomhed er i virkeligheden en forudsætning for, at demokratiet kan siges at fungere.
Advarslen imod at drive entydig propaganda og undertrykke meningsforskelle var langt senere - den 19. februar 2009 - hovedemnet for den tjekkiske præsident, Václav Klaus tale til EU-parlamentet - hvorefter store dele af parlamentets medlemmer udvandrede!
Hal Koch om det demokratiske livssyn.
Teologen Hal Koch skrev i 1945 en bog med titlen "Hvad er demokrati?" I denne bog forsøger han at indkredse dette begrebs særegenhed nærmere. Hal Koch fremhæver i denne bog tillige, hvad demokrati ikke er. Hans opfattelse er, at man ved demokrati taler sig til enighed ved at gennemdrøfte en sag, indtil der er opnået afklaring på alle punkter, med andre ord at "tale sig til rette i stedet for at slås". Han er klar over, at fuld enighed ikke altid kan opnås og betragter afstemning som et middel til at vise hvor langt, man er nået. At der derefter træffes en afgørelse betyder imidlertid ikke, at sagen eller emnet ikke fortsat kan drøftes. Det ligger nemlig i selve demokratiets væsen, at ordet må være frit: "sålænge ordet og kritikken er frie, vil der altid være grænser for, hvor fordærvet et styre man kan få. Knægtes derimod ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort".
Hal Kochs motiv til at skrive bogen var blandt andet det misbrug af ordet "demokrati", han oplevede ved 2. verdenskrigs afslutning. De - erklærede demokratiske - lande havde vundet krigen, og følgelig havde alle travlt med at erklære sig som gode demokrater og - for en dels vedkommende - var man tillige rede til at fælde dom over dem, der ikke ansås for at være så gode demokrater. Han indså hvor let, et begreb kan misbruges og omformuleres til sin modsætning af den dygtige demagog - på samme måde som det gennem tiden er sket med ord og begreber som "progressiv" og "menneskerettighed". Det gælder her som med Sokrates i det klassiske Grækenland: den, der hævder sig at vide bedre end fællesskabet, har allerede sat sig uden for dette og har ingen plads i dette mere. Han eller hun er ikke demokrat, hverken i politisk henseende eller i sit livssyn.
Deliberativt demokrati.
Den demokratiopfattelse, som Hal Koch gjorde sig til talsmand for, fandt en videreudvikling i tankerne om deliberativt demokrati. De deliberative demokrater udviklede sig som en modreaktion mod den beundring for totalitære regimer, som nazisme og fascisme havde skabt blandt mange borgere især i Europa i mellemkrigstiden. "Det deliberative demokrati" var tænkt som en modvægt til denne beundring og et forsvar mod udbredelsen af tilslutningen til totalitære og autoritære bevægelser i fremtiden.
For de deliberative demokrater står samtalen (dialogen) som kernepunktet. Bessette har påpeget, at der blandt støtter til den deliberative retning er tre forhold, som der er grundlæggende enighed om: information, gensidighed og argumentation. Udgangspunktet er, at deltagerne i den politiske debat argumenterer med hinanden for derved at søge at opnå tilslutning til en bestemt holdning eller overbevisning. Demokrati skal derfor som system indrettes således, at det fremmer en rationel og fornuftigt debat blandt borgerne. Deliberativt demokrati anlægger det synspunkt, at det ved en bredere og mere oplysende drøftelse kan sikres, at de besluttende myndigheder eller folkevalgte repræsentanter tager bedre og mere hensigtsmæssige beslutninger set fra et samlet samfundsmæssigt synspunkt og tillige, at en sådan drøftelse vil fremme borgernes argumentationer for deres holdninger, øge de erkendelsesmæssige evner og fremme offentlighedens medvirken i de politiske drøftelser.
Det er en forudsætning at de deltagende bibringes en forholdsvis høj grad af indsigt og viden for at kunne drøfte med hinanden, så at samtalen holdes igang og kan føre til et frugtbart udfald. Den tyske filosof Jürgen Habermas taler i denne forbindelse om "kommunikativ rationalitet". Debatten skal, ifølge Habermas, være lige for alle. Deltagerne må ikke er begrænset af nogen form for tvang. Debatten mellem borgerne skal være åben og hvile på borgernes gensidige anerkendelse af hinanden.
Jürgen Habermas om den herredømmefrie kommunikation.
Disse regler skaber grundlaget for en "herredømmefri" samtale, hvis mål er at skabe enighed (konsensus) om grundlæggende samfundsmæssige udviklingstræk om fx opbygningen af velfærdsstaten Hermed vil der, ifølge Habermas, skabes rum for livsverdenens fornuft, som er frigjort fra systemverdenens strategiske tænkning. Systemets medier, penge og magt bør først ind i billedet, når beslutningen er truffet og skal gennemføres. Den herredømmefri samtale sker i et frit forum og kan derfor ikke sættes igennem over for juridiske og forvaltningsmæssige procedurer, som kræver et formaliseret sprog. Den fri meningsdannelse er medvirkende til at sikre, at samspillet mellem offentligheden og de anvendte strategiske virkemidler udvikler sig i et positivt samspil.
Demokratisk dannelse.
I forlængelse af den deliberative tradition har pædagoger udviklet begrebet demokratisk dannelse. Grundtanken er, at det er en samfundsopgave at uddanne borgerne til demokratisk deltagelse. I Vesttyskland blev Oscar Negts didaktik således inspiration for en række initiativer indenfor voksenuddannelserne. I Danmark havde folkehøjskolerne allerede praktiseret "det levende ord" som dannelsesideal i flere årtier, da debatten om demokratisk dannelse udfoldede sig i årtierne efter 2. verdenskrig. Inspireret af bl.a. Holger Henriksens værker søgte ledende politikere nu at implementere den demokratiske dannelse i folkeskolen. I folkeskoleloven af 1975, som daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard fik vedtaget i Folketinget er "opdragelse til og ved demokrati" et af nøglebegreberne. I de senere folkeskolelove er undervisning i og med demokrati - i forskellig udformning - stadig en af folkeskolens vigtigste opgaver.
Demokratisk revisionisme.
På baggrund af Weimar-republikkens sammenbrud og den fra nazistisk side aktive virksomhed for at udfordre den daværende samfunds orden og på baggrund af undersøgelse inden for vælgeradfærdsforskningen, der viste, at vælgerne i USA ikke levede op til den klassiske demokratiske teoris krav om udbredt politisk deltagelse og interesse samtidig med, at demokratiet på trods heraf havde vist sig "funktionsdygtigt" mente blandt andre den østrigsk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter og senere en række valgforskere, især Bernard Berelson, Lester Milbrath, S. M. Lipset, Gabriel Almond og Sidney Verba, at kunne konstatere, at høj politisk deltagelse kunne være forbundet med politisk krise og udgøre en fare for demokratiet, ligesom selve deltagelsesbegrebet blev forbundet med fascistiske og kommunistiske bevægelser og stater mere end med vestlige demokratier. Der skulle i følge denne anskuelsesmåde ikke være en tæt sammenhæng mellem politisk deltagelse på den ene side og demokratiets stabilitet på den anden således, som den klassiske demokratiske teori i følge nogle forfattere havde hævdet.
Som en undertone i denne betragtningsmåde lå den opfattelse, at politik (statsstyre) er en virksomhed, der som ethvert andre hverv kræver en vis indsigt og erfaring. Det er i virkeligheden et erhverv, som visse folk uddanner sig i og derefter udøver. Dette skal være ønskeligt for at sikre "kvaliteten" af de beslutninger, lovgivere og forvaltere udøver. Det er en følge af, at samfundet er blevet så sammensat, at det kræver "faglig kunnen" at udøve dette hverv på rette måde.
Sat på spidsen kan man sige, at demokratisk revisionisme sætter styrets "effektivitet" (evne til at skaffe resultater og fremstå som handledygtigt) "højere" end selve den demokratiske samtaleproces, som Hal Koch var så lidenskabelig fortaler for. Eller sagt med andre ord: hvis blot de formelle betingelser for valget af regering var opfyldte, så er befolkningens aktive deltagelse i debatten om det daglige styre ikke blot mindre vigtigt men endog direkte uønskeligt. Det var i virkeligheden det 20. århundredes variant af den gamle aristokratiske tankegang, som allerede Platon havde gjort sig til talsmand for.
De radikale demokrater.
De opfattelser, som de demokratiske revisionister gav udtryk for, vandt forholdsvis bred tilslutning i 1950'erne, men i 1960'erne satte kritikken ind fra en gruppe kaldet "de radikale demokrater" anført af Peter Bachrach. De radikale demokrater kritiserede især tankerne om befolkningens apati (manglende deltagelse) som havende en stabiliserende effekt på demokratiet og ligeledes det ønskelige i at give den politiske elite udstrakt handlefrihed til fremme af styrets handle- og beslutningsevne. De hævdede endvidere, at revisionisterne i deres kritik af klassikerne for manglende virkelighedssans misforstod den klassiske demokratiske teoris sigte. Når den klassiske demokratiske teori omtalte deltagelse, var det ikke som en beskrivelse af rådende tilstande, men som et ideal man bør stræbe imod. Når revisionisterne samlede opmærksomheden om elitekonkurrencen i deres forsøg på at være "realistiske", gjorde de daværende forhold til deres ideal, og deres demokratiopfattelse var derfor udtryk for en status-quo ideologi (det vil sige en ideologi til støtte for den rådende tilstand). Kritikerne anså derfor sig selv som den klassiske demokratiske teoris moderne arvtagere, der ville fastholde de klassiske idealer og endog på visse punkter videreudvikle den klassiske demokratiske teori, for eksempel ved at betone vigtigheden af deltagelse uden for den politiske sfære i snæver forstand, først og fremmest i form af industrielt demokrati (økonomisk demokrati).
Bachrach så ikke ejendomsforholdene som afgørende for indførelsen af demokrati på arbejdspladsen. Snarere så han sondringen mellem kapitalisme og socialisme som uvedkommende i den sammenhæng. Det afgørende er spørgsmålet om magt, ikke om produktion og fordeling. Bachrach synes således at anse spørgsmålene om magt på den ene side og ejendomsret på den anden som klart adskillelige i såvel teori som praksis.
Mens man kan sige, at de radikale demokrater i deres kritik af de demokratiske revisionister står som forsvarere af den traditionelle demokratiopfattelse, så er det klart, at de flytter vægten andetsteds hen i deres egen vision. Når Bachrach ikke afviser, at nøglespørgsmål i statsledelsen ("key governmental decisions") må afgøres af et fåtal, men bestrider, at dette skulle hindre en demokratisering på en række andre områder, først og fremmest på arbejdspladsen, så er det klart, at han derved betoner andre (økonomisk og politisk mindre omfattende) magtstrukturer, hvis beslutninger uundgåeligt vil virke tilbage på helheden. Samtidig kan man diskutere, om han ikke derved fjerner for stor en del af befolkningens opmærksomhed fra de overordnede statsledelses-spørgsmål til fordel for det nære, nemlig den egne arbejdsplads, og derved "i sin konsekvens" nærmer sig de demokratiske revisionister, nemlig at de store samfundsspørgsmål alligevel afgøres af en ret lille elite uden deltagelse fra den brede befolkning.
Demokrati eller polyarki?
I folængelse af de debatter, der har udspillet sig mellem "demokratiske revisionister" og "radikale demokrater" i tiden efter 2. verdenskrig har der udviklet sig en kritisk analyse af hvorvidt, demokrati overhovedet lader sig virkeliggøre i et sammensat samfund. En hovedkraft i denne kritik er Robert A. Dahl, der ved analyser af de stedlige magtforhold i New Haven, Connecticut i USA kom frem til, at samfundet består af ulige magtgrupper eller eliter, som indbyrdes kæmper om magten og i denne kamp dels efter evne bekæmper hinanden, dels samarbejder eller samvirker i mangel af bedre. Denne tilstand, der ikke kan kaldes demokratisk i gængs forstand, betegner Dahl som "polyarki" eller "pluralisme". Tesen om polyarkiet som samtidens styreform fremsattes med styrke i bogen "Who Governs?" i 1961, hvor han ved ovennævnte case-study finder sin tese bekræftet.
Begrundelsen for denne udvikling finder han i den forandring, der fandt sted ved overgangen fra selvstyre i små bystater til en fælles, mere eller mindre repræsentativ (national) regering. Dahl mener, at der ved denne samfundsændring, hvor sammenpasning af hensynet til rumlige, etniske, racebetingede, religiøse, ideologiske, beskæftigelsesbetingede med flere forhold, der gør sig gældende i et mangfoldigt samfund, i virkeligheden sker en undergravning af demokratiet som opnåeligt mål. I stedet bliver polyarkiet den samfundsform, som beslutningsprocesserne finder sted under.
I stedet for det klassiske demokratis ideal er moderne samfund "polyarkier", der har valgte ledere, valgt ved frie og fair valg, samme ret til at lade sig opstille for at blive valgt, ytringsfrihed, ret til at skaffe sig anden information end den af de siddende magthavere fremsatte og frihed til at danne egne grupper ("associational autonomy"), ifølge Dahl, realistisk set det nærmeste, man kan komme realisering af det demokratiske ideal. De anførte forhold udgør et stort gode i samfundet, idet de udgør flere ulige centre for magtudøvelse ("multiple centers of political power"), der holder hinanden i skak og modvirker magtmisbrug.
Dahl finder således, at hvis og når disse betingelser er opfyldte, så kan man tillade sig at sige, at samfundsforholdene opfylder demokratiske betingelser.
Det er tankevækkende, at Dahl ikke ser vanskeligheder i, at den klassiske forudsætning for demokratiets udøvelse - en homogen befolkning - ikke opfyldes. Dette er så meget mere påfaldende som, at tidligere stater med heterogene befolkninger (således den danske helstat, Det Osmanniske Rige, Østrig-Ungarn, Det tyske kejserrige, Zar-Rusland, Sovjetunionen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet) alle brød sammen på grund af denne heterogenitet, ligesom demokratiet reelt ikke fungerede under nogen af disse styrer. Dahl drager "ikke" den slutning, at en sådan heterogen tilstand overhovedet er uønskelig, men søger alene at gøre den tålelig ved at give den et "demokratisk" skin.
Dahl forsvarer sin fremgangsmåde med, at den giver et mere virkelighedsnært billede af styret i vestlige "demokratiske" lande og derfor tillige er et bedre redskab for undersøgelse af disse. Men samtidig giver han indtryk af, at denne samfundsorden med rimelighed kan anses som demokratisk i stedet for at spørge, om dette er tilfældet og hvis ikke, på hvilken måde sådanne samfund afviger fra demokratiet.
Voksende afstand mellem folket og dets repræsentanter.
Siden 1970 har samfundsudviklingen i mange vesteuropæiske lande vist, at samtidens politikere har valgt at fremme en mere heterogen og dermed mere splittet tilstand i deres lande. Denne politik kan opfattes som et forsøg på fra de folkevalgte repræsentanters side at tilrane sig mere magt på bekostning af de menige borgeres indflydelse. Når samfundet bliver mindre homogent i sin sammensætning, bliver det lettere at argumentere sine beslutninger med hensynet til særlige grupper eller med, at der ikke findes tilstrækkelig enighed i befolkningen til at træffe en bestemt beslutning, hvorfor de folkevalgte har måttet vælge den beslutning, de selv fandt bedst i den givne situation. En sådan linje vil imidlertid uundgåeligt føre til modsætninger mellem befolkningen og de folkevalgte repræsentanter, "enten" i form af dannelser af nye politiske partier eller folkebevægelser "eller" ved, at befolkningen hvis og når den gives mulighed for ved folkeafstemning at tilkendegive sit standpunkt i en omtvistelig sag "demonstrativt" stemmer anderledes, end de folkevalgte repræsentanter havde henstillet. Som eksempel på dette sidste kan nævnes den schweiziske folkeafstemning om forbud mod minareter i december 2009.
Politiske tiltag for at svække demokratiet.
Det er påfaldende, at den politiske reaktion fra de folkevalgte "ikke" var at ændre opfattelse og erkende, at de i det pågældende spørgsmål ikke var i overensstemmelse med befolkningsflertallet, men i stedet at tage skridt til at "forhindre befolkningen i at give sin mening til kende ved folkeafstemninger" ved simpelthen at forhindre disse. Det er ligeledes påfaldende, at det netop er i spørgsmål om sikringen af samfundsmæssig homogenitet, at befolkningen og de folkevalgte repræsentanter har uens opfattelse.
Usvækket opbakning i befolkningen.
Det er værd at bemærke, at uanset forskernes konstatering af, at tilsyneladende kun en begrænset del af befolkningen rent faktisk deltager i valg, så er hverken befolkningens interesse for samfundets anliggender eller deres vilje til at fastholde den ydre ramme for den demokratiske manifestation svækket. Folk deltager i debatter om tidens samfundsspørgsmål nu mere end nogensinde før, fremmet af blandt andet internettets muligheder, og de møder fortsat op for at tilkendegive deres holdning, hvis de folkevalgte politikere i en given sammenhæng ikke tilstrækkeligt tager hensyn til denne. Demokrati som livsholdning er så stærk som nogensinde.
Spørgsmålet om måden for udbredelse af demokratiet.
Efter 2. verdenskrig og den i forlængelse heraf skete afvikling af de gamle koloniimperier har der i Europa og den vestlige verden udviklet sig tanker om en udbredelse af demokratiet gennem nationsbygning blandt andet ved forsøg på at bringe internationale organisationer som FN ind som medvirkende ved udbredelsen af demokratiet. Erfaringer fra stater dannede efter 1945 som Sudan, Kosovo, Irak og Afghanistan antyder imidlertid, at det er vanskeligt at opnå befolkningens støtte til tilstedeværelsen af internationale sikkerhedsstyrker. Demokrati kan ikke påtvinges.
Zygmunt Bauman har blandt andet analyseret "globaliseringens" paradokser og argumenteret for, at udbredelsen af kommunikationsmidler skaber et paradoks mellem kapitalkoncentration på den ene side og nødvendigheden af lokal stabilitet på den anden side. Den transnationale kapital kræver en vis stabilitet i regimerne, blandt andet for at kunne opnå sit forventede afkast. Større folkelige opstande med krav om reformer kan derfor udløse et pres mod totalitære regimer fra det internationale samfund. I flere lande med totalitære eller autoritære regimer, således i 2011 i Tunesien og Egypten, har erklærede demokratiske bevægelser ved omfattende demonstrationer fået international støtte til deres krav om demokratiske reformer, selv om de i befolkningen upopulære magthavere tidligere har nydt det internationale samfunds opbakning. Erfaringerne fra blandt andet den iranske revolution i 1978 viser dog, at der ingen sikkerhed er for, at en demokratisk motiveret folkerørelse ikke kan bane vejen for et nyt totalitært styre.
Afghansk mynde.
En Afghansk mynde eller afghaner er en hunderace. Det er en forholdsvis stor mynde med en utrolig pelspragt, og mange regner den derfor for at være en af verdens smukkeste hunde. Den er en urgammel race af orientalsk oprindelse.
Oprindelse og alder.
Oprindelen til den originale afghaner fandt formentlig sted i grænsestrøgene mellem Afghanistan, Pakistan og Indien, hvor den stadig findes i en række lokale varianter. Herunder også i en korthåret version. Racen er derfor kendt under mange navne, f.eks. som balkh tazi, barutzy hound, baluchi hound og kabul tazi'".
De hunde vi ser her i vesten ligner i al deres pragt ikke de oprindelige hunde særligt meget, hverken anatomisk eller eksteriørmæssigt. Hvis man ønsker sig en hund af mere oprindelig type, bør man kikke på en af de to varianter vi kender som bakhmull og khalag tazi.
Hvor gammel racen er ved ingen med sikkerhed, men den er sikkert meget gammel. Lignende hunde er afbildet i grottetegninger i Afghanistan som er ca. 4.000 år gamle, så racen er sikkert opstået for omkring 5.000 år siden. Den er altså en af vores ældste hunderacer.
Nogle har ment at denne hund oprindelig kom til Afghanistan fra Mellemøsten, og at den har et fælles ophav med saluki, sloughi og azawakh. Moderne forskning med DNA har imidlertid vist at det ikke kan være tilfældet. Afghaneren står sloughi og azawakh genetisk nærmere end den gør saluki, men alligevel så fjernt at man ikke kan snakke om et slægtskab.
De første afghanere kom til Europa sidst i 1800-tallet, indført af soldater, som vendte hjem fra krig i Afghanistan, men den kan ikke regnes som etableret her før efter første verdenskrig. Storbritannien regnes som hjemland og er ansvarlig for racestandarden.
Udseende, anatomi og fysik.
Den flotte og meget karakteristiske pels gør racen til en af verdens smukkeste og mest iøjnefaldende hunde. Den er kvik og frisk og har en let og spænstig gangart, som man ellers kun finder hos racen azawakh. Hannerne bliver omkring 68-74 cm høje og vejer normalt ca. 27 kg. Tæverne bliver ca. 63-69 cm høje og vejer normalt omkring 23 kg.
Afghaneren giver et billede af styrke og værdighed, i kombination med fart og kraft. Kroppen er højrejst og stolt, mere kvadratisk end rektangulær. Hovedet bæres højt og er langt og fladt og har tydelig nakkeknøl. Det bæres stolt på en lang og stærk nakke. Ryggen er ret og muskuløs og har moderat længde. Brystkassen dyb med godt buede ribben. Pelsen er lang og har meget tynd struktur på brystkassen, for- og bagben og flankene. Hos voksne hunde skal pelsen være kort og tæt fra skuldrene og bagover langs sadlen. Lang pels fra panden og bagover, som har en tydelig silkeagtig hårtop. Rigelig med pels på ører og ben, men kort langs snudepartiet. Alle farver er tilladt.
Afghaneren hører til de mynder som har størst udholdenhed. Den kan holde en jagt gående i højt tempo i timesvis, og er stærk og energisk. Den har meget god kropskontrol og er meget bevægelig og godt balanceret i alle situationer. De anatomiske forskelle mellem bakhmull og traditionel vestlig afghaner (som er bekrevet på denne side), som altså oprindelig var en og samme hund, er blevet så store at det giver grund til alvorlig eftertanke med hensyn til sidstnævnte, som mange kynologer nu mener er i færd med at blive usund og uharmonisk som mynde.
Brugsområde.
Den lange, varme og højst særprægede pels må have udviklet sig i og omkring de golde og kolde afghanske højsletter. Der er disse hunde hovedsagelig blevet brugt som vagt- og hushunde, men også til hetzjagt ("coursing") på vilde klovdyr, ørkenræv og kanin, ja til og med som hyrde- og kvæghund. Det er altså en meget alsidig race vi snakker om.
I dag er denne hund først og fremmest en god familiehund, men den kan også ofte ses på hundeudstillinger rundt om i verden. I Norge er også "lure coursing" en populær sport for racen, som er en af de mest populære mynder.
Lydighed og væremåde.
Overfor de den kender og er glad for er denne hund hengiven og loyal til det ubegribelige. Ovenfor fremmede er den lidt mere reserveret og skeptisk af natur, men ikke på nogen måde uvenlig. Afghaneren er en familievenlig og klog hund, som også er god sammen med børn.
Den gør ikke meget af sig indendørs, men med en sådan pels må man regne med at skulle rede dens pels ofte. Til gengæld tåler racen kulde godt. Udendørs er den en meget livlig og aktiv hund, som gerne jager naboens kat hvis den får chancen. Den har fortsatt en god del jagtinstikt i sig, så den vil jage hvis muligheden er der. Den er imidlertid god sammen med andre hunder, men har brug for en god del fysisk træning for at forblive harmonisk og trives maksimalt.
Den Blå Grotte.
Indre af Den Blå Grotte.
Den blå grotte (på italiensk: La grotta azzurra) er en underjordisk grotte ved kysten på øen Capri ved Italien. Der er en indgang fra havet som ligger delvis under havoverfladen og flere indgange fra landsiden. Den er cirka 60 meter lang og 25 meter bred. Højden varierer fra en meter ved indgangen til 14 meter bagest i grotten.
Grotten har været kendt siden romertiden. I dag er det en populær turistattraktion.
Den omtales i H.C. Andersens roman "Improvisatoren" i 1835 har ifølge italienske kilder bidraget til, at grotten blev internationalt berømt. H.C. Andersen skriver, at Capris indbyggere kaldte den "hexehullet" og at den blev opdaget af tyskerne Friis og Kopisch i 1831.
I Bournonvilles ballet "Napoli" fra 1842 foregår anden akt i Den blå grotte.
Den Botniske Bugt.
Den Botniske Bugt ligger i Østersøen mellem Sverige og Finland. I den sydlige del af Den Botniske Bugt ligger Ålandsøerne.
Den flyvende hollænder.
Den flyvende Hollænder eller dødssejleren er et spøgelsesskib, som siden 1600-tallet påstås at krydse rundt i det stormomsuste hav syd for Afrika, hvor det Indiske Ocean møder Atlanten. Legenden lever stadig blandt engelske og franske søfolk. Det mystiske skib varsler forlis og død for alle, der ser det og kan ses jage af sted med fyldte sejl, selv om ikke en vind rører sig. Kun skipperen kan ses om bord; han er hollænder og hedder Hendrik Van der Decken. For omkring 400 år siden ville han runde Kap Det Gode Håb i en rasende storm men blev konstant drevet tilbage. Han forbandede Gud over dette, og blev som straf dømt til at sejle til evig tid.
Til søs skal man undertiden kunne se et skib komme nærmere for fulde sejl, men imod vinden; men med eet - ofte når man allerede kan råbe til skibet eller vil sætte båd ud til det - forsvinder det. Det opfattes som varsel om storm og skibets forlis. Denne tro findes, hos alle atlanterhavets søfarende nationer, men har fået sin mest ejendommelige form i sagnet om den flyvende hollænder. Dette navn må have dannet sig i 16. eller 17. århundrede; i 18. århundrede optræder det i litteraturen som gammel søfolksoverlevering, og der gives da en del indbyrdes modsigende efterretninger om hans navn og grunden til hans spøgelsesagtige optræden. Den mest gængse fortælling er, at det var en hollandsk skipper, der standsedes af storme foran det gode Håbs Forbjerg og da svor på, at han skulle nå frem, enten Vorherre ville eller ikke; da stod Vorherre selv for ham; skipperen afskød sin pistol på ham, men kuglen kom tilbage og gennemborede hans egen hånd; da bød Vorherre, at han skulle for evig stå på dækket med lammet arm og sejle uden at finde ro. - Medens den flyvende hollænder er velkendt hos franske og engelske sømænd, kender selve hollænderne ham ikke, men fortæller om en adelsmand Falkenberg, der har myrdet sin broder og sin fæstemø og til straf har sejlet i 600 år i Vesterhavet nord efter på et gråt skib uden ror. - sagnene om den flyvende hollænders forløsning synes kun at tilhøre de digteriske behandlinger (jfr. Richard Wagner). Efter nyere undersøgelser må denne tro have sin grund i luftspejlinger; men de forsk. skikkelser, den tager, er bestemte ved ejendommelige træk i folkets tankeverden. Således som den fremtræder her med forbandelsen, er den en gentagelse af sagn om den vilde jagt; men mange andre forhold spiller med ind. Undertiden betegnes spøgelseskibet som et forladt slaveskib eller sørøverskib, hvor kaptajnen er ene tilbage død eller levende, bundet til masten. her er da en tro af samme art som kinesernes, der ikke tør gå om bord på en i søen drivende Junke, fordi en fangen slange engang har gjort sig til herre over en sådan og sejler om med det. sædvanlig opfattes dog spøgelseskibene ikke som virkelige skibe, men som gengangere efter forliste skibe, der - ligesom andre gengangere - dels blot viser sig på deres dødssted eller grav, dels strejfer om og varsler død for mennesker, der ser dem (jfr Draugen). Det er nærmest denne tanke, der ligger i de danske søfolks navn:»Dødssejleren«.
Men ved siden af disse til bestemte synlige fænomener knyttede forestillinger om et spøgelseskib haves der en ældgammel tro på en art dødssejleren, et skib, der bringer de døde bort til deres boliger hinsides havet. Denne tro kan allerede fra oldtiden påvises hos folkeslagene langs Vesterhavet og Kanalen (og i svagere ytringer i Norden). Den blandes med spøgelseskibet i den bretagneske folketro på et skib, der viser sig med det sidste års druknede sømænd om bord; og det turde være rimeligst, at troen på dødssejleren og»flyvende hollænder«nærmest må opfattes som en modernisering af de gamle forestillinger om Dødningeskibet.
Den gyldne trekant.
Kortet viser 4 traditionsrige områder for produktion af opium og heroin. "Den gyldne trekant" findes længst mod højre. Klik på kortet for at se et større billede
Den gyldne trekant er betegnelsen for et område i Kina, Burma (Myanmar), Thailand, Laos og Vietnam, kendt for sin store produktion af opium.
I Kina, Thailand og Vietnam er dyrkningen stort set indstillet, mens den fortsat opretholdes i ukendt omfang i specielt Burma og i mere begrænset omfang i Laos.
Specielt i den thailandske del er området populært blandt turister, der har mulighed for at sejle på Mekongfloden og aflægge kortvarige besøg i de to nabolande Burma og Laos.
Hvid haj.
Den hvide haj, hvidhajen eller Den store hvide haj, som den også kaldes, er den største haj inden for familien hvidhajer. Dens største længde siges at være 7 meter. Dens gab kan blive op til en meter bredt, og dermed har den ikke noget problem med at bide et menneske midt over, da dens tænder er knivskarpe. En hvid haj er dog i gennemsnit "kun" 3-4 meter lang, hvilket gør den til verdenes største kødædende fisk.
Dens skelet består af brusk, som er et fleksibelt materiale, som også findes i menneskets næse og ører. Det er derfor ikke lige så hårdt som normale knogler, men er stadig forholdsvis stift. Da brusk ikke efterlader fossiler, som knogler gør det, er det eneste, man kan finde fra forhistoriske hajer, tænderne.
Den hvide haj har to vitale sanser: en højtudviklet lugtesans og evnen til at føle elektriske felter fra andre dyr og mennesker.
"Apex predator" er den klasse som den hvide haj tilhører, hvilket vil sige, at den har hjemme i den absolutte top af fødekæden. Den kan dermed frit vælge af havets goder og er bestemt ikke kræsen, dog er dens yndlingsmåltid sæler og søløver. Selv om den tilhører toppen af fødekæden, er dette ikke ensbetydende med, at den ikke har nogle fjender. Den værste fjende er uden tvivl mennesket, men den kan også blive angrebet af sin egen art og af spækhuggere, som bl.a. har spist hele hvide hajer.
I Modsætning til andre haj arter kan den Hvide haj ikke overleve i fangeskab, hvor den dør efter et par uger, grunden til dette er, at en hvidhaj er nødt til, at være i konstant bevægelse. Den hvide haj er også den eneste haj der er istand til at stikke sit hoved over vandoverfladen og den kan tilmed hoppe helt op af vandet i sin fulde kropslængde, denne adfærd er først for nylig opdaget og det forekommer langt hyppigere og voldsommere lidt ud fra Sydafrikas kyst ved øen "Seal Island" end nogle andre steder i verdenen. Man har ikke kunne finde en præcis grund til dette, men den store forekomst af sæler og havbunden i området menes at spille en stor rolle i dette.
I lighed med andre hajer, har den store hvide haj rækker af tænder hele vejen ned gennem munden, dette er yderst brugbart for den, da den relativt ofte mister en tand i kampens hede, i det tilfælde skyder der simpelthen en ny tand op fra den bagved liggende række. Den hvide haj producerer tænder gennem hele sit liv. Den hvide haj har som andre hajer ingen øjenlåg, men når den bider har den en beskyttende hinde der springer op foran dens øjne og beskytter dem fra skade.
Som andre hajer er dens hud også forsynet med "hudtænder" disse er brugbare for hajen da de reducerer den vandmodstand som hajen møder når den svømmer og dermed gør den bedre istand til at ekplodere op i fart når den skal angribe et bytte. Disse er faktisk så ru at de før i tiden blev brugt af mennesker som sandpapir.
Steno, hajtænderne, og den moderne geologis fremvækst.
Niels Stensen erkendte som den første, at hvad man oprindelig havde antaget for "tungesten" ("glossopetrae") er fossile hajtænder (hans afhandling "De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus," 1669). Han gjorde dermed et stort skridt i retning af at frigøre geologien fra gammeltestamentlige betragtninger og i stedet basere den på iagttagelse.
Den Sorte Diamant.
Den Sorte Diamant (eller Diamanten) i København er den nyeste tilbygning til Det Kongelige Bibliotek på Slotsholmen fra 1999. Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen.
Bygningen har 450 lokaler og 800 døre, der kræver nøgler. Facaden består af 2.500 kvadratmeter sort granit ved navn Absolute Black, som er brudt i Zimbabwe og tilskåret og poleret i Norditalien. Granitstenene vejer 75 kg stykket. Glasvæggene mod læsesalene er fremstillet i Tyskland, de er 6 meter høje, 2,40 meter brede og 16 mm tykke. Hver enkelt glasskive vejer 576 kg.
Den Sorte Diamant indeholder først og fremmest publikumsfunktioner. I stueplan findes Café øieblikketog restaurant søren k. Det er også i stueplanet, at bibliotekets brede kulturformidling foregår: Med udgangspunkt i bibliotekets samlinger er der regelmæssige kulturhistoriske udstillinger i Søjlesalen og Montana-salen, Det Nationale Fotomuseum udstiller med udgangspunkt i bibliotekets Kort- og Billedsamling, Museet for Dansk Bladtegning udstiller på Bladtegnergangen og Dronningesalen byder på et repertoire af klassisk musik.
Over stueplanet findes de egentlige biblioteksfunktioner. Udlånsskranken findes på den såkaldte udlånsbro, som to etager over den stærkt trafikerede Christians Brygge forbinder Den Sorte Diamant med den gamle biblioteksbygning Holm. Højere oppe i Diamanten findes en række specialcentre og læsesale. Publikumsfaciliteterne er samlet i midten af Diamanten omkring det høje, lyse atrium, der løber i hele bygningens højde. Ud mod bygningens sider ligger kontorer og administration. Bibliotekets direktion har sæde øverst i bygningen.
Diamantklubben er Det Kongelige Biblioteks kulturklub. Med udgangspunkt i biblioteket og dets unikke samlinger tilbyder klubben kulturelle arrangementer i Den Sorte Diamants smukke rum. Blandt andet foredrag, koncerter, udstillinger og meget mere.
Dender.
Dendre eller Dender er en belgisk flod. Det er en biflod til Schelde.
Dentin.
Dentin er det latinske ord for "tandben" og betegnelsen for den del af tanden, der dækker rodhulen med pulpa, tandens nerve. Dentinen er igen dækket af emalje på kronen, dvs. den del af tanden, der rager op af tandkødet, og af cement på roden.
Dentin ligner knoglevæv, men er tættere og mere uopløseligt. Dentinen produceres af odontoblaster.
Dessert.
Dessert er en ret, som typisk udgør den sidste del af en middag. Den består ofte af sødtsmagende mad, men somme tider også kraftigt smagende mad, såsom nogle oste.
Dessert, som en almindelig del af et vestligt måltid, er en relativt ny udvikling.
Før det 19. århundredes forbedring af middelklassens vilkår og mekaniseringen af sukkerindustrien var søde sager et privilegium for aristokratiet, eller et sjældent ferietraktement. Efterhånden som sukker blev billigere og lettere at få fat i spredtes dessertens udvikling og popularitet også.
Nogle kulturer har ikke én separat sød ret, men blander i stedet søde og krydrede retter gennem hele måltidet, som det bl.a. kan ses i kinesisk madlavning, eller laver detaljerede dessertblandinger til specielle begivenheder. Ofte bliver desserten snarere set som et separat måltid eller en snack end en del af et større måltid, og den kan spises lang tid efter hovedmåltidet (ofte under mindre formelle omstændigheder).
Nogle restauranter specialiserer sig i desserter.
Det Hvide Hus.
Det Hvide Hus er USA's præsidents embedsbolig, beliggende i den nordvestlige del af Washington D.C. på adressen 1600 Pennsylvania Avenue. Huset blev besluttet bygget i 1790 og præsidenten George Washington og byplanlæggeren Pierre L'Enfant valgte stedet sammen. Arkitekten blev valgt i en konkurrence med James Hoban som vinder, og den første byggesten blev lagt oktober 1792. James Hobans design tog udgangspunkt i Leinster House, et slot i Dublin, der nu er hovedsæde for det irske parlament. Husets nuværende navn blev først anvendt af Theodore Roosevelt i 1901.
Første gang en præsident boede i huset var i 1800. I 1814 brændte huset, så kun ydervæggene stod tilbage, men huset blev genopbygget og væggene blev malet hvide for at dække over mærkerne efter branden.
Det Hvide Hus er en af de eneste statsbygninger i Washington, der er kørestolsvenlig, dette skyldes blandt andet at præsident Franklin Delano Roosevelt sad i kørestol som følge af polio.
I 1940'erne var bygningen tæt på at bryde sammen og præsident Harry S. Truman flyttede mens huset blev renoveret og genopbygget med cement og metalstolper som erstatning for den oprindelige træstruktur.
Indretningen stod John F. Kennedys hustru Jacqueline Kennedy for i 1961-1963. Hun lagde vægt på at restaurere indretningen så den fremstod som i det 19. århundrede, blandt andet blev gamle møbler hentet frem fra glemslen fra kælderen. I 1980'erne blev indretningen ændret af Nancy Reagan.
Se også.
Amerikanske præsidenter
Irske Hav.
Billede over Det Irske Hav. Med røde prikker er markeret havne til fragt og passagerer, mens blå prikker markerer havne som kun beskæftiger sig med godsfragt
Det Irske Hav er beliggende mellem Irland på vestsiden og England og Wales på østsiden.
Det Sixtinske Kapel.
Loftet i det Sixtinske Kapel
Det Sixtinske Kapel (italiensk: "Cappella Sistina") i Vatikanstaten blev opført i 1473-1481 til Pave Sixtus IV. Kapellet anvendes, når en ny pave skal vælges. Kardinalerne bliver lukket inde i det, indtil afgørelsen er klar, hvorefter en tynd røgsøjle indikerer, at der er blevet valgt en ny pave. Et sådan konklave kan vare flere uger.
Del af udsmykningen i Det Sixtinske Kapel
I Det Sixtinske Kapel afholdes også dødsmessen for en pave samt påskemessen.
Udsmykningen af loftet i Det Sixtinske Kapel blev udført af kunstneren Michelangelo. Han skrev under på kontrakten i året 1508. Det blev færdiggjort 1514.
DHCP.
I computerterminologi er DHCP en forkortelse for Dynamic Host Configuration Protocol.
En DHCP-server i et LAN-datanet, giver dataterminaludstyr med en DHCP/BOOTP-klient alle de netværksoplysninger, der skal til for at de kan fungere korrekt. Netværksoplysningerne slås op på baggrund af klientens ethernet-adresse. Det er ofte et dynamisk system, så maskinen kan få nye informationer, hvis klienten har været lukket ned og startet forfra. Oplysningernes gyldighed er som regel tidsbegrænsede, så klienten med jævne mellemrum må kontakte serveren for at få nye data.
DHCP er en del af Transmission Control Protocol/Internetprotocol (TCP/IP) protokolsuiten og sørger for at administrere og tildele IP-adresser til forskellig computere i et TCP/IP netværk.
Diadem.
Et diadem er et hovedsmykke, der i Antikken havde form som et pandebånd. Senere udviklede diademet sig til en form for bøjle, der lægges om håret. Diademer blev meget moderne i forbindelse med empirestilen omkring 1800. I dag anvendes diademer især af kongelige kvinder og har form af en halv krone som bæres på panden.
Diameter.
Diameteren er tværmålet af en cirkel, en korde gennem cirklens centrum (eller længden af denne korde). Diameteren er den største korde i en cirkel. Diameter bruges også om kugle, cylinder og lignende.
Unicode tegnet ⌀ U+2300 "Diameter sign" er symbolet for diameter; men da mange fonte ikke inkluderer dette tegn kan et almindeligt Ø også bruges.
Diana (gudinde).
Diana. Skulptur i Botanisk Have, København.
Diana er den romerske jagtgudinde, forbundet med vilde dyr og skove. Datter af Jupiter og Latona og tvillingesøster til Apollo. Hun var også månens gudinde, og et symbol på kyskhed. Hun pristes for sin styrke, atletiske ynde, skønhed og færdighed til jagt.
Hun er meget lig den græske gudinde Artemis og den etruskiske gudinde Artume.
Diana blev tilbedt i et tempel på Aventiner højen, hovedsageligt af underklasse borgere og slaver. Slaverne kunne få asyl i hendes templer. Hun blev tilbedt og fejret på en festival 13. august.
Diarre.
Diarre (el. diarré, diare, diaré) fra græsk διαρροή ("diarroé" = "gennemstrømme") er en tilstand med hyppig afføring og hvor afføringen har en flydende konsistens. Ordet bruges ofte fejlagtigt til at beskrive "tynd mave"; WHO definerer diarre som 3 eller flere ikke faste eller flydende afføringer pr. dag, eller oftere end det er normalt for individet.
Diarre er ikke en sygdom, men til gengæld et symptom på, at der er noget galt i fordøjelsessystemet eller i kroppens stofskifteproces, evt. en eller anden form for tarminfektion, forgiftning eller som et resultat af parasitter, indvoldsorm eller lignende. Selv om diarre ikke er en sygdom i sig selv, kan den blive årsag til langvarig svækkelse og eventuelt også død. Det skyldes det tab af væske og mineraler, som forårsages af de hyppige og væskende afføringer. Ifølge FN's miljøorganisation UNEP er diarre hvert år skyld i 2,2 millioner menneskers død.
Flere typer diarre kan stoppes eller modvirkes med medicin eller probiotika.
Didaktik.
Didaktik er læren om undervisningens mål og indhold.
Nogle regner desuden undervisningsmetodik med under begrebet didaktik. I bredere definitioner af begrebet er didaktik synonymt med undervisningslære, dvs. den del af pædagogikken, der beskæftiger sig med bibringelsen af kundskaber. Man skelner mellem almen didaktik og fagdidaktik. I fagdidaktikken behandles didaktiske emner inden for det enkelte fag, mens almendidaktikken tager sig af mål og indhold (og evt. metodik) på et mere abstrakt plan, f.eks. spørgsmålet om hvad dannelse er. Forholdet mellem fagdidaktik og almendidaktik er i øvrigt omdiskuteret.
Dijon.
Dijon er en by i det østlige Frankrig med ca. 150.000 indbyggere.
Byen er "préfecture" (administrativ by) i Côte-d'Or-"départementet" og den historiske hovedby i regionen Bourgogne.
Byen er kendt for sin sennep.
Diogenes.
Diogenes (ca. 412 f.Kr.-323 f.Kr.) var en græsk filosof. Han var fortaler for kynismen. Det fortælles om ham, at han boede i en tønde. En kendt historie fortæller, at Alexander den Store en dag kom forbi Diogenes i sin tønde. Han spurgte, om der var noget, han verdensherskeren kunne gøre for ham. Da sagde Diogenes "Jo, flyt dig, du står i vejen for lyset."
Det er i denne ånd, at ordet "Kynisme" har fået sit navn nemlig fra det græske ord "kynikos", som betyder "som en hund". Hvad angår hans filosofi bestod hans helt basale bestræbelse i at skelne mellem virkelige og tilsyneladene værdier. Når han blev spurgt om sin nationalitet, svarede han, "Jeg er verdensborger."
Diogenes var altid kontroversiel i sin opførsel, hvilket skabte foragt og undren i stort set alle byer han kom. Det fortælles at han fx bar en på en lampe ved højlys dag, og når spurgt hvorfor han gjorde dette, svarede han: "Jeg leder efter et ærligt menneske". Ved siden af dette spiste Diogenes også sin mad på den markedsplads hvor han havde købt det (hvilket var imod normen i det antikke Athen), og det fortælles at han også mastuberede på markedspladsen og på åben gade i højlys dag. Han gjorde en dyd ud af at leve i ekstrem fattigdom, da han mente at handling talte højere end teori. Derved lagde han sig i foragt med andre filosoffer på sin tid, fx Platon.
Dionysos.
Dionysos var vinens og ekstasens gud i græsk mytologi. Han var søn af Zeus og den jordiske kvinde Semele, datter af gudinden Harmonia, som selv var datter af Afrodite. I den romerske mytologi hed han Bacchus. Dionysos var den eneste gud, der "ikke" gjorde sig skyldig i utroskab. Han blev gift med Ariadne, som Theseus havde efterladt på øen Naxos, for i stedet at tage hendes søster, Fædra eller Phaidra, med til Athen. De eneste andre som ikke var utro, var de få guder - Ares f.eks. - som ikke var gift, og derfor ikke havde nogen at bedrage.
Dionysos var guden, der lærte menneskene at lave vin. Han er gud for vin, vindyrkning og ekstase. Hans navn kendes tilbage til Linear B, i formen Di-wo-nu-so.
Dionysos satte Ariadnes brudekrone, "Corona Borealis", på stjernehimmelen.
Forfulgt af Hera.
Zeus' hustru Hera var jaloux over den opmærksomhed, han i forklædning viste Semele, og foreslog, at Semele skulle forlange, at han fjernede forklædningen. Da Zeus gav efter for ønsket, fremstod han som et lynnedslag. Semele blev rammet og sank livløs sammen. Hun var allerede gravid, og Zeus tog fosteret ud af hende og gemte det i sit lår. Efter fødslen blev drengen gemt hos nymferne, og der voksede han op. Som voksen satte han kursen mod Olympen, men standsede på vejen i Hades, hvorfra han hentede sin afdøde mor Semele, som derigennem blev udødelig. Hera lykkedes dog med at slå ham med en galskab, der drev ham til at rejse verden rundt og udbrede kundskaben om vin og om ekstase.
Dionysos og Jesus.
Herodot identificerede Dionysos med Osiris. Desforuden er Dionysos blevet afbilledet, som om han blev korsfæstet, og man har derfor set efter flere paralleller mellem ham og Jesus. Symbolet for Jesus var en fisk, for Dionysos en delfin. Begge knyttes til vin: Dionysos ved at lære menneskene om den; Jesus forvandlede vand til vin. Begge var talsmænd for fred, og brød sig ikke om personers stand eller sociale baggrund. Sekulære myndigheder prøvede at standse dem; Pilatus i Jesu tilfælde, og kong Penthevs i Theben overfor Dionysos, fortæller Euripides os i skuespillet "Bakkantinderne". Begge havde et hedonistisk livssyn: Dionysos lokkede kvinderne ud af hjemmet og til at følge sig i larmende optog; Jesus talte om at leve som "liljerne på marken", uden tanke for at samle i lader.
Dirk Hartog Island.
Ø beliggende ved den australske vestkyst.
Øen har 2 indbyggere, er 80 km lang og 15 km bred.
Øen er kendt for at være det andet sted europæere med sikkerhed satte fod på australsk jord, det første var Cape York Peninsula.
Øen blev opdaget og er opkalt efter den Hollandske kaptajn Dirk Hartog.
Disciplin.
Selvom termen disciplin er flertydig, er der filosoffer, der finder en sammenhæng mellem disse betydninger: "The disciplines characterize, classify, specialize; they distribute along a scale, around a norm, hierarchize individuals in relation to one another and, if necessary, disqualify and invalidate." (Foucault, 1975/1979, p 223)
Disciplin kan fremkaldes ved tvang, eller den kan være udtryk for en selvvalgt holdning hos den disciplinerede. Det sidste forudsætter en fuldstændig overensstemmelse mellem gruppens eller samfundets normforventninger og den enkeltes internaliserede normsæt.
Her mødes disciplinens ufrihed med valgets frihed. (Se også det kategoriske imperativ)
Disciplin kort.
Disiplin stammer som begreb fra træningen af de romerske legionærer. I antikkens krige var det nemlig vigtigt at undgå, at én af ens soldater kom i kamp med to fjender på én gang. Midlet til at undgå det, var eksercits, dvs. træning i at bevæge sig samlet i lige, ubrudte rækker. Deraf kommer igen ordet våbendisciplin for træning i forskellige våbentyper.
Etymologi.
Disciplin ← latin "disciplina" "instruktioner til en discipel" ← "discipulus" "elev" ← "discipere" "forståelse" eller "grundig analyse" ← "dis" "dele" eller "i stykker" + "capere" "tage" eller "holde".
Ordet disciplin er kendt siden 1200-tallet.
Omkr. 1300-tallet blev det først brugt i betydningen "emne" eller "uddannelsesgren".
Først omkr. 1400-tallet kom betydningen "god opførsel som resultat af militær træning" til.
Dissektion.
Dissektion er opskæring af dyre- eller menneskelig for at undersøge deres indre opbygning.
At "dissekere" kaldes også at "anatomere".
Divination.
Divination (lat "divinatio", "forudsigelse" fra "divinare", "guddommelig inspiration") også kaldt varselstydning, er et religiøst ritual, hvis formål er at opnå information ved at tyde varsler eller kommunikation fra en overnaturlig agent. Divination er et meget udbredt fænomen, som findes indenfor alle former for religion og i alle verdensdele.
Religionsvidenskabeligt set bruges divination specielt i skriftløse religioner til at bringe en given negativ tilstand tilbage til dens naturlige, neutrale udgangspunkt. Maronerne i Surinam bruger eksempelvis divination som forklaringsmodel, når de står overfor kulturelt set uforklarlige fænomener som uheld, sygdom og død. Her lader de en metafysisk magt/kraft tale gennem divination og bestemmer derigennem diagnose, årsag og løsning på problemet. Tegntagningen foregår konkret ved eksempelvis tydning af kyllingindvolde, åbning af ølflaske, hellige bundter som bæres på hovedet og ombæring af nylig afdød. Disse fænomener fortolkes af den enkelte landsbys lokale religiøse myndighed, f.eks. medier og spåmænd. De ud fra divinitionen definerede årsager til det givne problem er oftest af religiøs og social art og er for det meste udformet som en slags straf. F.eks. kunne en forstyrrelse af et helligt termitbo medføre, at en ånd påfører overtræderen en åndedrætssygdom. Der kan forekomme specielle diagnoser, som er hæftet sammen med en dertilhørende årsag, men det mest almindelige er, at der gennem divinationen påhæftes en ad hoc årsag til et givent problem. Dvs. at har en uheldsramt person været skyld i en religiøs/social overtrædelse, bliver denne forbrydelse sandsynligvis gennem divinationen udpeget som årsagen til problemet. På baggrund af dette betragter religionsforskere (f.eks. Richard Price) divinationens funktion som værende en form for juridisk instans i en kultur uden et decideret retssystem. Gennem divinationen formuleres ikke blot kulturens metafysiske regler og behov, men også dens sociale moralbegreber. Divination fungerer således som talerør for sociale konflikter og skaber løsninger som bidrager til at opretholde et egalitært samfundsideal.
Græske afledninger.
Divination hedder på græsk, "manteia" fra, "mantis", "seer".
Deraf kommer suffikset -manti, i mange typer spådom.
Diæt.
En diæt er en kostplan tilrettelagt for at opnå et givet mål. Det er ikke ualmindeligt at høre ordet diæt brugt synonymt med slankekur; dette er kun delvist korrekt, da diæter foruden at have vægttab som mål også kan tilrettelægges med henblik på vægtøgning, eller med et mål der intet har med vægt at gøre - for eksempel at afhjælpe en række sygdomme eller tilstande. Det nok mest almindelige eksempel er en diabetiker, der gennem diæt kan kontrollere sit blodsukkerniveau.
DNA.
Animation af en roterende DNA-struktur
Den kemiske sammensætning af DNA-molekylet
Deoxyribonukleinsyre (forkortet DNA) er en nukleinsyre, der indeholder de genetiske instruktioner, der benyttes i udviklingen og opretholdelsen af alle kendte levende organismer og nogle vira. Det er så at sige livets alfabet og består af en polymer af deoxyriboseenheder (nukleotider). Et nukleotid består af en sukkergruppe (deoxyribose (pentose)), en kvælstofholdig base og en eller flere fosfatgrupper. De kvælstofholdige baser er dels purinerne adenin (A) og guanin (G) og dels pyrimidinerne thymin (T) og cytosin (C). Nukleotider benævnes ofte med forbogstavet fra deres base, hvorved bogstaverne i det genetiske alfabet fremkommer: A, G, T og C. Nukleotider kombineres og danner nukleinsyrer (polynukleotider).
DNA og gener.
DNA-molekylet består af to lange kæder, der snor sig om hinanden i en dobbeltspiral. Hos eukaryote organismer (ikke bakterier eller archaea) ligger DNA-stykkerne, kaldet kromosomer, i cellernes cellekerne. I bakterier (prokaryoter) er der et ringformet kromosom, og eventuelt mindre ringformede stykker DNA kaldet plasmider, og begge dele findes i cellens cytosol.
Det vil derfor sige, at kopiering og transskription er adskilt i tid og rum i en eukaryot celle, men ikke i en prokaryot.
Rækkefølgen af nukleotiderne ("bogstaverne") i DNA bestemmer rækkefølgen af aminosyrer i det protein (genprodukt) som DNA'et koder for, og denne nukleotidrækkefølge kaldes den genetiske kode. Ved transskription kopieres informationen i genet fra DNA til mRNA (messenger-RNA) af enzymet RNA polymerase. Det fremkomne mRNA translateres ("oversættes"), i eukaryoter efter modifikation og eksport til cytosolen, til protein (en polymer af aminosyrer) af et ribosom, der enten kan flyde frit i cytosolen eller i eukaryoter være bundet til det endoplasmatiske reticulum; i sidstnævnte tilfælde føres det syntetiserede protein ind i lumen af det endoplasmatiske reticulum.
DNA-molekylerne udgør arvemassen (også kaldet genomet) med alle dens gener (arveanlæg), og det fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Forskellige DNA-sammensætninger er med andre ord medvirkende til, at levende organismer udvikler sig forskelligt. DNA kan methyleres af enzymerne DNA methyltransferase, hvilket normalt bevirker, at de methylerede områder ikke transkriberes. Dette er især vigtigt under embryoudvikling og for udviklingen af kræftceller.
Ud over kromosomernes DNA er der hos eukaryoter selvstændigt DNA i mitochondrier, og hos planter desuden også i kloroplastrene (grønkornene). Dette DNA er ringformet ligesom bakterielle kromosomer.
En del vira har DNA i deres arvemateriale fx kopper (dobbeltstrenget) og lussingesyge (enkeltstrenget), de andre anvender RNA.
Replikation.
Replikation starter med at dobbeltspiralen (dobbelthelix) foldes ud. Helicase skiller de to strenge fra hinanden. SSB'ere sætter sig på de to oplynede strenge for at de ikke lyner sig sammen igen. Derefter sætter primase en kort RNA-primer på. Når primeren er sat på går DNA polymerasen i gang med at sætte komplementære nukleotider på; i 5'-3'-retningen kører det fint, men da polymerasen kun kan sætte nukleotider på i den ene retning replikeres den modsatte streng i fragmenter kaldet Okazaki-fragmenter. Dette går ud på at der sættes endnu en RNA Primer på strengen, længere inde end den første. Polymerasen tilføjer nu nukleotider helt hen til RNA Primeren. RNase H fjerner RNA Primeren og Polymerasen færdigør strengen. For at linke det sidste stykke DNA sammen, sætter ligasen et deoxyribosemolekyle. Polymerasen går nu tilbage til den nye RNA Primer og processen gentages igen.
Historie.
DNA blev først isoleret af Friedrich Miescher i 1869. Eftersom det fandtes i cellekernerne kaldte han det "nuclein". I 1929 identificerede Phoebus Levene nukleotidet som bestående af en baseenhed, en sukkergruppe og en fosfatgruppe. Levene foreslog, at DNA var strenge af nukleotider bundet sammen via fosfatgruppen. I 1927 frembragte William Astbury de første røntgendiffraktionsmønstre, som viste at DNA havde en regulær struktur.
DNA's rolle som det arvbærende materiale blev slået fast af Alfred Hershey og Martha Chase, da de viste at DNA er arvemateriale i T2-phager.
DNA's struktur blev beskrevet af James D. Watson og Francis Crick i 1953, baseret på røntgendiffraktionsmålinger af Rosalind Franklin og Maurice Wilkins. Watson, Crick og Wilkins fik Nobelprisen i medicin i 1962 for beskrivelsen af DNA's struktur.
Junk-DNA.
I molekylærbiologi er "junk-DNA" en samlet benævnelse som tidligere blev brugt en del for kromosomers eller genomers DNA sekvenser, som ikke ser ud til at have nogen funktion. I dag omtales denne form for DNA som "ikke-kodende" DNA. Op imod 97 % af det menneskelige genom er blevet klassificeret som "ikke-kodende" DNA.
Domain Name System.
DNS er en forkortelse for Domain Name System (Domain Name Server, Domain Name Service). En DNS-server eller navneserver er en server placeret på et IP-baseret datanet, der tager sig af oversættelsen af de navne man normalt arbejder med på Internet.
Kommunikation over et IP-baseret datanet kan kun foregå ved hjælp af disse IP-adresser - ligesom telefonnumre. En DNS-server kan sammenlignes med en telefonbog med et alfabetisk register.
Navne-serverens arbejde er at oversætte de navne, mennesker har lettere ved at huske til de éntydige IP-adresser, der er nødvendige for netværket funktionalitet. For eksempel indtastes et dns-navn i en browser's adressefelt - eller det skrives bagved @-tegnet i en epost-adresse.
Domænenavnet: wikipedia.org har IP-nummer 208.80.152.2 - og skriver man dette i en browser's adressefelt, ledes man direkte til wikipedia.org "uden" brug af en navneserver.
Tidligere kunne man kun anvende det engelsk/amerikanske tegnsæt ved definition af domænenavne, det er nu ændret i 2004 således, at bl.a. danske tegn er tilladte - f.eks. er det lidt lettere at huske: værløse.dk i stedet for vaerloese.dk
Uddelegering og administration af domænenavne varetages i Danmark af S. Det var tidligere gratis, men der opkræves nu et mindre årligt gebyr for leje af et domænenavn.
Det er alt sammen beskrevet i regelsættet: RFC, se eksterne henvisninger.
DNS anvender IP-port 53 via IP-dataprotokollerne TCP og UDP.
DNS-servere.
DNS-servere løser to opgaver. En DNS-server kan oversætte mellem IP-adresser og domænenavne for et begrænset antal domæner eller den kan kontakte andre servere for at få oversat en vilkårlig adresse.
Autoritative servere.
En server der står for oversættelse kaldes en autoritativ server. For at sikre mod udfald skal en server have mindst en sekundær server, der kan tage over. Den sekundære server bliver ikke opdateret direkte, men den kontakter med jævne mellemrum den primære server for at finde ud af, om der er sket ændringer. Set fra klientprogrammets synspunkt er det underordnet om det er den primære server, der bliver kontaktet.
De autoritative navneservere er organiserede i et hierarki. I toppen er en række rod-servere. De opbevarer oplysninger om hvilke servere der kender til topniveaudomæner som "dk" og "com". På næste niveau er de servere, som har oplysninger om et topniveaudomæne. Navneservere, som kender til et topniveaudomæne vil som rodserverne stille videre til servere, der har mere konkret information. Serverne på dette niveau er typisk styrede af en organisation eller et firma, og de har oplysninger om hvilken adresse der skal bruges for at nå en bestemt maskine. På dette lave niveau er der også registreret, hvordan e-mail sendes til den rette modtager.
IP-adresserne er også registreret i et omvendt hierarki, der gør det muligt at oversætte fra en IP-adresse til et domænenavn. Opslag af denne type kan for eksempel bruges, hvis en webserver har registreret forespørgsler med IP-adresser og man gerne vil se, hvilke navne de dækker over.
Rodservernetværk.
Rodserverne har en særstatus da denne er den eneste med adgang til samtlige domæner. Det er altså registreringer i disse servere, der bestemmer, hvilke domæner, der gælder på internettet. Organisation ICANN, der har hjemsted i USA, står for den overordnede styring af det officielle rodservernetværk. ICANNs servernetværk består af 13 servere, hvoraf de fleste er placerede i USA, men der er servere i alle verdensdele. I 2010 har ICANN også placeret en server i Danmark. Serveren driftes af Solido Hosting og er placeret i Interxions datacenter i Ballerup. Som med almindelige domæner er der en primær server og en række sekundære servere. Der er etableret et alternativt rodservernetværk i Europa kaldet Open Root Server Network (ORSN). Det primære formål med netværket er at give hurtigere rodserveradgang i Europa. Nettet skal også virke som et alternativ, hvis USA pludselig bestemmer sig til at fjerne domæner fra internettet. Det er endnu aldrig sket, men muligheden er der.
Der har været andre alternativer til ICANNs rodservere, som også har udbudt alternative topdomæner der ikke er godkendt af ICANN, men ingen af disse netværk er aktive.
Cache-navneservere.
Cache-navneserveren gemmer alle svar undervejs, så hvis der spørges efter et nyt dk-domæne kort tid efter, vil serveren kontakte en af de kendte servere for dk-domænet direkte. De fleste internetudbydere stiller sådanne cache-navneservere til rådighed for deres kunder.
Doggerbanke.
Doggerbanke er en sandbanke beliggende i Nordsøen ca. 100 km ud for Storbritanniens kyst. Banken er opstået som moræne under den sidste istid og over banken er der kun 13 m vand.
Under den russisk-japanske krig opstod den såkaldte Doggerbankeaffære, da den russiske flåde beskød britiske fiskerbåde.
Dogme.
Et dogme (af græsk δόγμα "dógma": "mening", "læresætning") er en religions, ideologis e.l. trossætning eller doktrin – eller en grundantagelse (aksiom), som ikke er til diskussion af trosgrunde eller mytologiske årsager.
Videnskabelige beviser og analyser vil derfor ikke kunne anfægte et dogme.
Et dogme indenfor kristendommen er f.eks. kødets opstandelse. Fra et naturvidenskabeligt synspunkt giver en sådan forestilling naturligvis ikke mening, men videnskaben og det kristne dogme taler så at sige om to forskellige ting, der ikke behøver være i modstrid med hinanden for den troende.
Doktrin.
Doktrin (latin "doctrina") er et vidensområdes eller trossystems "læresætninger", "instruktioner", lærte principper eller standpunkter, som udgør et sandt hele ifølge en eller flere forfattere.
Den græske analogi for en doktrin er katekismus.
I moderne sprogbrug anvendes ordet doktrin om principielle (udenrigs)politiske standpunkter, se Politiske doktriner
Dokument.
Et dokument er en vis afgrænset mængde af information registreret på et medium. Et dokument kan håndteres som en enhed i en dokumentationsproces. Et dokument kan indeholde tekst, billeder, logoer, varemærker, piktogrammer m.v.
Et dokument kan være en publikation, et upubliceret dokument eller en grå publikation.
Dokumenter kan omfatte alt enkeltstående repræsentation af betydning, men henfører i dag oftest til fysiske bøger, skrevne sider eller virtuelle dokumenter i elektronisk form/digitalt format (edb).
Dokumenttyper.
Sådanne standarddokumenter kan skabes på grundlag af en tekstbehandlingsskabelon eller regnearksskabeloner. De kan også dannes af database rapportgeneratorer.
Dokumenter som historiske kilder.
Inden for den historiske kildekritik vægtes dokumenter som "levn", dvs. som direkte efterladenskaber fra den periode eller begivenhed, man søger viden om. Der er dog en klar forskel i pålideligheden hos de enkelte typer af dokumenter. Blandt de mest pålidelige finder man offentlige dokumenter, hvis indhold har været kendt i samtiden og derfor kan forventes at være blevet korrigeret, hvis indholdet var i modstrid med samtidige vidners oplevelser.
Domuyo.
Domuyo er vulkan i Argentina, der med en højde på 4.707 m er det højeste bjerg i Patagonien.
Don Giovanni.
"Don Juan" (italiensk originaltitel: "Don Giovanni") er en opera komponeret af Mozart, med libretto af Lorenzo da Ponte. Førsteopført i Prag den 29. oktober 1787. Handlingen udspiller sig i Spanien efter år 1600.
Operaen er et af de bedste stykker musik, og det hæver sig over de mange andre operaer, der er baseret på legenden om Don Juan. Operaen hører til i kategorien "dramma giocoso" (spøgefuldt drama), en genre der forener det tragiske og det komiske.
Den danske filosof Søren Kierkegaard forsikrede i "Eller", at Mozarts Don Giovanni er det største kunstværk, der nogen sinde er skabt.
Handling.
Don Juan er en skruppelløs kvindebedårer, som - sammen med sin tjener Leporello - kaster sig ud i alle slags eventyr med det ene formål at erobre kvindehjerter. En anden opfattelse af Don Juan er, at han er en oprører, som kæmper for sin individualisme i et hierarkisk opbygget samfund, og at det netop er denne selvstændighed, som virker attråværdig på kvinderne omkring ham, så de forfører ham, og ikke omvendt.
I sit forsøg på at erobre Donna Anna forklæder Don Juan sig som hendes forlovede, idealisten Don Ottavio. Donna Anna gennemskuer ham; hendes far, il Commendatore ("Kommandanten"), kommer til, og Don Juan dræber faderen i en duel.
Donna Anna får Don Ottavio til at sværge, at han vil hævne hendes fars død.
Donna Elvira, en svigtet tidligere elskerinde, møder Don Juan og Leporello. Don Juan lader Leporello trøste hende med arien "Madamina, il catalogo è questo". Denne arie er en lang opremsning af de kvinder, Don Juan har forført (... og i Spanien, tusind og tre...), og den har siden givet navn til begrebet "en leporelloliste" = en endeløs opremsning.
Don Juan planlægger en fest, som han vil holde sammen med Zerlinas og Masettos bryllup. Han forsøger at røve Zerlina, hun får dog råbt om hjælp og bliver reddet. Don Juan lader Leporello tage skylden, men de må dog begge flygte fra festen.
Leporello er forelsket i Donna Elviras kammerpige, men hende får Don Juan også et godt øje til. Leporello bestikkes derfor til at bytte klæder med Don Juan, så denne kan komme til at forføre hende. Mens Leporello er iført Don Juans klæder, fanges han af Donna Anna, Donna Elvira, Masetto og Don Ottavio, og et større drama udspiller sig.
Slutningen af denne opera skal ikke afsløres her, men den er både dramatisk og poetisk retfærdig.
Dette referat af handlingen gør det ikke klart hvad der refærdiggør, at "Don Giovanni" er blevet kaldt "operaernes opera". De største operakomponister har vidst, at drama er andet og mere end digterens ord i tekstbogen. Et vigigt moment er det, når en handlende person – bevidst eller ubevidst – fortier eller fordrejer sandheden. Donna Anna er et eksempel herpå: Hun vedbliver at bedyre sin kærlighed til Ottavio, men hvad hun ikke tør sige åbent i ord, kommer frem i musikken: at kun Giovanni har lært hende, hvad erotisk lidenskab er. Det er derfor berettiget at anse Anna for den dramatisk–psykologiske hovedperson – den som gennemgår en "udvikling." Titelpersonen Giovanni er den samme fra begyndelsen til enden, og det er ikke tilfældigt, at den arie, som især karakteriserer ham, synges af Leporello (se ovenfor).
Donau.
Donau
Donau er en flod, der har sit udspring i området omkring Schwarzwald, Tyskland, hvor den "fødes" af to mindre floder: Brigach og Breg.
Floden er med sin længde på 2.850 km den andenlængste i Europa, og den passerer før sit udløb i Sortehavet hele ti lande: Tyskland, Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Serbien og Montenegro, Bulgarien, Rumænien, Moldova og Ukraine.
I eocen-tiden for 20-60 millioner år siden, mundede Rhinen, Neckar og Main ud i Donau, der mundede ud, omtrent hvor Wien ligger i dag, men dengang en bugt ved urhavet Tethys, der dækkede hele Sydøst-Europa.
Etymologi.
Donau er den tyske form på flodens navn. Videre nedad langs den højre bred, kaldes floden på slovensk for Donava og på kroatisk, serbisk og bulgarsk for Dunav. Langs den venstre bred kaldes den på slovakisk for Dunaj og på ungarsk Duna. Endelig følger på rumænsk Dunărea og på ukrainsk Dunay. En teori knytter alle disse variationer og en række andre til det keltiske ord "dānu" i betydningen "at flyde". Det skal så igen stamme fra proto-indoeuropæisk "*danu-" (= flod), som også har bidraget til navnene på flere andre store floder, der løber ud i Sortehavet: Don, Dnjepr og Dnjestr.
Donaus gammelgræske navn, Istros, var et lån fra trakisk, og betød "stærk" eller "hurtig". Det græske navn på Donau bliver af Hesiod benyttet som navn på Okeanos' og Tethys' søn. Istros føres også tilbage til de keltiske ord "ys" (= rask) og "ura" (= vand, flod). Donau og Istros har også angivet flodens øvre og nedre løb, men hverken Plinius den Ældre, Strabo eller Ptolemaios kunne blive enige om, hvor Donau ophørte og Istros begyndte. Ovid kaldte derfor Donau "Bisnominis" (= den med to navne).
Det latinske navn på Donau er Danubius eller Danuvius. Flodens nedre løb (en almindelig betegnelse på strækningen nedenfor Jernporten) blev også kaldet Hister eller Ister. Enkelte romerske byer langs nedre Donau bar tillægsbetegnelsen "ad Istrum", fx Nicopolis ad Istrum. Nostradamus påstås at have forudset Hitlers komme, fordi han i et af sine vers skriver om "Rhinen og Ister", hvor Ister tolkes som en omskrivning af Hitler. Men verset remser kun de største tyske floder op, altså Rhinen og Donau.
Johann Strauss-valsen "An der schönen, blauen Donau" omtaler Donau som "blå", men Donau er ikke blå. Ungarerne kaller den "a szöke Duna" (= den blonde Donau), mens Jules Verne valgte at kalde en af sine romaner "Le beau Danube jaune" (= Den skønne, gule Donau).
Dopplereffekt.
Dopplereffekt er betegnelsen for det fænomen, at frekvensen af bølgefænomener (f.eks. lyd eller lys) varierer afhængigt af kildens og modtagerens hastigheder i forhold til det medie, bølgerne bevæger sig i. Et dagligdags eksempel kendes fra trafikken, hvor den ellers ensartede lyd fra biler og andre motorkøretøjer, og fra udrykningskøretøjers sirener, synes at ændre tonehøjde når de passerer forbi.
Dopplereffekt for bølger i et medie.
formula_1
hvor "fK" er den frekvens, kilden udsender bølger med,
"fM" er den frekvens, modtageren registrerer,
"v" er bølgernes udbredelseshastighed i det medie de bevæger sig i,
"vK" er kildens hastighed i forhold til mediet, og
"vM" er modtagerens hastighed i forhold til mediet.
Dopplereffekt uden et medie.
formula_2
hvor "c" er lysets hastighed, 299.792.458 meter pr. sekund,
"fK" er den frekvens, kilden udsender bølger med,
"fM" er den frekvens, modtageren registrerer, og
"v" er kildens og modtagerens indbyrdes hastighed; regnet positiv hvis de fjerner sig fra hinanden, og negativ hvis de nærmer sig hinanden.
Hastighedskontrol i trafikken.
Den "fart-radar" som færdselspolitiet tidligere benyttede sig af, sender radiobølger med en fast, veldefineret frekvens hen mod det køretøj hvis fart ønskes målt. Når køretøjets metaldele reflekterer disse radiobølger, bliver køretøjet i en vis forstand en "kilde" for radiobølger, og ved at sammenligne frekvenserne af de udsendte og tilbagekastede bølger kan man udlede køretøjets hastighed i forhold til radaren.
Hastighedsmåling i astronomien.
Dopplereffekten og radarteknikken er også blevet anvendt i astronomiens tjeneste til at måle såvel afstanden som den radiale hastighed af bl.a. Månen og planeten Venus.
Stjerner udsender deres eget lys, hvis spektrum indeholder "linjer" der er karakteristiske for det stjernestof der er ansvarligt for lysudsendelsen. Disse spektre kendes fra laboratorieeksperimenter, men i stjernernes lys vil frekvensen for disse karakteristiske linjer være en anelse forskudt som en konsekvens af dopplereffekten. Heraf kan man igen bestemme den radiale komponent af stjernes hastighed i forhold til observatoriet på Jorden.
Musik.
Dopplereffekten anvendes som effekt på Hammondorgel ved tilslutning af Leslie højttaler, der anvender roterende højttalere hvorved Dopplereffekten fremkommer.
Doris Lessing.
Doris Lessing ved litteraturfestival i Köln, Tyskland (marts 2006)
Doris Lessing (født 22. oktober 1919) er en engelsk forfatter og har skrevet bl.a. romanerne "The Grass is Singing" (dansk titel "Græsset synger") og "The Golden Notebook" (dansk titel "Den gyldne bog")
Lessing modtog i 2007 Nobel-prisen i litteratur. Det Svenske Akademi beskrev hende som "den kvindelige erfarings epiker, der med skepsis, ildhu og visionær kraft har kortlagt en splittet civilisation". Lessing er blot den 11. kvinde, der har modtaget prisen i de 106 år, prisen er blevet uddelt, og hun er også den ældste person, der nogensinde har modtaget prisen
Baggrund.
Lessing er datter af kaptajn Alfred Tayler og Emily Maude Tayler (født McVeagh), der begge var af britisk oprindelse. Faderen, der havde mistet det ene ben under 1. verdenskrig, mødte sin kommende kone på det hospital, hvor han kom sig efter amputationen, og hvor hun var sygeplejerske.
Alfred Tayler flyttede med familien til byen Kermanshah i Persien (det nuværende Iran), hvor han arbejdede i den daværende persiske nationalbank. Lessing blev født her i 1919. Familien flyttede i 1925 til den britiske koloni Syd-Rhodesia (det nuværende Zimbabwe, hvor faderen havde købt jord for at dyrke majs. Lessings mor forsøgte at opretholde en edwardiansk livsstil i de primitive omgivelser, hvilket havde været let nok, hvis familien havde været velhavende – men det var den ikke. Det gik ikke godt på gården, og forældrene opnåede ikke den velstand, de havde drømt om.
Lessing gik på en katolsk klosterskole i hovedstaden Salisbury (det nuværende Harare). Hun forlod skolen i en alder af 13 og uddannede derefter sig selv. Hun flyttede hjemmefra som 15-årig og tog arbejde som barnepige. Det var omkring dette tidspunkt, at Lessing begyndte at læse bøger om politik og sociologi, som hun fik af sin arbejdsgiver. Hun begyndte også at skrive på dette tidspunkt. I 1937 flyttede Lessing til Salisbury for at arbejde som telefonist, og hun giftede sig kort tid efter med sin første mand, Frank Wisdom, som hun fik to børn med, inden ægteskabet gik i opløsning i 1943.
Efter skilsmissen blev Lessing medlem af en kommunistisk bogklub, og her mødte hun sin anden mand, Gottfried Lessing, som hun nåede at få et barn med, inden også dette ægteskab endte i skilsmisse i 1949. Gottfried Lessing blev senere østtysk ambassadør i Uganda, hvor han i 1979 blev myrdet under oprøret mod Idi Amin Dada.
Forfatterkarriere.
På grund af sin modstand mod atomvåben og det sydafrikanske apartheid-styre blev Lessing i mange år nægtet indrejse i Sydafrika og Rhodesia. Hun flyttede i 1949 til London sammen med sin yngste søn og udgav sin første roman "The Grass is Singing" (dansk titel "græsset synger"). Hun fik sit gennembrud i 1962 med "The Golden Notebook" (dansk titel "Den gyldne bog").
I 1984 forsøgte hun at udgive to romaner under pseudonymet Jane Somers for at vise de vanskeligheder, som nye forfattere har med at få deres værker udgivet. Bøgerne blev afvist af Lessings engelske forlag men antaget af en anden engelsk forlægger og af en amerikansk.
Litterær indfaldsvinkel.
Lessing opfatter selv science fiction-serien "Canopus in Argos" som sine vigtigste bøger. De viser fra mange vinkler et højtudviklet samfunds forsøg på at gennemtvinge en bestemt udvikling. "Canopus"-serien baserer sig til dels på sufistiske begreber. Tidligere bøger som f.eks. "Briefing for a Descent into Hell" (dansk titel "Instruks om nedstigning til helvede") og "Memoirs of a Survivor" knytter også an til det sufistiske tema.
Litterær stil.
Mange kritikere har hævdet, at Lessing overhovedet ikke har nogen litterær stil. Hun er en flittig forfatter, der siden 1950 har skrevet 64 bøger. Hun bruger meget sine egne erfaringer i opbygningen af en fortælling og af personer, og derfor er hendes skønlitteratur meget påvirket af kendsgerninger.
Hun blev født umiddelbart efter 1. verdenskrig, hun har oplevet 2. verdenskrig og Hitlers og Mussolinis storhed og fald, hun var vidne til det britiske imperiums fald og senere opløsningen af Sovjetunionen, hun har oplevet racekonflikter og kultursammenstød – hun har kort og godt oplevet alle væsentlige begivenheder i det tyvende århundrede. Som et resultat heraf er hendes bøger ofte skrevet ud fra et samtidigt socialt og politisk perspektiv. Det kan derfor ikke undre, at "The Golden Notebook" ofte læses af historiestuderende snarere end af litteraturstuderende.
Mange af Lessing romaner og noveller indeholder selvbiografiske repræsentationer af selvet. Det er blevet hævdet, at Lessing, som Virginia Woolf, hele tiden prøver at omgøre sin fortid via disse selvbiografiske skildringer i et forsøg på at overvinde sin dybtliggende angst fra barndommen og ungdommen.
Værker.
Denne artikel er en oversættelse af artiklen "Doris Lessing" på den engelske Wikipedia.
Dovendyr.
Dovendyr er mellemstore pattedyr i underordenen "Phyllophaga" (mange kalder den "Folivora").
Der er to familier, de totåede dovendyr "Megalonychidae" og de tretåede "Bradypodidae".
Dovendyr er altædende og lever hovedsageligt af blade og insekter.
Klassifikation.
Dovendyret er et pattedyr, som lever det meste af sit liv højt oppe i træerne i den tropiske regnskov i det nordlige Sydamerika.
Dovendyret spiser udelukkende blade. Bladene er dog meget svære at fordøje, fordi de indeholder rigtig meget cellulose. Ikke nok med, at de er svære at fordøje, samtidig har bladene i regnskoven meget lidt energi. Fordi blade er svære at fordøje har dovendyret udviklet et fordøjelsessystem, der ligner drøvtyggernes. Bladene ligger i flere dage, efter de er blevet spist, inden de er nedbrudt til noget, dovendyret kan udnytte, i den meget lange tarm, som dovendyret har.
Da dovendyret er nødt til at være forholdsvis stor for at kunne indeholde den store tarm, og når den samtidig ikke må veje for meget, når den lever i trækronerne, har den ikke ret mange muskler. Derfor bevæger dovendyr sig ikke meget. Det kan heller ikke gå eller stå, som de fleste andre pattedyr kan, og kun meget sjældent kan man se dem svømme. Dovendyret behøves ikke at bevæge sig ret meget, fordi det kan dreje hovedet op til 180 grader.
Cirka en gang om ugen kravler dovendyret dog alligevel ned fra tæret for at komme af med afføring. Dovendyret graver et hul i nærheden af træet, hvorefter den skider ned i hullet. Når den har skidt, dækker den hullet til igen, så det ikke opdages af dens fjender, at den er i træet. Dets afføring virker som gødning for træet.
I regntiden bliver dovendyrets pels ofte grønlig af de alger, som vokser på pelsen. Dovendyret lever nemlig i symbiose med algerne. Det får den til at ligne bladene, og derved er dens chancer for ikke at blive opdaget af fjender ikke så stor.
Dovendyret kan være fyldt med insekter, som lever i dens pels. Bl.a. findes der en slags møl, som kun findes i dovendyrets pels. Møllene lægger deres æg i dovendyrets afføring, og de voksne møl lever i pelsen på dovendyret, hvor de spiser de grønne alger. Forskere har fundet ud af, at der kan leve op til 900 forskellige insekter i pelsen på et enkelt dovendyr.
Dovendyr har et lille rundt ansigt med små ører og øjne. Ørerne er gemt i pelsen og øjnene vender direkte fremad. Dovendyr kan se farver og har en god lugtesans, men de hører dårligt.
Dovendyr er 50-74 cm høje og vejer 4-9 kg. Dovendyret bliver 20-30 år gammel. Den er drægtig 5-6 måneder og den får en unge når den føder. De har en lille hale. De totåede dovendyr er lidt tungere og større end de tretåede dovendyr. Hanner og hunner er lige store. Dovendyrets pels kan have brune, grå, sorte og hvide farver. Armene er længere end benene. For enden af hænderne og fødderne har dovendyrene snegleformede kløer, der er ca. 8-10 cm lange. Dovendyr bruger deres krogede kløer, når de hænger under grene eller bevæger sig op af en træstamme, og samtidig er kløerne et godt våben mod fjender.
Downs syndrom.
Downs syndrom, opkaldt efter John Langdon Down, den engelske læge der første gang beskrev dette syndrom.
__NOTOC__
Personer med Downs syndrom er psykisk udviklingshæmmede, og har dermed sværere ved at tillære sig viden, end personer uden Downs syndrom.
Trisomi 21.
Et normalt udviklet menneske har 46 kromosomer, bestående af 23 par. Et par af disse kromosomer er kønskromosomer (X og Y kromosomer), de 22 andre kromosompar er ens for både mænd og kvinder.
Mennesker med Downs syndrom har et ekstra kromosom og kommer derfor op på 47 kromosomer. Således har mennesker med Downs syndrom et ekstra 21. kromosom, og derfor kaldes Downs syndrom også for Trisomi 21 ("tri" = 3 og "somi" = krop. Det sidste henviser til, at kromosomer ligner små kroppe).
Langt de fleste mennesker med Downs syndrom (94%), har trisomi 21. Af de resterende 6% har 5% såkaldt "translokation", der er arveligt, og den sidste 1% har såkaldt mosaik-trisomi 21, hvor celler med et ekstra kromosom 21 er blandet med celler, der har normalt kromosomtal.
Risikoen for at føde et barn med Downs syndrom er relativt konstant før kvindens fyldte 35. år, ca. 0,05 %. Fra 37-årsalderen stiger risikoen, og er ca. 0,5 % ved 37 år, 1 % ved 40 år og 5 % ved 45 år. Til sammenligning er risikoen for spontan abort efter en moderkagebiopsi eller fostervandsprøve 1 %, uanset kvindens alder.
Desuden stiger risikoen hvis forældrene i forvejen har ét eller flere børn med trisomi 21, eller har aborteret ét eller flere fostre med trisomi 21.
Translokation.
Denne kromosomfejl består i, at et ekstra kromosom (nr. 21), eller en del af kromosomet (partiel trisomi 21), har hæftet sig på et andet kromosom, som regel kromosom nr. 14. Translokation kan, i modsætning til trisomi 21, være arveligt.
Risikoen for at fostret under en graviditet har en translokation af kromosom 21, forhøjes væsentligt såfremt forældrene selv bærer translokationen (15% hvis moderen bærer translokationen, og 5% hvis faderen er bærer).
Derudover er der ingen forskel på varianterne trisomi 21 og translokation.
Mosaik.
Personer med mosaikfejl har en blanding af "almindelige" celler, dvs. celler med 23 kromosompar, og celler med trisomi 21, altså en "mosaik" af celler. Der kan være færre symptomer på Downs syndrom hos personer med mosaik-Downs syndrom. Denne form for Downs syndrom er heller ikke arvelig.
Downs Syndrom eller Mongolisme.
Betegnelsen "mongol" eller "mongolisme" anvendt i relation til Down Syndrom, stammer oprindeligt fra den lidt bredere betegnelse "Mongolian Idiocy" eller "mongolsk idioti". Så vidt vides var det den engelske læge John Langdon Down, der introducerede begrebet "mongolsk idioti" i 1862, og senere (i 1866) dokumenterede han betegnelsen i skriftet "Observations on an ethnical classification of Idiots" (dansk: Observationer på en etnisk klassifikation af idioter). John Langdon Down anvendte betegnelsen "mongol" eller "mongolsk idioti" idet han mente at børn med Downs syndrom delte visse ansigtstræk med det mongolske folk. John Langdown Down mente desuden, at Downs syndrom repræsenterede et evolutionært tilbageskridt fra den overlegne kaukasiske race til den underudviklede orientiske race, herunder det mongolske folk.
Den danske professor Dyre Trolle (1914-2002) var den første til at opdage, at graviditeter, hvor fostret havde Downs syndrom, udviste lave værdier af hormonet østriol.
I andre lande og verdensdele er anvendelsen af betegnelsen "mongolsk idioti" forlængst ændret til "Downs syndrom". F.eks. droppede WHO (The World Health Organization) officielt alle referencer til betegnelsen "mongolisme" i 1965.
Drakme.
Drakme eller drachma er navnet på den valuta, der blev brugt i Grækenland intil indførelsen af euroen i 2002. 1 drakme svarer til 100 lepta.
Antikkens drakme.
Drakme var navnet på en af mønttyperne i oldtidens Grækenland. Navnet overlever i den muslimske mønt, dirhamen.
Moderne drakme.
Grækenlands første møntenhed efter uafhængigheden fra det Osmanniske Rige var føniksen. Drakmen, opkaldt efter antikkens mønt, blev indført i 1832. Grækenland blev medlem af den Latinske møntunion i 1868 og drakmens værdi var derefter 1 fransk franc.
Under den tyske besættelse under 2. verdenskrig blev der hyperinflation, og en ny drakme blev indført i 1944, med 1 ny drakme = 50.000.000.000 gamle drakmer.
Den 1. januar 2002 blev drakmen erstattet af euroen, kursen var dengang 340,75 dr. = 1 euro.
Drot og marsk.
"Drot og marsk" er en opera af Peter Heise til en libretto af Christian Richardt efter Carsten Hauchs skuespil "Marsk Stig" (1850). Operaen blev uropført på Det Kongelige Teater i København den 25. september 1878.
Heise kaldte selv operaen et tragisk musikdrama, idet han brød med datidens faste operaskabelon for at skabe et sammenhængende musikdrama i tidens nye stil. Handlingen er baseret på historien om Marsk Stig og mordet på Erik Klipping i Finderup Lade. Idéen til operaen kom fra Hauchs skuespil, som Peter Heise havde skrevet en ouverture til i 1856. I librettoen, som blev udgivet i 1876, er Christian Richardt dog ofte gået tilbage til de danske folkeviser. Operaen er den danske opera fra det 19. århundrede, som har holdt sig bedst på Det Kongelige Teaters repertoire. I 2006 kom operaen med i den danske kulturkanon for partiturmusik.
Synopsis.
Operaen er baseret på de historiske begivenheder, der førte til mordet på Erik Glipping i 1286. Kongen er en uforbederlig skørtejæger, og da han forfører Ingeborg, gift med Marsk Stig, arrangerer marsken en sammensværgelse mod kongen. Marsk Stig forvises, og Ingeborg begår selvmord.
Drømmemil.
En drømmemil er det at gennemføre et løb på en mil (1.609,3 meter) på under fire minutter. I 1954 gjorde englænderen Roger Bannister det som den første på tiden 3 minutter og 59,4 sekunder. Den første dansker til at løbe en drømmemil var Gunnar Nielsen i 1956 på tiden 3 minutter og 59,2 sekunder.
Dualisme.
Dualisme betyder 'tvehed', og dermed underforstås ofte at der er tale om 'tvehedslære'. Dualisme er en fagterm indenfor filosofien. Dualismen hævder, at der grundlæggende set findes to substanser i universet: materie og ånd. Materie er fællesbetegnelsen for stof, antistof og energi. Ånd derimod associeres normalt med viljen. Mens materie er afgrænset og har en fast plads i tid og rum, er ånd derimod noget som eksisterer uden for tid og rum. Ånd er evig og uforanderlig. Det buddhistiske begreb nirvana beskriver meget godt hvad ånd er.
Dualisme inden for filosofi.
I filosofi betegner dualisme det standpunkt, at verden kan inddeles i to forskellige sfærer, som er væsenforskellige, men som begge eksisterer og/eller er ligeværdige. Den mest almindelige brug af betegnelsen 'dualisme' er i sjæl-legeme diskussionen (se psykofysisk problem), hvor det står for det synspunkt at kroppen og sjælen er to fundamentalt forskellige substanser, der hver for sig er til. En anden dualisme, som ikke er helt identisk hermed, kan være imellem almenbegrebet og fænomenet (se universaliestriden, Platon).
Descartes er hyppigt kritiseret for at have grundfæstet en dualisme imellem sjælen ("res cogitans") og tingen ("res extensa"). En tankegang, som senere tænkere har haft svært ved at slippe ud af.
Dualisme i taoismen.
I den østerlandske filosofi-tradition er taoismen et eksempel på en dualisme, som fortrinsvis er af værdimæssig (aksiologisk) og ikke værensmæssig (ontologisk) art. Verden er i taoismen således opdelt i lige"værdige" momenter, der henholdvis kan kategoriseres som Yin og yang. Opdelingen er dog ikke reel, men skyldes kun vores utilstrækkelige erkendeevne: Yin og yang er i virkeligheden uadskillelige dele af et hele, som i sig selv ligger udenfor sprogets grænser.
Dualisme i buddhismen.
I buddhismen vedrører dualisme udelukkende perception/objekt. Det uoplyste sind opretholder en skelnen mellem sindet, der oplever, og genstanden for oplevelsen, hvilket kan kaldes samsarisk perception. I buddha-tilstanden udviskes denne skelnen.
Duborg-Skolen.
Duborg-Skolen er dansk fællesskole med gymnasial overbygning i Flensborg og blev taget i brug i 1923 som dansk realskole. Siden 1958 har skolen været dansk gymnasium, hvis eksaminer er anerkendt både i Danmark og i Tyskland. Skolen hører til Dansk Skoleforening for Sydslesvig.
På Duborg Skolen undervises elever fra 7. klasse og op til 13. klasse. For tiden (2010) går her cirka 600 elever, der bliver undervist af omkring 80 lærere. Eleverne undervises på dansk i næsten alle fag. I tysk undervises derimod på modersmålsniveau parallelt med dansk.
Skolen ligger på tomten af det forhenværende Duborg slot på Duborg Banke. Bygningen er med sin beliggenhed meget synlig i Flensborgs bybilledet. Fra skolen er der udsigt over den indre by, havnen og Flensborg Fjord. Skolen er bygget af arkitekten Andreas Dall, der var Skoleforeningens første formand, og bygningen blev taget i brug den 16. april 1923. I perioden fra skolens oprettelse i 1920 til 1923 foregik undervisningen i Hjemmet i Mariegade, som var redaktør på Flensborg Avis, Jens Jessens tidligere privatbolig.
Duemælk.
Duemælk er et sekret, der produceres i kroen hos duer og er ungernes eneste føde de første cirka 5 dage. Duemælk består af ca. 11-13% protein og ca. 5-7% fedt.
Dum Dum.
Dum Dum er en lille gruppe byer nordvest for Calcutta i Vestbengalen i Indien.
Her ligger Netaji Subhash Chandra Bose International Airport, tidligere kaldet Dum Dum-lufthavnen.
Dunkerque.
Dunkerque fransk by i departementet "Nord" hvorfra 337.000 britiske og allierede soldater blev evakueret, fra den 29. maj til den 3. juni 1940. Byen hedder egentlig Duinkerke ("Klit-kirke") på det lokale, flamske sprog; Dunkerque er en forfranskning af dette navn.
Almindelig Durra.
Almindelig Durra ("Sorghum bicolor") eller Milo er en enårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst, der minder om majsplantens. Fra samme rodsystem dannes to-tre skud, der er runde i tværsnit og marvfyldte. På skuddene sidder de toradede, spredtstillede blade, som er lancetformede, flade og helrandede med tydelig midterribbe. Begge bladsider er lyst grågrønne. Blomstringen foregår i forsommeren (afhængigt af voksestedets klima) og den består af endestillede, mere eller mindre åbne toppe. Frugterne er runde nødder, der kan være hvide, gule eller røde – alt efter sorten.
Rodnettet er meget kraftigt udviklet i forhold til bladmassen. Det sammen med en evne til at rulle bladene sammen, gå i dvale og et voksagtigt lag på kutikula gør planten til én af de mest tørketålende afgrøder. Hele artens genom er kortlagt
3,00 x 1,00 m (300 x 100 cm/år).
Arten stammer oprindeligt fra Savanneområderne i Afrika (som havde en langt mere nordlig udbredelse ved indledningen af artens dyrkningshistorie, men er via dyrkning spredt til hele det øvrige Afrika, Indien, Australien samt Mellem- og Sydamerika. I området Benishangul Gumuz Regional State, som ligger på de vestvendte bjergskråninger ned mod Etiopiens grænse mod Sudan findes arten vildtvoksende i åbne skove sammen med bl.a. "Combretum hartmanniatum" (en art i familien Combretaceae, som tilhører Myrte-ordenen), "Crinum bambusetum" (en art af Hagelilje), "Oxytenanthera abyssinica" (en art af Bambus), "Stereospermum kunthianum" (en art i Trompettræ-familien), "Strychnos inocula" (en art i familien Loganiaceae, som tilhører Ensian-ordenen), og græsarter af slægterne "Cymbopogon" (slægten, hvor også Citrongræs findes), Hanespore, "Hyparrhenia" og "Pennisetum"
Der findes to sortsgrupper: ”Sød” Durra, som dyrkes for bladmassens skyld, dvs. til dyrefoder, og Durra, der høstes for frøenes skyld, altså som mad til mennesker. Den sidste gruppe er én af de mest dyrkede kornsorter i Asien og Afrika.
Durskalaen.
En durskala (latin) er en skala, der hører til en durtoneart. Durskalaen har en lysere og lettere klang end modsætningen - molskalaen. Dur- og molskalaerne anvendes mest i vestlig populærmusik (og altså ikke i for eksempel gammel kirkemusik, orientalsk musik og andre musikstile, der er forskellige fra den mest hørte musik i vesten). Skalaen har tidligere, hvor man anvendte skalaer med udgangspunkt fra alle toner, haft navnet ionisk skala, men har, efter dur-mol-tonaliteten er blevet populær, ændret navn.
Hør en F-durskala her: Dur-skala
Talene angiver om afstanden fra den ene til den anden tone er en hel eller en halv.
Bogstaveringen stammer fra et vers brugt i gregoriansk kirkemusik.
Dværgflagermus.
Dværgflagermusen ("Pipistrellus pipistrellus") er den mindste flagermuseart i Danmark, med en kropslængde på kun 4 cm og et vingefang på ca. 21 cm. En nyfødt dværgflagermuseunge vejer knap et gram. Dværgflagermusens flugt er forholdsvis retlinet med enkelte sving og løkker. Den flyver i lav højde gerne tæt langs med f.eks. skovbryn og hegn.
Flagermusen er almindelig og udbredt over hele landet, af og til kan man møde store kolonier af denne flagermuseart. Flagermusen overvintrer gerne i bygninger og hule træer.
Dværgflagermusen er, som alle de andre 13 danske flagermusearter, fredet.
Dyrehave.
"Dyrehaven" er københavnernes betegnelse for Jægersborg Dyrehave.
Dyrenes Beskyttelse.
Den privatfinansierede organisation Foreningen til Dyrenes Beskyttelse blev stiftet i 1875. Dyrenes Beskyttelse er Danmarks ældste og største dyreværnsorganisation med godt 80.000 medlemmer. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er protektor for foreningen.
Dyrenes Beskyttelse arbejder for dyrs velfærd i Danmark. Det sker blandt andet gennem 17 dyre-internater, 17 vildtpleje- og hjælpestationer, 200 lokale kredsformænd, dyreværnsinspektører, dyreambulancer, mærkning af velfærdskød, politisk arbejde, pasningsvejledninger, informations- og udstillingsvirksomhed. Dyrenes Beskyttelse udgiver medlemsbladene Dyrevennen (siden 1880) og Vild med Dyr.
Dyrenes Beskyttelse er repræsenteret i en lang række lovforberedende udvalg og råd i Danmark. Dyrenes Beskyttelse har desuden et kontor i Bruxelles, som foretager lobbyvirksomhed i forhold til EU-lovgivning.
Historie.
Tanken om at oprette en dyreværnsforening i Danmark opstod i hjemmet hos daværende etatsråd Jacob Christopher Lembcke og hans hustru Julie Albertine Augusta Lembcke. Ægteparret var kendt for deres massive hjælp til fattige, og Jacob Lembcke var formand for flere godgørende selskaber. Samtidig var deres villa på hjørnet af Thorvaldsensvej og Bülowsvej på Frederiksberg et mødested for såvel videnskabsmænd, kunstnere, embedsmænd og folk fra det private erhvervsliv.
En af husets venner, grosserer David Graah, der var bosat i Norge, foreslog, at man som i Norge stiftede en Forening til Dyrenes Beskyttelse i Danmark. Jacob Lembcke mente dog ikke, at tiden endnu var helt moden til en sådan forening. Da civilingeniør Viggo Schmidt, under et senere besøg hos Lembcke, hørte om ideerne, gik han straks i gang med at lægge planer for, hvordan ideen kunne realiseres. Viggo Schmidt sendte invitationer ud til en stribe af datidens betydningsfulde mænd - en del af dem havde deres faste gang hos ægteparret Lembcke - og den 20. november 1875 stiftedes Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark.
Foreningens formål var bl.a. at udgive små skrifter, der kunne henvende sig til vognmænd, kuske, heste- og kvæghandlere, slagtere osv. Inden foreningens første generalforsamling fandt sted den 10. juli 1876 i Industriforeningens foredragssal, formulerede Viggo Schmidt foreningens motto: "Dyrenes Røgt viser menneskets kløgt". Der var på det tidspunkt ca. 70 medlemmer, men ved udgangen af 1876 var man nået op på 1241 medlemmer og året efter på 1521 medlemmer.
Foreningens første formand blev kammerherre Haxthausen. Han kunne ved det stiftende møde i 1875 meddele, at hans majestæt Kong Christian 10. havde sagt ja til at blive protektor. Jacob Lembcke kom til at præge Dyrenes Beskyttelse på den betydningsfulde post som sekretær.
Vision.
Visioner for Dyrenes beskyttelse ifølge deres hjemmeside.
Kredformænd.
Dyrenes Beskyttelse har omkring 200 lokale kredsformænd, som arbejder ulønnet og på frivillig basis fordelt over hele landet. I 2006 fik kredsformændene 1.459 henvendelser om dyr i nød, omfattende i alt 13.179 dyr. Mange sager blev ordnet i enighed med ejeren, og kun 80 af disse sager endte på politiets bord, i form af en politianmeldelse.
Dyreinternater.
Dyrenes Beskyttelse har 19 internater fordelt over hele landet. Dyrenes Beskyttelse ønsker med sine internater, at skaffe nye hjem til de familiedyr, som deres ejere ikke kan have og som er egnede til formidling. Dyrenes Beskyttelses internater formidlede i 2006 2.399 katte og 1.444 hunde blev formidlet til nye, gode hjem. Dertil kommer et antal andre dyr som kaniner, skildpadder, fugle m.fl.
Dyrenes Beskyttelse vil desuden påvirke ejere af familiedyr, så dyrenes behov og adfærd tilgodeses i et godt samvær mellem dyr og ejer.
Vildtplejestationer.
Dyrenes Beskyttelses plejestationer plejer syge eller tilskadekomne vilde dyr. Når dyrene atter er raske, genudsættes de i naturen. Alle disse vildtplejestationer er bemyndigede af Skov- og Naturstyrelsen til at pleje f.eks. ugler og rovfugle samt en række mindre almindelige dyrearter.
Når det syge eller tilskadekomne dyr modtages på en af vildtplejestationerne, vurderes ikke blot om dyret kan overleve sine skader, men også om det kan genudsættes i naturen og overleve dér. Alt vildtplejestationernes arbejde med pleje og genudsætning af tilskadekomne og syge dyr har respekten for individet i højsædet.
Dyreambulance.
Falcks dyreambulancer, som Dyrenes Beskyttelse finansierer, kørte 13.482 ture til syge og tilskadekomne dyr i 2006. Transport, behandling og pleje af syge, tilskadekomne dyr udgør den største enkeltpost på Dyrenes Beskyttelses årsregnskab for 2006.
Dyrenes Beskyttelse betaler Falck for yde assistance til tilskadekomne vilde dyr. Det betyder, at alle uden omkostninger for den enkelte kan ringe til Falck for at hjælp til de syge eller skadede dyr, som ikke har en ejer. Det gælder især for vildtlevende dyr i naturen, men også f.eks. herreløse katte. Der skeles ikke til det enkelte dyrs sjældenhed, størrelse, udbredelse og så videre. Hjælpen kan tilkaldes til både pindsvin og skader, rådyr og ræve.
Landbruget.
Det er Dyrenes Beskyttelses målsætning at fremme en landbrugsproduktion, der tager udgangspunkt i dyrenes velfærd, dvs. tager højde for både dyrenes sundhed og dyrenes naturlige behov for eksempelvis føde, miljøforhold og udfoldelsesmuligheder.
Såvel det avlsmæssige udgangspunkt, som de forhold dyrenes tilbydes under opvæksten, skal være acceptable, og der skal stilles krav til produktionsforholdene, så de i højere grad end i dag indrettes på dyrenes betingelser. Eksempler på en sådan landbrugsproduktion kan findes i den økologiske produktion og i frilandsproduktionen.
Dyrenes Beskyttelse accepterer, at dyr slagtes og bruges til menneskeføde, eller på anden måde bidrager til den generelle velfærd i samfundet. Men dyrene må ikke udsættes for lidelse i forbindelse med produktionen, transporten mellem produktionssted og slagteri, og selve slagtningen.
Dyrenes Beskyttelse er meget aktiv i arbejdet for at skabe bedre forhold for landbrugsdyr og Dyrenes Beskyttelse har gennemført en række kampagner målrettet bedre dyrevelfærd. Senest har Dyrenes Beskyttelse gennemført en kampagne for at få alle danske malkekøer på græs i 150 dage i sommerhalvåret. Dette krav skrev mere end 100.000 personer under på og Dyrenes Beskyttelse arbejder videre på at give malkekøerne lovkrav på at komme ud.
Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.
Dyrenes Beskyttelse anbefaler særligt "velfærdskød". Mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" er en garanti til forbrugeren om, at der i den pågældende produktion er taget særligt hensyn til dyrevelfærd. Garantien baseres på, at Dyrenes Beskyttelse er med til at bestemme, hvordan produktionen foregår, og samtidig sikrer en kontrol af dyrevelfærd ude hos landmanden mindst én gang om året. Kontrollen foretages enten af kontrollanter ansat af Dyrenes Beskyttelse eller af Plantedirektoratet.
Dyretransporter.
Der er primært to grunde til at transportere landbrugsdyr. Den første er transport af dyr, der skal forsætte livet et andet sted, end der hvor de er opdrættet. F.eks. smågrise, der samles hos en slagtesvineproducent, spædkalve der transporters til en kalveopdrætter, og kvæg der eksporters til landbrugsproduktion i udlandet. Den anden grund er transport til slagtning, og det er primært i denne kategori, at forholdene kan være meget kritisable og helt urimelige for dyrene.
Dyrenes Beskyttelse mener den eneste holdbare løsning er, at indføre en regel om at dyr skal slagtes på et nærtliggende slagteri, og at dyr højst må transporteres i otte timer eller 500 km. Kun på den måde sikrer man, at transport af dyr sker på en måde, der er velfærdsmæssig forsvarlig. Samtidig skal der være skærpede krav om ventilation, vand, føde, og plads i transportvogne, der transporterer levende dyr, samt veterinær kontrol ved både afsendelses- og modtagersted.
Dyrenes Beskyttelse har gennemført omfattende kampagner for at stoppe dyrenes lidelser under transport. I 2003 indsamlede foreningen således 475.000 underskrifter på kravet om, at levende dyr maksimalt må transporteres i otte timer.
Årets Dyreven.
Hvert år på Dyrenes Beskyttelses fødselsdag - den 20. november - uddeles prisen Årets Dyreven til en dansker, der har gjort en ekstraordinær indsat for dyrene. Prismodtageren modtager 10.000 kr. samt Dyrenes Beskyttelses guldmedalje.
Dyresamfund.
Dyresamfundet består af de dyrearter, der forekommer naturligt i en bestemt biotop, for eksempel i en højmose eller i en bøgeskov. Når arterne betragtes som samfund, ligger der også det i det, at de er gensidigt afhængige af hinanden. De danner en bevægelig, men gensidigt afbalancerende homøostase.
Dæmon.
Dæmon (gr. δαίμων "daímōn", lat. "daemon") betegner i den græske litteratur oftest, således fx hos Homer, ganske enkelt en guddom eller dennes natur og magt. Særligt bruges det om gudevæsener af lavere rang, fx halvguder, heroernes sjæle og mindre, lokale naturguddomme.
I senere tid, efter Platon, kommer den folkelige opfattelse til udtryk, at hvert menneske har tilknyttet en særskilt "dæmon", der fungerer som et åndeligt "dobbeltvæsen" eller skytsånd. Sokrates var således i besiddelse af en "daimónion", der advarede ham mod at gøre bestemte ting. I andre kontekster opfattes dæmonen som den ånd, der har bosat sig i et menneske og udgør dets sjæl, medens visse rationaliserende bevægelser som stoikerne indvendte, at denne "daimon" ikke var et selvstændigt åndsvæsen, men i stedet det guddommelige og fornuftige i ethvert menneske.
Sidenhen bruges "daimon" især om lavere, ondsindede væsener, og det er i denne betydning, at ordet er kommet ind i dansk. Sådanne lavere guddommeligheder og ånder forekommer med skiftende hyppighed og betydning i stort set al folketro og traditionel religion. I nordisk mytologi kender vi f.eks. vætterne. Ifølge den jødisk-kristne teologi er dæmoner faldne engle, som Satan drog med sig i sit fald.
Dødningehoved (aftensværmer).
Dødningehoved ("Acherontia atropos ") er den største sommerfugl i Danmark med et vingefang på 11,5 cm. Dødningehoved er en aftensværmer, som har fået sit navn efter sin tegning på ryggen.
Dødsstraf.
Dødsstraf eller livsstraf er henrettelse som straf for en forbrydelse. I de jurisdiktioner, der praktiserer dødsstraf, er den som regel forbeholdt et lille antal alvorlige forbrydelser, ofte overlagt mord og landsforræderi. I Kina praktiseres tillige dødsstraf for økonomisk kriminalitet og narkotikakriminalitet og i Iran for homoseksualitet. Mange lande har dødsstraf i den militære straffelov eller for forbrydelser begået i krigstid.
Fanger, der er blevet dømt til døden, holdes ofte adskilt fra andre fanger i en særlig del af fængslet, dødsgangen, hvor de afventer henrettelse. Den kriminalpræventive virkning af dødsstraffen er omstridt.
Ifølge Amnesty International sidder der pr. 22. april 2006 over 20.000 mennesker på dødsgange verden over. Mindst 2.148 mennesker blev henrettet i året efter. Det virkelige antal henrettelser er muligvis højere, fordi mange sker i det skjulte. I Kina er antallet af henrettede en statshemmelighed.
Danmark har underskrevet den anden valgfrie protokol i FN-Konventionen om civile og politiske rettigheder, hvori en række lande forpligter sig til at modarbejde dødsstraf.
I Danmark var den sidste civile henrettelse i fredstid i 1892, og den sidste henrettelse for en krigsforbrydelse var i 1950.
Dødsstraf i Danmark.
Den sidste, der blev henrettet i fredstid efter den almindelige straffelov, var Jens Nielsen i 1892. Derefter blev alle dødsdømte benådet til livsvarigt fængsel, indtil dødsstraf blev afskaffet i 1930.
Den sidste dødsstraf i Danmark blev eksekveret den 20. juli 1950 på Ib Birkedal Hansen, der var dømt for landsforræderi, som følge af dennes virke som Gestapo-forhørsleder og torturbøddel under besættelsen. I alt blev 46 henrettet i 1946-50 efter det særlige straffelovstillæg med tilbagevirkende kraft, som var indført i 1945. Dødsstraffen i straffelovstillægget blev afskaffet i 1951, og den sidste omtale af dødsstraf i loven blev afskaffet i 1993.
Fra 1952 til 1978 gjaldt en særlig mulighed for at idømme dødsstraf i krigstid for mord, angiveri, højforræderi og landsforræderi, hvis gerningsmanden var over 21 år. Reglen mindede om den, som gjaldt i straffelovstillægget fra 1945. Hensigten var at undgå igen at skulle vedtage en lov med tilbagevirkende kraft, hvis Danmark skulle blive besat under den kolde krig.
Den 3. maj 1978 blev dødsstraffen også ophævet i den militære straffelov. Det har principiel betydning for danske soldater, der udstationeres i krigsområder.
Middelalderen.
Dødsstraf har fundet anvendelse i det danske straffesystem, inden der kom en nedskrevet lovgivning. I de ældre tider blev tyveri straffet med døden, mens drab ofte medførte en stor bøde. Under Valdemar Atterdags første danehof juli 1354 i Nyborg blev dødsstraf konverteret til bødestraf pga. "det overvættes store mandetab" dvs. befolkningsmangel opstået under pesten.
Under indtryk af Moselovens princip om "øje for øje, tand for tand" blev lovene senere ændret, og brugen af dødsstraf blev efter Reformationen i Danmark mere udbredt fra 1500-tallet.
Danske Lov.
Danske Lov fra 1683 udvidede dødsstraffen til et stort antal forbrydelser som trolddom, majestætsfornærmelse og "omgængelse mod naturen" (sodomi og homoseksualitet), men den ophævede samtidig dødsstraffen for tyveri. Loven bærer præg af den lutherske ortodoksi og enevældens tidlige periode, hvor det var vigtigt for kongen og statskirken at fastslå deres magt.
Straffeloven af 1866.
Straffeloven fra 1866 tillader dødsstraf for drab og forbrydelser begået mod staten. Den sidste der blev henrettet efter straffeloven af 1866, var Jens Nielsen. Han blev henrettet 8. november 1892 ved halshugning i Horsens Statsfængsel, dømt for brandstiftelse og overfald.
Straffeloven af 1930.
Den 15. april 1930 blev dødsstraf afskaffet i den borgerlige straffelov. Loven trådte i kraft 15. april 1933 og udgør stadig det meste af den nuværende straffelov. Dødsstraf blev bibeholdt i den militære straffelov.
Retsopgøret efter besættelsen.
I forbindelse med retsopgøret efter 2. verdenskrig genindførtes dødsstraffen (som kaldtes "livsstraf") i 1945 for forbrydelser begået under den tyske besættelse. Loven var en særlov og kendes som Landsforræderloven eller retteligen Straffelovstillægget og havde tilbagevirkende kraft for handlinger begået efter 9. april 1940.
Frihedsrådet havde udsendt en pjece i 1943 om det kommende retsopgør, og forestillede sig ikke dødsstraffen genindført. Det ændrede sig i de sidste to krigsår efter regeringens afgang, deportationen af danske jøder, tysk sabotage og terror samt forfølgelse og henrettelser af danske modstandsfolk, hvor danske stikkere, håndlangere og torturbødler hjalp til. Loven blev forberedt umiddelbart før befrielsen af en gruppe jurister fra Frihedsrådet, dommere og statslige embedsmænd. Formålet med loven var bl.a. at forhindre, at befolkningen eller tidligere modstandsfolk skulle tage sagen i egen hånd og henrette ved lynching. Straffelovstillægget blev vedtaget i Folketinget den 30. maj 1945, hvor 127 stemte for, fem undlod at stemme og 19 var fraværende. Den 31. maj blev loven vedtaget i landstinget, hvor 67 stemte for, en imod, og otte var fraværende. Oluf Pedersen fra Retsforbundet var den ivrigste kritiker i Folketinget, og den eneste nej-stemme var Ingeborg Hansen, landstingsmedlem for Socialdemokratiet.
Fuldbyrdede dødsdomme.
Ca. 13.500 blev dømt under retsopgøret. Heraf blev 103 dødsdømt. 78 af dødsdommene blev bekræftet af højesteret. Herefter blev en del benådet, bl.a. Grethe Bartram og Anna Lund Lorenzen.
De andre 46 blev henrettet ved skydning af en gruppe frivillige politifolk. Det skete enten i Undallslund Plantage ved Viborg eller i København, hvor et specielt skur blev opført på det militære område ved Margretheholm. Fundamentet og afløbet fra stedet kan endnu ses på 2. Redan på Enveloppen, en del af Christianshavns vold, der i dag udgør området "Autogena" på Dyssen, Christiania.
Den 5. januar 1946 blev Knud Flemming Helweg-Larsen henrettet som den første efter vedtagelsen af Landsforræderloven. Den 20. juli 1950 kl. 01:00 blev Ib Birkedal Hansen henrettet i København som den sidste i Danmark.
Ophævelse.
Den 18. juni 1951 slettes §3 fra Landsforræderloven, og det er nu ikke muligt at blive dømt til døden efter den borgerlige straffelov. Ifølge lovgivningen kunne den dødsdømte Søren Kam risikere dødsstraf indtil 1951.
Formel afskaffelse og tiltræden til konventioner.
Krigsforbrydertillægget fra 1945 hjemlede stadig mulighed for dødsstraf. Dødsstraf blev formelt afskaffet i Danmark d. 22. december 1993 ved lovforslag nr. L30, til ikrafttræden 1. januar 1994. Herefter kunne Danmark tilslutte sig FN's konvention om afskaffelse af dødsstraf. I 2002 har Danmark yderligere tiltrådt Europarådets 13. tillægsprotokol af 3. maj 2002 til den europæiske meneskerettighedskonvention, som forpligter til ikke at anvende dødsstraf under nogle omstændigheder. Derefter kan Danmark ikke indføre dødsstraf, med mindre man opsiger bl.a. disse konventioner.
Aktuel diskussion.
Der har fra tid til anden opstået diskussion om genindførelse af dødsstraf, f.eks. i forbindelse med uhyggelige mordsager. Meningsmålinger har vist at et lille eller større mindretal går ind for at genindføre dødsstraf, alt afhængigt af spørgsmålets udformning. Kravet har dog ikke været støttet af organisationer, politiske partier eller af pressen.
I 2001 opstod kortvarigt Landsforeningen henret Peter Lundin, stiftet af den tidligere straffede bokser Mark Hulstrøm og nogle anonyme personer. Foreningen krævede ikke genindførelse af dødsstraf i straffeloven, men at Folketinget vedtog en særlov, der ville give dødsstraf til den tredobbelte morder Peter Lundin.
På verdensplan.
Dødsstraf er afskaffet i de fleste europæiske lande, men praktiseres stadig i mange udviklingslande og i USA og Japan. De første lande, som afskaffede dødsstraf i deres konstitutioner, var Tyskland og Costa Rica i 1949 (én tysk delstat, Hessen, har formelt dødsstraf, men praktiserer den ikke).
Ifølge Amnesty Internationals årlige rapport om dødsstraf blev der i 2008 udført mindst 2 390 henrettelser i 25 lande. Det er i gennemsnit 7 mennesker om dagen året rundt. Derudover blev 8864 personer dømt til døden i 92 forskellige lande.
De 12 lande, som udførte flest henrettelser i 2008, var
Afrika og Asien.
Dødsstraffen findes i en lang række afrikanske og asiatiske lande, mens den er afskaffet i mange amerikanske, europæiske og oceaniske lande. Undtagelser fra dette mønster er bl.a. USA, Japan og Hviderusland, som alle har dødsstraf. Eneste muslimske lande uden dødsstraf er Azerbaijan og Turkmenistan (Tyrkiet har fornylig fjernet den fra den civile straffelov). Syv lande i verden foretager henrettelser af mindreårige, hvoraf USA stod for de fleste, indtil denne praksis blev afskaffet i marts 2005. Folkerepublikken Kina henretter hvert år flere end alle andre lande tilsammen. Det er værd at bemærke, at flere lande afskaffede dødsstraf umiddelbart efter afslutningen af en længerevarende væbnet konflikt for bedre at kunne gennemføre et retsopgør; således Angola, Mozambique, Sydafrika, og Cambodia. Sydamerika gik i slutningen af 1800-tallet i front med at afskaffe dødsstraf, mens de europæiske lande først kom med i løbet af mellemkrigsperioden, idet dog mange, heriblandt Danmark, genindførte den i forbindelse med retsopgør efter 2. verdenskrig.
USA.
Udover de føderale myndigheder praktiserer 38 af de 50 delstater i USA dødsstraf. Hver stat har egne love, når det gælder praktisering af dødsstraf.
Forbrydelser som anses for værende føderale forbrydelser (f.eks. politidrab) er der dødsstraf for, hvilket betyder at der, uanset den pågældende stats lovgivning, giver den føderale anklager mulighed for at kræve dødsstraf. Har den stat som forbryderen begik forbrydelsen i, ikke dødsstraf, vælger den føderale domstol en stat der praktiserer dødsstraf.
USA har altid praktiseret dødsstraf, bortset fra i en periode mellem 1972 og 1976. 1,080 personer er blevet henrettet siden 1976, hvoraf staten Texas har stået for de 394 (pr. 1. juni 2007). Den første amerikaner, der blev henrettet efter 1976 var Gary Mark Gilmore, som blev skudt i Utah den 17. januar 1977. Dette var den første som blev henrettet ved skydning, og der er kun én efter ham som har prøvet det. - også i Utah.
Totalt sidder der i dag 3.309 personer (pr. 1. januar 2008) i dødscelle i USA. Kun Kina, Iran og Saudi-Arabien henretter flere indsatte end USA. USA havde også engang indført dødsstraf for ungdomsforbrydere.
Den mest brugte henrettelsesmetode i dag er giftinjektion eller dødelig indsprøjtning som er tilladt i 37 af 38 delstater. I Nebraska er det kun den den elektriske stol der er tilladt. Tidligere var hængning mere almindelig.
USA ophørte i begyndelsen af 2005 med at henrette mindreårige. Dette er sket efter et betydeligt pres fra mange lande og organisationer. Amnesty International, der er ubetinget modstander af dødsstraf, har været meget engageret i problemet. De nordiske børnelægers og børnepsykiateres organisationer sendte en fælles skrivelse til USA i slutningen af 2004. Man opfordrede kraftigt til at ophøre med at henrette mindreårige.
Mere specifikt blev dødsstraf for mindreårige i USA afskaffet ved en højesteretsdom (Roper vs. Simmons) 1. marts 2005, der afgjorde, at denne praksis var i strid med den amerikanske forfatning.
Texas er den stat i USA der henretter flest mennesker. I 2008 henrettede de 17 personer, hvor Virginia med næstflest henrettede 4 af de i alt 37 personer som blev henrettet i USA det år. Da den tidligere præsident George W. Bush var guvernør i Texas fra 1995 til 2000 beordrede han i alt 152 henrettelser gennemført. Texas har stået for over 36 % af samtlige henrettelser siden 1977.
Den 21. juli 2009 blev person nummer 1000 henrettet i USA siden 1976. Det var den 36-årige Marvallous Keene. Han dræbte i julen 1992 5 personer og sårede 2. Selve henrettelsen foregik med giftinjektion eller dødelig indsprøjtning i Southern Ohio Correctional Facility i byen Lucasville, Ohio. Det var også staten Ohio der henrettede nummer 999. Det skete blot 7 dage før og var det korteste tidsrum imellem 2 eksekveringer siden 2004 hvor staten henrettede 2 personer indenfor 6 dage.
Døgn.
Et døgn er en periode på 24 timer.
Jordens rotation om sin egen akse er årsag til skiftet mellem nat og dag. I den periode, hvor et sted befinder sig på den belyste side af jorden, har man dag på stedet, mens man har nat i det tidsrum, hvor stedet er på skyggesiden af jorden.
Det tidspunkt, hvor solen står højest på himlen, kaldes sand middag, og tiden fra en sådan til den næste hedder et sandt soldøgn. Et sandt soldøgn har samme længde, men længden af henholdsvis den belyste og den skyggede periode (dag og nat) varierer med årstiderne, og i praksis regnes med et middelsoldøgn med en konstant længde.
Døgnets inddeling i 24 timer stammer fra antikken, hvor man fulgte er tolvtalssystem, som var opfundet af sumererne (jf. minutter, sekunder, månedsantal, grader)
Formiddag er tidsrummet efter morgen og før middag, altså ca. fra klokken 9.00 - 12.00
East London.
East London (afrikaans: "Oos-Londen", xhosa: "Imonti") er en vigtig sydafrikansk havneby ved det Indiske Ocean med omkring 500.000 indbyggere.
Eau de cologne.
Eau de Cologne er et fransk navn og betyder Kølnervand. Navnet skyldes, at man netop i Köln har udtrukket forskellige naturdufte ved hjælp af alkohol. Blandingerne af disse essenser blev solgt i fortyndet form, beregnet til finere hygiejne eller som adstringerende og kølende middel for damer af det bedre borgerskab.
Den præcise sammensætning af en flaske eau de cologne er en fabrikationshemmelighed, men mange af duftene har været mønsterdannende i vores beskrivelser af naturdufte. Duften af kølnervandet "4711" har således en umiskendelig lighed med de knuste blade af visse arter af Timian ("Thymus"), f.eks. "Thymus pulegioides". Navnet "4711" stammer fra det matrikelnummer, som huset fik, hvor kølnervand først blev lavet.
Nu om stunder er det stort set ukendt, at det (tydeligt anderledes duftende) "Original Eau de Cologne" fra firmaet "Farina gegenüber" var det første produkt. Firmaets grundlægger, Johann Maria Farina (1685 – 1766), blandede i året 1709 en duft af olier fra citron, appelsin, bergamot, mandarin, lime, ceder og grapefrugt samt forskellige urter. Den kaldte han for "Eau de Cologne" til ære for sin hjemby, og på den måde blev han opfinderen af det "Kølnervand", som endnu i dag bliver fremstillet af firmaet efter den uændrede opskrift.
Ecuador.
Ecuador er et land i den nordvestlige del af Sydamerika. Ecuador ligger ud til Stillehavet og grænser til Colombia mod nord og Peru mod syd. Ecuador er opkaldt efter ækvator, som løber igennem landet. Hovedstaden hedder Quito. Indbyggerne i landet taler spansk og oprindelige sprog, bl.a. quichua, en dialekt af quechua.
Ecuadors officielle navn er República del Ecuador. Der er 13.379.087 indbyggere (juli 2005), og der bor 47 indbyggere per. km2.
Ecuadorianerne nedstammer overvejende fra quechua-folket, der før den spanske invasion blev ledet fra kongedømmet i Quito. Befolkningen er desuden præget af blandingen med spanierne og afrikanske slaver. Der eksisterer 9 oprindelige folk: Huaorani, Shuar, Achar, Siona-Secoya, Cofan, Quechua, Tsachila og Chachi. Quechua folket i højlandet tæller 1½ million mennesker
Historie.
De ældste bopladser i landet er fundet nær Quito og anslås at være ca. 10.000 år gamle. På kysten har man fundet spor af kulturel aktivitet med specialiseret produktion og arbejdsdeling, som er ca. 5500 år gamle.
Den første statsdannelse i området blev etableret i 1300-tallet i Quitoområdet. En af de nyere kulturer som voksede frem i begyndelsen 1400-tallet i højlandet var cañarikulturen.
Ecuador bliver regnet som en del af Inkariget, da dette var størst, men det var kun Sierra-regionen, der var fuldt integreret, og der var stadige nye oprør frem til spaniernes invasion. Inkaernes brutale erobring af Ecuador startede ca. år 1455 og varede i omtrent 50 år. Cañarifolket var de stærkeste modstandere for inkaerne. Inkariget medbragte bl.a. sproget quechua, nye dyrkningsmetoder, lamaer som pakdyr og vejbygning. Ingapirca er i dag det vigtigste bygningsmonument i Ecuador fra inkatiden.
Efter at spanske conquistadorer havde erobret den sydlige del af Inkariget, satte de ind med et erobringstogt mod Ecuador med assistance af cañaristyrker, og Quito faldt i 1534. Området kom derefter ind under vicekongedømmet Peru. I 1600-tallet oplevede økonomien i landet fremgang ved at bruge de indfødte som arbejdskraft i tekstilindustrien.
I 1822 blev Ecuador frigjort fra Spanien. Det kom derefter ind i føderationen Stor-Colombia, men denne holdt kun indtil 1830. Derefter blev Ecuador selvstændigt.
I 1941 besatte Peru store dele af Orienteområdet, og Ecuador måtte afstå 137.000 km&sup2 land for at slutte fred. Striden blev ikke endelig løst, før en endelig fredsaftale kom i stand i 1998.
Fra 1948 kom en opgangstid med «bananboomet». Den medførte en øget grad af stabilitet frem til ca. 1960.
Geografi.
Ecuador kan inddeles i 3 naturlige regioner: kysten, højlandet og amazonasområdet. Over halvdelen af befolkningen bor i kystområdet, hvor det økonomiske liv er domineret af produktionen af eksportafgrøderne bananer, kakao, ris og kaffe. Højlandet ligger mellem de to højderygge, der indgår i Andeskæden og er præget af subsistenslandbrug. Ecuadors højeste bjerg er vulkanen Chimborazo (6.384 m.o.h), og yderligere findes vulkanen Cotopaxi (5.897 m.o.h), som er en af verdens højeste aktive vulkaner. Landet består desuden af Galápagosøerne, som er kendt for deres unikke dyreliv med bl.a. Galapagos landskildpadder og en mængde endemiske fuglearter. I amazonasområdet udvindes olie, der skaffer udenlandsk valuta til landet, men også har ført til forureningsproblemer. I kystområdet er 95% af de oprindelige skove fældet, og jorderosionen er de senere år taget til.
Eddikesyre.
Eddikesyre er en organisk forbindelse, der giver eddike dets sure smag og skarpe lugt. Kemisk set er eddikesyre en carboxylsyre med bruttoformel COOH. Rent, vandfrit eddikesyre ("iseddike") er en farveløs væske, der absorberer vand fra omgivelserne (hygroskopi) og størkner under 16,7 °C til farveløse krystaller. Eddikesyre er ætsende, og dens dampe forårsager irritation af øjnene, en tør og brændende næse, øm hals og blokering af luftvejene. Den er en svag syre, fordi ligevægten i vandig opløsning ved standardbetingelser mellem den dissocierede form (COO− + H+H) og den ikke-dissocierede form er kraftigt forskudt mod den ikke-dissocierede form, i modsætning til stærke syrer, der i vandig opløsning i praksis er fuldt dissocierede.
Eddikesyre er en af de simpleste carboxylsyrer (den næstsimpleste efter myresyre). Den er en vigtig kemisk reagens og et vigtigt industrielt kemikalie, der bruges i produktionen af polyetylentereftalat, primært til sodavandsflasker; celluloseacetat, primært til fotografisk film; og polyvinylacetat til trælim, såvel som syntetiske fibre og stoffer. I husholdninger anvendes fortyndet eddikesyre ofte som afkalkningsmiddel. I levnedsmiddelindustrien anvendes eddikesyre under tilsætningsstofkoden E260 som et surhedsregulerende middel.
Den globale efterspørgsel på eddikesyre er på omkring 6,5 millioner ton pr. år ("fork." Mt/a), hvoraf cirka 1,5 Mt/a opfyldes ved genvinding. Den resterende mængde fremstilles fra petrokemiske råmaterialer eller fra biologiske kilder.
Nomenklatur.
Trivialnavnet "eddikesyre" er det mest almindeligt anvendte og også det officielt foretrukne navn af IUPAC. Navnet er sammensat af "eddike" og "syre", hvilket beskriver hhv. hvor stoffet blev opdaget og bedst kendes fra samt stoffets egenskab. Synonymet ethansyre (ætansyre) er et systematisk navn, der bruges i introduktionen til kemisk nomenklatur, men ellers ikke anvendes.
"Iseddike" er trivialnavnet for vandfri eddikesyre. Navnet kommer fra de islignende krystaller, der dannes lige under stuetemperatur ved 16,7 °C.
Den mest almindelige og officielle forkortelse for eddikesyre er "AcOH" eller "HOAc", hvor "Ac" står for acetylgruppen CH3−C(=O)−. I kontekst med syre-base-reaktioner anvendes til tider forkortelsen "HAc", hvor "Ac" i stedet står for acetatanionen (CH3COO−), selvom denne brug af mange betragtes som misvisende. Under alle omstændigheder må "Ac" ikke forveksles med forkortelsen for grundstoffet actinium.
Eddikesyre har den empiriske formel og sumformlen eller (for at fremhæve det aktive brintatoms rolle i dannelsen af saltet natriumacetat). For bedre at afspejle dens struktur bliver eddikesyre ofte noteret som, eller. Ved eddikesyres afgivelse af en H+ dannes "acetat"anionen. Navnet "acetat", der er afledt af det latinske ord for eddike, "acetum", kan også henvise til et salt indeholdende denne anion eller en ester af eddikesyre.
Historie.
Man var bekendt med eddike tidligt i civilisationen som det naturlige resultat af øl og vin udsat for luft, eftersom eddikesyreproducerende bakterier er allestedsnærværende.
Anvendelsen af eddikesyre i alkymi strækker sig ind i det tredje århundrede f.v.t., da den græske filosof Theophrastus beskrev, hvordan eddike virkede på metaller i produktionen af pigmenter anvendelige i kunst, inklusiv hvidt bly (blykarbonat) og verdigris, en grøn blanding af kobbersalte heriblandt kobberacetat. Gamle romere kogte syrnede vine i blygryder for at producere en særdeles sød sirup kaldet "sapa". Sapa var rig på en sød substans kaldet blysukker (bly(II)acetat). Substansen kaldtes også "Saturns sukker", og indtagelsen af den medvirkede til blyforgiftning blandt det romerske aristokrati.
I det 8. århundrede var den muslimske alkymist Jabir Ibn Hayyan (Geber) den første til at koncentrere eddikesyre fra eddike gennem destillation. I renæssancen blev iseddike fremstillet gennem tør destillation af visse metalacetater (mest nævneværdig kobber(II)acetat). Den tyske alkymist Andreas Libavius fra det 16. århundrede beskrev en sådan procedure, og han sammenlignede iseddiken produceret ved denne metode med eddike. Tilstedeværelsen af vand i eddike har så markant effekt på eddikesyres egenskaber, at kemikere i århundreder troede, at iseddike og den syre fundet i eddike var to forskellige substanser. Den franske kemiker Pierre Adet beviste imidlertid at de var identiske.
I 1847 syntetiserede den tyske kemiker Hermann Kolbe for første gang eddikesyre fra uorganiske materialer. Denne reaktionssekvens bestod af klorering af kulstofdisulfid til tetraklormethan, efterfulgt af pyrolyse til perkloretylen og vandig klorering til trikloreddikesyre, afsluttende med elektrolytisk reduktion til eddikesyre.
I 1910 blev det meste iseddike fremstillet fra den "pyroligne væske" fra destillation af træ. Eddikesyren blev isoleret fra denne ved behandling med læsket kalk, og det resulterende calciumacetat blev derpå forsuret med svovlsyre for at udvinde eddikesyre. På denne tid producerede Tyskland 10.000 ton iseddike, hvoraf omkring 30% brugtes til fremstillingen af farvestoffet indigo.
Kemiske egenskaber.
Brintatomet (H) i carboxylgruppen (−COOH) i carboxylsyrer så som eddikesyre kan afgives som en H+-ion (proton), hvilket giver dem karakter af syre. Eddikesyre er en svag, monoprot syre i vandig opløsning med en pKa-værdi på 4,76. Dens konjugerede base er acetat (). En 1,0 M opløsning (omtrent koncentrationen af husholdningseddike) har en pH på 2,4, hvilket indikerer, at blot 0,4% af eddikesyremolekylerne er dissocierede.
Deprotoneringsligevægten for eddikesyre i vand
Eddikesyres krystalstruktur viser, at molekylerne danner par som dimerer forbundet af hydrogenbindinger. Dimererne kan også påvises i gasform ved 120 °C. Ligeledes optræder de i den flydende fase i fortyndede opløsninger i ikke-hydrogenbindende opløsningsmidler, og endogså i en vis udstrækning i ren eddikesyre, men bliver brudt af hydrogenbindende opløsningsmidler. Dissociationsenthalpien for dimeren er skønnet til 65,0–66,0 kJ/mol, og dissociationsentropien til 154–157 J·mol−1·K−1. Denne dimeriseringsadfærd deles af andre lavere carboxylsyrer.
Flydende eddikesyre er et hydrofilt (polært) protisk opløsningsmiddel lig ætanol og vand. Med en moderat dielektrisk konstant på 6,2 kan den ikke kun opløse polære forbindelser såsom uorganiske salte og sukre, men også upolære forbindelser så som olier og grundstoffer så som svovl og iod. Den blander sig uden videre med andre polære og upolære opløsningsmidler så som vand, kloroform og hexan. Denne opløsende egenskab og blandbarhed, eddikesyre har, gør den til et vidt anvendt industrielt kemikalie.
Kemiske reaktioner.
Eddikesyre er ætsende over for metaller inklusiv jern, magnesium og zink, i forbindelse med hvilke den danner hydrogengas og metalsalte kaldet acetater. Aluminium danner et tyndt lag af aluminiumoxid på overfladen, når det udsættes for ilt, hvilket gør det relativt modstnadsdygtigt, således at aluminiumtanke kan bruges til at transportere eddikesyre. Metalacetater kan også fremstilles fra eddikesyre og en passende base, som i den populære reaktion mellem natron (natriumbikarbonat) og eddike. På nær få acetater, hvoraf krom(II)acetat kan nævnes, er stort set alle opløselige i vand.
To typiske organiske reaktioner med eddikesyre
Eddikesyre gennemgår de typiske kemiske reaktioner for carboxylsyrer, så som frembringelsen af vand og et metalethanoat ved reaktion med alkalier, frembringelsen af et metalethanoat ved reaktion med et metal og frembringelsen af et metalethanoat, vand og kuldioxid ved reaktion med karbonater og hydrogenkarbonater. Mest betydningsfuld af alle dens reaktioner er dannelsen af ætanol ved reduktion, og dannelsen af derivater så som eddikesyreklorid via nukleofil acylsubstitution. Andre substitutionsderivater inkluderer eddikesyreanhydrid; dette anhydrid fremstilles under afgivelse af vand fra to molekyler af eddikesyre. Estere af eddikesyre kan ligeledes dannes via Fischer-esterificering, og amider kan også dannes. Når eddikesyre opvarmes til mere end 440 °C dekomponerer den og producerer kuldioxid og methan; ellers producerer den keten og vand.
Eddikesyre kan opspores ved dens karakteristiske lugt. En farvereaktion for salte af eddikesyre er jern(III)kloridopløsning, som resulterer i en dyb rød farve, der forsvinder efter forsuring. Acetater danner kakodyloxid, når de opvarmes med arsenik, hvilket kan påvises ved dets ildelugtende dampe.
Biokemi.
Acetylgruppe, afledt af eddikesyre, er grundlæggende for biokemien i praktisk talt alle former for liv. Når den er bundet til coenzym A, har den en afgørende betydning i stofskiftet, hvad angår kulhydrater og fedtstoffer. Koncentrationen af frit eddikesyre i celler holdes dog på et lavt niveau for at undgå at forstyrre pH-kontrollen i cellernes enkelte dele. Ulig længerekædede carboxylsyrer (fedtsyrerne) forekommer eddikesyre ikke i naturlige triglycerider. Det kunstige triglycerid triacin (glycerintriacetat) er dog et almindeligt tilsætningsstof og findes i kosmetik og udvortes medikamenter.
Eddikesyre fremstilles og udskilles af visse bakterier, blandt andet "Acetobacter"-slægten og arten "Clostridium acetobutylicum". Disse bakterier findes almindeligt i madvarer, vand og jord, og eddikesyre fremstilles naturligt når frugter og andet mad forrådner. Eddikesyre er også en del af skedesekret fra mennesker og andre primater, hvor det lader til at fungere som et mildt antiseptisk middel.
Fremstilling.
Oprensning og koncentrering af planter til fremstilling af eddikesyre i 1884
Eddikesyre fremstilles både syntetisk og ved bakteriel fermentering. I dag tegner den biologiske vej sig for omkring 10% af verdensproduktionen, men det forbliver væsentligt for eddikeproduktionen, eftersom verdens renhedspåbud for mad foreskriver, at eddike brugt i mad skal være af biologisk oprindelse. Omkring 75% af den eddikesyre, der laves til anvendelse i den kemiske industri, fremstilles fra methanolkarbonylering, forklaret nedenfor. Andre metoder tegner sig for resten.
Den totale verdensproduktion af ubehandlet eddikesyre er skønnet til 5 Mt/a, hvoraf cirka halvdelen fremstilles i USA. Den europæiske produktion står for omkring 1 Mt/a og aftagende, mens 0,7 Mt/a produceres i Japan. Yderligere 1,5 Mt genvindes hvert år, hvilket bringer det totale verdensmarked op på 6,5 Mt/a. De største fabrikanter af ubehandlet eddikesyre er Celanese og BP Chemicals. Andre større fabrikanter inkluderer Millennium Chemicals, Sterling Chemicals, Samsung, Eastman og Svensk Etanolkemi.
Methanolcarbonylering.
Processen involverer metyliodid som et mellemstof og forløber i tre trin. En katalysator, som regel metalkomplekser, er nødvendig for carbonylering (trin 2).
Ved at forandre betingelserne kan eddikesyreanhydrid også fremstilles på samme fabrik. Fordi både methanol og kulilte er råmaterialer forekom det længe, at methanolcarbonylering var en gunstig metode til eddikesyrefremstilling. Henry Drefyus hos British Celanese udviklede en forsøgsfabrik til methanolcarbonylering så tidligt som i 1925. Mangel på praktiske materialer, der kunne indeholde den ætsende reaktionsblanding ved det høje tryk, der var nødvendigt (200 atm eller mere), afskrækkede dog kommercialiseringen af disse veje. Den første kommercielle methanolcarbonyleringsproces, som anvendte en cobaltkatalysator, blev udviklet af den tyske kemivirksomhed BASF i 1963. I 1968 blev en rhodium-baseret katalysator ("cis"−[Rh(CO)2I2]−) opdaget; denne kunne fungere effektivt ved lavere tryk næsten uden biprodukter. Den første fabrik, der brugte denne katalysator, blev bygget af den amerikanske kemivirksomhed Monsanto i 1970, og rhodium-katalyseret methanolcarbonylering blev den dominerende metode til eddikesyrefremstilling (se Monsanto-proces). I slutningen af 1990'erne kommercialiserede kemivirksomheden BP Chemicals Cativa-katalysatoren ([Ir(CO)2I2]−), som fremmes af ruthenium. Denne iridium-katalyserede proces er grønere og mere effektiv og har overvejende erstattet Monsanto-processen, ofte i de samme produktionsfabrikker.
Acetaldehydoxidation.
Før kommercialiseringen af Monsanto-processen blev størstedelen af eddikesyren fremstillet ved oxidation af acetaldehyd. Denne fremstillingsmetode forbliver den næstvigtigste, selvom den ikke er konkurrencedygtig sammenlignet med methanolcarbonylering.
Typisk forløber reaktionen ved en kombination af temperatur og tryk designet til at være så varmt som muligt, mens butanen stadig holdes på væskeform. Typiske reaktionsbetingelser er 150 °C og 55 atm. Der dannes måske også biprodukter, heriblandt butanon, etylacetat, myresyre og propansyre. Disse biprodukter er også kommercielt værdifulde, og reaktionsbetingelserne kan nogle gange ændres til det formål at fremstille flere af dem, hvis det er økonomisk brugbart. Frasigtningen af eddikesyre fra disse biprodukter tilføjer dog ekstra udgifter til fremstillingen.
Ved at bruge moderne katalysatorer kan denne reaktion have et eddikesyreudbytte på mere end 95%. De primære biprodukter er etylacetat, myresyre og formaldehyd, der alle har et lavere kogepunkt end eddikesyre og dermed med lethed kan destilleres fra.
Etylenoxidation.
Acetaldehyd kan også fremstilles fra etylen via den såkaldte Wacker-proces og kan så oxideres som ovenfor. På det seneste er en billigere enkelttrinsomdannelse af etylen til eddikesyre blevet kommercialiseret af kemivirksomheden Showa Denko, som opstartede en etylenoxidationsfabrik i Ōita, Japan i 1997. Processen katalyseres af en palladiumkatalysator båret af en heteropolysyre såsom wolframkiselsyre. Det betragtes som værende konkurrencedygtigt sammenlignet med methanolcarbonylering for mindre fabrikker (100–250 kt/a), afhængig af den lokale pris på etylen.
Oxidativ fermentering.
En fortyndet alkoholopløsning podet med "Acetobacter" og opbevaret et varmt, luftigt sted vil blive til eddike i løbet af få måneder. Industriel eddikefremstillingsmetoder fremskynder denne proces ved at forøge tilsætningen af ilt til bakterierne.
De første portioner eddike fremstillet ved formentering efterfulgte formentligt fejl i vinproduktionsprocessen. Hvis most fermenteres ved for høj temperatur vil acetobacter overrumple den gær, der naturligt findes på druer. Som behovet for eddike til kulinarisk, medicinsk og sanitære formål steg, lærte vinavlere hurtigt at bruge andre organiske materialer til at producere eddike i de varme sommermåneder før druerne modnedes og var klare til at bearbejde til vin. Denne metode var dog langsom og ikke altid succesrig, eftersom vinavlerne ikke forstod processen.
En af de første moderne kommercielle processer var den "jurtige metode" eller "tyske metode", der først praktiseredes i Tyskland i 1823.I denne proces finder fermentering sted i et tårn pakket med træspåner eller trækul. Den alkoholindeholdende tilførsel er bliver tildryppet i toppen af tårnet, og frisk luft tilføres fra bunden ved enten naturlig eller tvunget konvektion. Den forbedrede lufttilførsel i denne proces nedbringer den tid, der skal bruges for at fremstille eddike, fra måneder til uger.
Størstedelen af eddike, der fremstilles i dag, er lavet i en tankkultur nedsænket i vand, hvilket er en metode først beskrevet i 1949 af Otto Hromatka og Heinrich Ebner. I denne metode bliver alkohol fermenteret til eddike i en kontinuerligt omrørt tank, og ilt tilføres ved at boble luft gennem opløsningen. Ved brug af moderne anvendelser af denne metode kan eddike med 15% eddikesyre fremstilles i partiprocesser på kun 24 timer, og endda 20% i 60 timersprocesser.
Anaerobisk fermentering.
Denne evne, "Clostridium" har til at udnytte sukre direkte eller til at producere eddikesyre fra mindre bekostelige indgange, betyder, at disse bakterier potentielt kunne producere eddikesyre mere effektivt end ethanoloxidatorer som "Acetobacter". "Clostridium" er dog mindre syretolerante end "Acetobacter". Selv de mest syretolerante "Clostridium"-stammer kan producere eddike på blot få procent eddikesyre, sammenlignet med "Acetobacter"-stammer, der kan producere eddike med op til 20% eddikesyre. For øjeblikket forbliver det mere omkostningseffektivt at producere eddike ved brug af "Acetobacter", end at producere det ved brug af "Clostridium" for derefter at opkoncentrere det. Som resultat heraf forbliver brugen af acetogene bakterier i industrien afgrænset til få nicheanvendelser, på trods af at man har kendt til dem siden 1940.
Anvendelse.
a>s flaske med eddikesyre i et laboratorie
Eddikesyre er et kemisk reagens til fremstillingen af kemiske forbindelser. Den største enkeltstående anvendelse af eddikesyre er i produktionen af acetatmonomerer, tæt fulgt af produktion af eddikesyreanhydrid og -ester. Mængden af eddikesyre anvendt i eddike er i sammenligning hermed lille.
Vinylacetatmonomer.
Den betydeligste anvendelse af eddikesyre er til produktionen af vinylacetatmonomer (VAM). I denne fremstilling forbruges omkring 40% til 45% af verdensproduktionen af eddikesyre. Reaktionen forløber mellem etylen og eddikesyre med ilt over en palladiumkatalysator.
Vinylacetat kan polymeriseres til polyvinylacetat eller til andre polymerer, som anvendes i maling og lim.
Esterproduktion.
De fleste acetatestere produceres dog fra acetaldehyd ved brug af Tishchenko-reaktionen. Derudover bruges etheracetater som opløsningsmidler for nitrocellulose, akrylmaling, fernisfjernere og træskjolder. Først bliver glykolmonoethere dannet fra etylenoxid eller propylenoxid med alkohol, som derefter esterificeres med eddikesyre: De tre hovedprodukter er etylenglykolmonoetyletheracetat (EEA), etylenglykolmonobutyletheracetat (EBA) og propylenglykolmonometyletheracetat (PMA). Denne fremstilling forbruger cirka 15% til 20% af verdens eddikesyreproduktion. Etheracetate, for eksempel EEA, har vist sig at bære skadelige for menneskelig reproduktion.
Eddikesyreanhydrid.
Kondensationsproduktet af to molekyler af eddikesyre er eddikesyreanhydrid. Verdensproduktionen af eddikesyreanhydrid er en betydelig anvendelse af eddikesyre og forbruger omkring 25% til 30% af den globale produktion af eddikesyre. Eddikesyreanhydrid kan fremstilles direkte ved methanolcarbonylering, hvor man undgår syren, og Cativafabrikker kan tilpasses til anhydridproduktion.
Kondensation af eddikesyre til eddikesyreanhydrid
Eddikesyreanhydrid er et stærk acetyleringsmiddel. Som sådan er dets primære anvendelse til fremstilling af celluloseacetat, et syntetisk tekstil også brugt til fotografisk film. Eddikesyreanhydrid er også et reagens i produktionen af aspirin, heroin og andre forbindelser.
Eddike.
I form af eddike, eddikesyreopløsninger (typisk 5% til 18% eddikesyre hvor procentsatsen normalt udregnes ved masse), bruges direkte som et smagsstof og også i syltning af grøntsager og andre fødevarer. Bordeddike har tendens til at være relativt fortyndet (5% til 8% eddikesyre), mens kommerciel madsyltning generelt bruger mere koncentrerede opløsninger. Mængden af eddikesyre brugt som eddike på verdensplan er ikke stor, men historisk er dette langt den ældste og mest velkendte anvendelse.
Opløsningsmiddel.
Iseddike er et fremragende polært protisk opløsningsmiddel, som nævnt ovenfor. Det bruges regelmæssigt som opløsningsmiddel til omkrystallisation for at oprense organiske forbindelser. Rent smeltet eddikesyre bruges som et opløsningsmiddel i produktionen af tereftalsyre (TPA), råmaterialet til polyetylentereftalat (PET). Selvom denne anvendelse på nuværende tidspunkt kun tæller 5%–10% af eddikesyreforbruget på verdensplan, forventes det at stige betydeligt det næste årti, eftersom PET-produktionen stiger.
Eddikesyre bruges ofte som et opløsningsmiddel for reaktioner, der involverer carbokationer, så som Friedel-Craft-alkylering. For eksempel involverer et af trinene i den kommercielle fabrikation af syntetisk kamfer en Wagner-Meerwein-omlejring af kamfen til isobornylacetat; her agerer eddikesyre både som opløsningsmiddel og som nukleofil for at fastholde den omlejrede carbokation. Eddikesyre er det foretrukne opløsningsmiddel, når man skal reducere en aryl nitrogruppe til anilin ved brug af palladium på kulstof.
Iseddike bruges i analytisk kemi til vurdering af svagt alkaliske substanser så som organiske amider. Iseddike er en meget svagere base end vand, så amidet opfører sig som en stærk base i dette medie. Det kan derefter titreres ved brug af en opløsning i iseddike af en meget stærk syre så som perklorsyre.
Andre anvendelser.
Fortyndede opløsninger af eddikesyre bruges også grundet deres milde surhedsgrad. Eksempler fra husholdningsmiljøet indbefatter brugen i et stopbad under udformningen af fotografiske film og i afkalkningsmidler til at fjerne kiselsten fra haner og kedler.
Fortyndede opløsninger af iseddike kan bruges i et klinisk laboratorie til at lysere røde blodlegemer for at lave manuelle tællinger afhvide blodlegemer. En anden klinisk anvendelse er til lyseringen af røde blodlegemer, som kan sløre andre vigtige bestanddele i urin under en mikroskopisk undersøgelse.
Surhedsgraden bruges også til at behandle havhvepses stik ved at invalidere hvepsens brændende celler og dermed forhindre alvorlige skader eller død, hvis det tilføres omgående, og desuden i behandlingen af ydre ørebetændelse hos personer i præparater så som Vosol. Ligeledes bruges eddikesyre som konserveringsmiddel, der kan sprayes på, til kreaturensilager for at modvirke bakterie- og svampevækst. Iseddike bruges også som en vortefjerner.
Den mængde af eddikesyre, der bruges til disse og andre formål tilsammen (foruden TPA) tegner sig for endnu 5%–10% af den forbrugte eddikesyre på verdensplan. Disse anvendelsesområder forventes dog ikke at stige så meget som TPA-produktionen.
Sikkerhed.
Koncentreret eddikesyre er ætsende og må derfor varetages med passende omhyggelighed, eftersom det kan forårsage forbrændinger af huden, permanent øjenskade og irritation for slimhinderne. Disse brandsår eller vabler fremkommer ikke nødvendigvis førend flere timer efter eksponering. Latexhandsker yder ikke beskyttelse, så særligt resistente handsker, såsom nogle lavet af nitrilgummi, bør bæres, når man har med forbindelsen at gøre. Koncentreret eddikesyre kan antændes med vanskelighed i laboratoriet. Det bliver først brandfarligt, hvis omgivelsernes temperatur overstiger 39 °C og kan danne eksplosive blandinger med luft over denne temperatur (eksplosiv grænse: 5,4%–16%).
Opløsninger på mere end 25% eddikesyre håndteres i et stinkskab på grund af den gennemtrængende, ætsende damp. Fortyndet eddikesyre, i form af eddike, er uskadelig. Indtagelse af kraftigere opløsninger er dog farligt for mennesker og dyreliv. Det kan forårsage alvorlig skade for fordøjelsessystemet og en potentiel dødelig ændring i blodets surhedsgrad.
Grundet uforligeligheder er det tilrådeligt at holde eddikesyre væk fra kromsyre, etylenglykol, salpetersyre, perklorsyre, permanganater, peroxider og hydroxyler, eftersom de vil reagere.
Edgar Rice Burroughs.
Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 - 19. marts 1950) var en amerikansk forfatter. Han skrev blandt andet science fiction.
Noget af det han blev kendt for var serien om John Carter på Mars og bøgerne om Tarzan.
Han døde på sin ranch "Tarzana" nord for Los Angeles i Californien den 19. marts 1950.
Edward Elgar.
Edward Elgar (tidligt i 1900-tallet)Edward Elgar (2. juni 1857 – 23. februar 1934) var en engelsk komponist. Han skrev en del orkestermusik, hvoraf de to symfonier, cellokoncerten og "Enigma Variations" (Enigma-variationer) er hovedværkerne, og oratoriet "The Dream of Gerontius" (tekst af John Henry Newman).
Elgars mest kendte værk er den noget pompøst klingende "Pomp and Circumstance" nr. 1 med "Land of Hope and Glory".
Elgar efterlod sig en 3. ufuldendt Symfoni, som nu er færdigskrevet og indspillet.
Edwin Hubble.
Edwin Powell Hubble (20. november 1889 – 28. september 1953) var en amerikansk astronom.
Hubble er kendt for opdagelsen af, at galakser bevæger sig væk fra hinanden, og dermed at universet er dynamisk frem for statisk. Denne opdagelse medførte nogle grundlæggende ændringer i Einsteins relativitetsteori.
Hubble beregnede også hastigheden, hvormed galakserne bevæger sig væk fra hinanden, og formulerede Hubbles lov, der siger at hastigheden er proportional med afstanden.
Egeskov Slot.
Egeskov Slot med den i 1800-tallet tilføjede portbygning, 2004Egeskov Slot set fra havesiden. 1991
Egeskov Slot er et dansk slot, der er beliggende i Kværndrup syd for Ringe på Midtfyn. Slottet, der er en af Europas bedst bevarede vandborge, er opført i 1554 af rigsmarsk Frands Brockenhuus. Selve gården er dog ældre og kan dateres helt tilbage til 1400-tallet. Godset er i dag på 1131 ha.
De ældste tider.
Den første kendte ejer af gården, er et medlem af slægten Skinkel i begyndelsen af 1400-tallet. På den tid var gården dog kun en større gård i den dengang ganske betydelige landsby Egeskov. Gården bar på denne tid navnet Egeskovgaard. Slægten Skinkel ejede gården i omkring 150 år, men i 1545 bragte Anne Tinhuus (Skinkel) gården til Frands Brockenhuus som medgift. Denne nye ejer blev skaberen af det Egeskov, som vi kender i dag.
Bygningshistorien.
Samtidens politiske uro i form af begivender som reformationen og grevens fejde fik mange af jordbesidderne til at bygge deres boliger som svært indtagelige borge. Det gjaldt også Frands Brockenhuus.
Slottet er opført i munkesten med karakteristiske runde hjørnetårne. Det blev bygget som dobbelthus; to langhuse forbundet af en tyk dobbeltmur og med selvstændige gavle. Det fremstår tillige som en vandborg, da er funderet på nedrammede egetræspæle i en lille sø med en maksimal dybde på omkring 5 meter. Eneste adgang til huset var via en vindebro.
Overleveringen vil vide, at der blev fældet en hel egeskov for at få nok materialer, og at byggeriet strakte sig over hele 30 år. Bygningen er nok en stormands bolig, men grundtanken i huset var militær. De mange skydeskår vidner stadig herom. Idéen var, at man, idet bygningen bestod af to huse, kunne opgive det ene hus og kæmpe videre i det andet. Dobbeltmuren rummer både trapper og en brønd, således at man ikke skulle undvære vand under en eventuel belejring.
Julius Ahlefeldt-Laurvig-Bille, der flyttede ind på Egeskov i 1883 iværksatte en større restuarering af slottet. Under ledelse af den svenske arkitkekt Helgo Zettervall blev tårnhattene forhøjet, de kamtakkede gavle blev genetableret og portbygningen blev opført. Slottet fik desuden eget mejeri, elektricitetsværk og jernbanespor.
Slottets riddersal blev restaureret i 1975. I alt er der 66 værelser, 200 vinduer, 2.062 enkelte ruder og ca. 60 skydeskår, hvoraf nogle nu er tilmurede. På loftet af trappetårnet ligger en lille træmand. Det siges, at hvis han fjernes mere end en enkelt dag, eller hvis man glemmer at give ham frisk halm at ligge på lillejuleaften, vil slottet synke i voldgraven julenat. Riddersalen har siden 1986 været åben for turister, ligesom den udlejes til selskaber.
Til slottet hørte oprindeligt også Egeskov Mølle, opført 1848-1855. Møllen blev solgt fra i 1926 og ejes i dag af Svendborg Museum.
Egeskov som turistattraktion.
Til slottet hører Ladegården, en stråtækt bindingsværksbygning, der i dag huser landbrugsmuseet og hestekøretøjerne.
Omkring slottet findes den gamle park på ca. 20 hektar, bl.a. med klippede hække fra 1730 og med fuchsiahaven der er enestående, da mange af planterne er mellem 40 og 60 år. Parken har haft sin nuværende form siden 1959 og har gennem flere generationer været åben for offentligheden. Parken modtog i 2006 "Havens Dags Pris".
Den oprindelige bøgelabyrint er i dag lukket og blev i 1990 erstattet af en labyrint af bambus med et kinesisk tårn i midten. Til slottet hører også tre store, moderne haller, der huser veteranmuseet. Der findes biler, motorcykler, knallerter, cykler, fly, helikoptere, brandbiler osv. Museet blev oprettet i 1967, og samlingen er blandt Nordeuropas største.
Falckmuseet, der blev moderniseret i 2006, viser redningskorpset Falcks historie. Egeskov rummer desuden et landbrugsmuseum og et hestevognsmuseum. Endelig har man legetøjsmuseet Dukkehuset. I en af de gamle herskabsstalde er Restauration Jomfru Rigborg indrettet.
Til Egeskov hører 1131 hektar jord, hvoraf 223 hektar er skov med 60% løvtræer og 40% nåletræer. Jorden drives som agerbrug med hvede, maltbyg, raps, ærter og rød svingel. Selve slottet blev åbnet for turister i 1986, og der blev under Claus og Louisa Ahlefeldt-Laurvig-Bille bygget en tro kopi af hele slottet, som står i Hokkaido i Japan som ramme om verdens største akvarium.
Rigborg Brockenhuus og Frederik Rosenkrantz.
Egeskov har også sin egen kærlighedshistorie, der endte sørgeligt. Jomfru Rigborg blev sendt til hoffet for at opvarte den kommende dronning Anna Catharine. Men Rigborg forelskede sig i Frederik Rosenkrantz, og sammen fik de en søn. Men eftersom barnet blev født udenfor ægteskab, blev Frederik beordret i krig i udlandet, og Rigborg blev dømt til livsvarig indemuring på Egeskov. Hun sad i det samme rum år efter år og fik sin mad serveret gennem en lem. Efter fem år blev hendes dom dog mildnet, så hun en enkelt gang om ugen måtte besøge sognepræsten. I dag hedder rummet, hvor Rigborg blev holdt indespærret, Riborgstuen. Stuen rummer dukkehuset "Titanias Palads", som den engelske maler og officer Sir Nevile Wilkinson over 15 år byggede til sin datter.
Slottet har tilhørt slægten Ahlefeldt-Laurvig-Bille siden 1784. Den nuværende ejere (1992) er Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille. Slottet er en af de mest populære turistattraktioner på Fyn med omkring 200.000 gæster om året.
Thorbjørn Egner.
Thorbjørn Egner (12. december 1912 - 24. december 1990) var en norsk tegner, forfatter, visedigter og komponist. Han har skrevet både for voksne og for børn, men er mest kendt for sine børnebøger.
Thorbjørn Egner har skrevet historierne om "Karius og Baktus", "Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven" og "Folk og røvere i Kardemomme by". Hans børnefortællinger er for længst blevet klassikere for flere generationer, og hans mest populære bøger er udkommet i oversættelse i mere end 20 lande.
Thorbjørn Egners børnebøger er udtryk for en tilsyneladende enkel litterær fantasi. Bøgerne rummer dog en kunstnerisk kompleksitet af billeder og idéer, musik og tekst. Han har selv illustreret sine bøger, og flere af dem er også blevet dramatiseret og sat i musik af forfatteren. Forfatteren kombinerer ligeledes digterisk frihed med pædagogiske moraler.
Der findes ingen helte og skurke i Egners univers. I hans historier får man sympati med dovne røvere, sure tanter, sultne ræve og skadelige bakterier. Hans bøger indeholder altid en balance mellem det fantasifulde og legende på den ene side og lettilgængelige budskaber om tolerance, retfærdighed og medmenneskelighed på den anden side.
Egoisme.
Egoisme kommer fra det latinske ord ego, som betyder jeg, en selv. Egoisme refererer til egenkælighed, egennytte, en person som kun tænker på sig selv, en egoist. Egoisme er det omvendte af altruisme.
Dwight D. Eisenhower.
Dwight David Eisenhower (14. oktober 1890 - 28. marts 1969) var USA's præsident fra 1953 til 1961.
Dwight D. Eisenhower blev født i Texas som den tredje af syv børn. I 1915 bestod Eisenhower eksamen ved USA's millitærakademi West Point, og året efter blev han gift med Mamie Geneva Doud i Denver, Colorado. De fik to børn.
Militære karriere.
Under 1. verdenskrig gjorde han tjeneste i infanteriet samt kampvognskorpset. Han blev beordret til fronten i Frankrig, men nåede det ikke før krigen sluttede.
Man fik øje på hans store administrative kompetence, og efter Pearl Harbor i 1941 kom han som general til stabstjeneste i Washington. Allerede i 1942 blev han øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa og kom således til at lede landgangen i Nordafrika, erobringen af Sicilien og det sydlige Italien i 1943.
Samme år blev han udnævnt som øverstbefalende over de allierede styrker i Europa og blev således ansvarlig for den enorme, militære operation, der blev iværksat med invasionen i Normandiet i juni 1944. Ved siden af sin administrative kompetence besad Eisenhower også et stort diplomatisk talent. Et talent, han i høj grad fik brug for i samarbejdet med de meget selvbevidste generaler i de allierede styrker, f.eks. den britiske Montgomery og den amerikanske pansergeneral George Patton.
Efter den sejrrige krigsafslutning i Europa i maj 1945 ledede han den amerikanske demobilisering. Han blev stabschef, og fra 1950 til 1952 var han øverstkommanderende for NATO.
Præsidentperiode.
I 1952 blev Eisenhower opstillet som præsidentkandidat af Det Republikanske Parti, og han blev i november valgt som præsident med et stort flertal. Under valgkampen havde han lovet en afslutning på Koreakrigen, og det lykkedes også at få tilvejebragt en våbenhvile i 1953. Samme år døde Stalin, og Eisenhower tilstræbte en normalisering af forholdet til Sovjetunionen. Den kolde krig var dog ikke sådan at få bugt med, og udenrigsministeren, John Foster Dulles, var uforsonlig i sit forhold til kommunisterne. Da russerne i 1957 opsendte Sputnik 1, gik oprustningen for alvor i gang igen. Eisenhower advarede dog også mod det såkaldt militær-industrielle kompleks, og han arbejdede for at sikre kontrol med dette område.
Indenrigspolitisk havde højrefløjen hos Republikanerne håbet på en tilbagerulning af Roosevelts og Trumans sociale reformer, og heri støttedes de af Eisenhowers vicepræsident, Richard Nixon, men Eisenhower holdt sig til en moderat linje. Under de racistiske optøjer i 1957 i Little Rock, Arkansas, satte Eisenhower forbundstropper ind for at sikre de sorte amerikaneres rettigheder.
Eisenhower døde i 1969 på Walter Reed General Hospital i Washington.
Ejnar Hertzsprung.
Ejnar Hertzsprung (8. oktober 1873 på Frederiksberg – 21. oktober 1967 i Roskilde), var en dansk kemiker og astronom.
Baggrund og uddannelse.
Ejnar Hertzsprung var søn af direktør i Statsanstalten for Livsforsikring Severin Hertzsprung og hustru Henriette f. Frost. Han blev student fra Metropolitanskolen 1892, cand.polyt. med speciale som kemiingeniør 1898 og var kemiker i Sankt Petersborg 1899-1901. Han studerede dernæst på professor Wilhelm Ostwalds laboratorium i Leipzig 1901, blev ekstraordinær professor i astronomi ved universitetet i Göttingen 1909, observator ved Astrophysikalisches Observatorium i Potsdam samme år og udnævnt til adiunktdirektør i astrofysik ved observatoriet i Leiden 1919. Han var ekstraordinær professor ved universitetet sammesteds 1920-1944 og direktør for observatoriet i Leiden fra 1935.
Hertzsprungs banebrydende forskning indenfor astronomi.
I 1905 offentliggjorde Hertzsprung artiklen "Zur Strahlung der Sterne", desværre i det - astronomisk-fagligt set - obskure tidsskrift "Zeitschrift für Wissenschaftliche Photographie, Photophysik und Photochemie" (nr. 3, s. 429-442), hvori Hertzsprung opstillede sine observationer og resultater i tabelform, ikke i et diagram.
1. Stjerner i de "sene" spektralklasser G, K og M er splittet i to grupper med hver deres lysstyrke.
2. De lysstærke røde stjerner må være meget store.
3. Det lille antal røde kæmpestjerner (betegnelsen er ikke Hertzsprungs) viser, at disse stjerner udvikler sig hurtigt.
4. Hertzsprung antager at en stjernes absolutte lysstyrke og spektrum må være indbyrdes afhængige.
Efterfølgende offentliggjorde Ejnar Hertzsprung i 1907 artiklen "Zur Bestimmung der photographischen Sterngrössen", hvori han bl.a. foreslog en metode til at bestemme stjerners afstande ud fra deres spektra. Ligeledes i 1907 offentliggjorde han "Zur Strahlung der Sterne. II"
I 1910 havde den amerikanske astronom Henry Norris Russell, uafhængigt af Hertzsprung, gjort lignende observationer og havde opstillet disse i et diagram.
Efter Ejnar Hertzsprungs besøg i USA i samme år udarbejdede de i fællesskab to diagrammer over de åbne stjernehobe Hyaderne og Plejaderne, som blev offentliggjort i 1911 i "Publikationen des Astrophysikalischen Observatorium zu Potsdam", 1911, Nr. 63. Russell fik udgivet et mere generelt diagram - vistnok i samarbejde med Hertzsprung - i en artikel i Nature (92, p. 252, 1914)
På forslag af den danske astronom Bengt Strömgren fik det kombinerede diagram i 1933 betegnelsen Hertzsprung-Russell-diagrammet.
Hertzsprung-Russell-diagrammet har siden offentliggørelsen været et af de vigtigste hjælpemidler indenfor astronomi og astrofysik.
Det er så essentielt for den astronomiske videnskab, at hvis man finder en bog om astronomi uden Hertzsprung-Russell-diagrammet, er den næsten sikkert fra før 1920.
Udvalg af Hertzsprungs øvrige forskning.
I 1913 bestemte Hertzsprung, ved hjælp af stjerner af typen delta Cephei variabel (som har et præcist forhold mellem absolut lysstyrke og periode), afstanden til den Lille Magellanske Sky, en dværggalakse som (vistnok) kredser om vor egen galakse Mælkevejen, og som ses på den sydlige stjernehimmel. Dette var den første afstandsbestemmelse til et objekt udenfor vor egen galakse.
Ejnar Hertzsprung opdagede to asteroider, begge mens han var i Johannesburg.
Den ene (den 7. juli 1924) "1702 Kalahari", den anden (den 25 september 1929) er Amor-asteroiden "1627 Ivar".
Asteroiden "1693 Hertzsprung" er opkaldt efter ham.
I alt offentliggjorde Ejnar Hertzsprung 212 artikler.
Eksil.
At være i eksil betyder at man er i "landflygtighed" eller "landsforvist", enten fordi man forbydes at rejse tilbage eller risikerer at blive fængslet eller retsforfulgt, hvis man vender tilbage.
Ekspert.
Ekspert kommer af latin "expertus", som igen kommer af "experiri" = "at prøve, undersøge". Ordet betyder altså egentlig "den, som har prøvet eller undersøgt". Den oprindelige betydning, "person, der er klog af erfaring", var i brug i det 15. århundrede, og kom det igen i vores tid. Det er dog stadigvæk mest almindeligt at bruge ordet som synonym for en kender, en fagmand. På det allerseneste er ordet desuden blevet knyttet til det nedsættende betegnelse "smagsdommer".
Se også.
Maritimt. Person, der kan klare sig i riggen uden pert
Eksplosion.
En eksplosion er en hastig udvidelse af gasser, forårsaget af enten frigivelse af et overtryk eller en forbrænding.
Ekspressionisme.
Ekspressionistisk maleri af Franz Marc fra 1914.
Ekspressionismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa, særligt i Tyskland og Østrig fra cirka 1910-1925. I modsætning til impressionismen tager ekspressionismen udgangspunkt i det indre. Når det ydre bliver farvet af det indre, bliver det besjælet og forvrænget. Blandt udtryksmidlerne i billedkunsten er farver og farvesymbolik. Ekspressionismen er en samlet betegnelse for kunstnere, der voksede op i en verden, de følte sig fremmedgjorte i, og som de gennem deres kunst forsøgte at sprænge rammerne for.
Ekspressionismens hovedtræk.
Ekspressionismen blev især præget af en række sønner af borgerskabet, der voksede op i en meget ordnet fremadstræbende verden, der var præget af en omfattende industrialisering og en ændring fra livet på landet til storbyens smog og stress, hvor det enkelte menneske forsvandt i en stor masse. Ekspressionisterne så denne udvikling som noget negativt. De så det borgerlige samfund som dekadent og uden egentlige værdier. Tanker som var inspireret af Nietzsche. Ekspressionismen stod i modsætning til den ordentlige og velindrettede borgerlige verden.
Med Freuds lære blev det underbevidste til et vigtigt element i litteratur og kunst. Drømme blev til et ledende element, og indre følelser og kampe blev nærmest skreget ud, som i Edvard Munchs "Skrig". Litteraturen fremhævede temaer som død, forfald og ensomhed ved symboler som aften, efterår og mørke.
De ekspressionistiske malere lagde vægt på at skildre deres sindstilstand og i mindre grad på at rette sig efter det, de kunne observere i den ydre, fysiske verden. Den dominerende kraft i ekspressionismen var den tyske kunst fra 1905 til 1930 med grupperne Die Brücke og Der blaue Reiter.
Ekspressionisme udstilles tæt på Danmark på Gottorp Slot, der ejer en væsentlig samling af tysk ekspressionisme, og som regelmæssigt viser særudstillinger.
I slutningen af 1970erne opstod nyekspressionisme i Tyskland, Italien og USA som reaktion mod minimalisme.
I Film.
Omkring 1917-18 opstod den tyske ekspressionisme i filmen. Det var bla. en reaktion på landets daværende politiske situation. Denne filmhistoriske periode har haft stor indflydelse på filmsproget. Et af de stilistiske træk i tysk ekspressionisme er at vise det indre som det ydre: Personernes følelser kommer op til overfladen og præger stemningen. Den skabes ved bla. forvrængninger og udartet brug af lys/skygge.
Ekspressionistiske forfattere.
I Danmark bl.a. Tom Kristensen, Rudolf Broby-Johansen og Emil Bønnelycke
Ekspropriation.
Ekspropriation er statens overtagelse af privat ejendom ved magt (dvs. ved lov) uden ejerens samtykke. F.eks. kan staten ønske at føre en motorvej eller en motortrafikvej igennem et område. I Danmark er ejendomsretten beskyttet over for det offentlige ved bestemmelser i Grundlovens § 73.
Yderligere kan en ekspropriationslov ikke stadfæstes, hvis mindst en tredjedel af Folketingets medlemmer modsætter sig det. I så fald må loven vedtages igen efter førstkommende valg til tinget, før den kan træde i kraft.
Hvis en borger mener, at en lov - eller oftest en myndigheds afgørelse efter en lov - krænker ejendomsretten, kan spørgsmålet indbringes for domstolene. Derudover indeholder en del love særlige regler om klageadgang ved ekspropriation af arealer eller rettigheder.
Elefantiasis.
Elefantiasis også kaldet elefantsyge er en tropesygdom, som er forårsaget af den snyltende rundorm Filaria Sanguis. Ormene tilstopper lymfekarrene, hvorved de ophobes, og karrene svulmer op. Forekommer især i benene (Elefantben).
Element.
De fire klassiske elementer er jord, ild, luft og vand. I Middelalderen mente alkymister, at ved at blande disse elementer i det helt rette forhold (og i øvrigt under de rette omstændigheder) ville man kunne fremstille guld. Eftersom alle stoffer i verden ikke bygger på de 4 elementer men i stedet bygger på grundstofferne, der er stillet op i det periodiske system, og guld er et grundstof i sig selv kunne dette naturligvis ikke lade sig gøre.
I andre traditioner end den klassisk vestlige har man haft andre grundelementer.
Eliksir.
En eliksir er et undergørende lægemiddel.
Ella Fitzgerald.
Ella Fitzgerald (25. april 1917 - 15. juni 1996) var en af jazzens betydeligste sangerinder, og vinder af 13 grammy-priser.
Hun blev født i Newport News Virginia og opfostret i Yonkers New York. Hun blev efterladt som forældreløs som 14-årig.
Ella blev opdaget i 1934 af Benny Carter ved apolloteatret i Harlem, og begyndte sin karriere allerede som 16-årig med Chick Webbs orkerster, som hun overtog ved hans død i 1939. Ella startede siden som solist i 1946 og har lavet talrige plader med blandt andet Louis Armstrong og Duke Ellington.
Embargo.
Tilbageholdelse eller beslaglæggelse af et udenlandsk skib eller dets skibsladning.
Embryologi.
Embryologi er studiet af den tidlige fosterudvikling. Selve ordet er en udbygning af ordet embryo, der er betegnelsen for det tidlige fosterstadie.
Embryon.
Embryon eller embryo er et kim eller et foster fra et dyr eller en plante, i den tidlige udviklingsperiode
Den menneskelige embryonale udvikling.
Den embryonale fase kan sættes til 3-8 uge af graviditeten.
Uge 1.
Når en ægcelle, "oocyt", og en sædcelle, "spermatozo", smelter sammen i kvindens æggeleder dannes en zygote. Zygoten deler sig livlig, ved mitotiske delinger. På tredje dagen er den blevet til 16 celler, og kaldes morula, morbær-stadiet.
Morula når frem til livmoder hulrummet. Her bliver celleklumpen væskefyldt, og kaldes en blastocyst.
Blastocysten kan dele i to dele embryoblasten og trofoblasten. Trofoblasten danner en kappe om embryoblasten, senere vil dette blive til fosterhinderne og moderkagen.
Embryoblasten bliver ophavet til selve embryonet - eller det tidlige foster (og er herfra man høster embryonale stamceller).
Blastocysten er på dette tidspunkt begyndt at trænge ind i livmodervæggen.
Uge 2.
I uge to dannes den tolagede kimskive.
Trofoblasten vil udvikle sig videre til de under uge 1 beskrevne dele.
Embryoblasten udvikler sig til epiblasten og hypoblasten til sammen udgør dette den tolagede kimskive.
Epiblasten vil senere udvikle sig til amnionhulen (hulrummet hvor der er fostervand omgivet af årehinden, amnion). Hypoblasten bliver til den primitive blommesæk.
Grænsefladen mellem de to "bobler" er den bilaminære kimskive.
Uge 3.
Fra epiblastdelen af den tolagede kimskive vandre celler ned mellem de to lag. Der er nu dannet en trelaget - trilaminær - kimskive. Lagende kaldes nu ectoderm (epiblasten), mesoderm og endoderm (hypoblasten).
Skiven vil begynde at folde og danne den kommende rygmarv - neuralfuren. Somitterne vil blive synlige
Uge 4 til 8.
Gennem denne periode vil embryoner vokse yderligere og forskellige celler vil vandre til forskellige områder af cellen og give ophav til deres forskellige organer. Fx vil celler fra mesoderm blive til bl.a. muskler, knogler, blodkar og blod. Mens ektoderm vil blive til bl.a. hud og nerver. Endoderm vil blive til tarmsystemt med tilhørende kirtler (lever, bugspytkirtel etc)
Ved udgangen af 8. uge overgår embryonet til at være et foster.
Emil fra Lønneberg.
Emil fra Lønneberg og Astrid Lindgren på tysk frimærke
Emil fra Lønneberg, Astrid Lindgrens elskelige lille bølle, hedder Svensson til efternavn. Han bor på gården Katholt (Katthult) i Lønneberg (Lönneberga) i Småland. Han har en lillesøster, der hedder Ida. Af andre bipersoner kan, udover forældrene, Alma og Anton, nævnes gårdskarlen Alfred, der er Emils bedste ven, Line, den unge pige i huset, og Tyttebærmaja, en ældre kone.
Emil har også en gris, som hedder Grisepjokket. Når Emil har lavet en skarnsstreg, bliver han af sin far låst inde i et skur (huggehus). Her fordriver han tiden med at snitte figurer af træ.
Emil går generelt for at være en skarnsunge, men som voksen forstår man, at alle Emils skarnsstreger bunder i gode intentioner, der bliver misforstået - f.eks. når han hejser sin lillesøster op flagstangen, fordi hun gerne vil se Mariannelund.
Bogen "Emil fra Lønneberg" blev udgivet første gang i 1963 på svensk, og året efter blev den oversat til dansk. Senere er bogen filmatiseret og bearbejdet for TV. Den danske versionering til TV er lavet af Anne Lilmoes og indtalt af Thomas Winding. I nyere tid er Emil fra Lønneberg blevet gen-versioneret med Jesper Christensen som speaker.
Emil Poulsen.
Christian Emil Poulsen (9. juli 1842 i København – 8. juni 1911 i Helsingør) var en kgl. dansk skuespiller og titulær professor. Poulsen er blevet beskrevet som en fremragende karakterskuespiller og sceneinstruktør, der spillede et meget omfattende repertoire. Han var far til Johannes Poulsen og Svenn Poulsen og bror til Olaf Poulsen.
Emil Poulsen var søn af postbud Poulsen, blev student fra Metropolitanskolen 1860 og tog filosofikum året efter. Han studerede klassisk filologi, debuterede på Det Kongelige Teater 1867 som Erasmus Montanus, blev kgl. skuespiller 1880, sceneinstruktør 1893 og tog afsked fra teatret 1900, hvorefter han var æstetisk konsulent ved Dagmarteatret 1906-1909. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Han var gift med Anna f. Næser, f. 8. marts i København, datter af kaptajn i Søetaten J.A.K. Næser og hustru f. Schønberg. Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.
Hovedroller.
Gert Westphaler; Bisp Nikolas i "Kongsemnerne"; Bertran de Born; Leander i "Fruentimmerskolen"; Leander i "Maskeraden"; Prins Julian i "Amanda"; Peter i "Capriciosa": Ejbæk i "Eventyr paa Fodrejsen"; Ambrosius; Prinsen i "Der var engang —"; Prins Henrik i "Kong Henrik IV"; Biskop Popo i "Palnatoke"; Biskop Rudolf i "Dronning Margareta": Knud i "Axel og Valborg"; Hertug Abel i "Erik og Abel"; Shylock i "Købmanden i Venedig"; Anders Lundestad i "De Unges Forbund"; Konsul Berniek i "Samfundets Støtter"; Advokat Helmer i "Et Dukkehjem"; Hjalmar Ekdal i "Vildanden"; Ejlert Løvborg i "Hedda Gabler"; Alfred Almers i "Lille Eyolf"; Borkmann i "John Gabriel Borkmann"; "Tartuffe"; "Misantropen"; Araolphe i "Fruentimmerskolen": De Ryons i "Damernes Ven": Sannæs og Advokat Berent i "En Fallit"; Tygesen i "Geografi og Kærlighed"; Malcolm i "Puppe og Sommerfugl"; Ali i "Ved Bospenis"; Ridder Peder i "Middelalderlig"; Vølund i "Vølund Smed"; Gaiman i "Garnian i Worse"; Han i "Surrogater" og Arthur Hansen i "En Skandale".
Émile Zola.
Émile Zola (2. april 1840 - 29. september 1902) var en indflydelsesrig fransk forfatter. Han var en betydelig eksponent for naturalismen i litteraturen og en vigtig person i Frankrigs politiske liberalisering.
Émile Zola skrev det verdensberømte åbne brev: "J'accuse" (Jeg anklager) om Dreyfus-affæren, der drejede sig om en domfældelse for spionage af en uskyldig fransk officer. Brevet var stilet til den franske præsident og blev offentliggjort i avisen "L'Aurore" den 13. januar 1898. Zola indser i brevet, at hans ytring er en lovovertrædelse (injurie), men skriver det alligevel som en samvittighedshandling. Han blev da også idømt fængselsstraf for det, men brevet var i høj grad medvirkende til, at sagen mod den dømte officer blev genoptaget, og den uskyldige fik genoprejsning.
Empire.
Bord i empirestil med forgyldte bevingede løvefigurer og marmorbordplade
Empire (med fransk udtale) var en europæisk stilperiode indenfor klassicismen fra slutningen af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet. Stilen opstod i Frankrig og var stærkt knyttet til personkulten omkring Napoléon Bonaparte. Stilen var gældende både indenfor indretning, møbelkunst, kunsthåndværk, tøjmode og i mindre grad også arkitektur. Dens formål var at forherlige magt, og det ses tydeligt symbolsproget. Inspirationen kom fra oldtidens Grækenland, det gamle Egypten og Romerriget. Baggrunden var blandt andet Napoleons Egypten-felttog. Fabeldyr og -mennesker og våben er en del ornamenterne.
I møbelkunsten anvendtes især træsorterne mahagoni, ibenholt og ceder ofte med udsmykninger i guldbronze som laurbærkranse og løvefødder. I Danmark blev guldbronzen ofte erstattet af billigere intarsia-udsmykninger i citrontræ.
Stilen var meget populær i Rusland frem til ca. 1850. I det øvrige Europa blev stilen umoderne nogle år før.
I Danmark kaldes senempiren for Christian 8.-stilen og i Tyskland for Biedermeier.
Emulering.
Ved en emulering foretager man en eftergørelse/efterligning af noget andet. I computerterminologi er det oftest et program, som efterligner resultatet af helt andre programmers virke. For eksempel kan det lykkes at få nogle programmer til at køre under emulator-programmet, sådan at man dels ikke bemærker dette program, dels ikke bliver klar over, at de oprindelige programmer ikke afvikles.
Det vil i praksis sige, at det er muligt at få en IBM-kompatibel computer til at efterligne f.eks en Commodore 64. Man opnår derved, at den IBM-kompatible computer kan køre Commodore 64-programmer og spil. Dette ville ikke være muligt uden emuleringssoftware, fordi de 2 computere rent praktisk ikke "snakker samme sprog". Emulator-softwaren sørger for at oversætte i dette eksempel Commodore 64's sprog til det sprog, den IBM-kompatible computer kan forstå. Denne behandler så dataene, og emuleringssoftwaren søger så for at oversætte det IBM-kompatible sprog tilbage igen. Man snyder faktisk det emulerede program til at tro, det afvikles på en ægte Commodore 64.
Det er ikke kun muligt at emulere en Commodore 64. Der er masser af andet emulatorsoftware tilgængeligt, og oftest under en form for fri Licens som GPL. Der er dog nogle af disse emuleringssoftware, som kræver ROM softwaren fra den orginale konsol/computer for at virke. Man skal derfor eje konsolen/computeren eller have købt en licens for at kunne benytte emulatorsoftwaren til noget.
Endemisk.
Tokoeka ("Apteryx australis"), én af de endemiske Kiwi-arter.
Endemisk stammer fra græsk: "en" = "i" + "demos" = "folk". Heraf kommer betydningen: "i landet" → "indenlandsk", dvs. en betegnelse for noget lokalt, stedbundet, af stedegen (art) eller en stedlig (art).
I biologi og økologi anvendes betegnelsen endemisk om arter, hvis forekomst og udbredelse er begrænset til et meget snævert, geografisk eller økologisk område. Dvs. de pågældende arter findes kun i det pågældende land eller den pågældende lokalitet, ø, el. lignende
Enlil.
Enlil var jordens gud i babylonisk religion/Sumerisk mytologi.
Entamoeba histolytica.
Entamoeba histolytica er en anaerob protozo, der inficerer menesker, og forårsager sygdommen amøbedysenteri (amøbiasis).
De findes i to stadier: som frie amøber, også kaldet trophozoiter og som indkapslede cyster.
Det er i cysteformen at de kan smitte, idet de indkapslede cyster kan overleve turen gennem fordøjelsessystemet.
De udskilles med afføringen hos inficerede, og ved dårlig hygiejne smitter de "fækalt-oralt".
Entamoeba histolyticas livscyklus
Entre-Deux-Mers.
Entre-Deux-Mers er et stort vinområde, der ligger mellem floderne Garonne og Dordogne i Bordeaux, Frankrig. Entre-Deux-Mers betyder "mellem de to have". Der produceres hovedsagelig tør hvidvin.
Entreprenør.
En entreprenør er en person eller et firma, der påtager sig at udføre et nøje beskrevet arbejde - en entreprise - for andre, ofte til en fast pris.
Entreprenører kendes mest fra bygge- og anlægsvirksomhed.
Begrebet bruges også inden for andre brancher og arbejdsområder, f.eks. offentlig transport, it-drift, ældrepleje, lager- og transportlogistik.
Entreprenører indenfor bygge- og anlæg er f.eks. Skanska, NCC og MT Højgaard, og indenfor persontransport f.eks. Arriva, Combus, linjebus og DSB.
Enzym.
Fil:Acetylcholinesterase-1EA5.png|thumb|300px|right|Figuren viser et bånddiagram af enzymet acetylcholinesterase, der katalyserer kløvningen af neurotransmitteren acetylcholin ved hydrolyse til cholin og eddikesyre. Denne proces er meget vigtig for nervesystemets funktion.Fra PDB
Enzymer er biomolekyler, der katalyserer (dvs. forøger hastigheden af) kemiske reaktioner. Næsten alle enzymer er proteiner. I enzymatiske reaktioner kaldes molekyler i begyndelsen af processen substrater, og enzymet omdanner substraterne til forskellige molekyler kaldet produkter. Næsten alle processer i en celle behøver enzymer for at kunne forløbe tilstrækkelig hurtigt. Eftersom enzymer er ekstremt selektive angående deres substrater og kun forøger hastigheden af nogle få reaktioner blandt mange mulige, bestemmer det sæt af enzymer, der er syntetiseret i en celle, hvilken stofskiftevej, der indtræffer i cellen.
Enzymer virker, ligesom alle andre katalysatorer, ved at sænke aktiveringsenergien for en reaktion ("E"a eller Δ"G"‡). Dette forøger dramatisk reaktionshastigheden, så den i de fleste tilfælde er millioner af gange hurtigere end hastigheden for sammenlignelige ikke-katalyserede reaktioner. Ligesom andre katalysatorer bliver enzymer ikke forbrugt i den reaktion, de katalyserer, og ej heller forandrer de reaktionens kemiske ligevægt. Enzymer adskiller sig dog fra andre katalysatorer ved at være langt mere specifikke og er kendt for at katalysere omkring 4.000 biokemiske reaktioner. Nogle få RNA-molekyler kaldet ribozymer katalyserer ligeledes reaktioner, hvoraf et yderst vigtigt eksempel er nogle dele af ribosomet. Syntetiske molekyler kaldet kunstige enzymer udviser også enzymlignende katalysatoreffekt.
Enzymaktivitet kan påvirkes af andre molekyler: Inhibitorer er molekyler, der sænker enzymaktiviteten; aktivatorer er molekyler, der hæver aktiviteten. Mange medikamenter og giftstoffer er enzyminhibitorer. Aktiviteten påvirkes også af temperaturen, de kemiske omgivelser (fx pH) og koncentrationen af substratet. Nogle enzymer bruges kommercielt, for eksempel i syntesen af antibiotika. Derudover bruger nogle husholdningsprodukter enzymer til at fremme biokemiske reaktioner (fx nedbryder enzymer i biologiske vaskemidler protein- eller fedtpletter på tøj, og enzymer i kødmørnere nedbryder strukturerende proteiner, hvilket gør kød nemmere at tygge).
Etymologi og historie.
Så tidligt som i det sene 18. århundrede og tidlige 19. århundrede kendtes fordøjelsen af kød foretaget af mavesekreter og omdannelsen af stivelse til sukre af planteekstrakter og spyt. Den mekanisme, som gennemførte denne proces, var dog ikke blevet identificeret.
I det 19. århundrede konkluderede Louis Pasteur i forbindelse med studiet af gærs fermentering af sukker til alkohol, at denne fermentering blev katalyseret af vitale kræfter i gærcellen kaldet "fermenter", hvilke ansås som virkende udelukkende i levende organismer. Han skrev, at "alkoholisk fermentering er en handling svarende til livet og organiseringen af gærcellen, ikke til døden eller forrådnelse af cellen."
I 1878 brugte den tyske fysiolog Wilhelm Kühne (1837–1900) første gang ordet "enzym", som kommer fra græsk "ενζυμον" "i surdej", til at beskrive denne proces. Ordet "enzym" blev senere brugt til at referere til ikke-levende substanser såsom pepsin, og ordet "ferment" brugt til at referere til kemisk aktivitet produceret af levende organismer.
I 1897 begyndte Eduard Buchner at undersøge evnen til at fermentere sukker i gærekstrakt, der ikke indeholdt nogen levende gærceller. I en serie af eksperimenter ved Humboldt-Universität zu Berlin fandt han ud af, at sukkeret blev fermenteret, uanset om der var levende gærceller tilstede i miksturen eller ej. Han navngav enzymet, der fremdrog fermenteringen af sukrose, "zymase". I 1907 modtog han Nobelprisen i kemi for sin biokemiske efterforskning og sin opdagelse af celleuafhængig fermentering. Efterfølgende er enzymer blevet navngivet efter den reaktion, de udfører, i henhold til Buchners eksempel. Typisk bliver suffikset "-ase" tilføjet navnet af substratet (fx er laktase et enzym, der kløver laktose) eller typen af reaktion (fx danner DNA-polymerase DNA-polymerer).
Efter at have vist, at enzymer kan fungere uden for levende celler, var det næste trin at bestemme deres biokemiske natur. Mange tidligere forskere havde bemærket, at enzymatisk aktivitet var associeret med proteiner, men flere videnskabsmænd (blandt andre Nobelpristager Richard Willstätter) argumenterede for, at proteiner blot var bærere af de virkelige enzymer, og at proteiner "per se" var uduelige som katalysatorer. I 1926 viste James B. Sumner dog, at enzymet urease var et rent protein og krystalliserede det; Sumner gjorde det samme for enzymet katalase i 1937. Konklusionen var, at rene proteiner kan være enzymer, hvilket endeligt blev bevist af Northrop og Stanley, som arbejdede med fordøjelsesenzymerne pepsin (1930), trypsin og chymotrypsin. Disse tre videnskabsmænd fik tildelt Nobelprisen i kemi i 1946.
Den opdagelse, at enzymer kunne krystalliseres, tillod at foretage røntgenkrystallografi, således at man kunne udlede enzymers struktur. Dette blev først gjort for lysozym, der er et enzym, som fordøjer nogle bakteriers kapper og findes i tårer, spyt og æggehvide. Strukturen blev løst af en gruppe ledet af David Chilton Phillips og publiseret i 1965. Denne højopløsningsstruktur af lysozym markerede begyndelsen til området strukturel biologi og indsatsen for at forstå, hvordan enzymer fungerer i detaljer på atomart plan.
Strukturer og mekanismer.
a>. Den grå kugle er zink-cofaktoren i det aktive sæde.
Enzymer er generelt kugleformede proteiner, selvom adskillige andre former også forekommer, og rangerer fra kun 62 aminosyrerester (ca. 6,8 kDa) i størrelse for monomeren af 4-oxalocrotonattautomerase til over 2.500 rester (ca. 275 kDa) i det animalske enzym fedtsyresynthase. Enzymers størrelse angives oftest i antal aminosyrerester, eftersom forskellig form og foldning gør en beskrivelse i rumfangs- eller længdeenheder besværlig, men der findes dog nogle tilnærmende metoder, hvormed 1 aminosyrerest svarer til omkring 138 Å3. Et mindre antal RNA-baserede biologiske katalysatorer eksisterer, hvoraf det mest almindelige er ribosomet. Disse refereres til som enten "RNA-enzymer" eller ribozymer. Enzymers aktivitet bestemmes af deres tredimensionelle struktur. De fleste enzymer er meget større end de substrater, de virker på, og kun en lille del af enzymet (omkring 3-4 aminosyrer) er direkte involveret i katalysen. Den region, der indeholder de katalyserende rester (kaldet aktivt sæde), binder substratet og udfører derefter reaktionen. Enzymer kan også indeholde sæder, der binder cofaktorer, som behøves for katalysen. Nogle enzymer har også bindingssæder til små molekyler, som ofte er direkte eller indirekte produkter eller substrater for den reaktion, der katalyseres. Denne binding kan bruges i henhold til at forøge eller sænke enzymets aktivitet, hvilket giver muligheder for feedbackregulering.
Ligesom alle andre proteiner er enzymer lavet af lange, linære kæder af aminosyrer, der folder og dermed producerer et tredimensionelt produkt. Hver unik aminosyresekvens producerer en specifik struktur, som har unikke egenskaber. Individuelle proteinkæder kan nogle gange gruppere sig og danne et proteinkompleks. De fleste enzymer kan denatureres (ufoldet og inaktiveret) af opvarmning eller kemiske denaturanter, som nedbryder proteinets tredimensionelle struktur. Afhængigt af enzymet kan denaturering både være reversibel og irreversibel.
Specificitet.
Enzymer er generelt meget specifikke med hensyn til de reaktioner, som de katalyserer og hvilket substrat, der er involveret i disse reaktioner. Komplementær form, ladning og hydrofil/hydrofob karakter af enzymer og substrater er ansvarlig for denne specificitet. Enzymer kan også udvise et imponerende niveau af stereospecificitet, regioselektivitet og kemoselektivitet. Nogle særlige enzymer kan reagere med mere end ét substrat, og nogle få enzymer, kaldet "brogede enzymer", kan reagere med en relativt bred række substrater. Det er blevet foreslået, at brogede enzymers lidt bredere substratspecificitet er vigtig for evolutionen af nye biosyntetiske veje.
Nogle af de enzymer, der udviser den største specificitet og nøjagtighed, er involveret i kopiering og udtrykning af genomet. Disse enzymer har "korrektur"-mekanismer, hvor et enzym som f.eks. DNA-polymerase i det første trin katalyserer en reaktion, for derefter at tjekke, om produktet er korrekt i et andet trin. Denne totrinsproces resulterer i en gennemsnitlig fejlrate på mindre end 1 fejl per 100 millioner reaktioner i de ekstremt nøjagtige pattedyrspolymeraser. Lignende korrekturmekanismer findes også i RNA-polymeraser, aminoacyl-tRNA-synthetaser og ribosomer.
Modeller for enzymaktivitet.
For at forstå enzymers virkemåde har videnskabsfolk i tidens løb foreslået forskellige modeller, som har kunnet simplificere den kompleksitet, der omgiver enzymaktiviteten. Den nuværende gældende model er "induceret tilpasning", men denne er udviklet efter en årrække, hvor "lås og nøgle"-modellen havde mange tilhængere.
Emil Fischer foreslog i 1894 "Lås og nøgle"-modellen, hvis forklaring på at enzymer er meget specifikke, er, at både enzymet og substratet har specifikke geometriske former, der passer præcist til hinanden. Selvom denne model forklarer enzymspecificiteten, formår den ikke at forklare stabiliseringen af det overgangsstadium, enzymet kommer til at befinde sig i. "Lås og nøgle"-modellen er blevet afvist, og modellen for fremkaldt eller induceret tilpasning er på nuværende tidspunkt den mest accepterede enzym-substrat-coenzymfigur.
Diagrammer der viser hypotesen omkring fremkaldt tilpasning af et enzym virkemåde.
I 1958 foreslog Daniel Koshland en modifikation til "lås og nøgle"-modellen: Eftersom enzymer er ret fleksible strukturer, forandres det aktive sæde til stadighed i takt med, at enzymet interagerer med substratet. De sidekæder, der udgør det aktive sæde, formes ved substratbinding således, at de sidder i den præcise position, der gør det muligt for enzymet at udføre dets katalytiske funktion. I nogle tilfælde, såsom glykosidaser, ændrer også substratmolekylet form, mens det trænger inde i det aktive sæde. Det aktive sæde fortsætter med at forandre sig, indtil substratet er fuldgyldigt bundet, hvormed den endelige form og ladning er bestemt.
Stabilisering af overgangstilstanden.
Forståelsen af oprindelsen for reduceringen af ΔG‡ forlanger, at man finder ud af, hvordan enzymerne kan stabilisere overgangstilstandene mere end overgangstilstandene for ikke-katalyserede reaktioner. Tilsyneladende er den mest effektive måde at opnå høj stabilisering ved brug af elektrostatiske effekter; i særdeleshed ved at have relativt faste polære omgivelser, der er orienteret i retning af overgangstilstandens ladningsfordeling. Sådanne omgivelser eksisterer ikke i vandige ikke-katalyserede reaktioner.
Dynamik og funktion.
Senere undersøgelser har givet ny indsigt i sammenhængen mellem enzymers interne dynamik og deres katalysatormekanisme.
Et enzyms interne dynamik er bevægelsen af dets interne dele (fx aminosyrer, en gruppe af aminosyrer, en loop-region, en alfahelix, tætliggende betaplader eller endogså et helt domæne). Disse bevægelser forekommer på forskellige tidsskalaer, der rangerer fra femtosekunder til sekunder. Netværk af proteinrester gennem et enzyms struktur kan medvirke til katalyse gennem dynamisk bevægelse. Proteinbevægelse er vitalt for mange enzymer, men om det er små og hurtige vibrationer eller større og langsommere konformationelle bevægelser, der er vigtigst, afhænger af den involverede reaktionstype. Selvom disse bevægelser er vigtige i binding og afgivelse af substrater og produkter, er det ikke klart, om bevægelserne hjælper til at accelerere de kemiske trin i enzymatiske reaktioner. Denne nye indsigt bidrager også til forståelsen af allosteriske effekter og udviklingen af ny medicin.
Allosterisk modulering.
Allosteriske enzymer ændrer deres struktur som svar på bindingen af effektorer. Modulering kan være direkte, hvor effektoren binder direkte til enzymets bindingssæde, eller indirekte, hvor effektoren binder til andre proteiner eller proteinunderenheder, der interagerer med det allosteriske enzym og dermed influerer den katalytiske aktivitet.
Cofaktorer.
Nogle enzymer udvise fuld aktivitet uden brug af ekstra komponenter. Andre behøver, at mindre molekyler, kaldet cofaktorer, bindes til dem, for at de er fuldt aktive. Disse cofaktorer kan enten være uorganiske (fx metalioner og jern-svovl-forbindelser) eller organiske (fx flavin og hæm). Organiske cofaktorer kan enten være prostetiske grupper, som er tæt forbundet til et enzym, eller coenzymer, som afgives fra enzymets aktive sæde under reaktionen. Coenzymer inkluderer NADH, NADPH og ATP. Disse molekyler agerer i forbindelse med overførslen af kemiske grupper mellem enzymer.
Et eksempel på et enzym, der indeholder en cofaktor, er kulsyreanhydrase, som er vist i et bånddiagram ovenfor med en zink-cofaktor bundet som en del af dets aktive sæde. Disse tætforbundne molekyler findes normalt i det aktive sæde og er involverede i katalysen. For eksempel er flavin- og hæm-cofaktorer ofte involverede i redoxreaktioner.
Enzymer, der behøver en cofaktor, men ikke har én bundet til sig, kaldes "apoenzymer". Et apoenzym sammen med dets cofaktor(er) kaldes et "holoenzym" (hvilket er den aktive form). De fleste cofaktorer er ikke kovalent bundet til et enzym, men er meget tæt tilknyttet. Organiske prostetiske grupper kan dog være kovalent bundet (fx thiaminpyrofosfat i enzymet pyruvatdehydrogenase). Termen "holoenzym" kan også bruges om enzymer, der indeholder flere proteinunderenheder, såsom DNA-polymeraserne; her er holoenzymet det komplette kompleks, som består af alle de underenheder, der er nødvendige for aktiviteten.
Coenzymer.
Coenzymer er små organiske molekyler, der transporterer kemiske grupper fra ét enzym til et andet. Nogle af disse kemikalier såsom riboflavin, thiamin og folinsyre er vitaminer – dette gælder, når komponenterne ikke kan fremstilles i kroppen, men må udvindes fra kosten. De kemiske grupper, der overføres, inkluderer hydridionen (H-) båret af NAD+ eller NADP+, acetylgruppen båret af coenzym A, formyl-, methenyl- eller methylgrupper båret af folinsyre og methylgruppen båret af S-adenosylmetionin.
Eftersom coenzymer bliver kemisk ændrede som en konsekvens af enzymaktion, kan coenzymer med fordel betragtes som en speciel klasse af substrater, som bruges af mange forskellige enzymer. For eksempel vides det, at omkring 700 enzymer bruger coenzymet NADH.
Coenzymer bliver normalt regenererede, og deres koncentrationer bevares på et konstant niveau inde i cellen: for eksempel bliver NADPH regenereret gennem pentosefosfatvejen og "S"-adenosylmethionin af methioninadenosyltransferase.
Termodynamik.
a>en, som derefter henfalder til produkter. Enzymet stabiliserer overgangstilstanden ved at reducere den energi, der behøves i henhold til at danne produkterne.
Som alle katalysatorer ændrer enzymer ikke en reaktions kemiske ligevægt. Normalt går reaktionen med tilstedeværelse af enzymer i samme retning, som den ellers ville, men forløber bare hurtigere. Dog vil reaktionen i fravær af enzymer eventuelt resultere i andre produkter, fordi de ændrede betingelser gør, at disse produkter dannes hurtigere.
Yderligere kan enzymer koble to eller flere reaktioner, således at en termodynamisk favorabel reaktion kan bruges til at drive en termodynamisk ufavorabel reaktion. For eksempel driver hydrolysen af ATP ofte andre biokemiske reaktioner.
Enzymer katalyserer både de fremadgående og tilbagegående reaktioner. De ændrer ikke selve ligevægten, men kun hvor hurtigt den nås. For eksempel katalyserer carboanhydrase dets reaktion i begge retninger afhængigt af koncentrationen af dets reaktanter.
Ikke desto mindre er reaktionen praktisk taget irreversibel, hvis ligevægten er stærkt forskudt i den ene retning, dvs. i en meget exergonisk reaktion. Under disse betingelser vil enzymet faktisk kun katalysere den reaktion, der tillades rent termodynamisk.
Kinetik.
Mekanisme for en enzymkatalyseret reaktion med et enkelt substrat. Enzymet (E) binder et substrat (S) og producerer et produkt (P).
Enzymkinetik er undersøgelsen af, hvordan enzymer binder substrater og omdanner dem til produkter. De data om reaktionshastigheder, som benyttes i kinetiske analyser er opnået ved hjælp af enzym-assays.
I 1902 foreslog Victor Henri en kvantitativ teori for enzymkinetik, men hans eksperimentelle data var ikke brugbare, fordi betydningen af hydrogenionkoncentrationen endnu ikke var forstået. Efter at Peter Lauritz Sørensen havde defineret den logaritmiske pH-skala og introduceret puffer-konceptet i 1909, gentog den tyske kemiker Leonor Michaelis og hans canadiske licentiat Maud Leonora Menten Henris eksperimenter og bekræftede hans ligning, som nu kaldes Henri-Michaelis-Menten-ligningen (eller blot Michaelis-Menten-ligningen). Deres arbejde blev yderligere udviklet af G. E. Briggs og J. B. S. Haldane, som udledte kinetiske ligninger, der stadig i høj grad bruges i dag.
Henris store bidrag var at opdele enzymreaktioner i to trin. I det første bindes substratet reversibelt til enzymet, hvormed de danner et enzym-substrat-komplex. Dette kaldes nogle gange et Michaelis-kompleks. Enzymet katalyserer dernæst det kemiske trin i reaktionen og afgiver produkterne.
En enzymreaktions mætningskurve, der viser relationen mellem substratkoncentrationen (S) og raten ("v").
Enzymer kan katalysere op til flere millioner reaktioner per sekund. For eksempel vil reaktionen, som katalyseres af enzymet orotidin 5'-fosfatdecarboxylase, forbruge halvdelen af substratet på 78 millioner år, hvis enzymet ikke er til stede. I fald enzymet tilsættes varer den samme proces blot 25 millisekunder. Enzymhastigheder afhænger af opløsningsbetingelser og substratkoncentrationer. Betingelser, der denaturerer proteiner, såsom høje temperaturer og ekstremer inden for pH eller saltkoncentrationer, ophæver enzymaktiviteten, mens stigning i substratkoncentration har tendens til at forøge aktivitet. For at finde den maksimale hastighed for en enzymatisk reaktion forøges substratkoncentrationen indtil en konstant hastighed for produktdannelse ses. Dette vises i mætningskurven til højre. Mætning sker i takt med, at substratkoncentrationen øges, fordi mere og mere af det frie enzym omdannes til den substratbundne ES-form. Ved den maksimale hastighed ("V"max) for enzymet er alle enzymernes aktive sæder bundet til substrat, og mængden af ES-komplekser er den samme som den totale mængde enzym.
"V"max er dog kun én kinetisk konstant for enzymer. Den mængde substrat, der er nødvendig for at opnå en given reaktionshastighed, er også vigtig. Dette er givet ved Michaelis-Menten-konstanten ("K"m), som er den substratkoncentration, ved hvilken et enzym når halvdelen af sin maksimumhastighed. Hvert enzym har en karakteristisk "K"m-værdi for et givet substrat, og dette kan vise, hvor stram bindingen af substratet er til enzymet. En anden brugbar konstant er "k"cat, som er det antal substratmolekyler, der håndteres af et aktivt sæde per sekund.
Et enzyms effektivitet kan udtrykkes som "k"cat/"K"m. Dette kaldes også specificeringskonstanten og indkorporerer hastighedskonstanter for alle trin i reaktionen. Fordi specificeringskonstanten afspejler både affinitet og katalytisk formåen er den brugbar til at sammenligne forskellige enzymer med hinanden eller det samme enzym brugt til forskellige substrater. Det teoretiske maksimum for en specificeringskonstant kaldes diffusionsgrænsen og er omkring 108 til 109 (M-1 s-1). Ved denne koncentration vil ethvert sammenstød mellem enzymet og substratet resultere i katalyse, og hastigheden af produktdannelsen er ikke begrænset af reaktionshastigheden, men af diffusionshastigheden. Enzymer med denne egenskab kaldes "katalytisk perfekte" eller "kinetisk perfekte". Eksempler på sådanne enzymer er triosefosfatisomerase, carboanhydrase, acetylcholinesterase, catalase, fumarase, β-lactamase og superoxiddismutase.
Michaelis-Menten-kinetik bygger på massevirkningsloven, som er udledt af antagelsen af fri diffusion og termodynamisk drevet tilfældig kollision. Mange biokemiske og cellulære processer afviger dog betydeligt fra disse betingelser på grund af meget høje koncentrationer, faseseparering af enzym/substrat/produkt eller en- eller todimensionel molekylær bevægelse. I disse situationer kan en fraktal Michaelis-Menten-kinetik anvendes.
Nogle enzymer virker med kinetik, der er hurtigere end diffusionshastigheder, hvilket ville virke umuligt. Flere mekanismer er blevet inddraget til at forklare dette fænomen. Nogle proteiner anses for at accelerere katalyse ved at trække deres substrat ind og for-indstille deres retning ved brug af dipolære elektriske felter. Andre modeller påberåber sig en kvantemekanisk tunneleringsforklaring, hvormed en proton eller en elektron kan tunnelere gennem aktiveringsbarrierer, selvom denne model for protontunnelering stadig er kontroversiel. Kvantemekanisk tunnelering for protoner er blevet observeret i tryptamin. Dette tyder på, at enzymkatalyse kan karakteriseres mere korrekt som "gennem barrieren" end den traditionelle model, hvor det er nødvendigt at substrater går "over" en sænket energibarriere.
Inhibering.
Kompetitive inhibitorer binder reversibelt til enzymet, hvilket forhindrer substratet i at binde. På den anden side hindrer substratbinding også binding af inhibitoren. Substrat og inhibitor konkurerer så at sige mod hinanden for enzymet.
Reaktionsrater for enzymer kan sænkes med forskellige typer af enzyminhibitorer.
I kompetitiv inhibering konkurrerer substrat og inhibitor om enzymet (dvs. de ikke kan binde på samme tid). Ofte ligner kompetitive inhibitorer meget enzymets rigtige substrater. For eksempel er metotrexat en kompetitiv inhibitor for enzymet dihydrofolatreduktase, som katalyserer reduktionen af dihydrofolat til tetrahydrofolat. Ligheden mellem folinsyres og medikamentets strukturer er vist i figuren til højre nederst. Vær opmærksom på at binding af inhibitoren ikke behøver at være til det samme bindingssæde som for substratet (hvilket det ofte fremstilles som), hvis inhinbitorbinding ændrer enzymets konformation og dermed forhindrer binding af substratet og "vice versa". I kompetitiv inhibering ændres reaktionens maksimale hastighed ikke, men højere substratkoncentrationer er nødvendige for at nå en given hastighed, hvorden Km øges.
Ved ikke-kompetitiv inhibering kan inhibitoren ikke binde til det frie enzym, men kun til ES-komplekset. Det EIS-kompleks, der så dannes, er enzymatisk inaktivt. Denne type af inhibering er sjælden, men kan forekomme for multimeriske enzymer.
Ikke-kompetitive inhibitorer kan binde til enzymet samtidig med substratet, hvilket medfører, at de aldrig binder til det aktive sæde. Både EI- og EIS-komplekserne er enzymatisk inaktive. Fordi inhibitoren ikke kan drives væk fra enzymet af højere substratkoncentrationer (i kontrast til kompetitiv inhibering), ændres den tilsyneladende Vmax. Men eftersom substratet stadig kan binde til enzymet, forbliver Km det samme.
Denne type inhibering ligner den ikke-kompetitive bortset fra, at EIS-komplekset har tilbageværende enzymatisk aktivitet.
I mange organismer kan inhibitorer agere som en del af feedback-mekanismer. Hvis et enzym producerer for meget af en substans i organismen, kan denne substans agere som en inhibitor for enzymet i begyndelsen af den reaktionsvej, som den produceres på, hvilket medfører at produktionen af den givne substans gøres langsommere eller stopper, når det er til stede i tilstrækkelige mængder. Dette er en form for negativ feedback. Enzymer, som er genstand for denne type regulering, er ofte multimeriske og har allosteriske bindingssæder for regulerende substanser. Deres substrat/hastighed-plots er ikke hyperbolske, men sigmoide.
Coenzymet folinsyre (venstre) og anti-cancer-medikamentet metotrexat (højre) er meget ens i struktur. Som resultat heraf er metotrexat en kompetitiv inhibitor for mange enzymer, der bruger folater.
Irreversible inhibitorer reagerer med enzymet og danner en kovalent addukt med proteinet. Inaktiveringen er irreversibel. Disse forbindelser inkluderer eflornitin, et medikament brugt til at behandle den parasitiske sygdom sovesyge. Penicillin og acetylsalicylsyre virker også på denne måde. Med disse medikamenter er forbindelsen bundet i det aktive sæde og enzymet omdanner derefter inhibitoren til en aktiveret form, der reagerer irreversibelt med en eller flere aminosyrerester.
Brug af inaktivatorer.
Inhibitorer er ofte brugt som medikamenter, men de kan også agere som giftstoffer. Forskellen mellem en gift og et medikament er dog ofte kun et spørgsmål om dosering, eftersom de fleste medikamenter er giftige i visse mængder, som Paracelsus skrev, "I alle ting er der en gift, og der er ingenting uden en gift." Ligeledes er antibiotika og andre medikamenter mod smitte bare specifikke giftstoffer, der dræber en patogen men ikke dens vært.
Et eksempel på en inaktivator, der bruges som medikament, er acetylsalicylsyre, som inhiberer enzymerne COX-1 og COX-2, der producerer betændelsesbudbringeren prostaglandin, hvormed smerte og betændelse undertrykkes. Giften cyanid er en irreversibel enzyminaktivator, der forener sig med det kobber og jern, der er i enzymet cytokrom c oxidases aktive sæde og blokerer cellulær respiration.
Biologisk funktion.
Enzymer udøver en række af funktioner inden i levende organismer. De er uundværlige for signaltransduktion og celleregulering, ofte via kinaser og fosfataser. De genererer også bevægelse, hvor myosin hydrolyserer ATP og genererer muskelsammentrækning og flytter også last rundt i cellen som en del af cytoskelettet. Andre ATPaser i cellemembranen er ionpumper involverert i aktiv transport. Enzymer er også involverede i mere eksotiske funktioner, såsom luciferase, der genererer lys i ildfluer. Virus kan også indeholde enzymer til at inficere celler, såsom HIV-integrase og revers transkriptase, eller til viral afgivelse fra celler som influenzavirus' neuraminidase.
En vigtig enzymfunktion er i dyrs fordøjelsessystemer. Enzymer såsom amylaser og proteaser nedbryder store molekyler (henholdsvis stivelse og proteiner) til mindre, så de kan absorberes i tarmsystemet. Stivelse for eksempel er for stort til at blive absorberet i tarmen, men enzymer hydrolyserer stivelseskæder til mindre molekyler såsom maltose og senere glukose, som derefter kan absorberes. Forskellige enzymer fordøjer forskellige madsubstanser. I drøvtyggere, som er planteædere, producerer mikroorganismer i fordøjelsessystemet et andet enzym, cellulase, til at nedbryde plantefibres cellulosecellevægge.
Flere enzymer kan samarbejde i en specifik rækkefølge, hvormed stofskifteveje dannes. I stofskifteveje bruger ét enzym produktet fra et andet enzym som substrat. Efter den katalytiske reaktion bliver produktet videregivet til et nyt enzym. Nogle gange kan mere end ét enzym katalysere den samme reaktion parallelt, hvilket tillader mere kompleks regulering: for eksempel kan ét enzym agere med en lav konstant aktivitet, mens et andet enzym agerer med høj aktivitet, hvis fremkaldt.
Enzymer bestemmer, hvilke trin der forekommer i disse veje. Uden enzymer ville metabolisme hverken udføres gennem de samme trin, eller være hurtig nok til at tjene cellens behov. En stofskiftevej såsom glykolyse kunne i sandhed ikke eksistere uafhængigt af enzymer. Glukose for eksempel kan reagere direkte med ATP og blive fosforyleret på ét eller flere af dets carbonatomer. I enzymers fravær ville dette forløbe så langsomt, at det ville være ubetydeligt. Hvis hexokinase derimod er tilsat forløber disse langsomme reaktioner kontinuerligt i et sådant tempo, at hvis reaktionsblandingen testes kort tid efter tilsætning, vil produktet fra fosforylering af glukoses sjette carbon, glukose-6-fosfat, være det eneste betydelige produkt. Som konsekvens deraf afhænger netværket af stofskifteveje inden i cellen af det sæt af funktionelle enzymer, der er til stede.
Aktivitetskontrol.
Der er fem primære måder enzymaktivitet kontrolleres i cellen.
Involvering i sygdom.
Fil:Phenylalanine hydroxylase brighter.jpg|thumb|200px|Fenylalaninhydroxylase. Lavet fra
Eftersom en streng kontrol af enzymaktivitet er essentiel for homøostase, kan enhver funktionsfejl (mutation, overproduckion, underproduktion eller deletion) af et enkelt kritisk enzym føre til en genetisk sygdom. Enzymers vigtighed vises ved det faktum, at en letal sygdom kan forårsages af funktionsfejl for blot én type af enzymer ud af tusinder af typer, der er til stede i vores kroppe.
Et eksempel er den mest almindelige form for fenylketonuri. En mutation af en enkelt aminosyre i enzymet fenylalaninhydroxylase, som katalyserer det første trin i nedbrydningen af fenylalanin, resulterer i en ophobning af fenylalanin og lignende produkter. Dette kan føre til udviklingshæmning, hvis sygdommen ikke behandles.
Et andet eksempel er når mutationer i sæd- og ægceller i gener kodende for DNA-reparationsenzymer forårsager arvelige kræftsyndromer såsom xeroderma pigmentosum. Defekter i disse enzymer forårsager cancer, eftersom kroppen ikke i ligeså høj grad er i stand til at reparere mutationer i genomet. Dette forårsager langsom akkumulering af mutationer og resulterer i udviklingen af mange typer cancer hos den påvirkede.
Navngivningskonventioner.
Navnet på et enzym er ofte udledt af dets substrat eller den kemiske reaktion, det katalyserer, med navnet endende på "-ase". Eksempler er laktase, alkoholdehydrogenase og DNA-polymerase. Dette kan resultere i forskellige enzymer, kaldet isoenzymer, med samme funktion, der dermed har samme fundamentale navn. Isoenzymer har en forskellig aminosyresekvens og kan muligvis adskilles ved deres optimale pH, kinetiske egenskaber eller immunologisk. Yderligere er det ikke sikkert, at den normale fysiologiske reaktion, et enzym katalyserer, er den samme som under kunstige betingelser. Dette kan resultere i, at det samme enzym bliver identificeret med to forskellige navne. For eksempel er glukoseisomerase, der industrielt bruges til at konvertere glukose til sødemidlet fruktose, en xyloseisomerase "in vivo".
International Union of Biochemistry and Molecular Biology har udviklet en nomenklatur for enzymer, de såkaldte EC-numre; hvert enzym beskrives af en sekvens af fire tal, der kommer efter bogstaverne "EC".
Det øverste niveau i klassificeringen er
Enzymindustri.
Enzymer bruges efterhånden mere og mere i industrien til produktion af forbrugsvarer og andet i takt med, at metoder til at teste og udvikle enzymer efter behov bliver bedre og mere økonomiske. Brugen af enzymer er ideel, når en ekstremt specifik katalysator er nødvendig. Enzymer er dog generelt begrænset til det antal reaktioner, de gennem evolutionen er udviklet til at katalysere, og også med hensyn til deres mangel på stabilitet i organiske opløsningsmidler og ved høje temperaturer. Som konsekvens heraf er protein engeneering et aktivt forskningsfelt, som involverer forsøg på at skabe nye enzymer med nyskabende egenskaber, enten gennem rationelt design eller "in vitro"-evolution. De første bioteknologiske produkter kom på markedet i 1970'erne med insulin som værende det første produkt. Herefter udvikledes industrien og enzymvirksomheder blev i nogle lande (mest udtalt i Danmark, Brasilien og USA) støttet af staten, hvormed især danske virksomheder i dag er langt fremme i udviklingen, hvad angår enzymproduktion, og alene de to største enzymproducerende virksomheder i Danmark, Novozymes og Danisco størst hhv. næststørst, stod i 2005 for to tredjedele af verdensmarkedet. De tre hovedområder tekniske enzymer, fødevare- og foderenzymer er en inddeling, der efterhånden benyttes inden for enzymproduktion. Inden for alle de tre grupper sidder verdens største enzymproducent på mellem 40 og 50 % af markedet (pr. februar 2008), eller en samlet markedsandel på 46 % (pr. november 2007), mens Danisco står for omkring 20 % (pr. november 2007). Af andre mindre enzymproducenter kan nævnes Captive Producers, DSM, AB Enzymes og BASF.
Eos.
Eos er morgenrødens gudinde i græsk mytologi. Hun er datter af Thea og Hyperion og er søster til Helios og Selene.
En græsk myte handler om morgenrøden Eos. Der er mange forskellige varianter af denne myte, men en af dem er følgende: Eos blev forelsket i den unge, jordiske trojanske prins Títhonos og bortførte ham til sit palads. Hun var så betaget af ham, at hun bad gudernes fader Zeus om at gøre ham udødelig. Det ville Zeus ikke nægte hende. Men Eos havde glemt at bede om evig ungdom for Títhonos. Han ældedes, og de før så gyldne lokker blev grå, for til sidst at forsvinde helt. Títhonos blev senil og skrumpede ind til en krøbling. Det eneste, han til sidst havde tilbage, var sin stemme. Eos gemte ham i sit kammer, men hans stemme vedblev med at være der. Af barmhjertighed forvandlede hun til sidst Títhonos til en cikade, og derfor høres nu hans smukke cikadesang.
Tror man på den græske myte, steg gudinden Eos i sin stridsvogn fra havets dyb for at bringe dagslys til menneskene hver morgen. Eos er også mor til vinden og aften- og morgenstjernen.
Epidemi.
En epidemi siges at forekomme, når en smitsom sygdom breder sig meget hurtigt i en befolkningsgruppe i et bestemt område. Hvis sygdomsudbredelsen bliver verdensomspændende, kalder man det en pandemi. I Danmark regnes det for en epidemi, når antallet af sygdomstilfælde bliver fordoblet på en uge. Ved en epidemi kan myndighederne anvende specielle regler for forebyggelse og bekæmpelse.
Mest kendte epidemier er byldepesten, kolera som hærgede i Europa i midten af 1800-tallet og den spanske syge, en slags influenza, der fra 1918 - 1920 dræbte omkring 50 millioner mennesker heriblandt 14000 danskere.
Epilepsi.
Epilepsi er en neurologisk lidelse hvor der er unormal elektrisk aktivitet i hjernen og hvor der kan ses krampeanfald.
Typer.
Epilepsi kan anses som ikke een bestemt lidelse men en gruppe af flere forskellige sygdomme.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) klassificerer sygdommen under under indekset "G40" og underinddeler den i flere kategorier.
Med hensyn til epileptiske anfald kan man for eksempel tale om simple partielle anfald og generaliserede anfald.
Udbredelse.
I Danmark er mellem 30- og 50.000 mennesker diagnosticeret med epilepsi, men formodentlig er en tredjedel af dem er fejldiagnosticeret.
Epilepsi kan også ses hos dyr og således menes at 0,5% af katte har epilepsi.
Årsag.
Der kan være flere årsager til epilepsi, blandt andet iltmangel under fødslen, infektioner i hjerne, blodprop og hjerneblødning samt hjernesvulster.
Epilepsi er en lidelse, der kan opstå i næsten alle stadier af en persons liv. For eksempel kan man være født med epilepsi og vokse fra det, eller lidelsen kan opstå i ungdoms- og voksenlivet og måske vare hele livet.
En ganske lille del (2%) af epilepsipatienter har såkaldte monogene epilepsiformer, dvs. epilepsi som skyldes en fejl i ét gen.
Der er fundet 19 forskellige genfejl af denne type og de har alle autosomal dominant arvegang.
For eksempel skyldes en epilepsiform af denne type en fejl i genet der koder for acetylkolinreceptoren.
Behandling.
I de fleste tilfælde behandles epilepsi med medicin.
I dag kan man i Danmark blive opereret på Rigshospitalet for tindingelap- og frontallap-epilepsi, med gode resultater. Operationerne er ikke mere risikofyldte end mange andre operationer. Der er opereret ca. 300 patienter over en årrække og kun én patient har fået det værre end før.
Erato.
Erato er kærlighedsdigtningens, samt den erotiske og lyriske digtnings muse i den græske mytologi. Erato er datter af Zeus og Mnemosyne.
Ereshkigal.
Ereshkigal var Nergals kone i sumerisk mytologi.
Erfaring.
Erfaring er den kundskab eller viden, som man får gennem egne oplevelser. Det er dog væsentligt at skelne mellem oplevelsen i sig selv og så den erfaring, der dannes, når oplevelsen er sat i forhold til tidligere erfaringer ved tankemæssig bearbejdning. Når man ofte lader, som om oplevelse og erfaring er én og samme ting, skyldes det, at bearbejdningen næsten altid sker ubevidst.
Erfaringsbaseret viden sættes ofte i modsætning til den viden, man har opnået gennem sin kultur, dvs. gennem gensidig påvirkning, samtaler, opdragelse, skolegang og medieformidlede oplysninger.
Da egne oplevelser mest giver sig udslag i procedurale og og episodiske erfaringer, må de semantiske erfaringer erhverves på anden måde. Det sker i mange kulturer gennem myter, fortællinger og sagn, men det sker i stigende grad gennem undervisning og teoretiske fremstillinger. Der findes overgangsformer, som f.eks. fortællinger eller kunstneriske arbejder, der kan give en formidlet, episodisk viden, som ligner personlige erfaringer, men som samtidig videregiver almene forståelsesmønstre, der svarer til semantisk viden.
Disse erkendelser om menneskelig erfaring giver anledning til grundig eftertanke i de pædagogiske fag. På den ene side må der være flest mulige selvoplevede situationer i undervisningen, men på den anden side kan de ikke - som man ellers har troet - erstatte teoretisk stof, formidlede handlingsmønstre og forklaring af abstraktioner.
Inden for æstetikken taler man om æstetisk erfaring. Her går en af diskussionerne på om den æstetiske erfaring er en særlig type, der adskiller sig fra andre erfaringer, eller om den er tæt beslægtet med vores øvrige erfaringer.
Erhverv.
Et erhverv er det man (professionelt) beskæftiger sig med for at tjene til sine leveomkostninger; en næringsvej eller livsstilling. Den erhvervsmæssige beskæftigelse er stærkt identitetsdannende i de fleste kulturer.
Udtrykket anvendes også som synonym til branche.
Erik Emune.
Erik Emune (Erik 2.), (frille)søn af Erik Ejegod, konge af Danmark fra 1134-1137 efter at have gjort det af med konkurrenterne Magnus den Stærke og Harald Kesja. Tilnavnet Emune betyder "den altid huskede".
Ikke meget vides om Erik før drabet på hans halvbror Knud Lavard. Men omkring 1130 ægter han den norske konge Sigurd Jorsalfars enke Malmfrid, født som prinsesse af Novgorod, og søster til broderen Knud Lavards hustru Ingeborg.
Den 7. januar 1131 myrder Kong Niels' søn Magnus sin fætter Knud Lavard, den danske hertug over Slesvig og Holsten samt en del af Albingen, i Haraldstedskoven ved Ringsted, efter at Knud Lavard havde holdt jul hos Kong Niels og Magnus. Mordet udløser stor vrede hos Knud Lavards familie, venner og tilhængere. Knud Lavard havde to halvbrødre, Harald Kesja og Erik, jarl af Lolland – den senere Erik 2. Emune. Harald slutter sig til Niels' styrker, efter at skåningene har valgt Erik som deres konge, og Erik sætter sig i spidsen for et oprør mod Kong Niels. De tre følgende år udkæmpes hver sommer drabelige slag først ved Ribe, så ved Hals i Jylland og endelig i 1133 ved Værebro på Sjælland. Også i Viborg bliver der kæmpet, bl.a. dræbes Viborgs 2. biskop, Biskop Eskild, foran alteret i Asmild Kirke i oktober 1132. Man mener, at den senere Kong Erik Emune stod bag drabet.
Kong Niels og Magnus vinder hver gang, og Erik må flygte til Norge. Sommeren efter går han i forbund med ærkebiskop Asser i Lund og den tyske Kejser Lothar, der sender en moderne rytterhær på 300 mand til Skåne. 2. pinsedag 1134 står så den tidlige middelalders største slag ved Fodevig. (Saxo har en meget dramatisk beskrivelse af slaget.)
Efter den blodige danske borgerkrig som kulminerede i slaget ved Fodevig (Fotevik) i det sydvestlige Skåne i 1134, blev sejrherren Erik Emune hyldet som konge på Sankt Libers høj ved Lund. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad (det er for øvrigt herfra, vi har betegnelsen "Metropolis Daniæ"). Erik Emune udstedte et gavebrev til domkirken i Lund; dette dokument er Danmarks ældste bevarede originale skrift.
Erik arbejder på at få sin dræbte halvbroder Knud Lavard helgenkåret for at befæste slægtens krav på tronen. Knud Lavards familie og tilhængere ønskede at han skulle begraves i Roskilde med pomp og pragt, men Erik Emune, der alligevel frygtede for, at Knuds popularitet skulle blive for stor, gennemtvinger, at Knud forbliver gravlagt i Ringsted kirke. Her grundlægger Erik et kloster, der skulle sørge for at dokumentere mirakler ved Knuds grav. Der er store forventninger til den nye konge. På Sjælland påbegynder man at nedskrive de love, der skal blive til ”Den sjællandske lov”. Erik uddeler gavmildt len og embeder til sine tilhængere, f.eks. overdrager han Roskilde bispestol til med ærkebisp Assers nevø Eskil; han forsøger også at forsone de tidligere fjender ved mægling.
Til er han hård mod sine fjender. Bl.a. lader han sin halvbror Harald og syv af dennes otte sønner dræbe. Herved skaffer han sig af med de fleste af de mulige kongeemner i slægten. I 1136 tager Erik Emune på korstog til Arkona på Rügen - paven opfordrer jo på den tid de kristne fyrster i Europa til at kæmpe mod de vantro, så hvorfor ikke tage fat på de hedninge, der bor lige i nærheden. Soldater har kors i skjoldene og på deres skjorter. Den ny roskildebisp Eskild holder afskedsgudstjeneste. Erik Emune lader soldaterne grave en kanal tværs over den smalle tange, der forbinder Arkona med Rügen og efterfølgende en skakt ind i kridtklippen under borgen, så fæstningens ene brønd bliver drænet for vand. Og til sidst må Arkona overgive sig på grund af mangel på vand. De beboere, som villigt lader sig døbe, får alle en fin, ny dåbsskjorte.
Men hjemme i Danmark går det mindre godt for Erik Emune, og han får flere og flere fjender. På Sjælland gør biskop Eskild og stormanden Peder Bodilsøn oprør imod ham, og snart ulmer oprøret overalt, og Erik må afstå fra at tage til Arkona den følgende sommer. Han har brugt ærkebispebyen Lund som sin hovedstad. Der kan han ikke vende tilbage. Han strander i Jylland, hvor uroen også ulmer. Efter tre år på tronen er det forbi. Den 18. juli 1137 blev Erik dræbt under et tingmøde på Urnehoved i Slesvig, efter sigende af herremanden Sorteplov. Han efterlader sig enken Malmfrid og en frillesøn.
Erik Gundersen.
Erik Gundersen (født 8. oktober 1959) er en speedwaykører der vandt 17. verdensmesterskaber. Herunder tre individuelle i 1984 i Göteborg, 1985 i Bradford, England og i 1988 i Vojens.
Erik Gundersen blev invalid ved et massestyrt under VM-finalen i England for hold 17. september 1989. Han fik en slem rygmarvsskade og man gav ham ikke mange chancer for at overleve. Men efter en lang genoptræning går han i dag, selvom han er erklæret 70% invalid.
Erik Gundersen er stadigvæk aktiv i sporten, da han pr. oktober 2007 er blevet ansat som ungdomstræner i Dansk Motor Union. I en årrække var Gundersen ligeledes landstræner for det danske landshold.
Erkendelse.
Erkendelse er et abstrakt begreb der finder anvendelse inden for mange videnskabelige discipliner. I psykologi omhandler erkendelse den måde hvormed en organisme indsamler, behandler og bruger information. Kort sagt hvordan fx mennesket opnår viden. I filosofi er erkendelse tæt forbundet med opfattelsen af epistemologi og ontologi.
1) Udsagnet skal være sandt. Et menneske kan således ikke erkende eksempelvis at jorden er bananformet, hvis det ikke rent faktisk er tilfældet.
2) Udsagnet skal være begrundet. Et menneske kan således ikke erkende, at jorden er rund, hvis det ikke kan forklare, hvorfor. Også selvom udsagnet er sandt.
3) Udsagnet skal udtrykke overbevisning. Et menneske kan således ikke erkende, at jorden er rund, medmindre det rent faktisk er overbevist herom. Også selvom udsagnet er både sandt og begrundet.
Indenfor religion.
At vores verden, Samsara, blot er en illusion, skabt af dæmonen Mara.
Ernst Henrich Berling.
Ernst Henrich Berling (22. marts 1708 - 16. oktober 1750, født som Ernst Heinrich Berling) var en tysk-dansk bogtrykker. Han grundlagde og udgav fra 1749 "Kjøbenhavnske Danske Post Tidender". Det er den avis, vi i dag kender som "Berlingske Tidende".
Berling var søn af ridende førster Melchior Christian Berling og Catharina Hennings, og han blev født i Mecklenburg. Han lærte bogtrykkerkunsten i Lauenburg, blev svend 1727 og indkaldtes 1731 til København af bogtrykker Johan Jørgen Høpfner, hvis steddatter, Cecilie Cathrine Godiche, datter af bogtrykker Jørgen Matthiasen Godiche, han året efter ægtede. Fra dem nedstammer den danske bogtrykkerslægt Berling.
1733 nedsatte han sig som bogtrykker, fik 1747 det eneste danske skriftstøberi overdraget af regeringen og udnævntes samme år til hofbogtrykker. Udstyrelsen af hans presses talrige frembringelser betegner et stort fremskridt i dansk bogtryk.
27. december 1748 fik han for sig og arvinger privilegium på at trykke de aviser – danske, tyske, franske og lærde –, som han havde afkøbt bogtrykkerenken Inger Wielandt. Hans "Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender", den nuværende "Berlingske Tidende", tilførte de politiske tidender en hidtil ukendt fylde af indenlandske nyheder. Fra 1748 overtog han også udgivelsen af det litterærkritisk blad "Kiøbenhavnske nye Tidender om lærde og curieuse Sager", og det optræder derfor også i den samtidige litteratur under navnet "Berlingske efterretninger".
Berling døde i oktober 1750, få måneder efter sin hustru.
Erot.
En erot en lille kærlighedsgud med vinger svarende til en amorin. Ordet er afledt fra det græske ord "erotes".
Es.
Esset er eneren i kortspil og har i de fleste spil den højeste værdi. Dog kan kortet i bl.a. poker og blackjack også fungere som det laveste kort - alt efter spillerens præferencer.
Beskrivelse.
I et standard sæt kort har esset ét symbol (ruder, spar, hjerte eller kløver), som er placeret midt på kortet. Somme tider er kortet særligt dekoreret med mønstre. I denne forbindelse er spar-kortet særligt i det, udgiverens signatur eller logo ofte er placeret på dette kort.
Historie.
Ordet es stammer fra det oldfranske ord "as" (af latin "as") i betydningen "en enhed" - svarende til navnet på en lille romersk mønt.
At kortet kan betyde det højeste kort stammer fra den franske revolution, hvor det laveste kortnummer (dvs. 1) blev placeret over kongen for at repræsentere folkets sejr over kongedømmet. Således har kortet i Frankrig ofte tallet 1 til at markere esset - frem for øvrige landes A.
Escudo.
møntenhed, som anvendes i Kap Verde.
"Portugisisk escudo" var desuden møntenheden i Portugal, med valutakoden PTE, indtil landet indførte euroen i 2002.
Eskadre.
Royal Navys 2. Eskadre i 1916
En eskadre (: "squadra" for 'tropper opstillet i firkant') kan være en administrativ samling af ensartede orlogsfartøjer i en flåde; destroyere, ubåde, torpedobåde osv. men kan også være en kampenhed af forskellige skibstyper, som for eksempel den kejserlige tyske "Ostasiengeschwader", som var alle tyske krigsskibe i Kina under 1. verdenskrig.
I den danske flåde er der i dag to eskadrer på ca. 600 mand hver. Disse eskadrer ledes af en kommandør og har base på h.h.v. Flådestation Frederikshavn og Flådestation Korsør.
En eskadre opdeles i divisioner, f.eks. fregatter i fregatdivisionen, korvetter i korvetdivisionen osv.
På tysk hedder en eskadre "Geschwader" og i "Bundesmarine" er eskadrer samlet i flotiller. F.eks. "Schnellbootsflottille" i Warnemünde består af 2. og 7. "Schnellbootsgeschwadern". Hvis Danmark havde en større flåde, ville den også samle eskadrer i flotiller.
ESO.
a>s centrum ved hjælp af en LASER.
ESO står for "European Southern Observatory", hvilket betegner et samarbejde mellem 11 europæiske lande om drift af et astronomisk observatorium.
Medlemslandene er: Belgien, Danmark, Tyskland, Finland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Holland, Portugal, Sverige og Schweiz.
Forskningsinstituttet har hovedkvarter i Garching i nærheden af München, men observationerne foretages fra La Silla-observatoriet i Chile.
Ethanal.
Ethanal (anden mulig stavemåde: "ætanal") er medlem af aldehyderne, dvs. oxiderede alkoholer.
Andet navn for ethanal er: Acetaldehyd.
Ethanal er efter formaldehyd (rettere methanal) den simpleste af aldehyderne.
Ethanal er aldehyd af ethan, dvs det har en kulstofkæde med to kulstofatomer. Ethanal har sumformlen: CH3CHO.
Ethanal forekommer blandt andet i gylle. Det er endvidere et nedbrydningsprodukt af gyrometrin og et mellemprodukt i katabolismen af alkohol. Ved nedbrydningen af ethanol gennem alkoholdehydrogenasen dannes der ethanal. Antabus forhindrer nedbrydningen af ethanal til ethansyre, hvilket skaber ubehagelige følger for antabuskonsumenterne.
MV= 44,05; SMP= -123,5 °C; KP= 21 °C
Etiopien.
Etiopien er et land i Afrika. Landet har fire større floder: Den Blå Nil, Omo, Awash og Wabe Shebelle. Den Blå Nil udmunder i Middelhavet, de øvrige udmunder enten i søer eller opløses i ørkensandet.
Etiopien blev tidligere kaldt Abessinien, men det tidligste historiske navn er stadig Etiopien (eller Æthiopien). Navnet Etiopien er en omskrivning af Æthiopia, gr. aith-mørkt eller brændt og -ops, ansigt. Oldtidens grækere og romere havde diplomatiske forbindelser med Etiopien.
Geografi.
Landet ligger på Afrikas Horn i den nordøstlige del af Afrika. Det grænser op til Djibouti, Eritrea, Kenya, Somalia og Sudan. Den Blå Nil har sit udspring fra Tanasøen. Flere vigtige afgrøder stammer fra Etiopien. Blandt andet kaffe og durra. Siden Eritreas selvstændighed har Etiopien ikke længere nogen kystlinje.
Klima.
Klimaet er tropisk. Højdeforskellene gør, at landet har tre forskellige klimazoner. Regnen falder i marts - april (den lille regntid) og juni - september (den store regntid). Resten af året er stort set tørt.
Befolkningsgrupper.
Landet har mange forskellige befolkningsgrupper. Ifølge den officielle folketælling i 1994 er de to største etniske grupper amhara- (30 %) og oromo-folket (32 %). Flertallet af stammer er af semitisk eller kushitisk oprindelse, men der er også nilotiske og andre folkeslag.
Sprog.
Der tales 70-80 sprog med ca. 200 dialekter. Amhara-folkets sprog, amharisk, anvendes som nationalsprog og tales af alle uddannede etiopiere. Det er fra den semitiske sprogfamilie (som fx arabisk og hebræisk). Mere umiddelbart stammer amharisk fra geez, også kaldet oldetiopisk, der går tilbage til Etiopiens oprindelse, Aksum-civilisationen. Geez var det dominerende skriftsprog i middelalderens Etiopien og helt indtil slutningen af 1800-tallet. Det bruges stadig af præster i etiopisk-ortodokse kirker, på samme måde som latin tales i katolske kirker. Geez skrives med sit eget alfabet, der også anvendes til amharisk og andre moderne etiopiske sprog.
Oromo-folkets sprog har kun en kort historie som skriftsprog og anvender det latinske alfabet.
Engelsk er Etiopiens "officielle internationale sprog", og anvendes på højere læreanstalter. Kun meget veluddannede etiopiere taler engelsk.
Religion.
a> er den mindste, men mest perfekte af Lalibelas klippeudskårne kirker.
Ifølge folketællingen i 1994 er der 61,6 % kristne, 32,8 % muslimer og 5,6 % "andre". De kristne tilhører primært Den Etiopisk Ortodokse Kirke, der er nært beslægtet med Egyptens Koptiske Kirke. Forskellige protestantiske kirker har dog også vundet indpas i senere år.
Kalender.
Etiopien anvender sin egen kalender baseret på den koptiske kalender. Året har i alt 13 måneder, heraf 12 med 30 dage og én kort måned med 5 dage (6 dage i skudår). Den 11. september er den første dag i det etiopiske år (12. september efter skudår). Etiopiens kalender opererer med et senere fødselstidspunkt for Jesus, så man er knapt 8 år "bagude" i forhold til den vestlige, gregorianske kalender. Således kan etiopierne fejre "Etiopisk Nytår 2000" på datoen, der i Danmark kendes som d. 11. september 2007.
Erhverv.
70 % af befolkningen er beskæftiget i landbrug (2008).
Oldtidshistorie.
De ældste kendte skeletter fra den menneskelige gren af primatfamilien, bl.a. abemenneske Ardi, der tilhører arten Ardipithecus ramidus og er omkring 4,5 mio. år gammelt, er fundet i Etiopien.
Etiopiens monarker har traditionelt hævdet at nedstamme fra Menelik, søn af Jerusalems Kong Salomon og Dronningen af Saba.
Aksum, der i dag ligger i Etiopiens nordlige Tigray-region, udgjorde en sofistikeret og magtfuld civilisation ca. 100 f.Kr. til 600. Aksums konger udvekslede ambassadører med Rom og Athen og havde en vigtig rolle i verdenshandlen. Aksums enorme obelisker skåret i klippesten vidner stadig i dag om Aksums storhed, og Aksum tildeles stor symbolsk værdi som vugge for den etiopiske kristendom.
Kristendommen blev Etiopiens statsreligion allerede i første halvdel af 300-tallet.
En anden glansperiode i Etiopiens historie er Zagwe-dynastiet (ca. 900 - 1250) baseret i Lalibela, i dag en landsby i den centrale Amhara-region. Fra denne tid stammer en række imponerende kirker udskåret i klipper, komplet med flere etager, vinduer, støtter, endog tagrende udskåret i en og samme klippesten.
Nyere historie.
Som eneste land i Afrika blev Etiopien aldrig koloniseret af Europa. Den nordlige provins ved Det Røde Hav, Eritrea, blev dog koloniseret af Italien, hvilket senere banede vejen for Eritreas uafhængighed. Desuden var Etiopien militært besat af Italien under den fascistiske diktator Benito Mussolini i 1936 - 41.
Etnologi.
Etnologi er den sammenlignende forskning af ulige folkeslag og kulturer.
Etnologiens historie.
Almen etnologi er nært beslægtet med antropologien, i og med at det drejer sig om afdækningen af kulturelle forskelle og sammenhænge i et globalt, historisk og komparativt perspektiv. Et af fagets aktuelle fokusområder er globale moderniteter - det komplekse samspil af global fælleshed og forskellighed, der kan udlæses af nutidens mange globale kulturelle fænomener, fra etnonationalisme til forbrugerkultur. Derudover lægger faget stor vægt på såvel metodiske som teoretiske og teori- og idéhistoriske overvejelser over antropologiens og i videre forstand de kulturvidenskabelige fags problemstillinger.
Etnologien søger at forstå og forklare kulturelle forskelle i levevis og opfattelser. Konkret kan det være en undersøgelse af kulturen på en arbejdsplads, københavnske børns idrætsvaner eller svenskernes forventninger til øresundsregionen.
Etude.
En etude (fra det franske ord "étude", der betyder "studie") er en kort musikkomposition lavet til øvelse af en speciel teknisk færdighed ved udførelsen af et soloinstrument. Etuden er skrevet specifikt til ét instrument, da det varierer meget hvilken slags øvelser, der er gode og/eller anvendelige for de forskellige instrumenter. Eksempelvis er det ikke muligt at lave vibratoøvelser på for eksempel et klaver, hvorimod dette kan laves på de fleste andre instrumenter.
En etude er ikke altid kun en øvelse, men stiler oftest efter at være et mere eller mindre melodisk stykke musik samtidig. De mest vellidte etuder er dog også dem, der fremstår som musik. For eksempel bliver Chopins etuder betragtet som meget teknisk svære, men samtidig musisk meget effektfulde og ekspressive. Stykker, der kun er teknisk svære og har meget lidt musisk virkning, kaldes ofte blot øvelser og ikke etuder.
Historie.
Musiske øvelser er blevet komponeret siden det 18. århundrede. Carl Czerny var i den første periode en af hovedkomponisterne bag disse stykker, men det var Chopin, som gjorde etuden til en vigtig musikalsk genre. Dette skyldes at Czernys stykker var meget tekniske, og hvad Chopin gjorde, var at udvikle genren til musik.
Etymologi.
Etymologi (af græsk ἔτυμον / "étymon" 'sand, egentlig, ægte' og λόγος / "lógos" 'ord, fornuft, forklaring') er læren om enten ords oprindelse og udvikling eller et enkelt ords oprindelse.
De danske ords oprindelse.
Meget af det danske grundordforråd er arveord fra urindoeuropæisk over urgermansk, urnordisk og gammeldansk.
Der er imidlertid en stor mængde låneord, der er kommet fra middelnedertysk i middelalderen; de fleste af disse ord er også af indoeuropæisk og germansk oprindelse, men de har ændret sig efter nedertyske lydregler i stedet for nordiske.
I nyere tid er en del ord blevet indlånt fra græsk, latin, fransk, højtysk, svensk og engelsk.
Etymologiske ordbøger.
Der er en tradition for at præsentere et sprogs samlede etymologier mere eller mindre summarisk i ordbogsform.
Eufrat.
Eufrat er en flod, der udspringer i Tyrkiet, løber igennem Irak og udmunder i den Persiske Golf.
Historisk har området mellem Eufrat og Tigris, Mesopotamien, været grobund for nogle af verdenhistoriens største civilisationer som Babylonien, Sumer og Assyrien.
I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat.
Eugen Onegin.
Eugen Onegin er titelpersonen i en versificeret roman af Aleksandr Pusjkin. Handlingen udspiller sig i Rusland i 1820'erne. Kærlighed og stolthed er to uforenelige størrelser. Det må både Tatjana og Onegin smerteligt erkende i Pusjkins stærke og smukke roman baseret på en af verdenslitteraturens store klassikere.
Tjajkovskij komponerede i 1878 en opera, baseret på romanen.
Eugenik.
Eugenik er arvehygiejne, men bliver ofte, lettere misvisende, også kaldt racehygiejne.
Eugenik er i den biologiske videnskab et begreb, som har til formål at kortlægge arvemassen (arvelige sygdomme, genetiske defekter osv.) og på dette grundlag at forbedre en befolknings samlede arvemasse ved forskellige foranstaltninger, herunder at begrænse og fremme børneavl for forskellige grupper.
Eugenikken introduceredes af den engelske forsker Sir Francis Galton (1822 - 1911). Betegnelsen "eugenik" kommer af græsk "eu-" (= god) og "genes" (= fødsel), og kan oversættes med "af god fødsel". Ordet blev først benyttet af Galton i 1882. Der skilles mellem "positiv eugenik", som opmuntrer til flere børn fra personer med formodet heldige egenskaber, mens "negativ eugenik" vil forhindre personer med formodet uheldige egenskaber i at få børn.
Eugenik eksisterer allerede i et vist omfang i Danmark, f.eks i straffelovens paragraf 210, der forbyder incest og i ægteskabslovgivningen, der forbyder nære familiemedlemmer at blive gift med hinanden. Den eksisterer også som fosterdiagnostik, hvor vordende forældre kan vælge børn fra med f.eks. Downs syndrom. Nogle mener også, at socialpolitikken og børnepolitikken er eugenisk, idet nogle grupper har større fordel af økonomisk støtte til børn end andre grupper, og at de grupper, der har størst økonomisk fordel heraf, føder flest børn. Om dette er er eugenik er stærkt omdiskuteret.
Også socialdemokraten K. K. Steincke skrev om eugenik i "Fremtidens Forsørgelsesvæsen" som udkom i 1920.
Blandt andet anbefalede han en diskussion om tvangssterilisation.
Begrebet eugenik har siden 1933 haft en ubehagelig klang. I racepolitikken, der var en vigtig del af den nazistiske ideologi, lå et ønske om "forædling" af det tyske folk. Dette skulle ske ved eugenik, der konkret betød, at man steriliserede, kastrerede eller dræbte mennesker, der var uønskede - herunder handicappede, homoseksuelle, jøder og sigøjnere.
Begrebet er igen på vej i brug, dels som et argument for genmanipulation i den menneskelige arvemasse, dels som et argument for at modvirke arvemassens forringelse ved bl.a. økonomisk foranstaltninger. Det sidste argumenterer bl.a. Helmuth Nyborg for (dansk professor ved Aarhus Universitet).
Historie.
Idéen om at "forbedre folkets arveegenskaber" blev først sat ud i praksis i 1907, da steriliseringslove blev vedtaget i staten Indiana, efterfulgt af Danmark i 1929 og Tyskland i 1933. I Europa blev det første professorat i eugenik stiftet i London i 1909. Progressive briter som Keynes og Sidney Webb stillede sig også positive. Amerikanske filantroper finansierede ikke blot egne laboratorier for eugenik, men i en periode også Kaiser Wilhelm-instituttet i Tyskland. Amerikanske og tyske vitenskabsfolk var tæt forbundet op gennem 1920'erne, og fik et vist gennemslag for eugenik hos politikerne. Verdens første institut for racehygiejne åbnede i Uppsala i 1922.
Eva Peron.
María Eva Duarte de Perón (alias María Eva Ibarguren, men bedst kendt Evita; 7. maj 1919 - 26. juli 1952) var en argentinsk visesanger og præsidentfrue.
Eva Perón fik stor betydning for den politiske udvikling i Argentina.
Eva Peróns liv har gjort hende til en kendt person via populærkulturen, hvor hun var hovedperson i Andrew Lloyd Webbers musical "Evita", som er filmatiseret med Madonna i hovedrollen i spillefilmen af samme navn "Evita".
Eva Peron var datter af en fattig landmand. Som 15-årig kom hun til Buenos Aires, fast besluttet på at blive filmstjerne. Selv om hun hurtigt blev kendt, rakte hendes talent ikke til stjernestatus. Den fik hun først da hun giftede sig med General Juan Perón. Da han kort tid efter blev udnævnt til præsident, fik hun en overvældende modtagelse af det argentinske folk, der så hende som en helgen. De døbte hende Evita. I sin kamp for de fattige blev hun landets mest magtfulde og omtalte kvinde.
Selv da hun fik konstateret uhelbredelig kræft, fortsatte hun sin kamp for arbejderklassen. Den 26. juli 1952 døde Evita 33 år gammel og efterlod Argentina i landesorg.
Evolution (biologi).
Evolution er i biologi en udvikling, der beskriver organismers forandring som følge af arvelighed, reproduktion og selektion. Evolutionsteorien er en videnskabelig teori, der har til formål at forklare, hvordan artsdannelse, dvs. opståen af nye arter, kan forekomme.
Evolutionens proces (kortfattet).
Hvis en isoleret gruppe individer på denne måde ændres så meget, at indbyrdes reproduktion ikke længere er mulig med resten af den oprindelige art, er der opstået en ny art (artsdannelse).
Evolution og artsdannelse.
For mange er evolution synonym med artsdannelse, fordi evolutionen ses som en proces, der danner nye 'arter'. Med 'arter' menes der her dog som regel nye "typer" organismer og ikke "arter" i den biologiske forstand. Den biologiske definition af en art er 'en gruppe organismer, der indbyrdes kan få afkom, og hvis afkom også formår at få afkom'(Hest og æsel kan godt få afkom med hinanden, et såkaldt mulddyr, men mulddyr kan ikke reproducere, altså hest og æsel er ikke samme art). Evolution og artsdannelse er derimod to helt forskellige processer, der dog er tæt tilknyttet hinanden. Artsdannelse er den proces, der skaber nye arter, ved at to populationer af en forfaderart isoleres fra hinanden i tilstrækkelig lang tid, således at "evolutionen" gør dem så forskellige fra hinanden, at de ikke kan få afkom sammen mere. Denne krydsningsbarrière kan være rent genetisk eller være baseret på, at to arter under naturlige omstændigheder aldrig vil krydses i praksis. Læs mere i artiklerne om artsbegrebene og artsdannelse.
Naturlig selektion.
Naturlig selektion eller udvælgelse er den proces, der er med til at forårsage forandringer i de samlede egenskaber hos en gruppe organismer ved at sortere de individer fra, der er mindre egnede til at få afkom (pga. overlevelsesevne og/eller parringsevne). Naturlig selektion deles op i økologisk selektion og seksuel selektion, hvoraf den første slags er miljøbaseret og den anden baseret på evnen til at finde mage. Den økologiske selektion fører til en tilpasning til miljøet, hvorimod seksuel selektion fører til det modsatte: utilpasning til miljøet. Dette paradoks forklares i 1975 af Amotz Zahavi, da han fremlægger teorien om Handicap-princippet. I korte træk går forklaringen ud på at hannen må vise sin stærke overlevelsesevne ved at have et tilpas stærkt "handicap" (i betydningen at det forværrer hans overlevelsesevne). Dette fænomen har i ekstreme tilfælde for eksempel ført til, at påfuglehannen har enorme, imponerende halefjer. Denne teori er bl.a. blevet stærkt forfægtet af Tor Nørretranders i hans bog Det generøse menneske.
Blandt de folk i New Guinea, som var ramt af sygdommen kuru, har man fundet en mutation, der beskytter helt eller delvist mod netop den sygdom. Mutationen har spredt sig i folkene som et resultat af epidemiens hærgen, og den regnes for et slående bevis på, at naturlig udvælgelse også virker hos mennesker - endda med forbavsende hastighed.
Kritik af evolution.
Et af de første kritikpunkter af Charles Darwins lære om evolution peger på endelsen 'teori' i det, som mange beskriver som 'evolutionsteorien'. En anden betegnelse for evolutionsteorien er da også udviklingslæren, fordi den daglige brug af ordet teori ofte betegner noget, der er spekulativt. Begrebet teori er dog et meget stærkt begreb i naturvidenskab og betegner en hypotese, der er blevet anerkendt. Evolution betragtes derfor i et deskriptivt perspektiv som et videnskabeligt faktum, omend videnskaben ikke konkluderer endelige sandheder, mens evolution i et normativt perspektiv kan beskrives som en teoretisk udledning, som på nuværende tidspunkt ikke kan falsificeres.
Kritikerne er primært at finde i religiøse cirkler udenfor den videnskabelige scene. De primære kritikere af evolutionsteorien er de såkaldte kreationister (eng.: "creationists"), som antager en form for "skabelse", enten ved en bogstavelig fortolkning af skabelsesberetningen i 1. Mosebog i Det gamle Testamente eller på anden måde, f.eks. ved intelligent design. Størstedelen af videnskabsfolk, bl.a. forfatteren Richard Dawkins, og andre kritikere af kreationisme afviser dog indsigelserne som uvidenskabelige og baseret på forvanskninger og urealistiske eller fejlagtige antagelser.
“Det er den rene universelle perfektionisme, det faktum at uanset hvor vi kigger hen, så finder vi en elegance og opfindsomhed af absolut grænseoverskridende kvalitet, som modsiger ideen om en tilfældig opståen...” (Denton, Michael, 1986. Evolution: A Theory in Crisis, Adler & Adler Publishers, Inc., Bethesda, Maryland. S. 342.)
- Det hele kan ikke komme ud af ingenting, derfor må være en form for skaber. Der gives udover dette yderligere forklaring i tilfælde af at man stiller spørgsmålstegn ved denne skabers oprindelse, ved at tilskrive skaberen en uafhængighed af tid, sted osv. og derfor muliggøre denne skabers evighed, hvilket vil sige, at skaberens oprindelse defineres med evighed. Dette er dog ikke et argument imod evolutionsteorien, i det denne ikke handler om verdens skabelse eller livets oprindelse. De to spørgsmål dækkes af Big Bang og forskning i Abiogenese. Evolutionsteorien som sådan omhandler hvordan arter udvikler sig, ikke hvor verden kommer fra eller hvordan livet er opstået.
"Gud må være evig. Dette skyldes at tid er evig og siden, at der ikke kan være tid uden forandring, må forandring være evigt. Og siden forandring er evigt må årsagen bag forandring - den ubevægede bevæger - også være evig. For at være evig, må Gud også være immateriel siden kun immaterial ting er immune overfor forandring. Derudover, er Gud som en immateriel skabelse, ikke udstrakt i rummet."
Et modargument er dog, at denne skaber også skal komme et sted fra.
- Systemer opbygget af samvirkende dele, som alle har måttet være til stede fra begyndelsen, for at systemet overhovedet har kunnet fungere, taler imod en gradvis udvikling.
Dette er dog oftest baseret på en misforståelse af udviklingslæren, idet udviklingslæren fortæller, at avancerede organer opstår ved, at et avanceret organ altid er en lille forbedring end den forrige.
De enkelte delelementer som skulle være til stede for at skabe et organ, som f.eks. øjet har derfor også undergået en udvikling.
Eksterne henvisninger.
Biologists Discover Seeds Of Speciation Citat: "...There's a huge amount of biodiversity out there, and we don't know where it comes from. Evolutionary biologists are excited to figure out what causes what we see out there--the relative forces of selection and drift--whether things are adapting to their environment or variation is random..."
XML.
XML (fra Extensible Markup Language) er et opmærkningssprog. Det er et format der blandt andet bruges til at udveksle informationer mellem computere. En lang række formater er udvidelser af XML fx XHTML og XSL men også fx Microsoft Word 2007 og OpenOffice.org Writer gemmer dokumenter i formater der er udvidelser af XML.
Meningen med XML er at nærme sig idealet for internettets webstruktur, nemlig for enhver internetside at holde struktur, design, dynamik, animering, indhold (data), interaktivitet osv. adskilt separat fra hinanden i kodningen bag.
Fx: HTML, der udgør en hjemmeside, bør udgøre strukturen eller skelettet bag hjemmesiden - intet andet. CSS bør benyttes fra eksterne filer til at designe, formatere og give siden sit layout. XML bør således benyttes til at indeholde data, som skal hentes ind i HTML-dokumentet og præsenteres.
Altså, XML bør præsenteres med HTML, formateres med CSS, redigeres med et scriptsprog eller lignende osv. Det eneste, XML i sig selv kan, er at opbevare data - og det er dets vigtigste opgave.
Oprindelse.
XML blev designet til at være læsbart for både mennesker og maskiner. For at gøre det læsbart for mennesker er opmærkningen såkaldt selv-beskrivende. Et element kan f.eks. hedde "..." eller "...". Til gengæld fylder XML baserede opmærkningssprog ofte mere end binære filformater.
XML er et frit (ikke-patenteret) sprog og er i dag standardiseret af organisationen W3C. XML er et meta-opmærkningsprog, en syntaks til at lave opmærkningssprog. XML er en forenklet delmængde af meta-opmærkningssproget SGML med henblik på opmærkning af både dokumenter og data, og specielt velegnet til brug over Internettet. XML har i modsætning til SGML, der var meget komplekst, vundet stor praktisk udbredelse inden for mange områder.
Karakteristika, anvendelse og begrænsninger.
XML tilhører ligesom fx SGML sprog-kategorien opmærkningssprog.
XML er meget udbredt til at overføre data mellem computersystemer i et datanetværk, og bruges som sådan bl.a. til EAI. XML er i kraft af sin fleksibilitet i stand til at udtrykke mange forskellige datatyper, så længe de kan struktureres i en træstruktur. Denne begrænsning skyldes, at XML kun kan udtrykke et hierarki af elementer, men ikke relationer mellem elementerne. XML er således ikke alene i stand til at modellere fx cykliske grafer.
Tilknyttede og afledte teknologier.
Der findes mange forskellige typer XML, hvor bl.a. GML (Geography Markup Language), der er en type af XML, der er specielt beregnet til at håndtere geografiske data, er en af dem. Desuden findes der mange andre typer alt efter hvilken organisation eller branche, der har udviklet typen. Således er det muligt for den enkelte branche at skræddersy den type XML man ønsker at bruge, så det matcher ens behov. Det smarte i dette arbejde ligger således i, at den enkelte type kan udbredes for hele branchen, således at alle bruger den samme type XML og der skabes derved muligheder for, at alle kan høste fordelene ved at kunne udveksle data med hinanden.
Når der udvikles et XML kan det med fordel ske vha. af et XML-skema. Dette angiver f.eks. hvilke tags, der må bruges, således at det er nemmere at udvikle et XML dokumentet, da skemaet kan bruges som et rette ark for dokumentet. Dette betyder at en bestemt type af XML dokumenter, såfremt de passer med skemaet, kan læses og forstås, i det system de er rettet imod. Dette giver også fordele for programmører, der udvikler klienter, der skal gøre brug at en bestemt type XML dokumenter, hvorfor anvendelsen af skemaet kan hjælpe med dette. På denne måde opfattes XML skemaet som en form for skabelon for hvorledes en speciel type XML skal opbygges. Samtidig giver det ligeledes XML dokumentet et kvalitetsstempel, da der sammen med dokumentet sendes information om at det pågældende dokument er velformet og valid. Hvor det at være velformet betyder, at dokumentet overholder XML syntaks fuldstændig og valid betyder, at dokumentet kan blive verificeret med et XML skema.
OIOXML.
I 2001 blev det besluttet, at XML skulle være et fælles standardiseret udvekslingsformat for offentlige myndigheder i Danmark. Herefter er OIOXML projektet blevet startet, der skal være med til at styre udviklingen, således at organisationer kunne støtte sig hertil i udviklingen af udvekslingsformatet.
Afslutning.
Med de muligheder, der ligger i brugen af XML, er der skabt et stærkt værktøj til at høste mange af de muligheder, som netværkssamfundet tilbyder. Data kan vha. XML florere mellem organisationer og bruges bedst muligt, uden at organisationerne skal støde på forhindringer i form af for eksempel dataets format. Der er således skabt et udvekslingsformat, som alle kan bruge og som ligger offentligt tilgængeligt så organisationer ikke vil blive mødt af f.eks. copyright på udvekslingsformatet. Endvidere kan organisationerne let få informationer om, hvorledes nye digitale systemer skal opbygges for at kunne kommunikere og udveksle data med andre organisationer, hvilket er med til at sikre, at der skabes en høj grad af interoperabilitet. Dette gør, at der ikke tøves med at bruge formatet, hvilket betyder, at formatet er bredt accepteret, hvilket er en af de vigtigste forudsætninger for en standard til udveksling af data bryder igennem og bliver brugt.
Eksempel på XML dokument.
codice_1
Extranet.
Extranet er betegnelsen for et netværk, der ligger uden for et firma, og benytter internetprotokoller som for eksempel IP, HTTP, POP3 og SMTP. Internettet kan opfattes som et extranet, men betegnelsen vil dog normalt blive anvendt til at beskrive for eksempel en kundes eller en leverandørs netværk, som et firma har adgang til.
Lake Eyre.
Lake Eyre er Australiens største Sø (9.500 km²), når den er fyldt, hvilket sker sjældent.
Søbredden er det lavest beliggende sted i Australien med 15 meter under havoverfladen.
NATO.
NATO (engelsk: North Atlantic Treaty Organisation) eller på fransk: OTAN (l'Organisation du Traité de l'Atlantique Nord) er en international organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 med de allierede krigspartnere USA, Storbritannien og Frankrig som de drivende kræfter.
Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet. Derudover arrangerer NATO ofte større, militære øvelser for medlemslandene. NATO deltager desuden med fredsbevarende styrker i krigshærgede lande, fx Afghanistan.
Da man etablerede NATO, var der 12 lande med. Disse lande var Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Senere er NATO blevet udvidet med flere medlemslande. Den sidste store udvidelse skete i 2004, hvor blandt andet en række af de tidligere Warszawapagt-lande blev indlemmet i NATO.
Begyndelsen.
Bruxelles-Traktaten, der blev underskrevet 11. marts 1948 af Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien, anses for at være forgængeren til NATO aftalen. Denne traktat etablerede en militær alliance, der kaldtes Vestunionen eller WEU. Men amerikansk deltagelse blev anset for nødvendig, hvis man skulle kunne matche Sovjetunionens militære styrke, og derfor begyndte forberedelsen af en ny, militær alliance hurtigt efter traktatens vedtagelse.
Resultatet blev den Nordatlantiske Traktat, der blev udarbejdet af Lester B. Pearson og underskrevet i Washington D.C. 4. april 1949. Traktaten inkluderede de fem lande, der havde underskrevet Bruxelles-Traktaten, samt USA, Canada, Portugal, Italien, Norge, Danmark og Island. Tre år senere, 18. februar 1952, underskrev også Grækenland og Tyrkiet aftalen. På grund af deres geografiske beliggenhed kunne Australien og New Zealand ikke være med i alliancen, og i stedet blev ANZUS aftalen indgået mellem de to lande og USA.
I 1954 foreslog Sovjetunionen, at den skulle indgå i NATO-alliancen for at bevare fred i Europa. NATO-landene nægtede dog dette, da de så det som et forsøg på at opløse NATO indefra.
Indlemmelsen af Vesttyskland i NATO 9. maj 1955 blev beskrevet som "et afgørende vendepunkt i vort kontinents historie" af Norges daværende udenrigsminister Halvard Lange. Et af de øjeblikkelige resultater var da også oprettelsen af Warszawapagten, der blev underskrevet 14. maj 1955 af Sovjetunionen og dens satellitstater. Dermed var de to parter i den kolde krig endeligt etableret.
Den kolde krig.
Kort der viser NATO- og Warszawapagt-landene under den kolde krig
Krise med Frankrig.
NATO's sammenhold blev brudt allerede tidligt i alliancens historie med en krise under Charles de Gaulles tid som præsident i Frankrig fra 1958 og frem. De Gaulle protestererede mod det, han mente var USA's hegemonistiske rolle i organisationen, og det han så som et specielt forhold mellem USA og Storbritannien. I et memorandum, han sendte til USA's præsident Eisenhower og den britiske premierminister Harold Macmillan 17. september 1958, argumenterede han for en ligestilling af USA, Storbritannien og Frankrig, og for at NATO's dækning skulle udvides til også at omfatte franske geografiske interesseområder.
Charles de Gaulle anså svaret på sit memorandum som utilfredsstillende og begyndte at arbejde for et uafhængigt, fransk forsvar. Frankrig trak sin middelhavsflåde ud af NATO kommandoen 11. marts 1959 og arbejdede henimod et selvstændigt atomvåbenprogram.
I juni 1959 forbød de Gaulle al udstationering af udenlandske atomvåben på fransk jord, og USA trak 200 militærfly ud af Frankrig. Dermed blev 26th Tactical Reconnaisance Wing, der tidligere var baseret i Tol-Rosiéres luftbasen, relokeret til Ramstein Air Base i Vesttyskland, og Tol-Rosiéres blev givet tilbage til Frankrig i 1967. Mellem 1950 og 1967 drev det amerikanske luftvåben ti større baser i Frankrig. 13. februar 1960 afprøvede Frankrig sin første atombombe, "Gerboise Bleue".
Selv om Frankrig udviste solidaritet med resten af NATO under Cubakrisen i 1962, fortsatte de Gaulle sine bestræbelser for et selvstændigt fransk forsvar ved også at trække de franske atlanterhavs- og kanalflåder ud af den integrerede NATO kommando. I 1966 blev de franske, væbnede styrker også trukket ud af NATO's integrerede kommando, og alle udenlandske tropper blev bedt om at forlade Frankrig.
Frankrig fortsatte dog som medlem af den politiske alliance. Frankrigs nej til udenlandske tropper resulterede i, at NATO's europæiske overkommando (SHAPE) blev flyttet fra Paris til Casteau, nord for Mons i Belgien 16. oktober 1967. Frankrig trådte igen ind i NATO's militære kommando i 1993.
Standardiseringer.
Skabelsen af NATO havde som konsekvens, at der blev brug for en standardisering af militær teknologi. Standardiseringen skete gennem STANAG aftalen, der blandt andet resulterede i en fælles kaliber for militære håndvåben, fælles procedurer for militære lufthavne og en række andre standardiseringer. Der blev også brug for en fælles militær strategi. Den blev sikret gennem fælles kommando, kontrol og kommunikationscentre.
Afspænding og ny skærpelse af konflikten.
Under det meste af den kolde krig optrådte NATO ikke som organisation i åbne militære konflikter. 1. juli 1968 blev Traktaten om ikke-spredning af kernevåben åbnet for underskrifter.
30. maj 1978 definerede NATO landene to yderligere mål for alliancen: At opretholde sikkerheden og arbejde for afspænding. Dette skulle gøres ved at tilpasse alliancens militære magt til Warszawapagtens offensive formåen uden at starte et våbenkapløb.
12. december 1979 efter at warszawapagtlandene havde øget deres atomvåbenkapacitet i Europa, blev yderligere amerikanske atomvåben deployeret i Europa. De nye våben skulle styrke Vestens forhandlingsposition i forhandlingerne om nedrustning. Beslutningen blev kaldt Dobbeltbeslutningen, fordi den egentlig indeholdt to beslutninger. Man ville tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger, men samtidig opruste, hvis ikke disse forhandlinger førte til noget. I 1983-1984 blev der i forbindelse med denne beslutning opstillet amerikanske Pershing II raketter i Europa som svar på Warszawapagtlandenes oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i Europa. Pershing II raketterne var i stand til at nå Moskva på få minutter. Denne oprustning førte til protester fra fredsbevægelserne i Vesteuropa.
I denne periode var der ikke de store ændringer i NATO's sammensætning. I 1974 trak Grækenland sine tropper væk fra NATO kommandoen, og 30. maj 1982 blev Spanien indlemmet i alliancen. Efter græsk-tyrkiske spændinger efter striden om Cypern i 1974 blev de græske styrker igen underlagt NATO kommandoen i 1980 i samarbejde med Tyrkiet.
I november 1983 skabte NATO-øvelsen "Able Archer 83" panik i Kreml. Øvelsen simulerede et atomvåbenangreb mod Sovjet. Det sovjetiske lederskab blev bekymret for, at den amerikanske præsident Ronald Reagan havde planlagt at starte et rigtigt angreb. Som reaktion blev de sovjetiske atomvåbenstyrker i Østtyskland og Polen sat i alarmberedskab. Selvom Sovjetunionens reaktion i samtiden blev udlagt som propaganda, mener mange historikere, at den sovjetiske frygt for et angreb var ægte.
Operation Gladio.
24. oktober 1990 afslørede den italienske premierminister, Giulio Andreotti, eksistensen af Gladio, en hemmelig, paramilitær milits, hvis officielle mål var at udkæmpe en guerillakrig bag fjendens linjer i tilfælde af et angreb fra warszawapagtlandene. Andreotti fortalte det italienske parlament, at NATO længe i det skjulte havde trænet partisaner til dette formål.
Gladio programmet var tilsyneladende aktivt i alle europæiske NATO-lande og nogle neutrale lande. Emnet er specielt kontroversielt i Italien, hvor en rapport i 2000 konkluderede, at Gladio havde været involveret i nyfascistisk terrorisme, der skulle mindske kommunistisk, politisk indflydelse i landet.
Efter den kolde krig.
Afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATO's primære modstander. Dette gav anledning til en strategisk revaluering af NATO's formål og opgaver. I praksis medførte det en gradvis (og stadig igangværende) ekspansion af NATO i Østeuropa og en udvidelse af aktiviteter til en række områder, der ikke tidligere havde været NATO's arbejdsområder. Den første udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af NATO alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå.
28. februar 1994 deltog NATO for første gang i åben kamp, da fire serbiske fly blev skudt ned efter at have brudt et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina der var beordret af FN. NATO håndhævede flyveforbuddet, der var startet 12. april 1993 og sluttede 20. december 1995. NATO's luftangreb i 1995 hjalp med til at afslutte krigen på Balkan.
Mellem 1994 og 1997 dannede NATO flere fora for regionalt samarbejde mellem NATO og alliancens naboer, for eksempel Partnerskab for fred og Euro-Atlantic Partnership Council. 8. juli 1997 blev tre tidligere kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet og Polen inviteret til at deltage i NATO alliancen og blev formelt indlemmet i 1999.
24. marts 1999 deltog NATO i den første større konflikt i alliancens historie, da NATO styrker gik ind i Kosovokrigen med en 11 uger lang luftkampagne mod dele af det daværende Jugoslavien (nuværende Serbien). En formel krigserklæring fandt aldrig sted. De serbiske jugoslaver kaldte Kosovokrigen for militær aggression og imod FN-charteret.
Konflikten sluttede 11. juni 1999, da Slobodan Milošević bøjede sig for NATO's krav og accepterede resolution 1244. Nato hjalp derefter med at etablere KFOR, en NATO ledet styrke under FN mandat, der varetager sikkerheden i Kosovo.
NATO efter 11. september 2001.
NATO's ekspansion, aktiviteter og geografiske dækning er blevet forøget yderligere efter terrorangrebet 11. september 2001. Angrebet førte til, at NATO chartrets artikel 5 blev taget i brug. Artikel 5 siger, at et angreb på en medlemsstat anses for et angreb på alle alliancens medlemmer. 4. oktober 2001 fastslog NATO endeligt, at angrebet var dækket af artikel 5.
Angrebet medførte de første militære aktioner begrundet med artikel 5 i NATO's historie: Operation Eagle Assist og Operation Active Endeavour.
På trods af denne hurtige, solidariske reaktion stod NATO snart over for en krise. 10. februar 2003 nedlagde Frankrig og Belgien veto mod planer om at forsvare Tyrkiet i tilfælde af en krig med Irak. Begrundelsen var, at sådanne planer ville sende et signal om, at forhandlingerne med Irak havde slået fejl. Tyskland brugte ikke sin veto-ret, men støttede alligevel Frankrigs og Belgiens veto.
I spørgsmålet om Afghanistan udviste alliancen til gengæld større sammenhold. 16. april 2003 enedes NATO landene om at tage kommandoen over International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Forslaget blev fremsat af Tyskland og Holland, de to lande der ledte ISAF, og alle 19 NATO ambassadører godkendte beslutningen enstemmigt. ISAF kom under NATO's kontrol 11. august. Det var første gang i NATO's historie, at alliancen styrede en militær operation uden for Europa.
31. juli 2006 overtog en NATO-ledet styrke bestående af tropper fra Canada, Storbritannien, Tyrkiet, Danmark og Holland de militære operationer i det sydlige Afghanistan fra en amerikansk ledet styrke.
Ekspansion og omstrukturering.
Nye NATO strukturer blev skabt, og gamle nedlagt. NATO's reaktionsstyrke, NATO Response Force (NRF), blev dannet efter NATO topmødet i Prag 21. november 2002. 19. juni 2003 startede en større omstrukturering af de militære NATO kommandoer, da hovedkvarteret for Supreme Allied Commander Atlantic blev nedlagt og en ny kommando, Allied Command Transformation (ACT) blev oprettet i Norfolk i Virginia i USA. Samtidig blev Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE) også hovedkvarter for Allied Command Operations (ACO). ACT er ansvarlig for at transformere NATO til fremtidige opgaver, mens ACO er ansvarlig for militære operationer.
Udvidelsen med nye medlemslande fortsatte, og syv nye lande blev indlemmet i NATO: Estland, Letland, Litauen, Slovenien, Bulgarien og Rumænien. Disse lande blev inviteret til forhandlinger om medlemskab ved NATO topmødet i Prag i 2002 og blev optaget i NATO 29. marts 2004. Udvidelsen var den største i NATO's historie.
En række andre lande har også udtrykt ønske om at blive optaget i NATO, blandt andet Albanien, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Georgien og Montenegro.
Rusland mener, at NATO's udvidelser mod øst siden slutningen på den kolde krig har været en klar overtrædelse af en aftale mellem den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og George H.W. Bush, der tillod en fredelig genforening af Tyskland. NATO's ekspansionspolitik bliver set som en fortsættelse af den kolde krigs forsøg på at omringe og isolere Rusland.
Medlemslande.
Kort der viser NATO's europæiske udvidelser
Fremtidigt medlemskab.
NATO giver feedback og teknisk rådgivning til det enkelte land og evaluerer dets fremskridt.
Det er usandsynligt, at NATO skulle invitere lande som Irland, Sverige, Finland, Østrig og Schweiz til medlemskab, fordi befolkningen og de valgte regeringer i disse lande ikke støtter et medlemskab i NATO. NATO anerkender officielt disse landes neutralitetspolitik.
Det euro-atlantiske partnerskab.
Der er blevet etableret to fora, der skal fremme fremtidigt samarbejde mellem de 28 NATO-lande og 21 såkaldte "partnerlande."
Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan.
Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan (IPAP), der så dagens lys ved NATO topmødet i Prag i 2002, er åben for lande, der har den politiske vilje til at øge deres samarbejde med NATO.
Middelhavsdialogen.
Middelhavsdialogen der blev startet i 1994, er et forum for samarbejde mellem NATO og syv lande i Middelhavsområdet.
I 2004 styrkedes Middelhavsdialogen på et topmøde i Istanbul, og blev hvad NATO kalder et "ægte partnerskab," med en række nye mål: Styrkelse af den politiske dialog, større interoperabilitet, en forsvarsreform og terrorbekæmpelse.
Andre partnere.
NATO samarbejder med Rusland i NATO-Rusland Rådet, der blev etableret i maj 2002.
Filippinerne har længe været allieret med USA. Filippinerne fik betegnelsen "større ikke-NATO allieret" 6. oktober 2003, hvilket tillod USA og Filippinerne at samarbejde om militær forskning og udvikling. I april 2005 indgik Australien, der længe har været allieret med USA, en sikkerhedsaftale med NATO, der skulle øge efterretningssamarbejdet i krigen mod terrorisme. Australien har også en forsvarsattaché posteret i NATO's hovedkvarter.
Samarbejde med Japan, El Salvador, Sydkorea og New Zealand er også blevet udtrykt som værende en prioritet.
Israel er med i middelhavsdialogen og har søgt at udvide sit samarbejde med NATO. Israel blev for første gang besøgt af en NATO-leder 23. februar - 24. februar 2005. Den første fælles flådeøvelse mellem NATO og Israel fandt sted 27. marts 2005. I juni samme år deltog israelske tropper i NATO øvelser.
Flere har talt for, at Israel optages i NATO-alliancen, blandt andet Spaniens tidligere premierminister, José María Aznar og den italienske forsvarsminister Antonio Martino. Men NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer, afviste i september 2006 at et Israelsk medlemskab kan komme på tale. Israel har heller ikke søgt om en optagelse i NATO.
Politisk struktur.
Som alle alliancer styres NATO i sidste ende af sine 28 medlemslande. Den Nordatlantiske Traktat, og andre aftaler, fastsætter rammer for hvordan beslutninger tages i NATO. Hver af de 28 medlemslande sender en delegation, eller mission, til NATO's hovedkvarter i Bruxelles i Belgien. Lederen af hver delegation kaldes "den permanente repræsentant" og er normalt en højtrangerende embedsmand eller erfaren ambassadør. Den permanente repræsentant har diplomatisk status af ambassadør.
Sammen udgør de permanente repræsentanter det Nordatlantiske Råd (NAC), et organ der mødes mindst en gang om ugen og har den politiske beslutningsmagt inden for NATO. Der er også jævnlige møder i rådet med deltagelse af udenrigsministre, forsvarsministre eller regeringsledere, og det er ved disse møder, store beslutninger om NATO's politik normalt bliver taget. Det skal dog bemærkes, at rådet har samme politiske beslutningsmagt, ligegyldigt hvilket niveau møderne foregår på.
Møderne i det Nordatlantiske Råd ledes af NATO's generalsekretær, og når beslutninger skal træffes, træffes beslutningerne enstemmigt. Der stemmes ikke, og der kan ikke tages beslutninger ud fra flertallets ønsker.
Et andet medlem af hvert lands NATO-delegation er den militære repræsentant, en højtrangerende officer fra det enkelte lands militær. Sammen udgør de militære repræsentanter den Militære Komité, et organ, der er ansvarligt for at udarbejde anbefalinger til det politiske organ i militære spørgsmål.
Til tider holder rådet også møder med landenes forsvarschefer.
NATO's Parlamentariske Forsamling (NPA) udgøres af repræsentanter fra medlemslandene og repræsentanter fra 13 partnerlande. Officielt er forsamlingen ikke en del af NATO's politiske struktur og har som arbejdsområde at samle NATO lande til diskussioner om sikkerhedspolitik.
Militær struktur.
a> fly under en NATO øvelse
NATO's militære operationer ledes af to strategiske ledere, begge højtstående officerer fra USA's militær, assisteret af en stab, der udgøres af medlemmer fra hele NATO. De strategiske ledere er underlagt den Militære Komité.
Før 2003 var de strategiske ledere øverste, allierede leder i Europa (SACEUR) og den øverste allierede leder for Atlanten (SACLANT). Under den nuværende ordning er den samlede kommando delt mellem to kommandocentre, Allied Command Transformation (ACT), der er ansvarlig for udvikling og træning af NATO-styrkerne, og Allied Command Operations, der er ansvarlig for NATO's militære operationer på verdensplan.
Lederen af Allied Command Operations har beholdt titlen SACEUR, og hovedkvarteret er stadig SHAPE, der ligger i Belgien. ACT derimod ligger i det tidligere SACLANT hovedkvarter i Norfolk i Virginia, USA.
SACEUR.
Note: Fra Ridgways tid har SACEUR også været chef for United States European Command
Maamme.
"Maamme" eller Vårt land (Vores land) er Finlands nationalmelodi.
Oluf Hunger.
Oluf Hunger (ca. 1050 – 1095) var konge af Danmark 1086-1095.
Oluf var den tredje af Svend Estridsens fem sønner, der opnåede at blive dansk konge. Han var gift med dronning Ingegerd, datter af den norske konge, Harald Hårderåde. Efter Olufs død giftede hun sig med kong Filip af Västergötland.
Olufs bror, Knud, blev dræbt i Albani Kirke 10. juli 1086. Oluf blev herefter valgt til konge på Viborg Ting, selv om han på det tidspunkt opholdt sig i Flandern som fange hos grev Robert. Det lykkedes imidlertid at få ham byttet med den yngre bror, Niels, så Oluf kunne vende hjem til Danmark.
I disse år satte misvækst ind i Nordeuropa, og høsten svigtede flere år i træk. Deraf kommer Olufs tilnavn: "Hunger". Samtidig berettedes der om jærtegn og undere, der var sket ved Knuds grav i Odense, og man var ikke sen til at forbinde misvæksten med den guddommelige vrede over drabet på Knud. Samtidens krønikeskrivere med Saxo i spidsen holdt sig heller ikke tilbage med at skildre ulykkerne i de sortest mulige farver. Der var en kirkelig, men dog især en klar politisk interesse i at få gjort Knud til helgen til styrkelse af kongemagten.
Oluf døde den 18. august 1095, og det siges, at han "nedlagde sin værdighed". Meningen hermed er dunkel. Nogle har hævdet, at vi her har et eksempel på et "kongeoffer", og den formodning styrkes delvis af nogle kryptiske bemærkninger hos Saxo. Han skriver "da han villigt gav sig selv hen for at løse landet af ulykken og bad om, at alles vånde måtte komme over hans hoved alene. Så ofrede han da sit liv for sine landsmænd...".
Han er den eneste danske konge, hvis begravelsesplads, man ikke kender.
OPROP!
Flyvebladet som det blev nedkastet d. 9. april
OPROP! var et tysk flyveblad som blev nedkastet over Danmark under den tyske invasion den 9. april 1940. Flyvebladet var undertegnet af chefen for Operation Weserübung Süd, den tyske flyvergeneral Leonard Kaupisch. Som overskriften antyder, var det affattet på et særdeles gebrokkent, men dog forståeligt, dansk, blandet med norsk.
Kaupisch har til en dansk journalist fortalt, at den tyske tekst til oprop´et blev forfattet af Hitler selv, efter at denne havde kasseret et udkast, som Kaupisch havde lavet. Det var også Hitler, som sørgede for oversættelsen.
Flyvebladets omtvistelige budskab sammenfattes i dets sidste linje: "For Landets Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate."
FACE.
FACE står for Fédération des Associations de Chasseurs de L'UE eller på dansk Sammenslutning af jagtorganisationer i EU.
Danmarks Jægerforbund er medlem af FACE.
Fabel.
En fabel er en fortælling, ofte satirisk og moraliserende, med dyr som hovedpersoner. Planter eller ting anvendes også i enkelte fabler som hovedpersoner. De er meget karakteristisk - selvom det er dyr, planter eller ting - udstillinger af menneskelige dårskaber. Æsop og La Fontaine er to berømte fabeldigtere.
Fabrik.
En fabrik (optaget ca. 1700 fra fransk "fabrique", af latin "fabrica", (bygnings)kunst, værksted, afledt af latin "faber", håndværker) er et sted, hvor der produceres varer ved hjælp af naturlige kraftkilder så som vind- eller vandkraft. Fabrikker står i denne henseende i modsætning til manufakturer, der kun bruger muskelkraft, og industri, der bruger kunstige kraftkilder så som damp, gas, olie/diesel eller elektricitet.
Fabrikkerne spiller deres en særlig rolle i vareforædlingens historie. Indtil fremkomsten af maskiner til fremstilling henholdsvis udnyttelse af kunstige kraftkilder udgjorde netop vindkraft og vandkraft (sammen med hesterundgange og lignende) de for dette virke eneste tilgængelige ikke-menneskelige kraftkilder.
Allerede tidligt i middelalderen var man blevet klar over de muligheder, som vind og vand udgjorde, og ikke mindst ved formaling af korn spillede disse kraftkilder en væsentlig rolle. I erkendelse af værdien af disse kraftkilder blev møllernæringen på ulige vis beskyttet dels mod for megen konkurrence, dels med hensyn til sikring af beskyttelsen af disse kraftkilder. Ligeledes blev møller naturligvis genstand for beskatning.
Med tiden udvikledes metoder til udnyttelse af vandkraften inden for andre næringsgrene så som hammer- og slibemøller, stampemøller, kradsuldsfabrikker, geværfabrikker, klædefabrikker, papirfabrikker, oliemøller, krudtmøller og lignende. Især i første halvdel af 1800-tallet spillede vandkraft en betydelig rolle for fremkomsten af moderne massevarefremstilling.
Fabrikation.
Fabrikation er (Vare-)tilvirkning. Det at fabrikere noget.
Faksimile.
En faksimile er en nøjagtig gengivelse af et emne, håndskrevet, trykt eller lignende, ved hjælp af særlige fotografiske eller tryktekniske metoder. Bøger kan udgives som faksimileudgaver, dvs. en genfremstilling af en original i både indhold og udseende.
Andre måder ordet bruges.
Ordet Fax, en maskine til gengivelse af grafik sendt over telenettet, er en sammentrækning af ordet faksimile.
En faksimile-radioudsendelse er en billedtelegrafisk udsendelse over radio, der f.eks. kan sende trykte aviser der udskrives på særlige modtagere.
Faksimiletelegrafi er elektronisk overførsel af billeder over telegrafnettet.
En digital faksimile er et, eller en samling af, digitale billeder med affotograferinger af indhold og layout af en bog eller et dokument.
Om selve ordet kan bemærkes, at "faksimile" (gjort på samme måde) et af de få danske ord, som kan godtages som både fælleskøn ("en faksimile") og intetkøn ("et faksimile").
De facto.
De facto er et latinsk udtryk der betyder "i virkeligheden" eller "i praksis". Det bruges ofte som modsætning til "de jure" ("ved lov") indenfor jura, forvaltning eller teknik (f.eks. om en teknisk standard), for at betegne en tilstand som er fremkommet uden eller på trods af regulering. Inden for jura betegner "de jure" hvad der er i overensstemmelse med loven, mens "de facto" betegner hvad der gælder i praksis (hvilket kan være lovligt eller ulovligt).
Udtrykket "de facto" kan også bruges hvis der ikke findes nogen relevant lov eller standard, men der findes en udbredt praksis, uden nødvendigvis at være universel.
Fahrenheit.
Fahrenheit er en temperaturskala opkaldt efter den tyske opfinder af termometret Gabriel Daniel Fahrenheit.
Vand fryser ved 32 grader på fahrenheitskalaen og det koger ved 212 grader. Derfra kan man udlede en omregning fra fahrenheit til celsius: 32 trækkes fra graden, der ganges med fem og divideres med 9.
Menneskets normale kropstemperatur på ca. 37 °C svarer således til ca. 100 °F.
Fahrenheit-skalaen er den normalt anvendte temperaturskala i USA, hvorimod vi i Europa normalt anvender Celsius-skalaen.
Kendsgerning.
I dagligsproget bruges "kendsgerning" eller "faktum" mindre stringent, undertiden som et retorisk virkemiddel – kendsgerninger er pr. definition ikke til diskussion.
Fakultativ.
Fakultativ betyder valgfri (modsat af obligatorisk), fritstillet eller fri. I forbindelse med plantesygdomme: lejlighedsvis, dvs. at en organisme har mulighed for at leve under andre nicheforhold end de normale. Der findes eksempler på dette fænomen hos både parasitter, saprofager og symbionter.
Betegnelsen fakultativ finder ligeledes anvendelse i den juridiske verden, hvor det dækker over en lovregel der kan afviges, for eksempel ved en domstolsafgørelse.
Det er således ikke obligatorisk at følge en fakultativ lovregel.
Et eksempel herpå kan være Arvelovens § 36, stk. 1, hvorefter en arving der har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven der har medført en andens død, ved dom kan fortabe sin arveret.
Falck.
Falck A/S er en dansk redningskoncern stiftet den 3. oktober 1906 af Sophus Falck under navnet "Redningskorpset for København og Frederiksberg A/S", og har efterfølgende eksisteret under navnene "De Danske Redningskorps" (ofte kaldt "Falck-Zonen"), "Falcks Redningskorps" og "Group 4 Falck".
Falck A/S har i dag hovedkontor i Falck-Huset beliggende på Polititorvet i København med bl.a. Post Danmark, Rigspolitiet og Københavns Politigård som naboer.
Historie.
Den 1. januar 1963 opkøbte Falck aktierne i konkurrenten Zone-Redningskorpset. Officielt blev de to redningskorps fusioneret til "Falck-Zonen", men i virkeligheden overtog Falck Zone-Redningskorpset. I 1977 blev navnet forkortet til blot "Falck".
Indtil 1988 var virksomheden ejet af Sophus Falcks efterkommere, men blev i april 1988 solgt til forsikringsselskabet Baltica. I dag ejes virksomheden af et konsortium bestående af primært ATP og Nordic Capital.
Fem år senere 1993 udvidede man aktiviteterne til også at omfatte vagt og sikring ved købet af ISS Securitas, der så skiftede navn til Falck Securitas. Dette blev startskuddet til en international ekspansion, hvor Falck opkøbte vagt- og sikringsvirksomheder i en række lande og efterhånden udviklede sig til at blive en af verdens største aktører på sikkerhedsmarkedet.
I 1995 blev koncernen noteret på Københavns Fondsbørs. I 2000 fusionerede Falck med den internationale sikringskoncern Group 4, og den nye koncern fik navnet Group 4 Falck. I 2003 gennemførtes en ny fusion, denne gang med engelske Securicor, og den nye koncern, Group 4 Securicor, blev verdens næststørste aktør på sikringsmarkedet, kun overgået af svenske Securitas.
Ved den seneste fusion, blev det besluttet, at koncernen skulle opdeles i to selvstændige dele: En sikringskoncern (Group 4 Securicor) og en redningskoncern (Falck). Så i juli 2004 blev redningskoncernen noteret på Københavns Fondsbørs under navnet Falck A/S. Allerede i november 2004 blev Falck A/S imidlertid overtaget af kapitalfonden Nordic Capital i samarbejde med ATP Private Equity, og i 2005 blev Falck-aktien endeligt afnoteret.
I dag har Falck A/S ca. 16.500 medarbejdere fordelt på 23 lande på fem kontinenter.
Forretningsområder.
Virksomhedens forretningsområder er opdelt i fire sektioner: Redning, Assistance, Healthcare og Træning. De to førstnævnte er de ældste og mest kendte. De to sidstnævnte er forholdsvist nye og er opståede i forlængelse af akviteterne indenfor de ældste aktivteter.
Redning.
I den brede befolkning er Falck nok mest kendt for deres ambulancetjeneste, der varetages af sektionen Redning.
Sektionen Redning omfatter ambulancekørsel, brandtjeneste, samt ikke-akut patientbefordring. Det er gennem dette område Falcks varemærke formentlig bedst kendes i Danmark, men gennem de senere år også i udlandet.
Pr. 1. februar 2010 driver man ambulancekørsel for Danmarks regioner i 91 af de 98 kommuner (dog deles opgaven i Københavns Kommune).
Desuden driver man brandtjenesten alene i 43 kommuner, mens man i 24 kommuner deler opgaven med et andet brandvæsen.
Set i lyset af, at man for ambulancetjenesten i Danmark har indtaget en "dominerende stilling" har dette gennem årene givet anledning til en del kritik. Men omvendt giver det også adgang til en række stordriftsfordele i form af en række opgaver, som de små konkurrenter ikke kan løfte alene. Et klart eksempel herpå er uddannelsen til redder, der er gennemgået af stort set samtlige ambulancefolk i landet.
I forbindelse med brandberedskaberne har man haft mulighed for at teste alternative køretøjstyper såsom lifttankvognen, da den store organisation giver adgang til eksempelvis køretøjsindkøb og specialværksteder.
Efter licitationer i 2008, besluttede regionsrådene i Region Midtjylland og Region Sjælland, at tildele store dele af ambulancekørslen i regionerne fra efteråret 2009 til andre end Falck. Svenske Samariten Ambulans AB blev således valgt til at overtage ambulancekørslen i størstedelen af Region Sjælland og dele af Region Midtjylland, mens danske Responce fik kontrakt på ambulancekørsel i Horsens-området. I december 2008 og januar 2009 viste det sig imidlertid, at Samariten ikke havde økonomi til at overtage ambulancekørslen i de vundne områder. I Region Midtjylland gik Samaritens områder videre til Falck, der havde afgivet det næstbedste bud. I Region Sjælland blev der gennemført et nyt udbud, hvor Falck i 2009 genvandt al ambulancekørsel med undtagelse af kørslen i kommunerne Greve, Køge og Solrød, der overtages af Roskilde Brandvæsen. I Region Hovedstaden fik Falck udvidet sit område, og Falcks markedsandel er dermed efter de omfattende udbudsrunder stort set uændret.
Assistance.
Autohjælpsdelen er et andet velkendt billede af Falck, der udføres af Assistance-sektionen
Sektionen Assistance omfatter forskellige former for autohjælp og assistancer i denne forbindelse. Dette foregår typisk gennem abonnementsordninger. Udover hjælpen i Danmark tilbydes også Falck Euroservice, der sikrer kunden hjælp i Europa gennem dels Falcks egne opkøbte leverandører, men også ved samarbejde med lokale leverandører i de enkelte lande.
En række bilfabrikanter har valgt at indgå mobilitetsserviceaftaler med Falck om at tilbyde deres kunder gratis hjælp i tilfælde af nedbrud, såfremt serviceeftersynene overholdes.
I forlængelse af beredskabsaktiviteterne tilbydes kurser i brandslukning og førstehjælp, samt salg og service af udstyr til samme. Endvidere tilbydes krisehjælp for privatpersoner, virksomheder og offentlige myndigheder. Endelig tilbydes online risikostyring (beredskabsplanlægning) og certificeret arbejdsmiljørådgivning (WorkCare).
Gennem et samarbejde med Dyrenes beskyttelse drives en dyreambulancetjeneste, der foretager redning, indfangning og/eller førstehjælp til såvel større som mindre dyr. I særligt udsatte tilfælde kan man foretage transport til dyrlæge.
Slutteligt foretages afdækninger, nødtørftige reperationer, afhjælpning af vand- og stormskader på bygninger. Dette foregår ofte i tæt samarbejde med forsikringsselskaber.
Healthcare.
Sektionen Healthcare har eksisteret siden 2005, og har til formål at forebygge, at folk får brug for sundhedssystemet og har i dag vokset sig til en af Danmarks største leverandører af sundhedsydelser. Forebyggelsesarbejdet sker sker både gennem private abonnementer, pensionsselskaber, arbejdspladser og i offentligt regi.
Foruden aktiviteter inden for bl.a. sundhedsordninger, psykologisk bistand og sygefraværshåndtering omfatter Healthcare også Aktiv arbejdsmedicin (Sverige), Falck Hjælpemidler, Sundhedsundersøgelser, sygefraværshåndtering, samt vikarbureauerne VikTeam, ActiveCare, samt Pleje & Omsorg.
Falck Healthcare har i dag over 1.000 fastansatte og er blandt Danmarks største leverandører af sundhedsydelser.
Træning.
Træning udbyder forskellige former for kurser omkring redningsopgaver og sikkerheden på især boreplatforme, skibe og flyvemaskiner. Selve træningen er koncentreret på 11 træningscentre i bl.a. Danmark, England, Brasilien og Malaysia.
Træningsaktiviterne markedsføres under navnet Falck Nutec.
Koncernledelsen og bestyrelsen.
Koncernledelsen består i dag af 14 personer med koncernchef Allan Søgaard Larsen og vicekoncernchef Morten R. Pedersen i spidsen.
Bestyrelsen består i dag af 9 medlemmer med direktør for Nordic Capital Christian Dyvig som formand og den tidligere Falck-direktør Lars Nørby Johansen som næstformand. Derudover består bestyrelsen af Jens Erik Christensen, Johannes Due og Kim Gulstad samt de medarbejdervalgte medlemmer Mette Rosenfeldt, Vagn Flink Møller Pedersen, Ebbe Vang og Palle Thirstrup.
Fremtid.
I mange år har man betragtet ambulancekørslen for Danmarks amter (1970-2006) som en opgave, der udførtes pro bono til gavn for almenvellet. Men i takt med, at amterne gennem årene har gennemført lukninger af mindre sygehuse har det betydet stigende kørselsaktivitet.
Ligeledes har Falck og de kommunale ambulancetjenester været nødsaget til at gennemføre opgraderinger af ambulancemandskabets kundskaber i takt med, at politikerne gennem lovgivningen har krævet dette. Sammenholdt med udvidelse af det præhospitale beredskab mange steder i form af akutbiler og lægeambulancer har dette betydet stadigt stigende udgifter.
Når Falck gennem standardiserede aftaler modtager fast betaling uanset kørselsaktiviteten er indtjeningen på dette område svundet ganske meget ind. Dette vil man forsøge afhjælpe ved at kræve større betalingsvillighed fra de nye regioner. Pengene skal dels finansiere fremtidens ambulancetjeneste, men også sikre koncernen en generelt bedre indtjening.
I mange byer - særligt i landområderne - oplever brandvæsenerne, at det bliver sværere og sværere at rekruttere nye brandmænd i det langt hovedparten af landets brandfolk møder ved tilkald. Dermed skal de ofte både bo og arbejde meget tæt på brandstationen, samt få lov af deres arbejdsgiver til at forlade arbejdspladsen i tide og utide. På samme måde finder mange det svært at kombinere sådan et job med et familieliv med måske små børn. Jobbet kan være farligt og kan lægge beslag på tid såvel dag som nat. I sidste ende kan manglen på interesserede betyde lukninger eller nedgraderinger af brandberedskaber og således stille større krav til naboberedskaberne. Igen en kostelig affære.
Med hensyn til udlandet har man i bl.a. Østeuropa vundet store og givtige kontrakter på ambulancekørsel. Falcks indtog i disse lande har mange steder givet et særdeles mærkbart kvalitetsløft i og med, at mange ambulance bemandes med sygeplejersker eller ligefrem læger - et fænomen, der tidligere var ret ukendt. Disse kontrakter har givet virksomheden "blod på tanden" til at prøve nye områder i f.eks. Vesteuropa, hvor den primære aktivitet indtil nu har været autohjælp - ofte gennem samarbejdsaftaler med lokale.
Falketand.
En falketand er en udvækst på kanten af falkens overnæb. Tanden passer til en fordybning i kanten af undernæbbet.
Falstaff.
"Falstaff" er en opera i tre akter af Giuseppe Verdi. Librettoen, der bygger på
William Shakespeares "De lystige koner i Windsor" ("The Merry Wives of Windsor"), er skrevet af Arrigo Boito. Handlingen udspiller sig i Windsor omkring år 1600. Operaen blev uropført den 9. februar 1893 på Teatro alla Scala i Milano.
Falster.
Falster er en dansk ø. Den er forbundet mod nord til Sjælland med 2 broforbindelser: Storstrømsbroen via Masnedø og Farøbroerne via Farø. Den er forbundet mod vest til Lolland med 2 broer over og 1 tunnel under Guldborgsund.
Falsters sydligste punkt, Gedser Odde, er Danmarks sydligste punkt. Falsters østligste punkt i Korselitse Storskov hedder Hestehoved. Det højeste jordpunkt er Bavnehøj nær Nr. Vedby (44 moh.). Dette er imidlertid en gravhøj. Falsters - og faktisk hele Lolland-Falsters - højeste naturlige punkt hed Ulbjerg (43 moh.). Ulbjerg lå nogle hundrede meter øst for Bavnehøj, men er nu bortgravet.
Alle indbyggertal er pr. 1. januar 2003.
Familie (menneske).
Et familieportræt af den amerikanske familie Hoosier, som har en dansk-tysk oprindelse.
En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes
Mange mener, at familiebegrebet alene omfatter blodsbånd, mens en del antropologer argumenterer for, at blodsbånd alene skal forstås metaforisk, efter som det i mange kulturer er andre kriterier end de genetiske bånd, som definerer familieforholdene.
Spørgsmålet om familiebegrebets afgrænsning er vigtigt i mange sammenhænge, blandt andet ved folketællinger samt i juridisk henseende, idet der kan argumenteres for, at sammenflyttede med børn fra hvert sit tidligere forhold ikke kan anses for en familie i lovmæssig henseende, idet der ikke er sikkerhed for samboendets fasthed, ligesom samliv i sig selv ikke forpligter de berørte.
Udvidet betydning.
I dag anvendes begrebet undertiden også i en udvidet betydning for blandt andet samboende. I kollektivbeboelser tales om "storfamilien".
Etymologi.
Ordet "familie" kommer fra latin "familia", hvilket ikke havde samme indhold da som i dag. Med begrebet forstod man en romerskt husstand med den mand, som var herre i huset, "pater familias", hans hustru, hans børn, slaver og husdyr.
Fandens fødselsdag.
Fandens fødselsdag er to dage hvert år, den 11. juni og den 11. december. Grunden til, at disse to dage er blevet udnævnt til hans fødselsdage er, at disse datoer var fastsat som terminsdag, hvor renter og afdrag skulle betales. Der synes at være usikkerhed om, hvorvidt denne tradition opstod i 1888, eller om den stammer helt tilbage fra 1656.
Fantasi.
Fantasi er at forestille sig noget som enten "kunne" findes eller "slet ikke" findes (-endnu). Fantasi er en væsentlig del af al kreativ skaben indenfor både kunst og videnskab.
Det er kun mennesker (og måske nogle chimpanser) der har fantasi - fantasi fordrer evnen til at se ting for sig, der ikke findes og evnen til at opstille hypoteser om, hvad der kunne ske, hvis man foretog sig noget anderledes end man har gjort før.
Den der har for meget fantasi og ikke er klar over hvad der er virkeligt og hvad der er fantasi, kaldes en fantast.
Fantastisk litteratur er en genre, som har elementer med, der kun findes i fantasien.
Forenede Arabiske Republik.
Forenede Arabiske Republik, forkortet FAR, var en union mellem Ægypten og Syrien i 1958-1961 samt den officielle betegnelse for Ægypten frem til 1971.
Sammenlægningen af Ægypten og Syrien var tænkt som et første skridt i oprettelsen af en panarabisk nation og er det mest bemærkelsesværdige forsøg på at sammenlægge arabiske stater.
FAR bandt de to nationer sammen til en forenet stat, med fælles hovedstad i Cairo og med Gamal Abdel Nasser som den fælles præsident.
FARs flag bestod af det ægyptiske flags tre striber (rød, hvid og sort), men med to grønne stjerner tilføjet, der skulle symbolisere landets to dele. Flaget er stadig Syriens officielle flag. Det irakiske flag har fra 1963 til Golfkrigen 2003 haft tre grønne stjerner for at symbolisere sin snarlige tiltræden til FAR. Nordyemen (eller den Yemenske Arabiske Republik) havde frem til sammenslutningen med Sydyemen i 1990 et tilsvarende flag med kun én grøn stjerne. Dette illustrerer, at den panarabiske tankegang har haft væsentlig indflydelse i flere lande end blot Ægypten og Syrien, og at tankegangen har været betydende også udover perioden 1958-1961.
Flagets farver har traditionelt været forbundet med den panarabiske tankegang og indgår blandt andet i Ba'ath-partiets flag.
FAR kollapsede i 1961 efter et statskup i Syrien. Ægypten fortsatte med at anvende navnet indtil efter Nassers død.
De Forenede Arabiske Stater var navnet på en noget løsere konføderation mellem FAR og Nordyemen, der eksisterede sideordnet med den Forenede Arabiske Republik.
Fars dag.
Fars dag fejres i Danmark hvert år den 5. juni, som også er grundlovsdag, det nærmeste man kommer en dansk nationaldag, hvilket kan have været medvirkende til, at få familier i landet er opmærksomme på dagens særlige betydning for fædrene. I perioden 1947-56 var dagen på foranledning af nordiske købmænd henlagt til den anden søndag i november, men i Danmark slog den nye dato aldrig rigtig an, og derfor blev den flyttet tilbage til 5. juni igen.
Den første fars dag fandt sted den 19. juni 1910 i Spokane i Washington, USA. I Danmark blev fars dag indført omkring 1935. I dag fejres dagen bl.a. på Danmarks Tekniske Museum med en årligt tilbagevendende maskinfest.
I USA fejres fars dag den tredje søndag i juni. I de øvrige nordiske lande er det fars dag den anden søndag i november.
Fasan.
Fasanen ("Phasianus colchicus") er en stor hønsefugl. Fasanen blev importeret til Danmark fra Asien i 1562 af konge og herremænd som et nyt jagtbytte.
Fasanen blev hurtigt udbredt til hele landet, idet en lang række godser indrettede udklækningsgårde (fasanerier) for dem. De blev ofte udruget af høns og efterhånden også af kalkuner. Efter nogle generationer lærte fasanen helt at klare sig selv, og fra 1840 har den ruget vildt i vort land. Der yngler cirka 250.000 - 300.000 par fasaner i Danmark.
Den er dog ikke altid helt populær blandt danske ornitologer, da de øvrige danske fugle har betalt en høj pris for dens plads i den danske fauna. Havørnen blev stort set udryddet, fordi den tog fasanerne. En kraftig jagt på ørne og falke generelt for at forhindre deres fangst af fasaner gjorde også at disse fugles mangfoldighed i Danmark faldt kraftigt.
Ikke kun i Danmark er fasanen blevet spredt ved udsætning. Den er nu også almindelig i store dele af Europa og Nordamerikas tempererede egne.
Fasanhanen (kok) vejer cirka 1.100 - 1.600 gram, hønen 800 - 1.300 gram. Hannen er meget farvestrålende og spraglet. Den har blåsort hoved og hals, og hovedets sider er røde. Ryggen er rødbrun med sorte og hvide bånd. Bugen er sort og brystet er kobberrødt. Halen er lang og brun. Fasankokken kan også have en hvid halsring. Hunnen er derimod mere dæmpet med en gråbrun farve med mørke pletter og bånd.
I Danmark er fuglen udbredt overalt, dog med hovedvægten på øerne og Østjylland. Den kan klare sig mange forskellige steder, men foretrækker åbne områder, eventuelt med spredte buske og hegn. I skoven findes den primært hvis der er "åbne" steder.
Fasanen spiser lidt forskelligt alt efter årstiden. Om sommeren kan insekter og andre smådyr udgøre en væsentlig del af føden, mens den om vinteren primært lever af plantefrø. Den spiser gladeligt frø fra både vilde planter og korn.
Indtil 1785 var der et fasaneri i Frederiksberg Have. I tilknytning hertil opførtes den endnu eksisterende Fasangård, og heraf har den stærkt trafikerede gade Nordre og Søndre Fasanvej sit navn. (Kilde: Jacob Davidsen, "Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn," 1883; optrykt 1977.)
Kategoriseringsmæssigt bliver fasanen opdelt i tre underarter
Fatalisme.
Fatalisme er skæbnetro og sættes oftest i forbindelse med en religiøs variant af determinismen. Bredere forstået er fatalismen den psykologiske effekt af at anse begivenheder i livet som ude af ens egne hænder.
Hvor den filosofiske debat over determinismen især fokuserer på dennes udelukkelse af en abstrakt og metafysisk fri vilje, så er fatalismen snarere et spørgsmål om den konkrete daglige lykke og især ulykke. Hvor naturdeterminismen påstår, at alt er fysisk fastlagt i årsags-virknings forhold ned til den mindste detalje, så vil en fatalist ofte nøjes med at tro på at højere kræfter har besluttet (eller vil beslutte) store og vigtige linjer i ens liv.
Der er imidlertid forskellige grader af fatalisme, der kan skelnes fra hinanden i forhold til, hvordan man mener skæbnen fungerer.
Den totale/globale fatalisme omfatter alle ydre begivenheder samt alle indre passioner. Dvs. at den fuldstændigt fatalistiske person også vil inddrage sine egne handlinger i dette verdenssyn, idet denne vil påstå, at en medfødt natur også er skæbnebestemt. Ens natur bestemmer, hvad der gør en lykkelig, hvorfor det fra et fatalistisk perspektiv ville være tåbeligt at forsøge at modstå den - og i alle tilfælde at sætte sig op mod skæbnen. Om ens egne handlinger fører til gode ting eller til ruin er så op til højere magter.
Alternativt kan en fatalisme nøjes med omfatte eksterne begivenheder i den forstand, at man kun i meget lille grad kan ændre verden, men at man f.eks. igennem træning trods alt kan komme til magte ens egne dispositioner og indre passioner. Stoicismen er det måske det mest prominente eksempel på en filosofisk retning, der har forsøgt at kultivere en sådan indstilling.
Fatamorgana.
Temperaturinversionlag tæt ved vandoverfladen, som resulterer i en luftspejling.
luftspejling som resulterer i at en ø ser ud til at ændre sig.
Fatamorgana (fra italiensk "fata morgana", også "mirage") er et optisk fænomen (en øvre luftspejling) som kan fremkomme når der er et lag varm luft over en koldere luftmasse tæt ved jordoverfladen, hvilket kaldes temperaturinversion. Det sker typisk om morgenen efter en kold nat. Fordi lys udbreder sig hurtigst i varm luft, vil lysstråler langs jordoverfladen krumme lidt hvorved fjerne genstande som normalt ikke kan ses, bliver synlige.
Ordet er opkaldt efter den mytiske fe, kong Arthurs halvsøster, Morgana som mentes at kunne fremkalde luftspejlingerne.
Ordet bruges også om noget man fantaserer sig til.
Faunus.
Faunus var den romerske hyrde- og skovgud, og han havde spådomsevner. Han var barnebarn af Saturn, og han fik sønnen Latinus.
I forhold til den græske mytologi modsvarer han halvguden Pan.
Faust.
Titelbladet til Goethes "Faust" i en udgave fra 1940'erne.
Faust er hovedpersonen i en populær fortælling der har været anvendt som grundlag i mange forskellige værker. Fortællingen handler om en lærd mand, Heinrich Faust, der hidkalder djævelen, der i fortællingen almindeligvis hedder Mephistopheles, og tilbyder at sælge sin sjæl til ham hvis djævelen vil tjene ham en tid. En kontrakt underskrives med blod, men i de fleste senere udgaver af fortællingen forbliver Fausts sjæl dog hans egen efter at djævelens tjenestetid er ophørt.
Ideen til fortællingen er baseret på en virkelig person, Dr. Johann Georg Faust (ca. 1480-1540), som var en tysk alkymist der boede i landsbyen Staufen i Breisgau i det sydlige Tyskland. Han blev beskyldt for at øve sort magi og blev dræbt i 1540. Et tysk skillingstryk om hans synder blev oversat til engelsk i 1587, hvorefter Christopher Marlowe blev opmærksom på det. Marlowes "Doctor Faustus", blev dernæst studeret af Goethe, og på den måde kom den fiktive Faust til at overskygge den historiske Faust, som man kun véd lidt om.
Fortællingen om Faust har været genfortalt eller hentydet til i romaner, digte, operaer, musik og film. Eksempelvis Charles Gounods opera "Faust" fra 1859, Thomas Manns roman "Doktor Faustus" fra 1947 og den populære amerikanske tv-serie "Frasier".
Februar.
Februar måned var årets sidste i den romerske kalender. Måneden er opkaldt efter Februus, etruskernes gud for underverdenen og for renselse. Romerne regnede 23.februar for årets sidste dag, selv om måneden ikke var omme, og fejrede den dag til ære for Terminus, guden for grænsestene. Romerne knyttede også månedens navn til renselse, og den romerske gudinde Juno optrådte med tilnavnet Februa, Februata eller Februtis når hun optrådte i sit rensende aspekt.
Hos romerne kan Februus være blevet til Febris, gudinden der beskyttede mod feber og malaria. I antikkens Rom var der tre templer for Febris, det ene mellem Palatin og sumpen Velabrum ned mod Tiberen, hvor faren for malaria-smitte var overhængende. Man fejrede hvert år "lupercalia" 15.februar på Palatin, ved at en hund og en ged blev ofret. Af gedeskindet lavede man lændeklæder til unge mænd, som derefter som festens højdepunkt sprang rundt højen og piskede forbipasserende kvinder med "februa", dvs strimler af gedeskindet, et rituale, der skulle gøre dem frugtbare. I år 44 f.Kr, da Julius Cæsar var blevet udnævnt til diktator på livstid, var Marcus Antonius en af drengene i lændeklæde, og benyttede anledningen til at prøve at sætte en kongekrone på Cæsars hoved - Cæsar bivånede "lupercalia"-festen fra en trone på Forum Romanum.
Ældre dansk navn var Blidemåned.
Skudår.
Som årets sidste måned hos romerne, havde februar oprindeligt 29 dage, og fik den ekstra dag hvert skudår, hvor den altså talte 30 dage. Februar måtte dog give én dag tabt til august, da kejser Augustus fik en måned opkaldt efter sig selv, i lighed med Julius Cæsar, som havde givet måneden juli navn efter sig selv. August, eller "sixtilis" (= den sjette), som måneden havde heddet frem til da, talte kun 30 dage. Men Augustus ville ikke opkaldes efter en måned, der var kortere end Cæsars. Dette blev rettet på, da man stjal en dag fra februar.
Feje.
Når hjortene gnider huden (den såkaldte bast) af deres gevir/opsats, siger man, at de fejer. Fejningen skader træerne og kan derfor være en betydelig udgift for skovbruget.
At feje er også et verbum man om det, at bruge en kost eller lignende redskab.
Federico Fellini.
Federico Fellini (20. januar 1920 i Rimini - 31. oktober 1993 i Rom) var en italiensk filminstruktør. Kendt for filmen "La dolce vita" ("Det søde liv") (1960), hvor den barmfagre Anita Ekberg blev verdenskendt, da hun badede i Trevi-fontænen i Rom.
Stilitisk set udviklede hans film sig fra en stram neorealistisk stil i 50'erne (han havde tidligere arbejdet med manuskripter til nogle af Roberto Rossellini's film) over imod en mere fantasi-præget, surrealistisk stil, som han blev ved fra 60'erne og frem til sin død.
Feminisme.
Feminismen er en intellektuel og politisk bevægelse der kæmper for kvinders og mænds økonomiske, sociale og politiske ligestilling.
Bevægelsens rødder kan spores tilbage til 1700-tallet, og feminismen har siden hen eksisteret i en lang række former. Ordet feminist var oprindelig et nedsættende udtryk brugt til at beskrive kvinder, der ikke tilpassede sig de gældende kønsnormer. Navnet blev dog taget i brug af kvindebevægelsen ved den internationale kvindekonference i Paris i 1892. Siden sin oprindelsen i oplysningstidens frihedstanker og den franske revolution, er feminismen i dag vokset til en betydningsfuld intellektuel og politisk kraft.
To former for feminisme.
Radikal feminisme: troen på kønslig undertrykkelse ses i samfundet. Fallokrati menes at være skyld i denne undertrykkelse, måden at stoppe denne undertrykkelse må ske via revolution, da mænd naturlig er dominerende. For at kvinder kan opnå frihed må de derfor løsrive sig fra mændene.
Liberal feminisme: ligestilling mellem kønnene, dog skal forskellen mellem kvinder og mænd anerkendes, men de samme rettigheder skal gælde for både mænd og kvinder.
Fermentering.
Fermentering er en kemisk proces som katalyseres af eller foregår pga. mikroorganismer og deres enzymer.
Ved fermentering nedbrydes organisk materiale til enten andet organisk eller til uorganisk materiale eller en blanding, som i eksemplet med alkoholgæring, hvor der dannes både uorganisk kuldioxid og organisk ethanol. Der kan også dannes komplicerede biologiske molekyler som for eksempel antibiotika.
Gærsvampes anaerobe gæring/alkoholfermentering er et godt eksempel. Her nedbryder de sukker (saccharose) til ætanol (ethanol) og kuldioxid (carbondioxid).
C12H22O11 + H2O → 2C6H12O6 → 4 CO2 + 4 C2H5OH + energi nok til 2 ATP og energi der går tabt som varme.
Men gærsvampenes aerobe respiration er også en fermentering.
Et andet godt eksempel er eddikesyrebakteriers aerobe oxidation af ethanol til eddikesyre (ethansyre)
Andre eksempler på fermenteringer er fremstilling af: øl, vineddike, soyasauce, mousserende vine, spiselige oliven, yoghurt, ost, sauerkraut og penicillin.
Fidelio.
"Fidelio", op. 72, er Beethovens eneste opera. Den er komponeret 1804-1805 og revideret i 1806 og igen i 1814. Den bar oprindelig titlen "Leonore". Handlingen udspiller sig i et statsfængsel i Spanien, omkring år 1600.
Figaros Bryllup.
Figaros Bryllup ("Le nozze di Figaro"; først opført i dansk oversættelse som "Figaros Giftermaal"; fra 1844 med ovenstående titel) er en opera af Mozart, komponeret 1786. Baseret på en komedie ("Le mariage de Figaro") af Beaumarchais. Handlingen er en fortsættelse af "Barberen i Sevilla": Figaro er nu grev Almavivas kammertjener som skal giftes med grevindens kammerpige Susanna, og den ret indviklede handling foregår på grevens slot ved Sevilla i det 18. århundrede.
Figur.
En figur kan være en skikkelse, skabning, omrids eller billede.
Fiksstjerne.
Betegnelsen fiksstjerne hentyder til at stjernerne i modsætning til planeterne er "fastsiddende", det vil sige, at deres bevægelse er for langsom til at den kan konstateres uden ved avancerede hjælpemidler.
Fikserbillede.
Et fikserbillede (af det forældede verbum "fiksere," "narre, bedrage") er en form for synsbedrag, en tegning, som er tegnet sådan, at man kan læse den på to måder. Ofte er det nødvendigt at vende tegningen på siden eller på hovedet, inden at man opdager en mand i løvet eller en kvinde i skyerne.
Desværre er det svært at gengive "Fikserbilleder" på internettet, da de gamle tegninger har langt større opløsning end en computerskærm.
Fiktion.
Ordet Fiktion kommer af det latinske "fictio" = "noget opfundet". Derfra stammer den senere brug af ordet om alle slags påhit, indbildning.
I dag bruges ordet næsten udelukkende om det opdigtede (roman, novelle, digt) modsat det faktuelle, i den betydning også når man taler om fiktionsfilm i modsætning til f.eks. dokumentarfilm.
Det afhænger at den enkelte tekst hvilken genre den tilhører. Dvs. et digt kan sagtens være episk, eksempelvis.
Fines herbes.
Fines herbes er en kulinarisk grundpille i det franske køkken. Ingredienserne i fines herbes er persille, purløg, esdragon og kørvel. Disse "fine urter" er ikke ligesom de skarpe og harpiksholdige urter der optræder i en "bouquet garni" – der, i modsætning til "fines herbes", frigiver deres smag under lang tilberedning.
merian, karse, spansk kørvel eller citronmelisse kan indgå i "fines herbes". Merian og esdragon kan tørres.
Firenze.
Florens eller Firenze ("den blomstrende") er hovedstanden i Toscana ved Arnofloden i Italien. I perioden 1865 til 1870 var byen også hovedstad for kongeriget Italien.
Historie.
Firenze blev, under navnet Florentia, grundlagt 59 f.Kr., som en romersk koloni. I middelalderen var Firenze et vigtigt handels- og finanscenter, og byen betragtes ofte som arnestedet for den italienske Renæssance.
Den mægtige bankierfamilie Medici styrede byen enevældigt fra 1434.
Kunst og arkitektur.
Firenze er kendt for sin kunst og arkitektur, og mange af de største europæiske kunstnere siden år 1000 har været tilknyttet byen: Det anslås at 350 ud af de 1000 største europæiske kunstnere i dette tidsrum enten har boet eller arbejdet i Firenze.
Det historiske centrum har været på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1982.
Den gamle bydel i Firenze er det største område i Europa med ensrettet trafik.
De to mest markante bygninger i Firenzes "skyline" er tårnet på Palazzo Vecchio og den store kuppel på domkirken, mens den mest emblematiske bygning for Firenze nok er broen Ponte Vecchio hvor en række "huse" er bygget på. Ponte Vecchio er også en del af "Corridoio Vasariano" der er lukket korridor der går tværs igennem en del af centrum fra Palazzo Pitti syd for Arno til Palazzo Vecchio Nord for.
Turisme.
Som turistmål har Firenze mange hoteller. Blandt dem er der er et af verdenens ældste hoteller, og "Hotel La Gioconda" hvor tyven der stjal Leonardo da Vinci's "Mona Lisa" overleverede maleriet.
Der er campingpladser omkring Firenze: 15 minutters gang fra Ponte Vecchio. er 5 km fra centrum.
Firenze ligger på hovedjernbanen fra norditalien til Rom og syditalien, hvilket betyder en høj frekvens af tog til Rom, Bologna, Milano og Venezia. Lokale jernbaner til Pisa, Siena og Pistoia betyder at togtransport er nemt i hele Toscana.
Firenze har egen lufthavn få kilometer uden for byen. derudover ligger lufthavnene i Pisa og Bologna indenfor en times kørsel.
Firenze i kunst.
Kig ud over Firenzes tage
Romanen "Værelse med Udsigt" af E.M. Forster foregår i og omkring Firenze og er filmatiseret i 1985 af trioen James Ivory, Ismail Merchant,
Ruth Prawer Jhabvala.
Thomas Harris' tredie roman "Hannibal" foregår delvis i Firenze, og filmen baseret på romanen er optaget "on location": Seriemorderen og kannibalen Hannibal Lecter er rejst til Firenze og ansat på "Capponi biblioteket".
Puccinis opera "Gianni Schicchi" foregår i Firenze i 1299. Heri lovpriser tenoren Rinuccio byen med sin arie "Firenze è come un albero fiorito" ("Firenze er som et blomstrende træ"). Den måske mest berømte arie fra operaen er "O mio babbino caro" og her synger rollen Lauretta til sin fader, at hun vil til "Porta Rossa" for at købe en ring og at hun vil kaste sig i Arno fra broen "Ponte Vecchio" hvis ikke hun kan få sin elskede.
Denne arie bliver sunget af sopranen Kiri Te Kanawa i filmversionen af "Værelse med Udsigt".
Skulpturen som H. C. Andersen henviser til står der stadig ved Porta Rosa på pladsen Mercato Nuovo.
Giovanni Boccaccio's bog "Decameron" består af en række historie fortalt af 10 unge mennesker der er flygtet fra den sorte død i Firenze i 1348. I indledning fortæller Boccaccio om hvordan sygdommen ramte i Firenze.
Panorama over Firenze, set fra "Piazzale Michelangelo"
Firewall.
En firewall eller på dansk brandmur er et stykke netudstyr eller software, der udvælger hvilke netværkspakker som skal have adgang fra den ene side af firewall til den anden side efter et regelsæt.
Oftest sidder firewallen mellem adgang til et ubeskyttet netværk som fx Internet og et beskyttet netværk fx LAN. En firewall skal således hindre uautoriseret adgang til det interne netværk. En sådan firewall kaldes en netværksfirewall. Firewallen er typisk ikke lavet udelukkende i hardware. Derimod afvikler den et program, som kan opdateres. Nogle firewalls har en webserver indbygget, så de er nemme at administrere via en browser.
En personlig firewall er et program, som modererer netværkstrafikken til og fra de netkort, hvor firewallen er slået til på en enkelt computer.
De fleste firewall understøtter NAT.
Hvis det drejer sig om en servermaskine er regelsættet mere omfattende.
Pakkefilter.
Den enkleste form for firewall er et pakkefilter. Hver IP-pakke inspiceres og vil enten blive afvist eller accepteret. Med dette system kan TCP-baseret trafik håndteres, da der sendes en speciel synkroniseringspakke (med SYN-flag) som fortæller, at der etableres en ny forbindelse. Hvis denne pakke afvises, kan der ikke etableres en forbindelse. Et pakkefilter kan også skelne mellem afsender- eller modtageradresser og afvise eller acceptere trafik på basis af disse oplysninger.
Et pakkefilter kan ikke filtrere UDP effektivt fordi, er ikke etableres forbindelser med denne protokol. Filtret kan indstilles til at acceptere UDP-pakker, som opfylder bestemte kriterier, men det er ikke muligt, at se om en UDP-pakke er en forespørgsel eller en del af et svar. Man kan sjældent udelukke UDP-trafikken helt, da navneservere bruger UDP. Da et pakkefilter er forholdsvist enkelt, kan det gøres meget hurtigt, så store trafikmængder kan filtreres.
Firewall-protokolunderstøttelse (eng. Application Support).
Mange firewall-implementeringer kan ikke håndtere andet end rå TCP, passiv FTP, ICMP, UDP.
Mere avancerede protokoller, især multimedia, som fx RTSP (med RTP/UDP), IPsec (VPN), Real Audio, Windows Media, H.323, SIP, Quake understøttes ikke.
En sidste løsningsmodel, for at få avancerede ikke understøttede protokoller igennem, er at åbne for de tcp/udp-porte i de intervaller, der skal anvendes fra/til internettet. Sikkerhedsmæssigt er dette ikke så smart, men det kan anvendes.
Fisk.
Fisk er hvirveldyr med gæller der lever i vand.
De fleste er vekselvarme, men enkelte arter af f.eks Tun og hajer er varmblodet.
Der er over 29.000 arter af fisk.
Fisk bruges ikke længere som en taksonomisk gruppe, så den ældre betegnelse "klassen "Pisces", bruges ikke mere.
Se mere om klassifikationen under hvirveldyr.
Fiskekat.
Fiskekatten ("Prionailurus viverrinus" eller "felis viverrina") er en asiatisk kat med en længde på ca. 1 meter og med en vægt på op til 10 kilo. Dens pels er brungrå med pletter og striber. Fiskekatten lever i tæt bevoksning i mangroveskovene i nærheden af vand, og æder foruden fisk og frøer også større hvirveldyr.
Fitzroy.
thumb
Fitzroy er en flod, der ligger i Queensland, Australien. Dens 480 km. lange løb munder ud i Stillehavet og i floddeltaet findes saltvandskrokodiller.
Fjernadgang.
Med fjern-adgang kan man få adgang til, over et netværk, at køre programmer på en anden maskine end den du egentlig sidder ved - som om de kørte på din egen maskine.
Det vil sige du kan sidde i København og logge ind på en maskine i Malmø. De programmer du kører på maskinen i Malmø sender så skærm billedet til maskinen i København over internettet.
Flagdag.
Flagdage er bestemte dage, hvor der flages med nationalflaget. I mange lande sker dette kun på nationaldagen og evt. på en særlig "flagets dag", men i Norden er der tradition for at have en længere række flagdage.
__TOC__
Danske regler.
Hvis der flages med udenlandsk flag, skal der samtidig flages med Dannebrog.
I Danmark er der officielle flagdage, flagdage som militæret bruger samt flagdage som ikke er officielle, men som anbefales af Danmarks-Samfundet, der er rådgivende organisation vedrørende flagregler.
Herudover kan private flage ved særlige festligheder, som fx fødselsdage.
Der er ikke i Danmark vedtaget en speciel 'flaglov'. Brugen af flaget er baseret på gamle forordninger og enkelte cirkulærer.
Flaskepant.
Flaskepant er betegnelsen for et genbrugssystem, hvor man ved køb af drikkevarer også betaler separat for emballagen. Efterfølgende kan man så sælge emballagen tilbage til forhandleren, som regel for samme pris. Pant skal i denne sammenhæng forstås omvendt af hvad man ellers ser: Det er pengene, der er panten, mens emballagen er det, som ønskes tilbage. I visse butikker behøver pantflasker ikke at blive afleveret til en person, men kan i stedet puttes ind i en flaskeautomat (billedet), hvorefter en bon med flaskepanten vil blive udskrevet.
Pantsystemet i Danmark.
Flaskepanten blev indført i 1942, hvor det på daværende tidspunkt kun omfattede glasflasker. Senere blev panten udvidet til at også omfatte plastikflasker, og i september 2002 blev dåser også en del af ordningen.
Siden 2000 er den danske flaskepantsordning blevet varetaget af Dansk Retursystem, som ved pantbekendtgørelsen i 2002 fik eneret på pantindsamling i Danmark indtil 2008. Denne eneret er senere blevet forlænget til 2012.
I Danmark skelnes overordnet mellem to typer pantflasker, returflasker og engangsemballage. Returflasker bliver sendt tilbage til producenten hvor de bliver vasket og genopfyldt, mens engangsemballage typisk bliver smeltet om til ny emballage. Eksempler på returflasker er almindelige 33 cl ølflasker og ½ L sodavandsflasker. Eksempler på engangsemballage er øl- og sodavandsdåser samt 2 L sodavandsflasker.
Pant på øl- og sodavandskasser bliver ikke varetaget af Dansk Retursystem, og bliver i stedet afregnet direkte mellem salgsstederne og tapperierne.
Fra den 15. januar 2008 holdt en del butikker op med at udbetale pant for 1½-litersreturflasker fra bryggerierne Harboe Bryggeri A/S, A/S Bryggeriet Vestfyen, Landkær A/S, Mineralvandsfabrikken Frem og Saltum & Neptun Bryggerier A/S, da disse bryggeriers 1½-litersflasker er udgået.
Fleet Street.
Fleet Street er en gade i London, der blev berømt, fordi den husede de mest kendte engelske aviser.
Flikflak.
Flikflak er i gymnastik et baglæns spring med støtte af hænderne.
Flinders.
Flinders er en australsk flod, som løber i Queensland og er den længste flod i Australien på 840 meter. Floden udspringer i Great Dividing Range.
Flodhest.
En flodhest (latin "Hippopotamus amphibius") er et stort afrikansk dyr, der lever i ferskvand og kan være neddykket i 30 minutter. Er primært planteædende og kan åbne gabet op til 120 cm, og dens svedkirtler afsondrer en rød væske.
Flodhesten er meget aggressiv, specielt når den har unger, og er det dyr i Afrika der slår flest mennesker ihjel om året.
Florida.
Florida er en stat i USA. Den kaldes også "Solskinsstaten" og er et yndet tilbagetrækningsmål for amerikanske pensionister.
Floridas sandstrande strækker sig næsten 1200 km. Grunden til at staten kaldes ¨The Sunshine State¨ er fordi her næsten altid er varmt. Gennemsnitstemperaturen ligger på 23 grader.
I 1920 boede der under 1 mio. i Florida, men efter en massiv vækst var indbyggertallet 10 gange større i 1980. Siden da er det kun ørkenstaterne Arizona og Nevada, der har oplevet en større befolkningstilvækst.
Levevilkår.
En husstand i Florida har en gennemsnitsindkomst på 280.000 DKK. Dette er lidt mindre end det amerikanske gennemsnit. Men pengene rækker alligevel langt, fordi der ikke er nogen indkomstskat, og momsen kun er på 6%..
Velfærden er til gengæld ikke den bedste, og den sociale ulighed er enorm. Mange af strandene bebos af millionærer i store villaer, mens 14% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Ledigheden er kun på 3,6%, men Florida har ikke nok vellønnede jobs til folk med en god uddannelse. Ca. hver femte er beskæftiget med turisme, f.eks. national- og forlystelstelsesparker og hoteller, der traditionelt har lavlønnede jobs.
Erhverv.
Florida får årligt 55 mio. turister, og turisme har længe været den største og vigtigste indkomstkilde. Men Florida er også et stort landbrugsland og producerer blandt andet tre fjerdedele af hele USAs appelsiner og citrusfrugter. Produktionen af majs, jordbær, kartofler, bønner og sukkerrør spiller også en væsentlig rolle for økonomien, ligesom de store flokke af kvæg på det store græsland mellem Kissimmee og Lake Okeechobee.
De seneste årtier er der for alvor kommet gang i den industrielle udvikling. Ikke mindst i high-tech sektorerne, der nyder godt af den nære tilknytning til Kennedy Space Center. Og endelig er også finans- og servicesektoren i meget stærk vækst.
Den illegale handel med kokain og andet narkotika er selvfølgelig ikke med i statistikkerne, men pumper alligevel store summer ind i den sorte økonomi, især i Miami.
Politik.
Florida blev i 1845 optaget som den 27. stat i United States of America. Florida er en af de stater, der har dødsstraf for alvorlige forbrydelser.
Det demokratiske parti dominerede i mange år den politiske scene i Florida, men i 1987 blev republikaneren, Bob Martinez, valgt som guvernør. Han var i øvrigt også landets første guvernør med en latinamerikansk baggrund. I dag er Floridas guvernør republikaneren Rick Scott.
Historie.
For ca. 3000 år siden kom USAs oprindelige befolkning, indianerne, til landet.
Floridas indianere, Timuca og Apalachee stammen, var sammenlignet med deres naboer et højt udviklet folk.
Men da spanieren, Juan Ponce de Leon, som den første hvide mand satte foden på Floridas kyst, påskemorgen 1513, var det begyndelsen til enden for indianerne.
Slaveri, krig, kopper, syfilis og andre sygdomme reducerede på 50 år befolkingstallet på 25.000 til under en fjerdedel, og op igennem 1700-tallet forsvandt den oprindelige befolkning.
Igennem de næste 200 år var Florida skueplads for krige mellem englændere, franskmænd og spaniere, der alle var interesseret i Florida. I 1763 overtog englænderne magten i Florida, og det førte til 20 begivenhedsrige år. Englændere indvandrede i stort tal og medbragte sorte slaver til at arbejde i de nyetablerede indigo- og citrusplantager.
Efter afslutningen på den amerikanske uafhængighedskrig i 1783, som Florida ikke deltog i, mistede englænderne interessen og gav staten tilbage til spanierne i bytte for Bahamasøerne.
I 1821 tog Spanien imod et tilbud fra USA om at slå en streg over en gæld på 5 mio. $, hvis de til gengæld fik Florida. Nogle år senere blev tilknytningen officiel, da Florida blev USAs 27. stat.
Kunst og Kultur.
Alle større byer i Florida har teatre, koncertsale, operaer og symfoniorkestre. Der er mange kunstmuseer i Florida, såsom Museum of Art i Fort Lauderdale, Lowe Art Museum i Miami, Norton Museum of Art i Palm Beach, Salvador Dali Museum i Tampa og Ringling Museums i Sarasota.
Men først og fremmest er det popkulturen, Florida er kendt for. Fra de latinamerikanske rytmer i Miami Beach til tegneserieheltene i Orlando: Anders And og co.
Litteratur.
Ernest Hemingway boede ti år i Key West fra 1931 og skrev blandt andet "At have og ikke have", hvis handling foregår i byen og skildrer et samfund, som er voldsomt forrået af 1930'ernes depression. Også Tennessee Williams har boet i Key West, hvor han skrev flere bøger og skuespil. ¨Den tatoverede rose¨ er filmatiseret i byen med Burt Lancaster i hovedrollen.
Geografi.
Florida er den sydligste stat på det amerikanske fastland. Fra Key West er der kun 150 km til Cuba, og mod nord grænser Florida op til sydstaterne Georgia og Alabama.
Florida deles traditionelt ind i 2 områder. Den nordlige, bakkede og skovbeklædte del og den sydlige, mere våde, sumpede og flade del, hvor landskabet sjældent hæver sig mere end få meter over havets overflade.
Der er ikke færre end 7800 søer, hvoraf man finder en tredjedel i det centrale Florida. Lake Okeechobee er USAs næststørste ferskvandssø.
Flue.
Fluerne ("Brachycera") er en tovinge-underorden, som har talrige familier.
Is (mad).
Skål med is og isske
Is med ribs og solbær
Is er en frossen dessert. Der skelnes mellem "flødeis", der laves på basis af mælk eller fløde, og "sorbet", der laves af frugtsaft og sirup. Blandingen omrøres under frysningen for at forhindre, at store iskrystaller formes.
Traditionelt lavede man is ved at placere beholderen med isblandingen i en blanding af knust is og salt - saltet tillader flydende vand at opnå en temperatur der er lavere end vandets frysepunkt.
Almindelige ingredienser i is er bl.a. mælk, fløde, sukker, æg, fedtstof, frugt, kakao eller chokolade, kaffe etc. Softice er en type blød, halvfrossen flødeis.
Historie.
Isens oprindelse er uvis. Kejser Nero fik serveret sne fra bjergene, blandet med frugt, og i Kina fandt man nogle århundreder senere måder at lave mælkeis på.
Den moderne is blev opfundet i Italien, muligvis inspireret af opskrifter, som Marco Polo hjembragte fra Kina. Nogle kilder tilskriver dens udbredelse midt i 1500-tallet til Caterina de' Medici og hendes kok Ruggeri, som hun tog med til Frankrig, da hun blev gift.
Før Carl von Linde opfandt fryseren i 1870 var is et luksusprodukt, da frossent vand skulle skæres ud af søer om vinteren og gemmes.
Industriis.
Industriis laves af ingredienser som mælk, fløde,mælkepulver, sukker, glukosesirup, koncentreret frugtsaft, farvestoffer, stabilisatorer og aromastoffer.
Industrielt fremstillet is skal i reglen distribueres gennem supermarkedernes systemer. Det stiller krav om et stabilt produkt, som holder kvaliteten i hele holdbarhedsperioden.
Dansk isproduktion.
I Danmark sidder isproducenterne Frisko, Nestlé/Premier, Hjem-Is, Diplom og Polar på 95 % af markedet. Af mindre producenter kan nævnes Thy Øko Is (Tømmerby, Thisted), Aabybro Mejeri (Aabybro), Borup Mejeri (Gørløse), Hansens Flødeis (Jægerspris), Is-Mejeriet (Randers) og Vebbestrup Flødeis (Hobro).
FN-dag.
thumb
FN-dag markeres den 24. oktober, dels til minde om grundlæggelsen af De Forenede Nationer den 24. oktober 1945 og dels for at præsentere organisationen.
Dagen er blevet fejret hvert år siden 1948.
Det er også dagen hvor soldater og tidligere soldater, der har haft FN-tjeneste må bære deres blå barret. For tjenestegørende personel, gælder dog i henhold til hvad tjenesten ellers foreskriver, og den skal bæres på hovedet.
FN dagen fejres naturligvis også af foreningen De blå baretter, selv om denne forening ikke længere kun er for FN-soldater, men er for for alle tidligere udstationerede soldater.
Fnok.
Fnok eller pappus er den botaniske betegnelse for en hårkrans på frøene hos arter af Kurvblomst-familien ("Asteraceae"). Fnokken består af børster, tænder eller skæl, men i sjældne tilfælde kan den danne en hindeagtig kant på frøet. Fnokken er en omdannelse af bægerbladene hos de enkelte blomster i blomsterhovedet. Hos visse arter som f.eks. Mælkebøtte eller Gedeskæg er hårkransen hævet skærmagtigt til vejrs ved hjælp af en stilk.
Som regel bevirker fnokken, at frøene kan spredes ved vindens hjælp, men hos nogle arter som f.eks. dem i slægten Tvetand kan de hage frøet fast i dyrs pels.
Fobi.
Fobi er en psykisk sygdom, der betegner en sygelig frygt eller afsky for noget. Ordet fobi er af græsk oprindelse. En fobi kan tage alle mulige afskygninger og kan være meget ødelæggende for den patient, som lider af fobien. Behandlingen af en fobi kan indebære, at oprindelsen til frygten analyseres frem og at patienten derefter frigøres fra sin følelsesbelastning.
Mange simple enkeltfobier kan fjernes med kognitiv terapi, hvor man lærer mere om den genstand, man er bange for og langsomt konfronterer sig mere og mere med den. Også hypnose kan i varierende omfang anvendes til behandling af enkeltfobier.
2-6% af befolkningen menes at lide af den ene eller den anden form for fobi. Flest kvinder lider af fobier. Der er findes ca. 500 navngivne fobier.
Fodbold.
Fodbold er en holdsport spillet af to hold á 11 spillere, som bruger en afkortet icosahedronisk sfærisk bold. Spillet betragtes som den største sport i verden og spilles på en rektangulær bane af naturgræs eller kunstgræs. Meningen med spillet er at score ved at få bolden ind i modstanderens mål. Ingen spillere må røre bolden med hænderne inden for banens afmærkede område, udover målmændene, der har tilladelse til at spille bolden med hænderne i eget felt. Resten af holdet bruger oftest fødderne til at spille bolden, nogle gange med deres torso eller hoved for at få fat i bolden i luften. Holdet, der har scoret flest mål ved kampens afslutning, vinder. Hvis stillingen er lige ved spillets afslutning, er kampen endt uafgjort. I nogle konkurrencer kan der blive forlænget spilletid og/eller en straffesparkskonkurrence.
Det moderne spil blev opfundet i England efter dannelsen af The Football Associationm,hvis regler fra 1863 danner grundpillen for det spil, der bliver spillet i dag. Fodbold styres internationalt af FIFA. Den største konkurrence i fodbold er VM i fodbold, der er afholdt hvert fjerde år siden 1930, med undtagelse af 1942 og 1946 grundet Anden Verdenskrig.
Spillemåde.
En målmand, der redder en nærgående bold inde i straffeområdet
Fodbold spilles efter en række regler kendt som "The Law of The Game" - en lov der udarbejdes af IFAB. Spillet spilles med en bold, kendt som fodbolden. To hold, bestående af 11 spillere, kæmper for at få bolden ind i modstanderens mål, altså mellem stolperne, under overliggeren og over målstregen. Lykkes dette, har holdet scoret et mål. Holdet, som har scoret flest mål ved spillets afslutning, vinder. Hvis begge hold har scoret lige mange mål, ender kampen uafgjort. Hvert hold ledes af en anfører, der også fungerer som trænerens højre hånd på banen.
En af de vigtigste regler er, at spillere ikke må røre bolden med hænderne eller armene i løbet af spillet, for på denne måde at skaffe sig en fordel. Spilles bolden forsætligt med hånden eller armen, vil det dog altid give straf, ligegyldigt om det skaffer en fordel eller ej. Ryger bolden ud over sidelinjen, skal spilleren dog bruge hænderne til at sætte bolden i spil igen, et såkaldt indkast. Selv om spillerne normalt bruger fødderne til at bevæge bolden, må alle kropsdele bruges, udover hænder og arme, såfremt det ikke er til fare for modstanderen.
Spillerne prøver normalt at kontrollere bolden ved for eksempel at drible, skyde mod målet, som bevogtes af modstanderens målmand, eller aflevere bolden til en holdkammerat. Modstanderens spillere vil forsøge at erobre bolden ved at spærre for en aflevering eller tackle modstanderen med bolden, den fysiske kontakt mellem spillerne er dog begrænset. Fodbold er generelt et enkelt spil og stopper kun, når bolden ryger ud af banen eller når dommeren stopper spillet. Efter et stop sættes spillet i gang igen, i forhold til grunden til det nu netop overståede spilstop.
En målmand springer for at forhindre bolden i at ryge i mål
På professionelt plan scores der kun få mål i en kamp. F.eks. ved Premier League 2005-06 blev der lavet 2,48 mål pr. kamp. Ingen spiller har nogen fast plads, bortset fra målmanden, men der findes visse fodboldpostioner. Der er tre spillerkategorier: angribere, hvis vigtigste opgave er et score mål, forsvarere, som forhindrer modstanderne i at score og midtbanespillere, som tager bolden fra modstanderen og afleverer den til angriberne på deres hold. Spillere i disse positioner, kaldes markspillere for at skille dem ud fra målmanden. Disse positioner er også inddelt, alt efter hvor i området en spiller bruger det meste af tiden. Der er for eksempel midtbacks (forsvarere i midten) og venstre og højre midtbanespillere. De ti markspillere kan organiseres på mange forskellige måder. Antallet af spillere i hver position viser holdets spillestil: flere angribere og færre forsvarere skaber et mere aggressivt og offensivt spil, mens den omvendte måde giver den forsvarende stil, som er mere henholdende. Spillerne bruger, som oftest, det meste af spilletiden omkring den position de, inden kampen går i gang, er tildelt, men kan skifte plads til enhver tid, en undtagelse er dog den såkaldte totalfodbold. Holdets fordeling kaldes en formation. Det er trænerens ansvar at lave holdets spillestil og formationer.
Historie.
De tidligere udgaver af fodbold var meget voldsomme
En af de første former for fodbold blev muligvis spillet i det gamle Ægypten, hvorfra man har fundet bolde lavet af læder, træ og papyrus 2000 f.Kr. Kristus. Man har også fundet boldspil i Kina, i antikken, hos aztekerne og mayaerne. Europæernes første kontakt med denne form for boldspil fandt sted i Romertiden. Det menes, at romerne huggede hovedet af den engelske konge efter at have besejret dem. Sidenhen brugte englænderne selv samme metode, da de overvandt de danske og norske vikinger omkring år 1000.. I Europa fandtes også boldspil som "La Soule" i Frankrig, der blev spillet helt frem til 1800-tallet og traditionel britisk folkefodbold, der har været spillet helt tilbage i 1300-tallet. Disse spil var i perioden 1300-1600-tallet mere voldsomme og havde ofte dødsfald og skade til følge. Spillene blev derfor forbudt af landenes myndighederne. De havde heller ingen ensartede regler, og heller ikke alle kunne deltage i dem.
De moderne regler i fodbold stammer oprindeligt fra ideer, som blev udviklet i midten af 1800-tallet. Ideerne skulle standardisere de forskellige slags fodboldspil, der blev spillet på kostskoler i England.
Cambridge-reglerne, først skrevet ned på Cambridge-universitetet i 1848, havde delvis indflydelse på de efterfølgende navne, som "association football", som er spillets fulde navn på engelsk. Cambridge-reglerne blev skrevet i Trinity-kollegiet (Cambridge) på et møde med repræsentanter fra Eton, Harrow, Rugby, Winchester og Shrewsbury-skolerne. Reglerne blev dog ikke indført overalt. I løbet af 1850'erne samledes mange engelsk-talende klubber, der ikke havde noget at gøre med hverken skolerne eller universiteterne, for at spille forskellige typer fodbold. Nogle spillede med deres egne regler, den mest kendte klub er Sheffield Football Club, som blev startet af tidligere kostskole-elever i 1857, hvilket førte til dannelsen af Sheffield FA i 1867. I 1862 udtænkte John Charles Thring fra Uppingham-skolen en række indflydelsesrige regler.
De stadige forsøg var med til at skabe The Football Association (The FA) i 1863, som første gang mødtes om morgenen d. 26. oktober 1863 ved Freemasons' Tavern i Great Queen Street, London. Den eneste skole, der mødte op var dog Charterhouse. Freemason's Tavern var forsamlingssted for fem ekstra møder mellem oktober og december, hvor de første succesfulde regler blev skrevet ned. Ved det sidste møde afmeldte den første FA-kasserer, repræsentanten fra en rugby-klub fra Blackheath, sin klub fra FA, da to forslag ved det forrige møde blev afslået. Det første indebar, at man kunne røre bolden med hænderne, det andet at man kan spille hårdt, som at ramme en på skinnebenene, spænde ben og holde én. Andre engelske rugbyklubber gjorde det samme og blev ikke medlem af FA eller forlod det senere og dannede i stedet Rugby Football Union i 1871. De elleve resterende klubber, under ledelse af Ebenezer Cobb Morley, ratificerede de oprindelige tretten regler i spillet. Disse regler gjaldt, at markspillerne kunne røre bolden og der ikke fandtes nogen overligger, regler som lignede dem fra australsk fodbold, der blev udviklet på samme tid i Australien. Sheffield FA spillede med sine egne regler indtil 1870'erne, da FA indførte nogle af de samme regler, indtil forskellen på spillene var små.
Spillets regler bestemmes nu af International Football Association Board (IFAB), som blev dannet i 1886, efter et møde i Manchester af FA, Scottish Football Association, Football Association of Wales og Irish Football Association. Verdens ældste fodboldkonkurrence er FA Cup, som blev arrangeret af C. W. Alcock og spillet af engelske hold siden 1872. Den første officielle internationale fodboldkamp fandt sted i 1872 mellem Skotland og England i Glasgow, igen en idé af C. W. Alcock. England er hjemsted for verdens første fodboldliga, som blev skabt i Birmingham i 1888 af Aston Villa-direktøren William McGregor. Turneringen havde oprindeligt deltagelse af 12 klubber fra Midlands og Nordengland. FIFA, det internationale fodboldorgan, blev dannet i Paris i 1904 og sagde, at de ville tilslutte sig FA's fodboldregler. Den voksende popularitet hos det internationale spil førte til, at FIFA-repræsentanterne blev medlem af IFAB i 1913. Rådet består af fire repræsentanter fra FIFA og en repræsentant fra hver af de britiske forbund.
Kort over fodbolds popularitet i verden. (Klik for at se nærmere)
I dag spilles fodbold på et professionelt plan over hele verden. Millioner af folk tager ofte til fodboldstadioner for at se deres favorithold spille, mens milliarder ser det på tv. En masse folk spiller også fodbold som amatører. Ifølge en rundspørge foretaget af FIFA i 2001, spillede over 240 millioner folk fra over 200 lande fodbold ofte. Spillets enkle regler og de få udstyr, der kræves, har uden tvivl spredt spillet og dets popularitet.
I mange dele af verden betyder fodbold meget, lige fra den enkelte fan til en hel nation, det kaldes derfor ofte for verdens mest populære sport. ESPN har sagt, at Elfenbenskystens landshold sikrede en våbenhvile under landets borgerkrig i 2005. I modsætning ses fodbold som det, der fik bægeret til at flyde over og startede Fodboldkrigen eller 100-timers krigen i juni 1969 mellem El Salvador og Honduras. Sporten var også, i mindre grad dog, medvirkende til starten på Krigen i Jugoslavien i 1990'erne, da en kamp mellem Dinamo Zagreb og Røde Stjerne Beograd endte med uroligheder i marts 1990.
Regler.
Der er 17 regler i fodboldloven. Reglerne gælder i alle slags fodbold, selv om grupper som juniorer, seniorer, kvinder og fysisk handicappede i mindre grad kan have deres egne regler. Reglerne er ofte bredt indrammet, hvilket giver stor fleksibilitet i spillet. Sammen med de 17 regler, gælder der også andre regler, som skal være med til regulere spillet. Fodboldloven udgives af FIFA (oversat til dansk af DBU), men styres af International Football Association Board, ikke FIFA selv. Den mest komplekse af reglerne er offside. Offside-reglen begrænser angribernes mulighed for at være foran (når man er tættest på modstanderens mållinje) bolden, den næstsidste forsvarer (som kan være målmanden) og midterlinjen, men gælder kun, så længe spilleren er i aktivt spil.
Spillere, udstyr.
Hvert hold består af max. 11 spillere (uden udskiftere), hvor én skal være målmand. Reglerne kræver normalt et minimum af spillere. Det er normalt syv. Målmænd er de eneste spillere, der rører bolden med arme og hænder, så længe de gør det i straffesparksfeltet foran deres eget mål. Selv om spillerne kan have faste positioner, er det ikke en regel.
Det vigtigste udstyr, som spillerne skal have på er en trøje, shorts, sokker, fodboldstøvler og passende benskinner. Hovedtøj er ikke noget vigtigt udstyr, men spillerne kan også bruge det for at forhindre hovedskader, såfremt det ikke er til skade for andre på banen. Spillerne må ikke bruge noget, der kan skade dem selv eller andre spillere, som smykker og ure. Målmanden skal bære tøj, der ikke ligner det, som bæres af de andre spillere eller dommere.
Et vist antal af spillere må udskiftes i løbet af en kamp. Det højeste antal udskiftninger, der er tilladt i de fleste internationale konkurrencer og nationale ligaer er tre, selv om antallet kan være anderledes i andre konkurrencer eller i venskabskampe. Normalt udskiftes der på grund af skader, træthed, ukampdygtighed, taktisk ændring eller tidsspilde, hvis en kamp forløber godt. I de fleste seniorkampe må en udskiftet person ikke spille videre. I de lavere danske rækker, tillades de såkaldte flyvende udskiftninger dog.
Spillet styres af en dommer, der hjælpes af to linjedommere. I mange professionelle kampe er der også en fjerde dommer, som hjælper dommeren og står til rådighed, hvis en dommer skal udskiftes.
Bane.
Da reglerne blev lavet i England og alene blev styret af fire britiske fodboldforbund inden for IFAB, blev standardmålene for en fodboldbanen vist i imperial unit. De vises nu i meter i cirkatal (efterfulgt af traditionelle unit i parentes), selv om det er populært at bruge unit i engelsk-talende lande, som ellers bruger meter-systemet, som Storbritannien.
Længden på banen i internationale voksenkampe er 100–110 m og bredden er på 64–75 m-. Baner til ikke-internationale kampe kan være 91–120 m lange og 45–91 m bredde, så længe banen ikke bliver kvadratisk. I 2008 foreslog IBFA, at en 105 m lang og 68 m bred bane skulle være standardbane for A-internationale kampe.
De lange bandelinjer hedder "sidelinjer", mens de korte bandelinjer (som målet ligger på) er "mållinjer". Der ligger et rektangulært mål i midten af hver mållinje. De indre hjørner ved de lodrette målstolper skal have en afstand på 7.32 m og de lavere hjørner hos den vandrette overligger, der støttes af målstolperne skal være 2.44 m (8 ft) over jorden. Nettet ligger normalt bag målet, men det er ikke en regel.
Foran hvert mål er et område, der kaldes straffesparksfeltet. Dette område markeres af mållinjen, to linjer, der starter 16.5 m (18 yd) fra målstoplerne og strækker sig 16.5 m ind i banen og er vinkelret med mållinjen og en linje, der binder dem sammen. Dette område har nogle funktioner, det vigtigste er at vise, hvor målmanden må røre bolden med hænder og arme og hvor en strafbar fejl af forsvaret kan straffes med et straffespark. Andre markeringer viser boldens position eller spillere ved indkast, målspark, straffespark og hjørnespark.
Varighed og metoder ved uafgjort spil.
En normal voksenfodboldkamp består af to perioder på hver 45 minutter, kendt som halvlege. Hver halvleg kører uden afbrydelser, når bolden er ude af spil. Der er normalt et kvarters pause mellem halvlegene. Slutningen på kampen kaldes fuldtid.
Dommeren er den officielle tidskontrollør under kampen og giver en erstatning for den tabte tid under udskiftninger, skadede spiller eller andre afbrydelser. Den tillagte tid kaldes for "tillægstid" og bestemmes alene af dommeren. Dommeren bestemmer også selv, hvornår kampen slutter. Dommeren viser hvor mange tillægsminutter han lægger til ved slutningen af en halvleg. Den fjerde dommer viser så spillerne og tilskuerne dette ved at vise et skilt med dette nummer. Den signalerede tillægstid kan udvides af dommeren. Tillægstid blev introduceret pga. et uheld, der skete i 1891 i en kamp mellem Stoke City F.C. og Aston Villa. Der stod 1-0 og med kun to minutter tilbage fik Stoke et straffespark. Villas målmand sparkede bolden ud af banen, og da bolden blev hentet tilbage, var de 90 minutter gået og spillet var slut.
I ligaer kan kampene ende uafgjort, men i nogle elimineringsturneringer (vind-eller-forsvind-kampe) lægger man to halvlege på 15 minutter til, hvis en kamp ender uafgjort. Hvis spillet stadig er uafgjort, spilles en straffesparkskonkurrence der skal afgøre, hvilket hold der går videre i turneringen. Mål, der scores ved ekstratid, tæller med i den endelige score, men straffespark bruges kun til at afgøre hvilket hold, der går videre i turneringen (hvor mål i en straffesparkskonkurrence ikke tæller med i den endelige score).
I konkurrencer med to-delte kampe kæmper hvert hold på hjemmebane en gang, hvor den samlede score fra begge kampe bestemmer, hvilket hold, der går videre. Hvis begge hold står lige er det reglen om udebanemål, der bestemmer vinderen, som er det hold, der har scoret flest mål på udebane. Hvis dette resultat også er det samme, tæller straffespark normalt, selv om nogle konkurrencer kræver, at en kamp så spilles om.
I slutningen af 1990'erne og starten af 2000'erne eksperimenterede IFAB med at finde en vinder inden straffesparkskonkurrencen, som ofte blev anset for at være en dum måde at afgøre en kamp på. Disse regler gjaldt, at ekstra spilletid blev afsluttet hurtigere, ved at det første mål i ekstratid blev scoret ("golden goal") eller hvis et hold førte ved slutningen af første halvleg i ekstra spilletid ("silver goal"). Golden goal blev brugt ved VM i fodbold i 1998 og 2002. Den første VM-kamp der blev afgjort ved golden goal var Frankrigs sejr over Paraguay i 1998. Tyskland var det første land der scorede golden goal i en stor konkurrence og slog Tjekkiet i finalen i EM i fodbold 1996. Silver goal blev brugt i EM i fodbold 2004. Begge disse forsøg er blevet stoppet af IFAB.
Bold i og ude af spil.
En spiller der er ved at tage frispark. Det andet hold har lavet en "mur", som skal stoppe bolden.
De store tilstande i fodbold er "bold i spil" og "bold ude af spil". I begyndelsen af hver halvleg, indtil halvlegen slutter, er bolden altid i spil, undtagen når den forlader banen eller spillet stoppes af dommeren. Når bolden er ude af spil, sættes spillet i gang med én af disse otte metoder, alt efter fra hvordan bolden røg ud.
Forseelser.
Sker en af ovenstående hasarderet, hensynsløst eller med unødig stor kraft, dømmes direkte frispark. Der dømmes også direkte frispark hvis man holder en modstander, spytter efter en modstander eller forsætligt spiller bolden med hånden eller armen.
Dommeren kan straffe en spillers eller udskifters forseelse med en advarsel (gult kort) og udvisning (rødt kort). Det andet gult kort i samme kamp til sammen spiller giver et rødt kort og dermed en udvisning. En spiller, der har fået et gult kort, nedskrives i dommerens notesbog.
En spiller scorer på et straffespark efter en forseelse er begået i straffesparksfeltet
En spiller får et straffespark hvis en forseelse er begået i straffesparksfeltet. Hvis en spiller er blevet udvist, kan ingen udskifter erstatte den. Forseelser kan ske til enhver tid og når reglementerede forseelser begås, kan de forklares bredt. F.eks. er straf ved "usportslig opførsel" brugt ved de fleste begivenheder, der bryder med spillets ånd, selv om de ikke tages som nogen bestemt forseelse. En dommer kan give et gult eller rødt kort til en spiller, udskifter eller udskiftet spiller. Ikke-spillere som trænere og støtteteam kan ikke få gult eller rødt kort, men kan blive bortvist fra det tekniske område, hvis de ikke opfører sig efter reglerne og som dommeren dikterer.
Dommeren må fortsætte spillet selvom en forseelsen er begået, såfremt holdet forseelsen er begået imod kan få en fordel ud af det, det vil som oftest sige en målchance. Det kaldes fordelsreglen. Dommeren kan give straffen alligevel, hvis fordelen ikke opstår i en kort periode. Selv hvis straffen ikke gives på grund af fordelen, kan vedkommende der lavede forseelsen stadig straffes ved spillets næste stop.
Styrende organer.
Det internationale forbund for fodbold (og lignende spil, som futsal og strandfodbold) er FIFA. FIFA's hovedkvarter er beliggende i Zürich.
De nationale forbund styrer fodbold i deres respektive lande. Disse hører generelt hjemme i selvstændige stater (f.eks. Dansk Boldspil-Union i Danmark) men nogle hører også under sub-nationale enheder og autonome regioner (f.eks. Scottish Football Association i Skotland). 208 nationale forbund er under både FIFA og deres egne kontinentale forbund, 13 andre hører under deres kontinentale forbund, men ikke FIFA.
Nogle fodboldforbund, som ikke anerkendes af FIFA, hører til Nouvelle Fédération-Board (NF-Board).
Internationale konkurrencer.
Et minuts stilhed før en international kamp
Den største internationale konkurrence i fodbold er VM i fodbold, organiseret af FIFA. Denne konkurrence holdes hvert fjerde år. Omkring 200 landshold kæmper i kvalifikationsturneringen. Finaleturneringen, som holdes hvert fjerde år, har deltagelse af 32 landshold i en periode over fire uger. VM i fodbold 2010 blev holdt i Sydafrika; i 2014 afholdes det i Brasilien.
Der har været en fodboldturnering ved hvert sommer-OL siden 1900, bortset i 1932 i Los Angeles. Før indførelsen af VM, var OL (især i 1920'erne) at regne som verdensmesterskabet og vinderen var derfor også de facto-verdensmester. Oprindeligt var begivenheden kun for amatører, selv om professionelle spillere har måttet spille siden sommer-OL 1984, dog med visse begrænsinger. Landene må ikke have deres stærkeste spillere med. I øjeblikket findes OL's herreturnering for spillere under 23 år. Før i tiden måtte et maksimum på tre spillere over 23 år, spille med i OL., men det stoppede ved OL i 2008. OL-konkurrencen er ikke så prestigefyldt som VM. En kvindeturnering blev lavet i 1996, ligesom herreturneringen. Alle kvindelige landshold kan, uden aldersgrænse, deltage i OL-turneringen, som anses for at være lige så stort som kvindernes VM i fodbold.
Efter VM er de vigtigste fodboldkonkurrencer mesterskaberne på kontinenterne, som styres af hvert kontinentalt forbund og har deltagelse af forbundene under de kontinentale sammenslutninger. Det er UEFA European Championship, Copa América (CONMEBOL), African Cup of Nations (CAF), Asian Cup (AFC), CONCACAF Gold Cup (CONCACAF) og OFC Nations Cup (OFC). FIFA Confederations Cup spilles af vinderne af alle seks kontinentale mesterskaber, det nuværende VM og værtslandet for Confederations Cup. Dette ses normalt som en opvarmning til det kommende VM, men har ikke samme status som selve mesterskaberne. De mest prestigefyldte konkurrencer i klubfodbold er de lignende kontinentale mesterskaber, hvilket normalt spilles af de nationale mestre, f.eks. UEFA Champions League i Europa og Copa Libertadores de América i Sydamerika. Vinderne af hver konkurrence deltager i FIFA Club World Cup.
Nationale konkurrencer.
To spillere fra forskellige klubber prøver at få bolden
De styrende forbund i hvert land spiller i hvert sæson efter et ligasystem der består af flere divisioner. Hvert hold i divisionerne får point i løbet af sæsonen ud fra deres resultater. Holdene placeres på en tabel, der placerer dem efter givne point. Normalt spiller holdene to gange mod hinanden, på hjemme- og udebane i hver sæson, i en såkaldt round-robin-turnering. Når sæsonen er slut, er det holdet på 1. pladsen, der erklæres for mesteren. De højstplacerede hold kan rykkes op i en højere division, og de lavestplacerede rykkes ned i en lavere division. De højstplacerede i et lands liga kan få lov at spille i internationale konkurrencer i den næste sæson. Der findes undtagelser i visse latinamerikanske ligaer, som er inddelt i to dele kaldet Apertura og Clausura, hvor der gives en præmie i hver liga.
Størstedelen af landene har også en såkaldt "pokalturnering". Disse afgøres ved elimineringsrunder, vinderen i hver kamp går videre til næste runde, taberen er ude af konkurrencen.
Topdivisionerne i visse lande har højtlønnede stjernespillere, i mindre lande og lavere divisioner er spillerne deltidsansatte med et andet job eller amatører. De fem bedste europæiske ligaer  – Serie A (Italien), La Liga (Spanien), Premier League (England), Bundesliga (Tyskland) og Ligue 1 (Frankrig) – tiltrækker verdens bedste spillere, og hver liga har en total løn på 600 millioner pund.
Folketælling.
En folketælling er en officiel optælling og/eller registrering af alle personer, som bor eller opholder sig indenfor et bestemt område. Det kan være et land, et amt, en by eller et sogn. Optællingen foretages som regel på en bestemt dato, og giver dermed et øjebliksbillede af befolkningens sammensætning.
Folketællinger i Danmark.
Den første folketælling i Danmark blev gennemført i 1769. Den viste, at der på det tidspunkt var 797.584 indbyggere i kongeriget Danmark, hvoraf de 80.000 boede i København. Frem til 1970 blev der gennemført i alt 27 landsdækkende folketællinger.
Folketællingsår.
Der er afholdt landsdækkende folketællinger i Kongeriget Danmark i 1769, 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850, 1855, 1860, 1870, 1880, 1890, 1901, 1906, 1911, 1916, 1921, 1925, 1930, 1935, 1940, 1945, 1950, 1955, 1960, 1965 og 1970.
Derudover er der gennemført en række lokale folketællinger eller mandtal, f.eks. i København 1885 og 1895, Sjælland og Bornholm 1771, Ålborg og Nibe 1819 og flere steder 1813. Endvidere findes der særskilte folketællinger gennem årene for hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, samt Grønland, Færøerne, Trankebar og Dansk Vestindien.
Efter 1970 bliver der ikke gennemført folketællinger i traditionel forstand. I stedet bliver der med jævne mellemrum gennemført systematiske udtræk af Det Centrale Personregister (CPR-registret), som blev oprettet i 1968.
De to første folketællinger i 1769 og 1787 blev holdt om sommeren. De følgende fandt sted i februar. I langt de fleste tilfælde den 1. februar. Fra 1921 blev de holdt på forskellige datoer, oftest om efteråret.
Gennemførelsen.
Fortrykt og udfyldt folketællingsskema fra 1840
Det overordnede ansvar for gennemførelsen af folketællinger lå i begyndelsen hos Rentekammeret. I 1797 overgik ansvaret for så vidt angik Danmark, Norge, Færøerne og Grønland til det Dansk-Norske Tabelkontor. Det blev senere til Statistisk Bureau (1850), Statistisk Departement (1913) og endelig Danmarks Statistik (1966). I Hertugdømmerne lå det overordnede ansvar hos Tyske Kancelli.
Den praktiske gennemførelse påhvilede i købstæderne magistraten, hjulpet af rodemestrene. I landsognene lå ansvaret hos sognepræsten, der skulle hjælpes af degne og skoleholdere. Afvigende herfra lå ansvaret i Hertugdømmerne hos herredsfogederne. I praksis foregik folketællingerne i nogle tilfælde ved, at listeføreren (rodemester, degn eller betroet gårdmand) gik fra hus til hus for at tælle beboerne. I andre tilfælde blev beboerne sammenkaldt efter gudstjenesten om søndagen, hvor sognepræsten så talte op.
Ved den første folketælling i 1769 skulle de lokale myndigheder blot indberette de samlede tal. Fra 1787 er alle folketællinger foretaget ved hjælp fortrykte skemaer.
Den første folketælling, der blev registreret direkte på hulkort og magnetbånd, var i 1965.
Registrerede oplysninger.
Indholdet af folketællingerne er skiftet gennem årene. Ved folketællingen i 1787 skulle der for hver person oplyses: adresse, navn, alder, ægteskabelig stilling, stilling i husstanden samt erhverv.
Senere kommer flere oplysninger med. Fra 1845 kommer der oplysning om fødested og eventuelle handikap. I 1855 kommer der oplysning om trossamfundet. I 1880 registreres for første gang personer, der er midlertidigt tilstede eller fraværende på folketællingsdagen. Dvs. personer der opholder sig et andet sted, end der hvor de bor. Fra 1901 kommer der endelig mere detaljerede oplysninger om adresse, indkomst- og formueforhold.
Bevarede folketællinger.
De udfyldte folketællingsskemaer fra 1787 og senere skulle som nævnt indsendes til centraladministrationen. De fleste af dem er stadig bevaret og opbevares på Rigsarkivet. Der er dog visse undtagelser.
En del skemaer er gået tabt i tidens løb. Hertil hører det meste af København 1834 og en række købstæder 1840. Men der mangler også enkelte sogne i de fleste andre folketællinger.
Ved folketællingerne 1935, 1945 og 1955 blev de originale skemaer makuleret efter den statistiske behandling. Fra disse år er der altså kun bevaret de samlede tal.
Tilgængelighed.
De bevarede folketællingsskemaer er en vigtig kilde i slægtsforskningen. Ifølge arkivloven er de frit tilgængelige efter 75 år. De fleste ældre folketællinger er i dag mikrofilmet og findes på alle Statens Arkivers læsesale samt på mange lokalarkiver. De kan også købes gennem Statens Arkivers Filmningscenter i Viborg.
Siden 1992 har en kreds af flere hundrede frivillige arbejdet med indtastning af folketællinger i Kildeindtastningsprojektet. Der er allerede indtastet over 10 millioner personer fra forskellige folketællinger, herunder de komplette folketællinger 1787, 1801, 1834 og 1845 fra Kongeriget Danmark samt 1803 fra Hertugdømmet Slesvig. Disse indtastede folketællinger er tilgængelige via online eller på CD.
I forbindelse med projektet indscannede Statens Arkiver folketællingerne 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850, 1855, 1860, 1880 og 1916 og gjorde dem tilgængelige via Internet. Dette arbejde blev afsluttet i oktober 2006, og den sidste folketælling blev tilgængelig for offentligheden i november - forsinkelsen skyldtes tekniske problemer.
Fonetik.
Fonetik er læren om sproglyd, dvs. hvilke lyde, der anvendes i sprog, hvilke egenskaber disse lyde har og hvordan de frembringes. Fonetik skelnes fra fonologi, der er studiet af lydsystemer og deres struktur. Indenfor fonetikken bruges betegnelsen fonem om den mindste betydningsadskillende enhed.
Fonetik beskæftiger sig med at beskrive de lyde, der findes på forskellige sprog. Artikulatorisk fonetik beskriver, hvordan sproglyd produceres, taleperception handler om, hvordan sproglyd processeres, og akustisk fonetik fokuserer på de egenskaber, som den lydbølge har, der produceres af en talende og opfattes af en lytter.
Stemmeorganerne.
Sproglyde kan frembringes på forskellige måder, alt efter hvordan stemmeorganerne placeres i forhold til hinanden. De vigtigste stemmeorganer er stemmelæberne, tungen og læberne. Ganesejlet bestemmer, hvor meget af luften der passerer gennem næsen.
Stemmelæberne er et par hudflige, der sidder i luftrøret i strubehovedet. Når der kommer luft op igennem struben, frembringer stemmelæbernes svingninger en tone. Dette kaldes en stemt lyd. Det er lyde som "i", "m" og "n". Når stemmelæberne ikke er i svingninger under udtalen, kaldes det en ustemt lyd. Eksempler på ustemte lyde er "s" og "b".
Klusiler eller "lukkelyde" er alle sproglyde, der dannes ved at en bestemt del af taleorganerne lukker af for luftstrømmen. Hvis dette gøres med læberne, kaldes det en "labial". Dannes lyden ved at tungen presses mod forganen, kaldes det en "dental". Lukkes ganesejlet mod bagtungen, kaldes det en "velær" lukkelyd. Hvis der ikke lukkes helt af for luftstrømmen, men dannes en indsnævring et sted under luftens passage gennem svælg og mund, kaldes det et "hæmme".
Skriftsprog og talesprog.
Forholdet mellem skriftsprog og talesprog debatteres ofte indenfor lingvistik, da talesproget som regel ændrer sig hurtigere end skriftsproget. Indenfor nogle sprog har man valgt at holde fast i ældre staveformer, selv om ordene ikke længere udtales på samme måde. En begrundelse for dette kan være ønsket om at bevare en kulturarv, både rent sprogligt og litterært, da man mere problemfrit kan læse ældre litteratur, hvis retskrivningen ikke har ændret sig betydeligt siden den blev skrevet. En begrundelse for at ændre retskrivningen lige så hurtigt som udtalen kan være, at det er nemmere for skolebørn og fremmedsprogede at lære et sprog, hvis der er en tæt, logisk sammenhæng mellem udtale og stavemåde.
Danmark er et af de lande, der har holdt fast i gamle staveformer og derfor indeholder mange stumme bogstaver - f.eks. h'et i "hjul" og g'et i "kærlighed" - såvel som staveformer, der vidner om et ords oprindelse i et andet sprog - f.eks. endelsen "-tion". I modsætning hertil har man i Norge valgt at gennemføre en reformation indenfor retskrivningen gennem indførelsen af nynorsk. Samtidig har man dog valgt at bibeholde den gamle stavemåde, bokmål, så man nu har to ligestillede officielle skrevne former indenfor norsk.
Forening.
En forening, organisation, er et samvirke mellem flere, der 1) har karakter af "juridisk person" (dvs. at fællesskabet som sådant kan erhverve rettigheder og påtage sig retligt bindende forpligtelser, herunder være part i retssager), og 2) som virker i den form, der efter dansk retstradition kendetegner "foreninger".
En forenings formål kan være "ideelt" (som det f.eks. er tilfældet med sportsforeninger, lokale borgerforeninger og fagforeninger) eller det kan være økonomisk (økonomiske foreninger kaldes ofte andelsselskaber).
Der er ikke ret megen lovgivning om foreninger. Stifterne og medlemmerne kan derfor stort set frit i foreningsvedtægten (foreningens love) aftale, hvorledes alle forhold håndteres. Foreninger, i hvilke medlemskab er pligtigt (f.eks. grundejerforeninger med tvunget medlemskab) eller dog reelt en nødvendighed (f.eks. fagforeninger og arbejdsgiverforeninger), kan dog ikke i alle henseender bestemme deres egne forhold. Domstolene opstiller således for sådanne foreninger ud fra almindelige retsgrundsætninger nogle ufravigelige krav m.h.t. hvem, der har et retskrav på at blive optaget, hvornår et medlem kan ekskluderes, og hvilken stilling et medlem i øvrigt har over for foreningen (f.eks. krav på lige- og saglig behandling).
Foreninger spiller en helt afgørende rolle i det danske samfundsliv. Mange anliggender, der i andre lande forvaltes af offentlige institutioner, varetages hos os af private foreninger (evt. med offentlige tilskud). Som eksempel kan nævnes arbejdsløshedskasserne.
Foreningsfrihed.
I Danmark er der foreningsfrihed - grundloven fastsætter i § 78, at "borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed". Den citerede paragraf omhandler adgangen til at stifte (og melde sig ind i) foreninger.
I visse foreninger er der pligt til medlemskab. Hvis man f.eks. køber et parcelhus, kan der være tinglyst en pligt til at være medlem af grundejerforeningen for det pågældende område. Eksklusivaftaler, som forpligter de ansatte på en arbejsplads til medlemskab af en bestemt fagforening, er ifølge lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet ulovlige. Se.
En ejendom, som er udstykket i ejerlejligheder, skal have en ejerforening, som indehaverne af ejerlejlighederne automatisk er medlem af. Ejerforeningen er - trods navnet - ikke en forening i egentlig forstand, men et administrativt organ.
Foreningssædvaner.
Selv om foreningsområdet i vidt omfang hviler på aftalelovens adgang til frit at indrette sig, er der en række sædvaner, som kendetegner de fleste foreninger.
Vedtægt.
Et forslag til en foreningsvedtægt findes i Juridisk Formularbog (Jurist- og Økonomforbundets Forlag) samt i Ole Hasselbalch, Foreningsret (3. udgave 2001) hvori også er opstillet mange andre forslag til udformningen af forskellige papirer af interesse for administrationen af foreninger.
Generalforsamling.
Den øverste myndighed vil i reglen være en generalforsamling, (eller lignende højeste myndighed) hvor alle medlemmer eller delegerede kan deltage og stemme. Her vil alle medlemmer som udgangspunkt have én stemme hver. Er der tale om en grundejerforening, ejerforening eller lignende, vil der dog oftest kun være en stemme per grund, ejendom eller lejlighed, selv om der deltager to eller flere beboere fra ejendommen.
Bestyrelse.
Ledelsen varetages - mellem generalforsamlinger - af en valgt bestyrelse.
Kilder/henvisninger.
Ole Hasselbalch, Foreningsret, 3. udgave 2001
Forlænget drægtighed.
Forlænget drægtighed vil sige at det befrugtede æg først udvikles efter en længere hvilepause. Fænomenet findes hos arter, hvor drægtighedsperioden ellers ville føre til at ungen blev født på et fødemæssigt uhensigtsmæssigt tidspunkt. Hvilepausens ophør sættes normalt i gang af miljøfaktorer såsom solhøjde eller nedbør.
For eksempel hos rådyr hunnen (råen), hun parrer sig i august og derefter har det befrugtede æg et hvilestadium indtil januar hvor det begynder at udvikle sig. Råen føder 1-2 lam i maj-juni.
Mår og kænguru er andre arter med forlænget drægtighed.
Forsete.
I nordisk mytologi er Forsete søn af Balder og Nanna. I Yngre Edda beskrives han som retfærdighedens gud, der mestrer at løse indviklede konflikter og er ordfører på Asernes ting. Han bor på det guld- og sølvglinsende slot Glitner, med vægge af guld og tag af sølv, som han fik af sin far. Han siges at køre med en gylden okse.
Fortaleza.
Fortaleza er hovedstaden i delstaten Ceará i den nordøstlige del af Brasilien.
Byen ligger ude ved kysten tæt ved Ækvator og har 2.447.409 indbyggere (2010), med forstæder 3.525.564 indbyggere (2010), hvilket gør den til den næstvigtigste by i regionen efter Salvador i Bahia og til den femtestørste by og det syvendestørste byområde i Brasilien.
Fortaleza dækker et areal på 336 km². Nord for byen findes Atlanterhavet og mod syd ligger byerne Pacatuba, Eusébio, Maracanaú and Itaitinga. Østpå er regionen Aquiraz og endnu engang Atlanterhavet. Mod vest findes byen Caucaia.
Fortolker.
En fortolker (på engelsk: interpreter) er et program, der oversætter kildekode linje for linje til et maskinkodeformat med henblik på læsning og udførelse på en virtuel maskine/computer. Ofte er den virtuelle maskine en del af fortolkeren selv.
I modsætning til en compiler kører den oversatte kode ikke direkte på computeren, men køres under den fortolkerens virtuelle maskines kontrol.
Fordelen ved fortolkeren frem for compileren er typisk, at programmerne lettere kan flyttes til andre computersystemer, da det eneste der i teorien kræves er, at fortolkeren flyttes til computertypen, hvorefter alle programmer skrevet i det fortolkede sprog kan afvikles.
Ulemperne ved fortolkere er at fejl, som en oversætter ville kunne finde, først opdages på afviklingstidspunktet.
Mange mener desuden at programkoden nødvendigvis må køre langsommere end oversat (kompileret) programkode. Akademikere påpeger dog at det må være muligt at lave en virtuel maskine der analyserer et program under kørsel og løbende, stadig under kørsel, optimerer programmet. På den måde kan der laves optimeringer som ikke er mulige ved hjælp af statisk oversættelse alene.
En fortolker af maskinkode kaldes ofte for en emulator.
Basic er formentlig det mest anvendte fortolkersystem.
Forum.
Forum er den latinske betegnelse for et torv, en plads. Det kendteste er Forum Romanum. Forum var den romerske bys centrum, hvor man mødtes i politiske sager, for at handle, for afgøre retsager, eller bare for at høre almindelig sladder.
Ordet Forum bruges ofte i overført betydning om et mødested for et eller andet.
Internetforum.
Der findes også efterhånden en del fora på internettet. Det er steder hvor man kan udveksle viden, diskutere eller bare snakke sammen.
Et eksempel på forumsoftware, til installation på din egen hjemmeside, er open source forummet phpBB. Til Windows-servere findes eksempelvis Toast Forums.
Forårspunktet.
Forårspunktet er det skæringspunkt mellem ekliptika og himlens ækvator, som Solen passerer cirka den 21. marts. Forårspunktet bruges som nulpunkt ved stedbestemmelse på himlen.
Forårspunktet markerer den første dag af flere kalendere, inlusiv den iranske kalender og Bahá'í kalenderen. Den persiske (iranske) fest Norouz bliver fejret denne dag.
Fossil.
En fossil nu uddød fisk fra havet omkring Danmark.
Et fossil (af latin "fossus" = "opgravet") eller en forstening er aftrykket af et dyr eller en plante i sten - eller i sjældne tilfælde i rav. Specielt havlevende dyr findes som forsteninger i skrænter, der er gammel havbund, der ved jordens forskydninger er hævet op og blevet til tørt land.
Den lille ø Fur i Limfjorden er kendt for sine skrænter, der indeholder mange meget fine fossiler. Fotoet er fra Fur Museum. Det viser en uddød fisk, der levede i havet omkring Danmark. På Fur er skrænterne usædvanlige, da fint materiale har aflejret sig meget hurtigt. I leret, kaldet molér, er de fine detaljer i fossilerne bevaret. Selv fiskens skæl ses tydeligt. På museet findes også fossiler af insekter, fugle og padder.
De fleste forsteninger er grovere i detaljerne. Det skyldes bl.a. at materialet først er blevet bevaret nogen tid efter dyrets død, så kun skeletdele og tænder er tilbage.
Andre steder i Danmark findes også fossiler, fx i Gram Teglværksgrav, hvor der er fundet 18 meget sjældne fossiler af fortidshvaler. Selv i småstenene ved stranden eller i perlegrus er der fossile dele; specielt nåle af søpindsvin og vættelys er almindelige.
Et insekt fanget i en ravklump. Ravklumpen er 10 mm lang.
Fossilerne i rav indeholder oftest små insekter. De er fanget i en klump harpiks. Harpiksen er endt i havet, og efter 30-50 millioner år er den omdannet til rav. Da dyret omsluttes af harpiks med det samme, standses nedbrydningsprocesserne og ravfossiler er ufatteligt velbevarede. Det har endda været diskuteret om DNA kan udvindes fra disse fossiler. Indtil videre er det ikke lykkedes. Det er denne tanke, der bruges i Michael Crichtons fiktive roman Jurassic Park. I den hentes DNA fra et 65 millioner gammelt ravfossil for at genskabe levende dinosaurer.
Af og til dukker et dyr op som alle troede var uddødt. Det mest berømte eksempel er den blå fisk ("Latimeria chalumnae") og det lille krybdyr tuataraen, eller fuglen takahe, begge fra New Zealand. Dyr, der ellers mentes at være uddødt, men alligevel dukker, op, kaldes "levende fossiler".
Videnskaben, der beskæftiger sig med fossiler, kaldes palæontologi.
Fossiler, som findes i Danmark, kan falde ind under loven om "danekræ", dvs. pligten til at aflevere det fundne til et dansk museum - mod en findeløn. Jf. Museumsloven (lov nr. 473 af 7. juni 2001). Loven rummer bestemmelser om museernes ekspropriationsret for danefæ og danekræ.
Tidligere teorier.
Fossiler, eller "figurstene", som de ofte blev kaldt, var et mysterium allerede i antikken, og der opstod mange teorier. En var, at de var modeller af dyr, Gud ikke var tilfreds med, da han skabte verden, og at han derfor havde smidt dem fra sig. Andre mente, at fossiler var skåret ud af eremitter, som havde søgt tilflugt i huler, mens andre igen påstod, at de blev formet om natten af en mystisk stråling fra stjernerne. Voltaire mente, at skaldyr i Alperne var mad, pilgrimme havde medbragt og så smidt fra sig. Mest udbredt var dog teorien om, at fossiler blev formede af en formgivende kraft i naturen, man kaldte "vis plastica". Forstenede fisk havde derfor aldrig været levende. "Vis plastica" var simpelthen en egenskab, Gud havde udstyret materien med.
Johan Woodward (1665-1728), der var professor i fysik ved Gresham College, var derimod overbevist om, at alle fossiler var konkrete rester efter Syndfloden, hvad der gav ham tilnavnet "Syndflodens høje beskytter". Hans teori hed "diluvialisme" (af "diluvium", latin for "oversvømmelse, syndflod"). Woodward mente, at under det voldsomme regnskyl, der varede i fyrre døgn og forvandlede jordskorpen til en slags vælling, var alt levende, der ikke var reddet af Noa, sunket ned i vællingen, hvor resterne lagde sig i horisontale lag efter tyngden - de letteste organismer øverst, de tungste nederst. Senere jordskælv havde skabt forkastninger og forklarer, hvorfor fossilerne ikke ligger pænt ordnet som et tæppe i samme lag. Woodward tog æren for denne teori og krediterede aldrig sine forgængere som Steno. Woodwards samling af fossiler er i dag udstillet i Sedgwick-muséet i Cambridge.
En overbevist tilhænger af diluvialismen var Johann Jacob Scheuchzer (1672-1733), der var bylæge i Zürich og professor i matematik. Han var en ivrig samler af fossiler og byttede med andre samlere. Scheuchzer var den, der afkræftede myten om, at krystaller i fjeldene dannes af snekrystaller. Men da der i 1725 blev fundet et fossil i kalkstensbruddene i Öhlingen i nærheden af Zürich, var han overbevist om, at det drejede sig om ryggraden fra et menneske, der havde været vidne til Syndfloden. Han regnede ovenikøbet ud, at vedkommende var druknet i 2306 f.Kr. Hans pamflet "Homo diluvii testis" (= Menneske vidne til Syndfloden) indeholdt også en gravering af ryggraden med et kranium på toppen, der ikke kunne stamme fra et menneske, men Scheuchzer antog uden videre, at dele af kraniet manglede, og fyldte hullet ud med menneskelige træk. Carl von Linné, der efter Scheuchzers død rejste til Teylers museum i Haarlem, hvor fossilet var havnet, for at klassificere det til sin udgave af "Systema naturae", erklærede efter nogle minutter med et undskyldende smil, at det drejede sig om fossilet af et firben, og ikke noget menneske. I udgaven af "Systema naturae" fra 1740 placerede han derfor "Homo diluvii testis" i hovedklassen for forstenede dyr, i øvrigt sammen med nogle knogler, der skulle stamme fra en enhjørning. I 1811 tog Georges Cuvier et kig på fossilet i Haarlem. Han slog fast, at det drejede sig om en uddød kæmpesalamander fra tertiærtiden, som han kaldte "Andrias scheuchzeri" til minde om diluvialisten.
Allerede i 1708 havde Scheuchzer udgivet et bemærkelsesværdigt skrift på 36 sider, kaldet "Piscium Querelae et Vindiciae" (= Fiskenes klagemål og oprejsning), hvor menneskene sættes på anklagebænken med fisk som dommere. Fiskenes klagemål fremført af en gedde fra Bodensøen var et krav om, at menneskene skulle indse, at forstenede fisk, altså fossiler, var omkommet i Syndfloden, som menneskene var skyld i, da de fremkaldte Guds vrede: "Vi er fisk, ikke kun opgravede fossiler, men en race som levede før Syndfloden, men bukkede under for den som ofre for andres galskab," erklærede hr. Gedde fra Bodensøen. Pamflettens påstand var, at Syndfloden havde fortyndet saltvandet og forplumret det med slam, så de fisk, der ikke blev reddet af Noa, var omkommet og endt som fossiler.
Fourer.
En fourer (fra fransk: "fourrier") er en person, der skaffer og uddeler foder.
I hæren var foureren en befalingsmand, som tog sig af regnskab, proviant og indkvartering.
Hoffoureren er en hoffunktionær, som står for den kongelige husholdning både til hverdag, og når regentparret er på rejser eller har gæster.
Francisco Xavier.
Francisco Xavier (7. april 1506 - 2. december 1552) var en spansk jesuitisk missionær.
Blev kanoniseret 12. marts 1622 og i 1747 blev han Indiens værnehelgen. Han var virksom i Indien og Japan.
Frankrig.
Frankrig ("France"; officielt Franske Republik, "République française") er et land i Vesteuropa. Frankrig har kyst mod Atlanterhavet, den Engelske Kanal, Nordsøen og Middelhavet. I syd grænser det mod Spanien og Andorra, i øst mod Italien, Monaco og Schweiz og i nordøst mod Tyskland, Luxembourg og Belgien. Uden for Europa grænser franske besiddelser til Brasilien, som er den længste grænse (673 km), til Surinam og de Nederlandske Antiller.
Frankrig er en demokratisk republik med en præsident, der har visse magtbeføjelser. Landet har siden starten af EU været aktiv i det europæiske samarbejde, og er med sine 64 millioner indbyggere det EU's næststørste medlem. Landet er medlem af G8, NATO og er en af de fem lande i verden med en fast plads i FN's sikkerhedsråd.
Frankrig blev dannet på resterne af det romerske rige, hvor en germansk slægt kaldet frankerne tidligere styrede landet. Derfor kom det til at hedde Frankrig afledt af "frankernes rige".
Romerrige og germanske stammer.
Det moderne Frankrig var oprindeligt befolket af gallere, der tilhørte den keltiske kultur. Gallien blev erobret af Romerriget (Julius Cæsar) i det første århundrede f.Kr., og gallerne tog derefter langsomt latinsk sprog og kultur til sig, dog med enkelte undtagelser: bl.a. vedblev den vestligste del af Frankrig, Bretagne at være præget af keltisk kultur.
Kristendommen slog igennem romerne rødder i landet i det andet og tredje århundrede.
I forbindelse med romerrigets sammenbrud i det 5. århundrede blev Gallien flere gange invaderet af germanske folkestammer, der ikke blot vandrede igennem det galliske område, men også etablerede små kongeriger i Gallien. Visigoter havde i det 5. århundrede oprettet et germansk styret kongedømme i Sydfrankrig, mens burgundere havde grundlagt kongedømmer længere mod nordøst. I nord begyndte en kongeslægt af frankerne at sætte sig på magten. Som den første af de germanske invasorer konverterede den første kendte frankiske konge Klodevig i 498 til den romerske kristendom (de fleste germanere havde førhen tilhørt den østlige arianske kristendom).
I løbet af de næste par århundreder konsoliderede de frankiske konger sig i landet og kunne efterhånden underlægge sig det meste af det område, vi i dag kender som Frankrig. Ved slaget ved Poitiers i 731 lykkedes det frankerne at stoppe arabiske hæres fremmarch i Europa.
Efterhånden blev frankerriget udvidet betragteligt, så det også omfattede store dele af Nederlandene og Tyskland. Tilværelsen som en uafhængig enhed startede for Frankrigs vedkommende først med delingen i 843 af Karl den Stores frankiske kejserrige i en østlig, en central og en vestlig del. Den østlige del var begyndelsen på det, som blev til Tyskland; den vestlige del er nu Frankrig.
Frankrig i middelalderen.
Efter delingen blev Frankrig mere og mere præget af uro. Vikingerne hærgede nu landet, normannerne i nord kunne ikke altid styres, og den oldgermanske arveskik med at dele landet mellem arvingerne udskilte nye kongeriger. Landet var ekstremt decentraliseret på denne tid; hvis kongen bevægede sig ud fra sit magtcentrum, kunne han risikere at blive taget som gidsel af adelsmænd.
Da engelske konger gennem normanniske forbindelser mente at have krav på den franske krone, var der garanteret strid mellem de to lande. Mest voldeligt blev sammenstødet i Hundredeårskrigen fra 1337 til 1453, som egentlig var en række forskellige krige. Krig og pest hærgede landet, og befolkningen blev kraftigt decimeret. Til sidst lykkedes det Frankrig at besejre sine fjender. Adelen havde måtte erkende, at det hidtidige feudale decentraliserede system ikke kunne sørge for et ordentligt forsvar, og den blev tvunget til at lade en samlende konge bestemme mere. Charles VII sørgede under Hundredeårskrigen for den første samlede franske hær.
Enevælde.
Overgangen fra udpræget feudalstyre til stadig stigende magt til kongen fortsatte i løbet af det 16. og 17. århundrede. De franske konger gjorde efterhånden krav på at være "udvalgt af gud" for at legitimere deres status som herskere. Perioderne under de stærke franske konger blev præget af stigende religiøs uro. Den lutherske lære gav startskuddet til en række trosretninger, der udfordrede den enevældiges monarks gudgivne krav på tronen, og Frankrig indledte undertrykkelse af religiøse minoriteter. Under Bartholomæusnatten i 1572 blev flere tusinde huguenotter massakreret, og den efterfølgende udvandring af dygtige protestantiske håndværkere og handelsmænd betød visse økonomiske problemer for landet. Indadtil blev landet stabiliseret, da forskellige religiøse retninger nu ikke længere kunne forstyrre den enevældige orden.
Politik.
Frankrig er en sekulær republik med en folkevalgt præsident, premierminister og lovgivende forsamling. Grundloven er nedfæstet i den såkaldte Femte Republik fra 1958 med Charles de Gaulle som dens første præsident.
Nationalforsamlingen i Frankrig består af 577 medlemmer og senatet har 317 medlemmer.
Geografi.
Frankrig strækker sig fra Middelhavet til Nordsøen og fra Rhinen til Atlanterhavet.
Udover moderlandet i Vesteuropa ("la métropole") består Frankrig af territorier i Nordamerika, Caribien, Sydamerika, det Indiske ocean, Stillehavet og Antarktis.
Frankrig rummer mange varierede typer af landskaber fra kystsletterne i nord og i vest ved Atlanten og Nordsøen til de store bjergkæder Pyrenæerne i syd og Alperne i øst med Alpernes højeste bjergtop Mont Blanc, 4.808 meter. Inde i landet findes andre bjergkæder som Centralmassivet, Juraen og Vogeserne.
Klima.
Klimaet i det nordlige Frankrig er køligt og fugtigt, mens der i de sydlige dele er et tørt og varmt middelhavklima. I området mellem Centralmassivet og Middelhavet findes også de legendariske vinde Mistral og Scirocco. Frankrig er, undtagen alpeområdet, forskånet for ekstreme klimaforhold. Sydfrankrig er et sub-tropisk klima bælte.
Floder.
Frankrig deles af fire store flodsystemer, hvoraf tre udmunder i Atlanten.
Den møder Dordogne ved "Bec d'Ambés" for at ende som den mægtige Gironde.
Byer.
Kort over større franske byer.
Regioner.
Frankrig har 26 regioner og 95 departementer (formelt er Korsika (Corse) dog ikke en region, men omtales almindeligvis som en region). Af disse departementer ligger 4 undenfor det europæiske Frankrig. Disse departementer og regioner kaldes Départements et régions d'outre-mer (DOM-TOM) eller siden 2003 COM, det vil sige oversøiske departementer, regioner og kollektiviteter.
Departementerne er nummererede, og disse numre anvendes på bilers nummerplader (dog kun til 2008 hvor EU nummerplader erstatter det nuværende system). Departementerne ledes af en prefækt udpeget af regeringen og en folkevalgt forsamling.
De oversøiske departementer (altså les DOMs) er tidligere franske kolonier, som nu har samme eller tilsvarende status som det egentlige Frankrig. De betragtes som dele af Frankrig (og dermed også EU) snarere end afhængige territorier. De oversøiske territorier og lande (altså les ROMs og les COMs) udgør dele af den franske republik, men anses ikke som en del af Europa eller EU. På trods af dette anvendes euro som valuta også i disse områder. Frankrig kontrollerer også et antal øer i det Indiske ocean og Stillehavet: Ny Kaledonien, Fransk Polynesien, Wallis og Futuna og de franske sydlige og antarktiske territorier (de såkaldte TAAF), (Terre Adelie, 432.000 km², dog under den antarktiske traktats jurisdiktion).
Økonomi.
Frankrig har en diversificeret markedsøkonomi. Den franske økonomi er en af verdens højst udviklede og er orienteret mod højteknologi. Den regnes som verdens femtestørste efter USA, Japan, Tyskland og Storbritannien.
Ifølge WTO var Frankrig i 2003 verdens femtestørste vareeksportør efter USA, Tyskland, Japan og Kina og den fjerdestørste importør efter USA, Tyskland og Kina.
Frankrigs vigtigste mineralressourcer er kul og jern i Lorrainedalen og bauxit i den sydlige del af Frankrig.
Frankrig er verdens næststørste producent af atomkraft-el efter USA.
Sprog.
Kort over dialekter og sprog i Frankrig
De fleste franskmænd har fransk som modersmål. Det er Frankrigs officielle sprog. Væsentlige regionale sprog er occitansk, korsikansk, bretonsk, catalansk, baskisk, nederlandsk og alsacisk. Det største indvandrersprog er arabisk.
Religion.
80% af den franske befolkning er katolikker. Frankrigs næststørste religion er islam, som praktiseres af ca. 10%. Dernæst er der ca. 6% protestanter og ca. 4% jøder.
Fraser-øen.
Fraser Island, udsigt fra Indian Head
Fraser-øen eller Fraser Island er en australsk ø som ligger ud for Australiens østkyst ca. 300 km nord for Brisbane i delstaten Queensland. Øen er med i UNESCOs verdensarvsprogram fordi den med en længde på 122 km og en bredde på op til 25 km er verdens største sandø. Der vokser regnskov i sandet, afvekslende med sandklitter og ferskvandssøer.
Frasering.
Frasering (musikudtryk) er en kompositions opdeling i fraser (sætninger) og deres beskrivelse, i måden, hvorpå de bliver spillet eller sunget.
Ofte fejlagtigt brugt i betydningen forsiring (toneudsmykning).
Musikudtrykkene legato og frasering er stærkt forbundne uden helt at være det samme. Begge begreber handler om toner der glider over i hinanden uden ophold.
I normal sang vil hver stavelse i en sang have én og kun en tone. Toner og stavelser hænger sammen en til en. Men i fraseret sang har stavelser flere toner i glidende overgang. Det svarer til begrebet "legato", der anvendes til instrumental musik.
I fraseret sang forstår man også det at binde sætninger sammen af ord uden ophold. Forstået på den måde at ordled og sætningsled er uafhængig af toneskift og modsat. Musik og ord smelter på den måde sammen til en organisk helhed.
Fraseringer anvendes i avanceret sang, og i så forskellige genrer som opera og blues. Det er en meget udtryksfuld stilart som sammen med "legato" anvendes instrumentalt af musikinstrumenter som mundharpe, blæseintrumenter og andre musikinstrumenter der understøtter de glidende overgange mellem toner.
Fredag.
Fredag er en ugedag, og er normalt en arbejdsdag. Det er muslimernes hellige dag svarende til jødernes sabbat (lørdag) og de kristnes søndag.
Det er en udbredt misforståelse, at dagen er opkaldt efter den nordiske gudinde Freyja, men så skulle dagen på dansk have heddet "frødag". Det oldnordiske navn "frjádagr" kan heller ikke afledes af Freyja.
Det er derimod en anden gudinde, der figurerer i navnet, nemlig Frigg, Odins hustru. Hun betød ikke så meget i den nordiske mytologi, men blandt vestgermanerne, der ikke kendte til den nordiske Freyja, ser Frigg ud til at have haft hendes funktion som frugtbarhedsgudinde. Frigg hedder på oldhøjtysk "Frīa" (dobbelt-"get er en typisk nordisk lydudvikling), og ugedagen hedder netop også på oldhøjtysk "frīatag" (tysk "Freitag"), tilsvarende oldengelsk "frīgedæg" (engelsk "Friday").
Egentlig er der tale om en oversættelse fra latin "Veneris dies" "Venus' dag", et navn, der lever videre i de romanske sprog: fransk "Vendredi", italiensk "Venerdi", spansk "Viernes".
Det er imidlertid ikke "gudinden" Venus, men "planeten" Venus, som dagen er opkaldt efter, idet ugedagenes navne bygger på en mellemøstlig astrologisk tradition. Babylonerne skelnede imidlertid ikke mellem gudinden Ištar og planeten Venus.
To danske helligdage falder altid på en fredag, nemlig langfredag i påsken og store bededag.
Fredericia.
Fredericia (tidligere også " Frederiksodde") er en by i Sydjylland ved Lillebælt med 39.513 indbyggere (2010). Fredericia blev oprindelig grundlagt som en militær fæstning (læs mere nedenfor), hvilket man stadig kan fornemme ved at besøge byen i dag. Byens gader ligger vinkelret på hinanden (nord-syd og øst-vest), og Fredericias centrum omkranses af et af Nordeuropas mest velbevarede voldanlæg fra 1600-tallet, der kun kan sammenlignes med Fredrikstad i Norge.
Byen er et vigtigt trafikknudepunkt takket være en dybvandshavn og en stor banegård. Hvad angår gods, bruges Taulov banegård også meget.
Telegrafregimentet holder til i Fredericia. Fredericias byvåben viser en kronet løve, der holder et sværd i den ene forpote og en laurbærkvist i den anden.
I Fredericia fejres 6. juli fest til minde om udfaldet fra Fredericia i 1849.
Baggrund for navnet.
Christian 4. indså efter eventyret i 30-årskrigen og Wrangels uhindrede hærgen, at det var nødvendigt at bygge en stærk fæstning i Jylland, og at dette kunne kombineres med hans planer om en jysk storby "Jyllands By".
Efter at Houens Odde var forkastet som mulig placering, blev Lyngs Odde valgt. Her blev anlagt en befæstet lejr med skanseanlæg, der i en halvbue strakte sig fra kyst til kyst. Imidlertid løb Torstenson nemt anlægget over ende, og det blev Frederik 3. der endeligt kom til at føre fæstningsplanerne ud i livet ved på rigsmarsk Anders Billes anbefaling at anlægge en flankefæstning på den ellers øde Bers odde.
Den 15. december 1650 satte kongen sin underskrift på det dokument, der gav byen de første privilegier, og anlægget af fæstningen og byen kunne begynde. I 1651 navngaves byen Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia.
De første år.
Der var i starten ikke mange, som var interesseret i at flytte til den nye by, og Fredericias voldanlæg var knapt færdig, før den svenske konge Karl 10. Gustav i 1657 lod sin hær vandre over det tilfrosne Lillebælt for at indtage den nye by. Det var i øvrigt den krig, der kostede Danmark sine besiddelser øst for Øresund. Efter at svenskerne havde forladt den hærgede by, ønskede Frederik 3. at genopbygge byen og voldene. Man forsøgte at få indbyggere til byen ved at nedlægge de nærmeste landsbyer. Det gik dog ikke hurtigt nok, så kongen valgte at give vidtrækkende privilegier. Det betød blandt andet 10 års skattefrihed, fristed for tidligere straffede personer og ikke mindst religionsfrihed, der i særdeleshed tiltrak franske huguenotter og jøder. På daværende tidspunkt kunne man opleve landbrug og tobaksdyrkning indenfor voldene, der hurtigt fik en international befolkning og mange soldater. De fleste huse og bygninger lå omkring det nuværende Danmarksgade og Gothersgade, hvorimod der øst for Købmagergade og syd for Sjællandsgade stort set kun var landbrug.
Udfaldet fra Fredericia - 6. juli 1849.
Under Treårskrigen mellem Kongeriget Danmark og de slesvig-holstenske oprørere, som blev støttet af Det Tyske Forbund, fungerede Fredericia som garnisonsby for den danske hær. Oprørerne begyndte i sommeren 1849 at belejre Fredericia. De gik i gang med at anlægge kanonbatterier, som skulle ødelægge danskernes muligheder for at forsyne fæstningen.
Derfor besluttede hærledelsen at føre hovedparten af de danske tropper til Fredericia. Dette kunne lade sig gøre, fordi Danmark stadig havde søherredømmet.
Natten til 6. juli 1849 angreb den danske hær de stillinger, slesvig-holstenerne havde opført omkring byen. Efter hårde kampe lykkedes det den danske hær at ødelægge store dele af oprørshæren.
Fire dage efter angrebet blev der aftalt våbenhvile med Preussen, hvilket gjorde, at krigen i denne omgang var slut.
2. Slesvigske krig.
Efter nogle år med fred og fremgang i byen blev krigen i 1864 hård for byen. Det kom som et stort chok for alle, at preusserne og østrigerne kunne indtage Dybbøl, og hæren herefter flygtede til Fredericia. Dette var nu den sidste forsvarsbastion i Jylland. Krigsministeriet befalede dog general N. C. Lunding at rømme byen den 25. april, og fjenden indtog Fredericia tre dage efter. De fortsatte desuden hele vejen op gennem Jylland til Limfjorden. Der sluttedes våbenhvile i juli, og efter fredsforhandlingerne var overstået i oktober, lå grænsen til Tyskland nu syd for Kolding, blot 50 km fra Fredericia.
Moderne tid.
Bastionen i Fredericia fortsatte med at have sin forsvarsmæssige betydning frem til 1909, hvor man nedlagde den ved lov. Dette betød bl.a. også, at man nu kunne bygge udenfor voldene, hvilket byen trængte stærkt til. Der var efterhånden blevet trangt i byen. Især området nord for voldene op mod den nuværende Indre Ringvej blev hurtigt opbygget, ligesom havnen blev kraftigt udvidet. Store industrivirksomheder som Shell og Superfos blev lagt på havnen, hvilket med tiden gav byen det uheldige prædikat at være Danmarks mest forurenede by.
Jernbanen var kommet til byen i 1866 med åbningen af Fredericia-Vamdrup banen, og 2 år senere kom jernbaneforbindelsen til Århus. Den første banegård i byen var en såkaldt rebroussementsstation, altså hvor togene ikke kørte igennem, men ind og ud fra samme side. Den eksisterer i øvrigt stadig i dag indrettet med kontorer på Oldenborggade 1. Der gik desuden en sidebane ned til havnen, hvor man kunne tage færge over til Strib og derfra fortsætte i tog hen over Fyn. Efterhånden som der kom mere trafik og ikke mindst godstrafik, besluttede man at bygge Lillebæltsbroen, der åbnede i 1935 sammen med nye sporarealer og en ny banegård i Jernbanegade. Adskillige danskere kender denne banegård ganske udmærket, da man tidligere ofte skulle enten skifte tog eller afvente andre tog her. Det er stadig i dag en af de vigtigste banegårde i Danmark.
Fredericia blev såvel som resten af landet indtaget af de tyske besættelsestropper den 9. april 1940. Der fandt mindre skudveksling til stede, inden regeringen offentliggjorde landets overgivelse. Det store antal af militært personel i byen vedvarede under de første besættelsesår.
Byen kom hurtigt over besættelsen, og der var fremgang på alle områder. Det store antal offentligt ansatte indenfor DSB og hæren satte sit præg på byen, som menes at være uden lokal dialekt af netop denne årsag, da mange var tilflyttere. Byen voksede både mod nord og vest og voksede efterhånden sammen med Erritsø og Snoghøj, der også blev lagt sammen med købstaden ved kommunalreformen i 1970.
Shell åbnede et stort raffinaderi nord for byen, og i 1984 indviedes den nye rørledning ud til oliefelterne i Nordsøen. Byrådet blev desuden i 1980'erne mere fokuseret på problematikken med forurening, og der blev sat mange nye tiltag i gang. I 1996 blev byen anerkendt bredt for sin markante indsats på miljøområdet.
I 2004 lukkede Kemira (tidligere Superfos) sin produktion på havnen, hvilket også betød en lukning af ammoniakhavnen nær ved Den Nye Lillebæltsbro. I de følgende år blev de store bygninger nedbrudt, og byen har i dag et enormt område på havnen, som der forsøges at skabe enighed om benyttelsen af. Det har kostet mange arbejdsliv, og den tidligere socialdemokratiske højborg faldt ved kommunalvalget i 2009, hvorefter byen fik en ny, ung borgmester fra Venstre.
Frederik 1..
Frederik 1./Frederik af Holsten (7. oktober 1471 på Haderslevhus - 10. april 1533 på Gottorp Slot) var konge af Danmark og Norge fra 1523-33. Han blev født som den anden (og yngste) søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg og voksede op i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I 1490 foranledigede Christian 1.'s enke Dorothea, at hertugdømmet blev delt mellem hendes sønner Hans og Frederik, således at Hans fik den segebergske del og Frederik, der fik lov til at vælge først, den gottorpske del. For ikke at bryde en aftale om, at hertugdømmerne skulle forblive udelt, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem sammen. Fra 1490-1523 regerede hertug Frederik på Gottorp og bragte både fred og stigende velstand til hertugdømmet. Da Christian 2.'s trone begyndte at vakle under ham, indgik Frederik en alliance med utilfredse medlemmer af den danske adel. Den 8. marts 1523 erklærede hertug Frederik kongen Christian 2. krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. forlod Danmark den 13. april, underskrev Frederik sin håndfæstning med adelen, og lod sig hylde som Frederik 1. af Danmark og Norge.
Christian 2. og hans dronning Elisabeth forlod København om bord på orlogsskibet "Løven" og flygtede til Holland. Det var en sorgens dag for Københavns indbyggere og Danmarks almue og borgerskab. Voldene og stranden var efter sigende fulde af bedrøvede mennesker, som fulgte deres bortsejlende konge med øjnene. Christian 2.'s love blev erklæret for fordærvelige og hans lovbøger blev brændt på bålet.
Frederik 1.'s regeringsperiode var præget af uro blandt borgere og bønder, der ønskede at få Christian 2. genindsat som konge. I årene 1524 og 1525 var der tilløb til oprør i Jylland og Skåne. Christian 2.'s statholder på Gotland, Søren Norby gik i land i det vestlige Blekinge i et desperat forsøg på at få genindsat Christian 2. på Danmarks trone, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af Helsingborg Slot.
Frederik 1.’s holstenske hærfører Johan Rantzau med en hær på 900 knægte og 400 ryttere samt artilleri forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den 28. april og ved Bunketofte på Helsingborgsletten den 4. maj 1525. I slaget ved Lund blev bønderne forfulgt helt ind i byens domkirke, og 60 borgere, som havde søgt tilflugt i domkirken, blev slæbt ud og slagtet af soldaterne. Bondehærens tab blev sat til cirka 3.000 døde.
I 1532 lykkedes det Frederik at lokke Christian 2. til Danmark under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet og satte den tidligere monark i fængsel på Sønderborg Slot. I 1549 blev den nu 68-årige Christian 2. overført til Kalundborg Slot, hvor han opholdt sig til sin død i 1559.
I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark, når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig. På trods af den strenge håndfæstning lykkedes det Frederik at få stor politisk indflydelse. I nogle tilfælde truede han med at fraskrive sig tronen til fordel for den landflygtige Christian 2. Ganske virkningsfuldt.
På trods af at han i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte Frederik 1. reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Eksempelvis udnævnte han Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, til sin kapellan. I 1526 gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.
Han blev i 1502 gift med kurfyrsten af Brandenburgs datter, den 15-årige Anna. Hun døde i en alder af 27 år. De fik to børn, hvoraf det ene blev den senere kong Christian 3. I sit efterfølgende ægteskab med Sophie af Pommern, fik han yderligere fem børn. Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.
Frederik 2..
Frederik 2. (1. juli 1534 - 4. april 1588), søn af (senere) kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg, blev født på Haderslevhus. Konge af Danmark og Norge 1559-1588 af den oldenborgske slægt. Efter faderens sejr i "Grevens Fejde" blev Frederik i 1536 valgt som tronfølger med titel af prins af Danmark. Da faren døde i 1559 underskrev Frederik håndfæstningen og satte sig på tronen.
Den 20. juli 1572 blev han viet til sin 15-årige kusine, Sophie af Mecklenburg, som var 23 år yngre, (1557 - 1631). Han havde været forelsket i adelsfrøkenen Anne Hardenberg. Men dels var Anne Hardenberg lovet væk til anden side, og dels fandt man ikke forbindelsen fyrstelig nok. I det 14 år lange ægteskab mellem Frederik 2. og Sophie, fik de syv børn.
I 1559 erobrede han Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp. Ellers var de første år af hans regeringsperiode præget af et stort modsætningsforhold til Sverige. Frederik 2. magtede ikke at realisere sine militære planer under Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570. Frederik 2. havde regnet med, at han med sine tyske lejetropper hurtigt kunne vinde krigen mod svenskerne. Men på grund af dårligt organiseret forsyningssystem måtte man standse fremrykningen mod Stockholm og gå i vinterkvarter i Skåne. Året efter var det svenskerne, der havde initiativet, og de trængte ind i Norge flere steder og hærgede også i Halland og Blekinge. Hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån til at finansiere planerne om et angreb på Stockholm. Det blev en fuldstændig fiasko, og hæren måtte trække sig tilbage. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden. Til sidst så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin faders gamle uven, Peder Oxe. Peder Oxe havde mistet Christian 3.'s gunst i 1556 og var tvunget til at tage ophold i udlandet. Ved Christians død blev alle Peder Oxes ejendomme konfiskeret. Oxe havde flere gange uden held forsøgt at blive taget til nåde igen, men nu fik han frit lejde og rejste til Danmark, hvor han blev forsonet med Frederik 2. Han blev atter medlem af rigsrådet og fik Vordingborg Slot som len og sit konfiskerede gods tilbage. Året efter blev han udnævnt til rigshofmester og medvirkede i de følgende år til at bringe de danske statsfinanser på fode igen. Herefter var det i realiteten Rigsrådet med Peder Oxe i spidsen der styrede landet. Det lykkedes Peder Oxe at overtale adelen til at bære en større del af de økonomiske byrder, og han tredoblede Øresundstolden. Ved fredsslutningen i Stettin i 1570 var Danmark fortsat den mest magtfulde stat i Norden.
Efter krigen kastede kongen sig over slotsbyggeri. For at kontrollere sejladsen på Øresund og sikre indtægterne fra Øresundstolden byggede han 1574-84 Nordens stærkeste fæstning, Kronborg, fra indtægterne fra den forhøjede Øresundstold. Ved talrige mageskifter med adelen samledes krongodset, så det blev mere rentabelt - og kongen fik et sammenhængende jagtterræn. I 1560 mageskiftede Frederik sig til den nordsjællandske hovedgård Hillerødsholm, og han ombyggede gården til et slot, Frederiksborg.
Frederik 2. døde 54 år gammel på Antvorskov Kloster den 4. april 1588. I sin ligprædiken sagde præsten Anders Sørensen Vedel med rene ord, at kongens død måtte tilskrives et umådeholdent spiritusforbrug. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke.
Frederik 3..
Frederik III (18. marts 1609 - 9. februar 1670) var dansk konge af den oldenborgske slægt 1648 - 70. Valgsprog: "Dominus providebit" (Herren er mig forsyn).
Fødsel og opvækst.
Frederik III blev født 18. marts 1609 på Haderslevhus som tredjeældste søn af Christian IV og dronning Anna Cathrine af Brandenburg. Efter tronfølgeren "den udvalgte prins" Christians død i 1647 blev Frederik valgt til tronfølger og efterfulgte sin far som konge af Danmark-Norge fra 1648-1670. I 1621 blev Frederik koadjutor i Bremen stift, og året efter blev han administrator i nabostiftet Verden. I 1624 blev han folkevalgt administrator i Halberstadt. I maj 1624 drog Frederik tilbage til Danmark for at studere på det Ridderlige Akademi i Sorø, hvor han fik en god uddannelse og blev meget lærd inden for teologi, naturvidenskaber, oldkyndighed og statsret. Under Trediveårskrigen var Bremen erobret af Sverige, men i 1635 blev byen befriet sammen med en række andre byer, og Frederik blev indsat som biskop af Bremen og valgt til fyrstebiskop af Verden samme år. Under opholdet i Bremen-Verden blev Frederik oplært i at føre krig af nogle tyske generaler, heriblandt hans kommende dronning, Sophie Amalies fader. Fra 1642-46 opholdt Frederik sig i Holstein, bl.a. på Lyksborg Slot hvor han i 1643 blev gift med den kun 15-årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De var begge oldebørn af Christian III, og fik i løbet af deres ægteskab 8 børn.
Kroning, tronbestigelse og håndfæstning.
Ved kroningen i 1648 måtte han underskrive den hidtil strengeste håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian IV, og dels at Frederik havde levet næsten hele sit liv i tyske hertugdømmer og var omgivet af dygtige tyske rådgivere, der evt. kunne true den danske adels magt. Desuden var Frederik blevet uvenner med rigsmarsk Anders Bille under Torstenssonkrigen. I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik III en tilbagetrukken tilværelse og overlod ledelsen af Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.
Da magtkampen mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested på den ene side og Rigsrådet på den anden side brød ud i lys lue, stillede kongen sig på Rigsrådets side, og bidrog herved til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen havde muligvis også sine personlige grunde, da han ikke brød sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina blev dømt som medskyldig og sat i fængsel i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år.
I 1652 blev Frederikssund navngivet efter Frederik III.
I 1651 navngaves byen Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, Fredericia.
Krigsførelse.
På det udenrigspolitiske område genoptog Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. I 1657 gik Danmark i krig mod Sverige, mens Karl X Gustav havde travlt i Polen og Brandenburg. Danmark havde ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på daværende tidspunkt. Den svenske konge forlod Polen og marcherede med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Svenskerne indtog den nyanlagte fæstning Frederiksodde (senere opkaldt Fredericia efter Frederik den 3) og tog bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Indtil videre forhindrede den danske flåde den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkedes det svenskerne at gå over isen til Fyn, Hvilket betegnes som en af historiens største militære vovestykker, og få dage senere fortsatte de over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Danskernes forsvar brød sammen, og Frederik III måtte kapitulere til arvefjenden.
Ved Freden i Roskilde i februar 1658 blev Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, samt Bohus len og Trondhjem len i Norge afstået til Sverige. Kong Frederik hyrede dygtige gøngekrigere fra Skåne anført af Gøngehøvdingen. Gøngerne angreb de svenske og tyske soldater på Sydsjælland, hvor gøngerne i løbet af seks måneder dræbte næsten 2000 fjendtlige tropper. Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, deltog som svensk repræsentant ved forhandlingerne.
Kort efter brød Karl Gustav freden og rykkede frem mod København, der blev belejret. Frederik III deltog aktivt i forsvaret. Hans forsikring om, at han ville "dø i sin rede", da han blev opfordret til at forlade hovedstaden, gjorde ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkedes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltog aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl døde i begyndelsen af 1660, blev der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 blev stadfæstet, så de skånske områder forblev svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm havde allerede i 1658 befriet sig selv og overdrog øen til Frederik III som arv og ejendom. Frederik III oprettede endvidere Den Kongelige Livgarde i 1658, hvis vigtigste opgave er og var at beskytte kongen og dennes familie, samt indgå som en del af den danske hær.
Enevælde indføres.
På det efterfølgende stændermøde i 1660 udnyttede Frederik uenigheden mellem adelen på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen, og indføre enevælden. Den 18. oktober samme år aflagde stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot. Peder Schumacher - senere adlet som Griffenfeld - udarbejder Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskrev Kongeloven i 1665.
Frederik 3., der var en belæst mand, der interesserede sig for teologi og datidens videnskaber, grundlagde omkring 1648 Det Kongelige Bibliotek baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han havde opkøbt. Frederik 3. døde 60 år gammel af lungebetændelse 9. februar 1670 og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Hans ældste søn Christian overtog tronen som kong Christian 5.
Frederik 4..
Frederik 4. (11. oktober 1671 på Københavns Slot – 12. oktober 1730 på Odense Slot) var konge af Danmark-Norge fra 1699 og til sin død.
Frederik 4. var søn af Christian 5. og Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Efter faderens død i 1699 arvede Frederik den dansk-norske trone og blev rigets tredje enevældige konge.
Kongen blev i 1695 gift med Louise af Mecklenburg. Frederik var blevet sendt til Tyskland for at finde sig en kone, men mens han var dernede blev hans bror syg, og han måtte tage hjem. På vejen hjem besluttede han sig for at gifte sig med Louise. Frederik havde flere elskerinder og to gange lod han sig vie til venstre hånd. Første gang hemmeligt med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703 og anden gang åbenlyst med Anna Sophie Reventlow i 1712.
Elisabeth døde allerede året efter giftermålet i barselseng.
Anna Sophie Reventlow mødte Frederik til et maskebal på Koldinghus i 1711, hvor hoffet opholdt sig under et udbrud af byldepest i København. Han forelskede sig i hende, men Anna Sophies mor spærrede sin 18-årige datter inde på slægtsgården Clausholm for at undgå kongens tilnærmelser. Året efter lykkedes det kongen at bortføre Anna Sophie, og de blev gift samme dag. Dagen efter dronning Louises bisættelse i 1721 lod kongen sig ægtevie til Anna Sophie, der således blev ophøjet til dronning. Med Anna Sophie fik kongen seks børn. Men lige som Elisabeth Helenes søn Frederik Gyldenløve og den datter, som kongen fik med Charlotte Helene von Schindel, døde de alle, før de fyldte to.
I 1700 erobrede danske tropper den gottorpske del af Hertugdømmet Slesvig, og indledte hermed Den store nordiske krig, som med afbrydelser varede til 1720.
Frederik 4. gennemførte en del reformer: indførelsen af den gregorianske kalender og afskaffelsen af vornedskabet, der forpligtede bønderne til ikke at forlade fødestedet uden godsejerens tilladelse. Kongen oprettede en landmilits.
Frederik 4., der havde været på to rejser til Italien, opførte to lystslotte i italiensk barok: Frederiksberg Slot og Fredensborg Slot, der blev et monument over svenskekrigenes afslutning. Han ombyggede desuden Københavns Slot.
Faderen, Christian 5.'s fæstningsanlæg på øerne Kirkeholmen og Bodholmen nord for Bornholm kom til at hedde "Christiansø", og de to hovedøer skiftede navn til Christiansø (efter Christan 5.) og Frederiksø efter Frederik 4.
På sine gamle dage blev Frederik 4. grebet af pietismen. Han etablerede hedningemissionen i Grønland under Hans Egedes ledelse og oprettede 240 almueskoler på kronens ryttergodser. I skolerne, der også blev kaldt rytterskoler, skulle børn lære at læse og at blive kongetro undersåtter. Han lod også bygge Det Kongelige Vajsenhus i København. I 1721 udsendte Frederik 4. en forordning, der bød bønderne at skænke sognepræsten en ost årligt som midsommerrente.
Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot, og han blev begravet i Roskilde Domkirke.a> Han blev efterfulgt af sin søn Christian 6.
Enkedronningen, Anna Sophie, blev efter kongens død forvist fra hoffet til Clausholm i Jylland.
Frederik 5..
Frederik 5. (31. marts 1723 i København - 14. januar 1766 i København) var konge af Danmark-Norge af den oldenborgske slægt fra 1746 til sin død. Valgsprog: "Prudentia et Constantia" ("Ved forsigtighed og bestandighed").
Han var søn af Christian VI og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Hans mor omtalte ham som "Der Dänische Prinz", fordi han ind imellem talte dansk. Den 10. november 1743 blev hans ægteskab med Louise af Storbritannien indgået med brudens bror, hertugen af Cumberland, som stedfortræder i Hannover. Vielsen blev gentaget med brudgommen selv 11. december i København samme år. Parret fik fem børn, mens den sjette graviditet kostede Louise livet, da hun døde i barselsseng. Med sin yndlingselskerinde, Madam Hansen, fik han også fem børn.
Efter dronning Louises død i 1751, blev han gift anden gang 8. juli 1752 i Fredensborg slotskirke med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel. Parret fik kun en søn.
Opvækst og barndom.
Frederik voksede op i et strengt pietistisk hjem, men selv blev han en livsnyder, der elskede vin og kvinder. Tiden gik med besøg på byens værtshuse og bordeller, så faderen, den stærkt religiøse Christian VI, overvejede at umyndiggøre ham. Da Frederik selv blev enevældig konge havde hans alkoholproblem udviklet sig i en grad, så han ikke var i stand til at lede en regering. Den reelle magt kom derfor til at ligge i hænderne på gehejmeråd og overhofmarskal Adam Gottlob Moltke. Til trods for drikkeriet, udskejelserne og de ringe evner nød han og dronning Louise stor folkelig popularitet. Det bidrog til populariteten, at han i modsætning til Christian VI talte dansk. Kunst og videnskab fik gode betingelser. Det var i hans regeringstid at fonden Fonden ad usus publicos blev oprettet. Offentlige teaterforestillinger blev igen tilladt, og i 1748 åbnede "Den nye Skueplads" i Nicolai Eigtveds komediehus på Kongens Nytorv.
Den norske frimurer-historiker Karl Ludvig Tørrisen Bugge hævder at Frederik 5. som kronprins blev optaget i den københavnske frimurerloge "St. Martin". Dette skete sandsynligvis 3. juni 1744, og med inspiration efter den preussiske konge Frederik den Store som også blev optaget i en frimurerloge i sin ungdom. De havde begge fædre som var indædte modstandere af frimurerne, men i modsætning til den preussiske konge erklærede Frederik 5. aldrig offentlig sin tilknytning til logen.
Fremgang og spirende industrialisering.
Frederik V's regeringsperiode var præget af fremgang for handelen og den spirende industri med krudtværket og kanonstøberiet i Frederiksværk, der blev opført af Johan Frederik Classen, og var den første store danske industrivirksomhed. Ved samme lejlighed i -1756- fik byen ved kongelig resolution sit navn, efter værket og kongen. Frederiks·værk - eller på datidens dansk: Friderichsværck.
Krav om landboreformer blev dog ikke imødekommet af Moltke, og bønderne mærkede ikke meget til den økonomiske fremgang.
I samme periode oprettedes Det Kgl. Opfostringshus, Frederiks Hospital og Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Som aktiv frimurer oprettede han den 24. juni 1749 den første frimurerloge i Norge. Den 29. juni 1753 oprettede Frederik 5. Danmarks første lotteri med navnet "Det Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri", et lotteri der stadig eksisterer den dag i dag som Klasselotteriet.
Han lod også bydelen Frederiksstaden med Amalienborg som knudepunkt bygge. De fire Amalienborgpalæer stod færdige i 1760, mens Salys rytterstatue af Frederik V først kom til i 1771. Kongen skulle ikke selv bo i Frederiksstaden, men han forærede velbeliggende byggegrunde til betydningsfulde borgere, mod at de opførte palæer på grundene.
Efter sin død i januar 1766, kun 42 år gammel, blev han gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgt af sin ældste søn Christian VII.
Georg Metz har betegnet Frederik 5. som "vel sagtens den mest fordrukne og uduelige danske konge".
Se også.
Saly's rytterstatue af Frederik 5.
Frederik 6..
Frederik VI (28. januar 1768 - 3. december 1839) var konge af Danmark 1808-1839 og af Norge 1808-1814. Desuden var han "kronprinsregent" af Danmark og Norge 1784-1808.
Barndom.
Han var søn af Christian VII og Caroline Mathilde af Storbritannien og blev født på Christiansborg. Den 31. juli 1790 blev kronprins Frederik på Gottorp Slot viet til Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel, datter af landgreve Carl af Hessen og Christian VII´s søster Louise. De fik otte børn, hvoraf de seks døde som spæde/små. Ingen drengebørn levede, derimod to døtre. Frederik VI var den sidste danske konge, der havde en officiel elskerinde, nemlig Bente Rafsted. Hun tildeltes navnet fru Frederikke Dannemand, samtidig med at hun i 1829 fik rang af oberstinde. Deres forhold, som mere eller mindre var accepteret af dronningen, varede gennem mere end 30 år. Fru Dannemand havde også et godt forhold til dronningen - det sagdes, at når kongen var syg, sad de to damer på hver sin side af sengen og underholdt ham. Frederik købte Toldbodvej nr 34 ved Esplanaden til fru Dannemand - i det samme hus boede senere Estrup, da attentatet mod ham fandt sted.
Efter at enkedronning Juliane Marie natten mellem d. 17-18. januar 1772 anstiftede et kup hvorved Johann Friedrich Struensee arresteres, og dronning Caroline Mathilde forvises til Celle, var den kun 4-årige Frederik alene med en fader, som var plaget af såkaldt ”ungdomssløvsind”. Endda havde den mindreårige Frederik allerede under Struensees styre været udsat for en hård opdragelse præget af en særpræget tolkning af den franske filosof Rousseaus tanker i bogen "Émile". En pædagogik som nær havde taget livet af den 4-årige, og som menes at være årsag til Frederik VI’s noget særprægede karakter.
Kronprinsen som fungerende regent.
Den 14. april 1784 iværksattes et "kup" med kronprins Frederik og A.P. Bernstorff som bagmænd, der ved hjælp af den viljeløse konges underskrift overtog magten i statsrådet fra den hidtidige regering, der på ordre af arveprinsen og dennes mor enkedronning Juliane Marie bestyredes af Ove Høegh-Guldberg. Frederik blev nu officielt kronprinsregent for sin sindssyge far indtil dennes død i 1808.
Som fungerende regent iværksatte han på opfordring af juristen Christian Colbjørnsen og brødrene Christian og Ludvig Reventlow Landboreformerne, der førte frem til bondens frigørelse fra stavnsbåndet og overgang til selveje. Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet. For 14 - 36-årige mænd, der endnu ikke havde været soldater, dog først med virkning fra år 1800. Bønderne var nu frie borgere, med fuld bevægelsesfrihed.
Ved Bernstorffs død i 1797 fik den mere modne kronprins nu mere og mere direkte indflydelse på regeringen. Den store trykkefrihed, som Bernstorff havde opmuntret, var Frederik imod, og ved Trykkefrihedsforordningen af 1799 genindførte han en streng censur i Danmark, som var i kraft indtil enevældens afskaffelse i 1848. F.eks. landsforvistes P.A. Heiberg december 1799, og måtte i al hast rejse til Paris.
Da J.J. Dampe og hans ven H. C. Jørgensen i 1820 stiftede et selskab til demokratiets fremme, så Frederik meget vel, at det kunne føre til en statsomvæltning, der ikke tjente hans interesser. Begge blev arresterede. Dr Dampe blev dømt til livsvarigt fængsel, skønt han langt ville have foretrukket landsforvisning som Heiberg eller enda dødsstraf. Han sad i Kastellet og blev underkastet grov vold og isolation, som han selv fortæller om i sine erindringer, "Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i tyve år og min forvisning i syv år, lidelser mig tilføjede formedelst min lære om folkets ret". Han fortæller om isolationen: "Og jeg havde aldeles ingen hjælp, slet ingen. I denne morderhule, hvori jeg var bestemt til at rådne langsomt til døde, så jeg kun omkring mig de mørke mure, døren med de svære låse udenfor, det jerngitrede vindue, som var så højt oppe, at jeg ikke kunne nå op dertli, uden stående på en stol, som atter var sat på en kuffert...den bom slået ned, som adskilte mig fra livet, og intet medmenneske fa den ydre verden, hvorefter min tanke uafladeligt higede, intet medmenneske derfra, som rakte mig hånden tli hjælp..." Han blev løsladt nogle år efter Frederiks død, men først ved tronskiftet i 1848 blev der tilstået ham amnesti. Efter indførelsen af den frie forfatning i 1849 modtog han som en erkendtlighed en statspension på 360 rigsdaler, senere forhøjet til 500.
Englandskrigene.
For ikke at blive inddraget i den fransk–britiske storkonflikt sluttede Danmark sig i år 1800 til det svensk–russisk–preussiske neutralitetsforbund. Da den danske regering nægtede at træde ud af forbundet, angreb englænderne under ledelse af viceadmiral Horatio Nelson i 1801 den danske flåde på Reden ud for København. Kronprinsen fulgte slaget fra et rum på 8.sal i Vestindisk Pakhus - værelset står der endnu som da pakhuset blev bygget i 1781. Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe - flere af de engelske var gået på grund i det vanskelige farvand mellem Middelgrunden og Refshaleøen. Men da en betænkelig admiral Hyde Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte denne efter sigende sin kikkert for sit blinde øje og fortsatte kampen. Nelson sendte en forhandler i land med et brev til Kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter for de britiske krav og indstillede skydningen. Det var ved den lejlighed, at den unge danske søhelt Peter Willemoes udmærkede sig.
I 1804 blev Napoleon kejser af Frankrig, og i de følgende år erobrede han størsteparten af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien, Danmark og Rusland. I 1807 stod Napoleons hær tæt ved den russiske grænse og tvang derved zar Alexander 1. af Rusland til en fredsslutning. Tillige måtte zaren love at udvide den franske fastlandsspærring til også at omfatte Sverige og Danmark, således at danske farvande var afspærret for englænderne.
England sendte straks en flåde ind i Øresund, og et ultimatum forlangte, at enten allierede Danmark sig med Storbritannien, eller også skulle landet udlevere (udlåne) den danske flåde til englænderne.
Frederik VI var i Holsten. Han vendte hjem til hovedstaden, men rejste dagen efter tilbage til Holsten uden at svare englænderne. Den engelske flåde søsatte troppeenheder ved Vedbæk og nord for Køge. Efter tre døgns bombardement, hovedsageligt med brandbomber, måtte Københavns kommandant overgive hovedstaden, efter at Vor Frue Kirke og mange andre bygninger var nedbrændt. Københavns kommandant blev tvunget til at gå ind på kravet om udlevering af flåden til englænderne. Men af strategiske grunde forlod englænderne allerede hovedstaden i oktober måned, hvorefter Kronprins Frederik erklærede England krig. Dette havde til følge, at Frederik VI indgik et forbund med Frankrig, som siden skulle vise sig, at medføre tabet af Norge.
Efter krigserklæringen mod England satte Frederik VI i realiteten statsrådet ud af drift, og fungerede som sin egen udenrigsminister. I tiden mellem 1807-1814 afholdtes derfor ingen statsrådsmøder, og efter faderen Christian VII's død i 1808 var Frederik VI derfor konge både af navn og af gavn.
Frederikshavn blev anlagt som en egentlig havn ved byen Fladstrand i Nordjylland i årene 1810-1812 - og opkaldt efter Kong Frederik VI.
Frederik VI ved Wienerkongressen 1814-1815.
Efter Napoleons tilbagetog fra Moskva og dennes nederlag i slaget ved Leipzig i 1813, sad Napoleon nu i eksil på Elba, og den svenske kronprins Carl Johan udnyttede hurtigt situationen ved at sende tropper ind i Holsten. Her blev så den 14. januar 1814 indgået en fredsaftale, som væsentlig gik ud på, at Frederik VI skulle afstå Norge til den svenske konge. Til gengæld skulle Sverige afstå dele af svensk Pommern og Rügen, samt udrede et større bidrag som kompensation for afståelsen af Norge.
Men nordmændene havde imidlertid ikke til sinds at overgive sig til svenskerne, og udnævnte i stedet den danske statholder prins Christian til deres konge, og kundgjorde samtidig deres ny forfatning på Eidsvoll den 17. maj 1814. Men en norsk modstand blev hurtigt nedkæmpet af svensk militær, og nordmændene måtte sluttelig kapitulere. Den danske statholder kunne vende tilbage til Danmark, men Norge beholdt som det første land i Norden sin egen grundlov.
Den svenske kronprins havde imidlertid allerede i året 1812 foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark, og da der nu efter freden i Kiel 1814 stod en stor russisk hær langt op i Holsten, så den svenske kronprins chancen for på ny at true Danmarks eksistens. Og overfor de øvrige allierede, Rusland, England med flere hævdede Carl Johan nu, at både Frederik VI og prins Christian skulle havde medvirket til det norske befolknings modstand, og derved bidraget til svenske krigsudgifter. Den svenske kronprins nægtede derfor at bekræfte Kielertraktaten, og truede nu Danmark med restriktioner.
Frederik VI fandt derfor at den svenske trussel mod den danske stat eksistens var så alvorlig, at han besluttede sig til personligt at rejse til Wien, og afrejsen fandt sted d. 5. september 1814.
Den danske konge blev vel modtaget af den østrigske Kejser Franz 1.. Et godt stykke ude foran Wien byport tog kejseren mod Frederik VI, og med denne siddende ved sin side blev begge transporteret til slottet Hofburg, hvor kejseren boede. Her blev Frederik VI installeret med et østrigsk følge og med østrigske tjenestefolk. Østrigerne hævdede at dette var for at spare, men sandheden var mere den at overvåge kongen og underrette ”Die Geheimpolizei auf dem Wienerkongress” om alle hans private handlinger og samtaler.
Alligevel var forholdet til den østrigske kejserfamilie under hele Frederik VIs ophold i Wien det bedst mulige. Og det forhold, at den danske konge, i modsætning til hvad de fleste af de øvrige fyrster ved Wienerkongressen gjorde, netop ikke isolerede sig fra Wiens befolkning, havde den virkning, at han blev særdeles populær. Derimod var Frederik VI ikke særligt agtet af de øvrige fyrster og statsledere - han blev nærmest betragtet som en lidt tragisk figur, med et kantet og frastødende væsen.
Ved de statslige forhandlinger deltog Frederik VI da heller ikke som ligestillet med de øvrige regenter. Men som bekendt foregik der ved Wienerkongressen et utal af ceremonielle visitter, audienser, jagter, tafler og baller, som sluttelig dannede begrebet ”Kongressen Danser”, og samtidigt foranledigede særlige vittigheder som ”Kejseren af Østrig morer alle, kejseren af Rusland elsker for alle, kongen af Danmark tænker for alle” osv.. Diverse ordspil som alle kunne drejes efter nationalt behov. Og her var det, at Frederik VI traf den 18-årige Caroline Seufert.
Men trods den megen morskab foregik alvorlige forhandlinger ved kongressen, og selv om den svenske kronprins Carl Johans hurtigt blev overbevist om, at Frederik VI og kronprinsen ikke kunne lastes for det norske folks modstand mod Kielerfreden, gik de økonomiske partsforhandlinger særdeles trægt.
arbejdede de danske embedsmænd ihærdigt på, at kronprins Carl Johan skulle overholde Kielerfredens aftale om en kompensation for tabet af Norge. Alligevel lykkedes det ikke at opnå væsentlige indrømmelser fra svensk side. Kun fra russisk side opnåedes mindre tilgodehavender for udlæg til russiske militærenheder.
Hjemme igen.
Det må medgives, at Frederik VI ved sin stædighed i Wien nok reddede Danmark fra tilintetgørelse, men skuffelsen over ikke at få et større økonomisk udbytte med hjem til sit forarmede land gjorde, at han helt gav op. Afrejsen fra Wien var derfor nærmest en flugt for at undgå yderligere krav og ubehageligheder, især fra de tyske stater, og Wienerkongressen endte således for Frederiks vedkommende som en tragedie. Alligevel blev hjemkomsten til Holsten og Danmark et triumftog. Folket havde nok frygtet det værste, nemlig kongedømmet og rigets totale opløsning. Og overalt fra Altona (som dengang tilhørte den danske konge) blev han mødt med æresporte, kanonsalutter og en jublende folkemængde. I Rendsborg spændte borgerskabet hestene fra kareten og trak denne til palæet, hvor majestæten skulle overnatte. Alt var illumineret, og de unge piger sang til hans ære. Festlighederne fulgte Frederik VI helt til hovedstaden.
Grundet de stadig voksende krav fra befolkningen måtte Frederik VI nødtvungent give efter for demokratisering. Der oprettedes 4 stænderforsamlinger (kongen sørgede for, at de kun blev rådgivende): i Roskilde for øerne, i Viborg for Nørrejylland, i Slesvig for Sønderjylland og i Itzehoe for Hertugdømmet Holsten. Island og Færøerne fik 3 pladser i Øernes Stænderforsamling. Universitet og gejstligheden blev også repræsenteret. Stænderne skulle kun samles hvert andet år. Kun ca én af hver 40 indbyggere havde valgret, der var begrænset til mænd over 25 år af en vis formue og indkomst.
I 1837 iværksattes en landsindsamling for at skaffe penge til byggeriet af et museum i København, som skulle rumme Thorvaldsens samlinger af egen og andres kunst. I september 1838 kom Thorvaldsen tilbage til København efter mere end 40 år i Rom. Samme år gav Frederik VI grunden, hvorpå museet kom til at ligge - lige ved siden af Christiansborg. Byen København gav store summer til museumsbyggeriet, der blev tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll. Den 18. september 1848 åbnedes Thorvaldsens Museum, Danmarks første museumsbygning.
På denne tid var det et alment ønske at få postkasser hængt op. Men Frederik VI fik forhindret det, ud fra sin frygt for, at "kåde mennesker" nok ville finde på at lægge breve i postkasserne til ikke-eksisterende personer og derved give postvæsenet en masse ulejlighed. Sådan omtanke havde han ikke for de to negerslaver Hans Jonathan og Peter Samuel, der fra Vestindien var kommet til København. Under slaget på Reden stak de to af fra ejerne for at deltage i slaget. Efter tapper indsats ansøgte de kronprinsen om ansættelse i flåden som belønning. Men ejerne protesterede, og Frederik konkluderede med, at vel kendte han ikke til slavehold på dansk jord, men tyende skulle adlyde sit herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de to returneret til ejerne og slavearbejde på Vestindiens kaffeplantager. En anden, der også fik Frederiks stivsind at føle, var Peter Andreas Heiberg. 25.september 1790, da kronprinsen ankom København med sin tyske brud, blev der også fejret i Skydeselskabet, og Heiberg deklamerede: "Ordener hænger man paa Idioter, Stierner og Baand man kun adelen gier;... Dog, har man Hierne - kan man jo gierne/ undvære Orden og Stierne." De linjer blev så populære blandt folk, at kronprins Frederik genindførte censuren med ordene: "Jeg bifalder, at der tages fat på disse herrer. Kun ingen skånsel!" Juleaften 1799 blev Heiberg idømt landsforvisning på livstid.
Frederik VI døde 71 år gammel, den 3. december 1839 på Amalienborg og blev gravsat i Frederik V´s kapel i Roskilde Domkirke.
Frederik VI regerede over Danmark i sammenlagt 55 år, -heraf 24 år som "kronprinsregent" og 31 år som konge.
Frederik VI indflydelse rækker frem til 1863.
Frederik VI's indflydelse på kongerækken strækker sig endnu videre. Måske helt frem til Christian 9.s tronbestigelse i 1863, da Kongen, Frederik VI, vidste, at (halv-)fætteren, den senere Christian 8. ville komme på tronen efter ham, uden at han kunne gøre noget ved det. Men kongens utilfredshed med dennes søn, den senere Frederik 7. var stor. Denne (halv-)nevø - som var gift med kongens datter - blev tvunget til skilsmisse af kongen i 1834.
Måske var det en vision om at denne fremtidige konge ville dø uden kongearvinger, der gjorde, at kongen allerede i 1831 havde taget den da 13-årige senere Christian 9. til sig på slottet i København, og forberedt dennes karriere til en kroning i 1863, 25 år efter hans (Frederik VI's) død, og mere end hundrede år efter hans fødsel.
Frederik 7..
a>, 1865). Foran Christiansborg (foto 1999).
Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863), var en dansk konge af den oldenborgske slægt fra 1848 indtil sin død. Søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han står som giver af den første danske grundlov, Danmarks Riges Grundlov fra 1849, og bliver den første konge efter enevældets fald. Han var 1848/49-1863 Generalstormester og Viseste Salomo Vicarius for Den Danske Frimurerorden og er den første danske konge, som ledede frimureriet i Danmark.
Opvækst.
Prins Frederiks forældre blev skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og fik aldrig mere lov til at se sin søn. Drengens opvækst blev nødtørftigt opdraget af diverse tanter og onkler. I 1820'erne blev han af sin onkel Frederik 6. sendt på en udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Schweiz. Her skulle han lære sprog og statskundskab og danne sig et indblik i de militære forhold. I i stedet blev hans ophold centreret omkring Genève, hvor han fik tildelt den flotte titel af æresborger, fordi han under opholdet havde gjort sig populær ved byens skyttefester.
I 1828 arrangerede Frederik 6. hans ægteskab med Vilhelmine Marie, hans yngste datter og prins Frederiks kusine. Ved brylluppet uropførtes "Elverhøj." Ægteskabet vakte dog utilfredshed hos Frederik 6., da det med tiden blev præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Fredericia og forlangte skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia vedligeholdt han kontakten til den kvinde, der fik størst betydning for ham, danserinden og senere modehandlerske Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner. Først den 8. december 1839, da faderen blev konge under navnet Christian 8., og Frederik blev kronprins, ophævedes eksilet og han overtog faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn. Frederik måtte gifte sig igen, denne gang en smule imod hans egen vilje, og i 1841 giftede han sig standsmæssigt med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Dette ægteskab holdt dog kun til 1846, hvor parret lod sig skille. Mariane flyttede allerede i 1844, og det blev Louise Rasmussen, der i stedet kom til at optage prinsen.
Enevældens fald.
Da Christian 8. døde den 20. januar 1848, var det med bange anelser, at offentligheden tog imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han havde været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning med Junigrundloven.
Bølgerne fra den franske februarrevolution nåede Danmark, og den 18. marts 1848 krævede tyskerne i hertugdømmerne, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning. Disse krav førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts, det såkaldte Casinomøde, hvor især den blændende taler Orla Lehmann krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen næste dag til slotspladsen. Regeringen var klogeligt trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst". Den danske martsrevolution var en realitet.
To dage senere udnævntes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring 1830 opstod en tysk bevægelse, der dels ønskede en fri forfatning for Slesvig og Holsten, dels at Slesvig (som var et dansk len) skulle med i det tyske forbund, som Holsten og Lauenburg allerede var, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser ved Kongeåen og Elben. Dette gik stik imod den danske nationale bevægelses holdninger. De danske nationalliberale ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skulle være Ejderen. Sproggrænsen mellem tysk og dansk gik igennem Slesvig. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at træde ud af rigsfællesskabet og blive selvstændigt medlem af Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gjorde de tysksindede slesvig-holstenerne oprør mod den nye danske regering og dannede deres egen regering i Kiel. Det resulterede i den såkaldte Treårskrig, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig igen ned til Ejderen.
Krigen sluttede med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne måtte opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en konservativ helstatsforfatning for kongeriget Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærede den holstenske stænderforsamling og det tyske forbund den ugyldig, fordi den var i strid med de internationale aftaler, som Danmark havde skrevet under på efter Treårskrigens afslutning. Preussen støttede tanken om Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske forbund, mens Danmark ønskede at indlemme Slesvig i kongeriget. I 1863 skulle den nationalliberale novemberforfatning afløse helstatsforfatningen fra 1855. Kongen døde imidlertid, inden han nåede at underskrive den nye forfatning.
Allerede under krigen var der blevet valgt en grundlovgivende forsamling, som fik til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, selv om han var betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. får Danmark en slags demokrati.
I 1850 giftede Frederik 7. sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra 1830'erne, Louise Rasmussen, som viedes til venstre hånd. Det betød, at deres evt. børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som fandt sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævntes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp dog ikke på befolkningens forargelse. Med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det var især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltog i denne chikane. I 1854 købte de Jægerspris Slot af staten og tog ophold dér. Efter kongens død levede grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 oprettede hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter døde hun og begravedes i haven til Jægerspris Slot.
Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.
Frederik 8..
Frederik den 8. (3. juni 1843 i det Gule Palæ - 14. maj 1912 i Hamborg) var dansk konge af den Glücksburgske (lyksborgske) slægt 1906-1912. Han var det ældste barn af Christian IX og Louise af Hessen-Kassel. Som valgsprog havde han "Herren er min Hjælper".
I 1869 blev han gift med prinsesse Lovisa af Sverige-Norge. Sammen fik de 8 børn: Christian (X), Carl (kong Haakon VII af Norge), Harald, Gustav, Louise, Ingeborg, Thyra og Dagmar. Allerede som nygifte overtog kronprinseparret det smukke Charlottenlund Slot som sommerbolig. Her blev flere af deres børn født, og Frederik den 8. havde her et fristed langt væk fra hoflivet på Amalienborg.
Som ung studerede prins Frederik statsvidenskab i Oxford og interesserede sig i øvrigt for videnskab, kunst og kultur. Senere gennemgik han en omfattende militæruddannelse. Han foretog adskillige rejser bl.a. til London, Paris, Berlin, Stockholm, Færøerne og Island. Han forberedte sig med omhu til kongegerningen - han var kronprins i 43 år - men fik kun 6 år på tronen. Frederik, der var liberal af indstilling, var i modsætning til faderen tilhænger af systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev indført i Danmark.
Han var frimurer og 1871-1912 den øverste leder af Danmarks største frimurerorganisation Den Danske Frimurerorden.
I de sidste år var Kongens helbred svækket af en hjertesygdom, og under et ophold i Hamborg blev Frederik den 8. fundet død om aftenen den 14. maj 1912 efter en uledsaget udflugt i byen. Da man om morgenen ikke fandt ham på hans værelse, startede man en diskret eftersøgning, og man fandt ud af, at liget af en velklædt ukendt herre var blevet indleveret på byens lighus lidt før midnat. Da man fik adgang dertil, fandt man lig nr. 133. Det viste sig at være Kongen. Han blev transporteret tilbage til hotellet, og man udsendte en meddelelse om, at kongen var død under en aftentur i byen. Frederik den 8. blev efterfulgt af sin søn Christian X. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke.
I mange år gik der hårdnakkede rygter om, at Kongen i virkeligheden skulle være død på et bordel. Kongens høje alder og ringe helbred, samt det faktum, at Kongen døde blot et kvarter efter at have forladt sit hotel giver imidlertid al grund til at antage, at disse var uden hold i virkeligheden.
Frederik 9..
Frederik og prins Knud, 1920
Frederik 9. (Christian Frederik Franz Michael Carl Valdemar Georg) (11. marts 1899 - 14. januar 1972), dansk konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt 1947-1972. Valgsprog: "Med Gud for Danmark".
Frederik 9. ældste søn af Christian 10. og Dronning Alexandrine blev født den 11. marts 1899 på Sorgenfri Slot. Han var konge 1947-1972.
I 1922 forlovede kronprinsen sig med den græske prinsesse Olga, men forlovelsen blev hævet efter nogle få måneder. Den 24. maj 1935 viedes han i Storkyrkan i Stockholm til prinsesse Ingrid, datter af kronprins Gustav Adolf, senere kong Gustav VI Adolf af Sverige (1882-1973) og kronprinsesse Margaretha (1882-1920). Dronning Ingrid lærte hurtigt dansk og kom især til at elske Sønderjylland. Gråsten Slot blev indrettet som kronprinseparrets sommerbolig. Den 16. april 1940 kun syv dage efter den tyske besættelse fik parret deres første barn, Margrethe. Den lille prinsesse blev straks et lyspunkt i en mørk tid. Under besættelsen så københavnerne ofte kronprinseparret spadsere rundt i hovedstaden med barnevogn eller på cykel - et symbol og samlingspunkt for den danske befolkning. De fik den 29. april 1944 prinsesse Benedikte (gift med prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg) og den 30. august 1946 prinsesse Anne-Marie (gift med Konstantin 2. af Grækenland, søn af kong Paul I og dronning Frederikke).
I modsætning til sine forgængere valgte Frederik IX at gøre karriere indenfor søværnet i stedet for i hæren, og i 1945 blev han udnævnt til kontreadmiral. Han elskede livet til søs, og som alle rigtige sømænd var han rigt tatoveret. Udover sin tilbøjelighed for søen viste Frederik IX stor kærlighed for musikken. Ved flere lejligheder svingede han dirigentstokken over danske og udenlandske orkestre. Professionelle musikere har udtalt den største beundring for kongens musikalitet og evner som orkesterleder og musiker.
Da kongeparret ikke fik en søn, skulle tronen efter tronfølgeloven overgå til kongens yngre broder arveprins Knud og siden til dennes ældste søn, Ingolf. I en del år havde Folketinget overvejet en grundlovsændring, men var veget tilbage fordi en vedtagelse krævede, at 45% af befolkningen skulle stemme ja. Nu var der et folkeligt pres for at få indført kvindelig arvefølge. Statsminister Erik Eriksen fik det lyse indfald at medtage kvindelig arvefølge i grundlovsændringen, så den formentlig ville være nemmere at få vedtaget. På trods af anbefalinger fra stort set hele Folketinget, og trods kongehusets store popularitet, blev Grundloven kun vedtaget med 46 procent af vælgerne. Den nye lov ændrede de 45 procent til 40.
Uden forslaget om kvindelig arvefølge var det næppe lykkedes at få forslaget vedtaget. Ved tronfølgeloven af 1953 blev prinsesse Margrethe den første i arvefølgen.
I besættelsesårene var kronprinseparret meget aktive for at styrke danskheden. Efter befrielsen kom rejser til Færøerne og Grønland. I sin nytårstale huskede kongen altid en hilsen til Færøerne og Grønland - og til søens folk. Med kongeskibet "Dannebrog" har parret besøgt de fleste havne i landet. Kongen var en stor elsker af jagt og holdt mange jagter ved jagthytten i Trend. Fredensborg og Gråsten Slot hørte også til kongefamiliens foretrukne opholdssteder.
Kong Frederik IX døde den 14. januar 1972 efter kort tids sygdom og blev begravet i kapellet i Roskilde Domkirke. Statsminister Jens Otto Krag udråbte hans datter Margrethe II til dronning. Regeringen traf den aftale med Dronning Ingrid, at hun kunne fungere som rigsforstander. Dronning Ingrid døde den 7. november 2000 og blev begravet ved siden af sin mand i Roskilde Domkirke den 14. november 2000.
Kongen viste en en tv-reporter fra Danmarks Radio rundt på Amalienborg og sagde: "Ja, vi bor såmænd som alle andre mennesker. Og her er så gobelinsalen."
Frederik Schwarz.
Frederik Schwarz (1753-13. juli 1838) var en dansk skuespiller, der i en menneskealder var Det kongelige Teaters mest anvendte kunstner.
Opvækst og uddannelse.
Schwarz, hvis forældre, skomager Gottfried Schwarz (død i oktober 1758) og Cecilie f. Sørensen (død 1. maj 1802), hørte til Sankt Petri Kirkens tyske menighed, fødtes omkring 15. juni 1753 i København og blev efter sin faders død optaget i huset hos menighedens præst Eberhard David Hauber; da denne døde (1765), fortsatte hans søn Ernst Christian Hauber Schwarz' undervisning indtil hans konfirmation.
Da Schwarz derefter skulle vælge sig en levevej, bestemte han sig til at søge optagelse ved det Kongelige Teaters danseskole, fordi han mente ad denne vej hurtigst at kunne tjene ikke blot sit eget udkomme, men også lidt herudover til hjælp for sin moder, der sad i yderst trange kår. Schwarz blev da også i 1767-68 antaget som elev ved danseskolen, og snart efter begyndte han at lære fra sig. '
I denne sin egenskab af danselærer kom han i forbindelse med den Mand, der skulle få afgørende indflydelse på hans liv: Hans Wilhelm von Warnstedt. Den daværende uformuende løjtnant antog ham nemlig til danselærer for en yngre søster; han kom dog hurtig under vejr med lærerens utilstrækkelige kundskaber, men fattede på samme tid så stor godhed for den stræbsomme unge mand, at han tilbød at undervise ham i fransk, og snart udvidede denne undervisning sig til en omfattende såvel æstetisk som social retledning; det var således Warnstedt, der indgav Schwarz, som mellemtiden havde udviklet sig til en flink danser, den fremtidsplan at blive balletmester. En uheldig tilbøjelighed til at skeje ud, som en jævnlig omgang med de franske hofkomedianter bibragte Schwarz, afbrød for en tid dette fortrolige forhold: Warnstedt forbød endog Schwarz sit hus; Schwarz' ærekærhed overvandt snart denne slette tilbøjelighed, og han førte herefter, skønt han ved 1771-72 som figurant at indtræde i hoftruppen kom sine forledere nærmere, så agtværdigt et liv, at Warnstedt ikke blot rakte ham hånden til forsoning, men endog viste ham den tillid at skaffe ham optagelse i frimurerordenen, hvilket da
betragtedes som en stor, for en skuespiller uhørt ære. Han blev optaget som frimurer omkring 1774.
Skuespillerdebut og fastansættelse.
Det var hurtig lykkedes Schwarz at udmærke sig i balletternes komiske partier, og da Gert Londemann i marts 1773 døde, opfordrede det Kongelige Teaters direktion ham til at prøve sine kræfter i dennes roller; Schwarz var noget i tvivl: han havde al udsigt til snarlig at blive den gamle Pierre Laurents efterfølger som balletmester, men tilbuddet fristede ham, og 19. marts 1773 debuterede han på det Kongelige Teater som Henrik i "Den uformodentlige Hjemkomst".
Schwarz gjorde stor lykke hos publikum, hvorimod datidens teaterkritiker Peder Rosenstand-Goiske bebrejdede ham, at hans "hele Aktion var en Kopi af Hr. Belleroches, en slet Aktør ved Hoftheatret", men han måtte dog indrømme, at Schwarz var "bedre end nogle af de nye Debutanter i Tjenerrolien". En lignende uenighed mellem publikum og kritik åbenbarede sig ved Schwarz' 2. debut, som Crispin i "Crispin Lakaj og Doktor"; hans 3. debut var som Oldfux i Ludvig Holbergs "Den stundesløse" – da var "Den dramatiske Journal" forstummet
–, og fra det følgende teaterårs begyndelse ansattes Schwarz som skuespiller med 400 rigsdalers årlig gage.
Schwarz var en smuk mand med et fint ansigt og en elegant fremtræden, men hans stemme var spæd og utydelig, ganske uden komisk fylde, hvorfor han hyppig tog sin tilflugt til en stærk grimacering; han indså selv snart det uheldige heri og rettede sine anstrengelser på at skole og uddanne sin stemme. Hans strenge kritiker Rosenstand-Goiske måtte da også efter nogle års forløb indrømme, at han havde "forbedret sin Stemme", og samtidig gav han Schwarz det vidnesbyrd, "at han kan kaldes den eneste ved vort Theater, der har lagt sig
efter og erhvervet sig et ægte Studium i sin Kunst".
Det Dramatiske Selskab.
Schwarz havde nemlig ikke indskrænket sig til at afhjælpe sine tekniske mangler, han havde også ivrig studeret tidens dramaturgiske skrifter og allerede 1775 foretaget – til dels for sine egne sparepenge – en studierejse til Paris. Hjemkommen her fra holdt han dramaturgiske læseøvelser for nogle jævnaldrende – disse fik af de ældre skuespillere øgenavnet "Dunhagens Skoleunger" –, og efter denne forpostfægtning stiftede han sammen med regissøren Niels Hansen, Jacob Arends og Michael Rosing 1777 "det dramatiske Selskab", der havde til formål dels at være sine medlemmer en på gensidig belæring hvilende skole, dels ved mønsteropførelser at blive teatret et eksempel til efterfølgelse.
Schwarz ledede som præses selskabet i begyndelsen med stort held: flere yngre skuespillere og skuespillerinder indmeldte sig, teaterdirektionen overlod selskabet syngeskolen til lokale, og endelig kastede opførelsen af Johannes Ewalds "Balders Død" på Hofteatret (marts 1778) glans over selskabet, men snart undergravede indre rivninger dets arbejdskraft; på 2 års dagen for dets stiftelse nedlagde Schwarz styret, og inden årets udgang rakte han hånd til dets aflivelse ved en kongelig resolution, der samtidig med at ophæve selskabet gengav Schwarz hans præsesstilling, i det han, der siden overtilsynskommissionens tiltrædelse (marts 1778) som "medinstruktør" havde taget virksom del i instruktionen, nu (december 1779) fik sin myndighed i så henseende yderligere stadfæstet og udvidet som instruktør for de yngre skuespillere.
Komplot om teatrets ledelse.
Denne udnævnelse satte en del ondt blod, og der skumledes over, at den var en tak for sidst fra teatrets administrerende direktør, kammerherre Warnstedt; Schwarz havde nemlig ikke alene givet idéen til teatrets daværende styrelsesform – overtilsynskommissionen af 9. marts 1778 –, men også henledet dennes præses general Eickstedts opmærksomhed på Warnstedt til direktørposten.
Hermed var det gået således til: Schwarz havde nægtet at udføre en ganske ligegyldig birolle, overhofmarskallen grev Christian Frederik Holstein, der havde fattet uvilje mod Schwarz, navnlig efter opførelsen af "Balders Død", henviste til Blåtårn, og Schwarz svarede med trussel om øjeblikkelig at tage sin afsked. Under disse forhold kom Schwarz en dag i Samtale med Eickstedt, og resultatet blev et samarbejde mellem de 2 mænd, der gensidig benyttede hinanden til fremme af deres ønsker: Schwarz den mægtige statsminister til at knække Holsteins magt, Eickstedt den ringe aktør til at skaffe sig indflydelse på teatrets styrelse, hvorefter han på grund af sin amourette med jomfru Møller (madam Frydendahl) higede.
8 dage efter denne samtale forelagde Schwarz Eickstedt et fuldt udarbejdet forslag til en omordning af teatrets styrelse, der vandt excellencens bifald; ligeledes lykkedes det Schwarz – dog kun med opbydelsen af al sin snildhed – at indgive Eickstedt tanken om at kalde Warnstedt til administrerende direktør. Hvad de 2 havde udpønset i stilhed, fik kort efter kongelig stadfæstelse.
Schwarz som instruktør.
Stod end således både Eickstedt og navnlig Warnstedt i taknemmelighedsgjæld til Schwarz, lod hans udnævnelse til instruktør sig fuldt ud forsvare under henvisning til, hvad han allerede da havde ydet som kunstner: allerede 2 år forud havde han ved sin udførelse af Figaro i Beaumarchais’ "Barberen i Sevilla" (februar 1777) vist sig ikke alene som en selvstændig og intelligent kunstner, men tillige som den nye tids repræsentant; også hans virksomhed i "det dramatiske Selskab", fremfor alt iscenesættelsen af "Balders Død", havde dokumenteret hans instruktørgaver. Han blev også af stor betydning som instruktør så vel for yngre som for ældre, de første ved en omhyggelig direkte undervisning, de andre ved indirekte påvirkning.
Schwarz var ikke fyldt 25 år, da han udnævntes til instruktør, det er derfor intet under, at han endnu ikke var den almenanerkendte kunstner, han senere blev, en halv snes år senere
vidnede Pram netop for "kommende Tider", at Schwarz var "den sande Kunstner, der med ægte Kunstnerflid opdyrkede sit Talent til virkelig eminent Storhed, fortjente derved at sættes til at være Mester for gode Skuespillere og de tilvoxendes Leder og Danner". 40 år gammel stod Schwarz på middagshøjden i sin kunst: "man kan
vel", skriver Peder Horrebow Haste ved denne tid, "uden at træde nogen for nær kalde Schwarz vor største dramatiske Kunstner, især naar man betænker, hvor mange og til Dels heterogene Fag, han spiller".
Repertoiret.
Schwarz' repertoire strakte sig "fra de mest komiske til de mest tragiske Roller, fra den unge Mands til Oldingens" (Haste); med rette kaldte Johan Clemens Tode ham "den største dramatiske Proteus". Et par sammenstillinger af hans repertoires mærkepæle vil vise, hvor stor og omfattende en forvandlingskunstner han var: han spillede med lige natursandhed den adrætte Figaro hos Beaumarchais og den ærværdige d’Orbesson i "Faderen", den åbent-ærlige Niels Ebbesen i Levin Christian Sanders drama og den skjult-lumske pater Johan i Ole Johan Samsøes "Dyveke", den kække unge løjtnant King i Todes "Søofficererne" og den vindige gamle Laps Sir Philip Modelove i "De 4 Formyndere", den gnavne Hr. von Rosenau i "Hververne" og den joviale Warberger i "Jægerne", den godmodige Sir Peter i Richard Brinsley Sheridans "Bagtalelsens Skole" og den hidsige Squire Russel i "Den skinsyge Kone", den åbenmundede van der Haan i Peter Andreas Heibergs "De Vonner og Vanner" og den indesluttede Baron v. Harrwitz i "Fændrikken"; han magtede den dæmoniske uhygge (Loke i "Balders Død") og den latterlige fejhed (Jacob von Thyboe), den myndige selvbevidsthed (Robinson i "Den bogstavelige Udtydning") og den pjaltede reducerethed (Mr. Mist i "Landsbytheatret").
Schwarz blev med årene meget svær og temmelig ubevægelig, derfor indskrænkede han allerede inden sit fyldte 50. år sin Virksomhed til det ældre rollefag, men også på dette begrænsede område viste han sig som en mangfoldig kunstner og spillede "vrantne og joviale, tossegode og fiffige, ængstelige og djærve, blide og strænge, latterligt forelskede og but frastødende Oldinger af alle Stænder og under alle Forhold", som Thomas Overskou beskrev det.
Sidste tid som skuespiller.
Frederik Schwarz som ældre.Det Kongelige Bibliotek.
I vinteren 1802 indlemmede Schwarz i dette repertoire sit Holbergske mesterstykke mester Herman i "Den Politiske Kandestøber", som han dog kun udførte 2 gange, velsagtens fordi han allerede snart herefter begyndte at spore den bristen i hukommelsen, der gør skuespilleren utryg på scenen. Hans sidste nye rolle blev Palnatoke (april 1809), som han kun nødig overtog, da han, hvis puls bankede i takt med den borgerlige skuespildigtning i det 18. århundredes slutning, naturnødvendig følte sig fremmed over for Oehlenschlägers lyrik: allerede den versificerede form voldte ham store vanskeligheder, og hans fremstilling af den nordiske helt nåede ikke op over det respektable.
28. november samme år bevilgedes hans afskedsbegjæring som skuespiller, og 21. marts 1810 takkede han efter at have spillet sir Peter i "Bagtalelsens Skole" i en epilog publikum for "mange Haande Beviser paa huld Overbærelse, Godhed og Agtelse". Schwarz vedblev at være knyttet til teatret som instruktør, indtil han 22. juni 1816 afgik også fra denne post med fuld gage i pension. 26. december 1816 tog Schwarz, der siden sin afgang som Skuespiller af og til havde vist sig i sine gamle roller, et sidste farvel med publikum først som von Rosenau i "Hververne" og dernæst i en epilog.
En halv snes år senere meddelte Schwarz den taknemmelig lyttende Thomas Overskou sine teaterminder; på de billeder, han bevarede af fortidens mænd og kvinder, og som den gamle skuespiller til trods for sine 70 år formåede at levendegøre, og på grundlag af de talrige papirer, han testamenterede Overskou, byggede denne for største delen sin fremstilling af den danske scenes vilkaar og personer i det 18. århundrede i sit værk "Den danske Skueplads i dens Historie".
Sine sidste år henlevede Schwarz i sløv svækkelsestilstand på Fredensborg, hvor han døde 1838.
Schwarz' arbejde for teatervæsenets forbedring.
Ved siden af sin skuespillervirksomhed syslede Schwarz med planer til forbedring af standens kår, ligesom han arbejdede på at hæve skuespillernes uddannelse. Fra det første område kan nævnes, at han udkastede planer både til en pensionskasse og til en enkekasse, hvis selvhjælpstanke imidlertid mødte modvilje hos hans kolleger; derimod forenedes han med dem i bestræbelserne for indførelsen af de 5-årige tjenestebeneficer, der bevilgedes ved kongelig resolution af 22. marts 1797.
Fra det andet kan fremhæves, at han fremsatte planen til en "dramatisk Planteskole", hvor Børn med sceniske anlæg skulle undervises og senere spille originale børnekomedier, fremdeles, at han i 1798 holdt foredrag for og øvelser med personalet ved grev Adam Frederik Trampes "odenseiske Nationaltheater", og da dette ophørte, optog Schwarz selv tanken om et provinsteater, der kunne blive en planteskole for det kongelige, i det han 1802 ansøgte om og fik bevilling til at oprette et omrejsende provinsteater med navnet "Kongeligt privilegeret Provinsialtheater". Endnu samme år begyndte Schwarz dettes forestillinger i Helsingør, og i sommeren 1804 foretog han med det, forstærket ved nogle kræfter fra det Kongelige Teater, en kunstrejse gennem Jylland.
Som et udslag af Schwarz' bestræbelser for at hæve skuespillerne til social ligeberettigelse fremkom det andragende, han efter Edvard Storms død (1794) overtalte Rosing til i forening med sig at indgive til teaterchefen, hofmarskal Adam Wilhelm Hauch, om, at "den indre Administration ved alt, hvad angik Repertoirets Fastsættelse, Rollebesætningen,
Opsyn med Stykker og Prøver, Regievæsenet osv., maatte overdrages" dem; Hauchs svar var imidlertid et skarpt nej.
Skriftlig virksomhed.
Schwarz, der havde indført Beaumarchais på den danske scene, udfoldede gennem årene en omfattende oversættervirksomhed: ikke mindre end 34 arbejder opførtes i hans fordanskning; desuden udgav han 3 årgange af en "Lommebog for Skuespilyndere" (1784-86), hvori han bl.a. leverede en for den tid fortjenstfuld "Historisk Efterretning om den danske Skueplads".
Schwarz ægtede 13. november 1779 Anna Sophie Mayes (døbt i København 18. juli 1750, død 24. oktober 1824), datter af den engelskfødte båndvæver George Mayes og Else Marie Johansdatter (enke efter Samuel Wilckens).
Fredningsnævn.
Fredningsnævnet er et offentligt organ, der er nedsat i hvert amt, som blandt andet har til opgave at afsige kendelser i fredningssager.
Fredningsnævnene er uafhængige domstolslignende organer, der behandler fredningssager og træffer afgørelser om hvorvidt de skal gennemføres.
Fredningsnævnet er nedsat efter Naturbeskyttelseslovens § 35.
Efter loven består nævnet af en formand, der skal være dommer og 2 andre medlemmer; Dommeren og det ene medlem udpeges af miljøministeren, mens nævnets tredje medlem vælges af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori det areal, sagen omhandler er beliggende. Der er 13 Fredningsnævn, fordelt med 2 i Region Nordjylland og i Region Midtjylland samt 3 fredningsnævn i hver af de øvrige regioner. Klager over afgørelser om fredninger og om dispensationer fra disse behandles af Naturklagenævnet.
Fregatten Jylland.
Fregatten "Jylland" er verdens længste, nuværende træskib og er bygget på Orlogsværftet, hvor det løb af stabelen den 20. november 1860. Otto Fredrik Suenson var skibets konstruktør. Skibet var udstyret med en 2 cylindret liggende lavtryksmaskine (dampmaskine), der kunne give det samme hastighed ved skrue som ved sejl, nemlig 12 knob.
Skibet foretog 5 ture til Dansk Vestindien.
Fregatten "Jylland" deltog i Søtræfningen ved Helgoland den 9. maj 1864, hvor det blev ført af orlogskaptajn P.C. Holm. Fregatten Jylland deltog med meget stor hæder i kamp imod en talmæssigt større østrigsk-prøjsisk eskadre, hvilket dog ikke var nok til at vende hele krigslykken for Danmark. Østrig-Prøjsen deltog med 1.112 mand og 87 kanoner, hvoraf nogle var svingbare, imod Danmarks 1.023 mand og 102 kanoner i batteri. Fjendens tab beløb sig til 37 døde og 93 sårede; danske tab var 17 mand døde og 52 sårede. Den fjendtlige flåde slap væk fra videre dansk forfølgelse ved at sejle ind på neutralt engelsk farvand – overvåget af den engelske fregat»Aurora«. Dette skete ved øen Helgoland, som var engelsk fra 1814-90, og var således for vor fjende fordelagtigt beliggende mellem Tyskland og det tidligere danske hertugdømme Holsten.
I 1874 blev skibet indrettet til kongeskib for Christian IX, og foretog som sådan fra den 17. juli til den 31. august 1874 et togt til Island i anledning af tusindeårsfesten og indførelsen af begrænset selvstyre i den daværende danske koloni.
Fra den 1. juni til den 23. august 1876 foretog det danske og græske kongepar en tur til Skt. Petersborg om bord på skibet.
Efter en hovedreperation i 1883-85, blev skibet lagt op i 1885. Herefter fungerede det som eksercerskib frem til 28. april 1892, hvor det indrettedes til kaserneskib, hvilket det forblev indtil det udgik af flådens tal den 14. maj 1908.
Samme år blev skibet solgt til ophugning i Tyskland, men blev købt for 48.105 Kr. af et konsortium, der ikke mente at "helten" fra Helgolandskampen skulle lide så krank en skæbne.
Det var meningen at indrette skibet som skoleskib, men det var allerede dengang i så dårlig stand at opgaven virkede uoverskuelig, hvorfor det fik monteret sit gamle skyts, samt korvetten Dagmars takkelage, og indgik i denne forfatning i Landsudstillingen i Århus i 1909 med en udstilling om hær og flåde.
Fregatten blev efterfølgende solgt til godsejer Einer Viggo Schou til Palsgård, og lå for anker ved Juelsminde frem til ejerens død i 1925, hvorefter skibet fik en noget omtumlet tilværelse.
I 1932 lå skibet således kølsprængt i flådens leje uden rigning.
Skibet kom i 1960 til Ebeltoft, hvor det blev restaureret og i dag ligger som museum.
Frej.
a> i Sverige fra omkring år 1100
Frej, (Norrønt: "Freyr ældre da.: Frøj)" (alternativt: Yngve eller Yngve-Frej). Etymologisk betyder Frey "herre". Navnet "Freyr" menes at være kognat til gotisk"frauja"og angelsaksisk"frēa", som betyder "herre".). Frej var en af de vigtigste guder i den nordiske religion. Han var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed. Statuetter med en stor fallos, tolkes derfor normalt som afbildninger af ham. Ifølge Snorre Sturlason blev Frej regnet som stamfar til den mytologiske Ynglingeslægt, der regnes Sveriges ældste kongeslægt. Ifølge Adam af Bremen fandtes der i Uppsala statuer af guderne Odin, Tor og Frej ("som Adam kalder Fricco"). Det antyder at det var disse tre mandlige guder, der var vigtigst i det område.
I de islandske skrifter Ældre og Yngre Edda præsenteres Frej som en af vanerne, en af de to gudeslægter i nordisk mytologi. Han er søn af guden for skibsfart, handel og fiskeri Njörðr og bror til Freja. Hans hjemland var Alfheim, som han havde fået i tandgave. Han ejer skibet Skíðblaðnir, galten Gullinbursti.
Den mest omfattende overlevende myte om Frej er eddakvadet Skirners færd, der fortæller om Frejs voldsomme forelskelse og ægteskab med jættekvinden Gerd.
Stednavne som "Frøstrup" og "Frøslev" henviser sandsynligvis til kultsteder for Frej.
Karakteristik.
Frej er i nordisk religion det mandlige modstykke til gudinden Freja, hans søster. Gennem erotik og seksualitet var de begge knyttet direkte til frugtbarhed. Deres navne tolkes almindeligvis som afledt af de protogermanske ord "herre" og "frue", "hersker" og "herskerinde", hvilket kan tyde på at guderne tidligere var blevet opfattet som så mægtige, at man ikke kunne tiltale dem ved deres rette navne. Begge er børn af vaneguden Njord, men myterne hentyder også til at Frej og Freja har været elskere og/eller ægtefolk. Det er et træk som ikke er ualmindeligt for fruktbarhedskulte; en forestilling som antagelig hvilede mere på symbolske værdier, end på det incestiøse forhold.
Snorre Sturlason beskriver Frej som meget smuk og fager af ydre, som mægtig, tilgivende, venlig, og han kalder ham "Verdensguden" ("veraldar goð"). Frej råder for vejr og årsvækst, dvs. både for regn og solskin til markens grøde. Man kunne også blote til Frej for en god fremtid, for fred og for velstand og fremgang. Ligesom Njord kaldes Frej vanernes ætling og vaneguden, samt årsguden og rigdomsgiveren. Det fortælles i sagaer om heste, som har været helliget Frej. De blev kaldt Frejfaxer.
Vanegud.
Frej var af vaneslægt, og var derfor oprindeligt ikke en af aserne. Hans placering i Asgård var et resultat af den mytologiske krig mellem aser og vaner, hvor fremtrædende medlemmer af de to slægter blev udvekslet som gidsler. Myten kendes kun i fragmentarisk, hans oprindelse i det kosmologiske system er derfor usikker.
En anden myte med Frej som hovedperson findes i digtet Skirners færd. Det omhandler Frejs forelskelse i jættekvinden Gerd, Skirners færd til Jotunheim for at overtale hende til at gifte sig med Frej. Bryllupet mellem dem kan ifølge den norske religionshistoriker Gro Steinsland muligvis fortolkes som foreningen mellem himmelguden og den frugtbare jord Førend hun bliver hans hustru, må han bortgive sit sværd, der kan kæmpe af sig selv, hvis ham der bærer det er klog nok. Uden dette sværd besejrede han jætten Beli med et gevir, men ved Ragnarok vil han mangle sværdet, og derfor være en af de første der falder i kamp med ildjætten Surt.
Frej var ikke blot frugtabarhedsgud, men er også gennem sin søn Fjølner stamfader til ynglingeslægten, der både var Norges og Sverige mytologiske urkonger.
Dyrkelse.
Kort der viser de regionale forskelle i dyrkelsen af nordiske guddomme omkr. 900 baseret på stednavne og arkæologiske data. Blå indikerer områder, hvor vanerne dominerede. Rød, hvor Thor, Odin og de øvrige Aser dominerede. Violet, hvor ingen af de to grupper dominerede. Grønne prikker viser placeringen af stednavne, som Odin indgår i.
Frej blev hovedsageligt dyrket i Sverige, i Mälarregionen, samt i Norge og Island. I Danmark optrådte han under navnet Frø, men levnene efter ham er langt sjældnere her end i de førnævnte områder. I vikingetiden havde Frej langt større betydning i religionen end hans far Njord, hvis rolle i frugtbarhedskulten sandsynligvis var langt større i jernalderens religion.
Arkæologiske levn og skriftlige kilder tyder på, at Frej i lighed med frugtbarhedsguder fra andre kulture Frej fremstillet med eregeret fallos (fx "cum ingenti priapo" ifølge Adam"). I ceremonierne indgik sange og handlinge som af samtidens kristne blev opfattet som uanstændige. Vi har kun vage hentydninger til ritualernes karaktér. Den norske arkæolog Oddgeir Hoftun mener at det er sandsynligt, at seksuelle hentydninger eller direkte handlinger har indgået i dem: "Seksualakten har uten tvil dannet mønsteret for mye av den seremonielle symbolikken i den førkristne kulten". Hoftun mener også, at seksualritualerne er blevet stærkt nedtonet af forskningen. Men sagalitteraturen fra 13. århundrede synes også præget af, det han betegner som den samme kristne seksualskam.
Yngve-Frej.
Digtet omtaler også at Ing havde en vogn. Den kan sandsynligvis være en parallel til gudinden Nerthus’ vogn og Frejs vogn fra yngre kilder. Ing omtales også i yngre angelsaksisk litteratur under forskellige navne, bl.a. i digtet "Beowulf" (varianter af "Ings venner").
Sammensætningen Ingui-Frea (oldengelsk) og Yngvi-Freyr (norrønt) kan være et levn til ældre forestilling om en direkte forbindelse mellem guden og de germanske konger. Fra senere kilder fremgår det, at herskeren havde en vigtig religiøs funktion, og fx havde en central rolle i ritualer. Idéen bygger bl.a. på, at ordet "Frea" og"Freyr" kan være titler, der betyder "Herre".
Paralleller.
Nogle af de traditioner og forestillinger, der blev knytte til Frej blev også forbundet med de danske sagnkonger, der blev kaldt Fróði, navnligt Frode Fredegod. I bog 5 af Saxo Grammaticus, Gesta Danorum"og i"Ynglingasaga" beskrives hans regeringstid som en guldalder, præget af fred og velstand. Det fortælles også, at man efter hans død førte liget rundt i landet i en vogn.
I den katolske kristendom er der knyttet ritualer til flere helgener, som svarer til dem, vi ved var knyttet til Frej. I nogle områder af Vesteuropa blev Skt. Blaise opfattet som skytshelgen for plovmænd og bønder. På Skt. Blaise dag, den 3. februar, blev kornet velsignet af ham før såning. Ceremonien bestod somregel af en procession, hvor en mand, der repræsenterede helgenen blev trukket på en vogn gennem hele området. I nogle landsbyer blev Skt. Blaise også betragtet som beskytter af menneskenes frugtbarhed, og unge kvinder, der ønskede at gifte, bad foran hans statue.
I Skandinavien og England kan helegen Sankt Stefan have arvet nogle af Frejs funktioner. Hans festdag var den 26. december, og han kom dermed til at spille en rolle i de juleritualer, som tidligere var forbundet med Frej; fx spisning af den traditionelle juleskinke. I ældre svensk kunst er Stefan ofte vist med en hest, mens han medbringer en orne til julegildet. som en tendens til, at heste og bringe et ornehovede til en Yuletide banket. Begge disse traditioner er ekstrakanoniske, og er sandsynligvis overlevet fra før-kristen tid.
En anden helgen med en mulig forbindelse til Frej er den svenske konge fra 12. århundrede, Erik den Hellige. Bønderne bad til Skt. Erik for en frugtbar høst og fred, ligesom Frej ifølge Adam af Bremen, og hvis der var et år med dårlig høst tilbød de ham et kornaks af sølv eller gav heste til kirken. På den 18. maj (hans festdag) blev Skt. Eriks relikvier trukket i en vogn fra Uppsala til Gamla Uppsala. Dyrkelsen af Skt. Erik var den eneste helgenkult, som var tilladt efter Reformationen.
Arkæologiske levn.
Statuette fra vikingetiden, der muligvis forestiller Frej.
Rällinge statuetten.
I 1904 blev en statuette fra vikingetiden fundet på gården Rällinge i Lundasogn i Södermanland, den blev identificeret som en afbilding af Frej. Figuren viser en skægget mand, der sidder med benene over kors og som har en eregeret penis. Han er iført en spids hætte og bærer et trekantet skæg, som han stryger med hånden. Statuen er 9 cm høj og er udstillet på Historiska museet i Stockholm.
Skog kirke Tapestry.
Dette stykke af billedtæppet fra Skog kirke der måske viser Odin, Thor og Frej.
En del af den svenske billedtæppe fra Skog kirke (12. århundrede) viser tre figurer, som er blevet tolket som en afbildning af (fra højre) den enøjede Odin, Thor med sin hammer og Frej med et kornaks. Tolkningen bygger især på, at figurerne har store ligheder med de tre statuer i Uppsala Adam, der forestillede de tre guders statuer, som af Bremens beskrev i slutningen af 11. århundrede.Billedtæppet bærer dog mærker efter Odins manglende øje, og ifølge en alternativ tolkning forestiller de tre hellige nordiske konger Knud den Hellige af Danmark, Erik den Hellige af Sverige og Olav den Hellige af Norge. Tæppet stammer fra Hälsingland, men befinder sig nu på Historiak Museet.
Adam af Bremen.
Adam af Bremens" Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum ", skrevet omkring 1080, er en af de ældste skriftlige kilder til den før-kristne skandinaviske religiøse praksis. På dette tidspunkt var den før-kristne religion sandsynligvis stadig levende og udbredt flere steder i Norden, og i teksten hævder Adam selv, at han har haft adgang til første-hånds-beretninger om hedenske skikke i Sverige. Han henviser til Frej med den latiniserede navn" 'Fricco og nævner, at et billede af ham på Skara blev ødelagt af en kristen missionær. Hans beskrivelse af templet i Uppsala giver nogle oplysninger om guden.
Senere fortæller Adam, at der ved bryllupper udføres et drikoffer til billedet af Fricco. I blandt historikere er delte meninger om pålideligheden af Adams beskrivelser. Selvom han fortæller om samtidige forhold, så er der en klar dagsorden bagved, nemlig at understrege den rolle, som ærkebiskopen af Hamburg-Bremen spillede i kristningen af Norden. Hans tidsramme for religionsskiftet i Sverige bekræftes ikke af andre kilder, som fx runeinskriptioner, ligesom der endnu ikke er fundet klare arkæologiske beviser for tilstedeværelsen af et stort tempel i Uppsala. På den anden side kendes der eksempler på statuetter med fallosser; fx den såkaldte "Rällinge-Frej" der i 1904 blev fundet i Södermanland.
Yngre Edda.
Snorri Sturlusons Yngre Edda blev nedskrevet i begyndelsen af 13. århundrede på Island mens de gamle nordiske guder stadig blev husket. I den første del, der kaldes "Gylfaginning", præsenteres Frej som en af de vigtigste guder.
a>r er blevet tolket som et møde mellem Frej og Gerðr.
Denne beskrivelse indeholder flere ligheder med den Adam af Bremen nedskrev tidligere, men forskellene er også interessante. Adam giver Thor kontrol over vejret og markens afgrøder, mens Snorri siger, at Frej regerer over det. Snorri udelader de udtrykkelige seksuelle referencer i sin fremstilling af Frej. Disse forskelle er blevet forklaret på flere måder. Det er fx muligt, at de nordiske guder ikke har haft nøjagtig de samme roller i blandt islændingene og svenskerne. Men det skal også erindres, at Adam nedskrev hver deres tekster med forskellige mål for øje. Enten Snorri eller Adam kan også have videregivet fordrejede oplysninger.
Den eneste længere myte relateret til Frej i "Yngre Edda"er historien om hans ægteskab.
Kvinden er Gerðr, en smuk jættekvinde, som Frej øjeblikkeligt bliver forelsket i. Han bliver derpå deprimeret og fåmælt, men efter lang tids bryderier indvilliger han i at tale med Skírnir, hans tjener. Han fortæller, Skírnir at han er blevet forelsket med en smuk kvinde og tror, han vil dø, hvis han kan ikke få hende. Han spørger Skírnir at han rejse hen til hende for at gøre kur for ham.
Tabet af Frejs sværd har store konsekvenser. Efterfølgende fortæller "Yngre Edda" at Frej måtte kæmpe mod jætten Beli uden sit sværd og dræbe ham med et gevir. Men ved Ragnarok, verdens undergang, vil det gå langt værre. Her vil Frej møde ildjætten Surtr, og eftersom han ikke har sit sværd, vil han blive besejret.
Selv efter tabet af sit våben besidder Frej stadig har to magiske genstande, begge udfært af dværge. Den ene er skibet Skíðblaðnir, som altid vil have en god brise hvorend dets ejermand vil sejle, og så kan det være foldet sammen som en stykke klæde og blive båret i en pose. Den anden er ornen Gullinbursti, hvis manke skinner for at oplyse vejen for dets ejer. Ingen myte, der involverer Skíðblaðnir er blevet overleveret, men Snorri fortæller, at Frej red på kommet ned til os, men Snorri fortæller, at Freyr kørte i en vogn trukket af Gullinbursti til Balder begravelse.
Eddadigte.
a>. De tre mænd i midten er blevet tolket som Odin, Thor og Frej.
Frej optræder i flere af eddadigtene. Disse fremstillinger er i reglen konsistent med det, der fremtræder i Yngre Edda, men nogle forhold, der nævnes i den ene samling bliver ikke omtalt i den anden.
" Völuspá".
I "Völuspá" beskrives verdens skæbne, fra dens skabelse til dens undergang. Her optræder også det endelige møde mellem Frej og Surt.
Nogle forskere har foretrukket en alternativ oversættelse, hvor solen skinner "fra gudernes sværd ". Tanken er, at sværdet som Surtr dræber Frej med er det sværd, som Frej tidligere havde foræret væk for at få Gerðr. Sigurdur Nordal, der bl.a. har argumenteret for dette synspunkt, mener at dette ville tilføje et yderligere lag af tragedie til myten.Men muligheden repræsenteret ved Olaf Hansens oversættelse ovenfor er lige så muligt.
" Grímnismál".
"Grímnismál" er et digt, som stort set består af diverse oplysninger om guder, her nævnes Frejs opholdssted.
En tandgave var en gave givet, der blev givet til et spædbarn, når den første tand brød frem. Da "Alfheimr" eller "Álfheimr" "Alfernes hjem(verden)" kan det faktum, at Frej ejer dette sted, betyde, at der er en nær sammenhæng mellem Vanerne og alferne, som vi ellers ikke kender meget til. "Grímnismál"nævner også, at det var Ívaldis sønner, der fremstillede Skíðblaðnir til Frej og at det er det bedste af alle skibe.
" Lokasenna".
I digtet"Lokasenna " beskylder Loke guderne for forskellige ugerninger. Han kritiserer vanerne for incest, siger, at Njörðr fik Frej med sin egen søster. Han fortæller også, at guderne havde opdaget Frej og Freja mens de havde dyrket sex sammen. Guden Tyr forsvarer Frej.
I "Lokasenna" fremgår det også, at Frej havde to tjenere ved navn Byggvir og Beyla. De har tilsyneladende været associeret med brødbagning.
"Skírnismál".
"The Lovesickness of Frey" af W.G. Collingwood. (1908)
Frejs bejlen til Gerðr er behandlet udførligt i digtet"Skírnismál ".
Frej er deprimeret efter at have set Gerðr, og Njörðr og Skaði beder derfor Skírnir om at gå hen til ham for tale med ham. Frej afslører derpå årsagen til hans sorg og anmoder Skírnir om at rejse til Jötunheimr for at bejle til Gerðr på hans vegne. Freyr giver Skírnir en hest og hans magiske sværd til rejsen.
Da Skírnir når frem til Gerd, begynder han med at tilbyde hende forsekllige af asernes skatte, hvis hun vil gifte sig Frej. Da hun nægter at give sit samtykke, må han true hende med destruktiv magi, før indvilliger i at mødes med guden.
Skjaldedigte.
Frej omtales i flere skjaldedigte, fx i "Nafnaþulur", hvor det siges, at Frej rider hesten "Blóðughófi" ("Blodig Hov"). I et andet digt, "Húsdrápa", der er delvist bevaret I Yngre Edda, fortælles det, at han kom ridende til Balders begravelse på en galt.
I et digt af Egill Skalla-Grímsson opfordres Frej til sammen med Njord, at drive Erik Blodøkse ud af Norge. Den samme skjald nævner i"Arinbjarnarkviða", at hans ven er blevet velsignet af de to guder.
Andre islandske kilder.
Frej optræder i flere af de islandske sagaer, både som figur i en fortælling og som gud i forbindelse med dyrkelsen af ham. Fx er hovedpersonen i "Hrafnkels saga" en Freyr-goði, og vier en særlig hest til guden. Da en mand trods en forbud bruger hesten til at ride på, må han dræbe ham.
"Ynglinga saga".
Snorri Sturluson begynder sin historie om Norges konger med "Ynglingasaga", en euhemeristisk beretning om de nordiske guder. Her fremstilles Odin og Aserne som mennesker fra Asien, der får magt gennem deres tapperhed i krig og Odins færdigheder. Men da Odin angriber Vanerne, må han sande, at hans kræfter er begrænsede, og han må derfor indgå en fredsaftale med vanerne. For at forsegle freden udveksler man gidsler, og Njord bliver sammen med sine to born Frej og Freja sendt hen til aserne. Her fortæller sagaen i lighed med "Lokasenna", at incest blev praktiseret i blandt vanerne.
Odin gør Njord og Frej til offerpræster, og de bliver derfor magtfulde herskere. Odin drager derpå videre for at erobre Norden, hvor han slår sig ned i Sverige og regerer som konge. Efter Odins død, tager Njord tronen. Under hans styre hersker der fred og høsten er god, svenskerne kommer derfor til at tro, at Njord har kontrol over disse forhold. Siden bliver Njord syg og dør.
Frej havde en søn ved navn Fjølner, der afløste ham som konge og som regerede under den efterfølgende periode med fortsat fred og god høst. Fjølners efterkommere er opregnet i"Ynglingatal" som beskriver de mytologiske konger af Sverige.
"Ögmundar þáttr dytts".
Den islandske "Ögmundar þáttr dytts" fra 14. århundrede indeholder en beskrivelse af, hvordan Frej blev transporteret i en vogn ledsaget af en præstinde i Sverige. Frejs funktion som en frugtbarhedsgud krævede en kvindelig partner, så de sammen udgjorde et guddommeligt par.
Denne korte historie fortæller om en mand ved navn Gunnar, der mistænkt for manddrab var flygtet til Sverige. Her Gunnar mødte han unge præstinde. Han hjalp hende med at drive Frejs vogn med gude statuen i, men guden værdsætte ikke Gunnar og overfaldt ham. Gunnar ville være dræbt, hvis han ikke havde lovet sig selv at vende tilbage til den kristne tro, i fald han ville komme tilbage til Norge. Da Gunnar havde lovet dette, sprang en dæmon ud af gudestatuen, og Frej var nu intet andet end et stykke træ. Gunnar ødelagde afgudsbilledet af træ og klædte sig selv som Frej. Derefter kørte Gunnar og præstinden på tværs af Sverige, hvor folk var glade for at se at guden besøgte dem. Efter et stykke tid gjorde han præstinden gravid, men det blev af svenskerne set som en bekræftelse på, at Frej virkelig var en frugtbarhedsgud og ikke en forfalskning. Til sidst måtte Gunnar dog flygte tilbage til Norge sammen med sin unge brud, hun blev døbt ved Olaf Tryggvasons hof.
Andre sagaer.
I"Gísla saga" beskrives en høvding ved navn Þorgrímr Freysgoði som en ivrig dyrker af Frej. Da han dør, bliver han begravet i en høj.
"Íslendingabók ", skrevet omkring 1125, er den ældste islandske kilde, som nævner Freyr; bl.a. i de svenske kongers stamtavle. "Landnámabók" indeholder en gammel hedensk ed, der blev afgivet på et ting, hvor Frej, Njord, og den "den almægtige"Ass" påberåbes. I "Hervarar saga" nævnes ofringen af en orne til Frej ved juletid.
Frej omtales også i "Hallfreðar saga ","Víga-Glúms saga"og"Vatnsdœla saga".
"Gesta Danorum".
I Saxos "Gesta Danorum" fra begyndelsen af 13. århundrede optræder Frej under navnet" 'Frø. Beretningen er euhemeristisk og Frej beskrives som gudernes "statholder" ("procul").
At der fandtes en Frej-kult ved Uppsala bekræftes af adskillige andre kilder. Beskrivelsen af ændringer i blót ritualet kan måske afspejle en historisk ærindring, men det er højst usikkert. Arkæologiske studier viser, at der var en stigning i antallet af menneskeofringer s i slutningen af vikingetiden Normalt blev menneskelige ofre forbundet med Odin, men tidligere i Saxos værk er der dog en henvisning til ofringer til "Frø". Da kong Hadingus dræber et guddommeligt væsen forbandes han og må for at sone sin brøde med et offer.
Ofringen af sortfarvede ofre til frugtbarhedsguden kan have en parallel i græsk religion, hvor man ofrede farvede dyr frem for hvide til khtoniske guddomme.
Frelsens Hær.
Frelsens Hær blev grundlagt i London af vækkelsesprædikant og tidligere metodistpræst (General Superintendent) William Booth i 1865.
Startede under navnet Østlondons Kristne Mission, gik over Londons Kristne Mission til Den kristne Mission og fik endelig sit nuværende navn i 1878, hvor man samtidig gik over til en militærlignende styreform; Den Kristne Mission var ikke en blot en hær af frivillige - Kristi kærlighed "tvang" dem, som Bramwell Booth udtrykte det - Den Kristne Mission var en frelseshær.
Frelsens Hær er en kirke med en stærk social profil og medlemmerne drives af en social indignation og ønsket om at efterleve Jesu ord om næstekærlighed. Hæren er lavkirkelig og har en fri form for gudstjeneste.
Frelsens Hær i Danmark.
Oprettet som frikirke i Danmark i 1887 og havde på sit højeste (omkring århundredeskiftet 1900) 92 menigheder i landet.
Findes i dag i de fleste større byer fra Skagen i nord til Nykøbing Falster i syd og Esbjerg i vest til Rønne i øst. Hæren har p.t. 1047 soldater og 131 civile medlemmer fordelt på godt 30 korps.
Teologi.
En meget væsentlig del af hærens teologi, salvationismen er den såkaldte helliggørelseslære samt kravet om personlig tro på og overgivelse af sit liv til Jesus; meget af teologien er nedarvet fra metodismen. Hæren deler den Apostoliske og Nikænske trosbekendelse med andre kirker, ligesom hærens trosartikler ikke afviger væsentlig fra øvrige kirker. Udover den militære form er de største forskelle, at uniformerede medlemmer hverken ryger eller drikker samt at dåb og nadver ikke praktiseres.
Symboler.
Af symboler og særlige kendetegn kan nævnes Frelsens Hærs flag, Frelsens Hærs våben, Salvationistuniformen med distinktioner og det Røde Skjold. Hertil kommer Sølvstjerneordenen, Grundlæggerens orden og Frelsens Hærs Redningsspejderes mærker.
Aktuelt.
Frelsens hær er begyndt, juli 2008, at yde mikrolån til fattige i Danmark, der er kommet i en vanskelig økonomiske situation.
Frenologi.
Frenologi er læren om en påstået forbindelse mellem kraniets ydre form og menneskets sjælelige egenskaber. Frenologi blev skabt af lægen Franz Joseph Gall, 1758-1828. Frenologi har intet videnskabeligt grundlag, i den forstand, at man ikke testede de påståede forbindelse hverken teoretisk eller empirisk (man undersøgte ikke "teorien" fordomsfrit og ej heller om den korresponderede til virkeligheden). Dr. Gall mente bl.a., at destruktiv adfærd var lokaliseret over ørerne, mens kærlighed til børn fandtes i baghovedet, lige under det område, hvor fædrelandskærligheden befandt sig. Parietal kortex har sit navn herefter.
Gall har dog spillet en rolle for psykologien. Ikke pga. sine teorier, der er dybt racistiske, fordomsfulde og nærmest latterlige set med nutidige psykologers øjne, men fordi han postulerede en (forkert) forklaring på forbindelsen mellem hjerne og adfærd. Men sådanne forklaringer er grundlaget for nutidens neuropsykologi blot uden tilsætning af påstande om at kunne aflæse menneskelig adfærd og menneskelige egenskaber ud fra kraniets form.
I litteraturen.
Terry Pratchett udsætter frenologien for satire i sine bøger fra Diskverden, gennem "retro-frenologi"; argumentet lyder, at hvis et menneskes karakteregenskaber kan aflæses ud fra hovedets form, så må samme egenskaber kunne ændres ved at tilføre kraniet buler de rigtige steder. Proceduren udføres i bøgerne af en trold med en stor hammer.
Frihedsgudinden.
Frihedsgudinden (engelsk:Statue of Liberty) er en statue i New Yorks havn som byder velkommen fra søsiden. Statuen er en gave fra Frankrig. I Frankrig er der en mindre tilsvarende statue lavet af den samme kunstner.
Frihedsgudindens historie.
Båndet mellem USA og Frankrig blev under den Amerikanske revolution, forbedret, idet Frankrig hjalp amerikanerne mod briterne. Franskmændene hjalp amerikanerne med våben, skibe, penge og militær, uden denne hjælp havde de sikkert ikke fået deres frihed.
Næsten 100 år efter, i 1865, var der i Frankrig et middagsselskab hvor den 31-årige billedhugger Frédéric-Auguste Bartholdi var iblandt gæsterne.
Under middagen blev der med beundring diskuteret Amerikas succes med etableringen af en demokratisk regering og slaveriets ophævelse i forbindelse med den Amerikanske Borgerkrig. De diskuterede også den gode følelse som begge landene havde for frihed. Værten af selskabet (Édouard-René Lefebvre de Laboulaye) forstod, at der var en ægte sympati mellem landene og kaldte Frankrig og Amerika "de to søstre". Senere på aftenen sagde han; "Ville det ikke være vidunderligt hvis folket i Frankrig gav USA et stort monument, som et mindesmærke for uafhængighed og derved viste, at den franske regering også tilsluttede sig ideen om menneskelig frihed?". Dette mente Bartholdi var en god ide, og nogle år senere, da han kom til at tænke på middagen, bestemte han sig for at føre tanken ud i livet. Dette skrev han til sin ven Laboulaye, som mente at Bartholdi burde tage til USA og se, hvad deres amerikanske kammerater syntes om ideen. Så den 8. juni 1871 drog Bartholdi af sted til New York, og allerede inden han kom i land, havde han fundet det sted, hvor monumentet skulle stå, nemlig øen Bedloe's Island uden for New York, som Bartholdi blev utrolig betaget af.
Bartholdi tog rundt i Amerika og viste amerikanerne et billede, han havde lavet, som forestillede monumentet ”Liberty Enlightening the World”. Folkene virkede interesserede og begejstrede for monumentet, men ingen var villige til at støtte det økonomisk.
I 1874 blev Laboulaye og Bartholdi enige om, at det var amerikanerne, der skulle betale for fodstykket og grundlaget, og franskmændene der skulle betale for statuen.
En støttefond komite kaldet den fransk-amerikanske union, som havde medlemmer fra begge parter, blev oprettet.
I september 1875 kom der information om statuen og opfordringer til støtte. På samme tid havde den fransk-amerikanske union fået arrangeret en masse støtte-begivenheder, som skulle tjene penge ind til fonden. Komiteens mål var at kunne præsentere statuen til USA den 4. juli 1876 på 100 års dagen efter den amerikanske revolution, men dette blev dog ikke muligt.
Bartholdi fik hjælp til statuens skelet af Gustave Eiffel, som senere blev kendt for at have lavet Eiffeltårnet i Paris.
Den 10 meter lange arm for frihed blev i august 1876 udstillet på Centennial Exhibition i Philadelphia, og for 50 cent kunne man ad en stige komme op på balkonen, som befandt sig rundt om faklen. Det var også på dette tidspunkt, at Bartholdi foreslog, at Bedloe's Island fik sit navn ændret til Liberty Island. Dette blev dog først en realitet 80 år senere, i 1956.
Mangel på penge var det største problem, da frihedsgudinden skulle bygges i Frankrig var der i alt 300.000, som gav et bidrag. Den fransk-amerikanske union fik i 1879 ideen, om at de kunne lave nogle lotterier og sælge nogle af Bartholdis værker og andre genstande. Et af Bartholdis værker var bl.a. fremstillingen af miniatureudgaver af frihedsgudinden, som blev solgt. På den måde fik man i alt samlet 250.000 franc. Imens statuen var tæt på at være færdig i Frankrig, gik det langsomt med pengeindsamlingen og arbejdet med fodstøtten i Amerika. Pressen i Amerika var meget kritisk over for projektet og havde svært ved at forstå, hvordan fodstøtten kunne koste lige så meget som selve statuen.
En stor del af amerikanerne, som ikke boede i New York, mente heller ikke, at statuen tilhørte dem, men derimod var New Yorks og mente, at det derfor var indbyggerne her, der skulle betale for den.
Men alligevel i juni 1884, da statuen var færdig, var der blevet indsamlet $182.491 og kun brugt $179.624. I alt havde 120.000 amerikanere givet et bidrag.
Det var først omkring den 5 august 1884, at amerikanerne lagde grundstenen til statuen, som skulle bygges på det tidligere Fort Wood fra 1811.
Statuen, der bestod af 350 dele, ankom i 214 kasser med skibet "Isere" fra Frankrig i juni 1885, og den stod færdig d. 28. oktober 1886, hvor præsident Grover Cleveland officielt indviede monumentet.
Den 4. juli 1986 blev 100 års dagen fejret efter 2 års restaurering, hvor der blev udskiftet 1600 dele af det inderste metalskelet, monteret en ny fakkel og installeret elevator.
Statuen endte med at veje 225 tons, blive 45 meter høj (fod til fakkel) og i alt 92 meter over jorden (fakkel til jorden).
Den 47 meter høje sokkel til statuen er bygget lokalt i USA. Den stod færdig i april 1886 og rummer et museum, der skildrer byggeriet af statuen og dens symbolik.
Symbolsk betydning.
Frihedsgudinden har i dag en utrolig stor betydning for amerikanerne. Næsten hver eneste amerikaner i USA har en form for følelse for Frihedsgudinden – lige fra stolthed og ære til frihed og demokrati. Statuen har siden dens opførelse i 1886 spillet en større og større rolle i den amerikanske kultur. Allerede fra dens rejsning den 4. juli har den stået som et symbol for venskab og frihed, og hed også oprindeligt ”Liberty Enlightening The World”, hvilket på dansk betyder at friheden oplyser verden. Friheden er selvfølgelig det største symbol, hvorfra den også har sit navn. Men da det er en gave fra Frankrig til Amerika står Frihedsgudinden også som et symbol på venskab mellem disse to lande. Dens primære og største symbol er dog som sagt frihed, hvilket tydeligt ses på statuen. Frihedsgudinden forestiller en kvinde i løse klæder med en krone på hovedet. I sin venstre hånd bærer hun lovbogen med datoen 4. juli 1776 (USA’s uafhængighedsdag) og i sin højre, en fakkel der brænder frihedens flamme. For hendes fødder ligger der ødelagte lænker der symboliserer al tyranniet, som nu ligger opløst for hendes fødder. Det, at det er en kvinde, og at hun er i løse klæder, er begge dele små tegn på frihed, mens faklen, lovbogen og lænkerne er meget tydelige og synlige tegn på frihed. Hendes lys af frihed bliver altså spredt ud til hele verden. Statuen i sig selv bærer store mængder af symbolik, men udover statuen i sig selv har Frihedsgudinden en kæmpe betydning for amerikanerne og er efterhånden begyndt at repræsentere USA mere og mere. Det ses især i film, brochure eller andre ting, der skal ”sælge” USA, at Frihedsgudinden kommer ind i billedet, hvorefter alle ved at det er Amerika, der er tale om. Hun findes også i alle souvenirforretninger i USA, i alt lige fra viskelæder og blyantspidser til mærker på kopper og T-shirts – man kan endda købe små skumgummi hatte med hendes spir til at have på hovedet.
En figur af hende i menneskelig størrelse er bl.a. det første man ser når man kommer igennem paskontrollen i Newark lufthavn, sammen med deres flag. Deres flag, ”Stars and Stripes”, er amerikanerne også meget stolte over, og det har ligesom frihedsgudinden en utrolig stor betydning for dem. Derudover ses hun i adskillige forretninger både som souvenirkøb og på T-shirts, mens hun andre steder står som pynt i menneskelig størrelse. Amerikanerne ser hende ikke bare som en statue, eller en souvenir. De har en slags stolthed overfor hende og har helt andre følelser for hende end turister. USA har også været en af de lande der har været ”slemme”, hvad angår slaveri og racisme. Den frihed som de blev givet i 1776, med lovbogen, er frihedsgudinden også et symbol på. Det er derfor ikke så svært at forstå, at hun betyder meget for amerikanerne, rent følelsesmæssigt og historisk. Derudover er USA også det land med flest indvandrere i hele verden. På grund af de mange indvandrere, der kom i skibe til USA, blev der lavet en ø, Ellis Island, hvor indvandrerne først skulle ”tjekkes”, inden de kom ind i landet. Det var nemlig ikke alle, der fik lov til at bosætte sig i landet, selvom mange kom dertil. USA var dengang kendt som ”Land of opportunities” (Landet med de mange muligheder). Der var ”rygter” om Amerika rundt omkring i hele verden, og mange tog dertil for at finde lykken.
Hun har altså, selv dengang, spillet en utrolig stor rolle. Det er nok den historiske baggrund der gør, at Frihedsgudinden er så betydningsfuld, og at hun er så vigtig for så mange amerikanere, hvad angår det mentale. Som statue er hun jo ikke længere ”fremragende” med alle de seværdigheder Manhattan ellers har at byde på i dag. Dermed ikke sagt at hun ikke er noget særligt – for det er hun bestemt, men rent følelsesmæssigt og mentalt er Frihedsgudinden nok vigtigere i dag, end dengang. Især efter begivenhederne den 11. september 2001. Fra at være en smuk statue dengang, der symboliserede venskab og især frihed dengang, er hun nu blevet til noget, der går endnu dybere. Det kan være helt tilbage fra indvandrernes ankomst, at amerikanerne stadig føler en slags sejr, når de ser hende. Følelsen af de mange muligheder, friheden og faktummet at USA er et fantastisk land, hvis ikke det bedste, gør at amerikanerne føler en fantastisk stolthed overfor ”The Statue of Liberty”.
Frihedsgudinden betyder, som tidligere nævnt, meget for amerikanerne, men er siden skabelsen begyndt at betyde mere og mere for turister også. Hvert år besøger over 5 millioner mennesker Frihedsgudinden, og der er efterhånden ikke nogen i verden, der ikke ved hvem hun er, eller hvor hun står. Selvom USA og Frankrig ikke er så meget på talefod i øjeblikket på grund af Irak-krisen, så er Frihedsgudinden stadig lige så populær. Måske fordi amerikanerne i dag betragter den som deres egen, eller også er det bare ikke alle der ved, at det har været en gave i sin tid. Ellers kan det være at de føler så stærkt et ”bånd” til hende, at de ikke ville ”vende sig mod hende” på grund af nogle uoverensstemmelser. Det kan tænkes, at hun efterhånden har stået så lang tid i landet at amerikanerne i dag ser på den som deres egen eller i hvert fald ikke tænker over, at franskmændene har deres andel i hendes tilblivelse, og at det oprindeligt var en gave fra Frankrig som tegn på venskab.
Hun har i dag stået der i over hundrede år og hvert år lægger over 5 millioner turister omkring 90 millioner kroner i landet for at se hende.
Frihedsgudinden blev i 1984 optaget som kulturarv på UNESCOs liste over verdensarv.
Statuen i perspektiv.
Frihedsgudinden er bygget i den typisk fransk/europæiske stil – den neoklassiske. Neo betyder ny og klassisk betyder noget i retning af noget gammeldags. Stilen er altså en ”ny måde at lave noget gammelt på”. Den opstod i Rom i årene omkring 1750, hvor den hurtigt blev populær. Stilen spredte sig hurtigt og i løbet af 1800-tallet var den ude i det meste af Europa. Dens popularitet faldt dog igen, og i løbet af 1850 var stilen ikke så brugt længere. Frederic Bartholdi valgte dog alligevel at lave frihedsgudinden i denne stil. Frihedsgudinden blev bygget i 1894, hvilket vil sige, at Bartholdi højst sandsynligt har overvejet at denne stil måtte være bedst til en stilfuld statue der skulle stå og byde folk velkommen i mange år.
Udover den Neoklassiske stil, kan det også ses på Frihedsgudinden, at den har nogle ”franske præg”. Hun forestiller nemlig en kvinde i løse klæder, med et alvorligt ansigt og et kraftigt halvkrøllet hår. Ser man på andre franske statuer vil man ofte se at kvinder omsvøbt i løse klæder med alvorlige ansigter og samme hår går igen.
Mange mennesker mener, at Frederic-Auguste Bartholdi brugte sin mor Charlotte Bartholdi, som model til statuen. Andre mener, at statuens udseende var baseret på nogle tegninger, som Bartholdi havde lavet til en skulptur i Egypten, som ikke blev til noget alligevel. Der har været mange udsagn og meninger om hvad Frihedsgudindens udseende i virkeligheden er baseret på, men det vides endnu ikke hvilket et, der er det rigtige.
Da Frihedsgudinden nu var en gave fra Frankrig til USA, som tegn på venskab, havde Bartholdi til opgave at gøre statuen helt speciel. Han lavede derfor statuen væsentlig større end de almindelige statuer, vi er vant til at se, og byggede hende med en masse symbolik. Statuen endte med at blive 92 meter høj, fra landjorden og op til faklen. Dette er dog iberegnet den store piedestal, som hun står på. Hun endte med at veje 225 ton, hvor klædet, som hun er støbt ind i, alene vejer 100 ton. Hun er lavet af jern og kobber, hvor skelettet er lavet af jern, og hendes ydre er kobber.
Hun står i dag på Liberty Island, og hilser velkommen til alle der kommer til New York via havnen – præcis som hun har gjort i de sidste snart 120 år. Hun har lignet sig selv i alle disse år og bliver vedligeholdt ved renoveringer i ny og næ.
Frihedsstøtten.
Frihedsstøtten på Vesterbrogade ved Københavns Hovedbanegård er en 20 meter høj obelisk rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788. Grundstenen nedlagdes af kronprins Frederik (senere Frederik VI) 31. juli 1792, og monumentet stod færdigt i september 1797. Det står i dag på omtrent samme sted. I 1792 var det uden for Københavns volde.
De fire statuer, der er rundt om obelisken, symboliserer troskab, bondeflid, tapperhed og borgerdyd. På støtten står en inskription, forfattet af Thomas Thaarup: "Et retfærdigt styre, der giver borgeren frihed, kan forvente at borgeren vil være tro mod sit fædreland, arbejde til gavn for medborgeren, være ansporet til flid, en flid, der vil give landet velstand, og at borgeren er villig til at forsvare sit fædreland."
Arkitekten og maleren Nikolaj Abildgaard har tegnet støtten, Johannes Wiedewelt har udført statuen "Troskab" og medaljonen "Retfærdighedens Genius". Nicolai Dajon har stået for statuerne "Borgerdyd" og "Tapperhed". Andreas Weidenhaupt har udført medaljonen "Trældom afskaffes" og og figuren "Agerdyrkningsfliden". Sidstnævnte figur blev udskiftet med en ny, udført af billedhuggeren Jens Lund, i 1911. Obelisken er af nexøsandsten.
I forbindelse med byggeriet af Hovedbanegården og Boulevardbanen blev monumentet i 1909-10 nedtaget og genopført 5,3 meter øst for sin oprindelige placering.
Frihedsstøtten blev renoveret første gang i 1850-1851. I 1999 blev monumentet genindviet efter en gennemgribende renovering, der blev iværksat efter en indsamling i anledning af 200-året for stavnsbåndets ophævelse. Her blev obelisken med relieffer og de fire statuer erstattet af nøjagtige kopier af de oprindelige.
De to nærliggende gader, Bernstorffsgade og Reventlowsgade, der løber på hver side af Hovedbanegården, samt Colbjørnsensgade, der løber en karré vest herfor, er navngivet efter Andreas Peter Bernstorff, Christian Ditlev Frederik Reventlow og Christian Colbjørnsen, der var hovedkræfterne bag stavnsbåndets ophævelse.
Frisure.
Frisure er et fransk låneord for opsætning af hovedhåret. I 1930'erne blev det foreslået at erstatte ordet med det, for den tid, mere "danske" ord hårset. Dette ord vandt dog aldrig indpas i det danske ordforråd og alene det franske udtryk anvendes i dag.
Det at opsætte håret har været foretaget med stor iderigdom igennem menneskets historie. Moden har skiftet og længde og udseende har undergået store forandringer.
Nye frisurer for unge piger.
Når den tid kommer, da "den lille Pige" bliver "en ung Pige", dvs. ved konfirmations-alderen (den giftemodne alder), melder det spørgsmål sig, hvorledes skal min frisure være? Hos de voksne fremkalder dette spørgsmål i reglen et lille skjult smil, men for den unge pige selv er det af uhyre vigtighed. Et bevis herpå er de mange breve, der ved forårs-og efterårstider indløber til redaktionen fra alle de små backfische, som beder "Hjemmet" om at bringe afbildninger af de allernyeste frisurer for unge damer - helst noget "voldsomt fikst og elegant"!
Og hvem kan vel modstå de unge damers ønsker? I hvert fald ikke "Hjemmet"! Derfor bringer vi her nogle skitser af de nyeste frisurer for damer i alderen fra 15 til 25 år.
Man vil have lagt mærke til, at de moderne frisurer enten er helt høje eller helt lave. I begge tilfælde skal forhåret arrangeres således, at det ganske skjuler ørerne og det meste af panden.
Det kan undertiden være ret vanskeligt at frisere et stort hår på moderne vis, og det er så godt som altid nødvendigt at skille det, således som det vises på Fig. I a, hvor lidt af forhåret såvel som af nakkehåret er skilt fra det øvrige hår, der bindes med en smal elastik og trækkes lidt frem til alle sider, så det står fyldigt omkring ansigtet. Forhår og nakkehår kan da touperes og bølges ganske let, hvorefter det samles med det øvrige hår ag arrangeres i en smuk græsk knude (Fig. I b).
Et mindre hår kan arrangeres som på skitse II a ag b, der viser den samme frisure set for- og bagfra. Håret er skilt i venstre side og bølget eller papilloteret, hvorefter det friseres i en enkelt knude højt på hovedet.
Den smukkeste frisure for en ganske ung pige er - efter vor Mening - den, der er gengivet på Fig. III a og b. Her er håret ligeledes skilt lidt til venstre og papilloteret, så det står fyldigt over ørerne. Af det nederste nakkehår tages så meget fra, at der kan dannes to slangekrøller (disse laves over en Krøllepind), ovenover hvilke det øvrige hår friseres i en knude eller et par bukler.
To særlige festfrisurer er skitseret på Fig. IV a og b. Den øverste fordrer et ret fyldigt hår der bølges dybt og ordnes i bukler i nakken. Den nederste viser, hvor fikst et forhår kan arrangeres ved hjælp af et eller andet bånd.
Fritte.
Fritten ("Mustela putorius furo") er en underart af ilderen. I daglig tale kalder mange dog en fritte for en ilder.
Den domesticerede fritte har været et medlem af den menneskelige husstand i et par tusinde år.
Kilde til tamme fritter.
Den domesticerede fritte menes at være en tam vestlig eller østeuropæisk ilder. De østeuropæiske steppeildere (Mustela eversmanni) og de vesteuropæiske ildere (Mustela putorius) er meget ens i udseende og knogle struktur. Ilderen kan "krydsavle" og producere frugtbare afkom med en af disse arter. Den indenlandske ilder er ikke en tam form af den sort-fodet ilder (Mustela nigripes) der var hjemmehørende i det vestlige USA. Den sort-fodet ilder blev fornylig udryddet i naturen men de er gradvist ved at blive genindført gennem opdræt i fangenskabs-programmer.
I øjeblikket er der stadig kontrovers om hvilke arter af ilderen den tamme ilder faktisk kom fra. Undersøgelser er blevet udført hvor man sammenligner kraniets struktur, pelsfarven og adfærd i alle tre arter.
Bevis for domesticering.
Et stærkt bevis på at et dyr virkelig er domesticerede er at det kun bevarer nogle af de karakteristiske træk ved den "tidligere udgave" af arten. Dette sker gennem selektiv avl og det tjener til at gøre dyret mere føjelige og i stand til at blive manipuleret af mennesker. Der har været omfattende undersøgelser udført på de adfærdsmæssige forskelle mellem vild-ilderen og tam-ilderen, der indikerer at der faktisk er en ændring i adfærd. I almindelighed viser tam-ilderen mindre frygt for mennesker og mindre frygt for et ukendt miljø end vild-ilderen. Desuden var tam-ilderen længere tid om at vænne sig til en gentagen støj de blev udsat for end vild-ilderen.
Det er interessant at bemærke at hvis den vilde ilders hvalpe er taget fra deres mor før de åbner deres øjne og derefter opfostres af et menneske vil de tage aftryk på det menneskelige og blive forholdsvis tamme. De kan forblive tamme hvis der er fortsat kontakt med mennesker. I modsætning til mink og væsler der er opfostret af mennesker kan blive tam for en kort periode, men normalt vende tilbage til en vild tilstand når de er udvoksede. Denne føjelige adfærd ved at blive opflasket kan være en nøgle til hvorfor ilderen kunne domesticeres overhovedet.
Frøslevlejren.
Frøslevlejren var under besættelsen en dansk interneringslejr i Frøslev i Sønderjylland. Efter besættelsen hed lejren Fårhuslejren; hvor landssvigere og medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, blev indsat. Senere blev det til Padborglejren hvor militæret havde kaserne. I dag hedder lejren igen Frøslevlejren som huser forskellige museer og en efterskole.
Under 2. verdenskrig.
Da Danmark den 29. august 1943 brød med samarbejdspolitikken, indførte den tyske besættelsesmagt fængsel, deportation og dødsstraf for sabotage og anden illegal virksomhed. Forholdene i de nazistiske koncentrationslejre var i Danmark kun kendt i begrænset omfang, men deportationerne vakte forfærdelse i den danske befolkning.
I marts 1944 vedtog departemetchefstyret at opføre en interneringslejr i Danmark tæt ved grænsen til Tyskland for at forhindre deportationer til tyske kz-lejre. Men det lykkedes ikke, og tyskerne sendte i flere omgange danske fanger videre til tyske kz-lejre med "himmelekspressen".
Frøslevlejren blev taget i brug i 13. august 1944, og de første indsatte kom fra Horserødlejren.
Lejren havde dansk ledelse, og der var forholdsvis gode forhold, hvad angik mad, behandling af sygdomme og arbejde, og mange blev skånet for sult, sygdom og død i de tyske kz-lejre.
Ca. 12.000 danskere blev interneret i Frøslevlejren i de ni måneder, den var dansk interneringslejr. 1.600 frøslevfanger blev deporteret til kz-lejre i Tyskland. Af dem omkom ca. 220. Mod krigens slutning husede lejren omkring 5500 fanger, det største antal på en gang.
Kun én dansker blev dræbt under opholdet i lejren. Til minde om ham står i dag en mindesten mellem to af barakkerne. Det lykkedes 10-12 danskere at flygte fra lejren.
Den svenske grev Folke Bernadotte arbejdede for at få skandinaviske fanger ud af de tyske lejre. Samtidig blev der ført forhandlinger mellem det danske departementchefstyre og tyskerne. Som resultat af begge tiltag blev mange skandinaviske kz-fanger hentet hjem fra Tyskland med "De hvide busser".
I marts og april 1945 blev 10.000 danske og norske fanger hjemført fra Tyskland. I en periode boede nogle af de hjemvendte kz-fanger i Frøslevlejren. Heriblandt var nogle af de 1.960 danske politifolk, der den 19. september 1944 var blevet arresteret, og deporteret til Tyskland.
Efter krigen.
Efter befrielsen skiftede lejren navn til Fårhuslejren og husede stikkere og andre landsforrædere i en årrække.
I november 1949 skiftede lejren navn til Padborglejren og var kaserne for den danske hær.
Fra 1968 til 1975 blev lejren brugt som kaserne og lager af Civilforsvaret (senere Redningsberedskabet) nu omdøbt til Beredskabsstyrelsen.
Lejren indholder i dag Dansk Røde Kors-museum, en teaterefterskole, FN-museum, Redningsberedskabets museum og Frøslevlejrens museum og er en af de bedst bevarede interneringslejre fra 2. verdenskrig.
Fugl Føniks.
Fugl Føniks er et fabeldyr fra persisk mytologi, hvor den er et symbol på genfødslen. Den forekommer også hos de gamle grækere, romerne og ægypterne. Navnet "Føniks" kommer af græsk "phoinix", der betød "purpur", og også er ophav til navnet Fønikien, da indbyggerne der netop handlede med det populære røde farvestof.
I senere tolkninger er fuglen også blevet symbol på genopstandelse, udødelighed og liv efter døden. Fuglen lignede en hejre, og var ofte motiv på de romerske kejseres mønter. Ifølge sagnet levede kun et enkelt eksemplar af fuglen ad gangen, og den dukkede kun op med mellem 500 og 1.000 års mellemrum. Dette gav anledning til en teori om, at der var tale om en komet.
Man sagde om fuglen, at den brændte sig selv i sin rede. På et tidspunkt herefter genopstod den så af sin egen aske og rejste sig højt på himlen. Dette bruges i dag i overført betydning, når man taler om fugl Føniks eller Fønix.
Fuji.
Bjerget Fuji (af japansk 富士山 "Fujisan", 富 "fu" = "rig" + 士 "ji" = "samurai" + 山 "san" = "bjerg") er en 3.776 meter høj, aktiv vulkan som så mange af Japans bjerge. Det er det højeste bjerg i landet og ligger umiddelbart uden for Tokyo. I klart vejr kan det ses fra byen. Bjerget har en meget perfekt kegleform, og det når så højt op, at det har evig sne på toppen.
Bjerget har været helligt siden oldtiden, og det var forbudt område for kvinder indtil meiji-perioden i midten af det 19. århundrede. Den smukke kegleform har inspireret mange af landets kunstnere, men det kendteste udtryk er vel nok Hokusais "36 udsigter til Fuji-bjerget". Vulkanen er registreret som aktiv, men med lav risiko for udbrud. Det seneste udbrud fandt sted i 1707 under Tokugawa-shogunatet.
Funktionelle fødevarer.
Funktionelle fødevarer er den danske betegnelse for det engelske udtryk functional food, betegnelsen dækker fødevarer som har fået tilført bestemte egenskaber, for eksempel øget/ændret vitaminindhold. En sådan tilførsel af egenskaber kan være ernæringsmæssigt fornuftig, men kan også udnyttes i reklameøjemed, da mindre lødige produkter kan markedsføres på enkelte gode egenskaber.
Fødevarestyrelsen definerer funktionelle fødevarer som mad, der er specielt udviklet til at have bestemte virkninger, som kan fremme sundheden og forebygge sygdomme. Fx er skummetmælk en funktionel fødevare, da man har ændret på den naturlige sammensætning ved at fjerne noget af fedtet og bevare de naturlige næringsstoffer i mælken. Når man i stedet tilsætter vitaminer eller mineraler, bliver det også en beriget fødevare (på engelsk: fortified food). Fx er det lovpligtigt i Danmark at tilsætte jod til salt, og det er tilladt (valgfrit) at tilsætte A-vitamin til margariner. Både funktionelle og berigede fødevarer går ind under begrebet "novel foods", altså nye fødevarer.
Futurisme.
Futurismen er en kunstnerisk avantgardebevægelse med udspring i Italien i begyndelsen af 1900-tallet. Futuristerne (med F.T. Marinetti i spidsen) hyldede byen, støjen, farten og krigen som det nye århundredes mentalitet i et opgør med al gammel museumskunst.
I 1909 fødtes den italienske futurisme med publiceringen af bevægelsens første manifest i "La Figaro". En stor del af de mest kendte italienske futurister stod som afsendere på manifestet, der hurtigt spredte sig både indenfor og udenfor Europas grænser, og nåede Rusland samme år. Manifestet hylder og kræver en kunst, der tager udgangspunkt i teknologiske fremskridt og modernitetens potentiale. Industriel udvikling blev set som et incitament til at komme ud over den traditionsforankring, som futuristerne mente obstruerede det tilbagestående Italiens udvikling og fart, simultanitet, urbanitet, racerbiler, flyvemaskiner og maskingeværer og andre teknologiske nyskabelser og reflekser af industrialiseringen blev lovprist.
Kravet til litteraturen blev, at den skulle udtrykke det moderne menneskes nye liv og gerne i en mere koncentreret form end de fleste mennesker havde mulighed for at leve. Den industrielle verden og frem for alt det rastløse storbysliv udgjorde emnekredsen. Digterens oplevelser blev gengivet så direkte som muligt gennem begejstrede syns, lugt og lydindtryk.
Fysiognomik.
Fysiognomik er en lære, der hævder en sammenhæng mellem ydre målbare egenskaber og indre mentale egenskaber.
Den opfattelse var populær i 1700-tallet og har rødder tilbage til stoicismen.
En af de første fortalere var Giambattista della Porta (1535–1615) og ca. 200 år senere grundlage Johann Kaspar Lavater (1741-1801) sin fysiognomik.
Fysiologi.
Fysiologi er læren om, hvordan kroppens specialiserede cellegrupper virker, og hvordan de medvirker til kroppens funktion som en helhed.
Fænomen.
Fænomen betegner i sin mest generelle betydning blot en faktisk sanselig hændelse eller genstand. Bliver dog også brugt til at betegne den enestående eller usædvanlige person, ting eller hændelse.
Betyder "Det der kommer til syne".
Føderation.
En føderation eller forbundsstat er en statsdannelse, der er en sammenslutning af flere delstater. Her fastlægger en fælles grundlov, hvilke beføjelser det fælles parlament og de nationale parlamenter har. Eksempler på føderationer er Tyskland (Bundesrepublik Deutschland, Bundesland = stat), Rusland (Den Russiske Føderation) og USA (United States of America, states = stater).
Gaia (gudinde).
Gaia er Jordens gudinde i græsk mytologi.
Oprindeligt mente man at Gaias krop var alt landjorden i verden og at titan Okeanos (verdenshavet) omkransede hende.
En moderne New Age teori går ud på, at Jorden er en levende organisme med en sjæl og at moder jord, helt bogstaveligt er vores moder i form af at Gaia, som et bevidst væsen har skabt os og alt andet liv som hun ønsker det. Dermed er menneskets eksistens ikke længere en ren tilfældighed, men et bevidst ønske fra en højere magt.
Lake Gairdner.
Lake Gairdner er Australiens tredjestørste Sø (4300 km²).
Som flere andre af Australiens største søer, er Lake Gairdner sjældent fyldt, men henligger det meste af tiden som saltslette. Søen er derfor bedst kendt inden for racing kredse som bruger den til hastighedsrekorder og lignende.
Gairdner
Galgenfrist.
Galgenfrist betød oprindelig et kort tidsrum, der indrømmedes en dødsdømt før han blev hængt. I dag bruges det om en kort udsættelse af noget ubehageligt.
Den danske digter, Ivan Malinowski, udgav i 1958 sit gennembrudsværk 'Galgenfrist', som er et karakteristisk værk fra modernismen i Danmark.
Galileo Galilei.
Galileo Galilei Malet af "Justus Sustermans" 1636
Galileo Galilei (15. februar 1564 - 8. januar 1642) var en italiensk filosof, fysiker og astronom. Han var en af pionererne inden for astronomi.
Galilei blev født i Pisa, Italien. Han studerede medicin ved universitetet i Pisa, og blev senere professor i matematik i Padova. Her forbedrede han universitetets teleskop og opdagede månens kratere og Jupiters måner.
For 400 år siden, nærmere bestemt 1610, sad Galileo Galilei i sit observationstårn med et hjemmelavet teleskop, hvor han pludselig så tre punkter på himlen i en lige linje, som bevægede sig forkert.
Han troede, at det var stjerner, men senere fandt han flere af disse prikker, og han konkluderede, at det var en slags planeter, der kredsede omkring Jupiter – måner.
Derfor blev Jupiters fire største og mest kendte måner, Io, Europa, Ganymedes og Callisto, opkaldt efter ham som "De galileiske måner".
Desuden observerede han Venus' faser og konkluderede, at planeterne cirkler omkring solen snarere end omkring jorden. Han kom med væsentlige bidrag til emner som bevægelse (lov om legemers fald), materialestyrke samt udvikling af videnskabelig metode. Hans teori om det heliocentriske solsystem bragte ham i konflikt med kirken, og i 1633 blev han tvunget til at afsværge denne overbevisning, og han kom i husarrest i Firenze.
Galilei er også kendt som eksperimentalfysikkens fader og udfordrede den gældende viden, der primært baserede sig på Aristoteles' værker. Gallilei har bl.a. undersøgt det frie fald.
formula_1, hvor s er den faldne strækning, g er tyngdeaccelerationen og t er faldtiden.
I august 1609 bygger Galilei sin første kikkert. Han havde hørt om, men ikke set, konstruktioner af kikkerter i Holland, lavet af Hans Lippershey’s i 1608. Der er tale om en teaterkikkert. Den har en spredelinse som okular. Den er ret kort og let, og giver god klarhed, men forstørrer kun 2-3 gange. Det var Galileo der gjorde teleskopet berømt. I august var det lykkedes ham at konstruere en kikkert med op til 8 gange forstørrelse, hvilken han præsenterede for det venetianske senat. I omkring oktober – november kunne han så rette sit første reelle teleskop mod himlen. Den kunne forstørre 30 gange, og det var med denne at han studerede månen, opdagede fire af Jupiters måner, og præciserede stjernetågede pletter til stjerner. Han udgav I marts 1610 værket Sidereus Nuncius, som han fandt mange nye opdagelser ved hjælp af. Opdagelserne fik ham til at gå ind for Kopernikus' Heliocentriske verdensbillede, med solen som centrum, og jorden cirkulerende omkring den, og om sin egen akse.
Dette skabte et voldsomt røre hos den katolske kirke, som tvang ham til at afstå fra sine synspunkter og medgive at jorden var universets centrum. (Dette blev dog gjort med fingrene krydset på ryggen).
Galilei kom i fængsel og senere husarrest. I sine sidste leveår skrev han hovedværket om den mekaniske fysik. Nu betragtes han af mange som den moderne eksperimentelle fysiks grundlægger.
Johannes Paul II erkendte formelt, efter 13 års kommissionsundersøgelse, at det var forkert af den katolske kirke at dømme Galilei for hans påstand om, at Jorden bevæger sig omkring Solen.
Gallien.
Første gang romerne invaderede Gallien (kelterområde) var i år 125 f.Kr. De erobrede middelhavsregionen, Rhône og Languedoc dalen. Dette område kaldte de Provinsen.
Kejser Julius Cæsar opdelte Gallien i to regioner: Provinsen og Frit Gallien. Frit Gallien blev yderligere opdelt i tre områder: Belgisk Gallien i nord mellem Rhin og Seine, keltisk Gallien i centrum mellem Seinen, Garonne og øvre Rhin samt Aquitanien i sydvest. Området svarer til det meste af Frankrig i dag.
Gallien er også hjemsted for tegneseriefiguren Asterix.
Galionsfigur.
En galion er et fremspring under bovsprydet på større sejlskibe, der ofte er udsmykket med en malet træfigur. Af andre navne er brugt/bruges stavn(rum) eller stævn.
Gambia.
Gambia er en republik i Vestafrika. Landet er med 10.380 kvadratkilometer det mindste i Afrika, og det har cirka 1,6 millioner indbyggere. Gambia er geografisk næsten helt omkranset af landet Senegal. Landets hovedstad hedder Banjul og havde i 2003 34.828 indbyggere. Det lave indbyggertal i hovedstaden skyldes, at denne er beliggende på en ganske lille ø, der dog er forbundet med fastlandet via broer. På fastlandet nær hovedstaden bor der flere hundrede tusinde.
Gambia var en britisk koloni indtil 1965, da landet blev selvstændigt.
Ganesha.
I hinduismen er Ganesha (sanskrit गनेष, også stavet Ganesa eller Ganesh) visdommens, intelligensens og undervisningens gud. Han er søn af Shiva og Parvati og ægtemand til Bharati, Riddhi og Siddhi. Han afbildes ofte som en topmavet gul eller rød gud med fire arme og hovedet af en elefant med én stødtand, ridende på en mus. Ganeshas navn præfigeres ofte med den respektfulde titel "Shri".
Oversigt.
Der er mange forskellige historier om, hvordan Ganesha fik sit hoved, fra de mange forskellige regioner i Indien. I den, der nok er mest almindelig kendt, blev Ganesha født, mens hans fader Shiva var borte fra landet. Da Shiva vendte tilbage, fandt han Ganesha vogtende sin moder, Parvati, og da Ganesha ikke ville lade ham gå ind i badet, mens Parvati var derinde, skar han Ganeshas hoved af. Da Parvati fortalte Shiva, at Ganesha var deres søn, gik Shiva ud og bad alle dyrene om at give deres hoved til Ganesha. Kun elefanten sagde ja, og Shivas gave til elefanten til gengæld var enorm visdom. I en anden version viste Parvati Ganesha til Shiva, og Shivas ansigt brændte Ganeshas hoved til aske. Den manglende stødtand har også mange forklaringer: i én version kom Parashurama (en avatar af Vishnu) for at besøge Shiva, men Ganesha stod i vejen. Parashuma smed en økse efter Ganesha, som skar den ene stødtand af. En anden version siger, at da Ganesha var ved at nedskrive Mahabharataen (efter Vyasas diktat) gik hans pen i stykker, og han brækkede den ene stødtand af for at få orderne ned på papiret.
Ganesha er også kendt som "Aumkara", da hans krop ligner tegnet for det hellige mantra aum; elefantguden ses dermed som en kropsliggørelse af selve kosmos. Ganeshas elefant-hoved symboliserer elefantens visdom og salighed, stærk og dog blid. Han rider på en mus ved navn "Mushika", hvilket symboliserer intelligensen, der som en mus kan komme ind alle vegne og afdække enhver hemmelighed. Det er også tegn på Ganeshas ydmyghed, at han har slået følgeskab med et så lille dyr.
Shri Ganesha er gud for visdom, intelligens, uddannelse, held og skæbne, for porte, døre, husstanden og skriften. Han er guden, der fjerner hindringer, og det er derfor almindeligt at påkalde ham, fx med formlen "Aum Shri Ganeshaya Namah" (ære være Ganeshas navn), før man begynder på et stykke arbejde.
Højtider og tilbedelse.
Ganasha image made of brass
I Indien er der særligt én vigtig højtid til ære for Ganesha, "Ganeshotsav". Den er mest populær i delstaten "Maharashtra", men findes nu om dage i større eller mindre grad i hele landet - noget der særligt må tilskrives Balgangadhar Tilak, der organiserede og populariserede højtiden med det formål at fremme nationalismen under den engelske kolonimagt. Festen varer ti dage og starter med "Ganesh Chaturthi", Ganeshas fødselsdag. Højtiden slutter på "Ananta Chaturdashi", hvor Ganeshas "murti" (gudsbillede) nedsænkes i vand. I Bombay bruger man det Arabiske Hav, medens man mange steder i Nord- og Østindien bruger den hellige Gangesflod.
Fremstillinger af Shri Ganesha er baseret på flere tusinde års religiøs symbolik, der gav ophav til den nu så kendte elefanthovedede gud. I Indien betragtes gudbilleder som symbolske udtryk for en guddoms væsen, ikke nødvendigvis som en direkte kopi af gudens udseende. Ganesha anses for et højere spirituelt væsen snarere end en fysisk størrelse, og "murti"erne (statuerne) symboliserer hans væsen. Det er derfor ukorrekt at betragte kulten omkring "murti"erne for dyrkelse af gudebilleder, da det ikke er "murti"en, der tilbedes, men i stedet den bagvedliggende sandhed, den representerer.
I Japan kendes Ganesha-dyrkelse så langt tilbage som 806.
I Danmark findes der et tempel til Ganesha i Herning. Templet er det første hindu-tempel i Danmark og blev traditionen tro indviet til Ganesha i sin rolle som "den, der rydder forhindringer af vejen", da han således skulle bane vejen for dyrkelse af hinduismens guder på dansk jord.
Andre navne for Ganesha.
Ligesom mange andre af hinduismens guder og gudinder har Ganesha mange ærestitler og symbolske navne, og han tilbedes ofte ved, at de hengivne synger "sahasranam", dvs. "tusind navne". Hvert navn er forskelligt og repræsenterer hver sit aspekt af gudens væsen. Næsten alle hinduistiske guder har én eller flere versioner af deres egen "sahasranam"-liturgi.
Garage.
En garage er en bygning til opbevaring af køretøjer (biler).
Garant.
En garant er en juridisk eller fysisk person, der giver en anden person en garanti, for eksempel en kaution eller bankgaranti.
Gasolin'.
"Gasolin var en dansk rockgruppe, der blev dannet i 1969 og eksisterede ni år frem. Gruppen bestod af Wili Jønsson, Franz Beckerlee, Bjørn Uglebjerg - senere erstattet af Søren Berlev - og Kim Larsen som forsanger.
Gasolin' blev 1970'ernes absolut mest populære danske rockorkester, og både plader og koncerter solgte i et hidtil uset omfang. Orkesteret forsøgte flere gange at skabe et internationalt gennembrud, men succesen rakte kun til de øvrige nordiske lande.
Gasolin' er et af de mest legendariske bands i dansk rockmusiks historie, og bandet har nærmest fået mytologisk status. Musikken, de store ambitioner og det anspændte forhold mellem Franz Beckerlee og Kim Larsen, der på én gang var drivkraften i bandet, og det, der ledte til bandets opløsning, er med til at holde myten om Gasolin' i live. Det er tydeligt, at Gasolin' stadig nyder en voldsom popularitet i Danmark, hvilket blev understreget da bandet i 2003 udgav "the Black Box" - en samling af de oprindelige danske udgivelser ("GAS 1 - 7" + "Live Sådan"). Boxsættet lå 55 uger på pladebranchens top-40 liste over mest solgte albums i Danmark, og solgte tredobbelt platin (over 120.000 eksemplarer).
Deres produktion tæller rock-klassikere som "Det var Inga, Katinka og Smukke Charlie på sin Harley", "Kvinde Min", "Rabalderstræde", "Masser af Succes", "This is My Life" og "Strengelegen".
Musikalsk lænede Gasolin' sig op ad samtidens internationale rocklyd, mens deres tekster var særpræget danske. Teksterne var ofte humoristiske og satiriske, og kunne næsten minde om revyviser – tilsat melodiøs og karakteristisk rockmusik. Lige som revyteksterne, kunne Gasolin's numre være politiske og samfundskritiske, men de blev altid leveret med en særlig lune. Den revyagtige stil kan bl.a. tilskrives, at Gasolin' fik hjælp af Mogens Mogensen til nogle af deres tekster.
Gasolin's danske succes toppede i 1976, hvor de bl.a. fyldte Idrætsparken til en koncert med Bonnie Raitt som opvarmning. Gasolin' kunne nærmest ikke blive større, og rettede derfor blikket mod USA i foråret 1977. Men den amerikanske afdeling af CBS var ikke interesseret i at lancere det danske band i USA, og planerne blev aldrig til noget.
Gennem hele bandets ni-årige historie var Gasolin præget af konflikter bandmedlemmerne imellem. Gennem hele perioden var de fire medlemmer nærmest konstant sammen, og bølgerne gik til tider højt. Det var især forholdet mellem guitaristen Franz Beckerlee og sangeren Kim Larsen, der slog gnister. Konflikten mellem de to var hovedårsagen til Gasolins opløsning, men det var samtidig den, der gav gruppen dens dynamik og særpræg. De to var nærmest modsætninger, og det var kombinationen af de to vidt forskellige personligheder, der gjorde Gasolin' til noget særligt. I et interview om sin dokumentarfilm om Gasolin' udtrykker Anders Østergaard forskellen således: "”Franz kommer fra jazzscenen og går ind i rockmusikken inspireret af de lange syrede guitarsoloer - Kim Larsen vil synge sange ud fra en visetradition. Så vi har altså Jimi Hendrix kontra Osvald Helmuth”".
Den 21. august 1978 spillede Gasolin' for sidste gang, da de gav koncert i Folkets Park i Malmø.
Starten.
Gasolin's rødder rækker tilbage til Sofiegården på Christianshavn. I midten af 1960'erne flyttede Wili Jönsson og Kim Larsen ind på Sofiegården. Ligeledes kom Franz Beckerlee ofte på Sofiegården, og han og Wili Jönsson begyndte at skrive sange og øve sammen. Tom McEwan var på et tidspunkt trommeslager, efter Bjørn Uglebjerg stoppede. Kim Larsen, der kendte både Franz Beckerlee og Wili Jönsson fra Sofiegården, kom med som sanger.
Medlemmerne var på det tidspunkt relativt ukendte i musiksammenhænge, bortset fra Franz Beckerlee, der tidligere havde spillet saxofon og medvirkede i Contemporary Jazz Quartet.
Gruppen, der endnu ikke havde noget navn, øvede i et gammelt loftrum over Sofiegården. På det tidspunkt var alle deres tekster endnu på engelsk. Bandet var både uenige om, hvad de skulle hedde og hvad de skulle spille: Franz Beckerlee var stærkt inspireret af jazzmusik, og de mere eksperimenterende musikere som Jimi Hendrix, mens Kim Larsen var til den mere folkelige tone. Samtidig var både "Pink Alice" og "Jackie Boo Flight" på tale som bandnavn, men begge forslag blev droppet, da man ikke kunne nå til enighed om et af dem. En beboer på Sofiegården foreslog, at bandet skulle hedde Gasoline (engelsk for benzin), efter Franz Beckerlee havde udtalt, at han mente, at bandets funktion var at ”tanke folk op”. E'et i Gasoline blev til en apostrof, og så var navnet Gasolin' en realitet. En vigtig figur i bandets start var manager Bjarne Kamby.
Det var tiden omkring ungdomsoprøret, og Christianshavn var et meget alternativt miljø, hvor der både blev eksperimenteret med stoffer og alternative livsstile. Man gjorde oprør mod det bestående borgerlige samfund, hvilet også prægede Gasolin's musik. Det var en turbulent tid, og den 26. februar 1969 blev Sofiegården stormet af politiet. Det var tydeligt, at bandet kom fra Christianshavn, og at de har fundet inspiration i kvarteret. Man kan nærmest føle den særlig stemning fra den københavnske bydel i deres sange, lige som flere af Gasolin's tekster også relaterer til Christianshavn, der forblev udgangspunktet hele bandtes levetid.
De danske plader.
Frem til 1971 spillede Gasolin' engelsksproget rock. I de første år var både pengene og de job, de spillede, små. Gruppens første større gennembrud kom da de lavede musik til filmen "Angående Lone", der var deres første rigtige indspilning. Senere kom numrene "Silky Sallys Bedrum" og b-siden "Johnny The Jackpot", begge indspillet på engelsk i Rosenberg-studiet med Freddy Hanson som producer.
I 1971 kom Søren Berlev med i stedet for Bjørn Uglebjerg, og dermed var den endelige gasolinbesætning på plads. Samme år udgav Gasolin' deres første lp "Gasolin'" (ofte omtalt som "GAS 1"). Pladen var på dansk og havde Poul Bruun som primusmotor for pladeselskabet CBS, igen med Freddy Hanson som producer og Poul Bruun som co-producer. Gasolin' brugte 10 dage i studiet, hvorefter pladen blev mixet i England på et af den tids bedste anlæg i Trident Studios. Pladen udkom i oktober 1971, og blev godt modtaget af både publikum og anmeldere.
Indspilningen af "GAS 2" blev præget af en lang turné og kampen for at bevare "Stærekassen" – den ejendom hvor Larsen og Beckerlee, sammen med 80 andre mennesker, boede, som kommunen ville rive ned. Trods en ihærdig indsats, lykkedes det ikke Larsen og Beckerlee at forhindre nedrivningen, og den 24. maj 1972 stormede politiet huset og fjernede dets beboere. Den episode inspirerede Kim Larsen - som var iblandt dem, som politiet måtte bære ud – til sangen "Hva' gør vi nu, lille du" og i filmen "Midt om natten", samt titelsangen af samme navn. "GAS 2" blev indspillet på Bjørnø og færdiggjort i Rosenberg-studiet.
Efter en periode med uvenskab under indspilningen, sluttede Kim Larsen og Franz Beckerlee atter fred, og herefter fulgte en meget produktiv periode. Kim Larsen skrev så mange sange, at nogle af dem måtte sorteres fra. Nogle af dem kom i stedet med på Kim Larsens berømte soloalbum Værsgo.
"GAS 3" kom i 1973 og fik stor succes. "GAS 3" kom også i en engelsk udgave, der dog ikke opnåede den store succes, men herhjemme steg Gasolin's popularitet.
"GAS 4" ("Stakkels Jim") udkom i 1974 og også denne plade fik stor succes herhjemme, men heller ikke den engelsksprogede udgave af dette album slog nævneværdigt igennem i udlandet.
Med udgivelsen af "GAS 5" i 1975 opnåde Gasolin' sit helt store gennembrud.
Efter en turne i USA indspillede Gasolin' i 1976 livepladen "Live sådan". Samme år udkom også pladen "Efter endnu en dag".
Hen over sommeren 1977 indspillede Gasolin' "GAS 7" ("Gør det noget"), der blev udsendt i september 1977. Pladen blev vel modtaget hos både publikum og anmeldere.
Drømmen om USA.
Den store danske succes førte til, at Gasolin' følte, at deres danske berømmelse havde nået toppen, og at der derfor ikke var basis for at udvikle bandet yderligere inden for Danmarks grænser. Det lykkedes Gasolin' at få en kontrakt med CBS, om at indspille en amerikansk version af "GAS 5", hvor "Rabalderstræde"(som dog kom med på albummet i den danske version) var blevet til "What a Lemon". Deres 'valbyengelsk' blev pudset af, og pladen indspillet. I foråret 1976 turnerede Gasolin' i USA. Da de vendte hjem igen, blev de mødt af en del kritik i de danske medier. De havde ikke slået igennem i USA, og blev samtidig beskyldt for at have solgt ud af deres værdier.
Den amerikanske udgave af "GAS 5" blev udgivet i USA i august 1976. I oktober rejste Gasolin' til USA for at promovere pladen, der havde modtaget rosende anmeldelser. Men turen blev en fiasko, der kostede bandet omkring 1,2 millioner kr. I Danmark var Gasolin' dog populære som aldrig før, og de deltog bl.a. i flere tv-shows. Statsminister Anker Jørgensen citerede endda Kim Larsen i sin nytårstale: "Det er en kold tid, vi lever i," sagde statsministeren. Det kendte citat stammer fra Kim Larsen nummeret: "Det er en kold tid". (Kim Larsen, Mathilde, Tom Lundén, Thomas Grue og Henning Pold. Udgivet på Christianiapladen 1976.)
I december 1976 gik Gasolin' i gang med demo-optagelser til et nyt amerikansk album. De samarbejdede bl.a. med amerikaneren Steven Lemberg, der skrev tekster, og de fik skabt kontakt til produceren Felix Pappalardi. I februar 1977 gik de i Sweet Silence- studiet. Mens båndene blev mixet i USA, fortsatte Gasolin' deres turné. Mixet lå klar i maj 1977, men pladeselskabet meldte, at man ikke ville sende pladen ud på det amerikanske marked, da den amerikanske udgave af "GAS 5" kun havde solgt i ca. 20.000 eksemplarer. Det lykkedes heller ikke at finde en ny promotor til en ny turné i USA, og det amerikanske eventyr var dermed slut for det danske band.
Skuffelsen over USA-fiaskoen og de interne magtkampe førte til Gasolin's opløsning. Den 21. august 1978 spillede Gasolin' for sidste gang, da de gav koncert i Folkets Park i Malmø. På dette tidspunkt havde deres popularitet i Sverige og Norge nået samme højder som i Danmark. Orkesteret blev dog kortvarigt gendannet i 1982/83, hvor Gasolin' optrådte som hovednavn på rock-forestillingen "Gorilla Galla", der turnerede i Danmark.
Imidlertid var bandet stadig præget af sin egenartede mangel på selvhøjtidelighed udadtil. Således kunne Wili Jønsson, da han på opløsningstidspunktet blev interviewet om årsagen til Gasolins opløsning, fortælle, at et bandmedlem havde fået en kolonihave, og at den ville han gerne bruge mere tid på.
Efter Gasolin'.
31 år efter deres opløsning topper Gasolin' nu den svensk albumhitliste
med et nyt opsamlingsalbum. Ifølge bandets pladeselskab har dobbeltalbummet "Masser Af Succes – Greatest Hits & Greatest Live" solgt 23.000 eksemplarer, hvilket ikke bare har sikret dem en førsteplads, men også en guldplade i broderlandet. Den nye udgivelse er rettet specifikt mod Sverige, men er også udkommet i Danmark og Norge. Den består af to cd'er, hvor den ene indeholder 18 af orkestrets klassiske rocksange, og den anden indeholder 15 af de bedste koncertoptagelser.
Geb.
250px
." Himmelguden Nut og jordguden Geb med en slange som hoved."
Osiris, Seth, Isis og Nephthys.
Geb (alternativer: "Seb, Keb, Kebb eller Gebb") er jordguden i den ægyptiske mytologi.
Det blev sagt at Geb's latter var kilden til jordskælv.
Det var Geb der ledte de døde til himlen, og han gav dem kød og drikke.
Hans forældre er Shu og Tefnut og han er gift med Nut, der også er hans søster, og de er forældre til Osiris, Seth, Isis og Nephthys.
Afbildning.
Han er for det meste vist som en mand med enten kronen af norden eller af syden. Han kunne også have Atef-kronen på eller en krone med en gås på. Gåsen var et helligt dyr overfor Geb.
Andre steder bliver han vist liggende under sin kone, Nut, og sin far, Shu. Han læner sig tilbage på den ene albue med et knæ og en arm i luften. På den måde symboliserede han dalene og bakkerne på land, som blev kaldt "Huset af Geb." Han blev vist som enten en mørk eller grønhudet mand med blade på sin hud.
Andet.
Geb´s religiøse center ser ud til at være Heliopolis, hvor han og Nut producerede "Det store æg" hvorfra solguden Ra udsprang.
150px
Gelatine.
Plader af husblas, som består af gelatine
Gelatine er et geleringsmiddel / fortykkelsesmiddel, der består af protein. Det anvendes til at gøre vandige levnedsmidler tykkere (tyktflydende). Gelatine kan fremstilles ud fra collagen fra sener, knogler og hud, typisk fra svin og køer. Gelatine sælges i Danmark under navnet "Husblas".
Gelatine eller husblas anvendes ofte i medicinkapsler, film, budding, gelé, og i slik som vingummi, lakrids og tyggegummi.
Fremstilling.
Det protein, som gelatinen består af, fremkommer ved en delvis hydrolyse af kollagen, som bl.a. findes i knogler og hud. Produktionen af gelatine består i at udtrække (ekstrahere) dette protein. Først knuses materialet, og der foretages en affedtning. Derefter sker selve ekstraktionen med saltsyre, en process som tager nogle dage. Efter ekstraktionen behandles det i en basisk opløsning i flere uger, inden det udtrækkes med varmt vand, filtreres, opkoncentreres og steriliseres ved 140 °C og tørres.
Før i tiden blev husblas fremstillet af svømmeblæren fra stør eller torsk.
I knap så gamle dage blev gelatine også produceret ud fra tang, og der eksisterede i Frederikshavn frem til 1967 en fabrik "Algadan", som benyttede denne fremstillingsmetode.
Fødevarer.
Gelatine er et hyppigt anvendt fortykningsmiddel i fødevarer som f.eks. skærefast pålæg, desserter, bl.a. fromager og budding, geléer, vingummi, is, margarine, syltetøj, yoghurt og flødeost. Gelatine anvendes i mange fedtfrie eller fedtreducerede produkter til at give en tekstur, der minder om det tilsvarende fedtholdige produkts. Det benyttes også til at gøre nogle farvestoffer vandopløselige, bl.a. betakaroten, der giver nogle sodavand den gule farve.
Gelatine og BSE.
Da gelatine fremstilles af materiale fra bl.a. køer, har der været bekymring om, hvorvidt sygdomme som BSE kunne overføres med produktet. I EU føres der streng kontrol med slagtekvæget, der bliver testet både før og efter slagtning, og kun kvæg, der kan godkendes til menneskeføde, må bruges til fremstilling af gelatine. Derudover er det ikke tilladt at anvende risikomateriale som hjernen, og rygsøjlen, og Storbritannien, Portugal og Schweitz har forbud mod at eksportere gelatine fremstillet af kvæg fra disse tre lande pga. den høje risiko for BSE-inficeret kvæg. I forbindelse med BSE tilfælde i Danmark i 2000 oplyste producenterne, at dansk fremstillet vingummi ikke indeholdt gelatine fra køer, men derimod fra grisehud.
Gen.
Et gen er et stykke af et kromosoms DNA-molekyle.
Et gen er en biologisk enhed for information om dannelse af et biologisk molekyle.
Et gen kan for eksempel indeholde information om fremstilling af et enzym, der er et protein, som indgår i nedbrydningen af fødevarer for at omsætte dem til energi.
Forskellige organismer har ikke det samme antal gener. Encellede bakteriers arvemasse har cirka 4.000 gener, en gærcelle har 6.000 gener, planter har et meget varierende antal gener, og dyr har typisk 10-100.000 gener. Mennesket har cirka 20.000 gener. Generne består af DNA og er anbragt på cellens kromosomer.
Ordet gen indførtes i 1909 af den danske biolog Wilhelm Johannsen.
General.
General (: "generalis" for 'almindelig') er en militær officersgrad, anvendt i hære og i luftvåben (tilsvarende grad i Søværnet er admiral). Denne artikel omhandler de firestjernede generaler, der i Danmark forkortes GN.
General kommer af, at en general er en "generel" officer, der både skal styre infanteri, artilleri, kavaleri, ingeniørtropper mm., undtagelsen er dog ryttergeneraler. En general i Romerriget var "legatus", i Grækenland "strategos" og i Japan "shōgun".
General er den næsthøjeste grad, lige under feltmarskal.
Generaloberst (* * * * *) -
general (* * * *) -
generalløjtnant (* * *) -
Generalers gradstegn er store stjerner på skuldrene. I Danmark har man ikke generaloberster, så afmærkningen er 4 A-stjerner på hver skulder for generalen (i Danmark Forsvarschefen og Prins Henrik, der er general og admiral a la suite).
Hos stormagter kan en firstjernet general have kommandoen over en armé (ca. tre armékorps).
Under 2. verdenskrig havde den amerikanske hær en femstjernet general som chef, general George C. Marshall, der opnåde fem-stjernet generalrang den 16. december 1944.
Danmark har i 2009 28 officerer af generalsklassen. en firstjernet general, fire generalløjtnanter, fjorten generalmajorer og ti brigadegeneraler. Nogle af dem er oberster midlertidigt udnævnt under tjeneste uden for Danmarks grænser (f.eks. forsvarsattachéen ved ambassaden i Washington D.C.).
Tilbage i Danmarkshistorien findes mere eksotiske gradsbetegnelser, f.eks. var en af Danmarks berømte søhelte, Niels Juel, "admiralgeneralløjtnant" da han havde kommandoen over den danske flåde i slaget i Køge Bugt 1. juli 1677.
Svarer til "Air Chief Marshal" i RAF.
Generalmarch.
En generalmarch er et hornsignal eller et trommesignal til soldater.
Genesaret sø.
Genesaret sø er med sine 214 m (okt. 2008) under havets overflade verdens lavest beliggende ferskvandssø og verdens næstlavest beliggende sø efter Det Døde Hav.
Ifølge Det ny Testamente vandrede Jesus på Genesaret sø.
Truet vandressource.
Genesaret sø forsyner Israel med 50 % af dets drikkevand gennem det ca. 130 km lange forsyningsnetværk af kanaler, rørledninger, tunneller, reservoirer og pumpestationer, som blev indviet i 1964 under betegnelsen "National Water Carrier of Israel". Også landbrug og industri har siden etableringen nydt godt af søens vand. Der har i årenes løb været rejst kritik af, at Israel fortsætter med at dyrke kunstvandingsintensive afgrøder som bananer og citrusfrugter, dyrkningen af hvilke ovenikøbet er subsidieret af staten, enten direkte ved en favorabel vand-pris eller begge dele i forening.
Via et pumpeanlæg under Genesaret sø kan der pumpes 28 m³ vand pr. sekund. Om sommeren sænkes vandspejlet dermed 1 centimeter om dagen. Vandet transporteres i en åben kanal og renses til drikkevandsstandard i Bet Netofa-dalen, for til sidst at flyde i en ledning med en diameter på 2,75 meter til Tel Aviv med forstæder, og videre til den sydlige Negev-ørken.
Siden 1997 har denne sø, som oldtidens mennesker kaldte et "hav" "(Mare Galilea)", år for år trukket sig tilbage, således at man i 2008 måtte tilbagelægge ca. 300 meter fra stranden for at nå vandet. Flere år med ringe nedbør parret med en stigende afhængighed af Genesaret-søens vand, efterhånden som andre israelske kilder til vand er udtømte, har bragt søen til sit laveste overfladeniveau nogensinde.
Når vandstanden når en højde på 208,8 meter under havets overflade, åbnes en dæmning ved udmundingen til Jordanflodens nedre løb for at beskytte bl.a Tiberias fra at blive oversvømmet. Det skete senest i 1991. Vandstandens nedre grænse for at kunne benyttes som drikkevand, er 213 m under havets overflade og kaldes "den røde grænse". Under dette niveau anses vandet som uegnet til drikkevand pga. risiko for salinisering og forurening med andemad. Efter den ringe nedbørsmængde i vinteren 2007/08, der kun hævede vandspejlet med 60 centimeter, ventedes den kritiske grænse på 213 meter under havets overflade at nås i sommeren 2008. For evt. at hindre dette har myndighederne annonceret restriktioner for husholdningernes vandforbrug. I oktober 2008 var vandspejlet 214 meter under havets overflade; bare en meter til, og der kan ikke pumpes mere - hvilket uundgåeligt vil føre til sociale spændinger i Israel, når forskellige grene af samfundet begynder at slås om, hvem og hvor meget der skal rationeres.
Fiskere ved Genesaret Søen, 1890-1900
Geni.
Geni kan være noget en person er eller har og betyder snilde, skaberånd, skaber eller "godt hoved". Selve ordet er oprindeligt en latinsk term fra Romersk mytologi og betyder "ånd". En lignende term fra arabiske legender er "djinni."
I ordet er der indbygget en dybtfølt beundring, noget man gerne selv ville have været eller kunne have præsteret. Samtidigt ligger der i begrebet ofte en betydning af noget en overraskende enkel løsning på et velkendt problem, som ingen før har fundet på. Et eksempel på en genial opfindelse er den velkendte papirclips.
Hvor stor en rolle medfødte evner, intelligens, miljø og hårdt arbejde spiller for skabelsen af geni er ukendt. Ifølge forskeren John R. Hayes, der har undersøgt de klassiske komponisters karrierer, har næsten alle klassiske komponister øvet intenst i mere end 10 år før de begyndte at skrive "mesterværker". Selv Mozarts tidlige værker karakteriseres som manglende "personlighed" og "rigdom". Ifølge Hayes er naturtalent ikke i sig selv tilstrækkeligt.
I 1700-tallet under perioden Romantikken, var et geni en der kunne forstå sammenhængen mellen det Jordelige og det Himmelske.
Genoverførsel.
Direkte celle til celle kontakt for eksempel overførsel af plasmid fra en bakterie til andre bakterier, mennesker eller dyr. Alternativt kan DNA overføres ved at virus trænger ind i levende organismers celler. Alternativt kan fremmed DNA optages fra fødevarer via fordøjelsessystemet.
Genre.
Genre (fransk fra latin "genus" æt, art) bruges især inden for kunstarterne om grupperinger af omtrentligt ensartede udtrykformer. Man tilskriver et værk en genre på baggrund af en vurdering af samspillet mellem form- og indholdsmæssige karaktertræk.
Undergenrer.
Rockmusik → undergenre: "Heavy Metal" → undergenre: "Sortmetal" ("Black Metal") → undergenre: "Viking Metal".
De litterære genrer.
De litterære genrer er nok de mest omfangsrige, og dækker alt fra hovedområder som drama, lyrik, roman til mere specialicerede typer, for eksempel sonet eller blankvers.
De musikalske genrer.
De musikalske genrer er ofte tæt forbundet både til tidslige og geografiske forhold. På grund af musikkens abstrakte karakter er undergenrer meget brugt. Jazz, barok, wienerklassisisme.
Genren i billedkunst.
I billedkunsten bruges genrebegrebet på en dobbelttydig måde. Den ovenfor brugte definition på genre skal ikke forveksles med genremaleri, der betegner et maleri med folkescener.
Filmgenrer.
Filmgenrer er bl.a. film noir, western, drama
Fjernsyn.
Fjernsyn har efterhånden en del genrebetegnelser, ofte med engelske ord f.eks. "soap" og "sitcom"
Tegneserier.
Tegneserier har også sine genrer, der skelnes groft mellem komikserier og spændingsserier.
Journalistik.
I journalistik opereres der også med genrer som "interview", "leder" etc.
Computerspil.
Computerspil inddeles ofte også i genrer, f.eks. "arcade", "first person shooter", "strategy", som næsten altid benævnes på engelsk, og er også som forkortelser.
Digitale genrer (med Web-genrer).
Anvendelse af begrebet genre til at begrebsliggøre og studere brug af digital kommunikation. Personlige hjemmesider er et eksempel på en ny genre, der ikke har sit modstykke i den tryke verden.
Genreteori.
Miller (1984) definerer genre som en særlig konvention af såvel form som indhold, der defineres som fælles for typificerede retoriske handlinger baseret på tilbagevendende situationer. Der er således tale om et begreb og en teori, der går ud over kunstarterne og er forbundet med retorik og kommunikation.
Litteratur.
Andersen, Jack (2005).. IN: "Epistemological lifeboat". Ed. by Birger Hjørland & Jeppe Nicolaisen.
Andersen, Jack (2008).The Concept of Genre in Information Studies. In: "Annual Review of Information Science and Tec"hnology, Volume 42, pp. 339–367.
Holt, Fabian (2007). "Genre in Popular Music". Chicago. University of Chicago Press.
Miller, Carolyn R. (1984).. Quarterly "Journal of Speech, 70", pp. 151–167.
Nelson, C. K. (2004). Classifying Communibiology's Texts: Implications for Genre Theory. "Communication Theory, 14"(2), 142-166.
Swales J. (1990). "Genre Analysis. English in academic and research settings". Cambridge. University Press, Cambridge.
Gent.
Gent (fransk: "Gand") er hovedstad i provinsen Østflandern i det nordlige Belgien. Indbyggertallet er pr. 1. januar 2008 på ca. 237.250 mennesker, og byen har et areal på 156,18 km².
I middelalderen var Gent en af de største europæiske byer, og var et af centrene i den flamske klædeproduktion, der aftog store mængder uld fra England. I dag ses sporene af den middelalderlige velstand i en række velbevarede middelalderlige bygninger.
De to tysk-romerske kejsere Karl 5. og Ferdinand 1. blev født i Gent.
Genterapi.
Behandling af genetisk bestemte sygdomme, hvor man indsætter celler med raske gener som erstatning for eller supplement til celler med syge gener.
Kilder/henvisninger.
Når man laver genterapi tages et raskt gensplejset arvemateriale, og sætter ind i stedet for det syge, og på den måde kan man blive rask igen.
Det første forsøg, som var vellykket, var i 1994, hvor man behandlede en 4-årig pige med genterapi. Hendes immunforsvar var svækket, og derfor var en lille bitte sygdom, en katastrofe for hende. På grund af dette var hun isoleret for omverdenen, men efter genterapien fik hun det godt igen, og hun behøvede ikke længere at være isoleret. Grunden til at hendes immunforsvar var så dårligt, var fordi hun ikke kunne producere ADA. Selvom hun blev rask igen, blev hun stadig nødt til at tage en medicin, som hun plejede at tage, men genterapien havde hjulpet hende.
Genterapi på kønsceller, hvor det indsplejsede gen nedarves, er i Danmark ulovligt.
Geocentrisk.
thumb
Geocentrisk betyder "med Jorden som centrum" (af græsk "gaios", "jorden"). Det geocentriske verdensbillede (almindeligt antaget indtil ca. 1600) placerede Jorden i universets midtpunkt med månen, planeterne og solen kredsende rundt om.
Rent videnskabeligt var der dog problemer med at forklare de epicykliske baner, nogle planeter foretager henover nattehimlen, for hvis jorden var i centrum burde de omkredsende planeter bevæge sig i jævne baner.
Omkring 1530 opstillede astronomen og fysikeren Nicolaus Kopernikus en hypotese om, at vores solsystem er heliocentrisk. Denne hypotese var faktisk blevet foreslået før af Aristarchos, allerede ca. 250 år før vor tidsregning. Denne forklarede bl.a. planeternes epicykliske baner.
Denne nye påstand faldt i god smag hos reformisterne, da det betød, at mennesket, og dermed Gud, ikke længere kunne anses som universets absolutte midtpunkt.
Tycho Brahes verdensbillede var geocentrisk, men med de andre planeter kredsende om solen.
George Washington.
George Washington (22. februar 1732 - 14. december 1799), USA's første præsident, 1789-1797.
Han var amerikansk plantageejer, øverstbefalende for koloniernes tropper under USA's uafhængighedskrig og USA's første præsident. Han fik en militæruddannelse og som nyudnævnt oberstløjtnant ledede han en militsstyrke i den franske og indianske krig. Efterfølgende passede han familiens plantage indtil frihedskrigens udbrud. Washington deltog i "Second Continental Congress" i Philadelphia i 1775, hvor han blev valgt til øverstbefalende for "the Continental Army". Han var klar over, at han ikke skulle indlade sig i åben kamp med sin dårligt uddannede og dårligt udrustede hær. 13 engelske kolonier underskrev den 4. juli 1776 Uafhængighedserklæringen og skabte dermed nationen USA. Kampene mod England fortsatte dog. Frankrig, som støttede koloniernes løsrivelsesbestræbelser, anerkendte USA i 1778, men England gjorde det først i 1783.
I 1789 valgtes George Washington til USA's første præsident med John Adams som vicepræsident. Den 30. april 1789 aflagde han ed som præsident til New Yorks kansler, Robert R. Livingston, som den eneste præsident, der hidtil har aflagt eden i New York.
Han beklædte præsidentposten fra 30. april 1789 til 4. marts 1797. Under George Washington udfærdigedes 10 tilføjelser til forfatningen, først og fremmest om individuelle rettigheder, men også om delstaternes rettigheder. George Washington døde den 14. december 1799. Han er den eneste amerikanske præsident, som ikke har boet i Det Hvide Hus i Washington, som først blev færdig efter hans død. George Washington boede som præsident først i New York, senere i Philadelphia.
George Washington er også kendt for at være en af de tolv amerikanske præsidenter, der var frimurer. Det siges, at han lagde grundstenen til parlamentsbygningen på Capitol Hill iført sit frimurer skødeskind.
Der fandtes også en vandrehistorie, om at George Washington havde tænder af træ. Men ifølge en undersøgelse i Washington af bl.a. en retsmedicinsk antropolog fra Pittsburgh Universitet (i samarbejde med 'National Museum of Dentistry', selv forbundet med Smithsonian Institution), havde han tandproteser lavet af guld, flodhest elfenben, bly, og tænder fra både mennesker og dyr (inklusiv heste og æsler).
George W. Bush.
George Walker Bush (født 6. juli 1946) blev i 2000 valgt som USA's 43. præsident og i 2004 genvalgt for en ny fireårig periode.
George W. Bush er ud af en politisk familie. Han er søn af den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush (1989-1993) og Barbara Bush. Hans farfar, Prescott Bush, var amerikansk senator, og hans lillebror, Jeb Bush, har været guvernør i delstaten Florida.
George W. Bush har en bachelorgrad i historie fra Yale University, og i 1968 blev Bush medlem af universitetets hemmelige klub Skull and Bones.
George W. Bush er desuden uddannet F-102-jagerpilot og tjente som sådan fra 1968 til 1972 i Texas Air National Guard.
Karriere.
Fra 1995 og til sin tiltræden som præsident var han guvernør i Texas efter en overraskende sejr over den populære demokratiske guvernør, Ann Richards. I sin tid som guvernør blev George W. Bush blandt andet kendt for ikke at benåde én eneste fange, og i hans tid som guvernør blev der henrettet over 200 fanger, hvilket er rekord for hele USA.
George W. Bush stillede op til præsidentvalget i 2000. Dette valg er på grund af det meget tætte løb i delstaten Florida gået over i historien som et af de mest omstridte nogensinde. Valget blev først afgjort, da den amerikanske højesteret med en kendelse den 12. december 2000 stoppede de igangværende omtællinger i Florida og tildelte Bush statens valgmænd og dermed den endelige sejr over den demokratiske modstander, daværende vicepræsident Al Gore, der ellers på nationalt plan fik flere stemmer end Bush. Men på grund af systemet med valgmænd var det Bush, der aflagde ed og blev indsat som præsident den 20. januar 2001.
Ved præsidentvalget den 2. november 2004 mødte Bush demokraten John Kerry i kampen om de amerikanske vælgeres gunst. Et hovedtema i denne valgkamp var netop Irak-krigen og krigen mod terror, men også abort og kloning og kandidaternes generelle troværdighed var i fokus.
Bush vandt valget med 286 valgmænd mod Kerrys 252. I alt fik han 52,5% af stemmerne, og beholdt derfor embedet frem til 2008.
Bush som præsident.
Bush har medbragt sine hunde, Spot og Barney, og sin kat, India, til Det Hvide Hus. Spot, der døde i 2003 var direkte efterkommer af forældrenes hund, Millie, der huserede i Det Hvide Hus i faderens præsidentperiode. Anders Fogh Rasmussen, sammen med George W. Bush.
Bush har flere gange haft officielt besøg af statsminister Anders Fogh Rasmussen i Det Hvide Hus. Han aflagde selv Danmark et officielt besøg den 5. og 6. juli 2005, hvor han kunne fejre sin 59-års fødselsdag.
Politik.
Efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001 indledte Bush den såkaldte "krig mod terrorisme". Det gav sig med det samme udslag i invasionen af Afghanistan. Krigen medførte blandt andet en USA-ledet invasion af Irak (sammen med en "koalition af villige lande") - en krig, som har været genstand for megen diskussion. Bushs primære begrundelse for krigen var, at Irak besad og udviklede masseødelæggelsesvåben, dog er sådanne våben ikke fundet i Irak.
Udnævnelser.
Blandt hans regeringsudnævnelser kan nævnes: Colin Powell - udenrigsminister (secretary of state), afløst i 2005 af Condoleezza Rice; Donald Rumsfeld - forsvarsminister; Spencer Abraham - energiminister udnævnt i 2001, udskiftet med Samuel Bodman i 2005; Gale Norton - indenrigsminister; og Tommy Thompson - socialminister. Finansministeren Paul O'Neill sagde selv op i 2003 og afløstes af John W. Snow. Som justitsminister blev den meget udskældte John Ashcroft i 2005 udskiftet med Alberto Gonzales.
Derudover er Karl Rove, en af Bushs mest betroede rådgivere, hans såkaldte "arkitekt". Rove var kampagneleder og rådgiver i forhold til PR- og valgstrategiske spørgsmål.
Georges Simenon.
Georges Joseph Christian Simenon (13. februar 1903 - 4. september 1989) var en belgisk forfatter der skrev på fransk og han er især kendt for Maigret-bøgerne.
Han skrev 75 romaner og 28 noveller med kommissær Maigret og derudover mindst 117 romaner og 134 noveller.
Georgien.
Den tidligere sovjetiske republik Georgien er et land beliggende i den vestlige og centrale del af Kaukasus. Stalin er født og opvokset i Georgien.
Befolkningen i Georgien er kendt for sin lange levealder.
Historie.
Georgien blev allerede befolket i det femte årtusinde f.Kr. I det 6. århundrede f.Kr. opstod der en vestgeorgisk stat, "Kolchis", og i det 4. århundrede en østgeorgisk, "Iberien". Senere faldt landet under Assyrien, og så under Alexander den Store. Kristendommen blev gjort til statsreligion i den vestlige del af landet i 327 evt., mens kristendommen nåede resten af Georgien i 500-tallet.
I begyndelsen af det 11. århundrede blev Georgien forenet under bagrationi-dynastiet, der førte Georgien ind i en territorial og kulturel guldalder i det 12. århundrede, hvor regenter som kong David og dronning Tamari anførte det georgiske kongerige. Det georgiske kongerige begyndte dog at gå i forfald i det 13. århundrede, hvor mongolerne invaderede området og erobrede de sydligste områder i Georgien. I det 15. århundrede blev Georgien delt i tre kongeriger, hvor der forsat regerede grene af bagrationi-dynastiet. I de næste århundreder kæmpede de tre små georgiske kongeriger en indædt kamp for overlevelse, i mellem de store mellemøstlige stormagter Osmannerriget og Persien, hvis vasalstater de naturligvis var. I det 19. århundrede blev de to georgiske kongeriger(i mellemtiden var to af kongerigerne blevet forenet) annekteret af Det Russiske Kejserrige.
Efter Oktoberrevolutionen erklærede Georgien sig selvstændigt den 26. maj 1918, men den 16. februar 1921 blev den "Demokratiske Republik Georgien" besat af Den Røde Hær og indlemmet i Sovjetunionen, hvor landet blev en del af den Transkaukasiske Føderative Socialistiske Sovjetrepublik (TFSSR) sammen med Armenien og Aserbajdsjan. De enkelte lande i TFSSR blev udskilt i 1936, hvor landet nu hed den Georgiske Socialistiske Sovjetrepublik.
I slutningen af 1980erne udviklede der sig en stærk georgisk uafhængighedsbevægelse. Den 9. april 1991 erklærede Georgien sig igen uafhængigt, hvilket førte til krige i provinserne Abkhasien og Sydossetien, og den georgiske regering har stadig ikke kontrol over Sydossetien og størsteparten af Abkhasien.
Georgiens første præsident, Sviad Gamsakhurdia, blev afsat i et kup og erstattet af den tidligere leder af det georgiske kommunistparti og sovjetiske udenrigsminister, Eduard Shevardnadze.
Den 22. november 2003 begyndte demonstranter at samles i titusindvis foran parlamentsbygningen i Tbilisi, hvorefter de brød igennem hovedporten og strømmede ind i salen og tog kontrol over bygningen. Det skete netop som præsident Eduard Shevardnadze var i færd med at holde sin åbningstale til det nyvalgte parlament. Han trådte tilbage kort tid senere, og et nyt præsidentvalg blev afholdt, som Mikheil Saakasjvili vandt stort.
Den 8. august 2008 stødte russiske og georgiske militære enheder sammen i Sydossetien, da russerne greb ind efter georgiske angreb på separatister i Sydossetien. I byen Tskhinvali siger ubekræftede meldinger, at mange mennesker er blevet dræbt og adskillige såret under kamphandlingerne. Endvidere har russiske kampfly angrebet en georgisk luftbase på Georgiens område.
Regering & Politik.
Georgien er et demokratiskrepublik med præsident, med statsoverhoved, og premierminister som leder regeringen.
Mikheil Saakashvili er Georgiens nuværende præsident efter at have vundet 53,47% af stemmerne ved valget i 2008. Lado Gurgenidze har været premierminister siden november 22, 2007.
Den 1. november 2008, blev Gurgenidze erstattet af Grigol Mgaloblishvili og siden 6. februar 2009, har Nikolos Gilauri været den nye premierminister i Georgien.
Sprog.
Det officielle sprog i Georgien er georgisk (et kartvelsk sprog). Georgisk og abkhasisk (et nordvest-kaukasisk sprog) er officielle sprog i Abkhasien, og ossetisk (et indoeuropæisk sprog) har officiel status i Sydossetien. Derudover tales russisk og bl.a. mingrelsk og svansk (begge kartvelske sprog som georgisk) og armensk.
Religion.
De fleste georgiere er georgisk-ortodokse, men i Adsjarien er mange traditionelt muslimer.
Regioner og byer.
Georgien indbefatter de selvstyrende regioner Abkhasien (de facto uafhængigt), Sydossetien og Adjarien.
De største byer er Tbilisi, Kutaisi, Batumi og Rustavi.
Gert Londemann.
Gert Londemann (1718-1773) var en dansk Holberg- og karakterskuespiller.
Gesandt.
Gesandt eller minister er en diplomatisk udsending med rang lige under ambassadør. Gesandten kan være chef for et gesandtskab eller en legation. Titlerne anvendes nu mest på store ambassader, hvor kun ambassadøren kan bære ambassadørtitel, medens hans stedfortræder undertiden betegnes gesandt eller minister, især hvis stedfortræderen tidligere har været ambassadør og derfor i udsenderstaten har denne rang. Fra 1950'erne har alle lande udsendt ambassader og repræsentanter med rang af ambassadør.
Gestapo.
Gestapo (forkortelse for Geheime Staatspolizei; dansk: Hemmelige Statspoliti) var et hemmeligt politi i Nazityskland før og under 2. verdenskrig.
Gestapo blev oprettet 26. april 1933 i Preussen af Hermann Göring og senere etableret i de øvrige tyske delstater af Heinrich Himmler. Göring kaldte det først "Geheime Staatspolizeiamt", som af en ansat i postvæsenet blev forkortet til Gestapa, da navnet skulle få plads på et frimærke. Efter nogle måneder blev navnet imidlertid ændret til "Geheime Staatspolizei", og nu forkortet til Gestapo.
Gestapo havde uindskrænket magt og var uafhængig af justits- og forvaltningsmyndighederne. Fra 1939 blev Gestapo underlagt Reichsicherheitshauptamt (RSHA) og blev følgelig en del af SS-organisationen.
I mange af de lande, som Tyskland okkuperede under 2. verdenskrig, blev der oprettet afdelinger af Gestapo med de samme beføjelser som i selve Tyskland. Dette skete også i Danmark under den tyske besættelse.
Gestapos danske hovedkvarter var i Shellhuset i København, og der blev oprettet enheder i alle større danske byer (blandt andre: "Universitetsparken" i Århus, "Husmandsskolen" i Odense, "Staldgården" i Kolding). Gestapo var ansvarlig for tortur og drab på såvel medlemmer af modstandsbevægelsen som på ofte tilfældigt udvalgte personer.
I oktober 1943 blev SS-Obergruppenführer (general) Günther Pancke udnævnt til højere SS og politifører i Danmark og dermed til chef for hele det tyske sikkerhedsapparat, inkl. Gestapo. Den mest kendte af de ledende Gestapo officerer i Danmark var SS-Sturmbannführer (major) Karl Heinz Hoffmann.
I 1946 blev SS, og dermed Gestapo, erklæret for forbryderiske organisationer ved Nürnberg-processen.
I Danmark blev adskillige tyske Gestapo-folk idømt lange fængselsstraffe, men alle blev relativt hurtigt benådet og udvist af Danmark. Af den gruppe danske statsborgere, der under besættelsen bistod det tyske sikkerhedsapparat i deres arbejde, blev 46 henrettet, og mange fik lange fængselsstraffe.
Mange Gestapo-officerer blev brugt i forbindelse med oprettelsen af sikkerhedstjenester i det nye Vesttyskland. I Østtyskland blev ledende Gestapo-folk brugt ved oprettelsen af Stasi.
Gevind.
Et gevind er et 'rillemønster', der er skabt på en indvendig eller udvendig cylindrisk overflade: Mønsteret består af én lang rille, der ligger som en spiral omkring cylinderfladen. Et gevind, der sidder på ydersiden af et cylindrisk legeme, (som på f.eks. en bolt) kaldes et "udvendigt gevind", mens et gevind på indersiden af et cylinderformet hul (som i en møtrik) kaldes et "indvendigt gevind".
Gevind-standarder.
Eric Thürmer er den første til at patentere et gevind i nyere tid
Metrisk gevind.
ISO (International Organization for Standardization) har fastlagt en gevindprofil, der betegnes med bogstavet M efterfulgt af størrelsen i millimeter (ISO standard 68-1). En M12 bolt vil passe til et frihul på 12 mm og så videre.
Der bruges forskellige stigninger i M-systemet. En bolt/møtrik med diameteren 10 mm vil som regel have et grovgevind, det betyder at stigningen er 1,5 (se tabel). Hvis M10 bolten har fingevind vil stigningen være på 1,0.
Hvis man har en bolt/møtrik, og vil bestemme gevindets stigning, skal man bruge en gevindtæller. I langt de fleste tilfælde vil bolte og møtrikker dog have grovgevind.
Det er muligt at tvinge et fingevind og et grovgevind sammen, men resultatet er ikke godt: gevindet bliver ødelagt og samlingen holder dårligt.
Højre- og venstredrejet gevind.
Højredrejet gevind (øverst) og venstredrejet gevind (nederst)
Ligesom en spiral kan være både højre- og venstredrejet, kan et gevind også være enten højre- eller venstredrejet. Illustrationen til højre viser øverst et højredrejet gevind og nederst et venstredrejet gevind, også kaldet "linksgevind".
Langt de fleste gevind, man støder på i dagligdagen (skruer og bolte, skruelåg på flasker og glas osv.), er højredrejede, dvs. der skal drejes "i" urets retning for at "stramme" en skrue eller skrue et låg "på", og "mod" urets retning for at "løsne" skruen eller skrue låget "af". På engelsk findes huskereglen "lefty-loosy, righty-tighty".
Linksgevind er sjældent forekommende, men ses dog på nogle roterende maskindele, hvor et højredrejet gevind ville have tendens til at løsne sig som f.eks. cykelpedaler, hvor der benyttes venstregevind i højre side og omvendt.
Ghana.
Ghana (tidligere Guldkysten) er et land i Vestafrika. Hovedstaden i Ghana er Accra. Landet grænser op til Elfenbenskysten mod vest, Burkina Faso mod nord, Togo mod øst og Atlanterhavet mod syd. Før kolonitiden bestod landet af en række kongedømmer. Handel med europæiske lande blomstrede op efter kontakt med portugiserne i det 15. århundrede. Briterne etablerede en kronkoloni i 1874 og kaldte området for Guldkysten.
Historie.
Ghana opnåede selvstændighed i 1957. Indtil dette tidspunkt hed landet Guldkysten, men den første ting, man gjorde fra officielt hold, var at skifte navnet til Ghana; navnet stammer fra et stort afrikansk rige, der eksisterede ca. 1000 år tidligere nordvest for det nuværende Ghana. Guldkysten var de tidligere kolonimagters navn for området.
Danmark-Norge havde fra 1658 til 1850 besiddelser på Guldkysten. Der blev etableret plantager og købt guld, elfenben samt slaver, der blev sendt til de dansk-vestindiske øer.
Andre europæiske magter var også repræsenteret på Guldkysten. Portugiserne kom til i 1471 og hollænderne i 1598. Sverige var også repræsenteret i en kort periode fra 1652, hvor de byggede et fort kaldet Carolusborg. Danmark erobrede i forbindelse med Carl Gustav-krigen 1657-60 fortet i 1658, men mistede det året efter til hollænderne. Danmark havde dog allerede grundlagt Fort Frederiksborg, og i 1661 blev Fort Christiansborg grundlagt. Det blev siden hovedsædet for dansk kolonial tilstedeværelse i området.
Hollænderne førte en meget dominerende politik i området og overtog i 1642 de portugisiske besiddelser. Danmark kom også under pres, men den danske tilstedeværelse blev reddet af briterne som i løbet af den anden britisk-hollandske krig 1664-67 slog hollænderne. I 1664 erobrede de med dansk artilleristøtte fra Frederiksborg Carolusborg, som blev omdøbt til dets nuværende navn Cape Coast Castle.
Handelen drejede sig i begyndelsen om civile varer som fx klæde, glas m.m., som blev udvekslet for guld og elfenben, men gradvist skiftede handelen karakter. I sidste halvdel af 1600-tallet blev våben-for-slaver et dominerende element i handelen. De forskellige lokale folkeslag - som fx Akim, Akwamu, Ashanti og Fante - førte talrige krige mod hinanden. Krigsfanger blev bragt ned til de europæiske handelsforter, som købte dem og bragte dem til Amerika som slaver.
På dette tidspunkt var europæerne kun repræsenteret i kystområderne, hvor de lå i skarp konkurrence med hinanden fra deres respektive forter. De lokale afrikanske magter udnyttede den interne strid mellem europæerne til at presse prisen og stille krav. Ville en europæisk kommandant ikke makke ret, lagde den lokale konge forterne fra den pågældende nation under belejring og dirigerede handelen andre steder hen. I nogle tilfælde udsattes den besværlige kommandant endda for giftmord. Det er derfor på dette tidspunkt forkert at tale om kolonisering. Europæernes stilling på kysten understreges af, at der også måttes betales leje for forterne til de lokale magthavere. Fra ca. 1750 var det primært Ashanti- og Fante-folket, som dominerede kystområdet og indlandet, hvor guldet, elfenbenet og slaverne kom fra.
Først senere, da briterne havde besejret en hollandsk-Ashanti-alliance i 1873, begyndte, hvad man kan kalde en kolonisering af området. De hollandske besiddelser blev overtaget af briterne, og både Fante- og Ashanti-riget fik status som britiske protektorater. I 1896 blev områderne officielt annekteret af briterne. Året efter et Ashanti-oprør udråbtes i 1901 de samlede britiske besiddelser som kronkolonien Britisk Guldkysten.
Under anden Verdenskrig leverede kolonien soldater til de britiske felttog i Italiensk Somaliland, Abyssinien (Ethiopien) og Burma. I koloniens miner hentedes specielt mangan til produktion af kanoner.
Efter anden Verdenskrig blev landet i stigende grad præget af strejker og uroligheder i kampen for selvstændighed. Flere demonstranter blev fx i 1950 dræbt af britisk beskydning fra det britiske hovedsæde i kolonien, det tidl. danske fort Christiansborg, i byen Accra.
Ghana opnåede uafhængighed den 6. marts 1957. Kwame Nkrumah, der var premierminister for det indre selvstyre i Ghana, fortsatte som premierminister i det uafhængige Ghana. I 1960 blev Nkrumah Ghanas første præsident. I den første tid efter uafhængigheden fortsatte man udviklingsplanlægningen fra det britiske styre, men med mere fokus på infrastuktur og især elektricitetsforsyning, som skulle skaffes via en dæmning ved Volta. Dette skulle bane vejen for en industrialisering af Ghana, hvor man var langt mere selvforsynende med produkter, man ellers måtte importere. Nkrumah beholdt magten frem til den 24. februar 1966, hvor regeringen blev afsat ved et militærkup ledet af general J. A. Ankrah. Militærregeringen fik gennemført valg i 1969, og valget blev vundet af den liberale Kofi Busia. Herefter var der en del skiftende civile og militære ledere af Ghana. Den 4. juni 1979 overtog løjtnant Jerry Rawlings magten for første gang og henrettede flere af de tidligere ledere. Rawlings overlod hurtigt magten til en civil regering, men allerede 31. december 1981 overtog han magten igen.
Ghana har været præget af politisk ustabilitet og militærkup. Men i midten af halvfemserne er en vis politisk ro faldet over landet. Præsident John Kufour blev i 2005 genvalgt. Han blev afløst af den nuværende præsident, John Evans Atta Mills, ved præsidentvalget den 9. januar 2009.
Demografi.
Ghanas befolkning blev anslået til 22.535.000 indbyggere i 2005. 37,8% er under 15 år, 58,7% er 15-64 år, mens 3,6% er over 65 år eller mere. Medianalderen er 38,4 år. Estimater af fødselsraten er 29,22 fødsler pr. 1000 personer, mens dødsraten er på 9,39 pr. 1000 personer. Den forventede levealder er 59,49 år (58,65 år for mænd og 60,35 år for kvinder).
Ghanas befolkning lever langs kysten og i de større byer Accra og Kumasi. Ghana er inddelt i mindre grupper, der taler mere end 50 sprog og dialekter. De grupper er akan, som udgør 45,3% af befolkningen, mole-dagbon 15,2%, wwe 11,7%, ga-dangme 7,3%, guan 4%, gurma 3,6%, grusi 2,6%, mande-busanga 1%, og andre folkeslag udgør 7,8% (2000). Engelsk, som er det officielle sprog, bruges i alle skoler.
Ghana har religionsfrihed og variation. Kristendom er den mest udbredte religion i landet med 68,8%, 15,9% er muslimer, 8,5% tror på traditionelle religioner, 0,7% hører til andre, mens 6,1% ikke har nogen religiøs tilknytning. Læsefærdigheden blandt mænd er højere end hos kvnder med 57,9% (66,4% for mænd og 49,8% for kvinder). Hiv/aids-andelen er anslået til 3,1%, og sandsynligheden for infektionssygdomme er meget høj. En folketælling i 1960 viste, at Ghana havde omkring 6,7 millioner indbyggere. I 1970 blev der talt op til 8,5 millioner indbyggere; en stigning på 27%. Det forventes, at befolkningstallet vil nå 35 millioner indbyggere i 2025. Mistænkte kriminelle og hekse udsættes for vold og mobning.
Landbrug og fiskeri.
Landbrug er et hovedbeskæftigelsesområde i Ghana. Den vigtigste eksportafgrøde er kakao. Ghana har været verdens største eksportør af kakao. De bønder, der dyrkede kakao har i lange prioder måttet sælge til statsopkøbere til kunstigt lave priser. Det har betydet, at mange kakaobrug er forfaldet, og megen kakao er smuglet ud til nabolande med højere kakaopriser. Langt den største produktion i landbruget er dog fødevarer som: kassava, yams, madbananer (plantains), cocoyams, majs, sorghum, ris og hirse.
Der er en betydelig husdyravl, men ikke nok til at dække efterspørgslen. Det er hovedsagligt fjerkræ, geder, får, kvæg og svin.
Minedrift.
Ghana er rig på mange grundstoffer, men minedriften er især koncentreret om guld, diamanter, mangan og aluminium.
Guldet, som gav navn til Ghana i kolonitiden (Guldkysten) udvindes især i Obuasi.
Diamanter graves frem i jordoverfladen omkring floden Birim. Det er mest små industridiamanter, der udvindes.
Mangan, der benyttes i stålindusrien, udvindes i området omkring Tarkwa. Ghana har været verdens største eksportør af mangan.
Bauxit, som bruges til fremstilling af aluminium, udvindes omkring Awaso. Der er et aluminiumsværk i byen Tema.
Industri.
Før uafhængigheden var der stort set ingen industri i Ghana. Som led i Nkrumahs planer om at industrialisere Ghana var det første store projekt at skaffe elektricitet. I 1962-65 opførtes en dæmning over Voltafloden ved Akosombo. Elektriciteten fra Voltadæmningen skulle bl.a. bruges til et nyt industrielt kraftcenter i byen Tema med aluminiums-smelteri, stålværk og olieraffinaderi.
Giacomo Casanova.
Giacomo Girolamo Casanova (født 2. april 1725 i Venedig - død 4. juni 1798) var en italiensk eventyrer og forfatter.
Han optrådte i mange år som kvindebedårer og plattenslager i de fornemme kredse i Europa. Casanova tilbragte de sidste år som bibliotekar i Böhmen og skrev sine erindringer som udkom i 1826 - 1838, de blev udgivet på dansk i 1963 - 1968.
Havde blandt andet den tvilvsomme ære, at være opført på Index librorum prohibitorum, den katolske kirkes indeks over forbudte bøger.
Gibraltar.
__NOTOC__
Gibraltar (fra "Djebel al-Tarik", arabisk for 'Tariks klippe') er et britisk oversøisk territorium på sydkysten af den Iberiske Halvø.
Historie.
Spaniens erobning i 1462 blev slutningen på syvhundrede års styre af maurerne.
Gibraltar blev overdraget til Storbritannien af Spanien i 1713 i henhold til Utrechttraktaten.
Formelt blev Gibraltar en britisk kronkoloni i 1830.
Der er afholdt to folkeafstemninger i henholdsvis 1967 og 2002, hvor indbyggerne havde lejlighed til at stemme om deres statslige tilhørsforhold. Trods stort spansk pres stemte et stort antal af Gibraltars borgere for at forblive under den engelske krone.
Geografi.
Gibraltar ligger ved Gibraltarstrædet, som forbinder Atlanterhavet og Middelhavet. De geografiske koordinater er 36,8 grader nord og 5,2 grader vest.
Arealet er 6,5 kvadratkilometer, og området grænser op til Spanien med en grænselængde på 1,2 km. Kystlinjen er 12 km lang. Højeste punkt er Gibraltarklippen, der er 426 m høj.
Befolkning.
I 2009 havde Gibraltar ca. 29.000 indbyggere, bestående af flere etniske grupper: spaniere, italienere, briter, maltesere, portugisere og andre. De fleste af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke. Det officielle sprog er engelsk.
Styre.
Den britiske krone repræsenteres i Gibraltar af en guvernør udpeget af dronning Elizabeth.
Den praktiske lovgivning fastlægges af et parlament bestående af 17 folkevalgte medlemmer.
Attraktioner.
Gibraltars svævebane, der går fra den botaniske have til toppen af Gibraltarklippen
En af de største attraktioner på halvøen er de vildtlevende berberaber. Aberne holder til på Gibraltarklippen, og de er en stor turistattraktion. Mulighederne for at komme op på klippen er store, og hvis bare man går rundt i Gibraltar, er der masser af minibusser og chauffører,som tilbyder en tur op på klippen for at se alt, hvad der hedder historie, og så de specielle aber. Det er også muligt at komme op på klippen med Gibraltars svævebane, der går nede fra Den Botaniske Have.
Derudover er der også store chancer for at se delfiner helt tæt på. Der er flere forskellige både, der tilbyder ture ud på havet (tæt på Marokko).
Gigant.
Giganterne var, i den græske mytologi, forhistoriske væsner avlet af Gaia efter at hendes tidligere kuld titanerne var blevet besejret af Kroniderne. Ifølge en anden variation sprang de frem af den sårede Uranos' blod efter at Kronos havde kastreret ham.
Giganterne ansåes i den græske antik for at være forhistoriske, dødelige kæmper der havde skabt forskellige geografiske fænomener, især bjerge i deres vilde angreb på olympens guder. De havde menneske overkrop og en slangehale i stedet for ben.
Ligesom deres forgængere titanerne er giganterne at ligne ved den nordiske mytologis Jætter. Muligvis et gudedynasti der af en nyere religion er blevet degraderet til en mere tvivlsom plads i pantheonet.
GIMP.
The GIMP (akronym for: "GNU Image Manipulation Program") er et frit billedbehandlingsprogram, hvis styrke ligger i behandling af bitmap-billeder.
Det indeholder blandt andre filtre til håndtering af fotografier, billeder og tegninger. Hertil kommer et script-sprog (Script-Fu) og mange udvidelsesmoduler ("plugins").
Programmet er i open source-kategorien og frigivet under GNU General Public License. Det kan anvendes på de fleste operativsystemer (herunder Unix, Linux, Windows og Mac OS X) og er oversat til mange sprog, herunder dansk.
Gin.
Gin, som er en sammentrækning af det franske ord for enebær, "genièvre," kommer oprindeligt fra Holland. En hollandsk læge brugte i 1500-tallet alkohol blandet med enebær som et godt og billigt middel mod nyresmerter. Engelske soldater fik under religionskrigene smag for ginnen og tog den med hjem til England.
Alle typer gin tilsættes enebær, men nogle producenter tilsætter også f.eks. korianderfrø, lakrids og kardemomme.
Gin anvendes mest i aperitif drinks, så som Gin og tonic, Dry Martini og Tom Collins - men også i cocktails som Long Island Ice Tea.
Gin kan fremstilles som et biprodukt i destilleringen af whisky. Den sidste del af destillatet i forbindelse med fremstillingen af whisky har for lav alkoholorocent til at kunne bruges til whisky. I stedet bruges den til gin, hvilket fx blev udnyttet af skotterne, der brugte den ekstra indtjening på gin til at betale de høje skatter, som englænderne havde lagt på destillering af whisky.
Giraf.
Giraffen ("Giraffa camelopardalis") er verdens højeste landlevende dyr. En voksen hangiraf måler fra 4,7 til 5,3 meter og vejer mellem 800 og 1.930 kg. Giraffer er drøvtyggere og lever på den afrikanske savanne. Giraffer danner løse grupper på op til 50 giraffer. Med deres lange hals kan de nå at bide løvet af akacietræer og den 45 cm lange tunge er et godt værktøj til at nå bladene uden at giraffen bliver stukket af torne. Giraffens forben er længere end bagbenene, hvilket giver giraffen en udtalt pasgang. Dyret har mørke felter på en lys brun pels. Romerne troede at giraffen var en blanding af leoparden og kamelen og kaldte den derfor "camelopardalis", denne betegnelse er senere indgået i dyrets videnskabelige navn. Navnet giraf stammer fra arabisk.
Giraf - Aalborg Zoo, 2006
I parringstiden forekommer der ofte kampe mellem rivaliserende hanner. De slår ved at svinge deres lange halse mod hinanden og dermed stange hinanden med hornene. Hunnerne er drægtige i 14 - 15 måneder. Når ungen fødes er den ca. 2 meter lang. Girafungen starter livet med et barsk fald, da girafhunnen foler stående. Efter nogle timer kan girafføllet stå og derefter følger det moderen i ca. 18 måneder. Ungerne bliver kønsmodne når de er omkring 4 år. I naturen bliver giraffer omkring 25 år gamle. Kun 25% - 50% af ungdyrene overlever til voksenalderen.
Giraffen er det pattedyr, som har det højeste blodtryk af alle.
Tidligere troede man, at giraffen også havde et væsentligt større hjerte (vægtprocent i forhold til kroppen) end andre pattedyr på grund af dens lange hals og store krop. Ny forskning har vist, at dette er forkert.
Glagolitiske alfabet.
Det ældste slaviske alfabet er det glagolitiske alfabet, der blev anvendt fra omkring år 800 til år 1200 e.kr. Det blev brugt sideløbende med det kyrilliske alfabet.
Det glagolitiske og det kyrilliske alfabet kommer begge fra ældre kirke-slavisk, hvor alfabetet består af 44 tegn.
Ejendommeligt nok menes det at være Sankt Kyrillos, der lavede det glagolitiske alfabet, mens en af hans elever lavede det kyrilliske alfabet og derefter opkaldte det efter sin læremester.
Navnet kommer af ordet "glagol," der betyder "ord".
Globus.
Største Globus i verden står i Silkeborg.
En globus er et kort over verden anbragt på en kugle. En globus der viser Jordens geografi, er således en skalamodel af vores planet. Der laves også globusser over Månen og andre kloder samt "stjerneglobusser", der viser stjerners og andre fjerne himmellegemers positioner på himmelkuglen.
Da en globus (af Jorden eller en anden klode) har samme facon som det, den er en model af, har den ikke de samme fejl og skavanker, som et fladt landkort har: På en globus kan man danne sig et indtryk af størrelsesforholdet mellem f.eks. Grønland og Indien, mens et fladt landkort i Mercatorprojektion antyder, at Grønlands areal skulle være flere gange større end Indiens.
Nogle globusser har forhøjninger i overfladen, der kan illustrere de topografiske forskelle. Disse forskelle skal dog tages med et gran salt, da forhøjningerne er uforholdsmæssigt store i forhold til resten af globussen og derved giver er forkert billede af bjergenes højder.
Glober i 3-D eller reliefteknik er udformet under hensyn til at brugeren herved let erkender Jordens og evt. havbundens topografi. Ofte vil kort og glober i 3-D skabe fornyet interesse hos beskueren, dels fordi materialer udarbejdet i 3-D ikke ses ofte, dels fordi man fristes til at benytte disse materialer taktilsk, altså inddrager følesansen i læringen.
Kritikere af relief-kort og glober fremhæver, at højder/dybder er overdrevet. Dette er da også korrekt, men overhøjning, som teknikken også kaldes, er en nødvendig forudsætning for at man overhovedet kan fremstille kort i relief. Serøse kort- og globusproducenter angiver da også graden af overhøjning på deres materialer.
Tilhængere af geografiske materialer i 3-D fremhæver den positive motivation samt den tydelige og intuitive forståelse af topografien, som refief-teknikken fremmer.
Genetisk modificeret organisme.
En genetisk modificeret organisme (forkortes ofte GMO) er en organisme der med vilje har fået generne modificeret.
I Danmark debatteres det stadig, om genmodificerede fødevarer er skadelige for mennesker og miljøet. Mens man andre steder som for eksempel i USA ikke ser de store problemer med de genmodificerede fødevarer.
Gnavere.
Gnavere (Latin:"Rodentia") er en gruppe af pattedyr med rodåbne fortænder (fortænder der vokser hele livet). Gnaverne er den største (artsrigeste) orden af pattedyr.
Gnu.
Gnuen (slægten "Connochaetes") er et hovdyr beslægtet med antilopen. Den har en tyk kort hals og et smalt hoved. Begge køn har horn, der er svunget indad - hunnens er mindre end hannens. Gnuer lever i flokke (typisk har en flok på 150 dyr kun én han) på flade, åbne afrikanske sletter (savanner) og kan tilbagelægge op til 50 km om dagen. En gnu kan blive 18-20 år og vejer som voksen 140-290 kg.
Golda Meïr.
Golda Meïr (3. maj 1898 – 8. december 1978) (født: "Golda Mabovitz") var en af statens Israels grundlæggere i 1948 og blev senere premierminister 1969-1974. Hun var den første kvindelige premierminister i Israel og den tredje i hele verden (de to foregående var Sirimavo Bandaranaike i Sri Lanka og Indira Gandhi i Indien).
Liv.
Golda Meïr (Meïr betyder "at brænde med et klart skær") blev født i Kiev i Rusland (det nuværende Ukraine) i 1898. På grund af stor fattigdom flyttede familien i 1906 til Milwaukee, Wisconsin, USA, hvor hun senere tog en læreruddannelse og i en periode arbejdede som folkeskolelærer. Hendes barndomserindringer om de russiske pogromer (jødeforfølgelser) påvirkede hende således, at hun blev zionist og socialist. Hun var medlem af Poalei Zion (Workers of Zion).
Golda Meïr flyttede i 1921 sammen med sin mand til Israel. De bosatte sig i Kibbutz Merhavya(h) i Jezreeldalen (Yizreeldalen - Emeq Yizre'el) i det sydlige Galilæa. Hun blev involveret i politiske og sociale aktiviteter og flyttede i 1924 til Tel Aviv. Her fik hun en stilling i en fagforening under Histadrut (den jødiske faglige landsorganisation), havde efterfølgende forskellige lederposter, blev i 1928 hovedsekretær i kvindernes fagforening (Mo'ezet HaPo'alot), rejste meget i udlandet 1929 – 1930, og mellem 1932 og 1934 var hun udsending i USA, hvor hun arbejdede for den jødisk-amerikanske kvindeorganisation Pionerkvinder.
Da Golda Meïr kom tilbage i 1934, trådte hun ind i hovedbestyrelsen (eksekutivkomitéen) for Histadrut og blev senere leder af den politiske afdeling. I 1940'erne var Golda Meir en af hovedpersonerne i de meget vanskelige forhandlinger med det engelske mandatstyre. På dette tidspunkt var mange af de jødiske ledere i engelsk fængsel. Fra 1946 til Israels oprettelse i maj 1948 var hun leder af den politiske afdeling i Jewish Agency, der havde direkte kontakter til det engelske mandatstyre. Golda Golda Meïr var en af de 24, der underskrev Israels uafhængighedserklæring - og den ene af to kvinder.
Regeringsposter.
I juni 1948 blev Golda Meïr medlem af den provisoriske regering under David Ben-Gurions ledelse, hvor hun blev udnævnt som Israels ambassadør i Sovjetunionen, hvilket hun var frem til april 1949. I 1949 blev hun valgt ind i Knesset som medlem af Mapai (et zionist-socialistisk arbejderparti). Hun var arbejdsminister fra 1949 til 1956 og igangsatte et stort bolig- og vejbyggeri. Senere blev hun udenrigsminister (1956 – 1966), hvor hun var arkitekten bag Israels hjælp til en række afrikanske lande i deres ønske om selvstændighed, hun forbedrede relationerne mellem Israel og USA samt skabte en række bilaterale aftaler med lande i Latinamerika. Hun blev en internationalt kendt person i denne periode.
Mellem 1966 og 1968 var Golda Meïr generalsekretær i Mapai, og da Mapai i 1968 blev en del af det nydannede Arbejderparti, fortsatte hun som generalsekretær i det nye parti.
Da Levi Eshkol døde i februar 1969, blev den 71-årige Golda Meïr Israels fjerde premierminister (regeringschef) og den tredje kvindelige premierminister i verden, først i en samlingsregering, dernæst i en koalition mellem Arbejderpartiet, et religiøst parti og det liberale parti.
Få dage efter München-massakren i 1972, hvor den palæstinensiske terrororganisation Sorte September – som blev antaget for at være et dække for Yasser Arafats Fatah-bevægelse – tog gidsler blandt de israelske deltager ved De Olympiske Lege og dræbte 11 af dem, tog Golda Meïr sammen med den militære ledelse den hemmelige beslutning at opspore og dræbe alle de involverede, hvor de end måtte gemme sig. Denne israelske mission blev senere kendt som Operation Guds Vrede.
Hendes største udfordring i denne periode var Yom Kippur-krigen i oktober 1973, hvor bl.a. Egypten og Syrien angreb Israel. Efterfølgende blev hendes regering udsat for kritik for manglende lederskab og strategiske fejlbedømmelser i dens håndtering af krigen, og Golda Meïr valgte 11. april 1974 at træde tilbage som premierminister, selv om Labor vandt valget i december 1973. Hun forlod Knesset i juni 1974.
Golda Meir efterfulgt som premierminister af Yitzhak Rabin den 3. juni 1974. Golda Meir døde, i en alder af 80 år, den 8. december 1978 af kræft i Jerusalem. Hun blev begravet på Mount Herzl i Jerusalem den 12. december 1978.
Jernlady.
Golda Meïr var den ultimative jødiske mor, der som premierminister viste sig at være en israelsk jernlady, hverken mere barmhjertelig, kompromissøgende eller feminin i sine beslutninger end sine mandlige modstandere.
"Hele mit liv har jeg arbejdet blandt mænd, og ingen har nogen sinde givet mig ret, fordi jeg var kvinde, undtagen én - min mand." Golda Meïr.
Filmatisering og biografier.
Golda Meïr erindringer er udgivet på dansk: "Mit liv" (Gyldendal).
Hun er desuden blevet portrætteret på film flere gange, bl.a. i 1982 af Ingrid Bergman i hendes sidste film og af australieren Judy Davis. Steven Spielbergs film "München" om Operation Guds Vrede, skildrer i begyndelsen, hvordan Golda Meïr tager beslutningen om at iværksætte operationen.
Golden Gate.
Golden Gate er navnet på udmundingen af San Francisco-bugten i Stillehavet. Golden Gate-broen forbinder siden 1937 San Francisco med Marin County.
Golf.
__NOTOC__
Golf er en udendørs sport, der dyrkes både på amatørplan og professionelt plan med ofte meget store milliongevinster i de største turneringer.
Golf er meget populært i Danmark, og både klubber og nogle skoler dyrker det på højt plan.
Beskrivelse af spillet.
Golferens grundudstyr består af et sæt køller (max. 14 under turneringer) og en golfbold. Der spilles på en udendørsbane, der typisk består af 18 huller med en samlet længde på 5–6 km.
Hvert hul har et tee-sted, hvor fra spillet startes og bolden (ofte) placeres (på en lille træ/plastic pind = en tee) og i den anden ende - en green - hvor hullet, markeret med et flag på en stang, som bolden skal i, er.
Imellem tee-sted og green kaldes tætklippede græsarealer: fairway, medens arealer med længere græs o.lign. benævnes rough (dog semirough når græsset er relativt kort og grænser op til fairwayen). Dertil kommer forskellige forhindringer som f.eks. bunkers = sandgrave eller vandløb/søer = vandhazarder samt andre naturlige som kunstigt anlagte forhindringer, der gør hullet og spillet mere udfordrende og spændende, f.eks. træer og buske, stier og broer.
Fra tee-stedet gælder det om at slå bolden i hul i færrest mulige slag. Og hver gang man har slået til bolden - eller forsøgt at ramme den - tælles ét slag. Længden af et hul kan variere, men vil typisk være mellem 100 og 500 meter. Et "par 3-hul" er mellem 0-230M. "Par 4" er mellem 231-430 M og "par 5" er 431 M og over. Der findes enkelte "par 6-huller", men de er sjældne. Banens samlede par, er summen af disse par-3,4,5 huller, i alt typisk 72.
"Par" betyder det antal slag en dygtig spiller vil skulle bruge for at komme i hul - både på det enkelte hul og på hele banen. Ideen er at man bruger tre slag på et par 3 hul: Et slag til green og to slag til at komme i hul, 4 slag på et "par 4 hul": 2 slag for at nå greenen og to slag for at komme i hul og tilsvarende på et par 5 hul.
Kommer man i hul på hullets par - siger man at man har scoret en par - hvis man bruger 3 slag mindre end hullets par kaldes det en albatros, 2 slag under en eagle, 1 slag under - en birdie. Bruger man flere slag end par-et kaldes det: plus 1 slag - en bogie, plus 2 slag - en dobbeltbogie, plus 3 slag en tripplebogie - og skulle man være så uheldig at score mere (og det sker jo selv for de bedste) så taler man ikke så meget om det, men noterer blot scoren!
Hvis man regelmæssigt kan spille en golfbane i dens par spiller man som en professionel. Men de rigtig professionelle er også i stand til at gå under banens par. Det er derfor vi hører at den eller den turnering er vundet i f.eks. minus 12 slag. Det skal forstås således: som oftes afvikles professionelle turneringer over 4x18 huller fordelt med 18 huller pr dag - "12 under par" betyder altså at spillerens samlede score på de fire dage har været 12 slag under banens par i alt. F.eks. hvis turneringen blev spillet på en bane med par 72 betyder det altså at spilleren på de fire dage har udført 4*72 - 12 slag = 276 slag.
Nu er langt fra alle golfspillere professionelle og derfor har man fundet på et genialt system indenfor golfsporten der sikrer at man kan spille mod hinanden uanset store forskelle i golfkunnen - det såkaldte handicapsystem (princippet er også kendt i andre idrætsgrene - men golfsporten har virkelig taget det til sig).
Når man starter med at spille golf skal man bruge mange slag for at komme i hul - selv på et par 3 hul! - i praksis tildeler klubberne sådanne spillere 54 eller 48 slag udover banens par. Har man fået 54 slag kan man altså bruge i gennemsnit 3 slag udover hullets par på samtlige banens 18 huller.
En spiller med et spillehandicap på 24, har 24 slag at gøre godt med udover banens par. Medens en professionel ikke har noget handicap og derfor ingen slag udover banens par.
Pointen er så, at hvis man sætter nybegynderen, handicap 24-spilleren og den professionelle - sammen til en dyst - så sammenligner man ikke det antal slag de har udført - men hvordan de har spillet ifht. deres handicap. Dvs. hvis nybegynderen har spillet bedre end sit handicap - og de to andre dårligere - ja så er det nybegynderen der har vundet.
Når en spiller på en runde har spillet bedre end sit handicap - så får han et nyt og lavere handicap - og på den måde er der en tendens til at golfspilleres handicap falder indtil man når "muren" dvs. det punkt hvor man konstaterer at der går længere og længere mellem at man faktisk kan spille til det handicap man fik efter "drømmerunden"..
Der er en masse andre teknikaliteter i handicapsystemet - som ikke er berørt her - men ovenstående dækker hovedpointerne.
De fleste klubproer vil have et handicap under 4,5 da det er den fastsatte grænse for at søge ind på golftrænerskolen. Dog kan det sagtens lade sig gøre for en klubpro at have mere hvilket også forekommer i flere klubber.
Historie.
Hvor og hvornår golfspillet blev opfundet og praktiseret vides ikke præcist. I reglen hævdes det, at spillet stammer fra Skotland, hvor et golflignende spil efter alt at dømme blev praktiseret allerede i 1100-tallet.
Der findes dog beretninger, som peger på Holland som arnestedet. Golf nævnes også i beretninger fra 1457, da kong James 2. af Skotland forbød fodbold og golf (gowf) – og i stedet befalede, at bueskydning skulle praktiseres.
Moderne golf blev udviklet i Skotland. Det var også her, den første klub blev dannet. Det første moderne regelsæt blev udviklet i Skotland og den første 18 hullers golfbane blev anlagt i Skotland. Endelig blev de første golfturneringer også afviklet i Skotland.
Som tiden gik spredte spillet sig til England og derfra til resten af verden. Den ældste fungerende golfbane er The Musselburgh Old Links Golf Course i Skotland. Det er bevist, at der blev spillet golf på The Musselburgh Old Links Golf Course i 1672. Efter alt at dømme spillede Marie Stuart i det område allerede i 1567.
Spiltyper.
Det typisk benyttede format i en afslappet amatør-match er stableford. Det typisk benyttede format i en professionel turnering er slagspil.
Stablefordreglerne er en form for slagspil og er særdeles udbredt blandt amatører, da det er antallet af vundne Stablefordpoint, der kan regulere ens handicap.
Golfkøller.
For at kunne spille golf skal man selvfølgelig have golfkøller og jern. Man må have 14 forskellige golfkøller/jern med ud på en turneringsrunde. Jernenes slagflader har forskellig hældning i forhold til lodret. Ved at vælge det rigtige jern, kan spilleren opnå, at bolden enten flyver fladt og langt (f.eks. ved 16 grader) eller stejlt og kort (f.eks. ved 44 grader). Standardgraderne for hvert jern er forskellige fra sæt til sæt, men der er i 9 ud af 10 sæt 4 grader mellem hvert jern.
Der er ikke noget specielt spring mellem ens køller (woods). De kan specificeres efter behov og ønske.
Derudover findes der "rescue"-køller (mellemting mellem en kølle og et jern) som erstatning for 1-5-jern. Der findes flere, men de er ikke så brugte.
Organisationer.
Golf er i Danmark organiseret i Dansk Golf Union -.
Under de forskellige golfklubber, som findes i Danmark, er der typisk en række mere eller mindre officielle klubber, f.eks. herreklubber.
Professionel golf.
Golf er blevet en tv-sport og i de største turneringer er der derfor ganske mange penge på højkant. De professionelle spillere er organiseret i tours, der består af en række enkelt-turneringer henover sæsonen. De to tours med flest penge og mest prestige i er "PGA Tour" (den amerikanske tour) og "PGA European Tour" (den europæiske). Derudover spilles der professionel golf på tours i Australien og Asien på den "Australasian PGA Tour" samt i Sydamerika.
Fire turneringer er særligt prestigefyldte og kaldes derfor majors. Det er "The Masters" i Augusta, "US Open", "British Open" og "US PGA". En anden prestigefyldt turnering er "Ryder Cup", hvor de bedste spillere fra Europa og USA mødes i hold hvert andet år.
Kvindernes mest prestigefyldte tour spilles i USA og hedder "Ladies PGA". I Europa spiller de bedste kvinder på Ladies European Tour (LET)
Golgiapparat.
Golgiapparatet er et membransystem af affladede sække og kanaler, som findes i cellerne. Opdaget i 1898 af Camillo Golgi, Italien.
Golgiapparatets primære funktion i en celle er at færdiggøre polypeptider til eksport- el. membranproteiner. De fleste polypeptidkæder, som sendes fra det ru endoplasmatiske reticulum i transport vesikler, havner i golgiapparatet, hvor de bliver færdiggjort. Denne færdiggørelse kan for eksempel være glykosylering af kæderne.
Golfstrømmen.
Golfstrømmen er en varm, kraftig og hurtig havstrøm, som fører vand fra Den Mexicanske Golf gennem Floridastrædet og ud i Atlanterhavet i nord-nordøstlig retning. Den følger den amerikanske østkyst til mellem Cape Hatteras og Newfoundland, hvor den drejer mod øst og tager retning mod Nordeuropa.
Golfstrømmen er en del af det globale thermohaline kredsløb, også kaldet det store transportbånd, som er sammenhængende strømsystem, der involverer alle klodens oceaner.
På grund af sin betragtelige varmetransport virker Golfstrømmen som en slags ovn, der opvarmer de berørte områder, så deres klima er betydeligt varmere og mildere, end det kunne ventes ud fra deres geografiske bredde. Ifølge denne kilde er det overdrevet.
Ifølge en anden kilde er virkningen af en større svækkelse af den atlantiske termohaline cirkulation (inkl. Golfstrømmen) massiv og verdensomspændende.
I praksis har Golfstrømmen i snit ikke ændret sig mærkbart i tidsperioden 2002-2009.
Hvis Golfstrømmen havde ændret sig mindst 20% i snit ville man have kunne målt det.
__TOC__
Navngivning.
Den engelske faglitteratur bruger begrebet "Golfstrøm-systemet" med en opdeling i
Den fagligt korrekte, geografiske betegnelse for den del af strømmen, som bevæger sig mellem det amerikanske kontinent og Europa, er den Nordatlantiske strøm.
Forløb.
Der findes i Atlanterhavet en subtropisk gyre, der er en hvirvel på størrelse med oceanet selv, og som drives af en kombination af passatvinde, vestenvinde og Jordens rotation (Corioliskraften).
Passatvindene medfører, at en flod af havvand, som kaldes "Den Nordlige Ækvatorialstrøm", flyder mod vest fra Nordafrikas kyst. Når denne strøm støder på det amerikanske kontinent, deler den sig i to grene, hvoraf den ene flyder ind i det Caribiske Hav, mens den anden passerer nord og øst for Vestindiske Øer. I den mexicanske Golf bevæger vandet sig i retning med uret og bliver opvarmet betydeligt undervejs. De to grene forener sig igen for derefter at strømme ud gennem Floridastrædet. Det er en relativt snæver passage mellem Cuba og Florida, som kan sammenlignes med en dyse, igennem hvilken vandet presses ud i Atlanterhavet.
Golfstrømmen begynder således nord for Bahama-øerne, runder sydspidsen af Florida og fortsætter mod nord-nordøst i et ca. 50–100 km bredt bælte langs USA’s østkyst. Nogenlunde på højde med North Carolina fjerner den sig fra kysten og møder ca. 1500 km derfra den kolde, sydgående Labradorstrøm, som er medvirkende til at tvinge den mod øst i retning af Europa. Det første møde med en gren af Labradorstrømmen sker allerede ved Cape Hatteras, som derfor har helt særlige, havbiologiske forhold.
Idet strømmen flyder mod nord, vil der ske en fordampning af det varme havvand. Dette øger saltholdigheden ("saliniteten") af vandet, som derved bliver tungere, og i det nordlige Atlanterhav, hvor vandet yderligere er blevet koldere, begynder en del af dette tungere vand at synke mod bunden. Der kan næsten tales om en slags vandfald i havet. Det nedsynkende vand bliver derved til en del af den Nordatlantiske Dybhavsstrøm. Denne mekanisme kaldes også Grønlandspumpen og er en af de drivende kræfter i det globale thermohaline kredsløb.
Undervejs mod Europa forgrener Den Nordatlantiske Havstrøm sig, og en af grenene kan følges helt til Spitsbergen, (Svalbard). Andre væsentlige grene af strømmen fører igen mod syd langs de europæiske kyster, bl.a. ind i det Irske Hav og i Nordsøen og medvirker til opvarmningen af disse have.
Som nævnt kaldes strømmens forlængelse i retning af Europa for Den Nordatlantiske Havstrøm, men i daglig tale slås de to sammenhængende strømme ofte sammen under navnet Golfstrømmen.
Virkning.
Golfstrømmen er en af de stærkeste havstrømme overhovedet. Den transporterer i Floridastrædet i gennemsnit den utrolige mængde af 30 millioner kubikmeter vand pr. sekund. Efter passagen af Cape Hatteras er dette vokset til mellem 60 og 100 mio. kubikmeter pr. sekund gennem recirkulation i Sargassohavet. Rumfanget af strømmen er mere end 30 gange den mængde vand, som transporteres af samtlige verdens floder tilsammen. Der kan også sammenlignes med mængden af vand fra samtlige floder, der udmunder i Atlanterhavet, nemlig ca. 0,6 millioner kubikmeter pr. sekund.
Dens anslåede effekt er 1,4 "petawatt" (1,4 x 1015 watt), hvilket svarer nogenlunde til den effekt, som ville kunne produceres af 1 million kernekraftværker.
Golfstrømmen øver derfor betydelig indflydelse på klimaet på USA’s sydlige østkyst, hvor især Florida har betydeligt varmere vintre og køligere somre end resten af det sydøstlige USA.
Tilsvarende betyder den betragtelige varmetransport, som Den Nordatlantiske Havstrøm foretager, at Nordvesteuropa har betydeligt mildere klima, end det ellers ville være tilfældet. Der kan f.eks sammenlignes med det canadiske klima på samme breddegrader.
I Cornwall og især på Scilly-øerne er effekten sådan, at der vokser planter som palmetræer, der ellers forbindes med et langt varmere klima. Især Island, Færøerne, Irland, Storbritannien og Skandinavien nyder godt af det mildere klima, som denne havstrøm medfører.
Global opvarmning.
I forbindelse med overvejelserne om konsekvenserne af en mulig global opvarmning har videnskabsmænd udtryk bekymring for stabiliteten af den nedsynkning af saltholdigt vand, som er beskrevet ovenfor. Helt specifikt kunne den mængde ferskvand, som en afsmeltning af de arktiske ismasser ville give anledning til, ”fortynde” Golfstrømmen og gøre den så let, at vandet ikke ville synke til bunds. Resultatet heraf ville blive en meget stor klimaændring i Nordeuropa med næsten uoverskuelige konsekvenser. Visse fossilfund synes at indikere, at en sådan begivenhed er sket flere gange i fortiden, men intet kan siges med sikkerhed.
Historie.
Golfstrømmen blev første gang beskrevet af Juan Ponce de León (1460-1521) i 1513.
Goncourtprisen.
Goncourtprisen (fransk "Prix Goncourt") - fransk litteraturpris uddelt årligt siden 1903 af Goncourtakademiet. Prissum 5.000 francs.
Gongong.
Gongong eller gong er en metalskive, som man slår på med en kølle med filt- eller garnhovede. Selve gongongen fås i størrelser op til 2 meter i diameter, men er oftest mellem 30 og 100 cm.
"Gongong" bruges oftest om et signalinstrument, mens "gong" bruges om musikinstrumenter af flere forskellige udformninger. Inden for musik skelnes mellem stemte og ustemte gonger. En ustemt gong kaldes en tamtam (ikke at forveksle med ordene tam eller tom-tom, der er betegnelser for en tromme).
Gongen stammer fra Sydøstasien, hvor den gennem tusinder af år har spillet en vigtig rolle ved udøvelse af religion og ved andre rituelle handlinger. Første skriftlige omtale af en gong skete i Kina i år 500 før vor tidsregning.
En gong eller tamtam frembringer en meget fyldig lyd, der afhængig af størrelse og anslag kan være særdeles kraftig. Instrumentet har siden slutningen af 1700-tallet været brugt i vestlig symfonisk musik (for eksempel i Mars-delen af suiten "Planeterne" af Gustav Holst) og bruges også af og til i rock og anden rytmisk musik (for eksempel i slutningen af Queens "Bohemian Rhapsody" og i temaet til James Bond-filmene).
Gongen kan også spilles med en cello- eller kontrabasbue, hvormed der skabes en unik og særskildt lyd.
Trivia.
I reklameserien Happy Dolphin er der en kok med navnet Gong-Gong.
Gorgonzola.
Gorgonzola er en ost, der er opkaldt efter den italienske by Gorgonzola nær ved Milano.
Blåskimmeloste af Gorgonzola-type har været fremstillet i mere end tusind år i byen. På egnen blev osten kaldt "Stracchino di Gorgonzola". Det hed den, fordi osten blev fremstillet, efter at køerne var drevet ned fra sæterne til Po-dalen. Køernes træthed efter turen ("stracco" betyder "træt") gav mælken den særlige konsistens, som gjorde den egnet til fremstilling af Gorgonzola. Den afgørende modning af osten foregik ved lagring i gruber i Valassina-dalen.
Ordet "gorgonzola" har været kendt på dansk siden 1880'erne og udbredt siden 1920'erne og er i dag en beskyttet oprindelsesbetegnelse i EU, således at osten kun må sælges som "gorgonzola", hvis den er fremstillet efter bestemte metoder med råvarer fra et bestemt område i Italien. Det har medført en række "alternative" navne, f.eks. sælges i Danmark en gorgonzolalignende ost, mycella.
Grammatik.
Grammatik (eller sproglære) er studiet af de regler der styrer brugen af et sprog. Ethvert naturligt sprog som dansk har sin egen specielle grammatik.
På grundlag af bl.a. den amerikanske matematiker og sprogforsker Noam Chomskys arbejde i 1950'erne, er det nu muligt at opstille grammatikker for visse kunstige sprog som programmeringssprog. Den hurtige udvikling af IT-teknologien har desuden muliggjort oversættelse mellem naturlige sprog med vidt forskellige grammatikker. Denne teknologi fungerer dog ikke helt gnidningsfrit endnu. Visse institutioner som EU anvender allerede automatiseret oversættelse af dokumenter af medlemsstaternes sprog. Teknikken hertil er udarbejdet i eurotra-projektet, som også har dansk deltagelse.
Studiet af naturlige sprogs grammatik deles normalt op i disciplinerne fonetik, fonologi, intonation, morfologi, syntaks og semantik.
Morfologien beskæftiger sig med opdeling af ord i i ordklasser, og hvorledes ord udtrykker ulige grammatiske forhold.
Yderligere læsning.
Diderichsen, Paul: "Elementær dansk grammatik", Nordisk Forlag, København 1946.
Grand Canyon.
Buffalo Bill i Grand Canyon i 1916
Grand Canyon er en kløft, som er ca. 1.600 m dyb med meget stejle skrænter i Coconino County i det nordlige Arizona, USA. Grand Canyon ligger i Grand Canyon National Park, en af de første nationalparker i USA.
Grand Canyon er 446 km lang og op til 26 km bred og har en dybde på cirka 1.86 km.
Menneskets historie i Grand Canion.
Francisco Vásquez de Coronado, som var en spansk conquistador, var den første europæiske udforsker af den sydvestlige del af Nordamerika, og den første som var på jagt efter Cibolas syv gyldne byer. Coronado sendte en mindre gruppe mod vest under ledelse af Garcia López de Cárdenas. Det var de første europæere, som så Grand Canyon.
I dag er Grand Canyon en turistattraktion.
Grand Prix.
Grand prix er et billøb, hvor det første grand prix billøb blev afviklet i 1906 på en 100 km lang bane ved Le Mans i Frankrig.
Gravad laks.
Gravad laks er en skandinavisk fiskeret bestående af rå laks marineret i salt, sukker og dild.
Graviditet.
Gravid kvinde i 26. svangerskabsuge
Graviditet (også kaldet svangerskab og frugtsommelighed'") er den tilstand, hvor en kvinde bærer et eller flere afkom, kaldet fostre eller embryoner, inde i kroppen. Graviditeten starter ved befrugtningen (undfangelsen) og slutter ved fødslen eller ved abort. I en graviditet kan der være flere fostre, såsom tvillinger eller trillinger, som kan være enten enæggede eller tveæggede. Det medicinske felt, der beskæftiger sig med graviditet, kaldes obstetrik.
Benævnelsen "graviditet" bruges normalt kun om menneskehunner, mens andre pattedyrshunner siges at være "drægtige".
Ordet "fosteranlæg" eller "embryon" (som betyder "det, som vokser indenfor") også kaldet "menneskekim" bruges til at beskrive det fremvoksende menneske de første otte uger, hvorefter ordet "foster" bruges indtil fødslen.
Graviditetsforløb.
Generelt defineres graviditet fra det tidspunkt hvor kvindens æg bliver befrugtet af mandens sæd, medicinsk defineres graviditeten nogle gange som begyndende på det tidspunkt hvor embryonet sætter sig fast i kvindens livmoder.
Den gennemsnitlige graviditets varighed er 40 uger, regnet fra sidste menstruations første dag, eller 38 uger regnet fra befrugtningen, dvs. omkring 9 måneder eller 270 dage.
Fødsel før uge 22 (tidligere uge 28, men reglerne er ændret i 2006) defineres som abort og hvis barnet er over 1000 gram, som dødfødt. Forskellen ligger i, at dødfødte børn kan begraves. Dog kan man få dispensation, således at børn født før 22. uge også kan begraves. Efter uge 28 anses fostret som levedygtigt. Fødes barnet før uge 37 kaldes det normalt for tidligt født, mens fødsler mellem uge 37 og 42 betegnes som normale.
Graviditetsperioden opdeles i tre trimestre, hvor det første trimester er de første 12 uger af graviditeten, andet trimester fra den 12. uge til den 28. uge, og det tredje trimester den resterende del af graviditeten. De første otte uger af første trimester, hvor der tales om fosteranlæg eller embryoner, kaldes også for "den embryoniske periode". I den embryoniske periode vil alle de større organsystemer blive dannet. Det resterende af graviditetsperioden kaldes "den foetale periode". Indtil graviditeten kan detekteres ved en scanner kaldes graviditeten også for en "biokemisk graviditet". Kender kvinden ikke befrugtningstidspunktet kan dette anslås ved hjælp af en måling af embryonets størrelse set ved en ultralydsscanning - en såkaldt Crown-rump length.
Første trimester - til uge 12.
Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide kvinder dagligt tager 400 mikrogram (0,4 mg) folinsyre igennem hele 1. trimester, for at mindske risikoen for at fosteret får en neuralrørsdefekt, bl.a. sygdommen rygmarvsbrok. Folinsyren fås i almindelige multivitaminpiller.
Uge 2 - befrugtningsugen.
Sædcelle befrugter en kvindes æg
Befrugtningen sker oftest 12 til 14 dage efter sidste menstruations første dag. Efter befrugtningen af kvindens æg ("oocyt"), sædvanligvis i æggelederen, formes en zygote - et enægget embryon. Denne vil efter omkring 30 timer begynde at undergå mitotisk celledeling, der efter to døgn er blevet til 4-8 éns celler og på tredjedagen til omkring 16 celler. Dette tidlige stade hvor embryonet består af op til omkring 32 celler kaldes også for "Morulae" ("morbær"), efter dens kugleformede struktur.
Efter tre dage i æggelederen vil Morulae-cellerne vandre gennem æggelederen til livmoderen, hvor det fra dag 6 til 8 fæster sig i livmodervæggens slimhinde - en proces der også kaldes for "implantation". I livmoderen opstår der et hulrum i cellegruppen, som bliver væskefyldt, og det hele kaldes nu en blastocyst.
Blastocysten deles i to dele - periferien, kaldet trofoblasten, og den indre, kaldet embryoblasten. Fra periferien dannes en kappe rundt om den indre cellegruppe, senere vil dette blive til fosterhinderne og moderkagen. Den indre cellegruppe bliver ophavet til selve embryonet (og er herfra man høster de embryonale stamceller der har potentialet til at dele sig til hver af de mere end 200 menneskelige celletyper). Blastocysten er på dette tidspunkt begyndt at trænge ind i livmodervæggen.
Hvis graviditeten udvikler sig med enæggede tvillinger, vil det i et ud af tre tilfælde ske før dag fem.
En blodprøve vil allerede 24 - 48 timer efter befrugtningen kunne afsløre graviditeten gennem et protein kaldet "Tidlig graviditetsfaktor" ("Early pregnancy factor" - EPF). Proteinet har til formål at "snyde" moderens immunforsvar, så embryonet ikke vil blive betragtet som et fremmedlegeme og angrebet af immunforsvaret.
Uge 3 - fosterets første uge.
Det befrugtede æg har nu delt sig til en cellegruppe på ca. 2 mm. i diameter, og skiftet form fra at være kugleformet til en flad skive. Af den perifere omkransende embryoblast er der dannet en moderkage, ligesom fostervand og fosterhinder er under udvikling. Af den indre embryoblast dannes to lag, der kaldes epiblasten og hypoblasten, som har struktur som en flad skive og tilsammen kaldes for en tolaget kimskive. Af hypoblasten dannes blommesækken, som er en af de strukturer gennem hvilke moderen i den tidligste fase forsyner embryonet med næringsstoffer. Epiblasten vil senere udvikle sig til amnionhulen, hulrummet hvori der er fostervand omgivet af årehinden amnion.
Hvis graviditeten udvikler sig med enæggede tvillinger, vil det i to ud af tre tilfælde ske mellem dag fem og dag ni. Hvis det sker efter dag ni, er der forhøjet risiko for at de udvikler sig som siamesiske tvillinger.
Celler fra det voksende embryon begynder at producere et graviditetsbevarende hormon, der hedder "humant choriongonadotropin" (hCG) ("Menneskeligt moderkagehormon"), der er det stof, de fleste graviditetstest reagerer på. hCG har til formål at opretholden produktionen af hormonet progesteron, som skal afbryde den normale menstruationscyklus, således at graviditeten kan fortsætte.
Uge 4 / fosterets uge 2.
Et 10mm embryon omkring fem uger gammelt - eller i den syvende uge af graviditeten.
En kopi af et 8 uger gammelt foster.
Embryon ved omkring 7 uger efter befrugtningen, eller i graviditetens niende uge.
I fosterets tredje uge starter udviklingen af den tynde skive til et 2mm langt embryo. Embryoet gennemgår hvad der betegnes som "kimlagsprocessen" - hvori den flade skive danner tre lag med tre forskellige grupper af celler. Kimlagene - som kaldes "det ydre lag" (ektoderm) (dannet af epiblasten), "det midterste lag (mesoderm), og "det inderste lag" (endoderm) (dannet af hypoblasten) - danner udgangspunkt for de forskellige organer. Af det ydre lag dannes blandt andet hjernen, rygmarven, nerver, hud, negle og hår. Af det midterste lag stammer nyrer, hjertet, knogler, muskler og blodceller. Af den sidste inderste lag kommer blandt andet dele af leveren og bugspytkirtlen såvel som dele af åndedrætssystemet og fordøjelseskanalen. Hjernen begynder at specialisere sig i tre dele, som kaldes forhjernen, midthjernen og baghjernen. Blommesækken begynder at producere blod med egen blodtype og et tidligt hjerte begynder at tage form og udvikle separate hjertekamre.
Hjertet begynder at slå i starten af 6 uge med omkring 150 slag i minuttet. Embryoet er nu knyttet til moderkageområdet med en lille stilk, som senere udvikler sig til navlestrengen.
Uge 5 / fosterets uge 3.
Embryonet er nu omkring 4 mm. stort og er begyndt at forme sig som en kurve, eller bogstavet C - dette skal senere blive til fosterstillingen. Hjertet vokser og begynder at slå regelmæssigt. Huden er kun én celle tyk og derfor gennemsigtig, så man kan se ind til de indre organer, hvoraf de fleste nu er klart identificerbare. Tidlige anlæg til ører og mund såvel som arm- og benknopper bliver udviklet. Øjnene, som blot er små mørke pletter, ligger i starten på hver sin side af hovedet, men bevæger sig mod forsiden. I uge tre vil embryonet blive omgivet af den gennemsigtige fosterhinde og ligge i et bad af fostervand, som beskytter fosteret mod skader.
Moderen vil grundet hormonproduktionen nu begynde at kunne mærke graviditeten, f.eks. i form af brystspændinger, ømme eller voksende bryster, træthed, morgenkvalme, hovedpine, øget appetit og humørsvingninger. Livmoderen er ikke begyndt at vokse. Morgenkvalme berører ca. 70% af alle gravide, men vil som regel ophøre i slutningen af 1. trimester.
Uge 6 / fosterets uge 4.
Embryonet er nu omkring 4–10 mm. stort. Øjenlinser danner begyndelsen på øjne. Næsebor formes. Hænder formes som små padler på armene. Benene opdeles i lår og læg. Blod begynder at cirkulere. Hovedet udgør nu omkring 1/3 af hele embryonets størrelse. Hjernen inddeles i fem områder.
Livmoderen er vokset til størrelse som en knytnæve, men graviditeten er stadig ikke synlig udefra.
Uge 7 / fosterets uge 5.
Embryonet er nu omkring 13 mm. stort. Lunger begynder at forme sig. Armene og benene er blevet forlænget med klart synlige fødder og hænder, der udvikler fingre og tæer - som stadig kan have svømmehud. Hjernen fortsætter med at udvikle sig.
Uge 8 / fosterets uge 6.
Embryonet er nu omkring 18 mm. stort og vokser med 1 mm. om dagen. Det vejer nu omkring 1 gram og vil i løbet af uge 8 have nået en størrelse på over 1 milliard celler, fra den oprindelige ene. Alle essentielle indre organer er under udvikling. Brystvorter og hårsække formes. Halsen begynder at udvikles. Albuer bliver synlige. Man vil kunne se antydninger af ansigt. Øjnene er dækket af hud som bliver til øjenlåg. Små hævelser på siden af hovedet viser at anlæg til de ydre ører er på plads. Ved piger vil æggestokkene blive dannet. Hjernen begynder at registrere aktivitet. Embryonet begynder at bevæge hænder, arme og ben - og have hikke. Embryonet vil allerede nu være højre- eller venstrehåndet. Ved berøring vil embryonet vise gribebevægelser, suttebevægelser eller skrækrefleks. Fosteranlægget laver åndedrætsøvelser, selv om det er nedsunket i fostervand og der ikke er noget ilt.
Uge 9 / fosterets uge 7.
Dette er enden på den embryoniske periode og embryonet eller fosteranlægget kaldes nu for et foster. Alle vigtige organer vil være skabt på dette tidspunkt hvorfor fosteret vil ikke være så sårbart overfor omgivelserne som embryonet; men påvirkning af giftige kemikalier vil stadig kunne medføre fysiologiske misdannelser.
Fosteret er nu omkring 24–33 mm. stort og har fordoblet sin vægt til 2 gram. Ansigtet fortsætter med at tage form. Øjenlågene begynder at tage mere form. Tungen udvikler smagsløg og mælketænderne begynder at vokse frem. Ørene begynder at antage deres færdige form. Fingre og tæer har ikke længere svømmehud. Knæene udvikles. Ved pigefostre er livmoderen nu synlig. De ydre kønsorganer er synlige, men det vil endnu ikke være muligt ved syn at afgøre fosterets køn. Navlestrengen er færdigudviklet.
Nerver i ansigtet og flere steder på kroppen er nu funktionsdygtige og kan føle berøring. Som reaktion på berøring på fodsålen vil fostret krumme tæer eller bøje sig sammen. Fostret bevæger hovedet og griber ud med hænderne. Munden kan åbnes og lukkes og fosteret vil ind imellem sutte på tommelfinger og synke fostervand.
Uge 10 / fosterets uge 8.
Fosteret er nu omkring 34–45 mm. Fostret vil i uge ti igangsætte en voldsom vækst og forøge sin kropsvægt med omkring 3/4. Hovedet udgør næsten halvdelen af fosteret og er blevet mere rundt i form. Øjenlågene er færdigudviklede og vil lukke og ikke åbne igen før uge 25-28. Finger- og tånegle udvikles og fostret får unikke fingeraftryk som ikke vil ændre sig igennem hele livet.
Fostret sutter på tommelfinger, gaber og åbner og lukker munden.
Uge 11 / fosterets uge 9.
Fosteret er omkring 60 mm stort og vil veje omkring 30 gram. Hjernens grundstruktur er færdigudviklet. Næse og læber er nu helt færdigdannet. De ydre kønsorganer er nu så udviklet at fostrets køn kan ses. Fosteret bevæger sig rundt i fostervandet, uden det dog vil kunne mærkes af moderen, da der endnu er god plads.
Uge 12 - 14 / fosterets uge 10 - 12.
Fosteret er omkring 80 mm. (8 cm.) og vejer omkring 40 gram. Ribbenene kan ses. Lemmerne er lange og tynde. De øvre lemmer vil nu opnå den endelige proportion i forhold til resten af kroppen. Røde blodceller produceres i leveren. De ydre kønsorganer er nu klart differentierbare og kønnet kan afgøres ved en ultralydsscanning. Ansigtet er mere udviklet med tydelig næse og hage. Håret på hovedet begynder at vokse frem. Munden kan åbnes og lukkes og fosteret vil ind imellem sutte på en finger. Fosteret åbner og lukker hænderne til en knytnæve.
Berøring omkring munden vil igangsætte "den brystsøgende refleks", hvor fostret drejer hovedet mod berøringen. Dette skal hjælpe den nyfødte baby til at finde brystvorten under amning.
Uge 14 - 18 / fosterets uge 12 - 16.
Fosteret vil i denne periode nå en størrelse på omkring 15 cm, i starten af uge 14 vil fosteret veje omkring 125 gram. Huden er stadig gennemsigtig. Knoglerne optager calcium og bliver hårdere ("ossificerer"). Øjnene sidder på deres rigtige plads.
Fosteret vil lave suttebevægelser med munden. Både arme og ben er færdigudviklede og fosteret er mere aktivt. I denne periode vil moderen begynde at mærke liv.
Fosteret kan efter den 12. fosteruge ikke længere legalt aborteres efter den danske abortlovgivning fra 1973. Frem til 24. fosteruge kan der stadig ansøges om sen abort hvis der foreligger specielle omstændigheder, typiske i form mentale handicap og misdannelser.
Uge 18 - 21 / fosterets uge 16 - 19.
I uge 20 vil fosteret opnå en størrelse på 20 cm. og vejer i starten af uge 16 omkring 225 gram. Øjenbryn og øjenvipper bliver synlige. Fosterets hjertebanken kan høres med et stetoskop. Fosteret begynder at følge døgnrytmen med nat og dag. Øresneglen er fuldt udviklet og fosteret begynder at reagere på lyde.
Uge 21 - 25 / fosterets uge 19 - 23.
Fosteret når i uge 24 en længde på 28 cm og vil veje omkring 725 gram. Øjnene, øjenbryn og øjenvipper er fuldt udviklede. Lungerne fyldes med luftrum og begynder at fungere. Fosteret ligner nu et barn, om end huden stadig er noget gennemsigtig så knogler og indre organer er synlige.
Fosteret griber om sine egne fødder. Omkring uge 24 åbner øjnene sig igen og fosteret vil nu reagere med at blinke øjnene og med skrækrefleks på skarpt lys, pludselige bevægelser eller høje lyde.
Uge 25 - 28 / fosterets uge 23 - 26.
Fosteret vil i uge 27 blive omkring 34 cm. og veje 1000-1100 gram. Fostrets hjertebanken kan nu høres med det blotte øre, ved at lægge det til maven. Øjnenes pupiller bliver lysfølsomme og tårekanalerne begynder at producere tårer. Duft- og smagssanserne er nu fuldt udviklede og fosteret vil reagere på sødestoffer tilsat fostervandet ved at drikke mere, og bittert stof ved at skære ansigtsudtryk og drikke mindre. Fosteret laver kolbøtter i fostervandet.
Uge 28 / fosterets uge 26.
Fosteret vokser til en længde af 38 cm. og en vægt på omkring 1,2 kg. Øjenlågene åbner og lukker. Lungerne og åndedrætssystemet er nu tilstrækkeligt udviklet til at et barn født i uge 28 har en chance for at være levedygtigt.
Uge 32 / fosterets uge 30.
Fosteret får en længde på ca. 38–43 cm. og en vægt på omkring 2 kg. Knoglemarven overtager opgaven med at producere røde blodlegemer fra leveren. Fedtlaget omkring huden vokser hurtigt og huden er ikke mere så gennemsigtig. Knogler er fuldt udviklet, men stadig bløde og bøjelige. Barnet fylder godt ud i livmoderen, så moderen nu vil begynde at mærke en del bevægelse og spark.
Uge 36 / fosterets uge 34.
Fosteret får en længde på ca. 40–48 cm. og en vægt på omkring 2,5–3 kg. De fleste fostre vil vende sig med hovedet nedad for at forberede fødslen.
En baby født i uge 36 har en stor chance for overlevelse men kan kræve medicinsk intervention.
Uge 37 - 40 / fosterets uge 35 - 39.
I uge 37 vil fosteret typisk være omkring 48–53 cm. Fosteret anses som færdigudviklet ved den 39. graviditetsuge og veje omkring 3 kg.
Fødsel.
Nyfødt spædbarn, sekunder efter en vaginalforløsning.
Fødsel (også kaldet "forløsning") er den proces hvorved spædbarnet som afslutningen på graviditeten fødes; forlader moderens krop. I Danmark bliver størstedelen af fødsler foretaget på hospitaler, mens en mindre del foregår som hjemmefødsler. Som fødselshjælper er en jordemoder, samt fødselslæge hvis der opstår komplikationer. De fleste fødsler foregår som vaginalfødsel uden komplikationer, men antallet af kejsersnit har de sidste år været stigende. I 2006 fik 14.000 kvinder foretaget kejsersnit, hvilket svarer til 22,3% af alle fødsler det år.
Det nyfødte spædbarn vil efter fødslen være stærkt påvirket af modernes forhøjede hormonproduktion fra slutningen af graviditeten, hvilke kan bevirke forstørrede kønsorganer og en sparsom mælkeproduktion i brystkirtlerne hos både drenge- og pigebørn - kaldet "heksemælk". Dette vil hurtigt forsvinde.
Umiddelbart efter fødslen vil babyen have en periode hvor det er meget vågent, her vil både baby og moder være hormonalt betinget til at skabe følelsesmæssigt bånd gennem produktion af hormonet oxytocin - som også frigives under amning.
Spontan abort.
Kroppen aborterer i mange tilfælde fosteret spontant, hvis der er misdannelser eller andre problemer, f.eks. kromosomafvigelser. De fleste spontane aborter sker før 12. graviditetsuge.
Provokeret abort.
Der har siden den nuværende abortlov trådte i kraft den 1. oktober 1973 været fri abort i Danmark til og med den 12. graviditetsuge. En kvinde der søger at få foretaget abort før den 13. graviditetsuge er ikke forpligtet til at angive en årsag eller forklaring. Ansøgningen kan forelægges egen læge, eller til hospitalet der udfører indgrebet. Den kan være mundtlig, men kan ikke foretages af andre end kvinden selv; f.eks. faderen til barnet eller en værge - undtagelsesvis, hvis moderen er under 18 eller psykisk syg, er det kun pigens forældre eller værge der kan ansøge om abort og ikke pigen selv.
Tilladelse til abort efter den 12. graviditetsuge skal søges gennem Samråd. Der skal foreligge ekstraordinære omstændigheder, såsom vanskabte fostre, fare for moderens liv ved graviditeten eller hvis graviditeten er sket på grundlag af en lovovertrædelse som voldtægt eller blodskam. Jo længere henne i graviditeten ud over den 12. uge, des stærkere argumenter skal fremlægges.
Ulovligt udførte aborter straffes efter Abortloven med fængsel i op til 2 år (§14 stk. 1) - og op til 4 år hvis den ulovlige abort udføres af en person uden de rette lægelige kvalifikationer (§14 stk. 3) - det, der almindeligvis kendes som kvaksalveri.
Siden 1989 kan læger, sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere - eller personer under uddannelse til disse fag - for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse fritages for pligt til at deltage i abortindgrebet (§10 stk. 2).
Reglerne er kun gældende i Danmark, ikke på Færøerne eller Grønland.
Fejring af graviditeten.
Efter amerikansk mønster er det de senere år blevet populært at den vordende mor, eller en af hendes veninder, et par måneder før graviditetens udløb arrangerer en såkaldt babyshower fest, hvor den snart-fødte baby fejres og hvor gæsterne kommer med gaver for at sende de kommende forældre godt på vej.
Graviditet i tal.
Der blev i Danmark født 64.984 levendefødte babyer i 2006, hvilke er 702 mere end året før 2005 (64.282) og 11.093 færre end i 1960 (76.077). Den samlede fertilitet. (fødte børn per kvinde) for danske kvinder lå i 2003 på 1,76 barn per kvinde og 1,85 i 2006, hvilket ligger i omegnen af de andre skandinaviske lande som har en forholdsvist høj fertilitet i europæisk sammenhæng, men stadig ligger en del under reproduktionspunktet, hvor befolkningen - minus indvandring og udvandring - opretholder sin størrelse over tid, som er 2,1 - 2,4, så i det store tidsperspektiv er den stadig lav. Kvinder i København og de andre større byer føder færrest børn
På Færøerne blev der i 2006 gennemført 661 graviditeter, mod 712 i 2005. Den samlede fertilitet (barn per kvinde) er hhv. 2,5 og 2,4 på hhv. Færøerne og Grønland.
Gennemsnitsalderen for samtlige danske fødende kvinder var i 2005 30,2 år op fra 27 år i 1960. Alderen for førstegangsfødende er også steget så den i 2006 lå på 29 år - op fra 23 år i 1960. Antallet af danske teenagemødre har faldet markant siden midt i 1960erne. I 2003 blev der født 854 børn af teenagemødre, mod 3.147 i 1980
. I 1995 var 2% af børn født af teenagemødre, ned fra 12% i 1964. Gennemsnitlig blev der i 1998 født 8,1 børn per 1.000 kvinde mellem 15 og 19.
Antallet af flerfoldsfødsler (tvillinger, trillinger, etc.) er steget fra 12 ud af 1.000 i 1960, til 22 ud af 1.000 i 2001. Andelen af trillinger er alene steget med 400-500%.
I absolutte tal blev der gennemført 1.411 tvillingegraviditeter i 2005 mod 901 i 1960, og 32 trillingegraviditeter i 2005 mod 8 i 1960
. Stigningen i flerfoldsfødsler er hovedsagligt et resultat af øget brug af fertilitetsbehandling og kunstig befrugtning.
I 2006 blev der født 232 dødfødte børn, ned fra 356 i 1997. I hele perioden 1997 - 2006 har andelen af dødfødsler ligget fast på omkring 0,4%-0,5% af alle fødsler. Nogle medier har rapporteret om et stærkt stigende antal dødfødte., men de højere tal skyldes en ændret optællingsmetode fra og med 2004. Hvor dødfødte før regnes som fødte efter 28. graviditetsuge, regnes der nu fra 22. graviditetsuge
Mødredødelighed (Maternal Mortality Rate - MMR), antallet af gravide kvinder der dør som følge af deres graviditet eller fødsel, udregnes som et gennemsnit af antal døde mødre per 100.000 levendefødt fødsel. Sierra Leone har med 2.000 verdens højeste antal, efterfulgt af Afghanistan på 1.900. Verdensgennemsnittet er 400. Gennemsnittet for de industrialiserede lande er 20. Tallet for Danmark er 5 - hvilket betyder at omkring 1 ud af hver 9.800 kvinde kan forvente at dø af graviditet i Danmark.
40% af fødsler er af ugifte mødre.
Etymologi.
"Frugtsommelig" var det oprindelige danske ord, som siden blev erstattet af det tyskinspirerede "svangerskab", som igen i midten af det tyvende århundrede i høj grad er blevet erstattet af det oprindelige medicinske ord "graviditet". Ordet "frugtsommelig" bruges stadig i flere bibeloversættelser.
Svangerskab.
Ordet "svanger" var et adjektiv som oprindeligt stammer fra 1200-tallets tysk ("swanger"). Svanger betød i denne sammenhæng en tung eller langsom ting, mens endelsen "skab" er påsat for at omdanne adjektivet til substantiv. "Svanger" som adjektiv er siden forsvundet ud af sproget igen.
Graviditet.
Ordet "graviditet" kommer af det latinske "gravidus", "gravis"; betydende "bebyrdet, tung".
Eufemismer og slang.
Graviditet og den gravide kvinde omtales også med en lang række eufemismer og poetiske omskrivninger, lige fra det respektfulde eller poetiske ("med barn", "i lykkelig omstændigheder", "venter sig") til det mere krasse ("være tyk", "med rogn", "brød i ovnen").
Gravitation.
Jordens gravitations afvigelse fra det forventede, under antagelse at jorden er kugleformet. De gul-orange-rød områder har højere gravitation end forventet. De turkis-blå områder har mindre.
I klassisk mekanik er gravitation en tiltrækningskraft som er mellem alle partikler (stof) med masse i universet. Resultatet af gravitationen er tyngdekraften.
I Einsteins almene relativitetsteori er gravitation ikke en kraft, men en egenskab ved rummet - eller mere eksakt rumtiden. Faktisk bliver enhver form for energi i bevægelse (f.eks. fotoner; lys) "bøjet" om enhver form for energi (f.eks. masser)! Det skyldes netop ikke "tyngdekraften", fordi fotoner ikke har masse. Men fordi rummet krummer om enhver form for energi, vil lyset følge rummets krumning.
Gravitation i klassisk mekanik.
I klassisk mekanik antages det at tyngdekraftens virkninger udbreder sig øjeblikkeligt i hele universet. Dette er ikke korrekt, men en god antagelse til mange praktiske formål.
Tyngdekraften holder objekter på planeternes overflade, og kombineret med inertiens lov er den ansvarlig for at holde objekter i kredsløb om hinanden.
Newtons universelle gravitationslov.
Til at starte med havde Newton fundet denne formel for uendeligt små, punktformede legemer - som udgangspunkt burde den altså "kun" kunne bruges på himmellegemer hvis disse var "forsvindende små" sammenlignet med afstanden imellem dem. Det hævdes, at Newton tav om sin formel, indtil han havde bevist at formlen også kan bruges direkte på massecentrene i to kugleformede legemer med homogen massetæthed.
Potentiel energi i tyngdefeltet.
De to legemer "skylder" tilsyneladende potentiel energi "væk": Hvis deres hastighed er mindre end den såkaldte undvigelseshastighed, besidder de ikke kinetisk energi ("bevægelsesenergi") nok til at opveje "gælden" i potentiel energi. I den situation vil de to legemer bevæge sig i elliptiske baner omkring hinanden, bundet sammen af tyngdekræfterne imellem dem.
Gravitation i den generelle relativitetsteori.
Einstein's relativitetsteori forudsiger at gravitationens udbredelseshastighed skal være konsistent med lysets hastighed.
Gravitationens udbredelseshastighed kan derfor ikke være større end lysets hastighed (f.eks. øjeblikkelig). Et objekts tyngdefelt eller rettere gravitations virke, er med tiden hele universet.
Illustration af en større masses rumtidskrumning, der ikke roterer.
I Einsteins generelle relativitetsteori er gravitationen ikke en kraft, men en egenskab ved rummet - eller mere eksakt rumtiden. Faktisk bliver enhver form for energi i bevægelse (f.eks. fotoner; lys) "bøjet" om enhver form for energi (f.eks. masser)! Det skyldes netop ikke "tyngdekraften", fordi fotoner ikke har masse. Men fordi rummet krummer om enhver form for energi, vil lyset følge rummets krumning.
Det samme med vores solsystems planeters bane om solen. Planeterne bliver ikke tiltrukket af solen selv, men følger blot rumtidskrumningen som udbreder sig fra solen.
målt gravitationsbølger - rettere rumtidsbølger, selv efter mange forsøg. Illustrationens bølger burde have aftaget med afstanden fra massecenteret.
Gravitation, solsystemer, galakser og universet.
Man har lige fra 1930'erne haft problemer med at få den radiosynlige del af galaksernes masse til at passe med galaksernes rotation. Kombineret med Einsteins generelle relativitetsteori, passer det man ser ikke - galaksernes stjerner burde flyve ud af den, men det gør de ikke.
Et andet problem man har er pioneer anomalien, rumsonderne Pioneer 10, Pioneer 11 og Ulysses flyver langsommere af vores solsystem end de burde, ifølge Einsteins generelle relativitetsteori. Det er ikke meget de flyver langsommere, men nok til at man ved at der er noget galt et eller andet sted.
Gravitationslinseeffekt.
Gravitationslinseeffekten er et fænomen, der opstår som følge af stærke gravitationsfelter (rettere rumtidskrumning) afbøjer elektromagnetiske bølger (f.eks. lys og radiobølger). Dette er en følge af Einsteins relativitetsteori. Lyset fra et fjernt, lysstærkt objekt, for eksempel en kvasar, der ligger tæt ved synslinjen til en galakse, kan blive afbøjet på en sådan måde, at kvasaren ses mere end én gang.
Great Barrier Reef.
Satellitbillede af en del af Great Barrier Reef. Kilde NASA.
Great Barrier Reef er verdens største koralrev, der ligger i koralhavet ud for Queenslands kyst og strækker sig 2.300 kilometer parallelt med Australiens nordøstkyst. Det kan ses fra rummet.
Den første europæiske opdagelsesrejsende som så Great Barrier Reef, var kaptajn James Cook på hans rejse i 1768. Cook opdagede revet ved at støde på grund på det 11. juni 1770. I dag er Great Barrier Reef en af Australiens største turistattraktioner.
Great Barrier Reef består af 2500 enkelte rev.
Great Dividing Range.
Great Dividing Range er en bjergkæde med beliggenhed i østlige Australien. Bjergkæden har en længde på 3.600 km, og den højeste top er Mount Kosciuszko med en højde på 2.230 meter.
Fil:Mt hotham alpine range scenery.jpg|thumb|650px|center|Great Dividing Range set fra området ved Mount Hotham i staten Victoria. Billedet var
Great Salt Lake.
Great Salt Lake er en saltsø i Utah, USA. Søen er den fjerdestørste sø i verden uden fraløb. Den dækker et område på ca. 4.402 km². Vandet er så salt, at man kan flyde på vandet.
Byen Salt Lake City ligger i umiddelbar nærhed af søen.
Greb.
En greb er et redskab til bearbejdning og spredning af løse materialer som f.eks. møg, halm og sten. Greben er egentlig en viderudvikling af forken, som kendes fra bronzealderfund, hvor den blot er en tveget, tilspidset gren.
Greifswald.
Greifswald er en universitetsby i Tyskland. Universitetet er grundlagt i 1456 og er således det næstældste i Nordeuropa. Greifswald er den største by i Forpommern. Greifswald var længe svensk styret.
Grejsdalen.
Grejsdalen ved Vejle er Danmarks største kløft. Det er en kilometerlang sænkning med 50-70 meter høje, skovklædte skrænter nordnordvest for Vejle.
Det er resterne af en ådal, som Grejs Å nu løber igennem, inden den forener sig med Vejle Å (der også er del af en ådal) inde i Vejle. Området regnes af mange blandt de smukkeste steder i Danmark.
Der findes et klippefremspring i Grejsdalen, hvilket også er helt unikt for området, idet man i Danmark ikke normalt ser klipper stikke op fra undergrunden. Klipperne består af frådsten eller kildekalk. Dette materiale var et populært byggemateriale til nogle af de første stenkirker i Danmark og er i området omkring Grejsdalen bl.a. brugt til kirkerne i Hornstrup, Hover og Jelling, plus deres egen kirke: Grejsdal Kirke.
Grejsdalen har også sin egen skole ved navn Grejsdal Skole.
Grenada.
Grenada er et caribisk land beliggende nord for Trinidad og Tobago. Landet består af øerne Grenada samt småøerne Carriacou og Petite Martinique. Den første opdagelsesrejse til Grenada blev ledet af Columbus i 1498, men på grund af de indfødte carib-indianeres fjendtlighed faldt alle forsøg på kolonisering til føje. Først i 1650'erne lykkedes det for franskmændene at vinde fodfæste på øen.
Øen overgik i 1762 til Storbritannien, og på det tidspunkt havde den allerede udviklet sig til en traditionel caribisk ø med sukkerplantager og afrikanske slaver som arbejdskraft.
I 1974 fik landet selvstændighed. Fem år efter blev regeringen væltet af en gruppe kommunister ved et ublodigt kup. Efterfølgende opstod der indre spændinger i den kommunistiske fløj, og da kuppets leder blev myrdet i 1983, greb U.S.A. ind sammen med flere andre caribiske lande og fik genindført demokratiet.
Geografi.
På Grenada, som er den sydligste af Winward-øerne, strækker der sig en skovklædt bjergkæde ned gennem øen. Sammen med resten af øen er denne kæde af vulkansk oprindelse. Bjergkæden gennemskæres af flere floder, og øen har mange søer. Et eksempel er Grand Etang, der er beliggende 530 meter over havet.
Mod vest skråner bjergmassivet stejlt nedad. Mod syd sænker bjergkæden sig jævnt nedad, til den munder ud i havet. Her findes der mange strande og naturlige havne.
Økonomi.
65% af Grenadas økonomi er baseret på serviceerhverv. Landbruget tegner sig for godt og vel 20%, og der dyrkes krydderier, bananer og kakao. Grenada er verdens største eksportør af muskatnød og muskatblomme. Den lille industrisektor producerer varer som alkohol, chokolade, sukker og marmelade. Der produceres også møbler og tekstiler, som primært eksporteres til Trinidad og Tobago.
Den politiske krise mellem 1979 og 1983 betød et hårdt slag for turistbranchen, men denne var så småt begyndt at komme på fode igen, da terrorangrebet den 11. september 2001 atter satte en stopper for turismen.
Greve Karl Robert von Nesselrode.
Greve Karl Robert von Nesselrode levede fra 1780-1862. Han var russisk politiker, udenrigsminister 1816-1856, vicekansler i 1829 og rigskansler i 1844. Han fik opkaldt en budding efter sig, som efter sigende blev en lollandsk delikatesse.
Grevens Fejde.
Grevens Fejde var en borgerkrig som hærgede Danmark i 1534-1536. Den foregik under reformationsoprøret, og samtidig med borgerkrigens afslutning indførtes Reformationen i Danmark.
"Grevens Fejde" har navn efter den protestantiske Grev Christoffer af Oldenburg, der støttede den i 1523 afsatte Christian 2., der var katolik.
Efter Frederik 1.s død i 1533 proklamerede den jyske adel dennes søn, den daværende Hertug Christian af Gottorp, som konge under navnet Christian 3. Grev Christoffer organiserede imidlertid et oprør mod den nye konge med krav om Christian 2.s løsladelse. Støttet af Lübeck og oldenburgske og mecklenburgske tropper rejste dele af den sjællandske og skånske adel sig sammen med bl.a. København og Malmø. Det kom til egentlige kamphandlinger i 1534, hvor en kaperkaptajn, der tidligere havde været i Christian 2.s tjeneste, Skipper Clement, på Grev Christoffers foranledning rejste bønderne i Vendsyssel og Nørrejylland mod adelen. Hovedbasen for oprøret blev Aalborg. Et stort antal herregårde blev afbrændt i det nordlige- og vestlige Jylland.
Den 10. august 1534 modtog grev Christoffer Skåneland på Sankt Libers høj for Christian 2.s regning. Måneden før blev Christoffer hyldet som rigsforstander på Christian 2.s vegne af det sjællandske landsting i Ringsted.
En adelshær under anførsel af Niels Brock og Holger Rosenkrantz led nederlag i Slaget ved Svenstrup 16. oktober.
Christian 3. aftvang imidlertid en fred med Lübeck, hvorved store troppestyrker kunne frigøres til indsats mod oprørerene. Under ledelse af Johan Rantzau forfulgte de kongelige tropper bønderne helt til Aalborg, hvor disse under ledelse af Skipper Clement havde forskanset sig bag byens volde.
Den 18. december løb Rantzaus styrker storm mod byen, der faldt. Mindst 2.000 mennesker menes at have mistet livet under stormen og de efterfølgende dages plyndringer. Skipper Clement selv undslap hårdt såret, men blev nogle dage senere genkendt af en bonde i Storvorde øst for Aalborg og udleveret til Rantzau.
Skipper Clement blev senere dømt til døden ved rettertinget i Viborg og henrettet 1536.
Efterspillet efter bondeoprøret kostede deltagerne dyrt. Mange måtte købe livet med store bøder til både kongen og adelen.
Den svenske konge Gustav Vasa sendte en svensk hær til Christian 3.s hjælp, som trængte ind i Skåne ved Løsholt (Loshult), og hærgede, brændte og myrdede i hele Gønge-egnen under sin fremrykning mod Væ. Senere gik en ny svensk hær ind i Halland, som blev ødelagt med ild og sværd. Den skånelandske adel tilsluttede sig til svenskerne, men Tyge Krabbe på Helsingborg Slot støttede grev Christoffer. I januar 1535 gik svenskerne og adelshæren til angreb mod Helsingborg. En hær bestående af lybækkere og Malmø-borgere under Jørgen Kock var forskanset uden for slottet, og i det afgørende øjeblik lod Tyge Krabbe slottets kanoner pludselig åbne ild mod forsvarerne, hvorefter han oplod slottet til svenskerne, som satte ild på Helsingborg og lagde byen i aske. Dermed var det østensundske Danmark tabt for grev Christoffer.
Efter sejren ved Aalborg overførte Rantzau sine tropper til Fyn, og 11. juni 1535 stod slaget ved Øksnebjerg, hvor resterne af Grev Christoffers hær blev afgørende slået.
Både København og Malmø holdt dog stand til 1536, hvor de måtte kapitulere efter mange måneders belejring. Ved kapitulationen blev Grev Christoffer forvist og med Christian 3.'s indtog i København var "Grevens Fejde" forbi.
Groote Eylandt.
Groote Eylandt er en ø i det nordøstlige Australien. Øen er ca. 2.260 km² stor, med en gennemsnitlig højde over havet på 15 m. Den blev navngivet af Abel Tasman i 1644 og navnet er nederlandsk for "Stor Ø".
Gruyère.
Gruyère er en schweizisk ost, der har fået navn efter området Gruyères, der ligger i kantonen Fribourg.
Grækenland.
Republikken Grækenland ("græsk": Ελληνική Δημοκρατία, "engelsk (i officiel sammenhæng)": Hellenic Republic) er et land i den sydøstlige del af Europa på den sydlige spids af Balkanhalvøen. Mod nord er der grænser til Bulgarien, den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Albanien, mod øst til Tyrkiet. Mod øst ligger det Ægæiske Hav, mod vest det Ioniske Hav og mod syd det Libyske Hav, alle dele af Middelhavet. Hovedstaden er Athen. Grækenland betragtes af mange som den vestlige civilisations vugge og har en lang og omfattende historie, hvorunder dets indflydelse spredte sig over tre kontinenter. Grækenlands militærdiktatur ophævede på ulovlig vis demokratiet og monarkiet i 1973, efter at Kong Konstantin 2., der indledningsvis støttede militærdiktaturet, forsøgte et modkup. Ved en lovlig folkeafstemning og forfatningsændring efter diktaturets fald blev monarkiet officielt afskaffet i 1974. Herefter har Grækenland været et demokrati efter moderne vestlige standarder, og landet blev medlem af EU i 1981.
Landskabet er bjergrigt. Klima: Middelhavsklima med tørre og varme somre og lune vintre. Landbrugsproduktionen består overvejende af vin, oliven, frugt, bomuld, ris og tobak. På de dårligere jorder i bjergene opdrættes får og geder.
Vigtige byer: Athen (Athínai), 745.514 indb. i 2001 (Dette er kun Athens kommune. Stor-Athen har 3.738.734 indb. i 2005); Patras (Pátrai), 171.616 indb.; Piræus (Piraiéus), 175.697 indb; Thessaloniki, 1.099.598 indb. (2005).
Grækenland vandt Europamesterskabet i fodbold 2004. Inden EM 2004 havde Grækenland deltaget to gange før, men aldrig vundet en eneste kamp.
Grækenland var i 1896, 1906 og 2004 vært for de moderne olympiske sommerlege. De olympiske lege stammer oprindeligt fra Grækenland.
I 2005 vandt Grækenland det Internationale Melodi Grand Prix (Eurovision Song Contest). Vindersangen hed My Number One og var sunget af Helena Paparizou.
Oldtiden.
Oldtidens Grækenland kan afgrænses tidsmæssigt og geografisk til henholdsvis en næsten tusindårig periode frem til kristendommens gennembrud, og til et område som udover det nuværende Grækenland omfattede meget af Middelhavs- og Sortehavsområderne. Oldtidens Grækenland bliver af de fleste historikere regnet som den vigtigste grundlæggende kultur for den vestlige civilisation. Græsk kultur havde en stor påvirkning på Romerriget, som igen satte sit præg på den europæiske kultur.
De gamle grækeres civilisation har haft stor indflydelse på sprog, politik, uddannelse, filosofi, videnskab, kunst og arkitektur i den moderne verden. Den græske kultur var også katalysator for renæssancen i 1400-1500-tallet.
Begrebet ”Antikkens Hellas” er brugt til at skildre den græsk-talende verden i antikken. Begrebet referer ikke bare til den græske halvø og det moderne Hellas, men også til områderne med hellensk kultur som var beboet af grækere: Cypern og De ægæiske øer, kysten omkring Det Ægæiske Hav, kaldet Anatolien (dengang kendt som "Ionien"), Sicilien og Syditalien, og de spredte, græske bosættelser på kysten af Illyrien, Thrakien, Egypten, Kyrene, Sydfrankrig og øst og nordøst på Den Iberiske Halvø.
Nyere historie.
Grækenlands nyere historie op til 1974 har været præget af instabilitet skiftende regeringer, såvel lovlige som diktaturer. Det medførte meget uro i landet da to konger blev afsat i 1914 og landet senere, i 1924, igen blev en republik.
I begyndelsen af 2. verdenskrig blev Grækenland angrebet af Mussolinis Italien. Det lykkedes dog grækerne at slå angrebet tilbage, men i 1941 besatte Tyskland Grækenland. Det estimeres at ca 370.000 grækere (ca 7% af befolkningen) mistede livet under 2. verdenskrig, mange af disse af sult.
I 1944 trak Tyskland sig ud af Grækenland. England forsøgte at genindsætte kongen, der var i eksil i London, men størsteparten af modstandsbevægelsen, nemlig den kommunistiske, modsatte sig. Det førte til den græske borgerkrig (1946-49), som afsluttedes med de borgerlige og royalisternes sejr i 1949 med støtte fra Storbrittanien og USA. Borgerkrigen var præget af grusomme overgreb, dels på modpartens styrker, dels overgreb fra begge sider på civilbefolkningen. Allerede i 1946 var Kong Georg 2. vendt tilbage til Grækenland, efterfulgt af Kong Paul i 1947. Kong Konstantin, Kong Pauls søn, efterfulgte ham på tronen i 1964, og blev senere gift med Anne-Marie, som er søster til dronning Margrethe 2. af Danmark. Den 13. december 1967 forsøgte Kong Konstantin at tage magten over militæret, men det mislykkedes og han og dronning Anne-Marie måtte, sammen med deres børn, flygte fra Grækenland. I 1974 udråbte oberst George Papadopoulos sig selv til præsident i Grækenland. Militæret havde magten i landet indtil Tyrkiet invaderede Cypern senere samme år, og militærregeringen blev afsat. Ved en folkeafstemning i 1974 besluttede grækerne at kongen ikke skulle vende tilbage, men i 2004 fik kongefamilien lov til igen at bosætte sig i Grækenland. Fra 1945 til 1974 var den græske befolkning udsat for en kommunistjagt der medførte at demokratiets vilkår var meget anstrengte eftersom alle venstrorienterede, også ikke-kommunister, blev forfulgt. Endog en del centrum-orienterede og enkelte borgerlige kom i klemme på denne måde, når de krævede ægte demokrati. Grækenland har været under Osmannisk herredømme fra 1359 - 1821.
Religion.
Den græske kirke har stor betydning i samfundet, og har spillet en stor rolle under de mange kampe mod besættelsesmagter.
Flertallet af befolkningen er kristne ortodokse og tilhører den græsk ortodokse kirke. Et lille antal er katolikker; de fleste af dem bor på de ioniske og ægæiske øer. Religion er vigtig for de fleste grækere, og de har stor respekt for kirken. I Grækenlands gader ser man ofte grækere som gør korsets tegn hver gang de går forbi kirken.
Grækerne går langt mere i kirke end danskerne og især på landet er kirken samlingspunkt, og præsten er en betydningsfuld person, som ivrigt tager del i landsbyens liv.
Men der er sket et fald i kirkegangen de senere år, og der er færre grækere der er troende. I EU erklærer kun flere Maltesere og Cyprioter sig religiøse end grækere.
Alligevel deltager næsten alle grækere i de religiøse festdage, hvor de vigtigste religiøse højtider (i nævnte rækkefølge) er Påsken, og Mariæ Himmelfart (15. august) og julen.
Fasten, hvor man ikke må spise kød eller andet fra et dyr, bliver stadig overholdt af mange grækere.
Den vigtigste minoritet er den muslimske, og i Nordgrækenland (Øst Thrakien) bor ca 150.000 muslimer, der selv definerer sig som tyrker og pomaker. Endvidere estimeres det at der bor ca 250.000 nytilkomne muslimske gæstearbejdere.
Økonomi.
Grækenland har markedsøkonomi, med et bruttonaltionalprodukt (BNP) på 251,7 MIA US Dollars i 2006. Hovedvægten ligger på turisme (15% af BNP), skibsfart (4,5% af BNP med en arbejdsstyrke på 160.000 svarende til 4% af arbejdsstyrken), bank og finans (), produktionsindustri (13% af BNP), byggeindustri (10% af BNP), landbrug (7% af BNP) og telekommunikation. Pga. den relativt stabile situation har mange virksomheder, også multinationale, deres regionale hovedkvarter i Grækenland.
Grækenland er verdens største skibsfartsnation med 3099 skibe på 1000 BRT eller mere (13. dec. 2007) eller 18% af verdens samlede tonnage. Dette er dog lavere end rekorden på ca 5000 græske skibe sidst i 1970'erne.
Et stort plus for Grækenlands nationaløkonomi er de mange legale og illegale indvandrere, som bidrager væesentligt. Et meget stort minus er den omfattende korruption og nepotisme sammen med en lov der gør at alle offentlige ansatte (såvel i høje som lavere stillinger)er ansatte på livstid og ikke kan afskediges. Det faktum at et meget stort antal mennesker i den offentlige sektor bliver, og navnlig blev, ansat på baggrund af deres bekendtskaber og ikke kvalifikationer, gør den græske offentlige sektor til en af Europas mest ineffektive. Dette er en af årsagerne til at f.eks. offentlige myndigheder i andre lande samt selve EU ofte har svært ved at få relevante informationer om f.eks. borgere, økonomiske forhold samt statistisk materiale fra de græske myndigheder, eller får dette op til flere år efter at der blev anmodet om informationen. Den græske presse beskæftiger sig med disse problemstillinger dagligt.
Arbejde.
Grækenland har et forholdsmæssigt stort antal selvstændige erhvervsdrivende.
De fleste små forretninger og industrier er familiedrevne og 85 % af Grækenlands virksomheder har færre end fire ansatte.
Selvom der er vedtaget love om at kønnenes ligestilling, er der stadig flest mænd i ledende stillinger. I familiedrevne foretagender, er det sjældent kvinder der bestemmer. Der er dog et stort antal kvindelige selvstændige erhvervsdrivende og Parlamentsformanden indtil september 2007 var en kvinde.
Cirka hver fjerde af borgerne arbejder ved landbruget, som dyrker bomuld, tobak, grøntsager og mange slags frugt. Grækenland er en stor producent af citroner og oliven, som blandt andet bliver brugt til olivenolie. Vindruer bliver dyrket til vin og til rosiner. Andre landbrugsprodukter er ris, bomuld og tobak.
Før i tiden var befolkningen på mange af de græske øer næsten fuldstændig afhængige af fiskeri som indtægt, men dette forhold er nu helt ændret og i vid udstrækning overtaget af turistindustrien.
Miljø.
Landet har omfattende miljøproblemer. Der bliver fyret med kul fra nogle af Europas mest forurenende elektricitetsværker. Der udledes ukontrolleret store mængder af giftstoffer, også meget potente giftstoffer såsom diverse tungmetaller såsom nikkel og chrom, direkte ud i vandløb og floder. Det kendteste eksempel er floden Asopos nord for Athen hvor der er en markant stigning i antallet af kræfttilfælde, spontane aborter samt medfødte misdannelser hos mennesker og dyr. Der er en massiv luftforurening i storbyerne, dels pga en meget stor befolkningstæthed, dels pga ineffektivitet og korruption i.f.m. kontrol af køretøjers udstødningsniveauer. Af samme grund er dieselbiler totalt forbudt for privatbilister i hele stor Athen (da disse forurener forholdsvis mere når de bliver ældre og staten forventer at de vil blive mangelfuldt vedligeholdt). Det sidste store miljøproblem er affald. Der bliver ifølge officielle statistikker genbrugt op til 80% af alt affald. Enhver der bor i Grækenland ved at det reelle tal ligger på få %. Der er således en stor affaldsmængde. Dette sammenholdt med det faktum at der er et ineffektivt, og i provinsen ofte et ikke-eksisterende affaldshåndteringssystem, gør at der er adskillige tusinde illegale lossepladser alle mulige steder i naturen. EU har for flere år siden påbudt Grækenland at afklare og løse affaldsproblemet inden 1. januar 2008, men manglende politiske evner og vilje betyder at stort set intet er gjort. Meget store bidrag fra EU til løsning af miljøproblemer er således krævet tilbagebetalt. Der er i de seneste få år en spirende miljøbevægelse i befolkningen, og miljøpartiet fik ved valget i 2007 betydeligt flere stemmer end ventet, dog var de under spærregrænsen. Der investeres i disse år i vindenergi i form af vindmøller og solenergi i form af fotovoltaiske anlæg, og landet er rigt på begge dele med mange solskinstimer og kraftig og hyppig vind.
Social- og sundhedsvæsen.
Der er i landet over 180 forskellige syge-pensionskasser. Disse er stort set alle ude af stand til at overholde deres forpligtelse til at udbetale alderspension samt afholde sygesikringsmæssige udgifter for deres medlemmer. Staten lægger hvert år meget store summer for at udgifterne skal blive betalt. Der eksisterer et meget omfattende privat sundhedssystem parallelt med det offentlige. Det offentlige sundhedssystem er overordentligt ineffektivt og præget af massiv korruption og det er en undtagelse at en patient bliver behandlet uden at lægge relativt store summer under bordet til personalet, primært lægerne. Der er massiv svindel med indkøb af sundhedsartikler til de offentlige sygehuse hvor der tages meget store ulovlige procentmæssige gevinster hjem fra læger og økonomisk personale. Der er eksempler på at græske offentlige sygehuse har betalt op til 600 gange mere for en vare end et sygehus i Storbritannien. Det private sundhedsvæsen er ineffektivt og dyrt pga manglende koordination. Der er næsten ingen speciallæger i almen medicin ("alment praktiserende læger") og der eksisterer således ingen primærsektor, som i sundhedsøkonomisk sammenhæng er kendt for at være en nøglefaktor for effektivitet, kvalitet samt økonomi. Regeringen har en plan for en reform af social-sundhedskasserne til et mindre antal større kasser, men dette møder massiv modstand fra den halvdel af de sikrede der i så fald ville skulle gå ned i pension.
Græsk mad.
Den græske madkultur har kun ændret sig lidt igennem tiderne, og bærer på arven fra det oldgræske og senere det byzantinske køkken. Senere er tilkommet inspiration fra Tyrkisk og mellemøstlig mad, som dog også i høj grad er inspireret af det byzantinske køkken. Græsk mad er en del af det sunde middelhavskøkken og grækerne lægger stor vægt på at spise de friske råvarer, som tomater, frisk fisk fra fiskerbådene, urter og grøntsager lige fra bjergskråningerne og citroner og figner lige fra træet. Fisk er meget populært.
Et græsk måltid starter med mezé, som er en eller flere små retter. Derefter serveres hovedretten med salat og brød, eller man spiser udelukkende mezédes. Feta spises i salater, som mezé eller ostetærte (tiropita). Bagværk og kager spises normalt et stykke tid før eller efter måltidet og ikke ved middagsbordet, hvor grækerne hellere slutter af med en kop stærk, sød kaffe. Det traditionelle køkken er således ikke delt op i decideret forret, hovedret, dessert, og dessert er en ny del af det græske køkken.
Det græske køkken har mange traditioner og meget af den mad der spises i dag, især i bjergegnene på fastlandet, er ikke meget anderledes end den mad der blev spist i landet for tusinde år siden, med et stort indtag af grøntsager, oliven, bønner og linser. I Byerne og på øerne er man ved at gå væk fra den traditionelle middelhavskost og f.eks. er smør ved at vinde indpas i kosten hvilket var næsten ukendt for få årtier siden. Dette har haft en negativ indflydelse på folkesundheden.
Musik og dans.
Musik har altid haft stor betydning for grækerne og ordet musik stammer fra det græske sprog.
Hver egn har sin traditionelle musik, instrumenter, danse og dragt. Danserne bevæger sig med hinanden i hånden i en lang række. Albuerne er bøjede, så armene, der holdes i skulderhøjde, danner et W. Alle danser basistrinene og lederen kan, som den eneste, afvige fra disse, og dette gælder samtlige danse.
1. Klarino (Klarinet) (Ipiros, Sterea Ellas, Peloponissos = nordvestlige og sydlige fastland samt Peloponnes), fællestræk med serbisk og albansk musik.
2. gaida (sækkepibe) (Makedonia, Thrake =nordøstlige fastland), fællestræk med rumænsk og bulgarsk musik.
3. lira (Pontos (= Sortehavet (=østlige Lilleasien)og Kreta). Visse områder i Kaukasus har musik der ligner især pontisk græsk musik.
4. guitar og mandolin (ioniske øer), fællestræk med italiensk musik.
5. bouzuki og baglamas (vestlige Lilleasien), fællestræk med tyrkisk musik.
6. Violin, (ægæiske øer), fællestræk med italiensk musik.
De gamle folkesange kaldes under et for dimotika (folkesange) mens de nyee folkesange (efter ca 1920) kaldes laika (som også betyder folkesange), og til laika spilles der oftest bouzouki, da laika er en videreudvikling af den vestlige Lilleasiatiske græske musik der kom til Grækenland i 1922 under den store befolkningsudveksling.
Man skal dog være klar over at grækere i daglig tale benytter følgende betegnelser: Kategori 1 (og kun denne) kaldes "dimotika", kategori 2 kaldes "Makedonika" (makedonsk) og "Thrakiotika" (thrakisk), kategori 3 kaldes "Pontiaka" (Sortehavet) hhv. "Kritika" (kretensiskkategori 4 kaldes "Ionia" (nisiotika) (ionisk (ømusik)). Kategori 5 kaldes Rembetika og kategori 6 "Nisiotika" (fra øerne, underforstået de Ægæiske øer).
Som traditionel musik skal endelig nævnes den Byzantinske musik og salmer.
Græske øer.
Grækenland består af mange små øer.
Nogle af øerne ligger tæt på Tyrkieti øgrupperne Dodekaneserne og Kykladerne.
Græske alfabet.
Det græske sprog bliver skrevet i det græske alfabet. Det græske alfabet blev udviklet i klassisk tid (omkring det 9. århundrede fvt.). Det græske alfabets bogstaver bliver nuomdage anvendt til mange forskellige formål: som matematiske symboler, som stjernenavne, som navne på fraterniteter og sororiteter og så videre.
Oversigt.
Det antages at det græske alfabet blev bragt til Grækenland af fønikiske købmænd. Det er en uomtvisteligt, at det græske alfabet blev afledet af et tidligere semitisk alfabet, men den nøjagtige kilde til det græske alfabet er dog usikker.
I antikken skrev grækerne kun med store bogstaver, hvorimod de små bogstaver ("minuskler") først blev almindelige i middelalderen (de er opstået af papyrusskriftens mere bløde udgave af de store bogstaver). Det er bl.a. årsagen til at bogstavet San ikke har et lille bogstav.
Grækerne kendte (naturligvis) ikke de arabiske tal, men anvendte i stedet et system beslægtet med romertallet eller bogstaverne, der hver havde en talværdi, som de har overtaget direkte fra det semitiske alfabet. Visse bogstaver, der ikke længere blev anvendt i klassisk græsk, fortsatte som taltegn, f.eks. digamma, koppa og disigma.
Eksterne henvisninger.
*
Grønsund.
Grønsund er farvandet, der adskiller Falster fra Bogø og Møn.
Grønsund kan krydses med færgen fra Stubbekøbing til Bogø i sommerhalvåret. Resten af året må man klare sig med bil via Farøbroerne, der blev indviet i 1985 som aflastning af trafikken på Storstrømsbroen fra 1937. Farøbroerne var indtil Storebæltsbroens indvielse Danmarks længste bro med sine lidt over 3300 meter.
Grønsunds dybe sejlrende har medvirket til en stor trafik af større skibe, som herved sparer en tur rundt om Falster.
Historisk set har Grønsund haft stor betydning som samlingssted for ledingsflåden i vikingetiden og senere rigets flåde under Valdemar-kongerne.
I 2000 blev der på Grønsund afholdt dansk og nordisk mesterskab for X-99'ere.
Grådyb.
Grådyb er et farvand mellem Fanø og Skallingen, som fører ind til Esbjerg.
Indsejlingen til Esbjerg Havn har altid været farlig.
På Grådyb, lå der tidligere Station Grådyb, et fyrskib, der sammen med fyrskibene på Station Horns Rev og Station Vyl samt Blåvand Fyr skulle sikre indsejlingen til Esbjerg Havn.
Guadeloupe.
Guadeloupe er et fransk oversøisk departement i Caribien (DOM-ROM) bestående
af en række øer med et samlet areal på 1.628 km². Øgruppen har 400.736 indbyggere
og tilhører de Små Antiller. Øgruppen består af øerne Basse-Terre, Grande-Terre,
la Désirade, Marie-Galante samt les Saintes.
Den 7. december 2003 valgte beboerne på Saint-Barthélemy og Saint-Martin, for en status
som en fransk kollektivitet (COM) adskilt fra Guadeloupe.
Valget blev ratificere ved lov den 21. februar 2007.
Guadeloupe var en svensk besiddelse 1813-1814.
Historie.
Lov af den 19 marts 1946- Guadeloupe status er ændret fra Fransk koloni til fransk departement (DOM).
Guillotine.
En Guillotine er maskine til henrettelse ved afhugning af hovedet. Den har været kendt siden middelalderen. I Skotland hed den Jomfruen.
Frankrig.
Den fik sit navn efter den franske læge Joseph Ignace Guillotin (1738 - 1814), der foreslog maskinel halshugning for at spare den franske revolutions ofre for dårligt bøddelhåndværk. Den blev under revolutionen opstillet foran Tuilerierne på Place du Carrousel i august 1792. Dr Guillotin var ikke glad for, at hans navn blev knyttet til mekanismen, skønt guillotinen i sin første tid ofte blev omtalt som "louison" eller "louisette" efter en dr Louis, der var sekretær ved Kirurgisk akademi (og forfatter af artiklen om død i "l'Encyclopédie"), og varmt anbefalede mekanismen, fordi han mente, den medførte øjeblikkelig død.
Siden revolutionen i 1789 er i alt ca. 4.600 mennesker blevet guillotineret i Frankrig, heraf 23 fra 1956 til 1977. Guillotinen blev brugt første gang i april 1792 og sidste gang i 1977. Victor Hugo beskriver guillotinen i romanen "1793". Dødsstraf blev imidlertid afskaffet i Frankrig i 1981. To guillotiner står opmagasineret i en hangar uden for Paris.
Tyskland.
Under Napoleonskrigene indførtes guillotinen under navnet "Fallbeil" ("faldøkse") i de besatte dele af Tyskland. Den var i brug til 1949. Blandt andre blev Sophie og Hans Scholl henrettet med faldøkse. Nazisterne var meget omhyggelige med ikke at bruge det franske ord "Guillotine."
Guillotinen i Baden.
I storhertugdømmet Baden blev der mellem 1848 og 1932 henrettet 37 mænd og to kvinder. Fra 1856 skete henrettelserne med en guillotine, som var bygget af firmaet Mannhard i München for 1.000 gylden. Når guillotinen skulle til de forskellige fængsler i Baden, blev den skilt ad og nedpakket i kasser. Det kunne trods alle anstrengelser ikke undgås at monteringen gav genlyd i fængselsgården, hvad der foruroligede fangerne. Efter at henrettelserne i 1933 blev henlagt til Stuttgart, kom Badens guillotine i 1937 til straffeanstalten Berlin-Plötzensee.
Danmark.
Brugen af halshugning med økse og de dermed forbundne uheld førte omkring 1900 til, at der i Rigsdagen blev fremsat et lovforslag om, at henrettelser skulle ske "med Faldøkse i et lukket Rum". Forslaget blev ikke vedtaget, og guillotinering har aldrig været anvendt i Danmark. Den sidste aktive skarpretter i Danmark var Theodor Seistrup.
Selvmord.
Selvmord ved guillotinering forekommer uhyre sjældent, men i 2003 halshuggede Boyd Taylor fra England sig selv netop med en hjemmelavet guillotine med elektrisk udløser. Det havde taget ham uger at konstruere den.
Guirlande.
Guirlande er en betegnelse for en kæde af udsmykninger af forskellig art. Oprindelig var det et bånd med hængende udsmykninger af blomster, blade eller frugter.
Til jul hænges forskellige guirlander på juletræet. Her findes både musetrapper og jakobsstiger. Musetrapperne fremkommer ved at to papirstrimler flettes og foldes omkring hinanden. Jakobsstigen fremkommer ved at små løkker af strimlet papir sættes sammen til en "lænke".
Gujarati.
Gujarati er et indoarisk sprog der hovedsageligt tales i Indien, men også i Østafrika og Pakistan. Gujarati er officielt sprog i den Indiske delstat Gujarat. Det tales af omkring 46 millioner mennesker, heraf 45,5 millioner i Indien, 150.000 i Uganda, 250.000 i Tanzania, 50.000 i Kenya og omkring 100.000 i Pakistan. Der er også et betragteligt antal gujarati-talende blandt indvandrere i Nordamerika og Storbritannien.
Gummi-Tarzan.
"Gummi-Tarzan" er en børnebog(ISBN 82-05-11007-7) fra 1975 af Ole Lund Kirkegaard, der handler om Ivan, der får buksevand i skolen og skældud derhjemme. En dag får han mulighed for at få opfyldt alle sine ønsker en hel dag, hvilket giver ham "den mærkeligste dag i hans liv".
Filmatisering.
Bogen blev i 1981 filmatiseret af Søren Kragh-Jacobsen. Filmen modtog tre Bodilpriser for hhv. bedste film, bedste mandlige hovedrolle (Otto Brandenburg) og bedste mandlige birolle (Peter Schrøder). I 1982 vandt filmen UNICEF's nyindstiftede børnefilmpris.
Musical.
1. november 2002 havde Gummi-Tarzan premiere som musical i Cirkusbygningen i København.
Navnet Tarzan stammer fra bøgerne af Edgar Rice Burroughs om junglehelten Tarzan, abernes konge. Ud over den normale ophavsretsbeskyttelse af bøgerne er navnet også beskyttet som et registreret varemærke. Rettighederne blev licenseret til Disney i forbindelse med selskabets tegnefilm om figuren fra 1999.
Efter opsætningen af musicalen sagsøgte Disney i 2003 Kirkegaards arvinger, der har rettighederne til bøgerne, for krænkelse af deres rettigheder til navnet. Sagen blev forligt, således at Gummi-Tarzan i fremtidige værker skal kaldes Gummi-tarzan (med lille t). Selve bogen og Kragh-Jacobsens film kan dog stadig markedsføres under det oprindelige navn.
Guyana.
Guyana er et land i det nordøstlige Sydamerika med kyst mod Atlanterhavet. Guyana grænser til Brasilien, Surinam og Venezuela.
Historie.
Guyana blev en hollandsk koloni i 1600-tallet, men overgik til i britisk overhøjhed i 1815 og fik navnet "Britisk Guyana". Da slaveriet blev forbudt, flyttede størstedelen af de tidligere slaver til byerne, og man blev nødt til at importere arbejdskraft til sukkerplantagerne fra Indien. Guyana blev selvstændig i 1966, og blev styret af socialistiske regeringer frem til 1992, hvor landets første demokratiske valg blev afholdt.
Politik.
Guyana er bl.a. medlem af Commonwealth of Nations og FN. I Guyana er der store fængselsstraffe, hvis man er homoseksuel.
Geografi.
Guyana kan groft inddeles i tre geografiske regioner: en smal slette langs Atlanterhavskysten, et sandbælte længere inde i landet med regnskov og mange af Guyanas mineralreserver, og et større højlandsområde mod syd, som består af savanne og bjerge, hvoraf det højeste er Mount Roraima (2.835 m). De vigtigste floder er Essequibo, Demerara, Corentyne og Berbice.
Klimaet er tropisk, men er noget mildere på grund af passatvinde. Der er to regntider, en fra maj til august, og en fra november til januar. Disse regntider fører ofte til oversvømmelser.
Økonomi.
Guyanas vigtigste naturresurser er bauxit og sukker, men der er også forekomster af guld og diamanter. Andre eksportvarer er tømmer, rejer og fisk.
Demografi.
Etnisk sammensætning: 49 pct. indere og javanesere, 44 pct. sorte og mulatter. Religion: 57 pct. kristne, 33 pct. hinduer, 9 pct. muslimer.
Gyromitrin.
Gyromitrin er en giftig kemisk forbindelse som forekommer i spiselig stenmorkel ("Gyromitra esculenta"). Gyromitrin nedbrydes, hvis svampene tilberedes ordentligt, men der er svært helt at fjerne forgiftningsrisikoen. I fordøjelsessystemet nedbrydes gyromitrin bl.a. til monomethylhydrazin, der er både giftigt og kræftfremkaldende.
Gås.
Gæs er fugle i familien Egentlige andefugle der tilhører slægterne ("Anser"), ("Chen"), ("Branta") eller ("Cereopsis").
Gæs var blev holdt som husdyr allerede for 5.000 år siden i Egypten. Visse tamgæs kan nå den betydelige vægt på 12-14 kg.
Hangæs kaldes "gaser", og gåseunger hedder "gæslinger".
Göttingen.
Göttingen (plattysk "Chöttingen") er en by i Tyskland med omkring 120.000 indbyggere i delstaten Niedersachsen. Den ligger 250 km syd for Hamborg.
Byen er bl.a. kendt for sit universitet som blev grundlagt i 1734.
Habibullah Khan.
Habibullah Khan (1872 - 20. februar 1919) var konge af Afghanistan fra sin far, Abdur Rahmans død i 1901 til han selv blev myrdet under en jagt i 1919.
Habibullah var en forholdsvis reformvenlig regent og forsøgte at modernisere landet og bringe vestlig teknologi til Afghanistan. I 1904 oprettede han Habibya College, der omfattede landets første offentlige bibliotek. Blandt de andre nyskabelser der blev indført i Habibullahs regeringstid var det første statslige hospital (1913), et militærakademi (1904-06), vandtilførsel til Kabul, en telefonlinje mellem Kabul og Jalalabad (1908) samt en ugentlig avis.
Efter et besøg i Indien i 1907, blev Habibullah blot bekræftet i sin tro på vestlig teknologi, men de reformer han indførte rakte sjældent længere end til Kabuls bygrænse.
Han valgte at holde landet neutralt under 1. verdenskrig på trods af krav fra sultanen af Tyrkiet om deltagelse i hellig krig.
Hacker.
Hacker betegner en anerkendt programmør, der skriver kildekode til programmer eller i hvertfald en tekniker indenfor computerverdenen. Mange bruger det dog som synonym for cracker. (Lexopen)
Indledning.
Ordet Hacker er flere hundrede år gammelt, og blev oprindelig brugt om en håndværker der var i stand til at fremstille møbler ved hjælp af en økse.
Disse to betydninger anses af nogle for indbyrdes modstridende, mens andre ser dem som overlappende, idet en hacker, som foretager IT-kriminalitet, sagtens kan være en dygtig tekniker.
Vigtigt er det dog at bemærke, at en it-professionel ikke per definition er hacker, da hacker-kulturen ikke beskæftiger og anerkender crackere. En cracker kan typisk blive en hacker af den simple grund, at cracking er det eksakt modsatte af hacking.
I det følgende afsnit bruges ordet hacker i betydning 1, og ordet cracker bruges i stedet for hacker i betydning 2. Dette gøres fortrinsvis for at lette læsbarheden.
Forvirringen kommer måske af at man som dygtig cracker måske har nogen af de samme talenter som en hacker. Det er heller ikke unormalt at en hacker på et tidspunkt i sin karriere har interesseret sig for hvordan man forbedrer og/eller bryder computersikkerhed. Den afgørende forskel er at en hacker ikke har nogen særlig interesse i at bryde loven eller brække ind i andre menneskers computere, og derfor typisk heller ikke vil gøre det. Hackeren er blot interesseret i at udforske computeren og dens muligheder. Folk er måske bange for det ukendte. På nogen kan en hacker måske virke som en slags troldmand, fordi hun eller han har stor viden om computeren. På samme måde frygter nogle mennesker våben. Våben (eller computerviden) er ikke i sig selv farlige, men kan være det hvis det havner i de forkerte hænder. Denne frygt for hackere har pressen måske udnyttet til at gøre artikler om brud på computersikkerhed mere spændende, idet de har kaldt gerningsmændene for hackere.
I filmen "War Games", havde en "hacker" (i betydningen en dygtig programmør) lagt en bagdør ind i et program, så han altid selv kunne få adgang uden om den normale sikkerhed. Hvorvidt han havde gjort dette for at begå kriminalitet, eller for at have en nem måde at vedligeholde programmet, fremgår vist ikke direkte af filmen, men han fremstilles som geni, ikke som kriminel.
Hacking Behøver ikke at være kriminelt, der er for eksempel hackermesser, blandt andet pwn2own, hvor der blev fundet exploits til at hacke Internet Explorer browseren.
Hackere ødelægger normalt ikke noget da de vil blive upopulærer i hacker miljøet så. Hackere bryder nu normalt kun ind i systemet, fjerne alle spor og går ud igen.
Den mest normale metode hackere bruger er at sende en Rat/keylogger til en masse computere og kan derfra endten læse hvad du skriver, se din skærm og webcam osv.
Historie.
Som nævnt kommer begrebet hacker fra betydningen at være i stand til at fremstille møbler ved hjælp af en økse. For at gøre dette må man naturligvis kende sin økse godt, og være god til at bruge den. På samme måde må en computer-hacker have et omfattende kendskab til sit værktøj, nemlig computeren, hvilket nok var årsag til at udtrykket blev valgt i første omgang.
Hackerbegrebet blev formodentlig først brugt i forbindelse med moderne teknik af modeltog-klubben på MIT (Tech Model Railroad Club - TMRC). I TMRC designede man kompliceret styring til modeljernbaner, og et særligt snedigt system kaldte man et "hack". I 1959 fulgte en række af medlemmerne MIT's første kursus i programmering og fik senere adgang til MIT's IBM 704 computer, og kort efter til en interaktiv TX-0 computer. Gruppens medlemmer blev hurtigt entusiastiske programmører, overførte begrebet "hack" til et særligt snedigt program, og begyndte at kalde sig "TX-0 hackerne". Gruppen fik fra 1961 adgang til én af de første PDP-1 computere, som DEC havde foræret til MIT.
Kendte hackere fra den tidlige periode: Steve Piner og L. Peter Deutsch (som udviklede Expensive Typewriter), Bob Wagner (som udviklede Expensive Desk Calculator), Stephen Russell (som udviklede Spacewar, det første interaktive computerspil, med brug af kode fra Peter Samsons Expensive Planetarium), og Bill Gosper.
Der udviklede sig et særligt hacker miljø på MIT, specielt ved MIT's AI Lab og blandt brugerne af det CTSS time-sharing system som Project MAC udviklede. I årenes løb har en række personer forsøgt at holde denne tradition i hævd, f.eks. Richard M. Stallman (som var med på MIT's AI LAB oprindeligt) og Eric S. Raymond.
Tidligt i 1960'erne indførtes passwords på Project MAC's CTSS maskine, hvilket en del af hacker miljøet var modstandere af. Det blev en sport af omgå systemet (f.eks. at erstatte maskinen login-besked med "Project HACK"). Fra denne periode stammer muligvis anvendelse af "hacker" for en person der på en computer laver practical jokes og vandalisme.
Denne anden betydning af ordet hacker, blev senere populariseret i filmen "War Games" som i sin tid bragte fokus på computersikkerhed. Filmen var et stort hit efter datidens målestok, og kom kun få år før den første store Internetorm (RTM Ormen) lagde store dele af Internet ned i 1988. Filmen bruger ordet hacker om en af personerne i filmen, som har lagt en bagdør ind i et program. Hovedpersonen ser i filmen op til denne hacker.
I filmen er hovedpersonen en hacker i ordets negative betydning. Han bryder bl.a. ind i skolens computer og forbedrer sine kammeraters karakterer med mere. Han bliver fremstillet som en slags supermand der kan alt pga. sine evner med computeren. Begrebet hacker blev herefter i en periode kædet sammen med noget romantisk og fantastisk.
Romancen med IT-kriminaliteten førte bl.a. til at man en overgang talte om cybercowboys, inspireret af "Neuromancer", en science fiction-bog, der dyrker forestillingerne om en verden gennemsyret af teknik.
Pressen tog "hacker" til sig som betegnelse for folk som ulovligt bryder ind i computersystemer, og bruger det i dag næsten eksklusivt om IT-kriminelle. Mange mennesker kender kun ordet "hacker" i denne betydning i dag.
Hackerne brød sig imidlertid ikke om at blive betragtet som kriminelle, så derfor besluttede nogen af dem sig for at finde et andet ord for IT-kriminelle. Flere alternativer blev overvejet, og det endelige valg faldt på ordet "cracker". På dette tidspunkt havde den nye betydning af hacker dog i mellemtiden slået an hos den almene befolkning. Pressen som helhed ønskede ikke at skifte over til det nye ord. Ordet cracker er på trods af pressens modstand alligevel vundet noget frem, hovedsaligt i betydningen af at bryde kopibeskyttelser på computerprogrammer. Det er også muligt at downloade såkaldte "cracks" til computerprogrammer som f.eks. får et sharewareprogram til at køre længere eller bedre. Forskellen på hacks og cracks er, at cracks per definition er ulovlige. Et hack er f.eks. en smart og/eller "beskidt" ændring af et computerprogram med henblik på at udvide eller ændre dets virkemåde.
Mange hackere og aspirerende hackere (wannabe) holder stædigt fast betydning 1 af ordet, og med fri software- og open source-bevægelserne, som i stor stil har taget ordet til sig, har denne betydning af ordet måske en chance for at slå an hos den brede befolkning.
Hacker-etik.
En omdiskuteret, men velargumenteret etik der eksempelvis indbefatter at man deler sin kildekode, fordi det er til gavn for fællesskabet. Richard M. Stallmans GNU General Public License kan læses som et etisk og politisk manifest.
Haderslev Domkirke.
Haderslev Domkirke - også kaldet Vor Frue Kirke - ligger omtrent på det højeste punkt i Haderslev by.
Trækirken.
Den ældste kirkebygning i Haderslev købstad har sikkert været af træ, og den har sandsynligvis ligget på den plads, hvor den nuværende kirkebygning findes, men der er ikke fundet spor af den.
1100-tallet.
Den første kirkebygning, som vi kender noget til, er en romansk kvaderstenskirke. Den er utvivlsomt bygget omkring midten af 1100-tallet, og efter dens ødelæggelse et hundrede år senere er dens granitkvadre blevet anvendt i den nye kirkebygnings fundament og genanvendt ved senere ombygninger. Det ses endnu i korets og vestgavlens sokkel, samt ved indgangen til kirkens nordlige dør, og giver visse oplysninger om denne kirkes form og udsmykning. Det fremgår således, at den må have haft en halvrund korafslutning. En sokkelsten i den nuværende kirkes sydvestlige hjørne fortjener særlig opmærksomhed, fordi den som hjørnesten har et udhugget skægget mandshoved.
1200-tallet.
Alt tyder på, at kvaderstenskirken blev ødelagt i forbindelse med kampene mellem Erik Plovpenning og Abel i 1247, og dens afløser, en stor teglstenskirke i blandet romansk-gotisk stil, synes at være blevet opført kort tid efter. Stilmæssigt har denne kirke mindet om de ældste dele af Aabenraa Skt. Nikolai kirke.
Man kan endnu gøre sig en forestilling om dens ydre ved at betragte den nuværende kirkes tværskib, der er bygget af store gule og lyserøde munkesten, der let lader sig udskille fra senere ændringer og tilbygninger, hvis sten er mørkerøde. Den søndre gavl er den bedst bevarede bygningsdel fra denne periode.
Henimod 1270 fandt der en betydelig ombygning sted. Kirken blev nu et såkaldt hallekirke efter nordtysk forbillede, med to sideskibe, hvis bredde svarede til halvdelen af hovedskibets. Kirken fik derved en ganske anselig størrelse, og udvidelsen hænger utvilsomt sammen med, at Vor Frue Kirke i Haderslev havde fået status af kollegiatkirke i forhold til domkirken i Slesvig. Som sådan nævnes den første gang i 1273, da den fik skænket Slesvig-bispens tiende af Aller sogn. Det var herefter blevet nødvendigt med plads til en række altre til kollegiatkapitlet, som kirkens præsteskab fra nu af kaldtes.
1400-tallet.
Haderslev Vor Frue kirkes videre skæbne er på det nøjeste knyttet til Sønderjyllands almindelige politisk-kulturelle udvikling, og navnlig blev begivenhederne i forbindelse med Erik af Pommerns krig med de Holstenske grever fra 1410 til 1435 af indgribende betydning.
I disse år var det gamle Slesvig stift delt mellem de to krigende parter, og kampene bølgede især frem og tilbage i området omkring Flensborg.
Det betød for Haderslev kollegiatkapitel, at dets forbindelse til domkapitlet i Slesvig var blevet afbrudt, og snart modnedes en plan om at løsrive Haderslev fra Slesvig stift og skabe et eget Haderslev stift.
I 1415 tog kong Erik "Vor Frue kirke i Haderslev og det ganske kapitel med kantor og kanniker" i sit værn og sikrede dem imod "enhver form for beskatning og anden besværing". På samme tid blev indtægterne af en række omegnskirker givet til Vor Frue kirke i Haderslev, og forskellige rigmænd overlod den et betydeligt jordegods. Nogle gange nævnes meningen med denne så overvældende godsoverdragelse, idet det siges, at den skulle bruges til ombygning af Vor Frue kirke.
Følgen blev et vældigt byggeri i årene 1420-1440 og der er næppe tvivl om, at det er de politiske forhold – situationen med det delte slesvigske bispedømme – der har udløst de højtflyvende byggeplaner.
Mændene bag byggeprojektet ønskede at skabe en gotisk katedral, fuldt værdig til at være hovedkirke for et selvstændigt Haderslev stift, og man ser da også i et aktstykke fra den tid, at kirken kaldes Haderslev domkirke.
Katedral.
Aldeles afgørende for udviklingen i Haderslev såvel som i hele Sønderjylland blev Flensborgs fald i 1431. De holstenske grever sejrede i den årelange krig med Erik af Pommern, og drømmen om et særligt Haderslev stift måtte opgives. Slesvigs biskop krævede byggeriet i Haderslev standset, men på det tidspunkt var kirkens gotiske højkor allerede en kendsgerning, og man var derfor nødt til at gøre hele midterskibet færdigt. Sideskibene blev derimod ikke ændret, men bevarede deres højde fra hallekirkens tid.
Trods denne indgriben havde bygherrerne alligevel alt i alt nået deres hensigt. Vor Frue i Haderslev har fået et umiskendeligt katedralpræg med dets enestående højkor, der måler 22 meter fra gulv til loft, og dets tre, næsten 16 meter høje korvinduer.
Den imponerende udførelse af korets østgavl med buernes fine form og med pillernes smukke profileringer giver Vor Frue kirke i Haderslev en førsterang blandt vort lands gotiske bygningsværker.
Kirkens skib rakte dengang et fag længere mod vest, og den afsluttedes her af et kraftigt tårn med sadeltag, således at bygningsværket udfyldte hele pladsen fra Apotekergade til Nørregade. En række kapeller – flere end der er bevaret – blev i løbet af senmiddelalderen føjet til kirkebygningen, og det er i denne stand, at Vor Frue kirke i Haderslev efter 1525 blev landets første evangelisk-lutherske kirke.
Reformation.
Christian 3. var i dette år blevet hertug over Haderslev og Tørning, og fra sin residens på det forlængst forsvundne Haderslevhus gennemførte han her reformationen godt 10 år, før det skete i kongeriget. Haderslev kan derfor med rette kaldes "Nordens Wittenberg".
Brand.
Trediveårskrigens flygtende tropper forvoldte i 1627 en frygtelig brand, der ramte kirken og en stor del af byen. Kirkens store tårn og dens vestlige fag, samt hele den nordvestlige del af den nuværende kirkebygning blev et offer for flammerne. Genopførelsen efter brandkatastrofen skred kun langsomt frem og afsluttedes først i 1650. Der var ikke blevet råd til at genskabe kirken i dens oprindelige skikkelse.
Vestgavl og forhal.
Kirkens store vestgavl opførtes på denne tid, og omkring hovedindgangen byggedes en forhal i en overgangsstil mellem renæssance og barok. Alle senere restaureringer har bevaret kirken i den skikkelse, den havde fået i 1650.
Domkirke.
Takket være det katedralpræg, som kirken fik i 1400-årene, var Vor Frue kirke selvskreven til at blive domkirke for Haderslev stift, som efter genforeningen blev oprettet i 1922.
Senere ombygninger og restaureringer.
Kirken er senest restaureret 1941-51 hvor bl.a. hele kirkens indre blev hvidkalket. Nogle få kalkmalerier er afdækket, i korsskæringen er 12 hjelmede våben for sønderjyske og holstenske slægter, i søndre korsideskib ses Sct. Peter, og i nordre korsideskib Sankt Barbara. Restaureringen fandt sted ved arkitekterne Harald Lønborg-Jensen og Helge Holm, hvorved kirken fik sit nuværende udseende.
I sommeren 2009 udførtes en større reparation af sydsiden af taget, der efterhånden var så utæt, at det regnede ned, bl.a. på grund af tyndslidte blyplader. Alle blypladerne løftedes derfor af og måtte hejses ned på domkirkepladsen og smeltes om forinden genopsætning. Også spiret måtte nedtages og repareres.
Alter.
Alteret er en nyskabelse i forbindelse med kirkens restaurering i årene 1941-51.
Alterbordet er tegnet af arkitekt Lønborg Jensen. Middelalderlig alterbordsplade med indvielseskors er nedfældet i bordpladen.
Krucifiks er fra ca. 1300 og oprindelig korbuekrucifiks i Egebjerg (Odsherred). Korset er forsynet med de fire evangelistsymboler og korstræet skyder friske skud, symboliserende livets træ og opstandelseshåbet.
Sidefigurerne, Maria og Johannes er fra ca. 1400 og stammer fra Seem kirke ved Ribe og er skænket og opsat samtidig med krucifikset.
Alabastfigurerne De tolv apostle og Marias himmelkroning er fra ca. 1400 og fandtes tidligere i Hertug Hans Hospitalskirke, men figurernes oprindelige anvendelse er ukendt. Det gotiske skab er nyskåret i forbindelse med alterets restaurering.
Prædikestol og døbefont.
Prædikestolen og dens himmel er 1636 skænket af Georg von Ahlefeldt og Margrete Blumen. I stolens felter og paneler ses apostle.
Døbefonten er af bronze, støbt 1485 i Flensborg, den bæres af 4 evangelistfigurer, selve kummen har bibelske scener. En romansk granitfont, der nu står i Hertug Hans Hospitalskirke, stammer muligvis fra domkirken. Over fonten er en himmel af egetræ, skænket 1639 af Hans Bertram og hustru.
Orgel.
Orgelfacaden stammer fra det orgel, Peter Carstensen byggede til kirken i 1652. Orgelværket blev fornyet i 1948 af Marcussen & Søn med genanvendelse af ældre pibemateriale. Orglet har i dag 73 stemmer fordelt på fire manualer og pedal og er dermed et af de største i Danmark.
Andet inventar.
I kirken er 13 epitafier, bl.a. for præsten Valentin Schmidt og hustru, fra 1660'erne. Et tidligere gravkapel er indrettet til minde for faldne fra Slesvigske Fodregiment, omfattende tiden fra Napoleonskrigene til 2. verdenskrig.
I søndre sideskib flere malerier, herunder et nadvermaleri af ukendt kunstner højt oppe på østvæggen. Maleriet har været en del af kirkens tidligere altertavle. Motivet er hentet fra den kendte renæssancemaler Peter Candids nadverbillede, der ikke findes mere. Derimod er motivet vidt udbredt gennem Jan Sadelers stik. Læs nærmere: Nadverbilledet i Haderslev Domkirke.
Kirken har 18 lysekroner, de to ældste er fra henholdsvis 1605 og 1655.
Votivskibet (kirkeskibet) forestiller orlogsskibet "Fyn" fra 1950.
Hades.
Hades ("den usynlige") er i den græske mytologi enten dødsriget eller dødsrigets gud. Et andet navn for samme gud er Pluton ("den rige"), der er opstået fordi ædelmetaller kom fra undergrunden. På latin bliver han kaldt Pluto (fra græsk) eller Dis pater ("den rige fader"), mens dødsriget hedder Orcus.
Guden.
Hades var søn af Kronos og Rhea og dermed broder til Zeus og Poseidon. Da Zeus havde besejret den tyranniske fader, delte de tre brødre verden imellem sig, således at Zeus fik himlen, Poseidon havet og Hades underverdenen.
Hades blev gift med Persefone, Demeters datter, som han røvede. Persefone skulle efter aftale være hos sin mand i vintermånederne og ellers hos sin moder. Demeter er agerbrugets gudinde, og Persefone symboliserer kornet, der jo er skjult under jorden en tid. Historien spillede en vigtig rolle i de eleusinske mysterier.
Fordi Hades var konge over dødsriget, var hans navn forbundet med frygt. Det er derfor, han har fået eufemistiske tabunavne som "den rige" (Pluton), "den navnkundige" (Klymenos), "den rådsnare" (Eubuleus) og "den gæstfrie" (Polydegmon).
Dødsriget.
Det græske dødsrige Hades svarer ikke til det kristne helvede. Det er ikke et sted, som de onde sendes til efter døden som en straf for de synder, som de begik i livet. Det svarer heller ikke til de kristnes himmel. Hos Homer beskrives Hades som et trist sted, hvor sjælene lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.
En del myter fortæller om heltes nedfart til dødsriget (græsk "katabasis"): Herakles, der som en af sine mange opgaver skulle stjæle dødsrigets trehovedede vagthund Kerberos, Theseus og Peirithoos, der ville stjæle Persefone, Orfeus, der ville hente sin døde hustru Eurydike tilbage til livet og Odysseus på sin omflakkende rejse hjem fra Troja. Grækerne og romerne fortalte, at der var nedgange til dødsriget mange steder. Fx Tainaros på de sydlige Peloponnes og igennem søen Avernus nær Cumæ.
De døde sjæle kom til dødsriget ved at krydse den mytiske flod Acheron, som de blev sejlet over af færgemanden Charon. Han krævede en takst på én obol, og det var derfor en udbredt skik i oldtiden at placere en sådan mønt under tungen på de døde, der ikke skulle stå uden penge til billetten. Ellers kom de til at stå for evigt på den anden bred. Vejen ud var spærret af vagthunden Kerberos, der var venlig, når nogen trådte ind, men bidsk, når de ville ud.
Der var fem floder i Hades: Acheron, Kokytos, Flegethon, Lethe og Styx. I den sidste flod blev Achilleus dyppet af sin moder Thetis for at give ham usårlighed.
Grækerne kunne ikke finde trøst i det triste dødsrige, og der opstod populære mysteriereligioner, der tilbød udfrielse fra denne fortabelse. De orfiske mysterier lærte, at de døde skulle undgå at drikke af Lethe ("glemselen") og i stedet drikke af søen Mnemosyne ("erindring"), hvorved de blev udfriet. Man begyndte også at forestille sig, at der sad tre dommere i dødsriget, Minos, Rhadamanthys og Aiakos, der sendte de onde til Tartaros (egentlig fængslet for de tyranniske guder i den gamle mytologi) og de gode til de elysiske sletter eller de saliges øer.
Hagenskov.
Hagenskov var oprindeligt en dansk middelalderborg og er nævnt som krongods i 1251. Senere har godset flere gange været ejet af kronen eller staten.
Hagenskov var et kongeligt len. I 1662 blev Hagenskov Len omdannet til Assens Amt.
I 1259 var der strid mellem konge og kirke, og kong Christoffer 1. tog den opsætsige ærkebiskop Jakob Erlandsen til fange og førte ham til Hagenskov iført narrehue og siddende baglæns på hesten. Jakob Erlandsen blev anbragt i fangehullet på Hagenskov, som er det eneste bevarede af den oprindelige middelalderborg, men han sad her kun i få måneder, indtil kong Christoffer I døde, hvorefter Jakob Erlandsen blev sluppet fri.
Det gamle slot, der brændte i 1741 lå på et voldsted nær det nuværende slot, som er opført 1774-76 i nyklassicistisk stil.
Fra 1667 til 1962 hed gården Frederiksgave.
Hagenskov ejes af slægten Schall Holberg.
Hagenskov Gods er på 290 hektar med Vintergården og Aagaarden
Haiti.
Haiti er et land der grænser op til Den Dominikanske Republik og er beliggende på den vestlige tredjedel af øen Hispaniola i det Caribiske Hav, øst for Cuba. Landet er en tidligere fransk koloni og var et af de første amerikanske lande efter USA, som erklærede sin uafhængighed. Hovedstaden er Port-au-Prince. Landet er en af de fattigste nationer på den nordlige halvkugle. Trods indsatser fra f.eks. FN er landet hæmmet af udbredt kriminalitet og politisk vold. Vigtige handelspartnere er USA, Canada og Japan. Vigtige importvarer er madvarer, levende dyr, råvarer og kemikalier. Vigtige eksportvarer er elektrisk udstyr, tekstiler og kaffe.
Haiti var oprindelig en fransk koloni (Saint-Domingue), men efter et slaveoprør ledet af Toussaint L'Ouverture erklærede landet sig uafhængig af Frankrig i 1804. Befolkningen er, til forskel fra sit østlige naboland, hovedsagelig af afrikansk oprindelse.
Selv om Haiti har mange fælles kulturelle træk med sine latinamerikanske naboer, er landet alligevel den eneste overvejende fransktalende nation i Amerika, og det ene af to (sammen med Canada) med fransk som officielt sprog. Kreolsproget haitisk har ligeledes officiel status.
Haiti er et kristent land, med 80% er katolikker. 16% af befolkningen er protestanter. Haitiansk voodoo dyrkes af en betydelig del af befolkningen.
Navn.
Navnet "Haiti" stammer fra taino-indianerne, der kaldte den vestlige del af Hispaniola for "Ayti" eller "Hayti" (det bjergrige land).
Historie.
Kampe i Haiti mellem sorte og hvide
Hispaniola som Haiti er en del af, blev opdaget for Spanien af Christoffer Columbus i 1492 og kaldt La Isla Española, forenklet til Hispaniola. De oprindelige indbyggere fik dårligere vilkår, og slaver fra Afrika blev importeret. Den vestlige del af øen blev afstået til Frankrig 1697.
Under Den Franske Revolution var der langvarige uroligheder; de hvide blev udryddet; en sort kejser (J. J. Dessalines) styrede mellem 1804 og 06. Han blev myrdet og den nordlige del af Haiti var en overgang selvstændig, først som republik, siden som kongerige. Hele øen var forenet og fri fra 1820 til 1843, da Den Dominikanske Republik blev selvstændig. I tiden, hvor Østhispaniola var under haitisk styre, foregik en del migration af sorte fra USA til øen, den såkaldte "haitiske emigration".
Siden har der hersket kaotiske forhold. Amerikanske marinetropper besatte Haiti fra 1915 til 1934 (under de såkaldte "banankrige"). Fra 1957 til 1971 styrede François Duvalier ("Papa Doc") diktatorisk og brutalt. Magten gik derefter over til hans søn, Jean-Claude ("Baby Doc"), som fortsatte faderens terrorregime i en noget afdæmpet form. Han blev afsat af militæret i 1986.
Efter et nyt diktatorisk styre fra 1988 blev den venstreorienterede præst Jean-Bertrand Aristide i 1990 valgt til præsident med et overvældende flertal. I september 1991 blev han styrtet ved et kup fra hærledelsen med general Raoul Cédras i spidsen. I 1993 indledte USA og en række andre lande blokade af landet, og i sommeren 1993 indførte FN en økonomisk blokade af Haiti for at tvinge militærregeringen til at gå af. Efter forhandlinger med juntaen rykkede amerikanske tropper ind i landet i sommeren 1994 for at administrere overgangen fra et militært til et civilt styre og genindsatte Aristide. Cédras blev tvunget til at forlade landet. Aristide blev afløst som præsident i 1996 af René Préval, men blev igen valgt til præsident i november 2000.
Efter et oprør gik Aristide af i februar 2004 og drog i eksil. I marts samme år dannede Gérard Latortue en ny regering.
Jordskælv 2010.
Den 12. januar 2010 blev Haiti ramt af et jordskælv der målte 7,0 på Richterskalaen. Desuden har mange efterskælv ramt Haiti, bl.a. et den 16. januar som målte 4,5 på Richterskalaen. Epicentret lå 15 km fra Haitis hovedstad, Port-au-Prince. Mange bygninger kollapsede, Og ifølge en FN statusrapport skønnes antal tabte menneskeliv til 222.517 forventes omkomne som følge af sammenstyrtede bygninger og manglende hjælp.
Jordskælvet forårsagede store skader i Port-au-Prince, Jacmel og andre beboede områder i regionen. Mange bemærkelsesværdige vartegn, og bygninger blev væsentligt beskadiget eller ødelagt, heriblandt præsidentpaladset, nationalforsamlingens bygning, Port-au-Prince-katedralen, og en del af de største fængsler, også dele af kontroltårnet på Toussaint L'Ouverture internationale lufthavn og Port-au-Prince's havneby var blevet beskadiget. Hovedvejen, der forbinder Port-au-Prince med byen Jacmel var blokeret i ti dage efter jordskælvet. Blandt de dræbte var ærkebiskop i Port-au-Prince Joseph Serge Miot, og oppositionslederen Michel Gaillard. Hovedsædet i FN's stabiliserings mission i Haiti (MINUSTAH), placeret i hovedstaden, kollapsede og dræbte mange, herunder missionens chef, Hédi Annabi.
Geografi.
Floden Limbe omgivet af grønt landskab og klart vejr
Haiti er med et areal på 27.750 km² verdens 147. største land, på størrelse med Rwanda og Burundi. Haitis naboer er Turks- og Caicosøerne, Den Dominikanske Republik, Jamaica, Cuba og Bahamas.
Havet, der omgiver Haiti, er mod nord Atlanterhavet, mod nordvest Windward Passage (med Cuba på den anden side), mod vest Jamaica-kanalen (med Navassa mellem Haiti og Jamaica), og mod syd det Caribiske Hav.
Det højeste bjerg er det 2.680 m høje Morne de la Selle som ligger i den sydøstlige del af landet i Sierra de Bahoruco, nær grænsen til den endnu bjergrigere Dominikanske Republik, der deler 388 km landegrænse med Haiti. Bjergene i den centrale del af landet når en højde af 1500–1800 meter over havoverfladen, i den sydlige del af Tiburonhalvøen er de højeste bjerge omkring 2.400 m. Lavland ligger ved nordkysten og ved udmundingen af floden Artibonite. Foruden den vestlige del af Hispaniola omfatter Haiti også øerne Tortuga og Île de la Gonâve. Haiti er inddelt i tre regioner, den nordlige, den centrale og den sydlige region.
Haiti har et generelt varmt og fugtigt tropeklima. Nordvinde bringer tåge og fra november til januar, er der den tørre sæson. Fra februar til maj er en meget fugtig periode. Haiti ligger i et orkanområde. I september 2004 krævede orkanen Jeanne i området omkring byen Gonaïves ca. 3000 dødsofre. I august og september 2008 hærgede fire orkaner Haiti, ligeledes med store ødelæggelser og med omkring 800 dødsofre.
Geologisk ligger Haiti ved grænsen mellem den Caribiske Plade og den Nordamerikanske Plade.
Siden 1492 er omkring 50 % frugtbar jord på grund af jorderosion forsvundet. I 1990 var ca. 98 % af regnskovene forsvundet. En landreform i begyndelsen af det 19. århundrede gjorde at hver bondefamilie fik hver 15 ha frugtbar jord. Efterkommerne delte jordlodderne op i endnu mindre dele og i 1971 havde en gård kun 1,5 ha jord. For at overleve måtte jorden udnyttes intensivt. Det resulterede i en stærk erosion og i løbet af få år blev store landområder ufrugtbare. På den endnu frugtbare jord som var tilbage, blev der anlagt mango-plantager og en stor del af den fattige landbefolkning blev tvunget til at bosætte sig i de store byer som f.eks Port-au-Prince.
Øen Navassa, der ligger mellem Haiti og Jamaica, er genstand for en disput mellem USA og Haiti, der begge gør krav på øen. Haiti hævder at Navassa blev haitisk efter en traktat mellem Frankrig og Spanien 1697, hvor Frankrig fik den vestlige del af Hispaniola, plus nærliggende øer, inklusive Navassa. Modsat hævder USA at have ret til øen efter "Guano Islands Act" fra 1856.
Transport.
Der er ingen jernbaner eller sporvogne i Haiti. I 1900-tallets første halvdel var der en jernbane fra Port-au-Prince til Cap Haïtien og to mindre lokalbaner til landets indre, i alt 103 km bane (pr. 1911).
Hestesporvogne.
I 1876 oprettede en gruppe New York City-investorer "Compagnie des Chemins de Fer de Port-au-Prince" (CCFPP). I 1877 bestilte selskabet seks åbne hestesporvogne hos J. G. Brill and Company i Philadelphia, og i 1878 begyndte driften på en linje mellem Croix des Bossales og Champ de Mars. Til at begynde med gik det fint, men i 1880 fik selskabet konkurrence fra busser. CCFPP gik konkurs i 1885 og sidste sporvogn kørte i 1888.
Politik.
Haitis forfatning stammer fra 1987, og den lovgivende magt ligger hos et tokammersystem, deputeretkammeret med 83 medlemmer og senatet med 27, der alle vælges ved direkte valg i en periode på på 5 år for først nævnte og 6 år for sidstnævnte. Præsidenten er den udøvende magt, der også vælges ved direkte valg og udpeger en statsminister med hvem, han udpeger regeringen. Premierministeren leder regeringen. Han kan regere i to perioder á 5 år. Den dømmende magt ligger hos domstolene. Stemmeretten er på 18 år. Det seneste parlamentsvalg var 7. februar 2006. Haiti er bl.a. medlem af FN, OAS, WTO og CARICOM. Præsidenten Rene Preval blev valgt i februar 2006 og tilhører det socialistiske parti Lespwa. I 2008 placerede Transparency International Haiti som det 4. mest korrupte land i verden. Freedom House rangerer Haiti som "delvis fri" med hensyn til politiske rettigheder og civil frihed.
Økonomi.
Efter de fleste økonomiske mål er Haiti det fattigste land i Amerika. Det havde et bruttonationalprodukt på 7 018 milliarder USD i 2009, med BNP per indbygger på 790 USD – omkring $2 per person per dag.
Det er et fattigt land – et af de fattigste og mindst udviklede i verden. Sammenlignede sociale og økonomiske mål viser at Haiti har langt under andre lavindkomst- og udviklingslande (særligt på den Vestlige Halvkugle) siden 1980'erne. Haiti er på 149. plads ud af 182 lande på HDI-listen til SN (2009). Omkring 80 % af befolkningen i landet lever under fattigdomsgrænsen, og 54 % i ekstrem fattigdom. Den økonomiske vækst har været negativ eller en smule positiv de sidste år. Fattigdom har tvunget mindst 225 000 børn i byerne i Haiti til slavearbejde som ubetalte hushjælpere.
Omkring 66 % af haitianerne arbejder i landbrugssektoren, som hovedsagelig omfatter små selvforsynende brug, men dette udgør mere end 30 % af BNP. Landet har oplevet et lille fald i arbejdspladser det sidste årti, selv om den uformelle økonomi er i vækst. Mango og kaffe er to af de vigtigste eksportvarer i Haiti..
Bistand fra udlandet udgør 30–40 % af regeringens budget i Haiti. Den største partner er USA, efterfulgt af Canada og EU. I tillæg bidrog Venezuela og Cuba til den haitiske økonomi.
Den amerikanske bistand til den haitiske regering stoppede helt i 2001–2004, efter det omstridte valgresultat i 2000, hvor præsident Jean-Bertrand Aristide blev beskyldt for valgfusk. Efter at Aristide forlod landet i 2004, fik Haiti igen penge fra USA, og den brasilianske hær ledede fredsstyrken MINUSTAH i landet.
Haiti skulle få eftergivet omkring 525 millioner amerikanske dollar af sin udlandsgæld gennem Heavily Indebted Poor Countries (HIPC) i løbet af sommeren 2009 – de fik eftergivet hele 1,2 milliarder dollar.
Turisme.
Den overvejende del af landets turistindtægter stammer fra krydstogtsskibe, der lægger til ved havnen Labadee, der sammen med nærliggende strande er forpagtet af rederiet Royal Caribbean Cruises. Rederiet betaler den haitiske stat 6$ per turist. Turistområdet er strengt adskilt fra resten af landet.
Byer.
Port-au-Prince er hovedstaden og den største by i Haiti. Byen ligger ved vestkysten af landet, inderst i en vig af Gonâvebugten. Byen er centrum for administration, økonomi og udenrigshandel. Landet har fem byer med over 100.000 indbyggere, og størstedelen af befolkningen i landet bor i byerne.
Befolkning.
Haiti har ikke gennemført folketælling siden 1982, og da havde landet 5 millioner indbyggere. I Haiti registreres der kun en lille del af fødsler og dødsfald. Derfor kan tallene være usikre. Den forventede levealder var i 2006 50 år. Spædbørnsdødeligheden var 1997 9,2 % 2009 20,2 år og børnedødeligheden 13,2 %. Den gennemsnitlige årlige befolkningsvækst var 2010 2,1 %. 2009 var fertilitetstallene 4 børn pr kvinde.
Den haitianske befolkning deler sig i 95 % sorte, 4,9 % mulatter og 0,1 % hvide. Andre tal angiver 60–80 % sorte, 15–35 % mulatter og ca. 5 % hvide. Størstedelen af befolkningen er katolikker med 80% og herefter er 16% protestanter. 3% har en anden religion, men den sidste 1% ingen religion har. 33 % lever i byerne. De største byer var i 2008: Port-au-Prince 1.368.075 indb., Carrefour 503.954 indb., Delmas 445.236 indb., Cap-Haïtien 145.709 indb. og Pétionville 122.677 indb. Området Port-au-Prince er vurderet til i 2008 at rumme ca. 2.411.000 mennesker.
Dyb fattigdom kombineret med sammenbrud i økonomien og i den sociale sektor har ført til en stor illegal udvandring til USA. 95 procent af befolkningen er efterkommere af afrikanske slaver. Resten er for det meste mulatter som gennem det meste af landets historie har været den styrende samfundsklasse.
Sundhed.
Ca. halvdelen af dem som dør, omkommer af infektioner og parasitsygdomme. Kun 40% af befolkningen har adgang til grundlæggende sundhedshjælp. Dødeligheden hos 0-4 årige børn er størst med 73,8 døde pr. 1000 børn. 4,5% af befolkningen er ramt af HIV/AIDS. Tuberkulose-tilfælder (TB) i Haiti er mere end 10 gange så høj end i andre Latinamerika lande. Omkring 30.000 personer lider hvert år af malaria.
Sprog.
Et af Haitis to officielle sprog er fransk, som der både bliver skrevet og, talt i landets skoler, sproget er et administrativt godkendt sprog, det tales af de fleste uddannede haitianere og det bruges tit i erhvervslivet. Det mest velkendte sprog er kreolsproget haitisk, i modsætning til fransk tales sproget af næsten hele befolkningen i Haiti.
Spansk tales også af en del af befolkningen, dog er det ikke et officielt sprog.
Kultur.
Haiti har en lang historie, og derfor er der fortsat en meget rig kultur. Den haitianske kultur er en blanding af primært franske, og afrikanske elementer, og det indfødte Taino, og nogle mindre indflydelser fra det spanske kolonistyre. Landets skikke er en blanding af kulturelle overbevisninger, der stammer fra forskellige etniske grupper, der beboede øen Hispaniola. Haiti er verdensberømt for sin særprægede kunst, især maleri og skulptur.
Maden består af bl.a. kartofler, ris, kaffe og brød. Ris og bønner anses for at være nationalretten. Haitianere spiser normalt to gange om dagen: et lille morgenmåltid og et stort eftermiddagsmåltid med kulhydratsrig mad som ris, maniok og søde kartofler.
Musik i Haiti er hovedsageligt kompa, som er vibrerende, ligner cubansk musik og minder om jazz. Til genren bruges guitar, afrikanske trommer og saxofoner. Andre musikgenrer, der også er populære er Rasin, Kadans, Salsa, Trinidadian Soca, Zouk, der er en kombination af musik fra De Franske Antiller og kompa.
Rara Blandt kendte musikere fra Haiti er T-Vice og Wyclef Jean fra det verdenskendte The Fugees.
Den mest populære sport i Haiti er fodbold. Gambling og sport er blandet sammen i det haitianske liv. Domino og kortspil er populært og det samme gælder hanekamp.
Haj.
Hajer ("Selachimorpha", "Pleurotremi") er en orden af tværmunde. De er bruskfisk med en langstrakt krop og adskiller sig fra benfisk ved udelukkende at have skelet af brusk i stedet for ben, huden er dækket af hudtænder i stedet for skæl og i stedet for en enkelt gælleåbning på hver side af hovedet har hajerne 5-7 gælleåbninger.
De første hajer opstod for omkring 400 millioner år siden ved overgangen fra Silur til Devon. Fossiler fra de tidlige hajer ligner på mange områder de moderne hajer, der begyndte at dukke op for omkring 200 millioner år siden. Det er også på dette tidspunkt at hajernes nære slægtninge rokker og kimærer udspaltes fra hajgruppen.
Kropsbygning.
Hajens skelet består af brusk. Brusk er dannet af proteinerne elastin og collagen. Brusk er stærkt og bøjeligt og samtidig meget let. Dele af hajens bruskskelet er forstærket med aflejringer af kalksalte – f.eks. rygsøjlen og kæbebenene, hvor belastningen er stor. Kæbebenene er løst forbundet med resten at skelettet, så hajen kan skyde kæben frem når den vil gribe et bytte.
Tænderne er dannet af dentin. De er dækket af et lag emalje og deres form er en vigtig indikator ved bestemmelse af arten. Tænderne sidder i flere rækker i kæben, så hvis hajen mister en tand vil tanden bagved svinge frem på den tomme plads. På den måde har hajen altid et perfekt tandsæt. Nogle hajarter skifter op til 30.000 tænder på denne måde gennem livet.
Ud over tænderne i munden er hajens skind besat med hudtænder. Tidligere blev hajskind benyttet som sandpapir til slibning af træ. Hudtænderne er fordelt over hele kroppen. De mindsker turbulensen i vandet og dermed modstanden når hajen svømmer. Hudtænderne er som de rigtigt tænder opbygget af dentin med et ydre lag af emalje.
Hajernes mange gællespalter er ikke som hos benfiskene beskyttet af gællelåg. De fleste hajarter har fem gællespalter på hver side af hovedet, mens nogle få mere primitive hajarter har 6 – 7 gællespalter på hver side.- f.eks. havenglen. De fleste hajer tager vand ind gennem to indstrømningshuller ovenpå hovedet. Vandet ledes herfra ind over gællerne hvor ilten optages fra vandet og overføres til hajens blod. Således kan de fleste hajer ånde, også når de ligger stille i vandet. Dog findes der få arter der er tvunget til at svømme for at ånde. Hertil hører f.eks. den hvide haj og sildehajen. Det er hurtigtsvømmende arter, der tager vandet ind gennem munden. Disse hajer kaldes "tvangsåndere". Det iltede vand føres hen over gællerne ved hajens fremdrift og ilten optages.
De hurtigtsvømmende arter kan opretholde en kropstemperatur, der er 7 – 10 grader varmere end det omgivende vand. Det gøres med et countercurrent-system, der ligner fuglenes og pattedyrenes, hvor varmen bevares i kroppen. Hajerne har ikke som benfiskene svømmeblære. Til gengæld har de det lette bruskskelet og en meget olieholdig lever, der kompenserer for den manglende svømmeblære. Hos f.eks. brugdehajen kan leveren udgøre op til 20% af hajens samlede kropsvægt. Brugdehajen er blevet jaget i årtier på grund af denne lever. Fisken er i dag truet.
Tidligere mente man at hajerne var primitive fisk med primitive hjerner, men senere forskning har vist at forholdet mellem hajens hjerne og dens kropsvægt er nogenlunde det samme som for fugle og pattedyr. Hajerne har altså relativt store hjerner.
Klassifikation.
Der findes omkring 466 forskellige hajarter i hele verden, fra cigarhajen (på størrelse med en god Havannacigar, deraf navnet) til hvalhajen, der med sine op til 12-14 meter er den suverænt største. Den er ikke spor farlig, for den lever af plankton, krill og småfisk ligesom de store bardehvaler.
Den mindste hajart i Danmark er den småplettede rødhaj på op til 60-80 cm., den største er brugden, som med sine op til 10 meter hører til blandt verdens allerstørste. Ligesom hvalhajen er den en fredelig planktonæder. Vi har ingen hajer, som er farlige for mennesker i Danmark, men der er bestemt hajer i landets have, ca. 18 arter. En af disse arter; Sildehajen fanges af danske fiskere og serveres på restaurenter, for det meste under navnet "Kongeål", da folk ikke bryder sig om tanken om at spise hajer. Det nærmeste vi kommer på en farlig haj er måske blåhajen, som kan trække ind i Nordsøen. Den findes til gengæld så langt til havs, at vi ikke møder den, når vi er på stranden. Der er også en enkelt gang eller to, blevet fanget en hammerhaj ved Sjællands Odde. Den ene gang havde den over halvtreds pigge i hoved, hals og bug fra pigrokken, en af hammerhajens foretrukne måltider.
Hajangreb.
Hajer angriber sjældent mennesker uden at blive provokeret til det. I 2006 foretog International Shark Attack File(ISAF) en
undersøgelse af 96 hajangreb og konkluderede, at af de 96 angreb var 62 uprovokerede angreb, mens 16 var provokerede angreb. Det gennemsnitlige antal uprovokerede angreb med dødelig udgang i perioden 2001-2006 var 4,3.
I modsætning til den almindelige opfattelse, er det kun få hajarter, der er farlige for mennesker. Ud af mere end 360 arter, er der kun 4, der har været involveret i et større antal uprovokerede angreb med dødelig udgang: Den store hvid haj, "Oceanic whitetip shark", tigerhajen og tyrehajen. Disse hajer, der er store, stærke jægere, kan finde på, at angribe og dræbe mennesker, men alle disse hajer, er blevet filmet i åbent hav af dykkere uden beskyttelsesbur.
Halo.
En almindelig 22° halo omkring Solen.
En Halo er en ring af lys omkring et objekt.
Haloer er visuelle fænomener der kan forekomme omkring Solen, Månen eller andre lyskilder f.eks. gadelys. Der findes mange typer af optiske haloer, men de fleste er iskrystaller fra skyer. De forskellige haloer har forskellige former. Lys der reflekteres af is kan få flere farver ligesom en regnbue.
Dannelsen af Haloer sker i den øverste del af troposfæreen i 5 til 10 kilometers højde. I de højt liggende cirrusskyer er det køligt og vanddamp bliver til iskrystaller. Iskrystallernes form og bevægelsesretning er bestemmende for hvilken type af halo der observeres.
Lyset reflekteres og brydes af iskrystallerne og kan medføre farvespredning. Iskrystallerne optræder som prismer og spejle, de bryder og reflekter sollyset der kastes i forskellige retninger. Når krystallerne falder symmetrisk så brydes lyset i forskellige vinkler og en halo dannes, afbøjningsvinklen skal dog være på minimum på 22 grader.
Haloer ses også i religiøs kunst over hovedet på hellige personer. De har været anvendt i ikonografi i mange religioner, hellenistisk, romersk, hinduistiske, buddhistiske og i kristen hellig kunst, kan hellige personer afbildet med en glorie i form af en gylden, gul eller hvid cirkulær glød omkring hovedet, eller rundt om hele kroppen.
En halo på himmelen sammen med Cirrostratus og Cirrus skyer menes at være et tegn på forværring af vejret, idet fugtige luftmasser stiger op i den øvre troposfære.
Halotyper.
Der findes flere slags end de nævnte her.
Iskrystaller.
Iskrystallernes form og bevægelsesretning er bestemmende for hvilken type af halo der observeres, iskrystallerne er symmetriske og har et sekskantet mønster de kan have form som en tallerken eller en blyant.
En halo er en samling af kollektive glimt fra millioner af iskrystaller. Iskrystaller i højt liggende skyer, hvor haloer for det meste dannes i cirrusskyer.
Venus, Mars og andre planeter har muligvis haloer, men iskrystallerne er højst sandsynligt ikke dannet af vand, men metan, CO2, ammoniak eller hvad deres atmosfære måtte bestå af. Iskrystaller på andre planeters atmosfære kan være pyramideformede.
Kong Halvdan.
Halvdan (eller Halfdan) er et drengenavn der betyder "ham, som kun er dansk (konge) på den mødrene side". Karle med navnet er formentlig opkaldt efter Halvdan den Gamle.
Der har været mange danske konger med navnet, og det er svært at skelne dem fra hinanden.
Kong Halvdan den Gamle af "Danmark" (jernalderen?) skal være stamfar til mandslinjerne til de senere konger, indtil en gang i middelalderen. En mulig tolkning af Roskilde krøniken er at Halvdan blev født i Veddelev ved Roskilde.
Halvdan den Gamle kan være den Halvdan som omtales som stamfar i Beovulf-kvadet
Kong Halvdan Bjerggram var dansk konge i Oplandene i nutidens Norge i slutningen af 700-tallet. Måske den samme, brodersøn, som er gesandt for kong Sigfred i 782.
Gram betyder konge, han var altså kun konge over bjergene. Eller snarere var han slet ikke nogen konge, men blot far til Gudrød, og digterne har haft en ide om at når sønnen var konge skal faderen også have været konge.
Kong Halvdan af Vestfold (og østfold), bror til Gudrød død inden 810. Skal være myrdet af Gudrød på foranledning af Dronning Åse
Halvdan Snjalle var bror til Erik Barn far til Regnar Lodbrog
Kong Halvdan var en af mindst fem danske konger, som samlet angreb England i 869. Rimeligvis den samme, som den forige Halvdan. Måske var det ham der døde 876 eller 877 i Irland.
I 873 var der en dansk konge med navnet Halvdan, som sammen med sin bror Sigfred sluttede fred med Ludvig den Tyske. Måske var det ham der døde 876 eller 877 i Irland.
Hans Nielsen (speedwaykører).
Hans Nielsen (født 1959) er en dansk tidligere speedwaykører fra Brovst. Samlet vandt han i karrieren 22 verdensmesterskaber heriblandt 4 individuelle: I 1986 i Chorzów, Polen, i 1987 i Amsterdam, i 1989 i München og i 1995 i Grand Prix seriens første år. Han er dermed den mest vindende danske speedwaykører nogensinde, selvom han tabte omkørsler om den individuelle VM titel til ærkerivalen Erik Gundersen i 1985 og 1988 og til Tony Richardsson i 1994.
Mange har gerne ønsket Hans Nielsen tilbage i sporten med sin viden, erfaring og også kendskab til diverse organisationer. Indtil videre er det dog mest Nielsens nuværende sport, golf, der trækker i den gamle mester, hvor datteren Daisy spås en stor karriere.
Hans Nielsen er født i Arentsminde ved Brovst i Nordjylland og bor i dag ved Frederikshavn.
Hans Nielsen blev den 8. januar 2011 indlemmet i Dansk Idrætsforbunds Hall of Fame som den 26. medlem.
Hanuman.
Hanuman er en hinduistisk gud, kaldes også Abeguden. Han er legemeligørelsen af mod, kriger-egenskaber og loyalitet og en meget yndet gud blandt hinduister
Hanuman kendes fra det hinduistiske epos: Ramayana. Dette omhandler prinsen Rama, en avatar (reinkarnation) af Vishnu, og hans liv.
Hanuman er halvt gud, søn af vindens gud, og halvt abe, og kommer via sin konge til at tjene Rama i hans jagt på sin stjålne hustru, Shita.
Europæisk hare.
Den europæiske hare er den eneste hareart der findes i europa udover Sneharen. Haren er udbredt over hele Danmark. De tætteste harebestande findes i Sydøstdanmark. Færrest i Jylland, i Nordøstsjælland og på Bornholm. Voksne individer vejer omkring 4 kg. Hunharen vejer gennemsnitlig lidt mindre end hannen.
Især i jagtsprog kaldes hunnen for en "sætter", og hannen for en "ramler". Harens unger kaldes "harekillinger".
Landbrugets afgrøder er i Danmark harens vigtigste fødekilde. Haren er mest aktiv om natten. Dagen tilbringes i sædet, som er en skålformet fordybning, der passer til bagkroppen. Her sidder haren med benene fremme, så den hurtigt kan flygte. Det er ikke muligt på afstand at se forskel på sætteren og ramleren.
Haren er et polygamt dyr, det vil sige en han til flere hunner. Sætteren føder normalt 2-4 kuld om året, med begyndelse i februar måned. Sætteren er drægtig i 42 dage og får som oftest 2-4 killinger pr. kuld. Ungerne fødes med pels og øjne. Yngelplejen er sparsom, kun en gang i døgnet cirka 1 time efter solnedgang, vender moren tilbage til ungerne, så de kan die. Ungerne lever meget skjult, og spreder sig omkring fødestedet.
Harmonika.
En harmonika (spillet af en "harmonikaspiller") er et musikinstrument, der klassificeres som et tungeinstrument. Dets toner kommer fra invendige metalblades vibrationer, sat i gang af lufttryk, der dannes med en blæsebælg. Der findes flere forskellige typer af harmonikaer. En enkelt type har sit eget egennavn, akkordeonet (spillet af en "akkordeonist").
Harmonikaen blev opfundet i Wien, Østrig i 1829, i en periode, hvor man eksperimenterede med metalblade i instrumentbygning, med inspiration fra Kinas blæseinstrumenter. Andre instrumenter, som den nært beslægtede concertina, kom til i samme periode.
Historie.
Harmonikaen er et forholdsvis nyt instrument, og patentet på harmonikaen blev taget i 1829, men allerede i år 3000 f.Kr. (nogle kilder siger 2500 f.Kr.)blev grundstenen til harmonikaen lagt. Dengang opfandt kineserne instrumentet Sheng, som blev lavet af bambusrør og et udhulet græskar. Shengen var det første instrument, som brugte ventiler, så der kunne fremkomme en tone. Dette Græskar blev brugt som luftkammer, og længden af bambusrørene definerede tonens frekvens. I bambusrørene borede man et hul, så tonen kun fremkom, hvis man tildækkede hullet. Shengen bestod af 13 til 24 bambusrør. I både Det gamle Egypten og i Grækenland blev der opfundet instrumenter, der brugte samme teknik som i Shengen. I Indien blev kohorn opfundet, og blev spillet på ved hjælp af bøjeligt metal. Bøjeligt metal er netop, hvad harmonikaen bruger til at frembringe toner. I år 140 f.Kr. blev "damporgelet" opfundet, orgelet har haft stor betydning for, hvordan tastaturet på harmonikaen ser ud i dag. I 1440 byggedes det første maveorgel, som fik navnet "Portativ". Det havde en bælg ligesom harmonikaen, men i stedet for "metaltunger" havde den orgelpiber. Dette instrument forsvandt dog igen. En af forløberne til harmonikaen var glasharmonika en, og ideen til glasharmonikaen kommer fra at spille på glas. Den blev opfundet i ca. 1762 af Benjamin Franklin. Instrumentet består af en række "halvkugleformede" glas sat oven på hinanden.
"Christian Gottlieb Kratzenstein, som oprindeligt kommer fra København, udviklede et nyt instrument efter at have hørt "Johann Wilde" spille på Sheng i Petersborg, da han spillede for "Court Society af Petersborg". Wilde havde selv opdaget instrumentet i 1740'erne. Christian Gottlieb Kratzenstein fik inspirationen til instrumentet fra lyden af Shengen, og det fik 5 vokale lyde. Han kaldte instrumentet "Kratzenstein's lyd maskine". Christian Gottlieb Kratzenstein lavede en del eksperimenter med teknikken bag harmonikaen. En af Kratzenstein hjælpere under disse forsøg, "Kirsnik", lavede selv et instrument, som havde form som en aflang kasse, hvor der på den ene side var orgeltangenter, mens der på den anden side var en bælg. Instrumentet blev kaldt "Kirsnik's harmonica". I 1788 så "Georg Joseph Vogler", på en tur til Petersborg, Kirsniks instrument. Vogler fik svenskeren "Rakwitz" til at bygge et tilsvarede instrument bare større, så det mere havde form som et orgel. Instrumentet var færdig i 1790, og blev kaldt "Voglers orchestrion". Det havde 4 klaviaturer, som hvert indeholdt 63 toner, mens man kunne spille 29 toner med fødderne. Omkring år 1810 skabte "G. J. Grenié" fra Paris, med inspration fra Shengen et instrument, der var baseret på metaltunger. Instrumentet havde form som et orgel, og ligner det vi i dag kalder et Harmonium.
I 1821 fik den dengang kun 16-årige "Christian Friedrich Ludwig Buschmann" patent på mundharmonikaen. Han kaldte sit instrument "aura", men det blev også kaldt mundaeoline. Buschmanns instrument havde 15 metaltunger, og var diatonisk. I praksis er tonestokkene i harmonikaen egentlig store mundharmonikaer. Mange mener, at Buschmann var den sande opfinder af harmonikaen, idet han satte en bælg på sin aura, og derfor lavede en harmonika. Han udviklede instrumentet i 1822 i Berlin, og kaldte instrumentet for handaeolineInstrumentet havde 5 knapper i diskantsiden. Buschmann tog dog aldrig patent på instrumentet.
Patentet på harmonikaen fik den østrigske klaver- og orgelmager "Zyrill Demian" den 23. juni 1829 i Vienna. Den harmonika, som Demian tog patent på, blev beskrevet i patentskriftet sådan: "... dette instrument har udseende som en lille kasse med blæsebælg. Bundpladen er forsynet med 5 taster, hver tast frembringer lyden af en akkord.
De vibrerende dele er tynde metalplader, der med gennemslående fjedre laver et "Scnarrwerk"..."
Demians harmonika var diatonisk og melodien i venstre hånd, hvor det i dag er omvendt. Han gav den navnet "akkordion" efter det tyske ord for akkord, som har samme betydning på dansk. En måned efter at Demian havde fået patent på hans Akkordion, patenterede Charles Wheatstone concertinaen i England. Concertinaen var et meget mere avanceret instrument end Demians Akkordion. Herefter kom der en kraftig udvikling af harmonikaen, som førte til, at instrumentet blev anerkendt som et rigtigt musikinstrument. I 1835 var der 6 forskellige typer af harmonikaen til rådighed. Nogle af fabrikanterne bag disse instrumenter kaldte deres instrumenter for "handharmonika" for at undgå spørgsmålet om patent. Det er herfra at det danske navn harmonika kommer fra.
Der var stor modstand mod harmonikaen i dens første leveår. "Friedrich Grassler" lavede blandt andet følgende udtalelse til "Tonekunstens leksikon" i 1865.
Harmonikaen er det skrækkelige martyrinstrument, hvormed unge hankønsvæsener i lømmelalderen er bevæbnet, og gør gaderne usikre. Det er sandt at sige intet andet end et aelodikon til at bære, hvis taster gennem knapper på dækslet, som kan trykkes ned, og hvis bevægelighed gennem ud- og indtræk af den i midten sig befindende blæsebælg, sætter metalfjedre i vibration. På denne måde skulle en hvilken som helst tone og harmoni derefter være mulig, men det kræver dog stor færdighed og omkostninger. Ve den, som er så ulykkelig at komme i besiddelse af et sådant instrument -flygt, tilstop dine øren, så at disse bliver bevaret fra verdens undergang, thi ellers bliver det din ulykke.
Det var meget underligt, at der var sådan en stor modstand mod instrumentet, idet man i musikverdenen i mange år havde været på jagt efter et instrument, der kunne spille flerstemmigt, og samtidig kunne transporteres rundt.
a>. Er fremstillet af firmaet Lester
Registre på harmonikaer blev første gang set i 1845, og i 1850 blev harmonikaen et industriprodukt. En af de første ting, der blev ændret på¨harmonikaen, var indføring af remme omkring skulderne. På de tidligere harmonikaer skulle harmonikaspilleren holder diskantsiden med tommel- og lillefingeren, og nogle gange også med ringfingeren. Dette gjorde at harmonikaspilleren kun havde 2 til 3 fingre til at spille diskantsiden med. Man brugte venstre tommelfinger til, at holde bassiden, for at holde instrumentet, og brugte pege- og langefingeren til at spille med.
Den første kromatiske harmonika blev lanceret i 1850 af "Franz Walter", den havde 46 tangenter, som var fordelt på 3 rækker, hvor der mellem hver række var et lille sekund (en halv tone). Bassiden var dog stadig diatonisk med otte toner, hvor fire af dem var grundtoner, og fire var akkorder, som indeholdt 2 toner. Patentet på tangentharmonikaen blev taget i 1852 i Paris af "Philippe Joseph Bouton". I 1880 byggedes en tangentharmonika med 64 basser af "Tessio Jovani" i Stradella, Italien. I 1890 lavede "Bauer Matthias" en harmonika, som havde lige så mange bastoner, som diskanttaster (taster i højre side). I samme år blev en deluxe tangentharmonika bygget af "Mariano Dallape og Co". i Stradella, som havde tre orkaver i højre side og 112 knapper i bassen.
Den første harmonika med elektronik indbygget blev først set efter 2. verdenskrig. De første blev ved hjælp af ledninger forbundet til et elektronisk orgel. Senere samledes elektronikken inden i harmonikakassen.
Opbygning.
Harmonikaen består af flere dele, som generelt deles op i 3: Diskantsiden, bælgen og bas-siden. På hhv. diskantsiden og bas-siden findes der ventiler, som åbnes på stort set samme måde, når man trykker en knap på deres påmonterede manualer.
Diskantsiden.
Denne side, som normalt er på højre hånd, når man sidder med instrumentet, bruges generelt til at spille musikens melodi. Trykker man på en knap eller tangent i diskantsiden, åbnes der til en eller flere ventiler (afhængig af, hvilke registre, man spiller i). Dette sker vha. en ventilstang, der sidder under den pågældende knap eller tangent. Ventilstangens hoved lukker for ventilerne, og består af en træklods med læder på siden mod ventilerne, hvilket giver en lufttæt aflukning.
Bælgen.
Bælgen er lavet af stærkt, foldet pap. På bælgens yderside er hver foldning belagt med læder med metalbuer i hvert hjørne, for at stabilisere bælgen. Bælgens længde kan variere; på store kromatiske harmonikaer kan den blive cirka en meter lang. Bælgen er sat fast på sokler i hver side, hhv. diskantsoklen og bas-soklen. For at holde bælgen sammen, findes der en bælglås oven for og neden for.
Luftknap.
På en harmonika sidder der en luftknap, som bruges til at bevæge bælgen uden at afgive lyd. Den findes på bas-siden, enten som den øverste basknap eller for enden.
Bas-siden.
På bas-siden kan ventil-mekanismen være forskellig. Har man standardbas, er det for akkord-knapperne sådan, at ventilstængerne ikke er direkte forbundet til ventiler, fordi der skal spilles flere toner samtidig. Grundtonen og terts til grundtone fungerer stadig som diskantsiden.
Er den pågældende harmonika et akkordeon, fungerer bas-siden som på diskantsiden. De har som regel en mekanisme mellem knappen og ventilstængerne, der gør det muligt, at skifte mellem standardbas og melodibas.
Tonestokke.
Ventilerne garanterer luftadgang for harmonikaens tonestokke. Tonestokkene er lavet af træ, oftest Poppel på grund af dets robusthed og lethed. Fordi der benyttes et forskelligt sæt ventiler, når man enten trækker bælgen ud eller skubber den ind igen, er der altid to tonestokke per kor.
Metaltunger.
To metaltunger. Den ene er et c og den anden er et e. E-metaltungen er mindre end c-metaltungen, fordi tonen er højere
Der er to metaltunger i hver tone pr. kor i en harmonika. Metaltungeren er den, som frembringer tonen i harmonikaen. Metaltungerne sidder i ventilerne, der forbinder bælgen til luften udenfor.
Når metaltungerne sættes i bevægelse, dannes der toner, måden hvorpå dette sker på kan forklares på denne måde.
Antallet af svingerne i sekundet, altså antallet af hertz (s-1), afgør tonen. Hvis en metaltunge svinger med 440 svingerne i sekunder, vil det svare til kammertonen.
En harmonika er et fasttoneinstrument, hvilket vil sige, at instrumentet ikke umiddelbart kan stemmes af harmonikaspilleren. En harmonika skal stemmes hos en professionel stemmer, idet harmonikastemning er en eksakt viden.
Kor.
På en kromatisk harmonika og et akkordeon kan der være forskellige kor, alt efter størrelsen på harmonikaen. Korene bestemmer, hvilket hold ventiler tonerne skal igennem, på en harmonika. På de fleste større harmonikaer er der både kor i højre side og i bassen. Det maksimale antal kor i højre siden er 5, mens det i bassen er 4. Korene i højre side kaldes diskantkor, mens korene i bassen kaldes baskor.
De mest normale diskantkor er 4, 8 og 16 fod. 8 fod er det "normale" kor, det kor, som stemmer med andre instrumenter. 4 fod er en oktav over det normale, mens 16 fod er en oktav under. De andre to kor er også to 8 fod. Disse 8 fødder er lidt svæve i tone på hver sin side af den "normale" 8 fod. Det er meget forskelligt fra harmonika til harmonika, hvordan disse svæve toner lyder. Med denne svævhed menes, at der er forskel i klangfarven.. Hvis forskellen mellem den normale 8 en af de svæve 8 fødder er på 2 til 3 slag pr. sekund, er harmonikaen stemt i italiensk tremolo (tremolo betyder på latin skævhed). Jo større antallet af slag er imellem den normale 8 fod og mellem den skæve 8 fod kaldes stemningen tysk, fransk, slovensk, hvor tysk er den, der ligner italiensk mest.
De mest almindelige baskor er det dybe og det lave. Mellem disse to kor er der en oktav.
Registre.
Registrene er de forskellige måder, hvorpå man vælger hvilke kor, man vil spille. F.eks kan man have et registre, som hedder 4, 16. Det vil sige man spille korene 4 fod og 16 fod samtidig.
Registrenes placering er lige indenfor knapperne eller tangenterne i højre side og bassiden. På større harmonikaer kan nogle registre også være dubleret i form af hageknapper (hageregistre). Disse gør det nemmere for harmonikaspilleren, at skifte register, mens han spiller, idet han ikke behøver at flytte fingrene. I meget sjældne tilfælde kan der også være et masterregistrer, der slår alle kor (også kaldet fuldkor) til, på siden af harmonikaen.
Registrene skiftes ved hjælp af en registermekanisme, som under registrene. Denne mekanisme lukker og åbner for de enkelte kor, og gør det muligt, at spille i de forskellige registre.
Produktioner.
Den største produktion af harmonikaer sker i Italien og Rusland. De russiske knapharmonikaer er som oftest med "b system", mens de italiensk producerede som oftest er med "c system". De russiske harmonikaer har ofte en sær lugt, når man spiller på dem. Dette skyldes den måde, hvorpå de fremstiller harmonikaen på i Rusland. Alle harmonikaer er håndlavet.
Remme.
De fleste harmonikaer har remme. Der er en rem på bas-siden, som bruges til at trække bælgen ud. Der er også skulder-remme, som skal holde diskantsiden i ro, når man spiller på instrumentet, eller for at holde instrumentet oppe, når man står op. Remmene bliver holdt sammen med en strop. Den kan løses, så man kan få instrumentet af. Denne strop gør, at remmene ikke glider fra hinanden.
Den diatoniske harmonika.
right
Den diatoniske harmonika er i opbygning meget lig en mundharmonika i teknisk opbygning. Den enkelte knap har forskellig tone, afhængig af om der trækkes eller skubbes i bælgen. Dette giver mulighed for meget kompakte instrumenter, som dog ofte er begrænset til nogle få tonearter.
De diatoniske harmonikaer er meget udbredt i store dele af Vesteuropa, tillige med Storbritanien og Irland. Den diatoniske harmonika er den mest populære harmonika i verden.
Den enradede diatoniske harmonika.
Den enradede diatoniske harmonika, også kaldet "den tyske harmonika", har én række knapper i højre side. Der er 10 knapper i denne række, altså 20 toner, idet der er forskel på, om man trækker ud eller ind. Den enradede diatoniske harmonika stemmer indenfor den tyske traditionsmusik oftest i tonearterne C, F, Bb og Eb, men kendes også i tonearterne G og D fra den canadiske tradition. Den enradede diatoniske harmonika har oftest blot to basknapper, den ene er en bastone, mens den anden er en basakkord. Dette giver mulighed for at spille to akkorder med harmonikaen. Mange enraderspillere udvikler gennem tiden en teknik til, at udnytte bassen med halve og flygtige tryk, der giver det indtryk, at der er flere basakkorder end blot to.
Den toradede diatoniske harmonika.
Mens det ved den enradede diatoniske harmonika er nemt, at definere antallet af knapper osv., er det noget sværere at give en klar definition på den toradede diatoniske harmonika, idet der findes adskillinge versioner. Mange britiske og irske harmonikaer stemmer i D i første række mens hjælperækken er stemt i C# (altså en lille sekund over førsterækken), der giver halvtoner, der ellers ikke ville være tilgængelige. På den italienske toradede diatoniske harmonika er forskellen mellem den første række og den anden række en kvart eller en kvint
De tre- eller flerradede diatoniske harmonikaer.
Der findes også tre-, fire- og femradede diatoniske harmonikaer. Disse harmonikaer kan have op til 12 basser. Ofte udnyttes de ekstra rækker til at lægge flere tonearter, men den inderste af rækkerne ligger undertiden også en halv tone ved siden af en af de andre rækker, for at give hjælpetoner, som ikke er tilgængelige i de andre tonearter.
Andre diatoniske harmonikaer.
Nogle diatoniske harmonikaer har et antal hjælpeknapper placeret som en halv række. Disse går under navnet halvandenradere eller to-en-halv-radere. Et eksempel på disse er Hohners Club-system, der udover en række i C og en række i F har en hjælperække, der indeholder tonerne nødvendige for at kunne spille i Bb.
Den kromatiske harmonika.
En kromatisk harmonika er en harmoni, hvor hver knap har én tone. Det vil sige, at ventiler parvis er ens, og derved giver samme tone uanset trykket. Den alment kendte harmonika i Danmark er af denne type, ligesom den er meget udbredt i Østeuropa.
Diskantside.
Tonerne i højrehånden på en knapharmonika (system c)
Tonerne i højrehånden på en knapharmonika (system b)
Diskantsiden, hvor melodien spilles, kan enten have knapper (dette kaldes en knapharmonika) eller et klaviatur præcist som på et klaver, orgel eller andre tasteinstrumenter. Disse kaldes tangentharmonikaer eller pianoharmonikaer og melodisiden af disse harmonikaer vil omgående kunne spilles af pianister, organister etc.
På en knapharmonika er tonerne opbygget efter den kromatiske skala. Hvis man tager en knapharmonika med tre rækker, vil man skulle tage første tone i den første række, den anden i den anden række. Dette er illustreret på billedet til højre. Dette er hvis harmonikaens knapper er opbygget efter det såkaldet "b system". Hvis harmonikaen er opbygget efter "system c" kører tonerne fra 3.række til 2.række til 1.række og tilbage igen. B systemet er bedre for teknisk udfordrende arbejde, mens c systemet er nemmere at spille akkorder og små melodier på.
Hvis en knapharmonika har flere end tre rækker, ændres dette ikke. Hvis der kommer en 4. række, er den den som den 1.række, og hvis der kommer en 5. række, er den den samme som den 2. osv. Dette gælder for begge typer knapsystemer. Grunden til disse ekstra rækker, er for at gøre det nemmere for harmonikaspilleren at spille visse sange, da man kan lave andre fingersætninger.
Fordi knappene er opbygget på denne måde, ændres den måde hvorpå man tager en akkord sig ikke, man flytter bare sit greb. Dette er også gældende ved skalaere.
På grund af det store antal knapper på harmonikaer, kan der på visse instrumenter, hvor der ikke er nok plads til det antal ventiler, der skal bruges, når højre side er fyldt ud med knapper. Derfor kan man nogle gange komme ud for, at harmonikaen er forsynet med såkaldte pynteknapper. Pynteknapperne kan trykkes ned ligesom alle andre knapper, og der er ligeså meget modstand i dem, som i andre knapper. Forskellen er blot, at mens de almindelige metalrør har en destination, har pynteknappernes metalrør ikke. Pynteknapperne er, hvis de er på harmonikaen, foroven og forneden på højresiden.
Standardbas.
Det almene bassystem i en kromatisk harmonika kaldes "standardbas". Bassiden ses ikke mens man spiller, så systemets udlægning giver større adgang til akkorder, ved at de fleste enkelte knapper spiller en akkord hver. Det er arrangeret, så man nemt kan skifte mellem forskellige typer akkorder med den samme grundtone. De to inderste rækker spiller enkelte noder.
Dog kan der være flere rækker. På de største harmonikaerne kan der være 7 rækker, som vil indeholde plus-akkorden (dur-akkord med forstørret kvint), og der kan også være to række før første række, hvilket er andre bas-toner.
På langs ligger grundtonerne efter kvintcirkelen.
Alt afhængig af antallet af basser har harmonikaen følgende kolonner og rækker.
Akkordeon.
Et akkordeon er en kromatisk harmonika, som, udover standardbas, har melodibas (engelsk: free bass system). Melodibassen er et bassystem, hvor knapperne er arrangeret, som en spejlvendt version af diskantsiden på en kromatisk knapharmonika. De spiller enkelte toner, og akkorder skal selv formes. Ved hjælp af melodibas er det muligt, at spille efter klavernoder. For at skifte mellem bassystemer, er der en converter (omskifter), der bruges til at skifte. Denne kan sidde forskellige steder, men oftest på de nye er den placeret bag registrene.
Akkordeonet kan enten have knapper eller klaviatur i højre side.
Elektroniske harmonikaer.
Der findes overordnet to forskellige slags elektroniske harmonikaer. De halvakutiske harmonikaer og elharmonikaerne.
Et godt eksempel på en halvakustisk harmonika er basharmonikaen. En basharmonika har en udgang til et jackstik, så der kan tilsluttes en forstærker. Måden hvorpå lyden opfanges, og kan sendes videre til forstærker, er ved at der sidder to højttalere på metalgitteret, hvor lyden kommer ud. Disse højttalere opfanger lyden som mikrofoner, og sender lyden videre. Selve basharmonikaen har kun knapper i højre side, hvor der i venstre er luftknappen. Basharmonikaen har som oftest ingen registre.
På en elharmonika sidder nogle sensorere i bælgen, der føler, hvor kraftigt der trækket eller skubbes på bølgen. Elharmonikaen giver mulighed for, at spille på mange forskellige slags harmonika, men den giver også mulighed for, at spille forskellige andre instrumenter på harmonikaen. Det kan være instrumenter, som en kontrabas eller forskellige fløjter. På grund af sensorerne i bælgen er det muligt at få et udtryk på fløjterne, som ikke er muligt at få, hvis man spiller disse fløjter på et keyboard.
Indbygget i elharmonikaen er en forstærker, og på de store elharmonikaere er der også indbygget højttalere, mens de mindre skal være sluttet til en forstærker eller høretelefoner for at kunne høre harmonikaen. Den mest kendte producent af Elharmonikaer er Roland. Roland V-accordion (Roland Virtual Accordion) blev første gang præsenteret i 2004. Dette skete på Musikmesse Frankfurt.
Verdens største harmonika.
Verdens største spilbare harmonika, som er lavet af italineren "Giancarlo Francenella". Harmonikaen vejer ca. 200 kg, og måler 2,53 m høj, 1,9 m bred og 85 cm dyb. Giancarlo brugte over 1000 timer på at bygge denne kæmpeharmonika, og han navngav harmonikaen "Castelfidardo" efter byen, hvori den var fremstillet, som ligger i Ancona i Italien. Harmonikaen er en 5:1 model af Giancarlos orginale harmonika.
Specialtegn og noder for harmonika.
På en harmonika spiller man efter de normale noder, som man også bruger til klaver. Ud over de normale noder bruger harmonikaspilleren også nogle specialtegn når personen spiller.
Bælgtegn.
Bælgtegn er to forskellige tegn, der fortæller om, hvornår man skal vende bælgen. Der er et tegn for at trække ud, og et tegn for at skubbe ind. Tegnet for at trække ud bruges oftes, som det første bælgtegn i en melodi, idet man ofte starte med bælgen lukket. Man kan dog også starte med to af disse tegn, hvilket betyder at man skal starte med bælgen lidt ude.
Registertegn.
Registertegn er tegnet for, hvilket toneregister harmonikaspillen skal spille i. Hvis der ikke står noget registertegn, betyder det, at harmonikaspilleren skal spille i almindelig 8-fod. Ved registerskift skifter man registrene midt under en melodi. Dette illustreres med, at der står et nyt registertegn.
Standardbasnoder.
Et standardbassystem er opbygget på en speciel måde. Der bruges heller ikke "normale" noder til at beskrive dem.
Standardbas såkaldte standartbasnode. Standardbasnoderne minder meget om de normale noder, dog er der væsenlige forskelle. For det første har det ingen betydning i hvilken oktav tonen ligger i, da alle tonerne kun findes i en oktav på harmonikaen. Denne oktav kan ændre ved at skifte register. En anden ting, som er en væsenlig forskel mellem standardbasnoder og almindelige noder, er måden, hvorpå akkorden står. Hvis man skriver en akkord i almindelige noder, skriver man hvilke toner den består af. Hvis man f.eks skal skrive en c7, skriver man en c og skriver 7 over noden. Der skrives stort M over dur-akkorder og lille m over mol-akkorder. Dim-akkorder skrives med et d over. Ved russisk notering skrives der stort B over en dur-akkord, mens der bruges stort M over mol-akkorderne. I visse tilfælde skrives der også hvilken tonart, akkorden er i og hvilken tonart bastone er i over noden.
Fingersætning.
En "fingersætning" er en beskrivelse af, hvordan harmonikaspilleren skal sætte fingerne. Tommelfingeren er defineret som 1. finger, mens lillefingeren er difineret som 5. finger. Dette er det samme både for højre og venstre hånd. Tallet på fingeren, der skal spille en pågældende tone, skrives over noden for denne.
På en knapharmonika, der har flere end 3 rækker, går den samme tone igen to gange. For at vise hvilken knap man skal spille, understreger man tallet fra fingersætningen.
Kropsposition.
Den kromatiske harmonika spilles siddende. Remmene skal være indstillet sådan, at det er muligt, at instrumentet kan hvile på lårene af harmonikaspilleren, for at ikke ødelægge harmonikaspillerens ryg. Remmenes funktion er, at holde diskantsiden i ro. Nogle harmonikaspillere har diskantsiden støttende imod højre lår, dette gøres med remmene for at holde diskantsiden stille.
Harmonikaspillerens ryg skal være ret, når personen sidder og spiller på instrumentet. Derfor sidder harmonikaspilleren på det forreste af en stol. Højden af stolen er også vigtig, for at harmonikaspilleren sidder godt. Det bedste spilleposition er, når stolen er så høj, at harmonikaspillerens ben danner en 90 graders vinkel eller mere med stolens ben.
Håndstilling.
Med højre hånden bruger man alle fingerne. Tommelfingeren kaldes 1. finger, pegefingeren kaldes 2. finger osv. Det samme gælder venstre hånd. Nogle harmonikaspillere spiller ikke med 1. finger i diskantsiden, fordi de vil holde diskantsiden. Diskantsiden behøves ikke at holdes på plads, hvis man sidder i den rigtige kropsposition, der er dette lidt tåbeligt. I venstrehånd bruger man normalt ikke 1. finger til andet end at betjene luftknappen. Dog kan 1. finger nå og spille første række og bruges derfor en sjælden gang til dette formål. Det kræver dog lidt øvelse at lære, at bruge 1. finger i venstre hånden.
Foredragsbetegnelser.
En harmonikaspiller skal spille på forskellige måder, alt efter hvilke foredragsbetegnelser, der står i noderne. Alt efter spillemåden, der står i noderne, spiller harmonikaspilleren forskelligt. Hvis der står legato i teksten, spiller harmonikaspilleren med sammenbundne tone. Det vil sige, at der ikke skal være hørbare pauser mellem tonerne. Derfor er det nødvendigt for en harmonikaspiller, der skal spille legato, at spille tonerne så hurtigt efter hinanden, uden at komme til at spille dem samtidigt. En anden vigtig spillemåde, som harmonikaspillere ofte benytter sig af, er staccato. Ved staccatospil spilles der meget korte tone. Hvor harmonikaspillerens fingre nærmest skal hoppe på tonerne.
Brug og repertoire.
Idet harmonikaen er et forholdsvis nyt instument, og fordi der var stor modstand mod instrumentet i dets første leve år, blev der ikke skrevet så meget musik for harmonika før 1900. For at blive taget alvorligt som et koncertinstrument, blev der behov for, at oprette skoler, der kunne give instruktion på et højt niveau om instrumentet, for at øge udviklingen af et originalt "repertoire" af anerkendte komponister. Hugo Herrmann var den første komponist, der skrev musik for solo harmonika. Stykket hed "Sieben neue Spielmusiken", og blev udgivet i 1927. Herrmann havde skrevet musikken efter aftale med komponisten "Paul Hindemith", som blandt andet i 1922 havde skrevet "Kammermusik No.1", som indeholdt en harmonika stemme.
I 1931 grundlagde Ernst Hohner "Harmonika-Fachschule" i Trossingen, og begyndte at udgive musik og undervisningsmaterialer for alle mulige harmonikaer. Herrmann blev leder af skolen, og skolen blev senere et officielt statslig akademi. Akademiet uddannede gode kandidater, som også hjalp til, at udvide harmonikaens repertoire. Omkring 1945 blev der skrevet store stykker for harmonika, især for flere harmonikaer. Det var også i den periode, at det blev foretrukket, at skrive for accordeon, og der blev derfor skrevet færre stykker for standartbas.
Der skete en kolossal vækst i repertoriret omkring, da "Städtische Musikschule Trossingen" ville udvide mængden af eksperimenterende og atonal musik i deres koncerter. En vigtig komponist af ny musik for harmonika i den periode var Wolfgang Jacobi, men det var også i denne periode, at der udkom en del harmonikamusik fra Scandinaviske komponister, som bl.a. danske "Ole Schmidt".
Op i gennem 1960'erne inspirerede den danske accordeonspiller Mogens Ellegaard en række nordiske komponister til at skrive musik til accordeon. Blandt andet komponister som: Torbjörn Iwan Lundquist, Vagn Holmboe, Arne Nordheim og Per Nørgård til at skrive kammermusik og musik for solo harmonika. Mogens Ellegaard fik harmonika som fag på de indflydelsesrige skandinaviske konservatorier, og var blandt andet med til at gøre knapper i diskantsiden mere populær.
I de sidste to årtier er ligeledes sket en enorm stigning for repertoiret for harmonika. Men denne stigning i repertoiret er slet ikke slut. Harmonikamusik oplever i øjeblikket en epoke og nogle tror at harmonikaen bliver den 21. århundredes instrument.
I dag er det musikere som Teodoro Anzellotti, "Stefan Hussong", "Ivan Koval", "Mie Miki", "Elsbeth Moser" og "Hugo Noth", som oplærer de nye harmonikaspillere på forskellige konservatorier. Musisk har musikerne forladt standartbassen, og spiller derfor på melodibas, dog er der stadig ikke sket den samme udvikling på instrumentet, idet det stadig er muligt at spille standartbas på instrumentet.
Repertoiret for harmonika består af mange forskellige genrer, men ofte af valse, marcher, polkaer og tangoer.. Tidligt i harmonikaens historie blev den brugt til valse og polkaer i det sydlige Texas og nordlige Mexico. Harmonikaen bruges dog også til Jazz, og der har bl.a. deltaget harmonikaspillere på Jazz festivalen i København. Harmonikaen er også blevet brugt i Louisiana i Cajun, hvor instrumentet er dokumenteret tilbage til 1870'erne.
Harmonika er ofte brugt i forbindelse med tangoer. Harmonikaspilleren "Allan Harboe Karlsson" går så vidt som at sige "uden harmonika ingen tango". En meget vigtig komponist inden for tangoen var Astor Piazzolla, som dog skrev musikken til bandoneon. Men da de to instrumenter ligner hinanden meget, er det svært for harmonikaspillerne, der vil spille tango, at komme uden om Piazzolla.
Harmonium.
Et harmonium fra Pianofabrik Stuttgart 1932.
Harmonium eller stueorgel blev især brugt i de danske kirker.
Det var almindeligt at de mindre danske kirker først anskaffede sig et harmonium, og sidenhen når de fik råd, anskaffede de sig et orgel. Bestanden af harmoniummer toppede omkring år 1900, og i dag har stort set alle kirker et orgel.
Jesuskirken i Valby ved København huser en samling på ca. 20 harmonier.
Harpokrates.
Statuette af HarpokratesHarpokrates (den græske form af egyptisk Harpakhrad, ell. Heru-Pa-Khret "barnet Horus") er Horusbarnet, altså Horus som lille. Harpokrates gengives oftest nøgen og med en finger ved munden, hvilket er blevet udlagt til at symbolisere barnets sutten på fingeren, eller en påmindelse om at bevare en hemmelighed (shhhh!). Det var især grækerne, der anså Harpokrates for at være stilheden og hemmelighedens gud.
Harpokrates er gengivet på de såkaldte Horussteler, som blev anvendt magisk i Egypten. Stelerne var meget udbredte som magisk beskyttelse mod onde ånder i hjemmet. På stelen ser man f.eks. Horusbarnet med to slanger i hver hånd, samt en løve i venstre hånd og en antilope i højre, stående på to krokodiller, og med et beskyttende Bes-maske over sit hoved. Harpokrates er også fremstillet siddende på Isis skød, som solbarnet i en lotusblomst, eller som vandbærer med en krukke, eller et overflødighedshorn symboliserende overflod.
Denne form af Horus blev dyrket meget i Grækenland og Egypten i Sentiden (712-332 f.v.t.).
En skulptur af Harpokrates står bl.a. i en af salene i Den Danske Frimurerordens stamhus på Blegdamsvej i København.
Harriet Quimby.
Harriet Quimby stiger om bord i sit fly, 1911.
Harriet Quimby (11. maj 1875 - 1. juli 1912) var den første kvindelige pilot, der krydsede Den Engelske Kanal. I 1911 blev hun den første kvinde i USA, der tog flycertifikatet, og under et år senere krydsede hun som den første kvinde Den engelske Kanal i fly.
Harry Potter.
"Harry Potter" er titlen på en serie af syv bøger, skrevet af den engelske forfatter J.K. Rowling. Bøgerne har vundet stor popularitet, især hos unge. De første seks bøger er blevet filmatiseret – nummer seks havde premiere i Danmark den 17. juli 2009. Det er blevet offentliggjort at den syvende film kommer i to dele; første del kommer den 19. november 2010 og den anden 15. juli 2011.
Der er nu udkommet alle de syv bøger, forfatteren har lovet. Den sjette bog udkom på engelsk den 16. juli 2005 som "Harry Potter and the Half-Blood Prince" og på dansk den 15. oktober samme år, under titlen "Harry Potter og Halvblodsprinsen". Den 21. december 2006 blev det offentliggjort at den engelske titel på den syvende og sidste bog er "Harry Potter and the Deathly Hallows". Den 1. februar blev det så offentliggjort at "Harry Potter and the Deathly Hallows" ville udkomme den 21. juli 2007, hvilket skete under stor mediebevågenhed. Bogen udkom på dansk den 11. november under titlen "Harry Potter og Dødsregalierne".
Bøgerne er udgivet i forskellige indbindinger, hhv. "børne"- og "voksen"-udgaver. "Harry Potter"-bøgerne er dog beregnet for læsere i alle aldre.
Bogserien, som er den originale "Harry Potter", anses for at være afsluttet, mens film-serien og spil-serien stadig er i gang.
Om troldmanden Harry Potter i spil-serien, er der dog kommet flere spil en film og bøger, "Harry Potter: Quidditch Verdensmesterskaberne", "Lego Harry Potter: Årene 1-4", "Harry Potter: The Trading Card Game" og "Harry Potter: Lego Creator".
Historien handler om drengen Harry Potter, som finder ud af, at han i virkeligheden er en troldmand, og derfor starter på den magiske skole Hogwarts. Her bliver han venner med Hermione Granger og Ron Weasley som han kommer til at bo sammen med på det ene af skolens fire kollegier, Huset Gryffindor. Han møder også drengen Draco Malfoy fra Huset Slytherin, der bliver Harrys ærkerival, og han kommer til at kæmpe mod den onde troldmand Lord Voldemort, der forsøgte at dræbe Harry som spæd.
Forfatteren, J. K. Rowling, fik idéen til bøgerne på en tur i et tog, hvor hun pludselig på en eller anden måde, enten ved dagdrøm eller normal drøm, så en scene for sig: Toget blev til Hogwartsekspressen, det røde tog, der fører troldmænd og hekse fra perron 9 3/4 til bådene, der bringer eleverne over søen til Hogwarts Skole for Heksekunstner og Troldmandskab.
En del af "Harry Potter"-bøgerne er inspireret af "Narnia"-bøgerne (som er inspireret af Biblen, som gør "Narnia" til en såkaldt "kristen fantasy"), og Harry Potter-skikkelsen kan ses som en parallel til Kristus. Lige fra barndomshistorierne om det lille barn, der trænger ondskaben tilbage omgivet af sendebud (ugler/engle), himmelfænomener (stjerneskud/stjerne) og en jublende menneskehed (troldmænd/hyrder og de tre vise mænd) frem til døden og opstandelsen, minder Harry Potters og Jesu liv om hinanden. Og forfatteren, J.K. Rowling, har da også indrømmet, at kristendommen var hendes inspirationskilde.
Harry Potter er blevet kritiseret for bl.a at opfordre til heksekunst og satanisme, og pave Benedict XVI har offentligt fordømt bøgerne, ligesom Harrys anspændte forhold til sin onkel og tante skulle opmuntre til forkerte familieværdier, ifølge pastor Jack Brock der ved et arrangement i 2001, hvor menigheden brændte Harry Potter-bøger, udtalte at.
Eksterne henvisninger.
*
Hartkorn.
Hartkorn betyder egentlig "hårdt korn", altså brødkorn, men tidligere var "tønde hartkorn" en enhed for værdien af landbrugsjord (en kombination af jordens areal og kvalitet bonitet). I den lange periode, hvor al betaling foregik som byttehandel med konkrete varer var det nødvendigt med en fælles "møntfod". Man besluttede sig til at sammenligne alle varer med værdien af det såkaldte "hårde korn" eller "hartkorn". Hartkorn måltes i tønder, ikke at forveksle med tønder land. 1 tønde = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album. Mindste enhed er 1/4 album, også kaldet en Penning, den var 2 favne (eller 2 x 3 = 6 alen) på hvert led, svarende til 36 kvadratalen.
Ved enevældens indførelse i 1660 var staten næsten bankerot, adelen havde mistet al troværdighed i løbet af svenskekrigene, og Frederik 3. skulle bruge penge. I stedet for at lade skatteinddrivningen ske via adelen, ønskede monarken i det enevældige kongerige selv at stå for statens finanser.
Efter flere mere eller mindre mislykkede forsøg fik man i 1688 indført Christian 5.s matrikel. Det var den første egentlige matrikel, og efter svensk forbillede klassificerede man alle ejendomme efter deres areal og jordens bonitet.
Lensgrever & -baroner.
i 1671 under Christian 5. blev titlerne lensgreve og lensbaron oprettet. Begge titler kunne erhverves af adelige såvel som borgerlige, under forudsætning af at de besad jord nok. Købmænd, rige borgere og andre kunne dermed få adelig status.
Udenlandsk adel og borgere kunne også erhverve titlerne.
Den gamle adel -uradelen- var ikke udelt begejstret for det nye blod i denne brevadel... som det fremgår af en klassisk satire "Grevens og Friherrens Komedie"
Nye grevskaber.
For at erhverve titlen lensgreve krævedes mindst 2.500 tønder hartkorn.
F.eks. familien Schaffalitzky, der kom fra områder i Tjekkiet og som med gehejmeråd Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell (1720-97) i 1784 oprettede Grevskabet Muckadell med hovedsæde på herregården Arreskov (og Brobygård og Gelskov) på Sydfyn.
Nye baronier.
For at erhverve titlen lensbaron krævedes mindst 1.000 tønder hartkorn.
Landbruget blev værdisat i td. hartkorn.
Alt hvad der blev produceret på en gård blev værdisat efter et system, der havde måleenheden en tønde hartkorn, dvs: ca 139 liter eller ca. 100 kg.
Rug og byg - og så havre.
Udgangspunktet for korntyper var rug og byg til de holdbare rugbrød hhv byggrød (og ikke mindst til Ølbrygning) - mens havre var andenklasses. Havrejord blev nedsættende brugt om knap så god jord. Den fjerde danske kornsort, hvede, kom først til som en del af dyrkningen på alm landbrug i 1800-tallet.
Sammenlignelig enhed.
Enheden sikrede at gårde eller landsbyer var mere sammenlignelige - også set fra et overordnet niveau, kongemagten eller godsejerne handlede og opgjorde jo hele landsbyer ad gangen.
Måleenheden hartkorn blev også brugt ved værdiansættelsen af dyrehold, herunder brugsret til svinehold i skoven, vind- og vand- møller, fiskeri (typisk åer og søer), men også helt andre indtægtsgivende aktiviteter som broafgifter, vadesteder, krohold etc.
Jorden blev værdisat efter ydeevne.
Jordbunden blev opdelt i seks klasser efter ydeevne, og tabellen viser her, hvor store arealer, der skulle tilsås for at ejeren kunne beskattes med 1 td. hartkorn. Altså: på den allerringeste jord var ydeevnen så lav, at der kun kunne inddrages 1 td. hartkorn i skat for hver 20, der blev tilsået.
Tabellen viser udregning af skatteskyld i forhold til jordtype.
Der beregnedes 14.000 sjællandske kvadratalen til 1 td. udsæd. Jord af 24 tdr. udsæd, hvor årligt 2/3 blev tilsået, medens 1/3 lå brak, regnedes for 16 tdr. årlig udsæd, og en jord af 12 tdr. udsæd, som kun blet tilsået hvert sjette år, regnedes for 2 tdr. årlig udsæd.
Skov blev værdisat efter antallet af svin, der kunne leve der.
Skov overalt 24 svins olden pr. td. hartkorn.
Dyrehold blev også værdisat i måleenheden hartkorn.
Christian 5.s matrikel fungerede som beskatningsgrundlag frem til
1844. Det var en fuldstændig registrering af al dyrket jord, som blev takseret efter det, der blev kaldt "hartkornsboniteringen".
Nyt system efter 1844.
Derfor blev der lavet en ny jordtypebedømmelse i 1844, den såkaldte "Matrikelbonitering", som er den mest detaljerede kortlægning af jorden i Danmark til dato. Ud over den arealmæssige information indeholder kortene også oplysninger om arealanvendelsen ved den store udskiftning i
1780’erne og information om jordens produktionsevne – dens bonitet.
Tabellen viser omregningen fra forskellige naturalier til tdr. hartkorn.
Ejerskabet var fordelt på godsejere(adel) og konge med mere end 95% - knap 85% var hovedgårdsjord, godt 11% tilhørte kronen, resten (mindre end 5%) var ejet af købstæder, selvejerbønder og kirken.
Den nye matrikel, 1844 Matrikelboniteringen, indeholdt en landsdækkende kortlægning af matriklerne samt en optegning af et helt nyt matrikelkort (1:4000). Kortene er såkaldte økort, hvilket vil sige, at hvert kort omhandler ét ejerlav udarbejdet med udgangspunkt i landsbyen eller hovedgården.
Bonitetsbedømmelsen blev gennemført i perioden fra 1806 til 1826. Agerjorderne blev vurderet efter deres evne til at avle korn. Eng blev vurderet i forhold til mængden og kvaliteten af høhøsten, og andre arealer blev vurderet efter det antal kreaturer, som arealet kunne yde græsning til. Jorderne blev vurderet i henhold til en 24-trins-skala, hvor den bedste jord fik takst 24. For at fastlægge værdien af taktgrundlag 24 udpegede man et gårdlav i Karlslunde mellem Roskilde og Køge.
Markernes bonitet og deres arealstørrelse var grundlaget for bestemmelse af de forskellige gårdes hartkorn, som igen udgjorde beskatningsgrundlaget. 1844-matrikelboniteringen blev brugt som skattegrundlag i ca. 60 år. I 1903 vedtog man en ny skattelovgivning, hvor hartkorn forsvandt som beskatningsgrundlag. 1844-matriklen er stadig grundlaget for vore dages matrikulering, der varetages af Kort & Matrikelstyrelsen.
Harvard.
Harvard University er et anset universitet beliggende i Cambridge, Massachusetts, USA.
Universitetet blev grundlagt den 8. september 1636. Universitetet har avlet 75 nobelprismodtagere. Harvard har verdens 3. største bogsamling, kun overgået af British Library og Library of Congress. Desuden er universitetet med i den prestigefulde Ivy League.
Hathor.
Hathor er i den ægyptiske mytologi kærlighedsgudinden, gudinde for musik og for skønhed, hendes hellige dyr er koen. Hendes mand Ra er også hendes bror.
Hun er altid symboliseret med 2 horn og en kugle (jorden) mellem sine horn.
Haut Koenigsbourg.
Det største slot i Alsace, Frankrig, er Haut Koenigsbourg. Det ligger på vinvejen midt i Vogeserbjergene. Slottets facade måler 270 meter. Det blev opført af en schweizisk adelsfamilie i det 12. århundrede.
I 1633 under Trediveårskrigen blev borgen afbrændt af svenske tropper og lå hen som ruin i næsten tre hundrede år. Men i 1901, da Alsace var tysk, lod kejser Wilhelm 2. slottet genopføre som en komplet middelalderlig ridderborg.
Hav.
71 % af jordoverfladen er dækket af hav.
a> med høj saltholdighed bevæger sig mod øst (mørkelilla eller mørkeviolet) - og overflade havstrømme med lav saltholdighed mod venstre (lyseblå).
Et hav er det sammenhængende vandområde som adskiller kontinenterne eller nogle dele af disse områder. Over 70 % (ca. 360 mill. km²) af jordens overflade er dækket af sammenhængende saltvandsmasser som vi kalder hav og som vi i daglig tale inddeler i flere verdenshave (oceaner).
Havet er en del af hydrosfæren og udgør 97,2% af denne. Havene består af omkring 1,35 milliarder kubikkilometer saltvand. Middeldybden i havet er omkring 3.800 meter, hvilket betyder at omkring 60 procent af havet udgøres af dybhav. Verdens dybeste hav er Stillehavet, med Marianergravens (Challengerdybets) 10.911 meter (tidligere målt dybere).
På gammelnorsk hed havet "mar" eller "ser", men efterhånden gik man over til ordet "hav", som oprindelig betyder noget som stiger op, og havde været betegnelsen for flod eller højvande.
Ofte omtaler man de større have som verdenshave eller oceaner. Disse oceaner inddeles dog ofte i mindre bihave, som igen kan inddeles i middelhave eller randhave. Nogle eksempler på bihave er Østersøen, som er et middelhav - og det Arabiske hav, som er et randhav. Andre have kaldes bare bugte, for eksempel den Bengalske bugt.
Formelt er det Den internationale hydrografiske organisation ("International Hydrographic Organization") som opdeler og sætter grænser mellem havområdene.
Havets saltholdighed er ca. 3,5 %, og saltet gør at havvand først fryser ved -2 °C. Saltholdigheden kan være lavere (f.eks. Østersøen),grundet tilførsel af ferskvand fra floder, eller højere (f.eks. Middelhavet) pga. fordampning.
Havets overfladetemperatur varierer fra over 30 °C i tropiske egne til -2 °C i Ishavet om vinteren. På dybder større end 3000 m er temperaturen under 3 °C.
Mineraludvinding.
Havvand indeholder i gennemsnitt 3,48 % NaCl (masseprocent), som kan udvindes ved inddampning. Dette er den vigtigste kilde til bordsalt, det vi også kalder kogsalt.
Havhveps.
Havhveps betegner forskellige medlemmer af familien Chirodropidae, men især den farlige australske gople ("Chironex fleckeri").
"Chironex fleckeri" bliver på størrelse med en fodbold og er næsten gennemsigtig, hvilket gør den endnu farligere for folk der svømmer i farvande hvor den opholder sig. Den har fire bundter med 15 tentakler besat med giftceller. Tentaklerne kan være tre meter lange og trækkes sammen til bare 15 cm når de svømmer. En Havhveps har nok gift i sig til at dræbe op til 60 voksne mennesker og kan potentielt dræbe på under ét minut, men de fleste stik er dog relativt milde. Ved mere alvorlige stik er smerterne nærmest ubærlige. Dens giftceller består af små "pile", eller tentakler, som udløses af proteiner i huden på for eksempel mennesker eller fisk. Blot et tyndt lag af nylon, kan dog forhindre at "pilene" udløses, hvilket også er grunden til at man ser australske livreddere have specielle tynde dragter på, når de er på arbejde. Flasker med eddike er ofte placeret på prominente steder på Australske strande, da det har vist sig effektivt til at deaktivere de uaffyrede giftceller. Det hjælper dog ikke mod smerterne og lægehjælp skal altid søges hurtigst muligt.
I modsætning til andre Gopler opsøger "Chironex fleckeri" aktivt sit bytte, og kan skyde en fart på ca. 4 knob.
Havhvepsen findes langs de nordlige kyster i Australien og krediteres her for mindst 64 dødsfald siden 1883. Flere dør hvert år i Sydøstasien, men det er uklart om Havhvepsen er involveret i disse. Dette skyldes ikke mindst forvirring omkring dens præcise udbredelse uden for Australien, da den nære slægtning "Chironex yamaguchii" først blev beskrevet i 2009, og denne art er også ekstremt giftig.
I Australien er Havhvepsen mest aktiv i månederne Oktober til Maj, men der har været rapporter om deres tilstedeværelse hele året rundt.
Havmus.
Havmus ("Chimaera monstrosa") er en op til 1,5 meter lang (inkl. hale) og 2,5 kg tung fisk af klassen bruskfisk. Den har en giftpig foran rygfinnen og en piskeformet hale. Havmusen lever på dybt vand, og findes blandt andet i Skagerrak.
Hebe.
Hebe (græsk Ἥβη) er gudinde for ungdom i græsk mytologi. Hun er datter af Zeus og Hera
Den tilsvarende romerske gud hed Juventas.
Hebefren skizofreni er afledt af Hebe.
Asteroiden 6 Hebe er ligeledes opkaldt efter Hebe.
Hebriderne.
Kort over de Indre Hebrider (røde) og de Ydre Hebrider (gule) ved Skotlands nordvestkyst.
Hebriderne ("skotsk"/"engelsk": The Hebrides'", "skotsk gælisk": Innse Gall) er en skotsk øgruppe med ca. 60.000 indb. i Atlanterhavet ud for Skotlands nordvestkyst. Øerne var norske indtil 1266, og indbyggerne talte det nu uddøde vestnordiske sprog norn.
På nogle af øerne, bl.a. Skye og Lewis, taler en del af befolkningen stadig skotsk gælisk. Nøjagtige tal findes ikke.
Øerne deler sig i de Indre og Ydre Hebrider adskilt af "The" ("North") "Minch" i nord over "The Little" (eller "Lower") "Minch" til "Sea of the Hebrides" i syd. Øerne beskytter Skotlands kyster og fjorde mod Atlanterhavets storme. Kun ca. 80 ud af 500 øer på tilsammen 7.285 km² er beboede.
De Ydre Hebrider ("Western Isles") er et selvstændigt amt med øerne Lewis and Harris, Berneray, North Uist, South Uist, Barra og St. Kilda.
De Indre Hebrider tilhører 2 forskellige skotske amter på fastlandet. Den nordlige del med Skye, Oronsay, Raasay, Scalpay og flere små øer omkring Skye hører til "Highland Council". De sydlige øer Mull, Coll, Islay, Isle of Jura, Slate Islands og Treshnish Islands hører til "Council Argyll and Bute".
Økonomi.
Lokale råstofforekomster af tørv, sand og andre mineraler udnyttes. Der er kvæg- og fåreavl og der fremstilles landbrugsprodukter, uldvarer (herunder den kendte Harris Tweed) og whisky. Andre erhverv er fiskeri og turisme.
Trafik.
Fra hovedøerne til fastlandet er der daglig færge- og flyforbindelse. Da bilfærgerne kom i 1964, blev der investeret i trafikstrukturen. På hovedfærdselsårerne kører der linjebusser og i lokaltrafikken minibusser. En del af øerne er forbundet med hinanden med dæmninger eller broer. Isle of Skye har via broen Skye Bridge direkte forbindelse til fastlandet.
Hefaistos.
Hefaistos er i græsk mytologi smedenes gud. Han var søn af Hera, som har bragt ham til verden uden Zeus's hjælp, da hun var vred over omstændighederne vedrørende Athenes fødsel. Han blev født som krøbling og blev smidt ned fra Olympen af Hera, der afskyede ham. Han landede i havet og blev samlet op af havnymfen Thetis, mor til Achilleus.
Hefaistos var en af de mest elskede guder, fordi han blandt andet var hjælpsom og retfærdig. Han var gift med Afrodite, men nok ikke videre lykkelig, da hun var ham utro med Ares. Og så var det også ham der smedede lyn til Zeus.
Heidelberg.
Heidelberg er en by i den tyske delstat Baden-Württemberg. Byen er bedst kendt for sit universitet, som blev grundlagt i 1386.
Den gamle by i Heidelberg, set fra slottet
Hejmdal.
a>, fra islandsk manuskript (17. århundrede).
Heimdall eller Hejmdal (norrønt: "Heimdallr") er en af de mest gådefulde guder i den nordiske mytologi. Han har en fantastisk hørelse, og optræder af den grund i myterne som gudernes vagtmand, der sidder ved foden af Bifrost og overvåger, at ingen jætter sniger sig ind i Asgård. Ved Ragnarok blæser han i Gjallarhornet, når jætterne angriber, så resten af guderne og einherjerne kan forberede sig til kampen. I det sidste slag skal han kæmpe mod Loke, det vil ende med, at de dræber hinanden. Heimdall vil være den sidste af guderne, der dør i Ragnarok. Han blev født i urtiden ved verdens rand af ni jættesøstre, som måske repræsenterer havets bølger.
Der er blevet fremsat flere teorier om hans funktion og oprindelse, fx kan han have været en gammel sol- eller månegud, en personifikation af verdensaksen, menneskets stamfader, eller ligefrem hersker over den kommende verden, som skal stige op efter Ragnarok. Der er også blevet påvist paralleller i andre mytologier, fx hos den samiske verdensgud Varalden Olmay og i keltisk-irsk folklore og mytologi. Den norske religionsforsker Gro Steinsland har ligefrem foreslået at Heimdall kan være resultatet af en sammensmeltning af forskellige traditioner. Der findes ingen levn, hverken i de skriftlige kilder eller i det arkæologiske og topografiske materiale, der peger på en eventuel religiøs dyrkelse af Heimdall i vikingetiden. Det kan enten betyde, at han er en meget gammel guddom, der havde mistet sin betydning, eller også, at han aldrig havde været genstand for en kult.
Karakteristik, funktioner og roller.
På baggrund af de brudstykker af myter om ham, der er blevet overleveret, fremtræder Heimdalls funktion og væsen er meget uklart Steinsland beskriver ham som den mest gådefulde guddom, der i myterne optræder som fjern og ophøjet. For hende virker han som en gammel gud, der blev revitaliseret i vikingetiden. Og hun mener, at han er i højrere grad knyttet til den kosmiske dimension, rum og tid, og med menneskeheden som helhed, end med dagligdagen, som nogle af de andre mere kendte guder. I Snorre Sturlasons tekster findes der en række oplysninger om Heimdall, hvoraf en del ikke kan genfindes i de kendte myter. Sammen med de mange gådefulde skjaldekenninge tyder det på, at har eksisteret flere tabte myter om Heimdall, fx en der forklarer hvorfor et sværd kan kaldes Heimdalls hoved og omvendt.
Gudernes vagtpost.
I de overleverede myter bliver han tillagt forskellige særlige egenskaber og ejendele, der er relateret til hans funktion som vagtpost; Han hørelse er fantastisk, han kan høre græsset gro og ulden vokse på fårene. Han var i stand til at se 50 mile bort og lige godt dag og nat. Og han behøvede ikke mere søvn end en fugl hver nat. Hans bolig hedder "Himmelbjerg" (norrønt: "Himinbjörg"), og det ligger, der hvor Bifrosts ene ende er fastgjort. Det er broen mellem Asgård og Midgård. Bifrost er det samme som regnbuen. Den flytter sig hele tiden, så at ingen skal kunne gå over den, udover guderne. Det røde i broen er brændende ild. Ingen kunne slippe uopdaget forbi Heimdall, og guderne satte derfor ham til at vogte broen, så ingen jætter skulle komme over den. Hans horn kaldes Gjallarhorn, og når der blæses i det, kan det høres i både menneskenes verden, gudernes verden, og i underverdenen. Det skal bruges til at vække guderne, når fjenderne truer dem. Signalet fra dette horn skal markere begyndelsen på Ragnarok, verdens undergang. I kampen skal han selv møde den lumske Loke, der er jætternes anfører. De vil sende hinanden i døden, ligesom Thor og Midgårdsormen. Han ejede også hesten Guldtop. Anders Bæksted betegner billedet af himlens årvågne vogter som en sen forestilling, der var påvirket af klassiske traditioner.
Lokes Fjende.
Trods sin funktion som vagt, var Heimdall ingen krigergud. Der er dog overleveret én myte med ham som hovedperson, der involverer kamp. I skjaldedigtet "Húsdrápa" er der et kort resumé af Heimdalls og Lokes kamp om Frejas smykke Brísingamen. De to var tilsyneladende svorne fjende, og skulle også mødes ved Ragnarok. Fjendskabet var tydeligt og måske noget oprindeligt og konstant mellem dem. Völuspá fortæller, at de vil dræbe hinanden her. Margaret Clunies Ross beskriver dem på en gang som hinandens modsætning og parallel. Hun fremhæver, at de begge lever i udkanten af gudernes sociale sfære, dog af forskellige grunde; Heimdall som vagtpost, mens Loke er den tvetydige figur, hvis loyalitet kan diskuteres. Grunden til Loke og Heimdalls fjendskab findes ikke i det bevarede kildemateriale, men Clunies Ross foreslår, at det symboliserer det, at de befinder sig på to diamentralt modsatte positioner i det mytologiske system; Loke er skyld i gudernes fald, mens Heimdall er den evigt loyale vagtmand.
Født af ni kvinder.
I eddadigtet "Hyndlaljóð" omtales en gud, som er født ved jomfrufødsel af ni jættesøstre i tidens ophav, ved jordens rand. Denne gud regnes almindeligvis som Heimdall. Snorre citerer fra et ellers tabt digt Heimdall for selv at sige: Ni mødres søn er jeg, ni søstres søn er jeg. Tidligere blev de ni mødre i reglen identificeret med havguderne Ægir og Rans ni døtre. De var en repræsentation af havets bølger. Dette er dog ikke det eneste nitallige kvindekollektiv; i digtet "Fjólvinnsmál" optræder der også et, ligesom Njord tildeles ni døtre i Solsangen. Hans mødre kan også være de ni jætter, der nævnes i Völuspá vers 2, det ville gøre ham ældre end Odin. nitallet symboliserede helhed i nordisk kultur, og kollektiver bestående af bl.a. ni kvinder er ikke ualmindelige i mytologien. I "Hyndlaljóð" kaldes hans mødre "Atla", "Augeria", "Aurgiafa", "Egia", "Gjalp", "Greip", "Jernsaxa", "Sindur" og "Ulfrun". I en anden kilde det nævnes at navnene på Ægirs ni døtre var Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrønn, Bølge, Drøfn og Kolga. Disse navne har sandsynligis udelukkende haft en rent symbolsk betydning, da de alle er forskellige ord for begrebet "bølge".
Heimdalls fødsel gør ham unik: Hvis han er søn af bølgerne, fandt den sted på stranden mellem havet og landet, hvilket giver ham en liminal status, Men alene hans status som søn af ni mødre gør ham meget usædvanlig. Det slægtsmæssige ophav var en afgørende faktor i den nordiske kultur, og det faderens æt, der normalt afgjorde individdets plads i samfundshierarkiet. Men i Heimdalls tilfælde nævnes hans far aldrig. Digtet "Hyndlaljód" viser, at mødrene var jættekvinder, og at de var møer, dvs, ugifte. Gro Steinsland mener, at det er en understregning af, at der ikke var en mand involveret i undfangelsen af ham, hvilket stiller ham i en ekstrem særstilling. Margaret Clunies Ross spekulerer modsat Steinsland i om, der eventuelt var en far involveret. Clunies Ross finder, at der en parallel til den ukendte fader i digtet "Rígsþula", hvor han inkognito selv bliver far.. Hun foreslår, at det kan være den ene af de to havguder Ægir og Njord, der havde et incestuøst forhold til sine egne døtre, bølgerne. Det gør ham til enten jætte eller vane. Hilda Ellis Davidson mener, at der en svag implicit forbindelse mellem Heimdall og vanerne. Denne formodning bygger hovedsageligt på formodede relationer mellem Heimdall og havet, og derved underverdenen, som vanerne var stærkt knyttet til, samt, at Heimdall primært medvirker i myter, hvor vanegudinden Freja spiller en rolle.
Samfundsklassernes ophav.
Digtet slutter med at guden Rig selv åbenbarer sig for den unge Jarl og kalder han sin søn. Jarls yngste søn får navnet "Kon unge" ("kon ungr"), som minder om ordet "konnungr", der betyder konge. Som de eneste bliver de anerkendet af guden som hans eget afkom. Marageret Clunies Ross tolker digtets budskab som, at aristokraterne er gudens eneste anerkendte og dermed legitime arvinger, derfor er de også de eneste retmæssige arvinger de guddommelige gaver; fx odel, runemagi og magt. Hun mener dog, også, at digtet formentlig er opstået sent, da hun mener, at den tredelte samfundsorden sandsynligvis er en afspejling af den kristne middelalderlige tradition om de tre stænder; selvom de enkelte funktioner ikke er helt ens. Gro Steinsland stiller spørgsmålstegn ved om det oprindeligt var Heimdall, der var mytens hovedperson. Det er kun i prosaindledningn, at han identifideres med "Rigr", og ikke noget steds i selve digtet. Hun finder, at karakteren af "Rigr"-figuren i realiteten mere minder om det, man kunne forvente af Odin end af Heimdall. Hun foreslår at identificeringen i indledningen kan være resultatet af en misforståelse, opstået med udgangspunkt i idéen om Heimdall som menneskets stamfar.
Heimdall og Ragnarok.
Når Ragnarok indledes, skal Heimdall som nævnt blæse i Gjallarhorn for at vække aserne. Senere skal han selv møde Loke i en kamp, hvor de begge falder. Derved får han en vigtig eskatologisk rolle, i det han indvarsler verdens ende med sit horn. parallel til ærkeenglen Mikael? Da Loke og Heimdall er døde lader Surt sin ild så jorden går under, dvs. Heimdall repræsenterer gudernes sidste modstand inden undergangen. Det er blevet foreslået, at forestillingen om Ragnarok er influeret af de kristne traditioner, herunder Balders død og Heimdalls horn, men mange elementer tyder samtidigt på, at idéen om undergangen har gamle rødder i nordisk religion, og at Heimdalls rolle er en oprindelig nordisk tradition.
En yderligere indikation på Heimdalls mulige funktion som gud for samfundsordenen, er at Ragnarok i "Völuspá" igangsættes efter en periode, hvor slægtssamfundet er gået i opløsning. Ligesom Ragnarok overordnet netop var et resultat af en slægtsfejde mellem aserne og jætterne, der var præget af edsbrud og svig, dvs. alvorlige forbrydelser mod samfundets orden. Gro Steinsland finder derfor, at det er i sin egenskaber som ophavsmand til samfundet, at Heimdall kommer til at fungere som en samlende figur for hele den kosmologiske fortælling i Völuspá.
Etymologi og tilnavne.
Navnet "Heimdall" er sammensat af to substantiver. Det første kommer af "heimr", der udover "hjem" også kan oversættes med "kosmos/verden". For det andet, "dallr", er betydningen mere usikker; det er fvx blevet foreslået, at det betyder "blomstrende træ". Gro Steinsland mener imidlertid, at det betyder "lysende", og at navnet "Heimdall" derfor kan oversættes til "Han, som lyser over verden". Hun påpeger desuden, at det ikke er et almindeligt egenavn. Denne tolkning passer godt til et af hans tilnavne "Den Hvide As" og til at han omtales som "den lyseste af alle aserne".
"Den Hvide As" var en karakteristik han havde fået ifølge Snorre. Udover dette har Heimdall også flere andre tilnavne.bl.a. "Vindlæ" (norrønt: "Vindhlér") og "Gyldetand" (norrønt: "Gullinntanne"), det havde han fået fordi hans tænder var af guld. I flere skjaldekvad blev guld med en kenning omtalt som "Heimdalls tænder", det kan betyde, at han blev forbundet med ilden, solen og lyset, eller måske endda med farven på en gammel vædders tænder. Han blev også kaldt "Hallinskide" ("den bøjede stav"). Det er også blevet brugt som kenning for "vædder", og er måske en reference til de snoede horn på en vædders hoved. Georges Dumézil har peget på en mulig forbindelse mellem Heimdall og keltisk mytologi, da man fx fra walisisk folklore kender en tradition om, at havets bølger kom i grupper af ni, og at den niende blev kaldt vædderen. På moderne baskisk og fransk kan bølgerne omtales som får. Hilda Ellis Davidson har ligeledes foreslået en mulig keltisk forbindelse, da en irsk legende fortæller om ni søstre, der sammen fik en dreng.
Spekulationer over funktion og oprindelse.
Heimdalls gådefulde fremtræden i myterne har givet grobund for mange meget forskellige teorier om hans funktion i mytologien og religionen og til hans ophav. I modsætning til de guder, der næsten ikke er overleveret kilder til, så optræder Heimdall mange steder, men det er svært at indpasse ham i en entydig kategori. Det er bl.a. blevet foreslået af forskellige forskere, at han var en gedegud, væddergud, spættegud, solgud, månegud, fallisk gud, personifikation af verdenstræet, en nordisk variant af de kristne figurer Mikael, Gabriel eller Kristus eller af romernes Janus, indernes Agni og persernes Mithras.
Den komparative religionshistoriker Georges Dumézil anså Heimdall for at være en gammel indoeuropæisk gud, af en type, som han betegnede som "første gud". Denne type er i hans beskrivelse ikke det samme som "den højeste gud". I den romerske mytologi fandt Dumézil en parallel i guden Janus. Derudover betegnede han også Heimdall som en "ramme gud", dvs. én der er der fra begyndelsen og som fortsat vil være der til afslutningen. Dumézil foreslog, at det hinduistiske var guden Dyaus, en af de otte Vasuer, der reinkarnerede sig som "ramme helten" Bhishma i "Mahabharata"; han var en kongesøn, der sammen med sine syv brødre var blevet født af floden Ganges, der havde taget form af en dødelig kvinde. De syv brødre vendte tilbage til deres udødelige form, da deres børn druknede dem umiddelbart efter fødslen. Kun Dyaus fik mulighed for at leve et fuldt jordisk liv i skikkelse af Bhishma. Hans skæbne var, at han aldrig selv ville opnå magt eller få direkte efterkommere. I stedet må han optræde som værge for sin halvbroders efterkommere, herunder de fem Pandavabrødre, der repræsenterede samfundets klasser. Bhishma er selv den sidste, der vil dø i Kurukshetra-slaget.
Branston (1980) har modsat Dumézil foreslået, at Heimdall er en parallel til den vediske "Agni", ildens gud. Han er ifølge de vediske tekster enten er født af vandet eller gemmer sig i det, og som er født af enten to, syv, ni eller til mødre (antallet varierer fra teskt til tekst). De ti mødre bliver nogle stedet forklaret som de ti fingre på hånden, der kan bruges til at skabe ild. Denne teori korresponderer med bl.a. Viktor Rydbergs teorier om Heimdall. Andre herunder den svenske religionsforsker Folke Ström mener, at han skal tolkes som en personifikation af den kosmiske orden, herunder samfundsordenen og de sociale klasser i menneskenes verden. Atter andre har set ligheder mellem Heimdalls karakteristika og dem, der kan konstateres hos guddomme i samerne, tunguserne og inuitternes mytologier. Anders Bæksted foreslår, at han kan være en gammel solgud. Den tolkning bygger han på en formodning om, at hans fødsel af de ni mødre kan være et billede på solopgangen over havet, samt at det kan forklare betydningen af hans navn "Han, som lyser over verden". Bæksted erkender dog, at hans relation til jorden taler Imod denne tolkning. Han konkluderer at Heimdall har været en personifikation af kosmos med stærke relationer til verdensaksen Yggdrasill, bifrost og himmelhvælvet.
Kosmologisk betydning.
I den korte udgave af Völuspá fra "Hauksbók" optræder der i slutningen en figur (vers 65), der kaldes Den Højeste Guddom. Det fortælles at han har sin bolig i himlen, og at han er gud for både begyndelse og slutning, dvs. at han omkranser hele verdensforløbet. Navnet på den mægtige gud, der skal komme for at herske efter den nye jords opstigen nævnes intetsteds, men Gro Steinsland mener gennem ordvalg og motiver, at han kan relateres han til Heimdall.
Heimdall er den eneste af de nordiske guder, hvis bolig, "Himinbjörg" ("Himmelbjerget") rent faktisk befinder sig i himlen. Det er herfra han overvåger hele verden. Hyndlaljód (vers 44) tyder på det samme. Dertil kommer hans vigtige eskatologisk rolle, idet han indvarsler Ragnarok ved at blæse i Gjallerhorn; hvilket Steinsland spekulerer i kan være en parallel til den kristne ærkeengel Gabriel. Hun påpeger også, at hans ophav gør ham til noget særligt. I modsætning til de øvrige guder er han, som barn af ni kvinder, ublandet og fuldendt og ikke tvetydig. Det gør ham ifølge Steinsland til en værdig repræsentant for en anden og mere ordentlig og retfærdig verden. Da han er opstået af et kvindekollektivt alene, betyder det, at han ikke var et resultat af en blanding mellem forskellige og modsatrettede kræfter, men den kvindelige skaberkraft alene. Steinsland foreslår derpå, at Heimdalls kosmologiske rolle kan være udtryk for en hedensk reaktion på de kristnes forkyndelse om en almægtig skabergud.
Skriftlige kilder.
Heimdall optræder i flere af de bevarede kilder, men der er tegn på, at der har eksisteret flere nu tabte myter, bl.a. det såkaldte Heimdallargaldri, som Snorre omtaler i "Gylfaginning". En anden mulig myte, er den som forklarer de Heimdalls kenninger, hvor hans hoved sammenlignes med et sværd, som Snorre citerer i "Skáldskaparmál".
Völuspá.
"Hljóð" er traditionelt blevet oversat med "horn", dvs. Gjallerhorn, og det er belevet foreslået, at det ligger der som pant, indtil Heimdall skal bruge det ved Ragnarok. I nyere tid er der dog flere, der oversætter det til Heimdalls hørelse; jf. første ord i første strofe. Oversættelsen er dog stadig præget af usikkerhed.
Rigs vandring.
I digtet identificeres kongerne som blomsten af menneskeheden, det må givetvis være et tegn på, at digtet oprindeligt er blevet forfattet til ære for en konge eller fyrste.
Navnet Rigr er formentlig beslægtet med det keltiske ord ríg, der betyder konge. Motivet med den rejsende gud, der besøger menneskenes huse er en anden parallel til keltisk mytologi. Det kendes især fra de irske myter, som er knyttet til Manannán mac Lir, en havgud associeret med Isle of Man og som blev kaldt Havets søn.
Heimdall og Tors hammer.
På baggrund af denne tekst har Hilda Ellis Davidson foreslået en mulig forbindelse mellem Heimdall og vanerne.
Den præcise betydning af sætningen "sem vanir aðrir" er imidlertid usikker, da det både kan betyde, at Heimdall er ligesom vanerne eller har samme evner som dem.
Arkæologiske levn.
Der kendes kun meget fåtalligt antal arkæologiske levn, der kan forbindes til Heimdall. Der er generel enighed om, at det er Heimdall, der er afbilledet mens han holder et horn på et panel på Gosforth korset fra England. Derudover er det også blevet foreslået, at en figur, der holder et horn og et sværd, på en runesten fra fra Jurby på Isle of Man forestiller Heimdall.
Heksemel.
a> ("Lycopodium annotinum")Heksemel kan være det gule sporestøv fra planten Femradet Ulvefod ("Lycopodium annotinum"). Det kan dog også være sporer fra andre sporedannende vækster, herunder svampe som f.eks. støvbold. Pointen er, at sporerne brænder eksplosionsagtigt, når de bliver pustet ind i åben ild.
Heliocentrisk.
Heliocentrisk er et verdensbillede, der placerer Solen (af græsk: "Helios") i centrum af solsystemet og universet.
Denne opfattelse har været almindelig siden 1600-tallet. Aristarchos fra Samos foreslog allerede i antikken et heliocentrisk verdensbillede ca. 1500 år før Nicolaus Kopernikus.
Før dette herskede det geocentriske verdensbillede, stærkt støttet af Paven.
Det gamle verdensbillede.
Det fælles udgangs punkt for det nye verdensbillede, var det aristoteliske verdensbillede, som var formuleret af Aristoteles (384-322 f. Kr.). Dette verdensbillede bestod af to ”verdener”; det supralunare og det sublunare. I dette verdensbillede var jorden centrum i universet, og alt cirkulerede rundt om denne. Det supralunare var alt det der var over månen. Her var stjernerne fast fæstede, og det bestod af det 5. element æter. Alt var perfekt, uforanderligt og guddommeligt. I det supralunare bevægede alt sig i perfekte cirkel bevægelser, og Aristoteles, troede at disse var startet af en primus motor, da han mente at ingen bevægelser kunne komme i gang uden en påvirkning af en kraft. Det under månen, det sublunare bestod af 4 elementer; jord, vand, luft og ild. I den sublunare verden ville alle elementerne bestræbe sig på at komme til hver deres naturlige sted. Man troede derfor at de tunge elementer jord og vand ville søge mod jordens centrum, hvorimod ild og luft ville søge mod månesfære. Aristoteles metoder til at undersøgelse af hans verdensbillede var kvalitativt og teleologisk (formåls bestemt), da der bl.a. ikke var nogle matematiske formuleringer og præcise angivelser. Dette verdensbillede stemmede meget i overens med det kirkelige syn på verden, og blev derfor også antaget som det rigtige næsten 2000 år.
Kopernikus brud med verdensbilledet.
Det første store brud med Aristoteles’ verdensbillede, kom fra Nikolaj Kopernikus (1473-1543). Det skyldtes at man i renæssancen, begyndte at søge tilbage i tiden. Tilbage til kilderne var deres kampråb. Dette førte til en masse oversættelser af gamle filosofiske bøger, dette gav anledningen til at finde fejl i det gamle filosoffers beskrivelser af verden. Under den sorte død havde man koncentreret sig om at overleve, men i renæssancen fik man et overskud økonomisk, socialt og videnskabeligt, grundet større export/import. Udover dette var det også naturligt for Italien at søge tilbage til deres storheds tid, nemlig romerriget, dette førte til at resten af Europa, blev fascineret af Italien og deres undersøgelser af verden. Det var ikke pga. af romerriget, resten af Europa, begyndte at kigge tilbage i tiden, men af ren og skær fascination af det kulturelle centrum Italien. Der kom en stigende eventyrlyst og interesse for at undersøge verden blandt det enkelte menneske. I renæssancen kom der en stigende interesse for at undersøge verden uden for Europa. Man søgte efter nye handelsveje, for at øge væksten i samfundet og ligesom den stigende interesse for de nye dele verden, blev interessen for undersøgelse af mennesket og rummet også forøget. Det var derfor også på dette tidspunkt Kopernikus begyndte at fundere over hans verdensbillede. Kopernikus troede ikke på at jorden var i midten i af universet. Han mente at solen måtte være i midten. Uden om den cirkulerede alle de andre planeter. Dette forklarede også parallaksen(vinkelen med den nærmeste stjerne), som Kopernikus kunne se, ud fra det sluttede han også at universet måtte være 500 gange større end man hidtil havde troet. Dette blev kaldt det heliocentriske (sol centrede) verdensbillede, det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede hed det geocentriske (jord centrede) verdensbillede. Kopernikus’ verdensbillede forklarede også Mars’ sløjfe bane på himlen, det var dette som Ptolemæus forklarede, via de såkaldte epicykler. Der var dog stadig en del en skepsis fra kirken, selvom kirken selv havde ansat Kopernikus til at fastlægge påsken, troede de ikke på at solen kunne være det centrale i universet. Da Kopernikus i 1543 udgav sin bog ”De revolutionibus orbium caelestium” skrev kirken også i forordet, at dette blot var en matematisk model, en hypotese, som ikke passer med virkeligheden.
Tycho Brahes verdensbillede.
I november 1572, opdagede Tycho Brahe (1546-1601) en såkaldt nova, en ny stjerne. Det var et meget stort brud med det aristoteliske verdensbillede. Da det supralunare område var uforanderligt, kunne en ny stjerne ikke opstå. Senere i 1577, så Brahe en komet på himlen. Ud fra længde udregning, kunne han bedømme at kometen befandt sig i det supralunare område og at den havde krydset flere af planeternes baner. Dette var igen et brud på det gamle verdensbillede. Aristoteles mente jo alt i det supralunare område, bevægede sig i cirkel runde baner rundet om jorden, men det gjorde den komet ikke. Det supralunare område skulle også være et område, hvor intet opstod eller foregå. Kometen modbeviste også denne påstand, da man ikke havde set den før. Da Tycho havde fundet alle disse fejl i det gamle verdensbillede, blev han nød til at vende sig mod dette, men han tog ikke Kopernikus’ verdensbillede til sig. Tycho mente nemlig ikke at jorden kunne bevæge sig, for vis den gjorde det, ville man kunne måle en parallakse, og det kunne han ikke. Den manglende parallakse kunne skyldes at hans målenøjagtighed ikke var god. Hvis det var tilfældet, regnede Brahe sig frem til at afstanden fra solen til den nærmeste fiksstjerne måtte være 700 gange længden fra solen til Saturn, dette stred i mod det gamle økonomi princip, naturen ville ikke gøre noget unødvendigt, så det var unaturligt at gud ville have ladet så meget plads gå til spilde. Derfor kom Tychos verdensbillede til at se således ud: Jorden står stille nær universets centrum, uden om den cirkulerer solen og månen, rundet om solen cirkulerer de resterende planeter, og yderst er fiksstjerne. Alle banerne i denne model er cirkelrunde.
Modstanden mod det nye verdensbillede.
I Renæssancen havde den katolske kirke stadig meget magt i samfundet, og det var også derfor at de nye verdensbilleder ikke blev godkendt som rigtige lige med det samme. Kirken havde taget godt i mod det aristoteliske/ ptolemæiske geocentriske verdensbillede, da dette satte jorden i centrum af universet. Kirken mente at mennesket var centrum i universet, derfor passede det dem godt at alt cirkulere her om. Men da Kopernikus udgav sin bog med det heliocentriske verdensbillede, blev den sat på listen over forbudte bøger (Index Librorum Prohibitorum), selv om det var paven der havde hyret ham til at undersøge rummet så påsken, kunne fastlægges. I forordet på hans bog blev der også skrevet at dette blot var matematiske modeller, som intet havde med virkeligheden at gøre. Kirken kunne ikke forestille sig at jorden ikke skulle være centrum, når mennesket var det vigtigste i universet. Dette skulle dog også tage videnskabsmænd over 200 år at overbevise kirken om at deres syn på verden var forkert. Tycho var heldigere end Kopernikus, kirken havde nemlig ikke noget imod hans verdensbillede, de dette stadig var geocentrisk, kunne fremlægge sine teorier for verden uden indblanding fra kirken. Der var også en stor modstand mod det nye verdensbillede fra den almene befolkning, da man i lang tid, havde taget det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede som sikker viden
For at opsummere det nye verdensbillede, var det Kopernikus der var den første der udgav materiale om sin tvivle på det gamle verdensbillede, han satte solen i centrum af universet, i stedet for jorden som Aristoteles havde troet. Et par år efter var det Tycho der begyndte at fundere over sit verdensbillede. Han sætter igen jorden i centrum, men resten af planeterne cirkulerede dog rundet om solen. Der var en stor modstand mod det nye verdensbillede, da man i lang tid, havde taget det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede som sikker viden. Kirken var også meget imod Kopernikus’ verdensbillede da det ikke længere satte jorden i centrum, men solen. På trods af denne store modstand, har det nye verdensbillede betydet meget for verdens befolkning. Da man kan sige det var dette der satte tankerne i gang, hos de videnskabsmænd, der kom efter Brahe og Kopernikus. Brahes og Kopernikus’ verdensbillede lavede de første spadestik, til det verdensbillede vi har i dag. Så uden dem, havde det verdensbillede vi har i dag, nok set anderledes ud.
Helios.
Helios (græsk "hēlios" "sol") er solgud i den græske mytologi.
Han er søn af titanerne Hyperion og Thea og broder til Selene (Månen) og Eos (Morgenrøden). Han kører hen over himlen i en vogn, der bliver trukket af fire heste. Om natten sejler han nord om jorden ad verdensfloden Okeanos.
Navnet på grundstoffet helium samt ordet "heliocentrisk" er afledt af solens græske navn.
Carl Nielsen har skrevet Heliosouverturen inspireret af den græske sol.
Hellig trefoldigheds fest.
Hellig trefoldigheds fest er en kristen markering af treenigheden og foregår på trinitatis søndag en uge efter pinse. ("Trinitatis" er genitiv af lat. "trinitas", "trefoldighed, treenighed".) Herefter begynder søndagene efter trinitatis.
Helnæs Fyr.
Helnæs Fyr blev bygget i 1901. Højden er 28 meter, og der er en synsvidde på 16 sømil. Fyret er firkantet. Helnæs fyr er placeret på Helnæs, en halvø sydøst for Assens på Fyn.
Fyrets signal er 1 sekunds blink derefter 5 sekunders pause.
Heltborg Museum.
Heltborg Museum er et mindre museum, der ligger ved Hurup i Thy. Museet har både en historisk samling og en kunstsamling. Museet er en afdeling af Museet for Thy og Vester Hanherred.
Kunstsamling.
Heltborg Museum har først og fremmest en stor samling af værker af Jens Søndergaard. Det drejer sig om malerier, tegninger og litografier. Derudover kan der ses værker af de lokale kunstnere Leo Estvad og Ellen Raadal.
Historisk samling.
Museet indeholder en egnshistorisk samling for Thy med fokus på landbrugets historie. Desuden er der en jernaldergård under opbygning, og i sommerperioden er der aktivitet i form af levendegørelse af et historisk tema.
Henrik Dam Kristensen.
Henrik Dam Kristensen (født 31. januar 1957) er folketingsmedlem, valgt for Socialdemokraterne i Horsenskredsen.
Han har tidligere haft forskellige ministerposter 1994-2001, og sad i Folketinget 1990-2004. I 2004 blev han valgt til Europa-Parlamentet, men valgte at stoppe i parlamentet da han i 2006 blev valgt til partisekretær. I november 2005 sagde han ja til atter at opstille til Folketinget for Socialdemokraterne i Horsens-kredsen.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Kristensen, Henrik Dam, fhv. minister, Vorbasse.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Ribe Amtskreds 12. dec. 1990-30. juni 2004. Landbrugs- og fiskeriminister 27. sept. 1994-30. dec. 1996. Fødevareminister 30. dec. 1996-23. februar 2000. Socialminister 23. februar 2000-27. nov. 2001.
Født 31. jan. 1957 i Vorbasse, søn af smedesvend Ove Dam Kristensen og forretningsindehaver Gudrun Dam Kristensen.
Landpostbud i Vorbasse 1978-90. Medarbejder i Dansk Flygtningehjælp 1986-87 og konsulent for AOF 1988-90.
Medlem af skolekommissionen i Billund Kommune 1984-88 og af Ribe Amtsprogramråd 1984-90. Medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes bestyrelse 1991-94. Landbrugs- og fiskeripolitisk ordfører 1992-94. Medlem af EU-konventet fra 2002.
Partiets kandidat i Grindstedkredsen fra 1984.
Henrik Pontoppidans mindefonds legat.
Henrik Pontoppidans Mindefonds Legat er en dansk litteraturpris, der uddeles omtrent årligt "til en dansk forfatter, der har ydet en betydende indsats i dansk litteratur, hvis kår ikke står i forhold til hans betydning."
Prisen er uddelt siden 1938 og er på et beløb mellem kr. 5.000 og 20.000. Den uddeles af Dansk Forfatterforening.
Henry Norris Russell.
Henry Norris Russell (25. oktober 1877 – 18. februar 1957) var en amerikansk astronom. Samtidig med Ejnar Hertzsprung, men uafhængigt af denne, opstillede han i 1910 Hertzsprung–Russell-diagrammet.
Hera.
Hera - tegning efter statue i Vatikanet.
Hera er gift med Zeus i græsk mytologi. Hera betyder "frue". Hun dyrkedes først af beboerne af Argos. Hun er datter af Kronos og Rhea. Hun var en meget jaloux og forfulgte ubarmhjertigt Zeus' elskerinder og de børn, som han havde med dem. Hera og Zeus fik sammen Ares, Eileithyia, Hefaistos og Hebe. Hera blev især dyrket på Samos og Kreta. Hendes hellige fugl var en gøg.
Hera svarer til den romerske Juno.
Herman Bang.
Herman Joachim Bang (20. april 1857 - 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil.
Han debuterede i 1880 med romanen "Haabløse slægter". Den vakte skandale med sin skildring af en moden kvinde, grevinde Hatzfeldt, der forfører den unge hovedperson, William Høg. Der blev anlagt sag mod Bang, og 23. juli 1881 faldt dommen, der lød på 100 kr. bøde eller 14 dages fængsel, såfremt bøden ikke kunne betales. Bogen blev beslaglagt.
Bang ville nogle år efter udgive en udgave af sin bog uden de bortdømte scener. Han gik på Det Kongelige Bibliotek for at låne et eksemplar af bogen, som han ikke ejede. På biblioteket fik han at vide, at selvom bogen "nok fandtes de facto, så eksisterede den ikke de jure". Det lykkedes ham dog efter en del forhandlinger af få adgang til bogen på læsesalen, men han måtte højst læse i den 1 time.
Herman Bangs journalistik var interessant og en væsentlig forudsætning for hans litterære forfatterskab. I 2007 udkom alle de artikler, Bang skrev under overskriften "Vekslende temaer" i Nationaltidende fra 1879-1884. Nogle af artiklerne er klassisk læsning som "Branden", om Christiansborgs brand. I den udfolder Bang hele sin impressionistiske stil.
I 1906 blev Bang offer for "Den Store Sædelighedsaffære", hvorunder dele af den danske presse gik til angreb på homoseksuelle mænd. Angrebene på Herman Bang, hvori bl.a. Johannes V. Jensen tog del, hører til de mest hadefulde i dansk pressehistorie og overgår uden sammenligning sædelighedsfejden i 2005 mod forfatteren Jørgen Leth.
Herman Bang boede 1863-1872 i Søndergade 41 i Horsens. Der er opsat en mindetavle i porten.
Bang og samtidssatiren.
Herman Bang var meget mere end vores største impressionistiske forfatter. Få kunstnere fik et så bredt virkefelt som han, og endnu færre vakte så megen opmærksomhed og offentligt postyr med deres blotte fremtoning.
Allerede i sine unge år indledte Bang sin karriere som journalist, novelle- og romanforfatter, samtidig med at han forsøgte sig som skuespiller og sceneinstruktør, teaterkritiker og teatertænker.
Han debuterede 22 år gammel som litteraturkritiker i 1879 med essay-samlingen "Realisme og Realister", som også slog en ny retning i litteraturen fast.
Året efter fulgte den første novellesamling "Tunge Melodier" og den skandaleombruste roman "Haabløse Slægter". I (1886) kom novellesamlingen "Stille Eksistenser" med bl.a. fortællingen "Ved Vejen".
Blandt andre hovedværker er romanerne "Stuk", "Tine", "Ludvigsbakke" og "Det hvide Hus".
Nogen "stille eksistens" var Herman Bang på ingen måde selv. Professionelt spændte han vidt: forfatter, journalist, kronikør, essayist, sceneinstruktør, oplæser, foredragsholder og anmelder; hans produktivitet var enorm.
Debutromanen "Haabløse Slægter" vakte stor opmærksomhed, og den blev konfiskeret af politiet for dens krænkelse af ”sædeligheden”. Bang blev straffet, men da var første oplag naturligvis revet væk og forfatterens navn for alvor slået fast i offentligheden. Han var da 23 år.
Romanen var begyndelsen til den store offentlige interesse for hans person.
I bogen "Stoppet i farten - Herman Bang i karikaturens troldspejl "(Gyldendal, 2007). Værkets fire udgivere Dag Heede, Torben Lund, Knud Arne Jürgensen og Sten Rasmussen giver for første gang en samlet indføring i Bangs private og offentlige liv set gennem karikaturens troldspejl. Han var vittighedsbladenes absolutte yndlingsoffer og måtte gang på gang betale en høj pris for sin berømmelse.
Bogen kommenterer et stort antal karikaturtegninger af Bang fra bladenes humørspalter.
Denne side af tidens syn på Bang er ikke alene en underholdende billedbog, men også et stykke litteratur-, teater- og pressehistorie om en af de største danske kulturpersonligheder i nyere tid. Vi kan fornemme den ironi og spot, som vi danskere behandler vore kunstnere med.
”Herman Bank”, ”Herman Labang”, ”Herman Banco”, ”Frøken Hermine Bang”, ”Bing-Bang”, Herman Go-Bang”, ”Herman Pjank”, ”Hermansen Bang”, ”Herman von Bremen”, ”Herman Brand”, ”Liden Bang”, ”Herman Banbang”, ”Norman Bang”, ”Grev Herman” og ”Hermann von Bangemachen”.
Fra Bangs litterære debut i 1878 til hans død som i januar 1912 omtaltes han stadigt i medierne. Herman Bang levede for, med, i og af pressen. I over tre årtier var han vittighedsbladenes yndlingsoffer. ”De er jo så nem! Og Dem kan jeg” svarede en Bangs plageånder ham på spørgsmålet: hvorfor gør De nar af mig i pressen uge efter uge?
Bang var et let offer, og dagbladene og vittighedsbladene kunne i den grad aftegne ham. Med hans personlige ”skandaler”, hans ekshibitionisme, hans homoseksualitet, lapsethed, kunstneriske sejre og nederlag, hans aristokratiske vaner, utallige pengesorger og et omfattende dansk og internationalt netværk.
Med den enorme produktivitet og aldrig svigtende excentricitet var Herman Bang på alle måder et yderst taknemligt offer for pressen.
Der var altid en historie, der kunne knyttes til Bang. Hvor han end bevægede sig, og hvad han end gjorde, skabte han med et helt nyt ord: ”Reklame”, frivilligt og ufrivilligt. Bang selv manøvrerede med stor tæft i pressens søgelys. Det blev hans egen største fjende. På et sent tidspunkt i sit liv udtalte han: ”Karikaturerne har været for mange og for gode”. En bemærkning, der forklarede, hvorfor han måtte opgive drømmen om at blive skuespiller.
De mange parodier og latterliggørelser var bagsiden af den bangske ”reklame”-medalje, næsten på samme måde, som kreditorerne og de mange ubetalte regninger var bagsiden af hans ekstravagante og luksuriøse facade.
Det kostede ham dyrt. Det var svært at være kunstneren og borgeren ”Herman Bang”.
Den unge danske forfatterspire Herman Bang var en veritabel skrive-blæksprutte. På rekordtid fik han slået sit navn fast som en allestedsnærværende reporter, anmelder, litteraturformidler, modeskribent, selskabsløve, provokatør og skuespilforfatter.
Han skrev om København for jyderne som om byen var et mini-Paris, han berettede om sommerfornøjelser og society-skandaler, morskabsteatre og modeluner, væddeløb og vandkure, cirkusforestillinger og kjolesnit, Tivoli, Dyrehavsbakken, gæstespil og royale rygter – og grundlagde dermed sit stampublikum af især kvindelige læsere.
Herudover lynlæste Bang den nye franske litteratur og anmeldte forfattere og dramatikere som Émile Zola, Alexandre Dumas den yngre og Honoré de Balzac.
Bangs emner og skrivestil var et frisk pust i den støvede journalistik i hovedstadsaviserne, der primært orienterede sig mod erhvervslivet. Bang skildrede også de voldsomme politiske brydninger i Danmark i konseilspræsident Estrups lange regeringsperiode, ”Provisorie-år”, hvor folkestyret var sat ud af kraft.
I sine søndagskronikker i Nationaltidende (samlet som "Vekslende Themaer") lagde han de allerførste spirer til århundredskiftets moderne omnibusavis. Han skrev om stort og småt, sladder og nyheder, informationer og rygter – i sin egne elegante sprogtone, der på én gang kunne være sofistikeret, krukket og indsmigrende. Og altid nærværende.
Han kunne indlede en artikel i brevstil med ord som ”Kære Frue” eller ”Bedste Frue”. Denne åbenlyse appel til det kvindelige publikum skaffede ham hurtigt betegnelse ”Damernes Herman Bang”.
Men den skaffede dermed avisen en markant oplagsfremgang. Til glæde for ejeren etatsråd Ferslew. Vittighedsbladet "Punch" bidrog ved næsten hver uge at bringe en dugfrisk parodi på Bangs nyeste kronik.
Gennembruddet.
Bangs negative ”berømmelse” begyndte i 1880 med retssagen mod romanen "Haabløse Slægter". Bang var allerede debuteret i foråret 1880 med nogle mindre skuespil og noveller, heriblandt samlingen "Tunge Melodier". I løbet af sommeren 1880 blev den kritiseret fra alle sider for at være stilistisk latterlig og gennemsyret af en syg sensualitet. Det var først med den store og delvis selvbiografiske roman om en ung mand, der er det sidste skud på en degenereret og håbløs slægt, at Bang rigtigt kom i offentlighedens søgelys. Romanen, som udkom i november 1880, blev straks anmeldt stærkt negativt i såvel højre- som venstrepressen. Både satiren og anmelderen forholdt sig her i lige så høj grad til ”fænomenet Herman Bang” som til hans roman og gengav et meget skarpt billede af de følelser, som den kvindagtige og flamboyante forfatterskikkelse vakte i 1880'ernes bornerte Danmark.
Måske på grund af skandalen med "Håbløse Slægter" tager Herman Bangs litterære karriere nu for alvor fart, og på få år skriver han en række mesterværker som "Ved Vejen", "Stuk" og "Tine". Disse produktive år repræsenterer højdepunktet i Bangs produktion. Han perfektionerede sin impressionistiske skrivestil, hvis indflydelse på dansk litteratur næppe kan vurderes for højt.
Efter stigende litterær anerkendelse og flerårige ophold som korrespondent i udlandet ændrede Bang nu sin fremtræden – og karikaturtegnerne fulgte straks trop i deres fremstilling af ham. Bang karikeres nu som en altid ulasteligt klædt mere moden og maskulin skikkelse med elegant moustache.
Latterliggørelsen af ham blev dog ikke mindre respektløs. Det var nu i endnu højere grad den krukkede og pinlige forfatterpersonage, der skulle karikeres.
Især Bangs mange offentlige foredrag og oplæsninger af egne værker vakte opmærksomhed. I begyndelsen af 1880'erne indledte han den oplæsningsvirksomhed, der skulle blive en fast del af hans liv og en afgørende indtægtskilde i mange år.
Med disse optrædener fandt Bang frem til sint sceniske talent. Hans spinkle og aparte fysiske fremtoning, der havde været den største hindring for en egentlig karriere som skuespiller, blev nu vendt til en personlig succes.
De mange beretninger fra øjenvidner fortæller om hans helt usædvanlige greb om publikum og en sjældne naturlighed i hans diktion. Med den overgik han de fleste af datidens scenekunstnere.
Sædelighedsskandalen 1906-1907.
Hvis retssagen mod romanen "Haabløse Slægter" i 1880 til 1881 markerede det første højdepunkt i Herman Bangs negative berømmelse, så blev den berygtede ”Sædelighedsskandale” i 1906 til 1907 det andet lavpunkt i historien om Bang.
København oplevede som London og Berlin i begyndelsen af det 20. århundrede en moralsk bølge omkring mandlig homoseksualitet. Det var ikke første gang i Danmarkshistorien, at homoseksualitet kom i myndighedernes og i mediernes søgelys, men aldrig havde forfølgelsen og stigmatiseringen været så omfattende som i disse år.
En forsmag på ”Sædelighedsskandalen” havde Bang allerede oplevet i 1893, hvor mordet på en homoseksuel rentier førte til masseafhøringer af homoseksuelle mænd i København. Det kan have været direkte medvirkende til, at Bang besluttede sig for at forlade Danmark samme år og slå sig ned i Paris. Dér arbejdede han nu som bl.a. sceneinstruktør og introducerede det franske publikum for tidens aktuelle nordiske dramatikere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, hvis internationale gennembrud han var en væsentlig årsag til, og som de begge var ham dybt taknemmelige for. Flere af Frankrigs teaterprimadonnaer fik Bang personlig kontakt med. Både Sarah Bernhardt og Gabrielle Réjane, som han instruerede i rollen som ”Nora” i Ibsens revolutionerende skuespil "Et dukkehjem".
Den store ”Sædelighedssag” startedes af et af Københavns smudsblade, der økonomisk presset søgte ”salgbare” skandaler og i efteråret 1906 afslørede den homoseksuelle drengeprostitution i hovedstaden. Denne kampagne førte under fortsat mediebevågenhed til politiforhør af en lang række kendte homoseksuelle.
Det er usikkert, om Herman Bang nogensinde blev indkaldt til disse forhør. Han havde intet med sagen at gøre, men det forhindrede ikke smudspressen i at skrive om ham. Pressen fortsatte sin veritabele heksejagt mod Bang: Forfatteren Johannes V. Jensen lancerede et af de mest perfide angreb på Bang i en berygtet kronik i Politiken med titlen ”Samfundet og Sædelighedsforbryderen”.
I juli samme år forlod Bang derfor Danmark og slog sig ned i Berlin, et seksuelt fristed. Han opholdt sig i Tyskland de følgende år; karikaturtegnerne lod ikke det gå upåagtet hen. De satiriserede nu over den ”hypersensitive og nærtagende Forfatter”.
Bang vidste, hvad han talte om: satiren sparede ham aldrig, heller ikke i hans allersidste dage.
Hermes.
Hermes er handelens/købmændenes - og tyvenes - gud i græsk mytologi. Hermes' symbol er enten bevingede sko eller en vinget stav, ofte omslynget af slanger. Derudover ses han ofte med en heroldstav.
Hermes var søn af Zeus og nymfen Maia. Han kom til verden i en hule i Arkadien, hvor hans moder boede. Her opfandt han lyren ved at spænde fåretarme over et skildpaddeskjold. Hermes var tyvenes gud, han prøvede bl.a. at stjæle Apollons kvæg. Men Helios, der ser alt, fortæller det til Zeus, der får rettet op på tingene. Apollon laver dog en byttehandel med Hermes, der giver Hermes kvæget, hvis Apollon får hans lyre. Derfor er Apollon musikkens gud. Omvendt er Hermes også hyrdernes og hjordens gud.
Han var far til Pan og Hermaphroditos.
Hertzsprung-Russell-diagrammet.
Oversigt.
Et Hertzsprung-Russell-diagram (ofte forkortet til "HR-diagram" eller "HRD") er et koordinatsystem,
Deres lysstyrke (omregnet til visuel absolut lysstyrke på basis af deres afstand - det samme som visuel absolut størrelsesklasse) og spektralklasse.
Spektralklassen er indirekte et "mål" for, hvor varm en stjerne er, og absolut visuel størrelsesklasse er et mål for stjernens virkelige visuelle lysstyrke. I stedet for spektralklasse vises af og til farve på abscisseaksen.
Til professionelt brug angiver Hertzsprung-Russell diagrammet fx stjernens effektive overfladetemperatur på x-aksen og visuel eller bolometrisk lysstyrke (luminositet) på y-aksen. Diagrammet til højre viser en variant, hvor x-aksen er B-V, dvs. forskellen mellem Blå og Visuel lysstyrke. Mange andre varianter anvendes.
Hertzsprung-Russell diagrammet kan bruges til at bestemme en stjernes fysiske karakteristika, hvis man kender dens spektrum, afstand og dens absolutte lysstyrke (luminositet).
Hertzsprung-Russell diagrammets oprindelse.
To astronomer arbejdede uafhængigt af hinanden på at bestemme dette forhold, danskeren Ejnar Hertzsprung fra 1905, og amerikaneren Henry Norris Russell fra omkring 1909-1910. Hertzsprung udgav sine resultater i tabelform, hvorimod Russell
indtegnede stjernerne i et koordinatsystem, som har spektralklasser (som indikerer stjernens farve og dermed dens effektive overfladetemperatur - de blå er de varmeste og de røde de køligste) hen ad abscisse-aksen ("x"-aksen" eller den vandrette akse), og visuelle størrelsesklasser (lysstyrken - hvor klart stjernerne lyser) op ad ordinataksen ("y"-aksen" eller den lodrette akse).
Efterfølgende blev Hertzsprungs og Russells forskningsresultater indarbejdet i et fælles diagram, som i 1933, på forslag af den danske astronom Bengt Strömgren, blev kaldt Hertzsprung-Russell diagrammet.
Hertzsprung-Russell diagrammets indhold.
Når man indsætter en prik for hver af et stort antal forskellige stjerner, samler prikkerne sig i et bånd, samt i distinkte grupper eller "klumper", bestemte steder i diagrammet.
En af de mest markante af disse grupperinger er båndet med hovedserien (engelsk: "Main Sequence") på illustrationen til højre); en stribe, som strækker sig fra de store, blå og varme stjerner øverst til venstre i diagrammet, til de små, røde og kølige stjerner i dets nederste højre hjørne. Mindst 98% af alle stjerner er hovedseriestjerner.
De forskellige stjernetyper i Hertzsprung-Russell-diagrammet findes under Spektralklasse.
Stjerners livsløb.
Alle stjerner starter deres liv som sammenklumpninger i interstellare gas- og støvskyer, og udvikler sig derefter fra protostjerner, de såkaldte T-Tauristjerner (lav masse), Herbig-Haro-objekter (2-10 solmasser), P Cygnistjerner og FU Orionisstjerner. Derefter indleder stjernerne deres liv som "rigtige", selvlysende stjerner.
De stjerner, som har masser fra 0,08 til ca. 60 solmasser, indtræder efter afslutningen af protostjerne-fasen på et punkt på hovedserien, som betegnes ZAMS (Zero Age Main Sequence), hvor de udvikler sig forholdsvis lidt med alderen, idet dog lysstyrke og radius ændres. Den præcise startposition på hovedserien er bestemt af stjernens masse.
Hovedseriestjerner (eller med et mindre heldigt - historisk betinget - udtryk, som stammer fra Hertzsprungs og Russells tidlige samarbejde: Dværgstjerner.
Sent i den del af deres livsløb, som ligger på hovedserien, gennemgår stjernerne flere faser, hvor bl.a. brintfusionen i stjernens kerne ophører, og dermed ændres stjernens placering i Hertzsprung-Russell-diagrammet radikalt. Umiddelbart i forbindelse med ophør af brintfusionen i kernen, optræder det såkaldte Heliumglimt (Helium flash), hvor en kugleskal af helium omkring kernen pludselig begynder at fusionere til tungere grundstoffer. Herved øges trykket - og dermed temperaturen - indenfor kugleskallen, og brintfusionen genoptages. Stjernerne gennemgår nu en - astronomisk set - kort periode, hvor deres energiproduktion skiftesvis stammer fra fusion i kernen og fusion i kugleskallen af Helium. Stjernerne befinder sig nu på Heliumhovedserien, i begyndelsen af horisontalgrenen i HR diagrammet.
Når denne periode med faseskift er afsluttet, følger en ny (astronomisk set) meget kort periode, hvor stjernen træder ind i den såkaldte diffus rød kæmpestjerne-fase på den såkaldte "asymptotiske kæmpegren", på engelsk: AGB giant star (AGB: Asymptotic Giant Branch) i HR diagrammet. Stjernen svulmer op, dens stof fortyndes og afkøles derved, og den bliver derfor rød. Stoffet i en diffus rød kæmpestjerne er i de ydre lag så fortyndet, at det kan måle sig med det bedste vakuum, vi er i stand til at skabe i laboratoriet.Navnet den "asymptotiske kæmpegren" har denne type stjerner fået, fordi de på Hertzsprung-Russell-diagrammet er placeret i en bred stribe, som forløber asymptotisk til det vandrette bånd af ægte røde kæmpestjerner.
Når den korte periode som diffus rød kæmpestjerne er afsluttet, følger nye - astronomisk set - "meget" korte faser, hvor udviklingen er stærkt afhængig af stjernens oprindelige masse.
Ud over hovedserien indeholder Hertzsprung-Russell-diagrammet et andet og tyndere besat bånd, den såkaldte ustabilitets-stribe (engelsk: "Instability strip") af variable stjerner. Denne stribe er sammensat af mindre grupperinger, så som de variable stjerner af typerne Delta Cephei, W Virginis og RR Lyrae.
Desuden indeholder Hertzsprung-Russell-diagrammet en klart afgrænset gruppe, bestående af stjerner af typen Mira-variabel, også kaldet LPV (engelsk: Long Period Variable), som er stjerner af typen ægte rød kæmpestjerne i spektralklasse MIII. De varierer betydeligt i lysstyrke. Gruppen er opkaldt efter stjernen Mira.
Hvor stor en sådan kæmpestjerne kan blive, er i det væsentlige afhængigt af, hvor stor masse, den indeholder. Den største kendte, ægte kæmpestjerne har en radius på ca. 1,43 milliarder kilometer, så stor, at den i vort solsystem ville nå næsten ud til Saturns bane.
Stjerner som starter med masser på mere end 8-9 gange Solens.
Stjerner som starter med masser på mere end 8-9 gange Solens og derover (en mere præcis nedre grænse kan ikke angives, idet den afhænger af bl.a. stjernens sammensætning af grundstoffer på dannelsestidspunktet), har en kerne af tunge grundstoffer, som efterhånden bliver fusioneret til Jern. På et tidspunkt består den inderste kerne næsten udelukkende af Jern. Jernkernen i selv den mest massive stjerne har en radius, der er mindre end Jordens.
Når grundstoffer, som er lettere end Jern fusionerer, frigøres i hvert trin energi (tænk på en brintbombe). Energien frigøres, fordi det nydannede, tungere grundstof har en masse, som er mindre end summen af de grundstoffer, som fusionerede. Denne proces betegnes exoterm - hvilket betyder, at den afgiver energi. Frigørelse af energi medfører et strålingstryk, som presser stjernens masse udad og derved modvirker den gravitation, som skabes af stjernens masse, og som "forsøger" at presse dens stof sammen til et punkt.
Når grundstoffer, som er tungere end Jern fissionerer, frigøres energi (tænk på et atomkraftværk eller den oprindelige type atombombe med Uran eller Plutonium som "brændstof"). Energien frigøres fordi de nydannede, lettere grundstoffer har en samlet masse, som er mindre end summen af det grundstof, som fissionerede.
Jern er i denne forbindelse meget specielt, idet det har den største atombindingsenergi pr. nukleon af alle grundstoffer.
Dette medfører, at fusion af 5626Fe til tungere grundstoffer er en endoterm proces, således at ikke blot frigives ingen energi til at opretholde strålingstrykket, men processen forbruger tværtimod energi.
Samtidig sker der en fotodisintegration af 5626Fe til 13 stk. 42Heliumatomer + 4 løse neutroner og derefter igen af hver 42Heliumkerne til frie protoner + neutroner (2 af hver pr. heliumkerne).
Dette er en extremt endoterm proces - det var jo netop den modsatte proces, fusion, som skabte al den energi, som holdt stjernen udspilet og udsendte den elektromagnetiske stråling + stjernevind + neutrinoer.
Derfor falder strålingstrykket i kernen drastisk og gravitationens træk i den omgivende masse medfører, at gravitationen bliver stærkere en strålingstrykket, dvs. at der er større sammentrækning end indre modtryk, og dette får stjernens kerne til at implodere - bryde sammen - i løbet af ca. 1/4 sekund.
Dette igangsætter en kædeproces, som på få sekunder får stjernen til at detonere som en supernova af en af typerne Ib, Ic eller II (undertyper: IIb, IIL, IIP eller IIn). Tilbage af den engang så store stjerne bliver en supernovarest - en voksende og efterhånden gigantisk gassky, som efterhånden blandes med det interstellare gas og støv, som indgår i dannelsen af nye stjerner. Til rest bliver også - afhængig af stjernens masse på detonationstidspunktet - enten en neutronstjerne eller et sort hul.
Stjerner som starter med masser fra ca. 0,8 til 8-9 gange Solens.
Stjerner med masser fra ca. 0,8 til 8-9 gange Solens (en mere præcis øvre grænse kan ikke angives, idet den afhænger af bl.a. stjernens sammensætning af grundstoffer på dannelsestidspunktet), gennemgår efter den asymptotiske kæmpestjernefase en helt anderledes udvikling.
I slutningen af sin tid som diffus, rød kæmpestjerne udstøder stjernen gentagne gange lag af sin atmosfære. Disse lag af udstødt atmosfære danner en såkaldt planetarisk tåge (på engelsk: Planetary Nebula). Når massetabene er overstået, har stjernen mistet alt andet end meget få kilometer - ofte kun få hundrede meter - af sin atmosfære og er blevet en hvid dværg (ikke at forveksle med den ovennævnte, forældede betegnelse for en hovedseriestjerne: "dværgstjerne").
Den hvide dværgs pensionisttilværelse.
En Hvid Dværg er, trods navnet, kun hvid i en senere periode af sit otium. Eftersom den i det væsentlige består af sin oprindelige, typisk hundredetusinder eller millioner grader varme, inaktive kerne af enten C+O (Kulstof og Ilt) eller ONeMg (Ilt, Neon og Magnesium), og kun dækket af et tyndt lag atmosfære, starter den med hovedsagelig at stråle i de bløde Röntgen og de ultraviolette bølgelængder. De resterende mange milliarder år af stjernens liv som stjerne går med langsom afkøling. Vi har observeret nogle få "hvide dværge", som er afkølet i så lang tid, at de er blevet røde, og en enkelt, som er så gammel, at den er afkølet til næsten sort - flere vil utvivlsomt blive fundet, nu da vi véd, hvilke karakteristika vi skal lede efter.
Den hvide dværg består næsten udelukkende af degenereret stof - dvs. at alle elektroner er i laveste energiniveau om de atomkerner, som udgør stjernen. Eftersom hvide dværge ikke længere har energistråling fra fusion til at holde sig udspilet mod gravitationens træk, holdes den alene i form af det degenererede stof.
Hvide dværge er placerede i en tynd stribe nær bunden af Hertzsprung-Russell-diagrammet, fra O0 til M8 (hvor det umiddelbart er vanskeligt at skelne dem fra de mest lyssvage røde hovedseriestjerner), og med absolut visuel lysstyrke fra ca. +10m til ca. +18m.
Den hvide dværgs bratte død.
Det foregående afsnit om de hvide dværges fredsommelige endeligt gælder for stjerner der er alene eller indgår i et dobbeltstjerne- eller flerstjernesystem, hvor der er langt mellem komponenterne.
Hvis en hvid dværg derimod indgår i et dobbeltstjerne- eller flerstjernesystem, og i et kredsløb, som er tilstrækkeligt nær en anden af stjernerne i systemet, kan den få overført så meget stof fra den anden stjerne, at et voldsomt drama udspiller sig.
En Hvid Dværg kan aldrig have større masse end den såkaldte Chandrasekhar-grænse på ca. 1,44 solmasser. Øges dens masse derudover, går det grueligt galt.
Når nabostjernen er nået til den periode af sit livsløb, hvor den er blevet en diffus, rød kæmpe, og hvis afstanden mellem den og den hvide dværg er mindre end 1,22 gange kæmpens diameter, er de to komponenter så tæt på hinanden, at de mister rotations- og baneenergi ved tide"vands"bølger forårsaget af gensidig tiltrækning - gravitation - og systemet ender med synkron rotation og en cirkulær bane, i en tilstand af minimumsenergi for deres vinkelmoment.
I sådanne tilfælde er det almindeligt, at kæmpens Roche lobe udfyldes.
En Roche lobe er et rumfang, som er nogenlunde sfærisk i retning bort fra ledsagestjernen, men som, forårsaget af gensidig tiltrækning, er tilspidset i retning mod naboen - den har dråbeform.
Masse kan overføres fra den røde kæmpe, hvis denne både udfylder sin Roche-lobe og hvis spidsen af Roche-loben strækker sig ud over Lagrange-punkt 1.
Lagrange-punkt 1 er det sted mellem de to stjerner, hvor tiltrækningen fra hver af dem er lige stor. En genstand placeret i Lagrange-punkt 1 vil blive hængende præcis, hvor den bliver placeret, hvis den ikke bliver påvirket af andet end gravitationen.
Hvis en sådan masseoverførsel finder sted, og den hvide dværgs masse derved øges til Chandrasekhargrænsen, er den hvide dværgs degenererede stof ikke længere i stand til at modstå gravitationen, og den kollapser som en supernova af type Ia. I lighed med de mere massive stjerners endeligt, bliver tilbage en supernovarest - en efterhånden gigantisk gassky, som efterhånden blandes med det interstellare gas og støv, som indgår i dannelsen af nye stjerner, men - i modsætning til de massive stjerners endeligt - ingen massiv rest.
Kilder.
Carroll, Bradley W. & Ostlie, Dale A.: "Modern Astrophysics", Pearson Education Inc., 2006/2007, ISBN 0-321-44284-9 (International Edition)
Duric, Neb: "Advanced Astrophysics", Cambridge University Press, 2004, ISBN 0-521-52571-3
Prialnik, Dina: "Stellar Structure and Evolution", 2006 (2000), ISBN 978-0-521-65937-6
Hestia.
Hestia var arnens gudinde i græsk mytologi og datter af Kronos. På latin hedder hun Vesta.
Hetære.
a>, fra omkring det andet århundrede. Hovedet mangler.
Hetære (græsk: ἑταῖραι hetai'ra, "ven") kaldes i det antikke Grækenland, kurtisaner, eller mere sofistikerede samfund kvinder og kvindelige prostituerede.
De fleste hetære var kvinder, der ofte optrådte dansere, fløjtespiller og lignende, tilbød sig selv og deres seksuelle ydelser til den første kommende. Deres antal var betydeligt i alle større byer som Athen, hvor de havde ret til at gøre deres job og betalt en særlig afgift til staten.
Nogle steder, for eksempel i Korinth, var de kærlighedsgudinde Afrodite tempeltjenerinder (se Hieroduler) til en specifik religiøs hellighed. Mange hetære, skilte dog sig ud som højt uddannede og med flot omgangstone, andre ved uovertruffen skønhed og forførelse kunst.
Kendte frem for andre var Thaïs, Myrrhine, Lamia, Theo Dota, Lais og Phryne, hvor sidstnævnte blev brugt som en model af Praxiteles til hans produktion af Afrodite.
Aspasia, Perikles 'berømte veninde, kan næppe tælle det faktiske antal hetære. Hetære rolle i det antikke græske samfund styrkes i betragtning af de begrænsede muligheder for kvinder på denne tid til at udvikles åndeligt. Det var ofte den eneste måde, i betragtning af love og skikke, for at opnå et mere udviklet liv.
Et græsk udtryk for en veluddannet veninde. Man sagde: slavinder til vellyst, koner til at føde børn og hetærer til venskab. Forløber for kurtisanerne.
Hierarki.
Et hierarki (græsk "hieros" hellig, "arkho" regel) er et system til at rangordne og organisere ting (i). Inden for vidensorganisation og klassifikation udgør hierarkiske klassifikationssystemer en form for vidensordning.
Hierarkis oprindelige betydning var præstevælde.
Semantiske relationer.
I begrebshierarkier kan der være tale om forskellige typer af semantiske relationer: generiske relationer eller del helhedsrelationer. En generisk relation kaldes også en slægts-art relation, en "is-a"- relation eller en forældre-barn relation. Fx relationen mellem pattedyr og tigre: En tiger "er" et pattedyr, tigeren "arver" alle de egenskaber, som overkategorien pattedyr besidder. Dette er ikke tilfældet i del-helheds relationer. Sjælland er en del af Danmark, et rat er en del af en bil.
Litteratur.
Ahl, V. & Allen, T. (1996). "Hierarchy theory: a vision, vocabulary and epistemology", New York: Columbia University Press.
Allen, T. F. H. & Starr, T. B. (1982). "Hierarchy: perspectives for ecological complexity". Chicago: University of Chicago Press.
Cole, S. (1983), "The hierarchy of the sciences?", "American Journal of Sociology, 89"(1), 111-139.
De Muralt, A. (1991). Hierarchy. IN: Burkhardt, H. & Smith, B. (eds.): "Handbook of Metaphysics and Ontology. Vol. 1-2" (vol. 1, pp. 352-354). Munich: Philosophia,
Eksterne links.
Hjørland, B. (red.): "Lifeboat for Knowledge Organization"..
High Fidelity (roman).
"High Fidelity" er en roman fra 1995 af den engelske forfatter Nick Hornby. Den blev filmatiseret i USA i 2000 med John Cusack og den danske skuespillerinde Iben Hjejle i hovedrollerne.
Himalaya.
Himalaya (af sanskrit: हिमालय, "himālaya", sammensat af "hima" ="sne" + "laya" ="sted", "bolig", altså ordret: "sneens bolig") er en bjergkæde i Asien. Jordens højeste bjerg, Mount Everest (8.848 meter), og andre af de allerhøjeste bjerge, ligger i Himalaya. Bjergkæden ligger i flere lande, blandt andre i Kina og Indien.
Tre af verdens største flodsystemer har deres udspring i Himalayabjergene: Indus, Ganges og Brahmaputra. Bjergkæden deler Sydasien fra Central- og Østasien.
Botanisk.
I Himalaya mødes den indo-malayiske region (i højder op til ca. 3.500 m) med den palæarktiske region (i højder over 3.500 m). I Bjergkæden findes ca. 10.000 arter af dækfrøede planter, fordelt på 35 plantesamfund og 6 højdezoner
Hippodrom.
En hippodrom er en bane til hestevæddeløb (af græsk "hippos," hest og "dromos", bane).
En hippodrom var den bane som grækerne anvendte i antikken til hestevæddeløb med eller uden vogne. Ordet svarer til det romerske ord "circus", med den forskel at romerne kun anvendte fire hestevogne ad gange, mens grækerne kunne benytte op til ti eller flere i de græske lege. Derfor var grækernes hippodrom også bredere.
En af de største og mest berømte antikke hippodromer var hippodromen i Konstantinopel (Istanbul) - At Meydani - bygget i perioden 203-330 e.Kr.
Hippodromen var også et tidligere navn på Folketeatret i København samt navnet på et teater i Malmø.
Hiroshima.
Mindesmærket for atomangrebet i 1945
Hiroshima (japansk: 広島) er en by beliggende på øen Honshû i Japan. Den har et indbyggertal (oktober 2000) på 1.126.282 og dækker et areal på 741,63 km².
Som den første by i verdenshistorien blev Hiroshima udsat for atomvåben, da USA den 6. august 1945, under 2. verdenskrig, kastede en atombombe over byen. Bombeflyet Enola Gay fløj over Hiroshima og kastede bomben. Bomben blev udløst kl. 8.15 og 43 sekunder senere kom der et kraftigt lysglimt, chokbølge og en kæmpemæssig paddehatteformet sky
Hjerte (symbol).
Hjerte (♥) er symbol på kærlighed.
Et af kristendommens mange symboler er hjertet, og Jesu hjerte har siden det 17. århundrede været genstand for særlig dyrkelse i den katolske kirke. Kirkefest, flere ordener og en hel del kirker er viet Jesu Hjerte, blandt andet Sacré-Coeur i Paris og Jesu Hjerte Kirke i København.
Hjertet var oprindeligt et symbol for et blad fra et meget gammelt græsk træ, som De gamle grækere mente måtte være vejen til udødelighed.
Det var først i 1500-tallet, at man misforstod betydningen af dette livssymbol, da man holdt op med at male bladene i grøn, men startede med også at male dem i rød.
Hjul.
Et hjul er en genstand, der er lavet til at dreje om en akse. De fleste hjul er runde, men især tandhjul kan i visse sammenhænge laves ovale eller med et eller flere udspring for en periodisk påvirkning af en enhed, der skal bevæge sig.
Personer der har set meget svensk tv i starten af 1980'erne vil vide, at Sverige 1 og 2 som pausebillede viste en opstilling af et stort antal ovale tandhjul, der indbyrdes passede sammen.
Hjul bruges til transport, hvor rullebevægelsen fjerner det meste af friktionen mellem byrden og underlaget. I tidligere tider kunne et hjul være en skive af en træstamme, en skive lavet af tilskårne planker eller hvad datidens fantasi ellers kunne præstere. I dag er de fleste transporthjul lavet med et nav, en fælg og et dæk. På visse lette hjul, bl.a. på cykler, er der kun fælg foruden forbundet til navet med eger.
I en motor kan et svinghjul holde rotationen i gang med sin masse.
Hvis et hjul bliver tilpas bredt eller opbygget på en bestemt måde, kaldes det en rulle.
Hjul bruges også i spil, f.eks. lykkehjul, roulette og andre spil, hvor du vædder om eller får gevinst efter hvor hjulet standser.
I Indien var hjulet symbol for verdensherskeren, som satte alt i bevægelse. Hjulet ses stadig i Indiens flag.
En kendt talemåde herhjemme er: "Små hjul kan flytte store ting". Med det menes, at selvom man ikke er den vigtigste deltager, så kan man alligevel yde en præstation. Af og til udtrykkes det klarere at mange "små hjul" i fællesskab flytter "byrden", som det største hjul alene ikke kunne bære.
Historie.
Den ældste kendte anvendelse af hjulet anses i dag at være som drejeskive ved keramikforarbejdning (cirka 3000 f.Kr.) i området omkring Mesopotamien. Vognhjulet blev opfundet i Kina cirka omkring 2500 f.Kr. Inkaerne og andre vestlige samfund konstruerede hjullignende mekanismer. Man har fundet legetøj, der indeholder hjullignende konstruktioner og disse dateres til ca. år 1500 f.Kr. Selvom hjulet oprinder fra Afrika, så blev det ikke indført i samhandlen omkring Sahara, samt Australien før europæerne begyndte at besejle disse områder.
Bemærk, at de første indikationer på mennesket (Homo sapiens) dateres til omkring 100.000 f.Kr. og at gennem ca. 96.000 år har personer med samme kapacitet som vor egen gået omkring inden opdagelsen af hjulet blev gjort. Der findes dog indikationer på, at menneskerne på den tid levede i små grupper og de havde ingen nytte af at transportere materiel over længere strækninger. Desuden kræver hjulet en hjulaksel sat fast, hvilket er en mere kompleks konstruktion.
Heller ikke den biologiske evolution på makroniveau har udviklet organismer med de energifordelinger hjulet giver, hvis man ser bort fra visse edderkoppearter, som ruller sig sammen til en rund bold og flygter i tilfælde af angreb.
Hjuldyr.
Hjuldyr er en række af mikroskopiske dyr, der lever i vand og fugtig jord.
Der findes omkring 2000 arter af hjuldyr, fordelt på tre klasser.
Hobart.
thumb
Hobart er hovedstaden i ø-staten Tasmanien, som hører under Australien.
Hoffmanns Eventyr.
Hoffmanns Eventyr (fransk originaltitel "Les Contes d'Hoffmann") er en opera af Jacques Offenbach. Han døde i 1880 uden at være færdig med den. Vennen Ernest Guiraud gjorde den færdig, og den blev opført i 1881.
Handlingen bygger på fortællinger af E. T. A. Hoffmann.
"Barcarolle" fra "Hoffmanns Eventyr" er i let omskrevet tilstand indsunget af Elvis Presley under titlen "Tonight Is So Right For Love". Den blev indspillet i Hollywood den 27. april 1960 og fremført i Elvis-filmen G.I.Blues fra 1960 og udsendt på soundtracket fra filmen, der ligeledes hed "G.I.Blues".
Hokuspokus.
Hokuspokus (evt efterfulgt af filiokus/filihankat'") er en "trylleformular".
Dette er så blevet ført over i det daglige dansk som en slags magisk besværgelse.
Filiokus/Filihankat er en tilføjelse højst sandsynligt baseret på det sidste ord filii
Holberg-medaljen.
Holberg-medaljen er en dansk litteraturpris opkaldt efter Ludvig Holberg, der hædrer en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter. Prisen er uddelt årligt siden 1934 og tildeles for en enkelt titel eller for et helt forfatterskab.
Hollandaisesauce.
Hollandaisesauce er en fransk sovs.
Den laves ved at emulgere smør og citronsaft eller hvidvin med æggeblommer. Den adskillers sig fra bearnaisesauce kun ved at have citronsaft og ikke indeholde estragon.
Hollandsk Ostindien.
Hollandsk Ostindien, (hollandsk: Nederlands-Indië; indonesisk: Hindia-Belanda) var en koloni der eksisterede fra 1800 – 1949. Kolonien blev dannet fra nationaliseret land fra det Hollandske Ostindiske kompagni og området udgør nu Indonesien.
Baggrund: Hollandske Ostindiske kompagni.
Det Hollandske Ostindiske kompagni (VOC) blev oprettet i det tidlige 17. århundrede for at maksimere hollandske handelsinteresser i det malaysiske øhav. I 1700 var der blevet etableret et kolonialt monster og VOC var vokset til at være en stat-i-staten og den dominerende magt i øhavet. Firmaets ledelsesmetode: indirekte styre blev kopieret af andre og overlevede firmaet. Efter konkursen blev fimaet likvideret den 1. januar 1800 og dets territoriale besiddelser blev overført til den hollandske stat.
Hongkong.
Hongkong (香港) er en speciel administrativ region ved det Østkinesiske Hav i det sydlige Kina med grænse til den kinesiske provins Guangdong. Hongkong bestod oprindeligt udelukkende af øen Hongkong og den over for liggende halvø Kowloon samt en enkelt mindre ø. Efter en periode viste området sig at være for begrænset og England indgik en lejeaftale med Kina om et større landområde nord for Kowloon samt en række omkringliggende øer. Disse lejede områder blev betegnet New Territories. Byen Hongkong ligger på Hongkongøens nordside hvor det smalle stræde mellem Hongkongøen og Kowloon udgør de ideelle naturmæssige betingelser for havnen Victoria Harbour.
Hongkong som fra 26. januar 1841 var britisk kronkoloni, blev overdraget til Kina i 1997, og har i dag begrænset selvstyre under den kinesiske regering. Hongkongs indbyggertal ligger på omkring syv millioner, og landarealet er cirka 1.100 kvadratkilometer. Verdens tættest befolkede lokalitet, Mong Kok, ligger i Hongkong.
Historie.
Under den Første opiumskrig i 1841 gik briterne i land på Hongkongøen, og Kina afstod den året efter. Hongkong blev derefter en britisk kronkoloni og et vigtigt handelscentrum. Under den Anden opiumskrig (1856 - 1860) fik briterne også kontrol over Kowloon. I 1898 indgik briterne en lejeaftale vedrørende New Territories 99 år frem. Efter kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 kom over en million flygtninge til Hongkong, som voksede til en betydningsfuld industriby. Efter at Kina ikke forlængede lejeaftalen blev Kina og Storbritannien i 1984 enige om, at hele Hongkongområdet skulle overdrages til Kina i 1997, som en speciel administrativ region. Den 1. juli 1997 blev Hongkong således kinesisk, men aftalen gav Hongkong ret til at beholde sin kapitalistiske økonomi, sin styreform og alle borgerrettigheter i mindst 50 år. Trods dette har regeringen i Beijing vedtaget love med henblik på at formindske Hongkongs selvstyre, hvilket har ført til omfattende protester og demonstrationer.
Økonomi.
I 1950'erne påbegyndtes i Hongkong en intensiv industrialisering, og byen har længe haft en stor fremstillingsindustri af blandt andet tøj, ure, elektronik og legetøj. På grund af stigende lønninger og et mere åbent Kina er en stor del af fremstillingsindustrien i det seneste årti flyttet til Guangdong-provinsen, men der er fortsat udvikling i Hongkong. Turisme er et andet vigtigt erhverv.
Geografi.
Hongkong ligger på den østlige side af Perleflodens udløb i det Østkinesiske Hav. New Territories udgør næsten hele Hongkongområdets areal, men er meget bjergrigt og mindre end en tiendedel af arealet kan opdyrkes. Foruden New Territories og Hongkongøen, som også er bjergrig, består Hongkongområdet også af 236 andre øer, af hvilken den største er Lantau. Byen Hongkong er en meget tætbefolket metropol med mange skyskrabere.
Demografi.
Efter 2. verdenskrig voksede Hongkongs befolkning betragteligt. Nu bor der ca. 7 mio. indbyggere i Hongkong (6.940.432 pr. juli 2006), af hvilke 98% er kinesere, men der findes også en mangfoldighed af kulturer og religioner, som ikke findes mange andre steder i Kina. De vigtigste religioner er buddhisme, taoisme og kristendom, men også islam, konfucianisme og varierende former af hinduisme forekommer.
Lufthavn.
Hong Kong International Airport
Honshû.
Honshû (本州 "Honshū" "hovedlandet") er den største ø i Japan på 230.500 km², hvilket er omkring 60% af Japans totale areal.
På Honshû ligger blandt andre byerne Tokyo, Yokohama, Kyoto, Kobe, Hiroshima og Nagano. Størstedelen af Japans befolkning bor på Honshû.
Øen er verdens syvende største ø, og den anden mest befolkede, efter Java.
Vandret.
Vandflader regnes for at være sikre indikatorer af det vandrette plan.
Et objekt er i den vandrette eller horisontale position, når den er stillet i "venstre-højre" retningen og dermed parallelt med horisonten.
I realiteten er vandret et konstrueret plan. Jorden radius gør, at horisonten er krum og aldeles ikke vandret. Dette har praktiske konsekvenser. Ved opmålingsarbejderne før byggeriet af Storebæltsbroen måtte man give afkald på hjælpemidler som lineal, vaterpas og nivellerinstrument. I stedet måtte højdemålene placeres efter princippet med en fyldt vandslange med opadbøjede ender, hvor vandstanden altid vil være lige høj, uanset slangens længde. Her bestemmes højden nemlig af jordens tyngdefelt. "Vandret" bliver med andre ord til et særtilfælde af "lodret"!
Også historisk har lodret været den oprindelige akse, som kunne findes ved hjælp af en lodsnor. Vandret var da det plan, som står vinkelret på det lodrette plan.
Horisontal genoverførsel.
Horisontal genoverførsel er genoverførsel fra en organisme til en anden, uden at der er tale om nedarvning til afkom.
Modsat er "vertikal genoverførsel" overførsel af arvemateriale mellem generationer.
Horisontal genoverførsel er almindelig blandt bakterier.
Det menes at være en betydende faktor i udvikling af antibiotikaresistens.
Hormuzstrædet.
Kort over Hormuzstrædet (Strait of Hormuz)
Hormuzstrædet er et havstræde som forbinder Den Persiske Bugt mod sydvest og Omanbugten med adgang til Det Arabiske Hav mod sydøst.
Iran ligger på nordsiden af Hormuzstrædet. Nær den iranske kyst ligger også et antal iranske øer. På sydsiden ligger den østligste del af Forenede Arabiske Emirater som en nordvendt halvø i strædet. På spidsen af halvøen ligger en omansk enklave (Musandam).
Horus.
Horus (muligvis af ægyptisk "hor," "ansigt") var oprindeligt en ægyptisk himmelgud af form som en falk. Hans øjne var solen og månen. Senere blev han fremstillet som en mand med falkehoved.
Som personifikation af himmelen blev han senere også identisk med solen og faraoen. Han personificerede orden, lys, det opdyrkede land og civilisation i modsætning til sin onkel, Seth, som var hans modstander, havde mange kampe med og mistede sit ene øje til. Til sidst indgik de dog forlig og delte Ægypten imellem sig, således at Seth blev gud for Øvreægypten og Horus var Nedreægyptens gud.
Da Osiriskulten vandt indpas, blev han søn af Isis og Osiris og dannede sammen med disse den mest berømte triade i ægyptisk mytologi. Her blev han sin faders hævner, da han slog Seth ihjel.
Andre former af Horus er Harpokrates, som er horusbarnet, og Haroeris, den gamle Horus, samt Re-Horakte, morgensolens gud.
Hans vigtigste kultcentre var Edfu, Kom Ombo og Heliopolis.
Kilder og henvisninger.
"Egyptiske guder og symboler", Manfred Lurker ISBN 87-567-5409-4
Sygehus.
Herlev Hospital, set fra syd. 2004
Et sygehus eller hospital er et sted, hvor syge mennesker bliver undersøgt, behandlet og plejet af blandt andre læger og sygeplejersker.
Man behøver dog ikke at være syg for at blive behandlet på et sygehus. I moderne tid foregår således de fleste fødsler på et sygehus, og i de normale tilfælde behøver fødselslægen ikke at rekvirere hjælp fra operationsgangen til f.eks. kejsersnit.
I tidligere tider var "hospital" betegnelse for en fattiggård/fattighus eller "mild" stiftelse. (Man husker måske H.C. Andersens fortælling om de gamle koner i Odense Hospital i hans barndom). Dette er baggrunden for at mange hospitaler uden for København kaldes "sygehuse". Danmarks ældste sygehus er fra 1755 og ligger i Esbønderup. Frederiks Hospital indviedes 1757.
I Danmark organiseres sygehusene overvejende af det offentlige, dvs. stat eller region - men i de senere år er privathospitaler dukket op. Samtidig er en lang række mindre sygehuse - oftest i mindre provinsbyer - blevet ned- eller sammenlagt.
Sygehuse har ofte navn efter en kombination af sted og styrende magt, f.eks. Amtssygehuset i Herlev, Århus Kommunehospital osv.
Der findes dog også specialhospitaler, f.eks. universitetshospitaler, der knytter sig til et nærliggende universitet, og som fungerer som landsdelshospitaler. En særstilling indtages af Rigshospitalet.
Sygehusets funktioner foregår på operationsstuer, sengeafdelinger, ambulatorier, skadestuer, sygehusapoteker mv.
Den Gule Flod.
Huang He's løb gnnem Kina
Huang He (Wade-Giles: Hwang-ho) betyder ordret oversat: Den gule Flod. Den er Kinas næstlængste flod (5.464 km), og den afvander et område på ca. 944.970 km². Floden har sit udspring i 4.500 m højde på Qingzang (Sinkiang) højsletten og udmunder i Bohaibugten i Det gule hav. Floden passerer kun få byer, men de vigtigste er Lanzhou og Jinan. Trods det store afvandingsområde har floden kun ringe vandføring, hvad der skyldes, at den gennemløber meget tørre områder.
Floden får sin gule farve fra de store mængder löss, som den fører med sig fra det mellemste løb. Dette materiale aflejres langs flodens bund på den nederste del af dens løb, og det har gjort det nødvendigt at inddæmme den ved århundreders digebyggeri. Det har så til gengæld betydet, at floden flyder højt hævet over det omgivende landskab, hvad der øger faren for oversvømmelser. I 1887 oversvømmede floden store dele af den nordkinesiske slette, og der døde mellem 900.000 og 2.000.000 mennesker. Det gentog sig i 1931, hvor dødstallet blev mellem 1.000.000 og 3.700.000. I 1938 gennembrød tropper under Chiang Kai-shek digerne for at standse de fremrykkende japanske tropper med det resultat, at mellem 500.000 og 900.000 kinesere døde.
Huang He har både været set som en velsignelse (på grund af det næringsrige mudder) og som en plage. Det sidste hænger sammen med, at floden har været umulig at tæmme. I historisk tid har den ændret leje mindst 5 gange, og den har gennembrudt digerne mere end 1.500 gange. I 1194 overtog Huang He Huai flodens udløb i Det Gule Hav. Her blev den i 700 år og spærrede Huai med sit mudder. I 1855 ændrede floden løb igen, og i 1897 fandt den sit nuværende leje, hvor den udmunder gennem Jinan i Shandongprovinsen.
Provinserne Hebei og Henan har deres navne fra "Huang He". Navnene betyder henholdsvis "Nord for (den gule) flod" og "Syd for (den gule) flod".
Hubertus.
Hubertus (ca. 656 - ca. 727), fransk biskop. Blev i 722 Lièges første biskop. Ridder.
Han holdt meget af at gå på jagt. Ifølge legenden så han på en jagt, som blev holdt en helligdag, en hjort med lysende takker eller et kors. Herefter besluttede han sig for at holde op med at gå på jagt.
I middelalderen var han jægernes helgen og skytspatron. Hans helgendag er 3. november.
Hubertusjagten rides til ære for ham.
HUGO.
HUGO er en forkortelse for Human Genome Project Organisation, det globale samarbejde om kortlægning af menneskets genom.
Projektet startede officielt i 1990 og blev afsluttet i 2003. Men allerede i 2001 blev en foreløbig næsten færdig udgave af det komplette genom offentliggjort. I 1998 fik human genom-projektet konkurrence af det private firma Celera Genomics, som ligeledes i 2001 kunne fremlægge deres eget sekventerede humane genom.
Der forestår endnu et større arbejde med at fastlægge de omkring 30.000 geners funktion og indbyrdes samspil.
Hugorm.
Hugormen ("Vipera berus") er Danmarks eneste giftslange og kendes på sin zigzag-stribe; men nogle kan være ensfarvede sorte eller brune. Sent på sommeren lægger hunnen 6-18 æg uden skal(typisk 7-10).
Hannen kan blive ca. 55 cm lang mens hunnen kan nå op på ca. 104 cm.
Hugormene i Danmark er blevet flere, fordi de har få naturlige fjender i klitterne hvor de ofte lever, og fordi de blev fredet i 1981. Det er ikke lovligt at holde hugorme i fangenskab i Danmark.
Cirka 200 mennesker bliver bidt af hugorme hvert år, specielt om foråret når hugormene kommer frem fra deres vinterhi. Dødsfald er dog meget sjældne.
Hvis man bliver bidt, skal man ikke forsøge at suge giften ud, men derimod holde sig i ro og undlade at spise og drikke i et par timer. Ved bid i hoved, hals eller på kroppen, tilrådes det at blive indlagt til observation. Gravide, børn eller ældre bør blive indlagt hvis de bliver bidt.
Hugormen er hvor der er meget sol, dens kropstemperatur er den samme som vejret udenfor. De går tidligt af dvale, og allerede i begyndelsen af marts kan man se de første hanner dukke op.
I Danmark findes kun to slangearter, hugorme og snoge. Hugorme kan kendes på at de mangler snogens karakteristiske gule nakkepletter.
Humlebiflagermus.
Humlebiflagermusen ("Craseonycteris thonglongyai") er et af verdens mindste pattedyr – sammen med pygmæspidsmus "Suncus etruscus" – med en vægt på blot to gram. De lever i det sydvestlige Thailand.
Humor.
Humor kommer af latin og betyder væske. Og væskebalancen er af grundlæggende betydning for velbefindendet.
Humor er en ubalance, et misforhold, der bringer smilet frem - og latteren - ved større misforhold.
Harald Høffdings bog om Den store Humor (1916) er et eksempel på det: den meget akademiske og filosofiske bog indeholder en, og kun en morsom historie: En mor med en lille dreng på armen vinker farvel til et skib. Hun fører drengesn arm frem og tilbage og råber: Viggo siger farvel, farvel. Hun taber drengen i havnen. En matros springer ud for at redde ham. Da de dukker op af vandet fører matrosen drengens arm frem og tilbage og råber: Viggo siger goddag, goddag!
Humor som emne omhandler dels humoristisk sans, dvs. evnen til spontant at le eller smile ad et eller andet, dels de produkter og ydelser, som det bevidst er hensigten, at folk/publikum skal finde morsomme. Noget kan udmærket være morsomt uden at det er tilsigtet, mens en tilsigtet morsomhed udmærket kan falde til jorden, hvis publikum savner den slags humoristiske sans, som spøgefuldheden drejer sig om.
Kulturens og omgivelsernes betydning.
Nogle træk i humor er fælles for mange kulturer og folkeslag, men det er typisk, at forskellige kulturer eller subkulturer har hver deres egne former for humor, som afhænger af traditioner og vaner og - ikke mindst - almindeligt vedtagne normer og tabuer (f.eks. vedrørende nøgenhed, sex, anstændig påklædning etc.). Humor er dog altid grundlæggende noget spontant, der løssluppet forplanter sig mellem mennesker og virker befriende som et åndehul midt i al alvoren og de daglige pligter.
Ligesom forskellige grupper har deres egen form for humor, har hver enkelt person også sin egen humor.
Tidsfaktorens rolle.
Der opstår hele tiden nye genrer inden for humoren, samtidigt med at andre forsvinder. Humor skal føles frisk og ny, for at den er morsom, blandt andet fordi overraskelsesmomentet i mange former for humor er essentielt.
Krævende og mindre krævende humor.
Meget enkel humor, der spiller på tabuer, er især populær blandt børn og barnlige sjæle. Anden humor kan forudsætte, at man har læst og set bestemte film og bøger eller fulgt med i en løbende debat. En britisk specialitet er understatement, der virker ved sin underdrevne og flegmatisk holdning til fænomernerne. I modsætning hertil kan humor bestå i at overdrive noget ellers betydningsløst.
Humorens rammer gennem tiderne.
Den profesionelle humorens rammer hænger meget sammen med de tekniske muligheder og sociale omstændigheder gennem tiderne.
Græske komedier.
Allerede de gamle grækere og romere opførte komedier af hhv. Aristophanes (fx om Sokrates) og Plautus (om pralende soldater) med maskebærende skuespillere på de store offentlige teatre. Den klassiske tradition ligger til grund for fx Holbergs komedier.
Teatret og oplysningstidens humor.
Med baroktidens kukkasseteatre kom komedier, der på en gang var humorisiske og belærende, (Moliere, Voltaire, Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, Jean de France, Den Stundesløse). Holberg lover latter for halvtredie skilling i sine komedier og holder løftet: der er en vittighed (i ordets holbergske og Jeppe på Bjergets betydning) på hver side af komedierne.
I den sene oplysningstid i Norden, i Danmark kendt som den florissante periode har vi Carl Michael Bellmans sørgmuntre troubadursange Fredmanns Epistler og af den norsk-danske spøgefugl og komediedigter Johann Hermann Wessel: komedien Kærlighed uden strømper, skæmtedigtet "Smeden og bageren" samt en serie humoristiske vers (herunder forslag til en indskrift på hans egen gravsten).
Kærlighed uden Strømper er grotesk i misforholdet mellem højttravende kærlighed og den jordnære mangel på et par strømper.
Industrialismens massehumor.
Efterhånden kom alt det til, som vi kender i dag af humoristiske medier, og som fortsat eksisterer i morderniseret form: satiriske blade, Music-hall-teatre, varieteer, samt omrejsende tivolier og cirkus, plus humoristiske romaner og noveller samt ugemagasiner og lignende med regelmæssigee komiske tegneserier med fx meget store damer og små ubetydelige ægtemænd.
Det komiske par.
Grundkonceptet i komiske par beror til dels på kontrasten mellem og sammenstillingen af de to medvirkendes fremtræden og personlighed.
Udvidede komiske par.
I nogle tilfælde er konceptet med komiske par blevet udvidet til at omfatte en komisk gruppe, men stadigt spillende på kontrasten mellem de optrædende. Det gælder fx Egon, Kjeld og Benny i filmen Olsen-banden og brødrene Marx er et velkendt internationalt eksempel
Filmens humor.
Til at begynde med blev filmmediet ikke taget seriøst, selv ikke af opfinderne af de første apparater til fremvisning af levende billeder. Men stumfilm ledsaget af en klaverbokser blev hurtigt populære måske netop som et komisk medium. Disneys verdensimperium blev grundlagt med de første tegnefilm "Silly Symphonies". Chaplins gavtyveagtige og vemodige vagabondklovn blev skabt.
Radioen.
Radioen er et fremragende komisk medium, som adskillige danske kunstnere gennem tiden har udnyttet med bravour (Hannah Bjarnhoff: "Føsda'", Preben Kaas' og Jørgen Rygs: "Elskede Trussenussetøs") og Kjeld og Dirchs Tømmerflåden. Ebbe Rode har givet Storm P.'s Sangforeningen "Morgenrøden"s Pinsetur og Mark Twains Begravelsen i Nevada med bravour. De er eksempler på misforholdet mellem det ideelle og virkeligheden. Mellem hhv. den fine dagsorden og drikkeriet af to øl pr. mand - hvert kva´ter og den salvelsesfulde tone og den vilde vesten jargon.
Fjernsynet.
Fjernsynet har budt på et væld af humoristiske nyskabelser, for eksempel "sitcommen" (med indlagt dåselatter), lege og konkurrencer med kendte, latterlige forhindringsløb med store pengepræmier, hvor deltagerne uundgåeligt falder, bliver våde og smattede osv., "skjult kamera", one-man shows med filmklip (Dave Allen), studieværter passiarende med kendte personer, sketches, satiriske "julekalendere" (De Nattergale: "The julekalender") osv.
Revyen.
Mange af de største danske humorister har stået på den danske revyscene, der er enestående: Revyen svarer hverken til Music Hall eller varieteer.
Frederik Jensen, Osvald Helmuth, Liva Weel, Erika Voigt, Ib Schønberg, Bodil Udsen, Dirch Passer, Kjeld Pedersen, Lisbet Dahl, Ditte Hansen og Ulf Pilgaard er velvalgte eksempler.
Andre moderne humorrammer.
En særlig form, der har bredt sig fra USA i de seneste årtier, er stand-up-comedy, hvor en enkelt kunstner er alene på scenen uden andre virkemidler end monologen. Det opleves ofte, som om det handler om at aflevere flest mulige pointer på kortest mulig tid. Formen er smallere den danske revytradition, og stand-up-comedy er oftest mere personlig.
Humorens mål og midler.
Der er ingen der siger, at humor absolut skal have et formål ud over morskab i øjeblikket, men alligevel kan der godt være og vil hyppigt være en vis mening i løjerne.
Dansk lune.
Engstrøm siger også "Al morskab uden alkohol er kunstig".
- Ved De hvem jeg er? Albert Engström, medlem af Det Svenske Akademi.
- Og jeg er Selma Lagerlöf, sagde Storm P.
Søren Kierkegaards tekster rummer en særlig spids ironisk humor. Johannes Møllehave har skildret dansk humor hos Kierkegaard og H. C. Andersen med viden og vid; Holberg er han ikke rigtig nået til endnu.
Cirkus.
I cirkus udnyttes dette aspekt ofte, ved at en fra publikum (måske i virkeligheden en cirkusartist) inviteres til at komme ind i arenaen. Her er manden uheldig. Han taber sine bukser, hvorved et par store prikkede underhylere komme til syne, og har mange andre lignende "uheld", inden han (under publikums jubel) forlader manegen i en miserabel forfatning.
"Klovnen" som arketypisk begreb er en stedfortræder, der symbolsk tager alverdens synder på sig. Misforholdet ses i Egon Olsen som den fine franske klovn og Kjeld og Benny som de to auguster.
Sproglige vitser og paradoksale vitser.
Vitser kan bestå i en finurlig legen med sproget (alitterationer, antonymer), samt på en overraskende måde at vende kendte sentenser på hovedet.
Computerprogrammet "Joke Analysis and Production", skabt af Kim Binsted og Graeme Ritchie fra Edinburghs Universitet i midten af 1990'erne kunne skabe simple vittigheder af den type, der udnytter den potetielt humoristiske virkning i ordspil.
Lake Huron.
Lake Huron er en Sø mellem USA og Canada med et areal på 59.570 kvadratkilometer. Største dybde 228 meter. Lake Huron er en af de fem store søer i Nordamerika som udgør "Great Lakes"
Huron
Hvede.
Slægten Hvede ("Triticum") er oprindeligt hjemmehørende i Middelhavslandene og Mellemøsten. Slægten har ca. 20 vildtvoksende og dyrkede arter. Ofte bliver den slået sammen med den nærtstående slægt, Gedeøje ("Aegilops"), der også har omkring 20 arter i de samme egne.
Ordet ”hvede” kommer af "triticum" = ”hvid”. Ordet hvede er også ét af de ældste ord, som benævner korn. Det er desuden det begreb, som betegner en hel guppe af brødkorntyper, både dyrkede og vilde, som hører til slægten "Triticum". Det er énårige planter af Græs-familien, som bliver dyrket over hele verden. Udtrykket "hvede" betegner såvel planten som dens spiselige frø.
Hvede er sammen med majs og ris én af de mest dyrkede korntyper i verden og den som mest almindeligt er blevet spist af mennersker i den vestlige civilisation siden oldtiden. Hvedefrøene bliver bruget til ar fremstille hvedemel, fuldkornshvedemel, hvedegryn, øl og mange forskellige andre næringsmidler.
Hvede er en af Danmarks allerførste kulturplanter. Den dukkede op for omkring 7.000 år siden. Ifølge denne undersøgelse varierer aminosyrekvaliteten ikke væsentlig mellem de forskellige hvedearter.
Historie.
Hvede som kornsort har sin oprindelse i den frugtbare halvmåne. De ældste arkæologiske vidnesbyrd om dyrkning af hvede, stammer dermed fra Syrien, Jordanien, Tyrkiet og Iraq. For omtrent 10.000 år siden opstod der en mutation eller en hybrid blandt de vildtvksende hvedearter, der skabte en plante med større frø, som den ikke tabte ved vindens bevægelse. Man har forkullede rester af primitiv hvede, emmer ("Triticum dicoccoides") og spor efter korn i lerkar, der er fundet brændt en Jarmo (det nordlige Iraq), som er dateret til år 6.700 f.Kr.
Under dyrkning giver hveden mer mad, målt i forhold til menneskenes antrengelser, og man kunne ikke have overlevet på nogen anden måde under de daværende forhold. Denne levevis fremkaldte en sand fødevarerevolution i den ”frugtbare halvmåne”. På samme tid foregik tæmningen af fåret og geden, der er arter, som levede vildt i området. Tilsammen skabte det grundlaget for en forøgelse af befolkningstallet og dermed for dannelsen af komplekse, menneskelige samfund, hvilket kan ses af skrivekunstens opfindelse – konkret i form af kileskrift – der foregik hos sumererne. Dermed sluttede forhistorien, og historien tog sin begyndelse.
Det begyndende jordbrug og husdyrhold skabte en vedvarende omhu, som på sin side lagde grunden til en skærpet bevidsthed om tid og årstidernes skiften, fordi disse små samfund blev nødt til at skaffe sig forråd til dårlige tider. Det gav dem lang tids erfaring om hvedens værdi som næringsmiddel.
Den dyrkede hvede blev indført hos den ægyptiske civilisation, da man begyndte at dyrke den i Nildalen under de første dynastier, og derfra spredtes kendskabet til grækerne og romerne. I den græske mytologi var Demeter gudinde for brød og jordbrug, og hendes navn betyder ”frue”. I den romerske version blev det til Ceres og deraf kommer udtrykket "cerealier" om kornprodukter.
I romertien sikrede regeringen livsgrundlaget for indbyggere uden indkomster ved at skaffe hvede til en lav pris og ved at regulere formalingen af korn og fremstillingen af brød, hvad der svarede til en offentlig rationering. Formaling og brødfremstilling var statslige arbejder, sådan at man havde fælles mølleerier i det gamle Rom - ovne med en høj produktionskapacitet.
Spisning af hvede og brød i det romerske imperium fik stor betyding, og det bekræftes af Bibelen, hvor de mest præcise oversættelser gør det muligt at optælle 40 steder, hvor ordet ”hvede” bliver nævnt, mens der er 264 omtaler af ”brød” og 17, der handler om ”mad”. Det skal dog tages i betragtning, at de sidstnævnte kan dreje sig om både hvede- og bygbrød (som var almindelige i denne periode), og at de bibelske tekster ofte bruger den bredeste opfattelse af begreberne, når der er tale om livsnødvendigheder. I lignelsen om sædemanden omtales frøenes urenhed, opblandingen af hveden (det gode) med Rajgræs (det onde).
Indtil det 17. århundrede foregik der ikke nogen forbedringer i dyrkningsmetoder eller forarbejdning af hvede. I næsten hele Europa dyrkede man hvede, mens nogle egne foretrak at dyrke Rug og Byg (særligt i Nordeuropa). Indførelsen af vindmøllen gav adgang til en ny energikilde, men derudover var der ingen ændringer i de anvendte arbejdsmetoder.
Ved afslutningen af det 18. århundrede fik man nogle mekaniske processer i formalingen af kornet, som f.eks. forken, løfteanordninger og moderne metoder til kraftoverførelse, som øgede produktionen af mel.
I løbet af det 19. århundrede fik man dampdrevne møller med møllehjul eller valser af jern, som førte til et radikalt skift i formalingsprocessen. Hvededyrkningen blev forøget i takt dermed og også som følge af mange andre teknologiske opfindelser, som gjorde det muligt at forbedre plantens ydelse og sprede dyrkningen til andre egne af kloden som f.eks. Nordamerika og Oceanien.
Den største medproducent var i mange år Sovjetunionen, som fremstillede mere end 100 millioner tons p. år. For tiden er det Kina, der er den største producent med ca. 96 millioner tons (16%), fulgt af Indien (12%) og USA (9%).
Plantebeskrivelse.
Udlæg i sædskifte med hvede er meget gavnlig for jordbunden, for hvede har det som de fleste kornarter at rodnettet danner rodfilt, og på den måde bidrager udlægget til en forbedring af jordstrukturen, et bedre luftskifte, en større gennemtrængelighed og en bedre evne til at fastholde vand.
Rodnet.
Hvedearterne har et rodnet, som er enten trævlet eller filtagtigt, dvs. med mange forgreninger, hvor de fleste af rødderne findes indenfor en jorddybde på 25 cm, mens nogle få når helt ned i 100 cm dybde.
Skud.
Hvedeskud er hule rør med 6 led (afstanden mellem stråenes ”knæ”), son bliver længere op mod toppen. De når en længde på 0,5 til 2 m, men er svagt forgrenede.
Blade.
Bladene hos hvedarterne er linjeformede til smalt lancetformede, flade, helrandede og med tydelig spids. Græsarternes karakteristiske træk: skede, skedehinde og akselblade er tydelige.
Blomstring.
Blomsterstanden er et aks, der er sammensat af 20-30 småaks, som er bløde eller kompakte.
Frø.
Frøene er ovale med afrundede ender. Kimen sidder i den ene ende af frøet. Resten af frøet ("endospermen") er oplagsnæring for kimen, og den udgør 82% af frøets vægt. På forsiden af frøet findes en fure, og ved enden af den er der et område med kraftig mørkfarvning. Perikarpen danner sammen med frøkappen hvedefrøets skal ("avne"). Hvedefrø indeholder et protein, som kaldes gluten. Dette stof bidrager til at give melet en høj bageevne, som er eftertragtet, når man skal bage brød af melet.
Arveanlæg.
Hvedearternes arvelige forhold er mere indviklede end hovedparten af de andre dyrkede plantearter. De dyrkede hvedearter er dels meget gamle krydsninger og dels kromosomfordoblede varianter af oprindelige arter. Både durumhvede (”hård hvede” og "Triticum turgidum" er opstået som tetraploide krydsninger mellem to vilde arter, "Triticum urartu" og en formodet uddød "Triticum sitopsis". Brødhvede ("Triticum aestivum") er udviklet som en hexaploid art for ca. 2.000 år siden på grundlag af en spontan krydsning mellem "Triticum turgidum" og "Aegilops spetoides".
Heterosis eller krydsningsvitalitet findes hos de hexaploide hvedetyper, men det er vanskeligt at frembringe frø af dyrkede hybrider i en økonomisk fordelagtig mængde, da hvedens blomster er frugtbare og normalt selvbestøvende. Frø, der forhandles af hvedehybrider, er produceret ved hjælp af kemiske hjælpemidler, som regulerer plantens spiring og griber selektivt ind i dannelsen af pollen eller blokerer de systemer i cytoplasmaet, som skaber hanlig sterilitet. Hybridhvede har opnået begrænset anvendelse i Europa (særligt i Frankrig), i USA og i Sydafrika.
Klassifikation.
Hvedetyperne enkorn, emmer og spelt er dækkede, dvs. at der dannes en avne, som forbliver fæstnet til frøet efter høst.
De hvedetyper, der er økonomisk vigtige, er durumhvede (som først og fremmest bruges til de forskellige pastatyper), el brød-hvede (som bruges til fremstilling af brød) og "Triticum compactum" (som man fremstiller kiks af).
Verdensproduktion.
På verdensplan har forbedringen af dyrkningsteknikkerne og genmanipulation (f.eks. skabelsen af sorten 'Norin 10') givet os en betragtelig forøgelse af hvedeudbytterne fra under 500 kg/ha i 1900 til mere end 1.250 kg i 1990. Hvedeudbyttet i Sydamerika ligger stabilt på 1.000 kg/ha, i Afrika og Nærorienten på 500 kg/ha, mens Ægypten og Saudi Arabien opnår mellem 1.750 og 2.000 kg/ha. I Europa får man de højeste udbytter ved intensiv dyrkning. Gennemsnitsudbyttet er steget fra 1.500 kg/ha til 3.000 kg/ha i løbet af de seneste 30 år, sådan at man har opnået en gennemsnitlig stigning på 50 kg/ha hvert år.
Stigningen i udbytterne og udvidelsen af de dyrkede arealer har medført en stor produktionsforøgelse, som nåede 13.750 millioner tons i 1965 og 31.400 i 2005. Hvede er den vigtigste kornsort set fra et økonomisk synspunkt (45% af den samlede kornhandel i 1998).
De vigtigste produktionslande.
De dyrkede hvedetyper kan vokse under mange forskellige breddegrader, klima- og jordbundsforhold, selv om de udvikles bedst under tempererede himmelstrøg. Derfor er det muligt at skaffe hvedehøst på alle kontinenter (bortset fra Antarktis).
Verdenshandel.
Efter faldet i verdensmarkedsprisen på hvede i 2001 havde prisen en tendens til at stabilisere sig i løbet af de følgende år. Siden 2007 har prisen dog været stigende på grund af øget efterspørgsel, sådan at den er øget fra 141 € til 238 € i tiden fra juni 2007 til oktober 2008
I 2002 nåede eksporten af hvede op på 121,3 millioner tons fra de vigtigste eksportlande: USA (20%), Australien (12,1%), Frankrig (11,3%) og Canada (10,1%), fulgt af Argentina, Rusland og Ukrane.
I 2002 importerede 32 lande mere end 1 million tons. De vigtigste hvedeimporterende lande var Italien (6,5%), Brasilien (5,5%), Spanien (5,3%), Algeriet (5%) og Japan (4,9%), fulgt af Ægypten, Indonesien, Iran, Sydkorea, Nederlandene, Belgien, Marokko m.fl.
Hvedesygdomme.
Hvedearterne er udsatte for flere sygdomme end de andre kornsorter, og i fugtige egne er tabene endda større på grund af sygdomme hos andre græsser, som smitter hvede.
Hvede kan i første omgang lide af sygdomme, som skyldes bakterier, svampe eller vira, men den bliver desuden angrebet af en lang række skadegørende dyr. Hvede lider under angreb fra insekter både i rødder, top og korn. Desuden findes der plager, som angriber bladene eller stænglen, og som til sidst berøver kornet den nødvendige næring.
Sygdomme.
I 2010 rapporteredes det at en ny type aggressiv udgave af gulrust bredte sig.
Hvidehavet.
thumb
Hvidehavet også kaldet Beloje More er et farvand beliggende i det nordlige Rusland. Hvidehavet er en vig af Barentshavet.
Hvidehavet dækker 90.000 kvadratkilometer. Klimaet er kontinentalt, varme somre, kolde vintre, hvor havet dog kun delvis dækkes af is.
Hvidehavet er forbundet med Østersøen via Hvidehavskanalen.
Hvidtøl.
Hvidtøl er en gul eller brun øltype med under 2,25% alkohol. Navnet kommer af at det brygges på hvidmalt
Farven afhænger af om der er tale om mørkt eller lyst hvidtøl. En variant af sidstnævnte har gået under betegnelsen "lys pilsner".
Historie.
Hvidtøl var indtil midten af 1800-tallet stort set eneste øltype herhjemme, bortset fra importeret øl - tysk øl - der var kendt for at være stærkere.
Hyde Park.
Hyde Park er en stor park eller have (2,5 km²) beliggende i det centrale London, England.
Det er en af de kongelige parker i London og opdelt af søen "The Serpentine." Kensington Gardens betragtes ofte som en del af Hyde Park, fordi den ligger tæt på, men "West Carriage Drive" eller "The Ring" adskiller klart de to.
Området blev lagt ind under kronen allerede i 1536, men den nuværende udformning dateres tilbage til 1820 ved arkitekt "Decimus Burton". Crystal Palace havde sin placering her i 1851 i forbindelse med verdensudstillingen. I nyere tid har parken været ramme om store rockkoncerter, f.eks. med Pink Floyd, Red Hot Chili Peppers, Dave Matthews Band og Rolling Stones.
Parken er nu især kendt for sin Speakers' Corner (nær Marble Arch og Rotten Row), hvor enhver kan stille sig op og fortælle verden sin mening.
Se også.
Hyde Park i delstaten New York i USA
Hydraulisk maskine.
En hydraulisk maskine er en maskine, der virker ved hjælp af trykforskelle i væsker. Som oftest anvendes hydraulikolie eller vand som væske. Eksempler kan være donkrafte, brændeflækkere og støddæmpere.
Hygiejne.
Oversigt.
Hygiejne går i virkeligheden ud på at forebygge og afhjælpe angreb af skadelige mikroorganismer, bakterier og svampe. Indsatsen gælder, både når angrebet rammer mennesker, og når det rammer husdyr og afgrøder. Forebyggelsen består i en række tiltag, der har det fælles sigte at holde mennesker, husdyr og afgrøder adskilt fra mikroorganismerne: For det første opspores og fjernes smittekilderne, for det andet afbrydes smittevejene og for det tredje isoleres de allerede angrebne fra de endnu sunde.
Afhjælpning af et allerede opstået angreb er betydeligt mere vanskelig. Her må man først erkende, at vedkommende person, husdyr eller afgrøde er under angreb. Dernæst må man inddæmme angrebet, for at det ikke skal brede sig i den allerede angrebne organisme, men også for at forhindre, at den angrebne skal blive til en ny smittekilde. Og endelig må man nedkæmpe den eller de angribende mikrober.
En fisk renses af andre fisk.
Forebyggende hygiejne.
Gennem årtusinders erfaringer har det vist sig, at en række praktiske indretninger af byer og boliger er nødvendige for at undgå smitte og store epidemier. Men det er ikke nok i sig selv, for den personlige adfærd i en række daglige situationer er mindst lige så betydningsfuld.
Fra samfundets side har indsatsen især været rettet imod at få de farlige mikrober adskilt fra befolkningens føde og vand. Til det formål har det været nødvendigt med gennemtænkt og koordineret håndtering af en række mulige smittekilder.
Husholdningsaffald.
Det daglige affald fra hver eneste husholdning må skaffes bort, før det bliver til et udklækningssted for livsfarlige organismer. Hvis det ikke sker, kan der meget hurtigt udvikle sig epidemiagtige tilstande, hvor svage eller svækkede bliver ofrene. Det ser man gentagne eksempler på i slumbyerne overalt på kloden. Her er børnedødeligheden høj, og de syge og gamle bukker under for selv almindelige sygdomme som forkølelse og influenza. Se renovation.
Afføring og urin.
Menneskers og husdyrs affaldsstoffer udskilles som afføring og urin. Hvis personen eller dyret har været smittet, vil der følge smittekim med disse affaldsstoffer, og derfor er det afgørende at få adskilt dem fra enhver kontakt med drikkevand og fødemidler. Man ser det, hver gang krige eller katastrofer får sundhedsvæsenet til at bryde sammen, hvordan mave-tarm sygdomme straks breder sig, når drikkevandet bliver forurenet. For at undgå dette har man de fleste steder valgt at føre affaldet bort gennem kloaksystemer, sådan at det kan renses og deponeres forsvarligt. Se kloakering.
Snavs.
Snavs kan være mange ting, spændende lige fra støv til madrester og andre efterladenskaber fra mennesker og husdyr. Det er i vidt omfang kulturbestemt, hvornår den enkelte mener, at mængden af ophobet snavs er uacceptabel, men også boligmiljøet, boligens anvendelse, almindelig vane, fysisk og psykisk overskud og helt personlige standarder spiller en rolle. Fælles er det, at når tærskelen er overskredet, vil man reagere på snavs ved at gå i gang med rengøring.
En del af al rengøring består simpelthen i oprydning, dvs. at skabe orden i det rod, der hersker på stedet. Oprydningen kan være overfladisk, hvor rodet reelt blot skjules eller flyttes til et andet sted (skabe, skuffer, pulterkammer osv.), eller den kan være grundig, sådan at hver ting anbringes på en velbegrundet plads. Som det vil være velkendt for mange, har rod en tendens til at brede sig på bekostning af orden. Det er også velkendt, at det kræver indsats, at genskabe (eller i bedste fald: vedligeholde) orden. Begge dele kan ses som eksempler på Termodynamikkens 2. lov.
Den væsentligste del af rengøring er dog den egentlige indsats mod den del af snavset, der kan være til fare for sundheden hos beboerne. Før opfindelsen af støvsugeren, bestod rengøring i fejning eventuelt suppleret med afvaskning af gulve, paneler, døre, vinduer, karme osv.
Fejning kan være en ganske effektiv metode til at fjerne snavs. Hvis man i forvejen har udlagt et opsamlende materiale (i ældre tid var det ofte fint sand eller i sengene: halm), kan man fjerne snavset ved at fjerne dette materiale og feje op efter det. Ulempen er, at det kan støve ganske meget under fejningen, og at selve støvet måske endda kan være den egentlige risiko (se f.eks. husstøvmide, børneorm og miltbrand).
Den hygiejniske effektivitet ved at vaske gulve m.m. afhænger dels af den metode, der bliver brugt, dels af den omhu, der bliver lagt i arbejdet, og dels af de vaskemidler, man anvender. I dag er produkter som askelud og brun sæbe afløst af letopløselige og vellugtende midler, hvis virkning ofte er baseret på et indhold af tensider.
Tøjvask.
Oprindelig var hensigten med tøjvask ofte blot den at fjerne ubehagelig lugt ved tøjet: forharsket hudfedt, ammoniak fra urin, skatol fra afføring samt smørsyre og andre aflejringer fra sved har skabt en cocktail, som har gjort samvær til en blandet fornøjelse. Ved hjælp af askelud eller ammoniakvand blev fedtstofferne forsæbet, så de kunne opløses i vand. Ved hjælp af tilført sæbe blev fedstofferne holdt i emulsion, så de ikke aflejredes på tøjet igen. Proteinpletter og farvestoffer fra frugter og drikkevarer var det vanskeligt at fjerne helt, og derfor blev vasken senere suppleret med blegning – først naturlig blegning i sollys og senere kunstig blegning med blegemidler eller ved hjælp af optisk bedrag (blånelse).
Ved hjælp af tøjvasken kunne man samtidig også bekæmpe snyltere som lus og lopper, der spreder sygdomme. På den måde virkede tøjvask som forebyggende hygiejne. I dag tjener tøjvask mest til at skaffe rent, dvs. pletfrit og velduftende, tøj. Den hygiejniske side af processen har mindre vægt, og derfor kan man holde en lavere temperatur i vaskevandet og bruge mindre skrappe vaskemidler (se sulfo).
Personlig hygiejne.
Etagevask á la Carl Larsson 1908.
Kropsvask er egentlig blot en videreførelse af den hud- og pelspleje, som de fleste dyr udfører. Pattedyr, som er særligt opmærksomme på lugtsignaler, bruger megen tid på at afsætte ”dufte” fra kirtler forskellige steder på kroppen. Disse stoffer tjener til markering af territoriet, som signal om brunst eller som vejmarkering for artsfæller.
For mennesker har kropslugte givetvis haft de samme funktioner (se feromon), og så længe gruppen var overskueligt lille, var lugtene også et fælles produkt. Men den koncentration af mennesker, som fulgte med overgangen til agerbrug, betød også, at man var tvunget til at omgås personer, man ikke havde gruppefællesskab med. Fra da af blev det et led i civilisationen, at man skjuler eller dæmper sine lugtsignaler. Dette er den anden baggrund for kropsvask.
Med tiden udviklede afvaskningen sig til vel tilrettelagte ritualer, som omtales i mange af de ældste skrifter. Tænk blot på Illiadens omtale af rituel fodvask ved modtagelse af en vandrer eller på Bibelens fortælling om Jesu vask og salvelse af sine disciple. I oldtiden og middelalderen var kropsvask og badning anledninger, der bragte folk sammen, men med puritanismen blev det ilde anset at bade og vaske sig offentligt. Det skal dog nævnes, at erfaringerne fra pestens tid også kan have bidraget til at fjerne lysten til fællesbad.
I dag er kropsvask næsten altid ensbetydende med brusebad eller karbad. Den oprindelige afvaskning markeres som udsædvanlig ved et udtryk som "etagevask", der antyder karakteren af nødløsning. Kropsvask foregår ved hjælp af tempereret vand, vellugtende sæbe eller sulfo, og den følges op af en indsmøring i creme og påføring af deodorant (eller – om nødvendigt – antiperspirant). Således rustet går nutidens mennesker dagen i møde sikkert forvisset om, at man har styr på alle de pattedyragtige signaler.
Der ses af og til advarsler om, at renligheden er ved at tage overhånd: folk fjerner det naturlige fedtlag fra kroppen og kommer let til at fryse, de påfører sig alle mulige, naturlige eller kunstige stoffer og får allergier og tør eller sart hud. Der er dog ingen tvivl om, at grundig kropshygiejne er et middel til at forebygge smitte og sygdomme.
Dame, der vasker hænder. Maleri af Gerard ter Borch d.y. fra slutningen af det 17. århundrede.
Det har vist sig, at hænderne er én af de smitteveje, som oftest bringer betændelser, diarrhoeer og influenza'er videre. Det er en god ting at holde hånden for munden, når man nyser eller hoster, for det bremser de mange, smittebærende mikrodråber. Derimod er det ikke så godt, at man derefter bruger samme hånd til at hilse på folk med, tage i dørhåndtag med eller anrette mad med. Yderligere er det et problem, at så mange lader være med at vaske hænder efter toiletbesøg, for det medfører, at personer, som ellers omhyggeligt har vasket hænder, nu må røre ved det dørhåndtag, som den uvaskede hånd måske har overført smitte til. Endelig er det problematisk, at smitte kan overføres fra hænderne til maden under tilberedning og anretning - eller i værste fald overføres fra ubehandlede fødevarer til hænderne og derfra tilbage til varmebehandlede, "sikre", madretter.
Børn som modtager undervisning i tandbørstning.
Tiltag ved sygdom og epidemier.
Pestmuren, der skulle adskille beboerne i det pestramte Sydfrankring fra det ikkesmittede Nordfrankrig.
Hypotese.
Definition.
Et sandhedsudsagn er hypotetisk, hvis det er baseret på den eventuelle gyldighed af en hypotese.
Brug af hypoteser.
I naturvidenskaben får hypoteser generelt status af teorier, når de er bekræftet eksperimentelt eller på anden vis af uafhængige forskere, og nogle gange ophøjes de til love, når de har været konsensus i mange år. Simultant hermed forkastes de hypotetiske alternativer.
Hypoteser forekommer blandt andet hyppigt i retslige og politiefterforskningsmæssige sammenhænge, herunder som stof i detektivhistorier. Citat: (af Arthur Conan Doyle's udødelige omend fiktive mesterdetektiv Sherlock Holmes) "If you eliminate the impossible, whatever remains – however improbable – must be the truth."
Hr. Olsens hypotese var, at familiens dårlige økonomi skyldtes, at fru Olsen brugte for mange penge på tøj. Fru Olsens hypotese var derimod, at familiens dårlige økonomi skyldtes Hr. Olsens spillelidenskab.
Ret tit hænder det (som i ovenstående eksempel), at man ikke éntydigt indenfor en overskuelig tid kan afgøre, hvilken hypotese, der er den mest rigtige. Man må så for at kunne handle foretage et skønsomt valg mellem forskellige teoretisk tænkelige hypoteser eller finde et passende kompromis.
Forskellen mellem påstande og ægte hypoteser.
I dagligsproget plejer man ikke at skelne strengt mellem påstande, hypoteser og teorier med for den sags skyld. Men løse evt. populære påstande, evt. af fordomsfuld og/eller diskriminerende natur, er ikke gyldige hypoteser alene i kraft af mangel på bevis. Det essentielle i en ægte hypotese er, at andre muligheder holdes åbne, så længe der ikke endegyldigt er skabt konsensus om, hvordan tingene bevisligt forholder sig i virkeligheden.
Hængebro.
En hængebro er en bro, hvor brobanen er ophængt i stærke kabler udspændt imellem faste ankre.
Opfindelsen er givetvis flere tusinde år gammel, da den bygger på én enkel simpel teknologi, nemlig tovværk. De ældste rester findes i Kina og er fra 2. århundrede f.Kr..
Senere blev der tilføjet piller (kaldet pyloner) til at hæve de bærende kabler op fra niveau og strenge eller stænger til at ophænge brobanen vandret.
Hærvejen.
Hærvejen (tysk: Ochsenweg) er det moderne navn for det ene af de tre til fire gamle vejforløb på langs ad Jylland. Navnet stammer fra ca. 1930 og er af historikeren Hugo Matthiesen formentlig hentet fra et kort fra 1600-tallet, hvor den slesvigske del kaldes Hærvejen ("Heerweeg"). Vejen har i det hele taget mange navne, heriblandt "Oksevejen", "Sakservejen", "Gammel Viborgvej", "Studevejen", "Adelvejen" og "Pilgrimvejen".
De fleste af navnene siger noget om vejens anvendelse. Hærvejen var således anvendelig til at transportere en hær, og i det 11. århundrede skal en vendisk hær have trængt langt op i Jylland ad vejen. Af samme grund opførte beboerne omkring vejen fæstningsværker og diger, af hvilke der stadig kan findes nogle i nærheden af Hærvejen. Navne som Oksevejen og Studevejen hentyder til den handel, der foregik mellem Jylland og landene mod syd, idet kød var en af de vigtige varer, som danskerne kunne bytte med mere eksotiske varer sydfra. Det var mest rationelt at vente med at slagte dyrene, til de nåede frem til bestemmelsesstedet, og da en studedrift fra Danmark kunne fylde en hel del på vejen, var det vigtigt at denne var i nogenlunde farbar. Handelslivet medførte også oprettelsen af bosættelser, der udviklede sig til vigtige knudepunkter og administrative enheder som Viborg og Jelling
Vejens alder skønnes for nogle forløbs vedkommende at kunne føres op mod 4000 år tilbage (højanlæg, bebyggelser m.v), men skriftlige kilder findes først fra begyndelsen af middelalderen. Vejforløbets høje alder skyldes formentlig at det følger vandskellet langs den Jyske højderyg. Det giver den fordel, at der er forholdsvis få vandløb og mosedrag, som skal passeres.
Der er ikke tale om en enkelt, veldefineret vej, men om flere nord-sydgående vejforløb, der for nogles vedkommende kan have været i anvendelse på samme tid, men som har flyttet sig gennem tiderne. På de normale veje var broerne en flaskehals, så det særlige ved hærvejen var, at man kunne brede sig i flere spor, hvilket var nødvendigt ved studedrift og transport af en hær.
Vejen har to til tre forløb fra Limfjorden
Med skibsfartens fremskridt fik Hærvejen efterhånden konkurrence som transportvej af havnene ved fjordene på den østjyske kyst, og med jernbanens indførelse i midten af det 19. århundrede forsvandt grundlaget fuldstændig for at bruge Hærvejen som handelsrute. Den blev efterhånden stort set glemt, indtil historikerne omkring 1930 blev opmærksomme på den. Siden da er den blevet restaureret på flere strækninger, herunder flere af de gamle broer. Vejen bruges nu om dage først og fremmest af turister, især cyklister og vandrere. En af de nationale cykelruter følger Hærvejen.
Vandring på Hærvejen.
Skilt der markerer vandreruten langs Hærvejen
I starten af 1970'erne besluttede en række hjemmeværnsfolk at finde nye måder at være sammen på, og en gruppe herfra grundlagde foreningen "Fodslaw". Foreningens formål er at "udbrede kendskabet til og fremme interessen for det danske land og dets natur, gennem tilrettelæggelse af vandreture, samt arrangere rejser til vandringer i indland og udland". Foreningens vigtigste aktivitet er den årligt tilbagevendende Hærvejsvandring fra Slesvig til Viborg. Turen tager syv dage og blev første gang afholdt i 1973. Hvert år deltager 300-500 vandrere i turen.
Foruden Fodslaw findes Hærvejsmarchen, en selvejende institution, der har til formål at fremme fysisk udfoldelse gennem afholdelse af en to-dages march omkring Viborg, til dels på Hærvejen. Institutionen er medlem og medstifter af International Marching League, som er en paraplyorganisation for flerdages-vandreture over det meste af verden.
I januar 2005 blev Foreningen Herberger Langs Hærvejen stiftet med det formål at etablere og drive en række beskedne og billige overnatningsmuligheder for vandrere, pilgrimme, cyklister og langtursryttere på Hærvejen. Herbergerne etableres i bevaringsværdige gårde og bygninger og skal have åbent for overnattende gæster i sommersæsonen. Foreningen håber, at kunne åbne sine herberger i sommeren 2007. Ideen til dette projekt har foreningens initiativtagere fået fra pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien, hvor sådanne herberger tilbyder de mange pilgrimme husly og eventuelt et måltid mad. Der er flere foreninger i Danmark, der arbejder på at fremme pilgrimsvandringer ad Hærvejen, med mulighed for forbindelse til både den norske pilgrimsrute til Nidarosdomen i Trondheim og de sydeuropæiske pilgrimsveje til Rom eller Santiago de Compostela.
Hårdforkromning.
Hårdforkromning er en galvanisk proces hvor overfladen af et metal bliver styrket med et lag af krom.
Tykkelsen af kromlaget er i størrelsesordenen 3-30 μm.
I jagtterminologi taler man om et "hårdtforkromet" geværløb.
Det Internationale Atomenergiagentur.
Det Internationale Atomenergiagentur ("International Atomic Energy Agency", forkortes IAEA) er FN's organ for fredelig udnyttelse af kerneenergi. IAEA blev grundlagt den 29. juli 1957 og har hovedsæde i Wien.
Formålet med IAEA er at fremme sikkerhed og sundhed i forbindelse med udvikling af atomteknologi. IAEA driver og støtter forskningslaboratorier, udarbejder standarder, står for konventioner og udfører inspektioner for at sikre, at de nukleare resurser kun anvendes på fredelig vis. IAEA’s standarder nyder international anerkendelse. Standarderne danner grundlag for national lovgivning og udarbejdelse af standarder, bl.a. på EU-plan.
Det Internationale Atomenergiagentur modtog sammen med agenturets formand Mohammed el-Baradei i 2005 Nobels fredspris.
Idealisme.
Idealisme er både en betegnelse for en generel tilgang til verden og for bestemte filosofiske standpunkter.
Hvis man er "idealistisk", betegner dette i almindelig sprogbrug, at man handler ud fra idealer. Dvs. at man ikke bøjer sig for de faktiske forhold i verden, men forsøger at omforme disse efter ens egne ideer. Især bruges begrebet på denne måde inden for politik.
Idet idéer for det meste opfattes som åndelige og ikke materielle, kan der spores en sammenhæng mellem den ovennævnte betydning og betydningen inden for metafysikken. Her betegner idealismen den filosofiske retning, der anser det sjælelige/åndelige/psykiske for det eneste eksisterende. (Se det psykofysiske problem).
Som filosof kan man også være idealist inden for partikulære områder. Fx inden for matematikkens filosofi, hvor man kan mene med Platon, at matematikken ikke er noget, der foregår i vores materielle hjerner eller på en anden måde er til stede 'ude i verden', men afspejler ideale begreber, som rent faktisk "eksisterer" i en slags idéhimmel.
Idol (gudebillede).
Idol (fra græsk είδωλον, "eidolon", "billede") er oprindeligt et gudebillede, der dyrkes som en afgud.
Idun.
Idun (norrønt: Iðunn) er en nordisk gudinde, der i mytolgien er associeret med æbler og ungdom. Hun optræder kun i få myter, hvoraf den vigtigste er Tjazemyten, der genfortælles i "Yngre Edda". Hun omtales desuden i "Ældre Edda". Disse to tekstsamlinger blev indsamlet og nedskrevet i 13. århundrede i Island, og i dem begge beskrives hun som skjalde og digterguden Brages hustru, mens det er i den "Yngre Edda", at hun omtales som vogter af de de livgivende og foryngende æbler, uden hvilke guderne vil ældes og dø.
Idun er ikke den mest fremtrædende gudinde i mytologien, men der er blevet fremsat en række teorier om hendes betydning og oprindelse; bl.a. at hun er en mulig frugtbarhedsgudinde, og at hun muligvis kan spores tilbage til proto-indoeuropæisk religion.
Etymologisk: Idunn betyder, den der forynger.
Etymologi.
Navnet Idun/Iðunn kan betyde enten "evig ung", "forynger", eller "den der forynger". I 19. århundrede forslog den tyske filolog Jacob Grimm at der potentielt var en etymologisk forbindelse mellem Idun og de kvindelige guddomme diser. Grimm mente, at det var den ældre form af deres navn, "idisi", der kunne være tegn på denne forbindelse. Grimm mener også, at Idun kan have været kendt under et andet navn, men han bringer ingen forslag.
Æbler og frugtbarhed.
"Der sad Idun med sit smukke hår, der faldt ned over hendes skuldre" (1914) af Fiona F. Hart
Iduns vigtigste attribut er hendes æbler, og der er blevet fremsat en række forskellige teorier, der skal forklare deres betydning og oprindelse. Det er omstridt hvorvidt disse æbler er et genuint før-kristent symbol, da man i vikingetiden kun kendte til vildæbler i Norden; de moderne søde æbler blev først indført i middealderen. Fundet af en spand i Osebergskibet, der indeholdt vilde æbller i Oseberg, understøtter dog muligheden for, at forestillingen omIduns æbler stammer fra før-kristen tid.
Den engelske religionshistoriker Hilda Ellis Davidson har forsøgt at knytte den mytologiske forestilling om æblerne sammen med en formodet rituel praksis i germansk religion, idet hun påpeger, at frugter og nødder (Idun blev forvandlet til en nød i "Skáldskaparmál") er blevet fundet i tidlige angelsaksiske grave i England samt i de vest og sydgermanske områder. Ellis Davidson mener derfor, at frugter og nødder havde en symbolsk betydning, som hun foreslår har været relateret til frugtbarhed. Hun mener at forestillingen om nødder som frugtbarhedssymbol er bevaret i det sydvestlioge England.
Davidson har desuden påpeget en mulig forbindelse mellem æbler og vanerne, den gudeslægt, der normalt er knyttet til frugtbarhed i den nordiske mytologi; fx tilbyder Skirner elleve "gyldne æbler" til den smukke jættekvinde Gerd, da han optræder som frier på guden Frejs vegne (strofe 19 og 20 af "Skírnismál"). I samme digt omtaler Gerd i strofe 16 hendes brors banemand. Davidson foreslår, at dette kan have en forbindelse til Idun, da det i digtet "Lokasenna" af Loke fortælles, at hendes bror også blev slået ihjel, og at hun villigt lod sig favne af ham. Davidson har fremhævet en anden forbindelse mellem æbler og frugtbarhed. I kapitel 2 af "Vølsunge saga" bliver det fortalt, at modergudinden Frigg sender et æble til kong Rerir, efter han har bedt Odin om et barn. Friggs budbringer lader i skikkelse af en krage et æble falde i et stykke klæde, mens han sad på en høj. Rerirs dronning spiste æblet og fødte efter seks år graviditet helten Vølsung ved kejsersnit. Davidson peger også på den mærkelige betegnelse "Hels æbler", der blev brugt i et skjaldedigt af Þórbjörn Brúnason i 11. århundrede. Davidson mener, at det spiller på forestillingen om æblets som frugtbarhedssymbol, og at det derfor blev brugt af skjalden i betydningen "de dødes føde".
Davidson mener, at æblet som symbol på frugtbarhed er resultatet af en mellemøstlig påvirkning. Hendes tolkning bygger bl.a. på, at æblerne i Nordeuropa i før-kristen tid var små og bitre vildæbler, og at germanerne først lærte æblet og dets symbolske betydning at kende gennem kontakter med Romerriget. Den første germanske gudinde, der blev knyttet til æblet foreslår hun er Nehalennia. Hun afbildes i flere tilfælde med æbler. Det er dog usikkert hvorvidt denne guddom var germansk. Der findes også keltiske paralleller til gudinden med æblerne. På den baggrund mener Davidson, at Idun er en utydelig refleksion af en gammel forestilling om en gudinde, der vogter de livgivende frugter fra den anden verden.
Folke Ström er enig i at Idun måske er en hypostase af frugtbarhedsgudinden. Den mest kendte udgave er Freja, men han peger på, at flere af de øvrige gudinder har træk, der tyder på at de har udviklet sig ud fra en tidligere gudinde. Ström bygger også sin hypotese på, at Idun også kaldes "ósa lerka". Det betyder "gudernes elskerinde", ligesom hun i Lokasenna af Loke hånes for at være den mest mandglade, og det opfatter Ström som et tydeligt tegn på en forbindelse mellem Idun og frugtbarhed.
Gro Steinsland mener ikke at æblerne er et sent indlån i den nordiske forestillingsverden. Det mener hun ikke fordi æblerne optræder i så mange mytologiske sammenhænge, at de må være et gammelt og indarbejdet symbol i nordisk kultur, ligesom forekomsten af vildæbler i Oseberggraven viser, at den religiøse brug af æbler ikke kun var knyttet til de dyrkede spiseæbler. I stedet foreslår hun, at æblesymbolet snarere er en parallel til de græske og keltiske forestillinger, fx Hesperidernes frugt, end kulturelle indlån.
Indoeuropæisk baggrund.
David Knipe har fremsat den hypotese, at myten om Tjazes bortførelse af Idun i en ørns skikkelse, er et eksempel på et proto-indoeuropæisk mytologisk motiv, hvor en ørn stjæler de guddommelige midler til udødelighed. Knipe mener, at der i keltisk mytologi findes en parallel fortælling, hvor heltene Brian, Iuchar, og Icharba, Tuirenns sønner, i skikkelse af høge stjal de hellige æbler i Hisbernas have. Her er der også en forfølgelse, da havens vogtere jager dem i form af kvindelige griffe.
Andre paralleller.
John Lindow har foreslået, at den mulige etymologiske betydning af "Iðunn" som "evig ung", kunne være en indikation på, at hun muligvis kunne være i stand til at giver guderne evig ungdom uden brug af æblerne. Lindow finder støtter i at digtet "Haustlöng" ikke nævner æblerne, men i stedet omtaler Idun som: "mæra" […]", stærandi mun hapta (den herlige mø, der forøger (giver) gudernes fryd (livsglæde))" Lindow bruger oversættelsen: "maiden who understood the eternal life of the Æsir." Han mener, at Iduns bortførelse er et af de mest afgørende øjeblikke i mytologien, da det betød at den normale udvekslen af jættekvinder til Asgård blev vendt om, så en gudinde nu blev taget med til Jotunheim.
Idun og Tjaze.
I "Yngre Edda" fortælles det at Loke engang af jætten Tjasse blev tvunget til at lokke Idun ud af Asgård ved at fortælle, at han kendte nogle æbler, der var lige så gode som hendes egne. I skoven greb Þjazi i ørneskikkelse hende og tog hende med sig hjem. Iduns fravær i Asgård betød at guderne blev gamle, og de fandt nart ud af, at Loke var skyld i Iduns forsvinden. Under trusler måtte Loke love at bringe hende tilbage, og han flyver til Þjazis gård i form af en falk. Han omskabber Idun til en nød og flyver med hende hjem. Þjazi opdager snart at Idun er væk og flyver i raseri efter Loke. Han bliver jagtet helt til Asgårds mur, hvor han er lige ved at fanget af ørnen, men guderne tænder et kæmpe bål, der antænder dens fjer. Þjazi dør.
Moderne fremstillinger.
a>" har en afbilding af Idun.
Idun har været genstand for adskillige kunstneriske fremstillinger, heriblandt statuen "Idun" fra 1821 af H. E. Freund, "Brage sittande vid harpan, Idun stående bakom honom" (1846) af Nils Blommér, "Ydun" (1856) af Wilhelm Bissen, "Iduns Rückkehr nach Valhalla" af C. Hansen, "Brita as Iduna" (1901) af Carl Larsson, "Loki och Idun" (1911) af John Bauer, "Idun" (1905) af B.E. Ward og "Idun" (1901) af E. Doepler.
Komponisten Richard Wagner kombinerede til sit operaværk, "Der Ring des Nibelungen", figuren Freia. Hun var en version af Freja, der havde træk, som stammede fra Idun.
Idunn Mons er et bjerg på planeten Venus, der er opkaldt efter Idun. Venus’ bjerge er i øvrigt alle opkaldt efter gudinder.
I Lars-Henrik Olsens bog Erik Menneskesøn spiller Idun en fremtrædende rolle i bogens plot. Hun er endnu engang forsvundet, og bogens to hovedpersoner må finde hende og redde hende tilbage til Asgård.
Imitation.
Imitation (af latin "imitari": efterligne) er et fremmedord for en efterligning, for eksempel af fuglestemmer.
Immatrikulation.
Immatrikulation er optagelse af studerende på et universitet = indskrivning i universitetets "matrikel."
Immunforsvar.
Immunforsvaret er kroppens forsvar mod bakterier og virus. Kroppens immunforsvar består af millioner af forskellige hvide blodlegemer, der hver især kan genkende én bestemt form for fremmede celler. Når en fremmed celle, for eksempel et virus, kommer ind i kroppen, vil de hvide blodlegemer angribe og forsøge at dræbe de fremmede celler.
Derfor er det afgørende ved transplantationer, at de væv, der indsættes, ligner patientens egne celler så meget som muligt.
Immunforsvaret har hukommelse, så næste gang det udsættes for den samme type bakterie, har det opbygget kampstoffer mod præcis denne bakterie og kan hurtigt udrydde den.
Immunforsvaret deles i et medfødt og et adaptivt immunforsvar.
Det medfødte immunforsvar.
Det medfødte immunforsvar består af en cellulær del og en humoral del.
Den humorale del består af komplementsystemet. Det er proteiner opløst i blodplasma som kan aktiveres til at angribe indtrængende mikroorganismer.
Det adaptive immunforsvar.
Det gamle navn "det erhvervede immunforsvar" er på vej ud, i hvert fald i fagkredse, da det er misvisende. Det adaptive immunforsvar er til stede ved fødslen, forskellen mellem det og det medfødte er, at det kan tilpasse sig, det adapterer til de mikroorganismer der angriber kroppen.
Impedans.
Impedans er den elektriske modstand som et elektronisk komponent eller transducer frembyder over for vekselstrøm.
Impedans måles i ohm. Impedansens værdi er et komplekst tal, hvor realdelen er den velkendte elektriske modstand - og imaginærdelen (delen med "i" eller "j" med fortegn) er reaktansen. Skrives f.eks. (100 + "j"*(+50)) ohm. Selv om man indenfor matematikken bruger bogstavet "i" som symbol på den imaginære enhed, bruger man indenfor elektronikken bogstavet "j", fordi "i" i forvejen bruges som symbol for størrelsen af en vekselstrøm.
Impedansen i ohm er per definition den multiplikative inverse af den elektriske admittans i siemens.
Imperium.
a> - den stat, hvorfra begrebet "imperium" har sin oprindelse.
"Imperium stammer fra latin (impe'rare = at befale), hvor det betyder "magt" eller "herredømme". Heraf stammer de nutidige anvendelser som betegnelse for vælde, kejserrige og verdensrige. Man kan også sige, at et imperium er et rige, der strækker sig over flere folkeslag med udgangspunkt i et enkelt folk eller en mindre magtgruppe (klike), og således forsøger at udsprede dette herrefolks eller denne klikes kultur og magt
Territorialimperier og koloniimperier.
Allerede i det 18. århundrede opnåede størstedelen af Nordamerika uafhængighed. I det 19. århundrede gik udviklingen i Latinamerika samme vej, i Afrika og Asien derimod videreudvikledes de gamle kolonidannelser til dele af regulære imperier, større områder under moderlandets kontrol og med et næringsliv tilpasset det samlede imperiums økonomi. Denne form for imperiedannelse forbindes ofte med fremkomsten af den moderne kapitalisme og forsvandt atter efter 2. verdenskrig.
Til alle tider er desuden forekommet territorialimperialisme, hvor et stærkere rige har søgt at erobre landområder fra nabolande og gennemtvinge egen vilje over for en sprogligt-kulturel stedlig befolkning religiøst, politisk og økonomisk.
Imperierne lever.
Imperiernes tidsalder er langt fra forbi. Endnu i det 21. århundrede er der folkeslag, som mere eller mindre krigerisk kæmper for deres selvstændighed (blandt de mest kendte er baskere og tibetanere).
I mange indvandringslande, hvor indvandrerne og deres efterkommerne i antal overstiger den oprindelige befolkning (engelsk: "aboriginals"), er disse sidstnævntes rettigheder ofte et uafklaret spørgsmål. Overherrementalitet og foragt for den stedfødte befolkning (racisme) forekommer hyppigt også blandt nutidige indvandrergrupper, der sjældent end ikke prøver at skjule deres voldelige hensigter over for hjemmefødinge i indvandrerlande.
Imperier har således lighedspunkter med diktaturer, men adskiller sig fra disse ved, at det "ikke" er folk af "samme" folkeslag, der udøver undertrykkelsen og fratager befolkningen dennes almindelige frihedsrettigheder. Fælles for diktaturer og imperier er, at herskerne udmærket godt kan fremme indvandrergruppers og/eller udlandske investorers rettigheder på bekostning af den hjemmehørende befolkning for derved at befæste sig egen magtstilling, og at de med alle midler forsøger at forhindre folket i at udøve sine demokratiske rettigheder ved at omgå disse eller ligefrem forbyde dem. Imperier kan ene og alene opretholdes og virke i kraft af den undertrykkelse, der er hele deres sjæl og inderste kerne.
Territorialimperier.
Kort som viser den territoriale ekspansion og sammentrækning 1300-1923
Tidligere koloniimperier.
a> og grænserne koloniernes grænser på daværende tidspunkt.
Impressionisme.
Impression Soleil Levant, Claude Monet 1872
Impressionisme er en kunstretning inden for malerkunsten. Ordet stammer fra det franske ord: "impression" og betyder indtryk.
Betegnelsen "impressionisme" blev indført i 1874 af Louis Leroy med henvisning til billedet "Impression, Soleil Levant", malet af Claude Monet i 1872, og er kendetegnet ved en åben maleteknik og lyse farver.
Fotografiets kunst var på vej, men kun i gråtoner - så farverne spillede en væsentlig rolle for impressionisterne. Nogle journalister og kritikere mente ved de første udstillinger af kunstnernes værker, at de ikke var færdige, men blot "indtryk" af noget. Mens kunstnerne på den anden side mente, at deres værk var fuldendt.
Impressionister var også realister og malede motiver, som de fandt på deres vej i byen og på landet.
Netop denne måde at male på viser, at objektet - det egentlige motiv - nu taber sin værdi og kun bliver en anledning til at fremstille lyset som kilden til tingenes fremtræden. For lyset, den mest uhåndgribelige og allermindst stoflige foreteelse i hele naturen, er det egentlige tema i fx Monets billeder. De ting, der forekommer på de mest ekstreme af disse billeder, er opløst af lyset, de er blevet til farvede skygger, der kun er blevet vakt til varigt og foranderligt liv ved den stadigt skiftende belysning. I denne kunst er der ikke meget tilbage af tingenes konkrete eksistens, af deres egen uafhængige tilværelse.
I Danmark lod malere som Anna Ancher, Theodor Philipsen og Christian Hembrendt sig inspirere af bevægelsen.
Improvisation.
Improvisation er en skabende handling hvor resultatet, eller udsagnet, ikke er bestemt på forhånd, men bliver skabt på stedet.
Improvisation som metode spiller en stor rolle i flere kunstformer som musik, teater og dans.
Musik.
Inden for musikken er den traditionelle form for improvisation at spille en variation på et bestemt antal takter i et musikstykke uden noget forlæg. I mange musikgenrer er det temaets længde, der bestemmer hvor mange takter, der improviseres over. Improvisation giver her den enkelte instrumentalist mulighed for at give musikken sit personlige udtryk og vise sin tekniske kunnen.
I nyere tid er der opstået flere musikformer, hvor improvisation spiller en større rolle og f.eks. kan være 100% kollektiv improvisation.
Et impromptu er et musikstykke i komponeret fri form, og gør indtryk af at være improviseret
Improvisation i den klassiske musik.
I den klassiske musik er "tema med variationer" som kompositionsform kendt allerede på J.S. Bachs tid. Alle disse variationer er i dag nedskrevet af komponisterne selv og bliver spillet i dag, som da de blev skrevet. Det personlige præg er bestemt af komponisten.
Improvisation i jazzmusik.
Inden for jazzen har improvisation en meget central rolle og giver nu instrumentalisten en hovedrolle, da alle musikere i et jazzband i princippet skal kunne improvisere.
Improvisation i free jazz.
I free jazzen spiller improvisationen en endnu større rolle, da de formale strukturer her spiller en mindre rolle. Ofte arbejdes med idéen kollektiv improvisation hvor det ikke er en enkelt instrumentalist der er i fokus, men hvor alle musikere spiller en ligeværdig rolle.
European Improvised Music.
Med afsæt i free jazzen er der fra 1980erne og frem, hovedsageligt i Europa, udviklet en 100% improviseret musikform, der oftest bliver refereret til som European Improvised Music. Musikken er som regel atonal eller helt uden tonalitet. Alternative teknikker til frembringelse af lyd på instrumenterne spiller en stor rolle i denne musik, ligesom musikken i mindre grad end free jazzen, bærer præg af at være drevet af den rytmiske intensitet.
Intuitiv musik.
Musikform introduceret af Karlheinz Stockhausen. Oftest fremført af klassisk uddannede musikere.
Elektronisk/laptop-musik.
Fra ca. år 2000 og frem er der sket en sand eksplosion af musik skabt af instrumentalister, der bruger den bærbare computer som instrument. Denne musik er oftest helt eller delvist improviseret.
Improvisation i andre musikformer.
Af andre musikformer, hvor improvisation spiller en væsentlig rolle, kan bl.a. nævnes den klassiske indiske musik.
Teater.
Improvisation i teater forekommer både planlagt og uplanlagt.
Uplanlagt improvisation kan for eksempel opstå, når en skuespiller har glemt sin replik. Han/hun kan enten selv improvisere til hukommelsen vender tilbage, eller en medspiller kan opfatte situationen og improvisere, til den første kommer i tanker om sin replik.
Planlagt improvisation kan igen opdeles i to former: Spontan og forberedt improvisation.
Den spontane improvisation kan for eksempel opstå, når en skuespiller opfatter, at en situation virker godt i samspillet med publikum. Han/hun kan derfor ved at improvisere trække denne situation længere ud. Det kendes ikke mindst fra humoristiske genrer som revy og stand-up. I Danmark var en stor skuespiller som Dirch Passer kendt for at bruge sine komiske virkemidler til mange improvisationer. En særlig sport - som også Passer dyrkede - kan være med improvisation at forsøge at "genere" sine medspillere, så de taber masken.
Teatersport søger at sætte spontan improvisation i system, idet grundtanken er at stille skuespillerne over for nye og ukendte situationer og lade dem improvisere herfra. Resultatet heraf bliver ofte ret morsomt, hvilket har givet genren stor popularitet - i Danmark blandt andet kendt fra en række tv-udsendelser under titler som "Så hatten passer" med skuespillere som Niels Olsen, Søren Østergaard og Søren Hauch-Fausbøll.
Digtning.
Begrebet improvisation i forbindelse med digtning kan umiddelbart lyde som en fejl. Imidlertid skal man være opmærksom på, at meget af den tidlige digtning i stort omfang blev formidlet i mundtlig form. Således er der teorier om, at den tidlige germanske digtning er nedfældning på pergament af improviserede mundtlige fremførelser af værker især på versform.
Alternativt kan der være tale om værker, der har udviklet sig i form af mundtligt overleverede fremførelser, hvor man så må forestille sig, at skjaldene ind imellem har justeret på fremførelserne. Det kan dels skyldes, at han havde glemt passager af den "rigtige" tekst og derfor måtte finde på noget andet, der kunne få fremførelsen til skride fremad, dels at han undervejs fandt frem til forbedringer af det forlæg, han selv havde fået. I begge tilfælde har både værket og sproget udviklet sig til glæde også for de digtere, der frembragte originale værker.
Improvisation i dagligdagen.
I dagligdagen kan man gøre brug af improvisation. Det kan for eksempel ske i arbejdssammenhæng, hvis man befinder sig i en situation, hvortil ens normale arbejdsrutiner ikke rækker - så må man improvisere. En anden situation kan være i trafikken, hvis den kendte rute er spærret, og man ikke har kort og/eller GPS-udstyr til rådighed. Også her må man improvisere. Mennesker kan have større eller mindre evner til at improvisere i sådanne situationer, og hvis man tænker på erhvervslivet, er begrebet "omstillingsparathed", som er blevet et modeord de senere år, netop et udtryk for evner til at improvisere i jobbet.
Et andet begreb, der kan sidestilles med improvisation i denne sammenhæng, er intuition, som kan være nyttig, når man står i ukendte situationer.
Tomme.
En tomme er en længdeenhed ligesom fod og alen, der varierer fra land til land, fordi de oprindeligt er gamle mål, der har taget det menneskelige legeme som udgangspunkt; tommen er således baseret på bredden af menneskers tommelfingre, hvorfor definitionerne da også varierer. Hvis man ville vide hvor langt/bredt noget var, så målte man med fingrene, og så længe det var den samme, som målte, og vedkommende var øvet, så passede målene godt.
Skandinavien kontra andre lande.
En dansk tomme er 0,0261545 meter og en engelsk tomme (inch) = 0,0254 meter.
Den engelske tomme anvendes stadig i stor stil i f.eks. USA og Storbritannien samt i handelsmæssig henseende også i Danmark.
Tegnet for en tomme er dobbelt primtegn (″), der ligner, men ikke er, det samme som dobbeltgåseøjne (")
I Skandinavien eksisterer mindst tre forskellige tommemål, nemlig svensk = 24,7 mm, engelsk = 25,4 mm, der som oftest anvendes i handelsmæssig sammenhæng, samt dansk og norsk = 26,2 mm. Den norske tomme har før været defineret som værende 31,4 mm lang.
Sædvanligvis er 1″ lig 1/24 alen, men man har før haft “jordtommer„, der var lig 1/20 sjællandsk alen, samt “skovtommer„ lig 1/22 skovalen. (Rasmussen, 1967, Kulturhistorisk Leksikon, bd 18, opsl. Tomme.)
Tommens inddeling.
En fod (1′) opdeles i 12 tommer (12′′), der hver opdeles i 12 linjer (12′′′). En linje opdeles igen i 12 skrupler (12IV), og her kommer forklaringen på symbolet for tommer: Det er små romertal.
Tommen er ofte inddelt i sekstendedele - ja, til tider helt ned i fireogtresindstyvedele eller i 10 eller 12 linjer. Den ti-linjede kaldes decimaltomme.
Sidenhen.
Og enhver kender begrebet "at slå noget fast med syvtommersøm" (på 18cm!).
I flere engelsk-inspirerede områder, især i USA, benyttes tommer (inch) fortsat.
Indien.
Republikken Indien er beliggende i den sydlige del af Asien og udgør hovedparten af det indiske subkontinent. Grænselandene er Pakistan, Kina, Nepal, Bhutan, Bangladesh og Myanmar. Landet har søgrænser til Maldiverne, Sri Lanka og Indonesien. Indien har ligeledes en omdiskuteret grænse til Afghanistan.
Landet har det næsthøjeste antal indbyggere i verden og er det største demokrati med mere end 1 milliard mennesker og flere end 100 forskellige sprog. Den indiske økonomi er den fjerdestørste i verden set i forhold til købekraften.
Det overvejende hinduistiske Indien blev uafhængig fra Storbritannien i 1947, samtidig med at det muslimske Pakistan blev udskilt fra kronkolonien Indien. Adskillelsen af de to stater gav anledning til at nogen af de mange millioner som boede i en stat som bekendte sig til en anden tro end deres egen vandrede til den anden stat. Dette krævede mange omkomne. Indien og Pakistan har også gentagne gange været i krig over den delte Kashmir provins.
Indien har verdens største reserver af jernmalm.
Man taler blandt andre hindi, bengali, punjabi, urdu, engelsk, tamil, gujarati, kannada og malayalam.
Koen er et helligt dyr i Indien.
Historie.
Indiens historie er tæt sammenknyttet med de øvrige sydasiatiske landes. Landets og regionens historie strækker tilbage til de tidligst eksisterende højkulturer og de første samfund med fast bosættelse fra omkring 7000 f.Kr.
Politik.
Ved præsidentvalget den 19. juli 2007 vandt den kvindelige advokat Pratibha Patil fra det indiske kongresparti (Indian National Congress) en klar sejr og hun blev derefter taget i ed som landets første kvindelige præsident den 25. juli 2007.
Kultur.
Indien har den største filmindustri i verden, målt på antal årligt producerede film. I udlandet kendes hovedparten af indiske film som Bollywood-film. Ordet Bollywood er en sammentrækning af ordene Bombay (Nu Mumbai, hvor de største filmselskaber har studier) og Hollywood. Bollywood-film er kun betegnelsen for de indiske hindi-film, mens de tilsvarende tamil-film med basis i Chennai (tidl. Madras) betegnes som Kollywood-film. Lignende betegnelser anvendes inden for film fra andre sprogområder.
En af verdens mest berømte og meget romantiske bygninger Taj Mahal ligger i Indien.
For indiske køkkentraditioner, se Indisk madlavning.
Geografi.
Indiens nordlige og nordøstlige stater ligger delvis i Himalayabjergene. Resten af det nordlige, centrale og østlige Indien består af den frugtbare Gangesslette. I det vestlige Indien grænsende til det sydøstlige Pakistan ligger Tharørkenen. Den sydlige del af den indiske halvø består næsten udelukkende af Deccanplateauet. Plateauet er flankeret af to bakkedrag Vestlige Ghats og Østlige Ghats.
Indien er hjemsted for flere store floder inklusiv Ganges, Brahmaputra, Yamuna, Godavari, Kaveri og Krishna. Til Indien hører tre små øgrupper: Lakshadweep, ved sydkysten, en vulkansk kæde af øer kaldet Andamanerne og Nicobarerne mod sydøst og Sunderbans i Gangesflodens delta mod øst.
Det indiske klima varierer fra tropisk klima mod syd til mere tempereret klima mod nord. Dele af Indien som ligger i Himalaya har tundraklima. Indien får det meste af sin regn via monsunregn.
Stater og territorier.
Indien er underopdelt i 28 stater, 6 territorier og hovedstadsterritoriet Delhi. De er anført nedenfor med tal og bogstaver, som referer til kortet til højre.
Stater og territorier i Indien
Indiens delstater og unionsterritorier blev omordnet ved enden af 50erne. De koloniale provinser og indiske fyrstendømmer blev forandret til mere kompakte og sproggrundet delstater. Nogen af unionsterritorierner (Goa, Manipur osv.) blev senere til delstater. I år 2000 var der en ny omordning og de nye delstater Chattisgarh, Uttarakhand, og Jharkhand blev opstillede.
Regionalt samarbejde i Sydasien.
Indien er sammen med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC (en forkortelse for "South Asian Association for Regional Cooperation"). SAARC blev stiftet i december 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde inden for regionen, samt øge samhandel mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan.
Demografi.
Kort over befolkningstætheden i Indien
Der er omkring 1.2 mia. indbyggere i Indien. Indien er altså det næstmest befolkede land. Eksperter mener at Indien, i 2030, vil være verdens mest befolkede land. Omkring 70% af inderne lever på gårde. De største byer er Mumbai, Calcutta, Delhi, Chennai, Bangalore, Hyderabad og Ahmedabad. 23 sprog er officielle i landet. Tilsammen er 1625 sprog talt. 80,1% er hinduer, 13,3% er muslimer, 2,3% er kristne, 1,8% er sikher, 1,5% er buddhister, 0,4% er tilhængere af jainismen og 0,4 % tilhører en anden religion.
Indonesien.
Indonesien er et land i Sydøstasien, der består af de seks hovedøer Sumatra, Java, Sulawesi, Bali, Kalimantan og Irian Jaya samt 13.677 mindre øer. Omkring 3.000 af øerne er beboede og strækker sig over et vulkansk område på næsten 5.000 km. Indonesien er verdens største øgruppe. Landet er medlem af ASEAN.
Landet dækker kun 1,3 pct. af Jordens overflade, men udgør en region med meget stor naturlig variation inden for flora og fauna. 10% af Jordens blomstrende planter, 17% af dens fugle, 12 pct. af dens pattedyr og 16 pct. af dens reptiler og padder findes repræsenteret i Indonesien.
Landet blev dannet efter opløsningen af Hollandsk Ostindien.
Etymologi.
Navnet "Indonesien" stammer fra det latinske "Indus", som betyder "Indien" og det græske "nesos", som betyder "ø". Navnet går tilbage til det 18. århundrede, forud for Indonesiens uafhængighed. I 1850 forslog en engelsk etnolog at kalde indbyggerne i "Indisk Arkepilag og Malaysk Arkepilag" for "Indunesians" — og, efter hans mening, "Malayunesians". I den samme bog brugte en elev fra Earl's, James Richardson Logan, "Indonesia" som et synonym for "Indisk Arkepilag". Dog gik hollandske akademikere fra Hollandsk Ostindien ikke ind for at skrive "Indonesia". De brugte i stedet udtrykkene "Malaysk Arkepilag" ("Maleische Archipel"); "Hollandsk Ostindien" ("Nederlandsch Oost Indië"), kendt som "Indië"; "Ost" ("de Oost"); og endda "Insulinde".
Fra 1900 blev navnet Indonesien mere populært blandt akademikere uden for Holland, og indonesiske nationalister indførte det for at udtrykke sig politisk. Adolf Bastian, fra universitet i Berlin, gjorde navnet populært i sin "Indonesien oder die Inseln des Malayischen Archipels, 1884–1894". Den første indonesiske lærer, der brugte navnet var Suwardi Suryaningrat (Ki Hajar Dewantara), da han startede et pressebureau i Holland med navnet "Indonesisch Pers-bureau" i 1913.
Historie.
Fosiller af "Homo erectus", kendt som "Java-manden" er et bevis på, at Indonesiens arkepilag var beboet for 2 millioner til 500.000 år siden. Austronesiske folk, der udgør flertallet af landets nuværende befolkning, migrerede til Sydøstasien fra Taiwan. De kom til Indonesien omkring 2000 fr.K., og mens de spredte sig over arkepilaget, blev det indfødte, melanesiske folk nødt til at flytte til de østlige områder. Gode landbrugsforhold og brugen af rismarker så tidligt som i det 8. århundrede fr.K., åbnede muligheden for, at landsbyer, byer og små kongeriger kunne opstå 100 e.Kr. Indonesiens høje søfartsposition gjorde det muligt for landet at forhandle verden rundt. For eksempel blev der indgået handelsaftaler med indiske kongeriger og Kina adskillige århundrede f.Kr. Handel har siden været en del af Indonesiens historie.
a>. Den var tidligere et af verdens mest værdifulde varer og bragte de første europæiske kolonister til Indonesien.
Fra det 7. århundrede e.Kr. opstod det magtfulde Srivijaya-kongerige pga. handel og indflydelsen fra hinduisme og buddhisme, der blev bragt med det. Mellem det 8. og 10. århundrede opstod og faldt det buddhistiske landbrugssamfund Sailendra og det hinduistiske Mataram på Javas indland og efterlod store religiøse monumenter som Sailendras Borobudur og Matarams Prambanan. Det hinduistiske Majapahit-kongerige blev grundlagt i det østlige Java i slutningen af det 13. århundrede og under Gajah Mada, fik det indflydelse på meget af Indonesien. Denne periode kaldes ofte for "Guldalderen" i Indonesiens historie.
Selv om muslimske handlere først rejste til Sydøstasien tidligt i den islamiske æra, går de tidligste beviser en på muslimsk befolkning i Indonesien tilbage til det 13. århundrede i det nordlige Sumatra. Andre indonesiske områder indførte islam lidt efter lidt, og det var den dominerende religion i Java og Sumatra ved slutningen af det 16. århundrede. Islam blev stort set blandet med de eksisterende kulturer og religioner, som ændrede den tidligere form for islam i Indonesien, især på Java. De første europæere kom til Indonesien i 1512, da portugisiske handlende, ledet af Francisco Serrão, ville gøre krav på muskat, nellike og cucebpeber på Molukkerne. Hollandske og britiske handlende kom senere. I 1602 oprettede hollænderne Dutch East India Company (VOC) og blev den dominerende europæiske magthaver, og Hollands regering oprettede Hollandsk Ostindien som deres nationale koloni i landet.
I det meste af kolonitiden havde den hollandske flåde ikke særlig god kontrol over arkepilaget. Kun i det tidlige 20. århundrede kunne hollænderne udvide til de grænser, som i dag findes i Indonesien. Japans invasion og senere besættelse ved 2. verdenskrig gjorde en ende på det hollandske styre, og styrkede den tidligere pressede indonesiske uafhængighedsbevægelse. To dage efter Japans overgivelse i august 1945 erklærede Sukarno, en indflydelsesrig nationalistisk leder, Indonesiens uafhængighed og blev udpeget til præsident. Holland prøvede at genindføre deres styre, og en væbnet og diplomatisk kamp sluttede i december 1949, da Indonesien efter internationalt pres blev anerkendt (undtagen det hollandsk område i Vest Ny Guinea, som blev en del af Indonesien efter New York-aftalen i 1962, og FN-mandatet Frit valg-akten i 1969).
Sukarno skiftede fra demokrati til autoritært styre, og bevarede sin magt ved at kunne overskue modstanderne i militæret og Indonesiens kommunistparti. Et kupforsøg d. 30. september 1965 blev stoppet af hæren, som igangsatte en række voldelige angreb mod kommunisterne. Kommunistpartiet blev beskyldt for kupforsøget og ødelagt. Mellem 500.000-1.000.000 folk blev dræbt. Chefen for militæret, general Suharto gjorde det af med den politisk svækkede Sukarno, og blev udpeget som præsident i marts 1968. Hans nye administration, blev støttet af USA's regering, og styrkede den udenlandske investering i Indonesien, som var en stor faktor i de næste tre årtier med væsentlig økonomisk vækst. Dog blev det nye autoritære styre beskyldt for korruption og angreb på oppositionen
I 1997 og 1998 var Indonesien det land, som blev hårdest ramt af Asienkrisen. Dette øgede folkets utilfredshed med landets styre og førte til protester. Suharto trådte tilbage d. 21. maj 1998. I 1999 stemte Østtimor for at løsrive sig fra Indonesien, efter en 25 år lang, militær besættelse, som blev markeret efter international kritik af Indonesiens brutalitet mod Østtimor. Siden Suhartos fald er demokratiet styrket, og der er blevet indført selvstyre i de forskellige regioner og det første præsidentvalg i 2004. Politisk og økonomisk ustabilitet, social uro, korruption og terrorisme har gjort denne proces langsommere. Selv om forholdene mellem de forskellige religioner og etniske grupper ofte er afslappede, findes der intolerance og vold i nogle områder. Et politisk forlig mellem Bevægelsen for et Frit Aceh ("Gerakan Aceh Merdeka" - GAM) og den indonesiske regering blev indgået i Helsinki d. 15. august 2005.
Religion.
Religion: Muslimer (86 %), kristne (ca. 10 %), hinduer (ca. 2 %) - især på Bali, buddhister (ca. 1 %)
Økonomi.
Gummi er landets hovedeksportvare, andre vigtige afgrøder er ris, bananer, kaffe og kokosnødder.
Geografi.
Grænsestrækninger på land: Total 2.830 km (Malaysia 1.782 km, Papua Ny Guinea 820 km, Østtimor 228 km).
Højdeforskelle: Lavest: Indiske Ocean 0 m. Højest: Puncak Jaya 5.030 m.
Indra.
Indra (इन्द्र), vejr- og krigsgud og Himlens Herre (eller Svargaloka), var den øverste deva inden for hinduismen i den tidlige vediske periode. I dag er han erstattet af Vishnu og Shiva, men han bevarer sin betydning som en vigtig gud og en fremtrædende figur i den hinduistiske mytologi.
Indstikningspatron.
En indstikningspatron er et løb af mindre kaliber til indsætning i større kaliber, hvilket muliggør skydning med ammunition af mindre kaliber end det normale for riflen.
Infanteri.
Infanteri (fra spansk "infantes" for 'unge adelige' fra latin "infans" for 'lille barn') er soldater, som primært kæmper til fods med lettere våben. De kan nå slagmarken til fods, til hest, med skib, på ski, med køretøjer eller med luftfartøjer.
Som følge af den militærtekniske udvikling har de fleste lande omdøbt deres infanteri og opdelt det. I Danmark kaldes infanteriet og pansertropperne for kamptropperne, der har motoriserede styrker og panserstyrker.
Infektion.
Infektion er den tilstand, som fremkommer, når et smitstof er trængt ind i en organismes væv og har formeret sig der. I videre forstand taler man om infektion når en organisme eller genstand huser levende mikroorganismer på sin overflade eller i sit indre.
Infektion kan påvises ved hjælp af C-reaktivt protein (CRP).
Inflation.
Inflation ("latin: oppustning") er et makroøkonomisk fænomen, der henviser til stigende prisniveauer på goder og tjenesteydelser, således at købekraften falder. Det betyder at en møntenhed er mindre værd end før prisstigningen.
Årsager.
Prisstigninger på omkring 2 % ses ofte for at være normale, idet den gennemsnitlige vækst i BNP ligeledes er på 2 %. Når et land bliver rigere er det således også acceptabelt, at priserne stiger. Det er også en direkte effekt af at efterspørgslen i et samfund stiger. Når efterspørgslen stiger, stiger lønkravene og produktionsomkostningerne stiger som følge deraf. Når produktionsomkostningerne stiger vil priserne stige, idet det koster mere at fremstille varen, og hvis ikke prisen stiger, vil dækningsbidraget blive mindre. Der er dog delte meninger, om denne forklaring er sand eller lønningerne på modsat vis stiger som et resultat af pristigningerne. Dette er marxismens standpunkt, fordi varerne i den marxistiske teori reproducerer arbejderne, som derefter sælger deres arbejdskraft.
"S = Udbud, D = Efterspørgsel"
Dog synes en anden type forklaring at finde mere støtte i nutidig forskning. Denne forklaringstype, kaldet kvantitetsteorien, bindes op omkring pengeudbudet, der styres af et lands centralbank gennem pengepolitikken. Udbudsforklaringen er bedre i et langtidsperspektiv, hvorimod efterspørgselsforklaringen stadig menes at have forklaringskraft på kort og mellemlangt sigte.
Pengemængden (udbudet) har effekt på inflationen, idet man med et større udbud af penge gør pengene mindre værd. Når værdien af pengene falder kan man købe mindre for hver enhed og varerne bliver således relativt dyrere. På den måde kan man sige, at pengenes værdi bliver udhulet.
Måling.
De to første omfatter de priser, husholdningerne møder, mens de to sidste omfatter dele af virksomhedernes input.
Historisk udbredelse.
Grafisk fremstilling af inflationsrater i verden (2007).
Inflationsraten er i dag meget stabil i de vestlige lande. I EU er den 0,5 % mod -0,1 % i Eurozonen (per oktober 2009). Imidlertid har det ikke altid set sådan ud. Især i efterkrigstiden sås høje inflationsrater, som dog er blevet erstattet af de mere moderate prisstigninger.
I Tyskland oplevede man i 1920'erne en af de værste tilfælde af inflation, der er set i nyere tid. Siden da har bemærkelsesværdige tilfælde af hyperinflation forekommet i Ungarn og Zimbabwe, der er de to lande, der anses for at have været ramt af højest inflation.
Som det ses af kortet til højre er det de færreste lande, der har en inflationsrate over 15 %. Der er derfor også mere normalt i dag at beskæftige sig med spekulation inden for de lavere inflationsrater typisk mellem 0 % og 4 %.
I 1960'erne fremlagde Alban W. Phillips sine fund om sammenhængen mellem inflation og arbejdsløshed. Denne sammenhæng er siden da blevet illustreret i den såkaldte Phillipskurve, hvor lav arbejdsløshed betyder høj inflation og omvendt. Teorien er siden hen blevet modereret på grund af nye empiriske fund. I Danmark oplevede man eksempelvis en stagflation i 1970'erne. På trods af den høje arbejdsløshed fortsatte prisstigningerne, hvilket hovedsageligt skyldtes lønindekseringen indført under Anker Jørgensens regeringstid.
Følger.
En høj eller voksende inflation anses generelt for et onde, idet det skaber en række omkostninger og uforudsigeligheder. Samtidig udhules værdien af opsparing og ydelser, og dette kan forårsage skævvridning mellem kreditor og debitor. Ydermere kan man se en tendens til, at befolkningen vænner sig til den højere inflationsrate og dermed forstærker eller cementerer det højere niveau, hvorefter det kan være vanskeligt at bringe raten ned igen.
Fravær af inflation eller ligefrem deflation er dog heller ikke ønskeligt, idet en let inflation sikrer en svag dynamik.
Den østrigske skole adskiller sig ved at se negativt på selv svag inflation, og påpeger, at den skyldes en udvidelse af pengemængden, og det er centralbankerne der trykker pengene og dermed skaber inflationen. Dernæst udlånes pengene fra centralbanken til bankerne til en kunstig lav rente, og bankerne kan dermed låne unaturligt mange penge ud i samfundet. Det resulterer i overforbrug og spekulative investering, der skaber bobler. Teorien passer på bl.a. Finanskrisen 2007-2008 og depressionen i 1929. Desuden kan inflation betragtes som en flad skat på kapital (dvs. en skat der er procentvis den samme for alle), idet den eksisterende pengeværdi udhules, og de af centralbanken trykte penge (der præcis udfylder "hullet") er i statens hænder. Sidst men ikke mindst favoriserer inflation de, der først modtager de trykte penge, idet prisstigningerne ikke har haft tid til at slå igennem. Der er således også tale om en noget arbitrær omfordeling.
Dertil kommer, at inflation af en afgørende effekt på den nominelle rente gennem Fisher-effekten, som siger at nominel rente = real rente + inflation, hvilket betyde, at der er et 1:1 forhold mellem stigning i inflation og stigning i nominel rente.
En 5 mia. mark seddel fra Tysklands hyperinflation i 1923
Omkostninger.
Omkostningerne ved inflation opdeles ofte i forudsete og uforudsete omkostninger, idet de to typer af omkostninger har forskellige (grader af) implikationer.
Forudset inflation.
Forudset inflation skaber ikke så store omkostninger i samfundet, og det kan sågar diskuteres om man overhovedet kan tale om omkostninger ved forventet inflation Denne diskussion går på, at det i virkeligheden kun er en illusion, at der er omkostninger, idet reallønnen ofte forbliver stabil eller stiger samtidig med, at der er inflation. Problemet er, at den almindelige borger ikke ser sin lønstigning som sammenhængende med prisstigninger, men derimod som resultat af hårdt arbejde. Derved vil denne se inflationen som en omkostning på trods af at dennes købekraft ikke er blevet mindre.
Uforudset inflation.
Uforudset inflation er generelt mere omkostningsfyldt for samfundet end forudset inflation.
Inflationsbekæmpelse.
I EU indgår inflation i konvergenskravene, for at forsøge at holde et stabilt prisniveau. Dette vil få Euroen til at være mere stabil og troværdig. Et medlemsland, der skal være en del af Euro-samarbejdet, må ikke afvige stort fra de øvrige medlemslandes inflation.
Inflationen styres gennem renten - ved tegn på stigende inflation hæves renten, som medfører øgede omkostninger for forbrugere og virksomheder, hvilket atter dæmper efterspørgslen.
Et problem er, at ufleksible regler om at holde inflationen lav kan stå i vejen for bekæmpelse af arbejdsløshed ved brug af offentlige midler (finanspolitik).
Information.
Information er et ord, der i vid udstrækning har fortrængt det danske ord "oplysning". Det er et svært begreb, som der er mange modstridende teorier om. Der er er to hovedgrupper af teorier: en objektiv gruppe og en subjektiv gruppe.
I følge den objektive forståelse er information noget, der findes i verden, uanset om der er nogen, der betragter det eller ej. Information er fx forskelle i stof og energi.
I følge den subjektive forståelse er information noget, der kan informere nogen om noget. Information er en forskel, der gør en forskel, sagde Bateson (1972). Alt kan potientelt være information, da alting potentielt kan besvare et eller andet spørgsmål for nogen. En træstub er informativ for den, der ved at tælle årringene udregner træets alder da det blev fældet. En træstub kan altså være information. Det følger videre, at ingen ting er information i sig selv, men er kun information i forhold til de spørgsmål, den kan bidrage til at besvare. At en ting er information er ikke noget givet, men noget der bygger på en vurdering, som kan vise sig at være forkert. Man kan tolke et fund som vigtig information, men senere vurdere, at man tog fejl. Det som er i databaserne og på Internettet som vi til daglig kalder information er altså efter den subjektive opfattelse kun potentiel information. Det som er information for nogle spørgsmål, for nogle brugere og for nogle domæner, er ikke nødvendigvis information i andre kontekster. En generel og ultrakort definition på begrebet "information" i både objektiv og subjektiv betydning er: "svar på et foreliggende spørgsmål" (jf. informationsordbogen.dk).
I Shannons m.fl.s berømte informationsteori anvendes begrebet information om bit, der er et mål for hvor meget information, der kan lagres på en harddisk eller overføres på en telefonlinie. Denne forståelse af "information" vedrører imidlertid ikke betydningen eller semantikken, hvilket er det centrale i informationsvidenskab og i den almindelige forståelse af ordet.
Inkariget.
Inkariget var det største rige i Sydamerika før Columbus og på sit højdepunkt et af verdens største samfund. Riget opstod i det peruvianske højland i 1100-tallet og bredte sig både ved erobringer og ved fredelig assimilation over en stor del af det vestlige Sydamerika. Riget havde sin hovedstad i byen Cuzco i det sydøstlige Peru, indtil den sidste selvstændige inka-kejser faldt for europæerne i 1533.
De første inkaer.
Det første inkafolk bestod af en indianerstamme nær Cuzco, som i det 12. århundrede oprettede bystaten "Qosqo" (Spansk: Cuzco). Det skete under ledelse af den første inkahøvding, Manco Capac, som bl.a. indførte de første love og desuden blev tilbedt som søn af solguden; af den grund blev de efterfølgende inkaherskere ligeledes regnet for solens sønner. Historikere mener, at Manco Capac var høvding for nogle hulefolk, som han ledte fra Titicaca-højlandet til Cuzco for at slå sig ned som agerbrugere. Selvom Manco Capac regerede i 40 år blev det først en af de senere inkakejsere, som satte gang i udvidelsen af inkariget.
Ifølge inkaerne selv var Manco Capac sammen med sin søster og kone Mama Ocllo sendt ned til jorden af solguden (som blev regnet for den højeste gud). Solguden sendte disse to mennesker til jorden ved Titicaca-søen, hvorfra de ledede en gruppe andre mennesker. Manco Capac og Mama Ocllo fik en stav, som de skulle gå rundt med, indtil den sank i jorden. Efter at de havde vandret i lang tid sank staven i jorden ved Cuzco; her blev inkaernes hovedstad grundlagt, og det er Cuzco stadig kendt for den dag i dag.
Rigets udvidelse.
Pachacuti blev den første kejser af det enlige inkarige, da bystaten Cuzco, som var inkaernes oprindelige hjemland, omkring år 1438 blev omdøbt til "Tahuantinsuyu", det som vi i dag kalder inkariget. Parauchi regerede fra 1438 til 1463, og under hans regeringstid blev Inkariget voldsomt udvidet. Når nye stammer og riger skulle erobres, sendte Pachacuti først diplomater ud for at overbevise de fremmede høvdinger om, at de ville opnå mere rigdom ved at slutte sig til Inkariget end ved at fortsætte som selvstændige stammer. Luksuriøse gaver fra Inkariget blev tilbudt for at få de omkringliggende stammer til at slutte sig til det hastigt voksende inkarige. Hvis stammerne ikke sluttede sig til Inkariget på denne fredelige måde blev hårdere metoder taget i brug: Den store inkahær, som på Pachacutis regeringstid bestod af 70.000 soldater, var i stand til at besejre alle indianerstammer, der stod i dens vej.
Da Pacacuti døde i 1463, trådte hans søn Tupac Inca ind som kejser af Inkariget. Under Tupac Inca blev hæren forøget fra 70.000 mand til ca. 2.500.000. Med denne hær lykkedes det Tupac Inca at udvide Inkariget fra områderne, som Pachacuti havde erobret i sin tid, til det meste af den peruvianske kyst samt et godt stykke af det, der i dag er Ecuador. Erobringen af kyststrækningen skyldtes inkaernes besejring og erobring af Chimor-riget, et kongerige, der havde domineret det meste af den peruvianske kyst i flere hundrede år.
Tupac Incas død i 1490 førte til at hans søn Huayna Capac blev den næste kejser af Inkariget. Tupac Inca stod for de største erobringer, men han havde også let spil, da den talrige Inkahær nemt kunne klare de spredte og underudviklede andes-kulturer som fandtes i det nuværende nordlige Chile, nord-vestlige Argentina og vestlige Bolivia.
Inkaernes organisering.
Det var inkaernes store talent for organisering af et kæmpeimperium som gjorde at de kunne styre mere end 100 forskellige befolkningsgrupper; da inkariget var størst udgjorde de folk som oprindelig var inkaer ca. 0,5% af befolkningen, derfor måtte de finde en meget effektiv måde at organisere deres imperium på.
På toppen af Inkasamfundet var "kejseren" som simpelt blev kaldt "Inkaen". Inkaen var den ubestridte leder af Inkariget, han havde den totale magt og kunne gøre lige hvad han ville. Det var kun en direkte efterkommer af den sidst afdøde inka som kunne blive inka. Inkaen blev af Inkafolket set som søn af solguden. Derud over var der også en leder i hver af byerne var er også en leder som kaldes Cuarca, det var ham man gik til når der var problemer. Curacaen skulle fordele jorden og søge for at folk passede deres arbejde. En gang året rejste han til Cusco for at mødes med Inkaen.
Lige under Inkaen var ypperstepræsten og den øverste militærleder. Ypperstepræsten var som navnet siger den øverste præst og sørgede for den årlige ofring i hovedstaden Cuzco, her sprættede ypperstepræsten en lama op, og ved hjælp af offerets indvolde kunne han læse rigets fremtid et år fremad. Den øverste militærleder siger også sig selv, han var manden bag militæret og styrede dette som det øverste led.
De nederste i Inkaernes samfund udgjorde også den vigtigste del, det var soldater, smede, arbejdere og bønder. En anden vigtig del af samfundet var troldmænd og præster, de stod højt i samfundet da det var dem som kunne kontakte guderne, forudsige fremtiden samt beskytte inkaerne mod de onde ånder som de troede på.
Kommunikation.
Da Inkariget bestod af 9 millioner mennesker, og kun 40.000 af disse var oprindelige inkaer, blev der talt mange forskellige sprog rundt omkring i riget. For at skabe bedre kommunikation forsøgte inkaerne at indføre deres modersmål Quechua i de erobrede områder, det lykkedes at få lært mange af de nye folk Quechua, og i dag tales det stadigvæk af ca. 9,5 millioner mennesker i Peru og Bolivia.
Inkaerne havde i modsætning til mange andre udviklede samfund intet skriftsprog, de var dog gode til at udtrykke sig igennem kunst, og nogle få historikere mener at de rent faktisk skrev ved hjælp af symboler. Inkaerne kunne derfor ikke bruge breve til at sende beskeder, i stedet havde de et system kaldet Chasqui. Chasqui systemet virkede ved at der på hver eneste kilometer vej lå en vagtpost hvor der sad én mand. Hvis en høvding skulle have en besked frem til kejser Inkaen i Cuzco ville han gå til den nærmeste chasqui post, sige beskeden til manden der var der og derefter ville denne mand løbe til den næstet chasqui post, fortælle beskeden videre til den som sad der som så ville løbe videre til næste post. Sådan fortsatte det indtil beskeden var nået frem. På denne måde kunne kejser Inkaen få besked fra den fjerneste afkrog af riget på under tre dage.
Religiøs overbevisning.
Inkaerne troede på Solen som en gud. Inkaen blev kaldet for søn af solen.
Men faktisk troede Inkaerne på mange andre guder end solen.
Den øverste gud var Skaber Guden Viracocha,derefter er det solguden Inti den mandlige guddom skaber af afgrøderne.
En anden mandlig gud er tordenguden illapa, han var man kommet til hvis man ønskede regn.
Solens kvindelige modstykke var Månen, Quillamama. Månen er beskytter for alle kvinder og repræsentere Inkaens coya (den øverste hustru).
Arkitektur.
Inkaerne byggede masser af prægtige bygninger, paladser, templer og hele byer. Inkaerne er inden for arkitekturens verden særligt kendt for deres specielle måde at sætte sten sammen på, idet de var i stand til at sætte sten så tæt sammen, at der ikke kunne presses en kniv imellem sprækkerne.
Templer og religiøse bygninger.
Inkaerne byggede mange templer til ofringer da de mente at det var den eneste måde at formilde guderne på men de fleste templer der er tilbage i dag er ruiner.
Byer.
Byen Machu Picchu som er den bedst bevarede inkaby
Indbyggerne i Inkariget var spredt ud i mange forskellige landsbyer, kun få boede i de store byer. I byerne boede hovedsagelig embedsmænd som styrede de omliggende områder derfra. Desuden var byerne også samlingssted for religiøse begivenheder; ved religiøse ofringer (blandt andet af lamaer, ikke mennesker) til solguden samledes inkafolkene fra omegnen i byerne for at deltage i begivenhederne.
Infrastruktur.
Inkaerne havde en veludviklet infrastruktur som omfattede hele riget. Vejene var en vigtig brik i Inkariget, der var i alt ca. 40.000 km vej i hele riget, gennem ørkener, jungler og bjerge. Ved hjælp af det store vejnet kunne man lynhurtigt bringe beskeder frem ved hjælp af chasqui-budbringere. For hæren var vejene også vigtige, hvis der var oprør et sted i riget kunne en inkahær blot følge vejen dertil; det var meget nemmere end at bevæge sig igennem jungler og over bjerge.
Rundt omkring i inkariget kunne man også finde hængebroer; da der var mange bjerge, var der også mange kløfter. For at kunne krydse disse kløfter byggede inkaerne nogle gode og solide broer som nemt kunne klare regn og vind. Vejene var meget forskelligt bygget. Rundt ved kysterne kunne man kun finde vejen ved at følge en bestemt slags træstub som markerede at her var en vej. Andre steder var vejene blot fodspor, de mest imponerende var dem der gik igennem bjergene, det krævede stor ingeniørkunst at bygge vej igennem bjergområder. Inkaerne klarede det ved at brolægge alle bjergveje samt bygge stenmure rundt omkring vejene. Da inkaerne ikke havde opfundet hjulet havde de ikke brug for stenbelagte veje med smalle og bulede veje.
Rundt omkring vejene var der også masser af aktivitet, der var ved nøje opmålte mellemrum anlagt kroer hvor rejsende kunne overnatte og få noget at spise og drikke. Til hæren var der bygget specielle lagerrum langs vejene, her fandtes masser af mad, til både mennesker og til de mange lamaer som hjalp til med at bære inkahærenes udstyr.
Inkarnation.
Inkarnation (latin: "in": i + "caro": kød) betegner religionshistorisk dette at et guddommeligt væsen antager sig en menneskelig krop. ("Gyldendals Religionsleksikon")
Kristendom.
Den polske brødre det 17. århundrede, så de inkarnationen af ordet som en inkarnation af Guds plan, i en efterkommer af Abraham, og ikke som en inkarnation af en person som eksisterede i himlen, før hans fødsel.
Inkasso.
Ordet inkasso bruges både som betegnelse for det papir, der meddeler debitor (skyldneren), at der skal foregå en inkassoforretning, og om selve handlingen: nemlig en indkassering af forfalden gæld. Inkassoforretningen udføres af en "Inkassator", en pantefoged eller af 'Kongens foged'.
Lønindeholdelse.
Offentlige myndigheder kan indkræve tilgodehavende i løn til en skyldner. i 1992 foreslog Retsplejerådet, at private også skulle kunne inddrive gæld over skyldnerens løn. I 2005 oplyste daværende justitsminister Lene Espersen at Retsplejerådet igen vurderede muligheden for lønindeholdelse for privat gæld
Inkvisition.
a> stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857
En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.
Inserat.
Inserat er et lidt gammeldags ord for en annonce i en avis.
Ifølge de presseetiske regler "bør (der) opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst."
Inspiration.
Inspiration kan henvise til flere artikler
Intelligens.
Ordet intelligens kommer af det latinske verbum "intelligere," som betyder "at forstå". Der er ikke enighed om, hvad begrebet "intelligens" indebærer. Typiske betydninger omfatter evnen til at lære eller evnen til at løse nye opgaver uden forhåndsviden om fremgangsmåden. Intelligens er knyttet til processer i storhjernebarken. Muligvis har den noget at gøre med kapaciteten af hjernens arbejdslager, f.eks. hvor mange neurale processer der kan foregå samtidig ved løsningen af en opgave.
I de senere år er det blevet almindeligt at bruge ordet om den totale sum af alle mentale egenskaber og færdigheder; derved bliver begrebet udvandet så meget, at det ikke længere har meget med intellektet at gøre.
Generel intelligens.
Disse tre intelligenser viser alle nær sammenhæng med g-faktoren. F.eks. er korrelationen mellem den sproglige og den rumlige intelligens så høj (0,8 - 0,9) at de to åbenbart for en stor del afspejler en og samme egenskab - Spearmans g-faktor. Men samtidig er der altså tale om forskellige evner lokaliseret i hver sin del af hjernen. Ved hjerneskader kan den ene ødelægges uden at den anden tager skade.
I forsøg på at måle g-faktoren anvender man psykometriske intelligenstests. Det er en kombination af tests der måler den sproglige, den logiske og den rumlige intelligens. Da kvinder i gennemsnit scorer højest på sproglige tests, og mænd på rumlige tests, er det vigtigt at der er den rette balance mellem forskellige typer af tests for at testen ikke skal favorisere det ene køn frem for det andet. Det samlede resultat udtrykkes ved intelligenskvotienten, forkortet IK eller på engelsk: IQ. IK er et tilnærmet mål for g-faktoren, men er ikke identisk med g-faktoren. IK er per definition ens for de to køn, hvorimod g-faktoren godt kan tænkes at være lidt forskellig. Der synes også at være forskelle i g-faktoren mellem forskellige racer. Generelt er der dog langt større forskel inden for hver gruppe af mennesker end mellem grupperne.
Forestillingen om den generelle intelligens er upopulær i pædagogkredse i Danmark. Dens svaghed er også at den kan give anledning til et vist fatalistisk syn som ikke er praktisk i det pædagogiske arbejde. En anden "svaghed" er at intelligensbegrebet, der er et videnskabeligt psykologisk begreb, stemmer dårligt overens med den herskende pædagogiske filosofi. Intelligens minder alt for meget om, at der er forskel imellem mennesker.
Selv om teorien om g-faktoren er dømt forældet mange gange, kommer der stadig nye bekræftelser på at g faktisk eksisterer. Den seriøse kritik handler da også mere om hvorvidt det er mere praktisk anvendeligt at bruge andre intelligensbegreber.
Gardners teori.
En nyere, meget omtalt, teori af Howard Gardner taler om at der er 8 intelligenser.
Senere har Gardner overvejet tilføjelse af en niende intelligens, - en såkaldt "eksistentialistisk intelligens"
Gardner kritiseres for at jo flere evner han samler under "intelligens", jo mere udvandes intelligens-begrebet. Det virker f.eks. ikke rimeligt at medregne de motoriske evner. Når man samler så mange forskellige evner, så bliver der meget lidt til fælles for dem alle. Laver man en faktor-analyse på alle Gardners 8 intelligenser, så bliver g-faktoren, den generelle intelligens, en meget lille brøkdel af forklaringen på den samlede variation imellem mennesker. Man opnår altså at g-faktoren næsten forsvinder, og hovedvægten kommer til at ligge på de enkelte evner. Dette synes da også at komme Gardners tilhængere meget tilpas.
Andre teorier.
En videreudvikling af intelligens-begrebet er opdelingen i flydende intelligens og krystalliseret intelligens. Den flydende intelligens er uafhængig af kultur og indlæring og svarer nærmest til g-faktoren, mens den krystalliserede intelligens er kapaciteten til at udnytte den eksisterende erfaring og viden til at løse konkrete opgaver. Den afhænger derfor af indlæring og kultur.
Det svarer omtrent til et andet intelligensbegreb, der kaldes den interaktive intelligens. Princippet er her at selv om et menneskes intellektuelle potentiale udtrykkes med g-faktoren, er det mere interessant at se på den opnåede intellektuelle færdighed. I modsætningen til g-faktoren (IQ), som er stort set uforanderlig gennem en persons liv, kan den interaktive intelligens optrænes. Tilhængere af dette intelligensbegreb betragter det altså som mere interessant i bedømmelsen af en person hvad man har opnået end hvad man potentielt, givet de rette forhold, kunne opnå.
David Goleman har introduceret begrebet følelsesmæssig intelligens, som nogenlunde svarer til summen af Gardners interpersonelle og intrapersonelle intelligenser, men også omfatter evnen til at give afkald på en øjeblikkelig fordel til fordel for en større, mere langsigtet fordel. Denne evne menes lokaliseret til de centrale dele af pandelappen. Golemanns pointe er at de sociale evner, evnen til at omfatte andre med empati osv. er bedre indikatorer for et ungt menneskes fremtidige succes end IK. Ligesom for "almindelig" intelligens findes der også psykologiske test, som forsøger at måle hvor meget eller lidt "følelsesmæssig" intelligens en person besidder.
Arvelighed: Er intelligens arvelig?
Om intelligens er arvelig, undersøges ved måling af IK hos personer med forskellig grad af slægtskab.
Det kan være en- og tveæggede tvillinger, eller bortadopterede børn, eller allerbedst: enæggede tvillinger der er bortadopteret til hver sin familie.
Hvis man undersøger dette hos skolebørn, finder man typisk, at ca. 50 % af variationen i intelligens kan forklares af arvelige faktorer. Men intelligensen stabiliseres først senere, omkring 18-års alderen, og hvis man laver tilsvarende undersøgelser af voksne, finder man at intelligens er arvelig til en grad af 60–90 %. Arveligheden synes at være størst for den rumlige intelligens. Hvilken procentdel man når frem til, afhænger af variationen i miljøet. I et land hvor det intellektuelle miljø er meget ensartet, f.eks. et land som Danmark med en relativt ensartet kvalitet i skolevæsenet, betyder variationer i miljøet relativt lidt, og her finder man derfor at arvelige faktorer bestemmer en relativt høj procentdel af variationen i intelligens.
Miljøfaktorer.
Der kan være mange miljøfaktorer der påvirker intelligensen.
En dansk undersøgelse har understøttet teorien om at der er en positiv sammenhæng mellem amning og intelligens, hvilket måske kunne betyde at der amning påvirker intelligensen i positiv retning. Om påvirkelsen skyldes modermælken eller den nære kontakt med moderen er dog uvidst.
Moderens tobaksrygning under graviditet kan have en negativ indflydelse på intelligensen.
Flynn-effekten: Den stigende intelligens.
Den gennemsnitlige intelligens i befolkningen har været stigende i mange år. Resultatet af IK-målinger af danske værnepligtige er, at gennemsnittet er steget med hvad der svarer til ca. 10 IK-points siden 1950. Det betyder at den gennemsnitlige intelligens, der per definition svarer til IK = 100, hele tiden forskydes opad. Denne forskydning over tiden kaldes Flynn-effekten (efter politologen James Flynn). De seneste oplysninger fra Danmark har dog vist, at stigningen i de værnepligtiges IK stoppede midt i 1990´erne, og siden da er IK endda begyndt at falde igen.
Flynn-effekten er ikke blot begrænset til Danmark. James Flynn fandt den i 35 forskellige lande.
Scorene for generel viden i den amerikanske Scholastic Aptitude Test (SAT) viser et fald i samme periode som stigningen i intelligens. SAT måler i højere grad kulturel betinget viden.
Den australske forsker, Robert W. Howard har i 1999 lavet forskning i alderen på skakmestrene. I 1970 var gennemsnitsalderen hos de 50 øverste på verdensranglisten i skak 38 år. I 1995 var den 29 år. Robert W. Hovard er overbevist om, at intelligensen virkelig stiger med hver ny generation.
Interessant er det, at det er præstationerne ved løsning af de praktiske opgaver (non-verbale) del af intelligenstestene, der stiger for hver ny generation, og altså ikke den del af IQ-testen, som omhandler ord og tal (verbale opgaver), hvorfor stigningen ikke kan forklares med bedre skoleundervisning
Kontroverser.
Intelligens i forbindelse med race og køn er et emne der kan ofte kan udløse heftige diskussioner.
Steve Blinkhorn,
Arthur Jensen og Stephen Jay Gould
Den danske psykolog Helmuth Nyborg, der var ansat på Aarhus Universitet, blev en periode bortvist fra sin arbejdsplads efter udtalelser i pressen han kom med på baggrund af sin egen videnskabelige artikel om kønsforskelle.
Interdikt.
Af latin: undsigelse. Kirkeforbud. Paven kan lyse interdikt over et land eller et område. Det indebærer forbud mod alle kirkelige handlinger, gudstjenester, (messelæsning), dåb, begravelser osv.
I Middelalderen, hvor kirken havde fuld kontrol med folks religiøsitet, var interdiktet en forfærdende straf. Alene truslen var som regel nok til at få konger, adelige og andre magthavere til at falde til føje, men virkningen fortog sig, efterhånden som gejstligheden i de enkelte lande blev mere loyale overfor statsmagten end overfor paven.
Interregnum.
Interregnum er tiden fra en konges død, til en ny krones. Ofte undgåes disse perioder ved at proklamere "Kongen er død, kongen længe leve" og dermed udråbe den nye konge ved den forriges død. Af og til er perioden dog betydeligt længere, og den kan da få stor social og politisk betydning. Et interregnum kan med andre ord betragtes som et særtilfælde af den situation, der opstår i et magttomrum.
I England.
Perioden 1649-1660 hvor England var en republik under Oliver Cromwell.
I den polsk-litauiske realunion.
Interregium blev kaldt interrex i den polsk-litauiske realunion. Adelen foretrak at se deres Rzeczpospolita eller realunion som arvtager til de romersk republikanske traditioner. Regenten beklædte en dobbelt titel konge af Polen og storfyrste af Litauen, der blev valgt ved frie valg, som ofte førte til et langt interregnum. Efter 1572 tilfaldt interrex-rollen den romersk-katolske ærkebiskop af Gniezno, Polen. Ærkebiskoppen kunne udpege en afløser (normalt biskoppen af Kujavia).
Interrex repræsenterede landet uderigspolitisk og overvågede administrationen indtil en ny konge blev valgt. Under særlige omstændigheder kunne interrex erklære krig og forhandle fred. Han indkaldte og præsiderede Sejmen og ledte valg i Sejmas, der valgte kongen.
Ion.
Ion er græsk og betyder vandringsmand. En ion er et elektrisk ladet atom eller molekyle der har mistet eller optaget en eller flere elektroner.
Der findes både positivt og negativt ladede ioner; undertiden kaldes en positiv ion en kat-ion, og en negativ ion en an-ion. Ioner med modsatte ladninger kan tilsammen danne et salt, f.eks. spaltes opløst køkkensalt i positivt ladede natriumioner, Na+, og negativt ladede chloridioner, Cl-.
Indenfor astrofysik, hvor ioniserede atomer giver vigtige oplysninger om fx stjerners og gassers temperatur, benytter man en lidt anderledes notation, idet man betegner det neutrale atom med romertal I (fx neutral Brint: HI) og det ionisererede atom med større romertal (fx dobbelt-ioniseret Helium, som har mistet to elektroner: HeIII).
Ioner der består af flere atomer (fx OH- og NH4+) kaldes sammensatte ioner.
Når ioner opløses i vand kan de lede elektrisk strøm. Derfor kan der gå strøm gennem saltvand men ikke gennem demineraliseret vand.
Når man skal skrive formler for ion-forbindelser, skal der altid være lige så mange minusser(-) som der er plusser(+). F.eks.
Zn++ + S- - → ZnS. Zink-ionen er dobbelt ladet, og det samme er svovl-ionen, altså er formlen korrekt med hensyn til ladning. Og man skriver altid den positive ion først.
Planterne optager mineralske stoffer i form af ioner. Da de er elektrisk ladede, er planterne nødt til at bruge energi for at flytte ionerne ind i roden. Derfor findes der en række ionpumper i røddernes overhud, hvor der foregår et ionbytte, sådan at positive ioner (kationer) "betales" med brintioner, mens de negative "betales" med hydroxidioner. Planterne optager flest kationer, derfor fremkaldes der i tidens løb en forsuring af jorden omkring rodnettet.
Ir.
thumb
Ir opstår, når grundstoffet kobber tilføres en blanding af svovldioxid, kuldioxid og vand. Restprodukterne er også kendt som kobbersulfat, CuSO4, kobbercarbonat, CuCO3 og kobberhydroxid, Cu(OH)2.
Kobbertage der udsættes for vind og vejr, får et tyndt lag ir. Det består af mineralet malakit — Cu2CO3(OH)2.
Ir ses især på gamle tårne på slotte og kirker i København, der traditionelt i Danmark er beklædt med kobber. Der går typisk et sted mellem 3 og 15 år før kobberet begynder at blive grønt pga. ir.
Ira Levin.
Ira Levin (27. august 1929 - 12. november 2007) var en amerikansk forfatter, der især er kendt for en række romaner, der er blevet filmatiseret med stor succes.
Biografi.
Ira Levin stammede fra New York City og gik her på New York University, hvorfra han tog eksamen i filosofi og engelsk. Efter endt uddannelse begyndte han at skrive til blandt andet tv, og snart skrev han sit første teaterstykke. Allerede med denne og den første roman, "Et kys før døden", blev Levin en anerkendt forfatter.
I privatlivet var han gift og fraskilt to gange og var far til tre børn.
Bibliografi.
Endvidere har han skrevet en række skuespil, hvoraf "Deathtrap" har sat rekord som det længstkørende teaterstykke på Broadway i New York City.
Iran.
Iran, officielt Den islamiske republik Iran ("persisk:" جمهوری اسلامی ایران), tidligere kendt under navnet Persien, er et land i Mellemøsten. Iran grænser op til Pakistan og Afghanistan i øst, Turkmenistan, Aserbajdsjan og Armenien i nord og Tyrkiet og Irak i vest. Iran har en kystlinje, der i nord går langs det Kaspiske Hav og i syd langs den Persiske Bugt og Omanbugten.
Historie.
Iran kan spore sin nationale oprindelse tilbage til Persien, (afledt fra "Persis", det antikke græske navn for Iran) der dukkede op i det 6.århundrede f.Kr. under akamenidenernes dynasti. Det var et meget stort imperium, som kontrollerede et område fra det nordvestlige Indien til Hellas. Perserne blev besejret af Alexander den Store efter tre forsøg. Kort tid efter genvandt Persien imidlertid sin uafhængighed i form af Partherriget og sassanidernes imperium. Sasaniderne blev besejret af islamiske arabiske styrker i det 7. århundrede, som senere blev fulgt af seljukkerne, mongolerne og Timur Lenk.
I det 16. århundrede blev Persien igen uafhængigt i form af Safavide-dynastiet og andre linjer af konger eller "shaher". I løbet af det 19. århundrede kom Persien under pres fra både Rusland og Storbritannien og en moderniseringsproces begyndte og fortsatte ind i det 20. århundrede. Den iranske befolkning ønskede forandringer, hvilket resulterede i den persiske grundlovsrevolution i 1905/1911. I 1953 blev Irans statsminister Muhammed Mossadegh, som var blevet valgt til parlamentet i 1923, og som havde været statsminister siden 1951, fjernet fra magten ved et komplot der var iscenesat af de britiske og amerikanske efterretningstjenester («Operation Ajax»), demokratiet blev afskaffet og shahen Mohammad Reza Pahlavi blev enehersker. Med stærk støtte fra USA og Storbritannien fortsatte shahen moderniseringen af den iranske industri, men forsømte samtidig at give befolkningen almindelige frihedsrettigheder. Hans autoritære styre, som stod bag systematisk tortur og andre brud på menneskerettighederne, førte til den iranske revolution, der betød at hans regime blev fjernet fra magten i 1979. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamisk republik etableret under Ayatollah Khomeini.
Det nye teokratiske politiske system iværksatte en række konservative islamiske reformer, og fulgte en anti-vestlig kurs, som særlig var rettet mod USA, på grund af landets støtte i kuppet i 1953, som havde væltet den valgte regering, samt støtten til shahens regime igennem mere end 25 år. Den nye regering var inspireret af grupper, som mange i den vestlige verden anser for fundamentalistiske. Som et resultat deraf, anser stort set hele den vestlige verden Iran med landets nuværende regering for at være en fjendtlig stat.
I 1980 blev Iran angrebet af nabolandet Irak og den efterfølgende "Iran-Irak krig" fortsatte indtil 1988. I de seneste år har den delvist demokratiske politiske struktur, ført til at mange reformvenlige politikere er blevet valgt, inklusive den tidligere præsident Mohammad Khatami. Kampen mellem reformister og konservative om hvordan landets fremtid skal formes, og hvilken politik der skal føres, er fortsat frem til i dag.
Geografi.
Irans landskab er præget af stejle bjergkæder, der separerer de forskellige plateauer fra hinanden. De tæt befolkede vestlige dele af landet er samtidig de mest bjergrige, med bjergkæder som Zagros-bjergene og Alborz-bjergene. Sidstnævnte er også stedet, hvor Irans højeste punkt findes: Damavand på 5607 meter. Den østlige del af landet består hovedsageligt af ubeboede ørkenområder.
De eneste store, sammenhængende sletter findes langs kysten mod det Kaspiske hav og ved den nordlige ende af den Persiske Bugt, hvor Irans grænse går ved udløbet til Arvand-floden (Shatt al-Arab). Mindre, usammenhængende sletter findes langs kysten til den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Det iranske klima er hovedsageligt tørt eller halvtørt, men subtropisk langs kysten til det Kaspiske hav. Klimaet giver varme somre og kolde vintre. Iran er anset for at være en af de 15 nationer, der udgør "menneskehedens vugge".
Politik.
Iran er en konstitutionel islamisk republik, og det politisk system er baseret på grundloven af 1979 kaldet "Qanun e Asasi". Iran har flere forskellige styringsorganer. Nogle er demokratisk valgte, og andre er valgt ud fra deres religiøse ekspertise og holdninger.
Irans religiøse leder ("rahbar") er den øverste autoritet i politiske og religiøse spørgsmål. Han har kontrollen over efteretningstjenesten og er øverstbefalende for militæret. Det er kun ham der kan erklære krig. Præsidenten (Ra'is-e Jomhour) har ansvaret for den udøvende magt, men må rådføre sig med den religiøse leder i betydende beslutninger. Præsidenten vælges ved direkte valg for en fireårig periode og sammensætter selv sin regering. Sammen med sine 8 vicepræsidenter og 21 ministre fremlægger han sin politik til godkendelse af parlamentet ("Majlis"). Parlamentet består af 290 medlemmer i et kammer. Ekspertforsamlingen består af 86 teologer, der mødes en gang om året og godkender den religiøse leders virksomhed. Der har endnu ikke været et tilfælde, hvor den religiøse leder ikke har fået sine handlinger godkendt. Det er også eksperterne som vælger en ny leder af sine egne rækker. Vogternes Råd består af tolv jurister, hvoraf seks udnævnes af rahbaren. Rådet godkender alle præsidentkandidater og kandidater til parlamentet. Rådets hovedopgave er imidlertid at vurdere om tolkningen af grundloven, samt alle nye lovforslag, er i tråd med sharia. Fremskyndelsesrådet har til opgave at løse konflikter mellem parlamentet og Vogternes Råd.
Amnesty International rapporterede i 2003 om krænkelser af ytringsfriheden igennem arrestationer af studenter, akademikere og journalister. Årsrapporten beretter også om brug af tortur og henrettelser af politiske fanger. Mindst 113 mennesker, heriblandt seks kvinder, blev henrettet i 2003. Mange af henrettelserne foregik offentligt.
Nobels fredspris 2003 blev givet til den iranske advokat Shirin Ebadi, for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Ebadi var Irans første kvindelige dommer, men måtte gå af efter den islamiske revolution i 1979, hvor Ayatollah Khomeini overtog magten.
Økonomi.
Den iranske økonomi er en blanding af store, statsejede virksomheder og olieindustri med central planlægning, landbrug der er kollektivt kontrolleret af landsbyer, og små privatejede handels- og service-virksomheder. Den nuværende regering har valgt at fortsætte reformerne og har indikeret, at den vil forsøge at gøre Irans økonomi mindre afhængig af olieindtægterne. Iran investerer indtægterne fra olieeksporten indenfor andre sektorer, bl.a. i den petrokemiske industri. Den iranske regering håber også at kunne tiltrække milliarder af dollar i udenlandske investeringer ved at skabe et mere attraktivt investeringsklima (bl.a. ved en mere lempelig importkontrol samt oprettelse af frihandels-zoner).
Iran er OPECs næststørste olieproducent og er i besiddelse af verdens tredjestørste beviste oliereserver. Landet har også verdens næststørste naturgas-reserver (efter Rusland). Det stærke oliemarked i 1996 lettede det finansielle pres på Iran og hjalp med til, at man kunne betale afdragene på udlandsgælden i tide. Irans finansielle situation blev noget vanskeligere i 1997 på grund af de lavere oliepriser. De stigende priser i 1999/2000 gav imidlertid igen Iran et pusterum. Underskuddet på statsbudgettet har været et kronisk problem, delvist på grund af store statslige subsidier på omkring 4,7 milliarder dollar om året til blandt andet madvarer og - især - brændstof.
Servicesektoren har i de seneste år stået bag den største del af væksten i Irans BNP. Statslige investeringer har givet et løft til landbruget, og liberalisering af produktionen og reglerne for reklamer har hjulpet med til at skabe nye markeder.
Store kunstvandingsprojekter har sammen med øget produktion af landbrugsprodukter til eksport som fx dadler, blomster og pistacienødder har været årsag til den hurtigste økonomiske vækst i nogen økonomisk sektor i Iran gennem 1990erne, også selvom de efterfølgende år med tørke i 1999, 2000 og 2001 har holdt udbyttet kraftigt tilbage. Landbruget er fortsat en af de største arbejdsgivere, og 22% af den erhvervsaktive del af befolkningen er ifølge en statistisk undersøgelse fra 1991 ansat i landbruget.
Demografi.
Hovedparten af Irans befolkning taler et af de iranske sprog, og persisk er det officielle sprog i Iran. De forskellige iranske befolkningsgruppers størrelse er omstridt, men den største etniske gruppe i Iran er persere (51%). Aserbajdsjanerne udgør (24%), gilakere og mazandaranere (8%), kurdere (7%), arabere (3%), baluchere (2%), lurere (2%), turkmenere (2%), qashqaere, armeniere, jøder, assyrere og andre.¹
De fleste iranere er muslimer. 89% tilhører den shiamuslimske retning indenfor islam, der også er den officielle statsreligion. Omkring 10% af befolkningen tilhører den sunnimuslimske retning, der i øvrigt er dominerende i det meste af den øvrige muslimske verden. Ikke-muslimske religiøse minoriteter i Iran inkluderer bahá'í, zarathustrianisme, så vel som jødedom og kristendom. De tre sidste er officielt anerkendt som minoritetsreligioner og har fået tildelt særligt reserverede pladser i parlamentet. Irans befolkningstal er blevet øget dramatisk i sidste halvdel af det 20.århundrede, men indenfor det sidste årti er der dog sket et dramatisk fald i den gennemsnitlige fertilitetsrate, der nu nærmer sig vestlig standard.
¹ "Tallene er fra 2004 udgaven af CIAs The World Factbook. Andre kilder angiver er højere tal for persere og tilsvarende lavere tal for tyrkiske folkeslag eller et højere tal for tyrkiske minoriteter. Nogen i den første gruppe hævder, at CIA sin statistik har baseret sig på tal fra omkring 1964. CIA hævder imidlertid, at udgaven er baseret på statistiske oplysninger fra januar 2004."
Kultur.
Som det er tilfældet med alle andre antikke civilisationer, er kulturen samlingspunktet og hjertet for den iranske civilisation. Kunsten, musikken, arkitekturen, digtningen, filosofien, traditionerne og ideologien er det der gør iraneren til en stolt verdensborger. Iranere mener, at det er deres kultur, der er grunden til, at deres civilisation har kunnet overleve gennem tusinder af år, hvor de har været udsat for en lang række katastrofer.
Irland (ø).
Irlands placeringKort over Irland
Irland er den tredjestørste ø i Europa med et areal på 84.000 km². Øen Irland ligger vest for Storbritannien, og hovedparten af øen har siden 1921 udgjort Republikken Irland. Resten (ca. en sjettedel) udgøres af Nordirland, der er en del af United Kingdom (Storbritannien og Nordirland).
Irlands samlede befolkning er på lige under seks millioner (2006). Deraf 4.239.848 i Republikken Irland (1,7 mio. i Dublin-regionen) og omkring 1,7 mio. i Nordirland (0,6 million i Belfast).
Irland.
Irland (engelsk: "Ireland"; irsk: "Éire") eller Republikken Irland (engelsk: "Republic of Ireland"; irsk: "Poblacht na hÉireann") er et land i det nordvestlige Europa. Republikken Irland omfatter størstedelen af øen Irland, der i 1921 blev delt mellem Republikken Irland og Nordirland. Nordirland er en del af United Kingdom (Storbritannien og Nordirland) og udgør omkring en sjettedel af øen Irland.
Irland er medlem af EU, OECD og FN. Irlands politik om neutralitet betyder, at landet ikke er medlem af NATO. Irlands indbyggertal er det hurtigst voksende i Europa, med 2,5 % årligt.
Forstavelsen "Ir-" kan være afledet af ordet "arya" (= ædel), som blev brugt af mange indoeuropæiske folk, og også er oprindelsen til Irans navn.
Landets officielle sprog er irsk, men er i realiteten erstattet af engelsk. Irsk er også siden 2007 et officiellt EU-sprog.
Historie.
Irlands historie går tilbage til omkring 8000 f.Kr., da de første jægere og samlere drog fra Europa til Irland formentlig via en landtange.. Der findes meget få spor fra de tidligste indvandrere, men deres efterkommere specielt fra den iberiske halvø efterlod sig i yngre stenalder store neolitiske fundsteder som Newgrange. Kristne missionærer som Sankt Patrick indførte kristendommen fra cirka 400.
Fra omkring 800 og 100 år frem angreb vikinger kysten, og skabte blodbad og kaos i de små kongedømmer og i de blomstrende, vidt udbredte keltiske klostre.
Begge institutioner var dog stærke nok til at overleve og endda assimilere indvandrerne. Anglonormanniske lejetropper kom i 1169 under ledelse af Richard de Clare, 2.jarl af Pembroke, også kendt som Strongbow (= Stærke bue). De markerede begyndelsen på mere end 700 års direkte normannisk/engelsk indblanden i Irland. Den engelske krone krævede ikke fuld kontrol over øen før den engelske reformation, hvor spørgsmål om de irske vasallers loyalitet skabte grobund for en række militære felttog 1534-1691. Tiden blev præget af engelske, protestantiske bosættere. Da Irlands militære og politiske nederlag blev tydelige fra begyndelsen af det 17. århundrede, blev de religiøse skillelinjer i landet også tydeligere. Sekterisme blev et stadigt tilbagevendende fænomen i irsk historie.
I 1613 mistede den katolske majoritet magten i det irske parlament gennem nye engelsk-skabte valgkredse, som fra slutningen af århundredet blev fuldstændigt gennemført, så katolikkerne, der udgjorde 85 % af befolkningen, fik deres stemmeret begrænset. Den politiske magt lå hos de få protestantiske bosættere, mens den katolske majoritet blev systematisk undertrykt, både politisk og økonomisk. I 1801 blev det koloniens parlament nedlagt, og Irland blev med unionsloven en del af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. Katolikker var udelukket fra at sidde i parlamentet indtil 1829.
Fra 1880'erne stræbte "Irish Parliamentary Party" for irsk hjemmestyre gennem parlamentarisk pres at gennemføre hjemmestyreloven, 1914 - men den blev udskudt pga. udbruddet af 1.verdenskrig.
1920 vedtog Storbritanniens kongres hjemmetyreloven Government of Ireland Act 1920 også kendt som den fjerde lov om hjemmestyre. Den tilvejebragte to separate hjemmestyreområder i Irland og delte Irland i et Nordirland, som grundlagde deres parlament ud fra denne lov, og i et Sydirland, hvor den aldrig blev gennemført.
Efter den irske uafhængighedskrig i 1922 løsrev de 26 sydlige grevskaber sig og dannede Den Irske Fristat, efter 1937 Den Irske Republik. De seks nordøstlige grevskaber kendt som Nordirland forblev en del af Det Forenede Kongerige. Nordirlands historie har været præget af konflikter mellem nationalister (primært katolske) og unionister (primært protestanter). Konflikten brød ud i form af "the Troubles" i slutningen af 1960'erne og varede til freden 30 år senere.
Politik.
Irland er en republik med et parlamentarisk regeringssystem. Præsidenten (Uachtarán na hÉireann) vælges for syv år ad gangen, og er republikkens statsoverhoved. Siden 1997 har Mary McAleese været præsident.
Irlands parlament, Oireachtas, omfatter Irlands præsident samt de to kamre, Dáil Éireann ("det folkevalgte kammer") og Seanad Éireann (Senatet). Alle tre har hjemme i Dublin. Præsidentens embedsbolig er Áras an Uachtaráin beliggende i byens største park, Phoenix Park. Boligen var tidligere residens for generalguvernøren i Den Irske Fristat. De to kamre mødes i Leinster House, der har været anvendt til formålet siden dannelsen af fristaten i 1922.
Regeringen har til huse i Government Buildings. I 1921 mødtes House of Commons for Sydirland i bygningen, og da Den Irske Fristat blev en realitet, gjorde regeringen Government Buildings ved siden af Leinster House til midlertidigt hjemsted for nogle ministerier. Efter nogen tid blev begge bygninger permanente regerings- og parlamentsbygninger.
Regeringschefen Taoiseach udnævnes af præsidenten efter forslag fra parlamentet. Statsministeren er gerne lederen af det største politiske parti eller den koalition, som vinder flest sæder ved parlamentsvalget. Parlamentet består af to kamre: Seanad Éireann ("Senatet") med 60 medlemmer, og Dáil Éireann ("Underhuset") med 166 medlemmer. For hver 20.000 til 30.000 indbyggere vælges et medlem i de 43 valgkredse som hver vælger fra tre til fem mandater efter hvor stor valgkredsen er. Senest 30 dage efter at Dáil Éireann er opløst, skal valget finde sted inden 30 dage. Medlemmerne til Underhuset vælges for fem år ad gangen, men en tidligere opløsning er mulig.
Regeringen består højest af 15 medlemmer. Deraf må der ikke komme mere end to ministre fra senatet, premierministeren og finansministeren skal tilhøre Dáil Éireann.
Ved det seneste parlamentsvalg den 24. maj 2007 blev Taoiseach Bertie Ahern fra det liberalt-konservative parti Fianna Fáil igen regeringschef i spidsen for en koalitionsregering, som udover landets største parti Fianna Fáil omfattede partierne "Progressive Democrats" (opløst 2008) og Green Party. Den 2. april 2008 meddelte Bertie Ahern, at han trak sig tilbage fra premierministerposten og som partileder den 6. maj 2008 og blev den 7. maj 2008 afløst på begge poster af Brian Cowen.
Den 12. juni 2008 gjorde Irland sig bemærket i EU som det eneste land, der gik til afstemning om Lissabon-traktaten og stemte nej. Ved den anden folkeafstemning den 2. oktober 2009 om Lissabontraktaten i Irland valgte et flertal på 67,13 pct. at sige ja til den nye traktat.
Geografi og klima.
Øen Irland har et areal på 84.421 km², hvoraf 83 % af øen tilhører Republikken Irland. Øen er afgrænset af Atlanterhavet mod vest. Mod nordøst af Nordkanalen, i øst af det Irske hav, i sydøst af Skt. Georges Kanal, og i sydvest af det Keltiske hav. Den vestlige kyst består af klipper, bakker og små bjerge. Højeste punkt er Carrauntoohil på 1.038 meter, Midten af Irland er en højslette. Irland har floder som Shannon og en del store søer.
De største byer i Irland er: Hovedstaden Dublin 1.045.769 indbyggere, ligger ved østkysten. Cork 190.384 indbyggere, ligger i den sydlige del. Limerick 90.757 indbyggere, ligger i den vestlige midte. Galway 72.729 indbyggere, ligger ved vestkysten. Waterford 49.213 ligger ved den sydøstlige kyst. (Se Byer i Irland)
Irlands tempererede klima ændres af den Nordatlantiske strøm, som gør klimaet varmere. Sommertemperaturen kommer normalt op over 30 oC hvert årti, men de fleste somre kommer temperaturen op på 29 oC. Om vinteren kommer temperaturen af og til ned på frysepunktet, mens det er sjældent at temperaturen kommer under -6 oC. Nedbør er normalt i Irland. I nogle områder er der op til 275 dage med regn årligt.
Nedbøren fordeler sig jævnt over hele øen, men med mest nedbør i den vestlige del. I gennemsnit er der om vinteren ca. 7 dage med sne, men med lidt flere dage i højereliggende egne som f.eks Wicklowbjergene. Atlanterhavskysten har derimod næsten ingen dage med sne. Sommeren er forholdsvis kølig med ca. de samme temperaturer som i Skotland, og i de nordligste områder er der om sommeren sjældent temperaturer over 20ºC..
Vestkysten er også ofte udsat for kraftig vind når vinterstormene fra vest passerer forbi. Den tørreste tid om året juni måned, spesielt i de nordlige og østlige egne. Dublin ligger i det tørreste område af Irland og har en årlig nedbørsmængde på 762 mm, mens vestkysten har ca. 1400–1500 mm. Det er sjældent tordenvejr i Irland. De nordvestlige områder har tordenvejr ca. ti gangeom året, oftest om vinteren.
I midten af det 19. århundrede faldt indbyggertallet drastisk og årsagerne var fattigdom, dårlig høst, hungersnød og gengældelsesforanstaltninger fra det engelske herredømme, faldt indbyggertallet fra omkring 6,5 millioner i året 1841 til 3,0 millioner i 1921; mange udvandrede til Storbritanien og særlig til USA. Uafhængigheden af Storbritanien og Nordirland i begyndelsen af 1920erne førte ganske vist til forbedrede levevilkår, men indbyggertallet faldt stadig, men ikke så stærkt.
Dybdepunktet blev nået i 1960erne med omkring 2,82 millioner indbyggere. Siden har befolkningstallet udviklet sig positivt til omkring 4.456.000 indbyggere (2010). Det øgede indbyggertal skyldes mest indvandring, men også på grund af fødselsoverskuddet.
86,8 procent af befolkningen er medlem af den Romerskkatolske kirke, 3,0 procent hører til den anglikanske kirke "Church of Ireland". Cirka 0,8 af befolkningen er muslimer, 4,4 procent angiver at de ikke tilhører nogen religion. (alle tal er fra 2006).
Irlands romerske-katolske Kirke består af fire ærkebiskopdømmer med sæde i Armagh, Dublin, Tuam og Cashel. Den katolske kirkes leder for øen Irland er ærkebiskoppen af Armagh.
Den Presbyterianske Kirkes medlemmer kommer overvejende fra efterkommerne af skotske indvandrede og derfor mest udbredt i Nordirland.
Desuden er der små metodistiske og Lutheranisme|evangeliske-lutherske kirker. Med 1.591 medlemmer (2005) er Kvækerne en lille menighed, men er den næststørste i Europa.
Kultur.
Den irske musik er særlig kendt gennem de typiske instrumenter som Fiddle (violin), fløjte, tinwhistle, og harpe, som er de ældste irske instrumenter. Længe var den instrumentale og den vokale musik adskilt, først i det 18. århundrede blev de bragt sammen. Selvom folkemusikken tabte i popularitet i mange lande, høres den traditionelle irske musik stadig overalt i verden.
Navne som U2, Westlife, Boyzone med forsangeren Ronan Keating, Johnny Logan, The Corrs, The Chieftains og The Dubliners er kendte. Irsk musik er vellidt: Irland har vundet Eurovision Song Contest syv gange; fire gange på fem år, hvoraf 3 år af Johnny Logan.
Et specielt element i den irske musik er Riverdance (tådans) stepdans, som er meget populær og har en lang tradition.
Sport.
Gaelic football, Hurling og den af kvinder spillede variant Camogie er udbredt over alt i Irland Der er 800.000 medlemmer i Gaelic Athletic Association og 2.800 foreninger med ca. 180.000 der spiller i Gaelic Football og ca. 100.000 Hurlingspillere. Finalen i "All-Ireland Championships", hvor også de nordirske Countys spiller med finder hvert år sted i Croke Park Stadion i Dublin.
Fodbold og Rugby er også populært. Football Association of Ireland (FAI) er Irlands nationale fodboldforbund som administrerer FAI Cuppen, Football League of Ireland Cup, FAI League of Ireland og landsholdet. Det irske Rugby-landshold regnes for at være en af Verdens bedste hold.
Økonomi.
Erhvervene i Irland har i de seneste år udviklet sig fra landbrug til moderne service og teknologi-industri - afhængig af handel, industri og investering. Væksten i Irland har i 1995-2000 gennemsnitligt været på 10 %, og har 2001-2004 gennemsnitligt 7 % p.a. Industrien har overtaget pladsen fra landbruget som landets ledende sektor.
Det svarer til 46 % af BNP, omkring 80 % til eksport. 29 % af arbejdskraft er beskæftiget her. I januar 1999 skiftede Irland møntenhed fra irske pund til Euro. Den høje økonomiske vækst fra 1995 til 2000 gjorde, at mange kaldte landet den keltiske tiger. I 2001 fik den globale økonomiske nedgangsperiode indflydelse på Irlands økonomi; specielt i den højteknologiske eksportsektor, hvor væksten næsten blev halveret. BNP-væksten var fortsat relativ solid med en gennemsnitlig vækst på cirka 7 % fra 2001-2004.
Arbejdsløsheden er steget fra 4,6 % i 2007 til 11,6 % i 2009
Statsbudgettet omfattede 2009 udgifter på 104,6 Mrd. US-Dollar, og indtægter på 74,82 Mrd. US-Dollar. Statsgælden var dermed i 2009 144,5 Mrd. US-Dollar eller 63,7 % af BNP.
Den 24. november 2010 præsenterede Irlands regering en plan, der skal få landet ud af de store, økonomiske problemer. Over de næste fire år skal det offentlige forbrug nedbringes med 20 pct. eller hvad der svarer til 2,8 mia. Euro og indkomstskatterne hæves med 1,9 mia. Euro. Budgetunderskuddet skal ned på 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) i 2014. I november 2010 er underskuddet på 12 pct. af BNP.
Irland var i november måned 2010 i forhandlinger med Den Internationale Valutafond (IMF) og EU om en hjælpepakke, og den 29. november 2010 fik Irland tilsagn om en hjælpepakke på 67,5 mia. euro fra EU, IMF, UK, Sverige og Danmark, som skal redde den irske økonomi fra at kollapse. Af den totale lånesum på 85 mia. euro skal Irland gennem den statslige pensionsfond selv stå for 17,5 mia. euro. Renten bliver på 5,83 pct.
Is.
Is er vands faste tilstandsform. Andre væsker (og luftarter) i fast tilstand siges dog også at danne is.
Isaac Newton.
Sir Isaac Newton (4. januar 1643 - 31. marts 1727) [Gammel stil: 25. december 1642 - 20. marts 1727]. Engelsk matematiker, fysiker og astronom, som blandt andet formulerede love omkring tyngdekraften, massetiltrækning og legemers bevægelse. I sit værk "Philosophiae Naturalis Principia Mathematica" (Latin: "Naturfilosofiens matematiske principper") (1687), som regnes for et af de mest betydningsfulde videnskabelige værker nogensinde, gav han en matematisk beskrivelse af de love, som styrer himmellegemers bevægelse, det vil sige månens bevægelse om jorden og planeternes bevægelse om solen (se himmelmekanik). Hans opfattelse af universet var, at det er en maskine, som adlyder matematiske, universelle love. I tidligere århundreder blev jorden beskrevet som en organisme med sin egen sjæl og formål, skabt af Gud og fuld af tegn, som kun de lærde kunne tolke.
Barndom.
Isaac Newton blev født i landsbyen Woolsthorpe i området Lincolnshire tre måneder efter faderens, Robert Newtons, død. Isaacs mor, Hannah, levede sammen med Isaac og dennes mormor, indtil hun i 1645 giftede sig med præsten Barnabas Smith, som var en velhavende mand og boede i en nærliggende landsby. På grund af moderens fraflytning boede Isaac alene sammen med sin mormor. Mormoderen sendte ham i den lokale skole, men da han blev 12 år blev Isaac sendt videre til latinskolen i Grantham. Mormoderen havde gjort klogt i at sende Newton til latinskolen, da det efter kort tid stod klart for skolen, hvor dygtig en elev Isaac Newton egentligt var. Isaac isolerede sig i skolen og han søgte tilsyneladende ikke at etablere venskaber.
Isaac Newtons mor vendte tilbage til gården i 1656, hvor hun ret snart trak ham ud af latinskolen, da hun manglede hjælp på gården. Isaacs arbejde på gården var dog ikke det moderen havde håbet på, han brugte nemlig tiden på studier, teorier og ideer i stedet for at koncentrere sig om arbejdet på gården. Isacs onkel havde imidlertid fået øje på drengens åbenlyse talent og kæmpede for at få Isaacs uddannelse i gang igen. Moderen, som jo alligevel ikke kunne bruge ham, gav efter og sendte Isaac tilbage til latinskolen, hvor han gik i endnu et år.
Studier og voksenliv.
I 1661 blev han optaget på Trinity College i Cambridge som en af de studerende der udførte tarveligt arbejde som betaling for deres studie. Han studerede primært teologi, men også andre fag, såsom optik, geometri, algebra, matematik og fysik. Selvom der ikke foreligger nogen optegnelse for hans udvikling som studerende, ved man at Newton læste bredt om matematik og mekanik. Hans første læsning på Cambridge var Keplers værker om optik. Han vendte senere tilbage til Euclid fordi han blev irriteret over ikke at kunne forstå nogle diagrammer i en bog om astrologi han havde købt på et marked; da han fandt hans konklusioner indlysende, lagde han den på hylden som "en ubetydelig bog" og vendte sig til Descartes' La Géométrie som inspirerede ham til at begynde at beskæftige sig med klassiske matematiske problemer. Det var omkring denne tid da Newton tog sin bachelor grad (1665) at han opdagede den binomiale sætning og gjorde sine første notater til sin opdagelse af "polære koordinater".
Da den store pest i London spredte sig til Cambridge i 1665, blev skolen lukket og Newton trak sig tilbage til gården i Lincolnshire, hvor han udførte eksperimenter i optik og kemi og fortsatte sine matematiske grublerier. Det er denne periode Newton tilskriver sin opdagelse af gravitationskraften (1666). På omkring samme tidspunkt ledte hans studier i optik til forklaringen af det hvide lys' sammensætning, men han tøvede med at offentliggøre sine resultater.
Da Trinity College åbnede igen i 1667, modtog Newton sit forskningsstipendiat og to år senere, kort før sin 27 års fødselsdag, blev han udnævnt til Lucasian professor i matematik og efterfulgte derved sin lærer Dr. Barrow og ud over varetagelse af undervisningen fortsatte han sin forskning. Newton havde allerede bygget et spejlteleskop i 1668; det andet teleskop præsenterede han i december 1671 for Royal Society. To måneder senere, som medlem af dette selskab, annoncerede han sine opdagelser i optik hvilket medførte en strid som varede mange år og involverede lærte mænd som Hooke, Lucas, Linus og flere andre. Hans skrifter om optik, de vigtigste der blev udgivet i Royal Society mellem 1672 og 1676, blev samlet udgivet i "Opticks" (1704).
Det var først i 1684 at Newton begyndte at overveje at publicere sine opdagelser vedrørende gravitation. Hooke, Halley og Sir Christopher Wren var uafhængigt af hinanden kommet til en vis forståelse af tyngdeloven, men kunne ikke forklare planeternes kredsløb tilfredsstillende. Halley rådførte sig hos Newton vedrørende dette problem og blev meget overrasket over at opdage at han ikke blot kunne hjælpe med løsningen, men allerede havde løst problemet. Newton forelagde Halley fire sætninger og syv problemer som viste sig at blive grundpillerne i hans største værk. I 17-18 måneder mellem 1685 og 1686 skrev han "Philosophiae Naturalis Principia Mathematica" på latin. Newton overvejede i nogen tid at droppe den tredje bog, men Halleys vedholdenhed reddede den. Halley sørgede også udgifterne for udgivelsen i 1687 efter at Royal Society måtte afslå at kunne betale. Bogen skabte stor begejstring over hele Europa, og i 1689 kom Huygens, den tids mest feterede videnskabsmand, til England for at gøre Newton personligt bekendtskab.
Efter at være begyndt på "Principia" spillede Newton en stadig mere omfattende rolle i universitetets affærer. I 1692 blev han, til venner og kollegers store bekymring, alvorligt syg og var indtil 1693 ude af stand til at varetage sin normale arbejdsgang. Da han endelig var kommet sig forlod han universitetet til fordel for at arbejde for regeringen. Gennem sine venner Locke, Wren og Lord Halifax modtog Newton først i 1695 titlen "Beskytter af den Kongelige Mønt" og dernæst, fire år senere "Herre af den Kongelige Mønt", en titel han bar til sin død. I 1703 blev Newton valgt til præsident for the Royal Society og han blev genvalgt hvert år, så længe han levede.
I de sidste tredive år af sit liv producerede Newton meget få matematiske værker. Men han forblev en stor matematiker der var interesseret i emnet. I 1696 løste han således på en nat et problem opstillet af Bernouilli i en konkurrence med en tidsfrist på et halvt år, og igen i 1716 løste han på få timer et problem som Leibnitz havde udråbt til at skulle "tage pulsen på de engelske videnskabsfolk". Han arbejdede også på en anden udgave af "Principia" som også blev udgivet i 1713.
Newtons videnskabelige arbejder bragte ham stor berømmelse. Han var en populær gæst hos hoffet og blev adlet i 1705. Han var i kontakt med alle førende videnskabsfolk i Europa og fik så mange besøgende at det til sidst blev trættende for ham. Trods dette bevarede Newton altid sin beskedenhed. Kort før sin død skulle han have sagt: "Jeg ved ikke hvordan verden betragter mig, men i mine egne øjne har jeg ikke været andet end en legende dreng ved stranden, der glæder sig over engang imellem at finde en mere glat sten eller en smukkere skal en ellers, mens det store hav af sandhed ligger helt uopdaget foran mig".
Fra en meget tidlig alder havde Newton været interesseret i teologiske studier og før 1690 var han begyndt at studere profetierne. I det år skrev han, i form af et brev til Locke, "En historisk beretning om to vigtige fejltagelser i skriften" omhandlende to passager om treenigheden. Han efterlod sig i manuskriptform "Studier i Daniels profeti og Apokalypsen" og andre fortolkninger af bibelske tekster.
Efter 1725 gik det stærkt tilbage med Newtons helbred og hans opgaver på Den Kongelige Mønt hørte op. Han døde 20. marts 1727 og blev begravet i Westminster Abbey.
Kraftenheden newton er opkaldt efter ham.
Ishavet.
Arctic OceanIshavet (Arktiske Hav) er 14.090.000 km² stort, med en gennemsnitlig dybde på 1.205 meter. Største dybde er 3.440 meter.
Ishtar.
Ishtar er en krigs- og kærlighedsgudinde i den babyloniske/assyriske mytologi. Hun kaldes også "Anunit", "Astarte" og "Atarsamain" og modsvarer den sumeriske Inanna.
Sammen med måneguden Nanna (eller "Suen") og solguden Utu, personaliserer Ishtar månen (visdom), solen (retfærdighed) og jorden (livskraft).
Isla de los Estados.
Satellitbillede af Isla de los Estados.
Isla de los Estados er en argentinsk ø beliggende i Atlanterhavet ud for Ildlandets østlige ende.
Island.
Island ("islandsk": Ísland) er et land, der ligger i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Grønland og Storbritannien, nordvest for Færøerne.
Pr. 2009 havde Island en befolkning på 325.000. Landets hovedstad er Reykjavík og de største provinsbyer er Hafnarfjörður, Keflavík og Akureyri.
Grundet landets placering på den midtatlantiske ryg er der meget vulkansk og geotermisk aktivitet på Island. De centrale dele af Island består af et plateau karakteriseret af ørken, bjerge og gletsjere, og mange store gletsjerfloder der flyder mod havet. Pga. den varme Golfstrøm har Island et relativt mildt klima dets meget nordlige placering taget i betragtning.
Omkring 10% af Island er isdækket. Kystlinjen er 4.970 kilometer lang og danner mange fjorde, hvor hovedparten af byerne også er placeret.
Island har været beboet ca. siden 874, da den norske høvding Ingólfur Arnarson ifølge "Landnámabók" blev den første permanente bosætter. Andre havde besøgt øen tidligere og havde overvintret. I løbet af de næste århundreder bosatte folk af nordisk og gælisk oprindelse sig på Island. Island var fra 1262 til 1944 del af først Norge og senere Danmark. I det 20. århundrede har Islands økonomi og velfærdssystem udviklet sig eksplosivt, og landet var en kort tid et af de rigeste og mest udviklede i verden med en meget ekspansiv politik og risikofyldte investeringer, men den økonomiske krise i 2008 sendte landet på økonomisk rutsjetur. I februar 2009 var 8,2 procent af arbejdsstyrken uden job.
Island er medlem af FN, NATO, EFTA, EØS og OECD.
Historie.
Islands tidlige historie er bedre dokumenteret end de øvrige nordiske landes historie. Lige fra den første tid har man kendskab til enkelte mennesker, deres navne og slægtsforhold med præcise årstal. Blandt de ældste, kendte bøger, som blev skrevet i Island, er sagaerne, som beretter om landets historie. Der er få lande, som har en så rig dokumentation af deres tidligste historie som Island.
Island blev koloniseret af norsk-irske og norske flygtninge i slutningen af det 9. århundrede og igennem det 10. århundrede. Islands parlament, Altinget, er et af verdens ældste parlamenter. Altinget i Island blev dannet i 930, 30 år efter dannelsen af det færøske Lagtinget, som menes at være verdens ældste lovgivende forsamling, og som oprindeligt også bar navnet Alting. Altinget indførte i 999 eller1000 ved offentlig vedtagelse kristendommen som landets officielle religion.
Island forblev uafhængigt i mere end 300 år og blev efterfølgende regeret af Norge og Danmark. Et begrænset selvstyre blev indført i 1874, og uafhængighed fulgte i 1918. Den danske konge forblev formelt statsoverhoved indtil 1944, hvor Island blev en republik. I 1952 var Island med til at stifte Nordisk Råd.
Politik.
Jóhanna Sigurðardóttir, Islands første kvindelige statsminister
"Uddybende artikel: Islands politik"
Islands parlament Altinget har 63 medlemmer, som vælges for en fireårig periode (det seneste valg blev afholdt den 25. april 2009). Regeringsleder er Islands statsminister, som repræsenterer et flertal i Altinget og udpeges af præsidenten, der er statsoverhoved og vælges hvert fjerde år (næste gang i 2012).
I 1980 vandt den uafhængige kandidat, Vigdís Finnbogadóttir, med 34% af stemmerne over sine 3 mandlige modkandidater og blev dermed både Islands første kvindelige præsident og den første demokratisk valgte, kvindelige præsident i verden. Hun blev genvalgt uden modkandidater i 1984 og 1992, men 1988 besejrede hun Sigrún Þorsteinsdóttir med ca. 95% mod 5% og var præsident frem til 1996.
Som følge af den igangværende økonomiske krise gik regeringssamarbejdet mellem det konservative Selvstændighedsparti og den socialdemokratiske Alliance i opløsning. Alliancen indgik derefter i en mindretalsregering med de Venstre-Grønne. Regeringen tiltrådte 1. februar 2009. Ved Altingsvalget den 25. april 2009 fik Samfylkingin og Vinstrihreyfingin tilsammen 34 af 63 mulige pladser og dermed regeringsflertallet.
Framsóknarflokkurinn 14,6% (+2,9) 10 (7)
Sjálfstæðisflokkurinn 23,8% (-12,8) 15 (-10)
Borgarahreyfingin 7,3% (-) 4 (nyt parti)
Samfylkingin 30,3% (+3,2) 20 (+2)
Vinstrihreyfingin 21,5% (+7,2) 14 (+5)
Den 16. juli 2009 besluttede Altinget med 33 stemmer for og 28 imod at søge om medlemskab af EU.
Geografi.
Island er delt i otte landsdele eller regioner: Höfuðborgarsvæðið, Reykjanes, Vesturland, Vestfirðir, Norðurland vestra, Norðurland eystra, Austurland og Suðurland.
Regionerne er igen er delt i 23 syssler og 79 kommuner: "Uddybende artikel: Islands provinser"
Islands største byer: Reykjavík, Kópavogur, Hafnarfjörður, Akureyri, Garðabær, Keflavík, Mosfellsbær, Akranes, Selfoss.
Se også Islands byer og bygder
Befolkningen bor stort set langs kysten og ca. 93 % af Islands befolkning bor i byerne, deraf 60 % i hovedstadsregionen, ca. 201.000 af i alt ca. 320.000 indbyggere. Et stort problem er flugten fra landet til de større byer, men 47 af 79 kommuner udenfor hovedstadsområdet har igen fået flere indbyggere. Af de 8 regioner har 6 igen en stabil, positiv befolkningstilvækst. Kun Vestfjordskommunerne har et faldende antal indbyggere.
Islands geologi.
Island er placeret i et geologisk aktivt område, også kaldet et "hot spot," på Atlanterhavsryggen. Da kontinentalpladerne her flytter sig væk fra hinanden, brækker Island midt over langs en linje fra sydvest til nordøst med op til 2 - 3 cm om året. Men samtidig vokser øen også, da de mange aktive vulkaner hele tiden tilfører materiale til stedet. Den mest kendte islandske vulkan er Hekla. Island har som følge af den megen geologiske aktivitet også mange gejsere. Geysir har givet navn til betegnelsen gejser. Den udbredte adgang til jordvarme bevirker, at de fleste indbyggere har billigt varmt vand og varme.
Islands seneste vulkanudbrud skete kort før midnat lørdag den 20. marts 2010 i en 1 km lang kløft mellem gletsjerne Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull som ligger i nærheden af Vík í Mýrdal ca 180 km syd for Reykjavik og øst for Heimaey.
Økonomi.
Islands økonomi er meget afhængig af fiskeindustrien, som står for mere end 60% af eksportindtægterne, og hvor mere end 8% af arbejdsstyrken er beskæftiget. Manglen på andre naturressourcer (med undtagelse af store mængder vandkraft) har gjort Island sårbar overfor verdensmarkedsprisen på fisk. Økonomien er meget følsom over for faldende fiskebestande samt fald i priserne på de vigtigste eksportvarer: Fisk og fiskeprodukter, aluminium og jernsilicium.
Den eneste naturlige ressourceudnyttelse er produktionen af cement. De fleste bygninger er opført i beton for at forhindre skader ved jordskælv.
Islands økonomi er blevet mere spredt, og produktions- og servicesektoren har været stigende i det sidste årti. Nye planer for produktion inden for software, bioteknologi og finansinvesteringer er i gang. Turistsektoren er også stigende, specielt indenfor økologiturisme og hvalturisme.
Økonomisk krise 2008 -.
Efter en periode, hvor islandske finansinstitutioner har foretaget meget store investeringer i udlandet, er der opstået usikkerhed om landets kreditværdighed. Valutaspekulationer mod den islandske krone reducerede i foråret 2008 dens værdi med 23%, hvilket tvang den islandske nationalbank til at forhøje renten, hvoraf fulgte et pres på den indenlandske likviditet. I maj 2008 trådte de nordiske nationalbanker til og garanterede Island trækningsrettigheder på 1,5 mia EUR,
I efteråret 2008 overtog den islandske stat kontrollen med landets tre største banker: Landsbanki, Glitnir og Kaupthing.
Islands Bruttonationalproduktion (BNP) faldt i 2009 med 9,1 pct. Island har stadig store problemer med at stabilisere økonomien.
Storbritannien og Holland kræver omkring 28 mia. kr. tilbage for tabet på internetbanken Icesaves sammenbrud. Med 33 stemmer for og 30 imod vedtog Altinget 30. december 2009 at tilbagebetale milliardlånet til Storbritannien og Holland. Gælden svarer til omkring 85.000 danske kroner for hver af landets omkring 330.000 indbyggere. Den islandske præsident, Olafur Ragnar Grimsson nedlagde veto mod regeringens første aftale om at betale gælden tilbage. Den 5 marts 2010 var der folkeafstemning om tilbagebetalingsaftalen. Uanset afstemningens resultat forventer den islandske regering at kunne genoptage forhandlingerne hurtigst med Holland og Storbritannien.
Turisme.
Turismen er Islands anden største erhvervsgren; specielt sommerturismen har en stor betydning. Antallet hotelovernatninger af turister var i 2007 1.015.000. Ca. 75 % af de udenlandske turister kommer fra det europæiske fastland, særlig fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Skandinavien.
På grund af Islands beliggenhed i Nordatlanten har transportselskaberne fordel af den stigende turisme. Der er mange flyforbindelser fra det europæiske fastland og færgeforbindelse fra den danske vestkyst til Seyðisfjörður med den færøske bilfærge Norröna, der fortsætter til Førøerne.
Ved siden af de mange kunstmuseer minder Nationalmuseet i Reykjavík og de andre islandske museer om landets rige kulturarv. Særlig frilandsmuseerne dokumenterer livsbetingelserne før i tiden.
Isis.
Isis (flere forslag til hvad navnet betyder: "Trone/Den som bærer/Herskerkraft") var en af de mest populære gudinder i Egypten. Blandt hendes mange titler kan nævnes: "Himlens Dronning, Alle guders moder, Den som er alt som er, har været og vil komme, Fruen af de grønne afgrøder, Havets stjerne" og "Hun som skaber lys af hendes fjer og vind med hendes vinger."
Hun var den store modergudinde og hustru, og en aktiv beskytter af sin mand og bror Osiris og sin søn Horus. Hun samlede Osiris efter Seth havde dræbt og sønderlemmet ham. Hun ansås som en magisk kyndig gudinde med magt over både guder og mennesker. Kleopatra blev i sin samtid fremstillet som den levende Isis.
Hendes navn dukker første gang op i tekster fra ca 2450 f.v.t, men hendes oprindelse fortaber sig i det uvisse.
Hun fremstilles med sit navns hieroglyf som krone, fra (det ny rige) blev hun fremstillet med solskive og horn på hovedet. I dyreskikkelse fremstod hun som fugl (fx svale) eller som et træ (ahorn eller figen).
En traditionel lovtale til hendes ære fra Memfis lyder sådan: "Jeg er Isis, herskerinde over alle lande, og jeg er opfostret af Hermes, og har sammen med ham opfundet den hierarkiske og demotiske skrift, så ikke alt skulle skrives med den samme skrift. Jeg har stiftet love for menneskene og fastslået, hvad ingen kan ændre. Jeg er Kronos' ældste datter. Jeg opfandt landbruget for menneskene. Jeg er kong Horus' mor. Jeg står op i Hundestjernen. Jeg er den, kvinderne kalder gudinden. Det er for mig, byen Bubastis blev grundlagt. Jeg har skilt Jorden fra himlen. Jeg har vist stjernerne deres veje. Jeg har bestemt Solen og Månens bane. Jeg har givet ophav til søfarten. Jeg har gjort det rigtige stærkt. Jeg har ført mand og kvinde sammen. Jeg har bestemt, at kvinder skal føde børn i den tiende måned. Jeg har fastslået, at forældre skal elskes af sine børn. Jeg har ilagt straf for de forældre, der ikke elsker sine børn. Jeg og min bror Osiris har gjort slut på menneskeæderi. Jeg har vist menneskene mysterierne. Jeg har lært dem, at dyrke gudernes billeder. Jeg har indviet gudernes hellige områder. Jeg har styrtet tyrannernes verden. Jeg har gjort slut på drabene. Jeg har tvunget mændene til at elske kvinderne. Jeg har gjort det rigtige stærkere end guld og sølv. Jeg har fastslået, at det sande skal betragtes som smukt. Jeg har opfundet ægteskabskontrakten. Jeg har fastslået sprogforskellen for grækere og barbarer. Jeg har gjort det sådan, at naturen skiller det gode og det onde fra hinanden. Jeg har gjort eden til det mest frygtede. Jeg har overladt den, der falder andre i ryggen. Jeg fastsætter straf for dem, der handler uretmæssigt. Jeg har fastsat barmhjertighed for den, der søger besyttelse. Jeg beskytter dem, der møder gengæld med retfærdighed. Hos mig er det rigtige stærkt. Jeg er herskerinde over floderne og vindene og havet. Ingen hædres uden min viden. Jeg er krigens herskerinde. Jeg er lynets herskerinde. Jeg gør havet roligt og får det til at storme. Jeg er at finde i Solens stråler. Jeg er med til at styre Solens bane. Det jeg bestemmer, fuldbyrdes. Alt adlyder mig. Jeg frigør det fangne. Jeg er søfartens herskerinde. Jeg gør sejlbare farvande usejlbare, når det passer mig. Jeg har grundlagt byernes mure. Jeg er den, der kaldes Lovgiveren. Jeg løfter øjnene op mod lyset. Jeg er regnens herskerinde. Jeg overvinder skæbnen. Skæbnen adlyder mig. Vær hilset, Egypten, som har fostret mig."
Kilder/henvisninger.
Politikens bog om det gamle Egypten, Torben Holm-Rasmussen, ISBN 87-00-65686-0
Isopren.
Isopren er en meget vigtig byggesten, som danner grundlaget for biosyntesen af mange biologiske molekyler, f.eks. squalen (et intermediat i kolesterolbiosyntesen), terpener, gibberelliner, steroler, carotenoider, neophytadien gummi, fytolhalen på chlorofylmolekylet osv.
Biosyntesen af de forskellige molekyler (terpener, gibberelliner, cholesterol osv.) sker ikke direkte ud fra isopren, men via en kompleks række af reaktioner.
Isoterm.
En isoterm er en linje (kurve) gennem de steder, der har den samme temperatur.
I (V,p) koordinatsystemet vil den isoterme kurve være en hyperbel.
Dette kan man overbevise sig selv om ved hjælp af idealgasligningen.
formula_1
formula_2
R er som bekendt altid en konstant, jf. navnet "gaskonstanten".
n er antallet af mol, som er konstant i en lukket beholder, hvilket man altid antager at have i denne type af diagrammer.
T er desuden per definition en konstant i en isoterm.
formula_3, hvilket måske er mere tydeligt ved denne sammenligning formula_4
Dette er definitionen på en hyperbel, og derved er dette vist.
Ivan Rebroff.
Ivan Rebroff (31. juli 1931 i Berlin - 27. februar 2008 i Frankfurt am Main) var en tysk sanger. Hans stemme havde et omfang på 4,5 oktav, og han var især kendt for sine fortolkninger af russiske folkesange, operetter og klassiske sange.
Liv.
Rebroff blev født i Spandau i Berlin som søn af en tysk far og en russisk født mor. Han voksede op i Belzig og Halle (Saale). Hans borgerlige navn var Hans-Rolf Rippert, men han tog kunstnernavnet Ivan Rebroff. Han var medlem af det kendte drengekor Stadtsingechor zu Halle. Rebroff studerede fra 1951 til 1959 sang på musikkonservatoriet i Hamburg. 1958 blev han medlem af to tyske kor, der var inspireret af russisk folkemusik.
Rebroff fik sit store gennembrud i 1968, da han i Paris spillede Tevjo i musicalen Anatevka (over 1.400 forestillinger);(Spillemand på en tagryg). Han havde mange hovedroller i operaer, operetter, teaterforestillinger, spillefilm og optrådte ofte i fjernsynsudsendelser og ved koncerter i koncertsale og kirker. Han blev begejstret modtaget af det russiske publikum på sin første ruslandsturne i 1988.
Han gav i sine sidste år ca. 200 koncerter årligt overvejende klassiske kirkekoncerter. Han gav på grund af helbredsproblemer sin sidste koncert den 9. december i Wien.
Han boede dels i Zell-Weierbach, en lille by i nærheden af Offenburg, dels på Skópelos.
Ivan Rebroff døde 76 år gammel den 27. februar 2008 af hjertestop på et sygehus i Frankfurt am Main. Hans sidste vilje var at blive brændt ved en ceremoni i Tyskland og få sin aske spredt over det græske hav.
Ivanhoe.
Ivanhoe er titlen på en roman af Sir Walter Scott, hvor en korstogsridder – Ivanhoe – kæmper for Kong Richard Løvehjerte og kærligheden til den skønne Rowena. Han tiltrækkes dog af jødinden Rebecca, som plejer ham da han bliver såret, og da hun anklages som heks må han stille op til duel.
Det er en for forfatteren typisk historisk roman med fiktive hovedpersoner i en spændingsfyldt handling med historisk virkelige personer som bipersoner. Rebecca opfattes af mange som en af hans bedste personskildringer.
Den er filmatiseret i 1951 med Robert Taylor i titelrollen, Elizabeth Taylor som Rebecca og Joan Fontaine som Rowena.
Ivar Lo-Johansson.
Ivar Lo-Johansson (23. februar 1901 – 11. april 1990) var en svensk forfatter.
Modtager af Nordisk Råds litteraturpris i 1979.
Jack the Ripper.
Jack the Ripper er en aldrig pågrebet seriemorder i London, der dræbte sine ofre i sidste halvdel af 1888.
Det faktum, at morderen aldrig er blevet pågrebet, har givet grobund for mange spekulative teorier omkring mordene. Det er således også uvist præcist hvor mange mord, der rent faktisk blev begået af Jack the Ripper. Der er bred enighed om, at fem mord med rimelig sikkerhed kan henføres til den samme person, men der kan have været over 20 mord.
Alle fem blev myrdet og lemlæstet i Whitechapel, et slumkvarter i London. Tilsyneladende stoppede mordene herefter. Måske havde han udført en bestemt opgave, var død eller flygtet.
Endnu en kuriositet ved sagen var, at politiet indstillede hele efterforskningen en måned mellem det næstsidste og sidste mord. Det mest uhyggelige ved mordene var den næsten rituelle brutalitet, som de blev udført med: Jack the Ripper fjernede kvindernes organer og lemlæstede flere af ofrene.
Angiveligt skulle morderen have sendt adskillige breve til politiet, hvor han bl.a. gjorde nar af dem. Mange af disse breve findes stadig. Det er imidlertid uvist, hvor mange breve, der var ægte. De fleste teoretikere mener, det kun er et fåtal - hvis nogen overhovedet. Det helt enorme antal vidnede i hvert fald om mange forfalskninger.
Der har været mange teorier fremme om, hvem morderen egentlig var. På et tidspunkt blev Elefantmanden, som levede på samme tid mistænkt for mordene, hvilket var helt grotesk, eftersom han dårligt kunne bevæge sig pga. sine deformiteter. Nogle af konspirationsteorierne omkring mordene har endda involveret det engelske kongehus.
Walter Sickert er blevet en kontroversiel størrelse, efter Patricia Cornwell i sin bog "Portræt af en morder" gør det klart, at hun mener at have fundet den sikre bagmand i den engelske kunstner. Teorien er imidlertid bestridt af flere "Ripperologists", som teoretikerne omkring modsagerne kalder sig selv.
Mordene er blevet emne for mange flere bøger og er blevet filmatiseret flere gange.
Film om Jack the Ripper.
Tom Merrys bud på Jack the Ripper - forsiden af magasinet "Puck" 21. september 1889
Jackson.
Amerikansk byer: "(listen er ikke udtømmende)"
Jagtprøve.
Jagtprøven skal ifølge jagtloven bestås for at få udstedt et jagttegn.
For at bestå jagtprøven kan man læse selv eller blive undervist i jagt på et aftenskolekursus.
Undervisningsmaterialet, som omfatter en obligatorisk jagtprøve, kan fås hos jagtforeningerne. Dog skal man følge det obligatoriske våbenkursus hos en godkendt våbenkursuslærer, der også sørger for tilmelding til jagtprøven til Skov- og Naturstyrelsen.
Man kan få konverteret en norsk, svensk eller finsk jagtprøve til dansk jagttegn uden at skulle bestå dansk jagtprøve, hvis man har bopæl i Danmark. Dog kræves dokumentation for aflagt jagtprøve (evt. våbentilladelse) og kopi af dansk sygesikringsbevis. Udlændinge fra andre lande end de 3 nævnte skal, hvis de får fast bopæl i Danmark, bestå den danske prøve.
Man kan få riffelpåtegning på jagttegnet ved at bestå riffelprøven. Når riffelprøven er bestået, står den fremover på jagttegnet. Man skal ikke op til ny riffelprøve, hvis man sælger sin riffel og på et senere tidspunkt anskaffer sig et nyt.
Jagttegn og jagtprøver i 2004· Ca. 159.200 personer løste jagttegn i 2004.
James Dean.
(8. februar 1931 - 30. september 1955) var en amerikansk skuespiller. Han omkom kort efter indspilningen af filmen "Giganten", og blev genstand for en voldsom idoldyrkelse.
Jan Bonde Nielsen.
Jan Bonde Nielsen (født 20. maj 1938) er en dansk og international erhvervsleder.
Bonde Nielsen blev først udlært som gartner og forsøgte sig først uden held med at dyrke krysantemum i Afrika og få disse fløjet til Danmark.
Som 35-årig stod Bonde Nielsen pludselig med en bestemmende aktiepost i Burmeister & Wain (B&W), og et turbulent forløb førte frem til B&W's konkurs i 1980. Forløbet førte til, at Bonde Nielsen tiltaltes for grov mandatsvig til 146 millioner kroner, men i 1986 frikendtes i Københavns Byret. Sagen var en af "Bagmandspolitiets" første.
Efter dommen flyttede Bonde Nielsen til England. En ankesag blev besværliggjort af, at Bonde Nielsen ikke ville komme hjem og heller ikke kunne udleveres. Fra London har han med held beskæftiget sig med bl.a. ejendomshandel.
Japan.
Japan ("Nippon" eller "Nihon": 日 (sol) 本 (ophav), bogstavelig «solens ophav») er et land i øst-Asien. Det består af en øbue i Stillehavet, øst for den Koreanske halvø. Navnet bliver ofte oversat som "Den opgående sols land", kommer fra Kina, og refererer til Japans østlige position i forhold til det asiatiske kontinent. Før Japan havde relationer med Kina, var det kendt som Yamato (大和). Wa (倭) var et navn tidlige Kina brugte for at referere til Japan i "de tre kongerigers periode".
Japan består af en kæde af øer. De største af dem er, regnet fra syd til nord: Kyushu (九州), Shikoku (四国), Honshu (本州, den største ø) og Hokkaido (北海道).
Den første folketælling i Japans historie foregik i 1920. Folketællingen viste dengang 56 millioner indbyggere. I 2000 var tallet 126.925.843.
De japanske navne for Japan er "Nippon" og "Nihon", hvoraf det første, "Nippon", bliver brugt i de fleste officielle henseender, for eksempel på penge, frimærker og ved internationale sportsarrangementer. "Nihon" er det mere dagligdags navn for Japan. For eksempel kalder japanere sig "Nihon-jin" og sproget "Nihongo", som ordret oversat betyder "Japan-mennesker" og "Japan-sprog". Det danske navn for Japan kom til vesten via tidlige handelsruter. Det tidlige kinesiske ord for Japan som blev skrevet ned af Marco Polo var "Cipangu". Imidlertid er det kantonesiske navn for Japan, som ordet "Japan" antagelig kommer fra, "Jatbun".
I Malaysia blev det kantonesiske ord til "Japan", og det antages at det blev bragt videre til Europa af portugisiske handelsmænd i Malakka i det 16. århundrede. Det blev først set på engelsk i 1577, stavet "Giapan".
Shinto og buddhisme er de to største religioner i Japan. Klædedragten kimono har sit udspring i Japan.
Historie.
Arkæologisk forskning viser, at Japan allerede har været beboet af mennesker for mindst 200.000 år siden, under den palæolitiske periode. Under flere af istiderne i løbet af de sidste millioner år var Japan jævnligt forbundet med det asiatiske kontinent via landbroer (Sakhalin i nord, og antagelig Kyūshū i syd). Det gjorde det let for mennesker, dyr og planter at sprede sig til den japanske øgruppe fra området, som nu udgør Kina og Korea.
Med slutningen af den sidste istid og den generelle opvarming af klimaet opstod Jōmon-kulturen ca. 11.000 f.Kr., karakteriseret af en mesolitisk til neolitisk halvbofast jæger-samler-kultur og tilvirkningen af den tidligste kendte keramik i verden. Man mener, at Jōmon-befolkningen var forfædrene til proto-japanerne og dagens Ainu.
Starten af Yayoi-perioden ca. 300 f.Kr. markede indførelsen af nye teknologier som risdyrkning fra det asiatiske kontinent og en temmelig massiv indvandring fra forskellige dele af Asien som Korea og Kina, specielt fra områder nær Beijing og Shanghai, men også fra syd ad søvejen. Imidlertid har flere nye undersøgelser påpeget at Yayoi-perioden varede 500 til 600 år længere, end man tidligere troede, således at hypotesen om en massiv indvandring er unødvendig som forklaring på befolkningsforøgelsen.
Ifølge traditionel, japansk mytologi blev Japan grundlagt i det 7. århundrede f.Kr. af forfaderen og kejseren Jinmu. I løbet af det 5. og 6. århundede blev det kinesiske skriftsprog og Buddhismen introduceret sammen med andre dele af den kinesiske kultur, først via den koreanske halvø og senere direkte fra Kina. Kejserne var overhoveder af navn, men den faktiske magt lå som regel hos mægtige adelsmænd ved hoffet, regenter, eller "shōguner" (militære guvernører).
Japans ældre politiske struktur betød, at så snart kampe mellem rivalerne var over, flyttede den sejrende shōgun til hovedstaden Heian (hvis fulde navn, "Heian-kyōto", betyder "fredens hovedstad" og senere blev forkortet ned til endelsen "Kyōto") for at styre på kejserens nåde. Imidlertid blev general Minamoto no Yoritomo i 1185 den første, der brød denne tradition, da han nægtede at flytte og sad ved magten i Kamakura i Kanagawadistriktet, lige syd for dagens Yokohama. Selv om dette Kamakura-shogunat var delvist stabilt, opstod der snart indbyrdes kæmpende fraktioner, som førte Japan ind i det, som kaldes "de kæmpende staters periode", eller Sengoku-perioden. I år 1600 fik shōgun Tokugawa Ieyasu overmagten i Sekigahara-slaget ved enten at nedkæmpe eller slå sig sammen med sine fjender, og han skabte Tokugawa-shōgunatet i den lille fiskelandsby Edo (tidligere transkriberet som 'Yeddo'), nu bedre kendt som Tōkyō, "den østlige hovedstad".
Under 2. Verdenskrig blev Japan en del af Aksemagterne mellem Nazityskland, Japan og Italien. Japan indtrådte i krigen mod De allierede og USA med Angrebet på Pearl Harbor. Da krigen i Europa var slut, fortsatte Japan krigen, men beredte sig på at overgive sig. De allierede ønskede en betingelsesløs overgivelse og fik den ved USAs nedkastning af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945.
Politik.
Japan bliver generelt anset for at være et konstitutionelt monarki med et todelt parlament, "Kokkai". Nogle få japanske akademikere mener imidlertid, at Japan er en republik. Japan har en kejserfamilie, ledet af en kejser, men under den nuværende grundlov har han overhovedet ingen magt. Tidligere lå landets suverænitet hos kejseren, men efter den japanske grundlov ligger den nu hos det japanske folk. Kejseren har kun rollen som det samlende, nationale symbol.
Parlamentet er delt i et repræsentanternes hus ("Shugi-in"), som har 480 pladser valgt ved afstemning hvert 4. år, og et råd ("Sangi-in") med 242 pladser, hvis folkevalgte medlemmer sidder i 6 år. I hvert hus bliver medlemmerne valgt enten direkte eller proportionelt efter parti.
Den udøvende magt er ansvarlig over for parlamentet, og den består af "kabinettet" (regeringen) og ministrene, som alle skal være civile. Statsministeren skal være medlem af parlamentet og bliver udnævnt af sine kolleger. Statsministeren har magt til at udnævne og fjerne ministre, og et flertal af disse skal være medlemmer af parlamentet. Der er almindelig stemmeret for voksne med hemmelige valg til alle folkevalgte embeder.
Japansk politik har i hele efterkrigsperioden været domineret af det Liberal Demokratiske Parti (LDP), bortset fra en kort periode i begyndelsen af 1990'erne.
Geografi.
Japan, et land bestående af øer, der løber mellem den østlige kyst af Asien og Stillehavet. De største øer, løbende fra nord til syd, er Hokkaido, Honshu (hovedøen), Shikoku, og Kyushu. Naha på Okinawa på Ryukyu er over 600 km sydvest for Kyushu. Derudover tæller det japanske øhav omkring 3.000 små øer.
Omkring 73% af landet består af bjerge med en kæde der løber gennem hver af hovedøerne. Det højeste bjerg, Fuji, når en højde på 3.776 m. Da der kun er sparsomt med fladt land, er mange bakker og bjergsider anvendt helt til toppen, og der er store byer i ethvert større fladt område.
Japan ligger i en vulkan zone. Landet bliver ramt af ca 1.000 jordskælv om året, store som mindre, samt har vulkansk aktivitet. Kraftige jordskælv, der ofte leder til tsunamier, rammer landet ofte. Seneste store jordskælv tæller Chuetsu Jordskælvet i 2004, Det Store Hanshin Jordskælv i 1995 samt i 2010.
Landet er rigt på varme kilder.
Budo og sport.
Efter Meiji-restaurationen i 1867-69 blev Japans traditionelle kampdiscipliner modificeret til discipliner med sportsprægede træk efter vestlig koncept, fx sumo, judō og den moderne kendō. Der findes dog stadigvæk budo-grupper inden for omtalte discipliner, som ikke ønsker denne modernisering, trods de japanske anstrengelser. Den disciplin der har ændret sig markant i en sportslig -vestlig- retning, er judo. Judo har således i dag status som olympisk kampsportsdisciplin. Den moderne form for kendo afventer optagelse ved det olympiske program, mens den traditionelle form for kendo ikke ønsker denne optagelse.
Baseball er den mest populære tilskuersport i Japan, hvor den professionelle baseball senere blev etableret i 1936. En af de mest berømte japanske baseballspillere er Ichiro Suzuki, som spiller i North American major league baseball, efter at han vandt Japans Most Valuable Player pris tre år i træk (1994, 1995 og 1996).
Siden etableringen af en professionel fodboldturnering i Japan i 1992, har fodbold ligeledes fået mange tilhængere. Japan afholdt Intercontinental Cup fra 1981 til 2004 og var medvært på VM i fodbold 2002 sammen med Sydkorea. Japan har et af de mest succesfulde fodboldhold i Asien, har således vundet AFC Asian Cup tre gange.
Golf er ligeledes populært i Japan, det samme gælder motorsport, bilserier fra Super GT og Formula Nippon.
Jargon.
Jargon (fra fransk "jargon") er en terminologi, i stil med slang, som vedrører en formel speciel aktivitet, profession (branche) eller en (formel) gruppe.
Java (programmeringssprog).
Java er et objektorienteret tredjegenerations-programmeringssprog inspireret af C++. Sproget er udviklet af Sun. Java var oprindeligt døbt Oak, men dette navn havde et andet firma allerede benyttet. Herefter faldt navnet på Java.
Java er også et stort klassebibliotek, der er defineret med en grænseflade i programmeringssproget Java, men også kan bruges fra en lang række andre programmeringssprog, deriblandt Ada og Eiffel.
Slutteligt er Java en virtuel maskine beregnet, men ikke begrænset, til at køre programmer skrevet i programmeringssproget Java.
Programmeringssproget Java er blandt andet kendetegnet ved at et program skrevet i Java kan afvikles på ethvert styresystem, hvis styresystemet har en Java virtuel maskine og det har stort set alle moderne styresystemer. Som programudvikler skal man derfor ikke bekymre sig om slutbrugerens maskinel og programmel. Mens et Javaprogram udføres, sørger den virtuelle maskine selv for at fjerne unødvendige objekter, som optager plads i maskinens arbejdshukommelse ("garbage collection"). Som software-udvikler skal man dog holde styr på andre ressourcer som f.eks. filer.
Java findes i 3 forskellige "hovedudgaver". Disse er Standard Edition, Enterprise Edition og Micro Edition. 2-tallet i forkortelsen refererer til Java 2, der trods nyere versioner end 1.2 fortsat benyttes.
I praksis er der nogle faldgruber. Java findes i flere versioner, og for at sikre at et program kan afvikles flest mulige steder, kan det være nødvendigt, at man som software-udvikler begrænser sig til mulighederne i en tidlig version. Andre firmaer end Sun har lavet udgaver af den virtuelle maskine til Java, og det er ikke alle, der giver helt de samme muligheder.
Java er i skrivende stund, 2006, i version 1.6 (også benævnt 6.0).
Java var i de første år, fra 1995, mest kendt for sloganet 'write once, run anywhere' (skriv en gang, kør alle steder), og så applets: små programmer med begrænsede rettigheder, som kan køre integreret i en hjemmeside. I de første år var det disse elementer der drev interessen for Java. Kritikere af Java blev ved med at henvise til, hvor sløvt (langsomt) Javaprogrammer og -applets kørte, specielt på desktoppen.
Udviklingen inden for programmering og hardware har dog de sidste par år overhalet disse kritikpunkter.
Som et direkte modsvar på Javas dominans på serverområdet kom Microsoft med deres .NET platform..NET har dog endnu ikke vundet Javas popularitet.
Forklaring.
Erklærer at programmet hedder Hello, al den tekst der ligger mellem den første " bliver af Java opfattet som en del af klassen Hello, dvs. "programmet".
Metoden/funktionen main som altid er påkrævet for at få et Javaprogram til at køre, eksekverer den del af koden der ligger mellem de inderste ".
Skriver Hello, World! på skærmen. Tegnet;(semikolon) sidst i hver linje angiver linjens afslutning.
Jean Picard.
Jean Picard var en fransk astronom (1620-1682). Kom til Danmark for nøjagtigt at bestemme Uranienborgs geografiske position, da denne var af stor betydning ved udnyttelsen af Tycho Brahes astronomiske observationer. Picard tog Ole Rømer med sig til Paris som assistent.
Jeanne d'Arc.
Jeanne d'Arc også kaldt "Jomfruen fra Orleans" (6. januar 1412 i Domremy, Lorraine i Frankrig − 31. maj 1431) var en fransk helgeninde og hærfører fra Hundredårskrigens sidste fase. Hun blev brændt på bålet som kætter i Rouen. Hun blev rehabiliteret i 1456 og er en fransk national heltinde. Hun blev kanoniseret (helgenkåret) af den katolske kirke i 1920.
Ingen heroisk kvindeskikkelser i vor historie har gennemgået så meget i en så bemærkelsesværdig tid som Jeanne d'Arc. Hun fødtes i en urolig tid, hvor Hundredeårskrigen havde hærget i godt halvfems år. Hendes hjemland var delt i to fløje: armagnacerne, der ønskede at uddrive englænderne, og burgunderne, der sluttede alliance med dem. Det gjorde det umuligt for Frankrig at sejre. Englændernes utilfredshed med den franske indblanding i kongens udstationerede vasaller førte til heftige kampe om, hvem, der skulle arve den franske trone. På Jeannes tid trådte krigen ind i et nyt kapitel, da England og Frankrig skulle have nye konger: I England var et spædbarn tænkt som tronarving. I Frankrig ventede en usikker dauphin, i skikkelse af den senere Charles VII, på det næste skridt, der kunne lede ham mod den franske trone. Jeanne d’Arc, der var kommet for at krone sin konge og befri sit folk, endte sit korte liv på kætterbålet; dømt for at iklæde sig mandstøj og for bespottelse af kirken og Gud, som hun mente havde pålagt hende sin mission.
Mandsklædning.
Mandsklædningen er et omdiskuteret emne mht. Jeanne d'Arc: En ung kvinde, der i et konservativt middelaldersamfund ifører sig mandsklædning, og ikke nok med det udfører en mands gerninger. Det står helt klart, at Jeanne bar mandsklæder og rustning; ikke blot når hun stod i spidsen for de slag, men også i almindelighed. Denne normafvigelse viser Jeanne d'Arc som en viljefast og målrettet personlighed, der ikke følte sig underlagt hvad samtiden mente. Derimod fremstår hun urokkeligt fast ved den mission, som hun mente Gud havde påbudt hende og stolede på sine værnehelgener, der havde bedt hende iføre sig mandsklæder. Da Jeannes fremtoning var speciel, er der nedskrevet mange detaljer om hendes dragt. Af øjenvidner og i de mange protokoller, der førtes under hendes retssag. Hun gik i mandsdragt af to lag tøj. Hendes påklædning bestod af mandsstrømper, bukser og en rustning for at blive integreret blandt de soldater, hun fik til rådighed.
Det har også været nødvendigt, for at Jeanne skulle kunne deltage i slagene til hest.
Jeanne klippede håret for at kunne passe sin hjelm.
Hun påpegede aldrig disse grunde til påklædningen. Dette kan muligvis forklares med, at hun ikke ønskede at sige noget, der senere hen kunne bruges imod hende.
Jeanne d'Arcs retssag.
Under Jeannes retssag forekom mange fejl.
Hun gør ikke sin sag lettere for sig selv: hun talte med hovmod. Det anså anklagerne som et bevis på, at hun følte sig sikker på det evige liv i Himmelen. Hun prioriterede stemmerne og sine visioner højest og ønskede ikke at samarbejde med kirken. Dommerne tolkede det som om, hun så sig selv som en kættersk lærer.
Jehovas Vidner.
Jehovas Vidner er et verdensomfattende trossamfund, der tror på Jehova som skaberen af alle ting og på Jesus Kristus som Guds søn (men uden at være en del af Gud). Samfundet blev grundlagt i 1876 af Charles Taze Russell. I Danmark blev Jehovas Vidner oprettet i 1900. Troen baseres på en selvstændig tolkning af Bibelens tekster. Jehovas Vidner uddeler Bibler til mennesker i hele verden, heriblandt en oversættelse som de selv har oversat og udgivet, "Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter".
Læren indebærer nægtelse af at modtage blodtransfusion og at udføre militærtjeneste, og der fejres ikke jul eller fødselsdag. Et medlem kan blive udelukket fra menigheden, hvis vedkommende har begået en alvorlig overtrædelse af Guds lov uden at ændre sind (angre, vende om).
Jehovas Vidner opsøger folk for at forkynde for dem, enten på gaden, fra hus til hus eller via telefon. Derimod deltager man ikke i fællesskab med andre religioner, heller ikke ved f.eks. fælles bønner for fred mv.
Tro.
Ifølge Jehovas Vidners lære kom Jesus igen i 1914 og indførte Guds Rige i Himmelen. Jorden vil bestå til evig tid, og den vil (igen) blive omdannet til et paradis, hvor mennesket vil blive ført tilbage til fuldkommenhed. Det anses for meget vigtigt at bruge Guds navn - et navn som ikke kendes den nøjagtige udtale af. Det vides at navnet består af 4 konsonanter JHWH (grundet hebraisk skriftsprog og at de første registreringer af Guds eksistens er på hebraisk). De benytter udtalen Jehova, på trods af mange sprogforskere og andre lærde er enige om at navnet udtales Jahve eller alternativt Jahuah. Jehovas Vidner er dog kun delvist enige i denne opfattelse. Jehovas vidner vægter navnet meget højt, men anser ikke udtalen som vigtig, men mener at den tidligere mest udbredte udtale i USA og Sydamerika bør benyttes.
Jehovas vidners bibelopfattelse adskiller sig en del fra de kristne hovedreligioner. De afviser f.eks. treenigheden, at Jesus er Gud, at der skulle findes et brændende helvede, samt læren om sjælens udødelighed og prædestinationslæren (skæbnen). Det læres også, at Jesus døde på en pæl og ikke blev korsfæstet på et kors, og at vi nu lever i den tidsperiode, som Bibelen omtaler som "de sidste dage".
De praktiserer ikke barnedåb som følge af, de ikke mener et spædbarn kan tage stilling til tro. Dåben er en personlig beslutning der bliver truffet når personen selv føler sig parat. I Jehovas Vidners publikationer er der eksempler på, at børn ned til 10 års alderen er blevet "voksendøbt", men det almindelige er fra sent i teenageårene og ældre. I tilfælde af en senere udtrædelse vægter mindreåriges dåb lige så meget som voksnes dåb, og dermed er konsekvenserne ved en udtrædelse også de samme..
Ændringer af doktriner.
Jehovas Vidner har mange gange fornyet deres forståelse af enkelte bibelske tegn på "de sidste dage".
Det var tilfældet da deres forståelse af, at den generation der er født før 1914, ville leve når Harmagedon vil indtræffe. Profetien som de byggede denne opfattelse på er fra Mattæusevangeliet kap. 24 vers 34. I 90'erne var denne generation blevet temmelig gamle, og efter grundige studier i bibelen forstod man at dette ikke var tilfældet. Deres nuværende forståelse er at "generationen" er den "den lille skare" som lever på jorden nu og at der vil være flere tilbage af dem når den "store trængsel" begynder.
Adfærd.
Jehovas Vidner er et forholdsvist lukket samfund, der som følge af påbud fra Jehovas Vidners top begrænser deres sociale kontakter med mennesker uden for deres eget samfund. De har en begrænset kontakt til mennesker uden for deres trossamfund gennem job, familie og missionærarbejde, men det er ikke vellidt at have venskaber med "ikke-Jehovas Vidner", som de betegner som verdslige (ud fra verden)..
De har en streng mødedisciplin, hvis medlemmer over en periode ikke kommer til de annoncerede møder, vil der blive taget kontakt til disse "inaktive medlemmer" for at opfordre dem til igen at komme til Jehovas Vidners møder. Ligeledes vil medlemmer af Jehovas Vidner som i en periode ophører med at aflevere en månedlig rapport over hvor meget tid de har anvendt og hvor mange blade de har udleveret i deres forkyndelsesarbejde, blive kontaktet af de ældste i menigheden, med henblik på at starte deres forkyndelse op hurtigst muligt igen. Det er forventet at alle der er døbte Jehovas Vidner hver måned udfører forkyndelse, i det omfang deres omstændigheder tillader det.
Udelukkelse(udstødelse).
Jehovas Vidner bruger udelukkelse (tidligere udstødelse) som menighedstugt. Inden for de senere år er Jehovas Vidner konsekvent begyndt at bruge udtrykket udelukkelse frem for udstødelse, men konsekvensen er den samme. Jehovas Vidner har strenge regler for moral. De begrunder dette med blandt andet to bibelvers; hvoraf det ene opfordrer til afvise at tage imod en person, der ikke underviser i Kristi lære (Andet Johannesbrev 1,10), det andet vers advarer mod at hellige mennesker end ikke må tale om utugt, urenhed og havesyge (Efeserbrevet 5, 3-5).
De første kristne har sandsynligvis benyttet sig af udstødelse. I nutiden er det som regel mindre religiøse samfund, der praktiserer udstødelse. Jehovas Vidner er det eneste trossamfund i Danmark, der benytter sig af denne menighedstugt. Udelukkelse indebærer "afskærelse fra menigheden" og bruges for at opretholde Jehovas Vidners tolkning af bibelens moralnormer. Inden udelukkelse finder sted holdes der samtaler med den udstødte. I en samtale forsøges at få "synderen" til ophøre med den synd, som ligger til grund for udstødelsen. I tilfælde af at synderen accepterer at rette ind efter Vagttårnsselskabets tolkning af Bibelens lære igen, kan vedkommende "muligvis" undgå en udstødelse. Dommens udfald er dog betinget af de ældstes vurdering af oprigtigheden af den fortrydelse som "synderen" giver udtryk for.
Inden en udstødelse foretages, forsøger en eller to ældste at opsøge den person, som Jehovas Vidner anser for at være en "synder". Dette forsøges i håb om at de ældste kan få "synderen" til at ophøre med at "synde". Hvis dette ikke er muligt er dommen følgende: Når ældste i et dømmende udvalg vurderer at der er tale om frafald, ondskab eller overlagt oprør mod Jehovas love, er det deres pligt at beskytte menighedens øvrige medlemmer ved at udstøde den overtræder der ikke viser tegn på anger".
Omgang med udstødte er som udgangspunkt ikke tilladt. Dog må familiemedlemmer foretage 'nødvendige' familieanliggender. Hvis et Jehovas Vidne omgås selskabeligt med udstødte som ikke er familiemedlemmer er det udstødelsesgrund
Et mindreårigt barn kan også blive udstødt, hvis barnet er blevet døbt. Et hjemmeboende barn som bliver udstødt er afskåret fra at tale religiøse emner med sine forældre og søskende. Da det religiøse (åndelige) er en meget stor del af Jehovas Vidners liv, har udstødelsen store konsekvenser for et hjemmeboende barn. Barnet har ikke længere lov til at se venner, som er Jehovas Vidner.
Dommens længde for en udstødt er på livstid med mindre at den udstødte person fortryder sine handlinger og kontakter det lokale ældsteråd og beder om genoptagelse. Genoptagelsen foretages ikke omgående, da den udstødte skal bevise sin "anger", derfor kan der gå op til et år, fra det tidspunkt den udstødte bad om genoptagelse, inden en genoptagelse finder sted. Efter en genoptagelse har den "genoptagede" begrænsede rettigheder, eksempelvis må den genoptagede ikke være en aktiv deltager ved menighedens møder - aktiv deltagelse er en stor del af Jehovas Vidners møder. Hvis den genoptagede bliver udviser flid vil processen med at få fjernet de begrænsede rettigheder fremskyndes.
Udstødte/udelukkede Jehovas Vidner får ofte psykiske problemer, da de efterfølgende står alene uden familie og netværk. Blandt andet som følge heraf, stiftedes støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner i 1988..
Skabelsesberetning.
Jehovas Vidner forkynder for beboerne i et hus i Lissabon, Portugal.
Jehovas Vidners tro på en skabelse er tilnærmelsesvis identisk med kreationisme herunder den opfattelse som betegnes gammeljordskreationisme. De tror at jorden ikke er skabt på 6 gange 24 timer, men derimod i seks perioder, som ikke er nærmere defineret.
Jehovas vidner opfatter ikke bibelens 6 skabelsesdage som 6 fysiske dage. De tror at alle seks skabelsesdage er endt, fordi der om den sjette "dag" siges: "Og det blev aften og det blev morgen, sjette dag" (), ligesom der blev sagt om hver af de foregående fem dage. Men sådan siges der ikke om den syvende dag, hvor Gud gav sig til at hvile, hvilket ifølge Jehovas Vidners opfattelse betyder, at denne "dag" fortsatte (), og at vi stadig lever på den. Deres opfattelse er, at den 7. skabelsesdag har haft en varighed på omkring 6000 år.
Jehovas vidner har den opfattelse at den uge, der beskrives i til, og som ender med en hviledag, synes at danne en parallel til den uge som israelitterne inddelte tiden i, og som endte med en sabbat på den syvende dag i overensstemmelse med Guds vilje (). Da Jehovas vidner tror at den sjette "dag" i skabelsesugen har varet i tusinder af år, drager de den konklusion, at hver af de seks skabelsesdage (perioder) også var på flere tusind år. Jehovas Vidner har tidligere haft opfattelsen af at året 1975 var afslutningen af det 6. årtusinde af den 7. skabelsesdag, og man forventede at 1000 års-riget ville indtræffe senest i 1975 og dermed ville dommens dag indtræffe inden da. Siden erkendte Vagttårnet sin fejltagelse blandt andet med følgende udtalelse: "I årene efter 1966 handlede mange Jehovas Vidner i harmoni med ånden i denne vejledning. Men der blev også trykt andre kommentarer til dette emne, og nogle af dem var sikkert mere kategoriske end godt var".
Den nuværende begrundelse er at skabelsesdagene ikke skal opfattes bogstavelige med, hvor alle skabelsesperioderne tilsammen omtales som én "dag". Et andet vigtigt argument for Jehovas Vidner er Peters udtalelse om at "en dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som en dag" ().
Jehovas Vidner opfatter skabelsen som en proces på flere millioner år, men tror at de første mennesker blev skabt for 6.000 år siden, og at der før ca. år 4025 f.kr. ikke har levet mennesker på jorden.
Ugentlige møder.
Jehovas Vidner afholder flere møder fordelt hen over en uge. Medlemmerne bestræber sig altid for at være til stede ved Teokratisk Skole, Tjenestemøde og Søndagsmødet.
Teokratisk skole og tjenestemøde.
Disse møder, som foregår i rigssalene, er todelte: Første halvdel af mødet er 45 minutters teokratisk skole, hvor medlemmerne kan lære at undervise ud fra Bibelen samt at blive bedre til at læse. Det ugentlige pensum, som gennemgås på teokratisk skole, er det samme over hele jorden.
Anden halvdel af mødet er et 45 minutters tjenestemøde, hvor der undervises i at forkynde. Disse to møder holdes samme dag i umiddelbar forlængelse af hinanden.
Menighedsbogstudiet.
Dette møde ophørte fra 1. januar 2009, og blev erstattet med af et 25 minutters studium i forbindelse med teokratisk skole fra 1. januar 2009, menighedsbogstudiet blev før afholdt i medlemmernes private hjem. Studierne afholdtes i mindre grupper og tog en times tid. Menighedbostudiet blev tidligere betegnet som et af ugens vigtigste møder, men ophørte med den begrundelse, at det i forvejen er svært for en travl familie at få en hverdag til at hænge sammen.
Søndagsmøder.
Om søndagen holdes der typisk et offentligt foredrag ud fra et tema, som bliver behandlet ud fra et bibelsk synspunkt; foredraget varer 30 minutter.
Endelig er der studiet af en artikel i "Vagttårnet". Dette studium varer en time. Det offentlige foredrag og studiet af Vagttårnet finder sted samme dag i umiddelbar forlængelse af hinanden. Hele mødet varer en time og tre kvarter, inklusive sang og bøn. Der er fri adgang, og der optages ikke kollekt.
Samlinger.
Korte møder på ca. 15-20 minutter som afholdes inden en gruppe af Jehovas Vidner tager ud og forkynder (missionerer) i deres lokale område. Disse møder afholdes typisk onsdag formiddag, mandag eller onsdag aften, samt lørdag formiddag. Mødets hensigt er at give mødedeltagerne inspiration til samtaleemner i deres forkyndelsesarbejde, samt kunne planlægge hvilke gader de vil henligge deres forkyndelse til. Her kommer kun dem der har mulighed for det.
Stævner.
Auditoriummet på "Jehovas Vidners Stævneplads" i Silkeborg
Jehovas Vidner afholder særlige stævner i årets løb. Disse store møder bliver overværet af flere menigheder på én gang. Danmark er ligesom andre lande opdelt i distrikter, kredser og menigheder. To gange om året mødes en kreds af menigheder i en af de tre stævnehaller i Danmark som Jehovas Vidner har bygget. Én gang om året til kredsstævner, som er to-dages stævner, samt én gang årligt til "den særlige stævnedag". Stævnerne afholdes i Danmark i Jehovas Vidners stævnehaller i Silkeborg, Herlufmagle og Rønne.
Om sommeren afholdes der som regel områdestævne på "Jehovas Vidners Stævneplads" i Silkeborg. Der findes her et auditorium samt en campingplads som kun er for Jehovas Vidner. Programmet, der varer tre dage, er de senere år blevet transmitteret via FM-radio på 95,2 MHz i Silkeborgs nordøstlige område. Programmet indledes og afsluttes med en sang og en bøn, og indeholder foredrag, hørespil, skuespil og dåb; og nye publikationer udgives. I pauserne er der pladser hvor man kan spise og drikke medbragt mad, og man får mulighed at møde venner og bekendte. Med nogle års mellemrum afholdes ligeledes internationale stævner forskellige steder i verden. Sidst, der blev afholdt et internationalt stævne i Danmark, var i 2003, i Brøndbyhallen og på Brøndby Stadion. I 2008 afholdtes sommerstævnet dog på NRGi Park i Århus, og i 2009 på Brøndby Stadion. I 2010 var de igen i Silkeborg, hvor der blev annonceret at de også ville komme tilbage i 2011.
Som til Jehovas Vidners andre møder, er der gratis og offentlig adgang til stævnerne.
Mindehøjtiden om Jesu Kristi død.
Jehovas Vidners vigtigste årlige møde er Mindehøjtiden, også kaldet Herrens Aftensmåltid. Begivenheden holdes på datoen for den den sidste nadver, den 14. Nisan efter den gamle israelske kalender. Datoen er defineret som "14 dage efter at nymånen som er nærmest forårsjævndøgn er synlig i Jerusalem". Mødet er åbent for offentligheden.
Efter et foredrag om betydningen af den sidste nadver bydes symbolerne rundt, ugæret brød og vin, men tages kun af de ganske få Jehovas Vidner der mener at have håb om himmelsk liv efter deres død.
I 2011 holdes mindehøjtiden søndag den 17. april.
Medlemstal.
Tallene i dette afsnit stammer fra "Jehovas Vidners Årbog 2011", udgivet af "Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab"
Trossamfundet opgiver at der i hele verden er 7,3 millioner aktive medlemmer, og at 18,7 millioner overværede den årlige højtid til minde om Jesu død i 2010. Der er over 107.200 menigheder fordelt på 236 lande, og medlemstallet stiger med et par procent om året; tallet fra 2009/2010 er 2,5 procent. Medlemstallet i Danmark og i resten af Skandinavien og for så vidt også resten af Vesteuropa - stagnerende. Således var der over 16.000 medlemmer i Danmark i begyndelsen af 90'erne, mens medlemstallet i 2010 var faldet til et gennemsnit på 14.085, et fald på omkring 13% gennem sidste to årtier. Jehovas Vidner betegner ikke selv antallet som medlemstal, men som "forkyndere". Medlemstallet omfatter derfor kun dem, der deltager aktivt i det offentlige forkyndelses- og bibelundervisningsarbejde med minimum 15 minutters forkyndelse om måneden.
Det opgives fra trossamfundet at der i dette arbejde i løbet af et år (2009/2010) blev anvendt 1,6 milliarder timer, hvilket vil sige at hvert Jehovas Vidne i gennemsnit bruger ca. 21,7 timer om måneden. I Danmark er dette gennemsnit dog betydeligt lavere, da gennemsnittet er på ca. 13 timer om måneden. I tallene er medregnet hjælpe pionerer (50 timer pr. måned), Pionerer (ca. 70 timer pr. måned) og missionærer/special pionerer (ca. 120 timer pr. måned)
Udgivelser.
Jehovas Vidner (eller rettere "Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab") trykker bibelske bøger samt udgiver bladene "Vagttårnet" og "Vågn Op!". Udgifterne til trykning og distribution af bøger og blade dækkes ved frivillige bidrag.
De trykker ligeledes deres egen oversættelse af Bibelen, som på dansk bærer titlen "Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter", der - som det fremgår af oversættelsen - er "omhyggeligt sammenholdt med den hebraiske aramaiske og græske grundtekst". Det første af i alt seks bind udkom i 1950 på engelsk, og sidste bind udkom i 1960, og i 1961 udkom hele 'Ny Verden-oversættelsen' for første gang. Den danske oversættelse af hele Bibelen blev frigivet i 1985.
'Vagttårnet'.
"Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab" udgiver i Danmark bladet "Vagttårnet - Forkynder af Jehovas Rige" ("The Watchtower - Announcing Jehovah's Kingdom").
Fra og med 1. januar 2008 begyndte Vagttårnet at komme i to månedlige udgaver. Én til studiebrug for Vidnerne selv, og én til brug for offentligheden. Selvom der er en udgave til studiebrug er denne udgave ikke kun for Vidnerne selv. Alle som er interesseret i indholdet kan modtage et eksemplar. Bladet bruges til ugentlige studier i menigheden og dette studie betragter Jehovas Vidner som deres vigtigste møde.
Bladet udkommer pr. 1. januar 2011 på 185 sprog, i et gennemsnitligt oplag på 42.162.000. Bladet udkommer på dansk to gange hver måned som blad, på CD og i en udgave med stor skrift. Det er også muligt at downloade mp3-filer med bladets indhold fra organisationens hjemmeside.
Bladet udkom første gang på engelsk i juli 1879 under navnet "Zion's Watch Tower and Herald of Christ's Presence" ('Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse'). Navnet blev rettet flere gange indtil det i marts 1939 blev ændret til "The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom" ('Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige'). Siden 1892 er bladet udkommet to gange om måneden.
Bladet er udkommet på dansk siden 1900.
'Vågn op!'.
"Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab" udgiver i Danmark bladet "Vågn op!". Bladet, som medlemmerne af Jehovas vidner ofte deler ud på gaden og fra hus-til-hus, er kendetegnet ved at indholde artikler om forskellige emner, som kan være oppe i tiden, eller som udgiverne betragter som alment relevante. Fx spørgsmålet om, hvorfor kroppen ældes, forskellige naturfænomener, hvordan arkæologien bekræfter Bibelen samt spørgsmålet omkring evolution kontra skabelse. Hvad emnerne end måtte kredse om, rundes artiklerne ofte af med forskellige bibelske citater, hvor emnet perspektiveres i forhold til Bibelens budskab og trosamfundets religiøse overbevisninger.
Bladet udkommer pr. oktober 2010 på 83 sprog, i et gennemsnitligt oplag på 39.913.000. Det er hermed sammen med søsterbladet Vagttårnet et af de mest udbredte tidsskrifter overhovedet. Bladet udkommer på dansk hver måned som blad og på CD. Det er også muligt at downloade mp3-filer med bladets indhold fra organisationens hjemmeside.
"Et oplysende blad for hele familien. Det viser hvordan dagligdagens problemer kan klares. Det bringer nyt, fortæller om folk i mange lande og går tæt på religion og videnskab. Men det gør mere end det. Det går bag om nutidens begivenheder og peger på deres egentlige betydning, men forholder sig politisk neutralt og fremhæver ingen race eller samfundsgruppe frem for andre. Og vigtigst af alt: Det giver grundlag for tillid til Skaberens løfte om en tryg og fredelig ny verden der snart vil træde i stedet for den nuværende onde og lovløse tingenes ordning"."
Bladet udkom første gang på engelsk den 1. oktober 1919 under navnet "The Golden Age" ('Den Gyldne Tidsalder'). I 1937 ændredes navnet til "Consolation" ('Trøst'). I 1946 ændredes navnet igen. Denne gang til "Awake!" ('Vågn op!').
Bladet er udkommet siden 1925 på dansk-norsk og fra 1930 i en ren dansk version. Bladet hed på dansk "Ny Verden" fra 1930 til 1947.
Jena.
Jena er en by i den tyske delstat Thüringen med et areal på 114,23 km²
og en befolkning på 104.449 indbyggere (2009). Byens universitet blev grundlagt i 1558.
Under 2. verdenskrig blev Jena en del ødelagt af amerikanske bombeangreb, og efter krigen blev den overtaget af russiske tropper.
Den 15. oktober 1945 var Jenas universitet det første i Tyskland, som kom i gang igen efter krigen. 1946 blev Zeiss- og Schott-fabrikkerne demonteret, og maskiner og specialister sendt til Sovjetunionen. Jena hørte under DDR-tiden til Bezirk Gera (1952-1990).
Ved opstanden 17. juni 1953 protesterede 30.000 af Jenas indbyggere mod DDR-regeringen. Demonstranterne krævede frie valg, Tysklands genforening og DDR-regeringens afgang. For at slå oprøret ned blev der sendt sovjetiske panservåben ind i byen. Der blev indført undtagelsestilstand og flere hundrede personer blev arresteret. 18 juni 1953 blev den i Jena fødte værkstedsarbejder Alfred Diener, som sammen med to andre havde fremført kravene, henrettet i den sovjetiske kommandanturs bygning i Weimar.
Jens Langkniv.
Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk "Robin Hood", der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen.
Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens.
Jens Langkniv søgte tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber, hvor Jens Langknivs hule, 60 meter under jordens overflade, er den største grotte i kalkminens gangsystem.
I Ulvedal Plantage nær Karup findes en langdysse, der kaldes "Jens Langknivs hule", fordi Jens Langkniv skal have haft tilholdssted der.
Jens Yde.
Jens Mathias Yde (3. april 1906 - 23. november 1976) var en dansk etnograf og museumsinspektør.
Blev i 1940 museumsinspektør ved Nationalmuseet. Foretog etnografiske ekspeditioner til Britisk Guyana (1954-1955) og Brasilien (1958-1959).
Jernporten.
JernportenJernporten (rumænsk: "Porṭile de Fier"; serbisk: Ђердапска клисура) er en geografisk betegnelse for et område ved grænsen mellem Serbien og Rumænien, hvor floden Donau indsnævres og er svær at passere da den trænger igennem Karpaterne.
Under de Dakiske krige byggede Trajan en bro lidt længere ned af floden: det var den første bro over Donau og den længste i verden. På den serbiske bred findes en latinsk indskrift fra kejserns tid.
Ved slutningen af det 19. århundrede begyndte man at gøre Jernporten mere sejlbar, men det var først i 1970erne, da man byggede Jernport-dæmningen, at man virkelig beherskede floden. To vandkraftværker blev også bygget på samme tidspunkt.
Đerdap nationalpark i Serbien og Porṭile de Fier nationalpark findes i dette område.
"Jernporten var også et stednavn i København, se Jernporten (København)"
Jernmangel.
 Mennesker og dyr .
Jernmangel er den mest almindelige næringsstofmangel hos mennesker. Jernet indgår som det afgørende stof i blodets røde farvestof, hæmoglobin, og derved er det ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen. Derfor er jern livsvigtigt. Jernmangel giver først og fremmest blodmangel (anæmi). Symptomerne ved jernmangel kan være træthed, bleghed, hjertebanken, hovedpine, svimmelhed og åndenød.
Jern tilhører sammen med vitaminerne gruppen mikronæringsstoffer. Jern findes især i kornprodukter samt kød og grønt. Jern fra kød – såkaldt hæm-jern – optages lettere i mavetarmkanalen. Man kan ikke få for meget jern gennem kosten alene, men store doser jern i form af kosttilskud kan være giftige.
Måling af blodets jernindhold og grænser for jernmangel.
Jernindholdet (også kaldet blodprocent, hæmoglobinværdi) kan måles fotometrisk vha. en meget lille mængde blod i en særlig kuvette. Blodet kan f.eks. tages fra en fingerspids. Blodets hæmoglobinindhold kan således bestemmes og angives i enten milimol hæmoglobin per liter eller gram hæmoglobin pr. deciliter (1 g/dL = 0.6206 mmol/l).
I Danmark er den laveste tilladte værdi før en bloddonation 8.4 mmol/L for mænd og 7.8 mmol/L for kvinder. Normalværdier er 7-10 mmol/L for kvinder og 8-11mmol/L for mænd.
Forekomst af jernmangel.
Jernmangel er udbredt i hele verden, men især i ulande, hvor 42% af de voksne kvinder og 30% af de voksne mænd anslås at lide af jernmangel. I ilande udgør tallene hhv. 10% og 4%.
Afhjælpning af jernmangel.
Øget optag af jern opnås gennem indtagelse af fødevarer med højere jernindhold; dog er det af stor betydning, hvad der samtidig indtages (fødevarer, der hhv. stimulerer eller hæmmer jernoptaget). Jern er også bundet på forskellige måder i fødevarer, og især jern fra kødprodukter (såkaldt hæmjern) optages let.
C-vitamin stimulerer optaget af jern, der samtidig indtages. Vitamin C findes i frugt og grøntsager.
Calcium, kaffe, kakao og sort te hæmmer optaget af jern, der samtidig indtages. Calcium findes i mælkeprodukter.
For at øge optaget af jern, er det altså en fordel at undgå de ovennævnte jernoptagshæmmende fødevarer i måltider med jernindhold. Men man skal naturligvis ikke ophøre med at spise mælkeprodukter, da calcium også er et vigtigt næringsstof.
Planter.
Hos planter giver jernmangel sig til kende ved en meget karakteristisk marmorering, hvor bladribberne er mørkegrønne, mens bladkødet er gulgrønt eller rent gult.
Planters jernmangel opstår for det første, når der er et meget ringe indhold af jern i jorden, men det opstår for det andet også, når jorden bliver basisk, sådan at jernet bliver uopløseligt. Det sidste er den mest almindeligste årsag til jernmangel hos planter, og det er samtidig en markant indikator for, at jorden er blevet for lidt sur til surbundsplanter.
Jesperhus.
Jesperhus også kaldet "Jesperhus Resort" består i dag både af en park med diverse attraktioner og et feriecenter med masser af aktiviteter.
Jesperhus blomsterpark er en 7 hektar stor familieejet blomsterpark og attraktion i Legind Bjerge på Mors. Parken åbnede første gang i 1966. Da var parken 3 hektar stor, den modtog 20.000 gæster det første år.
Jesperhus feriecenter er den anden del af Jesperhus Resort. Feriecenteret består af en stor campingplads med hytter, teltudlejning og feriehuse. På feriecenteret findes der bl.a. minigolf, golfbane, bålplads, restaurent, put-and-take-sø, aktivitetshal, bowlinghal, SuperJumper og udendørs og indendørs vandland.
Jetstrøm.
Jetstrømmen er en kraftig (østgående) vind, der ofte blæser i 6-15 kilometers højde. Jetstrømmen kan f.eks. være 100-200 km bred og nogle få kilometer høj.
Der er to hovedjetstrømme ved polarbreddegrader, én på hver halvkugle og to mindre tættere ved ækvator. På den nordlige halvkugle forekommer den polare jetstrøm oftest mellem breddegraderne 30 og 70 og mellem 20 og 50 grader for den andens vedkommende
Vindhastighederne varierer afhængig af temperaturgradienten med middelhastigheder på 55 km/t om sommeren og 120 km/t om vinteren, dog er hastigheder på op til 400 km/t målt. Vindhastigheden skal være højere end 90 km/t for at kunne blive kaldt en jetstrøm.
Ludvig Phister.
Joachim Ludvig Phister (23. maj 1807 - 15. september 1896) var en dansk skuespiller. Han regnes for 1800-tallets mest fremragende fremstiller af komiske Holbergfigurer. Ludvig Phister var gift med skuespillerinden Louise Phister.
Phistersvej i Hellerup er opkaldt efter ham.
Både han og Louise er begravet på Holmens Kirkegård i København.
Johan Christian Ryge.
Johan Christian Ryge. Efter tegning af Th. C. Lübbers.
Dr. Ryge blev begravet på Korsurtegården ved Holmens Kirke i København.
Johan Ludvig Heiberg.
Johan Ludvig Heiberg (14. december 1791 – 25. august 1860) var en dansk dramatiker og indflydelsesrig kritiker. Chef for Det kongelige Teater 1849–1856. Heiberg skrev i 1828 "Elverhøi". 1831 indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde Johanne Luise Pätges, herefter Fru Johanne Luise Heiberg.
Johan Ludvig var eneste barn Peter Andreas Heiberg og Thomasine Christine født Buntzen. Han blev født i København “hin navnkundige Dag,” siger han i sit latinske "Vita" i anledning af doktordisputatsen, “paa hvilken den berømte Mand, hvis Navn staar øverst blandt alle de glimrende Navne, vort Fædreland kan glæde sig ved, Tycho Brahe, Danmarks og Verdens Lys, fødtes”.
Johan Ludvig Heibergs skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Opvækst efter faderens landflygtighed i Paris 1799.
Johan Ludvig var lige fyldt otte, da faderen måtte gå i landflygtighed. Den længe lurende ægteskabelige katastrofe, der førte til skilsmisse, kom til udbrud kort efter. Ludvig blev efter sin faders udtrykkelige vilje taget fra moderen og betroet til hendes søster, Lise Jürgensen.
Thomasine Heibergs giftede sig med den svenske Gyllembourg – Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd, baron og landøkonomisk forfatter.
I maj 1802 flyttedes Johan Ludvig til P. A. Heibergs gode venner på Bakkehuset, Knud Lyne og Kamma Rahbek.
Han læste latin med Rahbek og levende sprog med Kamma. Til at lede den øvrige undervisning antog Rahbek en udmærket lærer, teologisk kandidat Peter Hansen, for hvem Heiberg bevarede den største hengivenhed.
Efter seks års lærergerning fik Hansen et præstekald, og hans plads blev overtaget af en anden teolog, Erhard Christian Basse, hvem Heiberg ligeledes nævner med skyldig veneration. Men nu havde drengen for længst skiftet domicil: han flygtede en aftenstund efter to år på Bakkehuset. Nærmest fordi Rahbek havde lovet ham prygl næste dag på grund af dårlige karakterer. Medvirkende var også den tone, som P. A. Heibergs venner omtalte hans moder i. Johan Ludvig hang ved hende med sværmerisk hengivenhed.
1809 Artium og første udenlandsrejse til Stockholm.
Ungdomsportræt af Johan Ludvig Heiberg.
Han blev nu på ny anbragt hos moster Lise, og 1809 dimitteredes han af sin lærer til universitetet, hvor han tog artium, "Examen artium" eller "Første Eksamen" og det følgende år filosofisk eksamen, "Examen philosophicum" eller "Anden Eksamen".
Imidlertid var fru Gyllembourg og hendes mand flyttet til København, efter at deres gård i Nordsjælland var brændt. Efterhånden havde faderens forbud mod hans samliv med moderen tabt sin kraft, og drengen betragtede mere og mere hendes hjem som sit; knyttet til hende med den stærkeste sønlige kærligheds bånd og til Gyllembourg med venskab og agtelse.
I deres fine og højtdannede vennekreds fortsatte han den forædlende selskabelige omgang, som han i sine alt for kortfattede “avtobiografiske Fragmenter” tillægger så afgørende en indflydelse på sin hele ånds- og smagsretning. Han nævner sin faders hus som samlingsplads for alle tidens fremtrædende forfattere og den franske republiks diplomatiske repræsentater i København. Han mindes den litterære interesse, som beherskede Rahbeks hjem, og omtaler sin moders jævnlige omgangsfæller: H. C. Ørsted – med hvem han allerede inden studentereksamen havde læst matematik -, komponisten Weyse og digteren Adam Oehlenschläger. Desuden lægen, professor Frantz Gotthard Howitz – som lagde navn til den såkaldte "Howitz-strid" eller "Howitzfejde" i 1824-25 om hvorvidt en anklaget kunne være tilregnelig i medicinsk forstand – og de adelige svenske bekendtskaber, som søgte Gyllembourg, når de gæstede København.
Med en grev Taube og hans familie gjorde han i efteråret 1812 sin første udenlandsrejse til Stockholm og indførtes i den svenske hovedstads mest eksklusive kredse.
Træffer Baggesen og Oehlenschläger - hver for sig.
Da han efter tre måneders fravær kom tilbage, blev han gæst hos den rige handelsherre konferensråd Brun () og hans skønlitterære hustru, Frederikke eller Friederike født Münter, hvor han traf prinser og diplomater, digtere, videnskabsmænd – og den yndige, højtbegavede datter Adelaide. Også kaldt Ida, den senere grevinde Bombelles (), der aflokkede ham som de andre poeter ridderlige kærlighedsstanzer (ottaverim).
Både her og hos sin moder kunne han skiftevis – naturligvis aldrig samtidigt – træffe Jens Baggesen og Oehlenschläger i den konflikttid, der satte den litterære verden i så voldsom en bevægelse, at den næsten lignede en borgerkrig.
Der blev tidligt lagt mærke og taget hensyn til Heiberg som forfatter. Han undgik bevidst at sværge til en af de stridende partiers fane, og han fremhæver det mange år senere som en for den unge alder ikke ganske sædvanlig "bon sens", at han, trods alle opfordringer, forstod at holde sig uden for en kamp, “der – uagtet de vigtige og til dels gavnlige Frugter, den har båret – dog blev ført med en Fanatisme, der ikke undlod at prostituere mere eller mindre enhver, som var så uheldig at blive reven ind i dens Hvirvel”.
Oehlenschläger giver Heiberg "broderkysset".
Baggesen og Oehlenschlæger, der delte deres tid i to stridende lejre, enedes tidligt om at hylde den unge Heiberg som en løfterig mulighed i digtningens rige. Begejstret over en sonnet, som Heiberg – “l'enfant”, som han kaldtes i det brunske hus – havde skrevet til fru Frederikke, spåede Baggesen, at denne digteryngling “med spæde Vingeskud, lig dem på skuldrene af Amors Brud”, engang skulle hæve sig på fuldvoksne vinger til sangens top og derfra, “Fremtids Genius i Upartiskhed lig, – sangdømme den i live førte Krig imellem Baggesen og Oehlenschläger”. Denne hyldede i anledning af “Marionettheatret” den unge forfatter som den, der var “til Kunstner og til Digter baaren”, fordi han “fulgte tro Naturen og dens Røst”.
Titlen “Marionettheatret” på Heibergs første bog havde ifølge fortalen “især til Hensigt at stemme Læseren til det barnlige Sind”, som skulle gennemtrænge dens indhold; men den havde for øvrigt også en historisk baggrund.
Under en sygdomsperiode i Johan Ludvigs drengeår havde Weyse og Laurids Kruse forfærdiget et dukketeater til ham. Han skrev adskillige barnlige skuespil til dukketeateret. Dels i rimet dialog dels i den holbergske komedies stil. Da en adelig svensk dames fødselsdag skulle fejres i begyndelsen af 1812, blev det hentet frem igen, og Heiberg skrev fireakts-skuespillet “Don Juan”, en omarbejdelse af Molières “Festin de pierre”.
Oehlenschläger var til stede ved opførelsen og gav i sin henrykkelse den unge digter broderkysset – en gentagelse af en situation i århundredets begyndelse, da Baggesen ved sin afskedsfest kyssede den unge Oehlenschläger.
Ikke længe efter skrev Heiberg det romantiske skuespil “Pottemager Walter” og udgav det 1814 sammen med “Don Juan” under en fællestitlen "Marionettheater"; et janushoved skuede i de to forskellige retninger for Heibergs digtning: den burlesk-komiske og den romantisk-mystiske. De er her forenet - som så ofte senere.
Tidligere havde han skrevet skuespillet “Tycho Brahes Spaadom” med de prægtige Uranieborg-digte “Solen sank bag grønne Lund” og “Du Vandringsmand ved Søen”; de blev ikke udgivet i deres oprindelige skikkelse, men omarbejdet efter opførelsen 1819.
1816 “Julespøg og Nytårsløjer” vækker røre med sin satire.
Den romantisk-polemiske komedie “Julespøg og Nytårsløjer, en fortsættelse af Oehlenschlägers St. Hans Aftens Spil”, udkom ved juletid 1816 og vakte stærkt røre ved sin satire over den Ingemannske digtnings hypersentimentalitet og publikums sværmeri for hans "Varner og Blanca".
Grundtvig trådte med vanlig voldsomhed i skranken for den angrebne digter, og polemikken – som affødte Heibergs “Ny A-B-C-Bog” – varede det meste af vinteren, indtil den afsluttedes med Heibergs festlige digt “Vaaren og Freden”.
Den tyske romantik, især Tieck, har øvet sin påvirkning på Heiberg som på det unge århundredes andre digtere; når den pålagde sine adepter at skue mod vest – Shakespeare – og mod syd – spanierne -, så blev Heiberg, i modsætning til den øvrige digterskare, den, der fortrinsvis vendte blikket mod syd.
Hans sprogkundskaber gjorde ham tidlig bekendt med italiensk og spansk digtning, og især denne tiltrak sig hans levende interesse. I den spanske kappe- og kårdekomedies stil skrev han 1817 det romantiske drama “Dristig vovet halv er vundet”, en dansk omplantning af Calderonsk ånd og form. "Dristig vovet" vidner i lige grad om digterens kendskab til forbilledet og om hans tidligt mærkelige klarhed i opfattelsen af formelle ejendommeligheder. Han havde her efterlignet en fremmed genre fra inderst til yderst. Omvendt anstillede han i det mytologiske skuespil “Psyche” (1817) det modsatte eksperiment: han gav det antikke stof en romantisk påklædning, og der manglede end ikke elementer af nordiske folketone.
1817 Doktordisputats.
Heibergs bevandrethed i spansk litteratur gav ham emnet til hans doktordisputats 1817: "Om spansk dramatisk Litteratur, fornemmelig om Calderon", en kortfattet og skematisk behandling af stoffet med de nødvendige "Theses", teser til forsvar under disputationsakten.
Heibergs hensigt med dette skrift var ikke blot at erhverve en akademisk grad, men også at skaffe sig en nyttig introduktion. Den brunske kreds havde ivrigt tilskyndet ham til at slå ind på den diplomatiske løbebane, til hvilken både hans fine sociale dannelse og hans gode sprogkundskaber syntes at gøre ham skikket. Han tilegnede derfor udenrigsminister Niels Rosenkrantz, en gammel ven af hans fader, sin afhandling for doktorgraden, men indrømmer selv senere, at “han just ikke viste stort diplomatisk Geni ved at indbilde sig, at en latinsk Doktordissertation over det spanske Teater kunne give ham Adkomst til den diplomatiske Karriere, i steden for at begribe, at den tvært imod måtte støde ham derfra”; når han over for Rosenkrantz påberåbte sig sin sprogfærdighed og sine andre kundskaber, svarede ministeren som i spøg, at hans duelighed var alt for stor, og at det mindre kom an på denne end på at være af god gammel adel.
Heiberg nåede således sit 27. år uden at have taget bestemmelse om sin fremtid. Han blev draget i mange retninger: mod naturvidenskab og matematik som mod digtekunst og æstetik. En udstrakt selskabelighed med flirten og mange krav til hans talenter spredte yderligere hans interesser. I denne valgets vanskelighed kom et kongeligt rejsestipendium som en sand befrielse i foråret 1819.
1819 med rejsestipendium til London og Paris.
Over London tog han til sin fader i Paris og boede hos ham i tre år. Han fik lejlighed til at gøre mange interessante bekendtskaber fra mange forskellige lejre.
Af danske traf han blandt andet Peter Georg Bang (den senere minister), Hector Frederik Janson Estrup, H.N. Clausen, Carsten Hauch, Peder Hjort, Christian Molbech og matematikeren Henrik Gerner von Schmidten. Han deltog i det selskabsliv, som prins Christian og prinsesse Caroline Amalie under deres pariserophold åbnede deres hus for en gang om ugen.
I faderens bekendtskabskreds plejede han blandt andet omgang med den forhenværende biskop og senator Grégoire, med den liberale Pair Grev Lanjuinais, med udgiveren af “Revue encyclopédique”, J. A. Jullien, med naturforskeren Georges Cuvier og filosofen Victor Cousin, digteren Beranger (Pierre-Jean de Béranger ?).
Også Malthe Conrad Bruun, nu faderens politiske antagonist, besøgte han med dennes samtykke og traf her blandt andet Alexander von Humboldt.
Heibergs “distraherende Dæmon” forlod ham, som det kunne ventes, ikke i den livlige verdensby. Han studerede under Cuvier og besøgte flittig "Jardin des Plantes", var hyppig gæst i teatrene, læste fransk litteratur og både tog og gav musikundervisning, var en tid medarbejder af “le Constitutionnel” og skrev skuespillet “Nina”, inspireret af balletdanserinden Bigottini. "Nina" var den eneste digtning, som hans pariserophold affødte.
Endelig tog han en afgørende beslutning i Paris; han søgte om ansættelse som lektor i dansk sprog ved Kiels Universitet. Han støttedes af sine velyndere i hjemmet og blev ansat og tiltrådte sit nye embede ved begyndelsen af efterårssemestret 1822.
1822-25 i Kiel hvor han møder den hegelske filosofi.
Hans moder fulgte med ham til Kiel og var hans bedste trøst under de pinagtigheder, som overgangen fra Frankrigs hovedstad til den holstenske universitetsby medførte. Hun hjalp ham også i hans stilling som lærer i et ildeset sprog og en overset litteratur; dog mener han, at den åndelige koncentration, han her blev tvungen til, ikke var uden nytte for ham.
To serier af hans forelæsninger kom i trykken: “Formenlehre der dänischen Sprache” 1823 og “Nordische Mythologie” 1827. Det vigtigste udbytte af de tre års kielerophold var den indtrængen i den hegelske filosofi, han her påbegyndte efter tilskyndelse af professor i filosofi etatsråd Johan Erik von Berger, og senere førte videre under et besøg i Berlin. Her hørte han og omgikkes Hegel såvel som hans discipel Gans (Eduard Gans ?). Først på rejsen til Danmark afslørede Hegels system sig ved en slags åbenbaring på tilbagerejsen i sin fulde gennemskuelighed.
Ved sit skrift “Om den menneskelige Frihed” (Kiel 1824) blev Heiberg den første talsmand for den hegelske lære i dansk litteratur.
1825 på besøg i København, succes med vaudevillen.
I sommeren 1825 besøgte Heiberg København med det faste forsæt at gøre et forsøg på at skabe sig en virksomhed i den så stærkt savnede hovedstad. Han tænkte nærmest på teatret, som havde spillet hans “Nina” det foregående år.
Ved sommerforestillingerne havde en tysk skuespillerinde, Mlle. Emilie Pohlmann, gjort megen lykke med sangfarcen eller vaudevillen "Die Wiener in Berlin." Dette indgav Heiberg den tanke at omplante genren på dansk. Han kendte den godt nok både fra Paris og fra Tyskland, han havde i sin musikalske dannelse en hovedbetingelse for opgavens lykkelige løsning og turde tiltro sig så megen komisk kraft, så nært et slægtskab med vor lystspildigtnings bedste traditioner, at han under denne nye form ville kunne yde bidrag til et repertoire, der atter kunne give teatrets kunst og den dramatiske litteratur en national farve, som alt for længe havde været fortrængt af det fremmede.
Heiberg ville nemlig ikke nøjes med en ydre overførelse af vaudevilleformen; han ville på den ene side gøre det musikalske element fyldigere og formæle det på en inderligere måde med handling og karaktertegning, end forbilleder kendte det, på den anden side genføde den lokalkomiske burleske i Holbergs ånd og derved knytte den afbrudte forbindelse mellem scenens fortid og nutid.
Han meddelte den handledygtigste af teaterdirektørerne, Jonas Collin, sine tanker og blev livlig opmuntret til at sætte dem i værk. Heiberg skrev da "Kong Salomon og Jørgen Hattemager," som blev opført 28. november 1825 og modtaget med en tilslutning, der viste, at slaget var vundet fuldstændig: der kom nyt liv i skuespillerne, forøget teaterinteresse hos publikum og rigeligt med penge i kassen, et økonomisk resultat, som blev en vigtig hjælp for Collin, når det gjaldt om at slå den gnavne modstand mod vaudevillen ned hos flere ældre autoriteter, især hos Rahbek.
I begyndelsen af februar det følgende år gik som “Geburtsdagsstykke” "Den 28. Januar"; da Heiberg ugedagen efter på Frydendahls aftenunderholdning så den 13-årige Johanne Luise Pätges optræde sammen med Christian Niemann Rosenkilde i Poul Martin Møllers kongenshave-dialog “Hans og Trine”, benyttede han parret som hovedfigurer i sin næste vaudeville, "Aprilsnarrene," opført første gang 22. april 1826, og beregnede to af de følgende: "Et Eventyr i Rosenborg Have" og "De Uadskillelige," for en stor del på den unge piges mærkelige talent, hvis varme talsmand i pressen Heiberg fra første færd blev.
Forud for de to sidstnævnte vaudeviller var i oktober 1826 "Recensenten og Dyret" blevet spillet; den havde forud for og under opførelsen så mange fordomme at kæmpe imod, at succesen forspildtes.
Heiberg lod den derfor straks tage af repertoiret og udarbejdede den dramaturgiske afhandling “Om vaudevillen som dramatisk digtart og om dens betydning på den danske Skueplads”, et polemisk skrift, der med selvfølelse hævdede både den nye digtarts og dens forfatters stilling i dansk litteratur, men – som tiden har vist – ikke overdrev, når Heiberg forudsagde det nationale lystspils og dets sceniske fremstillings genopblomstring fra det øjeblik af, da vaudevillen havde inaugureret, grundlagt en ny teateræra.
1827 Ugebladet “Kjøbenhavns flyvende Post” som bindeled til publikum.
Hans argumentation gjorde den virkning på publikum, at “Recensenten og Dyret”, genopført i en lidt omarbejdet skikkelse, nu slog fuldstændig igennem og blev den hyppigst spillede af alle vaudevillerne.
Denne gode følge af hans æstetiske vejledning tilskyndede Heiberg til at etablere en varigere forbindelse mellem sig og den dannede læseverden, og organet for denne forbindelse blev “Kjøbenhavns flyvende Post”, som begyndte 1. januar 1827 og udkom to gange ugentlig i to år; 1829 var der et ophold i udgivelsen som dog blev genoptaget 1830 med tre ugentlige numre. Med udgangen af dette år ophørte den regelmæssige udgivelse; i januar 1834 kom det første nummer af “Den flyvende Posts Interimsblade”, hvis første 100 Numre indtil juni 1836 danner et bind; med nr. 135 (21. december 1837) sluttedes andet bind.
Siden Rahbeks “Danske Tilskuer” i dens bedste år havde intet ugeblad af underholdende art haft en så udbredt og tillige så dannet læsekreds som Heibergs “Flyvende Post”. Ikke just fordi han var en særlig ivrig eller omhyggelig redaktør; adskilligt af bladets indhold var fyldekalk, mest i skikkelse af oversættelser uden større værd; men til gengæld indeholdt det Heibergs egne vittigt ræsonnerende eller skarpt polemiserende artikler og var tillige den opvoksende digterslægts fornemme organ, i hvilket Christian Winther, H.C. Andersen, Carl Bagger og andre debuterede som lyrikere, fru Gyllembourg og Carl Bernhard som novelister. (Carl Bernhard: pseudonym for Andreas Nicolai de Saint-Aubain)
Betydningen af Heibergs "æstetiske kritik" i ugebladet “Flyvende Post”.
Hvad der dog gav bladet størst betydning og anseelse, var Heibergs æstetiske kritik. Her begyndte i årgangen 1827 med anmeldelsen af “Væringerne i Miklagard” den værdsættelse af Oehlenschläger, der blev en fortsættelse af Baggesens opposition, men bygget på en systematisk betragtning og udgået fra et æstetisk totalsyn, som ganske vist mest dvælede ved den formelle bestemmelse af digtarternes grænselinjer, men også ad denne vej nåede til gyldige domme og uimodsigelige resultater.
Heibergs kritik vakte den stærkeste forargelse blandt Oehlenschlägers tilhængere, og navnlig, da han i det første nummer af årgangen 1830 havde railleret med digterens optræden ved doktorpromotionen i Lund den foregående sommer, kom han i en heftig fejde med de såkaldte “Soranere” (Hauch, Christian Wilster og Hjort), en polemik, som både på vers og prosa førtes med den mest overlegne vittighed fra Heibergs side, så at han stod som sejrherre, selv hvor han ikke så ganske havde ret.
1828 Skuespillet “Elverhøj”.
Imidlertid havde han i sommeren 1828 skrevet skuespillet “Elverhøj”, der blev opført som festforestilling 6. november i anledning af prins Frederiks formæling med prinsesse Vilhelmine og er spillet over 300 gange – det største antal forestillinger, noget stykke har oplevet på vor scene – indtil omkring år 1900, da dette skrives. Som påskønnelse af dette arbejde udnævntes Heiberg 20. december 1828 til teaterdigter og fast oversætter med en gage af 600 rigsdaler, for hvilket vederlag han skulle oversætte et vist antal akter årligt og skrive de dengang så hyppigt forekommende festsange, prologer og lignende lejlighedsarbejder.
I oktober 1829 opførtes for første og sidste gang “Prinsesse Isabella eller 3 aftener ved Hoffet”, et romantisk intrigestykke med det spanske dramas lyriske karakter.
1829 titel af professor og 1830 docent ved den militære højskole, et par bidrag til filosofien.
Johan Ludvig Heibergs håndskrift. Her i et brev fra juni 1834 til hans hustru som var rejst til Wien.
Samme år fik Heiberg titel af professor, og 1830, da den militære højskole oprettedes, blev han udnævnt til docent i logik, æstetik og dansk litteratur, hvilken lærerplads han forestod indtil højskoleundervisningens omordning 1836; litterære frugter af denne virksomhed er “Ledetraad ved Forelæsningerne over Filosofiens Filosofi eller den spekulative Logik” (1832), “Indledningsforedrag til det i november 1834 begyndte logiske Kursus” (1835) og “Udsigt over den danske skjønne Litteratur” (1831). 31. juli 1831 indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde Johanne Luise Pätges.
I november samme år opførtes vaudevillen “Kjøge Huskors”; med “De danske i Paris” (1832) og det i sin art fuldkomne og uovertræffelige kunstværk “Nej” (1836) afsluttedes vaudevilledigtningen, til hvilken endnu må henregnes nogle monologer (“Supplikanten”, “Ja”, “Emilies Hjærtebanken”, “Grethe i Sorgenfri”) og “Ulla skal paa Bal. En bellmansk Situation”. 1834 fremkom eventyrkomedien “Alferne”, i hvilken Tiecks bekendte eventyr er dramatiseret med overlegen teknisk kyndighed og en beundringsværdig uddybning af dets poetiske idé.
1836 rejste Heiberg med sin hustru over Berlin og gennem Tyskland til Paris, hvor hans gamle fader endnu levede. Året efter begyndte han på udgivelsen af “Perseus, Journal for den spekulative Idé”, og på en ejendommelig måde forenede han den filosofiske spekulation med poetisk anskuelighed i eventyrkomedien “Fata Morgana”, som opførtes 1838, men kun gik fem gange, dels fordi dens idéindhold lå over den store mængdes horisont, dels fordi teatrets maskineri virkede alt for ufuldkomment til at kunne tilfredsstille de krav, stykket stillede.
Af lignende grunde opnåede den romantiske komedie “Syvsoverdag”, der blev skrevet som feststykke i anledning af Christian 8.s kroning (1840), ligeledes kun fem opførelser, men har ved den senere genoptagelse 1872 i fuldt mål vundet den anerkendelse, som dette ægte poetiske og på særlig vis dansk-nationale skuespil fortjener.
1839 Populariteten aftager og Heiberg gør front mod publikum.
Titelblad til Johan Ludvig Heibergs (1791-1860) tidsskrift "Intelligensblade". (Her et nummer fra 1843)
I årene omkring tronskiftet 1839 var Heibergs tidligere så store popularitet overhovedet i stærk aftagen. Efter provinsialstændernes oprettelse havde “Den flyvende Posts Interimsblade” bragt forskellige politisk-ræsonnerende artikler, hvis afgjort konservative ånd stærkt havde mishaget de liberale ordførere og den ungdom, som fulgte dem.
Hvorledes Heiberg bedømte den oppositionelle bevægelse og dens ledere – med undtagelse af "Fædrelandet," for hvis fornemmere holdning han nærede kvalificeret agtelse -, giver sig tilstrækkelig tydeligt til kende i tredje akt af den apokalyptiske komedie "En Sjæl efter Døden," hvor de liberale institutioner og deres mænd er indlemmede i trivialitetens helvede.
Dette mesterværk af komisk digtning udkom i slutningen af 1840 som det omfangsrigeste og vægtigste parti af de "Nye Digte," hvis øvrige indhold udgjordes af romancecyklen "De Nygifte" samt digtene "Gudstjeneste" og "Protestantismen i Naturen."
Vendte publikum sig mere og mere bort fra Heiberg, så gjorde denne til gengæld stærkere og stærkere front mod publikum og trak sig omsider i stolt fornemhed tilbage fra al berøring med det masseagtige.
I “Intelligensblade”, som udkom i fire bind fra 1842-44, læste han publikum teksten og varierede atter og atter beviset for mængdens selvfølgelige mangel på evne og berettigelse til at fælde dom i åndelige sager.
Også digtene i det samtidig udkommende billedværk “Danmark, et malerisk atlas” benyttede han til udfald mod de nye politiske og litterære tankers talsmænd, og satyrspillet “Nøddeknækkerne” (1845) samler som i et brændeglas al den overlegne foragt, hvormed digteren fra sit mere ophøjede stade ser ned på endelighedens rastløse, men på samme tid i højere forstand meningsløse færd, over for hvis tilfældighed han peger på naturens, særlig himmelklodernes, lovbundne gang som den lysende modsætning.
Astronomiske studier.
De astronomiske studier, som altid havde været ham kære, optog i større og større mål hans tid og satte litterær frugt i de tre bind af årbogen “Urania” (1844–46) med afhandlingerne “Det astronomiske aar” og “Om Tiden og dens bestemmelse ved astronomiske Observationer” samt monografierne “Hven, tilforn Danmarks Observatorium” og “Sophie Brahe, en Hverdagshistorie fra det 16. og 17. Aarhundrede”.
1847 Lystspillet “Valgerda” og censorembede ved teatret.
Kun én gang endnu bragte Heiberg sin ungdomskærlighed, teatret, en gave: da han i 1847, anonymt skrev toakts-lystspillet “Valgerda”; det havde den politiske tvedeling i tiden til emne og gjorde med digterisk overlegenhed ret og skel mellem den konservative og den liberale retning. Heiberg benyttede for øvrigt kun konflikten som udgangspunkt for en fint gennemført handling og en på samme tid sikker og diskret karaktertegning.
Fra 1839 blev han fritaget for sin forpligtelse til at oversætte et vist antal skuespil. Til gengæld skulle han gennemlæse de til teatret indleverede arbejder, foreslå tjenlige forandringer i dem, han mente egnede til opførelse, og have tilsyn med de første prøver.
Dette censorembede beklædte Heiberg endnu, da skuepladsen efter den frie forfatnings indførelse gik over fra kongen til staten og fik sin øverste myndighed i kultusministeren i stedet for som tidligere i den til hoffet knyttede teaterchef, under hvem de øvrige direktører havde sorteret.
Denne kollegiale bestyrelsesform skulle nu opgives og en enkelt mand sættes i spidsen for ledelsen med ansvarlighed over for ministeren. Det lykkedes Johan Nicolai Madvig at formå Heiberg til at overtage denne post som den, der af alle udpegedes som den bedst kvalificerede, og under 23. juli 1849 modtog han sin udnævnelse.
1849–1856 Teaterchef.
I syv år – indtil 21. juni 1856 – var Heiberg teaterchef, en stormfuld periode, i hvilken også ved teatret tidens parlamentariske ideer brødes med den styrende autoritet, medens denne ikke altid fandt den fornødne støtte hos sin eneste foresatte, der i sin egenskab af minister ofte havde politiske hensyn at tage til stemningen i rigsdag og presse og måtte inddrage også teatret under det do-ut-des-system ("jeg giver, for at du skal give") – der, til skade for fastheden i styrelsen, er den parlamentariske forhandlings ledende princip.
Dertil kom den vanskelighed, det altid – med eller uden grund – volder en teaterstyrer at have scenens ypperste kunstnerinde til hustru, samt rivninger af personlig art, om end under kunstens maske. Disse uoverensstemmelser førte til, at flere af teatrets bærende kræfter forlod Heiberg, ja endog oprettede en konkurrence med Det kongelige Teater.
Det var navnlig denne omstændighed i forbindelse med de angreb, pressen begyndte at rette mod hans hustrus kunst, der bevægede Heiberg til at tage sin afsked og tiltræde en udenlandsrejse til Berlin, Dresden, Marienbad og Prag.
Han overtog på ny sin post som censor og hengav sig i sin fritid med forøget iver til sine videnskabelige studier. Kun én gang endnu gæstede hans sangmuse ham, da han 1857 ved efterretningen om sin ungdomsveninde Ida Bruns (Bombelles') død skrev sit skønne, om Goethes klarhed og stemningsfylde mindende digt: “De samle sig lig underfulde Drømme”, hvilket han, som for at tilkendegive sin despekt for den politiske presse, lod indrykke i "Adresseavisen".
Den lyriske produktion.
Heibergs lyriske produktion er for øvrigt for en stor del en lejlighedsdigtning, der i værd står langt tilbage for dette hans sidste digt, fordi lejligheden har været en ydre, tvingende tilskyndelse og ikke, som her, en indvortes vakt stemning.
Må det end siges, at Heiberg overhovedet er noget kølig i den lyriske følelse og dens udtryk, findes der dog mellem hans digte klassiske fuldkommenheder, der hører til vor poetiske litteraturs uforgængeligste, ikke mindst de erotiske eller naturskildrende sange i vaudevillerne.
Heibergs indflydelse i dansk åndsliv.
Det er i det hele taget fra teatret, at Heiberg har øvet sin største indflydelse på vort åndsliv, en indflydelse, der i brede strømme som i små kanaler har gennemtrængt nationen og gjort den i mange måder til en anden, end den var før 1825, ved at føre dens stemningsliv tilbage i dets gamle leje, genføde dens komiske skuespillitteratur og vække en fremstillingskunst, som falder sammen med dens naturs særegne ytringsmåde.
Sin tidsalders æstetiske smag har Heiberg påvirket i en uberegnelig grad også som den anerkendte mester i kritisk kunst, som den første, der dømte ud fra en samlet og sammenhængende lærebygning. Heiberg har ingensteds gjort rede for denne i dens helhed, men den lader sig uden vanskelighed konstruere ud af hans forskellige kritiske afhandlinger.
Det hegelske system, som han svor til, har vel af og til gjort vold på fænomenerne for at få dem til at passe og beskæftigede sig mere med kunstens former end med dens ånd; som systemet selv ville Heibergs benyttelse af det nu kun have historisk betydning, hvis ikke hans sikre og fine smag – med de begrænsninger, den i følge sit væsen havde og måtte have – havde stemplet hans domme med et præg af vederhæftighed, af sund sans og sky for det affekterede, der også i hans egenskab af smagsdommer gjorde ham til et ægte udtryk for hans nations bedste karaktertræk.
Heiberg, som 1850 var blevet etatsråd, døde 25. august 1860 under sit sommerophold på herregården Bonderup ved Ringsted. Efter flere foregående samlede udgaver af hans skrifter fulgte i 1861 og 1862 den store i 22 bind, halvdelen poetiske og halvdelen prosaiske arbejder.
Som filosof introducerer Heiberg det hegelske system i Danmark.
Da Heiberg skulle vælge sin livsgerning, vidste han ikke, om han ville være diplomat eller landmåler, naturforsker eller digter. Man aner allerede heraf, at han ikke hørte til de stærkt ensidig udrustede, for hvem naturen så at sige allerede har valgt. I virkeligheden delte han sig også hele livet igennem mellem forskellige beskæftigelser, og var han end først og fremmest digter, så førte hans stærke interesse for at være dette med fuld bevidsthed om, hvad han gjorde, ham dog til tillige efter en omfattende målestok at sysle med digtekunstens teori, æstetikken, ja filosofien i det hele.
Medens Frederik Christian Sibbern og Poul Møller stillede sig med en vis kølighed over for det hegelske system, blev Heiberg dets ivrige og trofaste tilhænger, og det blev en af hans livsopgaver at indføre det i Danmark.
Heiberg virkede for denne opgave dels ved sine forelæsninger på den militære højskole, dels ved udgivelsen af forskellige direkte filosofiske afhandlinger og endelig ved at lægge systemet til grund for og lade det træde frem mere eller mindre tydeligt i sine mange anmeldelser og kritikker. Naturligvis var det først og fremmest kunstens, særlig digtekunstens, filosofi, der beskæftigede ham.
Den hegelske filosofis ejendommelighed.
Den hegelske filosofis ejendommelighed består som bekendt navnlig deri, at den har en overvejende intuitiv karakter, skjult under den såkaldte immanente eller dialektiske metode.
Heiberg søgte først ved et par afhandlinger at give sit publikum smag for metoden og anvendte den derefter i sin fremstilling af æstetikken, dels i afhandlingen “Om Vaudevillen”, dels i den større afhandling “Om Malerkunsten osv.”.
Kunstens tredeling i "materiel", "illusorisk" og "substantiel".
Digtekunsten falder selvfølgelig atter i de tre: lyrisk, episk og dramatisk digtekunst, og under den sidste hører “det umiddelbare Drama”, tragedien og komedien.
Komedien spaltes igen i adskillige treheder, og i toppen af det hele stilles vaudevillen og “den spekulative Komedie”, de former, Heiberg selv særlig dyrkede.
Vilkårligheden i disse successive tredelinger.
Som man ser, træder vilkårligheden frem omtrent på ethvert punkt af disse tredelinger.
Mangfoldige læsere, der nærmest opfattede systemet som en slags rangordning, forargedes særlig over, at Heiberg stillede vaudevillen over tragedien. Værst var dog den omstændighed, at metoden således fængslede Heibergs interesse, at han opstillede det som den æstetiske kritiks væsentligste formål at undersøge, om et digt nu også i ét og alt passede til den ramme i systemet, hvorunder det burde falde.
Ud fra denne synsmåde forkastede han som teatercensor Henrik Ibsens “Hærmændene”, fordi dette digt i følge sit sagastof burde have været episk. Og ud fra samme synspunkt gav han sin engang så berømte “Bestemmelse af Oehlenschlägers Geni” som lyrisk-episk, som geni for romancen, men ikke for tragedien eller overhovedet det dramatiske; åbenbart ligeledes en vilkårlighed, thi hvad der gør Oehlenschläger stor som romancedigter: hans sunde naturlighed, hans rige, varme følelse, hans storslåede malende evne og hans betydelige kompositionstalent, gør sig med samme styrke gældende i hans dramatiske arbejder; og hvad der udgør svagheden i disse, hans af og til mere end barnlige naivitet, træder i virkeligheden lige så kraftigt frem i hans samlede romancedigtning.
Heibergs ringe interesse for de psykologiske problemer, for det historiske og det individuelle i menneskelivet, gav i det hele adskillige af hans domme en skæv retning og forklarer blandt andet hans mangel på syn for Shakespeares storhed.
Men med alt dette må det ikke glemmes, at Heiberg inden for vor litteratur står som repræsentant for det første og kraftigste forsøg, der er gjort på at bygge en æstetisk kritik på objektive, videnskabelige principper.
At han hentede disse hos Hegel, var desværre en ulempe, hvorpå hverken hans i øvrigt så klare og sunde omdømme, hans fint udviklede smag eller hans rolige besindighed fuldt formåede at råde bod.
ADL.
Johan Ludvig 1
Johann Joachim Quantz.
Johann Joachim Quantz (30. januar 1697–12. juli 1773) var en tysk fløjtenist, fløjtefabrikant og komponist. Han blev født i Oberscheden, nær Göttingen i Tyskland og døde i Potsdam.
Quantz begyndte sine musikalske studier som barn sammen med sin onkel (hans far - en smed - døde da Quantz var lille), og fortsatte dem senere i Dresden og Wien. Det var mens han var musiker hos August 3. af Polen at han begyndte at koncentrere sig om fløjten, og spillede i stigende grad mere herpå. Han blev efterhånden kendt som en af Europas bedste fløjtenister og rejste rundt i Frankrig og England. Han begyndte at fremstille fløjter, lære andre at spille på fløjte og blev også komponist hos Frederik den Store af Preussen i 1740. Han var nyskabende indenfor fløjtedesign og tilføjede for eksempel flere toner for at hjælpe med intonation.
Selvom Quantz skrev meget musik, hovedsageligt for fløjte (deriblandt cirka 300 solokoncerter til fløjte), er han i dag bedst kendt som forfatter af "Versuch einer Anweisung die Flöte traversière zu spielen" (1752), en afhandling om fløjtespil. Den bruges i dag af mange som en kilde til information om opførelsespraksis og fløjteteknik i det 18. århundrede.
Johanna Quandt.
Johanna Quandt tidl. Johanna Bruhn (født 21. juni 1926) er en tysk forretningskvinde.
Johanna Quandt blev storaktionær i BMW, efter ægtemanden Herbert Quandts død i 1982.
Johanne Luise Heiberg.
Johanne Luise Heiberg, døbt Pätges (22. november 1812 - 21. december 1890) var en dansk skuespillerinde og forfatterinde, af jødisk familie. Fra en opvækst i næsten total social elendighed - fattigdom, druk og racisme - præsterede hun at stige til guldalderens top uden at miste sin sjæl.
Hun blev af sin far tvunget til at optræde bl.a. på Dyrehavsbakken og diverse værtshuse. En mandlig beundrer fik hende væk fra dette miljø og i gang med en uddannelse til skuespiller. Hans selvmord kunne have sat en bremse på hendes karriere, men Johanne Luise holdt ud. Hendes talent var iøjnefaldende og uimodsigeligt. Selv holdt hun fast ved sin værdi: hun nægtede således at indlede pædofile forhold til diverse lærere på balletskolen.
Hurtigt blev hun en af hovedkræfterne på teatret; en forunderlig ung kvinde, sanselig og intellektuel, smuk, selvbevidst, sart og stejl på samme tid.
Hun var fra 1826 til 1864 den absolut førende skuespillerinde på Det kongelige Teater. I 1820'erne skrev Johan Ludvig Heiberg flere vaudeviller til hende, og hun blev gift med ham i 1831. Dette ægteskab opfattede hun øjensynlig som sin hjemkomst i den klasse, hun opfattede som sin egen: de højeste lag i guldalderens kunstnerverden. Hun havde før levet i en forkert verden, nu var hun hjemme: i eliten.
I romantikken skrev Henrik Hertz, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen en række skuespil til hende med splittede, dæmoniske kvinder i hovedrollen.
Efter at være ophørt med at optræde fungerede fru Heiberg fra 1867-1874 som "Sceneinstructrice" ved Det kongelige Teater. I sine erindringer dvæler hun længe ved opsætningen af Shakespeares "Macbeth" og diskuterer selve skuespillets metode: hun, som havde spillet teater i den romantiske periode, konkretiserede nu realismens idealer.
Hun udgav brevvekslingen mellem sin svigermor Thomasine Gyllembourg og hendes fraskilte mand P.A. Heiberg - hvis ikke hun havde udsendt brevene i bogform, var de formentlig gået tabt. Brevene reddede Thomasines anløbne rygte og illustrerer eminent de fremherskende holdninger i tiden omkring 1800 - meget fjerne fra holdningerne i 1880'erne hvor bogen udkom. Ikke desto mindre tog Johanne Luise sin svigermors parti.
Hendes selvbiografi, "Et Liv gjenoplevet i Erindringen", blev udgivet fra 1891-1892 af A.D. Jørgensen. Bogen vakte voldsomt røre ved udgivelsen, fordi meget i bogen gav udtryk for hendes stærkt subjektive opfattelse af begivenhederne - nogle kalder derfor spøgefuldt bogen for "Et Liv genopløjet i Erindringen". Den er et passioneret kampskrift, et forsvar for hendes mand, der som teaterchef pådrog sig manges had, og et forsvar for hendes egne valg. Ved førsteudgivelsen blev mange barske partier skåret ud, bl.a. om balletskolens misbrug af børn: de er senere indsat på rette plads.
Opvækst og baggrund.
Johanne Luises far hed Christian Heinrich Pätges og var født 1777 i landsbyen Honnef i hertugdømmet Berg ved Rhinen. Han lærte bødker- og vinkyperprofessionen i den tyske by Linz am Rhein ved Rhinen og udvandrede for at undgå militærtjenesten til Danmark og nedsatte sig i begyndelsen af århundredet som vinhandler i København. Her gjorde han bekendtskab med Henriette Hartwig eller Hirschborn, hvis jødiske forfædre var kommet fra Holland til byen Friedberg ved Frankfurt, hvor Henriette blev født. Herfra flygtede hun i en meget ung alder efter sigende med en fransk officer, kom til Hamborg, hvor hun kom i tjeneste hos et jødisk herskab, og fulgte det til København.
I sit ægteskab med Heinrich Pätges fødte hun ni børn, af hvilke Johanne, der kom til verden 22. november 1812, var det næstyngste. Under Københavns bombardement (1807) mistede familien alt, hvad den ejede, og levede i en årrække under de trangeste kår, trods den energiske husmoders ihærdige bestræbelser for at holde sammen på stumperne. Hun drev værtshus og havde middagsabonnement, bl.a. for officererne ved det 2. jyske regiment. Da det i 1816 fik garnison i Aalborg, flyttede hun med, og her modtog den lille Johanne sin første danseundervisning hos en af regimentets underofficerer. Han gav hende, da familien fire år senere vendte tilbage til København, et anbefalingsbrev til solodanser Dahlén, og efter at have aflagt prøve blev hun optaget på teatrets danseskole. Her kom hun snart til at høre blandt de fremmeligste; der blev komponeret et par små entreer for hende og en anden flink elev, den senere solodanserinde Andrea Marie Krætzmer, og de to unge piger fulgte med deres lærer P.J. Larcher på en kunstrejse til Lübeck og Hamborg.
1820'erne.
Allerede inden disse rejser var Johanne Pätges taget i tjeneste af talescenen, som benyttede de mest opvakte danseelever til udførelsen af børneroller. 13. maj 1823 havde hun været det ene af Cathrina Juuls børn i "Christian IV’s Dom", og aftenen efter spillede hun Giovanni i Adam Oehlenschlägers skuespil "Correggio". I den nærmest følgende tid spillede hun bl.a. Fritz i "Den lille Hyrdedreng", andet syn i "Macbeth" og Adonia i "Salomons Dom". Ved Nielsens aftenunderholdning 8. januar 1826 fremsagde hun på tysk Castellis (sikkert Ignaz Franz Castelli) digt "Lob der kleinen" og gjorde så megen lykke, at Frydendahl sikrede sig hendes medvirken ved sit deklamatorium måneden efter (12. februar). Ved denne lejlighed gav hun sammen med Rosenkilde Poul Martin Møllers dialog "Hans og Trine".
Den blev modtaget med stormende bifald, og Johan Ludvig Heiberg, som var tilstede, lod sig præsentere for den unge pige, takkede hende for hendes udførelse og skrev med det juvenile elskerpar som centrumsfigurer vaudevillen "Aprilsnarrene", i hvilken jomfru Pätges spillede Trine Rar for første gang d. 22. april 1826. Ved sæsonens begyndelse var hun blevet elev ved teatret med 25 rigsdaler sølv i årlig gage, men efter den store succes med "Aprilsnarrene" blev hun udnævnt til "dramatisk Elev", hvorved hun blev fritaget for dansetjeneste og fik sin løn sat op til 100 rigsdaler om året. Fra nu af tog udviklingen af hendes lige så ejendommelige som smidige talent en fart, der satte hendes samtid i den største forbavselse og omgav hende med en konstant voksende beundring.
Johan Heiberg lagde i "Et Æventyr i Rosenborg Have", "De Uadskillelige" og "Prinsesse Isabella" roller til rette for hende, Henrik Hertz byggede på hende til udførelsen af Julie i "Flyttedagen", Johanne i "Kærlighed og Politi", Marie i "Arvingerne" og Lotte i "Amors Genistreger", Thomas Overskou beregnede rollen Esperance i sit skuespil "Østergade og Vestergade" på hende, og for det nye franske repertoire, særlig Augustin Eugène Scribes lystspil, kom hun i netop det rette øjeblik for at stemple dets udførelse med den rette stils præg; hun spillede Maria i "Kærligheds Drømme", Constance i "Braun & Comp.", Fanny i "Ustadighed og Kærlighed", Isabella i "Gesandten", Agathe i "Den fortræffelige Onkel", Emmeline i "Den første Kærlighed", Georgina i "Kvækeren og Danserinden" og flere roller. Fruen i Tøpfers lille spøg "Ser jer i Spejl" må heller ikke glemmes, ligesom de større skikkelser hvormed hun gjorde det stærkeste indtryk: Preciosa i Wolffs og Webers lyriske drama, Julie i Shakespeares tragedie, Fenella i "Den stumme" og Agnete i Heibergs "Elverhøj".
Johanne Pätges optages i ægteparret Wexschalls hjem 1829.
Under denne blændende kunstneriske udvikling var der naturligvis også foregået en forandring i den unge skuespillerindes sociale stilling. Mens barndomshjemmet sank dybere og dybere ned i armod, mest på grund af faderens ligeglade energiløshed, åbnede den store og dannede verden sine døre for den beundrede kunstnerinde, hvis ungdom og interessante personlighed gav hendes spil forøget interesse og omgangen med hende en egen charme.
Kort efter "Aprilsnarrenes" opførelse havde Heiberg præsenteret hende hos sin moder, fru Gyllembourg, og i den lige så fintdannede som elegante kreds, der samledes hos søkadetakademiets chef, Shakespeares oversætter, kommandør Peter Frederik Wulff, blev hun en velset og feteret gæst. Den unge piges naturlige takt erstattede hendes mangel på selskabelig opdragelse, hun fandt instinktivt den rette holdning og udtryksmåde og blev, trods sin beskedne tilbageholdenhed og sin enkle påklædning, genstand for manges hyldest, og nogles sværmeriske tilbedelse.
Fattigdommen og ufreden i hjemmet stod i en grel modsætning til dette lette liv på samfundets højder og fantasiens lyse verden på scenen, så meget mere som også andre og vanskeligere forhold tyngede den unge pige. En 13 år ældre mand, Joh. Gebhard Harboe, assistent ved det kongelige klædeoplag, havde ved et tilfælde gjort hendes bekendtskab i hendes tidlige barndom, taget sig af hendes undervisning og efterhånden forblindet sig i en heftig forelskelse, som, da han mente at kunne få forældrenes samtykke, fik ham til at optræde som en slags skinsyg mentor for hende. Han bevogtede hendes handlinger, plagede hende med sin mistanke og sine mistydninger og forsøgte samtidig at vinde hende ved de oprigtigste hengivenhedsbeviser. Samtidig led han selv ved at se hende inddraget i de større og rigere kredse, hvortil hans indflydelse ikke strakte sig, og gjorde for hende, som det andet offer for dette uklare forhold, den hjemlige tilværelse til en lidelse.
I denne ulige situation kom der til hende som en stor og uventet lykke: hendes faderlige ven i teaterstyrelsen, Jonas Collin, tilbød hende optagelse i ægteparret Wexschalls hjem på teatrets regning. Nytårsdag 1829 flyttede hun til dette kunstnerhus – kun rundt om hjørnet, fra Vingårdsstræde til Laksegade, men alligevel ind i en anden verden. Den store skuespillerinde Anna Wexschall var et elskeligt menneske, som tog sig af sin myndling med moderlig ømhed og den dannede kvindes forstand på hendes tarv. Violinisten Frederik Thorkildsen Wexschall var virtuos på sit instrument, en gennemmusikalsk personlighed og en livfuld natur med stor sans for humor og komik; i deres hjem samledes en munter og opvakt kreds af forfattere, kunstnere og åndfuldt interesserede mennesker.
Under disse forhold brød den så længe kuede livsglæde med dobbelt magt frem hos den unge pige, og hendes væsen undergik en fuldstændig forvandling. Beskeden om, at hendes lidenskabelige tilbeder Harboe havde taget sig af dage, eftersøgt af politiet som mistænkt for underslæb, kastede kun en forbigående skygge over hendes tilværelse: den var jo på samme tid budskab om ophøret af et knugende tryk. Med kunstnerparret Wexschall, Nielsen og nogle andre af teatrets kunstnere gæstede hun i sommeren 1829 Christiania, hvor hun fik det mest levende bifald. Under opholdet her erfarede hun også, at hun 18. juli var blevet udnævnt til kongelig skuespillerinde med 300 rigsdaler i årlig gage.
Giftermålet med Heiberg 1831.
Af hendes mange tilbedere havde adskillige haft frierhandskerne på. Heiberg havde bejlet til hende, men fået et skånsomt afslag; ligeledes hans ven, den ædle og åndfulde dr. Nicolai Christian Møhl. Hos Wexschalls fortalte man hende, at lige børn leger bedst, og rådede hende til at forlove sig med en skuespiller. Den unge Christoffer Hvid, som havde debuteret i marts 1829, kom meget i huset, og hans kurmageri blev støttet af dets værtinde. Under denne daglige påvirkning kom forlovelsen omsider i stand, men selv om han var en dannet og nobel personlighed, gik det snart op for hende, at hun havde begået et misgreb, og hun led meget derunder.
Imidlertid gik det Wexschallske ægteskab sin opløsning i møde, og Johanne Pätges måtte se sig om efter et andet hjem. Fru Gyllembourg tilbød hende en plads i sit, og udsigten til jævnligt at se og tale med Heiberg var vel ikke det mindste af de motiver, der fik hende til at modtage det venlige tilbud. Han vedblev at have den største plads i hendes beundring og, uden at det altid stod klart for hende, også i hendes hjerte; hans usvækkede virken for hendes vel, hans uforandrede finhed og ridderlighed i samværet med hende afsatte et stærkere og stærkere indtryk af dyb hengivenhed. Under opholdet hos fru Gyllembourg blev forbindelsen med Hvid løsnet og opløst, stilfærdigt og harmonisk fra begge sider, og lige så stilfærdigt foregik der mellem Johanne Pätges og Heiberg en tilnærmelse, der umærkelig gled over til en fast pagt imellem dem – en forlovelse, som de ikke meddelte til noget menneske, end ikke til fru Gyllembourg.
Først sommeren efter blev fru Gyllembourg, gamle P.A. Heiberg i Paris og Johannes forældre indviet i hemmeligheden, og 31. juli 1831 fandt vielsen sted i Slangerup Kirke, forrettet af Heibergs gamle lærer pastor P. Hansen. Hvedebrødsdagene tilbragtes i Lyngby, og ved teaterprøvernes begyndelse flyttede de nygifte til deres hjem på Christianshavn, i Brogade nr. 3, hvor fru Gyllembourg sluttede sig til den unge husholdning.
De mange roller 1831-56.
Den 19-årige fru Heiberg fortsatte den glimrende udvikling, som frøken Pätges havde begyndt, og hendes navn blev under en lang kunstnerbane det berømteste på den danske scene. Som barn og ung pige havde hun fejret triumfer i roller, der fordrede barnlig uskyld, fin komisk attitude og ungdommelig livsglæde; til dem føjede hun nu, påvirket af urbane omgangsformer og modnet af den høje intelligens, der omgav hende, sit store repertoire af det franske konversationsstykkes elegante, åndfulde damer, men tillige en række kvindelige karakterer af stærkt følelsesliv og lidenskabelig sindsbevægethed.
Af de omkring 180 nye roller, hun spillede i tiden fra september 1831 til juni 1856, hvor hendes teaterliv foreløbig blev afbrudt, fremhæves i kronologisk orden: Prinsesse Eboli i Schillers "Don Carlos", Lise i "Køge Huskors" af Heiberg, Grevinde Clara Villier i "Et Fejltrin" og Camilla i "Frierens Besøg" af Scribe, Juliette i "De danske i Paris" af Heiberg, Christine i "Dronningen på 16 År" af Jean-François Bayard, Lady Teazle i "Bagtalelsens Skole" af Richard Brinsley Sheridan, titelrollen i "Donna Diana" af Agustín Moreto y Cavana, Susanne i "Figaros Giftermål" af Beaumarchais, Marie i "Alferne" af Heiberg, Delphine i "Advokatens Kone" af Mélésville, Petrine i "Den eneste Fejl" og Petrea i "Debatten i Politivennen" af Hertz, Charlotte i "Guldkorset" af Mélésville, Antonie i "Sparekassen" af Hertz, Sophie i "Nej" af Heiberg, Fru Vertpré i "Enkens Mand" af Dumas, Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" af Hertz, hertuginden af Langeais i "Frieren og hans Ven" af Jacques-François Ancelot, Preciosa i "Farinelli" af de Forge m.fl., Nancy Hardcastle i "Fejltagelserne" af Oliver Goldsmith, Rosaura i "Livet en Drøm" af Calderón, Ernestine i "Kærligheds Drømme" af Scribe, Zoë i "Kammeraterne" af Scribe, Cæcilie i "Mulatten" af H.C. Andersen, den kvindelige titelrolle i "Dorotea og Gomez Arias" af Calderon, Anna i "Syvsoverdag" af Heiberg, Helene i "Svanehammen" og Louise i "Indkvarteringen" af Hertz, Abigael i "Et Glas Vand" og Aline i "En Lænke" af Scribe, titelrollen i "Dina" af Oehlenschläger, Parthenia i "Ørkenens Søn" af Friedrich Halm, titelrollen i "Amanda" af Hertz, Denise i "Møllen i Marly" af Mélésville, Jolanthe i "Kong Renes Datter" af Hertz, Maritana i "Don Cæsar de Bazan" af Adolphe d'Ennery, Judita i "Valgerda" af Heiberg, Rose i "Fruentimmerskolen" af Molière, titelrollen i "Viola" af Shakespeare, Karine i "Trolddom" af Peder Vilhelm Jacobsen, titelrollen i "Ninon" af Hertz, Emilie i "Hr. og Fru Møller" i Frederik Ludvig Høedts bearbejdelse af Bayards lystspil, titelrollen i "Tonietta" af Hertz, Myrrha i "Sardanapal" af Byron, Marguerite i "Dronning Marguerites Noveller" og grevinde d’Autreval i "Kvindens Våben" af Scribe og Ernest Legouvé, titelrollen i "Ruth" af Athalia Schwartz, Fiorella i "Den yngste" af Hertz, Hanna i "Tilfældet har Ret" af Carlo Goldoni.
Et omfattende repertoire.
Dette repertoire omfatter så at sige hele skalaen af kvindelige karakterer og menneskelige sindsretninger – fra Ragnhilds dæmoniske lidenskab og grevinde Villiers fortvivlelse ("Et Fejltrin") over verdensdamens sikre selvbevidsthed og spillende vid til den pureste uskyldigheds uberørte væsen i skikkelser som Molières Agnes, Hertz’ Amanda og Heibergs Marie (i "Alferne").
Barnet Johanne begyndte med fremstillingen af ingenuer, hvis alder og udvikling passede med dets egen, men heller ikke den unge kvinde glemte det pålidelige tonefald og den ægte naivitet, der skal præge jomfrueligheden hos en Antonie i "Sparekassen" eller en Petrine i "Den eneste Fejl". Og mens det unge talent allerede åbenbarede sin sjældne dybde i en rolle som Shakespeares Julie, voksede dets udtryk i årenes løb for den flammende kærlighed, den dybe lidenskab og den håbløse fortvivlelse, på samme tid som den selskabelige konversations åndfulde replik og spillende skæmten beherskedes med den mest fuldendte kunst. At Scribes, og det nyere franske lystspils, indtrædelse i det danske repertoire faldt sammen med tilstedeværelsen af et så rigt og mangfoldigt, på én gang så frodigt voksende og så sikkert behersket fremstillingstalent som fru Heibergs, blev af uberegnelig betydning for arten af teatrets kunst i en lang årrække og hævede, hvad udførelsen angår, nationalscenen op i rang med udlandets bedste.
Men endnu større betydning for åndslivet fik det andet sammentræf; at den fremblomstrende nationale skuespildigtning kunne regne med en så fint forstående og så fantasifuldt opfindende kunstnerpersonlighed som hendes. Hun virkede inspirerende på digterne og derigennem frugtbargørende på litteraturen. Hendes ægtefælle, der med "Aprilsnarrene" havde gjort hende "sin første Kærlighedserklæring", modtog fra indtrykket af hendes talent den ene impuls efter den anden, og for Hertz var hun ligefrem den tilskyndende genius, hvis væsen han har belyst fra de forskelligste sider i det rigt vekslende galleri af kvindelige naturer, som hans dramatiske digtning indeholder.
Kun til to af vore klassikere stod hendes kunst i et løsere forhold. I det holbergske repertoire var hun en sjælden gæst, skønt hendes lune ingenlunde behøvede at nægte sig det bredere udtryk, hvor et sådant var påkrævet; hun havde i lang tid lyst til at overtage Leonorerne og forsøge på at give den holbergske elskerinde en noget stærkere karakteriseret personlighed, end hun sædvanligvis har, men hendes ønske blev uopfyldt. Derimod genfødte hun så at sige et par andre Holberg-roller og hævede dem fra oversete eller vragede opgaver til fremstillinger af den mest fængslende interesse: 1831 den stumme Engelke Hattemagers i "Barselstuen" og 1850 Lucretia i "Den vægelsindede". De store linjer i Oehlenschlägers tragiske patos, det lidet sammensatte i hans karakterskildring fandt ikke genklang i fru Heibergs kunstneriske natur. Hun indrømmede selv, at hun ligesom manglede ballast til at føre sådanne oldnordiske "snekker" i havn. Selvfølgelig var hun en og anden gang med i Oehlenschlägers dramaer, eftersom han også beherskede det tragiske repertoire: Bertha i "Carl den Store", Dæmonen i "Sokrates", Tym i "Knud den Store"; men først da Oehlenschläger for hendes – og sin egen – skyld, for at tage hendes altovervindende talent også i sin digtnings tjeneste, skrev "Dina", vandt han derved en triumf og skaffede sit drama en fremgang på de skrå brædder, som intet af hans andre skuespil kunne opvise magen til.
Det var efter fru Heibergs syvende udførelse af denne rolle – 17. november 1842 – at begejstrede tilskuere spændte sig for hendes vogn og trak hende fra teatret hjem til hendes bolig i Bredgade, hvor der fem dage efter, på hendes 30 års fødselsdag, blev bragt hende et fakkeltog af studenter og afsunget en henrivende notturno af Hertz, i hvilken hun hilstes som den, der lig "Titania på Tronen til Sandhed hæver Illusionen".
Udlandsrejser.
Hvad en mand som J.L. Heiberg i intellektuel henseende måtte være for en kvinde som sin hustru, behøver ingen nærmere påvisning. Ikke mindst blev hun påvirket af den omgangskreds, som fik lov til at samles i dette eksklusive hjem, om det fokus der udgjordes af ægteparret og fru Gyllembourg. Her var i de tidligere dage Poul Møller, Weyse, H.C. Ørsted, Andræ og Tscherning regelmæssige gæster, senere Martensen, Madvig og Hall.
Fra den første til den sidste tid var Henrik Hertz, den med Heibergs åndsretning nærmest beslægtede digternatur, husets trofaste ven. Hans yndefulde Hirschholm-digte maler det sommerlige samliv mellem ham og det heibergske trekløver. Hvor langt deres åndelige baner end strakte sig, var Heibergerne dog overvejende hjemmemennesker. Fremmed skuespilkunst havde fru Heiberg kun set lidt af. Med sin mand besøgte hun 1836 Paris, levede der meget sammen med gamle P.A. Heiberg og vandt hans fortrolighed. Hun så, hvad der var at se af komedie i sommertiden, og beundrede den allerede da aldrende mile. Marts 1839 besøgte hun for sit helbreds skyld Emsen. På denne rejse gjorde hun bekendtskab med den store københavnske købmand Th. Suhr, hvis landsted "Sølyst" blev hendes og hendes mands sommerhjem i mange år. I 1852 gæstede hun Stockholm, og i 1854 gennemgik hun en badekur i Marienbad for at overvinde følgerne af en langvarig og livsfarlig sygdom, som havde holdt hende borte fra teatret i størstedelen af sæsonen 1852-53.
Hvis fru Heiberg i løbet af sit teaterliv havde været omgiven af en hyldest, som næsten ikke kendte grænser, så viste det sig om muligt endnu tydeligere under hendes sygdom, hvilken enestående plads hun indtog i nationens eller i hvert fald hovedstadens bevidsthed. Der blev dagligt udsendt bulletiner om hendes tilstand, som om hun havde været en fyrstelig person, og da hun igen optrådte 30. marts i den lille vaudeville "En Sommeraften" – hvis anonyme forfatter var hende selv – blev hun genstand for ovationer, hvis lige skuespilhuset aldrig havde set.
Orlov efter Heibergs fratræden 1856.
Hun havde i begyndelsen af 1850'erne været ikke så lidt oprevet over de stridigheder, som herskede ved teatret under hendes mands direktorat, og især i den sæson, da konkurrencen fra de udvandrede gjorde forholdene ekstra vanskelige, havde hun med en forbavsende kraftanstrengelse båret så at sige hele repertoiret. Da Heiberg tog sin afsked 1856, fik hun – efter at hun 20. juni for syvende gang havde spillet Mamsel Hanna i "Tilfældet har Ret" – orlov for størstedelen af den følgende sæson og rejste til udlandet sammen med sin mand. 18. april 1857 optrådte hun på ny som Ninon, modtagen med stormende hyldest af det tæt besatte hus; men hun fandt snart samarbejdet med den nye konstituerede direktør (Christensen) umuligt og søgte 16. oktober 1857 sin afsked. Kultusministeriet (Hall) prøvede ved forhandlinger at rokke hendes beslutning, men den stod fast, og 3. Marts 1858 modtog hun sin afskedigelse med pension. Otte dage senere sagde hun publikum og sine kunstfæller farvel i en varm henvendelse, som blev indrykket i bladene.
Tilbage på scenen 1859-64.
Fru Heibergs teaterbane var dog ikke afsluttet. Da Frederik Ferdinand Tillisch i juni 1859 var blevet teaterchef, bestemte hun sig for at give efter for kultusminister Monrads indtrængende anmodninger om at vende tilbage til scenen, og 5. oktober optrådte hun på ny som Lady Teazle i "Bagtalelsens Skole", overvældet med blomster og hilst med uendelig jubel. Indtil udgangen af sæsonen 1863-64 udførte hun af mere betydningsfulde nye roller Lady Macbeth, Marie Stuart i Schillers tragedie, fru Thompson i "En Kurmethode" af Hertz og Thusnelda i "Fægteren fra Ravenna" af Halm. Hendes sidste optræden fandt sted 2. juni 1864 som Elisabeth Munk i "Elverhøj". Under Linde-Berners direktion overtog hun 1867 sceneinstruktionen og satte i de syv år, hvor hun havde denne post, adskillige store og vanskelige stykker i scene, deriblandt Bjørnstjerne Bjørnsons "Maria Stuart", Henrik Ibsens "Kongsæmnerne" og "De unges Forbund", Heibergs "Syvsoverdag" og flere andre.
Helbredsrejser til Schweiz og Norge.
Fru Heiberg, der efter sin mands død (25. august 1860) havde adopteret tre forældreløse pigebørn, rejste i foråret 1874 med disse til Schweiz og Italien. En del sygdom hjemsøgte hende på denne rejse, men hun kom dog styrket tilbage og bevarede fra nu af og til højt op i årene et bemærkelsesværdigt godt helbred, som hun styrkede ved årlige rejser til norske og svenske badesteder. Især i Norge var hun en jævnlig gæst, kendt som få andre danskere, og hun befandt sig vel i den skønne natur og blandt en befolkning, hvis "Saltvandspræg" tiltalte hende. Sin sidste sommer tilbragte hun i Hornbæk og døde efter nogen tids svagelighed i København 21. december 1890. 4. januar gav teatret en mindefest for hende; til Fantasus’ rolle i "Syvsoverdag" havde Carl Ploug som prolog og epilog knyttet de ord, der fremhævede den afdødes betydning for den danske scene.
Fru Heiberg som forfatter.
Det er dog ikke med scenearbedet alene, at hendes navn er fast forbundet. Også i litteraturen har fru Heiberg sat sig spor. Halvt for spøg betrådte hun journalistikkens bane, da hun 1844 skrev "En Modeartikel" i sin mands "Intelligensblade", og endnu samme år leverede hun, ligeledes under anonymitetens strengeste skjul, en anmeldelse af "Barselstuens" opførelse til "Fædrelandet", året efter en rosende fremhævelse af Christen Martin Foersoms spil i "Debatten i Politivennen".
Tanken om dramatisk produktion vågnede hos hende, da hun på sin opfordring til Heiberg om at skrive et nyt skuespil fik svaret: "Skriv selv!" Denne tilskyndelse modnede hos hende, langsomt og besindigt, et par lystspilideer, som var udsprungt af de person- og naturiagttagelser, som hun jævnligt havde lejlighed til at anstille. De to småstykker "En Søndag på Amager" (opført 1848) og "Abekatten" (opført 1849), hvis musik var komponeret af forfatterinden selv, stempledes af strenge dommere, der fandt deres idylliske stemning alt for sødladen, som "Duftvaudeviller", men vandt – med fru Heiberg, Michael Rosing Wiehe, Christen Niemann Rosenkilde, Joachim Ludvig Phister og Julie Weber Sødring i hovedrollerne – en lige så afgjort som vedvarende tilslutning hos det store publikum. De er tilsammen blevet opført 231 gange på Det Kongelige Teater og derudover 122 gange på andre københavnske teatre.
Den tidligere nævnte vaudeville "En Sommeraften" er derimod kun spillet otte gange. Den fine karakteristik af fru Gyllembourg, der indleder anden udgave af de samlede "Hverdagshistorier" (1866), skyldes uden tvivl også fru Heibergs pen, og 1882 udgav hun den opsigtvækkende, bog "Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, en Beretning, støttet på efterladte Breve" som udkom i flere oplag.
Allerede 1855 var hun begyndt at skrive på sine erindringer, og mange år inden hendes død lå det voluminøse manuskript færdigt. Hun ønskede dog ikke selv at opleve dets offentliggørelse, og først 1891 udgav rigsarkivar A.D. Jørgensen de to første bind, og året efter de to sidste, af "Et Liv, genoplevet i Erindringen". Få skrifter er herhjemme blevet imødeset med så megen forventning og læst med så stor ivrighed, og endnu færre har vakt så megen debat. Dette står nu som et memoire-værk, som ville være bemærkelsesværdigt i enhver litteratur og i lange tider vil bevare en fremragende plads, på grund af fortællerindens interessante livsløb, hendes skildring af de betydelige mænd og kvinder, hun har stået nær, og hendes ræsonnementer om den kunst, udhun øvede som en af sin samtids ypperste skuespillerinder.
Kilder og henvisninger.
Johanne Luise
John Couch Adams.
John Couch Adams (1819-1892) var en engelsk astronom og matematiker som i en alder af 24 var den første til at forudsige positionen af en planet uden for Uranus. Imidlertid offentliggjorde Adams ikke sin forudsigelse. Galle bekræftede eksistensen af Neptun baseret på en uafhængig beregning udført af Le Verrier.
John Wayne.
Marion Mitchell Morrison (26. maj 1907 - 11. juni 1979), født Marion Robert Morrison og bedre kendt under sit kunstnernavn John Wayne, var en amerikansk film skuespiller, instruktør og producer.
Hans gennembrudsfilm var "Diligencen" fra 1939, instrueret af John Ford, som han siden var knyttet til som foretrukken stjerne, han havde hos ham hovedrollen i bl.a. "Kavaleriets gule bånd" (1949), "Den tavse mand" (1952) "Forfølgeren" (1956) og "Manden der skød Liberty Valence" (1962) i samspil med James Stewart. "The Sons of Katie Elder" i samspil med Dean Martin. (1965).
Han var indbegrebet af westerngenren, hvor han også havde sin styrke som en perfekt type til de roller. Han blev også meget brugt af Howard Hawks, bl.a. i "Rio Bravo" fra 1959her igen i samspil med Dean Martin og sangeren Ricky Nelson og "El Dorado" fra 1966 her i samspil med Robert Mitchum og en meget ung James Caan.Hans store drøm var i mange år at filmatisere kampen om the Alamo.(1960) En drøm som også gik i opfyldelse med ham selv som instruktør og producer og skuespiller. Han havde en lille rolle i filmen "Den Længste Dag" som var den film som indeholdt flest kendte skuespillere på den tid (1969). Bl.a. Richard Burton, Robert Mitchum, Trevor Howard oma.
Han var stærkt højreorienteret i sine holdninger, og fik kritik bl.a. for sin deltagelse i senator Joseph McCarthys jagt på de venstreorienterede i 1950'erne og da modstanden mod Vietnamkrigen var på sin højeste, instruerede han i 1968 "De grønne baretter" med sig selv i hovedrollen. Den forsvarede krigen, og fremkaldte derfor voldsomme demonstrationer de steder den fik premiere.
Til gengæld modtog han sin første Oscar i 1970 for rollen som en fordrukken bulderbasse af en sherif i "De Frygtløse", en rolle der fik en sequel i "Sheriffen og Pebermøen" fra 1975, hvor han spillede sammen med Katharine Hepburn. John Wayne blev yderligere belønnet med en æres-Oscar i 1979 inden mavekræft tog livet af ham.
Personlige liv.
Wayne var gift tre gange og skilt to gange. Hans hustruer, var Josephine Alicia Saenz, Esperanza Baur, og Pilar pallete.
John Wilkes Booth.
John Wilkes Booth (10. maj 1838 – 26. april 1865) var den amerikanske skuespiller, der myrdede præsident Abraham Lincoln den 14. april 1865 under forestillingen "Our American Cousin" i Ford's Theatre i Washington D.C.. Han råbte: "Sic semper tyrannis" - sådan går det altid tyrannerne.
Jorden.
Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har den største diameter, masse og tæthed af jordplaneterne. Jorden benævnes også Verden, (Jord)kloden samt Tellus efter en romersk gudinde eller Terra efter dens latinske betegnelse.
Som hjemsted for millioner af arter, herunder mennesket, er Jorden det eneste sted i universet, hvor liv vides at forekomme. Planeten blev dannet for 4,54 milliarder år siden, og livet fremkom på dens overflade inden for den første milliard år. Siden da har Jordens biosfære i betydelig grad ændret atmosfæren og andre abiotiske betingelser på planeten, så aerobiske organismer har kunnet udbrede sig. Derved er et ozonlag blevet dannet, som sammen med Jordens magnetfelt blokerer for skadelig stråling og tillader liv på landjorden. Jordens fysiske egenskaber, dens geologiske udvikling og dens kredsløbsbane har således gjort liv muligt i denne lange periode, og betingelser herfor forventes at vedblive i endnu 500 millioner til 1 milliard år, hvorefter biosfæren går til grunde som følge af Solens øgede stråling, og livet på Jorden ophører.
Lithosfæren (Jordens skorpe og den øvre kappe) er opdelt i adskillige stive segmenter, som kaldes tektoniske plader, der bevæger sig over Jordens overflade i løbet af mange millioner år. Omkring 71 % af overfladen er dækket af oceaner af saltvand, mens resten er kontinenter og øer. Flydende vand er nødvendigt for opretholdelsen af alle kendte former for liv, og det er ikke fundet på overfladen af nogen anden planet. Jordens indre er stadig aktiv og består af en tyk og forholdsvis fast kappe, en flydende ydre kerne, som skaber et magnetfelt, og en fast indre kerne af jern.
Jorden vekselvirker med andre kloder i det ydre rum, herunder Solen og Månen. I nutiden foretager Jorden et kredsløb om Solen for hver omkring 366,26 gange, den roterer om sin egen akse. Denne tidsperiode er et siderisk år, som svarer til 365,26 dage i soltid. Jordens rotationsakse hælder 23,4° i forhold til det plan, som er vinkelret på dens omløbsplan, hvilket bevirker årstidsvariationer på planetens overflade med en periode på et tropisk år (365,24 dage i soltid). Jordens eneste naturlige måne, Månen, som begyndte at kredse om den for omkring 4,53 milliarder år siden, fremkalder tidevand i oceanerne, stabiliserer aksehældningen og nedsætter langsomt planetens rotation. Et bombardement af kometer i Jordens tidlige historie spillede en rolle for oceanernes dannelse. Senere forårsagede nedslag af asteroider betydelige ændringer af omgivelser og betingelser på Jordens overflade.
Planetens mineraler udgør sammen med produkter fra biosfæren ressourcer, som tillader opretholdelse af en global population af mennesker. Befolkningerne har grupperet sig i omkring 200 uafhængige og selvstændige stater, som vekselvirker med hinanden gennem diplomati, rejser, handel og militære aktioner. De menneskelige kulturer har og har haft mange forskellige syn på planeten, herunder at den personificerer en guddom, at Jorden er flad samt i moderne tid et perspektiv på kloden som et globalt sammenhængende miljø, der kræver indgriben og pasning. Mennesker forlod for første gang planeten i 1961, da Jurij Gagarin nåede det ydre rum.
Tidsforløb.
Videnskaben har kunnet rekonstruere forløbet af Jordens fortid ret detaljeret. For omkring 4,54 milliarder år siden (med en usikkerhed på 1 %), blev Jorden og de øvrige planeter i solsystemet dannet fra en protoplanetarisk skive af støv og gas, som var tilbage efter Solens dannelse. Materialet samledes til Jorden ved sammenkitning i en proces, som var afsluttet inden for kun 10–20 millioner år. Fra smeltet tilstand afkøledes planeten Jordens ydre lag og dannede en fast skorpe, da vand begyndte at samles i atmosfæren. Månen blev dannet kort tid efter, hvilket efter den fremherskende teori skete som resultat af et gigantsammenstød med en klode (kaldet Theia) på størrelse med Mars, dvs. med en masse på omkring 10 % af Jordens. Meget af denne klodes masse integreredes i Jorden, men sammenstødet slyngede tilstrækkeligt materiale ud i kredsløb om den til, at Månen kunne dannes af det.
Udstrømmende gas og vulkansk aktivitet dannede en ur-atmosfære. Oceanerne blev dannet ved kondensering af vanddamp, yderligere fremmet af is og flydende vand, som kom med asteroider og større protoplaneter, kometer og trans-neptunske objekter, der udsatte Jorden for et veritabelt bombardement. I begyndelsen fandtes næsten intet tørt land, men den samlede landoverflade over havniveau er til stadighed steget. Som eksempel er arealet af kontinenterne fordoblet i løbet af de sidste to milliarder år. Mens overfladen omformedes i løbet af hundreder af millioner år, blev der dannet flere kontinenter, som igen blev brudt op. Kontinenterne bevægede sig over overfladen og samledes af og til i et superkontinent. For omkring 750 millioner år siden begyndte det tidligst kendte superkontinent, Rodinia, at blive brudt op. Kontinenter samledes senere igen og dannede Pannotia i perioden for 600–540 millioner år siden og endelig Pangæa, som splittedes for 180 millioner år siden.
Udvikling af liv.
Det høje energiniveau i de kemiske processer i begyndelsen af Jordens eksistens menes at have frembragt et selvreplicerende molekyle for omkring fire milliarder år siden, og en halv milliard år senere fandtes livets første fælles urforfader. Udvikling af fotosyntese betød et afgørende fremskridt, idet Solens energi derved kunne udnyttes direkte af alle livsformer. Syntesen producerede ilt, som opsamledes i atmosfæren og medførte dannelse af et ozonlag (ozon er en molekyleform af ilt: O3) i den øvre atmosfære. Optagelse af mindre celler i større bevirkede udvikling af de komplekse celler, der kaldes eukaryoter. Rigtige flercellede organismer blev dannet, i takt med at celler i kolonier blev stadigt mere specialiserede. Hjulpet af ozonlagets absorption af skadelig ultraviolet stråling koloniserede livet Jordens overflade.
Fra 1960'erne har det været opfattelsen, at udbredt gletsjeraktivitet i æonen Neoproterozoikum for mellem 750 og 580 millioner år siden dækkede meget af planeten med is. Hypotesen har fået navnet "kæmpesnebolden" (engelsk: "Snowball Earth") og er af særlig interesse, fordi den ligger umiddelbart forud for den Kambriske Eksplosion, hvor flercellede livsformer begyndte at brede sig med stor hast.
Siden slutningen af den kambriske eksplosion for omkring 535 millioner år siden er masseuddøen af arter forekommet fem gange. Den sidste skete for 65 millioner år siden, formentlig udløst af et meteornedslag, som udslettede alle (ikke-flyvende) dinosaurer og andre store reptiler, men skånede smådyr som pattedyr, der dengang mindede om spidsmus. I løbet af de sidste 65 millioner år har udviklingen af pattedyrene resulteret i en stor diversitet, og for adskillige millioner år siden fik et afrikansk abe-lignende dyr evnen til at gå oprejst. Derved blev det lettere at bruge værktøj og at samarbejde, hvilket udviklede evnen til at kommunikere. Det gav mulighed for forbedret ernæring og stimulation, som var nødvendig for at udvikle en større hjerne. Udvikling af landbrug og senere civilisation gjorde det muligt for mennesket at beherske Jorden inden for et kortere tidsrum end nogen anden art har kunnet, hvilket har påvirket både naturen og mængden af andre livsformer.
For omkring 40 millioner år siden begyndte et mønster med istider, som intensiveredes i pleistocæn for omkring 3 millioner år siden. Polaregnene har siden da haft en cyklus af isdække og afsmeltning, som har gentaget sig i perioder på 40–100.000 år. Den sidste istid sluttede for 10.000 år siden.
Fremtid.
Planetens fremtid på lang sigt er tæt knyttet til Solens fremtid. Som følge af den stadige ophobning af helium fra brintfusionen i Solens kerne tiltager Solens lysstyrke langsomt. Den vil stige med 10 procent i løbet af de næste 1,1 milliarder år og med 40 % i løbet af de næste 3,5 milliarder år. Klimamodeller viser, at forøgelsen af den stråling, som når Jorden, vil medføre store ændringer på planeten, så bl.a. Jordens oceaner vil forsvinde.
Jordens stigende overfladetemperatur vil få det uorganiske CO2-kredsløb til at accelerere og mindske koncentrationen af kuldioxid til det dødelige niveau for planter (10 ppm for C4-planter) om 900 millioner år. Manglen på vegetation vil bevirke tab af ilt i atmosfæren, hvorfor dyrelivet vil uddø i løbet af yderligere nogle millioner år. Selv om Solen var forblevet uændret og stabil, ville den fortsatte afkøling af Jordens indre dog stadig have medført tab af meget af dens atmosfære og oceaner på grund af mindre vulkansk aktivitet. Efter endnu 1 milliard år vil overfladevand være helt forsvundet, og den gennemsnitlige, globale temperatur vil nå 70 °C. Jorden forventes på grundlag af ovenstående at være beboelig i endnu omkring 500 millioner år.
Solen vil som en del af sin udvikling udvide sig til en rød kæmpestjerne om ca. 5 milliarder år. Modeller forudsiger, at den vil øges til 250 gange sin nuværende størrelse til en radius på omkring 1 AU (ca. 150 millioner km). Jordens skæbne i den forbindelse er ikke helt klar. Som rød kæmpestjerne vil Solen i grove træk miste 30 % af sin masse, så uden andre virkninger vil dette forøge Jordens baneradius til 1,7 AU (ca. 250 millioner km), når stjernen når sin maksimale radius. Derved ville planeten undgå at blive opslugt af den store Sols tynde ydre atmosfære, omend det meste - og formentlig alt - liv på den vil være tilintetgjort af solens stærke stråling. Et nyligt studium viser imidlertid, at Jordens omløb alligevel vil bryde sammen som følge af tidevandsvirkninger fra Solen, hvorved den vil falde ind i dennes atmosfære og gå til grunde.
Sammensætning og struktur.
Jorden er en jordplanet, hvilket betyder, at den er et klippefyldt legeme i modsætning til en gasplanet som Jupiter. Den er den største af de fire jordplaneter i solsystemet, både efter størrelse og masse. Af disse fire planeter har Jorden også den højeste tæthed, den største gravitation ved overfladen, det stærkeste magnetfelt og den hurtigste rotation. Det er ligeledes den eneste jordplanet med aktiv pladetektonik.
Form.
Jordens form er meget tæt på at være en fladtrykt sfæroide – en afrundet form med en lille udbuling omkring ækvator – omend den præcise form (geoiden) afviger derfra med op til 100 meter. Den gennemsnitlige diameter af den sfæroide, der benyttes som reference, er omkring 12.742 km. Mere tilnærmet er længden 40.000 km/π, fordi meteren oprindelig var defineret som 1/10.000.000 af afstanden fra ækvator til Nordpolen på en linje gennem Paris.
Det er Jordens rotation, som skaber udbulingen ved ækvator, og diameteren her er 43 km større end diameteren fra pol til pol. De største lokale afvigelser i Jordens klippefyldte overflade er Mount Everest (8.848 m over det lokale havniveau) og Marianergraven (10.911 m under det lokale havniveau). I forhold til en perfekt ellipsoide har Jorden derfor en tolerance på omkring en af 584 eller 0,17 % (altså mindre end den tolerance på 0,22 %, som er tilladt for billardballer). Som følge af udbulingen er det landskabstræk, som er længst væk fra Jordens centrum faktisk Mount Chimborazo i Ecuador.
Kemisk sammensætning.
Jordens masse er tilnærmelsesvis 5,98 kg. Den består fortrinsvis af jern (32,1 %), ilt (30,1 %), silicium (15,1 %), magnesium (13,9 %), svovl (2,9 %), nikkel (1,8 %), calcium (1,5 %) og aluminium (1,4 %) og 1,2 % er små mængder af andre grundstoffer. På grund af stoffers tendens til at samle sig efter massefylde menes kerneområdet at bestå overvejende af jern (88,8 %) iblandet små mængder nikkel (5,8 %), svovl (4,5 %) og mindre end 1 % andre stoffer.
Geokemikeren F.W. Clarke beregnede, at lidt over 47% af Jordens skorpe består af ilt. Næsten alle de almindelige klipper i skorpen er oxider. Salte af klor, svovl og fluor er de eneste vigtige undtagelser herfra, og deres samlede mængde i klipper er sædvanligvis langt under 1 %. De vigtigste oxider er salte af silicium, aluminium, jern, kalcium, magnesium, kalium og natrium. Iltforbindelsen siliciumdioxid virker primært som en syre, der danner silikater, og alle de almindeligste mineraler i størknede klipper er af disse typer. Ud fra analyse af 1.672 forskellige klipper beregnede Clarke, at 99,22 % af dem bestod af 11 oxider (se tabellen til højre). Alle andre bestanddele optræder derfor i særdeles små mængder.
Indre struktur.
Jordens indre er, som det også er tilfældet for de andre jordlignende planeter, opdelt i lag med forskellige kemiske og rheologiske egenskaber. Jorden har en silikatholdig og fast skorpe yderst, derpå en viskøs kappe, en flydende ydre kerne (med mindre viskositet end kappen) og en fast indre kerne. Skorpens nedre grænse er defineret af Mohorovičić-diskontinuiteten (Moho), og dens tykkelse varierer fra et gennemsnit på seks km under oceanerne til 30–50 km under kontinenterne. Den indre kerne roterer muligvis med lidt højere vinkelhastighed end planeten i øvrigt og når derved fra 0,1-0,5° længere frem pr. år.
Varmen i planetens indre produceres formentlig ved radioaktivt henfald af isotoperne kalium-40, uran-238 og thorium-232. Alle disse har halveringstider på mere end en milliard år. I centrum kan temperaturen være op til 7.000 K og trykket nå 360 GPa. En del af kernens varmeenergi transporteres op mod skorpen ved såkaldte smelter, en form for konvektion, hvor klippemateriale med højere temperatur stiger op. Disse smelter kan danne hot spots og plateaubasalter.
Tektoniske plader.
Ifølge teorien om kontinentaldrift er der to lag i den yderste del af Jordens indre: lithosfæren, bestående af skorpen og den størknede del af kappen, og under den asthenosfæren. Den sidstnævnte opfører sig som stærkt ophedet materiale, som er i en halvtflydende, plastisk (duktil) tilstand.
Lithosfæren "flyder" på asthenosfæren og er brudt op i, hvad der kaldes tektoniske plader. Disse er stive segmenter, som bevæger sig i forhold til hinanden ved en af følgende tre typer pladegrænser: destruktive, konstruktive og transforme. Den transforme pladegrænse optræder, hvor to plader bevæger sig sidelæns i forhold til hinanden, hvorved der dannes en geologisk brudlinje. Jordskælv, vulkansk aktivitet, bjergdannelse og dannelse af gravsænkninger i oceaner kan forekomme langs pladegrænserne.
Blandt de mindre plader er den Arabiske Plade, Den Caribiske Plade, Nazcapladen ud for Sydamerikas vestkyst og Scotiapladen i det sydlige Atlanterhav. Den Australske Plade sluttede sig sammen med den Indiske Plade og dannede den Indo-Australske Plade for mellem 50 og 55 millioner år siden. De plader, som bevæger sig hurtigst, er oceanpladerne, hvoraf Cocospladen flytter sig med en hastighed på 75 mm/år og Stillehavspladen med 52–69 mm/år. Som den anden yderlighed bevæger den Eurasiske Plade sig langsomst, idet dens typiske hastighed er på omkring 21 mm/år.
Overflade.
Jordens terræn udviser stor variation. Omkring 70,8 % af overfladen er dækket af vand, og meget af kontinentalsoklen ligger under havniveau. Overfladen under vandet omfatter bjergkæder, herunder et verdensomspændende system af oceanrygge, undersøiske vulkaner oceangrave, undersøiske kløfter, oceanplateauer og dybhavssletter. De 29,2 %, som ikke er dækket af vand, består af bjerge, ørkener, sletter, plateauer og andre landskabsformer.
Planetens overflade omformes i løbet af geologiske tidsperioder som følge af tektonik- og erosionspåvirkninger. De overfladeformationer, som opbygges eller deformeres ved pladetektonik, udsættes for uophørlig forvitring ved nedbør, temperaturændringer og kemiske reaktioner. Gletsjere, kystnedbrydning, opbygning af koralrev og større meteoritnedslag bidrager også til at omforme landskabet.
Fil:Jordens topografi.png|250px|left|thumb|Jordens nuværende terræn og bathymetri. Data fra
Efterhånden som de tektoniske plader bevæger sig over planeten, skydes oceanbunden ind under dem langs deres rand. Samtidig strømmer materiale fra kappen op, hvor pladerne fjerner sig fra hinanden langs oceanryggene. Tilsammen medfører disse processer, at oceanbundens materiale til stadighed fornyes, så det meste af det er under 100 millioner år gammelt. Den ældste oceanbund findes i det vestlige Stillehav og anslås til en alder på omkring 200 millioner år. Til sammenligning er de ældste fossiler, som er fundet på landjorden, omkring 3 milliarder år gamle.
Kontinentalpladerne består af materiale med lavere vægtfylde som f.eks. de magmatiske bjergarter granit og andesit. Mindre udbredt på kontinenterne er basalt, der er en tungere bjergart af vulkansk oprindelse, som er den primære bestanddel af oceanbundspladerne. Sedimentære bjergarter
dannes, når aflejringer ophobes og presses sammen, og næsten 75 % af kontinenternes overflade er dækket af disse bjergarter, skønt de kun udgør omkring 5 % af skorpen. Den tredje type bjergart er de metamorfe bjergarter, som dannes ved omdannelse af bjergarter under højt tryk og/eller høj temperatur uden opsmeltning. De hyppigst forekommende silikatmineraler på jordoverfladen er kvarts, feldspater, amfiboler, glimmer, pyroxener og olivin, mens de hyppigst optrædende karbonatmineraler er kalcit (der er hovedbestanddelen af kalksten), aragonit og dolomit.
Pedosfæren er landjordens øverste overflade, som består af jord, og hvor der foregår processer, der fører til jorddannelse. Laget er et bindeled mellem lithosfæren, atmosfæren, hydrosfæren og biosfæren. Det totale opdyrkede areal udgør 10,92 % af landjorden inkluderet områder med permanente afgrøder som plantager, der alene svarer til 1,08 % af landjorden. Tæt på 40 % af landjorden benyttes til afgrøder og græsning, idet arealstørrelsen er anslået til at være 1,56 km² afgrøder og 3,4 km² græsningsareal.
Højdeforholdene på Jordens kontinenter varierer fra det laveste punkt på −418 m ved Det Døde Hav og til en maksimumhøjde på 8.848 m på toppen af Mount Everest (anslået 2005). Landjordens gennemsnitlige højde over havets overflade er 840 m.
Hydrosfære.
a> over Jordens overflade, hvoraf omkring 71 % er dækket af vand.
Den store mængde vand på jordoverfladen er et enestående træk, som adskiller den "blå planet" fra de øvrige i solsystemet. Jordens hydrosfære omfatter først og fremmest oceanerne, men teknisk set omfatter den alle vandoverflader i verden, herunder indlandshave, søer, floder og vand i undergrunden ned til en dybde på 2.000 m. Det dybeste sted under vandet er Challengerdybet i Marianergraven i Stillehavet, som er 10.911,4 m dyb. Oceanernes gennemsnitlige dybde er 3.800 m, altså mere end fire gange dybere end kontinenternes gennemsnitlige højde.
Oceanernes vandmasse udgør omkring 1,35 ton eller omkring 1/4400 af Jordens totale masse, og deres rumfang udgør 1,386 km³. Hvis alt land blev spredt ud på Jorden i et lige tykt lag, ville vandet dække hele Jorden med en dybde på over 2,7 km. Omkring 97,5 % af vandet er saltvand, og de resterende 2,5 % er ferskvand. Hovedmængden af ferskvandet eller omkring 68,7 % findes på nuværende tidspunkt i form af is.
Omkring 3,5 % af oceanernes samlede masse består af salt. Størstedelen af dette salt er blevet frigivet ved vulkansk aktivitet eller er trukket ud af kolde, magmatiske klipper. Oceanerne er også et reservoir for opløste, atmosfæriske luftarter, der er afgørende for mange livsformers overlevelse i vandmiljøet. Havvandet udøver en betydelig indvirkning på verdens klima, fordi det optræder som et stort varmelager. Ændringer i fordelingen af havtemperaturen kan forårsage betydelige vejrændringer, hvilket f.eks. El Niño-havstrømmen er et kendt eksempel på.
Atmosfære.
Det atmosfæriske tryk på Jordens overflade udgør i gennemsnit 101,325 kPa med en skalahøjde på omkring 8,5 km. Bestanddelene er 78 % kvælstof og 21 % ilt med mindre mængder vanddamp, kuldioxid og andre luftformige molekyler. Troposfærens højde varierer med bredden og spænder fra 8 km ved polerne til 17 km ved ækvator, men med nogen variation på grund af vejr- og årstidsfaktorer.
Jordens biosfære har afgørende ændret dens atmosfære. Iltfremstillende fotosyntese udvikledes for 2,7 milliarder år siden, og den deraf følgende iltkatastrofe dannede den kvælstof-ilt-atmosfære, som findes nu. Ændringen af atmosfæresammensætningen muliggjorde spredning af aerobe organismer og dannede desuden ozonlaget, som sammen med Jordens magnetfelt blokerer ultraviolet solstråling og tillader liv at eksistere på landjorden. Andre atmosfæriske virkninger af betydning for livet er at transportere vanddamp, at stille nyttige luftarter til rådighed, at få små meteorer til at brænde op, før de kan slå ned på overfladen, og at moderere temperaturen. Den sidstnævnte virkning er kendt som drivhuseffekten: Små mængder af molekyler i atmosfæren indfanger varmeenergi, som udsendes fra jorden, og hæver derved den gennemsnitlige temperatur. Kuldioxid, vanddamp, metan og ozon er de vigtigste drivhusgasser i Jordens atmosfære. Uden denne tilbageholdelse af varme, ville Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur være −18 °C, og liv ville sandsynligvis ikke findes.
Vejr og klima.
Jordens atmosfære har ingen fast grænse, men bliver stadig tyndere opefter og forsvinder til sidst helt ved overgangen til det ydre rum. Tre fjerdedele af den atmosfæriske masse befinder sig inden for de første 11 km fra planetens overflade. Dette nederste lag kaldes troposfæren. Energi fra Solen opvarmer dette lag og overfladen under det, hvilket får luften til at udvide sig. Den opvarmede luftmasse har mindre tæthed og stiger derfor til vejrs og erstattes af køligere luft med højere tæthed. Resultatet heraf er atmosfærisk cirkulation, som driver vejret og klimaet ved at omfordele varmeenergi.
De primære atmosfæriske cirkulationsbånd består af passatbæltet i ækvatorialegnene under 30° bredde og vestenvindsbæltet i de mellemste breddegrader mellem
30° og 60°. Havstrømme i oceanerne er ligeledes vigtige faktorer, som påvirker klimaet, særligt den termohaline cirkulation som transporterer varmeenergi fra ækvatorområdet til polarregionerne.
Vanddamp som opstår ved fordampning fra havoverfladerne transporteres af cirkulerende systemer i atmosfæren. Når de atmosfæriske betingelser er til stede for, at varm, fugtig luft stiger til vejrs, vil den indeholdte damp fortættes og nå jordoverfladen som nedbør. Hovedparten af vandet transporteres tilbage til områder med lavere højde af flodsystemer og når sædvanligvis tilbage til oceanerne eller bliver tilbageholdt i søer. Dette vandkredsløb er dels en vital mekanisme for livets opretholdelse på land, dels en primær faktor i erosionen af overfladens landskaber over geologiske tidsperioder. Nedbørsmængderne varierer inden for et bredt interval, der strækker sig fra adskillige meter vand pr. kvadratmeter pr. år til mindre end en millimeter. Den atmosfæriske cirkulation, de topologiske landskabstræk og temperaturforskelle er afgørende for, hvor meget nedbør en egn får i gennemsnit.
Efter breddegrad kan Jorden inddeles i specifikke klimabælter med nogenlunde samme klima. I rækkefølge fra ækvator til polaregnene er disse det tropiske, det subtropiske, det tempererede og det polare klimabælte. Klimatyperne kan desuden opdeles efter temperatur og nedbør, hvor klimazonerne er karakteriseret ved temmelig ensartede luftmasser. Det almindeligt anvendte Köppens klimaklassifikationssystem (i en udgave som er modificeret af Wladimir Köppens elev Rudolph Geiger) omfatter fem brede grupper (fugtigt tropeklima, tørt, fugtigt tempereret klima, fastlandsklima og koldt polarklima), som yderligere inddeles i mere specifikke undertyper.
Øvre atmosfære.
a>n delvis gjort utydelig af Jordens atmosfære. "NASA-billede".
Atmosfæren over troposfæren opdeles sædvanligvis i stratosfæren, mesosfæren og termosfæren. Hvert af disse lag har en selvstændig temperaturgradient, som fastlægger ændringen i temperatur med stigende højde. Længere ude overgår den tynde exosfære i magnetosfæren, hvor Jordens magnetfelt spiller sammen med solvinden. For livet på Jorden er ozonlaget, som er en del af stratosfæren, og som delvis beskytter overfladen mod ultraviolet lys, en vigtig komponent. Kármán-grænsen, der er defineret til at ligge 100 km over Jordens overflade, er en fastlagt grænse mellem atmosfæren og rummet.
På grund af varmeenergien øges farten af nogle af molekylerne i den yderste del af Jordens atmosfære så meget, at de kan slippe fri af planetens tyngdekraft. Som følge heraf sker der et langsomt, men vedvarende, tab af atmosfære til rummet, og fordi ubundet brint har lav molekylevægt, opnår den lettere undvigelseshastigheden og forsvinder ud i rummet i større omfang end andre luftarter. At brint "lækker" ud i rummet er en medvirkende årsag til, at Jordens tilstand har ændret sig fra at være oprindeligt reducerende og til nu at være oxiderende. Fotosyntese var en kilde til frit ilt, men tabet af reducerende stoffer som brint menes at have været en nødvendig forudsætning for, at den udbredte opsamling af ilt i atmosfæren kunne finde sted.
Brints evne til at undslippe fra Jordens atmosfære kan således have haft betydning for, hvilken slags liv, som udvikledes på planeten. I den nuværende, iltrige atmosfære omdannes det meste brint til vand, før det har mulighed for at undslippe, så hovedparten af brinttabet stammer fra ødelæggelse af metan i atmosfærens øvre lag.
Magnetfelt.
Jordens magnetfelt har nogenlunde form som en dipol, hvis poler i øjeblikket ligger i nærheden af de geografiske poler. I henhold til dynamoteorien dannes feltet i den smeltede, ydre kerne, hvor varmen skaber konvektionbevægelse i elektrisk ledende stof. Derved genereres elektriske strømme, som igen frembringer Jordens magnetfelt. Konvektionsbevægelserne i kernen er kaotiske af natur og skifter af og til retning, hvilket medfører, at der med uregelmæssige intervaller sker feltændringer, så Jordens magnetiske poler bytter plads. Det sker i gennemsnit nogle få gange for hver million år, og det seneste skift skete for omkring 700.000 år siden.
Feltet danner magnetosfæren, som afbøjer partikler i solvinden. Kanten af chokbølgen i retning mod Solen ligger i en afstand fra Jorden på omkring 13 jordradier. Sammenstødet mellem magnetfeltet og solvinden danner Van Allen-strålingsbælterne, som er et par koncentriske, torusformede områder med energirige, ladede partikler. Når denne plasma når Jordens atmosfære ved de magnetiske poler, danner den nordlys og sydlys.
Rotation.
Jordens rotationsperiode i forhold til Solen – dens gennemsnitlige soldag – er 86.400 sekunder i gennemsnitlig soltid. Hvert af disse sekunder er lidt længere end et SI-sekund, fordi en soldag på Jorden på grund af tidevandsacceleration nu er lidt længere, end den var i det 19. århundrede.
Jordens rotationsperiode i forhold til fiksstjernerne, som IERS (International Earth Rotation and Reference Systems Service) kalder dens "stjernedag", er i gennemsnitlig soltid (UT1), eller Jordens rotationsperiode i forhold til præcessionen eller det gennemsnitlige forårsjævndøgn, som lidt misvisende kaldes dens "sideriske dag", er i gennemsnitlig soltid (UT1). Den sideriske dag er således omkring 8,4 ms kortere end stjernedagen. Længden af den gennemsnitlige soldag anført i SI-sekunder kan fås fra IERS for perioderne 1623–2005 og 1962–2005.
Med undtagelse af meteorer i atmosfæren og satellitter i lavt kredsløb sker den tilsyneladende bevægelse af himmelegemerne på himlen i retning mod vest med en fart på 15°/t = 15'/min. Det svarer til Solens eller Månens tilsyneladende diameter hvert andet minut, idet de to tilsyneladende diametre er af samme størrelse.
Kredsløb.
Jorden foretager et kredsløb om Solen i en gennemsnitlig afstand på omkring 150 millioner kilometer for hver 365,2564 gennemsnitlige soldage eller et siderisk år. Set fra Jorden giver det en østlig bevægelse af Solen i forhold til stjernerne med en fart på omkring 1°/dag, svarende til en Sol- eller Månediameter for hver 12 timer. På grund af denne bevægelse tager det i gennemsnit 24 timer – en soldag – for Jorden at fuldføre en fuld rotation om sin akse, så Solen igen står på samme meridian. Jordens kredsløbshastighed er i gennemsnit ca. 30 km/s (108.000 km/t), hvilket er hurtigt nok til at dække planetens diameter på omkring 12.600 km på syv minutter og afstanden til Månen (384.000 km) på fire timer.
Månen fuldfører for hver 27,32 dage sammen med Jorden et kredsløb om et fælles barycentrum (i forhold til stjernerne). Når denne bevægelse kombineres med Jord-Måne-systemets fælles omkredsning af Solen, er den synodiske måned, fra nymåne til næste nymåne, 29,53 dage. Set fra himlens nordpol sker såvel Jordens kredsløb, Månens kredsløb og deres egenrotation i retning mod uret. Jordens kredsløbsplan og akseplan er ikke sammenfaldende: Jordens har en aksehældning på omkring 23,5 grader i forhold til den retning, som er vinkelret på dens kredsløbsplan, og Månens omløbsplan om Jorden hælder omkring 5 grader i forhold til Jordens kredsløbsplan om Solen. Uden disse hældninger ville der forekomme en formørkelse hver anden uge, skiftende mellem måneformørkelser og solformørkelser.
Jordens Hill-sfære, som angiver den maksimale afstand for, at Jordens tyngdemæssige indflydelse er stærkere end Solens og planeternes, er omkring 1,5 Gm i radius. Legemer inden for denne radius omkredser i almindelighed Jorden, omend de kan løsrive sig ved Solens tyngdemæssige forstyrrelse.
Jorden befinder sig som det øvrige Solsystem i galaksen Mælkevejen og kredser omkring 28.000 lysår fra galaksens centrum og omkring 20 lysår over galaksens ækvatorplan i Orion-spiralarmen.
Aksehældning og årstider.
På grund af Jordens aksehældning varierer den mængde sollys, som når dens overflade, i løbet af året. Dette bevirker årstidsafhængige ændringer i klimaet, idet det er sommer på den nordlige halvkugle, når nordpolen peger direkte mod Solen, og vinter, når polen peger væk fra den. Om sommeren varer dagen længere, og Solen står højere på himlen. Om vinteren bliver det i almindelighed koldere og dagene kortere. Over polarkredsene virker ændringen så ekstremt, at der slet ikke er dagslys i en del af året – der er polarnat. På den sydlige halvkugle er situation nøjagtigt omvendt, idet sydpolen er orienteret direkte modsat nordpolen.
Ifølge astronomisk vedtagelse bestemmes de fire årstider af solhvervene – det sted i Jordens kredsløb, hvor dens akse peger direkte imod eller direkte væk fra Solen – og jævndøgnene, hvor hældningens retning og retningen mod Solen står vinkelret på hinanden. Vintersolhverv ligger omkring 21. december, sommersolhverv nær 21. juni, forårsjævndøgn begynder omkring 20. marts og efterårsjævndøgn omkring 23. september.
Hældningsvinklen for jordaksen er forholdsvis stabil over lange tidsperioder, men den er dog underlagt nutation, som er en lille, uregelmæssig bevægelse med en primær periode på 18,6 år. Jordaksens orientering (hermed tænkes ikke på dens vinkel) ændres også i tidens løb, idet den ved præcession gennemløber en fuld cirkel for hver 25.800 år. Præcessionen er grunden til, at der er forskel på et siderisk år og et tropisk år. Begge bevægelser fremkaldes af, at Solen og Månen udøver skiftende tiltrækning på Jordens udbuling ved ækvator. Set fra Jorden bevæger også dens poler sig nogle få meter hen over overfladen. Denne polbevægelse har flere, cykliske komponenter, som tilsammen medfører kvasiperiodisk bevægelse. Udover en årlig komponent i denne bevægelse er der en 430-dages cyklus, som kaldes Chandler-perioden, og som skyldes, at Jordens intertiakse ikke er helt sammenfaldende med dens rotationsakse. Jordens rotationshastighed varierer desuden og giver anledning til et fænomen, som kaldes daglængdevariation.
I nutiden befinder Jorden sig omkring 3. januar i periheliet, hvor dens omløbshastighed er størst og afstanden til Solen mindst, og i apheliet omkring 4. juli. Disse datoer ændrer sig imidlertid i tidens løb på grund af præcessionen og andre kredsløbsfaktorer, som følger cykliske mønstre kendt som Milanković-cykler. Forskellen i afstanden mellem Jorden og Solen betyder en forøgelse på omkring 6,9 % af den solenergi, som når Jorden i perihelium i forhold til aphelium. Da den sydlige halvkugle er nærmest Solen, når afstanden er mindst, modtager denne halvkugle lidt mere energi fra Solen i løbet af året end den nordlige. Forskellen er dog mindre betydende i forhold til den energiændring, som aksehældningen giver anledning til, og meget af energioverskuddet absorberes af havet, som dækker en større del af den sydlige halvkugle.
Månen.
Månen er en forholdsvis stor, jord- og planetlignende måne med en diameter på omkring en fjerdedel af Jordens. Det er den største måne i solsystemet i forhold til størrelsen af dens planet (Charon er dog større i forhold til dværgplaneten Pluto.) Gravitationstiltrækningen mellem Jorden og Månen forårsager tidevand på Jorden. Den samme virkning på Månen har ført til tidevandslåsning: Dens rotationsperiode er den samme som den tid, det tager den at fuldføre et kredsløb om Jorden. Derved vender den altid samme side til planeten. Når Månen kredser om Jorden, oplyses forskellige dele af dens skive af Solen, hvilket frembringer Månens faser. Den mørke og lyse del af Månens overflade adskilles af terminatoren.
På grund af tidevandsvirkningerne fjerner Månen sig fra Jorden med ca. 38 mm om året. Over millioner af år giver denne lille virkning – og den samtidige forøgelse af Jordens døgn med omkring 23 mikrosekunder om året – anledning til en betydelig forskel. Som eksempel var året i den geologiske Devon-periode for omkring 410 millioner år siden på 400 døgn, der hver varede 21,8 timer.
Månen kan på dramatisk vis have påvirket livets udvikling ved at ændre Jordens klima. Palæontologiske fund og computersimulationer viser, at Jordens aksehældning stabiliseres af tidevandsinteraktionen med Månen. Nogle teoretikere mener, at uden det drejningsmoment, som Solen og planeterne fremkalder på Jordens ækvatorudbuling, kunne rotationsaksen være kaotisk ustabil og udvise uforudsigelige ændringer over millioner af år, som det ser ud til at være tilfældet for Mars. Hvis Jordens rotationsakse skulle nærme sig ekliptikas plan, ville der optræde ekstreme forskelle på årstiderne med tilhørende ekstremt vejr, fordi den ene pol ville pege direkte mod Solen om sommeren og direkte væk fra den om vinteren. Videnskabsmænd, som har studeret virkningen, mener, at dette kunne udslette alle større dyr og det højere planteliv.
Det er imidlertid et omdiskuteret emne, som måske kan afklares ved yderligere studier af Mars, som har en tilsvarende siderisk rotationsperiode og aksehældning som Jorden uden at have dens store måne og flydende kerne.
Set fra Jorden er Månen netop langt nok væk til, at dens skive næsten har samme tilsyneladende størrelse som Solens. Vinkelstørrelsen af disse to himmellegemer matcher hinanden, fordi Solens diameter er omkring 400 gange større end Månens, men Solen er også 400 gange længere væk. Derfor optræder totale og delvise formørkelser på Jorden.
En skalatro gengivelse af den relative størrelse og afstand mellem Jorden og Månen.
Den mest accepterede teori for Månens opståen, gigantsammenstødshypotesen, forklarer det ved en kollision mellem en protoplanet (kaldet Theia) og den unge Jord. Denne hypotese forklarer (blandt andet) den relative mangel på jern og flygtige grundstoffer på Månen, og at den har næsten samme sammensætning som Jordens skorpe.
Jorden har desuden mindst to asteroider som ligger nær jordens kredsløbsbane om solen: 3753 Cruithne og 2002 AA29.
Beboelig zone.
En planet, som opfylder betingelserne for at opretholde liv, kaldes beboelig, selvom livet ikke er opstået på den. Jorden opfylder disse nødvendige betingelser, som de ifølge vor nuværende forståelse skal være, herunder at der findes flydende vand, et miljø hvor komplekse organiske molekyler kan samles samt tilstrækkelig energi til at opretholde stofskifte. Jordens afstand fra Solen, dens omløbsbanes excentricitet, rotationshastighed, aksehældning, geologiske historie, beskyttende atmosfære og magnetfelt er alle faktorer, som bidrager til de betingelser, som har tilladt liv at opstå og opretholdes på planeten.
Biosfære.
Planetens livsformer siges ofte at danne en "biosfære", som i almindelighed menes at være begyndt at udvikles for omkring 3,5 milliarder år siden. Jorden er det eneste sted i universet, hvor liv vides at eksistere. Nogle videnskabsmænd støtter den hypotese, at Jord-lignende biosfærer kan være sjældne.
Biosfæren opdeles i et antal biomer, som rummer planter og dyr med en vis lighed (i bred forstand). På land er det fortrinsvis den geografiske bredde og højden over havniveau, som adskiller biomerne. De biomer, som ligger inden for det arktiske og antarktiske område eller i stor højde, har forholdsvis sparsomt plante- og dyreliv, mens omvendt den største artsrigdom findes i ækvatorområdet.
Naturressourcer og arealanvendelse.
Jorden indeholder ressourcer, som kan udnyttes af mennesket til nyttige formål. Nogle af disse er ikke-vedvarende ressourcer, som f.eks. mineralske brændstoffer, som tager flere tusinde år for at gendannes.
Store ophobninger af fossilt brændstof findes i Jordens skorpe, omfattende kul, olie, naturgas og metanhydrat. Disse lagre benyttes af menneskeheden til både energiproduktion og som råstof til kemisk produktion. Mineralske malmforekomster findes i jordskorpen og er dannet ved malmdannelsesprocesser, som hænger sammen med erosion og pladetektonik. Disse forekomster udgør koncentrerede udvindingssteder for mange metaller og andre nyttige kemiske forbindelser.
I 1993 ansloges det, at 2.481.250 km² blev kunstvandet.
Natur- og miljøtrusler.
Store områder er udsat for ekstremt vejr som tropiske orkaner (inklusiv cykloner eller tyfoner), som kan dominere livsbetingelserne disse steder. Desuden er mange områder udsat for jordskælv, laviner, tsunamier, vulkanudbrud, tornadoer, doliner, snestorme, oversvømmelser, tørkeperioder og andre former for naturfænomener og katastrofer.
Mange lokale områder er udsat for menneskeskabt forurening af luft og vand, syreregn og giftige forbindelser, tab af vegetation (overgræsning, skovhugst, ørkendannelse), nedgang i antal vildtlevende dyr, udryddelse af arter, udpining af dyrket jord, erosion og indtrængen af invaderende arter.
Ifølge videnskabelig konsensus er menneskelig aktivitet forbundet med global opvarmning på grund af den deraf følgende udledning af kuldioxid. Det forudsiges, at dette vil medføre ændringer som afsmeltning af gletsjere og iskapper, mere ekstreme temperatursvingninger, betydelige ændringer i vejret og forhøjet vandstand i havene.
Kulturgeografi.
a>, og mange detaljer er lysere, end de ville være ved direkte betragtning.
Kartografi, studiet af og tegningen af landkort og den tilhørende geografi, har historisk set været de discipliner, som handler om at afbilde Jorden. Landmåling, der fastlægger steder og afstande, og i mindre grad navigation, der fastlægger positioner og retninger, er udviklet sideløbende med kartografi og geografi og har sørget for indsamling og kvantificering af nyttige informationer.
Jordens befolkning udgør ca. 6.740.000.000 mennesker i november 2008. Fremskrivninger viser, at verdens befolkning vil udgøre syv milliarder i 2013 og 9,2 milliarder i 2050. Størstedelen af væksten ventes at finde sted i Ulande. Befolkningstætheden varierer meget fra sted til sted i verden, men de fleste mennesker lever i Asien. I 2020 ventes 60 % af verdens befolkning at leve i byer frem for i landdistrikter.
Det anslås, at omkring en ottendedel af Jordens overflade er egnet til beboelse – tre fjerdedele er dækket af oceaner, og halvdelen af landarealet er enten ørken (14 %), høje bjerge (27 %), eller andet uhensigtsmæssigt terræn. Den nordligste beboelse i verden er Alert på Ellesmere Island i Nunavut, Canada (82° 28′ N). Den sydligste er Amundsen-Scott-Sydpolsstationen i Antarktis, beliggende næsten på Sydpolen (90° S).
Uafhængige og selvstændige nationer gør krav på hele planetens landjord med undtagelse af dele af Antarktis. I 2007 er der 201 selvstændige stater, hvoraf 192 er medlem af de Forenede Nationer. Yderligere findes der 59 bilande og et antal autonome regioner, omstridte territorier og andre enheder. Historisk set har der aldrig været en suveræn regering, som har hersket over hele globen, omend et antal stater har forsøgt at opnå verdensherredømme uden at lykkes med det.
FN er en verdensomspændende international organisation, som blev oprettet med det mål at mægle i uoverensstemmelser mellem nationer og derved undgå væbnede konflikter. Det er dog ikke en verdensregering, og selvom organisationen er en mekanisme til udøvelse af international ret, herunder også væbnet indgriben, når medlemslandene er enige om det, tjener den fortrinsvis som forum for internationalt diplomati.
I 2004 havde i alt omkring 400 mennesker været uden for Jordens atmosfære, og af disse havde tolv gået på Månen under Apollo-programmet. Normalt er besætningen på Den Internationale Rumstation (ISS) de eneste mennesker i rummet, og mandskabet her udskiftes sædvanligvis hver sjette måned.
Kulturelle og religiøse synspunkter om Jorden.
Det astronomiske symbol for Jorden er et kors inde i en cirkel.
Jorden er ofte blevet personificeret som en guddom og oftest som en gudinde. I mange kulturer fremstilles "Moder Jord" (latin: "Terra Mater") også som en frugtbarhedsgudinde. Skabelsesmyter i mange religioner beretter om, at Jorden er skabt af en overnaturlig gud eller flere guder. En række religiøse grupper, ofte forbundet med fundamentalistiske grene af protestantismen eller islam, hævder, at udlægningen af disse skabelsesberetninger fra deres respektive hellige tekster skal tages for pålydende og burde tages i betragtning eller ligefrem erstatte den konventionelle videnskabelige fremstilling af Jordens opståen og livets udvikling. Både fra det videnskabelige samfund og fra andre religiøse grupper møder sådanne ønsker modstand. Et prominent eksempel herpå er kontroversen om kreationisme versus evolution.
I fortiden har der været forskellige opfattelser af Jordens form og især en tro på, at Jorden er flad, men denne opfattelse blev forladt til fordel for den sfæriske Jord efter forbedrede observationer og jordomsejlinger. Menneskehedens perspektiv på Jorden har ændret sig som følge af rumalderens mulighed for at betragte den udefra, og det er blevet almindeligt at se biosfæren fra et globalt synspunkt, hvilket afspejles i en voksende miljøbevægelse, som er optaget af mange aspekter af menneskets virkning på planeten.
Josef Stalin.
Josef Stalin (18. december 1878 - 5. marts 1953), eller mere præcist Iosif Vissarionovitj Stalin (russisk Иосиф Виссарионович Сталин), oprindeligt kaldt Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili (Иосиф Виссарионович Джугашвили) på russisk og Ioseb Djughasjvili (იოსებ ჯუღაშვილი) på georgisk, (Stalin opgav selv senere fødselsdatoen til 21. december 1879), var Sovjetunionens kommunistiske leder i 29 år. Det var Lenin der gav ham tilnavnet Stalin (Jernmanden).
Barndom.
Stalin blev født den 18. december 1878 i Gori ved Tbilisi i Georgien som søn af Besarion Djughasjvili og Ekaterina Geladse. Hans far var bonde og maskinskomager, og døde som følge af en arbejdsulykke. Hans mor var en religiøs bondekone, der efter mandens død tog arbejde som vaskekone. Stalin selv, hævdede at være født den 21. december 1879.
Stalin kom fra en fattig arbejderfamilie, hvor faderen delvist var grov, fordrukken, formentlig voldelig og ellers helt passiv. Stalins mor var derimod kærlig og omsorgsfuld.
Lenins kritik af Stalin.
Selvom Lenin og Stalin var venner, var Lenin betænkelig ved at Stalin skulle komme til magten.
Lenin udtrykte i sit testamente at han ikke ønskede Stalin som sin efterfølger. Ønsket blev tilføjet få uger før Lenins død, og få dage efter at Stalin havde overfaldet Lenins kone(Nadesjda Krupskaja) verbalt. Dette kan have haft indflydelse på Lenins ønske. Lenin anbefalede at Trotskij i stedet skulle blive den næste leder. Trotskij og Stalin kæmpede om magten efter Lenins død, men Trotskij gav op og flygtede til Mexico for at undgå Stalin.
Trotskij rejste rundt omkring i verden, og snakkede om at kommunisme havde brug for demokrati og at det var folket selv der skulle bestemme om man skulle have kommunisme. Han gjorde at der kom mange anti-stalinistiske kommunister rundt om i verden.
Den 20. august 1940 blev Trotskij myrdet i Mexico af en sovjetisk NKVD-agent, der trængte ind i Trotskijs bolig og slog en is-økse i hovedet på ham. Agentens navn var Ramón Mercader, en spansk kommunist, der blev hvervet til NKVD (senere KGB). Han blev efterfølgende hædret med 'Lenin Ordenen', 'Sovjetunionens Helt' og fik politisk asyl i henholdsvis Sovjetunionen og Cuba.
Efter Lenins død blev hans testamente skjult af Stalins og hans folk, således at ingen bemærkede Lenins kritik af Stalin.
Stalins holdninger var i strid med Lenins og Trotskijs. Stalin mente at man skulle opbygge socialisme bestemt i hvert enkelt land ("Socialisme i ét land") og at hvert enkelt socialistiske land derefter skulle stå sammen, i modsætning til Lenin og Trotskij der mente at hele verden ubestemt skulle forenes med kommunisme. Således var Stalin en slags national kommunist modsat Lenin og Trotskij der var internationalister. Stalin snakkede altså om nationale kommunistiske revolutioner, i hvert enkelt land, i modsætning til Lenin og Trotskij der troede på en verdensrevolution. Det viste sig at Stalins teori var mest realistisk og lå tættest på virkeligheden og man så efterfølgende socialistiske revolutioner i bl.a. Kina og Cuba.
Familien.
Stalin med sin datter, Svetlana.
Stalin der plejer sin bil.
Stalin blev født ind i en fattig bondefamilie, hvor han var den eneste af 3 sønner, der ikke døde inden ét år. Hans far hed Vissarion Ivanovitj Dzjugasjvili (man ved ikke, hvornår han blev født men han døde i 1909), han var først bonde, og efter at familien flyttede til Gori i Georgien blev, han skomager. Stalins far var en drukkenbolt og var meget voldelig, han tævede ofte både Stalin og hans mor.
Josef Stalins far døde i en arbejdsulykke som maskinskomager. Det siges at han havde drukket og blev mast fast mellem maskinerne i skomageriet og døde som følge af sine kvæstelser. En anden historie siger, at han døde i fuldemandsslagsmål.
Stalins mor hed Jekaterina Geladse (1855-1937), hun var, ligesom sin mand, bonde før de ankom til Gori, og efter sin mands død blev hun vaskekone. Stalins mor forkælede sin søn ekstremt meget i forhold til hans far, men hun kunne dog godt finde på at slå ham, hvis det var nødvendigt.
Sygdom.
Som femårig fik Josef kopper, det var en meget kraftig omgang, og det var lige ved at forårsage hans død. Han nøjedes dog med at få et noget vansiret ansigt. Hans anden og tredje tå på venstre fod var vokset sammen i hans fødsel, disse to ting fik stor omtale i medierne. Men ikke nok med at hans ansigt og venstre fod var vanskabt, hans venstre arm var også ubrugelig efter et trafikuheld som barn. Josef Stalin havde eller fik senere sorte, indadvendte tænder.
Nogle påstår at Stalin led af Paranoid personlighedsforstyrrelse, psykopati og vrangforestillinger.
Uroligheder.
I de unge år blev Stalin involveret i gadekampe i Gori, og han blev en rigtig slagsbror. Herefter blev Stalin sat ind i den lokale kirkeskole af sin mor, for at uddanne ham til præst. Men Josef blev ikke mere blid af at være blevet sat på præsteskole, han var stadig en slagsbror og en hævngerrig ung knægt, som elskede at være nummer ét og at dominere, og gjorde alt for at opnå det.
Uddannelse og grobund for ny tankegang.
Da Stalin fyldte 15 år, blev han sat på præsteseminarium i Tiflis i 1894. På skolen var der hård disciplin og undervisningen foregik udelukkende på russisk. Han lærte den marxistiske tankegang, som går ind for det kommunistiske samfund og proletariatets diktatur, som han blev grebet af, for derefter at forlade sit præsteseminarium lige inden sin sidste eksamen i 1899. Efter at havde forladt sit præsteseminarium blev Iosif involveret i professionelt undergrundsarbejde, dette gav ham en stilling som observatør i Tiflis. Her får han en masse tid til at læse marxistisk litteratur, mens han holder øje med politiet. Men allerede i 1900 mister han sit job efter en politirazzia, og først efter at bolsjevikkerne fik magten, fik han fast, lønnet arbejde igen, dette beholder han resten sit liv.
Forskellen på kommunisterne og bolsjevikkerne var at bolsjevikkerne var meget mere autoritære. I 1902 begyndte Stalin at lave sine egne teorier omkring marxismen. Men allerede samme år blev han arresteret for at arrangere strejker i Kaukasus, og året efter blev han forvist til Sibirien for første af syv gange. Han kommer til en fjern sibirisk by hvor alle de landsforviste kom hen. Men han flygtede dog, som han kom til at gøre i seks ud af de syv gange han kom der.
Indmeldelse i partiet.
Stalin og Lenin sammen i Finland, 1905.
I 1904 sluttede han sig til Socialdemokraterne, nærmere sagt bolsjevikkerne, under ledelse af Lenin, som også var stærk marxist.
Stalin giftede sig med den georgiske kvinde Jekaterina Svanidze i 1906, hun fødte ham sønnen Jakov, men ikke lang tid efter fødslen døde hun. Men Stalin får endnu en kone som hed Nadezhda Alliluyeva, med hvem han fik datteren Svetlana Alliluyeva. Han tog i 1912 navnet Stalin, som betyder Stålmanden, og i de følgende år blev han en af de ledende personer i bolsjevikpartiet, han fik ansvaret for partiorganisationen i hovedstaden Skt. Petersborg, hvor han, også 1912 grundlagde avisen Pravda.
Politisk fremgang.
I februar 1917, forlod den reagerende russiske hersker zar Nikolaj 2. tronen, og den næste tronfølger var en ekstremt naiv herre, som åbnede alle fængsler og opløste politiet. Dette nød Stalin og hans mænd godt af, for de kom ud af fængslet og kunne tage til hovedstaden Petrograd for at kæmpe om den politiske magt i Rusland.
1930'ernes reformer.
I 1930'erne blev Stalin for første gang kaldt føreren, og det blev han da også da han fik total magt i partiet. Stalin lavede en revolution i 1928-1929, hvor han blandt andet bestemte en ensretning af kultur, en total produktudvikling og så skulle han selv, Stalin, dyrkes som den sovjetiske Fører. Men denne store revolution førte også til store produktions- og menneskelige katastrofer, som førte til mange døde, faktisk flere millioner, på grund af at folk ”kom i klemme” ved disse forandringer. I dette år begyndte Stalin også ”krigen” mod bønderne, han ville have at alle private bønders ejendom blev givet til staten. Det vil sige at 80 procent af alle bønder fik frataget deres afgrøder.
Oprydning i de indre kredse.
I Josef´s parti blev der skiftet en masse ud, og kun de inderste folk fik lov at hjælpe Stalin, som nu var diktator. De fleste af dem der blev smidt ud af partiet blev skudt i 1936-1938, både folk fra de politiske kredse og militæret, men også millioner af civile mennesker blev enten skudt, hængt, sendt i fængsel (som nu var blevet åbnet igen). Militæret mistede 36.671 officerer ved denne udrensning, så da tyskerne angreb i 1941, var der stærk mangel på dygtige officerer. Dette var ene og alene Stalins ordre.
Død.
Stalin var stadig leder af de sovjetiske nationer da han døde den 5. marts 1953 i Moskva, officielt af en hjerneblødning, selvom rygterne sagde, at han døde af rottegift.
2. verdenskrig.
Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, selvom de to nationer havde indgået en ”ikke-angrebs-pagt”, havde Stalin ikke gjort sit land klar til det, så det kom til at koste mange menneskeliv, da Stalin troede, at den engelske Winston Churchill havde sat rygter i gang om at tyskerne ville angribe for at starte en krig mellem de to store nationer; så hans land var uforberedt på angrebet. Da tyskerne kom til Rusland, sørgede de sovjetiske soldater for at sinke tyskerne så meget, at de ikke nåede frem til Moskva, inden vinteren kom. Da vinteren kom gav Stalin ordre til et stort modangreb for at tvinge tyskerne tilbage, så tyskerne ville dø af den stærke kulde fra den russiske vinter, han fik også brændt alle huse ned i 60km omkring Moskva, og dem der boede i husene, mest kvinder, børn og gamle (mændene var med i krigen), måtte give deres bidrag til krigen ved at ofre deres liv. Stalins ordre om modangreb kunne ikke lade sig gøre, da heller ikke de russiske soldater kunne overleve i kulden.
I 1942 vendte tyskerne tilbage for at gøre kampen færdig med Sovjetunionen. Denne gang nåede tyskerne til Stalingrad, men Stalin og hans generaler havde en plan om at omringe de tyske tropper inde i byen. Dette gik utroligt godt, da tyskerne ikke kunne få nye forsyninger.
I 1943 var Stalin til møde med Churchill og Roosevelt i Teheran, for nu blev han betragtet, som den mand som havde svækket Hitler. Ved mødet blev de tre herrer enige om at angrebene på Tyskland skulle gøres bedre. Så de valgte at angribe fra Polens grænser. Efter mødet var Roosevelt sikker på, at krigen mod Tyskland nu kunne vindes ved hjælp af de tre stormagter, mens Churchill tvivlede lidt på Stalins betydning af ord som ”demokrati”. Dette havde han da også god grund til at tvivle, for efter krigen satte Sovjetunionen sig hårdt på landene i Østeuropa, og de dele af Tyskland som den Røde Hær havde taget kontrol over.
Under krigen blev Stalin's søn Yakov taget til fange af tyskerne. Tyskerne tilbød Stalin at bytte ham med den tyske feltmarskal Friedrich Paulus (der var i sovjetisk fangenskab) hvortil Stalin svarede: "Jeg vil ikke bytte en marskal for en løjtnant". Efterfølgende tilbød tyskerne at bytte Yakov for Hitlers nevø Leo Raubal (der var i sovjetisk fangenskab). Dette afviste Stalin med ordene: "Krig er krig". Yakov døde af selvmord den 14. april 1943 i den tyske lejr Sachsenhausen.
Den sovjetiske tid.
I 1922 blev han det kommunistiske partis generalsekretær.
Stalin og det bolsjevikiske parti fortsatte den kurs som Lenin havde udpeget med oprettelsen af "proletariatets diktatur". En ide som Karl Marx i det 19. århundrede udviklede som den "videnskabelige socialisme" i modsætning til den "utopiske socialisme".
Stalin fortsatte den brutale udrensning af sine politiske modstandere som Lenin havde påbegyndt efter revolutionen i 1917. Det skete ved at de blev skudt, og den 28. december 1934 fortsatte Stalin for alvor denne politik og han sendte i årene, der fulgte, millioner af mennesker i Gulag-koncentrationslejre. Det er usikkert, hvor mange sovjetiske borgere, der egentlig døde som et direkte eller indirekte resultat af Lenins og Stalins handlinger, men f.eks Professor Rummel anslår et tal på omkring 55 millioner.
Stalin døde den 5. marts 1953 i Kreml i Moskva officielt af en hjerneblødning, ifølge rygter af rottegift. Den 25. februar 1956 blev Stalin fordømt af Khrusjtjov, og den 11. november 1961 blev Stalingrad omdøbt til Volgograd. Det blev den 30. oktober 1961 besluttet, at Stalins kiste den 31. oktober 1961 skulle fjernes fra Lenins mausoleum, og han ligger nu begravet ved Kremls mur.
Citater.
Mere omfattende citat-samling: http://da.wikiquote.org/wiki/Josef_Stalin
Joseph von Fraunhofer.
Joseph von Fraunhofer (6. marts 1787 - 7. juni 1826) var en tysk optiker.
Han opdagede de fraunhoferske linjer i solens og stjernernes spektre. De fraunhoferske linjer danner oprindelsen til spektroskopien.
Joule.
Joule (J) er en afledt SI-enhed for arbejde og energi. 1 joule (1 J) er defineret som 1 watt x 1 sekund eller 1 newton x 1 meter.
En ældre enhed for energi er en kalorie som officielt (1950) er defineret til eksakt 4,18414,5-15,5 °C joule. Men målt ved andre temperaturintervaller: 4,185515-16 °C joule eller 4,20454-5 °C joule
I fysikken benyttes også andre enheder for energi, f.eks. elektronvolt (eV).
Enheden er opkaldt efter den engelske fysiker James Prescott Joule.
Julie Sødring.
Julie Sødring (19. juli 1823 - 27. april 1894) var en dansk skuespillerinde med speciale i det nationale lystspils koner, mødre og jomfruer. Hun var datter af Christian Niemann Rosenkilde.
Hendes "Erindringer," 1894-1895, blev genudgivet med noter i 1951.
Sødring blev begravet på Gentofte Kirkegård.
Julsø.
Julsø (eller Jul sø) ved Silkeborg er den største og dybeste af Himmelbjergsøerne, som ligger mellem Ry og Silkeborg i det Midtjydske Højland. Da den gennemstrømmes af Gudenåen er den samtidig også en del af Gudenåsystemet.
Himmelbjerget ligger ved Julsø. Ved Julsø finder man også Hotel Julsø, og ikke mindst Sletten som er et kæmpe lejrområde der ejes af FDF og blandt andet bruges til deres store landslejre (Julsølejr) hvert 5. år.
Der er 4 navngivne mindre øer i søen, her nævnt efter størrelse: Møgelø (med adskillige bebyggelser), Lilleø, Alø og Bregnø
Se også.
Mellem Lilleø og Møgelø nær mågekolonien (Bregnø), er der "Graven", som er målt til en dybde på 19 meter.
Juni.
Juni er årets sjette måned. Den er opkaldt efter Jupiters hustru, Juno. Hun var ægteskabslykkens gudinde. Hun blev også kaldt Himlens og Jordens dronning. Ældre dansk navn: Skærsommer.
Juno.
Juno var i romersk mytologi den gudinde, som havde den højeste rang. Hun blev forbundet med gifte og fødende kvinder. Hun var selv gift med Jupiter.
Juno jævnføres med den græske gudinde Hera, eftersom de begge var gift med den højeste af guderne. Men til forskel fra Hera var Juno en meget værdig, dronningelignende gudinde og associeredes ikke med jalousi.
Jurij Gagarin.
Jurij Aleksejevitj Gagarin (Юрий Алексеевич Гагарин) (9. marts 1934 - 27. marts 1968), russisk kosmonaut, som var den første mand i rummet i 1961.
Gagarin blev født som det tredje af fire børn i Gzjatsk, hvor hans forældre arbejdede på et kollektiv. I 1955 fik han sit flycertifikat, samtidig med at han afsluttede sin uddannelse som mekaniker. Han begyndte derefter den militære pilotuddannelse. Her mødte han Valentina Gorjatjeva, som han giftede sig med i 1957 efter at være blevet militærpilot i en MiG-15. Han blev derpå udstationeret på en luftbase i Murmansk.
I 1960 blev Gagarin sammen med 20 andre udvalgt til kosmonaut. De gennemgik et hårdt træningsprogram, og på baggrund af denne træning skulle det første menneske i rummet vælges. Valget stod mellem ham og German Titov. Gagarin blev valgt, muligvis influeret af hans personlighed og beskedne opvækst. Han var kun 157 cm høj, og der var meget lidt plads i rumskibet.
Den 12. april 1961 blev Gagarin det første menneske i rummet, da han blev sendt op med Vostok 1. Efterfølgende er han blevet sat i forbindelse med citatet "Jeg ser ingen Gud her oppe". Efterfølgende gennemlytninger af båndoptagelsen af rejsen viste sig dog ikke at indeholde et sådant citat. I stedet er han blevet kendt for at nynne melodien "Faderlandet hører, Faderlandet ved".
Han blev straks en verdenskendt berømthed og rejste vidt og bredt som ambassadør for Sovjetunionen. Jurij Gagarin besøgte sammen med hustruen, Valentina, Danmark i 1962, hvor han var i audiens hos Kong Frederik IX og overværede desuden skolernes idrætsdag i Gladsaxe Kommune.
Fra 1963 sad han i den Øverste Sovjet, men vendte tilbage til Stjernebyen, hvor han arbejdede med udvikling af genbrugelige rumskibe og blev træningsleder. I 1967 var han reservepilot på Sojuz 1.
Gagarin omkom ved en flyveulykke under en træningsflyvning med en MiG-15 nær Moskva i 1968. Han er begravet på Den Røde Plads i Moskva.
Jurist.
En jurist er en person der arbejder med jura. "Jurist" er ikke beskyttet titel, men anvendes i praksis oftest om en person, der har bestået juridisk kandidateksamen og dermed opnået kandidatgraden i jura (cand.jur. ("candidata/candidatus juris"), LL.M. ("Master of Law")).
Den juridiske kandidateksamen.
I Danmark kaldes det retsvidenskabelige studium for "jura", der er latinsk flertalsform af "jus", der betyder "ret". Flertalsformen bruges, fordi jura i et historisk perspektiv indbefatter videnskaben om de to retter: Den verdslige ret og kirkeretten, (også kaldet kanonisk ret).
Det danske jurastudium består af en bacheloruddannelse af 3 års varighed og en kandidatuddannelse af 2 års varighed. Den praktiske gennemførelsestid ligger dog ofte over de normerede 5 år. Som færdiguddannet bachelor har man ret til at kalde sig BA jur. "Bachelor of Arts") eller LL.B (Bachelor of Law), ligesom man som færdiguddannet kandidat kan kalde sig cand.jur. (candidatus/candidata juris) eller LL.M (Master of Law). Uddannelsen blev tidligere afsluttet med en egentlig embedseksamen.
Oprindeligt har samtlige fag været obligatoriske de første 3 år (bacheloruddannelsen). Der er dog i løbet af de seneste år indført en begrænset valgfrihed omkring enkelte mindre fag på bachelordelen. Herefter følger overbygningen på to år, hvor studenten stort set frit kan vælge fag og således specialisere sig inden for et givent retsområde.
Overbygningen afsluttes med et speciale og fører til graden cand.jur. Enkelte kandidater fortsætter herefter på den 3-årige forskeruddannelse i retsvidenskab, der afsluttes med ph.d.-graden, og der foreligger tillige muligheden for at skrive disputats med henblik på at opnå den juridiske doktorgrad, dr.jur.
En række offentlige embeder og lovregulerede erhverv kan kun besættes af juridiske kandidater. De juridiske kandidater er således de eneste, der kan opnå bestalling som advokat, eller udnævnes til dommer, eller Folketingets Ombudsmand. Juridiske kandiater har tillige monopol på stillingerne som offentlig anklager, eks. politifuldmægtig, politiassessor, politiadvokat, chefanklager i en politikreds, auditør og statsadvokat.
Tidligere havde jurister også monopol på stillingen som politimester, men her er en juridisk kandidateksamen ikke længere et krav. Dog har alle udpegede politidirektører (før 1. januar 2007 benævnt politimestre) siden denne ændring været jurister.
Andre juridiske uddannelser.
Herudover er det også muligt at uddanne sig til bachelor (HA (jur.)) og kandidat (cand.merc.jur.) i erhvervsret ved Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet samt CBS; en uddannelse der både indeholder juridiske og erhvervsøkonomiske elementer. Kandidater i erhvervsret (cand.merc.jur.) kan videreuddanne sig til ph.d. inden for faget, og har derudover mulighed for at tage doktorgraden dr.merc.jur. Erhvervsjurister har ikke adgang til de erhverv, der er forbeholdt kandidater i jura, og de kan således ikke blive advokater. Erhvervsjuristers kendskab til både jura og erhvervsøkonomi giver dem derimod ofte gode muligheder for at opnå ansættelse i private virksomheder og som specialister på advokatkontorer.
Jurte.
En jurte er et halvkugleformet filttelt. Jurter er almindelige i Mongoliet, Vestkina, Kirgisistan, Rusland og Afghanistan.
Jægerbruden.
Fra en opførelse af "Jægerbruden" i 1822
"Jægerbruden" (tysk originaltitel: "Der Freischütz") er en opera af Carl Maria von Weber, komponeret i 1821. Handlingen udspiller sig i Böhmen under Trediveårskrigen.
Jævndøgn.
Jævndøgn er de to døgn om året hvor nat og dag er lige lange overalt på Jorden, forårsjævndøgn (på den nordlige halvkugle) cirka 21. marts og efterårsjævndøgn (ligeledes) cirka 23. september. Solen passerer da himlens ækvator og har dermed deklinationen 0 grader.
Det er almindeligt på den nordlige halvkugle at lade sommerhalvåret starte ved forårsjævndøgn og vinterhalvåret tilsvarende ved efterårsjævndøgn - og modsat på den sydlige halvkugle. De to "halvår" efter denne definition er ikke lige lange, idet sommerhalvåret - hvis man tæller dage - er næsten en uge længere. Det skyldes, at Jordens bane om solen er elliptisk, og at vi er i en periode, hvor den nordlige del af jordens akse hælder mod solen (hvilket giver den nordlige halvkugle sommer), mens Jorden er i den fjerneste del af sin bane. Ifølge Keplers anden lov bevæger Jorden sig langsommere derude.
Jørn Utzon.
Jørn Utzon (9. april 1918 – 29. november 2008) var en dansk arkitekt, som i 2003 modtog Pritzker-prisen. Han er verdenskendt for at have tegnet Sydney Opera House der er en af de mest kendte bygninger i verden.
Biografi.
Jørn Utzon blev født i København, men allerede da Jørn var et år gammel, flyttede familien til Aalborg, hvor hans far, Aage Utzon (1885-1970), fik arbejde som skibsingeniør på Aalborg værft. Familien boede først i en lille lejlighed i Vendelbogade. Senere flyttede de til en murermestervilla på Nørre Trandersvej i Vejgård.
Aage Utzon skabte respekt inden for sit fag ved at udvikle den nøjsomt præciserede spidsgatter. Han var kendt for at beskrive sine både ned til den mindste detalje i sine konstruktionstegninger – Jørn Utzon efterlignede denne teknik i sin egen karriere. Som barn brugte Jørn Utzon meget tid i skibsværkstederne, hvor han betragtede tilblivelsen af skibene. I udformningen af skibene blev konstruktions- og funktionsoptimering den afgørende faktor for skibenes udseende, og den deri implementerede æstetik dannede i Utzons senere værker et vigtigt inspirationsgrundlag.
Jørn gik på den private Klostermarkskole og senere på Aalborg Katedralskole, hvor han, på grund af ordblindhed, fik årgangens dårligste studentereksamen.
Utzon tog i 1930 med sin familie til Stockholmudstillingen. Denne udstilling introducerede Utzon for funktionalismen og gjorde et stort indtryk på ham. Erik Gunnar Asplund var hovedkraften bag denne udstilling. Asplund havde i 1920’erne medvirket til at sætte svensk arkitektur på verdenskortet med værker som eks. Stadsbiblioteket i Stockholm, Skandia-biografen, Skogskapellet, Villa Snellman mfl. Utzons familie blev inspireret af de transparente og lyse karakteristika, som udstillingen var præget af, og istandsatte deres eget hus efter disse nye tendenser.
I 1937 flyttede familien Utzon til Helsingør. Jørn Utzon begyndte samme år sine studier på Københavns Kunstakademi med Kay Fisker og Steen Eiler Rasmussen som sine læremestre. Han udviklede sig meget igennem de fem år, fra den nøjsomt præciserede udformning af en pavillon i Ålsgårde, til udvidelsen af Leidersdorf huset, der med sin fine balance mellem klassicisme, modernisme og kontekst afslører inspirationen fra Asplund. Utzon var færdiguddannet i 1942.
Senere i 1942 under tyskernes besættelse af Danmark, flygtede Utzon til Stockholm, som på det tidspunkt var en rugekasse for skandinavisk og international arkitektur. Han fik selskab af arkitekter som eks. Arne Jacobsen, Poul Henningsen, Halldor Gunnløgsson, Tobias Faber m.fl. Asplunds nordiske funktionalisme inspirerede dem alle meget, ligesom Alvar Aaltos tegnestue i byen gjorde det. Utzon arbejdede i denne periode sammen med Hakon Ahlberg, som netop havde udgivet en bog om Asplund, og kort efter med Paul Hedqvist, igennem hvem han kom i kontakt med den norske arkitekt Arne Korsmo.
Efter tyskernes overgivelse i 1945 ville Utzon hjælpe genopbygningen af Europa gennem en række midlertidige huse i Holland. Disse blev hans første skridt mod de additive principper, som han senere udtænkte. Samme år vendte han tilbage til Danmark hvor han, sammen med Tobias Faber, deltog i en række arkitektkonkurrencer, hvor konkurrenceforslagene byggede på integreringen af det aktuelle landskab i formgivningen, som det eks. ses i forslaget til Crystal Palace. I dette forslag er en række plateauer formet efter det omgivende terræns bølgen kombineret med en stolpekonstruktion, der viderefører stemningen fra det nært liggende skovlandskab. Denne integrering af naturen i arkitekturen blev et vigtigt virkemiddel, og en vigtig arbejdstilgang, gennem Utzons karriere. Utzon og Faber fortsatte samarbejdet i adskillige efterfølgende projekter.
Fra 1947 til 1949 var Utzon henholdsvis i Marokko, USA og Mexico. I Marokko udviklede han nogle fabriksdesign, og blev her introduceret til islamisk arkitektur, og opdagede den fundamentale visdom hos almindelige mennesker, hverdagsdetaljeringerne og kvaliteten i sammenhængen mellem byggematerialer og landskabets naturlige materialer. Denne inspiration førte på dansk jord til, at Utzon ofte valgte at bygge huse i lokale danske byggematerialer, som for eksempel gul tegl.
I 1949 modtog Utzon et legat til at tage til USA og Mexico. I USA besøgte han Ray og Charles Eames, Frank Lloyd Wright og Ludwig Mies van der Rohe. Efter møderne med disse prominente personer beså Utzon i Mexico mayaernes platformkomplekser Uxmal og Chichen Itza på Yucatánhalvøen. Det kaldte han: ”En af de største arkitektoniske oplevelser i mit liv”. Han fascineredes af den måde, mayaerne byggede mod himlen for at komme tættere på Gud, og af den måde templerne majestætisk rejser sig op af junglen. Denne oplevelse var inspiration til hans artikel: "”Platforme og plateauer: En dansk arkitekts ideer”".
Et forslag i samarbejde med Arne Kosmo til henholdsvis Oslo Banegård (1947) og vestre Vika (1948) ledte til et samarbejde med PAGON (Progressive Arkitekters Gruppe Oslo Norge). Med denne gruppe videreudvikledes ideen om billige midlertidige efterkrigshuse gennem et forslag i Armebrâten (1951). Disse ideer fortsatte over i lignende projekter i Skåne, Fredensborg og Kingohusene i Helsingør. I disse huse omkranser beboelsen delvist et kvadratisk gårdareal, hvorpå udvidelser kan bygges når økonomien tillader det.
De byggetekniske principper i disse huse bygger på at lade én bærende væg bære resten af husets bestanddele. Utzon finder inspiration herfor i Eames hus, som han havde besøgt året før, og bygger videre på denne ide i sit eget hus i Hellebæk.
I slutningen af fyrrene og op igennem halvtredserne kørte Utzon sideløbende hermed nogle mere ikoniske projekter, som kulminerede med operahuset i Sydney (som begyndte i 1956), hvor en "landmark-effekt" forsøges integreret. Af eksempler kan nævnes vandtårnet i Svaneke fra 1949, der afmærker Bornholms kystlinje, samt den aldrig opførte Langelinje Pavillion.
Sydney Operaen.
Utzons karriere tog en skarp drejning da han i 1957 vandt konkurrencen om Sydney Operahuset. Forslaget, der i første omgang var blevet kasseret af den oprindelige jury, blev reddet af det senere tilkommende jurymedlem og anerkendte arkitekt, Eero Saarinen, der åbnede de andres øjne for det dengang spektakulære projekt. Saarinen fandt for øvrigt inspiration i Utzons operahus til sit efterfølgende lufthavnsprojekt i New York. Operahusets hvide skallers bløde og organiske former var i forslaget kombineret med orientalsk og mellemamerikansk platformsinspiration, der tilsammen giver det ikoniske "landmark" juryen ønskede.
Utzon var ikke på noget tidspunkt under udarbejdelsen af projektet tilstede i Sydney. Ud fra søkort kunne han se, at husets placering i havnen mindede om Kronborgs placering i havnen i Helsingør, som derfor var en vigtig inspirationskilde. Når man fra vandet bevæger sig rundt om huset, ændres facaden hele tiden, og han ønskede derfor at skabe en facade, der ikke var ens fra alle sider – en såkaldt femte facade.
Konstruktionen af operahuset begyndte i 1959. Ingeniørerne på projektet havde store vanskeligheder med at finde en metode til at bygge de store skaller, da man på det tidspunkt ikke umiddelbart havde teknologien til at støbe så store konstruktioner. Utzon fik den ide, at man kunne udvikle et system hvor alle skalkomponenterne bliver udskåret fra en cirkel, hvorigennem man opnår muligheden for at fremstille ens præfabrikerede komponenter til sammensættelse af de mange skaller.
Længere tids uoverensstemmelser med Sydneys bystyre endte i 1966 med, at Utzon forlod projektet, hvilket havde som konsekvens, i mangel på økonomi og vilje, at mange af Utzons oprindelige ideer, hovedsageligt for interiøret, gik tabt.
Efter Sydney.
Parlamentsbygningen i Kuwait City, 1972
Efter Sydney-projektet, og op igennem tresserne, udviklede Utzon sine principper om additiv arkitektur, karakteriseret ved syntesen mellem geometri, modulation og standardiserede produkter. Den additive arkitekturs eksistensgrundlag blev bekræftet gennem Sydney-projektet, som viste at standardiseringen af bygningselementer var i stand til at optimere konstruktionen af den givne konstruktion. I slutningen af årtiet havde Utzon fremstillet et principgrundlag, hvorudfra han lavede forslagene til Farum bymidte, Stadionet i Jedda og hans andet forsøg på at lave et museum i Silkeborg. Ud fra samme principper udviklede han sit Espansiva bygningssystem, hvor flere ens komponenter kan sammensættes til et fleksibelt enfamilieshus.
I slutningen af sin aktive karriere tegnede Utzon kirken i Bagsværd, hvor dagslyset reflekteres fra høje sidevinduer ned ad de hvidkalkede, krumme loftsflader og giver et skyggeløst lys, som aftager svagt nedefter. Han tegnede også parlamentet i Kuwait, som er inspireret af beduinernes kultur og hvis facade minder om et telt, men også i sit interiør har elementer fra basaren. Ud over sit senere samarbejde med sine sønner, sluttede Utzon sin solokarriere med at bygge to huse til sig selv og sin hustru på Mallorca i Spanien.
Bygninger tegnet af Utzon.
Utzon Center Ålborg, Juli 2009
Forsvaret.
Forsvaret er Kongeriget Danmarks væbnede styrker, der har ansvaret for forsvaret af riget. Forsvarschefen er i kraft af sin rolle som chef for Forsvarskommandoen øverstkommanderende, selv om den opgave de jure tilfalder Dronningen. Forsvaret er organiseret som en enhed under Forsvarsministeriet, der varetager den politiske og bevillingsmæssige styring af Forsvaret. Det er dog Folketinget, der udstikker rammerne for Forsvarets opgaver og økonomi. Siden 1988 er det sket gennem indgåelse af fireårige forsvarsforlig, der nyder bred politisk opbakning. Det samlede budget for Forsvaret andrager ca. 21 mia. kr. (2008), svarende til 1,3% af bruttonationalproduktet (2006). Der er værnepligt for mænd i Danmark, og lige under 1 mio. danske mænd mellem 18 og 49 år er til rådighed for Forsvaret i tilfælde af krig. Aktuelt beskæftiger Forsvaret ca. 24.000 ansatte.
Ifølge forsvarsloven er Forsvarets formål at bidrage til at fremme fred og sikkerhed ved at forebygge konflikter og krig, hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet samt at fremme en fredelig udvikling i verden under hensyntagen til menneskerettighederne. Det sker gennem en aktiv deltagelse i NATO-samarbejdet i form af konfliktforebyggelse, krisestyring samt forsvar af alliancens område. Forsvaret skal også deltage i tillidsskabende og stabilitetsfremmende opgaver, dialog og samarbejde med lande uden for NATO med særlig vægt på Central- og Østeuropa. Kun i enkelte tilfælde - med Irakkrigen som det seneste - har Danmark deltaget i internationale operationer uden NATO-mandat.
Historisk har Danmark forholdt sig neutral under 1. verdenskrig og i begyndelsen af 2. verdenskrig, men efter verdenskrigene nåede man til en erkendelse af, at det ikke alene var en sikkerhed for landet. Efter den kolde krigs ophør har det danske forsvar ikke længere fokus på at være territorialforsvar, men har i stedet styrket sin fredsbevarende indsats.
Økonomi.
Det danske forsvars budget er på ca. 21 mia. og er dermed det femtestørste budget i staten; væsentligt mindre end Socialministeriet (ca. 110 mia. kr.), Beskæftigelsesministeriet (ca. 67 mia. kr.), Indenrigs- og Sundhedsministeriet (ca. 66 mia. kr.) samt Undervisningsministeriet (ca. 33 mia. kr.). Forsvarsministeriet og underlagte myndigheder bruger mellem 1% og 5% af forsvarsbudgetet. Ca. 95% af udgifterne går til driften af de militære styrker og hjemmeværnet, heraf går ca. 50-53% af udgifterne til løn, ca. 14-21% til nyindkøb, 2-8% til nybygninger af større skibe, bygninger, projekter og infrastruktur og ca. 24-27% til andre poster, herunder materialeindkøb, lejeudgifter, vedligehold, ydelser og skatter. De sidste 5% er udgifter til Danmarks medlemskab af NATO, Farvandsvæsenet, Beredskabsstyrelsen og Militærnægteradministrationen.
Organisation.
I organisationsskemaerne nedenfor er kun de militære dele af Danmarks forsvar medtaget.
Eksterne kilder/henvisninger.
*
K-PAX.
"K-Pax" er en amerikansk film fra 2001. Den er instrueret af Iain Softley, og hovedrolleindehaveren er Kevin Spacey.
Handling.
Filmen handler om en mystisk mand, prot (rimer på det engelske ord "goat" og skrives ikke med stort begyndelsesbogstav), der dukker op på Grand Central Station og hævder at han er et rumvæsen. Han bliver indlagt på et psykiatrisk hospital og kommer under medicinering. Da dette tilsyneladende ikke har nogen effekt, begynder han at modtage behandling af psykiateren Mark Powell. Prot fortæller om sit liv på planeten K-PAX. Da han viser sin evne til at se ultraviolet lys og sin enorme viden om astronomi, begynder Powell at tro ham, og begynder for alvor overveje om patienten faktisk kommer fra en fremmed planet eller blot er en sindsforvirret mand. Sandheden afsløres aldrig i filmen.
Kaffepunch.
En kaffepunch er en drink der består af kaffe og en form for spiritus, typisk snaps.
Som med mange andre drinks, kan en kaffepunch blandes så stærk eller svag som man vil have den. En populær måde at blande den på er at lægge en mønt i bunden af en kaffekop, og hælde kaffe i, indtil mønten ikke længere kan ses. Dernæst hælder man snaps i, indtil mønten igen kan ses, da kaffen bliver fortyndet. Bemærk dog, at dette giver en meget stærk drink.
Det er de seneste år blevet meget populært at drikke kaffepunch lille nytårsaften, som ofte holdes den 30/12.
Kakerlak.
En kakerlak er et insekt i ordenen "Blattodea". Der findes cirka 3.500 forskellige arter i seks forskellige familier. De findes udbredt over hele verden med undtagelse af polaregnene og højder over 2.000 meter.
Det siges, at kakerlaker er de eneste dyr på jorden, der er i stand til, at overleve en atomkrig.
Klassifikation.
Blattodea deles ind i to overfamilier med henholdesvis to og fire familier.
Kala Azar.
Kala Azar er en tropesygdom, der også kaldes sort feber. Over 500.000 mennesker rammes hvert år af sygdommen, som er dødelig.
Kalahari-ørkenen.
Kalahari-ørkenen er det mørke område på kortet; det orange er den omgivende lavtliggende slette
Et sammensat satellitbilede af Afrika. Det sydlige sandfarvede er Kalahari-ørkenen.
Kalahari-ørkenen er et stort, højtliggende (800-1100 m o.h), tørt til halvtørt sandet område i det sydlige Afrika, som dækker ca. 900.000 km². Ørkenen dækker ca. 70 % af Botswana og dele af Zimbabwe, Namibia og Sydafrika.
Kalejdoskop.
Et kalejdoskop (eng.: "kaleidoscope") er et stykke legetøj af form som et rør (som regel af dekoreret pap) med et kikkerthul i den ene ende og indvendig udstyret med spejle (sædvanligvis to, undertiden tre) anbragt i en spids eller ret vinkel i forhold til hinanden, så der dannes symmetriske mønstre, når man kigger gennem kikkerthullet.
Kalejdoskopet blev opfundet af skotten Sir David Brewster i 1816 og patenteret i 1817. Han opkaldte det efter de græske ord "καλός" ("kalos"), "είδος" ("eidos") og "σκοπέω" ("scopeο"), der betyder henholdsvis smuk, form og syn eller at betragte eller undersøge (altså en "smuk-form-betragter").
Røret kan i den modsatte ende i forhold til kikkerthullet, hvor lyset kommer ind, være fyldt med farvede glasstykker, småsten eller lignende, således at når man ryster det, dannes der forskellige symmetriske mønstre.
Ud over den her beskrevne klassiske model, findes der også mere avancerede og luksuøst udstyrede modeller, heriblandt nogle, hvor det er motiver uden for apparatet, der spejles og danner symmetriske mønstre, sådan at mønsteret ændrer sig alt efter, hvor røret rettes hen. På engelsk kaldes sådan en apparat et "teleidoscope".
Vinklen mellem spejlene er bestemmende for det symmetriske mønsters udseende. Ved 45 grader fås 8 spejlinger, ved 60 grader fås 6 spejlinger og ved 90 grader 4 spejlinger. Hvis der er tre eller fire lige store spejle, der slutter til hinanden inden i røret, gentages spejlingerne i det uendelige.
En practical joke består i at sværte kikkerthullet, så hvis en intetanende person kigger i kalejdoskopet og drejer det rundt for at se de interessante mønstre, så får vedkommende et "blåt øje".
Kalender.
En kalender er et system, der anvendes til at kunne navngive tidsperioder - f.eks. dagene i et år. En kalender er også navnet på den fysiske repræsentation af en dagskalender (spiralkalender, lommekalender, m.m.). Den sidste betydning anvendes oftest og kendes af de fleste.
Mange forskellige kalendere.
Der har igennem tiderne være mange forskellige kalendere, som har afspejlet samfundets tekniske formåen, traditioner, samt religiøse opfattelser. I dag er den mest udbredte dagskalender den gregorianske, som vi har benyttet i Danmark siden marts 1700. Før da, benyttede Danmark den julianske kalender. I den gregorianske kalender er året udover dage/døgn, også inddelt i større perioder: Uger og måneder.
En kalender kan også have andre tidsperioder f.eks. årstider. En anden udbredt dagskalender er julekalenderen, som får mindet børn om, at der er 24 dage fra den 1. december til den særlige dag: Juleaften (den 24. december).
Dagskalendere.
Dagskalendere er som regel forsøgt synkroniseret til himmelske begivenheder - f.eks. månens faser, solens synlighed og højde over horisonten gennem døgnet. Men disse synkroniseringer er og har været svære at holde styr på. Dagskalendere gennem tiderne kan hovedsageligt inddeles i fire kategorier: Solkalendere, månekalendere, lunisolarkalendere og arbitrære kalendere.
Kalenderproblemer.
Det er svært at lave en præcis dagskalender, og sværhedsgraden giver som regel status til personer, som kan give en fungerende kalender. Igennem tiderne har personer med kalenderevner enddog fået præstestatus, troldmandsstatus eller gudestatus.
Det fundamentale problem med kalendere er, at antallet af døgn på et tropisk solår - og en månecyklus, ikke er præcist heltalligt. Månecyklens ca. 29,531 døgn går heller ikke op i et tropisk middelsolår. Ydermere varierer en døgnlængde lidt gennem året, fordi jordbanen om solen er svagt ellipseformet.
Derfor findes begrebet en middel soldag som er 24 timer 0 minutter og 0 sekunder, der er defineret til at være uforanderlig gennem året.
En soldag er defineret som et døgn fra solen er højest på himlen til næste dag hvor solen er højest på himlen. I praksis varierer en soldag gennem året fra ca. 22 sekunder kortere og ca. 29 sekunder længere, pga. baneellipseformen. Mange middel soldage efter hinanden betyder at denne fejl summer sammen så kl.12 er op til ca. 14 minutter for sen og ca. 17 minutter for tidlig nogle døgn i forhold til solens højeste tidspunkt gennem året. Dette er grunden til at et solur ikke vil stemme overens med mekaniske ure, digitalure og atomure gennem året.
En helt anden ting er, at jordens egenrotation falder svagt, ca. 0,7 sekunder per år. Det er grunden til at der en gang imellem indsættes et skudsekund.
Et ur der tager højde for skudsekunder viser 23:59:60 under skudsekundet.
Der gik ca. 365,24219 døgn på et tropisk middelsolår omkring år 2000. Solkalendere bliver derfor nødt til at lappe på antallet af dage på et år; f.eks. ved at året nogle gange er 365 døgn og ca. hvert fjerde år er 366 døgn. Det er grunden til at vi nogle gange har en skuddag. Det samme problem har andre kalendertyper, som skal være synkroniseret med både døgnet - og en eller anden periodisk himmelsk begivenhed. En lunisolarkalender har af samme grund nogle gange en skudmåned. Hvis eller når man ikke lapper tilstrækkeligt, vil årstiderne eller månecyklen ikke passe efter et stykke tid.
Den bedste dagskalender er én, som lapper med måde og på de "rigtige" tidspunkter, så mange vigtige begivenheder respekteres. Men vigtige begivenheder er bestemt af samfundets kultur (inkl. religion) og "den bedste" dagskalender vil derfor være forskellig i forskellige kulturer.
Gregorianske kalender.
Vores gregorianske kalender har 12 måneder, hvor det sikkert har været hensigten, at månederne skulle have været synkroniseret med månecyklen, men det er den ikke. Kalenderen er et "kludetæppe" fra tidligere kalendere; f.eks. var december måned oprindelig den tiende måned - i dag er det den tolvte. Vores kalender kunne være synkroniseret med solhverv, så 1. januar var vintersolhvervsdag, men er det ikke. Herudover falder vintersolhverv nogle gange på den 21. december og andre gange på 22. december.
Kirkeårets kalender.
Den kristne kalender for kirkeåret følger den gregorianske kalender, men de vigtige mærkedage og højtider (f.eks. påske
Præcolumbianske mellemamerikanske kalendere.
Som det ses af tabellen er Mayaernes kalender (og sikkert også andre mellemamerikanske kalendere) nøjagtigere end f.eks. den Julianske kalender. Det er usikkert om Mayaernes kalender er mere eller mindre nøjagtig end den Gregorianske kalender, da der er lavet nogle antagelser af de personer som har lavet beregningerne. Men Mayaernes kalender kan meget vel have været nøjagtigere.
Mayaernes kalender (og mellemamerikanske kalendere) består af flere delkalendere
Kali (gudinde).
Kali er en indisk gudinde, Kali er “den sorte” – men er nu et navn for Shivas hustru, Parvati. Hun er “ondskab” og ødelæggelsens gudinde. Hun repræsenterer den kvindelige shakti-energi. Kali er ofte afbildet som dansende på Shivas livløse legeme. Også kaldet Durga, Devi, Shakti, Sati, Uma og Kundalini. Kali er dødsgudsinde, men også modergudinden.
Den hinduistiske gudinde Kali er sort fordi hun suger negativitet og ondskab ud af de der tilbeder hende, og ikke fordi hun er gudinde for ondskab. Denne sidste misforståelse blev i høj grad fodret og spredt af de kristne missionære som mødte Kali kulten i Indien. Kali bærer en halskæde af afhuggede hoveder, som symboliserer ego'er, for Kali ødelægger ego'et i den søgende discipel, således at dennes sande Absolutte natur kan åbenbare sig. Kali har et skørt af afhuggede hænder om sin ellers nøgne krop. Hænderne symboliserer tilknytning, og Kali destruerer tilknytning til verdens Maya. "Kala" betyder tid på sanskrit, og "Kali" er den der ødelægger tid. Kali er gudinden der bringer den søgende til hans sande tidsløse Væren. Ligeledes er Kaligudindens frygtindgydende ansigt med den lange blodige tunge ikke et udtryk for ondskab, men for at hun er nådesløs i sin destruering af alt hvad der er falsk.
Kalorie.
Kalorie (symbol cal), ældre enhed for energi (især varmeenergi). En kalorie er defineret som den energi der kræves til opvarmning af 1 gram vand 1 grad celsius fra 14,5 °C til 15,5 °C. Faktisk er der andre måder at definere 1 kalorie på.
I dag benyttes almindeligvis SI-enheden joule til at angive energi. Almindeligvis er 1 kalorie lig 4,19 joule.
Der er også en kilokalorie som normalt forkortes kcal. Der gælder
I den forbindelse kaldes en "almindelig" kalorie også en "gramkalorie".
Forvirrende nok kaldes kilokalorier ofte blot for "kalorier" inden for ernæringslære. Dette kan eventuelt misforstås som gramkalorier, altså en enhed der er tusind gange mindre.
Kalmebæltet.
Kalmebæltet er det vindstille bælte omkring Ækvator.
Rundt om jorden fra ca. 17 grader nordlig breddegrad (vandret ring nord for ækvator) til ca. 17 grader sydlig breddegrad (syd for ækvator) regner det fra svagt til meget - og her er regnskovene også. Området kaldes den intertropiske konvergenszone (ITK) eller kalmebæltet.
Grunden til den megen regn er, at luften stiger til vejrs her, pga. solens kraftige opvarmning af jorden, som så varmer luften op. Derfor stiger den til vejrs. Når luften stiger køles den af, og en stor del af vanddampen i den falder som regn.
Når luften er steget til vejrs, deles den nu tørre luft som udgør antipassatvindene i 8–10 km højde, og herefter falder luften ned igen i to bælter på jorden, der kaldes for de subtropiske højtryksområder - det er her ørkenerne og Sahara er. På den nordlige halvkugle er det mellem 17 grader nordlig bredde til 35 grader nordlig og på den sydlige 17 grader sydlig bredde til 35 grader sydlig.
Når den tørre luft er kommet ned til jorden, blæser en del igen mod ækvator osv.
Så ørkenerne er ikke menneskeskabte, men naturskabte. Under den sidste istid for ca. 10.000 år siden og et stykke tid efter var Sahara grøn og frodig. Sahara blev ørken for ca. 5000 år siden.
Kama.
Kāmadeva er den hinduistiske gud for kærlighed. Han er også kendt under mange andre navne, for eksempel Madana ("berusende") og Kāma ("begær").
Kāmadeva bliver afbildet som en smuk ung mand med vinger. Han bærer bue (våben) og pil. Buen er lavet af et sukkerrør, og der sidder honningbier derpå; pilene er udsmykket med 5 forskellige duftende blomster, og strengen består af en kæde af honningbier.
Kanariefugl.
Kanariefuglen ("Serinus canaria") hører til fuglene.
Verdens første kanariefuglemuseum ligger i den lille by St. Andreasberg i Harzen, hvor man har haft tradition for opdræt af kanariefugle til brug i minerne siden 1485.
Kanariefuglen (Serinus canaria) er en lille olivengrøn og gul fugl, der i naturen lever på Madeira, Azorerne og de Kanariske Øer. Den hører til finkerne, som er en gruppe inden for spurvefuglene.
Omkring 1720 bragte tilvandrende bjergfolk fra Imst i Tyrol kanariefugle som stuefugle til St. Andreasberg i Hartzen. De hjemlige bjergfolk, som tjente til deres undehold i sølvminer, begyndte at interessere sig for opdræt og salg af kanariefugle. Kanarier eller Harzerfugle, som handelsnavnet blev - blev kendt vidt omkring for deres fremragende sang og nåede høje priser.
Det kan ikke undre, at netop bjergfolk havde en særlig tilknytning til kanariefuglen. I bjergværkets lampestuer var ofte anbragt adskillige kanarier, som forkyndte med deres adfærd den livsfarlige mangel på ilt.
Hartzerkanarie-opdrættets blomstringstid begyndte omkring 1760, da fuglehandlere rejste overalt i Europa. På deres bare-stativer transporterede de op til 170 små fuglebure. I St. Andreasberg, kanarieopdrættets hovedstad, blev omkring 1842 årligt solgt 4000 kanariehanner. Storhandleren C.Reiche førte i 1882-1883 mindst 120.000 kanariehanner i New York, til Syd Amerika 10.500, til Australien 5.600, til Syd Afrika 3000. Omkring 30.000 endte i Europa og 12.000 fandt afsætning i Tyskland.
Kanariefuglen er et symbol på ren luft, fordi den blev brugt som advarselsalarm i kulminerne til langt op i 1980’erne. Kanariefugle er meget følsomme over for giftige gasser og vil derfor falde om og dø, før et udslip når at påvirke minearbejderne. Så længe der er liv og fuglesang, kan man altså regne med, at luften er ren.
Igennem årene har man avlet sig frem til den gule kanariefugl som man regner for at være den typiske kanariefugl. Inden for kanariefuglene er der blevet fremavlet mange forskellige figurer og mange farver. I naturen er der kun de grønne, mørke fugle, for ellers vil de ikke kunne kamuflere sig, og de ville blive et nemt offer for rovfugle og andre fjender. I naturen lægger fuglen ca. 4-5 og sjældent 6 æg. Kanariefuglene er flokdyr og ses typisk i flokke på 10-20 eller flere. De er ikke trækfugle, så de bliver på øerne hele året rundt. Kanariefugle hannen danner et Harem (altså flerkoneri) typisk 4-5 hunner.
Kandelaber.
En kandelaber er en stor, flerarmet lysestage. Kandelaberen er en stor flot stagetype, der opstod i 1600-tallet. Op i gennem tiden har den været designet i alle stilarter. Mest for det finere borgerskab og de kongelige.
Kannada.
Kannada er et dravidisk sprog der tales i det sydlige Indien, hvor det udover at være hovedsprog i delstaten Karnataka også tales af store befolkningsgrupper i delstaterne Maharashtra og Andhra Pradesh. Kannada er verdens 27. mest udbredte sprog. Det er modersmål for omkring 35 milioner mennesker og forstås af i alt omkring 44 millioner.
Kangaroo Island.
Kangaroo Island er Australiens tredjestørste ø (4.500 km²) og ligger ud for sydkysten.
Kantonnement.
Et kantonnement er et område, hvor soldater er indkvarteret hos private. Indkvarteringen foregår i bygninger i modsætning til indkvartering i bivuak, hvor der overnattes under åben himmel.
Kap Det Gode Håb.
Dobbeltsporet, hvor to vogne kan passere hinanden på Cape Points kabelbane.
Kap Det Gode Håb ligger på sydspidsen af det afrikanske kontinent. Bartolomeu Dias blev i 1488 den første europæer der vides at have rundet Kap Det Gode Håb siden antikken.
Engang var opfattelsen, at Atlanterhavet og Det Indiske Ocean mødtes ved Kap Det Gode Håb. I vore dage er det fastslået, at de to oceaner syd for Afrika adskilles af 20° øst-meridianen, der går gennem Kap Agulhas. Kap Agulhas ligger 150 kilometer sydøst herfor og er det sydligste punkt i Afrika.
Cape Point.
Nær ved Kap Det Gode Håb ligger Cape Point, hvor der findes kiosk, restaurant o.m.a. Der er tillige en kabelbane op til stedet, hvorfra der er den bedste udsigt over Det Indiske Ocean og False Bay.
Kapellan.
Kapellan var oprindeligt betegnelsen for en præst, der havde ansvaret for et kapel, men brugtes frem til 1. maj 1981 også som et udtryk for en hjælpepræst, altså en der bistod en sognepræst i hans arbejde.
Kapitalisme.
a>, der advokerede for en kapitalistisk samfundsmodel.
Kapitalisme (af latin: capitalis, afledt af caput: "hoved", afledning: det engelske cap, som betyder "(én) person") refererer typisk til et økonomisk og socialt system i hvilket ejendomsretten til produktionsmidlerne (kapitalen) er privat og hvor arbejdskraft, goder og kapital handles i et marked. Overskuddet fra produktionen fordeles til ejere og investorer (kapitalister), mens det enkelte individ ejer sin egen arbejdskraft, som han derfor kan sælge til en arbejdsgiver. Kapitalisme forveksles ofte med liberalisme, der imidlertid er en politisk ideologi, hvorimod kapitalismen er et økonomisk system.
Kapitalismen bygger på et laissez faire-princip om et frit marked, hvor individerne kan udveksle varer og serviceydelser uden statens indblanding. Det varierer dog fra land til land i hvilken udstrækning markedet er frit. Mange kapitalistiske samfund er blandingsøkonomier, hvor der på den ene side eksisterer et relativt frit marked, men hvor dette reguleres på forskellig vis gennem lovgivningen. Modsætningen til dette er en ren planøkonomi. Centralt i den kapitalistiske styreform står teorien om udbud og efterspørgsel som mekanisme for regulering af produktion og priser, ligesom kapitalismen også bygger på en antagelse om knappe ressourcer; det er ikke muligt at tilfredsstille alle. I planøkonomien varetages denne regulering af staten, i sjældnere tilfælde af et føderalt rådssystem bestående af arbejdskollektiver.
Udbredelsen af kapitalismen tog fart i løbet af det 19. og 20. århundrede, således at den i dag er den dominerende samfundsøkonomiske model.
Andre -ismer.
Liberalister, konservative og anarko-kapitalister (højre-anarkister) anser privat ejendom som en forudsætning for samfundets eksistens og som et udtryk for et naturligt menneskeligt forhold til verden og naturressourcerne.
Socialister, kommunister og (venstre-)anarkister betragter privat ejendom kritisk, eftersom ismens ideologi anser besiddelse af ejendom som en grundlæggende uretfærdig forskelsbehandling, som opretholdes ved favorisering af visse mennesker fra statens side, eller gennem undertrykkelse.
Beskrivelse af kapitalismen.
Den ideologiske teoridannelse i et kapitalistisk samfund antager, at produktionen i et samfund koordineres gennem teorien om udbud og efterspørgsel. En sådan teori beskæftiger sig derfor med hvad der bliver produceret, af hvem og hvor meget. Som beskrevet ovenfor er kapitalismen forankret i den private ejendomsret. Dette stammer fra den engelsk filosof John Locke, som blandt andet beskæftigede sig med individet og ejendomsrettens bestemmelse. Ganske kort skrev Locke, at hvad mennesket producerer med sine hænder tilkommer det menneske, som producerede det. Yderligere kan mennesket handle med producerede varer og sælge eller bytte disse i et ønsket forhold.
At et samfund producerer varer og ydelser efter udbuds- og efterspørgselsteori fortæller os derfor, at individet selv har kontrol over hvad der produceres fordi individet selv ejer de producerede varer. Prisen på disse varer og ydelser fastsættes herefter på samme vist, det vil sige at individet selv bestemmer prisen for sine producerede varer. Jo mere korn bonden producerer per år desto mindre behøver bonden at tage for sit korn, da han har masser af korn at sælge. Omvendt vil det sige, at jo mindre korn en bonde producerer desto højere en pris på bonden tage for at få dækket sine omkostninger ved at producere kornet og samtidig have råd til at leve. Det kan så resultere i at hvis alle satte deres korn til salg på markedet så ville de komme frem til en pris som både køberne og sælgerne (bønderne) var tilfredse med. De vil alle komme frem til den samme pris, for ellers kunne en snu person jo købe kornet et sted for derefter at sælge det til en højere pris et andet sted på markedet.
Som en modsætning hertil kunne et samfund beslutte at alt korn skal koste 2 kroner mindre end hvad de alle fandt frem til i fællesskab. Det kan f.eks. være fordi nogle forbrugere mener at kornet er relativt for dyrt i forhold til andre varer i samfundet. Det vil betyde at det nu er forbrugeren som fastsætter prisen og ikke forbrugeren og producenterne i fællesskab. Som resultat heraf vil bonden med meget korn tjene færre penge og den lille bonde måske slet ikke tjene nok penge til at kunne overleve. Den frie markedsøkonomi er økonomisk teori hvor udbudet og efterspørgslen efter samfundets produkter og ydelser fastsættes af købere og sælgere i fællesskab.
Specielt Karl Marx var fortaler for afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, da Marx i sine teser antog, at denne del af ejendomsretten grundlæggende medfører udnyttelse og udbytning af arbejderklassen (lønmodtagere). I denne forbindelse beskrev Marx en kapitalist som et menneske, som ikke behøver udføre arbejde for at overleve, det vil sige, et menneske som udelukkende kan overleve på kapitalindkomst eller via ejerskab af f.eks. en fabrik, hvor lønmodtageren arbejder for vedkommende.
Kapitalismeteoretikeren Michael L. Rothschild har i sin bog, "Bionomics", udtalt, at "hvad vi kalder kapitalisme (eller fri markedsøkonomi) er ikke en "-isme", men et naturligt forekommende fænomen". Man behøver med andre ord ikke en ideologi for at opnå, hvad der forekommer én naturligt - uanset om det er indtagelse af føde, kønnet formering eller ejerskab til ting eller territorium. Ud fra denne betragtning er ejerskab således ikke "kun" et fænomen, men en forudsætning for et væsens eller en arts eksistens.
Fejl i kapitalismen ?
Ovenpå Finanskrisen 2007-2010 har flere medier og politikere kritiseret kapitalismen for at indeholde en fejl. De argumenterer for, at markedet ikke kan klare sig uden regulering. Den østrigske skole indenfor økonomi argumenterer dog for, at det ikke er den renformede kapitalisme, der resulterede i krisen, men derimod planøkonomi blandet med markedsøkonomi. Den østrigske skole hævder, at den amerikanske centralbank (FED) har fastsat prisen på pengeudlån (renten) alt for lavt alt for længe, og det har resulteret i, at det har været for nemt at låne penge, hvilket igen medførte, at der blev spekuleret i ejendomspriser. Det ville ikke kunne ske i det frie marked, da det kræver naturlig opsparing at udlåne penge, og da man ligeledes ikke kan låne penge ud ved at trykke dem som centralbankerne gør. Ligeledes ville en sådan situation ikke kunne opstå i en socialistisk samfundsmodel.
Litteratur.
Michael L. Rothschild: "Bionomics", 1. udgave 1990 ISBN 0-8050-1068-8
Karabin.
a> riffel til brug i jungle
En karabin er en kortere udgave af et fodfolksgevær eller riffel, oprindelig beregnet til kavaleriet. For ikke at tabe det under ridning havde rytteren en karabinrem over skulderen, som var hægtet fast i riflen med en karabinhage. I forladerens dage var karabinen ladt før kamp, og når så skuddet var faldet, lod rytteren karabinen hænge i remmen mens han fortsatte kampen med blankvåben og evt. pistoler.
I dag bruges betegnelsen stadig om korte rifler i forskellige kalibre, i militær sammenhæng drejer det sig om automatkarabiner. I militære enheder er karabiner typisk udleveret til motoriserede eller mekaniserede tropper, da de er nemmere at manøvrere med i fx pansrede mandskabsvogne, eller til specialstyrker på grund af den lavere vægt.
Karabiner er også det foretrukne valg til bykamp.
Det italienske gendarmerikorps "Carabinieri" er opkaldt efter karabinen.
Karabinhage.
En karabinhage er en fjederlås til fastgøring af remme og lignende. Oprindelsen til navnet var at den brugtes til at sætte en rem på en rytters gevær, karabinen.
Karabinhager benyttes i dag bredt til mange formål og findes i mange udformninger. Mange har en lille karabinhage i nøgleringen, og den benyttes til hundesnore og taskeremme. I bjergklatring benyttes særlige karabinhager af stål eller aluminium til sikring mod fald, og disse skal have en høj brudstyrke - over 22 kN samt en speciel skruesikring mod utilsigtet åbning (skruekarabiner). Da klatring er farligt bruges godkendte og testede klatrekarabinhager.
I sejlsport benyttes karabinhager meget, bl.a. til at fastgøre forsejl til et forstag.
Karakteristik.
Karakteristik eller karakteristika er er særtegning. Fremhævelse af de særlige karaktertræk ved en person, et handlingsforløb eller et kunstværk.
Indenfor elektronikken bruges "karakteristik" om kurver og data der viser bestemte egenskaber for en given elektronisk komponent som en funktion af komponentens arbejdsbetingelser.
Karakulfår.
Karakulfår el. Fedthalefår (latin, "Ovis Aries") er en fårerace, der stammer fra Centralasien omkring søen Karakul i det nuværende Tadsjikistan.
Karakulfåret er kendt for sin evne til at overleve under barske forhold, og arkæologiske fund viser at det har været anvendt og opdrættet i Centralasien siden 1400 f.Kr., hvortil racen er kommet fra Mellemøsten, hvor den formentlig har været kendt helt tilbage til omkring 2650 f.Kr.
I de områder, hvor fåreracen er udbredt, har udgjort en uvurderlig kilde til mælk, kød og fedt. Betegnelsen "fedthale" henviser til at fåreracen er karakteriseret ved at oplagre overskydende energi som fedt i halen, som svulmer op og bliver meget tyk. Karakulfår har en meget tæt og tyk pels, og skind fra unge (og nyfødte) lam anvendes til pelsværk (bl.a. under betegnelsen persianerpels}.
Karl Marx.
Karl Marx' grav på Highgate kirkegården i London
Karl Heinrich Marx (5. maj 1818- 14. marts 1883) var en tysk økonom, sociolog, filosof og socialist.
Karl Marx er (sammen med Friedrich Engels) grundlægger af, hvad Marx selv kaldte for den videnskabelige socialisme. Denne videnskabelige socialisme tog ideologisk udgangspunkt i den såkaldt utopiske socialisme, eksempelvis repræsenteret ved Charles Fouriers ideer, men kombinerede denne ideologi med en økonomisk og sociologisk teori for den historiske udvikling. En teori, ifølge hvilken samfundene udvikler sig som resultat af samfundsklassernes indbyrdes kampe om herredømmet. Denne udvikling ville ifølge teorien nå sit højeste stade med det kommunistiske samfund, hvor proletariatet (de besidelsesløse, arbejderklassen) havde erobret magten over produktionsmidlerne og stillet dem i hele befolkningens tjeneste. Arbejderklassen ville således afskaffe klassesamfundet. Dette skulle gøre alle mennesker lige, så alle kunne udfolde deres talenter og aspirationer frit, og ingen skulle udsættes for udbytning eller undertrykkelse. Dette kommunistiske endemål havde den såkaldt videnskabelige socialisme til fælles med den utopiske socialisme, men den økonomiske og sociologiske analyse af, hvordan det skulle komme i stand, var noget nyt hos Marx og Engels. Den såkaldt videnskabelige socialisme er i eftertiden også blevet kendt under betegnelsen marxisme, som Karl Marx dog aldrig selv anvendte.
Karl Marx' udgav i 1848 "Det kommunistiske partis manifest" sammen med Engels. Denne bog var et politisk/strategisk kampskrift, som skulle samle socialisterne i hele verden. Manifestet blev skrevet i en situation, hvor de borgerlige revolutioner prægede det meste af Europa og gav løfter om afskaffelse det gamle feudale tyranni til fordel for demokrati og borgerrettigheder. Denne kampsituation ville Marx og Engels intervenere i. Bogen giver endvidere en populærvidenskabelig skitse af den teori, som Marx og Engels siden udfoldede i detaljer dels (og især) i hovedværket Kapitalen, dels for historiefilosofiens vedkommende allerede havde udfoldet i ungdomsværker, bl.a. Den tyske ideologi.
Karl Marx anses som en af de fire klassiske sociologer, epokegørende for den historiske videnskab, og spillede en vigtig rolle for den samtidige og efterfølgende arbejderbevægelse.
Han optrådte i mange af det 20. århundredes sovjetiske og kommunistiske propagandabilleder sammen med Friedrich Engels, Vladimir Lenin og Josef Stalin, som er de fire mest kendte kommunister.
Livshistorie.
Marx voksede op i den tyske by Trier, og er af borgerlig-jødisk herkomst, men på grund af antisemitismens voldsomme vækst i Tyskland, konverterede Marx' familie til Protestantismen, da Marx var 10 år. Marx var som voksen ikke religiøs og opfattede aldrig sig selv som jøde.
Marx studerede jura, først i Bonn, hvor han startede i 1836, senere i Berlin.
Marx blev gift med Jenny von Westphalen i sommeren 1843. De fik to døtre.
Marxs berømte bog "Det kommunistiske manifest", som blev udgivet i 1848, blev skrevet for den daværende hemmelige gruppe "Kommunistisk Forbund", som han havde været med til at stifte.
Marx levede i landflygtighed(uden statsborgerskab) en stor del af sit liv i London. Forvist fra Paris i 1845 på grund af revolutionære aktiviteter samt forvist fra Belgien i 1847 af samme grund.
Dog var Marx i Trier for at være til stede ved sin mors begravelse i 1863.
Kommunismen består af en samling af politiske og økonomiske ideer og teorier, der bygger på Karl Marx' analyse og kritik af kapitalismen. Grundelementerne i denne økonomiske analyse er udviklet i hovedværket Kapitalen (Das Kapital), som Marx skrev på indtil sin død i 1883. Bind 2 og 3 blev udgivet i Marx' navn af Friedrich Engels.
Marx døde 14. marts 1883, kort tid efter og i stor sorg over sin kones død. Han blev begravet i London.
Ideologi og filosofi.
Karl Marx var inspireret af Hegel og dennes dialektik, men mente dog samtidig, at Hegels idealistiske historieopfattelse var at betragte som historien "på hovedet". Mens Hegel mente, at det var ånden, der fremprovokerede de materielle ændringer i samfundet, var Marx af den helt modsatte opfattelse: Det er de materielle forudsætninger, der ændrer "menneskeånden" og derfor også de tanker, der florerer i hver epoke. De ændringer sker i et dialektisk sammenspil mellem modsætninger, hvilket han har lært af Hegel. Den materialistiske vinkel får han fra den tyske unghegelianer Feuerbach. På denne måde kombinerer Marx' filosofi det dialektiske og materialistiske til den historieopfattelse, som han sidenhen er blevet så velkendt for: "dialektisk materialisme". "Historisk materialisme" er en anden tilsvarende betegnelse for hans filosofi.
Klasse teori.
Marx' klassebegreb er ikke skitseret et samlet sted af ham selv; tættest på en definition kommer vi i "Elendighedens filosofi", "Det kommunistiske manifest" samt "Kapitalen".
Kort sagt siger teorien, at der findes udbytning sted klasserne imellem. Der er to hovedklasser (bourgeoisiet og proletariatet). Bourgeoisiet ejer produktionsmidlerne og udnytter proletariatet idet de "stjæler" profitten fra arbejdernes arbejde (se merværdi). Denne konflikt vil således blive større og større, og ultimativt forandre verden, med mindre proletariatet gør oprør.
Fremmedgørelse.
Marx fremmedgørelsesteori bunder i Feuerbachs teori. Hvor gud bliver skabt af mennesket, men så får eget liv. Marx' pointe er, at der også eksisterer fremmedgørelse på arbejdspladsen, den store arbejdsdeling gør produktionen så kompleks, at den får et eget liv, der kommer til at beherske menneskets praksis. Fremmedgørelsen er også på markedet, hvor varen får eget liv - varefetichisme.
Basis/overbygning.
Marx deler samfundet op i en basis og en overbygning. Basis er den økonomiske og materielle struktur som præger samfundet. Den kapitalistiske økonomi og forholdet/konflikten mellem proletariatet (arbejderklassen) og bourgeoisiet (borgerskabet) hører til i basis. Overbygningen er vores kultur, politik og ideologi og er til en vis grad determineret af basis. Overbygningen virker dog også tilbage på basis; man siger derfor, der er et gensidigt (dialektisk) forhold mellem basis og overbygning.
Ideologi.
Marx definerede ideologi således, at der i samfundet hersker en hegemonisk ideologi, der er den herskende klasses ideologi. Denne ideologi legitimerer den herskende klasse ved at naturalisere et magtforhold, der eksisterer.
Falsk bevidsthed.
Er mennesket underlagt den herskende (borgerlige) ideologi, ser mennesket ikke sine "virkelige" (objektive) interesser. Mennesket har en falsk bevidsthed.
Merværdi.
Merværdi er ikke det samme som profit. Merværdien er forskellen på den værdi, arbejderen frembringer ved sit arbejde, og den værdi, han modtager som betaling for bruget af arbejdskraft (løn). Merværdien brugs til profit (kapitalistens renter), til reinvestering eller til andre forhold, som virksomhedens ledelse finder passende. Marxismen betragter merværdien for et økonomisk overskud kapitalisten inddrager uden selv at skabe et reelt stykke arbejde; at arbejderen arbejder et antal timer gratis for kapitalisten, da produktet er mere værd end det, kapitalisten betaler arbejderen i løn, samt værdien af råstofferne.
Karl Stegger.
Carl Johan Stegger Sørensen (11. januar 1913 i Århus - 13. april 1980 i København) var en dansk skuespiller, der nåede at medvirke i 157 film, hvilket gør ham til den hidtil mest brugte skuespiller i danske film.
Stegger blev uddannet ved Aarhus Teater og var tilknyttet stedet i 5 år herudover. Fra 1951 arbejdede han ved forskellige teatre i København og siden 1954 fast ved Folketeatret. Han ændrede senere C'et i sit fornavn ud med det mere folkelige K.
Karl Stegger huskes bedst fra sin rolle som konsul Holm i tv-serien Matador, og for sin medvirken i Far til fire-filmene i 1950'erne, hvor han erstattede Ib Schønberg som den populære far.
I mange år døjede han med sukkersyge, hvilket også var skyld i hans død. Gennem sit sygdomsforløb, blev han tilbudt at få udført livsforlængende operationer. Imidlertid nægtede han at tage imod disse tilbud, da der var stor risiko, at det ville gå ud over førligheden.
Karl Stegger ligger begravet på Søndermark Kirkegård.
Karoo.
Karoo er et højtligende plateau i Sydafrika, der er uden vand i den tørre periode.
Karriere.
Ved en karriere forstås almindeligvis de uddannelser og stillinger på arbejdsmarkedet som en person har gennemgået i sit liv. Karriere kan også benyttes om en persons aktiviteter indenfor et afgrænset felt, f.eks. "musikalsk karriere" og "sportslig karriere".
Kaspiske Hav.
Det Kaspiske Hav (på russisk Каспийское море, "Kaspijskoje more") ligger på grænsen mellem Asien og Europa mellem landene Iran, Aserbajdsjan, Rusland, Kasakhstan og Turkmenistan. De største byer ved det Kaspiske Hav er den russiske havneby Astrakhan og den aserbajdsjanske hovedstad Baku.
Det Kaspiske Hav er verdens største indsø ud fra dens volumen. Søen bliver kaldt for et "hav", idét romerne, da de opdagede den og så det salte vand, navngav den "Mare Caspium". Mange geografer opfatter dog i dag det Kaspiske Hav som en sø, da den er helt omgivet af land.
Det Kaspiske Hav er meget rigt på olie og naturgas. I søen er der endvidere et omfattende fiskeri, og den mest kendte fisk er støren. Rognen fra denne bruges til produktion af russisk kaviar.
De vigtigste floder, der løber ind i søen, er Volga, Uralfloden, Terek og Kura. Disse og en stor del af kystområderne ligger ca. 28 meter under havoverfladen. Søens størrelse er i de senere år mindsket på grund af damme og kunstvanding, som bremser vandtilførslen.
Det Kaspiske Hav er delt op i en lavvandet nordlig del og en dybere sydlig del. De to halvdele adskilles af en lavvandet passage, som forbinder halvøerne Apsjeron (i Aserbajdsjan) og Tjeleken (i Turkmenistan) på hver sin side af søen. Til søen regnes også den meget lavvandede bugt Kara Bogaz Gol lige nord for Tjeleken-halvøen; men denne bugt er ved at forvandles til en salt sumpmark og er næsten afskåret fra det Kaspiske Hav af en landtange.
Katekismus.
Katekismus betegner en kortfattet skriftlig - i spørgsmål og svar udformet belæring - i Kristendommens centrale trosartikler. Oprindeligt betegnelsen for mundtlig kristendomsundervisning forud for den kristne dåb.
Katmandu.
Katmandu (el. Kathmandu, Kantipur, "nepali": काठमांडौ) er hovedstad i Nepal. Byen har omkring 450.000 indbyggere og ligger i Kathmandu-dalen i ca. 1325 meters højde i det centrale Nepal nær floderne Vishnumati og Bagmati. Byen er samtidig distriktshovedkvarter for Kathmandu District og for Central Development Region. Såfremt forstæderne medregnes bor der mere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet.
Kathmandu er grundlagt i år 723 og var oprindelig hovedstad i det selvstændige kongerige Kantipur (det oprindelige navn for byen og riget) frem til 1769 da Shah-dynastiet fra Gorkha erobrede alle de hidtidige kongeriger i Kathmandu-dalen og underlagde dem Gorkha-staten, hvis hovedstad hurtigt derefter blev flyttet til Kathmandu. Indtil langt op i 1900-tallet var dalens navn Nepal-dalen, og først efter Nepals åbning over for omverdenen efter 1950 ændrede dalen navn til Kathmandu-dalen. Regeringen anvendte på lignende måde betegnelsen Gorkha-regering indtil omkring 1. verdenskrig, hvorefter betegnelsen Nepal i stigende grad blev anvendt.
Gadebillede fra Katmandu med buddhistisk stupa
De centrale dele af byen er præget af den karakteristiske byplanlægning, arkitektur og kunstudfoldelse fra Kathmandus storhedstid med traditionsrige hinduistiske og buddhistiske templer og paladser, hvoraf hovedparten er flere hundrede år gamle, enkelte endog op til 1.000 år eller mere. Moderne byudvikling, jordskælv og forurening har haft stor indflydelse, med indlemmelse af ikke mindre end syv lokaliteter og seværdigheder fra Kathmandu-dalen i UNESCOs verdensarvsprogram har været med til at sikre bedre muligheder for bevaring af disse kulturelle seværdigheder for eftertiden.
Katolsk-apostoliske menighed.
Katolsk-Apostolisk Kirke på Gyldenløvesgade i København.Den Katolsk-apostoliske menighed er en frikirke, som blev oprettet i Danmark i 1838.
Kirken har en markant kirkebygning på hjørnet af Gyldenløvesgade og Nørre Søgade i København.
Kvindesagsforkæmperne Elisabet Ouchterlony (1842 - 1890) og Amalie Holm (1893 - 1966) var medlemmer af kirken.
I dag drives kirken af lægfolk, da de oprindelige apostle, præster og diakoner alle er døde. Trossamfundet er imod at udnævne nye, hvilket volder en del besvær i forbindelse med gudstjenesterne, da det kun var tilladt disse personer at skrive prædikerne. Derfor bliver der oplæst gamle prædiker i forbindelse med gudstjenesterne.
Kavaleri.
Let kavaleri, medio 19. århundrede
Kavaleri (: "caballus" for hest over: "cavalliere" for kavaler, dvs. rytter) er en våbenart der som oftest består af soldater til hest (evt. dromedarer men ikke elefanter). I den danske hær betegnes kavaleriet også som rytteri.
Tungt kavaleri.
Katafrakter blev bl.a. brugt af partherne i oldtiden.
I løbet af middelalderen iførte den herskende krigerkaste - ridderne, sig mere og mere panser, kulminerende med heldækkende rustninger i højmiddelalderen. Tilsvarende blev hestene iført rustninger, der dog ikke dækkede benene.
Kyrasérerne var et tungt kavaleri med rødder til middelalderens riddere. De blev brugt til frontalangreb og er opkaldt efter deres kyras. Et kyras var en 6-7 kg tung bryst- og evt. rygharnisk, der kunne modstå musketkugler og sværdhug. Kyrasérerne havde også stålhjelme.
Let kavaleri.
Husarerne var let kavaleri og blev brugt til rekognoscering og kurertjeneste. De var ofte iklædt elegante jakker. Lansenererne havde ca. 3 m lange lanser til at forfølge flygtende fjender med samt til nålestiksangreb på forsyningstropper.
Beredent fodfolk.
Dragoner var oprindeligt infanterister, der blev transporteret til fronten på hesteryg. Desuden var de fleste officerer i hæren til hest uden at være kavalerister.
Kavalerivåben.
Heste var det hurtigste transportmiddel på landjorden, og bue og pil kunne ramme fjenderne på afstand. Før opfindelsen af stigbøjlen var det svært at anvende bue og pil fra hesteryg, men skytherne mestrede dette. Egypterne anvendte stridsvogne som svar på problemet.
Efter indførelsen af krudtet blev kavaleriet forældet. Efterhånden som hjullåspistoler blev almindelige i det 16. århundrede, fik kavaleriet sin renæssance. I 30-årskrigen afgav rytterne skud i formationer med op til fire ladte pistoler pr. rytter. Hjullåspistoler afløstes i det 17. århundrede af flintelåspistoler, men sablen blev stadig vurderet uforholdsmæssig højt i forhold til de relativt få skader, den påførte fjenden. Korte geværer kaldet karabiner forvoldte større tab blandt fjenden, men blev mindre værdsat indtil opfindelsen af metalpatronen (indført 1873).
Opstilling.
Romerriget i republikkens tid tildelte ca. 300 ryttere i 10 "turmæ" til hver legion. Hver "turma" havde tre decurioner som underofficerer.
I renæssancen opstod i de lejede hære kavaleriregimenter, opdelt i eskadroner med 100-150 ryttere. I den amerikanske borgerkrig opstillede delstaterne nummererede kavaleriregimenter med hver 10 eskadroner - benævnt Able, Baker...Item og King ('Jig' var udeladt).
20. århundrede.
Under 1. verdenskrig blev mange kavalerister jagerpiloter.
Omkring 2. verdenskrig blev mange kavaleriregimenter omdannet til panserregimenter.
Under Vietnamkrigen havde den amerikanske hær et "luftkavaleri" ("Air Cavalry") bestående af helikoptere.
I dag betegnes visse letpansrede spejderkøretøjer som kavalerikøretøjer, mens kavaleri med heste kun anvendes som ceremonielle enheder.
Keplers love.
formula_1
hvor G er den universelle gravitationskonstant, og M er Solens masse.
Keton.
Man afleder en oxoforbindelse af et carbonhydrid ved at erstatte to hydrogenatomer på samme carbonatom med et dobbeltbundet oxygenatom. Dette bliver så kaldt en carbonylgruppe.
En keton er et molekyle, der indeholder en carbonylgruppe, C=O, som er bundet til et carbonatom på hver side af C-atomet i carbonylgruppen. Er carbonylgruppen derimod bundet til et andet atom end carbon, så er der tale om en anden funktionel gruppe som f.eks. et aldehyd (H på den ene side) eller en carboxylsyre (OH på den ene side). Acetone, CH3C=OCH3, er et eksempel på en keton.
Navngivning.
Man navngiver ketoner ved at sætte endelsen "on" på navnet på den alkan, som ketonen er afledt af. Samtidig sætter man et tal foran navnet, der angiver nummeret på det carbonatom, der udgør carbonylgruppen, talt fra den korteste ende. Et eksempel er 2-butanon, CH3C=OCH2CH3, hvis navn er afledt af alkanen butan, CH3CH2CH2CH3, med endelsen "on", der angiver, at stoffet er en keton, samt tallet 2, der angiver, at carbonylgruppen sidder i position nummer 2, talt fra den ende, der giver det mindste tal, i dette tilfælde talt fra venstre.
Oxoforbindelsers fysiske egenskaber.
Carbonylgruppen er polær. Den er positiv ved C-atomet og negativ ved O-atomet.
Så O-atomet har en højere elektronegativitet, dvs. den trækker elektronerne til sig.
P.g.a denne polaritet har aldehyder og ketoner højere kogepunkter end carbonhydrider med tilsvarende molekylestørrelse.
Carbonylgruppen er hydrofil, og derfor er de laveste aldehyder og ketoner letopløselige i vand.
Fremstilling af ketoner.
Man kan fremstille ketoner ved oxidation af sekundære alkoholer.
Khyberpasset.
Khyberpasset er et 45-55 km langt pas gennem Hindu Kush-bjergkæden. Det er et af de vigtigste pas mellem Afghanistan og Pakistan.
Passet går i nordvestlig retning fra nær Peshawar til Kabul og er under pakistansk kontrol i næsten hele dets udtsrækning. Der blev bygget en vej gennem det i 1879 og en jernbane i 1920'erne.
Alexander den Store skal have passeret passet i 330 f.Kr. på vej mod Indien.
Kilt.
Formelt aftentøj med kilt og Prince Charlie jacket
Kilt er betegnelsen for de skotske mænds skørt. Kilten er traditionelt skotskternet - det, der på engelsk hedder "tartan". Den består af et langt stykke vævet uld - op til 7 meter - som er glat i hver ende, men syet og presset i læg (plisseret) i midten.
En kilt består derfor af tre dele: en for-"apron", en under-"apron" og en plisseret del (bagtil). Kilten fastgøres omkring livet med læderstropper i hver side - i vore dage hyppigst to i højre side og én i venstre. Til kilten hører to uundværlige ting: en sporran og sokker.
Sporranen er en lædertaske, der bæres foran på kilten ca. oven på den nederste del af underlivet. Den er nødvendig, da der ikke er nogen lommer i en kilt.
Sokkerne når op til knæene og holdes fast med et par bånd (flashes) med stofstykker, der hænger ned. Stofstykkerne er enten i samme tartan som kilten eller ensfarvede i en farve, der matcher en af kiltens grundfarver. Sokkerne - "hose" - var i gamle dage enten i samme tartan som kilten eller harlekinternede i kiltens grundfarver. I nutiden er der to skoler: den traditionelle, hvor sokkerne er enten sorte eller i en farve, der matcher kiltens - og den moderne mainstream, hvor sokkerne er cremefarvede. Den sidstnævnte stil, som oprindelig kommer fra sækkepibeorkestrene, skyldes især, at mange, der ikke selv har en kilt, lejer en - og udlejningsfirmaerne har stor glæde af kun at behøve at føre én farve.
Derudover vil man til formelt brug også bære en sgian dubh (udtales SKI-an DUU), som er en lille kniv, der bæres i den ene sok.
På overkroppen vil man - alt efter lejligheden - typisk bære skjorte, jakke (evt. med vest eller bælte) og slips eller butterfly. På fødderne vil man bære enten mørke sko eller de såkaldte "ghillie brogues" (en slags golfsko - brogues - uden tunge og med lange snørebånd, der bindes om anklerne).
I militæret er det af rent praktiske grunde skik ikke at bære underbukser til kilt - dog gøres der en undtagelse ved kraftigt blæsevejr og situationer, hvor livlig dans er involveret. Uden for militæret er der valgfrihed, men uanset hvad bør man altid være udrustet med en kvik replik som svar på det uundgåelige spørgsmål: "Hvad har man egentlig på nedenunder kilten?" (Et svar kunne være - med et glimt i øjet: "Sko og strømper, ik'") Et andet, kortere: "Skotlands fremtid!"
"I dagtimerne".
• Kilt (behageligt luftig om sommeren; ganske vist kølig om vinteren, men "let’s face it": der er ikke mange selskaber, hvor man opholder sig udendørs i længere tid i januar måned!)
• Sporran (”mavetasken”, som udover at se godt ud også er stedet at opbevare tegnebog og bilnøgler) – som regel helt i læder.
• Tweed-jakke, "enten" med tilhørende vest "eller" med formelt kilt-bælte (aldrig begge dle samtidig!); bemærk, at en kiltjakke er kortere end en almindelig jakke, og har en art cut-away-snit foran forneden på jakken.
• Ensfarvet slips – uld eller silke – i en farve, der matcher kilten (men "ikke" et slips i tartan!). Hvis der er tale om et bryllup, kan man desuden vælge enten et lysegråt/sølvfarvet slips eller en kravat/plastron.
• Knæsokker i kraftig kvalitet (oftest uld) – i en farve, der matcher enten kilten eller jakken.
• Pæne, mørke sko i passende farve; eller evt. de såkaldte ghillie brogues (en slags laksko, formet som sorte golfsko, men uden ”tunge” under snørerne; til gengæld er snørerne meget lange og bindes rundt om anklerne)
• Evt. en kiltnål ("kun" igennem det forreste stykke stof - ellers er der stor risiko for kiltskade!)
• Evt. en sgian dubh i diskret version
"I eftermiddagstimerne / de tidlige aftentimer / lejligheder, hvor andre bærer jaket (morning suit)".
• Sporran – som regel helt i pels; til eftermiddagsbrug kan den være i blandet læder/pels
• Mørk tweed-jakke, "enten" med tilhørende vest "eller" med formelt kilt-bælte; eller (typisk) den såkaldte Argyll-jakke i glat, sort uld (dvs. samme overflade som almindelige mørke jakker af god uldkvalitet), gerne med vest, ellers bælte.
• Almindelig skjorte eller (enkel!) smokingskjorte
• Ensfarvet slips – uld eller silke – i en farve, der matcher kilten. Igen: Hvis der er tale om et bryllup, kan man desuden vælge enten et lysegråt/sølvfarvet slips eller en kravat/plastron.
• Knæsokker i en farve, der matcher enten kilten eller jakken; eller (hvilket er ved at blive det mest udbredte) cremefarvede knæsokker.
• Pæne, mørke sko i passende farve; eller (typisk) ghillie brogues
"I aftentimerne".
• Sporran – helt i pels
• Prince Charlie-jakke (en slags kort kjolejakke, der altid bæres med tilhørende, sort vest)
• Mørke, sorte eller cremefarvede knæsokker – eller i matchende tartan eller tern i samme grundfarver som kilten.
• Ghillie brogues, eller (hvilket næsten aldrig ses mere) sko med spænde
Hvem må bære kilt?
Oprindelig valgte man kilt, som man i nutiden vælger bukser: fordi man kunne lide farven/mønsteret. Med tiden var der en tilbøjelighed til, at enkelte familier havde en forkærlighed for visse tartans, og da kilten kom på mode i Victoria-tiden, udstedte Majestæten selv en invitation til en formel begivenhed, hvor alle de skotske klanhøvdinge stillede i klan-tartan. De, der ikke havde en sådan foretrukken tartan, fik god hjælp af skrædderne til at vælge én, og i løbet af få år havde hver klan sin tartan. Med tiden kom der flere variationer til i hver klan.
Herudover havde højlandsregimenterne ikke overraskende en regiments-tartan, som ofte stammede fra en klan-tartan. Senere genoptog man en gammel skik, ifølge hvilken forskellige områder havde en distrikts-tartan, og i nutiden har en del store firmaer deres egen firma-tartan, ligesom mange universiteter har det.
Endelig har man i mange år haft nogle få tartans, som var til fri afbenyttelse - primært Black Watch, som egentlig er en stats-tartan. Ved en misforståelse er der opstået en myte om, at Stewart-klanens jagt-tartan (Stewart Hunting Tartan) er en fri tartan, og denne myte har så at sige vundet hævd. Den gamle kongefamilie-tartan - Royal Stewart - findes i vore dage på alt fra bøger til småkagedåser, og derfor regnes den efterhånden også for allemandseje - hvilket føres tilbage til en principerklæring fra Dronning Anne om, at eftersom monarken er nationens klanhøvding, har alle englændere ret til at bære Royal Stewart.
Der er stadig intet tartan-politi, men det anses for mest passende, at man ikke bruger en klan-tartan, medmindre man faktisk tilhører klanen/bærer klanens navn. Dette kan dog gå langt tilbage i stamtræet - for ifølge skotsk tradition er skotsk whisky det eneste, der kan fortynde skotsk blod, og skotterne har en meget lang tradition for at arve slægttilhørsforhold på både mødrene og fædrene side, ligesom man siden tidernes morgen har godtaget kvindelige klan-høvdinge. Når John Donaldson stillede til kronprinsesse Marys bryllup i kilt, var det selvfølgelig McDonald-klanens tartan, han brugte. Når Sean Connery stiller op til fotografering i kilt, er det ikke Connery-klanens - hans far var nemlig fra Irland - men hans mors klan-tartan. Og tilsvarende er det et spørgsmål om tid, før man ser lille Prins Christian i en McDonald-kilt, som han vil bære med fuld ret, lige som hans sønner - og hans døtres sønner.
I moderne tid er man begyndt - især i avant garde-herremode - at designe kilte på mange nye måder. Oprindelig i ensfarvet stof, siden i alle tænkelige materialer, og med alle tænkelige kombinationer af tøj, såsom T-shirts og militærstøvler.
Den, der ønsker at gå i kilt, kan derfor enten grave en skotte op i stamtræets rodnet, vælge en "fri" tartan, købe virksomheds-tartan'en fra fabrikanten af yndlings-whisky'en - eller vælge en kilt i moderne design.
Kilder.
- Forelæsning om "Kilten i socialpsykologisk perspektiv" af Christian Stewart Ferrer
- Det skotske med kilt-register og søgemaskine til tartans
Cimbrertyren.
Kimbrertyren på Vesterbro i Aalborg.Cimbrertyren er en skulptur, der står på gaden Vesterbro i Aalborg. Skulpturen blev rejst d. 14 april 1937 og er lavet af Anders Bundgaard. Soklen er tegnet af Alf Cock-Clausen.
Cimbrertyren blev skænket af De Danske Spritfabrikker og står på den historiske grund for fabrikkerne. Skulpturen står tæt på det punkt, hvor gågaden Bispensgade løber ud i Vesterbro.
Tyren var klædt i rød/hvide striber, mens AaB spillede Champions League i 2008.
Podningskimære.
En podningskimære er en plante, der består af flere arter "i lag oven på hinanden". Planten består af flere vækstlag uden på hinanden, og cellerne vokser i samme retning og har samme funktion i nærtstående arter. Normalt vil man ikke kunne se forskel på en levedygtig podningskimære og en normal plante, men det kan forekomme at man kan forene synligt forskellige planter.
Kinatræ.
Kinatræer ("Cinchona") er en slægt af træer i Krap-familien.
Det danske navn skyldes en fejloversættelse af det latinske navn, træerne kommer fra Sydamerika.
Af barken (kinabark) fra flere arter, især "Cinchona officinalis", udvindes kinin, som førhen blev brugt til behandling af malaria.
King Island.
King Island er ø lidt syd for Australien. Den ligger i Bassstrædet nord for Tasmaniens nordvestlige spids.
Øen er kendt for sin farlige kyststrækning som har forårsaget flere skibsforlis end noget andet sted i Australien.
Kinin.
er et naturligt, hvidt krystallinsk alkaloid, som udvindes af kinabark. Det blev brugt til behandling af malaria, især før fremkomsten af nyere bekæmpelsesmidler. I dag bliver stoffet stort set udelukkende brugt mod natlige lægkramper.
Kinin blev udtrukket af barken på det sydamerikanske cinchona træ, isoleret og navngivet i 1820 af de franske forskere Pierre Joseph Pelletier og Joseph Caventou. Navnet er afledt af det oprindelige indfødte navn for barken af cinchona træet: "Quina" eller "Quina-Quina" som nogenlunde betyder "bark af bark" eller "kristtorn bark".
Stoffet anvendes som smagsstof i tonicvand. Ifølge traditionen fik den bitre smag i kinindrik mod malaria de engelske kolonialister til at blande den med gin, hvorved den kendte cocktail gin og tonic kom til verden.
Reaktion.
Oxidation of quinine by chromic acid to quininic acid and meroquinene
Eksterne links.
Læs mere om indholdsstoffet Quinin på
Klan.
a> tilhørende en klanchef for en opdigtet skotsk klan. Kun en klanchef har ret til tre ørnefjer.
En klan er en slægtsbaseret, organisatorisk samfundsenhed i bl.a. Skotland. Andre samfund med klanstrukturer som dominerende magtfaktor er Somalia, Somaliland, ligesom flere arabiske samfund har lignende træk.
De enkelte skotske klaner kan adskilles ved de forskellige tern de har i deres kilt.
Fujitas tornadoskala.
Fujitas tornadoskala er en skala der opdeler tornadoer i en række klasser fra F0 til F5, hvor F5 er de kraftigste og mest alvorlige. Skalaen er opkaldt efter den amerikanske meteorolog Theodore Fujita.
Klassicismen.
Klassicismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa i perioden 1820 - 1850, hvor den i Danmark var i perioden 1870 - 1890.
Under klassicismen mener man at alt hvad der stammer fra det gamle Portugal og Frankerriget er moderne. Den er ofte brugt inden for arkitektur og kunst, men også inden for tøjmoden.
Kontrasten til klassicismen er romantikken. Klassicismen stræber for det meste efter at være formel og inden for faste rammer, hvor romantikken dyrker det fantastiske og det Okkulte.
Eksempler.
Mest kendt er dog assistentskirkegaarden, der er tegnet med Forum Romanum som forbillede.
Visse senere forfattere er også meget inspireret af Klassicismen, disse inkluderer bl.a H. C. Andersen, Lars Ole Svenson og Hans Ove Toftesen
Kleptomani.
Kleptomani (κλέπτειν, "kleptein", "stjæle" + μανία, "mania", "mani", "raseri") er betegnelsen for en afvigende adfærd, der består i en trang til at stjæle. I modsætning til tyveri, der sker af nød (brugstyveri) eller for at berige sig, skyldes kleptomani en forstyrrelse i sindet.
Samtalebehandling kombineret med adfærdsterapi har ofte god virkning på sygdommen, men tilbagefald ses jævnligt.
I ICD-10 er kleptomani rubriceret under vane- og impulshandlinger F63.2.
Klitmøller.
Klitmøller er en by og tidligere ladeplads i Thy, beliggende 10 km sydvest for Hanstholm og 17 km nordvest for Thisted. Byen har 807 indbyggere (2010), men dette befolkningstal mangedobles i sommerhalvåret pga. sommerhusgæster. Byen befinder sig i Thisted Kommune og hører under Region Nordjylland.
Fordi Klitmøller fungerer som turistby hele året, findes der et varieret udbud forretninger som supermarked, bager, røgeri, kro, bowlingcenter, sportsforretning, butikker med kunsthåndværk og brugsting, guldsmed, mekaniker, frisør, grafiker, zoneterapeut og flere firmaer inden for bygge- og anlægsbranchen. I nyere tid er mange af de gamle fiskerhuse blevet renoveret, og der er bygget nye parcelhuse og almennyttige boliger.
Før søtrafikken 1957 blev flyttet til den nye havn i Hanstholm, var Klitmøller et driftigt fiskeleje, og hele miljøet fra dengang er stadig bevaret. Der drives fortsat lidt fiskeri fra Klitmøller, men i dag er stedet især kendt som et af områdets vigtigste fritidscentre.
Institutioner og kirke.
Klitmøller Skole er fra skoleåret 2011/2012 blevet til Klitmøller Friskole. Skolen blev renoveret i 1998 og har fået en tilbygning med bl.a. mediateknik og værkstedslokale. Der er dagpleje og børnehaven Sylen ligger ved siden af skolen. Plejecentret Klitrosen har 25 beboere og er et åbent center for byens pensionister.
Klitmøller Kirke blev indviet den 3. maj 1872 og er opført i røde mursten. Kirken blev første gang restaureret i 1949. 1966-67 fik sit nuværende udvendige udseende, med brune mursten uden kamtakgavle og indvendig blev kirke og kapel restaureret i 2000/2001.
Byens historie.
Navnet Klitmøller stammer fra, at der omkring år 1600 lå tre møller i byen helt ude ved Vesterhavet omgivet af klitter. Møllerne lå ved åen, der går fra Vandet Sø til Vesterhavet og disse møller blev brugt til at male korn beregnet på eksport til Norge. Omkring 1600 fandt de første optællinger af byens indbyggere sted. Byen blev kendt for sin skudehandel med Sydnorge. Dens beliggenhed i en bugt med gode landingsforhold og de kun 110 km til Norge gjorde den til et vigtig udskibsningssted. Man benyttede sig af en bestemt type skibe, kaldet sandskuder som næsten udelukkende kendes fra denne form for sejlads. Skibene var fladbundede og var konstrueret på en sådan måde, at de kunne trækkes op på land om vinteren.
I Sydnorge var der mangel på madvarer, så hovedeksporten bestod af korn, rug og andre landbrugsprodukter. Med sig tilbage havde sandskuderne tømmer fra de norske skove, som der var mangel på i Thy på daværende tidspunkt. Byen var derfor længe af meget stor betydning for hele området, da den på det tidspunkt var den mest betydningsfulde handelsby i området. Flere af skudeskipperne formåede da også at blive umådeligt rige efter datidens forhold.
En af de ting, der havde stor betydning for Klitmøllers succes, var, at Agger Tange var lukket, og man kunne dermed ikke komme ind i Limfjorden med skib, medmindre man sejlede omkring Skagen og ind på den østlige side af Jylland. Det gjorde, at specielt købmændene fra Thisted handlede med skudeskipperne i Klitmøller, men der var desuden en direkte vej mellem Klitmøller og Aalborg, hvilket beskriver lidt om den store handel, der foregik i området. Skudehandelen foregik flere steder langs den nordvestjyske kyst, men vigtigst af alle stederne var Klitmøller. Byen havde sin storhedstid mellem år 1660 og år 1810 og mistede sin daværende centrale betydning, da havet brød igennem ved Agger Tange, og der dermed blev fri passage for sejlads ind i Limfjorden.
Redningsstationen i Klitmøller blev oprettet 1847 og 1852 kom stationen under Redningsvæsenets organisation, og 1860 blev stationen udvidet til også at være bådstation. Stationen blev nedlagt i 1979. Fra 1852-1954 var der 57 aktioner, hvor der blev reddet 543 mennesker.
Foreninger.
Klitmøller Idrætsforening blev i første omgang stifteti 1933 som Klitmøller Boldklub. I 1950'erne købte klubben et stykke jord på ca. 17.500 km², og her har klubben stadig egen fodboldbane og klubhus med baner, omklædningsrum og redskabsrum.
Klitmøller Borger- og Handelsstandsforenings formål er at fremme borgernes og erhvervslivets interesser på en sådan måde, at antallet af lokale arbejdspladser øges eller bevares til sikring af såvel offentlig som privat service samt det gamle bymiljø og den omkringliggende natur. Af foreningens aktiviter kan nævnes blandt andet strandrensning, Sankthansaften, byens juletræer og julebanko.
Natur.
På sandklitterne ved byen vokser bl.a marehalm, hedelyng, revling, strand-mandstro og Klokke-Ensian, som findes mange steder på klitheden. På klithederne yngler bl.a. tinksmeden og tranen. Mod øst ligger de store nåletræsplantager Nystrup, Vandet og Vilsbøl med de to store søer Vester Vandet Sø og Nors Sø.
Klitmøller Å slynger sig fra Vandet sø ned gennem Kvadderkjær og Klitmøller by til udløbet i Vesterhavet.
Turisme.
Ved den gamle landingsplads ligger den tolv meter lange fiskekutter "Bellis T97" som minde om en svunden tid, hvor man hver dag trak bådene op på stranden.
Der er gode muligheder for badning og surfing. Ofte bliver byen nævnt som "Det kolde Hawaii" og det er specielt disciplinen Waveperformance inden for windsurfing samt surfing, der er optimale forhold for. Byen har været vært for de danske mesterskaber i Waveperformance stort set hele vejen op gennem 1990'erne samt EM i 1996 og VM i 1998. Den relativt nye sport kitesurfing har også fået mange udøvere fra Danmark og udlandet til at drage til Klitmøller, hvor der er ofte er stærk vind og store bølger.
Der er mange muligheder for overnatninger, varierende fra sommerhuse til værelser. Mange udlejningsbureauer har etableret sig i byen og der er to autoriserede campingpladser.
Der findes flere restauranter, cafeer og grillbarer, men de fleste af dem har kun åbent i sommerperioden. Hvert år i den første weekend i juni finder den årlige sommerfest sted.
Kloning.
Ved en kloning omgår man den naturlige, dvs. kønnede formering. På den måde kan man mangfoldiggøre individer med velkendte og ønskværdige arveanlæg.
Betegnelsen "kloning" dækker også over teknikken "molekylær kloning", hvor kun en del af en organismes arveanlæg (typisk et enkelt gén), kopieres og indsættes i en anden organisme. F.eks. kan et gén fra mennesker indsættes i en bakterie med henblik på at udtrykke det menneskelige protein, som génet koder for. Denne teknik bruges i stort omfang i den bioteknologiske industri og indenfor molekylærbiologien. Et eksempel på anvendelse er produktion af menneskelig insulin i gær eller bakterier til behandling af sukkersygepatienter.
Plantekloner.
Kloning har været anvendt i planteavl gennem århundreder, hvor man har betjent sig af metoder som podning, stiklingeformering, aflægning og deling, når man ville skaffe sig nye eksemplarer af planter med gunstige egenskaber. Man taler i den forbindelse om en "klon", når samtlige efterkommere kan betragtes som brudstykker af én og samme kærneplante, mens man taler om en sort, når der er tale om et udgangsmateriale på flere forskellige individer. I Danmark varetages kontrollen af klonmaterialets ægthed af Planteopformeringsstationen i Lunderskov, hvorfra der formidles materiale af de Dafomærkede kloner.
Kloning er en ukønnet formering, der er ikke mange dyr der kan klones naturligt, kun bladlus og dafnier kan. Hunnerne for om sommeren unger uden at blive bedækket, alle ungerne er genetisk lig moren.
Når man kloner tager man en celle fra det gode hos dyret, så man kan tager alle celler bortset fra køns celler for der er kun halvt af hver.
En ko har 30 kromosom par.
Dyrekloner.
Også i dyrenes verden er kloner et velkendt fænomen, selv om man ikke altid er sig det bevidst. Enæggede tvillinger er nemlig kloner med helt ens arveanlæg. Når der tales om dyrekloner, drejer det sig dog oftest om de kunstigt frembragte kloner, som har set dagens lys i de seneste år, hvor man fjerner arvemassen fra en ægcelle og derefter indsætter arvemasse fra en ønsket donorcelle. Til dette bruges en meget tynd injektionsnål til at skifte arvemassen. Derefter giver man ægcellen et lille elektrisk stød og ægcellen vil opføre sig, som om den netop var blevet befrugtet og begynde at dele sig. Ægget med dets nye kerne og arvemateriale får derefter lov at vokse i en kultur i nogle dage, hvorefter fosteret indsættes i livmoderen på en anden moderorganisme. Resultatet er, at man får to eller flere organismer med identiske genomer. En klon og en "forældre". De to sæt organismer har fuldstændig ens gener.
Encellede organismer, som for eksempel bakterier, deler (formerer) sig på denne måde, altså ved at kopiere genomet og danner to celler med samme genom. Det samme gælder for kroppens celler - processen kaldes aseksuel formering.
Ved seksuel formering får mennesker normalt et sæt gener fra hver af forældrene og arver derfor en blanding af genetiske egenskaber fra begge forældre. Ved kloning af mennesker bruges kun generne fra en person. Klonen (det nye menneske) arver derfor præcis samme genetiske egenskaber som denne person.
Kloning har været testet på en række større pattedyr for eksempel fåret Dolly. Det blev kendt den 27. februar 1997, da en gruppe forskere fra Roslin Instituttet i Edinburgh, Skotland erklærede, med ledelse af Ian Wilmut, at de havde skabt en klon, af fåret Dolly. Dette var den første offentliggjorte, vellykkede kloning af et voksent pattedyr. Dolly blev klonet ved kerneoverførsel. Forskere brugte stamceller fra yveret på et hvidhovedet får (celledonor). Sultes cellerne, holder de op med at vokse og går i en slags dvale-stadium. Dette gør cellerne nemmere at arbejde med, og ændrer strukturen, så det bliver nemmere at bringe cellen tilbage til et tidligere stadium og reprogrammere den.
Der blev brugt 277 æg, hvoraf kun 29 var levedygtige til at blive implanteret i livmoderen. Efter normal drægtighedsperiode blev Dolly født, som et helt almindeligt sundt og raskt lam med hvidt hoved. Dollys surrogatmor var sorthovedet og kunne ikke have født et lam med hvidt hoved, uanset hvordan faren så ud.
Kokkedal Slot (Nordjylland).
Kokkedal Slot i Torslev Sogn, (Øster Han Herred, Hjørring Amt) er en nordjydsk herregård, og dens historie går helt tilbage til middelalderen.
Den nævnes første gang i 1407, da herresædet tilhørte væbner Anders Albrechtsen, og i 1439 tilhørte gården Niels Stenbrikke, da den under bondeopstanden blev plyndret og brændt.
Hovedbygningen, der ligger højt på et bakkehæld med vid udsigt over Limfjorden, er rejst på et bakkeformet voldsted omgivet af lerede grave. På voldskråningerne er der nu haveanlæg.
I 1441 var den daværende ejer, Gotskalk Andersen med på kongens side, mod bønderne i Slaget ved Skt. Jørgensbjerg.
En senere ejer var den meget lærde, magister Peder Eriksen, der på trods af sine 14 uægte børn, var udset til biskop. I 1509 fik han pavelig udnævnelse som provst over Mors og Han Herrederne, og senere i 1512 blev han beskikket som provst i Roskilde. Et embede, som han aldrig tiltrådte. På Valdemar Atterdags tid beherskede Kokkedal store dele af Limfjordsområdet. I middelalderens tidlige år var gården knyttet til adelsslægten Banner.
Den mest kendte af slotsherrerne er nok Erik Eriksen Banner. Under Christian 2. havde Erik Banner sin storhedstid, han var lensmand på Kalø og havde således den kendte Gustav Vasa i sin varetægt.
Kernen i det nuværende stolte Kokkedal er stadig Erik Banners solide hus fra det 16. århundrede. Hovedbygningerne med 3 fløje, hvide mure i to stokværk og med trappegavle tager sig prægtigt ud, ligeså det firkantede tårn, der afsluttes med et lanternespir.
Erik Banner holdt fast ved Christian 2., til han forstod, det kunne koste rigdom og liv. Så slog han om, og blev forkæmper for reformationen.
Erik Banner var sammen med Johan Rantzau anfører for hæren under Grevens Fejde, men måtte lide den tort, at Kokkedal blev nedbrændt af Skipper Clements folk.
Han fik dog hurtigt slottet genopbygget, næsten til dagens udseende. Senere blev han udnævnt til rigsmarsk, og var øverste leder af landets hærstyrker.
Han var afholdt på egnen, også i kongelige kredse var han velanskreven. Christian 3. var således på besøg på Kokkedal. Efter sin død i 1554 bisattes han i Torslev kirke, hvor der er rejst en mindesten for ham.
Blandt senere ejere i den nyere tid kan nævnes prins Erik, der overtog Kokkedal i en kort årrække i 1917.
En stor lokal begivenhed var Kong Christian 10. besøg på slottet i 1922.
I 1923 solgte prins Erik slottet.
Fra 1950 under statens ejerskab overgik slottet til anvendelse som drengehjem, senest under Nordjyllands Amt.
I 1988 kom Kokkedal Slot igen i privat eje. Efter en renovering med prins Joachim som protektor kunne slottet i 1990 indvies som slotshotel med 16 værelser i selve slottet og 8 ferieboliger i parken. Der er restaurant med kursuslokaler og vinkælder med butik. Parken er på 12 ha og indeholder blandt andet Nordjyllands største træ - en ædelgran på 36 meters højde og med 25 kubikmeter stammemasse. Kokkedal har været meget omtalt der i 1993 blev indrettet svømmebassin i gårdens tidligere ajlebeholder. Selv om Højesteret kom til, at der ikke kunne gives planlovstilladelse, ændrede Naturklagenævnet i 2005 amtets afslag til en tilladelse med den begrundelse af ejerne siden de i 1988 havde fået hoteltilladelse havde haft ret til at indrette svømmebassin. I dag er svømmehallen en velfungerende oase for slottets gæster,
Kollekt.
Ordet kollekt kommer af latin "colligere," "at indsamle".
Kollision.
En kollision er et sammenstød mellem to objekter i bevægelse.
To biler kan støde sammen, men en enkelt bil kan også støde ind i et vejtræ.
Eller et skib kan støde ind i et isbjerg, som det skete for "Titanic" i 1912.
Fly kan støde sammen i luften og på jorden.
Atomer kan støde sammen, og gør de det hurtigt nok, kan det blive til en stor eksplosion i form af en atombombe eller en mere fredelig og kontrolleret udvikling af energi.
I datakommunikation kan man i et ethernet opleve kollisioner, når nettet overbelastes.
I overført betydning - men også under praktiske transportforhold - kan man komme på kollisionskurs.
Kolofonium.
Kolofonium (også kaldet harpikssyre) er en blanding af tre harpikssyrer (diterpener med en carboxylsyregruppe) der udvindes fra fyrretræsarter (bl.a. pinus palustris). Kolofonium er den faste rest der er tilbage efter at olien er destilleret fra den rå terpentin.
Harpikssyre ("abietic acid") udgør 90% af kolofonium medens dehydroharpikssyre ("dehydroabietic acid") og dihydroharpikssyre ("dihydroabietic acid") udgør resten. Dihydroharpikssyren har en dobbeltbinding mindre end harpikssyren.
Anvendes i farve- og lakindustrien. Natriumsaltene af harpikssyrerne anvendes som emulgatorer.
Kolos.
En kolos er en kæmpestatue. Betegnelsen bruges især om Kolossen på Rhodos, et af verdens syv underværker.
Kommunikation.
Kommunikation er udveksling af information mellem objekter og kan derfor både omfatte tekniske emner telekommunikation og sociale emner som massekommunikation. Adskillige videnskabelige tidsskrifter har dette ord i deres titel, for eksempel Communications of the ACM.
Se også: telegrafi, telefoni, datanet, psykologi, lingvistik.
Postvæsener kan også klassificeres under kommunikation.
Oversigt.
Kommunikation kan defineres som den samlede verbale og nonverbale interaktion mellem individer indbyrdes og/eller institutioner.
Kommunikation (fra Latin commmunicatio)= samkvem, trafik, forbindelse, udveksling af meddelelser, indbyrdes forståelse.
(kommunikere=udveksle meddelelser el. synspunkter; få kontakt med andre.
Grundlæggende er kommunikation i modsætning til information (som er en envejsmeddelelse til andre) en udveksling af informationer/viden mellem flere individer.
Konflikt.
Valget af kommunikationsform kan afføde, eller afdæmpe, en konflikt.
Således vil det sandsynligvis bringe en konflikt tættere på, hvis deltagerne anvender sig af "når du...", afbrydelser og ledende spørgsmål.
Mens konflikten kan blive afdæmpet ved anvendelse af "når jeg..." og åbne spørgsmål. Og hvis der lyttes, og vises interesse.
Der findes flere forskellige teknikker, hvis formål netop er at fremme den konstruktive dialog (frem for konflikten): assertion, aktiv lytning og girafsprog.
Kompensationsprincippet.
Kompensationsprincippet er inden for velfærdsøkonomi en beslutningsregel, der bruges til at vælge mellem flere alternative par af sociale stadier. Et eksempel på kompensationsprincippet er Pareto-kriteriet.
Kompetence.
En kompetence er en persons evne til eller færdighed i at udføre handlinger. I uddannelsesmæssig sammenhæng taler man om formelle eller faglige kompetencer (se fx gymnasial kompetence). Kompetencer erhverves ikke alene i uddannelsesmæssig sammenhæng. Som følge heraf giver det mening af skelne mellem formelle og reelle kompetencer.
Formelle kompetencer kan bestå i myndighed til at udøve en bestemt form for magt, men myndighed giver som bekendt ingen garanti for at en handling udføres "kompetent".
Kompetencebegrebet i dets ikke-juridiske udformning er blevet effektivt præget og fremmet af Det nationale kompetenceråd i en række årlige rapporter siden 1998. Kompetencerådet er et selvbestaltet råd nedsat af Ugebrevet Mandag Morgen.
Danmarks Finansministerie og de danske statslige personaleorganisationer har i 1999 sammen oprettet Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling, som har til opgave at styrke kompetenceudvikling af medarbejderne på den danske stats arbejdspladser.
I modsætning til begrebet kvalifikationer (der defineres som alt et menneske kan) er begrebet kompetence et udtryk for de kvalifikationer et menneske anvender til glæde og gavn for andre (eksempelvis i erhvervsmæssig sammenhæng) - eks. en medarbejder har mange kvalifikationer fx som privatperson, men dem vedkommende udnytter i erhvervsmæssig sammenhæng benævnes kompetence.
- faglige kompetencer, der knytter sig specifikt til den funktion en person har - eks. at kunne svejse
- de almene kompetencer, der knytter sig til de kompetencer forskellige medarbejdergrupper nødvendigvis må besidde for at kunne arbejde sammen - eks. sprog
- de personlige kompetencer, der knytter sig til mellemmenneskelige situationer - eks. ansvarlighed.
Komponist.
En komponist er en person, der skriver musikstykker, hvilket også kaldes at komponere.
Kompromis.
Et kompromis er en gensidig aftale eller et forlig mellem to parter, der opnås ved gensidige indrømmelser.
Konduite.
Konduite er takt, åndsnærværelse eller rådsnarhed. Udtrykket bruges især om embedsfolks brug af takt og lempelighed i deres sagsbehandling. Som begreb bliver konduite anbefalet fra alle sider, men i praksis er det ikke altid velanset at bøje reglerne for at give administrationen et menneskeligt ansigt.
Hvis en virksomhed leverer en ydelse "pr. konduite", ser virksomheden det som en høflighedsgestus. Eksempelvis havde nogle bind i Den Store Danske Encyklopædi en fejl i skindet. Forlaget tilbød "pr. konduite" at omindbinde de pågældende bind, men påtog sig ikke hermed noget ansvar for fejlen.
Kongeskibet Dannebrog.
Kongeskibet Dannebrog blev bygget på Orlogsværftet i København som afløser for det forrige kongeskib, hjuldamperen Dannebrog, som var fra 1879 og var kongeskib indtil 1931. Kongeskibet har dermed heddet Dannebrog siden 1912, men det er altså to forskellige skibe, der har delt navnet.
Det nuværende Dannebrog er tegnet af N. K. Nielsen og blev søsat i 1931. Skibet er navngivet af dronning Alexandrine og tjener nu som officiel og privat residens for regentparret samt medlemmer af den kongelige familie når de er på på sommertogt i de hjemlige farvande eller på officielt besøg i udlandet.
Skibets skrog er bygget af stål i nittet konstruktion på et tværskibs spantesystem. Skibet har klipperstævn og elliptisk hæk. Set udefra kan kongeskibet deles i to sektioner: Foran skorstenen er der plads for besætningen, laster og hovedmotorer. Agter for skorstenen er den kongelige afdeling, som indeholder Dronning Margrethe og Prinsgemalens arbejdsværelser, spisesalon, fællessalon, soverum med mere.
Skibets bovspryd (det sted hvor en galionsfigur normal befandt sig) er udsmykket med et ornament af blade med en lille krone ovenover.
Kongeskibet Dannebrog er en selvstændig kommando, som administreres af Dronningens Jagtkaptajn, der er medlem af Dronningens hofstab. Dannebrogs fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og 35 værnepligtige, som alle er håndplukkede til opgaven. Siden 1932 har skibet tilbagelagt over 300.000 sømil og besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og Færøerne og mange europæiske og oversøiske havne.
Kongeskibet Dannebrogs årlige sæson markeres med salut fra Batteri Sixtus, der afgives, når Regentparret om foråret går om bord på Dannebrog og når Regentparret i sensommeren atter går fra borde.
Kongeskibet tager, ligesom de øvrige sejlende enheder i søværnet, del i farvandsovervågning og søredningstjeneste, når skibet er til søs.
Kongres.
En Kongres el. engelsk Congress er betegnelse for et møde eller en faglig sammenkomst af en bred variation af fagfolk, politikere eller videnskabsmænd.
I en lang række lande betegnes landets lovgivende forsamling med betegnelsen "Kongres", "Congress", "Congreso", "Kongreso", el. lign.
En række politiske parti bærer også navnet "Kongres", m.m.
Bindeord (konjunktion).
Bindeord (eller konjunktioner) er ord, som
gør det muligt at binde sætninger og afsnit sammen i en tekst.
Disse ord gør teksten mere fleksibel og nuanceret,
De hjælper dig med formulere dig og gør teksten mere logisk og tiltalende for den som læser den.
Inddeles sædvanligvis i parataktiske (sideordnende) og hypotaktiske (underordnende) konjunktioner.
De parataktiske konjunktioner sideordner hovedsætninger, der grammatisk ikke er afhængige af hinanden, med konjunktioner som f.eks. og, eller, men, samt
Hypotaktiske konjunktioner forbinder hoved- og ledsætninger med f.eks.
Konkav.
Udtrykket konkav bruges om overflader der buer indad. En konkav funktion er en funktion, der buer "nedad" i modsætning til en konveks funktion, der buer "opad". Mere nøjagtigt gælder, at hvis f(x) er konkav inden for et interval, så er f"(x) ≤ 0 over samme interval.
Konkurrence.
Ordet konkurrence kommer af latin "concurrere" = "løbe mod hinanden". Deraf: enhver form for kappestrid eller prøven kræfter. Begrebet konkurrence har fået stor betydning i vor tid. For det første fordi sportslivet bygger på konkurrence som drivkraft. Og for det andet fordi den liberalistiske, økonomiske teori forudsætter konkurrence mellem frie aktører på markedet. Derfra er begrebet gået ind i sprog og bevidsthed med en grad af selvfølgelighed, der kan få én til at tro, at denne betragtningsmåde er hele sandheden.
Det har f.eks. betydet, at man læser Charles Darwin på en helt misvisende måde. Han skrev ganske vist "...survival of the fittest..." (= overlevelse for den bedst tilpassede), men han føjede til - i samme sætning - "...and mutual aid." (= og gensidig hjælp). Den første del har været brugt igen og igen som begrundelse for alle mulige socialdarwinistiske teorier, mens den sidste halvdel har været næsten glemt. Sandheden er formentlig, at disse to drivkræfter arbejder dialektisk sammen og mod hinanden. Der er altså en konkurrence om at være den som er den bedste til at samarbejde. Det væsentlige er at holde sig i live, for hvis man breder sig for meget så tiltrækker man sine fjender og sygdomme.
Sådan forholder det sig i hvert fald i naturen, hvor populationer meget let kommer i kappestrid med hinanden. Det tærer på kræfterne, mens det står på, og arterne gør meget for at undgå, at det skal komme så vidt. Som et par eksempler kan nævnes den evige strid mellem løver og hyæner eller den mellem hvede og ukrudt.
Når konkurrencen skal undgås, gøres det bedst ved at specialisere sig på hver sin niche. Det vil i længden være mest fordelagtigt at have specialisering som livsstil, for ganske vist byder alternativerne - generalisme eller opportunisme - på gode og rigelige fødemuligheder, men de fører også ud i livsfarlige sammenstød med konkurrenterne. Dette er vist nok den egentlige årsag til, at gamle biotoper næsten udelukkende er befolket af stærkt specialiserede populationer, mens unge levesteder koloniseres af de aggressive arter.
Konsonant.
En konsonant er et bogstav, der repræsenterer lyd; der dannes når luften fra lungerne bremses af andet end stemmebåndene når den udtales. Luftstrømmen "hæmmes" når man udtaler fx bogstaverne F, V og S, mens luftstrømmen kortvarigt standses helt i fx P og B.
Konsonanter kan være stemte eller ustemte afhængig af om man bruger stemmebåndene til at lave lyden. V er stemt fordi stemmebåndende vibrerer når man laver lyden. F har samme mundstilling som V, men stemmebåndene bruges ikke. Derfor er F en ustemt konsonant.
De øvrige 9 bogstaver i alfabetet kaldes for vokaler eller "selvlyde".
Ordet "konsonant" kommer af latin og betyder "med lyd". På dansk bliver "konsonant" derfor også kaldt "medlyd", fordi konsonanter, i en sproglig sammenhæng, sædvanligvis forekommer sammen med vokaler. Der findes dog ord på dansk, ord på andre sprog samt navne på steder eller personer, hvor konsonanterne bruges uden at være stillet sammen med en vokal. Eksempler: musikinstrumentet "bratsch" har en "c-streng" samt navnet på floden "Dnjepr". I sammensatte danske ord forekommer tit multiple konsonantsammensætninger i sammensatte ord: "skibskiste", "angstskrig". På dansk er fx et ord som "angstskrig" atypisk pga. de mange konsonanter mellem de to vokaler.
Konsortium.
Konsortium (fra Latin "consortium": 'selskab', 'fællesskab') er en sammenslutning eller samarbejdsaftale mellem personer eller firmaer, sædvanligvis for at opnå forretningsmæssige mål i forening. Samarbejdet kan være mere eller mindre formelt, lige fra mundtlige aftaler til dannelse af fælles selskaber.
Et eksempel på et konsortium er den sammenslutning af selskaber, som stod for udviklingen af RISC-processoren PowerPC samt Unicode.
Et andet velkendt eksempel er W3C (World Wide Web Consortium).
Konstantin 2. af Grækenland.
Konstantin 2. af Grækenland blev født den 2. juni 1940 i Villa Psychiko i Grækenlands hovedstad Athen, som søn af senere kong Paul og senere dronning Frederike af Grækenland. Han fulgte sin far på tronen den 6. marts 1964 og blev den 18. september 1964 i Athen gift med den danske prinsesse Anne-Marie, der derved blev dronning af Grækenland.
De har børnene "Alexia" født 10. juli 1965, "Pavlos" født 20. maj 1967, "Nikolaos" født 1. oktober 1969, "Theodora" født 9. juni 1983 og "Philippos" født 26. april 1986.
Konstantin var Grækenlands sidste konge. Han har efter 1967 været i eksil - først i Rom, siden i England.
Militærjuntaen og Kongen.
Ved valget den 16. februar 1964 fik Georg Papandreous centrumsunion 53% af stemmerne. Militæret planlagde sammen med kong Konstantin et militærkup, men militæret var splittet mellem generalstaben støttet af kong Konstantin og en gruppe oberster. Obersternes kup den 21. april 1967 kom Konstantin og generalstaben i forkøbet. Kongen underskrev dog juntaens dekreter og samarbejdede med militærdiktaturet indtil det dårligt planlagte og fejlslagne modkup i december 1967. Den 14. december 1967 forlod han landet for ikke at vende tilbage som konge. Juntaen erklærede monarkiet for afskaffet i 1973.
Status i dag.
Kongens støtte til militærdiktaturet medførte, at et angiveligt flertal af grækerne ved en folkeafstemning i 1974 afviste at genindføre monarkiet efter militærjuntaens fald
Konstantin 2. betragter sig fortsat som græsk konge, men bruger ikke længere den gamle titel "Konstantin, hellenernes konge" ("Κωνσταντίνος, Βασιλεύς των Ελλήνων"), men "Kong Konstantin" ("βασιλιάς Κωνσταντίνος"). Den græske stat nægter at udstede ham et pas, så længe han ikke tager et efternavn (fx Glücksborg). Han har et dansk pas som "Constantine de Grecia".
Kontrol.
En kontrol er et tjek af om den reelle/faktiske tilstand svarer til den forventede eller krævede tilstand. Kontrol føres inden for mange områder herunder kontrol af uddannelsesmål.
Konvention.
Konvention, en kutyme eller et dokument, som er fastlagt på grundlag af vedtagne og almindeligvis generelt accepterede regler, standarder, overenskomster og kriterier som kan have udviklet sig gennem tiderne.
Nogle regler og kutymer kan udvikle sig og blive fastlagt som lov, det vil sige at landets lovgivende forsamling kan formalisere konventioner, eksempelvis færdselsloven som ikke eksisterede da vort samfund blev motoriseret. I starten havde man nogle uskrevne regler (konventioner), som senere er indgået og brugt i omtalte lov.
Konveks.
Udtrykket konveks bruges om overflader der buer udad; i modsætning til en konkav overflade som buer indad.
Den populære (dog ikke helt nøjagtige) definition på en konveks funktion er en funktion som er "glad".
Dette kommer hovedsageligt fra andengradspolynomier som vender grenen opad (De ligner et smil).
Både mængder og funktioner kan være konvekse og der er naturligvis forskel på disse definitioner.
En mængde er konveks hvis uanset hvilke to punkter vi tager i mængden og tager linjestykket mellem disse er linjestykket fuldt indeholdt i mængden.
Lad S være en mængde i formula_1. S er en konveks mængde hvis der gælder at formula_2
Korfu.
Korfu er en græsk ø og den nordligste af de 7 Ioniske Øer i Det Ioniske Hav vest for det græske fastland. Fra øens østkyst kan man se til det græske fastland og Albanien. Det græske navn for øen er "Kérkyra".
Korfu er på størrelse med Bornholm. Den er ca. 640 km² stor og har ca. 120.000 indbyggere, hvoraf ca. 40.000 bor i Korfu by. Der er et ordsprog, der siger, at "enten bliver man forelsket i Korfu eller på Korfu."
Korfu er den bedst egnede ø til dykning og snorkling i hele Grækenland, og i øvrigt også det eneste sted, det er tilladt.
Korrektur.
Korrektur er gennemlæsning af udkast, så fejl kan rettes inden endelig fremstilling.
Sekundært bruges ordet om de trykte blade som forfatteren/korrektøren gennemser (helst med sammenligning med manuskriptet!). Man taler om første, anden korrektur, osv. Kaldtes tidligere "retteark".
Kosmologi (astronomi).
Kosmologi er et felt inden for astronomi, der beskæftiger sig med universets storskalastruktur, og hvordan universet har udviklet sig gennem tiden. Grundlaget for kosmologi som videnskab er det kopernikanske princip, ifølge hvilket Jorden ikke indtager en speciel plads i universet. Moderne kosmologi startede i det 20. århundrede med Albert Einsteins generelle relativitetsteori og bedre astronomiske observationer af ekstremt fjerne objekter.
Det 20. århundredes fremskridt gjorde det muligt at undersøge fjernere og fjernere begivenheder og dette førte til formuleringen af Big Bang-modellen, som langt den overvejende del af moderne kosmologer støtter. En lille gruppe forskere tror stadig på alternative forklaringer på universets udvikling, men Big Bang-modellen forklarer udførte observationer så godt, at denne gruppe bliver mindre og mindre. Kosmologi beskæftiger sig groft sagt med de største objekter i universet (galakser, galaksehobe og superhobe), de tidligste distinkte objekter, der er observeret (kvasarer) og det meget tidlige univers på det tidspunkt, hvor det var stort set homogent (Big Bang, inflation og den kosmiske baggrundsstråling).
Kosmologi er usædvanlig inden for fysik, fordi den trækker på arbejde fra partikelfysikeres eksperimenter og teorier, fra astrofysikeres observationer, men også på viden inden for generel relativitetsteori og plasmafysik. Kosmologi samler dermed fysikken i de største strukturer i universet med fysikken i de mindste.
Den moderne kosmologis historie.
Moderne kosmologi fremstod i et sammenspil mellem observationer og teori. I 1915 udviklede Albert Einstein den generelle relativitetsteori. På dette tidspunkt var mange fysikere forudindtagede i en tro på et statisk univers uden begyndelse og afslutning. Einstein tilføjede den kosmologiske konstant til sin teori for at holde den i overensstemmelse med ideen om et statisk univers. Det såkaldte "Einstein univers" er imidlertid ustabilt - på et tidspunkt vil det begynde på enten at trække sig sammen eller at udvide sig. Alexander Friedman fandt i 1922 frem til de kosmologiske løsninger til den generelle relativitetsteori. Disse ligninger beskriver det såkaldte Friedman-Lemaître-Robertson-Walker-univers, der både kan udvide sig og trække sig sammen.
I 1910'erne fortolkede Vesto Slipher og senere Carl Wilhelm Wirtz rødforskydningen fra spiralformede stjernetåger som en dopplereffekt og sluttede derfor at de bevægede sig væk fra Jorden. Det er imidlertid meget svært at bestemme afstanden til astronomiske objekter - selv hvis det er muligt at måle deres angulære størrelse er det som regel umuligt at måle deres virkelige størrelse og lysstyrke. Slipher og Wirtz vidste ikke at de stjernetåger de observerede i virkeligheden var galakser udenfor Mælkevejen og indså derfor ikke betydningen af deres opdagelse. I 1927 udledte den romerskkatolske præst Georges Lemaître uafhængigt af Friedman Friedman-Lemaître-Robertson-Walker ligningerne og foreslog på basis af, at stjernetågerne bevægede sig væk, at Universet var startet ved eksplosionen af et "uratom" - det som senere kaldtes Big Bang. I 1929 lavede Edwin Hubble observationer, der støttede Lemaîtres teori. Hubble viste, at spiralstjernetågerne var galakser og målte afstanden til dem ved hjælp af cepheider (variable stjerner). Han opdagede en sammenhæng mellem rødforskydningen af en galakse og dens luminositet. Hubble fortolkede dette som bevis for, at galakserne bevæger sig væk fra jorden med en hastighed proportional med afstanden. Dette er kendt som Hubbles lov. Forholdet mellem afstand og hastighed er dog først opnået med en rimelig nøjagtighed inden for de sidste få år - Hubble tog fejl med en faktor ti.
Eftersom det kosmologiske princip siger, at vores plads i universet ikke er speciel vil Hubbles lov medføre, at alle galakser bevæger sig væk fra hinanden, og at universet for at dette kan lade sig gøre må udvide sig. Efter udvidelsen af universet var accepteret som fakta opstod der to stridende teorier for, hvordan universet havde udviklet sig. Den ene var Lemaîtres Big Bang teori, der blev yderligere udviklet af George Gamow. Den anden var Fred Hoyles Steady State-teori, i følge hvilken nyt stof dannedes efterhånden som galakser bevægede sig væk fra hinanden. I denne model vil universet være stort set ens til alle tider.
I løbet af 1950'erne og starten af 1960'erne var støtten til disse to teorier nogenlunde lige stor. Derefter begyndte observationer i stigende grad at vise at universet havde udviklet sig fra en varm tæt tilstand. Efter opdagelsen af den kosmiske mikrobølgebaggrundsstråling i 1965 har Big Bang modellen været set som den bedste teori for begyndelsen og udviklingen for universet. Før de sene 1960'ere mente mange kosmologer at den uendeligt tætte singularitet ved tidens begyndelse i Friedmanns kosmologiske model var en matematisk overidealisering og at universet måtte have trukket sig sammen før det nåede den varme tætte tilstand hvor det startede med at udvide sig igen. Dette er kendt som Richard Tolmans oscillerende univers. I 1960'erne viste Stephen Hawking og Roger Penrose at denne ide var umulig og at singulariteten er en uundværlig del af Einsteins tyngdekraft. Dette førte til at størstedelen af alle kosmologer nu tror på Big Bang og på at det univers vi kan observere har en endelig alder.
Krabbe.
Krabber ("Brachyura") hører til gruppen af tibenede krebsdyr, hvilket vil sige, at den har ti lemmer: 2 klosakse og 4 par ganglemmer. Krabben har en formindsket bagkrop, som den bærer slået op under forkroppen eller brystet
Krabber varierer meget i størrelse; alt fra 5 mm op til 30 cm. Den japanske storsnudede krabbes ben spænder over 2½ m.
Krabbers primære føde består af ådsler, men de kan også aktivt finde føde ved at fange f.eks. fisk.
Krabber løber sidelæns, fordi de er bredere, end de er lange, og derfor giver det mindre vandmodstand at løbe sidelæns end fremad.
Krabber kan på grund af kroppens form løbe hurtigere sidelæns end fremad. Når krabber er nødt til at være så brede og flade, så er det for, at de de hurtigt kan grave sig ned, i sandbunden.
Overfamilier.
"Liocarcinus vernalis", en krabbe fra overfamilien Portunoidea
Kraków.
Maria Kirken på Tovet Rynek
Kraków er en gammel storby i den sydlige del af Polen tæt på landets grænse til Slovakiet. Byen ligger ved floden Wisła og er hovedstad i Województwo małopolskie. Med sit areal på 326,8 km² og en befolkning på 756.267 (2006) er byen den tredjestørste i Polen.
Tidligere var Kraków landets hovedstad, ligesom den har været kongeby. Den gamle bydel er velbevaret og rummer bygninger tilbage til 1100-tallet. I 1978 kom byen på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
Krakow som turistby.
I dag kan man flyve fra Kastrup direkte til Kraków, der ligger i den sydlige del af Polen og er Polens oprindelige hovedstad.
I den jødiske bydel kan man se de steder hvor "Schindlers liste" blev optaget. Man kan stadig se, hvor der har været opsat kulisser i form af "porte" sømmet op på de gamle mure i en snæver gyde.
Synagogerne ligger der stadig, men kun en enkelt er i brug - de fleste anvendes til udstillinger m.v. Der er desuden 72 kirker i byen, som alle er åbne og i brug.
Man kan komme rundt i byen med sporvogn.
Krasnaja Svesda.
Krasnaja Svesda (Russisk: "Красная звезда", "Røde Stjerne") var det sovjetiske militærs avis. Den blev grundlagt den 1. januar 1924. I dag hedder avisen "Ruslands forsvarsministeriets centralorgan"
Ligbrænding.
Ligbrænding er at brænde et lig og kaldes også for "kremation" eller "kremering".
Ligbrænding foretages normalt i et krematorium. Et krematorium kaldes også "bålvi" eller "bålhus".
Maximum kistemål.
Hvert krematorium har et maximum for størrelse af kister,
der kan gå ind i ovnen.
I takt med at befolkningen er vokset i højden og bredden,
har enkelte krematorier måtte afvise kister der var for store.
Herunder er listen for år 2008 med tal for hvor store kister hvert krematorium kan håndtere.
Alle mål er i centimeter.
Kristi himmelfartsdag.
Kristi himmelfartsdag er en kristen helligdag, der fejres til minde om Kristi Himmelfart 40 dage efter hans opstandelse påskedag. Denne dag steg han til himmels og blev ophøjet til Guds højre hånd. I Danmark og de fleste andre vestlige lande er den national helligdag.
Kristi himmelfartsdag er altid den 6. torsdag efter Skærtorsdag, og falder derfor på forskellige datoer fra år til år.
Mange arbejdspladser kalder fredagen efter Kristi himmelfartsdag for "en indeklemt dag" og gør den til lukkedag, hvilket betyder at de ansatte skal tage fri den dag, enten som feriedag eller afspadsering.
Kristiansand.
Kristiansand (oprindelig Christianssand) er en by i Vest-Agder fylke længst mod syd i Norge. Byen benævnes ofte som Kristiansand S (S for sør/syd) for ikke at forveksles med Kristiansund N (N for nord). Kommunen grænser i vest til Søgne og Songdalen, i nord til Vennesla og Birkenes, og i øst til Lillesand. Kristiansand er fylkeshovedstad i Vest-Agder og kaldes også Sørlandets hovedstad. Byen blev grundlagt i 1641 af kong Christian 4. af Danmark-Norge. Indbyggertallet er på 80.109 (2009), og byen er den femtestørste og en af de hurtigst voksende i Norge.
Historie.
Fra Kristiansand i midten af 1800-tallet.
Kristiansands gamle bydel, "Posebyen", er nord-europas længste sammenhængende træhusbebyggelse.
Kristiansand blev grundlagt af kong Christian IV den 5. juli 1641. Det er dokumenteret, at kongen allerede i august 1630 besøgte Sanden, som senere blev byens centrum og spiste middag hos Peder Thommesen, "boende på en odde af Grimsmoen, lige ved udløbet af Torridalselven". Denne del af byen kaldes i dag for Tangen.
Det oprindelige bycentrum blev lagt på denne sandslette, deraf navnet på byen. Før byen blev grundlagt, fandtes der ingen købstad mellem Skien og Stavanger.
Grim gård, som Grimsmoen tilhørte, var delvis krongods. Området var tæt skovbevokset og ubebygget, og det egnede sig derfor udmærket til anlæggelse af en helt ny, bymæssig bebyggelse med lige gader, som var kongens billede på den ideelle by. Området havde desuden gode havne på to sider og en sejlbar elv på den tredje.
En anden medvirkende årsag til Kristiansands grundlæggelse var udviklingen i havnen ved Flekkerøy, som var den vigtigste langs Skagerakkysten allerede fra 1500-tallet, og som fik sine første befæstninger i 1555 under Christian III. Lensherren havde allerede i 1635 fået ordrer fra kongen om at flytte fra Nedenes og bygge en kongsgård i nærheden af Flekkerøy. I skibningssæsonen skulle lensherren bo på den befæstede ø Slottsholmen, som fra 1635 havde navnet Christiansø. Sommerresidensen stod først færdig i 1642.
Indbyggerne i omegnen blev beordret til at flytte til det nyetablerede byområde. Til gengæld skulle de få diverse handelsprivilegier og 10 års skattefrihed. Forskellige kongelige privilegier og påbud ad denne type var nødvendig fødselshjælp og en del af forudsætningerne for at kunne udvikle levedygtige bysamfund. Det samme gælder alle byer, som er anlagt fra 1500- til 1800-tallet.
I 1666 blev Kristiansand garnisonsby, og i 1682 besluttede kongen, at bispesædet skulle flyttes fra Stavanger til Kristiansand. Bispedømmet ændrede samtidig navn til Kristiansand stift. Dette fik meget at sige for byens vækst.
I 1734 oplevede byen sin første bybrand, hvor 333 huse blev ødelagt. Branden blev fulgt af dårlig økonomi. Senere i 1700-tallet, efter den amerikanske uafhængighedskrig, oplevede byens værfter stor vækst. Den varede helt frem til 1814, men adskillelsen fra Danmark fik megen betydning for byen økonomisk. Efter 1814 sank folketallet drastisk, og økonomien blev dårligere. Først i 1830'erne begyndte økonomien at blive bedre.
Under angrebet på Norge 9. april 1940 kom det til skudveksling mellem en tysk flådestyrke og de norske kystfæstningerne ved Kristiansand. Byen blev besat i løbet af dagen.
Dagens kommune.
a> med centrum. Billedet er taget fra Hamreheia.
Den byplan, Christian IV godkendte i 1641, gav plads til 15 000-20 000 indbyggere, og det tog næsten 300 år, før byen nærmede sig dette antal. Derfor kom den første udvidelse af grænserne først efter 280 år, da byen ved lov af 14. juni 1921 blev tillagt ca. 2,75 km² af Lund, som havde tilhørt Oddernes kommune indtil da. Cirka 40 år senere, 1. januar 1965, blev alle de omliggende kommuner Oddernes, Randesund og Tveit, slået sammen med Kristiansand. Den nye storkommune, Kristiansand, fik dermed et indbyggertal på omkring 50 000.
Kristiansand nu.
Byen har gode forbindelser med resten af Norge og Europa via sin havn og lufthavn, og med færgeforbindelse der anløber flere gange om dagen til Hirtshals og flyforbindelse til København og Oslo. Desuden går der tog og ekspressbus til Oslo og Stavanger. Kristiansand er norsk startpunkt for E 18, E 39 og RV 9 (op Setesdal). Byen har et varieret næringsliv, med metallurgisk-, skibsbygnings- og næringsmiddelindustri. Kristiansand dyrepark er blandt Norges største turistattraktioner, og den smukke skærgården udenfor centrum af byen er rejsemål for mange turister fra ind- og udland. Universitetet i Agder har campus på Gimlemoen i Kristiansand.
Kristiansand har et blomstrende kulturliv med mange koncerter, festivaler og andre kulturarrangementer. Kristiansand er repræsenteret i den norske Tippeligaen (fodbold) ved IK Start.
Kritikerprisen.
Kritikerprisen er en dansk litteraturpris, der tildeles et værk, der er udkommet i årets løb, og som fortjener større opmærksomhed.
Prisen er indstiftet af Den Danske Forlæggerforening i 1957. Uddelingen blev fra 1971 overtaget af Litteraturkritikernes Lav, hvor den uddeles efter afstemning blandt lavets medlemmer. Med prisen følger et kontant vederlag på 30.000 kr.
Udover Kritikerprisen uddeler Litteraturkritikernes Lav også Georg Brandes-Prisen.
Kromosom.
a>. Punktet, hvor de to kromatider berører hinanden. (3) Kort arm (4) Lang arm.
Et kromosom er en struktur, der findes i alle celler, men som kun er synlig ved optakt til en celledeling. Kromosomerne er bærere af organismens gener, og de forekommer i et konstant antal hos hver art.
I eukaryoter er der med enkelte undtagelser et sæt kromosomer i hver eneste celle. Den ene halvdel af sættet stammer fra moderen, og den anden fra faderen. I menneskets celler er der 23 par, i alt 46 kromosomer. To næsten ens kromosomer kaldes for homologe kromosomer. De arveegenskaber de bærer er dog ikke de samme! "Kromosom" betyder "farvet legeme" De består af DNA-strenge, som er rullet op omkring særlige proteiner kaldet histoner.
Replikation.
Inden den almindelige celledeling (mitosen) er fuldendt, er hvert kromosom blevet replikeret og segregeret til to kromatider, der således ved celledelingen bliver til et selvstændigt kromosom. På denne måde overføres alle vore arveanlæg, generne, fra celle til celle. Ved kønscelledannelsen (meiosen) forholder det sig noget anderledes, idet kønscellerne kun modtager halve kromosomsæt. Menneskets ægceller og sædceller indeholder således kun 23 kromosomer. I ægcellen vil det 23. altid være et X-kromosom, mens sædceller enten har et X- eller et Y-kromosom - der bestemmer barnets køn.
Et menneske kan dermed tilsyneladende danne 223 = 8.388.608 kombinationer af kromosomer i kønscellen, men på grund af krydsninger mellem kromatiderne i kromosomparret, sådan at generne fra det oprindelige faderkromatid og moderkromatid blandes, er kombinationerne uendelige.
Kromosomer hos bakterier og mennesket.
Bakteriers kromosom er normalt et enkelt, ringformet DNA-stykke i cytoplasmaet, da prokaryote organismer ikke har en cellekerne. Hos mennesket har kvinder kønskromosomerne XX, mens mænd har XY. På Y-kromosomet sidder et gen, der tidligt i fosterudviklingen fremmer udviklingen af mandlige kønsorganer og undertrykker udviklingen af kvindelige kønsorganer; men dog først efter anlæg til brysterne er dannet, hvilket ses som brystvorter hos mænd. Hos andre dyregrupper kan det forholde sig anderledes.
Mennesket har 46 kromosomer (22 almindelige par + 2 kønskromosomer). Menneskets kromosomer ligger i cellekernen ligesom hos alle andre eukaryote organismer.
Kromosommutationer.
Ved iagttagelse af kromosomerne i mikroskopet, kan man se, om der er sket større ændringer af kromosomerne (kromosommutationer), f.eks. kan der bortfalde dele af kromosomerne (tabsmutation/deletion), eller dele kan flyttes fra et kromosom til et andet (translokation).
I nogle tilfælde vil der ske fejl ved celledelingerne (meiosen) og der kan mistes eller tilføres et helt kromosom til den dannede ægcelle eller sædcelle. Disse såkaldte kromosomtalsmutationer hos mennesket medfører derfor, at man enten har for få eller for mange kromosomer: Turner-pige (X0), Klinefelter-mand (XXY) og Downs syndrom/Mongolisme (3 stk. kromosom nr. 21) er eksempler på sådanne mutationer. De fleste kromosomtalsmutationer er dødelige på det tidlige fosterstadie; ovennævnte er eksempler på de få undtagelser der eksisterer.
Kropscelle.
En kropscelle eller en somatisk celle er et fællesnavn for celler, som er specialiserede til at fungere bestemte steder i kroppen, for eksempel i hånden, i maven osv. Kropscellerne er diploide, det betyder at de indeholder to sæt af hvert gen, det ene sæt kommer fra kvinden og det andet fra manden.
Kubera.
Kubera er rigdommens gud i den indiske mytologi.
Kuglefang.
Kuglefang er en jordvold eller andet i terrænet, der kan opfange "kuglen" (i betydningen: projektilet fra et skydevåben), efter denne har ramt eller passeret sit mål.
Kulmination.
Inden for astronomien bruges ordet kulmination om det at et himmellegeme, typisk en stjerne, passerer den lokale meridian.
Kultur.
Ordet kultur er latin og betyder "det dyrkede" i modsætning til ordet natur, som betyder "det fødte". Kultur kan defineres som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation. I sin enkleste form kommer denne modsætning til udtryk forskellen mellem naturfolk og kulturfolk, hvor det er fraværet af - og tilstedeværelsen af landbrug, der lægges til grund. Mere grundlæggende er modstillingen af kultur og natur i forholdet mellem det oprindelige og det tillærte. Ordets oprindelige betydning forekommer fx i begrebet bakteriekultur.
Kultur i forskellige former.
Der findes utallige måder at anvende ordet på, og det er nok et af de mest bøjelige begreber i sproget. Vi kan imidlertid skelne mellem tre overordnede betydninger af ordet kultur: kultur som noget man har, som noget man er, eller noget man gør noget med.
Kultur som dannelse.
I den første forstand er kulturbegrebet stort set synonymt med dannelsesbegrebet og dækker over menneskers åndelige udtryk og om de udtryksformer som det giver sig udslag i. Begrebet dækker i denne betydning kunst, musik, teater, litteratur o.l.
Kultur som samfundsindretning.
I den anden forstand er kultur noget man kan være eller tilhøre, og der er typisk ikke tale om én, men om flere "kulturer".
Her menes bestemte samfunds samlede indretning, men ordet bruges enten om samfunds rent symbolske udtryk, udelukkende om dets materielle genstande eller om den skjulte 'kerne' bag dets mangfoldige udtryk. Eksempler på dette: folkekulturen i Himmerland, digital kultur eller storbyens subkulturer.
Kultur anvendes både som gruppebetegnelse og som identificeringsbetegnelse.
Etnografisk kulturforståelse.
Foruden denne kulturformkarakteriserende betegnelse anvendes kulturbegrebet tillige til at betegne et givet områdes livsform, fx polynesisk kultur.
Arkæologisk kulturforståelse.
Arkæologien har lånt det etnografiske kulturbegreb og anvender dettes grupper til at beskrive et givet forhistorisk samfunds overordnede indretning. Som identificeringsbetegnelse anvendes kultur imidlertid i arkæologisk sammenhæng for at betegne en i tid og udbredelse given levevis, fx Hellenistisk kultur, Kurgankulturen eller Ertebøllekulturen.
Den arkæologiske kulturbetegnelse har sin rod i oprindelsen af den moderne arkæologi fra omkring midten af 1800-tallet. Da man gik over til at danne sig billedet af fortidens levevis på grundlag af de jordfund af genstande, beboelseslevn, grave og knogler, som man begyndte at gøre, var det naturligt at knytte en betegnelse til sådanne iagttagne fund for derved at kunne henvise til dem når nye, lignende fund blev gjort. Den første arkæologiske skelnen blev indført af Christian Jürgensen Thomsen, der opdelte genstande efter deres materialegrundlag i henholdsvis stenalder, bronzealder og jernalder. Snart viste det sig, at denne opdeling ikke var tilstrækkelig for at udskille ulige udformninger af samme slags genstande, og behovet for yderligere inddelinger blev snart klart. En af de tidligste underinddelinger var i "den uslebne stenalder" (nu almindeligvis benævnt jægerstenalder) og "den slebne stenalder" (nu almindeligvis benævnt bondestenalder). I begyndelsen var antallet af sådanne betegnelser mangfoldige, og flere betegnelser kunne anvendes side om side om samme kultur. Eksempelvis anvendes betegnelserne stridsøksekultur og enkeltgravskultur endnu i dag om samme kulturform. Nogle gange skelnedes mellem et ældre og et yngre kulturtrin (således endnu i dag skelnes mellem ældre bronzealder og yngre bronzealder). Med tiden gik man dog over til at så vidt muligt bruge stedbetegnelser for at beskrive de ulige materielle kulturer.
Kendetegnende for arkæologiske kulturer er forekomsten af materielle "ledetyper" det vil sige særegne og let genkendelige udformninger af redskaber, begravelsesformer eller lignende. Tidligere anvendte arkæologiske benævnelser som "tragtbægerkultur", "dolktid" og "stridsøksekultur" henviste således til henholdsvis lerkar og våben med karakteristiske former. Benævnelser som "enkelgravskultur" og "hellekistetid" henviste til særegne gravformer.
Til trods for, at denne kulturinddeling udvikledes allerede i løbet af det 19. århundrede, var det først i begyndelsen af det 20. århundrede, at arkæologerne for alvor begyndte at formulere principperne bag den anvendte fremgangsmåde. Det er i første række den australske arkæolog Vere Gordon Child, der konstaterede, at visse materielle fund af våben, smykker, fartøjer, begravelsesritualer og bygningsformer atter og atter blev fundet i de samme sammensætninger og dermed kunne berettige til at bruge betegnelsen kultur for derved at betegne den levevis og den befolkning, der havde frembragt dem.
Dette fik den tyske arkæolog Gustaf Kosinna (1858-1931) til at mene, at han kunne opstille en entydig forbindelse mellem en arkæologisk kulturprovins, en etnisk gruppe og en sproglig enhed. Skønt dette i mange tilfælde kan have en vis rigtighed, er det vigtigt altid at være opmærksom på de forbindelser, der kan være med andre kultursamfund. De kan foranledige, at redskaber og redskabstyper, byggeskik eller begravelsesmåde spredes fx som handelsvarer, gaver, medgift, krigsbytte eller besøgsindtryk. Man må derfor altid holde sig for øje, om det kun er enkelte genstande eller træk i levevis, der er ens flere steder, eller om det er den samlede levemåde.
Et andet område, hvor arkæologerne med tiden har ændret holdning, er, når de skal forklare årsagerne til, at nye kulturer afløser gamle. Tidligere mente man, at sådanne kulturskift måtte forklares ved indvandringer, hvor den tidligere kultur eller livsform blev fortrængt eller undertrykket. I nyere tid ser man dog oftere sådanne kulturskifter forklaret ved, at nye ideer eller teknikker har spredt sig fra et samfund til et andet og formoder, at egentlige folkevandringer har været få, små og ubetydelige. Endnu i dag er der mange kulturskifter, hvor arkæologerne ikke kan blive enige om betydningen af folkevandringer. Blandt de mest omstridte emner er spørgsmålet om stridsøksefolkets eller enkeltgravskulturens mulige indvandring (eller ej) til Vesteuropa fra sletterne nord for Sortehavet.
Et andet nyt træk i arkæologien er, at man i mindre grad bruger udtrykket "kultur" og i stedet taler om "teknokomplekser" (engelsk: "Techno-Complex", en forkortelse for Technology-Complexes) for derved at understrege, at man alene betegner genstandskulturen men ikke nødvendigvis den livsform eller den befolkning (herunder i sproglig eller etnisk/national henseende), der har skabt den.
Kultur som redskab.
I den tredje forstand er kultur noget, der kan bruges som en slags redskab, fx til organisatorisk forandring, hvor man ønsker at dyrke eller identificere en bestemt organisationskultur.
Poetisk sagt.
men at give følelser og handlingsevne.
Knap så poetisk sagt.
"Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol", er en ofte citeret vending.
Forbilledet for denne radikale kulturpessimisme var bl.a. den tyske filosof Friedrich Nietzsche, hvis lovprisning af det før-kulturelle menneske ofte anses for at være inspiration for den nazistiske ideologi.
Kursiv.
Kursiv (af latin: "cursiva" (= "løbende" dvs. løbende skrift) er en skrifttype, som blev udviklet fra kalligrafisk håndskrift, der er let skråtstillet. Dette i modsætning til den gængse, prentede, skrift. Mens man endnu havde gotisk skrift som standard i Danmark, blev kursiv brugt til fremhævning af romanske og engelske fremmedord og citater.
Anvendelse af kursiv.
Kursiv kan anvendes til at fremhæve et ord fra resten af teksten, at lægge tryk på et ord. Kursiv kan desuden stadig anvendes til at markere at noget i en tekst ikke er på dansk, fx
"cliffhanger" -- "insiderviden" -- "par excellence".
Ofte bruges kursiv også til at fremhæve de videnskabelige (latinske) artsnavne for dyr og planter. Fx "Perca fluviatilis" (almindelig aborre).
Kurt Ravn.
Kurt Ravn (født 29. december 1947 i Seest) er dansk skuespiller og sanger. I tv-serien "Matador" spillede han jernbanearbejderen Lauritz Jensen, oftest kaldet "Røde", der er aktiv i kommunistpartiet, og som bliver gift og får børn med stuepigen Agnes. Kurt Ravn er også en anerkendt sanger. Desuden spiller han hovedpersonens far i politiserien Anna Pihl.
Han er uddannet fra Statens Teaterskole i 1973.
Kustode.
En kustode betød oprindelig en vogter eller en opsynsmand. Senere har ordet fået betydningen "museumsbetjent". Deraf kommer den nedsættende brug af ordet om dem i et parti, der værner og holder fast på de gamle sædvaner og holdninger i partiet.
Ordet har fået en tankevækkende kommentar i sætningen "Quis custodiet ipsos custodes?" (ordret: "hvem skal vogte vogterne selv?"). Det er en formulering, der er taget fra Juvenal, en romersk forfatter fra det 1. århundrede. Han skrev om hjemmets vogtere, men hans tvivl rammer alle organisationer, der skal kontrollere sig selv: politi, domstole, advokatstanden, faglige klagenævn, lægernes etiske nævn osv.
Kvartal.
Kvartal af middelalderlatin "quartale anni" = "fjerdedelen af året", og deraf en tidsperiode på 3 måneder. Et år opdeles således i 4 kvartaler. En ældre dansk betegnelse for et kvartal er et "fjerdingår" (en "fjerding" er en "fjerdedel").
Et kvartal består normalt af 13 uger, idet et ikke skudår består af 52 uger og 1 dag.
Kwai.
Kwai er en flod i Thailand. Floden har lagt navn til en kendt roman og filmatisering af denne "Broen over floden Kwai." I Thailand staves floden Kwae.
Kykladerne.
Kykladerne (på græsk "Κυκλάδες") er en øgruppe og et præfektur i det Ægæiske hav med omkring 220 øer, de største er Ándros, Ios, Kéa, Kythnos, Mílos, Mykonos, Náxos, Páros, Serifos, Syros, Tínos og Santorini.
Kyklop.
En Kyklop (korrekt kyklops, græsk "rundt øje") er en kæmpe med kun ét øje der sidder midt i panden. Omtales inden for den græske mytologi. Den mest kendte kyklop er Polyphemos som optræder i "Odysseen" som gigantisk fårehyrde. De beskrives som uciviliserede men de er elsket af guderne der sørger for at deres jord altid er frodig så de ikke behøves at arbejde. De var efterkommere af guder. Polyphemos var søn af Poseidon. Odysseus og hans mænd var indespærrede i Polyphemos grotte sammen med Polyphemos fåreflok hvor han havde til hensigt at spise dem. For at komme ud blindede mændene ham mens han sov ved at stikke en brændende pæl i øjet på ham. Herefter hang hver mand under bugen på et får og Polyphemos opdagede ikke dette da han, for at kontrollere at mændene ikke slap ud, strøg hvert får over ryggen da de om morgenen forlod grotten for at græsse. Før Odysseus brændte øjet ud på Polyphemos, sagde han til Polyphemos at hans eget navn var "Ingen". Så da Polyphemos, efter at have fået brændt øjet ud, råbte efter hjælp hos de andre kykloper, gad ingen af kyklopperne hjælpe ham, da Polyphemos jo selv udtrykte sig: "Hjælp, "Ingen" har brændt øjet ud på mig!".
Oddyseuses møde med Polyphemos (Polyfemos på dansk) er at finde i Homers Oddysé sang 9
Kylie Minogue.
Kylie Ann Minogue (født 28. maj 1968) er en australsk sangerinde og skuespillerinde. Hun startede som skuespiller, men mod slutningen af 1980'erne fik hun stor succes som sangerinde. Efter en periode i midten af 1990'erne med kunstneriske eksperimenter og faldende popularitet, fik hun vendt skuden ved at vende tilbage til dansevenlig popmusik, og i begyndelsen af 2000'erne fik hun endnu større succes end i starten af karrieren ved hjælp af avancerede musikvideoer og stort anlagte turneer.
1968 – 1986: Tidlige liv.
Kylie Minogue blev født den 28. maj 1968 i Melbourne, Australien, som det første barn af en revisor af irsk afstamning og en tidligere danser fra Wales. Hun er den ældste af tre børn. Hendes søster Dannii Minogue er også en sanger og skuespiller, og er dommer på "X Factor". Hendes bror Brendan er kameramand i Australien.
Søstrene havde i starten af 1980'erne et musikprogram, hvor Kylie første gang optrådte som sanger. Fra en alder af elleve dukkede Kylie op i små roller i sæbeoperaer som "The Sullivans" og "Skyways", og i 1985 blev støbt i en af hovedrollerne i "The Henderson Kids". Det var imidlertid først, da hun som skuespiller fik en central rolle i TV-serien "Neighbours" i 1986, at hun blev bredere kendt i Australien.
1987 − 1992: Begynder i musik.
I forbindelse med et velgørenhedsprogram i Melbourne sang Kylie den gamle "The Loco-Motion", og den skaffede hende en pladekontrakt med Mushroom Records. Sangen blev udgivet i 1987 og blev den mest solgte single samme år i Australien. Successen bragte hende til London, hvor hun kom til at arbejde med de berømte sangskrivere og producere Stock Aitken Waterman. De skrev i hast nummeret "I Should Be So Lucky" til hende (de havde glemt, hun skulle komme), som kom med på hendes første album "Kylie", og dette album blev et meget stort hit i Europa og Asien med over syv millioner solgte eksemplarer på verdensplan.
Hendes næste album "Enjoy Yourself" (1989) var en succes i Storbritannien, Europa, New Zealand, Asien og Australien, og indeholdt flere succesfulde singler inklusiv "Hand on Your Heart", men det udkom ikke i Nordamerika, og Minogue blev droppet af hendes amerikanske pladeselskab Geffen Records. Et andet stort hit kom med hendes gamle kæreste og medspiller fra "Neighbours", Jason Donovan, i form af "Especially for You". I den første del af hendes karriere blev hun præsenteret som "naboens datter" i blandt andet musikvideoerne, men sødmen gjorde hende til mange kritikeres yndlingsaversion. På trods af dette fortsatte Minogues succes, og efterhånden fik hun en position, så hun mere aktivt kunne påvirke, hvordan hun skulle promoveres i medierne.
Hendes tredje album "Rhythm of Love" (1990) præsenterede en mere sofistikeret og voksen stil af dansemusik. Denne indflydelse brugte hun til at give et mere voksent og sensuelt indtryk i videoen til "Better the Devil You Know". I forbindelse med en mindekoncert for John Lennon fik hun også positive kommentarer for sin optræden med "Help!". Hendes fjerde album "Let's Get to It" (1991) indeholdt flere ballader og lidt langsommere dansenumre, og den nåede ikke samme popularitet som forgængerne. Hendes single "Word is Out" var den første til at gå glip af hitlisten, og den næste single "Give Me Just a Little More Time" blev nummer to i henholdsvis. Det første opsamlingsalbum med titlen "Greatest Hits" blev udgivet i 1992.
1994 – 1998: "Kylie Minogue" og "Impossible Princess".
Efter dette album trak Kylie Minogue sig ud af samarbejdet med Stock Aitken Waterman og begyndte nu en periode med mere søgende og eksperimenterende albumudgivelser. Hendes femte album "Kylie Minogue" (1994) modtog blandede anmeldelser. Solgte det godt i Europa og Australien, hvor singlen "Confide in Me" brugt fire uger som nummer et. Hun optrådte en striptease i videoen til hendes næste single "Put Yourself in My Place". Albummet blev nummer fire på den britiske albumlister og solgte 250.000 eksemplarer. Minogue senere udført med Nick Cave en duet med titlen "Where the Wild Roses Grow".
Hun samarbejdede blandt andet med Pet Shop Boys og M People, og den sidstnævnte skrev nogle sange til hende med anderledes seriøse tekster, end man var vant til at høre fra Minogues side. Det betød – sammenlignet med tidligere – noget lavere salgstal, men hun fortsatte med at eksperimentere. Hun lod sig inspirere af Garbage, Björk, U2 og Manic Street Preachers, og efterhånden skrev hun en hel del af sine tekster selv. På trods af generelt beskeden succes havde hun fortsat stor medgang i hjemlandet, Australien. Hendes næste album "Impossible Princess" (1997) var for det meste en dance-album, men dens stil ikke var repræsenteret af sin første single "Some Kind of Bliss", og Minogue bekæmpes forslag om, at hun prøvede at blive en indie-artist. I Australien brugte albummet flere uger på albumlisten og blev nummer fire, at blive hendes mest succesfulde album siden "Kylie" i 1988, og hendes turne "Intimate and Live Tour" blev udvidet på grund af efterspørgslen.
1999 – 2005: "Light Years", "Fever" og "Body Language".
I april 1999 undertegnede Minogue med Parlophone. I 2000 vendte hun tilbage til den dansevenlige musik med stærk inspiration fra 1970'ernes disco-musik med albummet "Nightlife", og hun fik igen store hits på verdensplan. Hendes album "Light Years" var en samling af dance-sange. Singlen "Spinning Around" blev hendes første britiske nummer et i ti år, og dets video viser Minogue i guld hotpants. Hendes anden single, "On a Night Like This" blev nummer et i Australien og nummer to i Storbritannien, og albummet også singlen "Kids", en duet med Robbie Williams. En optræden ved Sommer-OL 2000 gav genlyd, så hendes efterfølgende turne blev total udsolgt. Koncerterne var inspireret af ældre musicals, som med store dekorationer gav imponerende shows, samtidig med at musikken ikke blev glemt, og hun var nu helt tilbage på den absolutte top af den globale musikscene.
Det efterfølgende album "Fever" indeholdt singlen "Can't Get You Out of My Head", der blev nummer et i over fyrre lande, og flere hits fulgte efter. "Fever" blev nummer tre på Billboard 200 og "Can't Get You Out of My Head" blev nummer syv på Billboard Hot 100. Den efterfølgende singler "In Your Eyes", "Love at First Sight" og "Come into My World" var en succes i hele verden, og Minogue etableret en tilstedeværelse i det nordamerikanske marked, især i klubbscene. I 2003 vandt hun en Grammy Award for bedste dance-optagelse af "Love at First Sight", og året efter vandt samme pris som "Come into My World".
Hendes næste album "Body Language" (2003) blev udgivet efter en invitation-koncert med titlen "Money Can't Buy" i London. Det markerede præsentationen af en ny visuel stil inspireret dels af Brigitte Bardot. Salget af "Body Language" var lavere end forventet efter den succes af albummet "Fever", selvom den første single "Slow" nåede førstepladsen i Storbritannien og Australien. "Body Language" opnået første uge salg på 43.000 eksemplarer i USA, og faldt betydeligt i den anden uge. Hun udgav sit andet officielle opsamlingsalbum i november 2004 med titlen "Ultimate Kylie", sammen med hendes musikvideoer på en dvd med samme titel. Albummet indeholdt to nye singler, "I Believe in You" og "Giving You Up".
2006 – 2009: "X", "KylieX2008" og "For You, For Me Tour".
I 2005 fik hun imidlertid konstateret brystkræft, hvilket satte karrieren på vågeblus, men i 2006 meddelte hun efter succesfuld behandling, at hun var er gang med et nyt album. Minogue udgivet hendes tiende studiealbum "X" i november 2007, og den første single "2 Hearts" blev løsladt samme måned. "X" og "2 Hearts" nåede den første plads på både australske albumlisten og hitlisten. I Storbritannien oprindeligt albummet tiltrak moderat salg, selv om dens kommercielle resultater i sidste ende bedre, og Minogue vandt en Brit Award for international solo kvinde. "X" blev udgivet i USA i april 2008, og vandt en Grammy Award i 2009 for bedste elektroniske dance-album.
I maj 2008 forfremmet Minogue hendes album med den europæiske turne "KylieX2008", som er hendes dyreste tur til dato. I slutningen af september 2008 gjorde Minogue hendes første turne i Mellemøsten i et eksklusivt hotel i Dubai. I november fortsatte hun hendes turne til byer i Sydamerika, Asien og Australien. Turen besøgte 21 lande, og blev betragtet som en succes, med billetsalg anslået til 70 millioner dollars. I september og oktober 2009 indledte Minogue på "For You, For Me Tour", hendes første nordamerikanske turne. Hun var også med i den Bollywood-filmen "Blue", og havde bekræftet, at hun arbejdede på sin ellevte studiealbum, kommenterede det ville være en dance og popalbum.
2010 – nu: "Aphrodite".
Minogues elvte studiealbum "Aphrodite" blev udgivet på verdensplan i juli 2010. Den første single "All the Lovers" blev udgivet i juni 2010. Albummet blev nummer et på den britiske hitliste. Den anden single med titlen "Get Outta My Way" blev udgivet den 27. september 2010.
a> i starten af "Showgirl Tour", marts 2005.
Andre aktiviteter.
Minogue blev et kendt ansigt i Australien da hun i perioden 1986 til 1989 var en fast bestanddel af den populære TV-serie "Neighbours". Hun nåede at optræde i 234 afsnit, og blev flere gange kåret til Australiens mest populære kvindelige TV-skuespiller. Siden succesen med "Neighbours" har hun spillet med i enkelte film. Den mest kendte biograffilm, hun har medvirket i, er Baz Luhrmanns "Moulin Rouge!", hvor hun har en mindre rolle. Ligeledes har hun efter gennembruddet som sanger med mellemrum optrådt som gæst i diverse TV-serier.
Endvidere har hun optrådt som fotomodel for blandt andet Hennes & Mauritz, og hendes et nyt projekt for hende er at skrive en børnebog, der er planlagt til udsendelse i efteråret 2006.
Kø.
Tidligere skrevet med den oprindelige franske skrivemåde queue (egl. "hale").
Københavns Universitet.
Københavns Universitet (fork. KU, eng.: "University of Copenhagen") er det største og ældste (oprettet 1479) universitet i Danmark og blandt de ældste universiteter i Nordeuropa. Universitetet er placeret på en række forskellige adresser i og uden for København, den ældste del er beliggende i Københavns Indre By.
Universitetets historie.
Universitetet blev indviet 1. juni 1479 af kong Christian 1., efter denne havde opnået tilladelse fra pave Sixtus IV til oprettelsen i 1475. Efter tysk forbillede havde universitet fire fakulteter: Teologi, jura, medicin og filosofi.
Frem til reformationen i 1536 var Københavns Universitet en del af den romersk-katolske kirke, og derfor førte Roskildes biskop tilsyn med universtetet. I forbindelse med reformationen overtog statsmagten denne opgave.
Indtil statsmagtens overtagelse havde universitetet et vidtgående selvstyre, som bl.a. medførte, at det ikke var underlagt det normale retsvæsen, men derimod havde egne love og domstole og eget ordens- og fængselsvæsen.
Fængselscellerne kan stadig beses i universitetets nuværende kælder.
Magister Peder Albertsen var universitetets første rektor, og han blev af kongen pålagt at finde et antal lærde, således at universitetets virke kunne påbegyndes. Fra indvielsen i 1479 frem til 2004 blev universitetet ledet af rektor og konsistorium. Ved årsskiftet 2004/2005 blev konsistorium nedlagt og erstattet af en bestyrelse og en ansat ledelse (rektor, prorektor, dekaner og institutledere).
Med virkning fra 1. januar 2007 har Københavns Universitet fusioneret med Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og Danmarks Farmaceutiske Universitet, som blev universitetets 7. og 8. fakultet. Universitetet har hermed mere end 5.500 forskere tilknyttet.
Ledelse.
Nils Strandberg Pedersen, direktør ved Statens Serum Institut, er formand for bestyrelsen. Fra 1. november 2005 er professor, dr.med. Ralf Hemmingsen rektor for universitetet.
Universitetets opgave.
I de første mange år af Københavns Universitets eksistens blev undervisning betragtet som den primære opgave, om end forskning også fandt sted. Efter der i 1788 blev vedtaget en ny universitetsfundats, begyndte der at komme mere fokus på forskning, og med den nye universitetslov i 2003, som stiller nye krav til samspillet med det øvrige samfund, udgør forskning, undervisning og formidling de tre søjler, universitetets virke er baseret på.
Studerende ved Københavns Universitet.
Antallet af studerende ved Københavns Universitet er vokset voldsomt igennem tiden. I 1788 havde man omtrent 1.000 studerende og 20 faste undervisere, hvilket frem til 1900 voksede til omtrent 4.000 studerende og 60 undervisere. Den første kvindelige student begyndte i 1877. I dag har universitetet ca. 38.000 studerende og over 7.000 ansatte (svarende til omkring 5.500 fuldtidsstillinger).
Studenterrådet ved Københavns Universitet.
De studerende på Københavns Universitet har siden 1912 været politisk organiseret i en samlet organisation kaldet Studenterrådet (SR). SR har i historiens løb gennemgået en række ændringer og udfordringer. I starten af 1970'erne startede Moderate Studenter (MS) som en konkurrent til SR. I 1995 fusionerede SR og MS, blev til Forenede Studenterråd og blev i 2005 igen omdøbt til Studenterrådet.
Studenterrådet blev i 1912 oprettet ved kongelig forordning, blev for alvor politisk engagerede i 1930'erne, var med til at starte Studenterrådet på Aarhus Universitet og Danske Studerendes Fællesråd i 1930'erne, var aktiv i modstandskampen under 2. verdenskrig, var med til at igangsætte og gennemføre ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne. Mange politikere og erhvervsfolk har deres rødder i Studenterrådet, enten ved Københavns Universitet eller ved et af de andre universiteter.
Fakulteterne og deres historie.
Ved oprettelsen i 1479 var der som nævnt fire fakulteter: Teologi, Jura, Medicin og Filosofi. I 1675 blev der indført embedseksaminer i teologi, i 1736 i jura, og ved det ny fundats i 1788, blev det indført for alle fakulteter. I 1842 blev universitetes medicinske fakultet slået sammen med Kirurgisk Akademi, og blev til Det Lægevidenskabelige Fakultet. Seks år senere, i 1848, reorganiseredes Det Juridiske Fakultet og blev til Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet, og blot to år senere, i 1850 udskiltes Det Matematisk-Naturvidenskabelige Fakultet af Det Filosofiske Fakultet.
I 1970 blev Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og Det Filosofiske Fakultet blev Det Humanistiske Fakultet. Københavns Tandlægehøjskole og Det Lægevidenskabelige Fakultet integreredes i 1992 til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. I 1994 genopstod Det Juridiske Fakultet, da dette udskiltes fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Kønscelle.
Kønsceller (også kendt som gameter) er de celler, der hos kønnede organismer smelter sammen og danner en befrugtet zygote, der udvikler sig til et embryo. Kønsceller findes hos mange planter og dyr, og i de fleste tilfælde danner de to køn forskellige kønsceller. Hos mennesker danner mænd sædceller og kvinder ægceller. Kønsceller er haploide, dvs. at de kun indeholder et sæt kromosomer (23 kromosomer hos mennesker). Når æg og sædcelle mødes opstår et befrugtet æg, som er diploidt og hos mennesker indeholder 46 kromosomer; 23 fra moderen og 23 fra faderen. Herfra udvikles et individ, hvor alle celler (somatiske celler) er diploide, med undtagelse af de kønsceller individet selv producerer.
La Mancha.
La Mancha er et område i Spanien syd for Madrid, der er en central del af den selvstyrende region Castilla-La Mancha.
Andet.
Romanen "Don Quijote" af Miguel de Cervantes foregår i La Mancha, og bl.a. derfor er området kendt for sine vindmøller.
Musicalen "Man Of La Mancha" skrevet af Joe Darion og Mitch Leigh i 1965 tager sit udgangspunkt i historien em 'Ridderen af den bedrøvelige skikkelse', Don Quijote. Det bedst kendte musikstykke fra musicalen er "The Quest", også kendt som "The Impossible Dream", indsunget af bl.a. Elvis Presley i 1972.
La Plata.
La Plata er hovedstaden i provinsen Provincia de Buenos Aires i Argentina. Byen blev grundlagt af guvernør Dardo Rocha den 19. november 1882. La Plata blev delstats-hovedstad efter, at hovedstaden Buenos Aires blev udskilt som et føderalt område i 1880. Byen har med forstæder 680.000 indbyggere (2001).
Historie.
La Plata blev i tiden fra 1882–1884 tegnet af arkitekten Pedro Benoit, for at udskille provinshovedstaden fra hovedstaden Buenos Aires som samtidig blev forvandlet til distriktet Distrito Federal og dermed udskilt fra Buenos Aires-provinsen.
Allerede i året 1885 havde byen 21.792 indbyggere (8.918 argentinere, 12.874 italienere), som alle boede i træhuse og hytter. Samtidig begyndte bygningen af en dobbeltkanal, der skulle forbinde La Plata med den 5 km nordøstlige liggende havn Ensenada.
Byen har universitet (fra 1905), astronomisk observatorium og et naturhistorisk museum, som særlig er bekendt ved dets enestående palæontologiske samling. Byen har været bispesæde siden 1897.
Lady Jane Grey.
Lady Jane Grey (født i oktober 1537 i Bradgate Park - 12. februar 1554) var de facto regent over Kongeriget England og Kongeriget Irland i lidt over en uge i 1553. Hendes krav på tronen er dog omdiskuteret. Hun blev henrettet for højforrræderi.
Lady Jane Grey blev født oktober 1537 i Bradgate Park. Hendes forældre var Henry Grey (markisen af Dorset) og Frances Brandon (datter af Henry VIII’s søster Mary). Jane havde to yngre søskende, Katherine, født i 1540 og Mary, født i 1545.
Den præcise dato af Janes fødsel er ukendt, men ved hjælp af spor om omgivelserne omkring hende, tror mange at hun blev født før prins Edward, hendes fætter. Det siges, at fødslen af Edward overskyggede Janes egen ankomst til verden.
Jane fik en omfattende uddannelse og studerede latin, græsk, hebraisk, italiensk samt engelsk. I 1549 da hun var 12 år gammel blev John Aylmer hendes vejleder. Jane syntes han var rar og en fuldstændig modsætning af hendes forældre. Baseret på nogle breve har akademikere fundet ud af at han blev forelsket i hende.
Vanskelig barndom.
Jane havde en vanskelig barndom. Frances Brandon var en grov, grusom, og herskesyg kvinde, som følte, at Jane var for svag og blid til denne verden. Så derfor holdt Frances hende under en streng disciplinær orden. Datterens mildhed og ro irriterede Frances, der forsøgte at gøre barnet mere ”hård” med regelmæssige prygl. Blottet for sin mors kærlighed og forståelse brugte Jane bøger som trøst, og hurtigt mestrede hun færdigheder inden for kunst og sprog, men hun følte, at hun intet kunne gøre for at imponere og føle sig velkommen hos sine forældre.
I 1546, da Jane bare var 10 år gammel, blev hun sendt bort for at leve hos den 35-årige Katherine Parr, som var gift med kong Henry VIII i 1543. Dronning Katherine var en varm og kærlig kvinde, der tog den unge Jane under sine vinger. Jane, der aldrig havde oplevet udvist kærlighed fra sin egen mor, solede sig i de varme følelser hun modtog fra sin tante Katherine og blomstrede op som en fin ung kvinde. Hun lærte også sine kongelige fætre og kusiner, Edward, Mary og Elizabeth at kende.
Efter at kong Henry VIII døde blev Catherine Parr gift med Thomas Seymour, Baron Seymour af Sudeley. Desværre døde Catherine kort efter fødslen af hendes eneste barn, Mary Seymour, og derved bliver den unge Jane endnu en gang forladt. Thomas Seymour foreslog, at Jane skulle giftes bort til den for nyligt kronede kong Edward VI af England. Men Thomas' bror, Edward Seymour, Duke of Somerset, der regerede som Lord Protektor, havde allerede arrangeret et forhold mellem kongen og Prinsesse Elisabeth af Frankrig, datter af Henrik 2. af Frankrig.
Med to modstridende mål blev Seymour brødrene involveret i en magtkamp. Men det var først og fremmest på grund af et dårligt helbred hos den unge konge, at ægteskabet mellem Edward og Jane aldrig fandt sted. Seymour brødrene blev i sidste ende begge anklaget for forræderi og henrettet. Jane blev i stedet tilbudt at blive gift med Lord Hertford, den ældste søn af den seneste Duke of Somerset. Men igangværende forhandlinger mellem hendes mor, Frances Brandon, og Northumberland førte til et arrangeret ægteskab med Lord Guilford Dudley, søn af den magtfulde Duke. Parret blev gift på Durham House i et dobbeltbryllup med Janes søster Catherine og Lord Herbert, søn af Lord Pembroke, den 21. maj 1553. Efter Edwards død skulle kronen (efter planen) gives videre til Jane og hendes slægt. Hvis Jane da ikke fik nogen børn skulle den gives til Elizabeths slægt. Hvis det samme skulle ske for Elizabeth, at hun dør uden at havde nogle arvinger, ville kronen ikke gives til Frances Brandon, men til en vilkårlig af de mandlige børn hun har fået på det pågældende tidspunkt. Hvis Frances ingen drenge fik, skulle kronen gives til en af de mandlige børn, Jane måtte have. Da Edward døde i 1553, 15 år gammel, overtager Jane hans plads.
Men efter kun 9 dage på tronen blev Jane og Lord Guilford Dudley begge anklaget for højforræderi sammen med to af Dudleys brødre. Deres retssag fandt sted ved en særlig kommission den 13. november 1553 på Guildhall i City of London. Kommissionen blev ledet af Sir Thomas Hvid, Lord Mayor af London, og bestod af Edward Stanley, Earl of Derby og John Bourchier, Earl of Bath. Begge tiltalte blev fundet skyldige og dømt til døden. Jane måtte selv vælge om hun ville brændes til døden (den traditionelle engelske straf for forræderi begået af kvinder) på Tower Hill eller halshugges i Tower of London.
Om morgenen den 12. februar 1554 blev Dudley hentet på sit værelse i Tower of London og blev ført til det offentlige henrettelsessted på Tower Hill, hvor han blev halshugget. En hest og vogn bragte hans lig tilbage til Tower of London, hvor Jane var fange. Jane blev derefter taget ud til Tower Green, inde i Tower of London, og halshugget i det private område. Jane havde ønsket at gå til sin død med værdighed, men da hun havde bind for øjnene kunne hun ikke at finde blokken med sine hænder og hun begyndte at gå i panik og råbte: "Hvad skal jeg gøre? Hvor er den?" En ukendt, eventuelt Feckenham, hjalp hende med at finde frem til blokken og derved beholdt hun sin værdighed. Med sit hoved på blokken udtalte Jane sine sidste ord: "Herre, i dine hænder jeg trygt kan hvile min ånd!" Hun blev derefter halshugget. Henry, Janes far, blev henrettet en uge efter Jane, den 19. februar 1554. Blot tre uger efter sin mands død og ikke engang en måned efter sin datters, chokerede Frances Brandon den engelske domstol ved at gifte sig med the Master of the Horse, Chamberlain, Adrian Stokes. Nogle historikere mener, at hun har valgt at gøre dette for at lægge afstand til sin tidligere status. Hun blev fuldt ud benådet af Mary og fik lov til at leve med sine to overlevende døtre. Hun er ikke kendt for at have nævnt Jane nogensinde igen og var tilsyneladende så ligeglad med sit barn i døden, som hun havde været i livet.
Lago Argentino.
Lago Argentino er en sø i Patagonien i det sydligste Argentina. Søen ligger tæt på den den chilenska grænse i den sydvestlige del af provinsen Santa Cruz. Søen grænser i vest til Andesbjergene og nationalparken Los Glaciares nationalpark som blandt andet indeholder gletcheren Perito Moreno.
Kilder/henvisninger.
Argentino, Lago
Lago Nahuel Huapi.
Lago Nahuel Huapi er en sø på grænsen mellem provinserne Rio Negro og Neuquén i Argentina. Den ligger i nationalparken Nahuel Huapi,
Kilder/henvisninger.
Nahuel Huapi, Lago
Lago Viedma.
Lago Viedma er en gletschersø i den argentiniske provins Santa Cruz, tæt på grænsen til Chile i gletsjer-nationalparken "Los Glaciares" i Andesbjergene. Dens overfalde er 1.088-1.600 km² og den har sin udmunding i Stillehavet.
Lagune.
En lagune er et forholdsvis lavvandet område med salt eller brakt vand, adskilt fra havet ved smalle landtanger. Laguner findes dels i midten af atoller, dels ved kyster med ringe havdybde, dels ved flodmundinger, typisk ved floddeltaer.
Lagunerne ved Venedig er verdensberømte; Frisches haff og Kurisches haff, hvor Wisła og Njemen udmunder, er også laguner. Laguner, som indgår i floddeltaer, bliver med tiden fyldt med flodernes sand og slam, og de bliver derfor efterhånden til lavt, fladt land, gennemskåret af forgrenede flodarme.
En kendt dansk lagune er Ringkøbing Fjord.
Livrist.
En livrist eller lakaj er en liberiklædt tjener ved et hof.
Ordet "lakaj" anvendes også i overført betydning om en underdanig, slesk medhjælper, herunder i formen "kapitalistlakaj" om en person der, uden selv at få noget udbytte deraf, støtter kapitalismen.
Lake Erie.
Lake Erie er en af de fem store søer i Nordamerika som udgør "Great Lakes".
Erie
Lake Ontario.
Lake Ontario er en af de fem store Søer i Nordamerika som udgør "Great Lakes".
Ontario
Lakshmi.
Lakshmi (devanagari लक्ष्मी "lakṣmī") er gudinde for rigdom, lys og visdom inden for hinduisme.
Hun ses desuden afbildet i jainistiske og buddhistiske templer.
Narayani (devanagari नारायणि) er et andet navn for Lakshmi, som betyder "Vishnus hustru".
Indenfor Vaishnavismen er hun "moder til universet" og Vishnus Shakti.
Hun er mor til Kama.
Lakune.
En lakune er et tomrum. En manglende skriftrulle eller manglende side i en bog er en manuskriptslakune, stilhed i et musikstykke er en musiklakune, en manglende aflejring i en geologisk lagserie er en geologisk lakune, et smuthul i loven er en juridisk lakune osv.
Må ikke forveksles med lagune.
Lang regnorm.
Lang regnorm ("Aporrectodea longa") er Danmarks næststørste orm på 15-20 cm.
Langfredag.
Langfredag er fredagen før påske og dagen efter skærtorsdag. Ifølge Bibelen blev Jesus dømt af Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet denne dag.
Langkawi.
Langkawi er en øgruppe på 99 øer i Andamanhavet, omkring 30 km udenfor det malaysiske fastland. Øerne udgør en del af den malaysiske delstat Kedah, men ligger nær kysten til Thailand. Den største af øerne er "Pulau Langkawi" ("pulau" betyder "ø") med en befolkning på omkring 45.000 indbyggere. Den eneste anden beboede ø er "Pulau Tuba".
Langkawi med sine sandstrande er blevet udviklet som en af Malaysias største turistdestinationer siden 1987. Nu er der flotte hoteller der. Hovedøen har sin egen flyveplads med direkte charterfly fra Europa og Japan i højsæsonen.
Den 26. december 2004 blev øerne ramt af tsunamier udløst af en række undersøiske jordskælv langs en linje fra vest for Sumatra til Andamanerne. (Se "Jordskælvet i Det Indiske Ocean 2004").
Laterna magica.
Laterna magica var en primitiv forløber for lysbilledapparatet, og dermed det første skridt mod levende film. Navnet betyder på dansk tryllelygte.
Latterfrø.
"Rana ridibunda", bedre kendt som latterfrøen, er den største frø i Europa. Den kan blive op til 11 cm. Den ligner meget den grønne frø, men har dog mere ru og vortet hud, og skinnebenet er længere. I Danmark findes den naturligt kun på Bornholm, men er også blevet udsat ved en række søer og parker i andre dele af landet, bl.a. ved Fælledparken i København.
Lausitz.
Lausitz er en region i Tyskland, der ligger mellem floderne Elben og Oder. Foruden af tyskere er Lausitz beboet af en vestslavisk folkestamme, sorber, som har et selvstændigt sprog. I det 10. århundrede var de under tysk herredømme og var en tid forenet med Böhmen. Under Trediveårskrigen kom de under kurfyrsten af Sachsen. I 1815 underlagt Preussen. I 1945 kom området øst for Neisse under Polen.
Lausitz er i dag delt op mellem delstaterne Brandenburg og Saksen. Den brandenburgske del kaldes Niederlausitz, og den saksiske Oberlausitz. Omtrent 50.000 sorberne bor i dag i Lausitz. De er ligesom danskerne og friserne anerkendt som nationalt mindretal.
Lava.
Ti meter høj fontæne af lava
Lava er smeltet stenmasse på jordoverfladen (hedder magma i dybden). Lava bruges også om det størknede materiale.
Lava flyder ud af vulkanen under udbrud og størkner, når den afkøles. Lava kan strømme adskillige kilometer fra selve vulkanudbruddet.
Hvis overfladen størkner, og der stadig er bevægelse i lavaen, kan overfladen minde om 'kakaoskind'. Det kaldes for reblava eller pahoehoe (hawaiiansk, helluhraun på islandsk).
Hvis den størknende lava forstyrres meget, kan den flydende og faste lava rekombineres i et kaotisk materiale, kaldet bloklava eller aa ([ah-ah] hawaiiansk, apalhraun på islandsk).
Hvis lava kommer frem under vandet, sker der en lynkøling af overfladen, og der dannes pudelava.
Aktive vulkaner er ret farlige områder, så optiske pyrometre på sikker afstand anvendes til at måle temperaturen på lavaer. Basaltiske lavaer flyder ved 1200° - 1000° C, andesitiske lavaer flyder ved 1000° - 800° C og rhyolitiske lavaer kan 'flyde' ved 900° - 600° C. Oldoinyo Lengai-vulkanen i Tanzania udleder den 'koldeste' lava, nemlig karbonatit, der er flydende ned til 500° C.
Kilder/henvisninger.
Glossary of Geology, American Geological Institute, ISBN 0-922152-34-9
Lavine.
Lavine af smeltende løs sne under udvikling
Lavine er et skred af sne, jord, grus eller sten. Laviner udløses, når et hældende underlag ikke kan bære eller understøtte det overliggende materiale, og det - som følge deraf - begynder af skride under en accelererende proces. Laviner er naturlige processer, men deres ukontrollable karakter gør dem ofte meget voldsomme og derfor frygtede.
Laviner af sne er de mest kendte og frygtede former for laviner, og de kan eksempelvis udløses, når tør, pulveragtig sne så småt begynder at smelte.
I alle skiområder med risiko for laviner opretholdes overvågning af snelagets bevægelser samt et hurtigt mobiliserbart beredskab i tilfælde af laviner med uheldige udfald.
Le.
Leen fandt tidligt sin blivende form. Her ses en middelalderlig illustration.
En le er et høstredskab, som først blev brugt til høslæt, men som siden også blev anvendt i kornhøsten. Redskabet består af et krumt skaft med et par håndtag. Vinkelret på skaftet er der monteret et langt, krummet knivblad. Ved justering af håndtagene i forhold til arbejderens højde og armlængde kan man opnå, at arbejdshøjden ligger i en præcist ønsket højde over jorden: Lavt nok til at man får mest muligt med ved afhøstningen, og højt nok til at undgå, at lebladet sløves ved kontakt med sten og jord.
Nederst på skaftet kan der yderligere være monteret et par metalstivere, som fanger det afskårne og fører det ud i venstre side, så der fremkommer et "skår".
Lebladet kan hvæsses på en slibesten, men der findes en særlig "strygespån", som medbringes og benyttes under arbejdet. Den består af en flad pind på ca. 40-50 cm, som på begge sider er påsmurt slibende materiale.
Det kræver en del tilvænning at hvæsse og bruge en le, men når erfaringen er opnået, kan der præsteres smukt og effektivt arbejde med redskabet. En væsentlig ting er at føre leen i en bue fra højre mod ventre og undgå at "trække" den gennem strået. Dette kræver også, at lebladets vinkel med skaftet og dets krumning er indstillet korrekt.
I vore dage erstattes leen ofte af buskrydderen, som de fleste føler sig mere fortrolige med.
Leen i kulturen.
I europæisk folklore er ”Manden med leen” en personifikation af døden. Han portrætteres ofte som et sortkutteklædt skelet der bærer en le.
Legering.
En legering er en kombination, enten i opløsning eller blanding, af to eller flere grundstoffer, hvoraf mindst et af grundstofferne er et metal.
Legeringer designes normalt til at have egenskaber som er mere ønskværdige end de grundstoffer, de består af. F.eks. er stål stærkere end jern, og messing er mere holdbart end kobber og pænere at se på end zink.
Legitimation.
Legitimation er et dokument, der viser, hvem man er. Eksempel på dette er pas, kørekort og dankort, der alle er billedlegitimation. I 2004 blev dankortet ændret til et chipkort uden billede, så det kan ikke mere anvendes som legitimation. Til gengæld er flere forretninger begyndt at kræve billedlegitimation ved køb for større beløb med dankortet.
LEGO.
LEGO er et stort dansk familieejet legetøjsfirma, hvis hovedafdeling ligger i Billund. Navnet er en sammentrækning af 'LEg GOdt'. Oprindeligt lavede de kun trælegetøj af høj kvalitet, men i de sidste 40 år har de kun lavet plastikklodser.
Navnet "LEGO" betyder også på latin enten "jeg samler", "jeg sammensætter" eller "jeg læser". Disse yderligere betydninger, hvoraf de to første er meget relevante, gav først mening, da koncernen begyndte at lave plastikklodser med knopper ('legoklodser'), sådan at de kunne sættes sammen.
LEGO systemets grundpatent.
28. januar 1958 kl. 13:58 indgaves patentansøgning på rør i LEGO-systemelementer. Titlen lød: ”Kasseformede elementer med koblingsorganer”. Rør i elementerne bevirkede, at elementerne kunne holde langt bedre sammen. Patentet betragtes som LEGO-systemets grundpatent. Det er dog ikke dette patent, der er hovedårsagen til LEGO-systemets og LEGO-Koncernens succes. Vigtigere er selve LEGO-systemet.
I modsætning til andre firmaer, der har markedsført ”kasseformede elementer med koblingsorganer”, har LEGO-Koncernen i udviklingen af nye elementer sikret, at alle nye elementer passer sammen med alle tidligere frigivne elementer. Det er sikret ved, at man i LEGO Koncernen har udarbejdet og overholdt præcise elementstandarder, der beskriver kravene til LEGO-systemelementer. Fundamentet i systemet er standarder for: moduler, koblinger og regler for, hvordan systemet anvendes.
Det betragtes som illoyal konkurrence at producere og markedsføre elementer, der lukrerer på LEGO-systemet ved at være sammenbyggeligt med LEGO-systemet, uden at dette er aftalt med LEGO-Koncernen.
Navnestridigheder.
LEGO fører hvert år 200 internationale sager for at beskytte deres navn og varemærke.
Galleri Lego.
I efteråret 2003 åbnede Louise Lego Andersen et kunstgalleri ved navn Galleri Lego. En måned senere henvendte medarbejdere fra LEGO Juris A/S sig i galleriet og sagde, at det ville ende med en retssag, hvis hun ikke skiftede navn.
LEGO-Koncernens udgangspunkt var, at deres varemærke var så stærkt, at brugen ud fra et mellemnavn stadigvæk ville være krænkende. Louise Lego Andersens udgangspunkt var, at hendes mellemnavn stammede fra hendes morfar, der i 1908 fik mellemnavnet i dåbsgave - altså en del år før LEGO Koncernen fik sit navn.
Sagen blev i første omgang afgjort i Sø- og Handelsretten, hvor Louise Lego Andersen var repræsenteret ved sin onkel, Eigil Lego Andersen. Afgørelsen betød, at hun gerne måtte bruge Lego som mellemnavn, når hun solgte billeder, og hun måtte underskrive billederne med L. Lego, ligesom det var i orden at kalde galleriet for Galleri Lego.
Det blev dog også afgjort, at hun ikke måtte bruge Lego som søgeord på nettet, og at hun ikke måtte bruge Lego som efternavn. Derfor besluttede hun sig for at gå videre til Højesteret med sagen.
Louise fjernede i mellemtiden sit gamle efternavn, hvilket var muligt med den nye navnelov, og hed derefter Lego til efternavn.
I november 2007 blev det i Højesteret afgjort, at Louise var berettiget til at bruge betegnelsen Galleri Lego, at bruge LEGO og Lego som efternavn, at markedsføre sin virksomhed under domænet galleri-lego.dk og at bruge LEGO som søgeord på nettet. Ydermere skulle LEGO-Koncernen betale 150.000 kr. i sagsomkostninger. Retten konkluderede, at Louises produkter kun vagt lignede LEGO-Koncernens produkter, og at der ikke var nogen reel forvekslingsrisiko.
Leiden.
Leiden er en by i provinsen Syd-Holland (Zuid-Holland) i Nederlandene.
Leidens Universitet blev grundlagt i 1575 og er dermed landets ældste.
Lektor.
En lektor er en lærer ved et gymnasium eller ved en højere læreanstalt.
I gymnasieskolen er det den højeste lærertitel, som automatisk erhverves efter en række års ansættelse som adjunkt, hvorfor man ofte taler om "anciennitetslektorer".
På universiteter har personen som hovedopgave at forske og undervise. Betingelsen for at kunne blive ansat som lektor her er, at man efter ph.d.-graden har erhververet sig yderligere kvalifikationer - typisk opnået gennem ansættelse som adjunkt.
Ligeledes har man på universiteterne eksterne lektorer, der er ansat på deltid for at undervise. Af eksterne lektorer kræves ikke samme videnskabelige og pædagogiske kvalifikationer som af fastansatte lektorer, endskønt de enkelte steder besidder dem - dette varierer dog meget inden for forskellige fagområder. En ekstern lektor udfylder i praksis den funktion, som en amanuensis havde før i tiden.
Slutteligt opererer man med begrebet "dansk lektor i udlandet", der er en lektor, som underviser i det danske sprog på et universitet i udlandet.
Lemvig.
Lemvig er en by og købstad i det nordlige Vestjylland med 7.195 indbyggere (2010), beliggende ved den vestlige del af Limfjorden i et bakket landskab omkring Lem Vig. Lemvig er hovedby i Lemvig Kommune og ligger i det nordvestlige hjørne af Region Midtjylland.
Første gang byen nævnes er i et brev til kongen i år 1234. Derudover fik byen købstadsprivilegier i 1545. Lemvig ligger i det gamle Skodborg Herred.
Lemvig er også kendt som byen Lidenlund fra tegneserien "Livets gang i Lidenlund", tegnet og skrevet af Henning Gantriis.
Området.
Lemvig by er "en" stor dal, ment på den måde at selve byen er omgivet af bakker.
På toppen af den nord-østlige bakke finder man bl.a. Lemtorpskolen og "Lemvig Bowling Center". På vej op (hvis man følger Østerbjerg) kommer man forbi sygehuset.
På toppen af den syd-vestlige bakke finder man bl.a. Lemvig Gymnasium, "Christinelystskolen", "Lemvig Idræts- og Kulturcenter" (med tilhørende svømmehallen), "Lemvig GF" og "Lemvig station" (tog og bus). På vej op (hvis man her følger Vesterbjerg) finder man Lemvig Museum.
Vælger man i stedet at følge Strandvejen langs fjorden ud mod Gjeller Odde møder man inden "Lemvig Golfklub", "Lemvig Roklub" og "Hotel Nørre Vinkel". Bag roklubben ligger "Lemvig Feriecenter" og bagved "Lemvig Sejlklub".
Lige efter Lemvig Museum" finder man Planetstien, som er en af Lemvigs helt store seværdigheder.
For foden af "Ny Sønderbjerg" findes Lemvig Sø, Kolonihaverne, Søhuset (hvor Thøger Larsen Gruppe (under DDS) hører til) og Sødalen. Drejer man til venstre (mod syd) for enden af Sønderbjerg kommer man i retning af Rom og Lemvig flyveplads.
Spedalskhed.
Spedalskhed, også kaldt lepra (det videnskabelige navn), er en infektionssygdom forårsaget af lepra-basillen "mycobacterium leprae". Sygdommen har været kendt længe, men bakterien blev første gang beskrevet i 1873 af den norske læge Gerhard Henrik Armauer Hansen, og dette var første gang en mikroorganisme blev identificeret som årsag til en kronisk sygdom, og anden gang for en sygdom i det hele taget. Infektionen kan behandles, men følgetilstandene er kroniske. Man har to hovedformer for sygdommen, tuberkuloid form, også kaldt glat spedalskhed, og lepromatøs form, som også er kaldt knudet spedalskhed.
Historie.
Gilbertus Anglicus (1180–1250) var den første der fandt ud af at kopper og spedalskhed er smitsomme sygdomme i sit værk "Compendium Medicinae".
Spedalske måtte mange steder ringe med en klokke for at advare andre
Spedalskhed var en frygtet sygdom i flere tusind år og kendt fra den tidligste oldtid. Spedalskhed er omtalt i den indiske veda-digtning samlet ca. 3500 år f.Kr. I Bibelen, i 3. mosebog kap. 13, er der udførlige beskrivelser af hvordan præsten skal forholde sig til de hudsyge. Sygdommen blev bragt til Italien fra Egypten flere århundreder f.Kr. Særlig udbredt i Europa var den efter korstogene, og i middelalderen blev der oprettet en række hospitaler, "leprosarier", for spedalske. Det var i næsten alle tilfælde Den katolske kirke som drev sygehusene, og mange munke og nonner følte et specielt kald til at hjælpe de spedalske, til trods for at de udsatte sig selv for stor smittefare. Finansieringen kom i mange tilfælde fra en lokal adelsmand. Dette fortsatte også efter middelalderen; de katolske missionærer var gerne de første og mange steder de eneste, som oprettede leprosarier. En optælling fra 1992 viste, at der i katolsk regi blev drevet 793 leprosarier rundt om i verden.
I 1225 var der op til 19.000 leprosarier i Europa. Love blev indført for at begrænse de spedalskes bevægelsesfrihed, og de som kunne gå rundt og tigge, skulle varsle hvor de var med bjælder. I middelalderen var den normale kristne opfattelse, at selv om de spedalske var forbandede af mennesker, så var de elsket af Gud. Flere ordener blev stiftet i det hellige land på 1100-tallet; den mest forunderlige var måske Lasarus-ordenen, som fortrinsvis tog spedalske op. Først og fremmest var den en orden, som drev leprosarierne, men i tilfælde af krig, drog de spedalske riddere i kamp på lige fod med riddere fra andre ordener.
Mest udbredt var sygdommen i Europa i 1200-tallet, i 1500 og 1600-tallet mindskes antallet af syge, og i 1700-tallet havde sygdommen mindre betydning i Europa. Dette hænger sandsynligvis sammen med at de syge blev isoleret, og at de var særligt udsat for andre smitsomme sygdomme. Ved ankomsten til visse leprosarier, blev der læst sjælemesse for vedkommende, da patienterne blev betragtet som levende døde.
I middelalderen var meget overtro forbundet med en række sygdomme. Nogen mente, at djævelen havde forårsaget pesten, og jøder og spedalske var djævelens medhjælpere. Drab på jøder og spedalske forekom flere steder i Europa. Betegnelsen spedalsk inkluderede sandsynligvis en række ikke-smitsomme hudsygdomme som eksem og psoriasis, og andre smitsomme sygdomme som kopper og sekundær syfilis. Det er vigtigt at vide i forhold til historiske tekster og omtale, da det, der i dag er spedalskhed, er en infektion med "mycoplasma leprae", ikke nødvendigvis var den samme som den bibelske spedalskhed.
Fader Damian, som hjalp spedalske og selv døde af sygdommen
Spedalske bliver stadig stigmatiseret, og der findes selv i moderne tid leprosarier i enkelte områder. Særlig er Moder Teresa og hendes "Næstekærlighedens søstre" forbundet med arbejdet for spedalske i Indien. Blandt kendte personer der har arbejdet for spedalske, er Damian de Veuster, som drev et sygehus på Molokai og selv døde af sygdommen i 1899.
I dag har WHO, programmer til bekæmpelse af spedalskhed, og gratis uddeling af medicin i de endemiske områder.
Udbredelse.
i 1990'erne var forekomsten af spedalske som til enhver tid er i aktiv behandling på verdensbasis reduceret fra 10–12 millioner registrerede til 600 000 i 2000, og yderligere reduceret til 460 000 ifølge de sidste tal fra WHO. Dette skyldes en mere effektiv kombinationsterapi og kortere terapivarighed.
Spedalskhed er vidt forekommende i tropiske og varmt tempererede lande, og 1,3 milliarder mennesker lever i regioner med aktiv overførelse af "mycobacterium leprae". I 2000 var der 15 lande som kunne kaldes endemiske, dvs. med en forekomst på over 1/10 000. Indien har 64 % af alle registrerede tilfælde. Under Indien ligger: Brasilien, Burma, Madagaskar, Nepal og Mosambique. De nævnte lande udgør 83 % af registrerede tilfælde. Uddeling af gratis medicin og aktiv smitteværnpolitik blandt andet i Brasilien er i gang med, at ændre dette billede.
Smitteveje.
Smitte sker sandsynligvis ved langvarig tæt hudkontakt, med steder hvor huden er beskadiget, eller med dråber fra smittede personers næseslimhinde. Af mange fagfolk betragtes spedalskhed dog som den mindst smitsomme infektionssygdom, der findes. Bakterien er påvist hos bæltedyr og primater, men smitten kan ikke overføres fra dyr til mennesker.
Klinisk præsentation.
Kraniet fra en spedalsk person, med skader på øjenhuler, næseben, kæbe og hage
Lepromatøs spedalskhed er når immunforsvaret ikke har en specifik cellulær respons mod "mycobacterium leprae", og dette medfører at bakterien formerer sig ukontrolleret i hud og nerver. Det er en systemisk sygdom, hvor bakteriene spredes med blodet i kroppen. Bakterien som vokser i vævene, fører gradvist til vævsskade i de involverede organer. I næsen ødelægges brusken, så næsen kan falde sammen, struben kan falde sammen og give hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelse i fingre og tæer sammen med traumer og betændelse i benene, fører til at fingre og tæer svinder hen og falder af.
Diagnostik.
Påvisning af en karakteristisk flække i huden med sansetab.
Påvisning af syrefaste stavbakterier i huden.
Skønne kunster.
De skønne kunster ("les beaux-arts") omfatter kunster som arkitektur, skulptur, malerkunst, fotografi og filmkunst.
I Danmark er det akademirådet, der har den overordnede styring af forholdene omkring de skønne kunster, herunder driften af "Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster". Akademiet blev grundlagt ved en fundats af 31. marts 1754 som "Det Kongelige Danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie i Kiøbenhavn", som blev udstedt af Frederik 5..
Lester Young.
Lester Young (født 27. august 1909, død 15. marts 1959) var en amerikansk jazzmusiker, der skabte sit navn som tenorsaxofonist i Count Basies orkester i 1936-1940 og i 1943-1944. Young var en af jazzens store stilskabere med sin kølige. slanke tone, der var et afgørende brud med 20'ernes "hotte" stil.
Han blev del af Count Basies gruppe i 1934, men forlod den til fordel for en plads hos Fletcher Henderson, hvor han skulle erstatte Coleman Hawkins, Der på dette tidspunkt var trendsættende saxofonist. Det fungerede dog ikke særligt godt, da det blev forventet at Young også overtog Hawkins' spillestil, og i 1936 var Young tilbage hos Count Basie. Det blev starten på en af de bedste og mest kreative perioder i hans karriere, hvor han for alvor grundlagde sin helt egen stil. Her dyrkede han også klarinetten, men da hans instrument blev stjålet i 1939, droppede han klarinetten helt frem til 1957.
Et af Lester Youngs helt store bidrag til musikhistorien var også hans triosamarbejde med Billie Holiday og Teddy Wilson i starten af 40'erne. Young havde et meget nært forhold til Billie Holiday, som også var den, der gav ham kælenavnet Prez - 'President of the Tenor Saxofon'. Holiday beskriver ham altid som elegant og smuk, med hans hipster-manerer og pork pie-hatten, og det passer både til personen og musikeren Young. Da Young slog igennem var saxofonen domineret af Coleman Hawkins kraftfulde, aggressive spillestil, men Prez gik den modsatte vej med en let og lys tone og en stærk melodiforståelse. Han forsøgte at gå sine egne veje med instrument, hvilket så siden dannede skole og inspiration for bop og især cool-jazz.
I 1943 vendte Young, som ikke havde den mest målrettede karriere, tilbage til Basies orkester, hvor han fik 9 måneder, før han i 1944 blev indkaldt til hæren i det USA, som var trådt ind i 2. verdenskrig. Her oplevede han racismens grimme ansigt, blandt andet fordi han var gift med en hvid kvinde, og fik en fængselsdom, hvilket havde en traumatiserende effekt, og han blev hjemsendt et år senere.
Hans spil var i årene efter krigen mere og mere mærket af hans alkoholmisbrug. Prez havde sit sidste engagement i Paris 1959, men måtte afbryde kontrakten på grund af sygdom og døde kort efter.
Lian.
a> ("Actinidia chinensis" er en lian, hvis frugter værdsættes over hele kloden.
Lianer er planter, som har rødderne i jorden, men har bladene oppe over andre planter. De slyngende og klatrende planter har en fælles, økologisk niche, hvor de udnytter træers og buskes bæreevne i stammer og grene som "stillads" for deres egen længdevækst. Fordelen er, at de slipper for at bruge energi og stof på at opbygge forveddet støttevæv, mens de på den anden side når op i kronetaget, hvor der er lys og bestøvningsmuligheder. Lianer er derfor oftest knyttet til skov- eller krat-biotoper.
Blandt de lianer, som er vildtvoksende i Danmark, eller som man kan dyrke i her, skelner man imellem dem, som klatrer med rødder og bladstilke, og dem som bare slynger sig selv opad ved hjælp af stænglerne. Desforuden opdeles lianer i urter, stauder og vedplanter.
Liechtenstein.
Liechtenstein er et fyrstedømme beliggende mellem Schweiz og Østrig.
Liechtenstein er Europas eneste dobbelt-indlandsstat, og det eneste tysktalende land, der ikke har grænser direkte med Tyskland.
Fyrstendømmet er et konstitutionelt monarki. Liechtenstein har 11 kommuner. Hovedstaden er Vaduz, hvor også fyrsten har til huse. Liechtenstein har verdens højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger på 162.000 schweizerfrank (2006) svarende til ca. 570.000 danske kroner.
Geografi.
Liechtenstein er en indlandsstat i mellemeuropa, der omkranset af de schweiziske kantoner St. Gallen mod vest og Graubünden mod syd samt det østrigske forbundsland Vorarlberg mod øst. Hele grænsestrækningen mod Schweiz forløber langs Rhinen. Den sydlige og østlige grænse er præget af bjergkæden Rätikon i Alperne. Udover Usbekistan er Liechtenstein den eneste indlandsstat, der kun er omgivet af andre indlandsstater.
Landet måler på det længste sted 24,8 km. og på det bredeste sted 12,5 km. Grænsen mod Schweiz er 41,2 km. lang og mod Østrig 36,7 km.
Liechtensteins højeste punkt er Grauspitz med en højde på 2.599 m.o.h. Det dybeste punkt er Rugeller Riet med en højde på 430 m.o.h. Den højest beliggende by er Triesenberg i 886 m.o.h.
Den eneste naturlige sø i Liechtenstein er Gampriner Seele, som første blev dannet i 1927 ved en oversvømmelse af Rhinen, der medførte en voldsom erosion.
Det største landbrugsområde ligger omkring Rhindalen, hvor der dyrkes majs, kartofler, byg, hvede og grøntsager.
27 % af landet er dækket af tætskov, 34 % bliver udnyttet til landbrug (heraf 12 % til korndyrkning og 21 % som græsenge) mens 10 % af arealet er bebygget.
Klima.
Klimaet i Liechtenstein er forholdsvist mildt og er ofte præget af sydlig fønvind, hvilket forlænger dyrkningstiden forår og efterår. I januar 2006 var gennemsnitstemperaturen -3,4 °C og i juli 22,7 °C. Årsmiddeltemperaturen var 10,4 °C.
Juli og august har mest nedbør med 130–150 mm regn pr. måned, mens december og januar har mindst nedbør med 30–50 mm.
Befolkning.
Omkring to tredjedele af indbyggerne er indfødte liechtensteinere (65,8%) mens en femtedel (20,1%) kommer fra de øvrige tysktalende lande (Schweiz, Østrig og Tyskland)
Sprog.
Liechtensteins befolkning taler en alemannisk dialekt af højtysk. De alemanniske dialekter er lokalt forskellige, og adskiller sig visse steder meget fra hinanden. Skrift- og mediesprog er højtysk. Liechtenstein er det eneste land, hvor tysk alene er statsanerkendt sprog. I de øvrige tysktalende lande er også romanske, andre germanske eller slaviske sprog eller ungarsk anerkendt som officielt sprog eller mindretalssprog.
Religion og kirke.
Liechtenstein er domineret af den kristne tro. Folketællingen i 2000 viste, at 72,4 % af indbyggerne tilhører den romersk-katolske kirke, 8,2 % tilhører den protestantiske kirke og 4,8 % tilhører den islamiske tro.
Indtil 1997 lå Liechtenstein under bispedømmet Chur. Den 2. december 1997 ophøjede Pave Pave Johannes Paul 2. ærkebispedømmet Vaduz. Den romersk-katolske kirke er i følge forfatningen statskirke. Der tilstræbes en adskillelse af kirke og stat i Liechtenstein.
Kendte fra Liechtenstein.
Liechtenstein har på trods af landets størrelse formået at fremavle nogle dygtige sportsfolk. Mario Frick er den mest succesfulde fodboldspiller i Liechtensteins historie, og bliver i befolkningen kaldt Super Mario. Alpin skiløberen Marco Büchel har vundet flere worldcup races i super-G og har desuden deltaget 6 gange i vinter OL, fra 1992 til 2010.
Historie.
Fyrstendømmet er opstået gennem en erhvervelse af herskabet Schellenberg (1699) og grevskabet Vaduz (1712) af fyrstefamilen Liechtenstein. Familien kan spores tilbage til 12. århundrede, og navnet har familien fra "Burg Liechtenstein" i Mödling i Niederösterreich ved Østrigs hovedstad Wien. I 1719 slog kejseren for dettysk-romerske rige Karl 6. de to områder sammen og ophøjede det til et selvstændigt fyrstendømme og gav det navn efter fyrsten af Liechtenstein.
Under koalitionskrigen i 1799 var fyrstendømmet først besat af Frankrig sidenhen af Østrig. Ved afslutningen af det tysk-romerske rige i 1806 efter Napoleons okkupation af store dele af riget blev Liechtenstein den 12. juni 1806 optaget i rhinforbundet som en suveræn stat og var fra 1815 en del af det tyske forbund, der blev dannet på Wienerkongressen. I 1862 underskrev fyrst Johann 2. en konstitutionel-monarkisk forfatning for at forhindre en revolution. Fra 1866 blev Liechtenstein en uafhængig og neutral stat. I 1868 opløstes militæret af økonomiske årsager.
Indtil 1. verdenskrig var Liechtenstein gennem en fælles overenskomst tæt forbundet til det østrig-ungarske kejserrige. Da dette i 1918 gik i opløsning blev Liechtenstein tættere knyttet til Schweiz. Liechtenstein indførte derefter den schweiziske frank som valuta og indgik fra 1923 i den schweiziske toldunion. Fra 1924 skete Liechtensteins diplomatiske repræsentation gennem Schweiz' diplomati.
Med forfatningen fra 1921 blev fyrstendømmet et konstitutionelt monarki med en demokratisk-parlamentarisk regeringsform. Under 2. verdenskrig blev Liechtenstein - ligesom Schweiz - på grund af sin beliggenhed og den politiske neutralitet forskånet for besættelse og krigshandlinger. Liechtenstein oplevede herefter - begunstiget af toldunionen med Schweiz, den lave skat og neutraliteten - et erhvervsmæssigt opsving.
I 1984 fik kvinder stemmeret, og i 1990 blev Liechtenstein medlem af FN.
I 1992 kom det til den såkaldte "statskrise". Fyrst Hans-Adam 2. ville gennemføre landets afstemning om deltagelse i EØS før Schweiz, for at sikre en positiv udgang. Regeringen og parlamentet stemte for deltagelsen, men holdt fast på en afstemning efter Schweiz. Hans-Adam 2. truede med at afskedige regeringen, opløse Landdagen og regere gennem nødret. Efter pres fra folket gav statsoverhovedet efter og afstemningen blev lagt før afstemningen i Schweiz. Statskrisen medførte en årelang forfatningsdiskussion.
Mens Schweiz gennem afstemningen afviste et optag i EØS, så stemte et markant flertal i Liechtenstein for, og landet indtrådte i EØS den 1. maj 1995. Medlemskabet har haft stor betydning udviklingen af de finansielle virksomheders sæde i Liechtenstein.
I 2003 trådte efter heftige kontroverser en ny forfatning i kraft, som blev tiltrådt af folket. De politisk modstandere mente, at magtbalancen i landet forskubbedes til gunst for monarkiet. Således fordeles suveræniteten ligeligt mellem folket og fyrsten.
Den 15. august 2004 udnævnte fyrst Hans-Adam 2. sin søn og arveprins Alois von Liechtenstein som sin stedfortræder.
Politisk system.
Liechtenstein er et konstitutionelt arvemonarki på et demokratisk-parlamentaristisk grundlag. Statsoverhovedet i Liechtenstein er siden 1989 fyrst "Hans-Adam 2. von und zu Liechtenstein".
Den lovgivende magt ligger hos fyrsten og Liechtensteins Landdag, der består af 25 medlemmer, der vælges ved direkte forholdstalsvalg af befolkningen. Alle love skal sanktioneres af fyrsten, og foreligger sanktioneringen ikke indenfor 6 måneder bortfalder loven.
Den udførende magt ligger hos regeringschefen, der i øjeblikket hedder Otmar Hasler, og fire regeringsråd (ministre). Siden den omstridte forfatning fra 2003 kan fyrsten når som helst og uden begrundelse afskedige regeringen, og er dermed en af de mest magtfulde monarker i Europa. Til gengæld har folket gennem en forfatningsændring mulighed for at afskaffe monarkiet. Den nye forfatning har fordelt opgaverne mellem fyrste, regering og Landdag tydeligere.
Retsvæsenet består af højesteret med 5 dommere, som ansættes gennem et udvalg med fyrsten som formand.
Der er et stærkt element af direkte indflydelse i Liechtensteins forfatning. Således kan mindst 1.000 borgere indkalde Landdagen og mindst 1.500 kan opløse det. 1.000 borgere kan ligeledes begære en ændring eller ophævelse af en lov for Landdagen. Enhver lov kan sættes til afstemning, hvis Landdagen beslutter det eller hvis 1.000 borgere eller 3 kommuner fremsætter krav om det. Til ændringer af forfatningen eller statstraktater kræves krav fra mindst 1.500 borgere eller fire kommuner. Forfatningen fra 2003 har generelt udvidet rettighederne for direkte demokrati.
I krisetider kan fyrsten i følge forfatningen påberåde sig nødret.
Partier.
I parlamentet er følgende partier repræsenteret (mandattal i parentes)
VU står stærkest i de sydligere kommuner, mens FBP står stærkest i de nordligere kommuner. Der er ikke de store ideologiske forskelle mellem de to partier, der siden 2005 udgør en stor koalition.
Rollen som opposition har FL, der står for de grønne-alternative synspunkter.
Der er en spærregrænse på 8 procent for at et parti kan blive repræsenteret i landdagen.
Udenrigspolitik.
De udenrigspolitiske interesser varetages mestendels af Schweiz. Liechtenstein har egne repræsentationer i Berlin, Bern, Bruxelles, Geneve, New York (i FN), Strasbourg, Washington og Wien.
Medlemskabet af EØS medfører i princippet fri bevægelighed for personer, men da hverken EU-landene eller Liechtenstein har interesse i mange bosættelser på grund af den billige skat, så er der indført en undtagelsesbestemmelse, således at Liechtenstein giver 64 nye opholdstilladelser om året, hvoraf 56 gives til personer i beskæftigelse og 8 til personer uden beskæftigelse. Tilflytning af familiemedlemmer er dog altid mulig.
Forsvar.
Fyrstendømmet har siden 12. februar 1868 ingen egen hær, selvom forfatningen indeholder en almen værnepligt. Politiet står for den indre sikkerhed og kriminalitetbekæmpelsen. Enkelte kommuner har eget kommunalt politi.
Under 2. verdenskrig ville Schweiz gerne have Liechenstein med ind under deres forsvar, idet schweizerne anså Liechtenstein som en svag flanke, hvor der ville være mulighed for at besætte Schweiz. Liechtenstein afviste dog dette af frygt for at belaste forholdet til Nazi-Tyskland.
Heller ikke i dag findes der en aftale mellem Schweiz og Liechtenstein på det militære område, og Schweiz har således ingen selvstændig ret til intervention i tilfælde af at et andet land skulle angribe Liechtenstein.
Forvaltning.
Liechtenstein er opdelt i 11 kommuner. 5 af kommunerne tilhører valgkredsen Unterland i den nordlige del af landet og de resterende 6 kommuner tilhører valgkredsen Oberland i den sydlige del af landet.
Flag og nationalhymne.
Liechtensteins flag er blåt og rødt i to vandrette striber - blåt øverst og rødt nederst med fyrstekronen i øverste venstre hjørne. Fyrstekronen symboliserer enheden af folket, fyrstenhuset og staten. Flaget har i denne form været anvendt siden 1937.
Begge farverne har været kendt i hvert fald fra 1764 og blev optaget i forfatningen fra 5. oktober 1921 i en vandret udgave. Da dette flag imidlertid var identisk med Haitis flag tilføjede man en gul fyrstekrone.
Den 30. juni 1982 blev der vedtaget en ny flaglov. Fyrstens flag er herefter blå-rødt i vandrette striber med fyrstens våben i midten af flaget. Hele flaget er omkrandset af en gul kant. Fyrstetro borgere anvender dog ofte det gamle fyrsteflag med fyrstehusets farver: gul og rød.
Liechtensteins nationalhymne er siden 1920 "Oben am jungen Rhein", som dog blev lettere bearbejdet i 1963. Hymnens melodi er identisk med Storbritaniens nationalhymne God Save the King.
Infrastruktur.
Österreichische Bundesbahnen befærder Liechtensteins eneste jernbanestrækning
Det godt udbyggede vejnet er 140 km. langt. Der er ingen motorvej i Liechtenstein, men på den venstre Rhinbred går den schweiziske motorvej A13, der har fem til- og afkørsler direkte til fyrstendømmet. De trafikale regler tager udgangspunkt i de schweiziske. Dog er alkoholgrænsen 0,8 promille, hvor den i Schweiz er 0,5.
Privatbilisme er udbredt. Der er indregistreret 24.368 privatbiler i Liechtenstein svarende til 693 pr. 1.000 indbyggere (2007).
Der er 9,5 km. jernbane fra Buchs til Feldkirch. Driften af denne varetages af det østrigske jernbaneselskab Österreichische Bundesbahnen. Der kører regionaltog på linjen 10 gange dagligt i hver retning på hverdage og 5 gange øvrige dage. Hele strækningen gennemkøres på ca. 20 minutter.
Bustransport sker med Liechtenstein Bus Anstalt (LBA), der er et datterselskab af det schweiziske "Postbus" og forbinder fyrstendømmets kommuner med 13 buslinjer, hvoraf nogle også kører over grænsen til Schweiz og Østrig. LBA har i alt 42 busser, hvoraf 28 er naturgasdrevne. Linjenettet er på 105 km. med ca. 320 stoppesteder. Der transporteres årligt omkring 5 mio. passagerer, hvoraf 14-17.000 dagligt transporteres på hverdage. Busselskabet havde i 2006 en samlet indtægt på 2.363.976 CHF.
I 2006 gennemførtes en total linjeomlægning af buslinjerne for at skabe mere attraktive forbindelser og dermed forøge passagerantallet. I februar 2008 påbegyndtes omlægningen af busstationen i Schaan, som er landets største busknudepunkt, hvor 6 buslinjer mødes. Anlægget skal stå endeligt færdigt i december 2009.
Den nærmeste lufthavn er lufthavnen i Zürich i Schweiz. I Balzer findes en privat drevet helikopterlandingsplads.
Fystendømmet er postalt forbundet med Schweiz men har dog et selvstændigt postvæsen "Liechtensteinische Post AG" og udgiver egne frimærker.
Landet har egen international telefonkode (+423). Der findes mere end 19.000 telefonabonnementer, ca. 12.000 mobiltelefoner og ca. 20.000 internetbrugere.
Bilernes nummerplade er holdt i samme skrifttype og design som Schweiz', men pladerne er dog sorte med hvide bogstaver. På pladerne benyttes betegnelsen FL og rigsvåbenet efterfulgt af fem cifre.
Fra den 1. januar 2001 blev den schweiziske vejafgift for lastbiler indført i hele Liechtenstein. Den blev tiltrådt ved en folkeafstemning og indført for at Schweiz ikke skulle etablere afgiftsterminaler eller toldposter ved grænsen til Liechtenstein. I stedet har Liechtenstein nu etableret disse på grænsen til Østrig.
Hovedparten er energiforsyningen hentes i udlandet. I 2006 anvendtes 1,4 mio. MWh på alle energiarter, hvoraf Liechtenstein kun er selvforsørgende med 93.789 MWh. Mere end 93 % af energiforsyningen hentes således i udlandet.
Handel og erhverv.
Den største del af Liechtensteins bruttonationalprodukt tilvejbringes gennem industri, der koncentrerer sig om fremstilling af værdifulde specialprodukter. Største handelspartner er USA efterfulgt af EU og Schweiz. Finanssektoren er endvidere også af stor værdi for landet. Med den industrille udvikling etablerede der sig i Liechtenstein et stærkt bankvæsen, som dog af de højtbeskattede EU-lande anklages for at tjene som skatteflugt.
De største banker er "LGT Bank", "Liechtensteinische Landesbank" og "Verwaltungs- und Privatbank". Siden 1992 har også andre institutter fået tilladelser til bankvirksomhed, herunder også udenlandske banker siden tiltrædelsen i EØS. I dag beskæftiger de fem største banker i Liechtenstein omkring 1.400 medarbejdere og har en samlet balance på over 30 milliarder schweizerfranc. Som i Schweiz og Østrig gælder der i Liechtenstein bankhemmelighed, hvilken dog er kommet under kraftig international kritik i februar 2008, hvor bl.a. tyske myndigheder skaffede sig detaljerede oplysninger om skatteundrageres konti i LGT Bank. Den danske skatteminister, Kristian Jensen, agter ikke at bruge de fremkomne informationer til at undersøge, om danske statsborgere har skjulte formuer i banker i Liechtenstein.
I industrisektoren er den kendteste virksomhed "Hilti AG" (boreteknik og byggeriudstyr), "Ivoclar Vivadent AG" (tandteknik), "ThyssenKrupp Presta AG" (leverancer til automobilproduktion), "Hoval AG" (Varme- og udluftningsudstyr), "Ospelt-Gruppe" (fødevarer) og "Hilcona AG" (fødevarer), "Neutrik AG" (elektroteknik), "PAV Präzision Apparatebau Vaduz" (præcisionsinstrumenter) samt "OC Oerlikon Balzers AG" (Elektronik).
Liechtensteins nationalbank har ret til at udstede egen valuta men anvender ikke denne ret mere. Schweiziske Frank er Liechtensteins officielle valuta. Liechtenstein præger dog særmønter. I de fleste forretninger og restauranter er Euro også gangbart.
Bruttonationalproduktet var i 2006 4,3 mia. CHF, svarende til 162.000 CHF pr. indbygger.
For at forhindre en toldgrænse på Rhinen, måtte Liechtenstein trods sin sunde statsøkonomi indføre en omsætningsafgift pr. 1. januar 1995 svarende til Schweiz'. Satsen er 7,6 % mens der er indført særlige satser for hoteller på 3,6 % og for fødevarer, bøger, blomster og lignende en sats på 2,4 %.
Kunst og kultur.
"Kunstmuseum Liechtenstein" er det statslige museum for international moderne og samtidskunst i Vaduz.
Landets tæthed mellem byerne og deres traditioner og den intensive kontakt med udlandet betyder et rigt og mangeartet kulturliv. Koncerter, teater, dans og kabaret, museer, galerier og atelier tiltrækker mange kulturinteresserede og kunstelskere fra hele regionen.
"Kunstmuseum Liechtenstein" er et arkitektonisk vartegn tegnet af de schweiziske arkitekter Morger, Degelo og Kerez, som blev åbnet i 2000. Facaden består af en indfarvet og fugeløs støbt beton fortrinsvis af basaltsten og farvet flodgrus, der er behandlet på en sådan måde, at det giver en reflekterende overflade. Som museum for moderne og samtidskunst opbevares den statslige kunstsamling her og er kendt for sine internationalt betydende særudstillinger.
Stor betydning har også det Liechtensteinske statsmuseum, som blev åbnet i 2003 efter en omfattende renovering. Andre museer er skimuseet og postmuseet og flere andre moderne lokale museer.
Der er flere lokale kulturforeninger, som f.eks. "Operettenbühne Balzers" eller "Liechtenstein Musical Company". Også hovedstaden Vaduz opvarter publikum med en egen "Operettenbühne" og en rigtig operaforening.
"Theater am Kirchenplatz" i Schaan er det mest betydende teater i Liechtenstein.
Skolesystem.
Grundlæggende har man i Liechtenstein det samme skolesystem som i Schweiz. Som 5-årige begynder børnene i "Vorschule" som svarer til børnehave og er et toårigt forløb. For tysktalende børn er dette frivilligt, mens det for udenlandsktalende børn er obligatorisk at gå på andet år.
Som 7-årige påbegynder børnene det 5-årige forløb i "Primarschule". Når dette forløb er afsluttet fortsætter børnene i 12-årsalderen til "Sekundarstuffe", hvor der skal vælges mellem 3 skoleniveauer, alt efter hvilken uddannelse børnene skal have senere i livet. "Oberschule" tager 4 år og derefter kan de fortsætte i den såkaldte "Anlehre". Dette er en læreplads, som er mere praksisorienteret med mindre skoleundervisning. "Realschule" tager også 4 år, og derefter kan eleverne fortsætte i lære. "Gymnasium Unterstufe" tager 3 år og forbereder eleverne på fra 16-årsalderen at vælge ny retning. Det kan enten være teknisk skole, handelsskole eller videregående gymnasium, der skal forberede eleverne på en videregående universitetsuddannelse.
Højere uddannelser tages i udlandet, idet Liechtenstein ikke har universitet eller tekniske højskoler.
Medier.
Liechtenstein har en landsdækkende radio- og TV-kanal. TV-kanalen varetages af Presse- og Informationsministeriet og Radio Liechtenstein udsendes af "Liechtensteinischer Rundfunk". Derudover har hver kommune en egen lokalkanal.
Det største dagblad er med et oplag på 10.500 eksemplarer "Liechtensteiner Vaterland", som politisk står nærmest "Vaterländische Union" (VU). Det ældste dagblad er med førsteudgivelsen i 1878 "Liechtensteiner Volksblatt", der politisk læner sig op ad "Fortschrittliche Bürgerpartei" (FBP).
Helligdage.
Den 15. august er national helligdag i fyrstendømmet Liechtenstein. Man fejrer her samlet Maria Himmelfart (som katolsk helligdag) og fyrst Franz Josef 2.'s fødselsdag. Franz Josef 2. (1906-1989) havde fødselsdag den 16. august, men festligholdelsen af de to dage blev lagt sammen i 1940 til én national fejringsdag. Efter fyrstens død har man holdt fast i festdagen.
Liège.
Liège ("vallonsk": Lîdje, "nederlandsk": Luik, "tysk": Lüttich) er en by i den belgiske provins Liège. Byen ligger hvor floden Maas møder floden Ourthe. Byen er administrativ hovedstad i provinsen og største by i Vallonien. Indbyggertallet er pr. 1. januar 2008 på 190.102 mennesker.
Byen er blandt andet kendt for cykelløbet Liège-Bastogne-Liège.
Lillebælt.
Bælter og sunde i Danmark og den sydlige Østersø
Lillebælt er sundet mellem Fyn og Jylland og forbinder Kattegat med Østersøen. Lillebælt har en maksimal dybde på ca. 80 meter og er dybere end Storebælt. Bl.a. på grund af dybden står bæltet for cirka 10% af vandudskiftningen mellem den indre Østersø og Kattegat. Lillebælt har med sine store dybder og centrale placering været en handelsvej for skibe i mange hundrede år. Bæltet er eftertragtet dykkerområde pga. de store, klare dybder, arkæologiske fund og skibsvrag fra bl.a. verdenskrigene.
Geologi.
Lillebæltsområdet er skabt af flere randmoræner, hvoraf den første blev dannet under den gammelbaltiske istid for ca. 22-25.000 år siden. Et par tusinde år senere trænger Nordøstisen frem fra øst og påvirker området. For ca. 14-15.000 år siden kommer den ungbaltiske is til området fra syd og sydøst, og en del af denne is bliver til Lillebæltgletcheren, som former området til storbakket, kuperet terræn med tilhørende dybe fjorde.Området ligger på grænsen af det uregelmæssige morænelandskab, som blev skabt under den sidste istid, Weichsel, af randmoræner.
De tydelige tunneldale er dannet af smeltevandet. Hovedstilstandslinjen, der var aflejret af Nordøstisen, er den ældste i området. Endnu yngre israndslinjer findes i området. Jordbunden består hovedsagelig af moræneler fra den sidste istid, Weichsel.
Efter istiden, ca. 9.000 f.Kr. og de næste ca. 7.000 år frem, stiger temperaturen og området præges af globale, klimatiske ændringer og mere lokale geologiske forhold i Holocænperioden.
Geografi.
Kommer man sejlende nordfra, strækker Lillebælt sig fra Juelsminde i nord til Als i syd, og bæltet har et uregelmæssigt forløb. Det nordligste og bredeste stykke er over 15 km bredt og snævrer sig ind mod sydvest til det smalleste stykke mellem Fyn og Jylland, der er ca. 1 km bredt. Det hedder Snævringen, og her er Lillebæltsbroen (1935) placeret. Syd for Fænø bliver bæltet bredere og bredere og munder ud i et ca. 10 km bredt stykke, der forsætter sydpå til Als og Sydfynske øhav. Bæltets vestlige kyststrækning er mest præget af uregelmæssige fjorde, og langs hele bæltet er der mange stejle kystskrænter.
Naturen.
Lillebælt er et beskyttet vådområde med særlig betydning for fugle og underlagt Ramsar-konventionen. Udpegningen af Lillebælt til et Ramsarområde skete for at sikre bedre vilkår for ynglende og trækkende fugle, her kan kan specielt nævnes arter som; sangsvane, havørn, rørhøg, plettet rørvagtel, engsnarre, klyde, brushane, mosehornugle, fjordterne, havterne, dværgterne, bjergand, ederfugl, hvinand og toppet skallesluger.
Bæltet er hjemsted for flere tusinde marsvin, som er den eneste fastboende hval i danske farvande.
De store dybder tiltrækker mange fisk som torsk,sild og havørred, og Lillebælt er et mål for lystfiskere.
Hvalfangst i Lillebælt.
Fra Middelalderen til slutningen af 1800-tallet var de lokale fiskere også hvaljægere eller mere præcist marsvinsjægere. Den lille hval, marsvinet (Phocaena phocaena) trækker om vinteren op gennem de danske bælter og sunde, og her kunne marsvinsjægerne lægge deres både i kæde over det snævre Lillebælt. Ved at slå med grene i vandoverfladen kunne jægerne drive marsvinene ind på lavvandede områder, hvor de blev slagtet. Tran fra hvalerne blev brugt til belysning ude og inde. Fremkomsten og udbredelsen af elektricitet til belysningsformål underminerede økonomien i marsvinejagten. Under de to verdenskriges mangelsituation genoptoges marsvinejagten for en kort bemærkning. I vinteren 1854 - 55 blev der fanget 1.742 marsvin, men ellers udgjorde en vinters fangst 700 - 800 dyr. Marsvinsjægerne var organiseret i et lav, hvis først kendte skrå er fra 1593. Lavet blev ophævet efter kongelig resolution af 4. maj 1899. Det nuværende Marsvinelav er en lokalhistorisk og selskabelig forening.
Befolkningen i området.
Området bruges af folk fra jægerstenalderen, der først jagede urokse og rensdyr i tunneldalene og forskelligt vildt i skovene.
De klimatiske og geologiske ændringer medførte indvandring af nye dyre- og plantearter og bevirkede, at fiskeri i fjordene og de tilstødende åsystemer blev en vigtig fødekilde. Ca. 4.000 f.Kr. stiger temperaturen igen og tragtbægerkulturen vinder indpas. Der er gjort mange arkæologiske fund fra tragtbægerkulturen i området og mange fra yngre stenalder perioden. Mange arkæologiske fund fra disse perioder viser Lillebæltsområdets vigtige geografiske placering i forhold til Østersøområdet og Nordeuropa. Igennem bronzealderen, jernalderen og vikingetiden, stiger handlen med andre folkeslag og bosættelserne bliver mere permanente og større. I 1300-tallet får byerne Kolding og Vejle købstadspriveligier og er områdets to nuværende største byer.
Infrastruktur.
Der har været forskellige færgeoverfarter på Lillebælt gennem tiderne, her kan nævnes Snoghøj-Middelfart, der blev afløst af Fredericia-Strib, hvor Danmarks første jernbanefærge blev sat ind i 1872 Denne overfart blev nedlagt efter den første Lillebæltsbros indvielse i 1935. I dag er der ingen færgeoverfarter, og al trafik over bæltet sker via to broer: Lillebæltsbroen (1935) fører landevejen og togtrafikken over, mens Lillebæltsbroen (1970) fører motorvejen E20 over.
Lily Broberg.
Lily Broberg (19. september 1923 i Århus - 30. juli 1989) var sangerinde og skuespiller. Hun lagde som danser i 14-årsalderen på Vennelyst Teatret i Århus grunden til sin senere position som humørfyldt revy- og operetteskuespiller. Hun er desuden kendt fra talrige film og for rollen som Kathrine i tv-serien "Matador" og sangen "Der' hul midt i spanden" som hun sang sammen med Dirch Passer.
Lily Broberg præsenterede 19. september 1948 Danmarks første fjernsynsudsendelse fra Tivoli i København. Der hun bl.a. selv synger "Troldtøj".
I 1951 blev hun Danmarks Radio's første speaker, der "åbnede" dansk tv med ordene: "Goddag, det er fjernsynet -vi håber De vil synes om det".
Hun er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.
Limfjorden.
Limfjorden er nu et sund i Jylland, der forbinder Nordsøen med Kattegat og afgrænser Nørrejyske Ø mod syd.
Den gamle åbning, som sandede til omkring 1100-tallet, var ved Vust. Indtil gennembrudet ved Agger Tange under stormfloden den 3. februar 1825 var farvandet således en fjord. Den nye åbning sandede til i 1877, men er nu en udgravet kanal. Limfjorden er 180 km lang. Navnet kommer af "lim" (jf. limsten), - (jysk, angelsk, saksisk og engelsk: "lime") udtryk for det fra højtysk stammende ord "kalk". Bulbjerg, hvis limsten konstant eroderes af Vesterhavets bølger, og som ligger ved den gamle åbning til Vust, har fungeret som landkending, når der skulle drejes ind i fjorden. Synlig overfladekalk findes også ved Aalborg, hvor det udnyttes til cement-fremstilling. Det dybeste sted er i Hvalpsund, hvor der er 24 meter til bunden.
I 2006 er der fremkommet forslag om at lukke fjorden ved Agger Tange igen. Det skal i så fald ske med sluser. Formålet er at undgå oversvømmelser, bl.a. i Løgstør.
Den østlige del af fjorden er et smalt flodagtigt løb mellem Aggersund og Hals.
Den vestlige del af fjorden (mellem Agger Tange og Aggersund) er et omfattende system af småfjorde, bredninger, sunde og vige.
Mors er fjordens største ø. Sallingsund, der ligger centralt i den vestlige del af fjorden, adskiller Mors fra Salling.
Linux-distribution.
En Linux-distribution eller GNU/Linux-distribution er en samling softwarekomponenter, der tilsammen udgør et UNIX-lignende styresystem.
De basale dele udgøres som regel af Linux-kernen og GNU-værktøjerne, samt gennemprøvede programmer, der passer sammen, oftest i den seneste stabile version. For eksempel er Red Hat, Fedora, SUSE, Mandriva Linux, Debian, Slackware og mange andre Linux-distributioner. Der findes altså ikke én officiel Linux-distribution.
De fleste større producenter - bortset fra Red Hat, slog sig i 2002 sammen i United Linux - som blev opløst i 2004.
Spanske Rideskole.
Den spanske rideskole i Wien er en del af Hofburg komplekset. Den kaldes i Østrig Lipizzanerskolen, fordi øvelserne over jorden vises på heste fra Lipizza. Racen bygger på spansk (og dansk) blod.
Under maurernes besættelse af Spanien blandede arabiske heste blod med de lokale heste. I renæssancen steg interessen for den klassiske ridning, og den spanske hest var den bedst egnede race til formålet. Maximilian 2. bragte den spanske hest til Østrig omkring 1562, hvor han grundlagde stutteriet Kladrub. Hingste af Kladruberracen gav grundlaget til det senere oprettede stutteri i Lipizza i Slovenien i 1580. Hestene herfra er lettere end kladruberen og mere elegante. De kaldes Lipizzanere, og det er udelukkende hingste af denne race, der anvendes på den spanske rideskole i Wien.
Lipizzanerhestene fødes sorte, men bliver hvide som toårige. Under flere krige har racen været truet af udryddelse. Senest under krigen i Bosnien, hvor hestene blev slagtet for at skaffe kød.
Den spanske rideskole i Wien blev oprettet i 1735 med det formål at uddanne unge mænd fra adelen i den højere ridekunst.
På rideskolen udføres i dag opvisninger til ære for turister. Her vises noget af den fineste ridekunst i verden med vanskelige øvelser som Levade og Croupade, der er eksempler på "Skolen over Jorden". Mange af disse øvelser havde et formål i krig: Hestens løft skulle beskytte rytteren ved at skærme ham bag hestens krop, og hestens kraftige spark var et effektivt våben rettet mod fjender bagfra.
Liturgi.
Liturgien er den rituelle forskrift, efter hvilket gudstjenester i kristne Kirker foregår. Ordet kommer af det græske λειτουργία ("leiturgia"), som oprindeligt dækkede over rige borgeres ydelser til staten, f.eks. ved at betale for opførelsen af skuespil. I det Nye Testamente har ordet imidlertid skiftet betydning til "gudstjeneste".
Loch Lomond.
Loch Lomond er en Sø i Skotland. Med et overfladeareal på omkring 71 km² er det den største sø i Storbritannien.
Loch Lomond giver vand til Loch Lomond-whiskydestilleriet, der ligger ved dens bred.
Loch Lomond er tegneseriefiguren Kaptajn Haddocks yndlingswhisky.
"Loch Lomond" er også en skotsk folkemelodi. Sangen er også kendt som en signatur sang for gruppen Runrig.
Loch Ness.
Loch Ness med Urquhart Castle i forgrunden.
Loch Ness ("skotsk gælisk": Loch Nis) er en stor ferskvandssø i Skotland. Søen er primært kendt som levested for det sagnomspundne uhyre, Loch Ness-uhyret.
Lofoten.
Byen Reine i Lofoten set fra toppen af Reinebringen
Lofoten er en norsk øgruppe i det nordlige Atlanterhav. Hovedøerne er fra nord mod sydvest Austvågøy (526,7 km²), Gimsøya (46,4 km²), Vestvågøy (411,1 km²), Flakstadøya (109,8 km²) og Moskenesøya (185,9 km²). Yderst ligger de mindre og isolerede øer Værøy og Røst. Området er på i alt 1.227 km² og der er ca. 24.500 indbyggere på Lofoten. Hovederhvervet er fiskeri.
Logik.
Logik (fra græsk λόγος, "logos" = sprog, ord, system, samling) er en filosofisk disciplin, der undersøger formelle argumenters "gyldighed" - om de er logisk konsistente i forhold til de aksiomer eller regler, argumentet hviler på.
Om et argument er "holdbart", dvs. hvad man eventuelt kunne udlede fra dets struktur, er i 'formel logisk' sammenhæng ikke relevant. Det er et "filosofisk logisk" interesseområde. Deraf skelnen mellem formel og filosofisk logik. (Et eksempel kunne være, om en sætning kan være andet end KUN sand og falsk, som det hævdes i klassisk logik, men også have andre sandhedsværdier.
Historisk stammer den klassiske logik fra Aristoteles. Hans syllogismer var standard helt op til 1879, hvor Gottlob Frege udgav sin "Begriffsschrift", en milepæl i filosofien og moderne logik, matematik og datalogi.
Lohengrin.
"Lohengrin" er en opera af Richard Wagner, komponeret 1846-1848 og uropført på Hofteatret i Weimar den 28. august 1850. Første opførelse i Danmark var på Det Kongelige Teater den 30. april 1870. Handlingen udspiller sig i Antwerpen i første halvdel af 900-tallet.
Loke.
Snaptunstenen, der kan være en afbildning af Loke, det stærkeste indicium er den sammenrimpede mund.
Loke (norrønt: "Loki") optræder i nordisk mytologi som en af aserne, selv om han er af jætteslægt. Han bor i Asgård og respekteres af guderne, fordi han har blandet blod med gudernes konge Odin. Lokes relation til guderne varierer fra myte til myte: i nogle hjælper han dem, i andre optræder han som deres modstander. Hans mytologiske funktion beskrives normalt som tricksterens. Loke er far til jættekvinden Angerbodas tre monstre: Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel. De tre spiller fremtrædende roller ved Ragnarok og slår her nogle af de mægtigste guder ihjel.
Lokes navn er trods mange forsøg ikke blevet tolket etymologisk tilfredstillende. Ligesom der i forskningen er der fremsat mange teorier om Lokes udvikling og oprindelse, betydningen af den mytologi, der omgiver ham, den mulige forbindelse mellem ham og luften eller ilden, samt en mulig lighed med guden Lodur. Det mest udbredte synspunkt er, at Lokes betydning primært skal forstås i en kosmologisk sammenhæng, og at han viser gudernes afhængighed af jætterne. Dvs. at han var symbol på menneskens totale afhængighed af naturens kræfter. Loke og mytologien omkring kendes primært fra myterne i
Kilder fra før-kristen tid er langt mere usikre, Loke er måske afbildet på en sten fra Snaptun i Danmark og på to stenrelieffer fra Kirkby Stephen Gosforth i England.
Loke, illustration fra islandsk manuskript fra 18. århundrede.
Mytologisk karakteristik.
Loke er jætte, men samtidigt Odins fosterbror. Gro Steinsland mener, at han karakterisede et bindeled mellem asernes og jætternes slægter; hans optræden fungerer som en understregning af gudernes reelle afhængighed af jætternes kræfter. I kilderne beskrives han som smuk af udseende, men samtidig som den mest lumske af guderne. Som mytologisk figur er han psykologisk næsten lige så kompliceret som Odin.
Loke er ikke entydigt ond; i nogle af myterne optræder han som gudernes hjælper, hvis råd ofte bringer dem ud af en øjeblikkelig krise, fx i Tors brudefærd, hvor han redder Thor ud af et par farlige situationer, og i myten om Tjasse, hvor han får Iduns livsæbler tilbage til Asgård. Men i andre myter er han deres hovedmodstander og den, som bringer dem til fald i forbindelse med Ragnarok. Han og Thor og Odin er de guder, der oftest optræder i myterne, og det må betyde, at han har haft afgørende betydning i det mytologiske system. Den australske religionsforsker Margaret Clunies Ross mener, at myterne skal forstås i en overordnet kronologisk ramme. I den første tid er han gudernes støtte og hjælper og redder dem ud af adskillige kriser med de mere destruktive jættekræfter. Efterhånden udvikler han sig til gudernes modstander i takt med, at hans egen slægt snydes og bedrages. Derfor får han Høder til at skyde Balder med en pil, lavet af misteltenen, som er det eneste, der kan dræbe Balder. Nu begynder de begivenheder, der fører til Verdens undergang, og til at Loke stiller sig i spidsen for jætterne ved Ragnarok som hævn for slægten. Inden den endelige undergang står han bundet ligesom sit barn Fenrisulven.
På baggrund af Lokes tvetydige rolle, har Gro Steinsland karakteriseret Loke som et bindeled mellem to guddommelige slægter. Hun mener, at hans optræden i mytologien fungerer som en understregning af gudernes reelle afhængighed af jætternes kræfter. Denne tvetydighed understreges også af hans evner som formskifter; i forskellige historier optræder han som hoppe, sæl og laks. Lokes baggrund giver ofte forklaring på hans handlinger i myterne og på, hvorfor i nogle tilfælde hjælper guderne, samtidig med han bærer en stor del af skylden for Ragnarok. Hans far var jætten Farbaute og hans mor Laufey, hvis slægtskabsforhold er usikre; Clunies Ross mener fx, at hun er af aseslægt. Hans brødre var Byleist og Helblind. Med sin hustru Sigyn havde han sønnern Vale og Narfe, mens han med gygen Angerboda havde børnene Fenris, som i Ragnarok skal sluge Odin, Midgårdsormen (også kaldet Jormundgand, som skal blive Thors bane) og dødsgudinden Hel. De tre uhyggelige monstre symboliserede chaos i den nordiske kosmologi. Han blev mor til Odins ottebenede hest, Slejpner, da han havde omskabt sig til en hoppe.
Rolle i Balders død.
Lokes positive relationer til guderne slutter, da han forårsager drabet på Balder. Denne er repræsentant for den stabile verdensorden, hvor guderne kan kontrollere kræfterne i verden. Begivenhederne omkring drabet kendes fra flere forskellige tekster, bl.a. "Völuspá". Det afspejler traditionen i Norden omkring Balders død. Historien kan sammenstykkes fra de enkelte kilder: Balder drømmer om sin egen død. Frigg, hans mor, tager alle ting i ed på, at de ikke vil skade Balder. Hun glemmer dog misteltenen. For at fejre Balders usårlighed, skyder guderne til måls efter ham. Den blinde Høder ønsker at være med i legen og Loke forsyner i kvindeskikkelse Høder med en pil af mistelten. Pilen træffer Balder, og han falder død om. Efter Balders færd til dødsriget opsøger Hermod Hel for at få Balder tilbage. Hel stiller den betingelser, at hvis alle og alt i verden vil begræde Balders død, vil han få lov til at forlade dødsriget. Den gamle kælling Tøk nægter at begræde Balder. Guderne regner hurtigt ud, at hun var Loke i forklædning, fanger ham og udtænker en passende straf.
Digtet "Baldrs draumar" omhandler Odins rejse til dødsriget for at udspørge en vølve om betydningen af Balders drøm om sin egen død. Odins mål er at udspørge hende, for gennem vølvens viden at ændre det uafvendelige og få indflydelse på de fremtidige begivenheder. Selv om Loke ikke direkte optræder som figur i digtet, mener den svenske professor i litteratur Mats Malm, at Loke er så essentiel for hele temaet i Balders Drømme, at han må være til stede i slutningen af digtet, også selvom det aldrig nævnes. Digtets form er speciel, da den både indeholder elementer af gådeleg og af forhånelse (’’senna’’). Lige som andre vølver bliver hun vækket i sin grav og giver kun sine svar uvilligt. Digtet ender med en livlig udveksling af hånsord. Tolkningen af digtet har længe voldt problemer. Malm foreslår at det snarere er relateret til magt end til viden; som fx Vølvens Spådom.
Malm foreslår flere mulige identiteter af vølven; hun kan måske være Angrboða (Angerboda), der er mor til de tre største uhyrer, eller Þhökk (Tøk), der ved sin vægring muliggør Ragnarok, og som er Loke i forklædning. Digtet kan være en afspejling af en ældre tradition, om at Balder skulle grædes ud af Hel, hvilket forhindres af Þhökk, som Odin tilsyneladende har mødt forinden. I realiteten kan vølven associeres med både Angrboða og Þhökk, selvom de rent logisk vil udelukke hinanden ud fra de øvrige beskrivelser, vi kender af de to figurer. Men Malm påpeger, at "ulogiske" relationer ikke er ualmindelige i forbindelse med myter; mytologier er ikke nødvendigvis konsistente hele vejen igennem. Ifølge Malm forbinder Loke de to figurer, og er selv relateret til Ragnarok. Det at Loke omtales som moder til de tre uhyrer, gør han måske for at håne ham, jf. deres skænderi og forhånelser i "Lokasenna". I "Gylfaginning" klæder Loke sig to gange ud som kvinde for at kunne dræbe Balder, første gang for at vinde Friggs fortrolighed anden gang som Þhökk. Baldrs draumar kan være en afspejling af en parallel myte, hvori Loke og Høder optræder som dobbeltmordere (Loke tilrettelægger så Høder kan udføre udåden). Malm konkluderer, at det ikke kan afgøres med sikkerhed, om vølven er en vølve eller Angrboða, Þhökk eller Loke, men elementer fra alle fire figurer løber sammen i digtet: At Ragnarok er uafvendeligt fordi den gamle verdensorden, hvor aserne kan kontrollere jætterne, ombrydes i løbet af digtet: Det der begynder som en klassisk gådeleg (som guderne hidtil altid har vundet over jætterne) ender som en ’’senna’’, der viser, at Odins magt er brudt.
Lokes straf.
Lokes straf er omtalt i "Völuspá", i prosa-ledsageteksten til "Lokasenna", "Hyndlaljóð" og i "Gylfaginning". Årsagen til Lokes straf fremgår implicit af "Hyndlaljóð" og "Völuspá", idet hans straf refereres i umiddelbart forlængelse at Vales har hævnet Balder. I "Lokasenna" indrømmer Loke direkte sin skyld (se nedenfor), mens det er mere uklart i "Gylfaginning". Den fyldigste beskrivelse findes i "Gylfaginning". Her er straffen brutal: Guderne lænker ham i en hule i et bjerg i Jotunheim. Han skal han stå med møllesten om halsen, om maven og om knæene, så han ikke kan røre sig. Her lever han uden vådt eller tørt. For at sikre sig, at Loke ikke vil bryde sine lænker, bandt aserne ham med hans søns, Narfes, tarme. Aserne vil dog ikke begå mord, så de forvandler Narfes bror Vale til en ulv og venter på at de to brødre skulle komme op at skændes. Vale som ikke var kendt med sin nye styrke som ulv sønderrev Narfe, og aserne bruger hans tarme. Over over Lokes hoved placeres en kæmpe slange, som drypper sin gift og galde på Lokes hoved. Det er så pinefuldt, at Loke ryster og skælver; når det sker, ryster bjerget med. Det er i mytologien herfra at jordskælv stammer. Lokes kone, Sigyn, elsker ham så højt, at hun er fulgt med til hulen. Indtil Ragnarok står hun og holder et kar, der opsamler giften, før den når Lokes hoved. Men af og til må hun tømme karret og så skælver Loke og hele bjerget med ham. Slangen over Lokes hoved var Skades idé. Hun har aldrig tilgivet ham Tjasses død.
Ragnarok.
Ligesom ulven Fenris og hunde Garm skal Loke være fanget indtil Ragnarok, hvor han vil slippe fri og stille sig i spidsen for kaosmagterne. I den afsluttende krig skal Loke møde Heimdall i tvekamp. Heimdal hugger hovedet af Loke, men dør selv. Margaret Clunies Ross har beskrevet Balders død og Lokes straf som afslutningen på den mytiske periode i den nordiske kosmologi. Hun mener, at det var de begivenheder, der beseglede gudernes skæbne, og som igangsatte den årsagskæde, der uafvendeligt fører frem til Ragnarok. I "Völuspá" fulgte Ragnarok umiddelbart efter begivenhederne omkring Balders død og
gudernes straf af Loke. Begivenheden beskrives som en gradvis nedbrydning af den hidtidige verdensorden, inden den totale destruktion finder sted. I flere af teksterne, der omhandler Ragnarok, er Loke hovedmodstanderen og anfører for gudernes fjender.
Etymologi og tilnavne.
Den etymologiske oprindelse til Lokes navn er endnu ikke blevet klarlagt. Det er blevet foreslået, at det er beslægtet med ordet "lukke" (norrønt: "lúka"), hvilket kan være en henvisning til hans funktion som igangsætteren af Ragnarok og rolle i det endelige slag. Andre har forelået en forbindelse til ordet "lue" (norrønt: "lógi"), og at han derfor havde en forbindelse til ilden.
Skriflige omtaler af Loke.
Nedenfor følger en beskrivelse af de passager fra middelalderlige tekster, hvor Loke direkte nævnes, enten ved hans eget navn eller kendte tilnavne.
"Ældre Edda".
I den "Ældre Edda" Loke optræder Loke (eller refereres til) i følgende digte: "Völuspá", "Lokasenna", "Þrymskviða", "Reginsmál", "Baldrs draumar" og "Hyndluljóð".
"Lokasenna".
Preben Meulengracht Sørensen; Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder; 2006 ISBN 87-7934-219-1
Festen i Lokasenna: et forsøg på fredslutning mellem aser og jætter, der mislykkes pga. Lokes indblanding? 
I dette digt er gudernes dominans i færd med at gå i opløsning. 
Loke spørger nu hvorfor de tier, og kræver at få en plads ved bordet. Brage siger nu, at han aldrig vil få plads ved guderne;
Brage svarer, at var de uden for Ægirs hal, så ville han hugge hovedet af ham. Til det siger Loke, at Brage kun er modig, når han sidder bænket, men ikke dur til noget i kamp. Nu bryder Idun ind, og beder Brage af hensyn til slægten ikke at håne Loke mere. Dette sætter skænderiet i gang; efter tur udveksler Loke hån og spot med alle de tilstedeværende guder. Flere af de forhold, som Loke henviser til kendes udelukkende fra dette digt, og vi ved derfor ikke hvilke begivenheder han hentyder til. Nu retter Loke sin spot mod Idun, som han kalder ’’den mest mandlystne’’ af alle kvinder, der favnede sin brors morder (ellers ukendt hændelse). Idun afstår fra at svare af hensyn til freden, hun vil ikke have kampe opildnet af drukkenskab.
Loke benytter i lighed med Odin betegnelsen ’’arg’’, der var en meget alvorlig form for nid i nordisk kultur. Hvilken historie, der hentydes til, ved vi ikke.
I andre mytetekster kæmper Thor kun med Midgårdsormen (ligesom Ulven Lokes søn). Thor beder igen Loke om at tie og truer ham atter med hammeren. Loke fortæller nu om dengang, Thor gemte sig i Skrymers handske; en stor hån mod Thors mandighed. Thor truer nu med at dræbe Loke. Loke siger da, at han vil gå inden Thor gør alvor af sine trusler, men inden da siger han til Ægir, at hans hal snart vil brænde, og hans ryg vil svides. Teksten afsluttes med et prosastykke, der fortæller Lokes videre skæbne.
"Þrymskviða".
I digtet "Þrymskviða" Loke også en stor rolle. Han er her ikke skyld i krisen, men hjælper i stedet guderne, så atter kommer i besiddelse af Mjølner. Digtet begynder med, at Thor vågner, og opdager at hammeren er forsvundet. Thor henvender sig først til Loke for at få ham til at finde hammeren. De to tager hen til Freja for at låne en fugleham, så Loke kan flyve ud for at lede. I Jötunheimr ser jætten Þrymr Loke komme flyvende, han spørger om der er nyt fra Asgård. Loke fortæller at hammeren er væk. Þrymr siger så, at det er ham der har taget den, og at han har gemt den 8 favne under jorden og at han først vil levere den tilbage hvis Freja bliver givet til ham som kone.
Þrymr beder nu om at få bragt hammeren ind, så den kan blive lagt lagt i brudens skød, så hun kan vies med ham i gudinden Várs navn. Da det sker griber Thor leende sin hammer og slår Þrymr og alle de øvrige jætter ihjel.
"Reginsmál".
Hreidmar siger, at hvis han havde vist alt dette på forhånd så ville han have taget Lokes liv. Loke fortæller videre, at dette også vil gælde ufødte generationer. Hreidmar siger nu, at han ikke tror på Loke, og smider derpå alle tre guder ud. Den resterende del af digtet omhandler nu begivenhederne omkring Sigurd Favnersbanes liv, og Loke optræder ikke længere i fortællingen.
"Baldrs draumar".
I "Baldr draumar" har Odin vækket en død vølv i Hel, for at kunne udspørge hende om betydningen af hans søn, Balders, onde drømme. Loke omtales ved navn i den sidste strof, da vølven siger til Odin: "Hjem ride du, Odin! rask og frejdig. - Da först vække du Vølven atter, når Lænker løsnes brat om Loke, når Verden raver i Ragnarok." Den svenske religionsforsker Mats Malm, har foreslået, at vølven muligvis er identisk med eller nært knyttet til Loke (se ovenfor for uddybende forklaring).
"Hyndluljóð".
Denne begivenhed kendes ikke fra andre mytetekster, og det vides derfor ikke, hvis hjerte Loke spiser, og hvem den onde mø er. Ifølge en teori har denne strofe forbindelse til myten om Gullveig, der kendes fra den lange udgave af Vølvens Spådom; en myte der ligeledes er svær at tolke, da den kun er overleveret i fragmentarisk form.
"Gylfaginning".
Loke optræder første gang i "yngre Edda" i kapitel 19 af "Gylfaginning", hvor han beskrives som en af aserne, da den mystiske trefoldige figur Høj, Jævnhøj og Tredje (Odin) forklarer "Gangleri" (kong Gylfie i forklædning) gudinden Frigg spådomsevner ved at reciterer en strofe fra "Lokasenna".
Loke bliver formelt introduceret af Høj, Jævnhøj og Tredje i kapitel 32, hvor han regnes som én blandt aserne, men også én bragte ulykke med sig; "Endelig regnes den mellem Aserne, som nogle kalder Asernes Æreskænder, Falskhedernes Forkvæder og alle Guders og Menneskers Væmmelse. Hans Navn er Loki eller Lopt, Søn af Jætten Farbouti. Hans Moder er Laufey eller Nal. Hans Brødre er Bylejst og Helblindi. Loki er smuk og fager af Udseende, men ond af Sindelag og af meget vekslende Natur. Han besad frem for andre Mennesker den Kløgt, som hedder Snuhed og Opfindsomhed i alle Ting. Han førte jævnlig Aserne i Vanskelighed, og ofte udfriede han dem ved Snedighed. Hans Kone hedder Sygin eller Sigun, deres Søn Nari eller Narfi."
Gangleri får desuden fortalt, at Loke har tre andre børn med jætten "Angrboða" fra "Jötunheimr"; ulven "Fenrir", ormen "Jörmungandr", og dødsrigets dronnng "Hell". Da guderne opdager disse børn i Jotunheim indser de hurtigt, at de vil bringe meget ondt med sig, "ikke alene paa Grund af disse Søskendes mødrene Natur, men endnu mere paa Grund af deres fædrene,". Til det sagde Gangleri: "Det var dog nogle forfærdelig lede Børn, Loki fik, men vældige er alle disse Søskende.
Høj fortæller senere en historie, der fandt sted i gudernes første tid, da Midgård og Valhalla lige var bygget. Da dukkede en navnløs bygmester og tilbød, at opføre en fæstning omkring hele Asgård så stærk at ingen jætte ville kunne trænge igennem den. Det ville han gøre på tre år, men som betaling ville han kræve Freja, solen og månen. Efter en rådslagen blev guderne enige om at indgå aftalen, men såtte som betingelse, at der ikke måtte mangle så meget som én sten, den første sommerdag det tredje år, og at han ikke måtte få hjælp af nogen mand. Bygmesteren spurgte derpå, om han måtte tage sin hest Svaðilfari til hjælp. På Lokes råd tillod man ham det. Guderne opdagede til deres overraskelse, at hesten var i stand til at slæbe hele bjerge, og kunne udføre det dobbelte arbejde af sin herre. Sammen gjorde hesten og bygmesteren så store fremskridt, at de tre dage før fristens udløb var nået næsten hele vejen rundt. Guderne samles til en ny rådslagning, hvor de bliver enige om, at "Loki Laufeyjarson" havde skylden for denne aftale, og de pålagde derfor ham, at finde en udvej; hvis han ikke ville lide en frygtelig død.
Den rædselsslagne Loke sværger derpå, at han vil finde ud af en plan, så bygmesteren ikke ville få sin løn, hvad det end ville koste. Samme aften komme en hoppe ud af skoven, og "da Hingsten mærkede, hvad Slags Hest den havde for sig, blev den vild, sled Tøjlerne itu og løb til Hoppen, som flyede til Skoven." Nu er bygmesteren ikke længere i stand til at gøre sit arbejde, han blev da rasende og guderne ser nu, at i virkelig er en rimturse, og de påkalder Thor, der uden tøven knuser hans hoved med hammeren. "Men Loki havde faaet sit Ærinde saa godt besørget hos Svadilfari, at en Tid efter fødte han et Føl, som var graat og havde otte Fødder."
Siden fortæller Tredje en historie om en rejde Loke gjorde sammen med Thor til Jotunheim. En aften gør de holdt ved en bondes gård. Til aftensmaden slagter Thor den ene af sine geder og inviterer bonden og hans familie med til måltidet (næste dag vil han genoplive dem). Trods Thors advarsel brækker bondens søn Tjalfe en knogle for at suge marven, så den ene af gederne bliver halt. Som bod fik den rasende Thor fik derpå bondens to børn med sig som tjenestefolk. Uden gederne fortsætter Loke og Thor samen med de to børn østpå indtil de når frem til Udgårdslokes borg bag Jotunheims store skove. Undervejs møder de kæmpen Skrymer, der i virkeligheden er den forkældte Udgårdsloke; en begivenehed, der markerer indledningen til det blændværk Thor og hans følge udsættes for.
Ved ankomsten til Udgårdslokes borg, der er enorm, bliver de budt velkommen af Udgårdsloke, der kræver at de besidder en evne, der ikke overgåes af nogen anden i Udgårdslokes hal, hvis de vil opholde sig hos ham. Loke, der træder ind som den sidste siger: "Jeg kan en Idræt, som jeg er rede til at forevise. Der er ingen herinde, som kan sluge Maden hurtigere end jeg." Udgårdsloke bød derpå Loge at konkurerere mod Loke. De satte sig derpå i hver ende af et langt fad fyldt med kød; "begge aad alt, hvad de orkede, og mødtes midt i Truget. Loki havde da ædt alt Kød af Benene, Logi havde ogsaa ædt alt Kødet, men baade Benene og Truget med. Alle indrømmede, at Loki havde tabt."
De øvrige mandlige medlemmer af rejseselskabet deltager i lignende konkurrencer, som de alle taber til Udgårdslokes folk. Da Thor sammen med sit følge atter forlader borgen næste morgen, følger Udgårdsloke dem ud, mens han forklarer, at de havde været udsat for synsbedrag; fx havde Loge været ilden, "en Blændværks-Lue, der samtidig opbrændte baade Kødet og Truget."
Runedigt fra Norge.
I følge Bruce Dickins er omtalen af 'Lokes ’’falskhed’’ utvilvsomt en reference til hans skyld i Balders død.
Snaptunstenen.
Snaptunstenen, der kan være en afbildning af Loke, det stærkeste indicium er den sammenrimpede mund.
En forårsdag i 1950 blev en halvrund flad sten, hvorpå der var indridset et mandshoved, fundet på stranden nær Snaptun i Danmark. Relieffet forestiller et mandshoved med en snoet moustache og en mund med et hul igennem hele sten, hvor der er ridser eller ar på læberne. Det var lavet på en fedtsten, som stammer fra Norge eller Sverige, og er dateret til omkring år 1000. Figuren identificeres normalt som Loke, pga. mærkerne på læberne, der sandsynligvis refererer til en fortælling gengivet i "Skáldskaparmál", hvor den ene af Ivaldesønnerne syede Lokes læber sammen (se ovenfor). Stenen skulle bruges i forbindelse med en arne eller esse: næsen på en blæsebælg blev stukket gennem hullet, så selve bælgen blev beskyttet fra varmen fra ilden. Denne sten peger måske på en forbindelse mellem Loke og smedekunsten, eller måske snarere ilden. Stenen er i dag udstillet på Moesgård Museum i Århus.
Kirkby Stephen stenen og Gosforth korset.
En delvist ødelagt stenplade af sandsten fra slutningen af 9. århundrede blev opdaget i 1870 og er nu indsat på facaden af kirken i Kirkby Stephen, England. Den viser en hornet figur, der er bundet. Det er foreslået, at relieffet forestiller Loke. Et billede af en lignende hornet og rundskuldret figur er blevet fundet i Gainford, County Durham, den opbevares nu i biblioteket i Durham Cathedral.
Figurerne på Gosforth Cross fra midten af 11. århundrede er tolket som forskellige figurer fra nordisk mytologi i lighed med Kirkby Stephen stenen. Den nederste sektion af korsets vestside viser en langhåret kvindeskikkelse, der knælende holder et objekt over hovedet på en anden bundet figur. Ovenover dem er der en sammenrullet slange. Dette billede tolkes som regel som Sigyn, der sørger for Loke.
Lokkefugl.
En lokkefugl er en levende eller kunstig fugl, der benyttes med henblik på tiltrækning af vilde fugle. Herfra er udtrykket lånt i overført betydning (tiest som "lokkedue") til beskrivelse af personer, der bruges som levende "madding" i jagten på andre personer.
Lokmejsel.
Konisk smedeværktøj til at lokke huller i fladjern. Lokmejslen er ikke slebet skarp, tværtimod er den helt flad i enden. Den er løst skæftet som de fleste smedemejsler, dvs. skæftet sidder ikke helt fast, så det ikke preller i hånden.
Fladjernet lægges over hullet i ambolten (evt. en sænkambolt, der har huller i flere størrelser) og lokmejslen sættes an mod det sted, hullet skal være. Nu slås på nakken af mejslen med en hammer, og man bliver ved til man er nået et stykke ned i fladjernet, der derefter vendes og processen gentages. Nu vil der frigøres en lokkebrok og hullet er lavet.
Der mistes materiale (og dermed styrke) i omtalte lokkeproces. Det kan undgås ved at kløve fladjernet med en almindelig mejsel først. Så udvides revnen i jernet til et hul med stadig større lokmejsler (derfor er de koniske) og resultatet er som de udbulninger omkring bolthullerne vi kender fra gamle hængsler.
Lolland.
Lolland (latin: "Lalandia") er Danmarks fjerdestørste ø med et areal på 1.242,86 km² og 66 655 indbyggere (1. januar 2009.
). Lolland er omgivet af Langelandsbælt, Femern Bælt, Østersøen, Guldborgsund og Smålandsfarvandet. Lolland er også kendt som "pandekageøen" fordi Lolland er så flad. Store dele af øen er inddæmmet land og en sydlige del er omkranset af "det sydlollandske dige".
Efter Kommunalreformen 2007 indgår den vestlige og centrale del af øen i Lolland Kommune, mens den østlige del hører under Guldborgsund Kommune.
Long rifle.
Long rifle er en lang salonpatron, forkortet 'lr'. Der kan også fås patroner i størrelsen short (halvlang) og rundkugler.
Lord Howe Island.
Lord Howe Island er en ø der ligger i Stillehavet 600 km øst for Australien. Øen har været med på Verdensarvslisten siden 1982 for sit sjældne dyre- og planteliv.
Indbyggere: 350. Udover de faste beboere må der maksimalt være 400 turister på ethvert givent tidspunkt.
Louis Braille.
Portræt af Louis BrailleLouis Braille (4. januar 1809 – 6. januar 1852) var en en fransk blindepædagog, der selv var blind siden 1812. Han udviklede fra 1824 Braille-alfabetet et verdensomspændende system for blinde og svagtseende til at læse og skrive. Braille læses ved at lade ens finger passere hen over tegnene som er lavet af en til seks (forhøjede) prikker. Det er blevet konverteret til stort set alle kendte sprog.
Biografi.
Braille blev født i Coupvray nær Paris, Frankrig. Hans far, Simon-René Braille, var saddelmager. Da Braille var tre år gammel, kom han til skade på sit venstre øje med en syl fra hans fars workshop. Dette ødelagde hans venstre øje og ledte til en infektion af hans højre. Braille var totalt blind da han var 4. Trods sit handicap fortsatte han med at gå i skole indtil han skulle lære at læse og skrive.
Da han var ti år gammel, fik Braille et stipendium til "Institution Royale des Jeunes Aveugles" (Det kongelige institut for unge blinde) i Paris. Dette stipendium var hans billet væk fra den normale skæbne for blinde: at blive tigger i Paris' gader. Dog var forholdene på skolen ikke meget anderledes end for tiggere. Braille levede af vand og brød, og eleverne blev slået og låst inde som straf ved forskellige lejligheder.
På skolen blev børnene oplært i basale håndværk og simpel handel. De blev også undervist i at læse ved føle forhøjede bogstaver
(et system som var blevet opfundet af skolens grundlægger Valentin Haüy). De lærte dog ikke at skrive, da bogstaverne blev fremstillet ved at presse papir mod kobbertråd.
I 1821 besøgte en tidligere soldat ved navn Charles Barbier skolen. Barbier fortalte om sin opfindelse som han kaldte nat-skrivning, en kode bestående af tolv hævede prikker som tillod soldater at dele top-hemmelige informationer lydløst. Uheldigvis var koden for svær at lære for soldaterne, men Braille lærte det hurtigt.
Samme år begyndte Braille at opfinde sit hævede priksystem som han færdiggjorde i en alder af 15 år. Braille brugte kun seks prikker, hvor Barbier havde brugt tolv. En anden forskel var at Barbiers system var baseret på lyde, hvorimod Brailles system repræsenterede bogstaver. Braille-alfabetet han udviklede frembød utallige fordele overfor Valentin Haüys forhøjede bogstavsmetode med muligheden for både at læse og skrive som den mest bemærkelsesværdige. Braille udvidede senere systemet til også at inkludere notation for matematik og musik.
Braille blev en respekteret lærer på instituttet hvor han havde været elev. Han var beundret og respekteret af sine studerende, men desværre blev hans Braille-system ikke brugt på instituttet mens han levede. Han havde altid været plaget af dårligt helbred, og i 1852 i en alder af 43 år døde han af tuberkulose.
Eftermæle.
I et stykke tid efter hans død forblev Braille-systemet ubemærket. Dets betydning blev ikke erkendt før 1868, da doktor Thomas Armitage sammen med en gruppe af fire blinde mænd etablerede "the British and Foreign Society for Improving the Embossed Literature of the Blind" (senere det Kongelige Nationale Blindeinstitut (en.: "Royal National Institute of the Blind")), som publicerede bøger i Brailles system.
I 1952 hædrede Frankrig Brailles arbejde ved at flytte hans grav fra Coupvray til Panthéon i Paris, dog lod man hans hænder forblive i den stadig eksisterende grav i Coupvray. I dag er Braille blevet tilpasset til stort set alle større sprog og er det primære system til skriftlig kommunikation for blinde i hele verden.
Lucky Luke.
Lucky Luke er en populær humoristisk western-tegneserie om en cowboy ved navn Lucky Luke. Serien blev skabt i 1945 af den belgiske tegner Morris, hvis rigtige navn var Aldus Maurice de Bevère. Der har været forskellige forfattere, men tegneseriens guldalder skete sammen med René Goscinny som forfatter. Serien kører stadig, men efter Morris død i 2001 tegnes den nu af Achdé.
Persongalleri.
Lucky Luke er en ægte western-helt. Han trækker hurtigere end sin egen skygge og rammer altid plet. Han er godhjertet, hjælpsom, stærk, heldig og kvik. Han er en fjende af en hver desperado som han jager uden nåde for at sætte dem i fængsel. Og så er han med egne ord "en stakkels ensom cowboy langt langt hjemmefra".
Jolly Jumper er Lucky Lukes trofaste hest. Som sin rytter er han kvik og hurtigere end sin egen skygge. Med tiden har han fået evnen til at tale og har jævnligt en passende ironisk eller tænksom bemærkning.
Ratata er hunden der er dummere end sin egen skygge. Han er fængselshund og ledsager ofte Lucky Luke i jagten på Dalton-brødrene, ikke fordi han er tjenstivrig (han er mest ivrig når det er spisetid!) men gennem talløse misforståelser. Ratata har også et spin-off sin egen tegneserie.
Dalton-brødrene er Lucky Lukes ærkefjender. De fire desperado-brødre er ens af ansigt men karakteriseres ved at den ene er højere og dummere end den anden. Brødrene anføres af den lille koleriske Joe, der ofte har problemer med den lange dumme og evigt sultne Averell. Ind imellem de to er Jack og William, der både har noget af Joes ivrighed og noget af Averells dumhed.
Ma Dalton er Dalton-brødrenes mor og ligeså kriminel som sine børn.
Billy the kid er en nærmest barnlig men også farlig desperado.
Bedemænd er der en del af gennem serien men Mathias Bones er nu den faste selv om han tilsyneladende ofte skifter by. Gribbe og lugten af formalin følger ham dog overalt.
Kuriosum.
Albummet med originaltitlen "Le pont sur le Mississippi" blev på dansk udgivet under den noget forvirrende titel "Floden over Mississippi". Det skulle selvfølgelig have heddet "Broen over Mississippi".
Lange tegnefilm.
"Lucky Luke i Daisy Town" dannede senere grundlag for albummet "Daisy Town", mens "Lucky Luke og Dalton-brødrene" kom til at danne basis for titelhistorien i "Dalton-brødrenes endelige hævn - og andre historier"
"Dalton-brødrene På Flugt" er baseret på albummene "Dalton-brødrene i den kolde sne", "Ma Dalton" og "Dalton-brødrene forbedrer sig". Da Hanna-Barbera udsendte den første tegnefilmserie samme år, blev filmen splittet op i tre afsnit til denne svarende til de tre album.
Tegnefilmserier.
I 1983 udsendte Hanna-Barbera en tegnefilmserie i 26 afsnit løst baseret på forskellige Lucky Luke-album. Yderligere 26 afsnit fulgte i 1991. De første 26 afsnit har været vist på DR1 med dansk tale og er senere udgivet på dvd men nyoversat og nyindtalt.
I 2001 udsendte Xilam en ny tegnefilmserie i 52 afsnit, "Nye eventyr med Lucky Luke" ("Nouvelles aventures de Lucky Luke"). Afsnittenes historier i denne serie er nye, men trofaste læsere vil dog kunne nikke genkendende til en række figurer og ideer. Serien har været vist på DR1 og DR Ramasjang med dansk tale og er tillige udsendt på dvd.
Film og tv-serie.
I 1991 lanceredes spillefilmen "Lucky Luke" med Terence Hill i titelrollen. Året efter fulgte en tv-serie i 8 afsnit. Det tredie og fjerde afsnit i denne blev tillige sammenklippet til endnu en film "Lucky Luke 2".
I 2004 fulgte en ny film "Dalton Brødrene" ("Les Dalton") med Til Schweiger som Lucky Luke.
Endnu en spillefilm, også kaldet "Lucky Luke", men denne gang med Jean Dujardin i titelrollen havde premiere 21. oktober 2009.
Lucretias voldførelse.
"Lucretias voldførelse" (engelsk: "The Rape of Lucretia") er en opera af Benjamin Britten, komponeret 1946. Handlingen foregår i Rom omkring år 500 f.Kr.
Da operaen blev opsat på Det kongelige Teater i Sejr Volmer-Sørensens oversættelse, var det med den ovenstående titel. Men mange mennesker kendte ikke ordet "voldførelse," og nogle opfattede det som "Lucretias bortførelse" (!). Senere ændrede man meget fornuftigt operaens titel til slet og ret "Lucretia."
Den tragiske handling går ud på at den smukke og dydige Lucretia, gift med officeren Collatinus, dræber sig efter at være blevet voldtaget af prins Tarquinius. Det er op til fremstillerinden af Lucretia at fortolke hendes motiv til selvmordet. En ikke umulig tolkning er den at den barnløse Lucretia, der hidtil kun har kendt Collatinus' klodsede favntag, nu for første - og sidste - gang har erfaret hvad erotisk lidenskab er. (Man kan sammenligne Lucretia med Donna Anna i Mozarts "Don Giovanni").
Ved operaens uropførelse i Glyndebourne udførtes partiet som "Male Chorus" af Aksel Schiøtz.
Lugano.
Lugano er en by i det sydøstlige Schweiz beliggende i den italiensk-talende kanton Ticino, der grænser op til Italien.
Lugano ligger ved Luganosøen og er i dag praktisk taget vokset sammen med nabobyen Paradiso.
Lukket filformat.
Et lukket filformat er et filformat, hvis beskrivelse ikke er frit tilgængelig. Eksempler på lukkede formater er Windows-formater som: Word (.doc), Excel (.xls) og PowerPoint (.ppt) samt RealAudioMedia (.ra eller.ram).
Luna.
Luna betyder måne på latin, Men kan også hentyde til Månegudinden i den romerske mytologi.
Luristan (provins).
En "Lurer" i traditionel beklædning, 1921
Luristan eller Lorestān, (Persisk og Luri: لرستان) er en af de 30 provinser i Iran. Den dækker et areal på 28.294 kvadratkilometer og ligger i det vestlige del af Iran, omringet af Zagros bjergene. Provinsens hovedby er Khorramabad. Det berømte Falak-ol-Aflak Slot ligger inde i byen. Borujerd er en anden storby. Indbyggertallet er opgjort til 1.716.527 mennesker i 2006
Luxembourg.
Luxembourg eller Lëtzebuerg (formelt Storhertugdømmet Luxembourg - der på landets officielle sprog hedder d'Groussherzogtum Lëtzebuerg på luxembourgsk, Großherzogtum Luxemburg på tysk og Grand-Duché de Luxembourg på fransk) er et hertugdømme beliggende mellem Belgien, Frankrig og Tyskland.
Landet er et uafhængigt land i Europa, men opfattes som en del af Belgien i internationale handelsstatistikker. Indtil indførelsen af euroen var Luxembourg i møntunion med Belgien.
Hovedstaden er Luxembourg. Luxembourg er ligeledes navnet på den af Belgiens provinser, der grænser op til Storhertugdømmet.
Officielle sprog er i dag luxembourgsk (et med tysk beslægtet sprog), tysk og fransk.
Indtil 1945 var tysk det eneste officielle sprog, men ved 2- Verdenskrigs afslutning blev også fransk et officielt sporg. Fra 1984 blev også det lokale sprog, luxembourgsk, officielt sprog, og først da blev der lavet et officielt skriftsprog til det, der hidtil blot var blevet betegnet som en tysk dialekt.
I det lokale skolesystem tales luxembourgsk og skrives tysk i grundskolen (bh.-6- klasse), mens der traditionelt er mange gymnasieskoler (7.-12. klasse) hvor undervisningen foregår på fransk.
Forfatning.
Konstitutionelt monarki. Den udøvende magt ligger hos Storhertugen og regeringen, den lovgivende magt hos Parlamentet. Et statsråd med 21 medlemmer, sammensat af repræsentanter fra forskellige sektorer af samfundet og udpeget af Storhertugen, fungerer som rådgivende organ.
Statsrådets udtalelser skal indhentes af Parlamentet ved udarbejdelse af lovforslag.
Historie.
Indtil 1815 var Luxembourg et hertugdømme under skiftende overhøjhed. I 1815 blev det formelt uafhængigt ved Wienerkongressen, og det blev et storhertugdømme under Vilhelm 1. af Nederlandene, en personalunion, der fortsatte til 1890, da Nederlandene fik en kvindelig tronfølger, hvilket ikke var foreneligt med Luxembourgs daværende grundlov. Her valgte man Adolf af Nassau til storhertug. Under Wienerkongressen blev Luxembourg et konstitutionelt monarki.
Luxembourg var besat af tyske tropper under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig.
Landets delinger.
Tidligere havde Luxembourg et betydeligt større areal end i dag. Siden 1650 er landet blevet delt tre gange.
Første deling fandt sted ved Pyrenæerfreden i 1659. Her fik Frankrig de sydlige dele af landet.
Anden deling fandt sted på Wienerkongressen i 1815. Her fik den preussiske Rhinprovins store landområder med nordøst og mindre områder mod øst, mens Holland fik mindre områder mod nord. Endelig fik Frankrig et lille område mod sydvest.
Tredje deling fandt sted i 1839. Her fik Belgien de vestlige to tredjedele af Luxembourgs resterende areal.
Geografi.
Terrænet udgøres i nord af et op til 500 meter højt plateauland bestående af devonskifer, som er dybt nedskåret af floder og skovdækket. Det tætbefolkede Gutland mod syd udgør en del af terrasselandet til Lorraine. Der hersker tempereret fastlandsklima, og den naturlige plantevækst er løvskov med bøg og eg.
Der er fortrinsvis landbrug i Moseldalen, hvor der dyrkes korn, kirsebær, blommer, nødder og vin. Luxembourg er økonomisk domineret af metal-, cement- og gummiindustri samt handel.
Demografi.
Af landets 502.066 indbyggere (officielt skøn jan. 2010) bor ca. 92.000 i selve Luxembourg By og det umiddelbare opland. Over 32% af landets indbyggere er udenlandske statsborgere, men i Luxembourg by (kommune) er der et flertal af udlændinge på ca. 55%. Dette gør Luxembourg til det land i EU med det højeste antal bosiddende udlændinge.
I alt er der jf. Den Danske Ambassade i Luxembourg godt 2.000 danske statsborgere bosiddende i Luxembourg (oktober 2008).
Økonomi.
Luxembourg er et velfærdssamfund med udstrakte, forsikringsfinansierede sociale ydelser.
Løn- og pensionsniveauet i Luxembourg er højt, og der er ikke store sociale forskelle i landet. Levestandarden er blandt de højeste i verden. Økonomisk vækst i 2006 på 6,2% og inflation på 2,7%. En statsgæld på 6,0% af BNP (2005), hvoraf praktisk taget ingen til udlandet (EUR 30 mio. i 2005.).
Arbejdsløshed på 4,1% af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Finanssektoren er den væsentligste forudsætning for landets velfærd. I nogen omfang transport- og kommunikationssektoren. Der er et stort importoverskud på varehandelen, med samhandlen med omverdenen koncentreret på Belgien, Tyskland og Frankrig.
Overskud på betalingsbalance på grund af stort overskud på tjenesteydelsesbalancen. Luxembourg har en stor variation inden for finanssektoren, og i mindre grad inden for erhvervslivet som helhed.
Turisme.
På trods af landets beskedne størrelse, har Luxembourg meget at byde på. En af de store attraktioner er La Petite Suisse omkring Grundhof og Berdorf med dybe slugter og store klipper. Vianden og Esch-sur-Sûre er også populære udflugtsmål.
Luzon.
Den filippinske øgruppe med Luzon længst mod nord.
Luzon er en ø i Filippinerne, hvorpå der bor 46.228.000 indbygger og med et areal på 106.000 kvadratkilometer. Den er dermed den største ø i landet. Øens areal udgør cirka en tredjedel af landets samlede areal, og halvdelen af landets indbyggere bor der. Øen er en del af Luzon-gruppen beliggende i den nordlige og vestlige del af landet. Gruppen består ud over Luzon af øerne Mindoro og Palawan. Filippinernes hovedstad Manila ligger på øen. Øen er verdens femtemest befolkede ø.
Øen har flere uudforskede huler, specielt i bjerglandsbyen Sagada, der ligger i det nordlige Luzon.
Den sydlige del af øen har en aktiv vulkan Mayon, der har været i udbrud fire gange siden 1968. Vulkanen er 2.450 meter høj. Også andre vulkaner er aktive på øen. For eksempel den 1.600 meter høje vulkan Pinatubo, som havde, hvad der regnes for det tredjestørste vulkanudbrud i det 20. århundrede i juni 1991.
Skovområderne på øen har været udsat for stor skovhugst, og i 1990-1992 blev der derfor igangsat et arbejde med at sikre biodiversiteten på øen. De sidste regnskove i Sierra Madre fik deres dyre- og planteliv kortlagt, og der blev udpeget en nationalpark. Sierra Madre-skovene har 78 fuglearter, som alene lever på Filippinerne.
Leie.
Leie (fransk: Lys) er en fransk og belgisk flod.
Udspringer ca 70-100 km inde i det nordlige Frankrig og har udløb i floden Schelde omkring byen Gent.
Lyse nætter.
Når solen ved midnat står mindre end 18° under horisonten, også kaldet astronomisk tusmørke, går aftendæmringen over i morgendæmringen, og natten siges at høre til de lyse nætter. I Danmark fra ca. 5. maj til 8. august og med den største lysstyrke ved sommersolhverv den 21. juni, når solen står kun 11° under horisonten. Virkeligt lyse nætter, hvor det ikke bliver mørkt i zenith, begynder (ved sommersolhverv) først på nordlige latituder omkring 58-59°, hvor det ikke kun er lyst i nord, men over hele himlen. Forskellen mellem fx København og Oslo eller Stockholm er meget tydelig. Hvis det er en overskyet nat den 21. juni, bliver det helt mørkt i København, men ikke i Oslo.
Lysår.
Lysår (ly) er en længdeenhed der anvendes inden for astronomi. 1 lysår er den afstand lyset tilbagelægger på et år, dvs. cirka 9,46 × 1015 m eller 9,46 Pm. Per definition er et lysår lysets hastighed i vakuum (= 299.792.458 m/s) gange længden af et juliansk år (= 365,25 dage à 86.400 sekunder). Heraf kan et lysår beregnes til 9.460.730.472.580.800 meter (≈9,5 billioner km).
Lysår er en praktisk enhed når man angiver afstande mellem stjerner i en galakse. Således er der godt 4 lysår til Solens nærmeste nabo i Mælkevejen, Proxima Centauri.
Til angivelse af kortere afstande anvendes enheden lysminut (knap 18 millioner km) og lyssekund (knap 300.000 km), som defineres analogt til lysåret.
Eksempelvis er der ca. 8,3 lysminutter fra Jorden til Solen, og omkring 1,3 lyssekund fra Jorden til Månen. Radiokommunikation med rumsonder foregår med lysets hastighed. Hvis afstanden til Mars er 22,17 lysminutter vil marssondens radiosignal bruge 22,17 tidsminutter til Jorden (tovejstiden på 44,34 minutter er dog mere interessant).
Den fjerneste rumsonde Voyager 1 var på 30-årsdagen for opsendelsen (5. september 2007) cirka 14 lystimer væk. Voyager 1 forlader Solsystemet og NASA er endnu i kontakt med den.
Læsø.
Læsø er den største ø i Kattegat, beliggende omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Göteborg. Øen er nok mest kendt for sin saltsydning, der i dag er en velbesøgt turistattraktion, lige så vel som den udgør en central del af øens historie. Gårde med tangtage - de såkaldte "tanggårde" - bliver også ofte fremhævet som en central del af øens fortid og nutid. Øen er et populært feriemål for især danskere, tyskere, nordmænd og svenskere, der gennem feriesæsonen har mulighed for at overnatte på de mange hoteller foruden på øens vandrehjem og dens to campingpladser.
Foruden en rekonstruktionen af en saltsyderhytte fra middelalderen og tangtagene tæller øens seværdigheder også Torvald Hansens 17 meter høje udsigtstårn ("Læsøtårnet"), de forskellige afdelinger af Læsø Museum samt de mange naturområder, øen også er kendt for. Gennem en årrække (fra starten af 1990'erne og frem til 2006) udspillede der sig desuden den såkaldte "bi-krig" på øen. Denne stod mellem henholdsvis biavlere, der foretrækker den gule bi og avlere, der foretrækker den brune bi. Denne "krig" blev regelmæssigt nævnt i medierne.
Læsø er også efter kommunalreformen en selvstændig kommune, omend med et tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune på en række områder. Både før og efter denne sammenlægning udgør øen Danmarks mindste kommune befolkningsmæssigt. Øen har ligesom andre danske småsamfund oplevet en generel tilbagegang i befolkningen gennem de sidste 10 til 20 år. Samtidig er fiskeriet - der var det centrale erhverv op gennem 1900-tallet - gået tilbage til fordel for erhverv med relation til turisme.
Læsø var i 2005 med i et pilotprojekt, der skulle kortlægge mulighederne for at omdanne i alt syv områder i Danmark til nationalpark. Læsø forlod imidlertid dette i september 2005, da 58% af øens befolkning valgte at stemme nej til projektet ved en vejledende folkeafstemning.
Geologi og geografi.
For 4-5000 år siden begyndte Læsø at hæve sig af havet, startende med et område, der i dag er en del af skovområdet "Klitplantagen". Ved dét sted, som man mener var det første, der blev fri af havet, placerede man i 1998 "Læsøstenen". Denne sten, der således markerer stedet, hvor Læsø opstod som blivende ø, bærer inskiptionen "Her fødtes Læsø af havet". Læsøs sydlige del - Rønnerne - hæver sig stadig med omkring 5 mm om året, hvilket er den hurtigste landhævning i Danmark. Læsøs undergrund udgøres af et 14.000 år gammelt lag af yoldialer, der ligger i niveau med havoverfladen. Sammen med øen Anholt er øen en del af Danmarks ørkenbælte, og vejret er især betinget af fjeldene i Norge og Sverige samt dét, at øen er meget flad. Dette betyder, at luften har afgivet det meste af sin fugt i fjeldene, før den når Læsø. Desuden betyder det, at vinden - når den når Læsø - ikke presses opad og afkøles, hvilket mindsker chancen for, at den afgiver regn.
Øen - som er 21 km lang og 12 km bred - strækker sig over et areal på 118 km² og har 2.058 indbyggere (2007). Tre fjerdedele af øen henligger som naturområder, således der blot er landbrugsarealer og bebyggelse på en fjerdedel. Den ligger 18 km fra kyststrækningen mellem Sæby og Frederikshavn og omtrent 40 km fra Sverige. Af øens tre byer - Byrum, Vesterø og Østerby er Byrum den største. Øen har fire kirker: Byrum Kirke, (som er den ældste), Østerby Kirke, Vesterø Havnekirke og Vesterø Søndre Kirke (Vesterø Havnekirke er dog i dag ved at blive til en del af et kurbad for psoriasispatienter, hvor man blandt andet kan bade i vand med et højt indhold af salt). Desuden kan man stadig se sporene efter Læsøs første kirke, Hals Kirke. Denne gik imidlertid til i den sandflugt, som fulgte efter en udpræget rovdrift på træ og tørv for at skaffe brændsel til saltsydningen i middelalderen. I dag kan resterne af kirken ses ved Hals Kirketomt.
De fleste kommer til Læsø via færgeforbindelsen med S, som afgår fra Frederikshavn og anløber Læsø i Vesterø Havn. Men mange vælger også at sejle til øen i mindre både, som foruden Vesterø Havn også kan gå ind øens anden havn, Østerby Havn. Øen har desuden en flyveplads med én asfalteret start- og landingsbane. Fra denne er der ruteflyvning til og fra København, Roskilde med selskabet Copenhagen Airtaxi.
Læsøs natur.
Læsø er kendt for sin rige natur, som ikke mindst indbefatter øens mange strande. Sammenlignet med Danmark generelt, kan Læsø på grund af sin relativt unge alder ikke en siges at have en varieret natur. Men den rummer til gengæld en række sjældne dyre- og plantearter. Foruden at man kan støde på orkideer på øen, er der også registreret eksemplarer af den sjældne Stilk-Månerude og Strandvortemælk, som ikke er set andre steder i Danmark. Omkring øen kan blandt andet ses sæler af arterne Gråsæl og Spættet Sæl. Øen er desuden et vigtigt yngleområde for en række fuglearter. I forbindelse med undersøgelsen af mulighederne for at udlægge dele af øen til nationalpark blev der udarbejdet en række rapporter, som kortlagde dele af dens fugle- og planteliv.
Blandt øens naturområder er Rønnerne og Hornfiskrøn på den sydlige del samt Højsande, Kærene og Holtemmen på den nordlige. Blandt strandene er Store Dal, Hvide Bakker og Danzigmann på den nordlige del samt Stokken på den sydlige. Et stykke ud for kysten ved Vesterø Havn findes desuden den lille ø Nordre Rønner. Denne er i dag ubeboet, men i gamle dage var den beboet af en fyrbøder, der passede det nu automatiserede fyr, der ligger på øen.
"Pigestenen" på Rønnerne. De trappelignende indhak i stenens side gør den relativt enkel at "bestige".
Især "Rønnerne" på den sydlige del af øen er et attraktivt naturområde. Dette er fx kendt for sine vildtvoksende orkideer af typen Plettet Gøgeurt og store områder med blomsten Hindebæger, (som dog er gået tilbage gennem de seneste år). Der findes desuden to arter kødædende planter; Vibefedt og Rundbladet Soldug. Rønnerne er velegnet til vandreture, men kan også besøges med "Rønnerbussen", som fragter især turister gennem området med traktor. Mange vælger også at se området fra hesteryg eller cykel. Rønnerne er bedst tilgængelig i sommermånederne, da det udenfor disse måneder kan være meget fugtigt og delvis oversvømmet. Adgangen til området er dog begrænset under fuglenes yngleperiode. Foruden oplevelsen af området som helhed besøger mange det på grund af dets fugleliv og attraktionen "Pigestenen". Denne store sten, som ligger midt i landskabet, skulle efter sigende have fået sit navn, fordi bondepigerne søgte tilflugt fra tyrene på den, når de skulle drive køerne hjem. Desuden skulle stenen ifølge et sagn vende sig, når den "lugter" nybagt brød. Syd for Rønnerne ligger "Hornfiskrøn", og selvom man kan gå hertil fra Rønnerne, kan adgangen dog ofte være begrænset af højvande. Ved indgangen til Rønnerne ligger saltsydehytten, hvor der i dag sydes salt på samme måde, som man gjorde det på Læsø i middelalderen. Der ligger desuden et udsigtstårn, hvorfra man kan overskue store dele af Rønnerne.
Indlandsklitter ved Højsande, set fra udsigtstårnet.
"Højsande" er navnet på en klithede tæt ved øens nordlige kyst i nærheden af stranden Store Dal. Området var for få år tilbage en del af et plantageområde på øen, kaldet "Klitplantagen". I dag er alle træer i Højsande imidlertid fældet, således de mange indlandsklitter er blotlagte. Denne blotlægning har ført området tilbage til dets omrindelige stand, som det havde, før man valgte at plante det til med henblik på at forhindre sandflugt. På kanten af området findes et udsigtstårn, hvorfra man kan skue over både Højsande og den tilbageværende del af klitplantagen. I Klitplantagen - som er omkring 100 år gammel - findes skovfyr, sitkagran, eg og birk. I plantagen findes også en bestand af råvildt, som blev oprettet i 1953. I området omkring højsande findes desuden "Foldgårdssøen", som er Læsøs største sø. Her kan man støde på blandt andet skovsnepper og traner. De mange klitter i Højsande blev skabt i 16-1700-tallet under den omfattende sandflugt, som opstod på grund af træfældningen, der skulle skaffe brænde til øens saltproduktion.
"Kærene" udgør med sine 688 ha en af Danmarks største hedemoser Dette område, der består af både mose, hede og søer, er blandt andet yngleområde for traner. Der er desuden i dette område set orkideer af samme arter, som findes på Rønnerne.
En væsentlig del af naturområderne på Læsø er fredet i alt omkring 25 km²
Historie.
Man kan finde historiske vidnesbyrd om Læsø fra så langt tilbage som ca. år 1200. Den måske mest kendte del af øens historie udspiller sig omkring saltsydning, hvor Læsøboerne betalte deres skat til Viborg Domkapitel med det værdifulde salt, der blev omtalt som "det hvide guld". Gennem flere hundrede år udviklede dette erhverv sig til dét, nogle historikere siden har kaldt Danmarks første industri på grund af dens omfang og de systematiserede arbejdsprocesser. Sydningen førte imididlertid til en nærmest rovdrift på øens ressourcer i form af træ og tørv, som blev brugt til brændsel. Dette førte langsomt til en katastrofe for øens natur, og trods mange påbud fra blandt andre kongen stoppede man ikke sydningen før slutningen af 1500-tallet. På dette tidspunkt var der næsten hverken træ eller tørv tilbage, og sandet kunne fyge frit. Dette skabte en sandflugt, der blandet andet ødelagde øens centrale kirke, Hals kirke. Denne kirke er i dag kendt som Hals Kirke Tomt. For at ernære sig efter saltsydningen var ophørt, måtte øens mænd tjene som besætning på blandt andet transsportskibe, mens kvinderne blev tilbage på øen og drev landbrug sammen med børnene.
En anden ernæringsvej i læsøs historie er de mange strandinger, som skyldtes det farlige farvand omkring øen med mange revler. Både mens saltsydningen fandt sted og efter dens ophør, var de i perioder bemærkelsesværdigt mange strandinger en vigtig indtængtskilde; læsøboerne tjente på dem ved både at videresælge det bjergede gods og i kraft af de beløndinger, de modtog for deres indsats ved redningsaktioner og huslyet til de uheldige søfolk.
Saltsydning og sandflugt.
Saltsydning på Læsø efter de gamle metoder
Igennem tiden har den væsentligste ressource på Læsø været saltet, der har dannet grundlag for det gennem tiderne største erhverv på øen. Man kan således finde beretninger om saltproduktionen på Læsø helt tilbage til 1300'tallet og i 1481 fortæller historiske kilder, at øen leverede ca. 36 tons tre gange om året. Saltet var en vigtig økonomisk ressource, og der blev på 50 år bygget tre kirker. I alt har man fundet ca. 1500 saltsyderier på sydøen, men man ved ikke, hvor mange der har været i drift samtidigt. Man mener, at saltsydningen startede i 1100-tallet, de skriftlige kilder omtaler dog først produktionen i 1330. Uheldigvis kræver det store mængder træ som brænde. Det betød, at øen langsomt blev afskovet. Dermed fik vinden frit spil, og øen blev ramt af sandflugt. I 1652 sluttede saltsydningen endeligt efter kongens ordre. Siden prøvede både kaptajn Ove Mathiesen og dr. Bister at syde salt på Læsø, men produktionen kunne ikke betale sig. I starten af 1900-tallet iværksatte man en gennemgående tilplantning af øen, som genetablerede dens skovområder.
Strandinger og vraggods.
Farvandet omkring Læsø er kendetegnet ved sine mange revler, som før i tiden udgjorde en stor udfordring for sejlskibe, som skulle gennem Kattegat. I området omkring Læsø findes der derfor omkring 186 registrerede skibsvrag, hvoraf nogle anses for at have kulturhistorisk værdi. I følge gamle optegnelser over strandinger var der i 1803 fra 27. november til 1. december hele 15 strandinger ved øen. Kun to af skibene var senere i stand til at sejle fra øen. Befolkningen på Læsø nød stor fordel af de strandede skibe og det tilhørende vraggods i form af last og inventar, som kunne sælges på auktioner. Indtægterne herfra kunne til tider overstige dem, som øen havde fra saltsydningen. En anekdote vil desuden vide, at Læsøboerne satte heste med lanterner op på klitterne, for at skibene skulle tro, at området var sejlbart. En anden anekdote vil vide, at man på et tidspunkt på grund af strandingerne havde en større eksport af kaffe fra skibene. Desuden er stranden Danzigmann, beliggende på øens nordøstlige del, opkaldt efter et strandet tysk skib.
Ifølge historiske overleveringer skulle Dronning Margrete I have strandet ved øen i det 14. århundrede. Læsøboerne reddede hende, og for at vise sin taknemmelighed skænkede hun dem selvejerprivilegier til jorden på Læsø, hvilket gav dem rettighederne til at dyrke den og sælge dens afgrøder. Desuden skænkede hun læsøboerne den såkaldte Læsødragt og gav øens kvinder lov til at bære den.
Historien bag strandingerne strækker sig helt op til nutiden. I 1986 skulle det russiske tankskib "Svoboda" bugseres gennem Kattegat af russiske bugserbåde. Skibet rev sig imidlertid løs og gik på grund tæt på Læsø. Vraget blev solgt til et dansk firma, som efterfølgende hyrede arbejdskraft på Læsø til at nedbryde det. Under nedbrydningsarbejdet havde flere Læsøboere således arbejde på dét, der i daglig tale blev kaldt "Russeren".
Fiskeri, sejlads og landbrug.
Da øens mænd efter saltproduktionen var stoppet tjente ved at sejle, gik gårdene normalt i arv til kvinderne, fordi mændene var på havet en meget stor del af tiden (noget tilsvarende havde man på øen Lesbos i Grækenland). Det var dog ikke fiskeri, som mændende udførte på havet - derimod tjente de som besætningsmedlemmer på fragt- og handelsskibe. Modsat af hvad man måske skulle tro er fiskeri dermed ikke som sådan et historisk erhverv på Læsø. Det er først ved begyndelsen af 1900-tallet, at der for alvor kommer gang i fiskeriet omkring øen. Før den tid var adgangen til de gode fiskesteder i Kattegat nemlig begrænset på grund af de mange revler, der omgiver øen (og som også var årsag til de mange strandinger omkring øen). Det lave vand betød således, at man var nødt til at slæbe garn og fangst flere kilometre til og fra jollerne, der lå længere fra kysten.
Arbejdsdelingen, hvor mændene sejlede og kvinderne drav gårdene, gjorde at uddannelsesniveauet blandt Læsøs børn var højt, sammenlignet med resten af landet. Grunden til dette var, at kvinderne - der jo så at sige drev øen uafhængigt af mændene - lagde meget vægt på skolegang. Derfor besad Læsøs børn et niveau i regning og stavning, man ellers kun fandt blandt rigmandssønner. På grund af jordens sammensætning var landbruget dog ikke særligt indbringende, og man købte ofte korn fra fastlandet for at klare sig. Desuden var markerne tit oversvømmede, fordi vandet blev liggende meget længe, hvilket skyldtes dét lerlag (yoldialer), som øen hviler på. De hyppigste afgrænder var rug, byg, ærter og kål.
Tangtage.
En Læsøgård med tangtag i slutningen af 1800-tallet
Læsø er kendt for sine gamle gårde med tangtage, hvor man brugte ålegræs (åletang) som tækkemateriale. Mange af disse tage er gennem tiden gået tabt, men der findes stadig nogle, som har deres tangtag bevaret. Traditionen med tangtage opstod, fordi Læsøs jordforhold gør dyrkning af korn besværlig, hvorfor der kun var begrænsede mængder af traditionelt tækkemateriale til rådighed.
Man samlede tangen på stranden, når der var skyllet tilpas store mængder op. Tangen blev kørt ud til gården, som skulle tækkes, og her lå den i en periode til tørring, så den ikke rådnede. Når tækningen skulle finde sted, vandede man tangen forud for og under tækningen.
Selve tækningen forløb ikke ved, at man blot kastede tangen op på taget, men gennem en proces, hvor man ofte samlede op i mod 50 personer. Man lavede såkaldte 'vaskere' ud af tangen, hvilket var kvindernes arbejde. Disse blev lavet ved først at samle en "pølse" af tangen på omkring én til tre meter, afhængigt af hvor på taget, den skulle sidde. Denne "pølse" snoede man rundt mange gange, startende fra den ene ende, hvorved den blev fast og sammenhængende. Til sidst lavede man efter samme teknik en omkring to meter lang "hale" på vaskeren.
Taget blev lagt fra underkanten, og når vaskeren skulle på taget, brugte man dens "hale" til at binde den omkring en lægte. De mange snoninger kunne efterfølgende holde tangen i vaskeren på plads. Når arbejdet var færdigt, havde taget gerne en tykkelse på 1 til 1,5 m, og som som afslutning lagde man tørv oven på tangen.
Erhverv.
Saltsydehytten på Rønnerne med udsigtstårn til venstre.
I dag er de tre primære erhverv turisme, fiskeri og landbrug. Turisme er et centralt erhverv på øen - ikke mindst på grund af den generelle tilbagegang inden for fiskeriet, som gennem tiden har reduceret øens fiskerflåde betydeligt. Der findes i dag en lang række tiltag indenfor turismeerhvervet. Foruden en række hoteller og spisesteder, vandrerhjem og campingpladser er der blevet etableret en golfbane med tilhørende hotel. Desuden bliver der fabrikeret forskellige former for kunsthåndværk, uldprodukter, pølser og øl. Men det vel nok mest kendte tiltag inden for Læsøs turisme er saltsydning, der i 1990'erne blev genoptaget i en rekonstruktion af en saltsydehytte fra middelalderen. Dette skete som en kombination af arkæologisk forskning og turistattraktion. Projektet viste sig at blive en stor succes, og saltsydehytterne ved Rønnerne er blevet øens mest besøgte turiststed, lige som det har udviklet sig til en bæredygtig arbejdsplads. Saltet bliver solgt - både fra selve hytten og til restaurenter i hele Danmark. Ved saltsydehytten kan man opleve sydningen, som man i henhold til historiske kilder mener, den oprindeligt fandt sted.
Man har gennem tiden iværksat en række projekter med det formål at markedsføre øen på flere områder. Det vil sige, at man med projekterne både har sat fokus på de forskellige produkter fra øen (f.eks. salt og jomfruhummere) og har haft til hensigt at tiltrække turister og nye fastboende. Blandt andet har den ene af øens færger, der til dagligt sejler til og fra Frederikshavn, været på besøg i Aalborg. Her kunne man besøge færgen og opleve eksempler på, hvad øen kan tilbyde. Man har også flere gange afholdt en såkaldt "jomfruhummerfestival" på øen. Her har både professionelle kokke og amatører kunnet konkurrere om, hvem der er bedst til at tilberede jomfruhummere. Endvidere arbejder man med projekter, hvor man vil invitere folk, som kunne have interesse i at flytte til øen. Dette betød, at man 30. septeber 2006 afholdte et endagsarrangement med navnet "Åben Ø". I den officielle pressemeddelelse hed det blandt andet, at "Læsø er den kommune i Danmark, der har mest plads pr. indbygger. Nu inviteres til Åben Ø for alle, der kunne have et ønske om at dele pladsen og alle andre herligheder med os. Læsø er et helt samfund med skole, børnehave, biograf, ældrepleje, lægehus og så videre. Alle funktioner, der er i andre kommuner, er også her, bare mindre og let tilgængeligt og overskueligt. Nærdemokratiet virker, du kan møde din politiker næsten hver dag, eller når det ønskes." Arrangementet tiltrak ca. 100 mennesker, der fik chancen for at opleve øen på nærmere hold og få et bedre indblik i, hvad det vil sige at bo fast på Læsø. Arrangementet førte ikke umiddelbart til flere indbyggere på øen, men der blev alligevel planlagt en gentagelse i 2007.
På fiskeriområdet er det ikke mindst fangsten af jomfruhummere, der giver indtægter til øen. Virksomheden S pakker og sælger således hummerne både til det danske og det sydeuropæiske marked. På grund af jordernes sammensætning på øen er korn ikke den mest ideelle afgrøde at dyrke set i forhold til resten af landet. I øens klitplantage skoves der med henblik på afsætning til træindustrien; men på grund af høje omkostninger ved transporten af tømmer fra øen bliver træet fortrinsvist afsat i form af træflis til øens eget fjernvarmeværk.
"Bi-krigen".
Læsø er kendt for den såkaldte "bi-krig". Denne betegnelse dækker ikke over en krig i gængs forstand men over forskellige uenigheder i forbindelse med biavl på øen. Sagen begyndte i 1983, hvor førstelærer Alfred Petersen ansøgte Statens Bisygdomsnævn om at få hele Læsø gjort til et renavlsområde for en brun bi, og i 1988 annoncerede Statens Bisygdomsnævn i LæsøPosten, at man havde vedtaget, at der nu kun måtte være bier af racen "Brun nordisk bi" på Læsø. Det kunne dog ikke gennemføres, da en gruppe biavlere på Læsø, der holdt gule bier, protesterede. "Bekendtgørelse om renavl" var - og er - baseret på frivillighed.
I 1993 fik den nyligt tiltrådte landbrugsminister, Bjørn Westh, Folketinget til at vedtage en lov, der muliggjorde, at man kunne "bevare" visse biracer og forbyde hold af andre. Det skete med den begrundelse, at "De brune bier på Læsø" skulle være den sidste rest i verden.
Loven blev vedtaget trods protester fra Læsø's "gule" biavlere og trods det faktum, at der findes brune bier over næsten hele verden.
I 1994 måtte landbrugsministeren erkende, at man alligevel ikke kunne garantere for, at "De brune bier på Læsø" var racerene, men i stedet udgjorde en "genetisk mangfoldighed". På det tidspunkt var næsten alle gule bidronninger dræbt og udskiftet med de såkaldte "brune", men nogle få biavlere, der havde krævet garanti for racerenhed fra landbrugsministeriet, nægtede at udskifte på det foreliggende grundlag. Derfor blev disse biavlere politianmeldt, og staten indledte en retssag mod dem for at overtræde bekendtgørelsen for Læsø. Dommeren fandt imidlertid sagen så principiel, at han bad EF-domstolen om en vurdering, og i 1998 skrev domstolen i en kendelse, at den danske stat ikke kunne forbyde import fra EU til Læsø af bier, det i øvrigt var tilladt at anvende. Det betød, at bekendtgørelsen om biavl på Læsø blev ændret, så import af "brune bier" nu var tilladt.
Domstolen fandt dog, at den danske stat godt kunne forbyde andre biracer end "den brune" på Læsø, men forudsætningen var dels, at staten skulle dokumentere, at bierne var specielle og bevaringsværdige, dels at der ikke var mindre indgribende metoder til at opnå samme resultat. Denne dokumentation blev aldrig fremlagt og er måske årsagen til, at Fødevareministeriet i 2005 indledte et samarbejde med biavlerforeningerne på Læsø om et "historisk kompromis". Her blev det aftalt, at tilhængerne af den "brune" bi fik et område på østspidsen af Læsø, hvor der kun måtte være "brune" bier, og tilhængerne af den "gule" bi fik et lille område mod vest. På resten af øen skulle alle biracer og blandinger være tilladte. Denne aftale ser ud til at holde og har medført, at biavlerne igen kan tale med hinanden, uden at det dog kan konkluderes, at "bi-krigen" er slut.
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet udførte i 2005 en genetisk undersøgelse af bierne på Læsø. Det blev konstateret, at ca 25 % af bierne stadig kunne betegnes som overvejende "brune", selvom de ikke var racerene "Apis mellifera mellifera". Af disse blev 40-50 bifamilier udvalgt som grundlag for den videre avl i det "brune" parringsområde.
Kultur.
På det kulturelle område kan man finde Folkeuniversitetet på Læsø, som er en underafdeling af Folkeuniversitetet i Danmark. Desuden har øen en biograf - "Læsø Bio" - der viser flere af de nyeste danske og udenlandske produktioner. Øen er desuden hjemsted for en række keramiske værksteder og kunstgallerier.
Lørdag.
Ordet lørdag, ældre dansk "løverdag", oldnordisk "laugardagr" er sammensat af "laug" "bad" og "dagr" "dag". Ugedagen betød altså oprindeligt "vaskedag".
På latin hed dagen "Diēs Sātūrnī" "Saturns dag"; de andre ugedage var også opkaldt efter planeter. Dette navn lever videre i engelsk "Saturday" og nederlandsk "zaterdag".
Andre europæiske sprog har opkaldt dagen efter sabbaten, den jødiske hviledag, der faldt på denne dag: tysk "Samstag", fransk "samedi", græsk "savato" (σάββατο), russisk "subbota".
MacDonnell Ranges.
Den vestlige del af MacDonnell Ranges
MacDonnell Ranges er en 644 km lang bjergkæde i det centrale Australien (). Den består af parallelle bjergrygge, og løber øst og vest for Alice Springs.
Macrocheira.
Japansk kæmpekrabbe ("Macrocheira kaempferi") er verdens største krabbe, med et klofang på næsten 4 meter.
Kroppen bliver op til 37 cm og den kan veje op til 20 kg.
Den lever i Stillehavet omkring Japan, på 3-400 meters dybde.
Japansk kæmpekrabbe er den eneste art i slægten "Macrocheira".
Madame Butterfly.
"Madame Butterfly" er en opera af Giacomo Puccini, som er komponeret i 1904. Handlingen foregår i Nagasaki i det 20. århundrede.
Magi.
Magi (ordet kommer af bl.a. oldnord. "mega" "kunne", "formå", "måtte", og andre beslægtede ord med betydninger som "magt", "hjælpemiddel" og "kraft") er rituelle handlinger der har til formål, at kontrollerer ydre forhold f.eks naturkræfter, skæbnen, mennesker eller menneskers bevidsthed. Magi er det modsatte af trylleri, da trylleri er en illusion som vises frem, mens magi antages at virke i det skjulte. Ifølge okkult videnskab er magi ikke istand til at bryde naturlovene og skabe mirakler. Altså virker magi kun på ting der i forvejen har en sandsynlighed for at ske.
I voodoo-traditionen f.eks, som den kendes fra New Orleans anvendes en dukke af offeret som påføres lidelser eller helbredelse, alt efter magikerens ønske. Traditionen med dukker kendes også fra norden hvor voksbørn indgår som en del af folketroen. Disse traditioner har ofte været assosieret med "sort magi".
Nogle mener at magi er en teknologi, som man ikke behersker, eksperimenter som ikke kan gentages. Hvis de kunne gentages var magien nemlig en form for videnskab argumenterer de. Andre anser magi for en videnskab, men en videnskab som holdes hemmelig for de uindviede. Antropologen Bronislaw Malinowski, mener at videnskab og magi på mange måde minder om hinanden, da begge ting udnytter lovmæssigheder. Videnskaben udnytter fx naturlove, mens magi bruges til ting der ikke kan forklares. Forskellen mellem videnskab og magi, er at videnskab bruges i områder hvor man har viden og kontrol, med det mål at bemestre noget. Magi bruges på områder, hvor mennesket ingen kontrol eller viden har, og hvor målet er en følelse af sikkerhed og trøst.
Generelt er der et stort behov for at få forklaret den mangfoldige virkelighed som verden består af, og behovet for magi og magiske forklaringer vil nok altid være til stede og træde til der hvor videnskaben stopper. Magi bruges, når mennesket med sin fornuft, ikke kan kontrollere en given situation. Magi kan på denne måde få individet til at føle tryg- og sikkerhed. Derfor er magi et psykisk behov. Desuden binder magi mennesker sammen i fællesskaber, organiserer og løser de konflikter der altid vil forekomme i et givet samfund.
I mere moderne form skelnes mellem den "sorte skole", den "gule skole" og den "hvide skole" af magikere, begreber som defineres af Aleister Crowley i "Magick without Tears". Forskellene er her ikke baseret på etiske overvejelser, men på erkendelsestrin og personlig udvikling, som kan tage forskellige retninger i den initiatoriske proces.
Magi deles traditionelt op i sort og hvid mag. Sort magi er magi anvendt til onde eller umoralske gerninger såsom forbandelser f.eks hvor hvid magi er magi anvendt til f.eks at skabe held i kærlighed.
Magistrat.
Magistrat (fra lat. "magistratus") betyder (Stads)øvrighed og er en betegnelse for den forsamling, der udgør ledelsen i et magistratsstyre. Oprindelig afledt af "magister", den der magter mere end flertallet.
Oprindelse.
Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til, hvad vi i dag forstår som en regering. Da senatet kun var rådgivende organ og folkeforsamlingen (Rom) - især i krisetider - havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.
Magistratsregering.
I moderne tid har begrebet skiftet betydning, således at der ved "magistratsregering" forstås en styreform, hvor mindretal er sikret en forholdsvis indflydelse i regeringen. Princippet kendes fra Schweitz og Retsforbundet har i Danmark
Kommunal betydning.
I Danmark benyttes begrebet magistrat i øvrigt om ledelsen af en kommune. Den består typisk af borgmesteren, rådmændene og eventuelt et antal menige medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Kun de største kommuner har mulighed for at at etablere magistrater. Aktuelt er det kun Århus Kommune og Frederiksberg Kommune, der benytter sig af den mulighed. Tidligere har også København, Odense og Aalborg haft magistratsstyre, og i disse kommuner kaldes borgmesteren og rådmændene (i København overborgmesteren og borgmestrene) stadig for "magistraten".
Magistrater er i Danmark kendt tilbage fra Københavns privilegier fra 1661, og købstadsforordningen fra 1682.
Maj.
Maj måned er opkaldt efter Maja, Merkurs moder. Ældre dansk navn majmåned.
Makarios 3..
Makarios III (født som Mihail Khristodoulou Mouskos (Μιχαΐλ Χριστόδουλος Μουσκός) 13. august 1913 i Pano Panagia, Cypern; død 3. august 1977) var ortodoks ærkebiskop på Cypern fra 1950 og landets første præsident 1960-74 og 1974-77.
Han tilsluttede sig kampen mod de britiske kolonitropper, der kostede ca. 600 menneskeliv, før han i 1960 kunne overtage præsidentposten i landet.
I 1974 blev han afsat ved et militærkup, som den græske militærjunta stod bag med påskud om at standse de indenrigspolitiske konflikter mellem græsk-cyprioterne og det tyrkiske mindretal om øens forfatning. Kuppet ledte til øens deling.
I december 1974 vendte han tilbage som præsident og beklædte posten til sin død.
Mali.
Mali, officielt Republikken Mali (fransk: "République du Mali") er en indlandsstat i Vestafrika. Mali er det syvendestørste land i Afrika og grænser mod nord til Algeriet, mod øst til Niger, mod syd til Burkina Faso og Elfenbenskysten, mod sydvest til Guinea og mod vest til Senegal og Mauretanien.
Dagens Mali var tidligere en del af tre vestafrikanske riger, som kontrollede Trans-Sahara-handelen; Ghanariget, Maliriget (som Mali er navngivet efter) og Songhai-Imperiet. Sent i 1800'erne kom Mali under fransk kontrol og blev en del af Fransk Sudan. Mali fik sin uafhængighed i 1959 sammen med Senegal, som Føderationen Mali. Et år senere blev Føderationen Mali en uafhængig nation i 1960. Efter et langt etpartistyre ledte et statskup i 1991 til skriveriet af en ny forfatning og etableringen af Mali som en demokratisk flerpartistat.
Mali er et konstitutionelt demokrati inddelt i 8 regioner. Malis nordlige grænser når midten af Sahara, mens landets sydlige region, hvor størstedelen af indbyggerne lever, har floderne Niger og Senegal liggende. Landets økonomiske struktur består hovedsageligt af landbrug og fiskeri. Nogle af Malis naturressourcer er guld, uran og salt. På grund af den store fattigdom i landet, betragtes Mali som et af verdens fattigste lande.
Den maliske befolkning, der er anslået til 12 millioner, omkredser etniske grupper fra Subsaharisk Afrika, som har historiske, kulturelle, sproglige og religiøse ligheder. Fransk er det officielle sprog og islam er den mest udbredte religion i landet. Landet har en varieret hverdagskultur pga. sin etniske og geografiske forskellighed.
Historie.
Mali var tidligere en del af tre vestafrikanske riger, som kontrollede Trans-Sahara-handelen med guld, salt og andre varer. Disse sahariske kongeriger havde ingen strenge geopolitiske grænser og heller ikke etniske identiter. Det ældste af disse riger var Ghanariget, som domineredes af soninkérne, et mande-talende folk. Nationen udvidede sig i Vestafrika fra det 8. århundrede indtil 1078, da den blev besat af almoraviderne.
Maliriget, der senere blev skabt i den øvre Niger-flod, fik en stor styrke i det 14. århundrede. Under Maliriget, var de ældgamle byer Djenné og Timbuktu centrer for både handel og læren om islam. Riget forfaldt senere som et resultat af en intern intrige og blev fortrængt af Songhai-Imperiet i det 15. århundrede. Songhai-folket havde sin oprindelse i det nuværende nordvestlige Nigeria. Songhai-Imperiet havde i lang tid været et stærkt styre i Vestafrika og stod tilbage som en genstand for Malirigets styre. I det sene 14. århundrede, fik Songhai sin uafhængighed fra Maliriget, udvidede sig og indbefattede den østlige del af Maliriget. Rigets kollaps var for det meste resultatet af berbernes invasion i 1591. Songhai-Imperiets fald markede slutningen på regionens rolle som et handlende vejkryds. Efterfulgt af de europæiske styrkers etablering af havruter, mistede Trans-Sahara-handelens ruter sin betydning.
I den koloniale tid, faldt Mali under fransk kontrol sent i 1800-tallet. I 1905 var det meste af området under fransk kontrol, som en del af Fransk Sudan. Tidligt i 1959 forenede Mali og Senegal sig til Føderationen Mali. Føderationen fik uafhængighed fra Frankrig 20. juni 1960. Senegal trak sig fra føderationen i august 1960. Modibo Keïta blev valgt som den første præsident og etablerede en etpartistat og etablerede en uafhængig afrikansk og socialistisk orientering, som havde tætte bånd til Østen, og implementerde ektensiv nationalisering af økonomiske resurser.
I november 1968, som fulgte økonomisk afslåelse, blev Keïtas regime styrtet i et ikke-blodigt militærkup ledet af Moussa Traoré. Det følgende militærledede regime, med Traoré som præsident, prøvede at ændre økonomien i landet. Dog blev hans forsøg forpurret af politisk turmul og en hærgende tørke mellem 1968 og 1974. Traorés regime mødte begyndende uro i det sene 1970-tal og tre kupforsøg. Dog undertrykkede Traorés regime alle uligheder indtil sent i 1980’erne. Regeringen fortsatte med at forsøge økonomiske reformer og den almindelige blev i stigende grad misfornøjet. Voksende krav for et flerpartisk demokrati gjorde, at Traorés regime tilladte begrænset politisk liberasering, men nægtede at indlede et fuldt demokratisk system. I 1990 begyndte sammenhængende modstandsbevægelser at dukke op og blev kompliceret af den stigende etniske vold mod nord, fulgt af tuareg-folkets tilbagevenden til Mali. Anti-regeringsprotester i 1991 førte til et kup, en overgangsregering og en ny forfatning. I 1992 vandt Alpha Oumar Konaré Malis det første flerpartivalg. I sit genvalg i 1997, satte præsident Konaré gang i politiske og økonimiske reformer og bekæmpede korruption. I 2002 vandt Amadou Toumani Touré valget, som tidligere var hærgeneral og leder af militæraspektet i demokratiets opstand i 1991. I dag er Mali en af de mest politisk og socialt stabile lande i Afrika.
Politik og regering.
Mali er et konstitutionelt demokrati styret af forfatningen fra 12. januar 1992, som blev ændret i 1999. Forfatningen sørger for en adskillelse af magter blandt de udøvende, lovgivende og dømmende grene i regeringen. Regeringens system beskrives som semi-præsidentisk.
Den udøvende magt overdrages til præsidenten, som vælges i en periode på fem år og har en begrænsning på to perioder. Præsidenten er statsoverhoved og de væbnede styrkers øverstkommanderende. Premierministreren udpeges af præsidenten og er regeringschef og styrer ministerrådet. Nationalforsamlingen er Malis eneste lovgivende magt og består af repræsentater, som vælges i 5-årsperioder. Efter valgene i 2007 har Alliance pour la démocratie et le progrès 113 ud af 160 sæder i forsamlingen. Forsamlingen holder to forsamlinger hvert år og debatterer og stemmer på lovgivningen, indsendt af et medlem eller af regeringen.
Forfatningen sørger for en uafhængig domstol, men den udøvende magt fortsætter med at udøve indflydelse på det dømmende område ved at udpege dommere og overser både de dømmende funktioner og den lave håndhævelse. Malis højeste domstol er højesteretten, som både har dømmende og administrative styrker og en adskilt forfatningsdomstol, der sørger for dømmende gennemgang af lovgivende handlinger og står som en valgdommer. Adskillige lavere domstole eksisterer, selv om landsbychefer og ældre skal løse uenigheder i byområder.
Udenrigsrelationer.
Malis udenrigspolitiske orientering er i stigende grad blevet vigtig og vestlige igennem tiden. Siden instiutionen af en demokratisk regering i 2002, er Malis relationer med Vesten og USA blevet forbedret betydeligt. Mali har endnu et længevarende forhold til Frankrig, den tidligere styrer. Mali er aktiv i regionale organisationer som den Afrikanske Union. Ved at kontrollere og løse regionale konflikter, som i Elfenbenskysten, Liberia og Sierra Leone, er Malis vigtigste udenlandske mål. Mali føler sig truet af potentialet for konflikter i nabolandene, og forholdet med disse er ofte svære. Generel usikkerhed langs grænser mod nord inkluderer banditter ved krydsningsgrænserne og terrorisme, der tilbageholder problemer i regionale forhold.
Militær.
Malis militær består af en hær, som består af landstyrker, en lille flåde og et luftvåben. Militæret er underbetalt, lidt bevæbnet og har brug for mere rationalisering. Organiseringen lider af indblandingen fra uregelmæssige tuaregstyrker, der er gået ind i det regulære militær i 1992-aftalen mellem regeringen og tuareg-oprørsstyrker. Militæret har holdt lav profil siden demokratiets overgang i 1992. Den nuværende præsident, Amadou Toumani Touré, er en tidligere hærgeneral.
Administrativ inddeling.
Mali er inddelt i otte regioner ("régions") og et distrikt. Hver region har en guvernør. Siden Malis regioner er enorme, inddeles landet i yderligere 49 cercle, og 288 arrodissmenter i alt. Borgmestre og valgte bymedlemmer styrer arrondissemneterne.
Geografi.
a>, med sine 1.153 meter over havet, er Malis højeste punkt.
Mali er en indlandsstat i Vestafrika og grænser i nord mod Algeriet, i øst mod Niger, i syd mod Burkina Faso og Elfenbenskysten, i sydvest mod Guinea og i vest mod Senegal og Mauretanien. Med sine 1.240.000 km² er Mali det 24. største land og kan arealmæssigt sammenlignes med Angola eller Sydafrika. Det meste af landet ligger i det sydlige Sahara, som skaber tørre årstider. Landet strækker ud mod sydvest, gennem det subtropiske Sahel-bælte til den sudanesiske savannezone. Mali har for det meste et fladt terræn og rejser sig til de nordlige sletter, som dækkes af sand. Mount Hombori er med sine 1.153 meter over havet det højeste punkt i Mali, mens det laveste ligger ved floden Senegal med 23 m.
Landets klima går fra subtropisk mod syd til gold mod nord. Meget af landet modtager forsømmende regn, og tørke er hyppigt. Mellem det sene juni til det tidlige decmeber ligger årsregnen. I løbet af denne tid er oversvømmelser floden Niger almindelige. Nationen har betydelige naturresurser som guld, uran, fosfat, kaolinit, salt og kalksten, der er meget benyttede. Mali har mødt talrige miljøforandringer, heraf ørkenspredning, afskovning, erosion og utilstrækkelig vandforsyning af drikkevand.
Økonomi.
Mali er et af verdens fattigste lande. Den gennemsnitlige arbejders årlige løn er på omtrent US$ 1.500. Mellem 1992 og 1995 implementerede Mali et økonomisk justeringsprogram, som resulterede i en økonomisk vækst og en formindskelse i finansiel uligevægt. Programmet forbedrede sociale og økonomiske vilkår og førte Mali til at deltage i WTO 31. maj 1995. Landets BNP er vokset som resultat. I 2002 var BNP’et på US$3,4 mia., og øgede til US$ 5,8 mia. i 2005, som står til 17,6% i årstilvækst.
Malis vigtigste industri er landbrug. Bomuld er landets største eksport og sælges til Senegal og Elfenbenskysten mod vest. I løbet af 2002 blev 620.000 ton bomuld produceret i Mali, men afslog bomuldspriserne i 2003, der reducerede efterspørgslen. I tillæg til bomuld, produceres ris, hirse, majs, grøntsager, tobak og træafgrøder. Guld, dyrepasning og landbrug står for 80% af Malis eksporter. 80% af arbejderne er beskæftiget i landbruget, mens 15% er beskæftiget i servicesektoren. Selv om årtidsvariationer fører til regulær midlertidig arbejdesløshed med landmænd.
En porter, der slæber hø
I 1991, i samarbejde med International Development Association, løsnede Mali håndhævelsen af minedriftsregler, som ledte til fornyet udenlandsk interesse og investering i mineindustrien. Guld findes i den sydlige region, og Mali har en tredjestørste guldproduktion i Afrika (efter Sydafrika og Ghana). Opdukken af guld som Malis hovedeksportsprodukt siden 1999 har hjulpet i at dæmpe det negative tryk af bomuld og kriser i Elfenbenskysten. Andre naturresurser er kaotin, salt, fosfat og kalksten. Elektricitet og vand skaffes af Energie du Mali, og tekstiler frembringes af Industry Textile du Mali. Mali har skabt effektiv vandkraft, der består af over halvdelen af elektriciteten. I 2002 blev 700 kWh af vandkraft produceret i Mali. Regeringen deltager i udenlandsk involvering, angående handel og privatisering. Mali gennengik økonomiske reformer, i begyndelsen af 1988 ved at underskrive aftaler med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Fra 1988 til 1996 reformerede regeringen offentlige virksomheder. Siden aftalen, blev seksten virksomheder privatiseret, tolv delvist privatiseret og tyve afviklet. To hovedvirksomheder, Societé de Telecommunications du Mali (SOTELMA) og Cotton Ginning Company (CMDT), forventes at blive privatiseret i 2008.
Demografi.
I juli 2007 havde Mali en befolkning anslået til 12 millioner, med en årstilvækst på 2,7%. Befolkningen forventes at nå 13.506.000 indbyggere i 2010. I 2002 levede 68% af befolkningen i byområder og 5-10% var nomadiske. Mere end 90% af befolkningen lever i landets sydlige del, især i Bamako, der har over 1 million indbyggere.
I 2007 var omkring 48% af malierne under 15 år, 49% var 15-64 år, og 3 % var 65 år eller ældre. Medianalderen var 15,9 år. Fødselsraten i 2007 var 49,6 fødsler pr. 1.000, og den samlede fertilitetsrate var 7,5 børn pr. kvinde. Dødsraten i 2007 var 16,5 dødsfald pr. 1.000. Den forventede levealder var 49,5 år (47,6 for mænd og 51,5 for kvinder). Mali har en af verden største børnedødeligheder, med 217 dødsfald pr. 1.000.
Malis befolkning omkredser etniske grupper fra sub-Sahara, som mest har historiske, kulturelle, sproglige og religiøse ligheder. Folket bambara er langt den største etniske og udgør 36,5% af befolkningen. Samlet udgør bambara, soniké og malinké, alle dele af den brede mandé-gruppe, 50% af befolkningen. Andre betydelige grupper er fulaniere (17%), voltaic (12%), songhai og tuareg og moor (10%). Mali har historisk set sluttet sig til gode inter-etniske forhold, selv om arvelige slaveriforhold eksisterer, som spændte forhold mellem songhai og tuareg.
Fransk er Malis officielle sprog, men talrige (40 eller mere) afrikanske sprog bruges også vidt af de adskillige etniske grupper. Omkring 80% af Malis befolkning kan kommunikere på bambara, som er landets hovedsagelige lingua franca og handelssprog. Anslået 90% af malierne er muslimer (mest sunnier), 9% tilhører traditionelle religioner og 1% er kristne (omkring to-tredje romersk-katolske og en-tredje protestanter). Ateisme og agnosticisme er sjældent hos malierne, de fleste udøver deres religion til daglig. Islam udøves i Mali moderat, tolerant og indføres i lokale levevilkår; forhold mellem muslimer og tilhængere af mindretalsreligioner er generelt fredelig. Forfatningen opretter en sekulær stat og sørger for tros- og religionsfrihed og regeringen accepterer for det meste denne ret.
Sundhed og uddannelse.
Mali har talrige sundhedsudfodringer, der er relateret til fattigdom, fejlernæring og mangelfuld hygiejne og kloakrensning. Malis sundheds- og udviklingsindikatorer er blandt de værste i verden. I 2000 havde 62-65% af befolkningen adgang til sikkert drikkevand og 69% til en slags forsyningsservice. I 2001 havde regeringen et forbrug på omkring US$4 pr. indbygger i sundhed. Medicinske faciliteter er meget begrænset, og medicin findes kun i små forsyninger. Malaria og andre leddyrssygdomme er almindelige i Mali, det samme er tallet af infektionssygdomme som kolera og tuberkulose. Malis befolkning lider også af en stor børnefejlernæring og en lav immunisering. Anslået 1,9% af den voksne befolkning havde HIV/AIDS og var blandt de laveste i Subsaharisk Afrika.
Uddannelse i Mali er principielt gratis og er pligt i 9 år; mellem 7-16 år. Systemet omfatter seks års fri grundskole i starten af syvende år, efterfulgt af seks års gymnasium. Malis egentlige grundskoles antal elever er dog lav, i største del fordi familierne ikke kan dække omkostningerne af skoleuniformer, bøger, forsyninger og skolepenge. Skoleåret 2000-01 var grundskolens antal elever på 61% (71% mænd og 51% kvinder); sent i 1990’erne, gymnasiets antal elever var på 15% (20% mænd og 10% kvinder). Uddannelsessystemet plages af mangel på skoler i byområderne, ligesom mangel på lærere og materialer. Anslået læsefærdighed i Mali ligger mellem 27-30% til 46,4%, med læsefærdigheder betydeligt lavere hos kvinder end mænd.
Kultur.
thumbnail
Maliske musiktraditioner er hentet fra griotterne, der er kendt som ”mindeholdere”. Malisk musik er forskellig og har mange forskeillge genrer. Nogle berømte inflydelser fra malisk musik er koramusikeren Toumani Diabaté, guitaristen Ali Farka Touré, bandet Tinariwen og adskillige afro-pop-artister som Salif Keita, duoen Amadou et Mariam og Oumou Sangare.
Til trods for, at Malis litteratur er mindre kendt end musikken, har Mali altid været en af Afrikas mest livlige intellektuelle centrer. Malis litterære traditioner er hovedsageligt mundtlig, med "jalis", der reciterer eller synger historier fra minder. Amadou Hampâté Bâ, Malis bedstkendte historiker, brugte meget af sit liv på at dokumentere disse mundtlige traditioner. Den bedstkendte novelle skrevet en forfatter fra Mali er Yambo Ouologuems "Le devoir de violence", der vandt Prix Renaudot i 1968, men blev beskyldt for plagiat. Andre kendte forfattere fra Mali er Baba Traoré, Ousmane Sembene, Modibo Sounkalo Keita, Massa Makan Diabaté, Moussa Konaté og Fily Dabo Sissoko.
Den varierede hverdagskultur gengiver landets etniske og geografiske forskellighed. De fleste maliere bærer flagrende, farverige dragter ’’boubous’, som er typisk vestafrikansk. Maliere deltager ofte i festivaler, danse og ceremonier. Ris og hirse er toppen af den malianske mad, der er stærkt baseret på fuldkorn. Korn forbederes ofte med sovse lavet af spinat-og baobabblade, med tomat eller med jordnøddesovs eventuelt tilsat grillet kød (typisk kylling-, lamme-, okse- eller gedekød). Malisk mad varierer efter region.
Den mest populære sport i Mali er fodbold, der blev mere fremtrædende efter, at Mali var vært for African Nations Cup i 2002. De fleste byer holder regelmæssigt lege; de mest populære nationalhold er Djoliba, Stad og Real. Uformelle lege spilles ofte af unge ved brug af et bundt klude som bold. Landet har haft adskillige, der har sluttet sig til fransk hold, inkluderet Salif Keita og Jean Tigana. Basketball er en anden populær sport; Malis basketballlandshold for kvinder er det eneste afrikanske basketballhold, der dyster i Sommer-OL 2008. Traditionel brydning ("la lutte") er også almindeligt, selv om populariteten er faldet de senere år. Spillet wari, en variation af kahala, er en almindelig interesse.
Malaria.
Malarias udbredelse. Områder markeret med hvidt er frie for malaria, de gule har få tilfælde af malaria, mens de røde farver indikerer mange forekomster af malaria.
Malaria er en infektionssygdom, som skyldes malariaparasitten, Plasmodium, som er en encellet organisme, der kan leve som parasit i mennesker og i en bestemt slægt af Stikmyg ved navn "Anopheles".
Man regner med, at der opstår omkring 247 millioner nye malariatilfælde hvert år med knap en million dødsfald på verdensplan. Malaria er udbredt i tropiske og subtropiske områder specielt i Afrika. Der importeres 150-200 tilfælde af malaria til Danmark om året. Der har tidligere eksisteret malaria i Danmark, men sygdommen blev udryddet i slutningen af 1800-tallet.
Navnet malaria betyder 'dårlig luft' og kommer af, at man i mange år troede, at man blev smittet gennem "dårlig luft". Navnet blev ikke ændret selvom det blev opdaget, at malaria overføres med malariamyggen.
Smitteformen.
Smitteformen er såkaldt vektorbåren smitte. Ved vektorbåren smitte kan smittekilden (her plasmodium parasitten) ikke smitte direkte fra dyr (menneske) til dyr (menneske) men må have en vektor, en bærer (her myggen), til at viderebringe smitten.
Malariaparasitten.
"Plasmodium falciparum", "Plasmodium vivax", "Plasmodium ovale" og "Plasmodium malariae". Den første forårsager ondartet malaria, medens de tre andre såkaldte VMO-former forårsager godartet malaria.
"Plasmodium reichenowi" er en parasit der inficerer chimpanser, men ikke mennesker. Modsat forårsager "Plasmodium falciparum" kun en lille infektion i chimpanser.
Den nærmeste slægtning til "P. vivax" er "Plasmodium simium", en parasit der findes hos visse aber ("Alouatta fusca" og "Brachyteles arachnoides").
En malariaparasit kan også inficere gråspurve.
Klassifikation.
Der er en række ICD koder for malaria: B50 (Plasmodium falciparum malaria), B51 (Plasmodium vivax malaria), B52 (Plasmodium malariae malaria), B53 og B54 (andre former for malaria).
Symptomer.
En ubehandlet malariapatient vil ofte opleve feber i en cyklus på 2–3 dage (afhængigt af typen af malaria), men i begyndelsen kan der være feber dagligt, og febermønsteret kan i det hele taget være uregelmæssigt eller atypisk.
Kronisk malaria kan forårsage anæmi eller forstørret milt.
For gravide er malaria specielt farlig da parasitten kan angribe moderkagen.
Behandling og forebyggelse.
Plasmodium falciparum er blevet mere og mere resistent over for en række malaria-midler. Således forekommer klorokin- og meflokinresistens.
Forfalskede eller dårlige antimalaria-midler er udbredte i visse lande og er medvirkende til den stigende malaria-resistens. For eksempel har undersøgelser i Cambodia siden 2003 af forretninger, der sælger medicinen, afsløret, at i cirka 80 % af tilfældene var anti-malaria midlet ikke registreret hos de lokale myndigheder.
Lignende undersøgelser i andre dele af Sydøstasien har også vist, at en betydelig del af præparaterne enten slet ikke indeholder det stof, som indpakningen angiver, eller indeholder for lidt i forhold til det, man skulle forvente.
"Copenhagen Consensus" satte i 2004 kontrollen og bekæmpelsen af malaria som fjerde prioritet ud af 10 store globale udfordringer.
Vacciner mod forskellige malariatyper er under test.
I 2008 skulle danske forskere afprøve vaccine mod falciparum-malaria på 2000 afrikanske børn.
En vaccine fra GlaxoSmithKline, der i øjeblikket testes udviser så lovende resultater, at man forventer at kunne tilbyde vaccinen til landene i Afrika om fem til seks år.
Malaria i behandling.
På trods af, at malaria er en alvorlig sygdom, har den ikke desto mindre været brugt i behandlingen!
Patienter blev påført malaria og udviklede høj feber der kunne have en effekt på visse andre sygdomme.
Den østrigske læge Julius Wagner-Jauregg fik i 1927 Nobelprisen i fysiologi og medicin for opdagelsen af denne effekt mod syfilis,
og behandling er blevet foretaget på titusinder af mennesker fra 1920'erne til 1950'erne.
Også i Danmark har man beskæftiget sig med denne behandlingsmetode: Psykiateren Margrete Augusta Lomholt fik i 1944 en doktorgrad for en afhandling med titlen "Clinic and Prognosis of Malaria-treated Paralysis".
Malaria i Danmark.
Som ovenfor nævnt har malaria, "koldfeber" eller "den lollandske feber" været en udbredt og alvorlig sygdom i visse dele af Danmark. I hvert fald i første halvdel af 1800-tallet og på Lolland og Falster. I 1913, da sygdommen var så godt som udryddet, skrev en af deltagerne i kampen, læge Carl Adam Hansen, en artikel, der indgående behandlede fænomenet og forsøgte at forklare årsagerne til den geografiske forekomst og til sygdommens udryddelse.
Få år senere, i "Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog 1927", gør den danske ferskvandsbiolog, Carl Wesenberg-Lund sig til talsmand for denne (i korthed refererede) forklaring på malariaens forsvinden fra Nordeuropa: Malariamyggene suger nu først og fremmest blod fra husdyr, og derfor er smittekæden brudt. Plasmodierne kan kun udvikles i mennesker.
Danmark har nu omkring hundrede udbrud om året: 101 i 2006 og 80 i 2007.
Malaria har været den mest udbredte tropesygdom i Danmark, men i 2007 blev malaria overhalet af denguefeber med 108 tilfælde.
Malaria i Italien.
Ved Italiens samling i 1861, blev Rom valgt til hovedstad, men længe gjorde malariaen dette til et omdiskuteret projekt. I Lazio-regionen, hvor Rom ligger, var i 1869 to tredjedele af befolkningen kronisk malariasyge. Indføring af nye landbrugsmetoder og bygning af jernbanelinjer førte også til sumpdannelse og yderligere flere sygdomstilfælde. Sæson-arbejderne, der i årtier var kommet til Lazio for at deltage i indhøstningen, begyndte at sky febersletterne, og da udvandring til Amerika blev en reel mulighed, foretrak mange en fremtid der. Bare i 1907 rejste en halv million italienere til Amerika, en udvandring, der tappede landet netop for den arbejdskraft, det havde brug for. Samme år begyndte opdæmningen af Tiberen hvor den løber gennem Rom, et projekt, man var tvunget til som et led i malaria-bekæmpelsen. Frihedshelten Garibaldi gik ind for at få floden ledet udenom Rom, men det projekt blev der aldrig noget af.
Berømte personer med malaria.
Alexander den Store døde (muligvis) af malaria i 323 f.Kr. da han er ved at planlægge et felttog. Han blev knap 33 år.
Wilson Kipketer fik malaria mens han var på toppen af sin karriere.
Det holdt ham væk fra konkurrence i omkring et halvt år.
Den amerikanske forfatter Jared Diamond har også haft malaria og beretter at hans pølseforgiftning var mere smertefuld.
Den engelske popsanger Cheryl Cole fik konstateret malaria i juli 2010 efter et ferieophold i Afrika. På et tidspunkt lå hun og svingede mellem liv og død. I dag er hun rask og er en af til hurtigste til at slippe af med infektionen.
Den Ivorianske fodboldspiller Didier Drogba fik i November 2010 også konstateret Malaria. Efter flere måneders ubemærkede symptomer, begyndte Chelsea-stjernen at få mavesmerter og måtte dermed holdes ude af enkelte Premier League-kampe.
Malta.
Malta er et lille ørige i Middelhavet, godt 90 km syd for Sicilien. Øriget består af tre beboede øer: Malta, Gozo og Comino. Malta har omkring 400.000 indbyggere. De er klemt sammen på et areal, der er omtrent halvt så stort som Bornholm. Dermed er Malta et af verdens tættest befolkede lande. Det nationale sprog er maltesisk, men engelsk har også status som officielt sprog, og mange maltesere taler desuden italiensk. Malta har et subtropisk klima og et smukt koral hav.
Historie.
Med sin centrale placering i Middelhavet har Malta til alle tider været ombejlet, ikke mindst i krigstider. Øerne har i tidens løb været under både fønikisk, arabisk, normannisk og britisk herredømme. Fra 1530-1798 var landet under Johanniterordenen, hvis medlemmer derfor ofte bliver kaldt malteserridderne.
I 1565 ankom en stor osmannisk (tyrkisk) styrke for at erobre øen, dette medførte en blodig og voldsom belejring.
Den osmanniske styrke var i alt på mellem 22000-48000 mand,de sejlede til Malta fra Istanbul i en af de største armadaer siden antikkens tid.Undervejs i belejringen fik tyrkerne forstærkning af nordafrikanske pirater. Forsvarerne, der bestod af Johanitterridderne,lokale maltesere og spanske tropper, talte 6.100-8.500. Efter over 4 måneders belejring,hvorunder de bl.a. afskød ca. 130.000 kanonkugler, trak tyrkerne sig den 11. september 1568. De efterlod 20.000-25.000 egne døde, mens forsvarerne havde mistet ca 2.500 soldater og ca 7.000 civile maltesere. Hovedstaden på Malta, Valetta, er opkaldt efter johanitterordenens leder af forsvaret, Jean de Valette.
Under 2. verdenskrig var Malta endnu en gang i centrum på grund af den geografiske nærhed til Italien. Øerne blev sønderbombet af aksemagterne, og Malta modtog under krigen George Cross for civilbefolkningens tapperhed. Korset indgår nu i Maltas flag. Malta blev selvstændigt den 21. september 1964 efter at have været under Storbritanniens styre i 174 år. Først 10 år senere, nemlig i 1974, fik Malta sin totale uafhængighed fra Storbritannien og blev en republik.
Spørgsmålet om optagelse i EU er blevet heftigt debatteret og blev afgjort ved en folkeafstemning 8. marts 2003. Her stemte 53,6% for optagelse og Malta blev 1. maj 2004 optaget i EU som unionens mindste land. Den 1. januar 2008 blev euro indført i Malta og afløste maltesisk lira.
Styreform.
Maltas regering ledes af den partileder, som har flertal i etkammerparlamentet, repræsentanternes hus, der på maltesisk kendes som "Il-Kamra tad-Deputati".
Erhverv.
Turisme er vigtig for Malta, men andre dele af servicesektoren er også i vækst.
I Danmark er Malta kendt som et populært feriemål for charterturister, ikke mindst på grund af FolkeFerie.dk's populære ferieby i Mellieha på det nordlige Malta.
Forfatteren Dan Turèll (19. marts 1946 - 15. oktober 1993) elskede Malta og holdt jævnligt ferie i Mellieha. I 1985 udsendte han kriminalromanen "Mord på Malta", der er fyldt med miljø- og stemningsbeskrivelser fra øriget.
Turisme.
Malta besøges hvert år af tusinder af danske turister.
I tidligere tider var en sådan rejse besværlig, langsommelig, og undertiden farlig. Ikke desto mindre var der en hel del kendte danske som besøgte øen, og i et antal tilfælde findes der beretninger om deres oplevelser.
Malayalam.
Malayalam er et dravidisk sprog der tales i Kerala i det sydvestlige Indien.
Mameluk.
En mameluk på hesteryg. En mameluk var en slave, oftest stammende fra Tyrkiet, Østeuropa eller Kaukasus, som var indkøbt til at kunne bruges som en egyptisk, osmannisk, eller anden muslimsk sultans livvagt.
De bar bukser med løse bukseben, som hang nedenfor kjolen. Bukserne kom på mode i det 19. århundredes pigedragt under navnet mamelukker.
Mamelukkerne udviklede sig fra at være simple slavesoldater, til at blive nogle af den tids mest frygtede elitesoldater. Mamelukkerne tog til sidst magten i Egypten, hvor bl.a. Napoleon senere kæmpede mod dem.
Manaus.
Manaus er en brasiliansk by. Byen er delstatshovedstad i Amazonas og har cirka 1,7 million indbyggere. Byen ligger ved Rio Negro floden, nær mødepunktet med Amazonfloden.
Mandag.
Mandag er navnet på den første dag i ugen ifølge gældende dansk standard siden 1. januar 1973. Ordet stammer fra månedag, en direkte oversættelse fra latin. På latin kaldes den "dies Lunae" (Månens dag), men på middelalderlatin bruges også betegnelserne "dies Lune" eller "feria secunda" (den 2. dag).
I Danmark omtales konfirmationens andendag i nyere tid som blå mandag.
Traditionelt kaldes dagene efter Fastelavn blå mandag, hvide tirsdag og aske-onsdag. Navnene kommer af gamle ritualer i forbindelse med begyndelsen af fasten, og er i dag næsten glemt.
Manometer.
Et manometer (trykmåler) bruges til at måle tryk.
Manuel Quezon.
Manuel Luis Quezon y Molina (19. august 1878 – 1. august 1944) var en filippinsk nationalistleder, som i 1935 blev præsident for det dengang delvist uafhængige filippinske statssamfund.
Manuskript.
En person, der er uddannet i at skrive manuskripter, hedder en manuskriptforfatter.
Mar Chiquita.
Mar Chiquita er en argentinsk saltsø.
Marduk.
Marduk er Babylons bygud og gudernes leder i den babylonske mytologi.
Marianne Trappaud.
Marianne Trappaud er navnet på et spøgelse på Gammel Vraa Slot. Legenden går på, at hun leder efter sit barn som hun druknede i voldgraven.
Maribo.
Maribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 6.023 indbyggere (2010). Den er først og fremmest kendt som "Domkirkebyen Maribo" med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som den danmarksberømte digterpræst Kaj Munk´s fødeby. Byen er én af de få danske købstæder, der ligger inde i landet uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden ligger dog omgivet af Maribosøerne hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til små øer i søområdet. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (S).
Maribo bærer præg af at være en gammel by uden synderligt meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder, og byen har ligeledes en række muséer indenfor sin bygrænse; det drejer sig bl.a. om Maribo Frilandsmuseum, Lolland-Falsters Stiftsmuseum og Storstrøms Kunstmuseum, som ultimo 2007 flyttede til sin nuværende adresse ved Fuglsang Gods under navnet Fuglsang Kunstmuseum (www.fuglsangkunstmuseum.dk]. Ved domkirken findes ruiner af det gamle Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der blev nedrevet for mange år siden. I dag findes en katolsk kirke i "Maria Gade" ved navn Skt. Birgitta Kirke, opført til områdets polske roearbejdere i 1897. Af andre ældre bygningsværker kan man nævnes Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856 beliggende på "Torvet".
Maribo er et trafikknudepunkt på Lolland. Motorvej E47 passerer Maribo. Fra byen er der godt 8 kilometer til Sakskøbing, godt 13 til Rødby, godt 28 til Nakskov, 26 til Nykøbing Falster og 52 kilometer kilometer til Vordingborg. Maribo er hovedsæde for Lolland Kommune og tilhører Region Sjælland
Byens historie.
Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med "Skt. Birgitta Kloster" (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby ved navn "Skimminge". En særlig orden indenfor den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre et kloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner - og de to grupper mødtes derfor hovedsageligt i dén klosterkirke der senere skulle blive til "Maribo Domkirke". Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for "Maribo", en navnemæssig afledning af "Marie-bo" med betydningen "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt fik klosterstedet og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern og Paven gav sit samtykke til stednavnet "Maribo" i 1418. Herfra begynder byens historie. Man i Maribos byvåben kan se Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.
Selv med købstadsrettigheder var det i begyndelsen svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, ikke mindst pga. sin manglende beliggenhed ved havet. Maribo Kloster, derimod, voksede i løbet af det 15. århundrede til at være ét af Danmarks mest fornemme og betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi dets beboere og økonomiske støtter for en stor dels vedkommede tilhørte adelen. Birgittinerordenen var ligeledes formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster og Paven efterfølgende bekræftet i 1453. "Købstaden Maribo" skulle ligeledes bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejde var påkrævet. Frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier, eksempelvis gennem afladsbreve til de sympatisører, der måtte skænke gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre klostre landet over at søge om optagelse i ordenen, f.eks. Roskilde-stedet Sankt Agnete Kloster i 1487, ligesom mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at tage del i klosterets godgørende renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.
1500- og 1700-tallet.
Som andre danske byer, blev Maribo ramt af Grevens Fejde i 1534, og det følgende år sluttede byens borgere sig til Christian 2., angreb klosteret (forgæves) og deltog i plyndringer af adskillige herregårde på egnen. I 1535 måtte de dog kapitulere og hylde Christian 3. i Nysted. Efter Reformationen i 1536 blev Maribo Kloster lavet om til et adeligt jomfrukloster, som adelsmænd kunne henvise deres ugifte døtre til, og med tiden udviklede det sig efterhånden til at blive et alderdomshjem for ældre statelige kvinder. Én af disse var Christian 4.'s datter Leonora Christina Ulfeldt der efter løsladelsen fra Blåtårn tilbragte sine sidste år i Maribo Kloster fra 1685-1698. Hun ligger nu begravet i domkirkens krypt og på gravstenen står: "Herre, havde dit ord ikke været min trøst, da havde jeg forgået i min elendighed." Men tilbage i 1500-tallet var der dog sket visse forandringer på stedet. En voldsom bybrand hærgede Maribo i 1549 og munkenes afdeling på klosteret lukkede ned i 1551, 15 år efter katolicismens afskaffelse som statsreligion i Danmark. På samme tid verserede der rygter om, at det tilsyneladende kneb med nonnernes kyskhedsløfte, i de første årtier efter Reformationen. I 1563 måtte odensebiskoppen Niels Jespersen fremlægge alvorlige anklager mod nonnerne, dels for deres fastholden af den papistiske lære, dels for vedholdende rygter om usædelighed.
I 1596, samme år som endnu en storbrand hærgede Maribo, blev klosterkirken "købstaden Maribos" sognekirke. Samme år lod Kongen en rigskansler gennemgå klosterets "livsførelse" og indsatte ved den lejlighed en ny fundats, der skulle fastholde den oprindelige tanke om "et kloster for jomfruer". Lige lidt hjalp det dog for klosterets renommé, der havde lidt ubodelig skade. Maribo by hærgedes af endnu flere plager i 1601, idet Pesten ramte byen med ødelæggende kraft, og man begyndte i 1621 en nedrivning af Maribo Kloster der fik ophævet sin ret som forsørgelsesanstalt. Klosterets formue samt bygninger/mursten blev i første omgang skænket til Sorø adelige Akademi og senere (ved adel-akademiets nedlæggelse) skænket til Frederik 3. og Dronning Sophie Amalie i 1665. Munkeklosterdelen fik i 1647 funktion af præstebolig og beholdt (med undtagelse af årene 1695-1718) denne funktion frem til 1770.
I mellemtiden havde Maribo oplevet en bybrand i 1713 hvor 25 huse og gårde nedbrændte. Grundet adskillige plager de følgende årtier havde Maribo by i 1769 bare 504 indbyggere, og ganske symptomatisk for nedgangen nedrev man året efter klosterets gamle munkeafdeling og erstattede den med en ny præstegård. Selvom klosterkirken fortsat bestod, var Maribo nu ramt af økonomisk og betydningsmæssig tilbagegang. Byen var som handelsområde et lille og fattigt sted, ikke mindst fordi en række godsejere på Lolland, der havde opnået store indtægter gennem kornavl på øens frugtbare jorde, bevidst omgik loven og handlede udenom den lille købstad. Denne fattigdom gjorde det for første gang i lange tider umuligt for byen at vedligeholde klosterkirken. Kirken begyndte derfor at forfalde.
Fra 1800-tallet.
I år 1800 var befolkningstallet på 680 indbyggere, fortsat lavt for Maribo købstad. En lille styrkelse af byen indtraf dog i 1803, da Lolland-Falster, som hidtil havde været en del af Fyns Stift, blev gjort til et ny, selvstændigt stift, og klosterkirken blev da områdets "domkirke". Biskoppen residerede dog i Nykøbing Falster. Det samme gjorde sig gældende i forhold til det daværende Maribo Amt, der ganske vist havde Maribos navn i sin titel, men en amtmand bosiddende i Nykøbing. Også Lolland-Falsters Stifttidende flyttede til Falsters hovedby. Først i 1843 kom der gang i en handelsudvikling, idet en købmand ved navn A.C. Quade startede en omfattede handel med korn og benyttede i den forbindelse "Bandholm" som udskibningshavn. Brændevinsbrænding var ligeledes en vigtig produktion i Maribo i 1800-tallet, ligesom en større indvandring af polske sæsonarbejdere indenfor roemarksarbejde i 1893 og 1929 satte sit præg på bybilledet. I 1896 fik byen sit eget bryggeri, Maribo Bryghus.
Maribo anno 1830.
"Maribo", købstad i Musse Herred på Lolland omtrent midt i landet, i en køn egn ved Maribo Sø, ligger 1 1/2 mil fra Sakskøbing, 2 fra Rødby, 2 3/4 fra Nysted og 3 1/2 fra Nakskov, 10 1/2 fra Heiligenhafen i Holsten, 21 1/4 fra København."
"Byen har 1.200 indbyggere, 173 gårde og huse i byen, og 11 huse og 2 møller udenfor samme, 8 gader og stræder, et meget stort torv - på midten af samme rådhuset - 4 porte og 1 kirke (den forrige klosterkirke). Denne er 109 alen lang og 87 alen af den har en bredde af 45 alen, 22 en bredde af 20 alen. Dens indvendige højde er 20 alen. Byens egentlige sognekirke afbrændte 1596; af dens levninger opførtes den såkaldte "Dronninggård". Klosterkirken blev da sognekirke. Klosteret kaldtes Skinninge, siden Maribo og var stiftet 1417 af Erik af Pommern for nonner af Skt Birgittæ orden."
"Byen har tvende offentlige borgerskoler (med 200 børn). Byens egne jorder udgør (efter de meddelte oplysninger) 40 tønder land, og de kongejorder som byen har i leje 150 tønder. - Efter Dr. Paullis topografi: 500 tønder matrikuleret for 173 tønder hartkorn, deri indbefattet Maribo Ladegaards og byen Refshales hartkorn, der også hører til sognet - alle udskiftede og af middelmådig beskaffenhed. De vigtigste næringsveje er kornhandel og brændevinsbrænderi."
"I byen bor, foruden de sædvanlige embedsmænd, biskoppen og amtsforvalteren. Byfogeden er tillige byskriver. Byens våben er et stående fruentimmer, formodentlig Jomfru Maria, da byen vel skylder Mariæ klosteret sit våben, som sit navn. Torvedage haves ikke, men mandag og torsdag er korntorv i Bandholm - toldstedet - omtrent 1 mil fra byen, hvor købmændene har de fleste af deres pakhuse." "Konsumptionen var i 1828 omtrent 16,238 rigsbankdaler (hvoraf 7588 alene brændevinsafgift). Maribo har bedst vand af alle købstæder på Lolland. I stedet for borgervæbning er et politikorps påtænkt."
"Byen har en skøn beliggenhed, mellem 2 søer, af hvilke søndersøen (Maribo Sø) er størst; dens omkreds udgør 4 mil. Dens omegn og skovbegroede holme frembyder de mest maleriske udsigter. På den i søen liggende ø Borø har tilforn stået et slot som 1251 skal være nedbrudt, efter at have stået i 400 år. Nær ved byen ligger en smuk lille skov, "Bangs have" kaldet, med en vakker udsigt over hovedgårdene Søholt og Engestofte. En anden - Lysemose Skov - er indvånernes jævnlige forlystelsessted. Posten fra København ankommer og afgår til Nakskov søndag og onsdag aften; ankommer fra Nakskov og afgår mandag og torsdag nat."
"I domkirken ligger Christian IVs elskede datter Eleonora Christine, siden 1698 begravet. Den ligsten, der har dækket hendes hvilested, var i sønderbrudt tilstand, da den (i 1829) optoges for at indfattes i en ny ramme. I gravstedet fandtes en pandeskal, en del andre ben, nogle messing- og jernzirater, samt et stykke guldtresse - de sidste formodentlig anbragt på den ganske hensmuldrede kiste. Disse levninger af den ædle kongedatter bliver nu samlet i en ny egekiste og nedsat i den udbedrede grav, over hvilken den gamle mindeværdige og restituerede ligsten vil vorde lagt."
"I den smallere del af kirken, Jomfrukoret kaldet, holdes landemode. Her er opstillet et af bogtrykker K. H. Seidelin, 1795 stiftet provincial-bibliotek, der p.t. tæller over 7000 bind. I Maribo er et bogtrykkeri."
Moderne tider.
I 1970 blev Maribo Amt ophævet og Maribo by kom nu til at høre under det større Storstrøms Amt. Amtet blev opløst i begyndelsen af 2007 og afløst af "Region Sjælland". I dag regnes Maribo sammen med Nykøbing Falster som et kulturelt centrum for Lolland-Falster med alle sine muséer, Domkirken og adskillige herregårde i omegnen. Der er ligeledes kort afstand til skove, søer, havet og Knuthenborg safari park.
Den næste store udvikling for Maribo vil formentlig indtræffe, når Femern Bælt-forbindelsen til Tyskland efter planen skal stå færdig i 2018. Det ligger dog et stykke ude i fremtiden.
Mariehøne.
En mariehøne er en familie af bille (insekt) som kan flyve. De fleste mariehønearter lever af bladlus. Dog lever den toogtyveplettede mariehøne udelukkende af skimmelsvampe.
Den mest almindelige har syv prikker og lever fortrinsvis af bladlus.
Den syvplettede mariehønes røde farve og sorte prikker tjener som advarselsfarver, hvilket er meget benyttet blandt insekter. Farverne og deres kombination signalerer til rovdyr, at de ikke skal spise mariehønen, fordi den smager grimt og er giftig. Den røde farve gør at mariehønen ikke kan kamuflere sig i landskabet og gemme sig, men dette udligner den ved at skræmme sine fjender i stedet.
Der findes omkring 50 mariehønsearter i Danmark, hvor næsten alle er nærmest halvkugleformede og typisk med stærke farver. De fleste er rovdyr på både larve- og voksenstadie og spiser typisk blad- og skjoldlus og andre smådyr. Da de fleste af disse normalt opfattes som skadedyr betegnes mariehøns da også generelt som nyttedyr.
En mariehøne lever normalt 1 år.
Nogle år er der flere mariehøns end andre og de kaldes "mariehønseår". 2008 var et sådant år, og 2009 er allerede et sådan år.a>
Ny invasiv art.
Harlekinmariehønen (Harmonia axyridis) er en ny art fra Asien, der er begyndt at blive et problem i Danmark.
Mariæ bebudelsesdag.
I den romersk-katolske kirke (hvor man i øvrigt nok så logisk betegner den "Herrens" bebudelsesdag) festdag den 25. marts.
I den Danske folkekirke henlagt til 5. søndag i fasten.
Donatien Alphonse François de Sade.
Markis de Sade (2. juni, 1740 – 21. december, 1814) hed i virkeligheden Donatien Alphonse François de Sade. Han var en fransk aristokrat og forfatter af voldelige, filosofiske og pornografiske tekster samt nogle rent filosofiske tekster. Det meste af hans værk var skrevet mens han sad i fængsel. Hans efternavn lagde navn til begrebet 'sadisme'.
Markørgener.
Et markørgen bruges i molekylærbiologi til at bestemme om et stykke DNA er blevet indsat korrekt i værtsorganismen. Der findes to typer af markørgener: valgbare markører og markører til screening.
Eksempel.
Der findes forskellige typer markørgener, og i gensplejsning i bakterier kan man for eksempel benytte sig af et antibiotikamarkørgen. Det indsættes sammen med det ønskede gen i bakterien. Markørgenet gør bakterien modstandsdygtig over for en efterfølgende antibiotikabehandling. Hvis cellen overlever, er det derfor et tegn på, at genet er blevet indsat. Alle de andre celler uden indsatte gener dør på grund af behandlingen.
Marmarahavet.
Marmarahavet er et hav man sejler igennem fra Sortehavet til Middelhavet. Havet er ca. 11.500 km² stort og op til 1.261 m dybt.
Marmorkirken.
Marmorkirken er en kirke i Frederiks Sogn. Dens rigtige navn er Frederiks Kirke. Den ligger som et fokuspunkt i den del af København, som kaldes Frederiksstaden.
Der vil blive bygget en station ved Marmorkirken i forbindelse med etableringen af metrocityringen.
Det oprindelige projekt.
Da man i midten af 1700-tallet anlagde Frederiksstaden, ville man bygge en monumental kirke for enden af bydelens tværakse, Amalienborgaksen. Kirken skulle markere oldenborgernes 300 år i kongehuset, og Frederik den 5. nedlagde grundstenen den 30. oktober 1749 som en del af jubilæumsfejringen.
Hofbygmester Nicolai Eigtved fik til opgave at tegne kirken og lede byggeriet. Der kendes mindst 5 tegninger fra hans hånd fra årene 1750-1754. Kirkebygningskommissionen var dog ikke helt tilfreds med Eigtveds projekter, som var i en på det tidspunkt gammeldags rokokostil, og indhentede forslag fra bl.a. de franske arkitekter Ange-Jacques Gabriel og Nicolas-Henri Jardin. Der kendes også projekter fra Lauritz de Thurah og Georg David Anthon.
Fælles for de fleste af projekterne er kirkens grundplan: et rundt centralt kirkerum med en stor tamburbåret kuppel, flankeret af to mindre klokketårne, og med tempelindgange på øst- og vestsiden.
Da Eigtved døde 7. juni 1754, blev Thurah indsat som leder af byggeriet, men det lå stille, indtil Jardin blev hentet til landet og overtog ansvaret den 1. april 1756. Byggeriet blev videreført efter Jardins egne tegninger, som han publicerede i form af graveringer i hhv. 1765 og 1769 under navnet "Plans, coupes et élévations de l'église royale de Fréderic V". (Se links.)
Frederik den 5., som finansierede det kostbare projekt, døde i 1766, og Christian den 7. var ikke så interesseret i at føre det videre. Byggeriet fortsatte på halv kraft, indtil det stoppede helt i 1770. Man var på det tidspunkt nået op til toppen af de nederste søjler i rotunden og indgangen på østsiden, og lidt lavere på vestsiden.
Der skulle nu gå over hundrede år, før der igen blev bygget på kirken. Ikke at det skortede på idéer til videreførsel af byggeriet i den mellemliggende tid. Der kendes planer fra stort set alle af tidens kendte arkitekter, herunder C.F. Harsdorff og G.F. Hetsch, men ingen af dem blev realiseret.
I 1868 udstillede arkitekten Theodor Stuckenberg et udkast til "Frederikskirkens Omdannelse til et Monument for Frederik VII og hans Tid (Grundlovsmonument)" og samtidig en model af monumentet i Rosenborg Brøndsal. Dette forslag, der gik ud på at placere H.W. Bissens rytterstatue af kongen på Marmorkirkens ruin vakte en del opsigt under finanslovsdebatten 1869-70.
Den eksisterende kirke.
Kirkeruinen ca. 1875, umiddelbart inden byggestart
I 1874 købte finansmanden C.F. Tietgen kirkepladsen, inklusive ruinen, af staten, som havde overtaget ejerskabet fra kongehuset i 1849 med det formål at videreføre byggeriet, hvilket også blev sat som betingelse for købet.
a> rager næsten lige højt op, så virker Jardin's version meget større.
Tietgens plan var at lade arkitekten Christian Zwingmann lede byggeriet og bruge Ferdinand Meldahl som konsulent, men da Zwingmann pga sygdom måtte opgive sin arkitektvirksomhed i midten af 1870'erne, overtog Meldahl ledelsen. Han havde også sine egne meninger om, hvordan bygningen skulle færdiggøres. Meldahl overlod den daglige ledelse af byggeriet til sin nære medarbejder, arkitekten Albert Jensen.
Meldahls plan, som i øvrigt blev løbende justeret under byggeriet, indebar, at sidetårnene blev sløjfet, og rotunden blev reduceret i højden. Tempelindgangen blev reduceret til fire søjler i stedet for seks og helt sløjfet på St. Kongensgadesiden. Tambouren blev ligeledes lavere end Jardins, men alligevel lykkedes det Meldahl at komme næsten lige så højt i vejret, takket været en opadstræbende kuppelform, og frem for alt væsentlig højere lanterne og spir.
Byggepladen blev åbnet igen sidst i 1877. Ved købet i 1874 havde Tietgen fået en 10 års frist til at fuldføre kirken, men det tog alligevel 20 år. Byggeriet blev bl.a. forsinket af, at ruinen var betydelig mere forvitret end antaget, så man måtte rive mere ned, end man havde regnet med. Desuden påvirkede den internationale økonomiske depression i disse år også Tietgens forretninger, og gjorde det svært at skaffe midler til byggeriet.
Alle forhindringer blev dog overvundet, og 19. august 1894 kunne kirken indvies - 145 år efter nedlæggelsen af grundstenen. Tietgen overdrog ved denne lejlighed kirken, som jo var hans privateje, til staten.
Kirkebygningen.
Kirkens nederste del fremstår som en cirkulær ringmur med to firkantede tilbygninger mod øst og vest, som rummer indgangspartierne. Der er desuden mindre døre på nord- og sydsiden. Hovedindgangen mod øst er forsynet med en søjlebåret frontispice. Disse dele er beklædt med grå marmor (Norsk Gjellebækmarmor). Rotunden og tilbygningerne toppes af en balustrade, som er udsmykket med vaser.
Over rotunden rejser sig tamburen, som er delt i 12 dele med rundbuede nicher med mindre rektangulære vinduer. Materialerne er Fakse kalksten og Ølandssten. Tamburen toppes også af en balustrade med vaser.
Tamburen bæres sammen med kuplen af tolv indvendige piller. Spændet er 31 m, hviket gør den til Skandinaviens største kirkekuppel. Kuppel og lanterne er beklædt med kobber med forgyldte detaljer. Lanternen rummer kirkens klokker. Lanternen toppes af et kors med en strålekrans mellem armene. På den nedre del findes et filigranornament, i hvilket C.F. Tietgens initialer indgår.
Rundt om kirken står 14 bronzestatuer af danske kirkemænd fra Ansgar til Grundtvig og Kierkegaard. På balustraden står yderligere 18 statuer, disse dog udført i zink.
Indvendig afgrænses det cirkulære kirkerum af de tolv piller, som bærer tambur og kuppel. Mellem pillerne og ydermuren er en smal omgang. Over denne findes en lav pulpituretage.
Gulvet er grå terrazzo med sorte markeringer af gangarealer. I det hævede korområde indgår der brune felter i mønsteret.
Loftshvælvingen starter lige over tamburens glasmosaikvinduer, som er kirkerummets primære dagslyskilde, da lyset fra de fleste af vinduerne i rotunden blokeres af de tolv piller.
Loftkuplen er opdelt i 12 felter af gipsstuk, og i hvert felt er der et maleri af en apostel og ovenover et englebarn. Malerierne er udført af C.N. Overgaard, apostlene efter forlæg af Henrik Olrik. Olrik døde da halvdelen var færdiggjort, så Anton Dorph udførte de seks resterende efter Olriks udkast.
Alter.
Altertavlen er udført i fyrretræ og stuk, der er stafferet som marmor i forskellige farver. Den er tegnet af Meldahl og udført af billedhugger H. Chr. Petersen og snedker H.N. Andersen, stafferingen af maler C.N. Overgaard. Tavlen indrammer alteret og det bagved placerede næsten 3 m høje alterkors, som er udført af arkitekten Harald Garde.
Prædikestole.
På grund af kirkens akustik blev den indrettet med to prædikestole i fremspring i korskranken på hver sin side af alteret. Dette fungerede dog ikke tilfredsstillende, og allerede året efter (1895) blev den sydlige sløjfet, og den anden forsynet med en bagside og en lydhimmel tegnet af Meldahl. Delene var rigt udsmykket og udførtes af billedhugger Petersen og snedker Lars Jørgensen. Samtidig hængte man draperier op i arkaderne mellem pillerne for at forbedre akustikken.
I 1930-31 blev Meldahls prædikestol afmonteret og kasseret, og en ny blev opmuret i marmor ved den nordvestlige pille. Den er tegnet af Emanuel Monberg og så enkel i udseende, at den næsten forsvinder ind i pillen.
Døbefonte.
Den oprindelige døbefont var en gave til Tietgen, og man havde valgt både kunstner - Stephan Sinding - og udformning uden Meldahls godkendelse. Værket var udført i bronze og omfattede foruden selve fonten en to meter høj mandlig dåbsengel. Hverken Meldahl eller Tietgen var begejstret for den.
1925 blev der opstillet en alternativ døbefont i korskrankens sydlige fremspring. Den er udført i grå-hvid marmor fra Schweiz. Modellen til den er lavet af Joakim Skovgaard med forbillede i en "gammelkristelig font på Sicilien". Sindings bronzefont blev i mange år bevaret i kirken, i pillefaget lige nord for hovedindgangen, men er nu flyttet til kirkens lille museum, som man passerer på vej til kuplen.
Orgler.
Kirkens oprindelige orgel blev bygget i 1894 af Knud Olsen, København, efter Meldahls tegninger. Orglet havde 29 stemmer. Facaden er inspireret af forbilleder i Venedig og Rom, og udsmykket med billedskærerarbejder af H. Chr. Petersen. Orgelpulpituret er indfældet i en af åbningerne mellem pillerne mod nord.
I 1963 blev et nyt orgel installeret. Det er bygget af Marcussen & Søn efter tegninger af Rolf Graae. Det gamle orgels facade blev bevaret, men piber fra elleve af stemmerne blev genbrugt i det nye orgel, som har 51 stemmer. Det nye orgel er placeret i åbningen mellem pillerne lige syd for hovedindgangen.
Gravminder.
Der er ingen kirkegård ved Marmorkirken, men der findes en mindetavle i kirken over C.F. Tietgen og hustru. Det er udført af Niels Skovgaard omkring 1920.
Marselisborg Slot.
Marselisborg Slot ligger på Kongevejen 100 i Aarhus i tilknytning til Mindeparken.
Slottet blev bygget i 1899-1902 af arkitekten Hack Kampmann. Det var folkets bryllupsgave til den senere kong Christian 10. og dronning Alexandrine, der brugte det som sommerresidens. Det ligger på det tidligere Havreballegårds jorder.
Ved dronning Alexandrines død i 1952 overtog kong Frederik 9. slottet.
I 1968 overdrog kong Frederik 9. Marselisborg til den daværende tronfølger Margrethe og Henrik, Prinsgemalen. Samtidig blev slottet moderniseret for midler indkommet ved folkegaven 1967.
Slottet er skænket som gave til "den til enhver Tid regerende Konge i Danmark", og kan således ikke arves af andre i den kongelige familie end den, der også arver tronen.
Marselisborg slot blev oprindeligt kaldt "Prinseboligen i Jylland".
__NOTOC__
Tilblivelsen.
Den 20. maj 1898 stillede Århus by 13 tønder land jord til rådighed for prinseslottet. Arkitekt Hack Kampmann fik sammen med den københavnske stadsingeniør Charles Ambt opgaven at udarbejde bygningsplanerne. Anlægsgartner L. Chr. Diederichsen fik opgaven med at anlægge parken.
Den 7. juni 1902 blev Marselisborg Slot overdraget som folkegave til den daværende prins Christian og prinsesse Alexandrine. Kort tid efter overtagelsen foreslog prinsen at kunne forpagte det 30 tønder land store areal foran slottet ned mod bugten for ikke at få bebyggelse her, der kunne ødelægge udsigten. Den 11. juni 1902 godkendte Århus byråd dette ønske, og der blev lavet en forpagtningskontrakt på 10 år, mod at prinsen årligt betalte 40 kroner pr. tønde land i afgift. Samtidig fik prinsen forkøbsret til hele arealet.
Gennem tilkøb af jorder i perioden 1913-17 forøgede kong Christian 10. slotsparken og haveområdet bagved til 23½ tønder land.
Slotsparken og kunsten.
I 1913 blev der opført en gardergård sydvest for slottet, samt, i 1915, en kavalér-bygning. I 1967/68 lod kong Frederik 9. opføre vagtbygningen som ligger ved indkørslen til slotsområdet.
I perioden 1974-76 er der plantet ca. 500 gamle rosensorter i slotsparken.
Slotsparken blev i 1974 åbnet for offentligheden i de perioder, hvor kongehuset ikke bor på slottet. I forbindelse med denne åbning overtog Århus Kommune vedligeholdelsen af parken.
Marshalløerne.
Marshalløerne er en stat i det vestlige Stillehav i Oceanien. Øgruppen ligger nord for Kiribati og Nauru, øst for Mikronesien og syd for det amerikanske territorium Wake Island.
De vigtigste eksportvarer er fisk, fiskeprodukter, kokosnødolie og akvariefisk. Vigtige importvarer er madvarer, levende dyr, mineralolie, drikkevarer og tobak. Vigtige handelspartnere er blandt andet USA og Japan.
Af øens tre aviser er Marshall Islands Journal den største. Avisen udkommer to gange om ugen. En statsejet og to private radiostationer sender på engelsk og på de lokale sprog.
Historie.
Øerne var allerede 2.000 år før Kristi fødsel beboet af indvandere fra Mikronesien, men man ved ikke meget om øernes tidligste historie.
I 1526 opdagede spanieren Alonso de Salazarsom den første europæer øerne. I 1529 nåede den spanske søfarer Alvaro de Saavedra øerne, men gjorde ingen videre krav på øerne gældende, og øerne blev først genopdaget, da den engelske kaptajn John Marshall i 1788 besøgte dem, og øerne har senere fået navn efter ham. I begyndelsen af 1800-tallet kortlagde den tysk-baltiske opdager Otto von Kotzebue, der var officer i den russiske marine, for første gang øerne.
Efter at et tysk handelsselskab i 1885 oprettede en afdeling på øerne, overtog den første kejserlige kommissær Wilhelm Knappe i 1886 højhedsrettighederne for Tyskland. 1906 blev øerne officielt en del af den tyske koloni Deutsch-Neuguinea.
Japan besatte øerne i 1914 og oprettede flere militærbaser. Nationernes Forbund gav Japan øerne som mandatområde i 1920.
I den 2. Verdenskrig erobrede USA Kwajalein-atollen den 31. januar 1944 på grund af den strategtiske beliggenhed. (slaget om Marshalløerne). I løbet af få uger erobrede USA 30 andre øer og oprettede en militærbase på Majuro.
Øerne blev i 1947 en del af det USA-styrede UN Trust Territory of the Pacific Islands. I 1979 underskrev Marshalløerne en samarbejdsaftale med USA, som trådte i kraft 1986, hvor øerne blev en selvstændig stat. USA varetager forsvarspolitiken og bidrager til en stor del af økonomien igennem Marshalløernes medlemskab af Compact of Free Association.
Indtil 1960erne gennemførte USA atomprøvesprængninger på Bikini-Atoll og Eniwetok. Efter at de oprindelige indbyggere kom tilbage blev der målt for høj radioaktivität, og indbyggerne måtte igen flyttes til et andet område.
Politik.
Marshalløerne er medlem af FN.
Geografi.
Øgruppen består af 1.150 større og mindre øer, som strækker sig over et område på 1.900.000 km².
De vigtigste atoller og øer danner to grupper: Ratak-kæden og Ralik-kæden, som betyder henholdsvis solopgangs- og solnedgangs-kæden. To tredidele af landets indbyggere bor på øerne Majuro (som også er hovedstad) og Ebeye. De ydre øer er tyndt befolket på grund af for få muligheder for bosætning og økonomisk udvikling.
Klimaet er fugtigt og varmt med regntid fra maj til november. Øerne bliver ofte hærget af tropiske hvirvelstorme.
Demografi.
Folketallet er i 2009 64.522, og det øges med ca. 2% om året. Over 60% af befolkningen er under 20 år. Graviditet blandt unge ugifte piger er almindelig. Der er obligatorisk skolegang for børn i alderen fra 6 til 14 år. Barnedødeligheden steg kraftigt i slutningen af 1980'erne. Derefter er den faldet lidt igen. Den forventede levealder er 65 år for kvinder og 61 år for mænd.
97% af befolkningen er mikronesiere. De øvrige er australiere og amerikanere.
De fleste indbyggere er kristne, overvejende protestanter.
En del af øernes indbyggere er stadig præget af eftervirkningerne af atomprøvesprængninger på øerne Bikini og Enewetok. Amerikanerne foretog forsøg med atombomber fra 1946 til 1958. Prøvesprængningene førte blandt andet til radioaktivt nedfald over en del af de beboede øer.
Marstal.
Marstal er Ærøs største by med 2.315 indbyggere (2010). I 1500-tallet var Marstal et lille fiskerleje, der fra 1700-tallet udviklede sig til en betydningsfuld søfartsby. Navnet kommer af ordet "hestestald". Marstal og det øvrige Ærø hører til Region Syddanmark.
Erhvervsliv.
Byen er øens vigtigste handels- og søfartsby med mange forretninger og en navigationsskole, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde. Søfarten er stadig en vigtig del af byens erhvervsliv med Danmarks største coasterflåde (ca. 50 fragtskibe).
Der er flere rederier, træ- og stålskibsværfter, anløbskajer for charterskonnerter, fiskerihavn, færgehavn med færgeforbindelse til Rudkøbing og bådforbindelse til Birkholm
Marstal Fjernvarme har siden 1996 og indtil 2001 været kendt for at have verdens største termisk-solfangeranlæg. Solen stod dog kun for 15% af forsyningen, mens den øvrige forsyning var baseret på spildolie. Anlægget blev i december 2002 udvidet med yderligere 10.000 m2 solfangerpaneler og har dermed genvundet sin mangeårige position som verdens største solfangeranlæg til fjernvarme, og solen står nu for 30% af forsyningen.
Historie.
Byens trange pladsforhold bevirkede, at husene ofte blev anbragt vilkårligt.
En femtedel af den danske coasterflåde er i dag hjemmehørende i Marstal. Marstal Navigationsskole er i fortsat vækst og er et vigtigt led i byens fremtidige udvikling.
Marstal Kirke er opført i 1738. Før den tid benyttedes Rise kirke. Kirkens tværskib er fra 1772 og tårnet fra 1920. 7 kirkeskibe vidner om byens tilknytning til havet og søfartens udvikling fra 1700-tallets jagt til vor tids coaster.
Skoler.
Uddannelse af navigatører til handelsflåden - dvs. skippere og skibsførere.
HF-søfart, som er en ungdomsuddannelse, der kombinerer en grundlæggende søfartsskole med en HF-uddannelse.
VUC FYN Ærø. På VUC i Marstal, der har til huse i nye bygninger, er det muligt at læse en fuld 2-årig Hf. Udover de obligatoriske fag, er der et stort og varieret udbud af valgfag fra C- til A-niveau som for eksempel matematik, kemi, engelsk, erhvervsøkonomi og meget mere. Desuden har VUC den særlige HF-søfart i samarbejde med Marstal Navigationsskole. VUC er, sit navn til trods, primært en ungdomsuddannelsesinstitution med ca. 200 elever.
Turisme.
Badehus på Eriks hale ved Marstal
Langs havnen finder man et charmerende miljø med coastere, joller og en stor lystbådehavn.
Havnemolen med den gamle kalkovn giver læ for østenvinden, bygget til formålet af skippere og bønder i 1825. Der er mange restauranter og cafeer i de hyggelige gader og stræder. Desuden findes Marstal Søfartsmuseum med mange minder fra Marstal by og dens søfartsliv.
Der er campingplads, vandrerhjem og hoteller. Man kan besøge stranden (syd for byen) på "Eriks Hale" med de maleriske badehuse.
Martin Luther.
Martin Luther 46 år, (Lucas Cranach 1529).
Martin Luther, (10. november 1483 i Eisleben, Tyskland – 18. februar 1546 i Eisleben) var en tysk munk, reformator og teolog. Han blev katolsk præst i augustiner-eremitternes orden, som gav ham en grundig uddannelse, der førte til, at han blev professor ved universitetet i Wittenberg. Tidligt i 30-årsalderen udviklede han teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og om mennesket og dets forhold til Gud. Han tog afstand fra kirkens misbrug af den måde, aflad blev praktiseret på. Det gav stødet til reformationen og dannelsen af de evangelisk-lutherske kirker. Reformationen begyndte angiveligt den 31. oktober 1517, hvor han udsendte sine kendte teser mod afladspraksisen. Men det var egentligt ikke et skelsættende brud. Derimod udviklede striden mellem Luther og hans modstandere sig i mere teologisk retning, og det frembragte få år efter et uigenkaldeligt brud.
I 1521 blev Luther fredløs og søgte tilflugt hos en velvillig og magtfuld fyrste på slottet Wartburg. Nogle problemer med raseren af kirker fik ham til at vende tilbage til Wittenberg. Hans bevægelse oplevede et tilbageslag i forbindelse med den tyske bondekrig og ved, at de kirkekritiske fraktioner splittedes af modstridende teologiske standpunkter, især i synet på Helligånden og sakramenterne.
Luthers oversættelser af Bibelen fik stor betydning for udviklingen af det tyske sprog. Hans salmedigtning med den kendte salme "Vor Gud han er så fast en borg" inspirerede til en fremblomstring af kristen menighedssang - også inden for andre trossamfund, hvor der nu skulle synges på modersmålet frem for messens latin. Hans ægteskab med den tidligere nonne Katharina von Bora gav præsteægteskabet legitimitet inden for flere kristne traditioner. Luthers reformation sprængte den kirkelige enhed i Vesteuropa og i Nordeuropa og fik også store og varige politiske og kulturforandrende konsekvenser.
Opvækst, uddannelse, præstevielse (1483–1509).
Hans og Magrethe – far og mor
Martin Luther (forældrene brugte forskellige stavemåder for navnet: Lüder, Luder, Loder, Ludher, Lotter, Lutter eller Lauther) blev født i en småborgerfamilie i Eisleben som søn af smelteren Hans Luther den 10. november 1483 og døbt dagen efter i St. Peters- og Paulskirken. Han blev opkaldt efter dagens helgen Martin af Tours.) Han voksede op i Mansfeld (ca. 35 km fra Halle (Sachsen-Anhalt)), hvor hans far Hans Luder fra Lothar drev kobberminer. Faderen kom senere i byrådet i hjembyen. Her blev Martin præget af hele den senmiddelalderlige folkefromhed. I den spillede troen på hekse og djævle en ikke ubetydelig rolle sammen med anden overtro. Samtidig var han stærkt bundet til kirken. Han levede i kirken og med kirken, sådan som kirken levede i og med folket. Martins uddannelsesvej var tæt forbundet med det kirkelige liv: Først latinskole i Mansfeld (1489-95) og i Magdeburg (1495-97), hvor han boede hos Brødrene af Fælleslivet og blev kendt med "Devotio Moderna". Derefter skole i Eisenach (1498-1501). Fra 1501 studerede han i Erfurt, hvor han i 1505 afsluttede det filosofiske grundkursus som magister artium.
Opholdet i Erfurt fik stor betydning for hans teologiske kurs. Her underviste munkene i den occamistiske-nominalistiske "via moderna" i filosofi og teologi. Denne skoleretning inden for katolsk teologi havde ingen stor tilslutning i det øvrige Europa, men stod stærkt i Sachsen.
Det var faderens ønske, at Martin skulle blive jurist. Men da han den 2. juli 1505 befandt sig ved Stotternheim på vej til Erfurt, kom han i samvittighedsnød, da lynet slog ned nær ved ham. I en bøn om hjælp lovede han at blive munk, hvis Den hellige Anna, Jomfru Marias mor og minearbejdernes skytshelgen), ville redde hans liv.
Noget overilet, men ikke uden indre forberedelse, meldte han sig den 17. juli hos augustiner-eremitterne i Erfurt. Efter prøvetiden modtog han præstevielsen i Marienkirche i Erfurt den 4. april 1507 af hjælpebiskoppen af Mainz, Johann Bonemilch von Laasphe, som boede i Erfurt. Den 2. maj fejrede han sin første messe i augustiner-eremitternes kloster. På grund af sin begavelse og uddannelse blev han udset til at læse teologi ved universitetet i Erfurt. Her byggede teologistudiet i høj grad på Gabriel Biels strengt nominalistiske teologi.
Undervisning i Wittenberg (fra 1509).
Luther fortsatte teologistudierne i Wittenberg (1508/09), mens han underviste i filosofi og tog den teologiske doktorgrad. I 1510/11 var han i Rom som officiel repræsentant for klosteret. Efter ønske fra sin ordensforesatte Johann von Staupitz overtog han stillingen som teologisk professor ved universitetet i Wittenberg i 1512. I 1938 fik Wittenberg det officielle navn Lutherstadt Wittenberg.
Hans opgave var først og fremmest at holde forelæsninger over Bibelen. Han tog fat på forelæsninger over Salmerne (1513-15), Romerbrevet (1515/16), Galaterbrevet (1516/17), Hebræerbrevet (1517/18) og igen over Salmerne (1518/19).
I 1517 ændrede han sit efternavn fra Luder til Luther, som hentyder til det græske ord ελευθερος, eleutheros = Den befriede, Befrieren.
"Tårnoplevelsen".
Lutherhaus i Wittenberg med tårnet
I denne forbindelse spiller hans "tårnoplevelse" (Turmerlebnis) i tårnværelset i klosteret i Wittenberg en vigtig rolle. Under refleksion over Rom 1,16-17 gik betydningen af Guds "retfærdighed" op for Luther. Et spørgsmål, som længe havde optaget ham, var: "Hvordan kan jeg finde en nådig Gud?". Nu opdagede han, at den "Guds retfærdighed" som omtales i Rom 1,17, ikke er den strenge dømmende retfærdighed hos en Gud, som i ubønhørlig hårdhed holder dom over den arme synder. Det er tværtimod en nådens retfærdighed, som Gud skænker og ikke kræver af os, og som mennesket efter budskabet i Romerbrevet modtager ved troen. Luther fandt en skænket og ikke fortjent retfærdighed, hvis indhold er Kristus og hans gerning som frelser.
En del lutherforskere betragter ikke tårnoplevelsen som det skelsættende punkt i Luthers udvikling og fremholder, at hans "reformatoriske opdagelse" sikkert voksede frem gradvis.
Forskere har dateret tårnoplevelsen til 1512-14. Men senere historikere finder det sandsynligst, at selve det religiøse gennembrud og klarheden om det fandt sted omkring 1518-19. Det bygger på Luthers egen angivelse i hans "store selvvidnesbyrd" fra 1545, hvori han siger, at erkendelsen kom til ham, før han forelæste over Salmerne for anden gang 1518-19.
Kamp mod afladshandelen (1517–1518).
Som præst og sjælesørger i Wittenberg stødte Luther på dominikaneren Johann Tetzels overfladiske afladsforkyndelse, hvoriblandt den sætning, som blev tillagt ham: "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer." Han forfattede på latin 95 teser som udgangspunkt for en diskussion af afladens brug og væsen. Den 31. oktober 1517 sendte han disse til ærkebiskoppen af Magdeburg og Mainz, Albrecht af Brandenburg og biskoppen af Brandenburg, Hieronymus Schultz, og til Johann Lang i Erfurt og Christoph Scheurl i Nürnberg, hans lærde venner. Teserne angreb ikke selve afladen, men reagerede på misbrug af den og en groft materialistisk indstilling til den. Han imødegik den med sin nyvundne lære om troen som den afgørende faktor for menneskets frelse.
I sit følgebrev til de bisperne bad han om opklaring og krævede, at afladsprædikanterne skulle pålægges tilbageholdenhed. Nogle måneder senere i maj 1518 under en debat i Heidelberg tog Luther ikke selve afladen op til behandling, men derimod den teologi, som lagde grundlaget for afladen.
Tesedøren i Slotskirken i Wittenberg
De 95 teser blev sat op på døren til slotskirken i Wittenberg. De var blot en indbydelse til en akademisk drøftelse af sagen. Det fortæller den version af Luthers historie, som blev udarbejdet af Philipp Melanchthon i 1546. Nogle forskere betvivler, at Luther faktisk slog sine teser op på kirkedøren. Da teserne ikke var skrevet på tysk, er det dog ikke helt usandsynligt, at historien faktisk er korrekt. Det var Scheurl, som lod teserne oversætte til tysk og fik dem trykt, hvorved kendskabet til dem udbredtes takket være den nyopdagede bogtrykkerkunst I løbet af få uger blev teserne kendt i hele Tyskland og i løbet af få måneder over hele Europa.
Reaktioner på Luthers teser.
Offentliggørelsen af teserne fik en uventet virkning til Luthers oprigtige forskrækkelse. Det viste sig, at der var en vidt udbredt uvilje og harme over den usalige handel, som den romerske ledelse, ærkebiskop Albrecht og Fuggernes bank drev med afladen, og som dominikanerne havde gjort sig til håndlangere for. De fleste opfattede Luthers teser som en åben protest og så ikke noget dybere teologisk anliggende i dem. Ærkebiskop Albrecht indklagede Luther for Rom uden at værdige ham et svar. Ærkebiskoppen led et økonomisk tab, da afladsforkyndelsen måtte afbrydes: han fik ikke den fortjeneste, som han var blevet lovet af Fuggernes bank. I juni 1518 blev en kætterproces mod Luther åbnet i Rom.
Luther havde søgt samtale og diskussion, ikke strid. Han var imidlertid meget lidt tilfreds med sine "samtalepartnere".
I Tyskland engagerede Tetzel sig kraftigt, også for at forsvare sig mod det, han opfattede som et fortegnet billede af sin forkyndelse. Den romerske kurie kom efter nogle måneder på banen, men dialogen gik hurtigt i stå, fordi Luther blev mere og mere afvisende over for sin romerske modpart Mazzolini også kaldt Prierias, og til sidst værdigede han ham ikke svar.
Luther for Cajetan (1518).
Det var meningen, at Luther skulle forsvare sig i Rom. Men kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen udvirkede, at han ikke blev afhørt i Rom, men i stedet af kardinal Cajetan på rigsdagen i Augsburg. De to mødtes første gang den 11. oktober 1518. Her nægtede Luther at tilbagekalde noget, rejste i hast fra Augsburg tilbage til Wittenberg, hvortil han ankom på årsdagen for de 95 teser. I løbet af året havde han vundet megen støtte hos fyrsterne. Han klagede over kardinalen til paven. Dermed var alt for alvor sat i bevægelse.
Paven engagerede sig direkte i spørgsmålet med bullen "Cum Postquam" (8. november 1518). I den udlagde han den katolske afladslære og indrømmede misforhold inden for afladshandelen, men modsagde ellers Luthers principielle standpunkter. Snart efter, den 28. november 1518, appellerede Luther til et almindeligt kirkemøde. Luther opfattede situationen som truende, og kort tid efter tilbød han at gå i eksil for ikke at sætte kurfyrsten og Sachsen i et dilemma. Men kurfyrst Frederik den Vise bestemte sig for at holde hånden over ham (18. december 1518). Også den pavelige udsending Karl von Miltitz engagerede sig i dialog med Luther i 1519 uden at det førte til noget varigt resultat.
Debatten i Leipzig og dens virkninger (1519–1520).
Teologen Johannes Eck (1486–1543) i Ingolstadt havde beskæftiget sig med Luthers teologi siden 1517 og var en af de første, som indså, at de 95 teser pegede ud over deres direkte sigte: En korrektion af afladspraksisen. De stillede i virkeligheden spørgsmål ved afladens væsen, ved pavens myndighed til at give aflad, og endelig ved den sakramentale struktur af kirken selv.
Ved en debat i Leipzig mod Andreas Karlstadt og Luther (27. juni–16. juli 1519) forsvarede Eck kirkens lære. Det drejede sig ikke længere om aflad, men om pavens magt, om kirkemødernes ufejlbarlighed og om sakramenterne principielt. Luther forkastede, at pavens overhøjhed (primat) er begrundet i Bibelen (Mat 16,18) og hævdede, at de almindelige kirkemøder kunne tage fejl, fx i sagen mod Jan Hus ved koncilet i Konstanz.
Opfattelsen af, hvem der kom bedst fra debatten, var delt. Ecks argumenter bidrog sikkert til at fremskynde en skarpere afvisning af grundlæggende dele af katolsk lære fra Luthers side. Men efter disputatsen var Sachsens hertug Georg entydigt i den katolske lejr. Eck blev også hyldet som den sejrende part af teologerne i Leipzig, som overøste ham med udmærkelser.
Luthers holdning til paven skærpes.
Hvad gælder Luthers indstilling til paveembedet er det uklart, om omslaget kom efter disputatsen. Før disputatsen skrev Luther 3. marts 1519 i et brev til pave Leo 10., at "for Gud og hans skabning vidner jeg, at jeg ikke har ønsket, ej heller nu ønsker, at rokke ved eller undergrave den Romerske Kirkes eller Deres Helligheds myndighed". Men lidt senere skrev han, at han var "usikker på om paven er Antikrist eller hans apostel". Og i februar takkede han Scheurl for det krasse kampskrift mod paven, som han havde tilsendt ham ("Julius' og St. Peters dialog") med ordene, at han var meget fristet til at oversætte det til folkesproget for folkets skyld.
Men efter disputatsen gav Luther uden omsvøb udtryk for, at paven var Antikrist, Kristi onde modstander, som førte menneskene ud i elendighed, fordi han havde sat sig selv i Kristi sted og dermed udfordret Guds vrede. Med tiden forstærkedes disse forestillinger hos Luther: Paven blev for ham Antikrist i egen person.
Fra bullen "Exsurge Domine" til bandlysningen (1520–1521).
Første trykte udgave af "Exsurge Domine."
Den romerske proces mod Luther var standset på grund af valget af en ny kejser og blev ikke genoptaget i Rom før i begyndelsen af 1520. Johannes Eck rejste selv til Rom for at få gang i sagen. Den 15. juni 1520 kom bullen "Exsurge Domine" fra pave Leo 10. Den fordømte 41 læresætninger fra Martin Luthers skrifter og krævede, at han skulle trække dem tilbage inden 60 dage eller risikere ekskommunikation. Bullen repræsenterede den første officielle stillingtagen fra Pavestolen til en begyndende luthersk reformation.
Paven udpegede Johannes Eck til at proklamere bullen i Tyskland. Hans ankomst sommeren 1520 udløste voldsomme mishagsytringer: mange steder var det ikke muligt for ham at forkynde bullen. Bullen bekræftede Luther i sine standpunkter og skærpede den polemiske tone.
Det endelige brud.
Efter at Pave Leo 10. havde truet Luther med kirkens band, fuldførte Luther bruddet den 10. december 1520 ved at arrangere en offentlig bogbrænding af bullen i Wittenberg. Samtidig brændte han også sine modstanderes skrifter, de kirkelige retsbøger og selve bandtruslen. Man kan derfor med god ret hævde, at dagen snarere er den egentlige reformationsdag end opslaget af teserne 31. oktober 1517. Den 3. januar 1521 blev han bandlyst i Rom ved bullen "Docet Romanum Pontificem."
Rigsdagen i Worms (1521).
Luthers popularitet i Tyskland var stærkt stigende, både blandt fyrster og i brede lag af befolkningen. Men den nye kejser Karl 5., som var blevet kronet i Aachen den 23. oktober 1520, havde til hensigt at rejse en rigssag mod ham, så snart han var blevet bandlyst af kirken. Kejseren indkaldte rigsstænderne til rigsdag i Worms. Kun efter pres fra Frederik den Vise af Sachsen gik han med til, at Luther først skulle udspørges på rigsdagen.
I marts gav kejseren Luther frit lejde til og fra Worms. Hans rejse dertil, ledsaget af tro medarbejdere som Justus Jonas, var et triumftog, og han prædikede for folket i Erfurt, Gotha og Eisenach. Luthers indtog i Worms den 16. april 1521 højtidelig ledet af den kejserlige herold gav ikke indtryk af, at det var en slagen mand, som ankom. Den 17. og 18. april stod han frem for rigsdagen og fastholdt og forsvarede sine skrifter. ("Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller tilrådeligt at handle mod ens samvittighed. Så hjælpe mig Gud. Amen.") Kejseren holdt næste dag en tale, hvori han beklagede, at han havde tøvet med at tage forholdsregler mod Luther. Han bekræftede Luthers frie lejde, men erklærede, at han herefter ville betragte ham som kætter og opfordrede rigsstænderne til at gøre det samme. I slutningen af april forlod Luther Worms, og blev efter aftale "bortført" af hertug Frederiks folk og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg den 4. maj.
Wormser-ediktet.
Luther blev nu erklæret fredløs ved "Wormser-ediktet" af kejseren. Ediktet rejste rigssag mod ham og hans tilhængere. Det indeholdt også fordømmelser af ham og erklærede ham for kætter på grund af hans afvisning af den katolske kirkes lære, især af sakramenterne, af messen og hans kritik af pavedømmet, koncilerne og en række kirkeskikke. Luther blev desuden anklaget for at opildne til strid og ødelæggelser.
Ediktet blev først offentliggjort på rigsdagens sidste dag, efter at mange var rejst. Forsøg på at udvirke en udlevering af Martin Luther slog fejl, fordi han allerede var i sikkerhed på Wartburg. Det blev også vanskeligt at gennemføre ediktet senere: Kejser Karl, som havde kæmpet for gennemførelsen af ediktet, blev væk fra Tyskland i hele ni år. Imens kunne Luthers lære uhindret slå rod.
I tilflugt på borgen Wartburg (1521–1522).
Luthers ophold på Wartburg fra april 1521 til marts 1522 var en ny vigtig oplevelse borte fra klosterlivets religiøse rutiner og andre ydre forpligtelser. Han havde nu tid til egne projekter og eksistentielle og teologiske refleksioner. I forklædning som "Junker Jörg" rejste han af og til rundt i omegnen og blev bedre kendt med den almindelige tyskers vilkår og ikke mindst sprogbrug.
Allerede i foråret 1521 havde en enkelt præst giftet sig. Luther havde rost ham for det, skønt det stred mod rigets love. Mens Luther holdt sig i skjul, rullede reformationen videre. Stadig flere ordensfolk forlod deres klostre. I januar 1522 gav ledelsen for augustiner-eremitterne i Weimar tilladelse til, at alle medlemmer kunne træde ud af ordenen, og snart var deres tyske provins helt opløst. Nu blev det til en regulær klosterflugt, og mange steder lukkede hele klostre deres porte.
Luther-bibelen.
Det var på Wartburg, Luther begyndte sit store oversættelsesarbejde af Bibelen på tysk. Med hjælp fra Melanchthon, Spalatin og andre fuldførte han sin oversættelse af Det Nye Testamente fra græsk til tysk i 1522 – det meste af arbejdet havde han gjort på kun elleve uger under opholdet på Wartburg på grundlag af Erasmus' udgave (1516) af Det Nye Testamente på det originale græsk. "Luther-bibelens" sproglige kvaliteter kom til at betyde meget for udformningen af et tysk fællessprog. og er blevet kaldt "en sproglig genial personlig præstation" (Josef Lortz). Den sproglige kraft og oversætterens berømmelse gjorde, at den snart blev vidt udbredt. Førsteudgaven, den såkaldte september-udgave ("Septembertestament"), blev solgt så hurtigt, at en ny udgave måtte trykkes allerede i december.
Selv om oversættelsen fra et filologisk synspunkt var uden sidestykke i tysk sproghistorie, idet den med ét slag skabte grundlaget for højtysk ("Hochdeutsch"), indeholdt den teologisk tendentiøse fejl, som gjorde det nødvendigt med senere reviderede udgaver. Foruden at være en bibeloversættelse var den et angrebsvåben mod den gamle kirke og indeholdt også illustrationer, som gjorde nar af pavedømmet. Oversættelsen af Det Gamle Testamente tog længere tid og var ikke færdig før i 1534.
Wartburg-postillen.
Martin Luther på prædikestolen – Udsnit fra Cranach-altret i Bykirken i Wittenberg. 1547
Mens han var på Wartburg, udarbejdede Luther også en "Kirkepostil", kendt som "Wartburg-postillen". En postil er en samling prædikener over alle kirkeårets evangelietekster og epistler, som præsterne i nødstilfælde kunne læse op fra prædikestolen under gudstjenesten eller bruge i deres prædikenforberedelse. Wartburg-postillen, som Luther udarbejdede på opfordring af kurfyrst Frederik den Vise, udkom i to dele: prædikenerne til advent (Adventspostillen 1522) og jul (Julepostillen 1522). Først i 1525 fik Luther tid til at fortsætte arbejdet med prædikener frem til og med langfredag (Fastepostillen 1525). Med kollegers bistand udkom prædikenerne til resten af året i 1526 (Denne del kaldes ”Roths Sommerpostil” efter redaktøren).
Nye kampskrifter.
Samtidig forfattede han også små lejligheds- eller kampskrifter, som f.eks. "Om munkeløftet", hvor han kritiserede katolsk lære og katolske skikke, og også det, som personligt stod ham særligt nær: Munkestanden, cølibatet, messeofferet, den præstelige tjeneste, osv. Hans svar på kritik fra f.eks. Latomus af Leuven, Hieronymus Emser og fra det teologiske fakultet ved universitetet i Paris, har ofte en grov karakter, hvor de får tørt på. Hans kommentar til den nyudsendte pavelige skærtorsdagsbullen "In coena Domini" på folkeligt tysk spiller på utilsløret folkelig humor og krydser også grænserne for, hvad man opfattede som religiøst anstændigt. Den ligefremme form og tone i disse skrifter, som takket være bogtrykkerkunsten fik hurtig spredning, bidrog til at skærpe den almindelige atmosfære, men Luther forsvarer sin stil bl.a. i indledningen "Om den trælbundne vilje".
Billedstormen i Wittenberg og bruddet med Andreas Karlstadt (1522).
I december 1521 kom det til tumulter i Wittenberg, hvor billedstormere som Andreas Karlstadt og andre påberåbte sig en særlig inspiration fra Helligånden. De bekæmpede barnedåben og anstiftede vidtgående uro. På anmodning fra Melanchthon forlod Luther sit eksil på Wartburg i marts 1522 for at genoprette ro og orden. Han rettede massiv kritik mod Karlstadt og erklærede en række af reformerne for ugyldige eller forhastede. Karlstadt svarede med et skarpt skrift mod Luther, og dermed var de gamle meningsforskelligheder mellem de to (som i udgangspunktet ikke havde været af teologisk, men snarere af strategisk art) vokset til noget mere uigenkaldeligt. I 1523 vendte Karlstadt ryggen til Luther og Wittenberg, og i 1524 fik Luther ham fordrevet fra Sachsen.
Luther fik fuldt op at gøre med "sværmerne" i Wittenberg. Til dem havde Thomas Müntzer sluttet sig. Disse sværmere påberåbte sig, at Gud ikke bare har åbenbart sig ved "Skriften alene" (Sola scriptura), men lige så meget gennem det "indre lys", det "åndelige ord". Under bondekrigen blev den teologiske strid yderligere skærpet.
Bondekrigen og fyrstereformationen (1524-1525).
Bondekrigen 1524–25 havde primært økonomiske og sociale årsager, men tidspunktet og omfanget var en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden, fordi en række af de lokale fyrster også indtog kirkelige embeder.
Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden som Thomas Müntzer blev en fremtrædende lederskikkelse, udviklede oprøret sig til en regulær krig. Den anabaptistiske bevægelse (gendøberne, af deres modstandere kaldt "sværmerne") fik øget vind i sejlene.
Luther støttede bønderne, fordi han fordømte mange af de trykkende ordninger, de led under. Men som krigen udviklede sig, og det kom til voldelige sammenstød i områder i Luthers hjemegn, så han for sig, at stat, kirke, ejendom og familie stod i fare. Luther var bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program.
Småfyrsterne forenede nu deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet "Mod bøndernes myrdende og røvende bander" til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: "Stik, slå, dræb... Dør du, så er du salig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord...".
Disse ord betragtede oprørerne som forræderi. Nogle opgav straks, da de forstod, at de ikke havde støtte hverken fra kirken eller fra kirkens hovedmodstander. I juni 1525 var oprøret knust.
Bondehæren blev tilintetgjort, og det blev et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede også meget af sin popularitet i befolkningen.
Tilknytningen til de lokale fyrster førte til "fyrstereformation". Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde man egentlig også prisgivet den "åndelige kirke", som Luther havde kæmpet for. Blandt de første fyrster, som indførte reformationen "ovenfra" på denne måde, var landgreve Philipp 1. af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.
Udviklingen blev meget forskellig, alt efter hvilke områder og byer, det gjaldt. Den videre udbredelse af reformationen var begyndt, men tingene skete ikke længere spontant.
Bruddet med Erasmus om viljens frihed (1525).
I disse første år havde reformationen en del støtte fra mange humanister, hvoraf den mest indflydelsesrige, Erasmus af Rotterdam, tøvede med at tage stilling. Men i 1524 blev det åbenlyst, at Erasmus definitivt sagde nej tak. I sit værk "De libero arbitrio" (1524 – Om den frie vilje), analyserede han Luthers overdrivelser om den menneskelige friheds begrænsninger. Luther tog ham det ilde op og svarede med "De Servo Arbitrio" (1525 - Om den trælbundne vilje), hvori han ikke bare angreb Erasmus' værk, men også Erasmus personligt.
Ægteskabet med Katharina von Bora (1525).
Den 27. juni 1525 giftede Luther sig med den tidligere nonne Katharina von Bora, som sammen med elleve andre nonner var rømmet fra deres kloster Marienthron i Nimbschen sydøst for Leipzig i april 1523. Luther hjalp dem, som havde brug for hans hjælp, til at finde ægtemænd. Katharinas foretrukne, studenten Jerome Paumgartner, kunne ikke indgå ægteskab med hende, sandsynligvis på grund af modstand fra sin familie. Luther prøvede da at gifte hende bort med en omtrent 60 år gammel præst, dr. Caspar Glatz, næsten fyrre år ældre end hende. Katarina nægtede; hvis hun ikke blev gift enten med en Nikolas von Amsdorf (46 år) eller Martin Luther (41 år), agtede hun at leve ugift resten af livet.
Johannes (Hans) (7. juni 1526 - 28. oktober 1575) blev kansler hos Hertug Albrecht af Preußen.
Elisabeth (10. december 1527 - 1528) døde otte måneder gammel.
Magdalene (4. maj 1529), døde i sin fars arme (20. september 1542). Hendes død var særlig svær at bære for Luther og hans hustru.
Martin (9. november 1531 - 3. maj 1565) blev teolog.
Paul (28. januar 1533 - 8. marts 1593) blev kursachsisk livlæge og fik seks børn. Den mandlige linje efter Luther fortsatte gennem ham og sluttede i 1793.
Margarethe (17. december 1534 - 1570); der er nulevende efterkommere.
Konsolidering af reformationen (1526-1530).
I de følgende år tog den nye kirke form i Sachsen. Luthers gudstjenesteordning blev indført i 1526 ("Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdienstes"). Fra oktober 1528 til januar 1530 var han engageret i kirkevisitationer, som gav den saksiske kirke sin form. Han arbejdede også videre på sin bibeloversættelse og var en fremragende salmedigter.
Bruddet med Zwingli (1529).
I 1529 kom det endelige brud mellem den saksiske (lutherske) reformation og de svejtsisk/sydtyske reformatorer. På rigsdagen i Speyer 1529 blev det endelig vedtaget at iværksætte Worms-ediktet. Da fremlagde de nytroende stænder for første gang en åben protest mod religiøs tvang. De kaldte sig nu "protestanter". Landgreve Philipp 1. af Hessen ønskede at bilægge uenighederne blandt reformatorerne og indkaldte til religionssamtaler i Marburg i oktober. Projektet strandede på uenigheden mellem Luther og Zwingli om nadveren: Luther holdt fast på Kristi reelle og legemlige nærvær i nadverens brød og vin, mens Zwingli forstod det symbolsk. "De har en anden ånd end os", sagde Luther ved bruddet.
Luthers Lille og Store Katekismus (1529–1530).
Under sine rejser rundt til menighederne for at vurdere folkets religiøse opdragelse indså Luther, at forholdene var elendige. "Almindelige mennesker, særlig i landsbyerne, har overhovedet ikke nogen kundskab om kristen lære" (forord til "Den Lille Katekismus"). Derfor udarbejdede han sin "Lille" og sin "Store Katekismus", udgivet i 1529 og 1530.
Augsburgske bekendelse, Rigsdagen i Augsburg (1530).
Bruddet med zwinglianerne indebar, at de saksiske (lutherske) og sydtyske stænder fremstod med hver sin bekendelse under rigsdagen i Augsburg 1530. Den saksiske augburgske bekendelse ("Confessio Augustana") var udarbejdet af Luther og hans dygtigste teologiske medarbejder og ven Philip Melanchthon. Den blev oplæst på rigsdagen den 25. juni 1530 og fremlagde den nye lære så upolemisk som muligt. De nedtonede forskellene til den katolske lære og fastholdt alene den reelle uenighed i de helt centrale spørgsmål.
Den bandlyste Luther kunne ikke selv være til stede på rigsdagen, men fulgte nøje med fra borgen Koburg, hvor han pr. brev var i kontakt med sine tilhængere. Han frarådede at give yderligere indrømmelse til de svejtsiske protestanter og katolikkerne. "Jeg bryder mig slet ikke om, at vi forhandler om enhed i læren, for det er umuligt, så længe paven ikke vil give afkald på sit pavedømme... Håber vi nu, at omvende paven til sandheden?", skrev han til den saksiske kurfyrste, som var i Augsburg. Man fulgte i stor udstrækning Luthers råd fra Koburg. Landgreve Philipp 1. af Hessen forlod Augsburg i protest; Melanchthon var mere usikker. Forhandlingerne brød sammen. Rigsdagen blev afsluttet 23. september 1530 med et skrift, der krævede at protestanterne inden 15. april 1531 skulle give deres tilslutning til den katolske lære på de punkter, som stadig stod åbne. De protestantiske stænder protesterede igen.
Luther fastholder sin kurs.
Også i de følgende år holdt Luther igen og frygtede, at "eftergivenhed" kunne true den evangeliske friheds fremtid. I denne ånd forfattede han i 1537 de schmalkaldiske artikler (efter Schmalkalden-forbundet, et forsvarsforbund oprettet af protestantiske fyrster og byer i 1531), i 1541 afviste han mæglingsforslag fra Regensburg, og i 1545 protestantisk deltagelse på Tridentiner-koncilet.
Philipp 1. af Hessens "dobbeltægteskab".
Luther var bevidst om betydningen af at holde sig gode venner med de reformatoriske fyrster. Det viser hans håndtering af Philipp 1. af Hessens ønske i 1539 om at lade sig skille for at gifte sig med sin elskerinde. Luther var så meget imod en skilsmisse, at han hellere så, at fyrsten indgik et dobbeltægteskab (bigami). Luther mente ganske vist ikke, at han kunne gøre flerkoneri til en almen gyldig regel, men han mente på den anden side heller ikke, at han kunne forbyde fyrsten det. Det var nemlig tilladt i Moseloven og ikke udtrykkelig forbudt i evangelierne. Ægteskabet fandt sted i marts 1540.
Kampskrifterne fra Wittenberg skærpes.
Bortset fra kortere rejser, særlig til kurfyrstens hof i Torgau og i 1539 til Leipzig, hvor hertug Henrik indførte reformationen, opholdt Luther sig det meste af tiden i Wittenberg, hvor han blev opsøgt og rådspurgt af mange. Samtidig blev hans fysiske plager mere og mere påtrængende: maveproblemer, nyresten, hals- og ørebetændelser, hjerteproblemer, leddegigt, sår på benene. Han plagedes også af depressioner, og under et pestudbrud i området havde han stærke forventninger om sit snarlige endeligt.
Til trods for sine lidelser fortsatte Luther med at prædike, forfatte traktater og skrifter, og vandt sig selv en plads som en af Tysklands mest populære og produktive forfattere. Forfatterskabet vidner om store humørsvingninger, hans polemik mod Henrik 8. af England og senere mod Heinrich 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel er blandt det skarpeste, han har skrevet.
Luthers udfald var ikke begrænset til personer, som åbenlyst stod reformationen fjernt; han kunne ytre sig meget intolerant både om "sakramentarianere" (et navn han gav tilhængerne af Zwingli) og "sværmere" (gendøbere som reformatoren Thomas Müntzer).
Luther og jøderne.
Luthers antijødiske indstilling fremstår i fuld styrke i den senere fase af hans liv. Den må ikke opfattes som "antisemitisme", som er racemæssigt funderet. Den korrekte betegnelse vil være "antijudaisme", som er religiøst motiveret. Den tidlige Luther lagde ikke sådanne holdninger for dagen. I 1523 lagde han i skriftet "Daß Jesus ein Geborner Jude Sei" vægt på, at Jesus tilhørte det jødiske folk, afviste vold mod jøderne og skrev, at den sociale isolation, de var påtvunget, var en hindring for, at de skulle "forbedre" sig, dvs. tage den kristne tro. Han håbede, at den kirkelige reform ville bevæge dem til omvendelse.
Samtidig følte han sig misbrugt af jøder, som han personligt havde hjulpet til opholdstilladelse i landet. Nogle af disse hånede kristendommen og drev mission for den jødiske tro. Mod disse missionerende jøder, som misbrugte den lutherske gæstfrihed, skrev han tre voldsomme kampskrifter: "Brief wider die Sabbather an einen guten Freund" (1538), "Von den jüden und iren lügen" (1543) og "Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi" (1544). Nogle af disse citater blev misbrugt i den nationalsocialistiske propaganda, hvori han undlod at nævne, at Luther i sin sidste prædiken sagde, at det var jødernes omvendelse og ikke udryddelse, han opfordrede til.
Et sidste angreb på pavedømmet.
I februar 1537, da han havde så store nyrestenssmerter, at han troede, han skulle dø, skrev han som et sidste ønske til de protestantiske fyrster, at de måtte være standhaftige i deres kritik af paven. Blandt andet skrev han på vers "Levende var jeg din pest, når jeg dør, bliver jeg din død, pave". ("Pestis eram vivus, moriens ero mors tua, papa"). Han håbede blot at leve indtil pinse, så han kunne nå at færdiggøre et nyt skrift mod paven. Men han skulle leve næsten ti år til, og i 1545 blev han færdig med sit kraftigste antipavelige skrift: "Wider das Papsttum vom Teufel gestiftet" ("Mod pavedømmet indstiftet af djævelen"). Sproget er blandt det voldsomste fra Luthers pen. Han fik Lucas Cranach til at dekorere skriftet med politiske tegninger mod Rom og paven.
Luthers død (1546).
Det sidste Luther udrettede før sin død var et forsoningsværk. Det gjaldt en strid mellem de to grever i Mansfeld, Albrecht og Gebhard. Derfor rejste han dertil den 23. januar 1546. Under rejsen blev han syg og var svag, da han blev indlagt på herberget i Eisenach. Til trods for svækkelsen holdt han fire prædikener. Den 17. februar blev han i sengen, og dagen efter den 18. februar 1546 døde han i sin fødeby, Eisleben.
Båren blev bragt tilbage til Wittenberg den 20. februar, og begravelsen fandt sted i Slotskirken. Johannes Bugenhagen holdt gravtalen. På kobberpladen over hans grav står der, at han blev 63 år, to måneder og ti dage gammel. Denne oplysning er fejlagtig og skyldes måske en sammenblanding med datoerne fra Melanchthon, som ligger begravet ved siden af. I virkeligheden blev Martin Luther 62 år, tre måneder og otte dage gammel.
Martin Luthers værker.
Af Martin Luther er talrige skrifter overleveret. Der findes et stort antal prædikener, breve og taler foruden en stor mængde salmer. Flere af Luthers værker var opført på Index librorum prohibitorum, den Katolske kirkes fortegnelse over forbudte skrifter.
Luthers skrifter på nettet.
Her er både originaltekster på tysk og latin samt oversættelser til danske, svenske og engelske.
Marts.
Marts måned er opkaldt efter Mars, romersk krigsgud. Det ældre danske navn er Thors måned eller tordmåned, som kan henvise til guden Thor eller til ordet tord, som betyder gødning, idet marts er den måned, hvor sneen smelter og markerne bliver tørre, så der kan køres gødning ud.
Særlige dage.
I marts er der fire Tycho Brahes-dage, nemlig den 1., 4., 14. og 15. marts.
Maskarade.
"Maskarade" er en opera i tre akter af Carl Nielsen til en dansk libretto af Vilhelm Andersen efter en komedie af Ludvig Holberg.
Planerne om at gøre Holbergs klassiske komedie fra 1724 til en opera buffa blev mødt med forfærdelse i danske litterære kredse, men operaen opnåede hurtigt popularitet og blev endda mere populær end det oprindelige stykke. Nielsen var ikke helt tilfreds med operaen, særlig på grund af de to sidste akter, men han nåede ikke at revidere værket. Ouverturen og balletten fra tredje akt opføres ofte som orkestrale uddrag.
Opførelseshistorie.
Operaen er komponeret 1904-1906 og blev uropført på Det Kongelige Teater den 11. november 1906. Den amerikanske premiere blev dirigeret af Igor Buketoff med St. Paul Opera i Minnesota. Operaen nåede New York første gang i 1983, hvor den blev sat op af Bronx Opera Company. Operaen er desuden i de senere blevet opført ved Bregenzer Festspiele i august 2005 og på Royal Opera House i London i september samme år.; begge steder var operaen instrueret af David Poutney.
Synopsis.
Leander og Leonora, to unge mennesker, mødes tilfældigt ved en maskerade, sværger udødelig kærlighed til hinanden og udveksler ringe. Den følgende dag fortæller Leander sin kammertjener Henrik om sin nyfundne kærlighed. Han bliver fortvivlet, da Henrik minder ham om, at hans forældre har lovet ham i ægteskab til Leonards datter, Leonora. Leonard beklager nu overfor Leanders far, Jeronimus, at hans datter er blevet forelsket i en person, hun har mødt på maskeraden. Om aftenen sniger alle sig - da Jeronimus ikke bryder sig om maskarader - ud af huset; på maskaraden afsløres det, at det var Leonora, som Leander havde mødt med maske på på maskaraden og vice versa, hvorefter alt ender lykkeligt.
Maskeballet.
"Maskeballet" (originaltitel: "Un ballo in maschera") er en opera af Giuseppe Verdi, komponeret 1859.
Handlingen foregår i Stockholm og drejer sig om en historisk begivenhed: mordet på den svenske kong Gustav 3. Men da censuren i mange lande gjorde indsigelse mod et kongemord på scenen, ændredes person- og stednavne: kong Gustav blev til Riccardo, guvernør i Boston; zigeunersken Mor Britta blev til mulatinden Ulrica, osv.
I København og Stockholm spilles operaen dog i den oprindelige version.
Verdi var i øvrigt ikke den første, som benyttede Gustav III's død som emne for en opera. I 1833 opførtes på operaen i Paris "Gustave III ou le Bal masqué," opera af den franske komponist Auber (1782-1871) med tekst af E. Scribe (1791-1861).
I Verdis opera foregår første akts andet billede i hytten hos spåkvinden Britta/Ulrica. Hun driver sort magi og er derfor i stand til at spå kongen hans snarlige død og at udpege hans banemand (men uden at blive troet!). Hun begynder med at påkalde Djævelen med ord, som genkalder indledningen til de romersk-katolske tidebønner. Første linje af hendes arie lyder: "Re dell'abisso, affrettati", som er en travesti af "Deus in adjutorium meum intende / Domine ad adjuvandum me festina."
Det var som Ulrica, at den store altsangerinde Marian Anderson (1897-1993) efter en aktion af Mrs Eleanor Roosevelt i 1957 optrådte på Metropolitan Opera i New York, New York og dermed brød den racediskrimination, som denne scene indtil da havde hævdet.
Mata Hari.
Mata Hari (født 7. august 1876, død 15. oktober 1917), hollandsk spion og danserinde. Mata Hari, som betyder Solens øje, var Margretje Geertruida Zelles kunstnernavn.
Mata Hari blev henrettet ved skydning i Frankrig i 1917.
Materiale.
Et materiale er et element i en konstruktion inden for produktion eller fabrikation. Det kan også blive kaldt for stof eller råemne.
Groft sagt er det den masse der skal bearbejdes for at få et (del)resultat (produkt).
Mathias.
Mathias er et drengenavn. Navnet stammer fra det hebraiske navn Mattithaih, der betyder "Guds gave" eller "gave fra Gud". Navnet kendes fra Det Nye Testamente i Bibelen, hvor Jesu discipel Mathias blev apostel i stedet for forræderen Judas.
Navnet kendes i en række varianter, herunder: Matias, Matthias, Mattias, Matti, Mathies, Mathis, Mattis og Matthæus samt den engelske variant Matthew. Mere end 20.700 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik. Ikke mindst i 1990'erne og 2000'erne har navnet været populært og toppede listen over navne til nyfødte drenge i flere år.
Navnet Mads stammer også fra Mathias. Nogle af formerne forekommer endvidere som efternavne.
Mathias Rust.
Mathias Rust (f. 1968 i Wedel) er en tysk pilot, der i en alder af 19 år den 28. maj 1987 (på "Dagen for de Sovjetiske Grænsetropper"), passerede det sovjetiske luftforsvar og landede på en bro ved den Røde Plads i Moskva med et fly af typen Cessna 172 B (med kendingsbogstaverne D-ECJB). For denne forseelse blev han idømt fire år i en arbejdslejr af en sovjetisk domstol, hvoraf han dog kun afsonede 14 måneder.
Flyveturen og landingen.
Rust startede i Uetersen ved Hamburg og fløj derefter til Island, og derefter over Norge til Finland, hvor han landede i Malm Lufthavn i Helsingfors den 25. maj 1987, og efter en optankning fortsatte sin flyvning mod Moskva. Han forlod finsk luftrum via Sibbo skærgård ved at opgive Stockholm som sin destination til flyveledelsen. I Finland blev der omgående indledt en redningsaktion, da han som følge af meget lav flyvehøjde forsvandt fra radaren. I operationen deltog bl.a. redningsfartøjer fra Det Finske Grænsegendarmeri.
Rust fortsatte sin flyvning og ind i estisk luftrum ved Den Finske Bugt, hvor han rettede kursen mod Moskva. Den sovjetiske flyovervågning observerede ham på deres radar kl. 14:29 (finsk tid) og sendte to MiG-23 jagere i luften. Den ene af jagerne observerede kl. 14:48 i nærheden af Outova en hvid flyvemaskine, men fik ikke tilladelse til at skyde den ned. Kort derefter forsvandt Rust fra jagernes radar over byen Staraja Russa. Det tyske blad Bunte har spekuleret i, om Rust muligvis landede på turen til Moskva, eftersom turen varede så længe i betragtning af flyhastigheden på Cessnaen og vejrforholdene. Efter 5½ times flyvning nåede han kl. 18:15 (Moskva tid) den Røde Plads som han kredsede over flere gange, mens han overvejede at lande i Kreml og drejede så omkring kl. 18:40 af og landede på en bro og standsede ved Vassilevski-Spusk ved Basilius-katedralen og taxiede ind på Den Røde Plads, hvor mængden hilste ham med hurra-råb, og han meget hurtigt blev arresteret.
Flyvningen var mulig bl.a. som følge af, at det var generel fridag for Det Sovjetiske Grænsegendarmeri, hvilket var et held for Rust, og bl.a. medførte at radarovervågningen ikke var så effektiv i den lavere del af luftrummet. Rusts landing tog de sovjetiske myndigheder fuldstændigt på sengen, og havde til følge, at over 2.000 tjenestemænd blev afskediget.
Flyvningen fik stor international opmærksomhed og fik store indre politiske konsekvenser i Sovjetunionen. Den sovjetiske forsvarsminister Sergej Sokolov og chefen for flyvåbnet Alexander Koldunov samt en række officerer, der havde tilladt den 700 km lange flyvning gennem sovjetisk territorium, blev gjort ansvarlige af Mikhail Gorbatjov og blev „efter eget ønske fritstillet i en velfortjent, førtidig pension“.
Anholdelsen og afsoningen.
Efter landingen blev Rust anholdt af den daværende sovjetiske hemmelige tjeneste KGB. Retssagen begyndte den 2. september 1987 ved den Øverste Retsinstans. Han blev dømt til fire års arbejdslejr den 4. september. Han blev benådet den 3. august 1988 efter afsoningen af en frihedsstraf på 14 måneder (432 dage) i Lefortovo-fængslet i Moskva af Formanden for Præsidiet for den Øverste Sovjet, Andrei Gromyko, den tidligere mangeårige sovjetiske udenrigsminister, og blev dermed udvist af Sovjetunionen og vendte tilbage til Tyskland.
Matriarkat.
Matriarkatet er et samfundssystem, hvor kvinderne har magten og styrer samfundet. Egentlige matriarkater er sjældne og findes kun beskrevet som sagn (se amazone). Derimod er de matrilineære samfund ikke så sjældne. De findes, hvor jorden går i arv fra kvinde til kvinde, hvor børnene er knyttet til morbrødre mere end til fædre, og hvor den ældste kvinde ejer familiens eller klanens jord.
Som regel har mændene andre erhverv såsom jæger, hyrde, fisker, smed, kriger, sømand eller pirat.
Kvinderne er ikke nødvendigvis ligestillet med mændene, da det kan være sådan, at det kun er den ældste kvinde som bestemmer. Faktisk kan de unge kvinder være lige så underkuet i et matriarkat som i et patriarkalsk mandssamfund.
Det kan være meget svært for en udenforstående at gennemskue et fremmed samfunds struktur, og derfor er det ikke nok at se på, hvem der formelt arver jorden. Men hvis de unge mænd har højere status end de ældre mænd, så har man et ægte kvindesamfund. Og et sådan er meget sjældent.
Matterhorn.
Matterhorn (på fransk "Mont Cervin", på italiensk "Cervino") er en 4.478 meter høj bjergtinde i Wallis-Alperne på grænsen mellem Schweiz og Italien. Bjerget ligger ved den schweiziske by Zermatt.
Besteget første gang af englænderen Edward Whymper i 1865, mens den første vinterbestigning af Matterhorn blev foretaget i 1967 af schweizerne Hilti von Almen og Paul Elten.
Et af de flotteste kig mod Matterhorn er fra højfjeldshotellet i Gornergrat.
Matthæusevangeliet.
Matthæusevangeliet er den første bog i Det Nye Testamente. Sammen med Markusevangeliet og Lukasevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier. Evangeliets forfatterskab tilskrives traditionelt Sankt Matthæus, der var skatteopkræver og en af Jesu disciple. Matthæusevangeliet forkortes Matt.
Datering.
Dette evangelium er det første i Det nye testamente, og var det evangelium, den tidlige kirke foretrak. Matthæusevangeliets status som det første i rækken, skyldes den stamtavle, der står som indledning for evangeliet, og dermed for hele Det nye testamente. Derudover har man i kirkehistorien opfattet dette evangelium som det ældste, hvad der har været med til at fremme dets popularitet
I dag regnes Markusevangeliet normalt som det ældste, med Matthæusevangeliet som nr 2. Normalt dateres sidstnævnte til et sted i 70’erne e.Kr, mens det andre steder dateres så sent som år 85. Det er især beretningen om Jerusalems ødelæggelse, der skubber dateringen til efter 70. Nogle bibelforskere hævder dog, at evangeliet stammer fra før 70.
Forfatteren.
Forfatteren til Matthæusevangeliet er anonym, men blev tidligere tilskrevet apostlen Matthæus, idet evangeliet var det eneste der vidste at tolderen Levi også hed Matthæus. Men denne identifikation er dog usandsynlig, blandt andet fordi evangeliet er afhængig af Markusevangeliet.
Indtil oplysningstiden var det almindeligt antaget, at Matthæusevangeliet i det store og hele var skrevet af et øjenvidne. Man var dog klar over, det var usandsynligt, at en discipel, som havde fulgt Jesus i Galilæa, kunne skrive græsk. Denne vanskelighed forsøgte man at komme uden om ved at påstå, at Matthæus havde skrevet på aramæisk, og at "vores" Matthæus var en oversættelse heraf til græsk. Imidlertid er intet af den påståede aramæiske original bevaret, og ingen tidlig kirkefader synes at have kendt den. Da det endvidere er klart, at Matthæus har kendt og benyttet Markus-evangeliet (Tokildehypotesen), er tanken om Matthæus som øjenvidne med få undtagelser opgivet af bibelforskerne.
Forfatterspørgsmålet hænger sammen med det synoptiske problem, men har traditionelt været tilskrevet apostlen Matthæus (Papias, ifølge Eusebius af Cæsarea). Et annet ydre kriterium for forfatteren er muligvis overskriften (græsk "kata maththaion" = efter Matthæus), som stammer tidligst fra ca 110 e.Kr, og måske så sent som år 150. Papias hævdede ovenikøbet at Matthæus skrev Jesu ord (græsk "lógia") på aramæisk, men det er svært at opretholde denne tese, selv om forskere har rekonstrueret den aramæiske sprogdragt bag evangelierne (Joachim Jeremias).
Evangeliet angiver selv ingen forfatter, men apostlen Matthæus omtales (Matt 9,9; 10,3). I Markus- og Lukasevangeliet kaldes han Levi, og Markus tilføjer, at han er søn af Alfeus. Forfatteren behersker både græsk og hebraisk (og mest sandsynligt aramæisk) (jf 1,22f; 2,23; 21,42), og kender godt til rabbinsk skrifttolkning. Han er velbekendt med jødisk historie, skikke, idéer og folkegrupper. Matthæus vælger også ofte at citere det hebraiske Gamle testamente i stedet for det græske (LXX). Det er ikke unaturligt at konkludere med, at forfatteren har været en skriftlærd jøde. Dermed tyder meget på, at apostlen Matthæus er en mulig forfatter af evangeliet, men det synoptiske problem genstår.
Gennem at sammenligne evangelierne, har man fundet både indbyrdes ligheder og forskelle. Ingen af løsningsforslagene for det synoptiske problem udpeger entydigt Matthæus som forfatter. I så fald må han have forfattet evangeliet sent, og anvendt en række kilder, først og fremmest Markusevangeliet (eller en proto-udgave af Markus), men også en talekilde (Q-kilden). Stof, der kun optræder hos Matthæus, kan være suppleret af forfatteren/redaktøren selv.
Jesus som en parallel til Moses.
Forfatteren ledte i gamle tekster for at forstå sin samtid, som det var almindeligt at gøre i antikken. Matthæus beskriver Jesus som en parallel til Moses. Ved at lade den hellige familie flygte til Egypten, kommer Jesus derfra, ligesom Moses gjorde. Jesu undervisning samler Matthæus til én sammenhængende tale, der angiveligt holdes på et bjerg (Bjergprædikenen), som en parallel til Moses, da han hentede lovens tavler på Sinai-bjerget.
Jesu fødsel beskrives kun to steder i Nytestamentet, nemlig i de to første kapitler hos henholdsvis Matthæus og Lukas. Ingen andre steder i Nytestamentet - heller ikke hos Matthæus eller Lukas selv - refereres der nogensinde til disse tekster igen. Ligesom de to ulige skabelsesberetninger i de to første kapitler af Det Gamle Testamente, er fødselsberetningerne hos Matthæus (og Lukas) isoleret fra det øvrige indhold, hvad der skaber et indtryk af, at de er klistret på i eftertid. Matthæus og Lukas enes i fødselsberetningerne kun om, at Maria var jomfru, trolovet med Josef, der ikke var Jesu biologiske far, og at Jesus blev født i Betlehem. Ellers modsiger de to evangelier hinanden på nærmest hvert eneste punkt. Jesus kom bevisligt fra Nazareth, men ifølge 5.kapitel hos profeten Mika, skal "herskeren" komme fra Betlehem.
Ikke engang Jesu farfars navn kan de to evangelister blive enige om. I Matthæusevangeliet 1,16 hedder Josefs far Jakob, mens han hos Lukas hedder Heli. Både Matthæus- og Lukas-evangeliet indledes i øvrigt med Jesu stamtavle, der forudsætter, at Josef vitterligt var Jesu kødelige far, hvad de samme evangelier ellers benægter. Der fandtes ulige traditioner om Messias, men den dominerende tankegang var, at Messias skulle være af "Davids æt", der kom fra Betlehem. Ifølge Matthæus nedstammede Jesus fra en række konger, tilbage til patriarken Abraham, mens Lukas lader Jesus nedstamme fra præster og profeter, helt tilbage til Adam, som for at understrege, at Jesus angik hele menneskeheden og ikke kun jøderne. Matthæus trækker også en parallel til Abraham, når han lader de tre vise mænd, dvs stjerneforskerne, aflægge besøg hos kong Herodes og fortælle ham, at en ny stjerne på himlen forkynder, at en konge er født: "Jesus blev født i Betlehem i Judæa, da Herodes var konge. Kort efter ankom nogle kloge stjerneforskere til Jerusalem. De spurgte:»Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi har set hans stjerne ude i øst, og nu er vi her for at tilbede ham.«" Sådan fik kong Herodes at vide, at en mulig rival var født, og ifølge Matthæus lod han derefter alle drengebørn under to år i Betlehem dræbe. En sådan massakre kendes ikke fra nogen anden kilde, og Matthæus har åbenbart hentet inspiration fra historien om Moses' fødsel, da farao lod alle hebraiske drengebørn dræbe, mens Moses overlevede ved at blive lagt ud i Nilen i en kurv af papyrus. Ligeledes er der hentet stof fra historien om Abraham, hvor en legende forlyder, at høvdingen Nimrod fik at vide af en stjerneforsker, at der nys var født en dreng, der ville blive konge. Nimrod prøvede derefter at dræbe Abraham, der blev holdt gemt i en hule i tre år af sin far. Hos Lukas fødes Jesus i en stald, men i Matthæus 2,11 er der kun tale om "huset", og Jesusbarnet hyldes af de hellige tre konger: "De gik ind i huset, og da de så barnet og dets mor, Maria, knælede de ned og tilbad ham. Så pakkede de deres gaver ud, guld, røgelse og myrra, og gav dem til ham."
Angiveligt var det først efter Herodes' død, at Jesu forældre vovede at forlade Egypten. Matthæus giver som grund for, at de ikke vendte tilbage til Betlehem, at en af Herodes' sønner sad ved magten i Judæa. Det skulle sandsynliggøre, at de i stedet for slog sig ned i Nazareth. Evangelie-forfatteren har åbenbart ikke haft kendskab til, at også Galilæa havde en søn af den samme Herodes siddende ved magten. For Matthæus var det vigtigste at få folk til at tro på, at Jesus var født i Betlehem, selv om han kom fra Nazareth, sådan at Mikas profeti var opfyldt - samtidigt som Matthæusevangeliet dannede et indtryk af Jesus som en skikkelse, der gik i Moses' fodspor.
Indhold.
1. del 1:1 - 4:11 Hvem er Jesus?
2. del 4:12 - 16:12 Messias' tjeneste for Israel
3. del 16:13 - 28:20 Messias' lydige underkastelse under døden
Karakteristik.
Matthæusevangeliet er halv gang længere end det ældste evangelium, Markusevangeliet, og har næsten indoptaget hele stoffet fra dette evangelium. Der er dog tilknyttet en forhistorie til Matthæusevangeliet, der ikke eksisterer i Markusevangeliet, og endvidere er den indoptagede Markus-tekst omredigeret. Derudover er Matthæusevangeliet blevet til i en jøde-kristen kontekst, og det ses bl.a. ved, at der i evangeliet er en stor fortrolighed med den jødiske tradition og tankegang.
Matthæus er mere interesseret i kirkens liv og opbygning end i egentlig evangelisme. Belæring er vigtigere end prædiken - og vigtigere end mirakler. Det ledende problem for Matthæus (og ikke mindst hans menighed) er: Hvordan forbliver man en kristen? Troen svækkedes, bønnen manglede mod, praksis var usikker. Matthæus skrev i en interim-situation: Jerusalem-templet er ødelagt, og nu venter de kristne på Kristi endelige genkomst. Tiden er knap, det gælder om at være årvågen. Det gamle gudsfolk, Israel, er sendt ud på et sidespor, hedningemissionens epoke står for døren - i den korte tid, der er tilbage, inden verdens ende.
Dette evangelieskrift er fortællingen om Messias' konflikt med Israel. "Synagogen" er et negativt sted, "templet" er et positivt (minde?). "Loven" er et positivt begreb (jf. "teserne" i Bjergprædikenen) og et problematisk smertepunkt (jf.'antiteserne' i Bjergprædikenen) - men omskærelse nævnes ikke og synes ikke at have været et problem. Jesus skærper lovens krav - men tilgiver synder uden syndsbekendelse (9:2) og fester med åbenlyse syndere (9:11).
Matthæus' kristologi er funktions-orienteret. Jesus åbenbarer Guds natur og vilje - det er hans unikke rolle i verdensforløbets sidste tid. Matthæus henvender sig til kristne, der er aktive og lydige overfor Messias. "At gøre" er et nøgleord i dette evangelieskrift. Praktiske konsekvenser (ret levemåde) er afgørende. Gud stiller krav, men tillader de troende at bede som et centralt led i en kontinuerlig relation. Matthæus betoner Jesus som lærer - og hans læres indhold. Jesu autoritet er et grundmotiv og et kristologisk tema. Autoriteten hviler på Jesu lære, snarere end på hans mirakler.
At Kristi komme er forudsagt i Det Gamle Testamente er naturligvis forudsat overalt i Det Nye Testamente. Imidlertid går Matthæus et skridt videre: Mindst en halv snes gange i sit evangelium påpeger han at den og den begivenhed i Jesu liv sker for at skriftens ord kan gå i opfyldelse. Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Matt 21:1-7, hvor vi erfarer at Jesus drog ind i Jerusalem ridende på "to" æsler. Evangelisten bygger her på en misforståelse (eller i det mindste en dristig omfortolkning) af Zakarias 9,9.
Overdrivelse er et fortællemæssigt virkemiddel: "Skriftkloge og farisæere" er éntydigt negative modbilleder på sandhedens tilhængere (de kristne). Roms "jødiske krig" er "the Mother of All Wars". "Hele loven" skal overholdes.
Det er ofte godt at holde øje med midten i Matthæus' redaktionelle arrangementer. Princippet er: Pointen er i centrum, hvorfra resten spredes i koncentriske cirkler, der symmetrisk refererer til hinanden.
Missionsbefalingen.
I Matt 28,16 siger Jesus: "Jeg har fået overdraget al magt i Himlen og på Jorden. Gå derfor ud og gør alle nationerne til mine disciple." Her modsiger Matthæus dog sig selv. I Matt 10.5-6 hedder det tværtimod: "I må ikke gå til hedningene eller samaritanerne; kun til de bortløbne og adspredte får af Israels folk." På samme måde afviser Jesus en kanaanitisk kvinde, der beder ham om at hjælpe hendes syge datter: "Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og kaste den til hundene," siger han til hende, fordi hun ikke er af Israels folk. (Matt 15,22-6) Han ombestemmer sig dog, da hun minder ham om, at "de små hunde" for lov til at æde resterne efter børnenes mad.
Detaljer.
I Matthæusevangeliet 2:1 bliver de vise mænd fra Østerland omtalt. Se Hellig tre konger.
Mausoleum.
Et mausoleum er et gravtempel. Navnet stammer fra kong Mausolos' gravmonument i Halikarnassos, der var et af verdens syv underværker.
Mayday.
Mayday, internationalt radiotelefonisk nødsignal, kommer fra det franske ord "m'aidez," som betyder "hjælp mig".
Indenfor luftfart og søfart bruges ordet "Mayday" i såkaldte "nødmeldinger": den mest "akutte" form for nødråb. En sådan meddelelse indledes med "Mayday, mayday, mayday!" (altid 3 gange efter hinanden for at undgå at tilfældig støj bliver forstået som et nødkald), efterfulgt af oplysninger om fartøjets identitet, position, situation samt pilotens hensigter.
Lidt mindre "presserende" er de såkaldte "ilmeldinger", hvor ordet Pan-pan bruges. Forskellen mellem il- og nødmeldinger defineres således, at en situation der udløser en nødmelding kræver hjælp med det samme for at undgå skader, mens ilmeldinger handler om situationer der kræver hjælp "indenfor kort tid".
I forbindelse med nødmeldinger per radio er etableret et antal rutiner som bl.a. indbefatter krav om at andre fartøjer i nærheden skal udvise opmærksomhed og i visse tilfælde gentage meldingen på vegne af den nødstedte - en såkaldt "mayday relay" melding. Desuden skal al radiotrafik på nødkanalerne ophøre fra stationer som ikke er implicerede i situationen.
McDonald's.
McDonald's Plaza - McDonald's' hovedkvarter
McDonald's er en fastfood-restaurantkæde som blev grundlagt i 1940 i USA af Richard og Maurice („Dick & Mack“) McDonald. Kæden har været på det danske marked siden 1981.
McDonald's har i dag over 31.000 restauranter på verdensplan, hvoraf (per 2008) 83 er i Danmark. I 2005 omsatte de danske McDonald's-restauranter for 1,3 mia. kr. kroner. De fleste restauranter drives på franchisebasis. Kædens maskot hedder Ronald McDonald.
Maden.
Maden hos McDonald's består traditionelt set af burgere. Disse serveres ofte i menuer med pommes frites og sodavand (ideen er at prisen på en menu er så billig i forhold til produkterne hver for sig, at alle køber en hel menu).
Menuen er i tidens løb blevet udvidet til også at omfatte panerede kyllingestykker (McNuggets), diverse desserter m.m.
Efter stor kritik af madens sundhed (se under kritik, og under Historie, 2000'erne), blev der i løbet af 2000'erne indført flere sunde retter på menuen. Bl.a. salater, snack-gulerødder, frugtposer etc.
Historie.
McDonald's blev grundlagt i 1948 af brødrene Dick og Mac McDonald. Den første restaurant de åbner hed Speedee, symboliseret ved en lille hamburger mand. Milkshakemaskinesælgeren Ray Kroc, bliver interesseret i dem, da de køber et stort antal multi mixere til milkshakes. Ray Kroc bliver deres franchise agent i 1954. I 1955 åbner Ray Kroc den første McDonald´s i en forstad til Chicago, som hedder Des Plaines. Den første McDonald's uden for USA åbnede i Canada i 1967 og i 1981 kom kæden til Danmark, hvor den åbner på Vesterbrogade i København, overfor Tivoli. McDonald's Danmark A/S er et 100 % ejet datterselskab af McDonald's Restaurant Corporation i USA.
Historie i Danmark.
Den første McDonald's-restaurant i Danmark åbnede den 15. April, 1981 på Vesterbrogade i København - tæt på konkurrenten Burger Kings første restaurant der åbnede 4 år tidligere.
Hovedkontor i Danmark.
McDonald's Danmark A/S har hovedkontor på Falkoner Allé på Frederiksberg.
1980'erne.
I den første tid åbnes hurtigt restauranter i de største danske byer: Århus, Aalborg, Odense og Esbjerg. I Københavns centrum åbnes yderligere restauranter på Strøget og ved Nørreport. Alle restauranter ligger centralt placeret i bykernerne. Men herefter går ekspansionen i stå.
McDonald's lider i de første mange år under et dårligt image. Dels er der stadig anti-amerikanske strømninger i 1980'erne, og blandt dem der har et positivt forhold til amerikansk kultur foretrækker mange Burger King der kom til Danmark før McDonald's, og dermed havde fastslået deres navn allerede.
Den største forhindring blev imidlertid kampene mod den danske fagbevægelse. I lighed med mange andre amerikanske virksomheder havde McDonald's ikke tradition for at lade deres medarbejdere organisere sig, og det førte straks til problemer i forhold til de danske fagforeninger. Det forstærkede virksomhedens dårlige image, der var boykot-kampagner og hvad der fik endnu større betydning: Det førte til blokader mod alle forsøg på at opføre nye restauranter,
Først i slutningen af 1980'erne åbnede kæden for første gang i mange år en ny restaurant i Høje Tåstrup. Det blev samtidig introduktionen af et nyt koncept i Danmark: McDrive - dvs. en drive thru-restaurant hvor man har mulighed for at købe sin mad fra bilvinduet i en luge i siden af bygningen.
1990'erne.
Efter mange års kamp, overgav McDonald's sig til sidst og tegnede overenskomster. Det havde de kun gjort ganske få steder før, bl.a. i Sverige. Det åbnede op for den helt store ekspansion, og i de kommende år åbnede op mod 10-15 restauranter om året. Der åbnede restauranter i alle større og mellemstore provinsbyer, og i de største byer hvor der kun havde ligget restauranter i centrum, åbnede flere nye filialer.
McDonald's opnår hurtigt en stor popularitet, især som familierestaurant. Ikke mindst takket være massiv markedsføring fra starten da reklame-tv blev indført med TV 2, og samtidig med et familievenligt image hvor man satsede på stor tilgængelighed for biler, legepladser, legetøj til børnene etc.
McDonald's havde dog stadig et dårligt image i visse kredse, og den voldsomme ekspansion gjorde denne modvilje værre, og virkede direkte provokerende på mange. Særligt opmærksomhed kom på de autonomes stærke modvilje mod kæden - et had der kulminerede nytårsaften 1994 hvor en nyåbnet McDonald's på Nørrebrogade blev udsat for hærværk (restauranten blev genopbygget igen, men er siden lukket).
2000'erne.
Den voldsomme ekspansion i 1990'erne havde måske været en tand for voldsom, den fik i hvert fald en brat ende ved overgangen til det nye årtusinde. For første gang blev man nødt til at lukke restauranter - det skete ad flere omgange. Man lukkede enten retauranter der var for små, urentable eller bare lå de forkerte steder. En generel afmatning i fast food-branchen har nok også haft en vis betydning. Samtidig begyndte en stigende fokus på det sundhedsmæssige aspekt at få ny betydning for kædens image.
Det betød at man satsede mere benhårdt på McDrive-restauranterne, bortset fra i de største byer. Man lukkede således restauranter i bykerner og gågade-områder i en række mellemstore provinsbyer såsom Kolding, Hillerød, Helsingør og Silkeborg. Man lukkede ligeledes en del af indkøbscenter-restauranterne (i Ishøj Bycenter, City Vest, Lyngby Storcenter og Rødovre Centrum). Og endelig lukkede man et par af restauranterne i brokvarterne i København (den føromtalte på Nørrebrogade, og en på Vesterbrogade, der i øvrigt også havde oplevet et mislykket autonomt angreb en nytårsaften nogle år tidligere).
Og de få nye restauranter der åbnede var alle af McDrive-typen. Hermed adskiller McDonald's i Danmark sig fra øvrige europæiske lande med så markant sats på McDrive, mens centralt beliggende restauranter i bykerner og restauranter i indkøbscentre/trafikknudepukter er langt mere udbredte og almindelige i f.eks. vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.
I slutningen af 2007 valgte man tillige at lukke en af landets største McDonald's-restauranter, i Københavns centrum - en tre etagers stor restaurant på Højbro Plads ved Illum's. Begrundelsen var at den stod over for en ombygning, og var for dyr at ombygge, samt at huslejen var for høj.
Den øgede fokus på sundhed og fedme (se bl.a. under kritik) betød at kæden fornyede sin menu med flere salater, snack-gulerødder, frugtposer, juice, kildevand etc. Denne nye linje var også vigtig for at fastholde kernekunderne: børnefamilierne - hvor bevidste forældre i stigende grad stillede krav til den mad de gav til deres børn.
2010'erne.
I 2010 åbner McDonald's for første gang i lang tid en ny restaurant, på Århus Hovedbanegård centralt i Århus. McDonald's har ellers i flere år før, i lighed med andre støre multinationale virksomheder, været kritiseret for ikke at betale skat i Danmark (se bl.a. under kritik).
I 2010 fik McDonald's i Danmark en ny administrerende direktør; Stephen Shillington. Den tidligere administrerende direktør Kristian Scheef Madsen, som havde været administrerende direktør i 20 år, blev udskiftet med Stephen Shillington, efter uenigheder med bestyrelsen. Stephen Shillington kom fra Australien, hvor han havde været regional direktør for de sydaustralske regioner i 16 år. Steve Shillington forklarer i en pressemeddelse at han først skal lære danskerne at kende, før han laver nogle nye tiltag, men at han dog kom til Danmark med den mission, at sætte fokus på madens kvalitet, og sætte en stopper for de rygter og myter der florerede. Man så dette sat i værk i januar 2011, hvor en tv-kampagne forklarede hvordan kødet bestod af 100% ren oksekød, og at pomfritterne udskæres af hele kartofler, der dyrkes af nordeuropæiske landmænd. Sideløbende kørte der en kampagne på McDonald's Danmarks Facebook side, som forklarede det samme og viste tv-reklamerne, plus at der var et persongalleri af danskere, som havde været ude og opleve hvordan maden blev til, som man kunne læse artikler og se videoer fra.
Indflydelse.
McDonald's er verdens største fastfood-kæde, og mest udbredte (med restauranter i over 100 lande), og er dermed blevet et ikon og symbol på globalisering og multinationalisering på linje med f.eks. Coca Cola. Derfor har McDonald's haft stor indflydelse på sprog, kultur, økonomi etc.
I sproget har McDonald's f.eks. inspireret til flere ord og begreber.
I økonomiens verden har The Economist udviklet et Big Mac index - der af mange bruges som seriøs målestok for de enkelte landes prisniveau og købekraft. Ideen ligger netop i den førnævnte standardisering der gør at en Big Mac alle steder i verden består af de nøjagtige samme råvarer, og da der findes McDonald's-restauranter i et stort antal lande (næsten alle der er økonomisk interessante), så er prisen på en Big Mac en god sammenlignelig målestok.
Reklameslogans.
Oprindeligt havde McDonald's sloganet "God smag hver dag - hos McDonald's", der blev brugt i særligt reklamerne på tv. Men siden 2003 har McDonald's slogan og jingle været sætningen "I'm Lovin' It". Herhjemme anvendes sloganet på engelsk, mens det i bl.a. Tyskland og Spanien er oversat.
Kritik.
McDonald's har været under hård kritik på grund af deres produkters ernæringsmæssige sammensætning. I dokumentaren Super Size Me fra 2004 udsætter instruktøren og hovedpersonen Morgan Spurlock sig selv for et eksperiment, hvor han i en måned ikke måtte spise andet føde end fra McDonald's. Da dokumentaren blev optaget havde restaurantkæden i USA og visse andre lande en Super Size menu, hvor alle produkter, herunder burger, sodavand og pommes frites, er blev serveret i den største størrelse muligt. Blev Morgan Spurlock tilbudt af resturantenekspedienten om en Super Size menu, skulle han tage imod tilbuddet. Det endte med, at han blev tilbudt den store menu ni gange, heraf 5 i Texas. Som følge af dette blev Spurlock's helbred værre, og alle hans tre læger, som han havde konsulteret med før optagelserne, anbefalede at han stoppede eksperimentet. Efter filmen udkom blev Super Size menuen fjernet fra kædens menukort som følge af kritikken, selvom de selv siger det ikke var derfor.
McDonald's i Danmark kritiseres i lighed med en række andre multinationale koncerners danske datterselskaber for ikke at betale skat. Selskabet selv hævder, at det ganske enkelt ikke tjener penge i Danmark - og aldrig har gjort det. En af bannerførerne i kritikken er Enhedslisten, der beskylder firmaet for ulovligt at føre penge ud af Danmark for at unddrage sig selskabsskat.
Firmaet begyndte at betale skat i Danmark i 2007.
McDonald's i kulturens verden.
Østkyst Hustlers havde i 1990'erne et stort hit med sangen "Han får for lidt" der handler om en bestyrer af en restaurant med "et rent og pænt og permanent McDonalds-hattehår", der ikke var videre heldig med det kvindelige køn.
Mechelen.
Skt. Rombouts domkirke, 97 m, ærkebispesæde Mechelen-Bryssel
Mechelen er en belgisk by med ca. 80.000 indbyggere og er beliggende i provinsen Antwerpen, midt imellem hovedbyerne Antwerpen og Bryssel. Mechelen, beliggende ved floden Dijle, har en lang og rig historie.
Byen var en kort periode i det 16. århundrede regeringsby for de samlede Nederlandene. I øjeblikket har Mechelen det næststørste antal fredede bygninger i Flandern.
Måneslukkere.
Mechelen er sæde for det katolske ærkebispedømme Mechelen-Bryssel, der omfatter hele Belgien. Ærkebispens domkirke er den gotiske Skt. Romboutskatedral, der er 97 meter høj. Tårnet blev i sin tid besteget af bl.a. Napoleon Bonaparte.
Byens indbyggere kaldes i spøg "måneslukkere", efter at de engang blev hevet ud af sengene i de sene nattetimer af en fordrukken borger, som slog brandalarm, da han fejlagtigt tog månens glød for at være brand i Skt. Romboutskirken.
Byens kirker rummer kunstværker af bl.a. Rubens.
Mechelen er desuden kendt for sin klokkespilsskole.
Dronning Elisabeth.
Dronning Elisabeth, der var gift med Christian 2., voksede op i Mechelen. Det antages, at en del gartnere fra området tog med til Danmark, da Christian inviterede nederlandske bønder til at dyrke grøntsager i Store Magleby på Amager. Området omkring Mechelen var allerede på det tidspunkt et center for grøntsagsdyrkning og -forædling, hvilket det er den dag i dag.
Meditation.
Meditation er en mental disciplin, hvor man forsøger på at komme bag om tanken og ind i en dybere tilstand af ro eller bevidsthed. Meditation findes i de fleste religioner, hvor de østlige religioner bruger de meditative teknikker til at hjælpe den enkelte med at tømme sit sind og har sig selv som fokus, mens f.eks den kristne meditations formål er at få fyldt sindet med evangeliets budskab og får Kristi nærvær i fokus.
Etymologi.
Ordet meditation kommer oprindeligt fra den indoeuropæiske rod medtech, hvilket betyder "at måle." Fra roden medtech er også afledt ord som medicin og moderat. Ordet er kommet til dansk via det latinske meditatio, der oprindeligt er anført som enhver form for fysisk eller intellektuel øvelse, også senere udviklet sig til en mere specifik betydning "kontemplations.", dvs i første omgang brugt i den kristne tradition.
Meditationens form og formål.
Meditation indebærer ofte at rette opmærksomheden på et enkelt referencepunkt, og er en anerkendt del af næsten alle religioner, og har været praktiseret i over 5000 år. Det bliver dog også praktiseret udenfor de religiøse traditioner. De forskellige meditative måder omfatter en bred vifte af åndelige og/eller psykologiske praksiser, der udøves med forskellige mål - fra realiseringen af en højere tilstand af bevidstløshed, at forstørre fokus, at bede til en personlig Gud, til kreativitet eller selvstændig bevidsthed, eller blot en mere afslappet og fredelig ramme i sindet.
Østlige meditationsteknikker er i moderne tid blevet tilpasset og i stigende grad praktiseret i den vestlige kultur.
Former for meditation.
Meditation findes i mange forskellige former i de forskellige religioner.
Hinduisme.
Meditation stammede fra Vedisk hinduisme, som er den ældste religion, der bekender meditation som en åndelig og religiøs praksis. Fra sin gamle begyndelse og over tusinder af år, meditation har udviklet sig til en struktureret praksis anvendes i dag af millioner af mennesker verden over af forskellige nationaliteter og religiøse overbevisninger.
Bhagavad Gita understreger betydningen af meditation som følger "Gør en vane at praktisere meditation og ikke lade dit sind blive distraheret. På denne måde vil du komme til omsider at Herren, som er lyset-giver, den højeste af de store." [14]
Buddhisme.
Meditation har altid stået i centrum for buddhisme og betragtes som et centralt redskab til spirituel udvikling. Den historiske Buddha selv, Buddha Shakyamuni, der blev sagt at have opnået oplysningen, mens han mediterede. Meditativ dygtighed er dog ikke alene tilstrækkeligt for at nå det højeste mål. Etiske udvikling og klog forståelse er også nødvendigt. [18]
Kristendom.
Meditation har været anvendt i den tidlige kristne tradition. Kristen meditation handler om igennem stilhed og bøn at blive opmærksom på Kristi nærvær og bringe Kristus i centrum. Det vil sige, at modsat de østlige religioner hvor de meditative teknikker skal hjælpe den enkelte med at tømme sit sind, er formålet med den kristne meditation at få fyldt sit sind med evangeliets budskab.
Lectio Devina, der er en åndelig læsning af Bibelen, er blevet praktiseret af munkene gennem kirkens historie, har fokuspunkt i en bibeltekst hvor der mediteres på et enkelt ord eller sætning. Bedekranse såsom rosenkransen er former hvor gentagelsen af f.eks. Fadervor og Ave Maria går igen. Ligeledes kan tilbedelsen (med fokus på den hellige nadver) i katolicismen og den østlige ortodoksis praksiser sammenlignes med meditative former, hvor der fokuseres på en enkelt genstand.
Jesusbønnen er også en meditativ bøn, hvor bønnen ”(træk vejret ind) Herre Jesus Kristus Guds Søn (blæs ud) forbarm dig over mine synder” er udformet til at skulle følge vejrtrækningen gennem hele dagligdagen, således at den troende beder uophørligt.
I 1975 indførte John Main, Benedictine munk, en form for meditation der er baseret på gentagne opremsninger af en bøn-sætning, der traditionelt er de aramæisk sætningen "Maranatha," som betyder "Kom Herre" som citeres i slutningen af Første Korintherbrev og i Johannes Åbenbaringen.
Det Gamle Testamente bog af Joshua opstiller en form for meditation baseret på skrifterne: "Lad ikke denne bog i loven vige fra din mund; mediter på det dag og nat, så du kan være omhyggelig med at gøre alt, hvad der er skrevet på det, Derefter vil du blive velstående og succesrigt "(Joshua 1,8). Dette er en af grundene til, at det er en praksis blandt mange evangeliske kristne at memorere bibelvers.
Islam.
Kernen for meditation i islam er trosbekendelsen. I de fem tidebønner forventes muslimen tillige at fokusere og meditere på Allah gennem opremsninger af Koranen med henblik på at etablere og styrke forbindelsen mellem Allah/Skaberen og skabelse.
På denne måde er de fem daglige gange en model for den muslimske adfærd i løbet af hele dagen, idet det gøres til en enkelt, vedvarende meditation.
Jødedom.
Jødedommen har haft meditativ praksis tusinder af år tilbage. For eksempel, i Toraen, er patriarken Isak beskrevet som at ville en eller anden form for meditativ praksis (Første Mosebog 24,63), sandsynligvis bøn.
New Age.
New Age meditationer er ofte påvirket af østlige filosofi og mystik såsom Yoga, hinduisme og buddhisme, men kan indeholde en vis grad af vestlig indflydelse.
Medoc.
Médoc er et fransk vindistrikt i departement Gironde, på vestbredden af æstuariet Gironde, nord for byen Bordeaux.
Mekong.
Kort over Mekongflodens løb og det område den afvander
Mekong er en Flod i Asien med udspring i Tibet. Den løber gennem Kina, Burma (Myanmar), Laos, Thailand, Cambodia og Vietnam.
Floden er den 12. længste (4.350-4.909 km) i verden og den 10. største målt på volumen (475 km³ vand årligt). Grunden til at længden ikke kan opgøres mere præcist er, at floden har sit udspring i et vanskeligt tilgængeligt område, hvor flere mindre floder løber sammen og danner én flod.
Mel Gibson.
Mel Columcille Gerard Gibson (født 3. januar 1956) er en amerikansk-australsk skuespiller og filminstruktør. Han etablerede sig som stjerne med Mad Max- og Dødbringende våben-filmene. Han har senere instrueret i alt 4 film. Hans første var The Man Without A Face. Han instruerede og spillede selv hovedrollen i filmen "Braveheart", der vandt fem statuetter ved Oscar-uddelingen i 1996. Han har desuden instrueret filmene "The Passion of the Christ" (2004) og "Apocalypto" (2006), som handler om mayaerne.
Melbourne.
thumb
Melbourne er en australsk by med 4 millioner indbyggere (2009). Den er hovedstad i staten Victoria, hvor den er den største by. I Australien som helhed er det den næststørste by, kun overgået af Sydney. 1901-1927 var Melbourne Australiens hovedstad.
Byen var som den første australske by nogensinde vært for OL i 1956.
Melilla.
Melilla er en selvstyrende spansk by på kysten af Nordafrika. Enklaven blev forvaltet som en del af Málaga-provinsen før den blev autonom 14. marts 1995. Byen er en frihavn, og den vigtigste indtægtskilde er fiskeri.
Marokko gør krav på byen, sammen med den anden autonome by Ceuta og en række spanske øer. Disse områder var aldrig en del af Spansk Marokko og Melilla har været spansk siden 1497. Da Spanien gav kolonien Spansk Marokko uafhængighed i 1956, fulgte disse områder ikke med ind i den nye stat Marokko, bestående af det tidligere Spansk Marokko og Fransk Marokko.
Melodi.
En melodi er en række på mere end to toner, der kan opfattes som en gestalt. Som oftest bruges betegnelsen dog om længere forløb, der gentager sig, f.eks. versene i en sang.
Mendoza.
Mendoza er en by i Argentina.
Byen er den vigtigste vinby i landet, idet den leverer 70 % af landets store vinproduktion. Bortset fra microcentro (den lille bykerne) består byen af udpræget lav bebyggelse på 1, til tider 2 og i sjældne tilfælde 3 etager, hvorfor den dækker et areal på 57 km².
Byen ligger i (officielt) 746,5 meters højde ved fodbjergene vest for "la cordillera de los Andes" (Andesbjergene) og blev grundlagt af spanierne i 1560'erne. Den er gentagne gange blevet ødelagt af jordskælv, herunder totalt ødelagt i 1861, er hver gang blevet genopbygget og efter den sidste katastrofe opbygget omkring en central hovedplads, Plaza Independencia, på størrelse med 4 cuadras (husblokke) omgivet i en afstand af 2 husblokke af fire pladser, Plaza San Martín, Plaza Chile, Plaza Italia og Plaza España, hver på størrelse med 1 husblok.
Selve Mendoza (kaldet "cuidad" (by) eller capital (hovedstad, d.e. i provinsen Mendoza)) er vokset sammen med de omliggende byer Las Heras, Godoy Cruz, Guaymallen og næsten med landsbyerne Luján og Maípu. Tilsammen har Gran Mendoza omkring 850.000 indbyggere, heraf små 130.000 i ciudad. Befolkningen er stærkt præget af en betydelig indvandring fra Italien pga. vinavlen.
I hele Gran Mendoza er der to gader, som ikke har høje træer langs fortovet i begge sider, hovedparten er ahorn, desuden andre gode skyggegivere, idet formålet med træerne er afkøling og skygge om sommeren, hvor temperaturen når over 40 •C - min opmåling viser gennemsnitligt ca. 8 m mellem to træer, så i alt er der henimod 100.000 træer i Gran Mendoza.
En særlig ting ved vinavlen i hele provinsen Mendoza er, at den røde Malbec-drue trives særdeles godt, til trods for at Mal bec betyder "dårlig mund" (forstået som "dårlig vindrue") og giver sur og ringe vin næsten alle andre steder på kloden, mens den i Mendoza er ophav til en af verdens bedste rødvine.
Beboerne betegnes på spansk som (officielt) mendocino/mendocina eller (uformelt) menduco/menduca.
Flyvepladsen, som hedder El Plumerillo efter den landsby, der ligger i nærheden, har den internationale IATA-forkortelse MDZ og den ligeledes internationale ICAO-kode SAME.
Menneske.
Mennesket ("Homo sapiens") er et pattedyr og én af de mest succesfulde dyrearter, jorden endnu har oplevet.
Kun visse insekter, f.eks. myrer, er næsten lige så udbredte.
Den store udbredelse skyldes blandt andet menneskets store tilpasningsevne, der gør, at arten kan leve og formere sig på alle kontinenter undtagen det antarktiske.
Mennesket i tal.
Mennesket har ca. 1,8 m² hud, ca. 600 muskler, ca. 206 knogler, over 100 led, 90.000 km vener, arterier og kapillærer samt 13 milliarder nerveceller. Hvert minut livet igennem pumpes 4-6 liter blod gennem hjertet. Mennesket har ca. 25 billioner røde, runde blodlegemer a ca. 0,007 mm i diameter. Den samlede overflade menes at være ca. 1.300 m². Hjernen vejer gennemsnitligt 1.350 gram. Mennesket har op til 5 millioner hår.
Kriterier på adskillelse mellem mennesker og andre dyr.
Ikke alle dyr er lige udviklede.
Således er fugle, flagermus og insekter højtudviklede, da de har udviklet en flyveevne, hvilket anses svært at udvikle.
Noget særligt ved mennesket er at meget af dets viden ikke ligger i dets gener.
Hvis man placerer nogle spædbørn på en ubeboet ø, og lader nogle robotter opfylde børnenes rudimentære, og rent fysiske behov, så vil det næppe gå dem godt.
De vil mangle en opdragelse til at styre deres adfærd og et sprog til at kommunikere med.
Reflektion.
Mennesket har måske altid søgt at finde hvad der er det særlige ved den dyreart vi er, i forhold til de øvrige dyrearter.
Et synspunkt er at de menneskelige egenskaber, som man nok også kan genkende hos andre dyr, kun findes samlet hos mennesket.
Hos den kristeligt-religiøse tanke finder vi at mennesket adskiller sig absolut fra andre dyr.
Men hvis mennesket netop ikke adskiller sig så væsentligt, hvad kan så definere mennesket præcist - når man ser bort fra kroppens udformning ?
Kultur.
Noget særlig ved mennesket er at det har muligheden for at danne kultur, det vil sige at bryde med og ændre sin medfødte, instinktive adfærd. Ligeledes har mennesket en utrolig evne til at skabe ens adfærdsmønstre afhængig af den kontekst, som mennesket befinder sig i. Disse ensartede mønstre gør, at uanset hvor på kloden man er lokaliseret, vil der altid være et præg af de handlingsmønstre, som tidligere mennesker har gjort sig i.
Religion.
Mennesket adskiller sig fra dyrene ved at have en åndelig bevidsthed. Dette kommer til udtryk i en tro på noget guddommeligt. Over 85% af danskerne tror der er "mere mellem himmel og jord", mens andre tager afstand for tro og åndelighed. Religion er et fællesskab omkring troen på og tilbedelsen af en guddom. Kernen i eksempelvis den kristne tro er at give fællesskab og et venskab med Gud, give livet formål, forklare eksistens og give mening. Religion generelt involverer som oftest hengiven og rituel tilbedelse, og ofte indeholder det et etisk kodeks for gennemførelse af menneskelige anliggender.
Følelser.
Nogle mener, at det, der gør mennesker specielle er, at vi kan have følelser, andre ville argumentere med, at andre dyr også kan have følelser. Da der endnu ikke er rette videnskabelige metoder til at teste denne teori, er den ikke holdbar hverken den ene eller den anden vej.
Medlidenhed.
Vi er en af de eneste arter som kan vise næstekærlighed og barmhjertighed men også delfiner kan visse med følelse}, det vil sige sætte sig ud over de
darwinistiske "mekanismer", som råder for den naturlige udviklingshistorie og i stedet hjælpe andre mennesker (eller dyr), endda nogle man ikke er nærtbeslægtede med (f.eks i stamme med) også selvom det har omkostninger for én selv (selvopofrelse).
Nietzsche kaldte dette for "den alt for menneskelige svaghed", hvilket viser at han (bortset fra at mene at den kunne være et begyndende tegn på degeneration) anså evnen til at føle medlidenhed som det, der mest af alt adskiller mennesket fra de øvrige dyr.
Moral.
Som alle andre primater lever mennesket i små flokke med et hierarki.
Men menneskets evne til abstrakt tænkning gør os i stand til (som de eneste primater) bevidst at vælge at forlade flokken eller svigte dens normer og sædvaner.
Andre primater kan gøre oprør mod hierarkiet, men ikke ud fra et bevidst valg.
Med andre ord: kun mennesket kan være skyldigt - og dermed kan kun mennesket, tilgives eller fordømmes; benådes eller straffes.
Værktøj.
En anden teori om menneskets særegenhed er dets evne til at tilvirke og benytte værktøj, (hvilket vi heller ikke er ene om, chimpanser kan f.eks. fange myrer ved hjælp af tilvirkede græsstrå - og jage med spyd). Andre pattedyr kan også bruge en slags værktøj, odderen bruger for eksempel en sten til at ødelægge skallen på muslinger med.
Dog er vi vist den eneste art her på kloden, der tilvirker værktøj til at tilvirke værktøj.
Kropsudsmykning.
Mennesket er den eneste art, her på kloden, der benytter sig af
selvtilvirket, kunstig kropsudsmykning, og det er blot en særlig brug af noget mere generelt: At mennesket frembringer og bruger kunst.
Abstrakt tænkning.
Evnen til at tænke abstrakt, det vil sige den mentale evne til at forestille sig begivenheder og genstande, der ikke optræder konkret for sanserne i øjeblikket. Mennesket er det eneste dyr, der ikke behøver at se, røre eller høre, for at kunne vide. Heraf følger, at mennesket er det eneste dyr, der kan foretage kritisk tænkning - det vil sige revurdere egne og andres erfaringer.
Sprog (1).
Evnen til at have et talesprog (Papegøjer kan faktisk lære at kommunikere med enkle sætninger, hvor grammatikken er korrekt). (Dette kan dog ikke kaldes sprog, men blot (avanceret) gentagelse) Evnen til problemfrit at skifte det abstrakte tankeunivers fra sætning til sætning, samt at udtrykke de samme abstrakte ideer gennem forskellige symbolske systemer, f.eks. det talte sprog, det skrevne sprog, ideogrammer, tegnsprog, osv, afhængig af tid, sted og kontekst er også en måde at karakterisere mennesket på.
Sprog (2).
Et gen kaldet FOXP2 har betydning for talesprog og forståelse af sprog. Et lignende gen ses også hos mus og chimpanser, men ikke i samme variation eller med samme funktion. Det er anslået, at den menneskelige genvariation er opstået for mindre end 200.000 år siden, dvs. sammenfaldende med opståen af det moderne menneske (moderne "Homo sapiens"). Der er dog intet belæg for at kalde dette andet end en usandsynlig hypotese.
Lang barndom.
Ingen dyrearter har så lang en ufrugtbar periode, inden de bliver voksne. Kvinders menstruation indtræder normalt i 9-15 års alderen. Menneskebørn er desuden normalt først i stand til at klare sig selv uden voksnes hjælp, fra de er omkring 9 år gamle.
Selv om en gris er lige så stor som et menneske, er den voksen på et år. Den lange barndom menes at have den funktion, at de mindre børn kan lære af de større børn. Lang barndom (og ungdom) kan også forbindes med menneskets komplekse samfund og kultur, som det kræver lang tid at tilegne sig. Dog skyldes den primære årsag til den lange barndom hos mennesker vores hjerne. Gennem barndommen udvikles et menneskets hjerne til at fungere i vores meget komplekse samfund.
Tobenet gang.
Sammenligning af skelettet fra et menneske og en gorilla - strakt så proportionerne kan sammenlignes.Forskellene viser menneskets tilpasning til opret gang.
Man har ment, at mennesket sammen med fuglen var enestående ved den tobenede gang. Men flere fortidsdyr har kunnet gå på to ben, dinosaurerne tæller ikke med her, da de tobenede dinosaurer var beslægtede med nutidens fugle. På Sicilien har der engang, efter at rovdyrene på øen uddøde, levet en stor, tobenet, jordlevende gibbon. Gibbonerne har ret nemt ved at gå på to ben, selvom de gør det mere i trækronerne end på jorden. Den fælles forfader for mennesket og de store menneskeaber havde knogang. De store menneskeaber har bevaret knogangen, hvor de går på fingrenes yderside med knyttede næver.
Stor hjerne.
Mennesket har en stor hjerne, - dog ikke den største blandt dyrene, f.eks. har en elefant og en blåhval betydeligt større hjerner.
Normaliserer man med kroppens størrelse til den såkaldte encefaliseringskoefficient, får man dog, at mennesket har en meget stor hjerne.
Delfiner og dødningehovedaber har dog "forholdmæssigt" også store hjerner.
Et gen (MGC8902) er fundet i særlig mange kopier hos mennesket og forudsagt til at være involveret i konstruktionen af proteinet DUF1220. DUF1220 er især udtrykt i hjernen.
Menstruation.
De fleste dyrearter har en kort løbetid hvor de parrer sig, men ikke mennesket, der i teorien er frugtbart konstant. Hos en bavianart uden løbetid, mener man, at formålet ved ikke at have løbetid er den, at en ny førerhan for flokken kan parre sig med alle hunnerne, uden at skulle slå alle ungerne ihjel først for at få hunnerne i brunst. Hos nogle få monogame abearter har parringen den vigtige sociale funktion at få hannen til at blive og passe ungerne. Hos bonoboen har parringen en vigtig social funktion, også for hunnerne indbyrdes.
I stedet for regelmæssig løbetid har kvinder regelmæssig menstruation. Menstruationscyklussen er gennemsnitlig 28 dage. Den kan variere mellem 21 og 45 dage og er kontrolleret af hormoner. Under menstruationen bløder kvinden, da slimhinderne i livmoderen, der igennem cyklussen har bygget op for at være klar til en eventuel graviditet, afstødes. Dårlig ernæring og/eller hårdt fysisk arbejde kan stoppe eller give uregelmæssig menstruation, så fortidens kvinder oplevede ikke så mange menstruationer som nutidens kvinder.
Nærmeste slægtninge.
Menneskets nærmeste slægtninge i dyreriget er bonoboen, chimpansen, gorillaen, orangutangen og gibbonen.
Mennesket deler 99% af vores genetiske materiale (DNA) med de afrikanske aber - chimpansen og gorillaen. Mennesket, deler tillige 60% genetisk materiale med ærteplanten og høns - og 80% med encellede organismer.
Ved undersøgelser af de biologiske molekyler har biologerne opdaget, at alt peger i retning af, at de tre arter, de afrikanske "menneskeaber" samt mennesket havde en fælles stamfader, der levede for ca. 6-7 millioner år siden.
Arten "Homo sapiens" bliver sædvanligvis underdelt i tre underarter: Fortidsmenneskene "arkaisk Homo sapiens" og neandertaler ("Homo neanderthalensis") og nutidsmennesket "Homo sapiens sapiens".
Mytologi.
I følge bl.a. den nordiske mytologi, og andre tilsvarende mytologier er mennesket skabt af guderne. Mennesket har en sjæl, ligesom alt andet er besjælet. Både åer og sten har magtfulde viljer. De to køn har hver deres arbejdsopgaver, kønsroller, og derfor i princippet ligestillet.
Adam Frederik Lützow.
Adam Frederik Lützov (26. juni 1702 på Fyn - 30. maj 1758 nær Malta) var dansk søofficer.
Han var søn af major Johan Christopher Lützow og født 17. juni 1702, gjorde i 6 år tjeneste som page hos Dronning Louise, blev 1720 søkadet og året efter sekondløjtnant, premierløjtnant 1731, kaptajnløjtnant 1732, kaptajn 1739, kommandørkaptajn 1746 og kommandør 1753. 1731-32 foretog han sammen med daværende løjtnant Frederik Wegersløff og Frederik Ludvig Norden en studierejse til England. 1734 blev han tillige med kaptajn Frederik Christopher Lütken og flere medlem af den undersøgelseskommission, der nedsattes over fabrikmester Benstrup i anledning af orlogsskibene "Christianus Sixtus" og "Sophie Hedevigs" bygning. I denne kommission tog Lützow og Lütken varmt Benstrups parti og forsvarede ham i et møde så ivrigt, at de derved pådrog sig kongens vrede, men Lützow slap dog med en streng irettesættelse. Han synes dog senere at være blevet forsonet med Frederik Danneskiold-Samsøe, al den stund han 1740 foretog en studierejse til England med denne. 1743 blev Lützow gift med Sara Suckow (1719-1791).
1735-46 havde han nogle chefskommandoer og benyttedes tillige som medlem i adskillige vigtige kommissioner. 1751 blev han fast medlem af Konstruktionskommissionen, 1752 chef for Kadetkompagniet. Det følgende år sendtes han til Marokko med 4 fregatter for at befri oberstløjtnant Longueville, der på den danske regerings vegne havde sluttet en overenskomst med den marokkanske Regering, men var blevet arresteret af denne, og for at bringe en ny handelstraktat i stand. Efter endt hverv, men med tabet af en Fregat, der sprang i luften på Saffias Red, vendte han 1754 tilbage. 1757 førte han orlogsskibet «Island» på togt til Konstantinopel, men døde på tilbagerejsen på Malta 30. maj 1758.
I 1757 blev Lützov sendt til Middelhavet som chef for to dansk-norske orlogsskibe. Under togtet udbrød der på begge skibe en smitsom "feber" som bortrev adskillige blandt mandskab og officerer, deriblandt Lützov. Han blev begravet på Malta, på den såkaldte karantæneø (i dag Manoel Island). Et epitafium med en latinsk indskrift blev senere opsat over graven. Det er forlængst forsvundet, og ordlyden er kendt alene takket være Peder Pavels, som i 1796 afskrev den i sin dagbog.
Lützow var en kundskabsrig og dygtig officer med en ædel og frimodig karakter.
Eksterne henvisninger.
Adam Frederik
Lorentz Heinrich Fisker (1753-1819).
Lorens Henrik Fisker (1753 – 1819) var en dansk admiral.
På hans tid var det almindeligt at en søofficers sønner gik i faderens fodspor, og uddannelsen begyndte tidligt. Allerede i 1761 fulgte Lorens med sin fader, som var chef for orlogsskibet "Grønland," på et togt til Middelhavet. Togtets hovedformål var at bringe medlemmerne af den kongelige danske videnskabelige ekspedition til "Arabia Felix" til Konstantinopel.
Da "Grønland" på udrejsen anløb Malta, var Lorens blevet syg, og faderen efterlod derfor drengen her, i pleje hos nogle nonner. Da skibet på hjemturen atter kom til Malta, var han blevet rask og kunne gå om bord igen.
Fem og tredive år senere, i 1796, var Lorens Fisker selv chef, nemlig for fregatten "Thetis," som ligeledes foretog et togt til Middelhavet og herunder flere gange anløb Malta. En af de omtalte nonner var i mellemtiden blevet abbedisse, og da hun hørte at hendes tidligere patient var ankommet, sendte hun daglig et sølvfad med "veludspekkede Kager" ned til fregatten.
Kilde til denne rørende historie er breve som Fisker i 1796 sendte til sin hustru, og som blev aftrykt af Just Mathias Thiele i hans "Thorvaldsens Ungdomshistorie", 1851.
Isobar.
En isobar er en linje (kurve) gennem de steder, hvor der hersker samme lufttryk.
Ørsted-satellitten.
Ørsted-satellitten er den første danske satellit. Den blev opsendt d. 23. februar 1999 med en amerikansk Delta II-raket. Det amerikanske luftvåbens ARGOS-satellit vejede 2.490 kg og da Delta-raketten kan løfte mere, fik Ørsted-satellittens 61 kg en gratis opsendelse. På grund af vejret og tekniske problemer tog det seks uger og ti startforsøg før det ellevte gang lykkedes at opsende raketten.
Satellittens primære mission er at opmåle Jordens magnetfelt, og er derfor opkaldt efter H.C. Ørsted, med en præcision der langt overstiger tidligere missioner (NASA's "Magsat" fra 1979). For at kunne gøre dette er det nødvendigt at placere magnetometeret så langt væk fra resten af satellitten som muligt. Ørsted er derfor forsynet med en otte meter lang udfoldelig bom, hvor det specialudviklede magnetometer er placeret for enden.
Satellitten var designet til at fungere i 14 måneder men har på nuværende tidspunkt fungeret i 12 år hvor videnskaben er blevet forsynet med nye målinger af Jordens magnetfelt der er blevet brugt til at skabe endnu mere præcise kort over magnetfeltet.
Meridian.
Meridianen for et punkt på Jorden er den halve storcirkel, som forbinder nordpolen og sydpolen, og som går igennem det pågældende punkt. Stjerner og andre himmellegemer siges at "kulminere" når de, set fra en given position på Jorden, passerer den lokale meridian.
Meridian skal ikke forveksles med median.
Meridiankreds.
En meridiankreds er et instrument til nøjagtig bestemmelse af himmellegemernes positioner. Instrumentet består af en kikkert, som kan drejes om en øst-vestlig akse, og som derfor kun kan rettes mod meridianen, syd-nord. Positionsbestemmelsen finder sted ved bestemmelse af stjernens højde og rektascension i kulminationsøjeblikket. Højden aflæses på en skala på instrumentet, tiden aflæses på et ur, som viser stjernetid. Meridiankredsen er opfundet af Ole Rømer under det latinske navn "Rota meridiana".
Merkur (planet).
Merkur er den planet, der er tættest på Solen og den mindste i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse.
Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer.
Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for "Ubu-idim-gud-ud". De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonierne som kaldte planeten Nabu. Den fik to navne af grækerne: Apollon som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden.
Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.
Besøg af rumsonder.
Merkur har kun været besøgt af to amerikanske rumsonder - Mariner 10 og MESSENGER. Mariner 10 passerede Merkur tre gange i 1974 og 1975. Kun 45 % af overfladen blev kortlagt, da Mariner 10 besøgte Merkur på samme tidspunkt af merkurdøgnet alle tre gange. Afstanden til Solen er desværre for kort til, at man tør lade Hubble-rumteleskopet observere Merkur, uden at instrumenterne skades.
Den 14. januar 2008 passerede MESSENGER Merkur i en afstand af 200 km og fotograferede nogle af de områder der lå i mørke ved Mariner 10's forbiflyvninger. I oktober 2008 og september 2009 foretager MESSENGER yderligere forbiflyvninger og i marts 2011 vil MESSENGER endeligt gå i kredsløb om Merkur.
Fremtidige missioner.
Europa vil sende BepiColombo af sted i 2013. BepiColombo skal opsendes med en Sojuz-Fregat-raket fra Fransk Guyana og en ionmotor skal på seks år sende den til Merkur. Her afsættes to dattersatellitter i kredsløb om Merkur, mens ionmotoren fortsætter videre. "Mercury Planetary Orbiter" (MPO) er europæisk og skal foretage grundigere undersøgelser end MESSENGER. "Mercury Magnetospheric Orbiter" (MMO) bliver en japansk "Ørsted" i kredsløb om Merkur. Oprindeligt skulle Rusland fremstille landeren "Mercury Surface Element" (MSE) som BepiColombo skulle medtage, men af økonomiske grunde blev det skrinlagt.
Merkurs bane.
Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner km fra Solen imod 70 millioner km ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, om end meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.
Merkurs rotationstid.
Indtil 1962 troede man, at "dagen" (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som "året" (omløbstiden), noget som ville indebære, at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i Solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen. Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.
Temperatur.
Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem minus 170 °C om natten og plus 450 °C om dagen. Temperaturen på Venus er grundet drivhuseffekten lidt højere, men er til gengæld meget stabil.
Struktur.
Merkur minder på mange måder om Månen: Dens overflade er fuld af kratere og er ældgammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end Månens (5,43 g/cm3 mod 3,34 g/cm3). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i Solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe.
Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 km. De ydre "skaller" af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500–600 km tykke.
Der er ingen årstider på Merkur, da dens akse kun er på 0,1 grad fra at stå vinkelret på baneplanet.
Merkurs atmosfære.
Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, bevæger disse atomer sig hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.
Merkurs overflade.
Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås, at overfladen er "krympet" med omtrent 0,1 % (svarende til cirka 1 km af planetens radius) siden dannelsen.
Calorisbassinet.
Calorisbassinet er én af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 km i diameter. Det formodes at ligne de store "have" ("maria") på Månen. Ligesom disse blev Calorisbassinet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i Solsystemets historie.
Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarligt for det mærkelige landskab på den antipodale side af Merkur. Merkurs store kerne har formentlig transmitteret trykbølgerne uden nævneværdig dæmpning.
Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.
Vulkansk aktivitet.
En ny analyse af Mariner 10's data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men flere data behøves for at få dette bekræftet.
Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere.
Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1 % af Jordens.
Merkur er planeten tættest på Solen og den mindste planet i Solsystemet, med en omløbstid om Solen på 87,969 dage. Merkurs kredsløb har den største excentricitet af alle Solsystemets planeter, og den mindste aksehældning. Planeten roterer tre gange om sin akse, for hver gang den laver to omløb om Solen. Merkurbanens perihelium præcesserer omkring Solen med en størrelse der er større end 43 buesekunder per århundrede; Et fænomen, der blev forklaret i det 20. århundrede af Albert Einsteins Generelle relativitetsteori. Merkur er klar set fra Jorden, varierende i tilsyneladende størrelsesklasse fra −2,0 to 5,5, men den er ikke let at se, da den største vinkelafvigelse fra Solen kun er 28,3°. Da Merkur overstråles af Solens lys, kan den normalt kun ses i morgen- og aftenskumringen, medmindre der er solformørkelse.
Forholdsvist lidt er kendt omkring Merkur; jordbaserede teleskoper afslører kun en oplyst 'halvmåne' med begrænsede detaljer. Den første to rumfartøjer, der har besøgt planeten var Mariner 10, der kun kortlagde omkring 45 % af planetens overflade fra 1974 to 1975. Den anden er MESSENGER, der kortlagde yderligere 30 % under sin forbiflyvning d. 14. januar 2008. MESSENGER foretog en forbiflyvning mere i september 2009, hvorefter den i 2011 vil gå i kredsløb og kortlægge hele planeten.
Merkur ligner Månen: der er kraterfyldte områder og plane sletter, den har ingen måner og ingen atmosfære af betydning.
I modsætning til Månen har den dog en stor jernkerne, der frembringer et magnetfelt med en styrke på ca. 1 % af jordens magnetfelt. Det er en usædvanlig tæt planet, da dens kerne er stor i forhold til hele planetens størrelse. Overfladetemperaturerne varierer fra 90 til (−183 °C to 427 °C), idet punkterne nærmest ækvator er de varmeste og bunden af kraterne nær polerne er de koldeste.
De ældste optegnede observationer af Merkur dateres tilbage til det første årtusinde f.kr.
Før det 4. århundrede f.kr. troede de græske astronomer at planeten var to adskilte objekter: ét der kun var synligt ved solopgang, som de kaldte Apollon, og ét der kun var synligt ved solnedgang, som de kaldet Hermes.
Det danske navn for planeten kommer fra det gamle Rom, som opkaldte den efter den romerske gud Merkur, som de ligestillede med den græske Hermes. Det astrologiske symbol for Merkur er en stiliseret version af Hermes' stav.
Intern opbygning.
Merkur er den ene af fire jordlignende planeter i Solsystemet, og er et klippefyldt legeme som Jorden.
Det er den mindste planet i Solsystemet, med en ækvatorradius på 2.439,7 km.
Merkur er endda mindre — men mere massiv — end de største måner i Solsystemet: Ganymedes og Titan. Merkur består af omkring 70 % metallisk og 30 % silikat-materiale. Merkurs gennemsnitsdensitet er den næststørste i Solsystemet med 5,427 g/cm³, kun lidt mindre end Jordens gennemsnitsdensitet 5,515 g/cm³.
Merkurs densitet kan bruges til at udlede detaljer omkring dens indre struktur. Mens Jordens densitet for en stor dels vedkommende skyldes gravitationel sammentrykning, specielt i kernen, er Merkur på grund af dens mindre størrelse meget mindre sammenpresset. Derfor må dens kerne være relativt stor og være rig på jern for at Merkurs gennemsnitsdensitet kan blive så høj.
1. skorpe—100–300 km tyk 2. kappe—600 km tyk 3. kerne—1.800 km radius
Geologer anslår at Merkurs kerne udgør omkring 42% af dens volumen; for Jorden er denne andel 17 %. Nylig forskning antyder stærkt at Merkur har en flydende kerne.
Omkring kernen er en 500–700 km kappe bestående af silikater. Baseret på data fra "Mariner 10" missionen og jordbaserede observationer, antages det, at Merkurs skorpe er 100–300 km tyk. En karakteristisk egenskab ved Merkurs overflade er tilstedeværelsen af mange smalle højdedrag, hvoraf nogle strækker sig flere hundrede kilometer. Det antages at disse blev formet da Merkurs kerne og kappe afkøledes på et tidspunkt, da skorpen allerede var størknet.
Merkurs kerne har et højere jernindhold end nogen af de andre klippeplaneter i Solsystemet, og adskillige teorier er blevet foreslået til at forklare dette. Den bredest accepterede teori er at Merkur oprindeligt havde et metal-silikat forhold der svarede til almindelige chondrit-meteoritter, der antages at være typiske for Solsystemets klippeholdige stof, og dens masse var omkring 2,25 gange dens nuværende masse. Imidlertid kan Merkur være blevet ramt af en planetesimal tidligt i Solsystemets historie. Sammenstødet ville have fjernet det meste af den oprindelige kappe og skorpe og have efterladt kernen som en relativt stor del af det tilbageværende. En tilsvarende proces er blevet foreslået til at forklare dannelsen af Jordens måne ("se giant impact theory").
Alternativt kan Merkur være blevet formet fra urtågen før Solens energioutput var stabiliseret. Planeten ville oprindeligt have haft den dobbelte af den nuværende masse, men efterhånden som
protosolen trak sig sammen, kunne temperaturerne nær Merkur have været mellem 2.500 and 3.500 K (Celsius er omkring 273 grader mindre), og måske så høje som 10.000 K. Meget af Merkurs overflade kunne være blevet fordampet ved sådanne temperaturer, idet der dannedes en atmosfære af fordampet klippe, der kunne være blevet ført bort af solvinden.
En tredje hypotese foreslår at urtågen forårsagede friktionsmodstand på partiklerne, som Merkur var ved at dannes fra, hvilket så medførte at lettere partikler gik tabt fra det materiale der var ved at samles. Hver af disse hypoteser forudsiger en forskellig overfladesammensætning, og to rummissioner MESSENGER og BepiColombo, har begge som delmål at teste disse hypoteser.
Overfladegeologi.
Første højopløsningsbillede af Merkur sendt fra MESSENGER (i falske farver)
Merkurs overflade er overalt meget lig Månen i sin fremtræden, der er udstrakte mare-lignende sletter og kraftig kraterdannelse, hvilket indikerer at planeten har været geologisk inaktiv i milliarder af år. Da vores viden om Merkurs geologi har været baseret på Mariner forbiflyvning i 1975 og jordbaserede observationer, er det den jordlignende planet man ved mindst om. Efterhånden som data fra den nylige MESSENGER forbiflyvning bliver behandlet vil denne viden forøges. F.eks. har man fundet et usædvanligt krater med udstrålende slugter, som kaldes "edderkoppen".
Albedotræk, refererer til områder med udpræget anderledes refleksion, som det kan ses ved observationer i kikkerter. Merkur har Dorsa (også kaldet "wrinkle-ridges"), Månelignende højlande, Montes (bjerge), Planitiae (sletter), Rupes (klinter), og Vallis (dale).
Merkur blev oprindeligt bombarderet med kometer og asteroider under og kort efter sin dannelse
4,6 milliarder år siden, og muligvis også i en senere periode kaldet Late Heavy Bombardment der sluttede for 3,8 milliarder år siden. I denne periode af intens kraterdannelse var der nedslag over hele planeten, hjulpet på vej af manglen på en atmosfære til at nedbremse objekterne. Dengang var planeten vulkansk aktiv; sletter som Calorisbassinet blev fyldt med magma fra planetens indre, hvilket skabte plane sletter, der ligner månehavene.
Data fra Messengers forbiflyvning i oktober 2008 gav forskere en større forståelse for Merkurs knudrede overfladestruktur.
Merkurs overflade er mere uensartet end både Mars og Månen, der begge har en lignende geologi med sletter og bjerge.
Nedslagsbassiner og kratere.
a> på Merkur er en af de største nedslagsdannelser i solsystemet.
Kratere på Merkur varierer i størrelse fra små skålformede hulheder til multiringsbassiner, der er flere hundrede kilometer i diameter. De findes i alle tilstande, fra relativt nye kratere til meget nedbrudte kraterfragmenter. Merkuriske kratere adskiller sig fra månekratere derved at det område der er dækket af det udslyngede materiale er meget mindre, grundet Merkurs stærkere tyngdekraft.
De største kendte kratere er Calorisbassinet, med en diameter på 1.550 km, og Skinakasbassinet med en yderringsdiameter på 2.300 km. Nedslaget der skabte Calorisbassinet var så kraftigt at det forårsagede lavaudbrud og efterlod en koncentrisk ring over 2 km høj, der omgiver nedslagskrateret. Antipodalt til Calorisbassinet er der et stort område med et usædvanligt bakket terræn, kendt som "det underlige terræn". En hypotese for dets dannelse er at chokbølger fra Caloris-nedslaget vandrede rundt om planeten og samledes antipodalt (på den modsatte side). De resulterende høje spændinger brød overfladen op. Alternativt er det blevet foreslået at terrænet blev formet som et resultat af sammenfald af adskilte nedslag ved dette bassins antipode.
Samlet set er der 15 nedslagsbassiner, der er blevet identificeret på den fotograferede del af Merkur. Et bemærkelsesværdigt bassin er det 400 km brede, multiringede Tolstojbassin, der har en rand af udslynget materiale der udstrækker sig 500 km fra dets kant og dens bund er blevet fyldt med jævnt slettemateriale. Beethovenbassinet har en rand af samme størrelse og en kraterkant der er 25 km i diameter. Som på Månen, har overfladen på Merkur oplevet effekterne af erosion af solvinden og mikrometeoritter.
Sletter.
Der er to geologisk adskilte områder på Merkur.
Roligt rullende, bakkede sletter i områderne mellem kraterne er Merkurs ældste synlige overflade, som dateres før kraterne. Disse sletter mellem kraterne ser ud til at have opslugt mange tidligere kratere, og viser en generel mangel på kratere under ca. 30 km i diameter. Det er ikke klart hvorvidt de er af vulkanisk oprindelse eller skyldes nedslag. Interkrater sletterne er fordelt nogenlunde jævnt over hele overfladen.
Jævne sletter er vidtstrakte flade områder som fylder fordybninger af forskellig størrelse og har en stærk lighed med månehavene. Bemærkelsesværdig fylder der en bred ring rundt om Calorisbassinet. I modsætning til månehave, har de jævne sletter på Merkur den samme albedo som de ældre sletter mellem kraterne.
På trods af manglen på entydige vulkanske træk, er beliggenheden og den afrundede, lobate form af disse sletter en stærk indikator for vulkansk oprindelse. Alle de jævne sletter på Merkur er formet væsentligt senere end Calorisbassinet, som det ses af den betydeligt mindre kratertæthed sammenlignet med tætheden på Caloris-kraterets rand. Bunden af Calorisbassinet er fyldt med en geologisk forskellig flad slette, der er brudt af kløfter og sprækker i polygone mønstre. Det er ikke klart hvorvidt de er vulkanske lavastrømme udløst ved nedslaget, eller et stort stykke af smeltet nedslagsmateriale.
Et usædvanligt træk ved planetens overflade er de talrige kompressionsfolder, der ligger på kryds og tværs af sletterne. Da planetens indre afkøledes, kan den have trukket sig sammen hvorved overfladen så blev deformeret og folderne blev skabt. Folderne kan ses på toppen af andre træk som kratere og glatte sletter, hvilket indikerer at folderne er af nyere oprindelse.
Merkurs overflade deformeres af en betydelig tidevandsbølge forårsaget af Solen—Solens tidevandskræfter på Merkur er ca. 17 gange stærkere end Månens på Jorden.
Overfladebetingelser og "atmosfære" (exosfære).
Radar billede af Merkurs nordpol
Middeltemperaturen på overfladen af Merkur er 442.5 K, men varierer fra 100 K til 700 K som en følge af at der ikke er en atmosfære og at der er en stejl temperaturgradient mellem ækvator og polerne. Ækvatorpunkterne når omkring 700 K i perihelium og falder så til 550 K i aphelium. på den mørke side af planeten er temperaturerne i gennemsnit 110 K. Intensiteten af sollyset på Merkurs overflade varierer mellem 4.59 and 10.61 gange solkonstanten (1,370 W·m−2).
På trods af de generelt meget høje temperaturer på dens overflade, indikerer observationer kraftigt at is findes på Merkur. Bunden af dybe kratere nær polerne får aldrig direkte sollys, og temperaturen der forbliver under 102 K; meget lavere end det globale gennemsnit. Vandis reflekterer radarstråler kraftigt, og observationer med 70 m Goldstone teleskopet og VLA i de tidlige 1990'ere afslørede at der er stykker med meget høj radarreflektion nær polerne. Mens is ikke er den eneste mulige forklaring på de reflekterende områder, mener astronomer at det er den mest sandsynlige.
De isfyldte områder antages at rumme mellem 1014–1015 kg of ice, og er muligvis dækket af et lag af regolith der forhindrer sublimation. Til sammenligning har den Antarktiske iskappe på Jorden en masse omkring 4 kg, og Mars' sydpolskappe indeholder omkring 1016 kg vand. Oprindelsen til isen på Merkur er ikke kendt endnu, men de mest sandsynlige kilder er outgassing af vand fra planetens indre eller deponering fra kometer.
Merkur er for lille til at dens gravitation kan fastholde nogen atmosfære af betydning over længere tid;
planeten har dog en "tenuous surface-bounded exosfære" indeholdende hydrogen, helium, oxygen, natrium, calcium and kalium. Denne exosfære er ikke stabil - atomer tabes kontinuerligt og tilføres fra et udvalg af kilder.Hydrogen og helium atomer kommer sandsynligvis fra at solvindeen, diffunderer ind i Merkurs magnetosfære inden den igen slipper ud i rummet. radioaktivt henfald af grundstoffer i Merkurs skorpe er en anden kilde til helium, såvel som natrium og kaliuma. MESSENGER fandt høje andele af calcium, helium, hydroxid, magnesium, oxygen, kalium, silicium og natrium. Vanddamp er tilstede, det frigøres ved en kombination af processer såsom: kometer der rammer overfladen,sputtering der skaber vand ud fra hydrogen fra solvinden og oxygen fra klipper, og sublimation fra vandisreservoirer i de polare kratere. Opdagelsen af høje mængder af vand-relaterede ioner som O+, OH-, and H2O+ var en overraskelse. På grund af mængden af disse ioner der blev detekteret i rummet omkring Merkur, antages det af forskere at disse molekyler er blæst væk fra overfladen af solvinden.
Natrium og kalium blev opdaget i atmosfæren i 1980'erne og antages primært at være resultat af fordampning af overfladeklippe ramt af mikrometeoritter. Grundet disse stoffers evne til at formørke sollys, kan jordbaserede observatører nemt detektere deres sammensætning i atmosfæren. Studier indikerer at natrium emissionerne til tider er lokaliserede ved punkter, der svarer til planetens magnetiske dipoler. Dette kunne indikere en vekselvirkning mellem magnetosfæren og planetens overflade.
Magnetfelt og magnetosfære.
Graf der viser den relative styrke af Merkurs magnetfelt
På trods af dens lille størrelse og langsomme 59 dages rotation har Merkur et betydeligt og tilsyneladende globalt magnetfelt. Ifølge målinger taget af, er dets styrke omkring 1.1% af jordens magnetfelt. Den magnetiske feltstyrke omkring Merkurs ækvator er omkring. Merkurs magnetfelt er dipolært som jordens. I modsætning til Jorden, er Merkurs magnetiske poler næsten parallelle med planetens omdrejningsakse. Målinger fra både og MESSENGER rumfartøjet har indikeret at styrke og form af magnetfeltet er konstant.
Det er sandsynligt at dette magnetfelt er frembragt ved en dynamo-effekt, på lignende måde som jordens magnetfelt. Denne dynamoeffekt ville så skyldes cirkulationer af planetens jernrige kerne. Specielt stærke tidevandseffekter forårsaget af planetens store baneexcentricitet ville sørge for at holde kernen i den krævede flydende tilstand.
Merkurs magnetfelt er stærkt nok til at afbøje solvinden rundt om planeten, og skaber derved en magnetosfære.
Selv om planetens magnetosfære er lille nok til at ligge inde i Jorden er det stærkt nok til at indfange solplasma. Dette medvirker til rumvindserosionen af planetens overflade. Observationer udført af fartøjet detekterede dette lav-energiplasma i magnetosfæren på planetens natteside. Udbrud af energirige partikler blev detekteret i magneto-halen, hvilket indikerer en omskiftelighed i magnetosfæren.
Under dens anden forbiflyvning af planeten 6. oktober 2006, opdagede Messenger at Merkurs magnetfelt kan være meget hullet. Rumfartøjet mødte magnetiske tornadoer - snoede bundter af magnetiske felter, der forbinder planetens magnetfelt med det omgivende rum - de var op til brede eller en tredjedel af planetens radius. Disse tornadoer dannes når magnetiske felter båret af solvinden forbindes med Merkurs magnetfelt. Når solvinden blæser forbi Merkurs felt, bliver de forbundne magnetiske felter båret med den og vikles op til hvirvelagtige strukturer. Disse snoede magnetiske rør, teknisk betegnet som flux transfer events danner, er åbent vindue i planetens magnetiske skjold hvor solvinden kan trænge ind og direkte påvirke Merkurs overflade.
Sammenkædningen af interplanetariske og planetariske magnetfelter kaldet
magnetic reconnection, er almindelig i verdensrummet. Den foregår også i jordens atmosfære, hvor den også skaber tornadoer. Imidlertid viser MESSENGER observationer genforbindelseshyppigheden er 10 gange større på Merkur. Merkurs nærhed på Solen forklarer kun en tredjedel af genforbindelseshyppigheden der er observeret af Messenger.
Bane og rotation.
Merkur har den mest excentriske bane af alle planeter; dens excentricitet er 0.21 og dens afstand fra Solen varierer mellem 46 og 70 millioner kilometer. Den er 88 dage om et omløb.
Diagrammet til højre illustrerer virkningerne af excentriciteten, idet den viser Merkurs bane sammen med en cirkulær bane med sammen halve storakse.
Den højere hastighed af planeten nær dens perihelium er klart fra den større afstand den dækker i hvert 5-dages interval. Størrelserne af kuglerne, der er omvendt proportional med deres afstand fra Solen bruges til at illustrere den varierende solafstand. Denne varierende afstand til Solen, kombineret med en 3:2 spin-orbit resonans af planetens rotations rundt om dens akse, medfører komplekse variationer i overfladetemperaturen.
En dag på Merkur varer omkring 176 jorddage, hvilket er omkring dobbelt så langt som Merkurs omløbstid, omkring 88 dage. Det medfører at et år er omkring en halv dag lang, og en Merkurdag varer omkring 2 Merkurår.
Merkurs bane hælder 7° i forhold til (ekliptika), som vist i diagrammet til højre. Som resultat kan en Merkurpassage hvor planeten bevæger sig ind foran Solen kun ske når den krydser ekliptikas plan i den tid hvor den er mellem Jorden og Solen. Det sker ca. hvert syvende år.
Merkurbanen set fra den nedadgående knude og fra 10° over (øverst)
Merkurs aksehældning er tæt på 0, som med den bedste måleværdi givet som 0.027°. Dette er væsentligt mindre en Jupiters, der har den andenmindste aksehældning på 3.1 grad. Dette betyder at Solen ikke kommer højere end 2.1′ over horisonten ved polerne.
På visse punkter af Merkurs overflade vil en observatør kunne se Solen stige halvvejs på himlen, for derefter at gå ned igen, for derefter at stå op igen, alt inden for det samme Merkurdøgn. Dette skyldes at Merkurs vinkelhastighed i omløbsbanen er lig med dens vinkelhastighed i akserotationen, omkring fire dage før perihelium, således at Solens tilsyneladende bevægelse ophører. Derfor synes Solen at bevæge sig baglæns. Fire dage efter perihelium, star
Spin–bane resonans.
Efter et omløb er Merkur roteret 1.5 gange om sin akse, så efter to omløb er den samme halvdel igen belyst
I mange år blev det antaget at Merkur var synkront tidevandslåst med Solen, idet den da skulle rotere een gang for hvert omløb og vende den samme side mod Solen hele tiden, på samme måde som Månen altid vender mod Jorden. Radarobservationer i 1965 viste imidlertid, at planeten har en 3:2 spin–bane resonans, idet den roterer tre gange for hvert omløb om Solen; eccentriciteten af banen gør denne resonans stabil- ved perihelium, når Solens tidevandskræfter er stærkest, står Solen næsten stille på merkurhimlen.
Takket være 3:2 spin–bane resonansens, varer en soldag (længden mellem to meridianpassager af Solen)omkring 176 jorddage. En siderisk dag (tiden for en rotation) varer omkring 58.7 jorddag.
Simulationer viser at baneeccentriciteten varierer kaotisk fra omkring 0 (cirkulær) til over 0.45 over millioner af år grundet perturbationer fra de andre planeter. Dette antages at forklare Merkurs 3:2 spin-bane resonance (i stedet for de mere sædvanlige 1:1), fordi det er mere sandsynligt at denne tilstand opstår i perioder med høj eccentricitet.
Flytning af perihelium.
Gennem det 19 århundrede bemærkede den franske matematiker Le Verrier at den langsomme præcession i Merkurbanen rundt om Solen ikke kunne forklares helt med klassisk mekanik og perturbationer fra de kendte planeter. Han foreslog at der kunne være en anden planet tættere på Solen for at forklare afvigelserne. Den hypotetiske planet Vulkan blev dog ikke fundet.
Præcessionen af Merkur er ca. 5600 buesekunder per århundrede. Klassisk mekanik forudsiger med alle virkninger af de andre planeter medregnet, en præcession på 5557 buesekunder per århundrede. I det tidlige 20'ende århundrede blev det muligt at forklare det observerede ved hjælp af Albert Einstein’s Generelle relativitetsteori. Effekten er meget lille: det drejer sig om 42.98 buesekunder per århundrede, derfor tager det 12 millioner baneomløb for perihelium at bevæge sig en hel omgang. Lignende mindre virkninger findes for andre planeter med 8.62 buesekunder per århundrede for Venus, 3.84 for Jorden, 1.35 for Mars, and 10.05 for 1566 Icarus.
Observation.
Merkurs tilsyneladende størrelse varierer mellem omkring ca. −2,0 — klarere end Sirius — og 5,5. Observationer af Merkur vanskeliggøres af dens nærhed til Solen, da den overstråles af Solen det meste af tiden. Merkur kan kun observeres en kort stund i morgen og aftenskumringen. Hubble-rumteleskopet kan slet ikke observere Merkur, pga. sikkerhedsprocedurer, der forhindrer at det peger for tæt på Solen.
Som Månen udviser Merkur faser set fra Jorden, den er "ny" i nedre konjunktion og "fuld" i øvre konjunktion. Planeten forsvinder af syne ved begge disse lejligheder grundet at den stiger og går ned samtidigt med Solen i begge tilfælde. Når den er i største vestlige elongation står den op før Solen og når den er i største østlige elongation går den ned efter Solen.. I begge tilfælde er Merkur 28° fra Solen.
Merkur er i nedre konjunktion hver 116'ende dag i gennemsnit, men det varierer mellem 105 og 129 dage grundet baneexcentriciteten. Merkur kan komme så tæt på Jorden som 77,3 millioner km. 1871 var første gang i 41.000 år at Merkur var tættere end 82,2 millioner km, noget som er sket 68 gange siden, regnet til 2008. Den næste tilnærmelse der er inden for 82,1 millioner km er i år 2679, og tættere end 82 millioner km i 4487. Men den vil ikke komme tættere på Jorden end 80 millioner km før år 28622. Perioden med retrograd bevægelse som set fra Jorden, varierer mellem 8 og 15 dage på begge sider af nedre konjunktion. Dette store spænd skyldes planetens store baneexcentricitet.
Merkur er oftere synlig fra den sydlige halvkugle end fra den nordlige halvkugle; dette skyldes at den er i største vestlige elongation når det er tidligt efterår på den sydlige halvkugle, mens den er i største østlige elongation i den sene vinter på den sydlige halvkugle. I begge disse tilfælde, er Merkurs vinkel med ekliptika størst mulig, hvilket betyder at den står op flere timer før Solen og først går ned flere timer efter Solen. Omvendt på den nordlige halvkugle, er Merkur aldrig over horisonten når nattehimlen endelig er mørk.
Merkur er klarest lige før og efter den er fuld. Selv om planeten er længere væk i disse situationer, så opvejer det større belyste areal mere end rigeligt den større afstand. Det omvendte gør sig gældende for Venus, der er klarest når den ses som et tyndt segl, fordi den da er meget tættere på Jorden end lige før den er fuld.
Oldtidens astronomer.
De tidligst kendte optegnede observationer af Merkur er fra Mul-Apin tavlerne.
Disse observationer blev sandsynligvis lavet af en assyrisk astronom omkring det 14. århundrede f.kr.
The cuneiform name used to designate Mercury on the MUL.APIN tablets is transcribed as UDU.IDIM.GU4.UD ("the jumping planet"). Babylonian records of Mercury date back to the 1st millennium BC. The Babylonians called the planet Nabu after the messenger to the Gods in their mythology.
De antikke grækere på Hesiods tid kendte planeten som Στίλβων ("Stilbon"), hvilket bedtyder "den strålende", og Ἑρμάων ("Hermaon"). Senere grækere kaldte den Apollon når den sås om morgenen og Hermes når den sås om aftenen. Omkring 4. århundrede f.kr. indså de græske astronomer at det var den samme planet de så i begge tilfælde. Romerne opkaldte planeten efter det rapfodede romerske budbringer.gud Merkur, som de sidestillede med den græske Hermes, fordi den bevæger sig hurtigere over himlen end de andre planeter.
I oldtidens Kina, var Merkur kendt som Ch'en-Hsing, Timestjernen. Den blev forbundet med retningen nord og vandets faser i Wu Xing. Hindy mytologi brugte navnet Budha for Merkur, og denne gud mentes at bestemme over onsdagen. Guden Odin i nordisk mytologi blev forbundet med planeten Merkur og onsdagen. Maya civilisationen kan have repræsenteret Merkur som en ugle (eller muligvis fire ugler; to for morgenen og to for aftenen) der fungerede som budbringer til underverdenen.
Jordbaserede observationer.
a>. Merkur er den lille prik i midten nederst foran Solen. Det mørke område til venstre er en solplet.
De første kikkert-observationer af Merkur blev udført af Galilei tidligt i 1600-tallet. Selvom han observerede faser når han kiggede på Venus, var hans teleskop ikke stærkt nok til at se Merkurs faser. I 1631 lavede Pierre Gassendi de første observationer af en planetpassage forbi Solen, da han så en merkurpassage forudsagt af Johannes Kepler. I 1639 brugte Giovanni Zupi et teleskop til at opdage at Merkur havde faser ligesom Venus og Månen. Denne observation demonstrerede på afgørende vis at Merkur kredsede om Solen, en støtte for det Kopernikanske verdensbillede.
En meget sjælden begivenhed i astronomi er passagen af en planet foran en anden (okkultation), når der observeres fra Jorden. Merkur og Venus okkulterer hinanden med nogle få århundreders mellemrum, og begivenheden 28 maj 1737 er den eneste historisk observerede, der blev set af John Bevis på Royal Greenwich Observatory. Den næste venusokkultation af Merkur er 3 December 2133.
Vanskelighederne ved at observere Merkur betyder at den er blevet meget mindre undersøgt end de andre planeter.
I 1800 lavede Johann Schröter observationer af overfladestrukturerne, idet han påstod at have set 20 km høje bjerge. Friedrich Bessel brugte Schröters tegninger til fejlagtigt at anslå rotationsperioden til 24 timer og en aksehældning på 70°. I 1880'erne kortlagde Giovanni Schiaparelli planeten mere præcist, og foreslog at Merkurs omdrejningstid var 88 dage, det samme som dens omløbstid pga. tidevandslåsning. Dette fænomen er kendt som bunden rotation og udvises af måner. Anstrengelserne for at kortlægge overfladen af Merkur blev fortsat af Eugenios Antoniadi, der udgav en bog i 1934 som inkluderede både kort og hans egne observationer.
Mange af planetens overfladetræk, specielt albedo features, har deres navne fra Antoniadis kort.
I juni 1962 blev sovjetiske videnskabsmænd ved instituttet for Elektronik og Radioingeniørkunst under det Sovjetiske Videnskabsakademi under ledelse af Vladimir Kotelnikov de første til at sende radarsignaler til Merkur, hvilket startede radarobservationerne af planeten.
Tre år senere viste radarobservationer af amerikanerne Gordon Pettengill og R. Dyce, der brugte 300-meter radioteleskopet ved Arecibo Observatoriet i Puerto Rico endeligt at planetens rotationsperiode var omkring 59 dage.
Den teori at Merkurs rotationsperiode var bunden var blevet almindelig anerkendt, og det var en overraskelse for astronomerne da resultaterne af radarobservationerne blev offentliggjort.
Hvis Merkurs rotation var blevet låst af tidevandskræfter, ville den mørke side være ekstremt kold, men målinger af denne sides temperatur viste at den var meget varmere end forventet.
Astronomerne var modvillige til at opgive teorien om bunden rotation og foreslog alternative mekanismer, såsom kraftige vinde der kunne fordele varmeenergien, til at forklare observationerne.
Den italienske astronom Giuseppe Colombo havde bemærket at rotationstiden var omkring to-tredjedele af Merkurs omløbstid, og foreslog at en anden type af tidevandslåsning havde fundet sted i hvilken planetens omløbs- og rotationstid var låst i forholdet 3:2 i stedet for 1:1. Data fra Mariner  10 bekræftede efterfølgende disse observationer.
Det betyder at Schiaparellis og Antoniadis kort ikke var "forkerte".
Derimod så astronomerne de samme træk i hvert andet omløb og optegnede dem, men så bort fra dem, der kunne ses i mellemtiden, mens Merkurs anden halvdel vendte mod Solen, fordi banegeometrien betyder at disse observationer blev gjort under dårlige observationsforhold.
Jordbaserede observationer bragte ikke meget mere ny information frem om Merkur, og det var
først da en rumsonde fløj forbi Merkur, at mange af dens grundlæggende egenskaber blev kendt.
Imidlertid har nylige tekniske fremskridt ført til forbedringer i jordbaserede observationer. I 2000 blev højopløsningsobservationer gennemført af Mount Wilson Observatoriets 1,5 meter Hale-teleskop.
De gav de første billeder hvor man kunne skelne overfladetræk på de dele af Merkur, som ikke blev fotograferet af Mariner 10-missionen. Senere billeder har vist, at der kan være et dobbeltringet nedslagskrater, der er større end Calorisbassinet på den side af planeten, der ikke blev kortlagt af Mariner 10. Det er uformelt blevet navngivet som "Skinakasbassinet".
Det meste af planeten er blevet kortlagt af Areciboradioteleskopet, med 5 km opløsning, inklusive polære aflejringer i kratere der ligger i skygge og som kunne være is.
Udforskning med rumfartøjer.
At komme til Merkur fra Jorden indebærer store tekniske udfordringer, da planeten kredser så meget tættere på Solen end Jorden. Et rumfartøj med kurs mod Merkur, der letter fra Jorden, skal rejse over 91 millioner km. ind i Solens potentialbrønd. Merkur har en banehastighed på 48 km/s, mens Jordens banehastighed er 30 km/s. Derfor skal rumfartøjet lave en stor hastighedsændring for at indtræde i en Hohmann transfer bane der passerer nær Merkur, sammenlignet med de hastighedsændringer der skal til for andre planetmisssioner.
Den potentielle energi der frigøres, omsættes til kinetisk energi og dermed en højere hastighed, der så skal nedbremses igen. For at lande sikkert eller indtræde i et stabilt kredsløb er rumfartøjet helt afhængigt af raketmotorer. Luftbremsning er udelukket pga. mangel på atmosfære. En rejse til Merkur kræver faktisk mere raketbrændstof end der kræves til at undslippe solsystemet helt. Som et resultat af dette har kun to rumfartøjer besøgt planeten hidtil. Et foreslået alternativ er at bruge et solsejl til at opnå en Merkur-synkron bane omkring Solen.
Mariner 10.
Mariner 10 rumfartøjet, det første rumfartøj der besøgte Merkur
View of Mercury from Mariner 10
Det første rumfartøj der besøgte Merkur var NASA’s Mariner 10 (1974–75). Rumfartøjet brugte gravitationen fra Venus til at justere sin banehastighed så den kunne nærme sig Merkur, hvilket gjorde den til det andet rumfartøj der anvendte "Gravity assist" og den første NASA-sonde der besøgte flere planeter. Mariner 10 gav de første nærbilleder af Merkurs overflade, der viste den meget kraterfyldte overflade og de mange højderygge, som senere blev tilskrevet at planeten skrumpede lidt da dens jernkerne blev afkølet. Uheldigvis var Mariner 10's omløbstid præcis det dobbelte af Merkurs egenrotation, så det var altid den samme side af planeten, der var belyst ved hver passage af Mariner 10. Dette gjorde observationer af hele planeten umulig, uanset antallet af forbiflyvninger, og resulterede i at mindre end 45 % af overfladen blev kortlagt.
Den 27 marts 1974, to dage før den første forbiflyvning af Merkur, registrerede Mariner 10's instrumenter store mængder af uventet ultraviolet stråling i nærheden af Merkur. Dette førte til spekulationer om eksistens af en måne.
Kort derefter identificeredes kilden til at være stjernen 31 Crateris, og månehypotesen kunne forkastes.
Rumfartøjet lavede tre tætte anflyvninger af Merkur, den tætteste var på 327 km fra overfladen. Ved den første anflyvning registrerede instrumenterne et magnetfelt, til stor overraskelse for planetgeologer — Merkurs rotation blev anset for at være for langsom til at kunne generere en dynamoeffekt af betydning. Den anden anflyvning blev primært brugt til fotografering, men ved den tredje anflyvning blev der opsamlet omfattende data om magnetfeltet. Data viste at planetens magnetfelt ligner Jordens meget, idet det afbøjer solvinden rundt om planeten. Oprindelsen af magnetfeltet er stadigt omdiskuteret.
Kun nogle få dage efter dens endelige tætte anflyvning løb Mariner 10 tør for brændstof. Da dens kredsløb ikke længere kunne kontrolleres præcist, blev sonden instrueret til at lukke sig selv ned 24 marts 1975. Mariner 10 antages stadigt at kredse om Solen, idet den passerer Merkur hver anden merkurdag
MESSENGER.
En anden NASA mission til Merkur, kaldet MESSENGER (MErcury Surface, Space ENvironment, GEochemistry, and Ranging), blev opsendt den 3. august 2004, fra Cape Canaveral om bord på en Boeing Delta 2 raket. Den lavede en forbiflyvning af Jorden i august 2005, og af Venus i oktober 2006 og juni 2007 for at placere dens bane korrekt i forhold til at gå i kredsløb om Merkur.
Den første forbiflyvning af Merkur var 14. januar 2008, og et andet d.6 oktober 2008.
Den tredje forbiflyvning er sket d. 29. september 2009. Det meste af den halvdel, der ikke blev kortlagt af Mariner 10 er blevet eller vil blive kortlagt under disse forbiflyvninger. Sonden vil så gå ind i en elliptisk bane rundt om planeten i marts 2011.
Den planlagte kortlægningsperide er et jordår.
Missionen er designet til at samle information om seks nøgleemner: Merkurs høje densitet, dens geologiske historie, oprindelsen til dens magnetiske felt, strukturen af dens kerne, om den har is ved polerne og hvor dens svage atmosfære kommer fra.
Til dette formål medfører sonden fotoudstyr, der kan optage billeder i en meget højere opløsning end billederne fra Mariner 10, udvalgte spektrometre til at bestemme mængderne af grundstoffer i skorpen og magnetometre og udstyr til at måle hastigheder af ladede partikler. Detaljerede målinger af små ændringer i sondens hastighed når den kredser, skal bruges til at udlede detaljer om planetens indre struktur.
BepiColombo.
Det europæiske rumfartsagentur ESA planlægger en fælles mission med JAXA kaldet BepiColombo, der skal kredse om Merkur med to sonder. En til at kortlægge planeten og en til at studere dens magnetosfære. En Sojuz-Fregat-raket skal opsende bussen der bærer de to sonder i 2013 fra ESA's rumhavn Kourou for at udnytte den ækvatoriale placering. Som med MESSENGER, skal BepiColombo-bussen lave tætte passager af andre himmellegemer undervejs til Merkur for at opnå tyngdeassisterede baneændringer, idet den passerer Månen og Venus og laver adskillige passager af Merkur inden den går i kredsløb. Der skal bruges en kombination af kemiske og ionmotorer, de sidstnævnte skal arbejde kontinuerligt i lange perioder. Bussen vil nå Merkur i 2019. Bussen vil frigøre magnetometersonden i en elliptisk bane, de kemiske raketter bliver så affyret for at sende kortlægningssonden i en cirkulær bane. Begge sonder skal operere i et jordår.
Kortlægningssonden skal medføre en samling af spektrometre magen til dem på MESSENGER, og skal studere planeten ved mange forskellige bølgelængder, herunder infrarød, ultraviolet, røntgen- and gammastråling. Bortset fra at undersøge planeten intenst, håber forskerne at bruge sondens nærhed til Solen til at teste forudsigelserne af den Generelle Relativitetsteori med forbedret nøjagtighed.
Missionen er opkaldt efter Giuseppe (Bepi) Colombo, videnskabsmanden der først bestemte arten af Merkurs spin-bane resonans og som var involveret i planlægningen af Mariner 10’s gravity assist-bane til planeten i 1974.
Merkur i kulturen.
I astrologien er Merkur den planet der bestemmer over Tvillingerne og Jomfruen.
På kort over Merkur lavet før astronomer havde detaljerede kort var området "Solitudo Hermae Trismegisti" ("Hermes Trismegistus vilde landskab") identificeret som et væsentligt træk ved planeten, idet det var angivet at dække omkring en fjerdedel af planeten i den sydøstlige kvadrant.
"Merkur, Den bevingede budbringer" er en del af Gustav Holsts "Planeterne".
I Teosofi antages det, at efter den nuværende omgang af menneskelig spirituel udvikling ved reinkarnation af menneskelige sjæle i rodracer på Jorden er tilendebragt efter adskillige millioner år fra nu, vil menneskeracen migrere til Merkur for at fortsætte deres udvikling der.
Operation Merkur var kodenavnet for den tyske invasion af Kreta i Anden verdenskrig.
Mercury har været et bilmærke hos Ford since 1939.
Mestersangerne i Nürnberg.
Mestersangerne i Nürnberg (originaltitel "Die Meistersinger von Nürnberg") er en opera i 3 akter af Richard Wagner, komponeret i 1867. Handlingen foregår i Nürnberg i midten af det 16. århundrede. Operaen er den eneste komiske blandt Wagners værker.
Metode.
Metode kan betyde fremgangsmåde, plan eller opskrift.
Metodisme.
Metodisme er en protestantisk retning, der lægger vægt på en særlig "metodisk" from levemåde samt på, at medlemmerne bør arbejde på deres personlige helliggørelse ved bøn og studiet af de hellige skrifter. Metodistkirken i Danmark er en del af United Methodist Church.
Tidlig historie.
Metodismen opstod i England i midten af 1700-tallet som en art fromhedsbevægelse blandt studerende på Oxford-universitetet, der havde dannet en art "hellig klub", i protest mod den apatiske engelske statskirke, som i deres øjne ikke gjorde noget aktivt for at fremme kristne dyder i befolkningen. En af disse studerende var John Wesley, som sammen med sin broder Charles Wesley hurtigt blev førende inden for bevægelsen og kom til at tegne den udadtil. Charles skrev salmer, der kunne vække folket, og John holdt velbesøgte prædikener, og sammen med de øvrige studerende formåede de at skabe en vækkelsesbølge i det engelske samfund. Wesley-brødrenes teologi gik imod den i samtiden fremherskende calvinisme og lærte, at mennesket havde en fri vilje, som skulle bruges aktivt til at fremme en personlig tro til frelse og til at arbejde på at fuldende ens fromme levned.
Wesleyansk Teologi.
Forudsætningen er dog "prevenient grace" - forekommende eller forudgående nåde; den guddommelige nåde, der går forud for menneskets beslutning. Til forskel fra Martin Luther, afviste kollegaen Philipp Melanchthon ikke, at den frie vilje kunne samvirke med nåden; så skønt man kan hævde, at metodismen er afhængig af arminianismen, er den altså også beslægtet med Filippismen.
Det Metodistiske Dåbssyn.
Metodister døber børn, men til forskel fra lutheranere ikke på grund af den kollektive skyld, arvesynden, men fordi de også har del i forjættelsen - løftet om det evige liv. Paulus taler om en åndelig omskærelse (Kol. 2, 11-12).
Metrik (relativitetsteori).
En metrik er i generel relativitetsteori et længdemål på en mangfoldighed.
formula_4
Bemærk at dette giver kvadratet på den infinitesimale afstand, (ds)², hvilket normalt skrives ds². Ovenstående udtryk kaldes også for linjeelementet, og formula_5 kaldes også for den metriske form eller første fundamental form. Kvadratet på længden, eller normen, af en kontra-variant vektor X^a er defineret som
formula_6
En metrik siges at være enten positiv eller negativ hvis der for alle vektorer, X, gælder hhv. enten at X² > 0 eller X² < 0. Hvis der både findes vektorer med positiv norm og vektorer med negativ norm, kaldes metrikken for ubestemt.
formula_11
Specielt siges to vektorer at være ortogonale hvis formula_12.
Hvis metrikken er ubestemt (som tilfældet er i relativitetsteori), så eksisterer der vektorer der er ortogonale på sig selv, altså vektorer for hvilke det gælder at formula_13, sådanne vektorer kaldes nulvektorer.
Determinanten af metrikken skrives som formula_14.
Metrikken er ikkesingulær hvis formula_15, hvis dette er tilfældet, så er den inverse til formula_5, formula_17, givet ved
formula_18
Det følger fra definitionen at formula_17 er en kontra-variant vektor af dimension 2 og den kaldes for den kontra-variante metrik. Vi kan nu bruge formula_5 og formula_17 til at hæve og sænke indicies ved at definere,
formula_22
formula_23
Vi betragter fremover g, formula_17 og formula_5 som repræsentanter for det samme geometriske objekt, metriken g. Siden vi nu frit kan hæve og sænke indicies med metrikken, er det vigtigt at være forsigtig med hvile vektorer der er co-variante og hvilke der er kontra-variante. For eksempel vil formula_26 generelt være forskellig fra formula_27
Metrisk.
Af græsk "metron" = "mål". Knyttet til målestandarden meter, men også om poesi: bunden til en bestemt rytme.
Maas.
Maas (fransk: "Meuse", vallonsk: "Moûze") er en flod, der gennemløber Frankrig, Belgien og Holland. Floden har en længde på 925 km, fra sit udspring i Frankrig, til sit udløb i Hollands Diep ved nordsøen.
Mexico City.
Mexico Citys beliggenhed i Mexico
Mexico City (på spansk "Ciudad de México", på dansk også "Mexico By"), i den præ-columbianske tid var byen kendt som Tenochtitlán) er hovedstaden i Mexico. Arealmæssigt dækker byen både Mexicos Føderale Distrikt (spansk "México Distrito Federal" og "México D.F.", en særlig administrativ enhed svarende til Washington D.C. i USA) og en del af delstaten Mexico, i den nordlige del af det føderale distrikt. Mexico City har et af de største indbyggertal i verden, anslået til 22 millioner,og som kun er overgået af Tokyo i Japan. Det er også et af de største bymæssige områder i verden; Stor-Mexico City danner en art ellipse, der spænder 40 km fra øst til vest og 60 fra nord til syd.
Mexico City befinder sig på 19°0'26" nordlig bredde og 99°0'08" vestlig længde. Byens gennemsnitlige højde over havet er 2.240 meter.
Historie.
For byens præ-columbianske historie, se Tenochtitlán.
Indtil det 16. århundrede befandt meget af det nuværende Mexico City sig under overfladen af Texcoco-søen.
Den spanske "Conquistador" Hernán Cortés ankom første gang til den daværende aztekiske hovedstad Tenochtitlán i 1519, men det lykkedes ham ikke at erobre byen før den 13. august 1521, efter langvarige, voldsomme kampe, der ødelagde det meste af den gamle aztekiske by.
Mexico City er opført på ruinerne af Tenochtitlán og blev centrum for politisk, religiøs, økonomisk og kulturel magt i den nye spanske koloni, Nyspanien. Spanierne byggede en ny by på ruinerne af aztekernes rige, ofte med materialer fra ødelagte aztekiske bygninger. Området mellem øen og den nærmeste vestlige bred blev afvandet og fyldt op, så byen kom til at ligge på en halvø. Yderligere afvanding af søen gjorde det muligt at udvide byen i de efterfølgende århundreder, og den endte med at blive den største by i Amerika, hvorfra hele Det nye Spanien og senere Filippinerne blev regeret.
Efter der var blevet opnået uafhængighed fra Spanien i 1821, var Mexico City kortvarigt hovedstad i det mexicanske rige under general Agustín de Iturbides styre, og fra 1823 og fremefter hovedstad i den mexicanske republik.
Byen har været besat af fremmede magter, i 1847 af USA under den mexicansk-amerikanske krig og i 1864 af Frankrig, der en overgang indsatte en marionetregent, Maximilian af Habsburg.
I 1873 åbnede den første jernbane, som forbandt hovedstaden med kysten ved Veracruz.
I 1968 var Mexico City vært for sommerolympiaden, under en periode med politisk uro, som umiddelbart før olympiaden førte til massakren i Tlatelolco på protesterende studerende.
Det moderne Mexico City.
Udsigt langs Paseo de la Reforma fra Chapultepec-slottet.
Mexico City er en af verdens største byer. Størstedelen af væksten skete i slutningen af det 20. århundrede. I 1950 havde byen omkring 3 millioner indbyggere. I 2000 var det anslåede indbyggertal i selve Mexico City 18.131.000. Det anslås at indbyggertallet i Stor-Mexico City er helt oppe på 28 millioner, i et byområde der dækker et areal på omkring 5.000 km².
Bjergene, der omslutter byen, virker som kanten af en skål og er medvirkende til byens alvorlige luftforureningsproblem.
Byens placering ovenpå tidligere søbund, betyder også at effekten af jordskælv forøges af geologien. Klokken 07.17 den 19. september 1985 blev byen ramt af et jordskælv, som blev målt til 8,1 på Richter-skalaen, med et anslået (officielt) dødstal på 5.000 til 20.000 mennesker, mens 50.000 til 90.000 mennesker mistede deres hjem, og mange regeringsbygninger blev ødelagt. På tre minutter skete der skader for op imod 30 milliarder kroner. 36 timer senere kom der et efterskælv, som blev målt til 7,5 på Richter-skalaen.
Mexico City betjenes af "Metroen", en omfattede undergrundsbane, hvis første strækninger åbnede i 1960'erne. Metroen transporterer mere end fire millioner passagerer dagligt, kun overgået af Moskvas (7,5 mio.) og Tokyos (5,9 mio.). Metroens drift støttes af store økonomiske tilskud og den er dermed et af de billigste metrosystemer i verden, en billet koster kun ca. 1,50 kr. På flere stationer er der udstillet præ-columbianske effekter, som blev fundet under opførelsen af metroen.
Byens lufthavn hedder Benito Juarez Internationale Lufthavn (MEX), opkaldt efter en af landets store ledere. Juarez var president i 1800-tallet. Fra lufthavnen går det en metrolinie in til Mexico City.
Attraktioner.
Berømte attraktioner i Mexico City er "Zocáloen", den centrale plads med en spansk domkirke og aztekiske ruiner, de elegante boulevarder Paseo de la Reforma og "Insurgentes", paladsmuseet Chapultepec som ligger på toppen af en bakke og er omgivet af en park med mange attraktioner, det Nationale Antropologiske Museum, Den Finere Kunsts Palads, de Tre Kulturers Plads i Tlatelolco-området, samt helligdommen og basilikaen Vor Frue af Guadalupe.
Byen har omkring 160 museer, over hundrede kunstgallerier og cirka 30 koncertsale.
Mange steder er der freskoer af Diego Rivera. Han, og samleveren Frida Kahlo, boede i den sydlige forstad Coyoacán. Tæt på lå Lev Trotskijs hus, hvori han (Trotskij) blev myrdet i 1940.
Politik.
På grund af den særlige situation, sæde for den mexicanske føderale regering, har Mexico City gennemlevet flere ændringer af sit bystyre. Siden Mexicos uafhængighed har byen nogle gange haft et bystyre (og i størstedelen af det 20. århundrede) et styre der refererede direkte til republikkens præsident, som uddelegerede sit ansvar til en person, der bestred posten på ministerniveau ("Regente", eller "regenten" på dansk).
Denne form for politisk organisation, har været skyld i en del harme blandt byens indbyggere, fordi de i mange år ikke havde et styre, som repræsenterede dem ordentligt. Den alvorligste situation opstod i 1988, hvor indbyggerne uden tvivl havde valgt oppositionens kandidater, men ikke desto mindre blev byen styret i seks år af det parti, som vandt præsidentvalget.
Under disse omstændigheder blev en politisk reform uundgåelig. Et byråd blev oprettet og for første gang kunne indbyggerne vælge deres borgmester (begge har stadig begrænset magt, afhængig af det føderale parlament og landets præsident).
Den første demokratisk valgte borgmester var Cuauhtemoc Cárdenas, en tidligere præsidentkandidat (og efter manges mening, vinder af et meget omdiskuteret præsidentvalg i 1988).
Et bevis på den demokratiske udvikling i Mexico City er, at den nuværende borgmester (2000-2006) i det føderale distrikt er Andrés Manuel López Obrador, fra partiet PRD som har en vestreorienteret ideologi (mange medlemmer kommer fra det Kommunistiske Parti), mens den føderale regering samtidig har en konservativ præsident.
Michael Faraday.
Michael Faraday (22. september 1791 - 25. august 1867), var en britisk fysiker og kemiker, der gjorde banebrydende opdagelser inden for elektromagnetisme.
Han blev født i London og blev ansat som lærling hos en bogbinder, da han var 14 år. I løbet af de syv års læretid fik han interesse for naturvidenskab. Derfor tog han notater om sine fysiske og kemiske iagttagelser, og disse notater sendte han til Humphry Davy, én af datidens førende videnskabsmænd. Det førte til, at Davy ansatte Faraday som assistent.
Hans største indsats skete inden for elektricitet. I 1821, kort efter at Hans Christian Ørsted havde opdaget elektromagnetismen, byggede Faraday to apparater, der kunne frembringe det, som han selv kaldte "elektromagnetisk rotation". Det er en vedvarende, cirkulær bevægelse, forårsaget af den cirkulære, magnetiske kraft omkring en ledning. Ligeledes byggede han en elektrisk generator, som anvendte en magnet til at frembringe strøm. Disse eksperimenter og opfindelser danner grundlaget for moderne, elektromagnetisk teknologi.
Ti år senere, i 1831, indledte han den lange serie af eksperimenter, som førte til opdagelsen af elektromagnetisk induktion. Hans forevisninger demonstrerede ideen om, at elektrisk strøm kan frembringe magnetisme. Faraday nåede så langt som til at foreslå, at elektromagnetiske kræfter strækker sig ud i det tomme rum uden om lederen, men han fuldførte ikke sit arbejde med denne tanke. Faradays eksperimentelle forevisning af "kraftlinjer, der udgår fra ladede legemer" blev beskrevet matematisk af James Clerk Maxwell, og derfra videreudviklet til den generelle teori, der kendes som feltteorien.
I 1845 opdagede han dels et fænomen, han kaldte diamagnetisme, dels det, som i dag kaldes Faraday effekten: Polariseringsplanet hos lineært polariseret lys, som sendes gennem et stof, kan drejes ved brug af et ydre magnetfelt, der er ordnet efter lysets bevægelsesretning. Han skrev i sin protokol: "Endelig har jeg "illumineret en magnetisk kurve" eller "en kraftlinje", og jeg har "magnetiseret en lysstråle". Dette beviste, at magnetiske kræfter og lys er beslægtede fænomener.
I arbejdet med statisk elektricitet beviste Faraday, at ladningen kun findes på overfladen af den opladede leder, og at den udvendige ladning ikke har indflydelse på noget som helst inden i lederen. Denne skærmende virkning bruges i det, man nu til dags kalder Faradays bur.
I 1826 indledte han "Juleforedragene for unge mennesker" med et foredrag om flammens kemi og fysik under titlen "Naturhistorien i et stearinlys". Foredragene fandt sted på det engelske videnskabelige institut "Royal Institution ". I alt holdt han 16 af dem i årene mellem 1827 og 1861. Både disse og andre foredrag bidrog til at skabe hans ry som en enestående, videnskabelig underviser. Juleforedragene bliver stadigvæk afholdt, og de bliver udsendt i TV hvert år.
Enheden for kapacitet, en farad, er opkaldt efter Faraday, og man kan se hans portræt på de britiske 20-pund sedler.
Faradays sponsor og rådgiver var John 'Mad Jack' Fuller, som oprettede Fuller-professoratet i kemi ved "The Royal Institution". Faraday blev den første og mest berømte, som havde dette embede for livstid.
Opdagelser.
Michael Faraday dannede flere ord med relation til elektricitet. Nogle af dem er: Elektrode, anode, katode, anion, kation, elektrolyt, elektrolyse.
Michael Faraday kunne skrive med begge hænder på samme tid, i hver sin retning. Dog skrev det samme med begge hænder.
Michael Strunge.
Michael Peter Strunge (19. juni 1958 i Rødovre - 9. marts 1986) var en dansk digter.
Michael Peter Strunge, almindelig kendt som Michael Strunge, udgav 11 digtsamlinger. Han brugte undertiden pseudonymerne Marcus Hitengel og Simon Lack. Han begik selvmord i marts 1986. Det sidste han sagde til sin kæreste, Cecilie Brask, var "nu kan jeg flyve" før han hoppede ud af vinduet fra 4. sal i et manisk øjeblik. Hans død beskrives som "punkkulturens" endeligt.
Som medlem af den oprindelige kreds af firserdigtere, der samledes i gruppen omkring "Hvedekorn"-redaktøren Poul Borum, arrangerede Michael Strunge i 1980, blandt andre sammen med digterkollegaen Jens Fink-Jensen, filminstruktørerne Rumle Hammerich og Linda Wendel, journalisten Synne Rifbjerg og billedkunstneren Lillian Polack, generations-manifestationen 'NÅ!!80 i Huset i København.
Michael Strunge havde generelt et nedladende syn på den almene dansker. Han udtrykte sig ofte hårdt og negativt, og mente at mange var åndelige analfabeter, fordi de ikke forstod hans og ligesindedes tekster. "Danskerne kender ikke deres digtere og dermed ikke sig selv", sagde Strunge i tv-programmet "Bazar" i 1984.
Den afmagt Strunge følte over for samfundet samt hans gennemsyrethed af vrede og oprør er ofte det mest markante kendetegn ved teksterne. Samtidig rummer han dog også andre sider, som bl.a. kommer til udtryk ved en niche af erotiske digte, som handler om sex.
Han kæmpede kontinuerligt mod "brugspoesien" - som i hans egne øjne næsten lignende et skældsord. Bestseller-digtere var noget, han foragtede.
Pelle Koppel havde i januar 2005 premiere på Svalegangen i Århus på sit teaterstykke, "Marcus Hitengel", om Michael Strunge.
Michael Strunge er begravet på Assistens Kirkegård i København.
Michael York.
Michael York (født 27. marts 1942) er en engelsk skuespiller med filmdebut i 1967 med "Ulykkesnatten". Hans gennembrud kom med filmene "Cabaret" (1972) og "De tre musketerer" (1973). Senere blev han kendt som Basil Exposition i Austin Powers-filmene.
Lake Michigan.
Lake Michigan er en Sø i USA med et areal på 57.990 km². Største dybde 281 m. Lake Michigan er en af de fem store søer i Nordamerika som udgør "Great Lakes"
Større byer ved Lake Michigan.
Michigan
Middelfart.
Middelfart er en købstad på Fyn, med 14.589 indbyggere (2010). Byen ligger i Middelfart Kommune og hører til Region Syddanmark. Det gamle navn "Melfar" betyder "farvandet man rejser mellem" eller "den mellemste overfart" og henviser dermed til færgetrafikken mellem Jylland og Fyn. Byen er placeret mellem Lillebæltsbroen og Den gamle Lillebæltsbro ved Lillebælts smalleste sted. Byvåbnet forestiller et skib. Fra Middelfart er der 11 kilometer til Fredericia, 34 til Assens og knap 46 til Odense.
Byens tidlige historie.
Stednavnet "Mæthælfar" forekommer første gang i Kong Valdemars jordebog (1200-tallet). Som by er Middelfart dog opstået i 1300-tallet. I de følgende århundreder forekommer kortformen Melfar.
I 1358 var en stormand ved navn Niels Bugge på vej mod Viborg fra et besøg ved Kong Valdemar Atterdags hof på Sjælland, men blev under sit ophold i Middelfart myrdet. Det blev alle byens borgere efterfølgende straffet for af Valdemar, idet de kollektivt blev idømt at betale en stor bod til kongen hvert eneste år til evig tid. For Middelfart kom denne straf til at vare århundreder og sluttede først i 1874 ! Et hårdt slag for den lille by meget tidligt i byhistorien.
Byens ældste købstadsrettigheder er fra 1496, tildelt af Kong Hans. Middelfart var på dette tidspunkt allerede en central by i Danmark pga. sit overfartsted, og den blev derfor udsat for adskillige angreb udefra grundet sin vigtige placering. Byen måtte lide den tort at blive brændt ned under Grevens Fejde, og i krigene mod Sverige i 1600-tallet gik det hårdt ud over købstaden. I krigene mod tyskerne i 1848 og 1864 var Middelfart en bastion i forsvaret af Fyn og blev udsat for et bombardement fra Jyllandssiden af tyske kanoner.
Den Gamle Lillebæltsbro bygges.
I 1930´erne kom der gang i planerne om at lave en fast forbindelse mellem Fyn og Jylland. Det var ingen let sag, idet havbundsforholdene ud for Middelfart og Snoghøj ikke var de letteste at opføre så stort et bygningsværk i, men i 1935 stod Lillebæltsbroen færdig. Med den faste forbindelse mistede færgebyen Strib sin betydning og det meste udvikling kom nu til at foregå i Middelfart i det 20. århundrede. Byen lå ved den centrale "Hovedvej 1" mellem Øst- og Vestdanmark og stationen blev et stop på en jernbaneforbindelse mange tusinder danskere benyttede årligt. Endnu en lillebæltsbro kom til i 1970 og selvom biltrafikken nu førtes uden om Middelfart, holdt den gamle købstad fast i sin udvikling. I dag er Middelfart først og fremmest et vigigt turiststed, som besøges af mange lystsejlere der passerer gennem Lillebælt.
Kulturhus og politik i Middelfart.
I august 2005 fik Middelfart et nyt kulturhus, Kulturøen. Det nye sted blev anlagt på en kunstig ø i Lillebælt. Det består af bibliotek, turistinformation, restaurant, biograf og plads til foredrag og koncerter. Fra huset er det muligt at betragte de to lillebæltsbroer fra hvert sit panoramavindue. Kulturøen ligger ved siden af Herman Jensens anlæg, der opført til minde om Middelfarts mangeårige borgmester. I forbindelse med kulturøen blev den privatejede Tel-Ka marina også anlagt.
Middelfart Kommune har politisk i mange år været en socialdemokratisk ledet kommune. Men alligevel har byen også i et århundrede været en radikal højborg, idet Middelfartkredsen siden Det Radikale Venstres grundlæggelse i 1905 uafbrudt har været repræsenteret i Folketinget, aktuelt af Niels Helveg Petersen. Lokalpolitisk var de radikale repræsenteret gennem mere end 40 år af Birgit Jensen, bl.a. 16 år som viceborgmester. Byens sidst overlevende avis var radikal, Middelfart Venstreblad, som i 1975 blev fusioneret med Fyens Stiftstidende, der politisk var tilknyttet partiet Venstre.
Byen har et gymnasium og HF-kursus Middelfart Gymnasium og HF-kursus med ca. 450 elever.
Byen er berømt for sin golfklub, Golfklubben Lillebælt, som er placeret i maleriske omgivelser ned til Fænøsund.
Hver sommer afholdes Danmarks største endagsfestival i Middelfart. Festivalen hedder Rock under Broen, og tiltrækker mange kendte stjerner.
Bylivet i Middelfart.
Selvom Middelfart er en lille by, er der mange værtshuse. Guldkronen er den med den ældste historie.
Derudover er det Rådhuspubben, Kollibrien, Buddy Holly, The Club, På loftet, Cafe Razz, Holms og Hjørnet.
Middelfart som Klimakommune.
25. april underskrev Middelfart Kommune, som den første kommune på Fyn og i Trekantsområdet, en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at komme med på holdet af særlige klimakommuner i Danmark.
Middelfart Kommune har vision om at være en grøn vækst kommune, som sætter fokus på at tiltrække virksomheder og indbyggere, som er interesseret i at bo centralt i Danmark med en tilhørende grøn natur, omkranset i en blå ramme af Lillebælt, fra Marinaen i syd til den nye Lillebæltsbro. Virksomheder som udnytter grøn teknologi, skal støttes.
Middelfart Kommune har forpligtet sig til at nedsætte CO2-udledningen i kommunen. I 2009 forpligter kommunen sig til at reducere CO2-udledningen med 7 % om året frem til udgangen af 2019.
Miljø og natur har gennem flere år været højt placeret på dagsordenen i Middelfart. Det fremgår både af Kommunens vision, den grønne udviklingsstrategi og vigtigst af alt, de handlinger og initiativer som kommunen foretager.
Naturparken Hindsgavl Dyrehave er et initiativ om at skabe et naturmiljø, hvor Middelfarts indbyggere og gæster kan færdes. Dyrehaven byder på indlæring, leg og motion i omgivelser, der er uberørt fra 1200-tallet. I december 2009 blev 60 råvildt lukket ud i parken, og planen er, at der om 5 år skal være op i mod 300 råvildt i dyreparken.
Beskyttelse af den gamle natur og kultur
Igennem de seneste 50.000 år, har mennesket præget naturen i det vestfynske landskab. I Middelfart Kommune er der flere levn fra fortidens samfund, som bl.a. omfanger gravhøje og bopladser.
Middelfart Kommune har nu ansvaret for, at vedligeholde den gamle natur og kultur. Ansvaret indebærer bl.a. Beskyttelsen af sten- og jorddiger,beskyttelseszoner omkring fredede fortidsminder, tilsyn og pleje af fredede fortidsminder, udpegning og formidling af regionplanens beskyttelsesområder: Landsbyer, herregårde, kirkeomgivelser, kystkulturmiljøer og arkæologiske beskyttelsesområder. Kommunen tager sig ikke af beskyttelsen af enkeltbygninger. Ansvaret for fredede bygninger varetages af Kulturarvsstyrelsen, mens udpegningen af bevaringsværdige bygninger sker i kommunen.
Event på stor grøn plads i Kommunen
Hvert år, den anden lørdag i juni, holdes der "Rock Under Broen", på den store grønne plads under den nye Lillebæltsbro. Det er Danmarks største endagsfestival. Noget af det der lokker over 20.000 mennesker til, er de naturskønne omgivelser, som Staurby Skov giver fra land, og som Lillebælt giver fra kysten.
Middelhavet.
Middelhavet er et hav mellem Europa, Afrika og Asien, det dækker 2.965.000 km², og har en gennemsnitlig dybde på 1.430 meter. Største dybde er 5.267 meter (Calypsodybde i det Ioniske Hav).
Middelhavet med stor sikkerhed tørlagt og oversvømmet i den miocæne tidsperiode.
For ca. 5,9 millioner år siden i den geologiske tid Miocæn, var Middelhavets vandoverflade ca. 2 km under havets. For ca. 5,4 millioner år siden brød havvandet igennem Gibraltarstrædet og oversvømmede middelhavet.
Midfaste.
Midfasten er en mærkedag i den kristne kalender. Den er den 4. søndag i fasten.
Milt.
Tværsnit af milten, og dens placering i kroppen.
Milten er et aflangt organ beliggende i venstre side af bughulen under mellemgulvet. Milten benævnes i anatomien splen (græsk) eller lien (latin). Topografisk er den beliggende langs 10. ribbens længdeakse ud for angulærlinjen. Under normale forhold kan milten ikke mærkes på kroppen. Milten er rigeligt vaskulariseret og modtager arterielt blod fra grene fra aorta via. en gren fra truncus coeliacus
Milten filtrerer gamle blodceller fra blodet og nedbryder dem. Desuden fungerer milten som et sekundært lymfoidt organ, der renser blodet for bakterier i blodbanen. Efter fjernelse af milten ses således oftere blodforgiftning - ofte med bakterien Streptokokker.
Mindanao.
Mindanao er den næststørste ø i Filippinerne med et areal på 94.600 km². Øen er verdens tiende mest befolkede ø.
Minerva.
Minerva er kunstens, lærdommen og håndværkets gudinde i romersk mytologi. Hendes modstykke i den græske mytologi var Athene.
Ming-dynastiet.
Hungwu, den første kejser af Mingdynastiet
Ming-dynastiet, 1368-1644, var det sidste kejserdynasti der havde Hankinesere som regenter. Det efterfulgte Yuan-dynastiet, der havde kejsere af mongolsk oprindelse, og det blev efterfulgt af Qing-dynastiet, der havde kejsere af manchurisk oprindelse
Karakteristik af perioden.
Dynastiet indledte en periode med fornyet opblomstring af den kinesiske kultur. Jernfremstillingen i Nordkina nåede op på 100.000 tons pr. år. Masser af bøger blev trykt med flytbare typer. Kunsthåndværket og særligt porcelænsfremstillingen nåede et kvalitetsniveau, der aldrig var set før.
Kinesiske købmænd udforskede alle kyster omkring det Indiske Ocean, og i 1433 nåede kinesiske skibe under admiral Zheng He Kap Det Gode Håb på Afrikas sydspids. Man opbyggede en kolossal krigsflåde, hvor de største, firemastede skibe vejede 1.500 tons. Hæren kom op på en stående styrke af 1 million mand. Det kan næppe diskuteres, at Kina var det mest udviklede samfund på jorden i den tidlige Ming-periode.
Miquelon.
Miquelon er en ø i Nordamerika ud for Newfoundlands kyst. Miquelon er fransk territorium og er en del af Saint Pierre og Miquelon.
Mirakel.
Mirakel er et begreb som i mange religioner anvendes om en guddommelig indgriben i verdens gang.
Forskellige religioner kan have grundlæggende forskellige definitioner af begrebet. Selv i en enkelt religion kan der være mere end én betydning af ordet.
Indenfor monoteismen kan et mirakel være fx Guds skabelse af verden, eller hans inkarnation af sin søn på et bestemt tidspunkt i historien (se kristendommen).
Når der i katolsk folkelig fromhed tales om at den eller den helgen har gjort et bestemt mirakel, er dette et mindre korrekt udtryk for at Gud har virket miraklet på helgenens forbøn.
Deismen er den monoteistiske religion(stype), der benægter, at Gud har udført andre mirakler end verdens skabelse.
Mistbænk.
En mistbænk er en drivkasse (sml. drivhus) eller et varmebed. Det besynderlige navn skyldes det tyske ord "Mist" = "Møg". En mistbænk er altså en møgbænk. Erfaringen havde nemlig vist, at møget udvikler varme, når det bliver lagt ned med et lag dyrkningsjord oven på. Varmen kan udnyttes til at "drive", dvs. dyrke, kulturerne til høst tidligere, end det ville lykkes på friland.
Mistbænke er gået af mode, og de fleste foretrækker nu til dags de industrifremstillede koldhuse, men sandheden er, at med lidt håndelag kan der laves de herligste, tidlige afgrøder i en mistbænk: kartofler, salater, jordbær osv.
Man skal grave ca. 80 cm hul, og lægge en bund af fiberdug. Dernæst skal der lægges halm eller hø, så skal der 50 cm "møg" eller heste lort i. Dernæst kommer der en fin 30 cm tyk muldjords bunke på, så er du klar med din mistbænk.
I tilfælde af vinter frost kan den dækkes af papir eller aviser.
Mitchell.
Mitchell er en australsk flod.
Mitose.
a> under den tynde streg.Bemærk at den celle der kommer ud af Meiosen har halvt så mange kromosomer som dem der kommer ud af Mitosen.
Mitose ("Almindelig celledeling") er celledeling i f.eks. menneskekroppen (undtagen sædceller og æg), som resulterer i to datterceller med samme kromosomtal som modercellens, som de også er identiske med. Mitose kaldes også for "vækstdeling", da mitosen fører til vækst i vævet.
M-fasen eller den mitotiske fasers underfaser.
M fasen eller den mitotiske fase består desuden af disse underfaser
1) Profasen.
Kromatiderne bliver her rullet sammen, det gør at kromosomerne bliver synlige i kernen. Centriolerne deles i to, og derefter bevæger de sig væk fra hinanden, til hver sin pol.
2) Metafasen.
Finder sted når kernemembranen nedbrydes. Der dannes her proteintråde fra centriolerne, der bindes til centromerne. Proteintrådene, også kaldet tentrådene, trækker fra hver sin pol, sådan at alle kromosomerne samles i cellens ækvator.
3) Anafasen.
Her spaltes centromeret. Trådene trækker kromosomets to kromatider til hver sin pol
4) Telofasen.
Her vikles kromatiderne ud igen, kernemembranen gendannes og cytoplasmaet deles.
5) Interfasen.
De to nye celler indeholder nu præcis det samme antal kromosomer og arvemateriale som modercellen.
Mjølner.
Mjølner er Thors hammer i nordisk mytologi. Den er smedet af to dværge - Sindre smedede, mens Brokk holdt blæsebælgen i gang.
Mjølner er det mægtigste våben i Asgård. Hammeren rammer altid, hvad den bliver kastet efter. Den rammer med en vældig kraft og vender altid tilbage til den hånd, der kaster den. Thor var nødt til at få smedet en kraftig handske, (Iarngreiper), for at kunne gribe den. Selvom hammeren er et mægtigt våben, fylder den ikke alverden. Den kan skifte størrelse og gemmes i den mindste lomme, hvis det skulle blive nødvendigt.
Mjølner er Thors kæreste eje. Når han svinger den, giver det et ordentligt brag, og lyn og gnister står omkring ham - det er altså fra Mjølner, at tordenen kommer ifølge den nordiske mytologi.
Mjølner blev fremstillet i forbindelse med Lokes væddemål med dværgene.
Thor har en enkelt gang mistet Mjølner, da den blev stjålet af jætten Trym. Thor var nødt til at klæde sig ud som Freja og drage af sted som kvinde for at få den narret fra ham igen. Historien kaldes for "Thors brudefærd".
Mnemoteknik.
Mnemoteknik ("mnemo" kommer fra græsk) er husketeknik og er en systematisk hjælp til at huske ting. Hvorledes man griber det an, afhænger af den enkelte person.
Man kan benytte rim, sange og remser (de tyske grammatiske remser som et godt eksempel), eller (næsten) logiske seriefølger, bare det giver mening for en selv, som f.eks. farverækkefølgen i telefonkabler: Blå som himlen, gul som solen, grøn som græsset, brun som jorden og grå som hverdagen.
Man kan bruge det modsætningsfyldte: Hvis en plastikting er knækket - smid den i vandet. Synker den, kunne den godt have været limet, men flyder den ovenpå og kan samles op igen, er den næsten helt sikkert af en plastiktype, der ikke kan limes.
Man kan støtte sig til visuelle figurer og farver som pinkodehuskeren til Dankortet.
Et langt nummer kan huskes ved at memorere en historie af data, man kender i forvejen: 51217512 kan huskes ved at man som 5-årig fik 1 cykel med 2 støttehjul og Ole henne i nr 17 fik 5 killinger da han var 12 år.
Mogens Jeppesen.
Mogens Jeppesen (født 10. juli 1953 i Gylling, Odder, Midtjylland) var håndboldmålmand for Fredericia KFUM og spillede 141 A-landsholdskampe for Danmark. Han debuterede på A-landsholdet 28. september 1973.
Den 187 cm høje Mogens Jeppesen blev kåret til Årets Mandlige Håndboldspiller i 1987, da han spillede for Ribe. Det er herrespillerne fra Ligaen og 1. Division samt herrespillerne i udlandet, der kan stemme på, hvem der skal have titlen.
Vjatjeslav Molotov.
Vjatjeslav Mikhajlovitj Molotov (russisk: Вячесла́в Миха́йлович Мо́лотов) (9. marts 1890 - 8. november 1986) var Sovjetunionens udenrigsminister under 2. verdenskrig, mere præcist maj 1939-1949. Indgik Molotov-Ribbentrop Pagten og lagde navn til molotovcocktailen.
Moms.
Moms, forkortelse for meromsætningsafgift, er en indirekte skat, som beregnes af varens salgspris og opkræves af sælgeren.
Sælgeren modregner den moms som er betalt ved indkøb, når der afregnes med skattevæsenet. Momsen som en forretning eller virksomhed indbetaler, beregnes således ud fra forskellen mellem de samlede indkøbs- og salgspriser (dvs. merværdien) i virksomheden.
Det er i sidste ende slutforbrugerne som betaler momsen ved køb i detailforretninger.
Danmark.
I Danmark indførtes momsen i 1967 til afløsning for omsen, der var en omsætningsafgift, som alene blev opkrævet i detailledet. Omsen var oprindelig på 9%, men momssatsen er i dag 25%.
I perioden fra 29. maj 1975 til 1. marts 1976 var momsen nedsat til 9,25%.
Momsen er fra tid til anden genstand for politisk diskussion som middel til at regulere forbrugernes adfærd, f.eks. ved at nedsætte momsen på visse varegrupper.
Mongoliet.
Mongoliet (mongolsk: Монгол улс, "den mongolske nation"), i nogle sammenhænge omtalt som det Ydre Mongoliet (for at skelne mellem den selvstændige stat og det kinesisk besatte Indre Mongoliet), er en selvstændig stat beliggende i Øst- og Centralasien. Landet er en indlandsstat som grænser til Rusland i nord og Kina i syd, øst og vest. Mongoliet har et landareal på 1.594.116 km², og er dermed verdens 19. største stat målt i areal. Med en befolkning på lige over tre millioner har Mongoliet desuden den laveste befolkningstæthed i verden. Ulan Bator, som i 2008 havde lige over én million indbyggere, er landets hovedstad og største by.
Området som i dag udgør Mongoliet er i løbet af historien blevet styret af flere nomadiske imperier, blandt andet xiongnu, xianbei, rouran og göktürkerne. Landområdet var desuden centrum for Det mongolske kejserdømme, som blev etableret af Djengis Khan i 1206. Kejserdømmet var det største sammenhængende imperie i verdenshistorien, og strakte sig på sit højeste over et område på 35 millioner km² og omfattede mere end 100 millioner mennesker. Efter Yuan-dynastiets sammenbrud i 1368 blev landets areal igen begrænset til det område som i dag udgør Mongoliet. Mod slutningen af det 17. århundrede var størstedelen af landområdet erobret og indlemmet i Qing-dynastiet. Efter Qing-dynastiets kollaps i 1912 erklærede Mongoliet sig selvstændigt, men landet sled for at få etableret et uafhængigt styre og blev i realiteten ikke uafhængigt før næsten et årti senere, i 1921. Landet måtte også vente helt frem til 1945 for at få international anerkendelse. Som følge af dette kom landet under stærk russisk og sovjetisk indflydelse, og i 1924 blev Folkerepublikken Mongoliet oprettet. Efter de mange revolutioner i Østeuropa efteråret 1989 oplevede Mongoliet en egen revolution i 1990, noget som førte til kommunistregimets fald og etableringen af en ny grundlov i 1992.
Mongoliet er i dag en parlamentarisk republik. Udover at at være verdens 19. største stat, er Mongoliet også verdens næststørste indlandsstat efter Kasakhstan. Landet indeholder få dyrkede marker, og består for det meste af steppeområder omkranset af Gobi-ørkenen i syd og bjergområder i nord og vest. Cirka 30 % af landets tre millioner indbyggere er nomadiske eller semi-nomadiske.
Førhistorisk tid.
Hulemaleriene i "Khoid Tsenkheriin Agui" («den nordre, blå hule») i Khovd-provinsen og "Tsagaan Agui" («den hvide hule») i Bayankhongor-provinsen er blandt Mongoliets vigtigste steder fra den den palæolitiske periode. Bosættelser i forbindelse med gårdsdrift fra neolitisk tid er fundet i den østlige Dornod-provins. Fund fra det vestlige Mongoliet fra samme periode tyder alene på midlertidige bosættelser af jægere og fiskere. Befolkningen i Mongoliet under kobberalderen er blevet beskrevet som orientalsk i øst og kaukasisk i vest.
Under bronzealderen var det vestlige Mongoliet påvirket af karasuk-kulturen. Megalitiske monumenter (kaldet hjortestene) og små kurganer, som findes over alt i landet, stammer antagelig fra denne periode. Andre teorier daterer imidlertid hjortestenene til det 7. og 8. århundrede f.Kr. Et stort gravkompleks fra jernalderen (fra det 5. til 3. århundrede f.Kr.), senere også brugt af xiongnu-gruppen, er blevet gravet frem nær Ulaangom.
Tidlig historie.
a>-rigets placering i forhold til dagens Mongoliet
Mongoliet har siden førhistorisk tid været befolket af grupper med nomader som, fra tid til tid, dannede større alliancer med hverandre og dermed fik større magt og indflydelse. Første gang dette skete var med xiongnuene, som blev ført sammen af Modu Shanyu i år 209 f.Kr. De blev snart den største trussel mod det kinesiske Qin-dynastiet, noget som førte til, at sistnævnte byggede den kinesiske mur for at kunne stå imod xiongnuenes plyndringer. Efter xiongnuene havde mistet sin magt, blev rouranene, nære slægtninge af mongolerne, den mest indflydelsesrige gruppe i landet indtil, at de blev slået af göktürkene, som dominerede Mongoliet i flere hundrede år. I det 7. og 8. århundrede e.Kr. blev göktürkene efterfulgt af uighurene og igen af khitanerne og jurchenerne. I det 10. århundrede var landet delt mellem et større antal af stammer, som holdt sammen i flygtige alliancer på grund af stridigheder mellem stammerne indbyrdes.
Mongolske kejserdømme.
Mongolerne var nomader der flyttede rundt i deres telte. I det 12. århundrede sluttede flere mongolske og tyrkiske stammer sig sammen i det moderne Mongoliet og derfra opstod Det mongolske kejserrige. Riget voksede støt efter Djengis Khan blev udnævnt som mongolsk leder i 1206. På sit højeste strakte kejserdømmet sig fra Det Japanske Hav til Donau og fra Sibirien til Cambodja, herunder Kina, Rusland, Persien samt store dele af Mellemøsten og Østeuropa. De mongolske soldater var eminente skytter og eksperter krigsførelse på hesteryg. I Vesteuropa frygtede man derfor med rette den mongolske hær.
Kejserdømmet begyndte allerede at gå i opløsning efter en arvekrig i 1260-1264. Herefter var Den Gyldne Horde og flere andre khaner "de facto" uafhængig og nægtede at acceptere Kublai Khan som deres leder. Først i 1304 blev de mongolske khaner igen samlet, men med Yuan-dynastiets sammenbrud i 1368, blev det mongolske kejserdømme endelig opløst. Mod slutningen af det 17. århundrede var størstedelen af landområdet erobret og indlemmet under Qing-dynastiet i Kina.
Tiden efter Mongolriget.
Tiårene, som fulgte, blev kendetegnede af voldelige magtkampe mellem ulige grupper, særlig Djengis Khans efterkommere («djengisiderne») og oriaterne, samt flere kinesiske invasioner (således som de fem ekspeditioner gjort af Yongle-kejseren). I begyndelsen af det 15. århundrede var det oriaterne ledet af Esen Tayisi, som havde overtaget. De hærgede Kina under en konflikt i 1449, hvor den kinesiske kejseren også blev taget til fange. Esen blev senere myrdet i 1454, hvilket førte til, at oriaterne mistede sin fremtrædende position frem til de igen kom i offensiven i det 17. århundrede. I midten af 1500-tallet blev Altan Khan – som egentlig ikke var nogen retmæssig khan - mægtig. Han grundlagde Hohhot i 1557, og hans møde med Dalai Lama i 1578 førte til, at tibetansk buddhisme blev introduceret i Mongoliet for anden gang. Khalkhaernes Abtai Khan konverterede til buddhisme i 1585 og grundlagde Erdene Zuu-klosteret året efter. Hans sønnesøn Zanabazar blev senere den første Jebtsundamba Khutuktu i 1640.
Den sidste mongolske khan var Ligdan Khan, som levede tidlig i det 17. århundrede. Han kom i konflikt med manchuerne, og kom klarede også at få støtte fra de fleste mongolske stammer. Ligdan Khan døde i 1634 mens han var på vej til Tibet i et forsøg på at undgå manchuerne og knuse den buddhistiske gelug-sekt. I 1636 havde de fleste stammer i det indre Mongoliet underkastet sig manchuerne. Khalkha-mongolen gjorde til sidst det samme i 1691, hvilket førte til, at hele dagens Mongoliet – foruden de vestlige dele – var under kinesisk styre. Manchuerne beholdt kontrollen over Mongoliet helt frem til 1911 gennem en serie alliancer og ægteskaber samt militære og økonomiske tiltag.
Selvstændigheden.
Kort efter den kinesiske revolution i 1911-12 erklærede det Ydre Mongoliet sig uafhængigt og proklamerede»den levende Buddha«("Hutuktu"), landets øverste gejstlige som regent. Den kinesiske "amban" (statholder) blev forjaget, og en mongolsk regering dannedes i Urga. Dermed ophørte dog ikke splittelsen inden for mongolerne selv, idet nogle af høvdingene ønskede hel adskillelse fra Kina under russisk beskyttelse, mens andre ville bevare tilknytningen til Kina. I løbet af 1912 udvidede Urga-regeringen sin magt over provinserne Uliasutai og Kobdo, men et forsøg på oprør i det Indre Mongoliet strandede på de kinesiske troppers Indgriben. Imidlertid sluttede Rusland traktat med Hutuktu Lama den 3. november 1912, anerkendte ham som hersker i det ydre Mongoliet og lovede bistand mod kinesiske tropper og kolonister. Efter langvarige forhandlinger og tvunget af nødvendigheden indgik Kina og Rusland en overenskomst den 5. november 1913 i Peking, hvorved Kina anerkendte Mongoliets selvstyre, mens Rusland anerkendte Kinas suverænitet over det Ydre Mongoliet (provinserne Urga, Kobdo og Uliasutai). Efter yderligere forhandlinger sluttede Rusland, Kina og Hutuktu en overenskomst i Kiakhta i september 1914 i overensstemmelse med Peking-traktatens linier, og en kinesiske generalresident ansattes i Urga. Den 2. februar 1913 sluttede Mongoliet en venskabs- og allianceaftale med Tibet, hvor de to lande gensidigt anerkendte hiandens selvstændighed.
Ruslands sammenbrud 1917 ændrede ganske stillingen. Kina øgede sine garnisoner i Urga og andre steder for at imødegå indfald fra burjæternes eller bolsjevikernes side. I juni 1919 anmodede det ydre Mongoliets regering selv kineserne om hjælp mod sådanne indfald, og nordkinesiske tukhuner (provinsembedsmænd) bistod med at afværge angreb fra kosakhétmanen, general Semenoff, der ville udnytte den pan-mongolske bevægelse til at styrke sin anti-bolsjevikiske politik. I november 1919 tvang den kinesiske resident Hutuktu'en og hans regering til at opgive selvstyret og annullere Kiakhta-traktaten. Det hårde og vilkårlige kinesiske styre vakte megen misnøje, og man søgte på ny hjælp udefra hos russere, burjæter eller japanere. I begyndelsen af 1920 trængte østrigeren, baron Ungern-Sternberg ind i Mongoliet med en russisk-burjætisk hær, deriblandt Resterne af Semenoff's tropper. Kineserne holdt Hutuktu'en fangen som gidsel og tyranniserede befolkningen i Urga, indtil byen erobredes af Ungern-Sternberg den 19. februar 1921. Hutuktu'en erklæredes for hersker over det uafhængige kongerige Mongoliet, med baron Ungern som militær øverstkommanderende. Ungern brugte blot Urga som operationsbasis i kampen mod den Østsibiriske Republik, men blev slået og henrettet af sovjetmyndighederne den 15. september 1921. Sovjettropperne blev i Urga med omliggende egne, og en national, mongolsk regering tog magten under Moskva-sovjets velvillige overhøjhed. I januar 1923 sendtes en sovjetrussisk mission til Peking for at forhandle med kineserne om de mongolske spørgsmål.
I 1924 blev den Mongolske Folkerepublik oprettet. Ydre Mongoliet blev således en republik i alliance med Moskva. Indre Mongoliet var derimod stadig underlagt Kina og deltes i tre provinser: Jehol, Chahar og Suiyuan, hver styret af en kinesisk embedsmand. Men mongolernes forhåbninger om et samlet frit Mongoliet forsvandt ikke, og mellem 1936 og 1945 lykkedes det med japansk støtte at oprette en ny selvstændig stat, Mengjiang, omfattende de centrale dele af Indre Mongoliet op til grænsen mod det Ydre Mongoliet. Hovedstad var Guihua (Hohhot), og som regeringsleder udnævntes drivkraften bag den mongolske selvstændighedsrørelse Teh Wang, leder af Silingol-forbundet, fra 1941 prins Demchugdongrub. Mengjiang ophørte at eksistere, da Den røde hær besatte området i efteråret 1945 under den såkaldte Operation Auguststorm.
Efter kommunismen.
Med kommunismens fald i Sovjet, faldt også styret i Mongoliet, og i 1990 blev det første demokratiske valg afholdt. Den demokratiske
regering har som som sagt ikke klaret det så godt så ved et valg for et par år siden blev kommunist partiet valgt til at lede landet igen, men det har ikke ændret meget på problemerne. Som alle andre post-kommunistiske lande, er Mongoliet efterfølgende gået over til markedsøkonomi, hvilket har øget skellet mellem rig og fattig. Arbejdsløshed og sociale problemer har fulgt i kølvandet på denne udvikling.
I dag er der stadig store økonomiske problemer men det går stille og roligt fremad igen.
I øjeblikket er Mongoliets præsident Nambaryn Enkhbayar og deres premierminister Sanjaagiin Bayar.
Geografi.
Mongoliet er et af verdens tyndest befolkede lande. Med et areal der er 36 gange større end Danmarks, er der god plads til de kun 2,9 millioner indbyggere. I dag bor omkring en trediedel af befolkningen i hovedstaden Ulaanbaatar.
Klima.
Mongoliet er stærkt præget af det barske klima, hvor vinter temperaturen går helt ned til -40 grader, og hvor det meste af jorden ikke kan bruges til landbrug. Traditionelt har mongolerne derfor været et nomadefolk, og har flyttet rundt på de vidde stepper for at finde græs til deres dyr.
Monogami.
Monogami (græsk: "monos" = én/ene og "gamos" = ægteskab) er ægteskab mellem to ægtefæller (i modsætning til polygami). "Monogami" bruges endvidere om andre samlivsformer, hvor en person kun har én partner. "Monogami" indebærer normalt et løfte om seksuel og romantisk troskab og eksklusivitet, dvs. at de to parter i forholdet udelukkende har romantisk følelser for og har sex med hinanden.
En person, der praktiserer monogami siges at være "monogam", og et parforhold hvor monogami praktiseres siges at være "monogamt". Bemærk, at betegnelsen "monogam" i denne sammenhæng betegner såvel en personlig præference som en seksuel adfærd.
I mange kulturer er det livsvarige, monogame forhold den norm, som samlivsformer bedømmes ud fra, og i denne betydning er "monogami" at en person kun har én seksuel og romantisk partner i sin levetid. I den vestlige verden er seriel monogami dog den fremherskende norm og inkluderes ofte under betegnelsen monogami.
I en række kulturer er der knyttet socialt og religiøst betingede moralske værdier til monogami, og disse er ofte understøttet af de lokale juridiske forhold. Dette gælder bl.a. inden for den kristne kultur-kreds, hvor ikke-monogame forhold ofte er tabu, til trods for at utroskab er udbredt. I Danmark tillades således ikke ægteskab mellem mere end to personer.
Monoklonale antistoffer.
Monoklonale antistoffer er identiske antistoffer, som er fremstillet ud fra en enkelt klonet celle. Fordi antistofferne kommer fra celler med identiske gener (kloner) er de helt ens og reagerer alle mod en bestemt type molekyler.
Mononukleose.
Mononukleose også kendt på dansk som kyssesyge, er en virussygdom der er forårsaget af "human herpesvirus 4" (tidl. Epstein-Barr virus) eller "human herpesvirus 5" (tidl. cytomegalovirus). Sygdommen rammer især unge mennesker i alderen mellem 10-25 år. Virusset smitter normalt ved overførsel af spyt som feks. ved kys derfra stammer navnet kyssesyge. Hvis man er blevet smittet kan det tage ca. 30-50 dage før symptomerne viser sig.
Symptomer.
Kyssesygens almindeligste symptomer er halsbetændelse, hævede lymfeknuder og udtalt træthed meget samme følelse som at have influenza. For at konstatere kyssesygen skal man have taget blodprøve og
halspodning, men dette kan først ske et stykke tid efter man er blevet smittet.
Andre symptomer kan også være: Muskelsmerter, svedtendens, mavesmerter, der kan være tegn på miltforstørrelse og ømme lymfeknuder på halsen.
Forebyggelse.
Efter at have haft sygdommen en gang i sit liv, er muligheden for at blive syg igen forsvindende lille. Der er ingen behandling af virusset, men immunforsvaret tager sig af det, så man ikke har sygdommen hele livet.
Det eneste man kan gøre under sygdomsforløbet, er at drikke varme drikke til at lindre ondt i halsen og så hvile sig.
Monoplan.
Et monoplan (eller en endækker) er en flyvemaskine med ét sæt vinger i modsætning til biplanerne (dobbeltdækkerne) fra flyvningens barndom. I starten lavede man vingerne som en sammenhængende del med bærebjælker, der gik tværs gennem flykroppens konstruktion, men i 1930'erne kom "monocoque"-teknikken (enkeltskal), hvor flykroppen var helt uden indre stivere og vingerne uden midtersektion, som f.eks. Spitfire-flyet.
Mont Blanc.
Mont Blanc eller Monte Bianco (på dansk "Det hvide Bjerg") er med 4.807 meter det højeste bjerg i Alperne. Hvis der ses bort fra bjergene i Kaukasus, er det også det højeste i Europa. (Elbrus ligger efter nogle definitioner af grænsen mellem Europa og Asien i Europa og er efter disse definitioner Europas højeste bjerg).
Ifølge franske landkort ligger Mont Blanc i De Franske Alper nær grænsen til Italien, og det blev besteget for første gang 8. august 1786 af Jacques Balmat og dr. Paccard. På italienske landkort ligger toppen af Mont Blanc derimod lige på grænsen mellem Italien og Frankrig. Grænsens beliggenhed er senest fastlagt i en konvention indgået i Torino 1861 mellem Frankrig og Kongeriget Sardinien, hvor grænsen blev fastlagt på toppen af Mont Blanc: Der er ikke indgået nogen senere aftaler, så denne er derfor fortsat gældende, selvom franskmændene øjensynlig ikke helt respekterer afgørelsen.
Mont Blancs højde.
Toppen af Mont Blanc er dækket af sne og is, hvorfor højden af bjerget afhænger af, hvordan vejret har været. Traditionelt har bjergets højde været sat til 4.807 meter, men dette resultat er blevet justeret flere gange i de seneste år. GPS-målinger i september 2001 fandt, at bjerget var 3 meter højere (4.810,40 meter), mens målinger i september 2003 viste, at bjerget igen var skrumpet med næsten 2 meter (4.808,45 meter). Faldet i højde fra 2001 til 2003 er blevet tilskrevet usædvanligt varmt vejr.
Trafik.
Mont Blanc-tunnelen er en vejtunnel under Mont Blanc, som går mellem byen Chamonix i Frankrig og byen Courmayeur i Valle d'Aosta i Italien. Tunnelen blev påbegyndt i 1957 og blev indviet i 1965. Tunnelen er 11,6 km lang.
Mormon.
En mormon er et medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som ofte blot kaldes "Mormonkirken".
Navnet kommer af, at medlemmer af denne kirke i tillæg til Bibelen bl.a. også har den såkaldte "Mormons Bog" som helligskrift. Der findes dog også, primært i USA, andre kirkesamfund, der ligeledes anvender Mormons Bog, og betegnelsen mormon benyttes også om disse. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er ubetinget det største af disse trossamfund, hvorfor "mormon" i daglig tale kan antages at henvise til medlemmer af denne kirke.
Visse medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige betragter betegnelserne "mormon" og "Mormonkirken" som øgenavn, idet de påpeger, at navnet antyder, at de tilbeder en person ved navnet Mormon, hvilket ikke er tilfældet. I stedet foretrækker de betegnelser som "de sidste dages hellige" eller lign. Det er dog sjældent, at de bliver decideret fornærmede over at blive kaldt for "mormoner", og begrebet bliver brugt som sideform af trosamfundet.
Morsealfabet.
Det til dato nok mest udbredte signalsystem er morsealfabetet. Det er opkaldt efter opfinderen Samuel Morse (USA), der konstruerede det mellem 1837 og 1843 til brug for den elektriske telegraf, som han fik et patent på i 1847 på det gamle "Beylerbeyi Palace". I Europa vedtages det i 1851 at anvende Morses telegrafiudstyr som standard.
Morsekoderne blev brugt som international kommunikation inden for søfart indtil 1999, hvor det blev erstattet af GMDSS (Global Maritime Distress Safety System), samt telefoni eller data. Da den franske flåde i 1997 gik bort fra morse, var den sidste transmission: "Calling all. This is our last cry before our eternal silence."
Morsekoderne.
Tegnet for hvert bogstav eller tal sammensættes af prikker og streger. Ved signalering med lyd eller lys eller elektriske signaler, erstattes "prik" af en kort tone, et kort lysglimt eller en kort elektrisk impuls, mens "streg" erstattes af længerevarende toner, lysglimt hhv. elektriske impulser.
Der er ikke sat absolutte værdier på, hvor lange de enkelte prikker og streger skal være - det overordnede tempo må bero på rutinen hos de operatører, der bruger systemet, samt af kvaliteten af den forbindelse man sender morsetegnene over.
Nyt tegn.
Snabel-a, @ blev godkendt af International Telecommunication Union 3. maj 2004 som morsetegn i morsealfabet og er koden · — — · — · for A og C som ét tegn.
Det var den første tilføjelse af tegn i morsealfabetet i 60 år.
Morten Korch.
Morten Luther Gudmund Korch (17. januar 1876 i Over Holluf ved Odense – 8. oktober 1954) var en dansk forfatter, der var den mest læste i sin samtid.
Korch var handelsuddannet og arbejdede bl.a. som grossist, forlægger og teglværksarbejder, men fra 1916 helligede han sig forfatterskabet. Dog fortsatte han som forlægger.
Han udgav i alt 123 titler, solgte over 6 mio. eksemplarer alene i Danmark og modtog i 1937 Ridderkorset. Han var folkekær forfatter, hvis foretrukne miljø var det gammeldags landbrug, småindustrien og købmandsgården, som bunder i traditioner. Det præindustrielle Danmark, som hviler i gamle traditioner, bliver forstyrret af et udefra kommende element. Generelt er handlingsforløbene opbygget ligesom eventyr (ro-uro-ro) og kan let overføres på aktantmodellen. Personerne er 'flade', og problemerne skildres via kampen mellem det gode og det onde, som dog altid ender lykkeligt, men stilen kan dog ikke betegnes som eventyrlig eller fantastisk. Morten Korch var konservativ og patriarkalsk i sine holdninger, og troede på konservative kristne moraler.
Morten Korch omtales i bogen Det 20. århundrede - De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark..
Film.
Flere filmselskaber forhandlede i femten år om at filmatisere hans romaner. I 1950 vovede ASA Film og Alice O'Fredericks at filmatisere "De røde heste," som blev en af danmarkshistoriens største biografsucceser: 2,5 millioner mennesker valfartede til biograferne for at se filmen.
Morten Olsen.
Morten Per Olsen (født 14. august 1949 i Vordingborg) er en forhenværende professionel dansk fodboldspiller og nuværende fodboldtræner for det danske herrefodboldlandshold. Den 8. november 2010 meddelte han på et pressemøde, at han stopper som landstræner for Danmark efter EM i 2012.
Morten Olsen har, som en ud af kun tre trænere, formået at kvalificere det danske landshold til en VM-slutrunde. I 2010 medvirkede han i samtalebogen 'VM-Bosserne', der (blandt andet) handler om VM-deltagelse, sammen med de to andre, der har opnået kvalifikation: Sepp Piontek og Bo Johansson.
Olsen spillede 102 A-landskampe og scorede fire mål på det danske fodboldlandshold i perioden 1970-89. Han blev kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark i 1983 og 1986 og Årets træner i Danmark i 2001 og 2009, A-landsholdet.
I sin aktive karriere var Morten Olsen kendt som en stor forsvarsstyrmand i rollen som libero, der også har en central rolle i det opbyggende spil - en egenskab som Olsen var nationalt såvel som internationalt anerkendt for. I årene før sin tid som libero havde han spillet andre pladser på banen, især højre wing/midtbane og højre back.
Ydermere var han anfører og daværende landstræner Sepp Pionteks forlængede arm på det legendariske danske landshold, der henrykkede en fodboldverden med sublimt, teknisk baseret og fremragende fremadrettet fodboldspil under VM-slutrunden i 1986 i Mexico.
Moesgård Skov.
Moesgård Skov er en dansk skov, der er ejet af Moesgård Museum, der hører hjemme på den gamle herregård Moesgård ved Aarhus. Den anvendes bl.a. af museet til rekonstruktion af gamle skovtyper.
Moskva.
Moskva (russisk: Москва́) har været hovedstad i Rusland siden 1918, men har været landets politiske, kulturelle, finansielle, uddannelsesmæssige og transportmæssige centrum i mere end 850 år. Byen er med sine 10,4 mio. indbyggere(2007) Ruslands største og Europas største by. Byen er en føderal by omkranset af Moskva oblast i det Centrale føderale distrikt i den vestlige del af den Russiske Føderation. Byen var også hovedstad i Sovjetunionen, det Russiske Kejserrige og Storfyrstendømmet Moskva.
Den Røde Plads i centrum af Moskva er udgangspunkt for brede gader, der går ud i alle retninger, og disse er igen forbundet med et system af ringgader. Moskvafloden løber gennem centrum af byen. De mest kendte bygninger er Vasilij-katedralen (med de karakteristiske løgkupler), Lenins mausoleum, Kreml og Bolsjojteatret. Moskvas metro er et af verdens travleste metro-systemer. Byen var vært for Sommer-OL 1980.
Historie.
Den første reference til Moskva kan dateres til 1147, hvor Jurij Dolgorukij opfordrede fyrsten af Republikken Novgorod til at komme til ham. Ni år senere i 1156, beordrede fyrst Yuri Dolgoruki, at der skulle bygges en træmur omkring Moskva. I perioden 1237-1238 brændte mongolerne byen ned og dræbte indbyggerne. Moskva kom sig over det og blev hovedstad i et selvstændigt fyrstedømme i 1327. Byens gode placering ved Volgafloden hjalp til at byen støt kunne udvikle sig.
Under Ivan I erstattede Moskva byen Tver som hovedstad i Vladimir-Suzdal og blev eneindsamler af skat for de mongolske herskere. Ved at betale en høj tribut fik Ivan et vigtigt gode fra khanen. Modsat andre fyrstedømmer blev Moskva ikke delt mellem herskerens sønner, men blev overdraget til den ældste. I 1380 ledede fyrst Dmitrij Donskoj af Moskva en forenet russisk hær til en vigtig sejr over mongolerne i slaget ved Kulikovo. Efter slaget fik Moskva en førende rolle i befrielsen af Rusland fra mongolsk overherredømme. I 1480 frigjorde Ivan III sig endeligt fra tatarernes kontrol ved Det store møde ved Ugra floden, hvilket tillod Moskva at blive centrum for al magt i Rusland. Ved slutningen af hans regeringstid blev Moskva endeligt fastlagt som hovedstad i Rusland, efter at denne rolle tidligere havde skiftet mellem Kiev og Vladimir.
I det 17. århundrede var der meget krig såsom Befrielsen af Moskva fra polsk invasion (1612), opstande som Saltopstanden (1648), Kobberopstanden (1662) og Moskvaopstanden i 1682. Byen ophørte med at være Ruslands hovedstad i 1712, da den i 1703 grundlagte Sankt Petersborg blev udnævnt til ny hovedstad. Da Napoleon invaderede Rusland i 1812, evakuerede moskovitterne byen og brændte den af, da Napoleons tropper nærmede sig. Napoleons hær, der var plaget af sult, kulde og lange forsyningslinjer, blev dog tvunget til hurtigt at trække sig tilbage igen.
Efter Den Russiske Revolution 1917 blev Moskva den 12. marts 1918 hovedstad i Føderationen af russiske socialistiske sovjetrepublikker, som mindre end fem år senere blev til Sovjetunionen. a> til højre
Under 2. verdenskrig) var det militære hovedkvarter placeret i Moskva. I 1941 blev der dannet en mindre hær af frivillige moskovitter, og i november blev den tyske Centerarme stoppet i byens forstæder og dernæst drevet ud under Slaget om Moskva. Mange fabrikker blev evakueret sammen med meget af centraladministrationen, og fra den 20. oktober blev byen erklæret under belejring. Josef Stalin forlod ikke byen, hvilket betød, at den øverste militære ledelse også blev. For at fejre 20-året for sejren i 2. verdenskrig blev Moskva den 8. maj 1965 sammen med 11 andre byer udnævnt til helteby.
Efter afslutningen af krigen begyndte en omfattende byggeperiode i byen. Især var perioden 1961 til 1971 kendetegnet ved omfattende nybyggeri, og i 1970 var indbyggertallet steget til næsten 7 mio. mennesker.
Moskva var vært for Sommer-OL 1980. Legene var præget af en boykot fra en række vestlige lande bl.a. USA, Vesttyskland og Japan, begrundet i Sovjetunionens invasion af Afghanistan året før.
I 1987 indtraf en af de mere spektakulære hændelser under den kolde krig, da Mathias Rust landede et lille fly nær Den Røde Plads.
I 1991 var Moskva ramme om et kupforsøg fra regeringsmedlemmer imod Mikhail Gorbatjovs reformer. Da Sovjetunionen blev opløst samme år, fortsatte Moskva med at være hovedstad, nu i Rusland. Siden da er der udviklet en markedsøkonomi, hvilket har skabt en eksplosion i vestlige forretninger, serviceudbud, arkitektur og livsstil.
I 1999 og 2002 var Moskva vidne til terrorangreb udført af tjetjenske terrorister. Ved terrorangrebet i 1999 ramte en række bombeattentater en række boligkomplekser og medførte 219 døde samt en stor mængde sårede, og det var en medvirkende faktor til indledelse af den anden tjetjenske krig. Terrorangrebet i 2002 blev udført ved, at ca. 40 tjetjenske terrorister tog 912 personer som gidsler i Dubrovka-teateret. Dette angreb førte til, at 129 af gidslerne mistede livet.
Fremtidig udvikling i Moskva.
I Presnja i det centrale Moskva er man ved at byudvikle et tidligere industriområde til et helt nyt forretnings-, bolig- og underholdningsområde. Projektet kendes under navnet "Moscow-City" eller "Moscow International Business Center" ("MIBC") og er et byudviklingsprojekt, der kan sammenlignes med Ørestad. Der er allerede åbnet to metrostationer i området. Når projektet er færdigt, vil det rumme en af de højeste bygninger i verden, Rusland-tårnet, samt Federation Tower, Wedding Palace og den nye bygning til Dumaen. I november 2008 blev byggeriet af Rusland-tårnet dog sat i bero grundet den globale økonomiske krise i 2008.
En fjerde motorringvej (udover MKAD, Haveringen og den Tredje ring) er under konstruktion og er planlagt til at være færdig i 2012. Når den er færdig, vil den have en samlet længde på 61 km og kommer til at ligge mellem den Tredje ring og MKAD.
Geografi.
Moskva er beliggende i den europæiske del af Rusland, i gennemsnit 156 meter over havet på bakkerne mellem Oka og Volga langs Moskvafloden.
Moskvafloden krydser byens område med talrige mæandere fra sydøst til nordvest med en samlet længde på omkring 80 kilometer. Indenfor bygrænsen er floden mellem 120 og 200 meter bred og krydses af 49 broer. Der er omkring 120 små floder og bække, der flyder til Moskva-floden, men med undtagelse af 14 er de alle flyttet til underjordiske rørsystemer. Den i 1937 færdiggjorte 128 kilometer lange nord-sydgående Moskva-kanal i den vestlige del af byen giver mulighed for sejlads til Ivankovo reservoiret eller Volga.
Byens nuværende grænse blev, med få undtagelser, lagt fast i 1962. Grænsen følger i store træk den 109 kilometer lange ydre ringvej (MKAD) og omslutter et areal på 1.081 km². De grønne områder tegner sig for omkring en tredjedel af byområdet. Dette omfatter omkring 100 parker og over 800 mindre anlæg med omkring 500 damme.
Klima.
Gennemsnitlig temperatur (rød) og nedbør (blå) i Moskva
Moskva har et fugtigt fastlandsklima (Köppen klima klassifikation "Dfb") med varme, fugtige somre og lange, kolde vintre. Typisk høje temperaturer i de varme måneder juli og august er omkring 22 °C. Om vinteren falder temperaturen normalt til ca. -9 °C. Den højeste temperatur, der er registreret juli 2010, er 38,2 °C. og den laveste er -42,2 °C i januar 1940.
Den månedlige nedbør varierer ikke så meget over året, men der falder dog mere nedbør om sommeren end om vinteren.
Demografi.
Ifølge folketællingen i 2002 har Moskva 10.382.754 indbyggere. Dette tal inkluderer dog kun de personer, der officielt bor i byen, og det vurderes, at der derudover er adskillige millioner immigranter, fremmedarbejdere mv., der illegalt opholder sig i byen.
I århundreder har Moskva været den største by i Rusland og/eller Sovjetunionen. Sovjetunionens kollaps og den efterfølgende økonomiske nedtur for mange byer og områder i Rusland har ført til, at forskellen mellem Moskva og de øvrige russiske byer er blevet forøget.
Hele Rusland har de seneste år haft en høj dødelighed og en lav fødselsrate og dermed et faldende fødselstal. Til trods for dette øges Moskvas befolkning pga. et højt antal tilflyttere, mens befolkningstallet i mange andre russiske byer falder. Tilflytterne tiltrækkes bl.a. af Moskvas stærke økonomi. For at regulere tilflytningen har Moskva et internt passystem, der forhindrer ikke-beboere i at opholde sig mere end 90 dage i byen uden at registrere sig.
Politik.
Bystyret har den udøvende magt i Moskva og består af byrådet og borgmesteren i Moskva. Den sidstnævnte bliver sammen med viceborgmesteren udvalgt efter forslag af statspræsidenten og dernæst valgt af byparlamentet. Den lovgivende magt ligger hos Moskvas duma. Disse består af sammenlagt 35 parlamentsmedlemmer, som bl.a. overvåger borgmesteren.
Vælgerne i Moskva, der udgør omkring ti procent af den samlede vælgerskare i Rusland, har generelt stemt på mere liberale eller socialistiske partier ved valgene siden begyndelsen af 1990'erne end resten af landet. En undtagelse fra denne tendens er det overvældende seneste valgresultat på mere end 70 procent for borgmesteren siden 1992 Jurij Luzhkov. Luzhkov bliver dog trods sin pragmatiske økonomi- og investeringspolitik i retning af Europa ikke betragtet som liberal og vestligstemt. Ved valget til byparlamentet i slutningen af 2005 vandt partiet Det Forenede Rusland og fik absolut flertal.
Moskva er centrum for al magt i Rusland, og Moskva er sæde for Ruslands præsident og dennes administration, regeringen samt talrige ministerier og agenturer. I centrum af byen ligger Kreml, som huser præsidentpaladset og mange faciliteter for parlamentet. Moskva er som andre hovedstæder hjemsted for fremmede landes ambassader og diplomater. Moskva er også udnævnt til føderal by som den ene af kun to byer, hvoraf Sankt Petersborg er den anden. Da alle føderale enheder i Rusland har to repræsentanter i det føderale råd, repræsenterer de mere end 10 mio. moskovitter kun 1,1 % af rådets stemmer, selv om de udgør 7,3 % af befolkningen.
Som sæde for Ruslands præsident er Moskvas bystyre naturligvis præget af denne koeksistens, men også af konflikter med Kreml og regeringen. Dette har i lang tid været en politisk faktor i hovedstaden. Den latente konflikt bliver forstærket, hvis byoverhovedet får ambitioner med hensyn til ledelsen af staten – eller de taler ham efter munden. De vigtigste aktører i denne konflikt er præsidenten, premierministeren og Moskvas borgmester samt de mange medarbejdere, som de har ansat.
Moskvas distrikter.
Moskva er opdelt i ti administrative okrug, der igen er opdelt i distrikter (raioner). Byen har ikke en egentlig midtby, men der er tætte urbane bebyggelser spredt over byen. Vigtige forretningskvarterer er Kitai-gorod i midten, Tverskoy, Arbat og Presnensky (hjemsted for det fremtidige Moscow-City) mod øst. Centrale administrative okrug som en helhed har en stor koncentration af forretninger. Rådhuset og store administrationsbygninger er placeret i Tverskoy distriktet og Kitai-Gorod (hjemsted for Kreml. Vestlige administrative Okrug er hjemsted for Moskvas statsuniversitet, Spurvebakkerne og Mosfilm-studierne.
Museer og gallerier.
Mange af Moskvas museer og gallerier har samlinger, der kan sammenlignes med de bedste vesteuropæiske og nordamerikanske.
Et af de mest markante museer i Moskva er Tretyakov galleriet, som blev grundlagt af Pavel Tretyakov, en rig kunstmæcen som donerede en stor privat samling til byen. Nu er Tretyakov galleriet delt i to bygninger, Det gamle Tretyakov og Det nye Tretyakov. Det gamle Tretyakov er det originale galleri i Tretyakovskayaområdet på den sydlige bred af Moskvafloden, som huser klassiske russiske malerier, berømte arbejder fra før revolutionen fx malerier af Ilya Repin og tidlige russiske ikoner. Besøgende kan endda se originale ikoner af Andrei Rublev. Det nye Tretyakov, skabt i sovjetæraen, består primært af arbejder af sovjetiske kunstnere samt nogle få nutidige kunstnere. De to bygninger har dog et vist overlap omkring kunst fra det tidlige 20. århundrede.
Et andet kunstmuseum i Moskva er Pushkinmuseet, som blev grundlagt bl.a. af Marina Tsvetajevas far. Pushkin museet kan sammenlignes med Nationalmuseet i København eller British Museum i London da det også indeholder et bredt udsnit af genstande fra mange civilisationer. Der er også malerier af fx Claude Monet, Paul Cézanne og Pablo Picasso.
Statens historiske museum (Государственный Исторический музей), der ligger mellem Den Røde Plads og Manege-pladsen, er et museum for den russiske historie.
Teatre og andet.
Moskva er også centrum for udøvende kunst, inklusiv ballet og film. Der er 93 teatre, 123 biografer og 24 koncerthuse i Moskva.
Blandt Moskvas mange teatre og balletstudioer er Bolsjojteatret, Malyi teatret, Vakhtangov teatret og Moskva kunst teater blandt de mest kendte. Statens centrale koncerthus Rossia, berømt for ballet og optrædender, har også ofte popstjerner som Alla Pugacheva til at optræde. Det ligger i bygningen, der huser Hotel Rossiya, det største hotel i Europa, som dog er truet af nedrivning.
Arkitektur.
Moskvas arkitektur er verdensberømt. Moskva er bl.a. kendt for at huse Vasilij-katedralen med de elegante løgkupler, samt Frelseren Kristus-Katedralen og de syv søstre.
I flere hundrede år var byens skyline domineret af talrige ortodokse kirker. Byens udseende blev dog drastisk ændret under sovjettiden, især på grund af Stalin, som stod i spidsen for en storstilet indsats for at modernisere byen. Han sørgede for brede alléer og veje, nogle af dem med ti kørebaner. I processen blev et stort antal historisk vigtige bygninger dog ødelagt, bl.a. Sukharevtårnet, samt talrige villaer og forretninger der lå langs de store veje og forskellige religiøse bygninger som Kazan-katedralen og Frelseren Kristus-Katedralen. I 1990'erne blev begge de sidstnævnte dog genopbygget på trods af kritik af de høje omkostninger og manglen på historisk perspektiv.
I de senere år er byadministrationen blev bredt kritiseret for udbredt ødelæggelse af mange historiske bygninger. Så meget som en tredjedel af det historiske Moskva er blevet ødelagt de seneste få år. Andre historiske bygninger inklusiv "Moskva Hotel" (fra 1930) og stormagasinet "Voyentorg" (fra 1913) er blevet revet ned og genrejst med et uundgåeligt tab af historie til følge.
Uddannelse.
Der er 1.696 gymnasier i Moskva samt 91 colleges. Udover disse er der 222 institutioner, der tilbyder højere uddannelse, inklusiv 60 statsuniversiteter, heriblandt Lomonosov Moskvas statsuniversitet, der blev grundlagt i 1755. Universitetets hovedbygning, der ligger på Vorobyovy Gory (Spurvebakkerne), er 240 meter høj og var den højeste bygning udenfor USA, da den blev bygget. Universitetet har ca. 37.000 universitetsstuderende plus 10.000 gymnasieelever, som undervises der.
Moskva er det finansielle centrum for Rusland og mange af de tidligere Sovjetrepublikker og har derfor mange store handelsskoler, heriblandt Plekhanov Russiske akademi for økonomi og Statsuniversitet – Højere Økonomiskole.
Blandt andre vigtige uddannelsesinstitutioner er Moskvas statstekniske universitet, Moskvas konservatorium, Det filmvidenskabelige institut, Moskva institut for fysik og teknologi og Moskvas luftfartsinstitut.
Økonomi.
a>s facade mod den røde plads
De primære industrier i Moskva omfatter virksomheder indenfor den kemiske industri, metallurgi, fødevarer, tekstiler, møbler, energiproduktion, softwareudvikling og maskiner.
Pr. 2006 er der 8,47 million moskovitter i arbejdsstyrken. 1,73 million er ansat i staten, 4,42 millioner er ansat i private virksomheder, og 1,99 million er ansat i mindre forretninger. Der er 74.400, der officielt er registrerede som arbejdsløse, hvoraf 34.400 er berettigede til arbejdsløshedsunderstøttelse.
En stor del af Ruslands finansielle virksomheder er placeret i Moskva, da mange multinationale virksomheder har afdelinger og kontorer i byen. Siden den russiske finansielle krise i 1998 har flere forretningssektorer i Moskva vist eksponentielle vækstrater. Mange nye forretningscentre og kontorbygninger er blevet bygget i de seneste år. Som et resultat er mange tidligere industri- og forskningsfaciliteter blevet ombygget for at blive egnede til kontorbrug.
Selvom den overordnede økonomiske og politiske stabilitet er blevet forbedret i de senere år, er kriminalitet og korruption stadig et stort problem, der hindrer forretningsudvikling.
Cherkizovskiy-markedspladsen, kontrolleret af Aserbajdsjanere, er den største markedsplads i Europa med en daglig omsætning på omkring 120 mio. kr. og omkring 10.000 udbydere fra forskellige lande (inklusiv Kina, Tyrkiet, Aserbajdsjan og Indien).
I 2006 udnævnte Mercer Management Consulting Moskva som verdens dyreste by at bo i for udstationerede medarbejdere, foran den tidligere nummmer et Tokyo.
Transport i byen.
Centrale Moskva. De to inderste ringe kan ses. (1988)
Moskvas vejsystem er centreret omkring Kreml, sædet for den russiske regering. Fra dette punkt spreder vejene sig nogenlunde lige udad for at mødes med en række cirkulære ringveje, jf. kortet til venstre.
Den første og inderste ring, Bulvarnoye Koltso (Boulevardringen), blev bygget, hvor der tidligere lå en bymur fra det 16. århundrede. Bymuren omkransede, hvad der tidligere blev kaldt Den Hvide By (Bely Gorod). Bulvarnoye Koltso er dog teknisk set ikke en ring, da den ikke danner en komplet cirkel, men derimod en hesteskolignende bue, der går fra Frelseren Kristus-Katedralen til Yauzafloden. Ydermere skifter Boulevardringen navn flere gange.
Den anden primære ring er Sadovoye Koltso (Haveringen). Som Boulevardringen følger Haveringen ruten for, hvor der tidligere lå en bymur fra det 16. århundrede. Den tredje ring, kaldet Tredje ring, blev færdiggjort i 2003 som en motorvej. Den fjerde transportring, endnu en motorvej, er ved at blive bygget. Den yderste ring er Moskva bil-ringvej (ofte kaldet "MKAD", fra russisk "Московская Кольцевая Автомобильная Дорога"), som danner den omtrentlige grænse for byen.
Nogle af de veje, der ligger udenfor byen, fortsætter med at følge det cirkulære mønster, som ses indenfor bygrænsen.
Der er over 2,6 mio. biler i byen dagligt. De seneste år er der sket en eksplosion i antallet af biler, hvilket har medført, at trafikpropper og mangel på parkeringspladser er blevet et stort problem.
Offentlig lokal transport.
Den lokale transport inkluderer Moskvas metro med tolv linjer med 172 stationer, de fleste under jorden. Moskvas metro er et af de travleste metrosystemer i verden og betjener mere end syv millioner passagerer dagligt. Siden åbningen af den første linje i 1935 har metroen været kendt for den kunstneriske udsmykning af stationerne. Park Pobedy ("Sejrsparken"), som blev færdig i 2003, er den dybest beliggende metrostation i verden og indeholder også den længste rulletrappe i Europa. Firmaet, der driver metroen, driver også en monoraillinje.
Da metrostationerne udenfor centrum ligger relativt langt fra hinanden, op imod fire km, er der et omfattende busnetværk fra alle metrostationer, der dækker de omgivende beboelsesområder. Der er også et sporvognsnetværk.
Transport ud af byen.
Der er fem lufthavne, der betjener Moskva. Sheremetyevo International Airport er den mest almindelige adgangsvej for udenlandske passagerer, (da den håndterer 60 % af de internationale flyvninger), mens Domodedovo International Airport primært har ruter til stater i det tidligere Sovjetunionen. Domodedovo International Airport er dog den førende lufthavn i Rusland, hvis der måles på passagergennemstrømning. De tre øvrige lufthavne har primært indenrigsruter.
Lufthavnene ligger mellem 8 km og 35 km fra MKAD-ringvejen.
Moskvas ni store jernbaneterminaler (russisk "vokzaly") ligger alle tæt på centrum. Den enkelte banegård håndterer toge fra et bestemt område af Eurasien. Der er også mange mindre jernbanestationer i Moskva. Togtransport er det foretrukne rejsemiddel for rejsende russere, da det er relativt billigt. Moskva er også den vestlige endestation for Den transsibiriske jernbane, som strækker sig over næsten 9.300 km, inden den når sin østlige endestation i Vladivostok.
Moskva har to flodterminaler til passagerer: (Sydlige flodterminal og Nordlige flodterminal eller Rechnoy vokzal). Ydermere er der motorbåde, som sejler op og ned ad Moskvafloden og Okafloden, som mest bruges til underholdning. Nordlige flodterminal, bygget i 1937, er desuden hovedudgangspunkt for langdistance-flodruterne. Der er også fragthavne, som betjener Moskva.
Udover fly, jernbane og flodtransport har Moskva en busstation for langdistanceruter (Moskva Avtovokzal).
Sport.
Moskva har en række sportsfaciliteter og er hjemsted for 63 stadioner (udover otte fodbold- og elleve atletikarenaer), hvoraf Luzjniki Stadion er det største med plads til 84.745 tilskuere, hvilket gør det til det fjerdestørste i Europa (det var vært for UEFA Cup 1998-99 og UEFA Champions League 2007-08 finalerne). 40 andre sportskomplekser ligger indenfor bygrænsen, inklusiv 24 med kunstig is. Der er ligeledes syv hestevæddeløbsbaner, hvoraf Moskvas centrale væddeløbsbane, grundlagt i 1834, er den største.
Moskva var vært for Sommer-OL 1980. Sejlsportskonkurrencerne blev dog afholdt i Tallinn i det nuværende Estland. Moskva bød ligeledes på Sommer-OL 2012, men tabte til London.
Fodbold er den populæreste sport i Moskva efterfulgt af ishockey.
Nogle af de største fodboldklubber er Dynamo Moskva, CSKA Moskva, Lokomotiv Moskva og Spartak Moskva, mens de største ishockeyklubber er HC CSKA Moskva og HC Spartak Moskva.
Hooliganisme.
Hooliganisme er blevet et alvorligt problem ved sportsarrangementer (først og fremmest fodbold). I 2002 blev et dusin irske fodboldfans angrebet ved en kamp mellem Rusland og Irland. En af irerne døde senere af sine kvæstelser. Senere samme år udbrud der optøjer under en kamp mellem Rusland og Japan på Pushkin pladsen, hvor der blev smadret vinduer og ødelagt og afbrændt biler. Ligeledes blev fire japanske studerende mishandlet, og mere end 100 personer blev såret.
Moder Teresa.
Moder Teresa (født Agnes Gonxha Bojaxhiu) (26. august 1910, Skopje – 5. september 1997, Calcutta) var en verdenskendt katolsk nonne, især kendt for sit arbejde blandt fattige i Calcutta i Indien, hvor hun ligger begravet.
Moder Teresa var født i Skopje i Makedonien af albanske forældre og blev uddannet som lærer. Hun rejste ca. 1929 til Dublin, hvor hun var tilknyttet klostret hos Loreto-ordenen i en årrække. Senere blev hun sendt fra Dublin til Indien, hvor hun først arbejdede i Darjeeling og siden hen Calcutta. Hun stiftede ordenen Missionaries of Charity, som gennemførte projekter over hele verden, også bag Jerntæppet, såsom i Sovjetunionen og i lande, såsom Haiti, hvor diktatur normalt forhindrede vestligt eller udenlandsk hjælpearbejde.
Hendes uhyre konsekvente fastholdelse af det enkelte menneskes værdi og ret, gør hendes indsats til noget ganske særligt i hjælpeorganisationernes historie, muligvis den mest konsekvente indsats siden Frans af Assisi, der indførte fattigdomsidealet i munkevæsenet, samtidig med at det skaffede hende kritik, bla. fordi hendes syn på den enkelte også gjaldt det ufødte foster, hvorfor hun var en skarp abortmodstander.
Hun modtog Nobels fredspris i 1979.
I 2003 saligkåredes hun af pave Johannes Paul II.
Motorlov.
Motorloven bestemmer hvem der må føre en bil. I 1903 gennemførtes den første motorlov, hvorefter føreren af en bil skulle være fyldt 18 år og desuden skulle have et bevis for, at man besad de fornødne egenskaber, blandt andet kendskab til motoren og dens behandling.
Motto.
Et motto er en motivator eller et kendetegn, hvor man med korte, vise ord, eller et ordsprog eller valgsprog, kan indikere sit værdigrundlag og inspirere sine omgivelser.
Det er for det meste forfattere, kejsere, og generaler der har mottoer, men også virksomheder og organisationer bruger ofte et motto til at profilere sig.
Mount Everest.
Mount Everest er opkaldt efter den britiske ingeniør sir George Everest. Han fastlagde i 1841 bjergets geografiske koordinater og højde. Bjerget ligger i bjergkæden Mahalangur Himal i Himalaya, på grænsen mellem Tibet og Nepal.
Mount Everests top ligger 8.848 meter over havets overflade. I den højde er luften så tynd af der kun er 30 procent af den ilt, der findes ved havets overflade. Denne højde kaldes for dødszonen, da mennesker vil dø i løbet af få dage med så lidt ilt. De fleste ekspeditioner til toppen udføres derfor med iltmasker som hjælpeudstyr.
På grund af de stadig aktive, geologiske kræfter vokser Mount Everest med ca. 1 cm om året og flytter sig samtidig mod nordøst med en fart på 6 cm om året.
Bjerget, der i mange år har besiddet titlen "verdens højeste", blev første gang besteget fredag den 29 maj i 1953 af sherpaen Tenzing Norgay og newzealænderen sir Edmund Hillary. I år 2003 afholdtes ekstraordinært mange ekspeditioner til bjerget i anledning af 50-årsdagen for den første vellykkede ekspedition til toppen.
1500 bjergbestigere har forsøgt at nå toppen siden den første ekspedtion og ud af de 1500 er 170 døde. Det værste år var 1996, hvor bjerget "tog" 15 sjæle.
Den yngste person, der har klatret til toppen, var den 15-årige Temba Tsheri. Den unge nepaleser nåede tinden 22. maj 2001. Tre dage senere nåede den ældste succesfulde Mount Everest-bjergbestiger frem. Den 64-årige Sherman Bull fra USA.
Mount Kosciuszko.
Mount Kosciuszko er med 2.229 m det højeste bjerg i Australien. Bjerget ligger i delstaten New South Wales i Snowy Mountains som er en del af Great Dividing Range. Det er navngivet i 1840 af den polske opdagelsesrejsende Paweł Edmund Strzelecki efter den polske nationalhelt Tadeusz Kościuszko. Navnet blev tidligere stavet "Mount Kosciusko", men nu bruges generelt den originale polske stavemåde, dog oftest uden accent.
Mount McKinley.
Mount McKinley er det højeste bjerg i Nordamerika. Det ligger i Alaska i nationalparken "Denali National Park", og selve bjerget hedder på indfødt Athabascisk: Denali. Navnet McKinley kommer fra den tidligere præsident William McKinley.
Frederick Cook påstod, at han besteg bjerget i 1903, men det viste sig at være bedrag. Den første beviste bestigning af Mount McKinley skete den 7. juni 1913. En gruppe ledet af Hudson Stuck nåede da toppen. Den første kvinde - Barbara Washburn - besteg bjerget i 1947.
Mount Woodroffe.
Mount Woodroffe er med 1.535 m det højeste bjerg i den australske delstat South Australia.
Mount Ziel.
Mount Ziel er med 1.510 m det højeste bjerg beliggende bjergkæden Macdonnell Ranges i Northern Territory, Australien.
Multitasking.
Multitasking er udførelse af flere opgaver på samme tid på en computer. På maskiner med en enkelt processor sker det ved, at de forskellige programmer, der kører på maskinen, på skift får rådighed over processoren i et lille stykke tid (omkring 1/100 sekund).
Murcia (region).
Murcienregionen (spansk: "Región de Murcia") er en autonom region og en provins i det sydøstlige Spanien.
Murray.
Murray er en flod, som ligger i Australien.
Muse.
"Denne artikel omhandler muser i den græske mytologi, for band, se Muse (gruppe), for Multiple Streaming Engine, se MuSE)
Muse betyder "Den der husker", eller snarere "hvad man husker" og der findes ni muser i den græske mytologi. De har hver en videnskab, som de beskytter, men der er uenighed om, hvem der har hvilken videnskab.
Musgrave Ranges.
Musgrave Ranges er en bjergkæde beliggende i det centrale Australien. Den er 210 km lang, og det højeste punkt er Mount Woodroffe på 1.435 m. Uluru (Ayers Rock) ligger i udkanten af Musgrave Ranges.
Oprindeligt boede et af de såkaldte aboriginer-folkeslag i bjergene. I europæisk sammenhæng blev bjergkæden opdaget af William C. Gosse i anden halvdel af det 19. århundrede og navngivet efter Anthony Musgrave, der var guvernør i South Australia på denne tid.
Mytologi.
En mytologi betegner en samling af religiøse myter/legender/folklore, der opfattes som sande forklaringer på kosmologiske sammenhæng fra en overnaturlig synsvinkel. Ordet stammer fra græsk, "μυθολογία" ("mythología"), hvor det betød historiefortælling, legende eller overlevering. Mytologi er derudover også en betegnelse for indsamling og studier af myter, hvilket også kaldes mytografi. Studiet af mytologier og myter fra forskellige kulturer kaldes komparativ eller sammenlignende mytologi.
Terminologi.
Ordet "mythología" er sammensat "μύθος" ("mythos") og "λόγος" ("logos"), der betyder henholdsvis en/et "fortælling/tale/faktum" og at "fortælle/fremføre/tale/genfortælle/studere/ræsonere/argumentere". Verbet "μυθολογείν" ("mythologein") stammer fra sammensætningen af de to termer, og betyder, at "fortælle myter" Allerede Aristoteles beskæftigede sig med analyse af myter og deres funktion
I nyrere tid har termen "mytologi" været brugt i europæisk sammenhæng siden 15. århundrede, dengang primært i betydningen "studiet af eller redegørelse for myter". Betydningen "samling af myter" stammer fra 1781. I senere tid er betydningen blevet yderligere udvidet; det kan i dag fx også være en hentydning til kollektive eller personlige ideologier eller socialt konstruerede sandheder. I denne sammenhæng forstås myten som et middel til at skabe sammenhold eller integration i et socialt fællesskab.
Ikke alle traditionelle fortællinger er imidlertid myter; i modsætninger til eventyr og sagn involverer en myte altid uforklarlige fænomener. Især i fortællinger om det guddommelige, fx guder eller halvguder, og/eller i beretninger om urtiden, fx med verdens skabelse som udgangspunkt; andre fortællinger kan dog sagtens indeholde mytologisk stof og/eller bygge på egentlige myter. Legender og sagn betegner derimod normalt fortællinger om begivenheder i historisk tid, med menneskelige aktører som hovedpersoner. Eventyr mangler i hovedreglen en historisk kontekst og indeholder gerne forskellige former for overnaturlige væsener, der dog aldrig skal opfattes som egentlige guder.
En skarp opdeling mellem de forskellige typer af fortællinger bliver dog også mødt af kritik; et af argumneterne mod en fastlåst katagorisering er, at den kan skabe forvirring, selvom distinktionen mellem egentlige myter, legender og eventyr umiddelbart virker simpel. Opdelingen tager fx ikke hensyn til, at alle myter ikke nødvendigvis var knyttet til religiøse forestillinger, følelser eller praksis. Den eksklusive definition af myte kontra øvrige traditionelle fortællinger kan med andre ord være nyttig, men er i realiteten kun en akademisk distinktion og ikke en realitet i sig selv. Nogle religionsforskere vil endog gå endnu videre og helt afvise den moderne betydning af termen til fordel for den oprindelige, hvor myter er historier med personligheder som hovedfigurer – guddommelige, menneskelige eller endog dyriske.
I begyndelsen af vor tidsregning var man i den græsk-romerske verden begyndt at bruge termen "μῦθος" ("muthos")/"mythus" i betydningen fabel, fiktion, løgn; de ældste kristne forfattere brugte derfor ordet i denne betydning, den blev derfor en del af den almindelige sprogbrug.
Karakteristik.
Mytologier afspejler i høj grad de samfund, hvori de benyttes, da myterne ofte er knyttet til et bestemt samfunds åndelige og religiøse liv, og i reglen bliver støttet af dets religiøse ledere. Når fortællingerne mister forbindelsen til de samfundsbærende institutioner, mister de i reglen hurtigt deres religiøse betydning og får karaktér af eventyr og legender. Derfor er traditionelle folkloristiske fortællinger nært relaterede til mytologi, og udgør reelt en underkategori af myter adskilt fra de hellige beretninger. Myter fungerede ofte som forklaring på både universielle kosmologiske og lokale forhold, fx verdens skabelse eller oprindelsen til lokale naturfænomener, sædvaner, konvensioner og ritualer, hvis betydning ellers ikke kunne forklares.
I hovedreglen betegner myter traditionelle fortællinger i historiske kulturer, som fx den græske og den nordiske mytologi. Mange myter blev oprindeligt til i en mundtlig tradition, og blev først på et sent tidspunkt skrevet ned og overleveret i en mere fast form og er derfor overleveret i flere forskellige versioner. Mytologier er et korpus af relaterede fortællinger, der har en særlig status indenfor en bestemt kultur eller samfund. De mytologiske repræsentationer får deres autoritet gennem tradition, dvs. de er ikke blevet opfundet eller accepteret som sandheden på et bestemt tidspunkt, men er i stedet resultatet af en proces, hvor bestemte idéer og forestillinger får den særlige status gennem overlevering og tilknytning til institutioner. Mytologien er således produkt af en ubevidst proces, der er uafhængig af vilje og tanke. Iflg. en af tidligste religionsforkere i moderne forstand, F. W. J. Schelling, er det individuelle menneske kun et instrument i denne proces; den går ud over den enkeltes horisont, og følges uden at den forstås. I nyere teorier er man som regel mindre tilbøjelige til helt at negligere enkeltindividets indflydelse og afkoble den frie viljes betydning for etableringen af et mytologisk korpus. Dette er muligvis en følge af den forherligelse af egoet, som romantikken medvirkede til at udvikle og Anthony Giddens langt senere gav en sociologisk fortolkning af.
Det moderne studie af mytologi begyndte i oplysningstiden, og nogle af de mest indflydelserige personer i dets udvikling er bl.a. Vico, Schelling, Schiller, Jung, Freud, Lévy-Bruhl, Roland Barthes, Lévi-Strauss, Frye og Myte-og-ritual skolen.
Relaterede koncepter.
Myter er en narrativ genre der er beslægtet med genrer som fabler, legender, folklore, eventyr og anekdoter; men selvom mytegenren udgør en selvstændig kategori, er der ofte mange overlap med de øvrige litterære genrer. I 19. århundrede begyndte man i kredse, der var påvirket af den romanticistiske strømning interessere sig for den eventyr og folkelige overlevering i en videnskabelig sammenhæng, og folklorister som brødrene Grimm og Elias Lönnrot, opfattede folkloren som eroderede brudstykker af en ældre mytologi. I litteraturen havde man længe bevidst brugt mytologiske temaer, en tradition, der i realiteten kan følges helt tilbage til Homer. Historien i sådanne tekster kan derfor udspille sig i en mytologisk kontekst, uden selv at være en reel myte; fx byggede de middelalderlige romancer hovedsageligt på mytologisk materiale, men var en ren litterær genre.
Euhemerisme er en betegnelse for rationalisering af mytologier og mytiske begivenheder, hvor temaer, der tidligere havde en ren mytologisk karaktér, bliver placeret i virkelig kontekst; fx at myterne i virkeligheden beskriver historiske hændelser i en fjern fortid. Dette skete gerne som følge af et paradigme eller religionsskifte; et eksempel er islændingen Snorre Sturlasons omskrivning af de hedenske myter i sit værk "Heimskringla", hvor aseguden Odin optræder som en historisk konge fra Asien. Omvendt kan historisk og litterært materiale med tiden få mytologisk karaktér, fx Matière de France, der er baseret på historiske begivenheder fra mellem 5. og 8. århundrede, der i første omgang dannede basis for episke digte og siden hen udvikledes til en egentlig mytologi. Den engelske filolog og forfatter J. R. R. Tolkien har kaldt den bevidste konstruktion af en mytologi for mythopoeia. Et sådant projekt blev bl.a. foreslået af den nazistiske ideolog Alfred Rosenberg i 1930’erne.
Komparativ mytologi.
Komparativ mytologi er systematisk sammenligning af myter fra forskellige kulturer; formålet er at afdække, hvilke underlæggende temaer der er fælles for mytologier i forskellige kulturer. Ligheder og fællestræk mellem mytologiske traditioner kan tolkes som tegn på forbindelser mellem dem, det kan enten være en fælles oprindelse, fx en protomytologi der med tiden er blevet opsplittet i flere, indlån fra fælles inspirationskilde eller fra samme fænomen. I 19. århundrede var tolkningen af myter i høj grad fokuseret på sammenligning mellem mytologier, og målet med var ofte at påvise et fælles ophav for alle myter; et berømt eksempel på et sådant arbejde er James George Frazers "The Golden Bough".
I nyere tid har religionsforskere generelt indtaget en mere forsigtig position i forhold til sammenligninger, hvor generaliseringer og universielle udsagn om mytologiers natur er blevet undgået. Fokus har i stedet ligget på den historiske kontekst mytologien er en del af, og dens relation til andre elementer af religionen; især ritualer. En prominent undtagelse fra denne tendens i nyere tid er dog Joseph Campbell, der i sin bog "The Hero With a Thousand Faces" søgte at påvise, at alle heltesagn havde den samme struktur. Denne teori om en "monomyte" har imidlertid kun vundet begrænset tilslutning indenfor religionsvidenskaben.
Religion og mytologi.
Modsat den defination af ordet myte, der er nævnt ovenfor, er der ingen af de videnskabelige definationer på ordet myte og mytologi, der nødvendigvis indebærer at en myte er usand; i reglen defineres ordet i stedet som en "hellig" eller "traditionel fortælling" eller en "beretning om guder", hvor en eventuel sandhedsværdi ingen betydning har; fx betegnes hellige tekster i abrahamitiske religioner også som myter, uden at det nødvendigvis skal forstås som en fornærmelse over for kristne eller muslimer. Den kristne filolog og forfatter C. S. Lewis skelnede fx skarpt mellem myte og løgnagtighed, da han betegnede Kristi liv som både en myte og et faktum. Indenfor mytologiens kulturelle kontekst bliver myter derimod opfattet som repræsentationer af en absolut sandhed.
Mange myter, som fx "ritualmyter", skal helt klart forstås som en integreret del af en religion, men, medmindre vi udelukkende definerer "hellige historier" som myter og ikke blot "traditionelle", det inkluderer ikke nødvendigvis alle myter. Klassiscisten G. S. Kirk har fx bemærket at, "many myths embody a belief in the supernatural [...] but many other myths, or what seem like myths, do not". Som eksempel bruger Kirk Ødipusmyten, som ifølge ham kun på et overfladisk plan er associeret med religion og det overnaturlige, og derfor ikke kan karakterisreres som en "hellig historie". (NB: folklorister vil normalt ikke klassificere fortællingen om Ødipus som en myte, af samme årsag.)
Myters dannelse.
Robert Graves skrev, at græsk mytologi "may be defined as the reduction to narrative shorthand of ritual mime performed on public festivals, and in many cases recorded pictorially.". Graves var stærkt influeret af Frazers mytografi "The Golden Bough." Et lignende og i dag udbredt synspunkt er, at myter er opstået på grundlag af en række kulturelle behov; myter kan bl.a. autorisere et samfunds kulturelle institutioner ved at forbinde dem med en universel sandhed; eller myter kan retfærdiggøre uligheder mellem fx samfundsklasser eller befolkningsgrupper. Denne karakteristik af myter sætter fokus på mytens funktion, som udtrykker fælles forventninger til strukturelle forhold i samfundet eller i en organiseret gruppe, ligesom den er et udtryk for de forventninger, der skal indfries, hvis myten skal fungere i praksis.
Alle kulturer har gennem historien udviklet deres egen mytologi, sammensat af mytiske genfortællinger af legendariske og religiøse begivenheder. Den symbolske betydning af fortællingerne i det enkelte samfund bevirker, at de kan overleve over lang tid gennem overlevering fra generation til generation; men i samme øjeblik symbolikken mister mening, mister mytologien imidlertid sin betydning.
Tolkningsmodeller.
Dette afsnit omhandler tendenser indenfor tolkning og analyse af mytologier generelt; for en beskrivelse af komparativ mytologi, der specifikt beskæftiger sig med ligheder mellem forskellige mytologier, se ovenfor.
Før-moderne teorier.
Kritisk fortolkning af myter kendes allerede fra den før-sokratiske filosofi i Grækenland, ofte som led i en religionskritisk tradition. Euhemerus var en af de vigtigste før-moderne mytologer; han tolkede myter som levn til virkelige begivenheder, der var blevet forvansket gennem utallige genfortællinger.Aristoteles interesserede sig for mytens funktion. Den kunne både fungere som en efterligning af praksis og som en renselse af sjælen ved at imitere det æstetiske. En anden var den romerske poltiker og forfatter Varro, han skelnede mellem tre forskellige aspekter af teologi, da han udover den politiske (sociale) og naturlige (fysiske) tilgang til det guddommelige også anerkendte en mytologisk teologi.
Da interessen for den hedenske polyteisme blev genopvakt i renæssancen, blev der udgivet flere mytografiske værker; heriblandt "Theologia mythologica" fra 1532.
Videnskabeliggørelse i 19. årh..
De første egentlige videnskabelige teorier om mytologi blev fremsat i anden halvdel af 19. århundrede. Overordnet set blev myterne i teorierne fra denne periode beskrevet som en i værste fald fejlagtig og i bedste fald forældet form for tankegang; myterne blev fx i flere tilfælde karakteriseret som et primitivt modstykke til den moderne videnskab, dvs. som fejlagtige forklaringer på verdens indretning. Et eksempel på denne tilgang er den britiske antropolog E. B. Tylor, som beskrev myter som det tidlige menneskes forsøg på at forklare naturfænomener; ude at være i stand til at opfatte de upersonlige naturkræfter, besjælede man i stedet objekter i naturen, hvilket førte til at animisme opstod som religion. Tylor bar evolutionist, men iføge ham lå forskellen på primitive og moderne mennesker imidlertid ikke i deres mentale kapacitet, som ellers var en udbredt formodning i hans egen samtid, men i deres uddannelsesniveau. En anden indflydelsesrig filolog var Max Müller, der beskrev myter som en "sygdom i sproget". Han spekulerede i om myter var opstået pga. manglen på intetkøn og ord for abstrakte begreber i de ældste sprog, hvilket medføret dannelsen af antroprmorfe figurer i talesproget; de skulle så med tiden være blevet taget bogstaveligt, og blive til idéer om naturfænomener som bevidste væsner.
Antropologen James Frazer anså myter for at være en misforståelse af magiske ritualer, som i sig selv var en misforståelse af naturlovene. Ifølge Frazer, havde mennesket oprindeligt en tro på upersonlige magiske love, men da det efterhånden blev åbenbart, at disse love ikke fungerede, begyndte man i stedet at tro på at det var personlige guder, som styrede verden; det skabte grundlaget for mytologi. Samtidig fortsatte man med at udføre magiske ritualer, men nu genfortolket som gentagelse af mytologiske begivenheder. I sidste ende vil menneskets imidlertid erkende, at naturen følger naturlovene, og da opdage deres sande natur gennem videnskaben. I Frazers skema fulgte udviklingen en vej, der førte fra magi gennem mytologi (religion) til videnskab.
Ved at beskrive mytologi som en primitivt modstykke til den moderne videnskab, blev det i disse antydet, at det morderne menneske burde afvise de mytologiske forklaringsmodeller og dermed religion.
Teorier i 20. årh..
I 20. århundrede blev hovedparten af de teorier om mytologi, der blev fremsat i det forgående århundrede, afvist; især idéen om mytologi som modsætningen til videnskab. I stedet har forskere overordnet set søgt at beskrive mytologi som komplementærtil eller en del af videnskabelige studier. Derfor har afvisning af mytologi som en forældet tankeform også kun sjældent været en underliggende tendens i de nyere teorier.
Roland Barthes opfatter således myten som et symbolsk tegnsystem, mens Ernst Jünger anser myten for at være et redskab til at skabe lydige samfundsborgere. Mytens funktion er i dette perspektiv at skabe sammenhold i en gruppe eller en nation. Myter om fortidige heltegerninger kan fx bruges som argumenter i værdikampen.
Niklas Luhmanns teori om kompleksitet kan ligeledes benyttes som en forklaring på, at myter stadig har en betydning i det digitaliserede samfund. Myter et et af redskaberne til at reducere (og gennemskue) kompleksiteten.
Psykologi var et nyt forskningsfelt i begyndelsen af 20. århundrede, og den schweiziske psykoanalytiker Carl Jung, forsøgte sammen med sine samarbejdspartere, at forstå det psykologiske grundlag for myternes verden. Jung mente, at mytologiernes guder ikke skulle forstås som materielle objekter, men i stedet som arketypiske repræsentationer af de mentale tilstande, psykiske oplevelser og følelser, der deles af alle mennesker. Han og hans tilhængere mente, at disse arketyper har en direkte påvirkning på underbevidsthedens erkendelse og forståelse af omgivelserne. Joseph Campbell, der var meget inspireret af Jung, mente fx, at den indsigt i psykologi, man opnåede gennem mytologisk materiale, med fordel kunne overføres til den enkeltes liv.
I lighed med psykoanalytikerne mente Claude Lévi-Strauss, at mytologier var en afspejling af mentale mønstre, men han anså disse for i højere grad at være faste strukturer. Han mente især, at binære strukturer, der bestod af modsætninger (fx rå-kogt & natur-kultur), var et centralt element i den menneskelige forståelse og kategorisering af omverdenen; de mytologiske temaer var derfor snarere udtryk for kategorisering og strukturering end ubevidste følelser og behov.
I sit appendix til "Myths, Dreams and Mysteries" fra 1959 og i "Myten om den evige genkomst " fra 1949 skrev den rumænske religionshistoriker Mircea Eliade at, det moderne menneskes usikkerhed skyldtes dets afvisning af mytologi og forestillingen om hellighed. Den danske filosof, Ole Fogh Kirkeby hævder, at dette er en følge af rationalismens "affortryllese af verden". Myten har ifølge denne opfattelse en vigtig magisk funktion, også i det senmoderne samfund.
Myxomatose.
Myxomatose, også kaldet kaninpest, er en dødelig sygdom som kaniner kan få. Dødeligheden er tæt på 100 %.
I andet halvår af 2007 har der været over 100 udbrud af myxomatose i Danmark, primært på Sjælland, Lolland og Falster.
Mælk.
Mælk er en næringsrig væske, der dannes i mælkekirtlerne hos pattedyr af hunkøn – primært med det formål at ernære nyfødte. Hos placentale pattedyr og pungdyr overføres mælken vha. patter (dievorter).
Mælk fra mennesker kaldes modermælk, og det er ikke unormalt hos folkeslag uden let tilgængelig mad at amme indtil 6 års alderen.
Etymologi.
"Mælk" hedder på græsk "gala" - i genitiv "galaktos" -, og i stammen "galakt" genfinder vi i det latinske ord for mælk "lac" med stammen "lact-". Begge disse ord går tilbage til indoeuropæisk "glakt-" (=mælk). Også de germanske udgaver af ordet, tysk "Milch", engelsk "milk", svensk "mjölk", finsk "maito" og dansk "mælk" kommer af denne indoeuropæiske rod.
Det latinske "lac" træffer vi i både den danske og franske form "café au lait" og i den italienske "caffé latte".
Komælk.
Med tæmningen af koen, der også producerer mælk uden for amningsperioder, har mennesket adgang til en stor mængde mælk. Normalvis kan personer, der er kommet over puberteten, dog ikke tåle mælk, da enzymet laktase, der er nødvendigt for at nedbryde mælkesukker, kun findes hos børn. De fleste folkeslag i Europa og Mellemøsten (hvor husdyrhold har været almindeligt i mange århundreder) har (gennem genetiske forandringer) udviklet evnen til at bevare laktase hele livet igennem og kan således tåle mælk og mælkeprodukter som voksne.
Hvis man har mælkeallergi, reagerer kroppen negativt på mælkens proteiner. Mælkeallergi er en mere alvorlig tilstand end laktose-intolerance. Symptomerne på mælkeallergi kan være opkastning, diarré eller eksem. Er man allergisk overfor mælk, skal man holde sig konsekvent fra alle produkter som indeholder komælk. Dette er dog svært, da flertallet af fødevarer med flere ingredienser indeholder mælk i en eller anden form. Det kan eksempelvis være daglivarer som remoulade, fiskefrikadeller, chips og brød.
Komælk indeholder mange hormoner. Blandt andet de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. Det blodsukkerregulerende hormon insulin, er også tilstede i mejeriprodukterne. Væksthormonerne IGF-1, IGF-2 og EGF er mere ukendte. Til gengæld findes der meget dokumentation, som viser, at disse væksthormoner fremmer udviklingen af alvorlige sygdomme.
Komælk anvendes i produktionen af produkterne: skummetmælk, minimælk, letmælk, sødmælk (se mælketyper), kaffefløde, fløde 13, piskefløde, kærnemælk, koldskål/citrona, kakaomælk, ymer, A-38, yoghurt, drikkeyoghurt, smør og ost.
Den komælk vi til daglig drikker er rent faktisk en ganske svag syre med pH-værdi på ca. 6,1. Det er mælkeproteinerne der danner syre i kroppen. Det skyldes, at animalske proteiner indeholder aminosyrer, der frigør svovl (syre) under fordøjelsen. Syren angriber skelettet, som er basisk. Der findes en måleenhed for fødevarernes syre- eller basepåvirkning i kroppen som hedder PRAL (Potential Renal Acid Load per 100 grams). Fødevarer der har høje positive PRAL-værdier ødelægger skelettet (syre) og fødevarer med negative PRAL-værdier bevarer skelettet (base). Kød har PRAL-værdier på op til +15, mens oste kan nå helt op på +30. Grøntsager ligger på -2 til -15 (spinat). Mælk har en PRAL-værdi på ca. +1.
Salget af flaskemælk ophørte i 1971 i København. Fra midten af 1960'erne til midten af 1970'erne eksperimenterede flere mejerier med at distribuere mælken i folielaminerede plastikposer, men det slog aldrig rigtigt igennem.
Soyamælk.
Soyamælk er en erstatning for komælk, som mest bliver brugt af folk med mælkeallergi, men også af folk med mælkeintolerance, forhøjet kolesteroltal og mange andre livsstilssygdomme.
Mælkevejen.
"Mælkevejen som den formodes at se ud fra et sted i rotationsaksens forlængelse."
Mælkevejen (en oversættelse fra Latin: "Via Lactea", afledt af Græsk: "Γαλαξίας" (Galaxias), nogle gange blot kaldt "Galaksen"), er en bjælkespiralgalakse, som er en del af Den lokale galaksegruppe. Skønt Mælkevejen er en ud af milliarder af galakser i det observerbare univers, er dens særlige betydning for menneskeheden, at den huser vores solsystem. Planet af Mælkevejs-galaksen er synligt fra jorden som et bånd af lys på nattehimlen, og det er udseendet på dette bånd, som er inspiration for navnet på vor galakse.
Størrelsen.
Stjerne-skiven i Mælkevejs-galaksen er omkring 100.000 lysår (9,5 km) i diameter, og formodes at være, i gennemsnit, omkring 1.000 lysår (9,5 km) tyk. Den antages at rumme mindst 200 milliarder stjerner og muligvis helt op til 400 milliarder, det nøjagtige tal afhænger af antallet af stjerner med meget lav masse, hvilket er meget usikkert. Bredende sig ud fra stjerne-skiven er en meget tykkere skive af gas. Nylige observationer tyder på at Mælkevejens gas-skive har en tykkelse på omkring 12.000 lysår (1,1 km); det dobbelte af den hidtil accepterede værdi. En måde at sammenligne de relative fysiske størrelser i Mælkevejen på, er at forestille sig Mælkevejen med en diameter på 100 meter; så ville sol-systemet, inklusive Oortskyen, blot være 2 mm bredt.
Bestanddele.
Afstanden fra Solen til Mælkevejens centrum ('bulen') anslås nu at være 26.000 ± 1400 lysår, medens ældre vurderinger ville have Solen til at ligge så langt væk som 35.000 lysår fra centrum.
Galaksens facon sammenlignes ofte med to spejlæg lagt sammen med undersiderne mod hinanden.
På billedet af NGC4013 ses dennes (lille) bule i centrum, de 2 skiver (som ikke kan skelnes fra hinanden på dette billede) og en antydning af den forholdsvis lyssvage halo.
Bjælken.
Galaksens bjælke formodes at være omkring 27.000 lysår lang og den løber gennem centret i en 44 ± 10 graders vinkel på en linje, som går fra Solen og til Mælkevejens centrum. Den består hovedsageligt af røde stjerner, som formodes at være meget gamle (se rød dværg, rød kæmpe). Bjælken omgives af en ring, som kaldes "5-kpc-ringen", som rummer en stor del af galaksens molekylære hydrogen (brint), såvel som Mælkevejens stjernedannelses-aktivitet. Set fra Andromedagalaksen, ville det være det stærkest lysende område af vores egen galakse.
Det sorte hul i centrum.
Mælkevejens centrum rummer et kompakt objekt med meget høj masse ved navn Sagittarius A*), og i december 2008 blev det bekræftet at det drejer sig om et Sort hul. De fleste galakser formodes at have sådanne sorte huller i deres centre.
Haloen.
Den Galaktiske Halo er en sfærisk, tyndt besat, "glorie" af kuglehobe og gamle enkeltstjerner (population II), som omgiver galaksen "over" og "under" de spiralformede skiver, og som breder sig udad, men begrænses i størrelse af Mælkevejens satellitgalakser og dværggalakser. De mest kendte er den Store Magellanske Sky (LMC Large Magellan Cloud, Gran Nube Magellanes) og den Lille Magellanske Sky (SMC Small Magellan Cloud, Pequeño Nube Magellanes), som man tidligere mente kolliderede med Mælkevejen med milliarder års mellemrum. Nyere analyser tyder meget stærkt på, at de begge har deres første møde med Mælkevejen og at de muligvis bevæger sig i hyperbolske baner, således at de på et tidspunkt fortsætter deres rejse til andre egne af universet. De Magellanske skyers Apsis er omtrent 180.000 lysår (1,7 km).. Ved denne afstand og længere væk, ville de fleste halo-objekters baner blive forstyrret af de Magellanske skyer, og objekterne ville sandsynligvis stødes væk fra Mælkevejen.
Spiralarmene.
Set oppefra ligner Mælkevejen en "fyrværkerisol", med stjernerne ordnet i tilsyneladende syv spiralformede arme. I virkeligheden har Mælkevejen kun to arme, som imidlertid snor sig flere gange rundt om galaksen, så der ser ud til at være syv.
Derudover er der fundet en ny ydre arm
Armene ses meget tydeligt med resten af skiven som mørk baggrund, men det er et synsbedrag, for de indeholder kun 5-10% mere masse end resten af skiven.
Årsagen til, at spiralarmene ses så tydeligt, er den ganske enkle, at på grund af chokbølger, som med stor hastighed bevæger sig gennem skiven og komprimerer dens stof, er det netop her de nye, meget lysstærke, O- og B-stjerner dannes.
Møns Klint.
Møns Klint er Danmarks højeste klint, der samtidig er en enestående biotop eller måske rettere: samling af biotoper. Kombinationen af kalksten i undergrunden med et tørt lokalklima og en landbrugsmæssig udnyttelse, der har bestået i kreaturgræsning, har skabt nogle af Danmarks rigeste overdrev med en biodiversitet, der giver anelser om, hvordan landet kan have set ud, før industrialiseringen af landbruget satte ind.
Møns Klints udseende ændres stadigt som følge af nedbrydning. Man kan normalt følge klinten til fods i hele dens udstrækning langs kysten, selv om skred lejlighedsvis skaber naturlige forhindringer.
Store Taler efter styrt. Billede fra april 2007
På den nordlige side af Østmøn ligger en sti til foden af klinten ved "Lilleklint", længere mod syd en sti ved "Jydeleje Fald" og "Store Taler" (100m over havet), igen ved "Sandskredsfald" (p.t. (2006) dog lukket), ved "Store Klint" og den centrale parkeringsplads nær "Dronningestolen" (128m), ved "Gråryg" (108m) og også ved Møns Fyr på øens sydøstligste hjørne.
Natten til lørdag den 27. januar 2007 skred Store Taler ud for Jydelejet i havet, da fremspringet på klinten kollapsede; sandsynligvis på grund af de store regnmængder, der i de foregående måneder var faldet over Danmark. Kollapset skabte en ca. 300 meter lang halvø ud i havet foran klinten; ingen mennesker kom til skade ved sammenstyrtningen.
I maj 2007 åbnede formidlingscentret Geocenter Møns Klint ved Store klint i Klinteskoven.
Geologi.
Møns Klint består af op til hundrede meter høje kridtaflejringer, der blev dannet i slutningen af kridttiden for ca. 75 millioner år siden. Kridtet kaldes også skrive-kridt pga. dets anvendelsesmuligheder, og det består af skallerne fra de mikroskopiske alger (Coccolithus på latin), der holdt til i kridttidens tropisk varme havmasser. Kridtet er altså skabt af biologiske organismer.
I løbet af de istider der har præget det danske landskab de sidste 100.000 år har gletsjere skubbet disse kridtlag op af havet, så de til sidst dannede de høje klinter ved Møn, og i øvrigt også ved Stevns Klint.
I kridtlaget, hovedsageligt det hårde frem for skrive-kridtet, er det muligt at finde utroligt mange efterladenskaber fra forhistoriske mindre havdyr.
Man kan overalt på stranden finde forstenede rygskjold fra blæksprutte og pigge fra søpindsvin. Det er også ret let at finde forsteninger af muslinger, østers og andre skaldyr.
Mønt.
En mønt er en skive af metal, som har en fastsat økonomisk værdi, så den kan bruges som betalingsmiddel.
Den første danske mønt med årstal på er også Europas ældste middelaldermønt med årstal. Det er Valdemar Sejrs berømte mønt med indskriften Anno Domini MCCXXXIIII.
Danmarks nuværende møntserie.
De højstlydende 10- og 20-kroner er af det guldlignende aluminiumbronze (92% kobber, 6% aluminium og 2% nikkel), mellemgruppen af 1-, 2- og 5-kroner er af det sølvlignende kobbernikkel (75% kobber og 25% nikkel) og den mindste, 50-øren, er af kobberbronze (97% kobber, 2,5% zink og 0,5% tin).
10-kronen og 50-øren blev udstedt fra 1989, 20- og 5-kronen blev udstedt fra 1990 og 1- og 2-kronen blev udstedt fra 1992.
Månen.
Månen er Jordens eneste måne og den femtestørste naturlige satellit i solsystemet. Dens størrelse i forhold til Jorden gør den til den relativt største måne, som omkredser en planet.
Den gennemsnitlige afstand mellem centrum af Jorden og af Månen er 384.405 km, hvilket er omkring tredive gange Jordens diameter. Månens diameter er 3.474 km, lidt over en fjerdedel af Jordens. Det betyder, at Månens rumfang er omkring 2 procent af Jordens, og at tyngdekraften på dens overflade er omkring 17 procent af Jordens. Månen foretager et helt kredsløb om Jorden for hver 27,3 dage (den sideriske omløbstid), og de periodiske variationer i Jord-Måne-Sol-systemets geometri medfører, at Månen har faser, som gentager sig for hver 29,5 dage (den synodiske omløbstid).
Månen er det eneste himmellegeme, som mennesker er rejst til og har landet på. Det første menneskeskabte objekt, som undslap Jordens tyngdekraft og passerede nær Månen, var Sovjetunionens rumsonde Luna 1. Det første kunstige objekt, som ramte Månens overflade var Luna 2, og de første fotografier af den normalt skjulte bagside af Månen blev optaget af Luna 3, alle tre begivenheder i 1959. Den første rumsonde, som foretog en blød landing på Månen var Luna 9, og den første ubemandede sonde, som gik i kredsløb om Månen var Luna 10, begge de sidstnævnte i 1966. USAs Apollo-program har stået for de eneste bemandede missioner, som har været gennemført indtil nu, idet der blev foretaget seks månelandinger mellem 1969 og 1972. Det første menneske, som satte sin fod på Månen, var Neil Armstrong i 1969. Udforskning af Månen foretaget af mennesker ophørte med afslutningen af Apollo-programmet, men flere lande har offentliggjort planer om at sende mennesker eller robotsonder til Månen.
Månens astronomiske symbol 20px er billedet af den aftagende måne, set fra den nordlige halvkugle.
Navn og etymologi.
Månen har intet andet formelt navn, selv om den en gang imellem betegnes som Luna (latin for "måne") for at adskille den fra typebetegnelsen "måne". Månen betegnes desuden som Jordens drabant.
Ordet "måne" er et germansk ord, beslægtet med det latinske "mensis", og dette er igen afledt af den indoeuropæiske rod "me-", som genkendes i ord som "menstruation". Fra måne er afledt ord som måned og mandag (månedag), på romanske sprog er mandag tilsvarende opkaldt efter "luna", eksempelvis betyder "Lundi" mandag på fransk. Efter at Galilei i 1610 opdagede fire jupitermåner og Huygens i 1655 opdagede en måne om saturn blev ordet "måne" i 1665 udvidet til også at dække andre planeters naturlige drabanter. Fra græsk Σελήνη benyttes præfikset "seleno-" eller suffikset "-selene" ved sammensatte ord, der refererer til Månen. De henviser til månegudinden Selene i den græske mytologi.
Troen om månens særlige tiltrækningskraft og betydning for menneskesindet lever videre i eksempelvis det engelske ord for tosset "lunatic" samt det danske ord for sindstilstand - "lune"
Tilsyneladende bevægelse.
I forhold til fiksstjernerne kredser Månen om Jorden i løbet af 27 dage, 7 timer og 43,7 minutter (et siderisk omløb) i retningen fra vest mod øst i samme omdrejningsretning, som Jorden drejer om sin rotationsakse. Set fra Jorden gennemfører den på grund af Jordens meget hurtigere rotation et tilsyneladende kredsløb på en dag, som det også gælder for Solen og fiksstjernerne. I forhold til jordoverfladen kredser den i modsat retning af den, som den følger i forhold til fiksstjernerne, hvorfor Månens opgang (som det også gælder disse) sker i øst og dens nedgang i vest. Eftersom Månens banebevægelse og Jordens rotation begge sker imod urviserens retning, flytter Månen sig ca. 12 grader længere mod øst hver dag, så et tilsyneladende jordomløb i gennemsnit varer 50 minutter længere end 24 timer, hvilket viser sig ved, at Månen hver dag står knapt en time senere op.
Jordens kredsløb om Solen betyder, at det tager længere tid end den sideriske periode, før Månen når samme fase i forhold til Jorden. Dette tidsrum er omkring 29,5 dage (dens synodiske omløbstid).
I modsætning til de fleste måner omkring andre planeter kredser Månen nær ekliptika og ikke i Jordens ækvatorplan. Derfor forløber Månens og Solens tilsyneladende baner tæt ved hinanden. For en betragter på den nordlige halvkugle mere end 5,2° nordligere end den nordlige vendekreds står både Månen og Solen i deres højeste banepunkter (deres "kulmination") i syd, mens de for en betragter på den sydlige halvkugle mere end 5,2° sydligere end den sydlige vendekreds står i nord. Set fra en sådan sydlig position synes overfladestrukturerne på Månen at stå på hovedet i forhold til betragtning fra den nordlige halvkugle. I nærheden af ækvator, mellem vendekredsene, ses Månen to gange om måneden i zenit, altså lodret over jordoverfladen.
Omløbsbane.
a> (⌀ = 12.756 km) ogMånen (⌀ = 3476 km)(Fotomontage med korrekt størrelsesforhold; afstanden mellem kloderne er dog 30 jorddiametre).
Månen er den største måne i solsystemet i forhold til den planet, den kredser om, idet dens diameter er en fjerdedel af Jordens og dens masse 1/81 af Jordens (månen Charon er større i forhold til Pluto, der imidlertid er en dværgplanet). På grund heraf, og fordi
Solens gravitationsvirkning på dem er sammenlignelig med deres gensidige påvirkning, betragtes Jorden og Månen af nogle som et dobbeltplanetsystem snarere end et Jord-Måne-system. Kritikere af denne opfattelse peger dog på, at de to legemers fælles tyngdepunkt, dobbeltsystemets barycenter, befinder sig i Jordens indre, ca. 4.700 kilometer fra dens centrum, og at Månens overflade er mindre end 1/10 af Jordens og kun svarer til omkring en fjerdedel af Jordens kontinenter (eller omtrent af størrelse som Rusland, Canada og USA tilsammen).
Månens bane om Jorden er tæt på at være en cirkel. Dens største og mindste afstand til Jorden afviger kun med 5,5 procent fra middelværdien. Banen er dog med god tilnærmelse en ellipse med en numerisk excentricitet på 0,055. Middelafstanden for Månens tyngdepunkt fra Jordens tyngdepunkt – dvs. den halve storakse – er 384.400 kilometer. Banepunktet nærmest Jorden, "perigæum", ligger i en gennemsnitlig afstand på 363.200 km, mens det fjerneste banepunkt, "apogæum" gennemsnitligt ligger i en afstand på 405.500 km. Månens passager af Jordens baneplan, ekliptika, kaldes "måneknuderne", således at den opstigende knude er passagen til den nordlige og den nedstigende knude passagen til den sydlige himmelhalvdel.
Månen følger Jorden i et fælles omløb om Solen i en fælles, eliptisk bane. Tyngdevariationer under denne bevægelse fører sammen med små baneforstyrrelser forårsaget af de andre planeter til, at Månens omløb om Jorden ikke følger en nøjagtig keplerellipse.
Månebanens punkt nærmest Jorden (i forhold til fiksstjernerne) nås ikke nøjagtigt efter et omløb. Derved opstår der en periheldrejning, så perigæum går en gang rundt om Jorden for hvert 8,85 år. Heller ikke to på hinanden følgende opstigende måneknuder nås i nøjagtigt samme position efter et omløb, men i stedet lidt tidligere. Måneknuderne bevæger sig derfor i løbet af 18,61 år rundt om Jorden i modsat ("retrograd") retning i forhold til Månens omløbsretning. Når en passage af en måneknude falder sammen med nymåne, optræder en solformørkelse, og når en passage af en måneknude falder sammen med fuldmåne, optræder en måneformørkelse
Denne cyklus medfører desuden de såkaldte månevendinger: Stedet for Månens opgang i horisonten svinger i løbet af en måned frem og tilbage mellem et sydligst og et nordligst punkt, således som det også gælder for Solen i løbet af et år (Solens analemma). I løbet af et tidsrum på 18,61 år ændrer afstanden mellem de to yderpunkter sig. Når de to yderpunkter ligger længst fra hinanden, som det senest var tilfældet i år 2006, hedder det "store månevending", og ved mindste afstand "lille månevending". I den forhistoriske astronomi spillede disse månevendinger en vigtig rolle.
I 1997 fandtes asteroiden 3753 Cruithne at have et usædvanlig Jord-tilknyttet hesteskoformet omløb. Astronomer anser den dog ikke for at være endnu en måne, og dens omløb er ikke stabil på længere sigt. Der er siden opdaget tre andre asteroider, (54509) 2000 PH5, (85770) 1998 UP1 og 2002 AA29 i omløbsbaner svarende til Cruithnes.
Baneperioder.
Varigheden af et baneomløb for Månen, "måneden", kan fastlægges efter forskellige kriterier, som hver udtrykker forskelllige aspekter af omløbet.
Disse værdier øges i løbet af årmillioner, eftersom Månens baneradius forøges for hvert år.
Månens to sider.
Månen er i synkron rotation, hvilket betyder, at den altid vender samme side mod Jorden. Tidligt i Månens historie, da Månen roterede langt hurtigere, kom "tidevandshævningen" på Månen foran linjen mellem Jorden og Månen, fordi denne ikke kunne "udligne hævningen" hurtigt nok til at holde den orienteret mod linjen til Jorden Derved skabtes et moment, som dæmpede Månens omdrejning, og dette fortsatte, til dens omdrejningshastighed kom til at passe med jordomløbet, dvs. at hævningen kom til at ligge på linjen mellem Månen og Jorden, hvorved momentet forsvandt. Dette er et generelt fænomen, som kaldes tidevandslåsning.
Små variationer, kaldet libration, i den vinkel, Månen ses under, betyder, at omkring 59% af måneoverfladen kan ses fra Jorden (men kun halvdelen af Månen i ethvert givet øjeblik).
Den side af Månen, som vender mod Jorden kaldes Månens forside og dens modsatte side for bagsiden. Bagsiden var helt ukendt, indtil den sovjetiske sonde Luna-3 sendte de første billeder tilbage til Jorden i 1959, og den viste sig at være afgørende anderledes end forsiden.
Månens forside kan opdeles i de lyse områder, "højlandene" (Terrae), som udgør ca. 70% af overfladen, og de mørke områder med det misvisende (da der aldrig har eksisteret flydende vand på Månen) navn "have" (mare - flertal marer). I forhold til et gennemsnitligt niveau ligger de mørke marer lavere end de lyse højlande. Det er mørk lava fra tidligere perioders vulkanske aktivitet, som giver marerne deres mørke fremtræden.
På Månens bagside er der i modsætning hertil næsten ingen marer, så højlandet udgør næsten 98% af overfladen. De manglende marer kan hænge sammen med, at skorpen er meget tykkere på Månens bagside.
Både for- og bagside af Månen er dækket af kratere, som er opstået ved nedslag af meteoritter, asteroider eller kometer af forskellig størrelse. Månen har kratere inden i andre kratere og kratere, som er forbundet med hinanden. Der er en halv million kratere, som er mere end 1,6 km brede, og man har beregnet, at der findes omkring 30.000 milliarder kratere, der er mindst 30 cm. brede. Kratertætheden er langt større i højlandene end i marerne.
Månefaser og betragtning fra Jorden.
Denne fremstilling gælder for betragtning fra Jordens nordlige halvkugle. Ses Månen i stedet fra den sydlige halvkugle, vendes det visuelle indtryk om: Nymåne (1), tiltagende måne (8, 7, 6), fuldmåne (5), aftagende måne (4, 3, 2). Ved betragtning i nærheden af ækvator viser måneseglet sig vandret som en båd- eller skålformet Måne, og månefasernes skift forløber lodret i forhold til horisonten. Denne virknings afhængighed af breddegraden genspejles f.eks. i anvendelsen af et månesegl i form af en skål i nationalflag for nogle lande i nærheden af ækvator.
De dele af Månens forside, som ikke er belyst af Solen, er aldrig helt mørke, fordi de bliver lidt oplyst af en genspejling fra jordoverfladen og jordatmosfæren. Denne belysning kaldes jordskin og ses bedst, når måneseglet er lille.
Jordskinnets årsag blev allerede indset af Leonardo da Vinci. Selv med en prismekikkert med ringe forstørrelse kan der i jordskinnet ses detaljer på Månen, for på grund af Jordens større diameter og langt højere albedo er "fuldjorden" omkring 50 gange så lys som fuldmånen. Måling af jordskinnet giver mulighed for at drage slutninger om ændringer af Jordens atmosfære.
Månens bagside er naturligvis ikke altid mørk, men gennemgår de samme - men forskudte - faseskift som Månens forside. Ved nymåne ligger den i fuldt sollys.
I sin klareste fase (ved fuldmåne) andrager Månens lysstyrke 0,2 lux, og den har en
tilsyneladende størrelse på omkring −12,6. Til sammenligning er Solens tilsyneladende størrelsesklasse −26,8, så den lyser 449.000 gange stærkere. Når Månen er i sit første eller sidste kvarter, er dens klarhed ikke halvdelen af fuldmånens, men kun omkring en tiendedel, fordi måneoverfladen ikke er en perfekt Lambert-reflektor. Når der er fuldmåne, optræder der oppositionsvirkninger, som får den til at se klarere ud, mens der i andre faser kastes skygger på overfladen, som formindsker mængden af tilbagekastet lys.
Til trods for sin lave albedo fremtræder Månen som et ret lysende himmellegeme. Månen er imidlertid omtrent den dårligste reflektor i solsystemet og tilbagekaster kun omkring 7% af det lys, der rammer den (omtrent samme andel som tilbagekastes af en klump kul).
Farvekonstansen i menneskets synssans rekalibrerer forholdet mellem farven af et objekt og dets omgivelser, og fordi den omgivende himmel er forholdsvis mørk, ser Månen mere lysende ud.
Månens højde på himlen i løbet af et døgn varierer og ligger næsten inden for samme grænser som Solens. Den afhænger også af årstiden og månefasen, således at fuldmånen står højest om vinteren. Yderligere har Månens 18,6-års cyklus også indvirkning, så når den opstigende knude i Månens kredsløb ligger ved forårsjævndøgn, kan Månens deklination blive så høj som 28° hver måned (som det sidst var tilfældet i 2006). Som følge heraf kan Månen stå i zenith på breddegrader op til 28 grader fra ækvator (som f.eks. i Florida og på de Kanariske Øer eller i Brisbane på den sydlige halvkugle). Lidt over 9 år senere (næste gang i 2015) når deklinationen kun 18° N eller S hver måned.
Månen synes at være større, når den står tæt ved horisonten. Dette er en ren psykologisk virkning (måneillusionen), fordi den i virkeligheden er omkring 1,5% mindre nær horisonten, hvor den er op til en jordradius længere væk, end når den står højt på himlen.
Som Solen kan også Månen give anledning til atmosfæriske virkninger, som omfatter en 22°-halo, og de lidt mindre og hyppigere koronaringe, som ses gennem tynde skyer.
Formørkelser.
Formørkelser kan kun forekomme, når Solen, Jorden og Månen står på en ret linje. Solformørkelser finder kun sted nær nymåne, hvor Månen er mellem Solen og Jorden, mens måneformørkelser kun sker nær fuldmåne, hvor Jorden er mellem Solen og Månen.
Da Månens kredsløbsbane omkring Jorden har en vinkel på omkring 5° i forhold til ekliptika, forekommer formørkelser ikke ved hver fuldmåne og nymåne. For at en formørkelse skal finde sted, må Månen være nær et skæringspunkt mellem de to omløbsplaner.
De periodiske gentagelser af Månens formørkelse af Solen og Jordens formørkelse af Månen beskrives af sarosperioden, som har en cyklus på tilnærmet 6.585,3 dage (18 år, 11 dage og 8 timer).
Set fra Jorden overlapper Solens og Månens vinkeldiameter hinanden, hvorfor både totale og partielle solformørkelser kan forekomme. Ved en total formørkelse dækker Månen helt solskiven, og Solens korona bliver synlig for det blotte øje. Da afstanden mellem Månen og Jorden vokser ganske lidt med tiden, aftager Månens vinkeldiameter. Følgelig kunne Månen for hundredvis af millioner år siden altid dække Solen ved formørkelser, så partielle formørkelser ikke forekom. Af samme grund vil Månen omkring 600 millioner år fra nu (under forudsætning af, at Solens vinkeldiameter er uændret) ikke længere helt dække Solen, så kun partielle formørkelser vil optræde.
Den seneste måneformørkelse fandt sted 20. februar, 2008 og var en total formørkelse, som kunne iagttages i Sydamerika, det meste af Nordamerika (20. februar), i Vesteuropa, Afrika og det vestlige Asien (den 21. februar). Den seneste totale solformørkelse den 1. august 2008 var total i et område, som begyndte i det nordlige Canada og passerede Rusland og Kina. Den foregående solformørkelse skete 11. september 2007 og var synlig i det sydlige Sydamerika og dele af Antarktis.
Et relateret fænomen til formørkelse er okkultation. Da Månen altid skjuler et cirkulært areal af himlen med en bredde på 1/2 grad, bliver en klar stjerne eller planet, som passerer "bag" Månen, "okkulteret", dvs. skjult for betragtning fra Jorden. En solformørkelse er derfor en okkultation af Solen. Fordi Månen er tæt på Jorden, kan okkultationer af en enkelt stjerne ikke ses overalt og heller ikke på samme tid. Præcessionen af Månens omløb betyder, at det hvert år er andre stjerner, som okkulteres.
Tidevand.
Hovedparten af tidevandvandsvirkningen i Jordens have skyldes "tidevandskraften" (som er en gradient i styrke) fra Månens gravitation og forstærkes af en række forhold i oceanerne. Den tyngdemæssigt relaterede tidevandskraft opstår, fordi den side af Jorden, som vender mod Månen (er Månen nærmest), tiltrækkes mere af Månens gravitation end Jordens centrum - og Jordens modsatte side tiltrækkes endnu mindre. Tidevandskraften trækker Jordens oceaner ud i form af en ellipse med Jorden i centrum. Denne virkning tager form af to "buler" med forhøjet havniveau i forhold til Jorden: Den ene nærmest Månen og den anden længst væk fra den. Eftersom disse to buler med høj vandstand roterer rundt om Jorden en gang om dagen, når Jorden drejer sig om sin akse, strømmer oceanernes vand uafbrudt mod disse buler, som hele tiden flytter sig. Virkningen af de to buler og de massive oceanstrømninger, som forfølger dem, forstærkes af et samspil med andre faktorer. Det drejer sig om gnidningsmodstanden mellem vandet og oceanernes bund, inertien i vandets bevægelse, oceanbassiner som bliver lavvandede nærmere land og svingninger mellem forskellige bassiner.
Gravitationskoblingen mellem Månen og den ocean-"bule", som er nærmest Månen, påvirker dens kredsløb. Jorden roterer om sin akse i samme retning, men ca. 27 gange hurtigere end Månen kredser om Jorden. Friktionen mellem havbund og oceanernes vand samt vandets inerti betyder, at toppen af bulen nærmest Månen derved hele tiden befinder sig lidt foran den tænkte linje mellem Jordens og Månens centre. Fra Månens perspektiv er bulens massecentrum lidt "foran" det punkt, hvorom den kredser. Præcis det omvendte er tilfældet for bulen på den modsatte side af Jorden. Den er "bagefter" den tænkte linje. Den er imidlertid 12.756 km længere væk og har derfor lidt mindre gravitationskobling til Månen. Nettoresultatet er, at Månen konstant bliver gravitationsmæssigt trukket fremad i sit kredsløb om Jorden. Denne kobling fjerner kinetisk energi og vinkelmoment fra Jordens rotation. Tilsvarende tilføjes der vinkelmoment til Månens kredsløb, hvilket løfter den op i en højere bane med længere omløbstid. Virkningen på Månens baneradius er lille, kun 0,10 ppb/år, men det betyder en målelig forøgelse af afstanden til Månen på 3,82 cm om året eller 3,82 m pr. århundrede.
Bevarelse af vinkelmomentet medfører, at denne forøgelse af Månens halvakse ledsages af en gradvis nedsættelse af Jordens rotation på omkring 0,002 sekunder per dag per århundrede.
Selenologi og selenografi.
Selenologi, dvs. "Månens geologi", beskæftiger sig med dens dannelse, opbygning og udvikling, foruden med dannelsen af de observerede strukturer og de processer, som er involveret heri. Opgaven for selenografien består i fremstilling af månekort, mens videnskaben om målinger af Månen og dens gravitation kaldes selenodæsi.
Månehave.
De mørke områder på Månen, som er uden særlige kendetegn, og som tydeligt kan ses med det blotte øje, kaldes "månehave" eller "maria" (ental "mare") fra det latinske ord for have, eftersom fortidens astronomer mente, at de var fyldt med vand. De vides nu at være udstrakte, faste områder af gammel, basaltisk lava. Hovedmassen af denne lava stammer fra udbrud og lavastrømme, som er flydt ned i lavninger, som er opstået i forbindelse med nedslagsfordybninger, dannet ved meteorers og kometers kollision med måneoverfladen. (Oceanus Procellarum er en undtagelse, da det ikke svarer til noget kendt nedslagsbassin). Månehavene findes næsten udelukkende på Månens forside, idet bagsiden kun har få, spredte områder svarende til så lidt som 2% af dens overflade, sammenlignet med omkring 31% på forsiden. Den sandsynligste forklaring på forskellen hænger sammen med, at der er konstateret en højere koncentration af varmeproducerende elementer på forside-halvkuglen. Dette resultat fremgår af en geokemisk kortlægning, foretaget af Lunar Prospectors gammastråle-spektrometer. Adskillige områder med skjoldvulkaner og vulkankegler er fundet inde i månehavene på Månens forside.
Terrae.
Regionerne med mere lyse farver kaldes "terrae" eller blot højsletter, eftersom de ligger højere end de fleste mareområder. Adskillige fremtrædende bjergkæder på Månens forside findes langs udkanten af de gigantiske nedslagsbassiner, hvoraf mange er blevet fyldt af basalt fra månehavene. Disse kæder menes at være de tilbageværende rester af disse bassiners ydre rand. I modsætning til hvad der er tilfældet på Jorden, menes ingen bjerge på Månen at være dannet som følge af tektoniske begivenheder.
Bedømt ud fra billeder, taget under Clementine-programmet i 1994, ser det ud til, at fire bjergregioner i kanten af det 73 km brede Pearykrater ved Månens nordpol forbliver oplyst under hele månedagen. Disse toppe med evigt lys eksisterer, fordi Månen har særdeles ringe aksehældning i forhold til ekliptikas plan. Tilsvarende områder med evigt lys blev ikke fundet ved Månens sydpol, omend kanten af Shackletonkrateret er oplyst ca. 80% af månedagen. En anden følgevirkning af den lille aksehældning er, at der er områder i bunden af mange polarkratere, som altid henligger i skygge. NASA har i sådanne kratere ved sydpolen målt temperaturer ned til -238 °C, hvilket menes at være den laveste temperatur noget sted i solsystemet.
Nedslagskratere.
Måneoverfladen viser tydelige spor efter at være blevet påvirket af dannelsen af nedslagskratere. Disse dannes, når asteroider og kometer rammer overfladen, og der findes i alt omkring en halv million kratere med en diameter over 1 km. Eftersom nedslagskratere fremkommer med næsten konstante mellemrum, kan antallet af overlappende kratere pr. arealenhed på et geologisk sted bruges til at anslå overfladens alder ved kratertælling. Fraværet af en atmosfære, indflydelse fra vejret og nutidige geologiske processer betyder, at mange af disse kratere er bevaret særdeles godt i forhold til dem, der kan findes på Jorden.
Det største krater på Månen, som også er det størst kendte krater i solsystemet, er Sydpol-Aitken bassinet. Dette nedslagskrater, som ligger på Månens bagside mellem sydpolen og ækvator, har en diameter på omkring 2.240 km og er ca. 13 km dybt. Fremtrædende nedslagsbassiner på Månens forside er Imbrium, Serenitatis, Crisium og Nectaris.
Regolit.
Over månens skorpe ligger et findelt overfladelag, som er spredt af de mange nedslag, og som kaldes regolit. Da regolitten dannes ved nedslagsprocesser, er laget på ældre overflader som regel tykkere end på de yngre. I særdeleshed er det anslået, at tykkelsen varierer mellem 3–5 m i marerne og op til 10–20 m i højlandet. Under det fine regolitlag ligger et andet lag, der sædvanligvis omtales som "megaregolit". Dette lag er meget tykkere, op til snese af kilometer tykt og består af særdeles opbrudt grundfjeld.
Tilstedeværelse af vand.
Det uafbrudte bombardement af Månen fra kometer og meteorer har sandsynligvis tilført måneoverfladen små mængder vand. I så fald vil sollyset spalte meget af det i bestanddelene brint og ilt, som begge vil forsvinde ud i rummet på grund af Månens svage tyngdekraft. I dybe kratere nær polerne, hvor bunden ligger i permanent skygge som følge af Månens ringe aksehældning på kun 1.5° i forhold til ekliptikas plan, ville vandmolekyler, som endte her, kunne forblive stabile i lange tidsperioder.
Clementine-missionen har kortlagt kratere ved Månens sydpol som ligger i en sådan skyggezone, og computersimulationer antyder, at områderne kan dække op til 14.000 km². Resultater fra missionens radareksperiment er i overensstemmelse med små, frosne "lommer" af vand tæt på overfladen, og data fra neutronspektrometeret fra Lunar Prospector antyder, at der er usædvanligt høje koncentrationer af brint i de øverste meter af regolitlaget nær polarregionerne. Skøn over den samlede mængde is ligger på tæt på en kubikkilometer.
Nylige observationer foretaget med Arecibos planetradar antyder dog, at de data fra Clementines radar, som tidligere tolkedes som tegn på tilstedeværelsen af vand, i stedet kan være resultatet af, at der er udkastet klipper fra unge nedslagskratere. Spørgsmålet om mængden af vand på Månen er derfor stadig ikke besvaret, men findes der tilgængelige vandressourcer, vil det gøre månebaser lettere at opretholde, da forsyning med vand fra Jorden vil være ekstremt kostbart. Analyser af LCROSS-eksperimentet, hvor to rumfartøjer den 9. oktober 2009 slog ned i månekrateret Cabeus, som henligger i evigt mørke, har vist, at der findes store mængder vand i det.
Indre struktur.
Skematisk illustration af Månens indre struktur.
Månen består af tre lag med forskellig geokemisk sammensætning, nemlig grundfjeldet (skorpen), kappen og kernen. Denne struktur menes at være opstået ved krystallisation af et et flydende magmaocean kort efter Månens dannelse for omkring 4,5 milliarder år siden. Energien, som var nødvendig for at smelte den ydre del af Månen menes at stamme fra et gigantisk sammenstød, som ifølge teorien skabte Jord-Måne-systemet. Krystallisationen af dette magmaocean ville nemlig føre til dannelse af en mafisk kappe og et grundfjeld rigt på plagioklas (se herom under "oprindelse og geologisk udvikling" nedenfor).
Geokemisk kortlægning foretaget fra rummet fører til den slutning, at Månens skorpe overvejende har anortositisk sammensætning, hvilket er overensstemmende med hypotesen om magmaoceaner. Grundfjeldet består primært af grundstofferne ilt, silicium, magnesium, jern, calcium og aluminium. På grundlag af geofysiske teknikker anslås dets gennemsnitlige tykkelse at være ca. 50 km.
Delvis smeltning i Månens kappe medførte udbrud af marebasalt til måneoverfladen. Analyser af disse basalter viser, at kappen overvejende består af mineralerne olivin og pyroxen (henholdsvis ortopyroxen og clinopyroxen), og at kappen er mere jernholdig end Jordens. Noget månebasalt er rigt på titanium (i form af mineralet ilmenit), så kappens sammensætning kan være meget heterogen. Der er konstateret "måneskælv" dybt i kappen omkring 1.000 km under overfladen. De forekommer med månedlig periode og står i forbindelse med tidevandsbelastninger fra Månens excentriske omløb af Jorden.
Den gennemsnitlige tæthed af Månen er 3.346,4 kg/m³, hvilket gør den til den næsttætteste måne i solsystemet efter Io. Alligevel antyder flere resultater, at Månens kerne er lille, med en radius på omkring 350 km eller mindre. Det svarer til kun ca. 20% af Månens størrelse, hvilket er helt anderledes end de ca. 50%, som ellers findes hos jordlignende himmellegemer. Kernens sammensætning er lidet kendt, men det antages at den består af metallisk jern forbundet med små mængder svovl og nikkel. Analyser af tidsmæssige ændringer i Månens rotation tyder på, at kernen - i det mindste delvis - er flydende.
Topografi.
Månens topografi, set i forhold til månegeoiden.
Månens topografi er blevet målt ved afstandsmåling med laser og ved analyse af stereobilleder, senest fra data indhentet ved Clementine-missionen. Det mest iøjnefaldende topografiske træk er Sydpol-Aitken bassinet på Månens bagside, hvori Månens laveste punkter befinder sig. De højeste punkter findes lige nordøst for dette bassin, og det er en teori, at de stammer fra tykke, udkastede lag fra et meget stort, skråt nedslag, som skabte bassinet. Andre store nedslagsbassiner, som Imbrium, Serenitatis, Crisium, Smythii og Orientale har ligeledes lokale dybe steder og høje rande. Et andet særligt kendetegn ved Månens form er, at de høje toppe på dens bagside i gennemsnit er omkring 1,9 km højere end på dens forside.
Tyngdefelt.
Månens gravitationsfelt er blevet målt ved at spore radiosignaler fra sonder i omløb om den. Det anvendte princip benytter Dopplereffekten, ifølge hvilken en rumsondes acceleration i synslinjens retning kan bestemmes på grundlag af små ændringer i radiosignalets frekvens samt kendskab til afstanden mellem sonden og modtagestationen på Jorden. Månens bundne rotation betyder imidlertid, at rumsonder ikke kan spores ret langt forbi Månens rand, hvorfor gravitationsfeltet på dens bagside er dårligt fastlagt.
Det vigtigste kendetegn for Månens gravitationsfelt er forekomsten af masconer (massekoncentrationer), som er store, positive gravitationsanomalier, som står i forbindelse med nogle af de gigantiske nedslagsbassiner. Anomalierne udøver betydelig påvirkning af rumskibe og -sonder i kredsløb om Månen, og en nøjagtig model over dem er nødvendig ved planlægning af både bemandede og ubemandede missioner. Masconerne skyldes delvis tilstedeværelsen af de tunge og tætte lavastrømme af marebasalt, som fylder nogle af bassinerne. De kan imidlertid ikke forklare hele anomalien, så en hævning af grundfjeldet og kappen kræves også. Efter gravitationsmodeller fra Lunar Prospector er det blevet foreslået, at der findes masconer, som ikke udviser tegn på vulkansk marebasalt. Den enorme slette med vulkansk mare-basalt i Oceanus Procellarum indeholder således ingen gravitationsanomali.
Magnetfelt.
Månens eksterne magnetfelt er af størrelsesordenen en til hundrede nanotesla, hvilket er mindre end en hundrededel af Jordens, som er 30-60 mikrotesla. Andre større forskelle består i, at Månen ikke nu har et dipolært magnetfelt (sådan som en geodynamo i dens kerne ville fremkalde), og den magnetisering, som findes, stammer næsten helt fra grundfjeldet. En hypotese gå ud på, at magnetiseringen af grundfjeldet skete tidligt i Månens historie, hvor en geodynamo så stadig skulle have været virksom. Kernens ringe størrelse er dog et problem for denne teori. Som et alternativ er det muligt, at der på et lufttomt legeme som Månen vil kunne genereres midlertidige magnetfelter ved store nedslagsbegivenheder. Som støtte herfor er det blevet bemærket, at de kraftigste magnetiseringer af grundfjeldet synes at forekomme nær de gigantiske nedslagsbassiners antipoder. Det er foreslået, at et sådant fænomen kunne være resultatet af en fri ekspansion i en nedslagsfremkaldt sky af plasma rundt om Månen med et omgivende magnetfelt.
Atmosfære.
Atmosfæren på Månen er så tynd, at den næsten ikke findes. Dens samlede masse er mindre end 104 kg. En kilde til dens atmosfære er udsivning af gasarter — frigivelse af gasser som radon, som stammer fra radioaktive henfaldsprocesser i grundfjeld og kappe. En anden vigtig kilde er den såkaldte sputteringproces, som involverer mikrometeoritters bombardement af overfladen, solvinden, ioner, elektroner og sollys. Gasser, som frigives ved sputtering, kan enten genoptages i regolitten som følge af Månens gravitation, eller gå tabt til det interplanetariske rum via trykket fra solvinden eller ved at blive ført væk i solvindens magnetfelt, hvis de er ioniserede. Grundstofferne natrium (Na) og kalium (K) er blevet fundet ved jordbaserede, spektroskopiske metoder, mens tilstedeværelse af radon–222 (222Rn) og polonium-210 (210Po) sluttes ud fra data indhentet fra alfapartikel-spektrometeret i Lunar Prospector. Argon–40 (40Ar), helium-4 (4He), ilt (O2) og/eller metan (CH4), kvælstof (N2) og/eller kulilte (CO) og kuldioxid (CO2) opdagedes af detektorer på overfladen, som placeredes af Apollo-astronauter.
Overfladetemperatur.
Under månedagen er temperaturen i gennemsnit 107 °C, mens gennemsnittet for natten falder til -153 °C.
Dannelse.
Der er overvejet adskillige mekanismer, som kan have ført til Månens dannelse, der menes at være sket for 4,527 ± 0.010 milliarder år siden, dvs. omkring 30–50 millioner år efter Solsystemets dannelse. Tidspunktet er beregnet af et internationalt forskerteam fra ETH Zürich og universiteterne i Münster, Köln og Oxford, som benyttede en analyse af isotopen Wolfram-182 til bestemmelsen.
a> L5 og derpå bevæger sig mod sammenstødet. Animationen vises med et års mellemrum, så Jorden synes ubevægelig.
Magmaocean på Månen.
Fordi der er frigivet enorme energimængder både ved gigantsammenstødet og ved den følgende sammenkitning af materiale i jordomløb, antages det, at en stor del af Månen oprindelig var i smeltet tilstand. Der henvises almindeligvis til denne ydre, smeltede del af Månen som et magmaocean, og skøn over dets dybde går fra omkring 500 km til hele Månens radius.
Efterhånden som magmaoceanet afkøledes, krystalliserede det delvis og opdeltes, hvilket medførte skabelse af Månens skorpe og kappe som geokemisk adskilte lag. Kappen anses for at være dannet primært ved udfældning og nedsynkning af mineralerne olivin, clinopyroxen og ortopyroxen. Da omkring tre fjerdedele af krystallisationen af magmaoceanet var sket, menes mineralet anortit at være udfældet og flydt op til Månens overflade på grund af sin lave massefylde, hvorved skorpen blev dannet af kumulatbjergarten anortosit.
De sidste flydende stoffer, som krystalliseredes i magmaoceanet, ville oprindelig have været klemt inde mellem skorpen og kappen og bestå af en stor mængde residuale og radioaktive (varmeproducerende) grundstoffer. Denne geokemiske komponent omtales med forkortelsen KREEP, der står for kalium (K), sjældne jordarter (REE - rare earth elements) og fosfor (P), og synes at være koncentreret indenfor et lille geologisk område, der indbefatter det meste af Oceanus Procellarum og Mare Imbrium på Månens forside.
Geologisk udvikling.
En stor del af Månens geologiske udvikling efter størkningen af magmaoceanet er domineret af de nedslag, som har dannet nedslagskratere på overfladen. Månens geologiske tidsaldre er i det store og hele opdelt i perioder på basis af prominente bassindannende nedslag, som det f.eks. gælder Nectaris, Imbrium og Orientale. Disse nedslagsstrukturer er karakteriseret ved at have flere ringe af opløftet materiale og være fra hundreder til tusinder af kilometer i diameter. Hvert bassin omgivet af flere ringe er forbundet med et bredt tæppe af udkastet stof, som danner en stratigrafisk horisont for området. Skønt kun få af disse bassiner er blevet endegyldigt dateret, gør de nytte som grundlag for fastsættelse af relativ alder på basis af stratigrafiske overvejelser. De vedvarende virkninger af kraterdannelse ved nedslag er ansvarlige for dannelse af regolitten.
Den anden betydningsfulde geologiske proces, som påvirkede Månens overflade, var marevulkanisme. Ophobningen af varmeproducerende grundstoffer i KREEP-områderne menes at have opvarmet den underliggende kappe med en delvis smeltning til følge. En del af disse magmaer steg op til overfladen og forårsagede udbrud, som er grunden til de høje koncentrationer af marebasalter på Månens forside. Hovedparten af Månens marebasalt stammer fra udbrud, som i Imbrianperioden skete i dette geologiske område for 3–3,5 milliarder år siden. Dog er nogle prøver dateret til en så høj alder som 4,2 milliarder år, og de yngste udbrud menes på grundlag af kratertælling at være sket for kun 1,2 milliarder år siden.
Det har tidligere været omtvistet, hvorvidt dannelser på Månens overflade undergår ændringer i tidens løb. Nogle forskere har hævdet, at kratere enten opstod eller forsvandt, eller at andre former for midlertidige fænomener har fundet sted. I dag menes mange af disse observationer at have været illusioner, stammende fra observation under forskellige lysbetingelser, dårlig astronomisk teknik eller unøjagtigheder i fortidige tegninger. Alligevel vides det, at f.eks. udstrømning af gasarter forekommer, og sådanne begivenheder kan være årsag til i hvert fald en mindre procentdel af de rapporterede forbigående månefænomener. Det er fornylig blevet foreslået, at en region med en diameter omkring 3 km ændredes ved en gasudstrømning for kun en million år siden.
Måneklipper.
Klipperne på Månen falder i to kategorier afhængigt af, om de hører til Månens højland eller mareområderne. Højlandets klipper kan opdeles i tre grupper efter deres bestanddele: "den jernholdige anortositgruppe", "magnesiumgruppen" og "alkaligruppen" (nogle anser dog alkaligruppen for at være en undergruppe af magnesiumgruppen). Klipperne i gruppen "jernholdig anortosit" består næsten udelukkende af mineralet anortit (der er en calciumrig feldspat), og som menes at repræsentere akkumulationer af flydende plagioklas i Månens magmaocean. Datering af den jernholdige anortosit med radiometriske metoder har fastlagt tidspunktet for dens dannelse til at være sket for ca. 4,4 milliarder år siden.
Mg- og alkaligruppen er overvejende mafisk plutonisk klippe. Typiske bjergarter er dunit, troctolit, gabbro, anortosit og - ved ekstrem grad af opsmeltning 'månegranit' som restitbjergart. I modsætning til gruppen af jernholdigt anortosit har disse klipper alle et relativt højt Mg/Fe-forhold i deres mafiske mineraler. I almindelighed repræsenterer disse klipper intrusioner i den allerede dannede højlandsskorpe (omend nogle få og sjældne eksempler synes at være udstrømmede lavaer), og de er blevet dateret til at være dannet for omkring 4,4–3,9 milliarder år siden. Mange af disse klipper har et højt indhold af den geokemiske komponent KREEP eller stoffer af samme art.
Månens mareområder består udelukkende af plateaubasalter dateret til fra 3,1 til 3,8 milliarder år. Omend de ligner jordiske basalter, har de langt højere jernindhold, et højt indhold af ilmenit (titanoxid) og indeholder stadig glasser der på Jorden ville være omdannet ved hydrering (vandige opløsninger) efter få millioner år.
Astronauter fra månelandingerne har berettet, at støv fra måneoverfladen føltes som sne og lugtede som krudtrøg., som sandsynligvis er dannet af meteorer, som er slået ned på Månens overflade. Støvet indeholder desuden calcium og magnesium.
Udforskning.
Det første store spring i udforskningen af Månen udløstes af teleskopets opfindelse. Galileo Galilei gjorde god brug af dette nye instrument og betragtede bjerge og kratere på måneoverfladen.
Den kolde krig medførte et rumkapløb mellem Sovjetunionen og USA, hvilket førte til stigende interesse for Månen. Ubemandede sonder, som passerede Månen eller som slog ned/landede på Månen blev opsendt, så hurtigt som opsendelseskapaciteten tillod det. Det sovjetiske Luna- program blev det første, som nåede Månen med et ubemandet rumskib. Det første menneskeskabte objekt som frigjorde sig fra Jordens tyngdekraft og passerede nær Månen var Luna 1, det første menneskeskabte objekt som slog ned på måneoverfladen var Luna 2, og de første fotografier af den skjulte bagside af Månen blev taget af Luna 3, alle i 1959. Den første månesonde, som udførte en vellykket semi-blød landing var Luna 9, og det første ubemandede rumskib, som gik i kredsløb om Månen var Luna 10, begge i 1966. Måneprøver er blevet returneret til Jorden af tre Luna-missioner (Luna 16, 20 og 24) og af Apollo-missionerne 11 til 17 (bortset fra Apollo 13, som måtte afbryde sin planlagte månelanding).
Landsætningen af de første mennesker på Månen i 1969 kan ses som rumkapløbets kulmination. Neil Armstrong blev det første menneske, som satte sin fod på Månen som kaptajn på den amerikanske månemission Apollo 11 kl. 02:56 UTC den 21. juli 1969. Den amerikanske månelanding og missionens tilbagevenden til Jorden blev muliggjort af betragtelige teknologiske fremskridt, bl.a. på områder som kemisk varmedissipation og teknologi omkring genindtræden i atmosfæren i de tidlige 1960'ere.
Alle de landende Apollo-missioner installerede videnskabelige instrumenter på måneoverfladen. Atomdrevne ALSEP-stationer (fra engelsk: "Apollo Lunar Surface Experiment Package" (Apollo eksperimentpakke til måneoverfladen) blev opstillet på landingsstederne for Apollo 12, 14, 15, 16 og 17, mens en midlertidig station med betegnelsen EASEP (Engelsk: "Early Apollo Scientific Experiments Package" (tidlig videnskabelig eksperimentpakke til Apollo) blev opstillet under Apollo 11-missionen. ALSEP-stationerne indbefattede bl.a. instrumenter til måling af varmestrømme, seismometre, magnetometre og laserreflektorer. Datatransmission til Jorden blev afbrudt 30. september 1977 af omkostningsmæssige grunde. Da reflektoropstillingerne til afstandsmåling til Månen med laser (LLR) er passive, er disse dog stadig i brug, og målinger foretages rutinemæssigt fra jordbaserede stationer med en nøjagtighed på få centimeter. Data fra disse eksperimenter bruges til at bedømme grænserne for størrelsen af Månens kerne og Månens latente flugt fra Jorden.
Eugene Cernan fra Apollo 17 er indtil videre den sidste, som har gået på Månen. Det skete 14. december 1972.
Fra midten af 1960'erne til midten af 1970'erne nåede 65 kunstige objekter til Månen (både bemandede og robotstyrede, og heraf ti alene i året 1971), hvoraf det sidste var Luna 24 i 1976. Kun 18 af disse var kontrollerede månelandinger, og heraf gennemførte halvdelen en returrejse og vendte tilbage med prøver af måneklipper. Sovjetunionen vendte derpå primært opmærksomheden mod Venus og rumstationer, mens USA's interesse rettedes mod Mars og videre ud. I 1990 sendte Japan "Hiten"-sonden i kredsløb om Månen og blev dermed den tredje nation, som udførte denne bedrift. Sonden frigjorde en mindre sonde, "Hagomoro", i månekredsløb, men dens sender svigtede og forhindrede dermed opnåelse af yderligere videnskabelige resultater fra missionen.
I 1994 vendte USA tilbage til Månen med Pentagons Clementine-sonde, som opnåede den første, næsten fuldstændige topografiske kortlægning af Månen og de første globale multispektrum-billeder af overfladen. Den efterfulgtes af NASA's "Lunar Prospector"-mission i 1998. Neutronspektrometeret i "Lunar Prospector" antydede tilstedeværelsen af et overskud af brint ved Månens poler, hvilket sandsynligvis kan stamme fra forekomster af is i de øverste få meter af regolitten i kratere, som ligger i permanent skygge.
Den europæiske rumsonde "SMART-1" opsendtes d. 27. september 2003 og kredsede om Månen fra d. 15. november 2004 til d. 3. september 2006.
Den 14. januar 2004 fremsatte den amerikanske præsident George W. Bush en plan for igen at sende bemandede missioner til Månen i 2020. NASA planlægger nu opførelsen af en permanent base ved en af Månens poler. Folkerepublikken Kina har fremsat ambitiøse planer for udforskning af Månen og har iværksat Chang'e-programmet til dette og allerede med held opsendt sit første rumfartøj Chang'e-1 den 24. oktober 2007. Indien påtænker at opsende adskillige ubemandede missioner, begyndende med "Chandrayaan I" i februar 2008 og efterfulgt af "Chandrayaan II" i 2010 eller 2011. Den sidstnævnte skal omfatte et robotkøretøj. Indien har også udtrykt håb om at gennemføre en bemandet mission til Månen omkring 2030. USA vil opsende "Lunar Reconnaissance Orbiter" i 2009, og Rusland har ligeledes annonceret sit ønske om at genoptage sit tidligere opgivne projekt "Luna-Glob", som består af to ubemandede moduler: Et kredsløbsmodul og et landingsmodul, og som er planlagt til 2012.
Google Lunar X Prize er en præmiesum på 20 millioner US-dollars, udsat af X Prize Foundation den 13. september 2007 med det håb at fremme og opmuntre privat-finansierede måneekspeditioner. Den tildeles enhver, som er i stand til at landsætte et robotkøretøj på Månen og opfylde visse andre specificerede krav.
Den 14. september 2007 opsendte Japan Aerospace Exploration Agency rumsonden SELENE (også kendt under navnet "Kaguya"), som kredsede om Månen og var udstyret med et videokamera med høj opløsning, og som desuden frigjorde to minisatellitter. Denne mission forventedes at vare et år, men kom til at strække sig over 21 måneder.
Menneskehedens forståelse.
Månen har været emne for mange kunstværker og skrifter og tjent som inspiration for talløse andre. Den har været et motiv i billedkunsten, i den udøvende kunst, i prosa, poesi og musik. En indristning i en 5.000 år gammel klippe ved Knowth i Irland fremstiller muligvis Månen og vil så være den tidligste afbildning, som er fundet. I mange forhistoriske kulturer mentes Månen at være en Guddom eller et andet overnaturligt fænomen, og i astrologien medregnes Månens virkninger stadig.
Blandt de første vestlige tænkere, som fremsatte en videnskabelig forklaring på Månen, var den græske filosof Anaxagoras (død 428 f.Kr.), som sluttede sig til, at Solen og Månen begge var gigantiske stenkugler, og at Månen tilbagekastede lyset fra Solen. Hans ateistiske syn på himlene var en af grundene til hans fængsling og senere landsforvisning.
I Aristoteles' (384–322 f.Kr.) beskrivelse af universet udgjorde Månen grænsen mellem sfærerne for de flygtige elementer (jord, vand, luft og ild), og de uforgængelige stjerner af æter. Denne opdeling forblev en del af den gængse fysik i mange århundreder.
a> (den rødlige stribe). Lige over horisonten ses en mørkeblå stribe, som er Jordens skygge.
I den periode i Kinas historie, som kaldes de krigende riger, anviste astronomen Shi Shen (4. århundrede f.Kr.), hvorledes man kunne forudsige sol- og måneformørkelser på grundlag af Månens og Solens relative stilling. Skønt kineserne under Han-dynastiet (202 f.Kr.–202 e.Kr.) mente, at Månen var energi, som var lig med "qi", indgik det i deres teori for 'strålepåvirkning', at Månens lys kun var en tilbagekastning fra Solen (som også hævdet af Anaxagoras). Dette støttedes af førende tænkere som Jing Fang (78–37 f. Kr.) og Zhang Heng (78–139 e.Kr.), men blev imødegået af den indflydelsesrige filosof Wang Chong (27–97 e.Kr.). Jing Fang bemærkede Månens kugleform, mens Zhang Heng nøjagtigt beskrev måne- og solformørkelse. Disse antagelser støttedes af Shen Kuo (1031–1095) fra Song-dyn7astiet (960–1279), som skabte en allegori, hvori han lignede Månens til- og aftagen med en rund bold af spejlende sølv, som - når den dryssedes med hvidt pulver og blev set fra siden - ville synes at være et segl. Han bemærkede også, at årsagen til, at Solen og Månen ikke formørkedes hver gang, deres baner mødtes, var en lille vinkel mellem deres omløbsplaner.
Før teleskopets opfindelse begyndte flere og flere i middelalderens Europa at se på Månen som en kugle, der ansås for at være "perfekt glat". I 1609 udgav Galileo Galilei imidlertid de første tegninger fra sine kikkertobservationer i sin bog "Sidereus Nuncius" og bemærkede, at den ikke var glat, men havde bjerge og kratere. Senere i det 17. århundrede udfærdigede Giovanni Battista Riccioli og Francesco Maria Grimaldi kort over Månen og gav mange kratere de navne, de stadig har bevaret.
På kort blev de mørke områder på Månens overflade kaldt "marer" (ental "mare") eller have, mens de lyse område kaldtes "terrae" eller kontinenter.
Muligheden for, at Månen havde vegetation og var beboet af "måneboere" blev seriøst overvejet af fremtrædende astronomer så langt frem som til de første årtier af det 19. århundrede. Kontrasten mellem de lysere højlande og mørkere mare skaber mønstre, der af forskellige kulturer er blevet opfattet som f.eks. "Manden i Månen", "kaninen" og "bøffelen".
I 1835 narrede det store månebedrag en hel del mennesker til at tro, at der levede eksotiske væsener på Månen. På næsten samme tidspunkt (i 1834–1836) offentliggjorde Wilhelm Beer og Johann Heinrich Mädler deres "Mappa Selenographica" i fire bind og bogen "Der Mond" i 1837, som endeligt slog den konklusion fast, at Månen ikke har områder med vand og heller ingen atmosfære af betydning.
Månens bagside forblev helt ukendt, indtil Luna 3-månesonden opsendtes i 1959, og den blev først omfattende kortlagt under Lunar Orbiter-programmet i 1960'erne.
Juridisk status.
Selv om Sovjetunionen spredte adskillige sovjettiske flag fra Luna 2 i 1959 og ved senere månelandinger, og USA's flag symbolsk er blevet opsat på Månen, har ingen nation indtil nu rejst krav om ret til nogen del af Månen. Både Rusland og USA er medunderskrivere på Traktaten om det ydre rum, som placerer Månen under samme jurisdiktion som internationale farvande (latin: "Res communis"). Denne traktat foreskriver også, at Månen skal benyttes til fredelige formål og forbyder eksplicit militære anlæg og masseødelæggelsesvåben (herunder kernevåben).
En anden traktat, Månetraktaten, er blevet foreslået for at begrænse nogen enkelt nations udnyttelse af Månens resourcer, men den er ikke blevet undertegnet af nogen af de nationer, som driver rumfart. Adskillige enkeltpersoner har rejst krav på Månen helt eller delvis, omend ingen af disse krav anses for at være holdbare.
Fanø.
Nordby havn på Fanø, bilerne holder i kø ved færgerne "Fenja" og "Menja"
Fanø er en 56 kvadratkilometer stor, langstrakt ø i Vadehavet i det sydvestlige Danmark. I april 2005 blev det bestemt, at Fanø Kommune bevares som en selvstændig kommune.
Fanø har igennem historien været præget af søfart, men domineres i dag hovedsagelig af turismen. Lokalbefolkningen ernærer sig almindeligvis ved turisterhvervet eller tager færgen til Esbjerg for at arbejde dér. Turistattraktionerne er især gåture ved — eller udflugter til Vadehavet, et besøg på Fanø Kunstmuseum, muligheden for at bade og sole sig på stranden, muligheden for at finde rav og generelt det rige dyreliv på Fanø.
Byer på Fanø.
Der er tre byer på Fanø: Nordby som er den største, og som ligger nordligt med færgerute til Esbjerg. Sønderho, som er den næststørste, og som ligger sydligst og til sidst bebyggelserne Rindby.
Historie.
Fanø har fra de ældste tider været krongods og optræder i 1231 i Kong Valdemars jordebog. Fanøs befolkning købte øen af kongen på auktion i Ribe i 1741 og fik herved retten til "fri sejlads", hvilket hidtil havde været forbeholdt ripenserne. Indtil 1741 var hovederhvervet fiskeri. Frem mod 1807 prægedes øen af vækst med tiltagende skibsbyggeri og en hastigt voksende handelsflåde.
Fanø mistede hovedparten af denne flåde under Englandskrigen i 1807-14, og det blev indledningen til en stagnationstid, der varede til omkring 1840.
Herefter var der igen kraftig vækst i skibsbyggeriet, og frem mod højdepunktet i 1897 oplevede Fanø sin guldalder. I perioden fra 1768 til 1896 blev der på Fanø bygget ca. 1100 skibe. Godt tyve år senere var Fanøs flåde, der lige siden 1783 havde været en af de fire største flåder i Danmark, stort set forsvundet.
Under 2. verdenskrig var mange af Fanøs sømænd beskæftiget på danske handelsskibe - nogle sejlede for hjemmeflåden, andre sejlede forsyninger over Atlanten for de allierede. Mange fanniker mistede livet ved påsejling af søminer eller ved tyske ubådes angreb. På Fanø befæstede tyskerne øen som led i deres beskyttelse af havnen og lufthavnen i Esbjerg. I alt blev der på Fanø opført ca 400 bunkers. Der blev også anlagt minefelter, betonveje samt to tipvognsjernbaner. Befæstningsværkerne sætter stadig i dag deres spor rundt omkring på øen.
Kirker.
Der findes i dag to kirker på Fanø: Sønderho Kirke og Nordby Kirke.
Sønderhos nuværende kirke blev opført i 1782. Den opførtes samme sted som den oprindelige kirke, der blev revet ned pga af ringe forfatning. Kirkens ældste inventar er døbefonten fra 1100-tallet. Dåbsfadet fra ca. 1600 er af nederlandsk oprindelse. Alteret er fra 1717 og fra den oprindelige kirke. Nordby kirke er opført i 1786 og afløste sognets gamle kirke i Rindby (nedrevet samme år). Altertavlen er fra 1622 og prædikestolens lydhimmel bærer årstallet 1620. Kirkens ældste stykke inventar er døbefonten fra sidste halvdel af 1400-tallet. Alle tre dele stammer fra den gamle kirke i Rindby. I begge kirker hænger der mange flotte kirkeskibe.
Turisme.
Turismen er meget vigtig på Fanø. Allerede i 1890'erne blev området ved Fanø Bad udnævnt til international badeområde, og der blev opført øens første badehotel og kursted på dette sted. Også Danmarks første golfbane blev anlagt i dette område. Nu om stunder er badehotellerne væk, men nogle af de tidlige feriehuse kan fortsat ses. Nu finder man øens badeland i dette område sammen med en lang række nyere sommerhuse.
Seværdigheder.
"Badevogne på Fanø Strand" i slutningen af 1800-tallet, tegnet af Erik Henningsen (1855-1930)
Friluftsaktiviteter.
Hvert år sidst i juni måned afholdes en stor dragefestival på stranden ved Fanø Bad hvor folk kommer langvejs fra.
Der er også et stort område på selve stranden beregnet på strandsejlere, buggyer, blo-karts osv. I havet dyrkes først og fremmest svømning, men også kitesurfing. Fanø har Danmarks ældste golfbane, som blev anlagt i 1901. Syd for Nordby blev der i juli 2008 indviet en fiskesø.
Dyreliv på Fanø.
Fanøs beliggenhed ved Vadehavet (og den yderste vestlige kyst) gør, at øen er ideel på trækruten for fugle på vej til og fra deres ynglepladser. Mange spændende fuglearter kommer forbi.
Fanøs beliggenhed lidt vest for den jyske halvø ud for Esbjerg - uden fast forbindelse til et kontinent - gør, at der er flere dyrearter, som ikke findes på Fanø, og flere dyrearter er importeret til øen. Flere dyrearter kan ikke trives, da Fanø jo ret beset bare er én stor revle, som er blevet til en klit. Der findes fx ikke rotter, egern, muldvarpe, grævling og slanger. Til gengæld er der forholdsvis mange ræve, og netop det store antal ræve de sidste år er med til at ændre Fanøs natur - det er f.eks. ikke nemt at finde ynglende måger mere; disse tages simpelthen af rævene. Jagt tager nogle ræve, men det er ikke nok til at beskytte de ynglende fugle. Kaniner, harer, pindsvin og rådyr er talrige.
Sydvest for øen samles mange sæler på en sandbanke på den anden side af en dyb rende. Ved ebbe er det muligt at gå ud til renden.
Fanø Efterskole.
Fanø Efterskole ligger i Nordby. Den har 4 linjer: musik, musical, golf og udeliv, samt valgfag som fx psykologi, guitar, rytmisk gymnastik etc.
Atlantvolden på Fanø under 2. verdenskrig.
Ved krigens afslutning havde tyskerne opstillet 5 kystbatterier på Fanø: Marinebatterierne "Fanø Nord" (N for Nordby), "Grådyb" (NV for golfbanen) og "Pælebjerg" (S for Pælebjerg) samt hærkystbatterierne "Vesterhavsbad" (NV for golfbanen) og "Mosdalsbjerg" (V for Sønderho). Ved batteriet "Grådyb" stod der 2 pansertårne med hver 2 stk. 15 cm kanoner, stammende fra slagskibet Gneisenau. De skulle sammen med Tirpitz-stillingen ved Blåvand sikre indsejlingen til Esbjerg. Kanontårnene blev i 1951 flyttet til det nu nedlagte Stevnsfortet, hvor de stadig kan ses. Herudover var der bl.a. opstillet et antal flakbatterier: "Halen" (Nordlige Halen), "Melbjerg" (SV for Nordby), "Odden" (N for Nordby) samt et øvelsesbatteri syd for Fanø Vesterhavsbad.
N.F.S. Grundtvig.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig (8. september 1783 - 2. september 1872) var en dansk forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter), filosof, historiker, præst ved Vartov i København, titulær biskop, filolog, skolemand og politiker. Han lægger navn til Grundtvigianismen og var initiativtager til folkehøjskolen. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Den Danske Salmebog og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv.
Barndom og ungdom.
N.F.S. Grundtvig blev født i 1783 som yngste søn af Johan Grundtvig og Catherine Marie Grundtvig. Johan var sognepræst i Udby. Nikolai havde tre brødre, Otto, Jacob og Niels og en søster, Ulrikke. Jacob og Niels døde på tragisk vis på Guinea. Otto Grundtvig overlevede og blev præst og senere provst i Gladsaxe.
Da han var 9 år gammel blev han sendt til Thyregod ved Vejle for at blive forberedt på latinskolen. Her blev han i 6 år og da han var ca. 15 år blev han optaget på latinskolen i Århus (nu Aarhus Katedralskole). Hans studietid i byen var dog ikke noget at skrive hjem om. Men han kom derfra med en god eksamen. Han begyndte at studere teologi i København.
Grundtvigs eget liv var mindre regelret. Det var dramatisk og fuld af omskiftelser. Personligt gennemløb han en udvikling i mange forskellige trin, før han blev den institution i dansk åndsliv, vi kender i dag.
Den person, man møder i hans ungdomsdagbøger, er en kølig, selvbetragtende og socialt kejtet ung mand, der snusfornuftigt og ofte spydigt kommenterer på sin egen gøren og laden. Han har store ambitioner, men er tilsyneladende uden egentlige evner for den forfatterkarriere, han drømmer om. Han skriver meget, men intet af det trykkes i hans levetid. Dette utrykte forfatterskab er mest udtømmende behandlet i Flemming Lundgreen-Nielsens disputats (se nedenfor).
Han læser meget tilsyneladende uden selv helt at være klar over det, spiller en del hasard og tager en mere end hæderlig teologisk embedseksamen uden at udvise nogen videre interesse for faget
Det tidligste forfatterskab.
Denne situation forandres radikalt, da han efter endt eksamen bliver huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Han forelsker sig voldsomt i den noget ældre Constance de Steensen Leth. Vi ved ikke meget om forelskelsens forløb, da hele dette afsnit af dagbogen mangler - formentlig destrueret af Grundtvig selv. Forelskelsen vækker et passioneret følelsesliv i Grundtvig, som nok går igennem en række forandringer i de efterfølgende mange år, men aldrig siden forlader ham. Han finder afløb for sine lidenskaber i et intenst arbejde med samtidig tysk filosofi, især Herder, Fichte og Schelling og med den nordiske mytologi. Det fører til hans første offentliggjorte arbejde "Lidet om Sangene i Edda" (1806), der er en polemik imod den lidt ældre Jens Møllers behandling af Skirnirskvadet. Derpå følger en række af artikler med mytologisk indhold, hvoraf den vigtigste givet er "Om Asalæren" (1807). Grundtvigs debut i bogform er dog ikke et mytestudie, omend mytologien spiller en afgørende rolle i den, men en rasende pamflet i anledning af, at der i København bliver afholdt maskeballer trods nederlaget til englænderne i 1807. Den unge Grundtvig ser dette som tegn på den mangel på alvor, der præger danskerne, og i debutskriftet "Maskeradeballet i Dannemark" (1808) forudsiger han landet snarlige undergang. Som det positive modbillede til danskernes manglende alvor optræder to grupper af nationale alvorsmænd af henholdsvis hedensk og kristen oprindelse. Nogen egentlig distinktion imellem de to grupper foretager Grundtvig ikke.
Samme år som "Maskeradeballet i Dannemark" udsender Grundtvig sit første større, selvstændige værk, "Nordens Mytologi eller Udblik over Eddalæren for dannede Mænd, der ei selv ere Mytologer", en farverig og beslutsom præsentation og fortolkning af den nordiske mytologi. Med udgangspunkt i en af Schelling inspireret idealisme fortolker Grundtvig mytologien med Völuspá (Vølvens spådom) som mønsterdannende overtekst. Oplysningerne fra den nordiske mytologis øvrige kilder indpasses i dette mønster, i det omfang det er muligt og afvises ellers som inautentiske eller forvrængede. Det grundlæggende greb i Grundtvigs behandling af mytologien er påstanden om eksistensen af en højere gud over aserne, navngivet Alfader (et navn som i mytologiens kilder er et af Odins tilnavne. Aserne forstås som syndere imod denne højere gud, idet de har villet været selvstændige i forhold til ham. Alfader styrer i det skjulte gennem nornerne den nordiske verden frem imod Ragnarok, hvor aserne og deres modstandere jætterne skal udslette hinanden, hvorefter alt, hvad der stod Alfader imod er fjernet, og hans egen nye, rene verden kan bryde frem. Grundtvigs forsøg på at få indføjet kristendommen i sin fortolkning ender i selvmodsigelse og heterodoksi, men selve fortolkningen af mytologien er tydeligt præget af Grundtvigs kristne baggrund. Bogen vækker en del opmærksomhed og blev oversat til såvel tysk som svensk.
Fremstillingen af den nordiske mytologi skulle for Grundtvig selv blot være baggrunden for en stor digtning i mange bind, der gengav hele det nordiske heltelivs historie. Året efter "Nordens Mytologi" udgav han "Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord" (1809), der gengav religionsskiftet og hedenskabets sidste dage som læsedrama i blankvers og med tydelig inspiration fra Shakespeare. Værkets centrale skikkelse er jomsvikingernes høvding Palnatoke, der som den sidste søger at genrejse troen på de hedenske guder i Danmark. Palnatoke er en klassisk shakespearehelt: En stærk skikkelse i en udsat position, der udløser hans tragedie. Han modstilles den feje, grusomme og nærmest sindsforvirrede konge Harald Blatan (Harald Blåtand), som han menneskeligt er langt overlegen. Men skønt han vinder kampen mod kongen, taber han kampen mod kristendommen og må gå i sin grav med bevidstheden om sit livsprojekts nederlag og sin tros undergang. Værket spejler den splittelse mellem hedenskab og kristendom, der er i Nordens Mytologi. Værkets historiske sympati er med kristendommen, men dets empati følger hedningene, og det er deres tragedie ikke kristendommens triumf, der står i centrum.
Sammenbruddet og den kristelige opvækkelse.
Efter Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord gav Grundtvig sig i kast med næste bind, og det lykkedes ham i det væsentlige at færdiggøre Optrin af Norners og Asers Kamp i løbet af 1810. Inden bogen nåede at blive udgivet, var der sket et dramatisk omslag i Grundtvigs eget liv, der kom til at gribe afgørende ind i værket. Den gamle Johan Grundtvig var blevet for svag til at passe sit embede, og da han ikke havde mulighed for at lade sig pensionere med løn, måtte han skaffe sig en kapellan. Sønnen var det indlysende valg. Grundtvig vægrede sig mod at acceptere opgaven, der kom svært i vejen for hans forfatterambitioner og ville fjerne ham fra det københavnske kulturliv. Trods sin modstand afholdt han i Regenskirken den dimisprædiken, der var en forudsætning for hans præsteansættelse. Han fik topkarakter for den, men da han lod den trykke under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Hus (1810), indbragte dens hidsige angreb på præstestanden ham en klage fra en række præster og en skarp irettesættelse fra universitetets ledelse. Men dimisprædikenen betød ikke, at Grundtvig umiddelbart havde tænkt sig at vende hjem, og en længere konfrontation fulgte mellem ham og især hans moder. Samtidig gik hans selvbillede og forestilling om sit eget kald i sygelig retning, og det samlede pres udløste Grundtvigs første sindssygeanfald i december 1810. Hen under jul blev han af sine venner Poul Dons og F.C. Sibbern transporteret hjem til Udby. Undervejs overnattede de i Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig om natten fik et voldsomt anfald, hvor han troede, han kæmpede med djævelen i skikkelse af en slange. I Udby Præstegård kom han sig i løbet af nogle måneder. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme De hellige tre Konger, der under titlen "Dejlig er den himmel blå" er en af de mest sungne danske julesalmer. Den blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811.
Grundtvig opfattede selv krisen som en guddommelig irettesættelse af sit hovmod og så på den baggrund krisen som en opvækkelse til kristendom. Som et mærkeligt udtryk for krisen står de to digtsamlinger, Grundtvig udsendte mellem jul og nytår 1810/1811: "Idunna" og "Nytaarsnat". Den første markerer hans afsked med mytologien og den anden hans nyfundne kristendom uden at nogen af positionerne dog er tegnet med klarhed. Efterfølgende opgav han sine ambitioner om at blive skønlitterær forfatter og accepterede stillingen som kapellan for sin fader. Samtidig opgav han store dele af sin romantisk inspirerede tankeverden herunder - indtil videre - sin intense interesse for den nordiske mytologi. I stedet satte han en bibeltro kristendom med stærk inspiration af Martin Luther.
Apologi, domforkyndelse og fejder.
Det første resultat af Grundtvigs nyfundne tro var en radikal omredigering af "Optrin af Norners og Asers Kamp". Værket er i sin oprindelige form en gendigtning af sagnkredsen omkring Sigurd Fafnersbane, men da det blev udsendt i 1811, var det med en række kristelige tildigtninger fra Grundtvigs hånd: forskellige kristne forkyndere sættes ind på scenen for at forkynde dom, bod og omvendelse for de vilde hedninge. De to tekstlag i værket står uformidlede over for hinanden, og Grundtvig har stort set ikke ændret sin oprindelige plan med værket. Det ene - oprindelige - tekstlag er derfor indlejret i de foregående års asalære, mens det andet - tildigtede - er skrevet ud fra Grundtvigs nye, gammellutherske standpunkt.
Grundtvig som salmedigter.
To slags tekster har haft enestående betydning: Hans skoleskrifter og hans salmedigtning. Hans salmedigtning var længe under vejs. Hans første salme af betydning, barnesalmen "De hellige tre Konger", blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift "Tilskueren" i 1811. "De hellige tre konger" ændrede han senere til "Dejlig er den himmel blå". I fortalen til salmen lovede han mere salmedigtning, men indfrielsen af løftet lod vente på sig; i mange år kom hans salmedigtning kun drypvis. Det var først da hans velhavende ven Gunni Busck midt i 1830'erne stillede midler til rådighed for ham, at hans salmedigtning for alvor tog fart. Nu overtog den hovedrollen i hans poetiske forfatterskab. Langt hovedparten af de tekster, der optager de fem bind i "Grundtvigs Sang-Værk", er skrevet efter midten af 1830'erne. Han skrev i alt omkring 1500 salmer som "Nu falmer skoven trindt om land", "Et barn er født i Bethlehem", "Det kimer nu til julefest", "I al sin glans nu stråler solen" og "Vær velkommen Herrens år".
Kingo skrev betagende salmer til påsken, Brorson til julen, mens Grundtvig skrev til hele kirkeåret - og især pinsesalmer.
Grundtvig og det nationale.
Det nationale lå Grundtvig på sinde. Han arbejdede intenst med den danske folkevisetradition, en interesse hans søn Svend Grundtvig overtog fra ham. Det lykkedes ham også at få nordisk mytologi gjort til folkeeje i Danmark gennem et omfattende arbejde, som han havde interesseret sig for siden begyndelsen af forfatterskabet.
Grundtvig og Højskolen.
Grundtvigs arbejde for folkeoplysningen blev indledt i 1816 med udgivelsen af tidsskriftet Danne-Virke, og hans arbejde inspirerede til oprettelsen af folkehøjskoler, hvoraf den første blev grundlagt i Rødding i 1844.
Grundtvigstatuen i Vartovaf Niels Skovgaard
Gengivelser af Grundtvig.
Grundtvig er ikke overraskende en af de mest portrætterede personer, både i sin levetid og posthumt. Det følgende er en kronologisk liste over portrætter, statuer mm. af Grundtvig.
Eksterne henvisninger/kilder.
N.F.S.
Universel anæstesi.
Græsk: "anaisthesia", "an-": ikke, "aisthesis": følelse: følelsesløshed.
Fuld bedøvelse, eller at bedøve. Narkose er den bedøvelse der går forud for og fortsætter under en operation. Der anvendes forskellige metoder afhængigt af patientens alder, øvrige sygdomme samt af indgrebets størrelse og lokalisation på kroppen.
Narkose kan gives intravenøst gennem et drop eller tilføres luftvejene som gasarter. Hvis der anvendes gasarter, er det mest almindeligt at udføre intubation - det vil sige nedførelse af et rør i luftrøret til kontrol af luftvejen og for at mindske forurening med gasarterne. I nogle tilfælde, for eksempel ved større indgreb, kombineres fuld narkose ofte med lokalbedøvelse (lokal analgesi, regional anæstesi) i form af en blokade. Arbejdet udføres ofte af en læge og en narkosesygeplejeske i samarbejde.
Navigation.
Navigation (latin: "navigatio" sejlads) er læren om at finde vej over havet eller gennem luften, det vil sige at fastslå hvor man (geografisk) befinder sig, og hvordan man kommer frem til sit bestemmelsessted.
Fra tidligere tid blev navigation foretaget med simple midler ved brug af sol, måne og stjerner og punkter på Jordens overflade ved anvendelse af blandt andet en sekstant.
Senere er der blevet anvendt radionavigation, hvor navigatøren anvendte forud producerede kort med indlagte kurver, hvor krydsreferencer fra fyrene kunne bestemme aktuelle position, eksempelvis det engelske Decca-system og det amerikanske Loran-system.
For nuværende, 2008, anvendes primært satellitbaserede navigationssystemer, blandt andet det amerikanske GPS-system og russiske Glonass-system.
I sportsgrenen orienteringsløb anvendes kort og kompas til navigering, det vil sige at finde fastlagte poster.
Napoli.
Napoli er den største by i Syditalien og hovedstad i regionen Campania. Byen har omtrent 1 million indbyggere. I nærheden ligger vulkanen Vesuv.
Napoli blev sandsynligvis grundlagt af græske kolonister omkring 8. århundrede f.Kr..
Det græske navn Neapolis betyder "Den nye by". Selv om den blev erobret af romerne i 300-tallet f.Kr., beholdt den længe sin græske kultur.
Frem til Italiens samling var Napoli et selvstændigt kongedømme, som omfattede det meste af det sydlige Italien og Sicilien.
I Napoli finder man Teatro San Carlo, det ældste operahus i verden, som fremdeles er i drift. Det blev åbnet 4. november 1737.
Tidligere hed byen Neapel på dansk - det opfattedes således som meget autentisk, da Bournonville i midten af 1800-tallet kaldte sin ballet "Napoli" og fastholdt den korrekte stavemåde. Den gamle danske staveform "Neapel" kendes i dag næsten kun fra talemåden: "Se Neapel og dø!".
Traditionelt anses pizzaen for at stamme fra Napoli. Byens fodboldklub SSC Napoli er også en magtfaktor i Italiensk fodbold, med en fanatisk fanbase, og Diego Maradona har blandt andet spillet adskillige år i netop denne klub med stor succes.
Napoli har en stor havn. Ud over fragttrafik er der færger til Sicilien (Palermo), Sardinien (Cagliari) og Tunesien (Tunis)
NEG Micon.
NEG Micon var en dansk vindmøllefabrikant, som i marts 2004 fusionerede med konkurrenten Vestas. Kun Vestas-navnet viderføres, men nu med hovedsæde i NEG Micons oprindelige hovedkvarter i Randers.
NEG Micon var selv et resultat af en fusion (i 1997) mellem to mindre producenter, nemlig Nordtank Energy Group (NEG), oprindelig beliggende i Balle på Djursland, og Micon baseret i Randers.
Negation.
Negation betyder "nægtelse" og betegner så at sige det modsatte af noget.
og læses: "Det er ikke tilfældet at P", hvor P er står for en "P"roposition, dvs. er et givent udsagn.
En negation kan dog også være en negation af en modsætnings elementer, i form af at negationen af fx højre er venstre eller lighed forskel.
Nephthys.
Nephthys er, i den ægyptiske mytologi, datter af Nut og Geb og gift med Seth, hendes bror. Hun er også søster til Osiris og Isis.[1]
Selv om hun var Seth´s hustru, støttede hun ham ikke ifølge Osiris Legenden. Faktisk gjorde hun det modsatte. Hun hjalp hendes søster, Isis, med at finde stykkerne af Osiris' krop.[2]
Hun menes at være Anubis´ mor.[3]
Afbildning.
Hun er vist som en kvinde med symbolerne for "kurv" og "hus" på hendes hoved.
Hun er afbildet sejlende i begravelses båden ledesaget af de døde ind i det velsignede land. Hun er ikke ligefrem personificeringen af døden, men hun er det tætteste man kan komme på det i den egyptiske tro.[4]
Nergal.
Nergal er er underverdenens gud i Sumerisk mytologi. Han er også associeret med middagssolen.
Neurose.
Neurose var tidligere betegnelse for en
nervelidelse. Diagnosen er afskaffet, men ordet bruges stadig populært. Ordet dækkede over mange forskellige psykiske lidelser.
I dag bruger man betegnelsen OCD der er en forkortelse for "Obsessive-Compulsive Disorder" som er en forstyrrelse, hvor man har tvangstanker og/eller udfører tvangshandlinger.
Intetkøn.
Intetkøn eller neutrum er et grammatisk køn. I dansk (og svensk og norsk) grammatik findes der to køn: fælleskøn ("utrum") f.eks. "en hund" og intetkøn eller enkeltkøn ("neutrum") f.eks. "et køleskab".
Ord af fælleskøn har den ubestemte artikel "en", mens dem af intetkøn har "et". Enkelte navneord har begge grammatiske køn: en/et krystal, en/et katalog, en/et enevælde... Her er artiklen valgfri. Naturlige han- og hunkønsord er blevet fælleskøn, med undtagelser: et mandfolk, et fruentimmer, et pigebarn - ellers er intetkønnede ord biologisk kønsneutrale.
Tycho Brahe.
H.E. Tyge Ottesen Brahe (14. december 1546 - 24. oktober 1601) var en dansk astronom, og han betragtes som grundlæggeren af den moderne observerende astronomi. Fornavnet "Tycho" er en latinisering af det danske Tyge. Han blev født på Knudstrup ("Knutstorp") uden for Landscrone i det danske Skåne og døde i Prag (Bøhmen), hvor han er begravet i Teyn-kirken. Krateret Tycho på Månen og Marskrateret Tycho Brahe er opkaldt efter ham.
Tycho Brahes mest betydningsfulde indsats var, at han indså, at fremskridt i astronomien forudsatte systematiske observationer nat efter nat, og at det krævede instrumenter med den størst mulige nøjagtighed. Med dette for øje opførte han observatorierne Uranienborg og Stjerneborg på øen Hven i Øresund, og havde som assistent sin søster Sophie Brahe.
Stella Nova.
At Tycho Brahe valgte astronomien som livsopgave, skyldtes et ejendommeligt tilfælde: En aften i november 1572 iagttog han på Herrevad i Skåne en ny, stærkt lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia i Mælkevejen. Da det siden oldtiden var en alment accepteret lære, at stjerneverdenen var uforanderlig, søgte andre iagttagere at bortforklare fænomenet ved at påstå, at dette himmellegeme måtte befinde sig i Jordens atmosfære. Ved nøjagtige målinger kunne han imidlertid afvise det i 1573 i bogen "De nova stella". Det er her betegnelsen "en nova" stammer om en pludseligt opflammende stjerne.
"Stella Nova, som den ses i dag, omgivet af en sky af gas og støv med en diameter på 20 lysår. Den befinder sig 7.500 lysår fra Jorden. Eksplosionen som Brahe så, fandt sted for 7.900 år siden."
I dag ved vi, at den observerede stjerne, som har fået navnet "SN 1572" (SN står for supernova og 1572 er årstallet) var en supernova, som befinder sig 7.500 lysår fra jorden. Sådanne supernovaer formodes at dannes, når en hvid dværg-stjerne gennemgår en kæmpemæssig, thermonuklear eksplosion. Materiale fra stjernen slynges ud med hastigheder på op til 30.000 km/s - eller en tiendedel af lysets hastighed, og i løbet af de sidste 400 år har dette materiale ekspanderet til at danne en sky af gas og støv med en diameter på mere end 20 lysår. Men selve beskaffenheden af den oprindelige ekslosion, som skabte denne rest, er ukendt.
Supernovaen fra 1572 blev en milepæl i videnskabshistorien. Brahe fastlog, at kometerne var længere væk end månen og ikke noget i jordens atmosfære, som alle mente.
Han fastholdt det ptolemaeiske verdensbillede, der var udbredt: Ikke alene var Jorden universets midtpunkt, men Jorden var ubevægelig. Himlens (tilsyneladende) daglige omdrejning var en "virkelig" omdrejning af den "sfære", hvorpå fiksstjernerne var fæstede. Den tanke kunne datiden acceptere, bl.a. fordi den i meget høj grad undervurderede universets dimensioner, og fordi mange som Aristoteles holdt på, at helt andre love rådede på "himlen" som på Jorden.
På grundlag af sine målinger fastslog han, at Solen måtte gå i en bane rundt om Jorden, da han ellers ville kunne måle, at stjernerne flyttede sig lidt hvert halve år. Ellers måtte de i hvert fald være uhyre langt væk, når han ikke kunne måle det. Han kunne måle, hvad der svarer til et kvart lysår. Vi ved i dag, at den nærmeste stjerne til Jorden (bortset fra solen) er omtrent fire lysår væk.
Efter at det i løbet af 1600-tallet blev klart, at det virkelig var Jorden, der bevægede sig rundt om Solen, kæmpede alverdens videnskabsfolk med at foretage parallaksemålinger, der kunne vise, at denne bevægelse virkelig kunne måles på små årlige bevægelser af (nære) stjerner. Først i 1838 lykkedes det, som ingen kunne drømme om på Tycho Brahes tid takket være udviklingen af en kikkertteknologi, samt en stærk tradition for systematiske videnskabelige målinger.
Uranienborg og Stjerneborg.
I august 1576 påbegyndtes den kombinerede bolig og observatorium Uranienborg på Hven. Pga. pladsmangel der og af at måleinstrumenterne var udsat for vinden, begyndte han at bygge observatoriet Stjerneborg seks år senere. Det lå lige uden for Uranienborgs have. Han havde lært af sine fejl og gravede det nu ned i jorden, så kun kuplerne stak op.
I dag er der kun rækker af sten, der markerer omkredsen af Uranienborg. Stjerneborg er markeret i beton. I observatoriet står kopier af en række måleinstrumenter, og på skift bliver de fremhævede i en lille simulationssekvens med en svensktalende Tycho Brahe som fortæller.
Stjerneborg blev opført med et centralt rum med gange ud til flere små observatorier, hvor assistenterne sad. På hans signal råbte de så deres forskellige resultater til Tycho Brahe, som sørgede for at få dem noteret korrekt ned.
Illustration af Tycho Brahe i sit laboratorium
Tycho Brahe skrev sine astronomiske værker på latin; han digtede også på dette sprog. Det var ikke kun astronomi og digtning, der optog ham. Sammen med sin morbror Steen Clausen Bille byggede han Danmarks første papirmølle på Herrevad i Skåne og fik sit eget bogtrykkeri her.
Efter Frederik 2.s død blev Tycho Brahes forhold til den danske stat ændret. Staten havde tidligere gavmildt finansieret såvel arbejdet og adeligt levned. Det førte til, at han måtte flytte sine aktiviter til Bøhmen, hvor han slog sig ned i Prag, og hvor han døde og blev begravet. Ifølge et af sine digte, var han uforstående om, hvorfor han blev jaget ud af landet.
December 2008: Stella nova klassificeres som en Ia supernova.
Traditionelt er "SN 1572" klassificeret som en Ia supernova, men det er baseret på historiske optegnelser og har ikke været muligt at fastslå med sikkerhed uden spektroskopiske informationer.
I december 2008 offentligggjorde Oliver Krause og hans team fra Max Planck-Instituttet for Astronomi i Tyskland i tidskriftet Nature, at de ved hjælp af teleskoper ved Calar Alto-Observatoriet i Spanien og ved Mauna Kea-Observatoriet på Hawaii har opfanget et optisk spektrum af Tychos supernova med noget nær maksimal klarhed.
Dr. Krause og hans team gennemførte en "obduktion" ved at rette deres teleskoper mod svage lysekkoer af den oprindelige eksplosion. En supernovaeksplosion er som en kosmisk blitzpære, der producerer lys, som spredes i alle retninger. Den første direkte lysbølge strøg forbi jorden i 1572 og blev observeret af Brahe, men selv i dag når andre bølger af lys fra den oprindelige eksplosion jorden indirekte - reflekteret i det "spejl", som interstellare støvpartikler udgør. Disse "lys-ekkoer" gemmer på en art "fossilt aftryk" af den oprindelige supernova, og bruges af astronomer til at "rejse tilbage i tiden" for at bevidne ældgamle kosmiske begivenheder. Dr Krause siger: "En spændende mulighed nu er at bruge andre lys-ekkoer til at skabe et tredimensionalt spektroskopisk billede af eksplosionen". De nye målinger kan også kaste lys over vigtige, men indtil nu uafklarede spørgsmål om, hvordan Ia supernovaer opstår. En model går ud på at hvide dværg-stjerner akkumulerer materiale fra en følge-stjerne, indtil den når en kritisk masse og undergår en termonuklear eksplosion. En anden model foreslår, at akkumuleringen sker, når to hvide djærge smelter sammen. Men nærheden af Tychos supernova - den ligger i Mælkevejen - gør den til en ideel kandidat for nærmere studier.
Død.
Tycho Brahe døde i 1601 efter han 13. oktober havde været til middag hos en af sine venner, Peter Vok von Rosenberg. Her blev
Brahe syg under middagen – måske af prostataforstørrelse.
Han har nok behandlet sig selv med et kviksølvholdigt lægemiddel, og da det ikke virker dør han af prostataforstørrelsen eller kviksølvforgiftningen.
En retsmedicinsk undersøgelse i moderne tid af Tycho Brahes skæg har fundet en forholdsvis høj koncentration af bly og en meget høj koncentration af kviksølv.
To engelske journalister har i deres bog "Heavenly Intrigue" fremført en ikke særligt velfunderet teori om, at Johannes Kepler forgiftede Tycho Brahe med sublimat – et kviksølvholdigt stof.
Ifølge en udbredt myte skulle Tychos blære være sprængt efter middagen hos Rosenberg: Under middagen skulle han lade vandet, men ville af høflighed ikke forlade bordet.
Han efterlod sig et meget omfattende og præcist observationsmateriale, og selv om opfindelsen af kikkerten i begyndelsen af 1600-tallet gav mulighed for langt mere forfinede målinger, var materialet i særklasse. Observationsjournalerne blev skaffet til Danmark af Frederik 3., og her kom bl.a. Rasmus Bartholin og Ole Rømer til at forberede det store materiale til trykning og udgivelse. Det viste at være et stort og dyrt arbejde, som der ikke umiddelbart kunne skaffes midler til at færdiggøre. Materialet havnede i Paris og kom senere tilbage til København, og først i 1913-29 blev det udgivet i 15 bind af astronomen Johan Ludvig Emil Dreyer.
Tycho Brahe blev i 1999 i en stor afstemning udråbt til "årtusindets skåning".
Tycho Brahes-dage.
Tycho Brahe var også astrolog. Det hævdes ofte, at han beregnede sig frem til 32 dage, som ville være yderst uheldige at foretage sig noget på. Deraf begrebet en "Tycho Brahes-dag", når alting går én imod. Desuden skulle han have regnet sig frem til, at der var fire særdeles heldige dage, nemlig 26. januar, 9. februar, 10. februar og 15. juni.
Der er dog ingen dokumentation for, at Tycho Brahe virkelig skulle have givet sig af med at opstille sådanne lister over dage. Sandsynligvis er listen blevet tilskrevet den store astronom længe efter hans død for at få den til at fremstå mere troværdig.
Noter.
Tycho
Nevada.
Nevada er en delstat i USA, som består af 90 procent ørken. Byerne Las Vegas og Reno ligger i Nevada. Hovedstaden er Carson City.
Tidligere var Nevada ("The Silver State") kendt for minedrift. I dag er staten mest kendt for saltørkenen, en liberal ægteskabslovgivning samt legalt spil og prostitution. Det amerikanske militær har flere baser i staten, blandt andre den sagnomspundne Area 51.
Nevada blev optaget som USA's 36. stat den 31. oktober 1864.
Historie.
Området har været befolket af indianere i over 20.000 år, og de første nybyggere fra Europa ankom i slutningen af 1700-tallet. Disse var først og fremmest spanske missionærer og pelshandlere. Som resultat af Francisco Eusebio Kinos ekspeditioner gennem det nordlige Mexico og det sydlige USA gik kontrollen over Nevada til Spanien, og i 1823 til Mexico. I 1800-tallet var det nybyggere og guldgravere, som bosatte sig i området, og efter den mexicansk-amerikanske krig i 1846-48 blev Nevada ved Gualdalupe-Hidalgo-traktaten en del af USA. I 1850 blev Utah-territoriet, som inkluderede det meste af det nuværende Nevada, grundlagt. I 1859 blev der gjort store sølvfund i Comstock Lode og minebyen Virginia City blev grundlagt, hvilket resulterede i en stor stigning i antallet af nybyggere.
I 1861 blev Nevada-territoriet udskilt af Utah-territoriet og fik sit nuværende navn, og i 1864 blev Nevada en delstat i USA. I 1870'erne var der nedgangstider i sølvindustrien og der blev satset på kvægdrift. Da indtjeningen i begge disse erhverv senere viste sig ikke at være gode nok, blev mange byer forladt og en række spøgelsebyer opstod.
I begyndelsen af 1930'erne vedtog delstatsregeringen love, som tillod prostitution og hasard-spil. Der blev også indført nye love, som gjorde det enklere at indgå ægteskab og skilsmisse. Dette førte til, at kapital fra andre dele af USA blev investeret i luksushoteller og kasinoer i byerne Las Vegas og Reno. Turismen førte til en kraftig opblomstring i økonomien og den traditionelle industri fik et opsving, da den fik adgang til billig strøm da Hoover Dam ved Colorado River blev bygget. Dette har ført til, at staten er en af de mere velstående i USA. De store, folketomme områder i staten er blevet anvendt til militære formål som f.eks. prøvesprængning af atomvåben.
Politik.
Nevadas parlament består af et Senat og et Hus. Medlemmerne af Senatet vælges for en 4-årig periode, mens medlemmerne af Huset sidder i to år ad gangen. I øjeblikket kontrolleres Senatet af republikanerne og Huset af demokraterne. Nevadas guvernør er republikaneren Brian Sandoval, som tiltrådte i 2011.
Nevada domineres ikke af noget enkeltparti. Republikanerne vandt i Nevada 3 gange i 1980'erne. Demokraten Bill Clinton vandt i staten ved præsidentvalgene i 1992 og 1996, og George W. Bush vandt staten i 2000 og 2004.
Delstaten har p.t. 1 republikansk og 1 demokratisk medlem af USA's Senat.
Geografi.
Nevada ligger øst for bjergkæden Sierra Nevada, som staten også har fået sit navn efter. Landskabet består primært af ørken og bjerge og er tyndt befolket. Nevada grænser til Utah mod øst, til Arizona mod sydøst, til Californien mod vest, og til Oregon og Idaho mod nord.
Delstaten deles af flere nord-syd-gående bjergkæder, og den nordlige del ligger i ørkenområdet Great Basin Desert, en ørken som har hede temperaturer om sommeren og frost om vinteren. Af og til fremkommer tordenvejr som følge af fugtighed fra Arizona, og storme fra Stillhavsområdet kan dække området med sne. Delstatens højeste målte temperatur var 52 °C i 1994.
Floden Humboldt River løber fra øst mod vest gennem den nordlige del af staten og flere floder løber fra Sierra Nevada østover, bl.a. Walker River, Truckee River og Carson River.
Bjergtoppene, hvoraf nogle er højere end 4.000 m, huser frodige skove oppe over ørkenenstepperne. Dalområderne ligger typisk ikke lavere end 900 m.
De østlige dele af staten modtager mere sommerfugtighed og har et lidt mere grønklædt terræn. Bynke gror overalt og enkelte floder og bække bryder ørkenterrænet.
Den sydlige del afdelstaten, inkl. Las Vegas-området, ligger i Mojave-ørkenen. Området modtager mindre nedbør om vinteren, men mere fugtighed fra Arizona om sommeren. Terrænet er også lavere, mestendels under 1.200 m, hvilket giver hede sommerdage og koldere vinternætter.
Den største bjergkæde i den sydlige del af staten er Spring Mountains, som ligger lige vest for Las Vegas. Statens laveste punkt ligger langs Colorado River.
Større byer.
Paradise, Sunrise Manor og Spring Valley er en del af det større Las Vegas-område.
Økonomi.
Las Vegas er Nevadas økonomiske centrum
Nevadas bruttodelstatsprodukt blev i 2003 anslået til 88 mia. USD. Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger var samme år 31.910 USD, den 19. højeste i USA. Nevadas landbrug producerer kvæg, hø, græs, mælkeprodukter, løg og kartofler. Industriproduktionen består bl.a. i turisme, minedrift, maskinfremstilling, trykkerivirksomhed, fødevareforarbejdning og elektronisk udstyr. Delstaten er især kendt for hasard-spil og prostitution. Store kasinoer tiltrækker besøgende fra hele verden.
Erhverv.
Uden for Las Vegas og Reno er minedrift og kvægavl de største erhvervssektorer. I værdi er guld det vigtigste udvundne mineral. I 2005 blev der udvundet guld i Nevada til en værdi af 2,84 mia. USD, og i alt 8,7% af verdens guld blev produceret her. Sølv er det andetvigtigste mineral til en værdi af 69 mio. USD i 2004. Andre mineraler, der udvindes i Nevada omfatter bl.a. kobber, gips og litium. Selv om der er store mineralreserver, er omkostningerne forbundet med minedrift i Nevada generelt høje, og produktionen er derfor meget sårbar over for verdensmarkedspriserne.
I januar 2006 var der et anslået antal på 500.000 kvæg og 70.000 får i Nevada.
Nevada er en af de få delstater i USA, der ikke har indkomstskat og virksomhedsskat. Momsen ligger på 6,5%.
Hasardspil.
Hasardspil var udbredt i de tidlige minebyer men blev forbudt på nationalt plan i 1909. Som resultat af den forværrede økonomiske situation under depressionen gjorde delstaten spil lovlige igen i 1931 med den forventning, at det ville være midlertidigt. Imidlertid har det aldrig været seriøst overvejet at forbyde hasardspil igen, eftersom det i dag er Nevadas største indtægtskilde.
Demografi.
Nevada havde i 2007 en anslået befolkning på 2.565.382, hvilket var en stigning på 28,38% i forhold til 2000. Arizona har nu tangeret Nevada som den befolkningsmæssigt hurtigstvoksende delstat i USA. I hele 60 år var Nevada ellers den delstat i USA, hvis befolkning procentuelt havde den højeste tilvækst. Fordi befolkningen vokser så relativt hurtigt, er andelen af personer, der er født i en anden delstat den højeste blandt alle USA's delstater.
Flertallet af befolkningen bor i området omkring Las Vegas og Reno, og bare i Stor-Las Vegas bor ca. to tredjedele af delstatens indbyggere.
De største ophavsgrupper i delstaten er tysk-amerikanere (14,1%), mexicansk-amerikanere (12,7%), irsk-amerikanere (11%), britisk-amerikanere (10,1%), italiensk-amerikanere (6,6%), filippinsk-amerikanere (5,2%) og amerikansk (4,8%). Nevada har tillige en betydelig befolkning med baskisk ophav.
Religion.
Mount Yucca, hvor det er planen at deponere atomaffald fremover
Nieuw-Amsterdam.
Nieuw-Amsterdam (dansk: Ny Amsterdam) er navnet på den nordamerikanske by, der blev grundlagt i 1614 af Holland. Byen var hovedstaden i den hollandske koloni Nieuw-Nederland.
Byen skiftede navn til New York da den blev overtaget af briterne i 1664.
New England Range.
New England Range er en australsk bjergkæde, der er en del af Great Dividing Range (Eastern Highlands).
New York (delstat).
New York er en delstat i det nordøstlige USA. New Yorks største by hedder i daglig tale også New York, men når man ønsker at skelne mellem byen og staten bruges navnet New York City om byen. Delstaten New York har omkring 19 millioner indbyggere, hvilket gør den til den tredjemest befolkede i USA. New York grænser til Vermont, Massachusetts, Connecticut, New Jersey, Pennsylvania og Canada.
Historie.
Området havde længe været beboet af stammen lenape, og det blev først udforsket i 1524 af Giovanni da Verrazzano, som navngav området "Nouvelle Angoulême" (Ny Angoulême) til ære for den franske kong Frans I. En fransk opdagelsesrejsende, Samuel de Champlain, beskrev sine opdagelser i New York i 1608. Et år efter tog Henry Hudson, en englænder, som arbejdede for hollænderne, området i besiddelse. Det blev herefter kaldt New Amsterdam.
Hollænderne, som etablerede handelsstationer ved Hudson River i 1613, erklærede deres overhøjhed over territoriet mellem floderne Connecticut og Delaware, som de kaldte "Ny Holland".
Et tidligt hollandsk kort over Hudson River Valley fra omkring 1635 (nord er mod højre)
I 1663 erhvervede Jakob 2. af England Long Island og andre øer på New England-kysten, og i 1664 udrustede han en bevæbnet ekspedition, som overtog kontrollen med Ny Amsterdam, som herefter blev kaldt New York. Erobringen blev bekræftet af Breda-traktaten i juli 1667. I juli 1673 genindtog en hollandsk flåde New York og holdt området, indtil det blev overdraget til englænderne igen i februar 1674.
New York var en af de 13 oprindelige kolonier, som grundlagde USA. Det var den 11. stat, som ratificerede USA's forfatning den 26. juli 1788.
Politik.
Ifølge delstatens gældende grundlov, som blev vedtaget i 1894, styres New York efter princippet om tredeling af magten; den udøvende magt ligger hos statens guvernør, den lovgivende magt varetages af statens parlament, som har et tokammersystem, og den dømmende magt af New Yorks retssystem. Staten har to senatorer i Senatet, 31 medlemmer af Repræsentanternes Hus og 33 valgmandsstemmer ved præsidentvalg.
Delstatshovedstaden i New York er Albany, og staten har 62 amter.
Delstaten støtter traditionelt kandidater fra Demokraterne ved nationale valg. Demokraternes præsidentkandidat John Kerry vandt i New York med 18 procentpoint i 2004, mens demokraten Al Gore vandt staten med en endnu større margen i 2000. Byen New York er en højborg for det demokratiske parti. Mange af statens andre større byområder, såsom Albany, Ithaca, Buffalo, Rochester og Syracuse er også fortrinsvis tilhængere af det demokratiske parti. Det landlige nordlige New York er dog generelt mere konservativt end byerne og plejer at hælde mod det republikanske parti.
Geografi.
a> har længe været en vigtig transportvej i delstaten
New Yorks areal udgør 141.089 km², og staten er derfor nr. 27 af 50 i størrelse blandt USA's delstater. Dalen Great Appalachian Valley dominerer landskabet i det østlige New York. Lake Champlain ligger i den norlige del af delstaten, som også rummer Hudson River, som herfra flyder mod syd til Atlanterhavet. Adirondack-bjergene ligger vest for dalen. Det meste af den sydlige del af staten ligger på Allegheny-plateauet, som rejser sig fra sydøst mod Catskill-bjergene. Den vestlige del af staten har afløb til Allegheny-floden
New York grænser mod de to store søer Lake Erie og Lake Ontario, som er forbundet af Niagara-floden, provinserne Ontario og Quebec i Canada, tre New England-stater (Vermont, Massachusetts og Connecticut), Atlanterhavet, og de to stater New Jersey og Pennsylvania. Rhode Island deler en vandgrænse med New York.
Selv om staten mest er kendt for New York Citys urbane stemning, især Manhattan's skyskrabere, så er det meste af staten domineret af landbrug, skove, floder, bjerge og søer. Naturparken "Adirondack State Park" er den største naturpark i USA udenfor Alaska. Niagaravandfaldene på Niagara-floden mellem Lake Erie og Lake Ontario er en populær attraktion.
Byer.
En farm nær Oxford, New York
Økonomi.
New Yorks bruttodelstatsprodukt var i 2005 963,5 mia. USD, det tredjestørste i USA efter Californien og Texas. Hvis New York var en selvstændig nation, ville dens økonomi være den 16. største økonomi i verden efter Sydkoreas. Den gennemsnitlige indkomst var 40.072 USD i 2005, den femtehøjeste i USA. Delstatens landbrugsprodukter omfatter mejeriprodukter, kvægavl, grønsager og frugt. Industrien omfatter bl.a. trykning og udgivelser, videnskabelige instrumenter, elektronisk udstyr, maskiner, kemiske produkter og turisme.
Canada er en vigtig økonomisk partner for delstaten. 23% af statens udlandseksport gik i 2004 til Canada. Turisme nordfra udgør også en væsentlig del af økonomien.
Byen New York er det førende centrum for bank- og finansvirksomhed og kommunikation i USA og New York Stock Exchange, den største børs i verden, målt i omsætning. Mange af verdens største virksomheder er repræsenteret i byen.
Demografi.
I 2006 var New York befolkningsmæssigt den tredjestørste delstat i USA efter Californien og Texas med en anslået befolkning på 19.306.183. Dette var en forøgelse i befolkningen på 329.362 eller 1.7% siden 2000.
Befolkningsmæssigt er New York en langsomt voksende delstat med stor udvandring til andre delstater i USA, især til Florida og Arizona. New York er dog et førende bestemmelsessted for international immigration.
Etnisk baggrund.
De største etniske oprindelsesgrupper i delstaten New York er afroamerikanere (15.8%), italiensk-amerikanere (14.4%), latinamerikanere (14.2%), irsk-amerikanere (12.9%) og tysk-amerikanere (11.1%). I 2004 blev det anslået, at 20.4% af befolkningen var født i udlandet.
New York er hjemsted for den største gruppe af folk fra Puerto Rico og den Dominikanske Republik i hele USA. Bydelen Harlem i New York City har historisk været et væsentligt midtpunkt for afroamerikansk kultur. Queens, også i New York City, er hjemsted for delstatens største asiatisk-amerikanske befolkning.
New Yorks befolknings etniske baggrund
Ifølge folketællingen i 2000 udgjorde italiensk-amerikanerne den største gruppe i Staten Island og Long Island, fulgt af irsk-amerikanerne. Albany samt den sydøstlige og centrale del af staten er overvejende irsk-amerikansk og italiensk-amerikansk. I Buffalo og i det vestlige New York er tysk-amerikanerne den største gruppe, i den nordlige del af staten er det fransk-canadiere.
New York har det største antal af italiensk-amerikanere blandt alle delstater i USA.
Religion.
Katolikker udgør mere end 40% af befolkningen i New York, protestanter 30%, jøder 5%, muslimer 3.5%, buddhister 1%, og 13% har ingen religiøs tilknytning.
Newfoundland.
Fogo, lille ø i Newfoundlands nærhed
Newfoundland (fransk: "Terre-Neuve"; irsk: "Talamh an Éisc"; latin: "Terra Nova") er en canadisk ø på 111.390 km² og er dermed verdens femtende største. Newfoundland er den mest befolkede del af provinsen Newfoundland og Labrador. Newfoundland er adskilt fra Labrador af Belle Isle-strædet og fra Cape Breton af Cabot-strædet.
Newfoundland har 485.066 indbyggere (2001). St. John's er øens største by og provinsens hovedstad. Økonomien har traditionelt været baseret på fiskeri. Øen har haft indvandring fra flere europæiske lande, specielt fiskere fra Irland og Frankrig på grund af de gode fiskebanker uden for øen. Øen blev navngivet af den portugisiske opdagelsesrejsende João Vaz Corte-Real i 1472. L'Anse aux Meadows, hvor resterne af vikingeboliger blev fundet i 1960 af de norske forskere dr. Helge Ingstad og arkæologen Anne Stine Ingstad, ligger på Newfoundland. Mange mener, at øen Newfoundland vil være det bedste bud på Vinland, ét af de tre områder Leif den Lykkelige i følge sagaerne opdagede og navngav i Nordamerika ca. år 1000.
I de senere år har Newfoundland investeret mange penge i "offshore"-olieindustrien, bl.a. i Hibernia-feltet ud for kysten af Newfoundland, hvorfra der har været udvundet olie siden november 1997, samt i Terra Nova-feltet, hvor udvindingen begyndte i år 2001. Håbet er, at olie bliver Newfoundlands nye økonomiske base efter mange problemer med fiskeriet siden 1990'erne.
Ngo.
__NOTOC__
Ngo (fork. for "non-governmental o'"rganization", da. "ikkestatslig organisation") er en engelsk betegnelse for organisationer, som ikke styres af staten, for eksempel velgørenheds-, menneskerettigheds- og miljøorganisationer.
Inddeling i fire hovedgrupper.
Ngo'er kan inddeles i fire hovedgrupper
Nibe.
Nibe er en by i Himmerland med 4.996 indbyggere (2010) beliggende i Region Nordjylland under Aalborg Kommune. Nibe befinder sig ca. midtvejs mellem Aalborg (21 km. vest for) og Løgstør (26 km. øst for) ved Limfjorden. Byen lå tidligere i Hornum Herred.
Nibe er kendt tilbage til 1300-tallet, men sin egentlige betydning fik den først i 1500-tallet, i takt med sildefiskeriets tiltagende betydning. I 1551 befalede kong Christian 3. at der skulle bygges en "salterbod", hvor de kongelige saltere kunne bo. De skulle så opkøbe sild til slottene og orlogsskibene. Byens op- og nedgangsperioder var nært forbundet med sildebestandene, og sildens store betydning afspejles både i byvåbenet, og i det årligt tilbagevnende sildemarked i byen. I 1727 gav Kong Frederik 4. købstadsprivilegier til Nibe.
Nibe var fra 1899-1969 stationsby på Aars-Nibe-Svenstrup Jernbane, en linje under Aalborg Privatbaner.
Nibe er karakteriseret ved smalle gader og lave købstadshuse, men i udkanten af byen er også opstået moderne bykvarterer.
Byen er vært for en musikfestival, "Nibe Festival", i folkemunde kendt som "Den lille fede".
Nibe Bibliotek.
Nibe Bibliotek er en filial af Aalborg Bibliotekerne efter kommunesammenlægningen 2007. Før dette var biblioteket hovedbibliotek i Nibe Kommune og Farstrup Bibliotek var en filial af Nibe Bibliotek. Nu er begge biblioteker filialer i den nye storkommune. Nibe Bibliotek er i 2007 flyttet i nye lokaler i en sidefløj til Nibe Skole; biblioteket blev indviet d. 3. maj 2007. Biblioteket findes et udbud af bøger, film, musik, spil og aviser og tidsskrifter og stiller gratis internet til rådighed for brugerne. Til de mindre børn er der indrettet et stort legerum.
Niels Juel.
Admiral Niels Juel (1629 – 1697) var en dansk-norsk søofficer. Han var søn af Erik Juel til Hundsbæk og bror til Jens Juel, baron af Juellinge. Han blev født i Christiania i Norge, hvortil moderen var rejst mens Albrecht von Wallensteins hær havde gjort indfald i Jylland 1627-1628, hvor familien ellers havde boet.
Niels blev fra 1635 til 1642 opdraget hos mosteren Karen Sehested på Stenalt ved Randers Fjord. I 1643 tiltrådte han en stilling som page for den senere Frederik 3.. I 1647 blev han indskrevet på Sorø Akademi, hvor han modtog undervisning i knapt et år. I 1650 drog Niels Juel ud på sin "dannelsesrejse" gennem Europa, som bl.a. gik til Frankrig. I 1652 trådte han i hollandsk tjeneste som søkadet eller "adelborst" og i 1652 og 1653 deltog han i flere større søslag mod den engelske flåde i Den første engelsk-hollandske Krig. I 1654-56 deltog han under admiral Michiel de Ruyter i to togter til Middelhavet mod nordafrikanske pirater. I 1656 vendte han hjem til København og trådte i dansk tjeneste som søofficer, og i 1657 udnævntes han til admiral. Han deltog i Karl Gustav-krigene 1657-1660 under Frederik 3., hvor han bl.a. gjorde tjeneste under rigsadmiral Henrik Bielke. Under Københavns Belejring i 1659 fik Niels Juel ansvaret for søværnet, og eftersom han udmærkede sig i forhold til de andre høje officerer blev han ved Enevældserklæringen i 1660 udnævnt til Hvid Ridder af Danmark. Den 23. juni 1661 blev Niels Juel gift med Margrethe Ulfeldt i Holmens Kirke.
Niels Juels statue i Holmens Kanal
Under den Skånske Krig stod Niels Juel i spidsen for den danske flåde, der erobrede Gotland i 1676. Efter krigen underviste Niels den kommende konge Frederik 4. i krigstaktikker til vands, hvilket var medvirkende til, at adelsfamilien Juel efter Niels Juels død i 1697 beholdt sine ejendomme, Valdemars Slot, slottet Juellinge og Lundsgaard.
Niels Juels største bedrift var sejren over en overlegen svensk flåde i Søslaget i Køge Bugt den 1. juli 1677. Slaget forgik ganske vist ved Stevns, da skibene aldrig kom ind i bugten. Betegnelsen Slaget i Køge Bugt blev første gang brugt i 1800-tallet.
Han ombyggede Valdemars Slot på Tåsinge samt byggede et palæ (det nuværende Thotts Palæ, Frankrigs ambassade), på Kongens Nytorv i København. Niels Juels statue står i Holmens Kanal uden for Nationalbanken. Niels Juel er begravet i Holmens Kirke.
Enken, Margrethe Ulfeldt, har gjort sig bemærket som en af "tvende danske heltes enker", der stiftede Roskilde Adelige Jomfrukloster.
Andet.
Der findes rundt om i Danmark en række stednavne og lokaliteter, opkaldt efter Niels Juel. Der findes en "Niels Juels Gade" eller "Niels Juels Vej" i bl.a. Århus, København, Marstal, Frederikshavn og Aalborg. I Odense finder man Niels Juels Allé med tilhørende grundejerforening af samme navn. Desuden findes et hotel i Køge og en fiskerestaurant i Klitmøller, der begge bærer navnet Niels Juel. I Svendborg er der sågar en fægteklub, der er opkaldt efter helten.
Eksterne kilder/henvisninger.
Niels
Nils Poppe.
Nils Poppe (31. maj 1908 - 28. juni 2000) var en svensk komiker, skuespiller og teaterdirektør.
Nivå.
Nivå er en kystbaneby i Karlebo Sogn i Fredensborg Kommune, cirka 15 kilometer syd for Helsingør i Nordsjælland ved Nivå bugt. Byen har tidligere været kendt for sine store teglværker, Sølyst Teglværk, Niverød Teglværk og Nivaagaards Teglværk, der har formet landskabet med store udgravninger, der i dag er kunstigt skabte søer. Mest kendt er vel Nivaagaards Teglværks ringovn, der er verdens ældste, stadigt eksisterende ringovn, og som med nød og næppe blev revet fra forfald. Den er det næsten eneste levn fra et af Danmarks væsentligste industrilandskaber. Så sent som i 2009 er de sidste bygninger på Sølyst Teglværk blevet revet ned, og kun én skorsten står tilbage. I 1976 blev direktørboligen revet ned. Den er tegnet af Ferdinand Vilhelm Jensen. Grunden blev bebygget med typehuse.
Historie.
det vil sige, at næsten 54% af indbyggerne var tilknyttet industri.
Først omkring 1970 begyndte udbygningen for alvor, og i løbet af få år voksede byens indbyggertal fra 1.276 i 1976 til 8.222 i 1999, hvor efter det stagnerede på dette niveau men med en faldende tendens.
Galejhavnen.
Projekt til galejhavn (1750, beskåret)
I 1750 var der planer om en galejhavn og fæstning ved Nivå, tegnet af Samuel Christoph Gedde og Jean Baptiste Descarriéres de Longueville, og de blev godkendt af Frederik 5. tre år senere, men fæstningen blev aldrig til noget. Anledningen til projektet var, at svenskerne i 1744 byggede en tilsvarende havn for galejer i Landskrona.
Man nåede frem til i 1757 at få bygget en del af havnen og nogle af de planlagte bygninger, men derefter gik byggeriet i stå. Dels på grund af pengemangel dels på grund af manglende interesse hos Admiralitetskollegiet, dvs. det daværende marineministerium. Desuden var konstruktionen af galejerne til havnen aldrig gået i gang. Allerede omkring 1760 må hele projektet være blevet opgivet, men fundamenterne til havnen kan stadig beses i dag i terrænet syd for det gamle Nivaagaards Teglværk og øst for Nivågård. Det ligger nu inde i land, fordi kystlinien i tidens løb har flyttet sig.
Dronning Louises kro.
Dronning Louises Kro er navnet på en ejendom på Gammel Strandvej, men her har faktisk kun været kro siden 1976 (og er det ikke længere). Huset, der oprindeligt kaldtes "Lille Nivågård", er fra 1754, som oprindelig blev opført som embedsbolig for proviantforvalteren ved Galejhavnen, overkrigskommissær Würtzen. Navnet skyldes, at dronning Louise i 1704 gav den første krobevilling i Nivå. Den oprindelige kro i Nivå lå på den anden side af Nive Å.
Nivaagaards teglværks ringovn fra omkring 1870, den ældste stadig eksisterende ringovn i verden
Nivågård.
Hage-familien på herregården Nivågård satte sig præg på Nivå fra 1862. Nivågård var etableret relativt sent, i 1767, som "Nivaagaard Havnegaard". Herregården brændte 1879, men blev genopført året efter ved ovennævnte arkitekt Ferd. Jensen. Johannes Hage grundlagde i 1903 Nivaagaards Malerisamling, der er tegnet af Johan Schrøder og byens væsentligste attraktion. I 1897 kom Kystbanen til Nivå, der har en mindre station tegnet af Heinrich Wenck.
Nivå kirke.
Nivå Kirke er forholdsvis ung, fra 1910, og tegnet af arkitekt Kay Schrøder, der var søn af ovennævnte arkitekt. Nivås borgere havde langt til kirken i Karlebo, og det bekymrede Johannes Hage og ikke mindst hans mor Vilhelmine. Fra gammel tid var præster på skift kommet til Nivå for at prædike, og i disse år (omkring 1875) foregik gudstjenesterne efter Vilhelmine Hages ønske på Nivågård. I forlængelse af "Lille Nivågård" lod Vilhelmine i 1878 opføre en lille bedesal, og med præsten fra Karlebo aftales det, at han to gange om måneden skulle komme og prædike for byens borgere. Efter at bedesalen var blevet overflødig, blev den stillet til rådighed for Sankt Vincent Søstrene fra Helsingør og anvendt til katolske gudstjenester. Bedesalen findes endnu, men er kraftigt ombygget.
Lyngebækgård.
En anden større gård i Nivå er Lyngebækgård, der er dannet ved sammelægningen af bøndergårde i landsbyen Ullerød. Det blev tidligt en "københavnergård", indehavet af mange skiftende ejere. I 1893 brændte avlsbygningerne fulgt af hovedbygningen, forpagterboligen og en del af avlsbygningerne i 1905. Et nyt anlæg skød op kort efter, udført efter tegning af arkitekt Martin Nyrop. Den store stue går gennem flere etager i hovedbygningen, og skulle være en efterligning af riddersalen på Frederiksborg Slot. 1925 overtoges ejendommen af generalkonsul Jens Olsen. I 1948 overdrog han gården som børnehjem til et fond til fordel for dårligt stillede børn. Børnehjemmet fungerede til 1988, og fra 1993 var Lyngebækgård asylcenter et par år. Avlsbygninger og bestyrerbolig var til 2005 Nivå Ungdomsskole. I 2000 blev gården købt af Sjælsø Gruppen, der har renoveret det da medtagne anlæg.
Strandvejen.
I 1940 blev den gamle Strandvej aflastet af vandstrandvejen, der blev anlagt tæt ved kysten og forbinder Mikkelborg og Humlebæk uden at passere Nivå.
Kulturliv.
Byens rige kulturliv omfatter blandt andet Nivå Musiklaug, Nivå Børnefilmklub, Karlebo Kunstforening, Galleri Fensmark og Nivå Amatør Teater. Byen lå tidligere i Karlebo Kommune og har 7.887 indbyggere (2010). Nivå har en fodboldklub (Nivå-Kokkedal Fodboldklub)
Njord.
Njord (norrønt "Njörðr") er i nordisk mytologi en af vanerne. I de islandske kilder blev Njord knyttet til havet, og fungerede som gud for søfart, herunder fiskeri og handel, vinde og frugtbarhed (rigdom). Det østnordiske materiale tyder på at Njord her blev opfattet som en frugtbarheds- og velstandsgud, der var knyttet til indlandet, i modsætning til det vestnordiske, hvor han som nævnt var knyttet til kysten. I vikingetiden var han som frugtbarhedsgud nærmest blevet fortrængt af Frej, der sandsynligvis havde overtaget nogle af de attributter og egenskaber, der oprindeligt var blevet tillagt hans far. Han er gift med Skade, men de lever ikke sammen. Hans børn er Frej og Freja, hvem deres mor er i dag ukendt. Efter krigen mellem aser og vaner bliver han sammen med sine børn udleveret som gidsler til aserne, blandt hvilke han tager bolig.
Njord har været genstand for flere videnskabelige teorier og diskussioner, den væsentligste grund er, at hans navn etymologisk er nært beslægtet med den ældre germanske gudinde Nerthus, der omtales af Tacitus. Sammen med de mange tilfælde af stednavne, der indeholder hans navn, har det givet anledning til spekulationer om, at han tidligere i historien har haft langt større betydning i nordisk religion end de bevarede kilder viser.
Karakteristik.
I mytologien, som er blevet bevaret i den islandske litteratur beskrives Njord som en af de guder, der bor i Asgård. Hans gård kaldes Noatun (norrønt: "Nóatún"), der betyder skibsgård, et navn der uden tvivl stammer fra hans relationer til fiskeri og søfart. Han blev derfor associeret med menneskelige aktiviteter på og ved havet og ikke havet i sig selv, de nordiske havguder var i stedet jætterne Ægir og Ran. Njord er far til frugtbarhedsguderne Frej og Freja. Hendes navn findes imidlertid ikke i nogen kendt kilde. Njord tilhører vanernes æt, og boede oprindeligt i Vanaheim, men efter krigen mellem aser og vaner blev han som led i fredsaftalen udvekslet som gidsel. Sammen med sine børn flyttede han derpå til Asgård. I Ynglingesaga fortælles det, at han han tidligere havde været gift med sin eget søster, men aserne forbød den slagt incestuøse forhold. Et levn til den før-kristne opfattelse kan muligvis udledes litterært, da man i islandske oversættelser af klassiske litterære værker oversatte den romerske gud Saturn med Njord.
En anden af de få bevarede myter, hvor Njord har en hovedrolle, findes i den Yngre Edda. Her findes historien om, hvordan jættekvinden Skade som kompensation for, at aserne har dræbt hendes fader Tjasse, får lov til at vælge sig en husbond blandt dem - dog må hun kun vælge ud fra deres fødder. Hun vælger det smukkeste par fødder i den tro, at de tilhørte Balder, men det viste sig at være Njord. De lever dog som separerede, fordi ingen af dem kan holde ud til at bo på det sted, den anden foretrækker. Skade vil bo i de kolde og vilde bjergegne, mens Njords boliger ligger ved rige fiskelejer og frugtbare landsbrugsområder tæt ved havet. Motivet med valg af ægtefælle vha. fødderne rummer tilsyneladende spor af et urgammelt ægteskabsritual; det kan fx genfindes i indiske fortællinger, ligesom i eventyret om Askepot.
Etymologi.
Navnet Njord kan spores til det protogermanske ord "Nerþuz" og det indoeuropæiske "*nerthuz", der formentlig har haft betydningen "kraft". den tolkning bygger primært på den mulige forbindelse til det gæliske ord "nert", der betyder "kraft" eller "magt". Vikingetidens navn "Njörðr" korresponderer til navnet på en ældre germansk frugtbarhedsgudinde, "Nerthus", som den romerske forfatter Tacitus omtaler i sit værk "Germania" fra 1. århundrede e.v.t. Det er blevet foreslået, at Njord har skiftet køn, fordi navneord i femininum med u-stammer forsvandt fra germanske sprog, så kun maskulinum u-stammer var kendt i vikingetiden. Andre mener imidlertid, at sådanne ændringer ikke kan skyldes grammatiske forandringer alene, men må være resulatetet af religiøse forandringer. "Njörðr" kan også være relateret til den nordiske gudinde Njörun.
Teorier om funktion og oprindelse.
De sparsomme kilder til Njords rolle i vikingetidens religion, og de levn, der tyder på, at han tidligere kunne have haft meget større betydning i religionen, har ført til mange spekulationer over gudens oprindelse betydningen i de ældre tider.
Nerthus.
"Nerthus" af Emil Doepler (1905).
Et af de største spørgsmål, er Njords forbindelse til gudinden Nerthus, der beskrives af Tacitus i 1. århundrede e.v.t. "Nerthus" er en latiniseret udgave af det rekonstrurede germanske navn "*Nerþus", dvs. "Nerthus" er den feminime udgave, af hvad "Njörðr" må have heddet i 1. århundrede. Forbindelsen bygger således på et lingvistisk slægtskab, men den direkte forbindelse mellem jernalderens Nerthus og vikingetidens Njord er ukendt, da hun ikke optræder nogen af de yngre kilder, ligesom Njord ikke kendes fra den tidligere periode. Men det er bl.a. blevet foreslået, at guden har skiftet køn, tidligere har været opfattet som hermafrodit, eller at Nerthus er Njords søster og oprindelige hustru, hvis eksistens bl.a. fremgår af "Lokesenna", men hvis navn ikke nævnes. En af de mest udbredte teorier er, at Nerthus er en senere glemt partner i et oprindeligt guddommeligt søskendepar, der strukturelt minder om søskendeparret Frej og Freja, som så på et tidspunkt har overtaget deres plads i religionen.
Tacitus’ beskrivelse af Nerthus har mange ligheder med Kybelekulten fra Romerriget. Det skyldes sandsynligvis, at Tacitus har suppleret sin beskrivelse af en fjern og eksotisk germansk kult med elementer fra de religioner han kendte fra sit eget hjemland. Mange af hans beskrivelser bekræftes dog også af arkæologiske fund, fx at vogne blev brugt til religiøse processioner, hvilket Dejbjergvognene tyder på.
Hadingus.
Der er også blevet peget på paralleller mellem Njord og helten Hading (Hadingus) fra Saxo Grammaticus' "Gesta Danorum" fra 13. århundrede. Det drejer sig bl.a. paralleller til ægteskabet med Skade. En af dem findes i beretningen om hvordan Hading vælges af sin senere hustru Regnhild, det skete ved at hun under en fest valgte ham blandt de andre mænd, mens hunudelukkende kunne se deres underben og fødder. Senere i historien klager Hading over, hvordan livet væk fra havet plager ham, og at han forstyrres af ulvenes hylen, hos Regnhild. Hun klager på sin side over livet ved havet, hvor hun irriteres af mågernes skrig. Georges Dumézil har tolket dette sagn som helten Hadings passage gennem alle de tre funktioner i fra egen hypotese om den tredelte indoeuropæiske samfund. Dumézil mener således, at Hading afslutningsvis bliver et Odin-helt, dvs. opnår status af konge og magiker. Det mener han, er en parallel til Njords transformation fra vane til as i forbindelse med Krigen mellem aser og vaner.
Svafrþorinn.
I strofe 8 af eddadigttet "Fjölsvinnsmál" omtales Svafrþorinn som fader til den Menglöð, som helten Svipdagr efterstræber. Flere forskere har spekuleret i om Menglöð er identisk med gudinden Freja, og at Svafrþorinn derfor er et andet navn for Njord. Denne teori kompliceres imidlertid af etymologien bag navnet "Svafrþorinn" ("þorinn" betyder "modig" og "svafr" betyder "sladder" (eller måske snarere "sove"), hvilket ifølge Rudolf Simek kun vanskeligt kan forbindes med det, vi ellers vi om Njord.
Arkæologiske levn.
Fra Norge kendes flere såkaldt "hellige hvide stene", det drejer sig om tilhuggede fallosformede sten, der er dateret til mellem 400 og 600 e.v.t. Alderen gør, at de sandsynligvis kan være levn til mere udbredt Njordkult. De er alle lyse, hvilket derfor må have været et vigtigt element, derimod er der stor variation i størrelse. De knyttes normalt til vanerne, fordi fallosdyrkelse som regel er snævert forbundet med frugtbarhed. Desuden de forekommer ofte i nærheden af lokaliteter med navne, hvor Njord indgår, og nær gravpladser; forbindelsen mellem frugtbarhed og død er ikke usædvanlig, men vidt udbredt i mange forskellige religioner, herunder også den nordiske.
Topografiske levn.
Njord indgår i mange Stednavne flere steder i Norden, fx vidner mange lokaliteter langs Norges kyst om en udbredt Njordkult i de egne. De omfatter bl.a. Njarðarlög og Njarðey (i dag Nærøy). Sådanne stednavne kendes også fra Sverige, fx "Nærdhæwi" (i dag Nalavi), "Njærdhavi" (i dag Mjärdevi), "Nærdhælunda" (i dag Närlunda) og "Nierdhatunum" (i dag Närtuna) i Sverige, samt Njarðvík i det østlige Island. Njords navn kan også genfindes i et navn for en svamp; "Njarðarvöttr" ("Njords vante").
Skriftlige kilder.
Njord omtales i flere digte fra "Ældre Edda", de blev samlet og nedskrevet i 13. århundrede i Island, men bygger på ældre før-kristne kilder. Han optræder også i flere af fortællingerne i prosaværket "Yngre Edda", der er en euhemeristisk gendigtet af ældre mytologisk materiale. Dette værk er ligeledes fra 13. århundrede og blev sponseret af Snorre Sturlason. Her omtales han som en svensk sagnkonge. I et andet af Snorres værker, "Heimskringla", refereres nogle af hans myter. Desuden nævnes han i "Hauksbók" fra 14. århundrede.
Nordisk jægersamvirke.
Nordisk jægersamvirke er en organisation, der samarbejder om at løse fælles nordiske jagtproblemer.
Nordsøen Oceanarium.
a>, som er museets største attraktion.
Nordsømuseet i Hirtshals er en af Danmarks store turistattraktioner.
Det blev bygget i 1984 og blev i 1998 udvidet med et oceanarium - et akvarium med 4,5 mio. liter vand. Desuden findes et sælarium.
Museet rummer ca. 70 forskellige fiskearter, som kan beses i levende udstillinger "Fra hav til bord" mv.
En voldsom brand i december 2003 ødelagde hele den nye bygning med det store Oceanarium; det er nu blevet genopbygget.
Nordic Optical Telescope.
Nordic Optical Telescope (det nordiske optiske teleskop, NOT) er et astronomisk teleskop ved Roque de los Muchachos Observatoriet på La Palma i de Kanariske øer. Teleskopet blev taget i brug for første gang i 1988 og regulære astronomiske observationer begyndte i 1989. Teleskopet er finansieret af Danmark, Sverige, Island, Norge og Finland. Astronomer af alle nationaliteter kan søge om observationstid på observatoriet. Denne tildeles gennem internationale komiteer.
NOT var det første større teleskop, der benyttede aktiv optik for at korrigere formen på et tyndt og derfor let primært spejl støttet af aktuatorer.
Nota bene.
Nota bene er et udtryk der stammer fra latin, det ses ofte forkortet til NB og kan oversættes til "Vel at mærke!" eller "Noget at bemærke".
November.
November måned er opkaldt efter "novem," latin for "9" (idet marts i sin tid var årets første måned). Ældre dansk navn er slagtemåned.
Novemberrevolutionen.
Novemberrevolutionen var den revolution, der i slutningen af 1. verdenskrig førte til det tyske kejserriges undergang og kejserens aftræden. Revolutioen blev indledt med matrosoprøret i Kiel den 3. november 1918. I de følgende fem dage blev der dannet soldater og arbejderråd i mange større tyske byer. Kejser kejser Wilhelm II abdicerede og overlod regeringsmagten til ledelsen i det socialdemoktatiske parti SPD.
Revolutionen betød for det første, at 1. verdenskrig kunne afsluttes og for det andet, at den autoritære kejserstat blev afløst af et parlamentarisk demokrati i form af Weimarrepublikken.
Den udløsende faktor for revolutionen var en blanding af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons krav om kun at ville forhandle fred med et Tyskland uden kejser, samt udbredt utilfredshed med den måde krigen var blevet ført på af den tyske kejser og hans hærledelse - en måde der havde ført til stor social nød i landet.
De yderliggående venstreorienterede ønskede et kommunistisk styre, men det moderate og centrumsorienterede SPD viste sig at have støtte fra flertallet af arbejderklassen, og på arbejderrådskongressen. Resultatet blev en demokratisk, parlamentarisk og liberal forfatning.
Det kommunistiske oprør i Berlin, det såkaldte Spartakistoprør i januar 1919, markerede afslutningen af Novemberrevolutionen, da det blev slået ned af højreorienterede frikorps støttet af den sosialdemokratiske regering.
Numismatik.
Numismatik er den videnskabelige lære om mønter og deres historie. Møntsamlerhobbyen ses undertiden også omtalt som numismatik.
Julius Cæsar får æren af at have skrevet den første bog om mønter.
Danmark kan inden for numismatikken prale af Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling, som rummer mange fine mønter. Flere museumsinspektører og overinspektører ved denne samling har drevet forskning inden for numismatik (se Christian Jürgensen Thomsen, Otto Mørkholm og Rudi Thomsen). Blandt andre fremtrædende danske numismatikere kan også Erik Christiansen nævnes.
Nut.
Nut er himmelgudinden i ægyptisk religion.
Nut er datter af Shu, guden for luft, tørhed og Tefnut, gudinde for fugtighed.
Hendes mand er Geb, Jorden med hvem hun har børnene Osiris, Isis, Seth og Nephthys. Nut betyder for himmelrummet. Nut afbildes med blå hud og hendes krop er dækker af stjerner, stående på alle fire over hendes mand, som himlen hvælver sig over jorden. Nut er den barriere, der adskiller kaos fra universet fra ordenen på jorden. Et sagn siger at solguden Re går ind i hendes mund om aftenen, og at han genfødes af hende næste morgen.
New Britain.
New Britain er den største ø i Bismarck øgruppen på Papua Ny Guinea ved Australien.
Ny Guinea.
thumb
Historie.
Ny Guinea blev opdaget 1527 af spanierne og senere koloniseret af englændere og nederlændere. Sidstnævnte gruppe annekterede øens vestlige del i 1828. I 1883 fandt der en kortvarrig fransk annektering sted af den sydøstlige del, men den blev ophævet af englænderne, som i 1884 overtog annekteringen af den sydøstlige del i forbindelse med at Tyskland annekterede den nordøstlige del.
Den sydøstlige del blev i 1901 australsk territorium, med det fulde ansvar overdraget fra England til Australien i 1906. Den nordøstlige, tyske, del blev i 1921 engelsk mandat under Australien. Den Australske del, Papua Ny Guinea, opnåede i 1975 selvstændighed.
Den nederlandske del af Ny Guinea forblev på nederlandske hænder frem til 1962.
I forbindelse med oprettelsen af Indonesien i 1949 indgik den nederlandske del af Ny Guinea ikke, som ønsket af indoneserne, i landet. Senere forhandlinger førte ikke til en afklaring af tilhørsforholdet, og efter stigende ny guineansk selvstændighed og et valg i 1959, begyndte Indonesien i stigende grad at true med invasion. I 1962 opnåede Indonesien støtte fra Sovjetunionen, og Nederlandene blev af Kennedy-administrationen presset til forhandlingbordet. Den 1. oktober 1962 overdrog Nederlandene territoriet til en midlertidig FN-administration (UNTEA), og 1. maj 1963 overtog Indonesien kontrollen.
New Ireland.
New Ireland er en ø i Stillehavet og den nordøstligste provins i Papua Ny Guinea.
Nyborg Slot.
Nyborg Slots vestfløj med de runde tårne.
Nyborg Slot er et dansk slot beliggende i Nyborg.
Det nuværende slot blev opført omkring år 1170 og menes at være bygget af Valdemar den Stores nevø Knud. Størstedelen blev nedbrudt af Frederik 4. og anvendt ved opførelsen af Odense Slot.
Slottet fungerer i dag som museum og ejes af Slots- og Ejendomsstyrelsen under Finansministeriet.
Nye fødevarer.
Nye fødevarer betegnes på engelsk novel food. Gensplejsede fødevarer skal godkendes og mærkes ud fra reglerne i EU's forordning om nye fødevarer (Novel Foods - forordning 258/97/EF).
Nys.
Et nys er en halv-autonom, kraftig udstødning af luft gennem næsen og munden. Dette sker som en reaktion på fremmedlegemers irritation af slimhinden i næsen.
Ifølge 'Guinness Rekordbog" er den største hastighed, man har målt for partikler, som udstødes ved nysen, ikke mindre end 166,7 km/timen. En engelsk pige fik det længstvarende kendte anfald af nysen; det varede i alt 978 døgn.
Det har tidligere været en myte, at hvis man nyste med åbne øjne, ville ens øjne blive blæst ud, dette er dog forblevet en myte, som er blevet modbevist af den Amerikanske tv-serie Mythbusters på kanalen Discovery.
Nytår.
Nytår er markeringen af et nyt års komme og markeres i mange, specielt vestlige, kulturer ved overgangen fra d. 31. december til d. 1. januar i den gregorianske kalender. Andre kulturer fører dog andre kalendere og her kan nytåret falde så sent som i april.
Historien bag det vestlige nytår.
Efterhånden som den gregorianske kalender, der kom i 1582, blev indført i de forskellige lande (med flere hundrede års mellemrum) er den 1. januar nu stadfæstet overalt som den borgerlige nytårsdag.
Sideløbende med den gregorianske kalender anvendes der i nogle kulturer andre kalendere, og de har nytår på andre tidspunkter.
Den kirkelige nytårsdag er 1. søndag i advent.
De pavelige myndigheder tilsluttede sig i 1622, at året begyndte den 1. januar - indtil da havde det været den 25. marts (Mariæ bebudelsesdag).
Nytår i Danmark.
I Danmark markeres nytåret når Københavns Rådhus' ur slår sit første slag - hvor det gamle år rinder ud, og det nye begynder. HM Dronningen holder tidligere på aftenen sin nytårstale - og så markeres årsskiftet ellers med spøg og skæmt, knaldperler, bordbomber og fyrværkeri. I Danmark er der en særlig tradition for at spise torsk. Dette har også bevirket at Ekstra Bladet hvert år uddeler prisen "Årets torsk" til en person, der har kvajet sig gevaldigt i det forgange år.
Nytårsdag.
Nytårsdag den 1. januar starter med et gigantisk brag i Danmark. Her er tradition for at skyde fyrværkeri af, når rådhusklokkerne har slået det 12. slag. Der skåles først i champagne, gerne med en lille godbid, f.eks. kransekage til, folk ønsker hinanden godt nytår og nogle følger traditionen med at "hoppe" ind i det nye år, dette kunststykke foregår helst fra en stol eller sofa.
Derefter nynnes eller synges hvis man kan med på "Vær velkommen, Herrens år" som sendes med kor i fjernsynet efter transmissionen af rådhusklokkerne fra Rådhuspladsen i København. Næste sang "Der er et yndigt land", har de færreste dog tid til at nynne med på, der er de fleste raketter allerede gået i luften, og man skal ud og se ståhejet. De senere år er stort og flot og ikke mindst dyrt fyrværkeri blevet mere og mere populært. Det store brag varer længere og længere, efterhånden næsten op til en time, før børnenes sidste heksehyl overtager scenen igen og jævnligt lader sig høre resten af natten og ofte også i løbet af den næste uges tid.
Resten af natten festes igennem med masser af musik, snak, natmad og våde varer. De sidste natteravne finder først sengen langt ud på morgenen.
Nytårsdag er en helligdag og de fleste danskere holder en hviledag. Mange har fri og restituerer ovenpå nytåret, hvor de fleste kommer temmelig sent i seng og ofte også har en lille fjer på og tømmermænd i hobetal. Efterhånden er det blevet lidt af en tradition at tv sender en eller flere udsendelser, der ikke kræver de store anstrengelser at følge med i - f.eks. fejende flot operette fra Wien og skihop fra Garmisch-Partenkirchen. Ellers går dagen med forfriskende gåture i naturen, oprydning efter de banditter der har lavet nytårsløjer i løbet af natten og fjernelse af de store mængder af raketter, der får det meste af Danmark til at ligne en slagmark dagen derpå.
Statsministeren holder traditionen tro sin nytårstale samme aften direkte fra Marienborg.
Næbdyr.
Næbdyret (latin "Ornithorhynchus anatinus") er et pattedyr. Dyret ligner en besynderlig krydsning mellem en bæver, et krybdyr og en and og forskerne havde i mange år store problemer med at få dyret placeret i den rigtige orden. Dyret lever ved østkysten af Australien og på Tasmanien, det tilhører kloakdyrene ("Monotremata").
Kloakdyrene og dermed næbdyret har mange krybdyrlignende træk, først og fremmest det, der har givet navn til ordenen - kloakken. I modsætning til pattedyrene har kloakdyr kun en enkelt åbning bagi til afføring, urin og kønsåbning. Dyrene lægger æg, der mest ligner krybdyræg med en blød læderagtig skal. Næbdyret har herudover endnu et krybdyrlignende træk - en ekstra skulderknogle.
Men næbdyret har også pattedyrlignende træk: Det mest iøjnefaldende er pelsen. Dyrets øreknogler består af tre dele, stigbøjlen, ambolten og hammeren, ligesom hos andre pattedyr. Næbdyrets underkæbe er også en stor sammenvokset knogle som er et pattedyrkarakteristikum. Herudover har kloakdyrene og dermed næbdyret mælkekirtler til die af ungerne, og de kan regulere deres kropstemperatur.
Næbdyrets nærmeste nulevende slægtning er myrepindsvinet, der findes som to slægter, langnæbbet og kortnæbbet. De lever henholdsvis på Ny Guinea og over det meste af Australien.
Næbdyrets næb består af en enkelt knogle i overkæben, der har udviklet sig til en perfekt adaption til dyrets levevis. Næbdyret lever ved floder og vandløb, hvor det søger efter føde på mudderbunden og bygger sin hule i skrænter. Næbbet er dækket af en meget følsom hud og er herudover udstyret med en elektrisk sans, der kan registrere føde: krebsdyr, orme, insekter og snegle i mudderet.
Hannerne har en giftklo på hvert bagben, der bruges i kamp mod andre hanner. I lang tid troede man at næbdyret dermed var det eneste egentlige giftige pattedyr.
Næbdyret har kun mælketænder i fosterstadiet, men de forsvinder hurtigt og bliver erstattet af hornplader. Kun en enkelt næbtand har dyret til hjælp ved klækningen og den forsvinder også igen.
Næsehornspuffadder.
Næsehornspuffadder ("bitis nasicornis") er en 1,25 meter lang, smukt farvet, vestafrikansk yderst giftig slange med to næsehornslignende skæl over næseborene.
Nørresundby.
Nørresundby er en nordlig bydel og et kvarter i Aalborg. Den var tidligere en købstad og forstad til Aalborg. Den ligger i Vendsyssel nord for Limfjorden i Aalborg Kommune.
I Nørresundby er der 21.120 indbyggere (2010), inkl. Nørresundby-kvarterene Lindholm, Nørre Uttrup og Bouet. Nørresundbys indbyggertal er statistisk en del af Aalborgs samlede indbyggertal.(21.120 + 102.312), men opgøres særskilt således at det fremgår, hvor mange af Aalborgs indbyggere der bor henholdsvis syd og nord for Limfjorden.
"Nørresundby centrum" kan defineres som Aalborg Kommunes "planområde 12A", der dækker det mest centrale Nørresundby. "Planområde 12A" er 3 km2 stort og indbyggertallet er 6.582 (2009). I "Nørresundby Centrum" findes bl.a. Nørresundby Kirke, Nørresundby Torv, Limfjordsbroen med mere. Vest for Nørresundby ligger bydelen Lindholm med Lindholm Station og vest for Lindholm ligger Aalborg Lufthavn. Nordpå ligger bydelen Nørre Uttrup der grænser op til Aalborg Kaserner og landsbyen Hvorup. Vestpå gennem Lindholm går den gamle hovedvej til Thisted. Nordøst for Nørre Uttrup går motorvejen og indenfor den gamle hovedvej mod Hjørring.
Historie.
Nørresundby har oprindelig været et ret lille afsides beliggende sted. Det var ikke det trafikknudepunkt som det er i dag. Man skulle over vandet med færge og det var vel ligeså let fra andre steder. Men det beskrives dog som et af de tre steder som hærvejen sydfra gennem Jylland delte sig til. Men så i 1865 kom der en pontonbro ved navn Kong Christian den Niendes Pontonbro over til Aalborg. Kun 6 år senere i 1871 kom også Jernbanebroen over Limfjorden. I 1933 nedlagde man pontonbroen og byggede Limfjordsbroen på samme sted. 5 år senere åbnedes Aalborg Lufthavn som den første lufthavn i provinsen. 1958-60 blev Limfjordsbroen udvidet. I 1969 kom Limfjordstunnellen til øst for Nørresundby med en sekssporet motorvejsforbindelse. Der er blevet talt om Den 3. Limfjordsforbindelse i flere år.
Fra og med 1981 medregnes Nørresundby til Aalborg.
Oase.
En oase er et frugtbart område i en ørken.
Od.
Od (norrønt: Óðr) er en figur, der i nordisk mytologi forbindes med gudinden Freja. I de islandske tekster "Yngre Edda" og "Heimskringla", der blev skrevet af Snorre Sturlason i 13. århundrede, omtales Od som Frejas husbond og fader til hendes to døtre, Hnoss og Gersimi. Der findes næsten ingen oplysninger om ham i kilderne, og der er derfor blevet fremlagt mange teorier om hans identitet; en meget udbredt hypotese gør ham til et aspekt af guden Odin. Det bygger til dels på lingvistiske ligheder mellem deres navne, og til dels spor i andre mytologiske tekster, der tyder på seksuelle relationer mellem Freja og Odin.
"Ældre Edda".
Od bliver nævnt i strofe 25 i digtet Völuspá, hvor det bruges som en kenning, idet Frejas beskrives som "Ods pige" ("Óðs mey gefna").
Digtet "Hyndluljóð" omtaler i strofe 47 en person ved navn "Œdi" i forbindelse med at Hyndla håner Freja, hun fortæller at Freja var løbet til Œdi, "altid fuld af begær". Œdis identitet er usikker, da der ellers intet fortælles om Œdi i digtet. Det er blevet forslået, at det var Ods navn i en anden form, eller navnet på en af gudindens elskere fra en nu ukendt myte.
"Yngre Edda".
I "Gylfaginning" beskrives Od i kapitel 35 som Frejas husbond, og at de sammen havde datteren Hnoss. Hun var så smuk, at hendes navn blev brugt om særligt værdifulde og smukke skatte. Samme sted fortælles det at Od er borte på en lang rejse, og at Freja er ladt tilbage. I hans fravær græder hun tårer af rødt guld, og når hun søger efter ham i fremmede lande, rejser hun under forskellige navne.
"Heimskringla".
I "Ynglinge saga", der er en del af "Heimskringla", fortæller Snorre Sturlason at Freja engang havde haft en ægtemand, og at de havde to døtre kaldet Hnoss og Gersemi. De var begge umådeligt smukke, og deres navne kom derfor til at betyde kostbarhed (på norrønt betyder deres navne netop ædelsten).
I nogle af de skjaldedigte, som findes i "Skáldskaparmál" bliver Od og Frejas datter nævnt flere steder, nogle steder omtales hun dog som Frejas niece. I andre omtales også den anden datter, Gersemi.
Odin.
Det er af flere forskere blevet foreslået, at Óðr på en eller anden måde er forbundet med Odin (norrønt: "Óðinn"), han var den øverste af aserne og gudernes konge i mytologien. Disse teorier bygger i reglen på lingvistiske ligheder, begge navne har samme rod og betyder "rasende/ekstatisk". Derudover er der andre ligheder mellem dem, fx at de beskrives som værende på lange rejser. Andre guder optræder også under forskellige men beslægtede navne, bl.a. "Ullr" og "Ullin", som ofte opfattes som varianter af den samme guddom. Snorre er dog meget bevidst om at adskille de to.
Andre steder er der også antydninger af et forhold mellem Odin og Freja, og det kan være levn fra en ældre tradition, hvor Freja og Frigg, Odins hustru, var en og samme guddom; på et tidspunkt skulle denne gudinde være udspaltet i to. Hilda Ellis Davidson har foreslået, at Od omvendt var en sen opfindelse fra den sene vikingetid, da den nordiske religion var ved at dø ud. På det tidspunkt blev vanekulten blandet så meget sammen med asekulten, at Odins mystiske dobbeltgænger Od opstod. Tegnene på en forbindelse mellem de to guder er dog så diffuse, at intet kan afgøres med sikkerhed.
Hermóðr.
Od indgår ikke kun som led i Odins navn, men også i Hermods. Han var en af Odisn sønner, og svenskeren Viktor Rydberg mente derfor, at han var identisk med Od, ligesom han mente at Ottar, fra "Hyndlulíoð" og Svipdag var varianter af den samme gud.
"Gesta Danorum".
Viktor Rydberg spekulerede videre i at figuerne Syritha og Otharus i Saxos "Gesta Danorum" havde flere ligheder med parret Freja og Od, han foreslog derfor at Syritha var en latiniseret form af "Sýr", ét af de navne Freja brugte, når hun søgte efter Od. I Saxos fortælling er Syritha en underskøn kvinde, som en jætte forsøgte at gifte sig med, hun må tage ud på en lang rejse for at finde Otharus, der dræbte jætten og dermed reddede hende.
Freja som modergudinde.
Myten fortæller, at Freja græd af sorg, fordi hun havde mistet sin elskede. Hun omtales derfor i flere sammenhænge som den grådkvalte gudinde, og at hendes tårer var af guld; Frejas tårer var derfor en kenning for guld. Frugtbarhedsgudinder, der græder over deres tab af en elsket mand, er et tilbagevendende tema i de fleste mytologier. Frejas søgen efter Od skal derfor sandsynligvis forstås som en symbolsk afspejling af årstidernes skiften og vegetationens død og genopstandelse hvert år. Frejas tårer kan derfor være et ekko fra en gammel modergudinde, der græder over tabet af sin mand, frugtbarhedsguden.
Oder.
Oder (polsk og tjekkisk: "Odra") er en flod på grænsen mellem Tyskland og Polen. Oders kilde er i Tjekkiet ved Ostrava. Floden er 854,3 km lang (741,9 km i Polen). Oder udmunder i Østersøen (over Roztoka Odrzańska og Stettiner Haff, polsk: Zalew Szczeciński, tysk: Stettiner Haff) i Szczecin, Police og Świnoujście-område.
Oktober.
Oktober måned er opkaldt efter octo (idet marts i sin tid var årets første måned), latin for otte. Ældre dansk navn: Sædemåned.
Okular.
Et okular er den linse i et optisk instrument - f.eks. kikkert eller mikroskop - som vender mod øjet (latin: "oculus"), modsat objektivet.
Okularet virker som lup og forstørrer det billede, som dannes i objektivets brændpunkt. Forstørrelsen fås ved at dividere objektivets brændvidde med okularets brændvidde.
Ol (mængdeenhed).
Ol er fire snese og det samme som et antal på 80 stykker.
Olaf Poulsen (skuespiller).
Olaf (Rye) Poulsen (26. april 1849 i København - 26. marts 1923) var kongelig dansk skuespiller og ansås for den store mester i det komiske fag. Han var bror til Emil Poulsen.
Vilhelm Østergaard udgav i 1917 et stort jubilæumsskrift om Olaf Poulsens skuespillerkarriere.
Old Faithful.
Old Faithful i Yellowstone National Park, USA, er en gejser, som springer hvert 91. minut.
Et udbrud kan indeholde mellem 14.000 og 32.000 l kogende vand, som skydes til en højde mellem 30 og 55 m. Det enkelte udbrud varer mellem 1½ og 5 minutter. Der er mellem 65 og 92 minutter mellem udbruddene med 91 minutter som gennemsnit. Mere end 137.000 udbrud er blevet registreret. Harry M. Woodward beskrev som den første en matematisk sammenhæng mellem længden af udbruddet og intervallet mellem udbruddene i 1938. I modsætning til almindelig antagelse er Old Faithful hverken den højeste eller største gejser i området. Denne titel tilhører den mindre forudsigelige Steamboat Geyser.
Old Faithful ligger i det gejserområde, der kaldes Upper Geyser Basin. Dette område rummer flere geotermiske forekomster end noget andet område i Yellowstone National Park.
Ole Ernst.
Ole Ernst (født 16. maj 1940) er en dansk skuespiller. Han har i mange år været tilknyttet Det Kongelige Teater. Ole Ernst har indspillet film og modtaget to Bodilpriser for bedste mandlige hovedrolle og er desuden nomineret til en Bodil og en Robertpris.
Han spillede godsejeren, hvis svaghed koster ham alt i filmatiseringen af Gustav Wieds "Fædrene æde Druer": "Sort høst" fra 1993.
I de populære Olsen Banden-film spillede Ole Ernst rollen som den grønne politiassistent Henning Holm, der hele tiden får forklaret sagernes rette sammenhæng af den rutinerede kriminalassistent Jensen (Axel Strøbye). En af Holms standardreplikker er "Jamen, det er jo ulovligt".
I slutningen af 90'erne blev han berømt som 'vismanden i tårnet' i tv-programmet Fangerne på Fortet.
Filmografi.
Herunder listes enkelte udvalgte film, hvor Ole Ernst medvirker
Herudover har Ole Ernst medvirket i en lang række TV-film og -serier, blandt andet Huset på Christianshavn, Bryggeren, Rejseholdet og Forbrydelsen
Ole Lund Kirkegaard.
Ole Lund Kirkegaard (29. juli 1940 - 24. marts 1979) var en dansk børne- og ungdomsbogsforfatter. Hans bøger hører til de mest elskede i efterhånden adskillige generationer, og mange af dem er filmatiseret og har modtaget priser.
Biografi.
Ole Lund Kirkegaard blev født i Århus, voksede op i Skanderborg, og tog studentereksamen i 1959 fra Aarhus Katedralskole. Efter et halvt år som sømand og vikararbejde på små skoler besluttede han sig for at blive lærer – på trods af at han hadede at gå i skole som barn. I 1963 tog han lærereksamen fra Århus Seminarium, hvorpå han blev førstelærer på en lille skole (Oue Skole) nær Hobro. En af hans elever her, den senere filminstruktør Niels Arden Oplev, har i sin film "Drømmen" hentet inspiration i sin erindring om Lund Kirkegaard til billedet af den unge, grænseoverskridende lærer, Freddie Svale.
Han debuterede som forfatter med novellen "Dragen", som han skrev til en konkurrence udskrevet af Politiken i 1966. Han vandt konkurrencen og blev opfordret til at skrive mere. Den første roman for børn var "Lille Virgil", der udkom i 1967 og hurtigt blev en succes. Kirkegaards evner til at skrive solidarisk med sit publikum samt hans egne glade og naivistiske illustrationer gav ham hurtigt et stort publikum. Historierne handler normalt om børn, der har et lidt vanskeligt forhold til forældre og andre "normale" voksne, men med opfindsomhed og støtte fra mere skæve eksistenser får de klaret problemerne.
Ole Lund Kirkegaard brugte også sine historier i skolen, hvor han læste dem højt for sine elever. Han har også indtalt flere af dem på bånd, lige som flere af bøgerne er indtalt af kendte skuespillere. I 1977 besluttede han at stoppe som lærer og satse på at være forfatter på fuld tid. Økonomisk kunne det godt hænge sammen, da hans bøger solgte godt, og han modtog legater, men han savnede dialogen med og inspirationen fra børnene. Han drog landet rundt og holdt foredrag, men det flakkende liv gav ham problemer med at begrænse alkoholforbruget.
Efter hans alt for tidlige død gik der rygter om selvmord. Men de afvises af hans ekskone, der beskriver hans død som en ulykke. En aften efter et foredrag var han på kro og havde drukket for meget. Han blev dårlig, da han gik hjem og faldt om i sneen, så han frøs ihjel. Han var gift og havde to døtre, men parret var blevet skilt tre måneder før hans død.
Han modtog flere priser for sine bøger, bl.a. Kulturministeriets Børnebogspris i 1969 for bogen "Albert". Flere af hans bøger, f.eks. "Gummi Tarzan" er filmatiseret, og "Hodja fra Pjort" er sat op som musical med musik af Sebastian. "Gummi-Tarzan" blev i 2005 optaget i Kulturkanonen.
"Gummi-Tarzan" måtte senere, pga. Edgar Rice Burroughs eneret til navnet Tarzan, skifte navn til "Gummi-tarzan" (stavet med lille t) og er efterfølgende sat op som musical af Morten Mathiesen.
Ole Rømer.
Ole Christensen Rømer (25. september 1644 i Århus - 19. september 1710 i København) var en dansk astronom, ingeniør og politidirektør.
I 1675 påviste Rømer – som den første – at lyset ikke, som det hidtil var formodet, udbreder sig øjeblikkeligt, men med en endelig hastighed, og han målte denne hastighed med rimelig nøjagtighed.
Biografi.
Ole Rømer blev født i Århus i 1644. Han var søn af Chresten Pedersen fra Rømø, en handelsmand, der opnåede borgerskab i Århus i 1642 (som Chresten Pedersen Rømer), og hustru Anne Olufsdatter Storm, der kom fra en velrenommeret århusiansk familie. I 1662 blev Ole Rømer student fra Aarhus Katedralskole, og samme år flyttede han til København for at studere ved Københavns Universitet. Her blev han elev af videnskabsmanden og lægen Rasmus Bartholin, og Rømer blev involveret i at forberede en udgivelse af Tycho Brahes observationsjournaler. I 1671 assisterede han den franske astronom Jean Picard med at stedfæste Brahes observatorium på Hven - et arbejde, der skulle hjælpe med til at fortolke Brahes observationer mere nøjagtigt.
I 1672 rejste han sammen med Picard til Paris, hvor han de kommende 9 år var beskæftiget med observationer på det nye kongelige observatorium og var ansat af Louis XIV til at undervise tronarvingen ("le dauphin"). Han blev medlem af "l'Academie Royale des Sciences" og assisterede også ved udarbejdelsen af vandforsynings- og fontænesystemerne på Versailles og Château de Marly. Det var i denne periode, han kom frem til sit resultat om lysets hastighed; det beskrives nærmere nedenfor.
I 1681 vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev udnævnt til professor i astronomi ved Københavns Universitet. Han var samtidig aktiv på universitetets observatorium, der lå på toppen af Rundetårn, hvor han bl.a. brugte instrumenter, som han selv havde opfundet eller forbedret. Desværre gik alle hans observationer og instrumenter tabt ved branden i 1728, og da han selv kun publicerede ganske få artikler, er meget af hans opsamlede viden gået tabt.
Ud over det astronomiske arbejde gjorde han også forarbejdet til indførelsen af den gregorianske kalender i Danmark-Norge i 1700 (dele af Nordtyskland foretog kalenderskiftet samtidig). Et andet indsatsområde var hans metrologiske arbejde (fastlæggelse af mål og vægt), hvor han stod i spidsen for indførelsen af et nationalt system, der trådte i kraft 1. maj 1683. Det var baseret på rhinske fod, men det blev dog lavet om i 1698, efter at Rømer havde opdaget, at denne basisenhed fandtes med forskellige mål. I kraft af sin astronomiske baggrund søgte han at definere mål- og vægtenheder, som var baseret på astronomiske konstanter. Det gav sig blandt andet udslag i hans definition af en dansk mil, der blev sat til 24000 fod svarende til 4 geografiske bueminutter. Denne definition blev udarbejdet i forbindelse med hans arbejde med at opmåle de danske veje. Det skete i forbindelse med Christian 5.s projekt om at forbedre og om muligt udrette vejene i Danmark i løbet af 1690'erne. En del af dette projekt udmundede også i opsætningen af de første danske milepæle i sten. En del af disse eksisterer stadig og de bliver i faglitteraturen benævnt "Ole Rømer-sten". Også temperaturskalaen søgte han at standardisere, og hans Rømerskala dannede senere grundlag for Fahrenheitskalaen.
I 1694 blev han valgt til rektor for universitetet. Han blev genvalgt yderligere to gange og fratrådte først i 1705 efter eget ønske. I 1694 blev han udnævnt til justitsråd med deraf følgende pligt til at møde som dommer i Højesteret, og i 1706 fik han titel af etatsråd.
Ole Rømer fik pålagt andre job af kongen, herunder fra 1705 hvervet som borgmester samt politidirektør i København, hvilket nærmest svarede til vore dages stadsingeniør. I disse positioner udstak han bygningsregulativer, etablerede kloakker, m.v. Han opfandt de første gadebelysninger med olielamper og lagde kimen til senere socialreformer ved at skabe fokus på byens tiggere og prostituerede. Man kan - som flere har gjort det - ærgre sig over, at disse pålagte hverv fratog Rømer tid, der ellers kunne have været brugt på astronomisk forskning, der var hans hjertesag, men hans indberetninger viser dog, at han udførte hvervene med stor ildhu.
Han indgik ægteskab to gange. Første gang i 1681 med Rasmus Bartholins datter, Anne Marie Bartholin (1663-1694). Anden gang i 1699 med Else Magdalene Bartholin (1680-1763), datter af Caspar Bartholin den Yngre. Begge ægteskaber var barnløse. Da han døde, blev han begravet i Vor Frue Kirke med store æresbevisninger.
Bestemmelse af lysets tøven.
Selvom Rømer var et enestående multitalent, der udrettede meget i sin levetid, så er hans opdagelse af lysets endelige fart dog den bedrift, som han især huskes og er internationalt berømt for.
Rømers metode gik ud på at observere Jupiters måne Io i mere end et år. Io har en rotationstid omkring Jupiter på omkring 42½ time, og logisk set burde man altid måle denne tid. Men Rømer fandt ud af, at Io nogle gange dukkede frem for tidligt og andre gange dukkede op for sent i forhold til de forventede tidspunkter.
Dette forhold tilskrev han Jordens rotation omkring Solen. De gange, han målte en for tidlig opdukken, måtte Jorden være tættere på Jupiter, og de gange, han målte en for sen opdukken, måtte Jorden være længere væk fra Jupiter.
Han foretog den første serie observationer 1671 på Hven sammen med Picard. Man ønskede at bestemme Uranienborgs længdegrad i forhold til Paris' og derfor nedskrev man tidspunkterne på en række observationer af Io. Da lederen af Parisobservatoriet, Giovanni Domenico Cassini, foretog nogle tilsvarende observationer i Paris kunne tidspunkterne efterfølgende sammenlignes og længdegraden udregnes.
Mærkværdigvis forlod Cassini denne teori og argumenterede imod den resten af sit liv, mens Rømer tog den til sig, og snart kunne han fremlægge overbevisende observationer til at støtte den. Han fandt frem til, at det tager lyset 22 minutter at tilbagelægge jordbanens diameter; det korrekte tal er senere fundet til 16 minutter og 40 sekunder.
Hans opdagelse blev præsenteret for Académie Royale des Sciences og kort tid efter i en kort artikel i "Journal des Savants" den 7. december 1676 med titlen "Démonstration touchant le mouvement de la lumière trouvé par M. Roemer de l'Académie Royale des sciences".
Rømer var dog ikke i stand til at måle lysets hastighed ud fra disse data, idet han ikke kendte jordbanens diameter, men Christiaan Huygens brugte senere Rømers data til at bestemme lysets hastighed til at være omkring 2,3 · 108 m/s.
Den nye kalender.
Den kalender, som man brugte herhjemme - den julianske kalender - var kommet 11 dage bagud i forhold til den gregorianske kalender, som man brugte i det meste af Europa. Rømer fik derfor til opgave at indføre den gregorianske kalender i Danmark. Det gjorde han ved at beslutte at rive dagene 19.-28. februar 1700 ud af kalenderen og gå direkte til 1. marts.
Landobservatoriet.
Inskription på soklen med statuen af Ole Rømer ved Observatorium Tusculanum ved Vridsløsemagle. Klik for stort foto
I 1704 opførte Rømer et landobservatorium i Vridsløsemagle, langt fra Københavns forstyrrende rystelser. Han kaldte det "Observatorium Tusculanum", og i breve udtrykte han sin store glæde over endelig at have sit eget observatorium - det havde været hans store ønske i mange år.
Kort efter Rømers død forfaldt observatoriet dog, og dets præcise placering gik snart i glemmebogen. Adskillige eftersøgninger både i 1700-tallet og i 1900-tallet slog fejl. Først i 1978 lykkedes det Claus Thykier at fastslå den rette position. Stedet er i dag fredet, og der er indrettet museum på den nærliggende gård Kroppedal.
Oliebjerget.
Oliebjerget (hebraisk: הר הזיתים, arabisk جبل الزيتون, الطور) er et højdedrag i Israel øst for Jerusalem. Det har fået navn efter oliventrærne, som gror på skråningerne.
Oliebjerget nævnes flere gange i Biblen, navnlig i Det Ny Testamente i forbindelse med fortællingerne om Jesus. Haven Getsemane, hvor Jesus opholdt sig forud for sin anholdelse og korsfæstelse, ligger ved foden af Oliebjerget, ligeledes landsbyerne Betfage og Betania, hvor flere i kredsen omkring Jesus boede, og hvor Jesus opholdt sig under det meste af påskeugen. Kristi Himmelfart foregik ifølge Biblen også fra Oliebjerget.
Oliebjerget er i dag et populært sted for jøder at blive begravet, og stedet har endvidere lagt navn til og inspireret en række kunstværker, blandt andet "Christus am Ölberg".
Erik Ejegods dronning, Bodil, døde på Oliebjerget i 1103.
Omen.
Et omen er et jærtegn eller forvarsel. Der findes gode omen og dårlige omen. En sort kat betyder uheld i fremtiden. Det er et dårligt omen imens f.eks. en regnbue er et godt omen. Et omen er en meddelelse om fremtiden.
Man har kendt til omen siden tidernes morgen. Guds snak til Jomfru Maria om at hun skulle føde Jesus Kristus, en messias, var et helligt omen fra Gud.
Onkel.
En onkel er en mand som er bror til ens mor eller far, eller som er gift med ens moster eller faster. En onkel kan altså være forbundet til ens familie både juridisk og genetisk. Onkel er således bl.a. et mindre præcist udtryk for farbror og morbror.
Onkel Toms Hytte.
"Onkel Toms hytte" er en roman af Harriet Beecher-Stowe, udgivet som bog 20. marts 1852. Historien blev først trykt som føljeton i tidsskriftet "National Era". Historien gik over 40 uger, begyndende med udgaven den 5. juni 1851. Bogen medførte en voldsom offentlig debat og bidrog derved til den senere ophævelse af slaveriet i Nordamerika. Bogen var en medvirkende faktor til, at Sydstaterne startede den Amerikanske borgerkrig ved at åbne ild mod Fort Sumter den 12. april 1861.
Forfatteren var inspireret af slaven Josiah Henson, der boede i en hytte i Washington.
Onsdag.
Navnet betyder egentlig "Odins dag", jf. oldnordisk "Óðinsdagr," engelsk "Wednesday".
Det er en oversættelse fra latin "Mercuriī diēs" "Merkurs dag". Dette navn lever videre på de romanske sprog: fransk "Mercredi", italiensk "Mercoledì", spansk "Miércoles".
Odin er den mest fremtrædende Gud i den nordiske mytologi, men identifikationen af Odin og den romerske Mercurius viser, at germanerne selv har ment, at de to guder lignede hinanden. Mercurius eller på græsk Hermes er ligesom Odin en vandrende gud, der følger sjælene til dødsriget (Hades/Hel). Begge bærer de derfor vandringsmændenes karakteristiske bredskyggede hat.
Det drejer sig dog, ligesom med de andre ugedage, egentlig ikke om "guden" Mercurius, men om "planeten" Merkur.
Operation Torch.
Operation Torch (landsætning fra den 8. november 1942) var kodeordet for den amerikansk/engelske militære landsætning af tropper i Nordafrika under 2. verdenskrig.
Baggrund for operationen.
Sovjetunionen havde igennem længere tid lagt et stadigt stigende pres på USA og Storbritannien for at åbne en anden front i Europa, for at tage noget af presset på østfronten. Den britiske premierminister Winston Churchill talte for et angreb på det nordlige Afrika, efterfulgt af en invasion i Europa i 1943, mens den amerikanske præsident Roosevelt frygtede at en operation i Afrika ville umuliggøre en invasion i Europa i 1943, men endte dog med at støtte Churchill.
Den strategiske allierede plan for Operation Torch var, at englænderne forinden skulle have angrebet ved El Alamein. Operation Torch var en dårligt planlagt operation, da planlægningen var sket over en kort periode, og der var en stor usikkerhedsfaktor, nemlig hvordan Vichy Frankrig ville reagere over for operationen (specielt i Algeriet og Marokko). Endelig var de allieredes forsyningslinjer ikke helt fastlagte.
De amerikanske/engelske styrker.
Den amerikanske og engelske flådestyrke bestod af fem hangarskibe, tre slagskibe, syv krydsere, 38 destroyere samt transportskibe, støtteskibe og øvrige hjælpefartøjer. I alt bestod styrken af 400 skibe. De tre første angrebsgrupper bestod af 7.000, 19.500 og 9.500 soldater, hvoraf en del blev sendt direkte fra USA til slagmarken. Angrebsstyrken tog af sted fra Hampton Roads den 24. oktober, og mødte resten af gruppen i midten af Atlanterhavet.
Selve operationen.
I operationen skulle der landsættes tropper ved tre havnebyer.
Kronologisk gennemgang af operationen.
Den 19. juni 1942 ankom Winston Churchill til Washington D.C. for at diskutere invasionen af Nordafrika.
Den 14. august 1942 blev Dwight D. Eisenhower udnævnt til allieret chef for Operation Torch.
Mark Clark var næstkommanderende for operationen.
Den 21. oktober 1942 blev 8 amerikanske og engelske officerer landsat fra en ubåd for at undersøge områderne for landgangen.
Den 22. oktober 1942 sejlede det første skib der deltog i Operation Torch fra Skotland.
Eisenhower ankom den 2. november 1942 til Gibraltar for opsætte sin kommandopost til invasionen i Nordafrika.
Den 8. november 1942 blev der landsat 100.000 mand amerikanske og engelske tropper i Nordafrika.
Under sejladsen til invasionsstrandene mistede de allierede ingen skibe.
Selve landgangen var planlagt til at ske samtidig med det amerikanske midtvejsvalg. Men operationen blev fire dage forsinket.
Samme dag fortalte Adolf Hitler at Stalingrad var faldet, det skete i München (samme dag som Torch og på årsdagen for Hitlers mislykkede kup i 1923).
Efter landgangen mødte invasionsstyrken en del modstand fra den franske flåde, og især kystbatterierne var farlige.
Den første dag kæmpede de allierede skibe med de franske skibe i havnebyen Casablanca, hvor det halvfærdige slagskib "Jean Bart" bed fra sig, men en salve fra det amerikanske slagskib "Massachusetts" fik kanonerne på "Jean Bart" til at tie.
Ved middagstid var de franske skibe nedkæmpet.
Den 9. november 1942 erobrede de allierede havnebyen Algier med en intakt havn (1 dag).
Den 10. november 1942 erobrede amerikanske tropper lufthavnen i Port-Lyautey, Marokko. Amerikanske og engelske tropper erobrede Oran i Algeriet.
Den franske admiral François Darlan beordrede den 10. november 1942 de franske tropper i Nordafrika til at indstille modstanden mod de allierede.
Den 13. november 1942 fløj Eisenhower til Algeriet for at slutte en endelig aftale med François Darlan.
Den 14. november 1942 overgav de sidste franske tropper i Algeriet sig til de allierede.
Efter den allierede landgang forsøgte Maxime Weygand at flyve til Algeriet, men han blev fanget af tyskerne og ført til et slot i Østrig, hvor han blev holdt fangen.
Optant.
En optant er en person, som vælger (opterer) at få dansk statsborgerskab.
Udtrykket stammer fra fredsslutningen efter den dansk-tyske krig i 1864, hvor dansksindede slesvigere fik ret til at vælge dansk statsborgerskab. Ordet anvendes derfor oftest indenfor slægtsforskning.
Optik.
Optik er en gren af fysikken som beskæftiger sig med egenskaberne ved lys og lysets vekselvirkning med stoffet.
I optik arbejdes der ofte med synligt, infrarødt, og ultraviolet lys, men eftersom lys er elektromagnetisk stråling gør de samme fænomener sig gældende for røntgenstråling, mikrobølger, radiobølger og andre former for elektromagnetisk stråling.
Orden (biologi).
En orden er en betegnelse for en systematisk gruppe indenfor plante- og dyreriget. For eksempel udgør andefuglene og storkefuglene to ordner inden for fuglenes klasse.
Ordinat.
Ordinaten, ofte betegnet formula_1, er andenkoordinaten i et (todimensionalt) koordinatsystem, hvor førstekoordinaten betegnes abscissen.
At betegne "y-aksen" (ordinataksen) i et koordinatsystem som "ordinaten" er en udbredt, men mindre korrekt sprogbrug.
Jagt.
I jagtterminologi er ordinaten afstanden målt i centimeter mellem mundingslinie og kuglebane.
Ordination.
Ordination kan både være indvielse til et kirkeligt embede for præster, nonner og munke eller en læges receptudskrivning på medicin.
Ordinationen af en præst foretages i Danmark i Folkekirken af en biskop. Det centrale i præstevielsen er bøn for den nye præst, mens biskoppen, andre præster og i mange tilfælde menighedsrådsmedlemmer lægger hånden på hovedet af kandidaten.
For at kunne blive ordineret skal kandidaten først 'kaldes' af en menighed, dvs. at vedkommende skal indstilles til ansættelse. Derefter skal kandidaten til bispeeksamen, hvor hun blandt andet skal aflægge præsteløftet.
Ordsprogssamling.
En ordsprogssamling er en samling af ordsprog. Den første danske ordsprogssamling er Peder Laales. Den er samlet før 1450 og trykt i 1506. Samlingen består af 1.204 ordsprog opstillet alfabetisk. I det 15. og 16. århundrede blev den anvendt som latinsk skolebog.
Orfeus og Eurydike.
Orfeus og Eurydike er en opera i 3 akter af Gluck, uropført i 1762. Librettoen er skrevet af Raniero da Calzabigi. Handlingen udspiller sig i Hellas, græsk sagntid.
Organ.
I biologi, er et organ (latin: "organum", "instrument, værktøj") en samling af biologisk væv, som udfører en specialiseret funktion eller grupper af funktioner. Menneskers og dyrs organer omfatter (inkl. kirtler, kønsorganer); hjerte, lunger, hjerne, øje, mave, milt, bugspytkirtel, nyre, lever, tarme, huden, livmoder, urinblære, knogler, osv.
En samling af relaterede organer kaldes et organsystem.
Organeller svarer analogt til specialiserede sub-cellulære strukturer.
De indre organer er de af kroppens organer, som befinder sig inde i selve kroppen. De indre organer omfatter blandt andet leveren, nyrerne, bugspytkirtlen, hjertet, lungerne, tyk-, tynd- og tolvfingertarmen, mavesækken og milten.
Organsystemer.
Organsystem – et system sammensat af organer der arbejder sammen for at udføre en eller flere funktioner i kroppen.
Biota (taksonomi).
"Biota" eller Vitae er et overdomæne, som kategoriserer alt liv inkl. organismer - og vira, selvom vira af de fleste ikke anses for at være liv.
Lidt historie.
Aristoteles (384 f.Kr. - 322 f.Kr.) udarbejdede "Scala naturae" baseret på materiale indsamlet af Alexander den Store og klassificerede liv i to grupper: planter og dyr. Dyrene blev beskrevet temmelig nuanceret for hans tid, hvilket har givet Aristoteles betegnelsen zoologiens fader.
Lige siden Carl von Linné udgav sit værk "Systema naturae" i 1735, har der været diskussion om, hvor mange biologiske riger liv skal indplaceres i.
Carl von Linné lagde grunden til livs klassifikation ved alene at kigge på livs makroskopiske ligheder. Det kaldes også fænetisk systematik.
Mikroorganismerne er jordens sande regenter, og deres mangfoldighed er overraskende stor.
Aristoteles, Carl von Linné og deres samtid kendte ikke til encellet og flercellet småt liv - mikroorganismer (mikrober) som f.eks. bakterier, alger, arker... og det er bl.a. dette liv, som giver biologerne flest systematikudfordringer.
Grunden er, at man ikke kan forlade sig på makroskopiske egenskaber, dog med undtagelse af karakterisering via en mikrobekulturs udseende i en petriskål med agar. Man er nødt til at se på deres DNA, cellestruktur og organeller for at kunne klassificere dem, og her viser det sig, at deres forskellighed er større end makroskopisk livs - f.eks. svampe, planter og dyr. Mange eukaryote mikrober kan ikke indplaceres, og de er indtil videre lagt i "rodekassen" protister.
Jordens sande regenter er mikroorganismerne. Oprindeligt troede man, at Livet først fandt sin plads på Jorden i perioden Kambrium, men det er gennem palæontologiske fund påvist, at liv, mikrober, allerede levede i æonen Arkæikum for 3.800 millioner år siden - et stykke inde i superæonen Prækambrium. Man har fundet spor af fotosyntetiserende mikrober fra ca. 3.700 millioner år siden,
og det var bl.a. dem, der forårsagede, at en iltholdig atmosfære dannedes for ca. 1.800 millioner år siden, havvandet blev iltet og dermed var der tilendebragt en terraforming, der muliggjorde højere liv på landjorden, i luften og i vandet. Det har simpelthen været biologisk nanoteknologi, når den er bedst.
I dag har man opdaget mikrober, som lever ved at gnave sig igennem selve havbunden fra 0 til 300 meter fra havbundfladen og nedefter.
Man har også fundet mikrober under jorden, som lever af brint og andre, som lever ved at reducere sulfat.
I dag tror man faktisk, at der vægtmæssigt findes mere liv under jorden end på den.
Ydermere tror en del at livet opstod ved havbunden ved hydrotermiske væld.
Omkring 2007 fandt man nogle svampe, der menes at kunne omdanne radioaktiv stråling til kemisk energi via molekylet melanin - ligesom klorofyl anvendes til at omdanne kemisk energi ud af sollys.
Herudover har man fundet flere bakterier som kan leve, formere sig og trives bedre i højradioaktive miljøer.
"Deinococcus radiodurans DNA er blevet sammenlignet med andet liv på jorden og den har et højt slægtskab med nogle af disse.
I 2010 blev det offentliggjort, at man havde fundet det første korsetdyr ("Loricifera"-medlem), som ikke krævede ilt, men derimod hydrogen for at leve og formere sig.
har sammen med amerikanske og franske kolleger fremsat en teori om at kontinenternes primære basismateriale granit, er dannet af gensmeltet forvitret basalt og fotosyntetiserende mikrobers affaldsstof ilt.
Systematik.
Fylogenetisk opstilling af alle levende organismer.
Selv omkring år 2000 var der ikke enighed om, hvor mange biologiske riger, liv skal indplaceres i.
Grunden er, at man selv i dag opdager nye arter og nye egenskaber i arter.
Siden opdagelsen af DNA og brugen af kladogrammer, har man anvendt denne nye måde til at kunne sammenligne udvalgte dele af livs DNA (kladistisk systematik) og ren DNA systematik, der kaldes fylogenetisk systematik. Men pga. af DNA`s store informationsmængde er man nødt til at plukke udvalgte dele af DNA ud og benytte det til systematiseringen og sammenholde det med den gamle fænetiske systematik. Denne systematikblanding kaldes evolutionær systematik. Hvilke dele af DNA, der skal anvendes, overlades til den enkelte forskers eller forskergruppes vurdering, og da forskellige forskere kan have hver deres syn på, hvad der skal vælges, er det en kilde til debat og diskussion.
Og som det ikke er nok, viser det sig, at især småt liv forholdsvis tit udveksler gener (nogle DNA-stumper f.eks. i form af plasmider), hvilket gør klassificeringen endnu sværere og mere interessant.
Indtil for få årtier siden blev livs "spontane" genudveksling anset for stort set umuligt.
Nyere systematikjusteringer.
Nogle af de større justeringer af systematik for makroskopisk liv har f.eks. været at påvise, at fuglene med stor sikkerhed nedstammer fra en taksonomisk linje i dinosaurerne (man har fundet dinosaurer med fjer på); søkøer og elefanter er ret tæt beslægtede; planternes og dyrenes gruppering er internt blevet ændret noget. Blandt andet på grund af disse ændringer har mange livsgrupperinger fået flere latinske navne, som er afhængig af den givne grupperings placering. Andre latinske grupperinger er nydannede, og andre igen er blevet kasserede som f.eks. prokaryot. Herudover er der blevet opdaget nye dyr, lige fra de mindre bjørnedyr og "Mantophasmatodea" til de større; Kæmpeblæksprutte, Kolosblæksprutte, Kæmpemund. Nogle livsformer er tidligere blevet anset for at være svindelnumre, uddøde eller har været svære at indplacere som f.eks. næbdyr (ligner en krydsning mellem en and og en bæver), weta (kæmpeinsekt der ligner en krydsning mellem en kakerlak og en fårekylling), "Wollemia nobilis" og Den blå fisk - og herudover kødædende planter (f.eks. Venus fluefanger).
Ifølge nyere forskning kan "Biota", indtil videre (år 2003), inddeles i følgende gruppehierarki.
Orientekspressen.
Klassisk plakat som reklamerer for Orientekspressen.
Orientekspressen er en af de mest berømte toglinjer i verden. Dette skyldes bl.a. at der er skrevet kriminalromaner, som foregik på toget. I dag er endestationerne London og Venedig, men før i tiden var det Paris og Istanbul.
Retskrivning.
Retskrivning eller ortografi er et sæt regler for rigtig stavning. Reglerne dannes ud fra en talt variant af sproget. Det er ofte tilfældigheder, der bestemmer, hvad der er normdannende for retskrivningen. Det kan have afgørende betydning for et folks identitet, hvis der i tide findes en skriftlig sprognorm.
Et eksempel er Christian III's Bibel, der blev normdannende for dansk skriftsprog.
Tilsvarende blev det afgørende for det walisiske sprogs skæbne, at Biblen blev oversat til walisisk. Mens de keltiske sprog i Irland og Skotland kun bruges af meget få som dagligsprog, tales walisisk af mere ca. 20% af Wales' befolkning.
I Danmark er det Dansk Sprognævn, der siden oprettelsen i 1955 har fastlagt dansk retskrivning og udgiver den officielle danske retskrivningsordbog, "Retskrivningsordbogen". I 1955 hed den blot "Retskrivningsordbog". "Retskrivningsordbogen" fra 1986 er 1. udgave, og den nuværende fra 2001 er 3. udgave.
Osaka.
Osaka (大阪市, "Ōsaka-shi") er hovedstad i Osaka-præfekturet, Japans trediestørste by og en vigtig havneby i landet.
Osiris.
Osiris (egyptisk Aser eller Wsir) er en af de mest kendte guder fra det gamle Egypten. Han er bror til Seth, Nephthys og og hans kone hedder Isis, og er far til Horus.
Han kan spores så langt tilbage som 2400 f.v.t. hvor hans navn bl.a. forekommer i pyramideteksterne.
Han fremstiles oftest som en grøn gud i mumiesvøb, med den hvide krone (atef-kronen) på hovedet. På hagen bar han det symbolske gudeskæg, som kunne være en efterligning af et gedebukkeskæg. Hans trone har form af en hieroglyf der betyder sandhed, eller verdensorden.
Han er en sammensat gud som, ligesom andre frugtbarheds- og vegetationsguder, står for død og genopstandelse. Han blev sat i forbindelse med kornets vækst og regeneration, og der er muligvis i forbindelse med kornkulten blevet bagt en form for kagemand, symboliserende Osiris. Som underverdenens hersker var han med til at dømme de døde ved hjertevejningen.
Ifølge Osiris-myten som den er nedskrevet af Plutark, blev han dræbt og sønderlemmet af sin bror Set. Isis tager ud for at finde alle delene af ham, men kan kun finde tretten. Den sidste del, hans lem, er blevet slugt af en fisk, så den må hun magisk fremstille, så han kan genopstå. I den egyptiske version af myten er hans lem dog begravet i Memphis.
Osiris’ vigtigste kultcentre var Abydos og Busiris.
Ost.
Et fladt fad med mange forskellige slags oste
Ost er et fødemiddel lavet af mælk fra forskellige dyr ved at syrne denne med osteløbe eller forskellige mælkesyrebakterier. Som regel stammer mælken fra køer, men undertiden anvendes også mælk fra for eksempel geder eller får.
Produktion.
Når man vil omdanne emulsionen mælk til ost, må mælken først koaguleres. Det opnår man ved at tilsætte mælkesyrebakterier, der omdanner en del af mælkens indhold af mælkesukker, laktose, til syre der bevirker at proteinerne samler sig i et netværk. Desuden tilsættes ofte enzymer, der er udvundet af kalvemaver eller i nyere tid biologisk dyrket: osteløbe. Den ændrede syrebalance letter osteløbens koagulering af ostemælken. Enzymindholdet i løben får mælken til at udfælde proteinerne kasein samt globulin og albumin, under ét kaldet valleproteiner. Den koagulerede masse, kaldet koagel, skæres ud i små stykker, ostekorn, og udfældningen af ostevalle begynder. Kasein er store proteinkæder, der danner et "netværk", der holder på fedtet i ostemassen, mens valleproteinerne er så små, at de ikke fanges i "netværket", og således kan den resterende væske, der nu bliver kaldt ostevalle, skilles fra det faste stof, ostemassen eller ostekornene.
På dette tidspunkt kan osten sælges som "friskost", eller den kan formes og lagres, så den bliver til de mere faste oste skæreost eller skimmelost. Af disse har især skæreosten en så fast og dog elastisk karakter, at det ofte er nødvendigt at skære den med ostehøvl.
Verdensmesterskaberne i ost afholdes hvert andet år i Wisconsin i USA og er fuldt på højde med andre madkonkurrencer.
Fedtindhold.
Ost har som mange andre fødevarer et stort vandindhold, men i modsætning til andre fødevarer er der tradition for at fratrække vandindholdet og angive fedtindholdet i forhold til tørstofvægten (der består af fedt, kulhydrater, proteiner og salt mm.).
På varedeklarationen gøres dette tydeligt med +-enheden. 45+ betyder f.eks. 45 g fedt per 100 g tørstof. Fedtindholdet kan også angives på almindelig vis i forhold til hele ostens vægt, og den samme ost kan have et fedtindhold på 25%, hvilket ensbetydende kan angives i gram per 100 gram - 25g/100g.
Typer af ost.
Salg af fåreoste i Frankrig.
Oste kan opdeles efter deres fremstillingsmetode og grupperes således som æltet ost, fisket ost eller opstukket ost.
Alternativt kan man opdele efter typen, dvs. som friskost, skæreost, skimmelost osv.
Fysiske egenskaber.
Ost tilhører en meget unik stoftype, der kaldes en kompleks væske (på engelsk "soft condensed matter"). Det betyder at den mekaniske energi der oplagres i ost ved en deformation ikke vil være konstant oplagret som potentiel energi som i et konventionelt fast stof. På den anden side er ost ikke en konventionel newtonsk væske hvor kraften der kræves for at foretage forskydninger i væsken er proportional med væskens viskositet. Ost er derimod en sted midtimellem, idet den potentielle energi er tidsafhængig, fordi konfigurationen af ostens betstanddele ændrer sig gradvist ved en deformation.
Ostehøvl.
Ostehøvlen er et redskab til at skære et stykke ost i tynde skiver. Den blev opfundet af en snedker, nordmanden Thor Bjørklund. Han tog patent på opfindelsen i 1925 og oprettede to år senere en ostehøvlsfabrik i Lillehammer. Fabrikken med navnet "Thor Bjørklund & Sønner AS " gik konkurs den 28. september 2009 som følge af vigende omsætning.
Oostende.
Oostende er en by i den flamske del af Belgien. Kommunen har 68.898 indbyggere (pr. 1. juli 2006).
Ourthe.
Ourthe er en flod, som ligger i Belgien.
Ouverture.
Ouverture er fransk og betyder "åbning" eller "forspil". Ordet bruges især om orkesterforspil til en opera eller et skuespil. Ouverturen består ofte af citater fra resten af musikken i operaen, musicalen eller skuespilllet (et eksempel herpå er Kuhlaus ouverture til "Elverhøi"). Men en del ouverturer er tematisk helt fritstående; således Mozarts ouverture til "Figaros Bryllup" og Rossinis til "Barberen i Sevilla."
Ouzo.
Ouzo (ούζο) er en anis-baseret brændevin fra Grækenland og grækernes nationaldrik. Ouzo er meget lig absint, blot uden have-malurt. Ouzo er klart, indtil man blander det med vand, hvorefter det bliver mælkehvidt. Dette skyldes at drikken indeholder stoffet anethol, som er opløseligt i alkohol men ikke i vand. Dette danner bundfald, og den hvide farve optræder.
Når man blander ouzo med vand bliver alkoholprocenten lavere, og anetholen fælder ud.
En relateret drink er Tsipouro.
Historie.
Ouzoens historie er uklar, men enkelte mener at det har eksisteret i en eller anden form siden antikken. En lignede drink, raki, blev lavet i det Byzantinske rige og senere det Osmanniske Rige. Navnet raki bliver stadig brugt om tyrkiske og arabiske drikke der i høj grad minder om ouzo.
Moderne ouzoproduktion begyndte efter at Grækenland blev selvstændig i 1800-tallet. Det tidligste produktionscenter for ouzo var øen Lesbos, og store mængder af brændevinen bliver fortsat fremstillet der. En af de største producenter er Barbayiannis (Βαρβαγιάννης), som holder til på den sydligste del af øen.
I 1932 udviklede man en metode at destillere ouzo på hvor kobberkedler benyttes, og dette regnes i dag som den korrekte måde at lave drikken på.
Ovamboland.
Ovamboland var et bantustan i Tysk Sydvestafrika (i den nordlige del af det nuværende Namibia), oprettet i 1968 af apartheid-regeringen, med det formål at være et selvstyrende område for ovambo-folket. Området fik selvstyre i 1973. I 1989 blev det nedlagt som led i overgangen til uafhængighed fra Sydafrika.
Ovation.
En ovation eller stående ovation er en speciel form for bifald, hvor forsamlingen, i tillæg til klapperiet og evt. tilråb, rejser sig op. Denne gestus udføres for at vise styrket anerkendelse af det eller den, som ovationen rettes til. Kutyme omkring anvendelsen af ovation er forskellig, men det betragtes normalt som en betydelig ære at modtage en ovation.
Akklamationen er en variant af den stående ovation, som kan forekomme, når der i en forsamling foretages valg/kåring af en kandidat uden modkandidater.
Oxford.
Oxford er en by i England.
Byens universitet, Oxford Universitet, blev grundlagt omkring 1200 og er det ældste i den engelsktalende verden.
Ozon.
Ozon er en luftart (O3) i stratosfæren, der beskytter mod ultraviolet stråling. Industrielt bruges ozon som en kraftig oxidator. Ozon er kemisk ustabilt, og tilstedeværelsen af selv forsvindende mængder af "fremmedstoffer" gør det yderst eksplosionsfarligt. Af den grund bruges ozon ikke som iltningsmiddel i raketters motorsystemer, til trods for at ozon er mere kompakt end en tilsvarende mængde "normal", molekylær ilt (O2).
Ozon kan dannes ved en spontan reaktion mellem svovlilte (SO2) og forskellige kvælstofilter (NOx). Da disse luftarter oftest findes, hvor man har røg fra kraftværker, fabriksskorstene m.m. i blanding med udstødningsgas fra biler, vil der dannes ozon i tæt trafikerede områder af vore byer. Ozonens ustabilitet fører til, at der dannes frie iltatomer (O), som er yderst aggressive over for levende væv. Det kan f.eks. ses af de talrige ozonskader på bytræer og -buske (skaden ligner "blancherede" pletter). På den måde kan ozonskader bruges som indikator for, at der er svovlilte og kvælstofilte i luften.
I laboratoriet kan ozon producers ved elektrolyse, af 3 molær svovlsyre som elektrolyt, med en katode af grafit og en anode af platintråd.
3 H2O → O3 + 6 H+ + 6 e− ΔEo = − 1.53 V
6 H+ + 6 e− → 3 H2 ΔEo = 0 V
2 H2O → O2 + 4 H+ + 4 e− ΔEo = −1. 23 V
Ozons ætsende virkning på levende væv har tidligere været udnyttet lægeligt ved, at man lagde tuberkulosesanatorier i tætte nåleskove. Der dannes nemlig en smule ozon, hvor der vokser nåletræer, og ved indånding fik man dræbt tuberkulosebakterierne dybt nede i patienternes lunger.
Padova.
Padova, især tidligere på dansk kaldet "Padua", er en by i Italien. Byen er provinshovedstad i Padovaprovinsen og det økonomiske og trafikale centrum i hele Venetoregionen i Norditalien. Den ligger ved floden Bacchiglione, 40 km vest for Venezia og 29 km sydøst for Vicenza.
Indbyggertallet i selve Padova er 211,985 (2004), men byen udgør en del af byområdet Padova-Venezia med ca. 1.600.000 indbyggere.
Bycentret er meget pittoresk med et stort net af gader med søjlegange samt et antal smukke pladser, hvoraf den 90.000 m² store Prato delle Valle er den kendteste.
Universitet er grundlagt 1222. Galileo Galilei var professor i matematik ved Università degli Studi di Padova, der er verdens tredjeældste universitet, og Corfitz Ulfeldt var immatrikuleret her 1628-29. Verdens første Anatomiske Teater blev opført for universitetet i 1594.
Til universitetet hører byens botaniske have "Orto botanico", som er verdens ældste fortsat eksisterende botaniske have.
Byens mest berømte attraktion er Scrovegni kapel, hvis indre er helt dækket af fresker af Giotto di Bondone.
Palatal.
I gastronomien bruges det om retter som fryder ganen, altså som er velsmagende.
Palau.
Palau er en stat i Stillehavet i Oceanien ca. 500 km øst for Filippinerne. Mod syd ligger Indonesien og mod øst Mikronesien. Palau består af seks øgrupper med mere end 300 øer i den vestlige del af øgruppen Carolinerne. Palau er medlem af FN.
Historie.
For 5-4000 år siden kom de første folk til Palau fra Indonesien. De dannede et samfund bestående af forskellige klasser, hvor de stærke mænd fik magten. Briterne fandt og navngav Palau, "The Pelew Island", i 1783. Landet blev dog underlagt det spanske kongerige indtil 1899, da Spanien tabte krigen i Amerika. Tyskland købte derfor Palau og Mikronesien. De to lande hang dengang sammen. Japan erobrede landet i 1914, fordi Tyskland var optaget af 1. verdenskrig. I 2. verdenskrig fik landet en hård medfart. For Japan og USA var det nemlig en vigtig brik i spillet om Filippinerne. USA vandt og underlagde Palau og Mikronesien. I krigen svandt befolkningen ind fra 45.000 til 6.000.
Efter 34 år under amerikansk styre løsrev Palau sig i 1978 fra USA's Mikronesien. Øerne i Mikronesien blev af USA brugt til militære formål. Derfor lavede Palau en forfatning, som forbød atomvåben i landet. Landet blev selvstændigt i 1981. Den amerikanske regering så derefter igen en interesse i at have militære aktiviteter i gang på Palau, men den foreslåede aftale stred imod Palaus forfatning. Et flertal af befolkningen ville gerne have aftalen, men en slækning på forfatningen ville krævede minimum 75 % af stemmerne. Efter otte år og ni folkeafstemninger blev aftalen indgået d. 1. oktober 1994, men det skyldtes kun at forfatningen var blevet ændret. Palaus nye status blev Fri Stat i Associering med USA. Aftalen, som gælder 50 år, betyder en stor økonomisk bonus til Palau de første 15 år af tidsperioden.
Geografi.
Palau har 300 øer, hvoraf den største er Bapelthuap. Øernes grund er klipper, og megen nedbør har gjort øerne helt grønne, mens de mange strande er hvide. Der er store koralrev.
Klimaet er tropisk med kraftig nedbør, som løber op til 3700 mm om året. Der er indimellem kraftige storme. Den årlige middeltemperatur er 31 grader.
Administrativ inddeling.
Palau består af 16 provinser. Den mest folkerige provins er Koror med ca. 14.000 indbyggere. Arealet af en provins er på størrelse med en lille dansk kommune.
Politik.
Palau er en republik med associering fra USA. USA tager sig af militær, men ellers står Palau selv for alle beslutningerne. Man har en præsident, som vælges for 4 år af gangen. Fra de 16 delprovinser i Palau, kommer en folkevalgt til Repræsentanternes Hus. Sammen med Senatet(9 medlemmer) har Repræsentanternes Hus den lovgivende magt. Præsidenten har den udøvende magt.
Der er to dominerende politiske partier i Palau. Et, som er for aftalen med USA, og et, som ikke er.
Økonomi.
Palau er et af de rigeste lande i Stillehavet. Det er en lille økonomi, og derfor har støtten fra USA fået en stor betydning. Der udbetales i alt 450 mio. $ fordelt på 15 år. Som tillæg i aftalen hjælper USA helt gratis Palau med sundhedsvæsen, luftsikkerhed, vejrforudsigelse og evt. katastrofehjælp. I år 2009 ophører udbetalingen. Puljen af optjente penge, som er på 144 mio. $ opbruges kort tid efter. Derfor ligger udfordringen i at viderebringe velfærden.
Udover de penge Palau investerer, arbejder de også med infrastruktur og udbygning af turismen. Der er grundlag for en stor turisme, men man har fra regeringens side besluttet, at det er lige så vigtigt at bibeholde naturen. Palau er kendt for smukke strande og gode dykkerfaciliteter. Øerne tiltrækker ca. 40.000 turister om året.
Fiskeri og landbrug er også vigtige for økonomien. Man eksporterer især kopra, men turismen giver flere penge.
Demografi.
Der har boet folk på Palau i mange tusinde år. Derfor har de fået deres egne racetræk, som minder meget om andre polynesere. Hvide, filippinere og malaysiere udgør minoriteter.
Da øerne blev koloniseret, blev de også gjort kristne. 38 % er katolikker, 25 % er protestanter, mens 27 % tilhører Modekngei eller andre naturreligioner.
I 2008 rapporterede palæoantropologen Lee Berger om fund af menneskeknogler fra små individer i øde huler, der var begravet for 900 til 2.900 år siden.
De ældste individer var blot 94-120 høje og vejede ca. 32–41 kg.
Deres hjerne har været på blot 380 kubikcentimeter.
Palindrom.
Et palindrom er en sætning eller et ord eller et tal, der kan læses i begge læseretninger. En klassiker er for eksempel: "En af dem, der tit red med fane."
Ordet stammer fra græsk "palindromos" 'som kommer igen, som igen går den samme vej'.
Eksempler på engelske palindromer: "A man, a plan, a canal: Panama."
Eksempler på italienske palindromer: "O mordo tua nuora, o aro un autodromo"
Verdens længste palindrom som giver en fornuftig mening, i modsætning til "vrøvlepalindromerne" er det græske
der betyder "vask dine synder, ikke kun dit ansigt". Palindromet er "opfundet" allerede i oldtiden ([Guinness Book of Records]).
Verdens længste palindromiske enkeltord menes at være det finske "saippuakauppias" ("en mand, der sælger sæbe").
Palindrom-ord: "otto, ara, mellem, ene, asa, regninger, murmellemrum, ærtetræ, kajak, narkokran, lakseskal, radar, rotor og rejer."
Tal.
Et palindromtal er tilsvarende et tal hvis cifre er ens forfra og bagfra, for eksempel 73237. Det er værd at understrege at tallet kun er et palindrom når det skrives i dét bestemte talsystem. Skrives 73237 for eksempel i det oktale talsystem, bliver det 2170258 og fremstår ikke længere palindromisk.
Nogle interesserer sig for palindromtal der også har andre egenskaber, for eksempel er primtal. For tiden er det største kendte palindromprimtal (i titalsystemet) 10130036 + 116010611·1065014 + 1 eller 1000...0011601061100...0001.
Årstal.
I tidernes løb er der forekommet tidspalindromer, af slagsen år-dag/måned-klokkeslæt. Det sidst forekomne komplette tidspalindrom var således: 2002-20/02-20:02, eller sagt med ord, den 20. februar 2002 kl. 20:02. Et andet eksempel kunne være 1111-11/11-11:11.
Af komplette tidspalindromer opskrevet på denne måde, er der kun ét tilbage nogensinde, ifølge vores tidsregning. Dette vil ske d. 21. december kl. 21:12 år 2112, altså 2112-21/12-21:12.
Musik.
Indenfor musikken er palindrom et musikstykke, hvor anden del er en spejlvendt gentagelse af første del.
En variation er, hvor samme nodelinie kan spilles både forfra og bagfra samtidigt (og stadig give musikalsk mening), som det er tilfældet i Mozarts.
DNA.
I DNA optræder baserne indimellem i palindrom-sekvenser. Disse har betydning i forbindelse med syntesen af proteiner o.a.
Sygdom.
Et humoristisk forslag på en palindromrelateret sygdom er frygten for palindromer: ibofobi eller som den kendes på engelsk "aibohphobia".
Palle Sørensen.
Palle Mogens Fogde Sørensen (født 26. marts 1927 i København) var en småkriminel, der den 18. september 1965 dræbte fire politibetjente på Amager. Drabene skete i forbindelse med, at han blev stoppet af patruljevogne på vej hjem fra en indbrudsturne med sin kammerat Norman Lee Bune.
De to indbrudstyve blev først stoppet på Amager Strandvej af en politibil fra Tårnby politistation, da de efter indbruddene kom kørende i Palle Sørensens hvide bil, en Simca Versailles. Palle Sørensen, som havde medbragt en pistol i et skulderhylster, dræbte de to betjente, hvorefter Norman Lee Bune stak af.
Palle Sørensen fortsatte efter drabene alene i sin bil og blev i Vermlandsgade indhentet af en politibil fra Københavns politi. De to betjente, som ikke kendte til de tidligere drab, blev ligeledes skudt af Palle Sørensen.
Alle de fire betjente var unge mænd i tyverne, tre af dem var 24 år og den sidste 28 år.
I forbindelse med drabene affyrede Palle Sørensen i alt 15 skud, hvoraf de 12 ramte ofrene.
Efter en intensiv politieftersøgning meldte Palle Sørensen sig selv til politiet. Han blev anholdt og tilstod drabene i et grundlovsforhør den 21. september 1965, tre dage efter forbrydelsen. Den 18. marts 1966 blev han idømt fængsel på livstid.
Under afsoningen anmodede han gentagne gange om benådning, hvilket blev afslået.
Den 26. maj 1995 blev Palle Sørensen imidlertid overført til fortsat afsoning i åbent fængsel, og den 17. marts 1997 udstationeret til en af kriminalforsorgens pensioner. Den 4. maj 1998 blev han, der nu var 71 år gammel, benådet efter at have siddet til afsoning i cirka 32 år og 8 måneder. Han er dermed den person, som i nyere tid har afsonet den længste straf i Danmark.
Straffeloven er senere ændret, så livstidsdomme fremover hvert år skal vurderes på ny efter 12 års afsoning. Palle Sørensens sag indgik i både den offentlige debat og i Folketingets behandling af lovændringen.
Palle Sørensens far Rasmus arbejdede som natbetjent i Nysted.
Palmesøndag.
Jesu indtog i Jerusalem. Malet af Pietro Lorenzetti
Palmesøndag er søndagen før påske, og dermed begyndelsen på påskeugen, som også bliver kaldt den stille uge. Fejres til minde om Jesu indtog i Jerusalem.
Pan.
Statue af Afrodite, Pan og Eros
Pan er hyrdens og dyreflokkens gud, og gud for bjergenes liv og den vilde jagt, i græsk mytologi. Han kendes let på sine bukkeben (fra livet og ned har han kraftig, ofte mørk, pels over benene, der ligner en geds), på sine to små horn i panden, på sit ofte drilske væsen og ikke mindst på sit instrument, panfløjten.
Pan associeres ofte med det drilske element, der ofte hverken kan betegnes godartet eller ondsindet. Det virker ofte som om Pan skaber ulykker for underholdningens skyld.
Tillige har Pan næsten altid en kraftig erotisk eller seksuel betydning; han er i mytologien kendt for at have forført adskillige kvinder, herunder både mennesker og guder.
I visse fortællinger fik Pan sin fløjte, da han forfulgte nymfen Syrinx, indtil hun ikke kunne se anden udvej for at undslippe ham end at forvandle sig til siv langs floden Ladon. Af disse siv gjorde Pan sig herefter sin fløjte.
Pan adskiller sig fra de andre græske gudeskikkelser ved at være den eneste, mytologien selv erklærer for død. Til trods herfor tilbedes han stadig af mange hedenske trosretninger i dag, lige så ofte under navnet "den hornede gud" som under sit eget navn.
Papua Ny Guinea.
Papua Ny Guinea er et land i Oceanien, der udgør den østlige del af øen Ny Guinea. Landet grænser mod vest til Indonesien og ligger nord for Australien.
Historie.
Det formodes, at den tidligste befolkning af øerne skete for omtrent 50 000 år siden og af folk fra Asien - det er muligt, at der da ikke var noget hav, som adskilte øerne fra det asiatiske fastland.
Den første europæer, der så øerne, var den portugisiske navigatør Antonio d'Abreu i 1511, men den portugisiske opdagelsesrejsende Jorge de Meneses var antagelig den første europæer, der besøgte øerne, i tiden 1526-27. Han kaldte øerne "Ilhas dos Papuas", hvilket betyder «øerne til de med krøllet hår».
Spanske Inigo Ortix de Retses kaldte noget senere øerne for Ny Guinea, for han mente, at menneskene der var fra samme folkegruppe som de i Guinea i Afrika. En del andre opdagelsesrejsende, som James Cook, nåede øerne, men det var først i 1793 at hele hovedøen blev annekteret på vegne af Storbritannien af "East India Company". Nederland havde også været i forbindelse med øerne og var ikke enige i annektionen, så i 1828 gjorde VOC sig til ejere af den vestre del af New Guinea.
Den nordøstre del af Ny Guinea, som ingen havde gjort krav på, blev annekteret af Tyskland i 1884. Samme år blev den sydøstlige del af øen overtaget af Storbritannien, men i 1906 blev delene overført til det nyligt selvstændige land Australien som en del af Papua. Under 1. verdenskrig okkuperede styrker fra Australien den del, som tilhørte Tyskland, og landet fik siden tildelt landet som mandatområde af Folkeforbundet.
Under 2. verdenskrig blev New Guinea invaderet af Japan fra nord. De holdt stand helt til slutningen af krigen mange steder. I 1946 blev den østlige halvdel af øen New Guinea givet til Australien, som da skulle administrere "Territory of Papua & New Guinea". Indonesien tog kontrol over det, som var Nederlandsk New Guinea, den anden halvdel af øen, i 1962 - og det er nu den indonesiske stat Iran Jaya, som kæmper for sin selvstændighed.
Papua Ny Guinea fik selvstyre i 1973 og fuld uafhængighed i 1975. Papua Ny-Guinea blev medlem af FN i 1995.
Politik.
Papua Ny Guinea er bl.a. medlem af FN, WTO og Commonwealth.
Geografi.
Havet omkring Papua Ny Guinea er en del af Koraltrekanten.
Demografi.
Etnisk sammensætning: Papuanere, melanesere, pygmæer. Religion: 22 pct. romersk-katolsk, 16 pct. protestantisk, stammereligioner.
Kultur.
Indbygger i Bago-bago, en ø i den sydøstlige del af Papua New Guinea
a>, der forestiller forfader (nggwalndu). 20. århundrede
Papua New Guineas kultur er multifacetteret og kompleks, det er estimeret, at der findes mere end tusind forskellige etniske grupper i landet. På grund af denne store diversitet, er der opstået mange forskellige former for kulturelle udtryk, da hver gruppe har udviklet sine egne traditioner indenfor kunst, dans, våben, beklædning, sang, musik, arkitektur osv. Blandt folkene ved sepikfloden findes der fx en berømt tradition indenfor træskærerarbejde, hvor forfædrenes ånder bliver afbilledet i form af planter eller dyr. Andre folkeslag er kendt for at bære penisfutteraller. Hovedparten af disse grupper har desuden deres eget sprog. Folk lever typisk i landsbyer, og ernærer sig ved subsistenslandbrug. I nogle områder lever der jæger-samlerkulture. Yams er den vigtigste planteføde for alle grupper.
Indtil 1933 blev muslingeskaller anvendt som møntfod i visse dele af Papua New Guinea. Selvom det blev afskaffet, er det stadig en del af lokale bryllupstraditioner, at en bejler skal medbringe en bestemt sum af skaller som brudepris til brudens familie. I nogle regioner udgøres brudeprisen i stedet af grise, kasuarer, penge el.lign., mens det i andre er brudens, der skal medbringe en medgift.
I højlandet afholder mange folkeslag rituelle højtider, der kaldes "sing sings". Deltagerne maler deres kroppe, pynter sig med fjer, perler eller dyreskind, for at ligne enten fugle, træer, ånder osv. I nogle tilfælde genskaber man vigtige historiske eller mytologiske begivenheder.
"Shell money" /muslinge skaller bruges stadig som møntfod den dag i dag, primært i landsbysamfundne i "the niugini islands".
Parabel.
Hvis parablens ledelinje er placeres i et almingeligt koordinatsystem så ledelinjen er parallel med x-aksen, så vil parablen kunne beskrives som til grafen for et andengradspolynomium.
Parablen er tillige en af keglesnitskurverne som kan fremkomme som skæringskurve mellem et plan og en kegle.
Navnefaderen til parablen var Apollonius
Matematikken bag.
I forhold til den generelle ligning er B og C her sat til 0; A og E må da ikke være 0.
Se også.
Parabel (lignelse)
Paraguay.
Paraguay er et land i Sydamerika. Det grænser til Brasilien mod nordøst, til Bolivia mod nordvest og til Argentina mod syd og sydvest. Landet har ingen adgang til havet andet end for fragtskibe gennem floden Rio Paraguay, der udmunder i Rio de la Plata ved Buenos Aires i Argentina.
Historie.
Europæerne kom første gang til området tidligt i det 16. århundrede, og grundlæggelsen af hovedstaden Asunción skete den 15. august 1537 af den spanske opdagelsesrejsende Juan de Salazar. Paraguay erklærede sin selvstændighed efter at have overtaget magten fra de lokale spanske autoriteter den 14. maj 1811 - som det første land i Sydamerika.
Krige og milepæle.
Den Paraguayske Krig og Chaco-krigen var milepæle i Paraguays historie. Paraguay kæmpede mod de tre allierede magter, Brasilien, Argentina og Uruguay og blev besejret i 1870 efter fem år med den blodigste krig i Amerika. Paraguay led markante territoriale såvel som menneskelige tab. Landområder tabtes især til de to stormagter Brasilien og Argentina. Chaco-krigen var en krig mod Bolivia i 1930'erne, og Bolivia blev overvundet. Paraguay reetablerede magten over den region, der hedder Chaco - man troede, at der i denne region var store olieforekomster, men dette viste sig senere at være en and.
Diskussion.
Paraguays historie er omdiskuteret af historikere, lærere og politikere. Den officielle version af de historiske begivenheder - specielt krige - varierer efter, om man læser historiebøger skrevet i Paraguay, Argentina, Brasilien eller Bolivia. Selv europæiske og amerikanske forfattere har været ude af stand til at undgå dobbelttydninger.
Politik.
Paraguay blev fra 1954 til 1989 ledet af generalen og diktatoren Alfredo Stroessner, og frem til 1992 var regeringsmagten stærkt centraliseret og til tider diktatorisk. I 1992 fik landet en ny forfatning, som sikrede en opdeling af magten. Præsidenten og vicepræsidenten vælges på samme stemmeseddel og sidder i en periode på 5 år. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringschef.
10. august 2008 blev Fernando Lugo valgt som ny præsident. Den venstreorienterede Lugo, som tidligere var biskop, blev den første præsident siden 1946, som ikke repræsenterer Colorado-partiet.
Parlamentet (Congreso) er delt i to kamre. Underhuset, Cámara de Diputados, har 80 medlemmer, mens senatet, Cámara de Senadores, har 45 medlemmer. De to kamre vælges også for en periode på 5 år.
Paraguay er bl.a. medlem af FN, WTO og OAS.
Flora og Fauna.
Naturmæssigt kan Paraguay deles op i en østlig og en vestlig del. Den østlige var til så sent som i 80'erne dækket af den vestligste del af den atlantiske regnskov, der strakte sig fra Atlanterhavskysten i Brasilien i øst til Paraguay i vest.
Op gennem 90'erne og især det under det økonomiske opsving frem til år 2008 steg prisen eksplosivt på landbrugsprodukter og dermed landbrugsjord. Brasilianske godsejere, der allerede havde fældet deres del af den atlantiske regnskov øjnede en chance for billig jord i Paraguay, med det resultat, at 90% af al regnskov i Paraguay er væk og forvandlet til brasilianske sojamarker. Dyr som tapirer, jaguarer og aber blev fanget i små skovrester, hvor de blev skudt af jægere.
Nye tiltag om at beskytte naturen i det østlige Paraguay med fældningsforbud af skov og skat på sojabønneeksport har medført protester fra godsejerne og trusler på regeringsniveau fra Brasilien om, at en trussel mod brasilianske godsejere var en trussel mod Brasilien, selvom jorden lå i Paraguay. Den atlantiske regnskov er væk, og der er nu kun nationalparken Iguazu tilbage.
Demografi.
Ca. 95% af Paraguays befolkning er mestizer og omkring 90% tilhører den romersk-katolske kirke.
Parallel.
Ordet kommer af af latin "parallelus", som kommer af det græske "parallelos" fra "par-" + "allelo" = "gensidig". Heraf den moderne brug: ligeløbende, jævnsides. Det er én af matematikkens grundpåstande (teoremer), at "parallelle linjer mødes aldrig" (se dog Ikke-euklidisk geometri).
Paraná.
Paraná er med 3.940 km og et afvandingsområde på 3,5 mio. km² den næstlængste flod i Sydamerika efter Amazonfloden.
Den starter i Brasilien ved foreningen af floderne Grande og Paranaiba, i det sydlige Brasilien og løber gennem Paraguay og Argentina.
Syd for den opstemmede Itaipú-sø (med verdens største vandkraftværk, Itaipú) er den grænseflod mellem Argentina og Paraguay. Ved Corrientes i Argentina løber den sammen med Paraguayfloden. Den fortsætter mod syd for sammen med Uruguayfloden at danne det mægtige Río de la Plata-mundingsområde. Paraná er sejlbar for store skibe på de nederste 1.600 km og spiller en væsentlig rolle for godstransporten i hele regionen.
Parlamentarisme.
a>er med en statsleder, der står til ansvar overfor parlamentet er mærket med grøn.
Parlamentarisme er en statsform, hvor en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig (positiv parlamentarisme), eller ikke må have et flertal imod sig (negativ parlamentarisme). Historisk er parlamentarismen udviklet i England som en praktisk foranstaltning, der skulle sikre en folkelig kontrol med regeringen. Parlamentarisme er direkte knyttet til demokratiet som styreform i en suveræn stat. Der findes eksempler på parlamentarisme i såvel republikker som monarkier. (Se kortet til højre)
Juridisk status.
Proceduren for lovgivningen er normalt beskrevet i landets forfatning. Proceduren for den folkelige kontrol med regeringen kan ligeledes være indskrevet i forfatningen, men det er ikke altid tilfældet.
Kontrollen kan enten bestå i, at regeringen må træde tilbage, hvis den ikke kan skabe et flertal i parlamentet, eller i, at regeringen i denne situation udskriver valg. I nogle stater, herunder Danmark sker dette formelt ved, at Parlamentet udtrykker sin mistillid til regeringen.
Typer af parlamentarisme.
Begge typer kan i praksis fungere i et politisk system med forholdstalsvalg og i et politisk system med flertalsvalg i enkeltkredse.
Negativ parlamentarisme.
Negativ parlamentarisme findes ligeledes i to udformninger.
Virkninger af parlamentarisme.
Det anføres ofte, at et parlamentaristisk system ikke har fuldstændig magtdeling, da regeringen udgår af parlamentet I den præsidentale styreform er den folkevalgte præsident normalt uafhængig af parlamentet.
Positiv parlamentarisme har historisk set oftere medført bredere regeringsgrundlag end negativ parlamentarisme, hvor mindretalsregeringer med spinkelt flertal oftere forekommer. Effekten af parlamentets kontrol med regeringen er næppe knyttet til en af de to grundformer, men afhænger i højere grad af antallet af politiske partier i parlamentet og af valgmetoden.
Parlamentarismens historie i Danmark.
Negativ parlamentarisme blev i praksis styreformen i Danmark ved systemskiftet i 1901. Her accepterede kongen det parlamentariske grundprincip, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig. Det gælder stadig i dag.
Parsifal.
"Parsifal" er en opera i tre akter af Richard Wagner. Den er løst baseret på Wolfram von Eschenbachs "Parzival", et epos fra det 13. århundrede om Arthurs ridder Parzival (Percival) og hans søgen efter hellige spyd, der var blevet brugt til at stikke den korsfæstede med.
Wagner udtænkte først værket i april 1857, men det var ikke færdigt før femogtyve år senere. Det skulle blive Wagners sidste afsluttede opera; idet han komponerede den, havde han tanke for den særlige akustik i operahuset, Bayreuth Festspielhaus, som han selv havde fået bygget. "Parsifal" blev først sat op på den anden festival i Bayreuth i 1882. Festspillene i Bayreuth opretholdt en eneret på at opføre værket indtil 1903, hvor operaen blev opført ved Metropolitan Opera i New York.
Wagner kaldte ikke "Parsifal" en opera, men foretrak betegnelsen "ein Bühnenweihfestspiel", der kan oversættes til "et festspil til hellig indvielse af scenen". I Bayreuth er der opstået en tradition for, at der ikke er bifald efter første akt af operaen netop på grund af den sakrale handling, som operaens første akt slutter med.
Wagner stavede riddernavnet "Parsifal" i stedet for "Parzival", som han havde brugt frem til 1877, hvilket beror på fejlagtige underretninger om ordets etymologi, idet han troede, at ordet stammede fra "Percival", der angiveligt skulle komme fra det arabiske, "Fal Parsi", der betyder "ren tåbe".
Komposition.
Wagner læste først Wolfram von Eschenbachs digt "Parzival", da han var på kurophold i Marienbad i 1845. Efter at være stødt på Arthur Schopenhauers tanker om sinologi i 1854 i "Über den Willen in der Natur" blev Wagner interesseret i orientalsk filosofi, især i buddhisme. Han var blevet inspireret af at læse Eugène Burnoufs "Introduction à l'histoire du buddhisme indien" i 1855-1856. Ud af denne interesse opstod "Die Sieger" fra 1856, en skitse Wagner skrev til en opera baseret på en historie fra Buddhas liv. De temaer, som han senere udforskede i "Parsifal", som fx selvfornægtelse, reinkarnation, medfølelse og eksklusive sociale grupperinger, findes allerede i "Die Sieger".
"... Langfredag vågnede jeg og fandt for første gang i dette hus, at solen skinnede stærkt: Den lille have lyste med grønne farver, fuglene sang, og til sidst kunne jeg sidde på taget og nyde den længe ønskede fred med dens løfterige budskaber. Fuld af denne følelse huskede jeg pludselig, at det var langfredag, og jeg mindede mig selv om den betydning, dette varsel allerede havde fået for mig, da jeg læste Wolframs "Parzival". Siden opholdet i Marienbad [i sommeren i 1845], hvor jeg havde udtænkt "Die Meistersinger von Nürnberg" og "Lohengrin", havde jeg ikke beskæftiget med det digt; nu slog dets noble muligheder mig med overvældende kraft, og fra mine tanker om langfredag udtænkte jeg hurtigt et helt drama, som jeg lavede en grovskitse over med et par pennestrøg, idet jeg delte handlingen i tre akter".
22. april 1879: "R[ichard] mindedes i dag de indtryk, som gav ham inspiration til hans "langfredagsmusik"; han grinte og sagde, at han havde tænkt ved sig selv, "Det er faktisk lige så langt ude som mine kærlighedsaffærer, for det var ikke engang langfredag - der var bare en behagelig stemning i naturen, som fik mig til at tænke, 'Sådan burde en langfredag være'".
Værket kan faktisk være udtænkt i Wesendoncks sommerhus i den sidste uge af april 1857, men det år faldt langfredag den 10. april, hvor Wagner med familie stadig boede på Zeltweg 13 i Zürich. Hvis prosaskitsen til værket, som Wagner nævner i "Mein Leben", var nøjagtigt dateret (og de fleste af Wagners overleverede papirer er daterede), havde man kunnet løse problemet en gang for alle, men skitsen er desværre ikke overleveret.
Wagner arbejdede ikke med "Parsifal" i de følgende otte år, men afsluttede i stedet "Tristan und Isolde" og begyndte på "Die Mestersinger von Nürnberg". Derefter, mellem den 27. og 30. august 1865, tog han "Parsifal" op igen og lavede en prosaskitse til værket, som indeholdt en forholdsvis kort beskrivelse af handlingsgangen og en relativt detaljeret kommentar til dramaets personer og temaer. Men igen blev arbejdet droppet og tilsidesat i yderligere elleve og et halvt år. I løbet af denne tid brugte Wagners det meste af sin kreative energi på "Der Ring des Nibelungen", som blev endeligt afsluttet i 1874 og fik sine første opførelser i Bayreuth i august 1876. Først da denne gigantiske opgave var fuldført, kunne Wagner finde tid til at koncentrere sig om "Parsifal". Den 23. februar 1877 havde han tilendebragt en anden og mere omfattende prosaskitse til værket, og den 19. april samme år havde han omsat den i en libretto på vers (eller et "digt", som Wagner gerne kaldte sine libretti).
I september 1877 begyndte han på musikken ved at skrive to komplette udkast til partituret fra start til slut. Den første af disse (kendt på tysk som "Gesamtentwurf" eller som "det foreløbige udkast" eller "det første komplette udkast") blev skrevet med blyant i tre nodesystemer, et for stemmerne og to for instrumenterne. Det andet fuldstændige udkast ("Orchesterskizze", "orkesterskitsen") skrev han med blæk i tre, men til tider op til fem nodesystemer. Dette udkast var meget mere detaljeret end den første og var udarbejdet i betydelig grad med hensyn til instrumenteringen.
Han begyndte arbejdet på det andet udkast den 25. september 1877, blot et par dage efter det første: På dette punkt i sin karriere arbejdede Wagner gerne på begge udkast samtidig, idet han skiftede frem og tilbage mellem de to, så der ikke gik for lang tid fra han havde konciperet musikken, til den blev udarbejdet i flere detaljer. Tredje akt i "Gesamtentwurf" blev afsluttet den 16. april 1879, "Orchesterskizze" den 26. i samme måned.
Det fulde partitur ("Partiturerstschrift") udgjorde sidste etape i den kompositoriske proces. Det blev skrevet med blæk og bestod af en renskrift af hele operaen, med alle stemmer og instrumenter korrekt noteret i henhold til standardpraksis. Wagner komponerede en akt af "Parsifal" ad gangen og færdiggjorde "Gesamtentwurf" og "Orchesterskizze" for hver akt, inden han begyndte på "Gesamtentwurf" til næste akt. Eftersom "Orchesterskizze" allerede indeholdt alle de kompositoriske enkeltheder, blev udarbejdelsen af "Partiturerstschrift" en mere rutinemæssig opgave, som han kunne gennemføre, når han havde tid. Det skete i august 1878 med hensyn til forspillet til første akt og august 1879 og 13. januar 1882 for resten af operaen.
"Parsifal" var i øvrigt det eneste værk, Wagner nogensinde skrev, hvori der var musik for kontrafagot.
Premieren.
Den 12. november 1880 opførte Wagner forspillet privat for sin mæcen Ludwig II af Bayern på Hofteatret i München. Premieren på hele værket fandt sted i Bayreuther Festspielhaus i Bayreuth den 26. juli 1882 under ledelse af den tysk-fødte jødiske leder Hermann Levi. Kulisserne var designet af Max Brückner og Paul von Joukowsky efter anvisninger fra Wagner selv. Gralssalen var modelleret efter det indre af katedralen i Siena, som Wagner havde besøgt i 1880, mens Klingsors magiske have var inspireret af haverne ved Palazzo Rufolo i Ravello. I juli og august 1882 blev værket opført seksten gange i Bayreuth under Levi og Franz Fischer. Produktionen havde et orkester på 107 medlemmer, et kor på 135 og 23 solister (idet hovedrollerne var dobbelt besat). Ved den sidste af disse forestillinger overtog Wagner dirigentstokken fra Levi og dirigerede selv sidste scene i tredje akt fra orkestermellemspillet til slutningen.
Ved de første opførelser af "Parsifal" betød problemer med at flytte kulisser ved overgangen fra mellem scene et og to i første akt, at orkestermellemspillet var færdigt, før Parsifal og Gurnemanz var kommet til gralshallen. Engelbert Humperdinck, der var produktionsassistent, tilføjede et par takter til musikken for dække dette hul. I de efterfølgende år blev dette problem løst, og Humperdincks tilføjelser er ikke blevet yderligere brugt.
Forbuddet mod Parsifal udenfor Bayreuth.
I de første tyve år efter urpremieren fandt de eneste iscenesatte opførelser af "Parsifal" (bortset fra otte private forestillinger for Ludwig II af Bayern i München i 1884 og 1885) sted i Bayreuther Festspielhaus, det sted, som Wagner havde skabt værket til. Wagner havde to grunde til at ønske, at "Parsifal" udelukkende blev spillet i Bayreuth. For det første ville han forhindre, at det udartede sig til»ren morskab«for operapublikummet. Kun i Bayreuth mente han, at hans værk kunne opføres på den af ham udtænkte måde - en tradition som hans kone, Cosima, opretholdt længe efter hans død. For det andet mente han, at operaen ville give en indtægt for hans familie efter hans død, hvis Bayreuth havde monopol på opførelser.
Der blev dog givet mulighed for koncertante opførelser af operaen i forskellige byer efter Wagners død (fx London i 1884, New York i 1886 og Amsterdam i 1894), men sceniske opsætninger var der ikke tale om.
Efter at en domstol havde afgjort, at Bayreuth ikke kunne forbyde forestillinger i USA, iscenesatte Metropolitan Opera i New York den komplette opera den 24. december 1903 med mange Bayreuth-uddannede sangere - til Wagnerfamiliens store fortrydelse. Cosima svarede igen ved at nægte sangere, der havde sunget i New York at synge i Bayreuth for fremtiden. Der blev også sat uautoriserede forestillinger op i Amsterdam i 1905, 1906 og 1908. Bayreuths monopol sluttede den 1. januar 1914. Den første autoriserede opførelse blev sat op i Barcelona: den begyndte kl. 22.30, halvanden time før midnat den 31. december 1913, idet man udnyttede den tidsforskel, der var mellem Barcelona og Bayreuth på det tidspunkt. Interessen i "Parsifal" var så stor, at operaen blev opført på mere end 50 europæiske operahuse mellem den 1. januar og 1. august 1914.
Bifald under "Parsifal".
I Bayreuth klapper publikum ikke ved slutningen af første akt, som det ellers er normalt ved operaopførelser. Denne tradition er resultatet af en misforståelse, da Wagner ved premieren udtrykte et ønske om at opretholde operaens alvorlige stemning. Efter megen bifald efter første og anden akt talte Wagner til publikum og sagde, at der ikke ville være fremkaldelser af sangerne, før forestillingen var slut. Dette forvirrede publikum, som var tavse, da operaen sluttede, indtil Wagner talte til dem igen og sagde, at det ikke ensbetydende med, at de ikke måtte klappe. Efter forestillingen klagede Wagner: "Nu ved jeg det ikke. Kunne de lide det eller ej?" Ved de følgende forestillinger mente nogle, at Wagner ikke havde ønsket bifald før slutningen, og der var derfor stilhed efter de to første akter. Til sidst blev det en Bayreuth-tradition, at der ikke var bifald efter første akt, men det var ikke Wagners idé. Faktisk råbte Wagner selv "Bravo!" i løbet af de første Bayreuth-forestillinger, da blomsterpigerne gjorde deres exit i anden akt, hvorefter andre andre medlemmer af publikum hyssede ad ham. På nogle teatre udenfor Bayreuth er bifald og fremkaldelser normal praksis efter hver akt; andre større teatre, herunder Metropolitan Opera i New York, følger Bayreuths skik.
Forestillinger efter krigen.
"Parsifal" er en af de Wagner-operaer, der jævnligt opføres ved festspillene i Bayreuth, også i vore dage. Blandt de mere betydningsfulde produktioner fra
efterkrigstiden er en opsætning fra 1951, der blev instrueret Wieland Wagner, komponistens sønnesøn. Ved de første festspil efter Anden Verdenskrig indførte han en radikal omfortolkning og opfattede ikke gralssalen eller blomsterpigernes sted som konkrete lokaliteter. I stedet blev lyseffekter og et absolut minimum af kulisser brugt til at supplere Wagners musik. Denne produktion var stærkt påvirket af af den schweiziske scenograf, Adolphe Appias ideer. Reaktionen på Wieland Wagners produktion var stærk: Ernest Newman, Wagners biografist, beskrev det som "ikke kun den bedste Parsifal, jeg nogensinde har set og hørt, men en af de tre eller fire mest bevægende åndelige oplevelser i mit liv". Andre var rystede over, at Wagners scenografiske anvisninger ikke blev respekteret. Hans Knappertsbusch, der havde dirigeret forestillingerne, sagde, da han blev spurgt, hvordan han kunne acceptere en så skandaløs parodi, at han helt frem til generalprøven havde forestillet sig, at der ville komme kulissser på scenen. Knappertsbusch var især oprørt ved udeladelsen af duen som fredssymbol; den skulle være kommet til syne over Parsifals hoved ved slutningen af operaen - og Knappertsbusch hævdede i øvrigt, at den inspirerede ham til bedre opførelser. For at formilde sin dirigent fik Wieland indført en due, som skulle fires ned på en snor. Hvad Knappertsbusch var ikke klar over var, at Wieland havde gjort længden af så tilpas lang, at dirigenten, men ikke publikum kunne se duen. Wieland fortsatte med at ændre og forfine sin Bayreuth-produktion af "Parsifal" til sin død i 1966.
Act 1.
I en skov nær slottet Monsalvat, hvor gralen og gralsridderne befinder sig, vækker Gurnemanz, den ældste gralsridder, sin unge væbner og beder en bøn sammen med ham. Han ser Amfortas, gralsriddernes konge, nærme sig med sit følge. Amfortas er blevet skadet af sit eget hellige spyd, og såret ikke vil hele.
Gurnemanz spørger en ridder om nyt om kongens helbred. Ridderen svarer, at kongen har lidt i løbet af natten, og at han vil tage et tidligt bad i den hellige sø. Væbnerne beder Gurnemanz forklare, hvordan kongens skade kan blive helbredt, men han undviger deres spørgsmål. En vild kvinde, Kundry, styrter ind. Hun giver Gurnemanz et glas med balsam, som hun bragt hjem fra Arabien, og som kan lindre kongens smerter. Herefter kollapser hun af udmattelse.
Amfortas bliver båret ind på en båre af gralsridderne. Han råber efter Gauwain, hvis forsøg på at lindre kongens smerter var slået fejl. Han får at vide, at denne ridder er taget af sted igen for at finde noget bedre. Idet han rejser sig lidt fra sit leje, siger kongen, at en sådan afrejse uden tilladelse ("Ohn' Urlaub?") netop er den slags impulsive handlinger, der førte ham ind i Klingsor rige, og til hans fald. Han får medicinen fra Gurnemanz og forsøger at takke Kundry, men hun svarer hurtigt, at tak ikke hjælper og opfordrer ham til at tage et bad.
Amfortas forlader dem med sit følge. Væbnerne får øje på Kundry og spørger hende mistillidsfuldt ud. Efter et kort svar, bliver hun tavs. Gurnemanz fortæller dem, at Kundry har ofte hjulpet gralsridderne, men at hun kommer og går på uforudsigelige tidspunkter. Da han spørger direkte, hvorfor hun ikke bliver for at hjælpe, svarer hun: "Jeg hjælper aldrig!" ("Ich helfe nie!"). Væbnerne tror, at hun er en heks, og vrænger, at hvis hun gør så meget, hvorfor vil hun så ikke finde det hellige spyd for dem? Gurnemanz afslører, at denne gerning er bestemt for en anden. Amfortas, fortæller Gurnemanz, fik ansvaret for spyddet, men tabte det, da han blev forført af en uimodståeligt attraktiv kvinde på Klingsors ejendom. Klingsor greb spyddet og stak Amfortas: Dette sår forårsager Amfortas både lidelse og skam, og det vil aldrig hele af sig selv.
Væbnerne vender tilbage fra kongens bad og fortælle Gurnemanz, at balsammen har lettet kongens lidelse. Gurnemanz' egne væbnere spørger, hvordan det kan være, at han kender Klingsor. Han fortæller dem højtideligt, hvordan både det hellige spyd, som blev stukket i siden på forløseren på korset, og den hellige gral, der opfangede hans blod, var kommet til Monsalvat, hvor de blev bevogtet af ridderne af den hellige gral under Titurels styre - Titurel er Amfortas' far. Klingsor havde længtes efter at slutte sig til ridderne, men var ude af stand til at holde urene tanker ude af sit sind. Han kastrerede sig selv, hvilket førte til hans bortvisning fra ordenen. Klingsor kom derefter i opposition til gralsridderne, lærte mørkekunster og erobrede dalen nedenfor Monsalvat, som han fyldte med smukke blomsterpiger, der skulle forføre gralsridderne og lede dem på afveje. Det var her, at Amfortas mistede det hellige spyd, som opbevarer det og endda vil forsøge også at få findre i gralen. Gurnemanz fortæller, hvordan Amfortas senere fik en vision, ifølge hvilken han skulle vente på en "ren tåbe, oplyst af medfølelse" ("Durch Mitleid wissend, der reine Tor"), som endelig ville kunne helbrede såret.
I netop det øjeblik høres et råb fra ridderne ("Weh! Weh!"): en flyvende svane er blevet skudt ned. En ung mand er blevet pågrebet med en bue i hånden og et pilekogger på ryggen. Gurnemanz taler strengt til ham og siger, at dette er et helligt sted. Han spørger ham direkte, om det var ham, der skød, og knægten praler med, at han kan ramme alt, der flyver ("Im Fluge treff' ich was fliegt!") Gurnemanz spørger, hvad skade svanen havde gjort, og viser den unge mand dens livløse krop. Angerfuld brækker den unge mand nu sin bue og smider den til side. Gurnemanz spørger ham, hvorfor han er her, hvem hans far er, hvordan han fandt stedet og til sidst om hans navn. På hvert spørgsmål lyder drengens svar: "Det ved jeg ikke." Den ældste ridder sender sine væbnere væk for at hjælpe kongen og beder nu drengen fortælle, hvad han egentlig ved. Den unge mand siger, at han har en mor, Herzeleide, og at han selv lavede sin bue. Kundry har lyttet med, og nu fortæller hun dem, at denne drengs far var Gamuret, en ridder der blev dræbt i kamp, og også hvordan drengens mor havde forbudt sin søn at bruge et sværd, fordi hun frygtede, at han ville skulle møde samme skæbne som sin far. Nu erindrer den unge mand, at da han så riddere passere gennem sin skov, forlod han sit hjem og mor for at følge dem. Kundry ler og fortæller den unge mand, at da hun red forbi, så hun Herzeleide dø af sorg. Idet drengen hører dette, går han først på Kundry, men kollapser så i sorg. Kundry selv er nu træt og vil sove, men råber, at hun ikke må sove og ønsker, at hun aldrig igen ville vågne. Hun forsvinder ind i underskoven.
Gurnemanz ved, at gralen kun fører de fromme til Monsalvat og opfordrer drengen til at overholde gralsritualet. Den unge ved ikke, hvad gralen er, men han bemærker, at da de går, synes Gurnemanz næsten ikke at bevæge sig, men alligevel at rejse langt. Gurnemanz siger, at i dette rige bliver tid til rum ("Zum Raum wird hier die Zeit"). Et orkestermellemspil leder over i anden scene.
De ankommer til gralshallen, hvor ridderne er forsamlede for at modtage den hellige kommunion ("Zum Letzten Liebesmahle"). Titurels stemme høres, som beder sønnen, Amfortas, at afdække gralen. Amfortas er martret af skam og lidelse ("Wehvolles Erbe, dem ich verfallen"). Han vogter disse hellige relikvier, men er bukket under for fristelsen og har mistet spyddet: Han erklærer sig uværdig til sit embede. Han beder om tilgivelse ("Erbarmen!") men hører kun et løfte om den fremtidige forløsning ved en ren dåre.
Da han hører Amfortas' udbrud, synes den unge mand, knuget i sit hjerte, at lide med ham. Ridderne og Titurel opfordrer Amfortas til at afdække gralen ("Enthüllet den Gral"), hvilket han endelig gør. Den mørke hal er nu badet i lyset fra gralen, mens ridderne spiser. Gurnemanz tilskynder den unge til at deltage, men han synes fortryllet og lytter ikke. Amfortas deltager ikke i ritualet, og da ceremonien slutter, kollapser han i smerte og bæres væk. Langsomt tømmes salen, så kun den unge mand og Gurnemanz, der spørger ham, om han har forstået, hvad han har set, er tilbage. Da den unge mand ikke kan svare, afviser Gurnemanz ham som en ren dåre og sender ham ud for at jage gæs, men advarer ham om at lade svanerne være. En stemme fra det høje gentager løfte, "Den rene dåre, oplyst af medfølelse".
Akt 2.
Anden akt åbner på Klingsors magiske slot. Klingsor fremmaner Kundry, som han vækker af hendes søvn. Han kalder hende ved mange navne: Først tryllerinde, så helvedesrose, Herodias, Gundryggia og endelig Kundry. Hun er nu omdannet til en utroligt tiltrækkende kvinde, som da hun forførte Amfortas. Hun spotter Klingsors kyskhed, men hun kan ikke modstå hans magt. Klingsor bemærker, at Parsifal nærmer sig, og tilkalder sine fortryllede riddere for at bekæmpe drengen. Klingsor ser, at Parsifal overvinder ridderne, og de flygter. Klingsor ønsker hele ridderslægtens ødelæggelse.
Klingsor ser denne unge mand komme ind i hans blomsterpigers have og kalder på Kundry, som skal opsøge drengen og forføre ham, men da han vender sig om, ser han ser, at Kundry allerede er gået.
"Parsifal"-postkort fra omkring 1900 - ukendt kunstner.
Den triumferende unge befinder sig i en vidunderlig have, omgivet af smukke og forførende blomsterpiger. De kalder på ham og glider tæt op ad ham, mens de dadler ham for at have såret deres elskere ("Komm, komm, holder Knabe!"). De kæmper og småskændes snart indbyrdes for at vinde hans hengivenhed for sig selv hver især, indtil han er lige ved at flygte, men så råber en stemme: "Parsifal!" Han erindrer nu, at dette navn er det navn, som hans mor brugte for ham, når hun dukkede op i hans drømme. Blomsterpigerne trækker sig tilbage fra ham og kalder ham en dåre, hvorefter de lader Parsifal og Kundry alene.
Han undrer sig over, om denne have er en drøm, og spørger, hvordan det kan være, at Kundry kender hans navn. Kundry fortæller ham, at hun fik det at vide af hans mor ("Ich sah das Kind an seiner Mutter Brust"), som havde elsket ham og forsøgt at skærme ham mod at lide samme skæbne som hans far; moderen havde han opgivet, og hun var til sidst død af sorg. Hun åbenbarer meget af Parsifals historie overfor ham, og han angrer og beskylder sig selv for sin mors død. Han føler sig meget dum over at have glemt hende. Kundry siger, at denne erkendelse er det første tegn på forståelse, og at hun med et kys kan hjælpe ham med at forstå hans mors kærlighed. Som de kysser, viger Parsifal pludselig tilbage i smerte og skriger Amfortas' navn: Han føler den sårede konges smerter brænde i sig, og forstår nu Amfortas' lidelse under gralsceremonien ("Amfortas! Die Wunde! Die Wunde!") Fyldt af medfølelse afviser Parsifal nu Kundry.
Rasende over at forførelsen har slået fejl fortæller Kundry Parsifal, at hvis han har medfølelse for Amfortas, så må han også kunne føle med hende. Hun har været forbandet i århundreder, ude af stand til at hvile, fordi hun så Frelseren på korset og lo. Nu kan hun aldrig græde, kun grine; hun er blevet slave af Klingsor. Parsifal afviser hende igen, men så beder han hende føre sig til Amfortas. Hun beder ham om at blive hos sig i blot en time, hvorefter hun vil føre ham til Amfortas. Da han stadig nægter, forbander hun ham og ønsker, at han må vandre uden nogensinde at finde gralsriget, og hun råber til sin herre, at han skal hjælpe hende.
Klingsor kommer frem og kaster spyddet mod Parsifal, men det stopper i luften, lige over hans hoved. Parsifal tager det og slår korsets tegn. Klingsors slot smuldrer da, og da han forlader scenen, fortæller han Kundry, at hun ved, hvor hun kan finde ham igen.
Akt 3.
Tredje akt åbner som første akt på gralsriddernes ejendom, blot mange år senere. Gurnemanz er nu oppe i alderen og blev nedbøjet og grå. Han hører en klage nær sin eremithytte og opdager Kundry bevidstløs i budskadset, som han også havde gjort mange år før ("Sie! Wieder da!"). Han genopliver hende med vand fra den hellige kilde, men hun vil kun udtale ordet "tjene" ("Dienen"). Gurnemanz spekulerer på, om det har nogen betydning, at hun netop vender tilbage på denne dag. Idet han ser ind i skoven, opdager han en skikkelse nærme sig, bevæbnet og i fuld rustning. Den fremmede bærer en hjelm og eremitten kan derfor ikke se, hvem det er. Gurnemanz spørger ham, men får intet svar. Endelig fjerner den anden sin hjelm, og Gurnemanz genkender den yngling, der skød svanen, og erkender derefter med glæde, at det hellige spyd er blevet leveret tilbage.
Parsifal fortæller om sit ønske om at vende tilbage til Amfortas ("Zu ihm, des tiefe Klagen"). Han fortæller om sin årelange vandren og om at han ikke kunne finde tilbage til gralen: Han havde ofte været tvunget at kæmpe, men aldrig svunget spyddet i kamp. Gurnemanz fortæller ham, at den forbandelse, der har forhindret Parsifal i at finde den rette vej, nu er blevet ophævet, at Amfortas i hans fravær aldrig har afdækket gralen, og at Titurel er død. Parsifal overvældes af anger og beskylder sig selv for denne tingenes tilstand. Gurnemanz fortæller ham, at Titurel denne dag skal begraves, og at Parsifal har et stort hverv at udføre. Kundry vasker Parsifals fødder, og Gurnemanz salver ham med vand fra den hellige kilde og forstår, at Parsifal er den rene dåre, oplyst gennem medfølelsen, og at han er den nye gralskonge.
Parsifal ser sig om og kommenterer engens skønhed. Gurnemanz forklarer, at det er langfredag, og at hele verden er blevet fornyet. Parsifal døber nu den grædende Kundry. Ringende klokker høres langt borte; Gurnemanz siger, at det er tid til at tage af sted ("Mittag: die Stund ist da. Gestatte, Herr, dass dein Knecht dich geleite!") De rejser mod gralsborgen, og et mørkt orkestermellemspil ("Mittag") fører frem til riddernes højtidelige forsamling i anden scene.
Inde på gralsborgen bringes Amfortas selv hen foran gralshelligdommen og Titurels kiste. Han udbryder for sin afdøde fars og beder om udfrielse af sine lidelser og ønsker blot at slutte sig til ham i døden ("Mein Vater! Hochgesegneter der Helden!") Gralsridderne opfordrer lidenskabeligt Amfortas til at afdække gralen for dem igen, men Amfortas siger i vildelse, at han aldrig igen vil vise gralen og kommanderer i stedet ridderne til at dræbe sig og bringe en ende på hans lidelse og den skam, han har bragt over ridderskabet. På dette tidspunkt træder Parsifal frem og siger, at kun et våben kan helbrede såret ("Nur eine Waffe taugt"): med spyddet rører han Amfortas' side, hvilket både helbreder og frigør ham. Han befaler, at gralen afdækkes. Idet alle tilstedeværende knæler, løses Kundry fra sin forbandelse og synker livløs til jorden, mens en hvid due kommer frem over hovedet på Parsifal.
Kritik og indflydelse.
"Når religionen bliver kunstig, har kunsten en pligt til at redde den. Kunst kan vise, at de symboler, som religionen vil have os til at tage bogstaveligt faktisk er symbolske. Kunst kan idealisere disse symboler og afsløre de dybe sandheder, de indeholder".
Nietzsche.
"Parsifal er et perfidt og hævngerrigt værk, et hemmeligt forsøg på at forgifte forudsætningerne for livet - et dårlig arbejde. Forkyndelsen af kyskhed er stadig en tilskyndelse til anti-natur: Jeg foragter alle, der ikke oplever "Parsifal" som et attentatforsøg på grundlæggende etik".
Trods dette angreb på operaens emne måtte Nietzsche også indrømme, at musikken var sublim: "Har Wagner nogensinde skrevet noget bedre?" skrev han i et brev til Peter Gast i 1887. Claude Debussy, der i de senere år var meget kritisk over for Wagner og hans indflydelse, kaldte operaen "et af de smukkeste mindesmærker i lyd, der nogensinde er rejst for musikkens fredfyldte herlighed". Gustav Mahler, der oplevede premieren, udtalte bagefter: "Da jeg kom ud af "Festspielhaus", var jeg ude af stand til at ytre et ord; jeg vidste, at jeg havde oplevet den ypperste storhed og ypperste lidelse, og at denne oplevelse, hellig og ubesmittet, ville følge mig resten af mit liv".
Debat om racisme.
Nogle ser racistiske eller antisemitistiske træk i operaen.
Ifølge denne kritik, skulle "Parsifal" være blevet skrevet til støtte for de ideer, som Arthur de Gobineau udtrykte om den ariske race, idet figuren Parsifal skulle ses som den "renblodede" helt, der overvinder Klingsor, som kan fortolkes som en jødisk stereotyp, fordi han er modstander af de halv-kristne gralsriddere. Sådanne påstande er fortsat heftigt omdebatterede, da der ikke er noget eksplicit i librettoen, der støtter dem. Wagner nævner aldrig noget sådant i sine mange skrifter, og heller ikke i Cosima Wagners dagbøger, der i mange detaljer beretter om Wagners tanker i løbet af de sidste 14 år af hans liv (herunder den periode, der dækker kompositionen og uropførelsen af "Parsifal") findes der støtte for disse påstande. Wagner mødtes kort første gang med Gobineau i 1876, men læste først hans "Essai sur l'inégalité des races humaines" i 1880. Wagner færdiggjorde librettoen til "Parsifal" i 1877, men de oprindelige udkast til historien går tilbage til 1857. På trods af denne kronologi omtales Gobineaus tanker alligevel ofte som en vigtig inspiration for "Parsifal".
Det hermed forbundne spørgsmål om, hvorvidt operaen indeholder et specifikt antisemitisk budskab er også omdiskuteret. Nogle af Wagners samtidige som fx Hans von Wolzogen og Ernest Newman, der har analyseret "Parsifal" i detaljer, kan ikke finde belæg for antisemitiske fortolkninger. Men kritikerne Paul Lindau og Max Nordbeck, som var til stede ved "Parsifals" premiere bemærkede i deres anmeldelser, at værket stemte overens med Wagners anti-jødiske holdninger. Senere kommentatorer fremhæve fortsat hvad de opfatter som operaens antisemitiske træk og finder korrespondancer med antisemitiske passager fundet i Wagners skrifter og artikler i den periode.
Dirigenten ved premieren var Hermann Levi, hofdirigent på operaen i München. Da kong Ludwig støttede opførelserne, blev en stor del af orkestret hentet fra operaen i München, herunder dirigenten. Wagner gjorde indsigelse mod, at "Parsifal" skulle dirigeres af en jøde (Levis far var rabbiner). Wagner foreslog derfor først, at Levi skulle konvertere til kristendommen, men det afviste Levi. Wagner skrev så til kong Ludwig, at han havde besluttet at acceptere Levi, selvom han havde modtaget klager, hævdede han, over, at "dette det mest kristne af alle værker" skulle dirigeres af en jøde. Da kongen gav udtryk for sin tilfredshed med dette og svarede, at "alle mennesker er dybest set brødre", skrev Wagner til kongen, at han "ans[å] den jødiske race som den fødte fjende af ren menneskelighed og alt det, der var ædelt ved den".
Under det nazistiske regime blev "Parsifal" fordømt som værende "ideologisk uacceptabel", og operaen blev derfor ikke opført i Bayreuth i krigsårene. Det er blevet foreslået, at nazisterne de facto havde nedlagt forbud mod "Parsifal". Operaen blev dog opført 23 gange på Deutsche Oper i Berlin i årene mellem 1939 og 1942, hvilket antyder, at forbuddet ikke formelt var blevet indført.
Schopenhauers filosofi.
Nogle forfattere som fx Bryan Magee ser "Parsifal" som Wagners sidste store udtryk for Schopenhauers filosofi. Parsifal kan helbrede Amfortas og udfri Kundry, fordi han viser medfølelse, som Schopenhauer så som det højeste udtryk for menneskelig moral. Desuden viser han medfølelse, selv hvor han står over for seksuel fristelse (anden akt, tredje scene). Ifølge Schopenhauer er den eneste flugt fra de altid nærværende fristelser i menneskers liv at fornægte sin vilje; overvindelse af seksuel fristelse er en særlig krævende form for viljesnægtelse. Når operaen ses i dette lys, fremstår "Parsifal" med dens fokus på "Mitleid" (medfølelse) som en naturlig opfølgning på "Tristan und Isolde", hvor Schopenhauers indflydelse måske er mere oplagt med dens fokus på "Sehnen" (længsel). Faktisk havde Wagner oprindelig til hensigt at inddrage Parsifal som person i tredje akt til "Tristan und Isolde", men han opgav senere den idé.
Ledemotiver.
Et ledemotiv er i musikalsk sammenhæng et tilbagevendende tema som er associeret med et bestemt stykke musik eller med en bestemt person, sted eller idé. Wagner er den komponist, der oftest forbindes med ledemotiver, og "Parsifal" gør god brug af dem. Det skal bemærkes, at Wagner ikke specifikt identificerede eller benævnte ledemotiverne i partituret til "Parsifal" (mere end han gjorde i noget andet af sine partiturer), skønt hans kone Cosima i sin dagbog nævner de udtalelser, han fremsatte om nogle af dem. Men Wagners tilhængere, bl.a. Hans von Wolzogen, hvis guide til "Parsifal" udkom i 1882, skrev om og henviste til disse motiver, og de blev fremhævet i klaverudtog af partituret. Wagners egen reaktion på en sådan navngivning af motiver i partituret var dog væmmelse: "I sidste ende vil folk tro, at sådan noget vrøvl er mit forslag". Forspillet indfører to vigtige ledemotiver, normalt omtalt som "nadver-temaet" og "gralstemaet". Disse to optræder lige som Parsifals eget motiv gentagne gange i løbet af operaen. Andre personer, især Klingsor, Amfortas, og "Eine Stimme", som synger det såkaldte "Tormotif" (tåbens motiv), har deres egne særlige ledemotiver. Wagner lader et Dresden Amen repræsentere gralen; dette motiv er en række af toner, som komponisten havde kendt siden sin barndom i Dresden.
Kromatik.
Mange musikteoretikere har brugt "Parsifal" som udgangspunkt for at udforske og analysere kromatik i slutningen af det 19. århundredes musik. Teoretikere som David Lewin og Richard Cohn har udforsket betydningen af visse klange og harmoniske progressioner for såvel strukturen som symbolikken i værket. De usædvanlige harmoniske progressioner i ledemotiverne, der strukturerer stykket, samt den udprægede kromatik i anden akt gør det til et vanskeligt stykke at analysere musikalsk.
Kendte uddrag.
Som det er almindeligt i de sene Wagneroperaer, er "Parsifal" komponeret på en sådan måde, at hver akt er en konstant strøm af musik, og derfor er der ingen selvstændige arier i operaen. En række orkesterstykker fra operaen er dog blevet arrangeret af Wagner selv og figurerer fortsat i koncertrepertoiret. Forspillet til første akt opføres ofte enten alene eller sammen med et arrangement af den "langfredagsmusikken" fra anden halvdel af tredje akts første scene. Kundrys lange solo i anden akt ("Ich sah das Kind") opføres lejlighedsvis ved koncerter ligesom Amfortas' klage fra første akt ("Wehvolles Erbe").
Diskografi.
Knappertsbusch indspillede operaen igen for Philips i 1962 i stereo, og denne udgivelse er ofte blevet anset for at være den klassiske "Parsifal"-optagelsen. Der er også mange "uofficielle" live-optagelser fra Bayreuth, så næsten alle Knappertsbuschs "Parsifal"-opførelser er blevet bevaret for eftertiden.
Ud over en række optagelser af "Parsifal"-forestillinger på DVD, er operaen også blevet filmatiseret af filminstruktøren Hans-Jürgen Syberberg.
Passage.
Mest almindeligt i Danmark beskriver det en sti eller et stræde der forbinder to større færdselsårer. En sådan passage er typisk for lille til at være en vej, eller der er trin der umuliggør kørende trafik.
Andre steder beskriver ordet et sted hvor man (relativt) nemt kan passere en barriere eller hindring, for eksempel et bjergpas, et vadested over et vandløb eller lignende.
Passage kan også bruges om et stykke af et musiknummer eller en film, for eksempel et mellemspil uden omkvæd mellem to vers i en sang eller en filmscene der er lagt ind i filmforløbet uden direkte at forbinde det foregående forløb med det efterfølgende.
Passageinstrument.
Instrument, svarende til en meridiankreds, men uden skala til aflæsning af højde. Passageinstrumentet kan derfor kun bruges til registrering af tidspunktet for kulminationen (meridianpassagen) af himmellegemet.
Passiv.
Passiv vil sige at man ikke foretager sig noget.
Patent.
__NOTOC__
Patent er en eneret til erhvervsmæssig udnyttelse af en opfindelse. Patentsystemet har et dobbelt formål: Opfinderen får en tidsbegrænset eneret til opfindelsen, men til gengæld skal opfindelsen offentliggøres, så den nye teknik bliver tilgængelig for alle, og derved kommer samfundet til gode. Et patent er altså ikke kun en rettighed for opfinderen - det er samtidig en omfattende beskrivelse af et teknisk problem og løsningen på det, som er frit tilgængelig.
Patent opnås ved en formaliseret registreringsprocedure, der kan være langvarig. Der er tre hovedbetingelser for, at en opfindelse kan patenteres. Opfindelsen skal være ny, have opfindelseshøjde og skal kunne udnyttes industrielt'". Ved opfindelseshøjde forstås, at opfindelsen skal adskille sig væsentligt fra, hvad der er kendt teknik på ansøgningsdagen("state of the art").
Opnås der en patentbeskyttelse, kan patenthaverne forbyde andre at udnytte opfindelsen i indtil 20 år fra indleveringen af ansøgningen. Selvom der er opnået et udstedt patent, kan dets gyldighed fortsat prøves i retten og ved en såkaldt administrativ omprøvning.
En patenteret opfindelse kan være afhængig af andre patenter, således at patenthaveren er forhindret i at udnytte sin egen ide uden samtykke fra andre patenthavere. Man taler da om dominans.
I langt de fleste lande, og i alle lande, der er medlem af WTO (World Trade Organisation) er der er krav om at man skal udøve sit patent, dvs. producere, anvende den patenterede fremgangsmåde eller have givet en licens til det patenterede. Alligevel ses eksempler på patenttrolde, som ikke laver produkter. De lever af at patentere opfindelser og herefter forfølge virksomheder, der måtte laver noget som blot marginalt kunne være omfattet af patentbskyttelsen. Dette er dog i hovedsagen en US-amerikansk foreteelse, idet der dér er stater, hvor det ikke koster retsgebyer at anlægge en retssag, og hvor hver part i endviderer bærer sine egne retsomkostninger.
Internationalt patent.
Patent er som udgangspunkt en territorial, dvs. national kopieringsbeskyttelse, der kun gælder for én enkelt jurisdiktion. Et dansk patent giver derfor kun en eneret på implementeringen af en idé eller et produkt i Danmark (dog excl. Grønland og Færøerne, se Patentloven, LBK nr 91 af 28/01/2009, se officiel note 2)).
Der findes en række internationale konventioner, der samordner forskellige landes patentlovgivning, og derfor gør opnåelse af patent i flere lande lettere. Der findes ikke et egentligt verdenspatent - patent skal opnås i hvert enkelt land. Dog kan man indlevere en international ansøgning (PCT- eller WO-ansøgning), som efter senest 30/31/32 mdr. skal videreføres som nationale ansøgninger, og dermed kan valg af lande og udgifter udskydes, således at opfindelsen i mellemtiden har kastet penge af sig eller på anden vis vist sit værd. En PCT-ansøgning kunne fra 1. juli 2010 designeres og videreføres i Grønland, mens Færøerne endnu ikke har denne mulighed.
Nogle lande tillader dog regionale ansøgninger, såsom medlemsstaterne i Den Europæiske Patentkonvention (EPC), herunder Danmark. En fælles Europæisk ansøgning (EPC- eller EP-ansøgning) kan indleveres ved den fælleseuropæiske patentmyndighed (EPO). Ansøgningen behandles centralt i EPO, og når der udstedes patent, skal dette valideres (bringes til gyldighed) i de enkelte medlemslande, som er interessante for patenthaver.
Andre regionale ansøgninger omfatter lande i Eurasien (EA), Afrika: (ARIPO, OAPI), Arabiske lande: GCC.
Alternativer til patent.
I Danmark (inkl. Grønland) og visse andre lande kan opfindelser beskyttes som brugsmodel i stedet for patent. Brugsmodelbeskyttelsen minder om patentbeskyttelsen, men er nemmere at opnå og varer kortere.
Nogle virksomheder vælger at offentliggøre opfindelser, som de er kommet frem til under deres forskning, men som ikke har afgørende betydning. Når opfindelsen er offentliggjort, er den ikke længere ny, og så kan ingen (hverken virksomheden selv eller andre) tage patent på den. Dette kaldes patentprofylakse.
Endelig kan man forsøge at hemmeligholde opfindelsen. Herved er opfindelsen beskyttet, så længe hemmeligholdelsen er effektiv - altså uden den tidsbegrænsning, der ligger i et patent. Da hemmligholdelse imidlertid indebærer at opfindelsen ikke er kendt, og dermed ikke indgår i "state of the art", er der derfor en potentiel risiko for at andre kan opnå en eneret på noget der i praksis allerede er opfundet.
Kritik af patenter.
Patenter kritiseres for ikke at blive brugt som et incitament for opfindelser og innovation, men dels til at begrænse den frie konkurrence, da ejere af et patent, kan skabe et monopol, og fastsætte kunstig høje priser i 20 år, og dels til at hindre innovation, eksempelvis i tilfælde hvor virksomheder ejer en portefølje af patenter, som de bruger til at sagsøge andre for overtrædelse af disse patenter, og hvor virksomheden samtidigt gør lidt eller intet for selv at udvikle teknologien. Et holdingselskab, der benytter sig af denne strategi, kaldtes nedsættende for en "patenttrold". Patenter bliver også kritiseret for at give en "negativ rettighed" til patentindehavere, hvilket giver dem ret til at udelukke konkurrenter fra at anvende eller udnytte en opfindelse, selv om konkurrenten efterfølgende udvikler den samme opfindelse uafhængigt.
Med hensyn til farmaceutiske patenter, forhindrer bevarelsen af eksklusivrettighederne generiske alternativer i at komme ind på markedet, og dermed opretholdes en kunstig høj pris på medicinske behandlingsmetoder. Dette kan have stor indflydelse i den tredje verden, da dem der har størst behov for livsvigtige lægemidler, er ude af stand til at betale disse høje priser for livsvigtig medicin. En anden kritik af farmaceutisk patentering, vedrører baggrunden for eksklusivrettighederne og de efterfølgende høje priser på medicin, som det kræves for at finansiere de nødvendige investeringer til yderligere forskning og udvikling. Kritikere har undersøgt farmaceutiske virksomheders budgetter, for at kaste lys på denne pris begrundelse, og afslørede at markedsføringsudgifterne til nye lægemidler, ofte var dobbelt så store, som de beløb der blev afsat til nødvendig forskning og udvikling.
Der har også været heftig debat om patenter, der involverer computerprogrammer, idet der i den Europæiske Patentkonvention findes en undtagelse fra det generelle princip om, at industrielt anvendelige fremgangsmåder er patenterbare, nemlig at opfindelser, der angår software som sådan, er udelukket fra patentering. Senest har det Udvidede Appelkammer stadfæstet den Europæiske Patentmyndigheds hidtidige praksis i afgørelsen G3/08.
Paul Hermann Müller.
Paul Hermann Müller (12. januar 1899 – 12. oktober 1965) var en schweizisk kemiker.
Paul Müller opdagede i 1939 DDT's insektdræbende virkning, og den opdagelse fik han nobelprisen for i 1948.
Pave.
Pave er den traditionelle titel på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, der efter katolsk tradition er apostlen Peters efterfølger som Kirkens øverste autoritet. Bosiddende og statsoverhoved i Vatikanstaten, Rom. Siden 1059 valgt af kirkens kardinaler i konklave.
Pavedømmets autoritet hviler på Kristi ord til apostelen Peter: "Du er Peter, og på den klippe ("petros") vil jeg bygge min kirke." Som biskop af Rom indtog paven ingen særstilling i kristenheden før på 700-tallet. Så langt havde han søgt verdslig beskyttelse hos den romerske kejser i Konstantinopel/Byzans, men første juledag 800 opstod "Vest-Rom" da pave Leo 3. kronede Karl den store til kejser i Peterskirken. Kejserlig beskyttelse betød kejserlig kontrol over kirken, men i 1000-tallet tog pave Gregor 7. (1073-85) til orde for kirkens frigørelse fra verdslig indblanden. Her gjorde investitur-striden mest af sig (om hvem der skulle udnævne biskopper). Den pavelige domstol var også meget søgt af lokale fyrster som voldgiftsdomstol, fordi den var hævet over nationale hensyn. Korstogene havde ikke være mulige uden en styrkelse af kirkens autoritet. Kirken var alene om at kunne koordinere så enorme militære operationer og virke samlende på så forskellige folkeslag. Men efter 1300-tallet tabte pavedømmet megen magt til fyrsterne, og til kirkemøder kaldet konsiler.
Før 1870 styrede paverne større dele af Italien (Kirkestaten), men de tabte disse områder, da kongen af Sardinien besatte Kirkestaten for at samle Italien til én nation. Paven trak sig da tilbage til Vatikanet, og nægtede at anerkende Italien. Først i 1920'erne tallet klarede den daværende statsminister, Benito Mussolini, at opnå forsoning med paven gennem Laterantraktaten. Da denne blev undertegnet, og Vatikanet dermed godkendt som en uafhængig stat med paven som overhoved, var det under henvisning til en af Birgitta af Vadstenas talrige åbenbaringer i 1300-tallet, hvor hun havde udtalt, at pavens verdslige magt altid burde være lille, og skitserede en størrelse omtrent som den, Vatikanet faktisk har fået. Birgittas åbenbaring blev også lagt til grund, da Giuseppe Garibaldi overtog Kirkestaten i 1870.
Denne passage er den vigtigste af alle og den som beviser at, Jesus opbyggede hans kirke på Peter (den første pave), hans klippe. Der er nogle der mener at Jesus ikke mente at klippen var Peter selv, men Peters trosbekendelse. Mange af dem ikke-katolikker, men også katolikker der ikke tvivler på paven. Andre mener at det er en oversættelse af "Petrus", der på latinsk stammer fra ordet "petra", der betyder sten eller klippe. På aramæisk blev han kaldt "cephas" ("kefas"), som også betyder sten.
Den nuværende pave, Pave Benedikt 16. (verdsligt navn "Joseph Alois Ratzinger"), er nr. 265 i paverækken. Han blev valgt den 19. april 2005, og valget bekendtgjort kort efter kl. 18 lokal tid efter konklavets fjerde stemmerunde.
Pavens indflydelse.
Paven i Rom har fuld magt inden for den katolske kirke og inden for Vatikanstatens grænser. Han har ansvaret for at Kirken, altså alle katolikkerne i verden, fortsætter på rette vej. Enhver katolik bør være opmærksom på pavens stilling og hvad han mener, men behøver ikke nødvendigvis at være enig med hans moralske doktriner. En katolik skal adlyde Kirkens dogmer (som paven ændrer, men meget sjældent), men har altid frihed til at gøre resten af sit liv som han finder korrekt moralsk set, så længe det jo ikke går imod Kirkens dogmer eller vigtige regler (synder osv.). Alt dette efter det andet Vatikankoncil. Nogle mener at det er en meget nyttig og effektiv måde at lede denne store organisation på og holde den samlet, mens andre mener at det minder om et absolutistisk regime.
Pavens ufejlbarlighed.
Pavedømmets mest betydelige ideolog i middelalderen var Thomas Aquinas, som fastslog, at paven er den ufejlbarlige leder for alle kristne. Det gjaldt indtil Det andet Vatikankoncil. I Den Katolske Kirke er der et udtryk som siger: "Kirken er Hellig og Synder".
Det pavelige bodskontor.
Det pavelige bodskontor havde mellem 100 og 200 ansatte i årene 1438 - 1531, da ca 150 sager med anmodning om pavelig dispensation eller tilgivelse blev sendt til Rom fra Norge. Disse blev fundet og gennemgået af professor Torstein Jørgensen (center for middelalderforskning, universitetet i Bergen) i Vatikanets underjordiske arkiv, der måler 150.000 hyldemeter. Bodskontoret blev ledet af en kardinal der havde fået delegeret pavens "nøglemagt", dvs at han kunne låse himmelporten op. Brevene kunne gælde dispensation for at indgå ægteskab med et næst- eller næstnæstsøskendebarn, eller drikke mælk/spise smør i fastetiden. Munken Peter Håkonsson i et kloster i Bergen søgte om at måtte bo udenfor murene, da han var over fyrre år gammel og "derfor uegnet til denne ordens strenghed". Abbed i Selje kloster, Håkon Andreasson, søgte om licens til at kunne give tilgivelse lokalt. En sag gjaldt Svein Igulsson fra Stavanger, som søgte paven om at måtte genoptage samlivet med sin kone, efter at have begået incest med sin datter. Igulsson var allerede dømt i lokalsamfundet og havde som straf blandt andet måttet gå nøgen gennem Stavanger. Paven indvilligede hans ansøgning.
I 1468 fik præsten Nikolas Olavsson tilgivelse for at have dræbt en kollega. Olavsson havde bedt den anden om at holde en messe i hans sted. Den anden nægtede, og det endte med, at de sloges, så tre andre præster måtte gå imellem. Senere opsøgte den anden præst Olavsson, som påstod, at det var i selvforsvar han stak sin kollega ned, og at han mente, den anden var besat af en ond ånd. Som alle de andre ansøgere, fik Olavsson pavens tilgivelse. Boden var som regel en pilgrimsfærd, helst til Rom, men for nordmænd kunne den også gå til Nidaros (Trondheim). Men ofte var brevskriveren allerede rejst til Rom for at levere ansøgningen personligt. Rejseruten gik søvejen til Brügge, så over land til Marseille, og derefter til søs igen til Tiberens munding.
Andre paver.
Den koptiske kirkes overhoved (for tiden Shenouda III) har titel af Pave af Alexandria, mens overhovedet for den alexandrinske ortodokse kirke, Theodoros II, har titel af Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika.
Pax.
Pax var fredens gudinde i romersk mytologi.
"Pax" benyttes også i den civile luftfart som en forkortelse for passagerer. "Pap" var forkortelse for passager (i ental).
PCR.
PCR ("Polymerase Chain R'"eaction") er en genforstærkningsteknik, der har mange anvendelser i molekylær- og mikrobiologi.
Princippet i teknikken er, at man har to stykker Dna, der er komplementære til enderne af det gen, der ønskes forstærket (amplificeret). Disse små stykker Dna kaldes "primere", idet de bruges til at "prime" (af engelsk: "starthjælp") processen. De to primere binder pga. komplementariteten til hver ende af genet, og forlænges herefter ved brug af en DNA polymerase, et enzym, der bruger enkelte nukleotider til at kopiere Dna. Det dannede stykke Dna kan nu indgå i en ny primerreaktion, hvorved processens hastighed bliver eksponentielt stigende.
En vigtig anvendelse af PCR er til "kloning" af gener, dvs. indsætning af gener i andre organismer. Typisk indsættes et fremmed gen i bakterier som "Escherichia coli" eller alm. bagegær ("Saccharomyces cerevisiae"), men teknikken kan også bruges på planter og højerestående organismer og dyr.
En anden vigtig anvendelse af PCR er til detektion og identifikation af mikroorganismer. Denne teknik kan påvise indtil ganske få genkopier (specifikke nukleinsyresekvenser/Dna) fra mikroorganismen og dermed hjælpe med til at identificere organismen i laboratoriet. Dette bruges normalt til påvisning af mikroorganismer som er umulige eller vanskelige at dyrke, som f.eks. "Chlamydia trachomatis, Bordetella pertussis, Mycoplasma pneumoniae".
Pedel.
En pedel eller skolebetjent er en person, der ansat til at varetage vedligeholdelsen af bygninger og inventar på en skole.
En pedel kan være faglært (ejendomsservicetekniker) eller ufaglært, og betegnes i dag ofte som serviceleder eller servicemedarbejder.
Pejling.
Pejling er stedbestemmelse ud fra retnings- og/eller afstandsbestemmelse til genkendelige objekter i landskabet.
Pejling er i jagtterminologi, den orientering man foretager før der skydes til et stillestående stykke vildt for i tilfælde af anskydning at kunne finde det sted, hvor vildtet stod i skudøjeblikket.
Pelé.
Edison Arantes do Nascimento (født 23. oktober 1940) bedre kendt som Pelé er en brasiliansk fodboldstjerne. Af mange er han anset som alletiders bedste fodboldspiller. Desuden er han den næstmest scorende spiller i fodbold nogensinde med 1281 mål i 1256 kampe (kun overgået af Arthur Friedenreich).
Han var brasiliansk sportsminister fra 1993-1998 og blev i 2005 udnævnt som H.C. Andersen-ambassadør af H.C. Andersen 2005 Fonden.
Som 15-årig skrev Pelé under på sin første kontrakt med Santos FC, hvor han i øvrigt spillede de næste 17 år og sikrede klubben adskillige titler.
Han var bare 17 år, da han debuterede for det brasilianske landshold i 1958, hvor han scorede både i semifinalen og finalen, hvor Brasilien, ikke overraskende, vandt. Hans far var selv en god fodboldspiller, men han blev stoppet af en skade.
Han var med til at vinde VM hele tre gange (1958, 1962 og 1970), den ene af kun to spillere nogensinde med tre VM-titler. (Den anden er Mário Zagallo). Han stoppede sin karriere i 1977.
I dag regnes han stadig som en af de største fodboldlegender nogensinde.
Peltast.
En peltast var en letbevæbnet infanterist, oprindeligt en thrakisk krigertype, men især kendt fra det antikke Grækenland. Peltasterne havde navn efter deres lette læderskjolde ("pelte"), og udover det skjold bar de ingen panser. Deres våben var en række små kastespyd, og de kunne også bære et sværd.
I de græske hære indgik peltasterne sammen med bueskytter, slyngekastere og ryttere i de letbevæbnede tropper ("gymnetaí"), der supplerede de effektive, men tunge hoplitter og deres falanks.
Per Højholt.
Per Højholt (22. juli 1928 i Esbjerg - 15. oktober 2004) var en indflydelsesrig dansk digter. En stor del af sit liv var han bosat i Hørbylunde ved Silkeborg.
Højholt debuterede som 20-årig i 1948 med digtkredsen "De nøgne" i det litterære tidsskrift "Heretica". Året efter i 1949 udkom i bogform digtsamlingen "Hesten og Solen", som var stærkt inspireret af miljøet omkring "Heretica". Han brød igennem til en modernistisk stil med "Poetens Hoved" i 1963, som blev efterfulgt af "Provinser" (1964), "Show" (1966), og "Min hånd 66" (1966). Senere fik han et stort folkeligt gennembrud med "Gittes monologer". Han er desuden kendt for sin "Praksis"-serie og romanerne "6512" (1969), "Auricula" (2003) og den posthume og ufuldendte "Hans Henrik Mattesen - En monografi" (2007).
Digtsamlingen "Turbo" er indspillet som noget af det tidligste danske elektroniske musik (1968) og står som en milepæl i denne genre, senere er den genudgivet sammen med en ny fortolkning af "Turbo" på dobbelt cd'en "Tilbage til TURBO" (2001).
Per Højholt har modtaget bl.a. Det Danske Akademis Store Pris (1982), Modersmål-Prisen (1991), Kritikerprisen (1995), Holberg-medaljen (1997) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Højholt var også en betydningsfuld boganmelder, se Ejnar Nørager Pedersen: "Per Højholt anmelder og samtaler - en bibliografi", 2005.
Perron.
En perron er en forhøjning bygget langs med eller mellem jernbanespor med henblik på at lette indstigning til og udstigning fra jernbanevogne (tog) - perroner beregnet til passagerer, men der findes også gods-, bagage- og rengøringsperroner.
Hvor stationen kun har to hovedspor findes som regel en perron (hovedperron) mellem stationsbygningen og spor 1 og en ensidet eller tosidet perron (mellemperron) mellem spor 1 og 2. På S-banen er ses ofte en tosidet perron mellem sporene og med stationsbygningen med servicefaciliteter direkte i tilknytning til perronen.
På stationer med mere end 2 hovedspor er normalt anlagt perroner (med forkant til begge sider) mellem sporene. Disse perroner kaldes ø-perroner.
På sækstationer anvendes tungeperroner. Helsingør Station er et eksempel på en sækstation med tungeperroner.
Fjernbaneperroner er generelt anlagt med en højde på 55 cm over skinneoverkant, medens S-banens perroner har en højde på 92 cm over skinneoverkant. Godsperroner er 123 cm høje så de er plan med gulvet i de fleste godsvognstyper.
På S-banens perroner findes nær perronkanten afmærkning af en sikkerhedszone. Dette skyldes især de "nye" S-tog, hvis vognkasse rager lidt ind over perronen.
På fjernbanernes perroner findes en tilsvarende afmærkning, men normalt kun perroner der kan passeres af gennemkørende tog med mere end 140 km/t.
Persien.
Persien var indtil 1935 navnet på det nuværende Iran.
Etymologi.
I Medien regerede en akhæmenidisk æt som lydkonger i "Parsua", et område syd for "Urmiasøen" (persisk: Daryacheh-ye Orumìyezh). Kyros den Store af denne æt gjorde Parsua selvstændigt og underlagde sig i år 557 f.Kr. hele det mediske rige og udnævnte sig til "Kong Kyros den Store stifter af det akhæmenidiske dynasti (557 f.Kr.-331 f.Kr.) og grundlægger af det persiske rige". Navnet Persien stammer fra området, som Kyros den Store selvstændiggjorde som sit land, og hvor han tidligere havde været lydkonge.
Parsua hører vi allerede om i assyriske kilder, der fortæller, at deres konge, Salmanassar III, modtog tribut fra dette område af 27 ariske høvdinge. Ordet er ikke persisk og landet har skiftet navn til men Iran. Det ord stammer fra arierne selv. De kaldte de vestligste områder, de slog sig ned i, for "aryanam", ariernes land. Aryanam blev gennem middelpersisk dialekt til "eran" og senere til det nypersiske ord "Iran".
Historie.
Det persiske rige har været en stormagter flere gange, og er efter alle okkupationer blevet uafhængig igen. Det første persiske rige blev oprettet år 550 f.Kr. Det var en samling persisktalende grupper, som delte kultur og sprog. Det var det Achaemenidske styre.
Riget var på højden 226-651 e.Kr. under Sassaniderne. Det dækkede riget Iran, Irak, Armenien, Afghanistan, Syrien, Pakistan, alle arabisktalende lande, dele af Tyrkiet og dele af Indien.Sassanidernes rige i år 610e.Kr.
Det seneste persiske dynasti var Pahlavi monarkiet. Det styrede Iran til den islamiske revolution i 1979.
De første menneskerettigheder stod på en cylinder. På den stod kong Kyrus II af Persiens lov om, at alle mennesker har ligestilling i hans rige, uanset religion, køn, etnisk baggrund, sprog eller andre kulturelle forskellige. På den skriver Cyrus også, at alt slaveri skal ophøres og at fred skal herske i riget. Cylinderen blev udgravet i hovedstaden Babylon, og er nu på Britisk Museum. Selv om der herskede enevælde i riget, havde kongen rådgivere og andre statseksperter til at hjælpe sig med at styre landet. Persisk er et af de få sprog i verden (blandt andre Finsk) hvor der ikke findes ordene ’han’ eller ’hun’, men kun et ord for fælleskøn.
Araberne erobrede det persiske rige i år 643 e. Kr. og efter flere tilbageslag blev Persien igen uafhængigt i år 1500. Persis sprog og kultur blevet vedligeholdt takket være den persiske digter Ferdowsi.Cylinderen med den første menneskerettighedsererklæring
I det 6. århundrede f.Kr. gjorde Kyros den Store zarathustrismen til persisk statsreligion. Det vedblev den at være i ca. 1200 år, indtil Islam overtog i midten af det 7. århundrede e.Kr. Zoroasterne havde ry som de ’oprindelige’ troværdige iranere, men en vis islamisk undertrykkelse i de større bysamfund fik den stadig mindre zoroastiske del af befolkningen til at fortrække til mindre byer i ørkener og bjergområder. I den kosmiske kamp mellem godt og ondt måtte de, der fulgte Zarathustra, alliere sig med de gode kræfter, og de lagde vægt på gode tanker, god tale og gode handlinger. Det var grundlæggende for det Persiske rige.
Persien har ført mange krige mod folk, som ville overtage persisk jord og underkaste sig den persiske befolkning. Det Persiske rige har haft fjender i både nord, syd, øst og vest.
Men krigene, som har haft mest indflydelse på verdensplan, er Perserkrigene. De var mellem de små græske bystater og det store persiske rige. Det foregik fra 500 til 448 f.Kr. Nogle græske bystater følte Persien som en økonomisk trussel. Perserne havde planer om at udvide riget og gøre det større og mere magtfuldt. Persien havde Darious I som leder. Han startede krigene imod grækerne. Nogle valgte at støtte krigen imod Persien, mens andre var neutrale. Athen og Sparta støttede krigen med de største hære i Grækenland. Krigen endte med at Persien blev overtaget af Alexander den Store.
- Den persiske matematiker Al-Khawrazmi opfandt bogstavregning, algebra.
- Det første sted geden blev malket var i Persien (10.000 f.Kr)
- Verdens første terninger blev fundet i Persien (3.000 f.Kr.)
- Verdens første guitar, som på persisk bliver kaldt ’Tar’ er udgravet fra Persien (4.000 år f.Kr)
- Verdens første flag, fundet i Iran (3.000 f.Kr.)
- Verdens ældste backgammon spil (2.500 f.Kr)
- Første fejrede fødselsdag (3.000 f.Kr.)
- Første sted i verden der fejrede et nytår når naturen genopstod (5.000 f.Kr)
- Troen på at tallet 13 bragte uheld (5.000 f.Kr.)
- Poker ’Aas’ opfundet (3.000 f.Kr.)
- Persien var også stedet hvor kongerne begyndte at bruge ”kroner” (512 f.Kr)
I år 1935 hed landet både kaldt ’Iran’ og ’Persien’. I 1979 skete der noget helt uventet, som dominerede Iran i mange år. Små protester i Iran imod shahen af Iran udviklede sig til store demonstrationer i hovedstadens gader og resulterede i den islamiske revolution. Den iranske befolkning troede, at hvis den fik væltet monarkiet ville alt blive bedre, men det resulterede i det modsatte. Iran blev til en islamisk republik. Under det islamisk styre blev en lov indført med strenge adfærds- og påklædningsforskrifter for både mænd og kvinder. Medierne var endnu mere ufrie end under shahen, og de nye forskrifter gjorde dagliglivet svært for især de moderne indstillede iranere. Styret udviklede sig i en brutal retning med tortur og andre systematiske brud på menneskerettighederne.
Kyros' cylinder med menneskerettighederne opbevares nu i London.
Personalhistorie.
Personalhistorie er levnedsgranskning, dvs. granskning af enkeltpersoners liv og værk.
Perth (Western Australia).
Perth er hovedstaden i den australske delstat Western Australia. Perth har 1,4 millioner indbyggere inkl. forstæder og er dermed Australiens fjerdestørste by, og eneste betydningsfulde by i west coast.
Peter Adler Alberti.
Peter Adler Alberti (16. juni 1851 i København – 14. juni 1932) var en dansk jurist og justitsminister, som især er kendt for at have begået underslæb, mens han sad som minister.
Uddannelse og indtræden i politik.
P.A. Alberti var søn af Venstrepolitikeren Carl Christian Alberti og lillebror til kvindesagsforkæmperen Sophie Alberti. Han blev student fra Borgerdydskolen i København 1868, cand.jur. i 1873 og nedsatte sig som sagfører, først på faderens kontor. 1876 blev han overrets- og 1881 højesteretssagfører. 1887 blev han faderens suppleant i bestyrelsen for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og dermed hans naturlige arvtager som formand i 1890.
Via faderens netværk havde Alberti nem adgang til Venstrepartiets politikere og til den sjællandske bondestand. Han var dog næppe en populær person, og allerede som sagfører fik han et dårligt ry på grund af sin store spillelyst. Han drev desuden suspekte byggespekulationer i ejendomme på Nørrebro og blev regnet for en hård hund, når det gjaldt pengesager. Allerede før 1887 havde Alberti opbrugt hele sin mødrene arv.
Inden for Venstre blev han anset for en midterpolitiker eller for hældende til højre, og det var ikke uden modstand inden for sparekassen, da han 1887 på forslag af faderen blev dennes stedfortræder. Efter C.C. Albertis død blev han valgt til formand med tre fjerdedels flertal.
I 1888 grundlagde han Sjællands (senere Østifternes) Brandforsikring for mindre Landbygninger og blev dens første formand indtil 1891 og fik ligeledes 1888 grundlagt Danske Landmænds Smøreksport-Forening, hvis ledelse han senere varetog, og vandt ved sin del i disse tre institutioner stor indflydelse i bondestanden. Samtidig var især den sidste virksomhed indbringende og gav Alberti en kapital, som han fra 1891 bl.a. investerede i guldmineaktier. Allerede på dette tidspunkt vakte H.J. Dønnergaards optræden mod Albertis regnskabsaflæggelse i 1889 en mistanke mod Alberti, der dog ikke rodfæstede sig.
Han gik nu ind i politik for Venstre og blev valgt til Folketinget ved i 1892 i Køgekredsen at slå den berømte Viggo Hørup, som havde haft sædet i 16 år. Senere vidste Alberti også at hævde denne kreds for sig trods heftig modstand fra radikal og socialdemokratisk side. Han gik især til valg på "at sætte en Bom for Socialismen", og hans ry blandt vælgerbefolkningen blev stadigt bedre.
For at styrke sin politiske stilling oprettede han 1892 et dagblad, "Dannebrog," der blev et organ for Det Moderate Venstre. I Folketinget sluttede han sig straks til denne gruppe og var med at forberede det politiske forlig med Højre, men trak sig i sidste øjeblik svigefuldt tilbage, da vedtagelsen forestod april 1894, og rettede i de følgende endog skarpe angreb på gruppens leder Frede Bojsen. I 1895 var han med til at danne Venstrereformpartiet og blev én af dets førere. Han blev medlem af Finansudvalget samt andre vigtige udvalg og fik derigennem stor indflydelse på lovgivningen. Han støttede regeringen Reedtz-Thott, tog ivrig del i arbejdet for de ny skattelove og for tiendens afløsning, og var 1900 hovedophavsmanden til, at Andreas Peschcke Køedts liberale toldlovforslag strandede, da det ellers syntes sejren nær.
Justitsminister.
Allerede inden Systemskiftet havde Alberti aftalt med J.C. Christensen og Christopher Hage, at de skulle indtræde som ministre i den første Venstreregering. Det skete så i 1901; han blev justitsminister i den nye regering og forblev i denne stilling 1905 ved Venstreministeriets omdannelse. Han modsatte sig ikke Hørups indtræden i regeringen.
Albertis gode evner kom nu for dagens lys, nemlig handlekraft og en ubureaukratisk evne til at se kernen i en sag, men samtidig blev disse egenskaber fulgt af stor hensynsløshed over for sager og personer, der mishagede ham. Det bedste eksempel er hans sammenstød med Sundhedskollegiet 1906-07, der førte til, at Kollegiet trådte tilbage. I sin forvaltning viste han stor lyst til at bryde med overleverede regler og indgroede sædvaner samt til at følge sit fri skøn. Der faldt derfor et stærkt skær af vilkårlighed over hans styrelse. Som taler var han uforfærdet i forsvar og ubarmhjertig i angreb.
Han knyttede særlig sit navn til udviklingen af Islands statsretlige selvstændighed 1903, til loven om forbrydersker og forsømte børn og tillægget til Straffeloven (den såkaldte pryglelov) 1905, samt til den såkaldte Oktoberlov om afskaffelsen af den offentlige prostitution 1906, endvidere til lovene om bekæmpelse af tuberkulosen 1905. Ligeledes tog han virksom del i arbejdet for retsplejens omordning med offentlighed, mundtlighed og nævninger. Han huskes måske især for indførelsen af pryglestraf for volds- og seksualforbrydelser i 1905. Mænd mellem 15 og 55 år, som havde øvet voldtægt eller vold mod sagesløse, eller havde været utérlige mod små piger, skulle straffes med indtil 27 slag på "sædet" med en stok. Pryglestraffen blev igen ophævet i 1911. Især denne lov cementerede Albertis ry som regeringens mest konservative medlem.
Han genneførte også tre automobillove (1903-08), helligdagsloven 1904, børneloven 1905, kødkontrolloven 1906 og flere love om kvinders og børns retsstilling 1908.
Efterhånden blev han udsat for stærk kritik for at misbruge sin myndighed til at skaffe sig personlige fordele. 1907-08 rejste Frederik Borgbjerg og L.V. Birck i Rigsdagen gentagne klager over hans forvaltning med nærgående beskyldninger for, at han misbrugte sin myndighed til at skaffe sig personlige fordele, men han tilbageviste dem med stor snilde, skønt de i virkeligheden var vel begrundede. Dog svækkedes derved hans stilling som minister, og hans embedsfæller ønskede hans afgang.
I bankkredse vidste man desuden besked om suspekte transaktioner med sparekassens obligationer. J.C. Christensen forsvarede Alberti i god tro og lånte på hans anmodning i maj 1908, da han var fungerende finansminister, sparekassen 1½ mio. kr. af statskassen, for at den kunne undgå et "bank run".
Da han i maj 1908 havde fået loven om rettens pleje vedtaget i Rigsdagen og således løst den sidste store opgave, der endnu påhvilede ham, tog han 24. juli, netop 7 års dagen for sin udnævnelse til justitsminister, afsked som sådan og hædredes med titlen som gehejmekonferensråd. Endnu 3. september havde han den dristighed at overvære Det Kongelige Skydeselskabs fugleskydning som i sine fulde velmagtsdage. Og året forinden havde han ladet slotsarkitekten Thorvald Jørgensen opføre sig en stor sommervilla i Rungsted Kyst.
Melder sig som bedrager.
Pressen havde dog ikke glemt Alberti, og især dagbladet "Politiken" fortsatte skriverierne om økonomisk urent trav i sparekassen. Den 8. september 1908 gav Alberti op og meldte sig på Københavns Domhus som bedrager. Alberti kendte sig her skyldig i underslæb og dokumentfalsk over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for et beløb på 15 millioner kroner, ca. halvdelen af bankens kapital. Det svarer til omkring 8-900 millioner i 2010-kroner. Han havde i henved en snes år, altså næsten i hele forvaltningsperioden, brugt af de betroede midler til at foretage vilde børsspekulationer, f.eks. i guldmineaktier.
Omkring 1. august havde Privatbanken konstateret store uregelmæssigheder i sparekassens regnskab, hvoraf der bl.a. fremgik obligationer, som banken vidste var solgt på foranledning af Alberti. Netop det fortsatte pres fra bl.a. redaktør Ove Rode på "Politiken" var med til at trække denne viden frem i lyset. Albertis egen henvendelse til politiet kom kun ganske kort inden han ville være blevet afsløret.
Et halvt år inden afsløringen havde statsrevisorene været på uanmeldt besøg i justitsministeriet for at se på regnskabsbøgerne i Albertis aflåste pengeskab. Han hidsede sig op over, at hans ære blev krænket ved en sådan mistillid til en mand i hans stilling. Da den ene revisor insisterede på at se bøgerne, rakte Alberti ham nøglen til pengeskabet, og sagde som sandt var: "Mine herrer, hvis De åbner dette skab nu, er jeg ikke landets justitsminister længere!" Det skræmte dem alligevel, og bukkende trak de sig ud af hans kontor.
Efterdønninger.
Skandalen var enorm og fik vidtrækkende politiske konsekvenser. Det var kun kort tid siden Alberti var trådt tilbage som justitsminister og forbrydelsen var sket gennem hans tid som minister. Ligeledes havde den nye konge Frederik 8. tildelt Alberti en række æresbevisninger på foranledning af J.C. Christensen og kongen har formentlig følt sig misbrugt og vildledt. Dermed var sagen ikke mere ubetydelig for regeringen og J.C. Christensen. J.C. Christensen måtte derfor træde tilbage og overlade embedet til Niels Neergaard i oktober 1908.
Den 17. december 1910 blev Alberti idømt otte års tugthus og sad fra 1910 til 1912 i Horsens Statsfængsel og fra 30. august 1912 til 1917 i Vridsløselille Statsfængsel. Han blev benådet for resten af straffen. Mens han afsonede straffen, gjorde han brug af en rettighed han som justitsminister selv havde indført: Retten til at gå med en hætte, der skjulte fangens ansigt, så han forblev anonym for alle andre. Men da Alberti selv var den eneste, der nogensinde benyttede sig af rettigheden, vidste de andre fanger straks de så manden med hætte på - at der kom Alberti.
Alberti var blevet Ridder af Dannebrog 1902, Dannebrogsmand 1903, Kommandør af 2. grad 1904 og af 1. grad 1906. Efter dommen i 1910 blev han frataget ordenen og sine ærestitler.
De overhørte advarsler førte til en rigsretssag mod ministrene J.C. Christensen og Sigurd Berg, hvor kun Berg fik en mindre dom (bødestraf).
Efter sin fængselsstraf arbejdede Alberti som kontorist. Han døde i 1932 efter at være blevet påkørt af en sporvogn.
Alberti var gift to gange. Første gang ægtede han 6. oktober 1876 i Holmens Kirke Eugenie Møller (24. april 1857 i København - 7. april 1929 sst.), datter af grosserer, dampskibsekspeditør Niels Møller (1827-1883) og Caroline Nicoline Marie Soelberg (1835-1878). Ægteskabet blev opløst 1898; hun blev gift med kgl. kammersanger Peter Cornelius. Anden gang ægtede Alberti 14. juni 1906 i Vor Frue Kirke Anna Victoria (Thora) Bendix, f. Sundberg, før og efter gift med kgl. kapelmusikus Fritz Bendix. Dette ægteskab blev opløst 1909.
Han er begravet på Assistens Kirkegård.
Peter Mygind.
Peter Mygind optræder i forbindelse med åbningen af Kulturværftet i Helsingør
Peter Mygind (født d. 28. august 1963) er en kendt dansk skuespiller. Han er søn af Jytte Abildstrøm og direktør Søren Mygind, og bror til Lars Mygind.
Udover at have medvirket i et utal af danske film, tv-serier, bl.a. den prisvindende "Nikolaj og Julie", "Anna Pihl" og "TAXA" og teateropsætninger, var Mygind også programleder for Melodi Grand Prix-quizzen "Boom Boom", der blev sendt på DR1 i 2005.
Han deltog i efteråret 2005 i fjernsynsprogrammet "Vild med dans".
Peter Mygind har i Århus deltaget i en kampagne for social ansvarlighed, og holder fordrag om vold og mobning blandt andet på baggrund af, at hans to børn er blevet overfaldet flere gange.
Peterskirken.
Peterskirken (italiensk: "Basilica di San Pietro in Vaticano") er en af verdens største kirkebygninger.
Den er beliggende i Vatikanstaten i Rom og er et af de helligste steder for kristendommen og centrum for den romersk-katolske kirke. Dog er den (formelt) ikke domkirke: Roms domkirke er Laterankirken ("San Giovanni in Laterano").
Byggeriet blev påbegyndt i 1506 og afsluttet i 1626.
Den afløste en oldkristelig basilika fra 300-tallet. Traditionen fortæller, at den blev bygget dér, hvor Sankt Peter - en af Jesu disciple og den første pave - blev korsfæstet og begravet. Kirken rummer - iflg. overleveringerne - Sankt Peters grav under hovedaltret. Også andre paver er begravet i basilikaen.
Inde i kirken findes en samling af fantastiske mosaikker og stenskulpturer. Den mest kendte er Michelangelos "Pietà," der forestiller jomfru Maria holdende en livløs Jesus i armene, efter han er blevet korsfæstet. Gravmonumentet for pave Pius VII er et værk af en ikke-katolik, Thorvaldsen (1831).
Den overdækkede korridor "Passetto di Borgo", opført af pave Nikolaus III, forbinder kirken med Engelsborg. Går man ind ad Peterskirkens hovedportal, kommer man efter få meter til en stor, rød porfyrsten i gulvet, lige der hvor Karl den Store skal have stået, da han under julemessen i år 800 blev kronet til kejser af pave Leo III. Det blev Karls sidste besøg i Rom, da han havde ønsket selv at sætte kronen på sit hoved og syntes meget dårligt om, at paven kom ham i forkøbet, mens han deltog i julemessen.
Den svenske konvertit Gudrun Ramstad havde en tilbøjelighed til at forelske sig i katolske præster. Efterhånden gjorde det hende berygtet i hele Norden. J.O. Smit, der var katolsk biskop i Oslo og i dag ligger begravet på Vatikanets tyske kirkegård, havde ondt af kvinden og tilbød hende sjælesorg, som han dog måtte afbryde af frygt for skandale. I 1928 flyttede han til Rom for som domherre at stå ansvarlig for de pavelige ceremonier. Men frk. Ramstad rejste også til Rom, og efter vesper 24. november 1929 rettede hun en revolver mod Smit. Våbnet var dog uladt, og Vatikanets politi fik hende hjemsendt. Men et rygte vil have det til, at et skud faktisk blev affyret. Efter våbenbrug skal en kirke indvies på ny, og det skal så være sket med Peterskirken - i al hemmelighed.
Petroleum.
Petroleum er en fraktion af råolie med kogepunkt mellem 151 °C og 301 °C. Det er en klar eller svagt gullig væske, der hovedsageligt bruges som brændsel, motorbrændstof eller opløsningsmiddel. Tidligere anvendtes det også i stor udstrækning til belysning.
Synonymer: jordolie, kerosin, belysningspetroleum.
Orddannelser: petroleumskamin, petroleumslampe, petroleumsovn.
PHP.
PHP (i begyndelsen en forkortelse for "Personal Home Page Tools", men nu et rekursivt akronym for "PHP: Hypertext Preprocessor") er et open source-scripting-sprog, der bl.a. bruges til webapplikationer og på webservere til at generere dynamisk indhold og tilsvarende funktioner. PHP blev oprindelig udviklet af dansk-grønlænder Rasmus Lerdorf. PHP blev udgivet den 8. juni 1995.
Filendelse.
Som endelse på filnavne for PHP-filer benyttes ofte.php.php3.php4.php5 eller.phtml. Tallene der står i forlængelse af.php kan bruges af webserveren til at identificere, hvilken version af php-fortolkeren der skal bruges. Til fremvisning af selve PHP-filerne med syntaksfremhævning kan endelsen.phps på filnavnet benyttes.
Afgrænsning.
For at fortælle webserveren at der er tale om PHP koden, skal man afgrænse koden med nogle tags. Hvis man ikke gør det vil koden bare blive fortolket som almindelig tekst/HTML.
Et PHP script starter altid med , dog kan det også behandles ved brug af et HTML tag; . Der bruges dog også  til et direkte print i html kode. Det ses ligeledes sjældent, at PHP åbnes med ASP tags som  og  til direkte print. Det er gyldig, hvis "asp_tags" er slået til i PHP konfigurationen - men dog yderst sjældent man ser det i praksis. Af hensyn bagudkompatibilitet bruges den såkaldte "shorthand" () kun sjældent i systemer der skal distribueres til forskellige servere. I PHP 6 er muligheden for brug af ASP tags blevet fjernet.
PHP i webmiljøer.
Når en browser forespørger om en PHP-side, så fortolkes koden først af webserveren vha. et plug-in-program, der enten oversættes sammen med webserveren (oftest Apache under Linux og Unix - se LAMP) eller som et CGI/ISAPI-program (oftest Internet Information Server eller Apache under Windows), der så genererer websiden, inden den bliver sendt af sted tilbage til browseren, som fortolker HTML-koden og viser hjemmesiden.
Anvendelse.
PHP benyttes blandt andet af til generering af Wikipedias websider, hvor den samlede PHP-løsning hedder MediaWiki.
PHP kan også bruges til andre formål end blot dynamiske websider, blandt andet kan shell scripts og programmer med grafisk brugerflade (gennem GTK+) også kodes med dette sprog.
PHP kan ses som et open source-alternativ til Microsofts Active Server Pages (ASP) og til CGI/Perl.
Fortolkeren til PHP er for det meste Zends Zend Engine, der er skrevet i C, og er blevet brugt i PHP siden PHP3 blev udgivet. PHP5, som blev udgivet d. 13. juli 2004, bruger Zend Engine II.
Den 8. juni 2010 fyldte PHP 15 år.
Til PHP findes der et udvidelsessæt af komponenter og hyppigt benyttede kodestykker - PEAR (PHP Extension and Application Repository) - meget i stil med CPAN til Perl.
Eksempler på PHP-kode.
// Her gemmes et tal (Integer) i en variabel
// Her gemmes en tekst (streng) i en variabel
$variabel2 = "Denne tekst gemmes i variablen";
// Her udskrives tekst og tal til skærmen med en / imellem
While løkker bruges ofte i forbindelse med databaser med f.eks.
while($data = mysql_fetch_array(mysql_query("SELECT * FROM tabel")))
// Herunder er givet et simpelt eksempel
// Udskriver 0 til 20 med linjeskift imellem
for($i = 0; $i < 21; $i++)
Ydelse.
Normalt anses PHP som værende et hurtigt programmeringssprog, men programmørens forståelse for funktionerne og algoritmer er lige så vigtig for, at koden giver den højest mulige ydelse. I enkle eksempler måles ydelse med PHPs indbyggede microtime()-funktion, der giver det aktuelle tidsstempel i mikrosekunder. PHP har mange funktioner, der i grunden gør de samme ting, men ikke nødvendigvis på samme måde, hvorfor de er forskellige i deres afviklingstid. Afhængigt af situationen er udskrivefunktionen "echo" nogle gange hurtigere end den tilsvarende "print." Men i særlige tilfælde vil print-funktionen være hurtigere. Et andet eksempel er sammenligningsoperatorerne == og ===. Sidstnævnte er hurtigere, men giver kun det ønskede resultat hvis de to datatyper er identiske.
Normalt er der tale om forskelle på nano- og mikrosekunder. I disse tilfælde er ydelsen i højere grad et kvalitetsstempel end en praktisk nødvendighed. Der findes dog undtagelser i særligt komplekse, omfattende eller meget anvendte systemer, hvor god forståelse for ydelse er nødvendig. Dette omfatter især, hvilke løkker der benyttes, hvordan de benyttes og antal af kald til databasen.
Sikkerhed.
Et af de mest alment kendte sikkerhedsproblemer i PHP er globale variabler og tilsvarende muligheden for SQL-injections. I nogle PHP-versioner er de såkaldte magic_quotes slået til, men de har gennem tiden skabt nye problemer, og i de nyeste versioner er de ikke længere en standard.
Safe mode er lavet for at komme et sikkerhedsproblem til livs på delte servere. Det er lavet som et PHP script der går ind og sætter begrænsninger for hvad der er tilladt. En af de største Fed tekstbegrænsninger er at filbehandlingsmuligheder er stærkt begrænsede, og mange open source systemer vil derfor ikke virke. På mange danske webhoteller er der ikke mulighed for at slå safe mode fra på domænet, hvilket giver store problemer.
Safe mode er da også fjernet i PHP 6.
Pierre Bourdieu.
Pierre Bourdieu (1. august 1930 - 23. januar 2002) var en bredt anerkendt fransk sociolog hvis arbejde indeholdt metoder der dragede fra en lang række af discipliner; fra filosofi og litteraturteori til sociologi og antropologi. Bourdieus værk er så omfattende, at det kan diskuteres, hvad der er hans hovedværk. To skiller sig ud, "La distinction" fra 1979 og "La misère du monde" fra 1993, i førstnævnte forsøgte han at forbinde æstetiske domme til positioner i det sociale rum. Det mest bemærkelsesværdige i Bordieus teori er udviklingen af metodologier som kombinerer både teori og empirisk data, i forsøget på at opløse nogle af de mest besværlige antagonismer i teori og forskning. Blandt andet forsøgte han at skabe sammenhæng i forståelsen af subjekter inden i objektive strukturer (i processen et forsøg på at skabe sammenhæng mellem struktur og aktør).
Bourdieu var pioner i metodiske rammeværk og terminologier som fx kulturel, social og symbolsk kapital samt koncepterne habitus, felt og symbolsk vold. Bordieus værker lagde vægt på praksis og inkorporering i social dynamikker. Hans værker bygger blandt andet på teorier af Ludwig Wittgenstein, Maurice Merleau-Ponty, Edmund Husserl, Georges Canguilhem, Karl Marx, Gaston Bachelard, Max Weber, Emile Durkheim og Norbert Elias. En bemærkelsesværdig inflydelse på Bourdieu var Blaise Pascal efter hvem Bourdieu gav titlen "Méditations pascaliennes".
Biografi.
Bourdieu blev født i landsbyen Denguin i departementet Pyrénées-Atlantiques i det sydvestlige Frankrig i 1930. Han voksede op i beskedne kår, men afsluttede sin karriere på det franske samfunds allerhøjeste top, idet han blev professor ved Collège de France i Paris. Dermed gjorde han selv hele turen gennem det franske klassesamfund, som han både meget stringent og meget levende beskrev i flere af sine værker.
Bourdieu fik sin akademiske uddannelse på den franske eliteskole École Normale Supérieure. Han studerede både filosofi, sociologi og antropologi og udmærkede sig i løbet af sin karriere inden for såvel antropologien som - navnlig - sociologien. Inden for dette fag blev han de sidste cirka 20 år af sit liv betragtet som en af ’verdens største, nulevende sociologer’.
Desuden skrev han meget væsentlige værker om moderniseringen af traditionelle, nordafrikanske samfund (f.eks. "Le déracinement," 1964), om kunst (f.eks "L’amour de l’art," 1966), om uddannelse (f.eks. "La reproduction," 1970), om eliter (f.eks. "Noblesse d’État," 1989), samt rent teoretiske værker som "Esquisse d’une theorie de la pratique," 1972. Endelig påtog han sig det samfundsmæssige ansvar, der burde være naturligt for alle intellektuelle, og gav udtryk for sin holdning i en række aktuelle sager. Det kom eksempelvis til udtryk i 1996, hvor han udgav en sønderlemmende kritik af (fransk) tv: "Sur la télévision."
Bourdieus feltbegreb.
Ifølge Bourdieu er sociologiens formål at fremanalysere strukturerne i den sociale verden og de mekanismer der sørger for, at denne bliver reproduceret eller forandret. Bourdieu ønsker at synliggøre relationerne mellem individerne og samfundet og de magtkampe som individer og sociale grupperinger fører mod hinanden, i en konstant kamp om at påtvinge andre en definition af verden, der tilgodeser deres interesser.
I Pierre Bourdieus sociologi er det helt centrale, at samfundet ikke kan betragtes som en enhed, men som bestående af en række mindre sociale rum. Et sådan socialt mikro-kosmos kalder Bourdieu for et "felt". Man taler om det akademiske felt, det kunstneriske felt, uddannelsessystemets felt, arbejdsmarkedets felt etc. Disse sociale rum består af et netværk af sociale relationer mellem positioner af aktører, der er fastlagt i forhold til disses fordeling af den magt og kapital (ressourcer), der er anerkendt i det pågældende felt (Bourdieu 1994:53).
"“Det primære i den sociologiske forskning er felter. … Det er frem for alt gennem viden om det felt, individerne er placeret i, man kan begynde at forstå, på hvilke punkter de udskiller sig som noget særligt … For at få adgang til et felt skal den enkelte være udstyret med bestemte kvalifikationer og egenskaber. Et af målene med den sociologiske forskning er at finde ud af, hvilke træk og egenskaber der giver adgang og gennemslagskraft, det vil sige hvilke specifikke kapitalformer der har gyldighed på hvilke områder.”" (Bourdieu & Wacquant 1996)
Felterne kan ifølge Bourdieu ses som forholdsvist autonome arenaer, hvor der hersker hver deres love, værdier og interesser. Det er forskellige typer egenskaber og ressourcer, der er anerkendt i hvert felt. I det kunstneriske felt er det uddannelse og kulturel viden, der giver prestige, mens økonomisk succes negligeres (Bourdieu 1994: 64,161). Feltet indeholder tillige regler for, hvad der er rigtigt eller forkert,kaldet dets doxa. Disse regler fastholdes gennem rekrutteringen til feltet, hvorigennem nytilkomne socialiseres og tilpasses doxaen (Bourdieu 1994: 137f). Dette kan dog aldrig ske fuldstændigt, og der vil derfor til stadighed herske en kamp om magten til at definere hvilke regler og værdier, der gør sig gældende i feltet (Bourdieu 1994: 56). Bourdieu bruger sine kapitalbegreber til at forklare, hvordan ulige adgang til materialle, sociale og kulturelle ressourcer skaber og reproducerer bestemte magt- og ulighedsformer i de sociale felter.
Kapitalformer.
Ifølge Bourdieu kan kapital defineres som "”...akkumuleret arbejde (som materialiseret eller inkorporeret fænomen), der i det øjeblik, det tilegnes i privat eller eksklusivt regi af aktører eller grupper af aktører - sætter indehaverne i stand til at tilegne sig social energi i form af tingsliggjort eller levende arbejde”" (Bourdieu 1986:241). Han ønskede at afdække hele den sociale verdens praksis, ikke blot som økonomisk kapital, men i alle dens kapitalformer. En aktør må investere arbejde, energi, tid og penge for at opbygge sig en kapital for siden at profitere sig deraf. De forskellige materielle og immaterielle former for kapital skal, i et bredt perspektiv, forstås som ressourcer i samfundet. Ved at erhverve sig disse ressourcer gives adgang til magt og materiel rigdom.
Der er primært tre former for kapital, som Bourdieu figurerer med: "økonomisk, kulturel og social kapital". Økonomisk kapital kan betragtes som adgang til penge og materielle goder. Kulturel kapital indbefatter dannelse og sproglige kompetencer, der er afgørende for at aktører kan begå sig i samfundets højere kredse, fx uddannelsessystemet. Social kapital henviser til den værdi man har i kraft af sit sociale netværk eller gennem medlemskab af en specifik gruppe. (Bourdieu 1986:243-249) Social og kulturel kapital kan investeres og omdannes til økonomisk kapital og omvendt (Bourdieu 1986: 243). Der er dog stor forskel på hvor svært det er at omdanne kapital – ofte kan det være meget vanskeligt og endda medføre spild af kapital. (Bourdieu 1986: 254)
Udover de tre kapitalformer er der symbolsk kapital, der ikke er en kapitalform i sig selv, men er det, de tre andre kapitalformer bliver til, når de anerkendes som legitim værdi i et specifikt felt (Bourdieu 1994:163). Symbolsk kapital er anerkendelse. De der i et socialt felt, alt fra den lokale landsbykirke til det nationale parlament, ejer mest anerkendt kapital, vil besidde mest symbolsk kapital og vil derfor have mest agtelse og magt (Bourdieu 1994: 115).
Ved at investere sin kapital kan en gruppe videreføre sin kapitalbeholdning fra en generation til den næste og dermed opretholde de sociale strukturer. Dette er, hvad Bourdieu kalder social reproduktion (Bourdieu 1994:37). I dagens samfund er uddannelse den vigtigste faktor for opnåelse af økonomisk succes og magt, og for at kunne begå sig i uddannelsessystemets felt er det som nævnt centralt at besidde den rette anerkendte kulturelle kapital. Børn fra ressourcestærke familier ejer netop denne kapital, idet deres forældrene har investeret (tid eller penge) i at lære dem hvilke værdier, handlinger og færdigheder, der er anerkendte i feltet. Skolen sorterer da de ressourcesvage børn fra og bidrager til at reproducere den eksisterende sociale orden, hvor der eksisterer et ulige magtforhold mellem dominerende og dominerede grupper (Bourdieu 1994:37-39).
Habitus.
Leddet, der forbinder de objektive strukturer i feltet på den ene side, og på den anden side hvordan aktørerne subjektivt forholder sig til disse, betegner Bourdieu habitus. Habitus forstået som et system af varige og foranderlige dispositioner, der fungerer som ramme for den måde, hvorpå den enkelte aktør oplever, tænker og handler, og sammenfatter altså både aktørens position i det sociale rum og aktørens mentale position. (Bourdieu 1994: 23f). De erfaringer, aktøren har fået igennem sin position, indlejres i en bestemt livsstil, der påvirker aktørens opfattelses- og handlingsmønstre i forskellige situationer og klassificerer aktørens smag: Hvilken mad en agent spiser, hvilken sport han dyrker, hans sprogbrug, hvad agenten finder rigtigt eller forkert, fint eller vulgært er påvirket af habitus (Bourdieu 1994:24). Dertil kommer, at en gruppe, hvis medlemmer tilhører samme position i det sociale rum, vil tilhøre samme gruppe af habitus. De vil dermed have adgang til de samme goder og ofte dele samme livsstil og egenskaber (Bourdieu 1994:21-23).
Det er vigtigt at forstå en aktørs habitus, for det er ud fra denne aktøren handler, og det er oftest aktørens tidligere oplevelser, der vejer tungest i forhold til deres oplevelser senere hen i livet. Ved at føre agenten ind i situationer, der bekræfter deres tidligere holdninger og adfærd, sikres habitus en vis stabilitet, mens situationer, der udfordrer habitus og sætter spørgsmålstegn ved det, undgås.
Udvalgte værker.
Desuden er der på dansk udgivet en samling af Bourdieus "Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori", Frydenlund, 2008. ISBN 978-87-7887-634-8, og "Artikler i udvalg", Hans Reitzel, 1998. ISBN 8741228014.
Pietà.
"Pietà" betyder "barmhjertighed" på italiensk. I religiøs sammenhæng "fromhed". Desuden er det en betegnelse for en kunstnerisk fremstilling af jomfru Maria med den døde Jesus på skødet. Den mest kendte Pietà er Michelangelos Pietà i Peterskirken i Rom.
Europæisk pindsvin.
Det europæiske pindsvin ("Erinaceus europaeus") er et pattedyr. Et nyfødt pindsvin har omkring 90 bløde, hvide pigge. Et voksent pindsvin har 5-7.000 pigge og vejer normalt mellem 800 og 1200 gram.
Pindsvin er næsten altædende, men foretrækker regnorme, snegle, tusindben, biller. De æder også frøer, små krybdyr, unge fugle, mus, fugleæg, agern og bær. Større dyr spiser de kun, hvis de finder dem som ådsler, og bær spiser de kun, hvis de mangler vand, fordi de ikke kan fordøje dem. Pindsvinet får 3-5 unger
Hvis man vil hjælpe de vilde pindsvin med mad i sin have, så skal man stille vand og kattetørfoder drysset i græsset. Selv om pindsvin kan lokkes til at spise dåselaks, kylling, kogte kartofler, gulerødder, frugt og frugtjuice, så gør det mere skade end gavn, da pindsvin ikke kan fordøje menneskeføde, og det vil optage pladsen i maven fra deres egen føde.
Mange har lært, at man skal stille mælk ud til pindsvinet, hvis man har et i sin have. Det er en dårlig ide. De voksne får dårlig mave af at drikke den og ungerne dør af det. I stedet for skal man stille vand frem til dem. Især i villahaver, hvor pindsvinene kan have svært ved selv at finde vand.
I Danmark er det forbudt at holde pindsvin i fangenskab, fordi de dør af det. Desuden må de ikke flyttes fra et sted til et andet, da de i så fald ikke kan finde deres rede og vil dø uden et tilflugtssted om dagen.
Tilskadekomne pindsvin og forladte unger må plejes efter dyreværnsloven. Der findes særlige plejesteder med fagfolk, der modtager pindsvin uden beregning.
Hundebid, haveredskaber, net i fodboldmål, jordbærnet, svømmepøl og lignende er de mest almindelige årsager til, at pindsvin kommer til skade. Uden hjælp dør de ofte af selv mindre bid. Det er en myte, at pindsvin ikke bliver skadet, hvis en hund får lov til at lege med dem. Mange gange får de en mindre skade og dør af infektion efter få dage.
Pingvin.
Pingviner er en gruppe af fugle (ordenen "Ciconiiformes" med familien "Spheniscidae") som lever på den sydlige halvkugle. Mange pingviner er tilpasset et liv i havet omkring Sydpolen, men der findes også tre arter pingviner i troperne, og en art lever så lang mod nord som Galapagosøerne, hvor fuglerne af og til krydser ækvator
Pingviner har knæ og lår. De er skjult oppe under fjerene sammen med resten af de korte ben.
Tidligere var pingviner klassificeret i deres egen orden kaldet "Sphenisciformes".
Dansk navn.
Det er en udbredt misforståelse, at pingvinens oprindelige danske navn er "luffegås". Faktisk blev betegnelsen "pengvin" benyttet allerede i 1700-tallet først i en håndskreven ordbog og siden i "Almindelige Historie over Reiser til Lands og Vands", mens samme ordbogs tidligste henvisning til "luffegås" er Birgitte Møllers "Dyrenes Liv" fra 1893, og her er navnet blot medtaget som et alternativt navn i artiklen om "Pengviner".
Pengvinerne, "Luffegæssene" eller "Fedtgæssene" er store, alkelignende Fugle, der kun findes paa den sydlige Halvkugle. Navnet»Pengwyn«— den hvidhovede —
er egentlig Gejrfuglens gamle walensiske Navn, der ved en Forvexling er blevet overført paa Sydhavets Fedtgæs, der egentlig skulde have haft deres Navn efter det latinske Ord "pinguis" — fed.
Manglende flyveevner.
Forskere mener, at pingviner i løbet af tidligere udviklingsfaser har måttet opgive deres nu ikke-eksisterende flyveegenskaber, til fordel for bedre færden i vandet. Denne teori bakkes op med at deres vinger med tiden har udviklet sig til luffer og fordi at de mange luftkamre der ellers er i andre fugles knogler er forsvundet.
Føde.
Pingviner lever hovedsageligt af fisk og krill, krebsdyr er dog ikke udelukket.
Udseende.
Pingviner blive på størrelse med en gås og har en næsten kegleformet kropsform. Hovedet er lille med et sammentrykt, spidst, lidt kroget næb. Halsen er middellang og meget tyk. Fjerdragten består af små, skællignende fjer, der danner et tæt dække, og da pingvinernes hud er fedtet og afsondrer en oljeagtig væske, der holder fjerklædningen glat og blank, behøver de ikke som andre fugle stadig at pudse deres fjer. Hovedet, struben og ryggen er sortegrå, bugsiden hvid med et gult skær på brystet.
Pink Peace.
Pink Peace er navnet på en rose (plante). 'Pink Peace' er en mutation fra klonen 'Peace', som også kaldes 'Fredsrosen', fordi den kom på markedet netop ved afslutningen af 2. verdenskrig. 'Peace' og dermed 'Pink Peace' er stadig blandt de allermest sygdomsfrie rosensorter.
Pinocchio.
"Pinocchio" er en italiensk børnebog fra 1880 af Carlo Collodi. Pinocchio blev siden brugt af Walt Disney Company i tegnefilmen af samme navn fra 1940. Det er en fortælling med megen morale, men også megen satire.
Historien handler om dukkemageren Gepetto, der laver en trædukke ved navn Pinocchio og ønsker sig, at dukken ville blive til en rigtig dreng. Feen gør dukken levende, og hun siger at han først vil blive en rigtig dreng, når han har lært at tale sandt og være uselvisk.
Det er ikke så nemt, den lille dukke lyver ofte, men hans næse vokser hver gang. Og han lader sig let lokke til det ene og det andet.
Men alt ender godt, og han bliver en rigtig dreng.
Disneys film blev et økonomisk flop. Da den kom op, var 2. verdenskrig brudt ud, og det europæiske marked var udelukket. Det amerikanske marked svigtede filmen. På trods af det regnes den i dag af mange for hans bedste film, omend kendere af Collodis bog rynker lidt på næsen. Musikken blev komponeret af Leigh Harline og Ned Washington, og en af sangene "When you wish upon af star" er blevet Disneys kendingsmelodi siden.
Han fik sin egen tegneserie hos Walt Disney, men kan også indgå som bifigur i andre figurers serier. En "and" at sluge i disse serier er, at han stadig er af træ, selvom filmen endte med hans forvandling til en rigtig dreng.
Pinse.
Pinse kommer af græsk πεντηκοστή "pentēkostḗ", der betyder "halvtredsindstyvende" (dag efter påske) og er en kristen højtid, der holdes årligt til minde om Helligåndens komme.
Ifølge beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2 skete det ti dage efter Kristi himmelfart, at apostlene var samlet for at fejre den jødiske højtid Shavuot, da der pludselig kom "en lyd som af et kraftigt vindstød" og "tunger som af ild" kom til syne og sætter sig på hver af dem. De blev derefter fyldt af Helligånden og begyndte at "tale på andre tungemål", hvorved de kunne gøre det kristne budskab forståeligt for de jøder fra mange forskellige verdensdele, der var i Jerusalem -- denne episode kaldes normalt "pinseunderet". Pinsen regnes således traditionelt for den kristne kirkes fødsel.
Pinsekirken har taget navn efter netop denne begivenhed, fordi den i særlig grad blandt de kristne trossamfund vægtlægger tungetalen og de øvrige nådegaver, som Helligånden menes at udstyre de genfødte kristne med.
Pinsedag falder altid på den syvende søndag efter påske. Såvel pinsedag som den følgende dag, 2. pinsedag, er i Danmark helligdage. I 2009 falder 2. pinsedag mandag den 1. juni.
En gammel tradition foreskriver, at man pinsemorgen skulle gå ud af sit hus og feje ind mod døren, da man så ville samle lykke til huset resten af året.
Pinsebevægelsen.
Pinsebevægelsen er en verdensomspændende kristen karismatisk vækkelsesbevægelse, der opstod i USA i starten af 1900-tallet og lægger stor vægt på en såkaldt "bibeltro" kristen lære og på såkaldte nådegaver, fx tungetale, helbredelse og profeti, som Helligånden menes at forlene de troende med. På dansk grund kendes pinsebevægelsen primært fra de to frikirkesamfund, Pinsekirken og Apostolsk Kirke.
Historie.
Den moderne pinsebevægelse opstod ved indgangen til det 20. århundrede i kølvandet på en serie andre vækkelsesbevægelser, der havde præget USA i løbet af 1800-tallet, særligt den såkaldte hellighedsbevægelse. Ved et bønnemøde i Kansas i 1901 begyndte Agnes Ozman pludselig at tale i tunger, hvilket blev set som et "bibelsk vidnesbyrd" på, at hun havde fået del i Helligåndens dåb. Med denne sammenkædning af "overnaturlige" evner og Helligåndens dåb tog pinsebevægelsen sin begyndelse.
Det egentlige gennembrud kom dog først i 1906 med den såkaldte "Asuza Street-vækkelse", opkaldt efter den gade i Los Angeles, hvor den sorte prædikant William Seymour – der var blevet afskediget af sin tidligere kirke for at insistere på tungetalen – samlede en flok ligesindede og prædikede for dem, indtil de alle oplevede at tale i tunger. Denne vækkelse spredte sig og i løbet af kort tid blev menigheden mange gange større, idet folk kom rejsende fra videnom. Kirken sprængte hurtigt sine fysiske rammer, og mange af møderne endte med at blive holdt udendørs. De hyppige møder kendetegnedes ved deres spontane og ekstatiske natur og tiltrak folk fra mange forskellige samfundslag; usædvanligt for samtiden var, at sorte og hvide blandedes frit og at kvinder indtog ledende roller. Dette var noget helt nyt inden for mange af de gamle kirker, og Pinsevækkelsen mødte stor modstand. Azusa street kirken eksisterer den dag i dag.
"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." (Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 1-4)
I 1906 oplevede den norske metodistpræst Thomas Ball Barratt Helligåndens dåb i New York, og han bragte Pinsevækkelsen til Skandinavien. Også den svenske baptistpræst Lewi Petrus kom til at spille en stor rolle for Pinsevækkelsens udbredelse og videre udvikling på de nordlige breddegrader.
I Danmark vakte det særlig opsigt, da den store skuespillerinde Anna Larssen (senere gift Bjørner) oplevede Helligåndens dåb på et møde, som Barratt holdt i København 13. december 1908. Hun opgav efterfølgende sin karriere på Dagmarteatret i København og sluttede sig til pinsevækkelsen. Hun blev i en årrække dens mest markante fortaler i Danmark og var bl.a. med til at afholde møder på Trianglen i København, hvor mange mennesker blev omvendt og oplevede Helligåndes dåb.
Trods modstand bredte vækkelsen sig. Efter Barratts besøg startede Filadelfia-menigheden i 1908, men opløstes igen i 1926. Den næste danske pinsekirke dannedes i 1912 i Lyngby og bestod indtil 1993, hvor den indgik i Pinsekirken København. Den ældste pinsekirke i Danmark er Evangelieforsamlingen, dannet i september 1919.
Vækkelsen adskilte sig oprindeligt fra andre frikirker ved at lægge større vægt på de åndelige nådegaver. Heriblandt tungetale, som en stor del af pinsekirken lægger vægt på. Tungetale opfattes i pinsebevægelsen som en kommunikationsform mellem menneskets ånd og Helligånden.
Tidligere - frem til 1950'erne - kaldtes medlemmerne også for læsere, idet man lægger stor vægt på daglig bibellæsning.
I dag.
Ifølge en britisk undersøgelse fra 2006 er Pinsevækkelsen den hurtigste voksende af de kristne grupper i Storbritanien og på verdenplan er der over 250 millioner tilhængere og de udgør ca. 10 % af de kristne i verden. Vækkelsen begyndte i USA men spredte sig hurtigt lang ud over USA's grænser, og findes i dag, i alle dele af verden. Især i Asien vandt kirken stor tilstrømning, hvor verdens største kirke og Pinsekirke også ligger med 750.000 medlemmer. Pinsevækkelsen er kendt for at hver kirke styrer sig selv. Der er ikke noget centralt organ som kirken er samlet omkring, men hver menighed styrer sig selv. Dette sker normalt med Ældsterådet, som er et råd bestående af medlemmer fra menigheden, og forstanderen/præsten. Dette svarer til et menighedsråd i en folkekirke. Man opnår medlemskab af kirken ved dåb, dog er møderne velkomne.
Pinsevækkelsen adskiller sig fra andre kirker i troen på voksendåb. Pinsekirken praktiserer ikke barnedåb, men barnevelsignelse. Grunden til dette er at Pinsekirken mener at det er mere bibelsk korrekt. Man døbes først når man selv kan tage beslutningen. Gudstjenesterne er tit opbygget over prædiken, lovsang, bøn, helbredelse, osv. Der er ikke nogen fast struktur for en gudstjeneste.
Pinsebevægelsen er en af de konservative kristne bevægelser i Danmark; man forsøger at lægge sig tæt op ad Bibelens udsagn, hvilket bl.a. indebærer en afvisning af megen moderne seksualmoral - man anerkender således ikke homoseksualitet, parforhold uden for ægteskabet, fri abort osv.
Den dansk pinsevækkelse.
I det nye årtusinde udgør den danske del af vækkelsen en langsomt voksende gruppe på ca. 5.100 medlemmer. Hver lokalmenighed er selvstændig, men deltager frivilligt i fællesforetagender, som Mariager Højskole i Mariager, samme sted ligger Efterskolen Frydensberg, Mariager Efterskole (PVE) og Efterskolen Alterna også. De har også fælles missionstiltag, fælles månedsblad mm.. Ud over de fælles tiltag har den lokale menighed egne projekter lokalt og internationalt.
Kirkernes struktur.
Styringen af kirkerne fra dag til dag, bliver i de fleste tilfælde vartaget af præsten og Ældsterådet. Ældsterådet svarer til en menighedsråd, da Ældsterådet er valgt af menigheden. De fleste kirker har ikke nogen begrænsning på den periode man kan være ældste (medlem af Ældsterådet)
Det enkelte medlem optages i den lokale menighed gennem dåben (der er dog også adgang for ikke-døbte) – ikke dåb til menigheden, men til Jesus Kristus.
Gudstjenesterne foregår efter forskellige mønstre, idet man bestræber sig på at imitere gudstjenestepraksissen i den nytestamentlige menighed, fortolket ud fra national kultur. Gudstenesterne indeholder ofte sang, bøn, prædiken og forbøn. Der foretages barnevelsignelse, dåb ved nedsænkning i vand på personlig bekendelse af troen på Jesus Kristus, vielse og begravelse. Der er frivilligt børne- og ungdomsarbejde i de enkelte menigheder. Økonomien sikres gennem de troendes gaver og bidrag. Ledelsen af den enkelte menighed er lokalt forskellig, men består ofte af forstander, ældsteråd og menighed. Ledelsen udgøres ofte af forstander og ældsteråd tilsammen.
Kritik af pinsebevægelsen.
Især i udlandet har der været kritik mod bevægelsens isolation af deres medlemmer i forhold til det omgivne samfund, standpunker imod homoseksualitet, bevægelsens fornægtelse af videnskaben og en begrænset accept af uddannelse. Desuden er fremtrædende karismatiske præster afsløret i svindel og uforklarligt høje indkomster, herunder kan blandt andet nævnes Benny Hinn.
Pippi Langstrømpe.
Pippi Langstrømpe på tysk frimærke.
Pippi Langstrømpe er en fiktiv børnebogsfigur skabt af Astrid Lindgren.
Pippi er verdens stærkeste pige, og hendes fulde navn er "Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump". Hun har fregner, der giver hende et frisk udseende, og rødt hår med fletninger. Hun bor i "Villa Villekulla" sammen med sin abe hr. Nilsson, en plettet hest og en taske fyldt med guldpenge. Hendes bedste venner hedder Tommy og Annika.
Pippi Langstrømpe dukkede for første gang op i 1945, hvor hun flyttede ind i Villa Villekulla, huset ved siden af Tommy og Annika. Med sig havde hun sin abe, hr. Nilsson og hesten Lille Gubben. Da Pippi Langstrømpe udkom blev der et værre postyr. Det var uhørt, at et barn skulle kunne opføre sig som Pippi. Ikke alene klarer Pippi sig uden forældre, hun sætter også spørgsmålstegn ved alle autoriteter: skolen, socialforvaltningen og politiet.
Selv om de tre bøger, "Pippi Langstrømpe", "Pippi Langstrømpe går om bord" og "Pippi Langstrømpe i Sydhavet", blev skrevet i 1940'erne er de stadig nogle af de meste læste, oversatte og berømte børnebøger. Pippi Langstrømpe er blevet læst på mange forskellige måder. En af de mere vedholdende er ideen om Pippi Langstrømpe som repræsentant for kristendommen, eller ligefrem som Jesus på grund af hendes omsorg for de svage i samfundet og hendes erklærede ikke-voldelige måde at klare enhver situation på.
Pippi-bøgerne er også fyldt med skjulte citater af forfattere som Shakespeare, Dante og Sokrates. Feministerne kan takke Pippi Langstrømpe for at bidrage til kvindekampen gennem hendes oprør med de maskuline autoriteter. Pippi Langstrømpe og Simone de Beauvoirs "Det andet køn" udkom samtidigt, og "Pippi Rødstrømpe" er et godt eksempel på en kvinde, der ikke frivilligt lader sig nøje med en plads som Den Anden.
Pippi Langstrømpe kom i 2005 på UNESCOs (kulturorganisation under "FN") liste over bevaringsværdige kulturelle værker.
I 1944 tilbød Astrid Lindgren manuskriptet til Pippi Langstrømpe til Bonniers forlag, men forlaget afviste det, og det blev i stedet udgivet hos Rabén og Sjögren. Bonniers afvisning betragtes som en af forlagshistoriens største bommerter.
Pisa.
Pisa er en italiensk by, der ligger nær ved floden Arno, som er et udløb til Middelhavet, Pisa ligger i regionen Toscana. Byen har ca. 88.000 indbyggere og er provinshovedstad.
Byen er især kendt for domkirkens skæve tårn.
Det skæve tårn står på Piazza dei Miracoli, der er på UNESCO's Verdensarvsliste, og foruden tårnet, som fungerer som klokketårn, er der selve domkirken, dåbskapellet og en overdækket kirkegård.
Pisas historie.
Pisa, antikkens Pisae, var i 400-tallet. f.Kr. en vigtig etruskisk havneby. Romerne erobrede byen i 225 f.Kr. og benyttede den som base i felttogene mod ligurerne. Pisa blev i de første århundreder e.Kr. en rig koloni.
Pisa blev bispedømme allerede i 313, men det var først i middelalderen, at byen voksede og blev til en af Italiens vigtigste og rigeste handelsbyer med herredømme over Korsika og Sardinien, og frem til ca. 1300 dominerede Pisa middelhavshandelen med Venedig som eneste konkurrent. Det store og helt unikke romanske domkirkekompleks vidner stadig om byens betydning dengang. Efter 1300 overgik Genovas handel efterhånden Pisas, hvis økonomiske svækkelse yderligere gav stødet til, at det nærliggende og ekspanderende Firenze begyndte at true byens selvstændighed. Efter hårde kampe blev Pisa i 1406 indlemmet i Firenzes besiddelser og hørte under Firenze helt frem til Italiens samling i 1860, når der ses bort fra perioden 1494-1509 på grund af fransk og Habsburgsk intervention.
Pizza.
Pizza er en italiensk ret af mel, vand og gær. Pizza er de senere år blevet en populær spise i Danmark. Den kan købes på et pizzeria, en restaurant, eller den kan være hjemmelavet. Pizzaer fås også dybfrosne; de kan købes i supermarkeder, døgnkiosker m.m.
Pizza er egentligt et stykke brød med "lidt" ovenpå, og ikke med overvældende meget fyld. Den oprindelige italienske pizza kommer fra Napoli i Syditalien som en Pizza Margherita, som får mozzarella-ost, tomatsauce og frisk basilikum på dejbunden.
Den napolitanske pizza har en halvtyk bund med olivenolie. Andre steder i Italien er der andre traditioner for pizzaer. I Rom er pizzaerne helt tynde og sprøde. I Norditalien minder de mere om de danske pizzaer med meget fyld på.
Italienske pizzaer (og danske) laves ved at forme pizzadejen, lægge en del af fyldet på og komme pizzaen i en brandvarm ovn. Når pizzaen er færdig kan der eventuelt tilsættes mere fyld.
Fra USA er kommet en anden tradition omkring pizzaer, kaldet deep pan pizza, hvor pizzaen bliver lavet i en form i stedet for direkte på en plade i ovnen.
Toppings.
En pizza er som regel rund (diameteren varierer fra pizzeria til pizzeria) og kan have forskellige slags topping af bl.a.
Ved kombination af det og meget andet fås de mest almindelige pizzaer på menukortene. Der findes dog også alternative toppinger som fx kartoffel eller æg, og visse steder serveres pizza med speciel dressing, ofte cremefraiche-dressing. Pizza serveres oftest som fastfood.
Se også.
Ufo (pizza)
Skovsneppe.
Skovsneppe ("Scolopax rusticola") er en vadefugl, som lever blandt andet i skove, hvor den finder føde i skovbunden med sit lange næb.
Det mest attråede jagtbytte, den yderste lille håndsvingfjer hos skovsneppen bliver kaldt penselfjeren, og er jægerens trofæ.
Raster et stort antal snepper i skoven, taler man om sneppefald.
Verdens syv underværker.
Verdens syv underværker ifølge Antipatros fra Sidon.
Verdens syv underværker blev beskrevet af Antipatros fra Sidon i 2. århundrede f.Kr.
De nye syv underværker.
Pyramiderne ved Giza i Egypten deltog ikke i internetafstemningen, da man anså dem for at være i en kategori helt for sig selv. UNESCO har ikke haft noget med kåringen af disse nye vidundere at gøre.
Kolossen på Rhodos.
Kolossen på Rhodos - illustration fra "The Book of Knowledge", 1911
Kolossen på Rhodos var en gigantisk bronzestatue som forestillede solguden Helios, den blev rejst til minde om Rhodos' belejring i 305 f.Kr. - 304 f.Kr.. I følge de mål, som er blevet overleveret fra antikken var selve statuen, uden sokkel, på størrelse med Rundetårn i København.
Kolossen på Rhodos var et af oldtidens syv underværker.
Forhistorie.
Da Alexander den store døde i 323 f.v.t. var der ingen plan for, hvem der skulle efterfølge ham, og hans rige blev derfor delt op mellem diadokerne. Dette skete ikke uden kamp; Rhodos havde allieret sig med Ptolemaios 1., da han havde taget kontrollen i Egypten. Rhodos blev herefter invaderet af Ptolemaios’ modstander Demetrios med en stor hær, han iværksatte en belejring af byen, men den holdt til en undsætningsstyrke ankom, og Demetrios måtte trække sig tilbage.
Efter sejren besluttede rhodiorne af rejse en gigantstatue af deres skytsgud, Helios. Konstruktionsarbejdet blev overladt til Chares af Lindos, som før havde konstrueret andre gigantstatuer. Byggeriet blev finansieret af det udstyr Demetrios havde efterladt sig.
Konstruktion.
Kolossens konstruktion varierer i flere antikke kilder, men den beskrives gennemgående som en statue bygget op rundt om en række stensøjler på en 15 meter høj marmorsokkel. Bronzeplader blev sat fast på søjlerne og udgjorde overfladen, der forestillede Helios. Selve statuen var omkring 34 meter høj, men hvor den var placeret i havnen er der ikke enighed om. Materialet til statuen kom for en stor del fra det udstyr Demetrios’ hær havde efterladt efter tilbagetrækningen. Byggeriet varede i 12 år.
Destruktion.
Statuen stod kun i 56 år indtil Rhodos blev ramt af et jordskælv i 226 f.Kr.. Ved skælvet knækkede statuen ved knæene og faldt sammen på land. Ptolemaios 3. tilbød at betale for at få den genrejst men et orakel fik folkene fra Rhodos til at være bange for at de havde fornærmet Helios og de afslog at få den genrejst. Den faldne statue lå på jorden i mere end 800 år. I 654 erobrede en arabisk hær under Muawiyah 1. Rhodos og ifølge kronikøren Theophanes blev resterne af statuen solgt til en handelsrejsende fra Edessa. Køberen fik statuen brudt op og transporteret væk på ryggen af 900 kameler til sit hjem.
At kolossen skrævede over havneindløbet, er et resultat af senere tiders forestillinger om vidunderet. Mange illustrationer viser hvordan statuens fødder står på hver side af havne-mundingen og skibe, der passerer under dem.
Rekonstruktion.
I 1989 blev en stenkonstruktion, der lignede en fod opdaget I havet ud for Rhodos, og det blev spekuleret om det var et fragment fra statuen. Det er siden blevet fastslået at det var et stykke byggeaffald, som var kastet i havet.
På Rhodos har der været spekulationer i om statuen skulle genopbygges for at trække flere turister til øen og byen, men alle planer er blevet skrinlagt på grund af manglende finansiering.
Aksel Schiøtz.
Aksel Hauch Schiøtz (1. september 1906 i Roskilde - 19. april 1975 i København) var en dansk cand. mag. og sanger (tenorbaryton).
Han var søn af arkitekt Carl Schiøtz (1878-1957) og Marie Hauch (1878-1966). Familien flyttede kort efter Aksels fødsel til Hellerup nord for København, hvor han voksede op som den ældste i en børneflok på fem.
Han mødte under sine studier på Københavns Universitet Gerd Haugsted (Århus, 1908- Kbh., 2005), ligeledes studerende på universitetet (cand. mag. 1935 i fransk & latin). De blev gift den 30. juni 1931 og fik fem børn, hvoraf døtrene Birgitte (gift Grimstad) og Annette gik sangervejen.
Lærer og sanger.
Efter studentereksamen (Øregaard Gymnasium 1924) studerede Schiøtz dansk og engelsk ved Københavns Universitet og tog embedseksamen (cand. mag.) i januar 1930 med bifag i sang og pædagogik. Han blev samme sommer ansat som lærer ved Marie Mørks Skole i Hillerød (1930-33), derefter på Roskilde Katedralskole (1933-35), hvor han underviste i dansk, engelsk, tysk og musik. Fra 1935-38 lærer på Vestre Borgerdydskole i København. Herefter søgte og fik han orlov fra skolevæsenet for helt og fuldt at hellige sig sin sangerkarriere. Han var da lige fyldt 32 år.
Schiøtz havde fra sine tidligste år beskæftiget sig med musik og begyndte allerede i gymnasiet at synge tyske lieder og danske sange. Heri havde specielt sanglæreren Hakon Andersen (ven og samarbejdspartner med Carl Nielsen) en stor andel. Fik privatundervisning hos sangpædagogen Agnete Zacharias (1889-1975), og hans naturlige stemmeanlæg og flair gjorde ham til kirkesanger (Helligåndskirken og Christiansborg Slotskirke). Han optrådte desuden ved mange koncerter af mere amatørmæssigt tilsnit. Som medlem af en terzet bestående af Schiøtz, Agnete Zacharias og Sylvia Schierbeck sang han i 1930-32 i Radioen. Fik efterhånden flere solistpartier bl.a. ved koncerter med Studenter-Sangforeningen. Mogens Wöldike fik stor betydning for Schiøtz's karriere som medlem af de af Wöldike grundlagte Palestrina-Kor og Københavns Drenge- og Mandskor.
I sin tid i Roskilde var Schiøtz medstifter (1934) og formand for Roskilde Jazzklub. Hans første pladeindspilninger er også af moderne jazz-oratorier til skolebrug (1934-35). I 1935 optrådte han også på Det kgl. Teater ("Stærekassen") med "Thrymskvadet" og "Trompetkvadet" af Bernhard Christensen, H.D. Koppel og Sv. Møller Christensen.
Sin første selvstændige sangaften gav han i Odd Fellow Palæets lille sal (Kbh.) i oktober 1936.
International og national sanger.
Tidsrummet 1938-1946 var højdepunktet i Schiøtz's karriere: Han blev kanoniseret som "Den danske Sanger" og blev folkeeje.
Schiøtz indsang sine første solo-plader i februar 1938 (sange af Carl Nielsen og Henrik Rung) på opfordring af pladeselskabet HMV. Rejste samme sommer til London og fik knyttet personlig kontakt med både HMV og Glyndebourne Operaen, hvor Fritz Busch understregede, at han behøvede dramatisk uddannelse, hvis han ville gå scenevejen.
I september 1938 begyndte han på Det kgl. Teaters Elevskole og debuterede på teatret som Ferrando i Mozarts "Così fan tutte" i 1939. Senere sang han i Gounods "Faust" (1940). Han havde også et mindre parti (2. gange) i Beethovens "Fidelio". Schiøtz fik aldrig fast engagement på Det kgl. Teater og optrådte kun som gæst, idet teatret i forvejen havde et antal habile tenorer på lønningslisten, bl.a. Marius Jacobsen (1894-1961) og Thyge Thygesen (1904-72), der blev Schiøtz's største konkurrent, både hvad angik det danske repertoire og kor- og oratorierepertoiret. Einar Nørby konkurrerede også, når det gjaldt danske sange
Med henblik på scenen fik han 1938-39 privat sangundervisning hos Valdemar Lincke (1869-1948) og i efteråret 1939 hos John Forsell (1848-1941) i Stockholm. Forinden havde Schiøtz i foråret 1939 været med Johannes Meyer og Ellen Malberg på en turné til USA, hvor de opførte Kuhlaus "Elverhøj" ved World Fair i New York og San Francisco. På vejen derover havde Aksel Schiøtz gjort ophold i London, hvor han begyndte indspilningen af "Die schöne Müllerin" med Gerald Moore. Det blev kun til to sange, og først seks år senere fuldførte de projektet.
Under den tyske besættelse (1940-45) blev han umådeligt populær gennem sine mange koncerter landet over (i musikforeninger og ved orkesterkoncerter i provinsen), ikke mindst gennem sine mange indspilninger af danske sange og romancer fra det 19. og det tidlige 20. århundrede. Under pseudonymet "Den maskerede Tenor" indsang han også en række schlagere af mere tvivlsom kvalitet. Ligeledes medvirkede han i Weyse-filmen "Jeg har elsket og levet" (1940), og optrådte med stor succes på Det Ny Teater (sæson 1942-43; 102 opf.) i "Farinelli" (Emil Reesen) og i Schubert/Bertes "Jomfruburet" (sæson 1941-42; 106 opf.) samt i Det kgl. Teaters opsætninger på Friluftsscenen i Jægersborg Dyrehave af Drachmann/Lange-Müllers "Der var engang" (1941; 22 opf.) og Gades "Elverskud" (1942; 25 opf.).
I foråret 1943 gav han også koncerter i Sverige og Finland, bl.a. sang han tenorpartiet i Mahlers "Das Lied von der Erde" i Göteborg.
Som oratoriesanger gjorde Schiøtz sig gældende i utallige opførelser i ind- og udland af Händels "Messias" og "Samson", Haydns "Die Schöpfung" og "Die Jahreszeiten", Mozarts "Requiem" og flere andre værker, inkl. moderne kirkeværker, bl.a. Knudåge Riisagers "Dansk Salme" fra 1943. Han sang en enkelt gang Beethovens "Missa solemnis" i England (Cambridge, 1946).
Schiøtz fik en ny chance for at gøre sig internationalt kendt som lied-, oratorie- og operasanger, bl.a. ved at alternere for Peter Pears ved festspillene i Glyndebourne i 1946 i partiet som 'Male Chorus' ved uropførelsen (12.6.1946) af Benjamin Brittens kammeropera "The Rape of Lucretia", hvor Kathleen Ferrier sang titelpartiet. Forestillingerne blev skiftevis dirigeret af Ernest Ansermet, Reginald Goodall og Britten selv. Foruden opførelserne i Glyndebourne var opsætningen på gæstespil forskellige steder i England og nåede også til Holland. Forinden havde Schiøtz i efteråret og forsommeren 1945-46 givet koncerter både som lied- og oratoriesanger ("Messias").
Sygdom og undervisning.
Alting så lysende ud, men en dag skete katastrofen. I september 1946 fik han konstateret en svulst på hørenerven ("tumor acusticus"), der blev opereret, men med følelige skader på stemmen og lammelse af højre ansigtsside. Efter operationen i efteråret 1946 og en længere rekonvalescens sang Schiøtz igen i København den 14. september 1948 i Odd Fellow Palæet en lied-aften, med danske sange og Schumanns "Dichterliebe". Anmeldelserne var strålende og koncerten måtte gentages.
Derefter fulgte der invitation til at synge i Town Hall i New York med George Reeves ved klaveret ("Die schöne Müllerin") i tre koncerter. Turen gik videre til Canada, hvor han i Montreal gav koncerter med John Newmark ("Dichterliebe"). Ved festspillene i Edinburgh (1949) gav han en selvstændig koncert med "Die schöne Müllerin". Og i januar 1952 var han på en længere koncertturne i Nordafrika (Algier & Marokko), hvor han bl.a. medvirkede i "Messias".
Allerede i december 1948 gik Schiøtz i pladestudiet og indsang en række plader, hvoraf mange ikke blev publiceret, fordi den kunstneriske kvalitet ikke var i top. En en lang række optagelser fra årene 1949-1960 er bevaret for eftertiden. Bl.a. fra Perpignan-festspillene i 1951 hvor Schiøtz sang Beethovens "An die ferne Geliebte" og en Bach-kantate med Pablo Casals som dirigent. Desværre er indspilningerne fra 1949 og efterfølgende år ikke overført til cd.
Danmark fandt ikke finde en stilling til Schiøtz som sangpædagog, men fra 1955 til 1957 virkede han som professor ved University of Minnesota i Minneapolis, USA, i 1958-61 ved Royal Conservatory of Music i Toronto, i 1961-68 ved University of Colorado i Boulder, og fra 1. september 1968 indtil sin død i 1975 ved Danmarks Lærerhøjskole i København, hvor der endelig blev oprettet et ekstraordinært professorat til ham. Han blev også Ridder af Dannebrog.
Aksel Schiøtz blev bisat fra Vor Frue Kirke (Domkirken) i København den 24. april 1975 under stor offentlig bevågenhed og deltagelse. Københavns Drengekor (Mogens Wöldike, dir.) sang og Else Paaske foredrog J. S. Bachs "Komm süsser Tod" ved højtideligheden, der blev forrettet af domprovst Verner Hansen.
Schiøtz ligger begravet på kirkegården, Råbjerg Kirke ved Skiveren på Skagen, hvor familien havde sommerhus.
I sin nekrolog over Schiøtz skriver Hansgeorg Lenz i Information "Han var som en naturlov for den danske sang. Selv hvad han her vitterligt aldrig har lagt stemme til, har man alligevel netop med den ligesom i ørene og herudfra taget højde for. At have hørt ham er en af de erfaringer, man kun gør én gang i sit liv. Alt efter ham må finde sig i at blive målt hermed. Endnu er der ingen, som ikke er blevet fundet for let" (Inf. 21.4.1975).
Christus am Ölberg.
"Christus am Ölberg", oratorium for tre solostemmer, kor og orkester, opus 85 af Ludwig van Beethoven (1803).
Dette oratorium opføres sjældent i Danmark – muligvis fordi titlen kan vække upassende associationer.
Korsets ord.
Korsets ord er et udtryk som forekommer flere steder i salmebogen.
"Ordbog over det danske sprog" oplyser at det skal betyde "Jesu ord paa korset".
"Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Daarskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft" (1Kor.1,18).
"For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft".
Meningen er altså en helt anden: Paulus taler ikke om Jesu ord på korset, men om "forkyndelsen af korset", eller "forkyndelsen af Jesu korsdød."
Oktoberrevolutionen.
Oktoberrevolutionen var anden del af den russiske revolution i 1917, hvor det gennem et statskup lykkedes bolsjevikkerne at styrte den russiske regering. Den første del kaldes Februarrevolutionen. Oktoberrevolutionen blev ledet af Vladimir Lenin, der efter den Russiske Borgerkrig (1918-1921) blev leder af Sovjetunionen.
Bittersød Natskygge.
Bittersød Natskygge ("Solanum dulcamara") er en flerårig, klatrende halvbusk, der kan blive op til 30 - 180 cm høj. Stænglerne er glatte med rundt tværsnit, men de nederste dele kan udvikle uregelmæssige vinger, og efterhånden bliver de træagtige. Bladene sidder spredt, og de er hele og ægformede. Inderst mod stilken har bladene ofte spidformede flige. Oversiden er blank og græsgrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Planten blomstrer i juni-august. Blomsterne er samlet i endestillede stande, og de enkelte blomster er stjerneformede og mørkt violette med tilbagebøjede kronblade og støvdragerne samlet i en gul, midtstillet kegle. Frugterne er ægformede, røde bær.
Rodnettet er trævlet og højtliggende. Alle dele af planten er giftige på grund af et indhold af steroidalkaloider. Giftindholdet er så højt, at 30-40 umodne bær er dødelig dosis for småbørn.
1,80 x 0,50 m (180 x 50 cm/år)
Bittersød natskygge er udbredt i Nordafrika, Kaukasus, Central- og Østasien samt Europa, herunder Danmark, hvor den er almindelig i det meste af landet. Den vokser på våd, næringsrig bund i krat og rørsumpe, i grøfter, ved åer og i klitter. I de såkaldte ”fuglekøjer” på Fanø findes den sammen med bl.a. Almindelig Fredløs, Dun-Birk, Dusk-Fredløs, Firkløft, Glans-Pil, Glat Dueurt, Gul Iris, Kær-Galtetand, Rød-El, Selje-Pil, Stor Nælde, Sværtevæld, Tørst og Vild Ribs.
Skudår.
Her bliver det enkelt illustredet hvilken dag skudåret er. D. 29 februar en gang hvert 4. år.
Skudår er år med 366 dage i den almindelige gregorianske kalender mod normalt 365 dage. Februar har i så fald 29 dage mod normalt 28. I skudår betragtes 24. februar som skuddag, dvs. den ekstra dag, hvilket dog ikke har nogen praktisk betydning.
Et år er et skudår hvis årstallet er deleligt med 4. Dette gælder dog ikke årstal delelige med 100, bortset fra dem, der er delelige med 400. År 1900 var således ikke et skudår, men år 2000 var.
I gennemsnit vil der dermed være 365,24219 dage pr. år. Derudover korrigeres med ujævne mellemrum for små variationer i jordens omdrejningshastighed ved indsættelse af et skudsekund.
Formål.
Skudåret er indført for at sikre, at kalenderen ligger fast i forhold til årstiderne. Med en fast længde af året på 365 dage ville tidspunktet for forårsjævndøgn flytte sig én dag i løbet af ca. fire år. Efter 730 år ville kalenderen være skredet i forhold til årstiderne, så foråret ville falde i september, og efteråret i marts.
Med et skudår hvert fjerde år passer det næsten. De ekstra regler om at springe skudåret over ved århundredeskiftet, og så alligevel have et skudår hvert 400. år, er indført for at få det til at passe endnu bedre. Det blev dog først indført af pave Gregorius i 1582, så der var nået at komme en kæmpe tidsforskel, det blev løst, ved at man simpelthen fjernede 10 dage, man gik derfor direkte fra den 4. oktober, til den 15. oktober.
Gletsjer.
Gletsjeren "Schlatenkees" i de østrigske Alper
Gletsjer (tidligere stavet gletscher; norsk: "bræ" eller "is-bræ", islandsk "skridjokull", jøkel, svensk, fransk og engelsk "glacier") er et tysk ord, som har fået almindelig anvendelse i dansk. Den sne, der falder oven for den højde, som kaldes snelinien, smelter kun ufuldstændig bort, og man kunne da synes, at der på denne måde oven for snelinien stadig måtte ophobes mere og mere sne. Dette modvirkes af gletsjere. Når den evige sne samles til større masser, går den nedre del deraf over til is, og denne is er i stadig glidning ned ad alle skråninger; denne bevægelse går meget langsomt, men omsider kommer dog isen ned i så milde egne, at varmen bliver den for stærk, og den smelter. Sådan fra den evige sne nedglidende is kaldes en gletsjer. På noget lignende måde som en elv danner udløbet for en sø, så at vandet i den ikke kan stige over en vis højde, danner gletsjere afløb for de store snemasser. Der er altså en vis ligevægtstilstand mellem den faldende sne, som søger at forøge de evige sneophobningers mængde, og gletsjere, som formindsker den.
Oprindelse.
Omdannelsen af sne til is
Vil man gøre sig rede for de første trin i forvandlingen af den evige sne til gletsjerens is, kan man lægge mærke til almindelige vintersne. Når den har ligget en tid, synker den sammen af sig selv, bliver tættere og tungere, og det endog om der ikke indtræffer tøvejr. Samtidig forandrer den udseende, idet den lidt efter lidt går over til at være sammensat af små iskrystaller, der kan være af størrelse som et knappenålshoved eller så. Hos den evige sne iagttages den samme forandring, og den går videre. Et stykke nede i snemassen forvandles i årenes løb de isolerede krystaller, der trykkes af den oven på hvilende vægt, til en fast ismasse. Tøning, som jo kan indtræffe nu og da også i de højere regioner, påskynder med sikkerhed sneens omdannelse. Isen fra de højere egne glider nedover. Fornemmelig følger den dalene, på samme måde som det rindende vand følger forsænkningerne i jordens overflade. De til snemasserne stødende dale bliver opfyldte af gletsjere, der undertiden som vældige størknede floder kan ligge i bugtninger endog adskillige km frem gennem dem.
Firnlinien.
En gletsjer består af to dele: i den ene del sker en nettopålejring af ismateriale, i den anden en nettoafståelse af ismateriale. Den indbyrdes skillelinie mellem disse to områder kaldes firnlinien.
Fordelingen af tilvækst- og tabsprocesser er som omtalt ikke ens i hele en gletsjers udstrækning, og medvirkende til at holde en snetunge i indre ligevægt er de bevægelser, der sker i den.
Gletsjerens bevægelse.
Det mærkeligste fænomen, som gletsjere frembyder, er deres bevægelse. Denne sker, som nævnt, meget langsomt. Man blev først opmærksom derpå, ved at genstande på isen, f. eks. store sten, som var rullede ned fra dalsiderne, kom længere og længere ned år for år. I den nyere tid har man omhyggelig ved fine måleinstrumenter studeret gletsjeres bevægelse. Man har fundet, at en gletsjer bevæger sig på selv samme vis som et flydende legeme, kun langsommere. Den største hastighed, man har iagttaget, er hos en grønlandsk gletsjer, 37,8 m i et døgn (Uperniviks gletsjer, i august 1886). Middelhastigheden af Schweiz' større gletsjere opgives til 40—100 m om året. De laplandske gletsjere bevæger sig 10-40 m om året.
Forholdet mellem den plastiske deformation og ismassens glidning hen over undergrunden afhænger dels af gletsjerbundens form, dels af temperaturen. I kolde gletsjere vil gletsjerbunden være frosset til undergrunden. I tempererede gletsjere vil bundtemperaturen derimod være nær tryk-smeltepunktet, og glidning bliver mulig. Gletsjerbevægelsen er størst om vinteren i de områder, hvor pålejring sker, mens bevægelsen i den nedre del af gletsjertungen er størst om sommeren, sandsynligvis på grund af nedsivende smeltevand.
Gletsjere bevæger sig som regel ikke ens i deres længde- og tværprofil. Undersøgelser viser, at i en normal gletsjer vil i tværprofil isbevægelsens hastighed vokse fra gletsjersiden ind mod gletsjermidten, og fra bunden af gletsjeren (hvor isen kan være nærmest helt stillestående) op mod toppen. I længdesnittet vil hastigheden ofte være størst i de øvre dele, hvor pålejring af sne sker, og aftage frem mod gletsjerfronten i den del, hvor der sker en nettoafsmeltning af is. I visse gletsjere, således Jakobshavn Isbræ og Rink Gletsjer på Grønland, er der derimod tale om en ens bevægelse i hele istungens tværprofil.
Hvis isen flyder hurtigere på visse strækninger end andre, vil det bevirke dels en formindsket lagtykkelse, dels dannelsen af såkaldte gletsjerspalter, der som regel bliver indtil 35 m dybe. Spalternes forekomst vil til dels bero på undergrundens overflade. I reglen vil gletsjerspalterne efter nogen tid lukke igen på grund af isens bevægelse, men nye spalter vil kunne dannes de samme steder igen. Om vinteren kan gletsjerspalterne blive dækkede af sne i en "snebro" og derved blive usynlige for den, der befinder sig på gletsjeren.
Størrelsesforandringer.
Ved sommerens tøning gennemtrækkes de af smeltevand, så deres temperatur bliver 0°C helt igennem. Vinterkulden trænger derimod på grund af isens ringe varmeledningsevne ikke synderlig langt ind i det indre. Det ses tillige, at vand rinder fra gletsjere endog i den kolde årstid; der sker altså aldrig en frysning gennem hele massen. Isens egenskaber varierer adskillig med temperaturen. Ved −50° skal den næppe kunne files; ved −15 °C til −20 °C, altså vel at mærke når ikke alene luften har denne temperatur, men også selve isen er afkølet så lavt, kan man ikke benytte skøjter på glat is; thi skøjte jernet angriber isen så lidt, at de glider lige let til siden som i længderetningen. Mellem −10° og 0° lader is sig derimod let skære med kniv, og hen imod 0 °C er den til en vis grad at betegne som blød. Dertil er den sandsynligvis noget bøjelig lige over for langsomt og vedvarende virkende kræfter, samtidig med at den er ganske sprød lige over for et pludseligt stød. En anden ejendommelig egenskab, som is opviser, når den befinder sig i smeltning, er den såkaldte sammenfrysningsevne (eller regelationen). Dette er den evne, to tøende isstykker. som man trykker mod hinanden, har til at fryse sammen til ét. Sammenfrysningen hænger sammen med isens krystallinske beskaffenhed. De her anførte egenskaber hos isen hjælper til at forklare, hvorledes gletsjere bevæger sig. Endvidere bør det erindres, at på grund af gletsjeres store masser er isen i dem indvendig, navnlig i større dybder, under et stærkt tryk, og dette forøger delenes formbarhed. Endelig kommer det til, at gletsjerisen er gennemsat af et utal af småspalter, hvorved den opdeles i småstykker (gletsjerkorn). Disse forskydes under presningen mod hverandre, men fryser på grund af sammenfrysningsevnen altid til på berøringspunkterne, mens nye spalter dannes. Denne indre knusning og genfrysning går stadig og uafbrudt for sig. Gletsjerenden ligger ikke altid på samme sted i dalen. Foruden en svag fremrykning om vinteren og en tilsvarende tilbagerykning om sommeren, som kan spores hos næsten alle gletsjere, har man iagttaget en større periodisk variation. Gennemsnitlig varer en sådan periode 35 år. Da denne variation gælder alle gletsjere og forløber ens på begge halvkugler, må det antages, at den skyldes periodiske ændringer i jordens klima.
Materialetransport.
Gletsjere transporterer som nævnt sten nedover; dette er fornemmelig sådanne sten, som falder ned på isens overflade fra dalsiderne; andre sten slæbes frem på undersiden af isen. Når stenene er komne til gletsjerenden, ophobes de der i masser; disse kaldes moræner og kan undertiden være temmelig store. Ofte ligger en sådan moræne lig en sammenhængende vold for enden af bræerne. De sten, som føres frem mellem isen og det underliggende fjeld, skurer mod dette; alle ujævnheder af fjeldet glattes, og gletsjeren graver sig stadig dybere ned (gletsjererosion); de større og hårdere sten graver desuden furer, de såkaldte skurestriber eller skuringsmærker.
Gletsjeres smeltevand.
Et af de fænomener, som mest falder i øjnene for dem, der besøger en gletsjer, er, at elven, som strømmer fra den, har gråt, leret vand, så som den er opfyldt af stenstøv fremkommet ved stenenes skuring under isen. Vandet kommer frem af en åbning, lig en tunnelmunding, i isen, den såkaldte gletsjerport. I perioder, hvor der kun er lidt vand i den, er det muligt at gå et stykke ind i istunnelen og her beundre den prægtige blå farve, isen viser i gennemfaldende lys. Vil man over gletsjeren, bør man være flere i følge og for en sikkerheds skyld lade sig binde sammen ved tov. Gletsjere er nemlig i reglen gennemsatte af spalter, og disse udvides ved tøning og danner ofte, navnlig hen imod gletsjerenden, hvor tøningen er længst fremskreden, åbne kløfter. I sommertiden møder man ikke så sjældent småbække dannede af smeltevand oppe på isen. Forfølger man en sådan gletsjerbæk ind over, ser man i reglen, at den forsvinder i en sprække, hvis sider den har udhulet, så den falder ned som i et cylindrisk rør. Et sådant rør kaldes en gletsjermølle, da vandets buldren deri minder om et møllehjuls klapren. Nedfaldne sten er almindelige på gletsjere, navnlig langs deres sider. Store sten beskytter underlaget mod solstrålerne, så at tøningen sker langsommere end i omgivelsen; følgen bliver, at sådanne sten kommer til at hvile på en sokkel af is og således danner, hvad man kalder et gletsjerbord.
Hængegletsjere.
Foruden de store gletsjere, der skrider langt ned i dalene, træffer man undertiden de såkaldte "hængegletsjere", der altid er små og næsten helt holder sig til sneregionen; de ligger oftest i meget stejlt skrånende render i den øverste dalvæg og står ikke altid i forbindelse med en firn, men kan få deres materiale ved lavineskred fra højere liggende egne.
Fordeling.
Mest storartede er gletsjere naturligvis udviklede i polarlandene. Bedst kendte her er Grønlands gletsjere blevne. Danske undersøgelser har været meget værdifulde, bl.a. kan nævnes, at Rink har eftervist, hvorledes isbjergene dannes i de såkaldte isfjorde, det vil sige fjorde, hvori store gletsjere kælver. Spitsbergens gletsjere er begyndt at blive mål for turister, hvad Alaskas allerede har været i nogle år. Islands gletsjere er berygtede for de såkaldte jøkelløb. Når et vulkanudbrud finder sted under isen, vil en kraftig og pludselig smeltning finde sted, der opstår flomme, jøkelløb, som river ismasser, grus og sand med sig i en forvirret blanding. Af Norges gletsjere hører Buarbræen ved Folgefonnen og Boiumbræen til de mest besøgte. Den 14 km lange Tunsbergdalbræ, der (som Boiumbræen) går ned fra Justedalsbræen, er Norges længste gletsjer. Blandt Alpernes gletsjere er den store Aletsch-gletsjer den største, 14/4 km lang. Meget besøgt er den temmelig uanselige Grindelwald-gletsjer. Også Kaukasus og Himalaya har anseelige gletsjere.
Den volumenmæssigt største gletsjer i Nordeuropa er Vatnajökull, 8.100 km² der ligger i Island. Den største gletsjer i Europa er Austfonna på Svalbard.
På verdensplan er der ca. 80.000 gletsjere, men antallet er faldende på grund af den globale opvarming.
September.
September er årets niende måned. Det ældre danske navn for måneden var fiskemåned.
Måneden har navn efter det latinske ord "septem" (der betyder "syv"), da september var den syvende måned i den romerske kalender. Ligesom juli var opkaldt efter Julius Cæsar og august efter kejser Augustus, opkaldte kejser Caligula i år 37 september måned efter sin far Germanicus, en yngre bror af kejser Tiberius. Denne opkaldelse har i modsætning til de to andre ikke overlevet til vor tid.
Hovedstad.
En hovedstad er normalt den by, hvori et lands (en nations) regering har sæde.
Et eksempel på et land, hvor regeringen ikke har sæde i hovedstaden er Holland, hvor hovedstaden er Amsterdam, men regeringen har sæde i Haag.
I de fleste lande er den største by hovedstaden, men der findes flere eksempler på at mindre, mere centralt beliggende byer er blevet gjort til hovedstad.
Valuta.
Valuta er den officielle møntfod i et land.
Filologi.
Filologi er sprogvidenskab med særlig vægt på forståelse af den med et bestemt sprog forbundne historie, litteratur og kultur til forskel fra lingvistik, der snarere fokuserer på det generelle studium af sprog og deres strukturer.
Filologien inddeles gerne i en række underdiscipliner som grammatik, eksegese, tekstkritik, mytologi og lign., og den trækker tillige på en række hjælpediscipliner som arkæologi og palæografi.
Filologien opdeles gerne efter dens emneområder: Universiteter tilbyder klassisk filologi, nordisk filologi, semitisk filologi, germansk filologi, slavisk filologi m.fl.
Niels af Danmark.
Niels eller Nils (1064-25. juni 1134) var konge af Danmark fra 1104-1134.
Kong Niels efterfulgte sin broder Erik Ejegod, der døde på Cypern under en pilgrimsrejse. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder, men da stormændene trådte sammen, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.
I 1104 giftede Niels sig med Margrete, datter af kong Inge af Sverige. Hun var tidligere gift med Magnus Barfod af Norge. Tilnavnet Margrete Fredkulla fik hun, da hun var blevet gift med Magnus som en del af det forlig, der kom ud af trekongemødet ved Kongahella i 1101.
De første 25 år af Niels' regeringstid var fredelige, og kongemagten og kirken ved ærkebiskop Asser fandt deres plads i forhold til hinanden. Niels indførte tiendebetaling til kirken. Som den første danske konge kaldte Niels sig "konge af Guds nåde". Niels indskrænkede også antallet af hirdmænd, der fungerede som hans livvagter. I stedet blev hirdmændene placeret rundt om i riget som en slags embedsmænd, der kunne opkræve bøder, lægge beslag på vrag samt inddrage arv, der tilfaldt kronen, hvis der ingen naturlig arving fandtes.
Erik Ejegods søn, Knud, blev opfostret hos den mægtige sjællandske Hvideslægt. Senere var han hos hertugen af Sachsen, Lothar, der 1125 blev konge af Tyskland. I 1115 udnævntes Knud til jarl over det sydlige område og fik den udenlandske titel hertug med hædersnavnet Lavard, herren (engelsk "Lord"). Knud Lavard var åbenbart populær hos slesvigerne, der i ca. 1120 valgte Knud til deres skytsherre.
Niels' søn, Magnus den Stærke, begyndte i Knud at se en farlig konkurrent til kongemagten. I begyndelsen af januar 1131 blev Knud inviteret til et venskabeligt møde med Magnus i Haraldsted Skov uden for Ringsted. Den 7. januar, dagen efter Hellig tre konger, myrdede Magnus Knud Lavard. Dette mord blev indledningen til flere års borgerkrig mellem Niels og Magnus på den ene side og Erik Emune, Knud Lavards halvbroder, på den anden side. I 1134 ophævede pave Innocens 2. den danske kirkes selvstændighed og lagde den igen ind under Hamborg-Bremen. Dette fik ærkebiskop Asser til at slutte sig til Erik Emune, og det samme gjorde den mægtige Hvideslægt.
Den 4. juni 1134 kom det til et slag ved Fodevig i nærheden af Lund i Skåne mellem de to parter. Slaget endte med et totalt nederlag til Niels og Magnus. Magnus faldt og med ham fem bisper, der havde taget parti for kongen. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede deres kære Knud Lavard ved at myrde Niels den 25. juni 1134. Han blev dermed den sidste af Svend Estridsens sønner på den danske trone.
Erik Lam.
Erik Lam (Erik 3.), (ca. 1120 – 27. august 1146 i Odense) var konge af Danmark fra 1137 og til han abdicerede kort før sin død i 1146.
Erik var søn af Erik Ejegods datter, Ragnhild, og høvdingen Haakon Jyde/Haakon Nordmand og dermed nevø til sin forgænger Erik Emune. Ved Erik Emunes død var flere af de oplagte kongsemner stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend, kong Niels' barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Erik Ejegods barnebarn, Valdemar (søn af Knud Lavard).
Som myndigt kongsemne blev Erik Lam derfor valgt til konge. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under Slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel. Saxo fortæller, at Sorte Plov og hans støtter, der havde myrdet Erik Emune på Urnehoved Ting, forsøgte at få Valdemar udleveret og at gennemtvinge en slags arvefølge, men at hans mor Ingeborg sagde nej. Erik blev valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i landet.
Det lykkes Erik at skabe et godt samarbejde med kirken, som han skænkede rige gaver og privilegier. F.eks. fik munkene ved Skt Peders Kloster i Næstved eneret på torvehandel, ligesom munkene ved Skt Knuds Kloster i Odense fik store pengegaver. Erik søgte at styre landet ved embedsmænd placeret rundt om i riget. Men allerede i 1139 begyndte problemerne at melde sig. Harald Kesjas eneste overlevende søn, Oluf, meldte sig på scenen. Det lykkedes Oluf at blive valgt til konge over Skånelandene, og han fordrev ærkebiskop Assers efterfølger, Eskil. Han hærgede på Sjælland, og Erik tog kampen op, men først i 1143 lykkedes det Erik Lam at få bugt med Oluf, der blev dræbt i Slaget ved Glumstrup (Glumstorp) i Skåne.
I 1146 fik Erik Lam en alvorlig febersygdom, og som den hidtil eneste konge i danmarkshistorien abdicerede han frivilligt, dvs uden ydre pres, og endte sit liv i Skt Knuds Kloster i Odense. Han var gift med markgrevdatteren Luitgard, der var søster til Ærkebiskop Hartwig af Hamborg-Bremen. De fik ingen børn, men han efterlod sig en frillesøn, Magnus, der senere blev en af Valdemar den Stores modstandere. Om hans tilnavn fortæller historieskriveren, Sven Aggesen, i 1180'erne, at det skyldtes en "honningmild blidhed i hans væsen".
Svend Grathe.
Svend Grathe (Svend 3.), (1125– 23. oktober 1157), dansk medkonge sammen med Knud 5. og Valdemar fra 1146–1157. Ved faderen Erik Emunes drab (1137) var Svend for ung til at blive konge, og Erik Lam, der fik kronen, sendte ham til Konrad 3. af Franken's hof, hvor han blev ven med kongens brodersøn, den unge Frederik af Schwaben. Tyske kilder fra denne tid kalder Svend for Peter, idet han som flere af kongeslægten har haft et dobbeltnavn.
Tronstrid.
Sidst i Erik Lams kongetid var han atter i Danmark, hvor han og hans fætter Valdemar trods ærkebiskop Eskils indsigelse skrinlagde Knud Lavards ben (1146). Samme år trak Erik sig tilbage og døde, og straks greb Svend efter kronen. Det lykkedes ham at vinde sjællændere og skåninger, men hovedmassen af jyderne samledes om Knud Magnussen, og en voldsom tronkamp begyndte. Eskil nærmede sig til Knud, men Svend overvandt ærkebispen og holdt ham fangen i hans egen domkirke; snart reddedes han dog ved sin egen dristighed og købte sig Eskils tilgivelse og tilslutning ved at skænke ærkesædet gods i Skåne og en stor del af Bornholm. Heldig slog han nu Knud ved Slangerup og drev ham tilbage til Jylland. Under påvirkning af den store europæiske korstogsbevægelse sluttede kongerne sig dernæst sammen til fælles tog mod venderne (1147), men udrettede kun lidet. Jyderne så med glæde venderne nedhugge skåningerne og tage Svends kongeskib, og Svend var for mistroisk over for Knud til at ville sejle hjem på hans skib og kongekrigen brød løs igen. Atter var Knud den angribende, overrumplede Roskilde, men tabte i kampen ved Tåstrup, hvor Svend personlig dog ikke udmærkede sig (1148). Svend havde nu overtaget, bemægtigede sig Fyn, satte Valdemar til hertug i Slesvig og hjemsøgte, støttet af ditmarskeren Edeler, grev Adolf af Holstens lande, fordi denne havde sluttet sig til Knud, men kunne ikke afværge Edelers fald i en ulige kamp med holstenerne. Senere sejrede Svend ved Viborg (1150) og jog Knud af landet, og da hans medbejler kom igen med tyske hjælpetropper, tilføjede han ham et nyt nederlag ved Gedbæk (1151). Æren for disse sejre tilkom dog mest Valdemar.
Lensmand for Frederik Barbarossa.
Sit herredømme over Danmark søgte Svend at sikre ved en ydmyg henvendelse til Konrad 3. hos hvem også Knud, men forgæves, søgte om hjælp. Endnu en gang satte Knud sig fast på dansk grund ved at vinde friserne, men Svend indtog hans friserborg. Knud tyede til den ny tyske konge, Frederik 1., der stævnede sin ungdomsven til mødet i Merseburg (1152). Kronen tildømtes Svend, men han blev Frederiks lensmand og måtte love at give Knud Sjælland til len. Da han alligevel kun gav ham spredte forleninger, krænkede han Valdemar, som var gået i borgen for forliget, og lagde grund til sin egen ulykke.
Under medgangen havde han trods biskop Elias' råd skånet sine fangne fjender, endog sin faders banemand Plov, men dette højsind havde en stærk tilsætning af overmod, der gjorde ham blind for virkeligheden og lod ham undervurdere sine modstandere. Dertil kom de store mangler i hans styrelse. Under tronkampene var venderne blevet højst farlige for de danske farvande, og ganske vist opkastede Svend nogle kystvolde til værn imod dem, tilføjede dem også enkelte nederlag, men nøjedes ellers med at give store summer til hertugen af Sachsen, Henrik Løve, for at holde venderne borte, hvad Henrik dog ikke gjorde, og samlede ikke sine kræfter om et stort, nationalt forsvar. En fornærmelse, som var tilføjet jarlen Carl af den svenske kongesøn Jon Sverkerson, var ham derimod påskud til et indfald i Sverige, men på grund af vinterkulden måtte han vende tilbage uden at have udrettet noget (1153). Med Eskil havde han stadig strid, og ved upålidelighed og udsugelser vakte han uvilje hos mange. Nogle uroligheder i Skåne kvalte han i blod, og sine egne venner forurettede han ofte. Tyske herrer optog han i sit følge, og han fandt sig i deres frække færd over for landets børn. Tilmed satte hans forkærlighed for tysk retsskik (tvekamp) og hofskik ondt blod hos alle. Tyske spillemænd var hans gæster, men
en islandsk skjald fik ikke løn for sit kongekvad.
Knud og Valdemar går sammen.
Under disse forhold sluttede Valdemar og Knud sig nærmere til hinanden. Svend søgte at rydde Valdemar af vejen eller i det mindste
uskadeliggøre ham ved at lokke ham i tysk fangenskab, men planen mislykkede. Eskil forlod Svend, selv mange af hans tidligere tro tilhængere faldt fra ham, og under sine krigeres hån flygtede han til Tyskland. Henved 3 år flakkede han om uden at kunne finde hjælpere i kampen. Ved gyldne løfter fik han endelig Henrik Løve til at ruste sig. De bestak Dannevirkes portvagt, slap ind til Slesvig, brandskattede byen og plyndrede handelsflåden i Slien, men drog tilbage uden at afvente fjendens komme. Henrik Løve lod imidlertid de vender, der var ham underlagte, hærge Fyn og dernæst føre Svend til den hårdt hjemsøgte ø, der også hyldede ham. De andre konger drog imod ham, men der indledtes forhandlinger i Odense og aftaltes fredsmøde på Lolland, hvor Valdemar ved kendelse tredelte riget og selv valgte Jylland. Svend fik ret at vælge før Knud og tog de skånske lande for ikke at være indeklemt mellem sine medbejlere. Knud fik altså Sjælland.
Det endelig opgør.
For at fejre afslutningen på mange års stridigheder indbød Knud sine medkonger til et forsoningsgilde i Roskilde. Det fandt sted den 9. august 1157. Det endte med, at Svends folk myrder Knud, mens det lykkedes den sårede Valdemar at undslippe. Den 23. oktober samme år mødtes de i et kort, men voldsomt slag på Grathe Hede. Det endte med, at Svend flygtede ud i nogle sumpe, hvor han mistede våben og udrustning. Han blev taget til fange og dræbt med et øksehug. Herefter var Valdemar dansk enekonge.
Gravsted.
Ifølge lokale overleveringer blev Svend Grathe "jordet", der hvor han blev slået ihjel, og siden skulle der være opført et kapel på stedet. Kapellet menes at være det nu nedrevne "Grathe Kapel" ved Grågårde i nærheden af Thorning.
Digteren Thor Lange opsatte i 1892 et stenkors - Grathe-stenen - på stedet hvor kapellet lå.
Thurø.
Et hus på Thurø, med den gamle del af skolen i baggrunden
Thurø er en ø i det Sydfynske Øhav lige syd for Svendborg og øst for Tåsinge. Øen er hesteskoformet og landfast via en dæmning med Fyn. Der bor 3.699 - heraf 3.427 i Thurø By (2009) - indbyggere på denne 7,5 km² store ø, som er Danmarks næsttættest befolkede (efter Amager).
På Thurø findes Rolf Krake-stenen. Det fortælles at skjoldungen Helge på et krigstogt gik i land på Thurø og gæstede alfekvinden Thora, som han voldtog. Da han besøgte øen for anden gang tog hun hævn ved at sende hans egen datter Yrsa i stedet, og med hende fik han sønnen Rolf Krake.
Thurø Rev, der er på 38,9 ha, danner Thurøs sydøstligste del. Her vokser en del gamle tjørne, der kaldes Ellen Marsvins Tjørne. Et sagn fortæller, at de er plantet, da øens tidligere ejer Fru Ellen Marsvin tabte Thurø i spil til Christian IV.
På Thurø findes Danmarks ældste suttetræ, en hyld.
Forfatteren Tom Kristensen tilbragte sin alderdom på Thurø, hvor han døde i 1974. En anden gæst var den tyske dramatiker og forfatter Bertolt Brecht under hans exil i trediverne.
Ved det lille fiskerleje Gambøt ligger Per Guts (eremittens) hus, "Øen" fra 1870, omtalt i "De Danskes Øer" af Acton Friis.
I midten af øens oprindelige landsby, Thurø by, har man opført et mindesmærke for Søtræfningen ved Helgoland den 9. maj 1864. Mange thurinske unge mænd var tjenestegørende og faldt på de danske skibe, der deltog i slaget.
Øens kirke, Trefoldighedskirken, er opført af Fru Ellen Marsvin i 1639.
På den idyllisk beliggende kirkegård, anlagt i italiensk parkstil med smuk udsigt over Skårupøresund, finder man gravstederne for bl.a. maleren Niels Hansen og forfatterne Valdemar Rørdam, Karin Michaëlis samt Tom Kristensen.
Thurø minigolf er grundlagt i 1951 af Jørgen og Lis Kristensen som drev den sammen i 30 år.
Den blev så i 1981 overtaget af datteren Lisbeth Kristensen og Lars Holmgaard. Som i dag stadig ejer og driver banen sammen.
Fiskeørn.
Fiskeørn ("Pandion haliaetus") yngler muligvis en gang imellem nær nogle af de store Søer på Sjælland og i Jylland.
Fiskeørnen benytter en gang imellem en jagtteknik, hvor den holder øje med om øvrige fugle har fanget fisk, hvorefter den jager disse fugle, indtil de giver deres fangst fra sig.
Lapugle.
Lapugle ("Strix nebulosa") er en af de omkring 150 arter af ugler. Den har en længde på 64-70 centimeter og et vingefang på 134-158 centimeter.
Lapuglen er en stor, grå ugle med karakteristiske årringe i ansigtet.
Den yngler især i gamle rovfuglereder i nåle- og blandskov ved moser eller marker.
Stribet gribbefalk.
Stribet gribbefalk ("Polyborus plancus") (omtales også som Toppet Gribbefalk) lever i det sydlige Sydamerika. Stribet gribbefalk er en stor langbenet fugl. Den er det eneste nulevende medlem af slægten Polyborus.
Til forskel fra de egentlige falke jager den ofte på jorden.
Kongegrib.
Kongegrib eller Kongekondor ("Sarcoramphus papa") har et vingefang på 1,7 meter. Kongegribben er den mest farverige af gribbene. Den tilhører sin egen slægt Sarcoramphus.
Sekretærfugl.
Sekretærfuglen ("Sagittarius serpentarius") er en rovfugl. Den ligner dog ikke nogen af de øvrige rovfugle, og har også sin egen kategoriseringsfamilie.
Sekretærfuglen har en karakteristisk top, lange ben, korte tæer og en meget lang hale. Den er den største af rovfuglene med en højde på op til 1,2 meter. Dens vingefang når ud på imponerende 2 meter.
Den overvejende del af tiden går den på jorden, men det store vingefang gør den også til en god svæver.
Hvidrygget grib.
Hvidrygget grib ("Gyps africanus") lever i den sydlige del af Afrika. De er en del af en underfamilie på 14 arter af gribbe.
De lever primært af ådsler, ofte rester af de store kattes måltider.
Kongeørn.
Kongeørnen ("Aquila chrysaetos") jager normalt tæt på jorden, hvor den skræmmer sit bytte op. Byttet er typisk kaniner, harer og hønsefugle men også egern og ådsler indgår i menuen hvis muligheden byder sig.
Kongeørnen kan i Danmark ses i området nær Lille Vildmose i Jylland.
Kongeørn med månen i baggrunden.
Natugle.
Natuglen ("Strix aluco") er en mellemstor ugle med helt sorte øjne. Farven varierer fra grålig til rødbrun. Natuglen har en længde på 37-39 centimeter og et vingefang på 94-104 centimeter. I Danmark er den rødbrune variant den mest udbredte. Generelt er natuglen i Danmark en ret almindelig ynglestandfugl. Kun på Bornholm og de mindre øer mangler den. Da den er udpræget standfugl og helst ikke flyver over store vandflader, har den svært ved at vandre dertil. I alt vurderes der at være omkring 5000 ynglepar i Danmark. Stemmen, som uglen bruger til at forsvare territoriet med, er den kendte sørgmodige tuden. Uglen bruger også en lyd, "ki-vik", til at skabe kontakt mellem to mager eller ved sammenstød med naboer.
Natuglen har et fantastisk godt syn, som den bruger til at få øje på sit bytte om natten, da den er nataktiv. Byttet består hovedsageligt af mus, men også andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. Den lever i ældre løvskove med hullede træer, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage.
Uglen bygger ikke en rede, men lægger æggene direkte på underlaget i et forladt redehul eller en forladt rede - f.eks. efter skader eller krager. Fuglen yngler meget tidligt på året, af og til allerede i slutningen af februar. I gnaverår lægges store kuld, mens der i år med få gnavere kun lægges 2-4 æg, eller undertiden slet ingen.
Spurvehøg.
Spurvehøgen ("Accipiter nisus") er en almindelig dansk yngletrækfugl.
Som hos de fleste øvrige rovfugle er spurvehøghunnen større end hannen. Hunnen kan bliver op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen bliver cirka 28 centimeter.
Spurvehøgen har korte afrundede vinger og en lang hale. Vingerne har et hurtigt vingeslag, og dette gør det muligt for spurvehøgen at slå hurtigt ned på sit bytte. Benene er lange og tynde og uden fjer. Tæer og kløer er ligeledes lange og bruges til at gribe om byttets krop.
Spurvehøg i flugt. Bemærk den lange hale og de brede afrundede vinger.
Vandrefalk.
Vandrefalk ("Falco peregrinus") er en af verdens hurtigste fugle. Under et styrtdyk kan den nå en fart på op til 320 km/t. På grund af den høje fart er vandrefalken det mest foretrukne valg blandt falkonerer.
Fuglen har pileformede vinger, hvis design også er blevet anvendt af flykonstruktører for at øge kampflys hastighed.
Vandrefalkens føde består af mellemstore fugle, som den fanger i luften. Det drejer sig ofte om duer, vadefugle, mindre ænder, kragefugle og drosler. Hun vandrefalken, der er størst, er i stand til at tage bytte på helt op til 1 kg.
Vandrefalken var igennem 1960'erne og 1970'erne stærkt i tilbagegang i Skandinavien. Miljøgifte var den store synder, da de ødelagde fuglenes frugtbarhed. Især insekticidet DDT, som medførte tyndskallede æg, påvirkede vandrefalkens reproduktionsevne. Rachel Carson påpegede netop dette problem med DDT i hendes bog "Silent Spring" (dansk "Det tavse forår") fra 1962. Efterhånden som der er kommet mere styr på brugen af miljøgifte generelt, men især i landbruget, er der de senere år set vandrefalke på træk i et stadig større antal i Danmark på deres vej mod Norge og Sverige. Vandrefalken gjorde sidt sidste yngleforsøg i Danmark i 1972, men er nu tilbage som dansk ynglefugl, idet et par siden 2002 har ynglet på Møns klint (2002: 2 unger, 2003: 3 unger). I 2004 forsøgte et nyt dansk vandrefalkepar at yngle på Bornholm, men det mislykkedes desværre pga. manglende beskyttelse af yngleområdet. Har siden 2007 ruget med succes på Stevns Klint (2007: 2 unger, 2008: 3 unger) og har også etableret rede i 2009.
I 2009 blev der for første gang siden 1937 (hvor tre unger blev ringmærket på Bornholm) ringmærket vandrefalkeunger i Danmark. Den 18. maj blev der ringmærket tre unger på Stevns Klint (to hanner og en hun) og den 19. maj fire unger på Møns Klint (to hanner og to hunner). Den 30. juni blev tre unger (to hanner og en hun) ringmærket nær Hammershus på Bornholm.
Vandrefalken er udbredt på alle kontinenter på nær Antarktis. Der findes mere end 18 underarter.
KIlder/Eksterne henvisninger.
Ædende vandrefalke malet af John James Audubon.
Centralbestyrer.
En centralbestyrer var en leder af en leder af en telefoncentral.
Før telefonnettet blev automatiseret var der et stort antal manuelle telefoncentraler af forskellig størrelse. De store centraler i byerne blev betjent af telefonister (først kaldet "ekspeditricer", derefter "telefonistinder"), ansatte ved den pågældende telefonadministration.
På landet var centralerne mindre, og de fleste var "bortforpagtede": Centralbordet (-bordene) var placeret i centralbestyrerens bolig, og det var ham/hende som, bistået af sin husstand, betjente centralen.
Plan (jævn).
Jævn, flad, udstrakt. Ordet bruges om flade, jævne figurer eller genstande.
I virkeligheden er en "plan" flade en abstraktion fra den virkelige verdens ujævnhed. I praksis kalder man derfor en flade for plan, når ujævnhederne ikke kan afsløres med det anvendte måleudstyr.
Planet.
Definitionen blev vedtaget på den Internationale Astronomiske Unions (IAU's) kongres 24. august 2006 og havde den konsekvens, at Pluto ikke levede op til kravene og derfor blev "degraderet" til dværgplanet.
Omkring en planet kan der ofte kredse en eller flere måner.
Plantehormon.
Plantehormoner er organiske molekyler som produceres i en bestemt del af planten, for derefter at transporteres til en anden del af planten, hvor en eller anden fysiologisk respons udløses. Plantehormoner virker ligesom hormoner hos dyr, via receptorer på cellernes yderside, hvor bindingen af hormonet til receptoren udløser en effekt, ofte via second messengers. Plantehormoner er dog ikke så specifikke som hormoner hos dyr, idet plantehormoner af forskellig type kan udvirke samme effekt. Ydermere kan et plantehormon i en koncentration have en stimulerende effekt, medens det i en anden koncentration kan have en hæmmende effekt.
Auxin (IAA, indoleddikesyre) produceres i skudspidsen og er medvirkende til skudenes drejning mod lyset, idet auxinerne produceres på skyggesiden og fører til at cellene i den side af skudet, der vender væk fra lyset strækker sig, hvorved skudspidsen bevæger sig mod lyset. Auxin produceret af frø, er i stand til at få frugtknuden til at vokse. Auxiner påført ikke-befrugtede blomster fører til vækst af frugtknuden, der dannes derved frøløse frugter. Dette har været anvendt til at producere frøløse tomater. Syntetiske forbindelser med auxin-lignende effekt, anvendes som plantehormoner (roddannerhormon, naphtaleneddikesyre) eller som herbicider (2,4-D og 2,4,5-T). Auxinerne biosyntetiseres ud fra aminosyren tryptophan.
Gibberellinerne er en gruppe af plantehormoner, som syntetiseres ud fra isopren. Der kendes ca 80 gibberelliner, mange af dem er dog kun intermediater i biosyntesen af aktivstofferne. Gibberelliner fremmer stængelforlængelsen. Dværgplanter, der behandles med gibberelliner, udvikler sig normalt. Gibberelliner anvendes også til at gøre frugter større f.eks. druer. Endvidere stimulerer de blomstring og frøspiring, idet de inducerer enzymet a-amylase, der nedbryder stivelsen i endospermen til glucose som udnyttes af frøkimet.
Cytokinerne fremmer celledelingen og inducerer celler til at modnes for at danne organer. Cytokinerne er nødvendige i plantecellekulturer, idet cellerne ikke vil dele sig og vokse uden at de er tilstede. Cytokinerne indgår i en vekselvirkning med auxiner i plantecellekulturer på den måde, at et lavt forhold mellem auxin of cytokinin medfører skuddannelse, medens det modsatte medfører roddannelse. Cytokinerne hæmmer ældningen af plantedele, idet cytokinerne produceres i rødderne. Hvis en stængel skæres af, visner den hurtigt. Denne proces kan hæmmes ved at behandle den afskårne plantedel med cytokiner.
Ethylen er en gasart, der stimulerer frugtmodning og som selv produceres af modne frugter, dvs. der opstår en selvforstærkende effekt, hvor et modent æble er i stand til at inducere modningen af andre æbler. Ethylen anvendes også ved modning af bananer, idet disse plukkes grønne, inden de afskibes. Ved ankomsten behandles de med ethylen, som inducerer modningen inden de er klar til salg. Planter som påvirkes mekanisk (f.eks. vind, regn, dyr, biologer osv.) producerer ethylen, som ændrer plantedelenes vækstmåde, så de blivere kortere og mere robuste, end de ville være i fx et drivhus eller i en vindueskarm.
Abscisinsyre fremmer hviletilstanden hos frø og knopper. Abscisinsyre er et stresshormon som produceres, når planter udsættes for stress fx tørke, høje saltkoncentrationer eller frost. Ved tørke får abscisinsyre bladenes spalteåbninger til at lukke sig, hvorved vandtabet mindskes. Mange frø har en høj koncentration af abscisinsyre i vævene og er derfor ude af stand til at spire før abscisinsyren er vasket ud.
Plasmid.
Plasmid er et lille stykke dobbelt-strenget DNA som i en bakterie eller encellet eukaryot kan kopieres uafhængigt af cellens replikation. Et plasmid kan være cirkulært og kan for eksempel indeholde gener for antibiotikaresistens. Har en bakteriecelle dette plasmid er bakterien resistent. Bakterien kan kopiere og overføre plasmidet til andre bakterier så også de bliver antibiotikaresistente.
I molekylærbiologi kan mere eller mindre syntetiske plasmider anvendes til f.eks. at sekventere meget store mængder DNA.
Plaza de Acho.
Plaza de Acho er en tyrefægterarena i Lima i Peru. Arenaen er den ældste i hele Amerika (både nord og syd), og har eksisteret siden det 16. århundrede.
Plotosus anguillaris.
"Plotosus anguillaris" er en halv meter lang sydøstasiatisk malle, som hovedsagelig lever i saltvand på koralrev. Den har giftpigge i ryggen og brystfinnerne. Blot et enkelt stik kan dræbe et menneske.
Pluton.
Pluton er i græsk mytologi et tilnavn til Hades, underverdenens gud. Den latinske (og engelske) udgave af hans navn er Pluto.
Dværgplaneten Pluto er opkaldt efter ham.
Po.
thumb
Po er en norditaliensk flod. Den udspringer i de italienske Vestalper og udmunder i Adriaterhavet nær ved Venezia. Den er Italiens største flod med en længde på 652 km. Flodens afvandingsområde er på 75.000 km².
På størstedelen af sit forløb strømmer Po gennem den såkaldte Poslette ("Val Padana" eller "Pianura Padana"), der desuden er landets vigtigste industriområde.
Po har et meget stort delta, hvis areal hele tiden bliver større. De fem vigtigste udmundingskanaler er: Po di Maestra, Po della Pila, Po delle Tolle, Po di Gnocca og Po di Goro.
Pogrom.
Pogrom (russ.: "погром," ødelæggelse) er betegnelsen for de voldsomme og blodige jødeforfølgelser som forekom i Rusland før revolutionen 1917. Disse pogromer krævede flere tusinde ofre, hvoraf en del skyldtes zarens sikkerhedspoliti Okhrana.
Begrebet pogrom er siden blevet udbredt til også at omfatte andre voldelige forfølgelser af mindretal.
Polenta.
Polenta er en tyk majsgrød, som spises varm med reven parmesanost. Den serveres sammen med kødretter i Piemonte og Lombardiet.
Police (Polen).
Police ("tysk": Pölitz) er en by i det vestlige Polen, i Województwo zachodniopomorskie. Police er hovedsæde for amtet Powiat policki. Police ligger på Police-sletten ved floder Oder (venstre kyst) og Gunica, tæt på Szczecin (Stettin Byområdet).
Historie.
Fra 1243 til 1259 var Bartłomiej Ridderen den Polices ejer. Byen blev grundlagt i 1260. En by-udvikling var størst i 13. århundrede og derefter i 19. århundrede. I 20. århundrede mens 2. verdenskrig og fra 1969 var Police vigtig en by-industriel.
Turisme.
Kapel (15. århundrede) i Centrum, Police
a> (Hydrierwerke Pölitz – Aktiengeselschaft) - ruin i Police
Polygon.
Polygon betyder mangekant med lige store sider og er en fællesbetegnelse for todimensionelle figurer der begrænses af retliniede sider der afgrænser et areal dvs. mødes. Hos en regulær polygon er alle sider og vinklerne mellem dem ens. Hos en irregulær er dette ikke tilfældet. Siderne i et polygon kan godt skære hinanden. Et volumen afgrænset af polygoner kaldes et polyeder - et tredimensionalt legeme.
De enkelte polygoner har deres egne navne.
Polyteisme.
Polyteisme betyder "flerguderi" og betegner religioner med kosmologiske systemer, der omfatter mere end én gud. Betegnelsens blev oprindeligt brugt til at skelne monoteisme fra "afguderi".
I praksis kan det være vanskeligt helt entydigt, at skelne mellem polyteisme og monoteisme, da man indenfor polyteistiske kulturer ofte finder grupper eller individer, der kun dyrker en gud. Et eksempel er Hinduisme, hvor store grupper fx kun dyrker Vishnu, Shiva eller Kali, og som opfatter sin egen gud, som den eneste sande. Et andet eksempel er kristendommen, som traditionelt regnes for en monoteistisk religion, men også har elementer, der kan tolkes som polyteisme; bl.a. treenighedslæren, helgen og engeldyrkelse.
Pommes frites.
Pommes frites (af fransk: "stegte kartofler") eller pomfritter er en ret af kartofler i firkantede stave stegt i friture eller ovn og krydret med salt.
Der er usikkerhed om, hvor pommes frites stammer fra. I Belgien mener de, at retten er opfundet her. Andre mener, at retten stammer fra Tyskland eller Frankrig (deraf det engelske navn "French fries").
Især i fastfood er pommes frites populære som tilbehør til burgere, fiskefilet, grillkylling m.m. Men pommes frites bruges også ofte som tilbehør til mere traditionelle retter som fx bøffer og steak.
Mange vælger at dyppe pommes frites i dyppelse, saucer eller dressinger som
Pompeji.
Pompeji (staves undertiden Pompei eller Pompeii) er en ødelagt og delvis begravet, større romersk by nær Napoli og Caserta i den italienske Campania region, i det område som hører ind under vore dages Pompei-kommune. Byens navn var afledet af det oskiske ord "pompe" (= fem), ligesom drengenavnet Pompeius, der også var oskisk af oprindelse.
Sammen med byen Herculaneum, blev Pompeii ødelagt og fuldstændigt begravet, under et langvarigt og katastrofalt udbrud af vulkanen Vesuv, som strakte sig over to dage, den 24. august, AD 79.
Byen lå på en lav højde af vulkansk oprindelse på sletten ved bjergets fod. Byen er temmelig gammel, da en af de ældste bygninger - et dorisk tempel - antagelig stammer fra det 6.århundrede før Kristus. De ældste beboere var af oskisk afstamning. I år 420 f.Kr. blev byen erobret af krigeriske samnitter fra bjergene mod øst. Erobringen viste sig med tiden af være profitabel for byens omsætning, og efterhånden blev den en ganske betydelig handelsby i området. Under samnitterkrigene (342-290 f.Kr.) kom den formelt under Roms herredømme, men beholdt reelt sit selvstyre. En senere indblanding i Forbundsfælleskrigene i begyndelsen af 1.århundrede førte til at den i 80 f.Kr. år måtte acceptere en romersk garnison i byen. En såkaldt veterankoloni under ledelse af P.Sulla - en nevø til diktatoren. Fra da af blev byen en almindelig romersk provinsby. Indbyggerne var gennemgående velhavende. Der boede omtrent 20.000 i byens storhedstid.
Handelen var den vigtigste indtægtskilde. Landbrugsprodukter fra den omkringliggende slette, samt vin og grøntsager, var de primære handelsvarer. På grund af områdets skønhed og det gennemgående behagelige klima tjente Pompeji også som et behageligt opholdssted for højtstående personer. Cicero og kejser Claudius var blandt dem, der havde villaer i omegnen.
Egnen var vulkansk, og Pompeji lå på en gammel lavastrøm fra Vesuv. "Bjerget" som Vesuv også blev kaldt på den tid, blev dog "ikke" opfattet som en vulkan. Tværtimod bosatte folk sig langs og på selve Vesuvs sider. Før det skæbnesvangre udbrud i 79 e.Kr. var der dog sket noget, der mindede befolkningen om at området var specielt. 5. februar 63 e.Kr. kom det til et voldsomt jordskælv, hvor mange af byens offentlige bygninger, samt en del private, led stor skade. Der blev dog ikke lagt mere i dét end at folket begyndte restaureringen i god tro og med henblik på en lovende fremtid, hvor Pompeji skulle vokse sig større og rigere.
Vulkanudbruddet i 79 e.Kr..
Den 24. august i året 79 e.Kr. begyndte som en dag som alle andre i Pompeji. Jordrystelser i løbet af dagen var en indikator på det der i sidste ende ledte frem til det vel nok kendteste vulkanudbrud i verdenshistorien.
Forfatteren Plinius den Yngre var øjenvidne, og i sine breve til Tacitus beskrev han ulykken indgående. Masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig som en uhyre sky over bjergets top.
Dernæst væltede det ned af bjergsiderne med først massive mængder af pimpsten - giftige svovlgasser - enorme mængder af aske og endelig lava. Heftige jordskælv rystede byen under udbruddet, og mange bygninger styrtede sammen. Den romerske garnisons øverstbefalende, admiralen Plinius den Ældre, søgte at komme indbyggerne til hjælp, men døde selv af giftige gasser på stranden ved det nærliggende Stabiæ. Ironisk var det at han - en af områdets mest lærde og naturvidenskabeligt velfunderede mænd - døde under udforskningen af et af naturens underværker.
Da udbruddet var ovre, var Pompeji aldeles forandret. Byen var begravet under et 4-5 meter tykt pimpsten- og askelag. En del af de ulykkelige indbyggere der ikke nåede at flygte, blev bevaret for eftertiden på en særegen måde. Blandingen af pimpsten, aske og vand dannede en slags skal om de døde, der således for evigt blev foreviget i deres dødsøjeblik.
Byerne Pompeji, Stabiae og Herculaneum var de største, kendte byer der blev begravet ved vulkanen Vesuvs udbrud d. 24. august år 79 e.Kr. Herculaneum blev ikke ramt af lava, men blev begravet i asken fra udbruddet, og derfor blev byen ikke ødelagt.
I 1700-tallet blev byen genopdaget, og i 1861 begyndte en systematisk udgravning af byen. Det specielle ved udgravningen af Pompeji er de mange afstøbninger af de døde. Derudover var der også meget nøjagtige afstøbninger af bygningerne, som nu har lagt grundlag for nutidens viden om datidens byggestil. Byen blev begravet i aske, der lavede en cementkapsel uden om dem, og det er derfor det er så velbevaret. Omkring 10% (ca. 2.000 mennesker) af Pompeis befolkning mistede livet under Vesuvs udbrud.
Udgravningsområderne er optaget på Unescos liste over Verdenskulturarv.
Porgy og Bess.
Opera af George Gershwin, komponeret 1935. Librettoen er af Ira Gershwin. Oversat til dansk af Holger Bech. Handlingen udspiller sig i USA i det 20. århundrede.
Opført første gang på Det Kongelige Teater 27. marts 1943 med Einar Nørby og Else Brems i titelpartierne og Poul Wiedemann som Sporting Life. Dette var første gang, at denne opera, skrevet for sorte sangere, blev sunget af hvide. Til successen bidrog i også høj grad Den kgl. Ballets indsats.
Opførelserne på Det Kongelige Teater blev indstillet i april 1944 efter adskillige bombetrusler. Forestillingen blev genoptaget 26. maj 1945 under ubeskrivelig jubel.
Darwin (Northern Territory).
Darwin er hovedstaden i Northern Territory, Australien. Der er 120.900 indbyggere.
Porto Alegre.
Porto Alegre er en brasiliansk by i den sydlige del af landet.
Med 1.409.939 indbyggere i selve byen (2010) og 3.895.168 indbyggere med forstæder (2010), er den landets tiendestørste by og det fjerdestørste byområde. Byen er desuden hovedstad og den største by i delstaten Rio Grande do Sul.
Bystyret har siden 1990 praktiseret en form for direkte demokrati, der har vakt global opmærksomhed.
Porto Alegre er også kendt i den store verden for sine antiglobaliseringsmøder, kaldet World Social Forum, hvis første tre møder, i 2001, 2002 og 2003 blev holdt i byen som svar på World Economic Forums samtidige møder i Davos.
Portugal.
Portugal er et land på den iberiske halvø i det sydlige Europa. Landet grænser i nord og øst til Spanien og er ellers omgivet i vest og syd af Atlanterhavet. I Atlanterhavet ligger de to portugisiske øgrupper Madeira og Açorerne.
Historie.
Søfarten har altid været vigtig for Portugals økonomi og i 1400-tallet begyndte en ekspansiv periode da landet organiserede flere opdagelsesrejser. Portugisiske skibe bevægede sig gradvis længere sydover langs Afrikas vestkyst, og i 1488 rundede et skib ledet af Bartolomeu Dias for første gang Kap det gode håb. Disse ekspeditioner gjorde at Portugal kunne sikre sig kolonier i Brasilien og i det Indiske Ocean.
I anden halvdel af 1500-tallet begyndte en nedgangstid for Portugal med epidemier og faldende befolkningstal. I 1580 kom landet i personalunion med Spanien under kong Filip 2. af Spanien. I 1640 førte et oprør til at landet igen blev selvstændigt. Økonomien var imidlertid dårlig og i 1700-tallet var landet nært knyttet til England. Dette var også en periode med politisk ustabilitet.
I slutningen af 1800-tallet kæmpede reformvillige og konservative grupper mod hinanden. En republikansk opinion voksede frem og i et attentat i 1908 blev kongen og kronprinsen dræbt. Landet erklærede sig som en republik i 1910, men regeringerne var svage på grund af den dårlige økonomi. I perioden 1910-1925 havde Portugal 40 forskellige regeringer samt 18 revolutioner og kupforsøg. I 1926 fandt endnu et militærkup sted og Portugal blev et diktatur under diktatoren Salazar frem til 1974. Diktaturet blev styrtet i et nyt militærkup i 1974 og demokratiske reformer blev indledt. Efter 1976 og fremover havde socialisten Mário Sóares en stor del af ansvaret for den stabile demokratiske udvikling. Sóares blev præsident i 1986 og fik ført Portugal ind i EU.
Politik.
De fire vigtigste dele i portugisisk politik er præsidenten, parlamentet, regeringen og domstolene. Præsidenten vælges for en periode på 5 år og er samtidig øverste leder for de militære styrker.
Geografi.
Portugal ligger med havet mod vest og syd og Spanien mod nord og øst. Landet har næsten form som et rektangel og der er ca. 560 km fra nord til syd og 220 km fra øst til vest.
I Portugal ligger det europæiske fastlands vestligste punkt Kap Roca.
Større portugisiske byer er Lissabon, Porto, Coimbra, Braga, Faro, Portimão, Évora, Leiria, Beja, Vizeu, Guarda, Guimarães og Bragança.
Portugals største floder hedder Tejo, Douro, Mondego, Guadiana og Sado e Minho. Ved grænsen til Spanien i øst ligger Portugals højeste bjergkæde (1998 m.) Serra da Estrela. Toppen af vulkanen på Pico er med sine 2.351 meter Portugals højeste punkt.
Området nord for Tejo-floden består hovedsagelig af højland med fyrreskov. Syd for Tejo består landet af bølgende lavland.
Klimaet i det nordlige Portugal er fugtigt og mildt takket være Atlanterhavet. I den sydlige del af landet er klimaet varmere, mere tørt, og med milde vintre.
I centrum er det meget tørt og ekstrem varm om sommeren og meget kold om vinteren. Temperaturen kan komme op til 43 grader om dagen, og der er tit brand i skovene. Flere gange har mindre byer været omringet af forskellige brand som kan være meget svært at kontrollere.
Distrikter.
Det findes også to autonome regioner ("regiões autónomas"): Açorerne og Madeira.
Økonomi.
Eksporten omfatter tekstiler, beklædning og fodtøj, elektriske maskiner og kork, fiskeprodukter og vin. Portugal er verdens største korkeksportør. Turismen har en større og større betydning for landets økonomi. Minedrift og industri er ligeledes vigtige sektorer. Der udvindes svovlkis, kaolin, zink, wolfram og andre mineraler.
Demografi.
Sproget i Portugal er portugisisk, som er et romansk sprog, nært beslægtet med spansk. Portugisisk er verdens 6. største sprog.
Befolkningen består af omkring 10,5 mio. indbyggere, som hovedsageligt bor ved kysterne.
Poseidon.
Poseidon er havets gud i klassisk græsk mytologi.
Hans navn forekommer allerede i mykensk tid på Linear B-tavler; disse skrifttavler omtaler ham et par gange og er praktiske dokumenter. Poseidon omtales også som Ennosigaios ("Den som ryster jorden")
I den klassiske litteratur (efter Homer) er han bror til Zeus og Hades. De tre delte verden mellem sig, således at Hades fik underverdenen, Poseidon fik havet, og Zeus fik himlen og kongeværdigheden. Poseidon bor på bunden af havet.
Poseidon er også gud for jordskælv. Når jorden skælvede, var det enten Poseidons heste, der stampede eller Poseidon selv, der slyngede sin trefork ned i jorden.
Gudens attribut treforken (græsk "triaina" / "triodus", latin "tridēns", heraf eng. "trident") er en lyster, et ålejern, dvs. et fiskeredskab: den midterste tand spidder fisken, mens de to yderste holder den fast.
Possement.
Possement, posseméntarbejde, passement kaldes med et fælles navn både af de almindelige tekstilstoffer og af guld- og sølvtråd, lidser, overspundne knapper, kvaster, frynser, snore, og lignende til pynt på møbler, uniformer, kasketter. Possement stammer fra italiensk: passamano = håndarbejde (passere + mano = hånd).
Prag.
Prag (tjekkisk: Praha'") er hovedstaden og den største by i Tjekkiet med placering på bredden af floden Moldau (Vltava), hvor denne slår nogle skarpe sving. Byen har 1.198.094 indbyggere (2006).
Prags borg blev grundlagt i det 9. århundrede, og omkring denne opstod der et samfund, der hurtigt udviklede sig til byen Prag. Som et vigtigt handelsknudepunkt blev byen tidligt et mødested for kulturer, og den udviklede sig til en betydelig europæisk kulturby. Prag blomstrede ikke mindst i det 14. og det 16. århundrede, hvor byen var hovedstad i det tysk-romerske rige. Især byens midte har været udsat for skiftende kulturelle påvirkninger, der blandt andet har efterladt en usædvanlig række af bevaringsværdige bygningsværker opført i varierende arkitektoniske stilarter. Dette forhold har givet byen en plads på UNESCOs Verdensarvsliste fra 1992.
Blandt Prags bemærkelsesværdige seværdigheder ud over borgen kan nævnes Karlsuniversitetet, der blev grundlagt i 1348, Karlsbroen, flere kirker og torvet i Staré Město, den gamle bydel. Byen har et stort og varieret kulturliv, der inkluderer det verdenskendte teaterkompagni, Laterna magika, den årlige musikfestival "Prager-foråret" samt minder om byens kendte forfatter Franz Kafka. Verdens næststørste stadion, Strahov-stadion, anvendes ikke længere til idrætsbegivenheder, men til koncerter med store internationale musiknavne.
Historie.
Området ved bredden af Moldau, hvor Prag nu ligger, har været beboet siden ældste stenalder. Mange rejsende har passeret området på vejen mellem nord og syd, og det første kendte folkeslag, der bosatte sig her, var en keltisk stamme kaldet boier. Fra denne stamme kommer navnet Bøhmen. Boierne blev delvist fortrængt af germanere, og i det 6. århundrede kom også vestslaver til. Et par århundreder senere fulgte så en tjekkisk-slavisk stamme, der med Čech ifølge legenden grundlagde den tjekkiske nation.
En anden legende fortæller, at en prinsesse Libuše gift med bonden Přemysl grundlagde et kongeligt dynasti på slot Libusin. Prinsessen skulle have været synsk og spåede på den baggrund byen Prags blomstring. Arkæologiske undersøgelser har fundet beviser for et slot på flodens højre side fra det 9. århundrede. I den periode kom den første bøhmiske hersker, som historikerne er sikre på, Bořivoj 1., til magten, og han flyttede sit sæde til det sted, der senere er blevet kendt som Prags borg. Stedet har siden været hjemsted for de fleste tjekkiske regenter.
I det 10. århundrede var området omkring Prags borg kendt som et vigtigt handelsknudepunkt, og i 973 blev borgen centrum for et bispedømme i Bøhmen. Kong Vladislav 1. blev i 1158 konge af Bøhmen, og under hans regering blev en række klostre og kirker opført sammen med den første bro over Moldau. Ottokar 1., konge fra 1212, var tæt knyttet til den tyske Frederik 2., og i hans regeringstid blev tyske håndværkere og købmænd inviteret til at bosætte sig i Bøhmen og Mähren. Den tyske befolkningsgruppe skulle senere blive en markant politisk og kulturel faktor i Prag.
Hradčany med Karlsbroen i forgrunden
Der var i det 13. århundrede efterhånden tre byer omkring borgen: Malá Strana, Hradčany og Staré Město. Med den øgede befolkning voksede de sammen til én samlet by, Prag, og i det 14. århundrede oplevede den en blomstringsperiode under Karl 4. Han udvirkede, at bispedømmet blev hævet til ærkebispedømme, og han grundlagde det nordlige og østlige Europas første universitet, Karlsuniversitetet i 1344 samt bydelen Nové Město og ikke mindst Karlsbroen som afløser for den første bro. Karl blev kronet som kejser af det tysk-romerske rige i 1355 og gjorde Prag til rigets hovedstad.
Tiden omkring 1400 var præget af religiøse reformationstanker, og rektor ved Prags Universitet, Jan Hus, var en af fortalerne herfor. Henrettelsen af Hus i 1415 gav ufred og borgerkrig og mundede ud i slaget ved Vítkov i 1420, hvor general Jan Žižka som anfører for hussitterne gav store problemer for katolikkerne. Efter Žižkas død blev hussitterne imidlertid splittet, og katolikkerne kunne igen overtage magten.
Den næste gyldne periode i Prags historie indtraf, da Rudolf 2. blev tysk-romersk kejser i 1576. Hans hof tiltrak en række kunstnere og videnskabsmænd fra det meste af Europa, heriblandt Tycho Brahe og Johannes Kepler. Han var samtidig åben for andre religiøse retninger og udstedte et dekret om religiøs frihed. En sådan frihed var enestående for tiden og trak en række tyske protestanter til byen.
Udsmidningen af katolikker fra rådhuset i 1618
Freden mellem de religiøse grupperinger holdt imidlertid ikke så længe, og da protestanterne i 1618 kastede byens katolske ledere ud af rådhusets vinduer, blev det indledningen til trediveårskrigen. I forbindelse hermed flyttede kejser Ferdinand 2. sit hof til Wien, og Prag oplevede i forbindelse med krigshandlingerne en nedgangsperiode, der også reducerede byens befolkning til en tredjedel.
I mange år havde jøder haft deres plads i byen, men det jødiske samfunds gyldne periode var det 17. århundrede, hvor befolkningsgruppen udgjorde henved 30 % af byens samlede befolkning. I midten af det 18. århundrede blev jøderne lagt for had og udvist på grund af påstået samarbejde med den preussiske fjende. Udvisningen blev dog ophævet igen, men jødernes andel af Prags befolkning nåede aldrig igen samme størrelse.
En storbrand havde hærget Prag i 1689, og den gav anledning til en fornyelse af byen. I det 18. århundrede oplevede byen endnu en økonomisk fremgangsperiode. Denne satte sig markante spor i byens udseende, da der blev opført en række paladser, kirker og parker i barokstil.
Den industrielle revolution mærkedes tydeligt i Prag i det 19. århundrede, da byen havde en god placering i forhold til forsyninger af kul og jern. Samtidig fik nationalismen vind i sejlene på det kulturelle og politiske plan. En bevægelse for tjekkisk selvstændighed fik betydelig gennemslagskraft, og i 1861 var der tjekkisk flertal i byrådet.
Efter Østrig-Ungarns nederlag i 1. verdenskrig blev Tjekkoslovakiet en selvstændig nation, der valgte Prag som hovedstad. Byen var i mellemkrigstiden en storby med 850.000 indbyggere i 1930 og en kulturelt betydningsfuld by i Europa.
Den nazityske besættelse betød forfølgelse af både jøder og intellektuelle. Dele af byen blev ødelagt af allierede bombninger, og ved krigens afslutning blev byen og landet en del af den sovjetiske interessesfære. Prag var igen Tjekkoslovakiets hovedstad, og et kup i 1948 bragte kommunisterne til magten.
De intellektuelle i Prag led under det totalitære regime, og en modstand mod regimet blev opbygget, ikke mindst af forfattere. Det kom til en kortvarig opblødning i den stramme styring af landet og byen med foråret i Prag i 1968. Den blev imidlertid slået ned af Sovjetunionen og resten af Warszawapagten, der besatte byen og landet i august samme år og genindførte den stærkt Moskva-styrede ledelse af landet.
I 1989 faldt kommunismen i Østeuropa, og i Prag opstod fløjlsrevolutionen, hvorunder byens og landets befolkning befriede sig selv fra de kommunistiske magthavere. I 1993 deltes landet, og Prag blev nu hovedstad i det nye Tjekkiet.
Geografi.
Prag ligger i det vestlige Tjekkiet (det gamle landskab Bøhmen) på Moldaus bred og ligger lige som en stor del af det øvrige Bøhmen på en lav højslette, der med et overfladelag af löss er meget frugtbar. Byens centrum er beliggende i en højde på omkring 180 m over havet ved flodbredden, stigende op til 381 m på Det Hvide Bjerg (Bílá hora).
Moldau er en biflod til Elben og flyder fra syd og slår lige efter Karlsbroen en skarp kurve mod øst for ret kort efter at vende 180 grader og gå mod vest et lille stykke, inden den genfinder sin retning mod nord igen. De centrale dele af byen er beliggende lige op til Moldaus bred, men efterhånden som byen er vokset, er nye bydele opført først i de tilstødende dale og senere på højsletten i nærheden af centrum.
Floden falder omkring 15 meter under sit løb gennem Prag, og dens dybde er op til 10,5 m. Der er flere småøer i floden.
Klima.
Byen har tempereret fastlandsklima, men med relativ kort afstand til Atlanterhavet er den karakteriseret ved et trods alt ret mildt klima. Middeltemperaturen på årsbasis er 8 °C med udsving fra -17 °C til 35 °C. Der falder mest nedbør i sommerhalvåret med 77 mm på en måned som det statistisk set højeste, mens der i den tørreste måned blot falder 23 mm nedbør.
Demografi.
I det 19. århundrede var en af følgerne af den industrielle revolution i lighed med andre steder i Europa, at mange mennesker flyttede fra de små landsamfund til de store byer, hvilket for Prag kan ses af, at indbyggertallet steg med en tredjedel på et halvt århundrede (1850-1900). Tendensen fortsatte i endnu højere grad i den første del af det 20. århundrede, hvor byens forstæder for alvor blev etableret. 2. verdenskrig satte til dels en stopper for udviklingen, og i kølvandet på krigen blev en stor del af den tyske befolkningsgruppe fordrevet.
I den indre by bor blot ca. 40.000 mennesker, mens det store flertal bor i kvartererne udenom samt forstæderne.
I Prag bor lidt over 100.000 personer, der ikke stammer fra Tjekkiet, heraf ca. en tredjedel med permanent bopæl i byen (inklusiv flygtninge), mens den resterende del opholder sig i byen på midlertidig basis. Af ikke-tjekkerne stammer ca. 28.000 fra EU og de øvrige fra resten af verden. De tre talrigeste nationaliteter er ukrainere med ca. 35.000, slovakker med ca. 16.000 og russere med ca. 10.000. Fordelingen er en smule anderledes end i hele landet, hvor vietnamesere udgør en betydeligt større gruppe end russere og polakker en næsten lige så stor gruppe (i Prag er der fem gange så mange russere som polakker).
Aldersgennemsnittet var i 2006 på 41,8 år mod 39,3 i 1993, og da såvel andelen af børn (op til 14 år) og ældre (over 65 år) er faldende, antyder det, at gruppen af personer i den erhvervsaktive alder er blevet ældre over perioden, samt at fertiliteten er faldende.
National administration.
Som hovedstad i Tjekkiet er Prag hjemsted for en række nationale institutioner. Landets præsident har residens i Prags borg. Tilsvarende har landets parlament og regering sæde i byen sammen med Prags børs og nationalbanken samt det uafhængige kontrolorgan for landet (en instans til kontrol af statens styre og budget). Derimod har højesteret og forfatningsdomstolen hjemsted i Brno.
Prag er endvidere hovedstad i Centralbøhmiske Region, en af landets fjorten regioner, samtidig med at selve byen udgør sin egen region.
Lokal administration.
Prag styres af et byråd ("Zastupitelstvo hlavního města Prahy") på 70 folkevalgte medlemmer. Byrådet vælger en magistrat ("Rada") på 11 rådmænd, der igen vælger borgmesteren ("Primátor"). Den siddende borgmester siden 2002 er Pavel Bém, valgt for ODS - Demokratisk Folkeparti. Magistraten har blandt sine ansvarsområder offentlig transport, renovation, byens politi, brandvæsen og ambulancetjeneste. Derudover er der en række kulturelle områder, der hører under magistraten, som Prag Zoo og beskyttelse af historiske mindesmærker.
Siden en forvaltningsreform i 2000 har Prag fungeret som en af Tjekkiets 14 regioner, og borgmesteren har i den forbindelse samme funktion som de øvrige regioners politiske ledere. Byen er opdelt i 57 bydele og 22 forvaltningsområder. I bydelene har man ansvaret for parker og miljøbeskyttelse, skoleudstyr, dele af sociale foranstaltninger, kirkegårde, mens forvaltningsområderne dækker områderne mellem de to øvrige niveauer.
Politisk set har ODS, der er et konservativt parti, siden valget i 2002 haft absolut flertal med 42 mandater og 9 medlemmer af magistraten. Af andre partier har det socialdemokratiske parti 11 mandater, kommunisterne og det grønne midterparti hver 6 mandater.
Forvaltningsområderne.
De 22 forvaltningsområder i Prag betegnes ved numrene 1-22 begyndende i centrum og fortsættende i et spirallignende forløb udad. De fleste af byens turistattraktioner ligger i Prag med Staré Město, Hradčany, Josefov, Nové Město og Malá Strana, og flere af de øvrige attraktioner ligger i Prag 2 (Vyšehrad, Karlspladsen), 3 (tv-tårnet i Žižkov, den nye jødiske kirkegård med Franz Kafkas gravsted) og 7 (det nationale tekniske museum, planetarium, botanisk have, Prag Zoo, slottet Troja).
De arealmæssigt største områder ligger typisk i udkanten. Prag 6 er det største og ligger mod nordvest, men også 4, 5, 8, 16 og 22 er ganske store områder, som det ses på kortet ved siden af. Befolkningsmæssigt er Prag 4 størst med ca. 136.000 indbyggere fulgt af Prag 6, 10 og 8, der alle har lidt over 100.000 indbyggere.
Økonomi.
BNI per indbygger er for Prags vedkommende markant højere end for Tjekkiet i sin helhed med en købekraft på 226 % af landsgennemsnittet. Det er også højere end EU's gennemsnit, nemlig 157,1 % heraf. Pragområdet tilhører dermed den økonomiske top i EU med en 12. plads i 2007.
Byen har siden jerntæppets fald haft stort held til at tiltrække multinationale virksomheder, der for manges vedkommende har valgt at lægge deres europæiske hovedkvarter i byen. Prag har en meget stor filmindustri, og ikke mindst er byens mange gamle, men velbevarede huse og kvarterer en magnet for en række internationale filmoptagelser. Endvidere er turisme en meget betydningsfuld indtægtskilde, idet omkring en tredjedel af byens økonomi er relateret til denne branche. Dertil kommer en betydelig industriproduktion i byen, ikke mindst i dens udkanter. Arbejdsløshedsandelen var i 2002 på 3,4 %.
Turisme.
I 2006 var der i Prag 4,1 millioner gæster (næsten 300.000 flere end i 2004), der i gennemsnit overnattede 2,7 nætter. De kunne vælge mellem 619 overnatningssteder med i alt næsten 70.000 senge samt 1.260 pladser på campingpladser. Der var lidt mere end 11.000 personer ansat på hoteller, campingpladser etc.
Gæsternes fordelte sig med næsten 3,8 millioner på hotel, ca. 50.000 på campingpladser, 37.000 i ferielejligheder og på vandrerhjem og lidt over 200.000 andre overnatningsformer. Af gæsterne var ca. 440.000 fra det øvrige Tjekkiet, mens øvrige lande med flest gæster var Tyskland og Storbritannien (begge mere end 500.000 gæster), Italien (lidt over 300.000 gæster) og USA (over 250.000 gæster). De danske besøgende udgjorde lidt over 72.000 i 2006.
Endvidere er Prag den 3. mest besøgte storby i Europa, næst efter Paris og London.
Uddannelse.
Som Tjekkiets hovedstad og største by er det naturligt, at Prag er hjemsted for en række betydelige uddannelsesinstitutioner. Den ældste er Karlsuniversitetet, der blev grundlagt 1348 og dermed var det første universitet i Centraleuropa. Karlsuniversitetet er et traditionelt universitet, der omfatter et bredt spektrum af uddannelser, herunder medicin, jura, religion, naturvidenskab og humaniora.
Tjekkiets Tekniske Universitet stammer fra 1707 og dækker tekniske områder som ingeniørstudier, arkitektur og biomedicin. Akademiet for Skønne Kunster, grundlagt 1800, er en kunsthøjskole, der tilbyder uddanelser inden for billedkunst, mens Tjekkiets Landbrugsuniversitet fra 1906 fokuserer på uddannelse inden for jordbrug, dyrehold, miljø og relaterede områder. Det økonomiske universitet fra 1953 uddanner studerende i et bredt spektrum af økonomiske områder.
Dertil kommer yderligere en række videregående uddannelser samt gymnasier og andre kortere uddannelser.
Trafik til og fra Prag.
Prag har en havn ved Moldau, der dog primært betjener turister.
Tjekkiets største lufthavn, Ruzyně International Airport, ligger blot 10 km fra Prags centrum og er en af de travleste i Central- og Østeuropa. Den er hjemsted for Czech Airlines samt et par lavprisselskaber, men beflyves også af en lang række andre flyselskaber fra hele verden.
Prag er et jernbaneknudepunkt for Tjekkiet med forbindelser til hele resten af landet samt en række fjernruter til udlandet. De vigtigste stationer er den centralt beliggende Praha hl.n. (hlavní nádraží: hovedbanegård), der betjener mange nationale og internationale linjer og er forbundet til metronettet, Praha-Holešovice i byens nordlige del, der ligeledes er forbundet til metronettet og spiller en vigtig rolle, da visse tog i nord-syd-retningen (f.eks. Berlin-Dresden-Prag-Wien) kun stopper her og ikke på hovedbanegården, fordi dennes beliggenhed ville gøre en ændring af kørselsretningen nødvendig, og endelig Masarykovo, der ligger tæt på hovedbanegården og betjener lokal- og regionaltrafik.
De mest betydningsfulde fjernruter går til større byer i nabolandene som til Berlin via Dresden, til München og Nürnburg i Tyskland, til Warszawa i Polen, til Bratislava i Slovakiet via Brno, til Linz og Wien i Østrig, hvor sidstnævnte føres videre til Budapest i Ungarn.
De største indfaldsveje til byen går ligeledes til og fra nabolandene suppleret med de vigtigste indenlandske veje. Det drejer sig om E55 fra Berlin-Dresden i nord gående videre mod syd til Salzburg og Linz, E50 fra Nürnberg i vest gående videre mod øst til Brno, E65 fra Warszawa-Wrocław i nordøst (her også under navnet E67), der går videre mod sydøst til Brno (fælles med E50) samt E48 til Karlovy Vary.
En komplet ringvej er planlagt rundt om Prag. I 2008 er den vestlige og den sydlige del af ringvejen i brug sammen med et mindre stykke mod øst. En nordlig og en sydøstlig etape er under anlæggelse og forventes taget i brug senest 2012, mens det sidste stykke mod nordøst forventes færdigt i 2015.
Prag er også en knudepunkt i det tjekkiske system af markerede cykelruter for rute 1 (mod Brno, Wien), rute 2 (langs Moldau og Elben mod Dresden og Hamburg) og rute 3 (mod Plzen og Tyskland).
Transport i byen.
Som i mange andre storbyer i verden er man i Prag opmærksom på problemerne med den øgede trafik af privatbiler i byen. Prag har et omfattende offentligt transportsystem med metroen i centrum, og der er har i flere år været en række andre tiltag til at begrænse antallet af privatbiler i centrum med f.eks. nye toglinjer og forbedrede forhold for cyklister.
Prags transportsystem, "Pražská integrovaná doprava" - PID, omfatter metro, busser, tog, sporvogne samt tre færgeruter over Moldau, som kan anvendes meget fleksibelt, og systemet er både pålideligt og billigt i sammenligning med andre storbyers transportsystemer.
Prags Metro blev indviet i 1974 og omfatter nu 55 stationer i alt, sporvognsnettet omfatter 35 linjer og et rutenet på 560 km og disse er suppleret af nærtog til forstæderne og talrige buslinjer. Systemet er baseret på fælles billetsystem og transporterer op mod 1 milliard personer årligt.
Fremtiden for den offentlige transport i byen peger på stigninger i de hidtil ret lave priser og indførelse af chipkortsystem. Der er fortsat fokus på at bevare en effektiv offentlig transport, da alternativet vil være øget bilisme og deraf følgende problemer med f.eks. parkering og luftforurening.
I byen findes såvel officielle som uofficielle taxier. De officielle opererer som regel i velregulerede former, mens de uofficielle fungerer som en slags pirater, og man kan af og til opleve forsøg på snyd af især turister.
I midten af 1990'erne blev der introduceret et sammenhængende parkeringssystem i Prag. Målet var at skaffe flere parkeringspladser, så der inden for 3 km² i midtbyen skulle være 9.000 pladser i alt, og at sikre et passende antal pladser til både korttids- og langtidsparkering. Men samtidig skulle antallet af biler i midtbyen reduceres af hensyn til luftkvaliteten. Opgaven blev privatiseret, og målene blev i rimeligt omfang nået i 1997.
Parkering i midtbyen kræver betaling, hvad enten den foregår på gaden eller i et parkeringshus. En anden mulighed er at benytte sig af Park & Ride-mulighederne, der findes flere steder i byens udkant tæt på kollektive transportmidler. Dette er også med til at begrænse antallet af biler i byen.
Forsyningsnet.
Pražská energetika Group (PRE) står for forsyningen af elektricitet til Prag. Selskabet, der blev grundlagt i 1897, forsyner over 700.000 kunder med omkring 6,2 TWh om året. Efter kommunismens fald blev PRE lavet om fra et offentligt selskab til et aktieselskab, der forberedte sig på en liberalisering af energisektoren, og firmaet gennemgik en modernisering sammen med forsyningsnettet, der siden midten af 1970'erne havde haft svært ved at følge med byens behov. Blandt de seneste tiltag er konstruktionen af en forsyningstunnel under Moldau, som i første omgang er beregnet på at sikre Smíchov-bydelen tilstrækkeligt med el. På længere sigt skal tunnellen også rumme gas-, vand- og datatransportledninger.
Prags Vandkompagni (PVK) er ansvarlig for forsyningen af vand til byen. Vandet stammer fra tre store forsyningssteder i henholdsvis Káraný (fra boring og fra omsamling af overfladevand), Podolí (fra Moldau) og floden Želivka. Opsamlingen fra sidstnævnte ligger omkring 50 km fra byen, og et stort reservoir i Jesenice med en kapacitet på 200.000 km³ fungerer som buffer herfra. Over halvdelen af byens vand kommer fra Želivka. Efter kommunismen er PVK blevet stærkt moderniseret, og der er blevet gjort en effektiv indsats for at komme vandspild til livs. Dette spild var på 30-40% fra boringerne til kunderne, hvilket var klart uacceptabelt. Samtidig oplevede man i slutningen af det 20. århundrede en større bevidsthed blandt kunderne, så forbruget pr. indbygger faldt fra omkring 150 l pr. person til cirka 100 (pr. døgn), hvilket måske kan have forbindelse med en kraftig stigning i prisen på vand som følge af de store investeringer i forbedring af nettet.
I byen anvendes gas til opvarmning i stor udstrækning. 400.000 kunder aftager 1,5 milliarder m³ naturgas årligt fra Pražská Plynárenská (Prags Gasværk). Gas anvendes ud over til opvarmning også i et vist omfang som drivmiddel til biler og til belysning i gaderne, sidstnævnte primært som turistattraktion, idet byen tidligere har været kendt for sin gasbaserede gadebelysning.
Udsnit af kloak fra omkring 1900
Spildevand.
Byens vigtigste rensningsanlæg befinder sig i Bubeneč. Det suppleres af 24 lokale rensningsanlæg. Bubeneč-anlægget har i de senere år ikke helt levet op til regeringens krav til rensningsgraden, blandt andet med udledning af for høje mængder af krom og zink på visse tidspunkter, men der arbejdes på forbedringer. Kloaksystemet i det centrale Prag stammer primært fra begyndelsen af det 20. århundede, og her blev affaldsvand og regnvand sammen ledt bort. Ved nyanlæg i byens udkant adskilles disse to kilder, hvilket giver et mindre rensningsbehov.
Kultur.
Prag er et kulturelt overflødighedshorn, hvor især den rigt varierede arkitektur umiddelbart er synlig. Men der findes også en lang række permanente kulturinstitutioner samt stribevis af festivaler, udstillinger og andre arrangementer.
Arkitektur.
Som gammel kulturby har Prag været påvirket af de fleste arkitektoniske stilarter, der har været fremme gennem de seneste tusinde år. Trods ødelæggelser som følge af krige, brande og oversvømmelser er der fortsat bevaret eksempler på de fleste af disse stilarter.
Sankt Georgskirken, oprindelig bygget i romansk stil, men senere renoveret i barok
Den romanske stil er den ældste kendte i Prag med storhedstiden omkring det 12. århundrede. På området ved Prags borg findes Sankt Georgskirken, byens ældste kirke, der ganske vist i sit ydre er renoveret i barokstil, men hvis indre er bibeholdt i den oprindelige form fra kirkens opførelse i 1142.
Gotikken er rigt repræsenteret i byen, da denne stil var dominerende under Karl 4.s regeringsperiode. På den tid blev der opført mange bygningsværker, og det mest kendte er uden tvivl Karlsbroen med dens tårne. Mange af de gotiske bygninger er præget af udvidelser og tilbygninger, ofte i senere stilarter.
Renæssancen stammer fra Italien og var dominerende i Prag i det 16. århundrede. I renæssancen havde man blik for helheden, og derfor er mange af de bygninger, der er opført i denne stil, ikke på samme måde som for gotiske bygningsværker præget af tilbygninger, men optræder i stort omfang i deres oprindelige form. Et eksempel på en renæssancebygning er Belvedere, det kongelige sommerslot beliggende i borgområdet.
Barokstilen er i Prag især anvendt i perioden fra omkring 1610 til 1740, hvilket er med flere årtiers forsinkelse i forhold til andre steder i Europa. Den er her som andre steder koblet til den katolske modreformation, der fandt sted omkring 1620. Stilen er storslået og selvsikker med kompakte former. Store dele af Prag bærer præg af barokken, ikke mindst Malá Strana, hvor Nikolaj-kirken er et godt eksempel med sin overvældende mængde af udsmykninger.
Et af de få eksempler på rokokostilen i Prag er Goltz-Kinský-paladset, som er en del af Nationalgalleriet.
I en ganske kort periode fra starten på det 20. århundrede og frem til starten på 1. verdenskrig var byggeriet præget af jugendstilen, der netop havde sit udspring i det centrale Europa. Stilen er koblet til et oprør mod de stilarter, der forsøgte at genskabe historien som klassicisme og empire. Jugendstilen søger at genskabe naturens former gennem dekorationer udført i en lang række forskellige materialer. Den kendes fra flere andre storbyer på kontinentet, men har i Prag en meget stor udbredelse, ikke mindst i det jødiske kvarter og i Nové Město.
Borgerhuset Obecní dům er et eksempel på jugendstilen
Flere hoteller er opført i jugendstilen, f.eks. Hotel Evropa og Hotel Paříž, samt borgerhuset Obecní dům.
Jugendstilen er delvist overlappet af kubismen, der i øvrigt fortsatte til mellemkrigstiden. Denne stilart var igen en modvægt mod den blomstrende jugendstil med sine enkle bygningsværker. Der udviklede sig en speciel tjekkisk variant heraf kaldet rhondokubisme, der blandt andet præger varehuset Bílá labut'.
Efter 2. verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse fik den betontunge, sovjetiskprægede socialrealisme overtaget, og den kan f.eks. ses på Hotel International.
Vigtige kulturinstitutioner.
Blandt byens teatre kan nævnes Nationalteatret ("Národní Divadlo"), som er landets nationale teater, der har fokus på tjekkiske værker. Også kendt er Stavovské divadlo, der er et historisk teater med opførelser af ballet, opera og skuespil. Internationalt kendt er Laterna magika, der er et avantgardeteater, som opstod i slutningen af 1950'erne og har optrådt med sine ordløse forestillinger udenlands, men har hjemme i Prag. Det intellektuelle Gelænderteatret ("Divadlo Na zábradlí") er en scene, der opfører skuespil og pantomime.
Inden for musikken kendes ikke mindst Statsoperaen ("Státní opera") og Rudolfinum, der er hjemsted for Tjekkiets Filharmoniske Orkester.
Af andre institutioner kan nævnes Nationalmuseet, der indeholder naturvidenskabelige og historiske samlinger, Klementinum, der er det tjekkiske nationalbibliotek, og Nationalgalleriet ("Národní galerie v Praze"), der præsenterer kunst inden for mange udtryksformer og stilarter.
Teater.
Prags teaterliv er meget varieret med såvel traditionelle skuespil, opera og dans som en række andre former, herunder pantomime og dukketeater, lige som en række blandingsformer forekommer, ikke mindst på Laterna magika. Fra tiden med kommunismen har der været en solid tradition for absurd teater og skyggeteater, som fortsat lever.
Byen er vært for en årlig international teaterfestival i juni måned.
Musik.
Den klassiske musik har en lang tradition i Prag, hvor en række store værker er blevet uropført i tidens løb. Byen har en tradition for at uddanne og tiltrække fremragende musikere, og der er et rigt udbud af klassiske koncerter. Desuden er Prag siden jerntæppets fald blevet et meget søgt mål for indspilning af filmmusik.
Der afholdes også en række festivaler, ikke mindst "Prager-foråret" ("Pražské jaro"), der indledes hvert år på Bedřich Smetanas dødsdag, 12. maj, med opførelsen af hans "Má vlast". Festivalen fortsætter til begyndelsen af juni måned.
Den rytmiske musik er også godt repræsenteret i byen. Blandt andet er der et rigt jazzliv, der blandt andet har profiteret af, at Bill Clinton som amerikansk præsident har vist sin interesse og aktivt spillet med under et besøg. Men byen er især efter kommunismens sammenbrud tillige blevet et yndet mål for store internationale pop- og rocknavne, når de er på turne i Europa. I så fald spiller de ofte på Strahov-stadion. Der er endvidere et aktivt, lokalt rockmiljø i byen, som bedst kan opleves på mindre spillesteder.
Kulturby 2000.
Prag hører blandt de europæiske byer med titel "Europæisk kulturhovedstad", og fik titlen sammen med 8 andre byer i år 2000. Byen fik tildelt titlen takket være sine utallige museer og gallerier med enestående samlinger, mange teatre og vigtige koncertsale, hvor verdensstjernerne optræder.
Mad og drikke.
Udvalget af øl er meget fremtrædende i Tjekkiet og i Prag og det internationalt kendte ølmærke Staropramen kommer eksempelvis herfra (bryggeriet blev grundlagt i 1869). Det tjekkiske folk er verdens mest øldrikkende, og at dømme efter antallet er værtshuse i Prag, er der god grund til at tro, at en væsentlig del af dette forbrug sker her. Mange værtshuse eller restauranter - overgangen er glidende - serverer også varm mad.
En kendt type sprængt og røget skinke "pražská šunka" ("Prag skinke" eller ty. "Prager Schinken") stammer oprindeligt fra Prag.
I 2007 etablerede man i byen en årligt tilbagevendende gastronomisk festival, hvor en række af byens restauranter præsenterer nye retter for besøgende. Det første år besøgte omkring 8.000 mennesker festivalen på tre dage i juni.
Sport.
Tjekkiets befolkning er generelt sportsinteresseret, og Prag er som hovedstad centrum for en lang række idrætsgrene og store klubber samt stævner og arrangementer.
De to største fodboldklubber er Sparta Prag med i alt 34 tjekkiske/tjekkoslovakiske mesterskaber og SK Slavia Prag med 15 tjekkiske/tjekkoslovakiske mesterskaber. Det store Strahov-stadion er verdens næststørste stadion med plads til 220.000 tilskuere, men bruges dog ikke længere som egentligt sportsstadion, ud over at Sparta Prag anvender området som træningsfacilitet. I stedet er AXA Arena det nye nationalstadion og hjemmebane for Sparta Prag med plads til lidt over 20.000 tilskuere.
Af andre sportsfaciliteter kan nævnes O2 Arena, der er en multifunktionshal, blandt andet brugt til ishockey, floorball og basketball, med plads til 18.000 tilskuere. Arenaen skal danne ramme for playoff-kampene til VM i floorball 2008. Også T-Mobile Arena er en betydelig multifunktionshal med plads til næsten 13.000 tilskuere.
Af tilbagevendende arrangementer kan nævnes Prags internationale maratonløb, der afholdes hvert år i maj. Endvidere kan det nævnes, at Prag har budt på sommer-OL 2016.
Seværdigheder i Prag.
Ifølge Prags turistinformation må en turist ikke undlade at opleve en række seværdigheder. Det drejer sig først og fremmest om Prags borg, især selve borgen, domkirken, det gamle slot og Den Gyldne Gade. Dernæst nævnes Karlsbroen samt broens tårne, to på vestsiden og et på østsiden. I byens centrum bør man ikke undlade at se det gamle rådhus med det astronomiske ur, og derfra er man lige ved Josefov, den gamle jødiske bydel.
Også Krudttårnet, et monumentalt gotisk tårn ved indgangen til Staré Město og Sankt Nikolaj Kirke, et fint eksempel på et barokbygningsværk, anbefales officielt. I Malá Strana finder man Petřín-tårnet, et 60 m højt udsigtstårn, der er stærkt inspireret af Eiffeltårnet, Maria-sejr-kirken med Prags Jesusbarn og Loreta, en katolsk helligdom fra det 17. århundrede. Endelig fremhæves Vyšehrad, den gamle kongeborg lidt mod syd.
Af nyere seværdigheder springer måske især "Det dansende Hus" i øjnene med sin unikke placering ved Moldau og med sin egen helt specielle stilart.
Rekreative områder.
I det vestlige Prag finder man naturreservatet Divoká Šárka i en lille dal. "Šárka" er navnet på en kvindelig kriger fra mytologien. Området anvendes til mange rekreative formål, herunder traveture, mountainbike, klatring og meget andet. Området er præget af skovbevoksning, men der er også plads til en golfbane og en campingplads.
En anden yndet park ligger i Letná på et højdedrag umiddelbart nord for Moldau over for Josefov. Herfra har man fin udsigt over den gamle by, og ud over mulighed for at køre på skateboard, rulleskøjter osv. finder man også Europas ældste fungerende karrusel.
Petřín-bjerget markerer et andet rekreativt område, der er meget brugt af pragerne som udflugtsmål. Ud over tårnet finder man blandt andet en spejllabyrint.
Prags Zoo er også et skattet naturområde, der oven i købet er kåret som verdens syvendebedste. Blandt attraktionerne er Przewalski-heste, som zooet var de første til at få til at yngle i fangenskab. Parken ligger i Troja i det nordlige Prag.
Prag i kunsten.
En række kunstværker anvender Prag som et væsentligt element. Blandt andet er foråret i Prag 1968 et tema, der er flittigt anvendt i tiden efter.
Princeton University.
Princeton er et amerikansk universitet placeret i byen Princeton i New Jersey. Universitetet blev grundlagt i 1746 og er dermed den fjerde ældste højere uddannelsesinstitution i USA. Universitetet er desuden medlem af den meget prestigefyldte Ivy League sammen med bl.a. Harvard University og Yale University
Oprindeligt hed det "College of New Jersey", men fik sit nuværende navn i 1896.
Prinsens Livregiment.
Prinsens Livregiment blev oprettet i den 30. november 1657 under navnet "Ebersteins Fodregiment", idet Frederik 3. under Karl Gustav-krigen lod feltmarskal Ernst Albrecht von Eberstein hverve et regiment à 8 kompagnier.
Regimentet ophørte med at eksistere ved sammenlægningen med Jydske Dragonregiment fra udgangen af august 2005. Regimentet var sidst garnisoneret på Skive Kaserne. Den 33' og sidste regimentschef var Jens Christian Lund.
Prinsens Livregiments motto er GLORIA FINIS ("Æren det højeste", "Ære (fuld indsats) til det sidste" eller "Æren frem for alt" i regimentets tolkning). Regiments mærke - en vildorne - bæres fortsat af musikkorpset, som nu benævnes Prinsens Musikkorps.
Alexandra af Frederiksborg.
Grevinde Alexandra af Frederiksborg under et besøg i Aalborg, april 2004
Hendes Excellence Alexandra Christina, "grevinde af Frederiksborg" (født den 30. juni 1964 i Hongkong som "Alexandra Christina Manley") er et tidligere medlem af det danske kongehus.
Grevinde Alexandra er den ældste af tre døtre efter Richard Nigel Manley (født i Shanghai i 1924 og død i Wien 2010) og Christa Maria Nowotny (født i Østrig i 1933). Hendes far var leder i et forsikringsselskab; hendes mor var bestyrer i et kommunikationsfirma.
Ægteskab med Prins Joachim.
Den 18. november 1995 blev hun gift med Hans Kongelige Højhed Prins Joachim af Danmark og dermed blev hendes fulde prædikat, navn og titel "Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra af Danmark". Prins Joachim og Prinsesse Alexandra blev separeret den 22. september 2004 og skilt den 8. april 2005.
Ved skilsmissen skiftede hun prædikat fra "Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra" til "Hendes Højhed Prinsesse Alexandra" – en titel og et prædikat, som hun måtte beholde, indtil hun en dag evt. indgik ægteskab på ny.
I forbindelse med Dronningens fødselsdag en uge efter skilsmissen fik Prinsesse Alexandra den 16. april 2005 tildelt den personlige titel "Grevinde af Frederiksborg" med plads i rangfølgens klasse I og det dertil hørende prædikat "Hendes Excellence".
Ægteskab med Martin Jørgensen.
Prinsesse Alexandra blev den 3. marts 2007 gift med fotografen Martin Jørgensen. I forbindelse med brylluppet mistede hun sin prinsessetitel og højhedsprædikatet og er derfor ikke længere medlem af kongehuset. Hun har dog kunnet beholde sin personlige grevindetitel og er derfor nu medlem af den danske adelsstand. Herefter er hendes fulde prædikat, navn og titel "Hendes Excellence Alexandra Christina, grevinde af Frederiksborg".
Da Grevinde Alexandra ikke længere er medlem af kongehuset, skal hun betale skat og moms – hvilket hun var fritaget fra som prinsesse. Hun vil dog fortsat modtage en særlig ydelse på ca. 1,9 mio. kr. (2007-niveau) resten af livet. Ydelsen har samme størrelse som det årpengebeløb, hun modtog som fraskilt prinsesse.
Protektioner.
Grevinde Alexandra er protektor for Arken Museum for Moderne Kunst, Dansk Blindesamfund, Dansk Parkinsonforening, Dansk Unicef Komité, Dyrefondet, Fyrtøjet – Et kulturhus for Børn, Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, Menighedernes Daginstitutioner, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, Odense Zoo, Radiopigekoret, Randers Regnskov, Svenske Villa Fonden (opført 1888 til Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København, flyttet til Bernstorffparken, fredet 1987, kulturhus fra 1995), The English-Speaking Union of Denmark.
Forud for brylluppet i 2007 opsagde Prinsesse Alexandra en række af sine tidligere protektioner, bl.a. for Dansk Landsforening for Laryngectomerede, Kniplings-Festivalen i Tønder og Alexandra-skolen i Frederikshavn.
Tillidshverv, dekorationer og erhverv.
Grevinde Alexandra er æresmedlem af København Zontaklub I, honorært medlem af Dansk Primula Klub, samt ærespræsident for UNICEF Danmark.
Grevinden er Ridder af Elefantordenen.
I 2007 fik Grevinde Alexandra sit første job, siden hun flyttede til Danmark i 1995. Grevinden er blevet bestyrelsesmedlem i medicinalfirmaet Ferring Pharmaceuticals' danske afdeling.
Privilegium.
Privilegium betyder forret eller særret, der ved lov eller administrativ bestemmelse er indrømmet en enkelt person eller klasse af personer, og var i kraft i Danmark under enevælden..
Efter indførelsen af Junigrundloven har man i Danmark så vidt muligt afskaffet den del af privilegievæsenet, der fremtrådte som vilkårlig begunstigelse og ikke kunne begrundes ud fra almene hensyn. Grundloven af 1849 bestemmer således i sin §97, at "enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet."
Prix Femina.
Prix Femina er en fransk litteraturpris, der blev oprettet i 1904 af 22 journalister på magasinet "La Vie heureuse" som en reaktion på Goncourtprisen. Prisen uddeles årligt af en rent kvindelig jury første onsdag i november. Blandt prismodtagerne findes Romain Rolland (1905), Georges Bernanos (1929), Antoine de Saint-Exupéry (1931), Marguerite Yourcenar (1968), Jorge Semprún (1969), Régis Debray (1977).
Problem.
Et problem (fra græsk πρόβλημα - "próblema" - „det, som foreligger" (til løsning)) er en opgave eller et spørgsmål, som ikke er besvaret umiddelbart. Når opgaven er klaret eller når svaret kendes, er problemet "løst".
Et problem kan derfor defineres som spændingen mellem en faktisk tilstand og en ønsket tilstand og kan berøre alle områder af menneskelig virksomhed. Nogle problemer er lette at løse, andre er mere vanskelige, og nogle uløselige.
Der kan være stor forskel på, hvordan objektive problemer opfattes. En pessimist ser typisk på problemer som større eller mindre forhindringer på vejen mod det mest ønskværdige. En optimist ser på problemer som interessante udfordringer. I moderne managementsprog har ordet en sådan klang af udfordring.
De mulige løsningsmodeller vurderes, der træffes et valg og udarbejdes en plan for problemets mulige løsning. Problemformulering og løsningsforslag er ofte tæt forbundet.
Procedure.
Procedure er et fremmedord der stammer fra det latinske Procedere som betyder at gaa fremad. Ordet anvendes i flere sammenhaenge.
Produkt (marketing).
I marketing er et produkt, alt der kan udbydes til et marked og som tilfredsstiller et ønske eller behov. Men et produkt er meget mere end bare et fysisk objekt. Produktet er alle de fordele eller tilfredsstillelser som køberen opnår ved at købe produktet. Den er summen af alle fysiske, psykologiske, symbolske og serviceydelser i forbindelse med produktet.
Et produkt er noget lignende en vare. I økonomi er en vare et fysisk objekt, som er tilgængeligt på markedet. Dette adskiller sig derved fra en service, som er et ikke-materielt produkt. Bemærk, at varer og tjenesteydelser, som ikke udbydes på et marked, altså ikke er produkter i den betydning af ordet. Denne logiske skelnen er én af grundene til, at "sort økonomi" er så svær at komme til livs. Fremstilling af aftensmad, eller levering af trøst til et grædende barn bliver nemlig først til "produkter", når nogen gør det for en pris i penge.
Profession.
En profession er næsten det samme som et fag.
Ordet profession bruges dog mest om faggrupper der har et mere eller mindre fælles værdigrundlag. Som et eksempel kan nævnes at de danske lærere med iver har udviklet et fælles professionsideal.
Se også skuespiller, covergirl, showgirl, forfatter, komponist, servitrice, kok, tjener, bodyguard, erhvervsøkonom.
Projekt.
Et projekt er som en engangsopgave (unik opgave) med en serie sammenkædede aktiviteter, et konkret mål eller slutresultat, et start - og sluttidspunkt.
Projektil.
Et projektil er en genstand fra patronen, der sendes gennem luften hvor kraftpåvirkningen sker ved afsendelsen. Som regel tænkes på en kugle fra et håndskydevåben (kaldes også et skarp), men granater, pile, spyd og i princippet også tennisbolde m.fl. er projektiler. Fælles for dem alle er at de bevæger sig i overensstemmelse med kasteparablen.
Hastigheden for et projektil fra en revolver eller en automatpistol er omkring 150 - 250 m/s, hvorimod et projektil der affyres fra en typisk militær riffel vil have en hastighed på omkring 800 m/s.
Stedord.
Stedord eller pronomen er en ordklasse i det danske sprog.
F.eks.: "Jeg" er rask, "han" er syg.
F.eks.: Det er "hans" børn, men "vores" hus.
Protein.
Skematisk fremstilling af et proteins struktur.
Proteiner er store molekyler (makromolekyler) der er essentielle komponenter af alle levende organismer. De deltager i alle cellulære processer og fungerer som biologiske byggesten og som enzymer (katalysatorer) for de kemiske reaktioner der foregår i alle levende organismer. Andre eksempler på proteiner er antistoffer (immunoglobuliner), (nogle) hormoner, transportmolekyler, celleadhæsionsmolekyler og lectiner.
Proteiner udgør en fundamental del af de levende organismer, og hvis et protein af den ene eller den anden grund er "beskadiget" som efter en mutation eller slet ikke dannes, går det ud over den enkelte organismes funktion.
Proteiner er også energigivende næringsstoffer og den fysiologiske brændværdi er 17kJ/g. Det kemiske energiindhold i proteiner er generelt større og afhænger af det specifikke protein.
For udforskningen af proteiners opbygning modtog den amerikanske kemiker Linus Pauling Nobelprisen i kemi i 1954.
Proteiners opbygning.
Proteiner består af polypeptidkæder ("poly" betyder "mange"), der er opbygget af aminosyrer som er kovalent sammenbundet via peptidbindinger. En polypeptidkæde er altså en kæde, der består af mange peptidbindinger. Korte kæder benævnes ofte "oligopeptid" eller blot peptid. Der er ikke defineret nogen grænse for, hvor lang en kæde skal være, for at kunne kaldes et polypeptid.
Proteiner er opbygget fra et repertoire på 22 forskellige aminosyrer, der kaldes de proteinogene aminosyrer. Normalt ses kun 20 af dem, og det er kun disse 20 der indgår i en nysyntetiseret peptidkæde; de sidste 2 (hydroxyprolin og selenocystein) dannes ved post- eller kotranslationel modifikation.
Den primære struktur.
Proteiners opbygning beskrives på fire niveauer. Det laveste niveau kaldes den "primære struktur" eller den "kovalente struktur". Disse to begreber er ikke helt identiske. Den primære struktur beskriver aminosyrernes rækkefølge. Denne er unik for et bestemt protein og er bestemt af generne. Den primære struktur kaldes også for den kovalente struktur, i hvilket tilfælde beskrivelsen også omfatter disulfidbroer.
Den sekundære struktur.
Proteinet fibrillarin indeholder både helixer (røde cylindre) og strenge (blå pile).
Den sekundære struktur er mønstre som polypeptidkæden kan være foldet i. Disse kaldes for strukturelementer, og inkluderer α-helix og β-strenge, som holdes sammen af hydrogenbindinger eller af β-turns. En del af en polypeptidkæde som ikke er foldet kaldes for "tilfældig kæde" eller "random coil".
Det er aminosyrerne som bestemmer hvilke sekundære strukturelementer der er til stede, eller ikke til stede, i et protein. Nogle aminosyrer har stor tilbøjelighed til at fremme dannelsen af helixer, andre fremmer dannelsen af strenge og andre igen foretrækker en tilfældig kæde. Men de fleste af aminosyrerne kan dog tvinges til at antage en ufavorabel struktur, hvis de sidder i mellem andre aminosyrer som foretrækker lige netop denne.
Nogle proteiner indeholder næsten kun en slags strukturelement, mens andre består af en blanding af forskellige slags.
Den tertiære struktur.
Den tertiære struktur er den måde de enkelte sekundære stukturelementer ligger i forhold til hinanden. F.eks. er en polypeptidkæde der består af 5 helixer sjældent blot 5 helixer som flyder rundt i mellem hinanden. I stedet pakkes de ofte sammen for at holde fast på en ligand, eller for at forhindre vand eller salt at trænge ind. De sekundære strukturelementer holdes i sådanne tilfælde sammen af hydrogenbindinger, ionbindinger, svovlbroer eller hydrofobe interaktioner.
Den kvarternære struktur.
Et eksempel på et protein som har fire subunits. De er tegnet i hver sin farve.
Et proteins kvarternære struktur er når flere polypeptidkæder sættes sammen til et stort protein. De enkelte polypeptider kaldes så for "subunits" eller underenheder.
Posttranslationale modifikationer.
Mange proteiner modificeres med andre funktionelle grupper eller ændres strukturelt som for eksempel glycoproteiner. Et eksempel på en meget almindelig modifikation er etableringen af en disulfidbro mellem to cysteiner. Andre eksempler på modifikationer er: acylering, acetylering, metylering, amidering, biotinylering, formylering, gamma-carboxylering, glutamylering, glucosylering, glycinylering, hydroxylering, iodinering, isoprenylering, myristinoylering, farnesylering, geranylgeranylering, oxidering, palmitinoylering, phosphorylering, polysialylering og sulfatering. Desuden kovalent addering af hæm, GPI-anker, nucleotider, flavin, phosphatidylinositol, og andre proteiner/oligopeptider.
Typer af proteiner.
De to typer af proteiner har forskellige egenskaber pga. de meget forskellige miljøer de befinder sig i.
Vandopløselige proteiner.
Vandopløselige proteiner findes overalt i celler og i den extracellulære væske. For at være opløselige i vand, som er et polært solvent, har denne type proteiner ofte mange ladede aminosyrer og uladede aminosyrer med hydrofile sidekæder, der sidder så de vender ud imod solventet (vand).
Hydrofobe aminosyrer er ofte 'gemt væk' inde i proteinets rumlige struktur, således at de vender væk fra vandet. Det er energetisk ufavorabelt at tvinge hydrofobe aminosyrer ud i et polært solvent, de foretrækker at interagere med andre hydrofobe aminosyrer. Disse hydrofobe interaktioner er medvirkende til at stabilisere proteiners rumlige struktur.
Membranproteiner.
Perifere membranproteiners interaktion med membranen. A+B. Forskellige typer af hydrofobe interaktioner, C. Forankring via fedtsyrekæde, D. Elektrostatisk interaktion.
Der er to slags membranproteiner, de "perifere membranproteiner" og de "integrerede membranproteiner". Perifere membranproteiner findes i tæt kontakt med membranen, og er ofte bundet til denne via f.eks. hydrofobe eller elektrostatiske interaktioner. Andre er forankret i lipiddobbeltlaget v.hj.a f.eks. en kovalent bundet fedtsyre.
Mange perifere membranproteiner kan løsnes fra membranen ved at ændre på f.eks. pH, temperatur eller saltkoncentration.
De integrerede membranproteiner sidder inde i membranens lipiddobbeltlag, nogle er næsten helt gemt i dobbeltlaget, mens andre stikker ud af membranen på den ene eller begge sider.
Integrerede membranproteiner. A. Transmembran alfa-helixer, B. Beta-tønde.
Lipiddobbeltlaget kan betragtes som solvent for de integrerede membranproteiner. Dobbeltlagets centrale del, som består af fedtsyrekæder, er apolært og hydrofobt. Det betyder at den del af membranproteiner der sidder inde i membranen, i modsætning til vandopløselige proteiner, har hydrofobe aminosyrer på overfladen. Proteiner der fungerer som vand- eller ionkanaler har typisk hydrofile aminosyrer vendende ind mod kanalens centrum.
Nedbrydning af proteiner i kroppen.
Proteiner som vi indtager med føden bruges ikke i kroppen i de respektive strukturer de har, når de indtages. Som tidligere nævnt er proteiner opbygget af aminosyrer, som skal ses som en slags byggeklodser. Når proteiner indtages, nedbrydes de således til enkelte aminosyrer, dog findes der stadig enkelte dipeptider og tripeptider (henholdsvis 2 og 3 aminosyrer sat sammen).
Nedbrydningen begynder i mavesækken hvor det proteolytiske enzym pepsin kløver proteinerne i mindre stykker. De mindre stykker bliver videre nedbrudt i tolvfingertarmen af flere forskellige proteolytiske enzymer, de vigtigste er trypsin og chymotrypsin, ned til korte aminosyrekæder, kaldet peptider. Den sidste kløvning sker af proteolytiske børstensømenzymer, hvoraf det vigtiste er enterokinase og herefter er kun få di- og tripeptider at finde. Resten er omdannet til enkelte aminosyrer.
Nu transporteres aminosyrerne, samt di- og tripeptiderne ind i tarmepithelcellerne vha. transportører, igennem disse celler og optages via cellens basolaterale membran i blodkarrene. Fra blodkarrene transporteres de rundt til alle kroppens celler, hvori de fungerer som byggeklodser for syntese af nye proteiner. Syntesen på celleniveau foregår hovedsageligt i det Endoplasmatiske Reticulum
Proteiner som molekylære byggesten.
Cellens byggesten er bl.a. de strukturelle proteiner, der fungerer som "mursten": kollagen og keratin i f.eks. insekters exo-skelet, hud, hår, uld, næb, hove, klove, kløer, horn og negle. Muskelfibre er bygget op blandt andet af strukturelle proteiner.
Proteiner som enzymer, biologiske katalysatorer.
Proteiner, der virker som katalysatorer, kaldes enzymer. De er vigtige, da mængden af de enkelte enzymer styrer, hvor hurtigt de forskellige biokemiske reaktioner forløber. Dermed styrer de f.eks. den enkelte celles stofskifte. Enzymers navn ender ofte på -ase, og fortæller om deres virkning. F.eks. virker enzymet alkohol dehydrogenase formelt ved at fjerne hydrogen fra alkohol, og omdanne det til acetaldehyd. Der er dog undtagelser, som f.eks. fordøjelsesenzymet trypsin.
Proteiner udgør en fundamental del af de levende celler, og hvis et protein af den ene eller den anden grund er "beskadiget" som efter en mutation eller slet ikke dannes, går det ud over den enkelte celles funktion.
Proteiner som ligand-bindende molekyler.
Proteiners meget specifikke binding af ligander danner også basis for mange andre funktioner. Som eksempler kan nævnes antistoffer (immunoglobuliner), hormoner, transportmolekyler, enzymhæmmere, adhæsionsmolekyler, receptorer og lectiner.
Protoplasma.
Protoplasma er en betegnelse for cellevæsken hos prokaryoter, primitive organismer, hvis celler ikke er opdelt i cellekerne og cytoplasma. Prokaryoter tæller hovedsageligt bakterier, men også andre primitive livsformer.
Protoplama består, ligesom cytoplasma hovedsageligt af vand (75-80%) samt salte, proteiner, lipider, nukleinsyrer, kulhydrater, fedt, fosfatider, enzymer og andre organiske stoffer.
Præst.
Præst af græsk: "presbytos", der betyder 'ældre', var betegnelsen for en menighedsforstander i oldkirken. I vore dage betegner præsten en religiøs funktionær, hvis opgave er at lede en religions gudstjenester og forrette dens riter, bønner og religiøse ceremonier og ritualer. Præster eller præstelignende embeder findes i størstedelen af verdens religioner.
Kristendommen.
Indenfor den kristne kirke er der stor forskel på opfattelsen af præsteembedet. Størst forskel er mellem den katolske kirkes opfattelse og de protestantiske kirkers. Efter katolsk tankegang er grundlaget for præstens autoritet og virke den indvielse, der sætter ham i stand til at varetage kulten og forestå messen (gudstjenesten), hvorimod enhver kristen efter protestantisk opfattelse i princippet har ret til at fungere som præst.
Apostolsk succession (apostolsk efterfølgelse eller rækkefølge), betegner en lære i den Romersk-katolske kirkes om, at de katolske biskopper kan føre deres indvielse ved håndspålæggelse helt tilbage til apostlene, som har fået overdraget deres fuldmagt af Jesus selv, jf. Matthæusevangeliet 16,16-19 og 18,18.
I den danske folkekirke, ordineres præster til deres embede af en biskop. De fleste præster i folkekirken er desuden kandidater i teologi og har gennemført et ophold på pastoralseminariet.
Kvindelige præster.
Det teoretiske grundlag for kristne kvindelige præster har eksisteret lige så længe som den lutherske og reformatoriske arv. Præstens ordination, funktion og person er alt andet end sakramental eller: At enhver borger kan foretage de kirkelige handlinger. Traditionelt har i den kristne kirke kun mænd bestridt præsteembedet, som det stadig er tilfældet i de største kristne trossamfund; men en stigende række protestantiske kirker har dog indenfor det sidste århundrede tilladt kvindelige præster.
Således blev den 28. april 1948 de første tre kvindelige præster i Danmark ordineret af biskop Hans Øllgaard. Dette var afslutningen på en hed debat fra forslaget om kvinders adgang til offentlige stillinger blev fremsat i 1919 og vedtaget i Rigsdagen i 1947 med loven om, at kvinder kunne få adgang til præsteembeder.
Johanne Andersen kom til Nr. Ørslev på Falster, Edith Brenneche Petersen kom til Nørre Åby på Fyn og Ruth Vermehren blev præst ved kvindefængslet i Horserød. Ordinationen foregik i Sct. Knuds Kirke i Odense.
Med støtte i "bispefrihedsloven" af 1948, nægter et mindretal af protestantiske kirker (herunder mandlige præster) i den danske folkekirke at samarbejde med kvindelige præster.
Den katolske kirke samt den ortodokse kirke anerkender heller ikke kvindelige præster.
Buddhisme og Sikhreligion.
I flere religioner, deriblandt buddhisme og sikhreligion, er der ikke plads til en præst i frelsesforståelserne, da frelsen anses for en individuel proces. Dvs. en præst som mellemmand eller formidler mellem enkelt-mennesket og det transcendente vil kun sløre vejen for den, der søger. Det betyder dog ikke, at der ikke findes vejledere inden for de to religioner, såsom lærere, munke eller guruer, som den enkelte på eget initiativ kan opsøge for at blive retledt på vejen.
Hinduisme.
Præster indenfor Hinduisme er stort set alle af brahamana-varna, dvs præstslægt/stand. De er født til præstegerningen som går i arv fra far til søn.
Islam.
Inden for Islam kaldes den person, der leder bønnen, en imam. Dette kræver ikke nogen speciel uddannelse eller stilling. En imam kan også betegne en uddannet retslærd, der fungerer som leder af en moske.
Jødedom.
Inden for jødedommen kaldes menighedens leder en rabbiner. Det kræver normalt en særlig uddannelse at blive rabbiner. Rabbinerens vigtigste opgave er undervisning og vejledning af menigheden, både i religiøse og praktiske spørgsmål, bl.a. i forbindelse med korrekt livsførelse. Ved gudstjenesten i synagogen prædiker rabbineren og udlægger de religiøse skrifte.
Pseudo-.
Pseudo er et præfiks, der stammer fra det græske "pseudes" (falsk).
Præfikset bruges blandt andet til at karakterisere noget, der minder om det rigtige, men ikke er fuldstændig lig det. Indenfor computerprogrammering kan man for eksempel tale om "pseudorandomisering", en proces, der forsøger at simulere, at numre bliver valgt tilfældigt, men som i virkeligheden bliver valgt ved hjælp af en algoritme. "Pseudopodier" ("falske fødder") er navnet på de fremvækster på encellede dyrs overflader, der gør dem i stand til at bevæge sig.
Den mest almindelige anvendelse er i pseudonym, ("falsk navn") - udtrykket bruges som regel om forfattere, der af forskellige årsager skriver under et andet navn.
Endelig kan ordet bruges til at karakterisere, at noget foregiver at være noget, det ikke er. Pseudo-intellektuel og pseudo-videnskabelig vil være almindelige eksempler.
Pseudocrenilabrus multicolor.
Pseudocrenilabrus multicolor kaldes også "lille mundruger", tilhører gruppen af mundrugende cichlider (Cichlidae).
P. Multicolor lever i tropisk ferskvand i store dele af Østafrika, og har i mange år været en populær akvariefisk, både pga. dens ringe krav til omgivelserne og dens interessante yngleadfærd.
Under legen lægger hunnen omkring 50 æg, som befrugtes af hannen umiddelbart efter. De befrugtede æg tages derefter i munden af hunnen, som går med æggene i munden i op til fjorten dage efter.
Når ungerne er fritsvømmende, lukker hunnen ungerne ud af munden. Ungerne opholder sig i de næste par dage tæt ved moderen, og ved ethvert signal om fare, svømmer alle ungerne hurtigt ind i moderens mund igen.
Psyke.
Psyke (græsk: ψυχή, "psyche" "sjæl", "sind").
Psyke er en smuk dødelig pige, som Eros (Amor) forelsker sig i, i romanen "Det gyldne æsel" af Apulejus fra Madaura.
Psykiater.
En psykiater (af græsk ψυχή "psykhḗ" "liv, sjæl" og ἰατρός "iatrós" "læge") er en speciallæge i psykiatri.
En psykiater behandler patienter med psykiske sygdomme – psykoser (sindssygdomme), personlighedsforstyrrelser, langvarige kriser, evt. stof- eller alkoholmisbrug. Behandlingen kan bestå af psykofarmaka, elektrochock (ECT) og psykoterapi.
Ud over at psykiatere er ansat ved sygehusvæsenet, kan de også være privatpraktiserende under Sygesikringen.
I 2002 var der i Danmark 737 speciallæger i psykiatri, hvoraf 81 var privatpraktiserende (Sundhedsstyrelsens tal).
Psykolog.
En psykolog beskæftiger sig med psykologi og har traditionelt været forstået som en person, der beskæftiger sig med menneskets sjæle- og åndsliv.
Fra 1994 har titlen "psykolog" været en beskyttet titel i Danmark og kun personer med en uddannelse som cand.psych., cand.pæd.psych og mag.art. i psykologi må kalde sig psykologer.
På Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Ålborg Universitet kan man få tildelt cand.psych.-titlen efter 5 års uddannelse (3 års bacheloruddannelse samt 2 års kandidatuddannelse). På Roskilde Universitet kan man også studere psykologi i kombination med andre fag, hvilket dog ikke giver ret til titlen psykolog.
Ledighedsprocenten for psykologer i Danmark er relativ lav, i september 2009 lå den på 3,0%.
Psykose.
Psykose (fra græsk ψυχή "psyche" dvs. sind, og -οσις "ios" dvs. sygdomstilstand), rent sprogligt oversat sindssygdom (psykose) eller sindssyge (psykotisk), er et psykiatrisk begreb for en sindstilstand, hvor personen har mistet "kontakten til virkeligheden", dvs. vedkommendes tolkning af omverdenen er blevet privat i så høj en grad at andre mennesker ikke ville kunne forstå det. Psykosen inddeles i daglig tale i to slags former: Hvis man er psykotisk beskrives en tilstand hvor man på grund af sygdom eller forgiftning har en svækket realitetssans. Eksempelvis er man psykotisk hvis man har vrangforestillinger om at blive forfulgt eller har syns- eller hørehallucinationer. Ved en psykose lider man oftest under en sygdom som eksempelvis skizofreni eller paranoid psykose, omend også enklere tilstande som søvnmangel og forgiftninger kan give psykoser.
En psykose kan opstå pludseligt eller komme gradvist, symptomer varierer ofte fra individ til individ og kan endda ændre karakter med tiden. Nogle af de mest typiske symptomer inkluderer vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, hallucinationer, humørændringer og manglende sygdomserkendelse.
Tegn og symptomer.
En psykose kan opstå pludseligt eller komme gradvist, symptomerne varierer ofte fra person til person, og nogle af de hyppigst sete symptomer er hallucinationer, vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, humørændringer og manglende sygdomsindsigt. Selvom symptomerne varierer fra individ til individ, har de dog den påvirkning tilfælles at de skaber et forvrænget billede af virkeligheden, og derved en manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed.
Hallucinationer.
Hallucinationer kan defineres som sanseoplevelser uden ydre påvirkning, og kan derved opstå indenfor alle fem sanser: høre- lugte- smag- føle- og synssansen. Hørelseshallucinationer (auditive hallucinationer) er det hyppigste sete ved en psykose, og forekommer ved næsten alle skizofene. Hørelseshallucinationer kan opleves som alle forskellige slags lyde, ofte er det stemmer, der enten lyder som om de kommer et sted fra rummet eller rungende lyde inde i hovedet. Ofte omtaler disse stemmer den psykotiske i negative vendinger.
Hallucination på følelsessansen (taktile hallucinationer) ses ikke så ofte. Lugt- og smagshallucinationer forekommer mere sjældent men er ikke ualmindelige især ikke ved skizofrene.
Synshallucinationer forekommer oftest i forbindelse med psykoser der er forårsaget af forgiftning eller hjerneskade. Stoffer også kendt som hallucinogener eksempelvis LSD frembringer hallucinationer på synet. Hvis sådanne hallucinationer forekommer i upåvirket tilstand kan det være et tegn på abstinenser.
Tankeforstyrrelser.
Tankeforstyrrelser som fremgår af ordet er forstyrrelser i tænkningen og ses ofte ved folk lidende af skizofreni. Tankeforstyrrelser kan eksempelvis vise sig som dannelse af nye ord (neologismer), talestrøm ud af en tangent (tangentialitet), usammenhængende tale(inkoheræns), privat logik og tanke- og talepres, mv.
Humørændringer.
Humørændringer kan komme ved følelsen af tomhed og det kan være svært for personen at udtrykke følelser. Humørændringer finder dog også sted ved folk der lider af bipolær affektiv sindslidelse (tidligere kaldet maniodepressiv psykose) hvor det kan veksle mellem mani og depression. Maniodepressive tilstande tolkes dog kun som psykotiske alt efter hvor høj en grad der forekommer forvrængning af virkeligheden.
Manglende sygdomsindsigt.
Ofte har den psykotiske svært ved at se sin egen ualmindelige opførsel eller opfattelse af omverdenen. Den manglende sygdomserkendelse er derfor ofte grundlag for vanskelighederne mellem pårørende og behandlere. Det ses dog alligevel der ved nogen psykotiske er en smule sygdomsfornemmelse som kan komme til udtryk på anden vis f.eks. at patienten beskriver sin tilstand som en "krise." Dette kan ofte være med til at skabe kontakt mellem behandler og patient.
Skizofreni.
Skizofreni (græsk skhizein dvs. "spaltet" og phren dvs. "forstand") er en alvorlig sindslidelse, der er karakteriseret ved uvirkelige tanker, forvrænget virkelighedsopfattelse, hallucinationer og vrangforestillinger. Ofte deles symptomerne op i grundsymptomer og positive og negative symptomer. Grundsymptomerne er karakteriseret ved: Autisme ("sig selv") dvs. indadvendthed, tilbagetrækning og manglende interesse for omgivelserne. Associationsforstyrrelser hvor patientens tankegang følger et mønster, der er svært at sætte sig ind i for en udestående, eksempelvis kan den personer med skizofreni pludselig afbryde sig selv midt i en sætning. Ambivalens dvs. modstridende følelser omkring samme ting. Affektive forstyrrelser dvs. et følelsesmæssigt udtryk man kunne forvente i en bestemt situation ikke er der, f.eks. en manglende reaktion hvis en nær person døde. Ved skizofreni behøves alle grundsymptomerne dog ikke at være der. De positive symptomer står for hallucinationer og vrangforestillinger, hvor de negative symptomer eksempelvis kan være manglende initiativ, manglende interesse, manglende evne til at skabe kontakt og indskrænket sprogbrug.
Akutte forbigående psykoser.
Akutte forbigående psykoser også kaldet de reaktive psykoser varer typisk kun to uger, og følger oftest et traume eller en belastende situation. I mange tilfælde ses disse psykoser som en god ting, da personen ofte hurtigt bliver rask uden medicin, bare så længe den belastende begivenhed bliver bearbejdet. De akutte forbigående psykoser inddeles ofte i underkategorier, alt efter hvilke symptomer der er dominerende: Akut paranoid psykose, akut polymorf (mangeartet) psykose, akut skizofrenlignende psykose og akut depressiv psykose.
Psykotisk mani og psykotisk depression.
Mani karakteriseres ved overdreven opstemthed, hvor der forekommer en trang til at foretage sig noget hele tiden, som kan være med til at mindske søvnbehovet. Personen med mani kan blandt andet udvikle storhedforestillinger, som eksempelvis tanken om at være genial. I denne sammenhæng er hallucinationer også et set symptom.
Ved depression forekommer nedtrykthed, manglende lyst og energi til at foretage sig noget, ringe selvtillid, skyldfølelse, ændringer i søvn og appetit. Der er tale om en psykotisk depression ved forekomsten af psykotiske symptomer, som kunne være vrangforestillinger eller hallucinationer. Vrangforestillingerne kunne blandt andet gå ud på, at den depressive føler sig skyldig i alle slags ulykker, og derved fortjener at dø. Ved denne tilstand ses også paranoia, hvor man kan føle sig forfulgt af andre. De depressive tanker kan dog være med til at bevirke, man føler at forfølgelsen kun er velfortjent.
Paranoide psykoser.
Paranoid psykose eller paranoia er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved forekomsten af vrangforestillinger uden tegn på tankeforstyrrelser, ambivalens, hallucinationer (dog kan disse i undertiden forekommer), autisme eller affektive forstyrrelser som ved skizofreni. Oftest rammer paranoid psykosen kvinder, og der er størst chance for det, jo ældre man er.
Skizo-affektive psykoser.
Ved Skizo-affektive psykoser forekommer der både skizofrene symptomer og symptomer på affektiv sindslidelse dvs. mani/depression. Derved kan patienten enten være depressiv eller manisk, samtidig med at vedkommende lider af bizarre vrangforestillinger og tankeforstyrrelser.
Organiske psykoser.
Organiske psykoser er en tilstand udløst af organiske eller medicinske faktorer. Sociale og psykologiske faktorer spiller også ind i forklaringen på disse tilsande, men ofte er det de biologiske udløsende faktorer, der bliver kigget på. Sygdomme som alzheimers, hjernetumor parkinson syfilis og B-vitaminmangel m.fl. kan udløse disse psykotiske tilstande. Her forekommer ofte synshallucinationer, som også kan være med til at fastslå, om det er en betinget organisk psykose. Synshallucinationerne ses nemlig ofte ved hjerneskade eller forgiftning dette kunne være gennem hallucinogene stoffer som alkohol, LSD, meskalin og cannabis.
Stof- og abstinenspsykoser.
Abstinenspsykose opstår ved ophøret af længere tids dagligt brug af stoffer.
Forgiftning: En for stor indtagelse af stoffer kan forgifte hjernen, og føre til psykotiske symptomer blandt andet synshallucinationer.
Årsager til psykoser.
En psykose er sindets måde at håndtere uhåndterbare situationer på. Som når hjernen vælger at besvime, når smerterne bliver for store.
Psykoser kan udløses ved, gennem længere tid, at være udsat for ekstremt belastede/stressede situationer.
Den biopsykosociale model.
Der er generelt konsensus om at psykoser skyldes en kombination af flere forskellige faktorer - herunder biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Biologiske forklaringer.
Billeder af hjernen på psykotiske undersøger både ændringer i hjernestrukturerne og forandringer i hjernens funktion, dette har frembragt nogle blandede resultater.
Det første hjernebillede frembragt af en person med psykose fandt sted tilbage i 1935 ved hjælp af en teknik kaldet pneumoencephalografi, (en smertefuld og nu forældet procedure, hvor cerebrospinalvæske blev drænet omkring hjernen og erstattet med luft, så det blev muligt at se hjernestrukturen mere tydeligt på røntgenbilleder).
Nye studier undersøger strukturændringer i hjernen, og der blev blandt andet fundet en betydningsfuld reduktion af den grå substans i cortex ved folk før og efter de blev psykotiske.
Det primære auditive cortexs placering Sådanne opdagelser har ledt til en debat, om psykosen selv er dannet af neurotoxiner, som forgifter nervesystemet og sammenhængen mellem skaden i hjernen og længden af den psykotiske episode. Nyere undersøgelser har vist, at det ikke er tilfældet, alligevel er yderligere undersøgelser stadig i gang.
Hjernescanninger har afsløret, at områder i hjernen der reagerer på sansning, er aktive under en psykose. For eksempel kan en positronemissionstomografi eller MR-scanning af en person der påstår at høre stemmer, vise en aktivering af det auditive cortex eller dele af hjernen, som involverer sansning og forståelse.
Behandling.
Psykoser behandles normalt med antipsykotiske stoffer (antipsykotika), såsom
eller lignende, samt med samtalebehandling og psykoeddukation, dvs. undervisning om psykoser til patient og pårørende.
Ptah.
Ptah var i den ægyptiske mytologi gud for den førstfremkomne landjord, for skabelse og kunstneriskt håndværk. Ud over at være en fællesægyptisk gud, var han i særlig grad byen Memphis' bygud og i den herfra stammende såkaldte "memphitiske" teologi opfattedes han tillige som den, der i tidernes morgen havde kaldt verden frem fra intet ved sine blotte befalinger.
Pulitzerprisen.
Pulitzerprisen er en amerikansk journalistik-, litteratur- og musikpris, der uddeles årligt.
Prisen, der administreres af Columbia University i New York City, blev grundlagt af den ungarnsk-amerikanske journalist og avisudgiver Joseph Pulitzer, efter at han testamenterede sin formue til Columbia University i 1911. En del af formuen blev i 1912 anvendt til grundlæggelse af universitets journalistuddannelse ("Columbia University Graduate School of Journalism"), og resten blev båndlagt til de årlige prisuddelinger, som blev indledt i 1917.
De enkelte priser er på hver USD 10.000, undtagen prisen inden for "public service journalism", som udgøres af en guldmedalje, som tildeles et amerikansk dagblad. Prismodtagerne udpeges efter indstilling af en komité nedsat af Columbia University, New York. I nogle af kategorierne er der krav om, at prismodtagerne skal være amerikanske statsborgere, mens der ikke er dette krav i resten af kategorierne. Det er dog bl.a. et krav om, at de journalistiske værker har været offentliggjort i et eller flere amerikanske dagblade.
I 2008 uddeltes priser inden for 14 journalistiske discipliner (hvoraf medarbejdere fra Washington Post modtog seks) og 6 kunstneriske inden for litteratur, historisk formidling og drama, 1 pris inden for musik samt med ujævne mellemrum ekstraordinære ærespriser, hvoraf en blev tildelt Bob Dylan i 2008.
Pædagog.
Uddannelsen til pædagog (der arbejder med mennesker) er en mellemlang videregående uddannelse på et pædagogseminarium, der fører til en professionsbachelorgrad. Studiet i pædagogik på universitetet er en lang videregående uddannelse, der fører til bachelor- og kandidatgraderne.
På Pædagoguddannelsen har man fag som "Individ, Institution & Samfund" (IIS), "Dansk, Kommunikation & Kultur" (DKK), Pædagogik, "Udtryk, Musik & Drama" (UMD), "Værksted, Natur & Teknik" (VNT), "Sundhed,Krop & Bevægelse" (SKB)
Pædagogik.
Pædagogik defineres videnskabeligt som det område, der beskæftiger sig med opdragelse, uddannelse og undervisning, og som indeholder disciplinerne pædagogisk filosofi, pædagogisk psykologi, pædagogisk antropologi, pædagogisk sociologi, didaktik og komparativ pædagogik.
Al pædagogik forholder sig til et afgørende spørgsmål: fødes barnet godt eller ondt? Svaret på dette afgør samtidig en hel række senere valg f.eks. angående "mål for pædagogikken", valg af "pædagogisk metode" og valg af "pædagogisk forløb". Det kan ses, at den vestlige pædagogik har bevæget sig væk fra at betragte barnet som ondt (behæftet med arvesynd) til at se det som godt (det ubeskrevne blad). De senere års afsløring af, at arveanlæggene har betydeligt større vægt end barndomsmiljøet, når barnets personlighed skal udfoldes, har sat ny gang i debatten om ondt og godt i barnet.
I bred betydning undersøger pædagogisk forskning ikke kun de fænomener, der foregår i de pædagogiske institutioner, men også f.eks. uddannelsespolitik og uddannelsessystemets strukturer og regler.
Opdragelse.
Der er i dag (2007)nyere forskere som problematiser opdragelsesbegrebet bl.a. Stig Brostrøm.
Uddannelse.
(Folkeskolens formål er dog ikke at uddanne eleverne til arbejdsmarkedet, men at uddanne dem til demokratiske individer. Folkeskolens formål er den almene, alsidige dannelse af eleverne).
Pædagogisk påvirkning.
Pædagogik kan opdeles i pædagogisk virksomhed og i pædagogisk arbejde, hvor "pædagogisk virksomhed" forstås som den bevidste indføring af barnet eller en anden i en bestemt forståelse af verden, til forskel fra "pædagogisk arbejde", hvor denne indføring sker indirekte og skjult.
Pædagogisk arbejde.
Pædagogisk arbejdeer en situationsbestemt aktivitet, hvor den nærmere definition kommer an på analysen af den givne situation.
Qatar.
Qatar (Dawlat Qatar) er et emirat ved den Persiske Bugt.
Qatar er ifølge IMF det rigeste land i verden. Dette er bl.a. pga. af landet utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Derudover er Qatar et land i udvikling, som f.eks. Emiraterne, der med utrolig store bygnings- og infrastrukturelle projekter, skal sikre landet i fremtiden.
Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er sheik Khalifa bin Hamad ath-Thani (tiltrådte, da hans fætter blev afsat 22. februar 1972).
Qatar var en del af Det Osmanniske Rige fra 1872 til 1914. Dets leder underskrev beskyttelsesaftaler med Storbritannien i 1916 og 1934. Var i denne periode britisk indflydelsesområde. Blev selvstændigt 1971. Qatar deltog i de allierede styrker mod Saddam Husseins Irak i Golfkrigen (1991).
Den vigtigste råvare er olie, som har gjort landet til et af de rigeste i verden. I 1989 udgjorde råolie 91,1% af landets eksport. De vigtigste handelspartnere er Japan, Italien, Storbritannien, USA, Tyskland og Frankrig. Stål- og cementindustrier er opbygget i et forsøg på erhvervsspredning.
Hovedstaden er Doha (372.000); ar-Rayyani og al-Wakrah er dele af byområdet omkring Doha.
Landet er medlem af den Den Arabiske Liga, FN, GCC og OPEC.
Geografi.
Qatar er en lav, gold halvø, der strækker sig 160 km ud i Golfen. Der er ingen floder.
Topografien er overvejende flad med højder fra 10 meter op til på 73 meter i Dukhan-højderne.
På grund af beliggenheden ved den Persiske Bugt er klimaet hele året meget varmt og der er ofte sandstorme.
Befolkning.
Ca. 60 procent af qatarerne er iranere eller indoiranere. Arabisk og persisk (Farsi) er de mest talte sprog. Der er ca. 140.000 til 180.000 qatarer og ca. 750.000 gæstearbejdere, der overvejende kommer fra islamiske stater som Pakistan, Bangladesh, Sudan, men også fra Indien og Nepal.
Historie.
I 2008 gjorde en gruppe med blandt andet den danske arkæolog Bo Madsen et unikt fund af stenredskaber der vurderedes til at være omkring 700'000 år gamle.
Qatar var i stenalderen beboet af jægere og samlere, men blev på grund af tiltagende udtørring 5000 f.Kr. forladt af menneskene.
I de følgende årtusinder var Qatar kun befolket af få beduinfamilier.
I 628 sluttede indbyggerne sig til profeten Muhammed og gik over til islam. Men også i de følgende år havde landet på grund af det manglende vand ingen betydning. Bortset fra enkelte handelsbosættelser ved kysten, var landet kun beboet af beduiner.
Omkring 1760 indvandrede slægterne Al Thani og Al Chalifa. I den følgende tid var der mange magtkampe mellem de to grupper. I 1783 erobrede Al Chalifa slægten øen Bahrain, hvorefter en stor del af stammen bosatte sig der. I slutningen af det 18. århundrede blev Qatar domineret skiftende af Persien, Oman og arabiske sørøvere. I denne usikre tid lykkedes det fra 1822 Al Thani dynastiet at genvinde magten.
I 1867 var der igen kampe om magten i landet mellem de to klaner. Storbritanien intervenerede og tvang parterne til at slutte fred, og der blev lavet en beskyttelsesaftale mellem Qatar og Storbritanien, hvorved landet kom under britisk indflydelse. Anerkendelsen af Al Thani førte til, at øen Bahrain ikke mere var en del af Qatar. I den anden halvdel af det 19. århundrede førsøgte Oman at få herredømmet og besatte dele af landet. Qasim Al Thani klanen blev støttet af en anden beduinklan Wahhabiterne og 1913 til 1916 stoppede englænderne den osmaniske og wahabitiske indflydelse. I 1916 forlod de sidste osmaniske tropper landet.
I den følgende periode styrkede Storbritanien sin politiske og økonomiske magt. Efter 1930 brød perlehandelen, som var en vigtig del af Qatars økonomi, sammen på grund af de japanske kulturperler. Det førte til en omfattende økonomisk krise, der tvang mange qatarer til at udvandre. Allerede i 1939 kom de første oliefund og olieindustrien blev hurtigt Qatars vigtigste indtægtskilde.
Efter briternes tilbagetog proklamerede Qatar den 1. september 1971 sin selvstændighed og Sheiken ændrede sin titel til Emir. Samme år blev verdens største naturgasområde opdaget. Allerede i 1972 blev Emir Ahmad ibn Ali sat fra magten af sin søn Chalifa ibn Hamad, (1972–1995) der i den følgende tid udviklede olie og andre industrier. I 1995 blev Chalifa ibn Hamad sat fra magten. Den nye Emir Hamad bin Khalifa ath-Than, (1995-) som indledte de begyndende demokratiske reformer.
Siden 1998 er Qatar hovedsæde for US-tropperne i det nære østen og var også USA's kommandocentral i krigen mod Irak marts 2003.
Byggeprojekter i Qatar.
Qatar har siden år 2000 begyndt at planlægge og bygge mange store projekter i Qatar, især i hovedstaden Doha. Især da Qatar fik lov til at afholde de Asiatiske Lege i 2006 fik sat gang i udviklingen. I dag er Dohas befolkning på omkring 500.000 indbyggere, men allerede i 2015 regner man med at Dohas indbyggertal vil være på 1.200.000 indbyggere.
Tilsammen vil disse projekter kunne huse omkring 500.000 mennesker.
Udover boliger, så er man også ved at bygge og planlægge store indkøbscentre, industriområder og en lufthavn - altsammen placeret i Doha. Lufthavnen i Doha, som er under konstruktion, skal skal være med til at gøre Qatar Airways til et af verdens største luftfartsselskaber. Lufthavnen vil bl.a. kunne tilbyde landingsbaner, som gør det muligt for Airbus' nyeste super-jet A380 at lande i lufthavnen.
1992 QB1.
1992 QB1 er en småplanet i vort solsystem. Det er det først fundne objekt i Kuiper-bæltet udenfor Neptuns bane, bortset fra Pluto og Charon. Navnet Smiley er blevet foreslået, men det er allerede anvendt på en asteroide, 1613 Smiley. Den har fortsat ikke fået et selvstændigt navn. Menes at have en diameter på omkring 200 kilometer. Opdaget 1992 af de to amerikanske astronomer David Jewitt og Janet Luu.
Qing-dynastiet.
Qing-dynastiet (kaldes også manchu-dynastiet) var et kinesisk dynasti der regerede fra 1644 til 1912. Qing-dynastiet overtog magten efter Ming-dynastiet, der brød sammen efter oprør og angreb fra manchuerne. Qingdynastiet blev det sidste, kinesiske dynasti. Dets kejsere regerede i Beijing fra 1644 til 1912, da den sidste kejser trådte tilbage, og den nye kinesiske republik blev skabt som en konsekvens af Xinhai-revolutionen i 1911.
Quing kejseren Jiaqing, kejser 1706-1820
Oversigt.
Qingdynastiet blev ikke grundlagt af de egentlige kinesere eller han-folket, som udgør langt hovedparten af indbyggerne i Kina, men derimod af manchuerne, et nomadefolk fra Manchuriet. De udnyttede den politiske uro og de folkelige oprør, som plagede Ming-dynastiet og erobrede landets hovedstad, Beijing, i 1644. Dynastiet varede, indtil kejserdømmet faldt som følge af Xinhai-revolutionen i 1911.
De 268 år under Qingdynastiet bød på store sejre, ydmygende nederlag og dybtgående ændringer i alle dele af samfundet. Nutidens Kina er på mange måder resultatet af erfaringerne fra dengang. Qingkejsernes magtovertagelse blev ledsaget af en udvidelse af landområdet, og Kinas nuværende grænser afspejler i store træk de succesrige, militære ekspeditioner under Qingdynastiet. Indlemmelsen af nye lande og folkeslag krævede omhyggeligt arbejde, men manchuernes erfaringer som nomadefolk og deres villighed til at anvende forskellige væremåder overfor forskellige grupper som f.eks. mongoler og tibetanere gjorde styret meget smidigt. Grundlaget for den store befolkningstilvækst blev formentlig lagt i den stabile periode under de første 200 års Qingstyre, hvor landet nød godt af økonomisk fremgang, indvinding af nyt land til opdyrkning og udbredelsen af nye afgrøder, som kan vokse i dårlig jord.
Der blev skabt mange store værker inden for kunst og litteratur i perioden, og særligt kejser Qianlong satte omfattende projekter i gang for at bevare vigtige tekster fra landets historie. Romangenren blev læst i brede kredse, og Kinas måske mest berømte roman, "Drømmen om det røde værelse", blev skrevet midt i det 18. århundrede. Taipingoprøret midt i det 19. århundrede var det første, alvorlige udslag af den anti-manchustemning, som truede Qingdynastiets stabilitet, og som skulle vise sig mange gange i resten af perioden. Men de forfærdende tab under oprøret (man regner med, at der døde omkring 30 millioner mennesker frem til nedkæmpelsen af oprøret i 1864) og den fuldstændige ødelæggelse af et stort område i den sydlige del af landet, blev overskygget af en anden, alvorlig konflikt, nemlig den 2. opiumskrig (1843-1860), hvor England med våbenmagt gennemtvang, at Kina skulle åbnes for handel med opium. Skønt krigen ikke var nær så blodig som oprøret, viste den, at den ydre verden og dens teknologi var langt forud for den svækkede og usikre Qingstat.
I det meste af perioden fra 1861 til 1908 var Enkekejserinde Cixi "de facto" leder af Qing-dynastiet.
Qingdynastiets sammenbrud i 1912 afsluttede mere end 2000 års kejserlig historie i Kina og indledte en lang, ustabil periode ikke blot på nationalt plan, men også for mange områder af folkets hverdag. Politisk og økonomisk tilbageståenhed virkede sammen med udbredt kritik af den kinesiske kultur og skabte tvivl om fremtiden. Kinas omtumlede historie efter omstyrtelsen af Qingdynastiet kan delvis ses som et forsøg på at forstå og genoptage væsentlige sider af den historiske kultur og sammenføje den med vigtige nye ideer, som har nået landet i løbet af det seneste århundrede. Qingdynastiet er kilden til vigtige dele af denne storslåede kultur, men de ydmygelser, det måtte tåle, giver stadig grund til eftertanke.
Qinghai.
Qinghai (kinesisk skrift: 青海, pinyin: "Qīnghǎi", ellers romaniseret også Ch'ing-hai eller Tsinghai) er en provins i Folkerepublikken Kina, opkaldt efter den store Qinghai-søen.
Den kinesiske enkelttegnsforkortelsen er 青 for "Qing". Provinshovedstaden er Xining.
Provinsen grænser til Gansu i nordøst, den autonome region Xinjiang i nordvest, Sichuan i sydøst, og den autonome region Tibet i sydvest.
Det meste af Qinghai består af områder fra de traditionelle tibetanske provinser Kham og Amdo. Den er fødested og hjemsted til en række fremtrædende tibetanske skikkelser op gennem historien, blandt dem flere af Dalai Lamaerne.
Provinsen har et areal på cirka 721.000 kvadratkilometer, og en befolkning på 5.570.000 indbyggere (2009).
Historie.
Størstedelen af området var tidligere provinserne Kham og Amdo i det historiske Tibet. I 1928 blev området en provins i det daværende Republikken Kina.
Administrative enheder.
Qinghai er inddelt i 8 enheder på præfekturniveau (Et bypræfektur, et præfektur og 6 autonome præfekturer)
Disse 8 enheder på præfekturniveau er inddelt i 43 enheder på amtsniveau (4 distrikter, 2 byamter, 30 amter og 7 autonome amter). Disse er igen inddelt i 429 enheder på kommuneniveau (115 bykommuner (towns), 253 kommuner (townships), 30 etniske kommuner (ethnic townships) og 31 subdistrikter).
Qu Yuan.
Kinesisk forfatter. (300-200-tallet før Kristus). Qu Yuan var allegori-digter.
Kvadrofoni.
Kvadrofoni med fire signaler udsendt over fire højttalere. Denne lydform giver en mere naturtro og rumlig gengivelse end monofoni og stereofoni.
Quai d'Orsay.
Quai d'Orsay er en gade langs venstre seinebred i Paris. Hyppigt som betegnelse for det franske udenrigsministerium som ligger ved Quai d'Orsay.
Quarayaq.
Quarayaq er en hurtigtløbende gletsjer (20-24 m om dagen). Gletsjeren får tilført is fra den grønlandske indlandsis.
Quatrain.
Et quatrain er et digt eller en strofe med fire linjer.
Québec.
Québec er en provins i Canada med 7,5 millioner indbyggere som hovedsagelig er fransktalende. Med sit sprog, sin kultur og dens institutioner udgør en nation i Canada.
Quebec blev en koloni i Frankrig 1534-1763 med navnet på Ny Frankrig, så en koloni af det britiske imperium 1763-1931, indtil uafhængigheden i Canada. Siden 1763 Conquest, har den katolske kirke fastsat til beskyttelse af Quebec mod kulturelle assimilation. Han spillede en ledende rolle i udviklingen af sociale og kulturelle institutioner i Quebec, indtil Quiet Revolution i 1960. Quebec's motto "Je me souviens", en populær metafor: Jeg kan huske, at siden da, som kapitulerede Paris, Rom forsvarede Québec by mod London.
Fra 1960 er Quebec politik en løbende debat om den rolle, la Francophonie i overvejende engelsktalende Canada. E 'er karakteriseret ved mange bestræbelser på at opnå større suverænitet Quebec, hvor det giver forskellige ideer lige fra at have fuld lovgivende magt, en forening med Canada, eller løsrivelse.
Største by i Quebec er Montreal mens hovedstaden er Québec (fransk: "Ville de Québec", engelsk: "Quebec City"). Arealet er på cirka 1.540.680 kvadratkilometer og er således den største af de ti provinser.
Quebec blev en provins i 1867. I 1970'erne og 1980'erne opstod der gnidninger med de øvrige provinser i Canada om det franske sprogs brug og status. I 1982 blev Canadas forfatning ændret, men Quebec nægtede at ratificere den.
Quebracho.
Quebracho er hårde træsorter fra mindst tre træer, fra Gran Chaco området i Sydamerika.
Træet anvendes blandt andet til værktøj, jernbanesveller og bygningstømmer (især under vand). Af barken udvindes garvemidlet q-ekstrakt.
Quechua.
Quechua er et sydamerikansk sprog. Inkarigets sprog, som nu tales af cirka 5 millioner indianere, især i Ecuador samt i Bolivia og Peru.
RMS Queen Elizabeth.
RMS "Queen Elizabeth" var et oceangående britisk passagerskib, opkaldt efter den engelske dronning.
"Queen Elizabeth" er det største passagerskib der er søsat. Skibet har en længde af 314 meter og en bruttoregistertonnage på 82.998 tons. Skibet løb af stablen i 1940 og blev brugt som troppetransportskib under 2. verdenskrig.
Under Cunard Line indgik det i regulær transatlantisk rutefart i 1946. I 1968 blev skibet taget ud af drift og solgt med henblik på at blive indrettet til universitet. Skibet blev dog ødelagt ved en brand i Hong Kongs havn den 9. januar 1972.
Kilde/henvisning.
Queen Elizabeth, RMS
Queen Mary.
"Queen Mary" var et oceangående passagerskib, som i perioden 1936 til 1967 sejlede mellem Southampton i England og New York i U.S.A.
Skibet blev bygget til rederiet "Cunard White Star Line" i 1934 og er navngivet efter den daværende engelske kong Georg 5.'s dronning "Mary of Teck".
Størrelsen var og er imponerende: 80.000 BRT, 311 meter lang, 79 meter høj, hvilket gjorde det til det næststørste passagerskib i verden - efter søsterskibet "Queen Elisabeth."
Under 2. verdenskrig blev skibet anvendt som troppetransportskib mellem Australien/New Zealand og England med op til 15.000 soldater om bord.
Efter krigen fortsattes den transatlantiske passagertrafik indtil konkurrencen med flytransport stoppede rutetrafikken.
"Queen Mary" blev oplagt i 1967 i Long Beach, Californien, hvor det fungerer som hotelskib og museum.
"Queen Mary 2" er fra 2004 og er en efterfølger til "Queen Mary" som verdens pt. største, længste og højeste passagerskib nogen sinde
Queensberryregler.
Queensberryreglerne er et regelsæt for boksning fra 1867, skrevet af John Graham Chambers, og anbefalet af den 9. markis af Queensberry.
I disse regler omtales polstrede læderhandsker for første gang i boksehistorien.
Queensberryreglerne ligger til grund for det nuværende regelsæt indenfor boksningen.
Queensland.
Queensland er en stat i Australien. Staten har et areal på cirka 801.600 kvadratkilometer. Befolkningstallet var i 1991 på cirka 5.862.000. Hovedstaden er Brisbane.
Den markante indlandsflod Cooper Creek gennemstrømmer dele af den indre del af Queensland undervejs mod søen Lake Eyre i staten South Australia. Det var i området omkring Cooper Creek at de to opdagelsesrejsende Robert O'Hara Burke og William John Wills omkom under deres ekspedition i 1860-61.
Querétaro.
Querétaro (formelt navn: Querétaro de Arteaga) er en delstat i det centrale Mexico. Mod nord deler staten grænse med San Luis Potosí, mod øst med Guanajuato, mod vest med Hidalgo, mod sydøst med delstaten Mexico og mod sydvest med Michoacán. Arealet er 11.978 km². Ved folketællingen i 2000 havde delstaten 1.404.306 indbyggere. ISO 3166-2 er MX-QUE.
Statens hovedstaden er byen Santiago de Querétaro, som ofte omtales som blot "Querétaro", og ligger cirka 200 km sydvest for Mexico City. Den er kendt for sin arkitektur fra kolonitiden.
Quetta.
Quetta er hovedstaden i provinsen Baluchistan i Pakistan.
Quetzal.
Quetzal ("Pharomachrus") er en fugleslægt i trogonerordenen, der findes i regnskove i Central- og Sydamerika. Disse meget farvestrålende fugle er skindene grønne med en rød bug, men hunnerne har mere brunt eller gråt i fjerdragten. Navnet Quetzal stammer oprindeligt fra det indianske sprog Nahuatl.
Navnet Quetzal bruges om slægten, om de fem medlemmer af slægten og desuden om en anden fugl i trogonerordenen, "Euptilotis neoxenus". Denne arts overhale- og vingedækfjer er ikke særligt forlængede, og "både" hannens og hunnens næb er grålige, men ellers minder den om "Pharomachrus". Desuden yngler den kun i det vestlige Mexiko, omend den til tider ses i Arizona og New Mexico i det sydvestlige USA.
"Pharomachrus mocinno" – der på engelsk hedder "Resplendent Quetzal" (farvestrålende quetzal) – vil generelt være den der henføres til med Quetzal. Denne art findes kun i bjergskove i det sydlige Mexico og Centralamerika, og hannen har en meget lang hale. De øvrige arter fra slægten "Pharomachrus" er fra Sydamerika og har en "normal" hale-længde.
Guatemalas nationalfugl er "Pharomachrus mocinno", og deres møntfod hedder desuden Quetzal.
Quetzalcoatl.
Quetzalcoatl er den vigtigste gud hos aztekerne i Mexico. Fremstilles ofte som en fjerklædt slange.
Quetzalcoatl udtales [ket-sal-ko-atl]. Det er et ord i nahuatl, som var og er aztekernes sprog. Navnet består af to halvdele: "quetzal" = fugleslægten Quetzal ("Pharomachrus") + "coatl" = slange. Den ordrette oversættelse skal altså være "Quetzal-slange", men almindeligvis bruger man i stedet udtrykket "den fjerklædte slange".
Der findes mange andre navne og betegnelser, der er knyttet til Quetzalcoatl. Derfor findes guden sommetider omtalt under sit egentlige navn og til andre tider under andre navne, som for eksempel "Topiltzin" = "Vor herre".
Quickstep.
Quickstep er engelsk for hurtig-trin. Hurtig selskabsdans i 4/4 takt.
Dansen opstod i kølvandt på charleston som blev meget populær i midten af 1920'erne. Den bygger hovedsagligt på foxtrot iblandet nogle elemtenter fra charleston og gik i begyndelsen under betegnelsen "Q.T.F.T. and C." som stod for "Quick Time Fox Trot and Charleston".
Quickstep er nu en international standard-sportsdans der danses i et nominelt tempo på 50 takter i minuttet.
Quintana Roo.
Quintana Roo (forkortes Q.R.) er en stat i Mexico på den østlige del af Yucatán-halvøen. Mod nord og vest har den grænse til de mexicanske stater Yucatán og Campeche, mod øst til det Caribiske Hav og mod syd til landet Belize.
Hovedstaden i Quintana Roo hedder Chetumal. I Quintana Roo ligger også feriebyen Cancún, øerne Cozumel og Isla Mujeres, byerne Bacalar, Felipe Carrillo Puerto, Playa del Carmen, Puerto Juarez og Puerto Morelos, foruden mayaruinerne Chacchoben, Chakanbakán, Chamax, Coba, Dzibanché, El Meco, Ichpaatán, Kohunlich, Muyil, Oxtankah, Tankah, Tulum, Tupak, Xel-Há og Xcaret.
Staten har et areal på 50.350 km² og et indbyggertal på omkring 1.200.000 (2003), hvoraf mange bor i Cancún. I 1970 havde staten kun omkring 90.000 indbyggere. Indbyggertallet vokser hurtigt på grund af hotelopførelser og det deraf følgende behov for mere arbejdskraft. Mange af statens immigranter kommer fra Yucatan, Campeche, Tabasco og Veracruz. ISO 3166-2-koden er MX-ROO.
Quirinus.
Quirinus er en romersk gud, og han blev i republikansk tid identificeret som den guddommelige inkarnation af Roms grundlægger, Romulus. Navnet kommer måske af det sabinske ord for spyd ("quiris"), og derfor formodes det at Quirinus oprindeligt var en sabinsk krigsgud, der er gledet ind i det romerske pantheon, da sabinerne blev assimileret i den romerske befolkning. Dyrkelsen af Quirinus havde i republikansk tid stærke bånd til forfædrekulten.
Hovedtemplet for Quirinius lå på Quirinalhøjen, hvor sabinerne oprindeligt stammede fra, og præsterne, der administrerede hans kult blev kaldt "Flamen Quirinalis". Hans årlige fest var "Quirinalia", og den blev fejret den 17. februar.
Quirinus var fra den tidligste periode af Roms historie en del af den såkaldte Kapitolinske triade, som delte et tempel på Kapitol, og den bestod i kongetiden af Jupiter, Mars og Quirinus.
Oprindelse.
Navnets betydning er usikker, ifølge Dionysios af Halikarnassos stammer det fra det sabinske ord for spyd ("quiris"), og Roms borgere brugte også ordet "quirites" (spydbærer) som en ærestitel for sig selv. En anden betydning af "quirites" kan dog være "co-viri" (sammen-mænd). Pga. gudens tilhørsforhold til Quirinalhøjen antages det at Quirinus oprindelig var en sabinsk guddom, og at navnets betydning viser at han oprindelig var en krigsgud.
Historisk tid.
Quirinus blev formodentligt pga. af navnesammenfald associeret med det romerske folk ("quirites"), og senere med Romulus, den legendariske grundlægger af byen. Han blev derfor en personifikation af Roms borgere og de dyder, som de tillagde sig selv, og kan derved opfattes som gud for Roms borgere, når de optrådte eller havde optrådt i offentlige sammenhænge.
I kunsten blev han portrætteret som en skægget mand med religiøs og militær påklædning.
Quisling.
Quisling har siden 2. verdenskrig været et synonym for en kollaboratør, en værnemager eller en landsforræder.
Udtrykkets tilblivelse skyldes nordmanden Vidkun Quisling, der af tyskerne i 1942 blev udnævnt til ministerpræsident under den tyske besættelse af Norge 1940-45.
Da der under krigen i Danmark udkom nye én- og toører af billigt metal, betegnede folkeviddet énørerne som uslinger og toørerne som quislinger. Begrundelsen var, at der gik to uslinger på én quisling.
Quito.
Quito er Ecuadors hovedstad. Byen er omgivet af vulkaner og ligger 2.850 meter over havets overflade og er dermed verdens næstehøjeste beliggende hovedstad. Byen har industri. I 1978 kom Quitos historiske bydel på UNESCOs Verdensarvsliste.
Quiz.
En quiz er en underholdende konkurrence i hvem der har den største paratviden indenfor et bestemt område. Denne konkurrence kan udføres derhjemme, men er også meget brugt indenfor tv-branchen.
De anvendte regler variere en del, men ofte er der en quiz-master som stiller spørgsmål og de andre deltagere skal svare efter tur. Der gives point for rigtige svar, og den, der samlet får flest point har vundet. En anden meget brugt form er, at deltagerne markerer, når de kan svare, og den, der markerer først får lov til at svare. I nogle quizzer resulterer forkerte svar i strafpoint, så det kan betale sig, at melde pas, hvis man ikke kender svaret.
Quo vadis, Domine.
Quo vadis, Domine er latin for “Hvor går du hen, herre?”.
Ifølge legenden var det den flygtende apostel Peters ord, da han i et syn møder Jesus uden for Rom.
"Dicit ei Simon Petrus: "Quo vadis, Domine?"
"Quo ego vado non potes me modo sequi, sequeris autem postea."
Qwaqwa.
Qwaqwa var et bantustan i Sydafrika. Arealet var på 655 kvadratkilometer. Ved folketælling i 1985 blev befolkningen optalt til 182.000. Hovedstaden var Phuthadithaba.
QWERTY.
QWERTY betegner det mest udbredte tastaturudlægning af bogstaverne på tastaturer til computere og skrivemaskiner. Navnet QWERTY kommer fra de seks første bogstaver i den øverste række af bogstaver på tastaturet.
QWERTY-tastaturet er oprindeligt lavet til mekaniske skrivemaskiner, og tasterne er placeret, så de ikke sætter sig fast, når man skriver. Konkret er det gjort ved, at bogstaver der ofte optræder lige efter hinanden i engelske ord, er placeret langt fra hinanden. Dette har vist sig også at være praktisk med hensyn til at skrive hurtigt, da man skriver hurtigere, når man skiftevis bruger venstre og højre hånd til at trykke på tasterne. Dog er Dvorak-tastaturet et resultat af forskning i denne effekt.
QWERTY-tastaturet er også lavet, så salgspersonellet kun skulle lede i øverste række efter bogstaverne til ordet "typewriter", når de skulle demonstrere produktet. Dette og "territory" er faktisk de længste engelske ord, der kan skrives med brug af kun én række. Tilsvarende, hvis man kun bruger den ene hånd, er de længste to ord "exaggerated stewardesses", hvor alle bogstaverne sidder til venstre hånd (hvis man benytter tifingersystemet).
QWERTY-tastaturudlægning blev patenteret i USA i 1868 af Christopher Sholes. Patentet blev efterfølgende solgt til James Densmore, der overbeviste riffelproducenten Remington, som præsenterede de første skrivemaskiner med dette layout i 1873. Patentet er sidenhen udløbet.
Have-Rabarber.
Rabarber ("Rheum rhabarbarum") stammer fra det østlige Middelhavsområde og Lilleasien. Den kendes første gang fra Kina i det 28. århundrede f.Kr..
Anvendelse.
Oprindeligt blev rabarberens rod anvendt som lægemiddel i blandt andet Kina. Nu om stunder anvendes den imidlertid i madlavning. Da det er stængelen, der anvendes, og ikke frugterne, betragtes planten som en grøntsag. I praksis anvendes den dog oftest som en frugt til blandt andet saft, syltetøj og marmelade samt i desserter og kager. I disse tilfælde tilsættes et sødemiddel, traditionelt sukker, som smagsmæssigt neutraliserer indholdet af citronsyre, æblesyre og oxalsyre.
Rabbiner.
En rabbiner (gennem latin og græsk fra hebraisk רִבִי [ribbī] el. [rebbī]) er en jødisk religiøs leder og lærer. En rabbiners rolle er delvis parallel med præsterollen i kristendommen. Den vigtigste forskel er at centrale religiøse handlinger som vielser, navngivning og ledelse af gudstjenester ikke er forbeholdt rabbineren.
Race.
Race er en populær betegnelse for en gruppe af dyr eller planter, der opfattes at have en række nedarvede fællestræk i modsætning til andre grupper inden for den samme art. Det videnskabelige ord for denne skelnen kan være underart (subspecies).
Betydning.
Det danske ord "race" er (ligesom tysk "Rasse" og engelsk "race") umiddelbart lånt fra de romanske sprog (fransk "race", italiensk "razza"), men oprindelsen er omstridt. Man har foreslået enten latin "ratio" 'fornuft, princip, slags' eller arabisk "ra’s" 'hoved, oprindelse'.
På engelsk kan man påvise ordet tilbage til ca. år 1500.
I betydningen "stamme, nation eller folk af fælles type" findes det fra o. år 1600. Den moderne betydning "grundtype af menneskearten ud fra fysiske særpræg" stammer fra 1774.
Race har opfyldt et behov, eller en nysgerrighed, efter at præcisere og videnskabeliggøre menneskers forskellighed allerede i sin tidlige betydningshistorie, i slutningen af 1600-tallet,
men i ældre sprogbrug - formentlig op til midten af 1700-tallet - var de videnskabeligt-biologiske kriterier, i den moderne forståelse af videnskab, ikke tilstede, og ikke en del af betydningen. Dengang har race udtrykt opfattelsen af en 'væsentlig' anderledeshed mellem typer af mennesker eller dyr.
Ordbog over det danske sprog definerer race som "betegnelse for en gruppe individer inden for en art med visse særlige fællestræk, der adskiller dem fra andre individer af samme art; især m[ed] bibet[ydning] af, at disse fællestræk er arvelige, og at individerne har fælles afstamning". Et eksempel på hvordan ordet blev brugt i denne betydning om god afstamning eller ædle (nedarvede) egenskaber, er Georg Brandes(1842-1927), som til beskrivelse af et billede skriver: "ogsaa Fattigmanden [...] bevarer Anstand og Holdning, har Race."
Denne betydning ligger tæt på begreberne "æt", "stamme" eller "slægt". Meningen er også sammenfaldende med det latinske ord "gens", der blev brugt i den antikke etnografi og den efterfølgende europæiske litteratur i middelalderen. Oversættes latinske tekster bliver "gens" både skrevet som race eller som "folk".
På engelsk er den brede betydning mere almindelig, for eksempel kan man tale om "the human race", der kan oversættes med "mennesket som art" eller det mere abstrakte "menneskeslægten". Ordet bruges ikke kun om grupper af bestemt biologisk afstamning, men også om etniske eller sproglige inddelinger af mennesker. I populærkulturen, såvel engelsk som dansk, bruges "race" også om sære menneskelignende arter fra mytologien eller det ydre rum. ("Se science fiction)").
Race og biologi.
Race som videnskabeligt begreb bliver først almindeligt midt i 1800-tallet, hvor biologen Charles Darwin og aristokraten Arthur de Gobineau skrev deres værker. Gobineau skrev i 1853-55 "Essay om menneskeracernes ulighed", der blev til grundlaget for eugenikken. Gobineau opfattede race som grundlaget for alle historiske begivenheder. Han stod bag idéen om at inddele mennesker i tre grupper, nemlig den hvide, gule og sorte race, og han mente at kun den hvide race kunne skabe menneskelig udvikling og fremdrift. Racelæren er i dag stærkt kompromitteret af kolonialismens og senere nazismens undertrykkelse og forbrydelser. I de fleste vestlige samfund, og i en del af resten af verden, spillede eugenik og racehygiejne en rolle i lovgivningen og samfundsdebatten gennem første halvdel af 1900-tallet.
De fleste antropologer og biologer opfatter i dag Gobineaus enkle opdeling som alt for simpel, men der findes stadig forskere der holder fast i den. Den gængse opfattelse i dag er at alle menneskelige populationer spænder over et mere eller mindre bredt kontinuum af forskellige genetiske træk (f.eks. pigmentering, ansigtsform, legemsbygning). Forskellene mellem de forskellige menneskegrupper er små og består for størstedelen i ydre forskelle (f.eks. særlige hårfarver og skægvækst) og i nogen omfang i tilpasninger til miljøet (mørk hudfarve er f.eks. hyppigere ved ækvator, lav og tæt kropsbygning er hyppigere i Arktis).
Det har været omstridt, hvorvidt de forskellige menneske"racer" skulle besidde forskellige åndsevner. Visse undersøgelser har villet påvise høj intelligenskvotient for "gule", mellem for "hvid" og lav for "sorte". Sådanne undersøgelser er blevet kritiseret for at ville genoplive racefordomme, og kritikerne har indvendt, at forskelle i intelligens snarere skyldtes sociale uligheder. Til forsvar for undersøgelserne er det til gengæld blevet hævdet, at videnskaben ikke skal begrænes af politisk korrekthed, og at de faktuelle resultater blot afspejler objektive kendsgerninger.
Betoningen af den redskabsmæssige nyttefunktion, eller den sociologiske institutionalisering, af race-begrebet findes også indenfor lægevidenskaben, og formuleres som et behov for en klassifikation, da f.eks. lægemidlers virkning kan afhænge af populationen. Population må her forstås med en betydning af genetisk homogenitet.
En moderne videnskabelig klassifikation af menneske"racer" formuleres som underarter (subspecies). Underarter skelnes på baggrund af observerbare forskelle, og der indgår også heri overvejelser om 'gen-strøm', altså hvorvidt de forestillede underarter får fælles afkom. Der er ikke konsensus i moderne videnskab om mennesker skal klassificeres i underarter.
Racediskrimination.
Racediskrimination er forskelsbehandling på grund af etnicitet.
"Race" stammer fra ideen med at opdele menneskeheden i "racer".
Racisme.
Racisme er en videnskabelig og politisk ideologi, som rangordner mennesker i forskellige grupper efter biologisk "race". Menneskeracer er dog et omstridt begreb, som racistiske og andre forskere har forsøgt at definere ud fra hudfarve eller andre ydre træk.
Racisme i nyere og bredere betydning bruges ofte om alle former for forskelsbehandling af folk på basis af deres afstamning eller hudfarve. Nogle opfatter enhver forskelsbehandling ud fra kultur, religion, sproglig, etnisk og national herkomst (og evt. køn) som racisme. En bredere definition af racisme, benyttet af bl.a. FN omfatter forhånende og nedværdigende ytringer om bestemte menneskegrupper.
Definition.
Den klassiske definition af racisme er, at udtrykket kun omfatter en egentlig racelære, hvor en biologisk race (typisk hudfarve) opfattes overlegen eller underlegen i forhold til andre. Men i dagligdags sprogbrug bruger mange i dag ordet racisme i en bred og mindre klar betydning, hvor det omfatter alle negative ytringer mod en bestemt gruppe mennesker (især minoritetsgrupper).
Nogle af de dagligdags betydninger af ordet racisme er bedre dækket af begreberne diskrimination (forskelsbehandling) eller xenofobi (fremmedhad). Når det handler om ytringer, er begrebet ærekrænkelse ofte dækkende.
Det diskuteres ofte, om det er korrekt at bruge den udvidede betydning. Gennem næsten hele 1900-tallet har ordet racisme betegnet en politisk ideologi eller praksis, hvilket taler for at bevare den snævre betydning. På den anden side er ordet racisme afledt af race, der oprindelig ikke kun betegner hudfarve og biologiske træk, men kunne bruges om enhver gruppe, slags eller type. Denne betydning er sjælden på moderne dansk, men ganske almindelig på mange andre sprog.
I en udgave fra 1986 holder Nudansk Ordbog sig til en relativt snæver politisk-biologisk definition: "[T]eori om, at en nations racerenhed bør bevares; tro på en bestemt races overlegenhed og medfødte evne til at herske."
En udgave af Nudansk Ordbog fra 1999 lægger stadig vægt på racisme som politisk ideologi: "Den anskuelse at raceforskelle bør bestemme forskellene i sociale og politiske rettigheder."
"Erklæringen om race og racefordomme" af 27. november 1978 fra UNESCO holder sig også til teorier ud fra race og etnicitet: "Enhver teori, som indeholder påstanden om, at racemæssige eller etniske grupper i sig selv er overlegne eller underlegne, således implicerende, at nogle ville have ret til at dominere eller eliminere andre, der opfattes som underlegne, eller som baserer værdiopfattelser på racemæssig skelnen..."
I en retssag i 2003 mente Højesteret derimod, at racisme også kunne betegne "forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv". Retten lagde vægt på en udtalelse fra Dansk Sprognævn, der ser det som sin hovedopgave at registrere og følge sprogets udvikling, men ikke at tage stilling til sproglig korrekthed.
Race.
Uenigheden om defitionen af racisme hænger også sammen med det omstridte begreb race. Race har siden den klassiske racismes fremkomst med Gobineau i 1800-tallet og især siden nazismen i 1930'erne været forbundet med en inddeling af menneskeheden i europæere, afrikanere og asiater og evt. undergrupper. Da den klassiske racisme lægger særlig vægt på hudfarver, har inddelingen i hvide, sorte og gule været populær og letforståelig. Men i ældre sprogbrug, og stadig på f.eks. engelsk, betyder race nærmest "slags", mennesketype, stamme, nation eller folk, uden den biologisk-genetiske betydning. Man kan derfor måske argumentere for, at racisme skal have en udvidet betydning i retning af "lære, som bygger på at opdele mennesket i grupper/stammer", men dette er ikke den klassiske betydning af begrebet racisme.
Racistiske overgreb i Norden.
I Danmark er trusler, forhånelse og nedværdigelse på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering omfattet af Straffelovens § 266b. Paragraffen kaldes populært "racismeparagraffen", og det bruges af og til som argument for, at kritik af religiøse grupperinger er racisme.
I 2004 havde Politiets Efterretningstjeneste (PET) registreret 37 forhold og hændelser med racistisk baggrund, mens tallet var 51 i 2005. PET overvejede i 2006 at iværksætte en kampagne for at øge graden af anmeldelse og registrering af racistiske forbrydelser.
Efter en påsat villabrand i Aalestrup i februar 2008 spekulerede politiet i mulige racistiske motiver, da der var spraymalet racistiske ord på væggen i stuen.
På Amager i marts 2008 dræbte to danske teenagere et 16-årigt avisbud med tyrkisk baggrund. Mulig racisme spillede en rolle i nyhedsdækningen, da gerningsmændene ifølge et vidne havde sagt "hva' glor du på, perkersvin?", men der var ikke klarhed om, hvorvidt drabet havde et racistisk motiv eller ej.
Tilfælde, hvor mennesker af fremmed herkomst angriber danskere, bliver ofte ikke omtalt som racisme i medierne. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor mellemøstlige unge mænd kalder danske piger for ludere.
I Gjellerupparken i Århus er grønlændere i årevis blevet udsat for chikane, overfald eller endog stening fra unge somaliere og arabere. I 2007 måtte ti grønlandske familier derfor flytte fra området.
I Södertälje i Sverige blev en 20-årig kvinde den 6. september 2008 udsat for forsøg på gruppevoldtægt af 20-25 sortklædte, bevæbnede unge mænd. Avisen Aftonbladet meddelte, at gerningsmændene havde indvandrerbaggrund, og at de havde råbt ”jävla svennehora” (forbandede svenske luder). Den lokale Länstidningen i Södertälje nævner derimod intet om gerningsmændenes baggrund, og avisen gengiver tilråbet som ”jävla hora” (forbandede luder).
Strukturel racisme.
Teorien om strukturel racisme går ud på at samfundets institutioner, erhvervslivet, dagliglivet og kulturlivet er indrettet på en måde, så de sociale strukturer holder "anderledes" mennesker udenfor. Selv om der ikke findes racistiske love, og selv om den officielle politik tilsigter ligestilling, så kan der altså i praksis alligevel være en forskelsbehandling. Som forklaring angiver man ofte at der findes en skjult eller underbevidst modvilje mod fremmede, eller at vesten bygger på en grundlæggende racistisk kultur, som må ændres dybtgående for at racismen kan fjernes. Begrebet strukturel racisme er derfor ganske politisk ladet og meget omstridt.
En svensk forskningsudredning fra 2006 påviste at diskriminerende idéer forekommer i lige stort omfang inden for alle grupper. Således giver indvandrere udtryk for negative opfattelser af svenskere, lige så vel som i modsat retning. Det samme gælder kønsdiskrimination, hvor både kvinder og mænd diskriminerer til fordel for deres eget køn. Imidlertid vil folk der opfatter sig som bevidste anti-racister, ofte forsøge at kompensere ved hjælp af positiv diskrimination af udlændinge.
Radar.
Mobil 3-dimensionel radar til ildledelse.
Radar er en forkortelse for RAdio Detection And Ranging.
Anvendelsen af radar spænder bredt, bl.a. overvågning af luftrummet og skibstrafik, våbenbrug, meteorologi og måleopgaver.
Den traditionelle opfattelse af en radar er den roterende radioantenne, selvom der også findes mange andre radartyper. Radarantennen er meget retningsbestemt, dvs. den sender det meste af sit signal ud i en smal stråle (beam) og modtager kun signaler fra samme retning.
Grundprincippet i en radar er, at et radarsignal (kort impuls med en høj frekvens, typisk 1-40 GHz) udsendes fra antennen i én retning. Hvis radarstrålen rammer en genstand (eks. et fly), reflekteres en lille del af strålen og opfanges af modtageren gennem antennen. Signalet forstærkes og ender som et 'blip' på skærmen. Retningen til target (flyet) kendes ud fra antennens retning, og afstanden findes ud fra den tid, det tog fra pulsen udsendtes, til ekkoet kom tilbage.
Pulsens længde ligger i størrelsesordenen en milliontedel sekund, PRF (Pulse Repetition Frequency) i størrelsesordenen 250-2000 Hz (radarpulsens gentagelse pr. sekund), og effekten varierer med radarens størrelse og formål. I mellemstore radarer tilknyttet lufttrafikkontrollen (ATC) kan pulsen sagtens være på en megawatt (en million watt). Det reflekterede signal kan godt være i størrelsesordenen en milliontedel watt eller mindre. Det stiller store krav til den del af radaren (T-R-boksen), der skifter om mellem den høje udgangseffekt og det lave modtageniveau.
Typisk fly-radar på et krigsskib. Øverst de sekundære IFF-antenner til transponder-signaler
De første radarer udvikledes lige før og under 2. verdenskrig, først som en stationær radar, der kun kigger i én retning. Senere, da man teknisk kunne komme så højt op i frekvens at antennen blev tilpas lille, kunne man skabe den roterende antenne.
En radar behøver ikke kun at kigge i vandret plan. I en højdefinder svinger parabolen i én kompasretning, men med vandret og lodret som yderpunkter. Således findes flyvehøjden på target. Moderne radarsystemer til flytrafikkontrol er dog 3 - dimensionelle.
En GCA-radar (Ground Controlled Approach) har 2 antenner, der 'kigger' ud langs landingsbanen mod det landende fly. Antennerne bevæger sig i en smal vinkel i h.h.v. vandret og lodret plan. Så kan flyvelederen bestemme flyets position helt nøjagtigt og dermed dirigere piloten ned i tåget vejr v.h.a. radiokommunikation. Systemet er lidt på vej ud, men benyttes stadig som back-up-system indenfor militærflyvning, da det blot kræver at flyet har én virkende radio tilbage.
På de roterende radarantenner (områderadarer) ses meget tit en mindre, ekstra antenne ovenpå. Det er IFF/SIF-antennen (Identification Friend or Foe/ Selective Identification Feature), der sender et spørgesignal ud i samme retning som radarantennen. De større fly er udstyret med en transponder, der opfanger spørgesignalet og svarer tilbage med oplysninger om identitet, Heading (retning), flyvehøjde m.m. Disse oplysninger kobles sammen med target i radarens computer og vises sammen med ekkoet på skærmen. I fredstid er det nyttige informationer til afvikling af lufttrafikken, mens det oprindeligt var udviklet til krigstid, hvor egne fly svarede tilbage med dagens kode og dermed kunne identificeres på skærmen. Denne funktion kaldes ofte for sekundær radar, og kan stå alene som 'radar'system, hvis man kun er interesseret i at se fly, der har transponder.
Radarens historie.
Lige siden 2. verdenskrigs afslutning har radaren fået større og større betydning for mennesket. H. C. Ørsted opdagede elektromagnetismen, der danner grundlag for brug af radiobølger allerede i 1820. Ørsted viste i et eksperiment, at når man sender strøm igennem en ledning, opstår der magnetisme rundt om ledningen. 20 år senere viste Michael Faraday, at det modsatte også kunne lade sig gøre, magnetisme kan generere strøm.
Først efter yderligere 30 år fremsatte Maxwell i 1873 en teori om, at de elektromagnetiske kraftfelter kan tranporteres trådløst, men ingen troede ham, før Heinrich Hertz beviste det nogle år efter. Brandly videreudviklede på Hertz's eksperimenter, men først i 1910 fik Marconi sendt en radiobølge fra England til Newfoundland, og så tog udviklingen fart.
Radaren udvikledes mellem de 2 verdenskrige. I 1920 lykkedes det at udsende en retningsbestemt radiobølge og få en målbar refleksion tilbage fra et skib en sømil væk. Herefter gik det stærkt, og i starten af 1930'erne havde USA, England, Tyskland og Italien operative radarstationer på land. I slutningen af 1930'erne tog udviklingen rigtig fart på grund af krigsfaren, og nu ønskede man radar til luftvarsling.
Problemet med radar til skibe var meget større, og de første radarer var meget store og tunge og derfor uegnede til skibsbrug. Men i 1939 installeredes så de første radarer på 2 store krigsskibe.
Under 2. verdenskrig var der stort set ubegrænsede midler til brug for udvikling, og radaren tog da også et kæmpespring fremad. Ved afslutningen af 2. verdenskrig havde stort set alle skibe (krigsskibe) og mange fly radarudstyr monteret. Skibene brugte radarerne til navigation og simpel styring af kanoner.
Radaren i dag.
I dag bruges radar til utroligt mange ting. Stort set alle skibe (selv mange lystfartøjer) er udstyret med radar til navigation. Og dagligt kan man følge regnvejr på meteorologernes radarbilleder. Militært bruges radaren overalt til varsling, måludpegning og målfølgning, og selv missiler er ofte udstyret med radar til at finde målet.
Radarbillede af orkanen Danny i 1997 ved New Orleans.
Radioaktivitet.
Radioaktivitet er omdannelse af ustabile atomkerner under udsendelse af ioniserende stråling i form af partikler og/eller elektromagnetisk stråling. Radioaktivitet danner bl.a. grundlag for kernekraft og kernevåben. Radioaktiv stråling er i visse former skadelig for levende organismer. Den radioaktive stråling kan bestå af alfa-, beta- el. gammastråler.
Fysisk beskrivelse.
Store kerner, dvs. samtlige kerner med flere end 83 protoner, er altid ustabile. Kerner med mellem 1 og 83 protoner findes i stabile isotoper. Stabiliteten sikres af en passende balance mellem neutroner og protoner. En given kerne kan herudover befinde sig i forskellige bevægelsestilstande. I grundtilstanden er nukleonerne 'pakket' bedst muligt. I anslåede tilstande har kernen et højere impulsmoment, hvilket svarer til en højere energi.
Ved det radioaktive henfald afvikler en kerne sit nukleon-, neutron-, proton- eller energioverskud. Jo større overskuddet er, jo mere ustabil er kernen. Afviklingen sker under udsendelse af partikler eller elektromagnetisk stråling. Ved alfa- og betahenfald (se nedenstående) er det radioaktive henfald ledsaget af en grundstofomdannelse.
Matematisk beskrivelse.
Det radioaktive henfald er en stokastisk proces. Betragter man en tilfældig ustabil kerne på et tilfældigt tidspunkt kan man alene udtale sig om sandsynligheden for at den henfalder i løbet af et givet tidsrum. Henfaldssandsynligheden per tidsenhed betegnes henfaldskonstanten ("k"), og denne afhænger altså alene af hvilken kerne der er tale om. Datterkernen kan i lighed med moderkernen være ustabil, dog med en anden henfaldskonstant.
Betragter man et stort antal kerner, kan antallet af tilbageværende kerner ("N") beskrives ved en ekspontiel udvikling: formula_1, hvor N0 er antallet af kerner til at begynde med, "t" er tiden, og formula_2 er halveringstiden, dvs. den tid der går før at halvdelen af kernerne er henfaldet. Sammenhængen mellem henfaldskonstant og halveringstid er givet ved formula_3.
Halveringstiden afhænger ligesom henfaldskonstanten af hvilken isotop kernerne tilhører. Den spænder fra mindre end 10-9 sekunder for ekstremt ustabile kerner til mere end 109 år for næsten stabile kerner.
Aktiviteten er per definition antal henfald kerner per tid. Det følger heraf at formula_4, og at "A" afhænger på samme måde af tiden som "N": formula_5. Enheden for aktivitet er becquerel (Bq).
Spontan fission.
Meget store kerner, dvs. kerner med 92 protoner eller flere, er så ustabile at de med en rimelig sandsynlighed spontant falder fra hinanden. Resultatet er to datterkerner der hver har cirka halvt så mange nukleoner som moderkernen, og et par neutroner.
Alfa-henfald.
Store kerner afvikler almindeligvis deres nukleonoverskud ved et alfa-henfald. En alfapartikel
er en helium-kerne der slynges ud af moderkernen med stor energi (op til 6 MeV). Herved mister moderkernen to protoner og to neutroner. Et eksempel er
Beta-henfald og K-indfangning.
Neutronen omdannes altså til en proton og en elektron (og en antineutrino). Et eksempel er
Inde i kerner med for mange protoner forløber den omvendte proces
En proton omdannes altså til en neutron og en positron (og en neutrino). Et eksempel er
Efter fortegnet på ladningen af de udslyngede beta-partikler, benævnes den ene type henfald formula_11 ("beta-minus"), og den anden type formula_12 ("beta-plus").
Gamma-henfald.
Exciterede (anslåede) kerner afvikler deres energioverskud ved et gamma-henfald. I forlængelse
af et alfa- eller beta-henfald er nukleonerne typisk ikke pakket tættest muligt, og kernen kan overgå fra en tilstand med højere impulsmoment til en en tilstand med lavere impulsmoment under udsendelse af elektromagnetisk stråling med en bølgelængde som er kortere end for røntgenstråling. Strålingsudsendelsen er kvantiseret, dvs. energien udsendes i form af en energirig (op til 3 MeV) foton. Et eksempel er
Historisk udvikling.
Henri Becquerel regnes for radioaktivitetens opdager. Han observerede i 1896 at uranholdige mineraler udsender gennemtrængende stråling. Det blev hurtigt klart at thorium-holdige mineraler havde samme egenskab.
I 1898 lykkes det Marie Curie og Pierre Curie at isolere to radioaktive stoffer, som de kaldte polonium hhv. radium. Sidstenævnte har på den ene side en halveringstid der er så lang at man kan opbevare og undersøge stoffet, på den anden side en henfaldskonstant som er så stor at aktiviteten er enorm i forhold til aktiviteten fra et tilsvarende kvantum uran.
I 1911 påviste Ernest Rutherford atomkernens eksistens ved at beskyde et guldfolie med formula_15-partikler. En forsvindende lille, men dog signifikant del af formula_15-partiklerne blev spredt i vinkler tæt på 180 grader, hvilket bedst kan forklares ved at antage at hovedparten af atomets masse er koncentreret i et område af meget lille udstrækning – kernen – hvor også den positive ladning befinder sig. Herefter lå vejen åben for tolkningen af det radioaktive henfald som en kerneomdannelse.
Radiofoni.
Radiofoni eller kort radio er en metode til at sende radio-, internet- eller tv-signaler (programmer) til et antal radiomodtagere eller fjernsynsmodtagere (lyttere eller seere), som tilhører en stor gruppe. Radiofoni er det danske ord for det engelske broadcasting.
Set fra et teknisk synspunkt skelner man mellem radiofoni og radiotelefoni: Radiofoni, der jo blandt andet bruges til at sende musik, kan gengive lyde ved næsten alle hørbare frekvenser, mens udstyr til radiotelefoni (som det bruges i bl.a. skibe, flyvemaskiner og hyrevogne) ikke giver nær den samme lydkvalitet. Til gengæld optager de enkelte radiokanaler til radiotelefoni typisk kun en femtendedel af den "plads" i frekvensbåndet som en radiofonistation med den bedre lydkvalitet kræver.
Radium.
Radium (af latin "radius", "stråle") er det 88. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Ra: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette stærkt radioaktive jordalkalimetal som et hvidt metal.
Egenskaber.
Radium har kemiske egenskaber der minder om barium: Det angribes hurtigt af atmosfærisk luft, hvorved det bliver sort – muligvis på grund af et nitrid der dannes sammen med luftens indhold af kvælstof. Radium reagerer voldsomt med vand og sågar olie, under dannelse af radiumhydroxid og gasformig brint.
Radium udsender en intens radioaktiv stråling af både alfa-, beta- og gammastråling, og denne stråling gør at prøver af stoffet "af sig selv" opretholder en temperatur lidt over omgivelsernes. Strålingen er desuden årsag til at stoffet udsender et svagt, blåligt lys.
Tekniske anvendelser.
Radium kan sammen med beryllium frigive neutroner, hvilket udnyttes som en neutronkilde til fysiske eksperimenter. Stoffet bruges også, primært i form af radiumklorid, i medicinske sammenhænge i behandlingen af visse former for kræft. Radium-233 er ved at blive afprøvet som et muligt middel i behandlingen af metastaser i knoglerne.
I mange andre sammenhænge hvor man tidligere benyttede radium som radioaktiv kilde, bruger man i dag i stigende grad isotoper som kobolt-60 og cæsium-137, fordi disse alternativer er sikrere og i mange tilfælde mere effektive.
Radium i biologien.
Menneskets krop "opfatter" kemisk set radium som calcium; en vigtig bestanddel af specielt knogler. Kommer man til at indtage radium, bliver det stærk radiaktive stof ophobet i knoglerne, hvorfra dets stråling beskadiger benmarven.
Forekomst.
Radium er et henfaldsprodukt af uran, og findes derfor i alle uran-holdige mineraler. Curie udvandt oprindeligt radium af begblende fra Bøhmen, men der ud over findes stoffet i carnotit-holdigt sand fra Colorado i USA, og i forekomster i den Demokratiske Republik Congo og Canada. Desuden kan man udvinde radium af de affaldsstoffer der kommer af behandlingen af uran til atomkraft.
Historie.
Radium blev opdaget i 1898 af Maria Skłodowska-Curie og hendes mand Pierre, da de undersøgte mineralet begblende: Selv efter at have fjernet uranet, var det resterende materiale stadig radioaktivt. Det lykkedes dem at udskille "det radioaktive"; det bestod primært af barium, men det brændte med en intens rød flamme, og havde spektrallinjer man ikke kendte fra noget andet grundstof.
I 1902 isolerede Curie sammen med Andre Debierne rent, metallisk radium, ved elektrolyse af en opløsning af ren radiumklorid med en elektrode af kviksølv samt destillation i en atmosfære af brint.
Omkring begyndelsen af det 20. århundrede blev radium og dets radioaktive stråling præsenteret som lidt af et mirakelmiddel mod snart sagt hvad som helst, og blev tilsat alt fra cremer til tandpasta og sågar madvarer. Da man opdagede de alvorlige bivirkninger ved radioaktiviteten, gik det dog hurtigt "af mode", og blev sågar forbudt visse steder. I 1932 døde den amerikanske stålmagnat Eben Byers efter jævnligt at have drukket Radithor, en radioaktiv opløsning foreskrevet af læger, anset som en foryngelseskur samt kur mod mavekræft og sindssygdom. Byers' kæbe gik i opløsning, og der dannede sig huller i hans kranium.
Strålingen fra radium blev indtil 1950'erne brugt som "energikilde" i selvlysende maling, til brug på urskiver, måleinstrumenter, i fly-cockpits og mange andre steder. Men allerede i 1930'erne kunne man konstatere stoffets skadevirkninger hos folk der arbejdede med denne type selvlysende maling; sår, anæmi og benmarvskræft.
Isotoper af radium.
Alle 25 kendte isotoper af radium er radioaktive, og naturligt forekommende radium består af fire isotoper, hvoraf 226Ra er den mest udbredte og den mest "sejlivede" med en halveringstid på 1602 år. På grund af den relativt korte halveringstid er strålingen fra radium meget intens; radium udsender over en million gange så meget stråling som en tilsvarende mængde uran.
Kalkungrib.
Kalkungrib ("Cathartes aura") er en lille grib, som har sit udbredelsesområde i Nord- og Sydamerika.
Kalkungribben kan blive op til 80 centimeter fra hoved til hale.
Kalkungribben har åbne næsebor, og en veludviklet lugtesans, som gør den i stand til at lugte et ådsel selv over store afstande.
Raffinering.
Raffinering er rensning, som oftest af en form for naturlig ressource, eksempelvis olie eller sukker.
Ragtime.
Ragtime er en amerikansk musikstil, der havde sin storhedstid fra ca. 1890 til 1. verdenskrig. På den tid blev musikken ofte spillet af små danseorkestre med messingblæsere, men i eftertiden er ragtime mest blevet spillet på klaver. Den menes tidligere i det 19. århundrede at have været spillet på to eller flere banjoer. Tidlige pladeindspilninger fra 1920'erne med Fred van Epps er en af hovedkilderne.
Musikere.
Blandt de bedst kendte ragtimemusikere kan nævnes Scott Joplin, James Scott og Eubie Blake. Den dansk-amerikanske ragtime-komponist Jens Bodewalt Lampe er ophavsmanden til et af de største hit i tidlig ragtime, "Creole Belles" fra 1900.
Historie.
Ragtimegenren startede i folks bevisthed med inspirerende og letgenkendelige værker af Scott Joplin skrevet for klaver. Ragtimemusikkens specielle rytme blev direkte oversat til guitar af blandt andre Blind Blake og Blind Lemon Jefferson.
Blind Blake.
Blind Blake er et af de første eksempler på tidlig ragtimemusik indenfor guitarens historie. Han skrev selv sine egne sange, som han nåede at indspille inden han forsvandt sporløst i 1933 af ukendte årsager. De sange han fik indspillet dannede skole for andre talentfulde guitarister i hans levetid som Rev. Gary Davis og senere Blind Boy Fuller.
Stefan Grossman.
Den hvide guitarist Stefan Grossman har en stor del af æren for at ragtimemusikken og bluesmusikken er blevet så velbevaret og dyrket i dag. Han var elev af Rev. Gary Davis og fik transkriberet en del af hans sange og fortolkninger, og startede senere et forlag med transkribtioner af sange fra de mange blues mænd fra Mississippi og andre regioner i USA.
I biograferne.
Det var dog det hvide lærreds magt der virkelig fik folk til at vende blikket mod ragtime musikken. Det skete med filmen "The Sting", som indeholdt Scott Joplins "The Entertainer". Denne melodi inspirerede mange unge guitarister til at transkribere og indspille ragtimemusik. Disse folk gælder hvide guitarister så som Duck Baker og Ton Van Bergeyk, som indspillede ragtimestykker skrevet for klaver, og som havde et mere indstuderet og klassisk præget, dynamik over sig. En tydelig kontrast til den spændende og unike ragtime musik som Blind Blake, Blind Boy Fuller, Rev. Gary Davis, Big BIll Broonzy, og Blind Lemon Jefferson b.la. mestrede på guitaren, men unægteligt spillede på en mere rå og beskidt, selvlært måde.
Kirkeugle.
Kirkeugle ("Athene noctua") kan blive cirka 21-23 centimeter fra hoved til hale og er dermed Danmarks mindste ugle - kun på størrelse med en drossel. Den har et vingefang på cirka 50-56 centimeter. Den har ligesom de øvrige ugler et rundt og ret fladt hoved og brede, afrundede vinger. Selve kroppen har også en afrundet form, på grund af dens løse fjerdragt, benene er forholdsvis lange og halen er kort. Kirkeuglens skrig lyder lidt som en kattekilling, der mjaver.
Kirkeuglen sidder om dagen ofte på en hegnspæl, hvorfra den jager gnavere, småfugle, insekter, orme og snegle. Uglen kan "muse" som en tårnfalk og fange insekter i luften.
I naturen yngler kirkeuglen i hule træer, ellers holder den til ved åbent land. Med mennesket er andre tiltrækkende redesteder opstået, som ved gårde og i kirketårne. Efterhånden som kirketårnene i Danmark er blevet lukket til i de senere år, er uglen blevet en meget fåtallig ynglefugl i Danmark. Danmark ligger på nordgrænsen for kirkeuglens udbredelsesområde og den er derfor afhængig af, at have steder hvor den kan søge ly for kulden. I dag findes den kun vest for Storebælt, på Fyn og øerne er den næsten helt forsvundet. Dog er den spottet enkle gange på Sjælland og ca. 2 km udenfor Himmelev, Roskilde, er der et uglepar, som har ynglet fast gennem de seneste 10-11 år. De lever i et stor hult træ, hvilket er idealt for dem. Bestanden tæller kun ca. 100 - 150 par.
Kirkeuglen var Athenes hellige fugl i den græske mytologi.
Rajgås.
En rajgås er en sort gås, der tilhører slægten rajgæs ("Branta").
Foretrækker områder med lavt græs eller linende.
Foretrækker områder med lavt græs eller lignende.
Arter.
Slægt: Rajgæs eller Sorte gæs ("Branta").
Raket.
En raket (: "rochetta" for lille ten) er et fartøj, der drives frem ved forbrænding med medbragt iltningsmiddel. Raketter blev brugt første gang i 1232, da kineserne skulle slå mongolerne i slaget ved Kai Fung Fu. De første virkelig effektive krigsraketter blev udviklet af William Congreve i starten af 1800-tallet. Raketterne blev demonstreret for danskerne, som nogen af de første ved Københavns bombardement i 1807. Ved et søslag året før ved Boulogne havde man afprøvet raketterne men der gav de kun anledning til ildebrand på fjendens skib. Mere end 300 Congreveraketter ramte København og circa 2000 danskere døde ud af en befolkning på circa 100.000.
Rally.
En Skoda Fabia TDI ved det tyske AvD-Sachsen-Rallye 2005
Et rally er et motorløb for biler bestående af et antal hastighedsprøver (specialprøver) på lukkede områder eller afspærrede offentlige veje. Hastighedsprøverne er forbundet med et antal transportetaper.
Deltagerne består af mandskaber med to personer, en førstekører og en andenkører. Førstekørerens opgave er at styre bilen. Andenkørerens opgave er at give førstekøreren oplysninger om vejens beskaffenhed og forløb, så hastighedsprøverne kan gennemføres på kortest mulig tid.
Vinder af et rally er det mandskab, der sammenlagt har tilbagelagt specialprøverne på mindst mulig tid. Det skal understreges, at man ikke fysisk kører mod hinanden, man kan altså ikke lave en overhaling som i formel 1, man man kører på tid, som en enkeltstart i landevejscykling.
Bilerne der anvendes til rally skal være udstyret med diverse sikkerhedsudstyr som f.eks. sikkerhedsbur, 6-punkts sikkerhedsseler, brandslukker. Deltagerne skal bære styrthjelm og brandsikker køredragt under konkurrencen.
Der køres både DM, EM og VM i rally. Rallysport i Danmark er organiseret under Dansk Automobil Sports Union (DASU), og der køres typisk seks afdelinger om det danske mesterskab.
Kendte danske rallykørere er Henrik Lundgaard, der er har været europamester og har vundet World Cup for privatkørere, Jørgen Pilgaard, Jens Mulvad, Jens Ole Christiansen og Ib Kragh.
Ramadan.
Ved at faste aktualiserer muslimer Koranens åbenbaring, idet ramadan er måneden for Koranens åbenbaring.
Ramadanen strækker sig over 29-30 dage uden mad, drikke, røg eller seksuelt samkvem fra daggry til solnedgang. Om natten er det nævnte tilladt, fordi Allah ønsker at gøre det let for mennesket.
Undtaget fastereglerne: børn, syge, ældre, rejsende, gravide, ammende mødre, sportsmænd i konkurrence og mænd i krig. Syge eller rejsende skal faste et ligeså mange dage på et andet tidspunkt. Kronisk syge kan i stedet betale 'fidyah' ved enten at give almisse eller give mad til en fattig.
I afslutningen af ramadanen betales der almisse (zakat al-Fitr), så fattige også kan få råd til en Eid-fest.
Fastemåneden afsluttes med en eid-fest.
”I som tror, fasten er pålagt jer, ligesom den var pålagt over dem før jer, så I kan opnå gudsfrygtighed.” (al-Baqarah 2:183)
”Den af jer, der oplever måneden [Ramadanen] skal faste i den.” (al-Baqarah 2:185)
Blandt andre formål med fasten kan nævnes, at den fastende erfarer sultfølelsen hos de fattige, og at rig og fattig sættes på samme trin. Nogle opfatter fasten som en fysisk, moralsk og åndelig prøve på lydighed og udholdenhed overfor Gud og mener, at fasten styrker kraft og modstand i mennesket, der ved overvindelse af legemet opnår en opløftelse af ånden. Fasten kan også opfattes som en tak til Gud for hans ledelse og barmhjertighed og en fornægtelse af sig selv og bortvisning af alt, som er grundlag for umoral, og gør fordring på højere åndelige værdier. Fasten er både en fysisk, moralsk og åndelig disciplin.
Den islamiske kalender følger månen og derfor flytter muharram sig 11-12 dage hvert år i forhold til den gregorianske kalender. Måneden starter, når en muslim iagttager nymånen på himlen, og det kan ikke præcis siges, hvornår en måned vil starte.
Andeskondor.
Andeskondor ("Vultur gryphus") er den største af rovfuglene. Hannen kan blive op til 1,3 meter fra hoved til hale. Vægten kan nå op over 12 kilogram. Vingefanget er omkring 3 meter. Andeskondoren er sort med en hvid krave på overgangen til halsen; hals og hoved er nøgne og rødlige. Hannen har hudlapper på halsen, en kam på hovedet og hvide vingefjer.
Andeskondoren er den eneste art i slægten Vultur.
Den yngler i 3000-5000 meters højde, gerne på svært tilgængelige klippeafsatser. Med et vingefang på op til 320 cm og en vægt på 15 kg er det en af de største flyvende fugle. Den er som de øvrige vestgribbe ådselæder. Den lægger et æg ad gangen og er så længe om at opfostre en unge, at den kun yngler hvert andet år.
Rampe.
I-5 i Seattle, Washington, USA
En Rampe er som udgangspunkt en indretning der muliggør adgang mellem to niveauer ad en (relativt) jævn overflade, i modsætning til en trappe.
Normalt er der tale om en skrå flade, enten fast opbygget eller en del af siden eller bagenden på et køretøj, der kan vippes ned. En bagmonteret rampe er ofte en lang lift, der skråtstilles.
En fast rampe ses tit ved varemodtagelser hvor lastbiler skal læsses og losses, enten med håndkraft eller med gaffeltruck. Dette er dog ikke det eneste sted der tales om ramper, idet for eksempel tilkørselsveje til motorveje også kaldes ramper. Også her er funktionen at man bevæger sig fra et niveau til et andet (mellem motorvejen og den tværgående vej).
I pakhuse og godsterminaler er ramper tit lidt anderledes end ovennævnte, idet terrænet udendørs er sænket i forhold til bygningens gulv, således at højdeforskellen passer med en cirkahøjde på ladbunden i de fleste lastbiler. Herved er rampen blot en kant uden for porten, som lastbilen bakker imod. Efterhånden som der er opbygget volumetrailere, kommet flere små varebiler på gaderne og andre afvigelser fra den almindelige højde, har man dog mange steder monteret en lift der kan vippe rampegulvet fra varebilshøjde til høj lastbilshøjde, og på den måde er man alligevel kommet tilbage til den oprindelige betydning af ordet.
Ved færgelejer til bilfærger etableres ofte en betonrampe, som færgens landgangsbro kan lægges ned på. Denne rampe er nødt til at være skrå, da vandstanden ændrer sig. Ved jernbanefærger er rampen mere teknisk, da færgen skal passe præcist i lejet for at skinnerne er ud for hinanden.
Endelig er der de ramper der bruges til skateboards, rulleskøjter og BMX-cykler. Funktionen af disse ramper er at få udøveren op i luften, hvor der kan udføres forskellige "stunts" unden man lander igen. Ramperne hertil er enten blot en skråning, der løfter udøveren mens fremdriften holdes, eller udformet som et U med flad bund og lodrette sider, hvor udøverens fremdrift presses over i opdrift, og man (forhåbentlig) lander hvor man kom fra og kan tage turen tilbage og op på den modsatte side.
Ramsar-konventionen.
Ramsar-konventionen eller "Konvention af 2. februar 1971 om vådområder af international betydning navnlig som levesteder for vandfugle" er en international aftale der har navn efter byen Ramsar i Iran hvor den blev vedtaget i 1971. Den blev ratificeret af Danmark ved kgl. resolution af 16. juli 1977; Ved ratifikation (underskrift) anerkender det pågældende land sit internationale ansvar for vådområderne og disses dyreliv. Konventionen skal sikre udpegning og beskyttelse af vådområder og sikre at der kun foregår "fornuftig brug" ("wise use") eller "bæredygtig udnyttelse".
Danmark har udpeget 27 Ramsarområder på i alt ca. 7.400 km² hvoraf de ca. 1.400 km² er på land, og resten vådområder. På verdensplan er der i alt udpeget 1.650 Ramsarområder med et areal på over 1,49 mio. km² (marts 2007). De danske Ramsar-områder er omfattet af eller sammenfaldende med EF-fuglebeskyttelsesområder hvilket sikrer at EUs forskrifter er gældende for områderne.
Rasmus Klump.
Rasmus Klump, dansk tegneserie skabt af Carla (19. september 1906 - 6. december 2001) og Vilhelm Hansen (6. maj 1900 - 3. december 1992).
Rasmus Klump er en tegneserie for børn, der fortæller om de eventyr, Rasmus Klump og hans venner oplever. Rasmus Klump optræder altid i røde smækbukser med hvide polkaprikker og rejser jorden rundt på "Det gode skiv Mary", som han og vennerne byggede i det første album.
Rasmus Klump begyndte som en tegneseriestribe den 17. november 1951 i Berlingske Aftenavis. Den blev hurtigt udbredt til udenlandske aviser, hvor den blev solgt i over 30 millioner eksemplarer. Da populariteten steg, udkom det første album i 1952 (Rasmus Klump bygger skib) og efterfølgende mange flere. I 1997 og 2000 blev en TV-serie optaget over serien.
Rasmus Klump tegneserien er udgivet i mere end 20 lande siden 1951, og antallet af solgte hæfter har passeret 20 mio. eksemplarer.
Rasmus Klump hedder Bruin på engelsk, Rasmus Nalle på svensk og Petzi på fransk, tysk og portugisisk.
I 1998 stiftede Carla Hansen i samarbejde med PIB Copenhagen Rasmus Klump Prisen. "Rasmus Klump Prisen uddeles til en person, institution, organisation eller virksomhed, som gennem sit virke og optræden har levet op til filosofien i Rasmus Klump-historierne, og derved har været et godt eksempel for andre danskere." Blandt modtagerne er H.K.H. Kronprins Frederik (Pingo), fodboldspiller Michael Laudrup og Danske Hospitalsklovne.
Rasmus Klump fyldte 50 år den 17. november 2001 og kom i den anledning på frimærke med en værdi af fire kroner. Frimærket udkom den 16. januar 2002.
I 2007 solgte PIB rettighederne til serien til Egmont-koncernen, der også ejer forlaget Carlsen, som udgiver serien.
Personerne.
Samlet kaldes Pildskadden, Gøjen og Frømand også for "Gavstrikkerne" eller "de små", og de optræder som bipersoner med små sjove indslag i baggrunden af hovedhandlingen. De er kendt for at være gode kortspillere, der som regel slår deres modstandere stort, men er selv blevet blanket af nogle enkelte gange.
Rationalisme.
Filosofisk rationalisme.
Filosofisk rationalisme er et erkendelsesteoretisk princip, der fremfører at sandheden skal bestemmes ud fra fornuft, analyse og deduktion, frem for fx igennem åbenbaring og overlevering (se religion) eller igennem induktion og erfaring (se empirisme).
Problemet med erfaringen er i denne sammenhæng, at denne aldrig kan give os en 100% sikkerhed for, at noget også er evigt sandt: Selvom alle erfaringer indtil nu har peget i retning af, at tyngdekraften er et princip, man kan stole på, så kunne denne jo rent teoretisk til enhver tid holde op med at virke eller begynde at virke anderledes. En lignende argumentation har altid udgjort en alvorlig erkendelsesteoretisk indvending, som i moderne tid er blevet kendt under navnet 'induktionsproblemet'.
Den euklidiske geometri har fremstået som et forbillede for det rationalistiske program.
Man kan "tro" på rationalismen i den forstand, at man tror, at det, via udelukkende rationelle midler, er muligt at nå frem til hele sandheden om virkeligheden. I så fald kan man betegnes som værende "erkendelsesteoretisk rationalist". Denne tiltro til fornuften og til at virkeligheden udgør ét og kun ét erkendelsesmæssigt sammenhængende system, står i skarp modsætning til skepticismen (navnlig den 'akademiske skepticisme').
Videnskabelig rationalisme.
Videnskabelig rationalisme er en senere mere inkluderende variant af rationalismen, der, i modsætning til den filosofiske rationalisme anerkender den systematiske empiri (erfaringen) som en tillidsværdig erkendelseskilde. Videnskabelig rationalisme dikterer at tro eller mening bør bygges på erfaringer, fornuftsovervejelser eller begge dele. Irrationelle og absurde trosartikler og ubegrundede holdninger udelukkes derfor (som de eneste). Oplysningstidens forfattere og tænkere promoverede især denne form for rationalisme overfor overtro, kulturelle fordomme og traditionalistisk tyranni. Den videnskabelig rationalisme står i modsætning til irrationalismen.
Kirkelig rationalisme.
Kirkelig rationalisme er en retning i Danmark fra 1700-tallet og frem, der stræber efter at give bibelske undere en naturlig forklaring. Således afviser de kirkelige rationalister enhver tro på noget, der overstiger den menneskelige fatteevne.
Se også.
Videnskabelig metode
Ravelin.
Halvmåneformet eller triangulær fæstningsvold, der er placeret ud for en fæstnings kurtiner (fæstningsvold mellem to bastioner), ofte som en ø i en voldgrav. Afstanden og højden er typisk sådan anbragt at man fra fæstningens bastioner kan skyde over den imod angribere. Normalt er den lav imod fæstningen og skråner op udadtil, således at den er svær at forcere udefra og ikke giver ly for angribere og hvis den må forlades af forsvaret, kan den let beskydes fra fæstningen.
I forbindelse med bygningen af det nye kulturområde i Helsingør er der bl.a. planer om at genopføre en moderne udgave af Jobst von Scholtens ravelin ved Kronborg.
Reaktans.
I beskrivelsen af vekselstrømskredsløb (f.eks. en elektrisk svingningskreds) er reaktansen den imaginære del af impedansen og skyldes tilstedeværelsen af spole og kondensator i kredsløbet.
Reaktansen måles i ohm. Ideelle elektriske kondensatorer og spoler har kun reaktans.
Reaktansens værdi er den imaginære del af impedansen. Reaktansens værdi er matematisk impedansens imaginærdel. Imaginærdelen er delen med "i" eller "j" med fortegn. Er impedansen f.eks. (0 + i*(-50)) ohm er reaktansen i*(-50) ohm.
Realeksamen.
Realeksamen var en eksamen, man kunne tage - efter fire år i eksamens-mellemskolen indtil 1963 - siden efter 1.-3. real, som var et alternativ til 8.-10. klasse. Realklasserne blev afskaffet i 1978 og det sidste hold med realeksamen fik den altså i sommeren 1978.
Opdelingen i 8.-10. klasse og 1.-3. real var i grove træk en opdeling af personer, der senere skulle i lære, og personer, der skulle læse videre. Dem der fik realeksamen var derfor ofte mere bogligt stærke. Realeksamen var en forudsætning for umiddelbar adgang til funktionær-uddannelser i kontorfag, finansvirksomheder og andre mellemlange uddannelser som folkeskolelærer, sygeplejerske m.fl. For at få adgang til gymnasium krævedes realeksamen over gennemsnittet. De fleste gymnasieelever kom dog før 1963 på gymnasiet direkte efter 9. skoleår (mellemskoleeksamen).
En række private skoler har bibeholdt ordet realskole i navnet, også efter realeksamens afskaffelse i medfør af skoleloven af 1975. Realeksamen blev indført ved skoleloven af 1903.
Musvåge.
Musvågen ("Buteo buteo") er en større rovfugl. Den findes fra Europa til Asien og er en meget almindelig ynglefugl i Danmark med over 5000 par. I træktiden (marts-april og september-oktober) passerer yderligere tusinder af musvåger Danmark på deres vej til eller fra Sverige. Ca. halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren.
Musvågen findes over hele landet, men er dog en smule mere almindelig i østdanske løvskove end i vestjyske nåleskove. Den holder til i varieret landskab med både åbne engarealer og skove. Reden bygges i et højt træ i skoven, mens føden oftest findes i det åbne terræn.
Udseende.
Musvågen er 51-57 cm lang, med korte, brede vinger med fem "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret, og fjerdragten er yderst varieret. Både helt mørke og helt lyse individer ses, de helt lyse individer kaldes også "Børringevåger". Oversiden er oftest ensartet brunlig, mens fuglen ofte på undersiden har et lyst brystbånd. Halen er grålig med mange tværbånd og et tydeligt yderste randbånd. Ved knoen på undersiden af vingen har fuglen ofte mørke pletter samt mørke randbånd.
Musvågen kan let forveksles med fjeldvågen, der dog altid har hvid overgump, et mørkt bånd over bugen, mørkt bånd yderst på halen og fjerklædte ben. Hvepsevågen kan også ligne musvågen, men den har slankere hale og et mindre, mere dueagtigt hoved.
Føde.
Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser små pattedyr fx mus, krybdyr, regnorme, større insekter, padder, fugle og ådsler.
Musvågens jagtteknik veksler med terrænet, hvad den jager efter og årstiden. Musvågen bruger ofte en jagtteknik hvor den sidder i et træ, på en pæl, eller en stor sten og venter på et bytte. Specielt om vinteren kan man langs motorveje tit se musvåger i denne venteposition. Her fungerer de som naturens skraldemænd, da de også lever af de trafikdræbte dyr. Om sommeren kan man se musvågen gå eller løbe efter biller og regnorme på jorden. Når musvågen jager over åbent land svæver den rundt lavt over terrænet på stive vinger, mens den spejder ned på jorden under den. Ser den et byttedyr slår den direkte ned på det. Trods navnet "muser" musvågen ikke så tit.
Adfærd.
Musvågen flyver højt på himlen med stive, ikke ret dybe vingeslag. Den svæver med vingerne udbredt i et fladt "V" i sin søgen efter føden eller på træk. Musvågen kredser rundt på varme opvinde til den er kommet højt op. Så samler den vingerne lidt og glider nedad til den finder en ny opadgående luftstrøm. På denne måde kan Musvåger bevæge sig over store afstande uden at bruge ret meget energi. Da Musvågen på denne måde er en fremragende termik-flyver har mange svæveflyvepiloter med held søgt hen, hvor en musvåge har cirklet.
Musvågens kald høres i yngletiden. Det er en høj mjavende lyd: Hi-æææ. De ynglende fuglepar opretholder de bedste territorier. Overvintrende trækfugle, der kommer til landet nordfra i efteråret, opretholder også territorier, som de typisk vender tilbage til år efter år. Men de må tage til takke med de mindre gode territorier, som standfuglene har levnet.
Realisme (kunst).
Realismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa 1840-1870. I Danmark 1860-1880.
Det afgørende i realistisk kunst er, at motivet afspejler det realistiske – noget, der er autentisk, og som således er et objekt i virkeligheden. Realisme-kunstneren udformer kunst, der gengiver et virkeligt motiv i dets reelle form – således ikke abstrakt, men derimod konkret. I forlængelse heraf er realismen også en subjektiv størrelse, som baseres på individets iagttagelser.
Dette kan eksemplificeres i en realisme-kunstner, der finder et objekt, som vedkommende giver sig til at male. I denne fase erkender realismen – i forbindelse med relativisme – at opfattelsen af det givne motiv er subjektiv – således males motivet ud fra malerens opfattelse og af dette.
Realismen indebærer altså ikke et entydigt bestemt verdensbillede, hvor menneskene har en identisk opfattelse af objekter, hændelser etc. Derimod er realismen også en erkendelse af, at virkeligheden subjektivt afgøres af hvert individ og derfor den måde, hvorpå individet opfatter virkeligheden. Med andre ord er virkeligheden afhængig af det menneske, der betragter den.
Realkredit.
Realkredit er lån mod sikkerhed i fast ejendom. I Danmark er sikkerheden stort set altid i form af et tinglyst pantebrev.
I Danmark ydes realkreditlån af realkreditinstitutter inden for visse lånegrænser. Da realkreditinstitutter efter Lov om Finansiel Virksomhed har eneret til at benytte betegnelser som»realkreditinstitut«,»realkreditaktieselskab«»eller»realkreditfond«og andre navne, som kan give indtryk af, at virksomheden er et realkreditinstitut, gives andre former for realkredit i Danmark normalt et andet navn. Andre former for realkredit, der derfor ikke betegnes realkreditlån, er fx bankers boliglån og sælgerpantebreve.
Lån med sikkerhed i fx biler og løsøre vil også kunne omfattes af definitionen af realkredit; men dette er af samme årsag i Danmark ikke en almindelig betegnelse. På tysk (og tidligere også på dansk) bruges ordet imidlertid i den bredere betydning.
Reaumur.
Reaumur (° Ré ° Re ° R) er en temperaturskala, hvor vands frysepunkt er fastsat til 0° og kogepunktet til 80°. En ændring af temperaturen på 1°R svarer altså til en ændring på 1,25 °C Celsius.
Skalaen blev indført af den franske videnskabsmand René-Antoine Ferchault de Réaumur i 1730, men benyttes (vistnok)ikke længere. Dog kan den stadig findes på ældre termometre.
Rebus.
En rebus er en billedgåde, hvor man skal gætte et ord eller en sætning ud fra en række billeder og tegn. Billederne skal erstattes ord for hvad de forestiller. I nogle rebusser trækkes bogstaver fra det ord, som et billede erstattes af.
Rundetårn.
"Christian IV" (C'et med firtallet i)
"1642" (1642 er året for Rundetårns fuldendelse).
Altså: "Gud, led den rette lære og retfærdighed ind i hjertet på den kronede Christian IV."
Hvidhovedet havørn.
Hvidhovedet havørn ("Haliaeetus leucocephalus") er letgenkendelig på sit snehvide hoved og hals.
Hvidhovedet havørn er en kraftig fugl, der kan blive op til 1 meter fra hoved til hale.
Den er udstyret med lange ben med spidse og krumme kløer, som den bruger til at fange fisk med i floder og Søer i Nordamerika. Benene kan klare en Stillehavslaks, der kan nå samme vægt som havørnen selv.
Den er den amerikanske nationalfugl og figurerer mange steder i amerikansk litteratur og symbolik.
Receptar.
Receptarer (svensk: "receptarie"; norsk: "reseptar"; finsk: "receptarie"; islandsk: "adstodarlyfjafraedingur") er en gruppe inden for det sundhedsfaglige farmaceutiske apotekspersonale, der hovedsageligt er beskæftiget på apoteker og sygehusapoteker.
I de nordiske lande Sverige, Norge, Finland og Island er receptaruddannelsen en 3-årig mellemlang forskningsbaseret og teoretisk videregående universitets- eller højskoleuddannelse, der typisk afsluttes med en bachelorgrad.
En receptar har i Sverige, Norge, Finland og Island jus practicandi, det vil sige selvstændig autorisation til at virke selvstændigt på apotek.
Der findes ikke egentlige receptarer i Danmark, men uddannelses- og kompetencemæssigt svarer receptarerne til de danske farmakonomer (lægemiddelkyndige) og deres mellemlange videregående uddannelse. En receptar, der flytter til Danmark, kan – efter tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen og beståelse af visse prøver – opnå autorisation til at virke som farmakonom (lægemiddelkyndig) på apotek eller sygehusapotek, evt. i en tidsbegrænset periode.
Receptor.
Skematisk fremstilling af en transmembranreceptor, set fra membranens plan. E er det ekstracellulære rum, I er det intercellulære rum, P er membranen
Inden for biokemien er en receptor et molekyle, som sidder i cellemembranen eller cytoplasma. Ved binding af et molekyle, som kaldes en ligand eller transmitter, til receptoren, sender receptoren signal ind i cellen; der startes et såkaldt intracellulært respons, som f.eks. kan betyde, at cellen begynder at dele sig, at bestemte proteiner bliver syntetiseret i større eller mindre mængde, eller at cellen optager forskellige stoffer.
Ligander, som aktiverer receptoren, kaldes agonister, mens ligander, som deaktiverer receptoren, kaldes antagonister (eller blokkere). Agonister og antagonister kan konkurrere om at optage pladsen på en bestemt receptor.
Receptormolekyler er proteiner, som er opbygget af aminosyrer. Liganden kan f.eks. være et peptid/protein, et sukkermolekyle, en aminosyre, et hormon eller et lille molekyle som O2 eller CO2.
Generelt.
Mange receptormolekyler er "transmembrane" proteiner, dvs. at de stikker hele vejen over membranen og har ofte et større domæne på enten den intra- eller ekstracellulære side, eller evt. på begge sider af membranen. Mekanismen, hvormed bindingen af ligand på den ene side fører til et signal på den anden side, afhænger af, hvilken receptor-ligandtype, der er tale om.
Nogle receptorer har form som små kanaler, som er lukkede, når der ikke er nogen ligand til stede og åbner, når liganden bindes, således at det bliver passage gennem membranen for f.eks. vand eller ioner.
Andre receptorer danner ikke kanaler, men ændrer i stedet for deres struktur, når liganden bindes.
Eksempler på receptorer og deres respektive ligander i centralnervesystemet.
Receptor: 5HT1 til 5HT7; Ligand: Serotonin
Receptor: α1, α2, β1 og β2; Ligand: Adrenalin og Noradrenalin
Receptor: D1 og D2; Ligand: Dopamin / neuroleptika
Receptor: H1, H2 og H3; Ligand: Histamin / antihistamin
Receptor: MT1 og MT2; Ligand: Melatonin
Receptor: GABA; Ligand: Gamma-aminosmørsyre / benzodiazepin
Receptor: C1 og C2; Ligand: Canabinol
Receptor: nAChR og mAChR; Ligand: Acetylkolin / nikotin
Pygmæfalk.
Pygmæfalk ("Polihierax semitorquatus") er den mindste rovfugl. Den er cirka 20 centimeter fra hoved til hale.
Hunnen har klart nøddebrunt eller kastanjebrunt hoved og ryg. Hannen hvidt hoved og bryst med blågrå isse og ryg.
Pygmæfalken lever i de tørre dele af øst- og sydafrika inklusive Somalia & Sudan. Den lever i ørken og landskaber med tornebuske der ikke får mere end 635 mm. regn om året.
Den lever mest af insekter, men tager også små firben, slanger og fugle.
Recife.
Recife er en by i det nordøstlige Brasilien, med et indbyggertal på 1,55 millioner. Den er hovedstad i delstaten Pernambuco og er havneby ved Atlanterhavet.
Byen blev grundlagt af portugisere i 1537 og forblev på portugisiske hænder indtil Brasiliens uafhængighed, bortset fra en kort periode under hollandsk besættelse i det 17. århundrede mellem 1630 and 1654.
Nær Recife ligger Olinda, som er på UNESCO's verdensarvsliste.
Reciprok.
I matematik er den reciprokke værdi eller det multiplikative inverse af et tal "x" indeholdt i et legeme, tallet som, når multipliceret af "x", giver 1. Det skrives som
En graf med funktionen: formula_9, danner en hyperbel, altså en omvendt proportionalitet.
Reciprok er et synonym for "gensidig".
Recitativ.
i et syngende tonefald, der følger ordaccenten,
men ikke danner egentlige melodier. Recitativ, der må regnes
til de allerældste musikalske former, har i mere
stiliseret form spillet en betydelig rolle i den gamle
kirkesang (se gregoriansk kirkesang)
og senere i operaen, for hvilken kunstart recitativ
under navn af "monodi" var en slags
fødselshjælperske. Blandt de gamle komponister var ikke
mindst Jean-Baptiste Lully (1632-1687)en fremragende recitativsætter.
simpleste form af recitativ, der kun støttes af enkelte
udarbejdet til selvstændige musikalske former. For den
moderne opera er denne sidste form af recitativ den
bærende kraft, rigtignok tillige stærkt udviklet
og udvidet ved rig anvendelse af det symfoniske
begrebet recitativ i gammel forstand dermed omtrent er
I opera, kantate eller oratorium betegner udtrykket "recitativ" et afsnit, der reciteres; et talelignende sangforedrag.
Endetarm.
Endetarmen (lat.: "colon rectum" eller bare "rectum") er hos mennesker og de fleste højerestående dyr den sidste del af fordøjelseskanalen, som mellem balderne danner endetarmsåbningen (lat.: "anus"). Igennem denne åbning skiller kroppen sig af med ufordøjelige madrester og affaldsstoffer i form af afføring (lat.: "fæces").
Hos mænd kan man 4 til 5 cm oppe i rectum mærke prostata, som til tider angives at være det mandlige G-punkt. Ved analsex indfører manden sin penis i partnerens rectum. I de sidste 20 cm af endetarmen er der normalt ikke afføring, hvilket gør denne type sex mulig.
Sneugle.
Sneuglen ("Nyctea scandiaca") lever i den nordlige halvkugles tundraområder.
Sneuglehannen er næsten helt hvid. Hunnen derimod har brunsorte pletter i den hvide fjerdragt.
Den måler cirka 50-65 centimeter og vejer cirka 2 kilogram. Vingefanget på en fuldvoksen sneugle ligger på 142-166 centimeter. Hunnen er en smule større end hannen. Sneuglen er på størrelse med den store hornugle.
Sneuglen er kønsmoden ved 2 års alderen. Når det ikke er yngletid, lever den alene. Den yngler på tundra eller fjeldheder over trægrænsen.
Sneuglen bygger ingen egentlig rede, men lægger de op til 8 æg direkte på jorden. Æggene lægges over en lang periode, og der bliver derfor stor forskel på ungernes størrelse i et stort kuld unger. 8 unger opnås kun i sæsoner med mange lemminger, som er sneuglens primære fødekilde. Herudover spises mus.
Ungerne klækkes efter en rugetid på 30-35 dage.
Sneuglens revirsang er et kort, dumpt, lidt stønnende "hooh", som bliver gentaget med nogle sekunders mellemrum. Hannens advarselslyd er et bjæffende "kræk-kræk-kræk", hunnens er grovere og højere i tonen. Et gennemtrængende og fløjtende skrig "siiuue" bruges af både hunnen og de tiggende unger.
Sneuglen er ikke en truet dyreart, men den er sjælden.
Bestandsstørrelsen er ikke kendt, da sneuglen bevæger sig over hele Arktis, alt efter hvor der er flest lemminger er. De har derfor ingen faste trækruter, forskerne kan holde øje med.
I perioder med meget ringe føde søger enkelte individer så langt sydpå som Danmark. Der er også mulighed for at se den i Zoologisk have i København, hvor billedet er taget.
På grønlandsk hedder sneuglen uppik. Oversat til dansk bliver det noget henad "skvat-om-fuglen". Historien bag dette navn menes at have oprindelse i sneugleungernes forsvarsmekanisme. Hvis ungerne bliver grebet før de er store nok til at forsvare sig falder de omkuld, stritter med fødderne og bliver ganske stive som om de er døde og har været det længe. Dette skulle være et forsvar mod rævene, som foretrækker levende bytte.
Sneuglen skulle efter sigende være yderst velsmagende.
I kulturen.
En sneugle-hun, Hedwig, spiller en fremtrædende rolle i historierne om Harry Potter.
Knud 5..
Knud 5. (1129 – 9. august 1157 i Roskilde) var konge af Danmark sammen med medkongerne, Svend og Valdemar, fra 1146-1157.
Knud var søn af Magnus, der var søn af den danske konge, Niels.
Efter at Erik Lam i 1146 abdicerede, valgte jyderne Knud til konge, mens sjællænderne valgte Svend. Det kom snart efter til krig, og i en periode blev Knud fordrevet til Tyskland, hvor det lykkedes ham at samle en hær. I 1154 bekræftede den tyske konge (senere kejser), Frederik Barbarossa, som Danmarks lensherre, at Svend skulle være enekonge i Danmark, mens Knud skulle have Sjælland som len. I 1154 brød stridighederne ud igen, og denne gang var Knud allieret med Valdemar, der indtil da havde støttet Svend. Det endte denne gang med, at Svend blev fordrevet, men i 1157 vendte han tilbage, og man enedes med den tyske kejser om en tredeling af riget: Valdemar fik Jylland, Knud fik Sjælland og Svend fik Skåne.
For at fejre afslutningen på mange års stridigheder indbød Svend sine medkonger til et forsoningsgilde i Roskilde den 9. august 1157. Under måltidet lod Svend sine mænd overfalde Valdemar og Knud. Knud blev dræbt på stedet, mens det lykkedes den sårede Valdemar at flygte. Episoden er siden blevet kendt som Blodgildet i Roskilde. Den 23. oktober samme år mødtes Valdemar og Svend i et kort, men voldsomt slag på Grathe Hede. Det endte med, at Svend flygtede ud i nogle sumpe, hvor han mistede våben og udrustning. Han blev taget til fange og dræbt med et øksehug. Herefter var Valdemar dansk enekonge. Digteren Thor Lange har ved Grågårde i nærheden af Thorning opsat et stenkors på stedet for begivenheden.
Valdemar den Store.
Valdemar den Store (14. januar 1131 - 12. maj 1182), søn af Knud Lavard og Ingeborg, fyrstinde af Novgorod, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157-1182.
Valdemar, som blev født blot 8 dage efter at faderen, Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5., sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte "blodgilde i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge.
Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod venderne, støttet af vennen Absalon, som han i 1158 udnævnte til biskop i Roskilde. I 1159 samlede Valdemar en sjællandsk ledingsflåde og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter, der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1169. I den forbindelse omstyrtedes de kendte gudebilleder. Valdemar gik i gang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke, dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i landet, bl.a. ved Korsør og Nyborg. Absalon byggede som bekendt en fæstning på en lille ø ud for handelspladsen Havn (senere København) ved Øresund.
Den europæiske magtkamp mellem paven og kejseren nåede Danmark i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og ærkebiskop Eskil måtte drage i landflygtighed i Frankrig. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars fader, Knud Lavard, blev helgenkåret af pave Alexander III og gravsat i Skt Bendts Kirke i Ringsted. Samtidig fik Valdemar sin 7-årige søn, Knud 6. kronet og salvet som medkonge for at sikre arvefølgen. I 1177 trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i Lund. Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i 1180 udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i 1181 med en hær og nedkæmpede oprøret.
Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat, og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland - hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på sildemarkedet i Skåne.
Valdemar døde den 12. maj 1182 på Vordingborg Slot. Hans lig blev af bønder båret til Skt. Bendts Kirke, hvor han blev begravet. Han har med rette fortjent tilnavnet "den Store", og der skete store fremskridt for landet i hans regeringstid. Sammen med sin hustru Sofie fik han sønnerne Knud (6.) og Valdemar 2. Sejr foruden seks døtre.
Knud 6..
Knud 6.s segl fra 1190'erne er den tidligst kendte gengivelse af Danmarks rigsvåben. Den eneste kendte kopi af dette segl blev fundet i 1879 i det storhertugelige arkiv i Mecklenburg-Schwerin, Tyskland. Bemærk også kongens lukkede krone, der afviger fra kronerne på hans efterfølgeres segl.
Knud 6. (1163 - 12. november 1202) var konge af Danmark 1182-1202. Han var søn af Valdemar 1. den Store og blev som 7-årig kronet og salvet som sin fars medkonge, for at kongemagtens forbliven i slægten kunne sikres. Efter faderens død i 1182 blev den 19-årige Knud formelt konge. Reelt var det biskop Absalon, som regerede på hans vegne.
På udenrigsfronten nægtede Knud at aflægge lensed til den tyske kejser Frederik Barbarossa. I stedet lykkedes det ham i 1185 at besejre hertug Bugislav, den slaviske hersker over Pommern, som nødtvungent måtte anerkende dansk overhøjhed. Herved flyttedes Danmarks grænse til Elben. I 1197 foretog Knud et korstog til Estland.
Efter successen mod syd begyndte Knud udover sin danske kongetitel at benytte titlen "de venders konge". Selvom herredømmet over Mecklenburg, Pommern og de obroditiske områder i Nordelbingen ophørte i 1225, vedblev danske konger til og med Frederik 9. at titulere sig "de venders konge".
Livet igennem stod han i skyggen af sin fosterfader Absalon og broderen Valdemar (Sejr). Den første landskabslov, Skånske Lov, blev udstedt under Knud 6. Han giftede sig i 1177 med Gertrud, datter af hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern.
Valdemar Sejr.
Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (maj/juni 1170 i Ribe – 27. marts 1241 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 og til sin død. Han var søn af Valdemar den Store og Sofie. Han efterfulgte sin broder, Knud den Sjette, der døde barnløs. Juledag 1202 blev han kronet i Lund Domkirke af ærkebisp Anders Sunesen.
I 1188 var han blevet udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne, Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.
Korstoget til Estland.
Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen ville således hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland således at Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde på bekostning af den danske konge.
Med i korstoget var også Johanniterordenen, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.
I 1217 sendte Valdemar sin nevø Albert af Orlamünde til Estland i håb om at erobre Øsel. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra Riga over isen til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet "Det kolde korstog". Sværdbroderordenen, tyske korsfarere og nyomvendte letlændere og lithauere begav sig i vinternattens mørke over isen til Suntaken og derfra over land til Reval. Frosten og den bidende vind fik ansigtshuden til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs næse, hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede krigsfanger og kvæg ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet. I løbet af sommeren 1219 kom Valdemar selv. Hvis det passer, at han medbragte 1.500 skibe, har han også mobiliseret stormændenes private styrker. Ærkebiskop Sunesen fulgte også med. Danskerne rejste nu borgen, der blev kendt som "Danskeborgen", som på estisk blev til Tallinn. Esterne mødte nu frem hos Valdemar, og overgav sig til ham og kristendommen. Rørt gav Valdemar dem store gaver, mens biskopperne døbte dem på stribe. I virkeligheden drejede det sig om en krigslist, for esterne vendte tre dage senere tilbage og overfaldt de danske styrker, der sad ved aftensmaden og blev så overrumplede, at de kun blev reddet fordi Vitslav af Rügen havde stået gemt under klitten med sine ryttere og fik drevet esterne på flugt. Danskerne og de tyske vasaller forfulgte nu de flygtende og skal have dræbt mere en tusinde af dem. Der blev afholdt en takkegudstjeneste, før Valdemar tog hjem. For sikkerheds skyld blev biskopperne tilbage med en troppestyrke, der "hele året kæmpede mod Revals beboere indtil de endelig modtog dåbens sakramente".
Jagten på Lyø.
Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. Desuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov.
Arven after Valdemar Sejr.
På grund af sine mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død.
I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, der var datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). I følge traditionen var hun elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten, og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel, Sophie og Christoffer.
Valdemar Sejr døde i Vordingborg og ligger begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.
Erik Plovpenning.
Erik Plovpenning (Erik 4.), (1216 - 10. august 1250) søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria. Han var dansk medkonge fra 1232 og dansk enekonge fra 1241-1250 til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.
Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Slesvig, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussede kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov, hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og en penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han f.eks. flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.
Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive, og Erik måtte i 1237 ty til at skaffe sig et brev fra paven for at kunne tvinge bisper til at indsætte præster, som var udpeget af kongen, i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.
I 1250 lykkedes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250, blev Erik halshugget, og hans lig sænket i Slien. Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258 blev hans jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.
Anetavle.
Erik Plovpennings brødre Abel og Christoffer har samme aner som Erik.
Abel af Danmark.
Abel'", konge af Danmark 1250-52, blev født i 1218. Søn af Valdemar Sejr og hans anden hustru Berengária af Portugal.
I 1232 blev han udnævnt til hertug af Slesvig. I 1241 blev hans broder, Erik Plovpenning, valgt til konge efter deres fader, hvilket var anledningen til en mangeårig borgerkrig hvorunder bl.a. Randers blev afbrændt af Abels tropper. Striden endte med, at kong Erik under et besøg hos Abel blev dræbt og hans lig smidt i Slien. Abel blev af de fleste betragtet som ansvarlig for mordet, men det lykkedes ham at få 24 riddere til at sværge på hans uskyld ved Landstinget i Viborg, den såkaldte "dobbelte tylvter-ed", hvorefter han blev kåret til konge den 1. november 1250.
I 1237 giftede Abel sig med Mechthilde, datter af grev Adolf IV af Holsten. På grund af hendes afstamning bidrog hun til stor holstensk indflydelse på Abel-slægtens sønderjyske hertugdømme. Abels og Mechthildes slægt var hertuger af Sønderjylland til slægten uddør i 1375.
Abel blev dræbt den 29. juni 1252 på Ejdersted under en ekspedition mod friserne for at inddrive skyldige skatter. Legenden fortæller, at han spøger i Slesvig Domkirke, hvorfor man tog hans lig op og sænkede det i et mosehul ved Gottorp. For en sikkerheds skyld rammede man en pæl gennem hans brystkasse. I 1261 giftede hans enke sig igen, denne gang med Birger Jarl af Sverige.
Med kun godt 1½ år har Abel den korteste regeringstid af alle danske konger.
Anetavle.
Abels anetavle er identisk med Erik Plovpennings.
Erik Klipping.
Erik Klipping (Erik 5.) (født 1249 på Lolland - 22. november 1286 i Finderup) var en dansk konge fra 1259-1286. Han var søn af kong Christoffer 1. og dronning Margrete Sambiria ("Sprænghest").
Han er mest kendt for at være myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade i 1286. Han blev begravet i Viborg Domkirke.
Styre.
Erik V blev hyldet, mens han var ganske lille. Da hans far Christoffer døde i 1259 (ifølge et rygte blev han myrdet af Abbed Arnfast fra Ryd Kloster), var Erik endnu ikke myndig og kunne derfor ikke overtage tronen. Ved en domstol blev det bestemt, at hans mor, der var datter af Sambor 2. af Pommern, skulle regere landet på vegne af Erik, til han blev myndig.
Hun måtte arbejde hårdt for at beholde sin søn på tronen, da hun blev modarbejdet fra mange sider. Landets ærkebiskop Jacob Erlandsen var fængslet af Christoffer 1., men kunne alligevel trække i trådene, ligsom den tidligere konges søn Erik Abelsøn med hertug Valdemar af Sønderjylland gjorde krav på Sønderjylland og fik hjælp af holstenerne.
Fyrst Jaromar udnyttede situationen og samlede en hær af vendere. Sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel) invaderede de Sjælland. Dronning Margrete samlede en hær for at sætte en stopper for invasionen, men led nederlag ved Ringsted 1259. Det lykkedes den indtrængende hær at indtage København via det sted, hvor Jarmers Tårn står. Herfra drog de videre til til Skåne og fortsatte plyndringerne. Uheldigvis for Jaromar påkaldte han sig en hustrus vrede, efter at have dræbt hendes mand, og hun dræbte ham. Herefter trak venderne sig tilbage til Rügen.
Efter invasionen fra venderne troede Hertug Valdemar, at kronen var svækket og startede et oprør. Margrete og Erik måtte samle endnu en hær og drage til Jylland, hvor de besejrede hertugen. Mens fredsforhandlingerne var i gang, samledes Valdemars allierede blandt holstenerne til angreb. D. 28. juli 1261 led enkedronningen og hendes søn et knusende nederlag ved Lohede og blev taget til fange.
De blev holdt i fangenskab i Hamborg, men det lykkedes dronning Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albert af Braunschweig, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Erik blev sat fri i 1264, muligvis mod at ægte markgrev Johans datter Agnes af Brandenburg uden medgift. Han var nu blevet myndig, så han kunne regere landet på egen hånd. På trods af det var det i mange år reelt enkedronningen, der styrede landet. Erik blev kronet, men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen, som var blevet løsladt fra sit fangeskab af Margrete, bandlyste de bisper, der havde deltaget i kroningen.
I 1273 hentede Erik sin tyske brud Agnes hjem, og ikke længe efter fødtes deres første søn Erik, der senere arvede tronen under navnet Erik 6. Menved.
I 1272 døde hertug Erik af Jylland, og i 1274 blev Jakob Erlandsen dræbt på en rejse hjem fra Rom. Begge var magtfulde folk, der havde modarbejdet kronen, men som kongen nu ikke længere skulle bekymre sig om. Kong Erik tog formynderskab over hertug Eriks børn og fik således magt over hertugdømmet Jylland.
Efter kroningen blandede Erik sig i en strid i Sverige, hvor Valdemar og Magnus kæmpede om magten; Erik støttede først Magnus og siden hen Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige og for at finansiere kampene, foretog Erik møntforringelse, der muligvis har givet ham hans tilnavn. Det skete nemlig ved at klippe noget af mønterne, så de blev kantede.
Til sidst gik Erik så langt som til at optage tvangslån hos kirken.
Erik blev upopulær blandt stormændene, og i 1282 lykkedes det dem at tvinge kongen til at afgive et løfte om at afholde årlige møder med stormændene - de såkaldte danehoffer.
Den første håndfæstning i Danmark.
Kongen blev som den første tvunget til at underskrive en håndfæstning, der er Danmarks svar på Magna Carta. Heri forpligtede han sig til regelmæssigt at rådføre sig med stormændene og det, der senere blev til Rigsrådet, blev ligestillet med kongen som den øverste myndighed i landet. Desuden blev bøndernes ret bedre sikret, men også en del fyrster fik noget ud af håndfæstningen. Valdemar Eriksøn fik sin families hertugdømme i Jylland, og junker Jakob fik Nørrehalland.
Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene havde nu udspillet deres rolle, og det var ikke længere bønderne, der valgte kongen. Men skikken med at hylde kongen på tinge fortsatte.
Fremt til 1284 måtte kongen vige og bøje sig i alle sager, men da Hertug Valdemar gjorde krav på både Als og krongodset i Sønderjylland satte kongen sig imod, og ved en dom ved danehoffet tabte hertugen. Herefter forsøgte han med magt at få sit krav igennem. Da han i 1285 rejste til Sverige for her, eller i Norge at finde støtte, blev han taget til fange og sat på Søborg. Året efter blev han løsladt, mod at han bøjede sig for kongen vilkår, og sværgede troskab til kronen.
Mordet i Finderup Lade.
Under en jagt d. 22. november 1286 ("Sct. Cæcilienat") søgte kong Erik og hans følge ly for natten i en lade ved Finderup. Her blev Erik og hans følge myrdet af ukendte gerningsmænd med 56 stik.
Motivet for mordet og mordernes identitet har været årsag til mange spekulationer.
Ved Danehoffet i Nyborg året efter i 1287 blev der fældet dom over ni stormænd, hvoraf kun én blev beskyldt for direkte at have dræbt kongen. De andre blev blot beskyldt for meddelagtighed i mordet. Alle som én erklærede de sig uskyldige.
De blev alle dømt fredløse og flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage.
Striden om de dømtes uskyld og motivet til mordet har været diskuteret lige siden. Den mest udbredte forklaring er, at stormændene var utilfredse med kongen og ikke brød sig om, at han blev stærkere. Det er foreslået, at Erik Klipping skulle have krænket marsk Stigs hustru, og at det skulle være motivet for mordet. Den forklaring var i romantikken den mest fremtrædende.
Det er også blevet forslået at den egentlige bagmand aldrig blev dømt, da han havde magt til at dømme en uskyldig, for selv at gå fri. Hertugen af Sønderjylland eller den norske konge eller dronning har alle været nævnt.
Da Erik Klipping døde, blev hans ældste søn Erik Menved konge. Han blev rådgivet af Hertug Valdemar.
Navn.
Der er mange bud på hans tilnavn "Klipping" eller "Glipping". Den mest udbredte forklaring er, at han fik tilnavnet "Klipping", fordi han klippede landets mønter, for at lave en devaluering. Andre mener, at Klipping betyder et klippet fåreskind, men hvorfor kongen skulle få navnet efter et fåreskind står hen i det uvisse og forklaringen virker vag.
I starten af det 16. århundrede blev navnet fortolket som "den rasende", og senere som "forføren". Sidstnævnte hænger givetvis sammen med historien om, at han skulle have krænket marsk Stigs hustru.
En anden populær forklaring er, at han fik tilnavnet "Glipping", fordi han glippede voldsomt meget med øjnene, hvilket blev tolket som et tegn på svaghed og upålidelighed. Denne forklaring virker dog temmeligt utroværdig.
Eftermæle.
Erik og Agnes havde seks børn. Den ældste søn Erik Menved overtog tronen efters sin far, men blev fordrevet af sin bror Christoffer 2.. Hans søn Valdemar døde 1304. Hans datter Margrete blev gift med Birger Magnusson af Sverige, der senere blev konge. Den anden datter, Regitse, ægtede fyrst Niels af Werle, fra hvem Christian 1. nedstammer. Agnes giftede sig anden gang i 1293 med Gerhard 2. af Holsten og fik Johan den Milde.
Erik Klippings lig blev ført til Viborg Domkirke, hvor han blev begravet i krypten. Her lå han indtil kirken brændte i 1726, og herefter blev kongens jordiske rester flyttet til en muret grav bag alteret.
I Finderup blev der lavet et bodskapel, den senere sognekirke, men den blev revet ned midt i 1500-tallet. I 1891 rejste rigmanden Thor Lange et 2,7 meter højt granitkors kaldet Finderupkorset på det sted, hvor man mener mordet fandt sted.
Mordet, der var det sidste kongemord i Danmarkshistorien, har inspireret forfattere, malere og digtere. Folkeviserne er som alle andre uenige om de dømtes skyld, og således lyder det "Nu stander landet i våde" og visen er fuld af harme over dem, der "sveg deres rette herre". En anden i den modsatte lejr skriver "Min ædelig herre, hin unge hr. Marstig" og fremstiller marsken som den, der uden grund rammes af anklagen. Enige er disse ældste viser i at mordet er politisk.
"De uaktuelle nyheder" lavede et spoof på opklaringen af mordet, hvor Rejseholdet bestående af Allan Fischer (spillet af Mads Mikkelsen) og Thomas la Cour (spillet af Lars Brygmann) lavede en efterforskning 700 år efter det fandt sted. Bl.a. ved en fantomtegning (der har en påfaldende lighed med Otto Baches maleri) af morderne, der blevet lavet ud fra en øjenvidneberetning, som en havde arvet fra sin tip-tip-tip... oldemor.
Erik Menved.
Erik Menved (Erik 6.) (1274 - 13. november 1319) var søn af Erik 5. Klipping, som blev myrdet i Finderup Lade, da Erik Menved var 12 år gammel. Der indsattes en formynderregering for den unge kongesøn, heriblandt hans moder Agnes. Juledag 1287 blev Erik Menved kronet til konge. De stormænd, som var dømt for mordet på Erik Klipping, vendte tilbage og hærgede de danske kyster. Flere stormænd og gejstlige sluttede sig til de fredløse, bl.a. Eriks bror, hertug Christoffer, som i 1315 måtte gå i landflygtighed.
I 1289 udnævntes Jens Grand til ærkebiskop efter Jens Dros. Jens Grand var imidlertid af den mægtige Hvideslægt og i familie med flere af de fredløse, som han åbenlyst støttede. I 1294 blev Jens Grand arresteret, men det lykkedes ham i første omgang at flygte til Hammershus. Siden fortsatte han til pavehoffet, hvor han indledte proces mod Erik Menved. Erik Menved dømtes til at genindsætte ham i hans embede samt betale en erstatning på 49.000 mark sølv. Erik nægtede at betale, og i 1299 blev landet lagt under interdikt. I 1301 måtte Erik "krybe til korset" og betale en stor bøde, men Jens Grand indsattes af paven som ærkebiskop i Riga og fik ikke siden indflydelse i Danmark. I 1293 døde de fredløses leder, marsk Stig Andersen, og angrebene aftog.
Erik Menveds ambition var at genoptage Valdemar Sejrs erobringspolitik i Nordtyskland. I 1302 blev han hyldet som lensherre over fyrstendømmet Rostock. I 1304 stadfæstede den tyske konge Albrecht 1. afståelse af landene nord for floderne Elben og Elde. Erik besluttede at gå løs på Wismar og Rostock, men modstanden var hårdere end forventet, og først efter 6 måneder overgav de to byer sig. I 1316 tabte Erik Slaget ved Stralsund, og i 1317 blev der sluttet fred. Krigen var bekostelig, og regeringen måtte udskrive nye skatter. I 1336 blev udmøntningen indstillet, og de penge, der var i omløb, var værdiløse. I 1317 blev Fyn pantsat for 3 år til de holstenske grever, Johann og Gerhard. Det kom til flere oprørsforsøg både på Sjælland og i Jylland. Til at holde befolkningen i skak bygges flere "tvangsborge", fx Kalø nord for Århus, Borgvold i Viborg, Bygholm ved Horsens og Ulstrup øst for Struer.
Erik blev gift med Ingeborg i 1296 i Helsingborg, datter af den svenske kong Magnus Ladelås. De fik 14 børn, som alle enten var dødfødte eller døde som spæde. Erik Menved døde den 13. november 1319 og er begravet Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Han efterlod sin yngre broder, Christoffer 2., et land, som var både politisk og økonomisk fallit. Tilnavnet Menved refererer til udtrykket "så mænd ved", som i dag er bevaret i "såmænd". Det må formodes, at kongen har anvendt udtrykket flittigt.
En mere meningsfuld betydning af tilnavnet Menved er: Skarn, et utyske, en ménvætel(Se henvisningen til A.D.Jørgensens artikel nedenfor). Kunne være givet ham af nogle af de mange fjender, han skaffede sig gennem de ovenfor beskrevne handlinger.
Valdemar 3..
Valdemar 3. (født o. 1314– død 1364), konge af Danmark 1326–1330, eller som hertug af Sønderjylland Valdemar 5. 1325- 1326 og 1330- 1364. Da Christoffer d. 7. juni 1326 var blevet afsat af rigsrådet og flygtede ud af landet, valgte danske stormænd i det danske rigsråd en ny konge, og valget faldt på den 11-årige hertug Valdemar af Slesvig. Valdemar var efterkommer af kong Abel og dermed retmæssig arvtager til den danske trone. På grund af hans alder blev Valdemars morbroder, den magtfulde grev Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg ("grev Gert eller Den kullede Greve"), som også var den største panthaver, udnævnt til rigsforstander og formynder. Valdemars håndfæstning var mindst lige så streng som Christoffers. Af nye bestemmelser var, at alle kongelige borge i Skåne skulle sløjfes, og alle stormænd fik lov til at befæste deres hjem. Det vigtigste tiltag var dog "Constitutio Valdemariana" som sagde, at for fremtiden måtte samme person ikke være herre over Slesvig og Danmark på samme tid.
Danmark var nu fuldstændig på stormændenes hænder, hvilket ikke var populært blandt bønderne. Dels var de fleste udlændinge, dels blev der udskrevet mange nye skatter. I 1328 rejste bønderne på Sjælland sig til oprør, som dog blev nedkæmpet. I 1329 var det jyderne, der rejste sig til oprør. De havde lidt mere medgang, men endte også med at blive slået ned. Til sidst opgav grev Gert på den unge konges vegne, og d. 23 februar 1329 vendte Christoffer tilbage til tronen, mens Valdemar igen blev hertug af Slesvig, hvor han regerede til sin død i 1364. Han var gift med Richardis (død o. 1384), datter af greve Günzelin 6. af Schwerin-Wittenburg (død o. 1327). Sammen fik de sønnerne Valdemar (født o. 1338– død 1360) og Henrik (Heinrich), der arvede Slesvig efter faderens død.
Valdemar Atterdag.
Valdemar Atterdag gengivet på et næsten samtidigt kalkmaleri i Næstved Sankt Peders Kirke
Valdemar Atterdags segl fra hans tid som junker
Valdemar Atterdag (Valdemar 4.) (ca. 1320 - 24. oktober 1375 på Gurre slot) søn af Christoffer 2., var konge af Danmark 1340-1375. Med hustruen Helvig havde han 6 børn, men kun ét af dem, Margrete 1., overlevede faderen.
Opvækst.
Efter at faderen Christoffer 2. af Danmark blev drevet ud af landet i 1326, opholdt Valdemar sig ved det kejserlige hof i Sydtyskland hvor han fik en fyrstelig opdragelse.
Efter at Niels Ebbesen den 1. april 1340 myrdede grev Gert (Gerhard), "den kullede greve", blev der den 22. april 1340 i Spandau ved Berlin indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være konge, og at landet nord for Limfjorden skulle tilfalde ham. Resten af Nørrejylland fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske grever successivt skulle opgive besiddelserne Kalø, Horsens, Kolding og Ribe.
Da Helvig, datter af hertug Erik II af Slesvig, i 1340 ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.
Samlingen af riget.
Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu overfor en utrolig stor opgave: at samle riget og betale kreditorerne deres tilgodehavender.
Landet havde da været under holstensk herredømme siden 1332. I 1341 udstedte Valdemar amnesti til alle, der måtte have forbrudt sig mod hans fader eller resten af familien. I 1346 solgte Valdemar Estland, der havde været dansk siden 1219, til Den Tyske Orden for en pris af 10.000 mark sølv.
Hans metoder var meget hårdhændede, og der var en del tilløb til oprør rundt omkring. Men i løbet af 4-5 år blev også Sjælland "indløst". De katolske bisper var meget glade for kongen, og han opslog sit hovedkvarter i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.
Krige i Tyskland.
Da størsteparten af riget igen var på danske hænder, begyndte Valdemar at blande sig i forholdene i Nordtyskland. Han støttede sin svoger, markgreve Ludwig af Brandenburg i en konflikt med en bedrager, der hævdede at være den forlængst afdøde markgreve Valdemar. Bedrageren støttedes imidlertid af den tyske kejser. I 1349 slog Valdemar bedrageren i et slag i Nordtyskland.
Den hjemlige begejstring over kongens indblanding i de tyske forhold var behersket. I 1351 erklærede de holstenske grever, der endnu var i Danmark, sammen med en række jyske stormænd, Valdemar krig. I 1353 blev der indgået forlig, og greverne fik lov til at beholde deres panteslotte på Fyn.
Oprør i Jylland.
I 1357 udbrød der igen oprør blandt de jyske stormænd, bl.a. drost Claus Limbek og marsk Palle Jonsen Munk og de holstenske grever. I 1357 vandt Valdemar det afgørende slag ved Broberg på Fyn. Kampene afsluttedes først i 1360 ved fredsslutning på et danehof. Her blev også en håndfæstning ("Landefreden") vedtaget, som kongen måtte underskrive.
Generobringen af Skåne.
Nu rettede Valdemar interessen mod Skåne, der i 1332 kom i personalunion som selvstændig part med Sverige og Norge under Magnus Smek, efter at skåningerne havde dræbt de tyske pantherrer foran Lund Domkirke.
Kong Magnus trængtes af sin søn, Erik, som selv ville være konge, og både far og søn bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede generøst dem begge sin bistand.
Da Valdemar rykkede ind i Skåne, gav Magnus ordre til at overlade de skånske borge til de danske tropper, og i løbet af kort tid vajede Dannebrog, som Valdemar havde gjort til rigsbanner, over Skåne. Efter erobringen af Malmø og Helsingborg var Skåne - og især det indbringende sildemarked - atter en del af det gensamlede og genrejste danske rige.
Kongens største indtægter på den tid var afgifter fra sildemarkederne ved Falsterbo og Skanør. Hvert år i september stævnede omkring 100.000 købmænd fra hele Europa til Falsterbo. Tønderne med den gode sild fra Øresund blev vejet af kongens mænd, afgiften blev betalt, og tønderne blev rullet om bord i skibene.
Erobringen af Gotland.
Valdemar fortsatte sine erobringer med i 1361 at indtage hansestaden Visby og erobre hele Gotland, som forblev dansk til 1645. Krigstogtet på Gotland, som kulminerede ved Slaget ved Visby, var usædvanlig blodigt, også efter samtidens målestok. Tusindvis af dårligt udrustede bønder blev fanget og nedslagtet uden for Visbys mure. Her blev de begravet i massegrave med en stor del af deres udstyr.
Visby, som var en af den tids mest velhavende byer, var især beboet af tyskere, der handlede i Rusland og tjente store penge. Men nu var det for meget for forbundet af nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, og de erklærede krig. I Vordingborg modtog Valdemar 77 krigserklæringer fra Hanseforbundet, som bestod af byer i hele Europa.
Flugten fra Danmark.
Kongen satte den gyldne gås på Vordingborgs Gåsetårn og udtalte: "77 høns og 77 gæs betyder intet...". Men her mødte Valdemar for første gang sine overmænd. Efter nogle indledende sejre endte det med et stort nederlag, hvorunder Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt.
I 1368 måtte Valdemar flygte fra Danmark, og i mere end et år opholdt han sig ved det tyske kejserhof. Mens han var der, aflagde Valdemar besøg hos begge paver, både ham i Rom og ham i Avignon. Valdemar fik tilladelse til at rejse til den hellige grav i Jerusalem og lade sig slå til Ridder af Den Hellige Grav. Denne orden var den højeste, man kunne opnå på den tid.
Genkomsten som konge.
Den 24. maj 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fredsaftale i Stralsund, hvor Hansestæderne fik Skåne i pant og fik kontrol over sildemarkedet i Skåne i 15 år. Endelig fik de retten til at godkende valget af Valdemars efterfølger. I 1371 vendte Valdemar hjem til Danmark.
Nu koncentrerede Valdemar sig om Slesvig, der var den sidste del af riget, der manglede. Slesvig blev ledet af den barnløse hertug Heinrich. Valdemar overtog flere store pantelen, bl.a. Als og Sundeved.
Eftermæle og død.
I 1375 døde Heinrich, og hans enke overlod Valdemar Tønderhus. Det lykkedes dog ikke Valdemar at føre Slesvig helt hjem til riget. Tilnavnet "Atterdag" menes at stamme fra plattysk, hvor "Ter Taghe" betyder "hvilke dage!". Befolkningen gav ham også tilnavnet "Den Onde" for hans hårdhændede metoder, men eftertiden husker især hans utrolige indsats for at samle det danske rige.
Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375 på Gurre slot og blev begravet i klosterkirken i Sorø. Med hustruen Helvig havde han 6 børn, men kun ét af dem overlevede faderen, Margrete 1.
Den kongeløse tid.
Den kongeløse tid fra 1332-1340. Efter at Christoffer 2. døde i 1332, stod Danmark uden konge. Tilbage stod der to ledere, grev Johann som pantherre over Sjælland, Lolland og Skånelandene (altså området øst for Storebælt), og grev Gerhard (grev Gert, Den kullede Greve) som pantherre over Jylland og Fyn (området vest for Storebælt). Greverne havde lov til at udskrive skatter for at få dækket deres tilgodehavender. Skatterne blev brutalt inddrevet af pantherrernes soldater. Selv hvis bønderne kunne betale de hårde skatter, plyndrede soldaterne civilbefolkningen og lagde deres gårde øde. Det administrative system kørte videre, der blev afholdt kongelig rettergang, og danehoffet blev indkaldt hvert år. Det var en meget urolig tid i dansk historie. I Nørrejylland drog bander på togt. Skibsfarten var udsat for piratangreb, selv i byerne kunne ingen føle sig sikker.
Skåneland.
I 1332 gør man oprør i Skåneland, (bl.a. blev 300 holstenere dræbt i Lund Domkirke) og søgte med den lundensiske ærkebiskop Karl Eriksen Røde i spidsen, beskyttelse hos Sveriges og Norges konge Magnus Smek. Magnus indløste det skånelandske pantebrev fra grev Johann for en sum af 34.000 mark sølv (opgjort i vægt ca. 6 tons), der med nutidens økonomiske værdi svarer til flere hundrede millioner kroner. Han blev hyldet, som konge af Skåneland på Sankt Libers høj udenfor Lund. Skåneland var nu, som selvstændig del, i personalunion med Sverige og Norge. I Jylland rejste bønderne sig også til oprør, men det blev slået ned i 1334.
Hertug Valdemar af Sønderjylland sluttede sig til det parti, der arbejdede for at bringe Christoffer II's søn, Valdemar 4. Atterdag på tronen. Grev Gert tvang hertug Valdemar til at opgive Sønderjylland, mod at få Nørrejylland, mens Gert selv overtog Sønderjylland. Gert udskrev nye skatter for at straffe oprørerne, og han red med omkring 4000 mand til Randers, hvor han etablerede sit hovedkvarter.
Niels Ebbesen.
Da samlede den jyske væbner Niels Ebbesen en skare på kun 47 mand, der om aftenen den 1. april 1340 red over Randers Bro og ind i byen. Niels Ebbesen og hans mænd undgik de tyske soldater og nåede frem til grev Gert. I et hug skilte Niels Ebbesen grevens hoved fra kroppen, og derved var Jylland befriet for den hårdhændede hersker. Kendt er også sagnet om Sven Trøst, som havde åndsnærværelse nok til at smide broplankerne i vandet, efter at Niels Ebbesen og hans folk havde passeret Randersbro, så grevens mænd ikke kunne forfølge dem. For denne bedrift blev han slået til ridder af Randersbro af Niels Ebbesen.
Valdemars kroning.
Foråret og sommeren igennem tilbageerobrede jyderne store områder af Jylland, blot ikke Skanderborg Slot, hvor holstenerne holdt stand. Den 2. november 1340 kom de holstenske tropper fra Fyn de belejrede til undsætning. 2200 jyder, heriblandt Niels Ebbesen, mistede livet. Da grev Gert var død, skyndte hans sønner Heinrich og Claus sig ud af landet. Den 22. april 1340 blev der i Spandau ved Berlin indgået et forlig, som indebar at Valdemar blev kronet som konge og fik tildelt Aalborghus og landet nord for Limfjorden. Resten af Nørrejylland kunne fås mod en betaling på 35.000 mark sølv. Herefter ville greverne gradvis opgive Kalø, Horsens, Kolding og Ribe.
Oluf 2..
Oluf 2. (Oluf Håkonsen, norsk Olav IV Håkonsson, 1370 - 3. august 1387) var konge i Danmark fra 1376-1387 og i Norge fra 1380-1387.
Oluf 2. var søn af Valdemar Atterdags datter, Margrete 1., Da Valdemar Atterdag døde, havde han ingen overlevende sønner. Af seks børn var kun Margrete tilbage. Hun blev gift med Håkon 6. af Norge og fik sønnen Oluf. Valdemar havde lovet den svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, at dennes søn, Albrecht IV, skulle overtage den danske trone efter Valdemars død. Men hverken befolkningen eller Rigsrådet med drosten Henning Podebusk i spidsen ønskede Albrecht IV som konge. Hansestæderne var heller ikke begejstrede. Fyrstedømmerne Pommern og Sachsen-Lauenburg ønskede heller ikke en mecklenburgsk stormagt til nabo. Valget faldt i stedet på den blot 5-årige Oluf med hans mor, Margrete, som formynder. Oluf måtte underskrive en håndfæstning hvori han lovede at indkalde til danehof hvert år, samt at en del af de ejendomme, som Valdemar Atterdag havde konfiskeret, skulle tilbageleveres.
I 1376 gik en mecklenburgsk hær i land ved København, men drost Henning Podebusk klarede sagen ad forhandlingens vej. I 1380 døde kong Håkon VI af Norge, og Oluf overtog tronen. Margrete vendte nu blikket mod Skåne, hvor flere borge – og især det indbringende sildemarked – var på Hansestædernes hænder. Ved fredsslutningen ved Stralsund i 1370 under Valdermar Atterdag var det aftalt, at det indbringende sildemarked skulle være på udenlandske hænder indtil 1385. Margrete lagde et stort diplomatisk pres på Hansestæderne for at få dem til at opgive Skåne. Og hun nøjedes ikke med diplomatiske midler, men stod også bag egentlige pirattogter mod Hansestædernes handelsskibe. Til sidst føjede Hansestæderne sig, og Skåne var igen på danske hænder.
I Sverige var svenskerne yderst utilfredse med deres konge, Albrecht III af Mecklenburg. Margrete indledte forhandlinger med svenske stormænd, som var meget tilbøjelige til at lade Oluf bestige den svenske trone. Men før det lykkedes Oluf at forene de tre nordiske lande, døde han den 3. august 1387, knap 17 år gammel. Han blev begravet i Sorø Klosterkirke. Han blev aldrig gift og efterlod sig ingen børn.
Hedehøg.
Hedehøg ("Circus pygargus") er med sine 43-47 cm, et vingefang på 98-110 cm og en vægt omkring 225-300 g den mindste af de slanke, langbenede kærhøge. Den er en elegant bygget rovfugl, med lang hale og smalle, spidse vinger. Hedehøgen har et uglelignende ansigt, hvor øjnene er omgivet af en lille fjerklædt knoglekant. Denne kant beskytter høgen mod skader på øjnene, og kan fungere som skygge for solstråler og dermed forbedre synet. Hannen af hedehøg har gråblå overside, med sorte vingespidser. Hunnen og ungfuglene er brunlige.
Hedehøgen ligner meget den blå kærhøg, men kan skelnes fra denne på en grålig overgump i modsætning til den blå kærhøgs tydeligt hvide overgump. Hannen af hedehøgen har en sort stribe på oversiden af vingen, hvor blå kærhøg er rent gråblå. Herudover har hannen af hedehøg rustrøde pletter på det ellers hvide bryst, hvor blå kærhøg er rent hvid. Forskellene ved hunnen af de to arter er noget sværere at skelne. Hedehøg-hunnen har tydeligere, mere kraftigt farvede kindpletter, smallere vingespidser og smallere hvid overgump.
Hedehøgen lever af smågnavere, småfugle, krybdyr, insekter og fugleæg. Den ses flyvende over det åbne land på udkik efter føde. Flugten er urolig og flagrende, som en forvokset terne, under svæveflugten er vingerne højt løftede. I vinterkvarteret i tropisk Afrika lever den fortrinsvis af græshopper. Hedehøgene ankommer til Danmark i slutningen af april, i august-september trækker de atter mod Afrika.
Hedehøgen er sjælden i Danmark, da dette er på grænsen af dens nordlige udbredelsesområde. Den er en ny ynglefugl i Danmark, da de første ynglende par først indvandrede omkring 1900. Bestanden har været oppe omkring 400 ynglende par i 1940'erne, men ligger i dag meget lavere, muligvis på grund af ændrede forhold (f.eks. græshoppebekæmpelse og tørke) i fuglenes vinterkvarter. Med kun 41 ynglende par i dag, hovedsageligt i det vestlige Sønderjylland, er den optaget på rødlisten i Danmark og dermed fredet. Hedehøgen lægger 4-5 æg i maj, hunnen udruger dem i løbet af 27-30 dage.
Hedehøgen yngler på heder, i moser og på marsken. I de senere år har den, i takt med at de naturlige levesteder blev reduceret, fået en forkærlighed for at yngle i dyrkede marker med vintersæd, så ca. halvdelen af bestanden yngler nu der. Derfor er næsten flyvefærdige unger udsatte når der skal høstes. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og foreningen for dyrenes beskyttelse har derfor siden 1996 kørt "Projekt Red Hedehøgen". Det er et samarbejde med landmænd og ornitologer om at kortlægge og afmærke hedehøgreder i dyrkede marker, så der kan høstes udenom. Et område på 10x10 meter omkring reden afmærkes og skånes når mejetærskerne rykker ind på marken. Projektet har været en succes.
Lannerfalk.
Lannerfalken ("Falco biarmicus") jager ved med stor fart at dykke mod byttet. Ved denne metode rammer den sit fuglebytte så hårdt, at det ofte knækker halsen. Efterfølgende griber lannerfalken sit bytte i luften eller samler det op fra jorden.
Plettet stor hornugle.
Den plettede hornugle har ekstra store øjne der gør, at mere lys slipper ind i øjet. Uglen opnår derved et ekstra godt nattesyn.
Uglen har også to duske oven på hovedet, der til forveksling kunne ligne ører. Ørerne er dog gemt på hver side af hovedet under nogle stive fjer. Duskene anvendes alene til at signalere med.
Mauritius-tårnfalk.
Mauritius-tårnfalken ("Falco punctatus") er hjemmehørende på øen Mauritius i det Indiske Ocean.
Mauritius-tårnfalken har korte vinger og en bred hale. Begge dele er lidt ukarakteristiske for en falk, men gør det nemmere for Mauritius-tårnfalken at manøvrere i de skovområder som er dens levested.
Prototype.
En prototype er en foreløbig udgave af et produkt, som fremstilles inden der påbegyndes en egentlig produktion af det. Formålet med en prototype er at demonstrere og teste ideer af om funktion og design. Er produktet tilstrækkeligt kompliceret, produceres der efter prototyperne ofte en 0-serie. Formålet med 0-serien er at verificere at produktet kan massefremstilles, og sikre at eventuelle fejl fra prototypen er udbedret.
Prærieugle.
Prærieuglen ("Athene cunicularia") er en lille fugl med lange ben. Den er den mindste ugleart i verden med sine 22-24 centimeter. Den har store øjne, et rundt ansigt og nøgne fødder.
Prærieuglen lever på prærier og græssletter i Amerika, fra Canada til spidsen af Sydamerika.
Prærieuglen er kønsmoden efter 1 år.
Den overtager ofte forladte præriehundehuller, som bruges som rede. Her lægges 4-6 æg.
Prærieuglen er til forskel fra de fleste andre ugler aktiv om dagen. Den jager ved hjælp af både synet og hørelsen. Dens foretrukne bytte er krybdyr og insekter.
Referent.
En referent er én, der gengiver, skildrer eller henviser til. Ordet kommer af latin "re-" = "tilbage-" + "ferre" "bære", "bringe".
Ordet bruges både i et neutralt sprog (om f.eks. journalister) og i et lidt højtideligt sprog (f.eks. om den, der tager referat fra et møde).
Refleks.
En refleks er i biologien et "ufrivilligt respons på et givent stimulus". Dette respons kaldes et "reflekssvar", og er det samme hver gang. For eksempel giver et slag under knæskallen aldrig anledning til andet end et stræk i knæet hos en rask person.
Man skelner mellem ubetingede og betingede reflekser: Den nævnte knæstrækkerrefleks er et eksempel på førstnævnte. Det berømt eksempel på en betinget refleks er Pavlovs hunde. Pavlov udførte et eksperiment hvor han, når han fodrede hundene, samtidig ringede med en klokke. Han målte dyrenes produktion af mavesaft, som steg når de fik serveret mad. Efterhånden associerede dyrene lyden med mad og snart var lyden alene nok til at øge mavesaftproduktionen. Det er således ikke en ubevidst refleks; den er "tillært".
Refleksbuen.
En typisk ubetinget refleks i et biologisk system kan deles op i delelementer.
De fem delelementer findes i alle reflekser hvad enten det er en ubetinget eller betinget refleks. Forskellen ligger punkt 3, nemlig hvor i CNS de indkomne stimuli bearbejdes og hvordan de kobles sammen med anden tilgængelig information. Den ubetingede refleks' center ligger typisk rygmarven eller hjernestammen, men ikke på højere niveauer som hjernebarken. I kraft af, at de betingede er tillærte (læring og hukommelse inddrager hjernebarken), inddrager disse dele af de højere centre og hjernebarken i deres informationsbehandling.
Monosynaptisk vs. polysynaptisk.
En refleksbue hvor det afferente led har direkte forbindelse til de efferente siges at være monosynaptiske (se evt synapse), mens et reflekscenter med flere mellemled siges at være polysynaptisk. Det fremgår heraf, at de polysynaptiske har langt større mulighed for at lave en mere omfattende bearbejdning og også et mere komplekst reflekssvar. Som oftest vil en polysynaptisk refleks omfatte flere rygmarvssegmenter, interneuroner, reciprok inhibition, rekurrent inhibition osv.
Central regulering.
Det kan i visse situationer være hensigtsmæssigt ikke at få reflekssvaret ved et givent stimulus. Det er derfor muligt for de højere centre at "modulere" reflekssvar. Dette sker ved at hæmme dele af reflekscentret via såkaldte inhibitoriske interneuroner sådan at reflekssvaret dæmpes eller måske helt forsvinder. I en situation hvor man træder på noget skarpt, vil man som regel reflektorisk løfte benet væk fra det skadevoldende og samtidig strække det modsatte ben så ikke man falder (polysynaptisk refleks). Dette er dog uhensigtsmæssigt hvis det ben refleksen vil løfte er det ben man har vægten på. Her kan højere centre hæmme refleksen så man ikke sætter balancen over styr. Der er således hele tiden fokus på hvilken respons, der er mest hensigtsmæssig for kroppen som helhed.
Den centrale regulering er hele tiden aktiv. Der er således en konstant basishæmning af refleksbuerne i kroppen og denne kan så enten op- eller nedjusteres. Justeringen baseres på en lang række forhold, som ofte ikke når vores bevidsthed. Balance, skadevoldende stimuli, målrettede præcisionsbevægelser og meget andet er underlagt denne konstante justering. Også vores psyke og humør kan spille ind.
Reform.
Reform (latin for "re" tilbage; "formatio" danne, forme: omdannelse) betegner i politik større planlagte (i modsætning til revolution) fredelige (uden anvendelse af magt) og lovlige ændringer eller omdannelser af bestående forhold (statsforfatningen eller en religion).
Refraktion.
Lyset brydes i to vinglasBølgefænomener (f.eks. lyd- eller lys-bølger) bevæger sig med en hastighed der afhænger af det medium, bølgerne færdes i. Bevæger en plan bølge sig fra et område med én udbredelseshastighed til et andet område med en anden udbredelseshastighed, ændres bølgens udbredelsesretning som følge af et fænomen der kaldes refraktion eller brydning.
Lysets brydning i glas, vand og andre gennemsigtige stoffer er et eksempel på refraktion: Fordi lyset bevæger sig godt 30 % langsommere i glas end i den omgivende luft, tvinges det til at ændre retning når det rammer grænsefladen mellem glas og luft.
Refraktion i en grænseflade.
Bølger der skifter retning efter overgang fra et medium til et andet
Til højre er vist situationen omkring en skarp grænseflade (vandret sort streg) mellem to regioner (gul og blå) med hver sin udbredelseshastighed for nogle plane bølger (striber i baggrundsmønsteret), som ankommer i en vis vinkel θ1 i forhold til normalretningen (lodret stiplet linje). På den anden side af grænsen bevarer bølgerne deres frekvens, men da udbredelseshastigheden er mindsket, bliver bølgernes længde tilsvarende mindre. For at få bølgetoppe og -dale til at "passe sammen" i grænsefladen, må bølgerne ændre retning så de forlader denne i en ny vinkel θ2.
Kender man det såkaldte brydningsindeks på hver sin side af grænsefladen, kan θ1 og θ2 beregnes.
Intern refleksion.
Hvis bølgerne bevæger sig fra et område med lav udbredelseshastighed til et område med større udbredelseshastighed, vil der være en vis grænsevinkel, den såkaldte "kritiske vinkel": Bliver θ1 større end denne vinkel (sin-1"n", hvor "n" er brydningsindekset over grænsefladen), afbøjes bølgerne ikke ved refraktion, men kastes derimod tilbage ved det der kaldes for "intern refleksion". I denne situation fungerer grænsefladen som et "spejl", som sender bølgerne tilbage ind i de medie de kom fra. Dette fænomen betegnes også for totalreflektion, og bliver bl.a. anvendt i lysledere.
Regent.
En regent er i bred forstand et statsoverhoved. Dvs. den person der regerer et land. Af 'regent' afledes regering.
Fordi der er tale om et ældre ord, har det konnotationer til monarkiet. Imidlertid findes der regenter i alle tilpas hierarkiske styreformer, inklusiv i et fyrstedømme, i et kejserdømme, i mange teokratier (som Vatikanstaten) og i en republik (præsidenten) imellem eventuelle valg.
I snævrere forstand kan "regent" også være synonymt med rigsforstander, altså en person, der regerer på vegne af den officielle regent, hvis denne (kort- eller langvarigt) er forhindret. For eksempel hvis denne er mindreårig eller sindssyg.
*
Regering.
Regeringen er betegnelsen for den udøvende magt i et land. Ifølge Danmarks Riges Grundlov består regeringen i Danmark af kongen og ministrene. I almindelig sprogbrug består regeringen af ministrene med statsministeren som politisk leder.
I et demokratisk land med parlamentarisme skal regeringen have flertal i landets parlament - eller i hvert fald ikke have et flertal imod sig. De partier i parlamentet som har ministre i en regering, kaldes "regeringspartier". Hvis regeringspartierne selv har flertallet i parlamentet, er det en "flertalsregering". Hvis regeringspartierne også behøver stemmer fra andre partier for at opnå et parlamentsflertal, er det en "mindretalsregering". De partier som hjælper en mindretalsregering til at opnå flertal, kaldes regeringens parlamentariske grundlag.
Reggae.
a> - den nok mest kendte reggaemusiker.
Reggae er en rytmisk musikgenre udviklet i Jamaica gennem 1960'erne primært fra ska og rocksteady.
Reggae inkluderer flere undergenrer, deriblandt: roots reggae, dub og dancehall, som begyndte i 1970'erne. Musikken karakteriseres rytmisk ved et underbetonet étslag og kraftig betonede to- og fire-slag. Ofte er der også i Reggae en slag/markering på mellemslagene som fx 1 og 2 og 3. Reggae er ofte tæt forbundet med rastafarireligionen, men reggae findes også uden for en specifik rastafariansk kontekst, hvor det handler om andet end Jah. Det kan f.eks. være imod penge.
Oprindelse.
Reggaes oprindelse finder man bl.a. i traditionel afrikansk musik, caribisk musik og amerikansk rhythm and blues
Reggaens største navn gennem tiderne er Bob Marley, men andre kendte reggae-musikere er Sean Paul, Barrington Levy, Prince Buster, Buju Banton, Burning Spear, Mad Professor, Shabba Ranks, Ras Michael, Shaggy og Peter Tosh.
Af danske navne kan Tredie Tilstand, Bass and Trouble, Slo Down og Bliglad nævnes, ligesom artister som Natasja, Gnags, Blunt, Bikstok Røgsystem og Von Dü også i høj grad er inspireret af reggae.
Regiment.
På et stabskort markeres et regiment med et nummer eller et navn
Regiment (: "regimentum" for ledelse) er en hærafdeling, ledet af en oberst. Regimenter er specialiserede i én våbenart og i monarkier kan de oftest føre deres historie hundreder af år tilbage i tiden (f.eks. kolonikrige, napoleonskrigene, krimkrigen, boerkrigen, 1. og 2. verdenskrig).
Tidligere betalte baroner og grever ikke skat til kongen. I stedet for finansierede de et regiment med dem selv som leder. I tilfælde af krig stod adelsmanden til rådighed for kongen med sit regiment. Normalt var det infanterister, men rige adelsmænd kunne opstille kavaleriregimenter.
Under den Amerikanske Borgerkrig opstillede de enkelte delstater nummererede infanteri-, kavaleri- og artilleriregimenter á 1.000 mand. De eksisterede i 3 måneder ad gangen i starten af krigen, men efterhånden eksisterede de i 3 år ad gangen. De overlevende fik udbetalt en bonus og kunne lade sig indrullere i nye regimenter. Erfarne folk med West Point-eksamen blev foretrukket som regimentschefer. Infanteriregimenterne var opdelt i 10 kompagnier (benævnt Able-Baker-..-King, da J var udeladt), kavaleriregimenterne var opdelt i 10 eskadroner (samme benævnelse) og artilleriregimenterne i 12 batterier (benævnt Able-Baker..-Mike).
I Danmark er et regiment en administrativ enhed og hører hjemme på en eller flere kaserner. Regimentet kan uddanne én eller flere bataljoner. Bataljonerne indgår i brigader. I fredstid kan der være en enkelt bataljon, men i krigstid kan det samme regiment have 5-6 bataljoner spredt rundt i hele verden (f.eks. det britiske "Black Watch" regiment i Aldershot der i 1944 havde 6. bataljon i Italien, 2. i Burma og 1., 5. og 7. i Normandiet samt en bataljon i tyske krigsfangelejre siden 1940). Under 1. verdenskrig blev hele bataljoner udslettet (ca. 8000 faldne), men de ti numre blev genbrugt, svarende til 25 bataljoner.
Regissør.
Regissøren er en teaterfunktionær, der sørger for, at rekvisitter, kulisser og kostumer er i orden. I udlandet er regissøren en sceneinstruktør.
Registerton.
Beregning af afgifter.
Registertonnagen benyttes ved beregningen af skibsafgifter, i nogle tilfælde lægges brutto- og i andre tilfælde nettotonnagen til grund herfor.
Mineralriget.
Mineralriget ("Regnum Minerale") består af det uorganiske, knyttet til sten og jord. Begrebet svarer til to andre: dyreriget og planteriget. I ældre tid inddeltes verden i mineralsk, animalsk, vegetabilsk og æterisk.
Reichsmark.
For- og bagside på en 5-Reichsmark-seddel fra 1942
Reichsmark var den officielle møntfod i Tyskland 1924-48. Der skulle 100 "Reichspfennig" til en Reichmark.
Reichsmark afløste den 30. august 1924 Rentenmark som lovligt betalingsmiddel i forholdet 1:1. Pengesedler lydende på Rentenmark forblev dog i omløb indtil 1948.
Reinkarnation.
Reinkarnation er et begreb indenfor en række, især østlige, religioner og filosofier, heriblandt verdensreligionerne hinduisme og buddhisme. Det betegner, at et dødt menneskes sjæl forlader legemet og genfødes i et nyt legeme, eller læren om sjælevandring: genfødsel efter døden til et nyt liv på jorden.
I den tibetanske buddhisme spiller reinkarnation den særlige rolle, at ledere som Dalai Lama og Panchen Lama efterfølges af deres næste inkarnation. Valget kan være dybt politisk, og den nuværende Dalai Lama har således meddelt, at han ikke agter at lade sig genføde i Tibet, så længe det er under kinesisk kontrol. Folkerepublikken Kina har omvendt besluttet at forbyde reinkarnation uden statsgodkendelse.
ReiserFS.
ReiserFS er i computerterminologi et filsystem, som er udviklet af et udviklerhold hos firmaet Namesys under ledelse af Hans Reiser. I forhold til andre filsystemer udemærker ReiserFS sig bl.a. ved at være meget hurtigt til at håndtere små filer under 4KB (I forhold til Ext2 og Ext3 ser man her typisk en hastighedsforøgelse på op imod en faktor 10-15). Det er specielt brugbart på mange Internet-relaterede systemer hvor man typisk behandler mange små filer. Det kunne for eksempel være programmer som arbejder med systemer som Usenet, E-mail eller WWW.
Derudover indeholder det ligesom Ext3 en journal over ændringer der skal foretages i systemet, således at filsystemet er tolerant overfor fejl der måtte opstå ved strømsvigt.
Kritik.
Der hersker en del kritik af ReiserFS i branchen. Det primære problem er at unlink-operationer (sletning) ikke foregår synkront. Det kan give problemer med fillåse således at der kan opstå race conditions. Sekundært er et andet problem, at der ikke findes værktøjer til at udføre defragmentering af filsystemet. Det problem vil dog blive løst implicit i version fire af filsystemet, da man her planlægger at implementere en "repacker" til at håndtere netop dette problem.
Reiser4.
Der er blevet lavet en efterfølger til ReiserFS (også kaldet version 3), under navnet Reiser4. Det nye filsystem er endnu ikke særlig stabilt, og det er da heller ikke med i mainline-kernen (vanilla). Udviklingen er gået lidt i stå efter at Namesys grundlægger Hans Reiser blev anklaget for at have dræbt sin kone.
Reklame.
Reklame vil sige en lovprisning af et produkt eller en serviceydelse, som er bestilt og betalt af producenten eller en distributør med det formål at fremme afsætningen.
Reklamer er pr definition subjektiv forbrugeroplysning.
Det ligger heri, at der pr. definition er tale om en subjektiv fremstilling. Publikum skal helst få det indtryk af reklamen, at man gør det mest fornuftige valg ved at vælge netop den vare eller serviceydelse, som der reklameres for, og at det for en sikkerheds skyld er bedst at købe eller bestille den snarest muligt.
Negative og/eller betænkelige forhold forbundet med varens produktion eller forbrug nævnes konsekvent ikke (potentielt vandannende, helbredsskadelighed, fremstilling under uetiske vilkår etc.)
Branding som virkemiddel.
Hyppigt anvendes "branding". Herved forstås, at man lægger vægt på, at den pågældende vare eller serviceydelse er et "navn", snarere end at argumentere for, at produktet eller serviceydelsen er konkurrenternes tilsvarende tilbud overlegen. Det skal være forbundet med prestige at vælge det pågældende mærke, fordi det er en "mærkevare". Så gør det ikke så meget, at det eventuelt koster lidt mere (evt. meget mere).
Det er branding-reklame, der f.eks. gør sig gældende, når firmaer, der sponsorerer sport o.l. til gengæld får lov til at bruge banner-reklamer på banderne omkring sportsbaner o.l. At associere sport (alias noget ungt og noget med sundhed) med reklame er i det hele taget et meget yndet reklamevirkemiddel: "Vi støtter sporten!".
Psykologiske virkemidler.
Reklamer er sjældent lodret løgnagtige. Det ville i så fald være ulovligt. I stedet benyttes reklamepsykologiske virkemidler.
De tider er forlængst fordi, hvor naive reklamemottoer på blikskilte af typen "Hæng Dem ikke i bagateller. Brug Randers Reb!", "På sporet af kvalitet" eller "Det er Richs, der drik's" kunne gøre det.
Brug af buzz-words, der er inde tiden er en integreret del af dette (lige for tiden "natur").
Og så er der her slet ikke nævnt de psykologiske associatrive virkemidler bestående i billedvalg, eventuel underlægningsmusik og indsmigrende - evt. piget fortrolige eller barnligt pjankede reklamestemmer, fingerede "interviews" med lykkelige forbrugere etc..
En branche i vækst.
I det moderne samfund findes reklamer overalt, på busser og taxaer, i aviser, ugeblade, radio, TV, internettet, husstandsomdelte tilbudsaviser og brochurer. Meget af det er af en imponerende grafisk kvalitet. Der er tydeligt, at der ofres store beløb på reklamer, når virksomheder og importører slås om at vinde markedsandele. Beløb, der naturligvis via varepriserne til syvende og sidst betales af forbrugerne selv.
Reklameindustrien er ikke uden grund en branche i voldsom vækst og af anses af samme grund efterhånden også af mange for at være noget af en pestilens, ikke mindst når den tager form af spam-mail og irriterende tv-reklamer, der bryder ind i en udsendelse (eng: product placement).
Forsvar mod reklamepåvirkninger.
I Danmark har man en forbrugerombudsmandsinstitution, der uafhængigt af medier, firmaer og forbrugere kan se på disse problemer og indskærpe god adfærd. Men på grund af moderne reklames psykologiske natur, er det ikke meget, man kan stille op ad lovgivningens vej, og moralske appeller alene hjælper næppe alene, når der som her er store penge på spil.
Forgrugerrådet udgiver imidlertid et blad, Tænk, med producent- og distributøruafhængig forbrugerrådgivning.
Endelig er det jo ikke forbudt at bruge sin sunde fornuft og nære en sund skepsis over for alt, der næsten lyder for godt til at være sandt.
Reklamer og kunst.
Reklamer kan udmærket være god kunst. Et eksempel herpå er Toulouse Lautrec's plakater for Montmartres underholdningsetablissementer. En reklamekunstner fra nyere tid er Adolphe Mouron Cassandre, kendt fra den klassiske reklame: "Du beau - du bon - Dubonné". Et kendt dansk eksempel på en kunstnerisk udformet reklame er en ølreklame, hvor man ser en svedende mand på en støvet landevej, lavet af maleren Erik Henningsen. Danske kunstnere som Ib Andersen og Sikker Hansen har i nyere tid lavet reklamegrafik af gedigen kunstnerisk kvalitet.
Mange reklamer for udstillinger og museer er udformet som dekorative reproduktioner lige til at få indrammet og hængt op, og er til salg som sådan i museernes butikker.
Reklamer som kitsch og camp.
Ældre blikskiltreklamer o.l., hvis reklamebudskaber i de fleste tilfælde ikke mere er aktuelle, er i dag højt værdsatte samlerobjekter og prydgenstande. Det er det naivt smagløse i disse reklamer, der på en omvendt måde gør disse æstetisk attraktive. Pop-art var en kunstretning i 1950'erne, der byggede på bevidst at udnytte det banale i kunstnerisk øjemed, herunder reklamens banaliteter.
Rekord.
En rekord er en toppræstation (især sportslig).
Rekreation.
Rekreation (lat."recreare" at genskabe) betyder at komme til kræfter, -hvile sig og -holde fri.
Eksempelvis er det efter et svært sygdomsforløb ofte gavnligt at gå på rekreation, i en kortere eller længere periode, for at opbygge og genskabe det psykiske- og fysiske helbred og kræfter.
Befolkningerne i højtudviklede og velhavende lande lever ofte et stillesiddende- og stresset liv, forårsaget af den højt udviklede teknologi, som virker aflastende på fysisk udfoldelse samt foranlediger forøgede krav på arbejdsmarkedet. Som modvægt rekreerer man sig i mange tilfælde med fritidsaktiviteter, som afviger fra daglige gøremål, i form af rejser, underholdning, fysiske aktiviteter o.a., med det formål at genskabe psykisk-, mental- og fysisk stabilitet.
Rektangel.
Et rektangel er en plan firkant, hvori modstående sider er lige lange, og alle fire vinkler er rette (90°). Firkanten på illustrationen til højre er et rektangel; bemærk at de røde hjørner der er indtegnet, blot symboliserer at hjørnerne danner rette vinkler; de er ikke en del af selve rektanglet.
Rektor.
En rektor er leder af en højere læreanstalt, typisk et gymnasium eller en videregående uddannelsesinstitution som fx et universitet.
Vicerektor kaldes på gymasier m.m. ledende inspektor eller i ældre tid konrektor.
Konrektor.
En konrektor var i tidligere tid en medforstander ved en (lærd) skole, men anvendtes også som embedstitel for den lærer, som i rang fulgte umiddelbart efter rektor. En stedfortræder for rektor kaldes nu: "prorektor".
Rekviem.
Et rekviem er en romersk-katolsk sjælemesse for de døde ("missa pro defunctis"), ofte stavet "requiem" (latin: requies, hvile) efter de latinske indledningsord "Requiem æternam dona eis, Domine, et lux perpetua luceat eis" ("Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys skinne på dem"). Messen kan også anvendes ved begravelser.
Rekviem er også den musikalske genre, der har dele af denne messe (eller lignende tekster) som tekstgrundlag. Særlig kendt er den middelalderlige "Dies irae" antageligt komponeret af Thomas af Celano. Enkelte kompositioner af karakter som sørgemusik er skrevet til andre tekster.
Messeled.
Opstilling og gruppering kan diskuteres. Her efter Peter Ryom; Romersk ritus 1570-1969.
Litteratur.
Peter Ryom: "Kirkemusikleksikon" 2002, s. 164ff. og 198ff., ISBN 87-7241-984-9
Rekyl.
For at forhindre, at rekylet skubber kanonen for langt væk ved affyring kan denne med fordel bindes fast til rælingen
Rekyl er en betegnelse for det tilbagestød, der opstår ved affyring af skydevåben. Nogle våben anvender dette som kraft til genladning - (se rekylgevær).
Der er længe forsket i at mindske våbens rekyl. Dette skyldes, at tilbagestødet øger risikoen for, at våbnets sigte rykker sig mellem skuddene. Mindre stød vil derfor være i stand til at øge træfsikkerheden.
Rekylgevær.
Et rekylgevær er et selvladende let maskingevær, der lader ved hjælp af rekylets tryk mod bundstykket.
Et rekylgevær står i modsætning til et gasgevær.
Relief.
Relief (fransk, italiensk "rilievo" af latin "rilevum" eller "relevatum", ophøjet) er et plastisk arbejde på en fast baggrund, enten figurlig fremstilling eller ornament. Materialet kan være ler, gips, sten eller metal, og alt efter stoffets art kan relief være modeleret, hugget, drevet eller støbt. Man skelner mellem høj- eller hautrelief, hvor figurerne træder frem fra fladen med mere end halvdelen af deres legemsform, halv-, mezzo- eller demirelief, hvor skikkelserne er halvrunde, og flad- eller basrelief, hvor mindre end halvdelen af figurernes volumen hæver sig fra baggrunden. I reglen udsondres demirelieffet ikke som en særlig gruppe, men regnes for basrelief. Et enkelt relief repræsenterer ofte to eller alle tre arter, idet figurerne kan være udarbejdede i forskellige planer for at frembringe dybdevirkning i figur grupperne. Undertiden, især på renæssancetiden, har man tilladt sig at bryde baggrundsplanen ved et perspektivisk tegnet landskab eller interiør.
Som speciel afart kan nævnes det oldægyptiske hulrelief (græsk koilanaglyf), hvis figurer vel er udarbejdede i ganske lavt basrelief, men ligger i svage fordybninger, hvis omrids følger figurkonturerne. en anden varietet, der f.eks. forekommer i romansk kunst, karakteriseres derved, at selve figurerne følger en enkel, plan flade, parallel med og kun svagt hævet fra baggrunden, og at deres detaljer vises ved fordybede linjer, ligesom i billedstokke til træsnit, "fladsnit" eller "sletrelief".
Relikt.
Relikt (af latin "relictus" = "det efterladte") bruges om rester af tidligere plante- eller dyreliv. Det kan så være enkelte arter, eller det kan være hele plantesamfund, som er bevaret i små, klimatiske lommer, hvor nichebetingelserne gør deres overlevelse mulig.
Reliktarter eller -samfund er meget sårbare, da de små populationer kun rummer en lille brøkdel af artens eller samfundets genetiske eller økologiske tilpasningsevne.
Relikvie.
I mange religioner anses rester af en helgens legeme eller ejendele som relikvier, der antages at have en undergørende virkning. Relikvier findes i buddhisme og islam, i kristendommen i f.eks. den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke, men ikke i de protestantiske kirker.
Relæ.
Et relæ er en elektrisk komponent. Et relæ fungerer som en elektrisk styret kontakt eller omskifter. Ordet relæ benyttes også om en overordnet teknisk installation, der videresender et signal (f.eks. relæstation, der ofte benyttes om en repeater).
Relæet er opfundet af Joseph Henry i 1835.
Virkemåde.
Illustration af et relæs virkemåde
Et relæ består af en elektromagnet (solenoide), et anker og et større eller mindre antal kontakter.
Når der sendes elektrisk strøm gennem elektromagnetens vikling, tiltrækkes den ene side af ankeret af magnetfeltet. Ankeret er ophængt, så det samtidig skubber til midter-benet i et eller flere kontaktsæt, som derved skifter stilling.
Når strømmen afbrydes, skubber fjedervirkningen i midter-benet ankeret tilbage i udgangsstillingen. Mange relæer har en ekstra fjeder til at trække ankeret tilbage, når kontaktsættet ikke kan give fjederkraft nok.
Anvendelse.
Hvor større spændinger/strømme skal styres, bruges en kontaktor.
Nummerering af tilslutninger.
Der er ingen regler for hvordan relæspolens tilslutninger nummereres, ofte bruges A1 og A2, eller + og -.
Kontakternes tilslutninger nummereres med tocifrede tal, det første ciffer er placeringscifferet, der viser kontaktens placering på relæet, normalt begyndes fra venstre med kontakt nr. 1.
Andet ciffer er funktionscifferet, og angiver hvilken funktion den enkelte kontakt har. En almindelig brydekontakt har numrene 1 og 2, og en sluttekontakt har numrene 3 og 4, hvor det ulige tal vendes mod forsyningen.
Dvs. at f.eks. tilslutning nr. 33 sidder på kontakt nr. 3 i sættet og er en sluttekontakt.
Ved relæer monteret i sokkel er det soklens nummerering, der følges, og derfor ikke foranstående retningslinier.
Elektrisk symbol.
I el-dokumentation nummereres relæet med et K efterfulgt af et tal, eks. K1.
Se også.
__NOTOC__
Remedium.
Remedium er et ord der stammer fra latin, som generelt kan betegne et hvilken som helst redskab eller lægemiddel. Mere specifikt betegner det en mønts lovlige afvigelse fra dennes fastsatte middelvægt. Dette mål blev brugt af middelalderens møntmestre.
Remonstrere.
At remonstrere (latin "remonstrare": vise tilbage) betyder at gøre forestilling, protestere, advare eller vægre sig.
Inden for jura og forvaltning bruges remonstrere i betydningen genoptage eller revurdere, for eksempel i sagsbehandling i socialforvaltningen.
Trossamfund.
Remonstrant, i denne betydning af "tilbagevise" drejer det sig om et protestantisk trossamfund med menigheder i Nederlandene og i Frederiksstad i Slesvig-Holsten. De tilbageviste calvinistiske forestillinger om prædestination (livets forudbestemmelse). "Remonstrantse Broederschap" blev dannet i 1619.
Renovation.
Renovation dækker lidt bredere end affald, idet renovation også omfatter de materialer der anvendes til genbrug. Det er bl.a. materialer som pap, glas, papir, jern, rent affaldstræ og rent affaldsgips.
Flere og flere produkter kan efterhånden genanvendes direkte eller med en mindre forarbejdningsproces, til gavn for miljø og produktionsomkostninger.
En særlig for for renovation, er natrenovation som dækker over at i tidligere tider kom der natmænd (om natten) og hentede latrin. Dette er det samme som fækalier. Denne opgave løses nu af moderne kloarksystemer.
Rente.
Rente er en pris, som knyttes til lån eller udlån af penge.
Når man låner penge ud til en bank ved at sætte dem ind på sin opsparingskonto, får man rente fra banken. Tilsvarende får man rente, hvis man ved f.eks. at købe en obligation låner penge til staten, et realkreditinstitut eller en virksomhed.
Når man låner penge af f.eks. en bank, skal man i stedet betale rente. Renten angives oftest som en procentsats per betalingsperiode eller per år. Rente betales oftest løbende, men kan også tilskrives det lånte beløb, der således vokser.
For virksomheder er renteomkostninger en omkostning før beregning af skat og i resultatopgørelsen før ejernes hævning af udbytte, der ikke indgår i selve resultatet. Renten er normalt uafhængig af virksomhedens øvrige resultat.
I religionen Islam er det hverken tilladt at opkræve rente eller modtage rente, selv om nogen tolker dette som et forbud mod urimeligt høj rente. Dog slipper man i praksis udenom forbuddet mod rente i de muslimske lande ved forskellige tiltag. En i ældre tider benyttet metode var at kreditor (pengeudlåner) købte f.eks. en slave hos debitor (pengelåner). Efter en vis tid købte debitor så slaven tilbage igen for en højere pris end han havde modtaget af kreditor i sin tid, beløbenes difference udgjorde så renten. Også i Mosebøgerne er der et forbud mod renter, hvilket nogle kristne samfund har påpeget gennem tiden.
Nogle mener at rente medfører negative virkninger for samfundet og taler derfor for et rentefrit samfund, for eksempel J.A.K.-bevægelsen.
Fra 1. oktober 2009 kan alle kunder i banker tilmelde sig en ordning, som betyder, at de får direkte besked om renteændring på deres lån. Er man netbankkunde får man automatisk oplysningen.
Renæssancen.
Renæssancen (fra fransk: "renaissance", genfødsel) er betegnelsen for den kulturperiode, som opstod i Italien i 1300-tallet og løb langsomt ud i 1600-tallet. Renæssance betyder genfødsel, og henfører til antikken. Ordet kommer af "ri-" som betyder igen og "nancere" som betyder fødsel.
Verden vokser og horisonten bliver større. Marco Polo rejser mod øst og finder Asien, og Christopher Columbus rejser mod vest og finder Amerika.
Replik.
2. Skuespillerytring i et teaterstykke eller en film. Samlet antal replikker kaldes dialog
3. Sagsøgerens svar på sagsøgtes forsvar.
Republik.
Republik er betegnelse for den styreform, der ikke har en fyrstelig person, men en valgt præsident e.l. som statsoverhoved. Republikken opfattes normalt som en demokratisk statsform, men der findes dog mange tilfælde, hvor diktaturstater har kaldt sig for republik eller folkerepublik.
Den romerske republik.
"Republik" kommer sprogligt af latin, "res publica", som betyder "offentlig sag". "Res publica" var den almindelige betegnelse for den romerske stat efter afskaffelsen af kongedømmet. I den romerske republik havde folkeforsamlingen efter indviklede regler den formelle lovgivningsmagt. Men den egentlige magt tilhørte en embedsoverklasse, blandt hvilke konsulerne og de øvrige embedsmænd valgtes. Efter deres embedsperiode blev de statholdere rundt om i det romerske rige og indgik i øvrigt i senatet. For at forhindre embedsmændene i at tilrive sig kongemagt havde de en funktionsperiode på kun ét år.
Selv om den reelle magt med Julius Cæsar og Augustus var gået over til kejseren, blev den gamle republikanske struktur bibeholdt, men naturligvis med meget mindre magtbeføjelser.
Residens.
En residens er et kongesæde, regentby eller -bolig. Det er kongens tilholdssted.
Inden for diplomatiet: En ambassadørs tjenestebolig. Ordet ligner begrevet Kongsgård.
Respiration.
Ved respirationen frigives en betydelig del af energien som varme. Det kan man f.eks. opleve, når komposten skal "stikkes om".
Respiration (åndedræt, vejrtrækning) kræver adgang til ilt og en eller flere, energirige, organiske kulstofforbindelser.
Langt de fleste levende væsner bruger respiration som deres metode til at udvinde bioenergi af organisk stof. Det gælder både de autotrofe (selvforsynende), grønne planter og de heterotrofe planteædere, rovdyr, snyltere og nedbrydere.
Alle højere væsner har særlige organeller, mitokondrier, der udfører den enzymatisk-kemiske del af respirationen. Dyre- (og menneske-) mitokondrier har betydeligt mindre DNA end svampe-, alge- og plantemitokondrier.
Omsætning via respiration kaldes aerob, mens omsætning uden ilt kaldes anaerob. Det sidste kendes bl.a. fra en række gæringsprocesser og glykolysen.
Også i jord foregår det meste af omsætningen ved respiration, men to forhold kan gøre dette umuligt: Dels kan vandindholdet i jordens porer forhindre et tilstrækkeligt hurtigt luftskifte, og dels kan komprimering af jorden forhindre dette. Af disse grunde dannes der en "ilthorisont" i jorden, som adskiller lag med mere end fem procents iltindhold fra dybere lag med mindre end fem procents ilt i jordluften. Denne grænse er afgørende, for den betyder et skifte fra henholdsvis aerobe omsætninger (respiration) til anaerobe (gæring).
Respirator.
En respirator er et apparat til kunstigt åndedræt. Respiratorer findes i mange varianter. Det typiske sted på et hospital hvor respiratorer anvendes er intensivafdelingen. I Danmark varetages respiratorbehandling af anæstesilæger og intensivsygeplejersker. Til visse former for narkose (anæstesi) anvendes også respirator; i det tilfælde varetages behandlingen af anæstesilæger og anæstesisygeplejersker. Nogle patienter har hjemmerespirator, det kan for eksempel være på grund af muskelsvind eller skader på rygmarven.
Restriktionsenzym.
Restriktionsenzymer er en gruppe af enzymer, der er i stand til at genkende en bestemt DNA-sekvens, hvorefter den kløver DNA'et. Resultatet er, at et stort DNA-molekyle opdeles i et antal mindre og veldefinerede stykker.
Restriktionsenzymer findes i bakterier hvor de fungerer som en forsvarsmekanisme mod fremmede DNA-molekyler (fx fra bakteriofager, dvs bakterievirus). Enzymerne begrænser hvilket DNA, som kan introduceres i bakterien, uden at blive klippet i stykker, og derfor benævnes de restriktionsenzymer. Hvorvidt et fremmed DNA-molekyle klippes i stykker af et restriktionsenzym afhænger dels af selve DNA-sekvensen (rækkefølgen af nukleotiderne), og dels af en eventuel metylering af DNA'et. Visse bakterier anvender metylering af deres eget DNA som beskyttelse mod restriktionsenzymer, som ellers ville klippe den pågældende DNA-sekvens.
I moderne molekylærbiologi anvendes restriktionsenzymer til at klippe præcist i DNA-molekyler. Forskellige DNA-molekyler kan efterfølgende sættes sammen ved brug af en DNA-ligase.
Typer.
Restriktionsendonukleaser kategoriseres i tre hovedgrupper (type I, II og III) baseret på deres opbygning og behov for cofaktor(er), udformningen af deres genkendelsessekvens samt positionen af deres DNA-kløvningssite relativt til genkendelsessekvensen.
Type I.
Type I-restriktionsenzymer var de første, der blev identificerede, og de er karakteristiske for to forskellige stammer (K-12 og B) af "E. coli". Disse enzym kløver et site forskelligt fra, og et stykke væk (mindst 1000 bp) fra, deres genkendelsessekvens. Genkedelsessekvensen er assymetrisk og består af to stræk – et bestående af 3-4 nukleotider og et andet bestående af 4-5 nukleotider – adskilt af et afstandsstykke på omkring 6-8 nukleotider. Flere cofaktorer, heriblandt S-adenosylmetionin (SAM), hydrolyseret adenosintrifosfat (ATP) og magnesium (Mg2+) ioner, er nødvendige for deres aktivitet. Type I-restriktionsenzymer består aft re underenheder kaldet HsdR, HsdM og HsdS; HsdR er nødvendig for kløvningen, HsdM behøves for at tilføje metyl-grupper til værts-DNA'et (metyltransferaseaktivitety) og HsdS er vigtig for specificiteten af genkendelsen af kløvningssitet foruden dets metyltransferaseaktivitet.
Type II.
a>) er vist som lilla kugler og befinder sig i umiddelbar nærhed af det kløvede site i DNA'et forårsaget af enzymet (afbilledet som et hul i DNA-backbone).
Typiske type II- restriktionsenzymer adskiller sig fra type I-restriktionsenzymer på flere måder. De består af kun én undeenhed, deres genkendelsessekvens er normalvis ikke opdelt, men derimod palindromisk og 4-8 nukleotider lang, de genkender og kløver DNA på samme site, og de benytter sig ikke af ATP eller SAM for at opnå aktivitet – de behøver som oftest kun divalent(e) metalion(er) som cofaktor(er) (oftest Mg2+, men også Mn2+). Denne type af restriktionsenzymer er mest tilgængelig og anvendt. I 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne blev nye enzyme fra denne familie, som ikke fulgte alle de klassiske kriterier for denne enzymklasse, opdagede, og en ny nomenklatur for underfamilier blev udviklet i henhold til at inddele denne store familie i underkategorier baseret på afvigelserne fra de typiske karakteristika for type II-restriktionsenzymer. Disse undergrupper defineres ved brug af et bogstavssuffiks.
Type IIB-restriktionsenzymer (fx "Bcg"I og "Bpl"I) er multimerer, bestående af mere end en underenhed. De kløver DNA'et på begge sider af genkendelsessekvensen og både SAM og Mgallosterisk effektor, der øger hastigheden af eller forbedrer effektiviteten af kløvningen. Lig type IIE interagerer type IIF-restriktionsendonukleaser (fx "Ngo"MIV) også med to kopier af deres genkendelsessekvens, men kløver begge sekvenser på same tid. Type IIG-restriktionsendonukleaser ("Eco"57I) har kun en underenhed, ligesom klassiske type II-restriktionsenzymer, men behøver cofaktoren SAM for at være aktiv. Type IIM-restriktionsendonukleaser, så som "Dpn"I, er i stand til at genkende og kløve metyleret DNA. Type IIS-restriktionsendonukleaser (fx "Fok"I) kløver DNA ved en bestemt afstand fra deres ikke-palindromiske asymmetriske genkendelsessekvenser. Disse enzymer kan fungere som dimerer. Tilsvarende er type IIT-restriktionsenzymer (fx "Bpu"10I og "Bsl"I) sammensat af to forskellige underenheder. Nogle genkender palindromiske sekvenser, mens andre har asymmetriske genkendelsessekvenser.
Type III.
Type III-restriktionsenzymer (fx "Eco"P15) genkender to separate ikke-palindromiske sekvenser, der er omvendt orienterede. Di kløver DNA omkring 20-30 basepar efter genkendelsessekvensen. Disse enzyme består af mere end en underenhed og har brug for SAM- og ATP-cofaktorer til at udføre henholdsvis DNA-metylering og –kløvning.
Nomenklatur.
Siden opdagelsen i 1970’erne er mere end 100 forskellige restriktionsenzymer blevet identificeret I forskellige bakterier. Hvert enzym navngives efter den bakterie fra hvilken det er blevet isoleret ved brug af et navngivningssystem baseret på bakteriens slægt, art og stamme. For eksempel er navnet for restriktionsenzymet "Eco"RI udledt som vist I boksen til højre.
Retiarius.
En retiarius (plur. "retiari" eller "retiarii") var en romersk gladiator som kæmpede i arenaen, udrustet med et net (lat. "rete" – deraf navnet), en trefork ("trident") samt et kort sværd ("gladius") eller en dolk ("pugio"). Til forskel fra andre gladiatorer havde han hverken hjelm eller skjold. Kun hans ansigt, hals og skuldre var beskyttede af en såkaldt "galerus" af metal samt en fleksibel "manica" der beskyttede den ene arm. Bortset herfra var han nøgen, hvad der må have bidraget til kampens spænding, idet publikum kunne nyde det nervepirrende syn af hans muskuløse krop, anspændt til
det yderste, trodsende død og lemlæstelse.
Retorik.
1. Det at udtrykke sig sprogligt for at overbevise andre (retorik som aktivitet). Retorik som aktivitet er en grundlæggende menneskelig foreteelse og kan altså iagttages i alle kulturer til alle tider.
2. Den kunst, der studerer og beskæftiger sig med sproglig overbevisning, herunder stilistik, argumentation og æstetik (retorik som fag). Retorik som fag er en specifik historisk tradition, som knytter sig til bestemte kulturer i Europa og disse kulturers kolonier, især i Nordamerika. Det er i oldtidens Athen (i det 4. århundrede f. Kr.), man først begynder at diskutere overbevisningens kunst under denne betegnelse.
3. I dagligsproget bruges retorik ofte om sproglig form i modsætning til indhold ("det er bare retorik", "tom retorik"). Denne brug går dels tilbage til den klassiske konflikt mellem retorik og filosofi (Platon) og dels til romantikkens dyrkelse af det naive og ukunstlede udtryk.
4. Ordet retorik opfindes af Platon, med det formål at skille en tales form (retorik) fra dets indhold.
Retorik i dag.
I dag er retorik en akademisk disciplin på linje med andre humanistiske fag, og moderne retorik beskæftiger sig ikke kun med sproglig, men med alle former for overbevisning. Eksempelvis visuel retorik.
Ligesom i andre fag diskuterer retorikforskere indbyrdes fagets mål, metoder, teorier, historie og identitet. Lige nu (2011) samler interessen sig om to spørgsmål: for det første om, i hvor høj grad man kan sige, at individet taler sproget, og i hvor høj grad det er sproget, der taler individet. Altså en diskussion af sammenhængen mellem sprog og person, og hvilke konsekvenser denne sammenhæng har for retorikundervisning og retorisk kritik. Og for det andet spørgsmålet om, hvorvidt retorik har/bør have en etisk dimension, samt hvad en sådan dimension i givet fald indebærer/bør indebære. Denne diskussion handler i høj grad om retorikfagets rolle i demokratiet.
Retort.
En retort er et primitivt destillationsapparat. Det består af en kugleformet kolbe med en lang nedadvendt hals. Væsken der skal destilleres anbringes i kolben og opvarmes. Den fordampede væske kondenserer i halsen og opsamles i enden af halsen. Nyere laboratorieteknik, specielt opfindelsen af Liebig-kondensatoren, har stort set overflødiggjort retorten.
Retrograd.
Retrograd betyder at gå modsat den normale retning.
Anvendelse.
Ordet retrograd og dets modsætning, prograd, bruges inden for astronomien dels om planeters rotation omkring deres egen akse samt om den retning hvormed de kredser om Solen eller (for exo-planeter) en anden central stjerne.
Retrograd anvendes også i musikteori, her beskriver det en tilbagegang hvor melodien spejler sig selv tilbage til udgangspunktet.
Retrogradanalyse anvendes i skak til analyse fra en given stilling, hvor man finder trækket der førte til stillingen og på den måde bevæger sig baglæns træk for træk.
En retrogradordbog er en ordbog, hvor ordene er ordnet alfabetisk skrevet baglæns.
Retrovirus.
Retrovirus ("retroviridae") er en gruppe af revers transkriberende RNA-virus.
De bruger en revers transkriptase – et DNA polymerase-enzym – der i cellen oversætter retrovirusens enkeltstrengede RNA til dobbeltstrenget DNA.
Dette DNA integreres i værtscellens eget DNA og danner så grundlaget for produktion af nye viruspartikler.
Det klassiske eksempel på en retrovirus er human immunodeficiency virus (HIV) der er årsagen til AIDS.
Retspsykiatrisk afdeling.
Retspsykiatrisk afdeling er en praktisk betegnelse for en psykiatrisk afdeling, der fortrinsvis behandler psykisk syge i forbindelse med sigtelse og dom for en lovovertrædelse. Langt de fleste patienter med sindssygdom, der har begået kriminalitet behandles på almindelige psykiatriske afdelinger.
Helt speciel er Sikringsafdelingen ved Amtssygehuset Nykøbing Sjælland. Den består af 3 selvstændige afsnit med hver 10 døgnpladser, og behandler særligt farlige psykotiske patienter i henhold til dom, retskendelse eller farlighedsdekret.
Målet med opholdet på en retspsykiatrisk afdeling er – ud over at helbrede og resocialisere – at forhindre at patienterne falder tilbage i kriminalitet. Se desuden retspsykiatri.
Réunion.
Vulkan "Le Piton de la Fournaise" (Smelteovn) udbrud i april 2007
Réunion (eller Reunion) er en ø i det Indiske Ocean og er fransk territorium. Øen har et areal på 2.512 km². Det er den største ø i øgruppen Mascarenerne. Der bor 720.000 indbyggere på øen. Hovedstaden er Saint-Denis.
Réunion blev opdaget af portugisere i 1513. Øen var på det tidspunkt ubeboet, den blev først kolonialiseret af Frankrig i 1642 under navnet Île Bourbon, dette blev senere skiftet til "Réunion" under den franske revolution. Efter åbningen af Suez-kanalen i 1869 mistede øen sin funktion som stoppested på søruterne til Østasien.
Foruden at været et kendt rejsemål for specielt franske turister, blev øen kendt efter et alvorligt udbrud af en speciel tropesygdom overført af chikungunya myggen.
I 2007, da sygdommen var på sit højeste, var en trediedel af øens befolkning smittet.
Geografi.
Réunion er beliggende 800 km øst for Madagaskar og tæt ved Mauritius.
Den har en aktiv vulkan Piton de la fournaise (2510 m), og
øens højeste punkt er den udslukte vulkan Piton des Neiges (3063 meter).
Klima.
Klimaet på Reunion er er tropisk med en kraftig påvirkning fra passat-vindene.
På grund af øens topografi, kan der være store forskelle på temperatur og vejr, afhængigt af lokalitet. Således er
gennemsnitstemperaturen 24° ved kysten, mens den er 14° på de indre sletter. I bjergene kan der forekomme nattefrost.
Tørtiden er fra maj til november.
Øen rammes af cykloner. Således ramte en cyklon øen i 1948, der forårsagede 165 dødsfald.
Rev.
Rev er den maritime betegnelse for klipper, sandbanker el. lign. umiddelbart under havoverfladen, der kan være til fare for skibsfarten.
Bedst kendt er nok koralrev, pga. deres rige dyreliv.
Revir.
Revir eller revier er i jagtterminologi betegnelsen for det jagtterræn, en jæger eller en gruppe jægere råder over. Ordet benyttes tilsvarende inden for sportsfiskeri.
I zoologien er et revir" et område, som et dyr (i reglen hannen) af en dyreart betragter som sit territorium, og som forsvares mod andre af samme køn inden for arten. Revirets formål er dels at sikre tilstrækkeligt føde, dels at udgøre et sted, hvor der kan tiltrækkes medlemmer af det modsatte køn med henblik på parring.
Revisor.
En revisor er en person, der har som arbejde at revidere regnskaber, det vil sige at kontrollere deres rigtighed - om bilag forefindes, kontoplanen overholdes m.m.
Autorisation.
Alle aktie- og anpartsselskaber skal revideres af en registeret eller autoriseret revisor - børsnoterede selskaber kan have begge, men mindst en statsautoriseret revisor kræves.
En meget stor del af den autoriserede revision udføres af de fire store ("big four")verdensomspændende revisionsfirmaer Deloitte, PricewaterhouseCoopers, Ernst & Young og KPMG, som alle er repræsenteret i Danmark.
Desuden findes en række personer, der er beskæftigede som revisorer, men som ikke er godkendt (titlen er ikke beskyttet). Endelig er der mange foreningsvalgte revisorer, som hyppigt er uden særlige forudsætninger for at gennemføre revision - men er valgt ud fra et godt omdømme og sund fornuft.
Revision.
Revisionen skal sikre, at det aflagte regnskab giver et "retvisende billede" (Årsregnskabsloven, kapitel 3). For den offentlige økonomi - herunder foreninger og fonde, som bestyrer offentlige tilskud - er kravet i princippet det samme, idet der hyppigt også skal gennemføres "forvaltningsrevision"; det skal kontrolleres, at anvendelse af resurser er i overensstemmelse med de givne regler, og at anvendelsen sker på en effektiv måde.
Såfremt der ikke er forbehold eller supplerende oplysninger, og regnskabet er retvisende, siges der at være tale om en "blank påtegning".
Andre opgaver.
Ud over selve revisionen bistår revisorer kunderne med en række andre ydelser.
Udarbejdelse af "skatteregnskab" er en opgave, som revisor typisk inddrages i. Skattereglerne er komplekse, og det er sjældent økonomisk for virksomheden selv at bibeholde ekspertise på skatteområdet.
"Økonomisk rådgivning" indgår ligeledes hyppigt, idet revisor kan være sparringspartner for ledelsen omkring større økonomiske beslutninger.
"Udarbejdelse eller opstilling af regnskab" kan ligeledes indgå.
For en række mindre revisionsfirmaer er "bogføring" ligeledes et stort forretningsområde. Håndværksmestre og mindre forretningsdrivende indleverer alle bilag til revisor, som så forestår bogføringen og udarbejdelse af regnskabet.
Uanset revisors deltagelse i udarbejdelse af regnskab og eventuelt også bogføring vil aflæggelse af regnskabet være ledelsens ansvar.
Tilsyn og klager.
Alle former for klager over revisorer eller revisionsvirksomheder indberettes til Revisornævnet.
Den uafhængige tilsynsvirksomhed Revisortilsynet, der blev etableret i 2003, fører tilsyn med alle statsautoriserede og registrerede revisorer og revisionsvirksomheder, ligesom de udfører en lovbestemt kvalitetskontrol.
Reykjavik.
Reykjavík ("røgvigen" eller den "rygende bugt" på islandsk) er hovedstaden og den største by i Island beliggende på halvøen Reykjanesskagi på Islands sydvestlige side.
Indbyggertallet var 118.000 ved folketællingen i 2007;arealet udgør 274 km²; inklusive forstæder er indbyggertallet op imod 200.000, eller næsten 2/3 af hele øens befolkning.
I Reykjavík befinder sig Altinget (det islandske parlament), regeringsbygningen, Háskóli Íslands (Islands universitet, der blev grundlagt i 1911), andre højere læreanstalter, museer, opera, teatre og en international dybvandshavn.
I byens midte ligger Tjörnin, som er én af det sydvestlige Islands største ynglepladser for vandfugle. Et hjørne af dammen er opvarmet og isfrit om vinteren, så fuglene opholder sig der året rundt.
Historie.
Ifølge Landnámabók blev Reykjavík grundlagt af Landnamsmanden Ingólfur Arnarson. Arkæologiske udgravninger har senere bevist at keltiske emigranter og norske vikinger bosatte sig i området ved Reykjavík omkring 871.
Indtil langt ind i det 18. århundrede var Reykjavík kun en lille bygd.
Klima.
På trods af placeringen i det nordlige Atlanterhav er Reykjavík meget varmere end de fleste andre steder beliggende ved lignende breddegrader. De gennemsnitlige vintertemperaturer er ikke lavere end for New York City med temperaturer i januar liggende mellem +2 C° og -3 C°, men temperaturerne går sjældent under -15 C° om vinteren. Dette skyldes, at det islandske kystvejr om vinteren modereres af det varme vand fra Golfstrømmen. Somrene er kølige med temperaturer svingende mellem 10 og 15 C° og overstiger sjældent 20 C°. Reykjavík er ikke en særlig våd by, men ikke desto mindre er der i gennemsnit 213 dage om året med målbar nedbør. Foråret er normalt den mest solrige årstid. Solskinstimer ligger omkring 1300 om året, hvilket er sammenligneligt med andre steder i Norden og Nordøsteuropa. Den højeste registrerede temperatur blev registreret den 30. juli 2008 til 25,7 C°, mens den laveste var -24,5 C°, registreret den 21. januar 1918 Steder i verden der har lignende klima er: Thorshavn, Færøerne; Unalaska, Alaska; Ushuaia, Argentina; Stanley, Falklandsøerne.
Seværdigheder.
Hallgrímskirkja er med sit 75 m høje særprægede tårn, Reykjavíks vartegn.
Kirken er med sine 1200 siddepladser Islands største kirke. Den stod færdig i 1986 og tog næsten 40 år at fuldføre.
I december 1992 blev det store koncertorgel indviet, bygget af Johannes Klais Orgelbyggeri i Bonn.
Kirkens stil forbinder den islandske naturs fjelde, gletsjere, gejsere og de store vidder med arkitekturen.
Befolkning.
Befolkningstallet i Reykjavík, 1. december 2007 var 117 721 (58 762 mænd og 58 959 kvinder).
I Reykjavík med forstæderne (Höfuðborgarsvæðið) er der 196 161 indbyggere.
Rhinguldet.
Rhinguldet (tysk: "Das Rheingold") er den første af de fire operaer, som udgør operatetralogien Der Ring des Nibelungen af Richard Wagner, som både har komponeret musikken og skrevet librettoen.
"Das Rheingold" blev oprindeligt skrevet som en indledning ("Vorabend") til den egentlige "Ring"; "Das Rheingold" hører dog til cyklussen, som generelt betragtes som bestående af fire individuelle operaer.
Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af borgen Valhalla. Grundlaget for hele værket etableres i optakten til operaen, der forløber over mere end 136 takter. Forspillet begynder på et lavt es og udvikles efterhånden til mere forfinede E-durs-figurationer for at skildre den flydende Rhin. Dette forspil anses for den mest kendte dronemusik i repertoiret; det varer ca. fire minutter. Wagner hævdede i sin selvbiografi "Mein Leben", at den musikalske idé kom til ham, mens han lå halvt i søvne på et hotel i La Spezia i Italien, men dette er blevet bestridt af John Deathridge og andre.
"Das Rheingold" fik premiere på Nationaltheater i München den 22. september 1869 med August Kindermann i rollen som Wotan, Heinrich Vogl som Loge og Wilhelm Fischer som Alberich. Wagner havde ønsket, at denne opera skulle have haft premiere som en del af den samlede cyklus, men han blev tvunget til at lade "Das Rheingold" få en tidligere premiere efter pres fra sin mæcen, kong Ludwig II af Bayern. Da den samlede cyklus blev opført, blev operaen spillet den 13. august 1876 i Bayreuther Festspielhaus.
Komposition.
Historisk er der meget få eksempler på, at en kunstner så konsekvent har fulgt sit mål, som Wagner gjorde det med sin tetralogi, "Der Ring des Nibelungen". Så tidligt som i 1840'erne begyndte Wagner at søge i den tyske og nordiske mytologi efter materiale til et episk værk, og det var først i slutningen af 1874, at han satte punktum for den kreative proces og afsluttede orkestreringen af "Götterdämmerung". Wagners første plan var egentlig blot at komponere en enkelt opera, "Siegfrieds Tod"; til dette formål skrev han i 1848 et digt, hvis indhold nu i al væsentlighed er henlagt til operaen med navnet "Götterdämmerung". Det blev snart indlysende for ham, at det ville kræve så mange indledende forklaringer, hvis begivenhederne i "Siegfrieds Tod" skulle fremstå begribelige for tilskuerne, at der var behov for en et indledende drama. Således planlagde Wagner et værk, der skulle opføres før "Siegfrieds Tod", et værk han kaldte "Der junge Siegfried". Han endte med at tilføje endnu to andre, således at projektet i sidste ende kom til at udgøre en tetralogi af værker.
Wagner arbejdede naturligvis ikke udelukkende på "Ringen" i de nogen og tredive år, der gik fra han fik den oprindelige ide, til værket var afsluttet. Wagner skrev sine libretti til de fire operaer i slutningen af 1840'erne og begyndelsen af 1850'erne, musikken til "Das Rheingold" komponerede han i 1853-1854, musikken til "Die Walküre" i 1854-1856 og i 1856-1857 de to første akter af "Siegfried", som han dog ikke orkestrerede. På dette punkt tog han en pause fra arbejdet på tolv år, i løbet af hvilke han komponerede "Tristan und Isolde" og "Die Meistersinger von Nürnberg". I 1869 begyndte han med usvækket entusiasme og inspiration atter at arbejde på "Ringen", og i årene 1869-1874 færdiggjorde han "Siegfried" og skabte finalen til tetralogien, "Götterdämmerung".
"Das Rheingold" blev uropført i München den 22. september 1869. Den første opførelser som en del af den komplette Ring-cyklus fandt sted i Bayreuth den 13. august 1876.
Synopsis.
"Das Rheingold", som er betydeligt kortere end de tre følgende operaer, består af fire scener, der opføres uden pause.
Scene 1.
De tre rhindøtre, Woglinde, Wellgunde, og Flosshilde, leger sammen på bunden af Rhinen. Alberich, en dværg, kommer ud af en sprække og forsøger at bejle til dem. Alberichs grimhed slår dem, og rhindøtrene gør nar ad hans tilnærmelser, og han bliver vred. Da solen står op, glæder pigerne sig over den gyldne glød, der breder sig. Alberich spørger, hvad det er. Rhindøtrene fortæller ham om Rhinens guld, som deres far har bedt dem våge over: Det kan laves om til en magisk ring, der vil lade sin bærer herske over verden, men kun af en person, der først giver afkald på kærligheden. De tror, de har intet at frygte fra dværgen, men Alberich, der er forbitret af deres hån, forbander kærligheden, griber guld og forlader de forfærdede rhindøtre.
Scene 2.
Wotan, gudernes hersker, sover på en bjergtop med Fricka, sin kone. Fricka vågner og ser en storslået borg bag dem. Hun vækker Wotan og siger, at deres nye hjem er færdigt. Det er kæmperne Fasolt og Fafner, der har bygget slottet; til gengæld herfor har Wotan tilbudt dem Frickas søster Freja, gudinden for ungdom og skønhed og feminin kærlighed. Fricka er bekymret for sin søster, men Wotan er overbevist om, at de ikke bliver nødt til at give Freia væk, fordi han har sendt sin kloge tjener Loge ud i verden for at finde noget andet at give kæmperne i stedet.
Freja, der er rædselsslagen, kommer ind, fulgt af Fasolt og Fafner. Fasolt kræver betaling for arbejdet og påpeger, at Wotans love er ridset ind i hans spyd, herunder hans kontrakt med kæmperne, som Wotan kan derfor ikke krænke. Tordenguden Donner og forårsguden Froh kommer for at forsvare deres søster Freja, men Wotan standser dem, da han ikke kan bryde sin aftale med kæmperne og ej heller stoppe dem med magt. Han håber Loge vil komme med en alternativ betaling og forsøger at holde dem hen.
Da Loge endelig dukker op, er hans rapport nedslående for Wotan: Der er intet at mænd vil acceptere i bytte for kærlighed og således ikke noget, som kæmperne vil kunne acceptere i bytte for Freja. Loge fortæller dem, at han kun var i stand til at finde ét tilfælde, hvor en person gerne opgav kærlighed for noget andet. Dværgen Alberich har nemlig opgivet kærligheden, stjålet rhinguldet og skabt en magisk ring ud af det. En diskussion om ringen følger herefter, og alle finder grund til at ønske sig den. Fafner fremsætter derfor et tilbud: Kæmperne vil acceptere rhinguldet som betaling for borgen i stedet for Freia. Da Wotan forsøger at forhandle om det, tager kæmperne af sted og tager Freja med som gidsel.
Frejas gyldne æble har holdt guderne evigt unge, men i hendes fravær begynder de at ældes og svækkes. For at vinde Freia tilbage beslutter Wotan at følge Loge ned under jorden i jagten på ringen.
Alberich og de underkuede dværge.
Scene 3.
I Nibelheim har Alberichs gjort de andre dværge til sine slaver, som nu høres arbejde ved deres ambolte. Han har tvunget sin bror Mime, den dygtigste smed til at skabe en magisk hjelm ("Tarnhelm"). Alberich viser hjelmens magt ved at gøre sig usynlig, hvorved han bedre kan pine sine undersåtter. Hjelmen kan også ændre sin bærers form og teleportere vedkommende over lange afstande.
Wotan og Loge ankommer og støder på Mime, der fortæller dem om at Alberich har smedet ringen og om den elendighed Nibelungerne lider under hans styre. Alberich vender tilbage og befaler sine slaver at ophobe en stor bunke guld. Da de er færdige, sender han dem ud og vender sin opmærksomhed mod de to besøgende. Han prale med sine planer om at erobre verden og viser sin magt ved at omdanne sig til en kæmpe slange. Loge foregiver at tvivle på hans dygtighed, og spørger ham, om han også kan forvandle sig til et lille dyr, en tudse. Mens han er en tudse, pågriber de to guder ham hurtigt, binder ham og tager ham med op til overfladen.
Scene 4.
På bjerget tvinger Wotan og Loge Alberich til at give sin formue til gengæld for sin frihed. De løsner hans højre hånd, og med den hidkalder han sine slaver, der bringer guldskatten med sig. Da guldet er blevet leveret, beder han at få hjelmen tilbage, men Loge siger, at den er en del af hans løsepenge. Til sidst kræver Wotan også ringen. Alberich nægter, men Wotan tager den fra hans finger og tager den på. Alberich er knust over sit tab, men før han forlader dem, forbander han ringen: Indtil den atter er i hans besiddelse, skal enhver, der ikke ejer den, ønske den, og enhver, der har den, leve i angst, indtil han bliver dræbt, og den næste ejer røver den.
Guderne samles igen. Fasolt og Fafner vender tilbage med Freja. De er tilbageholdende med at frigive Freia, for Fasolt insisterer på, at de skal have så meget af skatten, som der skal bruges til at begrave Freja i guld. De hober skatten op, og Wotan tvinges til at opgive hjelmen for at dække Freja helt. Men Fasolt får imidlertid øje på en lille sprække i guld, hvorigennem Frejas øje kan ses. Han kræver, at Wotan fylde den med ringen. Loge minder alle tilstedeværende om, at ringen rettelig tilhører rhindøtrene. Wotan svarer vredt, at han selv vil beholde den, hvorefter begynder at gå med Freja, da Wotan ikke vil overholde aftalen.
Pludselig dukker Erda, jordens gudinde, en ur-gudinde der er ældre end Wotan, op af jorden. Hun advarer Wotan mod forestående undergang og opfordrer ham til at opgive den forbandede ring. Wotan tilbagekalder kæmperne og overgiver dem ringen. Kæmperne frigiver Freia og begynder at dele skatten, men de skændes om selve ringen. Fafner slår herefter Fasolt til døde med en kølle. Wotan er da klar over, at Alberichs forbandelse har en frygtelig magt. Loge bemærker, at Wotan er heldig, da hans fjender dræber hinanden for det guld, han har opgivet.
Til sidst bereder guderne sig på at indtage deres nye hjem. Donner skaber et tordenvejr for at rense luften. Efter stormen er ovre, lader Froh en regnbue bygge bro, så de kan komme over til slottets indgang. Wotan fører dem over broen til slottet, som bærer navnet Valhalla. Fricka spørger ham om navnet, og han svarer gådefuldt, at dets betydning vil blive klart, når hans planer kommer til at bære frugt.
Loge, som ved, at guderne imødeser deres endeligt, følger ikke de andre til Valhalla; han er fristet til at ødelægge dem og alt de har fejlagtigt har erhvervet sig. I Rhinen nedenfor begræde rhindøtrene tabet af deres guld og erklærer, at gudernes herlighed kun er en illusion.
Romboeder.
Et romboeder er et polyeder begrænset af 6 sider, som er romber, 8 hjørner og 12 linjer.
Det er et specialtilfælde af et parallelepipedum.
Ribe Domkirke.
Ribe Domkirke hedder også Vor Frue Kirke Maria og er Danmarks eneste femskibede kirke. Ribe Stift oprettedes i 948. Domkirken i sten opførtes 1110 – 1134 af biskop Thure. Den ligger muligvis på samme sted som Ansgars kirke fra 860. Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Ribe Domkirke har i dag tre tårne: Rytterspiret over koret, Mariatårnet samt tårnet i det nordvestlige hjørne, der kaldes Borgertårnet. Borgertårnet fra 1333 er 52 meter højt, og der er 248 trin til udsigtsplatformen på toppen. Oprindeligt var Borgertårnet 65 meter højt og med spir, men det styrtede ned i 1534. Tårnet blev repareret i 1595, men der var ikke penge til at genopbygge spiret, så tårnet fik fladt tag og blev noget lavere.
Arkitekturen.
Kirken er bygget i romansk stil og regnes i dag for at være den bedst bevarede romanske domkirke i Danmark. Den er som følge af gentagne ombygninger Danmarks eneste femskibede kirke og måler 63 meter i længden og er 36 meter bred. Kirken har desuden tre tårne: Rytterspiret, som er placeret over koret, Mariatårnet, som er det lille tårn, og Borgertårnet.
Borgertårnet.
Borgertårnet er i dag Ribes største turistattraktion, hvor tusindvis af mennesker i løbet af året går de 248 trin op til toppen, hvor der er placeret i en udsigtsplatform, hvorfra de på klare dage kan se mange kilometer væk.
Tårnet er oprindeligt opført i 1333 og fungerede som vagt- og stormklokketårn, der gjorde det muligt at iagttage omgivelserne omkring Ribe by. I 1594 styrtede en del af tårnet ned, hvilket betød, at tårnet blev ti meter lavere, så det i dag er 52 meter højt.
Kathoveddøren.
Kathoveddøren er den sydlige dør i Ribe domkirke. Døren blev færdig i slutningen af 1100-tallet. Døren har fået sit navn pga. de markante løvehoveder, der er placeret ved bunden af de to af søjlerne, som holder døren. Umiddelbart over døren er der placeret et relief, der viser den døde Jesus, som bliver nedtaget fra korset. Dette relief er samtidigt med døren. Ovenover relieffet er der placeret en trekant, der er ca. 50 år ældre og forestiller dommedag. Selve bronzedøren er lavet af billedkunstneren Anne Marie Carl Nielsen i 1904, som var gift med komponisten Carl Nielsen.
Relieffet over Kathoveddøren.
Umiddelbart over døren er der indhugget et relief, der forstiller korsnedtagelsen. Langs med buens overkant står en række navne, som i dag nærmest er umulige at læse.
"S(an)C(t)A MARIA - YOSEPH - XPC CRUCIFIXUS - NICHODEMUS - S(anctus) I(o)h(anne)S"
"REX OBIT - HAEC PLORAT - CARUS DOLET - IMPIUS ORAT"
Man har dog kunne rekonstruere teksten med meget stor sikkerhed, fordi den er magen til en indskrift på en kirke i Silos i Spanien.
Trekanten over Kathoveddøren.
Over døren sidder trekanten, som forestiller dommedag. Jesus er placeret i midten med Jomfru Maria bag sig ved sin højre side. Maria bærer en krone som symbol på, at hun er ”himlens dronning”. Der er et navneskilt over hende. Derudover rækker et kors frem mod Jesus. Under Maria er der placeret en konge, som ligeledes rækker et kors op imod Jesus. Denne konge kunne være Valdemar Sejr, (Danmarks konge fra 1201-1241), og symboliserer, at kongen beder om nåde på dommedag.
Uden om selve hovedmotivet ses der en lang række af engle, der om halsen bærer bånd, som løber ned i trekantens hjørner. Øverst danner båndene de græske bogstaver alfa og omega og hentyder til det apokalyptiske skrift i Johannes Åbenbaring, hvor Jesus gennem en udsendt engel udtaler: 'Jeg er alfa og omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden'. (Joh. Åbenb. 22,13). Bogstaverne er desuden placeret omkring Jesu hoved, hvor Alfa står med stort(A)og omega med småt(w).
Desuden er der en række tekststykker af eskatologisk betydning på latin – blandt andet "CIVITAS HIERUSALEM", som er en hentydning til det himmelske Jerusalem. Tekststykket er placeret i en form for cirkel over hovederne på Jomfru Maria og Jesus.
Forneden på englens bånd, som er omgivet af mennesker, der venter på at modtage deres dom på dommedag, er der tekststykker. På grund af slid af tidens tand er det blevet vanskeligt at læse dem. Det er bibelcitater. Ordene i venstre side er således fra" Matthæusevangeliet (kap 5,3) BEATI PAUPERES [S](piri)TU QUONIAM [REGNUM DEI] POSSIDEBITIS", og ordene i højresiden er fra "profeten Esajas(2,3) VENITE ASCENDAM(US) AD MONTEM DEI."
"Mattæusevangeliet - 5,3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres."
"Esajas 2.3 Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, - eller alternativ oversættelse, kom, lad os stige op til Guds bjerg."
Alter.
I dag fremstår alteret, der er tegnet af Ebbe Lehn Petersen, enkelt med et kors i rød marmorsten. Der er markante malerier i hvælvingen ovenover og glasmosaikker i vinduerne. I 1904 opstilledes et ciborium tegnet af H.C. Amberg, som stod for den store renovering af kirken. Dette ciborium byggede på hans forestilling om, hvordan kirkens oprindelige alter kunne have set ud. I forbindelsen med Carl-Henning Pedersens arbejde i 1980-erne blev det fjernet og er ikke siden blevet genopført.
Prædikestolen.
Prædikestolen er placeret ca. i midten af kirken. Den er fra 1596 og udført af Jens Asmussen, Odense. Prædikestolen er udsmykket med en række malerier, bl.a. af Jesus på korset omgivet af røverne.
Orglet.
Orglet i domkirken har med sin størrelse en central placering i kirkens bageste del. Orglets facade er fra 1634-1635 og rigt dekoreret med barokudskæringer i træ. I 1843 gennemgik orglet en ombygning, som blev udført af Frederik Nielsen fra Århus. I 1973 blev et nyt orgel bygget af Frobenius Orgelbyggeri. Den gamle facade blev bevaret (i lettere ombygget form) og det nye orgel bygget bag den. Orglet blev udvidet i 1994 og har nu 50 registre.
Kirkeskibet.
Domkirkens skibsmodel udgøres af en orlogsfregat ved navn "Marie", på 150 cm's længde. Skibet er en model af fregatten "Rota", der blev bygget i København i 1822, medens modellen blev bygget af kaptajn B. Cl. Jensen i Ribe, og givet af rentier P. Dueholm i Ribe til minde om sin afdøde hustru Marie. Den blev opstillet i 1936, og står i en glasmontre i nordre sideskib.
Katolsk Indflydelse.
I 1560 fjernedes de katolske kultgenstande i kirken. Der er dog i dag mulighed for se række ting, som har overlevet. Meget gik tabt under renovation af kirken i slutningen af 1800-tallet, da væggene blev pudset. Derved ødelagdes det oprindelige lag maling, der kunne være rig på middelalderkunst. I midtskivet i den nederste del af kirken overlevede to farverige malerier, som forestiller Jomfru Maria med Jesusbarnet på armen, og på en stenpille ved siden af er apostlene Bartholomæus og Andreas(ca. 1530) afbildet. En figurgruppe med Sct. Jørgen og dragen ses på nordre sideskibs vestvæg.
Carl-Henning Pedersen.
I 1982 påtog COBRA-kunstneren Carl-Henning Pedersen sig på opfordring af Statens kunstfond udsmykningen af Ribe Domkirke. Carl-Henning Pedersen valgte et udsmykningsprogram, der omfattede mosaikker, glasmosaikker og kalkmalerier, og han gengav de bibelske fortællinger i sin egen tolkning.
Gravminder.
Lige som det har været praksis i en lang række af Danmarks domkirker og kirker, er der også i Ribe Domkirke begravet mange fornemme lig: to danske konger, mange adelige
og en række andre fremtrædende skikkelser fra danmarkshistorien. Her skelnes der imellem epitafium og gravsten.
Epitafium.
Epitafium er en teksttavle, som er en mindebiografi over fremtrædende personer. I Ribe domkirke findes en række epitafier over flere af danmarkshistoriens fremtrædende personer. F.eks. Nordens ældste epitafium. Det er sat op af Valdemar sejr over sønnen, som døde i 1231.
Ved søndre sideskibs østmur er der indrettet et gravkapel for rigsadmiral Albert Skeel, som var lensmand på Riberhus og hans hustru Berte Friis. Inde i selve gravkammeret er der et sandstensepitafium, og på hver side af dette ses Albert Skeel og Berte Friis knælende med foldede hænder.
Hans Tausen som er blevet kaldt den danske Luther og var en fremtrædende leder af den danske reformation og biskop ved Ribe Domkirke fra 1541 til 1561. Han er begravet i kirken, og der hænger desuden et epitafium i kirken, hvor hans liv skildres.
Hans gravsten kan i dag ses umiddelbart før indgangen til Borgertårnet.
Hans Jessen Søhanes epitafium
Gravsten.
Biskop Iver Munks gravsten med hans portræt (i søndre sideskib). Han var magister og senere kannik i Ribe. Han blev biskop i 1499 og var den sidste katolske biskop i Ribe.
I 1259 begravedes Christoffer 1. under kuplen i korsskæringen. I dag ses en stenkiste fra Kristoffers grav; den nedslidte gravsten ses i det nordre tværskib.
Ribe Domkirkes historie før Reformationen.
Ca. år 860 byggede Nordens apostel Ansgar en kirke i Ribe. Kirken menes at have ligget på det sted, hvor domkirken ligger i dag og var bygget af træ. I 948 blev Ribe bispedømme grundlagt, og Ribes betydning som handelscentrum i den nordlige del af Vadehavet og som en af Danmarks vigtigste byer blev stadfæstet. Samme år som Ribe stift blev grundlagt, blev stiftets første biskop også nævnt. Det var Leofdag, som døde som martyr dræbt af vikinger i Ribe.
1110-1134 opførte biskop Thure i sten dele af den kirke, vi kender i dag. Siden har flere udvidelser medført, at kirken er præget forskellige stilarter. Kirken regnes dog i dag for at være den bedst bevarede romanske domkirke i Danmark.
I 1137 blev kong Erik Emune begravet i kirken. Han var søn af Erik 1. Ejegod. og var konge fra 1134 til 1137. Kong Erik blev dræbt under et tingmøde den 18. juli 1137 og blev begravet i Ribe domkirke.
Valdemar Sejrs segl og modsegl
I 1205 kom prinsesse Dagmar til Ribe. Hun var gift med Valdemar Sejr. I 1212 døde hun på Riberhus, som lå på den nuværende slotsbanke. Til minde om hende spiller klokkespillet i Borgertånet hver dag melodien fra folkevisen om dronning Dagmars dramatiske død og kong Valdemars ridt mod Ribe fra Skanderborg.
I 1259 blev kong Christoffer 1. begravet i kirken; han døde den 29. maj 1259 i Ribe. Han var yngste søn af Valdemar Sejr og konge af Danmark 1252-59. Hans stenkiste er udstillet i kirken.
Julemorgen 1283 indtraf det alvorligste øjeblik i Ribe domkirkes historie. Kirken var fyldt, og umiddelbart før messen skulle begynde, styrtede det nordre trappetårn ned i kirken og dræbte adskillige.
Som erstatning for det blev der bygget et nyt, nemlig det nuværende Borgertårn, som stod færdigt i 1333. Tårnet var nu 62 meter højt med spir. I 1594 styrtede det ned. Da kirken blev genopbygget i 1595, var der ikke råd til at betale et spir, og tårnet er 12 meter lavere i dag.
I 1440 blev Christoffer 3. salvet i Ribe Domkirke. Han var nevø af Erik af Pommern og var en dygtig politiker, der som unionskonge sikrede kongemagten fornyet indflydelse i Unionen. Han døde barnløs, og kongemagten gik over til den oldenborgske gren af kongefamilien.
Ribe Domkirkes historie efter Reformationen.
I 1536 gennemførtes Reformationen i Danmark. Den medførte en nedgang i domkirkens rigdom. Desuden blev kirken udsat for hærværk, og dens værdier blev stjålet, så der var ikke penge til vedligeholdelse og reparationer.
I 1542 blev en af hovedmændene i den danske reformation Hans Tausen biskop i Ribe, og i 1560 fjernede han spor af den katolske historie ved at overmale væggene og fjerne katolske symboler. I dag er en del af de tidligere malerier afdækket.
I 1634 indtraf endnu et dramatisk øjeblik i kirkens historie, da vandet under en stormflod trængte ind i kirken. I dag viser et mærke på søjlen, hvor prædikestolen hænger, hvor højt vandet stod.
I 1740 Blev den pietistiske præst Hans Adolf Brorson biskop i Ribe. Brorson er i dag kendt for sine salmer: domkirkens klokkespil spiller melodierne hver dag kl. 8.00, 9.00 og 18.00. Brorsons hjem Taarnborg i Puggårdsgade er kursuscenter.
Op igennem 1800-tallet gennemgik kirken flere restaureringer, der medførte, at gulvet i 1843 blev sænket, og at kirken fra 1883 til 1904 gennemgik endnu en omfattende restaurering, som blev afsluttet med en storslået genindvielse med deltagelse af den kongelige familie og bl.a.Jakob A. Riis.
I 1965 bliver Søren Krarup residerende kapellan ved Ribe domkirke. En stilling han beholdt til 2005.
1982 – 1987 udsmykkede Cobra-kunstneren Carl-Henning Pedersen apsis med glasmalerier, loftet over alteret og vægmalerier. En meget omtalt og diskuteret udsmykning.
Ricinusolie.
Ricinusolie, også kendt under navnet amerikansk olie, udvindes ved presning af de modne frø af Olieplanten også kaldet Ricinus "(Ricinus communis)".
Olien har voldsom laksativ virkning og har af samme grund været brugt til "renselse" af tarmsystemet.
Ricinusolie bruges bl.a til motorolie, og har mere end tusind patenterede anvendelsesmuligheder i industrien.
Rich Text Format.
Rich Text Format eller blot RTF er en standard defineret af Microsoft for et filformat til tekstbehandling.
Da RTF er en frit tilgængelig standard, kan den håndteres af de fleste tekstbehandlingsprogrammer og derfor er velegnet til at udveksle filer med andre.
Filer i RTF har ofte filendelsen.rtf.
Ricinus.
"Ricinus communis" (også kaldet olieplante og kristpalme) er en tropeplante, hvoraf der udvindes amerikansk olie. Planten er det eneste medlem er slægten "Ricinus", samt undertribus "Ricininae".
I troperne kan den vokse sig til store træer på op til 12 meter.
I Danmark dyrkes den oftest som et-årig solitærplante, der med lidt held kan blive ca. 2 meter høje på en sæson. Den kan dog også dyrkes som fler-årig, hvis den står frostfrit om vinteren.
Bladene bliver op til ca. 60 cm i diameter. Blomsterstanderne består af knap så iøjnefaldende han- og hunblomster, der afløses af store piggede frugter med 3 frø i hver.
Det giftige protein ricin udvindes af planten.
Rickshaw.
To japanske kvinder i en rickshaw, ca. 1860-1900.
En rickshaw er en hyrevogn, der trækkes af en person til fods. Findes også som cykelrickshaw, hvor føreren driver vognen ved pedalkraft.
Både rickshaws og cykelrickshaws har traditionelt været særligt udbredt i Asien, hvor det har været et udbredt erhverv at ernære sig som rickshaw-kører. I dag har rickshaws ikke nær den samme betydning for infrastrukturen på grund af den hastige udbredelse af biler og busser.
I en del vestlige byer - blandt andet København - benyttes rickshaws særligt til at transportere turister.
Selve ordet rickshaw stammer oprindeligt fra det japanske "jinrikisha," der er sammensat af "jin" (menneske), "riki" (kraft), "sha" (køretøj).
Rigoletto.
"Rigoletto", opera af Giuseppe Verdi, komponeret 1851. Handlingen udspiller sig i Mantova omkring år 1560.
Rigsret.
Rigsretten holder møde. Landstingssalen på det 2. Christiansborg, 1877.
En rigsret er en domstol, der dømmer i sager, hvor statsoverhoveder, ministre eller andre højtstående embedsmænd er anklaget for ulovlig embedsførelse.
Danmark.
I Danmark blev Rigsretten etableret med Grundloven af 1849. Danmark har i modsætning til mange andre lande ingen forfatningsdomstol. I visse lande tager en sådan sig af de sager, der ellers behandles af en rigsret.
Rigsretten udgøres af op til 15 Højesteretsdommere, og 15 medlemmer udpeget af Folketinget. Medlemmerne af Rigsretten sidder i 6 år. Der er kun 5 eksempler på sager rejst for Rigsretten i Danmarks historie. Den seneste var sagen mod justitisminister Erik Ninn-Hansen i forbindelse med Tamilsagen, og der blev afsagt dom i den sag i 1995.
Lignende instanser i andre lande.
Herunder følger en række eksempler på rigsretssagers behandling i forskellige lande.
Brasilien.
Der kan rejses rigsretssag mod den brasilianske præsident. Dette skete for Fernando Collor de Mello, der var anklaget for korruption og magtmisbrug. Derudover kan der rejses rigsretssag mod guvernører og borgmestre.
Filippinerne.
De filippinske rigsretsregler er bygget på de amerikanske. En tredjedel af medlemmerne af repræsentanternes hus kan rejse tiltale mod præsidenten, vicepræsidenten, højesteretsdommere, medlemmer af forfatningsmæssige kommissioner og ombudsmanden. Sagen overgår herefter til senatet.
Udvalgte medlemmer af repræsentanternes hus fungerer som anklagere, og senatets formand er sammen med højesteretspræsidenten retsformænd. Der kræves et flertal på to tredjedele i senatet for en domfældelse. Såfremt en tiltalt frifindes kan der ikke rejses rigsretssag mod ham inden for et år.
De Forenede Stater.
Det amerikanske rigsretssystem er bygget på det britiske. Tiltale rejses af repræsentanternes hus, og sagen pådømmes af senatet. Der kræves et to trediedeles flertal for en domfældelse.
Rigsretssager kan rejses på føderalt plan såvel som på stats-plan. På føderalt plan kan rigsretssag rejses mod præsidenten, vice-præsidenten og alle de Forenede Staters embedsmænd, inklusive dommere. Det er uklart hvorvidt medlemmer af repræsentanternes hus kan tiltales, men der er én gang rejst tiltale mod en senator. Da hvert kammer i den amerikanske kongres selv kan ekskludere medlemmer anvendes denne procedure i stedet for rigsrets-proceduren.
Tiltale rejses af repræsentanternes hus ved simpelt stemmeflertal. Herefter pådømmes sagen af senatet. Såfremt den tiltalte er præsidenten, fungerer den amerikanske højesterets præsident som retsformand.
Der kræves et flertal på to trediedele i senatet for domfældelse. Såfremt den tiltalte findes skyldig fjernes han automatisk fra sit embede. Senatet kan endvidere beslutte at den domfældte fremover ikke kan bestride noget føderalt embede. En domfældelse i senatet udelukker ikke strafforfølgelse ved de almindelige domstole. Selv efter en person har forladt sit embede kan vedkommende tiltales, enten for at udelukke ham fra at bestride føderale embeder i fremtiden eller for at uelukke ham fra at modtage pension.
Mange tror fejlagtigt at der blev indledt rigsretssag mod Richard Nixon. Selvom en rigsretssag var under opsejling trådte han af som præsident før der blev rejst tiltale, og blev sidenhen benådet af Gerald Ford.
Indien.
Under sin embedsperiode kan den indiske præsident kan tiltales af parlamentet for overtrædelse af den indiske forfatning. Udover dette, kan den indiske præsident ikke tiltales ved domstolene. Der har aldrig været ført rigsretssag mod nogen indisk præsident.
Irland.
Hvert kammer i det irske parlament kan rejse rigsretssag mod præsidenten. For at sagen kan rejses skal forslag herom fremsættes af mindst 30 medlemmer af kammeret, og beslutningen skal vedtages med et flertal på to trediedele af kammeret.
Såfremt et af kamrene tiltaler præsidenten efterforskes sagen af det andet kammer, eller det organ til hvem kammeret delegerer efterforskningsbeføjelsen. To trediedele af det efterforskende kammers medlemmer kan beslutte at fjerne præsidenten fra embede, såfremt flertallet finder at præsidenten er skyldig og at forbrydelsen er alvorlig nok til at begrunde dette skridt.
Der har til dato aldrig været rejst rigsretssag mod nogen irsk præsident.
Kroatien.
Der kan rejses rigsretssag mod den kroatiske præsident. For at rejse sag skal dette gøres af mindst to trediedele af det kroatiske parlament. Herefter skal forfatningsdomstolen godkende sagen med et flertal på to trediedele af dommerne. Der har ikke været nogle rigsretssager i den Kroatiske Republiks historie.
Norge.
Der kan rejses rigsretssag mod ministre, medlemmer af stortinget og højesteretsdommere for kriminalitet begået i forbindelse med udførelsen af deres embede. Procesreglerne er inspireret af de amerikanske. Siden Eidsvoll-forfatningens vedtagelse i 1814 har der været otte rigsretssager, den seneste i 1927. Nogen har den opfattelse, at rigsretsreglerne er bortfaldet ved desvetudo.
Pakistan.
Der kræves et flertal på to tredjedele af en forsamling af parlamentets to kamre for at rejse tiltale mod præsidenten.
Rusland.
For at rejse tiltale mod den russiske præsident kræves der først at dumaen nedsætter en undersøgelseskommité. Herefter kræves der et flertal på to trediedele i forbundsrådet, før sagen kan gå videre til den russiske højesteret. Endvidere skal den russiske forfatningsdomstol påse at de forfatningsmæssige procedureregler er iagttaget.
Storbritannien.
Det britiske underhus kan rejse rigsretssager. Ethvert medlem kan stille forslag om en rigsretssag mod forevisning af bevismateriale. Såfremt underhuset beslutter at rejse sag, bliver medlemmet der stillede forslag om sagen sendt til overhuset, hvor han fungerer som anklager. Der har ikke været rejst rigsretssag i over 200 år.
Sagen føres for overhuset. Oprindeligt fungerede "the Lord Chancellor" (eller the "Lord High Steward" såfremt den tiltalte var "peer") som retsformand, men da "the Lord Chancellor" ikke længere er dommer, er det uklart hvem der skulle være retsformand i en rigsretssag i dag. Såfremt parlamentet ikke er forsamlet føres sagen af "Court of the Lord High Steward".
Rigsretssagen føres som en almindelig retssag, hvor begge parter kan føre vidner og fremlægge bevismateriale. Efter retsforhandlingen stemmer overhuset om skyldsspørgsmålet, der afgøres ved simpelt flertal. Derefter kan underhuset anmode om en strafudmåling. Såfremt en sådan anmodning modtages udmåler overhuset en straf i overensstemmelse med loven.
Taiwan.
Parlamentet kan rejse rigsretssager med to trediedeles flertal mod embedsmænd.
Tyskland.
Både forbundsdagen og forbundsrådet kan rejse tiltale mod den tyske præsident for forsætlig overtrædelse af tysk ret. Såfremt der rejses sag mod præsidenten pådømmes denne af forbundsforfatningsdomstolen, der såfremt præsidenten kendes skyldig tager stilling til hvorvidt han skal fjernes fra embedet.
Da det tyske præsidentembede overvejende er af ceremoniel karakter, og han således sjældent træffer kontrovesielle beslutninger, er der endnu ikke rejst tiltale mod nogen præsident.
Østrig.
Den østrigske præsident kan tiltales ved forfatningsdomstolen af forbundsforsamlingen, der udgøres af medlemmerne af det østrigske parlaments to kamre. Præsidenten kan tillige afsættes ved en folkeafstemning. Ingen af disse muligheder har dog været benyttet, da det østrigske præsidentembede er af overvejende ceremoniel natur.
Ringenes Herre.
"Ringenes Herre" er en større roman delt op i 3 "overdele" (tit misforstået for at være tre separate bøger), som kan deles yderligere i 6 underdele. Værket er skrevet af John Ronald Reuel Tolkien. Tolkien arbejdede på værket i årene 1936 til udgivelsen i 1954 og 1955; Serien er blandt de mest populære skønlitterære værker i den engelsktalende verden. "Ringenes Herre" er blandt de værker, der definerer fantasy-genren.
Handlingen i Ringenes Herre foregår i en imaginær forhistorisk verden, "Middle Earth", i den danske oversættelse kaldet " Midgård". Tolkien er tydeligvis inspireret af bl.a. den nordiske mytologi. Midgård er beboet af mennesker, elverfolk, hobbitter (de halvlange), dværge, enter, trolde og orker.
Flere figurer fra Tolkiens roman "Hobbitten", udgivet i 1937, optræder i bøgerne; blandt andre hobbitten Bilbo Sækker, troldmanden Gandalf og elveren Elrond fra Kløvedal.
Op gennem 1980'erne tog rollespillere og computerspillere romantrilogien til sig som skoleeksempel på, hvordan man seriøst kunne skabe en overbevisende virtuel verden.
Synopsis.
"Ringenes Herre" blev oprindeligt udgivet i tre bind: "Eventyret om Ringen", "De to Tårne" og "Kongen vender tilbage", der alle er opdelt i to bøger og dermed i alt seks. Der er et forord og en prolog i "Eventyret om Ringen" samt seks appendiks i "Kongen vender tilbage". I prologen fortælles der om hobbitterne og deres levevis, og der gives et kort resume af "Hobbitten", hvori ringen spillede en åbenbar mindre rolle.
Eventyret om Ringen.
Første bog i "Eventyret om Ringen" starter ca. 60 år efter slutningen af "Hobbitten", ved Bilbo Sækkers 111-års fødselsdag, hvor Bilbo forsvinder ved hjælp af sin magiske ring og efterlader alle sine ejendele, også ringen, til Frodo.
Troldmanden Gandalf finder efter 17 år ud af, at ringen i virkeligheden er den herskerring, hvori Sauron lagde halvdelen af alle sine kræfter og om hvorledes ringen siden har ødelagt dem, der har ønsket den magt den besad.
Forklædt som sorte ryttere sender Sauron Ringånderne til Herredet for at finde ringen. Frodo undslipper dog med hjælp fra sin trofaste gartner Samvis Gammegod og sine tre venner Meriadoc Brændebuk, Peregrin Toker og Fredegar Bulner. Mens Fredegar fungerer som afledning for ringånderne, tager Frodo og de andre af sted mod Kløvedal med ringen. Undervejs bliver de hjulpet af Tom Bombadil og en mand der kalder sig "Traver", men som senere viser sig at være tronarvingen til Arnor og Gondor, Aragorn. Han leder dem, efter Gandalfs ønske, mod Kløvedal, men undervejs bliver Frodo såret af lederen af ringånderne på Vindhøj. Med hjælp fra rejsefællerne og elveren Glorfindel når de i sikkerhed ved at krydse floden Bruinen og da ringånderne drives ud i floden bliver de skyllet væk af det forheksede vand. Bogen slutter med at Frodo mister bevidstheden.
Anden bog i "Eventyret om Ringen" viser at Frodo kommer sig efter at være blevet plejet af elveren Elrond, der er Kløvedals hersker. Frodo møder Bilbo, der på grund af alderdom har slået sig ned der, og han møder Elronds datter Arwen. Der bliver afholdt et stormøde med repræsentanter fra de store racer i Midgård (elver, dværge og mennesker) og som ledes af Elrond. Gandalf fortæller dem om den nyligt opståede fare fra Saruman, lederen af troldmandsordenen, der ønsker ringen til sig selv. For at opfylde en gammel profeti om kongen af Arnor og Gondors tilbagevenden, må Aragorn udrustes med det kongelige sværd Narsil, der i sin tid huggede ringen af Saurons hånd. Efter at have diskuteret forskellige muligheder enes rådet om, at det eneste der kan redde Midgård er at bringe ringen til Mordor og kaste den ned i Dommedagsbjerget, hvor den blev støbt. Frodo melder sig frivilligt til opgaven og fællesskabet om ringen bliver skabt for at hjælpe ham. Det består foruden Frodo af Merry, Pippin, Samvis, Gandalf, Aragorn, Boromir, Gimli og Legolas. Eftersom Narsil er knækket lader Aragorn det smede om og navngiver det Anduril.
Gruppen drager gennem lavland og over bjerge indtil de når til Moria, hvortil de bliver forfulgt af væsenet Gollum. Det var også i Moria, at Bilbo havde mødt ham mange år tidligere, som det er beskrevet i "Hobbitten". Gollum var engang selv hobbit, men de mange år med Herskerringen i sin besiddelse havde ødelagt ham og han prøver desperat på igen at få fingre i sin "dyrebare".
Efter næsten at være nået igennem Moria bliver gruppen angrebet af orker. Gandalf slås mod en Balrog, et urgammelt, dæmonisk væsen, og falder ned i en dyb kløft, hvor han, tilsyneladende, møder sin død. Resten af gruppen, der nu bliver ledet af Aragorn, undslipper fra Moria og flygter ind i skovriget Lothlórien, hvor de møder elverdronningen Galadriel.
Ringfællesskabet rejser derfra videre af den store flod Anduin, og Frodo beslutter at forlade de andre, da han kan se den effekt ringen har på Boromir. Gruppen bliver angrebet af orker og i forvirringen lykkes det Frodo og Sam at slippe væk. Uden deres vidende bliver Boromir dræbt af orkerne og Merry og Pippin bliver bortført, da orkernes leder, troldmanden Saruman, har givet ordre om at hobbitterne, som han ved er i besiddelse af ringen, skal bringes til ham.
De to Tårne.
Andet bind, De to Tårne, følger to parallelle handlingsforløb. I Tredje bog fortælles om hvordan fællesskabets tilbageværende medlemmer hjælper landet Rohan i dets krig mod Saruman. I starten af bogen drager Aragorn, Legolas og Gimli ud for at finde Merry og Pippins bortførere. De møder Gandalf, der er vendt tilbage som "Gandalf den hvide". Hans sejrrige kamp mod balroggen kostede ham livet, men han er blevet sendt endnu mægtigere tilbage til Midgård for at hjælpe de gode kræfter. Gandalf, Aragorn, Legolas og Gimli deltager derefter i slaget ved Helms Kløft, der ender med sejr. Samtidig har Merry og Pippin, der er sluppet ud af deres fangenskab, mødt enterne og huornerne, og de hjælper dem i deres angreb på Saruman i Isengard.
Fjerde bog fortæller om Frodo og Sams oplevelser på vejen mod Dommedagsbjerget. Det lykkes dem at fange og tæmme Gollum, der viser dem hemmelig vej ind i Mordor (i modsætning til den Sorte Port), selvom det dog viser sig at være gennem den frygtede dal ved Minas Morgul. Gollum forråder Frodo og sender ham ind til kæmpeedderkoppen Shelob. Frodo overlever mødet, men bliver i stedet taget til fange af orker. Samtidig indleder Sauron et storstilet angreb på Midgård med Heksekongen (lederen af ringånderne) som leder af hæren, der udgår fra Minas Morgul.
Kongen vender tilbage.
Gandalf, Aragorn og de andres videre eventyr, bliver fortalt i den femte bog. De tager del i de sidste kampe mod Saurons hære, der i blandt slaget ved Minas Tirith i Gondor og den klimaktiske kamp på liv og død foran Den Sorte Port, hvor alliancen mellem Gondor og Rohan kæmper en desperat kamp for at trække Saurons opmærksomhed væk fra ringen og dermed give Frodo ekstra tid til at ødelægge den.
I sjette bog redder Sam Frodo fra fangenskab. Efter mange genvordigheder når de endelig frem til Dommedagsbjerget, forfulgt af Gollum. Ringens tiltrækningskraft bliver for meget for Frodo, og han gør selv krav på den, men Gollum angriber ham og bider fingeren med ringen af ham. Vanvittig af sin triumf, falder Gollum ned i bjergets brændende indre, og ringen bliver ødelagt.
Således bliver Sauron forvist fra verden og hans regime ender. Aragorn bliver kronet som konge og gifter sig med Elronds datter, Arwen. Alt er dog ikke ovre, for Saruman undslipper fra sit fangenskab og tager magten i Herredet. De fire hobbitter vender hjem og vinder magten fra ham igen, hvorunder Saruman bliver dræbt af sin tjener. Selvom roen bliver genoprettet er Herredet et andet end da de forlod det, og Frodo, der er såret i både krop og sjæl af Morgulkniven, Shelobs stik, Gollums bid og byrden af at have båret ringen, tager sammen med Bilbo med et skib til De Udødelige Lande for at finde fred.
Ringenes Herre i bogform.
Dronning Margrethe 2. illustrerede i 1977 under pseudonymet Ingahild Grathmer en udgave af den danske oversættelse.
Ringenes Herre blev udgivet i 3 bind, meget imod Tolkiens vilje, men bogen ville simpelthen blive for dyr, hvis ikke den blev delt op.
The fellowship of the ring, som på dansk hedder Eventyret om ringen, følger broderskabet på deres rejse, indtil Boromir dør, og Merry og Pippin taget til fange. Derefter tager Frodo og Sam videre mod Mordor, mens Aragorn, Legolas og Gimli følger efter Sarumans ûruk-hai'er for at befri Merry og Pippin.
De to Tårne, handler om de to gruppers videre færd, og slaget ved Helms kløft i Rohan. Der er tvivl om hvilke to tårne overskriften hentyder til, for i breve, har Tolkien både hentydet til Bârad-dûr og Orthanc, og til Orthanc og Orkernes vagttårn, som Frodo bliver holdt fanget i.
Kongen vender tilbage, fortæller om slaget på Pelenor-sletten, og Ringens ødelæggelse. Tolkien var ikke glad for navnet på bogen "return of the king", for det afslører jo slutningen af bogen.
Film.
Første halvdel af de tre bøger blev i 1978 filmatiseret af Ralph Bakshi, som en animeret film. I 1980 filmatiserede Jules Bass og Arthur Rankin Jr. resten af trilogien til tv.
Ringenes Herre er siden, med stor succes, filmatiseret af den newzealandske filminstruktør Peter Jackson. Første del, "Eventyret om Ringen", havde premiere i december 2001, "De to Tårne" i december 2002 og sidste del af filmatiseringen, "Kongen vender tilbage", i december 2003.
I rollerne er bl.a. Elijah Wood som Frodo, Ian McKellen som Gandalf, Viggo Mortensen som Aragorn,Sean Astin som Sam, Liv Tyler som Arwen, Christopher Lee som Saruman, Billy Boyd som Pippin, Dominic Monaghan som Merry, Bernard Hill som Theodén, Miranda Otto som Èowyn, Karl Urban som Éomer, David Wenham som Faramir, Sean Bean som Boromir, John Noble som Denethor, Andy Serkis som Gollum, Cate Blanchett som Galadriel, Orlando Bloom som Legolas, John Rhys-Davies som Gimli, Ian Holm som Bilbo og Hugo Weaving som Elrond.
Der er gået 1.000.000 meter film til optagelserne af første del af Ringenes Herre. I en enkelt scene var der 250 heste med, desuden havde 70 specialtrænede heste roller i filmen.
Radio.
Brian Sibley fra den britiske statsradiofoni BBC dramatiserede i 1981 trilogien som et hørespil af i alt 13 timers varighed. Skuespilleren Ian Holm, som i Peter Jacksons filmatisering spillede Bilbo Sækker, lagde i hørespillet stemme til hovedpersonen Frodo Sækker.
I Danmark har forfatteren Rune T. Kidde bearbejdet og oplæst Ringenes Herre som en føljeton af i alt 24 timers varighed i DRs Børneradio.
Computerspil.
Siden april 2007 har man kunnet opleve Ringenes Herre som MMORPG i computerspillet The Lord of the Rings Online.
Litteratur.
*
Ringkøbing Museum.
Ringkøbing Museum er et museum, som ligger i Ringkøbing. Museet har et 400 år gammelt kyskhedsbælte af jern.
Ringsted.
Ringsted er en købstad på Midtsjælland med 20.767 indbyggere (2010), i Ringsted Kommune, Region Sjælland. Den er én af Sjællands ældste byer og dens vartegn, Sankt Bendts Kirke, vidner om byens alder. Kirken er Danmarks første murstenskirke og stod færdig i år 1170. Ringsted by kan med stor sandsynlighed dateres til Vikingetiden. Der blev slået mønt på stedet omkring år 1000. På "Torvet" ligger nogle flade sten, "Tingstenene", som er eneste rest af tingstedet.
På trods af sin alder fremstår Ringsted ikke arkitektonisk som nogen gammel by. Den ligner en moderne handels- og kulturby med kongrescenter, musikhus og teater og med det enorme Danish Crown Slagteri som byens ubetinget største arbejdsplads. Byen er desuden gennemskåret af en motorvej, E20, som adskiller det centrale og sydlige Ringsted fra den nordlige bydel Benløse. Ringsted har centrale jernbane- og motorvejsforbindelser til København, Storebæltsbroen og adskillige andre steder på Sjælland.
Til København er der 60 kilometer, 16 til Sorø, 24 til Næstved, 26 til Køge, 32 til Roskilde 34 til Holbæk og 45 kilometer til Korsør.
Byens historie.
Ringsted var i Vikingetiden et samlingssted for dyrkelsen af guderne, og der blev foretaget adskillige ofringer på stedet. Byen fungerede som hovedtingsted for hele Sjælland og kunne sammenlignes med, hvad Viborg var for Nørrejylland og Urnehoved for Sønderjylland. I sidste halvdel af 1000-tallet regnedes Ringsted som den anseeligste by på Sjælland. Der blev i 1080 opført en stenkirke i Ringsted, bygget efter idé af roskildebiskoppen Sven Nordmand, og 50 år senere blev et stort benediktinerkloster grundlagt.
I 1131 blev kongesønnen Knud Lavard myrdet i en skov nær landsbyen Haraldsted, og hans søn Valdemar den Store påbegyndte efterfølgende den romanske bykirke "Sankt Bendts Kirke" som en hyldest til faderen, og den stod færdig ca. 40 år senere. Knud Lavard fik nu helgenstatus og begravedes i kirken foran hovedalteret. Sankt Bendts Kirke var fra da af en kongelig begravelseskirke, og pga. Knuds helgenkåring varede det ikke længe, før Ringsted blev en valfartsby for pilgrimme, der bragte gaver og velstand til byen. Valdemars søn Knud 6. kronedes som konge i kirken i 1170.
Fra da af og gennem det meste af Middelalderen var Ringsted den ubetinget vigtigste by på Sjælland, idet der nu afholdtes landsting på stedet. På dette Sjællandsfar Landsting kunne alle frie mænd få afgjort stridsmål, der ikke kunne afgøres i deres eget lokalområde. Man hyldede også regenter på landstinget, bl.a. Margrete 1. og senere Christian 4., og adskillige kongelige blev begravet i klosterkirken og ligger der fortsat. Af bemærkelsesværdige begivenheder på landstinget kan nævnes Christoffer 2.s landflygtighedsforlig med Johan den Milde i 1329, og Valdemar Atterdags befaling om national anvendelse af skatteindtægter i 1349. Ringsted fik købstadsrettigheder i 1441. I 1500-tallet blev byen ramt af flere voldsomme brande, henholdsvis i 1534 samt 1551, og Christian 3. beordrede derfor, at områdets abbeder skulle bistå befolkningen med tømmer fra klosterets skove på egnen for at bygge byen op igen. Fra 1584 blev Sjællandsfar Landsting flyttet væk fra sit oprindelige sted og afholdtes nu i kirken.
Der eksisterede i 1500-tallet en "Sankt Hans Kirke" i købstaden, som dog, efter at sognefolket (i et kongeligt brev) var blevet henvist til klosterkirken i 1571, blev revet ned, og dens inventar flyttet til "Sankt Bendts Kirke". Der fandtes ligeledes et "Sankt Jørgens Hospital" for spedalske på dette tidspunkt, men efterhånden gik dette sted i forfald, og man klagede derfor til Ringsted Klosters befalingsmand, som fik det udbedret i slutningen af det 16. århundrede. Frem til sin opløsning i 1631 kunne det huse 4 fattige sygdomsramte kvinder. Generelt var 1600- og 1700-tallet en hård tid for Ringsted. Svenskekrigene hærgede byen, og de fremmede soldater plyndrede området og stjal klosterbibliotekets uvurderlige samling på 30.000 bøger og islandske håndskrifter. I 1693 hærgede en storbrand byens fattige kvarterer, og i 1747 brændte en meget stor del af den øvrige by. Ringsted havde i 1769 kun "703" indbyggere, og det gik tilbage for den midtsjællandske købstad.
1800- og 1900-tallet.
Ringsteds gamle børs ved Torvet
I 1808 opførte man en kongelig postgård, Postgaarden der fungerede under Christian 8.. Senere blev den til hotel og indeholder i dag en bank. Ringsted Mølle stammer fra 1804 og ligger nu i forbindelse med Ringsted Museum, som er den ene del af Historiens Hus. Den anden del, Ringsted Arkiv, ligger i Skolegade 9. Lystanlægget ved "Dagmarsgade" blev anlagt i 1898 og parkens første træer foræredes af godsejerne fra de nærliggende herregårde. Man skænkede parken en pavillon i 1907, der siden har fungeret som kulturelt samlingssted på Ringsted-egnen med udstillinger, møder, dyrskuer m.m.
I lighed med en del andre danske byer betød jernbanens fremkomst, at Ringsted gik bedre tider i møde. I 1856 førte man jernbanen til købstaden, og der kom i 1900-tallet jernbaneforbindelser til andre sjællandske byer. Fra 1917 til 1963 var der forbindelse til Køge (Køge-Ringsted Banen), mens Næstved-Ringsted åbnede i 1924 og forlængedes til Frederikssund via Hvalsø året efter. Strækningen Ringsted-Hvalsø-Frederikssund eksisterede kun til 1936 og blev med sine elleve leveår Danmarks kortest eksisterende jernbaneforbindelse. (Se Sjællandske midtbane).
Moderne tider.
Før Kommunalreformen (2007) var Ringsted Kommune arealmæssigt Sjællands største med et totalt areal på 29.359 ha, men da kommunen ikke blev lagt sammen med andre i forbindelse med reformen, fremstår den nu som én af de mindre.
Ringsted har i begyndelsen af 2000-tallet haft en øget økonomisk vækst, grundet sine trafikale adgangsforhold til København. Der er planer om at udvide jernbaneforbindelsen til Hovedstaden; det er endnu uafklaret, om det bliver med et tredje spor langs den eksisterende linjeføring, eller om der skal anlægges en ny linje, der i store træk følger motorvejen via Køge.
Fra Ringsted er der flere busforbindelser mod andre sjællandske byer, bl.a. til Holbæk og Haslev.
Risalamande.
Risalamande (pseudofransk: "Riz à l'amande" = "ris med mandel" - retten kendes ikke i Frankrig) er en risdessert.
I de fleste danske hjem er dette - sammen med risengrød - den traditionelle dessert juleaften.
Historie.
Risalamande er en dansk tradition, der kendes fra omkring 1900-tallet, hvor man, i borgerlige kredse, begyndte at servere risalamande med kirsebærsauce til jul i stedet for risengrød. Tidligere havde havde selv risengrød, pga. de importerede ris og kanel, været en eksklusiv spise forbeholdt den bedre del af befolkningen. Men de første 40-50 år af forrige århundrede var det stadigvæk risengrøden der var den mest almindelige danske julespise.
Vi skal hen til rationeringstiden i og omkring 2. verdenskrig, førend risalamanden bliver virkelig udbredt som den danske juledessert nummer 1. På grund af manglen på ingredienserne til risengrøden, som ris og kanel, kunne husmødrene læse i diverse dameblade o.lign. at de ved at tilsætte flødeskum (eller erstatningsprodukt herfor) kunne strække risengrøden længere. Manglen på mandler fik nogen til at erstatte den hele mandel med en knap, for selvfølgelig kunne man ikke servere risalamande uden mandelgave.
Traditionen med at give en mandelgave menes at stamme fra en fransk skik, der findes allerede fra 1500 tallet, hvor man i de fornemme kredse til helligtrekonger puttede en bønne i en Helligtrekongerkage. Den der fik bønnen blev ”konge” med forskellige tilhørende privilegier.
Hvornår mandelgaven præcis har vundet indpas i Danmark, vides ikke med sikkerhed, men det menest at være omkring 1800-tallet, hvor bønnen dog var blevet erstattet med en mandel og Helligtrekongerkagen med risengrøden.
Tilberedning.
Desserten består af grødris, mælk, sukker, vanilje, flødeskum og mandler.
Først koges mælk og ris til en risengrød. Når risengrøden er kold, blandes den med flødeskum og hakkede mandler og smages til med sukker og vanilje. Retten serveres traditionelt med kirsebærsovs.
Ifølge traditionen skal der være en enkelt hel mandel i den tilberedte portion. Personen, der finder mandlen i sin portion risalamande, vinder "mandelgaven". Mange steder udgøres mandelgaven af en marcipangris, gerne hjemmelavet, men den kan være udskiftet med chokolade, en bog, "Svikmøllen" osv.
Det franske navn for retten er: bouillie de riz froide et vanillée avec des amandes hachées (f). Der betyder kolde ris (kold risengrød) og vanilje med hakkede mandler, som retten i bund og grund består af.
Riserva.
Riserva betegner i den italienske DOC-regulering en vin, der er lagret i mindst to år; en vin fra høsten i efteråret 2005 må altså først sælges i 2007.
Lagring kan foregå på fad eller flaske og er således ikke nærmere reguleret. Som regel bliver især tunge riserva-rødvine lagret mindst 12 måneder på barrique-fade.
I Spanien findes en lignende betegnelse: reserva.
Risiko.
En risiko er det negativt ladede ord, der angiver sandsynligheden for, at en aktion (handling) ikke fører til det ønskede eller forventede resultat.
Risiko er overvejende det modsatte af en chance, selvom mange i dag fejlagtigt bruger ordet chance om noget der reelt burde kaldes en risiko.
Denne sætning er kun grammatisk korrekt, hvis man ønsker, at der skal gå ild i træet. Hvis træet skal bevares, bør man skrive
Risiko og nytte.
Folk er typisk i gennemsnit risikoaverse, hvilket man kan argumentere for ud fra en nyttefunktion med aftagende marginalnytte: Ligegyldigt hvilken rigdom man har, vil nytten af en ekstra krone numerisk set altid være mindre end den numeriske værdi af en tabt krone.
Risoul.
Risoul er et skisportsted i de sydfranske alper. Der er 87 pister og 56 lifter.
Risus sardonicus.
Risus sardonicus (fra latin "risus" "latter" og "sardonicus" "sardonisk") er en karakteristisk tilstand af konstant spænding i ansigtsmusklerne.
Tilstanden kan være et symptom ved stivkrampe og ved forgiftning med stryknin.
Rita Hayworth.
Rita Hayworth i en reklame fra 1942
Margarita Carmen Cansino(kendt som Rita Hayworth) (født som (17. oktober 1918 - 14. maj 1987), var en amerikansk filmskuespillerinde. Hun blev lanceret med rød hårfarve i vamproller, og med film som "Pinup-pigen" og især "Gilda" blev hun Hollywoods førende sexstjerne i 1940'erne.
Ritornel.
Ritornel betegner inden for musik et tilbagevendende motiv eller lille sats, der gentages efter hvert vers, eller som evt. kan indgå i såvel forspil, mellemspil og efterspil.
Inden for digtning er ritornel betegnelse for et trelinjet digt eller vers, hvor første og tredje linje rimer. Særlig Emil Aarestrups ritorneller er kendte.
Ritual.
Et ritual (eller en rituel handling) er et begreb, der omfatter en række handlinger, ceremonier og riter, eller som kan udgøre en forskrift på, hvorledes en rite udføres.
Inden for religion kan et ritual således være en forskrift for religionsudøvelse, og dermed (inden for kristendommen) en kirkelig forskrift.
Ritus.
En rite eller ritus (fra latin - flertal riter) er en religiøs skik, kirkeskik, offerskik. Ofte symboliserer de en overgang fra ét stadie til et andet, overgange forbundet med menneskelige kriser så som; undfangelse, fødsel, pubertet, ægteskab og død.
Den individuelle funktion består i, at give individet klarhed og tryghed omkring den forstående overgang. Riten kan omfatte en bestemt form, et særligt tidspunkt og/eller sted osv., som overskueliggør for individet, hvordan det skal komme videre i sit liv og sin personlige udvikling. Den sociale funktion er kort sagt; en måde at binde en gruppe mennesker sammen på, som dermed udgør et samfund, hvilket naturligvis kan ske på mange forskellige planer.
Rivieraen.
Rivieraen er landskabet langs det Tyrrhenske havs nordkyst. Området er delt mellem Italien, Frankrig og Monaco. Af og til kaldes Italiens adriaterhavskyst for den adriatiske riviera.
Rivierea er en generel betegnelse for en kyststrækning (ved hav eller sø) med badestrand, men anvendes også om kyststrækninger for - især - turister.
Den Italienske Riviera (Riviera dei Fiori).
Den Italienske Riviera er den liguriske kyst øst og vest for Genova eller med andre ord: fra den franske grænse til Toscana. Mere præcist er Riviera di Levante kysten fra Genova til Toscana, mens Riviera di Ponente strækker sig fra from Genova til toldstedet Ventimiglia ved grænsen til Frankrig.
Området er kendt for sit særdeles milde klima, som har gjort det til et velkendt og meget besøgt turistmål selv i vinterperioden. Mange af egnens byer og landsbyer er internationalt berømte som f.eks. Portofino, Bordighera, Lerici og Ventimiglia.
En bestemt strækning af Riviera di Ponente ligger på begge sider af San Remo, hvor der produceres massevis af snitblomster. Det har givet egnen tilnavnet Riviera dei Fiori (= Blomsternes Kyst)
Den Franske Riviera (Côte d'Azur).
Den franske Riviera strækker sig fra grænsen til Italien og til Rhoneflodens delta. Den er kyst for Provence-området og bliver meget besøgt af turister fra Nordeuropa og de franske storbyer.
Kysten kaldes også Côte d'Azur (= Den azurblå kyst) efter havets intense, blå farve. Lyset er meget kraftigt, og det har gennem flere hundrede år tiltrukket kunstmalere, som har arbejdet i maleriske fiskerbyer langs havet.
Roastbeef.
Roastbeef er en halvstegt oksesteg, som er rød indeni.
Roastbeef bruges både som varm middagsret og som koldt pålæg på smørrebrød. Basistilbehør som varm ret er oftest kartofler og hele ærter eller bønner.
For at få den perfekte røde centrumfarve på kødet, skal kernetemperaturen være 58oC
Storm P.
a> er tilegnet den danske tegner og humorist Storm P
Robert Storm Petersen (19. september 1882 - 6. marts 1949) var en dansk maler, forfatter, skuespiller og "opfinder". Han var kendt under kunstnernavnet Storm P.
Karriere.
Da Sankt Nikolaj Kirke brændte ned i 1795, blev der indrettet slagterboder på den åbne plads, hvor kun tårnet stod tilbage. Storm P.'s far var en af disse slagtere, og Storm P. kom i slagterlære der.
Under ophold i Paris blev han meget optaget af fransk ekspressionisme.
Robert Storm Petersen er først og fremmest kendt for sine mange vittighedstegninger, bl.a. "fluer"ne og sine humoristiske aforismer. Han begyndte som bladtegner ved Klods-Hans, Blæksprutten og Lurifax. Han tegnede (Peter Vimmelskaft, Peter og Ping og De tre små mænd). Han var medarbejder ved "Ekstra Bladet" fra 1900 til 1905 og skuespiller på Casino fra 1905 til 1907 og på Dagmarteatret fra 1907 til 1909. I 20'erne og 30'erne var han et kendt scenenavn. Han prøvede lykken i USA, men amerikanerne brød sig ikke om hans tegninger og forstod ikke hans humor. Hans hjemve øgede ikke sucessen.
Under pseudonymet Hugo Krantz debuterede han i bogform som medforfatter i 1904 med Holger Rasmussen og Axel Breidahl med en kriminalroman i 60 hæfter: "København ved Nat", som følger kriminalinspektør Dreslings, "den danske Sherlock Holmes", opgør med forbrydergeniet A-Ø og hans forbryderkartel Alfabetet. Romanen havde i 1901 været sendt som avisføljeton. Den blev genudgivet flere gange efterfølgende, i 1915 og i 1941 genudgivet af Kunstforlaget A/S (i hhv. 5 og 6 bind) og i 1963 på Forlaget Danmark i seks bind.
Storm P. optrådte i kunstner-kabareten Edderkoppen fra 1914 til 1918. Han var på turné i USA fra 1919 til 1920 og skuespiller på Det kongelige Teater fra 1930 til 1933. Han medvirkede i en række af de tidligste stumfilm og var senere med i tonefilmen "Fange nr. 1" (1935).
Storm P. omtales i bogen Det 20. århundrede - De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark. I København var han kendt for sin rappe replik. Da han på en spadseretur på en kirkegård fik øje på to gravere, der tog sig en pause på kanten af en åben grav, sagde han: "Vi har det nok bedre, vi er oppe i dag."
Nordische Gesellschaft.
Materiale i Rigsarkivet viser, at Storm P. var medlem af den tyske kulturforening "Nordische Gesellschaft" i perioden 1937 til 1944. Foreningen var, under hele Storm Ps medlemskab, styret af NSDAP, som overtog "Nordische Gesellschaft" i 1933. Storm P. betalte et månedligt kontingent på 100 kr. til "Nordische Gesellschaft" hvorimod andre medlemmer højst betalte mellem 5 og 50 Kr.
Aforismer og vittighedsmager.
Storm P. tegnede de besynderligste "Storm P. opfindelser": paraplyer, tragte, katte, cykelhjul, sakse, pølser, hunde osv. blev sat sammen, så de gennem en masse reaktioner udfører en enkel handling - som at få et barn til at sluge en pille.
Storm P.'s historie bliver hver pinsemorgen kl. 13.30 læst op af Jesper Klein på Frederiksberg Runddel. Derefter går det efter bogen for foreningens medlemmer. Gralsfortællingen synges af kgl. kammersanger Stig Fogh Andersen, uden at der lukkes øl op. Fanebæreren må ikke synge med, men er bedt om at fortælle historien i Christ's College i Cambridge for en forening med samme sunde interesser: The Original Christian Minstrels.
Storm P.-Museet på Frederiksberg Runddel åbnede i 1977. Robert Storm Petersen ligger begravet lige ved Runddelen: på Frederiksberg ældre kirkegård.
Robinsonade.
En robinsonade betegner en litterær genre: en roman, som drejer sig om at klare sig alene, afsondret fra det samfund, man kommer fra. "Robinson Crusoe" i Daniel Defoes bog: "Robinson Crusoe" har givet navn til genren.
Robinsonaden afsluttes normalt med, at hovedpersonen frelses og vender tilbage til samfundet.
Ikke alle robinsonader foregår på en øde ø, men alle omfatter den omvæltning, hovedpersonen udsættes for ved isolationen, og de anstrengelser han/hun må gøre sig for at klare sig alene, ofte med filosofiske betragtninger om kønsroller, kaster og andre kriterier for arbejdsdeling i samfundet, personen har forladt.
"Fluernes Herre" af William Golding er en anti-robinsonade. Dette skyldes at drengene på øen ikke opbygger en civilisation under deres ophold, men derimod nedbryder de normer og værdier, som den engelske civilisation har indprentet i dem.
Der findes også science fiction-robinsonader hvor man bosætter sig på en fremmed planet.
Robot.
En slags legetøjsrobot - Aibo.
En robot kan defineres som en programmérbar maskine med manipulatorer og sensorer. Manipulatorer er mekaniske instrumenter, der kan påvirke verden omkring robotten, mens sensorer sanser omverdenen. Et eksempel på en manipulator kunne være en gribearm.
Selve ordet "robot" er afledt af tjekkisk "robota," som betyder "hoveri", eller af "robotnik", som betyder "slave". Ordet brugtes første gang af forfatteren Karel Čapek i skuespillet "R.U.R. (Rossum's Universal Robots)" fra 1920 (uropført 1921). Det er derefter i andre fiktionssammenhænge blevet hyppigt anvendt, som for eksempel i Fritz Langs klassiske science fiction-film "Metropolis" fra 1926. En anden form for robotter er droiderne fra Star Wars-filmene.
I dag findes der industrirobotter, samt mere autonome robotter. Eksempler på dette er robothunden Aibo, den humanoide robot Asimo eller robotbyggesættet Mindstorms (NXT).
Rock.
Rock er en genre inden for rytmisk musik som har sin rod i 1950'ernes rock'n'roll. Rockmusik er oprindelig musik i 4/4-taktart og har traditionelt været spillet af en besætning med trommer, elektrisk guitar, elektrisk basguitar og en eller flere forsangere. Der har dog været brugt næsten alle kendte musikinstrumenter i en eller flere sammenhænge i forbindelse med rockmusik.
Genren fik en væsentlig fornyelse gennem musikscenen i Storbritannien i 1960'erne, senere kendt som 'British Invasion'. Denne bølge fostrede navne som The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks og The Who, der i 1965 inspirerede protestsangeren Bob Dylan til at sætte strøm til guitaren. Dette igangsatte en ny amerikansk rockepoke, hvor navne som Bruce Springsteen og Neil Young er velkendte og væsentlige repræsentanter.
1960'erne.
Et kendetegn ved rockmusikken fra 1960'erne og frem blev at musikerne fremførte deres egne kompositioner. Indtil da havde der været en klar adskillelse mellem sanger- og sangskriverrollen. Elvis Presley var krediteret som medforfatter/komponist på ganske få af sine hits, men sang derudover udelukkende sange skrevet af andre. Også i denne nye udvikling var Beatles og Bob Dylan foregangsmænd, skønt allerede Buddy Holly og Chuck Berry var eksempler på sangere, der skrev deres eget materiale.
Et andet nyt kendetegn ved rockmusikken i denne periode var at man begyndte at betragte albummet som samlet udtryksform og pladeproduceren som frembringende kunstner. Hvor et album tidligere blot var en samling sange, skulle albummet nu ses som en helhed med fælles temaer. Igen var Beatles, men også f.eks. The Beach Boys banebrydende. Beatles-albummet "Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band" og det uudsendte Beach Boys-album "Smile" er kongeeksempler på denne nye opfattelse af albummet.
1970'erne.
I 1970'erne udviklede der sig efterhånden mange nye genrer. Fra slutningen af 1960'erne var bands på den amerikanske vestkyst som The Byrds og The Flying Burrito Brothers eksempelvis begyndt at bygge bro mellem folkemusikken, rock og country. Dette resulterede i country rocken, der i 1970'erne udviklede sig til 'sydstats rock', 'alt.country' og 'americana' af navne som Lynyrd Skynyrd, The Band og Creedence Clearwater Revival. Herudover kan nævnes nye rock genrer som Progressiv rock (Pink Floyd), glam rock (David Bowie, T. Rex) soft-rock (The Eagles) og hård rock (Black Sabbath, KISS, Led Zeppelin, DC).
I 1970'ernes sidste halvdel opstod punk som en reaktion på hvad nogle opfattede som den prætentiøse og til overmål komplekse drejning, rock havde taget, og den tiltagende hang til konceptalbums m.v.. Blandt væsentlige navne fra denne periode kan nævnes Sex Pistols, Joy Division, The Ramones, The Clash og Dead Kennedys. Punk var bl.a. inspireret af glam-rockens flabethed og garagerockens aggressivitet, men stod også i gæld til navne som The Velvet Underground, MC5 og The Stooges. En del amerikanske navne som f.eks. Patti Smith og Television dukkede op i 1970'erne, og på grund af deres musikalske enkelhed blev de af og til rubriceret sammen med punk, selv om deres slægtskab til den sene 1960'er-rock er klart dominerende.
1980'erne.
Omkring 1980 opstod flere væsentlige strømninger, der alle i en eller anden form stod i gæld til punkens nybrud. Hardcore-punk betonede punkens aggressive elementer inspireret af Black Flag m.fl. Post punken gav en mere eksperimenterende tilgang til genren, eksempelvis Hüsker Dü, The Minutemen og Wire, mens college rocken og den alternative rock, med hovednavne som The Replacements, The Pixies, R.E.M., Sonic Youth og Dream Syndicate var inspireret af punkens simple sangstrukturer og energi, men også fandt inspiration i den enkle, melodiøse tradition fra The Beatles, The Byrds - og de ikke særlig kendte Big Star - samt Neil Youngs støjende guitareksperimenter. New Wave-musikken fra Elvis Costello, The Cure, Depeche Mode, Erasure, og The Smiths m.fl. var en mindre aggressiv musikgenre, der forenede punkens enkelhed med elementer af pop.
En ny bølge af heavy metal fra Storbritannien og senere også USA forenede i navne som Motörhead, Venom og senere Metallica, Anthrax, Slayer m.fl. punkmusikkens hastighed og råhed med heavy metals tunge bund.
1990'erne.
Sidst i 1980'erne var den britiske rock tilsyneladende låst fast i mindre væsentlige fænomener som f.eks. den indadvendte, drømmende 'shoegazer'-scene og den partyorienterede Manchester-scene, og den amerikanske rock havde en lignende skæbne. Men stagnationen var kun tilsyneladende. I begyndelsen af 1990'erne opstod nye tendenser der begge udsprang uden for rockmusikkens daværende mainstream og derfor er blevet kaldt for 'alternativ rock'. I den britiske britpop, forenede navne som Blur, Pulp og Oasis (der alle faktisk havde udgivet albums i nogle år) elementer fra new wave-musikken med en 1960'er-sensibilitet, bl.a. inspireret af navne som The Stone Roses. I den amerikanske grunge-musik var bands som Soundgarden, Pearl Jam og især Nirvana et bindeled mellem punken og et musikalsk udtryk, der ofte lå tæt op ad 1970'ernes tidlige heavy metal. Brit-poppen og grungen gav rockmusikken dens seneste større opblomstring. I midt-1990'erne var brit-poppens og grungens hovednavne rockmusikkens nye superstjerner og mainstream, men med Nirvana-forsangeren Kurt Cobains selvmord i 1994 gik det ned ad bakke med rockmusikkens popularitet. Sidst i 1990'erne opstod f.eks. den såkaldte post rock -- en musikgenre, der som navnet antyder, skulle ses som 'musik efter rocken'. Post-rocken er i virkeligheden snarere en tilbagevenden til den 'progressive rock' med dens lange instrumentalt prægede forløb.
00'erne.
I starten af det nye årtusind revolutionerede Radiohead den alternative rock ved at inkorporere elektroniske elementer i deres musik, mens The Strokes hittede med deres fortolkning af New Yorks post punk. De efterfølgende år så man en bred vifte af alternative rock bands omfortolke tidligere genrer, eksempelvis The Hives' garage rock, The White Stripes' minimalistiske bluesrock og Franz Ferdinands dansevenlige New Wave. Endvidere oplevede den såkaldte indie rock, repræsenteret ved bands som Arcade Fire, Band of Horses og The National, en kraftig opblomstring. Et andet markant band fra 00'erne er Muse, som har givet begrebet "stadionrock" en ny betydning. Muse har en storladen og meget karakteristisk lyd og bandet har de sidste ti år udsolgt stadioner over hele verden.
I dag.
Rockmusikken har i vore dag en lang række undergenrer, der for det utrænede øre ikke har meget til fælles og hvis væsentligste udvikling foregår uden for den til enhver tid eksisterende mainstream. Samlingspunkterne er i dag større, ældre og veletablerede navne som Bruce Springsteen, R.E.M., U2, DC og Metallica. Disse navne har alle formået at skabe en musik, der appellerer bredt og til et publikum ud over den genre, de har deres udspring i.
Rockmusikken har haft ry for at være en 'hvid' musikgenre, hvor f.eks. soul, jazz og blues var 'sort', og derfor har der været en tendens til at bidrag fra sorte musikere som Arthur Lee (fra Love), Bad Brains og især Jimi Hendrix ikke har fået tilstrækkeligt med anerkendelse for deres vigtighed for rockmusikkens udvikling.
Rockmusikken har i tidens løb påvirket adskillige andre musikformer, og hybrider som folk rock, funk rock, jazz rock og rap rock er opstået og er blevet veletablerede kendsgerninger.
Rogate.
Domenica Rogate (Vocem jucunditatis) femte søndag efter påske. Det kommer af rogo (latin), jeg spørger eller beder.
Rogatus (navneord, maskulinum) = anmodning, bøn
Roquefort.
Roquefort er en blåskimmelost opkaldt efter den franske by Roquefort-sur-Soulzon. Roquefortostens historie kan spores tilbage til år 79 e.Kr.
Roquefort modnes ved hjælp af en blå skimmelsvamp, der tilsættes den upasteuriserede fåremælk samtidig med osteløben. Den gennemstikkes, så luft kan trænge ind, og skimmelsvampen kan udvikles. Derefter lagres den i grotter. Klimaet i grotterne er helt specielt pga. deres høje og stabile luftfugtighed og den kølige luft, der siver ind gennem 100 meter høje, smalle sprækker, kaldet “fleurines”. Luften, der siver ind er mellem 8-9 grader, og grotterne holder en luftfugtighed på 95%.
Roquefort er en meget velsmagende og anerkendt ost, der pirrer smagsløgene med en salt og skarp smag.
Rokade.
Rokade er et skaktræk, hvorved konge og tårn flyttes i ét træk. At foretage handlingen hedder at "rokere". Rokaden er det eneste træk i skak, hvor en spiller må flytte to af sine egne brikker samtidig og eneste træk, hvor kongen kan flytte to felter.
Kongen flyttes to felter hen mod tårnet, og tårnet placeres på det felt som kongen sprang over.
Da kongen er særdeles truet, hvis den forbliver på sin startposition midt på brættet, vil man altid så vidt muligt søge at gennemføre rokade.
Det er nødvendigt at indlede rokaden med at flytte kongen, fordi det specielle kongetræk signalerer rokade. Hvis man begynder med at flytte tårnet, er der tale om et tårntræk, som ikke kan efterfølges af et kongetræk.
Der skelnes mellem kort og lang rokade. Kort rokade involverer H-tårnet og noteres 0-0, medens lang rokade involverer A-tårnet og noteres 0-0-0.
Kort rokade er absolut den hyppigst forekommende rokade. Den gemmer kongen længst inde i hjørnet.
Bondestorm.
Hvis de to parter har rokeret til hver sin side, er det ofte begyndelsen til en heftig fløjkamp, hvor der kæmpes om først at komme til angreb på modpartens kongestilling, fordi ingen af parternes bønder på samme fløj skal beskytte deres egen konge. Bønderne bliver derfor sendt frem for at slå hul på modpartens kongestilling, så officererne får adgang til til at sætte kongen mat.
Rokoko.
a>ornament, som er karakteristisk for rokokoens viltre og naturinspirerede formsprog
Rokokoen kom til Danmark i 1730 og forsvandt omkring 1760. Det var en kunstnerisk stilperiode i Europa 1720-1789. Kendetegnet: elegant, graciøs og orientalsk influeret. Trods dens korte levetid fik den stor indflydelse hos de naturbegejstrede, da den om end kunstigt tilvejebragte natur i stort set alt, fra bygninger til skørter.
Det var en stilart med snirklede og asymmetriske ornamenter. Det ses derfor, at den var påvirket af østasiatisk billedkunst, som netop blev populær i Europa på den tid.
Den efterfulgte regence og blev efterfulgt af Revolution og Louis Seize.
Rold.
Rold ligger i Himmerland og er en lille landsby ved Rold Skov med 260 indbyggere (2010), beliggende i Rold Sogn. Rold har givet navn til den nærliggende skov. Landsbyen ligger i Mariagerfjord Kommune og hører under Region Nordjylland.
I Rold findes et 8-kantet ridehus, der rummer et cirkusmuseum. Huset er opført af Cirkus Miehe. I løbet af 2005 opførtes tillige museum for sangeren Jodle Birge i en sidelænge til Rold kro.
Rollo.
Statue af Rollo i Rouen
Rollo (ca. 846 - ca. 932/933) var en vikingehøvding, der blev den første hertug af Normandiet i Frankrig. Hans baggrund er omdiskuteret og sandsynligvis umulig at stadfæste nærmere. Ifølge normanniske krøniker stammede han fra Danmark, én nævner egnen omkring Fakse (Faxe), og forlod Danmark omkring år 865 efter en fejde med kongens mænd, og kom derefter til Normandiet via øen Islay. Senere norsk og islandsk historieskrivning identificerer ham i stedet med "Gange Hrolf" som nævnes i Snorri Sturluson's Heimskringla. Denne var jarl i Island og søn af nordmanden Ragnvald Mørejarl.
År 911 overlod den franske kong Karl den Enfoldige Rollo et større landområde og udnævnte ham til "Normannernes Jarl". I Frankrig lod han sig døbe til navnet Robert og blev stamfader til Normandiets hertugslægt. Han døde i 932.
Rom.
Rom (italiensk: "Roma") er hovedstad i Italien. Rom er landets største og mest befolkningsrige by med mere end 2,7 millioner indbyggere. I metropolregionen er der en population på omkring 5 millioner. Byen er lokaliseret i den centralvestlige del af den italienske halvø, hvor floden Aniene løber sammen med Tiberen.
Vatikanstaten er en enklave i Rom, som er Den Hellige Stols suveræne territorium. Denne stat er den mindste nation i verden.
Rom er i dag moderne og kosmopolitisk. Byen er den tredjemest besøgte turistdestination i EU, og en by med stor kulturel og politisk betydning. Dens internationale lufthavn Fiumicino er den største i Italien. Byen huser hovedkontorer for størstedelen af alle større, italienske virksomheder, ligesom hovedafdelinger for tre af verdens 100 største virksomheder er placeret her (Enel, Eni og Telecom Italia).
Som en af de få større europæiske byer, som kom gennem 2. verdenskrig relativt uskadt, har Rom stadig karakter af renæssance og barok. Roms Historiske Centrum er udpeget af UNESCO som et verdensarvsområde.
Byen har gennem tiden haft flere forskellige tilnavne, blandt andet: "l'Urbe" (byen) og "caput mundi" (verdens hovedstad), samt i dag: "la Città Eterna" (den evige by), "Limen Apostolorum" (Apostlenes dørtærskel/begyndelse) og "la città dei sette colli" (de syv højes by). Desuden findes udtrykkene "Rom ikke blev bygget på én dag" og at "alle veje fører til Rom".
Historie.
a> angriber det pavelige Rom i 1849
Fra grundlæggelse til imperium.
Ifølge legenden blev byen Rom grundlagt af tvillingerne Romulus og Remus den 21. april år 753 f.Kr. Arkæologiske beviser støtter teorien om, at Rom voksede fra pastorale bosættelser på Palatinerhøjen bygget i området ved det senere Forum Romanum, til en by i det 8. århundrede f.Kr. Byen udviklede sig til hovedstaden for det Romerske Kongerige (regeret af en følge på syv konger ifølge sagnet), den Romerske republik (regeret af Senatet fra 510 f.Kr.), og endelig det Romerske Imperium (regeret af en kejser fra 27 f.Kr.). Denne succes afhang af militære erobringer, handelsmæssig dominans, såvel som af selektiv assimilation af nabocivilisationer som etruskerne og grækerne. Fra grundlæggelsen af Rom i 753 f.Kr. var Rom militært ubesejret indtil 386 f.Kr., hvor Rom blev indtaget af kelterne, men genvundet af romerne samme år.
Den romerske dominans spredte sig til store dele af Europa og Middelhavets kyster, mens dens population oversteg en million indbyggere. I næsten tusinde år var Rom den politisk vigtigste, rigeste og største by i den vestlige verden. Dette fortsatte, efter at riget begyndte af forfalde og blev delt, selvom byen i sidste ende mistede status som hovedstad til Milano og senere Ravenna og blev passeret i prestige af den østromerske hovedstad Konstantinopel.
Imperiets fald og middelalder.
Med Konstantin I's styre opnåede Biskoppen af Rom politisk og religiøs betydning og skulle med tiden blive kendt som paven og etablere Rom som centrum for den katolske kirke. Efter Alarik I's Plyndring af Rom i 410 og Romerrigets undergang i år 476 skiftede Rom mellem det Østromerske Kejserdømme og plyndring af germanske barbarer. Dets population faldt til blot 20.000 gennem den tidlige middelalder og reducerede det udstrakte byområde til klynger med beboede bygninger mellem store områder med ruiner og vegetation. Rom forblev en del af det Østromerske Kejserdømme indtil år 751, hvor langobarderne endeligt ophævede Eksarkatet Ravenna. I 756 gav paven, Pipin den lille, verdslig jurisdiktion over Rom og de omkringliggende områder, og derved opstod Kirkestaten.
Rom forblev hovedstad for Kirkestaten indtil indlemmelsen i det Italienske Kongerige i 1870. Byen blev en større destination for pilgrimsfærder gennem middelalderen og blev fokus for magtkampen mellem paven og det Tysk-romerske rige, indledt med Karl den Stores kroning i Rom af Pave Leo 3. juledag år 800, som rigets første kejser. Bortset fra korte perioder som en uafhængig by beholdt Rom i middelalderen sin status som pavelig hovedstad og "hellig by" gennem flere århundreder, selv da pavesædet i en overgang blev flyttet til Avignon (1309–1337). Til trods for at byen ikke længere var politisk magtfuld, som demonstreret tragisk ved den brutale plyndring i 1527, blomstrede den som et midtpunkt for kulturel og kunstnerisk aktivitet gennem renæssancen og barokken under beskyttelse af Den romerske kurie.
17.–19. århundrede.
Befolkningstallet steg atter og nåede 100.000 i løbet af det 17. århundrede, men Rom haltede bagud i forhold til resten af de europæiske hovedstæder i de følgende århundreder og havde stadig travlt med modreformationen. Efter at være fanget i den nationalistiske tumult i det 19. århundrede og efter to gange at have opnået og tabt en kortlivet uafhængighed blev Rom fokus for håbet om en samling af Italien. Allerede i 1861 blev Rom erklæret som hovedstad i Italien, selvom byen stadig var under pavens kontrol. Efter det franske protektorat blev brudt i 1870, stormede kongelige tropper fra Kongeriget Italien byen.
20. århundrede.
Efter sejr i 1. verdenskrig blev Rom vidne til en stigende politisk magt til fascismen med Benito Mussolini i spidsen, som marcherede til byen i 1922. Han deklarerede et nyt italiensk rige og allierede Italien med Nazi-Tyskland. I perioden efter Kongeriget Italiens samling og indtil dette tidspunkt steg befolkningstallet hurtigt; fra 212.000 til mere end 1.000.000 mennesker, men denne tendens blev stoppet af 2. verdenskrig, hvor Rom både blev skadet af De Allieredes bombninger og nazisternes besættelse. Efter slutningen af krigen og henrettelsen af Mussolini afskaffedes monarkiet ved en folkeafstemning i 1946 til fordel for den Italienske Republik. Rom voksede betydeligt efter krigen og var en drivende kraft bag det "italienske økonomiske mirakel", som fremkom ved efterkrigstidens rekonstruktion og modernisering. Rom blev en fashionabel by i 1950'erne og de tidlige 1960'ere, og en ny tendens med stigende befolkningstal fortsatte til midt-1980'erne, hvor der boede mere end 2.800.000 mennesker i kommunen. Derefter begyndte befolkningstallet lige så stille at dale, da flere og flere flyttede til omkringliggende kommuner. Denne tendens er i de senere år igen vendt, og antallet af indbyggere stiger atter.
Geografi og klima.
Satellitbillede af Rom, der viser det naturlige og bebyggede område af byen
Beliggenhed.
Rom ligger i Lazio-regionen i Centralitalien, hvor floderne Aniene og Tiberen løber sammen. Selvom byens centrum ligger omkring 24 kilometer inde i landet i forhold til det Tyrrhenske Hav, breder byens territorium sig helt til kysten, hvor det sydvestliggende Ostia-distrikt ligger. Højden af den centrale del af Rom svinger fra 13 m over havets overflade (ved Piazza del Popolo) til 120 m over havets overflade (toppen af Monte Mario). "Kommunen Rom" strækker sig over et område på omkring 1.285 km², indeholdende mange grønne områder.
Klima.
Rom har et typisk middelhavsklima, som karakteriserer middelhavskysterne i Italien. Det er mest behageligt fra april til juni og fra midten af september til oktober, hvor især den romerske "ottobrate" ("flotte oktoberdage") er kendt for sine solrige og varme dage. I august overstiger temperaturen på det varmeste af dagen ofte 32 °C. Derfor holder mange forretninger traditionelt lukket i august, og romerne forlader byen til fordel for feriesteder, men denne trend er aftagende, og byen forbliver efterhånden fuldt funktionel gennem hele sommeren som følge af den stigende turisme og folkets ændrede arbejdsvaner. Den gennemsnitlige maksimumtemperatur i december er 13 °C, men temperaturer under frysepunktet er ikke usædvanlige.
Demografi.
I kejser Augustus' tid var Rom verdens største by og sandsynligvis den største by, som blev bygget indtil det 19. århundrede. Estimater for byens maksimale befolkningstal svinger fra 450.000 til over 3,5 mio. mennesker, hvor 1 til 2 mio. er det mest udbredte blandt historikere. Efter Romerrigets undergang var byens befolkningstal måske under 50.000 og voksede ikke igen før Renæssancen. Da Kongeriget Italien indlemmede Rom i 1870, havde byen omkring 200.000 indbyggere, som dog hurtigt øgedes til 600.000 ved tærsklen til 1. verdenskrig.
Mussolinis fascistiske regime forsøgte at blokere for en for stor demografisk fremgang for byen, men fejlede at forhindre byen i at nå en million indbyggere i 1931. Efter 2. verdenskrig fortsatte Rom med at ekspandere med skabelsen af nye kvarterer og forstæder i 50'erne og 60'erne.
I dag bor der 2,7 millioner i byen, mens der i Roms større byområde bor omkring 4 millioner på et område, der strækker sig over 5.352 km². I kommunen er 156.833 beboere af udenlandsk nationalitet, og disse repræsenterer dermed godt 6 % af det totale indbyggertal. De størte grupper af immigranter stammer fra Rumænien og Polen, og det antages, at der bor mange tusinde illegale indvandrere i byen. Gennemsnitsalderen for indbyggerne er 43 år.
Arkitektur, landemærker og byindretning.
a> i Rom nær Quarto Miglio
a> i Vatikanet over Peterspladsen og Rom
Det gamle Rom.
En af Roms kendetegn er Colosseum (70-80 e.Kr.), der er det største amfiteater, som nogensinde er bygget i Romerriget. Med plads til 60.000 siddende tilskuere blev det oprindeligt brugt til gladiatorkampe. Listen over de vigtigste monumenter i oldtidens Rom omfatter Forum Romanum, Domus Aurea, Pantheon, Trajansøjlen, Trajans Marked, adskillige katakombområder, Circus Maximus, Caracallas Thermer, Castel Sant'Angelo, Augustus mausoleum, Ara Pacis, Konstantinbuen, Cestiuspyramiden og Bocca della Verità.
Middelalder.
Selvom den ofte bliver overset, er kulturarven efter Roms middelalder en af de største blandt italienske byer. Der findes basilikaer fra urkristendommen, heriblandt Santa Maria Maggiore og San Paolo Fuori le Mura - begge med værdifulde mosaikker fra det 4. århundrede. Senere betydningsfuld middelaldermosaik- og freskokunst kan findes i kirkerne Santa Maria in Trastevere, Santi Quattro Coronati og Santa Prassede. Andre bygninger har tårne, hvor de største er Torre delle Milizie og Torre dei Conti ved Forum Romanum, samt den store trappe, som leder op til basilikaen Santa Maria in Aracoeli.
Renæssance og Barok.
Rom var et stort verdenscentrum i renæssancen, kun overgået af Firenze og blev dybt påvirket af udviklingen. Det mest imponerende mesterværk blandt renæssancens arkitektur i Rom er "Piazza del Campidoglio" på Kapitol af Michelangelo, sammen med "Palazzo Senatorio", der er sæde for bystyret. Gennem denne periode byggede Roms store, aristokratiske familier overdådige boliger som Quirinalpaladset (nu sæde for Italiens præsident), Palazzo Venezia, Palazzo Farnese, Palazzo Barberini, Palazzo Chigi (nu sæde for Italiens ministerpræsident), Palazzo Spada, Palazzo della Cancelleria og Villa Farnesina.
Rom er også kendt for sine store og majestætiske pladser, som ofte er prydede med obelisker. Mange af pladserne blev konstrueret i det 17. århundrede. De vigtigste pladser er Piazza Navona, Piazza di Spagna, Campo de' Fiori, Piazza Venezia, Piazza Farnese og Piazza della Minerva. Et af de mest symbolske eksempler på barokkunst er Trevi-fontænen af Nicola Salvi. Af andre betydningsfulde barokpaladser fra det 17. århundrede kan der nævnes Palazzo Madama, som nu er sæde for det italienske senat, samt Palazzo Montecitorio, der nu huser parlamentets underhus.
Nyklassicisme.
I 1870 blev Rom hovedstad i det nye Italienske Kongerige. På denne tid fik nyklassicismen en dominerende indflydelse på romersk arkitektur, en byggestil som var influeret af antikkens arkitektur. Der blev i denne periode bygget mange store paladser i nyklassicistisk stil til at huse ministerier, ambassader og andre regeringsorganer. Et af de bedst kendte symboler fra romersk nyklassicisme er Victor Emanuel-monumentet eller "Fædrelandets Alter", hvor den ukendte soldats grav ligger, som repræsenterer de 650.000 italienere, der faldt i 1. verdenskrig.
Fascistisk arkitektur.
Det fascistiske regime, som styrede Italien mellem 1922 og 1943, udviklede en arkitektonisk stil, som er karakteriseret ved koblinger til den oldromerske arkitektur. Det vigtigste fascistiskprægede område i Rom er EUR-distriktet, hvor anlæggelsen blev påbegyndt i 1935. Det var oprindeligt udtænkt til Verdensudstillingen i 1942 ("Esposizione universale 42" eller "Expo"). Dog fandt udstillingen aldrig sted grundet Italiens indtræden i 2. verdenskrig i 1940. Den mest repræsentative bygning i fascistisk stil ved EUR er "Palazzo della Civiltà Italiana" (1938-1943), et ikonisk design som kaldes det Kubiske eller Firkantede Colosseum.
Efter 2. verdenskrig opdagede de romerske myndigheder, at de allerede havde lagt kimen til et erhvervsdistrikt uden for centrum, noget som andre hovedstæder stadig var ved at planlægge (London Docklands og La Défense i Paris). Også "Palazzo della Farnesina", det aktuelle sæde for det italienske udenrigsministerium, blev i 1935 designet i fascistisk stil.
Byens centrum.
Det historiske centrum er domineret af Roms syv høje: Kapitol, Palatinerhøjen, Viminalhøjen, Quirinalhøjen, Esquilinhøjen, Celiohøjen og Aventinerhøjen. Tiberen strømmer syd gennem Rom, med byens centrum beliggende, hvor Tiberøen muliggør krydsning af floden. Store dele af den gamle bymur står stadig. Serviusmuren blev bygget tolv år efter Galliens plyndring af byen i 390 f.v.t. og omkransede det meste af Esquilin- og Celiohøjene ligesom det hele af de fem resterende høje. Rom voksede sig større end dette område, men der blev ikke opført andre mure før 270 e.v.t., hvor Aurelian påbegyndte Aurelianmurene. Disse var omkring 19 km lange og stod stadig som forsvar, da tropper fra Kongeriget Italien skulle indtage byen i 1870.
Roms gamle centrum rummer omkring 300 hoteller og 300 pensionater, over 200 paladser, 900 kirker, otte af Roms store parker, sædet for Italiens præsident, parlamentet, bystyrets kontorer samt mange monumenter. Den gamle by rummer derudover tusinder af værksteder, kontorer, barer og restauranter. Millioner af turister besøger hvert år Rom, hvilket gør den til en af de mest besøgte byer i verden.
Den perifere byindretning.
Den gamle by inden for murene dækker omkring fire procent af den nuværende kommunes 1.285 km². Den historiske bymidte er den mindste af Roms nitten administrative inddelinger. Byens centrum består af 22 distrikter, hvoraf en af disse faktisk ligger udenfor murene. 35 bykvarterer omkranser centrum, og indenfor bygrænsen ligger der seks store forstæder.
Grande Raccordo Anulare er en motorvej, der lægger sig som en stor ring omkring hovedstaden. Motorvejen, der ligger ca. 10 km væk fra byens centrum, er ulig de fleste andre italienske motorveje gratis at køre på. Vejen knytter de gamle veje, der førte til Rom i oldtiden, sammen: Via Flaminia, Via Aurelia, Via Salaria, Via Tiburtina, Via Casilina og Via Appia. Det moderne Via Appia forbinder byens centrum med en stribe byer, kendt som Castelli Romani.
Vatikanet.
Rom omkranser Vatikanbyen, Den Hellige Stols enklave, som er en særskilt suveræn stat. Den huser Peterspladsen med Peterskirken. Den åbne plads foran kirken blev redesignet af Giovanni Lorenzo Bernini fra 1656 til 1667 efter ordre fra Pave Alexander 7. som en forgård designet sådan, at flest mulige kunne se paven uddele sin velsignelse.. I Vatikanet findes også Vatikanbiblioteket, Vatikanmuseerne med Det Sixtinske Kapel, Rafaels Stanzaer samt andre vigtige værker af Leonardo da Vinci, Rafael, Giotto og Botticelli.
Museer og gallerier.
De vigtigste museer og gallerier i Rom omfatter Roms Nationalmuseum, Museum for den Romerske Civilisation, Villa Giulia nationale etruskiske museum, de Kapitolinske Museer, Galleri Borghese, Museet for Castel Sant'Angelo samt Nationalgalleriet for Moderne Kunst.
Styre.
Rom er hovedstaden i Italien og er sædet for Italiens præsident, hvis officielle residens er Quirinalpaladset. Rom huser også det italienske parlament, Italiens ministerpræsident og alle ministerierne. Roms borgmester er Giovanni Alemanno fra "Frihedens Folk"-koalitionen, valgt i 2008. En politisk debat i Italien fokuserer på muligheden for at tildele byen "særskilt magt" mht. lokale embedssager, og om muligt at gøre enten kommunen eller provinsen til et "hovedstadsdistrikt" særskilt fra Lazio-regionen, efter model fra andre europæiske hovedstæder.
Arealet i "Comune di Roma" er inddelt i 19 "Municipi" (administrative opdelinger). Oprindeligt var byen inddelt i 20 Municipi, men den ene, nu Comune di Fiumicino, stemte for nogle år siden for at blive en kommune for sig selv og løsrive sig fra Rom.
Andre suveræne enheder.
a>-hovedkvarter i Rom (tidligere sæde for Departement for Italiensk Østafrika)
Rom er unik ved at indeholde to andre suveræne enheder. Den ene er Den Hellige Stol, den politiske og religiøse enhed, som styrer territoriet for Vatikanstaten og gør krav på ekstraterritoriale rettigheder over nogle få andre paladser og kirker hovedsageligt i centrum. Den anden enhed er Johanniterordenen, som søgte tilflugt i Rom i 1834 efter at have tabt Malta til Napoleon i 1798, og gør ingen krav på territorium udover nogle ekstraterritoriale paladser i det centrale Rom.
International involvering.
Rom har traditionelt været dybt involveret i processen omkring europæisk politisk integration. Byen var i 1957 vært for underskrivelsen af Rom-traktaten, der etablerede det Europæiske Fællesskab (forgænger til Den Europæiske Union) og agerede også vært ved den officielle underskrivelse af den foreslåede europæiske forfatningstraktat i juli 2004.
Rom er også sæde for betydningsfulde internationale organisationer under FN, såsom FN's Verdensfødeprogram (WFP), FN's Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) og Den internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD). Det juridiske grundlag for Den Internationale Straffedomstol, Rom-statutten blev udarbejdet i byen.
Økonomi.
Nutidens Rom har en dynamisk og forskelligartet økonomi med teknologi-, kommunikations- og servicesektorer, som stortrives. Byen producerer 6,7 % af landets BNP (mere end nogen anden by i Italien). Rom vokser +4,4 % årligt og fortsætter med at vokse i et højere tempo i forhold til enhver anden by i landet. Efter 2. verdenskrig begyndte Roms økonomiske vækst at overgå væksten hos sine rivaler i Napoli og Milano, omend der i dag forsat eksisterer en traditionel rivalisering med Milano. Turisme er uundgåeligt en af Roms hovedindustrier med talrige bemærkelsesværdige museer. Rom er også centrum for den italienske filmindustri takket være Cinecittà-filmstudierne. Byen er desuden centrum for bank- ligesom elektronik- og luftfartsindustrierne. Adskillige internationale hovedkvarterer, ministerier, konferencecentre, idrætsanlæg og museer er beliggende i Roms vigtigste forretningsdistrikter; EUR, "Torrino" (syd for EUR), "Magliana", "Parco de' Medici-Laurentina" samt den såkaldte "Tiburtina-dal" langs den antikke Via Tiburtina.
Religion.
a> er et af de tidligste symboler for kristendom i byen
Den største religion i byen i antikken var den romerske religion. De første hellige romerske guder var Jupiter og krigsguden Mars, som ifølge sagnet var fader til Roms grundlæggere, tvillingerne Romulus og Remus. Gudinden Vesta blev tidligt en vigtig del af den romerske gudekreds i det romerske monarki. Gudinden Diana sluttede sig til gudekredsen under monarkitiden og forenede tilbedelsen mellem Rom og adskillige af Roms naboer og skabte derved et grundlag for en koalition. Gudinden Juno blev indført i Rom fra den antikke by Veii, hvor Veii faldt for den romerske hær efter en lang periode med krige mellem de to byer i tiden med den Romerske republik. Andre guder og gudinder blev tilbedt i Rom og tilføjet til gudekredsen under tiderne med monarki og med republik.
I den romerske religion gik man meget op i at fortolke guddommelige budskaber ved naturlige hændelser (varsler). I Rom kunne man imidlertid ikke selv fortolke alle disse varsler, hvorfor man i høj grad satte sin lid til etruskere, som kunne netop dette. Af samme årsag stod Rom uden hjælp til fortolkning af varsler under den sidste krig mod Veii, der var etruskisk, og var tvunget til at sende udsendinge helt til Grækenland for at søge råd hos det berømte orakel i Delfi.
Adskillige andre religioner og importerede mysteriereligioner fortsatte med at eksistere inden for Roms evigt voksende grænser under republik- og kejserperioderne. Dette inkluderede jødedommen, hvis tilstedeværelse i byen dateres tilbage til den Romerske republik og blev ind imellem med magt begrænset til den jødiske ghetto i Rom, ligesom mithraismen, som var den officielle religion i Romerriget i omkring to århundreder. Denne blev fortrængt af kristendommen efter Kejser Konstantins død i det 4. århundrede. Kristendommen blev gjort til den officielle religion i Romerriget i år 380 af Kejser Theodosius 1., hvilket spredte den yderligere og endeligt fortrængte mithraismen og den romerske religion.
Rom blev den ypperligste kristne by (sammenlignet med Antiochia og Alexandria, og senere Konstantinopel og Jerusalem) baseret på historien om, at Sankt Peter og Sankt Paulus blev gjort til martyrer i byen i det første århundrede, samt pga. byens politiske vigtighed. Roms biskop, senere kendt som Paven, hævdede at være højerestående i forhold til alle biskopper og derved alle kristne på baggrund af, at han var efterfølger til Sankt Peter, omkring hvem Jesus byggede sin kirke. Hans prestige var blevet forøget siden 313 gennem donationer fra romerske kejsere og patriciere, inklusiv Lateranpaladset og patriarkalske basilikaer, samt gennem Kirkens generelle stigende indflydelse i samfundet. Pavelig autoritet er blevet udøvet gennem århundrederne med skiftende succes.
Med det tiltagende kaos og uro, som førte til Romerrigets undergang i 476, opnåede paverne mere og mere indflydelse i samfundet, først i Rom og i de omkringliggende områder. Rom blev centrum for den katolske kirke og blev hovedstad for Kirkestaten. Som følge heraf blev et stort antal kirker, klostre og andre religiøse bygninger opført i byen, nogle gang ovenpå rester af ældre førkristne bygninger. Antallet af kirker øgedes kraftigt i Renæssancen, hvor Roms mest betydningsfulde kirker blev bygget (dette inkluderer verdens største kirke, Peterskirken på Vatikanhøjen, samt domkirken Laterankirken). Pavedømmet etablerede først sin bolig i Lateranpaladset og senere i Quirinalpaladset. Da Rom i 1870 med magt blev indlemmet i det nyligt forenede Italienske Kongerige, trak Pave Pius 9. sig tilbage til Vatikanet og erklærede sig selv Savoy-monarkiets fange. De efterfølgende årtier blev præget af konflikter mellem det nyfødte rige og den katolske kirke. Dette blev løst i 1929, hvor Laterantraktaten blev underskrevet i Rom, der gav Den Hellige Stol retten til at regere over Vatikanstaten som en uafhængig, suveræn stat. Roms skytshelgener er stadig Sankt Peter og Sankt Paulus, som begge bliver fejret den 29. juni.
I de senere år er det islamiske samfund vokset betydeligt, især på grund af immigration til byen fra nordafrikanske og mellemøstlige lande. Som et resultat heraf støttede kommunen konstruktionen af den største moske i Europa, som blev designet af arkitekten Paolo Portoghesi og indviet den 21. juni 1995.
Sprog.
Roms oprindelige sprog var latin, som i løbet af middelalderen udviklede sig til italiensk. Sidstnævnte opstod ved sammenløb af forskellige regionale dialekter, hvor den toskanske dialekt var dominerende. Befolkningen i Rom udviklede også sin egen dialekt, Romanesco. Det gamle "romanesco", som blev talt gennem middelalderen, var en syditaliensk dialekt meget tæt på den neapolitanske. Firenzes kulturelle indflydelse gennem renæssancen og frem for alt tilflytningen af mange florentinere til Rom skabte en stærk forandring i dialekten, som nu mere lignede de toskanske variationer. Dette begrænsede sig stort set til Rom indtil det 19. århundrede, hvor det i starten af det 20. århundrede spredtes til andre egne i Lazio takket være bedre transportsystemer samt den stigende population i Rom. Som en konsekvens heraf forlod Romanesco sine traditionelle former og muterede til dialekten, der snakkes i byen, som er tættere på standard italiensk, dog stadig forskellig fra andre Romanesco-påvirkede lokale dialekter i Lazio. Litteratur på traditionelt Romanesco omfatter værker af forfattere som Giuseppe Gioacchino Belli, Trilussa og Cesare Pascarella. Nutidig Romanesco er hovedsageligt repræsenteret af populære skuespillere som eksempelvis Aldo Fabrizi, Alberto Sordi, Nino Manfredi, Anna Magnani, Gigi Proietti, Enrico Montesano og Carlo Verdone.
Universiteter.
Rom er et nationalt centrum indenfor videregående uddannelser. Roms første universitet, La Sapienza (grundlagt i 1303), er det største i Europa og det andetstørste i verden med sine mere end 150.000 studerende. Sidenhen er to nye universiteter kommet til: Tor Vergata i 1982 og Roma Tre i 1992. Sidstnævnte er i dag større end førstnævnte. I Rom eksisterer også et stort antal pavelige universiteter og institutter, inklusiv Gregoriana (det ældste jesuitiske universitet i verden, grundlagt i 1551), det pavelige universitet Sankt Thomas Aquinas ("Angelicum") og mange andre. Byen huser også forskellige private universiteter såsom LUMSA og Istituto Europeo di Design samt en afdeling af Loyola University Chicago.
Musik.
Rom er et vigtigt centrum for musik. Byen huser Accademia Nazionale di Santa Cecilia (grundlagt i 1585), hvortil der er blevet bygget nye koncertsale i det ny Parco della Musica - en af de største musiksale i verden. Rom huser derudover et operahus ligesom flere mindre musikinstitutioner. Byen var desuden vært for Melodi Grand Prix i 1991 samt MTV Europe Music Awards i 2004.
Filmindustri.
Rom huser Cinecittà-studierne, som er de største film- og tv-produktionsfaciliteter i det kontinentale Europa og er center for den italienske filmindustri. Et stort antal af nutidens største filmhits er filmet her. Det 40 ha store kompleks ligger 9 km fra Roms centrum og er en del af et af verdens største produktionsmarkeder, kun overgået af Hollywood, med flere end 5.000 professionelle ansatte (fra sæsonansatte kostumeskabere til specialister inden for visuelle effekter). Her er skabt mere end 3.000 produktioner, fra nylige spillefilm som "The Passion of the Christ" og "Gangs of New York" til filmklassikere som "Ben-Hur", "La dolce vita" og filmene af "Federico Fellini".
Studierne, der blev grundlagt i 1937 af diktator Benito Mussolini, blev bombet af De Allierede under 2. verdenskrig. Cinecittà lagde i 1950'erne grund til adskillige store amerikanske filmproduktioner og blev efterfølge oftest forbundet med Federico Fellini. I dag er Cinecittà det eneste studie i verden med pre-produktions-, produktions og komplette post-produktionsfaciliteter indenfor samme område, hvilket tillader instruktører og producere at ankomme med deres manuskript og forlade stedet igen med en færdig film.
Sport.
Rom var vært for OL i 1960
Rom var vært for sommer-OL i 1960 og er en officiel kandidat til at være vært for OL i 2020. Den mest populære sport i Rom er, ligesom i resten af landet, fodbold. Finalen ved VM i 1990 blev spillet på Stadio Olimpico, som er hjemmebane for de lokale Serie A-klubber AS Roma og S.S. Lazio, hvis rivalisering er centrum for sportskulturen i Rom. Kendte fodboldspillere, der spiller for disse hold og samtidigt er født i byen, har en tendens til at blive specielt populære, som det er set med spillere såsom Francesco Totti og Daniele De Rossi i A.S. Roma samt Paolo Di Canio i Lazio.
Selvom det slet ikke er ligeså populært som fodbold, så er rugby ved at vinde større indpas. Det italienske landshold i rugby har hjemmebane på Stadio Flaminio, hvor de har spillet i Seksnationersturneringen siden 2000, dog uden at have vundet den. Flere lokale rugbyhold holder til i Rom, eksempelvis "Unione Rugby Capitolina", "Rugby Roma" og "S.S. Lazio".
Hvert år i maj afholdes ATP Masters Series-tennisturneringen i Rom på grusbanerne ved Foro Italico. Cykling var uhyre populært i perioden efter 2. verdenskrig. Giro d'Italia har to gange, i 1989 og 2000, haft sin sidste etape ved Rom. Hvert forår afholdes Rom Marathon, som anses for at være den sportsbegivenhed i Italien med størst tilslutning. Der dyrkes også mange andre sportsgrene i Rom, såsom basketball, håndbold, volleyball og vandpolo.
Lufthavne.
Ved Rom er der tre lufthavne, hvoraf de to vigtigste er ejet af "Aeroporti di Roma". Den interkontinentale Leonardo Da Vinci International Airport, der ligger sydvest for Rom, er Italiens vigtigste lufthavn. Denne er også kendt under navnet "Fiumicino", som også er navnet på den kommune, den ligger i. Den ældre Rom-Ciampino Lufthavn (kaldet "Ciampino") er en kombineret civil og militær lufthavn, der ligger tæt ved grænsen til kommunen Ciampino sydøst for Rom.
En tredje lufthavn, "Aeroporto dell'Urbe", er en lille og mindre trafikeret lufthavn beliggende omkring 6 km nord for bymidten, og som hovedsageligt beskæftiger sig med helikopter- og privatflytrafik. En fjerde lufthavn i den østlige del af byen, Centocelle Lufthavn, er nu lukket for flytrafik, og pladsen huser nu "Comando di Squadra Aerea", som koordinerer luftvåbnets aktiviteter, samt "Comando Operativo di Vertice Interforze", der koordinerer alle italienske militære aktiviteter. Store dele af lufthavnet er ved at blive omdannet til et offentligt parkområde.
Jernbaner.
Rom er midtpunkt for de italienske jernbaner.
Roms hovedbanegård, Roma Termini, blev åbnet i 1863, og efterfølgende nedrevet og genopført fuldstændigt mellem 1939 og 1951. Den ligger på Esquilinhøjen og bliver drevet af "Grandi Stazioni", mens den hovedsageligt bliver betjent af Trenitalia. Den er en af de største banegårde i Europa og bliver besøgt af 600.000 passagerer dagligt. Den har 29 jernbaneplatforme og fungerer også som indkøbscenter og kunstgalleri.
Den andenstørste banegård i byen er Roma Tiburtina, som er ved at blive udbygget til at kunne håndtere højhastighedstog. Af andre betydningsfulde stationer kan nævnes "Roma Ostiense", "Roma Trastevere", "Roma Tuscolana", "Roma San Pietro", "Roma Nomentana" og "Roma Casilina".
Bymæssig transport.
Romersk sporvogn i Largo di Torre Argentina
I Rom drives et 2-linjes undergrundsbanesystem kaldet "Metropolitana" eller bare Roms Metro. Etableringen af den første linje blev påbegyndt i 1930'erne. Det var planlagt, at linjen hurtigt skulle forbinde hovedbanegården Termini med det nyligt planlagte E42-område i de sydlige forstæder, hvor Verdensudstillingen i 1942 skulle afholdes. Arrangementet fandt aldrig sted, og området blev senere delvist redesignet og omdøbt til EUR i 1950'erne, for at fungere som et moderne erhvervsdistrikt. Linjen blev endeligt åbnet i 1955 og er i dag del af B-linjen. A-linjen fra "Ottaviano-" til "Anagnina-"stationerne åbnedes i 1980 og blev senere forlænget i etaper (1999, 2000) til "Battistini". I 1990'erne blev der åbnet en forlængelse af B-linjen fra Termini til "Rebibbia".
Dette undergrundsnetværk er generelt ret pålideligt på grund af dets relative korte linjer, selvom det dog kan blive overfyldt ved spidsbelastningstidspunkterne og ved særlige begivenheder. Siden 2005 har dets totale længde været 38 km. De to nuværende linjer krydser kun hinanden ved Roma Termini banegården.
En ny gren af B-linjen (B1) er ved at blive etableret med en estimeret pris på 482.900.000 euro. Denne er planlagt at åbne i 2010. B1 vil forbindes med linje B ved Piazza Bologna og vil have 4 stationer over en distance på 3,9 km.
En tredje linje, linje C, er også ved at blive etableret med en estimeret pris på 3.000.000.000 euro og vil have 30 stationer over en distance på 25,5 km. Den vil delvist erstatte den eksisterende jernbanelinje "Termini-Pantano". På C-linjen vil der køre fuldautomatiserede, førerløse tog. Den første sektion er fastsat til at åbne i 2011 og de resterende sektioner i 2015, men arkæologiske fund forsinker ofte arbejdet. En fjerde linje, linje D, er i øjeblikket ved at blive planlagt, og den vil have 22 stationer over en distance på 20 km. Den første strækning på D-linjen er tiltænkt at skulle åbnes i 2015, mens de resterende sektioner skal færdiggøres inden 2035. Der er forslag om en femte linje, linje E, som skal erstatte "Roma-Lido-jernbanen" med en metrolinje i 2011.
Roms Metro er bare en del af et vidtgående transportsystem, som også er sammensat af et sporvognsnetværk, og toge der forbinder både byen og forstæderne samt en ekspreslinje til Fiumicino-lufthavnen. Hvor de statslige jernbaner overvejende yder sin service i yderområderne med mere end 20 stationer spredt rundt i byen, så kører "Roma-Lido-", "Roma-Pantano-" og "Roma-Nord-"linjerne nærmest som var de metrolinjer. Et andet togsystem med syv linjer skaber forbindelse med Romområdets opland. En af disse fører til byens anden lufthavn, Ciampino.
Rom har også et omfattende bus- og letbanesystem. Det offentlige transportfirma "ATAC"s engelske hjemmeside gør det muligt at udregne en rute på tværs af busser, letbane og undergrundsbaner. "Metrebus integrerede betalingssystem tillader billetindehavere og kortholdere at rejse med alle firmaets transportmidler indenfor gyldighedsperioden.
Zone med begrænset motortrafik (ZTL).
Kroniske problemer med trafikpropper gennem 1970'erne og 1980'erne førte til et forbud mod uautoriseret trafik i den centrale del af byen på hverdage mellem kl. 6 og 18. Denne del af byen kaldes officielt "Zona a Traffico Limitato" (ZTL) op italiensk. Tung trafik i nattelivet i weekenden har inden for de seneste år ført til oprettelsen af andre ZTL'er i Trastevere- og S. Lorenzo-distrikterne om natten, og der forsøges med en ny natlig ZTL i Roms bycentrum. Parkeringspladser langs gaderne er i store områder af byen omdannet til betalingspladser, mens nye nedgravede parkeringspladser har bredt sig i byen. Rom har 21 taxaer for hver 10.000 indbyggere, hvilket er langt under andre europæiske storbyer..
Til trods for alle tiltag forbliver Roms trafik et stadigt tilbagevendende problem.
Romance.
Romancen voksede frem som en meget populær litterær genre ved det franske hof i det 12. århundrede. Hovedpersonerne er gerne en ung og fattig, men ædel ridder, og en adelig kvinde der er gift eller skal giftes med en anden.
Romansk stil.
a> magt og en ny tid; symboliseret den store skala og arkitektoniske innovation. Grundlagt ca. 1030.
Romansk stil er betegnelsen for en stil, der var udbredt i højmiddelalderens Europa fra omkring 1000 til ca. 1150. Udtrykket "romansk" skyldes, at stilen er opkaldt efter romersk byggeskik. I Danmark varede den ca. fra 1050 til 1240. Romansk stil kaldes også "rundbuestil" i modsætning til den gotiske spidsbuestil. Generelt siger man, at den romanske stil - ud over de rundbuede murgennembrud - er præget af tunge, vandrette bygningsdele, hvor gotikken er lodret i sit præg.
Grundplan af romansk kirke i basilikaform. A = Skibet B = Koret C = Apsis
I begyndelsen var de typiske romanske kirke simple langhuse. Med tiden blev formen 3-delt. Den første del, det firkantede, rektangulære langhus, kaldes for skibet), fordi kirken ligesom Noas ark frelser mennesker fra fortabelse. Den anden del, der er smallere og lavere, kaldes for koret. Det var her, hvor munkene stod og sang vekselsang. Endelig er der apsis - en endnu smallere og lavere tilbygning. Denne grundform kan så varieres. Basilika kaldes den form, hvor skibet har lavere sideskibe. Til den almindelige form kunne man også føje et tværskib, så grundformen lignede et latinsk kors eller et græsk kors.
Romansk kunst.
a> på nederst på tårnets sydmur.
Meget af den romanske kunst skal forestille kampen mellem det gode og det onde. Et hovedtema er skellet mellem frodig og livgivende natur og kaotisk og destruktiv natur. Motivmæssigt fungerer de to tilstande som et symbolsk billede på det kristne gudsrige overfor ondskaben. Et eksempel er udsmykningen af kirkernes ydermure. Udsmykningen af dem skal ofte afspejle, at de markerer den symbolske overgang mellem de to domæner.
Dyr, ofte slanger og løver, bruges ofte symbolsk, men de er ofte dobbelttydige, og kan repræsentere både det gode og det onde. Betydning afhænger i reglen af positur og placering; fx hvor dyret er placeret i forhold til udsmykningens hovedmotiv og hvorvidt lemmer og haler er løftede eller sænkede, eller om de er fremstillet som tæmmede eller som utæmmede. På den måde kan slanger symboliserede både ondskab og visdom, mens løver kunne være billede på både mod/styrke og vildskab/rov, dvs. både Kristus og djævelen. Kunsthistorikeren Lise Gotfredsen har forklaret dette med, at begge symboler tilsyneladende kan rumme begge poler i sig på samme tid. Hun mener, at denne forestilling er udtryk for en dynamisk tænkning og en cirkulær verdensopfattelse, hvor liv og død, vækst og ødelæggelsen hænger sammen. Gotfredsen tolker på den baggrund løven som et ’’genfødselsdyr’’, hvilket ifølge hende kan forklare hvorfor mange døbefonde blev udsmykket med løver. Hun henviser også til, at dåben blev opfattet som en rituel død (drukning) og efterfølgende genfødsel til gudsriget.
Cirkelmønstre er også et fremtrædende element i romansk kunst. Cirklen blev i middelalderen opfattet som udtryk for guddommelig orden. Dyr der danner cirkler ved at bide sig selv i halen har på den måde guddommelig betydning og et kraftfuldt tegn på uovervindelighed. Det kan fx være en slange, der bider sig selv i halen. Livstræet er et andet vigtigt symbol igennem hele middelalderen, det er repræsenteret vha. af planteornamenter.
Romansk stil i Danmark.
Apsis på Broager Kirke. Romansk stil
De fremmeste eksempler på romansk stil i Danmark er landsbykirkerne. Dem findes der i dag omkring 1650 af. Hovedparten er opført i basilikaform, mens en mindre del er rundkirker.
Den romanske stil bliver udbredt i Danmark i slutningen af 11. århundrede. De ældste stenkirker og første romanske kalkmalerier stammer formentlig fra 1080'erne, og herefter bliver den romanske stil hurtigt den dominerende stilart indenfor kunst og arkitektur. Det betød dog ikke at den traditionelle nordiske stil forsvandt fuldstændigt med det samme. Der blev fortsat fremstillet ornamenter i den gamle stil, og i perioden indtil omkring 1150 eksisterede der en blandingsstil af den romanske og den nordisk Urnesstil. Baggrunden for sammenblandingen er måske at kirkekunsten i Danmark i den tidlige højmiddelalder blev lavet under opsyn af udenlandske håndværksmestre, der havde lokale elever i deres værksted. De kan så have tilføjet traditionelle former til værkerne.
Indtil ca. år 1100 er en tydelig engelsk indflydelse på dansk kunst og arkitektur, men herefter forsvinder den gradvist, for i stedet at blive afløst af tysk og lombardisk indflydelse. Gotfredsen mener, at dette skifte øjensynligt er et resultat af det katedralbyggeri, der fulgte oprettelsen af det nordiske ærkebispesæde i Lund i 1103. I den forbindelse blev håndværksmestre fra netop de områder hentet til Danmark, for at bistå til opførelsen af domkirken i Lund. Efter 1150 bliver den franske indflydelse dominerende, da den tidlige gotik udbredes derfra. Omkring år 1100 bærer kunsten i hele Vesteuropa præg af at være international. Inspiration og stilarter blandes fra mange steder. Fx har akantus-illumineringer i ottonsk bogkunst store ligheder med nordisk Urnesstil.
Gotfredsen mener, at sammenblandingen af romansk og Urnesstil blev brugt bevidst til at fremstille skellet mellem det gode og onde. Da de kaotisk sammenfiltrede mønstre, der kendetegner Urnesstilen, kan bruges til at danne en kontrast til den romanske stils mere rene linjer og geometriske orden. Et eksempel er Lisbjergaltret, der både er udsmykket med elementer fra Urnesstil og romansk stil. Hun mener, at kontrasten mellem de stilarter skal illustere den teologiske idé om menneskelivet som en åndelig rejse mod det guddommelige. På altret vises vha. en rejse fra den gamle kaotiske stil til den nye rene.
Løver var meget almindelig i dansk romansk kunst.
Roning.
Roning er en sportsgren, hvor man ror i robåde med ryggen mod sejlretningen. Det er en sport som alle kan være med til fra de når 12 års alderen. De unge begynder allerede der at ro kaproning. Man kan ro motionsroning eller kaproning. Der findes mange bådtyper men for det meste bruges inriggere (bredere både) til motionsroning og outriggere (tyndere både) til kaproning og disse både er også de olympiske bådtyper.
Desuden findes der også en form for roning hvor der roes længere ud på havet, bl.a. er der roet på tværs af Atlanten.
Roning kan praktiseres med både én og to årer pr. mand, hvor to-åresroning betegnes som "sculling" på engelsk mens roning med én åre blot betegnes som "rowing".
Den første sæson, som i Danmark som regel strækker sig fra sommertidens start helt indtil vi skifter til vintertid, skal den nye roer lære en hel del om båden, kommandoer og teknik. De nye roere kaldes kaniner. Ved afslutningen af deres første sæson bliver de udsat for en kanindåb, på den måde bliver de ægte roere. Mange roklubber er gået væk fra at indvie kaniner, da det bliver anset for at være en for barsk tradition. En kanindåb er forskellig fra klub til klub, men minder i sin helhed meget om en polardåb.
Rorate.
Rorate er den fjerde søndag i advent.
Rosenborg Slot.
Rosenborg slot er bygget efter ordre fra Christian IV 1606-1607 i en nyanlagt park, Kongens Have, uden for Københavns daværende volde. Først var Rosenborg et lysthus, men med udvidelser i 1613-1615, 1616-1624 og igen i 1633 blev det det pragtslot vi kender i dag, og som var bolig for skiftende konger frem til 1710. Det er opført i nederlandsk renæssancestil, der er typisk for tidens bygningsværker.
I dag er det et kulturhistorisk museum, De Danske Kongers Kronologiske Samling, der fortæller de danske kongers historie gennem 300 år, fra Christian 4. o. 1600 til Frederik 7.s død 1863, og er hjemsted for de danske kronregalier og kronjuveler, som også kan beses.
Se også.
Greve af Rosenborg
Rosenkavaleren.
Rosenkavaleren ("Der Rosenkavalier"), op. 59, er en komisk opera i tre akter med musik af Richard Strauss og libretto af den østrigske forfatter Hugo von Hofmannsthal. Den fik premiere på Semperoper i Dresden den 26. januar 1911. Operaens handling udspiller sig i Wien omkring 1740.
Rosenstokken.
Rosenstokken er det hudbeklædte knoglefremspring på pandebenet hos hjorte, ud fra hvilket geviret, som også er kaldet takken, vokser frem.
Rosiflengius.
Rosiflengius er et udtryk, der stammer fra Ludvig Holbergs komedie "Det lykkelige Skibbrud" og bruges om en person, der roser overdrevent og uden kritisk vurdering. Ordet er et portmanteau der sammensætter ordene "ros" og "i flæng".
Rotation.
Rotation er bevægelsen af et legeme, væske eller gas og for faste legemer på en sådan måde, at alle legemets punkter forbliver i en fast afstand fra et fikspunkt. Rotation i gasser og væsker forårsager turbulens. Fikspunktet kan være inde i legemet, og så siges legemet at rotere om sig selv, eller at det spinner. I det 3-dimensionelle rum er der mere end et fikspunkt for en given rotation; disse udgør en linje, som også kendes som en rotationsakse.
Et objekt kan have rotation med hensyn til andre objekter ved hjælp af et eller flere hængsler - f.eks. døre, sakse.
Rotationens størrelse måles som en vinkelhastighed, da det ikke giver mening at tale om en rotationshastighed, medmindre en afstand fra rotationsaksen er given.
Eksempler på legemer, der er designet til at rotere, er: Hjul, propel, svinghjul, rotor.
Rotor.
En rotor er en roterende maskindel eller motordel (modsat stator).
På en helikopter er rotoren betegnelsen for de propeller der holder den flyvende. De fleste helikoptere har et traditionelt design med en stor, vandret hovedrotor og en mindre, lodret (eller næsten lodret) halerotor. Sidstnævnte har til formål at afholde helikopteren fra at dreje rundt i luften, for når den drejer hovedrotoren den ene vej, vil flykroppen jo gerne dreje modsat; der er jo intet til at holde den fast.
Bladene på en hovedrotor sidder fast på et rotorhoved, der er et temmelig avanceret stykke mekanik. Ud over at overføre motorens kraft til rotoren sørger rotorhovedet for at pilotens to 'styrepinde' får rotorbladene til at ændre løfteevne. Når bladet drejes lidt om sin længdeakse ændres bladprofilens angrebsvinkel og dermed også bladets løfteevne. Hvis alle bladenes løfteevne øges lige meget, vil helikopteren stige. Det er også muligt at få bladene til at bære forskelligt, alt efter om de peger fremad, bagud eller til siden. Hvis bladene bringes til at bære mere når de peger bagud, vil det plan rotoren roterer i ikke være vandret men hælde svagt fremover og dermed trække helikopteren både frem og op. På lignende måde kan en helikopter bakke og flyve til siden.
Rotting.
Rotting (fra malajisk "rotan") er seje, bøjelige rør af klatrepalmer beslægtet med spanskrør "(Calamus)".
De kendes også som peddigrør eller rattan.
De har en bred anvendelse til kurve og møbler, f.eks en rottingstol.
Rørene har haft anvendelse til spadserestokke, paraplyhåndtag og som afstraffelsesinstrument.
En sådan stok kaldes også en rotting eller et spanskrør.
Ordet "rotting" har også været brugt om afstraffelse med spanskrør.
Roulade.
En roulade er, som navnet lidt antyder, en rullet kage med fyld, oftest en form for creme. Derudover kan en roulade også være et virtuost udført toneløb.
Rovdyr.
Rovdyr (Carnivor) er økologisk set alle de dyr, som lever af at æde andre dyr, og pattedyrene er langt fra de eneste, som har kødædende grupper. Rovdyr findes blandt amøber og nematoder over bløddyr (snegle og blæksprutter f.eks.) til leddyr (edderkopper, insekter og krebsdyr f.eks.), fisk, padder, krybdyr og fugle. Også parasitter regnes i princippet som rovdyr.
Rovdyr i økologisk lys.
Rovdyrets gevinst er, at de udnytter en niche, der består af næringsrige byttedyr. Dets ulempe er, at dyrene først skal findes og derefter fanges og dræbes, noget der alt sammen kræver et stort energiforbrug. Rovdyrene ligger altså under for en ubønhørlig kalkyle: giver det energimæssigt overskud at jage byttet, eller er det mest fordelagtigt at lade det løbe?
Dette grundvilkår gør også, at der kun er meget få rovdyr, som har specialiseret sig i at jage andre rovdyr. Antallet af byttedyr er meget lille, så det kræver lange, opslidende jagter at finde og nedlægge føden, og dertil kommer, at byttedyrene er i stand til at forsvare sig. Derved kan et enkelt lille sår fra en ellers vellykket jagt blive katastrofal for den, der lever af rovdyr.
Royal Air Force.
Royal Air Force (RAF'") er det britiske luftvåben (bogstaveligt "kongeligt luftvåben").
Det blev dannet d. 1. april 1918 som et resultat af den britiske generalstabs modvilje mod at udstationere jagerfly rundt om London. Tysklands kejserlige flyvertropper havde siden 1917 bombet London med flermotorers bombefly (Gotha og Staaken Riesenflugzeug III) fra Belgien. I 1915 havde tyske zeppelinere bombet London og Paris, men disse angreb var ineffektive. De 60 dræbte civile briter skulle hævnes og det blev RAF's "raison d'être". I krigens sidste syv måneder nedkastede RAF's bombefly 550 tons bomber over Ruhr-distriktets flymotor-, sennepsgas-, granat- og kanonfabrikker. To dage før krigsafslutningen, forhindrede vejret historiens første luftangreb på Berlin.
"Royal Air Force" er et konglomerat af hærens "Royal Flying Corps" og Royal Navys "Royal Naval Air Service". I august 1914 havde RFC 63 fly fordelt på fire eskadriller og 2.000 ansatte. I 1914 producerede britiske fabrikker 211 fly. I november 1918 havde RAF 22.647 fly og 103 luftskibe, fordelt på 383 eskadriller og 300.000 ansatte, hvoraf 25.000 var kvinder. I 1918 blev der produceret 3.500 fly om måneden.
RAF var lige ved at blive nedlagt i forbindelse med nedrustningen efter 1. verdenskrig, men luftmarskal Trenchard overbeviste politikerne om, at RAF-fly var billigere til at nedkæmpe oprør rundt omkring i øde bjerg- og ørkenområder i det Britiske Imperium end udstationerede regimenter.
Da RAF stod for al britisk militær flyvning, blev hangarskibsfly forsømt kraftigt. Briterne var de første til at angribe med hangarskibsfly under 1. verdenskrig, alligevel havde de kun biplaner om bord ved 2. verdenskrigs begyndelse. På det tidspunkt var hangarskibsflyene overført til "Royal Navy"s flyvetjeneste "Fleet Air Arm", men briterne var sakket agterud - sammenlignet med USA og Japan.
Anden verdenskrig.
I 1936 blev den flyvende del af Storbritanniens luftforsvar samlet i "Fighter Command". "Fighter Command" var højt prioriteret og fik mange ressourcer i kampen mod Luftwaffe.
Under Slaget om England stod "Fighter Command"s 710 jagerfly overfor "Luftwaffes" 1.089 jagerfly. 498 RAF-piloter blev dræbt mod 1.887 nedskudte tyske jager- og bombefly. Winston Churchill udtalte bagefter: "Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget".
Datidens luftkrigsteoretikere påstod, at krige kunne vindes med bombefly, så RAF's offensive kapacitet blev samlet i "Bomber Command" i 1936. Da Hitler havde opgivet at invadere England i 1941, svulmede "Bomber Command", da det var Storbritanniens eneste mulighed for at spille på Nazitysklands banehalvdel. "Bomber Command" fløj 364.514 missioner, kastede 1.030.500 tons bomber og mistede 8.325 bombefly. 55% af flyverne blev dræbt, 12% blev krigsfanger, 2% undgik tilfangetagelse, 3% blev hjemsendt pga. skader og 27% gennemførte krigen uskadte.
3-4 % af bomberne ramte deres mål og et sted mellem 300.000 og 500.000 civile tyskere døde af "Bomber Command"s tæppebombninger af de tyske byer. I Danmark nedkastede "Bomber Command" bl.a. søminer, våbencontainere og SOE-agenter.
I 1936 dannedes "Coastal Command", der skulle sænke en eventuel tysk invasionsflåde. "Coastal Command" kom til at beskytte konvojerne mod ubåde, når de var i nærheden af de britiske øer og genere aksemagternes konvojer forbi Malta. "Coastal Command" var nedprioriteret under hele krigen og var en blanding af forældede fly, amerikanske våbenhjælpsfly og tidligere civile flyvebåde. I starten havde de almindelige bomber, der skulle ramme ubådene for at detonere - først i 1941 blev der brugt dybdebomber, der detonerede ved siden af ubådene.
I løbet af ørkenkrigen i Nordafrika samledes Commonwealth-flystyrker fra "Middle East Command" i "Desert Air Force". Det udførte nærstøtte til ørkenrotterne og da de Allierede invaderede Sicilien i 1943, blev 'ørkenluftvåbnet' omdøbt til "1st Tactical Air Force" efter amerikansk mønster. Det kæmpede sig sammen med USAAF 15th Air Force op gennem den italienske halvø. 1. TAF blev nedlagt i 1946.
I juni 1943 blev eskadriller fra "Fighter Command" og "Bomber Command" øremærket til D-dagen og samlet i "2nd Tactical Air Force" i Sydengland. 2. TAF skulle nedslide de tyske tropper i Nordvestfrankrig. Efter invasionen anvendte det feltflyvepladser i de befriede områder. Efter 2. verdenskrig blev 2. TAF omdøbt til "RAF Germany" som en del af besættelsesstyrken i Vesttyskland.
I december 1943 blev de overlevende Commonwealth-flystyrker fra "Far East Command" i Indien og Burma reorganiseret i "3rd Tactical Air Force" til felttoget mod japanerne. Da krigen i Vesteuropa så ud til at afsluttes, fik 3. TAF overført tidsvarende enheder i 1944. Grundet afkolonisationen blev 3. TAF's sidste opgave at være besættelsesstyrke i Japan og blev nedlagt i 1948.
Prosaiske opgaver i Storbritannien blev udført af "Training Command" (1936-1977), "Transport Command" (1943-1967) og "Balloon Command" (1938-1945) med spærreballoner. Under Slaget om England beskyttede 2.400 balloner Sydengland, men mange af dem blev skudt i stykker af Luftwaffe. I juni 1944 opstilledes 1.740 spærreballoner rundt om London og 279 V-1'ere blev standset. En stor del af "Balloon Command"s folk var kvinder.
"Ferry Command" var et sammenrend af kvinder og gamle mænd (+30 år), der overførte kampfly fra fabrikkerne til eskadrillerne. Fra at være en sjældenhed, blev transatlantiske flyvninger rutine. Cirka 9.000 fly blev overført og omkring 100 forsvandt undervejs. Trædestenene Narsarsuaq og Keflavik blev anlagt, grundet de enmotorede flys korte rækkevidder.
I maj-juni 1941 udførte Luftwaffe "Unternehmen Merkur" og erobrede med faldskærmstropper Kreta, på trods af at briterne havde knækket Enigma og kendte Hitlers planer. Man havde troet at jordpersonellet på RAF-basen Maleme kunne forsvare basen. Malemes flymekanikere, kontorister, kokke, mulddyrdrivere og brandfolk blev løbet over ende af de tyske elitesoldater - "die grünen Teufel". Den 1. februar 1942 blev "Royal Air Force Regiment" dannet. De beskyttede RAF-baserne med nærforsvarsstyrker og 40 mm Bofors antiluftskyts.RAF Regiment deltog tillige i erobringen af Luftwaffe-baser på Vestfronten. I 1958 blev de udrustet med Bloodhound luftværnsmissiler der senere blev udskiftet med Rapier-missiler. Ved optræk til uroligheder sendes RAF Regiment-eskadriller af sted som de første. De sikrer internationale lufthavne, før transportfly med hærenheder ankommer. Dette er sket adskillige gange, når tidligere kolonier er blevet truet af deres stærke naboer eller oprørsgrupper.
Jetlaurbær.
RAF deltog ikke med kampfly i Koreakrigen men "Royal Australian Air Force" deltog med Meteor F.8 jagerfly, RAF's frontliniejagere. De ligevingede Meteorer havde ingen chancer mod de sovjetiskbyggede, pilvingede MiG-15 ligesom de fleste andre af FN-styrkens fly. Det eneste fly, der kunne måle sig med MiG-15, var de amerikanske, pilvingede North American F-86 Sabre. Da RAF-styrker udstationeret i Vesttyskland ville møde tusinder af MiG-15 fly i tilfælde af en 3. verdenskrig, skyndte man sig at anskaffe 428 Sabre F.4 i 1952 ligesom de andre NATO-lande. Mange briter følte, at det var "flovt, at jetflyets vugge skulle købe udenlandske jetfly for at forsvare sig!!".
I 1954 modtog man pilvingede Hawker Hunter jagerfly og den britiske ære var reddet.
Terrorbalancen.
Et sovjetisk missilangreb på de britiske øer kunne opdages 5 minutter før nedslaget. For at afskrække Kreml fra dette, oprettede RAF "V-force". Dette var kernevåbenbestykkede, subsoniske jetbombefly, udstationeret på britiske baser på 4 minutters varsel. Tre fabrikker blev bedt om forslag til bombeflyet, men det viste sig at de tre forslag supplerede hinanden fint; Vickers Valiant var mindst avanceret, men var garanteret gennemførlig, Avro Vulcan havde den største rækkevidde og Handley Page Victor den største bombelast. "Bomber Command" opererede alle tre typer og "V-force" navnet skyldtes de tre flynavnes begyndelsesbogstaver.
I 1955 blev den første britiske atombombe, "Blue Danube" kastet af en Valiant over et australsk testområde og i 1957-58 kastede Valiant brintbomber ("Operation Grapple") i nærheden af Christmas Island i Stillehavet. V-styrken var udstyret med "Blue Steel" missiler, der kunne affyres 90 kilometer fra målet. Nedskydningen af U-2-piloten Gary Powers over Sverdlovsk i 1960, overbeviste RAF om at V-styrken skulle trænge ind i sovjetisk territorium under radarhøjden. Dette var yderst stressende og Valiantflyene revnede i stykker. I 1969 overtog Royal Navys atomubåde Storbritanniens atomafskrækkelse og V-flyene blev ombygget til konventionelle bombefly, rekognosceringsfly og tankfly.
V-bombeflyene blev brugt som konventionelle bombefly i Suez-krisen (Valiant), Malaysia (Victor) og Falklandskrigen (Vulcan) med ringe resultat.
Fra 1958 til 1963 havde RAF opstillet 60 jordbaserede, amerikanskbyggede PGM-17 Thor mellemdistancemissiler. Fra East Anglia kunne de nå den europæiske del af Rusland med 1,44 mT sprænghoveder. Thor blev opgivet, da Royal Navys UGM-27 Polaris-missiler var mindre sårbare over for overraskelsesangreb.
Radarlaurbær.
I midten af tresserne blev de britiske øer forsvaret af English Electric Lightning F.6 der kunne flyve med dobbelt lydhastighed. Det havde to svagheder: Det kunne kun være i luften i 55 minutter og "Ferranti Airpass AI-23B" radaren kunne ikke skelne mellem ekkoer fra lavtgående fly og jorden. Den amerikanske vietnamveteran McDonnell Douglas F-4 Phantom II kunne være i luften i over to timer, og dens "Westinghouse AWG-10" radar var en dopplerradar, der kunne skelne lavtgående fly. AWG-10 var for stor til Lightning F.6, så "radarens vugge" måtte bide i det sure æble og indkøbe Phantom FGR.2, som RAF kaldte flyene. Som et plaster på såret fik de Rolls-Royce Spey-motorer, der gjorde flyene 3 mio. £ dyrere pr. fly.
Man modtog dem i 1968, og de afløste Hunter jagerbombere og Canberra rekognosceringsfly i Tyskland, og man havde også fly udrustet med amerikanske atombomber på 15 minutters varsel. Senere afløste de Lightning jagerne og kunne fra skotske baser afvise sovjetiske rekognosceringsfly, længe før de fotograferede ubådsbaserne. I 1978 skrottede Royal Navy sit sidste hangarskib HMS "Ark Royal" og deres Phantom FG.1 blev overført til RAF.Fra 1974 blev de selv afløst af britisk-franske Jaguar GR-1 jagerbombere og af Tornado F.3 jagere i 1992.
Tommer og millimeter.
Den SI-orienterede franske flyindustri og den britiske flyindustri med dets tommer og lbs gik sammen om at fremstille det eneste overlydspassagerfly i verden; Concorden fra 1969. De erfaringer, der fremkom, blev udnyttet til at udvikle militære fly. En suite af helikoptere, Gazelle (1967), Lynx (1971) og Puma (1970), blev udviklet af Aérospatiale og Westland. BAC og Bréguet dannede selskabet SEPECAT med ét formål, nemlig at udvikle jagerbomberen Jaguar, der fløj første gang i 1968. Sammen med Vesttyskland og Italien dannede Storbritannien selskabet Panavia, der udviklede jager/jagerbomberen Tornado i 1974. Det sidste er Eurofighter Typhoon, der er opstået gennem et samarbejde mellem Storbritannien, Italien, Spanien og Tyskland.
Uden for Europa indgår Storbritannien, i stil med Danmark, i Joint Strike Fighter-samarbejdet. Dette bruger dog amerikanske måleenheder.
Operation Granby ===.
Operation Granby var den britiske terminologi for Golfkrigen i 1991. Den 17. januar havde RAF deployeret 146 fly til Saudi-Arabien og Tornadoflyene var blandt de første fly, der deltog i luftkrigen. Flyenes specielle lavtflyvningsevner blev brugt til, at sætte det irakiske luftvåben ud af spillet på jorden, i løbet af de første nætter. Seks Tornadoer gik tabt før de laserstyrede bomber kunne tages i brug.
RAF's kokarder anvendtes også af forgængerne "Royal Flying Corps" og "Royal Naval Air Service", Commonwealth-landenes luftvåben indtil 1940'erne - "Royal Australian Air Force", "Royal New Zealand Air Force", "Royal Rhodesian Air Force", "Royal Canadian Air Force", "South African Air Force" osv. Endelig bruges RAF's kokarder også af Royal Navys "Fleet Air Arm" (1937-) og den britiske hærs "Army Air Corps" (1942-).
Flytyper.
Årstallene i parentes er det år, hvor flytypen blev operativ i RAF eller dets forgængere.
Første verdenskrig.
1. verdenskrigs flytyper var som udgangspunkt biplaner.
Britiske flytyper udfaset før 1. april 1918 er ikke med (f.eks. Sopwith Triplane).
Mellemkrigstiden.
Flytyper der blev operative efter 1. verdenskrig og udfaset før 2. verdenskrig.
[DK] betyder at de også blev anvendt af Danmark.
Biplaner.
Jagerfly havde normalt én motor og én pilot.
Anden verdenskrig.
2. verdenskrigs flytyper var som udgangspunkt monoplaner og brugte stempelmotorer.
Flytyper anvendt af "Naval Air Branch" (f.eks. Hawker Nimrod), "Fleet Air Arm" (f.eks. Fairey Swordfish) eller "Army Air Corps" (f.eks. Airspeed Horsa) er ikke på listen.
Jagerfly, britiske.
Jagerfly havde som regel kun én motor og én pilot.
Våbenhjælpsfly, USA.
Amerikanske flytyper fik ofte særlige britiske navne.
Den Kolde Krig.
Flytyper der først blev operative efter 2. verdenskrig.
Kampfly udfaset før "Strike command" blev oprettet i 1968.
Støttefly udfaset før "Support command" blev oprettet i 1973.
Storbritanniens militær.
Storbritanniens militær består af tre værn: Flåden, hæren og luftvåbenet.
De kaldes normalt "British Armed Forces" eller "Her Majesty's Armed Forces", og nogle gange "Armed Forces of the Crown". Styrken består af et personel på 429.500 i 2006 (195.900 aktive, 191.300 i reserven og 42.300 i den frivillige reserve). Der er således tale om en af de største militære styrker i Europa, men kun den 26. største i verden. Storbritanniens militær har dog det 2. største budget - kun overgået af USA. Den øverstkommanderende er monarken (Dronning Elizabeth II) og de ledes af "the Defence Council", som hører under forsvarsministeriet (MoD). I praksis er det dog premierministeren, der har styrken.
Storbritanniens flåde.
Den britiske flåde hedder "Royal Navy".
Storbritanniens hær.
Den britiske hær hedder "British Army". Modsat de andre værn hedder den således ikke "Royal". Forklaringen på dette fremgår under hovedartiklen om den britiske hær.
Storbritanniens luftvåben.
Det britiske luftvåben hedder "Royal Air Force".
Royal Navy.
Royal Navy var oprindeligt den kongelige engelske flåde og blev senere Storbritanniens flåde.
Starten på Royal Navy er ret usikker. I begyndelsen bestod den af private kaperskibe, der kun nødtvungent underlagde sig en fælles kommando.
I 1588 var England omgivet af stærke katolske lande, og den spanske kong Filip 2. sendte den uovervindelige armada på 130 krigsskibe mod England. Den engelske dronning Elisabeth (1.) mobiliserede 55 kaperskibe mod armadaen. Den engelske styrke sænkede kun 3 skibe, hvorimod en storm sænkede 67 skibe fra kong Filips armada. Den engelske propaganda udlagde det som en stor sejr for England, og England blev tilskyndet til at have en stærk flåde.
I 1805 blev slaget ved Trafalgar udkæmpet mellem en mindre britisk flåde og en større fransk-spansk flåde. Det var et af Royal Navys største søslag. Briterne, anført af admiral Lord Nelson, var sejrherrer og Trafalgar gjorde, at Napoleon opgav sin plan om at invadere England. Det blev slået fast, at Storbritannien var den stærkeste sømagt, en position det beholdt indtil midten af 2. verdenskrig. Det var også i den periode, at det Britiske Imperium var i færd med at udvide og udvikle sig til at være det største imperium i verdenshistorien.
Skibe i Royal Navy har præfikset HMS, hvilket betyder "Her (His) Majesty's Ship". Krigsskibe fra Commonwealth-flåder hed HMAS "Her Majesty's Australian Ship", HMCS - Canada, HMNZS - New Zealand osv.
"Rule Britannia, Britannia rule the waves! Britons never, ever, ever shall be slaves!" er en patriotisk nationalsang der hylder Royal Navy i et imperium hvor solen aldrig gik ned.
Royal Navy i dag.
Royal Navy indgår i Naval Service sammen med Royal Marines, RFA og "Royal Naval Reserve". I alt er der 39.400 ansatte (2006). I dag er Royal Navy verdens næststørste flåde, både med hensyn til skibsantal og bruttoregistertons (US Navy er den største flåde).
Surface Fleet.
Flåden af overfladefartøjer er den største del af Royal Navy. Tilsammen udgør den 80 skibe, herunder tre hangarskibe, tre amfibieangrebsskibe, 8 destroyere, 17 fregatter samt minestrygere, patruljefartøjer og inspektionsskibe. Ved årtusindeskiftet blev overfladeflåden reorganiseret til flere mindre enheder (korvetter) samt udskiftning af ældre skibe i enerne, tierne og tyverne blev igangsat.
Submarine Service.
Royal Navy har kun atomdrevne kampubåde tilbage. Det drejer sig om 4 ubåde med "Trident" atommissiler og 11 flådeubåde med krydsermissilkapacitet. I "Submarine Service" indgår også ubådsredningstjenesten "Submarine Rescue Service", der har flere små redningsubåde og dykkerrobotter til rådighed.
Fleet Air Arm.
"Fleet Air Arm" er Royal Navys flyvetjeneste, med fastvingefly og helikoptere. "Fleet Air Arm" skal med tiden udrustes med VTOL-versionen af Joint Strike Fighter og har i mellemtiden afskaffet sine Sea Harrier jetkampfly. Imens har "Fleet Air Arm" lånt 26 Harrier GR9 fra RAF. Udstationeret på skibene er der ligeledes 44 AW101 Merlin-, 54 Lynx- og 60 Westland Sea King-helikoptere.
Royal Marines.
"Royal Marines" er ca. 7.000 marineinfanterister, med henblik på landgangsoperationer. De træner jævnligt med landgangsbåde, helikoptere og luftpudebåde. "Royal Marines"-enheder er udstationeret rundt omkring i Verden i Commonwealth og i 'kolonier'. "Royal Marines" er elitesoldater, der har været indsat langt fra havet i Afghanistan, Bosnien-Hercegovina og Nordirland sammen med den britiske hær. "Royal Marines" har et frømandskorps kaldet "Special Boat Service". Disse specialstyrker bliver anvendt bag fjendens linjer og i krigen mod terrorisme.
Royal Fleet Auxiliary.
"Royal Fleet Auxiliary" er et paramilitært rederi på 18 skibe. Det består af handelsskibe, der kan forsyne krigsskibe med brændstof, ammunition, reservedele, ferskvand og fødevarer til havs. RFA's skibe er malet grå, har NATO "pennant" numre, kan kommunikere i de militære frekvenser, har forberedt plads til luftværnskanoner og har ofte helikopterdæk. Besætningerne er civile, men med Royal Navys uniformer. RFA har også landgangsskibe.
Royalty.
Royalty er en honoraraftale, hvor indehaveren af en immaterialret får betaling for hvert solgt eksemplar af det produkt, hvor rettigheden udnyttes.
Royalties benyttes ved licensaftaler, hvor rettighedshaveren giver en anden tilladelse til at udnytte for eksempel musikrettigheder, filmrettigheder, et varemærke eller et patent. Når royalties bruges som betalingsform er rettighedshaverens indtjening afhængig af salget. Dog kan royalties kombineres med en fast mindstebetaling.
Rubel.
Rubel er en russisk/sovjetisk møntenhed. 1 rubel svarer til 100 kopek.
Efter Sovjetunionens fald benyttes rublen nu i Rusland og Hviderusland.
Rubin.
En rubin er den ædelsten som er den røde variant af mineralet korund (aluminiumoxid). Den røde farve, som kan variere fra bleg lyserød til dyb blodrød, skyldes indholdet af krom. Navnet stammer fra latin "ruber", som betyder rød. Naturlige rubiner er meget sjældne, men de kan fremstilles syntetisk. Store, perfekte rubiner (mørkerøde, klare sten) er både sjældne og kostbare. De vurderes efter samme kriterier som diamanter og kan være mere eftertragtede. Rubinen kaldes også for "Ædelstenenes Dronning".
I Afrika, Asien, Grønland, Madagaskar og North Carolina er der mindrift efter rubiner. De findes oftest i Myanmar (Burma), Sri Lanka, Kenya, Madagaskar, Cambodja, Indien, Burma, Thailand, Afghanistan, Kina, Sibirien og Sri Lanka.
Nogle rubiner, der er slebet runde, har et skær i stenen formet som en stjerne med seks stråler. Disse stjernerubiner er særdeles værdifulde, hvis stjernen er naturlig. Den kan kunstigt "skydes" i stenen.
Mange sten, der bliver solgt som rubiner, er ikke ægte. Den bøhmiske rubin er rosa kvarts, den sibiriske rubin er lyserød turmalin og den amerikanske rubin er i virkeligheden granat.
Syntetiske rubiner bliver brugt til lejer i ure og videnskabelige apparater.
Hårdheden er 9 og massefylden 4. En slebet rubin
Mytologiske betydninger og sammenhænge.
Der findes en lang række legender om rubiner: i toppen af Den hellige gral sidder en stor rubin. Rubinen med den røde farve helbreder sygdomme i blodet og hjertet. Stenen beherskes af Mars, den røde planet, og rubinen skal bæres på den kvindelige (venstre) side af kroppen, for at virke ekstra godt. Den siges at give sin bærer fysisk skønhed og beskytter mod ondt og fysisk vold.
I Oscar Wildes eventyr "Den lykkelige prins" sidder der en rubin i prinsens sværdhæfte. Den får betydning for historien.
Rudra.
Rudra er stormens gud i Indien.
Rufferi.
Rufferi er at tilskynde til utugt i forbindelse med bordelvirksomhed.
Rufferi består normalt i at udleje værelser til prostitution til for høje priser, eller at kræve beskyttelsespenge eller "fliseleje" fra gadeprostituerede for ikke at sende et tæskehold efter dem. Definitionen i straffeloven er dog meget løst defineret, og betegnelsen "kønslig usædelighed" er blevet kritiseret af flere
Rufferi er ulovligt i Danmark.
Rugby.
Rugby er en sportsgren, som minder om fodbold og amerikansk fodbold.
"Rugby" beskriver to forskellige, men lignende sportsgrene, rugby league (Spillet reguleres internationalt af International Rugby League Federation) og rugby union (Spillet reguleres internationalt af International Rugby Board).
Rugby Union er den mest udbredte og er den version, der beskrives i denne artikel.
Historie.
Rugby er en videreudvikling af en gammel walisisk eller kornisk sport kendt som "Hurling", der gik ud på, efter at bære en bold i mål af enten enkeltspillere eller hold.
At rugby skulle være opfundet på Rugby School, har vist sig, at være en myte. Dog tilskrives William Webb Ellis stadigvæk æren for rugbys udbredelse.
Rugby i Danmark.
Rugby Union er den eneste organiserede rugby i Danmark og varetages af Dansk Rugby Union.
Typer.
I Danmark er begge typer spillet, og der udpeges en dansk mester for både 15-mands og 7-mands (for hhv. herrer og kvinder).
15-mands er den traditionelle rugbytype, hvor 7-mands er den nye (første kamp spillet i 1880). 7-mands er i kraftig fremvækst både i Danmark og i resten af verden - ikke mindst på grund af, at 7-mands rugby er kommet på det olympiske program med premiere til OL i Rio i 2016.
Regler.
Rugby er en sport med meget tæt kontakt, den kan se voldsom ud, men det er ikke voldeligt. Der er meget strikse regler om hvordan og hvornår man må tackle modstanderen, og overtrædelser bliver straffet hårdt.
Udbredelse.
Rugby er mere populært end fodbold i det sydvestlige Frankrig, især omkring Toulouse. Dette er en af årsagerne til, at fransk fodbold – på trods af landets størrelse – er mindre dominerende i europæisk fodbold end fodbold i nabolandene Italien og Spanien.
Verdensmesterskab.
I 2007 blev det seneste World Cup, det som vi kender som VM, afholdt i Frankrig. Sydafrika vandt over England og er dermed verdensmestre indtil næste World Cup, der afholdes i New Zealand i 2011
Six Nations Mesterskab.
Hvert år i februar og marts spiller England, Frankrig, Irland, Italien, Skotland og Wales om seksnationersmesterskabet.
Tri-Nations Mesterskab.
Hvert år spiller Australien, New Zealand og Sydafrika om trenationersmesterskabet.
Danmarksmesterskab.
I Danmark vandt Århus Rugby Klub 2006 danmarksmesterskabet, efter en 3-3 kamp i Århus imod Frederiksberg. Aalborg Rugbyklub Lynet fik en 3. plads.
CSR/Nanok fra Christianshavn, vandt i 2007 danmarksmesterskabet, i tæt kamp med Aalborg Rugbyklub Lynet og Århus Rugby Klub.
Andre varianter.
Der findes også en mindre fysisk udgave af rugby kaldet touch rugby.
Ruhollah Khomeini.
Ayatollah Seyyed Ruhollah Khomeini (persisk: روح الله موسوی خمینی "Rūollāh Mūsavī Khomeynī") (24. september 1902 - 3. juni 1989) var en iransk shia-muslimsk præst og den politiske og åndelige leder af den Den iranske revolution som væltede den sidste shah Mohammad Reza Pahlavi. Han styrede som Irans religiøse leder landet fra shahens fald til sin død i 1989. Khomeini har været blandt de mest indflydelsesrige mænd i det 20. århundrede. Han blev kåret til Årets Mand af Time Magazine i 1979. Af mange i den vestlige verden blev han opfattet som en skruppelløs fjende af Vesten, især USA.
Livet i eksil.
Khomeini og hans søn Mustafa
Han var født i byen Khomein som Ruhollah Mousavi (روح‌الله موسوی) i 1902. Som efterkommer af profeten Muhammed havde han ret til at bruge "Sayyid" foran sit navn. Khomeini fik titlen ayatollah i 1950-erne.
I 1964 blev han tvunget i eksil fra Iran for sin konstante kritik af shah Mohammad Reza Pahlavis regering. Han blev først sendt til Tyrkiet, senere måtte han flytte til Irak, hvor han boede, indtil han blev tvunget til at forlade landet i 1978 til Neauphle-le-Château i Frankrig. Ifølge Alexandre de Marenches (daværende leder af den franske efteretningstjeneste), foreslog Frankrig shahen, at de kunne «sørge for at Khomeini blev udsat for en dødelig ulykke». Shahen afslog attentat-tilbuddet, begrundet med at dette ville gøre Khomeini til martyr.
Khomeini blev en af de mest indflydelsesrige modstandere af shahens styre. I 1970 holdt Khomeini i Najaf en forelæsningsrække, der senere udkom i bogform med titlen "Den islamiske stat eller De retslærdes styre (velāyat-e faqīh)". Han gjorde heri op med det shiitiske præsteskabs politiske passivitet og skabte det teoretiske grundlag for Den islamiske republik Irans forfatning efter revolutionen.
Det islamiske samfund skulle baseres på islamisk ret, alle love og aktiviteter skulle overvåges af islamiske retslærde, og monarkiet skulle afskaffes. Den religiøse leder skulle være en faqih (islamisk retslærd), valgt af en ekspertforsamling af præster. Kort sagt: Shahens styre skulle erstattes af et præstestyre.
Tilbage i Iran.
To uger efter at shahen havde forladt Iran, kom Khomeini tilbage 1. februar 1979, indbudt af den antishah-revolution, som allerede var i gang. Vestlige mediekilder anslog, at op mod seks millioner revolutionære bød ham velkommen. Khomeini udråbte en midlertidig regering med Mehdi Bazargan som leder den 1. februar. 30. og 31. marts 1979 afholdtes folkeafstemning om den fremtidige styreform. Over 98% stemte for den islamiske republik.
Efterfølgende blev holdt folkeafstemning for at godkende Irans forfatning. Efter forfatningen ledes Iran af såvel den religiøse leder som en præsident. Vogternes Råd godkender kandidaturer til præsidentvalg og andre valg. Khomeini blev selv religiøs leder for livstid, som «leder af revolutionen». 4. februar 1980 blev Abolhassan Banisadr valgt som første præsident i Iran.
Ambassadebesættelsen.
4. november 1979 angreb en gruppe studenter, som var ivrige tilhængere af Khomeini, den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 amerikanske statsborgere som gidsler (kvinder og minoriteter blev frigivet) og holdt dem frihedsberøvet i 444 dage. Det skete som reaktion på, at USA nægtede at udlevere shahen. Besætterne kaldte ambassaden en "spionrede" og udgav i bogform 50 bind med optrykte dokumenter fra ambassadens arkiv.
Et amerikansk undsætningsforsøg mislykkedes som følge af helikopterstyrt. Den mislykkede operation blev set som en væsentlig grund til, at præsident Jimmy Carter tabte det følgende præsidentvalg til Ronald Reagan. Gidslerne blev frigivet samme dag, som Reagan overtog præsidentposten, den 20. januar 1981.
Iran-Irak-krigen.
Khomeini opfordrede til lignende islamske revolutioner i andre lande i Mellemøsten. Ledet af Saddam Hussein angreb Irak Iran. Irak havde ambitioner om at besætte sin olierige nabo (særlig Khuzestan-provinsen) og antog, at Iran var svækket af omvæltningerne. Det blev til otte års krig. Den irakiske invasion, støttet af USA for at dæmme op for spredning af den islamiske revolution til de olierige golfstater, styrkede ironisk nok Khomeinis stilling. Hans personlige popularitet og magt var ubestridt, da han opfordrede iranerne til at kæmpe for deres land og religion mod det sekulære Irak.
Livet under Khomeini.
Under Khomeinis styre blev islamisk lov indført med strenge adfærds- og påklædningsforskrifter for både mænd og kvinder. Medierne var omend endnu mere ufrie end de havde været under shahen, og de nye forskrifter gjorde dagliglivet svært for især de moderne indstillede iranere. Styret udviklede sig i en brutal og undertrykkende retning med systematiske brud på menneskerettighederne, herunder forskellige formere for tortur.
I 1989 udtalte Khomeini en fatwa over Salman Rushdie, som indebar, at det var en religiøs pligt for muslimer at dræbe Rushdie som følge af den efter Khomeinis og mange andre muslimers opfattelse, blasfemiske roman, "De Sataniske Vers".
Død og begravelse.
Khomeini døde 3. juni 1989. Begravelsen udløste kaos i Teheran, da millioner af tilhængere søgte at få et sidste glimt af liget. Tusinder kom til skade under tumulterne, og ceremonien måtte afbrydes og genoptages under svær bevogtning af sikkerhedsstyrker.
Khomeinis begravelse er historiens største begravelse nogensinde, med dokumenation. Flere millioner var mødt op, for at få et sidste glimt, af deres revolutionsleder
Ruhr-distriktet.
Ruhr-distriktet er et kæmpe industri- og beboelsesområde, som ligger i det vestlige Tyskland langs Rhinen. Dets navn har distriktet fra en biflod til Rhinen, Ruhr, der løber igennem det enorme byområde.
Til Ruhr-distriktets byer tæller man de nu sammenvoksede større byer Bochum, Bottrop, Dortmund, Duisburg, Essen, Gelsenkirchen, Hagen, Hamm, Herne, Mülheim an der Ruhr og Oberhausen, der udgør ca. 4.435 kvadratkilometer. Tilsammen bor der i dette område omkring 5.3 millioner indbyggere, hvilket gør distriktet til det største sammenhængende byområde i Tyskland og det fjerdestørste på EU-plan efter Paris, London og Madrid.
Tidligste historie.
Allerede romerne forsøgte at bosætte sig i området og oprettede i år 12 f. Kr. et borganlæg i nærheden af Duisburg for at forsvare sig mod germanske stammer. Området måtte dog opgives ved opgivelsen af det romerske kejserriges vestgrænse i 407, hvorefter germanere herskede i området.
Middelalder og begyndende industrialisering.
Ruhr-distriktet består af en række tidligere mindre middelalderlige byer, herunder også enkelte hansestæder. I det 18. århundrede var området hovedsageligt agerland med spredte købstæder. De største byer på dette tidspunkt var Duisburg og Dortmund med hver kun ca. 5000 indbyggere.
Under den industrielle revolution gjorde de enorme forekomster af kul området til et industrielt kraftcenter i det tyske rige. Selv om man allerede i den tidlige middelalder havde opdaget kul i området, var det først i begyndelsen af det 19. århundrede og især i 2. halvdel af det 19. århundrede efter Tysklands samling i et kejserrige, at udviklingen i området for alvor tog fart.
En af de mange kulminer, der var hovedårsagen til Ruhr-distriktets enorme vækst
Flere og flere kulminer blev bygget, og efterhånden som de første kulminer løb tør for kul, bevægede minebyggeriet sig længere ind i landet. Med minerne fulgte også et stort antal stålforarbejdningsfabrikker og mange tusinde arbejdere. De mange arbejdere har haft stor betydning for området, der altid har været en højborg for socialdemokratiet og andre venstreorienterede traditionelle arbejderpartier
Århundredeskiftet og kontroverser med Frankrig.
Ruhr-distriktets politiske betydning var enorm. Det var i dette område, at en stor del af den tyske krigsindustri skulle findes, og for franskmændene var det derfor et vigtigt område at få under kontrol.
Efter 1. verdenskrig prøvede franskmændene uden held hårdnakket at få kontrol med det råstof-rige distrikt. Under 2. verdenskrig i 1943 blev hele området udsat for massive bombeangreb fra allierede flyvere, især Dortmund og Duisburg blev hårdt ramt, og her blev mere end 65 % af beboelsesejendommene totalt smadret. Bombardementerne har haft stor betydning for bybilledet, hvor man i dag ikke finder mange bygninger fra før 1945.
Efterkrigstid.
Ruhr-distriktets betydning for råstofleverancerne var en af de afgørende bevæggrunde for oprettelsen af Kul- og stål-unionen, forløberen for det europæiske fællesskab og senere EU.
Denne betydning begyndte dog at forsvinde i løbet af 1960´erne, og Ruhr-distriktet begyndte på dette tidspunkt en udvikling fra det industrielle til det postindustrielle. En udvikling som ikke er forløbet smertefrit, og som med stadige lukninger af kulminer fortsat skaber problemer i området.
Geografi.
Ruhr-distriktet er ikke et område defineret ud fra naturens rammer. Området består af menneskeskabte forhold som byer og industri. 37,6 procent af området er bebygget, 40,7 procent er landbrug, og 17,6 procent er skov. Selvom man på baggrund af sattelitfotos kunne opfatte hele området som en stor by, så hænger de bebyggede områder ikke planmæssigt sammen som andre traditionelle byer. Ruhr-distriktet er især præget af den historiske udvikling og forekomsten af kul forskellige steder i området. De forskellige byer i området har udviklet sig uafhængigt af hinanden for til sidst at vokse mere og mere sammen.
Økonomi.
Det store skift fra kul- og stålproduktion til en mere moderne økonomi baseret hovedsageligt på finere elektronik og tjenesteydelser har præget Ruhr-distriktet i særlig høj grad. Der er dog stadig betydelige virksomheder, der beskæftiger sig med råstoffer. Således er ThyssenKrupp, Degussa og mineselskabet RAG Aktiengesellschaft stadig store firmaer i området.
Indenfor energisektoren skal RWE og E.ON Ruhrgas nævnes. De største aktører inden for tjenestehandelsområdet er Aldi-gruppen, Karstadt-Quelle samt Tengelmann-gruppen.
Disse store virksomheder ændrer dog ikke på, at det tidligere tunge industriområde stadig lider under den udvikling, der har gjort sværindustri i Europa urentabel. Arbejdsløsheden ligger på ca. 13,3 procent, hvilket er et af de højeste arbejdsløshedstal i det tidligere Vesttyskland.
Metropolregionen Rhein-Ruhr.
Ruhr-distriktet betegnes også ofte som centrum i det, man med et fagudtryk kalder "metropol-region Rhein-Ruhr". Metropolregionen Rhein-Ruhr er med sine 10.233.678 indbyggere en af de største i Europa, og den er klart Tysklands største. Rhein-Ruhr-regionen tæller udover de ovennævnte byer i Ruhr-distriktet bl.a. også Mönchengladbach, Köln, Bonn, Leverkusen, Hamm og Gummersbach.
Regionen er et trafikalt knudepunkt af vital betydning for europæisk økonomi. Her mødes nogle af de vigtigste øst-vestgående og nord-sydgående motorveje. Ferierejsende danskere med kurs mod Vesteuropa kan kun med vanskelighed undgå at køre gennem området.
Sport i Ruhr-distriktet.
En række berømte tyske fodboldhold holder til i Ruhrdistriktet. Mange af klubberne har i perioder været helt i top i europæisk sammenhæng.
Bundesligahold FC Schalke 04 fra Gelsenkirchen, Borussia Dortmund, MSV Duisburg, 1.FC Köln, VfL Bochum, Leverkusen og Borussia Mönchengladbach
Andre berømte fodboldhold Rot-Weiss Essen, Sportfreunde Katernberg (Essen), Rot-Weiss Oberhausen, SG Wattenscheid 09 (Bochum), Westfalia Herne og SV Sodingen (Herne), Hammer Spielvereinigung, Spielvereinigung Erkenschwick, Fortuna Düsseldorf og Hamborn 07 (Duisburg)
Rumba.
Rumba er en cubansk synkoperet dans. Den er for Cuba, hvad hiphop og breakdance er for New York. Det er den langsomste og mest sensuelle af de latinamerikanske danse.
Rumba er en dans, der oprindeligt er relateret til rumbagenren af afrocubansk musik. Nogle dansere betragter rumbaen, som den mest erotiske, sensuelle latinske dans pga. dens relativt langsomme rytme og hoftebevægelser.
Typer.
"Afro-cuban rumba" er helt forskellig fra "ballroom rumba". "Ballroom rumba" får sine trin og musik fra són, ligesom salsa og mambo. Da són kom til USA, blev den omdøbt til rumba.
Forbudstiden i USA gjorde "cabaret american rumba" kendt, fordi amerikanske turister blev tiltrukket af primitive forestillinger (sainetes), hvor der næsten altid indgik rumba.
"American style rumba" er karakteriseret ved den cubanske bevægelse eller hoftesvaj, der opstår ved bøjning og udstrækning af knæet, i modsætning til den latinske bevægelse, hvor man skridter med strakt ben.
Rumænien.
Rumænien er et land ved vejkrydset mellem Centraleuropa (Transylvanien, Banat og Maramureş (distrikt)), Balkanhalvøen (Valakiet og Dobrogea) og Østeuropa (Moldavien (Rumænien) og Bukovina). Det grænser op til Ukraine og Moldova i nord, til Ungarn og Serbien i vest, til Bulgarien i syd og mod øst til Sortehavet.
Forhistorie og antik.
I 2002 blev de ældste jordiske rester af det moderne menneske (Homo sapiens) i Europa fundet i "Grotte Med Knogler" ("Peştera cu Oase") nær Anina i det nuværende Rumænien. Resterne (underkæben) er omkring 42.000 år gamle og er blevet kaldt "John af Anina" ("Ion din Anina"). Som Europas ældste rester af Homo sapiens kan de repræsentere de første af den menneskeart, der har beboet kontinentet. Resterne er især interessante, da de udviser en blanding af arkaisk, tidlig moderne menneske- og neandertal-træk.
De tidligste skriftlige kilder på mennesker i det territorium, der nu er Rumænien, kommer fra Herodot i år 513 f.v.t. I en af hans bøger skriver han, at stammeforbundet getae blev slået af den persiske kejser Dareius den Store under hans kampagne mod skyterne.
Dakerne er en gren af thrakerne, der beboede Dakien (hvilket svarer til det nuværende Rumænien og Moldova) og dele af Moesien (mest i det nordlige Bulgarien) i Sydøsteuropa). Det dakiske kongerige nåede dets maksimale omfang under kong Burebista. Regionen blev grundigt udplyndret af det romerske rige, da den romerske provins, der grænser op til Donau, Moesien, blev angrebet af Dakere i år 87 e.v.t. under kejser Domitians styre.
Dakerne blev til sidst slået af Romerriget under kejser Trajan i to slag, der strakte sig fra år 101 til år 106, og kernen af deres kongerige blev gjort til den romerske provins Dakien.
Fordi provinsen var rig på malm, specielt sølv og guld, koloniserede romerne stærkt provinsen, tog vulgærlatinet med sig og begyndte en periode af intens romanisering, hvilket var ophavet til rumænsk. I det 3. århundrede med invasionerne af migrerende folkeslag såsom goterne var Romerriget dog nødt til at trække sig ud af Dakien i år 270 og således efterlade den første provins.
Middelalderen.
Rumæniens stilling i senere Antik og tidlige middelalder er uklar – man mangler kilder. I senere middelalder er landet del i tre fyrstendømmer: Valakiet, Moldavien og Transsylvanien, det sidste under Ungarn. I 15. århundrede begynder det Osmanniske Rige at erobre Sydøst-Europa og alle tre fyrstendømmer bliver vasalstater. Ungarn, under Habsburgerne, genvinder Transsylvanien omkring 1700. Valakiet og Moldavien vedbliver under tyrkerne, men ved enden af 18. århundrede gør Ruslands indflydelse sig gældende.
Moderne tider.
Efter Krimkrigen får Valakiet og Moldavien mere autonomi og forener sig under Alexandru Ioan Cuza til at danne Rumænien. Cuza falder i 1866, og landet får en ny prins fra det den tyske Hohenzollern-slægt. I løbet af den næste tyrkisk-russiske krig bliver landet uafhængigt (1878) og Carol 1. bliver udråbt konge af Rumænien (1881).
Efter 1. verdenskrig vinder Rumænien store territorier, deriblandt Transsylvanien og Bessarabien. I mellemkrigstiden er det politiske liv meget spændt. I 2. verdenskrig er Rumænien allieret med Nazi-Tyskland og deltager 1941 i overfaldet på Sovjetunionen. Bliver 1945 befriet af Sovjetunionen. Monarkiet er afskaffet i 1947 og Folkerepublikken Rumænien er grundlagt. To stalinistiske ledere, Gheorghe Gheorghiu-Dej og Nicolae Ceauşescu, regerer landet indtil et oprør i 1989. Derefter bliver Rumænien en demokratisk stat og medlem af NATO og den Europæiske Union.
Rumænien og EU.
Rumænien blev medlem af EU den 1. januar 2007. I perioden mellem 1994 og 1996 indleverede Rumænien sammen med Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Bulgarien sin ansøgning om optagelse i EU. Blandt kravene var der en række miljøkrav, som Rumænien imidlertid ikke kunne opfylde. Ministerrådet afsluttede i år 2002 i december forhandlingerne om optagelse af 8 lande, medens Rumænien og Bulgarien måtte stå tilbage pga. krav, som de ikke kunne overholde. Overholdelse af disse krav var nødvendig for, at en optagelse i EU kunne realiseres. Efterfølgende gjorde Rumænien og Bulgarien fremskridt, således at de kunne optages i EU.
Geografi.
Rumænien er et stort land. Dets bjerge og størrelse medfører derfor et varierende klima. Rumænien har et tempereret kontinentklima, dvs. fastlandsklima. Der er derfor store temperaturforskelle mellem dag og nat og mellem sommer og vinter, fordi der næsten ikke er nogen temperaturudjævnende effekt fra havet.
I Transsilvanien forekommer de største temperatursvingninger mellem årstiderne: -5 °C i januar og 20 °C i juli. Sne optræder mest i bjergene, hvor der er betydeligt lavere temperaturer. Nedbør som sne forekommer om vinteren. Kysten ved Sortehavet får 400 mm nedbør om året. Inde midt i landet falder der 500-700 mm, medens der oppe i bjergene falder 800-1500 mm.
Demografi.
Rumænien har 22,3 mio. indbyggere. De er fordelt over et areal på 5,5 gange Danmarks størrelse, dvs. ca. 238.000 km². Rumænien har en lavere befolkningstæthed end Danmark, hvor tætheden er på 123 indbyggere pr. km², mens den i Rumænien kun er på 94 indbyggere per km².
Omkring 89% af den rumænske befolkning er rumænere, og ca. 9% er ungarere; de sidste 2% er tyskere (ca. 1%), ukrainere, tyrkere, grækere, bulgarer, serbere og kroater.
Af religioner er den ortodokse tro den mest udbredte med en tilslutning på 70% af befolkningen. Derefter kommer de romersk-katolske med 6% og protestanterne med 6%.
Befolkningskoncentration.
De største byer i Rumænien er hovedstaden Bukarest (på originalsproget "Bucureşti"; 2,3 mio. indbyggere), Iaşi (820.000), Constanţa (740.000), Timişoara (430.000), Cluj-Napoca (300.000), Galaţi (300.000) og Braşov (også med 300.000).
Sammenlignet med hvor mange mennesker, der bor i Rumænien, er disse tal ikke høje, og kun omkring halvdelen af den samlede rumænske befolkning bor i byområderne. Dette er meget lavt sammenlignet med Danmark, hvor bybefolkningsprocenten er oppe på 85.
Officielt udgør romaer/sigøjnere 4.7 %, men ifølge uofficielle tal udgør romaerne/sigøjnerne 10 % af befolkningen.
Økonomi.
Rumæniens økonomi er stadig plaget af landets planøkonomiske fortid. I januar 1949 oprettede Rumænien hemmeligt sammen med Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Bulgarien SEV (også kendt under det engelske navn COMECON, som står for "Council for Mutual Economic Assistance"). Det var en samarbejdsorganisation for de østeuropæiske lande, der var under sovjetisk overherredømme. Det var en slags kommunistisk modstykke til det kapitalistiske samarbejde i blandt andet OEEC, IMF og Verdensbanken, (som senere kom til at spille en afgørende rolle i forbindelse med oprydningen i Østeuropas økonomiske ruiner).
Man prøvede at specialisere de forskellige lande ved fremstillingen af en række handelsvarer, hvorefter handelen inde i selve SEV foregik efter barterprincippet, dvs. man betalte for en vare med en anden vare. I dag fremstilles SEV oftest som endnu én af de mekanismer, som Sovjetunionen betjente sig af, når det gjaldt om at udnytte og udbytte de andre østeuropæiske lande. Dog har det vist sig, at Sovjetunionen led store økonomiske tab pga. de lave priser, man satte sine egne varer til trods for de voksende priser i resten af Europa. Medlemslandenes afhængighed kom for dagens lys efter Sovjetunionens fald, og SEV's påfølgende krakelering.
Under det "socialistiske" styre blev der spildt mange resurser på forskellige foretagender. Blandt de værste eksempler er Nicolae Ceauşescus palads i Bukarest, hvortil der i årene fra 1984 til 1989 gik ca. 40% af Rumæniens daværende budget - blot til opførelsen af denne bygning. Ceausescus politik var meget centralistisk, og regeringen foretog i denne periode en lang række risikable investeringer.
Rumænien har måttet erfare, at vejen fra planøkonomi til markedsøkonomi er lang og hård. Det har medført inflation og meget andet, som har skræmt udenlandske investorer væk. Efter et lån i Verdensbanken i 1994 blev 50% af statens virksomheder dog alligevel annonceret til salg i form af et andelssystem.
BNP.
Rumæniens BNP er i dag ikke så stort: ca. 80 milliarder i USD, dvs. ca. 3.900 USD pr. indbygger i absolutte tal. Det er ikke meget sammenlignet med Danmarks BNP, som ligger på 127,7 milliarder USD (23.800 pr. indbygger). 6,4% af hele Rumæniens bruttonationalprodukt går til betaling af landets gæld, som er på 9.513.300.000 USD.
Levealder.
Heller ikke levealderen i Rumænien kan følge med den danske; når en dreng bliver født i Rumænien, vil sandsynligheden for, at han i sit fremtidige liv vil nå de 65 år, være omkring 62,5%. Hvis han derimod fødes i Danmark er dette tal 78%. Gennemsnitslevealderen for mænd i Rumænien er på omkring 66 år, medens mændene i Danmark gennemsnitligt lever 73 år. Rumænske kvinder lever gennemsnitligt 5 år kortere end de danske. Dette skyldes dårlig kost, forurening og hårdt arbejde.
Kultur.
Byen Sibiu i det centrale Rumænien er udnævnt til Europæisk Kulturby i 2007.
Uddannelse.
Undervisningen i Rumænien drives af staten og er gratis. Skolepligten er 10 år, fra man er 6 år gammel til man er 16. Når man går ud af den 10 år lange grundskole, kommer man enten på gymnasiet, som ligesom i Danmark varer 3 år, eller på en fagskole. Analfabetisme var meget udbredt blandt rumænerne efter 2. verdenskrig, men rumænerne er i dag kommet denne til livs. 98% af alle voksne og næsten 100% af unge i alderen 15 til 24 kan læse. Undervisningens kvalitet ligger på et højt niveau. Trods dette koster undervisning kun staten 3,8% af dets forholdsvis lille BNP (I Danmark er tallet 8,1% til trods for vores store BNP).
Der undervises hovedsageligt på rumænsk. Dog findes der en række områder beboet af ikke-rumænsk befolkning. I disse områder undervises på disse befolkningsgruppers egne sprog.
I Rumænien findes syv universiteter og en lang række andre højere læreinstitutioner, som underviser i musik og en række tekniske og praktiske fag.
Litteratur.
De forfattere i den rumænske litteratur, som huskes i dag, dukkede først op i 1800-tallet. Heriblandt var Vasile Alecsandri og Dimitrie Bolintineau. Deres skrivestil var en enkel udgave af den dengang fremherskende stil i Frankrig, som vi i dag kender som romantismen.
Lidt senere udvikledes der i Rumænien en retning med forfattere, som havde en række mere virkelighedsnære litterære værker. Heriblandt var manden, som i dag siges at være Rumæniens største digter nogensinde, Mihail Eminescu, der, påvirket af den tyske romantik, blev Rumæniens bud på et litterært verdensnavn.
Igennem alle tider har den rumænske litteratur været meget folkelig, og helt op i den nuværende generation af unge har de bevaret denne skrivestil.
De socialrealistiske idéer var de mest udbredte i Rumænien efter krigen, hvor blandt andre Geo Bogza fremstillede en litteratur, der byggede på den socialrealistiske måde at skrive på, som var blevet gjort til skabelon for den fremtidige russiske litteratur på en forfatterkongres i Rusland i 1934.
De rumænske forfattere kom over den socialrealistiske periode og udviklede en mere eksperimenterende, avantgardisk og humanistisk litteratur. I denne periode blev der fremstillet store dramaer af blandt andre Eugène Ionesco, der var udvandret til Frankrig, og som skrev en række absurde teaterstykker, hvor han præsenterer publikum for det groteske i hverdagslivets rutiner eller andre mellemmenneskelige forhold for på den måde at ændre publikums syn på forskellige ting. Dialogerne i hans teaterstykker er for det meste uden mening og uden en sammenhængende handling. De er således Ionescos forsøg på at nå en sarkastisk afslutning.
Efter Vestens farverige 60'ere fik forfatterne lidt bedre kår, og mange forfattere opnåede international anerkendelse og berømmelse. Den rumænske litteratur i 90'erne og tiden derefter er blevet stærkt præget af Vestens litteratur, og de rumænske litterære værker ligner mere og mere det, vi finder i resten af Europa. Globaliseringen sætter sit præg.
Runealfabet.
Fuþark fra Kylverstenen, Sverige. (ca. 400 e.v.t.)
a> med angelsaksiske runer. (ca. 9. årh.)
a> med runeinskriptioner. (ca. 5. årh. e.v.t.
Runealfabetet er et skriftsystem, der opstod i 2. århundrede e.v.t. og som hovedsageligt blev brugt indenfor den germanske og nordiske kultur. Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske. Et runebogstav bliver i reglen kaldt en "runestav", og "runerækken" kaldes fuþark efter rækkefølgen på de seks første runestave. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.v.t., og de var i brug som kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-1200-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men det overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.
Runerne var skabt til epigrafiske tekster, og blev brugt i både religiøse og dagligdags sammenhænge; fx mindesten over afdøde, ejersignaturer på genstande, graffiti, breve, notater, vers (fra digte), bønner, korte trylleformler osv. Udviklingen kan inddeles i tre faser, hvor de havde hver deres udformning. Indtil omkring 8. århundrede var den dominerende form den ældre fuþark med 24 tegn. På dette tidspunkt skete der en tegnøkonomisk udvikling, hvor samme tegn kunne stå for flere fonemer, hvilket ikke gjorde teksterne mere læsevenligt. Herefter var den yngre fuþark med 16 tegn dominerende indtil middelalderen. I 10. århundrede blev der tilføjet punkter til at skelne mellem forskellige fonemer. Baggrunden for ændringen mellem den yngre og ældre form er ukendt, men den fandt sted samtidig med synkopen, der også markerer skiftet mellem det fælles urnordiske sprog og de regionale sprog olddansk, oldsvensk og oldnorsk. Fordelene ved den nye form var pladsøkonomi, ulempen var samme tegn for flere lyde. I middelalderen skete der en yderligere udvikling, da der opstod to versioner, en primært dansk og en primært svensk/norsk. Dertil var middelalderens runer yderligere påvirket af det latinske alfabet.
Det angelsaksiske eller oldengelske runealfabet har beholdt de 24 tegn og føjet flere til.
Rune, stav og bog.
Ordet "rune" kan også betyde "hemmelighed" (således i Wulfilas gotiske bibeloversættelse; jf. tysk "raunen" "hviske"). Dette navn skal ses i forbindelse med runernes magiske funktion. Desuden er skrift omgærdet af en vis mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og det derfor er en særlig kunst at tyde skriften ("at råde runer" hedder det på nordisk).
Ordene "stave" og "bogstav" (også tysk "Buchstab") er en reminiscens fra runerne, der ofte havde en fast streg (en tendens, der var endnu mere udtalt i det yngre runealafabet). Runernes form skyldes sandsynligvis, at de normalt blev ridset i træplader og på træpinde ("bog" betyder egentlig "bøg"), men vore tidlige runeindskrifter er normalt bevaret på metalgenstande (træ er mere forgængeligt end metal). Først omkr. 600 bliver det almindeligt at opsætte runestene. Pergamentbøger med runer kendes først fra middelalderen. Træstokke og birkebark med indskrifter kendes kun fra middelalderen, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke blev benyttet før.
Oprindelse.
Runernes ophavssted er ukendt, størsteparten af de ældste eksempler stammer fra det nuværende Danmark, men det beviser ikke, at de er opstået i dette område. Sandsynligvis har tegnene har oprindeligt haft latinsk forbillede, men de fik deres særlige kantede form, fordi de blev udviklet til at blive ridset i træ.
Vikingetiden og senere.
I Norden var jernalderens og vikingetidens kultur mundtlig, men man rådede også over et skriftsystem. Den egnede sig imidlertid ikke til lange tekster, og kulturen var i overvejende grad mundtligt overleveret. Skriftkultur var imidlertid ikke ukendt, da den i hele perioden fandtes i flere af nabolandene.
I vikingetiden bliver den latinskkyndige indflydelse mere tydelig, fx står indskrifter pænt på linje, ligesom i et dokument, men runerne fik også en dokumenterende funktion, fx ved at beskrive og fastholde begivenheder, handlinger og situationer. Traditionelt blev de monumentale runesten brugt demonstrerende og fastholdende, men i sidste halvdel af vikingetiden fik de også en kommunikativ funktion, fx i forbindelse med arvesager, hvor en sten rejses med information om slægtskabsforhold og ejendom. Den store Jellingesten er det fremmeste eksempel på denne udvikling, her proklamerede Harald Blåtand sine politiske bedrifter for eftertiden. "Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne." Der hvor der gengives fortællinger, er det stadig kun som hentydninger, de mundtlige fortællinger var stadigvæk den væsentlige form. Meulegracht-Sørensen har derfor tolket vikingetidens runesten som et levn til en begyndende skriftkultur i Norden.
I 11. og 12. århundrede opbygges de første lærdomscentre i Norden, og først her begynder en egentlig latinsk skriftkultur at slå rod. På trods af dette vedblev runerne med at være i brug længe efter. Og de blev i middelalderen opfattet som et fuldgyldigt og oprindeligt nordisk alfabetet, og ikke som en ufuldstændig og degenereret udgave af det latinske. Endnu i 13. århundrede blev runekundskaber regnet som vigtige kompetencer for en mand. Damsgaard Olsen mener, at baggrunden for det var at runerne var en mere funktionel skriftform i dagligdagen: De kunne fremstilles vha. en kniv, noget som alle dengang gik med, og en genstand med en ikke for hård overflade, fx ben, træ, bly o.lign. Det var med andre ord ting, der var tilgængelige for alle, i modsætning til den latinske skrifttradition, der krævede professionelt udstyr. I 12. og 13. århundrede blev runerne endda absorberet af det gejstlige og latinkyndige miljø.
I 16. århundrede opstod der i lærde kredse, i forbindelse med Renæssancens interesse i Antikkens kultur, en fornyet interesse for runerne. Ole Worms værk "Literatura Runica" er det første videnskabelige værk om nordiske litteratur i middelalderen og runerne. Det har derfor haft enorm betydning, bl.a. at det indtil slutningen af 19. århundrede var den almindelige opfattelse, at de islandske middelalderlige skrifter oprindeligt var blevet nedskrevet med runer.
Religion.
Fra vikingetiden ved vi at runer var associeret med hellig viden og at de blev opfattet som en guddommelig gave, dvs. at runetekster også kunne have en ikke-kommunikativ betydning. Desuden kunne runer også bruges til at kommunikere med guddommelige magter. Overført betød rune ’’hemmelighed’’, og de mange bevarede runerækker (kaldet futhark) tyder på at de også havde en betydning i sig selv, der måske har været religiøs. Skriftens primære funktion var at fastholde en meddelelse og/eller en forbindelse mellem en person og den genstand, de blev indridset på. Runer med religiøs betydning kunne derfor tilføre noget guddommeligt til den genstand de var indridset på.
Fra digtet Sigrdrifúmál fremgår det at ristning af T-runen på våben betød sejr, grunden var formentlig, at man derved gjorde krigsguden Týr nærværende. Sådanne indridsede runer er blevet fundet på flere våben. I andre tilfælde giver teksten sprogligt set ingen mening, måske fordi risterne ikke selv kunne skrive. Meulengracht-Sørensen ser det som et tegn på at skriften i sig selv havde en betydning, der var uafhængig af selve ordenes betydning; dvs. den type meddelelser var imitation af skrift, med det formål, at bruge runernes kraft.
Før-kristne runesten indeholder ofte tekstelementer, som Thorkil Damsgaard Olsen mener, kan have haft en betydning i relation til begravelsesritualer eller forfædrekult. Han relaterer dette til verbal magi, som han forklarer med, at runetekster (i lighed med andre inskriptioner) blev fremsagt, og derved aktiveret, hver gang en forbipasserende stavede sig igennem teksten.
Det ældre runealfabet.
Det germanske runealfabet havde fireogtyve tegn og blev brugt i hele det germanske område, men de fleste af vore indskrifter er fundet i Skandinavien. Det drejer sig fortrinsvis om amuletter og andre genstande med navne og trylleformularer. De tidligste indskriftfund er fra de store våbenofringer i de danske moser fra det 2. århundrede e. Kr. (Illerup, Nydam, Torsberg, Vimose).
De enkelte runer havde navne, typisk ord, der begyndte med den lyd, som runen betegnede; undtaget er ᛇ og ᛜ, da lydene "z" og "ŋ" ikke forekom i begyndelsen af et ord. Navnene kendes ikke fra samtidige indskrifter, men først fra middelalderlige håndskrifter. De er her blevet rekonstrueret i deres urgermanske form. Navnene tjente dels til at huske runerne (de blev sat på vers, som man kan se af de senere digte på oldengelsk og oldnorsk anført nedenfor) og dels til at tage varsler. De blev i den forbindelse delt i tre ætter.
Richard Joachim Paullis tegning af det andet guldhorn og dets runeindskrift.
Det yngre runealfabet.
Bortfaldet af det gamle runealfabets "b", "d", "g" er usædvanligt. En mulig forklaring kan være, at de egentlig stod for de stemte frikativer [β], [ð], [γ]. I olddansk (og oldnorsk og oldsvensk) var de derimod stemte klusiler i forlyd, [b], [d], [g], som man måske mente bedst kunne betegnes med tegnene for de ustemte klusiler [p], [t], [k]. I indlyd var forskellen mellem stemt [β], [ð] og ustemt [f], [þ] desuden blevet ophævet, så heller ikke her var der længere basis for selvstændige tegn ([γ] fulgte i så fald bare trop).
Det oprindelige "a" blev sandsynligvis brugt for en nasaliseret [ã] (som i fransk "chance"), og det transskriberes derfor "ą"; den nye lydværdi skyldes, at det gamle bogstavnavn *"ansuz" naturligt var kommet til at lyde "ãs" "as (gud)" (siden - efter kristendommens indførelse - omfortolket som "ōss" "munding"). Ved siden af dette var der blevet indført et nyt tegn for det almindelige "a", nemlig den gamle "j"-rune, idet denne runes navn *"jāra" ved det regelmæssige nordiske "j"-bortfald var kommet til at lyde "ār" "år".
Det nye "r", der normalt skrives "R", er en fortsættelse af den gamle "z"-rune og bruges netop til at betegne den "r"-lyd, der var udviklet regelmæssigt af det urgermanske *"z". På olddansk blev det sandsynligvis udtalt som en mellemting mellem "z" og "r" (muligvis lig det tjekkiske "ř"). Allerede tidligt forveksler man "R" og "r" efter "t", og i de sene indskrifter opretholdes skellet mellem de to lyd ikke længere.
Middelalderens runer.
Runealfabetet var i levende brug helt op i middelalderen, selv om religionsskiftet førte til, at man foretrak det latinske alfabet i officielle meddelelser. I det 13. århundreder oplevede runerne en mindre renæssance i Danmark, og Skånske lov er således skrevet på runer. En vigtig grund, til at runerne bevarede deres popularitet var at de var lettere at bruge i hverdagen. I middelalderen var skrivematerialer som papir og blæk sjældne, mens træstykker og knive, som runealfabetet var ideelt til, som regel altid var ved hånden. Den latinske skrift var i denne periode var desuden nært knyttet til kirken, mens ingen ’’ejede’’ runerne.
J. R. R. Tolkien.
I J. R. R. Tolkiens bog "Hobbitten" fra 1937, bliver angelsaksiske runer brugt på et kort som eksempel på dværgeruner. Senere udviklede han sit eget runelignende ’’Cirth’’-alfabet. Som resultat af Tolkiens popularitet optræder runer eller runelignende tegn I utallige populærkulturelle værker, især fantasylitteratur, spil o.lign.
Rupee.
Rupee er navnet på en valuenhed anvendt i Indien, Pakistan, Nepal, Sri Lanka, Mauritius og Seychellerne. I Indonesien anvendes betegnelsen rupiah og på Maldiverne betegnelsen rufiyaa.
Rus (student).
En rus er en førsteårsstuderende ved universitetet (bruges også om 1.g-elever på nogle gymnasier). Dette ord fra latin udtales uden stød (så det rimer på bus) og kan således skelnes fra et andet ord, rus med stød ("beruselse").
Ordets oprindelse er omstridt. Ét bud er, at det oprindeligt er en forkortelse af det latinske "depositurus", der betyder "en som skal aflægge sig (sine horn)". En anden mulighed (nævnt i Den Danske Ordbog) er, at ordet simpelthen er det latinske "rus" ("bondeland"), der kan være blevet brugt som skældsord mod nye studerende med dårlige manerer.
Traditionelt tales om "en rus", "flere russer", men det er i stigende grad almindeligt, at ordet forveksles med "russer" og således får flertalsformen "russere", hvilket ifølge officiel retskrivning egentlig er en fejl.
Rustvogn.
En rustvogn er et særligt køretøj, der er beregnet til transport af døde personer. Som oftest foregår denne transport fra et lighus til begravelsesceremonien samt fra denne til jordfæstelsen eller ligbrændingen.
Transport af afdøde i forbindelse med ulykker eller forbrydelser fra findested til lighus eller hospital for undersøgelse foregår derimod i reglen med en ambulance.
Ordet "rust" stammer fra tysk og betød i ældre tid udrustning. Når datidens konger og storherrer tog på rejse, blev al (militær) udrustning, anden bagage og mad med mere placeret på en særlig konstrueret vogn – en rustvogn.
Senere blev vognen også brugt til transport af døde soldater.
Rytme.
En rytme er i musikkens verden, når tonerne bliver spillet i et bestemt gentaget mønster. I musik, der er skrevet på noder viser nodernes form tonernes relative varighed og dermed er rytmen givet. Der er også en notation for pausernes længde.
En del rytmiske særpræg bliver ikke beskrevet direkte i noderne. Man kan vælge at spille et stykke musik med mere eller mindre swing. Det indebærer, hver anden tone spilles lidt længere end noteret mens de andre spilles lidt kortere. Hvis man spiller helt præcis som når et elektronisk instrument selv spiller en melodi, kan oplevelsen blive ret monoton. Der er dog en meget fin grænse mellem en swingfornemmelse og upræcist spil.
For en skreven tekst gælder det, at rytmen angives af det rytmiske mønsters elementer: betoninger (tryksvage og trykstærke stavelser), tegnsætning, liniebrud og tomme linjer. Her gør det samme sig gældende som for musikken: Uden (vokal) frasering vil en oplæsning af teksten kunne opleves monoton. Omvendt kan en sand mester få stort set enhver tekst til at swinge ved at "overse" visse af tekstens elementer, f.eks. ved ikke kategorisk at overholde tegnsætning eller ved at lave andre betoninger.
Ræsonnere.
At ræsonnere er det at tænke logisk eller gøre indvendinger.
Rødforskydning.
a>s (venstre). Bølgelængderne er blevet øget og dermod mod "rødere" (frekvenserne mindskes).
Rødforskydning er det fænomen at spektrallinjerne fra et himmellegeme forskydes mod rødt. Derfor ser stjerner, som bevæger sig væk fra Jorden, rødligere ud.
Råbjerg Mile.
Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit, som ligger ved Bunken Klitplantage mellem Skagen og Frederikshavn.
Historie.
Igennem store dele af 1500- og 1600-tallet var området ved Skagen - som andre steder langs Jyllands vestkyst - hærget af sandflugt hvor sandet blev ført ind fra vest og samlede sig i store klitter, som drev ind over landet. Sandflugten kan være opstået af flere grunde: Dels var der en overgang med køligere klima (kaldet "den lille istid"), og det betød, at havet trak sig lidt tilbage og blotlagde mere sandstrand; dels en mere intensiv udnyttelse til husdyrhold og tørvegravning.
Sandflugten ødelagde landbrugsjord, tilsandede vejene og drev folk fra deres hjem. Den tilsandede kirke står stadig som et minde om den tid, hvor de fleste af det tilhørende sogns gårde og huse forsvandt. Sidst i 1800-tallet købte staten et stort område, mod at man fik anlagt en jernbane og bedre vejforbindelse til Skagen By. For at stoppe sandflugten plantede man bl.a. marehalm og anlagde klitplantager med forskellige nåletræer, som kunne klare de vanskelige vækstforhold.
Men selvom plantagerne fik bugt med sandflugten, forsvandt samtidig nogle storslåede naturarealer, og det medførte protester fra bl.a. Jeppe Aakjær. Diskussionen endte med, at staten i 1900 købte området omkring Råbjerg Mile, for at det kunne bestå som naturområde og som et monument over, hvad sandet før havde medført af ødelæggelser.
Milen.
Milen indeholder 3,5 millioner m³ sand, dækker et areal på ca. 1 km² og har en højde omkring 20 m, hvilket bringer milens højeste punkt 40 m over havoverfladen. Siden år 1900 har den rykket sig 1500 m mod øst, og i dag bevæger den sig med gennemsnitligt 15 m året, hvilket vil betyde, at den om 100-200 år vil have dækket hovedvejen til Skagen. Træer og andet, som bliver dækket af milen, dukker op på den anden side efter omkring 40 år, når milen har passeret.
Vestsiden kaldes afblæsningsfladen, og herfra føres sandet med den fremherskende vestenvind og lægger sig i læ på den stejle østside af klitten. Sandet fjernes fra afblæsningsfladen, så længe det er tørt, så flugten ophører derfor, når grundvandsspejlet nås. Da grundvandsniveauet vil variere fra år til år efter tørkeforholdene, vil milens "fodspor" have fordybninger, hvor der dannes søer, kaldet "milesøer", som dog kan tørre ud i perioder. Når disse milesøer dannes, er de næringsfattige og vegetationsløse, men efterhånden rykker siv og forskellige græsarter ind.
Gasgevær.
Et gasgevær er et selvladende gevær, der lades ved hjælp af krudtgassens tryk i løbet. Det modsatte af et rekylgevær.
Terrorangrebet den 11. september 2001.
Terrorangrebet den 11. september 2001 (ofte omtalt som 9/11 eller blot den 11. september), var en række koordinerede terrorangreb mod USA, der blev udført tirsdag den 11. september 2001. Om morgenen den 11. september 2001 kaprede nitten mænd med tilknytning til al-Qaeda fire passagerfly. Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Centers "tvillingetårne" (Twin Towers) i New York; et fly i hvert tårn, hvilket fik begge tårne til at kollapse på mindre end to timer. Flykaprerne på det tredje fly styrede flyet ind i Pentagon-bygningen. Passagererne på det fjerde kaprede fly forsøgte at genvinde kontrollen over flyet, hvilket førte til at det styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Der er stadig spekulationer om det fjerede flys mål, men man formoder, at det har været et sted i den amerikanske hovedstad Washington DC. Ifølge hjernen bag terrorangrebet, Khalid Sheikh Mohammed, skulle flyet have ramt United States Capitol, hovedsædet for USA's Kongres. Ingen af de ombordværende på de fire kaprede fly overlevede.
Antallet af dødsofre for angrebene er sat til 2.995, inkluderet de 19 flykaprere. Et overvældende flertal af de omkomne var civile, herunder også statsborgere fra over 70 lande. Desuden døde én person af lungesygdom, fem måneder efter terrorangrebet, hvilket blev føjet til det officielle dødstal i 2007.
USA's reaktion førte til iværksættelsen af Krigen mod terrorisme. Selv om ingen tog ansvar for angrebene slog USA fast, at man ville gå i krig mod terroristerne og dem, der beskyttede dem. Krigen i henholdsvis Afghanistan og Irak blev bl.a. begrundet med hævn for dette angreb på USA. Andre resultater af angrebet var indførelsen af USA PATRIOT Act og Homeland Security Act. Som følge af terrorangrebet styrkede mange af verdens lande deres anti-terror lovgivning. Nogle af de amerikanske børser lukkede resten af ugen efter terrorangrebet, og havde ved genåbningen lidt et enormt tab, især i luftfarts- og forsikringsbranchen. Ødelæggelsen af flere milliard-dyre kontorbygninger forvoldte en alvorlig skade for økonomien i Lower Manhattan.
Skaderne på Pentagon blev repareret inden for et år, og man opførte "Pentagon Memorial" som et mindesmærke for de omkomne. Det nye World Trade Center-kompleks er i dag stadig under konstruktion, efter færdiggørelsen (som forventes at blive i 2013) vil 1 World Trade Center med sine 541 meter være en af de højeste bygninger i Nordamerika. Yderligere tre tårne er forventet opført mellem 2007 og 2012. Den 8. november 2009 åbnede Flight 93 National Memorial, og den første fase af byggeriet forventes at være klar til 10-årsdagen for angrebene den 11. september 2011. Den første genopbyggede bygning World Trade Center nr. 7 åbnede i 2006.
Angrebene.
Kort, der viser, hvor Flight 11 og 175 ramte World Trade Center
(Øverst) World Trade Centers tårne i brand.(Nederest) sammenbruddet af det sydlige tårn
a>, kort efter begge tårne er styrtet sammen
Tidligt om morgenen den 11. september 2001 overtog nitten flykaprere kontrollen med fire passagerfly, som henholdsvis var på vej mod San Francisco og Los Angeles fra Boston, Newark og Washington DC. Klokken 08:46 fløj American Airlines' flynummer 11 direkte ind i World Trade Centers nordlige tårn, efterfulgt af United Airlines' flynummer 175, der klokken 9:03 ramte det sydlige tårn.
Klokken 9:37 styrede en anden gruppe af flykaprere American Airlines' flynummer 77 ind i Pentagon. Det fjerde fly, United Airlines' flynummer 93, styrtede ned nær Shanksville i Pennsylvania, efter at der opstod en kamp mellem de ombordværende passagerer og flykaprerne. Flyets endelige mål antagedes at have været enten United States Capitol (mødestedet for den amerikanske kongres) eller Det Hvide Hus.
Under et interview i september 2002, foretaget af Yosri Fouda, erklærede Khalid Sheikh Mohammed og Ramzi Binalshibh, at det fjerde kaprede fly var på vej mod United States Capitol, og altså ikke Det Hvide Hus. De anførte endvidere, at al-Qaeda oprindeligt planlagde at flyve kaprede jetfly ind i nukleare anlæg i stedet for World Trade Center og Pentagon, men det blev besluttet ikke at angribe atomkraftværker "for øjeblikket" på grund af frygten for, at de kunne "komme ud af kontrol".
Under kapringen af flyene anvendte kaprerne både våben til at stikke og/eller dræbe piloter, kabinepersonale og passagerer. Rapporter fra telefonopkald fra flyene oplyste, at der blev brugt knive af flykaprerne til at stikke personalet, og i mindst et tilfælde en passager under to af kapringerne.
Nogle passagerer var i stand til at foretage telefonopkald ved hjælp af kabinernes airphoneservice og deres egne mobiltelefoner, ved hjælp af dette, videregav de nærmere oplysninger, herunder hvor mange flykaprere, der var om bord på flyene, eller om de havde andre former for skadelige kemiske sprøjtemidler, såsom tåregas eller peberspray, samt at nogle af de ombordværende var blevet stukket ned.
11. september-kommissionen har fastslået, at to af flykaprerne kort forinden havde købt Leatherman multifunktions-håndværktøj. En stewardesse på Flight 11, en passager på Flight 175 og Flight 93 nævnte, at flykaprerne havde medtaget bomber om bord på flyet, mens en anden passager nævnte, at han troede at bomberne var falske. Dog blev der ingen spor af sprængstoffer fundet, og 11. september-kommissionen mente at bomberne formentlig var falske.
United Airlines Flight 175 rammer det sydlige tårn.
Optagelserne fra United Airlines Flight 93s sorte boks viste, at besætningen og passagererne desparat forsøgte at genvinde kontrollen over flyet, efter at de igennem telefonopkald var blevet informeret om kapringen af de andre fly. I henhold til en af optagelserne fra Flight 93 gav en en af flykaprerne ordre til at vippe flyet rundt når det blev klart, at de ville miste kontrollen med flyet til passagererne. Kort tid efter, klokken 10:03:11, styrtede flyet ned på en mark nær Shanksville i Pennsylvania. Angrebets arrangør, Khalid Sheikh Mohammed, nævnte under et interview i 2002 sammen med Yosri Fouda, at Flight 93s mål var United States Capitol, hvilket fik kodenavnet "the Faculty of Law".
Tre af bygningerne i World Trade Center-komplekset kollapsede fordi deres konstruktion ikke kunne klare varmen fra brandene som følge af angrebet. Det sydlige tårn (2 WTC) styrtede sammen klokken 09:59, efter afbrænding i 56 minutter. Det nordlige tårn (1 WTC) styrtede sammen klokken 10.28, efter afbrænding i ca. 102 minutter. Da det nordlige tårn kollapsede, faldt der vragrester ned på den nærliggende bygning 7, hvilket efterlod bygningen i brand. Disse brande fortsatte i timevis og svækkede bygningens bæreevne og førte til bygningens komplette kollaps klokken 5:21.
Angrebene skabte en udbredt forvirring blandt nyhedsbureauer og flyveledere i hele USA. Al international civil lufttrafik blev forbudt landing på amerikansk jord i hele tre dage. Luftfartøjer, der var over jorden, skulle enten vende tilbage eller omdirigeres til lufthavne i Canada eller Mexico. Nyhedskilder meddelte om ubekræftede og ofte modstridende rapporter i løbet af dagen. Et af de mest udbredte af disse oplyste, at en bilbombe var blevet detoneret ved US State Departments hovedkvarter i Washington D.C. Kort tid efter den første rapportering om angrebet på Pentagon, fortalte nogle nyhedsmedier meget kort, at en brand var brudt ud på National Mall. En anden beretning gik på, at et Delta Air Lines-fly var blevet kapret. Denne rapport viste sig senere at være en fejltagelse; eftersom det kun i ganske få minutter ikke svarede på sine beskeder, men det reagerede på flyvelederne og landede sikkert i Cleveland, Ohio.
Overblik.
Angrebet startede med, at fire passagerfly blev kapret. Med en brændstofkapacitet på 91.000 liter blev hvert fly en flyvende brandbombe.
Ofrene.
Det totale antal døde lød på 2.995, herunder de 19 flykaprere og 2.976 ofre. Ofrene blev fordelt som følger: 246 på de fire fly (hvorfra der ikke var nogen overlevende), 2.605 i New York i World Trade Center samt på jorden, og 125 i Pentagon. Alle dødsfaldene var civile, undtagen 55 personer der var militærpersonale, som blev dræbt i Pentagon.
Det var folk fra over 90 lande, der mistede livet under angrebene på World Trade Center. I 2007 tilføjede man Felicia Dunn-Jones til det officielle dødstal. Hun døde fem måneder efter terrorangrebet efter at have døjet med dårlige lunger. Leon Heyward, der døde af lymfom i 2008, blev tilføjet til de officielle dødstal i 2009.
National Institute of Standards and Technology har anslået, at omkring 17.400 civile var til stede i World Trade Center- komplekset da det blev angrebet, mens man fra Port Authoritys side skyder på, at 14.154 mennesker befandt sig i World Trade Center klokken 8:45. Langt størstedelen af de mennesker, som befandt sig under anslagsområdet, blev sikkert evakueret fra bygningerne, sammen med 18 mennesker, der befandt sig på anslagsområdet i det sydlige tårn og en række mindre anslagsområder. Mindst 1.366 mennesker af de, der befandt sig i det nordlige tårn, døde, og mindst 618 døde i det sydlige tårn, hvor evakueringen ellers var begyndt før bygningen blev ramt. Det var således over 90% af medarbejderne og de besøgende, der døde i tårnene, som befandt sig under eller på selve anslagsområdet.
Ifølge 11-rapport, blev flere hundrede dræbt øjeblikkeligt, mens resten blev fanget og døde efter at tårnene kollapsede. Mindst 200 personer sprang i døden fra de brændende tårne (som bl.a. er vist i fotografiet "The Falling Man"), og landede på gaderne og hustage samt tilstødende bygninger hundredvis af meter nede. Nogle af de tilstedeværende i hvert tårn over anslagspunktet forsøgte at gå op på taget, i håb om en helikopterredning, dog var tagets indgangsdøre låst. Grundet den intense varme og den tykke røg ville det også have været umuligt at udføre redningsarbejdet fra luften.
I alt 411 reddere døde, da de forsøgte at redde folk ud fra bygningen og bekæmpe brandene. New York City Fire Department (FDNY) mistede 341 af sine brandfolk, samt to paramedicinere. The New York City Police Department mistede 23 politifolk. Og Port Authority Police Department mistede 37 politifolk, og yderligere otte ambulancereddere og paramedicinere fra private præhospitalsenheder blev dræbt.
Cantor Fitzgerald LP, en investeringsbank mellem etage 101. og 105. i World Trade Centers tårn 1, mistede 658 medarbejdere, hvilket er betydeligt mere end nogen anden arbejdsplads i tårnene. Marsh Inc., som lå umiddelbart under Cantor Fitzgerald mellem etage 93. til 101. (placeringen for hvor Flight 11 ramte), mistede 355 medarbejdere, og yderligere 175 ansatte i Aon Corporation døde. Selvom New York og New Jersey var de hårdest ramte stater, har byen Hoboken fastholdt at have det største antal dødsofre.
I ugerne efter angrebet lå det anslåede dødstal på over 6.000 personer. Byen var kun i stand til at identificere omkring 1.600 af ofrene i World Trade Center. Det retsmedicinske undersøgelseskontor indsamlede omkring 10.000 uidentificerede knogle- og vævsfragmenter, der ikke passer sammen med listen over de døde. Knoglerester blev der stadig fundet flere af i 2006, da arbejdere var klar til at nedrive den beskadigede Deutsche Bank Building, hvilket tog sin afslutning i 2007. Den 2. april 2010 påbegyndte en gruppe af antropologer og arkæologiske eksperter at lede efter flere menneskelige rester og personlige ejendele på Staten Island. Den 7. april og 12. april meddelte man, at mellem 10 og 20 kropsdele var fundet på stedet. Søgningen afsluttedes juli 2010.
Beskadigede bygninger.
Sammen med de 110-etagers høje tvillingetårne i World Trade Center-komplekset blev mange andre bygninger på Ground Zero destrueret eller i det mindste meget alvorligt beskadiget, herunder kan nævnes bygningerne World Trade Center nr. 7, 6, 5, 4, Marriott World Trade Center, World Financial Center-komplekset og St. Nicholas Greek Orthodox Church. Tvillingetårnenes kollaps er de eneste eksempler på et progressivt kollaps af stål-indrammede strukturer i historien.
Pentagon blev beskadiget efter brand, og brød delvist sammen
Deutsche Bank Building blev senere dømt til at blive revet ned, grundet ubeboelige samt giftige forhold inde i kontorbygningen. Bygningen blev nedrevet i 2007. Borough of Manhattan Community College's Fiterman Hall på 30 West Broadway er ligeledes dømt til dekonstruktion på grund af omfattende skader fra angrebene.
Andre nærliggende bygninger, herunder 90 West Street og Verizon Building, har lidt større skade, men er siden blevet restaureret. World Financial Center-bygninger, One Liberty Plaza, Millenium Hilton, og 90 Church Street havde moderate skader. De er siden blevet restaureret. Kommunikationsudstyret på toppen af nordtårnet, herunder radio, tv og to-vejs radio, blev ligeledes ødelagt, men mediestationerne var hurtigt i stand til at omdirigere signaler og genoptage sine udsendelser. I Arlington County styrtede en del af Pentagon sammen ved den brand, der opstod efter at Flight 77 havde ramt bygningen.
Redningsarbejdet.
Fire Department of New York City (FDNY) indsatte hurtigt 200 enheder (halvdelen af afdelingen) til at arbejde på Ground Zero. New York City Police Department (NYPD), sendte folk fra Emergency Service (ESE) og andre politifolk af sted.
Da situationen forværredes havde nogle af NYPD luftfartsenhederne viderebragt information til politichefen, som udstedte ordrer til sit personale om at evakuere de to tårne. De fleste NYPD-officerer var i stand til sikkert at kunne evakuere før bygningerne kollapsede. Men med separate kommandostillinger oprettet og uforenelig radiokommunikation blev advarslerne desværre ikke videregivet til FDNY-cheferne.
Efter det første tårn kollapsede stillede FDNY-chefer spørgsmålet, om man skulle udstede evakueringsadvarsler, men på grund af de tekniske problemer med dårligtfungerende radiosystemer nåede mange brandmænd aldrig at høre om evakueringen. 9-1-1 afsendte også informationer fra opkald, der ikke var gået igennem til luftfartøjscheferne. Få timer efter angrebet blev en væsentlig eftersøgnings-og redningsaktion iværksat. Ground Zero blev ikke opryddet, før efter udgangen af maj 2002.
Bagmændene og deres baggrund.
Få timer efter angrebene var FBI allerede i stand til at udpege navne, og i mange tilfælde finde de personlige oplysninger, om de formodede piloter og flykaprere. Mohamed Atta fra Egypten var den taktiske leder af plottet, samt flykaprer på Flight 11. Atta døde under angrebet, sammen med de andre flykaprere om bord på hans fly. Hans bagage indeholdt papirer, der afslørede identiteten af alle de 19 flykaprere og andre vigtige fingerpeg om deres planer, motiver og baggrunde. På dagen for angrebene, opfangede National Security Agency kommunikation, der pegede på Osama bin Laden, hvilket var i lighed med oplysninger fra den tyske efterretningstjeneste.
Den 27. september 2001 offentliggjorde FBI fotos af de 19 flykaprere, sammen med oplysninger om de mulige nationaliteter og aliaser. Femten af flykaprerne var fra Saudi-Arabien, to fra De Forenede Arabiske Emirater, en fra Egypten, og en fra Libanon.
Ifølge Jerrold Post, en professor i psykologi ved George Washington University og tidligere CIA-officer, var flykaprererne mennesker som var veluddannede, modne voksne, og hvis trosopfattelser var fuldt dannet.
FBIs efterforskning af angrebene, med kodenavnet operation PENTTBOM, var den største og mest komplekse undersøgelse i FBIs historie, der involverede over 7.000 specielle agenter. USA's regering har fastslået, at al-Qaeda, der ledes af Osama bin Laden, alene bar ansvaret for angrebene. FBI har udgivet følgende forklaring: "beviset, der forbinder al-Qaeda og bin Laden til angrebene den 11. september er klart og uigendriveligt". Storbritanniens regering nåede frem til samme konklusion om al-Qaeda og Osama bin Ladens skyld i terrorangrebene den 11. september.
Forfatteren Laurie Mylroie, der skriver i det konservative politiske magasin The American Spectator, meddelte i 2006, at Khalid Sheikh Mohammed og hans familie er de primære hovedpersoner bag 9/11 og lignende angreb, samt at Khalid Sheikh Mohammeds samarbejde med Osama bin Laden er sekundær, og at al-Qaedas påstande om ansvaret for angrebet er opportunistiske. Med det modsatte synspunkt er den tidligere CIA-officer Robert Baer. Han hævder, at George W. Bush-administrationens offentliggørelse af Khalid Sheikh Mohammeds påstande om ansvaret for 9/11 og talrige andre retsakter var et løgnagtigt forsøg på at hævde, at alle væsentlige aktører til 9/11 var blevet fanget.
Al-Qaeda.
Oprindelsen af al-Qaeda kan spores tilbage til 1979, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan. Kort efter invasionen rejste Osama bin Laden til Afghanistan, hvor han hjalp med at organisere Mujahid og etablerede organisationen, Maktab al-Khidamat (MAK), til at modstå Sovjetunionen. Under krigen mod Sovjetunionen modtog bin Laden og hans krigere amerikansk og Saudi-Arabisk finansiering. Amerikanske og de fleste Saudi-Arabiske midler blev uddelt gennem ISI, Pakistans efterretningstjeneste. I 1989, da sovjetunionen trak sig tilbage, blev MAK omdannet til en "hurtig udrykningsstyrke" i jihad mod regeringer i hele den muslimske verden. Under vejledning af Ayman al-Zawahiri, blev Osama bin Laden mere radikal. I 1996 udsendte bin Laden sin første fatwa, der opfordrede de amerikanske soldater til at forlade Saudi-Arabien.
I en anden fatwa, udstedt i 1998, skitserede bin Laden sine indvendinger mod den amerikanske udenrigspolitik over for Israel samt den fortsatte tilstedeværelse af de amerikanske tropper i Saudi-Arabien efter Golfkrigen. bin Laden brugte islamiske tekster til at fremmane en voldelig indsats mod det amerikanske militær og borgerskab, indtil de anførte klagepunkter blev vendt. Teksten lød på følgende: "Ulema er igennem islamisk historie blevet enstemmigt enige om, at jihad er en individuel told, hvis fjenden ødelægger de muslimske lande".
Planlægningen af angrebene.
a> var den taktiske leder bag plottet.
Idéen til den 11. september kom fra Khalid Sheikh Mohammed, der først præsenterede idéen for Osama bin Laden i 1996. På det tidspunkt var bin Laden og al-Qaeda i en overgangsperiode, hvor de netop var flyttet tilbage til Afghanistan fra Sudan. Bombeangrebene mod den afrikanske ambassade i 1998 og bin Ladens fatwa fra 1998 markerede et vendepunkt med bin Ladens ærklærede hensigt om at angribe USA. I december 1998 indberettede direktøren for Central Intelligence til firmaets formand om, at al-Qaeda var klar til forberedelsen af angreb i USA, herunder ved hjælp af personlige uddannelser til at kapre fly.
I slutningen af 1998 eller i begyndelsen af 1999 gav bin Laden Mohammed godkendelse til at gå videre med tilrettelæggelsen af angrebene. En række møder fandt sted i foråret 1999 med deltagelse af blandt andet Khalid Sheikh Mohammed, Osama bin Laden og hans stedfortræder Mohammed Atef. Mohammed ydede en operativ støtte til angrebene, herunder med hjælp til udvælgelsen af målet, samt at arrangere rejser for flykaprerne. bin Laden afviste dog nogle potentielle mål, såsom US Bank Tower i Los Angeles, hvilket han begrundede med, at der ikke var tid nok til at forberede en sådan operation.
bin Laden forudsatte sit lederskab for angrebet sammen med en finansiel støtte, og selv var han involveret i udvælgelsen af deltagerene ved terrorangrebet. bin Laden havde oprindeligt udvalgt Nawaf al-Hazmi og Khalid al-Mihdhar, begge erfarne jihadister, der kæmpede i Bosnien. Hazmi og Mihdhar ankom til USA i midten af januar 2000 efter en rejse til Malaysia for at deltage i et topmøde med al-Qaeda. I foråret 2000 tog Hazmi og Mihdhar flyvelektioner i San Diego, Californien. At de begge kun kunne tale en smule engelsk gavnede dog ikke deres flyvelektioner.
I slutningen af 1999 ankom en gruppe flykaprere, som bin Laden havde udvalgt til at deltage i terrorangrebet, fra Hamborg i Tyskland til Afghanistan, heriblandt Mohamed Atta, Marwan al-Shehhi, Ziad Jarrah og Ramzi Binalshibh. bin Laden havde udvalgt disse mænd, eftersom de var uddannede og kunne tale engelsk. Nye rekrutter blev rutinemæssigt screenet for særlige kompetencer, hvilket fik al-Qaeda-lederne til også at udvælge Hani Hanjour, der i forvejen havde kommercielt pilotcertifikat, til plottet.
Hanjour ankom til San Diego den 8. december 2000, hvor han sluttede sig sammen med Nawaf al-Hazmi. Kort tid efter tog de til Arizona, hvor Hanjour tog genopfriskningskurser. Marwan al-Shehhi ankom i slutningen af maj 2000, mens Atta ankom den 3. juni 2000 og Jarrah ankom den 27. juni 2000. Binalshibh anmodede flere gange om et visum til USA, men blev som yemenitisk statsborger afvist af bekymring for, at han ville overskride sit visum og forblive i USA som en illegal indvandrer. Binalshibh forblev derfor i Hamborg, hvor han hjalp Atta og Khalid Sheikh Mohammed med koordineringen. De tre medlemmer af Hamburger Terrorzelle fik alle pilotuddannelse i det sydlige Florida.
I foråret 2001 begyndte flykaprerne at ankomme til USA. I juli 2001 mødtes Atta med Binalshibh i Spanien, hvor de koordinerede oplysninger om plottet, herunder de endelige måludvælgelser. Binalshibh gik også med på bin Ladens ønske om et angreb, der skulle gennemføres så hurtigt som muligt.
Osama bin Laden.
Osama bin Laden havde erklæret hellig krig mod USA. En fatwa (religiøst motiveret erklæring) som bin Laden havde underskrevet, opfordrede til drab på amerikanske civile i 1998, og det betragtes derfor af efterforskere som bevis for hans hensigt om at begå sådanne handlinger.
bin Laden havde oprindeligt nægtet nogen form for indblanding i terrorangrebet, men senere indrømmede han at have andel i terrorangrebet.
Den 16. september 2001 benægtede Osama bin Laden enhver involvering i angrebene med oplæsningen af en meddelse på Qatars Al-Jazeera satellit-tv-kanal: "Jeg understreger, at jeg ikke deltog i udførelsen af denne aktion, som lader til at være udført af individer med egne motiver." Denne benægtelse blev offentliggjort på nyhedsstationer i hele verden. Dette var i stærk kontrast til en tidligere fatwa, underskrevet af bin Laden og andre, som refererede til drab på amerikanske statsborgere tilbage i 1998. I november 2001 fandt amerikanske styrker et videobånd fra et ødelagt hus i Jalalabad, Afghanistan, hvori en mand, som angiveligt er Osama bin Laden, taler med Khaled al-Harbi. På båndet indrømmer bin Laden at have planlagt angrebene. Båndet blev vist på forskellige tv-stationer den 13. december 2001. Den detaljerede tidsplan for bin Laden, der uden forudgående viden blev afsløret i et interview i september 2002 sammen med Khalid Sheikh Mohammed og Ramzi Binalshibh: Beslutningen om at lancere en "martyriums-operation indenfor Amerika" blev lavet af al-Qaedas militære komité i begyndelsen af 1999; efter at Atta udvalgte datoen (9/11/01) for angrebene, meddelte Binalshibh den 29. august 2001, at bin Laden var blevet informeret om dette den 6. september 2001.
Den 27. december 2001 blev en anden bin Laden-video frigivet. I videoen siger bin Laden bl.a.: "Terrorisme mod Amerika fortjener at blive rost, fordi det er en reaktion på uretfærdighed, der tager sigte på at tvinge USA til at stoppe sin støtte til Israel, som dræber vort folk". bin Laden ville ikke risikerer at afsløre, at han stod bag terrorangrebene, så derfor varede optagelsen ikke ret meget længere.
Kort før det amerikanske præsidentvalg i 2004 bekræftede bin Laden offentligt al-Qaeda's involvering i angrebene på USA og han indrømmede sin direkte forbindelse til angrebene. Han sagde, at angrebene blev udført fordi "vi er frie mennesker, som ikke accepterer lovløshed, og vi vil genetablere friheden i vort land." Landet, bin Laden hentyder til, er formentlig Afghanistan. Osama bin Laden fortæller desuden, at han personligt havde beordret sine tilhængere til at angribe World Trade Center, "vi havde aftalt med Mohammad Atta, Allah forbarm dig over ham, at alle operationer skulle udføres inden for 20 minutter, før Bush og hans administration kunne nå at reagere." En anden video, der blev fremstillet af Al Jazeera i september 2006, viser Osama bin Laden sammen med Ramzi Binalshibh samt to flykaprere, Hamza al-Ghamdi og Wail al-Shehri, mens de forbereder sig til terrorangrebet.
Khalid Sheikh Mohammed.
Journalisten Yosri Fouda fra den arabiske tv-kanal Al Jazeera rapporterede, at i april 2002 indrømmede Khalid Sheikh Mohammed sit engagement i terrorangrebet, sammen med Ramzi Binalshibh. 11-rapport har fastslået, at Khalid Sheikh Mohammeds fjendskab med USA skyldtes hans markante uenighed med den amerikanske udenrigs-politik, der favoriserer Israel".
Khalid Sheikh Mohammed var også rådgiver og finansmand bag bombeangrebet mod World Trade Center i 1993. Han er desuden onkel til Ramzi Yousef, som medvirkede til bombeangrebet.
Khalid Sheikh Mohammed blev anholdt den 1. marts 2003 i Rawalpindi i Pakistan af pakistanske sikkerhedsfolk, der arbejder sammen med CIA. Han blev øjeblikkeligt tilbageholdt i Guantanamo-lejren. Under USA's retsmøder i marts 2007 tilstod Sheikh Mohammed igen sit ansvar for angrebene: "Jeg var ansvarlig for 9/11, fra A til Z". Mohammed aflagde tilståelse efter at være blevet tortureret med waterboarding. I november 2009 meddelte den amerikanske justitsminister Eric Holder, at Mohammed og de fire anklagede medsammensvorne vil blive flyttet fra Guantanamo-lejren, for at blive stillet for en civil domstol nær Ground Zero i New York. Ingen retssagsdato blev givet. Holder udtrykte sin tillid til, at de sagsøgte ville få en retfærdig rettergang, som var "åbent for offentligheden og er åben for verden".
Andre Al-Qaeda-medlemmer.
Fem personer er indtil videre blevet identificeret som havende kendskab til detaljerne omkring angrebet. Personerne er Osama bin Laden, Khalid Sheikh Mohammed, Ramzi Binalshibh, Abu Turab al-Urduni og Mohammed Atef. Til dato er kun få dømt for deltagelse i angrebene. bin Laden er endnu ikke blevet formelt anklaget.
Den 26. september 2005 idømte den spanske højesteret Abu Dahdah til 27 års fængsel for deltagelsen i 9/11 samt for at være medlem af terrororganisationen al-Qaeda. Samtidig blev 17 andre al-Qaeda medlemmer dømt til en straf, der lød på mellem seks og elleve års fængsel. Den 16. februar 2006 reducerede den spanske højesteret Abu Dahdahs straf til 12 år fordi man mente, at hans deltagelse i angrebet ikke var fuldstændig bevist.
Øjeblikkelige reaktioner.
Terrorangrebene den 11. september 2001 havde øjeblikkelige og overvældende effekter på den amerikanske befolkning. Mange politifolk og reddere rundt omkring i landet tog orlov for at rejse til New York for at hjælpe med oprydningen efter angrebet. Bloddonationer på tværs af hele USA blev mere populære i ugerne efter terrorangrebet.
For første gang i historien blev SCATANA forpligtet til, at alle fly i USA og flere andre lande, herunder Canada, skulle blive på jorden i flere dage, hvilket førte til problemer for over titusinder af rejsende i hele verden. Alle internationale flyverute blev midlertidigt udelukket fra det amerikanske luftrum. Canada fik omdirigeret 226 fly og lancerede Operation Gul Ribbon til at håndtere det store antal fly og strandede passagerer.
Militære operationer efter terrorangrebene.
Klokken 14:40 lokal tid den 11. september udsendte USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld hurtige ordrer om at finde beviser for Iraks involvering.
NATO's Råd erklærede, at angrebene på USA blev anset for at være et angreb mod samtlige NATO-lande. Efter et officielt besøg i USA af den australske premiereminister John Howard på tidspunktet for angrebene påberåbte han en artikel i IV ANZUS traktat. I kølvandet på angrebene meddelte Bush-administrationen, at der erklæredes krig mod terrorisme med det mål at bringe Osama bin Laden og al-Qaeda til retfærdighed og forhindre fremkomsten af andre terrornetværk. Disse mål skulle opnås ved økonomiske og militære sanktioner mod stater, som blev opfattet som husly til terrorister samt øget global overvågning og udveksling af efterretninger.
Den næststørste operation af den amerikanske globale krig mod terrorisme uden for USA, og den største direkte forbundet med terrorisme, blev den amerikansk-ledede koalitions omstyrtning af Taleban-styret i Afghanistan. USA var ikke den eneste nation der øgede sit militære beredskab. Bemærkelsesværdige eksempler er Filippinerne og Indonesien, lande, der begge har deres egne interne konflikter med den islamiske terrorisme.
Indenlandsk ansvar.
USA's regering, ledet af George W. Bush, fastslog (delvist baseret på hemmeligstemplet information), at al-Qaeda og Osama bin Laden bar ansvaret for angrebene. bin Laden afviste til at begynde med, men skiftede senere over til at bekræfte sin involvering i angrebene. Han havde tidligere erklæret sig for at være i religiøs krig mod USA, og dette bliver officielt anset for at være motivet bag angrebene.
Den 20. september 2001 talte den amerikanske præsident til nationen, ved en fælles samling i Kongressen, om begivenhederne, der hændte den 11. september, de mellemliggende ni dage af rednings-og genopbygningsarbejdet og hans hensigter som reaktion på disse begivenheder. New Yorks borgmester, Rudy Giuliani gav Bush stor ros både nationalt og i New York.
Mange relief-midler blev straks afsat til at mindes de mange ofre for angrebene samt til at have den opgave at skulle yde en finansiel bistand til de overlevende fra angrebene og familierne til ofrene. Ved fristens udløb for ofrenes erstatning, den 11. september 2003, havde man modtaget 2.833 ansøgninger fra de pårørende til de, der blev dræbt.
Beredskabsplaner for kontinuiteten i regeringens evakuering af lederne blev også gennemført næsten umiddelbart efter angrebene. Kongressen vidste imidlertid ikke, at USA var under en kontinuitet indtil februar 2002.
I USA vedtog Kongressen efter underskrift af præsident Bush 'Homeland Security Act of 2002' til at skabe 'Department of Homeland Security', der repræsenterer den største omstrukturering af den amerikanske regering i moderne tid.
Borgerrettighedsgrupper har kritiseret PATRIOT Act for at sige, at det giver myndighederne mulighed for indblanding i privatlivets fred og for at eliminere retsligt tilsyn med de retshåndhævende samt for national indsamling af oplysninger om borgerne.
Man regner med, at terroristerne brugte et sted mellem $400.000 og $500.000 til at planlægge og udføre deres angreb og at disse penge kom fra al-Qaeda, organiseret gennem Khalid Sheikh Mohammed.
En lille del af al-Qaeda's totale udgifter, der sandsynligvis er $30 millioner om året, blev finansieret af Osama bin Laden's personlige formue.
En stor del af finansieringen synes dog at være kommet som donationer fra Golflandene, og donorene har måske ikke været vidende om donationernes endelige mål.
Ifølge CIA har også arabiske/islamiske hjælpeorganisationer, med for ringe regnskabskontrol, været udnyttet, f.eks. den saudiarabiske al Haramain Islamiske Fond, ligesom organisationen "al Wafa" har kanaliseret penge til al-Qaeda, måske med viden om onde hensigter, da al-Qaeda kontrollerede organisationen.
Racerelateret kriminalitet.
I dagene efter terrorangrebet opstod der talrige typer af chikane og racerelateret kriminalitet, også kaldet hate crime, mod folk fra Mellemøsten. Sikhere var også mål for chikaner, fordi de mandlige sikhere ofte bærer turban, hvilket tit blev forbundet med muslimer. Der var yderligere rapporter om verbal chikane, herunder med angreb på moskeer og andre religiøse bygninger, herunder brandbomber mod et hinduistisk tempel. Endvidere overfald på mennesker samt et mord: Balbir Singh Sodhi blev dræbt den 15. september 2001. Han var, som mange andre, en Sikh, der blev taget for at være muslim.
Ifølge en undersøgelse, foretaget af Ball State University, formodedes personer med mellemøstlig afstamning at være mere efterstræbte som ofre for hate crime hvis de tillige var tilhængere af islam. Undersøgelsen afslørede også en tilsvarende stigning i hate crimes mod mennesker, der har været opfattet som islamister, samt arabere og personer med mellemøstlig oprindelse.
Den muslimsk-amerikanske reaktion.
Topmuslimske organisationer i USA var hurtige til at fordømme angrebene den 11. september og opfordre muslimsk-amerikanere til at anvende deres evner og ressourcer til at bidrage til afhjælpning af lidelserne hos de berørte mennesker og deres familier. Blandt toporganisationer kan nævnes: Islamic Society of North America, American Muslim Alliance, American Muslim Council, Council on American-Islamic Relations, Islamic Circle of North America, og Shari'a Scholars Association of North America. Sammen med massive monetære donationer blev der lanceret mange islamiske organisationer, som gav lægehjælp, mad og husly til ofrene.
Internationale reaktioner.
Angrebene blev direkte transmitteret over hele verden. Over hele kloden blev der tilbudt pro-amerikansk støtte og solidaritet. Ledere i de fleste mellemøstlige lande, også Afghanistan, fordømte angrebene. Irak var en bemærkelsesværdig undtagelse, med en øjeblikkelig officiel erklæring om, at "de amerikanske cowboys høster frugten af deres forbrydelser mod menneskeheden".
Titusindvis af mennesker forsøgte at flygte fra Afghanistan efter angrebene, fordi man frygtede en reaktion fra USA. Pakistan, der allerede var hjemsted for mange afghanske flygtninge fra tidligere afghanske konflikter, lukkede grænsen til Afghanistan den 17. september. Cirka en måned efter angrebene anførte USA en bred koalition af internationale styrker i forsøget på at tilintetgøre Taliban-styrets husly for al-Qaeda. De pakistanske myndigheder ændrede modvilligt holdning for at tilslutte sig USA's krig mod Taleban og al-Qaeda. Pakistan gav USA en række militære lufthavne og baser til deres angreb på Taliban-regimet og anholdt over 600 formodede al-Qaeda medlemmer, som blev overdraget til USA.
En lang række lande, herunder Canada, Kina, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Tyskland, Indien og Pakistan, indførte en anti-terror lovgivning og lukkede en række bankkonti tilhørende enkeltpersoner, der var mistænkt for at have forbindelse til al-Qaeda. Retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester i en række lande, herunder Italien, Malaysia, Indonesien og Filippinerne, anholdt personer, som de mistænkte for at stå bag terror.
I USA gav dette anledning til en vis kritik fra menneskerettighedsorganisationer o.l., så som Bill of Rights Defense Committee, der hævdede, at de traditionelle begrænsninger for føderal overvågning (f.eks COINTELPRO's overvågning af offentlige møder) var blevet "demonteret" af USA PATRIOT Act. Organisationer såsom American Civil Liberties Union og Liberty fremførte, at visse borgerlige rettigheder og beskyttelse ville blive omgået.
USA oprettede Guantánamo-lejren på Cuba for at holde styr på personer, som de definererede som "ulovlige fjendtlige kombattanter". Legitimiteten af disse tilbageholdelser er blevet drøftet af bl.a. Europa-Parlamentet, Organisationen af Amerikanske Stater og Amnesty International.
De internationale begivenheder og reaktioner umiddelbart efter angrebene havde betydning for effekten af verdenskonferencen mod racisme i 2001, som endte i uenighed og internationale beskyldninger, blot tre dage før angrebet.
Konspirationsteorier.
Selvom langt de fleste har en fælles opfattelse af hændelserne den 11. september 2001 er der fremkommet mange konspirationsteorier. De kredser normalt omkring den påstand, at den amerikanske regering enten kendte til, eller selv direkte stod bag, angrebene. En del hæfter sig i den forbindelse ved forløbet og omfanget af World Trade Centers sammenstyrtning. Fælles for mange af teorierne gælder imidlertid, at de strider mod fysikkens love, tekniske fakta og/eller almindelig logik og generelt ikke anerkendes af den almindelige fagkundskab.
Mange af teorierne tager udgangspunkt i, at den amerikanske regering enten kendte til, eller direkte stod bag, angrebene. Formålet skulle være at skabe en slags afgørende hændelse, som kunne samle den amerikanske befolkning bag en aggressiv udenrigspolitik i lighed med de politiske virkninger af sænkningen af Lusitania, den tyske rigsdagsbrand eller angrebet på Pearl Harbor. I andre teorier gøres Israel eller en jødisk sammensværgelse ansvarlig i stedet for den amerikanske regering, eller ansvaret henføres til pan-nationale hemmelige organisationer.
I de fremsatte teorier hævdes det blandt andet, at tvillingetårnene WTC styrtede sammen som følge af en kontrolleret nedrivning, at eksplosionen ved Pentagon var resultatet af en bilbombe eller et missil og at der ikke var noget passagerfly, samt at Flight 93 ikke styrtede ned, men blev skudt ned.
Konspirationsteorierne er ofte indbyrdes modstridende og bliver for de flestes vedkommende afvist af den anerkendte forskningsverden. Endvidere har FBI fastslået:, Storbritanniens regering, amerikanske embedsmænd samt bredt accepterede forskere har konkluderet, at de ansvarlige for terrorangrebene ene og alene er Al-Qaida, ligesom Al-Qaida selv ved flere lejligheder har påtaget sig ansvaret.
USA's udenrigspolitik og forbindelsesskift.
Som følge af terrorangrebet skiftede den amerikanske udenrigspolitik pludseligt og dramatisk. Angrebene resulterede i krigen i Afghanistan, der begyndte i 2001, selv om Taliban havde tilbudt at stille bin Laden for en domstol i et helt tredje land.
I de første par år efter den 11. september 2001, blev der vist international støtte og medfølelse til USA. Den internationale støtte til Bush-administrationens politik visnede efterfølgende, og offentligheden samt regeringerne i flere lande, herunder de europæiske militært-allierede af USA, vendte sig mere eller mindre mod den politik, som den amerikanske regering havde.
I sidste ende forlod Bush kontoret med en international godkendelse af hans udenrigspolitik på mindre end 20%. Resultaterne efter det amerikanske valg i 2008 har tydeligt vist, at amerikanerne er trætte af at forfølge de aggressive militaristiske politikker som en reaktion på terrorangrebene, og da en regering, som havde lovet at vende sådanne politikker ryggen var blevet valgt, voksede den internationale støtte til Amerika kraftigt.
Økonomisk efterfølgende.
Satellitbilledet over Manhattan viste den store røgsky dagen efter angrebene
En brandmand kalder på 10 ekstra redningsarbejdere for at hjælpe med at komme ind i World Trade Centers ruiner
Angrebene havde en betydelig økonomisk indflydelse på USA og verdensmarkederne. New York Stock Exchange (NYSE), American Stock Exchange (AMEX) og NASDAQ holdt lukket hele dagen og forblev lukket indtil 17. september. Ved genåbningen faldt Dow Jones Industrial Average's indeks med 684 point, eller 7,1%, til 8921, hvilket var rekord for én-dags tilbagegange.
Ved udgangen af ugen faldt DJIA med 1.369.7 point (14,%), hvilket var det daværende største ugetab i historien, senere i 2008 blev det overgået, grundet finanskrisen. Amerikanske aktier faldt 1.400 milliarder dollars i løbet af ugen, hvilket svarede til et tab på 1.720 milliarder dollars pr. dag.
I New York mistede man omkring 2.800 millioner dollars i løn de første tre måneder efter terrorangrebet. De økonomiske virkninger var især koncentreret om byens eksport og økonomiske sektorer. Byens BNI per indbygger blev anslået til at være faldet med 27.300 millioner dollars i løbet af de sidste tre måneder af 2001 og hele 2002. Den føderale regering bevilgede 11.200 millioner dollars i umiddelbar assistance til styret i New York i september 2001 samt 10.500 millioner dollars i begyndelsen af 2002 til økonomisk udvikling og forbedringer af infrastrukturen.
Angrebene påvirkede også små virksomheder i Lower Manhattan tæt ved World Trade Center. Omkring 2.960.000 m2 af Lower Manhattans kontorlokaler blev beskadiget eller ødelagt ved angrebet.
Mange spekulerede på, om de mistede arbejdspladser ville vende tilbage og det decimerede beskatningsgrundlag ville komme på fode igen. Undersøgelser af de økonomiske virkninger af angrebet viser, at Manhattans real-estate marked og kontorbeskæftigelse var mindre påvirket end oprindeligt forventet.
Det nordamerikanske luftrum holdt lukket i flere dage efter angrebene, hvilket førte til en nedskæring på næsten 20% i lufttrafikkens kapacitet.
Helbredseffekter.
En brandmand står tæt ved røgen i New York
Som følge af tvillingetårnenes kollaps blev mere end 2.500 forurenende stoffer, herunder kendte kræftfremkaldende stoffer, spredt ud over Manhattan. Dette har ført til invaliderende sygdomme blandt redningsarbejderne. For eksempel døde NYPD-officeren Frank Macrì af lungekræft, der havde bredt sig i hele hans krop, den 3. september 2007; hans familie har taget hans kræftsygdom som et resultat af den lange arbejdstid, som han har haft på stedet.
Effekter på helbredet udvidede sig ligeledes til nogle beboere, studerende og kontorarbejdere i Lower Manhattan samt i nærheden af Chinatown. Det giftige støv, forårsaget af World Trade Centers sammenbrud, har også ført til flere dødsfald. Ofrenes navne vil blive medtaget i World Trade Center Memorial. Det har også ført til en række videnskabelige spekulationer på, om eksponeringen af forskellige giftige stoffer i luften kan have negative virkninger på et fostrets udvikling. På grund af denne potentielle fare blev børns miljømæssige sundhedscenter sat til at undersøge de børn, hvis mødre var gravide under World Trade Centers sammenbrud samt dem, der boede eller arbejdede i nærheden af World Trade Center.. En undersøgelse udgivet i april 2010, foretaget af redningsarbejdere, har konstateret, at alle de medvirkende til redningsarbejdet fik nedsat lungefunktion og at 30 til 40 procent af arbejderne havde vedvarende symptomer, der startede inden for de første år efter angrebet, med en ringe - eller slet ingen - forbedring siden.
Den 17. oktober 2006 afviste den føderale dommer, Alvin Hellerstein, New Yorks afvisning af at betale sundhedsomkostninger for redningsarbejderne. Regeringens embedsmænd blev desuden kritiseret for at have opfordret befolkningen til at vende tilbage til Lower Manhattan i ugerne umiddelbart efter angrebene. Christine Todd Whitman, EPA's administrator i kølvandet på angrebene, blev stærkt kritiseret for at udsende ukorrekte påstande om, at området var miljømæssigt sikkert. Præsident Bush blev kritiseret for at blande sig i EPA's fortolkninger og udtalelser om luftkvaliteten i kølvandet på angrebene. Desuden blev borgmester Giuliani kritiseret for at have opfordret det finansielle industripersonale til at vende hurtigt tilbage til Wall Street-området.
FBIs undersøgelser.
Umiddelbart efter angrebene påbegyndte FBI den største kriminelle undersøgelse i USA's historie. FBI informerede det amerikanske senat om, at der var klare og uigendrivelige beviser, som forbandt al-Qaida og bin Ladens til angrebene.
11. september-kommissionen.
Der blev i slutningen af 2002 nedsat en kommission med navnet "National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States", normalt forkortet "9/11 Commission", der skulle lave en fuldstændig gennemgang af omstændighederne omkring angrebet.
Kommissionens afsluttende rapport —"11 rapport"— blev udgivet i bogform i 2004 og er tillige tilgængelige i sin fulde form på internettet.
Rapporten gennemgår i detaljer angrebet den 11. september samt de rejser og uddannelser, som de 19 terrorister foretog i Afghanistan og indenfor USA.
Rapporten konkluderede, at hvis FBI, CIA, NSA og de amerikanske grænsemyndigheder inden angrebet havde haft et tættere samarbejde med deling af information, kunne angrebet måske været blevet forhindret.
World Trade Centers kollaps.
Tekniske undersøgelse af tvillingetårnenes og World Trade Center nr. 7's kollaps blev foretaget af det amerikanske handelsministerium National Institute of Standards and Technology (NIST). Målene for denne undersøgelse var at fastslå, hvorfor bygningerne kollapsede, omfanget af skader og dødsfald samt de procedurer, der er involveret i udformningen og forvaltningen af World Trade Center. Undersøgelsen af sammenbruddet i 1 WTC og 2 WTC blev tilendebragt i oktober 2005 og undersøgelsen af sammenbruddet i 7 WTC var færdig august 2008.
Rapporten konkluderede, at brandsikringsmæssige tiltag på tvillingetårnenes stålinfrastruktur blev sprængt, efter at de blev ramt af de to fly. Hvis dette ikke var sket ville tårnene sandsynligvis være blevet stående. En undersøgelse, offentliggjort af forskere fra Purdue University, bekræftede, at hvis varmeisoleringen på de centrale søjler ville være fjernet og kolonnetemperaturerne var forhøjet til ca 700° ville branden være tilstrækkelig til at indlede et kollaps.
W. Gene Corley, direktør for den oprindelige undersøgelse, kommenterede at "tårnene var virkelig forbløffende. Fly kan ikke få bygninger til at styrte sammen, det var den brand, der efterfulgte. Det er bevist, at du kunne tage de to tredjedele af kolonnerne i et tårn, og bygningen ville blive stående." Brandene svækkede etagerne, hvilket fik gulvene til at synke sammen. Gulvene trak sig sammen på ydersiden af stålsøjlerne til det punkt, hvor de udvendige kolonner bukkede indad. Med skade på kernen kunne de udvendige søjler ikke længere støtte bygningerne, hvilket fik dem til at kollapse. Endvidere bekræfter rapporten, at tårnenes trapperum ikke var tilstrækkeligt sikrede. NIST konkluderede, at ukontrollerede brande i 7 WTC forårsagede at gulvbjælkerne blev varme.
Intern undersøgelse af CIA.
CIA's inspektør foretog en intern undersøgelse af CIAs undersøgelser for terrorangrebet og han gav en kraftig kritik af højtstående embedsmænd for ikke at forsøge flere muligheder for at konfrontere terrorismen. Han kritiserede deres oplysninger om, at de to flykaprere Nawaf al-Hazmi og Khalid al-Mihdhar rejste ind i USA og ved et uheld forsøgte at udveksle oplysninger med to mænd fra FBI.
I maj 2007 udarbejdede senatorer fra både Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti en lovgivning, som åbent ville fremlægge en intern CIA-undersøgelsesrapport. Rapporten undersøgte ansvaret hos hver enkelte af CIAs ansatte både før og efter den 11. september. Rapporten var færdig i 2005, men dens detaljer blev aldrig frigivet til offentligheden.
Genopførelse.
Processen med oprydningen og genopretningen efter angrebene foregik i døgndrift. I alt tog det otte måneder at få ryddet helt op. Rester blev transporteret fra Ground Zero til Staten Island. Den 30. maj 2002 blev der afholdt en ceremoni for officielt at erklære oprydningen efter terrorangrebet for tilendebragt. I 2002 begyndte man på opførelsen af en ny bygning 7. Bygningen blev færdigbygget i maj 2006 nord for det nye World Trade Center. Derudover blev en midlertidig PATH station ved World Trade Center åbnet i november 2003, den vil senere blive erstattet af en permanent station, designet af Santiago Calatrava.
Bag genopførelsen af World Trade Center er der mange aktører, herunder Larry Silverstein og folk fra havnemyndigheden, og deltagelse af guvernør i New York George Pataki gav en vis autoritet. Samt, at ofrenes familier og folk i de omkringliggende kvarterer ønskede borgmester Michael Bloomberg til at lede genopførelsen. I november 2001 etablerede George Pataki Lower Manhattan Development Corporation (LMDC) som en officiel kommission til at overvåge genopførelsesprocessen. The Memory Foundations, designet af Daniel Libeskind, blev valgt som den overordnede plan for det nye World Trade Center. Planen omfattede et 541 meter højt Frihedstårn, (nu kendt som 1 World Trade Center) samt et mindesmærke og en række højhuse.
Den 13. marts 2006 ankom arbejderne for at fjerne de sidste rester og starte opmålingen. Dette markerede den officielle start på opførelsen af det nationale September 11 Memorial & Museum, dog ikke uden protester fra nogle af de omkomnes familiemedlemmer. I april 2006 aftalte havnemyndigheden med Larry Silverstein, at han skulle overdrage rettighederne til at udvikle Frihestårnet og tårn fem i bytte for en finansiering med Liberty Bonds for tårn 2, 3 og 4. Den 27. april 2006 blev en ceremoni afholdt for Frihedstårnet.
I maj 2006 blev Richard Rogers og Fumihiko Maki annonceret som arkitekterne bag tårn 3 og 4. Det endelige design for tårn 2, 3 og 4 blev afsløret den 7. september 2006. Tårn 2 vil få navnet 200 Greenwich Street, og vil have en højde af 382 meter og et 96-fod højt spir, hvilket i alt giver 411 meter. Tårn 3 vil få navnet 175 Greenwich Street og vil have en højde af 352 meter samt antenner, der vil give tårnet en højde af i alt 383 meter. Tårn 4 får navnet 150 Greenwich Street og vil have en samlet højde på 288 meter. Den 22. juni 2007 meddelte havnemyndigheden i New York og New Jersey, at man ville bygge en 42-etagers bygning kaldet tårn 5. Kohn Pedersen Fox blev valgt som arkitekt for bygningen.
Opførelsen af 1 World Trade Center blev mødt med kritik, lige fra selve formgivningen til navneændringen. New Yorks borgmester Michael Bloomberg udtalte i 2003, at Frihedstårnet ikke ville skifte navn til 1 World Trade Center, det skulle hedde Frihedstårnet.
Mindesmærker.
Mindehøjtidelighed den 11. september 2004, hvor lyskastere markerer tårnenes placering
I dagene umiddelbart efter angrebene blev der opsat mindesmærker og vist global medfølelse. Desuden blev der opsat billeder af de mange forsvundne og savnede på Ground Zero. Et vidne har beskrevet, at han var ude af stand til at "komme væk fra ansigterne af de uskyldige ofre, som blev dræbt. Deres billeder er at se overalt, på telefonbokse, gadebelysningen, og på væggene i metrostationerne. Alt mindede om en enorm begravelse, folk stod stille og triste. Men samtidig også noget meget rart. Før gav New York mig en kold fornemmelse, men nu går folk og hjælper hinanden."
Et af de først-opførte mindesmærker var Tribute in Light, en installation bestående af 88 projektører, der danner to lodrette søjler, som lyser op i himlen. I New York startede man World Trade Center Site Memorial Competition for at designe et passende mindesmærke på stedet. Det vindende design, "Reflecting Absence", blev udvalgt som vinder i august 2006 og består af to bassiner i fodsporene af, hvor de to tårne engang stod, omgivet af en liste med ofrenes navne i et underjordisk mindesmærke. Der er stadig planer om at opføre et museum på stedet som en reaktion på klager fra de omkomnes familiemedlemmer.
Pentagon Memorial blev afsluttet og åbnet for offentligheden på syvårsdagen for angrebene, den 11. september 2008. Pentagon Memorial består af en park med 184 bænke overfor Pentagon. Da Pentagon var under sin genopførelse i perioden 2001-2002 blev et privatkapel og et indendørs mindesmærke midlertidigt placeret på det sted, hvor Flight 77 ramte bygningen.
I Shanksville, hvor Flight 93 styrtede ned, blev et spontant mindesmærke i form af hilsner fra de efterladte og besøgende etableret i dagene efter angrebene. Fonde over hele USA begyndte at indsamle penge til finansiering af et mindesmærke for ofrene i løbet af den første måned efter styrtet.
Den 25. august 2008 donerede brandfolk i New York et kors lavet af stål fra resterne af World Trade Center. Bjælken, der var sat ovenpå er formet som Pentagon og det hele blev opsat uden for brandstationen for Shanksville Volunteer Fire Department.
Det sidste hvilested for ofrene.
Efter angrebene blev Fresh Kills Landfill på Staten Island midlertidigt genåbnet for at man skulle have et sted at anbringe og gennemgå ruinerne fra ødelæggelserne. Det meste blev senere fjernet og solgt til skrothandlere. Resten bestod bl.a. af resterne fra mange af ofrene. I august 2005 modtog man 17 klager med støtte fra 1.000 andre slægtninge. Klagerne lød på, at man forlangte, at byen skulle flytte næsten en million tons materiale fra Fresh Kills. Ønsket var, man ville placere resterne på en kirkegård. Norman Siegel, advokaten for klagerne, udtalte: "Det kommer an på dette: Er vi parate til at efterlade hundredvis af kropsdele og menneskelige efterladenskaber på toppen af en losseplads?" James E. Tyrrell, en advokat, hævdede: "Du er nødt til at være i stand til at uddybe og sige, hvilken kropsdel det er og hvem den stammer fra. Det eneste, der er tilbage, er en masse uidentificeret støv."
Margrete 1..
Margrete 1. (marts 1353 – 28. oktober 1412) var regent for Danmark (1375-1412), Norge (1388-1412) og Sverige (1389-1412). Hun er desuden kendt som grundlæggeren af Kalmarunionen og som Danmarks første kvindelige monark, i hvert fald af gavn.
Biografi.
Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag. Som 10-årig blev hun gift med kong Håkon 6. af Norge. Han var 24 på det tidspunkt. Margretes officielle titel har aldrig været dronning af Danmark, men i stedet "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder" indtil sønnen, hendes mindreårige søn Oluf, kunne blive konge. Så mens Oluf var "mindreårig konge" som fem-årig, var hun hans formynder og regerede på hans vegne. Da Oluf døde i 1387, som 16-årig, valgte Rigsrådet Margrete til regent, ivrigt tilskyndet af drost Henning Podebusk. Margrete tog nu sin søsters dattersøn, Bogislaw, til sig som sin fostersøn. Bogislaw, som var søn af Vartislav VII af Pommern, fik, da hans arveret til den norske krone blev anerkendt, det nordiske navn Erik (senere Erik af Pommern). I 1388 blev Margrete valgt til regent i Norge. I Sverige var der nærmest borgerkrig mellem stormændene og kongen, Albrecht af Mecklenburg. Ved Dalaborgaftalen i 1388 blev Margrete valgt til regent over den del af Sverige som stormændene kontrollerede, og de lovede at hjælpe Margrete med at få resten af Sverige. Stockholm, som var under kontrol af tyske købmænd, blev belejret. Mecklenburg kom nu til hjælp og begyndte at hærge de danske kyster. Men efter et forlig endte det med, at Margrete blev regent i Sverige. Da var hele Norden i hendes magt, herunder også Island, Færøerne og Grønland, som fulgte med Norge, og Finland, som fulgte med Sverige.
Margrete begyndte nu at styrke sin position. Hun overtog selv embederne som marsk og drost og sørgede for, at Rigsrådets indflydelse mindskedes. Hun forbød stormændene at bygge deres egne borge, og byer måtte heller ikke længere befæstes. Meget af det gods, som stormændene har erhvervet under Valdemar Atterdags ophold i Tyskland, bringes tilbage under kronen. I 1396 vedtog landstingene den såkaldte "Dronning Margretes Fred", hvori borgerne lovede regeringen at overholde gældende love. Dette er modsat de såkaldte håndfæstninger, hvori kongen lovede borgerne at overholde gældende love.
I 1396 fik Margrete hyldet Erik som konge af Danmark og Sverige. Der indkaldtes til unionsmøde i Kalmar, og den 17. juni 1397 blev Erik kronet til konge af Norden, af Kalmarunionen. Den 13. juli 1397 satte 67 gejstlige og rigsrådet deres segl på kroningsbrevet, hvori de aflagde troskabsløfte til kongen. Margrete trådte tilbage som formynder i 1401, men det var dog stadig hende, der trak i trådene, indtil hun døde. Margrete begyndte at blande sig i Slesvigs forhold. Hun opkøbte flere borge i Slesvig, og i 1409 fik Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrede Erik Als og Ærø. I 1411 tilbageerobrede de holstenske grever Flensborg, men Margrete klarede igen sagen ved forhandlinger, og den 24. oktober kunne Margrete og Erik marchere ind i Flensborg. Endnu engang var Slesvig tæt på genforening med Danmark. Margrete døde den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord. Hun blev begravet i Sorø, men flyttes senere til Roskilde Domkirke, hvor hun i dag ligger.
Den 6. december 2006 afslørede dronning Margrethe 2. en rytterstatue af sin forgænger Margrete 1. Rytterstatuen er oprindelig udført i skitseform af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, der udførte den første skitse omkring 1897. Grundlaget for den nu realiserede statue er en senere udført gipsmodel, som Roskilde Museum gennem næsten 50 år har haft stående på sit magasin inden projektet med privat bistand fra bl.a. fabrikant Elsebeth Stryhn blev realiseret i 2006. Rytterstatuen der nu er støbt i bronze, knejser på Københavnsvej i Roskilde ud for Ro's Torv.
Relikvierne efter Margrete.
Margretes grav blev viet stor interesse, og Roskilde domkirke stillede tre genstande ud, der blev knyttet til hende - en slibesten, en fane og en kjole syet af gylden brokade fra Italien. Denne blev påstået at have været hendes brudekjole. Kjolen er testet med karbondatering ved Svedberg-laboratoriet, og tidfæstet til perioden 1400-1440. Den kan altså have tilhørt Margrete, men hendes brudekjole var den ikke. Hvordan den havnede i Roskilde domkirke ved vi ikke, og den er først omtalt i 1593, af en engelsk rejsende, Fynes Moryson, der skriver om slibestenen at Albrecht havde sendt hende den, så hun kunne slibe sine synåle på. Grev Christian af Anhalt besøgte domkirken i 1623, og beskrev dragten som Margretes brudekjole, men nævnede hverken fanen eller slibestenen. Arent Berntsen nævnede i "Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed" kjortelen, fanen og slibestenen, som han mente Albrecht sendte hende til at slibe sine spyd og sværd på.
I august 1658, et halvt år efter freden i Roskilde, brød Karl X Gustav fredsaftalen og belejrede København. Han og dronning Hedvig Eleonora af Holsten-Gottorp holdt tidvis hof på Frederiksberg Slot, hvortil man sommeren 1659 førte Margrete-"relikvierne" fra Roskilde domkirke. Efter Karl Xs død besluttede det siddende råd at føre de tre genstande til Uppsala for opbevaring i domkirken der. Derhen kom de dog først i 1665, i nærvær af den niårige Karl XI og rigsmarskalk Gabriel Oxenstierna. Johannes Schefferus udgav året efter en beskrivelse af Uppsala domkirke. Han oplyser at slibestenen lå i dronning Katarina Jagellonicas kapel. Kjolen beskrives også, men om fanen fortæller Schefferus helt fejlagtigt at den blev båret af "Kristian Tyrann" (= Christian II) ved Stockholms blodbad, "förts til spott och spe framför rikets främsta män, vilka han senare lät avrätta". I starten af 1730-tallet skrev C.C.Frediani at slibestenen var sendt fra Albrecht til Margrete, mens dronningen havde sendt ham fanen, og helt fejlagtigt hævder Frediani at dette var samme fane som Erik 14. lod bære foran de høje herrer i stockholm som en hån, "dem han här sedan uppå Slåttet mörda lät". Lige fejlagtigt påstår han, at Margrete-kjolen var hendes kroningsantræk. I "Svea Rikes Historia, del II" fra 1765 nævner Dalin slibestenen og fanen, og desuden "en Råck" (= en nederdel), som han mener dronningen også kan have fået af Albrecht. Da Joh.B.Busser i 1773 skrev om Uppsala domkirke, nævnte han en spinderok. Det er nok ordet "råck" han har misforstået, og troet at det drejede sig om en rok, uden dengang at undersøge sagen. På vej mod glemslen bliver genstandene beskrevet mere og mere forvansket.
Erik af Pommern.
Erik af Pommern (Erik 7.), oprindeligt Bugislav (1382 i Darłowo – 1459 i Pommern), var søn af hertug Vartislav VII af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenborg-Schwerin, fostersøn og søsterbarnebarn til Margrete 1., konge af Norge 1389-1442 og af Danmark og Sverige 1396-1439.
Efter at hendes søn Oluf var død i 1387, tog Margrete Erik ind som sin fostersøn. Da enkedronningen af Norge Margrete ikke ønskede Albrecht IV af Mecklenburg til konge, blev Erik udråbt som konge i 1389. I 1396 blev han også hyldet som konge af Danmark og Sverige. Og den 17. juni 1397 blev Nordens kongedømme stadfæstet med indgåelse af Kalmarunionen. Selv om Erik formelt var konge, var det dog stadig Margrete, der styrede. Først da Margrete døde i 1412, blev Erik regent af gavn. I officiel korrespondance bar han titlen "Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, hertug af Pommern."
Erik fortsatte de reformer, som Valdemar Atterdag og Margrete havde foretaget. Embederne som drost og marsk blev ikke besat, men kanslerens stilling blev styrket, og titlen blev ændret fra "rigets kansler" til "kongens kansler". Erik indsatte også danske adelsmænd på slottene i Danmark.
Omkring Øresund.
Sildemarkedet i Skåne var på retur, men trafikken gennem Øresund til Østersøen voksede kraftigt. I 1422 udstedte Erik en forordning, hvorefter alene danske købmænd kunne optræde som mellemmænd for udenlandske varer. Hansestæderne kunne ikke længere handle direkte med stormændene eller bønderne. I 1417 flyttede han regeringen til København, som herefter blev regnet som Danmarks hovedstad. Han lod Malmø befæste og byggede fæstningen Ørekrog ved Helsingør (Kronborgs forgænger) og Kärnan ved Helsingborg. Fra 1429 opkrævede Erik "Øresundstold" som erstatning for de faldende indtægter fra sildemarkedet i Skåne.
Sønderjylland.
Erik havde det samme brændende ønske om at indlemme Sønderjylland igen i riget som hans forfædre. Den 25. juli 1413 indkaldte han til danehof, for at det skulle afsige dom mellem kronen som lensherre og greverne som lensmænd. Erik mente, at hertugdømmet skulle betragtes som hjemfaldent, fordi greverne havde brudt deres troskabsed og ført krig mod Danmark. Dommen faldt ikke overraskende ud til kongens fordel. Erik begyndte at anlægge en række borge nær grænsen. I 1413 grundlagde han Landskrone. I 1416 brød krigen ud. Erik indledte med at erobre Femern, men den blev hurtigt tilbageerobret af de holsteske grever. Erik mistede også Tønder, men i 1417 indtog han Slesvig. Krigen fortsatte til 1422, hvor Erik kun havde Flensborg tilbage. Den tysk-romerske konge (der i parentes bemærket var Eriks fætter) forlangte, at parterne satte sig til forhandlingsbordet. I 1423 blev der erklæret våbenhvile, og greverne skulle rømme Sønderjylland.
Erik tog nu på en udenlandsrejse af flere års varighed. Da han vendte hjem, erfarede han, at greverne endnu ikke havde rømmet hele Sønderjylland, og krigen blev genoptaget i 1426. Hansestæderne var nu gået over på grevernes side, og i 1427 angreb de København. Det lykkedes dog at slå dem tilbage, men ved den efterfølgende våbenstilstand måtte Erik anerkende de holstenske grevers ret til Sønderjylland og måtte give Hansestæderne deres handelsprivilegier tilbage. Erik ophørte dog ikke med at opkræve øresundstold.
Uro og flugt.
Sammenholdet i unionen var langt fra godt. Især i Norge og Sverige var der stor utilfredshed med alle krigsskatterne, og i 1434 udbrød der oprør i Midt- og Nordsverige. Erik blev tvunget til at besætte embederne drot og marsk. Kongen skulle ydermere regere i overensstemmelse med det svenske Rigsråd. Desuden skulle de svenske len besættes af svenske adelsmænd. Erik blev tvunget til at underskrive en håndfæstning, hvori hans beføjelser blev stærkt reducerede. Erik blev rasende og trak sig tilbage til sin borg, Visborg på Gotland. I 1437, da de danske bønder gjorde oprør, kaldte Rigsrådet ham tilbage til Danmark. Erik prøvede uden held at få hertug Bogislaw anerkendt som sin efterfølger. Erik tog igen tilbage til Gotland, medbringende sine skatte, og efterfølgende ernærede han sig ved sørøveri. Efter svenske angreb i 1449 blev han tvunget til at overgive borgen til Christian 1. og vende hjem til sit fødested i Pommern. Det svenske rigsråd forsøgte at melde Sverige ud af unionen, og senere fulgte Danmark og Norge efter. Stormændene, som ønskede at beholde unionen, rettede henvendelse til Erik af Pommerns søstersøn, hertug Christoffer 3. af Bayern om at overtage kongemagten. Efter afgivelse af en række løfter blev Christoffer hyldet som konge af Danmark i 1440, af Sverige i 1441 og af Norge i 1442. Erik døde i Pommern i 1459 og blev begravet i kirken i Darłowo (Rügenwalde). Han var gift med Philippa, datter af Henrik 4. af England, men de fik ingen børn.
150px
Christian Christopher Zahrtmann.
Christian Christopher Zahrtmann (21. december 1793 - 15. april 1853) dansk søofficer og politiker. Søn af sognepræst Henrich Zahrtmann og hustru Bodil Jochumine, født Tetens. Gift d. 2. september 1827 i Altona med Sophie Elisabeth Donner (1805-1858), datter af Altona-storkøbmanden C.H. Donner.
I 1842 var Zahrtmann chef for fregatten "Thetis" på dennes togt til Middelhavet, hvorunder også Malta blev anløbet. Om bord var to kunstnere, Vilhelm Pedersen og Frederik Theodor Kloss.
1848-1850 var Zahrtmnann marineminister, og i 1849 var han en af Grundlovens "fædre". Udnævnt til viceadmiral, 1852.
Sammen med sine to adeligt gifte døtre var Zahrtmann blandt H.C. Andersens omgangsvenner.
C.C. Zahrtmann var farbroder til maleren Kristian Zahrtmann. Han døde i København og er begravet på Holmens kirkegård.
__NOTOC__
Frederik Theodor Kloss.
Frederik Theodor Kloss (19. september 1802 i Holsten - 9. juni 1876 i København) var maler.
I 1842, takket være kong Christian VIII's protektion, var Kloss passager på det danske orlogsskib "Thetis" (chef: C.C. Zahrtmann) på et togt til Middelhavet.
Under et ophold på Malta havde Kloss lejlighed til at dyrke sin kunst. Af "Corsaren," 10. maj 1844, ses det at hans maleri med motiv fra Maltas havn blev vist på årets kunstudstilling i København.
I 1991 kunne Statens Museum for Kunst bekræfte dette, men man var ude af stand til at oplyse hvor billedet nu fandtes. Men et år eller to senere kom det for en dag at det tilhører Søofficersforeningen og hænger i dennes lokaler på Søkvæsthuset, Christianshavn.
Det ret store maleri er dog næppe malet på Malta. Rimeligvis har Kloss på stedet lavet skitser, og så udført sit maleri hjemme på grundlag heraf.
Saab.
Saab står for Svenska Aeroplan Aktiebolaget, som er en svensk flyvemaskine-, elektronik- og bilfabrik. Saab blev grundlagt i 1937. Fra 1969 indgår Saab i Scania AB, og fra 1990'erne indgår Saab's bilfabrik (Saab Automobile) i General Motors. Saab arbejder tæt sammen med den schweiziske tuningsekspert, Hirsch.
Saab trådte i betalingsstandsning den 20. februar 2009, og blev i efteråret 2009 forsøgt købt af den svenske producent af ekstremsportsvogne, Koenigsegg. Købet skulle til dels finansieres af den kinesiske bilproducent, BAIC, hvilket imidlertid ikke lykkedes og 23. november 2009 meddelte Koenigsegg, at købet ikke kunne gennemføres. GM meddelte 18. december, at forhandlinger om salg til Spyker Cars ikke kunne afsluttes inden deadline 31. december 2009 og at Saab Automobile derfor snarest vil blive lukket. Senere gik forhandlingerne dog igennem, og Saab blev solgt til den hollandske sportsbilfabrikant, Spyker.
Aktuelle modeller.
Saab 95B De Luxe fra 1962 og Saab 96V4 fra 1968
Saar.
Saar (fransk: Sarre) er en biflod til Mosel og ligger i det vestlige Tyskland og nordlige Frankrig. Floden er 246 kilometer lang, 126 km i Frankrig og 120 km. i Tyskland. Floden har givet navn til den tyske delstat Saarland, som den flyder igennem fra syd til nordvest.
Tidligere var floden vigtig for industrien i Saarland til transport af stål, jern og kul.
I byen Völklingen kan ses et jernstøberi Völklingen jernstøberi, som er på UNESCOs liste over verdenskulturarv
Saba.
Saba var et rige i Arabien eller Afrika, der omtales i fortællingerne om dronningen af Saba, der besøgte kong Salomon. Det er uvist om Saba lå i hvad der i dag er Yemen eller Ætiopien, men det er muligt at det strakte sig over begge områder.
Sabah.
Sabah (tidligere Britisk Nordborneo) har siden 1963 været en delstat i Malaysia. Hovedstaden er Kota Kinabalu tidligere benævnt som Jesselton.
Delstaten har et areal på 76.115 km². Sammen med Sarawak og øen Labuan udgør den de malaysiske provinser på Borneo.
Borneo omfatter i øvrigt sultanatet Brunei mellem Sabah og Sarawak på nordkysten, samt den indonesiske provins Kalimantan. Sydøstasiens højeste punkt, Mt. Kinabalu på 4.095 m ligger i Sabah.
Nationalparker i Sabah.
Der findes en række nationalparker og andre former for naturreservater i Sabah. De betegnes også statsparker, da de administreres af dets statslige organ Sabah Parks og ikke er underlagt et overordnet føderalt organ, der omfatter hele den malaysiske føderation. Udover disse nationalparker findes andre vildtreservater eller på anden måde fredede og beskyttede områder, som administreres af Sabah Forestry Department og/eller Sabah Foundation.
Sabbatår.
Et sabbatår er oprindeligt hvert syvende år, da jødernes marker skulle ligge brak.
Benyttes nu om et friår, altså et års orlov fra arbejdspladsen eller uddannelsen til mental adspredelse og genopladning.
Betegnelsen kommer af ordet sabbat, der er den jødiske hviledag.
Sabotage.
Sabotage (af fransk "sabot," træsko), hæmsko, ødeværk. Tidligere også betegnelse for et træskomageri. Begrebet siges at være født i den franske fagbevægelse i 1890-erne, hvor arbejderne som pression mod arbejdsgiveren ofte standsede fabriksmaskinerne ved at smide deres træsko (="sabot") i maskineriet.
Sabotage er forsinkelses- eller ødelæggelsesaktioner over for en modstander. Under 2. verdenskrig brugte man betegnelsen sabotage om modstandsbevægelsernes aktioner over for virksomheder, som arbejdede for besættelsesmagten eller aktioner rettet mod bygninger, skibe, jernbaner m.v.
Sacré coeur.
Sacré coeur er - på fransk - (Jesu) hellige hjerte, genstand for andagt i den romersk-katolske kirke.
Vi kender bedre kirken Sacré-Coeur på Montmartre i Paris.
Sadisme.
Sadisme er en parafili, der kendetegnes ved seksuel lyst eller passion til at være dominerende eller styrende i et ellers ligestillet, erotisk forhold. Opkaldt efter Markis de Sade af den østrigske psykiater Krafft-Ebing, der i datidens ånd tillagde betegnelsen en sygelig betydning, derfor er den traditionelle opfattelse af sadisme: (sygelig)kønslig tilfredsstillelse ved at pine en anden.
Det ses derfor ofte, at seksuelt betonede overgreb og mord straks defineres som "sadistiske", selvom den slags ulovligheder ikke er en del af den sadistiske sexleg. I disse situationer ville det være rigtigere at fokusere på voldsmandens (m/k) mentale tilstand, manglende følelsesmæssige indlevelsesevne og seksuelle ensomhed.
Sadistens ideelle seksuelle modpol er masochisten, en person, der opnår seksuel tilfredsstillelse ved at blive domineret.
Sadist.
Begrebet sadist bruges både om personer der dyrker en Sadomasochisme og om personer der lider af en mental forstyrrelse.
I sammenhængen Sadomasochisme er en sadist en person, der nyder at være dominerende i et forhold mellem to voksne partnere der ellers er ligestillede.
Begrebet sadist bruges også om følelsesmæssigt kolde, mentalt forstyrrede personer der nyder at påføre smerte på andre mennesker i en ikke-seksuel sammenhæng jf. den oprindelige definition på sadisme.
Safir.
Bombays Stjerne, en 182 karat blå safir
En safir er et mineral, der også anvendes som smykkesten. Safir er en gennemsigtigt, ikke-rød variant af mineralet korund. Rødt korund kaldes rubin. Spormængder af grundstofferne jern, titan og krom giver blå, hvide, gule, pink, lilla, orange og grønne farver.
Safir blev før i tiden anvendt i grammofon-pick-upper, på grund af dens store slidstyrke.
Blå anses som den naturlige farve for safirer, men de findes naturligt i mange farvevarianter.
Safirer findes ved minedrift, tidligere mest i Sri Lanka, Madagaskar, Thailand, Kashmir og Myanmar, men efterhånden også i Australien, Pakistan, Afghanistan, Indien, Tanzania og Kenya.
Safirer bruges bl.a. til titan-safir-lasere.
Saga (asynje).
Saga er asynje og seerske i nordisk mytologi.
Sakkarin.
Sakkarin eller saccharin er et kunstigt sødestof. Det hedder også benzoic sulfinide og har i praksis ingen fysiologisk brændværdi og er circa 300 gange så sødt som sukker men har en bitter eller metallisk eftersmag, særligt i høje koncentrationer. Det er tilladt at bruge det som tilsætningsstof i Danmark og det bruges i sodavand, slik, medicin og tandpasta. Det blandes tit med cyklamat, thaumatin eller xylit. Constantin Fahlberg opdagede den smag af Sakkarin.
Sakramente.
Et sakramente (af latin "sacer" "hellig") er en hellig handling og nådemiddel. Sakramenterne er en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling.
Medens den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke har syv sakramenter (dåben, firmelsen, kommunionen, skriftemålet, de syges salvelse (den sidste olie), ægteskabet og præstevielsen), har den danske folkekirke, den reformerte kirke og de fleste protestantiske frikirker med dåben og nadveren kun to sakramenter. Til forskel fra luthersk opfattelse hævder den reformerte kirke og frikirkerne, at et sakramente er en ren symbolhandling.
Rastafari regner indtagelse af cannabis som et sakramente, oplyser Wikipedias artikel om rasatafari.
Sakrilegium.
Sakrilegium anvendes i dag om enhver handling, som skænder det hellige.
Oprindeligt brugtes det kun om kirkeran.
Sakristi.
Et sakristi er et rum i kirken, hvor messeklæder, liturgiske bøger, alterkar, monstranser, lys og andet, som bruges ved gudstjenesten, opbevares. Her ifører præsten (præsterne) sig den til gudstjenesten foreskrevne dragt. Af samme grund kaldes sakristiet mange steder også for "præsteværelset".
De ældste danske sakristier stammer fra ca. 1250, men sakristier blev først almindelige i 14 – 1500-tallet. Sakristiet er knyttet til koret, den del af kirkerummet, hvor hovedalteret står. Man kan som regel kun komme ind i sakristiet fra koret. Dette gjorde sakristiet til kirkens sikreste rum, og derfor opbevarede man før i tiden ikke blot de gejstlige genstande i sakristiet, men også penge, skøder, breve og andre værditing, der blev gemt i kirkekisten. Vinduerne til sakristiet var af samme årsag tilgitrede.
Sakristan er navnet på en kirkebetjent, der har opsyn med et sakristi. Betjenten kan sammenlignes med en kordegn i en dansk kirke.
Saku Suurhall.
Saku Suurhall er Baltikums største koncertsal og sportshal i Estlands hovedstad Tallinn, med plads til 10.000 tilskuere. Suurhall betyder i øvrigt "stor hal". Bryggeriet Saku er hovedsponsor.
Eurovisionens Melodi Grand Prix blev holdt her i år 2002.
Salam.
Udtrykket lyder egentlig: Assalamu alaikum (arabisk: السلام عليكم). Det er en hilsen, som muslimer (og i øvrigt alle i arabisktalende,persisktalende og tyrkisktalende lande), udtaler, hver gang de mødes, og det betyder "Fred være med jer". I daglig tale blot Salam. Et langtrukkent salaaam er parallelt til det danske heeeej i betydningen 'hvor er det lang tid siden'.
De sidstnævnte udtryk bruges ikke i dagligt sprog som indledende hilsen - der hører de mest til ved højtidelige lejligheder i forbindelse med religionen eller familieoverhovedet. Dog høres "Alalikum Assalamu Wa Rahmatullahi Wa Barakatuh" ofte som et hjerteligt "svar" på en hilsen.
Andre stavemåder.
Den hebræiske udgave af denne hilsen lyder: "shalom aleichem"
Salamanca.
Salamanca er en by i det centrale Spanien og hovedstad i provinsen Salamanca, den har et indbyggertal på 160.331 (2005). Byens universitet blev grundlagt i 1218.
Quintanilla de Onsoña
Salamitaktik.
Salamitaktik, også kendt som salamimetoden og de små skridts politik, er en del og hersk-taktik, hvor man via små skridt i form af flere på hinanden følgende handlinger (som skiver af en salami) søger at nå endemålet. Taktikken går ud på, at man efter en heldig gennemførelse af den første handling øger sine forventninger øger sine krav og forvetninger til modparten i den efterfølgende. Udgangspunktet kan således være beskedent, men såfremt taktikken lykkedes, vil modparten gradvist nærmest blive svækket uden at opdage det, og den udførende part vil til sidst få sit mål opfyldt.
Udtrykket blev skabt sidst i 1940'erne af stalinisten Mátyás Rákosi i Ungarn, der anvendte det som en beskrivelse af kommunistpartiets taktik mod oppositionen i landet. Samme taktik anvendtes af andre kommunistiske stater under den kolde krig. Taktikken er dog ikke forbeholdt kommunismen. Også Adolf Hitler anvendte den så tidligt som 1933, da det lykkedes ham at kriminialisere KPD og SPD. I dag anvendes salamitaktikken bl.a ved større byggeprojekter. Hvis der i et område er for stor modstand mod et motorvejsprojekt, kan man gennemføre et mindre projekt. Når trafikken på strækningen øges, kan man let argumentere for at udvide vejen.
Kong Salomon.
Kong Salomon (hebraisk: שְׁלֹמֹה, (Shelomon eller Shlomon) arabisk: سليمان, (Sulayman)) er en person der beskrives i mellemøstlige skrifter som en klog hersker over et imperium centreret omkring Israel. Legenderne siger, at han fødtes i Jerusalem omkring 1000 f.Kr. og regerede Israel fra omkring 970 f.Kr. til 928 f.Kr. Ifølge den bibelske kronologi var hans regeringstid fra 1037 f.Kr. - 998 f.Kr. Hans navn betyder "fred".
Skrifterne siger, at Salomon var søn af kong David. Han kaldes også Jedidiah i Tanakh (Det gamle testamente) og beskrives som den tredje konge af det forenede monarki, og den sidste konge før imperiet blev delt i Israel og Judæa.
Biblen fortæller, at Salomon stod bag byggeriet af templet i Jerusalem, og at han besad stor visdom, rigdom og magt. Han er genstand for mange senere legender. De fortæller blandt andet, at Salomon var en så god og retfærdig konge, at tillægsordet salomonisk netop betyder "vis og retfærdig".
Historisk person.
Der er til dato ikke fundet afgørende beviser uden for religiøse skrifter for, at der findes en historisk person, der har været model for Bibelens beskrivelse af Salomon. Der er dog fundet forskellige inskriptioner, og udgravningerne fortsætter.
Navnet Salomon.
Navnet Salomon, på hebraisk Shlomo, kan oversættes til "fredfuld", "hel" og "fremgangsrig". I Bibelen giver Gud Salomon navnet "Jedidiah", der betyder "ven af Gud" eller "elsket af Gud". Nogle forskere har ment, at Salomo derfor er et navn, han enten tog, da han besteg tronen, eller som han fik ved sin død.
Han er en af de få figurer i Bibelen, der ikke beholder det navn, han har fået af Gud.
Biblens Salomon.
Salomo var Kong Davids 11. søn. Hans moder var Bathsheba. Ifølge Bibelen gjorde David ham til tronarving i stedet for sin førstefødte søn Adonijah.
Salomon blev kronet før Davids død, fordi Adonijah efterstræbte tronen. Salomon tilgav ham dog dette, men da han igen forsøgte at få tronen ved at forsøge at gifte sig med den jomfru, der skulle holde David varm, fik Salomon ham henrettet.
Det beskrives, at Salomon omgav sig med storslået luksus, og at hans regering var vellykket. Han indgik en alliance med Hiram den første, kongen af Tyrus, der hjalp ham med mange af hans projekter. Han skal også have færdiggjort et tempel, der skulle rumme Pagtens Ark i Jerusalem. David skal have påbegyndt byggeriet. Dette blev gjort med materialer sendt fra kong Hiram.
Efter at templet var færdiggjort, skal Salomon have rejst mange andre vigtige bygninger i Jerusalem. Han skal have bygget det kongelige palads på Ophel, samt vandforsyninger og forsvarsværker. Hverken paladset eller templet er der dog fundet rester af ved arkæologiske udgravninger.
Ifølge Bibelen nød Israel stor økonomisk fremgang under Salomos styre, og der var udbredt handel med Tyrus, Egypten og Arabien, samt over vandet med Spanien, Ophir og det sydlige Indien.
Salomon i jødedommen.
Kong Salomon er en af de centrale bibelske figurer i den jødiske religion og har stadig religiøse, nationale og politiske aspekter i dag, fordi han byggede det første tempel i Jerusalem og var den sidste regent af det forenede jødiske rige Israel, før det blev genetableret i moderne tid som staten Israel.
Salomon i Islam.
Salomon optræder også i koranen, hvor han kaldes سليمان, hvilket kan oversættes til "Sulayman", "Suleiman" eller "Sulaimaan". Koranen fortæller, at at han er søn af David (arabisk: "Dawud"), og at han var en profet og en stor hersker, som Gud havde tildelt stor visdom. Udover mennesker havde han også "djinn", ånder i sin magt, og han kunne forstå fugle og myrers sprog. Han skal også have haft kontrol med vinden.
Da Salomon skulle dø, rejste han sig og bad, støttet til sin stok. Han døde stående, og Gud lod ham stå oprejst i døden, så hans jinner troede, at han stadig var levende, indtil Gud fik en termit til at svække stokken, så hans krop faldt. Derefter mente man ikke længere, at djinn og mennesker vidste alt, men at kun Gud var alvidende.
Salomon og Marcolfus.
Fra 1300-tallets Tyskland kender man historien om "Salman und Morolf". I 1486 kom der en udgave på latin, trykt i Slesvig by. Efterhånden dukkede der også oversættelser op på engelsk, nederlandsk og italiensk. Luther tog i en af sine bordtaler udgangspunkt i en Marcolfus-historie. Den ældste bevarede udgave på dansk er fra 1699, men allerede i middelalderen var bonden Marcolfus' plumpe humor meget yndet, i kontrast til kong Salomons visdom. Fx siger kongen: "Fire elementer holder verden ved magt." Marcolfus svarer: "Fire stolper holder et skidehus." Kong Salomon: "Af hjertens grund taler menneskets mund." Marcolfus svarer: "Af bugsens fyldelse taler menneskets røv."
Salomonøerne.
Salomonøerne er en stat i Stillehavet i Oceanien, beliggende øst for Papua Ny Guinea og nordvest for Vanuatu.
Historie.
Oprindelsen til den nuværende melanesiske befolkningen er usikker. Selv om arkæologiske og lingvistiske beviser, viser med sikkerhed at Salomonøerne var befolket for 4000-5000 år siden.
Den aller første dokumenterede kontakt med europæere skete i 1568 af den spanske udforsker, Alvaro de Mendana. Mendana opdagede guld på Guadalcanal (der er en af øerne i det nuværende Salomonøerne), og troede formentligt at han havde fundet kilden til Kong Salomon's miner, og gav derfor øerne navnet Salomonøerne. På grund af spanieren Mendana har mange af øerne, som udgør Salomonøerne, originale spanske navne.
Storbritannien proklamerede et protektorat i 1893 over den sydlige del af Salomonøerne, og udvidede dette med flere øer i 1898 og 1899. Øerne i Shortland-gruppen blev overført fra Tyskland til Storbritannien efter en aftale i 1900.
Under anden verdenskrig var der intense kampe mellem amerikanske og japanske styrker, og et af stillehavskrigens afgørende slag blev udkæmpet på den største ø Guadalcanal. Japanerne blev jaget væk fra øgruppen i 1945.
En uafhængighedsbevægelse, Marching Rule, bliver etableret i 1946.
Salomonøerne fik selvstyre i 1976, og blev egen stat indenfor Commonwealth 7. juli 1978.
I 2003 sendte Australien politifolk til øgruppen efter omfattende uroligheder, hvor flere hundrede blev dræbt og mange tusinde gjort hjemløse. I april 2006 brød der igen uro ud, og Australien blev bedt om at sende soldater til øgruppen for at stabilisere.
Politik.
Salomonøerne er bl.a. medlem af FN, WTO og Commonwealth.
Geografi.
Havet omkring Salomonøerne er en del af Koraltrekanten.
Demografi.
Ca. 93% af befolkningen er af melanesere og ca. 4% polynesere. Den største religion er kristendommen.
SALT-aftalerne.
Strategic Arms Limitations Talks (SALT).
SALT er en forkortelse for "Strategic Arms Limitation Talks." SALT-diskussionerne foregik mellem USA og Sovjetunionen og omhandlede gensidig nedrustning af strategiske kernevåben og deres fremførelsesmidler, (raketter). Der var to forskellige samtalerunder, den første begyndte i Helsinki i 1969 og blev omtalt som SALT I, den anden runde blev påbegyndt i 1972 og blev omtalt som SALT II.
SALT I.
SALT I aftalen blev endeligt underskrevet i Moskva den 26. maj 1972 af USA og Sovjetunionen.
SALT II.
SALT II-aftalen blev underskrevet i 1979 af USA og Sovjetunionen, men blev aldrig ratificeret, da det amerikanske senat ikke ville støtte den. Den var dog alligevel i kraft, da den aldrig officielt blev forkastet. Den 31. maj 1982 erklærede præsident Ronald Reagan, at man så vidt muligt ville forsøge at overholde bestemmelserne i aftalen. Sovjetunionen gjorde det samme.
Saltholm.
Saltholm er Danmarks 21.-største ø, beliggende i Øresund 5 km øst for Amager og ca. 12 km fra Rådhuspladsen i København. Øresundsforbindelsen passerer øen ca. en kilometer mod sydvest. Øen er 16 km² og har højeste naturlige bakker på 1-2 meter over den flade strandeng. Højeste punkt er Harehøj (3 m over havets overflade). Træer er der så godt som ingen af, og øen har en flad strandeng, som oversvømmes i stormvejr, øen har derfor siden middelalderen primært været brugt til græsning. Cirka 1.000 køer græsser på øen om sommeren.
Plantelivet er rigt og omfatter blandt andre Blå Iris ("Iris spuria"), lægeurterne Bulmeurt ("Hyoscyamus niger") og Almindelig Hjertespand ("Leonurus cardiaca") og den sjældne Øresunds-Hønsetarm ("Cerastium diffusum ssp. subtetrandrum"). Dette var i 1983 medvirkende til, at øen blev fredet. En planlagt ny lufthavn på Saltholm blev herefter opgivet.
Øens fugleliv er et af Danmarks rigeste. I træktiden kan øen tiltrække omkring 70.000 fugle. 18.000 par fugle yngler hvert år på øen. Specielt skal nævnes edderfuglekolonien som ikke blot er Danmarks største, men også er den største i Nordeuropa. En lille sælkoloni er også en del af dyrelivet på øen. De tidligere så omfattende mågekolonier på Saltholm har siden midten af 1970'erne været udsat for regulering som følge af faren for konfrontationer med flytrafikken (de såkaldte bird strikes) i tilknytning til Københavns Lufthavn i Kastrup. Den største af ternearterne, Rovternen ("Hydroprogne caspia", tidl. "Sterna caspia"), der normalt er en sjælden gæst i Danmark, som kun observeres undervejs på træk, ynglede i sommeren 2008 i det lukkede fuglereservat på Saltholm.
Af naturressourcer på øen har kalken endvidere været udnyttet. Kalken blev brugt til mørtel og især til genopbygningen af København efter de omfattende brande i 1700-tallet. Den erhvervsmæssige brydning standsede dog i 1935.
Historie.
Oversigtsbillede over hovedparten af bebyggelserne på Saltholm
Saltholms historie går tilbage til omkring år 1230, hvor navnet første gang kan ses i "Kong Valdemars Jordebog". Her skænkede Valdemar Sejr øen til Roskildebispen Niels.
Saltholm blev anvendt som karantænestation under pestepidemien i 1709. Alle udlændinge, der ønskede at besøge København, skulle opholde sig 40 dage på øen. Saltholm blev af staten i 1873 solgt til landmænd på Amager, og er i dag ejet af cirka 200 lodsejere.
Militært har øen været anvendt som en del af Københavns befæstning i begyndelsen af det 20. århundrede. Under 1. verdenskrig blev der opstillet to kanonbatterier på øen og der blev udstationeret soldater. I 1915 blev der bygget et tipvognsspor, som forbandt kanonerne med havnen.
I en kort årrække fra 1919 til 1936 havde øen en skolebygning, og der har været faste beboere på øen siden middelalderen. Størst har befolkningstallet været om sommeren. I alt omfatter bebyggelserne på Saltholm 2 gårde og 12 huse, og i 2005 havde øen fire faste beboere.
Saltomortale.
En animation af en Saltomortale
Saltomortale (af ital. "salto," "spring", og "mortale," "dødelig") – eller ofte bare salto – er en gymnastisk eller akrobatisk øvelse hvor man snurrer rundt så fødderne passerer over hovedet. Det kan udføres både forlæns og baglæns.
Salutation.
Salutation (lat. "salutatio", "hilsen") er præstens hilsen til menigheden ved gudstjenestens begyndelse ("Herren være med eder!").
Skønt grundbetydningen er den samme, skelner man mellem "salutation" og "salutering" (det at hilse med kanonsalve eller med håndvåben).
Salvador.
Salvador (Bahia de São Salvador, Bahia) er hovedstaden i den brasilianske delstat Bahia. Byen er et vigtigt
industri- og handelscenter for den nordlige del af Brasilien. I 2005, var byen den femte mest besøgte turistdestination i
efter Rio de Janeiro, Foz do Iguaçu, São Paulo og Florianópolis. En af årsagerne til Salvadors popularitet blandt
turister er den gamle bydel, der er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. En anden er byens strande, hvoraf
Porto da Barra stranden er blandt verdens bedste. En tredje årsag er, at Salvador er kendt for sit rige kulturliv, der blandt andet bunder i den nære tilknytning til Afrika, godt 80% af byens indbyggere er af afrikansk afstamning
Byen er den tredje mest befolkede by i Brasilien, efter Sao Paulo og Rio de Janeiro og den niende mest befolkede by i
Latinamerika efter Mexico City, São Paulo, Buenos Aires, Lima, Bogotá, Rio de Janeiro, Santiago og Caracas.
Beliggenhed.
Salvador er beliggende på en halvø der der på den ene side vender ud imod Atlanterhavet og på den anden side vender ind imod
Allehelgens-bugten (Baía de todos santos). Udover den del af byen der ligger på denne halvø, består kommunen også af 2 større
øer i bugten: Ilha dos Frades og Ilha de Maré.
Et særligt kendetegn ved Bahia, er den klint, der deler byen i "Cidade Baixa" ("den lave by" - den nordvestlige del af byen) og "Cidade Alta" ("den høje by" - resten af byen), der ligger cirka 85 meter højere end "Cidade Baixa". I "Cidade Alta" ligger
byens katedral og de fleste administrative bygninger. Højdeforskellen har gjort, at man i 1873 byggede en elevator til at forbinde de 2 dele af byen: "Elevador Lacerda"
Administrativ opdeling.
Byen er opdelt i 18 administrative regioner.
Samaritaner.
Samaritaner og den samaritanske torah
Samaritanerne er både en etnisk og religiøs gruppe. Etnisk er samaritanerne efterkommere af folk der boede i området Samaria (bjergrigt område ved Jordanfloden) før den babylonske tilfangetagelse af jøderne - som beskrevet i Jer 52.28-30). Religiøst anser samaritanerne sig som de sande jøder og bygger deres tro på Torahen og Josuas/Josvas Bog. Garizimbjerget (Mount Garizim/Har Garizim) nær Shechem (Nablus) i Samaria er samaritanernes hellige bjerg og centrum for deres religion. Sekten stammer fra den tid, da assyrerne fejede hen over det nordlige jødiske kongerige i 720 f.Kr. Samaritanerne nedstammer fra de jøder, der ikke blev sendt i eksil i Babylon, men som blev i landet. Da jøderne kom tilbage fra eksil i 538 f.Kr. undgik de samaritanerne, fordi de havde giftet sig med deres erobrere, selv om samaritanerne krævede streng overholdelse af mosaisk lovgivning. De tilbagevendte jøder udelukkede dem fra templet i Jerusalem og derfor indrettede samaritanerne deres eget tempel på Garizimbjerget. Dette blev dog senere ødelagt lige som en senere opført synagoge.
Samaritanerne taler arabisk til hverdag og oldhebraisk til gudstjenester og gifter sig kun indbyrdes, med mindre den udkårne udefra konverterer. Samaritanere bruger en anden kalender (tidsregning) end de øvrige jøder, da de mener at verden blev skabt tidligere.
Samaritanerne bor to forskellige steder - ca. halvdelen i et område i Holon (en forstad til Tel Aviv) og den anden halvdel i landsbyen Kiryat Luza ved toppen af Garizimbjerget nær Shechem (om vinteren bor nogle af dem ved Garizimbjergets fod ved en spartansk synagoge men om sommeren bor alle i landsbyen). Landsbyen har egen gravplads, samaritanernes største synagoge og påskeofferpladsen, hvor de afholder den store påskeofferfest med slagtning af får og efterfølgende grill og spisning.
Der bor ca. 5-600 samaritanere de to steder og så vidt vides findes der ikke samaritanere andre steder i verden. Tidligere har der været mange flere samaritanere men på grund af flere massakrer gennem historien er antallet væsentligt reduceret.
Den barmhjertige samaritaner.
I den kristne verden er folkegruppen nok mest kendt fra Jesu lignelse om "den barmhjertige samaritaner" (Lukas-evangeliet, kapitel 10, vers 25-35). Ordet "samaritan/samaritaner" har fået betydningen "hjælpsom og godhjertet person" i kristne samfund. Den betydning ligger til grund for navnet samaritter.
Det skal ikke glemmes, at samaritanerne var en udstødt gruppe på Jesu tid.
Samba.
Samba kan henvise til flere artikler
Sambo.
Sambo kan også være betegnelsen for en person, man deler bopæl og evt. husholdning med, uden at der er tale om en ægtefælle eller kæreste.
Sambre.
Sambre er en flod der har sit udspring i Frankrig og det meste af sit løb i Belgien. Floden løber ud i Meusefloden ved Namur.
Samovar.
En samovar (russisk: selvkoger) er et apparat beregnet til opvarmning af vand med henblik på tebrygning.
Oprindeligt blev samovaren udformet et metalrør som førte igennem en vandbeholder. Røret blev fyldt med glødende trækul, som opvarmede vandet. Det kogende vand aftappes ved hjælp af en hane. Ofte er samovaren forsynet med en lille kande beregnet til koncentreret te. Man betjener således apparatet ved at skænke lidt koncentrat og fortynde efter behag ved hanen.
Samovarer har i dag mange forskellige udformninger, blandt andet med elektrisk opvarmning. Anvendelsen er stadigvæk fortrinsvis i Rusland og nærtliggende nationer.
Stikprøve.
Indenfor statistik er en stikprøve eller sample en delmængde af en population. Hvis ikke stikprøven er for lille, vil resultatet med en vis sikkerhed være repræsentativt for populationen. Statistikkens opgave er at redegøre for, hvor sikre, de konklusioner som uddrages af stikprøven, egentlig er - udtrykt ved et signifikansniveau. En stikprøve er attraktiv, fordi det er dyrt at undersøge hele populationen.
Eksempler.
Et dagblad ønkser at vide, hvorledes vælgerne vil stemme ved et kommende valg. Det får et analyseinstitut til at ringe til 1200 personer, som spørges om hvad de har tænkt sig at stemme.
En virksomhed ønsker at vide, hvor stor interessen for et nyt produkt er. Der stemmes dørklokker i et beboelseskvarter, hvor forbrugerne spørges om deres forbrugsvaner og indstilling til produktet.
Repræsentativitet.
Det eneste grundlag, som med sikkerhed siger noget om populationen, er en undersøgelse af hele populationen. En stikprøve vil altid indebære en usikkerhed i forhold hertil. Denne usikkerhed måles gennem en vurdering af repræsentativiteten.
Simpel tilfældig udvælgelse.
Ved simpel tilfældig udvælgelse vælger man - f.eks. ud fra en tabel med tilfældige tal - det antal enheder, som skal med i undersøgelsen ud fra hele populationen. Den enkelte enhed fra populationen skal altså have lige stor sandsynlighed for at komme med i stikprøven.
Man vil eksempelvist kunne udvælge blandt populationen af husholdninger ved hjælp af vejviseren (relativt præcist - der er kun ganske få, som ikke er med) eller telefonbogen (lidt mere upræcist).
Stratifikation.
Ved stratifikation inddeles populationen i nogle (gensidigt udelukkende) dele - strata. I det enkelte strata skal sandsynligheden for at en enhed kommer med i stikprøven være ens for alle enhederne.
Stratifikation kan have en fordel, når variationen i de enkelte strata er mindre end variationen mellem strataene.
Et eksempel på stratifikation kunne være, at en vælgerundersøgelse deles op på beboere i parcelhuse, andelsboliger, lejligheder og andre boformer.
Der kan gennemføres efterstratifikation ved hjælp af registrede baggrundsvariable.
Klyngeudvælgelse.
Ved klyngeudvælgelse deles populationen op i et antal klynger, og den del af disse undersøges fuldstændigt.
Fordelen ved klyngeudvælgelse er, at det ofte er billigt at undersøge de enkelte enheder klyngevist. Der er eksempelvist billigt at stemme dørklokker i et helt kvarter.
Sampling.
Sampling er et engelsk udtryk for en stikprøve i f.eks. statistik.
Sampling i signalanalyse.
Indenfor elektronik og signalbehandling/signalanalyse bruges ordet om en teknik, hvor man "følger" udsvingene i et analogt signal, ved gentagne gange og med regelmæssige tidsintervaller at måle signalets øjeblikkelige størrelse (udtrykt som enten en strømstyrke eller spænding).
Den hyppighed hvormed man måler signalet, kaldes for "samplefrekvensen", og hvis denne er mindst dobbelt så høj som båndbredden af (eller: den højeste frekvens der er til stede i) det målte signal, kan man ud fra de samplede data genskabe det oprindelige signal 100% nøjagtigt - teoretisk set. Dette krav omtales som "Nyquists betingelse" eller "Shannons samplingsteorem" efter henholdsvis Harry Nyquist og Claude Shannon.
Er samplefrekvensen mere en dobbelt så stor som den højeste frekvens i signalet taler man om "oversampling", og ligeledes hvis signalet indeholder frekvenser højere end den halve samplefrekvens taler man om "undersampling".
med formula_2. Hvor formula_3 er det oprindelige analoge signal, formula_4 er det samplede signal, og formula_5 er sampleperioden.
Blandt problemer ifm. sampling er "jitter" (der små variationer i samplefrekvensen) og det såkaldt aliaseringsfænomen.
Sampling indgår som en del af en analog-til-digital konverter (AD-konverter). Her repræsenterer samplingen en diskretisering i tidsdomænet. AD-konverteren skal også sørge for en diskretisering af amplituden og dette betegnes sædvanligvis "kvantisering".
Samson og Dalila.
"Samson og Dalila" (fransk: "Samson et Dalila") er en opera i tre akter af Saint-Saëns, komponeret 1877, med libretto af Ferdinand Lemaire.
Operaen er baseret på fortællingen fra det Gamle Testamente i Bibelen om den jødiske helt Samson og filisterkvinden Dalila. Dalila var Samsons kæreste og blev af filistrene, der havde en langvarig konflikt med jøderne, overtalt til at lokke hemmeligheden bag Samsons styrke ud af ham. Samsons styrke sad i hans hår ifølge et løfte til Gud, og da filistrene fik dette at vide, fik de en tjener til at klippe håret af ham. Dette skaffede for en tid filistrene et overtag i konflikten.
Baggrund.
Saint-Saëns havde påbegyndt arbejdet på et oratorium om fortællingen i 1868, men librettisten Lemaire overtalte ham til arbejde hen imod en opera i stedet på grund af stoffets dramatiske potentiale. Samtidig lovede Franz Liszt at sætte operaen op i Weimar, hvor han var musikalsk leder ved hoffet. I Saint-Saëns' hjemland, Frankrig, var der ikke interesse for en opera baseret på et bibelsk motiv i de år, og operaen fik først premiere her i 1890, og det "blot" i provinsbyen Rouen.
Synopsis.
I første akt præsenteres konflikten mellem hebræerne og filistrene, hvor befolkningen i Gaza er undertrykte, men gør med Samson i spidsen oprør. Filisteren Abimelech håner hebræernes Gud, og Samson dræber ham. Derpå flygter filistrene, men en af deres præster lover hævn samtidig med, at jøderne priser Samson. Dalila har tidligere været Samsons elskerinde og inviterer nu Samson hjem til en intim fest, hvor hun sammen med sine tjenestepiger synger lokkende for ham. Ilden vækkes igen i Samson.
I andet akt beder Dalila sine guder om hjælp til at finde Samsons svaghed, og da Samson er blevet svag af sin genopvakte kærlighed til Dalila, lykkes det hende at lokke hemmeligheden ud af ham, nemlig at styrken sidder i hans lange hår. Dalila klipper derpå håret af ham, og de tilkaldte filisterkrigere kan nu overmande Samson.
I tredje akt er Samson fanget hos filistrene og har fået øjnene stukket ud. Hans landsmænd sørger over hans skæbne og beder Gud om nåde. Imens fejrer filistrene deres sejr med en fest i deres tempel, og de fører den blinde Samson ind til akkompagnement af præstens og Dalilas hån. Dalila betror Samson, at hun aldrig har elsket ham, og Samson ignorerer dem, idet han beder til sin Gud om at få sin styrke tilbage. Gud forbarmer sig over ham og giver ham styrken, så han kan vælte søjlerne i templet og derved knuse de festende filistre.
Roller.
samt kor af henholdsvis filistre og hebræer.
Musik.
Operaen indeholder blandt andet "Bacchanalia", hvis melodi er blevet brugt i den kendte jødiske sang "Hava Nagilah".
To andre numre kan fremhæves, nemlig de to arier sunget af Dalila: "Mon cœur s'ouvre à ta voix" ("Mit hjerte åbner sig for din stemme") og "Printemps qui commence" ("Foråret, der kommer").
Indspilninger.
Blandt de kendteste indspilninger af operaen er der to med Plácido Domingo i rollen som Samson, henholdsvis fra 1981 med San Francisco Operaens kor og orkester under ledelse af Julius Rudel samt fra 1998 med Metropolitan Operaens kor og orkester under ledelse af James Levine.
Dalilas rolle regnes for en af de store for mezzosopraner. Saint-Saëns skrev partiet med Pauline Viardot, en berømt fransk sanger fra det 19. århundrede, i tankerne, og hun var også en af de første til at synge partiet.
Mark Twain.
Samuel Langhorne Clemens (30. november 1835 - 21. april 1910) var en berømt og populær amerikansk humorist, forfatter og foredragsholder. Han er bedre kendt under pseudonymet Mark Twain. Ernest Hemingway har udråbt hans Huckleberry Finn som grundlæggeren af den amerikanske litteratur.
Navnet "Mark Twain" stammer fra hans barndom. Han boede ved den lavvandede Mississippi, og han hørte hele tiden matroserne på floddamperne råbe "Mark twain" (to favne), når de målte vanddybden med måle-reb og råbte vanddybden. Der var risiko for at grundstøde på en mudderbanke i floden. "Twain" er et gammelt ord for "two".
Kort før sin død skrev Mark Twain sin selvbiografi, der efter hans eget ønske først udkom i 2010. Eksperter mener, det skyldes hans yderst åbenhjertede udtalelser.
Samurai.
En samurai, betyder 'at tjene'. Samurai var et medlem af kriger-aristokratiet i det feudale Japan (før 1868). Samuraiernes historie begynder i det 8. og 9. århundrede, hvor klaner og kejser Kammus nyudnævnte shogun begyndte at have hære, hvorfra en krigeradel begyndte at rejse sig. Samuraierne forsvandt i 1800-tallet i tiden omkring Meiji-restaurationen, der var et hårdt slag for samuraierne, eftersom tusindvis blev uden herre og dermed arbejdsløse.
Våben.
Samuraier bar altid to sværd. Det lange sværd kaldes en katana som bare betyder "sværd" på japansk, men bruges som nu som navnet på en speciel slags sværd.
Og et kort sværd som kaldes en Wakizashi som på kanji (japansk tegnskrift) betyder noget i retning af "ekstra våben".
Der eksisterede også en lille kniv, kaldet en tanto (japansk for kniv), som primært kvinderne bar til brug for selvforsvar.
Seppuku.
Wakizashi, et mindre sværd, blev brugt til at udføre det ærefulde selvmordsritual kaldet seppuku bedre kendt som "hara-kiri" af vesterlændinge.
Hvad var en samurai?
Samurai betyder den som tjener. Det vil sige, at samuraien havde en herre, som han tjente. En samurai var en kriger, der tilhørte overklassen. En samurai kan sammenlignes med en ridder.
En af samuraiens vigtigste våben var katana, der er et enægget sværd. Det er det, som mange kender som et samuraisværd. Udover det havde samuraierne et kortere sværd (wakazashi). Der ligeledes kunne anvendes på slagmarken eller anvendes i forbindelse med selvmordsritualet. For en samurai var æren det vigtigste, hvis man mistede den var selvmord den eneste udvej.
Samuraier øvede sig dog også i at kæmpe med andre våben, især spyd samt bue og pil. De øvede sig i at ride og skyde på samme tid. Det var meget svært, især under bevægelse, fordi man ikke kan holde hestens tøjler, samtidig at man skal skyde med bue og pil.
De rustninger samuraier bar var helt anderledes end de europæiske rustninger. De var meget lettere, de vejede kun omkring 11 kilo. Og samuraierne var selv i stand til at kravle op på hesten. Det kunne ridderne ikke. Samuraiernes rustninger var bygget på et princip der hed fleksibilitet frem for styrke. Det gav dem den fordel, at de havde rimelig meget bevægelsesfrihed. Rustningerne var sat sammen af små metalstykker af jern. De var lakerede og syet sammen med silketråd. En bestemt del af pladerne blev så syet på en bestemt måde, så de lagde sig naturligt op ad kroppen. Hjelmene kunne have horn og masker, der så frygtindgydende ud. Samuraier trænede også med hverdagsting som vifter og nåle, så de kunne beskytte sig i enhver situation. Samuraier som havde vundet duel eller kampslag, fik større anerkendelse og respekt.
De 47 ronin-krigere fra Ako.
I år 1701 skulle shogunen modtage tre ambassadører. Det var noget der krævede en stor ceremoni. Derfor inviterede han Asano fra Ako til at være hans ceremonimester. Men da Ako lå langt ude på landet, kendte Asano ikke til hofetikette. Han var derfor helt afhængig af den anden cremonimester Kira Yoshinaka. Han sendte nogle gaver som tak for hjælpen. Kira var ikke tilfreds med gaverne, men det lod Asano sig ikke mærke med. Kira lærte ham derefter ikke noget nyttigt, eller lærte ham noget direkte forkert.
En dag sagde Kira til Asano, at han skulle møde op i korte bukser. Det gjorde Asano, men fandt de andre i lange bukser. Han blev så vred, at han trak sit sværd, og skar ham i panden. Shogunen blev rasende, og bad Asano om at begå sepukku (rituelt selvmord). Da Asano var død, blev hans 47 samuraier herreløse. De besluttede sig at handle efter Bushido og hævne deres herres død. De var udmærket klar over, at de ville blive beordret til harakiri for denne gerning.
Kira havde imidlertid fået mistanke om, at de ville gøre det. Så han ansatte spioner til at holde øje med dem. Samuraierne gjorde dog intet uventet. Demorede sig med damer, trænede kendo og drak risvin. I to år havde de ikke foretaget sig noget uventet, så Kira opgav at bevogte dem. Men de havde gjort deres harnisker klar i det skjulte.
En nat klædte de sig i harnisk, og sneg sig ind i Kiras hus. De bandt ham, og en af samuraierne huggede hovedet af ham. Som ventet beordrede shogunen, at de begik harakiri, og i 1703 adlød de. De blev helte i hele Japan.
Teaterstykker og skuespil er lavet om dem. Den dag i dag kommer folk fra hele verden, og besøger deres grave, som ligger ved siden af deres herres grav.
Samuraiklanerne.
De to største samuraiklaner i den japanske middelalder var Minamotoklanen, og Tairaklanen. Disse to klaner har i tidens løb udkæmpet over hundrede krige om magten over Japan.
I 1180-1185 gjorde Minamotoklanen en ende på Tairaklanens magt over Japan ved det store slag ved Gempei. Efter dette herskede Minamotoklanen over Japan i flere århundreder. Minamotoklanen styrede Japan fra byen Kamakura i Kanagawadistriktet.
Lige omkring år 1600 fik Tojugawa Ieyasu overtaget magten og grundlage et nyt shongunat som blev styret fra den lille fiskerby Edo, senere kendt som Tokyo.
Krigerne.
En af de vigtigste enheder i en samuraihær var kavaleristerne, som red på små tætbyggede heste. Til hest kunne samuraien stå op i stigbøjlerne og med sin naginata (et spyd med krum blad for enden) kunne han feje sine fjender væk foran hesten. Endvidere kunne samuraien fra hestens ryg ride og samtidig skyde med bue og pil. Under denne proces skulle hesten styres alene ved hjælp af knæene. Kavaleristerne var de højestrangerede samuraier.
Den største andel af en samuraihær bestod af spydbærerne, som kæmpede til fods med en yari, der var et spyd med et lang lige blad for enden. Disse krigere spillede en meget stor rolle i krigene, da det var dem, som udgjorde den store del af arbejdet.
En anden meget vigtig del af samuraihæren var bueskytterne, som kunne stå på lang afstand og sætte fjendens soldater ud af spil. Bueskytterne bar desuden katana, der kunne anvendes ved nærkontakt med fjenden. Disse var de dygtigste samuraier i hæren.
En ronin var en herreløs kriger. En samurai kunne skifte status fra at være samurai til ronin, hvis denne mistede sin herre. Ronin tjente deres penge på mange forskellige måder, de kunne fx arbejde som livvagter for rige købmænd, rejse rundt i Japan og vise deres evner med sværd og udfordre til kampdueller, de kunne terrorisere landsbyer eller måske endda blive hyret til at beskytter dem.
Den mest kendte ronin var Miyamoto Musashi.
Samuraierne bestilte af og til ninjaerne til det 'beskidte' arbejde. Ninjaerne var eksperter i snigmord og baghold. Disse blev blandt andet trænet i at sætte knogler ud af led, så de kunne slippe ud af stramme reb, og for at de kunne kravle gennem små og smalle steder.
En anden form for kriger, var buddhistmunkene, som tilhørte templer og klostre, som ligger over hele Japan. Hvert tempel eller kloster havde ofte specialiseret sig i kunsten af våbenbrug med henblik på kamp.
Miyamoto Musashi.
Miyamoto Musashi er måske verdens mest kendte herreløse kriger (ronin). I dag er han kendt i Japan som ”Kensei” eller ”Sværdets Helgen”. Han er kendt for sine mange dueller og for sin bog ”De fem ringes bog”. ”De fem ringes bog” bliver den dag i dag læst af tusindvis af mennesker.
Miyamoto Musashi blev født i 1584. Som syvårig blev han forældreløs, og hans onkel tog ham til sig. Han begyndte at studere sværdkunst, og som 13årig havde han besejret den første modstander i sværdduel. Som 16årig forlod han sin onkel, og drog ud for at kæmpe. Da han var 28 år, havde han allerede vundet over 60 dueller og været med i seks store slag.
Miyamoto brugte meget tid inden en duel på at planlægge. Han lærte sin modstanders styrke og svagheder at kende, og studerede terrænet. Nogle gange mødte han senere til en kamp, hvis han troede det ville tjene til et formål. F.eks. hvis han troede, hans modstander ville føle sig overlegen, fordi han troede at han var flygtet, eller måske blive rasende og derfor kæmpe dårligere.
Miyamoto var selvfølgelig en utrolig dygtig sværdkæmper, men det var især hans koncentrationsevne, der gjorde ham så overlegen.
Miyamoto Musashi var en ligeså stor mester i at undgå undgå at kæmpe, som han var til at kæmpe. Et eksempel på myten om Musashi og fluerne.
Musashi og fluerne.
"Der sad tre ronin-krigere på en landevejskro. Da der kom en fremmed samurai ind i meget laset og beskidt tøj. Manden så meget fattig ud. Men i bæltet havde han de fineste sværd udsmykket med guld og juveler. Ronin-krigerne besluttede sig for at gøre ham ophidset, så de kunne stjæle hans sværd ved at slå ham ihjel. De begyndte at slynge om sig med spydigheder."
"Se det fugleskræmsel", "sagde den ene".
"Han må være født i en svinesti","sagde den anden.
"Fornærmelserne tog til, og de blev mere og mere højrøstede. Samuraien kiggede ikke op en eneste gang, men spiste bare sine ris. Det gjorde dem en smule nervøse. Han bemærkede ikke en gang de fire fluer, der fløj omkring hans hoved. "
"Pludselig med fire hurtige og præcise bevægelser, uden at kigge op, greb han fluerne med sine spisepinde og lod dem falde ned i skålen. De tre ronin-krigere forlod hurtigt kroen af bare skræk. Den fremmede samurai var selvfølgelig Miyamoto Musashi."
Duellen mellem Miyamoto Musashi og Sasaki Kojiro.
Den mest kendte samurai duel Miyamoto Musashi har udført er velsagtens duellen mod Sasaki Kojiro. Kojiro var en ung samurai, som havde udviklet en helt ny kampteknik baseret på en svalehales bevægelse under flyvningen. Han var både stærk og hurtig. Kojiro regnes for at være den dygtigste samurai, Musashi nogensinde havde mødt i kamp.
Kampen fandt sted på en sandstrand. Kojiro gjorde sig klar og iførte sig pæne klæder, hvorefter han ventede på Musashi. Da det blev hen mod middag, blev Kojiro bekymret for, at Musashi var flygtet som en kujon. Han sendte derfor en tjener ud for at finde Musashi. Tjeneren fandt ham sovende i sin seng.
Dette gjorde Kojiro urolig. Var Musashi virkelig så ligeglad, at han kunne sove så lang tid? Musashi roede ud til Kojiro. På vejen ud til duellen skar Musashi et træsværd af en åre, således at denne kom til at ligne en bokuto. Musashi hoppede ud af båden, og så Kojiro ind i øjnene. Kojiro trak sit sværd. ”Det får du ikke brug for mere”, sagde Musashi. Kojiro blev vred og svingede sit samurai sværd mod Musashi. Musashi blev stående, og lod sværdet hugge hans hår af, som han havde opbundet med et tørklæde. Derefter svingede Musashi sit træsværd i forbindelse med et højt spring, og ramte Kojiro midt i issen. Kojiro faldt om, død på stedet.
Japanske fæstninger.
Japanske fæstninger var store nok til at rumme daimyoen hele hans familie og hans samuraihær. Fundamentet bestod af sten, der var bygget ovenpå hinanden. Denne bygningsform beskyttede mod jordskælv, men var samtidig nem at klatre på. Husene var af træ, men godt beskyttet mod ildspåsættelse, fordi de var så svære at komme ind til. At bryde igennem en japansk fæstning var uhyre svært. Murene var høje og uindtagelige. Et overraskelsesangreb var næsten umuligt, pga. de mange vagter der holdt udkig hele døgnet rundt. Det eneste man kunne gøre, var at grave sig under, eller kravle over murerne med stiger. Den mest effektive form var belejring. Det kunne vare flere år.
Den mest kendte belejring er belejringen af Osakafæstningen. Belejringen varede næsten et helt år. Fæstningen var kæmpe stor. Den var omgivet af tre voldgrave, og blev forsvaret af 120.000 mænd. Hovedbygningen var en femetagers bygning, og fæstningen var omgivet af floder fra tre forskellige sider. Det var Japans bedst bevogtede borg.
Hideyori som var den retmæssige kejser, var en populær mand blandt samuraierne, der ville gå i døden for ham. De havde ikke noget større ønske end at fjerne Tokugawa Ieyasus hoved fra hans krop. Tokugawa Ieyasus var shogun, men halvdelen af samuraierne holdt med ham og resten med Hideyori. Derfor så han det som sin pligt at dræbe Hideyro.
Tokugawas første træk var at erobre alle forposterne i fæstningen. Derefter blokerede han alle udgange. Så byggede han tårne og rambukke til at smadre ydermuren. Han fik sine ingeniørtropper til at grave en tunnel under muren, men intet virkede.
Derefter prøvede han at bruge list. Han bestak en af mændene på borgen til at åbne den yderste port. Men inden han nåede det halshuggede en af Hideyoris samuraier forræderen.
Så rettede Tokugawa sine kanoner mod kvindefløjen, hvor Hideyoris’ mor Yodo-gimi boede. Der var en masse skrig og skrål, men de blev evakueret over til en anden bygning. Hideyoris så sig nødsaget til at indgå en fredsaftale med Tokugawa. Fredsaftalen gik ud på, at Tokugawa skulle opløse sin hær og lade Hideyrus i fred. Til gengæld skulle Hideyrus love ikke at angribe Takugawa. Det var aftalen at Takugawa, skulle fylde en af voldgravene med murbrokker, men han fyldte to af dem sådan der kun var en mur ind til borgen. Takugawa lod som om, det var en misforståelse, så nu var der kun en voldgrav og en mur. Den følgende sommer brød Hideyori fredsaftalen, og gik i krig med Takugawa, men det gav bagslag. Takugawa belejrede Osakaborgen endnu en gang, og denne gang overtog han den. Hideyoris og Yodo-gimi begik harakiris
Tidslinje fra år 1000-1876.
År 1016: Fujiwara Michinaga får magten over Japan og Fujiwaraklanen hersker i over 140 år
År 1159: Tairaklanen tager magten med Taira Kiyomoris i spidsen efter den store Heiji-krig
År 1180-1185: Minamotoklanen tager magten fra Tairaklanen efter Gempei-krigen.
År 1192: Minamoto Yoritomo udpeges til shogun og opretter det første shogunatstyre fra Kamakura
År 1274: Mongolernes første angreb - mislykkedes
År 1281: Mongolernes andet angreb, denne gang med over 140.000 mand – mislykkede blandt andet
på grund af dårlige vejrforhold. Kamikaze vinden bliver stormen kaldt.
År 1334: Kejseren genvinder for en kort tid magten over Japan
År 1336: Ashikaga Takauji vender sig mod kejseren og indtager det kejserlige palads
År 1338: Takauji udnævnes til shogun over Japan og har derved uindskrænket magt
År 1542: Portugiserne bringer geværer til Japan som handelsvarer
År 1568: Oda Nobunaga indtager Kyoto
År 1573: Shongunstyret fra Muromachi (Takedaklanen) falder
År 1575: Takedaklanen nedkæmpes af Nobunaga i Nagashino-slaget
År 1590: Japan genforenes til ét rige i stedet for en masse små provinser styret af hver sin
År 1600: Tokugawa Ieyasu vinder magten og dræber alle fjender
År 1603: Ieyasu bliver shogun og starter sit shogunat i Edo (Tokyo)
År 1614: Ieyasu skærper jagten på de kristne japanere
År 1615: Ieyasu indtager Osakaborgen og dræber alle i den forsvarende Toyotomi-klan.
År 1639: Japan isolerer sig selv for omverdenen, 100 %
År 1854: Den amerikanske marinekommandør Matthew Perry kommer med en stor krigsflåde og tvinger Japans regering til at åbne samtlige havne for handel
År 1868: Shogunatets styre afskaffes og Kejser Meiji sættes igen på tronen.
År 1870: Særlige rettigheder for samuraier afskaffes
Samuraierne går til grunde.
I midten af 1853 kom flådeofficeren Matthew Perry til Japan. Han tvang Japan til at åbne deres havne ved at beskyde dem. Så smuldrede shogunens magt, og kejser Meiji blev i 1868 enevældig kejser. Før i tiden ville en fremmed der kom til Japan, blive halshugget.
Kejser Meiji ville have en moderne hær. Derfor fik han englændere til at hjælpe med at træne en hær og fremstille våben. De blev trænet i opstillinger, der var designet til brug af geværer. Geværerne var meget bedre end buerne, men geværerne skulle lades på ny efter hvert skud. Det var derfor til bueskytternes fordel at skyde, når geværerne blev ladet. I 1876 forbød kejseren alle udenfor den kejserlige hær at bære katana. Det førte til samurai-standens afskaffelse.
Senere kunne historien bevidne, at samurai ånden levede stadig videre i Japan. I 1942 bombede japanerne Pearl Harbour. De såkaldte kamikazepiloter var en form for samuraier. De begik harakiri (selvmord) ved at flyve deres fly ned i de amerikanske skibe.
Sanctus.
Hellig. Betegnelse (efter indledningsordet) for et led i den romersk-katolske messe.
Sandal.
Sandaler er en åben type fodtøj med overdel af remme. Tidligere har udtrykket sålsko også været anvendt om en sandal.
Sandaler bruges især i lande hvor klimaet er varmt. I Danmark hovedsageligt fra maj til september. Både mænd og kvinder bruger sandaler. Sandaler er sædvanligvis båret i varmere klimaer eller gennem perioder af året hvor det er varmere. Risikoen for at udvikle fodsvamp er mindre end ved lukkede sko. At gå med sandaler kan være en del af behandlingen ved en sådan infektion.
Sandflugtsmuseet.
Sandflugtsmuseet er et museum der oprindeligt lå i fyret på Rubjerg Knude. Den voldsomme sandflugt ved Rubjerg Knude gjorde at museet i starten af 2000'erne måtte flytte til andre bygninger da fyret blev delvis dækket af sand.
Sandwich.
Et eksempel på en sandwich.
En sandwich er et stykke sammenlagt brød med pålæg imellem.
Navngivet efter, men sandsynligvis ikke opfundet af, John Montagu, den 4. Jarl af Sandwich i det 18. århundrede. Jarlen var begejstret for denne anretning, som tillod ham at fortsætte med at spille kort, når han spiste.
Ordet "sandwich" anvendes i dag om materialer, som er lagdelt i to, tre eller flere lag, f.eks. om geologiske strukturer og om visse materialer i byggebranchen som for eksempel krydsfinér.
Sanering.
En sanering er et tiltag for at gøre sund eller ordne (af latin: "sanare").
Begrebet "sanering" anvendes især vedrørende bygninger og bydele og henviser til virksomhed, der normalt er mere omfattende end byfornyelse: gamle bygninger nedrives og erstattes af nybyggeri (i større eller mindre udstrækning). Som regel medfører saneringen, at (en del af) de oprindelige beboere må flytte væk, hvilket indebærer, at der som et led i forløbet skal foretages genhusning af disse andetsteds.
Begrebet anvendes tillige i bredere betydning, eksempelvis i forbindelse med pengevæsen og økonomi, hvor der ved udtrykket "sanere" menes foretaget gennemgribende oprydninger i uheldige forhold.
Eksterne henvisninger.
Ordbog over det danske sprog http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=sanere&submit=S%F8g
Sankt.
Sankt betyder hellig, helgen (af latin "sanctus"). Ordet bruges kun adjektivisk, dvs. som et beskrivende forled foran helgen(inde)navn: "Sankt Hans, Sankt Birgitta" osv.
Sankthans.
Dansk Sankthans-bål med den traditionsrige heks på bålet
Højtiden sankthans eller Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for den hellige Johannes Døberen, der angiveligt er født den 24. juni. Datoen kaldes derfor sankthansdag (Skt. Hans' dag). I nordisk tradition afholdes højtider aftenen før dagen, så sankthansaften fejres den 23. juni, ligesom juleaften fejres dagen før Juledag.
Dagen fejres også i andre nordeuropæiske lande som England, Irland, Tyskland, Polen, Rusland og Frankrig. Dagen fejres mest i de nordiske og baltiske lande, hvor den karakteristiske lyse nordiske nat giver de optimale betingelser for en smuk oplevelse.
Oprindelsen til sankthansaften - en hedensk fest.
Sankt Hans aften har meget til fælles med Valborgnatten og er muligvis den danske version af denne skik.
Ligesom juleaften er sankthansaften et levn fra hedenske skikke, hvor årets korteste dag, vintersolhverv, og årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Kristne missionærer og præster fik nyfortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse. I det 7. århundrede advarede Sankt Eligius de nykristnede indbyggere i Flandern mod at fortsætte med at dyrke hedenske ritualer.
Festen for Johannes Døberen blev i 400-tallet fastlagt til den 24. juni, som ud fra Lukasevangeliet (se Luk 1,26) er beregnet som 6 måneder før Jesu fødsel. Der er meget få oplysninger om hans tidlige liv.
Gamle ritualer i forbindelse med sankthansaften.
Sankthans eller midsommer har uden tvivl været den vigtigste af midsommerens fester i Norden med spil, dans og drikke.
Tidligere var det opfattelsen, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter - både onde og gode. Alle urter og kilder var særligt hellige, og det var tradition at opsøge hellige kilder eller plukke helende urter på denne aften. Til sankthans var mange hellige kilders magiske helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede til dem i kildetiden, som startede ved Skt. Hans og sluttede på Frue Dag, 2. juli. Der var i nogle egne af landet tradition for at gå til hellige træer i denne tid, og der blev bl.a. på Lolland-Falster flettet blomsterkranse, som skulle hænges op i hellige træer.
På bålet er der traditionelt placeret en figur, der ligner en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til Bloksbjerg i Harzen sankthansaften og -nat. Både bål og heks er en ny tradition, som stammer fra tyske håndværkere, der i 1860'erne besøgte Kalundborg. Der har ganske vist fundet hekseafbrændinger sted i dansk historie, men de er altså ikke forbundet med de traditionelle midsommerfestritualer, selv om de bønder, der afbrændte bål på denne aften, troede på hekse. Formålet med bålet var at skræmme hekse og onde ånder væk, frem for at brænde dem af.
Sankthansaften i dag.
Nu om dage markeres sankthans ved offentlige og private arrangementer. Mange foreninger afholder arrangementer. Et typisk program omfatter en tale, derpå antændelse af bålet, og mens flammerne slikker op imod sommeraftenen synger alle "Midsommervisen". Fyrværkeri ved midnat kan også indgå i programmet. Talen vil ofte blive fremført af en person, der er kendt i lokalområdet.
Midsommervisen af Holger Drachmann stammer fra syngespillet "Der var engang". Shu-bi-dua udgav i 1980 sangen på en mere rytmisk, men knap så højtidelig melodi, som var meget populær de første år, men i dag er mange gået tilbage til Lange-Müllers musik til Drachmanns ord.
Sanktvejtsdans.
Chorea (fra græsk "khoreia" "dans") eller sanktvejtsdans ("Sankt Vitus' dans") er en sygdom med ufrivillige rykvise bevægelser.
Årsagen er overaktivitet af neurotransmitteren dopamin i nogle af de områder af hjernen hvor bevægelser kontrolleres.
Tidligere brugtes sanktvejtsdans om alle typer chorea; men i dag bruges den mest om chorea minor ("Sydenhams chorea"), der kan være en følgesygdom til reumatisk feber ("febris rheumatica").
Huntingtons chorea er en fremadskridende arvelig demenssygdom der først viser sig i voksenalderen, og ofte er chorea et af de tidlige symptomer.
Chorea kan være en bivirkning ved medikamentel behandling af Parkinsons sygdom, Epilepsi eller psykisk sygdom.
Sanskrit.
Sanskrit ("samskrta" "rent, korrekt (sprog)") er Indiens klassiske kultursprog og liturgisk sprog for hinduer, mange buddhister og sikher. Det er et af de 22 officielle sprog i Indien.
Sanskrit har i Indien og Sydøstasien samme rolle, som latin havde i Vesteuropa op til d. 20. århundrede. I begge tilfælde kan man for så vidt tale om "døde sprog", i og med at ingen naturligt taler pågældende sprog som deres modersmål — i stedet er der tale om sprog, som en gruppe af befolkningen lærer sig senere i livet. Det må dog understreges, at sanskrit - modsat latin - er i levende brug den dag i dag, og der findes visse brahminer, der hævder at have sanskrit som deres modersmål. Det skønnes desuden, at ca. to millioner mennesker taler det som andetsprog, og der skrives stadig litteratur på sanskrit. Ved universitetet i Poona foregår al undervisning på sanskrit, og statlige fjernsynskanaler sender nyheder på sanskrit.
Da både dansk og sanskrit tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie, kan man godt finde en del ligheder. "Viden" hedder på sanskrit "veda", "bærer" hedder "bharati", "æder" heder "atti", "navn" hedder "naman", "søn" er "sunu", "mor" er "matr" og "datter" er "duhitr".
Svensk har gennem romani fået en del indiske ord ind i sproget. Sigøjnernes sprog romani har sit centrale ordforråd fra en nordindisk dialekt beslægtet med sanskrit, og svenske udtryk som "att kirra" (af sanskrit "kr" = "at gøre") og "att mucka" (af sanskrit "muc" = "at forlade") stammer fra gammelindisk. "Kille" for "dreng" og "tjej" for "pige" er begge lånt fra romani. Sveriges konge, Carl Gustaf, havde som barn tilnavnet "Tjabo", der igen var et lån fra romani "tjavo" (= barn, af sanskrit "sava").
Klassisk sanskrit.
Klassisk sanskrit opstår omkring 500 f. Kr. og er kodificeret i Pāṇinis klassiske grammatik "Aṣṭādhyāyī". Den tidligste litteratur er brahmanlitteraturen, bl.a. Upanishaderne.
På dette tidspunkt er det folkelige sprog middelindiske dialekter, under ét kaldet prākrit (de sydlige buddhisters hellige sprog pāli er ligeledes middelindisk), og middelindisk udvikler sig naturligt til de over hundrede nyindiske dialekter såsom hindi, bengali og gujarati. Klassisk sanskrit er med andre ord opstået som en arkaiserende reaktion imod samtidens talte og skrevne sprog.
Vedisk.
En endnu mere arkaisk form for sanskrit, normalt kaldet vedisk, findes i de vediske hymner i bl.a. Rigveda, Samaveda, Yajuveda og Atharvaveda. De ældste af disse hymner (2.-7. bog af Rigveda) antages at være opstået i Punjab i det 13. århundrede f. Kr., men er blevet overleveret mundtligt i ca. 2000 år, før de blev skrevet ned. Da man imidlertid mente, at en forkert fremførelse af hymnerne kunne føre til det modsatte resultat af det, man beder om, har denne overlevering været forholdsvis stabil.
Sprogvidenskabsfolk vil normalt skelne imellem vedisk og egentligt sanskrit som to forskellige varianter af oldindisk. Vedisk har bevaret en del arkaiske træk i morfologien, der ikke længere var brugbare i klassisk sanskrit. De zoroastriske iranere har et tilsvarende og nærtbeslægtet helligt sprog, avestisk.
Sanskritsprogets ælde.
Hvis man regner vedisk med, er sanskrit det ældste indoeuropæiske sprog, der stadig bruges aktivt. Da europæerne stiftede bekendtskab med sanskrit og erkendte slægtskabet mellem dette og deres egne sprog, troede de i begyndelsen fejlagtigt, at sanskrit var det oprindelige ursprog, som alle disse sprog nedstammede fra. Sanskrit er måske nok arkaisk, men har dog en række innovationer, som de andre sprog ikke kender. Mest iøjnefaldende er den kendsgerning, at sanskrit, ligesom de andre indoiranske sprog har opgivet den oprindelige indoeuropæiske skelnen mellem vokalerne "e", "o" og "a", som de andre indoeuropæiske sprog (græsk, latin og armensk har "e", "o" og "a", keltisk, germansk og slavisk har ladet de to sidste falde sammen). At det er den vestlige tilstand er ældst, kan påvises deraf, at sanskrit har palatalisering af "k" foran et oprindeligt *"e", men ikke foran *"a" og o".
Konsonanter.
Sanskrit skrives - ligesom bl.a. hindi - med en række forskellige alfabeter rundt omkring i Indien, men mest udbredt er nok skriftsystemet devanagari, der er udviklet særligt til at betegne de indiske sprogs lydsystem. Det er egentlig en stavelsesskrift baseret på konsonanttegn, der i udgangspunktet betegner den pågældende konsonant + vokalen "a".
Aspirater er klusiler med et efterfølgende pust ligesom dansk "p", "t", "k". Bemærkelsesværdigt er det, at indisk også har stemte aspirater.
Retroflekse (eller cerebrale) konsonanter dannes næsten som dentalerne, men med tungen ikke imod tandryggen, men længere oppe i munden (som norsk eller svensk "t" efter "r", fx i "klart").
Palatalerne udtales udtales omtrent som engelsk "ch", "j". Usædvanligt er det, at de også findes i en aspireret udgave.
"ṣ" svarer til dansk "sj" (i f.eks. "sjælden"), "ś" til engelsk "sh", tysk "sch".
"ñ svarer til spansk "ñ", fransk "gn", ṅ til dansk "ng"
Sanskrit "h" er i modsætning til det danske "h" stemt; "ḥ" er en variant af "s" i udlyd.
Vokaler.
Ud over disse konsonanttegn er der dels en række vokaltegn, der bruges, når vokalen står alene (i begyndelsen af et rod eller efter en anden vokal), og dels en række, der bruges i forbindelse med konsonanter, når stavelsens vokalen ikke er "a".
Sanskrit har de vokaliske (stavelsesdannende) likvider "ṛ, ṝ, ḷ". I moderne sanskrit - og dermed også i de vestlige sprogs gengivelse af sanskritord og - navne, udtales de som den pågældende likvid + "i", f.eks. "kṛṣṇa" = "Krishna".
Bemærk, at tegnet इ = "i" skrives "foran" konsonanttegnet, f.eks. इचद = "cid"; det lange ी skrives derimod efter konsonanten.
I de tilfælde, hvor en konsonant ikke efterfølges af en vokal - og de er meget hyppigere i sanskrit end på hindi - skrives konsonanten sammen med den eller de følgende konsonanter. Der opstår herved et par hundrede mere eller mindre gennemskuelige ligaturer, der må læres udenad, hvis man skal kunne læse og skrive sanskrit.
Sanssouci.
Teehaus, der ligger i parken ved Sanssouci
Sanssouci (fransk: "uden bekymring", eller oversat: "sorgenfri") var Frederik den Stores rokokoslot i Potsdam ved Berlin, opført 1745–1747.
Santa Fe (Argentina).
Santa Fe er hovedbyen i provinsen Santa Fe i det nordøstlige Argentina.
Klima.
Ved sommersolhverv var dagen i 2010 på 14:13 timer, mens den ved vintersolhverv var 10:05 timer.
Santos.
Santos er en brasiliansk by og kommune i delstaten São Paulo. Byen blev grundlagt i 1543 og ligger dels på øen São Vicente i Atlanterhavet og dels på fastlandet. I 2003 var det anslåede indbyggertal 437.000. Byen har et betydeligt antal turister. Byen ligger ca. 80 km fra storbyen São Paulo som med sine ca. 22 mio. indbyggere er et af verdens største byområder.
Santos er den største havneby i Latinamerika, har store industri- og shippingområder, der ekspederer en stor del af verdens kaffe-eksport foruden andre brasilianske eksportvarer som appelsiner, bananer og bomuld. Byen har også et kaffemuseum, i hvis bygning man engang forhandlede kaffepriser, desuden verdens længste strandpark (omkring 7,3 km) og et fodbold-mindesmærke til ære for byens største spillere, deriblandt Pelé.
Rio São Francisco.
Rio São Francisco er en 3.160 km lang brasiliansk flod med udspring i staten Minas Gerais.
São Paulo.
São Paulo (port. for Sankt Paul) er hovedstad i São Paulo-delstaten i Brasilien. Byen er det vigtigste økonomiske, finansielle og kulturelle centrum, såvel som trafikknudepunkt i landet.
São Paulo er det største industrielle område i Latinamerika. Med sine 11 millioner indbyggere i byen, og knapt 20 millioner i stor-São Paulo er byen en af verdens største byer og den største by på den sydlige halvkugle.
Byen har med sine mange indvandrere, der især kommer fra Portugal, Italien, Tyskland, Libanon, Japan og Sydkorea,
Byens største fodboldklub er São Paulo FC, og de spiller hjemme på Morumbi, som har plads til 80.000 tilskuere.
Saracener.
"Saracensk armé på march", illustration fra 1890.
Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skildte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.
Etymologi.
Saracen kommer fra græsk sarakēnoí, "Σαρακηνός", hvilket alment anses at komme fra det arabiske ordet ("sharqiyyin"), hvilket betyder "østerlændinger". Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kende skriftlige kilder er Ptolemæus værk "Geografike hyfegesis" fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen "Sarakenoi" som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskilder fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen "Saraka" på samme halvø.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Sarasvati.
Saraswati malet af Raja Ravi Varma
Sarasvati er, i Hinduismen, gudinde for musik og viden. Hun er Brahmas kone.
Sardinien.
Sardinien (italiensk "Sardegna") er en italiensk ø og region syd for Korsika. Øen er den næststørste i Middelhavet, og dens hovedby er Cagliari. Der bor 1.637.639 indbyggere på 24.090 km².
Historie.
Fra forhistorien findes de mange tusinde stentårne nuraghe-kulturen har efterladt på øen. De første spor af civilisation på Sardinien er ozieri-kulturen fra ca. 3300 f.Kr. Senere har Sardinien været invaderet af fønikerne,
Kartago, Romerriget, Genova og Pisa (på vegne af pavestolen i Rom),
Spanien og til sidst Italien. Kongeriget Sardinien blev oprettet i 1720. Fra starten bestod landet både af øen Sardinien og af Nordvestitalien. I 1796 fordrev franske tropper kongen fra fastlandet. Frem til 1814 bestod kongeriget derfor kun af øen Sardinien. I 1814-1815 får Sardinien sine områder på fastlandet tilbage - endda i udvidet form. Nordvestitalien var kongerigets vigtigste del, mens øen Sardinien kun var en beskeden del af riget. Da Italien blev samlet til et land i 1861, blev kongen af Sardinien konge af hele Italien.
Natur.
Sardinien er kendt for sine smukke badestrande og mange flotte og farverige dykkersteder hvor man bl.a. kan se dyr som: muræner, blæksprutter og mange andre.
Turisme.
Sardinien bliver mest besøgt af italienere og tyskere. Sardinien er først blevet opdaget af andre europæere i de seneste par år.
Sargassohavet.
Sargassohavet er en del af Atlanterhavet. Havet er kendt for at være det eneste sted, hvor ål yngler. Det ligger ud for Nordamerika.
Sari (dragt).
a> viser flere traditionelle måder at bære en sari.
En sari er en indisk dragt, der bæres af kvinder. Dragten består af et 5 til 6 meter langt firkantet stykke tøj uden sømme, der vikles rundt om kroppen. Endestykket, der hænger frit ned fra kroppen, har som regel en bort i en afvigende farve og med rig ornamentering. Sædvanligvis bæres der et langt underskørt og en kort bluse under sarien.
Der findes mange forskellige måder at bære sarien på. Hvordan sarien vikles, kan i nogle tilfælde fortælle, hvor bæreren kommer fra.
Sarkofag.
Sarkofag (af græsk "sarkophagos": "Sarx" kød, og "Phagos" at spise, altså "kødspiser") er en kiste (oprindeligt) af sten til at lægge de døde i. Myten fortæller, at sarkofager oprindeligt var lavet af en speciel slags kalksten, som kunne opløse kroppen på 40 dage. Sarkofager kan være lavet af andre materialer som fx træ.
Sarkofager er oftest ornamenterede og kan anbringes fritstående i gravkamre eller begraves i jorden. I det gamle Egypten anvendtes sarkofager som den yderste kiste af flere, hvori mumien blev placeret.
Herhjemme er konger og dronninger lagt i sarkofager i bl.a. Roskilde Domkirke. Tordenskjolds sarkofag står i Holmens Kirke i København og Holbergs i Sorø Klosterkirke.
Sarkom.
Sarkomer er fællesbetegnelsen for ondartede (maligne) kræftformer der udgår fra bindevæv og støttevæv. Dvs. bindevæv, brusk, knogler, muskler, kar og fedtvæv. Alt sammen af mesoderm oprindelse.
Sarkomer har tendens til at sprede sig til blodet.
Sarong.
En sarong eller sarung (udtales [ˈsaɾoŋ] i Bahasa; engelsk: / sərɒŋ /) er en stor tube eller længde af stof, ofte viklet omkring taljen og bæres som en kilt af mænd og som en nederdel af kvinder i det meste af Sydasien, Sydøstasien, Den Arabiske Halvø, Afrikas Horn, og på mange øer i Stillehavet.
Stoffet har oftest vævet mønstre eller ternet, eller kan farvet ved hjælp af batik eller ikat farvning. Mange moderne saronger har trykte designs, som ofte viser dyr eller planter.
Satan.
Satan (græsk Σατάν "Satán", hebræisk שָׂטָן "Śāṭān") er i kristendommen den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han også som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Abaddon, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen (græsk Διάβολος "Diábolos").
Satan kommer af hebræisk שָׂטָן "Śāṭān", der egentlig er et substantiv med betydningen "modstander" snarere end et egennavn.
I jødedommen.
I Det Gamle Testamente er "Modstanderen", som han dér kaldes, da heller ikke i udgangspunktet samme skikkelse som Satan i den senere kristendom. Oprindeligt er han ét af de himmelske væsener, der kaldes gudesønnerne (se fx Jobs Bog, kap 1 og 2) og som mødes ved JHVHs hof. Satan tjener her snarest som den af de himmelske væsener, hvis opgave det er at sætte menneskene på prøve for at afprøve deres retfærdighed.
Med tiden ændres opfattelsen imidlertid og man kommer i stigende grad til at se Satan som en modsætning til Jahve, og i århundrederne før Kristus udvikler han sig (muligvis under zarathustrisk indflydelse til en decideret "anti-Gud", en Guds arvefjende, hvilket også er den rolle, han har i kristendommen. I jødedommen findes denne opfattelse også (fx i Dødehavsskrifterne, hvor han kaldes Belial), men lige så ofte ses Satan blot som en af Guds tjenere.
I den traditionelle opfattelse.
Ifølge kristen tradition, snarere end teologi, er Lucifer (lat, lysbæreren af gr. Eosforos, morgengrybæreren)en falden engel. En falden engel er en engel der pga. en synd forvises fra himmerriget af gud. Engle kan, pga. deres divine egenskab og "indbyggede" forstand på godhed, ikke tilgives når de begår en synd. Lucifer faldt pga individualisme. Med andre ord ønskede han at kontrollere menneskeheden og vende denne imod Gud, og blive større end Gud, hvorefter Gud forviste Lucifer fra himmerriget (faldet) og han faldt ned i helvede hvor han blev Helvedes hersker, Satan eller "ho diabolos", Djævelen.
Opfattelsen af Satan som en falden engel går langt tilbage i den kristne historie. Kirkefaderen Augustin skrev i sit værk "Enchiridion de Fide, Spe et Caritate", at der var plads til mennesket i himlen fordi der var en gruppe engle, som havde gjort oprør mod Gud og som straf var blevet kastet ud af himlen.
Alternative synspunkter.
Den Polske Brødre, unitarer, og kristadelfianere mener, at Satan er en allegori af synd.
I islam.
I islam kendes Satan som Iblis إبليس eller "Shaitan" شيطان", der var anfører for "djinnerne," indtil han nægtede at adlyde Allahs krav om, at han kastede sig ned foran Adam, fordi han ikke ville anerkende, at mennesket skulle være ham overlegent. I islam regnes Satan for en "djinni," en ildånd, modsat englene, der er lavet af lys.
Satellit.
Kommunikationssatellitten NAVSTAR-2, der anvendes til GPS-tracking og navigation
Udtrykket satellit bruges i bredeste forstand om alt hvad der kredser om en egentlig planet; både naturlige måner og menneskeskabte rumfartøjer. Normalt forstås "satellit" dog primært som et ubemandet fartøj i kredsløb om Jorden; f.eks. vejrsatellitter, kommunikationssatellitter, Astronomisatellitter og spionsatellitter.
Kommunikationssatelliter kredser oftest i den geostationære bane således at de befinder sig i samme position set fra jorden.
Spionsatellitter vil sædvanligvis befinde sig i lave baner, for eksempel kredser de amerikanske optiske KH-11-satellitter i 400 kilometers højde og "Lacrosse" radar-satellitterne i 650 kilometers højde.
Kommunikationssatellitter er blevet stadig vigtigere elementer i nutidens globale kommunikation. Globale nyhedsstrømme, internetkommunikation og GPS-tracking er blot nogle få vigtige komponenter, som i dag er bredt tilgængelige, men de er samtidig totalt afhængige af disse kommunikations- og navigationssatellitter.
Satellitstat.
En satellitstat, lydstat, vasalstat eller marionetstat er en – normalt mindre – stat, som formelt set er selvstændig, men som i praksis helt forvaltes af, politisk domineres af eller står i stærkt afhængighedsforhold til en tilgrænsende stormagt eller i hvert fald dominerende stat.
Udtrykket blev bl.a. brugt om de stater i Østeuropa, bl.a. DDR, der fra 1945 og frem til begyndelsen af 1990'erne domineredes af Sovjetunionen. Et eksempel på en nuværende satellitstat er Vestsahara, der domineres af Marokko.
Satin.
Satin er en betegnelse for alle slags atlaskvævede stoffer af silke, uld og bomuld.
Det specielle ved satinvævningen er at skudtråden løber over 3-5 kamtråde, før det går under 1 kamtråd. Den næste skudtråd er forskudt. Denne teknik gør at stoffet/metervaren blive helt glat og vævningen bliver meget svær at se. Er kamtråd én farve og skudtråd en anden, bliver stoffet changerende, dvs. det skifter farve alt efter hvordan det vender.
Satinvævningen kan bruges til alle fibre/tråde, men bruges mest til silke, bomuld og div. kunstige fibre.
Satire.
Satire (lat: "satira = fulde fade") er en kunstnerisk gerne humoristisk genre, der latterliggør og udleverer mennesker - og deres dumhed og unoder. Formålet er at underholde og revse ved at udstille mange former for tåbelighed eller uretfærdighed. Ofte med det formål at forbedre eller bekæmpe de tåbelige menneskers magt.
Politisk satire gør grin med politikere og politiske nyheder;
Social satire håner sociale urimeligheder. Sexistisk satire gør nar af afsporet kønslighed, og racistisk satire gør grin med fremmede minoriteter. Antisemitisk - og jødisk - satire gør grin med jøder. Religiøs satire gør nar af tilhængere af farisæisk og fundamental gudsdyrkelse.
De fornemste former for satire er dels dem, der som Ludvig Holberg og Gustav Wied udleverer sit publikum til latter, dels dem, der desuden gør nar af samfundets magthavere som Rabelais, Cervantes, Voltaire, Swift, P A Heiberg og Hasek.
Moderne eksempler på politisk satire er det amerikanske TV-show "The Daily Show", det danske DR2-program "Tjenesten" og "ATS" på Politikens bagside. Desuden er "Svedbanken" også et eksempel på satire.
Hormon.
Hormoner (græsk: "Hormao": som irriterer, stimulerer og sætter i gang) er signalstoffer fra kirtler i kroppen, der udløser forskellige reaktioner. Begrebet "hormon" blev først defineret af den engelske fysiolog Ernest Henry Starling i 1905.
Hormonernes sekretion kontrolleres ofte af feedback-systemer. Humane hormoner er steroider eller peptider.
Hormoner producers flere steder i menneskekroppen, i såkaldte endokrine celler i de endokrine kirtler eller i parakrine celler. Hormoner produceret af endokrine kirtler sendes via blodbanen ud til andre celler, og der sker således en transport af hormoner over længere afstande. Derimod står parakrine celler for at producere hormoner som sendes over korte afstande til celler nærved, og disse transporteres dermed ikke igennem blodet.
Som eksempel på en endokrin kirtel, kan nævnens bugspytskirtlen, som bl.a. producerer hormonet insulin. Desuden er de 2 endokrine kirtler, der befinder sig i hjernen, hypothalamus og hypofysen, værd at nævne, da disse er de såkaldte overordnede endokrine kirtler. Årsagen til, at de er de overordnede endokrine kirtler er, at de producerer overordnede hormoner, som stimulerer udskillelsen af effekthormoner, som er de hormoner, der har en decideret virkning på kroppen.
Hypothalamus og hypofysen kan kommunikere med hinanden på to forskellige måder: Gennem blodkar i hypofysens forlap og via hypofysens baglap gennem centralnervesystemet. Et hormon produceret i hypothalamus kan altså transporteres til hypofysen gennem henholdsvis disse blodkar og nervesystemet.
Hormontyper.
Steroidhormoner og aminosyrederivathormoner. Måden, hvorpå et hormon er bygget, er væsentligt for, hvordan hormonet fungerer og opfører sig i kroppen. Steroidhormoner er hydrofobe og dermed lipofile og kan derved let trænge igennem cellemembranen, både på den endokrine celle, hvori hormonet produceres, og i modtagercellen. Der er til gengæld også visse hormoner, som er hydrofile, og de kan dermed ikke selv trænge igennem en cellemembran. Disse bliver udskilt fra vesikler i den producerende endokrine celle og kommunikerer med modtagercellen via receptorer på cellemembranen. Hvor de hydrofobe hormoner uden problemer trænger ind i modtagercellen og udøver den pågældende biokemiske virkning, er de hydrofile hormoner nødsaget til at kommunikere med receptorer på cellemembranens yderside. Når disse receptorer stimuleres, udsender de en såkaldt "2nd messenger", som fører signalet fra hormonet videre ind til f.eks. cellekernen.
Nibelungens Ring.
"Der Ring des Nibelungen" ("Nibelungens Ring") er en operacyklus bestående af fire episke operaer eller musikdramaer, der er skrevet af den tyske komponist Richard Wagner. Wagner skrev librettoen og partituret i løbet af 26 år: fra 1848 til 1874.
Cyklussen er et monumentalt værk og er noget særligt alene på grund af sin længde: En fuld opførelse af værket tager normalt fire aftener i operahuset, idet der totalt er omkring 15 timers musik, afhængig af dirrigentens tempo. Den første og korteste af operaerne, "Das Rheingold", varer typisk to en halv time, mens den sidste og længste, "Götterdämmerung", kan vare op til seks en halv time.
Selv om de enkelte operaer kan opføres som selvstændige værker, kræver en fuld forståelse af historien, at publikum hører alle fire operaer i den rigtige rækkefølge, sådan som det var komponistens hensigt. "Das Rheingold" er et forspil, "Vorabend". "Ringen" begynder egentlig med "Die Walküre", Siegfried og Götterdämmerung fik undertitlerne første, anden og tredje dag.
Historien er episk: Den følger kampe mellem guder, helte og mytiske skabninger om den magiske ring, som har givet værket navn, og som giver magt over hele verden. Dramaet involverer tre generationer hovedpersoner. Det endelige sammenbrud indtræffer ved afslutningen af "Götterdämmerung".
Musikken består af mange lag og bliver stedse mere kompleks, efterhånden som handlingen skrider frem. Wagner skrev for et stort orkester med en stærkt udvidet blæsersektion med nye instrumenter som wagnertuba, bastrompet og kontrabastrombone. Wagner byggede et særligt operahus i Bayreuth, "Bayreuther Festspielhaus", hvor det var tanken, at værket skulle opføres. Teatrets scene og orkestergrav er specielt konstrueret, så sangernes stemmer og orkestrets lyd blandes harmonisk, uden at sangerne behøver at synge unaturligt kraftigt, hvilket ville være særdeles anstrengende i betragtning af værkernes længde.
Historien i og kilderne til "Ringen".
a>s iscenesættelse af "Der Ring des Nibelungen" i Bayreuth i 1976.
Verden skabes i en mytisk tid og slutter med gudeverdenens undergang. Ringen handler om en magisk ring, der giver magt over hele verden. Den blev smedet af dværgen Alberich af guld, som han stjal fra Rhinen. Adskillige mytiske figurer kæmper i løbet af operaerne for at eje ringen, herunder Wotan, den øverste af guderne. Wotans plan, der omfatter flere generationer, er en af drivkræfterne i handlingen. Helten Siegfried erobrer ringen, som Wotan havde tænkt det, men han bliver senere forrådt og slået ihjel. Værket ender med, at valkyrien Brünnhilde smider ringen tilbage i Rhinen, hvorefter verden går op i flammer, og guderne dør.
Wagner skabte historien om ringen ved at sammensætte elementer fra forskellige tyske og skandinaviske myter og historier. De gamle nordiske eddaer gav stof til store dele af "Das Rheingold", mens "Die Walküre" i høj grad er baseret på Vølsungensagaen. "Siegfried" indeholder elementer fra eddaerne, vølsungensagaen og Thidreks saga, hvorimod den sidste opera, "Götterdämmerung", trækker på det højtyske digt, "Nibelungenlied", der synes at have været Wagners egentlige inspirationskilde, og efter hvilket cyklussen da også har navn. En detaljeret studie af Wagners kilder og hans behandling af dem findes i Deryck Cookes ufærdige værk, "I Saw the World End", og i Ernest Newmans "Wagner Nights". Om det filosofiske grundlag for "Ringen" har Bryan Magee skrevet "Wagner and Philosophy".
Værket benytter således nordiske myter og tysk middelalderstof, men Wagner har i sin sammenvævning af sine forlæg til en sammenhængende historie tilsat kilderne mange moderne tanker og ideer. En af de overordnede ideer i "Ringen" er temaet om kærligheden, som associeres med naturen og med friheden, overfor magten, som associeres med samfundet og loven. I den første scene i "Ringen" håner dværgen Alberich, der afsværger kærligheden, en handling der giver ham magt over verden, fordi han da kan smede den magiske ring. I sidste scene af den første opera mister han atter ringen - og forbander den.
Ringen har fra første færd været genstand for en lang række af fortolkninger. I "The Perfect Wagnerite" argumenterer George Bernard Shaw fx for, at Ringen egentlig er en socialistisk kritik af det industrialiserede samfund, hvorimod Robert Donington i "Wagner’s Ring and its Symbols" fortolker den efter Jungs psykologi som en studie i udviklingen af ubevidste, mentale arketyper.
Musikken i Der Ring des Nibelungen.
Allerede i sine tidligere operaer var Wagner slået ind på en vej, der førte væk fra den gængse operas opdeling i recitativer og arier. Men i "Ringen" går han et skridt videre og gennemkomponerer operaen, så hver akt bliver uden pauser i musikken. I et essay "Oper und Drama" om operateori fra 1851 beskriver Wagner den måde poesi, musik og bildende kunstarter skal indgå i "Das Kunstwerk der Zukunft" ("Fremtidens kunstværk"). Han benyttede herefter betegnelsen musikdramaer og refererede sjældent til sine værker som ”operaer”.
Ledemotiver.
Som et grundlag for sine musikdramaer brugte Wagner grundtemaer, der som regel kaldes "ledemotiver". Et ledemotiv er en genkommende melodi og/eller en harmonisk progression, som nogle gange er bundet til en bestemt toneart og ofte til bestemte instrumenter. Et ledemotiv er et musikalsk signal om en handling, en genstand, en følelse, en person eller et emne, der nævnes i teksten eller optræder på scenen.
I "Oper und Drama" refererer Wagner til dem som følelsesanvisninger og forklarer, hvordan de kan bruges til at oplyse lytteren gennem kommentarer til det, der foregår på scenen; på samme måde som koret kommenterer handlingen i et græsk drama. Andre komponister havde brugt ledemotiver før Wagner, men i "Ringen" blev de brugt i uhørt grad og kombineret på nye og intelligente måder.
De fleste vigtige emner i "Ringen" følges af et ledemotiv; faktisk består store dele af musikken udelukkende af ledemotiver, fx i "Götterdämmerung", hvor Siegfrieds rejse på Rhinen ("Siegfrieds Rheinfart") beskrives gennem en udvikling af Siegfried-temaet og siden Rhin- og Gibichung-temaerne. De mange ledemotiver i "Ringen" er typisk en en musikalsk reference til en person eller en direkte eller indirekte henvisning til librettoen. Flere af dem optræder i flere af operaerne, nogle af dem i alle fire. Som det er tilfældet med skovfuglen, kan der være knyttet flere motiver til én af stykkets roller.
Som cyklussen skrider frem, bruges motiverne i stadigt mere indviklede kombinationer, særligt fra og med tredje akt i "Siegfried". Wagner var inspireret af Liszt, der kunne skabe en dynamisk udvikling fra et ledemotiv til et andet: Wagner anvender i "Das Rheingold" et tema, der er forbundet med den nyligt smedede rings magt. Det transformeres til det motiv, der er knyttet til Valhal, Wotans nyligt byggede slot, hvorfra han som den øverste af guderne vil herske over verden gennem sin lov symboliseret af hans spyd. Musikken antyder her noget, der ikke udtrykkes i teksten: Ring-motivet knyttes til Valhal, som vil gå under sammen med ringen, men på dette tidspunkt er forbindelsen kun udtrykt musikalsk.
De ideer om orkestrering og tonalitet, som Wagner bragte frem med dette værk, er af stor betydning for vestlig musik. Wagner skrev for et meget stort orkester med 17 forskellige instrumentgrupper, der både optræder hver for sig og i en række forskellige kombinationer for at udtrykke den store række af begivenheder og følelser, der optræder i dramaet. Wagner bestilte endda flere nye instrumenter, der skulle specialfremstilles for at indfri hans kunstneriske ambitioner. Han fik produceret den såkaldte wagnertuba, hvis lyd skulle ligge mellem et valdhorn og en basun, trombone.
Teksten.
I sommeren 1848 skrev Wagner sin første prosaskitse til værket, "Der Nibelungen-Mythus, Entwurf zu einem Drama" ("Nibelungenmyten, et udkast til et drama"), hvori han forenede middelalderlige kilder og sammenskrev dem til en handling, der skulle vise sig at ligge tæt på den endelige historie, omend der var væsentlige forskelle. Senere på året skrev han en libretto med titlen "Siegfrieds Tod" ("Siegfrieds død"), formentlig inspireret af en række artikler i "Neue Zeitschrift für Musik". Tidsskriftet inviterede komponister til at skrive en national opera, der skulle bygge på "Nibelungenlied", et højtysk digt fra det 12. århundrede. Det blev genfundet i 1755 og blev omtalt af tyske romantikere som et tysk ”nationalepos”. Hovedpersonen var netop helten Siegfried, der optræder i Wagners "Siegfrieds Tod".
I 1850 skrev Wagner et udkast til musikken til "Siegfrieds Tod". Han følte behov for en forudgående opera, som skulle forklare begivenhederne, der førte til handlingen i "Siegfrieds Tod". Teksten til operaen "Der junge Siegfried", senere blot kaldet "Siegfried", var færdig i maj 1851. I oktober samme år traf Wagner beslutningen om at udvide værket til en cyklus bestående af fire værker. I december 1852 var teksten færdig.
Musikken.
I modsætning til teksten skrev Wagner musikken til værkerne i kronologisk rækkefølge og startede med at komponere "Das Rheingold" i november 1853. Han fortsatte med at komponere indtil 1857, hvor han var blevet færdig med partituret til og med anden akt af "Siegfried". Wagner lagde da arbejdet til side - i 12 år. I den periode skrev han "Tristan und Isolde" og "Die Meistersinger von Nürnberg".
I 1869 boede Wagner i Tribschen ved Vierwaldstättersøen understøttet af Kong Ludwig II af Bayern. Han genoptog arbejdet med at komponere "Siegfried", hvor han var endt 12 år tidligere; i oktober fik han tillige færdiggjort partituret til cyklussens sidste værk, som i stedet for "Siegfrieds Tod" fik titlen "Götterdämmerung", idet guderne går til grunde; i modsætning til den oprindeligt planlagte afslutning.
De første iscenesættelser.
Amalia Materna, den første Brünnhilde i Bayreuth med Cocotte, Kong Ludwigs hest der ”spillede” Grane. I 2009 i Seattle "spillede" Star Grane
Trods Wagners protester, insisterede Kong Ludwig på, at der blev givet særlige forpremierer på "Das Rheingold" og "Die Walküre" på Nationaltheater i München, før resten af "Ringen" fik premiere. "Das Rheingold" fik premiere den 22. september 1869 og "Die Walküre" den 26. juni 1870. Wagner forsinkede nu bevidst bekendtgørelsen om, at "Siegfried" var færdig, for at undgå, at også denne opera skulle blive førsteopført imod hans ønsker.
Wagner havde nemlig længe ønsket at tegne og opføre et særligt festivalhus, hvor "Ringen" skulle opføres. I 1871 besluttede han sig for at huset skulle bygges i den bayerske by, Bayreuth, og året efter flyttede han dertil, og grundstenen blev lagt. I de følgende to år forsøgte han at skaffe penge til byggeriet, men hans held var til at overse. Det var Kong Ludwig, der reddede projektet i 1874 ved at donere de fornødne midler, så den første komplette opførelse af "Ringen" kunne finde sted 13. til 17. august 1876 i "Das Bayreuther Festspielhaus". Det var impresarioen Alfred Schulz-Curtius, der arrangerede den første udenlandske opførelse af ringcyklussen. Den fandt sted i London i 1882 i Angelo Neumanns iscenesættelse med Anton Seidl på dirigentpodiet. I Italien fik "Ringen" først premiere i 1883 på Teatro La Fenice i Venedig, byen hvor Wagner var død blot to måneder forinden.
Bayreuth.
Den komplette cyklus opføres de fleste år ved festivalen i festspilshuset i Bayreuth: Premieren på en ny iscenesættelse tiltrækker nøglepersoner som politikere, skuespillere, musikere og sportsfolk. Billetter til disse opførelser og til forestillingerne i Bayreuth i særdeleshed er svære at få fat i og må bestilles år i forvejen.
"Ringen" er et krævende værk at gå i gang med for et operakompagni; at sætte fire operaer op i sammenhæng kræver både kunstnerisk engagement og økonomisk vovemod. De fleste operahuse bruger et par år på at sætte "Ringen" op, med premiere på et eller to af værkerne om året på vej frem mod den samlede opførelse. I den henseende indtager Bayreuth en særstatus, idet en ny cyklus næsten altid produceres på ét år.
Ringcyklussen er blevet iscenesat på mange forskellige måder af forskellige operakompagnier. De tidligste opførelser fulgte som regel Wagners egne iscenesættelse fra Bayreuth, og den praksis, har også stadig stor betydning. Efter at festspilshuset var lukket under Anden Verdenskrig fortsatte Wagners børnebørn Wieland og Wolfgang Wagner i den såkaldt ”nye stil”, som lagde mere vægt på de menneskelige aspekter af historien og nedtonede det eventyrlige. De abstrakte kulisser hjalp til det.
Den måske mest berømte moderne iscenesættelse af "Ringen" er fra 1976, 100-året for førsteopførelserne. Patrice Chéreau som instruktør og Pierre Boulez som dirigent førte handlingen frem til den industrielle revolution: Rhinens dyb var skiftet ud med en dæmning ved et vandkraftværk. De grå kulisser var befolket med mennesker og guder udklædt som forretningsfolk; opsætningen var klart inspireret af læsning af "Ringen" som et revolutionært drama og en kritik af den moderne verden, som det fremgår af George Bernard Shaws berømte "The Perfect Wagnerite". De første opførelser blev buet ud, men i 1980 efter den sidste forestilling i Bayreuth, gav publikum et 90 minutter langt bifald. Produktionen betragtes nu som en banebrydende klassiker.
Traditionalisme versus nyfortolkning.
Der er to typer iscenesættelser: Dem der ønsker at følge Wagners originale anvisninger om scenens indretning og regibemærkninger (fx Peter Hall, Bayreuth, 1983), og dem, der forsøger at fortolke "Ringen" for et moderne publikum med nye kulisser, kostumer og rekvisitter, som Wagner selv ikke kunne genkende (fx Richard Jones, Royal Opera, 1994-1996).
Visse operakompagnier som fx Seattle Opera sætter en ny ringcyklus op hvert 4. til 6. år. I Seattle spilles "Ringen" i 2009, og der er planlagt opførelser i 2013.
I 2004 opførtes Ringen i sin helhed for første gang i Australien: i Adelaide i Elke Neidhardts instruktion. Optagelserne af disse opførelser er i handelen og er de første optagelser af værket, der kan fås i SACD-format.
Canadian Opera Company opførte sin første ringcyklus i 2006 ved åbningen af det nye opera- og ballethus i Toronto, Four Seasons Centre for the Performing Arts. Værket blev her instrueret af to canadiske filminstruktører Atom Egoyan og François Girard.
Der er flere eksempler på kontroversielle opførelser: den iscenesættelse, der er planlagt til opførelse i Los Angeles i 2010, har allerede skabt uro blandt lokale yndere af Wagner. Cyklussen iscenesættes af den tyske kunstner Achim Freyer og dirigeres af James Conlon.
Nogle operakompagnier opfører "Ringen" i nedskalerede versioner. I 1990 opførte "The City of Birmingham Touring Opera" (der nu hedder "Birmingham Opera Company") værket over to aftener i en komprimeret udgave for et mere begrænset antal solister og for blot 18 musikere. Denne version har også været vist i USA på Opera Theater of Pittsburgh og på Long Beach Opera.
Danske opførelser.
"Die Walküre", det lettest tilgængelige af de fire værker, blev opført først på Det Kongelige Teater i København. Det skete i 1891. I 1909 opførte teatret for første gang i Danmark den samlede cyklus; det blev til i alt seks opførelser af "Ringen" mellem 1909 og 1912. I overensstemmelse med datidens praksis for operaopførelser blev den sunget i dansk oversættelse, der var foretaget af Karl Gjellerup. Først i de senere år er teateret gået over til at opføre de fleste operaer på originalsproget med danske tekster over scenen.
Anden gang hele "Ringen" var sat op i Danmark var i 1975, hvor et svensk gæstespil opførte en enkelt cyklus med sopranen Birgit Nilsson i rollen som Brünnhilde. I 1987 blev værket opført af Den Jyske Opera i Musikhuset i Århus.
Den Kongelige Opera opførte de fire operaer i maj 2006 på Operaen på Dokøen i København i en iscenesættelse af Kasper Holten. Hans version ser handlingen fra Brünnhildes synspunkt, fra en feministisk vinkel. I nøglescene i "Die Walküre" er det fx Sieglinde og ikke Siegmund, som trækker sværdet Notung ud af træets stamme. Og i "Götterdämmerung" dør Brünnhilde ikke, men føder Siegfrieds barn.
Indspilninger af den komplette ringcyklus.
"Ringen" er opført i sin helhed mange gange, men der findes relativt få komplette indspilninger af den. Det skyldes sikkert økonomiske overvejelser. De fire operaer spiller ca. 15 timer og kræver mange plader, bånd eller CD’er for ikke at tale om lang tid i studiet. Derfor er mange komplette ringindspilninger uofficielle optagelser af live-opførelser, særligt fra Bayreuth, for de nye iscenesættelser transmitteres som regel af tysk radio.
Mange af liveoptagelserne er i mono og med en svingende lydkvalitet, men de har en dramatisk intensitet og et nærvær, som studieindspilningerne kan mangle. De kan oftest indfange et præcist udtryk.
Udvalgte DVD-inspilninger.
De fire førstnævnte kan også købes som lyd-CD’er.
Parodier.
I 1957 lavede Chuck Jones tegnefilmsparodien "What's Opera, Doc?", der brugte musik fra bl.a. "Die Walküre" og "Siegfried". Filmen sætter fokus på forholdet mellem Siegfried og Brünnhilde, som spilles af hhv. Elmer Fjot og Snurre Snup.
Gilbert og Sullivans komiske opera "Iolanthe, der fik premiere i 1882, samme år som "Ringen" blev sat op i London, kan også indeholde elementer, der er tænkt som en parodi på "Ringen" og andre operaer af Wagner.
Anthony Burgess' udgave af historien fra 1961 i form af romanen "The Worm and the Ring" flytter handlingen til en skole i Oxfordshire.
Sleipner.
Sleipner, detalje fra Gotlandsk runesten
Sleipner (eller Slejpner) hører til i nordisk mytologi. Det er Odins sorte hingst. Sleipner har 8 ben og den kan løbe stærkt som vinden og bevæge sig lige godt i luften som på jorden. Netop "Sleipners" karakteristika med 8 ben har fået visse forskere til at mene, at oprindelsen til ordet Sleipner skal findes i "galgen" således Odin er "galgerytteren". Ofre til Odin skete ofte ved hængning.
Ifølge Gylfaginning blev Sleipner født af Loke, der omskabte sig til en hoppe for at lokke jættehingsten Svadilfare væk fra sit arbejde med at bygge muren omkring Asgård.
Slejpner siges at kunne springe over Hels gærde, hvad ingen andre heste kan.
Den er den hurtigste af alle heste - og dog...
I fortællingen om Hrungners død antydes det at Odin holdt på den forkerte hest da han satsede på Slejpner.
Hesten Grane - den der i Sigurdskvadet»bar guld af hede«- nedstammer fra Slejpner.
Trud.
Trud ("Þrúðr") er i nordisk mytologi Thor og Sifs datter og søster til Modi.
Hun er halvsøster til Thors søn Magni, han har med Jernsaxa) og Sifs søn Ull.
Trud skulle have ægtet en dværg ved navn Alviss. Men da han kom til Asgård ville Thor have at han skulle bevise sit værd (sin visdom). Da dette stod på til efter solopgang, og da solens stråler ramte ham, blev han forvandlet til sten, og Trud forblev ugift.
Trud er desuden en af hovedpersonerne i Lars-Henrik Olsens roman "Erik Menneskesøn".
Stærkstrøm og svagstrøm.
Ordet stærkstrøm bruges især som førsteled i sammensætninger, som f.eks. "stærkstrømsanlæg, stærkstrømskabel, stærkstrøms(elektro)teknik."
Disse ord refererer til anvendelsen af elektrisk energi: hvorledes denne frembringes, forsendes til de steder hvor den bruges, og på brugsstedet omsættes til lys, mekanisk arbejde, og meget andet.
Dette i modsætning til svagstrøm, hvor elektriciteten tjener til de mange former for kommunikation.
Se også: distribueret elproduktion, energi, solenergi, Vindenergi, brændselscelle.
Saturnalia.
Saturnalia var en romersk religiøs fest, der blev holdt omkring vintersolhverv til ære for guden Saturnus. Oprindeligt fandt den kun sted den 17. december, men med tiden blev den udvidet til syv dage i alt. Festen havde karaktér af karneval, og det blev forventet at den blev fejret med løjer gaver og stor munterhed.
Baggrund.
Saturnalia var en højtid for Saturnus, han var en landbrugsgud, og den faldt ved afslutningen af vintersåning, og markerede begyndelsen på et nyt vækstår. Under festen blev hele samfundet kastet ud i religiøst kaos, hvor tiden før verdens skabelse blev genskabt, for bagefter at lade verden blive genfødt ny og i den korrekte orden.
Festen blev indledt med en procession ledet af en konge, det var en person af meget lav stand, som på denne måde blev sat i spidsen for samfundet. Samtidigt blev de normale roller byttet om, således at slaverne blev betjent af deres herrer. Det var en løssluppen fest, hvor romerne også gav hinanden gaver, ofte gaver lavet af sølv. Under festen råbte man "Io Saturnalia".
Festen var en del af den romerske statskult, og det blev derfor forventet at alle medlemmer af samfundet deltog. Festen var som alle romerske ritualer underlagt strenge forskrifter, som betod, at hvis de blev overtrådt, skulle hele ritualet gå om, også en fest af syv dages varighed. Festen havde betydning for den kommende høst, og hvis guden ikke blev fejret tilfredstillende, var der en risiko for at han ikke udførte sin del af arbejdet, og at høsten derfor ville slå fejl. En fejlslagen høst var en yderst alvorlig trussel mod hele samfundet, derfor har der under den megen munterhed ligget et lag af dyb alvor under hele festen.
Der er visse paralleller til julefesten i det senere kristne Europa, og der er derfor nogle, der mener, at de kristne bevidst har lagt deres fest på det tidspunkt for at konkurrere med den hedenske religion.
Saturnus.
Sāturnus er en romersk gud og det latinske navn for den græske Kronos.
Selv om græsk og romersk mytologi flyder sammen, kan man dog stadig se en forskel på Saturnus og Kronos, idet Saturnus har en mere fremtrædende position i den romerske religion. Han var her en slags frugtbarhedsgud. Man mente i oldiden, at Kronos / Saturnus på sin flugt fra sønnen Zeus / Jupiter var undsluppet til Latium i Italien.
Festen Saturnalia blev fejret til ære for Saturnus.
Den latinske grammatiker Varro afledte hans navn af ordet "satus" "såning, sæd", men det er problematisk, eftersom dette ord har et kort "a", hvorimod gudenavnet har et langt "a". En del forskere tror derimod, at navnet er af etruskisk oprindelse, fordi der i en etruskisk indskrift optræder gudenavnet Satres.
Efter mellemøstligt forbillede opkaldte grækerne og romerne den "syvende" planet og den "syvende" ugedag (lørdag) efter guden Kronos / Saturnus. Denne dag hedder stadig i dag "Saturday" på engelsk og "zaterdag" på nederlandsk.
Satyr (mytologi).
Satyrer var højpotente hankønsvæsener i romersk og græsk mytologi. I romersk mytologi havde satyrerne menneskekrop, og var udstyret med en hests ører og hale.
I græsk mytologi fremstilles Satyren som et væsen med en geds underkrop og et menneskes overkrop.
Satyrer var udstyret med en harpe, der tvang alle der hører den til at danse til de segner, så satyrerne kunne udplyndre dem.
Saul og David.
Saul og David er den første af de to operaer, som den danske komponist Carl Nielsen komponerede. Operaen er komponeret i 1901 og blev første gang opført på Det Kongelige Teater i København, den 28. november 1902.
Operaen er opdelt i en fire akters libretto, forfattet af Einar Christiansen. Handlingen knytter sig til fortællingen fra Bibelen (Samuels Bog) om Kong Sauls jalousi og misundelse over for den yngre David.
Sauna.
En sauna er et lille rum eller hus specielt designet til at indeholde et varmt og tørt miljø, hvori man kan sidde helt eller delvis nøgen. Temperaturen i en sauna er over 80° C. Dette hjælper en person til at slappe af og til at svede. Nogle mennesker mener at, det at svede kraftigt hjælper til at få fjernet giftstoffer fra kroppen. Ud over dette menes det også, at udsættelsen af hud for varme stimulerer produktionen af hvide blodlegemer og dermed styrker immunforsvaret.
Oven på ovnen ligger et antal granitskærver. Stenene er med til at holde på varmen. Hvis man ønsker ekstra hurtig varme, kan man smide en smule vand på stenene. Varmen fra stenene får straks vandet til at fordampe. At "löyly."
Grunden til, at dampen får det til at føles varmere, er, at den øgede luftfugtighed giver luften bedre varmeledningsevne. Muligvis skyldes det også, at den øgede luftfugtighed hæmmer svedens fordampning fra kroppens overflade, og derved mindskes nedkølingen af huden.
Varmen kan også reguleres ved at sætte sig højere eller lavere på bænkene.
Varmen får pulsen og stofskiftet til at øges, blodkarrene åbnes, og blodet får frit løb i alle kroppens områder - især hænder og fødder.
Ordet "sauna" kommer fra Finland, og den finske form for sauna er også den mest velkendte, men mange kulturer har varianter, som er tæt på den finske. Disse er blandt andet den nordamerikanske "sweat lodge", den tyrkiske "hamam", romernes "thermae", mayaernes "temescal" og den russiske "banja".
Saunaer findes som regel i forbindelse med andre badefaciliteter, som f.eks. en svømmehal eller sportshal. Den er typisk konstrueret sådan, at flere mennesker kan sidde i den, og dermed kan den også bruges i social sammenhæng. Om folk i saunaen er fuldstændig eller kun delvis nøgne, og om de to køn holdes adskilte eller ikke, afhænger for en stor del af nationale traditioner. Generelt er man mest liberal i Skandinavien og Tyskland og mere restriktiv i romanske lande og USA.
De saunaer, man oplever i Danmark, er alle opvarmet med en elektrisk ovn. Mange saunaentusiast foretrække en brændefyret saunaovn, hvor duften af røg og det knitrende brænde tilfører saunabadet noget helt specielt.
Hvis temperaturen kommer tæt på eller overstiger de 100 °C, vil det blive fuldstændigt utåleligt at sidde i den. Dette kan dog styres ved at kontrollere fugtigheden. De varmeste saunaer i Finland og Sverige har typisk en lav fugtighed. Med dette system kan en person nyde temperaturer på omkring kogepunktet for en kort periode.
Savate.
Savate er en fransk kampsport, der fremkom i begyndelsen af 1800-tallet. Det har rødder i Chausson, en øvelsesform udviklet af den franske flåde omkring revolutionen. Her var det markeringer, som talte, men typisk var knive også med i "kampen".
"La Savate" blev underverdenens kampform. Omkring 1820'erne blev det i højere grad en moderne måde at afgøre uoverensstemmelser på. Samtidig blev det sammen med spadserestokken et system til selvforsvar.
Savate kaldes også La Boxe Française eller fransk boksning.
Teknikker i Savate adskiller sig ved at blive anvendt med sko. Dvs. at spark med fodballen er det foretrukne. Dertil kommer en unik sparkestil.
Brunvinget våge.
Brunvinget våge ("Parabuteo unicinctus") lever i Syd- og Mellemamerika og i den sydlige del af USA. Navnet har den fået efter sine rødbrune partier på skuldrene.
Som de fleste andre våger har den korte, afrundede vinger og en lang hale.
Indisk hvepsevåge.
Indisk hvepsevåge ("Pernis ptilorhyncus") lever primært af insekter og larver. Dens næb er derfor forholdsvis lille og spinkelt, hvor de andre rovfugle typisk har et mere stærkt næb.
Tårnfalk.
Tårnfalken er 32-35 cm, med et vingefang på 71-80 cm. Tårnfalken kan nemt kendes på sine tydelige farver, med det grå hoved og den rødbrune ryg, grå hale med et sort bånd yderst og den lyse spættede bug. Tårnfalken har meget spidse vinger og en noget flagrende flugt. man ser også tit tårnfalken stå helt stille i luften på udkig efter en mus, den "muser". 3 - 4 mus er en tårnfalks dagsration.
Tårnfalken er temmelig almindelig og meget tydelig i det danske landskab, da den jager på udyrkede marker eller langs veje. Ud over mus jager den også firben og større insekter.
Tårnfalken fortærer sit bytte ved at rive kødet i stykker med sit spidse næb. Den kan finde på at sluge små knogler, men de større går den udenom. Tårnfalken gylper senere de indtagne ufordøjelige dele op igen.
Tårnfalken yngler helst temmelig højt oppe. Hvis en redekasse sættes op i den rigtige højde er der stor sandsynlighed for den vil blive beboet af et tårnfalkepar og deres unger.
En del tårnfalke overvintrer i Danmark.
Kampørn.
Kampørnen ("Polemaetus bellicosus") er Afrikas største ørn, hvilket gør den i stand til at fange selv små antiloper. Arten er den eneste i slægten polemaetus.
Snegleglente.
Snegleglente ("Rostrhamus sociabilis") findes fra Florida i USA til det sydlige Sydamerika. Den er den mest specialiserede rovfugl, da den alene spiser snegle fra ferskvand.
Lys sanghøg.
Lys sanghøg ("Melierax canorus") lever på de afrikanske savanner og har fået sit navn efter de kraftige lyde den laver i yngletiden.
Den spiser primært krybdyr som for eksempel firben og slanger.
Mørk sanghøg.
Mørk sanghøg ("Melierax metabates") lever på de afrikanske savanner og har fået sit navn efter de kraftige lyde den laver i yngletiden.
Den spiser primært krybdyr som for eksempel firben og slanger.
Steppeørn.
Steppeørn ("Aquila nipalensis") er en sydøsteuropæisk ørn, der sjældent ses i Danmark. Den kan dog forvilde sig herop på forlænget træk om foråret.
Tenerife.
Tenerife set fra rummet med Teide vulkanen placeret centralt i billedet
Tenerife ("Isla de Tenerife") er den største af alle de Kanariske øer. Øen ligger i Atlanterhavet, omkring 300 kilometer fra Afrikas kyst og er af vulkansk oprindelse. Klimaet er oceanisk med dagstemperaturer mellem 20° og 25° hele året rundt. Den fremherskende vind er passaten fra nordøst, hvilket betyder at den nordlige del af øen er mere frodig og nedbørsrig, mens den sydlige del af øen oftest har tørt og solrigt vejr, som viser det "vulkanske klima". Tenerife er den mest befolkede af de Kanariske Øer og Spanien.
Tenerife har et areal på 2057 km², hvilket svarer til Lolland, Falster og Møns areal tilsammen. Der bor ca. 850.000 indbyggere på øen, hvor langt de fleste taler spansk.
Mændenes gennemsnitlige levealder er på 76 år, mens kvindernes er 82 år. Hovederhvervet på Tenerife er turisme. Tenerife besøges årligt af cirka 5,5 millioner turister, der især tiltrækkes på grund af vejret. Turisterne kommer fortrinsvis fra Europa. turismen er fulgt af industri, handel, landbrug og fiskeri. Den vigtigste landbrugseksportvare er bananer.
Tenerife udgør en provins i den autonome region Canarias. Størstedelen af befolkningen tilhører den romerskkatolske kirke.
Øen rejser sig stejlt fra havet til en caldera, Las Cañadas, ca. 2200 m over havet. I calderaens nordlige del står vulkanen Teide, hvis højeste punkt på 3718 meter samtidig er Spaniens højeste punkt. Teide kan ses fra stort set hele Tenerife og fra de fleste af naboøerne.
Tenerife har en veludbygget infrastruktur med en stor international lufthavn, motorvejsnet, et tæt net af busser og stabil vand- og elforsyning.
Sport.
Man dyrker meget sport på øen, og specielt fodbold bliver spillet i store mængder. Også f.eks. tennis bliver spillet meget rundt omkring på Tenerife.
Fodbold.
Øen Tenerife har sit eget fodboldhold. Holdet blev grundlagt i 1922. Klubben har før spillet i den bedste spanske fodboldrække, og den tidligere Liverpool-manager Rafael Benitez fik sit gennembrud som manager for Tenerife.
I 2007/2008 sæsonen endte Tenerife på en 11. plads i den næstbedste række, og i slutningen af sæsonen florerede der rygter om at en Tenerife spiller havde taget imod bestikkelse (beløbet var angiveligt 45.000) for at lade Malaga vinde, og dermed rykke op i Priméra Division på bekostning af Real Sociedad, som måtte blive i Liga Adelante.
Man spiller sine hjemmekampe på stadionet Heliodoro Rodríguez López som næsten kan rumme 23.000 tilskuere, mere præcist 22.941 tilskuere. Heliodoro Rodríguez López ligger på selve øen og er værd at besøge hvis man er fodboldfan.
Teide.
Kort over Tenerife med Teide Nationalpark midt på øen
Teide eller Pico del Teide er en 3.718 meter høj vulkan beliggende på Tenerife på de Kanariske Øer. Det sidste udbrud skete i 1909. Vulkanen udgør sammen med omegnen Teide Nationalpark med et samlet areal på 18.900 ha. Siden 29. juni 2007 har parken været på UNESCOs Verdensarvsliste, og siden slutningen af samme år har den været en af Spaniens Tolv Skatte.
Teide er Spaniens højeste punkt og samtidig det højeste punkt i Atlanterhavet og det trettendehøjeste bjerg i EU (det højeste heraf, der ikke ligger i Alperne). Den er verdens tredjehøjeste ø-vulkan, og skønt den ikke har haft udbrud i hundrede år, regnes den fortsat for aktiv. FN's komite for katastrofebekæmpelse har inddraget Teide i sit såkaldte Decade Volcanos-program på grund af dens historie med voldsomt ødelæggende udbrud og beliggenhed nær ved flere større byer som Garachico, Icod de los Vinos og Puerto de la Cruz
Vulkanens dannelse.
De to stratovulkaner Teide og Pico Viejo er de to nyeste centre for vulkansk aktivitet på Tenerife, som er den største (2.058 km²) og højeste (3.718 m) ø i de Kanariske Øer og har en kompleks vulkansk historie. Dannelsen af øen og den nuværende vulkan Teide kan sammenfattes i fire trin, der kan ses i diagrammet til højre.
Første trin.
Som de øvrige kanarieøer og andre vulkanske oceanøer blev Tenerife skabt ved en samling af tre større skjoldvulkaner, der udviklede sig over en relativ kort periode. Denne tidlige samling af skjoldvulkaner skabte kernen af Tenerife. Skjoldvulkanerne daterer sig tilbage til miocæn og tidlig pliocæn, for omkring 5-10 millioner år siden, og kan genfindes i tre selvstændige og dybt eroderede massiver: Anaga mod nordøst, Teno mod nordvest og Roque del Conde mod syd. Hver af disse skjolde opstod tilsyneladende på under tre millioner år, og hele øen opstod på omkring otte millioner år.
Andet og tredje trin.
Første trin blev fulgt af en periode på to-tre millioner år med ro på udbrudsfronten samt erosion. Sådanne ophør på udbrud er ikke usædvanlige for de Kanariske Øer; således er La Gomera på nuværende tidspunkt i en sådan erosionsperiode. Efter denne rolige periode blev de vulkanske aktiviteter koncentreret i to større dannelser: Den centrale vulkan, der betegnes Las Cañadas, og Anaga-massivet. Las Cañadas-vulkanen udviklede sig hen over miocæn-vulkanerne og kan have haft en diameter på 40 km samt en højde på omkring 4.500 m.
Fjerde trin.
For omkring 160.000-220.000 år siden kollapsede toppen på den oprindelige Las Cañadas-vulkan og skabte en Las Cañadas-caldera. Senere dannedes en ny udgave af Las Cañadas-vulkanen, som på ny blev ramt af et voldsomt kollaps. Detaljerede undersøgelser viser, at denne vulkan havde centrum i udkanten af Guajara. Den tredje udgave af Las Cañadas-vulkanen dannedes i Diego Hernandez-sektoren af calderaen. Undersøgelser viser, at denne vulkan havde en højde nogenlunde som Teide, som også undertiden omtales som fjerde udgave af Las Cañadas.
Der er to teorier om dannelsen af den 16 × 9 km store caldera. Første teori går ud på, at sammenpresningen skyldtes et vertikalt kollaps af vulkanen. Kollapset skulle være sat i gang ved, at magmakamre under vulkanen, lige omkring vandoverfladen, blev tømt efter nogle gigantiske eksplosive udbrud. Den anden teori går ud på, at calderaen blev dannet efter en serie sideværts skred, nogenlunde som det kendes fra Hawaii. Beviser for denne teori har man fundet med såvel landmæssige observationer som maringeologiske studier.
Femte trin.
Seneste aktivitet på øen er forskydninger i nordvest og nordøst samt af Pico Viejo og Teide stratovulkanerne, hvis udbrud delvist har fyldt Las Cañadas-calderaen. Forskydningerne kan ses mellem de iøjnefaldende højdedrag mod nordøst og nordvest fra calderaen. Forskydningerne menes også at have skabt den tidligere Las Cañadas-vulkan samt været medvirkende til dens kollaps. Efter dette kollaps har vulkansk materiale fra sænkningerne udfyldt det resulterende inddæmmede område og slutteligt skabt de to vulkaner i selve inddæmningen.
Historiske udbrud.
På nuværende tidspunkt sover Teide, og det seneste udbrud fandt sted i 1909 fra El Chinyero-krateret. Historisk vulkansk aktivitet har fundet sted på kraterne på den nordvestlige side (Boca Gangrejo 1492, Montañas Negras 1706, Narices del Teide 1798 og El Chienyero 1909) og på den nordøstlige side (Siete Fuentes og Fasnia i 1704 og 1705). Udbruddet i 1706 fra Montañas Negras-krateret ødelagde byen og havnen i Garachico samt flere mindre landsbyer.
Columbus skal have rapporteret om at have set "...en enorm brand i Orotavadalen", da han passerede Tenerife på den rejse, der resulterede i hans første besøg i den nye verden i 1492. Dette fortolkes sådan, at han havde set et udbrud i denne dal. Imidlertid har radiometrisk datering af mulige lavaudsendelser modsagt dette udsagn. Men der er tilsvarende dateringer af et udbrud samme år fra Boca Gangrejo-krateret.
For omkring 150.000 år siden fandt et langt voldsommere udbrud sted, sandsynligvis af størrelsesordenen 5 på VEI-skalaen. Dette udbrud skabte Las Cañadas-calderaen, der befinder sig omkring 2.000 m over havets overflade. Ved Guajara på sydsiden heraf knejser indre vægge sig næsten som klinter fra 2.100 til 2.715 m.
Fremtidige udbrud er mulige, men et tidspunkt herfor lader sig ikke bestemme. Der kan være risici for pyroklastiske udbrud svarende til dem, der kendes fra Merapi, Vesuv og flere andre. I løbet af 2003 var der en stigende seismisk aktivitet i vulkanen. Andre vulkaner som Mount St. Helens havde en tilsvarende seismisk aktivtitet inden udbrud, og aktiviteten tages som tegn på, at magmaen stiger i vulkanens indre.
Teide regnes som nævnt som ustabil og har et stort fremspring på nordsiden. Dette fremspring menes dog ikke at have noget at gøre med stor tilstrømning af magma, men i højere grad at være resultatet af et langsomt nordgående kollaps af strukturen. Seismiske målinger antyder, at Teide kan være dannet hen over skråningen til den opfyldte Icod-dal. Toppen af vulkanen har en række små aktive fumaroler, der udsender svovldioxid og andre gasser, herunder mindre mængder af svovlbrinter.
Flora og fauna.
Lavastrømmene på siderne af Teide forvitrer til en meget tynd, men nærende og mineralrig jord, der giver grobund for en række forskellige plantearter. Karplanter består af 168 arter, hvor 33 findes endemisk på Tenerife.
Skove af Kanarie-Fyr ("Pinus canariensis") findes mellem 1.000 og 2.100 m, hvorved de dækker den midterste del af vulkanen, og den har en alpin trægrænse på ca. 1.000 m under fastlandsbjerge på samme breddegrad. Længere oppe sørger Las Cañadas-calderaen for tilstrækkelig læ for mere skrøbelige arter som det kanariske cedertræ ("Juniperus cedrus") og kanariefyr.
Den mest markante planteart i Teide Nationalpark er Teide-Visse ("Spartocytisus supranubius") med hvide og lyserøde blomster, Teide-Margarita ("Erysimum scoparium") med hvide og violette blomster, Juvel-Slangehoved ("Echium wildpretii") med røde blomster, der danner en pyramide på op til tre meter i højden. Teide-Marguerit ("Argyranthemum teneriffae") kan findes i helt op til 3.600 m højde, mens Teide-Viol ("Viola cheiranthifolia" kan findes helt til vulkanens top, hvilket gør den til den højestvoksende blomst i Spanien.
Disse planter har tilpasset sig det hårde miljø på vulkanen med stor højde, stærk sollys, ekstreme temperaturvariationer og mangel på væde. Adaptationsmåder omfatter halvsfæriske former, dunet eller voksdækket overflade, begrænset synligt bladareal og omfattende blomsterproduktion. Blomstringen finder sted i det sene forår og forsommeren (maj-juni).
I Teide Nationalparks fauna findes et stort antal hvirvelløse dyr, hvoraf over 40% af arterne er endemiske og 70 arter, der udelukkende findes i selve parken. Disse hvirvelløse dyr inkluderer edderkopper, biller samt tovingede, næbmundede og årevingede insekter.
Derimod har Teide Nationalpark kun et mindre antal hvirveldyr. Ti fuglearter bygger rede i parken, heriblandt blå bogfinke ("Fringilla teydea"), kanarisk piber ("Anthus berthelotii"), kanariefugl ("Serinus canaria") og nogle tårnfalkearter ("Falco tinnunculus").
Der findes tre krybdyrarter i parken: Kanarisk firben ("Gallotia galloti"), kanarisk væggekko ("Tarentola delalandii") og kanarisk skink ("Chalcides viridanus"). Af pattedyr findes der kun naturligt flagermus i parken, hvoraf den mest almindelige er Leislers flagermus ("Nyctalus leisleri"). Andre pattedyr som mouflon, vildkanin, husmus, sort rotte, vildkat og algiersk pindsvin ("Atelerix algirus") er alle indført i parken.
Adgang til parken.
Vulkanen og dens omgivelser, herunder hele Las Cañadas-calderaen, er beskyttet som nationalpark under det lokale navn Parque Nacional del Teide. Der er adgang via en offentlig vej, der løber på tværs af calderaen fra sydvest til nordøst. Det offentlige busselskab TITSA har en rute, til Teide fra såvel Puerto de la Cruz som fra Playa de las Américas, begge med en daglig afgang frem og tilbage. Et parador (luksushotel) er anlagt i parken sammen med et lille kapel. Teleférico-svævebanen går fra vejsiden i 2.356 m højde til 3.555 m højde, altså næsten til toppen. Hver kabine kan medbringe 38 personer (34 ved kraftig vind) og er otte minutter om at nå til toppen. I højsæsonen kan ventetiden til denne bane være på over to timer. Adgang til selve toppen er begrænset og kræver en (gratis) tilladelse for at bestige de øverste 200 m. Antallet er normalt begrænset til 150 om dagen.
På grund af højden er luftens iltindhold lavere end ved havoverfladen. Dette kan give personer med hjerte- eller lungeproblemer svimmelhed, højdesyge eller i specielle tilfælde bevidstløshed. Eneste behandling herfor er at vende tilbage til lavere højde og afvente akklimatisering.
Eksterne henvisninger.
Panorama fra Roques de García
Vand.
Vand er en livsnødvendighed. Alt, hvad der samler vand, bidrager til organismernes overlevelse. Her er det en paddehat, som kan kunsten...
Vand er en kemisk forbindelse, der er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H2O, hvilket betyder, at ét vandmolekyle er sammensat af to brintatomer og ét iltatom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand.
Oversigt.
Vand i fast form kaldes (vand-)is, og vand i gasform kaldes (vand-)damp. Temperaturenhederne (tidligere °Celsius, nu Kelvin) er fastlagt ud fra vands tripelpunkt: 273,16 K (= 0,01 °C) og 611,2 Pa er den temperatur og det tryk, hvor vand findes i alle tre tilstandsformer, også kaldet faser (is, vand og damp), samtidigt og i ligevægt med hinanden.
Ved temperaturer højere end 647 K og et tryk større end 22.064 Mpa vil en samling vandmolekyler gå over i en superkritisk tilstand, hvor det er muligt at ændre temperatur og tryk, så man går fra væskeformigt til dampformigt vand uden en faseovergang. Det er altså ikke klart, hvor grænsen mellem væskeformigt og dampformigt vand går over det kritiske punkt.
Hydrosfæren er en betegnelse for alt det vand der er på Jorden, uanset fase. Jordens hydrosfære er beregnet til at være ca. 1.360.000.000 km3. Oceanerne udgør 97 % af hydrosfæren, resten udgøres af floder og søer, grundvand, kryosfæren (is), vanddamp i atmosfæren, krystalvand i mineraler og bjergarter samt vandet i de levende organismer. Andre himmellegemer kan også have hydrosfærer, f.eks. kometer, Merkur, jupitermånen Europa og saturnmånen Enceladus.
Vandflade er en samlet betegnelse af
- eller lignende. Se vandreserve vedrørende ferskvandsforsyning. Se også strand, færge, havn, havneanlæg.
Kemikere omtaler ofte i spøg vand som dihydrogen monoxid eller DHMO, der er det systematiske navn for dette molekyle i det kemiske fagsprog. Det sker især i parodier på kemisk forskning, som kræver denne “dødelige kemiske forbindelse” forbudt. IUPAC-navnet er oxidan, men det bruges sjældent.
Vands dipolære karakter.
Et vigtigt træk ved vand er dets polære karakter. Vandmolekylet danner en vinkel med brintatomerne for enden af benene og iltatomet ved vinkelspidsen. Da ilt har en højere elektronegativitet end brint, får iltenden af molekylet en negativ ladning i forhold til brintenden. Et molekyle med sådan en forskel i ladning kaldes en dipol. Den samme forskel gør, at vandmolekylerne tiltrækker hinanden (de forholdsvis positive brintender tiltrækkes af de forholdsvis negative iltender) og andre polære molekyler. Denne tiltrækning er kendt som brintbinding eller hydrogenbinding. Vand kan betragtes som et polymer af vandmolekyler.
Den forholdsvis svage tiltrækning (set i forhold til de kovalente bindinger inden i vandmolekylet selv) medfører fysiske egenskaber f.eks. et meget højt kogepunkt, da der kræves en hel del varmenergi for at bryde brintbindingerne mellem molekylerne. Svovl er grundstoffet lige neden under ilt i det periodiske system, men dets tilsvarende forbindelse, svovlbrinte (brintsulfid, H2S), har ikke brintbindinger, og selv om stoffet har dobbelt så høj en molekylevægt som vand, optræder det som gas ved stuetemperatur. Den ekstra binding mellem vandmolekylerne giver desuden vand en høj varmekapacitet.
Derudover giver brintbindingerne vand en usædvanlig reaktion, når det fryser. Væsken bliver - som hos de fleste andre materialer - mere tung med faldende temperatur. Men i modsætning til de fleste andre stoffer medfører brintbindingerne, at molekylerne under den omflytning, der sker for at mindske deres energi ved afkøling tæt på frysepunktet, i stedet danner en struktur, der har en lavere massefylde: derfor kan den faste form, is, flyde på vand. Mens de fleste andre stoffer krymper ved overgang til fast form, udvider vand sig, når det størkner. Flydende vand har sin største tæthed (vægt) ved en temperatur på 4 °C. Det har en interessant konsekvens for vandlevende væsner ved vintertide. Vand, som afkøles ved overfladen, bliver tungere og synker ned. Det fremkalder konvektionsstrømme, der afkøler hele vandmassen, men når vandets temperatur kommer under 4 °C, bliver vandet på overfladen lettere og flyder ovenpå som et lag, der til sidst danner is. Da den nedadgående konvektionsstrømning af koldt vand blokeres, når skiftet i vægt finder sted, vil enhver større vandmasse, der fryser til om vinteren, have hovedparten af sit vand i flydende form ved 4 °C neden under isoverfladen.
Dette gør det muligt for fisk og andre dyr at overleve under isen. Det er i øvrigt også ét af de vigtigste eksempler på de fint afpassede fysiske egenskaber, som understøtter liv på Jorden. Det bruges som begrundelse for det antropo-kosmologiske princip.
En yderligere konsekvens er, at is smelter, når den kommer under tilstrækkeligt tryk.
Vands dipolære karakter medfører desuden at ioner i vandig opløsning krystalliserer til fast stof under systematisk indlejring af vandmolekyler i krystalstrukturen. Man kalder vandmolekyler, der sidder mellem ionerne i en krystals iongitter for krystalvand. Normalt kan man ikke se på en krystal eller et salt, om det indeholder krystalvand, men hvis et stof med krystalvand opvarmes kan man både se og høre, at krystalvandet undviger fra iongitteret. I forbindelse hermed ændres gitterstrukturen.
Vand som opløsningsmiddel.
Vand er også et godt opløsningsmiddel på grund af dets polaritet og dets evne til at danne hydrogenbindinger. Når en forbindelse i ionform eller polær form blandes med vand, bliver den omgivet af vandmolekyler. Deres relativt ringe størrelse tillader typisk mange vandmolekyler at samle sig om ét molekyle af det opløste stof. De delvis negative dipoler i vandet tiltrækkes af de positivt ladede dele af stoffet og omvendt for de positive dipoler.
I almindelighed kan ioniserede og polære stoffer som f.eks. syrer, alkoholer og salte let opløses i vand, modsat ikke-polære stoffer som fedtstoffer og olier. De ikke-polære molekyler samles i vandet, da det er energimæssigt mere fordelagtigt for vandmolekylerne at bindes til hinanden ved brintbindinger snarere end at danne van der Waals-forbindelser med ikke-polære molekyler.
Et eksempel på et ioniseret stof er bordsalt (natriumklorid, NaCl); stoffet deles i Na+-kationer og Cl--anioner, der begge omgives af vandmolekyler. Derefter kan ionerne let flyttes fra deres krystalgitter ud i opløsningen. Et eksempel på et ikke-ioniseret stof er sukker. Vand-dipolerne knyttes ved hjælp af brintbindinger til dipolære områder af sukkermolekylet og tillader at det føres ud i opløsningen.
Vandets evne til at opløse stoffer er afgørende i biologiske sammenhænge, da mange stofskifteprocesser kun kan foregå i opløsning (f.eks. reaktionerne i cytoplasmaet og i blodet).
Sammenhængsevne og overfladespænding.
Ungarsk mønt der hænger i vandoverfladen pga. overfladespændingen.
Brintbindingerne giver vandet en stor sammenhængsevne og derfor også en høj overfladespænding. Dette ses klart, når små mængder vand anbringes på en overflade, der ikke kan opløses, og vandet samler sig i dråber. Denne egenskab er vigtig for vandets transport op gennem vedkarrene i planternes stængler. De stærke bindinger mellem molekylerne holder vandsøjlen sammen og udligner trykforskelle gennem sugekraften, der er fremkaldt af fordampning fra plantens overflade. Andre væsker med en lavere overfladespænding ville have tilbøjelighed til at blive revet fra hinanden, hvad der kunne fremkalde vakuum eller luftlommer og gøre transport i vedkarrene umulig.
Ledeevne.
Rent vand er i virkeligheden isolerende, dvs., at det ikke leder elektrisk strøm særlig godt. Da vand er så effektivt et opløsningsmiddel, indeholder det oftest nogle stoffer i opløsning (f.eks. forskellige salte). Hvis vand har den slags urenheder i sig, er det derimod en god leder for elektrisk strøm. Fordi der er frie ioner i vandet, der bliver elektrisk ladede.
Elektrolyse.
Vand skilles i sine to bestanddele, brint og ilt, når en elektrisk strøm passerer gennem det. Processen kaldes elektrolyse. Vandmolekyler dissocierer naturligt i H+- og OH--ioner, der trækkes hen mod henholdsvis katoden og anoden. Ved katoden optager to H+ ioner hver en elektron og danner H2 gas (brint). Ved anoden samles fire OH--ioner og frigiver O2 gas (ilt), molekylært vand og fire elektroner. Gasserne bobler op mod overfladen og kan samles op der.
Reaktion.
Kemisk set er vand amfoterisk: det er i stand til at virke både som syre og base. Ved et pH på 7 (neutral) er koncentrationen af hydroxyd-ioner (OH-) lig med mængden af hydronium- (H3O+) og brintioner (H+) tilsammen. Hvis denne ligevægt forskydes, bliver vandet surt (højere koncentration af hydronium- og brintioner) eller basisk (højere koncentration af hydroxidioner).
I teorien har rent vand et pH på 7, men i virkeligheden er det svært at skaffe helt rent vand. Når vand er i kontakt med luft selv i kort tid, opløser det CO2 og danner en fortyndet kulsyre. Det medfører en pH-sænkning til ca. 5,7 ved normalt atmosfærisk partialtryk af CO2. Højere partialtryk af CO2 medfører lavere pH, mens lavere partialtryk medfører højere pH (op til pH 7 ved partialtryk på 0).
Vandrensning.
Renset vand bruges til mange industrielle formål, men også i husholdningen. Mennesker har brug for vand, der ikke indeholder alt for meget salt eller andre urenheder. De almindeligste urenheder omfatter kemikalier og skadelige bakterier. Nogle slags opløste stoffer er acceptable eller tilmed ønskværdige for fremhævelse af smagen. Vand, der er egnet til drikkebrug, kaldes "drikkevand".
Mytologi.
Netop fordi vand er nødvendigt for livet på jorden, har det altid haft en central rolle i mytologi og folkesagn.
I det gamle Amerika dansede indianerne regndans i tørketider i håb om, at guderne ville bringe dem regnvand, og i bibelen er der historien om Noahs ark, hvor en syndflod truer med at udrydde livet på jorden. Et andet bibelsk eksempel er, da Moses får selve havet til at dele sig i to og dermed danner en flugtvej, ad hvilken han og hans følge kan flygte fra Faraos hær.
Nogle kulturer, som de gamle grækere og romerne, tilbad endda havets gud. Romernes havgud kaldtes Neptun, mens grækerne kaldte ham Poseidon.
Derudover er vand ét af kelternes tre grundelementer: vand, jord og ild. Det er også ét af de fire klassiske elementer: jord, vand, luft og ild, og det er ét af de fem kinesiske grundelementer: vand, luft, ild, træ og metal.
Vandbehov.
UNESCOs World Water Development Report (WWDR 2003) viser, at verden vil stå over for en hidtil uset mangel på drikkevand i løbet af de næste 20 år. Den mængde vand, der er til rådighed for hver enkelt, forudses at ville falde med 30%. Årsagerne er forurening, global opvarmning og politiske hindringer.
40% af verdens indbyggere har allerede i dag utilstrækkelige forsyninger til en minimal hygiejne. Mere end 2,2 millioner mennesker døde i 2000 af sygdomme, der skyldes indtagelse af forurenet drikkevand.
Isens massefylde.
En af de interessante egenskaber ved H2O er, at is har en mindre massefylde (densitet) end vand. vands massefylde er på præcis 1,000 g/cm3, mens is' massefylde er 0,917 g/cm3.
H2O er et af de få stoffer, der har denne egenskab.
Putter man f.eks. en isterning ned i et glas vand, vil man iagttage, at isterningen flyder i vandoverfladen, og det skyldes netop massefyldeforskellen mellem is og vand.
Denne usædvanlige opførsel har stor betydning for livet i søer og have. Om vinteren fryser åbne vande til fra oven. Det opbyggede islag virker herefter som isolator, der forhindrer bundfrysning på nær i meget lavvande søer og have. Det betyder, at vandlevende dyr kan overleve måneders isdække.
En af ulemperne ved at H2O udvider sig ved overgangen fra flydende til fast form er faren for frostsprængning af vandrør og vandbeholdere. Om vinteren er det nødvendigt at holde temperaturen lidt over 0 °C i alle huse eller at tømme rør og beholdere for vand.
Tidszone.
En tidszone er et område på Jorden, hvor normaltiden er den samme. Begrebet blev indført ved internationale konventioner.
Nulpunktet er 0-meridianen der går igennem Greenwich i England. Herfra går der 24 tidszoner ud med 15 graders mellemrum. Hver zone repræsenterer en time. Når klokken er 6.00 i 0-meridianen, så er klokken i Danmark 7.00, da vi ligger i tidszonen lige før, og da solen står op i øst, når den os en time før den når England.
På den modsatte side af jorden i forhold til Greenwich går datolinjen. Det er altså her, nytåret indtræder først på året.
Hans af Danmark.
Kong Hans' ligsten i Skt. Knuds Kirke i Odense
Kong Hans, som senere tider har forestillet sig ham
Hans (2. februar 1455 på Aalborghus Slot - 20. februar 1513 på Aalborghus Slot) var en konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501.
Han var en søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. Allerede i 1456 blev han valgt som sin fars efterfølger i Danmark og i 1458 i Norge og Sverige.
Hans blev den 6. september 1478 gift med Christine af Sachsen (1461-1521). Parret fik seks børn sammen. Kong Hans fik muligvis endnu en søn, Jacob, der muligvis døde som missionær i Mexico i 1567.
Kong Hans havde en elskerinde, adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg, der omkring 1498 blev hofdame for dronning Christine. Edele blev gift med Torben Bille til Abrahamstrup (Jægerspris) i 1501 eller 1502, og hun døde i 1512.
Efter Christian 1.s død i 1481 var der på trods af tidligere løfter uro om Kalmarunionens fortsættelse. Norge søgte forbund med Sverige, men da svenskerne ikke svarede på Norges tilnærmelser, anerkendte nordmændene Hans som konge i 1483. Sture-partiet i Sverige ville imidlertid ikke "tage kongen ind", men kong Hans ventede blot tålmodigt, og seksten år efter faderens død opnåede han endelig at samle unionen på ny.
Forholdet mellem den svenske rigsforstander Sten Sture og den svenske opposition blev efterhånden så dårligt, at Rigsrådet i 1497 afsatte Sture, og Hans besejrede ham i slaget ved Rotebro den 28. september 1497. Sten Sture underkastede sig kong Hans mod at få tilgivelse for sine gerninger. Den 26. november 1497 blev Hans på Mora ting kronet til konge af Sverige.
Også forholdene i Slesvig voldte kongen problemer. Hans mor, enkedronning Dorothea, ønskede at kong Hans' 16 år yngre bror Frederik - hendes yndlingssøn - skulle være enehertug. De holstenske stormænd var af en anden mening og gennemtrumfede, at hertugdømmet blev delt mellem Hans og Frederik, og at Frederik fik lov til at vælge først. Han valgte den gottorpske del, mens Hans fik den segebergske del. For ikke at bryde traktaten om at hertugdømmerne skulle forblive udelt sammen, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem i fællesskab. Da Dorothea og Frederik foreslog, at Norge og Danmark efter tysk arvefølgeskik deltes på samme måde som hertugdømmerne, stod Hans fast, og ved Danmarks tredje stændermøde i Kalundborg i 1494 blev det erklæret, at kongeriget var udeleligt.
Frederik ragede imidlertid hurtigt uklar med bønderne i Ditmarsken, og han overtalte Hans til et fælles krigstogt mod de oprørske bønder i den gamle bonderepublik. Hertug Frederik og kong Hans angreb Ditmarsken med en hær på 12-15.000 mand. Vintervejret slog om til tø og regn, og på de smalle og mudrede digeveje med dybe grøfter til siderne var den tunge rytterhær og de tyske lejesoldater uden chance. Kongen og hertugen reddede med nød og næppe livet, men led et ydmygende og forsmædeligt nederlag.
I august 1501 benyttede Sten Sture situationen i Sverige til at genindtræde som rigsforstander, og han opsagde sin troskabsed til kong Hans. Kongen rejste til Danmark for at hente forstærkninger og overlod forsvaret af Stockholm til dronning Christine, der med ca 1.000 mand måtte forsvare sig og slottet mod svenskernes stormløb.
I ni måneder ventede de indesluttede forgæves på kongens flådes ankomst, men skærgården frøs til, og Hans måtte ydermere afværge oprør i Norge og angreb sydfra fra Lübeck.
I slutningen af april trængte svenskerne under ledelse af biskop Hemming Gad helt ind i slottets forgård, men blev slået tilbage i selve porten. Sitationen var imidlertid uholdbar - provianten var sluppet op, slottet hærgedes af sygdom og de døde stabledes i bunker i kældre og kamre.
Mandag den 9. maj 1502 klokken otte om morgenen overgav dronning Christine sig, og hun forlod slottet ledsaget af blot 70 overlevende, hvoraf kun en halv snes havde kræfter til at bære deres egne våben.
Ved skæbnens ironi kom undsætningen blot tre dage for sent: torsdagen i samme uge stod kong Hans Skærgården ind med sin flåde, og så at hans banner var strøget.
Dronningen og de tilbageværende 70 mand havde fået løfte om, at de uhindret kunne vende hjem til Danmark, men de blev taget til fange af Sten Sture, og kong Hans vendte mørk og forbitret tilbage til Danmark med uforrettet sag. Først efter lange forhandlinger blev dronning Christine løsladt i oktober 1503. Samme år døde Sten Sture og Svante Nilsson Sture overtog hans hverv. Der udbrød oprør i Norge, men Hans' søn Christian slog opstanden ned og blev indsat som vicekonge i Norge i 1506. Danmark indførte handelsblokade mod Sverige, som i 1509 blev tvunget til forlig: det svenske rigsråd forpligtede sig til at betale 12.000 mark om året, indtil enten Hans eller Christian var blevet anerkendt som konge af Sverige.
I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig, og Sverige fulgte hurtigt efter. Danmark fik snart overtaget i den søkrig, der fulgte. For at kunne bekæmpe Hanseforbundet havde Hans skabt en dansk orlogsflåde, som nu vandt sine første sejre. Da Christian i vinteren 1511 rykkede ind i Sverige fra Norge, blev svenskerne tvunget til at slutte fred. Det skete den 23. april 1512 i Malmø, hvor Sverige anerkendte Hans som konge, og Lübeck skulle betale en erstatning på 30.000 gylden.
I begyndelsen af 1513 var kong Hans på vej til Aalborg, da hans hest styrtede i vadestedet over Skjern Å mellem Skjern og Tarm. Han og hans følge fortsatte imidlertid til Aalborg, men kongen blev stadigt svagere, og den 20. februar 1513 døde han på Aalborghus Slot, hvor han blev født 58 år tidligere.
Han blev begravet i Graabrødre Klosterkirke i Odense og blev efterfulgt på tronen af sønnen Christian 2..
Ved åbningen af kong Hans' kiste i 1802 blev der konstateret adskillige huller i kongens kranium, samt et brud i venstre tinding, hvilket førte til spekulationer om, at kongen blev myrdet. Noget sådant har aldrig forlydt, og det er blevet foreslået, at hullerne skyldes nagler, der blev slået i kisten.
Christian 2..
Christian 2. (1. juli 1481 - 25. januar 1559) var en dansk konge af den oldenborgske slægt. Han blev født 1481 på Nyborg Slot som søn af kong Hans og blev
valgt som tronfølger af det danske rigsråd i 1487. Han var konge af Danmark og Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1523.
Biografi.
Inden Christian kom på tronen, havde han været vicekonge i Norge 1506-1512. Her mødte han to hollandske kvinder, som fik stor betydning for hans liv: Dyveke, som han møder ved en dansefest på rådhuset i Bergen og hendes moder, Sigbrit Willoms. Inden kroningen tvang de danske stormænd ham til at underskrive en streng håndfæstning, som begrænsede kongens magt på mange områder. I 1515 giftede han sig med Isabella af Habsburg, den senere kejser Karl 5.s yngre søster, som fik navnet Elisabeth. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og han installerede hende i bekvem nærhed af kongeslottet. I 1517 døde Dyveke pludseligt, og kongen anklagede lensmanden på Københavns Slot Torben Oxe for at have forgivet hende, og trods forbøn fra Rigsrådet og hoffet lod kongen Torben Oxe halshugge. Kongen negligerede nu adel og Rigsråd og handlede næsten udelukkende efter råd fra mor Sigbrit og Malmøs borgmester Hans Mikkelsen.
Efter Dyvekes død fattede kong Christian endelig interesse for sin unge dronning, og deres ægteskab udviklede sig til et af de smukkeste og mest harmoniske i kongehusets historie. Den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og efter hans fald fra tronen rejste hun med ham i landflygtighed og fungerede som hans repræsentant over for udenlandske statsoverhoveder, da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage.
Elisabeth konverterede til protestantismen i 1523, og hendes børn blev opdraget af hendes slægtninge som sædvanen var - og måske for at de kunne vokse op i den katolske tro.
I 1520 angreb Christian 2. Sverige. Sten Sture (den yngre) blev dødeligt såret, og kampen sluttede med svenskernes overgivelse af Stockholms borg mod ubetinget amnesti. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge og holdt i de følgende dage fest på Stockholm Slot. På festens fjerde dag blev slottets porte lukket, og en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd blev fængslet. De tidligere modstandere anklagedes af biskoppen for kætteri, og halvfems af dem blev dømt til døden. Henrettelserne foregik på Stortorget i Stockholm med stor brutalitet. Ligene blev brændt på et bål uden for byporten. "Det Stockholmske Blodbad" vakte forfærdelse i hele Europa - ikke mindst i Danmark, hvor adel og gejstlighed nu for alvor følte sig truede.
Christian 2. fortsatte sin borgervenlige politik med støtte til næringsliv og handel. I 1521 gav han efter nederlandsk forbillede købstæderne eneret på al handel. Adelen kunne nu ikke handle med egne varer. På det kirkelige område var det ikke længere tilladt at appellere domme til paven i Rom. Det formindskede kirkens uafhængighed af kongemagten. For at kunne hamle op med Hansestæderne indgik han forbund med Nederlandene. I 1521 erklærede Lübeck Danmark krig, og året efter udbrød et oprør mod "Christian Tyran" i Sverige, som han blev kaldt efter "Det Stockholmske Blodbad". Ingen kunne moralsk forsvare at gøre oprør medmindre kongen var en despot.
Sverige løsrev sig under ledelse af Gustav Vasa. I 1523 samlede Christian en hær af lejetropper til angreb på Sverige. De store skatteudskrivninger fik utilfredsheden til at blusse op, især blandt de jyske rigsråder ("Sammensværgelsesbrevet" - udstedt i Viborg den 21. december 1522). Den tidligere så beslutsomme konge tabte modet. Det fortælles, at han tyve gange lod sig ro frem og tilbage over Lillebælt, inden han opgav forsøget på at samle tropper mod de jyske oprørere. Den 13. april 1523 flygtede kongen, dronningen og deres tre børn til Nederlandene, hvor de levede otte år i landflygtighed. Samme år tilbød den danske adel og gejstlighed tronen til Christians farbror, hertug Frederik af Gottorp (Frederik 1.), der i en alder af 52 år kom på tronen.
Frederik skrev til den nu landflygtige dronning Elisabeth, hvis magtfulde habsburgske slægt han gerne ville tækkes, og forsikrede hende om at hun (men ikke Christian) roligt kunne vende tilbage til Danmark - kong Frederik ville personligt sørge for at hun fik tilkendt enkedronningepension.
Men den 22-årige dronning afslog: "ubi rex meus, ibi regna mea" - "hvor min konge er, der er mit kongerige!"
I 1531 gjorde Christian 2. landgang i Norge, hvor han blev hyldet som konge. Året efter lokkedes han til forhandlinger i København under løfte om frit lejde, men farbroderen, Frederik 1., brød løftet og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige konge til Kalundborg Slot, hvor han havde lov til at bevæge sig udenfor og til at gå på jagt.
Men i januar 1559 døde Frederik I's efterfølger kong Christian 3., og Christian 2.'s høje alder til trods blev vagten omkring ham fordoblet og hans privilegier indskrænket. Der var flere blandt rigets mægtigste, der med bekymring skævede i retning af Kalundborg, men blot tre uger senere døde Christian 2., og den nykårede kong Frederik 2. gav sin ulykkelige slægtning en kongelig begravelse i Gråbrødrekirken i Odense ved siden af hans forældre. Siden blev hans dronning kiste overført fra Nederlandene, hvor hun var begravet. Alle de kongelige begravelser blev flyttet til domkirken, da Gråbrødre Kirke blev nedbrudt. Epitafiet er opsat i Knud den Helliges kapel. Christian 2. er den eneste danske konge, som har overlevet to af sine efterfølgere på tronen.
Christian den gode.
De fleste skånske, hallandske og blekingske skolebørn blev undervist i, at Kalmarunionen til sidst gik under i blod og had ved "Kristian Tyrans" stockholmske blodbad. Men det billede som blev givet af kong Christian 2., var ensidigt på grund af fokuseringen på Stockholms blodbad. Det er dog en myte, at han i skånsk/dansk historie omtales med tilnavnet den Gode eller Bondekjær, fordi han holdt med "småkårsfolkene" mod den mægtige adel og rigsrådet. I landflygtigheden beskrev kongen sig selv som Christian den Gode i et forsøg på at vinde tilhængere, og det har forledt nogen til at tro, at det også var et reelt anvendt tilnavn.
Se i øvrigt også Johannes V. Jensens fortolkning af begivenhederne i den historiske roman "Kongens Fald".
Scandia (tidsskrift).
Scandia er titlen på et skandinavisk historisk tidsskrift, der i 1928 blev stiftet af brødrene Curt og Lauritz Weibull. Allerede i sine første år markerede tidsskriftet sig ved en række kritiske afhandlinger af høj kvalitet.
Scenograf.
En scenograf udarbejder idéer, koncepter og tegninger til kulisser, dekorationer, rekvisitter og kostumer og sørger for, at de bliver fremstillede på de nødvendige værksteder og systuer. Scenografer er med under produktionen af både skuespil, ballet, opera, revy, tv og film. Scenografer kaldtes i tidligere for teatermaler.
Scepter.
a>. Han holder i sin højre hånd et stort sceptre.
Scheiner.
Scheinergrader er (var) en lagaritmisk skala for films lysfølsomhed.
Schelde.
Schelde (fransk "l'Escaut") er en 350 km lang flod, der udspringer i det nordlige Frankrig, flyder gennem Belgien og nær Antwerpen flyder mod vest ind i Holland mod Nordsøen. Den er hovedfloden i de belgiske byer Gent og Antwerpen.
Schilling.
En schilling er en tidligere østrigsk mønt, som var lig med 100 groschen. Møntheden blev erstattet af euroen.
Den gamle danske møntenhed skilling er på nogle danske mønter stavet Reichbank Schilling
Slager.
En slager (ofte skrevet som på tysk: schlager (og ikke udtalt slagger) er en betegnelse for en sang der bliver et hit. Almindeligvis er det en sødladen, sentimental ballade på en simpel melodi, der er let at huske – en lys og behagelig popsang. Sangteksten er typisk simpel og om kærlighed.
I Danmark forbindes genren ofte med tysksprogede sange og sangere som Helene Fischer ("Mitten in Paradies"), Freddy Breck ("Rote Rosen"), Hansi Hinterseer og Heino ("Bergvagabonden").
Schrammelmusik.
Schrammelmusik er en folkelig musikgenre, der er stammer fra Wien. Der er for det meste tale om ensemble-musik for to violiner, guitar, kontrabas, klarinet og harmonika.
Schrammelmusik opstod i slutningen af 1800-tallet og er opkaldt efter de to brødre Johann og Josef Schrammel.
Svejs.
Svejs (i jægerkredse ofte schweiss) er et ord fra tysk for vildtblod. I dansk jægersprog bruges det blandt andet om blod fra hjortevildt, og det har givet navn til svejshundene, der er optrænet til at udføre svejsarbejde, altså opspore anskudt eller påkørt hjortevildt.
Schweissregisteret er et register over hundeførere, der kan tilkaldes i forbindelse med eftersøgning af såret vildt.
Schweiz.
Schweiz (eller Svejts, tysk: "Die Schweiz", fransk: "Suisse", italiensk: "Svizzera", rætoromansk: "Svizra", latin: "Helvetia") er en indlandsstat i Centraleuropa. Landet grænser mod nord til Tyskland, mod øst til Liechtenstein og Østrig, mod syd til Italien og mod vest til Frankrig. Landets fulde navn er formelt Schweizerische Eidgenossenschaft (fransk "Confédération suisse", ital. "Confederazione Svizzera", rætoromansk. "Confederaziun svizra"). For at undgå identificering med et af landets fire sprog bruges desuden også det latinske navn "Confoederatio Helvetica".
Schweiz har eksisteret som en løs konføderation siden det 13. århundrede. Ifølge landets nationalmyte grundlagdes staten den 1. august 1291 på en eng i Rütli ved en besværgelse. I sin nuværende form er Schweiz en føderal forbundsstat dannet med forfatningen af 1848. Siden 1979 består den af 26 kantoner. Befolkningstallet i Schweiz er på 7,5 mio., hvoraf 20 procent er udlændinge. Schweiz er hverken sprogligt eller konfessionelt en enhed: De officielle sprog i landet er tysk, fransk, italiensk og rætoromansk; 41 procent af schweizerne er romerskkatolske og 40 procent er protestantiske. Schweiz' udenrigspolitiske neutralitet er siden Wienerkongressen i 1815 anerkendt folkeretligt. Landet er i dag medlem af EFTA, Europarådet, Verdenshandelsorganisationen og FN. Schweiz er med en BNI per indbygger på 58.000 schweizerfranc (289.000 kr.) et af de økonomisk stærkeste lande i verden. Tre fjerdedele af de erhvervsaktive er beskæftiget i serviceerhverv.
Hovedstaden er Bern mens den største by er Zürich. Flere internationale organisationer har hovedsæde i Schweiz, f.eks. det Internationale Røde Kors og den Olympiske Komité, ligesom FN har sæde i Geneve.
Etymologi.
Navnet Schweiz kommer fra Schwyz, der var det ene af de tre oprindelige områder i edsforbundet, og i dag er navnet på en af kantonerne. I edsforbundenes krige mod Habsburgerne spillede tropperne fra Schwyz en vigtig rolle. Samtidig havde schwyzerne en stor betydning for den europæiske forretning med lejesoldater. Efter slaget ved Sempach i 1386 blev navnet "Swiz" eller "Sweiz" legendarisk: tyske og østrigske historikere benyttede nu denne betegnelse for alle i edsforbundet. Det første vidnesbyrd om dette findes i et retsdokument fra Sigismund i 1415, hvori "Schweizere" omtales.
Medlemmerne af edsforbundet anvendte imidlertid ikke navnet før efter afslutningen af Schwaben-krigen i 1499, hvor de begyndte at anvende navnet i trods mod det andre brugte som skældsord for edsforbundet. Officielt benyttede man dog fortsat betegnelsen "edsforbund". Først i det 18. århundrede begyndte historikeren Johannes von Müller et betegne edsforbundets indbyggere som "schweiziske edsforbundsmedlemmer" - "Schweizerische Eidgenossen". I 1803 blev begrebet først gang anvendt i forfatningen og dermed officielt anerkendt.
Betydningen af navnet Schwyz er ukendt, og da det ikke muligt at forklare navnets betydning ud fra alemannisk eller latin, skal oprindelsen til navnet sandsynligvis findes fra tiden før romerne bosatte sig i området. Historikere fra det 15. og 16. århundrede beretter, at folket fra Schwyz var indvandret fra nord på grund af en stor hungersnød. Sagnet fortæller, at Suit besejrede sin bror Schejo i en tvekamp, og at han derfor måtte lægge navn til det nyerhvervede land. I 972 har man første vidnesbyrd på en by, der kaldes "Suittes". Navnet kan muligvis stamme fra gammel højtysk "suedan", der betyder "at brænde", hvilket kan referere til skovrydningen for at gøre plads til bebyggelsen.
Før-historie.
Efter Romerrigets fald bosatte burgundere og alemannere sig indenfor det nuværende Schweiz' område, men blev sidenhen fortrængt af keltere. Indtil 746 underkastede befolkningsgrupperne sig frankerne og området var en del af Frankerriget. Ved Frankerrigets deling blev det schweiziske område en del af karolingernes østfrankiske rige, som senere blev til det Tysk-romerske rige. Området hørte for størstedelens vedkommende til stamhertugdømmet Schwaben og til Kongeriget Burgund.
Det gamle edsforbund.
De tre urkantoner eller såkaldte "Waldstätte" Uri, Schwyz og Unterwalden sluttede sig i 1291 sammen i et forbund efter Rudolf 1. af Habsburgs død, for at beskytte deres "gamle friheder". Forbundet blev beseglet med det såkaldte "Bundesbrief", der er dateret i begyndelsen af august 1291. I følge legenden skete besværgelsen af forbundet på Rütli, der er en bjergeng ved Utlisøens vestbred. Legenden blev for alvor udbredt i schweizernes bevidsthed, da Friedrich Schiller i 1804 offentliggjorde teaterstykket "Wilhelm Tell". I det 19. århundrede blev datoen 1. august 1291 anset som grundlæggelsen af det gamle edsforbund og dermed fastlagt som den schweiziske nationaldag.
Det dårlige forhold mellem edsforbundets medlemmer og Habsburger-huset stammer fra det tyske kongevalg den 25. november 1314, da wittelsbacheren Ludwig af Bayern og habsburgeren Frederik den smukke samtidig blev valgt til tysk-romersk konge. Edsforbundet holdt på Ludwig af Bayern, og sammen med dette blev et overfald på klosteret Einsiedeln i Schwyz bevæggrund for, at Leopold 1. af Østrig begyndte et krigstogt gennem edsforbundet, der dog endte med et nederlag for ham i Morgarten-slaget. For at beskytte deres selvstændighed overfor habsburgerne, tilsluttede Luzern, Zürich, Glarus, Zug og Bern i det 14. århundrede sig til det gamle edsforbund.
Det kom til flere sammenstød med habsburgerne: i 1386 ved Sempach og i 1388 ved Näfels lykkedes det for edsforbundet at slå flere habsburgske ridderhære. I 1415 erobrede de sågar det habsburgske stamland Aargau. En strid om toggenburgernes arverettigheder førte 1436-1450 til krig mellem Zürich og de øvrige forbundsmedlemmer, og Zürich kom som følge heraf i forbund med Habsburg. Da habsburgerne på grund af store tab måtte trække sig tilbage ved et slag ved St. Jakob an der Birs i 1444, var Zürich tvunget til at vende tilbage til edsforbundet. Et slag om Thurgau endte med, at herug Sigismund af Tyrol den 11. juni 1474 i en fredstraktat måtte anerkende edsforbundet som en selvstændig stat. I 1474 slog edsforbundet Karl 1. af Burgund. Bern og Fribourg ekspanderede i det tidligere savoyisk og burgundisk kontrollerede Vaud, som de i 1536 helt erobrede.
Den militære sejr over burgunderne styrkede edsforbundet, der modsatte sig kejser Maximilian I.'s rigsreform. Maxilians forsøg på at få edsforbundet til at forføje sig i Schwaben-krigen, endte i 1499 med Freden i Basel. Flere kantoner trådte ind i edsforbundet, der indtil 1513 blev udvidet til tretten områder.
Ekspansionen af edsforbundet ned mod øvreitalien skete for at sikre alpepassene. Herved blev edsforbundet involveret i den komplicerede italienske krig mellem Habsburg, Frankrig, Republikken Venedig, paven, Spanien og de forskellige italienske magthavere. Schweizergarden stammer også fra denne tid, som Pave Julius 2. grundlagde i 1506. Indtil 1513 lykkedes det edsforbundet at erobre det nuværende Ticino og Milano. Efter nederlaget mod Frankrig i Slaget ved Marignano i 1515 sluttede den militære dominans i øvreitalien. Myten om schweizernes uovervindelighed var modbevist, og det førte til en indbyrdes uenighed blandt edsforbundets områder. Fra 1515 var kunne man således ikke udøve en effektiv udenrigspolitik, og der begyndte en fase af inaktivitet, som senere skulle benævnes "neutralitetspolitik".
Reformationen.
Synoden i Basel fra 1431 og etableringen af byens universitet i 1460, gjorde den til center for filosofi og humanisme. Basel tiltrak intellektuelle berømtheder som Erasmus af Rotterdam, hvilket skulle lægge kimen til den schweiziske reformation. En af Erasmus' elever var Ulrich Zwingli, som efter den katolske kirkes opfattelse var kommet for langt vær fra Bibelens lære.
I 1518 blev Zwingli valgt til præst i Grossmünster i Zürich. I begyndelsen af 1520'erne satte han gang i den schweiziske reformation og fik hurtigt støtte fra indbyggerne og det politiske styre. Dette førte til store forandringer i byens styrelse. Reformationen spredte sig til fem andre kantoner, mens de sidste fem kantoner holdt fast i den katolske tro. Dette førte til borgerkrige i 1529 og 1531, hvor Zwingli faldt på slagmarken.
Reformationen førte til store omvæltninger i kirkelivet. Kirkens ejendomme blev beslaglagt til fordel for verdslige myndigheder, samtidig med at Bibelen blev oversat til tysk og kirkens ritualer blev indskrænket. Samtidig blev lejesoldater forbudt i de reformerte kantoner. Senere udviklede Jean Calvin refomationen videre, og Schweiz blev herefter et fristed for franske Hugenotter og andre protestanter, som flygtede fra undertrykkelse. Dette førte en stor økonomisk og kulturel udvikling med sig.
Under Trediveårskrigen var Schweiz relativt fredeligt og stabilt, særlig på grund af at de europæiske stormagter var afhængig af scheiziske lejesoldater. Graubünden, der endnu ikke var med i konføderationen, deltog imidlertid i krigen fra 1620. Dette førte til at området Valtellina blev tabt i 1623.
Ancien Règime.
Ved den westfalske fred i 1648 anerkendte stormagterne Schweiz' uafhængighed af det Tysk-romerske Rige.
I perioden der senere der blevet kendt som "Ancien Règime", blev magten i højere og højere grad koncentreret omkring nogle få store familier i hver kanton, som satte de valgte byråd ud på en sidelinje. Det autoritære styre førte til flere oprør. "Den schweiziske bondekrig" opstod som følge af en devaluering i Bern i 1653, og spredte sig hurtigt til andre kantoner. Oprøret blev efterfølgende slået ned, men frygten for nye opstande gjorde at magthaverne satte gang i en række refomer.
I et længere perspektiv førte bondekrigen til at Schweiz undgik enevældet, som satte igennem med fuld styrke andre steder i Europa. Trods dette var der store forskelle mellem styreformerne i kantonerne på denne tid. I Bern fortsatte det autoritære styre, mens landkantonerne var relativt demokratiske, hvor vigtige sager blev afgjort ved folkemøder, hvor alle voksne mænd havde stemmeret. Andre byer som f.eks. Basel blev styret af de store lav.
1700-tallet var præget af en voksende industrialisering, hvor Schweiz bl.a. blev kendt for sine urmagere og sin metallurgiindustri. Tekstilindustrien vokede også hurtigt, og i slutningen af 1700-tallet var hele 25 procent af arbejdsstyrken beskæftiget i industrivirksomheder.
Den helvetiske republik.
På trods af økonomisk magt var Schweiz dårligt rustet til at stå imod urolighederne i kølvandet på Den Franske Revolution. De schweiziske alpepas og handelsruterne var vigtige for Frankrig, og efter at Napoleon Bonaparte havde erobret Italien, satte han kursen nordover i foråret 1798. Bern faldt i marts måned, hvilket skulle blive slutningen på den schweiziske føderation.
Under fransk beskyttelse blev "Den Helvetiske Republik" etableret, og selv om denne kun skulle eksistere i fem år, introducerede den radikale reformer. Den nye grundlov gav indbyggerne mange nye rettigheder og var baseret på den radikale franske grundlov. Schweiz fik ny en centraliseret styreform, hvilket mødte protester fra mange kantoner, som var vant til en stor autonomi. Dette førte til borgerkrig, hvilket fik Napoleon til at intervenere og genoprette det lokale selvstyre. Kantonerne blev samtidig tvunget i en alliance med Frankrig, og tusindvis af schweizere kom i Napoleons armé.
Efter Napoleons fald blev der foretaget nogle grænsejusteringer på Wienerkongressen, men Schweiz kom relativt godt ud af forhandlingerne. Selv om enkelte områder måtte afstås til Østrig, blev det kompenseret ved at Wallis, Neuchâtel og Genève kom med i føderationen. Samtidig garanterede de europæiske stormagter for Schweiz' neutralitet.
Det moderne Schweiz opstår.
Efter afslutningen af Napoleonskrigene kom Schweiz ind i en periode præget af stor økonomisk vækst. Nye metoder i landbruget øgede madvareproduktionen drastisk, samtidig med at tekstilindustrien blev mekaniseret. I denne periode begyndte også de første turister at besøge Schweiz, særligt fra England.
1830-revolutionen i Frankrig inspirerede til krav om en ny og liberal konstitution. I flere kantoner måtte de styrende klasser giver efter, selv om de konservative holdt stand flere steder. En ny grundlov blev udformet, men en øget polarisering mellem kantonerne gjorde, at den aldrig blev vedtaget. Urolighederne blussede op igen i 1840'erne, og i 1847 endte stridighederne i en egentlig borgerkrig. Borgerkrigen varede imidlertid kun 25 dage, og de katolske konservative kantoner tabte klart. I 1848 blev der derfor vedtaget en ny grundlov, der i hovedtræk fortsat er gældende. Kantonerne fik igen et omfattende selvstyre, og et nyt føderalt parlament blev oprettet efter forbillede fra den amerikanske kongres. Bern blev valgt til ny hovedstad, og kantonerne koordinerede vigtige områder som postvæsen, toldsatser og udenrigspolitik.
I 1847 åbnede landets første jernbanelinje mellem Zürich og Baden. Al jernbaneudbygning skete i privat regi, hvilket førte til at Schweiz allerede i 1876 havde et stort men meget lidt samordnet jernbanenet på hele 2.000 kilometer. I 1898 blev det ved en folkeafstemning vedtaget at nationalisere jernbanerne, og i 1902 blev Schweizerische Bundesbahnen dannet. Vigtige tunneler stammer også fra denne tid, blandt andet Gotthardtunnelen, som gjorde det gamle Skt. Gotthard-pas overflødigt.
Verdenskrigene.
Det lykkedes Schweiz at holde sig neutral inden 1. verdenskrig, men krigen førte til gnidninger mellem de tysktalende og fransktalende dele af landet. Samtidig blev arbejderklassen mobiliseret til neutralitetsvagt, men uden økonomisk kompensation. For erhvervslivet gik krigen imidlertid bedre, da øgede priser på verdensmarkedet og store eksportmuligheder til Tyskland og Frankrig gjorde, at handelsbalancen hurtigt ændrede sig i schweizernes favør.
I november 1918 førte situationen til arbejderopstande flere steder i landet. Regeringen, der var bekymret for en revolution som i Rusland, indsatte loyale tropper fra bondestanden. Oprøret blev slået ned, men førte til dyb mistillid mellem bønder og arbejdere i generationer fremover. Nogle af arbejdernes krav blev imidlertid taget til følge, og der blev indført 48-timers arbejdsuge og et proportionalt valgsystem.
Depressionen skabte store problemer i Schweiz, da industrieksporten blev lammet. Samtidig spredte bankkrisen sig til landet, og arbejdsløsheden nåede nye højder. I modsætning til nabolandene førte krisen imidlertid ikke til større tilslutning til ekstremistiske partier, blandt andet fordi arbejdsgivere og fagforeninger gik sammen for at løse krisen. Dette førte til en social stabilitet, som ikke gav kommunister og fascister de samme muligheder som i blandt andet Tyskland.
Efterhånden som de totalitære nabolande begyndte at føre en aggressiv udenrigspolitik uden at vestmagterne så ud til at reagere, begyndte schweizerne at skabe et godt forhold til Hitler og Mussolini. Schweiz var det første land der anerkendte Italiens annektion af Etiopien og Francos regering i Spanien. Den tyske Anschluss af Østrig fik imidlertid Schweiz til at gå tilbage til neutralitetslinjen. Samtidig begyndte Schweiz at opruste forsvaret, da selv de forsvarsskeptiske socialdemokrater så de truende farer.
a>. På trods af den stærke FN-tilstedeværelse i Schweiz, blev landet ikke medlem før i 2002
Efter Frankrigs fald i 1940 var Schweiz fuldstændig omgivet af Tyskland og tyskallierede. Stærke kræfter i schweizisk politik var parat til at "indse realiteterne" og samarbejde med de da tilsyneladende uovervindelige tyskere. Men militæret under ledelse af Henri Guisan ville det anderledes. På kort tid fik Schweiz bygget et netværk af bjergfæstninger, og store mængder ammunition og våben blev deponeret i Alperne. Ideen var at afskrække Tyskland fra invasion, hvilket lykkedes for schweizerne. Samtidig tjente både Tyskland og Schweiz på handel under krigen, hvilket også gjorde, at Hitler ikke havde grund til at invadere Schweiz. I eftertiden har Schweiz fået meget kritik for sin handel med Nazi-Tyskland, da betalingen ofte skete med guld røvet fra okkuperede centralbanker og til en vis grad fra koncentrationslejrfanger.
Efterkrigstiden.
Efter krigen var flere allierede lande skeptiske overfor Schweiz på grund af handelen med Tyskland. I 1946 blev Schweiz af de vestallierede, og særligt USA, tvunget til at tilbagebetale 250 mio. francs til de okkuperede centralbanker. Schweiz valgte at stå uden for FN indtil 2002 hvor landet blev medlem, dog holder Schweiz stadig linjen med streng neutralitet.
I 1959 indførte man den såkalde trylleformel ("Zauberformel") (se politik-afsnittet), som gav regeringen en unik arbejdsro til at gennemføre en langsigtet politik, som har medført en lav arbejdsløshed og en jævn økonomisk vækst gennem det meste af efterkrigstiden.
I 1970'erne blev det schweiziske samfund mere liberalt og moderne. I 1971 fik kvinder stemmeret til føderal valg (men i Appenzell Innerrhoden fik kvinder ikke stemmeret før i 1990. Samtidig blev den stive ægteskabslovgivning blødt op, og fra 1981 garanterede et grundlovstillæg lige rettigheder for mænd og kvinder.
Den stærke schweiziske økonomi tiltrak mange immigranter i 1980'erne, blandt andet fra Jugoslavien og Tyrkiet, hvilket har givet en vis modstand mod indvandring i den schweiziske befolkning, og Schweizerische Volkspartei har opnået stor tilslutning bl.a. på grund af dette.
Geografi.
Schweiz grænser mod nord til Tyskland (345,7 km grænse), mod øst til Liechtenstein (41,1 km) og Østrig (165,1 km), mod syd til Italien (734,2 km) og mod vest til Frankrig (571,8 km). Mod nordøst udgør Bodensøen en del af grænsen og mod sydvest ligger Genevesøen som grænse. Schweiz har en samlet grænselængde på 1.857,9 km. Rhinen danner østgrænse mod Liechtenstein og Østrig, og Jurabjergene ligger på grænsen til Frankrig.
Schweiz kan opdeles i fem geografiske områder, som har store klimatiske forskelle: det rå landskab i Jurabjergene, det lave dels bakkede landskab Mittelland, foralperne som udgør overgangen mellem mittelland og Alperne, Alperne samt alpesydsiden, hvor vejret ofte adskiller sig fra vejret på alpernes nordside.
38 % (14.813 km²) af arealet i Schweiz udnyttes til landbrug, 30,4 % (12.522 km²) består af skov. 5,8 % (2.418 km²) af landets areal er bebygget, mens 25,5 % (10.531²) - fortrinsvis i bjergene - er uproduktivt naturområde.
Den maksimale længde nord-syd er 220 km, og den maksimale længde vest-øst er 348 km.
Geologi.
Den geologiske struktur i Schweiz er i hovedtræk opstået gennem den fra Afrika løsrevne adriatiske mikroplades kollision med Europa. Geologisk opdeles Schweiz i fem hovedregioner: "Alperne" består i sin kerne af granit, "Jurabjergene" der er yngre foldebjerge af kalksten. Mellem Jura og Alperne ligger det dels flade dels bakkede "Mittelland". Hertil kommer "Posletten" og "Oberrhein-dalen" omkring Basel.
Bjerge.
I Schweiz findes mere end 74 bjerge, der er over 4.000 m høje. Heraf befinder 55 sig helt i Schweiz og 19 ligger langs grænsen til Italien. De tolv højeste bjerge i Schweiz befinder sig i Wallis-Alperne. Det højeste bjerg her er Dufourspitze i Monte Rosa-massivet med 4.634 m.o.h. Dafourspitze er samtidig det højeste punkt i Schweiz, selvom det delvis befinder sig på italiensk territorium. Det højeste bjerg, der helt ligger på schweizisk territorium, er bjerget Dom i Wallis-Alperne med en højde på 4.545 m.o.h. Schweiz' kendteste bjerg i udlandet er Matterhorn (4.478 m.o.h.), der ligeledes ligger i Wallis-Alperne.
De mest markante punkter i østalperne er Piz Bernina (4.049 m.o.h.), der er det østligste bjerg over 4.000 m i Alperne, og Piz Palü (3.901 m.o.h.).
I foralperne er bjergene mindre. Kendte punkter er her bjerget Pilatus ved Luzern (2.132 m.o.h.), Mythen (1.898 m.o.h.), Rigi (1.797 m.o.h.) samt Säntis (2.502 m.o.h.).
De største bjerge i Jurabjergene ligger i Frankrig. Det højeste jurabjerg i Schweiz er Mont Tendre med 1.679 m.o.h.
Søer og floder.
Schweiz har på grund af sin topografiske struktur og et landskab skabt af istidens mange gletsjere omkring 1.500 søer, hvoraf hovedparten er små bjergsøer. Den største sø i Schweiz er Genevesøen med 580 km² på grænsen til Frankrig. 60 % af søen ligger i schweizisk territorium. Bodensøen på grænsen til Tyskland og Østrig er med sine 536 km² lidt mindre. Grænserne i Bodensøerne er ikke fastlagt, men 24 % af søens bred er beliggende i Schweiz. Lago Maggiore på grænsen til Italien, hvoraf 19 % ligger indenfor schweizisk territorium, er med sine 193 m.o.h. det laveste punkt i Schweiz. De største søer, der udelukkende ligger på schweizisk territorium, er Neunburgersee (215 km²), Vierwaldstättersee (114 km²) og Zürichsee (88 km²).
To af Europas store floder, Rhinen og Rhône, har deres udspring i Schweiz. De udspringer begge fra Gotthardmassivet. Flere af Europas vandskel går gennem Schweiz og deler løbene mod Nordsøen, Middelhavet og Sortehavet.
Rhinen dannes ved de to vandløb "Vorderrhein" og "Hinterrhein", der løber sammen ved Reichenau i kantonen Graubünden. Vorderrhein udspringer i det østlige Gotthardmassiv, mens Hinterrhein udspringer i den sydligere beliggende Rheinwald i nærheden af San Bernadino passet. Rhinen flyder fra Reichenau i nordlig retning gennem Rhindalen og danner grænse til Liechtenstein og det østrigske forbundsland Vorarlberg for derefter at løbe ud i Bodensøen.
Ved Konstanz løber Rhinen videre i vestlig retning og danner for en stor del grænse til Tyskland. Ved Schaffhausen danner floden centraleuropas største vandfald, Rheinfall. Videre løber Rhinen gennem Basel og forlader derefter Schweiz i nordlig retning og udmunder i Nordsøen.
Rhône udspringer i den vestlige side af Gotthardmassivet og flyder gennem kantonen Wallis til Genevesøen. Fra søens vestlige side flyder floden videre gennem byen Geneve og forlader derefter schweizisk territorium og flyder videre mod udløbet i Middelhavet.
Med undtagelse af søerne i Engadin og Ticino udmunder alle søer og vandløb i Schweiz i Rhinen eller i Rhône. Inn udspringer syd for Sankt Moritz i Engadin. Den flyder gennem Silsersee og Silvaplanersee i østlig retning og forlader Schweiz ved Vinadi. Derefter flyder den bl.a. gennem de østrigske byer Landeck og Innsbruck og munder ud i Donau i Passau i Bayern. Donau udmunder i Sortehavet. Floden Ticono, der har lagt navn til kantonen af samme navn, udspringer i det sydlige Gotthardmassiv og flyder mod syd til Lago Maggiore, hvor den forlader Schweiz for at udmunde i Po, der udmunder i Middelhavet.
Indenfor Schweiz er Rhinen med 375 km den længste flod, efterfulgt af Aare med 195 km. Rhône har en samlet længde på 264 km i Schweiz.
Klima.
Nord for Alperne hersker et tempereret mellemeuropæisk klima, syd for alperne er klimaet med mediterrant. Regionalt er klimaet imidlertid meget forskelligt. Dette er betinget af højderne og geografisk placering.
Grundlæggende hersker der fra Jurabjergene over Mittelland og foralperne/Alperne et nogenlunde ens vejr, mens der i Sydschweiz kan herske et fuldkommen andet vejr.
Mens regnmængderne i det indre Schweiz, i Alperne og i Ticino ligger gennemsnitligt omkring 2.000 mm om året, er regnmængden i Wallis kun 550 mm årligt. Det tørreste sted i Schweiz er Ackersand med 521 mm om året i gennemsnit. I Mittelland er regnmængden omkring 1.000-1.500 mm. Med undtagelse af Rhônedalen er nedbørsmængderne om sommeren omkring dobbelt så store som om vinteren. Således er månedsmiddelregnen i Zürich i januar 73 mm og i juni 131 mm. Månedsmiddelnedbøren i Sion i Rhônedalen er derimod 40 mm i juli og 61 mm i januar. Afhængig af højderne falder meget nedbør som sne. Først og fremmest i Alperne og foralperne, hvor der i månedsvis kan ligge et tæt snelag. Til sammenligning sner det sjældent i regionerne omkring Genf og Basel samt i Sydticino, hvor der også kan være vintre uden snedække.
Temperaturerne i Schweiz er ligeledes afhængig af højderne. Tendensen viser, at temperaturerne er lidt højere i vest end i øst (omkring 1 °C). Generelt ligger temperaturen i de koldeste måneder mellem -1 til +1 °C. I juli, som er den varmeste måned, ligger temperaturen omkring 16 til 19 °C. Den gennemsnitligt varmeste by er Locarno-Monti med et årsgennemsnit på 11,5 °C; det koldeste sted er Jungfraujoch med -7,5 °C. Varmerekoden er sat i Grono med 41,5 °C den 11. august 2003, mens kulderekorden med -41,8 °C er sat i La Brévine den 12. januar 1987.
Mens hagl er sjældent i Alperne, i Romandie og i Ticino, var intensiteten i perioden 1999–2002 på sit højeste i Emmental, Laufental og i Toggenburg. Her haglede det i årsgennemsnit indtil 60 minutter. I andre regioner begrænser hagl sig til mindre end 30 minutter om året.
Tåge er udbredt i hele Mittelland. Den er særlig hyppig langs Aare, den nordlige del af Reuss og i Thurgau, hvor den først og fremmest optræder om efteråret, men også om vinteren og det tidlige forår, ofte i flere uger.
Fønvind forekommer hyppigt i Schweiz (dog sjældent i jurabjergene) ligesom den kolde "Bise"-vind (som regel ikke i Sydschweiz). Den højest målte vindhastighed er 285 km/t (Jungfraujoch, 27. februar 1990).
Kendte former for naturkatastrofer i Schweiz er laviner og oversvømmelser.
Flora og fauna.
30 procent af Schweiz' landområde er dækket af skov. I Alperne dominerer nåleskov (ædelgran, rødgran, lærk, Cembra-Fyr). Skovene i Alperne har en vigtig funktion som værn mod laviner og mod højvande (idet skoven opfanger regnmængderne og afgiver dem langsomt igen). I Mittelland, Jura og på alpesysiden under 1.000 m vokser løvskov. I Ticino findes som en regional særhed udbredte kastanjeskove.
I Schweiz findes anslået omkring 40.000 dyrearter, hvoraf ca. 30.000 er insekter. Kun omkring 9.500 af disse 40.000 arter er beskrevet.
Der findes kun 83 pattedyrarter, hvoraf den største del er flagermus og andre små pattedyr. Alle store rovdyr er forsvundet i Schweiz indenfor de seneste hundreder år. I dag har man erkendt vigtigheden af rovdyrene i et sundt økosystem og har stillet los, ulve og bjørne under naturbeskyttelse. Lossen er genindført i Schweiz og strejfer nu omkring i Jurabjergene og i Alperne. Ulven er indvandret fra Italien og Frankrig. I den sydøstlige del af Graubünden har man siden 2005 kunnet møde brune bjørne på schweizisk territorium, dog uden at de tilsyneladende har villet opbygge en population. Det hyppigste rovdyr er rød ræv, som også trives i byerne. Ræve var ofte bærere af rabies, men takket være en stor indsats har der ikke været tilfælde af rabies i Schweiz i mange år. Grævling bor ofte sammen med ræve i de samme huler, hvorfor de led stærkt under forfølgelsen af ræve. Ved siden af lossen findes der også populationer af vildkatte i Jura. Odder (dyr) er forsvundet fra Schweiz siden 1990, hvor hovedgrunden antages at være vandets tilstand med formindskelse af fiskebestanden. Husmår findes ofte i beboede områder, mens skovmåren er mere sjælden og er sky overfor mennesker.
For hovdyrenes vedkommende er mange arter også forsvundet fra Schweiz, f.eks. europæisk bison og Elg. Alpestenbuk er genindført i Schweiz, og den lever nu i Alpernes højområder. I den sydvestlige del af Wallis (Unterwallis) findes to kolonier af europæisk mufflon, der er indvandret fra Frankrig. Gemse er almindelig i højtliggende regioner af Alperne og Jura. Største hjorteart er Kronhjort, mens den mindste hjort er dådyr. Dådyret er samtidig den hyppigst forekommende hjorteart og lever i Mittelland og Jura. I det zürcherisch-schaffhausische grænseområde ved Rafzerfeld findes der sikahjort. Under 2. verdenskrig slap en flok ud af en afspærring i Sydtyskland, og denne har nu bredt sig til Schweiz. I nogle regioner er vildsvin også hyppigt forekommende. Blandt gnavere er Bæver blevet genindført til Schweiz.
De mange schweiziske søer og floder er vigtige leve- og overvintringsområder for landets mange fuglearter. Her overvintrer årligt tusinder af troldænder, taffelænder og rødhovede ænder samt blishøns, laksænder og toppede lappedykkere. Indenfor Falke-ordenen er frem for alt Tårnfalk og Musvåge almindelig, men også rød- og sort glente forekommer regelmæsigt. Også bestanden af duehøg og spurvehøg er genskabt og nu stabil. Den udryddede lammegrib er udsat i den Schweiziske Nationalpark og i 2007 rugede tre par for første gang i Schweiz.
Af fasanfugle lever hjerpe, fjeldrype, urfugl og tjur i Alperne og i Jura. Bestanden af tjur er imidlertid truet af såvel alpeturisme som af skovdrift, og fuglen er forsvundet fra mange områder af Foralperne og Jura. Agerhøne, Engsnarre og storspove er andre fugle, der er truet i Schweiz.
I Schweiz lever mange ugler såsom natugle, skovhornugle, stor hornugle, spurveugle samt perleugle og slørugle. I de gamle bjergskove lever mange spætter. Spurvefugle er rigt repræsenteret.
Blandt krybdyr er der mange slanger, der holder af at være i de solrige sydlige alpedale, f.eks. den giftige aspishugorm. I højområderne i Alperne og Jura lever endvidere den giftige hugorm. Mere almindelig og udbredt er dog de ugiftige slanger såsom snog og rudesnog. I visse lave søer forekommer også europæisk sumpskildpadde.
Padder er meget udbredt, og butsnudet frø, skrubtudse og bjergsalamander er alle hyppigt forekommende.
Demografi.
Det samlede befolkningstal for Schweiz var pr. 31. december 2007 7,6 mio, hvilket var en stigning på 1,1 % i forhold til året før. Siden begyndelsen af det 20. århundrede er indbyggertallet i Schweiz mere end fordoblet, fra 3,3 i 1900 til de nuværende 7,6 mio. Befolkningsvæksten nåede sit højdepunkt i perioden mellem 1950 og 1970.
Antallet af udlændinge bosat i Schweiz var i 2007 1,6 mio. svarende til 21,1 %. Schweiz har siden 1981 oplevet en langsommere vækst af egne statsborgere og øget vækst blandt udlændinge. I hele 10-årsperioden fra 1997 har væksten blandt de schweiziske statsborgere været 4,7 %, mens væksten i udenlandske statsborgere udgjorde 16,5 %.
Den demografiske fremskrivning viser, at befolkningen i 2036 stiger til 8,2 mio. samt at den i 2050 vil være 8,1 mio. Andelen af indbyggere på 65 år og derover vil stige fra de nuværende 16 % til 28 % i 2050. Det betyder, at der vil være 51 indbyggere i pensionsalderen, for hver gang der er 100 i den erhvervsaktive alder mod de nuværende 26.
Sprog.
Artikel 4 i den schweiziske forfatning slår fast, at tysk, fransk, italiensk og rætoromansk er officielle sprog i landet. I artikel 70 hedder det endvidere, at tysk, fransk og italiensk er officielle sprog i statsforvaltningen, samt at der i kontakten med rætoromansk borgere skal anvendes rætoromansk.
Forfatningen fastlægger ikke landets sprogområder. Artikel 70 giver kantonerne kompetence til at fastlægge, hvilke sprog de offentlige myndigheder skal anvende. De skal dog tage hensyn til sproglige mindretal og den almindelige sproglige sammensætning i kantonen. Personer der flytter fra et andet sprogområde, har ikke ret til at anvende deres modersmål overfor den nye myndighed. Blandt de flersprogede kantoner har kun Bern og Wallis fastlagt grænserne for sprogområderne inden for kantonen. Kantonerne Ticino og Jura definerer sig sågar som rent italiensk hhv. fransk sprogområde, selvom der hver af stederne er kommuner med tysk sprogligt flertal.
De øvrige flersprogede kantoner Fribourg og Graubünden har overladt den sproglige regulering til de enkelte kommuner. Kommunerne Biel/Bienne, Freiburg/Fribourg og Murten/Morat definerer sig som tosprogede. I Graubünden er flere kommunerne defineret som rætoromansk-sprogede, men tysk dominerer alligevel i omgangssproget. Det betyder, at rætoromansk er forvaltnings- og skolesprog, men i hverdagen taler folk mest tysk.
Rætoromansk bliver i højere grad fortrængt af tysk, og siden 1860 har 51 kommuner i Graubünden skiftet fra rætoromansk til tysk sprogområde.
Tysk tales fortrinsvis i den alemanniske dialekt Schweizertysk.
Antallet af oprindelige nomadefolk indgår ikke i de officielle folketællinger, men man antager at de ligger omkring 35.000, hvoraf 3 - 5.000 fortsat er farende folk. Det er særligt Jenischefolket, der er udbredt i Schweiz. Det svarer således til knap 0,5 procent af befolkningen, som lever spredt i landet. Ved siden af deres egne sprog taler de fleste et af de officielle schweiziske sprog.
Gennem indvandring tales andre sprog i dag af et større antal indbyggere, og 9 % af befolkningen i Schweiz taler således et andet sprog end de officielle nationalsprog. Det mest udbredte sprog er serbokroatisk, der tales af 1,5 % af befolkningen.
De fleste schweizere behersker mindst to af nationalsprogene, ligesom brugen af engelsk som fremmedsprog er udbredt.
Religion.
Religionsfrihed er forankret som en forfatningsmæssig ret. Det er overladt til kantonerne at tage stilling til, om man vil lade udvalgte religionsfællesskaber opnå status som folkekirker, dvs. økonomisk understøttet af samfundet. I de fleste kantoner har den romersk-katolske kirke og den protestantiske kirke opnået denne ret, og i enkelte kantoner har ydermere den kristkatolske kirke opnået denne status. I nogle af de vestschweiziske kantoner findes ingen af sådanne folkekirker, fordi forholdet mellem kirke og stat her er fuldstændig adskilt.
Den kristkatolske kirke har kun betydende udbredelse i dele af nordvestschweiz. Med 0,33 % er buddhisme stærkere repræsenteret end i andre europæiske lande. Der findes synagoger, mosker og buddhistiske templer i flere større byer i Schweiz.
Byer.
Den største by i Schweiz er Zürich med omkring 367.000 indbyggere. Byregionen omfatter 1.080.000 indbyggere. Andre storbyer er Genève med 185.000 indbyggere, Basel med 166.000 indbyggere, hovedstaden Bern med 127.000 indbyggere og Lausanne med 117.000 indbyggere.
De største byer med færre end 100.000 indbyggere er Winterthur (99.400), St. Gallen (70.000) og Luzern (57.500). Befolkningstætheden er størst i Mittelland og mindst i alpeområdet og Jura.
Politik.
Schweiz er på mange måder en særlig stat. Landets nationale identitet baserer sig ikke på et fælles sprog eller en fælles kultur men i højere grad på en fælles historie, fælles myter og på en fælles tradition for frihed, direkte demokrati og føderalisme. Hertil kommer også den fælles følelse af at være et "særligt" tilfælde i Europa, hvor neutralitet og flere ligestillede sprog er en del af nationens værdier.
Disse forudsætninger har skabt et enestående politisk system, hvor føderalisme, elementer af direkte demokrati, udenrigspolitisk neutralitet og indenrigspolitisk konsensus står i forgrunden.
Politisk system.
Afstemning i Landsgemeinde den 7. maj 2006 i Glarus
Den moderne schweiziske stat er baseret på grundloven af 1848. Seneste mindre grundlovsændring er sket i 1999.
Møde i det schweiziske Nationalråd
Alle schweiziske statsborgere (også bosat i udlandet) har med det fyldte 18. år stemmeret i Schweiz.
Politiske partier.
Af de øvrige partier i Schweiz har Grüne Partei der Schweiz (GPS) den største stemmeandel (2007: 9.6 %), og er således landets femtestørste parti.
Direkte demokrati.
Schweiz er kendt for sit direkte demokrati, som er unikt (der findes dog et tilsvarende system i Liechtenstein). Alle vigtige love siden 1848 er besluttet gennem folkeafstemninger.
Enhver schweizisk statsborger kan forsøge at omstøde en lov vedtaget af parlamentet. Hvis personen kan samle 50.000 underskrifter mod loven i løbet af de første et hundrede dage efter at den er vedtaget, vil der blive holdt en folkeafstemning, hvor loven enten vedtages eller forkastes. Folkeafstemningen afgøres ved simpelt flertal.
Enhver borger kan foreslå grundlovsændringer. Her kræves 100.000 underskrifter samlet i løbet af 18 måneder. I folkeafstemninger om grundlovsændringer kan Forbundsrådet komme med modforslag, som bliver sat op imod det oprindelige forslag på stemmesedlen. For at få vedtaget en grundlovsændring skal der både være et flertal blandt vælgerne samlet og et flertal af kantoner.
Administrativ inddeling.
Schweiz består af 26 kantoner (delstater) med hver sit våben, se heraldisk galleri. Disse har en meget høj grad af selvstyre med egne forfatninger. Hver kanton har sin egen lovgivende forsamling, regering og dømmende magt. Direkte demokrati er en vigtig del af beslutningsprocessen i kantonerne. Lovgivningsmyndigheden lægges i de fleste kantoner i folkevalgte regionsforsamlinger, selvom enkelte kantoner lader lovgivningen ske i folkeforsamlinger, hvor vælgerne stemmer om lovene under forsamlingen. Kantonregeringerne vælges direkte af vælgerne.
Kantonbegrebet stammer tilbage til de oprindelige tre kantoner "Unterwalden", "Schwyz" og "Uri", der dannede det oprindelige edsforbund i 1291.
Kantonerne er meget forskellige i størrelse. Befolkningstallet varierer mellem 15.000 (Appenzell Innerrhoden) og 1,3 mio. (Zürich) og den fysiske størrelse varierer mellem 37 km² (Basel-Stadt) og 7.105 km² (Graubünden).
Udenrigspolitik.
Schweiz definerer sig som udenrigspolitisk neutral, hvilket blev anerkendt ved Wienerkongressen i 1815. Schweiz' evige neutralitet er stadig internationalt anerkendt.
Schweiz er medlem er flere internationale organisationer. Som et af de sidste lande indtrådte Schweiz i FN i 2002, men var det første land i verden, hvor befolkningen tog stilling til medlemskabet ved en folkeafstemning. Schweiz er også medlem af OSCE, Europarådet og EFTA. Landet deltager endvidere i NATOs Partnerskab for fred og har ratificeret Kyoto-aftalen. Schweiz er medlem af FNs menneskerettighedsråd.
Schweiz er hverken medlem af EU eller EØS, men der er indgået bilaterale aftaler om bl.a. personers fri bevægelighed, luft- og landtrafik, landbrug, tekniske handelshindringer og forskning. Landet har efter en folkeafstemning i 2005 desuden underskrevet Schengen-aftalen, og fra den 12. december 2008 trådte aftalen i kraft, hvorved personkontrollen ved Schweiz' grænser ophørte. Dog blev personkontrollen i lufthavnene først fjernet den 29. marts 2009. Varekontrollen opretholdes, da Schweiz ikke har indgået en toldaftale med EU.
Forsvar.
"Schweizer Armee" er Schweiz' væbnede styrker, der består af hær og luftvåben. Da Schweiz er en indlandsstat har man ingen marine. På de grænseoverskridende søer benyttes militære motorbåde (motorbådskompagniet). Forsvarets samlede budget er omkring 4,6 mia. CHF.
Det særlige ved forsvaret i Schweiz er dets militssystem. Der findes således kun omkring 5 procent professionelle soldater. Alle øvrige i forsvaret er værnepligtige i alderen 20 til 34 år (i særlige tilfælde op til 50 år). Værnepligten omfatter alle mandlige schweiziske borgere, der i en alder af 19 år indkaldes til session. For kvinder er dette frivilligt.
Cirka to tredjedele består sessionen som tjenstduelige. De ikke-duelige skal årligt betale en militærpligterstatningsskat eller de kan indtræde i civilforsvaret. Hvis man af samvittighedsmæssige årsager ikke ønsker at gennemføre militærtjeneste, findes der mulighed for civiltjeneste, der for det meste består af socialt arbejde. Civiltjenesten er dog 1,5 gang militærtjeneste, og er derfor ikke et attraktivt alternativ. Tjenestefritagelse er i princippet muligt i Schweiz, men det kræver store anstrengelser at få det bevilliget. I løbet af et år bliver omkring 20.000 schweizere af begge køn uddannet på rekrutskole med en varighed på 18 til 21 uger.
Ved en folkeafstemning i 2003 blev det besluttet at reducere arméens mandskabsstyrke fra de hidtidige 400.000 til 200.000. Heraf er 120.000 i aktiv tjeneste, mens de 80.000 er i reserven.
Det er ikke tilladt for schweiziske borgere at tjene som lejesoldater i en fremmed stats hær. Undtaget herfra er dog tjeneste i Schweizergarden i Vatikanet.
Schweiz har haft tre generalmobiliseringer til beskyttelse af landets integritet og neutralitet. Den første fandt sted i forbindelse med den fransk-tyske krig i 1870/71. Den anden skete som en reaktion på udbrudet af 1. verdenskrig; for at forhindre Frankrig eller Tyskland at marschere gennem Schweiz blev der indført generalmobilisering den 2. august 1914. Den tredje fandt sted den 1. september 1939 ved udbrudet af 2. verdenskrig.
Under 2. verdenskrig var Schweiz involveret i luftkampe med Tyskland. På landjorden kom det imidlertid aldrig til angreb fra fjendtlige magter. Der opstod episoder med amerikanske bombefly, der tog fejl af Østrig og Schweiz, hvor de amerikanske fly ikke besvarede schweizisk radiokontakt, og Schweiz måtte skyde disse fly ned. Amerikanske fly fejlbombede under krigen Schaffhausen, og et fly styrtede med sin bombelast ned i Basel.
Sundhedsvæsen.
Alle indbyggere i Schweiz er efter loven forpligtet til at forsikre sig mod behandlingsomkostningerne ved sygdom i en sygekasse. Sygekasserne er i Schweiz private selskaber, som efter loven er forpligtet til at optage enhver, der ansøger om forsikring. Forsikringspræmierne er forskellige alt efter sygekasse, og økonomisk ringe stillede borgere kan få forsikringer til en lavere pris gennem statsstøtte. I andre tilfælde er præmiebetalingen alene et anliggende mellem selskabet og den forsikrede.
Finansiering af de statslige sygehuse sker på den ene side gennem indtægter fra behandlingen og på den anden side gennem tilskud fra kantoner eller kommuner. Finansiering af privathospitaler sker alene gennem indtægter fra behandlingen, hvorfor prisen på behandling her er dyrere end på et offentligt hospital. En grundforsikring i en sygekasse kan således ikke dække behandling på et privathospital. Derimod dækkes ambulante behandlinger af grundforsikringen i hele Schweiz og enhver behandlingsudbyder. Som udgangspunkt dækkes tandlægebehandling ikke af sygekasserne. Schweiz har indgået aftale med EU-landene om gensidig overtagelse af behandling i nødstilfælde.
Der i alt (i 2006) 36 almene privathospitaler og 105 offentlige. Hertil kommer 94 private specialklinikker og 98 offentlige (f.eks. psykiatriske klinikker, rehabiliteringscentre osv). De 141 almene hospitaler beskæftiger 95.730 medarbejdere, mens 32.500 er beskæftiget i private og offentlige klinikker. Omkostningerne til sundhedsvæsenet i Schweiz var i 2005 52,7 mia CHF svarende til 11,4 % af bruttonationalproduktet. Per indbygger udgør det 7.025 CHF (ca. 33.000 kr).
Undervisning.
Den tekniske højskole i Zürich
Det schweiziske skolesystem er meget komplekst, hvor ansvaret er delt mellem mellem staten og kantonerne. Kantonerne har en vidtgående autonomi, mens staten garanterer gratis undervisning, fastlæggelse af skoleårets begyndelse i august og kontrol af kvaliteten i undervisningen. I alle andre anliggender har kantonerne kompetencen i de obligatoriske skoler.
I overbygningsskolerne (f.eks. gymnasium) har staten en noget større kompetence, men kantonerne har stadigvæk ansvar for udførelsen af undervisningen.
I de højere læreanstalter er kompetencen også delt mellem stat og kanton. Staten har således ansvaret for faghøjskolerne og de to tekniske højskoler i Zürich og Lausanne, mens ansvaret for universiteterne ligger hos kantonerne.
Med 5 år begynder børnene i "Vorschule" som svarer til børnehave og er et toårigt forløb.
Med 7 år påbegynder børnene det 5-årige forløb i "Primarschule". Når dette forløb er afsluttet fortsætter børnene i 12-årsalderen til "Sekundarstuffe", hvor der skal vælges mellem 3 skoleniveauer, alt efter hvilken uddannelse børnene skal have senere i livet. Sekundarstufe består af to trin, hvor den obligatoriske skolegang slutter med første trin. Længden af forløbet er forskelligt mellem kantonerne, men som regel er det samlede forløb med primarschule og første sekundarstufe i alt ni år. Lærebøgerne er også forskellige i kantonerne, men med afslutningen af det obligatoriske skoleforløb skal eleverne have mindst samme niveau.
Omkring 90 % af eleverne fortsætter til andet trin af sekundarstufe. Her får eleverne en grundlæggende erhvervsuddannelse. Herefter kan eleverne fortsætte til en almen uddannelsesskole, som enten er gymnasium eller fagmellemskoler.
Den almene uddannelse giver adgang til det såkaldte "Tertiärstufe", der består af handelshøjskoler, universiteter, faghøjskoler og pædagogiske højskoler.
Landbrug og råstoffer.
Omkring 3,7 % af befolkningen arbejder indenfor landbrug. Mange små landbrug, landets ugunstige topografi, høje lønninger og strenge forskrifter for dyrehold og landskabsbeskyttelse indvirker negativt på den internationale konkurrenceformåen. Med den tiltagende åbning af verdensmarkederne gennem WTO står de schweziske landbrug under pres. Sektoren er imidlertid under forandring, og der opstår flere store landbrug i det fladere Mittelland. Således var der en nedgang i antallet af beskæftigede i landbruget fra 1990 til 2000 på 32.000 personer svarende til næsten 25 %. Antallet af landbrug sank også med cirka 25 %, mens det samlede landbrugsareal stort set ikke ændrede sig.
I de bjergrige egne er dyrehold og mælkeproduktion dominerende. I Mittelland ligger vægten imidlertid på korn-, kartoffel- og roedyrkning. I det østlige Schweiz og Wallis er der en markant frugtdyrkning, mens vin primært dyrkes i det vestlige Schweiz.
Landet har ikke mange naturlige råstoffer, og der udvindes typisk grus, kalk, ler, granit og salt.
Vandkraft er imidlertid en vigtig naturgiven ressource, hvor omkring to tredjedele af landet forsynes fra mere end 500 små og stor vandkraftværker.
Industri.
Den største del af bruttonationalindkomsten kommer fra den sekundære og tertiære sektor. Schweizisk industri er hovedsagelig afhængig af importerede råvarer som forædles og sælges på eksportmarkedet. Det høje uddannelsesniveau i Schweiz giver landet en førende position indenfor højteknologisk produktion, og Schweiz er stærk indenfor bioteknologi og kemisk industri samt præcisionsinstrumenter og fødevareforædling. Schweiz har relativt få store selskaber i international målestok; blandt de største er Nestlé og Novartis.
Tjenesteydelser.
Den tertiære sektor har den største andel af de erhvervsaktive, i alt 72 %. Dominerende indenfor sektoren er handel, sundhed og uddannelse samt bank- og forsikringsvæsen. Bankvæsen står for hele 14 % af BNP og mere end 100.000 er beskæftiget indenfor dette område af økonomien.
Turisme spiller også en vigtig rolle gennem de seneste 150 år, hvor Alperne og landets centrale beliggenhed i Europa trækker folk til.
BNP, eksport og import.
Bruttonationalproduktet i Schweiz var i 2006 omkring 486 mia. CHF., hvilket svarer til cirka 64.400 CHF pr. indbygger (ca. 300.000 kr).
Schweiz' vigtigste eksportland er Tyskland, der tegner dog for 20,1 % af eksporten. Derefter følger USA med 10,3 %, Italien med 8,9 %, Frankrig med 8,6 %, England med 4,7 % samt Japan med 3,6 %. De vigtigste importlande er Tyskland med 33,3 %, Italien med 11,1 %, Frankrig med 10,3 %, USA med 5,0 % og England med 4,6 %. EU's marked har stor betydning for Schweiz, da mere end 80 % af landets udenrigshandel går hertil.
Jernbaner.
Tog fra Rhätischen Bahn (RhB) på Landwasserviadukt
Schweiz har med omkring 122 m/km² det tætteste jernbanenet i verden (undtagen Vatikanet og Monaco). Dette på trods af, at to tredjedele af landet er dækket af bjerge. Byer, der ikke ligger ved jernbaner, betjenes generelt af private buslinjer eller af Postauto, der er betegnelsen i Schweiz for busser, der køres af Die Schweizerische Post. Det schweiziske jernbanenet er på i alt på 5.068 km, hvoraf 3.686 km er normalsporet. Størstedelen er elektrificeret. Smalsporsbanerne har en samlet længde på 1.382 km. Det samlede rutenet for postbusserne er 10.400 km. Der er 692 jernbanetunneler med en samlet længde på 434 km, og der er 8.079 jernbanebroer med en samlet længde på 135,5 km. Endvidere er der 1.861 stationer.
Med en samlet strækning på 3.011 km ejes størsteparten af hovednettet af Schweizerische Bundesbahnen (SBB). Selskabet, der har omkring 28.000 ansatte, fragtede i 2006 285 mio. passagerer. Næststørste selskab er BLS AG med 2.632 ansatte, der ejer 434 kilometer af skinnenettet (og kører drift på i alt 520 km skinnenet). Herudover findes der i Schweiz omkring 50 private jernbaneselskaber, der som oftest bliver støttet af de enkelte kantoner.
To store jernbane-infrastrukturplaner præger fremtidens togdrift i Schweiz. "Bahn 2000" er en ambitiøs plan, der gennem om- og udbygninger af strækninger skal øge transporthastigheden og skaffe flere direkte forbindelser samt fornyelse af vognmateriel. Særligt knudepunktet omkring Zürich ombygges for at forøge kapaciteten, ligesom der bl.a. bygges en ny forbindelse mellem Mattstetten og Rothrist, hvorved der etableres højhastighedsstrækning mellem Bern og Zürich. Planens motto er: "Hurtigere, hyppigere og mere bekvemt". Planen blev iværksat i 1997, og en lang række af de nye strækninger er nu åbnet. Med udgangen af 2007 havde alle nye strækninger ETCS, der er et automatisk togsikkerhedssystem til højhastighedstrækninger i Europa. I 2006 fremlagde SBB ideerne for 2. etape af planen. Denne indeholder fortrinsvis mindre udbygninger, der dog har stor værdi for transporttiden. Etapen forventes finansieret fra 2012 og løber til 2030.
Det andet store jernbaneprojekt er "NEAT" ("Neue Eisenbahn-Alpentransversale"), der med nybygning af flere tunneler, der skal forbedre de nordsydgående jernbaneforbindelser gennem Alperne. Udbygningen vedrører to hovedforbindelser via Gotthard og Lötschberg. Lötschberg-tunnelen blev åbnet for passager- og godstrafik den 9. december 2007. Gotthard-tunnelen forventes åbnet i 2016 og vil med sine 57 km blive verdens længste tunnel. Køretiden mellem Zürich og Milano vil afkortes med 1 time.
Udover den normale jernbanedrift har Schweiz et stort antal bjerg- og tandhjulsbaner, kabeltrukne baner samt svævebaner.
Vejtrafik.
På trods af de mange investeringer i den kollektive trafik har Schweiz også et meget tæt motorvejssystem. Størstedelen af befolkningen har mindre end 10 km til nærmeste motorvej. Udover motortrafikvej og hovedveje findes der også mange mindre veje over bjergpassene.
Vejnettet er opdelt i nationale veje (typisk motorveje og regionale hovedveje), kantonveje (typisk hovedveje eller andre større forbindelser indenfor kantonen) og kommuneveje. Der er 1.756 km nationale veje (heraf 1.358 km motorvej), 18.117 km. kantonveje og 51.446 km kommuneveje.
Benyttelse af motor og motortrafikveje kræver køb af et mærkat, der koster 40 CHF om året. Endvidere er benyttelse Sankt-Bernhard-Tunnelen afgiftsbelagt. Turistsejlads gennemføres på floderne og de store søer.
For lastvognstrafik gælder siden 1. januar 2001 en særlig afgift, der betales efter antal kørte kilometre i Schweiz, vægt samt lastvognens emission. Schweiz arbejder samtidig for, at der skal indføres en særlig kørselsgrænsende told for lastvogne, der kører i transit over Alperne. På grund af en traktatmæssig binding i forhold til EU, kan Schweiz ikke suverænt indføre en sådan afgift. Schweiz arbejder derfor for at indføre afgiften i hele alperegionen.
Der var i 2006 indregistreret 3,9 mio personvogne i Schweiz, hvilket svarer til 516 pr. 1.000 indbyggere (til sammenligning er der 354 pr. 1.000 indbyggere i Danmark). I 2006 var der 370 trafikdræbte i Schweiz, hvilket svarer til 5 trafikdræbte pr. 100.000 indbyggere (7 i Danmark).
Skibstrafik.
Den eneste havn med tilslutning til havet findes i Basel ved Rhinen. Seks rederier sejler med over 30 skibe under schweizisk flag med en lastekapacitet på omkring 1 mio. ton, hvilket er under 1 promille af verdens tonnage.
Flytrafik.
Tre fly fra Swiss i Zürich
Der er over 65 lufthavne og flyvepladser i Schweiz. De største lufthavne findes ved Zürich (Flughafen Zürich, 17,9 mio passagerer i 2005) og Geneve Aéroport International de Genéve (9,4 mio passagerer i 2005). Schweiz' tredjestørste lufthavn (Euroairport Basel-Mulhouse, 3,3 mio passagerer i 2005) ligger på fransk territorium. Mellemstore lufthavne findes i Sion, Bern-Belp og Lugano-Agno.
Markering af cykelruter i Nyon ved Genevesøen
Indtil betalingsstandsningen i oktober 2001 var Swissair det nationale flyselskab. Med en kapitalindsprøjtning fra den schweiziske stat etableredes et ny flyselskab på basis af det regionale flyselskab Crossair under navnet "Swiss International Air Lines", i daglig tale Swiss Airlines. Siden juli 2007 har det været et datterselskab under Lufthansa.
Cykelruter.
På trods af den bjergrige geografi i Schweiz har landet i alt 9 nationale cykelruter med en samlet længde på knap 3.200 km. Hertil skal lægges mere end 3.800 km regionale cykel- og vandrerruter. Jernbaner, busser og skibstrafik supplerer med transport langs eller mellem cykelruterne. Stigningerne på nogle af ruterne kan dermed tilbagelægges med tog.
Der findes endvidere en national mountainbike-rute, der går tværs gennem Schweiz fra Engadin til Rhône - en rute på 666 kilometer. Herudover findes en lang række regionale og lokale mountainbike-ruter.
Kultur.
Kulturen i Schweiz er påvirket af landets nabolande, men gennem tiderne har Schweiz udviklet en egen kultur. På grund af landets opdeling i flere sprogområder og dermed også flere kulturregioner, er det svært at tale om én særlig schweizisk kultur. De tre store sprogområder påvirkes af deres respektive nabolande, mens den rætoromanske kultur ikke har en sådan kulturel "storebror".
Skikke.
Lokale og regionale foreninger holder landets skikke i hævd, og det er først og fremmest musik, dans, teater, poesi, træskæreri og broderi. Ved siden af musik og dans har Schweiz en lang tradition indenfor tekstiler. Broderi anvendes således til de traditionelle folkedragter ("Trachten").
National- og helligdage.
Fra statslig side er kun den 1. august fastlagt som national festdag for hele landet. Reguleringen af alle andre festdage er alene et anliggende for kantonerne, der kan fastlægge op til 8 andre lovmæssige festdage. På grund af dette er der udover nationaldagen kun 3 andre dage, som er anerkendt i hele Schweiz: Nytår, Kristi himmelfartsdag og 1. juledag. I store dele af landet er langfredag, påskedag, pinsedag og 2. juledag fridage. De fleste festedage er helligdage, og derfor fejres f.eks. Corpus Christi (60. dag efter påske), Maria Himmelfart, Allehelgensdag og Maria undfangelse kun i de katolske kantoner. Der findes endvidere en række lokale festdage.
Mad og drikke.
Det schweiziske køkken har været under indflydelse af det tyske, franske og norditalienske køkken. Regionalt er der dog store forskellige, hvor de sproglige områder typisk er rettesnor for grænserne. Flere retter har dog opnået en "national" status og er kendt i hele Schweiz.
Typiske schweizer-retter er ostefondue, Raclette, Älplermagronen og Rösti. Den verdensberømte müsli blev udviklet af den schweiziske læge Maximilian Bircher-Benner omkring 1900. Den kendte chokolade med honning, mandel og nougat, der er formet som en bjergtinde (Toblerone) har været produceret i Bern i mere end 100 år, og eksporteres til mere end 120 lande i verden.
Kendte produkter er den schweiziske ost og chokolade. Blandt de lokale specialiteter er Basler Läckerli (honningkage), Vermicelles (pureret kastanje), Appenzeller Biber (honningkage), Meringue (marengs), Aargauer Rüeblitorte (gulerods-nøddekage) og Zuger Kirschtorte (kage smagt til med kirsebærsnaps) populære.
Blandt drikkevarer er sodavanden Rivella populær, samt chokoladedrikken Ovomaltine, der er et kakaopulver, der kan blandes op med mælk. I udlandet er det kendt som Ovaltine.
Arkitektur.
Da det neutrale Schweiz har været forskånet for krigshandlinger i nyere tid, findes der i hele landet en stor original bygningsmasse.
Den romanske stil fra det 12. århundrede er repræsenteret i katedralerne i Basel, Sion, Chur, Genève og Lausanne. Denne opulente stil findes også i mange slotte og borge, som ofte er i en god stand. Katedralerne i Schaffhausen, Zug og Zürich er i gotisk stil, mens de i Einsiedeln, St. Gallen og Solothum er holdt i barok.
Under renæssancen var der mange arkitekter først og fremmest fra kantonen Ticino, som stod for byggeri i Italien og Polen.
I Schweiz værdsætter man enestående arkitektur, og landet har fostret kendte arkitekter som Mario Botta og Le Corbusier, som også har præget moderne arkitektur. Arkitekterne Jacques Herzog og Pierre de Meuron fra Basel er inden for de senere år blevet kendte navne med bygningsværker som Tate Modern i London og Allianz Arena i München.
Billedkunst.
I det 16. århundrede har protestantismen haft stærk indflydelse på billedkunsten i Schweiz. Siden har flere schweiziske kunstnere sat sig igennem internationalt, f.eks. Alberto Giacometti, Jean Tinguely (kendt for sine bevægelige figurer af metalskrot) og Paul Klee, der ofte hyldes som Schweiz' kendteste maler.
Teater.
Skuespilhuset i Zürich (Schauspielhaus Zürich) regnes som et af de betydeligste tysksprogede teatre. Flere af Bertolt Brechts teaterstykker er blevet uropført her, og også de fleste stykker af Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt blev spillet for første gang her.
Det i 1891 åbnede operahus i i Zürich (Opernhaus Zürich) har også haft mange uropførelser. Store operastjerner gæster regelmæssigt operahuset. Oprindelig opførte man her også skuespil og musikteater, men efter åbningen af skuespilhuset begrænsede operahuset til at opføre opera, operette og ballet.
Andre teatre af betydning er Theater Basel, Stadtteater Bern samt Cabaret Voltaire i Zürich, der er dadaismens arnested.
Musik.
Blandt de traditionelle musikformer er jodling den mest kendte. Det er en sangform, der sandsynligvis er opstået som en kommunikationsform mellem bjergtoppene, og som senere er blevet en del af den schweiziske kulturarv. Jodling kan groft sagt inddeles i to former: "Juchzin" som er korte råb med meningsindhold, mens "Naturjodel" er afsyngning af en melodi uden tekst.
Aplehornet er et klassisk schweiziske instrument, som er et flere meter langt blæseinstrument, der traditionelt laves af ét langt træstykke. Alpehornet har inspireret flere klassiske musikværker, blandt andet Rossinis opera Wilhelm Tell og Brahms' første symfoni.
Særligt i det 20. århundrede har Schweiz frembragt et antal kendte komponister. Arthur Honegger, Othmar Schoeck og Frank Martin er alle nået ud internationalt. I Luzern gennemføres hvert år en international musikfestival (Lucerne Festival), og lignende begivenheder gennemføres også i en række andre byer, hvor særligt Montreux Jazz Festival er kendt.
Herudover har der siden 1950'erne været en levende pop- og rockscene i Schweiz. Fra slutningen af 1970'erne slog pop- og rockmusik med dialekttekster igennem. Succesrige pop-og rockmusikere er DJ Bobo, Polo Hofer, Patrick Nuo, Stephan Eicher, Yello, Gotthard, Sina og Andreas Vollenweider. Flere af disse har også fået succes uden for Schweiz' grænser. Krokus er det eneste band, der indtil nu med succes har været på turné i en årrække i USA.
Schweiz har vundet Eurovision Song Contest to gange: I 1955 med Lys Assia og i 1988 med Cèline Dion som vinder. Herudover er der en bred palet af folkemusik i alle sprogområder. Street Parade i Zürich er verdens største teknobegivenhed med omkring 1 mio. besøgende. Den finder sted hvert år i september.
Museer.
I Zürich ligger Schweizerische Landesmuseum, som har den største kulturhistoriske samling i Schweiz, der dækker helt fra landet urhistorie til det 21. århundrede. Det næststørste museum i Schweiz er Historische Museum Bern med 250.000 genstande af forskellig herkomst.
Samlingerne i Kunstmuseum Basel blev i 1661 købt af byen Basel af en privat samler, og er det ældste offentlige museum i Europa. Ved købet omfattede samlingen flere verdensberømte malerier, samt efterladenskaber fra Erasmus af Rotterdam. Kunsthaus Zürich har den mest betydende samling af værker af Alberto Giacometti samt den største Edvard Munch-samling uden for Norge. Kunstmuseum Bern er Schweiz' ældste kunstmueum med en permanent samling og har værker fra otte århundreder.
Et andet betydende muesum er Anatomische Mueum Basel, som fremviser originalpræparerede og voksmodeller af menneskelige kropsdele og organer. Her findes bl.a. det ældste anatomiske præparat i verden: et skelet præpareret i 1543.
Det mest besøgte musum er Verkehrshaus i Luzern, som har en stor samling af lokomotiver, biler, skibe og fly.
Technorama i Wintherthur er landets science center, hvor man kan udføre eksperimenter indenfor teknik og naturvidenskab.
I det vestlige Schweiz ligger flere museer, der har internationale organisationer som tema. Det internationale Røde Kors og Røde Halvmåne-museum i Genève dokumenterer disse organisationers historie, og det Olympiske museum i Lausanne viser den nutidige olympiske bevægelse siden 1896.
Videnskab.
Det første universitet i Schweiz blev grundlagt i Basel i 1460. Den schweiziske læge og alkymist Paracelsus har haft betydning for landet lange tradition for kemisk og medicinsk forskning. Andre forskningsområder med betydning for fremtiden ligger særligt indenfor nanoteknologi, informatik, rumforskning og klimaforskning.
Flere nobelprismodtagere har haft deres forskningsmæssige rødder i Schweiz, f.eks. Albert Einstein.
Af statslige forskningsinstitutioner er der de to tekniske højskoler i hhv. Zürich og Lausanne, samt landets ti universiteter. Det europæiske center for forskning i partikelfysik (CERN) er endvidere beliggende i Genève tæt på grænsen til Frankrig.
Sport.
a>, er for mange den mest kendte schweiziske sportsudøver.
Schweizisk sport er samlet i paraplyorganisationen "Swiss Olympic (der også organiserer andet end olympiske sportsgrene), som består af 82 underforbund, der igen består 22.600 foreninger med omkring 2,8 mio. medlemmer
Skisport (særlig alpine discipliner) er populært i Schweiz, hvor landets alpine sportsudøvere har stor international succes. Vreni Schneider ligger i toppen med 55 worldcupsejre og 5 OL- og VM-guldmedaljer i perioden 1989-1995. Andre kendte alpine udøvere er den tidligere storslalommester Michael von Grünigen samt Bruno Kernen og Paul Accola.
Blandt sommersportsgrene er fodbold den mest populære, og i de senere år har herrelandsholdet opnået gode internationale resultater. Efter at have slået Tyrkiet i kvalificeringskampen gik Schweiz videre til VM i fodbold 2006, hvor de røg ud i ottendedelsfinalen efter en dramatisk straffesparkskamp mod Ukraine. Som værtsnation til Europamesterskabet i fodbold 2008 (sammen med Østrig) var Schweiz automatisk kvalificeret.
For mange er den kendteste sportudøver verdensstjernen i tennis Roger Federer, der har en række tennisrekorder, og han har fået en del opmærksomhed for sit arbejde i UNICEF og for vanskeligt stillede børn.
Hovedkvarteret for Den Internationale Olympiske Komité ligger i Lausanne, og her ligger også et OL-museum og hovedkvartererne for flere internationale sportsforbund. Schweiz har været vært for vinter-OL 2 gange, hhv. i 1928 og 1948 hvor legene foregik i St. Moritz.
Schæchtning.
Billede fra 1400-tallet af et schæchteri
Schæchtning ['sjægdneN] (tysk "schächten" slagte, fra hebraisk "שחט") er en slagtning efter jødisk ritus hvor dyrets halspulsåre og luftrør overskæres.
Ritualet har oprindelse i Det Gamle Testamente. Dyret må ikke være beskadiget, inden dets halspulsårer skæres over med et enkelt, sammenhængende snit, og bedøvelse er derfor ikke tilladt, da dette tolkes som en beskadigelse. Princippet er, at blodet løber ud af det slagtede dyr ved hjertets egen kraft.
Ritualet er beslægtet med halalslagtning, der foregår efter samme metode.
I Danmark foregik der for tiden august 2005 officielt hverken halalslagtninger eller schæchtning, idet det eneste slagteri, der udførte de rituelle slagtninger, er lukket.
Det Dyreetiske Råd udtalte i 1997, at hensyn til religion vejede tungere end dyrevelfærd, og rådet tog derfor ikke afstand fra de to slagtemetoder. I år 2005 anbefalede samme råd et forbud mod slagtningsmetoden, hvis dyret ikke på forhånd var bedøvet.
Science fiction.
Science Fiction by, "Verdens undergang" 1860
Science fiction er en litterær genre, som oprindeligt omfatter romaner og noveller, hvis handling udspiller sig i et tænkt miljø, hvor videnskaben, og herunder særlig den teknologiske udvikling, har gennemgået mere eller mindre markante ændringer med virkning på både samfundet og individerne.
Genrens afgrænsning er lidt flydende, så det ikke kun er et værks indhold, som er afgørende for, om det medregnes til den. Værkets skaber, eller hvordan det bliver markedsført, kan også være af betydning.
Genren har efterhånden bredt sig til mange andre medier, fx film, radio, fjernsyn og tegneserier.
Forkortelser.
Science fiction kan både forkortes til sci-fi og sf. Begge har dog deres problemer. Sci-fi blev oprindeligt opfundet som en pendant til "hi-fi", og skulle signalere høj kvalitet. Betegnelsen vandt hurtigt udbredelse i de populære medier. Som resultat deraf fik betegnelsen en negativ association blandt mange fans, der forbandt det med blød science fiction, space opera, eller bare science fiction af lav kvalitet generelt. Det stod i modsætning til "den ægte vare", der enten var hård science fiction eller science fiction af høj kvalitet, og som skulle forkortes "sf". Som en yderligere tvist blev "sf" senere forsøgt omdefineret til at står for "spekulative fiction", der omfattede både science fiction og fantasy.
Undergenrer.
Der er en række typer af fortællinger under science fiction-genren, der har fået deres egen betegnelse, og ofte også deres egen fanskare.
Generelle betragtninger.
På tværs af de etablerede undergenrer er der en række begreber og inddelinger, der ofte bliver brugt i beskrivelse af science fiction.
Fremtiden.
Science fiction foregår ofte - men ikke altid - i fremtiden, og omvendt er langt fra alle historier, det er tidssat i fremtiden, udtryk for science fiction. Hvis ikke samfundet har undergået betydningsfulde ændringer (og således er udtryk for en ekstrapolation), regnes det normalt ikke for science fiction.
Selv når science fiction-historier foregår i fremtiden, handler de sjældent om fremtiden. Science fiction er, når det ikke bare er underholdning, som regel et forsøg på at forstå "nutiden" snarere end at komme med forudsigelser om fremtiden. Det er en udbredt misforståelse at vurdere science fiction ud fra hvor mange af dens forudsigelser der bliver opfyldt.
Forholdet til naturvidenskaben.
Der skelnes i nogen sammenhænge mellem "hård science fiction", hvor den teknologiske udvikling skal holde sig indenfor, hvad samtidens naturvidenskab forventer vil være muligt, og "blød science fiction", hvor der ikke er lagt sådanne begrænsninger på den teknologiske udvikling.
I nogen kredse bruges science fiction som synonym for hård science fiction, og blød science fiction kaldes "sci-fi" og regnes for en form for fantasy. At specielt grænsen til fantasy er vanskelig at definere fremgår af forfatterens Arthur C. Clarkes tredje lov "Enhver tilstrækkelig avanceret teknologi kan ikke skelnes fra magi."
Idébaseret.
I science fictions kerneområde, hvor den adskiller sig mest fra andre genrer i litteraturen, flyttes fokus væk fra personerne og historien og rettes i stedet mod det omgivende samfund. Her vil de ideer, som forfatteren ønsker at udforske, være manifesteret. Det kan ofte være tale om ekstrem ekstrapolering eller opskalering af udviklingstendenser i tiden, men helt nye ideer kan også undersøges litterært på denne måde.
Dette kan være vanskeligt at forholde sig til for en kritiker, som er skolet indenfor personorienteret litteratur. En science fiction forfatter sammenlignede det med at vurdere et landskabsmaleri efter de samme kriterier som et portrætmaleri.
Det er som oftest ideer fra naturvidenskaben og teknologien, der fokuseres på, men i dystopier og utopier er det normalt politiske eller sociale ideer, der udforskes, tit med en klar politisk agenda. Dystopier som "1984" og "Fagre Nye Verden" har haft stor inflydelse på den politiske diskussion.
Idebaseret science fiction er ofte, men ikke altid, hård science fiction.
Handling- og personbaseret.
I mange science fiction-fortællinger er fokus flyttet fra selve ekstrapoleringen over til mere almengyldige historier med vægt på personer og handling, men hvor science fiction-elementer, som for eksempel en futuristisk teknologi, bruges som ydre ramme for at fortælle en historie fra en anden genre. Således er "Star Wars" et traditionelt eventyr fortalt med rumskibe og lyssværd, i stedet for sejlskibe og metalsværd.
Ved at flytte handlingen til en verden forskudt i tid eller rum får forfatteren mulighed for at benytte virkemidler, der ville virke fremmede i en mere nutidig og nærværende ramme.
Handlings- og personbaseret science fiction er ofte, men ikke altid, blød science fiction.
Udefrakommende betragter.
Et trick, der ofte benyttes, er at lade fortællingen foregå gennem en person, der er fremmed i den verden, hvor handlingen udspiller sig. På den måde kan det beskrevne samfund ses udefra. Det gør det mere naturligt at bruge plads på at beskrive fænomener, som må virke helt dagligdags for dem, der er opvokset i samfundet. Rejser i tiden, rummet eller i helt andre dimensioner er alle metoder, som kan bruges til at bringe den udefra kommende til den beskrevne verden.
Som oftest lader man en person fra en verden, der ligner vores, komme til en fremmed verden og fungere som tolk for læseren. Det modsatte ses dog også: man kan lade en fremmed komme til vores verden og beskrive vores dagligdag fra en ny vinkel.
Den udefra kommende betragter er især nyttig i idebaseret science fiction, hvor selve samfundet er i fokus. Men den udefrakommende betragter kan også bruges i eskapistisk, handlingsorienteret science fiction, hvor helten udover rollen som tolk også kan fungere som et identifikationsobjekt.
Elementer.
esp (fx telepati, telekinese og clairvoyance),
kunstig intelligens,
virtual reality,
parallelle dimensioner og
Historie.
Der er mange ældre værker fra før genren opstod, der ville kunne rubriceres som science fiction efter dagens normer. For eksempel kunne Dante Alighieris "Den guddommelige komedie" kaldes en science fiction-trilogi med den tids dominerende videnskab (teologi) som den bærende kraft. Ligeledes kan en politisk satire, hvor fremmede verdener bruges til at kommentere samfundet med, for eksempel "Gullivers Rejser," også falde under genren. Eller ville have kunnet, hvis de havde været udgivet senere.
Jules Verne og H.G. Wells regnes normalt for at være genrens fædre. Hvor Jules Vernes historier som "En verdensomsejling under havet" havde karakter af rene eventyr, var H.G. Wells historier som "Tidsmaskinen" stærke sociale kommentarer.
I mellemkrigstidens USA blomstrede pulpgenren. Det var let læselige og fantastiske romaner, hvoraf mange også faldt ind under science fiction, specielt space opera. Genren fandt i denne periode også vej til de visuelle medier, som for eksempel figuren "Flash Gordon" (dansk: Jens Lyn), der optrådte både som tegneserie og forfilm.
Joseph W. Campell fik i tiden omkring anden verdenskrig sat gang i en strøm af idebaseret og ofte hård science fiction med forfattere som Isaac Asimov og Robert A. Heinlein.
I 1960'erne begyndte en række forfattere under fællesbetegnelsen "den nye bølge" at skrive science fiction, hvor der i højere grad end tidligere blev lagt vægt på traditionelle litterære værdier.
I 1980'erne indledte William Gibsons roman, "Neuromancer", cyberpunk-genren, hvor der blev lagt vægt på forholdet mellem menneske og maskine, beskrevet i samfund, der ikke ligger tidsmæssigt langt fra vores.
I tiden op til (og efter) årtusindskiftet blev tidsperspektivet for megen science fiction kortere og kortere, og mange forfattere som for eksempel Neal Stephenson i "Cryptonomicon" lod handlingen udspille sig i fortiden.
Fankultur.
I USA er der opstået en særlig subkultur ("fandom") omkring science fiction-genren, hvis fans kalder sig "fen", og som mødes til messer, kaldet "cons" (kortform af "conventions"), hvor de også får mulighed for at møde skaberne. Mange møder op udklædte til disse messer. Mellem messerne holdes kontakten vedlige gennem blade, som er skabt af og for fans ("fanzines"), og hvor der udover nyheder og rygter også publiceres fanskrevne noveller ("fan fiction"). Nogle science fiction-forfattere har indledt deres karriere med at skrive fan fiction. Der er en udbredt følelse i subkulturen af, at man ikke bliver forstået af det omgivende samfund, og at man til en vis grad står udenfor og i opposition til dette.
Den generelle sf-fandom har sit primære fokus rettet med den skrevne del af genren, men derudover eksisterer der nogle mere specifikke subkulturer (subsubkulturer?) rettet mod enkelte værker, oftest fra visuelle medier, såsom" Star Trek" og "Star Wars".
Science fiction-subkulturen har i varierende grad både fællestræk, overlapninger, og organisatorisk samarbejde med tilsvarende subkulturer, der er dannet omrking fantasy, anime og manga, samt tegneserier, men den er den ældste og bedst organiserede af disse.
Fankulturen har bredt sig udenfor USA, hvor den især har fundet fodfæste i den engelsktalende del af verden.
Dansk science fiction.
Ludvig Holberg nævnes gerne som proto-science fiction-forfatter med sit utopiske værk "Niels Klims underjordiske Rejse" (1741). H.C. Andersen skrev egentlig science fiction i form af to eventyr, nemlig "Lykkens galocher" (1838) og "Om årtusinder" (1853). Vilhelm Bergsøe udgav en af Jules Verne stærkt inspireret science fiction novelle kaldet "Flyvefisken "Prometheus"" i sin novellesamling "I Skumringen" (1876). Niels Meyn skrev sin første science fiction-roman i samarbejde med A. Klingsey kaldet "Med Luftskib til Mars" (1911). Denne blev senere fulgt op af egne science fiction-udgivelser med nøjagtig samme plot. Knap så kendt er Valdemar Hanøls racistiske pulp fiction-roman "Sølvhjerneskallerne" (1930). Men den mest konsekvente danske science fiction-forfatter var uden tvivl Niels E. Nielsen, der gennem et helt liv skrev dystopiske romaner om verdens undergang en dag i fremtiden pga. menneskets misbrug af teknologi.
Siden har Inge Eriksen, Svend Åge Madsen, Erwin Neutzsky-Wulff og Anders Bodelsen forsøgt sig med genren. Desuden skal Claus Deleurans tegneserie fra 1977 "Rejsen til Saturn" også nævnes.
Litteratur.
*
Sankt Nicolai Kirke (Aabenraa Kommune).
Sankt Nicolai Kirke ligger umiddelbart nord for den gamle bykerne, som i middelalderen var befæstet. Den anselige kirke, der i sin grundstamme er en senromansk, enskibet korskirke med østapsider, er opført i munkesten i to tempi omkring 1250-60, og for det vestlige afsnits vedkommende, antagelig i tiden op imod 1300.
__TOC__
Kirkebygningen.
Af den oprindelige bygning, står nu skib, korsarme med apsider samt koret, der udgør det vestligste fag af det nuværende langstrakte korparti, hvis forlængelse hidrører fra 1758. Ved nordsiden er et sengotisk sakristi udvidet mod øst og på nordre korsarmsgavl en lille udbygning for urlodderne. I sin nuværende skikkelse præges bygningen af en omhyggelig restaurering 1949-56 ved arkitekt Kaare Klint.
Bygningshistorie.
Den senromanske bygning, der viser nært slægtsskab med de ældste dele af Haderslev Domkirke, har i sine østlige dele en høj granitkvadersokkel med stejl hulkant. Murene har brede ende- og hjørnelisener (flad, lidet fremspringende pilaster), der omfatter store blændingsfelter, som på flankemurene opefter afsluttes af savskifter. Af de tre apsider, er kun den på nordre korsarm bevaret, mens hovedapsiden forsvandt ved korombygningen 1641, og den søndre, der endnu 1755 eksisterede, er rekonstrueret 1952.
Dem oprindelige vinduesanordning med slanke rundbuevinduer sammenstillet to og to er bevaret intakt i korets nordside, medens vinduerne ellers er rekonstruktioner efter de oprindelige. Der er fire døre, anbragte i korsarmsgavle og flankemure, alle anbragt i vandret afsluttende murfremspring.
I det indre har apsiderne halvkuppelhvælv. De oprindelige hvælv er bevaret i kor, korsskæring og korsarme, medens øvrige hvælv er rekonstrueret 1949-56. Indvendig i skibets sydvesthjørne er det et noget senere indbygget, rundt trappehus. 1641 blev kor og sakristi ændret og igen 1758 blev korpartiet ændret.
1813-16 blev de to veslige hvælv i skibet nedtaget og erstattet af en tøndehvælving af gipset træ og 1869-81 gennemførtes omfattende, men temmelig hårdhændede istandsættelsesarbejder. 1908 blev der over korsskæringen i stedet for en tagrytter fra før 1755 opført et dominerende, lidet heldigt murstenstårn med trappegavle og høj tagrytter. Den seneste restaurering tilstræbte hovedsagelig at bringe bygningen tilbage til tilstanden inden 1800-tallets uheldige ombygninger. Apsiden ved den sydlige korsarm blev genopført, og over korsskæringen anbragtes en blyklædt tagrytter, svarende til den 1908 nedtagne. Kirken står nu med blank mur og tegltag.
Inventar.
Det murede alterbord stammer fra 1758.
Herpå står en pompøs altertavle fra 1642, et billedskærerarbejde i rig og voldsom barok. Storstykket med snosøjler flankeres af store figurer. Altertavlen er istandsat 1956.
Der er tre alterkalke fra 1466, 1740 og 1751.
Der er to oblatæsker fra 1714 og 1716.
Der er sengotiske alterstager fra 1625.
Døbefonten har ny granitkumme på senromansk fod med dyrefigurer og anden ornamentik.
Prædikestolen er et flot billedskærerarbejde fra 1565.
Orglet er fra 1956 og bygget af Marcussen & Søn, Aabenraa.
Ottekantet pengeblok stammer fra 1600-tallet.
En skibsmodel, en fregat med Frederik 5.'s monogram er ophængt efter 1818.
Der er tre klokker, hvoraf to er genforeningsklokker.
Der er mindetavler for faldne i krigene 1870-71 og 1914-18.
Sculler.
En sculler er en kaproningsbåd ofte uden ror med to årer til hver roer.
Typer.
En sculler med plads én roer kaldes en singlesculler, og en båd med plads til to roere kaldes en dobbeltsculler. En firemandssculler kaldes en dobbeltfirer. Flermandsbåde kan være udstyret med et ror, som betjenes med fødderne af én af roerne.
Sportsgren.
"Sculling" (roning i scullere) anses af nogle for en anden sportsgren end almindelige roning, hvor der typisk ros i både med kun en åre til hver roer.
Konkurrencer.
Ved internationale konkurrencer skelnes der mellem lette og tunge roere, der konkurrerer separat.
Secession.
Secession (af lat. "secessio" "udtræden")
gruppe kunstneres udtræden af et kunstnersamfund ved
dets udstillinger, fordi man er utilfreds med
den herskende – gerne akademiske – retning og
dens censur ved udstillingerne. Den ny
gruppe optræder da i en særudstilling: "secessionens"
udstilling, som kan være en fri udstilling under vekslende
former eller en udstilling uden censur,
Secessioner blev i 1880'erne og 90'erne
et ret almindeligt fænomen over hele kunstens
verden: Den Frie Udstilling, Grønningen-udstillingen
i København, udstillingerne på Marsmarken i
Paris fra 1891 af "Société Nationale des Beaux-Arts" og Wiener Secession som nogle eksempler.
Sediment.
a>.Af latin "sedere" = "sidde". Sediment er det, der afsætter sig, når stenarterne bliver nedbrudt. Omfordeling af partiklerne kan ske i vand (se sand og ler) eller i luften (se klit og löss).
Seiches.
Seiches er vandbølger i en sø, således at hele søens vand skvulper fra side til side. Ved det store jordskælv i Lissabon i 1755 blev der observeret seiches i Skandinavien.
Seinen.
Seinen (fr. "La Seine") er en flod i Frankrig, der løber gennem Paris. Den er 776 km lang. Ifølge myten opstod Seinen som en flod, der udsprang af tårerne fra en nymfe, der blev forfulgt af en satyr.
Seinen udspringer 470 m.o.h. ved Saint-Germain-Source-Seine ved Côte-d'Or. På vej til sit udløb i Den Engelske Kanal (fr. "la Manche") passerer den - udover Paris - byerne Troyes og Rouen. Floden afvander et areal på næsten 75.000 km², et område der rummer 30% af Frankrigs befolkning.
Seismograf.
En seismograf er et apparat, der måler og optegner jordrystelser.
En seismograf består i princippet af et ophængt lod forsynet med en spids eller pen. På denne måde kan der tegnes kurver, seismogrammer, og man kan få et indtryk af jordskælvets styrke og retning.
De gamle seismografer kunne kun registrere vandrette bevægelser, men i dag har man seismografer, der er i stand til at registrere op-ned bevægelser, frem-tilbage bevægelser samt sideværts bevægelser.
Man anvender både mekaniske og elektromagnetiske seismografer. De mekaniske består af fjederophængte penduler, der kan registrere både lodrette og vandrette bevægelser alt efter om der er tale om vertikalpenduler eller horisontalpenduler.
I de moderne elektromagnetiske seismografer bevæger det svingende system en trådrulle i et magnetfelt. Den inducerede spænding giver anledning til en strøm, der kan registreres af et spejlgalvanometer (1,2)
Seismologi.
Seismologi (gr. seismos, (jord-) skælv) er læren om jordskælv. En seismolog er en specialist i denne videnskab.
Sekant.
En sekant er i matematikken en ret linje der skærer en kurve. Især om en linje der skærer en cirkel i to punkter.
Sekret.
Sekret (latin "secernere", "secretum": udskille, afsondre. "Secretio": udskillelse)
Ved sekreter i egentlig forstand forstås afsondringer dannede i særlige organer (kirtler), idet sekretet udskilles fra disse gennem særlige udførselsgange.
Sekretion.
Sekretion er udskillelsen af kemiske stoffer fra kirtler. Der skelnes mellem indre og ydre sekretion. Den indre sekretion er udskillelsen af stoffer i blodet, for eksempel hormoner fra hypofysen og skjoldbruskkirtlen. Den ydre sekretion er udskillelsen af stoffer til legemets hulrum, for eksempel til mavesækken eller til legemets overflade.
Sekretion kan også være udfældning af mineraler i bjergarters sprækker eller hulrum.
Sekstant.
En sekstant er et vinkelmålingsinstrument til at måle vinklen mellem solen og horisonten, solhøjden, ved middagstid for at bestemme breddegraden.
Instrumentet anvendes blandt andet af navigatører indenfor sø- og luftfart til stedbestemmelse og er derfor indrettet, så det kan holdes i hånden uden stativ.
Sekstanten består af en ramme på 60 grader og er forsynet med en gradinddelt skala limbus, (nonius), samt en bevægelig radial arm, alhidaden med et spejl og ved limbus en rude med aflæsningsmærke. Desuden er der på rammen monteret et fast spejl, optisk tilbehør og farvede glas til beskyttelse mod sollyset.
Det har fået sit navn fra latin "sextans", som betyder en sjettedel, da instrumentet er på 60 grader (eller en sjettedel af en fuld cirkel) og er en videreudvikling af oktanten (der var på 45 grader eller en ottendedel af en fuld cirkel).
Den nautiske sekstant med spejle, som menes taget i brug i 1767, er en videreudvikling af oktanten, menes opfundet af englænderen John Hadley i 1731. Omkring samme tidspunkt fremkom amerikaneren Thomas Godfrey med en tilsvarende opfindelse.
Til astronomisk brug (uden spejle og teleskop) fremkom sekstanten allerede i 1500-tallet.
Sekstillion.
Sekstillion er en million kvintillioner = 1036 (1 efterfulgt af 36 nuller).
Én kubikkilometer vand indeholder 33 sekstillioner molekyler.
Antallet af IPv6 adresser er 340 sekstillioner.
Seksualitet.
Seksualitet er en rummelig betegnelse for alt som handler om kønsliv og kønsdrift. Uanset om det er i forbindelse med reproduktion, lyststillelse eller fornøjelse. Modsætningsvis handler sex i daglig tale mest om konkrete handlinger.
Sekt.
En sekt er en gruppe, der skiller sig ud på en markant - og ofte skismatisk - vis fra en større gruppe og kultur, ikke mindst i forhold til religiøse opfattelser og praksisser. En sekt kan have et indbygget system af isolationisme, og dette viser sig på forskellige måder. Typisk at børn ikke tillades at tage del i almindelige højtider og/eller at man undgår kontakt med folk udenfor sekten. Der skabes en "os" og "dem"-tankemåde, der forstærker følelsen af at være speciel for at fastholde medlemmerne.
Problemer med at definere begrebet sekt.
Traditionelt var en sekt et religiøst samfund, der skilte sig ud fra majoritets-religionen, dvs. i Vesten fra statskirken. I praksis var alt andet end den autoriserede kirke altså en sekt.
Der er flere problemer med den sondring, som især Stark og Bainbridge har forfinet. Dels vil betegnelserne næppe overskride akademisk brug, eftersom flertallet ikke er bekendt med den nærmere betydning af især "kult" og "denomination". I praksis sondres der - fx fra journalistisk hold - kun mellem statsreligion og sekt. Dels er de få velkendte udtryk stærkt emotionelt ladede - ikke mindst betegnelsen 'sekt', som af mange opfattes som nedsættende. Endelig forklarer skemaet ikke, hvordan en gruppe som fx Scientology kan gå fra at være en traditionel mental kult i 1950'erne til i løbet af få år at blive en autoritært ledet sekt - uden at være brudt ud af en moderkirke.
Sekteriske grupper.
Eftersom ordet 'sekt' har en negativ og diffus betydning, giver det efter nogles mening, fx Dialogcentrets, ikke mening at bruge 'sekt' om en sociologisk gruppe. Fx Dialogcentret vil derfor bruge neutrale ord som "ny religiøs bevægelse" om de sociologiske grupperinger, mens man vil bruge det nedsættende adjektisk "sekterisk" til at begtegne en adfærd, som i vekslende grader kan forekomme hos nye religiøse bevægelser - ja, for så vidt også statskirker og grupper af enhver art.
Kritik af sekterisme.
Der har fra forskelligt hold været rejst kritik af sekter og sekterisme, bl.a. den såkaldte Anti Cult-Movement såsom det amerikanske American Family Foundation, AFF. Kritikken har her gået på den brug af "hjernevask" og manipulation, som sekteriske grupper skulle bruge til at indfange og nærmest bortføre intetanende unge mennesker med. Kritikken her har typisk været sekulær og religionsskeptisk, og er ofte rejst af pårørende til medlemmer af de kritiserede grupper. Andre kritikere tilhører The Christian Counter-Cult-Movement og går snarere på en religiøs-kristen kritik af sekternes religion. I Danmark har især kristne organisationer som IKON og i højere grad Dialogcentret stået som kritikere af sekterisme, delvis med træk af Christian Counter-Cult, men - hævder de nævnte kristne grupper selv - primært for at hjælpe folk til at træffe frie og myndige valg uanset om de vil være med i den sekteriske gruppe eller ej. Så fx Dialogcentret ønsker ikke at forbyde sekteriske nye religiøse bevægelser, men ønsker føre religionskritisk dialog med dem og hjælpe mennesker, som mener, de er kommet til skade på de sekteriske grupper.
Selene.
Selene, Hesperos, Phosphoros (Louvre, Paris)
Selene (græsk "selēnē" "måne") er månegudinden i den græske mytologi.
Hun er datter af titanerne Hyperion og Theia og søster til Helios (Solen) og Eos (Morgenrøden). Hun kører hen over himmelen i en vogn, der er trukket af to heste (hvor Helios har fire heste). Hun forelskede sig i mennesket Endymion.
Semafor.
Semafor er det græske udtryk for signalbærer. Enkelte danske bøger bruger stavemåden semafore.
Semantik.
Semantik er en gren af lingvistik, som beskæftiger sig med betydning. I tværsproglig semantik sammenligner og kontrasterer man betydningsenheder i forskellige sprog. Semantik adskiller sig fra pragmatik ved primært at beskæftige sig med sprogligt indkodet betydning, hvorimod pragmatik beskæftiger sig med ytringer og den mening, som sprogbrugere kommunikerer og opfatter i en bestemt kontekst.
Leksikalsk semantik.
I leksikalsk semantik analyseres ords betydninger, sådan som de er blevet indkodet i et bestemt sprog. Alt efter formål og teoretisk udgangspunkt kan analysen bestå i en beskrivelse, en klassifikation eller en dekomposition af ordet.
Grammatisk semantik.
I grammatisk semantik analyseres betydning, sådan som den er blevet indkodet i morfologiske og syntaktiske konventioner.
Seminarium.
Ordet Seminarium blev i oldtiden brugt om uddannelsesanstalter af enhver art.
Semipermeabel membran.
En semipermeabel membran er en halvgennemtrængelig membran. Som for eksempel cellemembranen.
Semit.
En semit er et medlem af den folkegruppe, der taler semitiske sprog. Ordet "semit" kommer fra Noahs søn Shem, som ifølge Bibelen var stamfar til de semitiske folkeslag, det vil sige bl.a. araberne, aramæerne, babylonerne, kartaginienserne, etioperne, hebræerne og fønikerne. Ordet dækker dermed alle de nuværende og uddøde semitisk-talende folkeslag.
Betegnelsen semit anvendes også ofte om jøder.
Semitiske sprog.
De semitiske sprog er en gruppe beslægtede sprog, der fortrinsvis tales i Mellemøsten. De mest kendte semitiske sprog er arabisk og hebræisk.
Semitisk regnes til den større sprogfamilie afroasiatisk (sammen med oldægyptisk og forskellige berbersprog). Det har været foreslået, at de semitiske og de afroasiatiske sprog langt tilbage skulle være beslægtede med de indoeuropæiske sprog - den såkaldte nostratiske hypotese - men de fleste lingvister er forbeholdne, fordi de ordsammenligninger, der påberåbes, er usikre.
Fælles karakteristika.
Mange rødder går igen fra det ene semitiske sprog til det andet, fordi de er forholdsvist nært beslægtede. For eksempel finder man roden "k-t-b" (med grundbetydningen "skrive" eller "skrift") både på hebræisk og arabisk: "han skrev" hedder på hebræisk "kathav", på arabisk "kataba".
Beslægtede ord og rødder kan også variere i betydning fra et sprog til et andet. For eksempel betyder roden "b-y-ḍ" på arabisk både "hvid" og "æg", medens den på hebræiske kun har betydningen "æg". Roden "l-b-n" betyder "mælk" på arabisk, men "hvid" på hebræisk.
Selvfølgelig er der ikke altid sådanne overensstemmelser. Til at angive "viden" bruges fx på hebræisk roden "y-d-ʿ", men på arabisk bruges rødderne "ʿ-r-f" og "ʿ-l-m".
Andre afro-asiatiske sprog fremviser lignende mønstre, men som regel med tokonsonantale rødder i stedet for de semitiske trekonsonantale. Et eksempel er berber-sproget kabylsk, hvor "afeg" betyder "flyv!", medens "affug" betyder "flyvning" og "yufeg" betyder "han fløj".
Semitisme.
Semitisme er interesse og respekt for det jødiske samfund og dets historiske, kulturelle og religiøse betydning. Semitisme opfattes af nogle som det modsatte af antisemitisme.
En semitisme betegner endvidere en vending eller udtryksform, der er en mere eller mindre direkte oversættelse fra et semitisk sprog og ikke hører naturligt hjemme i det sprog, hvor den optræder.
Semois.
Semios er en 210 km lang flod, der løber gennem Belgien og Frankrig, hvor den munder ud i floden Meuse. Den har sit udspring ved Arlon i provinsen Luxembourg i Belgien.
Semper ardens.
Semper ardens betyder "Altid brændende". Carlsberg bruger udtrykket til en øl-serie.
Selenografi.
Selenografi (af månegudinden "Selene") er beskrivelsen af Månens overfladeforhold.
En person, der beskæftiger sig med selenografi, kaldes en "selenograf".
Et punkt på Månens overflade kan betegnes ved dets "selenografiske længde" og "bredde."
Senat.
Senat, fra latin "senatus", betyder et ældsteråd, afledt af ordet "senex" (gammel mand). Ordet blev oprindelig brugt om den fornemste rådsforsamling i oldtidens Rom. I moderne tid bruges det i flere lande (bl.a. USA og Frankrig) om det ene af parlamentets to kamre.
Tyskland.
De fire nordtyske storbyer Berlin, Hamborg, Bremen og Lübeck ledes hver især af et senat, der udgør en delstatsregering eller en magistrat eller begge dele på én gang (Berlin og Hamborg er selvstændige delstater, og byen Bremen udgør sammen med Bremerhaven delstaten Bremen). Senatorerne svarer til rådmænd og ministre, mens senatspræsidenten, der også har titel af regerende borgmester, førsteborgmester eller simpelthen borgmester, i Berlin og Hamborg har funktioner svarende til premierministerens funktion i de andre tyske forbundslande.
Indtil udgangen af 1999 havde Bayern et parlamentarisk tokammersystem bestående af Landdagen og Senatet. Senatet var et andetkammer, der først og fremmest havde rådgivende funktion, og hvis medlemmer ikke var folkevalgte, men valgt eller udpeget af forskellige sociale, økonomiske, kirkelige eller kulturelle grupperinger. Efter en folkeafstemning afskaffede man Senatet og gik over til et etkammersystem.
Separation.
Separation kommer af latin "separare" = "adskille". Ordet bruges først og fremmest om den juridiske tilstand (betænkningstid), der ofte går forud for en skilsmisse.
I nyere tid har ordet fået en ny anvendelse, idet det nu også kan bruges om den adskillelse af forskellige stoffer, som foregår i tekniks bearbejdning af blandinger. Et eksempel på dette er den separation af slammet, som ofte følger en afgasning i et biogasanlæg.
Sepoy.
Sepoy var betegnelsen for indiske soldater hyret af europæiske magter, primært briterne, til deres hærstyrker i Britisk Indien. De gjorde ofte tjeneste i områder, hvor de ikke selv havde personlig tilknytning. Betegnelsen sepoy blev først og fremmest anvendt på menige soldater af indisk afstamning inden for infanteriet.
Se også.
Sepoy-oprøret - om den omfattende opstand mod briterne i Indien i 1857-58
Seraf.
En seraf er en engel med tre par vinger der nævnes i Det gamle testamente. Navnet kommer af det hebraiske verb "saraf" (= at brænde). Ordet "serafim" (= de brændende) benyttes også om slanger, sandsynligvis med tanke på smerten ved slangebid.
Serapis.
Serapis var en gammelegyptisk-hellenistisk gud, som bliver forbundet med Osiris og Apis og fremstod som memphistisk form af Osiris.
Sergent.
Sergent (, omdannet fra:"serviens" for 'tjenende') er en befalingsmand af sergentgruppen på mellemlederniveau, i nogle lande betegnet som en underofficersgrad.
En sergent vil typisk være gruppefører for en 8-10 mand. De fungerer desuden ofte som instruktører for deres underordnede soldater.
I den danske hær kan en sergent være gruppefører for bl.a. en infanterigruppe, en ingeniørgruppe, en sanitetsgruppe eller kampvognskommandør. I Søværnet kan sergenten være banjermester på mindre enheder, radiostationsleder, maskin- eller dæksregnskabsfører etc. og i Flyvevåbnet næstkommanderende i en flydok.
En (tand)lægestuderende værnepligtig vil have sergentstriber og kaldes under(tand)læge.
Inden for hjemmeværnet findes ligeledes graden sergent, som typisk er en funktion som
befalingsmand eller stabsfunktion som f.eks kommandobefalingsmand for et kompagni.
Svarer til "Petty Officer" i Royal Navy og "Feldwebel"/"Bootsmann" i Bundeswehr/Bundesmarine.
Serigrafi.
Serigrafi kaldes også silketryk eller rammetryk. En trykmetode stammende fra Kina hvor man skar to skabeloner ud og limede dem sammen med hår. Senere blev det silkedug og i dag anvendes kunststofdug (gaze, kunstsilke).
En serigrafiramme består af en træ-, aluminiums- eller stålramme, hvorover der er spændt en fintvævet dug - næsten ligesom et malerlærred. Dugen er dækket af en tæt belægning undtagen der, hvor farven skal trænge igennem.
Motivet overføres som regel til trykrammen fotografisk. Dette gøres ved at silken dækkes med en lysfølsom emulsion, der efterfølgende belyses gennem en film.
Efter belysningen fremkaldes motivet. Der hvor filmen har været klar er emulsionen belyst og derved hærdet (negativ-emulsion), de ubelyste områder af emulsionen (hvor filmen er sort) er stadig uhærdede og kan vaskes væk. Herved opnås at farven kan trænge gennem de områder der er ubelyst, men ikke gennem de belyste områder.
Ved en anden teknik benyttes en særlig 2-lags skærefilm, hvor motivet skæres ud i hånden og filmen hæftes på silken med et opløsningsmiddel - eller der anvendes selvklæbende film. Endvidere kan rammen dækkes af midlertidige motiver i form af papir, plast mv.
Selve trykningen foregår ved at trykfarven lægges i rammen og trykkes gennem motivet i silken, ned på emnet der skal trykkes på, med en rakel - en træliste med gummikant, der under let pres trækkes frem og tilbage over silken.
Serigrafi har sin fordel i at man kan trykke på alle materialer og i store størrelser med stor holdbarhed. Derfor anvendes det til vejskilte, trykte kredsløb, tekstiler og reklameskilte. Anvendes også industrielt til buede overflader som glasflasker, shampoobeholdere mv.
Serum.
Serum, eller blodserum, er den flydende del af blod. Det fremstilles af blod f.eks. taget ved blodprøve, ved at fjerne blodceller og fibrin. Blodplasma, og dermed serum, indeholder de antistoffer, som beskytter kroppen mod infektioner.
Anvendelser.
Serum anvendes til diagnosticering af sygdomme kaldet serologi. Ved at undersøge serum fra en patient for antistoffer imod en given bakterie, virus eller parasit, kan man konstatere om patienten har været inficeret med den. Til dette formål anvendes teknikker som f.eks. ELISA, IFA, radioimmunassay m.m.
Serum kan bruges til at bekæmpe infektionssygdomme eller til behandling af visse forgiftninger herunder slangebid.
I dag benyttes serum sjældent til behandling, da der er stor risiko for overfølsomhedsreaktioner hos patienten. Således vil serum fremstillet af hesteblod være livsfarligt for personer, der er allergiske overfor heste.
Til celledyrkning anvendes ofte serum i de vækstmedier som cellerne lever i. Ofte bruges serum udvundet af fostre. Serum fra fostre (Føtalt serum) indeholder masser af vækstfaktorer som fremmer cellernes delingsevne, det er frit for antistoffer som kan skade cellerne og vil i mindre grad end serum fra voksne dyr kunne indeholde virus. Mange celler kan dog fint klare sig med vækstmedier som ikke indeholder føtalt serum. Føtalt serum til celledyrkning udvindes som regel fra kalvefostre ("Føtalt kalveserum", "Fetal bovine serum"). I Europa sker udvindingen fra døde kalvefostre.
Service.
En service eller serviceydelse er et (til tider gratis) ikke-materielt produkt (marketing), hvilket blandt andet vil sige kundebetjening, hjælpsomhed, kulance, konsulentbistand, rådgivning mm.
Servitut.
En servitut er en disponeringsbegrænsende bestemmelse for en ejendom, grund eller andet. Den faglige (juridiske) definition på en servitut er: "En på særligt retsgrundlag hvilende ret til at råde over en fast ejendom i begrænset omfang eller til at kræve opretholdt en given tilstand på ejendommen". Servitutter kaldes ofte deklarationer, som betyder "erklæring" og henviser til det dokument, der hjemler en servitut.
En servitut stiftes ved, at man som (privat eller kommunal) grundejer beslutter sig for, eller indvilliger i, at pålægge sin ejendom en servitut og herefter tinglyser den. Det er den pågældende grundejer selv, og kun ham, der kan pålægge ejendommen en servitut. Som grundejer kan man stort set stifte de servitutter, man vil. Det gælder både mht. hvad det er for en retstilstand, servitutten skal sikre, og mht. at indføre evt. bestemmelser om tilsyn og håndhævelse ved manglende overholdelse af servitutten – f.eks. om at der ved misligholdelse af servituttens forskrifter skal betales en bod.
Servitutstiftelse følger dansk rets almindelige regler om aftaleindgåelse. Dvs. at Kong Christian V's Danske Lov fra 1683 udstikker (endnu gældende) retningslinjer om, at en aftale skal holdes, og at den ikke må stride mod "lov og ærbarhed". Aftaleloven har imidlertid større praktisk betydning for, hvordan retten til at stifte servitutter begrænses. Ifølge Aftalelovens § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Tommelfingerregelen er altså, at en servitut dels skal være rimelig, og dels ikke må gøre den offentligretlige regulering illusorisk. Denne regel er også baggrunden for Planlovens § 42, der siger, at lokalplanrelevante servitutter kun kan pålægges efter forudgående samtykke fra kommunalbestyrelsen. Der må dog ikke meddeles samtykke i tilfælde, hvor der som følge af Planlovens § 13, stk. 2, skal tilvejebringes en lokalplan, dvs. hvor der er lokalplanpligt. Privat servitutregulering må således heller ikke gøre lokalplanlægningen illusorisk. Derfor giver Planloven en kommune mulighed for at nægte samtykke til et servitutpålæg, såfremt kommunen mener, at servitutten vil foregribe og evt. give problemer i forbindelse med senere lokalplanlægning for den pågældende ejendom.
Setter.
En setter er en langhåret engelsk hønsehund. Der er flere setter-racer.
Sex.
Sex er et begreb, der omfatter en bred vifte af aktiviteter, såsom strategier for at finde eller tiltrække partnere (parringsadfærd), handlinger mellem individer, fysisk eller følelsesmæssig intimitet og seksuel kontakt.
I nogle kulturer er seksuel kontakt kun acceptabelt indenfor ægteskab; anden seksuel aktivitet finder dog stadig sted i sådanne kulturer. Ubeskyttet sex er en risiko for uønsket graviditet eller seksuelt overførte sygdomme. I nogle områder er seksuelt overgreb på individer forbudt ved lov, og betragtes som mod samfundets normer.
Seksuel nydelse.
Seksuel nydelse er nydelse, opnået ved enhver form for seksuel aktivitet, oftest onani og samleje. Selvom orgasme (seksuelt klimaks) er generelt kendt, omfatter seksuel nydelse også erotisk nydelse under forspil og nydelse grundet fetichisme eller BDSM.
Kulturelle aspekter.
thumb
Som med andre adfærdsmønstre har menneskets intelligens og komplekse fællesskaber produceret nogle af de mest komplicerede seksuelle adfærdsmønstre af alle dyr. De fleste mennesker eksperimenterer med en række seksuelle aktiviteter i løbet af deres liv, selvom det oftest kun er et fåtal af disse de praktiserer regelmæssigt. De fleste mennesker nyder nogle seksuelle aktiviteter. De fleste samfund har dog defineret nogle seksuelle aktiviteter som upassende (forkert person, forkert aktivitet, forkert sted osv.). Nogle mennesker nyder mange forskellige seksuelle aktiviteter, mens andre undgår alle former for seksuelle aktiviteter af religiøse eller andre årsager (cølibat, seksuel afholdenhed osv.). Nogle samfund og religioner ser kun sex som acceptabelt indenfor ægteskabet.
Sociale normer og regler.
Menneskets seksuelle adfærd er, ligesom mange andre slags aktiviteter, som mennesker foretager sig, generelt styret af sociale regler, som er kulturelt specifikke, og varierer voldsomt. Disse sociale regler henvises til som seksuel moral (hvad der kan og ikke kan gøres ved samfundets regler) og seksuelle normer (hvad der kan og ikke kan forventes).
Seksualetik, moral og normer relaterer til spørgsmål om bedrag/ærlighed, lovlighed, troskab og samtykke. Nogle aktiviteter, kendt som sexforbrydelser i nogle områder, er ulovlige i nogle retskredse.
Nogle mennesker indgår i diverse seksuelle aktiviteter som en forretningstransaktion. Når dette involverer at have sex med, eller udføre bestemte seksuelle akter for en anden person i bytte for penge eller noget af værdi, kaldes det prostitution. Andre aspekter af sexindustrien kan for eksempel være telefonsex-operatører, stripklubber, pornografi og lignende.
Næsten alle udviklede samfund betragter det som en alvorlig forbrydelse af tvinge nogen ind i seksuel adfærd eller til seksuelle handlinger uden personens samtykke. Dette kaldes seksuelt overgreb, og hvis der sker seksuel penetrering, kaldes det voldtægt, hvilket er den mest alvorlige form for seksuelt overgreb. Detaljerne vedrørende denne skelnen kan variere fra det ene retssamfund til det andet, ligesom det varierer fra kultur til kultur, hvad der helt præcist vil sige, at give sit samtykke til sex.
Hyppighed af seksuel aktivitet.
Hyppigheden af samleje kan rangere fra nul (seksuel afholdenhed) til 15 eller 20 gange om ugen. Der er generel enighed om at postmenopausale kvinder oplever en nedgang i hyppigheden af seksuel aktivitet og at den gennemsnitlige hyppighed af samleje nedsættes med alderen. Det indebærer ikke nødvendigvis, at den seksuelle interesse, endsige at den seksuelle aktivitet, mellem partnerne skulle dale.
Sikkerhed og underliggende problematikker.
Disse risici hæves ved enhver tilstand (midlertidig eller permanent), som svækker en persons dømmekraft, såsom påvirkning af alkohol eller stoffer, eller følelsesmæssige tilstande såsom ensomhed, depressivt eller euforisk humør. Omhyggeligt gennemtænkte aktiviteter kan reducere samtlige problemer.
Seksuel adfærd, som involverer kontakt med et andet menneskes kropsvæsker, medfører en risiko for overførelsen af kønssygdomme. Sikker sex er en måde at undgå dette på. Disse teknikker ses ofte som mindre nødvendige i forhold, hvor begge personer kender hinanden, og ved at ingen af dem har kønssygdomme.
På grund af sundhedsrelaterede bekymringer om HIV/AIDS, klamydia, syfilis, gonoré, HPV og andre seksuelt overførte sygdomme, ønsker nogle mennesker at potentielle sexpartnere skal testes for kønssygdomme først.
Seksuel adfærd som involverer kontakt mellem sæd og en kvindes skede eller vulva kan resultere i graviditet. For at undgå graviditet gøres der udbredt brug af forskellige former for prævention. De mest populære præventionsmetoder omfatter brug af kondom, p-piller, spermicider, hormonel prævention og sterilisering.
Sodomi og homoseksualitetslove.
Forskellige former for homoseksuel aktivitet har været forbudt ved lov i mange områder op gennem historien.
Oftest, selvom ikke altid, kaldes sådanne love sodomilove, men omfatter også stillingtagen til seksuel lavalder, love om "anstændighed" og andet. Love som forbyder homoseksuel sex har varieret bredt op gennem historien efter kultur, religiøse eller sociale tabuer og skikke, osv. Ofte er sådanne love også målrettet og håndhævet forskelligt alt efter køn. For eksempel var love om sodomi i Victoriatidens Storbritannien udelukkende rettet mod homoseksuelle mænd, og blev ikke håndhævet eller overhovedet henvendt til homoseksuelle kvinder.
Sexappeal.
Sexappeal er erotisk tiltrækningskraft. Begrebet bliver ofte forfladiget til udelukkende at handle om udseende, men fra da det drejer sig om erotisk karisma, er det ligeledes afhængigt af hvilke præferencer beskueren har, i lige så høj grad som hvordan den, der bliver set på ser ud og gebærder sig.
De fleste har formentlig oplevet i deres hverdag, hvordan mennesker kan være erotisk tiltrækkende trods et ydre, som langt fra lever op til de gængse forestillinger om skønhed. Udover de rent fysiologiske træk, som vægt, højde, almen ernærings- og sundhedstilstand, har evnen til at udtrykke sig stor betydning. Udtryk som beklædning, kropsholdning og -attitude, mimik og gestik er således også vigtige dele af sexappealen.
Sexappeal anses som attråværdigt at besidde og den fremvoksende skønhedsindustri i Danmark er således en refleksion af at mange gerne vil investere deres økonomiske midler til bytte for sexappeal. Men sexappeal er stadig et tveægget sværd - janteloven i Danmark kan nemt lede til, at mennesker med meget sexappeal bliver genstand for ondsindet sladder om løsagtighed eller anden almen misundelse.
Sexappeal afhænger af mange faktorer - en af de væsentligste er de samfundsmæssige normer og forestillinger af hvad det indebærer. På denne side af årtusindeskiftet er der således (stadig) en tendens til at tyndhed på kanten af det sundhedsskadelige, anses for seksuelt tiltrækkende, det gælder især for kvinder, men er i stigende grad også gældende for (unge) mænd, hvilket afspejles i et stigende antal tilfælde af anoreksi og bulimi.
Den øgede eksponering og kommercialisering af kroppen, og især dens sexappeal, som findes overalt i de vestlige og vestligt orienterede lande, former således vores opfattelse af sexappealens væsen og indhold. Mange går efter at kopiere billeder af modeller, skuespillere og sangere, og omskabe sig selv til at ligne dem, i stedet for at overveje, hvad de selv bliver erotisk tiltrukket af. Således er der mange kvinder, der mener at de skal være meget tynde, til trods for at dette ikke modsvares af den generelle holdning i den mandlige del af befolkningen. Mænd, på den anden side, overvurderer ofte hvor stor en muskelmængde, der skal til, for at være erotisk tiltrækkende på kvinder.
Sexologi.
Sexologiens historie.
Der findes et antal ældre sexhåndbøger, som Ovids "Ars Amatoria", Vatsyayanas "Kama Sutra","Ananga Ranga" og "The Perfumed Garden for the Soul's Recreation". Ingen af disse fremstillede dog sex som et formelt forskningsområde.
En af de tidligste sexforskere før det 20. århundredes sexologi var Richard Freiherr von Krafft-Ebing, hvis bog "Psychopathia Sexualis" beskrev hvad han anså for usædvanlige seksuelle abnormiteter.
Omkring år 1900 udviklede Sigmund Freud en teori om seksualitet baseret på studier af sine klienter.
Magnus Hirschfeld grundlagde Institut for sexologi i Berlin i 1919. Da nazisterne tog magten, var en af deres første handlinger, 6. maj 1933, at ødelægge instituttet og brænde biblioteket.
I 1947 grundlagde Alfred Kinsey Institute for Sex Research ved Indiana University der nu hedder Kinsey Institute for Research in Sex, Gender and Reproduction.
Hvad er sexologi?
Sexologi er i sin moderne form i høj grad et nyt fænomen.
Sexologi berører også emner som abort, folkesundhed, fødselskontrol og reproduktiv teknologi.
Sfinks.
En allé af sfinkser i Karnak
En sfinks var et fabeldyr i egyptisk og græsk mytologi.
I Egypten fremstilledes sfinksen med løvekrop og menneskehoved, der blev opstillet som vogter af templer og pyramider, som eksempelvis Sfinksen i Giza.
I Grækenland havde sfinksen kvindehovede og -bryster, løvekrop og ørnevinger. Forbipasserende skal løse en gåde for at undgå døden. Gåden lød: "Hvem går om morgenen på fire ben, om middagen på to og om aftenen på tre ben?". Ødipus kom med svaret (mennesket= barn, voksen og gammel med stok) og forårsagede således Sfinksens død.
Sfragistik.
Sfragistik (græsk "sphragis" "segl") eller sigillografi (latin "sigillum", diminutiv "billede") er læren om segl, f.eks brev- og dokumentsegl, herunder signeter.
Sfygmolog.
En sfygmolog (af "sfygmi", græsk: σφυγμός "sphygmos" "puls") er en udøver af "sfygmologi", læren om pulsen.
Pulsdiagnostik eller sfygmologi er i dag mest udbredt blandt alternative behandlere.
Det teoretiske grundlag er ofte af orientalsk oprindelse.
Sgraffito.
Sgraffito er en farvesætningsteknik, som bruges både til keramik, pudsning af husfacader og af enkelte malere som en måde at trække tidligere pålagte lag frem med maling. Navnet kommer af det italienske verbe "graffare", som betyder at "skrabe".
Teknikken består i at lægge et lag, som får lov at tørre, hvorefter man i halvtør tilstand skraber det af, hvor man vil have et mønster.
Teknikken har vært brugt i Tyskland siden det 13. århundrede, var almindelig i Italien i det 16. århundrede og er i dag i brug i afrikansk kunst. Sgraffitoen til bygningsdekoration var normal i den italienske renæssance og blev bredt til Tyskland af italienske bygmestre. Den blev modtaget og videreført af lokale mestre, og vi finder i dag eksempler på lokal folkekunst rundt om på mange steder i det habsburgske kejserrige.
Som male-/tegneteknik er den normalt holdt i sort-hvid. Den norske kunstner Kaare Espolin Johnson er blandt de mest kendte i vort område og har udført tildels store udsmykningsarbejder med den, blandt andet på Hurtigrutens skib «Harald Jarl», nu overført til nye vægge i MS «Trollfjord».
SHAEF.
SHAEF er en forkortelse for "Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary F'"orces", altså "de allierede styrkers hovedkvarter".
Hovedkvarteret havde fra 1943 og frem til slutningen af 2. verdenskrig kommandoen over de allierede styrker i Vesteuropa. General Dwight D. Eisenhower var den eneste chef for SHAEF.
Shah.
Shah (på persisk شاه), er det persiske ord for konge og anvendtes af de tidligere herskere i Persien (det nuværende Iran) og det Persiske Rige. Etymologisk samme ord som "skak".
“Shah” var titlen på persiske konger, inklusiv det akhæmenidiske dynasti (557 f.Kr. – 331 f.kr) som samlede Persien og skabte et stort interkontinentalt rige, indtil det blev overtaget af Alexander den store. Den fulde titel på de akhæmenidske herskere var xšāyaθiya xšāyaθiyānām, “kongernes konge” samenligneligt med det mellem persiske šāhān šāh, bogstaveligt “kongers konge” og moderne persisk shāhanshāh (شاهنشاه). På oldgræsk blev dette oversat "βασιλεύς τῶν βασιλέων (basileus tōn basiléōn)", “kongernes konge” rangerende på niveau med en kejser. Det indiske modstykke til shahanshah var rajadhiraja eller kshetra-pati (I retning af Padishah). Begge dele blev ofte forkortet til deres grundstamme, shah viz. basileus.
På engelsk er ordets brug som titel for den persiske konge sporet helt tilbage til 1564, som shaw (eller shaugh). Gennem dets arabiske form (også shah) dannede det grund for det vestlige ord skak og skak mat (engelsk: chess og check som i check mate).
På vestlige sprog, bliver begrebet shah ofte brugt som en upræcis gengivelse af shāhanshāh (Kongernes konge). Ofte forkortet til shah er den et begreb som dækker over en iransk monark, ordet blev brugt af de fleste tidligere regenter over de iranske riger, og mange nationaliteter af iransk oprindelse, eller under kulturel indflydelse.
Shaman.
En shaman er en slags præst.
En shaman er en åndemaner og kan være en buddhistisk præst.
"En shaman er en kvinde eller mand som viljesbestemt ændrer sin bevidsthedstilstand med den hensigt at kontakte eller rejse til en anden virkelighed for at hente kraft og visdom. Når denne opgave er udført, vender shamanen hjem for at bruge kraften og visdommen til at hjælpe sig selv eller andre." (antropolog Jonathan Horwitz).
Shamanisme.
Shamanisme er en verdensomspændende åndelig praksis. Man kan spore den min. 40.000 år tilbage, og shamanisme har været praktiseret fra Grønland til Sydafrika, Amerika til Australien. Et eksempel er den samiske noaide.
I følge M. Eliade kan følgende sætning bruges til at definere shamanen, og dermed shamanismens kerne: "En shaman er et menneske som, sammen med sin åndehjælper, tager på en sjælerejse til den anden verden (åndeverdenen), for at bringe hjælp og/eller kraft med tilbage til denne verden, til gavn for alle/samfundet."
Sjælerejsen er altså kernen. Denne kerne er siden hen blevet iklædt forskellige kulturers skikke, sange, mytologi osv. Herhjemme er det sejden og vølverne der repræsenterer vores lokale form for shamanisme.
Nogle mener at fraværet af ensartede regler og mytologier gør, at shamanisme ikke er en egentlig religion.
Shamash.
Shamashtilbedelse afbildet på antikke kalkstenscylindre.
Shamash (akkadisk "sol") eller Sama er det akkadiske navn på den babylonsk-assyriske solgud, tilsvarende den sumeriske Utu.
Som solen der bevæger sig hen over himlen, ser Shamash alt på sin vej. Han er derfor sandhedens og retfærdighedens beskytter og sammen med Adad også skytsgud for varselstagning.
Shamash danner, sammen med sin mor Ishtar (Venus) og sin far Sin (månen), en astral triade. Han er gift med Aja.
Hans tempel, som han delte med Sin, lå i Assur. Han blev også tilbedt i Jerusalem i det 7. århundrede, hvor hans heste og vogne stod fremme til tilbedelse.
Hans attribut er solhjulet og 20 er hans hellige tal.
Kilder/henvisninger.
"Mytologisk leksikon", Gerhard J. Bellinger ISBN 87-00-62704-6
Shampoo.
ShampooShampoo er et flydende sæbeprodukt til hårvask. Shampoo er højtskummende for at fjerne snavs. Generelt har shampoo en sur ph-værdi på mellem 4,5 - 5,0. tilsvarende hårets egen ph-værdi. Der findes også tørshampoo. Sæbe til kroppen kaldes nogle gange for bodyshampoo.
Shiisme.
Shiisme (arabisk: شيعة‎, IPA: [ʃiːʕɑh], Šī‘ah eller Shī‘ah, nogle gange stavet som shi'a og Shia) eller shia islam er den næststørste trosretning inden for islam. Tilhængere af shia islam er kendt som shī‘a, shī‘a-muslimer eller shī‘ītter (shiitter).
Trosretningen shiisme er som andre islamiske retninger baseret på Koranen og på lære og traditioner, der stammer fra islams profet Muhammed. Shiitter anser dog specielt Muhammeds nære familie, Husets Folk for at have en særlig åndelig og politisk ret over samfundet. Endvidere mener man, at ʿAlī ibn Abī Ṭālib, som var Muhammeds svigersøn og fætter, var den første imam og den retmæssige stedfortræder for profeten Muhammed, hvorfor legitimiteten af de første tre 'historiske' retledte kaliffer benægtes. Selvom shiismen samlet set er en minoritet i den muslimske verden, udgør retningen en majoritet i bl.a. Aserbajdsjan, Bahrain, Irak, Iran og Libanon.
Translitteration.
Betegnelsen Shī‘ī (arabisk: شيعي‎) i ental eller Shī‘ah (arabisk: شيعة‎) i flertal. Til tider skrives Shī‘ah med en apostrof (altså: "Shi'a") som er teknisk ukorrekt, eftersom det arabiske bogstav ʿayin (ع) som standard repræsenteres med en accent grave (`), venstre halv-cirkel (ʿ) eller et vendt komma (‘). Apostrofen repræsenterer det arabiske bogstav hamza (ء), som har en klar forskel i mening og udtale. Shī‘ah (flertal) afsluttes med det arabiske bogstav tāʾ marbūṭa, som også giver vanskeligheder i translitterationen. Det udtales som et blødt /h/ (eksempelvis: "Shī‘ah"), men i status constructus udtales det som /t/ (eksempelvis "Shī‘at ‘Alī"). Både tāʾ marbūṭa, accenttegnet og de lange vokaler undlades oftest i transkriptionen (eksempelvis Shia). I henhold til det arabiske chat-alfabet er translitterationen Shi3a. Den anbefalede form er Shī‘a'", med eller uden den lange vokal.
Termen Shī‘a er ikke af nyere oprindelse, men er nævnt i Koranen og i traditionerne ("ahadith") som betegnelse for tilhængere eller 'følgere'.
Koranen.
I Koranen er benævnelsen "shī‘a" nævnt fire steder. I to af disse vers (28:15 og 37:83) anvendes udtrykket eksplicit. I sidstnævnte koranvers betegnes en, som følger Moses, som "shī‘a" og en fjende af ham som aduwwih".
Traditioner ("hadith").
En tilsvarende række traditioner af samme karakter er anerkendt af både shia- og sunnimuslimer, men kun de førstnævnte anvender det som belæg for deres religiøse legitimitet.
I en række ældre værker bliver definitionen på shī‘a og hvem de er også beskrevet. F.eks. citerer
I traditioner af senere dato ses betegnelsen shī‘a også anvendt for andre grupperinger omkring en person, som eksempelvis shī‘a af Muʿāwīya ibn ʿAbī Sufyān.
Dansk litteratur.
I dansk litteratur anvendes forskellige betegnelser for termen shī‘a og ofte i en historiemæssig kontekst, hvor "shī‘at Ali" betegnes 'Alis parti'. Dette gælder også i danske leksika om islam. Dansk litteratur oversætter termen shī‘a som bl.a. hjælpere, følgere, ledsagere, parti, partisaner (ældre betegnelse), oprørere (ældre betegnelse) og løsrivere (ældre betegnelse), alt afhængig af kontekst. Årsagen til forskellene i betegnelse kan hænge sammen med forfatternes divergerende opfattelse om oprindelsen af shī‘a som trosretning.
Oprindelse.
Historikere har dog forskellige opfattelser af, hvornår denominationen Shī‘a blev til. Der er en vis enighed om, at 'Alis parti' bestod af en række 'følgere', som fulgte Ali (og senere hans sønner Hasan og Hussein), men der er uenighed om, hvornår dette følgeskab begyndte. Opfattelserne er delte mellem
Vestlig forskning har oftest tenderet mod at anse en af de sidste to muligheder for den mest sandsynlige forklaring. Den første opfattelse har dog også tilhængere.
Første shī‘a.
Udover disse fire inkluderes ʿAlī ibn Abī Ṭālibs nære familie, specielt profetens datter Fāṭimah al-Zahrā (ʿAlī's hustru) og hans to sønner Hasan og Hussein.
Efterfølgende Shī‘a.
Shī‘a voksede fra ʿAlīs nære familie og de fire første Shī‘a til en større skare af tilhængere. Efter ʿAlī's død overgik imamatet til hans ældste søn Hasan. Efter Hasans død ville ʿAlī's yngste søn Hussein få overdraget imamatet og således også følgeskabet.
Fra Ḥijāz spredte shiismen sig først til Bilād al-Shām (i det nuværende Syrien og Libanon), specielt som følge af, at den tredje historiske kalif ʿUthmān havde sendt Abū Dharr i eksil i Damaskus (hvor Muʿāwīya ibn ʿAbī Sufyān var guvernør). Abū Dharr prædikede her 'den sande islam [i.e. Shiisme]' og opfordrede folk til at støtte og følge ʿAlī. Shiisme blev herved styrket i Syrien, og udbredtes specielt under Hamdānid-dynastiet og senere.
Senere og nutidig Shī‘a.
Den shī‘a-islamiske tro inkluderer en bred vifte af forskellige grupperinger. Herunder findes en række forskellige teologiske overbevisninger, retsskoler og filosofiske og åndelige forskelligheder.
Den dominerende retsskole (som også udgør størstedelen af Shī‘a på verdensplan) er 'Tolver'-retsskolen ("ithna- ashariyyah"), også kendt som Jafari-retsskolen, som udgør omkring 85 % af samtlige. Den har sit navn efter troen på de tolv imamer, og findes hovedsageligt i Iran (90%), Azerbaijan (85%), Bahrain (80%), Irak (65%), Libanon (35%), and Kuwait (35%). Den udgør også en stor minoritet i Pakistan (30%) og Saudi Arabien (10–15%). Termen "Shī‘a" refererer oftest til Tolver-Shī‘a alene.
De to mindre grupperinger er Ismaili og Zaidi, som begge bestrider 'tolv' imamer.
Stedfortræderen Ali.
Shī‘a anser, at positionen som leder af den islamiske nation sker ved guddommelig udnævnelse - ligesom profeter er udnævnt af Allah, er stedfortræderen det også. Således anser Shī‘a, at Allah udvalgte Ali som stedfortræder for profeten Muhammed, og at udvælgelsen skete på guddommelig åbenbaring til profeten Muhammed, og derfor ikke afspejler dennes personlige eller subjektive holdning. Udnævnelsen skete i Muhammeds levetid. Ali indtog dog først stillingen som stedfortræder 35 år efter Muhammeds død.
Troen på guddommelig udnævnelse hviler bl.a. på et koranvers ("al-Baqarah" (Koen) 2:124), hvor Abraham bliver udnævnt som 'leder' ("imam") for menneskene efter allerede at have været profet i en lang årrække forinden.. Der opstilles herved en adskillelse mellem profetkald og imamat.
Ud over denne reference til Koranen tillægges der også Ali en særlig betydning ifølge "Sædvanerne af profeten Muhammed", ligesom shī‘a medregner en række forhold, der taler for Ali som stedfortræder: Ali var Muhammeds første fætter og eneste tætte mandlige familie. Ydermere var han også Muhammeds svigersøn, da han havde ægtet profetens datter, Fatima. Ali var kun ni år, da Muhammed modtog sin første åbenbaring. Endelig var Ali næst efter Muhammeds kone Khadidjah den første person, som accepterede profetens kald og blev muslim.
Shiitter og sunnitter ser forskelligt på udvælgelsen af kaliffer, idet shiitterne er af den opfattelse, at profeten Muhammed udpegede Ali til at være leder efter profetens død, og at imamerne så udpeger, hvem der skal være imam/leder efter deres død, mens sunnitterne mener, at udvælgelsen ikke bør baseres blot på slægtskab. Opdelingen i shī‘a- og sunnimuslimer skete i det syvende århundrede e.Kr. i forbindelse med mordet på Ali i 661 samt sønnen Husseins død i år 685 i Slaget ved Karbala, der gjorde ham til islamisk martyr.
Demografi.
Kort med fremhævelse af Shī‘a på verdensplan.
Mellem 15-20% af verdens muslimer er Shī‘a, som sammenlagt udgør omkring 215 millioner Shī‘a på verdensplan. Selv om shiamuslimerne udgør en minoritet blandt muslimer på verdensplan, udgør de en majoritet i bl.a. Aserbajdsjan, Bahrain, Iran og Irak.
Det er ikke muligt at give et mere præcist skøn over antallet af shiamuslimer, da der eksisterer undertrykkelse af minoriteter i visse lande. Bl.a. blev diskrimination af shiamuslimer i Saudi-Arabien officiel ved oprettelsen af Huset Saud i 1926. I visse tilfælde skyldes det politiske årsager eller manglende statistik. Ydermere er der stadig lande, hvor den største befolkningsgruppe undertrykker shiamuslimerne; i sådanne tilfælde skjuler shiamuslimer deres tro af frygt for deres liv. Dette finder sted i lande som Saudi-Arabien, Kina og Egypten.
Der er ingen statistik over antallet af shiamuslimer i Danmark, da det her ikke er tilladt at føre statistik over folks religiøse overbevisning. Der er blevet givet forskellige skøn over antallet af muslimer i Danmark på baggrund af bl.a. tidligere geografiske bopæl. Disse skøn fortæller dog kun noget om alle muslimske grupperinger i Danmark som en helhed og ikke nødvendigvis om antallet af shiamuslimer i Danmark.
Helligdomme.
Imam Ali-moskeen i Najaf, Irak.
Shimuslimer betragter en række monumenter og byer som værende hellige, og nogle af disse deles med sunnimuslimer.
Der henvises til, at imamen Ja'far al-Sadiq, som var sjette imam, har berettet: "Imam Ali-moskeen er den tredje af sammenlagt fem hellige steder: Mekka, Medina, Imam Ali-moskeen i Najaf, den anden Shia Imam Hussein Mausoleet i Karbalā og mausoleet for Fātimah - datter af den syvende Shia Imam Musa al-Kadhim i Qom, Iran".
Helligdommene besøges af shiamuslimer, enten i form af pilgrimsfærd (arabisk: زيارة‎ "Ziyārah/Ziyārat", betyder 'at besøge'), for at sende deres hilsen eller for at vise respekt for personen, der er gravlagt.
Det er estimeret, at kun byerne Mekka og Medina overgår Najaf i antallet af muslimske pilgrimme på årlig basis.
Shilling.
En britisk shilling fra 1955
Shilling er sikkert stadig bedst kendt som en tidligere engelsk mønt. Et engelsk pund var 20 shilling à 12 pence.
Etymologisk er shilling af samme oprindelse som den danske skilling.
Shiva.
Shiva er en gud i hinduismen.
Shiva.
Shiva er sammen med Brahma og Vishnu en af de tre mest populære guder, trimurti, i moderne hinduisme. Som sådan indtager han en position som skaberen og ødelæggeren.
Hans særlige tilhængere kaldes saivaite og for dem er Shiva den øverste og mest gavmilde gud med tilnavnet MahaDeva, som betyder Største gud på sanskrit.
Shiva er gift med Parvati, med hvem han har sønnen Ganesha.
Shopping.
Shopping bruges om den handling at gå på indkøb med den hensigt at finde og købe noget, man har lyst til at eje, som modsætning til den bevidste forbruger, der leder efter en vare, vedkommende har brug for. Det er altså en handling, som kun giver mening i et samfund, hvor der er mennesker, som lever i overflod. Shopping bruges af nogle mennesker bevidst eller ubevidst mentalt, idet det at besidde noget nyt og attråværdigt kan have en midlertidig dæmpende virkning på depressive tilstande.
Granatsplinter.
Tværsnit af brisantgranat fra 1. verdenskrig. Man kan se de indbyggede metalkugler, "shrapnel"
Granatsplint fra en 155mm brisantgranat.
Granatsplinter eller shrapnel er metalsplinter eller kugler, der fyldes i en granat for at blive spredt til alle sider med stor kraft ved eksplosionen.
Den engelske betegnelse shrapnel kommer fra fragmentationsgranatens opfinder, Henry Shrapnel (1761–1842), en engelsk artilleriofficer, der udviklede den første variant af denne ammunition.
Granatsplinter, eller shrapnel, er én af de største farer for infanteri i kampzoner. Derfor har man også altid forsøgt at beskytte personellet så godt som muligt imod denne trussel. Først med stålhjelme til beskyttelse af hovedet, og senere med fragmentationsveste og kevlarhjelme.
Shunt.
Elektrisk modstand, anbragt parallelt med et elektrisk kredsløb. Sidespor, elektrisk parallelforbindelse.
Shylock.
Maurycy Gottlieb (1856-1879) - "Shylock og Jessica"
Shylock er en person i Shakespeares "Købmanden i Venedig". Han er jøde og har en central rolle i historien om købmanden Antonio. Shakespeares er anklaget for antisemitisme, for sin skildring af Shylock.
Historien.
Shylock er en rig jøde, hensynsløs og brutal og kun ude på at få hævn over de kristne, som har gjort ham ondt. Historien er antisemitisk, fordi de fleste personer i historien viser afsky for Shylock alene pga. hans religion. Shylock indrømmer, at han hader 'købmanden i Venedig', fordi Antonio er kristen (Akt 1 Scene 3, linje 39), og han helmer ikke, før Antonio er død, da hans tro ikke kan forsvares.
Shylock får chancen for at dræbe Antonio, da Bassanio går til sin ven Antonio for at få et lån til en rejse til Belmont for at fri til den smukke og rige Portia. Antonio mangler penge og foreslår Bassanio at gå til Shylock, der låner Bassanio 300 dukater på betingelse af, at Antonio skal give Shylock et pund af sit kød, hvis han ikke kan betale dem tilbage.
I mellemtiden beklager Portia i Belmont sig til sin kammerpige Nerisa over sin fars testamente, som kræver, at alle mænd, som ønsker at gifte sig med hende, skal vælge mellem nogen kister med guld og sølv for at vise deres sande hensigter. To andre bejlere vælger guld og sølv og bliver afvist. Bassanio og hans ven Gratiano ankommer, og Bassanio vælger Portia i stedet for kisten med guld og sølv og viser således sine reelle hensigter. Gratiano bliver forelsket i Nerisa, og alle fire gifter sig. Portia og Nerisa giver deres mænd en ring og kræver, at de aldrig må skille sig af med dem.
Shylocks datter, Jessica, er i mellemtiden blevet forelsket i Bassanios ven Lorenzo og er flygtet med ham, da Shylock modsætter sig forholdet, fordi Lorenzo er kristen. De to kommer til Belmont med nyheden om, at Antonios skib er forlist, og at han nu ikke kan betale Shylock, som derfor kræver sit pund kød. Bassanio og Gratiano tager straks af sted til Venedig fulgt af Portia og Nerisa, der er forklædt som advokat og sekretær.
Da Shylock vil tage sit pund af kød, kommer Portia forklædt som Antonios advokat og fortæller, at efter venetiansk lov må Shylock kun tage ét pund - hverken mere eller mindre - og hvis der bliver taget en dråbe blod, skal Shylock betale med sit liv.
Shylock indser, at han ikke kan tage et pund uden at få blod med, og begynder at trække i land og fortælle, at han nu vil modtage Bassanios tidligere tilbud. Portia afslår og fortæller, at retten har været vidende til, at Shylock afslog alle de tidligere tilbud, og alt, han kan få, er sit pund kød, eller han kan eftergive Antonio lånet på visse betingelser.
Shylock indser nu, at han er slået og eftergiver Antonio pengene. Portia kommer med endnu en overraskelse, da hun fortæller Shylock, at ingen fremmed efter loven må skade en borger i Venedig, og at retten har bevis for, at Shylock har prøvet på det, og at han derfor skal dømmes til døden.
Shylock tigger om nåde og bliver benådet mod at give Jessica og Antonio sin formue og konvertere til kristendommen. Shylock ser ingen anden udvej og accepterer det og forlader retten som en slagen mand.
De to ægtemænd genkender deres hustruer og forenes.
Bag ved personerne.
Mens Shakespeare muligvis bevidst ville vise Shylock som en hård og ondskabsfuld jøde, viser han menneskelighed hos Shylock; tydeligt i monologen "Har en jøde ikke øjne?"-tale, hvori han beder om ret til værdighed og hævn over de kristne, som har gjort ham så ondt. I filmen "Købmanden fra Venedig" spiller Al Pancino Shylock som en tragisk person, som har gået så meget ondt igennem, mens købmanden i Venedig, Antonio, bliver spillet som en ond person, som afskyr Shylock alene for hans tro.
Det blev ikke nævnt i stykket, at pengeudlån var et af de få erhverv, jøder kunne få, og at kristne lånte af jøder, fordi Biblen forbyder renter på lån.
I det 15. og 16. århundrede så kristne ågerrenter som en større synd end kristne i dag, og for Shakespeares publikum var åger en stor synd. Var Shylock en blodtørstig ågerkarl? var han offer for antisemitisme? eller var han symbol på Shakespeares England, som var i religionskrig og derfor intet havde med antisemitisme at gøre?
Kendte Shylock'er.
Kendte skuespillere har spillet Shylock: Richard Burbage og Will Kempe i 1600, Charles Macklin i 1741, Edmund Kean i 1814, William Charles Macready i 1840, Edwin Booth i 1861, Henry Irving i 1880, Laurence Olivier i 1973 TV film og Al Pacino i 2004 i en filmversion.
Sibilant.
Sibilant (lat: "sibilo", "fløjte", "hvæse" eller "hvisle") eller rillehæmmelyd er konsonanter.
De frembringes som en frikativ med luftpassage langs en rille, centralt på tungen.
Sibylle.
Sibylle, Sibylla eller Sibyllen er navnet på to figurer fra oldtidens Grækenland. Den ene var datter af kong Daradanos af Troja, mens den anden boede i Cumae i det sydlige Italien og var udødelig, men ældedes stadig.
Sidstnævnte skulle ifølge en myte have bedt Apollon om evigt liv men glemt at bede om evig ungdom. Sibylle var et guddommeligt orakel, og Æneas spurgte hende til råds, inden han tog ned til underverdenen.
Sic transit gloria mundi.
Pater sancte, sic transit gloria mundi er et latinsk udtryk, der betyder “hellige fader (dvs. paven), således forgår verdens herlighed”. Dette siges af en munk ved hver ny paves indsættelsescermoni, samtidig med at han brænder et bundt hør bundet til en stav. Hensigten er at huske paven på, at han trods den nye titels storhed stadig er dødelig (og under Gud).
Siderisk.
Siderisk (af lat. "sidus," stjerne) betyder vedrørende eller målt ved hjælp af stjernerne.
Siderose.
Siderose (lat. "siderosis") er en ophobning af jern i væv.
Uden nærmere angivelse menes der en asbestose-lignende lungesygdom fremkaldt af jernstøv.
Transfusionssiderose er ophobning af jern, primært i leveren, som følge af gentagne blodtransfusioner.
Sigel.
Forkortelsestegn for et eller flere ord. For eksempel £ for pund sterling.
Sightseeing.
Sightseeing er en form for turisme, hvor man som turist ser på seværdighederne ("sight"="seværdighed") i en by, et land etc.
Sigma.
Derudover er Sigma også navnet på en fælles elite overbygning af svømmeklubberne Allerød og Birkerød i nordsjælland.
Signatur.
En signatur er en underskrift. En signatur er en måde hvorpå man skriver sit fulde navn i forbindelser, hvor man erklærer sig enig i noget.
Signet.
Signet. (udtales "si'net") Af latin "signum": 'tegn'.
Et stempel, en stempelplade eller en ring med graveret navnetræk, bomærke, våbenmærke eller anden form for symbol.
Blev (tidligere) benyttet til forsegling af breve, dokumenter og lignende.
Sigyn.
Sigyn er Lokes kone.Og har med ham tre børn.
Sigyn elsker Loke højt, og da aserne holder Loke fanget i en hule, hvor han er lænket til tre klippestykker under en giftslange, er hun fulgt efter.
Sigyn holder en skål under giftslangens hoved, så giften ikke rammer Lokes ansigt. Med mellemrum må skålen dog tømmes, og når giften da rammer Loke, skælver han så hele bjerget ryster og skælver.
Sikkerhedsopdatering.
I computerterminologi, en opdatering til et styresystem eller et program, der er nødvendige for at rette fejl, der kan gøre det let for "crackere" at bryde ind i maskinen.
Silikone.
Silikone eller silicone (Kemisk Ordbog) er en gruppe kunststoffer som er bestandige over for kemiske påvirkninger.
De er siliciumholdige polymerer hvis kemiske formel kan angives som [R2SiO]n, hvor R er organiske grupper (f.eks methyl).
Silikone anvendes blandt andet til kunstige brystimplantater, men er også meget anvendt til at fuge på badeværelser, rundt om vinduer eller andre steder hvor der skal være vandtæt. De fleste typer silikoneholdig fugemasse er svære eller umulige at male på efterfølgende. Disse fugemasser kan være baseret på enten alkohol, oxim, vand eller modificeret silan. Deres egenskaber og anvendelsesområder kan variere.
Silo.
Denne silo i Københavns Nordhavn indeholder 27 rum med sten, sand og grus.
a>. Ofte ses betonbund og betonsider på plansiloer. Dækkene forhindrer at afdækningen blæser af.
En silo forbindes normalt med en tank, der fyldes fra oven og tømmes forneden. En silo bruges til en række produkter i løsvægt, specielt korn, savsmuld og cement opbevares i siloer.
Siloer fyldes som regel ved hjælp af enten blæseanlæg, der som en omvendt støvsuger blæser materialet op i toppen, eller en snegl eller et transportbånd transporterer materialet op i et mere moderat tempo. Enkelte steder fyldes siloen med en kran.
Specielt indenfor landbrug benyttes plansiloer, der - som navnet angiver - ligger ned i stedet for at stå op. Teknisk set er det bare en betonkasse hvor låget og en ende mangler. Her opbevares typisk ensilage. Det smarte i plansiloen er, at man kan køre med en traktor oven på indholdet og presse det sammen.
Indenfor landbruget benyttes også gastætte siloer til foderkorn. Kornet opbevares i en totalt iltfri stålsilo, og denne opbevaringsform har mange fordele - specielt bør den miljømæssige fordel nævnes, at man ved gastæt opbevaring helt sparer tørringen af kornet og insektangreb.
Overført kaldes højhuse for "betonsiloer" eller "menneskesiloer", fordi der bor så mange oven på hinanden.
Silur.
Silur er en geologisk tidsalder, som strakte sig fra 443,7 millioner år til 416,0 millioner år siden, hvor den blev afløst af Devon. Starten på Silur defineres ved første optræden af graptolitten "Akidograptus ascensus"
Silur hører inde under den overordnede geologiske tid Palæozoikum.
Navnet Silur er opkaldt efter silurerne, en stamme i Wales.
I Silur dukker de første skorpioner og landplanter frem.
Simpleks (kommunikation).
Simpleks er en betegnelse for enkelt eller enfoldig indenfor flere kommunikationsområder.
Datakommunikation.
Inden for datakommunikation bruges udtrykket også om en kommunikationsforbindelse, der kun kan transportere data den ene vej, i modsætning til halv-dupleks, hvor man på skift kan sende data den ene og den anden vej, og fuld-dupleks, der tillader at data sendes i begge retninger samtidig.
Tv er et eksempel på simpleks i praksis. Hvis der sker transmissionsfejl i en simpleks-forbindelse, har modtageren ikke mulighed for at anmode om at få informationen gensendt, og afsenderen kan ikke få bekræftelse på, at informationen er modtaget.
Kommunikationselektronik.
Indenfor kommunikationselektronikken anvendes simpleks om en taleforbindelse, der kun virker én vej ad gangen, som f.eks. en traditionel radiokommunikation (walkie-Talkie). En dupleksforbindelse tillader, at man taler i munden på hinanden som i en telefon. For en radioforbindelse kræver dette sædvanligvis 2 radiokanaler og et duplexfilter. Visse steder, f.eks. i samtaleanlæg, støder man på en simpleksteknik, der er styret efter, hvem der taler højest (så en normal samtale føles som dupleks). Dette princip kaldes semidupleks.
Sinanthropus pekinensis.
Pekingmennesket, "Sinanthropus pekinensis", nuværende navn "Homo erectus pekinensis", et fortidsmenneske fundet i 1923-27 i et hulekompleks ved Peking.
Sinfonia.
Sinfonia er italiensk for en symfoni; ouverture.
I det 17. og 18. århundrede blev navnet anvendt som titel på instrumentalværker af skiftende karakter.
I barokmusik betegner sinfonia en orkesterindledning til en opera.
Sirene (græsk mytologi).
En sirene var underskønne kvinder fra den græske mytologi, der levede på et rev langt ude på havet. De var smukke og overnaturlige. Sirenerne fortælles at have lokket sømænd på afveje med deres sang og fik dem til at lide skibbrud. Dette skete ved at deres sangstemme fik sømændene til at glemme tid og sted og således få dem til at sejle på revet og drukne.
De er bl.a. nævnt i det episke digt "Odysseen" af Homer.
Sitofobi.
Sitofobi eller sitiofobi (af græsk: "sitos" "korn" eller "mad" og "phobia" "frygt" eller "flugt") betyder angst for mad, frygt for at spise eller madlede. Sitofobi kan (måske) sammenlignes med anoreksi.
Sjak.
Et sjak er en lille gruppe håndværkere eller andre arbejdere, typisk temmelig autonom. Deres formand, mere eller mindre formaliseret, er deres sjakbajs.
Skab (sygdom).
Skab er en betegnelse for fnat (dvs. angreb af hudmider) hos dyr. Skab er ikke livstruende i sig selv, men den konstante irritation forhindrer dyrene i at æde og hvile ordentligt, sådan at de langsomt mister huld og får svækket immunforsvaret. Dette kan - i forbindelse med ellers harmløse sygdomme - føre til dyrenes død.
Skakt.
En skakt er en lodret gang, rørlægning eller tunnel, eksempelvis til en elevator, nedkastning af affald, adgang til en underjordisk mine eller lignende.
En elevatorskakt bruges til elevatorstolen (den kasse der bliver hejst op og ned med mennesker eller gods i) samt den mekanik (lodder, trisser, wirere m.v.), der bevæger elevatoren.
En mineskakt bruges, hvor det ikke umiddelbart er muligt eller hensigtsmæssigt at anlægge adgang vandret ind til udgravningsområdet.
En affaldsskakt (nedfaldsskakt, nedstyrtningsskakt, skaktrør og andet) bruges til at styre affald ned i en affaldscontainer, en bunke eller anden opsamlingsmulighed. Ofte bruges indbyggede rør i højere bygninger, så beboere ikke behøver gå ned i kælderen eller ud i gården med hver enkelt affaldspose, men blot kan åbne en låge i væggen, typisk i trappeopgangen eller i køkkenet. Andre almindelige anvendelser er udvendige rør i plastic eller metal monteret på stilladser i forbindelse med renovering af bygninger. Her placeres normalt en affaldscontainer neden under, og røret bindes fast, så det ikke ved et uheld trækkes væk fra containeren.
Den vicevært-funktion, der går ud på at ombytte fyldte skraldebøtter under interne skakter eller at betjene et system, der fører affaldet fra skakten til containeren, benævnes ofte "udskaktning".
Skalpel.
En skalpel er den mest brugte type operationskniv.
Typisk for skalpeller er, at de har et meget kort og ekstremt skarp knivsblad.
Skalpeller har den fordel at de er nemme at føre med fingrene, da de holdes lidt som en blyant, og dermed mere præcise at operere med, end for eksempel en almindelig slagterkniv, som var meget udbredt for hundreder af år tilbage.
Skalpeller fås både som brug-og-smid-væk, og som genbrugelige. Engangs-skalpeller er ofte lavet af hærdet plastik, med et blad enten permament fastgjort, eller udskubbeligt som på en hobbykniv.
Genbrugelige skalpeller bruges ofte til operationer, og er typisk lavet af f.eks carbon-stål eller nogle gange keramiske materialer. Blade dækket med mikroskopiske industridiamanter, eller lavet af obsidian er også set.
I nogle tilfælde, f.eks. til operationer i øjet, er det ofte en fordel at operere, enten udelukkende eller delvist, med en kirurgisk laser.
Skandale.
En skandale er en hændelse eller en handling som vækker forargelse eller ubehagelig og pinlig opsigt, det vil sige noget som strider mod den sædvanlige moral- eller retsopfattelse i et samfund. Skandalesager kan være små eller store og af privat eller offentlig karakter. Handlingene drejer sig ofte om magt og personlig vinding, enten de er politiske, økonomiske, sportslige eller seksuelt motiveret. Sådanne sager får som regel altid store og negative konsekvenser for dem det gælder. Mange moderne skandalesager er knyttet til kendisser.
Skandinavisk Dyrepark.
Skandinavisk Dyrepark er en dyrepark på Djursland, sydøst for Kolind. Parken har specialiseret sig i skandinaviske dyr og åbnede første gang i 1994 under navnet "Hjortenes verden". I 2000 ændredes parkens navn til det nuværende.
Ved indgangen til sæsonen 2005 havde parken 20 arter: Elg, rensdyr, kronhjort, sikahjort, dådyr, rådyr, rød ræv, polarræv, ilder, ulv, brunbjørn, vildsvin, egern, geder (gammel dansk landrace), stork, bramgæs, sædgæs, grågæs, blisgæs, duer, snog og hugorm. Parken dækker i alt 45 hektar og udvides løbende med flere arter.
Parkens hovedattraktioner er ulve- og bjørneanlæggene.
Ulveparken dækker 1,5 hektar og er beboet af 7 voksne ulve plus hvalpe, mens bjørneparken er på 2,5 hektar og er hjem for 10 brune bjørne.
I 2006 åbnede verdens største isbjørneanlæg på 2,8 hektar. I isbjørneparken er anlagt bakker, træer, træstammer og store sten samt to søer på henholdsvis 5.000 kvadratmeter og 350 kvadratmeter. Ved den lille sø findes desuden en ismaskine, således at isbjørnene hver dag får blæst 5 tons "flake ice" ind i anlægget
Skansen.
Gubbhyllan, tobaks- og tændstiksmuseum samt café
Skansen er et frilandsmuseum og zoologisk have på Djurgården i Stockholm, Sverige, grundlagt i 1891 af Artur Hazelius (1833-1901). På området er der cirka 150 huse og gårde fra hele Sverige. De fleste bygninger er fra 1700-, 1800- og 1900-tallet, men de ældste er fra 1200-tallet.
På friluftsmuseet er der tamdyr, mens den nordlige del af Skansen er forbeholdt en egentlig zoologisk have med vilde dyr fra Skandinavien, så som ulve, bjørne, elge, rensdyr, oddere og ugler. På den sydlige del af Skansen er der dyr uden tilknytning til Skandinavien, fx flamingoer, guerezaaber og krontraner.
Skansens besøgsrekord var i 1983 med 2,4 millioner gæster. I de senere år har besøgstallet ligget på 1,3 til 1,4 millioner.
Historie.
Indvielsen fandt sted den 11. oktober 1891. Navnet stammer fra den skanse, som kong Karl XIV Johan lod opføre som legeplads til sønnen Oscar I. Denne skanse ligger op ad den nuværende Håsjöstapeln. Det første område omfattede arealet omkring Bollnästorget og Fågeldammarna, med indgang gennem Hasselbacksporten, i alt 29.493 m². I 1892 blev der udvidet med Belvedereområdet omkring Bredablick, 174.411 m², og området blev da mere end seks gange så stort. Yderligere arealforøgelser er foretaget i årenes løb, så området i dag er på 300.000 m².
Siden 1924 har Skansen været zoologisk have, hvor Grill-slægten donerede de nødvendige midler til at kunne opføre det daværende abehus (det nuværende privatejede Skansen-Akvariet neden for Solliden), hvorved Skansen nåede op på det antal arter, der er krævet for at blive regnet for en zoologisk have.
Den 17. juni 1911 klokken 19.30 åbnede Skansens Frilufts Teater med opførelsen af skuespillet "Värmlänningarna" af F.A. Dahlgren.
I de første halvtreds år blev overskuddet brugt til at bygge og finansiere driften af Nordiska museet. Skansen blev den 1. juli 1963 omdannet til en stiftelse med Stockholms stad og staten som hovedejere. Siden da har den været støttet af skattemidler.
Skarlagen.
Skarlagen eller skarlagenrød er en højrød farve. Den blev i sin tid fremstillet af tørrede skjoldlus af arten Cochenille og brugt til farvning af tøj.
Skarlagen minder om karmin som dog er mere blålig og om cinnoberrød som er mere orange.
Skat (kortspil).
Skat er et tysk kortspil, der er en videreudvikling af wendisch schafkopf kombineret med elementer fra tarot, tysk solo og l'hombre. Skat blev udviklet af medlemmer af Altenburg tarokklub i Thüringen mellem 1810 og 1820. Spillet kendes i Danmark især i Sønderjylland. Skat spilles med 32 kort fra 7-es i hver farve. Knægtene er faste trumfer og rækkefølgen i trumffarven er: kl B, sp B, hj B, ru B, es-7-.
Spillet drejer sig om at tage værdikort hjem i stik, men indeholder også nolo-meldinger. Reglerne blev harmoniseret og ensrettet på en kongres i det nystiftede Deutsche Skatverband i Altenburg i 1886 og er efterfølgende revideret flere gange. Skat har siden været et af de få kortspil, der er reguleret med internationale standardregler. I dag fastsætes skatreglerne af "The International Skat Players Association" i samarbejde med "Deutsche Skatverband". I Danmark eksisterer der siden 1994 en Dansk Skat Union.
Kort: Skat spilles med 32 kort fra 7-es i hver farve. Knægtene er faste trumfer og rækkefølgen i trumffarven er: kl B, sp B, hj B, ru B, E, 10,K, D, B, 9, 8, 7. I nolospil er rækkefølgen E, K, D, B, 10, 9, 8, 7 i hver farve
Kortgivning: Skat kan spilles af 3 el. 4 spillere, men kun 3 deltager aktivt i spillet. Hver spiller får 10 kort, der gives 3-4-3. Efter uddelingen af de første 3 kort lægges 2 kort med billedsiden nedad i en talon kaldet skaten. Den spiller der først får kort kaldes forhånd, næste mand mellemhånd og sidste aktive spiller er baghånden (som er kortgiveren, hvis kun 3 spiller.
E = 11, 10 = 10, K = 4, D = 3, B = 2 i hver farve.
Spillets formål: En melderunde bestemmer, hvem der bliver spilfører og spiller mod de to andre. Spilførerens mål er normalt at tage mindst 61 kortpoint i stik, men han kan også forsøge at tage mindst 90 point eller tage alle 10 stik, eller tabe alle stik. Målet afhænger af hans melding.
Meldeforløb: Mellemhåden starter med at melde en talværdi, der skal svare til værdien af en basisværdi ganget med et antal matadorer, som spilleren enten er med eller uden (se afsnittet om matadorer). Forhånden svarer ja til mellemhåndens meldinger så længe han forventer at kunne spille et spil, der giver minimum samme værdi og giver op hvis/når han ike kan. Når kamoen mellem mellemhånd og forhånd har fundet en afgørelse melder sejrherren mod baghåndne på samme måde. Den der afigver den højeste talmelding bliver spilfører.
Matadorer: Enhver trumf i ubrudt rækkefølge er en matador, hvis en spiller har alle 11 trumfer er han "med" 11, har han ingen, er han "uden" 11. Antallet af matadorer gange spillets basisværdi afgør, hvor høj meldingen er.
Sønderjysk skat.
Skat spilles i Sønderjylland med regler, der adskiller sig en del fra de internationale, bl.a. fordi sønderjysk skat ikke er "opdateret" med tyske regelændringer siden genforeningen med Danmark i 1920.
Amerikansk skat.
I USA spiller man mange steder såkaldt tournee skat, der adskiller sig meget fra moderne tysk skat og afspejler, hvordan skat blev spillet i 1800-tallet. I Texas spilles der dog rauber skat, der minder meget om tysk skat.
Skatologi.
Skatologi (ikke at forveksle med eskatologi) eller koprologi er studiet af ekskrementer.
Skema.
Skema (gr. σχήμα, "skhēma", "form" eller "plan") er generelt en plan eller et mønster.
Skepticisme.
Skepticisme (af græsk σκεπτικόσ "(skeptikós)" afledt af verbet σκέπτομαι "(sképtomai): skue, se sig om, overveje, betænke, undersøge" etc.) betyder skepsis og er en metode eller retning indenfor videnskab og filosofi.
Skepticisme kan konkret betyde skepsis overfor bestemte ideer og dogmer. For eksempel har ordet "skepticisme" i tidligere tider været lig med "ateisme."
Skepticisme kan også betyde tvivlen som metode og som middel til at nå en videnskabelig sandhed eller til at tænke ud over fordomme, altså at have et åbent sind på et område, hvor man søger at nå ny videnskabelig erkendelse. Skepticisme kan således ses som en sund indstilling, både for forsker og for lægmand.
Teoretisk skepticisme er en erkendelsesteoretisk retning, der anser sikker erkendelse for umulig. På den ene side findes der argumenter imod muligheden af enhver viden, som Agrippas trilemma. På den anden side findes kartesiansk skepticisme, hvor det er empirisk viden (erkendelse om den ydre verden), der anses for umulig. Disse argumenter er intuitivt appellerende for de fleste mennesker.
En radikal variant af skepticismen er konspirationsteorierne, hvor udgangspunktet er en benægtelse af de fakta, som forskningen i et bestemt emne ellers er enig om.
Sketch.
En sketch er en kort, humoristisk enakter – ofte med en uventet slutpointe. Sketcher kan dog også være uden pointe, eller endda gøre grin med "traditionelle" sketchers behov for pointer; en disciplin, som bl.a. Monty Python-gruppen var kendt for.
Skisma.
Skisma er betegnelse for spaltning, splittelse eller brud. Det tilhørende tillægsord er "skismatisk". Betegnelsen refererer oprindelig til en kirkelig splittelse eller spaltning, som f.eks. reformationen (overgang fra katolicisme til protestantisme), men bruges i dag også om brud eller splittelser i sammenhænge, som ikke har noget med kirken at gøre. Denne artikel handler om skisma i kirkelig betydning.
I den kristne kirke var der fra starten af stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Mange kirkehistoriske stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.
Gnosticisme.
Gnosticisme kommer af det græske "gnōsis" som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnosticisme men generelt omhandler det en streng dualisme mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Verden er ifølge gnosticismen ikke skabt af Gud, men af en ond gud, kaldet for demiurgen. Mennesket er ved et fald havnet i denne onde verden, men har i sig et guddommeligt lys, som de ved øvelser kan opdyrke og dermed stige op til den gode Gud. Disse øvelser kan være af forskellig art, men er ofte en filosoferen over religiøse tekster; Thomasevangeliet og Judasevangeliet har formentlig været nogle af dem. Disse tekster er ofte af mystisk art og omhandler ofte en distancering fra verden og dens ondskab.
For de kristne gnostikere var Jesus ikke inkarnationen af Gud, men nærmere en særlig viis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans sjæl steg op til Gud. Denne fornægtelse af Jesus som guddommelig var også det der gjorde, at gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke.
Mandæisme.
Den eneste form for gnosticisme, der stadig har aktive praktiserende, kaldes mandæisme. Mandæisme er ikke en kristen retning, da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for aramæisk, der tales af tilhængerne af mandæismen. Mandæerne anser flere af de klassiske profeter (bl.a. Moses, Jesus og Mohammed) for falske profeter, men anerkender til gengæld andre som Noa og Abraham. Den vigtigste af mandæismens lærere er dog Johannes Døberen, som tillige er ophavsmand til et af deres helligskrifter, Sidra ḏ-iahia, hvori bl.a. indgår en længere diskussion mellem Johannes og Jesus. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandæere der er, det antages et sted mellem 50.000 og 70.000. De lever hovedsagelig i grænselandet mellem Irak og Iran.
Donatister.
Under Diocletians og Gratians voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af Donatus nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
Problemet med denne udlægning af Kristi lære, ud fra den katolske kirkes synspunkt, er at intet menneske er moralsk uplettet, hvorfor alle kirkelige handlinger ville blive ugyldige.
Nestorianere / Assyriske kirke.
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. Nestorius (d. 451) var en Syrisk munk der blev patriark af Konstantinopel, den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et synode i Efesos år 432 blev indkaldt til at løse dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. Nestorius blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blomstrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
Problemet med nestorianismen fra et katolsk perspektiv er at den invaliderer Jesu opofrelses, for hvis Jesus er to adskilte personer, hvilke af dem døde så på korset? Hvis det er den menneskelige, er denne opofrelses ikke af guddommelige karakter og ikke rækkende til en renselse af menneskets synd.
Monofysitisme.
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et synode i Chalcedon år 451 blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som kætteri i år 681.
Problemet med monofysitismen fra katolsk side var at den ved benægtelsen af Kristus som havende en menneskelig side, samtidigt benægtede Jesus Kristus som en ægte inkarnation af det guddommelige i det menneskelige, og uden inkarnationen kan der ikke være nogen opofrelse for menneskets synder og ingen tilgivelse.
Pelagianisme.
Pelagianisme er troen på, at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den frie vilje, og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om arvesynden. Pelagianisme prædiker, at Jesu rolle er begrænset til at være et godt eksempel som modvægt til Adams dårlige. Pelagius var en munk, der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af Augustin, fordømt af pave Innocent I i år 417 og dømt kættersk ved synoden i Efesos år 432.
Problemet med pelagianismen fra et katolsk perspektiv er, at den ikke forstod menneskets inderste natur, svaghed. At mennesket, modsat Pelagius' lære, ved sin natur er syndigt og dømt ved Adams fald.
"”Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre”"
"”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”"
Arianismen.
Arius var en kristen præst i Alexandria i begyndelsen af det 4. århundrede. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Gud verden og alle skabningerne i den. Men eftersom Jesus var en skabning forskellig fra og dermed underlegen, Gud, så frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år 325 indkaldte Konstantin den Store til synode i Nikæa (nuværende: Iznik) til at debattere Arius' opfattelse, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til Illyrikum.
Arianerne var dog ikke en bevægelse centreret omkring Arius. Den var snarere en opfattelse inden for hele kirken som omhandlede forståelsen af forholdet mellem Faderen og Sønnen, som med tiden fået navnet "den arianske bevægelse". Dette skisma var så dybt, at ikke engang en massiv bekæmpelse gennem både fjerde og femte århundrede kunne fjerne den arianske bevægelse. Så sent som i det syvende århundrede bekæmpede kirken den nye religion islam som den i begyndelsen betragtede som en ariansk bevægelse.
Grunden til, at kirken forfulgte arianerne så stærkt, var netop deres understregning af at Kristus var et skabt væsen. Den ortodokse kirkes kristusforståelse var at Kristus var det selvsamme Ord som Gud havde skabt verden med. Det kom af at Kristus i indledningen til Johannesevangeliet identificeres med Ordet ("I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud" (Joh. 1,1)). På denne vis blev det Nye testamente koblet sammen med skabelsesberetningen fra det Gamle testamente, hvor Gud skaber hele verden med sit ord. Udover det, får Kristus/Ordet også den væsentligste rolle i den ortodokse frelseslære. Kristus bliver den der ved at påtage sig al menneskets synd genopretter forbindelsen til Gud efter syndefaldet. Var Kristus ikke Gud selv, kunne dette offer ikke påtage sig al menneskets synd. Det var derfor vigtigt for kirken at understrege Kristi guddommelighed. Man kan dermed sige, at hele den kristne kirkes frelseslære hviler på forståelsen af Kristus som Gud selv.
Det store skisma / Øst-vest-skismaet.
Bruddet i 1054, hvor pave Leo IX og patriarken Mikael I ekskommunikerede hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i den vestlige katolske og den østlige ortodokse, var kulminationen på en århundredgammel strid. Hovedsageligt omhandlede bruddet et spørgsmål om jurisdiktion og hvem, der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepterede læren om pavens ufejlbarhed, og den vestlige katolske kirke ikke accepterede patriarken af Konstantinopel som universel patriark, såvel som om hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om, hvordan nadveren skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
Det skal bemærkes, at adskillelsen af mange blev anset som et fuldstændig personligt anliggende mellem Leo IX og Mikael I. Det er aldrig blevet verificeret af en kirkelig synode, hvorfor en del kirkesamfund heller ikke accepterer adskillelsen som legitim.
Betegnelsen "Det store skisma" bruges undertiden også om tilstanden i Vestkirken 1378-1417 e.Kr., hvor der sad rivaliserende paver både i Rom og i Avignon (og i en overgang også i Pisa).
Reformationen.
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en katolsk og protestantisk retning samt en anglikansk, der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Forud for reformationen var gået flere hundrede år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517, da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af afladsbreve (afladshandel).
Årsagen til reformationen er dog mere kompleks end som så. Gennem middelalderen var den katolske kirke blevet gennemsyret af korruption og nepotisme. Paverne var ofte fordrukne, havde affærer og opførte sig generelt upassende for overhovedet for den kristne kirke. Samtidig med at disse paver og kardinaler levede et liv i overdådig luksus, blev hele Europa drænet for penge, som sponsorerede deres ekstravagante liv og bygningen af mægtige katedraler.
Luther var i begyndelsen ikke opsat på at bryde med den katolske kirke, men ville forsøge at reformere den indefra. Han var overbevist om at man blev nødt til at vende tilbage til Skriften (Bibelen) som eneste grundlag for kirken. Den katolske kirke anvendte i stor stil forskellige traditioner og filosofier som sit grundlag, udover Bibelen. Luthers motto blev "Sola Scriptura" (Skriften alene), og kom til at danne grundlaget for at der på lutherske universiter blev lagt vægt på at lære græsk og hebraisk, så man kunne læse Bibelen på originalsproget.
Luther var overbevist om, at paven, som jo var Kristi stedfortræder, ikke var klar over den grove udnyttelse som fandt sted og selv ville være interesseret i at rense kirken for urene elementer. Efter nogen tid blev Luther dog bevidst om, at paven var den, der stod bag hele denne korrumpering at kirken, og han begyndte i sine breve at angribe paven personligt, hvilket var med til at han i 1521 blev lyst i band ved Worms-ediktet (Rigsdagen i Worms).
Herefter var Luther fredløs, og han var i åben krig med selve kirken. Han blev dog støttet af flere parter, som kunne se det fornuftige i det han sagde. Blandt andet var de økonomiske perspektiver svært tillokkende for fyrsterne, som gennem tiden havde mistet både land og magt til kirken. Kirken besad enorme mængder land og gjorde endog krav på at bestemme over kejseren.
Selvom Luther forsøgte at bekæmpe det, så opstod der en mængde forskellige protestantiske retninger i kølvandet på hans brud med kirken. Disse var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af dommedagsprofeter som spredte budskabet om verdens snarlige ende. Luther havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Værst var de såkaldte gendøbere. Luther foragtede disse, fordi de ikke ville acceptere barnedåb. Disse gendøbere blev forfulgt, men trives i dag i stor stil, især i USA og Asien.
Protestantismen selv kan inddeles i en lang række forskellige retninger.
Forskellige fortolkninger af biblen og andre faktorer medførte igennem årtusinderne en opdeling i forskellige kristne retninger, men alle grene har rod i den tidlige ur-kirke.
Skoliose.
Røntgenbillede af patient med skoliose. Billedet er ophængt således sådan at man ser patienten bagfra, dvs højre er højre.
Skoliose (fra græsk σκολίοσις, skoliosis, skævhed) eller rygskævhed er en sygdom, hvor rygsøjlen er deform sådan, at den har en krumning til siden. Oftest vil ryggen have to krumninger, sådan at man på en patients ryg kan se, at rygsøjlen har form som et S. Sædvanligvis vil rygsøjlen også være roteret.
Skoliose kan forekomme hos alle hvirveldyr også fisk. Hos mennesker blev skoliose første gange omtalt i oldtiden af den græske læge Hippokrates.
Funktionelle skolioser.
Kaldes også sekundære skolioser, da de er forårsaget af anden sygdom. Rygsøjlen er således i sig selv lige.
Strukturelle skolioser.
Rygsøjlen er i sig selv skæv og oftest tillige roteret.
Den "idiopatiske" skolise, der er langt den hyppigste, underopdeles i tre grupper, efter hvornår den er opstået.
Den adolescente skolise er den almindeligste idiopatiske skoliose. Med andre ord bliver skoliosen ofte synlig eller mærkbart forværret under teenageårene.
Behandling.
I omkring 80% af tilfældene er årsagen ukendt. Den almindeligste form, adolescent idiopatisk skoliose, er delvist arvelig. Kvinder har oftere sygdommen end mænd. Alle former for skoliose kan korsetbehandles, men især den idiopatiske skoliose korsetbehandles, eftersom denne har det specielle forhold, at den har en tendens til at progrediere (udvikles til det værre). Også en congenit eller en sekundær skoliose, f.eks. pga. fraktur(er) ville kunne korsetbehandles, men i praksis vil så alvorlige frakturer fra starten blive operativt behandlet, hvorved rygsøjlen bliver så ret, at senere behandling, f.eks. med korset, ikke bliver aktuelt. Visse frakturer behandles dog med et specielt korset, se nedenfor.
Observation.
Patientens skoliose måles på røntgenbilleder samt på kroppens overflade, typisk hver 6. til 12. måned, og hvis den ikke progredierer og/eller er under behandlingsgrænsen startes ingen behandling.
Korsetbehandling.
Hvis sygdommen overstiger et vist antal grader i vinkelmålingerne i sideplanet og/eller i rotation og/eller der er en progression (dvs. sygdommen gradvist forværres over et stykke tid) anvendes et ortopædisk korset. I dag bruges betegnelsen korset i medicinsk sammenhæng, og dets rette navn er "det ortopædiske korset", som tilhører gruppen af ortoser. Det bruges således af ortopædkirurgerne, og den faste støtte, som det ortopædiske korset giver omkring rygsøjlen gør, at korsettet kan anvendes ved skoliose.
Der anvendes typisk et såkaldt Milwaukee- eller hyppigere et Bostonkorset, og der er for nylig opfundet et nyt, lettere korset i USA, der virker lovende. Støttepunkter (se nedenfor), minimum 3: Ovenfor og nedenfor skoliosens toppunkt, på dens konkave side, samt midt på siden af den konvekse side (toppunktet). Støtter især i sideretningen. Bæres 23 timer i døgnet i typisk flere år i vækstperioden, hvis der er fare for at sygdommens ellers vil forværres.
Operation.
Ved mere alvorlige skolioser og/eller hurtig progression kan det blive nødvendigt med operativ behandling (dvs. kirurgisk behandling), hvor ortopædkirurgen indopererer titaniumstænger omkring rygsøjlen til at holde denne lige. Operationen hedder korrekt spinal fusion, men kaldes i lægejargon instrumentering.
Andre behandlingsområder for det ortopædiske korset.
Det ortopædiske korset har yderligere nogle anvendelsesindikationer.
Ved visse typer frakturer (brud) på rygsøjlen. Det drejer sig om primært enkeltstående eller få frakturer og primært af kompressionstypen. Typisk bruges et såkaldt 3-punktskorset, der støtter 3 steder (se støttepunkter nedenfor): Ovenfor og nedenfor frakturen/frakturerne på rygsiden samt foran på thorax på brystbenet. Støtter især i foran-bagudretningen. Bæres 24 timer i døgnet i typisk flere måneder.
Korsettet kan også i enkelte tilfælde anvendes ved såkaldte neuromuskulære sygdomme, såsom cerebral parese (spasticitet), Multipel sclerose m.fl. idet disse tilstande netop kan give sekundær skoliose.
Opbygning og funktion af det ortopædiske korset.
Det skal pointeres, at det ortopædiske korset kun har navnet tilfælles med beklædningsgenstanden korset. Beklædningsgenstanden giver medicinske problemer, da den indsnører og dermed indskrænker rumfanget af bughulen, og sekundært dertil brysthulen og dermed vejrtrækningsfunktionen.
Det ortopædiske korset er en hård skal af kunststof med perfekt pasform, specialfremstillet til den enkelte patient således, at det giver en hård støtte af patientens torso, og dermed rygsøjle. Børn og teenagere i vækst får med 6 til 12 måneders mellemrum fremstillet et nyt korset for at pasformen skal være optimal.
Ved korsettets støttepunkter forstås de områder på patientens krop, som korsettet støttes af m.h.p. at støtte det syge område. Støttepunkterne er patientens egen thorax (brystkasse inklusive brystbenet, der er hård), samt rygsøjlen (der tillige er hård). Endvidere støtter visse korsetter på hoftekammene. Hele bugområdet er frit, dels fordi korsettet kun kan have støttepunkter på kroppens hårde områder og dels for ikke at skabe problemer for patienten, specielt i form af indskrækning af vejrtrækningen.
Skolopender.
Skolopendere ("Chilopoda") er en klasse i rækken leddyr.
Der findes omkr. 32 forskellige arter i Danmark.
En skolopender er et rovdyr, der mest jager om natten, den opholder sig helst fugtige steder. Den kan løbe lige så hurtigt fremad som baglæns. Den har nogle giftkroge som den bider med.
Mennesker skal dog ikke være bange for den, de danske typer kan ikke bide gennem vor hud.
Den almindelige skolopender lever over jorden. Den er brun, har en fladtrykt krop og kan blive 2-3 cm lang.
Jord-Skolopender lever under jorden. Den kan blive 4-5 cm lang.
Skribent.
Skribent er et mere uformelt ord for forfatter.
Inden for journalistik bruges begrebet "skribent" ofte om de bidragydere til et blad, der ikke er uddannede journalister.
Skrot.
Skrot- og afskibningsplads i Frederikshavn
Skrot eller scrap er et udtryk som oftest bruges i forbindelse med gammelt jern- og metalaffald, som kan anvendes til genbrug efter omsmeltning.
Det omtalte jern- og metalaffald samt andet fast affald stammer blandt andet fra gamle ophuggede biler, skibe, kabler, elektronik og andet. Affaldet bliver samlet på skrotpladser før eksport eller omsmeltning i Danmark.
Stålvalseværket i Frederiksværk er storaftager af jernskrot til omsmeltning.
Skrubbe.
Skrubben ("Platichthys flesus") er en fisk i familien af højrevendte fladfisk ("Pleuronectidae"). Familien kaldes også Flynderfamilien eller Rødspættefamilien.
Normal længde er ca. 30 cm. men der ses eksemplarer med en længde på indtil 50 centimeter.
Vægten kan være op til 3 kg.
Rødspætten er nært beslægtet med Skrubben, og de to arter får afkom med hinanden.
Afkommet af en sådan krydsning reproducerer ikke effektivt.
Skrubben er også populær blandt lystfiskere der fanger den fra kysten. Den fanges på et bundforfang/rødspætteforfang. På forfanget er der et blylod. Krogene agnes med børsteorm der er de mest fortrukne, ellers sandorm eller rejer.
Skuddag.
Skuddag er den 24. februar i et skudår. I den gamle romerske kalender var februar den sidste måned, som oprindelig havde 23 dage. Da kalenderen ikke passede helt godt til årstiderne, skød man sommetider en skudmåned af variabel længde ind. Denne placering af skuddag på den 24. februar blev bibeholdt af Cæsar i den julianske kalender og senere også da den gregorianske kalender blev indført.
Traditioner.
Ifølge en gammel tradition skal mænd, der afviser kvinders frieri på skuddagen bøde med 12 par silkehandsker. Ifølge overleveringen stammer traditionen fra et dekret i 1288 af dronning Margaret af Skotland.
Skulptur.
Skulpturer kan også indgå i et tæt samspil med omgivelserne. Anonym kunstner, fortov i Amsterdam
Skulptur (fra latin: "sculptura" og verbet: "sculpere", snitte, schneiden). En skulptur er en billedhuggers eller anden kunstners værk. Betegnelsen skulptur benyttes såvel ved de traditionelle materialer som træ, metal og sten, som ved mere utraditionelle materialer.
Det er 3-dimensionale kunstneriske objekter, som traditionelt opstår ved bearbejdningen af de faste materialer. Det kan ske med kniv eller mejsel - og i ekstreme tilfælde med trykluftbor og kontrollerede eksplosioner. Der kan også være tale om afstøbninger, hvor der først skabes en form, der så fyldes op med flydende materiale. Der kan være tale om fritstående objekter: statuer eller om relieffer.
I visse former for nyere skulptur spiller håndværket en lille eller ingen rolle, og de kan fx bestå af industrielle materialer, readymades eller hurtigt forgængelige materialer.
Almindeligt anvendte materialer er - udover sten, metal og træ: gips og voks.
Moderne materialer kan være: kunststof, tekstil, glas, sand og is. Men det skal understreges at der i den eksperimenterende kunst ikke findes grænser for hvad materialet kan være.
Skvalderkål.
Skvalderkål ("Aegopodium podagraria") er en lavtvoksende vildstaude med tæppedannende vækst. De grundstillede blade er 2-3 dobbelt fjersnitdelte og uligefinnede. Småbladene er skævt hjerteformede med skarpt savtakket rand. Oversiden er mat mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Stængelbladene er er trekoblede med noget mere smalle småblade. Blomstringen sker i juni-august, hvor de små, hvide blomster ses samlede i skærme, der atter danner større, endestillede skærme på særlige stængler. Frøene modner godt og spirer (for) villigt.
Rodnettet består af trævlerødder, der sidder på lange, forgrenede jordstængler. Jordstænglerne bærer desuden både grundstillede blade og bladbærende blomsterstængler. Hele planten har en svagt krydret lugt og smag. Den blev tidligere anset for et virksomt middel mod gigt, især podagra - deraf navnet "podagraria".
0,5 x 2 m (50 x 20 cm/år).
Planten er naturaliseret her i landet. Den stammer fra skovbunden i Central- og Østeuropæiske løvskove, hvor den danner plantesamfund på muldbund sammen med f.eks. Almindelig Majblomst, Angelik, Fruebær, Skov-Padderok og Vår-Fladbælg.
De lange, forgrenede jordstængler, som bevarer overlevelsesevnen selv i bittesmå stykker gør Skvalderkål til et frygtet ukrudt. Dertil kommer, at planten er svær at bekæmpe ved skygning fra andre planter på grund af dens skovbundsniche.
Planten er spiselig, og de unge skud er ganske velsmagende i f.eks. salater.
Skyline.
En skyline kan beskrives som en bys silhuet i form af et overblik eller et udsnit af dens højeste bygninger og strukturer. Den kan også beskrives som den kunstige horisont, som skabes af byens struktur. En bys skyline giver en god antydning af byens økonomiske kraft i almindelighed, således at jo mere prominent en skyline, en by har, desto større økonomisk magt har byen. Byens skyline kan også betegnes som dens fingeraftryk, eftersom der ikke findes to ens skylines. Billedet af en skyline viser ofte et stort, panoramaagtigt syn af byen. I mange byer, men ikke alle, har skyskrabere en væsentlig betydning for byens skyline. Har byen en stærk planlægning af udviklingen, som det f.eks. er tilfældet i Minneapolis, tenderer dens skyline mod at ligne et kunstigt bjerg på grund af, at de højeste bygninger er koncentreret omkring centrum.
De 20 bedste.
Listen nedenfor er beregnet efter antallet og højden på hver bys skyskrabere. Den afspejler derfor ikke nødvendigvis byens skønhed, men er et forsøg på opstilling af en objektiv og kvantitativ liste, som modsætning til andre kvalitative mål og bedømmelser. Hjemmesiden "The World's Best Skylines" (se nedenfor) lister omkring 500 byer og anfører også algoritmen, som er anvendt til prioriteringen.
Bedste skyline fra egne rundt om på jorden.
I USA: New York City, Chicago, Philadelphia, Los Angeles, Boston, Atlanta, Seattle
I Canada: Toronto, Calgary, Montreal
I Øst- og sydøstasien: Hong Kong, Seoul, Singapore, Shanghai, Tokyo
I Australien: Sydney, Melbourne
I Europa: Frankfurt am Main, Paris, Rotterdam, Warszawa
Skæg.
Irakisk mand med skægSkæg er ansigtsbehåring hos mænd og til tider hos kvinder.
Afledt af denne betydning bruges "skæg" også om andre fremspring, således findes tagskæg, ligesom en hammer siges at have skæg, når hovedets metal er deformeret.
Skærtorsdag.
Skærtorsdag er torsdagen i den stille uge, dagen før langfredag i påsken. Ifølge Bibelen er det på denne dag Jesus indstifter nadveren og vaskede sine disciples fødder rene. Skær betyder ren. Jævnfør udtrykkene "skært kød" og "ren og skær".
I Sverige klæder børn sig på denne dag ud som "påskkärringar" (påskekællinger) og går rundt og rasler.
Slag (kødstykke).
Slag er kødstykket mellem ribben og lænder på et slagtet dyr.
Slalom.
Slalom er en disciplin i forskellige sportsgrene, f.eks. skiløb, kano, kajak og windsurfing, hvor deltagerne skal gennemføre en bestemt rute på kortest mulig tid. Ruten er markeret med såkaldte porte, bestående af to markeringer med flag eller bøjer, som deltageren skal passere igennem. Passeres en port ikke, bliver deltageren ofte idømt en tidsstraf eller diskvalificeret.
Slang.
Slang er oftest en humoristisk indforstået omskrivning af ord eller udtryk. Slang bruges i dagligdags sprogbrug, sjældent i rigsdansk.
Eksempel på slang. I stedet for at sige: "Han er død" siges: "Han har grebet harpen", "han spiser radiser nede fra", "han har slået sin sidste skid", "han ligger med næsen i vejret" eller "han har stillet skoene".
Det er med til at farve sproget, og slang bruges oftes i venlig eller mindre højtidlige sammenhænge.
Slang er altså ikke et selvstændigt sprog ved siden af normalsproget, men derimod et "indslag" i sproget. Slang er med andre ord et "stiltræk", der kan farve det daglige sprog og give det en helt særlig tone.
Grænsen mellem slang og jargon er udflydende. Slang bliver ofter brugt af unge i ekstreme milijøer. De bruger slang som sprog.
Slapstick.
Slapstick er en filmkomedie eller farce med overdrevent brutal vold eller enkel aktion som komiske indslag. Begrebet kan også bruges om denne form for humor.
Filmeksempler.
Eksempler på slapstickfilm er blandt andet Charlie Chaplins tidlige stumfilm hvor rollefigurene ofte kastede kager på hinanden, blev slået i hovedet med stegepander, deltog i voldsomme slagsmål eller kørte galt med biler i fuld fart. Også Brødrene Marx brugte slapstick og crazykomik i sine farser i 1930'erne. Senere blev dette dramaturgiske begreb videreført i komiske tegnefilm som Tom og Jerry hvor billederne ofte blev ledsaget af stærke lydeffekter. Slapstickhumor er i dag erstattet af såkaldt "gladvold", det vil sige unaturlig voldsomme scener i blandt andet italienske og spanske western-parodier og amerikanske familie- og aktionkomedier som "Alene hjemme" og andre.
Inden for realfilm blev det især screwball comedy, der fik overtaget med lydfilmens fremkomst.
Slaraffenland.
Slaraffenland er et paradislignende fabelland eller lykkeland hvor mennesker lever i behagelig lediggang og får alt de vil have, uden at arbejde for det. Oprindeligt kunne Slaraffenland betegne forskellige slags fantasiriger, men blev efterhånden udelukkende brugt om et overflodssamfund, hvor der vokser pølser på grenene og færdigstegte duer flyver ind i munden på folk.
Sleep in.
Et sleep in er et billigt overnatningssted for primært unge turister på linje med et vandrerhjem. Sprogligt set er selve ordet formentlig et pseudolån.
Et Sleep in er til forskel fra vandrerhjem et uafhængigt overnatningssted. På et vandrerhjem vil der typisk være en ekstra afgift per døgn for en eller anden form for medlemskort, mens dette ikke er tilfældet på et sleep in. En anden væsentlig forskel mellem et sleep in og et vandrerhjem er, at et sleep in som oftest henvender sig til en yngre målgruppe. Flere steder er der således en øvre aldersgrænse, (typisk 35 år).
Overnatningen på et sleep in sker enten på værelser eller på sovesale. Sovesalene kan variere meget i størrelse med alt fra 4 til op imod 100 gæster på en enkelt sovesal, som oftest i køjesenge. Den typiske gæst på et sleep in kaldes ofte for en "rygsækturist" eller "backpacker". Sovesalene kan være delt op, således at mænd og kvinder sover hver for sig. De kan også være blandet med både mænd og kvinder på samme sovesal.
Der findes flere sleep ins i København og et enkelt i Århus. Nogle er åbne året rundt, mens andre kun har åbent om sommeren i højsæsonen.
Slik (geologi).
Slik er fint ler, der aflejres på marskkysterne i Syd- og Sønderjylland. Aflejringsprocessen hænger sammen med tidevandet. Under højvande, "flod", føres det finkornede materiale ind med vandet, og under lavvande, "ebbe", kittes det sammen, mens området er tørlagt.
Marskaflejringer ligger i sags natur lavt og må beskyttes af diger, hvis de skal bruges til kvæghold eller dyrkning. Ved Vadehavet samles slik i slikgårde for dermed at øge aflejrings temp, så der dannes mere landjord.
Slow motion.
Slow motion henviser til flere artikler
Slup.
a>, Færøerne, i forgrunden en slup.
En slup et en-mastet sejlskib, med én, to-delt mast. Den kan både have en permanent og en ikke permanent mast. Den ikke permanente mast, klyverbom kan tages ind på dækket, så den ikke fylder så meget. Dette ses blandt andet på bergens slupen. Storsejls Bommen går ud over hækken. Slup er betegnelsen for riggen. Ved en Danmarksslup er det dog skroget bestemmer at det er en danmarks efter som det område den har sejle i gør at skrovet skal udformes anderledes..
Forrest er der en jæger eller jib. Topsejlet er ligesom jægeren et letvejrssejl og er der for at en lettere dug samlet giver de ca 2-3 knob. Klyveren bliver sat flyvende. Det vil sige at de bliver sat fra dækket og halet ud til klyverbomsnokken. Eftersom sluppen har meget sejl agtenfor masten skal der bæres en klyver indtil storm. Derfor er der mindst 3 klyvere og de benævnes storklyver, mellemklyver, og stormklyver.
Foken kan rebes 2-3 reb. Storsejlet kan rebes så meget, at der er balance mellem foken og storen alene. Dette bruges i storm.
Slup bruges også i den sømilitære terminologi og er her det et hurtigtsejlende fartøj med et kanondæk. Her er det ikke bestemt, at der skal være en mast.
Slør (mekanik).
Slør betegner i mekaniske sammenhænge et mellemrum mellem to mekaniske enheder der skal arbejde i indgreb med hinanden.
I mange kredse bruges udrtykket sidestillet med frigang, men en del fagfolk vægter de to udtryk forskelligt, idet "frigang" er et udtryk for planlagt mellemrum, mens "slør" er et udtryk for slid.
Slør, slup eller frigang er den bevægelighed/tolerance, der nødvendigvis må være ved mekanisk energiisolation - f.eks. et gear, et leje eller en kobling. Sløret skal være så småt som muligt, men hvis tolerancen er for lille, hindres bevægeligheden og der går energi tabt i friktion og delene slides meget.
De fleste bilister ved også at der må være fem centimeter slør i visse typer styretøj, hvilket vil sige at rattet højst må kunne drejes fem cm frem og tilbage uden at hjulene bevæger sig.
I våbenterminologi betegnelsen for at løb og lås kan bevæges i forhold til hinanden, når bøssen er lukket.
Smalltalk.
Small talk er et engelsk udtryk der refererer til en samtale uden dybere indhold, f.eks. om vejret eller høflige forespørgsler om familien. På overfladen kan denne virke overflødig, men er i praksis vigtig i sociale sammenhænge.
Smaragd.
En smaragd (gr. "smaragdos", Be3Al2(SiO3)6) er et stærkt grønt mineral, som også anvendes som smykkesten. Smaragd er en beryl. Den grønne farve skyldes krom og til tider jern. Første gang smaragden omtales i europæisk kulturhistorie er i bystaten Venedigs glansperiode i 1200-tallet. Efter sigende udgjorde smaragder en stor del af de ædelstene, som Polo-brødrene hjembragte i 1279 fra deres 12 år lange rejse til Mongoliet og Kina. Det var brødrene, som for alvor introducerede europæerne for den grønne ædelsten. I de følgende århundreder var der en livlig handel via de handelsruter som Poloerne var med til at åbne, men smaragden var stadig meget sjælden, fordi der kom så få til Europa.
Det ændrede sig markant med spaniernes erobring af Sydamerika i 1500-tallet. Sydamerika er det område i verden, hvor der findes flest smaragder. Siden omkring år 500 havde de lokale indbyggere brudt smaragder fra åbne miner og store gruber. De rå smaragder blev slebet og primært brugt til smykker og udsmykning på de mange templer. Det var specielt populært, at bruge smaragder som øjne i gudestatuerne. Indbyggerne kaldte stenene for "gudernes tårer". Ved spaniernes ankomst til Sydamerika gik den vilde jagt på kostbarheder, som kunne plyndres og sendes hjem til Europa. Spanierne fik hurtigt øje på de mange overdådigt udsmykkede templer, og de plyndrede konsekvent templerne for guld, sølv og ædelstene. De smaragder, som spanierne fandt i Sydamerika, var anderledes end dem, som de havde set i Europa. Det skyldtes, at de sydamerikanske smaragder dels var større, og dels havde en dybere grøn farve. Det gjorde dem betydeligt mere kostbare end de kendte smaragder. Som alle andre ædelsten bestemmes værdien af smaragder af størrelse og farveintensitet. De plyndrende soldater vidste ikke meget om prissætningen på ædelsten, og det var meget normalt, at de delte store smaragder for at kunne dele dem mellem sig. Det skyldtes muligvis også, at de prøvede stenenes ægthed: de troede fejlagtigt, at ægte sten ikke kunne knuses.
De store mængder smaragder, som kom til Europa, gjorde det moderne at anvende dem i smykker, og alle adelige - mandlige og kvindelige - med respekt for sig selv havde smaragdsmykker. Det blev højeste mode blandt herrerne at have en dråbeformet smaragd i højre øre. Men intet varer evigt; i takt med at strømmen af smaragder fra Sydamerika svandt ind, blev kvaliteten også dårligere. Det skyldtes, at spanierne havde plyndret området for smaragder, og derfor blev det sværere at finde nye steder at plyndre, og der var ikke så mange at sende hjem. Gradvist blev smaragden umoderne og sank langsomt tilbage til en mere ydmyg rolle blandt ædelstenene. Det ændrede imidlertid ikke ved, at der i ædelstenens glansperiode blev lavet nogle vidunderlige og ekstremt kostbare smykker med smaragden som den primære ædelsten. Blandt de mest kendte og kostbare smaragdsmykker er Topkapi-skatten i Topkapimuseet i Istanbul.
Blandt de danske kronjuveler findes der en meget kostbar og helt unik samling af smaragder. De er samlet i et smykkesæt, som består af halskæde, diadem, broche og ørenringe. Smaragderne er en gave fra Christian den 6. til Sophie Magdalene i 1723 og guldsmed C. M. Weishaupt samlede dem i 1840 til det smykkesæt, som i dag kan ses på Rosenborg Slot. Det er en del af kronjuvelerne og regnes - sammen med kronerne og smykkesættet af diamanter - som de kostbareste danske kronjuveler. Så vidt vides findes der ingen kronjuveler i verden, der indeholder en så stor samling smaragder. Det gør smykkesættet økonomisk og historisk uvurderligt.
Smash.
En smash er et hårdt overhåndsslag i fx tennis eller badminton.
Smeltning.
Smeltning er den proces, der gør, at et stof i fast form smelter og bliver flydende.
F.eks. kræver 1 kg is ved 0ºC en tilførsel af varmeenergi på 334,4 kilojoule for at det kan smelte, og blive til vand.
Smålandsfarvandet.
Smålandsfarvandet adskiller øerne Sjælland og Lolland.
Øer i Smålandsfarvandet: Fejø, Femø, Askø, Lilleø, Skalø, Vejrø, Rågø, Rågø Kalv, Vigsø, Lindholm, Suderø og Havneø.
Smålandsfarvandet er i vest forbundet til Storebælt og Langelandsbælt, og i øst til Storstrømmen og Guldborgsund.
Snack.
En snack er et lille måltid, som spises mellem de normale måltider (morgenmad, frokost og aftensmad). Den spises enten for at stille ens sult, give et kortvarigt lager af energi eller simpelthen for nydelsen af smagen. Maden forbindes ofte med junk food, men kan f.eks. også være frugt.
Snob.
En snob er et menneske, som ønsker at fremstå som rig adelig eller bare bedre end andre. Betydningen stammer fra det latinske sine nobelis, som betyder uden adel.
Normalt er det mennesker i en lavere rangklasse, der har en hang til at opføre sig, som om de er bedre vant. F.eks. ved at opbygge en facade udadtil, som synes rig - mens bagsiden af økonomiske grunde halter bagefter.
En snob kan også kendes ved at hun/han imiterer kendte personligheders livsstil, klædemåde, talemåde osv. Et eksempel fra tv-seriens verden er den engelske: "Fint skal det være". Her har fruen i huset valgt et familienavn: Bucket, der efter hendes mening skal udtales på fransk (Bou-quet) - men som oftes bliver fortolket som Bucket (spand).
Andre navne for en snob er: "nyrig" (nouveau riche) og "fattigfin".
Man kan også "snobbe nedad" - hvilke f.eks. kan ske, hvis en skibsreder eller anden rig person kører på cykel til/fra arbejde i stedet for at benytte firmabilen. Eller holder op med at bruge mobiltelefon, når det er hvermandseje.
Snog.
Snogen ("Natrix natrix") er en af Danmarks få slanger. Den kan kendes på de karakteristiske gule pletter i nakken.
Snogen lever overvejende i moseområder, eller i nærheden af gårde, i møddinger, hvor den lægger sine æg.
Snogen lægger mellem 20 og 40 æg i juni/juli måned.
Den største snog, der er fanget i Danmark, målte 132 centimeter, men gennemsnitsstørrelsen er cirka 100 centimeter for en hunsnog, som er større og kraftigere end hannen.
Snogen er ikke giftig, i modsætning til Danmarks anden slangeart, hugormen.
Social.
Social stammer fra det latinske ord socius, kan i grundformen karakterisere levende organismers samkvem med hinanden, især mennesker selvom biologer også anvender udtrykket i forbindelse med grupper af insekter og dyr.
Ordstammer.
Som ordstamme eller præfiks ses des i utrolig mange sammenhænge, f.eks.
Socialisme.
Socialisme refererer til en bred vifte af politiske bevægelser der ønsker et socioøkonomisk system i hvilket produktionsmidlerne (fx fabrikker, finansielle institutioner, infrastruktur etc.) er underlagt politisk kontrol og kommer alle samfundets medlemmer til gode. Denne kontrol af produktionsmidlerne kan have forskelligt udtryk. Der kan fx være tale om statsejerskab, kooperativer eller arbejdernes direkte ejerskab over deres egen arbejdsplads. Socialisme står således primært i modsætning til kapitalisme som økonomisk system, og liberalisme som politisk system.
Det røde flag forbindes ofte med socialisme
a> 1772–1837 Fransk filosof, købmand og såkaldt utopisk socialist.
Henri de Saint-Simon 1760–1825 Kaldes grundlæggeren af fransk socialisme
Robert Owen 1771–1858 Walisisk socialist der anses for grundlæggeren af den kooperative bevægelse
Pierre Joseph Proudhon 1809–1865 Fransk anarkist
a> 1818–1883. Sammen med Friedrich Engels er han den moderne socialismes fader
a> 1820–1895 Tysk socialistisk teoretiker der arbejdede sammen med Karl Marx
Filosofi.
Det socialistiske perspektiv er generelt baseret på materialisme og opfattelsen af, at menneskelig adfærd i stor udstrækning er formet af de sociale omgivelser. I særdeleshed hævder videnskabelig socialisme, at social vækst, værdier, kulturelle træk og økonomisk praksis er sociale skabninger, og ikke en immutabel naturlig lovs ejendom. Det ultimative mål for Marxistiske socialister er frigørelsen af arbejdskraft fra fremmedgørende arbejde. Marxister argumenterer med, at frigivelsen af det enkelte individ fra nødvendigheden af at udføre fremmedgørende arbejde for at modtage varer ville tillade folk at forfølge deres egne interesser og udvikle deres egne talenter, uden at være tvunget til at udføre arbejde for andre. For Marxister er niveauet af økonomisk udvikling, under hvilket dette er muligt, et testamente over fordele i de produktive muligheder for samfundet.
Socialister argumenterer generelt med, at deres bevægelse er en metode til at bringe social organisation op på et niveau af nuværende teknologisk fremskridt, for fuldt at drage nytte af moderne teknologi. De argumenterer, at kapitalisme enten er forældet eller nærmer sig forældelse som et levedygtigt system til at producere og distribuere rigdom på en effektiv måde. Socialister argumenterer generelt med, at kapitalisme koncentrerer magt og rigdom indenfor et lille segment af samfundet, der kontrollerer produktionsmetoderne og trækker deres rigdom ud gennem et udnyttelsessystem. Dette skaber et lagdelt samfund baseret på ulige sociale relationer, der ikke formår at yde lige muligheder for ethvert individ til at maksimere dets potentiale, og som ikke gør brug af den tilgængelige teknologi og de tilgængelige ressourcer til deres maksimale potentiale i offentlighedens interesse, samt fokuserer på at tilfredsstille markedsinducerede krav i modsætning til menneskelige behov. Socialister argumenterer, at socialisme ville muliggøre at distribuere rigdom baseret på, hvor meget den enkelte bidrager til samfundet i modsætning til, hvor meget kapital den enkelte kan fremvise. http://en.wikipedia.org/wiki/Socialism
Tidlige former.
De tidligste former for egentlig socialisme anses for at være de bevægelser, som siden er kommet til at gå under navnet den utopiske socialisme. Denne politiske tendens arbejdede ud fra den forestilling, at socialistiske enklaver kunne opbygges inden for rammerne af det feudale eller senere det kapitalistiske samfund. Retsindige rigmænd eller sammenslutninger af idealister skulle således oprette socialistiske produktionsfællesskaber eller kollektiver, som så ved deres eksempels kraft kunne inspirere andre til at følge samme spor. De teoretiske fortalere for denne strategi var socialister som Charles Fourier, Claude Henri de Rouvroy de Saint-Simon og Robert Owen. Nogle medregner også anarkisten Pierre-Joseph Proudhon til denne strømning.
I "Report to the County of Lanark" ("Rapport til amtsadministrationen i Lanark", 1821) hævder den engelske storindustrialist Owen, at kun et egentligt brud med samfundsudviklingen kan ophæve industrialiseringens og privatejendommens skyggesider. Han opstiller et sæt principper for et fuldstændig samfundsalternativ, hvor ambitionen er at forene det bedste fra den førindustrielle verdens sociale liv med den nye tids nye teknologi. Kernepunktet er kooperative landsbyer, som planlægges for mellem 300 og 2.000 mennesker. Den primære beskæftigelse skal være landbrug og fødevareproduktion, men også håndværk og industrivirksomhed er på programmet. Opdragelse og uddannelse spiller en nøglerolle. Owen fastholdt oplysningstidens ide om de ydre omstændigheders indvirkning på menneskesindet og den medfølgende optimistisk tro på, at en korrekt opdragelse ville føre til et godt samfund.
Owens egne praktiske erfaringer som succesfuld virksomhedsleder gav ham mange tilhængere. Han blev en inspirationskilde for mange oppositionelle, som ikke ville vente på de effekten af udvidet stemmeret osv. Hans anvisninger for en anden måde at organisere et samfund på forelå bl.a. med detaljerede planer for arkitekturen. I årene som fulgte, blev hele seksten Owen-inspirerede storkollektiver grundlagt i USA og ti i Storbritannien. De mest kendte var New Harmony i Indiana (1825-28) – det første ikke-religiøse utopiske samfund i USA – og Harmony Hall i England (1839-45). Både nordamerikansk og engelsk socialisme har lige siden været præget af denne form for praktisk eksperimenteren med politiske øer i det kapitalistiske samfund.
Det danske Christiania og den den danske produktionskollektiv-bevægelse kan tjene som moderne eksempler på utopisk socialisme. Den utopiske socialisme mistede imidlertid meget af sin tillokningskraft, efterhånden som industrialismen slog igennem, og modsætningerne mellem arbejderklassens og borgerskabets økonomiske interesser blev tydeligere, og arbejderne begyndte at organisere sig som klasse på tværs af virksomhederne og i et modsætningsforhold til arbejdsgiverne. Altså i og med fagbevægelsens og syndikalismens fremvækst. Her var nye strategier, som virkede mere slagkraftige.
Fra midten af 1800-tallet udviklede Karl Marx og Friedrich Engels en økonomisk teori om kapitalismens måde at fungere på og en teori om faserne i den historiske udvikling – og om overgangen mellem disse faser. Disse teorier er siden kommet til at gå under betegnelsen marxisme. Marx selv foretrak at kalde opfattelsen for den videnskabelige socialisme, netop for at sætte en skillelinje i forhold til den såkaldt utopiske socialisme. Den store forskel mellem den utopiske og den videnskabelige socialisme er bevidstheden om klasseinteressernes betydning. Marx anså det for naivt at forestille sig, at industrifyrsterne ville lade sig inspirere til at deltage i socialistiske eksperimenter. Enkelte kunne nok lade sig lokke til det, men langt de fleste kunne forventes at følge deres "klasseinteresse" i selv at bibeholde magten over deres virksomheder, retten til at lede og fordele arbejdet, og retten til virksomhedernes overskud. Derfor skulle socialismen vindes i en kamp mellem arbejderklassen, som havde objektiv interesse i socialisme, og arbejdsgiverne (eller borgerskabet, kapitalisterne), som omvendt havde objektiv interesse i at opretholde kapitalismen – uanset hvor menneskekærlige disse arbejdsgivere hver især måtte være. Socialisme forudsatte klassekamp, mente marxisterne.
Det betyder dog ikke, at de utopiske socialisters indflydelse blev udslettet med marxismens fremvækst. I sin kritik af arbejdsdelingen er Marx tydeligt inspireret af den franske socialist Charles Fourier. Denne rubricerede Marx ganske vist som utopisk socialist, men det har ikke forhindret franskmanden i at ’smitte af’. Marx nævner i "Parisermanuskripterne" Fouriers kritik af arbejdets opsplittede og ensformige karakter. Her er fremmedgørelsens og ufrihedens årsag. Her er grunden til, at privatejendommen overhovedet kommer til at fungere afstumpende på mennesket, mener Fourier. Udgangspunktet er en kritik af den undertrykkelse af drifter, følelser og alt sanseligt, som han oplevede i sin samtid. Kritikken er fremadrettet. Han opstiller en meget detaljeret plan for et alternativt samfund, Stammefællesskabet. Dette var formodentlig sammen med Hegels dialektik den vigtigste inspirationskilde til Marx' fremmedgørelseskritik, som var en hjørnesten i hans kritik af kapitalismen.
Med Marx' teori om stadierne i den historiske udvikling kom begrebet socialisme for hans efterfølgere til at betegne stadiet, der kommer efter kapitalismen, men før det klasseløse kommunistiske samfund. Socialismen ses altså i denne forståelse som en overgangsfase. Anarkisterne, som for en stor del også kalder sig selv socialister, opererer dog ikke med en sådan overgangsperiode med et stærkt statsapparat, men mener, at staten kan afskaffes umiddelbart efter en revolution til fordel for et klasseløst samfund uden noget magtcentrum.
Den marxistiske historieopfattelse.
I den marxistiske historieopfattelse "drives" historien fremad af de indre modsætninger og de kampe, der findes i samfundet. Ifølge Marx kan historien deles op i ca. 6 dele. Nemlig det urkommunistiske, slavesamfundet, det feudale, det kapitalistiske, det socialistiske overgangssamfund og til slut det kommunistiske samfund.
Det urkommunistiske samfund var et samfund meget lig det, vi i dag ser i de såkaldte natur- eller primitive stammesamfund, nemlig samfund uden privat ejendomsret og et stærkt kollektiv. Altså en form for kommunistisk samfundssystem i sin grundstruktur.
Slavesamfundet overtog derefter, og den kraftigste undertrykkelse af mennesker fandt sted i dette samfund. Kampe mellem dette samfunds klasser, nemlig slaveklassen og slaveejerklassen, førte efterhånden til, at slaverne fik deres frihed.
Et nyt samfund opstod, nemlig det feudale, hvori kongen og adelen støttet af kirken (der gav disse legitimitet ved at påstå, at disse var udpeget af gud til at lede resten af samfundet) var samfundets overklasse. Underklassen i dette samfund var i stort omfang bønder, der var stavnsbundet til hver deres herremand. Dette udbyttersystem var mindre undertrykkende end slavesamfundet, men stadig meget repressivt. Bønderne førte ligesom slaverne kampe mod herremændene og blev til sidst sat fri af dette system.
Det næste samfund opstod i forbindelse med den industrielle revolution og er det system, der må siges totalt at dominere på jorden i dag, nemlig kapitalismen (Selv om der stadig få steder findes feudallignende samfund (som fx i Nepal og Indien) og endda få urkommunistisk-lignende samfund (fx amazonindianerne og visse nomadesamfund). Ligeledes findes der stater, der kalder sig selv socialistiske, men som mere minder om statskapitalistiske samfund, da staten her blot har erstattet en kapitalistklasse med sig selv).
Under det kapitalistiske system ser Marx arbejderen som den udbyttede, der kun har sin arbejdskraft at sælge til kapitalisten (ejeren af produktionsmidlerne, fx en fabrik). Under dette system har arbejderen mere frihed end slaven og fæstebonden, nemlig som Marx skriver, til at vælge sin egen herremand. Marx mener, at der er flere problemer ved dette arbejder-kapitalist forhold (som fx fremmedgørelses-problematikken), men et af de største er lønforholdet. Mens arbejderen ønsker så høj en løn som muligt for det arbejde, han eller hun udfører, ønsker kapitalisten at give så lav en løn som muligt, så hans eller hendes (eller aktionærernes) overskud kan blive så stort som muligt. På den anden side er begge parter afhængige af hinanden, så de kan ikke bare gå fra hinanden. Arbejderen skal sælge sin vare (sin arbejdskraft) for at overleve, og kapitalisten skal bruge arbejderen til at producere.
Den kamp, der føres fra begge klasser mod den anden part, kaldes klassekamp (mest synlig ved fx konflikter, strejker og lockouts). Marx mente, at arbejderne skal organisere sig i fagforeninger og et socialistisk parti og derigennem føre en effektiv klassekamp. Målet, mener Marx, må være, at arbejderklassen omstyrter den kapitalistiske stat og sætter sig på magten. Da arbejderklassen (lønmodtagere sammen med studerende, pensionister etc.) udgør langt hovedparten af befolkningerne i industrielle samfund betyder dette blot, at flertallet indser (ifølge en marxistisk verdensopfattelse), hvad der er i deres egen interesse og fjerner den lille kapitalistoverklasse fra dens privilegier. Når dette er gjort, indfinder det socialistiske samfund sig, og under dette afmonteres de sidste dele af det kapitalistiske system og tankesæt.
Til sidst, mener Marx, at det kommunistiske samfund vil opstå som resultatet at utallige kampe, kæmpet af de undertrykte mod undertrykkerne. Dette samfund vil være et klasseløst samfund. Og i tråd med den marxistiske verdensopfattelse vil dette samfund så at sige være det sidste samfund i menneskehedens forhistorie, simpelthen fordi der ikke længere er fundamentale modsætninger, hvorfra kampe kan "drive" nye samfundssystemer frem. Der kan ikke finde klassekampe sted i et klasseløst samfund.
Det skal siges at Marx og Engels ikke ser det kommunistiske samfund som en historisk nødvendighed, idet en overgang til det kommunistiske samfund kræver en aktiv handlen af en hel klasse. Marx og Engels skriver f.eks. i "det kommunistiske partis manifest": "Alle hidtidige samfunds historie er klassekampenes historie". Som bekendt kræver kamp handlen. Marx og Engels skriver desuden: "... der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang". Med dette mener Marx og Engels, at overgang til nye samfund ikke er en nødvendighed, og dermed at overgangen til det kommunistiske samfund ikke er en historisk nødvendighed. Den historiske materialisme er altså hverken deterministisk eller historicistisk.
Det kommunistiske samfund er en utopi, eftersom det endnu ikke findes.
Socialismens mange retninger.
Der har, lige fra de første spæde socialismer voksede frem, været en mangfoldighed af forskellige tendenser, bl.a. reformistiske, eurokommunistiske, trotskistiske, stalinistiske, leninistiske, maoistiske, venstrereformistiske, anarkistiske, syndikalistiske og venstresocialistiske, samt en lang række kombinationer og undergrupperinger inden for disse forskellige retninger. Derudover har der vist sig særligt økologiske, holistiske og alment humanistiske retninger samt bevægelser, som har baseret deres arbejde på en national befrielseskamp. Nogle er efterhånden smeltet sammen, andre har allieret sig med hinanden, nogle har infiltreret hinanden, nogle bekæmpet hinanden og nogle tilmed bekriget hinanden.
Visse tendenser inden for den socialistiske bevægelse — særligt de leninistiske — har været tilbøjelige til at se socialismen som opdelt i to hovedlinjer: den reformistiske og den revolutionære. De har således set den reformistiske gren som en, der mente, at socialisme kan indføres ved reformer, mens den revolutionære gren mente, at socialismen skulle indføres ved en revolution. Denne revolution kan være blodig såvel som ublodig. Dette afhænger i deres selvforståelse af, i hvor stort omfang den herskende klasse er indstillet på at bruge vold for at beholde deres magt og privilegier. En sådan konfrontation mellem arbejderklasse og borgerskab kan, ifølge Marx, have tre mulige udfald; nemlig arbejderklassens sejr, borgerskabets sejr eller undergang for begge parter. I en sådan krisesituation for kapitalismen, vil en sejr for borgerskabet kunne føre til fascisme. Fascismen er kapitalismens sidste redning. Under fascismen fjernes de såkaldte borgerlige frihedsrettigheder, og tilbage er alene den private ejendomsret. Herved kan arbejderklassen holdes fra magten, og samtidig bibeholder borgerskabet sit ejerskab til produktionsmidlerne. Der har igennem historien været talrige eksempler på denne type forløb, hvor kapitalismen har været i krise, og hvor fascismen som et sidste bolværk mod arbejdernes overtag har ophævet demokratiet. Ofte nævnes nazisternes magtovertagelse som et eksempel herpå, hvilket skyldes, at venstrefløjen anført af kommunisterne ofte ligestiller de to ting.
Det skal dog nævnes, at socialisme ikke "bare" er lig ophævelse af den private ejendomsret. Fx var den private ejendomsret ophævet i Sovjetunionen, hvilket ikke gjorde unionen socialistisk. Ejerskabet af produktionsmidlerne var blot gået fra en lille stenrig elite (kapitalisterne) til en lille privilegeret klasse i staten. Arbejderne i Sovjetunionen havde ikke fået kontrollen over deres egne arbejdspladser. De havde blot fået nye, men ikke mindre undertrykkende arbejdsgivere. Af den grund betragter mange socialister ikke det sovjetiske system som socialisme, men heller ikke som kapitalisme i klassisk forstand, eftersom der ikke var privat ejendomsret. Nogle har valgt at kalde den russisk-sovjetiske samfundsform for statskapitalisme — bl.a. som analyseret af Tony Cliffs "State Capitalism in Russia" og hos diverse venstrekommunistiske og trotskistiske strømninger. Andre definerer den sovjet-russiske model som "degenereret arbejderstat" (fx Fjerde Internationale).
Ifølge denne opfattelse findes der i Danmark to store undergrupperinger under den reformistiske socialisme, nemlig den folkesocialistiske og den socialdemokratiske. Disse to reformistiske retninger findes i hhv Socialistisk Folkeparti (SF) og Socialdemokraterne.
Socialdemokratiet kan dog i realiteten ikke betegnes som socialistisk længere, da partiet i dag er tilhænger af såvel den private ejendomsret, markedsøkonomi som demokrati, selv om store dele af dets medlemmer betegner sig som "demokratiske socialister".
SF er snarere at sammenligne med Socialdemokratiet indtil 1970'erne, hvor man i realiteten accepterede de tre ovenfor nævnte realiteter, men officielt fortsat ønsker kollektivt ejerskab.
Det eneste socialistiske parti i en oprindelig forstand i Folketinget er Enhedslisten, der hverken går ind for den private ejendomsret eller markedsøkonomi.
Af små partier, der ideologisk set tilhører den revolutionære gren, kan nævnes; Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Arbejderparti (KAP), Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister Leninister (DKP/ML), Socialistisk Arbejderparti (SAP), Venstresocialisterne (VS) og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD).
Flere af disse partier var igennem en kraftig selvransagelse efter murens fald i 1989, og fx blev DKP spaltet i to. Et "gammelkommunistisk" i form af KPiD opstod.
En del af overlevelseskampen efter 1989 var bl.a. oprettelsen af valgalliancen Enhedslisten – de rød-grønne. I organisation blev dannet af DKP, SAP og VS. Siden sluttede resterne af det oprindeligt maoistiske KAP sig til. I 2006 besluttede også det lille trotskistiske parti Internationale Socialister (IS), at deres medlemmer skulle søge optagelse i Enhedslisten. Der er dog ikke længere partier med i Enhedslisten, som således kun har individuelle medlemmer. Medlemstallet er på ca. 4000 (oktober 2006), hvoraf langt de fleste ikke er medlemmer af andre partier. Derfor ligner Enhedslisten efterhånden mere et parti end en valgliste. Partierne, der oprettede listen, eksisterer stadig som selvstændige, om end meget små, partier.
Andre revolutionære socialister — som fx anarkister — organiserer sig ikke i partier, men i udenomparlamentariske organisationer, som f.eks. Rebel, idet de mener, at parlamenter som udtryk for repræsentativt demokrati repræsenterer et illegitimt og udemokratiskt fåtalsvælde, hvor parlamentarikerne i højere grad varetager deres egne end deres vælgeres interesser, og derfor ønsker systemet afløst af decentralisering af magten og direkte demokrati.
Socialistiske organisationer i Danmark.
De nævnte partier er i forskellige grader inspireret af socialismen; fra at socialismen er den dominerende ideologi (DKP, Enhedslisten) til at partiet har rødder i socialismen, men har accepteret det frie marked som grundlæggende vilkår (Socialdemokratiet, SF).
Socialrealisme.
Socialrealisme er en kunstnerisk stilperiode i Europa fra 1930 og frem. I Danmark kendes den fra samme tid.
Socialrealismen var især fremtrædende i litteraturen fra 1930'erne. Den var en af to retninger fra "hverdagsrealismen", hvor den anden retning kaldes "borgerlig realisme". Begge disse retninger benyttede let tilgængeligt sprog til at beskrive hverdagen for mange mennesker. Socialrealismen tog de socialt og psykisk svage individers problemer til behandling på en ofte varm og loyal måde. De blev kærligt omtalt og man tillagde de socialt udsatte en vis form for medlidenhed. Til gengæld havde forfatterne, især Pontoppidan, en meget resignerende holdning overfor de fattiges muligheder for avancement i samfundet. Den sociale mobilitet var nærmest ikke-eksisterende og samtidig fortsatte de rige med at ekspandere og udvide sine ejendomme. Den kritiske realisme udviser et pessimistisk syn på situationen for de socialt udsatte.
I det moderne gennembrud beskrev forfatterne hvorledes den biologiske arv og det sociale miljø determinerede menneskets liv. På den måde var der lagt faste rammer for individets plads i samfundet.
En genre, man tit finder i socialrealismen er kollektivromanen, der skildrer hvordan en gruppe samfundsborgere udvikler sig i forhold til deres placering i samfundet.
Blandt fremtrædende forfattere på denne tid kan bl.a. Martha Christensen, Henrik Pontoppidan og John Nehm nævnes.
Sociolekt.
Sociolekt er inden for lingvistik variationen af sproget karakteriseret på baggrund af sociale grupper og status. Det er et portmanteau, der kombinerer orddelene "socio-", der betyder social og "-lekt", der betyder variation i sprog.
En dialekt som kommer på baggrund af regionale forskelle kan også have sociolektisk indflydelse. For eksempel er standardtysk (også kaldet højtysk) en dialekt, idet det (i hvert fald oprindeligt) tilhører den sydligere del af Tyskland. Dog er det i kraft af at være det nationale sprog forbundet med prestige og derfor også en sociolekt.
Sociolingvistik.
Sociolingvistik eller sprogsociologi er studiet af hvordan forskellige aspekter af et samfund har indvirkning på sproget, og området er en del af sprogforskningen.
Sociolingvistikken kan opdeles i "mikrosociolingvistikken" og "makrosociolingvistiken", hvor den første "giver sig af med at studere sprogbrug i den lille overskuelige gruppe (som regel med ansigt-til-ansigt-kontakt...)".
Til makrosociolingvistikken hører for eksempel studiet af dialekter, sociolekter og sproghistorie.
Kønsforskelle i sprogbrug.
Sociolingvistikken kan beskæftige sig med at undersøge om der er forskel på mænd og kvinders sprog.
En undersøgelse fra New Zealand bad mænd og kvinder om hver at skrive en email. Statistisk analyse af emailene kunne med ganske stor sandsynlighed gætte kønnet på forfatteren.
De medvirkende i forsøget kunne også i 14 ud af 16 tilfælde gætte kønnet på forfatteren.
En anden undersøgelse har også i rimelig grad kunnet gætte kønnet på email-forfatteren - udelukkende ved brug af computer-baseret klassifikation
Kønsforskelle i sprogbrug hos engelsk-sprogede blog-skribenter er også undersøgt.
Et studie fandt at i forhold til kvinder skriver mandlige skribenter mere om religion, politik og forretning.
Sociologi.
a> - en af grundlæggerne af sociologien som videnskab
Sociologi (latin: læren om det sociale) er videnskaben om det sociale aspekt af den menneskelige tilværelse. Sociologiens fokus - dens "genstand" - er relationerne mellem mennesker, individer, grupper og samfundets struktur. Sociologien adskiller sig derfor fra psykologien ved at undersøge sociale fænomener adskilt fra den subjektive og den individuelle oplevelse af fænomenet.
Før 1. verdenskrig.
Sociologien er en relativ ung videnskab. Franskmanden Auguste Comte regnes for at være en af dens grundlæggere idet han navngav disciplinen, men sociologiens rødder går væsentlig længere tilbage i hisotorien. Thomas Hobbes antog i Leviathan fra 1651, at menensket organiserer sig gennem en social kontrakt med en leder (fyrste) for at neutralisere naturtilstanden, hvor alle er i krig indbyrdes.
det rationelle valg var for Hobbes at underkaste sig en autoritet for at undgå de destruktive følger af menneskets natur. Jeremy Bentham fremsatte i 1789 en teori om nytteværdi, som imødegik Hobbes' påstand. Bentham mente, at det rationelle valg bestod i at optimere den enkelte samfundsborgers nytte af en social regulering; når flest muligt opnåede størst mulig nytteværdi af en beslutning, var denne beslutning den bedst mulige for gruppen (eller samfundet).
Karl Marx, som primært opfattes som politolog og økonom havde stor betydning for sociologiens udvikling, især via af begreberne klassekamp og fremmedgørelse, som satte fokus på uligheden i samfundene. Årtiet efter Marx's død i 1883 udgav Herbert Spencer sit hovedværk," The Principles of Sociology", hvor samfundet sammenlignes med en organisme. Værket inspirerede mange sociologer i det 20. århundrede, især funtionalisterne. Vilfredo Pareto, Emile Durkheim og Max Weber markerede sig omkring århundredeskiftet med nye synsvinkler på sociologien, især har Webers idealtype påvirket senere sociologer.
1920 - 1970.
I tiden efter 1. verdenskrig fandt funktionalismen stor udbredelse med udgangspunkt i studier af Bronislaw Malionowski og Reginald Radcliffe-Brown; men det var først med Talcott Parsons' mål- og handlingsanalyse, at funktionalismen fik sit egentlie gennembrud. Frankfurterskolen opnåede en tilsvarende betydelig indflydelse på sociologien efter 2. verdenskrig, bl.a. ved at pointere, at videnskaben ikke kan være værdifri og at det er en pligt for forskeren at være selvkritisk. Pierre Bourdieu og Jürgen Habermas blev kendt allerede i 1960'erne, men fik først deres egentlige gennembrud som "store sociologer" efter 1970.
Efter 1970.
Bourdieu og Habermas etablerede sig som væsentlige bidragsydere til sociologien sammen med Niklas Luhmann, Anthony Giddens, Ulrich Beck og Zygmunt Bauman. Endvidere nævnes flere filosoffer med rod i postmodernisme og diskursteori som inspiration for sociologien, bl.a. Michel Foucault.
Områder for sociologisk videnskab.
Sociologien beskriver de sociale relationers struktur, funktioner og udvikling. Den beskæftiger sig navnligt med menneskers og gruppers interaktion, dvs. deres samkvem og gensidige påvirkning samt måden de organiseres på. Den tilstræber enten at finde frem til egentlige sociale lovmæssigheder og kausaliteter, eller alternativt at påvise, at social interaktion er præget af tilfældigheder og løse strukturer.
Sociologisk teori.
Sociologisk teori betegnes også som samfundsteori eller samfundsfilosofi og bygger på studier af menneskelig adfærd og samspillet mellem individ og system.
Mange sociologiske teorier arbejder med at beskrive betingelserne for social integration. Sociologiens teorier skal også kunne beskrive sociologien selv, for derigennem at kunne omfatte alt det sociale. Det er desuden en hovedopgave for sociologien at beskæftige sig med samfundets sociale differentiering, herunder biologisk og social arv. Det kan f.eks. ske ud fra et stratifikatorisk eller klasseanalytisk perspektiv.
Sociologien adskiller sig fra andre adfærdsvidenskaber ved at have som udgangspunkt, at intet menneske er født til at leve isoleret, men at det er født ind i et socialt system - en gruppe eller et samfund. Desuden byder den sociologiske videnskab på den grundlæggende antagelse, at interaktion er nøglen til at forstå mennesket og gruppen.
Sociologisk metode.
Sociologisk metode er den faglige betegnelse for fremgangsmåden ved sociologiske undersøgelser, herunder valg og behandling af data og rapportering af resultaterne.
Socionom.
En socionom betegner en person, der har gennemført socionom-uddannelsen på RUC, en socialrådgiveruddannelse, der nu er nedlagt. Uddannelsen kunne gennemføres som mellemlang uddannelse (det, der i dag betegnes som en bacheloruddannelse) eller sammen med et fag mere - en af RUCs forvaltningsuddannelser - hvorved socionomuddannelsen blev en del af en kandidatuddannelse.
En socionom er uddannelsesmæssigt og jobmæssigt ligestillet med en socialrådgiver og arbejder med mennesker i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor de medvirker til at løse og forebygge sociale problemer.
Sodomi.
Sodomi bruges fordømmende om forskellige seksuelle aktiviteter, der opfattes som perversioner, i reglen enten zoofili eller homoseksualitet (særligt analt samleje). I dansk sprogbrug er det normalt den første betydning, mens det i USA oftere vil have den anden betydning.
Franskmanden forstå "Sodomie" som analsex. Ligesom englænderen som også kan mene al slags sex bortset fra vaginalsex.
Ordet henviser til en fortælling i det Gamle Testamente (1. Mos. 18:16 - 19:29): Gud tilintetgjorde Sodoma, fordi deres indbyggere havde forsøgt at forgribe sig på to af Guds engle. De kristne moralister har siden middelalderen betragtet det som en advarsel mod, hvad der sker de samfund, der accepterer homoseksuel praksis. Imod denne fordømmende fortolkning bliver det indvendt, at historien ikke handler om homoseksualitet over for heteroseksualitet, men om, at Sodomas indbyggere havde forbrudt sig på gæstevenskabet.
Sofisme.
Sofisme var den intellektuel skole eller tradition i antikkens Grækenland, som de såkaldte 'sofister' stod for. Rent sprogligt kommer 'sofist' fra "sophia", som betyder visdom, hvilket adskiller sig fra termen 'filosof', som direkte oversat betyder 'ven af visdommen'. Det vil med andre ord sige, at sofisterne anså sig selv som en slags gruppe af vismænd i vismandstraditionen, til forskel fra filosofferne, der mere beskedent så sig selv som søgere af visdom (og vished), og som altså ikke på forhånd ville erklære, at de havde fundet den.
Sofisterne underviste mod betaling i filosofi og retorik. De underviste ikke med det formål at viderebringe bestemte værdier, men for at lære eleven at argumentere for sine egne synspunkter (på en smart og ufin måde siges det ofte). Sofisten Protagoras skal have sagt at "mennesket er altings målestok", dvs. at alt er relativt.
Problemet med at vurdere sofisternes synspunkter er imidlertid, at vi kun kender til dem fra deres modstandere.
Sokrates, som vi kender ham igennem fx Platon, var stor kritiker af sofisterne og bagefter ham også Aristoteles. Det er nok som et resultat af denne tidlige kritik og Platons enorme succes op gennem Europas historie, at vi i dag står med en betydning af 'sofisme' eller 'sofisteri', som nærmest er et skældsord. Dvs. som: slutninger baseret på falsk logik, spidsfindigheder, ordfælder og tom, nytteløs og endda uærlig tænkning.
Soft.
Soft er et engelsk ord, der betyder "blød".
Flere låneord er på dansk sammensat med soft.
Sol Invictus.
Sol Invictus er "Den uovervindelige" eller "ubesejrede Sol". Han var en orientalsk solgud fra byen Emesa i Syrien. Han blev fejret den 25. december, som var dagen for hans fødsel.
Solar plexus.
Solar plexus (plexus celiacus) er betegnelsen for det store nervebundt under mellemgulvet.
I mange kampsporter bruges Solar plexus som et angrebspunkt til forsvar og flugt metoder. Ved slag på Solar plexus kan der opstå diagfragmespasmer, og man får luften slået ud, og der kan gå nogle sekunder, før man kan trække vejret normalt igen.
Bemærk venligst at Solar plexus, er en for forvanskning, det hedder Plexus Coeliacus, latinsk og ikke amerikansk ordstilling.
Solarium.
a>-model. Et solarium er et apparat som udsender UV-lys (ultraviolet stråling), der er modelleret efter solens stråler. Solariets UV-lys er af typen UVA og UVB. Den dødelige type UVC, som absorberes i atmosfærens ozonlag og derfor aldrig når ned til Jordens overflade, er heller ikke i solariet.
Solarium bliver i dag mest brugt af kosmetiske grunde, men anvendes og er blevet anvendt i mange år af medicinske grunde.
Før ca. 1950 var "solarium" et udendørs sted, der var afskærmet med matte glasvægge eller lignende, så man ikke kunne ses udefra – og derfor kunne solbade fuldstændig nøgen for at blive brun over det hele.
Ordet "solarium" har tidligere været brugt i betydningen solur.
Kræftrisiko forbundet med solarium og sollys.
En ekspertgruppe under WHO har i 2009 gennemgået den videnskabelige litteratur, og fundet en direkte sammenhæng mellem brug af solarium og modermærkekræft. I juli 2009 omkategoriserede WHO UV-stråling fra solarier fra måske kræftfremkaldende til helt sikkert kræftfremkaldende. Ekspertgruppen anbefaler et forbud mod solarier for alle under 18 år. En stor nordisk kohorteundersøgelse er i tråd med WHOs konklusioner og viser, at unge skandinaviske kvinder (20-29 år) har 158% højere risiko for modermærkekræft ved ét månedligt besøg i solariet.
Solens naturlige UV-stråling er i samme kategori som solariets. Dvs, at UV-stråling fra Solen også er kræftkaldende. Sammensætningen af UV-strålingen i solarier er dog anderledes end i Solen, og UV-strålingen fra solarier er mere intensiv.
Solenodonten.
Solenodonten ("Solenodon paradoxus") er en insektæder, som ligner en kæmperotte. Den blev opdaget i 1833, og er i dag næsten uddød, men findes på et par af de store Vestindiske Øer. Den går kun på tåspidserne.
Solenoide.
En solenoides formål er at kunne virke som en slags lineær mekanisk motor med kort vandring, men med relativt stor kraft. Den drives f.eks. af elektricitet, hydraulik eller trykluft.
En elektrisk solenoide består af en oprullet elektrisk ledning (elektrisk spole) og en massiv magnetisk fjederbelastet (jern)cylinder. Når spolen gennemløbes af primært jævnstrøm, virker spolen som en elektromagnet. (Jern)cylinderen bliver som resultat trukket ind i spolen. En elektrisk solenoide anvendes f.eks. i relæer og magnetventiler.
Der findes også hydrauliske solenoider.
Solfatara.
Solfatara (af latin "sulfa" "svovl" og "terra" "jord") er en varm kilde eller en slags mudderpøl med geotermisk aktivitet. De kan typisk findes omkring vulkaner. Der er en karakteristisk lugt af rådne æg pga. svovlforbindelserne.
For det meste er den udstrømmende gas varm og indeholder også carbondioxid (C + O2 ⇔ CO2 + 386 kJ) og vanddampe. Gennem den kemiske reaktion af svovlvandstof og svovl med ilt dannes svoldioxid, som opløser sig i vand, som danner den svovlholdige syre carbondioxid. De forsurer stenarterne og bevirker, at de sammen med de varme vanddampe opløses i de mineralske bestanddele. Gennem denne opløsning og kondensation (vand, som skifter fase fra damp til væske) fra vanddampene, danner der sig ofte en slamkedel med gas og luftbobler.
Solhverv.
Solhverv kommer fra oldnordisk "hverfa" og betyder "vende".
De to tidspunkter på året, hvor solen har størst deklination er nordlig den 21. juni eller 22. juni og sydlig den 21. december eller 22. december.
På den nordlige halvkugle er den første dato den længste dag og kaldes "sommersolhverv", den sidste dato den korteste og kaldes "vintersolhverv". På den sydlige halvkugle er forholdet det omvendte.
Sommersolhverv er det tidspunkt på året, hvor dagen er længst og solen står højest på himlen kl. 12 middag (som svarer til kl. 13 under sommertid). Begge dele skyldes, at solen står lodret over den nordlige vendekreds ("Krebsens Vendekreds") ved middagstid netop den dag.
Dagslængde.
Dagens længde dvs tiden mellem solopgang og solnedgang er en funktion af lokalitetens breddegrad og tid på året, som følgende tabel viser
Solipsisme.
Solipsisme er den metafysiske teori, at ens eget jeg er det eneste eksisterende jeg. Det er betegnelsen for den filosofiske anskuelsesvinkel, hvorunder verden i sig selv kun er perciperet af én enkelt person, og eksistensen af andre bevidstheder således ikke bare betvivles, men "benægtes".
Solipsisme bruges indenfor filosofien næsten udelukkende som en afskrækkende anklage. Således affærdiges den radikale fænomenologi ofte med, at den (under en bestemt synsvinkel) må ende i en solipsisme.
Argumenter "for" solipsismen.
Argumentet bygger på den meget normale antagelse, at vi principielt er afskåret fra indblik i andres psyke og at vi strengt taget kun kender vores egne oplevelser. Fx mener mange, at man principielt ikke kan vide, om en given figur foran én virkelig er et andet menneske eller bare en eller anden djævelsk form for illusion – f.eks. en avanceret robot af en art eller simpelthen noget man drømmer. Hvis man deler denne opfattelse, så kunne en metafysisk teori som solipsismen måske virke nærliggende; men der er selvfølgelig en kæmpe forskel på at tilslutte sig et erkendelsesteoretisk synspunkt som det beskrevne og så hoppe til solipsismen som et metafysisk standpunkt. - Hvis man principielt ikke kan erkende, at solipsismen kan udelukkes, kan man jo heller ikke være sikker på at den rent faktisk er tilfældet.
Argumenter "imod" solipsismen.
Et argument imod solipsisme er at teorien selv er et resultat af en social interaktion, og derfor virker det naturligvis absurd at en enkelt bevidsthed pludselig begynder at tro, at den er den eneste, der findes. Nogle mener desuden, at "sproget" netop er en måde, hvorpå forskellige bevidstheder rent faktisk kan møde hinanden. Til sidst kunne man også på baggrund af "etiske" overvejelser vælge ikke at tro på solipsismen: I fald der bare er én lille chance for, at der findes "fremmedpsyker", så ville det nemlig være etisk utilladeligt at opføre sig som om, der ikke var.
Derudover er solipsisme som teori – meget naturligt – ikke særligt accepteret socialt, fordi den jo netop benægter fællesskabets eksistens. Dette forhold kan ofte synes at være den "egentlige" grund til' at kun meget få mennesker (om nogen overhovedet) for alvor har hævdet solipsismen.
Andre punkter af interesse.
Det skal desuden nævnes, at problemstillingen stadig er særdeles aktuel mht. menneskets forhold til dyr. Mange mennesker har fx historisk anset dyr for bare at være rene maskiner uden bevidsthed,- og problemet er, at det åbenbart er umuligt eksperimentelt at modbevise (eller bevise) en sådan påstand.
En avanceret form for solipsisme er at hævde, at vi alle er bevidste, men at der kun er tale om én bevidsthed. Dvs. at vi alle sammen i virkeligheden er den samme! Dette er dog en stort set uudforsket filosofisk mulighed, der umiddelbart ser ud til at være vanskelig at forene med normale forestillinger om tid og rum.
Solmisation.
Solmisation eller solfege er et tonesystem hvor hver enkelt tone har et navn og et tilknyttet håndtegn.
Solo.
Grundbetydningen af solo er ene og bruges inden for musikken i flere sammenhænge.
Sombrero.
En sombrero er en bredskygget mexicansk hat. Ordet er afledt af det spanske ord "sombra", som betyder skygge.
Sommelier.
En sommelier (fra fransk: Mundskænk) er den tjener, som tager sig af serveringen af vin i en - især finere - restaurant. Det drejer sig om at hjælpe gæsten med valg af den rette vin til det bestilte måltid eller den enkelte ret og serveringen af den. For nogen kan det rette vinvalg være så vigtigt, at en restaurants sommelier næsten kan have samme betydning for dens ry som dens chefkok.
En sommelier har desuden almindeligvis ansvaret for restaurantens indkøb og oplagring af vin, hvorved han ofte er ansvarlig for den væsentligste del af den kapital, der er bundet i restauranten.
I London findes en international uddannelse til "Master of Wine", som efter årelange kurser fører frem mod den endelige prøve, som er særdeles vanskelig at bestå.
Sommertid.
Sommertid er en ændring af den normale tid, som effektueres ved at stille urene en time frem i sommerhalvåret. Ikke alle lande anvender sommertid, og det er ligeledes forskelligt, hvornår på året sommertiden begynder og ophører. Perioden for sommertid strækker sig i Danmark fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.
Formålet med sommertid er at spare energi ved at udnytte dagslyset bedre. Ved at flytte dagen en time frem flyttes en times dagslys fra morgenen, hvor det om sommeren er lyst, før de fleste mennesker er aktive, til om aftenen. Herved spares strøm til lys ifølge nogle. Der er dog i studier sået tvivl om den reelle samfundsøkonomiske gevinst ved tidsskiftet.
Sommertid blev første gang og halvvejs i spøg foreslået af Benjamin Franklin i essayet "An Economical Project", udgivet i 1784 under Franklins ophold i Paris. Sommertid blev indført første gang i Østrig og Tyskland d. 30. april 1916 for at spare olie, der var knap på grund af krigen. En række europæiske lande, herunder Danmark, fulgte trop 21. maj samme år.
Sommertid i Danmark.
Sommertiden fastsættes ved kongelig anordning og bekendtgøres i "Lovtidende." Den seneste anordning er nr. 858 af 26. september 2001. Anordningen gælder ikke for Færøerne og Grønland. (Hjemmestyret i hvert af de to lande har dog valgt at indføre sommertid i samme periode som Danmark.) Ved sommertidens begyndelse stilles uret en time frem klokken 02.00 natten til søndag, og ved sommertidens ophør stilles uret en time tilbage klokken 03.00 natten til søndag. Den danske sommertid svarer til den centraleuropæiske sommertid.
Sommertiden har været indført og afskaffet flere gange i Danmark. Første gang, den blev indført, var i 1916, igen i 1940-48, og sidste gang den blev indført, som vi kender den i dag, var i 1980. Siden 1980 har overgangen fra normaltid (hvad mange fejlagtigt kalder vintertid) til sommertid været sidste søndag i marts. I perioden 1980-1995 har overgangen fra sommertid til normaltid været sidste søndag i september, som ofte, men ikke altid, også har været søndag efter jævndøgn (fx lå jævndøgn i 1984 lørdag den 22. september, mens overgangen til normaltid var søndag den 30. september og ikke den 23. september). Efter standardisering i EU skiftes til normaltid sidste søndag i oktober.
Den officielle forkortelse for dansk sommertid er DST som står for dansk sommertid (ikke at forveksle med den engelske betegnelse Daylight Saving Time som forkortes til DST) (og svarer til UTC+2), mens normaltid betegnes DNT (Dansk Normaltid) (som svarer til UTC+1). I europæisk sammenhæng ses også betegnelse CEST (Central European Summer Time) og CET (Central European Time).
Søvngængeri.
Søvngængeri (somnambulisme) er en søvnforstyrrelse, hvor man i sovende tilstand udfører ting, som man normalt skulle være vågen for at udføre. Den almindeligste form for søvngængeri er netop at man vandrer omkring.
Søvngængeri er ikke i sig selv farligt, men risikoen for at komme til skade er naturligvis større end normalt.
Sonate.
En sonate er et musikstykke i sædvanligvis 3 eller 4 satser for et eller to instrumenter. Den mest almindelige sonate er klaversonaten, som er skrevet kun for klaver, men violinsonate eller cellosonate er også ret almindeligt. En violinsonate er for violin akkompagneret af klaver, en cellosonate er for cello og klaver etc.
Historie.
Sonaten blev kendt fra starten af det 17. århundrede, hvor formen var det instrumentale modstykke til den i tiden så udbredte kantate, et sangstykke.
I barokken var en sonate almindeligvis bygget op med 1-3 soloinstrumenter ledsaget af generalbas. Den var en videreudvikling af canzone francese.
Kirkesonater (italiensk: "sonata da chiesa") blev normalt spillet af to violiner med generalbas - den såkaldte "triosonate". Det var en musikform, der var beregnet på opførelse i kirker. En af de store komponister af kirkesonater var Arcangelo Corelli.
Kammersonaten (italiensk: "sonata da camera") var en form, der blev spillet i musikelskende kredse, og formen er kendetegnet ved hyppig anvendelse af danseinspirerede satser.
Sonatine.
En sonatine er et musikstykke, der minder meget om sonaten. Den følger sonate-formen, men er oftest kortere og profileret som et mindre stykke. Desuden er satserne i en sonatine skrevet sammen således at der sker en glidende overgang, og det er altså ikke på samme måde som i en sonate "tilladt" at lave et kortere ophold mellem satserne.
Sonet.
En sonet er et lyrisk og rimet digt på i alt 14 linjer. Derudover følger sonetten også en indre logisk opbygning, som også understreges af sonettens rimskema.
Sonetten overordnet.
Den er ofte inddelt i to kvartetter (strofer på fire vers) og to terzetter (strofer på tre vers) eller tre kvartetter og en kuplet (strofe på to vers).
Sonetten blev første gang set i Italien omkring år 1230. Giacomo da Lentini, der var digter og notar ved Frederik d. 2.s hof på Sicilien, regnes for sonettens opfinder.
Sonetten består af to dele, som kan beskrives som: det ydre og indre formprincip eller bare form og indhold.
Det ydre formprincip består i, at sonetten er et digt på 14 linjer. På de germanske sprog er sonetten skrevet i versemålet jambiske pentametre. Desuden har sonetten et rimskema, hvor de to mest brugte er henholdsvis det italienske rimskema ABBA ABBA CDE CDE og det engelske rimskema abab cdcd efef gg. I Danmark er det italienske rimskema det mest brugte, dog med både mandlige og kvindelige rim, i modsætning til den italienske sonet, der kun har kvindelige rim. Andre former for rimskemaer kan dog forekomme
Det indre formprincip i sonetten består i en syllogisme eller en anden logisk-retorisk opbygning. I praksis kan der opstilles præmisser i kvartetterne og i terzetterne konkluderes der på dem eller et billede kan beskrives i den første kvartet og i den anden kvartet kan billedet udvides eller sættes i modsætning til det første billede og terzetterne vil så komme med en udlægning af kvartetterne. Fælles er at trådene bindes sammen i terzetterne og på den måde er en sonet altid konkluderende og/eller afsluttende i sig selv.
Det naturlige sted for hvornår en sonet går fra præmis til konklusion er i det 9. vers, da der her sker en markant ”drejning” i sonetten (på italiensk kaldet "volta"). Sonetten skifter fra kvartetter til terzetter, og derved indtroduceres der også nye rim (NB. ABBA CDE). På denne måde kædes det indre og ydre formprincip sammen. Det er denne sammenkædning af de forskellige elementer, der giver sonettens dens harmoni og skaber dens væsen.
En samling på 15 sonetter med visse formkrav kan danne en sonetring/sonetkrans, dog bruges ordene også om en samling sonetter der bare behandler et givet emne.
Den italienske sonet.
Den italienske sonet er skrevet i ellevestavelsesvers (på italiensk "endecasillabo"), og har udelukkende kvindelige rim pga. det italienske sprogs rimrigdom på kvindelige rim. Det italienske rimskema har stortset hele tiden været opdelt i kvartetter og terzetter, (Dante har bl.a. eksperimenteret med sonetter på 20 vers).
Men i Francesco Petrarcas Il Canzionere slår Petrarca, med sine 317 sonetter, klamrerim fast som standarden i kvartetterne
Rimordenen i terzetterne er næsten valgfri og der kan også frit vælges mellem 2 eller 3 rimsæt.
Giacomo da Lentini, Guittone d'Arezzo, Guido Guinizzelli, Guido Cavalcanti, Dante Alighieri, Cino da Pistoia, Francesco Petrarca og selv Michelangelo Buonarroti.
Den engelske sonet.
Den engelske sonet er skrevet i jambiske pentametre, og det fremherskende rimskema bliver: abab cdcd efef gg. Derved får den engelske sonet en anden indre struktur end den italienske, da sonettens "volta" først kommer i det 13. Vers.
Sophia.
Sophia er et pigenavn, der stammer fra græsk og betyder klogskab.
Det tilsvarende drengenavn er Sofus, latiniseret form af græsk, sofos (klog, her betyder det altså klog mens sofia betyder klogskab. Bemærk at Sofus ikke bruges som drengenavn i Grækenland).
Lidt over 20.000 danskere bærer et af navnene, heraf næsten 75% Sofie, ifølge Danmarks Statistik. Navnet indgår derudover i sammensætninger som Annesofie og flere andre.
Navnet Sonja er et russisk kælenavn for Sofia. Navnet forkortes også ofte til Fie.
Sordin.
En sordin er en dæmper. Betegnelsen bruges typisk om en dæmper på musikinstrumenter.
Sortbroget dansk malkerace.
Sortbroget dansk malkerace forkortes S.D.M. Racen stammer fra Nederland, Nordtyskland og Jylland. Racen blev tidligere (indtil 1949) ofte kaldt jysk kvæg. Sortbroget dansk malkerace er en kraftig malkerace, hvor der i avlsarbejdet er lagt vægt på kødproduktionen udover produktionen af mælk.
SOS.
SOS er det internationale nødsignal i Morse-kode.
Det består af: "• • • – – – • • •" (eller 3 prikker, 3 streger og 3 prikker), hvilket netop repræsenterer bogstavfølgen SOS i morsealfabetet.
SOS blev af nogle fortolket "Save Our Souls", "Save Our Saucepans", "Save Our Ship" eller "Send Our Savior", men oprindelig valgte man denne sekvens, fordi den var enkel for enhver telegrafist at forstå selv med støj på ledningen/signalet. Samtidig sendes SOS som et enkelt tegn i stedet for 3 signaltegn for at angive, at det ikke er en forkortelse.
Det blev gjort til internationalt nødsignal i 1906 hvor det erstattede nødsignalet CQD.
Det tilsvarende nødsignal ved radiotelefoni er Mayday.
Soteriologi.
Soteriologi af græsk "soteria" "frelse" + "logi" "læren om".
Som religiøs og sekulær praksis.
Soteriologier, lærer om frelse står centralt i de fleste religioner.
Som en række ideer om hvordan verden og mennesker kan udfries fra de aktuelle eksistensbetingelser til en form for idealtilstand.
Som en række ritualiserede praksisformer, som giver mennesket praktiske øvelser og redskaber til at opnå et bedre liv, eventuelt i andre dimensioner.
Som "frelsens" hvorfra, hvortil og hvorledes.
Soteriologi betegner de forestillinger en bestemt religiøs gruppe gør sig om "frelsens" " hvorfra, hvortil og hvorledes".
Frelsens "hvorfra" refererer til den aktuelle, negativt bestemte situation, som den pågældende gruppe oplever som udtryk for gudsforladthed eller som udtryk for det (den) ondes herredømme.
Frelsens "hvortil" henviser til den (eskatologiske) ophævelse af denne negative tilstand og til oprettelsen af at utopisk samfund, et messiansk rige, en fornyet jord, et Paradis eller en himmel, det vil sige et sted hvor guddommelig vilje og dermed per definition "retfærdighed" hersker uindskrænket (jævnfør 2 Pet 3, 13).
Frelsens "hvorledes" betegner den eller de måder hvorpå den første tilstand overvindes og erstattes med den sidste. Der refereres til guddommelige indgreb, især i form af sendelse af en fra himmelen udgået åbenbarer- og/eller frelserskikkelse og i form af en guddommeligt udvirket fjernelse af de gudfjendtlige magter. ("Bilde, kapitel 8")
Soufflé.
Soufflé er navnet på en let æggeret. Navnet, soufflé, kommer gennem fransk fra latin: "sub" = "under" + "flare" = "blæse". Da æggene er pisket op med luft, kan retten siges at være "underblæst".
Soufflé fremstilles i mange forskellige beholdere "soufflé-skåle" eller ramekin.
Soul.
Soul er en musikstil, som opstod i 1950'erne i USA's afrikansk-amerikanske befolkning. Soulmusik er musikalsk inspireret af gospelmusikkens sangstil og den daværende rhythm'n'blues, men hvor gospelmusikken er religiøs, er soulmusikken det ikke. Tekstemnerne er ofte kærlighed, sex og parforholdets kvaler. Soulmusikkens gennembrud kom sidst i 1950'erne med sangere som Ray Charles og musikstilen fik en stor opblomstring først i 1960'erne gennem udgivelser på pladeselskaberne Motown, Stax/Volt og Atlantic. Blandt væsentlige soulmusikere fra den periode kan nævnes Aretha Franklin, Otis Redding, Marvin Gaye, Sam Cooke, Smokey Robinson og Wilson Pickett.
Soulmusikken udviklede sig videre i 1970'erne. I takt med en øget politisk bevidsthed blandt den afrikansk-amerikanske befolkning i USA kom der også andre (politiske) emner ind i soulmusikkens tekstunivers, og soul blev anset som en del af en "sort bevidsthed".
Soulmusikkens indflydelse på nyere populærmusik i den vestlige verden er enorm. Den har affødt nye genrer som funk, disco og rap. Også rockmusikken, hvis rod også er i rhythm'n'blues, er blevet dybt inspireret af soulmusikken. Allerede The Beatles erkendte dette på et nummer som "Got To Get You Into My Life" fra 1966.
I vore dage kaldes den sungne populærmusik, som viderefører soul, ofte for r'n'b, men lighederne med den oprindelige rhythm'n'blues er ikke længere så tydelige. Nyere amerikanske musikere som f.eks. Angie Stone og Erykah Badu har fået hæftet betegnelsen "neo-soul " på sig, idet de er tydeligt inspireret af 1960'erne og 1970'ernes soulmusik.
Spagat.
Spagat er en siddende balletstilling med benene i en position med et ben fremadrettet og et ben bagudrettet. Bruges også i gymnastik.
Spaghetti.
Spaghettien, der er pasta formet som lange, tynde tråde, kommer fra Kina, hvor den blev opfundet omkring 2000 f.Kr. På det tidspunkt blev det lavet af to slags hirse, i den form vi i dag kender som "nudler". Hveden - som spaghettien i dag er fremstillet af - kom først til Kina 1000 år efter.
De fleste forbinder spaghetti med Italien, men kineserne har dog altid hævdet at Marco Polo tog spisen med fra Kina.
Mange omtaler også tynde pastarør som spaghetti eller eventuelt rørspaghetti, men det mest korrekte i Danmark er stadigvæk det italienske låneord makaroni.
Spaghettiwestern.
En spaghettiwestern er en westernfilm, der er produceret i Italien.
Optakten.
Allerede i de tidlige 1960'ere forsøgte europæiske instruktører sig med westerngenren efter at produktionen i USA var gået ned, men det var ikke altid lige vellykket. Meget var spanske Zorro-film på lavt budget og genindspilninger af amerikanske B-westerns. Fra Tyskland kom der en serie om Winnetou og Old Shatterhand, der havde en vis popularitet. De var baseret på den tyske emigrant Karl Mays fortællinger om Vesten og havde Lex Barker og Pierre Brice i hovedrollerne.
Gennembruddet.
Men først i 1964 satte "En nævefuld dollars" skub i tingene. Det var en film af den obskure italienske instruktør Sergio Leone med TV-skuespilleren fra serien Rawhide Clint Eastwood, kameramanden Massimom Dallamano og meget særpræget musik af komponisten Ennio Morricone. Den omplantede Akira Kurosawas "Yojimbo" til en westernby i det mexikanske-texanske grænseområde, og den faldt godt ind i tidsånden, hvor begrebet antihelt var ved at blive født. Den vakte opsigt for sin specielle billedstil, men også for sin kynisme og voldsomhed.
Det videre forløb.
Efterfølgeren "Hævn for Dollars" kom året efter, endnu engang med Eastwood, denne gang i partnerskab med birolleskuespilleren fra USA Lee van Cleef, der i lighed med Eastwood blev hævet til stjernestatus. Svaghederne fra etteren var blevet pudset af i denne film og publikum elskede den, selvom kritikerne haglede den ned.
Sergio Corbucci og hans Django-helt.
Nu tog produktionen fart i Italien, og den ene western efter den anden blev sendt ud på markedet. Mange af dem var masseproducerede og ikke stort andet end billige forsøg på at score kassen via bølgen af europæiske westerns, som Leone havde sat i gang, men så kom der dog gode ting ind imellem.
Sergio Corbucci - kaldet "Den anden Sergio" - skabte den første film om Django i 1966, den gav voldsomheden fra Leones film en ekstra tand, hvilket medførte forbud i en del lande og flere lande, hvor den fik premiere, var det efter, at censuren havde foretaget nogle klip. Den er udpræget dyster i sin stemning og gjorde hævnen til et hovedmotiv i spaghettiwesternfilmene, et motiv som Hævn for Dollars havde med som en kraftig antydning, selv om den danske titel betoner det. I dag har den kultstatus blandt nogle, der regner den for en af de bedste ikke-Leone spaghettiwesterns. Corbucci lavede flere film, heriblandt en nr. 2 om Django. De var ofte med Franco Nero fra den første Djangofilm i hovedrollen. Dysterheden, voldsomheden og kynismen er store i hans film, men de er drejet med en dygtighed i filmmediet, der gør dem værd at se.
Django kom til at indgå i titlerne på en lang række film, også selv om der ikke var en eneste person i dem, der bar det navn, noget som også var tiifældet med en anden karakter, Ringo, fra Giv Ringo pistolen med Montgomery Wood. Ringo er indbegrebet af en antihelt: selvtilstrækkelig, kynisk. Når han går med til at hjælpe mennesker i nød, så er den personlige vinding klart hovedsagen for ham. Men filmene med ham har ofte en slutpointe, hvor han så alligevel ofrer noget for at redde andre.
Politik holder sit indtog.
Også i 1966 holder politiske budskaber, ofte af venstredrejet karakter, deres indtog i genren med Sergio Sulliunas "Det store opgør". Den handlede om en mexicansk bondes oprør mod magthaverne, og den fik snart flere efterfølgere af Sulliana selv og Damiano Damianis "A Bullet for the General" (1966) og Giulio Petronis "Tepepa" (1967). Corbucci lavede nogle film, der foregik under den mexikanske revolution, og muligvis har denne politiske bølge i bølgen inspireret Leone til hans næste film, "Den gode, den onde og den grusomme" (1966), der foregår under den amerikanske borgerkrig med helt klare hentydninger til krigens meningsløshed. Det blev den sidste i trilogien med Eastwood, og efterfølgeren "Vestens hårde halse" (1968) er en klar politisk fortælling om mennesker, der tromles ned af fremskridtet. I denne film gennemspiller han også hævnmotivet til det yderste. Den næste "Duk dig, fjols" foregår under den mexikanske revolution og har en speciel form for ironi.
1970'erne.
I 1970'erne var det som om genren var ved at stagnere, og dem der holdt fast ved den oprindelige rå stil blev da også mere effektjagende og næsten usmagelige i deres voldsscener. Man forsøgte nu at lave komedier ud af westerngenren, og især filmene med Terence Hill og Bud Spencer som lystige slagsbrødre fik succes. Disse film var - i lighed med deres efterlignere - kendetegnet ved en nærmest fjantet humor og minutlange slagsmål, der var så overdrevne, at de var mere komiske end brutale. Det blev for den nyopvoksede generation i dette årti hvad man forstod ved en spaghettiwestern. Sidst i årtiet døde genren lige så stille ud. Den kommer tilbage i små dryp, men må ellers siges at være et overstået kapitel i filmhistorien.
Spahi.
Spahi (også "sipahi", "sepahi" eller "spakh"; fra tyrk. "sipahi", oprindelig fra persisk سپاهی, "sepâhi") var oprindelig navnet på det fornemste af seks rytterkorps ("kapu kuli"), som aflønnedes af den osmanniske statskasse. Senere overgik navnet til alle disse korps og endelig til alt irregulært rytteri.
Franskmændene brugte betegnelsen for det rytteri, som de oprettedee i Afrika af nordafrikanske styrker. Spahi, som oprindelig kun var beregnet til ordonnanstjeneste, udgjorde i 1834 4 eskadroner, men var i 1845 vokset til 3 regimenter, hver på 6 eskadroner. De blev siden ligestillet med det øvrige kavaleri. "1er régiment de spahis", en panserbataljon i 6. lette panserbrigade (6ème BLB), er i dag alene om at bære det nordafrikanske kavaleris traditioner i den franske hær.
Det engelske udtryk sepoy kommer af "spahi", fra persisk via urdu.
Spaniol.
Spanioler er en ældre dansk betegnelse for spaniere, specielt om de spanske styrker i Danmark i 1808. Desuden er det betegnelsen for de jøder, som blev fordrevet efter 1492 fra Spanien til Nære Orient samt deres efterkommere.
I sejlskibstiden kunne en spaniol også være et spansk skib.
Spanking.
Spanking er slag eller piskning med seksuelt formål. Ideen er at fremkalde en smerte uden angst. Derved kan man opnå en seksuel ophidselse ved hjælp af det morfinlignende stof Endorfin, som kroppen naturligt afgiver til blodet, når man udsættes for smerte. Ved normal smerte har man ingen glæde af stoffet, da angsten overdøver den ruslignende fornemmelse.
Udtrykket bruges også i overført betydning om en kritik eller udskældning, som foregår offentligt, uden at man mener noget alvorligt ondt med den.
Sparkstøtting.
En sparkstøtting er en form for slæde, der består af en stol med lange meder monteret underneden.
Føreren står bag stolen, med et ben på den ene mede og skubber fra med det andet ben som på et løbehjul.
På "stoleryggen" er monteret håndtag, som man kan holde fast i og styre sparkstøttingen med.
Cerebral parese.
Et barn med cerebral parese undersøges.
Cerebral parese eller spastisk lammelse dækker over flere forskellige handicap. Fælles er at hjernen ikke kan styre musklerne normalt.
Årsag.
Cerebral parese kan opstå under graviditeten, under fødslen og efter fødslen. Cerebral parese er en hjerneskade, der i 9 ud af 10 tilfælde skyldes skader og forstyrrelser i den umodne hjerne, mens den er under udvikling i morens mave. Kun i cirka 1 ud af 10 tilfælde er der tale om en skade, der er sket under eller kort tid efter fødslen.
Hovedtyper og symptomer.
Ved spastisk cerebral parese er pyramidebanen sat ud af funktion, hvorved der ses en række karakteristiske symptomer: øget muskeltonus, øgede reflekser (hyperrefleksi) og Babinski refleks.
Behandling.
Der findes ingen helbredende behandling for sygdommen. Man kan hindre eller lindre nogle af symptomerne ved fysioterapi, ergoterapi, lægebehandling (botox og operationer) og pædagogisk støtte i daginstitution og skole.
Kulturelle aspekter.
Den korrekte betegnelse for en person med cerebral parese er spastiker og ikke det nedsættende udtryk "spasser". I en reklame for thansen.dk blev der sagt "spasser", men det blev efter klager ændre til "spade". Det er en almindelig fejlopfattelse at personer med cerebral parese er mindre intelligente end andre. Men hjerneskaden, der giver cerebral parese, påvirker almindeligvis kun muskelkontrollen og kun en tredjedel er mentalt retarderede. Derfor kan man også finde fx læger med cerebral parese.
Specie.
Specie eller specierigsdaler er en gammel dansk mønt, hvis værdi var lig med fire kroner.
I nutiden forbinder de fleste nok ordet med en bestemt slags småkager, specier.
Speedometer.
Et speedometer er en fartmåler: Udtrykket bruges mest om fartmåleren i køretøjer på land. I flyvemaskiner og skibe virker tilsvarende instrumenter på en lidt anden måde end speedometeret, og omtales her som hhv. fartmåler (eller med et engelsk udtryk: "airspeed indicator"), og en log.
Speedway.
Speedway er en motorsport, hvor man kører rundt med motorcykler på en oval grusbelagt bane. Motorcyklerne er ikke udstyret med hverken gear eller bremser, da hver heat varer simpelthen så kort tid, at det aldrig er nødvendigt at bremse, eller skifte gear. Fire, eller i nogle tilfælde seks, deltager i et heat, hvor man kører imod uret. På langsiderne kan speedwaykørene komme op på omkring 110 km/h.
Danmark har siden 1970'erne haft en række speedway-kørere i verdenseliten. Og netop grunden til, at det først var i 1970'erne sporten blev populær i Danmark, skyldtes udelukkende Ole Olsen's store bedrift i 1971. Her vandt sønderjyden nemlig det individuelle verdensmesterskab på Nya Ullevi (Göteborg) - en bedrift som mange slet ikke havde regnet med. Den vagthavende hos Danmarks Radio blev den aften kontaktet af svensk TV, som ville høre om danskerne var interesserede i, at modtage lidt billeder af Ole Olsen. Hvem er han, og hvad har han udført var svaret i Gyngemosen. Siden kom Ole på alles læber, og er vel i dag den sportsmand, som opnåede mest "berømthed" gennem karrieren.
Speedway som en sport er i Danmark organiseret igennem Danmarks Motor Union (DMU)
Se også.
VM i speedway
Spejl.
Et spejl dannes af en reflekterende overflade, som er tilstrækkeligt glat til, at den kan skabe et billede. Det bedst kendte eksempel er det flade spejl, som de fleste har derhjemme. I sådan et spejl vil et bundt af parallelle lysstråler skifte retning og dog blive ved med at være parallelle. Et billede, der er dannet af et fladt spejl, er et virtuelt billede med samme størrelse som originalen (se spejlbillede). Der findes også parabolske konkave spejle, hvor et bundt parallelle lysstråler kastes tilbage, så de krydser hinanden i spejlets fokus. Endelig er der konvekse spejle, hvor parallelle lysstråler kastes tilbage, så de spredes med et tilsyneladende skæringspunkt bag spejlet.
Refleksion.
En lysstråle kastes tilbage fra et spejl i en vinkel, der er lig med den vinkel, den ramte spejlet i. Det vil sige, at hvis lysstrålen skinner ind på spejlet i en vinkel på 30 grader, så kastes den tilbage fra det punkt, den rammer, i en vinkel på 30 grader, men i modsat retning. Spejle ser ud til at bytte om på højre og venstre, men de gør det ikke i virkeligheden.
En hvid flade kan ikke virke som et spejl, selv om den ikke opsuger lyset, for den kaster det tilbage som diffust lys, så der ikke dannes et billede.
De tidligste spejle (når man ser bort fra vandflader, jf myten om Narcissos) bestod af en plade af poleret metal, ofte sølv når hensigten var at bruge spejlet i den personlige pleje, men af andre metaller, hvis man bare ville skabe intenst, tilbagekastet lys.
Konstruktion og typer.
Moderne spejle består for det meste af et tyndt lag aluminium (eller andre metaller), som er lagt på en glasplade.
Men også sølvbelægning bruges, f.eks. i Pilkington Optimirror™.
De er oftest belagt på bagsiden, så den reflekterende overflade ses gennem glasset. Det gør spejlet holdbart, men det forringer billedkvaliteten i spejlet på grund af uvedkommende reflekser fra forsiden af glaspladen. Sådan et spejl reflekterer ca. 80% af det lys, det modtager. Spejle, der er belagt på forsiden, og som har en bedre billedkvalitet, bliver let beskadiget og ødelagt. De reflekterer 90-95% af det modtagne lys. Astronomiske spejle er af den sidste type, og de må have lagt ny overflade på med mellemrum for at fastholde deres kvalitet.
Visse spejle har både et glas foran og bagved det reflekterende lag.
Dette beskytter mod korrosion af det reflekterende metallag,
og til indmuring i vådrum (badeværelser) anbefales det at bruge sådanne spejle.
Disse spejle kaldes dobbeltspejle eller vådrumsspejle.
Spejle i videnskab.
Til videnskabeligt, optisk arbejde bruges ofte dielektriske spejle. De består af et grundlag, der kan være af glas eller andre materialer, og som man har lagt et eller flere lag af dielektrisk materiale på, så de danner en optisk coating. Ved at vælge type og tykkelse af de dielektriske lag, kan man styre spektret af bølgelængder og mængden af lys, som spejlet reflekterer. De bedste spejle af denne type kan reflektere mere end 99,999% af det lys (i et snævert spektrum af bølgelængder), der rammer spejlet.
Envejsspejle.
Et énvejsspejl kaster kun ca. halvdelen af lyset tilbage og lader den anden halvdel passere igennem. Det er en glasplade, der er belagt så tyndt med metalmolekyler, at de kun dækker halvdelen af overfladen. Det kan kun bruges mellem et mørkt og et godt oplyst rum. Fra den mørke side ser det ud som et gennemsigtigt vindue, og fra den lyse side ligner det et spejl. Det kan bruges, når man vil iagttage kriminelle mistænkte, kunder (når man frygter, at de vil stjæle) osv. Den samme slags spejl kaldes et halvt belagt spejl, når man bruger det i et optisk instrument. Det skal dele en lysstråle, så halvdelen passerer lige igennem, mens den anden halvdel kastes tilbage.
Spejle på biler.
På biler og andre motorkøretøjer er der som regel flere spejle der skal hjælpe med at orientere sig i trafikken for at undgå færdseldulykker. Der er forskellige lovkrav til spejlenes udformning alt efter placering og køretøjstype; nogle spejle er flade, mens andre er konvekse (vidvinkelspejle).
Spejle i kunst.
Spejle har haft stor betydning for billedkunst og litteratur. De gør det muligt for kunstneren at se sig selv, sådan som hans eller hendes omverden ser ham eller hende. Spejles foruroligende evne til at fordoble eller mangedoble verden har været undersøgt og beskrevet talrige gange, men næppe mere indgående end hos Jorge Luis Borges.
Trefløjede Spejle og fuldvægsspejle med stang har også betydning for kvinders selvværd og skønhed.
Spektralanalyse.
Bestemmelse af et stofs sammensætning ved undersøgelse af dets farvebilleder, der opstår ved, at en lysstråle brydes gennem en prisme.
Spektroskopi.
Spektroskopi er måling og studie af spektre. Ved et spektrum fra atomer, molekyler, stjerner forstås almindeligvis fordeling af intensitet som funktion af energien i de udsendte partikler (f.eks. elektroner eller fotoner). Apparatet som benyttes til at måle spektre kaldes et "spektrometer".
Der findes flere forskellige former for spektroskopi, bl.a. infrarød (IR), massespektrometri (MS) og NMR. IR er god til at fortælle hvilke funktionelle grupper stoffet indeholder. Ud fra MS kan man bl.a. se halogener samt hvor stort stoffet er, ved at finde molvægten. Der findes flere forskellige former for NMR, bl.a. H og C. Disse fortæller hvor mange forskellige H og C atomer der er i stoffet.
I astronomi anvender man eksempelvis spektroskopi til at bestemme grundstofsammensætningen i en stjerne ved at analysere spektret af dens lys. Stjernernes forskellige spektre opdeles i Spektralklasser.
Spex.
Spex er en form for amatørkomedieteater spillet af højskole- og universitetsstuderende i Sverige og dele af Finland. Universitetsbyer såsom Göteborg, Lund, Uppsala og Linköping har lange traditioner for Spex. Ordet spex kommer fra spektakel.
Spidsskarp.
Spidsskarp er ammunition til håndvåben, hvor projektilets kappe er ført helt frem til spidsen. Dette reducerer projektilets tendens til at splintres ved anslag.
Denne type ammunition benyttes for det meste til militære rifler, da den er uforsvarlig at bruge til jagt, som følge af manglende ekspansion eller anslagsenergi, som ofte gør, at dyret ikke falder, når det rammes.
Spies Rejser.
Spies Rejser er et dansk rejsebureau startet af Simon Spies.
De første Spies-turister rejste 11. november 1956 til Mallorca. De første 26 turister kørte med tog til Barcelona og videre med båd til Mallorca.
I begyndelsen af 1960érne overgik rejserne til propelfly.
De første fløj med Aero Loyd, senere med Flying Enterprise, Conair, MyTravel nu
Thomas Cook Airlines Scandinavia.
Tjæreborg Præsten Eilif Krogager var den store iværksætter, men det var Simon Spies
I mange år var Spies Rejser en af de største aktører i den danske rejsebranche.
I 1989 opkøbte Spies Rejser konkurrenten Tjæreborg Rejser.
Spies er nu en del af den britiske rejsekoncern Thomas Cook.
Tjæreborg Rejser og Spies Rejser flyselskab hed en overgang MyTravel, men skiftede 9. maj 2008 navn til Thomas Cook Airlines Scandinavia.
I maj 2009 lægges Tjæreborg Rejser og Spies Rejser sammen, under navnet Spies.
Spion.
En spion er en person som begår spionage, dvs. ulovligt indhenter informationer fra fortrolige og/eller almindeligt tilgængelige kilder og videregiver disse til en fremmed magt.
Siden 2. halvdel af 1900-tallet har begrebet "agent" været brugt omtrent synonymt hermed.
En indflydelsesagent er en person der, uden at det fremgår på overfladen, arbejder i et land til fremme et andet lands interesser - dette "kan" være ulovligt, men "er" det ikke nødvendigvis.
Spionage.
Spionage er en praksis hvis formål det er at opsnappe hemmeligholdte informationer om andre, for eksempel stater eller firmaer, uden deres viden. En person som begår spionage kaldes en "spion" og siges at "spionere".
Spiritisme.
Spiritisme (af latin "spiritus" = "ånd") er læren om ånder eller det åndelige, troen på at det er muligt af at opnå kontakt med afdøde.
Kendte spiritister.
Kendte danske spiritistiske medier er bl.a. Thit Jensen, Ejnar Nielsen, Dimitri Hardorff, Eva Useinovski og Anna Melloni Rasmussen. Anna Melloni Rasmussen blev afsløret i at skrive på en "åndetavle" med fødderne - det blev filmet under bordet.
Spiritus.
Spiritus (latin: "åndedræt") kan have flere betydninger
Spondæ.
Spondæ er en versefod med to lange stavelser.
Sponsor.
Sponsor er et låneord fra engelsk. En sponsor er en enkelt person, en juridisk person eller som oftest: et firma, der dækker økonomiske udgifter i forbindelse med (eksempelvis) sport for til gengæld at blive promoveret og associeret med den givne begivenhed. En sponsorat kan også støtte aktiviteter og foreninger inden for kultur og social ansvarlighed.
Sponsorer optræder næsten overalt hvor offentlighedens interesse er rettet.
Sponsorerne betragtes som nutidens efterfølgere for de mæcener, der fremmede kunst i tidligere tider. Med sponsoratet følger foruden retten til at få navnet nævnt også en uformel, men ikke uvæsentlig indflydelse på modtagerens måde at dyrke sin sport, kunst osv. på. Alene truslen om at trække sponsoraftalen tilbage kan have stor betydning som pressionsmiddel
Spontanismen.
Spontanismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa fra 1945 og frem, i Danmark fra 1957.
Spore.
Forkortelse.
Forkortelse for Security Protocols Open Repository (SPORE)
Sporvogn.
Sporvognslinje 19 på Rådhuspladsen i København, 1963. Solokørende toakslet vogn.
En sporvogn er et transportmiddel, som kører på spor. Sporvogne benyttes ligesom jernbaner som offentligt transportmiddel i storbyer, hvor trafikmængderne overstiger, hvad der rationelt kan afvikles med busdrift.
Teknik.
I modsætning til deciderede jernbaner er har sporveje takket være sporvognenes mindre dimensioner, lettere tilgængelighed og gode accelerationsevne mulighed for at medbenytte offentlige veje med spor nedsænket i vejbanen, enten i egne kørebanearealer eller blandet med den øvrige trafik. Efter privatbilismens gennembrud søger man så vidt muligt at sørge for egne kørebaner til sporvognstrafikken.
De første sporvogne var i de fleste byer trukket af heste, og man har siden anvendt damp- og akkumulator- og enkelte steder benzindrevne sporvogne, indtil den elektriske sporvogn med over- eller underledningsdrift vandt frem fra omkring århundredeskiftet og i dag er praktisk taget enerådende. Elektriciteten tilføres fra en køretråd, der hænger over vejbanen. I enkelte byer anvendtes desuden strømtilførsel fra en ledning i en rille i vejbanen.
Historie.
Den første bysporvej åbnedes i New York i 1832. Fra slutningen af 1800-tallet og særligt fra elektrificeringerne omkring århundredeskiftet fandt en meget kraftig stigning sted i antallet af sporvognssystemer i verden, der i 1920'erne lå på cirka 2.000, frem for alt i industrilandene.
Fra 1930'erne i USA og fra slutningen på 2. verdenskrig i dele af Vesteuropa skete herefter et dramatisk fald i antallet, der lå på omkring 300 sporvognssystemer på verdensplan i 1980. Det største fald i antallet har fundet sted i Nordamerika, Storbritannien, Frankrig og Spanien, mens de fleste mellem- og østeuropæiske lande kun har oplevet et mindre fald eller endog en vækst i antallet af sporvognsbyer.
Oliekrisen og miljøbevidsthedens politiske gennembrud førte herefter til en ny vækst i antallet, særligt i de lande, der havde haft flest nedlæggelser. I 2008 er antallet af sporvognsbyer omkring 375, og væksten i antallet er cirka 5 byer per år. Dog har de vanskelige økonomiske forhold i de tidligere sovjetrepublikker siden årtusindskiftet ført til stedvise nedlæggelser her.
Sporvognen har nu som før sin største udbredelse i ilandene, da alle former for elektrisk banedrift kræver, at samfundet kan foretage langsigtede investeringer. i ulande findes kun ganske få sporvognsbyer.
Danmark er i dag atypisk blandt industrilandene ved ikke at have sporveje, hverken i drift eller under planlægning. Dog er der i Århus planlagt en såkaldt letbane, der på sigt skal køre som en blanding af de nuværende nærbanetog, men også i den almindelige bytrafik, hvor de kan sidestilles med sporvogne.
Før-elektriske sporvogne.
Hestesporvogn fra "Große Berliner Pferde-Eisenbahn", bygget 1885
Den animalske trækkraft i form af heste (eller i Sydeuropa og Latinamerika ofte muldyr, i troperne undertiden okser) var ved fremkomsten af de første sporveje næsten enerådende, idet dampmaskiner ikke kunne bygges lette nok til brug i sporvejenes materiel. Da mindre jernbaner i midten af 1800-tallet også kunne være hestetrukne, kan man næppe skelne mellem tidlige sporveje og hestebaner.
Hestesporvognene var små, toakslede vogne, der hovedsagelig adskilte sig fra hesteomnibusser ved deres ringe hjuldiameter og dermed efter datidens forhold ringe gulvhøjde. Sporvognene var på denne tid et udpræget overklassetransportmiddel, og det ringe transportbehov kunne imødekommes med solokørende vogne, som regel trukket af en enkelt hest, i kuperede byer undertiden to. Sporvogne var på denne tid ofte dobbeltdækkere, idet overetagen dog i reglen var åben eller kun delvist under tag.
Dampsporvogne fik i anden halvdel af 1800-tallet en vis udbredelse, efterhånden som dampmaskinen fik en vægt, der kunne bæres af sporet, idet man kunne anskaffe egentlige "sporvognslokomotiver" eller indbygge dampmaskinen i materiellet; disse ret tunge og lange vogne med ringe accelerationsevne fandt dog først og fremmest anvendelse på forstadsstrækninger, i København f.eks. Strandvejens Dampsporvej.
Da elektriciteten i slutningen af 1800-tallet vandt frem som trækkraft, forsøgte man sig i en del byer med sporvogne drevet af akkumulatorer, idet man hermed kunne undgå, at vognene skulle fødes med elektricitet fra en ekstern kraftkilde via et ledningsnet. Da der var tale om bly-svovlsyre-baserede akkumulatorer, var systemet dog forbundet med lugtgener samt risiko for betydelig personskade ved havari.
Sporvogne drevet af trykluft kom kun akkurat ud over eksperimentstadiet, hvorimod udnyttelse af fossile energikilder i form af benzin havde en vis udbredelse på mere afsidesliggende linjer. Fælles for alle ovennævnte vogntyper var, at deres begrænsede trækkraft og accelerationsevne ikke var tilstrækkelig til det massetransportmiddel, som sporvognen med den øgede industrialisering blev omkring århundredeskiftet.
sporskifter var før den elektriske tidsalder manuelt betjent, enten af konduktøren eller af en udstationeret vagt.
Elektriske sporvogne.
Den elektriske sporvogn med strømtilførsel fra ekstern kraftkilde betød fra omkring år 1900 transportmidlets gennembrud i det urbane trafikbillede. På grund af den øgede trækkraft blev det muligt at imødekomme det stigende transportbehov ved at tilkoble motorvognene ikke-motoriserede vogne, såkaldte bivogne. Også de elektriske sporvogne var i de første årtier toakslede, og med to motorer. I begyndelsen anvendtes ofte tidligere hestesporvogne som bivogne. Til sommerhalvåret udvikledes mange steder åbne bivogne.
I Storbritannien og i de britiske kolonier tog udviklingen dog en anden retning, idet dobbeltdækkeren her forblev næsten enerådende, nu med fuldt udbygget overetage. På grund af den senere nedlæggelse af næsten alle britiske sporveje er denne vogntype i dag meget sjælden og er begrænset til Hong Kong (toakslede) og Blackpool (bogievogne).
Som et levn fra hestesporvognens tid havde de første elektriske sporvogne åbne endeperroner. Da vognstyreren i modsætning til hestespovognenes kusk imidlertid ikke var nødt til at stå under åben himmel, bevirkede den øgede rejsehastighed dog, at man forholdsvis hurtigt udviklede lukkede perroner for at skærme vognstyreren mod luftmodstanden.
Elektriske sporvogne kunne i et tidligt stadium være forsynet med to trolleystænger, hvoraf den ene fungerede som strømaftager, den anden som strømafgiver, henholdsvis fra en plusledning og til en minusledning over sporvognen. Da man efterhånden accepterede, at elektromotorens returstrøm kunne føres gennem vognens hjul til skinnerne, uden at elektriciteten skadede f.eks. byens kloakledninger, blev sporvogne alene med strømaftager fra plusledning enerådende.
Elektriske sporvognes motorer er oftest placeret under vogngulvet, hvorimod de elektriske modstande, der styrer accelerationen, af hensyn til luftkøling er placeret på taget. Den elektriske drift giver desuden mulighed for at vende strømmen gennem motoren, hvorved den bruges som elektrisk bremse og dynamo. Hertil kommer den elektromagnetiske bremse, den såkaldte "skinnebremse", hvorved en strømførende bremseklods ved nødbremsning bringes i direkte kontakt med sporet. Sporvogne har herudover en mekanisk bremse.
Elektriske sporvogne betjener sporskifterne ved hjælp af en kontakt på køretråden, der aktiverer skiftet, når vognen passerer med motoren tændt.
Bogievogne.
Da kapacitetsbehovet i sporvognene i Mellemkrigstiden steg yderligere, udvikledes bogien (udtales [ˡbɔɡi]), som er en ramme med to hjulaksler, der er monteret under sporvognen, drejelig om en lodret akse. Da en bogie følger sporets kurver som en selvstændig "vogn", var det herefter muligt at fremstille fireakslede vogne med betydeligt større akselafstand mellem de to bogier, og dermed med større kapacitet.
Motorvogne har en motor i hver bogie; i de tidligste typer trak motoren det ene hjulpar, mens det andet blot tjente til at holde bogien vinkelret på sporet. Motorer, som trækker på begge aksler, blev siden enerådende.
På grund af bogievognenes mere avancerede og dermed dyrere teknik måtte man under 2. verdenskrig flere steder, bl.a. i København midlertidigt vende tilbage til byggeri af toakslede vogne. Under Den Kolde Krig var dette på grund af lignende forsyningsvanskeligheder også tilfældet flere steder i Østeuropa, bl.a. fortsatte produktionen af toakslede vogne i DDR indtil slutningen af 1970'erne.
Ledvogne.
Ledvogn på Frederiksborggade, København, 1970
Allerede i Mellemkrigstiden eksperimenteredes nogle steder med en fast sammenkobling af motor- og bivogn med overgang mellem disse, da man herved kunne opnå større fleksibilitet i passagercirkulationen, og da frakobling af bivogn efterhånden var en sjældenhed uden for nattetimerne. Efter forsøg med svævende "harmonikaovergange" udvikledes et drejeled hvilende på en ikke-motoriseret bogie, en såkaldt "løbebogie" eller "Jacobs-bogie", hvilket stadig er den almindeligste form for led.
fra 1950'erne og frem blev ledvognen efterhånden den prototypiske sporvogn i den vestlige verden. Ledvognen har åbnet mulighed for "enmandsbetjening" af sporvogne, da vognstyreren kan overskue hele vognen; samtidig har automatisk billetafstempling vundet frem og har i vidt omfang overflødiggjort konduktører.
Ledvogne i to dele er, med tre bogier, i reglen seksakslede; men vogne med tre, fire eller undertiden fem dele og et tilsvarende antal bogier finder stedvis anvendelse. Er der brug for vogntog med høj kapacitet i spidsbelastningsperioder, bruges dog almindeligvis sammenkoblede ledvogne, "multipelkørsel". I 1980'erne er der, særligt i Østeuropa, fremstillet fireakslede ledvogne med to bogier og svævende led.
Lavgulvsvogne og elektronisk revolution.
Fra 1990'erne er den tekniske udvikling af sporvogne kendetegnet dels ved bestræbelserne for bedre tilgængelighed, dels ved anvendelse af computerteknologi inden for en række områder.
Af hensyn til bevægelseshandicappede har man søgt så vidt muligt at tilvejebringe trinfri ind- og udstigning i sporvognene, først med særlige midterdele med lavt gulv, siden med større lavgulvsarealer. De nyeste bogietyper er uden gennemgående aksler, idet hjulene er monteret i korte akselstykker yderst i bogierammen, og herved fås vogne med gennemgående lavt gulv, oftest 30 centimeter over skinnehøjde. Kombineret med perroner i denne højde ved stoppesteder sker adgang til sporvognen uden niveauforskel, hvilket også generelt fremmer passagerudvekslingen.
Ved at erstatte de luftkølede motorer under vogngulvet med vandkølede motorer bygget ind i væggene omkring vognens led er det lykkedes at fremstille sporvogne med en gulvhøjde på 18 centimeter over skinnehøjde, hvilket dog delvis sker på bekostning af affjedringen.
Den elektroniske revolution har betydet, at styring af sporvognens acceleration - frem for at ske ved regulering af strømstyrken igennem motorerne med ind- og udkobling af elektriske modstande - kan ske ved hjælp af halvlederrelæer, såkaldte "choppere", der giver en mere effektiv og glidende acceleration.
Computerteknologien giver ligeledes mulighed for udvikling af énakslede bogier med et enkelt hjulpar, idet hjulparrets akse i forhold til sporet holdes vinkelret ved hjælp af sensorer, en funktion, der har været vanskelig at opnå alene ved mekaniske løsninger. Hermed reduceres både vognenes vægt, rullemodstanden mod skinnerne og sliddet på hjulene.
Hvor der køres i gadetrafik, er en vis styring af den generelle trafikregulering fra sporvognens side i dag almindelig, f.eks. påvirkning af lysreguleringen til fordel for den kollektive trafik ved hjælp af elektromagneter, og informationsteknologien vil her give øgede muligheder for at samordne sporvognstrafikken og den overordnede trafikregulering i et samlet netværk, f.eks. ved hjælp af GPS.
Sporskifter er nu i stigende grad radiostyrede.
Sprint.
200 meter sprint ved VM i atletik i Helsinki, 2005.Sprint er en konkurrence over kort distance. Udtrykket bruges på tværs af mange idrætsgrene.
I atletik-sammenhænge er der tale om de korte distancer: 100m, 200m og 400m. Sprint-distancerne har været på det olympiske program siden starten i 1896 og 100 meter-distancen anses normalt for at være en af de mest prestigefyldte idrætsgrene.
Spumante.
Spumante er det italienske ord for mousserende. Bruges også som betegnelse for italiensk "champagne". Et eksempel på en producent af spumante er Bellavita Asti.
Squash.
To spillere på en squashbane
Squash er et ketsjerspil beslægtet med badminton og tennis, og spilles på en lukket, almindeligvis indendørs bane, med fire vægge, oftest med deltagelse af to spillere. En lille gummibold skal med en ketsjer slås op mod frontvæggen.
En duel indledes med, at den ene spiller server ved at slå bolden direkte mod frontvæggen, men gerne derefter via andre vægge, fra den ene serveboks over til modstanderen placeret i modsatte side af banen. Returneringen fra servemodtageren må slås direkte mod frontvæggen eller via en eller flere af de andre vægge(inklusiv bagvæggen). Bolden må spilles over hele banen. En spiller skal senest returnere bolden, inden den rammer gulvet anden gang.
Duellen afgøres til en spillers fordel, når det ikke lykkes modstanderen at returnere bolden korrekt til frontvæggen.
Squash spilles både som single og double, hvor en doublebane dog har større mål.
Pointtælling.
En kamp spilles bedst af fem sæt. Der findes flere scoringssystemer. Det mest udbredte system i Danmark er "amerikansk score" eller mere rigtigt "Point a Rally", hvor alle dueller 'bolde' giver point, uanset hvem der server. Ved Point a Rally spilles der normalt til 11. Ved stillingen 10-10 afgøres sættet i en tiebreaker, hvor der spilles indtil en af spillerne har nået en pointforskel på to point. Point a Rally bruges i de fleste lande, og bruges også i PSA (Professional Squash Association) og i WISPA sammenhæng.
Mindre udbredt i Danmark er "gammel score" hvor det kun er serveren der kan score point. Hvis serveren taber en duel overgår serveretten til modtanderen, som derefter har mulighed for at score point. Der spilles til 9 i hvert sæt. Ved stillingen 8-8 skal den spiller, der først fik otte point, vælge, hvorvidt der spilles videre til 9 ("set one") eller 10 ("set two"), spilles der til 15 har holdet der først nåede 14 point ret til at vælge om der spilles til 15 eller 17 point (gammeldags double score). Danmarksmesterskaberne 2007 var det første stævne, hvor Point a Rally scoringssystemet officielt er blevet brugt i Danmark. Fra sæsonen 2007/2008 blev Point a rally også indført i landets bedste række Elitedivision for både mænd og kvinder, og sæsonen efter i landets øvrige rækker. Fra sæsonen 2008/2009 indførtes Point a Rally også i alle forbundsregistrerede juniorturneringer i Danmark og Europa.
Bane og udstyr.
En squash-bane til single-brug er 9,75 meter lang og 6,40 meter bred. Frontvæggen måler i højden 4,57 meter, bagvæggen 2,13 meter. Double spilles enten på en single-bane eller på en double-bane, som er godt en meter bredere (+ 1,22 meter bredere). Der findes to squashcentre i Danmark som har double baner, i Struer og Herlev. Begge baner er af frabrikanten ASP, som levere singlebaner med flytbare vægge, som kan skydes således at tre single baner bliver til to double baner. Både single- og doublebaner består normalt af tre vægge af beton samt en bagvæg af glas. Dog findes der såkaldte glasbaner (singlebaner) hvor alle fire vægge er af glas. Der findes to permanente glasbaner i Danmark. Den ene findes i Hjorten Squash Center i Skinderskovhallen (nær København). Den anden blev opført i 2006 i Odense på OSC's hjemmebane i Squash Center Danmark.
En squashketsjer ligger i størrelse og vægt mellem et badmintonketsjer og en tennisketsjer. Normalt er den ca. 65 cm lang og vejer 110-180 gram. Der findes flere forskellige producenter af squashketsjere. De mest udbredte mærker er Wilson, Dunlop, Prince, Head, og Unsquashable.
Squashbolde, som benyttes af øvede spillere og til turneringer, er mærket med en eller to gule prikker, vejer 24 gram og måler ca. 4 centimeter i diameter. Til begyndere og mindre øvede spillere findes bolde med blå, hvide og røde prikker, som er kendetegnet ved et højere opspring fra gulvet, og som dermed giver spillerne bedre tid til at nå bolden. Senest er man begyndt at bruge begynderbolde, der er helt blå og har en større diameter end normale squashbolde. Til glasbaner bruges der normalt en hvid bold, som udover farven er identisk med en doublet-gul-prikket sort bold.
Udbredelse.
I Danmark er knap halvdelen af landets squashspillere organiseret i klubber under Dansk Squash Forbund, som har godt 7000 medlemmer.
Squash-spillet har sin oprindelse i England i det 19. århundrede, hvor nogle mener det er opstået som tidsfordriv i fængsler, hvor en bold blev kastet eller sparket op mod en mur. Der findes i dag squashbaner i ca. 150 lande og antallet af spillere på verdensplan er af den internationale squashsammenslutning blevet anslået til ca. 20 millioner. Trods dette er squash aldrig blevet optaget på det olympiske program, hvilket givetvis kan tilskrives squashsportens begrænsede appel til sponsorer, som igen skyldes spillets fysiske rammer, der gør det vanskeligt at følge for såvel tilskuere som tv. Det skal dog tilføjes, at der i de seneste par år er sket mange spændende tiltag vedr. produktion og visning i tv af squashkampe, bl.a. anført af canadieren Jean DeLierre, hvis produktioner (som p.t. kan anskaffes på DVD) så absolut gør sporten mere tv-venlig. Introduktionen af de såkaldte glasbaner (hvor samtlige fire vægge er fremstillet af glas) har også været med til at øge antallet af mulige tilskuere og optagevinkler.
Squash hører til de absolut mest krævende sportsgrene. Det er ikke ualmindeligt at forbrænde 700-1000 kilo-kalorier i løbet af en times spil.
Strategi og taktik.
Det fundementale i squash er at slå bolden lige ned langs sidevæggen, ned til den bagerste del af banen. Dette slag kaldes et ”Drive” eller en ”Længde”. Slaget giver spilleren tid til at komme ind på T’et (midten af banen, hvor opstregningen ligner bogstavet "T") efter færdiggjort slag. Og dermed kan man være klar til at bevæge sig efter modstanderens returnering uanset hvor den måtte komme. Hvis man ønsker at angribe kan man med et blødt eller kort slag forsøge at spille bolden til de forreste to hjørner på banen (dette slag kaldes et ”drop”). Det tvinger modstanderen til at bevæge sig over en større del af banen, eller slaget kan vise sig at være et vinderslag, hvis modstanderen ikke når at lave en korrekt returnering. Man kan også (typisk fra den bagerste del af banen) slå et ”Boast” (dvs. slå bolden ind i sidevæggen, inden den rammer frontvæggen). Dette slag kan forvirre modstanderen og samtidig flytte ham til at løbe til den forreste del af banen. Boast kan dog også bruges som et angrebsslag, i så fald slåes det fra en mere fremskudt position og skal maksimum ramme to vægge inden andet hop.
Dygtige spillere kan i nogle tilfælde forsøge at afslutte en duel ("bold") ved at slå en "vinder". Det kan f.eks. gøres ved at slå bolden i en vinkel mod frontvæggen så den rammer ned i ”nicket” (sammenføjningen mellem gulv og sidevæg). Hvis slaget udføres korrekt vil det få bolden til at trille ud og være umulig at returnere for modstanderen. Det er dog en chance at tage, for rammer man bare en smule forbi vil bolden tit hoppe højt ud i retning mod T’et og give ens modstander en særdeles fordelagtig position til sit næste slag.
I Squash strategi snakkes der tit om at ”vinde T’et” (altså midten af banen), hvor man vil havde en taktisk fordel i form af kortere afstand til næste returnering fra modstanderen. Samtidig vil man fra T’et oftere kunne tage bolden første gang (spille en volley/flugtning). Et volley har flere fordele. Ud over at øge tempoet og give modstanderen mindre tid, vil man ved at tage bolden på halvvejen kunne slippe med at bevæge sig mindre selv. Det er dermed også en fordel at angribe fra denne position fordi modstanderen har kortere tid til at udføre den næste opsamling.
Turneringer i Danmark.
I Danmark findes der tre former for senior turneringer som er registreret under Dansk Squash Forbund.
Danmarksturen er ligasystemet som er delt op i en landsdækkende Elitedivision og derunder landsdelsopdelte divisioner til og med 6 division i sæsonen 2010/2011. Fra sæsonen 2010/2011 indførtes nyt turnerings system i danmarksturneringen med kønsopdelte hold. Dermed gik man bort fra hold bestående af 5 herre spillere og 2 damespillere hvor hver spiller møder modstanderen med samme rangering på modstanderens hold. Istedet består herrehold nu af fire spillere og damehold af tre. Både herre- og damespillere spiller 'krydskampe' således at 1. herre møder både 1. og 2. single på modstanderholdet og ligeledes krydser 3. og 4. single. Får damespillere spilles 1 vs 1, 1 vs 2, 2 vs 3, samt 3 vs 3.
Danmarksturneringen består af et grundspil og et oprykningsslutspil. De bedst placeret hold i grundspillet (efterårssæsonen) spiller i forårssæsonen oprykningsslutspil mod de dårligst placeret i divisionen ovenfor. For elitedivisionen spiller de bedste fire hold mellemspil, hvor de medtager deres point fra grundspillet og møder hinanden endnu engang. Placering i mellemspillet afgør modstandere i medaljeslutspillet. De to lavest placeret hold i Elitedivisionen spiller nedrykningsspil med de bedst placeret hold i 1. divisionerne.
Der findes desuden også individuelle turneringer i Danmark delt op på niveau. Challengers for de bedste tre rækker, Mester, A og B. Derudover arrangeres der Satellite turneringer som er for spillerne i rækkerne A og derunder. Det er ikke tilladt for spillere rangeret over 16 på Danmarksranglisten at deltage i Satellite turneringen der er ingen grænser for hvem der må spille Challengers (ved stort antal spillere kvalificere spillerne sig efter rangliste placering). Der spilles individuelt DM en gang om året, til dette stævne spilles der flere rækker end ved normale Challengers, normalvis spilles der ned til E række ved individuelt DM, men der er ingen regler for hvor mange rækker der skal/må oprettes ved et DM.
Der afholdes også internationale turneringer i Danmark. Danish Open er en gentagende begivenhed i Danmark, hvor der ved flere lejligheder har optrådt spillere rangeret på PSA's verdensrangliste.
Elitesquash i Danmark.
Dansk elitesquash er et udviklingsmål fastsat af Dansk Squash Forbund, og forbundet har ansat Francesco Busi som Landstræner til at stå for elitetræning og talentudvikling. Landstræneren har blandt andet til job at udvælge en brutto landsholdstrup, hvorfra der udvælges et endeligt landshold som deltager i større turneringer, EM og VM for hold. Det bedste resultat dansk squash i nyere tid har opnået er en bronzemedajle til kvinde EM i 2007.
Squaw.
Squaw (Dania: [']) er et dansk fremmedord, der betegner en oprindelig amerikaners hustru.
SSH.
Secure Shell, forkortet SSH er et computerprogram som bruges til krypteret fjernadgang. Findes både i en kommerciel udgave og en fri - Open SSH. Forskellen på de to udgaver er at købeudgaven giver adgang til patenterede krypteringsalgoritmer. SSH kan både bruges til fjernstyring af en computer som det sker med telnet og programmet kan bruges til at kryptere en vilkårlig TCP-forbindelse.
SSH-protokollen findes i to versioner, der ikke kan bruges sammen. Forskellen ligger i hvordan forbindelserne etableres.
University of St Andrews.
University of St Andrews er et skotsk universitet, som blev grundlagt i 1412.
Staccato.
Staccato er et musikalsk udtryk der betegner, at der skal spilles "med tydeligt adskilte toner", modsat legato.
Stadion.
a> i London er det dyreste stadion, der nogensinde er bygget. Det har en kapacitet til 90.000 tilskuere.
Et stadion er et større anlæg med forskellige faciliteter til idræt og boldspil herunder baner, tilskuerpladser og omklædningsfaciliteter. Som synonym anvendes også idrætsbane eller idrætsplads.
Større stadions hvor der dyrkes idræt på højt niveau kan have mange tusinde sidepladser. De største stadions i findes inden for sportsgrenene fodbold og amerikansk fodbold.
Stagflation.
Stagflation er en sammentrækning af ordene stagnation og inflation. Udtrykket dækker i makroøkonomien over, at inflationen er stigende (eller høj) mens produktionen i samfundet er faldende (eller blot ikke stigende).
Fænomenet kan opstå, når en økonomi oplever et udefra kommende chock - eks. stigende oliepriser - på udbudssiden.
I 1960'ernes Storbritannien og i 1970'ernes USA under præsident Richard Nixon oplevede man stagflationen. Men også så sent som i starten af 2000'erne havde verden stigende oliepriser og stigende arbejdsløshed. Dette førte til at der kom et opadgående pres på priserne mens produktionen faldt.
Stakit.
Stakit eller stavhegn er en indhegning eller hegnstype, der f.eks. anvendes omkring sommerhushaver eller villahaver.
Stakittet er som regel lavet af træplanker og træstolper. Træet kan være ubehandlet, trykimprægneret og/eller malet. De lodrette planker og stolperne kan have spidse topender evt. med udsmykningsudskæringer.
Stalagmit.
Stalagmit (fra græsk: Σταλαγμίτης, "stalagmites", "dryp" eller "dråbe") betegner en bestemt type drypsten, der kan findes i en kalkstenshule.
En stalagmit er en søjle, der står på gulvet i modsætning til en stalaktit, som hænger ned fra loftet.
Stalaktit.
Stalaktit (fra græsk: Σταλακτίτης, "stalaktites", "dryppende") betegner en bestemt type drypsten, der kan findes i en kalkstenshule.
En stalaktit er en tap, der hænger ned fra loftet, i modsætning til en stalagmit som står på gulvet.
Stalinisme.
1. Som følge af de kapitalistiske stater og mediehuses propaganda mod Sovjet under 2. Verdenskrig og starten af Den Kolde Krig er stalinisme i daglig tale en betegnelse for personkult i socialistiske lande (da der blev etableret en kraftig kultdyrkelse af Stalin, gennem statens propaganda, men også fra befolkningens side) statsmilitarisme og magtmisbrug (da Stalin normalt regnes som diktator, og desuden bliver gjort ansvarlig for millioner af menneskers død). F.eks. bliver det nordkoreanske styre ofte betegnet som stalinistisk, fordi der er en del ligheder mellem Nordkoreas position i den globale magtkamp og Sovjetunionen i Stalin-tiden, selvom at Nordekoreas herskende ideologi (Juche) ikke har grundlag i marxisme-leninisme.
Stalinist anvendes ofte af medierne på folk som sympatiserer med Stalin, eller er langt ude på den politiske venstrefløj. Når det benyttes er det negativt ment, og er egentlig et skældsord i daglig tale.
2. Blandt (marxister-leninister) bliver begrebet sjældent brugt som udtryk for en bestemt teori eller som et begreb, da de mener at Stalin generelt videreførte det teoretiske og praktiske arbejde, som var udviklet af Lenin (se leninisme). Ligesom Karl Marx og Frederich Engels udviklede marxismen, udviklede (og i højere grad praktiserede) Lenin og Stalin leninismen. Når begrebet ”stalinisme” bliver brugt blandt kommunister, er det som regel fordi at dét og Stalins profil repræsenterer et provokerende modsymbol til kapitalisme, fascisme og trotskisme. Sjældent bliver det også brugt (marxisme-leninsme-stalinisme) fordi at visse trotskister hævder at følge Lenins teori (marxisme-leninisme-trotskisme). Dog udviklede Stalin visse specifike marxistiske teorier, såsom det marxistiske syn på fascisme, som Lenin ikke blev stillet overfor i sin levetid.
3. Andre – især akademiske - grupper ser stalinisme som synonym for teorien om "socialisme i ét land" som Stalin praktiserede, der i modsætning til Troski´s teori om "permanent revolution", ser det nødvendigt for et uindustraliseret land (udviklingsland), hvor socialistisk revolution har fundet sted, at opbygge socialisme og styrke sig internt, uafhængig af at der opstår revolution i de imperialistiske industrilande. F.eks. ville Trotski vente på at Tyskland eller andre europæiske industrimagter indførte socialisme, mens Stalin (og egentlig også Lenin) ønskede at begynde at gennemføre industralisering og opbygge socialismen så snart den revolutionære opstand var fuldført. "Socialisme i ét land" blev praktiseret af Stalin, men blev egentlig allerede defineret af Marx i 1800-tallet og tilpasset de russiske forhold af Lenin og andre bolshjevikkere op til revolutionen.
4. Trotskister ser stalinisme, som et udtryk for ”pamperi” i arbejderklassens revolution, ligesom der opstår magtmisbrug i fagforeninger, og socialistiske lande hvor den højeste myndighed er partiet og lederne (valgt efter demokratiske prinicipper eller ej), for ”deform socialisme”. F.eks. George Orwell´s fabel "Animal Farm" (Orwell optrådte i perioder som trotskist) anklages af Stalin-sympatisører for at indeholde referancer til det trotskistiske og borgerlige syn på den russiske revolution, da den beskriver hvordan der opstår "magtmisbrug blandt masserne under folkelige revolutioner".
Indholdet af den trotskistiske definition er også præget af Trotski´s konspirationsteorier, f.eks. om at Stalin var en dobbeltagent for Tsar-styret under revolutionen, og dertil visse borgerlige historiske teorier som kun er blevet dårligt dokumenteret i den anti-kommunistiske propaganda.
Katjusja.
Katjusja (: Катюша, kælenavn for Katarina) eller Stalinorgel er et russisk artilleriraketsystem med mange udskydningsrør, monteret på en lastbil, der først blev bygget og anvendt i krig af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Den fik navnet Katjusja fra en populær russisk krigssang der hed "Katjusja". Tyskerne gav den navnet "Stalinorgel" på grund af lyden fra dens raketter og fordi dens udseende minder om et orgel (en række parallelt placerede rør som piber på et kirkeorgel).
Ordet Katjusja bruges nu om dage til at beskrive raketartilleri i almindelighed uanset om de er fremstillet i Rusland eller bygget lokalt. Denne slags raketter bruges ofte i guerillakrig, af for eksempel Hizbollah, de irakiske oprørere og Taliban.
Stall.
Grafisk fremstilling af et "stall".
Et stall (udt. "stårl") er det fænomen, at en flyvemaskines vinger mister deres opdrift, enten fordi farten på luftstrømmen forbi vingerne bliver for lille, eller fordi indfaldsvinklen bliver for stor (alle former for fly-vinger har en såkaldt "kritisk vinkel" på omtrent 18 grader).
Ved landing ønsker piloten at komme ind over landingsbanen med så tilpas lav fart at flyet kan nå at "løbe farten af sig" indenfor banens længde. For at opretholde løftekraften ved den lavere fart, må piloten hæve næsen for at forøge indfaldsvinklen, og derved kommer flyvemaskinen tættere på grænsen for stalling. Et stall i den situation omtales som et "arrival stall" ("ankomst-stall").
Lige efter start er farten heller ikke særlig høj, og for at løfte flyvemaskinen op til den ønskede flyvehøjde må piloten holde næsen (og dermed indfaldsvinklen) høj. Det stall der kan indtræffe i denne situation hvis ikke piloten er påpasselig, kaldes for et "departure stall" ("afgangs-stall").
Alle piloter bliver som en del af deres uddannelse trænet i at genkende "symptomerne" på et nært forestående stall, og i hvordan man redder sig ud af stall'et hvis det indtræffer.
En speciel variant af stall'et er det såkaldte spin, hvor flyet snurrer rundt om sig selv således at den ene vinge stadig skaber løftekraft mens den anden er stallet.
Til at advare piloten om et forestående stall findes der diverse alarmer. En lille elmotor i styrepinden får den til at ryste ("stick shaker"), et horn kan lyde i cockpittet og en syntetisk stemme kan gentage "stall - stall - stall".
Stamcelle.
Kroppen består af mange typer af specialiserede celler: nerve-, knogle-, muskel-, hud-celler, og så videre, desuden små mængder stamceller. Stamceller er celler som i princippet kan udvikles og specialiseres til at fungere som en hvilken som helst type celler i kroppen. Den celleklump det befrugtede æg udvikler sig til, består de første 14 dage blandt andet af stamceller, desuden celler der bliver til fosterhinderne og moderkagen; stamceller findes også i blandt andet navlestrengen. Efter fødslen er det nemmest at isolere stamceller, både hos børn og voksne, fra ryg- og knoglemarven, men stamceller findes i små mængder i alt væv. Stamcellerne er ansvarlige for dannelse af nye celler, at vores væv vokser, og repareres hvis vi kommer til skade. Nogle stamceller er multipotente; det betyder at de kan dele sig og blive til forskellige specialiserede celler inden for en bestemt gruppe, for eksempel blodceller. Andre stamceller er totipotente; de kan udvikle sig til samtlige celletyper i kroppen.
Standart.
En Standart (også estandart) eller rytterfane er en fane, der anvendes af beredne tropper. En standart er typisk kvadratisk og noget mindre end en fane for fodfolk, da den skal anvendes til hest.
En "autostandart" er desuden et lille flag, der føres på en bil for at identificere passageren, fx et statsoverhoved eller en ambassadør.
I nogle stater, bl.a. Monaco og Luxembourg, bruger monarken en autostandart, der afviger i udseende fra dennes personlige flag. I Danmark anvendes blot mindre udgaver af kongeflaget.
Stanniol.
Stanniol (af latin "stannum," "tin") kaldtes tidligere tinfolie, da det blev fremstillet af metallet tin. I dag fremstilles det af aluminium, og kaldes derfor ofte for alufolie, men også sølvpapir. Materialet er let at rive i stykker, hvorfor det ved produktionen sendes gennem maskinen i dobbeltlag. Den side af materialet, der har kontakt med det andet folie, bliver mere mat end den anden side.
Tin.
Tin (latin "Stannum") er et grundstof med atomnummer 50 i det periodiske system. Symbol Sn.
Stanniol har navn efter det latinske navn for tin, men i dag er stanniol faktisk lavet af aluminium. Tin smelter ved 231,8° C (447,8° F).
Metallet udvindes af kassiterit (SnO2), og bliver renset for kobber, jern og bly, som findes i malmen.
Efter guld, kobber og sølv er tin det tidligst kendte metal.
I Egypten er der fundet tingenstande, som er næsten 6000 år gamle.
Man kan tjekke om tinnet er rent ved at holde tinnet ind til øret og bøje lidt på det, da skal man høre en knitring. Dette kommer af, at krystallerne gnider sig mod hinanden.
Tin indgår sammen med kobber i legeringen bronze. Loddetin bestod tidligere af en tin/blylegering - som oftest 63 % bly og 37 % tin - i særlige tilfælde med tilsats af andre metaller (sølv, bismut) i mindre mængder.
Fra 1. Juli 2006 har EU's "Waste Electrical and Electronic Equipment Directive" (WEEE-direktivet) og "Restriction of Hazardous Substances Directive" (RoHS-direktivet) forbudt brug af bly i elektronik, derfor anvendes nu andre blandinger som eksempelvis Sn-Ag-Cu (Tin-Sølv-Kobber).
USA's flag.
USA's flag kaldes også Stars and Stripes eller Old Glory.
De 50 stjerner i Stars and Stripes står for antal stater, og de 13 striber repræsenterer de oprindelige kolonier, der blev de første stater.
Statik.
Statik (græsk "statike"; "afvejning", heraf også "statikos" = "bragt i stilstand") (også kaldet ligevægtslære) er den del af den mekaniske fysik, der handler om kræfter og kraftsystemer, der holder legemer i ligevægt. Et legeme er i ligevægt, når det er i ro eller når det bevæger sig med en konstant hastighed og i uændret retning - så er resultantkraften, der påvirker legemet lig nul. Den lære, der omhandler legemer i bevægelse behandles i dynamikken.
Statik bruges i bygningskonstruktion og brobyggeri til beregninger af faste og ubevægelige mekanismer. I nyere tid har statik været brugt til forklaring af træers grenbygning, stabilitet m.m.
Statist.
En statist er en person, der spiller en stum rolle i en film, på tv eller i et skuespil. Disse personer findes typisk i baggrunden og kan kun ses et kort stykke tid.
Statistiker.
En person, der er uddannet i eller arbejder med statistik.
Stator.
En stator er en ubevægelig maskindel eller motordel (modsat rotor).
Statue.
En statue er en skulptur (billedstøtte) der som regel forestiller en person. Der kan dog også være flere personer eller dyr.
En statuette er en lille statue.
Stavnsbåndet.
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Det bandt mænd mellem 18 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født. Der var dog mulighed for at købe fripas, så stavnsbåndet var i praksis næppe særligt bindende for de bedrestillede, dvs. bønderne og deres sønner.
Det blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det kunne være svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.
Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange. I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år.
Stavnsbåndet blev omlagt som led i Landboreformerne af 20. juni 1788 med en overgangsperiode indtil 1800. I første omgang omfattede omlægningen kun dem, der var under 14 år. Dernæst dem der var over 36 år - og derefter dem, der havde tjent som soldat. Hovedpunktet i denne administrative reform var, at bindingen til godserne blev ændret til en binding til udskrivningsdistriktet. Enevælden var nu så udbygget, at staten i højere grad "kunne selv"; der var i mindre grad brug for godsejerne som det lokale administrative led.
Det er en udbredt og almindeligt accepteret historisk myte, at det vigtigste resultat af "Den Store Landbokommissions" arbejde var stavnsbåndets "ophævelse". Men denne myte er ikke korrekt. Kommissionens arbejde var meget langsomt med gennemførelsen af sine idéer, da man i nogen grad frygtede, at samfundet skulle gå i opløsning, hvis man på én gang brød med det gamle system. I det samlede landboreformkompleks er stavnsbåndet i det hele taget en biting, og det var først med indførelsen af den almindelig værnepligt i 1848, at stavnsbåndet blev ophævet, da mænd bosiddende på landet derefter havde lov at bosætte sig hvor de ville.
Til et varigt minde om, hvad der er blevet kaldt "Stavnsbåndets ophævelse", rejstes på foranledning af kredse i København Frihedsstøtten i København som en hyldest til kongemagten. Det blev begyndelsen til skabelsen af den sejlivede myte om stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Stele.
En stele (afledt af græsk; "stående blok") er en sten eller et træstykke, som generelt er højere, end det er bredt. Steler rejses over grave med navne og titler ristet i relief eller påmalet.
Steler bliver også anvendt som territorial markering eller rejst ved mindeværdige militærsejre.
En obelisk er en speciel form for stele. De irske og keltiske High cross (ornamenterede stenkors) er specialiserede steler. En moderne gravsten er også en form for stele.
Nordstjernen.
Langtidsfoto af nordstjernen og de nærmeste nabostjerner. Læg mærke til at jo længere fra nordstjernen en stjerne er, jo længere har den bevæget sig.
Polaris, "Alfa Ursae Minoris", hedder også Polarstjernen eller Nordstjernen og ligger i stjernebilledet Lille Bjørn. Den ses ganske tæt på (cirka 1 grad fra) himlens nordpol, dvs. det sted et himmellegeme ikke ses at bevæge sig i en cirkelbane. Derfor har stjernen været brugt til at navigere efter i århundrederne før kompasset blev opfundet, men også til korrektion af kompasretningens misvisning.
Stellarium.
Stellarium er et gratis computerprogram, som er frigivet under GNU General Public License. Det findes til Linux, Windows og Mac OS. Stellarium genererer billeder ved hjælp af OpenGL, og de vises i realtid.
Med Stellarium er det muligt at få vist, hvad man på nattehimlen kan se med det blotte øje, en kikkert eller et lille teleskop. Det er ligeledes muligt at placere sig hvor man vil på Jorden.
Stellarium er udviklet af den franske programmør Fabien Chéreau, som lancerede projektet i sommeren 2001. Andre prominente programmører er ansvarlige for det grafiske.
- Over 120.000 forskellige stjerner fra Hipparcoskataloget
- Alle solsystemets planeter og deres største måner
- Panoramalandskaber, tåge, atmosfæren, eklipser samt realistiske solopgange og solnedgange
Siden version 0.8.0 har "Stellarium" været tilgængeligt på over 40 sprog, heriblandt dansk.
Stencil.
Stencil er voksbehandlet papir, der gengiver skrivemaskineskrift ved duplikering. Er sammen med skrivemaskinen udkonkurreret af nyere teknik som kopimaskinen og computerprinteren.
En stencil kan også være karton med udstansede huller i, som man kan duppe, tamponere, sprøjte eller spraye tegninger eller tekst igennem, f.eks. til tapet-mønstring, mærkning af genstande med piktogrammer eller til street art. Skrift, som egner sig til stencilbrug kendes ved, at de ikke har indre lukkede former.
Stengun.
En Stengun er en britisk 9 x 19 mm maskinpistol. Den blev anvendt under 2. verdenskrig og i koreakrigen. Opbygningen var såre simpel og faktisk fremstillede modstandsbevægelserne i Danmark og Norge selv et utal kopier af de fra allieredes side nedkastede våben.
Navnet "Sten" er en forkortelse af opfinderne Reginald Sheperd og Harold Turpin, samt ENfield, byen hvor våbenfabrikken "Royal Small Arms Factory" lå.
Over 4 millioner blev produceret i løbet af 1940'erne.
Britiske faldskærmssoldater med Sten Mk V, 7. juni 1944 (D-dag+1)
Step.
Akrobatisk dans, hvis rytme angives ved fodslag med hæl og tå.
Ofte er der placeret metalbeslag på skoene så lyden forstærkes.
Af kendte stepdansere kan nævnes: Gregory Hines
Stereo.
Anvendes bl.a. ved fremstilling af nyere grammofonplader, audio CD, kassettebånd, og lyddelen til videobånd, video CD, DVD mv.
Danmarks Radio begyndte at sende stereo efter pilottonesystemet i 1966. Program 3 dog først fra 1972. I 1988 begyndte TV2 med stereolyd efter NICAM systemet, der senere også blev indført på DR TV..
Stereokamera.
Stereokamera er et fotografisk kamera, der optager billeder med stereoskopisk (rumlig) virkning.
Stereotypi.
Stereotypi er en gentagelsesadfærd som opstår når et dyr eller mennesket befinder sig i situationer, hvor de afskæres fra udførsel af et eller flere naturlige adfærdsmønstre. Det ses ofte i fangenskab på grund af utilstrækkelig plads og/eller utilstrækkelig stimulering.
Sterilisation.
Sterilisation er en betegnelse der dækker over flere uafhængige begreber: Sterilisation med henblik på at gøre mennesker eller dyr ufrugtbare, eller sterilisation med henblik på at dræbe mikroorganismer, f.eks. bakterier, fra emner (f.eks. en skalpel).
Sterilisation af mennesker og dyr.
Sterilisation er et operativt indgreb, der har til formål at gøre et frugtbart individ ufrugtbart. Operationens forløb afhænger naturligvis af individets anatomi og er således næsten altid et større indgreb for kvinder, mens det for mænd kan ordnes ambulant.
Sterilisation af mænd.
Indgrebet foregår som regel med lokalbedøvelse og udføres ved at kirurgen laver et lille snit på hver side af pungen hvorigennem sædstregene (lat: "vasae deferentes") fritlægges. Evt kan der i stedet anlægges et enkelt snit midtfor på pungens forside. Der fjernes ca 0,5 cm fra hver sædstreng og enderne underbindes og lægges tilbage i pungen. Snittet lukkes med sutur (sting) og såret læges i regelen i løbet af en uges tid. Sterilitet kan dog først forventes komplet i løbet af 3 måneder da der kan være oplagret nogle sædceller i sædblærerne der befinder sig i bughulen. Størstedelen af ejakulatet dannes af prostatakirtlen, så mandlig sterilisation indebærer ikke at manden ikke kan ejakulere efter vellykket sterilisation. Indgrebet bør kontrolleres for effektivitet ved en sædprøve ca. 3 måneder efter indgrebet. Indgrebet er sædvanligvis permanent og irreversibelt.
Bivirkinger ved indgrebet er oftest få og begrænser sig til ømhed i en periode på op til et par uger efter indgrebet og i sjældne tilfælde infektion i operationssåret.
Stetoskop.
Et stetoskop er et værktøj, der gør det muligt for at opfange lyde fra kroppen (auskultation), især fra lunger og hjerte. At stetoskopere, betyder at undersøge med stetoskop og en stetoskopi er en undersøgelse med stetoskop.
Det bruges også ved måling af blodtrykket (for at erkende pulsen, når trykket langsomt tages af manchetten). Stetoskopet blev udviklet af René Laennec i 1819.
Stetoskop består af de to græske ord stethos (bryst) og skopos (undersøgelse) Hermed er stetoskopets funktion også givet. En undersøger af bryst-regionen.
Steward.
Inden for flyvning er stewarden det mandlige modstykke til stewardessen.
Stewardesse.
En stewardesse er en kvindelig varetager af kundeservice på luftruter. Steward/stewardesse kaldes også kabinepersonale.
Stifado.
Stifado er en græsk gryderet bestående af okse- eller lammekød i tern og løg. Undertiden tilsættes også kartofler.
Stigmatisation.
Stigmatisation er opståen af sårmærker i lighed med Kristi sårmærker (omtalt i Johannesevangeliet).
Adskillige eksempler, også fra nyere tid, kendes. Forskellige forklaringer er fremsat: At der er tale om et guddommeligt mirakel (ofte opfattet som tegn på den pågældendes hellighed). At der foreligger en naturlig, men uforklaret proces, hvor en (hysterisk) person ved stadig meditation over Kristi lidelser kommer til at udvise sår, især i håndfladen. Eller at der foreligger et ubevidst, eller måske bevidst, bedrag.
Det mest kendte eksempel er Frans af Assisi, som iflg overleveringer modtog stigmater i 1214 på bjerget La Verna.
Stilistik.
Stilistik betegner studiet af den litterære stil som form og udtryksmåde.
Stilleben.
Stilleben (fra: "Still-leben", "stille liv") opr.: "stilleven", jævnfør "nature morte", "død natur") er en foto- og malerteknisk stilart, hvor opsætninger af livløse genstande - oftest mad - afbildes.
Før 1600-tallet.
Det er vanskeligt at spore den præcise historie bag stilen.
Stilleben kan spores helt tilbage til den tidlige orientalske og egyptiske kunst. Eksempelvis kan de gamle egyptiske gravmalerier nævnes; vægmotiverne her er ofte mad og brugsgenstande, og menes at have haft en sammenhæng med de dødes behov i den næste eksistens. De gamle grækere og romere har ligeledes anvendt denne stilart, omend det her menes at have en dekorativ betydning, f.eks. friserne i Pompeji og legenden om Zeuxis og Parrhasius, der fortæller om den pris, man i den tid satte på kunstneriske færdigheder.
1600- til 1900-tallet.
Det var først i den sene middelalder og tidlige renæssance, at begrebet dukkede om som en selvstændig stilart, hvor kunstnerne gjorde meget ud af opsætning, placering, udformning og lyssætning, uanset om motiverne var religiøse eller ej. Det var især i Nordeuropa udviklingen skete, og de første referencer til en egentlig stilart er fra 1650'ernes Holland; "stilleven". Senere har malere udviklet det til at være en fuldstændig naturtro gengivelse af opstillingerne. Nogle kunstnere lagde vægt på særlige motiver, der har været med til skolingen af stilarten: Jan van Huysum (hollandsk, blomster), Jan van Eyck (hollandsk, religiøse ikoner), Abraham van Beyeren (hollandsk, fisk og Jean-Baptiste Chardin (fransk, mad) regnes for at have været de mest udviklende af stilarten.
Drivkraften fra især hollænderne var den reformerede hollandske kirke, der i 1500-tallet krævede stor udbredelse af religiøs kunst; dette skabte et behov for alternative stilarter med religiøse hentydninger.
Motiverne var ofte overdådige banketter med fint service og bestik, dækket med lækre og eksklusive retter, store overdådige buketter af sjældne og dermed dyre blomster eller symboler på død og elendighed med knogler og kranier, timeglas eller et næsten nedbrændt lys (vanitas-motiver). Alle disse motiver kunne give et alibi i forhold til de strenge religiøse krav, idet der ofte var mulighed for fortolkninger om overflod og forfængelighed. Ser man nærmere på billederne fra denne periode, vil man ofte kunne bemærke, at frugterne er overmodne, og at der kan være både fluer og andre skadedyr tilstede. Udbredelsen skete først og fremmest i Flandern, Spanien, det nordlige Italien og Frankrig; i sidstnævnte tilfælde var det især adelen, der var drivkraften, men her ønskede man ikke de moralske undertoner med. Rokokotiden gav anledning til en afgrænsning af denne stil "trompe l'oeil" ("dril øjet").
Med dannelsen af egentlige kunstakademier opstod der en formel skoling i malerkunsten. Der lærte man om de forskellige stilarter og deres rangordning ("hierarki"), og det at lægge vægt på temaets og motivets tyngde, det der gav kunsten værdi. Stilleben var i lang tid i bunden af denne rangorden, mens religiøse og historiske motiver var øverst. Først da selve den skolede kunst var blevet en del af historien, fik stillebenet en renæssance. Både impressionisterne og postimpressionisterne var mere optaget af selve den tekniske gengivelse, end hvad der lå til model for den, og her var stillebenet velegnet, hvorfor det vandt udbredelse. Henri Fantin-Latour er f.eks. næsten udelukkende kendt for sine stilleben og Vincent van Goghs "Solsikker" er et godt eksempel på stilleben, mens Paul Cézannes geometriske behandlinger af gengivelsen åbnede nye fortolkninger af, hvad stilleben kunne være.
1900-tallets stilleben.
Videreføringen fra Cézannes stilleben findes i mange af de store kunstnere i perioden 1900 - 1920.
Både Picasso, Georges Braque og Juan Gris malede stilleben - ofte med musikinstrumenter, og gav herfra udspring til den "syntetiske kubisme", der beskæftigede sig med collager.
Det klassiske tema i et moderne snit
I USA, hvor kunstnerne havde været uden indflydelse af de akademiske restriktioner, var stillebens koncentrationen især omkring Philadelphia i begyndelsen af 1900-tallet. Kombinationen af den amerikanske realisme og kubisme gav arbejder på en særlig variant, som blev skabt af kunstnere som Georgia O'Keeffe, Stuart Davis og Marsden Hartley, foruden tidlige fotografiske værker af Edward Weston.
Meget "pop art" (f.eks. Andy Warhols "Campbell's Soup Cans") er udledt af den klassiske stillebens art, men selve udgangspunktet for værkerne er hverken naturtro gengivelser eller geometriske udfordringer, men det at udstille kommercielle produkter (og derigennem selve kommercialismen).
Med den fototekniske udvikling opstod der fotografiske udgivelser af stillebenet; fotorealismen. Op gennem 1970'erne opblomstrede stilleben derfor igen, denne gang som fotografier.
De moderne computeres processorkraft gav med tiden mulighed for at rendere stillebens motiver, og nogle af de første og mest klassiske rendering er med stillebens motiver.
Indførelsen af digitalkameraer og den lettere tilgængelighed til avanceret fotoudstyr, har igen givet stillebenet sin fjerde renæssance; moderne stillebens opstillinger overføres typisk direkte til computeren, hvor de bliver redigeret med et billedbehandlingsprogram som f.eks. Photoshop.
Ordets oprindelse.
Ordet er oprindeligt afledt af det hollandske ord "stilleven", der igen kommer fra "stil" ("stille") og "leven" ("liv"). Med tiden er den tyske variant, der bygger på ordene "stilles" og "Leben" dog blevet mest udbredt.
Stilton.
Stilton er en engelsk ost af typen skimmelost.
Den produceres i to varianter: en meget kendt blåskimmelost af samme type som f.eks Danablu, Gorgonzola og Roquefort og en mindre kendt hvidskimmelost.
Stilton har status af PDO ("Protected designation of origin") fra Europa-Kommissionen.
Kun ost fra grevskaberne Derbyshire, Leicestershire og Nottinghamshire fremstillet efter ganske bestemte forskrifter må kaldes Stilton.
Den har navn efter landsbyen Stilton, der sjovt nok ligger uden for området, hvor Stilton fremstilles. I 1730 fik en kroejer i Stilton enerettighederne på en blåskimmelost fra Leicestershire. Da trafik fra Nordengland til London passerede gennem landsbyen, blev osten hurtigt landskendt.
Stimulans.
En stimulans (Lat. "stimulantia") er et lægemiddel der virker opkvikkende, oftest et sympatomimetika.
Stimulus.
En stimulus ("flertal: stimuli") kaldes et mere eller mindre følsomt virkemiddel, som er i stand til at medføre ændret opførsel hos et betragtet objekt. Begrebet stimulus kan også udtrykkes med ordene spore, tilskyndelse eller pirring.
Der findes talrige stimuli, hvoraf nogle enkelte er: Radioaktiv stråling, lys, varme, kraftændring, lyd, elektrisk stød, lugt, kemiske stoffer etc.
For dyr kan en stimulus bl.a. være en støj, en bevægelse eller en lysændring, som forårsages af et byttedyr.
Stoa.
Den genopførte "Attalos' stoa" i Athen.
Stoa, en overdækket søjlehal som i antikkens græske og romerske byer flankerede agoraen eller den åbne markeds- og samlingsplads.
Især kendes den malede stoa, "Stoa poikile", i Athen, hvor Zenon fra Kition i det 3. århundrede f.Kr. udlagde sin filosofi, som efter stedet kaldes stoicismen.
Stoicisme.
Stoicisme er den filosofi, som praktiseres af en stoiker. Grundlæggelsen af den stoiske skole tillægges Zenon fra Kition. I denne filosofiske retning er følelser og fornuft adskilte, og stoicismen foreskriver selvkontrol og udelader følelsesmæssig involvering, da valg skal tages ud fra fornuften alene. Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed.
Betegnelsen stoicisme stammer fra bygningen "Stoa poikile" i Athen, hvor Zenon underviste sine disciple.
Stoicisme er bedst kendt gennem "at have en "stoisk" ro'" om et fuldstændigt overblik og uændret væremåde, uanset hvad der sker.
Centrale standpunkter.
Kernen i stoicismen er, at der ikke findes en højere autoritet end fornuften. Konsekvensen af dette standpunkt er, at den verden (naturen), som fornuften præsenterer os for, er den virkelige verden. Der findes ikke noget højere eller bagvedliggende, der ikke kan sanses og erkendes gennem fornuften. Naturen er bestemt og reguleret af rationelle principper. Så meget mere som mennesket selv er en del af naturen.
Den rationelle ånd, der gennemsyrer alt i naturen - inklusive mennesket - er det, som skal forstås som Gud. Dermed er Gud ikke uden for denne verden, men en uadskillelig del af den. Gud er derfor verdens selvbevidsthed.
Følelserne som dommere.
Fordi mennesket er ét med naturen, og fordi der ikke findes noget højere ikke-jordisk rige, kan der ikke være tale om, at det går noget andet sted hen, når det dør; der findes nemlig ikke noget andet sted at gå hen; i stedet opløses mennesket og vender tilbage til naturen. Stoicismens berømmelse og indflydelse i dag stammer i høj grad fra den etik, som har grundlag i denne tro.
Som følge af at naturen er bestemt af rationelle principper, findes der grunde til, at alt er, som det er. Det kan ikke forandres, og det skal heller ikke ønskes: Menneskets holdning overfor fx sin egen død eller andet, der ellers kan synes som en personlig tragedie, bør være accept.
Hvis følelserne gør oprør mod denne holdning, er følelserne de forkerte. Det var en udbredt idé blandt stoikerne, at følelserne var dommere og derfor kognitive: De er former for ”kundskab”, enten sande eller falske. Grådighed kom fx af den opfattelse, at penge var et specielt gode, alle måtte tilegne sig. For stoikerne var dette en falsk dom. Hvis alle følelser var et resultat af fornuft, ville de ikke rumme andet end sande domme, og mennesket ville blive et med tingene, sådan som de virkelig var.
Om at tage sit liv.
Tilhængerne af den stoiske filosofi var ofte i stand til at møde livets omskifteligheder med både ro og værdighed. Men de kunne også miste lysten til at leve - fx hvis de blev ruineret, vanæret eller ramt af alvorlig sygdom. Stoikerne mente, at det mest fornuftige under de omstændigheder var at gøre en ende på livet, og derfor begik mange kendte stoikere også selvmord. Deriblandt Seneca - presset af Nero.
At vælge døden frem for livet var logisk konsistens for stoikerne. Det var langt fra et tabu, fordi de troede på menneskets ret til selv at bestemme både over sit eget liv og sin egen død.
Men stoicismen bestod ikke alene af den moralfilosofi, som den forbindes med i dag: stoikerne beskæftigede sig også med logik og kundskabsteori, og gennem deres arbejder udviklede de et omfattende filosofisk verdenssyn.
Stoicisme i Grækenland.
Det var i Antikken almindeligt kendt, at dyder var nødvendige forudsætninger for gode og rigtige gerninger. Dyderne var klogskab, retfærdighed, mådehold og mod; idealer, der var agtet over hele den antikke verden. Stoikerne mente, at kun en mand, som besad de rette egenskaber kunne gøre gode handlinger. Modsat mente Aristoteles og Platon, at de handlinger, der var dydige, var dem, der kunne udføres med lethed og glæde. Stoikeren mente, at de gode valg skulle træffes af fornuften.
Stoicismen indeholdt en kausalitet: alt har en årsag, og verden er en sammenkædning af hændelser, bestemt af én almen guddommelig kraft ("logos"), der var en forudsætning i verden. Den stoiske filosofis bestræbelser på at leve i overensstemmelse med logos, fornuft og natur var det etiske ideal. I tiden efter vor tidsregnings begyndelse indsnævrede filosofien sig i større grad til et spørgsmål om etiske problemstillinger. Kausaliteten var både den uophørlige sammenkædning af hændelser og skæbnen ("fatum") i den gamle mytologiske forståelse. Så skæbnen var den kosmiske lov, som derfor kunne opfattes som gud i en monoteistisk forstand. Logos og det guddommelige blandedes sammen, og de var bestemmende for den materielle virkelighed.
Kausaliteten skabte tilsyneladende et problem: Hvis skæbnen var bestemmende for den materielle virkelighed, var alle viljesakter forudbestemte, og dermed var al snak om moralsk ansvarlighed meningsløs, og det ville i sidste ende fjerne grundlaget for etikken. Allerede de ældste stoikere mente, at skæbnen ikke udelukkede den frie vilje; den stoiske filosof Kleanthes mente, at menneskets eksistentielle situation var valget mellem at påtage sig sin skæbne eller at afvise den. En forklaring på, hvordan et menneske med en forudbestemt skæbne frit kunne foretage valg, gav Kleanthes aldrig. Chryssipios adskilte formen fra årsagen: mennesket besidder muligheder, der kan påvirkes mod forskellige mål, men med fornuften kan det træffe de rette valg. De ydre stimuli er ikke underlagt menneskets magt, men det er måden, det reagerer på.
Romersk stoicisme.
Stoicismen vedblev at være en dominerende filosofisk skole i omtrent 500 år. Og med spredningen i den hellenistiske periode ophørte filosofi i vesten med alene at være et græsk fænomen og blev internationalt. De hellenistiske riger, der opstod efter Alexander den Stores erobringer, blev nu centrum for de filosofiske skoler, og mange filosoffer fra denne periode kom fra Syrien. Da romerne blev de dominerende i Middelhavsregionen, blev Rom det nye center.
Stoicisme var i den romerske kejsertid i 1. årh. e.v.t en vigtig del af den almene dannelse. Seneca var en af de vigtigste formidlere af græsk filosofi og stoicisme. En anden var slaven Epiktet.
Stoicismen synes at have speciel appel til de hellenistiske konger og romerske kejsere. Næsten alle Alexanders efterfølgere og mange af kejserne havde stoiske idealer. En af de mest berømte var kejser Marcus Aurelius (160-186), hvis værk "Tanker" var en af kejsertidens mest indflydelsesrige, stoiske fremstillinger.
Stoicismens indflydelse på kristendommen.
Selv om de tidlige kirkefædre regnede stoicismen til de fejlagtige, hedenske, filosofiske skoler, var mange af dens elementer højt værdsat af de kristne; ideen om en naturlov blev i særdeleshed en vigtig inspiration for kristne teologer. Ideen om logos, der var central for mange stoikere, havde også meget stor indflydelse på den kristne verdensforståelse,
Desuden havde den stoiske definition af dyderne - et resultat af viljens tilpasning til den rationelle verdensorden - paralleller til den kristne moralforståelse.
Augustin var én af de kristne tænkere, der var stærkt inspireret af stoikerne. Det samme var Boethius. Begge teologer fik stor indflydelse på tænkningen i middelalderen.
Great Bear Lake.
Illustration af Great Bear Lake.
Great Bear Lake er en sø i Canada med et areal på 31.070 kvadratkilometer og en maksimal dybde på 137 meter. Det er den tredjestørste sø i Nordamerika.
Great Slave Lake.
Great Slave Lake er en Sø i Canada med et areal på 28.568 kvadratkilometer. Største dybde 614 meter.
Søen er opkaldet efter Slavey-folket (oprindeligt betegnet "Slave", men ændret pga. muligheden for forveksling med slaveri), et oprindeligt folkeslag, der stammer fra regionen omkring søen.
Hvid stork.
Hvid stork ("Ciconia ciconia") eller almindelig stork er udbredt i det meste af Østeuropa. Der er også store bestande i Spanien og Portugal og enkelte steder i det øvrige Europa fx i polen. Bestandene i Vesteuropa har dog været for stærkt nedadgående. I Danmark er der meget få ynglende par tilbage. I 2007 var der kun rapporter om et ynglepar, nemlig i Gundsølille ved Roskilde. Derudover var der et par i samme områrde, som dog ikke ynglede. I Vegger i Himmerland, var der en enlig hun-stork i Danmarks ældste storkerede. På Fyn var der tilsvarende en enlig stork, som tog bo i en nyopsat rede. Storkeparret ved Gundsølille fik 3 unger på vingerne. Dette par stammer fra det Skånske storkeprojekt, hvor man opformerer storke, med henblik på udsætning. I juli 2008 konstaterer Dansk Ornitologisk Forenings storkeekspert, at der i 2008 ikke er nogle storke af vild proveniens i de danske storkereder og dermed skulle den danske stork være uddød. En uge efter udtalelsen landede et storkepar langs Skjern Å, og derved er storken formentlig ikke uddød i Danmark alligevel.
Bestanden i Europa anslås til cirka 100.000 par. Den russiske bestand menes at ligge på cirka 3.500 - 4.000 par og den tyrkiske på 15.000 - 35.000 par. I Polen yngler over 50.000 par storke.
Storken var engang en almindelig ynglefugl i Danmark.
Folklore.
Ifølge en udbredt "voksen" mytologi er storken ansvarlig for at bringe babyerne til de nye forældre. Historien kan være opstået fordi storken kan finde på at anbringe sin rede på skorstenene i beboede områder, og dermed ofte ses omkring menneskelig beboelse.
Stradivarius.
Stradivarius er en violin opkaldt efter italieneren Antonio Stradivari, som virkede i byen Cremona fra ca. 1644 til 1737. Han byggede violiner og i øvrigt også andre instrumenter, som anses for at være noget af det ypperste, der nogensinde er skabt inden for dette område - det gælder både med hensyn til den klanglige og den håndværksmæssige kvalitet.
Der findes stadig over 600 eksemplarer af hans produktion, og de sælges til meget høje priser.
Strategi.
Modsat taktik. En strategi er langsigtet planlægning, som fører til eller mod et mål. Herunder også krigskunst, byplanlægning og politik.
En person, der har til opgave at finde og designe strategier, kaldes en strateg.
I økologiske sammenhænge også brugt i betydningen: forudbestemt plan (se Livsstrategi).
Stratigrafi.
Stratigrafi, af latin "stratum", i videnskabelig sammenhæng 'lag' og -grafi,
læren om jordlagene og disses indbyrdes beliggenhed. Begrebet anvendes inden for geologi og arkæologi.
Det at kunne iagttage stratigrafien i et udgravningsfelt er essentielt for arkæologer, for at kunne forstå kulturlagenes opbygning og for at kunne dokumentere det. Geologer anvender også stratigrafien i deres arbejde, men her fokuseres ofte på den naturlige stratigrafi. Tilsvarende skelner man mellem geologiske lag, der kan være flere kilometer tykke.
Arkæologisk stratigrafi - udvikling og anvendelse.
Den arkæologiske stratigrafi er et vigtigt redskab for arkæologen, og de stratigrafiske lagsekvenser kan have vidt forskellig form og tykkelse.
Det at forstå og anvende stratigrafien under udgravning trådte sine barnesko allerede i slutningen af 1700-tallet, men først i mellemkrigsårene og især efter 2. verdenskrig, gik udviklingen hurtigt, og brugen af den arkæologiske stratigrafi blev almindeligt inden for faget.
Forståelsen og anvendelsen af arkæologisk stratigrafi hænger nøje sammen med den metode og teknik, hvormed en udgravning bliver udført på. I 1800-tallet var det genstandene der var det vigtige, og her blev hullet i jorden den eneste acceptable udgravningsform. Senere (da laginddeling og position af genstandene i jorden blev interessant) blev udgravning ved horisontal stratigrafi og egentlig stratigrafi af stor interesse. Registreringen og opmålingen af stratigrafien blev også udviklet – i enkelte tilfælde blev dele af udgravningsfeltet efterladt urørt, i andre tilfælde blev det hele gravet op. Faktum er dog at man begyndte at fokusere mere på lagene end tidligere.
Kulturlags dokumentation.
Det at registrere stratigrafien er gennem tiden blevet gjort på flere forskellige måder – gennem beskrivelser, tegninger af horisontale og vertikale snit i udgravningsfelterne. Med tiden fandt man ud af at navngive lag, og inddele udgravningsfeltet i kvadrater, således at det var muligt at sammenholde de fundne genstande med lagene.
Et problem som arkæologen må tage stilling til er hvad som skal registres. Arkæologen arbejder med mange kulturlag og geologisk skabte lag (erosion), og overskueligt er det ikke altid. Desuden skal arkæologen forstå de lag som han finder, og sammenhængen mellem dem. Afgravning og redeponeringer foretaget i datiden er ikke altid lige nemme at iagttage eller forstå, og derfor må arkæologen have et omfattende kendskab til hvorledes stratigrafien dannes. I lang tid herskede reglen om superpositioneringen af lagene – det lag der er ældst er nederst, det lag der er yngst er øverst, men var det ikke fordi stratigrafien konstant er i forandring og udvikling gennem såvel naturlige (erosion) som menneskeskabte (afgravning og redeponering) processer, ville denne påstand passe perfekt. Reglen om superpositionerne skal bruges med omtanke. Dog kan stratigrafien også her bruges til at forstå menneskeskabte processer i datiden (behovet for en vold eller grøft – stolpehuller) Det genstandsmateriale som findes i de forskellige lag, kan måske – med omtanke – anvendes til at forstå lagenes ændringer/flytninger.
Alle disse kontekster kan bruges i forening til en forståelse af hvad der er sket på et givent sted i datiden, og det er således vigtigt at man registrerer og ser sammenhængen i stratigrafien. De arkæologiske kontekster kan fortælle meget om hvornår, hvorfor og hvordan et givent lag dannes.
Registreringen af stratigrafiske sekvenser i udgravningsfelter har som tidligere nævnt været gjort på mange forskellige måder. I dag er den almindeligste brugen af Harris Matrix – en opstilling af arkæologiske kontekster i diagramform, hvor lagenes superpositionelle relationer blotlægges. Der skelnes mellem den fysiske matrix, hvor alle berøringerne mellem lagene registreres, og kalendermatrixen, der er simplere udført, mere overskuelig, og som næsten siger præcis det samme. Matrixen viser således hvorledes lagene er placeret i forhold til hinanden, og er et værdifuldt hjælpemiddel ved forståelsen af stratigrafien ved en udgravning.
Ved at splitte lagsekvenser ad, er det muligt at gendanne stratigrafien på et givent tidspunkt, og den arkæologiske kontekst bliver herved lettere forståelig.
Genstandsmateriale - dateringsmetoder for lag og genstande.
Dateringer af lag eller genstande er således afhængig af genstandenes og lagenes karakter.
Vigtigt er det imidlertid at registrere genstandene således at de kan identificeres med en given arkæologisk kontekst, og her er det vigtigt at udgravningen udføres stratigrafisk, og ikke horisontalt stratigrafisk, da lagene og placeringen i udgravningsfeltet er relevant at se i kontekst. Er genstande fra samme lag, kan de være med til at datere hinanden. Førhen påstod mange fagfolk hårdnakket at så længe at de har samme højde i det tredimensionale rum, er de samtidige, med da lagene ikke altid følger præcise horisontale linjer, er dette et falsum.
Stratigrafisk datering gør brug af en række fagtermer, bl.a. terminus post quem og terminus ante quem, i forbindelse med dateringen.
Geologisk stratigrafi.
Inden for geologien er stratigrafi den del som beskriver bjerg- og jordartsenheder som udgør jordskorpen og deres inddeling i anvendelige kortlægningsenheder.
Stratigrafiske enheder er vigtige når man skal tolke den geologiske udvikling.
Streptokok.
Streptokokker ("Streptococcus") er en slægt af bakterier med mere end 30 forskellige arter (species).
De findes naturligt på, i og omkring mennesker; men en del af dem er årsag til sygdom.
Streptokokker er Gram-positive kokker, der ofte danner par eller kæder. De kan indeles i forskellige grupper (Lancefieldgrupper) efter immunologiske reaktioner.
Streptomycin.
Streptomycin er et antibiotikum af typen aminoglycosid. Det produceres af bakterien "Streptomyces griseus".
Stress.
Begrebet stress betegner en legemlig eller psykisk belastning.
Virkning af stress.
Kortvarig stress kan være nyttig, mens langvarig stress kan medføre alvorlig risiko for udvikling af livstruende sygdomme. Det hænger blandt andet sammen med udskillelsen af især adrenalin og kortisol. Det er dokumenteret at langvarig stress kan skade hjertet og blodkredsløbet (adrenalinet), og der er øget risiko for alvorlige infektionssygdomme og kræft (kortisolen). Der er også fundet sammenhæng mellem stress og f.eks. knogleskørhed og gammelmandssukkersyge.
Stress kan gøre den stressede trist og i værste fald deprimeret. Stress kan også gøre os gamle før tid, da en del stressrelaterede sygdomme er forbundet med aldringsprocessen, som har noget med stoffet interleukon-6 (IL-6) at gøre. Dette stof påvirker immunsystemet.
Symptomer og diagnosticering.
De psykiske symptomer på stress er: anspændthed, ængstelse og irritation. De fysiske symptomer er hoved- og mavepine samt søvnløshed.
Der findes flere gode online tests på Internettet, hvor man kan teste sit stressniveau.
Behandling.
Der findes flere råd om stresshåndtering. Nogle af rådene er at
Det første skridt kan være at indse, at man er stresset.
Stretto.
Stretto er et italiensk musikudtryk, der oversættes med hastig eller stram.
Brug.
Rossini bruger det flittigt i de afsluttende takter af sine operaouverturer.
Striktur.
Striktur er et medicinsk udtryk som betegner en forsnævring af et organ.
Strip.
Strip er et ord med flere betydninger
Johann Friedrich Struensee.
Johann Friedrich Struensee (5. august 1737 i Halle i Tyskland - 28. april 1772) var en tysk læge og politiker. Fra 1769 var han livlæge for Christian 7., og han var den egentlige magthaver i Danmark 1770-1772. På grund af den Christian 7.s sindssygdom, der gjorde kongen viljeløs og fuldstændig uinteresseret i regeringssager, kunne de, der opnåede kongens tillid, overtage regeringsmagten. Efter kongens tronbestigelse i 1766 havde forskellige kliker kæmpet om magten.
Struensee opnåede den mest magtfulde position ved sit nære forhold til dronning Caroline Mathilde og udmanøvreringen af grev Holck og udenrigsminister J.H.E. Bernstorff.
Han indledte nu en strøm af reformer i oplysningstidens ånd, der greb væsentligt ind i en lang række danske forhold. Han afsattes ved et kup efter knap to år ved magten 17. januar 1772 og blev dødsdømt og henrettet.
Opvækst og ungdom.
Johann Friedrich Struensee var søn af præsten i Halle og professor i teologi på Halles universitet, den senere biskop i hertugdømmerne Adam Struensee, og Marie Dorothea Struensee. Faderen var af pietistisk overbevisning af den franckeske retning, der både lagde vægt på samfundsnyttige aspekter og verdslige kundskaber. Struensee blev indskrevet som medicinstuderende på universitetet i Halle i 1752. Der havde været flere ansete læger i Struensees familie bl.a. Christian 6.s livlæge Johan Samuel Carl, der efter sin afsked i 1742 boede hos Adam Struensee.
Jens Juels oliemaleri af Struensee, 1771
Efter Struensees egne udtalelser var nogle af hans forbilleder kendte videnskabsmænd som den schweiziske læge Albrecht von Haller og den franske filosof Claude Adrien Helvétius, hvis mest kendte værk "De l'esprit" (1758) den franske regering havde dømt til offentlig afbrænding. Hans bogsamling rummede bøger af Voltaire, Jean-Jacques Rousseau og Ludvig Holberg ("Moralske Tanker" i en tysk oversættelse). Struensee var både påvirket af Oplysningstidens tanker og den pietistiske strømning.
I 1757 tog Struensee doktorgraden i medicin med en afhandling "Om skaden ved forkerte legemsbevægelser". Den omtalte forebyggelse af skader og pegede frem mod de opdragelsestanker, som han udsatte kronprins Frederik for. Den var bemærkelsesværdig i forhold til tidens andre medicinske afhandlinger, ved ikke at nævne medicinske forgængeres værker, men udelukkende at bygge på Struensees egne iagttagelser og eksperimenter.
I 1757 blev faderen ansat som præst i Altona i det det danske rige. Struensee fulgte med familien til Altona, og allerede 1758 blev han ansat som stadsfysikus (læge) i byen. Lønnen på 70 rigsdaler om året var alt for lav til at nogen kunne leve som en anstændig borger, og han begyndte i 1763 sammen med studiekammeraten fra Halle, David Panning, at udsende tidsskriftet "Zum Nutzen und Vergnügen" ("Til nytte og fornøjelse"). Det indeholdt både folkeoplysning og underholdning. Men en artikel - der i et satirisk teologisk sprog gjorde grin med læger som solgte kvaksalvermedicin for egen vindings skyld - blev anset for at være fordærveligt for ungdommen og forhånende overfor religionen. Tidsskriftet blev forbudt, og bogtrykkeren fik en bøde. Artiklen var sandsynligvis ikke skrevet af Struensee selv, men som redaktør var han ansvarlig for indholdet i bladet. Året efter udgav Struensee endnu et tidsskrift, "Til Fremme af Videnskaberne, Kunsterne, Smagen og Sæderne", som ikke indeholdt satirisk stof. Det blev tilladt.
Embedet som læge skaffede ham kontakt med områdets adelige, bl.a. grev Schack Carl Rantzau, og det var ham, der fik Struensee udnævnt til rejselæge for den forestående kongelige udlandsrejse.
Christian 7..
Den præcise diagnose på kongens sindstilstand er vanskelig at stille, men det er sandsynligt at kongen har lidt af skizofreni. Efter sin kroning udtalte han, at han "ville rase et år", og han indledte en række udsvævelser der indbefattede druk, omgang med skøger, mest berygtet var Støvlet-Cathrine, som også blev kongens elskerinde, foruden hærgende togter igennem Københavns natteliv. Men det blev efterhånden klart for hoffet, at hans "rasen" ikke kun var udtryk for en ungdommelig oprørstrang, men at det snarere var tegn på sindssyge. Han udviste ønske om at påføre andre smerte, samtidig med at han selv havde en overdreven frygt for at føle smerte på sin egen krop. Mens hans sindssygdom i hans unge år udmøntede sig i lange perioder med ekstrem fysisk aktivitet, begyndte den efterhånden at antage en mere og mere letargisk karakter, kun afbrudt af enkelte kortvarige perioder med aktivitet.
Foruden disse symptomer var kongen meget letpåvirkelig. Det betød, at den person, der kunne opnå langvarig personlig adgang til kongens gemakker, let kunne påvirke alle kongens beslutninger. Der eksisterede i forvejen et udpræget kabinetsstyre, fordi Frederik 5. i det meste af sin regeringsperiode havde udvist meget begrænset interesse for regeringshandlingerne. Alt der behøvedes for at få opfyldt sine ønsker, var monarkens underskrift på en kongelig kabinetsordre. J.H.E. Bernstorff havde magten som præsident for tyske Kancelli og som udenrigsminister (hvilket dengang betød magtbeføjelser nogenlunde lig nutidens statsminister og udenrigsminister kombineret). Bernstorff tolererede kongens yndlingsdrikkekammerat grev Holck, fordi han kunne stille kongens lyster med hensyn til udskejelser.
Christian 7.s udlandsrejse.
Den 6. maj 1768 tog Christian 7. på en udlandsrejse. Struensee med som rejselæge med en årlig løn på 500 rigsdaler. Den fungerende livlæge, Hans Piper, var 65 år gammel og tog ikke med på den store udlandsrejse. Med på turen var også Bernstorff, som var fast besluttet på personligt at holde opsyn med kongen. Allerede da havde Christian 7.s sindssyge vist sig, og det var magtpåliggende for Bernstorff at vise et godt billede udadtil på denne rejse til nogen af Europas førende kongehuse.
Rejsen gik ned gennem Tyskland, nordpå til Nederlandene, til England, sydpå igennem Frankrig, og til slut nordpå igennem Tyskland mod Danmark. I Cambridge i England blev Struensee udnævnt til medicinsk æresdoktor, og i Paris mødte han ved et kongeligt arrangement de førende franske oplysningsfilosoffer som Jean le Rond d'Alembert, Claude Adrien Helvétius, Denis Diderot og Paul Henri Thiry d'Holbach.
Kongens sindssyge begyndte at ændre sig fra det udadvendte aktive til en indadvendt tungsindighed. Det glædede Bernstorff, at kongen ikke lavede så mange af de frygtede "optrin". Til gengæld blev Struensee nærmere tilknyttet kongen under rejsen. 6. januar 1769 ankom kongen atter til Danmark, og med sig har han Struensee, som var blevet udnævnt til livlæge, med en løn på 1000 rigsdaler årligt.
Vejen til politikken.
Struensee blev knyttet tættere til kongen, og ved hjemkomsten begyndte han at gennemskue forholdene ved hoffet. På grund af kongens sindssyge og mange udskejelser, ikke mindst i forbindelse med druk og elskerinder, var dronning Caroline Mathildes position ved hoffet ikke særlig behagelig. Struensee var tilsyneladende den eneste, der kunne se det, og han overtalte kongen til at behandle dronningen med mere respekt. På denne måde vandt han også dronningens gunst, og hans stilling ved hoffet forbedredes endnu mere.
Kongens favorit og drukven var stadig grev Frederik Vilhelm Conrad Holck. Struensee indså at han måtte af med grev Holck for at vinde kongens fulde fortrolighed. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd og rykkede op i rangfølgen. Det var vist derefter, at Struensee indledte en kærlighedsaffære med dronningen. Den ledte ifølge historikeren Svend Cedergreen Bech til at hun blev gravid, men det er svært at bestemme faderskabet til prinsesse Louise Agusta med fuldstændig sikkerhed.
I begyndelsen af 1770 udnævntes Struensee til kabinetssekretær for dronning Caroline Mathilde og til forelæser for kong Christian 7. Der er ikke noget, der taler for, at han havde søgt at skabe indflydelse ved hoffet for at opnå en politisk stilling, men fra da af begyndte sandsynligvis tanken om at opnå en magtfuld position at opstå hos ham.
I sommeren 1770 rejste hoffet til Holsten, og det lykkedes her for Struensee at få udmanøvreret grev Holck, ved at reintroducere Enevold Brandt for hoffet. Brandt havde tidligere været assessor ved hoffet, men da han i 1768 havde skrevet et brev til kongen om den dårlige indflydelse grev Holck havde på ham, var han samme år blev afskediget i unåde. Imidlertid var han blevet ven med Struensee, der i ham så afløser som kongens favorit. Med dronningens indflydelse fik de afskediget Holck og i stedet indsat Brandt. Struensee efterlignede Bernstorff i brugen af en "fornøjelsesminister", som kunne opfylde kongens behov for udskejelser og aflede hans opmærksomhed fra regeringssagerne og de personintriger, som udspilledes i hoffet.
Men det var også nødvendigt for Struensee også at skille sig af med Bernstorff. Positionen som udenrigsminister, det vil sige præsidenten for det tyske kancelli, var den mest magtfulde stilling i den danske regering. Det var Bernstorff som formulerede størstedelen af den danske politik.
Det lykkedes 15. september 1770 Struensee at finde en anledning til at fjerne Bernstorff. Anledningen var at ministeren havde sendt to orlogsskibe på straffeaktion mod de algierske pirater, som havde opbragt talrige danske og andre europæiske handelsskibe i Middelhavet. Togtet endte som en katastrofe.
I december kunne Struensee få kongen til at opløse gehejmekonseillet og indføre et kabinetsstyre med ham selv i rollen som kongens eneste minister.
Magtens tinde.
Forsiden af den "Kongelige Act" fra december 1770 hvormed Struensee afskaffede Gehejmekonseillet, og derved officielt blev statsleder i Danmark.
Det første problem for Struensee var, hvordan han skulle indordne sin egen, noget uformelle magt i den eksisterende administration. Og først og fremmest Gehejmekonseilet. Det bestod mest af aristokratiske tyskere. Trods sin oprindelige opgave som en rådgivende forsamling, havde det fået den egentlige magt, mens kongen var inkapabel. Struensee prøvede at kontrollere Gehejmekonseillet ved at indsætte personer, som han mente selv at kunne styre, bl.a. grev Rantzau, som havde været behjælpelig på vejen til magten.
Men han indså snart, at selve institutionen var uforenelig med den forenkling af kongemagten, som han prøvede at opnå. Han opløste Gehejmekonseillet 8. december 1770 og udnævnte sig selv til "maître des requêtes" ("chef for ansøgningerne"). Inden nytår havde han helt ophævet institutionen. Han oprettede i stedet en "konference": lederne af de forskellige dele af statsadministrationen (fx Peter Elias von Gähler tidligere medlem af gehejmekonseillet). Men selv om denne konference forblev et blot rådgivende råd, ophævede han også det. Muligvis fordi det lignede det gamle, og Struensee ønskede at distancere sig fra det forrige adelsvælde.
Reformer i administrationen.
Som maître de requêtes var det Struensees job at overlevere ansøgninger til kongen. Og Struensee behøvede blot at beordre kongen til at underskrive papiret, så adlød han. Han havde uindskrænket magt til ansættelser ved hoffet (herunder regeringen). Det betød, at der skete adskillige udskiftninger: fortrinsvis udskiftning af uduelige adelige med borgerlige ansat efter fortjeneste. Det betød også, at han kunne udnævne sig selv til hvilken som helst stilling i regeringen.
Han ansatte 22. december 1770 den danske diplomat i Napoli (førhen i Sankt Petersborg) Adolph Sigfried von der Osten som udenrigsminister og adskilte samtidig embedet fra tilknytningen til præsidentskabet i tyske Kancelli. Men Struensee sørgede alligevel for at udenrigspolitiske sager gik gennem ham, før de forelagdes for kongen. Det - og grundlæggende uenighed i udenrigspolitiken - vakte von der Ostens modvilje overfor Struensee.
I foråret 1771 ansatte Struensee sin bror, Carl August Struensee, som leder af finanskollegiet. Hans opgave var at centralisere finansadministrationen og adskille kongens kasse fra statens. Der skulle være streng kontrol med finanserne, og Carl August viste sig som en dygtig økonom og administrator.
Sommeren 1771 udnævnte Struensee sig selv til geheimekabinetsminister og kunne nu udstede kabinetsordrer på egen hånd. Kongens sindssygdom forværredes, og Struensees magt var nu reelt ubegrænset. Sammen med dronningen opholdte han sig skiftevis i København og på slottet Hirscholm (det senere Hørsholm), hvor også opdragelsen af kronprins Frederik skete.
Endelig udnævnte han sig selv og vennen Enevold Brandt til lensgrever og desuden tildelte han dem begge ekstra 100,000 rigsdaler, foruden 30,000 ekstra til sig selv.
Den 7. juli 1771 nedkom Caroline Mathilde med en datter, prinsesse Louise Augusta. Pigen lystes dog i "kuld og køn", det vil sige, at kongen anerkendte faderskabet. Den almindelige mening er dog, at Struensee er faderen.
Diktatoren.
Jo dybere Struensee kom ind i reformarbejdet, jo flere problemer så han. Overalt var der misforhold og gamle privilegier, som var i modsætning til hans egen regelrette syn på oplysningstankerne. Det betød, at han greb ind forhold i alle samfundslag og først og fremmest i de offentlige ansattes.
Struensee udviste en forbavsende indsigt i en statsadministrationsmekanik, men manglede sans for realiteterne i sine ideer. Da mange af indgrebene kom til at genere mange, bredtes uvilje mod ham. At stemningen også kom til at omfatte de reformer, som ikke kan have gjort nogen ondt, kan ikke undre. På Fødselsstiftelsen i København, en allerede da gammel institution, beordrede han anbringelsen af en luge med en kasse. Her blev ugifte mødre opfordret til at lægge deres nyfødte barn, i stedet for at ombringe det.
Det til trods for at Frederik 4. ved grundlæggelsen af Vajsenhuset i København i 1720 havde beordret en lignende anordning.
Struensees virke ved magten.
Struensee gennemførte hurtigt en række reformer: Offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer ("4. september 1770"), statens bureaukrati skulle forenkles (31. januar 1771), godsejernes indflydelse mindskedes ("19. november 1770"), skole- og fattigvæsenet skulle forbedres ("22. marts 1771 & 9. maj 1771"), dødsdommen for tyveri ("8. marts 1771") afskaffes, anvendelsen af tortur forbydes i forbindelse med at få mistænkte til at tilstå ("16. november 1771").
Bøder for graviditet udenfor ægteskabet, det såkaldte "lejermål", samt den juridiske distinktion mellem "ægteskabeligt avlede" og udenomsægteskabelige børn ("13. maj 1771") afskaffes. Dette skete snarere med et merkantilistisk mål for øje end af egentlig moralske eller filosofiske grunde. Begrundelsen i forordningen gik på at man med tidligere tiders bøde- eller fængselsstraffe, havde medvirket til at gøre det sværere for forældrene at forsørge de illegitime børn. Med en fritagelse af straf ville forældrene kunne forsørge og opdrage barnet, og endvidere ved at fjerne skelnen mellem "ægtefødte" og "uægtefødte" børn, havde man fjernet den juridiske forhindring, der førhen gjorde at sidstnævnte f.eks. ikke måtte optages i et håndværkelaug. Formålet var således at sikre børnene en uddannelse og beskæftigelse, så de kunne blive et gode for staten i stedet for en byrde.
For at forbedre indtægten i statskassen indførte han en række besparelser. Fx indstillede han byggeriet af den kostbare Frederikskirke ("23. oktober 1770"), indførte rationaliseringer i toldvæsenet ("23. juli 1771") og oprettede et tallotteri, hvis overskud indgik i statskassen ("24. december 1770"). Et stort antal offentligt ansatte blev afskediget for at spare. De blev Struensees modstandere.
Struensee var tilhænger af en liberalistisk tankegang, til forskel for den herskende merkantilistiske. Han fjernede monopoler og ophævede importforbud. Det havde været politiets opgave at lede efter smuglervarer, men med de nye forordninger blev dette arbejde overflødigt. Tilladelse til husransagelser blev derfor frataget dem ("27. juli 1771").
Struensee er blevet beskyldt for at have afskaffet en række hævdvundne helligdage ved Helligdagsreformen af 1770. Men den beslutning blev taget før hans overtagelse af magten. Det var en sag, som var blevet godkendt af kirken, og som blot havde ligget og ventet på godkendelse. Da det var Struensee der godkendte afskaffelsen, fik han hele ansvaret.
Han planlagde også store reformer på Københavns Universitet. Den norske biskop Johan Ernst Gunnerus blev kaldt til København for at udarbejde planerne. Gunnerus fremlagde sine resultater den 16. december 1771, men Struensee var ikke helt tilfreds og gik i gang med at revidere forslagene. Han nåede dog aldrig til udførelsen af Universitetsreformen, før han blev væltet fra magten. Det er tydeligt at Struensee var utilfreds med det teologiske fakultets overherredømme i konsistoriet, og at planerne ville have ændret dette forhold. Da den jødiske læge Simon Salomon Polac i 1771 ansøgte om at måtte disputere om den medicinske doktorgrad ved Universitetet, blev det afslået på grund af hans religion. Den 2. maj 1771 skrev Struensee til Universitetet og fremhævede at der fremover ikke skulle tages hensyn til religionen ved ansøgninger om doktorgraden. Religionen og fagligheden skulle være to adskilte størrelser. Dette skridt forstærkede utvivlsomt gejstlighedens udbredte utilfredshed. Blandt andre blev præsterne Jørgen Hee og Balthasar Münter samme år idømt bøder for i prædikerne ikke blot at have kritiseret Struensees styre, men i realiteten at have opfordret til oprør imod det.
Forordningerne kom i en lind strøm. En af dem var afsættelse af Københavns magistrat med den begrundelse, at byen styredes for dårligt. Struensee fremsatte næsten 2.000 forordninger. De mange reformer mødte modstand og skaffede Struensee mange fjender. Under Struensees styre blev i 1771 gennemført en forordning om, at alle huse i de større danske byer skulle forsynes med påmalede gadenumre.
Trykkefrihed.
Den 4. september 1770 allerede inden Bernstorffs afskedigelse kom den første af Struensees mange kabinetsordrer. Det var ophævelsen af al censur og indførelsen af fuld trykkefrihed. Den viste, at Struensee fulgte oplysningstidens tanker til mindste detalje. Ingen anden stat i Europa havde uindskrænket trykkefrihed. Selv England, Holland og Sverige, der havde en relativt fri presse, havde forbehold i lovgivningen overfor anonymitet og æreskrænkelser. Følgerne af trykkefriheden blev snart åbenlyse for Struensee; smædeskrifter udkom i stort tal - især mod Struensee og særligt om hans forhold til dronningen.
Det, som skulle skabt velvilje for Stuensse i den dannede københavnske offentlighed, fik i stedet folkestemningen til at vende sig imod ham. Allerede 7. oktober 1771 udgav Struensee et reskript som indskrænkede den absolutte skrivefrihed. Nu skulle enten forfatterens eller bogtrykkerens navn stå på skriftets titelblad, men det dæmmede ikke op for strømmen af kritiske skrifter.
Forholdet til stavnsbåndet.
Struensee havde overvejet at ændre forholdene for bønderne, særligt med henblik på at afskaffe stavnsbåndet. Han havde sendt spørgsmålet ud til en Generallandvæsenskommission under ledelse af Georg Christian Oeder, som 1. august 1771 fremlagde sine overvejelser. De var overvejende negative og komissionen kunne ikke tilslutte sig en afskaffelse. Den mente ikke, at bonden ville være i stand til at tage ansvar for sig selv efter så lang tids trældom, som den formulerer det: "En fugl, som fra begyndelsen har været spærret inde i et bur, bliver forvirret og forvilder sig, når døren pludselig åbner sig for den, og det ville ligeledes være til største skade for staten at forholde sig på den måde til bønderne."
I stedet foreslog den en gradvis afskaffelse, som ville forløbe over flere generationer, så de fangne fugle kunne vænne sig til at leve uden for buret. Struensee nåede aldrig til en afgørelse i denne sag. Han har sandsynligvis ønsket en hurtigere afskaffelse, men han fik aldrig udarbejdet en endelig plan. Men i april 1771 kom en hoveriforordning, der fastsatte, hvor meget hoveri godsejerne måtte kræve af deres bønder.
Opdragelsen af kronprins Frederik.
Opdragelsen af kronprinsen skete efter en særpræget og meget bogstavelig tolkning af Rousseaus pædagogiske værk "Émile". Dertil kom teorierne fra hans lægestudium. Kronprinsen skulle ikke have en lærer, der indprentede ham lærdomme; han skulle i stedet lære at klare sig selv. Det skete ved at han kun fik to jævnaldrende bondedrenge og en hund som selskab. Han boede afsondret fra voksne, og da han havde udvist en frygt for trapper serveredes maden for ham på toppen af en lille trappe som stod midt i rummet. I starten havde han kunnet løbe frit rundt i Hirscholms haver, men en dag var han faldet i havens dam. Derefter byggedes en indhegning, som han skulle opholde sig i, når han var ude.
Den 2. maj 1770 inokulerede Struensee den unge prins mod kopper. Det er sandsynligvis den første vaccination i Danmark. Og selv om prinsen blev lidt syg efter den, virkede den efter hensigten.
Struensee var tilhænger af mange kolde bade, og selv om vinteren skulle kronprinsen udsættes for dem. Han gik uden sko og strømper og fik frostknuder i benene om vinteren (herefter fik han tildelt uldne strømper). Følgen af denne opdragelse var, at kronprinsen selv i 4-års alderen havde svært ved at tale, og rygterne gik, at Struensee prøvede at tage livet af ham for at kunne indsætte sin egen linje i form af prinsessen som arveberettiget.
Matrostoget.
Alvorligere var tumulterne i forbindelse med matrostoget. Den 10. september indfandt en stor flok ubevæbnede matroser sig ved Hirschholm. De havde haft problemer med udbetalingen af deres løn, og af den grund valgte de at troppe op hos kongen for at bede om hans hjælp. Den bratte opdukken af en så stor folkemængde skræmte Struensee og dronning Caroline Mathilde fra vid og sans. Dronningen havde beordret kammerpigerne til at pakke og tænkte åbenbart på en flugt til Sverige. Men matroserne fik forklaret deres ærinde til vagten, og derefter gik de fredeligt hjem. Et par dage efter fik matroserne besked på at kongen ville skænke dem et festmåltid der bl.a. bestod af en helstegt okse. Begivenheden kaldtes i samtiden for "forsoningsoksen", og der blev også lavet satire over situationen i samtidens skrifter.
Juleaftensfejden.
En lignende opstand skete i julen 1771 i forbindelse opløsningen af fodgarden. Struensee havde som et led i storstilede militære reformer opløst hestgarden, og nu kom turen til fodfolket. Fodgarden bestod til forskel fra næsten alle de andre korps udelukkende af nationalt hvervede tropper, først og fremmest nordmænd. Men opløsningen af denne "nationale" garde var et slag for meget. Mange danskere nærede nemlig uvenskab mod tyskerne som Struensee, der bogstaveligt talt havde overtaget styrelsen af riget.
Struensee havde blot anset ordren om gardens opløsning som endnu et led i de storstilede planer, som væsentligt fulgte feltmarskal Jean Claude Louis de Saint-Germains tidligere udkastede og to gange før forsøgte reformplaner. Saint-Germain, som var en tilhænger af oplyst enevælde efter Frederik den Store af Preussens mønster, anså de to garder, hestgarden og fodgarden, for at være uden militær betydning og kun et prydstykke for kongehuset.
Garden samledes i protest og begav sig mod Frederiksberg Slot, hvor Struensee og hoffet opholdt sig. Ikke med oprørske hensigter, men for at appellere til kongen selv om at standse opløsningen af korpset. Struensee mødte demonstranterne med forhandling, og det lykkedes ham at dæmpe gemytterne. Men da resultatet blev gardens opløsning og indrullering af dens officerer i andre korps, skabte Struensee en vægtig gruppe modstandere inden for hæren, som brugte alle kræfter på at vende andre officerer mod Struensee.
Kupplanlægning.
Struensee havde længe haft to andre fremtrædende modstandere, nemlig enkedronning Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik. Deres grunde var vægtige: bitterheden ved at se kongehusets autoritet i hænderne på en borgerlig født. Og at arveprinsen retmæssigt burde have den egentlige magt i riget.
Professor i teologi Ove Høegh-Guldberg havde 1764 været arveprinsens lærer og blev udnævnt til kabinetssekretær hos ham, var en politisk begavelse. Han hjalp enkedronningen i bestræbelserne for et kup.
Oprørsplanerne mod Struensee havde gæret længe, men de mange officerer, som pludselig var blevet erklærede fjender af Struensee, gav nu kupmagerne muligheden for at sætte magt bag deres planer.
Det blev de øverstbefalende for slottets vagtkorps generalmajor Hans Henrik von Eickstedt og oberst Georg Ludvig von Køller-Banner, som kom til at stå for den egentlige magtanvendelse.
Utilfredsheden i befolkningen.
Ud over de mange fjender Struensee havde fået ved afskedigelser og omorganiseringer, var der en generelt udbredt utilfredshed med ham i store dele af befolkningen. Hvor slemt det stod til med kongens sind var sandsynligvis ikke kendt uden for hoffet. Så det var en åbenlys frækhed - at en simpel borger og det endda en læge uden nogen form for politisk baggrund - kunne opnå så store beføjelser, som Struensee besad.
Endnu værre var hans forhold til dronningen. Det ses af tidens litteratur at hans intime forhold til Caroline Mathilde var almindelig kendt, og det forstærkede i høj grad den almindelige opfattelse af, at Struensee måtte holde kongen som gidsel. Det var den opfattelse som kupmagerne forstod at udnytte, da de den 11. januar ubredte rygtet om, at Struensee ville gennemføre et egentligt kup. Struensee ville få kongen til at abdicere, og i stedet indsætte sig selv som hersker med Caroline Mathilde som sin dronning.
Arrestationen af Struensee.
Rygterne var falske, men de satte et skub i kupplanerne. Allerede 15. januar blev oberst Köller indkaldt til enkedronningen for at modtage ordrer. Struensee og dronningen var til maskebal ved hoffet og anede ikke uråd. 2. grenaderkompagni af det falsterske regiment havde fået udleveret skarpe patroner og stod opmarcheret ved slottet. Enkedronningen havde arrestordrer på Struensee og alle nøglepersonerne i hans styre, muligvis udfærdiget af Høegh-Guldberg. Ordrerne blev udleveret til Eickstedt og Köller, som videregav dem til deres underordnede. Ordrerne var ikke underskrevet af kongen, men kupmagerne havde ingen skrupler med at udføre dem.
Natten mellem den 16. og 17. januar 1772 gik enkedronningen, arveprinsen og Guldberg til kongens kammer og sikrede sig hans person, imens Köller gik til Struensees kammer med en gruppe soldater og arresterede ham. Ligeledes kom soldater til Brandt, dronningen og flere andre af Struensees højtstående embedsmænd, og de blev ført bort.
Retssagen.
Struensee og Brandt blev arresteret og hensat i fængselsceller i Kastellet. Dronningen blev kørt til Kronborg i Helsingør og sat i husarrest. De to arresterede grever fik i Kastellet en human behandling af kommandant Levin Ludvig von Hobe, der forhindrede personer med tvivlsomme hensigter at komme dem nær. Da nyheden om Struensees fald spredtes i byen, startede optøjer i København for at fejre det, det blev i samtiden kaldt for "Den store Udfejelsesfest". Det gik både ud over byens bordeller og det fornemme Gabels Kaffehus, som ifølge folkeviddet skulle have fungeret som et luksusbordel, men bare var Struensees forsøg på fremme handelen ved at oprette en dansk udgave af den engelske Lloyds of London, en fornem klub for handelsmænd.
Det var vigtigt for de nye magthavere at fremskaffe en legitim begrundelse for at arrestere den danske dronning, som var søster til den engelske konge George 3.. Det kunne kun ske, hvis forholdet mellem Struensee og dronningen kom frem i lyset, og ville medføre en skilsmisse mellem den danske konge og dronningen.
Struensee blev forhørt 21. februar. Han svarede afvigende og endda ofte smilende på spørgsmålene. Indtil spørgsmål nr. 239 om han havde haft seksuel omgang med dronningen. Her skiftede hans tone pludselig til "klynkende", og protokellen anfører, at han tilstår. Historikeren Asser Amdisen fremlægger mistanke om, at tortur kan have været anvendt. Det bestyrkes ved, at Struensees håndskrift på tilståelsen fra den 25. februar er rystende og ligner hans håndskrift i en periode i 1770, hvor han havde brækket hånden efter et fald med hesten.
Struensees tilståelse, som forevises dronningen, fik også hende til at tilstå. Kort tid efter trak hun sin tilståelse tilbage.
De blev officielt begge dømt for majestætsfornærmelse, Struensee officielt for at have tilsneget sig andel i kongens enevoldsmagt, - forholdet til dronningen måtte af hensyn til den diplomatiske situation med England ikke nævnes i selve dommen - og Brandt blev dømt for at have bidt kongen i fingeren i forsøget på at dæmpe denne under et af hans mange hysteriske anfald.
Münters omvendelsesskrift.
Præsterne Balthasar Münter og Jørgen Hee blev af Inkvisitionsdomstolen beordret til at besøge fangerne, for at få dem til at skrifte og bekende deres synder. De to præster var de selv samme, som i 1771 var idømt bøder for at have prædiket mod Struensees styre. Især Struensee var bekendt som tilhænger af deismen og hårdnakket kritiker af kirken. Alligevel udgav Münter nogen tid efter skriftet "Forrige Greve og Kongelige Danske Geheime-Cabinetsminister J.F. Struensees Omvendelshistorie", som fortæller hvordan Struensee under de 38 samtaler han havde med Münter, angrende omvender sig fra materialistisk ateisme til kristendommen og fortryder alle sine handlinger.
Også Hee udgav Brandts omvendelseshistorie i skriftet "Paalidelig Underretning om den henrettede Enevold Brandts Forhold og Tænkemåde i hans Fængsel" (1772). Især Münters skrift blev meget populært i hele Europa, og blev brugt af modstanderne af oplysningstanken som bevis på, at hele dens grundlag var falsk.
Asser Amdisen hævder, at skriftet for størstedelen er en overdrivelse, hvis ikke ligefrem et falsum. Struensees angren stemmer ikke overens med afhøringsprotokollerne. Desuden er de breve, som Münter fremlægger som bevis for Struensees omvendelse, ikke at finde andre steder end i hans bog. Spørgsmålet er, om ikke omvendelseshistorien blot er en del af en fastlagt tradition i tiden vedrørende dødsdømte forbrydere og deres skæbne.
Professor i teologi Jens Glebe-Møller er i sin bog "Struensees vej til skafottet" (2007) enig i, at Münters skrift er falsk. Og fremhæver at især de første 31 sider i bogen, som skal forestille at være Struensees egenhændigt skrevne omvendelseshistorie, er så ulig Struensees sprog og skrivemåde, at de højst sandsynlig er en forfalskning.
Henrettelsen.
Struensee og Brandts henrettelse på Øster-fælled i april 1772, samtidigt stik.
Christian 7. underskrev dødsdommen som blev fremlagt for ham, og de eksekveredes ved halshugning om morgenen den 28. april på Østerfælled - nutidens Fælledpark. Juliane Marie opholdt sig på Frederiksberg Slot og kunne se hoben. Kongen anede intet om henrettelserne.
I hver sin karet blev Struensee og Brandt kørt derud i jern og lænker. Først blev Brandt ført frem, afklædt lænkerne og derefter alt sit tøj, med ca. 30.000 fremmødte tilskuere af Københavns 70.000 indbyggere. Hans højre hånd blev hugget af. Han råbte: "Jesu blod råber på min sjæl!" før også hovedet blev hugget af. Så var det Struensees tur. Efter at han havde fået sin højre hånd af, vred han sig så meget, at bøddelen, Gotschalk Mühlhausen, ikke ramte ordentligt i næste hug, og der skulle yderligere to hug til, før Struensees hoved var helt skilt fra kroppen. Bøddelen fremviste derefter hovedet til en usædvanlig tavs folkemængde. Danmarks sidste bøddel, Jens Seistrup, overtog Mühlhausens økse, og påstod så sent som i 1880-erne, at den bar mærke efter Mühlhausens fejlslag under henrettelsen af Struensee.
De parterede lig blev lagt på hjul og stejle på Vesterfælled. Her hang de i nogle år til kun knoglerne var tilbage. Ingen ved, hvor de derefter blev begravet, men nogen havde kravlet op i en stige og trukket en fortand ud af munden på Struensee. I 1895 fandt man ved en udgravning på Enghavevej to skeletter med de løse kranier placeret mellem benene, og da det ene hoved manglede en fortand, antog man, at det kunne dreje sig om netop Struensee og Brandt. De blev så begravet på Vestre Kirkegård. I 1920'erne blev kisterne anbragt i gravkapellet under Sankt Petri Kirke i København.I følge Sankt Petri Kirke er de ikke i gravkapellet, men begravet i jorden. Det er aldrig blevet undersøgt, om det virkelig er Struense og Brandts rester.
Reformernes senere skæbne.
De nye magthavere søgte tilbage til velkendte rets- og privilegietilstande efter de eksperimenterende reformer, Struensee havde indført. Det første de gjorde, var at genoprette livgarden til fods og livgarden til hest, som havde vist sig så nyttige for deres formål under Juleaftensfejden. Derefter nedsatte de en kommission bestående af Otto Thott, Joachim Otto Schack-Rathlou og Jørgen Skeel - (og senere også Andreas Peter Bernstorff og Joachim Godske Moltke) til at gennemgå alle Struensees kabinetsordrer for at bestemme, hvilke der skulle ændres, og hvilke der skulle beholdes.
Resultatet var betænkningen af 17. februar 1773, og den var meget blandet.. Det var vigtigt for de nye magthavere at få tilpasset administrationens (kollegiernes og kancelliet) sammensætning til det nye statsrådsstyre. Det betød at mange af Struensees reformer blev ændret, men ikke nødvendigvis ført tilbage til det gamle. Det vigtigste var, at Gehejmestatsrådet fik sin førerposition tilbage. Men kortvarigt: i løbet af 1770'erne genopstod den kabinetsstyrelse, som Struensee havde anvendt. Men nu med Ove Høegh-Guldberg, enkedronningen og arveprinsen som ledere.
Dernæst kom en del ændringer i den generelle lovgivning, som uden tvivl kan betegnes som en reaktion: genindførelse af torturen ved politiafhøringer, genindførelse af straf for "lejermål" (samleje uden for ægteskabet), genoprettelse af Københavns administration under de 32 mænd, genansættelse af alle de fyrede embedsmænd, genoprettelse af retten til at få familiemedlemmer sat i tugthuset, hvis de "førte et dårligt liv" og fjernelse af barnekassen ved fødselsstiftelsen. Men mange af Struensees reformer forblev urørte. Det drejede sig især om administrative reformer og reformerne omkring de forskellige sygehus- og fattighusstiftelser. Det er udtryk for tidens humanitetsånd. Det var ikke kun radikale reformatorer som Struensee, der ville beskytte den svage.
Men Høegh-Guldberg-periodens love viser en åbenbar reaktion på landboreformerne og trykkefriheden. Struensee kom ikke stort videre end at fastsætte hoveriet på landboområdet, men det var tydeligt, at han havde planer. De blev udført efter Guldbergs fald i 1784.
Trykkefriheden blev væsentligt indskrænket igen, idet politimyndighederne fik udvidede beføjelser, og der blev fastsat højere straffe for overtrædelser. Det er værd at bemærke at censuren (godkendelse af bøger før de blev trykt), som den fandtes før Struensee, ikke blev genindført. I stedet virkede en straffelovgivning, der greb ind efter bøgernes trykning.
Eftertidens opfattelse af Struensee.
I lang tid var Struensee og Brandt arketyperne på kronranere og forrædere, og det var især den populære opfattelse af Struensee.
Asser Amdisen har i sit værk "Til nytte og fornøjelse - Johan Friedrich Struensee 1737-1772" fra 2002 opregnet de to opfattelser af Struensee, som har været fremherskende i historieforskningen. Den første er at anse Struensee som en "overfladisk lykkejæger", der kun fulgte oplysningstankerne som en modedille uden egentlig forståelse af dem. Årsagerne til hans fald var manglende forståelse af statsadministrationen og befolkning, men også af de ideer han prøvede at gennemføre.
Den anden retning opfatter Struensee som "en tragisk helteskikkelse", der modigt prøvede at indføre fremadskuende og moderne tanker i Danmark, men blev overvundet af en stærkt konservativ og reaktionær dansk magtelite. Den svenske forfatter Per Olov Enquists roman om Struensee "Livlægens besøg" fra 1999 har slået rod også i Danmark.
Asser Amdisen konkluderer, at Struensee var lidt af begge dele. Vi kan kun vurdere Struensee og hans handlinger ved at betragte ham som et helt menneske - med både fejltagelserne og succeserne.
Struensees historie er blevet fortalt flere gange i skuespil, ballet og på film. Bl.a. den engelsk/tyske film "The Dictator" (1935), instrueret af Victor Saville med Clive Brook i rollen som Struensee, og den tyske "Herrscher ohne Krone" (1953, på dansk med titlen "Struensee - Herskeren uden krone"), instrueret af Harald Braun med Otto Wilhelm Fischer i titelrollen.. De tager sig begge betydelige kunstneriske friheder i forbindelse med handlingen.
Den danske filminstruktør Erik Balling skrev et manuskript over begivenhederne ved hoffet under Struensees styre, den blev dog aldrig filmatiseret. Balling kaldte den selv for sin "bedste ikke-producerede film". Manuskriptet til filmen blev udgivet som bog i 1997.
Filmen "Caroline - Den sidste rejse", med dronning Caroline Mathilde som hovedperson, skrevet af skuespilleren Christine Hermansen, produceret af Lars Valentin og instrueret af Henrik Kolind havde premiere i 2010. Den skildrer hendes forhold til Struensee, men handlingen er omplantet til moderne tid. I løbet af 2012 får en dansk film instrueret af Nikolaj Arcel "Caroline Mathildes år" premiere. Denne film handler også om dronningens forhold til Struensee, og vil have Mads Mikkelsen i rollen som Struensee og den svenske skuespillerinde Alicia Vikander i rollen som Caroline Mathilde.
Struma.
Struma er en forstørret skjoldbruskkirtel ("gl. thyreoidea"), der ses som en udbuling på forsiden af halsen
Størrelsen af skjoldbruskkirtelen varierer med årstiden således, at den er større om vinteren, og hos kvinder varierer den med menstruationscyklus og vokser under graviditet.
Generel jodmangel medfører struma, og i områder med lavt indhold af jod ses et forøget antal af strumatilfælde. Hvis mere end 10% af befolkningen i et område har struma, taler man om "endemisk struma".
I Danmark tilføres der jod til husholdningssalt, 1,3 mg/100 g (13 µg/g), for at forebygge struma.
Grøntsager af Korsblomst-familien ("cruciferae") som kål, broccoli og radise indeholder stoffer, der har en svag hæmmende virkning på skjoldbruskkirtelen, og dermed kan være medvirkende til udvikling af struma.
Undersøgelser har dog ikke vist nogen negativ effekt ved normale mængder (150 g om dagen).
De samme grøntsager menes at virke forebyggende på nogle kræfttyper.
Stryknin.
Stryknin er en gift, der anvendes som rodenticid (rottegift) og i små doser som nervemedicin.
Oprindelse.
Stryknin er et udtræk fra frø fra planter i "Strychnos"-slægten, hvoraf den mest kendte er Rævekage "(Strychnos nux-vomica)". Stoffet blev oprindeligt introduceret til bekæmpelse af rotter i Tyskland i det 16. århundrede, og er blevet brugt som bjørnegift i Japan på øen Hokkaido, samt som opkvikkende tonic.
Virkning.
Stryknin er et af de bitreste stoffer, der kendes. Det kan smages i koncentrationer helt ned til 1 ppm. Stryknin er en af de kraftigste stimulanter af nervesystemet, fordi stoffet blokerer glycin-receptoren, som er en klorid-kanal centralnervesystemet (rygmarv og hjerne). Derved nedsættes de hæmmende nerveimpulser i rygmarven, så grænsen for stimulering af kroppens store muskler nedsættes. Kroppens muskler går derfor i krampe selv efter minimal stimulering (lyd, lys, berøring). Da musklerne på kroppens bagside er stærkest, står den forgiftede bogstaveligt talt med kroppen i en bue, hvilende på hæle og hoved. Ansigtsmusklerne trækker sig sammen i et djævelsk grin "(risus sardonicus)". Døden indtræffer efter 1-20 timer, fordi åndedrætsmusklerne går i krampe, så det bliver umuligt at trække vejret. Man behandler blandt andet forgiftning med diazepam, der modvirker kramper. (LD50) på 1 mg/kg.
Junkers Ju 87.
Junkers Ju 87 eller Stuka var et tysk krigsfly fra 2. verdenskrig, designet af Hermann Pohlmann. Forkortelse af Sturzkampfflugzeug. Flyet er det mest kendte styrtbombefly, letgenkendeligt med dets omvendte mågevinger og faste understel. En gennemtrængende, vinddrevet sirene blev brugt som psykologisk krigsførelse, når de dykkede mod deres mål. Den første flyvning fandt sted i 1935.
Under den Spanske Borgerkrig blev tyske Stuka-fly udstationeret under Legion Condor. Her blev styrtbombeflyet afprøvet mod de spanske republikanere. Under dykket kunne nogle piloter få "black-out" og efter at en hel eskadrille havde ramt jorden, uden at rette op, blev et automatisk dykudfladningssystem installeret.
Flyet havde stor succes i starten af 2. verdenskrig, hvor Tyskland invaderede Polen, Holland, Belgien, Frankrig og Grækenland. Flyet er på mange måder kommet til at stå som et billede på den effektive tyske Blitzkrig.
Under Slaget om England i sommeren 1940 viste flyet sig yderst sårbart over for de engelske jagere, på grund af den relavtivt lave hastighed, som det kunne flyve med (ca. 385 - 400 km/t). Et større antal fly gik derfor tabt i kampene over England. Ledelsen af det tyske Luftwaffe valgte til sidst helt at fjerne flyet fra kampene i dette område.
Det tyske Afrikakorps, under ledelse af feltmarskal Rommel, anvendte med succes flyet under kampene i Nordafrika.
I den første del at Tysklands felttog mod Rusland havde flyet også stor succes, men efterhånden som det tyske herredømme i luften blev brudt, så viste flyet sig atter meget sårbart overfor de russiske jagerfly, med mindre det havde en solid jagereskorte.
Flyet havde en besætning på 2 mand og kunne oprindeligt medføre en bombelast på 700 kg. Denne bombelast var i 1942 øget til 1800 kg (4000 lb). Flyet havde desuden 2 stk. maskingeværer monteret i vingerne, samt et bagudrettet maskingevær i cockpittet, som blev betjent af det ekstra besætningsmedlem.
Den særlige flyveprofil gjorde Stukaer sårbare overfor antiluftskyts. På østfronten fik flyet rollen som alm. jagerbomber. Til denne rolle blev flyet udstyret med 2 stk. 37 mm panserbrydende kanoner. Denne version af flyet blev kaldt Ju-87G og var ikke et styrtbombefly.
Som et forsøg, blev der udviklet kapsler der kunne bæres på oversiden af vingerne. Hver kunne indeholde to mand og skulle kunne nedkastes med faldskærm. Forsøget blev opgivet og agenter blev i stedet anbragt i et DFS 230 svævefly, trukket af en Ju-87D.
Totalt set blev mere end 5.700 fly bygget i perioden fra 1935 til 1945.
Stuntman.
En stuntman eller stuntmand er en stedfortræder for en skuespiller i farlige sekvenser under film- og tv-optagelser. En stuntman er særlig trænet til at udføre stunts, såsom at hoppe ud af en bygning, fra et køretøj i fart til et andet eller udføre mere sofistikerede stunts i scener med slagsmål.
Stuntmen bruges desuden i situationer, hvor skuespillerens alder udelukker krævende fysisk aktivitet, eller hvis skuespillerens kontrakt forbyder ham eller hende at udføre stunts.
En stunt double er en stuntman, der skal forestille en bestemt skuespiller.
Visse skuespillere, såsom Buster Keaton og Jackie Chan, samt i ringere grad Tom Cruise, Charlize Theron og Viggo Mortensen, er dog ligefrem kendt for at udføre deres egne stunts.
Nogle stuntmen har opbygget en karriere som såkaldt "stunt performer", hvor de optræder med stunts frem for at være stedfortræder for skuespillere i film. Det mest kendte eksempel er nok Harry Houdini. Fra nyere tid kan nævnes 1970'ernes amerikanske motorcykelstuntman Evel Knievel. Jackie Chan optrådte med stunts tidligt i sin karriere.
Særligt trænede dyr, for eksempel hunde, kan også fungere som stunt-stedfortrædere ved filmoptagelser.
Stupor.
Stupor (latin) betegner, inden for medicin, en fuldkommen sløvhedstilstand, hvilket kan medfører bevidstløshed eller ubevægelighed.
Sturm und Drang.
Sturm und Drang ("storm og trang") var en tysk romantisk litterær ungdomsbevægelse i slutningen af 1700-tallet. Den er opkaldt efter et skuespil af Friedrich Maximilian von Klinger.
Perioden varer fra 1767 til 1785. Den mest kendte repræsentant for bevægelsen er den unge Goethe og hans roman "Die Leiden des jungen Werthers" fra 1774.
Af Johann Wolfgang von Goethe
Af Friedrich Schiller
Af Jakob Michael Reinhold Lenz
Af Johann Heinrich Voss
Styrt-Om.
Styrt-Om (tysk: "Störtum") ligger i Sønderjylland og er en lille bebyggelse, beliggende i Ensted Sogn. Den befinder sig i Aabenraa Kommune og hører til Region Syddanmark.
Bebyggelsen ligger cirka 3 kilometer syd for Aabenraa centrum, lidt sydvest for den gamle hovedvej (Flensborgvej), der går sydpå mod Flensborg. Styrt-Om ernærede sig tidligere ved fiskeri, og der var en jernbanestation, der lukkede i 1922-23.
Styx.
Styx er navnet på floden uden om det græske dødsrige. Styx bruges også som betegnelse for underverdenen. Over floden sejler færgemanden Charon.
Støttetandede.
Støttetandede eller Haredyr (latin "Lagomorpha") er en pattedyrorden, hvor overmundens fire fortænder sidder parvis bag hinanden. Til ordenen hører bl.a. hare og vildkanin. De er således ikke gnavere, men danner deres egen orden.
Stålorm.
Den danske stålorm har det latinske navn "Anguis fragilis", den findes over hele Europa. Stålormen er trods sit udseende ikke en slange, men tilhører firbenene og kan som sine slægtninge tabe halen som led i en afledning af fjender. Stålormen har i modsætning til slangerne ikke kløftet tunge og herudover har de øjenlåg, der kan blinke. Dyret føder unger i en tynd hinde, der sprænger direkte efter fødslen. Hunnen har ofte en sort stribe hen ad ryggen (kan variere i tydeligheden), mens hannen for det meste får blå pletter, når de nærmer sig ti år. Tidligt i fosterstadiet og i starten af dens liv uden for "ægget" har den nogle små ben. Hvis man kigger rigtig godt efter, kan man se nogen meget små stumper af noget, der engang har været ben.
Stålormen kan svømme, men holder sig helst på land, da der er mange fjender i vandet. Stålormen er ikke giftig, men kan sagtens bide hul i menneskehud med lidt tålmodighed.
Når en stålorm smider halen, sker der ikke helt det samme som med andre firben, da halen kun vokser ud til en lille sort kugle, og ikke ud i en spids. Mange forveksler stålormen med hugormen, pga. den tit gyldne farve, men er egentlig let genkendelig på størrelsen (hugormen er tykkere).
Stålormen er fredet, men mange vælger at tage dem ind alligevel. Kender du nogen der har en stålorm, skal du prøve at overtale dem til at slippe den fri i naturen. Det har den meget bedre af.
Subdominant.
Subdominant er en musikalsk term inden for harmonilære. Betegner den akkord, der findes på skalaens fjerde trin, eller mere korrekt, den akkord hvis grundtone befinder sig en kvint under skalaens grundtone (tonika). Kaldes også på dansk for toneartens "underdominant". f.eks. er F subdominant til C, hvis C er tonika.
Subkultur.
En subkultur er en kultur, som eksisterer inden for en anden, større kultur, og som kendetegnes ved en række separate stiltræk, overbevisninger og lign. En subkultur, som på et eller flere områder er i opposition til værtskulturen, kan kaldes en modkultur.
Subkulturer i vesten i dag kredser ofte omkring fx musikgenrer eller politiske ideologier.
Sublimering (psykologi).
Omstilling af en primitiv drift mod et sublimt mål. En hindret drift bliver drivkraft i en højere virksomhed.
Subsidier.
I økonomi er subsidier økonomiske tilskud - oftest givet af det offentlige - for at sænke prisen som forbrugere eller producenter skal betale for varer, som regel fordi det anses for at være i samfundets interesse. Subsidier har eksempelvis været anvendt til skolemælk for at styrke skolebørnenes sundhed, ligesom EU subsidierer landbrugsprodukter for at støtte landmændene.
Stof (fysik).
Stof kendetegner alt, der vekselvirker med observerbare fænomener. I denne sammenhæng skal der med observerbar forstås observerbar med alle de videnskabeligt anerkendte og rigtigt anvendte måleinstrumenter vi har. Der er en tendens til ikke at opfatte visse manifestationer af energi, som f.eks. fotoner (lys...) og lyd som stof. Men i fysik er denne forskel svær at opretholde, da stof og energi ifølge relativitetsteorien kan konverteres til hinanden. Stof siges at have masse og at fylde i rummet, men der er tekniske problemer i fysik med begge kriterier, se: Materialisme.
Stof og Albert Einsteins relativitetsteori.
"Grunden" til problemerne er at Albert Einsteins relativitetsteori har "fjernet" eller svækket begreberne tyngdekraften, gravitation og rummet - og "genfødt" universet til at "være" i rumtiden. Alle elementarpartikler i relativitetsteorien forårsager rumtidskrumning i rumtiden, inkl. fotoner, det hypotetiske mørke stof og den mørke energi. Definerer man derfor stof til at være noget der har gravitationel indvirkning, så er alt der er sammensat af elementarpartikler stof.
Gravitation i relativitetsteori kan forstås således: Antag at der i rumtiden er en ikke-roterende sol og på grund af denne sols samling af elementarpartikler vil rumtiden krumme; med den største krumning tættest på den og svagere og svagere jo længere man er fra denne sol.
En enkelt eller en samling af elementarpartikler (det ikke-roterende legeme Q) antages at være "et godt stykke" fra solen og vil blive på virket af solens rumtidskrumning, hvor Q er. Denne og Q's egen rumtidskrumningsbidrag forårsager at Q accelererer direkte mod solen (og omvendt).
Hvis solen og/eller legemet Q roterer, vil rumtiden blive trukket eller vredet ("frame dragging") om det pågældende legeme. Dette vil påvirke den bane Q vil tage gennem rumtiden.
Pointen i det ovenstående er, at solen og Q ikke trækker "direkte" i hinanden med en kraft som Isaac Newton ræsonnerede sig frem til. Derimod formidler rumtiden en krumning som udbreder sig med lysets hastighed. Det er denne rumtidskrumning som formidler "gravitations"-påvirkningerne.
Substitution.
Substitution betyder erstatning med noget andet, kaldet en substitut. Se
Subtraktion.
Subtraktion (også kaldet fratrækning, trække fra eller fradrage) er en aritmetisk operation, der symboliseres med tegnet "minus" (-). Subtraktion er knyttet til addition således, at hvis "a+b=c", så er "c-b=a" og "c-a=b". Resultatet af en subtraktion kaldes "differensen" eller "forskellen".
En "subtrahend" er det tal, som skal subtraheres (trækkes fra) et andet. Eksempelvis er "a" subtrahenden i "c-a=b". I førnævnte eksempel vil "c" være "minuenden".
Mere generelt kan man faktisk sige at subtraktion er "anti-associativt".
Subtropisk.
Kort over områder med subtropisk klima
Ordet subtropisk bruges om egnene omkring vendekredsene, dvs. mellem de tempererede og de tropiske zoner. Disse egne har helt typiske klimaforhold og derfor også en veldefineret plante- og dyreverden.
Grundlæggende lang varm sommer, middeltemperatur for varmeste måned over over +20 grader celsius.
Kortvarig mild vinter, frost kan forekomme. Middeltemperatur for koldeste måned over +10 grader celsius.
Sudatorium.
Sudatorium (fra latin "sudare" "at svede") var et svedebad i et romersk bad. Kaldes også "laconicum".
Suffiks.
Et suffiks er et eller flere morfemer, der sættes efter et ord for at ændre dets betydning.
Det er almindelig brugt til bøjninger af ord, "fx" navneord (ental til flertal: hus→hus"et") og udsagnsord (køb, køb"e", køb"er", køb"te"). Det bruges også til at danne et ord i en anden ordklasse, "fx" tillægsordet "lykkelig" fra navneordet "lykke".
Suggestion.
Suggestion, en, lat., er påvirkning af et menneskes tanker, følelser eller adfærd ved at indgive dem visse forestillinger, idet den selvstændige tanke- og viljevirksomhed hæmmes eller mest mulig sættes ud af virksomhed.
Sulfat.
Sulfat er en svovlforbindelse, hvor svovl er i sit højeste oxidationstrin. Det er også navnet på en lang række salte af svovlsyre. Den kemiske formel for sulfat er SO4-2
Sulfonat.
Sulfonater er salte af sulfonsyrer. De har talrige anvendelser, blandt andet som sovemiddel.
Sultan.
Sultan (arabisk: سلطان) er det arabiske ord for konge. Ofte er der tale om en islamisk monark, der regerer i henhold til shariah. En sultan udøver i den sammenhæng moralsk og religiøs myndighed, og sultanens rolle er defineret i Koranen. Sultanen er dog ikke selv en religiøs lærer.
Det arabiske ord "malik" kan også oversættes som "konge".
Hassanal Bolkiah.
Hassanal Bolkiah Muizzaddin Waddaulah (født 15. juli 1946) er den nuværende sultan af Brunei. Han er foruden at være sultan også premierminister og desuden finansminister og forsvarsminister.
Han blev sultan 5. oktober 1967 efter hans far, sultan Omar Ali Saifuddien, frivilligt abdicerede. Han blev kronet 1. august 1968.
Bolkiah har udnævnt sin fødselsdag den 15. juli til at være nationaldag.
Sumatra.
Sumatra er en ø i det vestlige Indonesien, den vestligste af Sundaøerne. Det er den største ø, der er helt indonesisk (Borneo og Ny Guinea er større, men kun delvis indonesiske) og den sjettestørste ø i verden med et areal på ca. 470.000 km². Øen er verdens fjerde mest befolkede ø.
Etymologi.
Øen var i oldtiden kendt ved sanskritnavnene "Swarnadwīpa", der betyder "Gudernes ø", og "Swarnabhūmi", der betyder "Guldøen", sidstnævnte på grund af guldforekomster i øens højland. Første gang, man støder på navnet Sumatra, er i forbindelse med en udsending til Kina i 1017 fra shrivijayaernes konge, "Sumatrabhumi" ("Konge over Sumatralandet"). Arabiske geografer omtalte i 10.-13. århundrede øen som "Lamri", der refererer til et kongedømme beliggende omkring det nuværende Banda Aceh, som var det naturlige anløbssted for handelsskibe. I slutningen af det 14. århundrede blev det almindeligt at kalde øen for Sumatra efter det muslimske kongerige på øen ved navn Samudera (også kaldet Pasai). I det 19. århundrede fandt europæiske skribenter ud af, at øens oprindelige befolkning ikke havde noget navn for øen.
Historie.
Folk, der talte austronesiske sprog, ankom første gang til Sumatra omkring 500 f.Kr. i forbindelse med austronesernes ekspansion fra Taiwan til Sydøstasien. Med placering på søhandelsruten mellem Indien og Kina blomstrede mange byer på øen, især på østsiden, og de blev påvirket af især indisk religion. Blandt de tidligste kendte riger var Kantoli, der havde sin storhedstid i det 5. århundrede e.Kr. Senere fulgte kejserdømmet Shrivijaya og kongedømmet Samudera.
Shrivijaya var et buddhistisk rige med centrum omkring nutidens Palembang og udbredte malajisk kultur over hele øen gennem sin stærke handelsposition. Riget var et thalassokrati (søfartsmagt), der udvidede sit område fra ø til ø. Palembang var det intellektuelle centrum, og det var her den kinesiske buddhistiske pilgrim I Ching studerede sanskrit, før han i år 671 fortsatte til Indien. På sin vej fra Kina tilbragte han fire år i byen med at oversætte buddhistiske tekster og skrive egne manuskripter.
I det 11. århundrede dalede Shrivijayas betydning efter et nederlag til Choladynastiet i det sydlige Indien. Dette betød adgang for andre folkeslag, især javanesiske riger som Singhasari og Majapahit. På samme tid var islam på vej mod området via arabiske og indiske handelsfolk. I slutningen af det 13. århundrede var herskeren i Samudera konverteret til islam. Det var på samme tid, at Marco Polo (1292) og Ibn Battusta (1345 og 1346) besøgte øen. Samudera blev afløst af det magtfulde Aceh-sultanat, der bevarede magten helt til det 20. århundrede. Med hollændernes ankomst faldt efterhånden en række af de mindre prinsestater i deres magt, men Aceh var så magtfuld, at hollænderne til sidst tyede til krig mod sultanatet, der blev dyr og langvarig (1873-1903).
Da Indonesien lige efter afslutningen af anden verdenskrig blev selvstændig, blev Sumatra en del af denne nation og har været det siden. Blandt de senere års mest opsigtsvækkende tildragelser på øen var tsunamien i 2004, der fulgte efter et jordskælv i Det Indiske Ocean. Alene på Sumatra omkom over 170.000 mennesker i den forbindelse, først og fremmest i Aceh.
Geografi.
Toba-søen med batakhuse i forgrunden
Sumatra befinder sig i den nordøstlige del af Det Indiske Ocean. Sydøst for øen ligger Java på den anden side af Sundastrædet, nord for øen ligger Malayahalvøen adskilt af Malaccastrædet, mod øst ligger Borneo på den anden side af Karimatastrædet, og vestfor ligger Det Indiske Ocean.
Øens længde fra nordøst til sydvest er på ca. 1.790 km og bredden er ca. 435 km. Cirka på midten af længdeaksen krydses ækvator. Øens indre er præget af to forskellige geografiske områder: Barisanbjergene i vest og sumpområder i øst. Omtrent i midten af Barisanbjergene finder man vulkanen Kerinci, der med 3.805 m er øens højeste punkt. Vulkansk aktivitet herfra har beriget området med frodig agerland og smukke naturscenerier, fx ved Toba-søen. I bjergene er der forekomster af kul og guld. Mod øst bringer store floder silt ned fra bjergene og skaber et stort lavland præget af sumpe. I dette område er agerbrug ikke særlig betydningsfuld, men der er stor produktion af olie her, både i form af råolie fra undergrunden og som palmeolie.
På Sumatra er produceres størstedelen af den indonesiske kaffe. På små gårde i højlandet er det især arabica-kaffe, der produceres, mens der i lavlandet først og fremmest dyrkes robusta-kaffe. Tidligere var store dele af øen dækket af tropisk regnskov, men rovhugst har bevirket, at disse skovområder er stærkt truet.
Demografi.
På Sumatra bor der cirka 45 millioner mennesker, hvilket giver en befolkningstæthed på 96 indbyggere pr. km², hvilket ikke er særlig tæt sammenlignet med naboøen Java. Det er dog den ø i verden, der har fjerdeflest indbyggere. Befolkningskoncentrationen er størst i nord og i det centrale højland mod vest. De to største byområder er Medan i nord og Palembang i syd.
Befolkningen er delt i en række etniske grupper og taler 52 forskellige sprog. Mange af disse er dog tætbeslægtede, og kulturelt er der ikke så store forskelle, som man måske skulle tro. Mod øst tales der primært malajisk, mens der i højlandet og mod syd tales malajiskbeslægtede sprog, blandt andet lampung- og minangkabaufolkene. I højlandet mod nord finder man batakker, mens nordkysten domineres af acehnesere. Kinesere finder man som minoritet i de fleste byer.
Islam er den dominerende religion på øen (87%), mens mindre grupper er kristne (10%), buddhister (2%) og hinduister (1%).
"Rafflesia arnoldii", verdens største individuelle blomst
Natur.
Sumatra er hjemsted for en lang række planter og dyr, og der kendes sytten endemiske plantearter på øen. Blandt de planter, der er særlige for øen, kan nævnes sumatrafyr, den eneste fyrart, der findes syd for ækvator, "Rafflesia arnoldii", der har verdens største individuelle blomst på næsten 1 m i diameter, samt Titan Arum ("ligblomst"), der har den største blomsterstand i verden og i øvrigt lugter forfærdeligt (deraf det øgenavnet).
Man kan finde 201 arter af pattedyr samt 580 arter af fugle på Sumatra. Ni arter er endemiske for øen, og derudover er der 14 endemiske arter på de nærtliggende Mentawaiøer. Blandt de større pattedyr, man kan finde på øen, kan nævnes sumatratiger, sumatraorangutang, sumatranæsehorn, dhole og skaberaktapir.
Da øen har mistet omkring 55% af sin naturlige skoveforekomst siden 1985, er mange dyre- og plantearter udrydningstruede. I 2008 offentliggjorde den indonesiske regering en plan, der skal beskytte Sumatras tilbageværende skovområder. Det har dog ikke forhindret anlæggelsen af illegale veje tværs gennem tigrenes vigtigste leveområde af firmaer, der udnytter naturrigdommene til det yderste.
På øen findes ti nationalparker, hvoraf de tre indgår i verdensarvsområdet kaldet Tropisk Regnskove på Sumatra (Gunung Leuser nationalpark, Kerici Seblat nationalpark og Bukit Barisan Selatan nationalpark).
Summa cum laude.
Summa cum laude er det latinske udtryk for den højeste udmærkelse i forbindelse med afslutning af højere uddannelser og bruges ofte på engelske og amerikanske universiteter.
Betegnelserne har samme rod som dem, der blev brugt som karakterer i Danmark i perioden 1788-1805.
I Danmark er betegnelsen "Cum Laude" på ny blevet indført efter en række eliteuddannelser ved Aalborg Universitet. Hvis en elitestuderende opnår et karaktergennemsnit på 10 eller derover på en elitekandidatuddannelse, kommer et Cum Laude til kandidatgraden. (fx for elitekandidatuddannelsen i Komparative Velfærdsstudier og Arbejdsmarkedsrelationer (en specialisering under uddannelsen Politik & Administration): cand.scient.adm., Cum Laude). Det er ikke muligt at få større ros i det danske system.
Sunday Times bogpris.
Sunday Times bogpris er en litteraturpris uddelt årligt i England med en prissum på 1.000 pund og 1 guldmedalje.
Sunna.
Sunna er en nedskrevet samling af leveregler, der er overleveret fra Muhammed.
I Sunna fortælles alt, hvad Muhammed har sagt og gjort, idet den består af Muhammed-biografier og hadith.
I Sunna er hadith ordnet efter temaer, og giver uddybninger af ting i Koranen, hvorfor Sunna sammen med Koranen afgør, hvad der er ret i islam.
Sunna er nedfældet ca. 200 år efter Muhammeds død.
Superellipse.
En superellipse er en matematisk kurve som kan opfattes som mellemting mellem en ellipse og et rektangel. En superellipse kan i et kartesisk koordinatsystem beskrives som mængden af punkter ("x", "y") som opfylder ligningen
hvor "n", "a" og "b" er reelle tal > 0.
"a" og "b" er figurens halvakser. Formlen er en generalisering af formlen for en ellipse hvor "n" = 2. For n større end 2 fås en superellipse, og for n mellem 0 og 2 fås en subellipse.
Kurverne blev først beskrevet af den franske fysiker og matematiker Gabriel Lamé (1795-1870), men de blev gjort kendte og navngivet "superellipse" af Piet Hein.
Byplanlæggere i Stockholm havde problemer med et rektangulært torv i byen, "Sergels torg". Man ønskede en blød eller smidig kurve, som var en mellemting mellem det firkantede og cirklen. Piet Hein løste problemet ved at lave en superellipse med "n" = 2,5. Piet Hein brugte også superellipsen i arkitektur og møbeldesign.
Superægget kan i modsætning til en almindelig ellipsoide stå oprejst på en flad overflade idet dets krumningsradier i toppunkterne er uendelig store.
Superfosfat.
Superfosfat er en særlig form for kunstgødning, som har et højt indhold af letopløseligt fosfat. Der fjernes en hel del fosfor med afgrøderne, og det vil efterhånden fremkalde en udpining af jorden. Manglen på fosfor i jorden efter nogen hundrede års jordbrug kan have været årsag til, at visse tidligere kulturer bukkede under. I dag tilbageføres fosfor derimod systematisk til jordbruget. Man udvinder ca. 75 millioner ton råfosfat hvert år for at omdanne det til gødningsstof. Det forhandles dels som almindeligt superfosfat og dels i en form med tredobbelt fosfatindhold: triplesuperfosfat.
Superfosfatens historie.
I 1840 havde Justus von Liebig indledt forsøg med en fremstilling af gødningsstoffer. Han antog, at fosfor var den begrænsende faktor i plantedyrkning, og sammensatte derfor af et "ideelt", fosfatholdigt gødningsstof. Produktet blev imidlertid en fiasko, fordi han undervurderede betydningen af kvælstof ved at gå ud fra, at planterne kunne optage det fra luften, hvor der jo er nok af den. Desuden anbefalede Liebig også en uopløselig form for fosfat for at hindre udvaskning fra jorden. Dermed kom han i en langvarig strid med to engelske kemikere, Lawes og Gilbert, som fandt måder at rette begge disse fejl. De anbefalede i 1842, at man kunne bruge (CaHPO4+CaSO4), lavet ved at behandle benmel med svovlsyre, sådan at råfosfat (Ca3(PO4)2) blev omdannet til calciumhydrogenfosfat (CaHPO4), som er vandopløseligt og mere effektivt som gødningsstof. Denne form blev kaldt superfosfat. En yderligere forbedring fik man ved at opløse superfosfat i fosforsyre, hvorved man fik dannet mere calciumhydrogenfosfat, det såkaldte "triple-superfosfat". Hvis man yderligere tilsætter ammoniumfosfat ((NH4)3PO4) får planterne adgang til det nødvendige kvælstof sammen med fosfor.
Superintendent.
En superintendent er egentlig en "opsynshavende".
Titlen er nu betegnelsen for en embedsmand, der varetager administrative ledelsesopgaver uden at have faglig autoritet.
Ved Reformationen i Danmark (1536) blev titlen "biskop" erstattet med "superintendent" for at understrege at han skulle være tilsynsførende for sognene, men at han ikke, som i den katolske kirke, havde ret til at dømme i teologiske sager. Snart indså man at det lange ord var upraktisk, og titlen "biskop" blev genindført.
Titlen bruges i det britiske politikorps for en stationsleder, der ikke nødvendigvis har kompetence til at være sagsbehandler.
Superman.
Superman - manden af stål
Superman (engelsk for overmenneske) er en amerikansk tegneseriefigur fra det amerikanske forlag DC Comics. Han optrådte første gang i bladet Action Comics nr. 1 i 1938 og betragtes generelt som den første figur med de egenskaber, der kendetegner den moderne superhelt.
Figuren blev skabt af Joe Shuster og Jerry Siegel for forlaget National Comics (det nuværende DC Comics), og har efterfølgende optrådt i diverse radioføljetoner, tvserier, film, og videospil.
Superman blev født som "Kal-El" på planeten Krypton. Som spæd blev han af sin far Jor-El sendt til jorden i en raket, få øjeblikke før Krypton eksploderede. Raketten landede uden for byen Smallville, hvor Kal-El blev opdaget og adopteret af det barnløse ægtepar Jonathan og Martha Kent, der gav ham navnet "Clark Kent". Efterhånden som han voksede op, opdagede han sine overmenneskelige kræfter og besluttede sig for at bruge dem til at hjælpe andre. Ved at optræde i et kostume holder han sin identitet som Clark Kent hemmelig.
Som voksen flyttede Superman til storbyen Metropolis, hvor han i sin hemmelige identitet arbejder som journalist på avisen Daily Planet sammen med Lois Lane, som han gennem tiden har haft et romantisk forhold til. I den nuværende udgave af serien er Lois og Clark gift.
I Danmark udgives Superman for tiden af Egmont Serieforlaget.
Supermarked.
Grøntafdeling i supermarked
Supermarked er en selvbetjeningsbutik, hvis primære sortiment er fødevarer og dagligvarer. I henhold til Danmarks Statistisk's definition har et supermarked et salgsareal på mindst 400 m², og non-food-varer udgør som hovedregel mindre end 20% af detailomsætningen.
Supersonisk.
Udtrykket supersonisk bruges om hastigheder større end lydens hastighed, 343 m/s (1,235 km/t), eller om ting der bevæger sig med sådanne hastigheder. Modsat subsonisk, der bruges om hastigheder mindre end lydens.
Slørugle.
Slørugle ("Tyto alba") er en mellemstor, lys ugle med et karakteristisk hjerteformet ansigt. Den har sorte øjne. Det er en ugle på 33-39 centimeter og med et vingefang på 85-93 centimeter. Hunnen vejer mere end hannen nemlig 330-460 g.
Den yngler i Danmark mest i åbne staldbygninger. Da Danmark er artens nordgrænse i europa svinger antallet af ynglepar meget, men i øjeblikket er der ret mange ynglepar - ca. 150. Den lægger 4-7 æg og får 1-2 kuld om året. Ægene ruges i 30-32 dage og ungerne er uafhængige af forældrene efter 55-65 dage. Sløruglen yngler gerne i redekasser.
Udover i Danmark yngler Sløruglen over det meste af verden.
Sløruglen spiser mest spidsmus og andre smågnavere, som den jager over åbne marker, enge og moser om morgenen og i skumringen.
Mosehornugle.
Mosehornugle ("Asio flammeus") har en længde på 34-42 centimeter og et vingefang på 90-105 centimeter.
Den yngler sjældent i Danmark, men er ret almindelig som træk- og vintergæst i september/december - marts/maj.
Mosehornuglen jager for det meste i skumringen eller om morgenen og er dermed mere dagaktiv end de andre ugler. Den fanger primært små gnavere, men kan også fange fugle, fugleunger og andre smådyr.
Kapugle.
Kapugle ("Asio capensis") har en længde på 35-37 centimeter og et vingefang på 82-99 centimeter.
Kapuglen er en afrikansk ugle og er alene udbredt i sumpede områder i det nordvestlige Marokko.
Den er mørkebrun med en næsten ensfarvet overside og mørke øjne.
Dens stemme er et enkelt eller gentaget dybt, frø- eller rågeagtigt "kaa".
Skovhornugle.
Skovhornugle ("Asio otus") har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter.
Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn.
Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst.
Stor hornugle.
Stor hornugle (Bubo bubo) har en længde på 60-75 centimeter og et vingefang på 160-188 centimeter.
Stor hornugle er Europas største ugle med en vægt på 2-4 kilo. Uglen har store horn og rødgule øjne. Dens bryst har brede striber og bugen smalle. Selve fjerdragtens grundfarve er gulbrun med brunsorte pletter på oversiden.
I Danmark ses den meget sjældent. Stor hornugle genindvandrede til Danmark, nærmere bestemt Jylland, i 1980'erne efter at være forsvundet i slutningen af 1800-tallet. Mennesket stod for hornuglens bortgang fra den danske natur. Arten blev bortskudt af jægere, æg blev indsamlet, unger blev indsamlet og anvendt til krageugler, og skov- og landbrug gennemgik en lang række strukturændringer. I dag er den hyppigste dødsårsag trafikdrab samt kollision med elledninger. Bestanden i dag er på cirka 20-24 par - alle i Jylland. Der ses også strejfende store hornugler fra udsætning i Sverige eller Tyskland.
Finland har en bestand på cirka 3.000 par. Sverige og Norge har en bestand på cirka 500-600 par store hornugler og Slesvig-Holsten cirka 35 par.
Uglen er en standfugl, men ungfuglene kan strejfe en del omkring.
Stor hornugle lægger 2-3 æg og har en rugetid på 35 dage. Reden er normalt placeret i en fordybning i skovbunden. Den er kønsmoden når den er 1-2 år gammel. I Danmark yngler den fortrinsvis i grusgrave eller større forladte fuglereder. Efterhånden er stor hornugle også blevet mere "vant" til mennesket, og ses nu i større udstrækning i udkanten af byer.
Føden er små pattedyr og fugle. Af fugle er byttedyrene ofte ringdue, hættemåge, råge, blishøne eller krage. Pattedyrene der spises er ofte pindsvin, brun rotte eller mosegris. Uglen har bløde fjer som er forsynet med en kant af fine frynser, hvilket gør den næsten lydløs når den jager.
Uglen kan se i lys der er cirka 100 gange svagere end det mennesket bruger til at orientere sig med.
Højeste, via ringmærkning registreret levealder for Stor hornugle, er 19 år. I fangeskab, er højeste dokumenterede levealder 60 år.
Høgeugle.
Høgeugle ("Surnia ulula") har en længde på 36-41 centimeter og et vingefang på 74-81 centimeter.
Den lever primært af lemminger og andre gnavere.
Er en meget sjælden gæst i Danmark.
Sulfit.
Sulfit, SO32-, er svovlforbindelser, hvor svovl er oxideret, men ikke i sit højeste oxidationstrin. Det er også navnet på en række salte af svovlsyrling.
Sulfid.
Sulfid er en svovlforbindelse, hvor svovl er i et negativt oxidationstrin; eksemplvis kviksølvsulfid.
Surinam.
Surinam er et land i Sydamerika og grænser til Guyana, Fransk Guyana og Brasilien. Surinam var en hollandsk koloni indtil sin uafhængighed i 1975. Før uafhængigheden hed landet Hollandsk Guyana eller (i officielle sammenhænge) Nederlandsk Guyana.
Historie.
Før europæerne kom til landet, boede en række indianere i området; først og fremmest arawakere og caribere. Surinams kyst blev først opdaget af europæere i 1498 af Christoffer Colombus, og i 1593 kom området officielt under spansk herredømme, uden at Spanien oprettede kolonier der. En række hollandske handelsstationer blev oprettet langs kysten fra og med 1616, og i 1667 blev kolonien Hollandsk Guyana oprettet. Fra 1951 fik kolonien stadig mere selvstyre, og 15. december 1955 blev landet en autonom del af Holland. Surinam blev selvstændig 25. november 1975.
Politik.
Surinam er et demokrati, som bygger på landets grundlov fra 1987. Den lovgivende myndighed kaldes Nationalforsamlingen og har 51 medlemmer. Disse vælges hvert femte år.
Nationalforsamlingen vælger leder for den udøvende myndighed, præsidenten, ved at der vælges en kandidat, som har to tredjedels flertal. Hvis nationalforsamlingen ikke kommer frem til en kandidat med et sådant flertal, vælges præsidenten af Folkeforsamlingen. Folkeforsamlingen består af 289 regionale repræsentanter.
Surinam er et fuldt og deltagende medlem i CARICOM (Caribisk fællesskab og fællesmarked).
Surinam er også medlem af FN.
Geografi.
Surinams hovedstad og største by er Paramaribo. Landet har en befolkning på 289.000 indbyggere(1997). Nickerie, Albina og Moengo er andre større byer, der kan nævnes.
Landet kan groft inddeles i to geografiske dele. Den nordlige består hovedsageligt af dyrket jord, og det er her, størstedelen af befolkningen bor. Den sydlige er dels savanner, dels regnskov. Da landet ligger nær ækvator, er klimaet tropisk, og temperaturen varierer kun lidt gennem året. Der er to regntider: fra december til starten af februar; og fra slutningen af april og til midten af august.
Økonomi.
Surinams økonomi domineres af bauxitindustrien, som udgør mere end 15% af landets samlede BNP og næsten 70% af eksportindtægterne. Den næstvigtigste eksportvare er sukker. De vigtigste eksportlande er Holland og USA samt caribiske lande. Der findes også olie- og guldreserver i landet.
Omtrent en fjerdedel af Surinams befolkning arbejder inden for landbrugssektoren.
Demografi.
Desuden et mindre antal indianere og maroner.
Hertil kommer mindre grupper med indiansk eller afro-caribisk religion.
I Surinam er det officielle sprog nederlandsk, men der tales også sranan tongo og forskellige stammedialekter.
Surrealisme.
Surrealisme er en kunstnerisk stilperiode i Europa 1924-. I Danmark 1930-. Kunstretningen gengiver det underbevidste symbolsk.
Med den Freudianske og Jungianske Psykoanalyses gennembrud i begyndelsen af det 20. århundrede som en del af det moderne gennembrud opstår der nye retninger inden for kunsten. En af disse retninger er surrealismen.
Surrealisterne ønsker igennem deres kunst at udstille både deres egne private drømme, fantasier, ubeviste seksuelle drifter, men også storbyens, kapitalismens og den senere 1. Verdenskrigs vanvid og absurditet. På den måde er surrealisternes kunst en skarp kritisk kommentar vendt imod den fremvoksende industrielle kapitalismes rationalismetyranni, fordi de udstiller menneskets dyriske drifter.
Mange Surrealister var Reformsocialister eller revolutionære Marxister, der igennem deres kunst forsøgte at vælte det pæne borgerskabs fornuftskultur og muliggøre en ”surrealistisk” tilværelse, hvor man frit kan udtrykke sine lyster uden kapitalismens sociale fornedring eller rationalismens behovsundertrykkelse.
På den måde henter den surrealistiske bevægelse inden for kunsten inspiration fra et mix af ideer fra både Marxismens frontfigur Karl Marx og Psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. Surrealisterne var meget optaget af at slå et slag for en ”friere” seksualitet, ganske som samtidens kulturradikale.
Surrealisternes forbindelse til den freudianske psykoanalyse kom allertydeligst til udtryk, da
den franske forfatter André Breton (1896-1966) skrev surrealisternes litterære manifest
(Manifeste du surréalisme fra 1924). Heri skrev han, at det er kunstnerens fornemste opgave
at udforske sit eget ubevidste og vise det igennem sin kunst. Endvidere skriver André Breton
også: ”Surrealismen brygger på troen på den højere virkelighed bag visse former for
associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtet; på drømmens almagt og tankens
Den verdenskendte surrealistiske maler Salvador Dalí malede mange forunderlige billeder i denne stilperiode.
Suverænitet.
Suverænitet er den selvbestemmelsesret, som skiller stater fra andre landområder eller grupper af mennesker.
Suverænitetsbegrebet er grundlaget for folkeretten, hvor det beskrives som staters ret til ikke at tåle indblanding fra andre staters side. Den nuværende opfattelse af nationalstaters suverænitet, stammer fra den westfalske fred i 1648, som fastlagde de grundlæggende principper om nationalstaters territoriale integritet, grænsekontrollens ukrænkelighed og statens overherredømme over kirken.
Især tidligere betragtedes suveræniteten som samlet i suverænens, overhovedets, person.
Et typisk kendetegn ved suveræne stater er, at de har egen udenrigspolitik. USA's delstater er således i princippet suveræne, men sjældent i praksis.
Tillægsordet "suveræn" anvendes også i afsvækket betydning: ubesejrelig på sit felt.
Svane.
Svaner er en gruppe af egentlige andefugle (slægterne "Cygnus" og "Coscoroba") og udgør sammen med gæs underfamilien svaner og gæs.
Svaner har stor symbolværdi. Knopsvanen er udnævnt til Danmarks nationalfugl, og svaner bruges som symbol for de nordiske lande, ligesom de har lagt navn til Miljømærket Svanen.
En enkelt af dem blev verdensberømt som den grimme ælling, der blev til en smuk svane. I øvrigt kaldes svanens unger blot for "svaneunger", selvom hjemmestrikkede benævnelser som f.eks. "svælling" kan forekomme. I modsætning til 97 % af fuglearter er han-svanen udstyret med en penis.
Den mytologiske kongedatter Leda, der besvangres af svanen, har inspireret mange kunstmalere gennem tiden. Arkitekt Arne Jacobsen har bl.a. tegnet en stol med navnet Svanen. "Den stegte Svanes sang" i Carmina Burana har givet fuglen en placering inden for den klassiske musik.
Der er et stjernebillede ved navn Svanen.
Svastika.
Svastika (fra sanskrit svástika स्वस्तिक) er et ligesidet kors med arme bøjet i rette vinkler - enten højre om () eller venstre om (). Ordet svastika er sammensat af ordet "svasti" = "lykke" og suffikset "-ka", som samlet giver udtrykket: "det som bringer lykke". Symbolet er et tegn på gode forhåbninger og et af de ældste symboler hos alle folkeslag. Svastika kaldes på dansk almindeligvis for "hagekors".
Svastika er et urgammelt symbol i de fleste kulturer. Oprindelig efterligner det antagelig bevægelserne eller kredsløbet i naturen og repræsenterer Solens gang på himmelen, liv og udvikling. I den vestlige verden knyttes det særligt til nazisterne og et enkelt, grafisk tegn har dermed fået en voldsom følelsesmæssig symbolsk kraft. Efter nazismens brug af hagekorset (er spejlvendt) som tegn på deres destruktive ideologi, er det i dag forbudt i en række vestlige lande.
Quadrigamma er en anden betegnelse for svastika. Ordet er sammensat af dels det latinske quadro = "fire" og dels det græske gamma = "g". Det græske g skrives som en ret vinkel (Γ), og man har altså døbt tegnet efter at det kan være dannet ud fra fire g'er.
Tegnet kaldes også Jaina-korset, det hermetiske kors, "croix cramponnee" og undertiden Odins tegn.
Historie og udbredelse.
Som andre enkle symbolske tegn, er svastikategnet opstået og blevet brugt i forskellige kulturer uafhængigt af hinanden.
Svastikategnet blev anvendt allerede i den tidlige kobberalder i Elam (nu Iran). I Europa findes tegnet, bl.a. i Hellas, og i båndkeramik fra gamle kulturer ved Donau, i jernalderen, som f.eks på redekamme af ben, fundet i offermosen Nydam Mose i Sønderjylland.
Helt fra antikkens tid har svastikategnet været brugt som et kristent symbol, selv om det ikke har været almindeligt. Det findes bl.a. i Katakomberne i Rom og på kirkeklokker i England. Tegnet er endvidere fundet på en jødisk synagoge i Israel.
Svastikategnet er udbredt i Indien og i det østlige Asien, hvor det stadigt bruges som et lykkebringende symbol. I buddhismen og i den tibetanske bønreligion benyttes det også som lykketegn. Hvis vinklerne på korset vender i urets retning symboliserer det buddhisme, og vender de i den anden retning, er der tale om bön. I hinduismen forbindes det bl.a. med Vishnu og i jainismen står korsets arme for eksistensens fire planer.
I Kina er det et lykketegn og taltegn for 10.000, i Japan bruges tegnet som heraldisk emblem for flere adelsslægter. Der er spredte fund af svastikafigurer i både afrikansk kultur og i præcolombiansk Amerika.
Indtil ca. 1940 var svastikaet logo for Carlsberg bryggeriet.
I 1957 prøvede Sri Lanka og i 1977 Indien, at få godkendt et rødt svastika, som symbol for deres lokale Røde Kors-organisationer. Anmodningen blev afslået.
Svecisme.
Ordet svecisme er afledt af middelalderlatin "Svecia", som betyder "Sverige", og er en sprogejendommelighed (f.eks. i dansk) som skyldes indflydelse fra svensk.
Swing.
Swing er en musikgenre, der udspringer fra jazz-musikken, men er især knyttet til dansemusik.
Swing har sin oprindelse i 1920'erne og 1930'erne, hvor de store Big Band-orkestre huserede i USA (Duke Ellington, Count Basie m.fl.) og i mindre grad i Europa og Danmark.
Via 78-grammofonplader spredte budskabet sig, og swing-musikken var populær på danserestauranter.
Til swing dansede man oprindeligt swing-dansen Lindy Hop (også kendt som Jitterbug), der siges at stamme fra Harlem, New York - en vild dans der som den første introducerede akrobatiske variationer hvor herren og/eller damen udfører nærmest aktrobatiske stunts i forbindelse med dansen.
I takt med at musikken udviklede sig i 50'erne og 60'erne blev den originale swing-dans erstattet af Jive, Rock'n'Roll og til sidst moderne "Jitterbug", der i Danmark ikke har meget at gøre med den originale Jitterbug fra 30'erne.
I 90'erne gik en retro-bølge gennem USA hvilket skabte fornyet interesse for den traditionelle swing-musik samt en række "neo-swing" bands med ny musik der swinger - eksempelvis Big Bad Woodoo Daddy og Royal Crown Revue. I Skandinavien nåede denne bølge først frem ved årtusindeskiftet, og i dag er interessen for swing-musik og swing-dans i Danmark stærkt stigende - ikke mindst efter at DR1/DR2 har haft et par tema-aftner omkring swing. Også blandt universitetsstuderende.
Sydney.
Sydney er Australiens største by og hovedstad i delstaten New South Wales. Byen har 4.254.900 indbyggere.
I 2000 afholdtes de olympiske sommerlege i byen.
Syfilis.
Syfilis er en alvorlig køns- og infektionssygdom med spirokæten "Treponema pallidum".
I 2003 blev der i Danmark anmeldt 79 tilfælde af syfilis, og i 2002 34 tilfælde. 75 var mænd og 4 kvinder. 61 var homoseksuelle mænd, 12 heteroseksuelle, en biseksuel og en ukendt. Medianalderen var 36 år. 23 havde kendt HIV-infektion. De fleste tilfælde forekommer i Storkøbenhavn.
Bakterien kan smitte gennem skeden og endetarmen. Den kan også komme via blod. Bakterien kan ikke smitte via huden, så det smitter ikke at røre ved en smittet.
En syfilissvulst kaldes en syfilom. En syfilispatient er en syfilitiker. Syfilisspecialist er en syfilidolog.
Sygdommens historie.
Syfilis hed italienske kopper i Frankrig. I Italien hed sygdommen den spanske syge. I Spanien den engelske syge. I England den franske syge. I Indien den portugisiske syge. I Danmark brugtes betegnelsen "fransosen" eller "den franske syge".
Columbus gav europæerne syfilis.
Christoffer Columbus havde mange spændende nyopdagelser med hjem til Europa, efter at han i 1492 opdagede "Den Nye Verden". Blandt andet havde søfareren tobak, kakao og majs med i lasten, og han - eller medlemmer af hans besætning - hjembragte syfilis.
Det postulerer amerikanske forskere, der har analyseret syfilis' genetik. De har fundet ud af, at nutidens syfilis genetisk er meget nært beslægtet med tropesygdommen "guineakopper", der er udbredt i Sydamerika. Analysen, der er foretaget af forskere fra Emory University, viser, at syfilis er den yngste af de to sygdomme, og de mener, at syfilis er en mutation af guineakopper, og at Columbus' mænd i Sydamerika blev smittet med guineakopper, som ved ankomsten til Europa muterede til syfilis. Teorien undersøttes af, at de første registrerede tilfælde af syfilis dukkede op i 1495 - blot to år efter Columbus' hjemkomst. Forskere kalder Columbus' hjembringen af syfilis for skæbnens ironi, da eruopæerne påførte både kopper og mæslinger til indbyggerne i Den Nye Verden.
Symbiose.
Symbiose er betegnelsen for samliv mellem forskellige arter (af græsk: "sym" = "sammen" + "bios" = "liv"), hvad enten der er tale om samliv mellem planter, dyr eller bakterier, eller mellem disse grupper indbyrdes. Den aktive partner i samlivet kaldes symbionten. Den passive partner kaldes værten. Disse termer blev introduceret af den tyske plantepatolog Anton de Bary i midten af det nittende århundrede.
de Bary's definition.
Anton de Bary’s originale definition siger følgende: "I en symbiose er der tale om et tæt eller intimt samliv mellem to organismer, normalt af forskellig art. Samlivet skal endvidere foregå over en længere periode, det skal altså være konstant".
Anton de Bary’s originale definition giver mulighed for at inkludere flere typer samliv end den nyere definition, og det kan ske uden at påhæfte underbegreberne ægte og falsk. Den er derfor bedre egnet til at beskrive de fleste økosystemer og de organismer, der findes her. Desuden bør man lægge mærke til, at der er videnskabelig tradition for, at den først introducerede definition har fortrinsret (såkaldt historisk præcedens), så længe den ikke er behæftet med fejl, og den anses for at være bedre. Anton de Bary’s originale definition har ingen fejl og anses netop af mange eksperter for at være bedre end den yngre definition, fordi de Barys’ definition er bredere.
Anton de Bary's originale defintion påhæftes kvalitative undertermer såsom "mutualisme" (til fordel for begge parter), "kommensalisme" (til fordel for en og neutralt for den anden part) og "parasitisme" (til fordel for en part og ulempe for den anden part).
Mutualisme er et samliv mellem forskellige organismer, hvor begge får gavn, dvs. et positivt udbytte. Et par eksempler: myrer der beskytter bladlus, og til gengæld belønnes med sukker. Meget videregående eksempler på symbiose er laver (lav-arter, lichener), hvor svampe og alger danner en fælles vækst, eller koraller, der har indlemmet fotosyntetiserende alger i deres krop.
En nyere definition.
Relativt få år efter at Anton de Bary havde introduceret sin term symbiose, havde en anden, nyere symbiosedefinition imidlertid vundet tilhængere. Ifølge den nyere definition er der tale om en symbiose, hvis samlivet er til fordel for begge parter. Desuden bruges værdibegrebet "ægte" i den forbindelse. Man taler om, at en "ægte" symbiose er en, der er til fordel for begge parter. Lige siden har begrebet symbiose været behæftet med en ganske betydelig forvirring. Eksistensen af to konkurrerende definitioner af begrebet symbiose er noget langt de fleste tilsyneladende ikke er klar over.
Såfremt man vælger at benytte den yngre definition på symbiose (hvilket man skal være varsom med), kan det i praksis være vanskeligt at skelne imellem ægte symbiose, og et gensidigt forhold hvor begge parter snylter på hinanden. Et eksempel er de mikroskopiske orkide-frø, der kræver infektion af en svamp, der leverer det nødvendige sukker, så frøet kan spire under naturlige forhold; men hvis svampeinfektionen bliver for voldsom, tager den livet af frøet/orkideen. Det kan endda blive mere indviklet, for hvis svampen ikke æder den, begynder orkideen at snylte på svampen for at udvikle sig, og først når orkideen er udviklet, så får svampen sukker fra orkideen.
Begrebet brugt i bredere sammenhænge.
Begrebet "symbiose" bruges også i overført betydning om et forhold imellem mennesker, hvoraf begge har fordel, og imellem virksomheder, f.eks. industriel symbiose). Begrebet må ikke forveksles med begrebet snylter (hvor den ene organisme lever på den andens bekostning).
Symbol.
SLange omkring pæl, symbol for lægegerningen
Symbol er noget der repræsenterer noget andet, fx en idé, en handling, et konkret tegn eller en genstand. Symbolet symboliserer eksempelvis et begreb eller et sindbillede.
Et statussymbol er et ydre tegn på et menneskes eller dyrs foregivne eller virkelige sociale status.
Symfoni.
En symfoni er en betydeligt komposition for den type orkester der kaldes symfoniorkester, normalt opdelt i 3-4 satser.
Ordet stammer fra det græske "syn" (sammen) og "fon" (lyd).
Orkestret kaldes symfoniorkester, fordi størstedelen af det, der er komponeret for dette orkester, er symfonier. Heraf "symfonisk", som betegner al musik for symfoniorkestret, der ikke er symfonier, det kan være ouverturer, symfoniske digte o. m a.
Historie.
Symfonien - som vi kender den i dag - stammer fra det tidlige 18. århundrede. Den er vokset ud fra den italienske ouverture (dvs. åbning, indledning) til en opera.
De tidligste symfonier bestod af 3 satser med tempoet: hurtig-langsom-hurtig. Senere føjede man en 4. sats til (gerne "Scherzo"), som blev fremherskende i slutningen af det 18.- og hele det 19. århundrede. Denne periode er domineret af komponisterne Joseph Haydn og Wolfgang Amadeus Mozart. De to store centre for symfonier er Wien og Mannheim (Mannheimskolen).
I det 19. århundrede gjorde Ludwig van Beethoven symfoniformen kendt, og komponister som Franz Schubert, Carl Maria von Weber (2 symfonier), Robert Schumann (4 symf.), Felix Mendelssohn (5 symf.) og til dels Hector Berlioz og Franz Liszt er med i den "romantiske periode". De to sidstnævnte skrev næsten udelukkende symfoniske digte, i. e. énsatsede værker over et litterært tema, hvor de forsøgte med musikken at skildre en handling ell. udvikling.
Johannes Brahms fortsatte med sine 4 symfonier, hvor Beethoven, Schumann og Mendelssohn slap. Symfonierne vokser nu tidsmæssigt og bliver til det centrale i mange orkestre, der nu hedder symfoniorkester. Andre vigtige komponister i slutningen af 1800-taller er Anton Bruckner (9 symfonier), Antonín Dvořák (9 symfonier), Tjajkovskij (6 symf.)og Camille Saint-Saëns (5 Symf.)
I det 20. århundrede er det komponister som Sergej Rachmaninov, Carl Nielsen og Sjostakovitj, som fortsætter med den traditionelle 4-satsede symfoni. Andre komponister prøver nye veje som Gustav Mahler med 10 symfonier, der sprænger de hidtil kendte symfoniske rammer, bl. i sin 3. symfoni med 6 satser og med benyttelse af solister og kor. Jean Sibelius' 7. symfoni er i kun 1 sats.
Symfoniorkester.
a>en er placeret i midten på et podium og alle musikerne har front mod ham.
Et symfoniorkester er et stort, blandet orkester, der - som navnet siger - magter at spille symfonier. Orkestret ledes af en dirigent.
Orkestret omfatter som minimum ca. 60 musikere.
Besætning.
Symfoniorkestrets besætning har ændret sig en smule igennem tiden. Der er dog en vis fast struktur. Orkestret har altid en større strygergruppe som basis samt en træblæser- og en messinggruppe. Slagtøj hører også med i ethvert symfoniorkester. I nyere tid er f.eks saxofoner blevet benyttet i orkestret, selvom de ikke er standardinventar, ligesom mere specielle instrumenter som Ondes Martenot. Besætningen varierer en smule alt efter komponistens ønske. Før Beethovens niende symfoni var det uset med kor i en symfoni, men siden da har dette også været et fænomen som høres i symfonier.
Træblæsere.
I nyere kompositioner er træblæsergruppen ofte udvidet med op til 5 af samme instrument (f.eks 4 fagotter + kontra; eller 3 oboer og 2 engelskhorn), samt nyere instrumenter som f.eks. saxofon.
Messingblæsere.
I visse værker (ofte Mahler) ses dobbelt besætning på messingrækken, også Bruckner gør stor brug af dette.
Placering.
Diagram over placeringen af instrumenter i et symfoniorkester.
Symfoniorkestrets medlemmer placeres altid nogenlunde ens.
Forrest sidder strygerne med førsteviolinerne længst til venstre (for publikum), derefter følger andenviolin, bratch, cello og kontrabas.
Bagved sidder træblæsere og messingblæsere i hver sin gruppe, mens slagtøjet er placeret bagerst.
En evt. solist placeres foran orkestret, skråt bagved dirigenten. Hvis der medvirker kor, placeres det bag orkestret (hævet på podier så der er udsyn til dirigenten).
Koncertmesteren, som er en førsteviolin, sidder lige til venstre for dirigenten. Når en koncert starter er det kutyme at dirigenten giver koncertmesteren hånd.
Synagoge.
Synagoge (fra græsk συναγωγη) er den generelle betegnelse for jødiske bede- og forsamlingshuse. Hovedrummet i en synagoge indeholder sædvanligvis en ark (aron hakkódesh eller hekhál) hvor torarullerne bliver opbevaret; en ophøjet læseplatform (bima eller tebá) for toralæsning og ledelse af bøn, og et evigt lys (ner tamíd) til minde om den syvarmede lysestage i Templet i Jerusalem. I ortodokse menigheders synagoger findes der som oftest en fysisk opdeling, mehitza, mellem mands- og kvindedelene af synagogerummet.
Andre navne for ‘synagoge’ er for eksempel hebræisk בית כנסת (bet keneset), jiddisch "shul", spansk/portugisisk "esnoga" og i hovedsag reformjødisk "tempel".
Danmark.
Den ene synagoge i København ligger i Krystalgade og blev indviet i 1833. Synagogen i den forhenværende danske by Frederiksstad i Sydslesvig blev indviet i 1845. I Ole Suhrsgade findes der også en synagoge, dog mindre end synagogen i Krystalgade.
Norge.
I Norge findes der i dag to synagoger — en i Oslo og en i Trondheim. Synagogen i Trondheim er en af verdens nordligste. (Den allernordligste synagoge ligger dog, så vidt kendt, i Fairbanks i Alaska.) Andre synagoger har også været i brug — inkluderet et lejet lokale i "Folkets Hus" i Kristiansund før 2. verdenskrig.
Synagogen i Læderstræde.
Synagogen i Læderstræde, København, nedbrændte ved bybranden i 1795. Der blev bygget en ny i Krystalgade, også i København, 1830-33. Synagogen blev tegnet af professor Gustav Friederich Hetsch.
Syndikalisme.
Syndikalisme er i højere grad en kampform end en ideologi, men forudsætter således også i sin natur en bestemt analyse og kritik af de nuværende samfund og, som sagt, netop kampformen til omvæltning af disse. Ordet er oprindeligt fransk, idet det franske ord for "fagforening" er "syndicat." Fagforeningen og dermed arbejderbevægelsen er også helt central for syndikalismen. I modsætning til marxister mener syndikalister ikke, at man skaber revolutionen gennem det man populært kalder "proletariatets diktatur", altså arbejderpartiets magtovertagelse af statsapparatet og produktionsmidlerne med det mål at skabe et kommunistisk samfund. Derimod mener de, at arbejderklassen må gennemtvinge sine krav overfor sine modstandere og udbyttere, kapitalisterne, ved at bruge de midler, arbejderbevægelsen har for hånden. Det vil sige strejker, herunder generalstrejke, og sabotage mv. Altsammen kaldet "direkte aktion". Syndikalisterne afviser dermed at skaffe sig magt gennem brug af statsapparatet og gennem partidannelse.
De syndikalistiske fagforbund kan omfatte alle, der sælger deres arbejdskraft, men også selvstændige arbejdere, såsom landmænd, der selv har en landbrugsproduktion uden at købe andres arbejdskraft, og studerende.
Syndikalister gør også alt for at undgå en bureaukratisk fagforening, som er den gældende struktur i den danske fagbevægelse. De syndikalistiske fagforeninger er selvorganiserede, således arbejder alle frivilligt og i fritiden med det administrative arbejde i fagforeningen.
Syndikalisme udenfor Danmark.
I udlandet er der større tradition for syndikalismen end i Danmark. Således har f.eks. Spanien og Frankrig stærke syndikalistiske fagforbund med hhv. navnene Confederación Nacional del Trabajo og Confédération Nationale du Travail (CNT). De er begge organiseret i det internationale fagforbund af syndikalistiske fagforeninger (IWA), der også tæller både de svenske og tyske syndikalistiske fagforbund og adskillige uden for Europa.
I Spanien opnåede CNT stor styrke gennem 1920'erne og 30'erne, men da borgerkrigen brød ud i Spanien i 1936 efter at general Francos tropper kom fra Marokko og til Spanien for at overtage magten, måtte de se sig som tabere af krigen, hvorefter Spanien havde et fascistisk styre frem til 1975. I Franco-tiden undertryktes særligt CNT. Men endnu i dag er syndikalismen en betydelig kraft i den spanske arbejderbevægelse - særligt i Katalonien og Baskerlandet.
Syndikalisme i Danmark.
Syndikalismen i Danmark er i dag ikke synligt eksisterende som selvstændig bevægelse i arbejderbevægelsen, der domineres af den socialdemokratiske ideologi. Dette skyldes bl.a., at de danske syndikalister ikke ønsker at splitte den traditionsrige danske fagbevægelse.
Men også i starten af det 20. århundrede som i andre europæiske lande oplevede den syndikalistiske bevægelse en stor fremgang i Danmark. Efter at Hovedaftalen (Septemberforliget) var blevet indgået mellem DsF (nu LO) og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i september 1899 efter lang tids strejke og lock-out, var utilfredsheden stor i dele af den danske fagbevægelse. Man mente, at DsF's forhandlere havde accepteret alt for mange af DA's krav. Nogle arbejdere var særligt utilfredse med fredspligten, konfliktløsningssystemet og arbejdsgivernes ledelsesret, der ville svække arbejdernes faglige kamp.
Derfor oprettedes i ca. 1910 Fag-Oppositionens Sammenslutning, hvis mest markante figur var Christian Christensen. Tilslutningen til Fag-Oppositionens Sammenslutning var relativt stor i det efterfølgende årti. Dette skyldtes bl.a. stor arbejdsløshed i visse fag og udbruddet af 1. verdenskrig. Syndikalisterne engagerede sig ikke kun i den direkte faglige kamp, hvor deres indflydelse ikke var så stor, men også i den sociale og kulturelle kamp. Bl.a. kæmpede de mod kvindeundertrykkelse, for bedre boligforhold og mod militarismen, der gik som en bølge over Europa under 1. verdenskrig. Det var også syndikalisterne, der var den største faktor i mobiliseringen til den direkte aktion og demonstrationen Stormen på Børsen i 1918.
Fag-Oppositionens Sammenslutning gik dog i opløsning omkring 1921, da mange søgte over i det nyoprettede Danmarks Kommunistiske Parti i forbindelse med den russiske oktoberrevolution.
Presset på Fag-Oppositionens Sammenslutning havde i øvrigt også internt i fagbevægelsen altid været stort. Således blev det vedtaget af Socialdemokratiet på deres kongres i 1913, og senere støttet af DsF, at der skulle gøres alt for at bekæmpe den syndikalistiske bevægelses fremgang.
Hvorfor arbejderne i Danmark aldrig blev radikaliserede, som det i højere grad skete i udlandet, har mange faktorer. Bl.a. var industrialiseringen langsommere i Danmark end i udlandet, hvilket betød mindre grov udbytning og en spredning af arbejderne på mange mindre produktionssteder. Og da industrialiseringen endeligt slog igennem, havde Socialdemokratiet formået at opbygge sig en stor magtbase og havde fået overbevist mange arbejdere om den gradvise forbedring af deres forhold gennem den parlamentariske kamp.
Anarkosyndikalisme.
En speciel retning af syndikalismen er anarkosyndikalismen. Anarkosyndikalismen implementerer anarkistiske idéer i syndikalismen og radikaliserer dermed også syndikalismen i forhold til andre ideologier. Når man siger, at syndikalisterne afviser brugen af det politiske system, så passer det kun delvist. Nogle medlemmer havde aktiviteter i politiske partier. Historisk set sad Spaniens CNT f.eks. i parlamentet en overgang, og for de danske syndikalisters vedkommende er det tydeligt, at flere har accepteret brugen af det politiske system, eftersom de gik over i DKP. Nogle syndikalister lægger bare hovedvægten af den revolutionære kamp på den faglige kamp og organisering.
Med anarkosyndikalismen afvises denne tankegang totalt. Her bruger man udelukkende direkte aktion til at opnå sine mål. Mange syndikalistiske fagforeninger kalder sig dog også anarkosyndikalistiske i dag.
En kendt person, der særligt i sine ungdomsår var aktiv anarkosyndikalist var forfatteren Halfdan Rasmussen.
Synkretisme.
Synkretisme er afledt af det latinske ord "syncretismus", som igen, formentligt, er afledt af det græske ord "syn-kerånnymi", som betyder "at sammenblande" eller "forene". En anden etymologisk forklaring er, at ordets anden del har rod i benævnelsen for øen Kreta, og at ordet altså kan oversættes løst som "sammenhold blandt kretensere". Man havde nemlig observeret, at befolkningen på Kreta, på trods af indre stridigheder, stod sammen udadtil.
Ordet bruges primært i religionsfaglig sammenhæng til at beskrive, hvordan en given religion har fået sin konkrete udformning ved, bevidst eller ubevidst, at integrere divergerende filosofiske og religiøse traditioner.
Synkretisme findes i alle religioner i den forstand, at alle religioner bærer præg af at være udsprunget fra en bestemt tid og et bestemt samfund med dets religiøse og kulturelle forudsætninger.
Danskernes fejring af julen har elementer af både den hedenske fest ved vintersolhverv og den kristne jul.
Mest udbredt var synkretismen i hellenismen, hvor der var tradition for at sammenblande græske, romerske, ægyptiske og orientalske guder og tanker. Derfor findes der visse gennemgående træk i stort set alle de hellenistiske religioner
Synkronisering.
Synkronisering er det at gøre ting samtidig, eller at bringe flere hændelser til at ske i et tidsmæssigt afhængigt forhold.
Det var til justering af synkroniseringskredsløbene for henholdsvis linjerne (i billedet) og selve billedet. Fjernsynssignalet indeholder nemlig nogle synkroniseringspulser, så tv-apparatet selv kan finde ud af at begynde et nyt delbillede på det rigtige tidspunkt, og at hver linje tegnes på det korrekte tidspunkt. Uden denne synkronisering vil billedet 'vælte' eller 'rulle'. I dag er denne manuelle justering unødvendig på grund af forbedrede konstruktioner, der bedre kan 'låse' sig fast på synkroniseringspulserne.
Der finder synkronisering sted i mange elektroniske og mekaniske processer.
Synonym.
Et synonym (gr. "syn"-samme, "onymon"-navn) er et ord med samme eller næsten samme (nærsynonym) betydning som et andet. I ældre dansk sprog blev ordet "samnavn" også brugt som betegnelse for et synonym. Det modsatte af et antonym.
I naturligt, levende sprog kan man næppe finde fuldstændigt synonyme ord, da synonymer ofte har forskellig klang, forskellige konnotationer og benyttes forskellige sammenhænge.
Eksempler.
Synonymer for "hus" kunne være "bebyggelse", "bolig", "bygning", "ejendom", "villa".
I den amerikanske komedieserie venner, da Joey skal skrive en anmeldelse af Chandler og Monicas forældreegenskaber, brokker han sig over, at han ikke kan nogle kloge ord. Ross lærer ham derfor at bruge synonymordbogen på en computer. Joey overreagerer dog helt vildt, og hans anmeldelse mister fuldstændig sin betydning. For eksempel bliver sætningen:" De er to varme mennesker med store hjerter," til"De er to tropiske Homo Sapiens med velvoksne iltpumper."
Syntaks.
Inden for sprogvidenskaben er syntaks studiet af regelmæssigheder i sætningsdannelse. Ordet anvendes også til at referere til det sæt af regler, der knytter sig til et givent sprog.
Der eksisterer en væsentlig synergi imellem traditionel sprogvidenskab, som beskæftiger sig med regelmæssigheder i naturlige sprog, og datalogien, hvor det er formelle sprog, der studeres.
Syntaksanalyse er et anvendeligt redskab, eksempelvis til lærere, hvor man arbejder med sætningsvariationer. Dette værktøj giver større mulighed for individuel vejledning til eksempelvis den enkelte elev i folkeskolen.
Generelt handler syntaks om, hvordan en sætning er opbygget. De enkelte ord er bundet sammen i sætninger, der har et betydningsbærende syntaktisk forhold til hinanden. Når man laver en syntaksanalyse, bruger man et skema (helsætnings- eller ledsætningsskema) til at sætte hhv. hel-og ledsætninger ind i (der findes tre forskellige ledsætninger: nominelle-, adjektiviske- og adverbielle). Sætningen deles op i verbal, subjekt og objekt, og man ser primært på, om forfeltet er varieret. Ved et varieret forfelt og sprogbrug bliver teksten lettere og mere alsidig at læse. Man kan, udover at sætte sætninger ind i et sætningsskema, også se på referent-og sætningskoblinger, kohærens og kohæsion. Her dykker man ned i tekstens mikro- og makroniveau.
Synæstesi.
Oplever alle mennesker former for synestesi? Det ser ud til at vi kobler lyd og form på en måde som ikke er tilfældig. I et stammesprog kaldes den ene af disse former buba og den anden kiki. Hvilken er hvilken? Bestem dig herfor og klik på billedet for at se hvad det mest almindelige svar er.
Synæstesi (af gr. "syn"-, "sam-", og "aesthesis", "sansning") er i psykologien betegnelsen for en blanding af forskellige typer af sanseindtryk. Mennesker kan f.eks. høre farver, se lyde og smage berøringer. En udbredt form for synæstesi er at se bogstaver og tal i farver. Synæstesi er således et sanseindtryks fremkalden af fornemmelse fra andet sanseområde.
Systemadministrator.
I computerterminologi er en systemadministrator en person der har adgang til at rette i systemets opsætning, oprette nye brugerkonti på maskinen og lignende. Systemadministratorens konto er "root" under UNIX-lignende systemer. I store organisationer vil opgaverne typisk være fordelt på flere personer, så der for eksempel er en der er ansvarlig for netværk mens andre har ansvar for servere eller brugersupport.
Systemfil.
En "systemfil" er i computerterminologi en fil, eventuelt et program, som brugeren ikke bør ændre. Oftest sker dette ved at brugerrettigheder ikke giver mulighed for at lave ændringer.
Syvende Dags Adventistkirken.
Syvende Dags Adventistkirken er et kristent trossamfund med rødder i de store vækkelser i USA og Europa i første halvdel af 1800-tallet. Formelt blev kirken stiftet i Battle Creek i staten Michigan i 1863, og den første menighed i Danmark blev til i Alstrup i 1878 under vejledning af dansk-amerikaneren John Gottlieb Matteson.
Navnet "syvendedags-adventisterne" – eller i daglig tale: "adventisterne" – skyldes, at bevægelsens doktrin foreskriver, at ugens syvende dag, lørdagen, er hviledag (sabbat). Bibelens profetier om endetiden og Jesu genkomst har en central plads i undervisningen og er drivkraften bag adventisternes mission. Kirken praktiserer voksendåb. Kirkens medlemmer tilskyndes til at føre en sund livsstil med vegetarisk kost og afholdenhed fra alkohol, tobak og koffein. Man følger gammeltestamentlige kostregler og spiser således bl.a. ikke svinekød og krybdyr.
Adventister giver tiende af deres indkomst til kirken, for at dennes funktioner kan opretholdes.
I Danmark har adventisterne ca. 2.500 medlemmer fordelt på godt 40 menigheder rundt om i landet.
Der findes i Danmark desuden et beslægtet spejderkorps med betegnelsen Adventistspejderne. Adventisterne driver herhjemme også friskoler, efterskolen/gymnasiet Vejlefjordskolen samt plejehjem.
Ved generalforsamlingen maj 2007 valgtes Bjørn Ottesen som formand for den danske del af kirken, og han blev genvalgt i 2010.
På verdensplan har bevægelsen omkring 14 millioner døbte medlemmer og 25 millioner kirkegængere hver lørdag. Bevægelsen har egen nødhjælpsorganisation ADRA / ADRA Danmark og driver også hospitaler og sanatorier.
Sølv.
Sølv (latin: "argentum") er det 47. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Ag: Under normale tryk- og temperaturforhold fremtræder dette overgangsmetal som et skinnende blankt hvidt metal.
Egenskaber.
Sølv er et formbart og relativt blødt metal (blot en anelse hårdere end guld), som kan poleres til en spejlblank glans. Dets lyse farve skyldes metallets gode evne til at tilbagekaste lys; på dette felt overgåes sølv kun af aluminium indenfor visse synlige bølgelængder. Sølv indtager også rekorden blandt alle metaller i både varmeledning og elektrisk ledningsevne.
Sølv reagerer ikke med rent vand eller atmosfærisk luft, men bliver anløbent hvis vandet eller luften er forurenet med ozon eller svovlbrinte. I kemiske forbindelser optræder sølv almindeligvis med oxidationstrin +1, men det ses også med trinene +2 og +3.
Anvendelser.
Ud af verdensproduktionen af sølv i 2001 gik 40 procent til industrielle formål, 33 procent til fremstilling af smykker, 24 procent til fotografiske artikler, og blot 3 procent til mønter og medaljer.
Sølv som ædelmetal.
Sølv har længe været anvendt som ædelmetal til fremstilling af kostbare genstande der afspejlede deres ejers rigdom og status. Smykker og sølvtøj fremstilles traditionelt af sterlingsølv, som består af 92,5% rent sølv og 7,5% andre metaller, almindeligvis kobber: Denne legering er hårdere end det rene sølv, og smelter ved en lavere temperatur end både sølv og kobber "for sig". En anden tilsvarende sølvlegering er britanniasølv, som indeholder 95.84% sølv mens de resterende 4,16% igen typisk udgøres af kobber. En tredje, patenteret sølvlegering, argentium-sterlingsølv, indeholder germanium og er modstandsdygtig overfor misfarvning når det udsættes for ild og/eller høje temperaturer.
Sølv som betalingsmiddel.
I Lydien brugte man omkring 700 f.Kr. mønter lavet af elektrum, en naturligt forekommende legering af sølv, guld og små mængder kobber og andre metaller – først senere raffinerede man "rent" sølv og brugte dette til mønter. I dag bruger mange lande en sølvstandard som "målestok" for penge-værdier, og på mindst 14 sprog bruger man samme ord for "sølv" og "penge", og "pundet" i engelske pund refererer til at denne mønthenhed oprindeligt svarede til ét "troy pound" sølv. ISO 4217-standarden, der fastlægger standardiserede forkortelser for verdens forskellige valutaer, omfatter også en forkortelse for sølvbarrer: XAG.
Tekniske anvendelser.
I legeringer til brug ved slaglodning og lodning indenfor elektronikken indgår sølv, i sidstnævnte tilfælde blandt andet på grund af dets gode elektriske ledeevne.
Mens almindelige spejle normalt anvender et lag af aluminium til at danne den spejlende flade, bruger man i stedet sølv i spejle til krævende opgaver: Sølv (eller undertiden guld) bringes til at fordampe, hvorefter det deponeres som et tyndt lag på den ene side af en glasplade. Ved at anvende et særlig tyndt metallag får man "tonede" ruder der lader en del af lyset gå igennem, mens resten reflekteres som i et "normalt" spejl.
Sølv fungerer også som katalysator for iltningsprocesser, for eksempel fremstillingen af formaldehyd ud fra metanol og luft ved brug af krystaller eller "ark" af 99,95 procent rent sølv. Dertil er sølv formodentlig den eneste katalysator der kan ilte etylen til etylenoxid; en vigtig reaktion i fremstillingen af polyester.
Film og fotografering.
Visse sølvforbindelser, herunder sølvnitrat og forbindelser mellem sølv og halogener, er lysfølsomme og kan fastholde et "aftryk" af lys og anden stråling der falder på dem: Denne egenskab udnyttes i film, fotopapir og tilsvarende artikler.
Elektriske anvendelser.
Selv om sølv leder elektrisk strøm marginalt bedre end kobber, er prisen normalt for høj til at det kan betale sig at udnytte det i elektriske ledninger. Men under 2. verdenskrig udnyttedes sølvs gode ledeevne i elektromagneter i forbindelse med berigning af uran, primært fordi kobber var en mangelvare på det tidspunkt. En anden undtagelse er kabler til hi-fi-udstyr, om end fordelene ved at bruge sølv frem for kobber her er tvivlsomme. I elektriske kontakter til brug med høje elektriske spændinger bruges sølv-cadmium-oxid, da dette stof er modstandsdygtigt over for de lysbuer der dannes når sådanne kontakter sluttes og brydes.
Medicinske anvendelser.
Sølv udviser den samme giftighed overfor en lang række bakterier, vira, alger og svampe som andre tungmetaller som bly og kviksølv, men er modsat disse metaller ikke giftig for mennesker, og kan derfor slå mange af disse mikroorganismer ihjel in vitro. Dertil er det, modsat antibiotika, meget få mikroorganismer der kan udvikle resistens overfor sølv. Præcis hvordan sølvet "bærer sig ad" med dette er endnu ikke helt klarlagt, men der findes visse teorier der søger at forklare årsagen.
Lægevidenskabens grundlægger Hippokrates beskrev sølvs helende og sygdomsbekæmpende egenskaber, og at fønikerne brugte beholdere af sølv til vand, vin og eddike for at forlænge indholdets holdbarhed. Tilsvarende puttede sømænd på lange togter til søs sølvmønter i tønder med vand og vin, og i begyndelsen af det 20. århundrede puttede folk ofte en sølvmønt i flaskerne med mælk, i begge tilfælde med det formål at forlænge holdbarheden. Sølvets mikrobedræbende virkning er naturligvis også en oplagt fordel i forbindelse med bestik og smykker af sølv.
Under 1. verdenskrig havde man held med at bekæmpe og behandle infektioner med sølvnitrat; dette var før antibiotika blev opfundet, om end dette stof siden hen blev afløst af sølvsulfadiazin; et stof der desuden blev brugt som "standard-behandling" af alvorlige brandsår helt til slutningen af det 20. århundrede. I dag suppleres behandlingen med sølvholdige forbindinger.
Antibiotika "overtog" hurtigt behandlingen mange af de infektioner man tidligere havde brugt sølvholdige forbindelser imod, men på det seneste har der været fornyet interesse for sølv som bredspektret anti-mikrobielt middel, for eksempel i sølvholdige biologiske polymerer til behandlingen af sår, og glas med sølvoverflade til bakteriedræbende hospitalsudstyr.
Sølvholdige opløsninger og andre produkter lanceres også som alternativ medicin mod en lang række dårligdomme: Selv om de fleste er uskadelige, er der tilfælde af at overdreven brug af disse midler har ført til argyria; "sølvforgiftning".
Beklædning.
Sølvs antimikrobielle virkning udnyttes også i antibakterielt tøj, hvor man dels kan indlejre sølv-ioner i de polymerer klædet er lavet af, og dels forsyne "almindelige" tøjfibre med et overfladelag af sølv. I begge tilfælde bekæmpes væksten af en lang række bakterier og svampe, samtidig med at sølv ikke generer bærerens hud.
Fødevarer.
I Indien kan man finde fødevarer, specielt slik, som er dekoreret med et tyndt lag sølv på overfladen, kaldet "vark": Denne anvendelse klassificeres som et farvestof i E-nummer-systemet, hvor sølv har nummer E-174. I Australien er brug af sølv i fødevarer forbudt.
Forekomst og udvinding.
Frit sølv og sølvholdige mineraler findes ofte sammen med kobber.
Sølv findes i naturen dels som "frit", metallisk sølv, ofte "i selskab" med andre stoffer som svovl, arsen, antimon og klor, samt i kemisk forbindelse med andre stoffer i forskellige mineraler. Den væsentligste kilde til sølv er malme af kobber, nikkel, guld, bly og zink, som udvindes i Mexico, Peru, Kina og Australien. I Peru og Mexico har man udvundet sølv siden 1546.
Sølv udvindes også som et "biprodukt" af udvindingen af andre metaller, herunder kobber og bly. Kommerciel finsølv har almindeligvis en renhed på 99,9%, men fås også i en renhed op til 99,999%.
Historie.
Mennesket har kendt til sølv siden forhistorisk tid: Det nævnes i Første Mosebog, og slaggedynger fundet i Lilleasien samt på øer i det Ægæiske Hav tyder på at man disse steder har skilt sølv fra bly allerede 4000 år før Kristus.
Prisen på sølv.
Verdensproduktionen af sølv de seneste 100 år. Klik for større billede.
Vægt for vægt ligger sølv prismæssigt mellem det cirka 70 gange billigere kobber, og det cirka 50 gange dyrere guld. Indtil de store forekomster i "den nye verden" i nord- og Sydamerika blev opdaget, var sølvprisen højere; mellem en sjettedel og en tolvtedel af prisen på guld. I løbet af de sidste 100 år har prisen svinget voldsomt som følge af blandt andet skiftende industrielle behov. I 1980 nåede sølvprisen rekordhøjder med 49,45 amerikanske dollar per troy ounce, men ved udgangen af 2001 var prisen for samme mængde faldet til blot 4,15 dollars, for så at stige igen til 15,21 $/ounce i maj 2006.
Symbolik.
Sølv forbindes med månen, på grund af farven, og dermed med måneguddommene og hører til Jomfru Maria.
Det blev tidligere forbundet med borgerlig velstand.
I Mexico kaldtes det hvidt gøgemøg og betragtedes som månegudens udsondring.
I alkymistiske tekster forbindes sølv med måneguden Luna.
Romerske præster gravede sølvstatuer ned for at holde barbarfolket borte. I folketroen anså man sølv som dæmon-afværgende. Sølvkugler i geværer kunne såre og dræbe vejrhekse.
Det ældste sølvfund i Norden er Gundestrupkedlen fra Himmerland, som vejer næsten 9 kg.
I drømme symbol på positive kvindelige værdier, i mænds drømme for animaen. I auraen repræsenterer sølv stor styrke, original og rensende kraft.
Astrologisk hører sølv til stjernetegnet krebsen.
Heraldisk er sølv som regel synonymt med hvid - dog ses de to undertiden som hver sin tinktur i iberisk heraldik.
Nummer to i de Olympiske Lege og ved mesterskaber får sølvmedaljer.
Sølvbryllup afholdes efter 25 års ægteskab.
Isotoper af sølv.
Naturligt forekommende sølv består for 51.839 procents vedkommende af isotopen 107Ag, og 48.161 procent af isotopen 109Ag. Dertil kendes 28 radioaktive sølvisotoper, hvoraf 105Ag (med en halveringstid på 41,29 døgn), 111Ag (halveringstid 7,45 døgn) og 112Ag (halveringstid 3,13 timer) er de mest "langlivede". De øvrige sølvisotoper har alle halveringstider på mindre end en time, og de fleste under 3 minutter. Dertil findes der talrige nukleare isomerer af sølv, hvoraf 108mAg har den længste halveringstid; 418 år.
Sønderjyllands Symfoniorkester.
Sønderjyllands Symfoniorkester blev landsdelsorkester i 1963, men rødderne går dog helt tilbage til 1936, hvor organist Haakon Elmer overtog et strygeorkester. I 1941 omdannedes det til Sønderborg Symfoniske Orkester og blev i 1946 igen omdannet til den selvejende institution, som blev grundsten til det nuværende symfoniorkester.
Orkestret består i dag af 66 musikere og har omkring 160 arrangementer om året, som omfatter symfonikoncerter, kirke-, skole-, gymnasie-, plejehjems- og familiekoncerter, fælleskoncerter med "Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester", koncerter med lokale amatørkor og Den Jyske Operas forestillinger i landsdelen nord og syd for grænsen.
Orkestret har til huse i det nye universitetscenter Alsion ved havnen i Sønderborg. Alsion rummer en koncertsal, der er enestående derved, at den er designet specifikt til symfonisk musik - orkestret råder dermed over en koncertsal, der af eksperter er blevet kaldt den bedste i Danmark til klassisk musik.
Følgende har været/er chefdirigenter: Carl von Garaguly (1965 - 1980), Iona Brown (1997 - 2002), Niklas Willén (2002 - 2006) og Vladimir Ziva (2006 -).
Orkesterchefer: Leif V.S. Balthzersen, som p.t. fungerer som musikchef i Aarhus Symfoniorkester, (1995 - 2000), Henrik Wenzel Andreasen (2000 - 2006) og Claus Skjold Larsen (2006 -)
Bestyrelsesformand for orkestret er Anna Margrethe Ikast.
Søren Gyldendal-prisen.
Søren Gyldendal-prisen er en dansk litteraturpris, der har været uddelt hvert år af Søren Gyldendal Fonden siden 1958. Prisen er opkaldt efter grundlæggeren af Gyldendal, Søren Gyldendal og uddeles årligt på hans fødselsdag 12. april.
Prisen gives fortrinsvist til forfattere, der står "midt i en stærk og særpræget skabergerning", som det hedder i prisens fundats. Der skiftes fra år til år mellem skønlitterære og faglitterære forfattere. Oprindeligt var prisen på 10.000 kr. men den steg i 1991 til 100.000 kr. I 2001 steg prisen atter, til 150.000 kr. og siden 2009 har prisen været på 200.000 kr.
Table d'hôte.
Table d'hôte er når måltiderne på et hotel indtages på et fast klokkeslæt, hvor gæsterne sidder samlet omkring et stort bord.
I Danmark forbindes det oftest med et pensionat.
Table d'hôte betyder blot fællesbord på dansk.
Tage Skou-Hansen.
Tage Skou-Hansen (født 12. februar 1925 i Fredericia) er en dansk forfatter.
Han debuterede i 1957 med romanen "De nøgne træer" og har siden modtaget en lang række priser for sit omfattende forfatterskab.
Tage Skou-Hansen var søn af en bankdirektør og voksede op i Vestjylland og senere Kolding. Han blev student fra Marselisborg Gymnasium i 1942. Efter gymnasiet studerede han almindelig og sammenlignende litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og blev mag.art. i 1950. Han arbejdede i perioden 1958-1967 på Askov Højskole. Tage Skou-Hansen modtog i 1978 Det Danske Akademis Store Pris, og har siden 1982 været medlem af Det Danske Akademi.
Taiwan (ø).
Taiwan (tidligere Formosa, traditionel kinesisk 臺灣, forenklet 台湾, pinyin: Táiwān; taiwansk: Tâi-oân) er en ø øst for det kinesiske fastland, der nu udgør størstedelen af Republikken Kina, skilt af det 120-170 km brede Fukien stræde eller Formosa stræde.
Kinas nationalistregering, der havde regeret hele Kina siden 1911, flygtede, med Chiang Kai-shek i spidsen, til Taiwan i 1949 efter at være slået af kommunisterne i den kinesiske borgerkrig.
Tidligere blev Taiwan, på europæisk, kaldt Formosa.
Indtil 1971 var Taiwan, under betegnelsen Kina, permanent medlem af FNs sikkerhedsråd.
Takkelage.
Takkelage er et maritimt udtryk, der dækker alt skibets stående og løbende gods: Master, bomme, vanter, stag, fald og skøder. Takkelage deles i stående og løbende gods; førstnævnte tjener til masters og stængers forstøtning, sidstnævnte til manøvrering med og betjening af ræer og sejl.
Takt og Tone.
Takt og Tone er titlen på en bog udgivet af Emma Gad i 1918, hvor hun lærer borgerskabet "hvordan vi omgås". Hendes ofte gentagne pointe er, at når samværet foregår mellem hensynsfulde mennesker, så er "takt og tone" ikke nødvendig. Det er de ligeglade, egoistiske eller direkte hensynsløse, der skaber behovet for en formel etikette.
Tamperdag.
Navnet på tamperdag har intet at gøre med at tampe, det vil sige at slå med en tamp (et reb). Første led, "tamper," har vi fra plattysk "tamper, temper," forkortet af "quatemper," "kvartal", der har optrådt i dansk som "kvatember."
Baggrunden for både "tamperdag" og "kvatember" er en forkortelse og omdannelse af det latinske "jejunia quattuor temporum," det vil sige de fire fastedage, en ved hvert kvartals begyndelse i den katolske kirke. På "tamperdag" kunne man tage varsel af vejret frem til næste "tamperdag", men først og fremmest holdtes der rundt om i landet den særlige domstol tamperretten. Som det hedder i Christian Vs Danske Lov (1683): "I ægteskabssager dømmes på de fire tamperdage om året".
Årets fire "tamperdage" varierer efter kirkeårets kalenderen og var i år 2006, den 8. marts, 7. juni, 20. september og 20. december.
Tanganyikasøen.
Tanganyikasøen er en stor Sø i Afrika med et areal på 32.000 km². Største dybde 1.471 m.
Den antages at være den næstældste og næstdybeste sø i verden efter Bajkalsøen i Sibirien.
Søen er delt mellem fire lande: Burundi, Den Demokratiske Republik Congo, Tanzania og Zambia, med Congo (45%) og Tanzania (41%) som de, der har størsteparten af søen.
Tanganyikasøen blev først opdaget af europæere i 1858, da de opdagelsesrejsende Richard Burton og John Speke nåede den mens de ledte efter Nilens kilder. Speke fortsatte og fandt til slut kilden, Victoriasøen.
Flere arter er endemiske for Tanganyikasøen, deriblant mange Cichlider.
Tannhäuser.
"Tannhäuser und der Sängerkrieg auf Wartburg" er en opera i tre akter med musik og tekst af Richard Wagner. Operaen er baseret på de germanske legender om sangerkrigen på Wartburg Slot: "Die Mähr von dem Ritter Tannhäuser", "Der Sängerkrieg auf der Wartburg" og "Die heilige Elisabeth". Historien handler om kampen mellem helligt og profant og forløsning gennem kærlighed (et tema, der løber gennem næsten alle Wagners modne værker).
Tannhäuser var en historisk person (født omkring 1200), en minnesanger, af hvem man har bevaret flere letsindige og glade kærlighedsballader samt en angrende "Busslied" (bodssang), der afviger stærkt fra dem i stemning. Man ved intet sikkert om Tannhäusers liv, men mener, at han har foretaget en rejse til Jerusalem som enten korsfarer eller pilgrim. Også de øvrige minnesangere i operaen er historiske: Walther von der Vogelweide regnes for den største tyske middelalderdigter og Wolfram von Eschenbach for den største epiker. Han skrev verseposet "Parzival", der dannede grundlag for Wagners egen Parsifal.
Den oprindelige version.
Heinrich Heine havde inspireret Wagner til Der fliegende Holländer, og Wagner trak på samme kilde til handlingen i "Tannhäuser". Heines digt "Elementargeister" fortæller om Venus' lokkende grotte og blev offentliggjort i 1837 i "Die Salon". Wagner benyttede desuden materiale fra E.T.A. Hoffmann og Ludwig Tieck. Wagner skrev et prosaudkast til "Tännhauser" mellem juni og juli 1842 og havde udarbejdet en libretto i april 1843.
Librettoen til "Tannhäuser" kombinerer den tyske operas mytologiske elementer med den franske grand opéras middelalderhistorie. Wagners plot involverer det 14. århundredes minnesanger og myten om Venus og hendes rige Venusbjerg. Både det historiske og mytologiske er forenet i Tannhäusers personlighed; selv om han er en historisk digterkomponist, ved man kun lidt om ham udover de myter, der omgiver ham. Halvdelen af operaen foregår i historiske rammer, mens den anden halvdel finder sted i det mytologiske Venusbjerg.
Wagner begyndte at komponere musikken under en ferie i Teplitz i sommeren 1843 og afsluttede det fulde partitur den 13. april 1845. Operaens berømte ouverture, der ofte spilles separat som et koncertstykke, blev skrevet til sidst. Instrumenteringen viser tegn på lån fra fransk operastil. Partituret foreskriver brug af blæsere på scenen; Wagner bruger dog tolv tyske valdhorn. Wagner bruger desuden harpe, som også er et populært instrument i fransk opera.
Dresdenpremieren.
Den første forestilling blev givet på Det Kongelige Teater i Dresden den 19. oktober 1845. Komponisten Ferdinand Hiller, dengang en ven af komponisten, bistod med forberedelserne til den musikalske produktion. Rollen som Elisabeth blev sunget af Wagners niece Johanna Wagner. Wagner havde haft til hensigt at holde premieren på hendes 19-års-fødselsdag den 13. oktober, men hun blev syg, og forestillingen måtte udsættes seks dage. Venus blev først sunget af Wilhelmine Schröder-Devrient, og titelrollen blev varetaget af Joseph Tichatschek. Forestillingen blev dirigeret af komponisten selv. "Tannhäuser" var ikke den succes, Rienzi havde været, og Wagner begyndte næsten med det samme at ændre slutning og arbejdede med partituret i 1846 og 1847.
Denne version af operaen, der blev revideret til offentliggørelse i 1860 (herunder med nogle ændringer i det endelige partitur) kendes som "dresdenversionen".
Pariserversionen.
Wagner ændrede operaen væsentligt i forbindelse med opførelsen på operaen i Paris i 1861 som ønsket af den franske kejser Napoleon III på foranledning af Pauline von Metternich, der var hustru til Østrigs ambassadør i Paris. Denne revision danner grundlag for, hvad der nu er kendt som "pariserversionen".
Wagner havde oprindeligt håbet, at værket kunne få parisisk premiere på Théâtre Lyrique, men da det skulle opføres på operaen var komponisten forpligtet til at indføje en ballet i partituret i henhold til husets traditioner. Wagner gik ind på denne betingelse, da han mente, at en succes på operaen ville være en vigtig mulighed for at genetablere sig efter sit eksil fra Tyskland. Men i stedet for at spille balletten i anden akt, som traditionen foreskrev, valgte han at placere den i første akt, hvor det gav dramatisk mening, idet dansen skulle repræsentere det sensuelle i Venus' rige: Dansen var udtryk for et bakkanal.
Pariserpremieren.
"Tannhäuser" blev først opført i Paris den 13. marts 1861. Komponisten havde været dybt involveret i forberedelserne, og der havde været afholdt 164 prøver, men et alvorligt angreb på operaen var blevet planlagt af medlemmerne af den velhavende og aristokratiske "Jockey Club". De havde for vane at ankomme til operaen før balletten i anden akt og så ofte forlade huset, når balletten var forbi. De protesterede mod Wagners ballet første akt, da dette betød, at de for at se balletten måtte være til stede fra begyndelsen af operaen. Desuden brød de sig ikke om Prinsesse von Metternich, der havde fremmet forestillingerne, og hendes hjemland Østrig. Medlemmerne af klubben førte an i protesterne fra tilskuerrækkerne med fløjter og piber. Ved den tredje opførelse den 24. marts, førte tumulterne til flere afbrydelser på op til femten minutter ad gangen. Wagner fik derfor taget operaen af plakaten efter den forestilling. Wagner opgav da håbet om at etablere sig i Paris, der på daværende tidspunkt var operaverdenens centrum.
Et par yderligere ændringer blev indført i "Tannhäuser" før en forestilling i Wien i 1875, der blev gennemført under Wagners tilsyn. Wienerversionen er den version, der normalt anvendes, hvis man ikke spiller dresdenversionen.
Wagner var utilfreds med operaen. Tre uger før han døde, bemærkede hans kone Cosima i sin dagbog: "Han siger, at han stadig skylder verden en "Tannhäuser" (23. januar 1883).
Første akt.
Venusbjerget (Hörselberg, "Frau Holda", i Thüringen i nærheden af Eisenach), hvor Tannhäuser holdes fangen af sin kærlighed til Venus. Operaen åbner med en ballet, der illustrerer et bakkanal i Venusbjerget. Efter orgiet længes Tannhäuser efter frihed, forår og lyden af kirkeklokker, men han samler atter sin lyre op og hylder gudinden i en lidenskabelig kærlighedssang, som han afslutter med et oprigtigt ønske om at få lov til at gå. Da Venus igen forsøger at charmere ham, erklærer han: "Mein Heil liegt in Maria!". Disse ord bryder stedets vanhellige magi, og Venus og hendes ledsagere forsvinder, og Tannhäuser befinder sig pludselig lige under Wartburg. Det er forår, en ung hyrde sidder på en klippe og spiller en ode til foråret; pilgrimme går i en procession forbi Tannhäuser, som står ubevægelig, hvorefter han synker i knæ, overvundet af taknemmelighed. Han opdages af landgreven og hans følgesvende, Wolfram, Walter, Biterolf, Reinmar og Heinrich. De byder glade den unge sanger velkommen, som oprindelig var flygtet fra hoffet, fordi han skammede sig over at være blevet overgået i en sangkonkurrence. Han nægter indledningsvis at slutte sig til dem, men da Wolfram oplyser ham om, at hans sang har vundet Elisabeth for ham, formildes han og følger landgreven og sangerne til Wartburg.
Anden akt.
Wartburg-hallen. Elisabeth har levet isoleret fra verden, siden Tannhäuser forsvandt. Da hun hører om hans tilbagevenden, accepterer hun glad at være til stede ved en præmiesangkonkurrence og kommer ind i hallen. Wolfram fører Tannhäuser til hende. Han elsker hende, men tør ikke fortælle hende det onde, han har gjort. Landgreven og Elisabeth modtager gæsterne, der er kommet for at overvære konkurrencen; de er adelsmænd i rige dragter. Landgreven kundgør, at emnet for sangkonkurrencen bliver "kærlighedens vækkelse". Elisabeth vil indfri et ønske for sejrherren, uanset hvad det måtte være. Wolfram synger som den første og erklærer, at kærlighed er som en ren strøm, der aldrig må forstyrres. Tannhäuser svarer, at han kun finder den højeste kærlighed i sansernes tilfredsstillelse. De øvrige sangere støtter Wolfram. Tannhäuser svarer hver enkelt og til sidst i stigende spænding svarer han Wolfram med en kærlighedssang til Venus, og erklærer, at hvis riddere ønsker at kende kærligheden, som den er, så skal de tage til venusbjerget. Alle kvinderne undtagen Elisabeth forlader salen i rædsel, og ridderne trækker sværdene mod Tannhäuser. Elisabeth beskytter ham, og da han udtrykker sin anger, tillader landgreven ham at slutte sig til en gruppe af pilgrimme, der skal til Rom, hvor han måske kan få tilgivelse fra paven.
Tredje akt.
Den sidste scene i "Tannhäuser". Bayreuth, 1930.
Dalen i Wartburg om efteråret. Orkestermusikken beskriver Tannhäusers pilgrimsfærd. Elisabeth, der ledsages af Wolfram, falder på knæ i bøn. Hun spørger de tilbagevendende pilgrimme efter nyheder om Tannhäuser, men forgæves. Endnu en gang beder hun indtrængende og vender fortvivlet tilbage til Wartburg. Wolfram, der elsker hende med trofast hengivenhed, har en forudanelse om hendes død. ("O du, mein holder Abendstern"). Han ser en vaklende pilgrim i revet tøj for sig. Det er Tannhäuser, som fortæller Wolfram, at paven afviste hans bøn om syndsforladelse og erklærede, at chancerne for at blive tilgivet ikke er større end chancerne for at pavens stok skulle begynde at spire. Tannhäuser søger nu fortvivlet tilbage til bjerget og kalder på Venus, som dukker op og byder ham velkommen tilbage til sin hule. Pludselig får Wolfram øje på et ligtog på vej ned af bakken og ser de sørgende bære Elisabeths lig på en båre. Tannhäuser løber til hendes side og kollapser med ordene: "Heilige Elisabeth, bitte für mich!" ("Hellige Elisabeth, bed for mig!"). De yngre pilgrimme kommer ind og meddeler, at pavens stok er begyndt at spire. Tannhäuser har opnået Guds tilgivelse.
Tante.
En tante er en persons morbrors eller farbrors kone, som altså kun er juridisk, men ikke genetisk beslægtet med personen.
I nogle familier bruger man også ordet "tante" for en persons faster og moster, der er genetisk beslægtet med personen.
Tartu.
Tartu (svensk og tysk historisk "Dorpat") er med 101 297 indbyggere (2004) på 38,8 kvadratkilometer Estlands næststørste by, grundlagt i 1030. Tartu var et vigtig handelscentrum i middelalderen, og byen var medlem af Hanseforbundet. I modsætning til Tallinn, som i dag er landets politiske og økonomiske hovedstad, gælder Tartu som Estlands intellektuelle og kulturelle centrum. Frem til 1900-tallet havde den Tyske Orden stor indflydelse på kultur, religion, arkitektur, uddannelse og politik.
I 1500-tallet kom Tartu under polsk herredømme og en jesuitisk grammatikskole blev oprettet i 1583. Efter den svensk-polske krig i 1600-tallet blev byen svensk. I 1632 grundlagde den svenske konge Gustav 2. Adolf Tartus universitet. Blandt personalet og studenterne var mange af balttysk oprindelse. I 1721 blev byen russisk. Efter 1. verdenskrig blev Tartu og hele Estland uafhængig. I 1940 blev Tartu besat af Rusland og først i 1991 blev Estland igen en uafhængig stat.
Tasmanien.
Tasmanien er en australsk ø, beliggende 240 km syd for den østlige del af kontinentet og adskilt fra det af Bass-strædet. Tasmanien har et indbyggertal på 456.652 (2001) og et areal på 68.332 km². Hovedstaden og den største by hedder Hobart.
Tasmanien er opkaldt efter den hollandske admiral Abel Tasman, som var leder af den ekspedition, som opdagede landområdet. Før 1858 hed øen Van Diemen's Land.
Kronprins Frederiks hustru, kronprinsesse Mary (døbt: Mary Donaldson), er født i Tasmanien.
Øen er hjemsted for den tasmanske djævel, samt den nu uddøde tasmanske tiger
Tatar (mad).
Tatar er skrabet råt oksekød. Retten er opkaldt efter det tyrkisk talende folk, tatarerne.
Tekst.
Tekst er skrift. Kombinationer af tegn kædet sammen til først ord og så sætninger. I den vestlige kulturkreds anvendes oftest det latinske alfabet, i Østeuropa det kyrilliske, i Orienten det arabiske og i østasiatiske sprog anvendes systemer af komplekse skrifttegn.
Tekster bliver i daglig tale tit identificeret med det medie, de fremstår i, og som sådan er begrebet en meget fleksibel størrelse. En tekst er her f.eks. en bog, et brev eller en avis. Den kan også være en del af en større tekst, f.eks. en nærmere afgrænset del af bogen (i forskellige former for antologier og samlinger) et bestemt afsnit i brevet (eller f.eks. et bilag til brevet) eller en enkelt artikel i avisen.
Selvom det måske virker sådan, når man ser tekst på tryk, så "er" en tekst ikke nogen særlig endelig eller "absolut" størrelse. Den har så godt som altid været genstand for kraftig versionering inden den bliver til som trykt tekst, og den vil også ofte blive omredigeret igen ved senere fremstillinger. Et faktum der ikke mindst er blevet sat i relief af den teknologiske udvikling.
Med fremkomsten af hypertekst eller elektronisk tekst er den bløde, pragmatiske dagligdagsforståelse af tekstbegrebet kommet under pres, bl.a. fordi tekst her får afmonteret skinnet af statiske størrelse. Den elektroniske tekst er netop først og fremmest kendetegnet ved at være evig foranderlig. Det stiller anderledes krav til både de, der skriver tekster, og til de læsere som benytter dem.
Når man arbejder mere specifikt med tekster opdeles de traditionelt i genrer.
Temperatur.
a> fra dens atomer når de bevæger sig.
Temperatur er det fysiske udtryk for hvor kolde eller varme ting er, eller mere præcist; hvor meget termisk energi de indeholder. Temperatur kan måles på forskellige måder, men generelt kaldes et instrument til måling af temperatur for et termometer.
Gennem tiderne er der blevet brugt en lang række forskellige temperaturskalaer, hvoraf man i Danmark og det meste af Europa kender og primært anvender celsius-skalaen. Dertil findes fahrenheit-skalaen, som bruges i engelsktalende lande, samt réaumur- og rankine-skalaerne. I mange teknisk-videnskabelige sammenhænge anvendes den såkaldte kelvin-skala, som i modsætning til de andre skalaer ikke er en grad-skala. En temperatur udtrykt i kelvin omtales også som "absolut temperatur".
Termisk energi i stoffet.
Hvis en stofansamling rummer en vis mængde termisk energi, vil stoffets atomer eller molekyler bevæge sig - jo højere temperatur, desto mere bevægelse. Da atomerne/molekylerne ikke kan "sidde mere stille" end det at være helt ubevægelige, findes der en nedre grænse for temperatur: Denne grænse kaldes for "det absolutte nulpunkt", og udtrykt på celsiusskalaen ligger dette punkt ved -273,15 °C.
I gasser er temperaturen direkte proportional med de enkelte atomers/molekylers gennemsnitlige bevægelsesenergi.
Læren om temperaturs egenskaber kaldes termodynamik.
Strålingstemperatur.
Legemer ved alt andet end det absolutte nulpunkt udsender elektromagnetisk stråling i et spektrum som er karakteristisk for legemets temperatur; dette giver mulighed for at bestemme et legemes overfladetemperatur fra afstand, uden at berøre legemet med et termometer - for eksempel har man på denne måde fastslået overfladetemperaturerne for stjerner der befinder sig snesevis af lysår fra Jorden.
Praktiske betragtninger.
Celsius-skalaen går fra -273,15 °C (Det absolutte nulpunkt) over de to mest kendte temperaturer, hvor vands faseovergange sker: 0 °C (frysepunktet) og 100 °C (kogepunktet), hvorefter skalaen fortsætter opad i det uendelige.
Celsius °C = 5/9 (°F – 32) benyttes i Europa.
Fahrenheit-skalaen går tilsvarende fra 32 °F til 212 °F.
Fahrenheit °F = 9/5 °C + 32 benyttes i USA.
Hvis man er i tvivl om omregningen fra °F og °C, og omvendt, så er -40 °F = -40 °C
Kelvin T/K = t/°C +273,15
Temperatur i kelvingrader angives traditionelt med T, mens celsiusgrader angives med t
Det absolutte nulpunkt er (–273,15 °C eller 0 K) benyttes teknisk i forbindelse med udregning af støjspænding i elektroniske komponenter. Det benyttes desuden typisk indenfor fysikken og kemien.
Réaumur ºR = 4/5 °C benyttes ikke længere.
Jordens temperaturforskelle.
a> som målt i iskerner fra Vostok, forskningsstation i Antarctica
Temperaturen på Jorden afhænger af solindstrålingen, hvor lige sollyset rammer jordens overflade, og udstrålingen, betinget af bl.a. refleksion, albedo, og drivhusgasser. I lande nær Ækvator står solen altid højt på himlen, og det er da ofte også meget varmt her. Jordens akse hælder desuden omtrent 23.5° i sin bane om solen, hvilket gør, at lande mellem Nordlige og Sydlige vendekreds principielt ingen årstider har, idet solen hver dag er lige langt fra jordens overflade på dette sted. Steder længere syd- eller nordpå har fire årstider, da deres afstand til solen varieres i løbet af året.
Nær syd- og nordpolen rammer sollyset jordens overflade i en meget stor vinkel. Af den grund kan solens stråler kun "snitte" overfladen, og det vil ofte være meget koldt her. Jordens laveste temperatur (som er blevet målt naturligvis) blev målt af det russiske forskningscenter Vostok den 21. juli 1983. Her var det -89°C. Den højeste temperatur blev målt i Al 'Aziziyah i Libyen til 58°C, den 13. september 1922.
En ting er den absolutte temperatur, den anden er når vindens kuldeindeks medregnes.
Tender.
En tender er betegnelsen for en "kulvogn" til et damplokomotiv, idet tenderen er en fast tilkoblet vogn, der medfører lokomotivets beholdning af brændstof (f.eks. kul) og vand. Tendere bruges også til brændefyrede eller oliefyrede lokomotiver.
Tenderne blev mest brugt ved store lokomotiver, der kørte på de længere strækninger. Tenderen sikrede, at lokomotivet havde ressourcer til at gennemføre kørslen. Rangerlokomotiver og damplokomotiver specielt beregnet til nærtrafik eller til kørsel på strækninger hvor det var nødvendigt at kunne køre lige hurtigt forlæns og baglæns (hvor endestationerne ikke havde drejeskive), blev bygget uden tender, som tenderlokomotiver - dvs. de medbragte forsyninger af brændsel og vand på selve lokomotivet.
Tender i brandvæsenet.
Begrebet blev indført hos brandvæsenet, da man påbegyndte indførslen af dampdrevne automobilsprøjter. Disse nye køretøjer havde begrænset lagerplads og måtte så medføre ekstra kulforsyning - f.eks. i form af en anhænger med ektra kul.
Efterhånden er der sket et skift i betydningen af ordet. Dette kan formentlig tilskrives indførslen af slangetenderen, der havde til formål at frembringe ekstra slanger til brandstedet i det automobilsprøjterne ikke var særligt rummelige. Den var således at betragte som et hjælpekøretøj.
I dag er en tender et specialkøretøj - f.eks. slangetender eller røgtender.
Tender i skibsfarten.
I maritim sammenhæng bruger man udtrykket tender om et hjælpeskib, der servicerer andre skibe. Et eksempel er ubådstender og torpedobådstender. Tenderen medfører udrustning til de skibe, den servicerer, og kan også levere hvileplads til besætningsmedlemmerne, der ellers må døje med trange forhold. I Danmark bruges i stedet ofte udtrykket depotskib.
Terapeutisk kloning.
Begrebet terapeutisk kloning bruges, når man kloner celler med det formål at bruge klonerne til behandling. Dette begreb er altså modsat reproduktiv kloning, som har til formål at skabe et nyt, klonet individ.
Kloningen har til formål at danne celler, der kan dyrkes og blive til væv eller organer, som kan implanteres i dén, hvis celler blev klonet.
Terapi.
Terapi (græsk θεραπεία "therapeia") er behandling af sygdomme og skader.
Termometer.
Et termometer er et måleinstrument til måling af temperatur.
Den internationale temperaturskala (SI-enheden) er kelvinskalaen, (som ikke angives i grader, men 'kun' XX-kelvin). I Danmark anvendes celsius -skalaen. Derudover findes blandt andet fahrenheit og réaumur. De tre sidstnævnte (samt lidt flere andre skalaer) angives alle i 'grader'.
Termometre kan konstrueres på forskellige måder, afhængig af behov og pris.
Territorium.
Se også.
koloni (magtområde),
verdens lande,
rige (land),
oversøiske lande og territorier.
The Godfather.
"The Godfather" er en amerikansk film fra 1972 instrueret af Francis Ford Coppola, baseret på Mario Puzos roman af samme navn (dansk: "Mafia", Lademann 1971). Mario Puzo skrev drejebogen til filmen sammen med Coppola. Filmen er første del i en trilogi, der følger en fiktiv mafiafamilie i USA over flere generationer.
"The Godfather" vandt en Oscar for bedste film og en Oscar for bedste filmatisering og Marlon Brando vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for rollen som "Don Corleone".
Filmen bliver anset som en af verdens bedste film, den ligger bl.a. nr. 2 på s top 250.
Eksterne henvisninger.
Godfather, The
Godfather, The
Godfather, The
Godfather, The
Thingbæk Kalkminer.
Thingbæk kalkminer findes i Rold Skov i Nordjylland i nærheden af landsbyen Oplev.
Retten til minedrift blev i 1905 købt af biledhuggeren Anders Bundgaard, hvorefter der blev brudt kalk i ni år. Fra 1933 er minegangene blevet anvendt som udstillingslokaler for skulpturer. Her står bl.a. arbejder af Anders Bundgaard selv, bl.a. hans gipsmodeller til Cimbrertyren i Ålborg samt til Gefionspringvandet i København. Desuden kan ses arbejder af billedhuggerne C.J. Bonnesen og A.C. Laier.
Kalken er skubbet op til jordoverfladen ved en salthorsts bevægelser i undergrunden, på samme måde som det er sket ved Mønsted Kalkgruber og Daugbjerg Kalkgruber.
Thingbæk kalkminer har som de andre kalkgruber i Nordjylland en stor fast overvintrende bestand af flagermus. Efterhånden som overvintringspladser for flagermus i naturen forsvinder bliver disse miner mere og mere vigtige for flagermusearternes overlevelse i Danmark.
Kalkminerne er i privat eje. Der er åbent dagligt i sommerhalvåret. I vinterhalvåret begrænset åbningstid.
Thomas Kingo.
Thomas Hansen Kingo (15. december 1634 i Slangerup - 14. oktober 1703 i Odense) var en dansk salmedigter.
Thomas Kingo var en søn af væveren Hans Thomsen Kingo og Karen Sørensdatter. Hans Thomsen Kingo var søn af en skotsk indvandrer. Selvom hans forældre ikke var velhavende, blev han som 16-årig 1650 sendt til Frederiksborg Latinskole. 1654 blev han optaget på Københavns universitet, hvor han blev student og tog afsluttende teologisk eksamen 1658. Kort tid efter blev han ansat som huslærer på Frederiksborg Slot i Hillerød, og fra 1659 var han på godset Vedbygaard ved Tissø, hvor han skrev en del af sine første digte. I 1661 blev han ansat som kapellan hos præsten Peder Worm i Kirke Helsinge og Drøsselbjerg. To sogne der ligger ud mod Storebælt, nordvest for Slagelse. 1668 blev han sognepræst i sin fødeby Slangerup.
Hans første kone Sille Blackenborg, som han havde tilegnet digtet "Chrysillis, mit Hjeertes Guld" døde året efter deres bryllup i 1670, den anden var 13 år ældre end han selv. Hans sidste kone var kun 30 år gammel, da den 60-årige Kingo i 1694 giftede sig med hende.
1677 udnævntes han til biskop i Odense. 1679 blev han optaget i adelstanden og i 1682 udnævnt til professor i teologi.
Kingo debuterede 1665 med digtet "Sæby-Gaards-koe-klage". Fra 1665 udgav han jævnligt digtsamlinger med fædrelandsdigte, kærlighedsdigte og salmer. Han skrev mange salmer til verdslige melodier, fordi han mente, at alle skulle kunne synge dem.
I 1674 udgav Kingo første del af sin andagtsbog "Åndeligt Sjungekor".
Anden del af "Åndelig Sjungekor" udkom 1681. Sangene er karakteristiske for barokken.
"Kingos salme-bog" fra 1699 indeholdt 300 salmer, hvoraf 85 er skrevet af Kingo. Den blev i 1699 beordret til brug i danske, norske og færøske kirker. Menighederne tog melodierne til sig og sang dem på varierende måder.
Thomas Kingo plagedes sin sidste leveår af en alvorlig hudsygdom og døde 1703 68 år gammel.
Da han lå for døden, sagde han verden ret farvel med afklaret ro.
I Odense og Slangerup findes mindesmærker om ham. Hans største minde er salmerne, som stadig synges overalt i de nordiske landes kirker.
Nu rinder solen op af østerlide Thomas Kingo 1674. Sidste vers fra udgaven i Den Danske Salmebog.
"Du bedst min tarv og trang,"
"og hvad mig tjener bedst i hver en måde,"
"Min sjæl, hvad vil du mer?"
Kingos digte og særlig hans salmer er formet i et sprog, som både udtrykker følelser og gør dem troværdige ved at vise deres udspring i konkrete situationer, i genkendelige psykiske tilstande og i konfrontationen med tilværelsens grundspørgsmål, som også almindelige kristne kan forstå.
Citat: "Kingos salmer er mere kontante end Grundtvigs. De pakker ikke tingene ind. Både helvede og paradiset bliver beskrevet uden omsvøb"," fortæller færingen Jens Jensen, Tjørnuvík.
Særlig på Færøerne har Kingos salmer haft stor betydning. Med basis i kingosalmerne udviklede der sig i de færøske kirker en tradition, hvor man næsten kun sang hans salmer og det uden musikledsagelse. Først omkring 1900 mistede kingosalmerne deres dominans. For eksempel i bygden Tjørnuvík sang man i tre hundrede år næsten udelukkende Kingos salmer uden musik. Først i 1983 fik Tjørnuvík kirke et orgel.
Udtrykkene "Kingosang" eller "Kingotoner" betegner den i gamle dage traditionelle salmesang i de færøske kirker, åndelig visesang ved husandagten eller vers, som man sang i forbindelse med udførelsen af fiskeri, fuglefangst, høst og ved bryllup, begravelse og andre højtider.
Kingokoret fra Tjørnuvík og kunstnere som Kristian Blak og Eivør Pálsdóttir sørger for, at Kingos salmer også i nutiden er en vigtig del af det færøske kirke og musikliv.
De originale Kingosalmebøger befinder sig på Føroya Landsbókasavn i Tórshavn.
Thomas Young.
Thomas Young (13. juni 1773 – 10. maj 1829) var en engelsk fysiker, læge og ægyptolog. Thomas Young påviste lysets interferens (dobbelspalte-eksperimentet), opdagede øjelinsens akkommodationsevne og forklarede farveopfattelsen. Som ægyptolog fastslog han betydningen af mange grundlæggende hieroglyffer og var med til at tyde Rosettestenen.
Thor.
Thor el. Tor (norrønt: "Þórr", angelsaksisk: "Þunor", oldhøjtysk: "Donar") var tordenguden i den germanske og nordiske mytologi. Med hensyn til etymologi og funktion, er Thor stort set identisk med den oldindiske gud Indra; og i funktion, men ikke etymologisk, både med den græske gud Zeus og den romerske Jupiter. Navnet "Þórr" er også beslægtet med ordene "torden" og "dunder" (sidstnævnte fra nedertysk: "dunder") – ligesom det engelske "thunder" og tysk "Donner". På de fleste germanske sprog har Thor givet navn til torsdag, Islændingene har dog erstattet "þórsdagur" med "fimmtudagur" ("femtedag").
I de myter, som blev nedskrevet på Island i middelalderen, var Thor Odins ældste søn, og den næstmægtigste gud i asernes slægte, efter Odin selv. Som tordengud rådede over vejret, og bekæmpede civilisationens fjender, som fx jætter og trolde, og beskyttede gudernes og menneskenes land mod kaosuhyrer, som fx Midgårdsormen. Han kaldtes også Asathor'", var søn af Fjørgyn (Jorden) og gift med Sif. Med hende havde han to børn - Trud og Modi. Med jættekvinden Jernsaxa havde han drengen Magni. Han var ganske vist ofte krigerisk i sin optræden, men fungerede kun sjældent som krigsgud; asernes vigtigste krigsguder var Tyr og Odin. Thor blev påkaldt i spørgsmål, der berørte vind, vejr og vækst, han kontrollerede nemlig naturkræfterne, som kunne skade afgrøderne. Bag sit galsindede ydre stod Thor for lov og orden og opretholdelsen af freden i samfundet.
Thor, Odin og Loke er de tre figurer, som optræder flest gange i de mytologiske fortællinger, mens det af andre kilder fremgår, at Thor sammen med Odin og Frej var de vigtigste guder i kulten.
Baggrund.
Thor blev dyrket over hele Germanien i jernalderen. Fra forskellige kilder fremgår det at lunde eller enkelte træer fungerede som helligsteder for Thorsdyrkerne; missionærerne i Nordeuropa i 8. århundrede regnede gerne fældning af hellige lunde blandt deres største bedrifter. Omkring år 1000 var der ved Dublin i Irland stadig en skov indviet til Thor, ligesom stednavne i både Skandinavien og England vidner om hellige skove, fx Thorslund i Danmark og Thundersley (Thundreleah) i Essex. På Island, hvor der ikke fandtes egentlige skove, mistede denne forbindelse sin betydning. dog kan den være bevaret i form af de hellige højsædestøtter, de første bosættere havde taget med sig fra moderlandet.
Thorkulten levede længe i Nord og Vesteuropa; fra 1. århundrede har vi vage beskrivelser af sydgermanske soldater i romersk tjeneste, som anråbte Herkules, en latinisering af Thor; og fra Norden er der tegn på en kontinuerlig dyrkelse af guden langt op i nyere tid, kristne helgener kunne endda overtage Thors rolle i fortællinger og troldedrab og lignende. I overgangstiden, da kristendommen vandt indpas, blev Thor opfattet som den vigtigste modpol til Kristus; og meget tyder på, at han blev opfattet som den vigtigste guddom i den germanske og nordiske religion I flere kristne fortællinger spiller Thor en afgørende rolle som afgud eller dæmon, og selv mænd, der egentligt var kristne, kunne i nogle historier påkalde Thor, når de var i svær nød. I folkloren overlevede forestillingen om træer og træsøjler som beskyttende mod lynnedslag og storme længe efter religionsskiftet; fx kan opsætningen af et symbolsk træ ved rejsegilder være et levn efter et gammelt ritual knyttet til Thor.
I en beretning om Skt. Bonafacius’ mission i Nordeuropa fortælles det, at han fældede et betydningsfuldt egetræ, kaldet Donars eg, ca. 723 i nærheden af Geismar for at demonstrere de hedenske guders magtesløshed overfor den kristne gud. Denne begivenhed markerede i eftertiden Tysklands omvendelse til kristendommen. Denne helligdom var et vigtigt kultcentrum for den germanske stamme chatti, som beboede det nuværende Hessen. Thor, i formen Thonar, bliver også nævnt i et gammelt saksisk dåbsløfte fra 8. eller 9. århundrede. Teksten lyder::"ec forsacho allum dioboles uuercum and uuordum, Thunaer ende Uuöden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genötas sint", hvilket kan oversættes til: "Jeg forsager alle djævelens ord og gerninger, "Thunear", "Uuöden" og "Saxnote", og alle de dæmoner, der følger dem". Hvem Saxnot er usikkert. Nyere forskning har også påvist forbindelser med Thor-forestillingerne i Norden og parallelle figurer i både samisk og finsk-ugrisk religion.
Personlighed og rolle.
Thor var gift med asynjen Sif. Hendes navn betyder ’slægtsskab gennem ægteskab’, og hun beskrives som næsten lige så fager som Freja, frugtbarhedsgudinden. Sammen med Sif fik han sønnen Mode og datteren Trud (Mod og Styrke). Thor fik også børn med en del andre kvinder, bl.a. fik han sønnen Magni (Styrke) med jættekvinden Jernsaxa. Som navnene antyder, var hans børn var personifikationer af hans væsentligste mytologiske rolle. Thors gård i Asgård hed Bilskirner og lå i Trudvang, det var Thors rige, og navnet betyder "Styrkens bolig". Thors tjenestefolk hed Tjalfe (Þjálfi) og Røskva; de var mennesker, af bondeslægt. Thor fik de to søskende af bonden som erstatning, efter at en af Thors bukke var blevet halt, efter et ubetænksomt uheld under en aftensmåltid hos hjemme hos dem. Thor beskrives mange steder som rødskægget, dette var ligesom hans gnistrende øjne og mægtige stemme sandsynligvis en reference til tordenvejr eller også den rødlige himmel før en storm, og var knyttet til rolle som vejrgud.
Ifølge Snorre Sturlason var den ellers næsten ukendte gud Ullr Thors stedsøn, og dermed Sifs søn fra et tidligere forhold. Han er i de skriftlige kilder en meget afbleget figur, og der er ingen spor efter dyrkelse af ham i hverken Danmark eller Island. De få levn, der findes til forestillingerne om ham viser, at han var en gammel himmel og retsgud, der var associeret med rituelle ringe af guld; elementer der i de islandske kilder i høj grad også blev associeret med Thor. I den sene hedenske periode optrådte Ullr hovedsageligt i forbindelse med jagt, skiløb og bjerge. Thors mor var Fjørgynn (Jorden), men udover det fremstår hun ikke andet end som et navn i kilderne.
Ullr var måske ikke den eneste gud, som Thor kom til at overskygge; sammen med Odin overtog Thor tilsyneladende mange af de egenskaber og funktioner, som den gamle himmelgud Tiwaz tidligere havde haft; dette skifte efterlod Tyr som en noget afbleget skikkelse i nordiske mytologi. I kilderne optræder Thor derfor som gud for samfundet som helhed. Ellis Davidson (1964) pp. 75 Sammenligninger mellem de mange forskellige kilder Thor optrådte i viser, at hans overordnede funktion var at være gudernes og menneskenes beskytter mod destruktive naturkræfter; han sørgede for, at den konstante trussel mod kosmos ikke blev virkeliggjort. Langt størsteparten af de kilder, som fortæller om kampe mellem jætter og guder har Thor som enten hovedperson eller vigtig bifigur. Flere myter med Thor indeholder også kampe med uhyrer og monstre. Kampene mod dem var i en realiteten blot et særligt markant udtryk for hans egenskab af kosmos’ vogter. Jætterne var ikke entydigt onde, men var en modmagt til guderne, der repræsenterede kaos overfor gudernes orden. I nogle tilfælde havde han et mere fredeligt forhold til jætter.
I forhold til grubleren og intrigemageren Odin var Thors psyke enkel og ligetil, hans vigtigste egenskab var hans styrke, og han brugte næsten udelukkende den til at løse problemer med. Kløgt og snilde blev kun brugt yderst sjældent, et af de tilfælde er Alvíssmál, hvor han snyder dværgen Alvis til at svare på sine spørgsmål, indtil solen står op og Alvis forvandles til sten. Men normalt var Thors metode brutal magt herunder åben vold og drab på både mænd og kvinder. Overordnet set lå forskellen mellem ham og Odin snarere i samfundets sociale forskelle end i noget religiøst. Deres hovedfunktionsområde var i grunden de samme, nemlig at opretholde verdensordenen, men hvor Thor var hele samfundets gud, så var Odin kun gud for visse samfundsklasser. I Hárbradsljód fremstilles Thors drab på jætterne som en slags befolkningskontrol, som aserne fandt nødvendigt af frygt for at jætternes antal skulle blive så stort, at de kunne true asernes magtposition. Men kombineret med hans raseri kunne Thors naivitet være årsag til at verdensordenen blev sat på spil, det skete fx, da han forsøgte at fange Midgårdsormen.
Som mange andre af aserne blev han påkaldt i mange forskellige situationer; han fungerede fx som både frugtbarhedsgud og retsgud; som hjælper, når man var i nød; vejrgud; og i sjældne tilfælde blev han også anråbt i krig, men i reglen altid på baggrund af hans rolle som beskytter mod skadelige kræfter. Thor er ofte blevet kategoriseret som en krigsgud, hvilket kildematerialet dog ikke støtter. Han optræder ingen steder som strateg, men handler primært impulsivt og kortsigtet, noget der i myterne fra vikingetiden endda bliver gjort grin med. Hans machoprægede facon lå nemlig langt fra datidens krigerideal. Hans krigeriske optræden er i myterne udelukkende en konsekvens af hans rolle som beskytter og vogter af kosmos. Thor havde magt over vejret. han sørgede for regn og vind, og når han kørte over himlen sprang lynene fra hans vogn, så det tordnede på Jorden; det kaldtes Thor-drøn (torden). Derfor var han også en vigtig gud for de søfarende og frugtbarhed.
Thor, reproduktion af islandsk træfigur, ca. år 1000.
Thor vigtigste attribut var hammeren Mjølner, som sammen med styrkebæltet (Megingjord) og et par jernhandsker gjord ham ufatteligt stærk. Mjølner var gudernes største skat, da den gjorde Thor i stand til at beskytte Asgård mod jætterne. Thor havde også en vogn, der blev trukket af to gedebukke; Tanngnjost og Tanngrisner (som betyder den tandgnissende og mellemrummet mellem tænderne). Bukkene kunne han spise, så længe han bagefter fik samlet deres ben i huderne, kunne han gøre dem levende næste dag. Når jætterne hørte at han kørte ud, blev de rædselsslagne og gemte sig, for det var det som regel for at slås med dem, at han gjorde det. Hans særlige tilknytning til jorden ses bl.a. i Snorre Sturlasons fortælling Gylfaginning, hvor det fremgår at Thor imodsætning til de øvrige guder foretrak at vandre over land og gennem floder frem for at ride til hests, når han skulle til gudernes ting ved foden af Yggdrasill. Mange smykker fra vikingetiden forestiller hans hammer Mjølner, entegn på Thors store popularitet i denne periode. Han blev tilsyneladende endda bevidst brugt af tilhængerne af den gamle religion som en hedensk modpol til Kristus under religionsskiftet.
Som de andre guder var han ikke udødelig, og i dommedagslaget Ragnarok vil han kæmpe mod Midgårdsormen ("Miðgarðsormr"), de vil dræbe hinanden; begge hans sønner vil derimod overleve undergangen af den gamle verden og videreføre hans rolle i den nye. Særligt, da kristendommen bliver en alvorlig konkurrent til den gamle religion, blev Thors hammer et symbol for tilhængerne af den traditionelle religion, på samme måde som korset var for de kristne, og Thor blev fx i Norge opfattet som en direkte modstander af Olav Tryggvasson.
Andre navn på Thor.
Ligesom de øvrige guder havde Thor en række tilnavne og aliaser, men i forhold til Odins var Thors navne af mere en venlig karaktér. Det viser at han var en gud, man forventede at få hjælp af, hvis man bad om det. Hos ham blev man modtaget med venlighed, et af hans tilnavne er fx Astvinr, som betyder kærlige ven.
Skriftlige kilder.
De to tekstsamlinger, der rummer den største mængde information om Thor, er de islandske skrifter Ældre og Yngre Edda. Den første er en samling af religiøse digte af før-kristen mundtlig oprindelsen, som blev indsamlet og nedskrevet i 13. århundrede. Den anden en redigeret genfortælling af ældre hedenske myter, hvoraf nogle er bevaret i Ældre Edda; denne tekst blev skrevet af Snorri Sturluson, og er ligeledes fra 13. århundrede. I den fremstilles Thor og de øvrige aser som delvist guder og delvist mennesker, der bedrog nordboerne, så de troede aserne var guder. Alligevel genfortæller Snorre en lang række myter, hvor både Thor og de andre aser umiskendeligt fremstår som guder.
Få årtier før Snorre skrev sit værk, færdiggjorde Saxo Grammaticus, en klerk i biskop Absalons tjeneste, sit historiske værk "Gesta Danorum". Han beskrev ligesom Snorre de gamle guder i euhemeristisk form; aserne kom oprindeligt fra Konstantinopel i Romerriget, men blev fordrevet til Norden. I Saxos fortælling hersker der ingen tvivl, de gamle guder var falske guder, og dyrkelsen af dem er overtro. I historien om Starcatherus fremgår det, at Thor altid er almuens gud, modsat Odin, der var heltenes og kongernes. I historien om kongen Regnerus (Regner Lodbrog) fremgår det, at Thors styrke var større end noget menneskes eller guds.
Fra et angelsaksisk manuskript kendes en trylleformular skrevet med runer, manuskriptet er dateret til 1073. Teksten lyder i transskriberet form således; "kuril sarþuara far þu nu funtin is tu þur uigi þik þ(u)rsa trutin kuril sarþuara uiþr aþrauari". Oversat betyder det: "Kuril sår-volder, gå nu! Du er fundet, må Thor velsigne dig, thursers herre! Kuril sår-volder. Mod blodåre pus". Trylleformlen skulle tydeligvis bruges mod en bestemt lidelse, og Thors velsignelse må forstås som et slag med Mjølner, da Kuril specifikt omtales som thurs, dvs. jætte. Denne formular kan sammenlignes med amuletter fra 11. århundreder, der stammer fra Sverige, hvor Thor ligeledes påkaldes for beskyttelse. (se fx nedenfor)
Arkæologiske kilder.
Mange genstande der kan relateres til Thor, er blevet fundet over hele Nordeuropa, de omfatter både billeder, der forestiller mytologiske situationer, runeindskrifter, og smykker formet som Mjølner. Fra 7. århundrede stammer en fibula formet som et menneske, den blev fundet i Nordendorf, nær Augsburg og bærer en inskription på ældre futhark, hvor bl.a. navnet "Donar" indgår, hvilket er det vestgermanske navn for Thor. I overgangen til kristendommen blev amuletter formet som thorshamre meget populære. Mange af dem er blevet fundet i grave, og er udformet så de kan bæres i en kæde. Spredningen i disse fund af denne type viser en tendens til, at thorshamrerne var mest udbredte i områder med en stærk kristen indflydelse, især sydlige Norge, Danmark og sydøstlige Sverige. I slutningen af 10. århundrede er der en ensartethed i udformningen af disse hamre, som viser at de sandsynligvis fungerede som ”modsymbol” til det kristne kors.
Fra Kvinneby på Øland stammer en amulet, hvorpå der er skrevet en trylleformel i runer; den er dateret til omkring år 1000. Teksten lyder: tiRþiRbirk bufimiRfultihu risþeRuisinbral tilufranbufaþorketih ansmiRþemhamrisamhuR hafikamflufraniluit feRekiafbufakuþiRu untiRhanumaukyfiRhan um, hvilket kan oversættes til: Her jeg skar beskyttelsen fpr dig, Bófi, med......... til dig er sikker. Og må lynet holde alt ondt væk fra Bófi. Må Thor beskytte ham med den hammer, der kom op fra havet. Fly ondskab! Du får intet fra Bófi. Magterne er under ham og over ham. Der er flere teorier om, hvad den præcise betydning af ordene er, men der er generel enighed om, at Thor påkaldes for at beskytte en person ved navn Bófi med sin hammer. Selve amuletten er en firkantet stykke kobber, som måler ca. 5 cm på hver side; i hvert hjørne er der et hul, hvilket betyder, at den sandsynligvis har fungeret som vedhæng på en kæde.
a> i Sverige fra omkring år 1100
Der kendes seks inskriptioner på runesten, der nævner Thors navn; tre af dem er fundet i Danmark, og tre af dem i Sverige. Fem af dem er påkaldelser af Thor, for at han skal vie stenen. Dertil kommer afbildninger af især Thors fiskedræt og kamp med Midgårdsormen på stenrelieffer. En af dem er fundet i Hørdum Kirke i Nordjylland, en anden i landsbyen Gosford i England. Fra Gotland kendes en afbildning af myten på en billedsten fra 8. århundrede, samme motiv findes på en runesten i Uppland fra 11. århundrede.
På Island er fundet en statue fra omkring år 1000, der viser Thor siddende mens han holder Mjølner foran sig, den er formet som et kors. Fra Skog kirke i Hälsingland stammer en vægtæppe fra begyndelsen af 12. århundrede, på det er der bl.a. fremstillet tre personer, som med stor sikkerhed forestiller den gudetriade, Adam af Bremen omtaler i Uppsala; han omtaler en figurgruppe i det store hedenske tempel, som skal forestille guderne Odin, Thor og Frej. Odin er afbildet med ét øje, Thor med en hammer og Frej med et kornaks.
Thors fisketur.
En gang bad Thor jætten Hymer ham tage ham med ud for at fiske. Han havde forklædt sig som en jættedreng, og Hymer afviste derfor i første omgang at tage ham med, men til slut gav Hymer sig, på den betingelse at drengen selv skaffede sit eget agn; Thor rev så hovedet af Hymers største okse. Thor blev sat til at ro, men Hymer begyndte at blive urolig da drengen roede længere ud end alle hans normale fiskepladser. Ude på åbent hav stoppede Thor og kastede oksehovedet. Han brugte et anker som krog, og der gik ikke lang tid før noget bed på. Da drengen ikke var i stand til at trækket fangsten op, blev Hymer for alvor ræd. Thor (at det var ham, var nu klart) rejste sig i båden, strammede styrkebæltet og stemte benene igennem båden direkte mod havbunden. Mens tordenen samlede sig på himmelen, viste Midgårdsormen sit edder-dunstende gab, og Thor brølede i triumf, idet han hævede Mjølner til slag. Da fik Hymer nok og kappede fiskesnøren over; Thor dræbte derpå Hymer i raseri, og vadede i land. Samme aften blev Midgård ramt af en forfærdelig storm. I nogle udgaver af myten lykkedes det Thor at ramme Midgårdsormen med sin hammer, måske et levn til en ældre version, hvor det lykkedes ham at dræbe uhyret. Historier om himmelguder, der dræber kosmiske monstre, er vidt udbredt i alverdens mytologier.
Gro Steinsland mener dog ikke at Thor nødvendigvis dræbte Midgårdsormen i tidligere versioner; den var et tvetydigt væsen, på én gang var det et farligt og fjendtligsindet væsen, men samtidig var den nødvendig for verdens stabilitet; så længe den lå rullet sammen omkring hele Jorden bestod kosmos. Da Hymer kappede snøren forhindrede han derved, at verdensordenen blev brudt, som Thor i sit overmod i realiteten havde sat på spil. Beretningen har en komisk og burlesk form, i den mødes det kosmiske og dagligdags, hvor gudens kamp med monstret finder sted i en fuldkommen dagligdags og velkendt situation for datidens tilhørere, nemlig en fisketur. Denne komiske ramme for en yderst alvorlig fortælling, er en afspejling af nordboernes i realiteten lidt ambivalente forhold til guderne; her var ingen helt igennem gode eller onde, og selv kosmos’ vogter kunne optræde som en trussel mod verdensordenen. Myten fungerede derfor som en anskuelse og indsigt i verdens opbygning og i gudens natur, han var en umådeligt stærk vogter, men ikke specielt klog. Da Thor rasende og ydmyget over sit nederlag må vade i land, er det selve vikingetidens machoideal, der gøres til grin, og historiens budskab er, at kaosmagterne også er nødvendige for verdens beståen.
Denne fortælling var utvivlsomt meget populær, da den optræder i relativt mange kilder. Historien gengives i Ragnarsdrápa, Hýmirskvídja og Gylfaginning, og er afbilledet på billedsten fra Gosforth i England, Hørdum i Danmark og Altuna i Sverige.
Røskva og Tjalfe bliver Thors tjenestefolk.
En nat, da Thor sammen med Loke var ude at køre med bukkevognen, blev det så sent, at de to måtte finde ly på en gård i Midgård. Her boede en bonde og hans kone sammen med datteren Røskva og sønnen Tjalfe. De gav de to guder husly, og Thor slagtede begge sine bukke, for at spise dem sammen med familien. Thor gav alle besked om at kaste alle ben uskadte på bukkeskindene efter måltidet. Men Tjalfe gjorde ikke som Thor havde sagt, men knækkede et lårben for at spise marven. Næste morgen opdagede Thor, at den ene buk var halt, og opdagede derved, at bondefamilien ikke gjorde som han sagde de skulle. Da Thor blev rasende, tilbyder bonden ham alt hvad han ejer. Thor indvilger i at tage hans børn Røskva og Tjalfe med sig, og siden den dag har de fulgt ham.
Thor hos Udgårds-Loke.
Efter at Thor havde taget Røskva og Tjalfe fra bonden, lod han bukkene stå tilbage, og rejste videre mod Jotunheim. Tjalfe var rask til bens, og bar Thors proviant. En aften fandt de et herberg, med fem store rum, og de lagde sig til at sove i et af dem. Midt om natten blev de vækket af et jordskælv, som rystede hele huset. De trak sig derpå ind i det mindste rum, mens Thor holdt vagt ved indgangen, sammen med Mjølner. Da de vågnede den næste morgen, så de en kæmpe, der lå ved siden af herberget, og herberget var hans handske. Så stor var han. Kæmpen hed Skrymer.
De blev enige om at drage videre sammen. Skrymer bandt sin egen mad sammen med deres, og bar det hele på ryggen. Da næste nat kom, og Skrymer lagde sig til at sove, mens de andre ville spise aftensmad. Men end ikke Thor kunne binde knuderne op. Til sidst blev han så rasende, at han slog Skrymer i hovedet med Mjølner så hårdt han kunne. Kæmpen vågnede, og spurgte om der var faldet et blad ned i hans i hoved. Senere på natten blev Thor vækket af kæmpens snorken, og han slog ham atter i hovedet. Kæmpen vågnede igen, og spurgte om der var faldet et agern ned i hans hoved. Thor blev nu endnu mere frustreret over dette, og kunne næsten ikke vente til kæmpen faldt i søvn igen, da ville han slå ham ihjel. Da kæmpen sov igen, slog Thor alt hvad han magtede i tindingen. Skrymer vågnede igen, og spurgte denne om der var faldet kviste ned på ham. Nu var det blevet morgen og deres veje skiltes; kæmpen skulle videre op i bjergene, mens Thor og hans følge skulle til Udgård. De var glade for at slippe for kæmpen.
Endelig kom de frem til Udgårdslokes borg. Her var der mange kæmper, som sad inde i salen. Da de kom ind, sagde Udgårds Loke, at her måtte alle kunne en kunst, som ingen andre kunne lige så godt. Han spurgte Thor og hans følge hvad de kunne. Loke svarede, at ingen kunne spise lige så hurtigt som ham. Udgårds Loke bad derfor Loge komme frem på gulvet, for at spise om kap med Loke. De kappedes i samme trug, og mødtes på midten, men siden Loke kun havde spist kødet, mens Loge havde spist ben og trug med, så tabte Loke. Udgårds Loke spurgte derpå hvad Tjalfe kunne, og fik at vide, at Tjalfe gerne ville løbe om kap med en derfra. Han fik Huggr at kappes med. I det første løb kom Huggr i mål så længe før Tjalfe, at han kunne vende sig mod Tjalfe, før han kom i mål. Det næste løb gik ligesådan. Men tredje gang var Tjalfe end ikke kommet halvvejs, da Huggr var kommet i mål. Så spurgte Udgårds Loke Thor, hvad han kunne. Thor ville drikke om kap. Udgårds Loke bad så sin mundskænk finde det store drikkehorn, som hirdmændene blev dømt til at drikke af, dersom de havde forbrudt sig. Han sagde til Thor, at han burde kunne tømme hele hornet i en slurk, og at kun få måtte bruge to slurke, og næsten ingen tre. Men selv efter tre slurke, kunne man næsten ikke se, at der var blevet drukket af hornet. Da udfordrede Udgårds Loke Thor til nok en leg – Thor skulle prøve at løfte hans kat fra gulvet. Det plejede de små drenge i Udgård at more sig med, så det burde Thor nok kunne klare. Man uanset hvor højt Thor strakte sig for at løfte katten, så lettede den blot én fod. Thor blev rasende, og udfordrede da en eller anden til at komme hen til sig så skulle de se hvor stærk han var. Udgårds Loke råbte på sin gamle oldemor Elle, som kom ind og tog fat i Thor, uanset hvor meget Thor trak i hende, stod Elle lige godt fast. Det gik ikke bedre end at Elle fik Thor i knæ.
De blev natten over, og nød alle former for gæstfrihed. Næste morgen, da Thor og hans følge skulle drage hjem, spurgte Udgårds Loke hvad Thor syntes om sit ophold hos ham. Thor svarede at han ikke havde haft nogen ære af det, og græmmedes over, hvordan de måtte se på ham som en svækling. Udgårds Loke indrømmede da overfor Thor, at siden Thor var så stærk som han var, ville han aldrig få lov til at komme ind i borgen igen, for han ville bare bringe dem i ulykke. Han fortalte så Thor, at han og hans følge var blevet snydt af et synsbedrag, for det var Udgårds Loke selv, der var kæmpen Skrymer, og han havde holdt et helt bjerg mellem sig selv og Thors hammer, ellers ville Thor havde dræbt ham allerede i første slag. Og konkurrencerne – Loge var ilden, som kunne fortære både kød og trug. Huggr var Udgårds Loke tanke. Og i den anden ende af drikkehornet, som Thor drak af, lå havet, og det var selve verdenshavet, der havde sunket sig, da Thor drak. Da Thor løftede katten, blev de alle rædselsslagne, for det var ikke en kat, men Midgårdsormen, Thor havde kæmpet med. Han havde løftet den så højt at kun dens hoved og hale havde rørt jorden. Og til sidst, den gamle Elle, som Thor havde taget livtag med, var alderdommen selv. Aldrig har der været, og aldrig vil der kommer nogen, som til sidst ikke vil falde for alderdommen. Udgårds Loke havde håbede derfor, at Thor aldrig ville komme forbi hans borg igen, for så måtte han finde på lignende kunster. Thor hævede hammeren og ville slå Udgårds Loke, men pludselig var han borte, det samme var borgen, og Thor måtte vende sig om og drage tilbage til Trudvang.
Thor og færgemanden.
Thor havde været væk for at kæmpe mod trolde, som han så ofte var. På vejen hjem skulle han over et sund, men færgemanden, som stod på den anden siden ville ikke tage Thor med over. Han hånede Thor, fordi han var barbenet og lurvet efter sin lange rejse, og mindede ham om den gang, han frygtsomt havde gemt sig i Skrymers handske (se ovenfor). Thor fik at vide, at færgemanden hed Hårbard, men viste ikke, at det i virkeligheden var Odin, der havde forklædt sig. Lige meget hvad Thor sagde til ham, fik han kun hån tilbage. Da Thor spurgte Hårbard, hvor han havde lært at tale sådan, fik han det svar, at han havde lært det af de gamle mænd, som bor i gravhøjene. Han sagde også, at Thor burde skynde sig hjem til Sif, for hun havde en elsker på besøg. Thor gav til slut op, og gik derfra, men lovede at hævne sig næste gang de mødtes.
Trym stjæler Thors hammer.
Historien begyndte med, at Thor mistede Mjølner mens han sover, det var hans vigtigste våben og værn mod gudernes fjender, og dermed asernes bedste beskyttelse. Loke fandt ud af. at det var jætten Trym som havde stjålet den, og han nægtede at levere den tilbage, før han blev gift med den smukkeste af alle gudinderne, Freja. Hun nægtede også, og det endte med at Thor måtte klæde sig ud som Freja; han brugte to sten som bryster. Loke skulle følges med Thor og klædte sig ud som brudepige. Da de nåede frem til Trymheim, lagde Trym mærke til at bruden spiste usædvanlig meget for en dame, men Loke forklarede da, at hun ikke havde spist noget de sidste 8 dage, fordi hun ventet spændt på at gifte sig. Så spurgte Trym hvorfor hun havde så onde øjne, og Loke måtte derpå forklare, at hun heller ikke havde sovet i de 8 dage, fordi hun glædet sig så meget til giftermålet. Til slut overrækker Tryms søster hammeren til parret, hvorpå Thor knuser alle jætterne med den, og Thor og Loke kan atter rejse hjem. Historien fremstår i den kendte form som en komedie, hvor de normale sociale mønstre vendes på hovedet; det er nu jætten Thrym, som ejer Mjølner, og for at vinde den tilbage må Thor skifte køn og næsten indgå ægteskab med en jætte, et socialt lavere rangerende væsen i den nordiske kosmologi. Frarøvelsen af Mjølner fungerede som en frarøvelse af Thors mandighed og dermed handlekraft. Historien afsluttes dog med genoprettelsen af den normale verdensorden.
Thor redder Loke fra jætten Geirrød.
Jætten Geirrød havde engang taget Loke til fange, og han tvang derpå Loke til at snyde Thor, så han kom der hen uden sin hammer og styrkebælte. På vejen der hen går han ind til en jætte kvinde og får et par jernhandsker, et andet styrkebælte, og den mystiske Grid-stav. Da Thor kommer frem til Geirrøds gård, dræber han først Geirrøds to døtre, ved at knække ryggen på dem. Geirrød bliver rasende, og kaster en glødende jernstang efter Thor. Thor tager fat i stangen,med jernhandskerne og kaster den gennem en jernsøjle, videre gennem Geirrød selv, og ned i jorden udenfor. Således døde Geirrød.
Thors kamp mod Hrungner og Mokkurkalve.
Thor var ude for at jage trolde samtidig med, at Odin var redet på Slejpner til Jotunheim. Odin kom da til jætten Hrungners gård. Hrungner undrede sig over hvem Odin var, og kommenterede både hans hjelm og den fine hest. Odin svarede, at hurtigere hest fandtes ikke. Men Hrungner havde hesten Guldfakse, som han mente måtte være hurtigere. Derfor indgik de et væddemål. Odin red meget hurtigere end Hrungner, og han blev så rasende, at han helt glemte hvor han red hen, og endte i Asgård. Der blev han budt ind, for at få noget at drikke, og man bøde ham af Thors skåle; dem tømte han efter tur. Hrungner blev fuld, og begyndte at prale; han skulle nok kunne løfte hele Valhal op, og flytte den til Jotunheim. Han skulle nok også kunne sænke hele Asgård, og dræbe alle dets indbyggere, undtagen Freja og Sif, dem ville han tage med sig, for de var så smukke. Aserne blev bange for ham, og begyndte at snakke om Thor, akkurat da kom Thor ind, med løftet hammer. Han var rasende fordi Hrungner sad der, og han var jo ingen as, men en jætte. De skændtes lidt, og Hrungner udfordrede Thor til holmgang på Grjotunagard.
Da guderne kom der hen, havde Hrungner fået lavet en mand af ler, som var ni mil høj; han hed Mokkurkalve, og stod nu ved siden af Hrungner. Kampen begyndte, men Thor kunne ikke trænge igennem Hrungners skjold af sten med hammeren. Tjalfe lød da frem til Hrungner og fortalte, at Thor planlagde at komme op gennem jorden under ham. Hrungner lagde derfor sit skjold under sig, hvorpå Thor kastede Mjølner mod ham og ramte Hrungners hoved så det knustes. Hrungner i samme øjeblik kastet sin slibesten mod Thor, men Mjølner slog den i to stykker i luften. Den ene del ramte Thor i panden og sad fast. Tjalfe fik ram på Mokkurkalvel, men da han faldt kom foden til at ligge over Thors hals, så han ikke kunne rejse sig. Thors søn kom og flyttede foden, selvom han blot var tre dage gammel. Magne fik da hesten Guldfakse som tak. Vølven Groa begyndte at synge galder for at få stenen ud af Thors pande, men da Thor fortalte om hvordan han en gang havde reddet hendes mand, Aurvandil, blev hun så glad, at hun glemte galdren. Stenen blev derfor siddende.
Tvekampen mellem Thor og Hrungner er måske et levn efter et ritual knyttet til Thor, det har måske været relateret til optænding af hellig ild eller en overgangsrite for drenge, der var blevet til voksne mænd.
Alvísmál.
I Thors fravær lover de øvrige guder hans egen datter Trude bort til dværgen Alvís. For en gud, var det et højst upassende forhold, og det var en særdeles ydmygende situation for en fader, når han ikke selv kunne afgøre hvem hans datter skulle giftes med. Thor forsøger dog at undgå giftermålet, og overvinder Alvís med noget for ham så usædvanligt som list. Thor passer dværgen op, og tvinger ham til at besvare spørgsmål, lige indtil solen står op, og Alvís bliver forvandlet til sten. Thor blev således udfordret på sin evne til at beskytte kvinderne i sin slægt, og hans position som mand og slægtsoverhoved blev derved sat på spil. Dværgen Alvís’ navn spiller sikkert både på hans klogskab, fordi han kan besvare alle Thors spørgsmål, og hans dumhed, fordi han ikke opdager Thors list.
Thors død.
Spådommen om Thors død genfortælles i både Ældre og Yngre Edda; her bliver det sagt, at Thor skal møde Midgårdsormen ved Ragnarok, og der skal de dræbe hinanden. Først vil Thor dræbe ormen, men han vil kun gå ni skridt, før han selv segner om og dør på grund af al giften, som ormen har spyet ud på ham. Hvor beretningen om deres første møde under fisketuren, som endte med status quo, var fuld af humor, er deres andet møde fremstillet med stor alvor, her vil udfaldet da også være et helt andet.
Thorkulten.
Det bevarede kildemateriale til ritualerne i Thorkulten er, ligesom for de øvrige guder, langt svagere end for mytologien. Beskrivelserne af kulten er derfor præget af stor usikkerhed. I kilderne optræder statuer og billeder, der forestiller Thor, oftere end nogen af de andre guder. Og når han var opstillet sammen med andre gudefigurer, var Thor altid stillet på den mest prominente plads. Denne type figurer beskrives flere gange som mandshøje, men dem, der er blevet fundet, er alle mindre en det. Statuerne blev brugt ved ritualer, fx blót og divination. i Norge ofrede man fødevarer som brøg og kød til ham. I forbindelse med nogle ritualer, blev en gudefigur placeret på en vogn og trukket rundt. I de fleste tilfælde var vaneguder involveret i denne skik, men i enkelte tilfældes forbindes den også med Thor; som også havde en vogn, som et sine vigtigste kendetegn.Dudo af St. Quentin skrev omkring år 1000, at normannerne i tidligere tider havde ofret mennesker til Thor. I nordiske kilder omtræder der flere tilfælde af personer, som fik brækket ryggen på en sten, hvilket kan have været en offerpraksis fra Thorkulten.
I Eyrbyggjasága findes en beskrivelse af et tempel indviet til Thor. Det blev opført af landnamsmanden Thorolf, da han bosatte sig på Island. Her nævnes en række af de genstande, der fandtes i det. Derinde var der opstillet to højsædestøtter, hvor der to ”reginnagler”, der var en kedel til opsamling af blodet fra offerdyrene, en guldring, samt afbildninger af både Thor selv og andre guder. Guldringen blev benyttet når man svor en ed, hvilket viser hans stilling som retsgud. Reginnaglerne var sandsynligvis udskårne gudebilleder, hvor der var indsat et søm af jern eller et stykke flint, der kunne bruges som ildstål. Denne beskrivelse af et tempel er primært en værdifuld kilde til 13. århundredes opfattelse af indretningen af hedenske helligsteder kan være delvist inspireret af kristne forhold, men meget i den understøttes af andre kilder.
Hammersymbolet var vidt udbredt og blev brugt både i privat og offentlig kult. I vikingetiden blev det brugt på samme måde som det kristne krucifiks og var et symbol på livet og blev brugt både som beskyttelse og velsignelse. Ved bryllupper blev en hammer placeret i brudens skød. Den blev brugt, når et nyfødt barn blev indlemmet i familien, og ved begravelser. Ifølge de islandske traditioner levede thorsdyrkerne videre sammen med deres slægtninge efter døden, ikke i den gravhøj, hvor de blev lagt, men fx i et særligt bjerg. Thor tilknytning til slægten og forfædredyrkelsen viser, at han var knyttet til samfundet i almindelighed.
Thor havde formentligt overtaget Tiwaz’ rolle som retsgud, da han ofte knyttes til edsaflæggelse og tinget; fx åbnede det islandske Alting altid på en torsdag, og Adam af Bremen omtaler en stor statue af Thor, der var opstillet i forbindelse med tinget i Uppsala.
Personnavne.
Da Thor var en populær gud over hele det germanske område, kom Thors navn til at indgå som forled i mange personnavne, som stadig bruges. Sammensætninger med Thor var fx en af de hyppigste navnegrupper i hele Norden; ca. hvert fjerde navn i Landnámabók var af denne type. Det er med til at indikere, at Thor blev opfattet som den vigtigste gud i den brede befolkning. I et register over de 110 høvdinge på Island i årene 930-1030, havde ca 60 navne tilknyttet guderne, fx Åsbjørn eller Torbjørn, mens ca 50 af disse begyndte med Tor- eller Thor-. Om alle disse var viet til Thor, ved vi ikke, men meget taler for, at sønner, der var tilegnet Thor, blev foretrukket fremfor ældre eller yngre brødre. I vikingetid og tidlig middelalder var det vigtigere for at høvding, at den bedste af hans sønner overtog magtstillingen, ikke om drengen var ældst eller født i ægteskab.
Paralleller i andre mytologier.
Mange forfattere, her i blandt Saxo, Adam af Bremen, Snorre Sturlason, Ælfric af Eynsham, sammenlignede Thor med den romerske gud Jupiter. Den byggede velsagtens på en række sammenfald i deres kosmologiske funktioner; de kontrollerede begge vejret og lynet; begge er de også barn af Moderjord og blev i mange tilfælde opfattet som den stærkeste af alle guder; egetræet var også helliget dem begge; og Jupiter dræbte uhyret Tyfon, mens Thor kæmpede mod Midgårdsormen. Tacitus identificerede derimod Thor med Græsk-romerske hero Herkules på grund af hans styrke, udseende, våben og hans rolle som verdens beskytter. Lighederne mellem Jupiter, Zeus, Herkules og Thor skyldtes sikkert, at de alle har udviklet sig fra den samme indoeuropæiske rod. Desuden har Thor en meget direkte parallel i den vediske guddom Indra, hans hovedfunktion var også vogter af kosmos, han havde rødt hår, var aggressiv, havde en stor appetit, han kæmpede mod et verdensmonster og ejede et våben med guddommelige egenskaber.
I andre nordeuropæiske mytologier findes der også paralleller med forskellige grader af lighed. Til den keltiske mytologi er der en usikker forbindelse til Taranis og Tanasus; hos balterne til Perkunas; hos slaverne til Perun; hos venderne til Percunust; og hos finno-ugrierne til Torum, Thurms, Tere, Ilmarinen. Samerne i Nordskandinavien overtog Thor under navnet Ukko, det samme gjorde finnerne under navnet Horagalles.
Thorkild Hansen.
Thorkild Hansen (9. januar 1927 - 4. februar 1989) var en dansk forfatter, hvis hovedværker er romanen "Det lykkelige Arabien" (1962) og romantrilogien om den danske slavehandel, "Slavernes kyst" (1967), "Slavernes skibe" (1968) og "Slavernes øer" (1970), for hvilke han i 1971 fik Nordisk Råds litteraturpris.
Han har også skrevet "Jens Munk" (1969).
I 1978 udgav han "Processen mod Hamsun" I-III (biografi), hvilket gav en del ballade (citat af TH: "vil du se idioter, så tag til Norge"). Bogen blev senere filmatiseret med den svenske skuespiller Max von Sydow som Knut Hamsun.
Thorsager Kirke.
Thorsager Kirke i Thorsager Sogn, Øster Lisbjerg Herred i det tidligere Randers Amt.
Kirken er Jyllands eneste rundkirke. Den ligger på en stejl bakke og behersker helt landsbyen Thorsager.
Den ældste historie.
Byens navn vidner om at stedet sandsynligvis også havde en religiøs betydning før kristendommens indførelse. Der er under kirkegulvet konstateret spor efter hvad der sandsynligvis har været en trækirke. Men i vikingetiden kan man have betragtet den høje kirkebakke som et helligbjerg. Måske i 900- eller 1000-tallet opførtes en kirke på stedet. Fra denne bygning stammer måske den romanske døbefont.
Rundkirken bygges.
Thorsager Rundkirke er den yngste af de syv bevarede danske rundkirker. Den menes opført omkring år 1200 i romansk stil i munkesten. Rundskibet med centraltårnet og koret med apsis er oprindelige. I rundhuset, indv. mål 12,6 meter, de er overhvælvet med små ribbeløse krydshvælvinger, står 4 svære søjler, opførte i teglsten, som bærer centraltårnet. Søjlerne har rigt profilerede sokler og trapezkapitæler. Via en indvendig vindeltrappe i rundhuset er der adgang til et stort lavloftet rum over hvælvingerne, hvor der findes flere skydehulslignende lysåbninger. I senmiddelalderen tilføjedes våbenhuset samt et tårn på vestsiden.
Alteret.
Alterbordet er opført 1952 i munkesten med kors-relieffer. Alterprydelsen er et sengotisk krucifiks fra 1400-tallet og bærer indskriften: ”I mig skal I have fred”. Alterstagerne er fra 1600-tallet. Kirkens bibel er udgivet af kong Christian VI i 1740. Endelig er alterkalken fra 1878, disken fra 1849 og endelig er oblatæsken fra 1965. Over alterbordet er der i korets østvindue indsat en glasmosaikrude fra 1955, udført af kunstneren Harald Borre med motivet ”Krist stod op af døde påskemorgenrøde”.
Døbefonten.
Kirkens døbefont er det ældste stykke bevarede inventar. Den er fra den romanske tid, men meget simpel både i størrelse og dekorationer. Det tilhørende dåbsfad er fra 1700-tallet, dåbskanden fra 1965.
Hvem byggede kirken?
Thorsager Kirke er i type beslægtet med den sjællandske Bjernede Kirke, der ligesom Horne Kirke på Fyn er bygget efter samme grundplan som en rundkirke i Schlamersdorf i Wagrien. Kirkens bygherre kendes ikke med sikkerhed. Kong Valdemar Sejr ejede i 1231 "Torsager med sit tilliggende, 100 mark guld". Men byggeriet kan også være på foranledning af biskop Peder Vognsen, der kendte til Bjernede og Pedersborg rundkirker. Han voksede selv op på Pedersborg, som var opført af hans morfar, hærføreren Peder Torstensen.
1877-78.
Kirken trængte efterhånden til en renovering, som blev gennemført i årene 1877-78 ved bygningsinspektør Walther. På den tid hyldede man stadig princippet om, at restaureringer skulle bringe gamle bygninger tilbage til det oprindelige udseende uden hensyn til værdien af senere tiders tilføjelser. Walther gik hårdt til værks. I de gamle ydermure var munkestenene noget medtagede af århundreders hvidtekalk, sætningsrevner og forvitring. De blev hugget ud i 1-2 stens dybde og erstattet af moderne maskinstrøgne sten. Det morsomme kirketårn på vestsiden fik sin overdel fjernet, så den fik samme højde som koret. I det indre blev alle væggene pudset med glat cementpuds og bemalet med kalkdekorationer. Resultatet var måske nok en kirke, der mere lignede den oprindelige, men den hårde medfart berøvede kirken meget af dens autencitet.
1950-52.
Denne restaurering omgjorde i høj grad Walthers ulykker i den indre. Cementpuds og dekorationer blev banket ned, så de gamle munkesten igen var synlige. Væggene blev kalket hvide. Endelig fik kirken nyt alterbord, ny prædikestol, nyt gulv og kirkebænkene kasseredes til fordel for løse kirkestole.
2004.
Den murede prædikestol fra forrige restaurering blev fjernet og erstattet af en flytbar prædikepult. Orgelet fra 1909 blev udskiftet og kirkerummet nykalket.
Thorvald Stauning.
Thorvald August Marinus Stauning (26. oktober 1873 - 3. maj 1942) var en dansk socialdemokratisk politiker, der blev den første danske, socialdemokratiske statsminister. Han var kontrolminister (minister uden porteføjle) 1916-1920, socialminister 1918-1920, statsminister 1924-1926 og 1929-1942 og sad på statsministertaburetten i sammenlagt 15 år og 9 måneder, den længste regeringsperiode i det 20. århundrede.
Baggrund.
Han var søn af karetmager, senere altmuligmand Peter August Stauning (1843-1903) og dennes anden hustru Caroline Elisabeth Hansen. Thorvald Stauning voksede op i et fattigt arbejderhjem i det indre København og fik kun en almindelig kommuneskoleuddannelse. Fra 10-årsalderen havde han fast arbejde ved siden af skolegangen. Han blev udlært som cigarsorterer i 1892 og deltog i fagforeningsarbejde. Stauning blev hovedkasserer for Socialdemokratisk Forbund i 1898 og dettes forretningsfører i 1910.
Thorvald Stauning var kendt for at være kvindeglad og fik et barn, Holger, uden for ægteskabet med en kvinde fra cigarfabrikken. På et tidspunkt krævede socialdemokraterne ham indlagt for alkoholmisbrug. Gift med Anna som døde ved en trafikulykke på en ferie. Derefter var han en feteret enkemand og senere gift med Olga og senere skilt. Affærer med Silvia Pio (datter af socialdemokratiets stifter) og senere Augusta, som fik titel af husbestyrerinde.
Politisk karriere.
I 1906 blev han i Faksekredsen valgt til Folketinget, og fra 1918 blev han valgt i København. Han var også medlem af Borgerrepræsentationen i København og var her formand fra 1919 til 1924. Stauning besad en naturlig myndighed, og i forbindelse med udspringet i arbejderklassen gjorde det ham til den selvfølgelige leder af den socialdemokratiske bevægelse.
Sin første ministerpost havde han fra 1916-20 som socialdemokratisk såkaldt kontrolminister i den radikale Zahle-regering. I 1920 under Påskekrisen lykkedes det Stauning at holde balancen i den højspændte politiske situation, hvor han maksimalt udnyttede truslen om en generalstrejke uden at bryde broerne til modstanderne.
Ved folketingsvalget i 1924 gik Socialdemokratiet syv mandater frem, hvormed Socialdemokratiet blev Folketingets største parti. Socialdemokratiet dannede efterfølgende regering under Stauning, som ikke havde problemer med at blive accepteret som regeringsleder af kongen, da han modsat J.C. Christensen i 1901 allerede havde fungeret som minister samt under påskekrisen havde udvist tålmodighed og taktisk overblik. Et stort reformprogram blev vanskeliggjort af de parlamentariske forhold, hvorfor regeringen efter et folketingsvalg måtte gå i 1926 og blev afløst af Venstre under Thomas Madsen-Mygdal.
Stauning udnævnte også Danmarks første kvindelige minister, da Nina Bang blev undervisningsminister i 1924. Hun var en af verdens første kvindelige ministre.
I 1929 opnåede Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre flertal i Folketinget, og hermed indledtes den lange og legendariske Stauning-Munch æra i dansk politik med Stauning som statsminister og den radikale P. Munch som udenrigsminister. Trediverne var kriseår med enorme arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget, men alligevel lykkedes det i modsætning til mange andre lande at sikre stabilitet i det danske samfund. I 1933 indgik regeringen med Venstre Kanslergadeforliget, der sikrede en vidtgående socialreform, og da man gik til valg i 1935, opnåede Socialdemokratiet under det berømte slogan "Stauning eller Kaos" at få mere end 46% af stemmerne, et resultat, partiet endnu ikke har overgået. Det var lykkedes Stauning at opnå status som ”landsfader”, og Socialdemokratiet fik stemmer fra store befolkningsgrupper uden for arbejderklassen.
Det betyder dog ikke, at Stauning var fri for nederlag. I 1939 var det for Stauning en stor skuffelse, at forslaget om en grundlovsrevision blev forkastet. Besættelsen den 9. april 1940 var dog et endnu hårdere slag for den aldrende statsminister.
Op gennem 1930'erne havde regeringen og oppositionen diskuteret mulighederne for et territorialforsvar af Danmark, der var blevet aktualiseret af Hitlers magtovertagelse i Tyskland, der på sigt kunne true Danmarks eksistens som selvstændig nation. Oppositionen mente, at Stauning-Munch regeringens forsvarsreformer i 1932 og i 1937 efterlod det danske forsvar så svækket, at man ikke kunne afskrække endsige bekæmpe et angreb på Danmark. Regeringen mente på sin side, at et egentligt forsvar af Danmark ville være nytteløst, og fulgte derfor en anden strategi: Dels investerede man i sociale reformer, som fx socialreformen i 1933, der skulle styrke det nationale sammenhold, og forhindre opslutning til totalitære idéer som nazisme og kommunisme blandt danske arbejdere. Dels forsøgte man ikke at provokere Tyskland bl.a. af frygt for at Hitler ville gøre krav på Sønderjylland, der var blevet genforenet med Danmark i 1920.
Stauning led et knæk d. 9. april 1940 da Danmark blev invaderet af tyskerne. Han stod dog alligevel i spidsen for samlingsregeringen, der blev dannet under Besættelsen og samarbejdede modvilligt med nazisterne i henhold til aftalen mellem alle partier, frem til sin død i 1942.
Bibliografi.
Gunnar Fog-Pedersen, Vor Regering og Rigsdag, Nordisk Forlag, København 1936.
Thrips.
Thrips ("Thysanoptera") er små plantesugende, vingede insekter på ca. 1-2 mm. De bliver også kaldt for gnavpander, tordenfluer, frynsevinger og nittinger.
For det blotte øje ligner insektet nærmest en lille stump bevægelig sort sytråd. Der er mange arter, og de optræder overalt i det åbne land, i haver og lignende, fra april til september. Æggene lægges på planter. Lever af at suge saft af planter, både af de grønne dele og af frugter. Kan formere sig ukønnet og kan blive til en kolossal mængde i løbet af en sommer.
Navnet "tordenfluer" skyldes, at visse af arterne på varme sommerdage optræder i uhyre mængder og er umådeligt generende, fordi de kan kravle ind alle vegne og giver kløe overalt hvor de kravler på huden (deraf navnet "gnavpander"). Også ind i husene kommer de, og de har en tendens til at samle sig i mængder på meget lyse flader, de kan findes lige inden for åbne vinduer eller døre, f.eks. endda under glasset i billedrammer eller i fladskærme.
Tirsdag.
Navnet betyder egentlig "Tyrs dag", jf. oldnordisk "Týsdagr", engelsk "Tuesday", tysk dial. 'Ziestag".
Det er en oversættelse fra latin "Mārtis diēs" "Mars' dag". Dette navn lever videre på de romanske sprog: fransk "Mardi", italiensk "Martedi", spansk "Martes".
Den germanske gud Tīwaz var ikke så meget en krigsgud, men mere en gud for retfærdighed og forhandlinger. Germanske soldater i romersk tjeneste stillede derfor altre op til "Mars Thingsus", dvs. Mars som tingets beskytter. Heraf kommer det tyske ord for "tirsdag", nemlig "Dienstag".
Det drejer sig dog, ligesom med de andre ugedage, egentlig ikke om "guden" Mars, men om "planeten" Mars.
Kommunalvalg i Danmark afholdes i Danmark altid på en tirsdag - helt præcist den 3. tirsdag i november. Folketingsvalg afholdes også ofte på en tirsdag.
Tivoli.
Tivoli er en internationalt kendt forlystelsespark, der er beliggende i centrum af København tæt ved Hovedbanegården. Parken er verdens næstældste af sin slags; kun Dyrehavsbakken er ældre.
Tivoli blev grundlagt af Georg Carstensen i 1843. Dørene blev åbnet den 15. august. Havens areal er stort set det samme i dag som dengang, men i 1843 lå det uden for Vesterport. Ingen af Carstensens oprindelige træbygninger er bevaret.
Forlystelsesparken blev stiftet som et aktieselskab, hvor mange af aktionærerne var de håndværksmestre, der deltog i opbygningen. I dag er Tivoli A/S noteret på Københavns Fondsbørs. De største aktionærer har siden 2000 været Scandinavian Tobacco Group ejer 31,8% og dettes moderselskab, Chr. Augustinus Fabrikker, der ejer yderligere 25,4%. Danske Bank ejer 5,1%, og de sidste 37,7% ejes af ca. 18.000 aktionærer.
Tivoli er den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark med 3,868 mio. besøgende i 2009 mod 3,973 mio. i 2008, svarende til en tilbagegang på 2,6%. Parken er Europas tredjemest besøgte forlystelsespark, kun overgået af Disneyland Paris og Europa Park i Tyskland. Ca. 320.000 personer har årskort til Tivoli. De kvindelige årskorthavere kaldes spøgende abonniner. Omkring 87% af gæsterne kommer fra Danmark.
Grunden og området.
Tivoli blev anlagt på voldenes flade forterræn, på Vestervold nær Kalvebod Strand, hvorfra svenskerne nat til 19.februar 1659 forsøgte at storme København, iført hvide kapper for ikke at synes mod sneen, gennem en åbning for vandforsyningen hvor Vandkunsten og Stormgade ligger i dag. Derfra gav den frosne voldgrav dem adgang til den belejrede by, der dog mødte dem med byger af sten, bjælker, kogende vand og brændende tjære. Ved daggry havde danskerne kun mistet 12 mand, de angribende svenskere henved 600. Deres hvide kapper fik københavnerne til at sige, at det var godt, svenskerne selv havde haft ligskjorterne med hjemmefra. Men selv om svenskerne måtte trække sig tilbage, fortsatte de sin belejring af byen i endnu et halvt år, til en dansk-hollandsk flåde kom til undsætning. - Tivolisøen er en synlig rest af den gamle voldgrav. Det forlød, at Tivolis grund endnu rummer skeletter af faldne svenskere fra dengang. Fire svenskere nåede op på voldens brystværn - den forreste blev stukket ned af Claus Ahlefeldts partisan (= et stikvåben, der var meget brugt mellem år 1400 og 1700). Våbnet ligger bevaret på Nationalmuseet, mens Ahlefeldt i 1660 blev udnævnt til øverstkommanderende i Norge.
Grunden hvorpå Tivoli ligger, købte Tivoli af kommunen i 1992.
Grundlæggelsen og tiden frem til efter anden verdenskrig.
Da Tivoli åbnede første gang, hed det "Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall"; opkaldt efter forlystelsesparkerne "Jardin de Tivoli" i Paris (der igen havde navnet fra Tivoli nær Rom) og "Vauxhall Gardens" i London. Allerede samme år blev navnet ændret til Kjøbenhavns Sommer-Tivoli, hvilket var havens officielle navn frem til 2004, hvor navnet blev forkortet til blot Tivoli (ligesom selskabet bag haven ændrede navn fra Kjøbenhavns Sommer-Tivoli A/S til Tivoli A/S).
Tivoli fik sine første radiobiler i 1926. Rutsjebanen i Tivoli er en af verdens ældste fungerende trærutsjebaner. Den blev opført i 1914. Tivoli har også verdens højeste karrusel, Himmelskibet, der er 80 meter høj og blev indviet i 2006.
Den 15. august 1943 fejrede Tivoli 100-års fødselsdag og satte dermed besøgsrekord for en eneste dag, nemlig da 112.802 mennesker gæstede haven.
Tivoli blev d. 25. juni 1944 bombet, tilsyneladende af en dansk modstandsgruppe. Det var dog ikke tilfældet, det var en tysk Schalburg-gruppe (form for tysk terrorgruppe) kaldet Peter-gruppen, der bombede Tivoli som hævn for en bombning af en dansk virksomhed, der fremstillede våben til tyskerne. De fleste københavnere vidste dog godt, at det var en Schalburg-gruppe som stod bag.
Efter bombningerne var Tivoli meget slemt beskadiget. Den oprindelige koncertsal brændte som følge af bombardementet, og dens efterfølger stod først færdig i 1956.
Den nyeste tid.
Tivoli er i nyere tid hyppigt blevet beskyldt for at kommercialisere haven på upassende vis. Dette fik i 1991 Martin Zerlang til at opfinde ordet ”tivolisering”, brugt første gang i antologien "Kulturliv - en håndbog" (Munksgaard, 1991).
Tivolis administrerende direktør har siden 1996 været Lars Liebst. Under Liebsts ledelse har Tivoli undergået en voldsom udvikling, som har resulteret i mange diskussioner om Tivolis fremtid og havens betydning som dansk kulturinstitution.
Dette har bl.a. ført til dannelsen af Tivolis Venner, en organisation for kultur- og arkitekturinteresserede, som ser med bekymring på de senere års udvikling i retning af et langt mere kommercielt og internationalt strømliniet Tivoli, hvor store dele af havens traditionelle elementer må vige for voldsomme forlystelser og nybyggerier.
Inden for de seneste år er diskussionen for alvor blusset op som følge af Tivolis - foreløbig kuldsejlede - planer om at nedrive H.C. Andersen Slottet og erstatte det med et højhushotel, og senest planen om at opføre en 3-etagers shopping-arkade som erstatning for en stor del af havens nuværende yderside. Dette projekt formodes at ville have omfattende konsekvenser også for det indre af haven, navnlig for den del af Tivoli, som befinder sig inden for muren langs Bernstorffsgade. Det gælder bl.a. Smøgen, Vaffelbageriet og forlystelsen Galejen.
Der har desuden i nyere tid været en række retssager om, i hvilket omfang Tivoli A/S' har ret til at forhindre andre erhvervsdrivende i at bruge ordet "tivoli", som også er en almindelig betegnelse for forlystelser og forlystelsesparker. I 2005 endte en retssag mellem Tivoli A/S og Jacobsens Bakery med en sejr for småkageproducenten. I 2010 tabte Tivoli A/S en sag mod det norske Thomas Tivoli, som fik lov til at registrere THOMAS TIVOLI som varemærke for en forlystelsespark.
Samme år fik Innocent Pictures forbud mod at anvende "Tivoli Night - frække forlystelser på SexTV.dk" som titel på et erotisk tv-program. I sagen kom det imidlertid frem, at Tivoli A/S selv havde medvirket til produktion af flere pornofilm og i årevis solgt sexlegetøj og "varer af pornografisk tilsnit" i haven
. Sagen inspirerede forfatteren Kenneth Krabat til at skrive og publicere digtet "Skat, lad os kneppe i Tivoli".
I 2009 fik Tivoli sin egen vindmølle ved Avedøreværket på Avedøre Holme i Hvidovre. Den er blandt de vindmøller, der leverer strøm til hele haven. Dermed er Tivoli verdens første forlystelsespark, der baserer sig på vedvarende energi. Et forsøg på at udstille vindmøllen som kunst i selve haven blev dog meget negativt modtaget.
Sæsoner i Tivoli.
Tivoli har traditionelt kun haft åbent fra starten af april til sidst i september, men siden 1994 har man haft åbent i juleperioden med julemarked og 5 ekstra forlystelser. Siden 2006 har man desuden haft åbent ti dage i skolernes efterårsferie i forbindelse med halloween. Med ca. 300.000 gæster er det en stor succes.
Faste forlystelser.
Haven har cirka 115.000 elektriske pærer.
Tolerance.
Tolerance (jf. "tolerare": udholde, tåle)er et begreb, der betyder at man tåler andres tanker og meninger, selvom man selv er uenig. En forudsætning for tolerance er, at man ikke er enig i den værdi man tolererer. Man kan altså ikke tale om tolerance overfor ting man selv er enig i.
Tonnage.
Tonnage er et skibsteknisk udtryk for vægt- og rumfangsenheder, som bliver anvendt som beregningsgrundlag for fartøjers lastekapacitet, vægt, skibstyper og klassifikation (klassifikationsselskab).
1969 konventionen om tonnage måling.
Tonnagen opmålt efter 1969 konventionen kaldes Bruttotonnage og forkortes (BT).
Tony Blair.
a> i det hvide hus den 12 November 2004.
Anthony ("Tony") Charles Lynton Blair (født 6. maj 1953), britisk politiker, var Storbritanniens premierminister fra 2. maj 1997 til 27. juni 2007 for partiet Labour. Født Blair i Edinburgh. Har læst jura ved St. John's College på Oxford Universitet. Han blev valgt til parlamentet for Labour i Sedgefield i 1983. Under Tony Blair har Storbritannien oplevet en stor økonomisk vækst, samt adskillige velfærdsreformer. Han kom ud i et større politisk stormvejr som følge af sin tilslutning til den tredje golfkrig i 2003.
10. maj 2007 meddelte Tony Blair at han 27. juni samme år ville træde tilbage som leder af sit parti og dermed også som premierminister og overlade posten til partifællen Gordon Brown, daværende "Chancellor of the Exchequer" (d.e. finansminister).
Efter sin tilbagetræden konverterede Blair som ventet af mange til den katolske kirke. Han blev desuden ansat som særlig udsending i Mellemøsten for FN, USA, Rusland og EU.
Tonga.
Tonga er et land i Oceanien, der ligger syd for Samoa og øst for Fiji. Landet består af 169 øer, hvoraf 36 er beboede.
Historie.
Øgruppen, der udgør Tonga, blev forenet i et polynesisk kongerige i 1845. I 1875 blev kongedømmet konstitutionelt. I 1900 blev Tonga et britisk protektorat. Tonga blev uafhængigt i 1970 og blev da medlem af Commonwealth. Tonga er det eneste monarki i Stillehavet.
Politik.
Regeringen udpeges af kongen. Tonga er bl.a. medlem af FN og Commonwealth.
Demografi.
Etnisk sammensætning: flest polynesere. Religion: kristendom.
Lake Torrens.
Lake Torrens er en stor udtørret saltsø i det sydlige Australien. Den er udlagt til nationalpark.
Torsdag.
Navnet betyder egentlig "Tors dag", jf. oldnordisk "Þórsdagr", engelsk "Thursday", tysk "Donnerstag".
Det er en oversættelse fra latin "Jovis diēs" "Jupiters dag". Dette navn lever videre på de romanske sprog: fransk "Jeudi", italiensk "Giovedi", spansk "Jueves".
Det drejer sig dog, ligesom med de andre ugedage, egentlig ikke om "guden" Jupiter, men om "planeten" Jupiter.
To danske helligdage falder altid på en torsdag, nemlig skærtorsdag i påsken og Kristi Himmelfartsdag.
Tosca.
"Tosca" er en opera af Giacomo Puccini, komponeret 1900. Handlingen foregår i Rom omkring 1800.
Libretto af Giuseppe Giacosa og Luigi Illica.
Operaen blev opført første gang i Danmark (Det kongelige Teater) i 1910.
Toulouse.
Toulouse er en by i Frankrig. Byen kaldes desuden "la ville rose", som betyder "den lyserøde by", fordi mange af dens bygninger er bygget med røde mursten. Universitet blev grundlagt i 1228.
Byen er hovedstaden i Occitania. Den er også central for europæisk flyindustri.
21. september 2001 eksploderede kemifabrikken AZF. Esplosionen blev målt til 3.4 på Richterskalaen.
Borgmester pr. 2007 er Jean-Luc Moudenc.
Tour de France.
Tour de France (på fransk "Le Tour de France" og på dansk også Frankrig Rundt) er verdens største cykelløb, som køres hver sommer i Frankrig i juli måned med start på en lørdag. Det tre uger lange løb betragtes som en af de hårdeste og mest prestigefyldte konkurrencer inden for cykling og sport generelt.
Kendetegn.
Tour de France blev første gang kørt i 1903. Til at begynde med var det samlede klassement et løb på tid, som det også er tilfældet i dag. Fra 1905 til 1912 brugte man et pointsystem til at beregne den samlede stilling. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer to fik 2, osv. Den førende rytter var så den, der havde færrest point.
I 1913 gik man tilbage til at køre på tid, hvor placeringerne er et resultat af de enkelte rytteres tidsforskel til den førendes samlede tid. På en måde er det såre simpelt, men samtidigt også det, der gør det så fascinerende. De enkelte rytteres styrker og svagheder bliver omsat til håndgribelige sekunder; uret tikker og viser ingen nåde.
Ind til 2009 kunne der tjenes bonussekunder, som kunne hjælpe rytteren med at rykke frem i stillingen. Især i den første uge kunne dette rykke en del rundt i klassementet, da der som regel kun er få sekunder imellem de forreste placeringer. I de indlagte spurter blev der tildelt 6, 4 og 2 sekunder til de 3 første ryttere. Ved målstregen var der 20, 12 og 8 sekunder til nummer 1, 2 og 3.
Løbskommissærerne kan også tildele rytterne straf i form af sekunder, hvis de har observeret snyd. Det kunne være trækken af holdvogne, at blive skubbet eller at modtage forplejning inden for de sidste kilometer. Normalt tildeles der straffe på 10, 20 eller 30 sekunder, men de kan være større alt efter graden af snyderiet.
Skulle en rytter styrte indenfor de sidste 3 kilometer, bliver han noteret for den samme tid, som den gruppe han kørte i, da han styrtede.
Tidsgrænsen er en anden regel, som rytterne er nødt til at tage i betragtning, især på bjergetaperne og holdtidskørslen. Alt efter etapens sværhedsgrad og hvor hurtigt den bliver kørt, beregnes en vis procentdel, man må komme i mål senere end vindertiden. Jo sværere etapen er, og jo hurtigere den bliver kørt, desto højere bliver procentdelen. Kommer man ikke ind inden for tidsgrænsen, bliver man diskvalificeret og udgår af løbet.
Selve indbegrebet af Tour’en er vel nok den gule trøje. Men trøjen blev først indført i 1919 midt i løbet. Journalisterne fra avisen L’Auto (nu L’Equipe), som organiserede Tour’en, ville gerne lettere kunne genkende den førende rytter i feltet. Derfor fik de i samråd med løbsdirektør Henri Desgrange, indført en førertrøje. Hvilken farve skulle den have? Ja, L’Auto trykte deres avis på gult papir, og da bladet var hovedsponsor for løbet, blev trøjen selvfølgelig gul.
Den 19. juli skulle man køre etapen fra Grenoble til Geneve. Den morgen blev franskmanden Eugéne Christophe den første rytter, der fik den gule trøje over hovedet.
Danskerne har ganske pæne traditioner, hvad angår den gule trøje, landets størrelse taget i betragtning. Den første dansker i gult var Kim Andersen i 1983. Trøjen blev erobret på tredje etape til Roubaix, og han beholdt den i seks dage. I 1985 lykkedes det ham også at køre i den i fire dage.
Efter Kim Andersen har også Jørgen V. Pedersen (1986), Rolf Sørensen (1991), Bjarne Riis (1995/96), Bo Hamburger (1998) og Michael Rasmussen (2007) kørt i det fornemme trikot.
Den største danske præstation i gult er dog uden tvivl Bjarne Riis. I 1995 havde han den gule trøje en enkelt dag. Men det overgik han på fornemste vis året efter (1996). På den uforglemmelige (forkortede) 9.etape til Sestriere vandt han ikke kun selve etapen, men også den gule trøje, som han beholdt hele vejen til Paris. Sestriere-etapen var også speciel, fordi han vandt trøjen fra sin gamle rival Jevgenij Berzin.
Udover Tour de France findes der to yderligere treugers cykelløb: Giro d'Italia (Italien rundt) og Vuelta a España (Spanien rundt). Disse benævnes normalt som "Grand Tour"-løbene.
Sprinterkonkurrencen.
Denne disciplin kaldes også tit pointkonkurrencen. I årene 1905-1912 blev det samlede klassement afgjort ved et pointsystem. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Rytteren med færrest point var så den førende rytter.
1953 havde Tour’en 50 års jubilæum. For at fejre dette, indførte man en pointkonkurrence som et supplement til det samlede klassement. En mulighed for sprinterne til at gøre sig bemærket, da de som regel ikke kunne gøre sig gældende i kampen om den gule trøje.
I modsætning til Tour’ens fleste andre konkurrencer, blev den grønne trøje indført fra start i 1953. Sponsoren af konkurrencen var den franske butikskæde ”Belle Jardinier”. Den solgte haveredskaber, så det var naturligt, at trøjen skulle være grøn, der jo tilmed også er håbets farve. Én gang har trøjen været rød i stedet for grøn. Det var i 1968, hvor en ny sponsor krævede dette. Men året efter var trøjen grøn igen og har været det siden.
Den schweiziske allroundrytter Fritz Schär vandt første etape i 1953. Dermed kom han både i gult og grønt. Det bevirkede, at den første, der egentlig bar trøjen, var nummer to i konkurrencen Wout Wagtmans fra Holland. Schär kom dog til at bære trøjen senere, da han til sidst kunne køre ind i Paris som vinder af den første grønne trøje.
Den største sprinter gennem tiderne må nok være tyskeren Erik Zabel, der har vundet trøjen flest gange, nemlig 6. Andre store ryttere som Mario Cipollini og Wilfred Nelissen har ydet seværdige sprinterpræstationer. Men som med Tour’ens øvrige konkurrencer skal man holde helt til Paris for at vinde sammenlagt. Mange store sprintere har kørt en formidabel første uge, men har så måtte sige stop, når feltet nåede bjergene.
Efter Erik Zabels dominans i 90’erne og starten på dette århundrede er sprinterkonkurrencen blevet en langt sværere konkurrence at forudse. Hvert år er mange forskellige ryttere med i kapløbet om den prestigefyldte trøje.
Pointene samles ved at vinde løbets indlagte spurter samt etapesejre. De indlagte spurter giver 6, 4 og 2 point til de tre første. Etapesejrene er delt ind i kategorier, alt efter hvor bjergrige de er (se tabel). Rytteren med flest point ved målet i Paris er samlet vinder. Der gives ikke point til den grønne trøje i holdtidskørslen. På alle de indlagte spurter gives der også 6, 4 og 2 bonussekunder til det samlede klassement.
Det er sket flere gange, at konkurrencen først er blevet afgjort på sidste etape. I 2003 foretog Baden Cooke et omdiskuteret svaj med cyklen, der gjorde, at han vandt samlet over landsmanden Robbie McEwen.
I perioden 1971-1989 talte pointene i de indlagte spurter i en konkurrence for sig. Dette klassement havde i årene 1984-1989 en rød førertrøje.
Den eneste dansker, der har kunnet iføre sig det eftertragtede grønne klæde, er Søren Lilholt. I 1988 kørte han 1. etape i grønt. Året efter havde han den fra 1. – 4. etape.
Bjergkonkurrencen.
De rigtige bjerge kom første gang på Tour-programmet i 1905. Løbsdirektør Henri Desgrange besluttede, at ruten skulle peppes lidt op og begyndte at tilføje bjerge. Det første egentlige bjerg, der blev passeret, var Ballon d’Alsace i det østlige Frankrig, hvor franskmanden René Pottier kom først over. Han blev dermed den første i rækken af mange bjergkonger.
I 1933 prøvede man at lave et pointsystem til en decideret bjergkonkurrence, som Spanieren Vicente Trueba vandt. I 1934 blev konkurrencen indført som en officiel del af Tour’en og har været det siden. Trueba var en stor bjergrytter, men dårlig til at køre nedad, hvor han tabte al den tid, han vandt på vej op ad bjerget. Derfor besluttede Desgrandes at indføre en tidsbonus til gavn for bjergryttere, der ikke kunne gøre sig i det samlede klassement. I dag bliver kampen om bjergkonkurrencen udelukkende udspillet på point.
Den prikkede bjergtrøje, der markerer den førende i konkurrencen, blev først indført i 1975. Den første rytter, der bar den, var Joop Zoetemelk fra Holland. Han beholdt den dog ikke hele vejen til Paris. Det var belgieren Lucien van Impe, der fik den ære. Van Impe vandt bjergkonkurrencen i alt 6 gange, lige som Frederico Bahamontes tidligere havde præsteret (inden trøjens indførelse). Senere har Richard Virenque overgået dette med i alt 7 vundne bjergkonkurrencer.
Grunden til, at bjergtrøjen er hvid med røde prikker, er, at sponsoren af konkurrencen midt i 70’erne ville have mere for sine penge. Det var ”Poulain” chokolade, og da indpakningen af deres chokoladebar var hvid med røde prikker, kom trøjen til at se sådan ud. ”Polka dot trøjen”, som den også kaldes, har med små variationer beholdt grundidéen i sit udseende til i dag på trods af skiftende sponsorer.
Pointene i bjergkonkurrencen bliver logisk nok tjent ved at komme først over bjergene. Disse er delt ind i kategorier alt efter højde og stejlhed. Kategori 4 er de laveste stigninger, der typisk forekommer i den første ”flade” uge af Tour’en. Dernæst følger de sværere kategori 3,2,1 og til sidst de skrappeste tinder, der bliver betegnet ”uden for kategori”, på fransk Hors Catégorie. Alt efter kategori gives der så point til de første, som passserer dem.
For at gøre bjergkonkurrencen mere spændende og kampen mere tæt, blev der fra 2004 indført en ny regel. Pointene blive fordoblet på det sidste bjerg, hvis dette er afslutningen på etapen (Dog kun for kategori 2 stigninger eller højere). Dette skulle sikre, at en rytter kun kan sikre sig trøjen på lange togter, hvis han også kan gøre sig gældende på den sidste stigning.
Den første dansker i den prikkede bjergtrøje var Bjarne Riis, der havde den en enkelt dag i 1993. Riis kan muligvis tilskrives noget af æren for Laurent Jalaberts to vundne bjergkonkurrencer i 2001 og 2002. Det var Riis’s vejledning og opmuntring, der gjorde, at den gamle franske sprinter sluttede sin karriere på så fornem vis. Efterfølgende har Michael Rasmussen bevist, at et forholdsvis fladt land godt kan fostre en bjergkonge. I 2005 og 2006 grundlagde han sejren i bjergkonkurrencen, lidt i stil med franske Richard Virenque, ved at score mange point på lange togter, hvor han, ofte alene, kæmpede sig op ad det ene bjerg efter det andet. I 2006 fik Rasmussen først trøjen lidt sent i løbet, men til gengæld vandt han årets kongeetape i Alperne.
Ungdomskonkurrencen.
Som en motivation for morgendagens stjerner har man i Tour’en også en ungdomskonkurrence. Alle ryttere under 25 år indgår i dette sideløbende klassement, som bliver fordelt ud fra den enkelte ungdomsrytters placering i det samlede klassement. Altså et væddeløb på tid for de nye unge talenter.
Ungdomskonkurrencen blev indført i 1975, og den første vinder blev italieneren Francesco Moser. Konkurrencen fik også en trøje som kendetegn, nemlig den hvide. Men denne trøje var ikke ny i Tour-sammenhæng, da den havde været førertrøje for den kombinerede konkurrence. Denne konkurrence udgik (for første gang) i 1974, så derfor overtog den nye ungdomskonkurrence den hvide trikot som kendemærke i 1975.
I årene 1983-86 var der endnu et kriterium for at være med i denne konkurrence. I disse år var det nemlig kun unge debutanter under 25, der måtte være med. Denne regel blev lavet om igen i 1987 til det regelsæt, der gælder i dag.
Ungdomskonkurrencen har kørt uafbrudt, fra den indførtes i 1975 og frem til i dag. Men i 1989 fjernede man den røde trøje, den kombinerede og den hvide trøje, for at gøre hele regnskabet mindre indviklet. Selve ungdomskonkurrencen fik dog som den eneste lov til at fortsætte, men uden sin trøje. Jan Ullrich har derfor aldrig haft en hvid Tour trøje, selvom han vandt ungdomskonkurrencen tre år i træk (1996-1998).
Tour de France ledelsen genindførte den hvide trøje fra og med år 2000. Så nu kan man igen kende den bedste ungdomsrytter i feltet på trøjen. I 1997 kom konkurrencen til officielt at hedde ”Souvenir Fabio Casatelli” som en gestus til den 24 årige italiener, der mistede livet i 1995, efter et voldsomt styrt på etapen mellem Saint-Girons og Cauterets.
Angrebskonkurrencen.
Angrebskonkurrencen går som navnet antyder ud på angrebsiver. En rytter kan sagtens have sat sit præg på flere etaper, eller måske hele løbet, uden at kunne gøre sig gældende i nogle af klassementerne. Derfor har man indført en lille underordnet konkurrence, som hædrer den mest angrebsivrige rytter.
Førhen var denne konkurrence et pointklassement. Men nu udpeger en jury hver dag en rytter som den mest angrebslystne. Når Tour’en er færdig, udpeger den samme jury en rytter, som har fortjent titlen, set over hele løbet.
Denne konkurrence er ikke så vigtig og prestigefyldt som de andre. Derfor har den heller ikke en trøje til at markere den førende rytter. I stedet bliver den førende rytter kendetegnet ved et rødt rygnummer, til forskel fra de normale sort-på-hvidt numre.
Selvom konkurrencen har en sekundær betydning, er den bestemt ikke helt uinteressant for rytterne. Mange sætter en stor ære i at bære de røde numre. En, der især kæmpet heroisk for dem, er franskmanden Jacky Durand, der stort set altid var/er mand for et frisk lille udbrud. Laurent Jalabert lavede også en meget flot kombination ved at vinde både bjergkonkurrencen og angrebskonkurrencen to år i træk.
Holdkonkurrencen.
Tour de France bliver formet og skabt af store individualister. Men de ville, især i det nutidige løb, ikke være meget værd uden et godt hold i ryggen. Derfor er Tour’en også et taktisk holdløb, og holdene har siden starten i 1903 haft deres egen konkurrence, der nok er sekundær, men forbundet med en del prestige.
Holdklassementet beregnes ud fra hvert holds tre bedst placerede ryttere på hver etape. De tre bedste rytteres tider bliver lagt sammen, og det hold, der har brugt mindst tid, vinder dagens holdkonkurrence. Disse tider giver så et samlet klassement.
Man kan ikke finde det førende hold ud fra de tre bedst placerede ryttere i det individuelle klassement, for et hold kan godt have forskellige dårligt placerede ryttere med fremme på etaperne og på den måde score tid i holdkonkurrencen.
Tidsbonus og straf til den enkelte rytter tæller ikke med i regnskabet. Skulle det ske, at et hold har mindre end tre ryttere tilbage i løbet, er holdet ude af holdkonkurrencen.
Det førende hold i denne konkurrence er i dag kendetegnet ved at køre med et markant gul/grønt rygnummer.
Indlagte spurter.
Fra 1971-1989 var de indlagte spurter en konkurrence for sig. Klassementet blev også beregnet, som vi kender det i dag, men altså uafhængigt af kampen om den grønne trøje, der i denne periode kun blev afgjort på målstregen.
Fra 1984 fik vinderen af de indlagte spurter en rød trøje, men som nævnt sløjfede tour-ledelsen konkurrencen og trøjen efter tour’en i 1989.
Kombinerede klassement.
Den mest specielle konkurrence, der har været i Tour’en, er nok det kombinerede klassement. Det blev udregnet sådan, at den førende rytter var den, der overordnet var bedst placeret i kampen om den gule, grønne og prikkede trøje (fra 1984-1989 blev den røde trøje også regnet med). Altså en slags all-round konkurrence.
Den første vinder i 1968, da dette klassement blev introduceret, var Franco Bitossi fra Italien. Dengang bar den førende rytter en hvid trøje. Konkurrencen udgik efter 1974. Derfor kunne den nye ungdomskonkurrence, der kom i 1975, overtage den hvide førertrøje.
Den kombinerede konkurrence blev genindført i 1980, forsvandt i 1983 og 84, og genindførtes nok en gang i 1985. Idéen med konkurrencen var ganske god. I stedet for ryttere, der var specialister og satsede på at vinde én konkurrence, kunne man her fokusere på stærke all-round ryttere, der kunne gøre sig gældende både i spurterne, i tidskørsler og i bjergene; således som for eksempel den legendariske belgier Eddy Merckx kunne det.
Ved genindførelsen i 1985 fik konkurrencen sin egen lidt specielle trøje, der havde felter for de fire konkurrencer, der udgjorde den. Denne trøje må dog ikke forveksles med holdtrøjen fra ”La Vie Claire”, som den godt kunne minde lidt om. I 1985 og 86 hvor Bernard Hinault og Greg Lemond kørte i den kombinerede trøje, kørte de nemlig for ”La Vie Claire” holdet.
Det kombinerede klassement blev fjernet fra og med 1990.
Point-holdkonkurrencen.
Denne konkurrence var en slags grøn trøje for hold. Ved hver etape blev der givet point til hver rytter. Nummer 1 fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Pointene fra de tre bedst placerede ryttere fra hvert hold blev lagt sammen. Holdet med færrest point førte så dette klassement.
Det førende hold kunne kendes på, at de kørte med grønne kasketter. Konkurrencen udgik efter 1988 og har ikke været brugt siden.
Årsopsummering.
2010 - 97. udgave fra 3. juli, til 25. juli blev for 5. år i træk til en spansk sejr - Alberto Contador vandt for 3. gang det samlede klassement efter 3641 kilometers cykling foran Andy Schleck, som blev nummer 2, og 3. pladsen gik til Denis Menchov.
2009 - 96. udgave fra lørdag 4. juli, til søndag 26. juli blev for 4. år i træk til en spansk sejr - Alberto Contador vandt for 2. gang det samlede klassement efter 3445 kilometers cykling foran Andy Schleck, som blev nummer 2, og 3. pladsen gik til Lance Armstrong, som fik et flot comeback efter 4 års pause.
2008 - 95. udgave af Touren blev vundet af spanske Carlos Sastre fra det danske hold Team CSC foran australske Cadel Evans. Sidste års vinder Alberto Contador deltog ikke, idet hans hold Astana blev udelukket grundet doping-mistanke.
2007 - 94 udgave af Tour de France fra 7. juli til 29. juli. Den samlede vinder blev spanieren Alberto Contador efter en noget anderledes slutning på løbet. Danske Michael Rasmussen, havde vundet 2 etaper og kørt 8 dage i gult og lå også til at vinde det samlede løb, indtil han 4 dage før slutningen blev hevet ud af løbet af sit eget hold Rabobank, pga. en række 'whereabouts' i månederne op til løbet, hvilket havde gjort det svært at dopingteste Michael Rasmussen. Contador (som enlig kun deltog for at vinde ungdomstrøjen, og som hjælperytter for Levi Leipheimer) overtog førertrøjen, og holdt den de sidste 4 dage hjem til Paris. Cadel Evans blev nummer 2, og Contadors holdkammerat Levi Leipheimer blev nummer 3.
2006 – 93. udgave fra lørdag den 1. juli til søndag den 23. juli over 3657 km. Kort inden løbets start blev 13 ryttere, heriblandt favoritter som Ivan Basso, Jan Ullrich og Francisco Mancebo, udelukket pga. mistanke om indblanding i en dopingsag. Vinderen blev Floyd Landis lige før Óscar Pereiro. Danskeren Michael Rasmussen vandt en etapesejr og den prikkede bjergtrøje. Kort efter løbet blev Floyd Landis afsløret i en dopingtest, som var taget under løbet. Denne test viste, at Floyd Landiss krop indholdt en forhøjet værdi af testosteron. Dopingsagen omkring Landis er endnu ikke afgjort, men hvis Landis kendes skyldig, vil sejren gå til nr. 2, Oscar Pereiro Sio.
2005 – Udgave nummer 92 blev kørt fra lørdag den 2. juli til søndag den 24. juli. Lance Armstrong slog sin egen rekord fra året før med den samlede sejr for syvende gang i træk, og Michael Rasmussen blev den første dansker, der vandt bjergtrøjen
2004 – Udgave nummer 91 blev kørt fra lørdag den 3. juli til søndag den 25. juli. 2004 og var året, hvor Lance Armstrong satte den fantastiske rekord med samlet sejr for sjette gang i træk, og Richard Virenque som den første vandt bjergtrøjen for syvende gang.
2003 – 100-året for tourens begyndelse i 1903. Dette er den 90. udgave af løbet, da enkelte år udgik som følge af verdenskrigene. Vinderen blev som året før Lance Armstrong.
2002 – Den 89. udgave af touren blev kørt fra 6. juli til 28. juli. Vinderen blev som året før Lance Armstrong, nr. 2 blev Joseba Beloki og nr. 3 blev Raimondas Rumsas.
2001 – Den 88. udgave af Tour de France blev kørt fra lørdag 7. juli til søndag 29. juli. Præmiesummen var på 16 millioner franc, hvoraf de 2,5 millioner tilfaldt vinderen. Den totale distance var 3.462 km. Vinderen blev amerikaneren Lance Armstrong, nr. 2 blev tyskeren Jan Ullrich og nr. 3 blev Joseba Beloki.
Vindere.
"Baggrundsartikel: Tour de France-vindere"
Gino Bartali er indehaver af rekorden for at vinde Touren med flest års mellemrum, da han vandt Touren sidste gang 10 år efter sin første sejr (i 1938 og 1948).
Ryttere fra Frankrig har sejret flest gange (36), efterfulgt af Belgien (18), USA (10), Italien (9), Spanien (9), Luxembourg (4), Schweiz og Holland (2 hver) og Irland, Danmark og Tyskland (1 hver).
Danske ryttere til start.
I alt har 38 forskellige danske cykelryttere i tidens løb stillet op 118 gange til start på løbets 1. etape. Den første danske deltagelse var i 1958, hvor Eluf Dalgaard og Hans Andersen deltog. Hans Andersen var den første dansker til at gennemføre touren. Jesper Skibby er den dansker, der har stillet til start flest gange, i alt 11 gange.
Utrolige præstationer.
Igennem Tour de Frances historie har der været flere eksempler på næsten umenneskelige præstationer. Specielt i løbets allertidligste historie.
Den længste etape nogensinde var 5. etape i 1920, som gik over 482 km fra Les Sables d'Olonne til Bayonne. Etapen blev vundet af Firmin Lambot i tiden 19 timer og 44 sekunder.
Hvad der er næsten mere imponerende er, at han dagen efter vandt den 6. etape, der var et 326 km langt løb Aubisque, Tourmalet, Aspin og Peyresourde, hvor Lambot var først på alle toppene, og hvor han sad 15 timer i sadlen.
Den længste Tour de France-rute var i 1926 med 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Det år blev løbet vundet af Lucien Buysse i den samlede tid 238 timer 44'25. Gennemsnitsetapen var 332 km. I dag hører etaper på over 220 km til sjældenhederne.
Den største vindermargin, Tour de France er blevet vundet med, var i det allerførste løb i 1903. Maurice Garin slog René Polthier med 2 timer 59 minutter og 21 sekunder. Efter anden verdenskrig er det Fausto Coppis sejr fra 1952, hvor han slog Stan Ockers med 28 minutter og 17 sekunder, der har været med størst margin.
Tourens alderspræsident er Henri Paret, der var 50 år gammel, da han i 1904 gennemførte løbet. Af de 88 startende gennemførte kun 15 ryttere løbet det år. Henri Paret sluttede på en 11. plads 32 timer og 18 minutter efter sin holdkammerat Henri Cornet, der vandt løbet.
En anden bemærkelsesværdig præstation i Tourens historie står Eddy Merckx for, eftersom han i sin første Tour i 1969 vandt både den prikkede bjergtrøje, den grønne pointtrøje og den gule førertrøje i en alder af kun 24 år! Den præstation har ingen kunnet gøre efter. Året efter i 1970 udviste Eddy Merckx storsind og nøjedes med bjergtrøjen og førertrøjen, men lod pointtrøjen gå til sin holdkammerat Walter Godefroot.
Tradition.
En tradition (lat. "tradere" overgive), er en procedure, som gentages igen og igen, fra generation til generation, år efter år. For eksempel er det nu en tradition i Danmark og mange andre lande at anskaffe et juletræ i løbet af december måned og evt. danse om det, ved fejring af julen.
Overlevering af skrifter,skikke og ord er en tradition, oftest i religiøs sammenhæng, som nedarves fra menneskealder til menneskealder.
I den katolske kirke er tradition en troskilde ved siden af skriften.
Tran.
Tran er fedtstof udvundet af hvaler eller andre havdyr. Det meget D-vitamin-holdige produkt "levertran" er udvundet af fiskelever.
Transport.
Transport er befordring af mennesker, gods eller varer fra et sted til et andet. Ordet er afledt af de latinske ord "trans", der betyder "over", og "portare" der betyder "at bære".
Almindelige former af moderne transport omfatter menneskedrevne køretøjer, motoriserede køretøjer, tog, fly og skibe. Transport og kommunikation er begge substitutter og komplementerende. Transportvækst ville være umulig uden kommunikation, og vækst i den ene vil lede til vækst i den anden.
Luftfart.
Luftfart kan inddeles efter transportmidlets art i: flytrafik, helikoptertrafiko.s.v.
Rumfart.
Rumfart er endnu uudviklet som transportform i gængs forstand.
Økonomikørsel.
Det drejer sig om at man anlægger en så jævn kørsel, som forholdene tillader.
Vær forudseende og undgå flest mulige opbremsninger og accelerationer.
Hold bilen i gear under nedbremsning. Hvis speederen slippes, og bilen holdes i gear, stopper indsprøjtningen af brændstof i motoren, og forbruget vil derfor falde til nul.
Når man skal op i fart: Kom hurtigt op i den ønskede fart og derefter hold derefter farten i så højt gear som muligt uden at sejtrække.
Små ændringer i vores adfærd kan hjælpe med at forhindre udslippet, uden at påvirke vores livskvalitet, og de kan faktisk spare os penge - Gør det til en sport at køre økonomisk !
Trappistøl.
De tre førstnævnte ligger i Flandern, de næste tre i Wallonien, og det sidste i Holland. Klosteret La Trappe må igen kalde deres øl for autentisk trappistøl.
Trappistmunke producerer også ost, brød og grøntsager.
Trappistøl bør ikke forveksles med de såkaldte "Bières d'Abbaye" ("klosterøl"), hvor klosteret har overgivet produktionen til et bryggeri uden for murene.
Alkoholindholdet svinger mellem 3,5 ABV og 11,3 ABV, men ofte er alkoholindholdet relativt højt. Der findes omkring 20 forskellige trappistøl.
Trappistøl er en oprindelsesbetegnelse med meget strenge kriterier.
Trelegemeproblemet.
Trelegemeproblemet går ud på at bestemme bevægelsen af tre legemer (eller flere) med næsten samme masse, som gensidigt påvirker hinanden med en kraft. I de fleste tilfælde tænker man på tyngdekraften mellem legemerne. Bortset fra visse specialtilfælde er problemet uløseligt.
I de fleste tilfælde skal man over i kaosteoriens verden for at finde en "løsning". Her kan man ikke regne med eksakte værdier. En metode bruger iterationer, eller numerisk integration. Man opskriver differentialligninger for legemerne, og angiver deres starttilstand samt en værdi delta-t (skridtstørrelsen). Man beregner legemernes tilstand (position, hastighed og acceleration) efter delta-t t. Dette gentages indtil man tilfredsstillende har beskrevet den bevægelse man ønskede. Delta-t angiver på sin vis præcisionen af resultatet. Jo mindre delta-t værdi man har, des mere præcist bliver resultatet. Sagt på en anden måde kan man selv bestemme hvor præcist man ønsker sit resultat, men du kan aldrig regne eksakt.
Pga. stor følsomhed i de tre legemers starttidspunkt i udregningerne (kaos) vil præcisionen automatisk blive lavere og lavere alt efter hvor langt frem i tid man regner. Det er et tilsvarende problem, hvis legemerne har en høj hastighed. Dette kan løses ved at bruge en variabel delta-t, som afhænger omvendt proportionalt af legemernes hastighed.
Et eksempel.
Et eksempel på trelegemeproblemet kan være de tre legemer vi alle kender: Jorden, Solen og Månen. Man kan simplificere problemet betydeligt ved at fastholde f.eks. Jorden og Solen i bestemte positioner, og kun lade Månen bevæge sig. Desuden kan man nøjes med at regne i to dimensioner. Trods dette vil man med den rette start-placering og -hastighed af Månen kunne opnå et system med kaotisk natur.
I den virkelige verden er Solsystemets planeter og måner i forhold til Solen dog meget forudsigelige, fordi solen har en meget stor masse i forhold til planeterne og den kan derfor med rimelig nøjagtig regnes som ubevægelig i forhold til solsystemets andre legemer. Men det går kun for en vis endelig nøjagtighed, i detaljen vil banerne være overlejret med lidt kaosbevægelse.
Problemet i den virkelige verden.
Et er teori, noget andet praksis. Trelegemeproblemet er dog ikke kun teoretisk. Som der er antydet ovenfor er det muligt at finde en tilfredsstillende løsning, men det kræver mange og meget komplekse udregninger. Man er tvunget til at bruge meget regnekraft, hvis man vil have løsningen inden for en rimelig tid.
Der findes matematiske metoder til at optimere numerisk integration. Den ovenfor beskrevne metode er den mest simple af dem alle, også kendt som Newtons løsning. En langt mere præcis og udbredt metode er Runge-Kutta. Den findes i forskellige ordener af stigende præcision. Meget brugt er "RK4" og "RK6" (4. og 6. orden).
I Danmark har især Elis Strömgren (1870-1947) beskæftiget sig med problemet.
Trikin.
Visse rundorme, samt disses larver, som kaldes Trikiner (latin "Trichinella spiralis"). Udvikles i tarmkanalen hos pattedyr. Smitten overføres normalt ved, at døde dyr med trikiner ædes af kødædende dyr.
Trichinella.
Der er 11 kendte arter af slægten "Trichinella", hvoraf fire beskrives.
"Trichinella spiralis" er en lille rundorm, der kan inficere mennesker. Ormen kan, fuldt udvokset, blive mellem 1 og 4 mm alt efter køn (hunner bliver størst). Dens larver kan bliver ca. 1 mm.
"Trichinella nativa" opholder sig mest i vilde dyr, der lever i arktiske egne. Denne trikin art er fryseresistent, modsat de andre "Trichinella" arter, og kan derfor overleve flere år i for eksempel frosset rovdyrkød.
"Trichinella britovi" kan man finde i vilde dyr i Europa. Den kan leve ved lavere temperaturer end "Trichinella spiralis", men er ikke fryseresistent.
"Trichinella pseudospiralis" er udbredt i hele verden, og kan smitte fugle. Den er mindre end de andre trikin arter, og den danner ikke en kapsel i de inficerede celler, i modsætning til de andre trikin arter. "Trichinella pseudospiralis" kan ikke tåle frost, og bliver ødelagt i kød, der er gået i forrådnelse
Livscyklus.
Indgangs fase: Et menneske eller dyr spiser noget inficeret kød, som indeholder det første stadie af en muskellarve. I maven bliver kapslen omkring larven opløst, og larven passerer videre ned i tyndtarmen, hvor den udvikler sig til en voksen rundorm. Herefter formerer de voksne rundorm sig. Hannen dør hurtigt, og kommer ud med tarmindholdet. Hunnen lever i ca. 2 måneder, og kan producere 500-1500 levende larver igennem et liv. Larverne fødes af hunnen ind i et lymfekar.
Vandrings fase: De nyfødte larver bevæger sig videre ved hjælp af lymfevæsken til blodet og videre rundt i kroppen, hvor de kommer ud i muskelfibrene. Vandretrikinen leder i muskelfibrene til den finder en muskelcelle, der passer i størrelsen, som den trænger sig ind i og ruller sig sammen.
Muskel fase: Når larverne trænger ind i musklen, reagerer værtens [immunforsvar] med en betændelsesreaktion, og derved danner musklen en kapsel rundt om larven. Larven befinder sig nu i en hvilefase, hvor den kan opholde sig i en muskelcelle og bevare evnen til at påbegynde en ny cyklus i op mod 30 år.
Smitte.
Smitte med "Trichinella spiralis" kan medføre sygdommen trikinose.
"Trichinella spiralis" kan leve i en lang række af forskellige kødædende og altædende pattedyr, som f.eks. menneske, svin, vildsvin, rotter og mus. Trikinlarverne i musklerne overføres til en ny vært, ved at de bliver spist af den nye vært. Larven udvikler sig i tyndtarmen på den nye vært. Hvis de indkapslede larver ikke bliver spist, går de til grunde. De kan dog sidde i en levende muskel i op til 30 år og stadig gennemgå en cyklus, hvis de bliver spist.
Mennesker smittes, hvis de spiser kød indeholdende trikiner, som ikke er stegt eller kogt tilstrækkeligt.
Symptomer på trikinose kan være mavepine, diarré, opkast, feber, muskelsmerte, hæshed, allergireaktioner, hævelse omkring øjet, skade på centralnervesystemet, hjertefejl. Symptomerne kan variere meget i styrke alt efter, hvor stor koncentrationen "Trichinella spiralis" er i kroppen. I værste fald kan en infektion medføre døden.
Behandling.
Hvis diagnosen stilles tidligt i forløbet, inden de vandrende larver når at encystere sig, er der gode muligheder for at opnå total helbredelse ved behandling med lægemidlet "Mebendazol".
Alternativt har forsøg med behandling med det veterinære lægemiddel "Albendazol", vist sig mere effektivt, men dette middel er dog endnu ikke godkendt til humant brug. Denne behandling kan derfor kun ske via en infektionsmedicinsk afdeling. Anvendes Albendazol, bør der dog samtidig anvendes "steroider", da der ofte fremkommer en kraftig allergisk reaktion, når larverne henfalder. Fælles for begge midler er dog, at de kun dræber de voksende parasitter i tarmen, samt de vandrende larver, hvorimod de ikke har nogen effekt på de encystere larver.
Forebyggelse.
På cystestadiet kan det være meget vanskeligt, nærmest umuligt at behandle trikinose, derfor er det vigtigt at forebygge en infektion. Den mest effektive forebyggelse af "Trichinella spiralis" er en effektiv kødkontrol, hvorved man vil opdage smitten.
Trikinlarver encysterer sig i muskler, og smitten bliver spredt ved indtagelse af encysteret kød. Når et rovdyr æder encysteret kød, vil cysten blive opløst i maven, og larven vil blive ført til tarmen, hvor den vil vokse og formere sig.
Den største risiko er derfor i kød fra rovdyr eller omnivore dyr (altædende), som man kan undlade at spise.
Dog er der også tidligere fundet trikiner bl.a. i hestekød, så alt kød, især fra lande med dårlig kødkontrol, må anses for potentielt smittebærende. Derfor skal man også være påpasselig med kød fra vildt.
Vil man være helt sikker på ikke at få trikinose, skal man undgå at spise råt kød, især fra kødædende dyr, og fra lande med dårlig kødkontrol, da de encysterede larver ikke tåler en temperatur på 75° C. Så hvis man sikrer sig, at alt kødet har opnået denne minimumstemperatur, kan smitten altså ikke spredes selvom den skulle forekomme.
Trikiner i Danmark.
Trikiner var tidligere almindeligt udbredt, men har ikke været konstateret i danske svinehold siden 1930'erne. Dette kan forklares ved den forebyggende indsats, som ydes i kødkontrollen. Der har dog været konstateret trikiner i vilde dyr, herunder vildsvin og ræve. Som eksempel blev der i 1979 skudt to vildsvin, som begge var inficerede med trikiner. Dette må dog også anses som sjældent forekommende.
Med den øgede interesse for udendørs svinehold må man antage, at risikoen for trikininfektioner er stigende. Denne stigning skyldes, at frilandsgrise nemmere kan blive inficeret med trikiner, da de fouragerer i det fri.
Trinidad og Tobago.
Trinidad og Tobago er et sydamerikansk land beliggende i det sydlige Caribiske Hav, 11 km fra Venezuelas kyst. Landet består af de to hovedøer, Trinidad og Tobago, og 21 mindre øer.
Historie.
Inden øerne blev opdaget af Christopher Columbus i 1498 var de beboet af caribere og arawaker. Trinidad var spansk koloni fra 1400-tallet indtil øen blev indtaget af briterne i 1797. Under den spanske tid flyttede mange franskmænd til Trinidad. Også franske plantageejere fra de franske kolonier Martinique og Guadeloupe kom til Trinidad, hvor de påbegyndte dyrkningen af sukkerrør, kaffe og kakao. De medbragte afrikanske slaver.
Tobago har været koloni under Spanien, Holland, Frankrig og Storbritannien.
Trinidad blev britisk koloni i 1802 og Tobago i 1814. Øerne samledes til én administrativ enhed af briterne i 1890.
Slaveriet blev forbudt i midten af 1800-tallet, hvilket førte til mangel på arbejdskraft i landbruget. Det medførte en indvandring af arbejdskraft fra Indien, Kina og Portugal. I begyndelsen af 1900-tallet kom også indvandrere fra Syrien og Libanon.
I begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at udvinde olie på Trinidad og senere også naturgas.
Trinidad og Tobago blev et selvstændigt land i 1962 og blev en republik i 1976.
Politik.
Trinidad og Tobago er bl.a. medlem af FN og det britiske Commonwealth.
Geografi.
Klimaet er varmt hele året med en lufttemperatur, som varierer mellem 23 og 32oC. Der findes to årstider; den tørre årstid mellem januar og maj, og regntiden mellem juni og december. Den gennemsnitlige nedbør er 2.000 mm om året. Døgnet har i gennemsnit 11 lyse timer.
Demografi.
Etnisk sammensætning: 40 pct. sorte, 40 pct. indere og 14 pct. af blandet herkomst. Religion: 46 pct. kristne, 24 pct. hinduer, 6 pct. muslimer.
Sport.
I 2006 deltog Trinidad og Tobago for første gang i en slutrunde i VM i fodbold. De lagde ud med en uafgjort 0-0-kamp mod Sverige.
Eksterne henvisninger.
*
Tristan og Isolde (legende).
Tristan og Isolde af John William Waterhouse.
Tristan og Isolde er en legende fra middelalderen, om de unge elskende, Tristan og Isolde, der er bundet sammen af en elskovsdrik, og ender med at dø for kærligheden.
Det er oprindeligt en keltisk fortælling, hvis original ikke findes, men som fortælles i mange forskellige middelalderversioner. Den menes løseligt at være knyttet til sagnkredsen om Kong Arthur. De tre kendteste og mest indflydelsesrige middelalderversioner er af den engelske Thomas (ca. 1160); den franske af Béroul (slutningen af 1100-tallet) og den tyske af Gottfried af Strassburg (ca. 1230).
Historien handler om et trekantsdrama mellem den korniske ridder Tristan, den irske prinsesse Isolde og hendes mand Kong Mark af Cornwall. Historien går forud for og har med stor sikkerhed indflydelse på Lancelot og Guinevere romancen og har stor indflydelse på vestlig kunst og litteratur siden den dukkede op i det 12. århundrede. Selvom historiens detaljer er forskellig fra forfatter til forfatter, er det overordnede plot det samme.
Opera.
Richard Wagner komponerede en opera over Gottfrieds version i 1859.
Plot.
Det overordnede plot er at Tristan sejrer over ridder Morholt bror/onkel til Isolderne. Efter kampen fortæller Morholt at hans våben var smurt med gift og kun (dronning eller datteren?) Isolde kan redde Tristan. Den sårede Tristan forklæder sig og kalder sig Tantris og spiller harpe i nærheden af Isolde så flot at hun ønsker at lære det. Isolde får helet Tantris sår.
[en masse forviklinger springes over inkl. en drageslagtning]
Da den yngre Isolde skal giftes med den korniske Mark sejler Tristan hende over til Mark. Undervejs bliver Tristan og Isolde stormforelskede, da de begge har drukket af Dronning Isoldes elskovsdrik (vin). Isolde efterlader Tristan og bliver gift med Mark.
I nogle historier bærer Isolde jernbyrd for at se om hun taler sandt med at hun kun har haft Mark og "bonden" Tristan mellem sine ben.
Troels Kløvedal.
Troels Kløvedal (født Troels Beha Erichsen den 2. april 1943 i København) er en dansk forfatter med base i Ebeltoft og er kendt for sine jordomrejser med skibet "Nordkaperen". Kløvedal er far til tv-værten Mikkel Beha Erichsen og bror til socialrådgiver Hanne Reintoft samt tv-direktør Bjørn Erichsen og tog navnet Kløvedal, da han var medlem af kollektivet "Maos Lyst".
Eksterne kilder og henvisninger.
Troels
Trubaduren.
"Trubaduren" er en opera af Giuseppe Verdi, komponeret 1853. Handlingen udspiller sig i Spanien i det 15. århundrede.
Tryllefløjten.
Plakat fra uropførelsen 30. september 1791
"Tryllefløjten" (Die Zauberflöte) er en opera i 2 akter. Librettoen er skrevet af Emanuel Schikaneder (1751-1812). Musikken er komponeret af Mozart i 1791 (KV 620).
Librettoen er en klassisk fortælling om to elskende, der må igennem hårde prøvelser, inden de endelig kan falde i hinandens arme for evigt. Handlingen er inspireret fra Christoph Martin Wielands historie "Lulu oder Die Zauberflöte”. Det kommer til udtryk i Papagenos og Papagenas historie, hvor trylleriet og balladen sker.
Men "Tryllefløjte"n har også i Tamino og Paminas dybereliggende lag, som fortæller om lysets kamp mod mørket og har betydningslag ind i Frimurerbevægelsen (som både Mozart og Schikaneder var blevet medlemmer af), hvor kærlighed, tilgivelse, tolerance og broderskab var nøgleord. Herfra kommer inspirationen til mange af de i operaen forekommende optagelseceremonier, ritualer og prøvelser.
Operaen er filmatiseret af Ingmar Bergman i 1975 med bl.a. Josef Köstlinger, Irma Urrila, Håkan Hagegård og Ulrik Cold og af Kenneth Branagh i 2006 med bl.a. Joseph Kaiser, Amy Carson og René Pape.
Handlingen.
Rollelisten omfatter "Nattens Dronning", "Sarastro", "fuglefængeren Papageno", "fyrst Tamino" samt "prinsesse Pamina", der er Nattens Dronnings datter.
Fyrst Tamino har forvildet sig ind i Nattens Dronnings rige og er her kommet i kamp med en kæmpeslange. I sidste øjeblik reddes han af tre af dronningens hofdamer. Via et billede introduceres han af kvinderne til Pamina, som han forelsker sig hovedkulds i. Hun er datter af Nattens Dronning, men er den onde troldmand Sarastros fange i et østligt land.
Tamino lover dronningen at drage ud for at befri Pamina. Hun giver
ham en tryllefløjte, der kan beskytte ham mod alverdens farer og sammen med fuglefængeren Papageno, drager han af sted for at befri sin elskede.
I Sarastros rige erfarer de, at han ikke, som de troede, er ond. Han er en klog, retfærdig og vis ypperstepræst, der har bortført Pamina alene til beskyttelse mod hendes mor. Sarastro kan se, at Tamino og Pamina er skabt for hinanden, men for at få hinanden, skal Tamino bestå en række prøvelser. De er så vanskelige, at de er tæt på at koste de elskende både
kærligheden og livet. Da det ved Paminas hjælp lykkes at bestå prøvelserne, tilbagevinder de kærligheden, mens historiens virkelig onde person, Nattens Dronning, opsluges af mørket.
Formen.
Med sin blanding af mystik, romantik, drama og komedie henvender Tryllefløjten
sig til alle aldre. Med sin talte dialog egner den sig glimrende som introduktion til teatrets og operaens magiske verden.
Operaens iørefaldende musik gør den til en af verdenen mest poplulære operaer, både hos den erfarne operaelsker og hos begyndere.
En meget polulær kendt arie fra denne opera er Nattens Dronnings arie "Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen". Den er kendetegnet ved sit meget høje toneleje, som kræver en koleratursopran for en vellykket gennemførelse.
Orkestrering.
Orkesteret består af to fløjter, to oboes, to klarinetter, to fagotter, to horn, to trompeter, tre trombones, pauker, klokkespil og strygere.
Trækfugl.
Trækfugle er i zoologi fugle, der forår og efterår foretager retningsbestemte træk mellem et yngleområde og et vinterkvarter, hvorved centrum for bestandens udbredelse forskydes..
En yngletrækfugl er en fugl der yngler i et område, men trækker væk om efteråret.
Hvis fuglene hverken yngler eller overvintrer, men passerer et område i løbet af trækket kaldes de trækgæster i det område.
Fugle som ikke trækker kaldes standfugle.
Tsing Pao.
Tsing Pao el. Tipao, der betyder "Rapport fra Paladset" eller "Kejserens Efterretninger", blev introduceret i Kina i 400-tallet.
Tsing Pao indeholdt såvel officielle meddelelser som nyheder fra forskellige dele af det kinesiske kejserrige, og skrifterne anses for at være blandt verdens ældste officielle nyhedskanaler eller nyhedsbreve. Der var ikke tale om en egentlig avis eller magasin, som først optræder i det 8. århundrede i form af Kaiyuan Za Bao (el. Kaiyuan Chao Pao), der anses for at være verdens første avis.
Tsing Pao nyhedsbrevene blev trykt med trykplader, udskåret af træ. Som følge af den tidskrævende og komplicerede produktionsmetode udkom de med meget uregelmæssige mellemrum, men nyhedsbrevet blev først endeligt indstillet i forbindelse med det kinesiske Manchu kejserriges fald i 1911.
Tuvalu.
Tuvalu er et land i Oceanien, der tidligere hed Ellice Islands'". Landet er med et samlet areal på 26 km² verdens fjerdemindste nation. Landet består af de ni koralrev Funafuti (der er nationens hovedø med halvdelen af befolkningen), Nanumea, Niutao, Nanumanga, Nui, Vaitupu, Nukufetau, Nukulaelae og Niulakita. Tuvalus nærmeste nabolande er Kiribati og Fiji.
Historie.
Tuvaluanerne er et polynesisk folk, der formodentlig bosatte sig på øerne for ca. 2.000 år siden.
Tuvalu blev opdaget af spanieren Alvaro de Mendaña y Neyra i 1568. Han fandt øen Nui, men kom ikke i land.
De næste europæere kom til øerne i 1700-tallet. Tidligt i 1800-tallet besøgte europæiske hvalfangere øen. Slavehandlere fra Peru ("blackbirders") huserede i Stillehavet mellem 1862 og 1864, og Tuvalu var en af de hårdest ramte atoller. Omkring 400 mennesker blev taget til fange på Funafuti og Nukulaelae, og ingen af dem vendte hjem igen. I 1865 begyndte det protestantiske London Missionary Society evangeliseringen af Tuvalu. I løbet af 1920'erne var alle øboerne blevet kristnet. Europæiske handelsfolk boede fra slutningen af 1800-tallet også på øerne. Europæerne førte sygdomme med sig, som var ukendte for lokalbefolkningen, og som derfor forårsagede mange dødsfald i Tuvalu.
I 1892 blev øerne en del af det britiske protektorat Gilbert and Ellice Islands, hvor Tuvalu derefter blev kaldt Ellice Islands. Protektoratet blev en koloni i 1915. I 1943 under den 2. verdenskrig, kæmpede de allierede styrker mod japanerne på øerne. Tusinder af marinesoldater var stationeret der helt til december 1945.
På grund af interne etniske modsætninger i kolonien stemte polyneserne på Ellice Islands sig til separation fra mikroneserne på Gilbert Islands (senere Kiribati). De efterfølgende år blev Ellice Islands en separat britisk koloni med navnet Tuvalu. 1978 blev Tuvalu en selvstændig stat. Nationaldagen fejres den 1. oktober.
Tuvalus politik.
Tuvalu er medlem af: Commonwealth, ACP, SPC, SPF, ESCAP, UNESCO, UPU og WHO.
Global opvarmning.
Det højeste punkt på Tuvalu ligger blot 4,6 meter over havoverfladen. Det gør Tuvalu meget udsat for stigende vandstand. FN's Klimapanel har fastslået, at global opvarmning får vandstanden i verdenshavene til at stige med 2-3 millimeter om året, og det er noget, der kan mærkes på Tuvalu. Landbrugsjord og boliger ødelægges på grund af indtrængende saltvand, hvilket har tvunget befolkningen ind i byerne. Hvis vandstanden stiger meget mere, bliver øerne mere oversvømmede og ubebolige. Man kan ikke finde vand på øerne, som ikke er salt. Derfor samles regnvand til drikkevand i tanke.
Hvis den globale opvarmning fortsætter som nu, vil Tuvalu ikke længere være beboelig om få år. Tuvaluanerne ønsker at flytte sammen til et andet sted når den tid kommer, frem for at miste deres nation, nationalitet og fædrelandsfølelse samt spredes rundt i verden, men Australien som indtil videre har været det tiltænkte sted at starte på en frisk, har indtil videre nægtet tuvaluanerne et område.
Tuvalus økonomi.
Tuvalu er et fattigt land. Det tjener dog en del på fiskerilicenser. Landet råder over 1,2 mio. km² hav og sælger licenserne til USA, Taiwan og Sydkorea. Landbruget, som beskæftiger ca. 70 % af befolkningen, eksporterer kun kokosnødder. Tuvalu tjener også penge på salg af domæner på internettet, idet Tuvalu's TLD (Top Level Domain) er.tv, og mange tv-stationer vil gerne have en web-adresse, der ender på.tv.
Tuvalu er et af de lande i verden med størst underskud på betalingsbalancen. Importen er næsten 200 gange større end eksporten. Mange tuvalunesere arbejder i udlandet og sender penge hjem. Desuden støttes Tuvalu økonomisk af andre lande.
Tux.
Tux er navnet på en pingvin, som er Linux' officielle logo og maskot. Tux er skabt af Larry Ewing med programmet "GIMP" efter idé af Linus Torvalds, skaberen af Linux.
Kanalen Cartoon Network har sendt et program ved navn "Jimmys skøre verden", (Original titel: Out of Jimmy's Head), hvor man ser pingvinen Fix, i en birolle. Fix, eller Tux, som han hedder i den originale version af serien, spiller en rolle som en af de tegnefilmsfigurer som vores hovedperson Jimmy, tilsyneladende er den eneste der kan se.
Tübingen.
Tübingen er en tysk by, beliggende ca. 35 km sydvest for Stuttgart midt i den smukke Neckartal. Den gamle by indkapsles af floden Neckar og den lidt mindre Ammer, men byen er for længst vokset ud over disse grænser. I 2002 havde byen 82.885 indbyggere, hvoraf ca. 22.000 var studerende. Byens største vartegn er byens universitet, Eberhard Karls Universität Tübingen, som blev grundlagt i 1477.
Historisk set har Tübingen spillet en vigtigere rolle end dens ringe størrelse burde tilskrive den. Den har i flere omgange været hjemsted for kongen af Württemberg, som residerede på det imponerende slot der knejser sig over byen, men nok vigtigere har mange af de store intellektuelle tyskere studeret i den idylliske by. Af de mange berømtheder der har studeret på det traditionsrige universitet kan kort nævnes romantiske forfatter og digter Friedrich Hölderlin, filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel, filosoffen og romantikeren Friedrich Wilhelm Joseph Schelling. Disse tre boede i en årrække i samme kollegium.
Af nulevende personligheder kan nævnes den tyske forbundspræsident Horst Köhler samt Pave Benedict XVI, (Joseph Ratzinger), der også har undervist på stedet.
Tyr.
Tyr bruges også om andre handyr – især af store dyrearter såsom hvaler, elefanter, giraffer og hvalrosser.
Tønder.
Tønder (Synnejysk: "Tynne"), (Frisisk: "Tuner"), (Tysk: "Tondern") er en by i Sønderjylland med 7.743 indbyggere (2010), beliggende i Tønder Sogn. Den er en moderne skole- og erhvervsby med bl.a. aluminiumsbearbejdning, fotolaboratorium, støbefabrikker og sko-fabrikken ECCO og et aktivt handelsliv kombineret med smuk, gammel arkitektur. Nærmeste naboby er Møgeltønder, som ligger 4 kilometer vest for byen. Tønder er hovedby i Tønder Kommune og hører under Region Syddanmark.
Byens historie.
Den arabiske geograf Idrisi nævner omkring midten af 1100-tallet en lokalitet "Tu(r)ndira", som muligvis er identisk med Tønder eller måske det nærliggende Møgeltønder. Tønder fik i 1243 Lybsk stadsret, og er dermed landets ældste købstad. Tønder var oprindelig en havneby, men som følge af især Hertug Hans den Ældres digebyggerier vest for byen i 1550'erne mistede byen sin direkte adgang til havet, og havnen mistede sin betydning. Tønders centrum er præget af huse fra slutningen af 1600- og 1700-tallet, da byen oplevede kraftig vækst pga. knipleindustrien.
1532 ramte den anden allehelgensaftensflod. I Tønder stod vandet 3 alen (1,8 meter) højt i Sct. Laurentii kirke, som ellers er bygget 3,5 meter over havets overflade, hvilket giver en vandstand på 5,3 meter over dagligt vande.
Musikfestivalen.
Byen er hvert år samlingssted for mange musikentusiaster under Tønderfestivalen, en af de vigtigste europæiske festivaler indenfor traditionel og moderne folkemusik, roots og blues. Festivalen finder sted hvert år i den sidste hele weekend i august. Den begyndte i 1974. Der er i 2006 ca. 1.900 frivillige medarbejdere tilknyttet festivalen.
Tønder er kendt for en særlig form for kniplinger kaldet tønderkniplinger, og der afholdes også en festival for knipling i byen. Den tiltrækker mange besøgende fra hele verden.
Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder.
Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder - det tidligere Tønder Museum - er, foruden at være et lokalt museum under Museum Sønderjylland, et kulturhistorisk museum med samlinger specielt fra kunstindustrien i regionen, bl.a. bondemøbler, sølvtøj fra Vestslesvig og selvfølgelig Tønderkniplinger.
Museet har Nordens største samling af vægfliser og kakler.
USA's uafhængighedserklæring.
Den amerikanske uafhængighedserklæring (engelsk: "Declaration of Independence") blev udstedt den 4. og 5. juli, 1776 i Philadelphia, over et år efter at den amerikanske uafhængighedskrig var brudt ud mod Storbritannien, på initiativ af blandt andre Thomas Jefferson. Erklæringen blev forberedt af den såkaldte Fem mands komite. Underskrivelsen fandt sted den 2. August, 1776.
I alt underskrev 56 mennesker uafhængighedserklæringen (John Hancock var den første der underskrev erklæringen).
Ifølge uafhængighedserklæringen betragtede de engelske kolonier i Nordamerika sig herefter som frie og uafhængige stater. Som væsentlig bestanddel indeholdt uafhængighedserklæringen som indledning en erklæring om menneskerettighederne.
4. juli er USA's nationaldag: Uafhængighedsdagen (USA)
Referencer.
Uafhængighedserklæring
Udparring.
Udparring er inden for fugleopdræt det, at man placerer en han og en hun i samme voliere for at få dem til at acceptere hinanden. Hos polygame fugle bliver der sat flere høner til én hane.
Udsagnsord.
Et Udsagnsord eller et verbum er et ord, der bl.a. kan udtrykke en handling ("løber, leger"), en hændelse ("indtræffer", "synker") eller en tilstandsmåde ("er", "bør") og som fungerer som prædikat i en sætning. Udsagnsord/verber er en ordklasse.
Dertil gives der en nutids tillægsform og en datids tillægsform.
Verber.
Verber kan bøjes i tempus (tid), modus (måde), diatese (aktiv/passiv), og på nogle sprog bøjes verber efter person; dette forekommer dog ikke på dansk.
De forskellige tider er: imperativ (bydemåde), infinitiv (navnemåde), præsens (nutid), præteritum/imperfektum (datid), perfektum (før nutid), pluskvamperfektum (før datid). Desuden findes de to tillægsformer: perfektum participium (kort tillægsform) og præsens participium (lang tillægsform).
Diatese angiver, hvordan et verbum er bøjet i hhv. aktiv og passiv. I en aktiv sætning er det subjektet (grundleddet), som "gør noget ved" objektet. I en passiv sætning er det subjektet, der "gøres noget ved".
Man kan ydermere angive, hvem der "gør noget ved" bogen ved at tilføje agens. I ovenstående eksempel tilføjes "af pigen" til den passive sætning: "Bogen hentes af pigen."
Dvs. at man på dansk transformerer en sætning fra aktiv til passiv ved at gøre det direkte objekt til subjekt, tilføje et -s til verbet (eller lave en omskrivning med at blive) og angive aktiv-sætningens subjekt med en præpositionsforbindelse (forholdsordsled).
Der findes forskellige former for verber. De som ikke kan stå alene i en sætning, og de som kan. F.eks. giver det ingen mening at skrive "manden løbet", mens "manden løber" er helt acceptabelt. Verber som kun kan agere verballed (udsagnsled) ved sammensatte tider (mere end et ord er verballed) kaldes infinitte. Infinitiver og tillægsformer går under denne kategori. Infinitte verber kan på dansk ikke bøjes i tempus (eller person).
Finitte verbalformer er kort sagt alle de andre. Eksempelvis er "jeg går" en finit verbalform. Finitte verber bøjes i tempus, og de kan stå alene som verballed i en tekst.
Verber kan også inddeles alt efter, om de tager objekt eller prædikat. Eksempelvis tager verbet "er" subjektsprædikat: Han er rar.
Verbet "skriver" "kan" tage objekt. F.eks.: "Manden skriver en sang."
De 250 mest almindelige verber (udsagnsord).
være, have, kunne, blive, skulle, ville, få, sige, komme, gå, gøre, se, måtte, tage, give, stå, finde, holde, sætte, vise, bruge, ligge, vide, tro, mene, ske, fortælle, høre, lave, lægge, skrive, sidde, lade, spille, synes, følge, begynde, køre, stille, tænke, kalde, ønske, slå, leve, føre, burde, spørge, arbejde, skabe, sende, falde, kende, vælge, føle, betyde, trække, samle, vente, forstå, gælde, betale, nå, prøve, rejse, købe, bo, tale, læse, svare, vende, vinde, sælge, hjælpe, møde, forsøge, lære, hedde, findes, fortsætte, stige, lyde, kræve, passe, sikre, klare, koste, starte, søge, tælle, bryde, bygge, lukke, mærke, virke, opleve, bringe, handle, ændre, ligne, bede, dreje, nævne, udvikle, bestå, flytte, elske, spise, regne, mangle, bære, ansætte, udsende, fylde, hænge, løbe, forklare, lykkes, ringe, vokse, deltage, håbe, lide, modtage, oplyse, foregå, løse, danne, huske, foretage, hente, skyldes, slippe, forsvinde, glemme, kigge, miste, gennemføre, åbne, fjerne, forlade, snakke, slutte, dække, tjene, anvende, øge, rette, undgå, gribe, opstå, tabe, behandle, ende, indgå, kaste, ramme, interessere, styre, skifte, beslutte, opnå, fungere, føde, råbe, ses, betragte, dø, true, behøve, tegne, foreslå, indeholde, opdage, skyde, drikke, forvente, optage, træde, sørge, afvise, dele, benytte, støtte, tvinge, skaffe, stikke, stoppe, beskrive, tø, kæmpe, drive, dræbe, undersøge, glæde, melde, omfatte, bestemme, konstatere, tilbyde, understrege, blande, vedtage, indføre, placere, synge, spare, besøge, sove, lytte, eksistere, yde, acceptere, løfte, præsentere, udtrykke, byde, diskutere, ødelægge, bevare, presse, fremstille, brænde, overtage, præge, udføre, ryge, udsætte, springe, love, flyve, erkende, udtale, opgive, bevæge, udgøre, pege, mødes, trænge, smide, afsløre, forestille, smile, dukke, medføre, tillade, vurdere, producere, sejle, skjule, begrænse, etablere, koge, lede, frygte, overveje, tilføje, stemme, skære, træffe, posere.
Udsætningsdirektiv.
EU's udsætningsdirektiv (dir. 2001/18/EF) angiver reglerne for miljø- og sundheds-godkendelse af gensplejsede produkter til salg (markedsføringstilladelse). Reglerne dækker også forsøg med udsætning af gensplejsede organismer. Reglerne omfatter kun levende gensplejsede organismer og er indført i den danske lov om miljø og genteknologi.
Udviklingsplatform.
En udviklingsplatform er i computerterminologi både et styresystem og den tilhørende maskine. Dette vil sige, at det nyudviklede program er specielt designet til netop de styresystemer og maskiner, som findes inden for udviklingsplatformen. Det kunne f.eks. være, at en udvikler besluttede sig for at programmere specielt til Windows og en pc. I dette tilfælde vil programmet så kun virke for denne konstellation. En udvikler kan også have en udviklingsplatform, som gælder for mange styresystemer og maskiner, men problemet med dette er, at der typisk skal bruges for meget tid på en konvertering.
Ufologi.
Ufologi er studiet af ufo-rapporter, -syn og andre relaterede fænomener.
Uge.
En uge er 7 dage eller døgn.
En sådan inddeling på 7 dage eller døgn har været anvendt i årtusinder. Allerede i Kaldæa, i det gamle Egypten og hos jøderne var en sådan tidsinddeling - helt uafhængig af året - taget i brug. Det er sandsynligt, at syvdagesugen har fungeret ubrudt lige siden trods alle kalenderreformer.
Syvdagesugens oprindelse er uvis, men hvis man inddeler måneden (den naturlige synodiske) i fire lige store dele, bliver hver på 7,38 døgn.
I Europa eksisterede der, før kristendommen blev udbredt, rundt omkring "uger" med andre antal dage, men den kristne kirke, der havde overtaget syvdagesugen fra jøderne, indførte ved sin fremtrængen denne overalt.
Ugens dage.
I Danmark er mandag ugens første dag og søndag den sidste, siden 1. januar 1973 i overensstemmelse med ISO 8601. I enkelte andre lande starter ugen med søndag og slutter med lørdag. De to sidste ugedage, lørdag og søndag, kaldes også weekend.
Ugenummerering.
I det danske kalendersystem defineres den første uge i et år som den første uge, der indeholder mindst fire dage af det nye år. Det er således den uge, der indeholder den første torsdag i året, da torsdag er midterste ugedag og ugen starter på en mandag. Et ugenummer omfatter altid syv dage.
Sædvanligvis bliver der 52 uger på et år, men da 52 gange 7 kun er 364, kan det forekomme at der er 53. Dette sker, når nytårsdag er en torsdag, samt i skudår hvor nytårsdag er en onsdag eller torsdag.
I nogle andre lande er onsdag midterste ugedag, fordi ugen starter med søndag. Det kan give problemer i de år, hvor der er forskel i ugenummereringen mellem de to kalendersystemer. Især når der skal planlægges arrangementer på tværs af landegrænser og med it-systemer, der benytter ugenummerering.
I Danmark indførtes nummerering af ugerne mandag d. 1. januar 1973. Samtidig ændredes ugens første dag fra søndag til mandag.
UHF.
UHF er forkortelse fra engelsk "Ultra High Frequency".
Elektromagnetiske bølger med en frekvens på mellem 300 MHz og 3.000 MHz.
I UHF-båndet er man mere afhængig af at der er optisk sigt (line-of-sight) mellem sende- og modtageantenner, da UHF-signaler ikke følger jordens krumning i samme grad som lavere frekvenser. Så UHF-sendere med høj effekt (over 50-100W) er et sjældent syn, da det ikke er sendeeffekten, der er afgørende for rækkevidden.
Ukrudt.
Kornblomst - engang et frygtet ukrudt i kornet.
Ordet ukrudt kommer af tysk "Unkraut" = "ikke-urt". På ældre dansk hed det ugræs'". Det er planter, der gror, hvor de ikke skal ifølge det menneske, som ejer eller driver et land- eller vandområde.
Egentligt ukrudt.
Det egentlige ukrudt er en forholdsvis kort række urteagtige planter, som erfaringsmæssigt følger med overalt, hvor jorden bliver dyrket. De udnytter den niche, der opstår, når vi afbryder den naturlige succession og forsøger at gennemtvinge, at jorden skal være dækket af en bestemt afgrøde. Ukrudtsarterne er pionerarter, som er tilpasset til at udnytte udækket, nøgen jord eller i hvert fald jord, som kun er sparsomt dækket af vegetation. De fleste ukrudtsplanter er faktisk særdeles succesfulde planter, da de på kort tid kan sprede og dække større arealer.
Når de bliver betragtet som skadelige, så skyldes det, at de kan konkurrere om vand, lys og næring med de ønskede nytteplanter som f.eks. kornplanter, prydplanter, krydderier eller krydderurter. En anden grund er, at de kan gøre nytteplanternes afgrøde ubrugelig. Det kan være, når ukrudtet er giftigt for dyr eller mennesker. Endelig kan ukrudtet være hjemsted for plantesygdomme eller skadedyr, som senere vil angribe kulturplanterne.
Der findes en række plantearter, som er særligt udrustede fra naturens hånd til at blive plagsomme i vore haver og parker. Det drejer sig om planter, der er arveligt bestemt til at være pionerplanter. Det er fælles for denne gruppe, at de er i stand til at tåle de voldsomme udsving i temperatur og fugtighed, som findes på nøgen jord. De kan også klare de afvigende næringsforhold (både for lidt og for meget), som er vilkårene på den slags steder. Desuden er de i stand til at spire frem, blomstre og sætte frø - mange frø - på ganske kort tid. På den måde kan de nå at anbringe en ny pulje af frø i jorden, parat til næste gang, der er muligheder. Et typisk eksempel er Almindelig Brandbæger ("Senecio vulgaris") (= "Stolt-Henriks Brandbæger"). Vi kalder disse planter for frøukrudt eller énårigt ukrudt.
Men det drejer sig også om en gruppe planter, som er særligt udstyret til at kunne klare sig under dyrkningsforhold, også når jorden ikke er nøgen. Det vil ofte være planter, som har klaret sig på løse skrænter, hvor jorden hele tiden har været omrodet (eksempel: Følfod ("Tussilago farfara")). Eller det kan være planter fra strandbredderne, hvor vind og hav har endevendt forholdene uafbrudt. Strandplanterne har så oven i købet været vænnet til den gødskning, der kommer fra tangvoldene, når tangen bliver omsat. Derfor kan strandplanterne med lethed tåle vores jordbehandling, og de kan også udnytte vores heftige gødskning. Det fælles for disse planter er altså, at de er udstyret til at klare sig under lige netop de forhold, vi skaber på marker, i haver og i parker. Men dertil kommer, at de alle har været nødt til at udvikle et kraftigt rodnet med en stor evne til at sætte nye, grønne skud. Her kunne man nævne Senegræs (Almindelig Kvik ("Elytrigia repens")) som et typisk eksempel. Disse planter kaldes for rodukrudt eller flerårigt ukrudt.
Frøukrudt (énårigt ukrudt).
Fuglegræs, et frodigt, enårigt ukrudt.
Frøukrudtet er fuldstændigt afhængigt af lys. Frøene kan ikke spire, hvis jorden er i skygge. Og de små kimplanter sygner hen, hvis de skal kæmpe sig frem i skyggen af andre planter. Derfor bliver det énårige ukrudt altid kun en plage dér, hvor jorden er helt fri for andre planter. Man kan sige, at vi mennesker selv skaber betingelserne for at frøukrudtet kan trives. Det er nemlig os, der holder jorden fri for plantevækst. Tænk bare på fine grusstier, rosenbede, staudebede eller køkkenurter med "pæn" bar jord imellem. Man kan også påstå, at hvis frøukrudtet bare fik lov at vokse, så ville det kvæle sig selv. Det er sandt nok, men det er også rigtigt, at andre (og værre!) ukrudtsarter ville få overtaget. Og ydermere ville frøukrudtet imens have spredt millioner af frø.
Så man kan ikke bare lade frøukrudtet leve. Det skal bekæmpes eller allerhelst undgås i tide. Det er allerede blevet antydet, hvordan man kan undgå plager med frøukrudt, nemlig ved at sørge for skygge på jorden. Hvis der er en bestand af planter på et bestemt jordstykke, så er forholdene i balance, og pionérerne kan undgås. Med andre ord: der kommer ikke ukrudt - i hvert fald ikke frøukrudt.
Når der bliver tale om at bekæmpe frøukrudt, så er det fuldstændigt afgørende, at ukrudtet ikke får lov til at blomstre. Mange af disse arter er i stand til at danne modent frø, bare der er blomster på planten, også efter at den er hugget om. Og frø må der ikke blive flere af, for det er dem, der "spreder smitten". Hvis man bare kan hindre planterne i at blomstre, så er der ikke nær så mange chancer for, at der kommer nye efter de dræbte. Men det betyder så også, at bekæmpelsen skal passes. Hvad enten man vælger kemisk eller mekanisk ukrudtsbekæmpelse, så bliver den kun effektiv, hvis den kommer i gang tidligt nok, og hvis den bliver gentaget tit nok. Og så bør man for øvrigt altid huske, at rodukrudt altid er startet som frøukrudt!
Rodukrudt (flerårigt ukrudt).
Rodukrudtet er mindre afhængigt af lys end frøukrudtet. Først og fremmest fordi det ikke skal spire frem fra et lille frø, men i stedet kan udnytte sin oplagsnæring i rodnettet. Men også fordi disse planter er bedre tilpasset til de forhold, som konkurrencen om lyset giver. Så hvis rodukrudtet først har fået fat et sted, bliver det besværligt at få det fjernet igen. Også her er det med andre ord bedst at forebygge. Og det gør man ved at forhindre frøukrudt i at blive til rodukrudt. Men man gør det også ved at forhindre rodukrudtet i at oplagre næring i rodnettet. Og det gør man ved at holde ukrudtet nede, så det ikke får lov til at sætte grønne blade.
Mange gange må man overtage en jord, der er fyldt med rodukrudt. Her har andre svigtet og bare ladet tingene gå deres egen gang. Det er nemlig altid menneskenes eget ansvar, når der bliver for meget af det plagsomme rodukrudt. Dels har frøukrudtet fået lov at udvikle sig til flerårige planter (de af dem, der kan det). Dels har rodukrudtet fået ro til at samle oplagsnæring i rodnettet. Og dels har der ikke været lavet en konsekvent jordbehandling, som kunne have ødelagt rødderne.
Rodukrudt skal man altså holde øje med. Man skal holde det nede, så det ikke spreder sig. Man skal udsulte det, så det ikke oplagrer næring. Og man skal bekæmpe det, så det forsvinder. Igen kan man vælge alle tænkelige systemer og metoder, men det afgørende er og bliver: sørg for at rødderne bliver udsultet. Vælger man den mekaniske metode (harvning, fræsning, hakning), så gælder det om at gentage og gentage behandlingen, indtil der ikke kommer flere spirer frem. Vælger man en kemisk bekæmpelse, drejer det sig om at vælge det rette middel, den rette koncentration, det rette tidspunkt på året, den rette sprøjtemetode og det rigtige tempo. Skal man forurene med giftige stoffer, bør man i det mindste gøre det mest muligt effektivt. Det er for resten også samtidigt det billigste!
Bekæmpelse af ukrudt.
Den helt enkle metode til bekæmpelse af ukrudt er den, at man undgår at give plads til det. Det går simpelthen ud på at holde jorden dækket med planter, der hele tiden udfylder den niche, som ukrudtet ellers ville erobre. Man kan dyrke afgrøder eller prydplanter helt tæt, eller man kan dyrke hurtigtspirende dækafgrøder mellem nytteplanterne. Man kan også gå mere langsigtet til værks og plante én eller flere arter, som dækker jorden helt over en længere årrække (bunddække).
Det næste, man kan gribe til, er at slå ukrudtet ihjel, når det er mest sårbart. Det er det, når det er nyspiret. Mens ukrudtsplanterne er i kimstadiet, skal der kun en ganske lille påvirkning til for at slå dem ihjel. Her kan man bruge varmebehandling, mekaniske eller kemiske midler, men deres virkning er i begge tilfælde at skade det nyspirede ukrudt afgørende, så det ikke får etableret sig.
Hvis ukrudtet trods alt får fat, må man i hvert fald forhindre det i at sætte frø. Senest når ukrudtet blomstrer må man have det slået ned eller helt fjernet. Der kræves langt mere voldsomme metoder, når ukrudtet først er blevet så stort, men konkurrencen med nytteplanterne og risikoen for frøspredning gør, at der må handles og handles effektivt. Her er det så at man kan anvende flydende kvælstof, som er en økologisk bekæmpelse af ukrudt.
Det bliver rigtigt alvorligt, hvis ukrudtet har fået lov til at sprede frø, eller hvis de flerårige har dannet underjordiske reserver i knolde, rødder og jordstængler. I så fald må man i gang med at udpine bestanden for alle næringsreserver. Det kan gøres ved harvning/fræsning/kultivering af stykket mindst hver 14. dag. Det kan også gøres ved sprøjtning med ukrudtsmidler, som er egnede og tilladte at bruge. Og endelig kan det gøres ved at dække stykket til med lystæt materiale (plastfolie, gamle tæpper, aviser osv.).
Ukulele.
Ukulele (hawaiiansk: "ʻUkulele") er et traditionelt hawaiiansk, firstrenget strengeinstrument, der stammer fra braguinhaen også kaldet "machete".
Historie.
Der findes mange teorier og sjove historier om ukulelen, og om hvordan den kom til Hawaii. Man mener, at ukulelen kom med skib med arbejdsfolk fra Portugal i 1879. Lederen af disse, Manuel Nunes, skulle have bragt et instrument med sig, kaldet en braguinha eller machete de braga, der er en slags portugisisk cavaquinho.
De indfødte så ved opvisninger, hvordan man spillede på instrumentet, og kaldte den 'ukulele, som betyder "hoppende/dansende lus", fordi fingrene hoppede og dansede, når der blev spillet på den.
Størrelser.
Der findes 5 slags ukulelestørrelser, som er stemt forskelligt. 4-strengen er normalt 1 oktav højere end guitaren.
-Baryton-ukulele: D,G,B,E
Derudover findes der elektriske ukueleler, oftest tenor eller sopran, samt ananasformede ukuleler.
Ulcus.
Ulcus (latin "ulcus" "byld") er et kronisk sår med ringe tilbøjelighed til heling. Ulcus opstår af indre årsager og ikke ved læsioner. Hvis såret er fremkaldt af ydre årsager, hedder det "vulnus".
Ulceration er afledt af ulcus og betegner en kronisk sårdannelse på grund af en sygelig tilstand.
Ull.
a>, den skiløbende bueskytte tolkes normalt som Ull.
Ull (alternativt Uller, norrønt: "Ullr" er en nordisk gud. Ull optræder kun sjældent i de bevarede skriftlige kilder, men stednavne vidner om en omfattende dyrkelse af ham i visse dele af Norden. Desuden tyder betydningen af hans navn på, at han på et tidligere tidspunkt kan have været en vigtig gud. I Snorre Sturlasons Edda fortælles det, at han er ugift, at hans hjem kaldes Ydale (Taksdale), og det antages, at hans mor er Sif, Thors hustru. Desuden beskrives han som en dygtig skiløber og bueskytte (takstræer var foretrukket ved fremstilling af buer).
Karakteristik.
Etymologisk er navnet Ull beslægtet med "wulþuz", et gotisk ord, der betyder glans eller herlighed, og det tilsvarende angelsaksiske ord "wolþu-". Gro Steinsland mener derfor, at han måske er en gammel himmelgud og retsgud. Folke Ström foreslår, at han oprindeligt har været en personifikation af himmelen ligesom Týr, og da han hos både Snorre og Saxo knyttes til bueskydning og skiløb, kan han måske være en manifestation af vinterhimlen.
Flere hentydninger i norrøn digtning peger også på, at Ulls betydning på et tidligere tidspunkt har været større; fx "Grimnismál". Mens Saxo en Olterus, der overtager magten i 10 år mens Odin er fordrevet. Han fordrives selv til Sverige, da Odin vender tilbage. Steinsland foreslår, at denne beretning ikke blot er et levn til erindring om Ulls tidligere større betydning, men måske ligefrem om et tidligere, men nu glemt religionsskifte i Norden. Andre mener, at det afspejler en årstidsmyte, Ull som repræsentant for vinteren erstattede Odin den ene halvdel af året.
De fleste spor efter Ull stammer fra Norge og Sverige, derimod er der nærmest ingen spor af ham i Island eller i Danmark. Derfor har han måske kun været hovedgud i den del af Skandinavien Ström foreslår, at Ulls fravær i den danske stednavne materiale kan betyde, at hans navn blot var ét af navnene på den ældre nordiske himmelgud; dvs. han var identisk med den Týr, der primært kendes fra det danske materiale.
Ulls skib hed "Skjold" og derfor kaldes i kampen skjoldet for Ulls skib, Ulls skude, Ulls fartøj, Ulls båd.
Kilder.
Ull omtales praktisk taget ikke i det skriftlige materiale, men mange stednavne (fx Ullevi og Ullared) i Norge og det nordlige Sverige betyder, at man almindeligvis antager, at har haft en udbredt kult i før-kristen tid. Dette er fornylig blevet bekræfte af arkæologiske udgravninger i Upplands-Bro kommune nær Stockholm i 2007. I Lilla Ullevi fandt man resterne af en gammel kultplads, navnet indikerer, at stedet var viet Ull. Pladsen havde været i brug fra 400-tallet frem til 1600-tallet, men fra germansk jernalder og vikingetid frilagde arkæologerne en stensætning, der består af to rækker af sten, der strækker sig ud fra et trækonstruktion (kun stolpehullerne er bevaret). Desuden har man fundet et stort antal amuletter, som kan være blevet brugt i rituelle sammenhænge.
Ultraviolet lys.
Ultraviolet lys (også ultraviolet stråling, UV eller uv-stråling (Retskrivningsordbogen)) er elektromagnetisk stråling som har mindre bølgelængde end synligt lys og større bølgelængde end røntgenstråling. Ultraviolet lys dækker således bølgelængdeintervallet 10 nm til 380 nm.
UV-strålingens fysiske betydning.
UV forekommer naturligt i solstråling. UVD og UVC absorberes fuldstændigt i atmosfæren og når altså ikke frem til Jordens overflade. UVB absorberes i vid udstrækning i ozonlaget. UVA absorberes ikke i atmosfæren, men det spredes som andet lys og når altså heller ikke usvækket frem til Jordens overflade. Solstrålingens indhold af UV afhænger af solhøjden (dvs. af den geografiske breddegrad, årstiden og klokkeslættet), skydækket og af højden over havets overflade. Jo længere strålingen skal rejse frem til Jordens overflade, jo mere spredes den. Derfor er UV-intensiteten størst når Solen står højt på himlen. Fjerner man sig fra havets overflade, bliver atmosfæren tyndere, og en større del af den ultraviolette stråling når frem - dette fænomen går under betegnelsen højfjeldssol. Det såkaldte UV-index er et mål for UV-strålingens styrke på en given lokalitet til et givet tidspunkt.
UV kan også frembringes vha. særlige lamper. Almindelige glødepærer udsender en beskeden mængde UV. En mere effektiv UV-kilde haves i lysstofrør, som bl.a. finder anvendelse i solarier.
Papir og hvide tekstiler tilsættes ofte stoffer som fluorescerer i UVA-lys. Hensigten er at få de hvide materialer til at fremstå endnu hvidere. Virkningen beror på at det fluorescerende stof udsender blåligt lys når det bestråles med UVA.
Samme effekt udnyttes af filatelister. I en årrække blev frimærker trykt både på fluorescerende og på ikke-fluorescerende papir. Man kan skelne mellem de to papirtyper ved at belyse dem med en UVA-lampe. Endvidere har visse pengesedler sikkerhedsmønstre som træder frem ved UVA-belysning.
Fluorescens forekommer også naturligt i visse mineraler, hvis tilstedeværelse i en bjergart altså kan påvises i UV-belysning.
UV-strålingens kemiske betydning.
UV-stråling kan udløse kemiske processer. Typisk skal der tilføres en vis mængde energi før en kemisk elementarproces kan forløbe. Det viser sig at fotonenergien i UV-lys ofte er passende.
UV nedbryder langsomt mange typer af pigmenter. Derfor opsættes et gult (UV-absorberende) folie i udstillingsruden i visse forretninger. Omvendt udnyttede man før fremkomsten af kemiske blegemidler i stor stil UV-strålingens blegende effekt ved fremstilling af hvide tekstiler.
UV-strålingens biologiske betydning.
Mennesker kan per definition ikke se UV, men mange dyr, bl.a. bier, rejer og krabber samt visse fisk og fugle, kan. Deres øjnes UV-følsomhed topper typisk omkring 360 nm, dvs. i UVA-området. Solstrålingens UVA kan trænge flere hundrede meter ned i klart vand, hvorimod den røde ende af synligt lys er helt absorberet i ca. 12 meters dybde. På større dybder orienterer visse vandlevende dyr sig derfor vha. UVA. Blandt pattedyrene kan visse nektardrikkende flagermus se UVA, hvilket sætter dem i stand til at finde blomster om natten.
UV-strålingens fysiologiske betydning.
I lighed med synligt lys trænger UV ikke dybt ned i menneskekroppen. Det er primært huden og øjnene som eksponeres.
Solstrålingens indhold af UV gør os solskoldede eller solbrune. Den brune farve opstår når huden ved UVB-bestråling danner en ufarvet variant af pigmentet melanin. Forstadiet farves derefter brunt ved UVA-bestråling. Brun hud er i nogen grad beskyttet mod UV-strålingen, som absorberes i overhuden af melaninet. Visse dyr og mennesker, de såkaldte albinoer, mangler evnen til at danne melanin og er derfor permanent udsat for solstrålingens skadevirkninger. Farligst er det at opholde sig i ækvatoriale egne midt på dagen. I DK frarådes solbadning i tidsrummet 11-15 fra midten af maj til midten af august.
UVA trænger som nævnt dybt ned i klart vand. Det gælder i mindre grad UVB, men man kan faktisk blive brun mens man bader. UV-intensiteten svækkes dog betydeligt hvis vandet indeholder alger eller andre uklarheder.
Vinduesglas absorberer UVA og UVB, så man bliver altså ikke brun ved at opholde sig i en vindueskarm. Krystalglas derimod som består af næsten rent kvarts, tillader passage af UVA og UVB. Da halogenpærer normalt er lavet af tyndt krystalglas, udsender de UVA og UVB. Derfor skal halogenpærer ifølge lovkrav afskærmes af minimum 2 mm UV-absorberende glas i lampen.
Langtidsvirkningerne af UV-eksponering inkluderer nedbrydelse af underhudens kollagen med rynkedannelse som konsekvens. Ved mutationer i hudcellernes arveanlæg kan UV-stråling endvidere fremkalde hudkræft.
Synet kan ligeledes lide skade ved længere tids UV-påvirkning.
Man kan beskytte sig mod de skadelige virkninger af UVA og UVB ved at benytte sig af solcreme og solbriller med UV-filter.
UV-strålingens medicinske betydning.
Eksponering med UV er dog ikke udelukkende skadelig. Bl.a. dannes der D3-vitamin i huden når den eksponeres for UV. Af samme grund anbefales mennesker med mørk hud eller tradition for tildækning med tøj at indtage D3-vitamin som kosttilskud.
Solbadning har en gavnlig virkning på visse hudforandringer og hudsygdomme. Niels Finsen var pionér på dette område. Han indførte bl.a. UV-behandling af hudtuberkulose i slutningen af 1800-tallet.
Babygulsot skyldes ophobning i huden af farvestoffet bilirubin som opstår ved nedbrydning af røde blodlegemer, og som den umodne lever i utilstrækkelig grad formår at optage. I svære tilfælde ordineres en lyskur som består i at barnet eksponeres for UV.
UVB og UVC ødelægger de fleste organiske molekyler. UV-lamper anvendes derfor til at sterilisere hospitalsudstyr.
Uncle Sam.
Uncle Sam er den nationale personifisering af USA, hvis oprindelse stammer tilbage fra den britisk-amerikanske krig i 1812.
Underground.
Underground er en "underjordisk” modstandsbevægelse inden for kultur, litteratur og lignende, mod det etablerede samfund.
Underuld.
Underuld er tætte, korte, nogle gange let krøllede eller med luftfyldte (med indre hulrum) hår hos pattedyr. Ulden er helt eller delvis skjult af dækhårene.
UNESCO.
United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization (forkortet UNESCO eller Unesco) er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab.
Et medlemskab af UNESCO går hånd i hånd med FN-medlemskabet. Det betyder at alle FN-medlemmer har ret til medlemskab af UNESCO, mens ikke-FN-medlemmer efter anbefaling af organisationens styrelsesråd kan optages. Omvendt vil en eksklusion af FN-samarbejdet også betyde eksklusion af UNESCO.
Organisationen er finansieret af de enkelte medlemslande. Budgettet for 2004 og 2005 var på 610 mio. USD. Derudover har de 360 mio. USD ekstra til at støtte til forskellige projekter. Endelig arbejder man sammen med ca. 350 forskellige ikkestatslige organisationer der blandt andet fungerer som rådgivere eller opererer i et direkte samarbejde på specifikke projekter indenfor deres ekspertise.
Struktur.
Som organisation er UNESCO bygget op efter en traditionel organisationsstruktur med en hierarkisk pyramideformet struktur bestående af flere organer med en bestyrelse (generalkonferencen) og en direktør (generaldirektør) i toppen.
Generalkonferencen.
Den øverste i hierarkiet er generalkonferencen. Generalkonferencen består af fem delegerede fra hvert medlemsland udpeget af de enkelte landes regeringer. Medlemslandene samles hvert andet år til generalkonference. Her godkender medlemslandene det fremtidige program og budget, samt organisationens generelle politik. Endelig er generalforsamling rådgivende organ for FN i spørgsmål vedrørende kernepunkterne uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.
På generalkonferencen udpeges organisationens styrelsesråd og efter dens anbefaling udpeger generalkonferencen generaldirektøren, der vælges for fire år ad gangen (tidligere var det for en seksårig periode). Hver medlemsstat har én stemme på generalkonferencen.
Styrelsesrådet.
Styrelsesrådet består af 58 medlemslande og har til opgave at forberede dagsordenen til generalkonferencen, samt ansvaret for, at det på generalkonferencens vedtagne program bliver udført. Rådet arbejder i princippet på generalkonferensens vegne og ikke som repræsentanter for deres respektive regeringer. Rådet skal samles mindst fire gange inden for en to-årig periode. Samlet set arbejder styrelsesrådet på vegne af generalkonferencen.
Sekretariatet.
Sekretariat er fysisk placeret på organisationens hovedkontor i Paris. Det er sekretariatet, under generaldirektørens direktion, der rent praktisk søger for implementeringen af programmer vedtaget på generalkonferencerne. Sekretariatet er således organisationens udøvende organ. Hovedansvaret for gennemførelsen af det vedtagne program ligger hos generaldirektøren.
Historie.
Den 16. november 1942, tre år inden afslutningen på 2. verdenskrig, blev CAME - Conference of Allied Ministers of Education - dannet. Et forum hvori flere af De Allierede landes uddannelsesministre på opfordring af Malcolm Robertson, den tidligere formand for England og Wales' undervisningsministerium, mødtes i London. Tanken bag mødet var i fællesskab at diskutere genopbygningen af uddannelsessystemerne i de besatte såvel som i de krigsødelagte nationer. Deltagerne på det første møde var en lille kreds, bestående af undervisningsministre fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland, Norge, Polen og Jugoslavien, samt den senere modtager af Nobels fredspris René Cassin, repræsentant for den senere franske præsident Charles de Gaulles frie franske styrker.
Efter den første samling afholdte CAME jævnligt møder, selskabet blev udvidet og fra maj 1943 var også Luxembourg blandt deltagerne. Ved selv samme maj-møde nedsatte CAME en ad hoc-kommission, der havde til formål at analysere en rapport, udarbejdet af blandt andre The Council for Education in World Citizenship, der anbefalede "oprettelsen af en international organisation for uddanellse, så hurtigt som muligt." Et arbejde som CAME valgte at tage på sig samtidig med, at organisationens medlemsskare blev udvidet betragteligt, heriblandt med USA. Fra februar 1944 blev der arbejdet målrettet mod dannelsen af en international organisation, der havde uddannelsesområdet som sit primære virke. Efter den officielle etablering af et mellemstatsligt samarbejde i skikkelse af FN ved San Francisco-konferencen i april 1945, blev det efter fransk anbefaling besluttet, at der skulle afholdes en konference i England, hvor udkastet til en international organisation samarbejdende omkring både uddannelse og kultur skulle udarbejdes. Under ledelse af Englands daværende undervisningsminister Ellen Wilkinson blev konferencen afholdt i London på Institute of Civil Engineers fra 1. til 16. november samme år. Et år senere den 4. november 1946 underskrev Grækenland, som den 20. stat UNESCOs forfatning. FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation var en realitet.
Ung leg.
Ung leg er en dansk film, der i 1956 gjorde Klaus Pagh berømt. Filmen er instrueret af Johannes Allen, der også har skrevet manuskriptet.
Ungarn.
Ungarn er et land i Centraleuropa. Ungarn er et sletteland omgivet i en halvcirkel af Karpaterbjergene. Grænselandene er Østrig, Slovakiet, Ukraine, Rumænien, Kroatien, Serbien og Slovenien.
Historie.
I 800-tallet indvandrede magyarske stammer til vest fra det nuværende Rusland. Nogle af disse slog sig ned mellem Donau og Tisza. Stammerne blev forenet i et rige af Stefan I, år 1001. Rigets storhedstid var i 1300- og 1400-tallet, og mange tyskere slog sig også ned her. I 1500-tallet blev størstedelen af Ungarn efter slaget ved Mohács erobret af det Osmanniske Rige. Samtidig arvede huset Habsburg den ungarske kongekrone, og Ungarn kom derfor i union med Østrig. I 1600-tallet blev tyrkerne drevet tilbage og landet blev generobret. I 1867 blev fælleskabet mellem kejserriget Østrig og kongedømmet Ungarn formaliseret, og det såkaldte "kejserlige og kongelige monarki", eller "dobbeltmonarkiet" Østrig-Ungarn, opstod.
1. verdenskrig.
Drabet på den østrigsk-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914 førte til udbruddet på første verdenskrig, som landet tabte, hvilket førte til at det gik i opløsning, og Ungarn blev adskilt fra Østrig. Efter krigen forsøgte kommunisten Béla Kun at gribe magten, men blev styrtet af kontrarevolutionære styrker ledet af Miklós Horthy med hjælp fra rumænske antikommunister. Ungarns parlament proklamerede landet som monarki, men den eksilerede ungarske konge (og østrigske kejser) fik dog aldrig tronen tilbage, trods flere forsøg, da sejrherrerne fra første verdenskrig lagde stærkt pres på Ungarn for at forhindre det. I stedet blev Horthy udnævnt til rigsforstander på ubestemt tid. Ungarn mistede to tredjedele af sit territorium efter 1. verdenskrig; noget som fremdeles præger landets politiske liv. Nationalistiske kræfter kræver de tabte territorier tilbage.
Mellemkrigstiden.
Tvangsarbejde blev allerede indført i Ungarn i 1939. Tvangsarbejdet omfattede primært den jødiske befolkning, men mange mennesker, der tilhørte mindretal, venstreorienterede og romaer blev også indsat.
2 verdenskrig.
Ungarn deltog i 2. verdenskrig på aksemagternes side og erklærede krig mod Sovjetunionen 27. juni 1941. I slutningen af 1941 oplevede de ungarske tropper succes på Østfronten i slaget ved Uman. I 1943 led den ungarske anden arme store tab på slaget om Stalingrad, 35 til 40.000 tvangsarbejdere, for det meste jøder eller af jødisk oprindelse, gjorde tjeneste i den ungarske anden hær, som kæmpede i USSR. 80 procent af dem - det vil sige, fra 28 til 32.000 mennesker kom aldrig tilbage, og de døde enten på slagmark eller i fangenskab.
Efter nederlaget ved Stalingrad forsøgte den ungarske regering at forhandle våbenhvile med de allierede. I 1944, som følge af dobbeltspillet, besatte tyske tropper Ungarn i hvad der blev kendt som Operation Margarethe og en marionetregering under den pro-tyske premierminister Ferenc Szálasi fra Pilekorspartiet blev indsat.
Mellem 15. maj og 9. juli 1944 deporterede medlemmer af Pilekorspartiet og det ungarske politi 437.402 jøder blandt andet til Auschwitz. Den svenske diplomat Raoul Wallenberg lykkedes at redde en lang række af ungarske jøder ved at give dem svensk pas, blev senere han arresteret af de sovjettiske styrker som spion og forsvandt. [51] Andre diplomater organiserede falske papirer og sikre huse til jøder i Budapest og hundredvis ungarere blev henrettet af Pilekorspartiet for at huse jøder.
Ca halvdelen af de seks tusinde jødiske tvangsarbejdere, der arbejdede i kobberminen i Bor i Serbien blev henrettet under den tyske tilbagetrækning fra Jugoslavien.
I slutningen af 1944 oplevede de ungarsk tropper atter succes på Østfronten i slaget ved Debrecen, men det blev umiddelbart efterfulgt af den sovjetiske invasion af Ungarn og slaget om Budapest (7. november 1944 – 13. februar 1945).
Efter krigen indsatte Sovjet et marionetregime som styrede landet diktatorisk frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1989. Et oprør som brød ud i 1956 blev slået ned af sovjetiske tropper.
Geografi.
Store dele af Ungarn består af slette- landskab, på ungarsk puszta. I forhistorisk tid var det ungarske slette- landskab under vand. Da vandet trak sig tilbage var der efterladt store aflejringer. Sammen med løsjord som senere er blæst til, udgør dette et meget frugtbart område for jordbrugsproduktion.
To tredjedele af Ungarn er opdyrket mark. Først og fremmest dyrkes hvede og majs, men der findes også stor produktion af frugt, sukkerroer og hamp. Ungarn har også en omfattende vinproduktion, blandt andet i de ungarske vinområder Tokaji og Eger.
Budapest er den største by i landet, med over to millioner indbyggere. Den gamle bydel Buda ligger på Donaus vestlige bredde, og den mere moderne bydel Pest på den østlige bred. Byen var besat af tyrkerne 1541-1686. Byen blev påført store skader under anden verdenskrig og ved oprøret i 1956.
Ungarns største sø er Balatonsøen.
Klima.
Ungarn har et kontinentalt klima, med kolde, fugtige vintre og varme somre. Den gennemsnitlige temperatur på årsbasis er 9.7 °C. Temperaturen svinger mellem ca. 38 °C om sommeren til −29 °C om vinteren. Temperaturen om sommeren er tit mellem 27 og 32 °C, og om vinteren 0 til −15 °C. Den gennemsnitlige årsnedbør, som mest falder i sommermånederne, er ca. 600 millimeter.
Den topografiske afgrænsning af det karpatiske dal gør at Ungarn er udsat for tørke, og effekterne fra drivhuseffekten mærkes allerede. Den almene opfattelse, som deles af mange forskere, er at landet igennem de seneste årtier er blevet stadig tørrere, og tørkeperioder er blevet forholdsvis almindelige, somre er blevet varmere og vintre mildere. Af denne grund er snerige vintre blevet mere sjældne end før. Den almene opfattelse er også at Ungarns vejrmønster er i færd med at gå over fra fire til kun to sæsoner, eftersom forårs- og efterårsperiodene bliver kortere og kortere, og er enkelte år helt fraværende. Denne tendens blev uventet reverseret i 2006, da landets to største floder, Donau og Tisza gik over deres bredder samtidig. Dette førte til at flere hundrede hjem blev ødelagt til trods for intenst arbejde med at forstærke digerne langs med størsteparten af floderne med sandsække (ved hjælp af universitetsstuderende og det ungarske hjemmeværn ("Honvédség")).
Det meste af Ungarn er dækket af jordbrugsarealer, men der findes stadig nogle rester af dets oprindelige skove, hovedsageligt i fjeldregionerne og i nationalparkerne.
Ungarns regioner.
Kort som viser Ungarns provinser.
Ungarn er delt op i nitten regioner ("megyék"), Budapest omtales dog som sin egen region (ikke officielt).
Kultur.
Ungarn har siden tidlig middelalder været den vestlige civilisations østlige udpost i Europa. Sammen med stigende autonomi i det østrigske kejserdømme blomstrede en moderne højkultur op, og i dag står Budapests caféer og kulturinstitutioner ikke tilbage for hvad man kan finde i Wien.
Mellem floderne Donau og Tisza findes en stor rigdom i folkedragter, folkesangere og folkedansere. Sporene af balkanisme kan iagttages i blandingen af serbisk, svabisk, slovakisk, rumænsk og romersk folkekultur i dets møde med den ungarske kultur.
Den ungarske kulturindflydelse er også mærkbart tilstede i nærliggende provinser i nabolandene, som Vojvodina, Transsylvanien, sydlige dele af Slovakiet og Østrig, hvor man mange steder også finder store ungarske minoritetsgrupper.
Ungarn dyrker meget paprika, hvilket genspejles i det kulinariske med retter som Gulyás, pörkölt og lecsó samt krydret Pirosarany.
Uniform.
1) Indenfor videnskaberne er uniform et tillægsord der betyder ensartet og kommer af latin (Uniformitas).
2) I navneform er der tale om en påklædning. Se nedenfor.
En uniform betegner egentlig et særligt sæt tøj som en organisation har valgt at beklæde organisationsmedlemmerne i. Ordet forbindes således med f.eks. en politiuniform - altså særligt tøj for politibetjente.
Målet med uniformen er, 1)at vise, at bæreren har et særligt tilhørsforhold og må derfor ikke forveksles med andre organisationers uniformer. 2)at indtrykket af de der bærer uniformen bliver uafhængigt af klasse og tøjvalg. Derudover kan uniformen være udført på en særlig måde, der er velegnet til bærerens funktion. Eksempelvis skal en brandmands uniform være særligt slidstærk, mens en soldat skal kunne "gemme" sig i terrænet.
Distinktioner kan være en del af uniformen for at skelne internt mellem graderne.
Unitarisme.
Unitarernes Hus på Dag Hammarskjölds Allé i København
Norsk unitarpræst under gudstjeneste (på besøg i Unitarernes Hus)
Unitarisme (af lat. "unitas" "enhed", "unus" "en") er betegnelse for en bevægelse, som opstod i 1500-tallet og som afviser læren om treenigheden, jf. antitrinitarisme.
Bevægelsens tilhængere, "unitarerne", vil forene en streng monoteisme med en kristen humanisme. Derfor fornægter de Jesu guddommelighed og ser ham i stedet som en stor moralsk lærer.
På det europæiske fastland skabte de såkaldte socinianere en unitarisk kirke i Polen, men de undertryktes under modreformationen og blev fordrevet til andre lande. I 1600- og 1700-tallets England forenedes unitarismen med deismen til en fornuftreligion. I USA stiftedes i 1800-tallet et unitarisk samfund som senere er forenet med de beslægtede universalister.
Fausto Sozzini (død 1604) grundlagde socinianerne, der i 1658 flygtede fra Polen til mere frisindede lande som Holland, England og senere til Nordamerika. Nogle forsøgte at slå sig ned i Danmark, men blev afvist af kongen, efter at denne havde rådført sig med landets biskopper.
Unitarer har gennem historien ofte udmærket sig som fritænkere og afvigere, hvilket har præget deres trosforestillinger i retning af frihed, tolerance, rationalisme og humanisme. Selv om unitarismen startede som en kristen bevægelse, er fritænknings-elementet med tiden blevet så udtalt, at der er mange moderne unitarer, der ikke regner sig selv som kristne.
De fleste unitarer i Danmark er forenede i Unitarisk Kirkesamfund.
Univers.
Univers er en bevidsthedstiltand som man enten er ene om, eller som deles af flere. Ordet i denne forstand er rent socio-psykologisk, og er en beskrivelse af bevidsthed og overbevisning.
UNRRA.
United Nations Relief and Rehabilitation Administration eller blot UNRRA var FN's hjælpe- og genopbygningsorganisation efter 2. verdenskrig. Den blev grundlagt i 1943 med det formål at hjælpe områder, der blev befriet fra Aksemagterne. UNRRA hjalp i den forbindelse omkring 8 millioner flygtninge. Organisationen indstillede sine opgaver i Europa i 1947 og i Asien i 1949, hvorefter den blev nedlagt. Dens opgaver blev herefter overført til flere forskellige FN-organer, heriblandt IRO, den internationale flygtningeorganisation.
Unse.
Gammel dansk vægtenhed svarende til 30 gram.
Den engelske unse ("ounce") er på ca. 28,3 gram.
Uppsala.
Uppsala ligger i Uppland 70 km nord for Stockholm og er Sveriges fjerdestørste by med 128.409 indbyggere (2005).
Universitetet i Uppsala blev grundlagt i 1477 og er det første universitet i Sverige
Denne gamle universitetsby har stor historisk karakter og indeholder mange seværdigheder. I Gamla Uppsala fire kilometer fra centrum ligger tre store vikingegravhøje. Her siges det, at vikingerne Aun, Egil og Adil ligger begravet. Her findes også den gamle domkirke fra 1100-tallet. I selve byen står den store domkirke, som grundlagdes i 1270'erne. Uppsala har siden 1164 været sæde for den svenske ærkebiskop og det svenske ærkestift.
Se også.
Kobberstik fra 1700-tallet af Uppsala set fra syd
Uran.
Uran (opkaldt efter planeten Uranus) er det 92. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol U: Under normale temperatur- og trykforhold fremtræder dette actinid som et gråligt, svagt radioaktivt metal.
Egenskaber.
Uran kan antage en af tre forskellige allotropiske former afhængigt af temperaturen: Under 667,7 °C antager det α-formen med ortorhombisk krystalstruktur, mellem 667,7 og 774,8 °C fremtræder det i sin tetragonale β-form, og endelig antager det ved temperaturer mellem 774,8 °C og smeltepunktet ved 1132 °C den kubisk rumcentrerede γ-form.
Urans kemi.
Når det udsættes for atmosfærisk luft, danner rent, metallisk uran et tyndt lag af sort oxid, som skaller af og derved giver luften adgang til mere metal. Findelt uran kan reagere med koldt vand. Uranforbindelser, især uranyler, er giftige blandt andet på grund af deres opløselighed. De tungere opløselige oxider er mindre giftige.
Fysiske egenskaber.
Uran har en høj massefylde (nemlig 19,1g/cm3); det er 65 procent tættere end bly, og næsten lige så tæt som guld. Det er det første stof hvor man konstaterede at en nuklear kædereaktion kan opretholdes; det er det der udnyttes i fissionsreaktorer og kernevåben: Det første kernevåben brugt i krig (se Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki), kaldet "Little Boy", var baseret på uran.
Tekniske anvendelser.
Før opdagelsen af radioaktivitet blev uranforbindelser brugt som gult farvestof i glas og keramik, i fotografiske sammenhænge (specielt urannitrat), i glødetråde til "gammeldags" glødepærer og som farvestof til træ, læder, silke og uld. Uran kan også bruges i legeringer med jern og stål, hvor det forbedrer materialets elasticitet og trækstyrke, og fjerner oxider og nitrider: Disse legeringer kan også bruges som katode i fotoelektriske rør der er følsomme overfor ultraviolet lys. I dag bruger man det bl.a. til at for en lille lys-plet i sigtekornet på et M95 geværd, denne teknink bruges af det danske forsvar.
Da man i 1939 fandt ud af at uran kan opretholde en kædereaktion, blev stoffet vigtigt for udviklingen af atomkraften: I dag er den primære, civile anvendelse af uran brændstof i kommercielle atomkraftværker. Visse reaktorer, for eksempel den canadiske Candu-reaktortype kan bruge uran med den isotop-sammensætning som naturligt forekommende uran har, men ofte skal uran som "atombrændsel" beriges, så det indeholder 2-3 procent 235U frem for de 0,71% som findes i det naturlige uran. Andre reaktortyper, for eksempel de der bruges i USAs atomubåde er beriget til et endnu højere indhold af 235U – præcis hvor meget er en militær hemmelighed. Til brug i kernevåben skal det beriges yderligere; uran med mere end 85% 235U omtales som "weapons grade" uran (engelsk for "våben-egnet" eller "våben-kvalitet")
Berigning af uran efterlader et "restprodukt" i form at uran med et lavere indhold af 235U end det naturlige urans 0,71% (og tilsvarende mere 238U): Dette kaldes for "forarmet" uran, og bruges i ammunition til skydevåben der skal kunne gennemtrænge svært pansrede mål. Det giver særligt tunge "kugler" der, når de træffer deres mål med høj fart, medfører enorme mængder bevægelsesenergi. Denne anvendelse har givet anledning til en del miljøpolitisk debat, efter at USA, Storbritannien og andre lande har brugt denne type ammunition i konflikter på Balkan og i den Persiske Golf. Forarmet urans høje massefylde udnyttes også i blandt andet svinghjul til gyrokompasser.
Uranylacetat bruges i analytisk kemi fordi det sammen med natrium danner et uopløseligt salt. Normalt er natrium svært at påvise med en fældningsreaktion, fordi langt de fleste natriumsalte er mere eller mindre opløselige.
Forekomst og udvinding.
Uran er det "sidste" i rækken af grundstoffer (sorteret efter atomnummer) der findes i betydelige mængder i naturen: Her finder man det i ganske små mængder i alle former for klipper og jord, samt i vand. Metaller som guld, sølv, kviksølv, cadmium, wolfram, beryllium og antimon er sjældnere end uran. Ud over begblende, det mest almindelige uranholdige mineral, finder man også uran i autunit, uranofan, torbernit og coffinit. Visse typer fosfatholdige klipper, herunder lignit og monazit, indeholder særlig meget uran, og det er fra disse man udvinder uran på kommercielt plan.
De 10 lande, der har den største uranudvinding, er markeret med brunt. Tilsammen står de for 94% af den samlede udvinding.
Uran findes næsten overalt på Jorden, men de største forekomster – omtrent 70% af Jordens samlede uran-beholdning – ligger i Australien, specielt i Olympic Dam-minerne i den sydlige del af landet. Alligevel er Canada den største producent af uran – her findes det i Athabasca-plateauet i det nordlige Saskatchewan, og nye miner der leverer uranmalme af høj kvalitet har endda medført et dyk i uran-priserne. Også i Sverige findes der betydelige uranforekomster, men her er det forbudt at udvinde det. I USA finder der ikke meget uranudvinding sted, da man her har fået frigivet en mængde fissibelt materiale fra skrottede atomvåben fra den kolde krigs tid.
Metallisk uran til kommercielt brug kan fremstilles ved at reducere kemiske forbindelser mellem uran og et halogen, med enten et alkalimetal eller et jordalkalimetal. En anden metode består i elektrolyse på en smeltet blanding af kaliumuraniumfluorid (KUF5), kalciumklorid og natriumklorid. Særlig rent uran kan fremstilles ved at nedbryde en uran-halogen-forbindelse på en glødetråd i vakuum.
Historie.
Uran, i form af dets naturligt forekommende oxid, har været brugt i keramisk glasur siden år 79; man har fundet gule glasvarer med op til 1% uranoxid nær Napoli i Italien. Da denne anvendelse blev "genopdaget" i starten af det 19. århundrede, var den eneste kendte kilde nogle gamle sølvminer i Joachimsthal i Bøhmen. De lokale glasmagere vogtede nidkært over hemmeligheden bag deres gule farvestof og dets kilde så længe det lod sig gøre.
Æren for opdagelsen af grundstoffet uran tilskrives den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth, som i 1789 påviste det i mineralet begblende. Han opkaldte det efter planeten Uranus, som William Herschel havde opdaget 8 år tidligere. Eugene-Melchior Peligot isolerede rent, metallisk uran i 1841, og Lloyd & Summerfield fra Birmingham i England var de første til at bruge stoffet kommercielt, som farvestof i glas.
Henri Becquerel kom ved et tilfælde på sporet af fænomenet radioaktivitet, da han i 1896 ville undersøge forskellige uranholdige salte. I 1933 opdagede forskere, at uran kan bruges til at fremstille energi, og siden har stoffet været brugt til atomkraft over hele verden.
Isotoper af uran.
Naturligt forekommende uran består for 99,28 procents vedkommende af isotopen 238U, 0,71% 235U samt ca. 0,0054% 234U. 238U har den længste halveringstid med 4,47 milliarder år, og 235U har en halveringstid på 704 millioner år; de lange halveringstider gør, at selv om alle uran-kerner er ustabile, er uran kun ganske let radioaktivt. Faktisk er 238U i kraft af dens høje atomvægt fremragende som "skjold" mod langt stærkere radioaktiv stråling, selv om stoffet i sig selv er en lille smule radioaktivt.
Urania.
Urania er i græsk mytologi astronomiens muse.
Urdu.
Urdu er det nationale sprog i Pakistan. Det tales også i Indien og hører til verdens ti største sprog. Navnet har samme oprindelse som det danske ord "horde". Begge ord stammer fra tyrkisk "ordu" (= hær, lejr). Stormogulerne i Delhi var oprindeligt centralasiatiske nomader, og deres hof kaldtes derfor "urdu-e mu'allâ" (= lejr kejserens). Dette gik så over til at betegne deres sprog, og blev efterhånden forkortet til "urdu".
De urdutalende muslimer i Indien og Pakistan nedstammer fra hinduer, der i middelalderen gik over til islam. Men det hinduistiske kastesystem tog de med, og bruger det persiske ord "birâdarî" (= brorskab) til at betegne "kaste". I det daglige gør kastesystemet sig ikke meget bemærket, men i det øjeblik, en pakistansk indvandrerdreng eller -pige i Vesten ønsker at gifte sig med én, der måske nok er en from muslim, men ikke tilhører det rigtige "birâdarî", får de hurtigt at mærke, hvor stærkt systemet stadig står.
Urdu og hindi anses af sprogvidenskabsfolk som ét sprog. Den største forskel mellem de to er at mens hindi skrives med devanagari-alfabetet, skrives urdu, i lighed med persisk og arabisk, med det arabiske alfabet. Stærkt forenklet kan urdu beskrives som hindi udvidet med tusindvis af persiske låneord. Urdu skrives ofte med den kalligrafiske stilart nastaliq.
Ved Pakistans oprettelse i 1947, blev landets navn dannet af det persiske adjektiv "pâk" (= ren (i troen)), og endelsen "-istân" (= sted). I sanskrit havde man ordet "sthânam" (= sted) fra verbalroden "sthâ-" (= at stå), ligesom dansk har dannet ordene "et sted" og "en stad" af verbet "at stå". Sanskrit "-sthanam" genfinder vi i navnet på den indiske delstat Rajasthan. Navne som Afghanistan og Kurdistan har det samme ophav. Men Chaudri Rahmat Ali, som fandt på navnet Pakistan, tænkte næppe på, at det, skrevet i urduskrift, lige så godt kan læses "pâksitân" (= en, der stjæler det hele).
Fællesskab mellem dansk og urdu.
Konsonanten "h" er meget ustabil, men "n" og "m" er blandt de mest stabile sproglyde vi har. Begynder et urdu-ord med "n" eller "m", er der gode chancer for at finde et beslægtet dansk ord med samme begyndelsesbogstav: "Mâ" = mor, "mausî" = moster (hvor både urdu "-sî" og dansk "-ster" er forkortede former af det indoeuropæiske ord for "søster", som i urdu ikke har overlevet som selvstændigt ord, men er erstattet med "bahin"), "muñh" = mund, "na" = nej, "nîcê" = ned, "nâk" = næse, "nayâ" = ny, "nangâ" = nøgen.
Suffikset "-ende", som i dansk "sovende", genfindes i urdu "-inda". Man har ord som "âinda" (= fremtid, egentlig "kommende"), "parinda" (= fugl, egentlig "flyvende"), "bâshinda" (= beboer, egentlig "værende"), "sharminda" (= skamfuld), "numâinda" (= repræsentant). Og selv om de danske ord "nevø" og "niece" er indlånt fransk, er de også indoeuropæiske og beslægtede med urdu "navâsâ" (= dattersøn) og "navâsî" (= datterdatter), som urdu på sin side har lånt fra persisk. Flere låneord fra persisk er "nâm" (= navn), "nâf" (= navle), "murdâbad" (= død over, beslægtet med "mord") og "mard" (= mand - samme rod som "mors" på latin, for menneskets tydeligste kendetegn er, at det er dødeligt).
Et indoeuropæisk fællesskab for verbet "at bære" genkendes i urdu "bhârî" (= tung). "Bhâr" betyder "en byrde" (på norsk "en bør"), og indgår som sidste led i urdu "dilbar" (= en kæreste, "hjertetyv"), hvor ordstammen "bar-" viser til "at bære, bortføre".
Analyserer man regelbundne lydforskyvninger, bliver endnu flere ord genkendelige. Indoeuropæisk "p" forvandles til "f" i germanske sprog. I ord som "parâyâ" (= fremmed), "pardês" (= udlandet) og "pardêsi" (= udlænding) er elementet "par-" beslægtet med vort ord "fjern". Og der er ord som "par" = fjer, "pul" = bro (jfr fjord), "pânv" = fod.
Uriaspost.
En uriaspost er en udsat post eller et vanskeligt, farligt hverv. Begrebet stammer fra Det gamle testamente, Anden Samuelsbog, kapitel 11.
Kong David var faldet for en af sine soldaters koner og havde bedrevet hor med hende, så hun blev gravid. For at gøre sin handling lovlig, befalede kongen at soldaten, Urias, en hittit, skulle sættes på den mest udsatte post i det næste slag, så han ville blive dræbt. Urias omkom i krigen, og Kong David ægtede den smukke enke, der lød navnet Batseba. Som straf for denne synd døde Davids og Batsebas barn. De avlede endnu et barn, Salomo, der blev til Kong Salomon.
Anden Samuelsbog, kap. 11, vers 1-8.
Året efter, ved den tid kongerne plejer at indlede felttog, sendte David Joab og sine folk af sted med hele den israelitiske hær. De hærgede blandt ammonitterne og belejrede Rabba. David blev tilbage i Jerusalem. Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias' kone. David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende; hun havde netop renset sig efter sin menstruation. Bagefter gik hun hjem. Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid. Så sendte David bud til Joab:»Send hittitten Urias til mig!«Det gjorde Joab, og da Urias var kommet, spurgte David ham, hvordan det stod til med Joab og med hæren og med krigen. Derpå sagde David til Urias:»Gå nu ned til dit hus og vask støvet af dine fødder.«Urias forlod da kongens hus, og en gave fra kongen blev sendt efter ham.
Nældefeber.
Nældefeber ("lat: urticaria") er en ret almindelig form for allergisk reaktion. Den viser sig som et antal hævede hudpartier med en diameter på 5 mm eller mere. Huden langs yderkanten af disse pletter er ofte bleg.
Nældefeber fremkaldes ved direkte kontakt med en allergifremkaldende genstand (almindeligvis en plante som f.eks. Kæmpe-Bjørneklo eller symptomerne opstår som reaktion på stoffer i føden eller miljøet, som personen er allergisk overfor.
Nogle mennesker får nældefeber som resultat af alvorligt, psykisk stress.
Mere end 15 % af den danske befolkning har fået nældefeber mindst én gang før.
Uruguay.
Uruguay (officielt Den Orientalske Republik Uruguay; spansk: "República Oriental del Uruguay") er et sydamerikansk land, som grænser til Brasilien mod nord og til Argentina mod sydvest. Landet har et indbyggertal på 3,4 millioner og et areal på 176.220 km². Landets hovedstad hedder Montevideo.
Historie.
Landet var en del af det spanske kolonirige frem til 1821, da Brasilien annekterede landet. Uruguay blev et selvstændigt land i 1828. I kolonitiden blev området kaldt "Banda Oriental", det vil sige østbredden af Uruguay-floden. Dette afspejles også i landets officielle navn.
Politik.
Uruguays præsident, som er både statsleder og regeringsleder, vælges ved valg, der afholdes hvert femte år. Den nuværende præsident, Tabaré Vázquez Rosas, tiltrådte embedet i 2004.
Uruguay er bl.a. medlem af FN, WTO og OAS.
Geografi.
Hele den sydlige del af Uruguay består af lavland. Indlandet består for det meste af småkuperet bakkeland. Uruguays højeste punkt er 540 m. Det meste af landet er dækket af græsslette, som også kaldes pampas. Langs flodbredderne vokser spredt skov, og i de sydligste områder findes enkelte områder med savanne.
Uruguay har et mildt og fugtigt subtropisk klima med nedbør i alle årstider. Den koldeste måned er juli med en gennemsnitstemperatur på 10–13 grader, mens den varmeste måned er januar med en gennemsnitstemperatur på 22–25 grader. Den årlige nedbør varierer mellem 900 og 1.300 millimeter.
Demografi.
Omkring 88% af befolkningen nedstammer fra europæere, heraf har halvdelen italiensk baggrund. Cirka 8% er mestizer og 4% sorte. Kirke og stat er adskilte, og de fleste af indbyggerne er romersk-katolske mens 2% er protestanter og 1% jøder. 31% af befolkningen tilhører ikke nogen religion.
Utopi.
Utopi af græsk "u" = "ikke" + "topos" = "sted", altså et ikke-eksisterende sted. Heraf: "uopnåeligt samfundsideal", og i videre betydning: "noget urealistisk eller uvirkeligt". En utopist er en person, der tror på noget, der bedømmes som en utopi.
Ordet er brugt første gang i 1516 som titel på Thomas Mores samfundskritiske bog, "Utopia," der beskrev et idealsamfund. Ludvig Holberg havde uden tvivl dette værk i tankerne, da han skrev romanen "Niels Klims underjordiske Rejse" (1741), hvor landet "Potu" (stavet bagfra er hentydningen til utopi/Utopia tydelig) optræder som idealsamfundet.
Begrebet bruges sædvanligvis i sammenhængen om "det perfekte", ofte i politik - utopisk er således et grundlæggende positivt begreb, omend det til tider også bruges i en lettere nedsættende betydning, fx "hans ideer er utopiske", forstået som at "hans ideer er naive/uigennemtænkte".
Utopi betegner også en genre for en bestemt variant af værker inden for science fiction. Det modsatte af utopi er her dystopi.
Den dystopiske roman beskriver en mareridtsagtig verden. George Orwells "1984" og Aldous Huxleys "Fagre nye verden" er eksempler på sådanne.
Dystopi er altså antonym i forhold til utopi.
Utugt.
Utugt er betegnelsen for seksuel samkvem uden for ægteskabet. Indbefatter enhver form for seksuel handling mellem to individer der ikke er lovformelig gift. Gælder ikke kun samleje, men enhver form for gensidig tilfredsstillelse.
Af nogle betragtet som et gammeldags eller forældet udtryk. Dette er dog ikke fordi ordet har mistet sin betydning, men fordi indstillingen til seksuel samkvem har ændret sig.
Utugt er en af de syv dødssynder
Vagn Holmboe.
Vagn Holmboe (20. december 1909, Horsens – 1. september 1996, Ramløse) var en dansk komponist. Han blev som 17-årig optaget og senere uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, som elev af bl.a. Knud Jeppesen og Finn Høffding. Han studerede i Berlin i 1930 og i Rumænien 1933-1934. I det første år i Rumænien blev han gift med den rumænske pianist Meta May Graf. Han var bror til den mindre kendte Knud Holmboe, der var rejsende journalist og en af de første danske muslimske konvertit.
Vagn Holmboe var musikanmelder ved "Politiken" 1947-1955. Fra 1950 var han lærer og fra 1955 til 1965 professor i teori og komposition ved Det kgl. danske Musikkonservatorium. Han havde flere tillidshverv i dansk musikliv og var gennem livet en flittig skribent.
Holmboes produktion omfatter over 400 værker indenfor så godt som alle genrer. Blandt værkerne for kor a cappella kan nævnes "Liber Canticorum" og "Sange mod vårdybet" til digte af William Heinesen. Han har herudover skrevet 13 symfonier samt den satiriske opera "Kniven" (1963).
Vagn Holmboe har lagt navn til en årlig festival i Horsens for klassisk musik, Holmboe i Horsens, der er blevet afholdt siden 2000. I forbindelse med festivalen uddeles Holmboe Prisen.
Valdemarsdag.
Den 15. juni er det valdemarsdag (indført 1912 ved Cirk.Nr.391 24/12 1912). Det var på denne dag i 1219, at Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himmelen i Estland, hvor den danske konge Valdemar Sejr kæmpede mod esterne i slaget ved Lyndanisse.
Sankt Valentin.
Sankt Valentin betragter opførelsen af en basilika til ære for ham. Fransk manuskript fra 1300-tallet.
Valentin betyder den raske og sunde på latin og er et helgennavn.
Der findes tre helgener ved navn Valentin, og Valentin er skytshelgen for kærestefolk og epileptikere.
Den første Valentin var en kristen præst i Rom på kejser Claudius den Andens tid. Han blev halshugget den 14. februar 269 (e.Kr.).
Ifølge overleveringen havde Claudius problemer med at rekruttere soldater til sin hær og forbød forlovelser og ægteskaber i Rom. Præsten Valentin viede i hemmelighed de par, der ønskede det. Claidius lod Valentin arrestere, og hans straf var at blive slået ihjel med køller og have hovedet hugget af. Mens Valentin ventede på det, blev han gode venner med fangevogterens datter. Inden han blev halshugget, sendte han hende et brev underskrevet "din Valentin". Kilderne til den histore findes ikke i ældre kilder og den opfattes som en legende.
Nummer to var biskop i Terni, der blev henrettet 14. februar 273. Den tredje Valentin af Rätien har helgendag den 7. januar.
Omkring 498 udnævnte pave Gelasius den 14. februar til Valentinsdag.
I 1950'erne forsøgte blomsterhandlere og guldsmede at indføre St. Valentinsdag i Danmark. Ideen gik i sig selv, men i begyndelsen af 1990'erne forsøgte de igen, og skikken har vundet indpas.
Valentins dag blev fra det 16. århundrede fejret i England og Skotland.
Valkyrien.
" Valkyrien" ("Die Walküre") (WWV 86B) er den anden af de fire operaer, der indgår i "Der Ring des Nibelungen" af Richard Wagner. Det mest kendte musikstykke fra "Die Walküre" er Valkyrieridtet.
Wagner fandt historien til operaen i den nordiske mytologi som den fortælles i sagaen om Vølsungerne og eddaen.
Værket fik premiere på Nationaltheater i München den 26. juni 1870 efter pres fra kongen, Ludwig II af Bayern. Det fik premiere i Wagners Bayreuther Festspielhaus som en del af den komplette cyklus den 14. august 1876. Operaen fik amerikansk premiere på Academy of Music i New York den 2. april 1877. Den danske premiere fandt sted på Det kongelige teater i 1891 med svenske Ellen Norgren-Gulbranson som Brünnhilde og Frederik Brun som Siegmund og fru Keller som Sieglinde.
Roller.
Brünnhilde på fjeldtoppen, fra titelbladet til Schotts udgivelse af værket for sangere fra 1899.
Introduktion.
Selv om Wotan, den øverste af guderne, hersker over kæmper, mennesker og dværge i kraft af de aftaler, der er ristet på skaftet af hans spyd, har han selv brudt en sådan kontrakt - han lovede at give gudinden Freia til de to kæmper Fasolt og Fafner som betaling for at bygge borgen Valhalla. Men netop som bygningen var færdig, nægtede han at skille sig af med Freia, hvis æbler giver guderne evig ungdom.
Som erstatning blev det aftalt, at kæmperne fik nibelungen Alberichs guldskat. Alberich havde stjålet det magiske rhinguld fra de tre rhindøtre og havde af det smedet en ring, der giver dens indehaver magt over verden, hvis han vil afsværge kærligheden. Wotan var ikke parat til at give afkald på kærligheden, men ønskede dog ringens magt. Han røvede ringen fra Alberich, som forbandede den. Wotan måtte senere give ringen til kæmperne, men først efter at den alvise gudinde Erda, mor til de tre norner (der væver verdens skæbnetråd), havde advaret ham om gudernes forestående endeligt. Alberichs forbandelse fik øjeblikkelig virkning: Fafner dræbte Fasolt for at få ringen for sig selv, og Fafner tog hele skatten.
Ved hjælp af en "tarnhelm" (en magisk hovedbeklædning som Alberichs bror Mime havde smedet af guldet) har Fafner ændret sig til en uhyrlig drage, og i denne form vogter han skatten i en hule i en skov. Med hjælp fra de ni valkyrier, som er børn af Wotan og Erda og har Brünnhilde som leder, samler Wotan en hær af krigere i Valhalla, der skal forsvare ham mod Alberichs magt, hvis Nibelungen nogensinde skal genvinde ringen. Samtidig søger han for, at ringen falder i hænderne på en helt, der er vokset op uden guddommelig indgriben, og som ikke er bundet af nogen af de love, som han selv bindes af. Under navnet "Wälse" fik han med dødelig kvinde tvillingerne Siegmund og Sieglinde, som kom væk fra hinanden, mens de endnu var børn.
Første akt.
Hunding opdager ligheden mellem Sieglinde og Siegmund, illustration af Arthur Rackham.
Han voksede op i skoven med sine forældre og sin tvillingesøster. Da han en dag kom hjem, fandt han, at omstrejfere havde brændt deres hytte, dræbt hans mor og bortført hans søster. Nogle år senere kom han bort fra sin far, så han var alene i verden. Siegmund søgte andres selskab, men blev altid afvist. Han er nu på flugt fra en klan, som han havde forsøgt at bortgifte en pige til en mand, hun ikke elskede; Siegmund har dræbt hendes brødre og mistede sine våben i flugten fra hendes familie. Hunding afslører nu, at han selv er en del af denne klan. Siegmund er beskyttet af gæstfrihedens love for natten, men næste morgen vil Hunding kæmpe med ham for at hævne sine myrdede frænder. Overladt til sig selv påkalder Siegmund sin far Wälse, som havde lovet, at han, når han har størst brug for det, vil finde et sværd.
Sieglinde kommer tilbage; hun har givet Hunding et sovemiddel. Hun fortæller, at en mystisk fremmed havde stødt et sværd ind i stammen af asketræet, da hendes bortførere forsøgte at gifte hende bort til Hunding. Ingen har kunnet trække det ud, men hun mener, at Siegmund er hendes frelser, og at han vil kunne gøre, hvad ingen anden har kunnet. Uden for husets dør ses skoven forvandlet af foråret, og kærligheden mellem de to bryder ud. Siegmund afslører, at han er søn af Wälse og trækker let sværdet ud og giver det navnet "Nothung" (af "Not", tysk for behov eller nødvendighed). Sieglinde afslører, at hun er hans egen tvillingesøster. De omfavner hinanden lidenskabeligt.
Anden akt.
"Vater! Vater! Sag, was ist dir?", illustration af Arthur Rackham.
Næste morgen. Siegmund og Sieglinde er flygtet fra Hunding op i bjergene. Wotan beordrer sin datter, valkyrien Brünnhilde, til at forberede sig til kamp for at hjælpe Siegmund dræbe Hunding i kamp. Fricka, Wotans hustru, nærmer sig nu. Som vogter af ægteskabet kræver hun Siegmunds død; han er skyldig i både utroskab og blodskam. Da Wotan nægter at prisgive sin "frie helt", blotlægger Fricka hans selvbedrag: Siegmund er på ingen måde uafhængig, da hans skæbne har været forudbestemt af Wotan, som endda har hjulpet helten med at finde det magiske sværd.
Brünnhilde i "Die Walküre", illustration af Arthur Rackham.
Wotan, som er gud for eder, er tvunget til at straffe Siegmund og lover nu Fricka at overlade Siegmund til hans skæbne: Han forbyder Brünnhilde at støtte ham i kampen mod Hunding. Da Fricka er gået, udtrykker Wotan åbent sin fortvivlelse, og i løbet af en lang monolog forklarer Brünnhilde historien om ringen og den forbandelse, der er knyttet til den. Da Brünnhilde viser sin modvilje mod at opgive Siegmund, bliver Wotan vred, beordrer hende til at adlyde og stormer ud. Brünnhilde trækker sig nedtrykt tilbage. Siegmund og Sieglinde kommer nu; Sieglinde, der er halvt afsindig af frygt, synker udmattet om og falder i søvn. Brünnhilde forudsiger Siegmunds nære død og hans modtagelse blandt heltene i Valhalla.
Men Siegmund nægter at følge hende ind i Valhalla, hvis Sieglinde ikke kan ledsage ham. Brünnhilde er dybt bevæget over, at en mand kan sætte kærligheden højere end det evige Valhallas salighed. Hun overvældes af medfølelse, da Siegmund i et anfald af fortvivlelse forbereder sig på at dræbe sin sovende søster. Brünnhilde hindrer ham i det og lover at støtte ham på trods af Wotans ordrer. Under kampen griber Wotan selv uventet ind. Hans spyd splintrer det magiske sværd, og Siegmund dræbes af Hunding. Brünnhilde samler stumperne af sværdet op og fører hastigt fører Sieglinde væk i sikkerhed. Hunding falder død om på Wotans bud. Han følger Brünnhilde for at straffe hendes ulydighed.
Tredje akt.
Valkyrierne er samlet på en stenet bjergtop, hvor de forbereder sig på at tage føre de faldne helte til Valhalla på deres flyvende heste. Brünnhilde ankommer med Sieglinde, der søger deres hjælp, men valkyrierne nægter at trodse Wotan. Brünnhilde profeterer, at Sieglinde vil føde den "ædleste helt i verden", Siegfried. Hun giver Sieglinde resterne af sværdet og råder hende til at søge tilflugt i skoven mod øst, hvor Fafner vogter sin skat, og hvor Wotan ikke vil opsøge hende.
Brünnhilde kommer så frem for at konfrontere sin far, der i raseri udmåler hendes straf: Hun bliver forvist fra Valhalla, frataget sin guddommelighed og skal ligge i søvn på denne klippe og komme til at tilhøre den mand, der finder hende og vækker hende. De otte andre valkyrier går forfærdede bort. Brünnhilde forsøger at retfærdiggøre sin ulydighed. Hun ville hvad Wotan i virkeligheden også ville, det som Fricka havde tvunget ham til at opgive mod hans vilje. Hun beskriver, hvordan hun var blevet så bevæget af medlidenhed over Siegmunds knibe og hans kærlighed til Sieglinde, at hun ikke kunne nægte ham sin hjælp. Wotan vrede stilner af, og han indrømmer Brünnhildes ønske om, at hun må blive vækket af en helt: Med et kys på hendes øjne nedsænker han hende i en dyb søvn og påkalder derefter ildguden Loge, som omgiver klippetoppen og den sovende kvinde med en magisk ring af ild, som kun kan gennemtrænges af en helt, der er "friere end en gud", og som ikke frygter Wotans spyd.
Vandarve.
Vandarve ("Montia") er udbredt i Europa og Nordamerika. Det er små, enårige planter med hvide, 3-tallige blomster, hårløse skud og helrandede, modsatte blade. Her nævnes kun de to arter, som er vildtvoksende i Danmark.
Vanuatu.
Vanuatu er en stat i Stillehavet i Oceanien, beliggende ca. 1.750 km øst for Australien, 500 km nordøst for Ny Caledonien, vest for Fiji og syd for Salomonøerne. Vanuatu er en tidligere engelsk og fransk koloni, og kaldtes i kolonitiden for "Ny Hebriderne".
Politik.
Vanuatu er bl.a. medlem af FN og Commonwealth.
Demografi.
a>, 2005; viser antallet af indbyggere i tusinder..
Vanuatu har et indbyggertal på 221.506, hvoraf størsteparten lever i ikke-urbaniserede landdistrikter; kun byerne Port Vila og Luganville har mere end 10.000 indbyggere. Landets indbyggere kaldes lokalt "Ni-Vanuatu", og er for 98,5% vedkommende af melanesisk afstamning. Den resterende del er af europæisk, asiatisk eller oceanisk afstamning. Tre af øerne blev oprindeligt koloniseret af polynesiere. Omkring 2.000 Ni-Vanuatu bor og arbejder i Ny Kaledonien.
Landet har tre officielle sprog: engelsk, fransk og bislama. Bislama er et pidginsprog, som nu er et kreolsprog i de mest urbaniserede områder. Det er det eneste sprog, som kan forstås og tales af størsteparten af Vanuatus befolkning, og fungerer således som et lingua franca. Dertil kommer 113 indfødte sprog, som stadig tales aktivt. Antallet af sprog per capita er det højeste for noget land i verden, da der i gennemsnit kun er 2.000, som taler hvert sprog. Alle disse lokale sprog tilhører den oceaniske sproggruppe, der igen tilhører den autronesiske familie.
Kristendommen er i dag den dominerende religion i Vanuatu, den er dog opdelt i flere forskellige retninger. Omkring en tredjedel af befolkningen tilhører den presbytiske kirke, hvilket gør den til den største i landet. De næststørste er den katolske og den anglikanske kirke, som hver omfatter omkring 15% af befolkning. Af mindre kristne menigheder findes bl.a. syvende dags adventister.
Den store militære tilstedeværelse under 2. verdenskrig betød at øerne modtog enorme mængder af vestlige varer. Det førte til fremkomsten af en række såkaldte cargokulte, der byggede på til dels lokale religiøse traditioner og kristne. Hovedparten af dem forsvandt hurtigt igen, men John Frum-bevægelsen på Tanna har stadig mange tilhænegere, heriblandt medlemmer af landets parlament. På Tanna også Prins Philip-bevægelsen, der bl.a. tillægger Prins Philip af Storbritannien guddommelig status. Der findes også et lille muslimsk samfund i Vanuatu.
Varietet.
I botanikkens videnskabelige sprog er varietet et niveau under art: Derfor skal varieteter benævnes med et treleddet navn (se eksempler nedenfor). Normalt har varieteterne geografisk adskilte oprindelsessteder, der betyder, at de forskellige varieteter inden for samme art afviger tydeligt fra hinanden, når det drejer sig om udseendet. Derimod kan de let krydses indbyrdes og få levedygtigt og frugtbart afkom.
I et lidt mere dagligdags sprog kan en varietet, der er formere vegetativt, - i yderste konsekvens - bestå af ét enkelt individ ("kerneplanten"). I så fald bruger man ofte begrebet klon om de individer, der frembringes derfra.
Eksempler på varieteter.
Forskellige varieteter af Bede. Man ser bl.a. Rødbede og rød Bladbede.
Vegetarisme.
Et udvalg af vegetariske fødevarer.
Vegetarisme er en ernæringsteori der bygger på, at mennesket udelukkende bør ernære sig af planteføde.
Nogle vegetarer spiser animalske produkter i form af æg og mælkeprodukter, eftersom der i disse tilfælde ikke er tale om slagtning af et andet levende dyr. Denne form for vegetarisme, kaldes for ovo-lakto-vegetarisme.
Mange tror fejlagtigt at vegetarer godt kan spise fisk, og der findes sågar et navn for en person der spiser fisk, men ikke andet kød; pesco-vegetar. Vegetarian Society, som indførte ordet "vegetar" i folkemunde tilbage i 1847, fordømmer associeringen af semivegetarisk kost som "gyldig" vegetarisme; organisationen påpeger at indtagelse af fisk ikke er vegetarisk.
Mange af de essentielle aminosyrer får man normalt i rigelig mængde fra kød. Vegetarer er dog nødt til at kombinere nogle af de vegetabilske fødevarer, således at aminosyrerne kemisk forbinder sig til de essentielle aminosyrer. Gode vegetabilske proteinkilder er bønner, linser, kikærter og nødder. Fuldkornsprodukter har også et betydeligt indhold af protein, og desuden findes der flere kød- og mælkeerstatninger, eksempelvis tofu, sojamælk, rismælk, tempeh og seitan.
I lighed med kødspisere er det vigtigt, at den vegetariske kost er varieret, eftersom vegetaren også kan få for meget fedt og sukker.
Andre diæter forbundet med vegetarisme.
Nogle vegetarer undgår også produkter som kan indeholde animalske ingredienser som ellers ikke står mærket, eller som bruger animalske produkter i deres fremstillingsproces såsom oste med animalsk osteløbe, gelatine (fra dyrehud, knogler og bindevæv) og alkohol som klarificeres med gelatine eller knuste skaldyr og stør. Vegetarer som spiser æg foretrækker somme tider æg fra fritgående høns (i modsætning til buræg) af moralske grunde.
Semivegetariske diæter.
Semivegetariske diæter er diæter, som primært består af vegetariske fødevarer, men har nogle undtagelser inden for ikke-vegetariske produkter. Disse diæter følges af dem, der vælger at reducere indtagelsen af kød, og nogle af dem skifter over til en vegetarisk diæt. Disse udtryk er baserede på ordet "vegetarisk". De betragtes med strid af nogle strenge vegetarer, da de kombinerer udtryk for vegetariske og ikke-vegetariske diæter.
Mange beskriver sig selv som "vegetarer", da de udøver en semivegetarisk diæt.
Etymologi.
Vegetarian Society, grundlagt i 1847, hævder at have "skabt ordet vegetar fra det latinske 'vegetus' som betyder 'livlig' (hvilket er hvordan disse tidlige vegetarer hævdede at deres kostplan fik dem til at føle sig)..." Oxford English Dictionary og andre standardordbøger skriver dog at ordet i sin engelske form ("vegetarian") blev dannet fra ordet "vegetable" ("grøntsag") og suffikset "-arian". Det bemærkes dog at "Den generelle brug af ordet lader til hovedsageligt at stamme fra dannelsen af Vegetarian Society i Ramsgate i 1847."
Historie.
De tidligste optegnelser af vegetarisme som begreb og skik blandt et større antal mennesker kommer fra det gamle Indien og oldtidens græske civilisation i det sydlige Italien og i Grækenland i det 6. århundrede f.Kr. I begge tilfælde var kostvalget tæt forbundet med tanken om ikkevold mod dyr (kaldet "ahimsa" på indisk) og blev støttet af religiøse grupper og filosoffer. Efter kristendommens indførelse i det romerske kejserrige i slutningen af Antikken, forsvandt vegetarismen som helhed fra Europa. Flere munkes ordrer i Middelalderen begrænsede eller bandlyste indtagelsen af kød af asketiske grunde, men ingen af dem talte mod at spise fisk. Vegetarismen vendte til en vis grad tilbage i Europa under Renæssancen. Den blev en mere udbredt trend i det 19. og 20. århundrede.
I 1847 blev den første Vegetarian Society grundlagt i England; Tyskland, Holland og andre lande fulgte snart efter. International Vegetarian Union, en sammenslutning af de nationale fællesskaber, blev grundlagt i 1908. I Vesten voksede vegetarisme i popularitet i det 20. århundrede som et resultat af ernæringsmæssige, etiske og, senere, miljømæssige og økonomiske bekymringer. I dag vurderes indiske vegetarer, hovedsageligt lakto-vegetarer, at udgøre mere end 70% af verdens vegetarer. De udgør 20–42% af den indiske befolkning, mens mindre end 30% er almindelige kødspisere. Undersøgelser i USA har konkluderet at omkring 1–2.8% af alle amerikanske voksne ikke spiser kød (ej heller fjerkræ eler fisk).
Sundhedsmæssige fordele og ulemper.
Vegetarisme betragtes som en sund og holdbar kostplan. den amerikanske diætistforening såvel som den canadiske har konkluderet at en ordentligt planlagt vegetarisk kostplan tilfredsstiller de ernæringsmæssige krav til alle stadier i livet, og større studier har vist at vegetarisme kan forebygge kræft, iskemiske hjertesygdomme og andre dødelige sygdomme. Nødvendige næringsstoffer, proteiner og aminosyrer til kroppens opretholdelse kan findes i grøntsager, korn, nødder, sojamælk, æg og mejeriprodukter.
Vegetarisk kost til hjælpe med at holde kropsvægten under kontrol og reducere risikoen for hjertesygdomme og osteoporose betragteligt. Specielt ikke-magert rødt kød har kunnet forbindes direkte med en dramatisk stigning i risikoen for kræft i lungerne, spiserøret, leveren og tarmene. Andre studier har omvendt vist at der ikke var nogle tydelige forskelle mellem vegetarer og ikke-vegetarer hvad angår dødelighed fra cerebrovaskulære sygdomme, mavekræft, kolorektal kræft eller prostatakræft, selvom udsnittet af vegetarer var lille og blandt andet omfattede eks-rygere som havde skiftet kostvaner indenfor de forgående fem år.
De amerikanske og canadiske diætistforeninger har konstateret at: "Vegetarisk kost byder på en række ernæringsmæssige fordele, deriblandt lavere mængder mættede fedtsyrer, kolesterol og animalsk protein såvel som større mængder kulhydrat, fibre, magnesium, kalium, folat og antioxidanter såsom vitamin C og vitamin E samt fytokemikalier." Vegetarer har generelt et lavere BMI, lavere blodtryk og mindre risiko for hjertesygdomme, hypertension, sukkersyge, nyresygdomme, osteoporose, demens såsom Alzheimers og andre sygdomme.
Ernæring.
Vestlige vegetariske kostplaner indeholder typisk mange karotenoider, men relativt lave mængder af langkædede n-3-fedtsyrer og vitamin B12. Specielt veganere kan ofte have en lav tilførsel af vitamin B og kalcium hvis de ikke spiser nok af f.eks. grønkål, bladgrøntsager, tempeh og tofu. Større mængder kostfibre, folsyre, C- og E-vitamin samt magnesium kombineret med et lavt indtag af mættede fedtsyrer er alle positive aspekter af vegetarisk kost.
Protein.
Proteinindtagelse i vegetarisk kost er kun en smule mindre end i kostplaner med kød, og kan opfylde de daglige behov for enhver person, deriblandt atleter og bodybuildere. Studier af Harvard University såvel som andre studier udført i USA, Storbritannien, Canada, Australien, New Zealand og diverse europæiske lande, har bekræftet at vegetarisk kost er forsynet med rigeligt protein så længe der er en række plantekilder tilgængelige som indtages. Proteiner består af aminosyrer, og det er en udbredt bekymring om protein fra grøntsager indeholder en tilstrækkelig mængde af de "essentielle aminosyrer", som ikke kan syntetiseres af menneskekroppen. Mens mejeri- og æggeprodukter er fyldestgørelse kilder for lakto-ovo-vegetarer, er de eneste grøntsagskilder med betragtelige mængder af alle otte slags essentielle aminosyrer lupin, soja, hampfrø, chiafrø, amarant, boghvede og quinoa. Det er dog ikke nødvendigt at opnå proteiner fra disse kilder — de essentielle aminosyrer kan også skaffes fra at spise forskellige komplementære plantekilder som tilsammen giver alle otte essentielle aminosyrer (f.eks. brune ris og bønner, eller hummus og hele hvedepita, selvom det ikke er nødvendige at kombinere proteiner i det samme måltid). En varieret indtagelse af sådanne kilder kan være tilstrækkeligt.
Jern.
Vegetarisk kost indeholder typisk lige så store mængder jern som ikke-vegetarisk kost, men disse har mindre biotilgængelighed end jern fra kødkilder, og deres absorbering kan nogle gange hindres af andre nødvendige bestanddele i kosten. Blandt vegetariske fødevarer som er rige på jern er sorte bønner, cashewnødder, hampfrø, røde bønner, linser, havregryn, rosiner, sort-øje bønner, sojabønner, mange typer morgenmadsprodukter, solsikkefrø, kikærter, tomatjuice, tempeh, melasse og fuldkornsbrød. Vegansk kost kan ofte indeholde større mængder jern end vegetarisk kost, fordi mejeriprodukter ikke indeholder meget jern. Jerndepoterne er ofte lavere i vegetarer end i ikke-vegetarer og jernmangel er dermed også oftere set i vegetariske og veganske kvinder og børn (voksne mænd har sjældent jernmangel), selvom decideret jernmangelsanæmi er sjældent.
Vitamin B12.
Planter er generelt ikke betydelige kilder til vitamin B12. Lakto-ovo-vegetarer kan dog optage B12 fra mejeriprodukter og æg, mens veganere må tage det som supplement til kosten. Siden menneskekroppen bevarer B12 og genbruger det uden at ødelægge substansen er kliniske beviser på B12-mangel sjældne. Kroppen kan opbevare depoter af vitaminet i op til 30 år uden at behøve at få sine forsyninger suppleret.
Anbefalingen om at tage det som supplement er blevet udfordret af studier som indikerer at exogent B12 faktisk kan forstyrre den almindelige absorbering af vitaminet i dets naturlige form. Forskningen på kilder til vitamin B12 er blevet udvidet i de seneste år og forskere ved Hiroshima Universitet har udviklet metoder hvormed man kan dyrke planter som er rige på vitamin B12.
Fedtsyrer.
Fisk er en stor kilde til Omega-3-fedtsyrer, selvom der også eksisterer nogle plantebaserede kilder såsom soja, valnødder, græskarkerner, rapsolie og specielt hampfrø, chiafrø, hørfrø og portulak. Portulak indeholder mere Omega 3 end nogen anden bladgrøntsag. Planteføde kan give alfalinolensyre men ikke de langkædede n-3 fedtsyrer EPA og DHA, som kan findes i små mængder i æg og mejeriprodukter. Vegetarer, og veganere i særdeleshed, har generelt lavede niveauer af EPA og DHA end kødspisere. Mens sundhedseffekten ved lave mængder EPA og DHA er ukendt, er det usandsynligt at supplement med alfalinolensyre vil øge niveauet synderligt. Senest er nogle firmaer begyndt at markedsføre vegetariske DHA-supplementer indeholdelse udtræk fra tang. Lignende supplementer som både giver DHA og EPA er også begyndt at dukke op. Helt tang er dog ikke egnet som supplement fordi deres høje indhold af jod begrænser mængden som man sikkert kan indtage. Visse former for alger såsom spirulina er dog gode kidler til gammalinolensyre (GLA), alfalinolensyre (ALA), linolsyre (LA), stearidonsyre (SDA), icosapentaensyre (EPA), docosahexaensyre (DHA) og arakidonsyre (AA).
Calcium.
Calciumindtag hos vegetarer er nogenlunde på niveau med ikke-vegetarer. Der er blevet fundet svækket knoglemineralisering hos veganere som ikke spiser nok bladgrøntsager, som er centrale kilder til calcium. Dette findes dog ikke hos lakto-ovo-vegetarer.
Vitamin D.
Mængden af vitamin D lader ikke til at være lavere i vegetarer (selvom studier har vist at en stor del af den generelle befolkning har mangel). Nødvendig vitamin D kan findes ved menneskekroppens egen generering efter at være blevet udsat for tilpas og følsom UV-sol. Produkter som mælk, sojamælk og korn kan få tilsat stoffer for at blive en kilde til vitamin D og svampe giver over 2.700 IU pr. portion (omtrent 1/2 kop) af vitamin D2, hvis de udsættes for blot 5 minutters UV-lys efter at være blevet høstet; for de som ikke kommer nok i sollys eller får substitueret vitaminet andetstedsfra kan vitamin D-supplement være nødvendigt.
Medicinsk brug.
Inden for den vestlige lægevidenskab rådes patienter somme tider til at prøve en vegetarisk kostplan. Visse alternative lægevidenskaber, såsom Ayurveda og Siddha, ordinerer vegetarisk kost som en normal procedure.
Fysiologi.
Den generelle konsensus er at mennesker fysiologisk set er bedste tilpasset livet som altædende. Vegetarian Resource Group har, blandt andre, konkluderet at mennesket er en naturlig altæder baseret på menneskets evne til at fordøje kød såvel som planteføde, med den tilsvarende metabolske tendens til en tilpasning som giver et behov for både animalsk og plantebaseret ernæring. Andre argumenter fastholder at mennesket anatomisk set nærmere er planteædere, med lang mave-tarmkanal og sløve tænder, inklusive hjørnetænder, i modsætning til altædere og kødædere. Ernæringseksperter mener at tidlige menneskeaber udviklede sig til at spise kød som et resultat af enorme klimaforandringer som fandt sted for tre-fire millioner år siden, da skove og jungler tørrede ud og blev til åbne græsarealer, hvilket åbnede op for jægere og ådselædere.
Etik.
Der er blevet foreslået flere etiske grunde til at vælge vegetarisme. Nogle har eksempelvis nævnt at produktionen, slagtningen og forbruget af kød eller animalske produkter er uetisk. Blandt grundene til dette er støtte til dyrs rettigheder, aversion mod at påføre andre følende væsner smerte eller skade, eller en tro på at unødvendigt drab på andre dyr er grundlæggende forkert.
Andre har ment at selvom produktionen og forbruget af kød kan være acceptabelt i sig selv, så er metoderne hvorved dyr opdrættes i den kommercielle industri uetiske. Bogen "Animal Liberation" af Peter Singer har haft stor indflydelse på dyreretsbevægelsen og specielt etisk vegetarisme og veganisme. I I-lande er etisk vegetarisme specielt blevet populært efter udbredelsen af "factory farming", et system hvor dyrene holdes indendørs gennem størstedelen af deres liv under forhold med stærkt begrænset bevægelighed. Svin, æglæggende høns, kødkyllinger og slagtekalve er de dyr som oftest holdes under disse forhold. Factory farming har reduceret den følelse af dyrehold som engang var i landbruget og har ført til at dyr behandles som varer. Mange mener at den behandling som dyrene modtager ved produktionen af kød og andre dyreprodukter gør, at de selv er forpligtede til ikke at spise kød eller benytte animalske produkter.
I mange vegetarfilosofier findes der også argumenter som slet ikke beskæftiger sig med dyreetik. Den fremskredne globale opvarmning er en af hjertesagerne for de fleste miljøbevidste vegetarer. Ifølge en undersøgelse lavet af University of Chicago og udgivet i "Time", ville det at skifte fra kødæder til vegetarisk kost reducere et kulstofaftryk med 1,4 gange mængden af det, der ville reduceres ved at udskifte en Toyota Camry med en hybridbil. Dette skyldes den enorme mængde metan som sendes i luften fra de mange dyr som avles til kødindustrien, metan er en 32% stærkere drivhusgas end kuldioxid. Forsendelser af korn og af selve dyrene spiller også en rolle i denne sag, da det tager omkring 4 kilo korn at få 1 kilo kød. Mange vegetarer føler at det, at spise så højt oppe i fødekæden spiller en for stor rolle i den globale hungersnød til at det kan retfærdiggøre det at spise kød.
Religion.
Hinduisme, buddhisme og jainisme opfordrer til vegetarisme som en del af god moralsk opførsel. Buddhisme forbyder ikke kødspisning generelt, mens Mahayana-buddhisme anbefaler vegetarisme som gavnligt for udviklingen af barmhjertighed. Blandt andre trosretninger som opfordrer til en fuldt vegetarisk kostplan er Syvende Dags Adventistkirken, Rastafaribevægelsen og Hare Krishna.
Hinduisme.
Nogle større retninger indenfor hinduismen fastholder vegetarisme som et ideal. Dette skyldes princippet om ikkevold (ahimsa) overfor dyr; intentionen om kun at tilbyde "ren" (vegetarisk) mad til en guddom og få den tilbage som prasad; og overbevisningen om at ikke-vegetarisk mad er skadelig for sindet og den åndelige udvikling. Ikkevold er en fælles interesse for alle de vegetariske traditioner indenfor hinduisme; de to andre aspekter er oftest kun relevante for hinduer som følger specielle retninger.
Hinduers madvaner varierer dog meget efter deres lokalsamfund og regionale traditioner. Hinduistiske vegetarer nægter ofte at spise æg, men indtager gerne mælk og mejeriprodukter, hvilket gør dem til lakto-vegetarer. Mælk og mælkeprodukter er væsentlige bestanddele indenfor Indiens traditionelle madkultur.
Jainisme.
Tilhængere af jainisme er oftest lakto-vegetarer, da trosretningen ikke tillader produkter opnået fra døde dyr. Jainere betragter vegetarisme som den ideelle kost på samme måde som hinduer gør, men med specielt fokus på deres princip om universal ikkevold (ahimsa). Dette er for jainere en uundværlig betingelse for åndelig udvikling. Nogle specielt dedikerede troende er frugtarer. Honning er forbudt, da indsamlingen af det ses som vold mod bierne. Nogle jainere indtager ikke plantedele som vokser under jorden, såsom rødder og knolde, fordi små du kan blive dræbt når planterne trækkes op.
Buddhisme.
En vegetarisk middag i et japansk buddhistisk tempel.
Theravadabuddhister betragter det, at tage et liv og spise kød som allerede er dræbt som det samme. Hvis buddhistiske munke "ser, hører eller ved" at et levende dyr blev dræbt specielt så de kunne spise det, skal de nægte at spise det eller det vil blive betragtet som en forseelse. Buddhaen kom ikke med nogle kommentarer som frarådede sine tilhængere at spise kød, og lavede heller ikke nogle regler eller forbud i sin religion mod noget. Hans lære siger blot "ved at tage livet fra en levende ting enten ved at dræbe eller lade andre dræbe den for dig eller ved at støtte en sådan syndefuld handling vil du begå en stor synd, men alle er frie til at vælge hvad hans vej er."
Indenfor Mahayanabuddhisme findes der flere sanskrittekster hvor Buddha instruerer sine tilhængere i at undgå kød. Mahayanabuddhismen råder munke til at være strenge vegetarer, og det anbefales også til andre troende.
Køn.
Et markedsundersøgelse i 1992 af forskningsorganisationen Yankelovich hævdede at "af de 12,4 millioner mennesker [i USA] som kalder sig selv vegetarer, er 68 procent kvinder mens kun 32 procent er mænd."
Nogle undersøgelser viser at vegetariske kvinder har en større sandsynlighed for at føde pigebørn. En undersøgelse af 6.000 gravide kvinder i 1998 "fandt at mens det nationale gennemsnit i Storbritannien er 106 drenge født for hver 100 piger, var fordelingen for vegetariske mødre blot 85 drenge mod 100 piger." Denne forskning blev afvist af Catherine Collins fra det britiske diætistforbund som et "statistisk lykketræf".
Der er en del spekulation om at kost med et højt indhold af soja, på grund af højt indhold af isoflavon, kan have en feminiserende effekt på mennesket hvilket skyldes de fytoøstrogener det indeholder. Fortalere for denne teori hævder at kost med højt indhold af isoflavoner fremskynder den kvindelige pubertet og forsinker den mandlige. En undersøgelse fra 2001 foretaget af University of Pennsylvania fandt ikke nogle betragtelige forskelle i den senere pubertetsbegyndelse mellem spædbørn opflasket med sojabaseret mælk eller komælk.
Landespecifik information.
Mærker der bruges i Indien til at adskille vegetariske produkter (venstre) fra ikke-vegetariske (højre).
Vegetarisme ses på forskelligt rundt omkring i verden. I nogle områder er der kulturel og ligefrem juridisk opbakning, mens det andre steder ikke forstås eller ligefrem ses ned på. I mange lande findes der mærkning af mad for at gøre det nemmere for vegetarer at identificere mad som de kan spise.
I Indien er der ikke kun mærkning af maden, men mange restauranter markedsfører som også som værende enten "Vegetariske" eller "Ikke-vegetariske". Indiske vegetarer er oftest lakto-vegetarer, og for at ramme dette marked serverer størstedelen af de vegetariske restauranter i Indien mejeriprodukter mens de undgår æggeprodukter. Til sammenligning serverer de fleste vestlige vegetarrestauranter æg og æggebaserede produkter.
Vegetation.
Ordet vegetation kommer af middelalderlatin: "vegetatio" = "vækst", som på sin side kommer af latin "vegeto" = "oplive", "bevæge". I økologien bruges ordet om den systematiske beskrivelse af et områdes plantevækst, dvs. helheden af de plantesamfund, som vokser i et område. Vegetationen bliver bestemt af det naturgivne: klima, nedbør, evapotranspiration, undergrund, jordbund, topografiske forhold og afvandingsforhold, men også af brande, dyreliv og menneskers brug af området. De klimatisk bestemte vegetationstyper er indordnet i zoner (vegetationszoner).
Begrebet "vegetation" henviser til den jorddækkende plantebestand, som er langt det mest forskelligartede element i biosfæren. Udtrykket siger i sig selv intet om biodiversitet, livsformer, struktur, rumlig udstrækning eller andre, karakteristiske botaniske eller geografiske træk. Det er et mere bredt dækkende udtryk end f.eks. flora, der udelukkende henviser til artsammensætning. Plantesamfund er omtrent synonymt med vegetation, men vegetation dækker ofte et bredere perspektiv på de botaniske forhold. Oprindelige Rødtræskove, mangrovebestande, Tørvemossumpe, ørkenklipper, vejkantens ukrudtsbevoksning, hvedemarker, villakvarterer og sportspladser omfattes alle af begrebet "vegetation".
Betydning.
Et områdes vegetation har på alle mulige niveauer flere afgørende roller i biosfæren. For det første styrer vegetationen gennemstrømningen i talrige biogeokemiske kredsløb (se biogeokemi), mest afgørende i vandets, kulstoffets og kvælstoffets kredsløb. Den har desuden stor betydning i de lokale og globale energistrømme, som er vigtige ikke blot for globale vegetationsmønstre, men også for klimaforholdene.
For det andet påvirker vegetationen jordbundens karakter meget kraftigt. Det drejer sig om kemiske forhold, porøsitet og jordstruktur, som omvendt virker tilbage på forskellige vegetationsfaktorer som f.eks. primærproduktion, succession og biodiversitet.
For det tredje tjener vegetationen som levested og som energikilde for planetens lange række af dyrearter. Vegetationen er også afgørende vigtig for verdensøkonomien, i særdeleshed for anvendelsen af fossilt brændsel som energikilde, men også for den globale produktion af fødevarer, tømmer, brændsel og andre materialer. Den mest afgørende betydning bliver ofte overset, men det drejer sig om, at den globale vegetation (heri medregnet algebestandene) har været og er den væsentligste kilde til ilt i atmosfæren. Det gør det muligt, at der kan dannes vedvarende, biologiske systemer, baseret på aerobt stofskifte.
Endelig er vegetationerne psykologisk vigtige for menneskearten, der udviklede sig i afhængighed og direkte kontakt med en vegetation, som betød mad, ly og lægemidler.
Klassificering.
Det er europæiske eller nordamerikanske forskere, som har foreslået det meste af den klassificering, som er foretaget på vegetationer. Desværre anvender de helt forskellige systemer, som ikke er sammenlignelige. I Nordamerika baserer man klassificeringen på en kombination af følgende kriterier: klimagennemsnit, planternes vækstform, deres fænologiske udseende og de dominerende arter. I Europa, derimod, hviler klassificeringen for det meste på artssammensætningen alene, dvs. uden henvisning til klima eller vækstformer. Den europæiske klassificering fremhæver ofte bestemte indikatorarter, som bruges til at skelne den ene vegetationstype fra andre lignende.
Tredimensionel struktur.
Et af de vigtigste kendetegn ved vegetationer er deres tredimensionelle struktur. Den omtales af og til som deres "ansigt" eller arkitektur. De fleste har et begreb om denne tanke gennem deres kendskab til udtryk som "jungle", "skov", "prærie" eller "eng". Det er udtryk, som fremkalder indre billeder af disse vegetationers udseende. Enge er græsdækkede og lysåbne, tropiske regnskove er højtvoksende, tætte og mørke, savanner er græsdækkede landskaber med spredte træer osv.
En skov har tydeligvis en helt anden struktur end en ørken eller en græsplæne. Vegetationsøkologer skelner mellem strukturer, der er meget mere detaljerede end det nævnte, men princippet er det samme. Forskellige skovtyper kan have meget forskellige strukturer: Tropiske regnskove er meget forskellige fra nordlige nåletræskove, og begge typer afviger fra tempererede, løvfældende skove. De oprindelige græssletter Ukraine er tydeligt forskellige fra de tilsvarende i Michigan, og garriguen tæt ved kysten afviger meget fra den, som findes højere oppe i bjergene osv.
Vegetationens struktur afgøres af den gensidige påvirkning mellem miljømæssige og historiske faktorer på den ene side og artsammensætningen på den anden. Den er først og fremmest kendetegnet af sin vandrette og lodrette fordeling af planternes biomasse, og mest af alt af bladenes biomasse. Den vandrette fordeling drejer sig om mønstret af mellemrum mellem plantestængler på jorden. Planterne kan være ensartet fordelt, som de er det i en plantage, eller de kan være meget uensartet fordelt, som det er tilfældet i mange skove på klippefyldt bjergterræn, hvor områder med høj og lav plantetæthed veksler i overensstemmelse med den rumlige fordeling af jordbundstyper og lokalklima. Man kan se tre forskellige fordelingsmønstre: jævn, tilfældig og sammenklumpet fordeling. De svarer direkte til den forventelige variation i afstanden mellem tilfældigt udvalgte steder og den nærmeste plantestængel. Den lodrette fordeling af biomassen bestemmes af områdets grundlæggende produktivitet, den dominerende arts mulighed for højdevækst og om skyggetålende arter findes eller mangler i områdets flora. Samfund med høj produktivitet og mindst én skyggetålende træart har høje niveauer af biomasse på grund af deres store bladtæthed i hele det lodrette plan.
Selv om det her drejer sig om biomasse, er den i virkeligheden besværlig at måle. Økologer måler derfor ofte på en erstatning, ”plantedække”, der defineres som den procendel af jordoverfladen, der har plantebiomasse (især blade) lodret ovenover. Hvis den lodrette fordeling af bladarealet opdels i forud bestemte niveauer, kan dækningen bestemmes for hvert niveau, og den totale dækningsgrad kan på den måde overstige 100 %. Men ellers svinger målingerne mellem nul og 100. Denne målemetode er beregnet på at give en grov, men nyttig tilnærmelse til biomassens størrelse.
I visse vegetationstyper kan den underjordiske fordeling af biomassen også gøre det muligt at se væsentlige forskelle. Et græsområde, der danner grønsvær, har et mere uafbrudt og forbundet rodsystem, mens samfund af tuegræsser er meget mindre sammenhængende med flere åbne områder mellem planterne (selv om forholdene ikke altid er lige så markante under jorden, fordi rodsystemerne almindeligvis ikke er nær så begrænsede i deres vandrette vækstmønstre, som skuddene er). Men den underjordiske del af vegetationen er tidskrævende at måle, så vegetationens struktur bliver næsten altid beskrevet ud fra den overjordiske del af samfundet.
Udviklingsforløb.
Som alle biologiske systemer er også plantesamfundene underkastet ændringer i rum og tid. De udvikles på alle tænkelige niveauer. Forandringerne i vegetationerne bestemmes hovedsagelig som skift i enten artssammensætning eller vegetationsstruktur eller eventuelt i begge dele på én gang (se succession).
Ændringer over tid.
Set i et tidsperspektiv kan mange processer eller begivenheder blive årsag til ændringer, men for enkelhedens skyld kan de grupperes enten som pludseligt eller gradvist virkende årsager. De pludselige skift kaldes almindeligvis for forstyrrelser. Det kan være brand, storm, jordskred, oversvømmelse, lavine og lignende. De fremkaldes som regel af grunde, som skal søges uden for plantesamfundet, det er naturlige begivenheder, der som regel indtræffer uafhængigt af samfundets egne, naturlige processer (spiring, vækst, blomstring, død osv.). Den slags begivenheder kan ændre vegetationens struktur og artssammensætning meget pludseligt og med langvarige følger over store områder. Det er meget få okosystemer, der helt kan undgå én eller anden form for forstyrrelse, og ofte er det ting, der indtræffer regelmæssigt og gentagne gange. På den måde bliver forstyrrelserne til en langtidsvirkende faktor i systemets dynamik. Brand- og vindskader er temmelig almindelige i mange af verdens vegetationstyper. Brand har en særlig kraftig virkning, fordi den kan ødelægge ikke bare de levende planter, men også de frø eller sporer, der repræsenterer den næste generation, og desuden også på grund af ildens virkning på stedets fauna og jordbund.
Langsomme ændringer over lange tidsrum findes alle vegne, og de skaber vilkårene for succession i vegetationen. Succession er den forholdsvis glidende ændring i struktur og sammensætning, der opstår, efterhånden som vegetationen selv langsomt ændrer forskellige miljøforhold som f.eks. mængden af lys, vand og næringsstoffer. Disse forandringer fremkalder udskiftninger i rækken af arter, der er bedst tilpasset til at vokse, overleve og formere sig på området, og på den måde sker der ændringer i stedets flora. Disse ændringer skubber til nogle omskiftelser i strukturen, som på forhånd ligger indbygget i planternes vækst, selv når der ikke sker noget med artsssammensætningen (særligt, når der er tale om planter med en stor maksimumhøjde). Det fremkalder langsomme forandringer i vegetationen, som kan forudsiges i grove træk. Successionen kan afbrydes når som helst ved en forstyrrelse, som enten sætter systemet tilbage på et tidligere trin i udviklingen, eller tvinger det ud i en helt anden retning. Af samme grund fører udviklingsprocesser kun nogle gange frem til en vedvarende sluttilstand (klimaks), og andre gange sker det ikke. Desuden er det ikke altid muligt at forudsige præcist, hvordan sådan en sluttilstand vil være, selv ikke i de tilfælde, hvor den faktisk indtræffer. Kort sagt, vetationer er udsat for påvirkning fra mange og uforudsigelige faktorer, som begrænser mulighederne for at lave forudsigelser.
Rumlige ændringer.
Det er en generel regel, at jo større et areal en vegetation dækker, jo mere sandsynligt er det, at den er uensartet sammensat på de forskellige dele af arealet. Det skyldes særligt to faktorer: For det første bliver det mere og mere usandsynligt, at forstyrrelser og succession vil virke samtidigt, når arealstørrelsen forøges. Det betyder, at forskellige områder vil nå frem til forskellige udviklingstrin på grund af forskellig historie fra sted til sted, særligt når man ser på den tid, der er gået siden sidste større forstyrrelse. Det indvirker på den stedlige miljømæssige variation, som også øges med større areal. For det andet begrænser forskelle i miljøforholdene den række af arter, der kan trives på et givet areal. Disse to faktorer virker sammen om at skabe en mosaik af vækstbetingelser hen over landskabet. Det er kun under dyrkning, dvs. i skovbrugets, landbrugets eller gartneriets systemer, at vegetationen nogen sinde nærmer sig en perfekt ensartethed (monokultur). I naturlige systemer er der altid forskellighed, selv om graden og intensiteten kan variate meget. Et naturligt græsområde kan se ud til at være forholdsvis ensartet, når man sammenligner det med en tilsvarende arealstørrelse i en delvist nedbrændt skov, men det ser yderst varieret og forskelligartet ud i sammenligning med hvedemarken ved siden af.
Globale vegetationsmønstre.
På regionalt og glonalt niveau er der forudsigelighed angående visse træk ved vegetationer (særligt dem, der har med vegetationens udseende at gøre), og det er forbundet med forudsigeligheden i bestemte miljøforhold. En stor del af variationen inden for disse globale mønstre kan direkte forklares ud fra tilsvarende mønstre i temperatur- og nedbørsforhold (også kaldet: energi- og fugtighedsbalancer). Disse to faktorer påvirker i høj grad hinanden under deres virkning på plantevækst, og deres indbyrdes forhold gennem året er afgørende. Dette forhold kan vises grafisk i klimadiagrammer. Ved at stille grafiske fremstillinger af 30-årige gennemsnit for de månedlige ændringer af de to variabler op mod hinanden kan man få en forestilling om, hvorvidt nedbør forekommer i den varme tid, hvor den gør mest gavn, og derfor også hvilken vegetation, man kan forvente at finde på stedet. For eksempel kan to steder have den samme, gennemsnitlige nedbør og temperatur sammenlagt for hele året, men hvis tidspunkterne for nedbør og varmeperioder er meget forskellige, så vil deres vegetationsstruktur, vækst og udvikling også være det.
Videnskabelige undersøgelser.
Vegetationsforskere undersøger årsager til de mønstre og processer, man kan iagttage i vegetationer på forskellige, rumlige eller tidsmæssige niveauer. Særligt interessante og vigtige er spørgsmål om klimaets, jordbundens, topografiens og historiens betydning for vegetationers særtræk, heri indbefattet både artssammensætning og struktur. Den slags spørgsmål stilles ofte på det overordnede plan, og derfor de vanskelige at besvare meningsfuldt ved eksperimenter. Iagttagelser suppleret med viden om botanik, palæobotanik, økologi, jordbundslære osv. Er derfor det normale i forbindelse med vegetationsvidenskab.
Før 1900.
Vegetationsvidenskaben har sine rødder i arbejder af botanikere eller naturforskere fra det 18. århundrede eller tidligere i visse tilfælde. Mange af dem var verdensrejsende på opdagelsesrejser, og deres arbejder var en sammenblanding af botanik og geografi, som man i dag ville kalde biogeografi (eller "fytogeografi"). Det meste af forskningen gik ud på at indsamle, ordne og navngive de hjembragte planteeksemplarer. Der blev udført meget lidt eller slet ingen teoretisk forskning før det 19. århundrede. Blandt de mest kendte af de tidlige naturforskere var Alexander von Humboldt, der indsamlede 60.000 planteeksemplarer på en femårig rejse til Syd- og Mellemamerika fra 1799 til 1894. Humboldt var én af de første, som beviste sammenhængen mellem klima og vegetationsmønstre. Det skete i hans livslange arbejde: "Relation historique du Voyage aux Régions équinoxiales du Nouveau Continent" ("Rejse til egnene mellem vendekredsene på det nye kontinent"), som han skrev sammen med Aimé Bonpland, botanikeren der fulgte ham. Humboldt beskrev også vegetation efter udseendet snarere end bare taksonomisk. Hans arbejde udløste et intenst arbejde med forholdet mellem miljø og vegetation, som fortsætter endnu i dag.
Den polske forsker, Jozef Paczoski, og russeren Leonid Ramensky var langt forud for deres tid, og de tog hul på næsten alle de temaer, der er gængse på området – og det længe før nogen i Vesten gik i gang med dem. Disse emner omfattede analyse af plantesamfund (eller "fytosociologi"), analyser af gradienter, successioner, økofysiologi og funktionel økologi. På grund af sproglige og politiske barrierer blev deres arbejde ikke kendt i resten af verden, og specielt ikke i den engelsktalende del, før langt inde i det 20. århundrede.
Efter 1900.
Adskillige økologer har påvist holdbarheden i den ”individualistiske hypotese”, der fastslår, at plantesamfund simpelt hen er summen af en række arter, der reagerer individuelt på miljøet omkring dem, og som findes sammen i rum og tid. I løbet af 1950'erne og -60'erne udførte Robert Whittaker en række undersøgelser af tre meget forskellige, økosystemer i bjergene. De viste, at arterne først og fremmeste svarer på miljøforholdene og ikke nødvendigvis i samvirke med andre arter på stedet. Arbejder inden for palæobotanik støtter denne opfattelse på baggrund af en større, tidsmæssig og rumlig skala.
Nyere begreber, teorier og synsvinkler.
Siden 1960'erne har meget af forskningen drejet sig om emner inden for funktionel økologi. Funktionelle klassificeringer blev indledt allerede i 1930'erne med Raunkiærs opdeling af planter i livsformer efter placeringen af deres yderste vækstpunkter (meristemer), set i forhold til jordoverfladen. Det forudgreb senere klassificeringer som f.eks. Macarthur and Wilsons r hnv. K-arter (om alle organismer, ikke bare planter), og "C-S-R"-strategierne, som blev fremført af Grime, der placerede arterne i én af tre grupper alt efter deres evne til at klare stress og i forhold til forudsigeligheden i deres miljømæssige vilkår.
For tiden er der stærke tendenser i retning af at forstå lokale, regionale og globale ændringer i vegetationerne som svar på globale klimaændringer, specielt ændringer i temperatur, nedbør og hyppigheden af forstyrrelser. Funktionelle klassifikationer som de ovennævnte, der forsøger at anbringe alle plantearter i i meget få grupper, bliver næppe brugbare for den store mængde af forskellige modeller, som findes og vil blive skabt. Man anerkender, at enkle og meget generelle klassifikationer sandsynligvis må erstattes af mere detaljerede og præcise systemer, som kan bruges til at skabe modeller for de undersøgte vegetationer. Det vil kræve en meget bedre forståelse end den, man har i dag, af fysiologien, anatomien og udviklingsbiologien hos et stort antal arter - også selv om man kun interesserer sig for de dominerende arter i de fleste vegetationstyper.
Venezuela.
Venezuela er et land i Sydamerika. Venezuela grænser til Guyana, Brasilien og Colombia. Nord for den venezuelanske kyst til det Caribiske Hav ligger øerne Aruba, de Nederlandske Antiller og Trinidad og Tobago.
Medlem af ALBA, Unasur, Mercosur, Den Latinske Union, OAS, G-15 og associeret medlem af Den Andiske Sammenslutning samt observatør i Den Arabiske Liga.
Historie.
Venezuela blev den første permanente spanske koloni i Sydamerika i 1522 og størstedelen af det nuværende Venezuela blev senere lagt ind under vicekongedømmet Ny Granada. Landet opnåede selvstændighed fra Spanien i 1821 under ledelse af Simón Bolívar. Efter selvstændigheden indgik Venezuela i føderationen Gran Colombia sammen med Colombia, Panama og Ecuador til 1830, da Venezuela brød ud og blev en selvstændig republik.
Politik.
Karakteristisk for Venezuelas historie i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet var politisk ustabile regeringer, skiftende diktaturer og revolutionær uro. Efter militæret trak sig ud af politik i 1958 har Venezuela haft demokratisk valgte civile regeringer. Hugo Chávez blev valgt til præsident i 1998 med 56,2% af stemmerne som den første folkevalgte præsident, der ikke kom fra enten AD eller COPEI- partiet. En ny forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1999. Hugo Chavez blev i 2000 og 2006 genvalgt med henholdsvis 59,76 % og 62,84 % af stemmerne. Under begge valg har internationale valgobservatører udtrykt, at de har været forhindret i at undersøge retmæssigheden bag valget, mens EU selv har nægtet at sende observatører ud af samme årsag. I 2002 blev hans styre udsat for et mislykket kup efter optøjer i hovedstaden Caracas.
Venezuela er bl.a. medlem af FN, WTO, OPEC og OAS.
Geografi.
Venezuela har mange forskellige landskabstyper. I nordvest samt langs den caribiske kyst i nord ligger en udløber af Andesbjergene, hvor det højeste punkt er Pico Bolivar (5.007 m). I nordvest findes også lavsletter omkring indsøen Maracaibo og ved Venezuelagolfen. Midt i landet ligger store sletteområder, benævnt "llanos", som strækker sig fra grænsen mod Colombia og til Orinoco-floddeltaet. Syd i landet ligger Guyanahøjsletterne og Salto del Angel, som er verdens højeste vandfald.
Klimaet er tropisk og generelt varmt og fugtigt. På højsletterne kan temperaturen og fugtigheden være mere moderat.
Hovedstaden Caracas er den største by i landet. Andre større byer er Maracaibo, Barquisimeto, Valencia, Maracay og Ciudad Guayana.
Underdelinger af landet.
Venezuela er inddelt i 23 delstater ("estados"), et hovedstadsdistrikt ("Distrito Capital") og et føderalt område ("Dependencia Federal") samt Guayana Esequiba (opnået i forbindelse med grænsestridigheder med Guyana). Venezuela er yderligere underinddelt i 335 kommuner ("municipios"). Disse er underinddelt i over tusind sogn ("parroquias"). Staterne er grupperet i ni administrative regioner ("regiones administrativas").
Økonomi.
Venezuela er økonomisk afhængig af oliesektoren, som står for ca. en tredjedel af bruttonationalproduktet og 80% af eksportindtægterne. I begyndelsen af 2000-tallet gjorde ustabile indenrigspolitiske forhold, med blandt andet kupforsøg, at økonomien blev svækket. Dette kulminerede i en to måneder lang lockout i olieindustrien ved årsskiftet 2002 - 2003.
Landet er præget af store forskelle i indtægt og store dele af befolkningen er fattig.
Den officielle valutakurs på US-dollar er fastsat til 2,15 Bolivares Fuerte*). På det "uoficielle" marked handles US-dollar til 3,00 - 6,00 Bolivares Fuerte alt afhængig af efterspørgsel og udbud.
Inflationen er høj, og ligger pt. på omkring 25% årligt. Huspriserne på ferieøen Isla de Margarita er steget omkring 13% i perioden 2006-2008.
Demografi.
Etnisk sammensætning: 67 pct. mestizer, 21 pct. hvide, 10 pct. sorte, 2 pct. indianere. Religion: 96 procent tilhører den romersk-katolske kirke.
Venstre.
Venstre, Danmarks Liberale Parti er kendt som Venstre og er et dansk politisk parti. Partiet har partibogstavet V på stemmesedlen. Navnet Venstre kommer af, at det ved sin oprettelse befandt sig på venstrefløjen: det kæmpede for lighed mellem de forskellige klasser i samfundet, for skolegang til alle børn og for lige ret til lægehjælp. I dag er Venstre rykket til højrefløjen idet socialistiske partier har videregående mærkesager som økonomisk lighed.
Venstres historie.
Venstre stiftedes 1870 ved en samling af forskellige venstreorienterede grupper under navnet "Det forenede Venstre". Venstre har rødder i Bondevennernes Selskab, der blev stiftet i 1846. Partiets første program udkom i 1870. I 1872 kom et nyt program. Venstre var i opposition til godsejerne og De Nationalliberale. Venstres modstandere, der understøttede kongemagten, blev senere til Højre (afløst af Det Konservative Folkeparti).
Mellem 1864 og 1910 blev Venstre splittet og samlet flere gange. Da den politiske konflikt skærpedes som følge af forfatningskampen og blev endnu mere forbitret i provisorietiden, blev Venstre opsplittet i fraktioner. Fra 1873 voksede modsætningerne i partiet.
Én fløj - de senere radikale - ville vælte Estrup-regeringen ved at sætte hårdt mod hårdt.
En anden fløj - de senere moderate - ville svække regeringen ved at forhandle med de mere mådeholdende af regeringens tilhængere.
Det Folkelige Venstre med Viggo Hørup, Edvard Brandes og Christen Berg (og en kort overgang det Radikale Venstre (1878)) og
Moderate Venstre ledet af bl.a. Ludvig Holstein-Ledreborg, Sofus Høgsbro og Frede Bojsen.
Allerede i 1884 blev Det Folkelige Venstre også splittet. Hørup og Brandes gendannede det Radikale Venstre, mens Berg og hans tilhængere gik sammen med Det Moderate Venstre og dannede Det Danske Venstre.
Da Venstre i 1894 indgik forlig med Højre om Københavns Befæstning, blev Venstrereformpartiet stiftet i protest mod "det rådne forlig" af bl.a. Viggo Hørup, Edvard Brandes, J.C. Christensen og Carl Theodor Zahle.
Venstrereformpartiets konseilspræsidenter (Deuntzer og I.C. Christensen) blev genvalgt i henholdsvis 1903 og 1906, men de måtte begge træde tilbage i utide midt i deres anden valgperiode. Niels Neergaard er det eneste eksempel på en Venstrepolitiker, der var statsminister i to ikke-sammenhængende perioder (1908-1909 og 1920-1924).
I maj 1905 brød Det Radikale Venstre ud af Venstre på grund af interne stridigheder. Brandes og Zahle var ledende skikkelser. Senere er dette parti overvejende regnet til den borgerlige fløj grundet dets økonomiske politik og dets liberalistiske principprogram. Andre mener, at Venstre har svigtet liberalismen under Anders Fogh Rasmussens ledelse til fordel for en mere socialdemokratisk, midterorienteret linje.
To af de moderate Venstrefolk fra anden generation Niels Neergaard og Klaus Berntsen blev statsministre i årene op til 1. verdenskrig. I 1910 blev to fraktioner fra Venstrereformpartiet forenet med Det Moderate Venstre. Ved den lejlighed antog partiet navnet "Venstre". Venstres landsorganisation blev dannet i 1929.
Venstre var under besættelsen et af de store samarbejdspartier.
Siden 1929 har frafaldne venstrefolk tilsluttet sig partier som: "Det Frie Folkeparti" (senere Bondepartiet) (1935), De Uafhængige (1953), Liberalt Centrum (1965), Kristeligt Folkeparti (1971) og Ny Alliance (2007).
Venstre i dag.
Partiet har sammen med Konservative haft regeringsmagten i Danmark siden 27. november 2001 efter sejren i folketingsvalget 20. november 2001.
Venstre forlængede sin regeringsperiode ved valgene 8. februar 2005 og 13. november 2007. Partiets formand Anders Fogh Rasmussen var den første Venstre-formand, der har været statsminister i tre perioder.
Navnet "Venstre" refererer historisk til venstre side i folketingssalen og stammer fra en tid, hvor Venstre var venstreorienteret. I moderne politik må Venstre siges at være rykket til højre i folketingssalen som en del af den borgerlige gruppe - selv om de senere års Venstre på mange områder også kan siges at være midterorienteret.
Partiets officielle ungdomsorganisation hedder Venstres Ungdom (VU) og er på mange måder mere liberale end moderpartiet. Desuden er Liberalt Oplysnings Forbund (LOF) og Danmarks Liberale Studerende tilknyttet Venstre.
Diverse.
Venstre har ikke nogen politisk sang der umiddelbart forbindes med partiet. Sangen Frihed er det bedste guld regnes dog for at være den mest udbredte liberalistiske sang i den danske sangskat.
Statsministre.
Venstre har i Danmarkshistorien haft 11 statsministre, hvoraf Anders Fogh Rasmussen er den eneste i nyere tid, der er blevet genvalgt.
Vera Lynn.
Dame Vera Lynn (født 20. marts 1917 i East Ham, London) er en britisk sangerinde. Hun er især kendt for sangen "We'll Meet Again", som hun sang for de allierede styrker under 2. verdenskrig.
Sangen er også kendt filmen fra "Dr. Strangelove" med Peter Sellers.
En af Vera Lynns kendte sange er "White Cliffs of Dover". Rockgruppen Pink Floyd nævner hende i sangen "Vera" fra konceptalbummet "The Wall": "Does anybody here remember Vera Lynn? Remember how she said that we would meet again some sunny day?"
Lynn er udnævnt til Dame Commander af Order of the British Empire. Hun er derved ophøjet i ridderstanden og har ret til at føre titlen Dame foran sit navn.
UNESCOs Verdensarvsliste (Europa).
UNESCO's Verdensarvsliste er en liste med bygninger, monumenter og naturområder i alle fem verdensdele, som UNESCO har udpeget som værende en del af verdens kulturelle arv. Listen omfatter efter opdateringen i 2004 i alt 788 steder.
Finland.
Desuden omfatter listen Finland sammen med 9 andre stater, som gennemløbes af kæden af trekantsmålepunkter, Struves medianbue.
Verdun.
Londonkajen i Verdun er opkaldt efter London, som finansierede byens genopbygning.
Verdun er en by i det nordøstlige Frankrig ved floden Maas (eller "Meuse", som den hedder i Frankrig), med omkring 24.000 indbyggere.
Historie.
Aftalen i Verdun i 843 deler Frankerriget.
Efter den fransk-tyske krig i 1870-71 blev Verdun udbygget til en stærk fæstning, hvor der under 1. verdenskrig blev udkæmpet meget hårde kampe i 1916 med næsten 1 million faldne til følge.
I citadellets kasematter er indrettet et voksmuseum til minde om kampene, og dele af omegnen er udlagt som naturreservat, fordi krigshandlingerne ubrugeliggjorde jorden til landbrugsformål. I området findes også nogle af de største militærkirkegårde i verden.
Den største militærkirkegård i området er Ossuaire de Douaumont også kaldet Benhuset.
På kirkegården ligger ca. 300.000 ukendte franske og tyske soldater begravet.
Slaget har en stor betydning for fransk bevidsthed, fordi det var det eneste større slag under krigen, franskmændene udkæmpede alene, og fordi op mod 2/3 af samtlige franske regimenter blev sat ind her på forskellige tidspunkter.
Hvepsevåge.
Hvepsevåge ("Pernis apivorus") er en mellemstor, bredvinget rovfugl.
Ynglebestanden i Danmark tæller alene få hundrede par.
250px
Lodret.
Lodlinje, lodret eller vertikal position, er den linje, der angives af en lodsnor, som hænger rolig. Lodsnoren er en snor eller tråd, der er fæstet ved sin øverste ende og i sin nederste bærer en vægt, der kan holde den stram. Den lodrette linje er vinkelret på det vandrette plan. Alle lodrette linjer, der ligger nær ved hinanden, er at regne for parallelle; er deres afstand ikke meget lille i sammenligning med Jordens dimensioner, danner de kendelige vinkler med hinanden og peger alle omtrent mod samme punkt, Jordens centrum.
Bemærk, at "nedad" i realiteten er det samme som retningen ind mod Jordens centrum, hvor tyngdepunktet befinder sig. "Opad" er retningen væk fra Jordens tyngdepunkt, så den burde egentlig kaldes "udad".
Vesta.
Vesta er hjemmets og arnens gudinde i romersk mytologi. Hun er det romerske modstykke til den græske gudinde Hestia. I Rom blev Vesta dyrket i den såkaldte Vestakult. Derigennem indtog hun en meget væsentlig position den romerske religion.
Veto.
Veto (latin: "jeg forbyder") er et udtryk for den ret, som en vis person eller anden beslutningstagende enhed har ret til forhindre en given beslutning. Vetoretten kan dermed afværge en vedtagelse, selvom der i øvrigt er flertal for den. Udtrykket stammer fra republikkens Rom, hvor tribunhvervet var udstyret med en beføjelse til at forhindre vedtagelsen af bestemmelser i senatet. Dette gjordes ved at tribunen trådte frem på senatsgulvet og fremsagde: "Veto" – "jeg forbyder".
Vetorettens udbredelse.
Et veto kan være definitivt ("absolut veto"). I disse tilfælde kræves der enstemmighed, for at beslutningen er gyldig. Alternativt kan et veto udsætte beslutningen, således at den først træderi kraft efter at være vedtaget flere gange eller med et særlig stort flertal ("suspensivt veto").
Absolut veto.
I FN's sikkerhedsråd har de permanente medlemmer absolut veto. Siden 1945 har disse bestået af USA, Rusland (tidligere USSR), Storbritannien, Frankrig og Kina, dvs. sejrherrerne i 2. verdenskrig.
I sager af "vital betydning" har EU' s medlemmer absolut veto. I praksis anvendes dette yderst sjældent og undgås normalt gennem et forlig i ministerrådet. Ved udvidelser af medlemskredsen skal der være enighed, hvilket bl.a. førte til en midlertidig krise i forbindelse med vedtagelsen af Lissabontraktaten.
Suspensivt veto.
Den amerikanske præsident har i visse sager, bl.a. vedtagelsen af budgettet mulighed for at suspendere kongressens beslutninger og kræve nye forhandlinger, hvorefter kompromiset skal vedtages efter særlige regler.
Viadukt.
En viadukt er en brokonstruktion, der fører over en anden færdselsåre (f.eks. flod, jernbane, vej el.). Dog benyttes ordet undertiden også til at beskrive området under broen.
Mange viadukter over land forbinder punkter af samme højde i landskabet, ofte for at krydse dale, kløfter og andre forhindringer i et ellers fladt landskab. I denne forbindelse ses det ofte, at ved lave viadukter går en krydsende vej under broen ned i en dal og skaber en slags bue i landskabet. I kraftigt regnvejr kan man i områder med typisk dårlig kloakering opleve oversvømmelser her. Ligeledes er disse områder udsatte om vinteren, da arealet under broen er i læ og typisk køligere end området generelt. Således dannes der lettere fugt her, der kan give glat føre.
Viadukter over vand er ofte kombineret med andre typer af broer eller tunneller for at krydse befærdede farvande.
Victoriasøen.
Graf over ændringer i søens dybde
Victoriasøen eller Victoria Nyanza (også kendt som Ukerewe og Nalubaale) er den største sø i Afrika med et areal på 68.800 km². Det er samtidig den næststørste ferskvandssø i verden. Den største dybde er 84 m. Søen er kilde til Nilens længste gren, den Hvide nil. Søen ligger hævet over havets overflade i 1.133 meters højde og området er under administration af landene Tanzania, Uganda og Kenya. Søens kystlinje er på 3.440 km og den består af mere end 3000 øer – blandt andet det ugandiske turistmål, Ssese-øgruppen.
Vidkun Quisling.
Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling (18. juli 1887 - 24. oktober 1945) var en norsk politiker og officer.
Baggrund.
Han var søn af præsten og den kendte genealog Jon Lauritz Qvisling (1844- 1930), der studerede i tolv år før han tog sin embedseksamen, og var stærkt optaget af overnaturlige fænomener. Moren hed Anna Caroline Bang og var femten år yngre end sin mand. Hun kedede sig over hans intellektuelle interesser, og forholdet dem imellem var køligt. Begge forældre tilhørte nogle af de ældste og mest ansete familier i Telemark. Slægten Quisling kom til Norge med den danske præst Lauritz Ibsøn Quislinus i 1665. Navnet Quisling stammer fra Kvislemark ved Slagelse; "kvissel" er ældre dansk for "kløftet gren". Quisling havde tre søskende: Jørgen, Arne og Esther.
Faren udgav i 1897 detaljerede skildringer af engles tilværelse og natur i den mærkelige afhandling "Om aanderne eller englene". I 1916 udgav broren Jørgen, der var læge, "Sexualstudier", hvor han behandlede emnet mænd, kvinder, dans og forlovelse. I 1931 udgav han et værk på 1.228 sider kaldet "Det antropokosmiske system". Om dette skrev psykiater Gabriel Langfeldt at han ikke havde "set lignende eksempel på ordnydannelse og begrebsforvirring" andet end hos patienter med schizofreni. Quisling selv fremviste den samme livsfjernhed da han i 1929 udgav brochuren "Om at beboede verdener findes også udenom jorden, og betydningen deraf for vor livsanskuelse". Hans bevis for at der findes liv på andre planeter lød: "Universet er utænkeligt uden væsner som er sig sin eksistens og sit virke bevidst." Han konkluderede: "Således bliver det muligt at skabe en enhedsforklaring af tilværelsen, bygget på videnskab og erfaring, der tilfredsstiller den menneskelige tankes krav: UNIVERSISMEN, DEN NYE VERDENSRELIGION." Sin filosofi beskrev han som "radikal og revolutionær", men også "konservativ", og påstod at han som den første havde fundet løsningen på tilværelsens problemer. Gabriel Langfeldt, som i 1969 skrev bogen "Gåden Vidkun Quisling", beskrev Quisling som religionsstifter sådan: "Jeg kender ikke noget andet billede som kommer nærmere op til det klassiske billede af en paranoid stormandsgalskab."
Denne type verdensfjernt grubleri var normalt i Quislings barndomshjem. Han har beskrevet sig som en ensom dreng. Han var en læsehest, og blev en ener i skolen. Udenfor skolen var han genert og kejtet. Familien boede syv år i Drammen, hvor han følte sig fremmed. Han gik i latinskolen der, og begyndte så på krigsskolen. Derfra blev han udeksamineret i 1911 som bedste kandidat nogen sinde, og blev senere major i den norske hær. Den senere rektor, klassekammeraten Vilhelm Ullmann, beskrev Quisling som stille og sky, men når han talte om sine interesser, optrådte han doserende og uden evne til modforestillinger. Men han var rar og hjælpsom mod sine klassekammerater når de stod fast i et fag. Ullmann sagde at Quisling for det meste sad på sit værelse og læste, og at han håbede på at blive tildelt en stor opgave. Han blev spået en lysende karriere, men valgte uheldigvis i stedet for en livsbane, hvor han ukritiske grublen, livsfjernhed og manglende evne til at lytte til andre blev en stærkt negativ faktor.
Karriere.
Han arbejdede med humanitær hjælp i Rusland under Fridtjof Nansen i 1920'erne, da Sovjetunionen var ramt af en hungersnød, der tog livet af flere millioner. Efter at Storbritannien brød sine diplomatiske forbindelser med det sovjetiske styre, blev Quisling sat til at ivaretage de britiske interesser, og modtog for sin indsats sammen med minister Anders Urbye ved den norske legation i Moskva kommandørkorset af ordenen "Order of the British Empire" som "honorary commander". Han blev 22.maj 1944 frakendt ordenen. Fra Moskva vendte han hjem med en meget anti-kommunistisk indstilling. Han var forsvarsminister 1931-33 i en Bondepartiregering.
Vidkun Quisling grundlagde i 1933 nazistpartiet "Nasjonal Samling" (NS), som dog spillede en betydningsløs rolle inden krigen. Ved den tyske invasion den 9. april 1940 forsøgte han et statskup, men måtte trække sig efter tysk pres til fordel for det af Højesteret udnævnte "Administrasjonsrådet".
Ministerpræsident.
1. februar 1942 blev han med tysk godkendelse ministerpræsident for en regering bestående af NS-medlemmer. Som statsleder fik han også sin egen personlige livgarde: Førergarden. Quislings og partiets forsøg på at nazificere Norge led dog totalt skibbrud på grund af folkelig modstand. Han blev efter krigen dømt for landsforræderi og henrettet ved skydning den 24. oktober 1945.
Gennem en aftale med Quisling sikrede den tyske besættelsesmagt sig guld, sølv og smykker, der havde tilhørt norske jøder. Der blev også vedtaget en lov, hvorefter ikke kun heljøder, men også halv- og kvartjøder skulle registrere sig hos norske myndigheder. Quisling forsvarede loven i en tale 6.december 1942 i Trondheim: "Så er der det ræsonnement, at jøden kan da ikke gøre for, at han er jøde. Det er et forkert, ja helt meningsløst ræsonnement. Er der noget, et menneske kan gøre for, så er det vel, at han er den han er. Han er ingen nordmand, han er orientaler, og hører ikke hjemme i Europa." Quislings regime fortsatte med lovreformer rettet mod jøder, og i januar 1943 sendte Indenrigsdepartementet under Albert Hagelin to lovforslag til andre departementer. Her sluttede man sig ikke bare til Nürnberglovene fra 1935, men rettede dem også mod halv- og kvartjøder. Lovene blev aldrig gjort retskraftige, men mere ejendommeligt er det, at de overhovedet blev udarbejdede på et tidspunkt, da de norske jøder enten var flygtede fra landet eller deporterede til Auschwitz med skibet D/S Donau.
Norske fanger i tyske koncentrationslejre modtog i begyndelsen madpakker fra Norges Røde Kors, men det tog slut, da Quisling bestemte, at "landsforræderne" ikke fortjente nogen hjælp. Familierne måtte dog godt sende fangerne en månedlig pakke. Senere modtog fangerne også madpakker fra Røde Kors i andre lande, bl.a Danmark, der ikke tog hensyn til Quislings bestemmelse.
Trivia.
"Quisling" er blevet international betegnelse for en person, der går fjendens ærinde i et besat land (kollaboratør, værnemager).
I Danmark blev der under krigen præget én- og toører af meget billigt metal. Folkeviddet betegnede énøren som en usling, mens toøren blev benævnt quisling. Begrundelsen var, at der gik to uslinge på én quisling.
Viking.
Danske vikinger i færd med at invadere England
Vikingerne var krigere fra Skandinavien og den nordligste del af Tyskland, som i den sene jernalder og vikingetiden plyndrede og koloniserede områder langs kyster og floder i store dele af Europa mellem år 800 og 1200. Oftest tænker man nok på vikingerne som omrejsende krigere, men de var også dygtige handelsmænd og landbrugere. Senere kom vikingerne også fra de koloniserede områder. Nordboerne var vikinger der koloniserede Grønland og Vinland.
Man betragter traditionelt vikingernes plyndring i 793 af klosteret Lindisfarne i England som overgangen fra jernalder til vikingetid.
Sejlende krigere.
Deres skibe kunne sejle hurtigt og langt omkring. På et døgn kunne de sagtens rejse 120 km med en hær på 200 skibe og 5.000 mand. De, der skulle forsvare sig imod vikingerne, kunne ikke nå at samle en tilstrækkelig stor forsvarsstyrke, før vikingerne var væk igen.
Ikke mindst kunne vikingerne hurtigt komme i land med en hel hær på en bar sandstrand eller langt oppe ad en lille flod. Vikingerne var ikke afhængige af havne. Skibene kunne også transporteres over land, da en snekke ikke vejede mere end at en normal hestevogn kunne bære den.
Udover at vikingerne var fremragende til at bygge vikingeskibe havde de en speciel og unik opfindelse til at navigere med. Pejlskiven kunne bruges i dagslys til at sætte en fast kurs.
Etymologi.
Den ældste kendte forekomst af ordet 'viking' er i det angelsaksiske digt Widsith, fra det tidlige 700-tal. Historierne findes desuden på runesten, hvor det er et personnavn, dels findes som en handling den afdøde foretog. Ordet vikings etymologi er usikker. Ordet kendes fra oldnordisk ("vikingr"), oldengelsk ("wicing") og oldfrisisk ("wiking"), så det er muligvis fællesgermansk. Viking betyder også sørøver. Det er også muligt, at det er et låneord fra oldnordisk på de to andre andre sprog. Det er foreslået, at ordet kan være beslægtet med ordet "vig", således at det kunne betyde "mand, der lægger til i vigene med sit skib" eller "mand fra Vigen" (området omkring Oslofjorden). (Kilde: Nudansk Ordbog, 9. udgave, 1977). Denne tolkning støttes af at vikingeskibet netop var en bådtype, der både kunne sejle på lavt vand, og kunne løbes op på stranden - og samtidig var et godt havskib. Denne kombination er ganske unik. For både af denne type vil enhver landgang på fremmed kyst typisk kunne ske i en vig - er der sand forude, løber man bare skuden ind på stranden. Med denne fortolkning, bliver det forståeligt at både udøvere og ofre kan enes om en fælles betegnelse - der altså angiver landingsstedet for de havdragende krigere eller købmænd. Samme bådtype gør det også muligt at sejle op i åer og floder.
Ordet "viking" havde i samtiden "ikke" den betydning, vi tillægger det i dag. Samtidige nordiske kilder nævner f.eks. en "viking-vagt"; en der holdt udkik efter vikinger. Ligeledes nævnes om en person, der fik et raserianfald, at "der fór en viking i ham". Ordet "viking" dækkede altså ikke hele den nordiske befolkning, men kun de berygtede sørøvere.
Som nævnt kunne ordet Viking også beskrive en handling. Krigere på vikingetogt, lå i viking.
F.eks. i Egil Skallagrimssons Saga kan læses: "...og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme."
Udrustning.
Vikingernes almindelige udrustning var sværd, bue, spyd, økse, skjold, jernhat og en kampskjorte. Dertil grå eller finere lange blå bukser. Herudover anvendte de som transportmiddel til havs og op ad floderne en grundtgående ro- og sejlbåd af typen snekke med mindst 24 årer.
Kun særligt velhavende havde sværd og brynje, men i hvert fald havde styrmanden en brynje.
Sværdenes klinger var damaskerede, det vil sige, at klingen var smedet dels af kulstoffrit, dels af opkullet stål, hvilket giver et mønster af lyst og mørkt stål. Klinger fra Rhinlandet i Frankerriget var utroligt eftertragtede på grund af den høje kvalitet.
Som regel stod smedens navn som varemærke i klingen, men vikingerne læste det som sværdets navn. Og mente at sværdet havde en personlighed.
De fleste vikinger havde en form for jernhat af jernbånd eller en rigtig hjelm. Konger og hærførere havde særligt flotte hjelme, så det var nemt for hirdmændene at følge dem og beskytte dem i kampen.
En konge, Erik Vejrhat, havde et lille flag på hjelmen, Guldharald havde en guldhjelm med massiv guldspids. Der findes en gravsten med en afbildning af en mand, som ofrer en hest. Manden er iført en hornet hjelm, så man ved, at disse hjelme fandtes i vikingetiden. Der kan dog være tvivl om udbredelsen og hvilket formål de har tjent. En hjelm med horn ville have været meget upraktisk i kamp af flere grunde; Man ville f.eks. let kunne komme til at prikke øjet ud på sidemanden i båden, hornene ville tage fat i tovværk og grene, de kunne rammes og slås af i kamp, samt fjenden ville med hornene have et "håndtag" at kunne tage fat i. Hjelme med horn må som eneste fordel i kamp, have været deres skræmmeeffekt. Man har muligvis også haft hjelme med horn tidligere i jernalderen, men både i vikingetid og jernalder, må disse hjelme højst sandsynlig have være anvendt i hellige ceremonier og ritualer.
Religion og skikke.
Asetroen, der er beskrevet i den nordiske mytologi, fremhæver, at en rigtig mand skal dø i kamp. Derved ender han sine dage som kriger i Asgård blandt guderne. En vikingekriger, der dør af alderdom eller sygdom i sin seng, (lider strådøden) og ender i Hel, et trøstesløst sted under Asgård, hvor Hel hersker over de ulykkelige sjæle. En rigtig viking frygtede denne død og var derfor ikke bange for krig og kamp.
Vikingerne praktiserede deres ritualer i hjemmet, og der var intet præsteskab forbundet med de rituelle praksiser. Husstandens overhoveder, altså husbond og hustru, forestod de rituelle begivenheder. I modsætning til kristendommen var vikingernes tro baseret mere på sædvane, eller "sidr" end ideen om en universel lovreligion (såsom de tre store monoteistiske religioner). Som det er tilfældet med de andre "hedenske" samfund i vikingetiden, var vikingerne tolerante overfor fremmede religioner. Man missionerede med andre ord ikke. Dette skyldes netop, at troen var baseret på sædvane, og at man mente, at alle folk havde deres egne guder som man respekterer. Vikingernes tro var altså tolerant overfor andre trosretninger, men samtidig eksklusiv for vikingerne.
Vildkanin.
Vildkaninen hører ligesom haren til ordenen "støttetandede". Det betyder at de bag de øverste fortænder har to ekstra tænder. Vildkaninen har kortere bagben end haren, men minder ellers meget om denne. Kaninens ører er forholdsvis korte. De når kun ud til snudespidsen, mens harens når 2-3 centimeter udenfor. Vildkaninen vejer 1½-2 kg.
Vildkaninen forekommer i Sønderjylland, på Lolland og Bornholm samt en række mindre øer. Fotoet er fra Fanø, der har en stor bestand. Alle vildkaninbestande i Danmark stammer oprindelig fra udsætning.
Kaniner foretrækker sandjord, men kan også træffes på let lerjord. De findes især hvor åbent terræn veksler med hegn, krat eller småskove, men træffes også i skov.
Deres føde er i vid udstrækning landbrugets dyrkede afgrøder, hvor de kan anrette betydelige skader.
Kaniner lever i kolonier og graver gange i jorden, ofte hele komplekser med flere udgange. I tæt bevoksning lever de undertiden helt eller delvis over jorden.
Ungerne er ved fødslen nøgne og blinde. De anbringes i en rede, der fores med strå og uld, som hunkaninen plukker af sin bug. Kaninen har stor formeringshastighed. Drægtighedstiden er 30 dage og der er 2-10 unger i et kuld.
Vilsundbroen.
Vilsundbroen er en bueklapbro, der fører hovedvej 26 over Vilsund, Limfjorden mellem Mors og Thy.
Bygningen af Vilsundbroen blev vedtaget i 1934. Efter at bygningsingeniøren, professor Anker Engelunds forslag var blevet godkendt, gik byggeriet i gang i 1937. Broen indviedes officielt 16. juli 1939 i overværelse af Christian 10. og statsminister Thorvald Stauning.
Broen har en samlet længde på 380 meter, fordelt på 5 buer og 1 broklap på midten.
Vin.
Vin er en fællesbetegnelse for alkoholiske drikke fremstillet ved gæring af druer, som er bærrene fra forskellige arter af vinstok.
Vintyper.
Typerne har så forskellige egenskaber, at de i praksis betragtes som forskellige drikke.
Vindistrikter.
Traditionelt er der blevet dyrket kvalitetsvin i Australien, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Tyskland og USA. Blandt mindre kendte europæiske vinproducerende lande er Østrig, Bulgarien, Ungarn, Rusland, Grækenland og Rumænien. Uden for Europa er de vigtigste vinproducerende lande Australien, USA - Argentina, Chile, New Zealand og Sydafrika
Fra 1990'erne er de europæiske lande i stigende grad blevet udfordret af nye vinlande som Australien, Chile, Sydafrika og Argentina. Disse lande tilbyder en kombination af sødmefuld smag, lave priser og letfattelig kommunikation - der har vist sig at være en alvorlig udfordring for de europæiske vinbønder. Fransk vins markedsandel i Danmark er faldet fra ca. 65% i 1985 til lidt over 30% i 2005 (kilde: Dansk Supermarked).
Servering/behandling.
Glas: Vinglas bør krumme indad, så duften (bouqueten) eller parfumen (for hvide vine) koncentreres i glasset. Desuden bør de være klare, så vinens farve kan vurderes. De bør være så store, at de fyldes en tredjedel, så der er plads til at duften kan samles i glasset og til at slynge vinen i glasset; det fremhæver duften.
Temperatur: Rødvin ved stuetemperatur og hvidvin direkte fra køleskabet? Begge dele er et problem.
Kraftige rødvine smager bedst lige under stuetemperatur, og lettere rødvine bør være 15-16 grader.
Hvidvine smager bedst ved 10-12 grader. Otte grader hvis der er tale om en mousserende eller sød vin.
Flasken må hellere være lidt for kold end lidt for varm, når den kommer på bordet, for vinens temperatur stiger hurtigt, når den bliver skænket i glasset.
Iltning: Iltning opnås ved omhældning på en karaffel (eller en anden ren og lugtfri beholder) og tilbage på flasken igen.
1. For at fjerne bundfald. Nogle vine udvikler bundfald, som er ubehageligt at få i glasset. Derfor dekanteres ældre vine ofte inden servering. Bundfaldet skal blive i flasken.
2. Iltning. Unge, kraftige vine kan via iltningen få rundet eventuelle kanter af. Efter en kraftig iltning vil de være mindre bastante og udvikle langt mere duft.
Fremstilling af vin.
"I nogle tilfælde bruges ståltanke til lagring. Dette gør ofte, at vinen virker mindre tung, når den nydes."
Første og anden fase kaldes vinavl. Resten kaldes vinproduktion.
Historie.
Arkæologiske fund viser, at vinens historie går 6.000 år tilbage i tiden, hvor vin dyrkedes i Armenien. I antikkens Athen fejredes den nye vin med festivalen "Anthesteria". Ved forårets komme blev templerne afspærret med reb, og borgerne smurte deres døre med tjære og holdt sig indendørs, mens de smagte på vinen. Alle fra treårsalderen, også slaverne, fik blomsterkrandse i håret og måtte tømme en kande ny vin. Aristofanes forsikrer, at "de havde alt": Sofaer, puder, dyner, parfume, prostituerede, småretter og kager, dansere og sangere. Det er den athenske fejring, der kom nærmest vor jul. Athenerne frygtede, at "keres" (= spøgelser, der holdt til udenfor bymurene) fartede rundt i gaderne under festivalen, og først ved solnedgang, når den nye vin var behørigt smagt, vovede de at åbne dørene og råbe: "Bort med jer, "keres", for "Anthesteria" er omme!"
Emballage.
Vin sælges overvejende i flasker af mørkt glas. Det mørke glas beskytter vinen mod lys. Mange vindistrikter har tradition for at bruge flasker med en bestemt form og farve.
Flasken lukkes med en korkprop, men propper af andre materialer er på stærk fremmarch, da kork kan ødelægge indholdet, hvis den er inficeret. De mange vinproducenter, der er skudt op i de senere år, er også årsag til de nye skruelåg: der er mangel på kork af god kvalitet.
Trods det dårlige ry som billige vine på papkartoner har, er kvalitetsvin på karton med taphane, Bag-In-Box, i fremgang.
Ofte er det kvalitetsvin, der kommer i tre l kartonner med hane. Vinen kommer normalt på flaske og produceres i begrænset mængde for at holde prisen oppe.
Overskudsvinen bliver i sjældne tilfælde til ”papvin”, under et andet navn.
3 l/5 l kartonen med indvendig pose og hane er måske den bedste opbevaringsform for vin. Fri for lys og iltning så den kan holde sig i en måned efter åbning. Den kan hældes på en karaffel.
Vingebånd.
Et vingebånd er en stribe på langs af en fugls vinge og som i farve adskiller sig fra vingens øvrige farve.
Ørkennatugle.
Ørkennatugle ("Strix butleri") har en længde på 37-38 centimeter og et vingefang på 95-98 centimeter.
Det er en ørkenfugl, som har udbredelse omkring Den Arabiske Halvø. Ørkennatuglen yngler på klippevægge langs kløfter og wadier og i huller i bygninger. Helst hvor der er vand og akacietræer eller palmelunde i nærheden.
Slagugle.
Slagugle ("Strix uralensis") har en længde på 58-62 centimeter og et vingefang på 124-134 centimeter.
Den fanger små gnavere, men er også en dygtig fuglejæger.
Vishnu.
Vishnu er en form af gud i den hinduistiske verden. Han er det andet aspekt af gud i Trimurti-troen.
Han er kendt som opretholderen, og er mest kendt for sine avatarer Krishna og Rama. Et andet vigtigt aspekt af Vishnu er Narayana. Vishnu er gift med gudinden Lakshmi. Vishnu er sammen med Shiva hinduernes mest tilbedte guder. Brahma mistede populariteten efter at have skabt Indien, for Brahmas mission var at skabe Indien, og det er gjort. Men Vishnu og Shiva er noget som altid vil forblive på jorden: Sygdomme og død.
Rama og Krishna.
Vishnu brugte de to skikkelser Rama og Krishna til besøg på jorden. Ved at være de to skikkelser, kunne han redde jorden fra forskellige sygdomme eller andet, præcis som Jesus hjalp med at helbrede folk.
Spurveugle.
Spurveugle ("Glaucidium passerinum") har en længde på 16-18 centimeter og et vingefang på 34-36 centimeter.
Spurveuglen er Europas mindste ugle. Fuglen ses meget sjældent i Danmark.
Vitus Bering.
Vitus Jonassen Bering (Behring, russisk også Iwan Iwanowitsch Bering (august 1681, Horsens - 19. december 1741, Øen Awatscha, Bering ø) var en marineofficer i russisk tjeneste og opdagelsesrejsende af dansk herkomst. Han bliver kaldt "Zarens danske Columbus" og beviste blandt andet, at Asien og Nordamerika ikke er forbundet.
Biografi.
Han var født og opvokset i Horsens, Jylland som dengang hørte til i kongeriget Danmark-Norge. Forældrene er toldembedsmand og kirkeværge Jonas Svendsen og Anna Petersdatter Bering, en slægt, som gennem flere hundrede år havde talt mange præster og jurister. Vitus Bering bliver da også opkaldt efter sin onkel (morbroder), kgl. historiograf Vitus Pedersen Bering.
Han drog tidligt til søs til Ostindien og Vestindien, og mødte i 1703 i Amsterdam den russiske viceadmiral Cornelis Cruys, født i Stavanger og borger i Amsterdam, nu en af den unge, russiske flådes skabere. Følgerne af dette bekendtskab blev, at Bering som så mange af hans unge, dansk-norske landsmænd, trådte ind som officer i den russiske marine 1704. Han blev hvervet til Peter den Stores flåde og deltog med hæder i Den store nordiske krig mod sit gamle og nye fædrelands fælles fjender. Efter krigen ønskede zaren at udforske og kortlægge Ruslands østlige egne og finde ud af, om der var en landfast forbindelse mellem Sibirien og Nordamerika, Vitus Bering blev udnævnt til leder af Den 1. Kamtjatka-ekspedition, der drog af sted i 1725.
I 1728 påviste ekspeditionen, at der var et stræde mellem de to kontinenter, som senere er blevet opkaldt efter ham: Beringstrædet, men man fik ikke Amerika i sigte.
I 1733 drog han ud på Den 2. Kamtjatka-ekspedition for at udforske og kortlægge Sibiriens ishavskyst. Denne gang nåede Bering Alaska, men blev tvunget tilbage i 1741 på grund af knappe forsyninger og skørbug blandt ekspeditionens medlemmer. Berings skib måtte opgives, og besætningen gik i land på en ubeboet ø. Næsten halvdelen af besætningen, herunder Vitus Bering selv, omkom.
Vitus Bering fik flere ting opkaldt efter sig: Beringshavet, Beringgletsjeren, Beringlandtangen, Beringstrædet, Bering Ø og Vitus Bering parken i Horsens.
Hans grav blev i 1991 fundet af danske arkæologer.
Vitus Jonassen Bering var en slægtning til latindigteren Vitus Bering (1617-1675). Til gengæld var storkonspiratoren Magnus Bering Beringskjold ikke i familie med de to Vitus'er.
Trivia.
I DR programmet Ved du hvem du er? kom det frem at Puk Elgård er efterkommer af Vitus Bering.
Perleugle.
Perleugle ("Aegolius funereus") har en længde på 24-26 centimeter og et vingefang på 52-58 centimeter. Perleuglen har et ret rundt hoved, lysende gule øjne, en bred sort kant på sløret og små hvide prikker i fjerdragten i panden.
Perleuglen er en meget sjælden ynglefugl i Danmark og den ses også meget sjældent som trækfugl, dog findes perleuglen undertiden i invasionsår. Kun på Bornholm yngler op til 5 par, her findes nok sortspættehuller i træer, som uglen ynder at yngle i. Arten er muligvis i fremgang her i landet. Perleuglen holder til i nåleskov og er nataktiv.
Volvo.
Volvo biler - 240 serien
Volvo betyder "Jeg ruller" på latin. Det er også navnet på en svensk industrivirksomhed, grundlagt i 1927, der fabrikerer personbiler, lastbiler, busser samt entreprenørmaskiner og bådmotorer.
Den første serieproducerede bil rullede ud fra samlebåndet den 14. april 1927. Bilen var en åben vogn med en 4 cylindret motor - heraf navnet ÖV4 (Öppen Vagn). Den lukkede model hed PV4 (Person Vagn). ÖV4 fik først et par år senere øgenavnet "Jakob".
Den store succes fik Volvo efter 2. verdenskrig med personbilen Volvo PV 444. PV444 blev første gang fremvist i september 1944. Prisen var fastsat til 4800 svenske kroner. På grund af krigen og mangel på råstoffer lige efter, kom produktionen først rigtig gang i februar 1947.
Motoren i PV 444A - B4B - havde 40 HK (SAE). Modellen gennemgik små forandringer indtil 1958, hvor der til alles store forbløffelse blev fremvist en efterfølger - Volvo PV 544. Allerede 2 år inden havde man begyndt at producere en helt moderne vogn Volvo Amazon. Volvo PV 544 havde samme form som PV 444, men med en større og udelt forrude. Modellen blev bygget helt frem til oktober 1965. I alt blev der samlet fremstillet 440000 eksemplarer af PV444 og PV544. Den sidste PV 544 med stelnummer 440000 står på Volvo's museum.
Volvo Amazon - modelbetegnelse P120 - fik ligeledes stor afsætning med ca. 667.322 stk. og blev fremstillet fra 1956 til 1970.
Fra 1970 var Volvokoncernens stærke mand Pehr G. Gyllenhammar. Under Gyllenhammars ledelse blev der gennemført en række mere eller mindre vellykkede strategiske beslutninger. Volvo satsede blandt andet på diversificering med Volvo Fritid og Procordia. Man gik også ind i det hollandske DAF's personbilsproduktion.
I 1977 mislykkedes en fusion af personbilsdelen med den anden svenske personbilsproducent, Saab. I 1980'erne indledtes et samarbejde med den franske Renaultkoncern, som fortsatte frem til, at Volvos afdeling for personbiler i 1999 blev købt af Ford-fabrikkerne i USA.
Gyllenhammars planer om at fusionere Volvos personbilsdivision med Renault mislykkedes, og Gyllenhammar blev tvunget til at forlade Volvos koncernledelse i 1993.
Volvo har en stor produktion af lastbiler til især det europæiske marked, men også de amerikanske og australske markeder serviceres, både direkte gennem Volvo, og gennem det opkøbte amerikanske firma White.
Værnepligt.
Værnepligt er statens udskrivning af arbejdskraft, primært til forsvar. I dag har mange lande værnepligt, og har valgt at bibeholde denne af ikke-militære årsager, såsom kulturelle og politiske årsager. Af argumenter for værnepligt nævnes, at man kan homogenisere mentaliteten hos befolkningen og dermed opretholde social stabilitet, som ikke ville kunne opnås, hvis alt for mange var individualister og havde egne holdninger, samt skabe mangfoldighed i Forsvarets rekruttering.
Mangfoldighed og/eller homogeniserings-argumenterne findes således oftest i lande som Kina, Singapore og de skandinaviske og nordeuropæiske lande, herunder Danmark.
Der er i visse lande dødsstraf eller anden korporlig straf for at undvige værnepligt.
Flere borgerrettighedsgrupper i forskellige lande, har kritiseret værnepligten for at være slaveri.
Da en tyrkisk statsborger nægtede at aftjene militær værnepligt, sendte Amnesty International en række breve til den tyrkiske regering, hvor de forlangte at han øjeblikkelig blev løsladt, samt at Tyrkiet skulle indføre civil værnepligt, ved siden af den militære.
Værnepligt i Danmark.
1. Det gamle ledingssystem, kendt fra vikingetiden, hvor herreder (hærreder) og lægder stillede med folk; 1 våbenfør karl for hver 10 gårde til Kongens tjeneste.
2. En landmilits oprettet af Frederik 4. i 1701 i forbindelse med Store Nordiske Krig. Hver fjerde fæstegård skulle stille en soldat, og de blev udvalgt af godsejeren, og blev ofte betragtet som en straf, da den fratog karlene deres fritid. Den militære træning foregik om søndagen efter kirketid, og blev som regel ledet af tysktalende officerer, og var særdeles forhadt, blandt andet så blev de ulydige straffet med at sidde på en træhest. Landmilitsen blev ophævet i en kort periode omkring 1730 men genindført med stavnsbåndet i 1733
Almindelig værnepligt blev indført i Danmark som et resultat af stavnsbåndets ophævelse, men stadig kun for landbefolkningen. I købstæderne blev værnepligt først indført i 1848, hvor også det særlige danske lodtrækningssystem blev indført, og i hele landet ved lov af 12. februar 1849.
"Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver".
I Danmark anses alle mænd mellem 18-60 år der besidder normal fysisk og mental tilstand for at være våbenføre.
Værnepligtsforløb i Danmark.
Førend man bliver indkaldt til tjeneste, møder man op til Forsvarets Dag (tidligere session). Her bliver ens fysiske og psykiske formåen vurderet til egnet eller ikke egnet. Godt 50 % af årgangen bliver normalt erklæret egnet. Der er ikke brug for alle egnede, så hvem der indkaldes afgøres ved lodtrækning.
Vådområde.
Et vådområde er en betegnelse, der bruges inden for økologi og dækker over alle typer fugtige og våde områder ud til en vanddybde af 6 meter. Vandet kan være ferskvand, brakvand eller saltvand.
I et vådområde ligger vandspejlet lige under jordoverfladen, i perioder med nedbør kan vådområdets vandspejl være over jordoverfladen. I andre tilfælde kan et vådområde have jordoverfladen oversvømmet af vand.
World Wide Web Consortium.
World Wide Web Consortium (W3C) er en international sammenslutning med over 500 medlemmer og fuldtidspersonale som samarbejder om at lave standarder til World Wide Web. W3Cs mission er at udvikle protokoller og standarder, så internettet kan udnytte sit fulde potentiale. W3C skaber også materiale til undervisning
Standardiseringsprocess.
W3C producerer såkaldte anbefalinger gennem en række trin. Processen kaldes for "W3C Process Document" med i alt 5 trin. Trinene er: "arbejdsudkast" ("Working Draft (WD)"), "sidste tjek af arbejdsudkast" ("Last Call Working Draft"), "anbefalingskandidat" ("Candidate Recommendation (CR)"), "forslået anbefaling" ("Proposed Recommendation (PR)") og endelig en officiel "W3C anbefaling" ("W3C Recommendation").
Ugle-ordenen.
De nataktive rovfugle ("Strigiformes") er stort set ugler. Langt hovedparten af disse er nataktive, men der er undtagelser.
Uglerne er ikke beslægtede med de andre rovfugle i ordenen Falconiformes.
Ugler har generelt store fremadrettede øjne og et fremragende syn. Deres øje er opbygget anderledes end menneskets. Det er mere aflangt end menneskets kugleformede øje. Denne aflange form sætter uglerne i stand til at se deres bytte på lang afstand.
Ugler har lange spidse, krumme kløer og et kraftigt krumt næb.
Størrelsesmæssigt er der meget stor forskel på de enkelte arter, og hunnen er ofte også større end hannen. Hos enkelte arter er hunnen helt op til 50% større end hannen.
Uglerne har kraftige bryst- og vingemuskler til at bevæge vingerne med. Samtidig er næsten hele kroppen dækket af fjer, der gør den glat og strømlinet. Knoglerne er meget lette og ofte tilmed hule, hvilket gør vægten mindre. Samlet set gør det ugler til eminente flyvere.
Til forskel fra de øvrige rovfugle sluger uglerne byttet helt og gylper klumper af ufordøjet føde op. Disse dannes i fuglens kråse (muskelmave), hvor også indtagne knogler findeles.
Uglen har gennem tiderne haft ry for at være et klogt dyr og været symbol for klogskab. Dette har haft sin baggrund i, at kirkeuglen var Athenes hellige fugl i den græske mytologi. Athene var klogskabens gudinde.
I Danmark yngler 7 arter af ugler
Bestanden af disse ugler har dog været hastigt faldende.
WAAF.
WAAF er en engelsk forkortelse for Women's Auxiliary Air Force, det vil sige det britiske luftvåbens kvindelige hjælpekorps.
26. januar.
26. januar er dag 26 i året, i den gregorianske kalender. Der er 339 dage tilbage af året (340 i skudår).
15. januar.
15. januar er dag 15 i året, i den gregorianske kalender. Der er 350 dage tilbage af året (351 i skudår).
25. september.
25. september er dag 268 i året i den gregorianske kalender (dag 269 i skudår). Der er 97 dage tilbage af året.
WAAS.
Wide Area Augmentation System er et SBAS system som har til formål at forbedre præcision og integritet ved GPS-systemet. WAAS blev udviklet i USA af luftfartsmyndighederne (Federal Aviation Administration, FAA) og transportministeriet (Department of Transportation, DOT).
Systemet blev sat i drift i 2003.
Dværghornugle.
Dværghornugle ("Otus scops") har en længde på 19-20 centimeter og et vingefang på 50-54 centimeter.
Dværghornugle er en meget sjælden gæst i Danmark. Den lever mest af insekter og trækker til tropisk Afrika i september/oktober. Her bliver den til februar/april.
Wadi.
En wadi eller vadi er et flodleje i et ørkenområde som normalt ligger tør hen og kun i regntiden er vandførende. Betegnelsen anvendes navnlig i Arabien og Nordafrika. (Sml. også den spanske flod Guadalquivir, af arabisk "Wadi il-Kbir" = "den store Wadi".)
Wahhabitter.
Wahhabitter er en islamisk sekt af stærkt konservativ observans, navnlig dominerende i Saudi-Arabien, opkaldt efter araberen Muhammed Ibn Abd al-Wahab.
Wide area information server.
Wide Area Information Server (forkortet WAIS) er et avanceret system til hurtige gennemsøgninger af store informationsmængder over internettet.
WAIS-protokollen blev især anvendt i 1990'erne.
Wake Island.
Wake Island er en ø i Stillehavet, tilknyttet USA. I 1990 var der 450 tjenestegørende personer på øen, men ingen fast befolkning. Arealet er på cirka 5 kvadratkilometer.
Stribet dværghornugle.
Stribet dværghornugle ("Otus brucei") har en længde på 20-21 centimeter og et vingefang på 54-57 centimeter.
Den har sit udbredelsesområde fra Usbekistan til Pakistan, Sydiran, det centrale Irak og det sydøstlige hjørne af den Arabiske Halvø.
Wake on LAN.
Nogle netværkskort kan "vækkes" med Wake on LAN datapakker, hvis computeren er gået i standby. En anden betegnelse for Wake on LAN (WoL) er Remote Wake Up.
Visse netværkskort kan vække computeren selv, hvis den er helt slukket og bundkortet tillader det. Undtaget er dog, hvis strømmen er helt fjernet/slukket. Operationen udføres ved at bundkortet forsyner netværkskortet med strøm via et ekstra kabel, og når der så kommer en "magisk pakke" sender netværkskortet en kommando til bundkortet om at starte op.
Walcheren.
Walcheren er en tidligere ø i Rhin-Maasdeltaet i det sydlige Nederland, nu landfast ved dæmninger. 1944 allieret landgang, hvorunder digerne sprængtes. Tørlagt i 1946. Oversvømmet ved stormflod i 1953. Byerne Middelburg og Vlissingen ligger på Walcheren.
Valdhorn.
Det tyske snoede valdhorn er et messingblæseinstrument og regnes for at være det første musikhorn. Hornet stammer fra midten af 1500-tallet.
I symfoniorkestret anvendes en nyere type horn: Ventilhornet.
Historie.
Navnet "horn" skyldes at de første horn, der blev spillet på var horn (kohorn o.a.).
Horn af messing havde ikke ventiler. Det betød, at hornet kun havde naturtoner: de toner der naturligt kan fremkaldes på et horn.
For at spille andre tonearter fandtes horn stemt i forskellige grundstemninger. Hornisterne måtte derfor ofte skifte instrument midt i en symfoni, hvis de enkelte satser var skrevet i forskellige tonearter. Der skulle syv forskellige horn til at dække alle tonarter. Senere opfandt v. Schüler et horn med en bøjle, der kunne skiftes for hver ny toneart.
Naturtoner ligger med stor afstand i det dybe leje. For at være i stand til at spille melodier med mindre intervaller, udvikledes en teknik, som gjorde det muligt at spille i højden, hvor naturtonerne ligger tættere.
Efterhånden udviklede hornister en såkaldt "stopteknik", som er en metode til at ændre naturtonerne. Med højre hånd i klangstykket kan han sænke tonerne ved at lukke mere eller mindre for klangstykket, med det formål at intonere i forhold til den oprindelige naturtone.
Da ventilerne blev opfundet, blev det muligt at spille alle tonearter kromatisk i hele hornets register (uden stopteknik).
Naturhornet bruges i nutiden i værker med andre originalinstrumenter. Den tyske hornist Hermann Baumann spiller Mozarts hornkoncerter på naturhorn.
De horn, der bruges til jagtsignaler, er naturhorn (dvs. uden ventiler). De små Fürst Pless-horn, stemt i B (ligner posthorn, og er stemt i Es) der spiller i samme leje som trompeten, og de store parforcehorn, stemt i B spiller i samme leje som basunen.
Toneinterval.
Valdhornets toneinterval er meget stort. Det er et af de horn, der har det største interval. Tonerne spænder fra hvad en tuba kan spille til hvad en trompet kan.
Waler.
Waler er en australsk hesterace. Den nedstammer fra de heste, der blev bragt til de australske kolonier i 1800-tallet. Den fik navnet "New South Walers", fordi den blev opdrættet i New South Wales.
Wales.
Wales er området markeret med rødt
Wales ("walisisk": Cymru'") er en halvø i det sydvestlige Storbritannien, og er en af Det Forenede Kongeriges hoveddele ("constituent countries"), sammen med England og Skotland.
Wales har et areal på ca. 20.768 km² og et befolkningstal på ca. 2.881.000 (1990). Hovedstaden er Cardiff.
Nationen har været afhængig af England siden det 12. århundrede. Den keltiske egenart er dog bibeholdt og har fra det 19. århundrede dannet grundlag for en national bevægelse, Plaid Cymru - Party of Wales, der i 1966 fik en repræsentant i Parlamentet.
Sprog.
Walisisk er et keltisk sprog, der er nært beslægtet med kornisk (Cornwall) og bretonsk (Bretagne).
Sproget tales (primært i det vestlige Wales) af ca. 840.000 mennesker, ca. 28% af befolkningen.
Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch er navnet på en landsby.
Historie.
Wales' tidlige historie er lang og til tider blodig da waliserne ofte har måtte kæmpe mod deres naboer for at bevare deres selvstændighed eller bare deres kulturelle arv.
Forhistorie.
De tidligste spor af bosættelser er ca. 30.000 år gamle, men først efter den sidste istid blev der tale om permanente bosættelser i hele området. Jæger-Samlere indvandrede i stenalderen til England og Wales. Mens store mængder vand stadig var bundet i den nordligere liggende del af iskappen, var England landfast med kontinentet og Irland. I løbet af bronzealderen og jernalderen blev den keltiske kultur dominerende, og Wales var delt mellem et flere stammer, bl.a. ordovicerne og silurerne (efter hvem de geologiske perioder Ordovicium og Silur er opkaldt). (Disse perioder ligger dog millioner år før der boede keltiske stammer i Wales og er kun navngivet efter stammerne, fordi fund relateret til perioderne først blev fundet i områder, der var domineret af disse stammer)
Romertiden.
Den første skrevne beretning om Wales er fra år 48. Den romerske historiker Tacitus beskrev hvordan mindre stammer havde været under angreb fra Silurerne og derfor ønskede fred og samarbejde med romerne. Romerne anlagde en række forter i det sydlige Wales og begyndte bl.a. at udvinde guld. Senere blev der også anlagt forter længere nordpå.
Efter at romerne trak sig tilbage indvandrerede saksiske og andre germanske stammer i lavlandet, mens de mindre tilgængelig områder forblev keltiske.
Middelalder.
Efterhånden opstod en kulturgrænse mellem de saxiske og keltiske kulturer og en jordvold blev bygget mellem England og Wales - den såkaldte Offas vold efter kong Offa af Mercia.
I en periode var kelterne i Wales allierede med de Skandinaviske Vikinger i kampen mod angel-saxerne i England, og i år 878 blev en angel-saxisk engelsk hær nedkæmpet af forenede walisere og vikinger. Dette gav fred med de engelske naboer i mere end 100 år.
Omkring år 1100 var freden forbi, og efter mere end 100 års spredte grænsestridigheder og egentlige kampe var hele Wales i 1282 i praksis lagt under den engelske krone under Edward 1.. Herefter fulgte en periode med revolter, mens englænderne byggede en række borge for at befæste deres position. Wales blev styret efter walisisk lov, men i 1536 blev Wales formelt sluttet sammen med England og engelsk lov blev indført. Englænderne forsøgte også at undertrykke walisisk sprog og kultur, og det lykkedes næsten.
Nutiden.
I starten af 1900-tallet var walisisk næsten uddødt, men efterhånden øgedes interessen for at bevare og genopbygge walisisk sprog og kultur. Partiet Plaid Cymru blev grundlagt i 1925, bl.a. med det formål at søge større uafhængighed fra Storbritannien. I 1955 blev det officiel praksis at bruge betegnelsen "England og Wales" i stedet for bare England om den del af Storbritannien som ikke var Skotland eller Nordirland. Cardiff blev udråbt til hovedstad i Wales.
I 1962 grundlagdes det Walisiske sprogselskab ("engelsk": The Welsh Language Society, "walisisk": Cymdeithas yr Iaith Gymraeg) for at forhindre det Walisiske sprog i at uddø.
I 1965 anlagdes en dæmning for at skabe en drikkevands-reservoir for Liverpool og en hel landsby blev flyttet i denne forbindelse. Det gav anledning til voldsom utilfredshed med det engelske styre, og walisisk nationalisme voksede. To militante grupper ("Free Wales Army" og "Welsh Defence Movement") gennemførte bombeangreb mod infrastruktur og offentlige bygninger. Det fortsatte til efter indsættelsen af Prins Charles som Prins af Wales i 1969.
I 1979 var der folkeafstemning om dannelse af et walisisk parlament, men der var et stort flertal imod. Afstemningen blev gentaget i 1997, hvor parlamentets oprettelse blev vedtaget med et lille ja. Wales' nationalforsamling ("engelsk": The National Assembly for Wales, "walisisk": Cynulliad Cenedlaethol Cymru) blev oprettet i 1999 og fik ret til at administrere statsbudgettet i Wales.
I 2006 gennemførtes loven "Government of Wales Act", som øgede nationalforsamlingens magt, så den nu svarer til det Skotske Parlament og Nordirlands Nationalforsamling. Efter valget til nationalforsamlingen i 2007 dannedes en koalitionsregering med Plaid Cymru som den ene part. Hovedstaden i Wales er Swansea
Natur.
Wales er bl.a. kendt for sin smukke og til tider vilde natur. Snowdon er det højeste bjerg i England og Wales, men også Brecon Beacons er et kendt og poluært feriemål for briterne.
Se også.
Walisiske grevskaber
Walt Disney.
Walter Elias Disney (5. december 1901 i Chicago, Illinois, USA - 15. december 1966) i folkemunde kendt som Walt Disney, var en af de vigtigste personer i underholdningsbranchen. Hans virksomhed Walt Disney Company producerede tegnefilm, tegneserier og andre underholdningsprodukter. Han grundlagde forlystelsesparkerne Disneyland i Californien og Walt Disney World i Florida. Disney har stået bag verdens absolut mest populære tegnefilm såsom "Bambi, Pinocchio, Dumbo" og ikke mindst "Snehvide og de syv små dværge".
Biografi.
Hans forældre flyttede til Marceline i Kansas, da Walt var fire år, så han voksede op på landet. Han rejste fra Kansas til Hollywood i 1923, og sammen med sin bror Roy grundlagde han et filmstudie i en onkels garage, og lavede en serie film kaldet "Laugh-O-Gram" og en om "Alice i eventyrland", hvor Alice spilles af virkelige piger mod tegnet baggrund og figurer.
I 1924 sendte Walt bud efter sin gamle ven Ub Iwerks, der også var tegner. Iwerks første opgave blev at skabe en ny figur som afløser for Alice-ideen, der ikke kunne genbruges mere. "Oswald the Lucky Rabbit" blev resultatet, og det blev hurtigt en populær figur.
Walt Disney blev gift med Lillian Bounds i 1925.
I 1928 viste det sig at kontrakten med distributøren Charlie Mintz var udformet så han faktisk ejede rettighederne til kaninen Osvald. Bitter over denne lærestreg satte Walt og Ub sig ved tegnebordet igen, og skabte Mickey Mouse. Mickey blev også et hit, godt hjulpet af Walts sans for at udnytte filmmediet. "Steamboat Willie", den tredje film med Mickey, var med "lyd".
Med Ub Iwerks som en omhyggelig og flittig hovedanimator, voksede Walt Disney Productions. Men i 1930 lod Ub sig friste til en bedre kontrakt hos en konkurrent. Walt blev rasende, købte Ubs 20 procent af firmaet og arbejdede aldrig sammen med ham igen.
Op gennem 1930'erne skabte Walt Disney Productions stribevis af korte tegnefilm. Walt selv var i stigende grad idemand og producent, med en hær af tegnere under sig. Mickeys "venner" Anders And, Pluto og Fedtmule, dukkede op.
Sideløbende med Mickey-filmene producerede han en mere ambitiøs serie, Silly Symphony, der ikke havde nogen fast gennemgående figur, men ofte var lånt fra gamle eventyr eller bare kunne være et stemningsbillede i tegneserieform.
Denne serie bestod af bl.a. af "Blomster og træer" (eng. titel:"Flowers and Trees"), den første tegnefilm i farver, der i 1932 vandt en Oscar og af "De tre små grise," der blev et monsterhit i 1933 med sangen "Hvem er bange for den stygge ulv".
I "Den gamle mølle"("The Old Mill") fra 1937 bruges multiplane kamera-teknik for første gang. Samme år producerede Disney "Snehvide og de syv små dværge" - verdens første helaftenstegnefilm. En enorm bedrift for Disney. Walt Disney er blandt andet kendt for dette citat, "If you can dream it, you can do it!"
Walt Disney på frimærke fra USA
I 1950 begyndte Disney at indspille live-action-film, med "Skatteøen" ("Treasure Island") som den første, senere kom Jules Verne-filmatiseringen "En verdensomsejling under havet" (1954). Yderlige slog han sig på at lave naturfilm, der startede med "Den Levende Ørken" i 1953. Alle disse film fik stigende betydning for Disney, men han forstatte dog med tegnefilm. Fjernsynsmediet fik han også øjnene op for i 1950'erne, oprindeligt for at reklamere for temaparken Disneyland. Hans TV-show hed også Disneyland ligesom parken skulle og også kom til at hedde, og i løbet af årtiet startede han TV-serier med populære helte som Zorro og Davy Crockett, den sidste havde sangen "Ballad of Davy Crockett" som signatursang
"Mary Poppins" (1964) var en overdådig blanding af tegnefilm og live-action-musical, og regnes af nogle for hans hovedværk.
"Junglebogen" ("The Jungle Book") har også Disney som producent, skønt filmen blev udsendt i 1967, et år efter hans død af lungekræft.
Walter Hunt.
Walter Hunt (29. juli 1796, New York City – 8. juni 1859, New York City) var en amerikansk opfinder, der patenterede sikkerhedsnålen 10. april 1849. Snart efter solgte han patentet for 400 dollars.
Hunt var en ivrig opfinder og blandt andet konstruerede han den første amerikanske symaskine i 1834, men tog aldrig patent på den og opgav at arbejde videre med den.
WAN.
Et WAN (Wide Area Network) er et netværk der strækker sig over store geografiske områder, Internettet er f.eks. det største WAN der findes lige nu, der er også private WAN som hovedsageligt består af to eller flere LAN-netværk som er forbundet til hinanden. For eksempel, en virksomhed med et kontor i Danmark og et i USA hvor der et opsat et LAN-netværk i begge ender, de kommunikerer med hinanden gennem lejede linjer og former til sammen et WAN. Et WAN bruges til at forbinde computere i en del af verden med den anden del i verden, så de brugere fra forskellige dele af verden kan kommunikere med hinanden. Mange WAN er bygget til en organisation / et firma. WAN benytter faciliteterne, der leveres af en serviceudbyder f.eks. internetudbyder eller telefonselskaber.
Hovedformålet med et WAN er at etablere en sikker, hurtig og pålidelig kommunikationskanal blandt mennesker der er langt fra hinanden. Wide Area Networks bruger mange forskellige typer af netværksenheder f.eks. WAN switche, access servere, CSU/DSU, modemmer, ISDN terminal adaptere, routere, multiplexere, ATM switche og andre. Et eksempel på et WAN er SURFnet som er et forskningsnetværk, i Holland, der forbinder universiteter og forskningscentre med hinanden.
Wang Shifu.
Wang Shifu (王實甫) var en kinesisk forfatter (cirka 1250-cirka 1337). Dramatiker: Romancen i den vestlige fløj.
Wankelmotor.
Skematisk tegning og animation af en wankelmotors indre. Klik for større forstørrelse og forklaringsnøgle.
En Wankelmotor er en varmekraftmaskine med intern forbrænding, i hvilken stemplet, i forhold til Ottomotoren, er erstattet af en trekantet rotor. Konstrueret 1953 af tyskeren Felix Wankel (født 1902).
Den første bil med Wankelmotor var NSU Spider fra 1964. Motortypen bruges i dag kun i ganske få biler og motorcykler.
Wankelsystemet er kendetegnet ved ikke at være videre slidstærkt, da det er en svær teknologisk udfordring at tætne mellem rotor og motorhus.
Fordelene omfatter en høj ydelse i forhold til vægten samt en næsten vibrationsfri gang.
Bl.a. bilproducenten Mazda anvender motortypen i nogle af deres mest sportslige biler, blandt andet i bilen med typenavnet RX8 og RX-7.
WAP.
Tysk Wikipedia vist på en mobiltelefon
Wireless Application Protocol (WAP) er en protokol for dataoverførsel på mobiltelefoner. Typisk forbindes WAP med fremvisningen af særlige websider på mobiltelefoner, som er karakteriseret ved reduceret grafik og tekst samt funktionalitet. WAP-protokollen anvendes ligeledes til andre funktioner i mobiltelefonen som kræver dataoverførsler, fx MMS, ringetoner, baggrundsbilleder og spil, der købes gennem en dedikeret mobilportal på mobiltelefonen eller SMS.
WAP findes i flere forskellige versioner. De første versioner af WAP (1.x), anvendte WML som markup language, mens WAP 2.x anvender XHTML som markup language. WAP 2.x er langt mere avanceret end WAP 1.x, og kan vise grafik i farver (jpg-/gif-formater), har meget bedre layoutstyring, og øget funktionalitet. Typisk anvender man ordet "mobilportal" om nyere WAP-sites (fx DR's mobilportal, mobil.dr.dk).
I efteråret 2006 blev det generiske topdomæne .mobi frigivet, således at WAP-sider og mobilportaler har deres eget domæne, der kan adskille de mobile websider fra andre.
Wapiti.
En wapiti er en nordamerikansk kronhjort med meget stort gevir.
Warfarin.
("RS")-4-Hydroxy-3-(3-oxo-1-phenylbutyl)-2H-1-benzo-pyran-2-on er en vitamin K-antagonist, antikoagulant, anvendes til forebyggelse af blodpropper. Se også dicumarol.
Warfarin er en hvid, krystallinsk forbindelse, C19H16O4. Det er et stof, der forhindrer, at blod koagulerer. Det har været brugt som rottegift (rodenticid) og til bekæmpelse af andre beslægtede skadedyr. KOMMISSIONENS DIREKTIV 2010/11/EU af 9. februar 2010 tillader fortsat brug af warfarin. Det anvendes også til behandling af blodpropper. Det sker i en hårfin balance med K-vitamin, der har den modsatte virkning (en agonist), idet det fremmer blodets koagulation. Warfarin er et godt eksempel på, at lidt er godt, og for meget kan være dødeligt. Virkningen hos mennesker kan kontrolleres med INR-værdien.
Warfarin blev opdaget ved et tilfælde i 1920'erne. I det sydlige USA fandt man uforklarlige tilfælde af dødt kvæg, hvor dødsårsagen var indre blødninger. Forskere fra Wisconsin Alumni Research Foundation fandt ud af, at der i det nyslåede kløvergræs, der blev anbragt i siloerne, var høje koncentrationer af kumarin (fremkalder græslugten). I varme og fugtige somre var der usædvanligt meget kumarin. Under den høje temperatur, fugt og det høje tryk i siloerne blev kumarin omdannet til et stof, der, når kvæget åd græsset, kunne fortynde blodet så meget, at dyrene døde af indre blødninger. De kaldte stoffet for WARFarin (WARF er en forkortelse for Wisconsin Alumni Research Foundation).
Anvendelse.
Warfarin bliver i Danmark markedsført under navnet "Marevan". Det bruges oftest til at forebygge blodpropper hos patienter, som har øget risiko på baggrund af f.eks. uregelmæssig hjerterytme, kunstig hjerteklap eller nylig blodprop i de dybe vener (DVT)
Eksterne links.
Du kan læse mere om Warfarin på
Warnemünde.
Warnemünde er en by i Tyskland, tidligere DDR. Udhavn til Rostock; badeby. Der var tidligere jernbanefærgeforbindelse til Gedser. Den nutidige færgeforbindelse fra Gedser til Rostock lægger ikke til i Warnemünde men i Rostock-Überseehafen.
Warszawapagten.
Warszawapagten, officielt "Traktaten for Venskab, Samarbejde og gensidig hjælp", var officielt en militæralliance med en række østeuropæiske lande som medlemmer, der havde det formål at "opretholde et tættere militære samarbejde". Reelt var alliancen en cementering og formalisering af den sovjetiske magt over det kommunistiske Øst- og Centraleuropa, idet Sovjet fuldstændigt dominerede Warzawapagten. Organisationen blev stiftet den 14. maj 1955 som reaktion på Vesttysklands indtræden i NATO og blev officielt opløst ved et møde i Prag den 1. juli 1991.
Wartburg.
Wartburg er en borg ved byen Eisenach i Tyskland opført i 11. og 12. århundrede i romansk stil. Her boede Martin Luther, da han oversatte Bibelen 1521-1522.
Wasabi.
Wasabi (japansk: 山葵, hiragana: わさび) er en meget stærk grøn pasta, der traditionelt fremstilles af roden fra wasabi ("Wasabia japonica"). Wasabi-planten er i kålfamilien ("Brassicaceae"), og kaldes ofte for japansk peberrod.
I dag bliver meget wasabi, også i Japan, fremstillet af peberrod tilsat sennep og grøn farve, da wasabi-planten er vanskelig at dyrke.
Man blander f.eks. ofte wasabi op med soyasauce, og bruger den til at dyppe fisken, når man spiser sushi.
Washington.
Washington er en stat i det nordvestlige USA med et areal på 184.665 km², der grænser til staterne Idaho og Oregon, samt til den canadiske provins Britisk Columbia. Staten har 6,4 millioner indbyggere (2007), hovedstaden er Olympia og den største by er Seattle. Dens kælenavn er "The Evergreen State".
Historie.
Allerede før europæiske opdagelsesrejsendes ankomst boede der i denne region ved Stillehavet mange indianerstammer. De ernærede sig primært ved laksefiskeri og hvalfangst.
Den første europæer, der gik i land på Washingtons kyst menes at være den spanske kaptajn Don Bruno de Heceta i 1775, som tog alle kystområder op til de nordlige russiske områder af Nordamerika i besiddelse for Spanien.
I 1778 fik den britiske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook Cape Flattery ved indsejlingen til Juan de Fuca-strædet i sigte, men strædet blev ikke udforsket før 1789. Yderligere udforskning af stræderne blev gennemført af bl.a. den spanske opdagelsesrejsende Manuel Quimper i 1790 og den britiske kaptajn George Vancouver i 1792.
Spanien åbnede det nordvestlige territorium for opdagelsesrejsende og pelsjægere fra andre lande i 1790. Lewis og Clark-ekspeditionen nåede til delstaten den 10. oktober 1805.
I 1819 opgav Spanien sine oprindelige krav over området, og overhøjheden overgik til USA. Dette var begyndelsen på en periode med grænseuenigheder mellem USA og Storbritannien, som dog ophørte, da USA fik tildelt området ved indgåelse af Oregon-traktaten. Immigrationen til området tog til via Oregon Trail, og mange nybyggere slog sig ned i området omkring Puget Sound. Washington blev optaget som USA's 42. stat den 11. november 1889.
Tidlige fremtædende industrier i staten var landbrug og skovbrug, og Yakima Valley i det østlige Washington blev kendt for sine æbleplantager. Andre industrier, som udviklede sig i staten var bl.a. fiskeri og minedrift.
Under Depressionen blev en række vandkraftværker bygget langs Columbia River som del af et projekt med henblik på at øge produktionen af elektricitet. Projektet kulminerede i 1941 med færdiggørelsen af Grand Coulee-dæmningen, den største dæmning i USA.
Under den 2. verdenskrig blev området omkring Puget Sound et fokusområde for krigsindustrien, og firmaet Boeing fremstillede mange af USA's bombefly. Havnene i Seattle, Bremerton og Tacoma blev anvendt til fremstilling af krigsskibe. Seattle var også udskibningssted for mange soldater til Stillehavet. I det østlige Washington blev atomkraftværket Handford Works åbnet i 1943, og spillede en betydelig rolle i fremstillingen af USA's atombomber.
Den 18. maj 1980 eksploderede vulkanen Mount St. Helens, hvilket førte til tabet af 57 menneskeliv.
Politik.
Den lovgivende forsamling i Washington er et tokammersystem, som er opdelt i et Repræsentanternes Hus og et Senat. I begge kamre har det demokratiske parti flertallet. Washingtons udøvende magt bliver ledet af en guvernør, som vælges for en firårig periode. Den nuværende guvernør er Christine Gregoire, som er demokrat, og som har været guvernør siden 2005. Begge Washingtons repræsentanter i USA's senat er også demokrater.
Staten har tradtionelt været opdelt politisk af bjergkæden Cascades, således at det østlige Washington tenderer mod at være orienteret mod det republikanske parti, og den vestlige del af staten mod demokraterne.
Geografi.
Washington er beliggende i det nordvestlige USA, og dets nordlige grænse mod Canada ligger mestendels langs den 49. breddegrad. Washington har grænser til Oregon mod syd, hvor Columbia River danner det meste af grænsen og den 46. breddegrad resten. Mod øst grænser Washington til Idaho. Mod vest ligger Stillehavet.
De høje bjerge i bjergkæden Cascades løber fra nord til syd og deler staten. Vest for bjergkæden har Washington et klima med milde temperaturer, våde vintre, og tørre somre. Her er der nåleskove og tempererede regnskove. Området øst for Cascades har et relativt tørt klima med store områder med steppe og enkelte ørkener.
Bjergkæden Cascade har flere vulkaner, som er højere end andre bjerge i bjergkæden. Fra nord til syd er disse vulkaner Mount Baker, Glacier Peak, Mount Rainier, Mount St. Helens og Mount Adams.
Washingtons beliggenhed ved Stillehavet og havnene ved Puget Sound giver staten en ledende rolle i den maritime handel med Alaska og Canada. Puget Sound betjenes af den største flåde af færger i USA.
Washington er et kontastfyldt område. De dybe skove på Olympic-halvøen, så som Hoh-regnskoven, er blandt de eneste regnskove i det kontinentale USA, men halvørkenen øst for Cascades har ikke et eneste træ. Mount Rainier, det højeste bjerg i delstaten, er dækket med mere gletsjeris end noget andet højdepunkt i USA's nedre 48 stater.
I Washington er der tre nationalparker; Mount Rainier National Park, North Cascades National Park og Olympic National Park.
Økonomi.
Bruttodelstatsproduktet var i 2005 268,5 mia. USD, hvilket er det 14. største blandt USA's delstater, og den gennemsnitlige indkomst per indbygger var 42.702 USD. Større virksomheder i staten omfatter flyproducenten Boeing, softwareudvikleren Microsoft, Amazon.com, Nintendo, og andre væsentlige sektorer er elektronik, bioteknologi, aluminiumfremstilling, skovbrug, minedrift og turisme. Staten har en betydelig produktion af elektricitet fra vandkraft.
Demografi.
Ifølge "U.S. Census" har Washington en anslået befolkning på 6.395.798 i 2006, hvilket er en stigning på 8.5% siden 2000. 1. juli 2007 var indbyggertallet skønsmæssigt 6.468.424, en stigning på 9,74% siden 2000.
Ifølge befolkningstællingen i 2000 har storbyområdet Seattle-Tacoma-Bellevue et befolkningstal på 3.043.878, hvilket er ca. halvdelen af statens samlede befolkning.
I 2004 var omkring 10,3% af befolkningen født i udlandet, og det anslås, at der er omkring 100.000 illegale indvandrere i staten. Af befolkningen har 18,7% tysk-amerikansk baggrund, 12% engelsk-amerikansk, 11,4% irsk-amerikansk, 11,4% norsk-amerikansk, 6,2% mexicansk og 3,7% filippinsk baggrund.
Der er et stort antal indianerreservater i Washington, hvoraf nogle har placeret casinoer ved motorveje, og beboerne har videreført mange af de traditionelle kunstneriske temaer fra USA's nordvestkyst som totæmpæle, langhuse, udskårne kanoer og dyrebilleder, som det, der anvendes af Seattle Seahawks. Mange byer har oprindelige indianske navne, så som Seattle, Spokane, Puyallup og Walla Walla.
Religion.
Andelen af ikke-religiøse er det højeste blandt alle USA's delstater.
Washington D.C..
Washington District of Columbia er USA's forbundshovedstad, der ligger indeklemt mellem de to stater Maryland og Virginia. Ifølge folketællingen i 2003 var der 563.384 indbyggere i Washington DC; Byens forstæder ligger i Maryland og Virginia. Der bor 8 millioner mennesker i Washington-Baltimore området.
Washington D.C. er hjemsted for Kongressen, Det Hvide Hus, Højesteret, Udenrigsministeriet og mange andre regeringsbygninger, mens eksempelvis forsvarsministeriet "The Pentagon" ligger i Virginia-forstaden Arlington. Der er desuden et utal af museer i byen, blandt andet The Smithsonian Institute, Det Nationale Kunstgalleri, Nationalarkiverne og et af verdens mest omfattende biblioteker, Library of Congress.
Byens borgmester har siden januar 2011 været demokraten Vincent C. Gray. Washington D.C. er ikke en stat og har ikke rettigheder som en stat. Den har derfor heller ikke to medlemmer i senatet eller medlemmer i Repræsentanternes Hus.
Byens historie.
Efter at den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1776, begyndte den amerikanske revolution, eller Uafhængighedskrigen, som den også kaldes. I henhold til fredstraktaten fra 1783 afgav England magten over de tretten tidligere kolonier til beboerne dér og erkendte deres uafhængighed. I 1788 havde tilstrækkeligt mange af de tidligere kolonier ratificeret den nye forfatning, og United States of America var en kendsgerning. Hovedstad i den nye union blev Philadelphia i Pennsylvania. Imidlertid ønskede man en hovedstad, der var fri for regionale interesser, og da man ikke kunne finde en egnet by, besluttede man i 1790 at anlægge en helt ny by, som skulle være hovedstad.
Staterne Maryland og Virginia tilbød at afgive et område på 10 gange 10 miles (ca. 256 km²) ved Potomac-floden, der havde været grænsen mellem de nordlige og de sydlige kolonier. Dette kvadrat fik navnet" District of Columbia", da Columbia var en populær betegnelse for USA på dette tidspunkt, og byen blev i første omgang kaldt "Federal City", men i 1791 fik den navn efter USA's første præsident, George Washington.
Fra begyndelsen var der truffet beslutning om, at byen skulle have en havn, men derudover var der ikke taget bestemmelse om byens indretning. I 1791 ansatte man den franskfødte arkitekt og major i USA's hær, Pierre l'Enfant, til at planlægge byen. Han fastlagde en byplan baseret på to fikspunkter, nemlig en bakke, hvor regeringsbygningen skulle ligge (det nuværende "Capitol Hill") og et firkantet, fladt område, ikke langt fra hvor præsidentens bolig skulle opføres. Kort tid efter blev l'Enfant fyret og hans planer opgivet, men i 1801 fandt man dem frem igen, og byen fik i videst muligt omfang det udseende, som l'Enfant havde bestemt. L'Enfant ligger i øvrigt begravet på Arlington Kirkegården i Virginia på den sydlige bred af Potomac-floden.
Den første bygning, der blev påbegyndt, var præsidentens bolig, Det Hvide Hus, hvis grundsten blev nedlagt i 1792, og man påbegyndte også opførelsen af regeringsbygningen, "Capitol", og flere andre bygninger, og i 1800 var arbejdet så fremskredet, at hovedstaden blev flyttet fra Philadelphia til den nye by. Desværre var der ikke mange mennesker, der flyttede med. Byen var ufærdig, gaderne var mudrede jordveje, og det hele lå midt i en sump, der var voldsomt plaget af myg. Heller ikke George Washington brød sig om byen. I hans præsidentperiode var Philadelphia hovedstad, og selv om Washington havde sin bolig i Mount Vernon i Virginia, ikke langt fra Washington, besøgte han stort set aldrig byen. Den første præsident, der flyttede ind i Det Hvide Hus var John Adams, og han siges at have hadet det, og han boede der kun meget sporadisk, og først Thomas Jefferson, der fik bygningen udbygget en del, begyndte for alvor at bruge huset som embedsbolig.
I 1814 erobrede England byen og nedbrændte store dele af denne, ikke mindst byens offentlige bygninger, herunder Det Hvide Hus og Capitol. Byen blev genopført, men den voksede ikke specielt hurtigt, og i 1846 ansøgte Alexandria, der lå syd for Potomac, om at det område, der var givet til District of Columbia, blev givet tilbage til Virginia igen. Dette blev bevilget af kongressen, områderne Alexandria og Arlington blev givet tilbage til Virginia, og dermed blev District of Columbia til det irregulære rektangel, det er i dag.
Under Den Amerikanske Borgerkrig var Washington hovedstad for nordstaterne, mens sydstaterne havde hovedstad, først i Montgomery i Alabama, senere i Richmond i Virginia. Washington var flere gange truet af sydstatstropper, værst i 1864, da en styrke under Jubal A. Early gik mod byen og faktisk nåede inden for grænserne af District of Columbia. Angrebet blev dog afvist, og Washington forblev på nordstatshænder.
Området var stadig kun delvis beboeligt efter borgerkrigen, og først i 1871 blev byen en "rigtig" hovedstad med asfalterede gader, gadebelysning, parker og kloakering. Prisen for at gennemføre dette var imidlertid så høj, at byen gik fallit. I 1878 vedtog kongressen en forordning, der bestemte, at Washingtons bygrænse skulle følge grænsen for District of Columbia, og byens forstæder ligger derfor i henholdsvis Virginia og Maryland.
Byplan.
Den byplan, som l'Enfant planlagde for Washington er forholdsvis simpel. Byen er delt op i fire kvadranter. Centrum for disse kvadranter er Capitolbygningen. I hver kvadrant findes nord-syd gående gader og øst-vest gående gader. De gader, der går nord-syd har numre, fx 1'st Street, 2'nd Street og så videre. De øst-vestgående gader har bogstaver, fx A Street, B Street osv. Såvel numre som bogstaver begynder ved Capitol, og numre gentages såvel øst og vest for bygningen, ligesom bogstaver gentages både nord og syd for Capitol. For at angive en adresse, er det således ikke nok at angive gadens navn, men også dens kvadrant. Disse kvadranter kaldes henholdsvis NW, NE, SE og SW, og en adresse kan således angives som fx 1300 M Street NW.
Udsigt over Washington DC. I forgrunden Washington Monument. Bagved og til højre for monumentet ses The Ellipse (Den store runde, grønne græsplæne)- og bag dette område "Det Hvide Hus".En række diagonale gader krydser de nord-syd og øst-vest gående gader. Disse gader kaldes Avenues, og er normalt opkaldt efter USA's stater. Pennsylvania Avenue er én af de kendte avenues. 1600 Pennsylvania Avenue NW er således adressen på Det Hvide Hus. Byens pladser er typisk opkaldt efter personer eller institutioner.
Selvfølgelig er er der også undtagelser fra reglerne. Fra Capitolbygningen på Capitol Hill til Lincoln Memorial ved Potomac-floden strækker sig parken The Mall. Gennem parken går to øst-vest rettede gader, der hedder henholdsvis Jefferson Drive og Madison Drive opkaldt efter de to præsidenter Thomas Jefferson og James Madison. I og omkring parken ligger mange af Washingtons kendte monumenter og seværdigheder, altså blandt andre Lincoln Memorial, Jefferson Memorial, Washington Monument, Franklin D. Roosevelt Memorial, Vietnam Veterans Memorial, Korean War Veterans Memorial, Reflecting Pool. Og mange andre. Langs parken strækker sig vejene Constituion Avenue og Independence Avenue, der i store træk begge er øst-vest gående og som derfor også "bryder" navngivningsreglerne. Langs disse to gader ligger nogle af byens mest berømte museer, fx museerne, der tilhører Smithsonian Institute.
Nord for The Mall ud for Washington Monument ligger The Ellipse, der er en stor grøn plæne, og nord for The Ellipse ligger Det Hvide Hus.
Wasser alen.
Wasser alen er en længdeenhed fra Christian 4.'s tid. En wasser alen svarer til 55 centimeter.
Watergate-skandalen.
a>, hvor det det demokratiske parti havde sit hovedkvarter på 7. etage
Watergate-skandalen refererer til en række begivenheder i årene fra 1972 til 1975, som fik deres navn fra indbrud i hovedkvarteret for Demokraternes Nationalkomité, der befandt sig i Watergate-bygningskomplekset i Washington, D.C.. Indbrudstyvene viste sig at have forbindelse til CIA, til Komiteen for genvalg af præsidenten og til præsidentens nærmeste medarbejdere. Den daværende præsident Richard Nixon (republikaner), der efter to års stadigt stigende juridisk og politisk pres med udgangspunkt i, at han havde modarbejdet sagens opklaring, nedlagde sit embede 9. august 1974, da han stod over for en rigsretssag. Nixon blev dermed den eneste amerikanske præsident, som har nedlagt sit embede.
Baggrund.
Watergate er et større kompleks af dyre lejligheder ved Potomacfloden i centrum af Washington DC. Op til præsidentvalgkampen i 1972 lejede nationalkomiteen for det demokratiske parti lokaler i dette kompleks.
Indbruddet.
Den 17. juni 1972 blev der foretaget et indbrud i disse lokaler af en gruppe med tilknytning til komiteen for genvalg af præsident Richard Nixon. Indbruddet blev opdaget af en vagtmand, og gerningsmændene blev arresteret.
Sagsbehandling.
Det Hvide Hus behandlede sagen som "et tredjerangs indbrudsforsøg" og nægtede yderligere kommentar. Alligevel kom det allerede i forhørsretten frem, at en af indbrudstyvene indtil kort tid forinden havde været ansat i CIA, og sporene begyndte ret hurtigt at pege i retning af Richard Nixon og Det Hvide Hus.
Både den juridiske og journalistiske efterforskning gik imidlertid så langsomt, at sagen fik ringe indflydelse på valgkampen. Nixon opnåede uden problemer fornyet nomination fra republikanernes side og slog derefter George McGovern overlegent ved selve valget.
Opklaringen.
Under og efter valget fortsatte en del journalister imidlertid med at grave i Watergatesagen. I en serie reportager i "Washington Post" og andre aviser blev trådene knyttet mellem indbrudstyvene, cubanske eksilmiljøer i Florida, tidligere CIA-ansatte, Richard Nixon og til sidst Nixons nærmeste rådgivere i Det Hvide Hus.
Rådgiverudskiftning.
I marts 1973 gik flere af disse rådgivere af. I maj udpegede Nixon en speciel Watergate-efterforsker, Archibald Cox. I juli tog sagen en afgørende vending, da Nixonrådgiveren Alexander Butterfield ved en kongreshøring røbede, at Nixon havde omfattende båndoptagelser af sine telefonsamtaler og konferencer. Cox bad om at få disse udleveret, og da han nægtede at frafalde kravet, blev han fyret ved den såkaldte lørdagsmassakre. Under denne "massakre" mistede Nixon den politiske topledelse i Justitsministeriet og en stor del af det, der var tilbage af hans politiske prestige.
Ny efterforsker.
Den nye Watergate-efterforsker viste sig imidlertid ikke væsentlig mere føjelig. I april 1974 blev en stor del af materialet fra lydbåndene offentliggjort. Dette førte til nye skandaler. Dels på grund af det kompromitterende indhold, dels fordi præsidenten og hans medarbejdere ikke kunne give overbevisende forklaringer på, hvorfor der manglede bidder af afgørende samtaler.
Magtovertaget smuldrer.
Nixon klyngede sig til magten, så længe han kunne, og forsøgte blandt andet at aflede opmærksomheden gennem en række udenrigspolitiske udspil. I august 1974 var kravet om at stille ham for en rigsret imidlertid blevet så stærkt, at han fandt det nødvendig at gå af - som den eneste præsident i USA's historie. Det er en udbredt opfattelse, at Nixon kunne have overlevet Watergate, hvis lydbåndene ikke var blevet kendt, eller hvis han havde ødelagt dette materiale.
Nixons tilsløring.
Det er aldrig blevet bevist, at Nixon kendte til indbruddet i Watergatebygningen på forhånd. Han havde imidlertid skabt et klima omkring sin egen administration og valgkamp, som opmuntrede selv hans nærmeste medarbejdere til lovbrud. Og da indbruddet blev afsløret, gjorde han hvad han kunne, med lovlige og ulovlige midler, for at dække over enhver forbindelse mellem sig selv og Det Hvide Hus.
Journalisternes indvirken.
Carl Bernstein (billedet) bar samme med Bob Woodward et stor del af æren for opklaringen af skandalen.
En væsentlig del af æren, for at Watergateafsløringerne fik så stort et omfang, tilfalder utvivlsomt de to unge "Washington Post"-journalister, Carl Bernstein og Bob Woodward. Mere erfarne politiske journalister både på "Post" og andre aviser viste sig at have for stærke loyalitetsbånd overfor det etablerede system til at forfølge sporene så effektivt som de to, som stod ved siden af den nationale storpolitik.
Deep Throat.
En mere speciel faktor i sagen var, at Woodward fandt en centralt placeret kilde, den såkaldte "Deep Throat", som ved flere anledninger gav arbejdet vigtige skub fremad. Kildens identitet blev holdt hemmelig indtil 31. maj 2005, hvor det blev bekræftet, at der var tale om Mark Felt, daværende vicedirektør i FBI.
Watergate-afsløringerne indskriver sig i en gammel nordamerikansk tradition for "muck-raking" ("journalistik som graver i møddingen").
Sammenligning med andre skandaler.
Så at sige alle nordamerikanske præsidenter har været omgivet af skandaler af forskellige slags, af personlig og politisk art. Watergate adskilte sig alligevel fra tidligere sager ved Nixons usædvanlige kynisme og hensynsløshed.
Skandalen i sin samtid.
Desuden udspillede dette drama sig i en periode med stigende utilfredshed med mange sider af USA's politik, nederlagene i Indokina og store skandaler omkring efterretningstjenesten - bl.a. om udstrakt indblanding i hjemlige politiske forhold, aflytning af landets egne borgere. Midt i det hele blev Nixons vicepræsident, Spiro Agnew, tvunget til at gå af på grund af bestikkelse, han havde modtaget i sin guvernørtid i Maryland.
Efterdønninger.
Nixons efterfølger blev dermed Gerald Ford, der havde været vicepræsident siden 1973. Ford nød ikke stor opbakning i befolkningen og havde den ulempe, at han ikke var folkevalgt. Ford tabte valgkampen mod Jimmy Carter ved præsidentvalget i 1976 og blev en overgangsfigur. Alligevel kom han til at indlede den proces af national forsoning og fornyet amerikansk selvtillid, som i 1980'erne fik store følger for international politik.
På det politiske plan bidrog Watergateskandalen til, at Kongressen tog noget af den magt tilbage, som præsidentembedet havde erobret. Et blandt flere udtryk for dette var de store ændringer i den nordamerikanske offentlighedslov, som mod præsident Fords veto blev vedtaget i slutningen af 1974.
Medier og underholdning.
I tiden efter Watergate brugte flere medier skandalen som oplæg til underholdning og inspiration til produktioner. Danske radiolyttere kunne eksempelvis i måneder glædes eller græmmes ved at høre DRs Washington-korrespondent Christian Winthers syleskarpe reportager og kommentarer om sagen. Alan J. Pakulas film All the President's Men, bygget over Woodward og Bernsteins bog, udkom. En detalje i Robert Zemeckis' film Forrest Gump blev også hentet fra skandalen.
Filmen Nixon (2009) fortæller historien om en serie meget berømte interview fra 1977 foretaget af den britiske journalist og talkshow-vært, David Frost, hvor Nixon udspørges om alt fra udenrigspolitik til Watergate. Udgangen på det sidste ud af fire interview, hvor Watergate er emnet, er, at Nixon modvilligt indrømmer at have handlet forkert i sin embedsførelse. Han indrømmer ikke at have handlet ulovligt eller at have haft svigagtige hensigter, men det er almindeligt anerkendt, at han her indrømmer alvorlig embedssvigt som amerikansk præsident.
Watt.
Watt (W) er en fysisk måleenhed for effekt.
1 Watt er defineret som den effekt, der ydes, når der hvert sekund udføres et arbejde (eller omsættes en energi) på 1 joule, altså 1 W = 1 J/s. Desuden kan den beregnes som produktet af volt og ampere, dvs. 1 W = 1 V * 1 A.
Måleenheden er en afledt SI-enhed opkaldt efter James Watt.
Watt anvendes sammen med SI-prefix for at danne større eller mindre enheder.
Wav.
Wav (eller "wave"; det engelske ord for "bølge") er betegnelsen for et Microsoft- og IBM-udviklet filformat til ukomprimerede lydoptagelser på computere. Selv om den primære anvendelse er lyd, rummer formatet mulighed for at optage signaler i en kvalitet langt ud over, hvad det menneskelige øre opfatter som "lyd".
Lydinformationen i en wav-fil er ukomprimeret lige som f.eks. FLAC-formatet; modsat andre lydformater som MP3 og Ogg Vorbis bruges der ikke nogle "tricks" der skal få lydinformationen til at optage mindre plads; derfor fylder samme lydklip adskillige gange mere plads på harddisken i Wav-formatet, end det ville gøre hvis man anvendte et komprimeret lydformat.
Tekniske detaljer.
En lydfil i WAV-formatet indledes med en "header" der angiver lydens kvalitet med hensyn til antal lyd-kanaler (1 for mono, 2 for stereo), tidsmæssig opløsning (samplefrekvens) og sampledybde (antal bits pr. sample pr. kanal). Herefter følger lyden, kodet som bytes efter det format der er angivet i headeren.
Header=== .
Alle de binære tal der læses i headeren, skal fortolkes uden fortegn.
Andre oplysninger der kan beregnes.
Ud fra omfanget af lydinformationen (H) og antallet af bytes pr. sampling (F) kan man beregne det antal gange (J) hver kanal bliver samplet i løbet af hele optagelsen: J = H / F.
Disse J samples afspilles med D samples pr. sekund, så hele lydklippets varighed K i sekunder er givet ved K = J / D, eller mere direkte som K = H / (D · F).
Lydinformation.
Umiddelbart efter headeren følger H bytes der rummer den egentlige lydinformation: Denne information er inddelt i J grupper à F bytes, og hver gruppe er igen inddelt i C samples; én for hver kanal. Hvis optagelsen er i stereo, er den første sample i hver gruppe til venstre kanal, mens den næste er til højre kanal. Grupperne er i øvrigt ordnet i den rækkefølge de skal afspilles i.
Windows Driver Model.
Windows Driver Model er en type hardwaredrivere, som er fælles for Windows 98 og NT.
Webserver.
En webserver er i computerterminologi et program (eventuelt også maskinen det kører på) der lagrer og udleverer data på internettet. De opbevarede data kan webbrowsere hente via protokollen HTTP eller HTTPS. Ud over den grundlæggende funktion, at sende efterspurgte filer af sted vil en webserver typisk have andre muligheder. Nogle webservere kan håndtere mange domæner, så det udefra ser ud som om der er tale om helt adskilte maskiner men i virkeligheden er det samme computer og samme webserverprogram. Det kan også være muligt at adskille den filstruktur som brugeren oplever fra den struktur som filerne rent faktisk er placeret i. Det giver mulighed for at flytte filer efter behov uden at hjemmesidens struktur ændres. Typisk vil der også være mulighed for at beskytte dele af webserverens indhold med kodeord og på den måde styre adgangen. Webservere skal vedligeholdes med de nyeste sikkerhedsopdateringer, for at forhindre indbrud i systemet.
Eksempler på webservere.
Som eksempler kan nævnes: Apache, Tux, Roxen og IIS.
Weekend.
Weekend er et engelsk låneord for ugeafslutning ("week" = "uge" og "end" = "slut") og består af ugedagene lørdag og søndag. Undertiden opfattes den del af fredag der ligger efter fyraften, som en del af weekenden.
Weimar.
Weimar er en by i den tyske der er kendt for dens store kulturelle arv. Omkring år 1800 var den Tysklands vigtigste kulturelle centrum. Den ligger i delstat Thüringen, nord for Thüringen skov, øst for Erfurt, og sydvest for Halle og Leipzig. Dens nuværende befolkning er på omkring 65.000 indbyggere.
Den tidligste skriftlige kilde går tilbage til år 899. Weimar var hovedstaden i hertugdømmet (efter 1815 storhertugdømmet) af Saxen-Weimar.
Den kulturelle arv er stor. Den er ofte benævnt som det sted hvor Tysklands første demokratiske forfatning blev underskrevet efter 1. verdenskrig. Weimar lagde navn til Weimarrepublikken, da en nationalforsamling her vedtog en forfatning i 1919 som kom til at gælde til 1933.
Men byen var også i brændpunktet for den tyske oplysningstid og her boede blandt andet Goethe og Schiller der udviklede den litterære bevægelse ved navn Weimar Klassisisme.
Byen var også stedet hvor Bauhaus-bevægelsen opstod. Grundlagt i 1919 af Walter Groupius, med kunstnerne Wassily Kandinsky, Paul Klee, Oskar Schlemmer og Lyonel Feininger der underviste i Weimars Bauhaus Skole. Mange steder i byens centrum har fået rang af UNESCO Verdens Arv STeder.
Weimarrepublikken.
Weimarrepublikken er det uofficielle navn på det Tyske Rige som efterfulgte det andet tyske kejserrige, der blev afskaffet som konsekvens af det tyske nederlag i første verdenskrig. På trods af den nye styreform hed Tyskland fortsat det tyske rige.
Weimarrepublikken bestod 1919-1933 og er opkaldt efter Weimarforfatningen, som blev vedtaget af nationalforsamlingen i Weimar 1. august 1919. Republikken var et forsøg på at skabe et demokrati i et land med stærke autoritære traditioner. Republikken blev afskaffet, da nationalsocialisterne med hjælp fra højre- og midterpartier fik to tredjedeles flertal for at afskaffe den.
Den tyske borgerkrig november 1918-august 1919.
Perioden fra umiddelbart første verdenskrigs afslutning 11. november 1918 til vedtagelsen af Weimar-forfatningen august 1919 var præget af store interne stridigheder og regulær krig mellem socialistiske militsgrupper og højrenationale frikorps. De forsøgte i mangel på en egentlig tysk sikkerhedsstyrke at bevæge det tyske rige i hver sin retning.
Den socialdemokratiske overgangsregering følte sig tvunget til at benytte sig af meget rabiate højreradikale frikorps for at bekæmpe kommunisterne.
Grunden til alliancen mellem de højrenationale frikorps og den socialdemokratisk/liberale regering findes i et fælles ønske om at opretholde en samlet tysk stat med en samlet styring, og i en fælles frygt for den kommunisme, der herskede i Sovjetunionen. Umiddelbart efter den endelige, til tider meget blodige, nedkæmpning af kommunistiske grupper, viste det sig hurtigt, at de bevæbnede højrenationale frikorps ikke uden videre ville lade sig afvæbne, men blot udskiftede dens kommunistiske fjendebillede med den socialdemokratisk/liberalt ledede regering. En regering de opfattede som svag og fej.
Første kriseår 1919-1923.
Starten på hyperinflationen. En 50 millioner mark seddel fra 1923
De første år i Weimarrepublikken var præget af intern og ekstern uro. I Polen og ved grænsen til det nyoprettede bolsjevistiske Sovjetunionen var der ekstreme spændinger mellem tyskere og de andre folkeslag, og kun på grund af de højrenationale frikorps kunne den socialdemokratisk ledede regering holde polske oprørere ude af det befolkningsmæssigt blandede Schlesien.
Småstrejker og regulære oprør brød ud blandt arbejdere og kommunister i mange tyske byer, men de højrenationale frikorps var den største trussel mod Weimarrepublikken.
Nogle højrenationalister var trætte af at nedkæmpe kommunister og forsvare den tyske grænse på regeringens vegne og besluttede at tage magten ved et militærkup. I marts 1920 lykkedes det den preussiske embedsmand og tyske nationalist Wolfgang Kapp at indtage Berlin ved hjælp fra frikorps.
Den tyske hær, som burde adlyde regeringen, nægtede at forsvare den med det argument, at hæren ikke ville blande sig i interne stridigheder og ikke ville skyde på tyske soldater, hvad frikorpssoldaterne faktisk var. Militærkuppet tvang regeringen til at flygte til Stuttgart. Herfra opfordrede den til generalstrejke. Den blev så effektiv, at Wolfgang Kapp, hans frikorpsmænd og mange andre autoritære højrenationalister indså, at de ikke kunne vælte Weimarrepublikken uden folkelig opbakning. Fire dage efter regerede regeringen igen fra Berlin.
Presset af de krigsskadeerstatninger, Tyskland var pålagt at betale til første verdenskrigs sejrherrer, blev i 1923 så stort, at regeringen ikke længere kunne betale. Det førte til en fransk-belgisk besættelse af Ruhr-distriktet. Tyskere der udøvede på opfordring af den tyske regering passiv modstand mod besættelsen, hvilket førte til en total nedlukning af det tyske økonomiske kraftcenter i Ruhr-distriktet. Den i forvejen hårdt pressede tyske økonomi kunne ikke klare sig længere, og en af historiens mest voldsomme inflationer begyndte i 1923 at sætte sit præg på tyskernes dagligdag. Den tyske middelklasse mistede alt.
I slutningen af 1923 kom det til et kupforsøg fra højrenationale antidemokratiske kræfter. Bayern var blevet samlested for det tyske nationalistiske miljø, der nærmest uhindret havde kunnet udføre attentater mod tyske demokratiske politikere. Det var den unge Adolf Hitler, der var en af hovedbagmændende bag det mislykkede ølstuekup, der blev afværget før det overhovedet gik i gang. Hitler lærte den lektie som Wolfgang Kapp havde lært to år før. At man ikke kunne få magten i Tyskland udelukkende ved brug af vold.
Relativ stabilitet 1924-1929.
Med indførelsen af en ny møntfod og en ny mere rimelig tilbagebetalingsaftaleDawes-planen for krigsskadeerstatningen til de sejrende magter fra første verdenskrig lykkedes det at rette op på den tyske økonomi. Terroren fra især højre og de interne stridigheder mindskedes betragteligt. De højrenationale havde indset, at de måtte blive en del af systemet for at kunne bevæge Tyskland i den retning de ønskede, og våbnene blev lagt til side. Det lykkedes at få nogle af de højrenationale til at tage ansvar for den tyske regeringsførelse.
Ud over det forbedrede politiske klima, hvor der kæmpedes mere med ord end våben, betød de næste år en kort periode hvor tysk kulturliv blomstrede i en sådan grad, at Berlin for en kort tid blev en kulturel hovedstad i Europa. Især tysktalende jødiske intellektuelle bidrog til denne sidste store tyske kulturelle periode. Franz Kafka var en af dem.
Det for en tid ud til, at den demokratiske Weimarrepublik ville kunne overleve truslen fra totalitarismen på trods af en meget stor ulmende nationalistisk bevægelse og en ikke ganske lille ulmende kommunistisk bevægelse
Begyndelsen til enden 1929-1933.
Den store statsmand i Weimarrepublikken Gustav Stresemann døde i oktober 1929. Det var begyndelsen til Weimarrepublikkens kvaler. Få dage efter krakkede børsen i New Yorkog indledte en verdensomspændende depression. Den ramte den skrøbelige tyske økonomi særlig hårdt og medførte en enorm stigning i arbejdsløsheden. Det skabte basis for populistiske massepartier som NSDAP. Mange bønder og borgere havde aldrig accepteret Weimarrepublikken, og med den forværrede situation havde demokratiet for dem spillet endelig fallit. NSDAP fik ved valget i maj 1928 2,6 procent af stemmerne. Efter børskrak og stigende arbejdsløshed fik det ved valget i september 1930 18,3.
Med truslen fra nazister og kommunister, som over en tredjedel af befolkningen stemte på, besluttede rigskansler Heinrich Brüning fra det kristelig-demokratiske midterparti Zentrum at regere via nødforordninger, noget Weimarrepublikkens forfatning gav mulighed for. Dermed var der præcedens for at regere uden om parlamentet.
I slutningen af 1932 spidsede situationen yderligere til, da den gamle krigshelt præsident Hindenburg ikke længere ville støtte Brünings provisoriske styre, fordi kansleren ikke var i stand til at løse landets problemer. Valget i juli 1932 blev til en dramatisk sejr for NSDAP med Adolf Hitler i spidsen der med 37,3 procent af stemmerne blev Tysklands klart største parti. Hindenburg kunne nu ikke komme uden om ham, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var villige til at lade Hitler komme til magten. De troede, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Mange anså Hitler for kun at kunne gejle en folkemasse op, ikke til at kunne styre et land.
Præsident Hindenburg udpegede Franz von Papen til at sammensætte en regering, der kunne mønstre et flertal. Papen tilbød Hitler en plads i regeringen, men til højrepolitikernes store overraskelse afslog Hitler og krævede posten som kansler. Det ville ingen på højrefløjen gå med til og et nyt valg blev udskrevet.
Ved valget i november 1932 gik NSDAP fire procentpoint tilbage til 33,1 procent, men de var stadig det største parti i landet. Hindenburg nyudnævnte kansler von Schleicher forsøgte at regere med støtte fra venstredrejede nationalsocialister, midterpartiet Zentrum og socialdemokraterne. Men i januar 1933 lykkedes det von Papen, der nu var blevet ven med Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition mellem højrefløjspartierne og NSDAP. Hindenburg gjorde det modstræbende, men troede på von Papens forsikringer om, at Hitler ikke ville holde længe.
Adolf Hitler bliver kansler og afskaffer Weimarrepublikken.
Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler for Weimarrepublikken. Straks efter gik han i gang med at sætte loyale folk på vigtige poster, og ved hjælp af nødforordninger satte han praktisk talt parlamentet ud af funktion. Rigsdagsbranden i februar benyttede han til at forbyde kommunistpartiet, hvis medlemmer nu blev anholdt over hele landet. Ved rigsdagsvalget i marts 1933 opnåede NSDAP sit hidtil bedste resultat med 43,9 procent af stemmerne. Med støtte fra det ligesindede bayerske tyske folkepartis otte procent kunne Adolf Hitler opløse parlamentet med den berygtede Ermächtigungsgesetz. Weimarrepublikken havde fået dødsstødet.
Grunde til Republikkens fald.
Det var ikke Weimarrepublikkens skæbne at gå under, og det må have set ud som om det ville lykkes at skabe et velfungerende demokrati i Tyskland. Men med de enorme udfordringer den skrøbelige republik blev stillet for, må en tysk historiker konkludere, at det ikke var så bemærkelsesværdigt at den gik under, men at den holdt så længe.
Tysk kulturs storhedstid og stigende antisemitisme.
På trods af de tyske jøders andel i befolkningen - kun omkring en procent - havde de mange af samfundets vigtige poster. Især universitets- og bankverdenen var præget af tyske jøder. En stor del af bankverdenen var på jødiske hænder, og den tyske videnskab ville ikke være det samme uden jødernes indflydelse. Albert Einstein er et eksempel.
Tysk kunst blomstrede: malerne John Heartfield, Otto Dix og Georg Grosz, arkitekten Walter Grobius (Bauhaus), forfatterne Kurt Tucholsky, Erich Kästner, Erich Maria Remarque, Bertolt Brecht, Lion Feuchtwanger, Arnold og Stefan Zweig, Thomas Mann etc. Flere af dem havde jødisk baggrund. Især ekspressionismen nød godt af denne blomstring.
Før kunne en jøde også risikere hån, fornedrelse og lovlig diskrimination, men det skyldtes udelukkende det religiøse aspekt. En jøde kunne ændre det ved at konvertere til kristendommen, hvad mange jøder gjorde.
Omkring århundredeskiftet begyndte antisemitismen og ekstrem populærvidenskab at basere sig på racisme. Nu kunne en jøde ikke slippe for antisemitismen ved at lade sig døbe. Det betød blandt andet, at de højreorienterede studenterklubber Burschenschaften i begyndelsen af tyverne kunne ekskludere kristne jøder.
Højreekstremisme.
Der var i tyvernes Tyskland frem til nationalsocialismen tale om to slags højreekstreme bevægelser, som i høj grad var tegn på generationsskel.
De nye højreekstreme - de unge.
Rødderne til tyvernes nye tyske højreekstremisme skal findes i førkrigstilstandene for den opvoksende generation. Det var frem for alt generationen født umiddelbart efter århundredeskiftet, der kom til at danne grunden i den ny-højreekstremistiske bølge der terroriserede tyverne, og som senere skulle blive Hitlers proto-nazister. I starten af 19-tallet blev disse unge præget af vitalismen og senere også af elementer af futurismen. Nietzsche var også en inspirator. Ideer som idealiserede kraften, ungdommen og fremskridtet var centrale i deres livsopfattelser.
Sammen med en mytisk dyrkelse af naturen og dyrkelsen af det kraftfulde og de stærkes forret skabte dette en meget voldsom fremadstormende ungdom, der afskyede det borgerlige dekadente (jødiske) samfund. Det borgerlige, liberale og demokratiske samfund var for dem et svagt og egoistisk samfund, der undertrykte dem, der egentlig burde styre.
Det er i denne opfattelse forklaringen findes på det paradoks, at mange højreekstreme og kommunister undertiden gjorde tilnærmelser til hinanden.
Her kunne den feje købmand, ofte forstået som jøden, snige sig udenom den glorificerede "kamp", som for de unge højreekstreme var afgørende, og udnytte dem der havde retten til goderne. Den tyske stærke mand.
De unge mennesker var også gennem ungdomsbevægelserne Wandervögel blevet præget af ideen om et fællesskab med en leder. De nye højreekstreme kunne ønske at overføre dette fællesskab til en samfundsmodel, hvor alle arbejdede sammen under en leder til fælles bedste. Det er en mulighed, for de meget unge højreekstreme havde svært ved at forklare deres ideologiske baggrund.
En ting er dog sikkert, nationen forstået som folket spillede en uhyre vigtig rolle: Det tyske folk var en uløselig enhed. Og i tyvernes turbulente tid så de sig som det tyske folks redningsmænd.
En stor del af de unge højreradikale frikorpsmænd blev centrale personer i NSDAP, og en del blev SS-officerer. Af markante freikorpspersonligheder, der senere gjorde karriere i Tyskland er Ernst Röhm og Heinrich Himmler, og det var meget almindeligt at støde på tidligere frikorpsmedlemmer i de højere cirkler i SS og SA.
De gamle højreekstreme - nationalkonservative.
Højreekstreme er måske for stærkt et ord om de gamle nationalkonservative. Men da de efterhånden blev fuldstændigt inkorporeret i den nationalsocialistiske ideologi, kan det retfærdiggøres.
De nationalkonservative var som de unge højreekstreme utilfredse med den liberale, demokratiske tanke. Men de var som borgere ikke direkte imod det borgerlige samfund. I modsætning til de unge højreekstreme var de betydeligt mere klare og pragmatiske, og de kunne meget bedre gøre rede for, hvad de ville. Det betød, at de allerede fra republikkens start organiserede sig i partier og forsøgte at øve indflydelse. De fleste stemmer fik partiet fra den preussiske elite, godsejerne - også kaldtes junkerne.
Deres mål var en genoprettelse af et autoritært kejserrige. De blev også kaldt monarkister. De opnåede som politisk parti aldrig stor indflydelse, da de som overklasse ikke brød sig om massebevægelser, og da kejserriget havde sat sin troværdighed over styr.
Rigspræsidenten den tidligere krigshelt Paul von Hindenburg var en typisk nationalkonservativ.
Welf.
Guelf, Welf, tysk fyrsteslægt som i forbund med pavemagten bekæmpede de hohenstaufiske kejsere og disses tilhængere, ghibellinerne. Udviklede sig til et politisk parti (Welfer, Guelfer) hovedsagelig bestående af adel og bypatriciere.
En af de mest berømte welfere var hertug Henrik Løve, en af de mægtigste mænd i Tyskland på sin tid. Han deltog i erobringen af venderfæstningen Arkona, sammen med den danske kong Valdemar I den Store. Fra Henrik Løve nedstammer alle eksisterende welfer efter 1100-tallet. Henrik mistede en stor del af sine territorier og sin magt, hvilket for Welf-slægten betød en indskrænket magtposition i Tyskland i mange århundreder. Henriks resterende besiddelser blev delt imellem hans mange efterkommere.
En af Welf-linjerne (Huset Hannover) kom til magten i Hannover og erhvervede sig kurfyrstetitlen. Den selvsamme linje, den såkaldte Hannover-Braunschweig-linje, blev i begyndelsen af 1700-tallet konger af Storbritannien på grund af deres slægtskab med huset Stuart. Den første welferkonge af Storbritannien var George I.
Den danske dronning Juliane Marie, gift med kong Frederik V, var af Welf-slægten.
Wellesleyøerne.
Wellesleyøerne er en gruppe øer ud for Queensland i Australien.
Øerne er navngivet af Matthew Flinders efter Richard Colley Wellesley.
Wellington.
Wellingtons beliggenhed på Nordøen i New Zeeland
Wellington har siden 1865 været New Zealands hovedstad.
Byen ligger på sydspidsen af Nordøen, i landets geografiske midtpunkt og har 167.600 indbyggere. I alt dækker byen et areal på omkring 290 km².
Historie.
Byen er opkaldt efter den engelske hertug Wellington, der vandt Slaget ved Waterloo.
I 1848 og 1855 blev byen udsat for voldsomme jordskælv, det største målte mindst 8,2 på Richter-skalaen.
Wellington som hovedstad.
Wellington blev New Zealands officielle hovedstad i 1865 efter Auckland, der havde været det siden 1840. Dengang havde Wellington kun 4.900 indbyggere og i dag er det stadig kun landets tredjestørste by efter Auckland og Christchurch. Grunden til at hovedstaden blev flyttet var primært for at få en mere centralt beliggende hovedstad, tættere på Sydøen (og dennes guldminer). Parlamentet mødtes første gang i Wellington i 1862, men byen blev altså først hovedstad nogle år senere.
Weltschmerz.
Weltschmerz (tysk for 'verdenssmerte') er et begreb udtrykt af den tyske forfatter Jean Paul og det betegner den slags følelse, hvor man indser at at den fysiske virkelighed aldrig vil kunne leve op til det uudtømmelige behov et menneskes sind har. Dette pessimistiske verdensbillede betegner for melankolien hos mange af romantikkens helte, deriblandt Lord Byron, Giacomo Leopardi, François-René de Chateaubriand, Alfred de Musset, Nikolaus Lenau og Heinrich Heine.
Welwitschia.
"Welwitschia mirabilis" er den eneste art i sin slægt ("Welwitschia"), familie ("Welwitschiaceae") og orden ("Welwitschiales") og således ikke nært beslægtet med nogen anden art. Den er hjemmehørende i ørkenområder i det sydvestlige Afrika, nærmere bestemt den namibiske ørken på grænsen mellem Namibia og Angola. Welwitschia er Namibias nationalplante.
Planten har en meget særegen form og ligner ikke nogen anden kendt plante. Fra en tyk pælerod udgår 2-3 lange, brede læderagtige blade, nærmest lange grønne bånd, der kan blive flere meter lange. Der er altid 2 blade, men disse er ofte flossede eller delte så de kan se ud som flere tyndere blade. Bladene ligger hen af jorden og bliver ved med at vokse hele plantens liv. Bladene udgår fra toppen af roden der kun rejser sig ganske lidt over jordoverfladen - planten er derfor ikke særligt høj - oftest under 1/2 m men kan dog blive op til 1.5 høj. Blomsterne er primitive og frugterne sidder i kogle-lignende stande.
Planten tåler (og kræver) meget høje temperaturer. På de lange blade sidder strukturer der bruges til at absorbere natte-duggen, og hjælper dermed planten til at overleve i de meget tørre omgivelser. Den menes at kunne blive godt over 1000 år gammel.
Planten kan bl.a. ses i Botanisk have i København, Orkidéhuset.
Wembley.
Wembley er en forstad beliggende nordvest for London.
I Wembley byggede man i 1922 Englands største stadion, Empire Stadium, med 100.000 tilskuerpladser. Wembley Stadium anvendes især til fodbold.
Det er for tiden under en større ombygning.
I forbindelse hermed opførtes 1935 Empire Pool, der rummer 10.000 tilskuerpladser til indendørs idræt. Det kaldes i dag for Wembley Arena.
De olympiske lege i 1948 blev afholdt med Wembley Stadium som centrum.
Werner-rapporten.
Werner-rapporten danner grundlaget for EF's valutapolitik og økonomiske politik og skulle efter planerne realiseres seneste i 1980. Den blev udarbejdet i 1970 af en arbejsgruppe under ledelse af Luxembourgs statsminister Pierre Werner.
Weser.
Weser er en sejlbar flod i den nordvestlige del af Tyskland, som er dannet ved sammenløb af floderne Fulda og Werra. Den er 480 km lang, og løber gennem delstaterne Hessen, Niedersachsen,
Weser begynder efter Werra-floden har mødt Fulda-floden. Her står på en ø i Fulda Weserstenen med et digt omhandlende de tre floder. Stenen er skænket af nogle lokale industrifolk i 1899.
West Edmonton Mall.
West Edmonton Mall i Edmonton, Canada, er et af verdens største indkøbscentre. Det er er det største i Nordamerika, og var i mange år verdens største, men er nu overgået af flere indkøbscentre i Kina og Dubai.
Her kan man forlyste sig i over 800 butikker, 110 restauranter, verdens største indendørs forlystelsespark, verdens største indendørs badeland og verdens største menneskeskabte indendørs sø, 26 biografer, skøjtebane i fuld stadionstørrelse samt meget mere.
Blandt de mange butikker i centret findes også en filial af den danske kæde JYSK.
West Point.
The United States Military Academy, bedre kendt som West Point eller USMA, er et amerikansk militærakademi, som har til huse i et forhenværende fort. Akademiet er placeret i byen West Point, som ligger i Orange County på vestbredden af Hudson-floden ca. 35 km nord for New York.
Akademiet er grundlagt i 1802, dækker et areal på 65 km², beliggende tæt ved landsbyen Highland Falls og er uddannelsessted og officersskole for den amerikanske hær.
West Virginia.
West Virginia er en stat (siden 20. juni 1863) i det østlige USA. Staten opstod i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, hvor Virginia gik med Sydstaterne. De vestlige "counties" ønskede ikke at forlade USA, men forlod Virginia og dannede den 24. oktober 1861 staten "Kanawha", som den 3. december samme år ændrede navn til West Virginia.
Historie.
Området, som nu er West Virginia, var et jagtområde for flere stammer blandt de oprindelige amerikanere, før europæerne ankom.
I 1671 blev vandfaldet Kanawha Falls opdaget, og andre ekspeditioner sendtes til området. I 1725 begyndte tyske bosættere at ankomme fra Pennsylvania.
Kong Karl 2. af England forærede i 1661 området mellem floderne Potomac og Rappahannock til skotten Thomas Fairfax. George Washington kortlagde meget af området mellem 1748 og 1751. Washingtons dagbog indikerer, at der allerede var mange bosættere, mest af tysk oprindelse, langs den sydlige Potomac-flod. Mange bosættere krydsede bjergene efter 1750, selv om de blev hindret af modstand fra oprindelige amerikanere. Det lader til, at der kun boede få oprindelige amerikanere i området, men den nuværende delstats areal var en almindeligt brugt jagtmark, som også blev gennemskåret af mange krigsstier. Under den franske og indianske krig blev bosættelserne næsten ødelagt.
In 1774 ledte John Murray en styrke over bjergene og tilføjede stammen shawnee et kraftigt nederlag ved slaget ved Point Pleasant, hvor floderne Kanawha og Ohio mødes. De oprindelige amerikanere fortsatte deres angreb indtil efter USA's uafhængighedskrig.
De sociale forhold i det vestlige Virginia var helt anderledes end dem, der eksisterede i den østlige del af staten. Befolkningen var ikke homogen, eftersom en betragtelig andel af tilflytterne kom via Pennsylvania og omfattede bl.a. tyskere, protestantiske irsk-skotter og andre nybyggere nordfra.
Under USA's uafhængighedskrig genopstod bevægelsen, der arbejdede for at oprette en delstat bag Appalacherne, og et forslag om at etablere delstaten "Westsylvania" blev præsenteret over for Kongressen med den begrundelse, at bjergene ville udgøre en næsten ugennemtrængelig barriere.
West Virginia er den eneste delstat i USA, der er dannet ved udtrædelse af en anden stat. I 1861 besluttede Virginia at melde sig ud af USA og følge med Sydstaterne, men vælgerne i den vestlige del forkastede forslaget, og man anså udmeldelsen som ugyldig. I en periode var der derfor 2 regeringer i Virginia, én, der støttede Unionen, og en, der var del af Amerikas Konfødererede Stater. I 1862 afsendtes en ansøgning til Kongressen om at blive en delstat i USA, hvilket skete den 20. juni 1863.
West Virginia led forholdsvis lidt under den amerikanske borgerkrig. George B. McClellan's styrker opnåede kontrol over det mest af territoriet i sommeren 1861, og Unionens kontrol blev adrig for alvor truet, selv om Robert E. Lee forsøgte i samme år.
Senere blev der fundet store mængder af kul i delstaten, og en stor mineindustri opstod, der i høj grad var med til at levere energien til den industrielle revolution i USA.
Politik.
West Virginias politik domineres overvejende af det demokratiske parti, som har de fleste politiske embeder. Delstaten har også en lang tradition med medlemskab af fagforeninger. Mens staten fortsatte sin tradition med at støtte demokraterne ved præsidentvalgene i 1992 og 1996, hvor delstaten valgte Bill Clinton, vandt George W. Bush staten ved valgene i 2000 og 2004, og Bush fik i 2004 56,1% af stemmerne. Demokraterne har størst støtte i kulmineområderne i den sydlige del af delstaten, mens republikanske støtter især findes i statens østlige del.
Delstatens guvernør vælges hver fjerde år på samme dato som præsidentvalget. Den nuværende guvernør er demokraten Earl Ray Tomblin, som har haft posten siden 2010.
West Virginias parlament ligger i byen Charleston, i den sydvestlige del af staten. Parlamentet består af to kamre.
Geografi.
West Virginia grænser til Pennsylvania mod nord, til Ohio mod nord og vest, til Kentucky mod vest, til Maryland mod nord og øst og til Virginia mod øst og syd. Ohiofloden og Potomac-floden danner dele af grænserne.
West Virginia er den eneste delstat, der udelukkende er beliggende i Appalacherne, og hvor alle områder er bjergområder, og derfor kaldes staten også for "The Mountain State". 75% af delstaten befinder sig i Cumberland-plateauet og Allegheny-plateauet.
I den sydøstlige del af staten ved grænsen til Virginia findes der på bjergtoppe de samme økosystemer, der findes i det nordlige New England og i det østlige Canada. Delstatens højeste punkt er Spruce Knob, som er 1.220 m. høj, dækkes af gran- og nåleskov, og ligger i "Monongahela National Forest".
Uden for skoven ligger mod syd New River Gorge, som er en 304 m dyb canyon, der er gennemskåret af floden New River.
Den lokale vegetation i det meste af delstaten var oprindeligt blandede skove af hårdttræ som eg, kastanje, løn, bøg og weymouth-fyr samt pil og amerikansk platan langs vandvejene. Mange er områderne er rige på biodiversitet.
De underliggende stenarter er sandsten, skifer, stenkul og kalksten. Appalacherne hører til blandt de ældste bjerge i verden og blev dannet for mere end 200 mio. år siden.
Klima.
Grundet den høje beliggenhed har den centrale og nordøstlige del af staten et fugtigt fastlandsklima med varme til hede somre og kolde, snerige vintre, mens de lavereliggende områder i den sydvestlige del af West Virginia grænser til et fugtigt subtropisk klima med hede og fugtige somre og mildere vintre. Da den østlige del af staten ligger i forholdsvis nærhed af kysten, har dette område et klima, som minder mere om klimaet i Maryland og Virginia. Appalacherne er også med til at tage af for det hårde vejr, som staterne i Midtvesten kan have.
Charleston er West Virginias største by
Økonomi.
West Virginias økonomi er blandt de mest skrøbelige blandt USA's delstater. Ifølge "U.S. Census Bureau" har delstaten den tredjelaveste gennemsnitlige personlige indkomst i USA foran staterne Arkansas og Mississippi. Staten har også den laveste medianindkomst for husholdninger og andelen af befolkningen, som har en bachelorgrad, er den laveste i USA.
En af de største resurser i West Virginia er kul. Delstaten havde tidligere en del olieproduktion men der er på nuværende tidspunkt kun få små eller mellemstore olie- og naturgasfelter. Der er også landbrug i West Virginia, men i begrænset omfang, grundet det bjergrige terræn i det meste af staten.
Demografi.
I 2007 havde West Virginia et anslået befolkningstal på 1.812.035, hvilket var en stigning på 0,2% siden 2000. Kun 1,1% af delstatens befolkning var født i udlandet, hvilket er den laveste andel blandt alle USA's delstater, og staten har også den laveste andel af personer med et andet modersmål end engelsk.
De fem største ophavsgrupper i delstaten er amerikanere (23,2%), tysk-amerikanere (17,2%), irsk-amerikanere (13,5%), britisk-amerikanere (12%) og italiensk-amerikanere (4,8%). Mange indbyggere i West Virginia opgiver deres ophav som "amerikansk". Der er et stort antal personer med tysk oprindelse i den nordøstlige del af staten.
Westernfilm.
Westernfilm er en filmgenre, der har rødder i populære knaldromaner og wildwest-shows og fortæller historier, der foregår i 1800-tallets USA blandt nybyggerne i "Det Vilde Vesten" (i nogle tilfælde Mexico, Canada eller den australske ødemark i samme periode). Westerns handler typisk om nybyggernes kamp mod vildmarken, indianerne eller hinanden, og med til persongalleriet hører ofte cowboys og guldgravere.
Selvom westernfilm har været meget populære gennem hele fimhistorien, er genrens udbredelse og betydning mindsket siden slutningen af 1970'erne.
Stumfilmen og de tidlige tonefilms tid.
Westernfilm er en filmgenre som blev udbredt, endnu før Hollywood blev Hollywood og egentlig endnu før filmen blev film. Den første film om togrøverier blev produceret i 1903 (af Edwin S. Porter), og den var den første der tog nærbilledet i brug som virkemiddel. Som fadder til westernfilmen er forsøgsvis blevet foreslået middelalderens ridderdigtning, skillingsviserne, James Fenimore Coopers indianerskildringer samt både historiske romaner og kolportagelitteratur fra det 19. århundrede.
Så snart filmen overtog rollen som opium for folket - omkring 1908-10 da det verdensomspændende distributionsnet var etableret - indtog westernfilmen sammen med kærlighedsfilmen og historiske udstyrsstykker en delt førsteplads på repertoirerne. Den plads har westernfilmen bevaret.
Det er sælsomt og samtidig let at forstå. Sælsomt fordi den egentlig er et reagensglasprodukt - så og så meget snuhed, drab, heltemod og aftensol. Let at forstå, fordi den almindelige biografgænger lettere kan identificere sig med westernheltene, end at forestille sig sine nærmeste eller sig selv som baronesse eller forfulgt uskyld, børskonge eller prins af Arkadien. Bekræftende slutsceneomfavnelser står sig godt i al slags vejr, og seksløberen har man gennem hele århundredet kunnet købe for en ugeløn.
Egentlig var westernfilmen vor tids commedia dell'arte. Fuldt ud tilfredsstillende forestillinger kunne opføres i et tomt rum og af medvirkende i jeans og balkjoler med indlysende karakteristikker på: skurkene, heltene, indianerne og hvide, heltinde, jomfru og bordelmutter, sherif, drukkenbolten, doktor og/eller præst, en sjælden gang en dum neger og en folkemængde - altid dum. Man kan i nyere westernfilm iagtage eksperimenter med op til tre karakteristikker på samme figur; Det kalder seriøse filmkritikere for særligt interessante fornyelser.
Først og fremmest har westernfilm ustandselig været en glad og god forretning, som holder sig langt borte fra det kapitalstærke producenter ofte frygter mest: Den væmmelige virkelighed. Til gengæld er filmhistoriens ældste anmeldervittighed, at der er omkommet flere indianere på det hvide lærred end i virkeligheden.
Med ovenstående visdomsord i tankerne kan man trygt give sig westernfilmen i vold og nyde det eventyrlige landskab, uanset om det er i Arizona eller Texas eller de til tider rimeligere erstatninger i Spanien eller Italien. Slanger og gringos, indianere og frække fruentimmere lurer om hvert et hjørne, som andre farer lurer i andre verdener. Købet af billetten bekræfter en aftale mellem producent og biografgænger: Heltene skal gå så grusomt meget igennem også - og i mellemtiden har man som regel fået set både floder og hurtige heste.
De første westernfilm blev lavet af folk, som selv havde kendt pionererne der «erobrede» det nordamerikanske kontinent. Men bladrer man i filmhistorien opdager man, at nogle af de «bedste» westernfilm er lavet af den talentfulde lille flok af jødiske filmarbejdere, som via Paris og London søgte til Hollywood på flugt fra nazismen i 1930'erne. En forklaring - den accepterede - er, at de valgte formen fordi den bød på fortællertekniske udfordringer: Enkle skikkelser og klare konflikter. Måske var det ikke så enkelt. Måske oplevede de den som en raffineret, abstrakt leg i en sælsom og fængslende, sluttet form, for det er det, den er.
I 1930'erne blev der lavet mange film med sang, og begrebet "singing cowboys" blev en realitet, se westernmusik. Disse film var ofte musicals i westernmiljø med dertil hørende romantisk handling.
Nybrud.
Et form for nybrud fik man med John Fords gennembrudsfilm fra 1939, "Dilligencen" om en dilligencetur gennem vildmarken, der kulminerer i et indianeroverfald. Personerne i denne film har menneskelige nuancer, f.eks. er helten Ringo Kid er en lovløs, men vi får forklaret hvorfor han er endt der. Denne rolle gav John Wayne stjernestatus. De øvrige rejsende er mere ægte menneskelige end der hidtil var set i genren. Og den blev skoledannende ved at skildre et motiv, der siden blev almindeligt forekommende i westerngenren: rejsen. Samtidig gennemspiller den også det almindelige hævnmotiv i og med at Ringo Kid skal gøre op med en bande, der har dræbt hans familie.
John Ford fortsatte i 1940'erne ikke kun med westerns, men hans westerns hørte til de store i genren. Da man i løbet af 2. Verdenskrig mest lavede propogandafilm var den første halvdel af årtiet en westernfattig tid, men man tog snart revanche. Det nye publikum i Europa tog den ærkeamerikanske genre til sig.
Farvefilmen.
Da der så blev rigtig mange penge og man havde råd til at lave farvefilm oplevede man først rigtig westerngenrens styrke. Uden at forklejne de gode sort/hvide westerns, så kommer genrens miljø i de store vidtstrakte vidder med de røde bjergformationer først rigtig til sin ret i farver, og 1950'erne blev et gyldent årti for westerns. På den ene side blev der stadig produceret primitive B-westerns, men John Fords eksempel inspirerede også til mange nuancerede tegninger af livet i pionertiden. De store klassikere er "High Noon" med Gary Cooper i hovedrollen og "Shane," der for første gang skildrer volden med en vis realisme.
Tressernes afmytologisering.
Men vi skulle helt frem til 1960'erne inden vi fik de store afmytologiseringer af Amerikas fortid. Man begyndte at lave westerns i Europa, og da Italien førte blev de kaldt spaghettiwesterns. De dannede inspiration, især for Sam Peckinpah, der efter sin debut "De red efter guld" blev anset for at være John Fords arvtager, men hans senere film skildrer desillusioneringen og håbløsheden uden omsvøb, og han vakte en del forargelse ved at lade sine personer dø i slow motion med blodet væltende ud. Senere blev det til parodier, ofte med James Garner fra TV-serien Maverick i hovedrollen, eller til film, der fuldstændig piller glorien af vesten, som Arthur Penns "En god dag at dø", Ralph Nelsons yderst ubehagelige "Soldier Blue" om en autentisk massakre på en indianerlejr, eller "Jagten på Willie Boy."
Renæssance.
Det syntes at være umuligt at lave westerns efter dette, men senere har genren dog fået en vis renæssance med Kevin Costners "Danser med ulve" og Lawrence Kasdans "Silverado" og filmene om Young Guns, der henter tydelig inspiration i spaghettiwesterns; også Clint Eastwood opnåede stor anerkendelse for De nådesløse, der bl.a. vandt fire Oscars i 1992.
Westfalen.
Westfalen er en region i Tyskland omkring byerne Arnsberg, Bielefeld, Bochum, Detmold, Dortmund, Gelsenkirchen, Hagen, Minden og Münster. Westfalen er med i delstaten Nordrhein-Westfalen.
Westfalen er en tidligere preussisk provins. Efter 1946 indgik den i Nordrhein-Westfalen.
Westfalen er groft sagt området mellem floderne Rhinen og Weser, hvor floden Ruhr løber igennem. Der findes ingen præcis afgrænsning, fordi forskellige enheder er blevet kald "Westfalen" gennem historien. Derfor er det svært af definere områdets areal og indbyggertal. Arealet er mellem 16.000 og 22.000 km² med mellem 4,3 og 8 millioner indbyggere. Der er dog enighed om, at Münster, Bielefeld og Dortmund ligger i Westfalen.
Westfalen er kendt for at lægge navn til den Westfalske fred, som sluttede Trediveårskrigen. Fredsaftalen blev underskrevet både i Münster og Osnabrück.
Westfalske fred.
Den westfalske fred er de aftaler, der kom ud af de forhandlinger, som foregik fra 15. maj til 24. oktober 1648 i de to byer Osnabrück og Münster i Westfalen. Freden afsluttede trediveårskrigen i Tyskland/Europa og den firsårige uafhængighedskrig i Nederlandene.
Forud gik fem års løbende forhandlinger med alle krigens parter: næsten alle stater i Europa. Konferencen blev et forbillede for senere konferencer. Princippet om staternes ligeberettigelse og uafhængighed af de sædvanlige koalitioner var med til at gennemføre freden.
De rigsretslige regler i den Westfalske fred blev indskrevet i forfatningen i det Tysk-Romerske rige og holdt til dets opløsning i 1806. Freden bidrog til europæisk stabilitet mellem stormagterne frem til den franske revolution og efter den.
Overblik.
Alle europæiske problemer blev ikke løst i Osnabrück og Münster, men der blev nået vigtige mål. Det første var traktaten mellem Spanien og Forenede Nederlande den 30. januar 1648 med freden i Münster.
Det ratificerede dokument, der markerede magtudskiftningen, blev offentligt bekræftet på rådhuset i Münster 15. og 16. maj 1648. De Forenede Nederlandes suverænitet blev anerkendt, og de trådte ud af det Hellige Romerske Rige.
Derimod lykkedes det ikke i Münster at finde en løsning på tidens vigtigste hegemonialkamp: striden mellem Frankrig og Spanien. Det skete først med freden i Pyrenæerne i 1659. Den westfalske fred var kun en delvis succes.
Den westfalske fredsslutning afsluttede trediveårskrigen i det tyske rige. Kernen i freden blev en ny religionsret. Kejseren blev underlagt rigsstændernes rettigheder og fik retten til at vælge egen religion. Den westfalske fred blev grundlov for det tysk romerske rige. Det betød at det schweiziske edsfællesskab fik religionsfrihed og politisk uafhængighed.
På trods af dens fragmentariske struktur gjaldt det westfalske system som grundlag for stormagtspolitik fra 1650 til den franske revolution - og endda efter den. En af de vigtigste grunde var massiv deltagelse (vigtige undtagelser Polen, Rusland og Storbritannien) af de stærkeste magter i Europa og gav regler og gyldighed for senere konferencer.
Forberedelser til kongressen.
Siden 1637 havde de krigsførende parter haft temaet "Universalfredskonference" på deres program, men det var først i december 1641 at de i Hamborg enedes om, hvor og med hvilke deltagere en sådan konference skulle holdes. Begge forhandlingsbyer og vejene imellem dem var kort forinden blevet demilitariseret, og alle forhandlingsdeltagere havde fået frit lejde.
De virkelige fredsforhandlinger begyndte i juni 1645 og blev uden mæglere ført både i Osnabrück mellem kejserlige, svenske og rigsstændernes gesandter og i Münster mellem pavelige venetianske mæglere og franske gesandter. Delingen skete dels for ikke at forrangere franskmænd og svenskere i den ene lejr, dels fordi de svenske protestanter og de pavelige udsendinge nægtede at forhandle med hinanden.
I begyndelsen protesterede kejser Ferdinand III voldsomt mod at lade rigsstænderne deltage, men han måtte bøje sig efter pres fra især fransk side. På den måde blev forhandlingerne i Osnabrück mellem riget og Sverige til et tysk forfatningskonvent, mens forhandlingerne i Münster udstak de europæiske rammebetingelser og forhandlede de lensretslige problemer samt problemerne mellem Spanien og de Forenede Nederlande på plads.
Grundet rang- og titelstridigheder blev forhandlingerne alvorligt forsinket. Det var første gang at så mange lande mødtes til forhandlinger.
Deltagere.
Frankrigs forhandlere var i Münster hertug Henri II de Valois-Longueville fra højadelen og diplomaterne Claude d´Avaux og Abel Servien.
Svenskerne var repræsenteret af Johan Adler Salvius og Johan Oxenstierna søn af rigskansler Axel Oxenstierna.
Den kejserlige gesandt i begge byer var grev Maximillian von Trautmannsdorff. I Münster blev han støttet af grev (senere fyrste) Johann-Ludwig von Nassau-Hadamar og juristen Isaak Volmar, i Osnabrück var den befuldmægtigede Johann Maximillian Graf Lamberg og den kejserlige rigshofråd og jurist Johannes Krane af Geseke.
Som indbudte mæglere var den kølniske bisp nuntius Fabio Chigi (den senere pave Alexander 7.) og den venetianske diplomat Alvise Contarini.
Fra det spanske hof var Gaspar de Bracamonte y Guzmán conde de Peñaranda, Diego Fajardo Saavedra, Antoine Brun blandt forhandlerne.
Generalstaterne (Nederlandene) havde otte befuldmægtigede, og det schweiziske edsfællesskab var repræsenteret af Johann Rudolf Wettstein, borgmester i Basel. Derudover var talrige rigsstænder repræsenteret.
Blandt de evangeliske stænders gesandter var Sachsen-Altenburgs Wolfgang Konrad Thumbshirn og Braunschweig-Lüneburgs Jakob Lampadius. Det lykkedes Württembergs gesandt Johann Konrad Varnbüler at etablere kontakten til Sverige og få området revet løs fra riget. Gesandten fra Corvey skrev konferencens historie.
Forhandlinger.
Under forhandlingerne fortsatte krigshandlingerne, og de militære sejre og nederlag påvirkede i høj grad deltagerne.
Selv om rigsstændernes deltagelse i fredsforhandlingerne blev udfordret flere gange (Admissionsstriden), repræsenteredes det tysk-romerske rige ved konferencens begyndelse alene af kejseren. Et råd i 1642-43 i Frankfurt havde løbende oplyst og vejledt om rigets forfatningsmæssige problemer. Den svenske gesandt i 1643 Johann Adler Salvius kom med et forslag om en afskaffelse af majestætsrettighederne: "Jeres sikkerhed består i de tyske stænderes frihed".
Den svenske general Thorstensson erobrede i 1645 de kejserlige arvelande så til Donau og Königsmarck erobrede Prags del med borgen 15. juli 1648 (Malá Strana). Disse begivenheder blev udslagsgivende, for at de endelige fredstraktater blev underskrevet 24. oktober 1648 i Münster. Først fire måneder efter 18. februar 1649 blev aftalen ratificeret og forhandlinger fortsatte løbende for at omsætte aftalen i praksis. Demobiliseringen af hærene krævede yderligere forhandlinger, der fandt sted i Nürnberg 1649, og viste sig i to aftaler af 26. juni og 2. juli 1650. De efterfølgende protester fra paven i august 1650 mod fredstraktaten og igen i november mod de religionsretslige regler i traktaten forblev virkningsløse.
Territoriale ændringer.
Sverige fik ud over fem millioner daler i krigsskadeserstatning hele Forpommern, øen Rügen, Oderudmundingen og højresiden af Oder. Desuden fik de byen Wismar, der hørte til Mecklenburg, og bispedømmerne Bremen og Verden. Alle landområderne skulle forblive tyske rigslen, og Sverige fik sæde samt stemme i de tyske rigs- og amtsdage.
Kurfyrsten af Brandenburg fik den resterende del af Pommern som erstatning for det mistede Forpommern, som kurfyrsterne fik arveret til efter de pommerske slægters uddøen i 1657. Derudover fik han bispedømmerne Magdeburg, Halberstadt, Minden og Cammin, også selv om Magdeburg forblev den saksiske prins Augusts besiddelse indtil hans død i 1680. Hertug Adolf Friedrich von Mecklenburg-Schwerin fik som erstatning for for afståelsen af Wismar bispedømmerne Schwerin og Ratzeburg. Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg fik suverænitet over det katolske højstift i Osnabrück samt Walkenried og Gröningen. Huset Hessen-Kassel modtog klosterjorden i Hersfeld samt en del af det tidligere grevskab i Schaumburg. Bayern fik tildelt Oberpfalz samt kurfyrsteværdigheden. Rheinpfalz fik den nyoprettede ottende kurfyrsteværdighed. Ærkeskattemestertitlen blev leveret tilbage til Karl V´s søn Karl Ludwig.
Frankrig indlemmede byerne Metz, Toul og Verdun, de såkaldte Tróis-Evéches (tre bispedømmer), som havde været tilknyttet Frankrig siden 1552. Derudover opgav kejseren (og Østrig) alle rettigheder til byen Breisach, landgrevskaberne i øvre og nedre Alsace og Sundgau. Landfogederne i de ti forenede rigsstæder i Alsace blev for evigt tilknyttet den franske krone.
Det gamle edsfællesskab(det schweiziske edsfællesskab) fik anerkendt deres uafhængighed af det hellige Tysk Romerske rige. Ud over disse ændringer gav freden ubegrænset amnesti til alt, hvad der var sket siden 1618, og bekræftede besiddelsesforholdene fra 1624. Kun kejseren opnåede for sine arvelande den undtagelse, at besiddelsesforholdene fra 1630 blev forhandlingsgrundlag.
Kirkelige og politiske anliggender.
Forhandlingerne fastslog kirkeligt tilhørsforhold og religionsrettigheder i Passau-traktaten og Augsburger religionsfredenfor de reformerte fra Augsburg(1555): De to trosretninger katolsk og evangelisk blev totalt ligestillet; den evangeliske minoritet måtte ikke nedstemmes i religionssager på rigsdagene. Striden om de kirkelige stifter og godser blev løst efter restitutionsediktet fra 1629, hvor besiddelserne i 1624 blev udgangspunkt for al fremtidig fordeling. De kejserlige arvelande blev undtaget; der beholdt kejseren uindskrænket magt. Rigsstænderne fik udtrykkeligt anerkendt deres territoriale overhøjhed og retten til forsvar gennem forbund med udenlandske magter. Forbundene måtte dog ikke rettes mod kejseren og det tysk-romerske rige. Den ny forfatning skulle implementeres på næste rigsdag. For de konfessionelt blandede rigsstæder Ravensburg, Dinkelsbühl og Biberach i Sydtyskland indførtes et forfordelt regerings- og forvaltningssystem. I Augsburg var fordelingen allerede inkorporeret i byens forfatning fra 1548. Den blev nu bekræftet.
Vurdering og perspektiv.
Den westfalske fred skal ses som et kompromis mellem de deltagende parter. Fordelen ved at fortsætte en krig, som havde udtømt parternes ressourcer og skabt en enorm krigstræthed, var svær at se. Det omfangsrige regelsæt omfattede - ud over en revision af religionsfreden fra Augsburg - vidtgående reguleringer af forfatningsforholdene mellem Kejserrige og Rigsstænder; forholdet mellem dem blev udjævnet. Fredstraktaten blev det vigtigste fundament for Kejserrigets forfatning sammen med den Gyldne bulle. Traktatens åbne spørgsmål - specielt spørgsmålet om troppernes tilbagetog - blev afklaret i de følgende måneder ved en kongres i Nürnberg.
Traktaten ses i dag som den historiske begyndelse på, at ligeberettigede stater kan forhandle fred på plads. Forhandlingerne i Osnabrück og Münster ses som begyndelsen på den udvikling, der har ført til den moderne folkeret og den politiske videnskab i det westfaliske system.
Samtiden hyldede freden som en længe ventet afslutning på årtiers myrderi. Freden var til sidste del af det 18. århundrede fundamentet for de protestantiske stænderes politiske rettigheder og religiøse frihed.
I det 19. århundrede blev freden nedvurderet i Tyskland i lyset af den preussiske og senere stortyske nationalisme. Den blev set som en skændsel og ydmygelse af Tyskland; Det hellige romerske rige blev set som et værgeløst bytte mod datidens arvefjende Frankrig.
Denne vurdering blev forstærket i årene 1923-45. Hitler brugte i sin bog "Mein Kampf" både fredstraktaten og Versaillestraktaten til at begrunde anti-franske holdninger.
Senere forskning har dog vist, at traktaten var med til at sikre en ny magtbalance samt samarbejde mellem rigsstænderne, kejseren og rigets institutioner. Europæisk var de vigtigste resultater oprettelsen af de selvstændige stater Schweiz og Holland og endelig fastsættelsen af frie religionsrettigheder.
WFDY.
WFDY (World Federation of Democratic Youth) er den socialistiske verdensungdomsorganisation.
WFP.
World Food Programme ("Verdensfødevareprogrammet") er FNs Fødevareprogram, oprettet af FN og FAO i 1963.
WFP er verdens største humanitære organisation og opererer i frontlinjen af den globale kamp mod sult. Organisationen har over 10.000 ansatte og landeprogrammer i 74 lande over hele verden, hovedsæde i Rom, fire regionale kontorer og ni liaison kontorer (heraf et i København). Det er WFPs målsætning at nå ud til 108 millioner mennesker med livsnødvendig fødevarehjælp i 2009.
Historie.
WFPs grundlæggelse kan føres tilbage til en konference i FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO i 1960. George McGovern, direktøren for det amerikanske 'Food for Peace' program foreslog her at etablere et multilateralt fødevareprogram. WFP blev formelt etableret i 1963 som et treårig eksperiment, men organisationen fik sin ilddåb allerede året før. I september 1962 blev Iran ramt af jordskælv og siden fulgte en orkan i Thailand i oktober. Samtidig måtte Algeriet, der lige havde opnået uafhængighed have det internationale samfunds assistance til at genbosætte 5 millioner hjemvendte flygtninge. WFP spillede hurtigt en central rolle i at imødekomme de akutte behov for fødevarehjælp, der herved opstod og i 1965 blev fødevareprogrammet udvidet. Behovet for en organisation, der arbejder med humanitær fødevarehjælp i frontlinjen af det internationale samfund er desværre ikke blevet mindre siden.
Organisation.
Siden 1996 er WFP blevet ledet af en executive board, sammensat af repræsentanter fra 36 nationer, udvalgt af de i alt 203 lande, som er medlem af FN eller FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO. Landene vælges for en periode på tre år. WFPs executive director udnævnes af FNs generalsekretær samt FAOs generaldirektør for en femårs periode, og fungerer som chef for WFP, assisteret af fire vicedirektører. Amerikaneren Josette Sheeran blev udnævnt til WFPs 11. direktør i april 2007.
I perioden frem til 31. december 2009 udgør landene Holland, Pakistan, Peru, Fillipinerne, USA, Zambia, Belgien, Kap Verde, Indien, Iran, Rusland og Sverige WFPs bestyrelse. Bestyrelsen har som opgave at fastlægge WFPs overordnede strategi og gennemgå fødevarepolitikker, programmer og administration, samt fremlægge WFPs aktiviteter og programmer for det kommende år.
Mandat.
WFPs strategiske mål er beskrevet i den strategiske plan, der er gældende for fire år ad gangen. Den seneste plan, vedtaget af bestyrelsen i 2008, markerer et historisk skifte for WFP fra primært at være en nødhjælpsorganisation, der indkøber og administrerer uddelingen af fødevarer, over mod en organisation, der effektivt udvikler mere sofistikerede og langsigtede løsninger og værktøjer i indsatsen mod sult. Der lægges nu stor vægt på WFPs rolle i forhold til fødevaresikkerhed og hovedmålet defineres omkring at reducere udviklingslandenes afhængighed og støtte lokale myndigheders kapacitet til selv at kunne udvikle fødevaresikkerheden og effektivt imødegå risici der er forbundet til klimaændringer, naturkatastrofer, krige og prisudviklingen på verdensmarkedet.
1. At redde liv og beskytte lokalsamfund i nødsituationer.
2. At forhindre sult og investere i katastrofeberedskaber og andre forebyggende foranstaltninger.
3. At genopbygge de lokalsamfund, der har været udsat for katastrofer og konflikter.
4. At reducere antallet af mennesker, der er ramt af kronisk sult og underernæring.
5. At bistå regeringer med at styrke landets kapacitet til at reducere sult, blandt andet ved at stimulere det lokale landbrug.
WFP finansieres udelukkende gennem frivillige bidrag – med regeringer som de primære donorer, men også den private sektor, fonde og individuelle bidragydere er vigtige samarbejdspartnere. I 2009 er budgettet for at nå de mest presserende behov i den globale indsats mod sult på over 6 milliarder US$ svarende til 31.4 milliarder kroner
Programmer.
Arbejdet med de langsigtede løsninger på verdens komplekse sultproblemer har gjort at WFP historisk har flyttet sig fra at være en traditionel nødhjælpsorganisation, baseret på overskudsproduktion, til også at operere med udviklingsprogrammer, fødevaresikkerhed og klimaforandringer. Over halvdelen af donationer til WFP består nu af penge, der bruges til at opkøbe fødevarer fra markeder i nærområderne til de store indsatslande.
Humanitær fødevarehjælp.
Et verdensomspændende logistikkapparat gør at WFP hurtigt og effektivt kan respondere med livsvigtig fødevarebistand til lande der rammes af kriser, krige og katastrofer. Samtidig arbejder WFPs landeprogrammer på monitorering af fødevaresikkerhed i mange af verdens fattigste og mest usikre lande. Herigennem opbygges også et vigtigt beredskab i indsatslandenes lokalsamfund til selv at kunne respondere på nødssituationer, hvilket bidrager til en mere effektiv genopbyging.
Hvad enten mennesker flygter fra krig, tørke eller naturkatastrofer er sult ofte det første problem der rammer dem og WFP arbejder tæt sammen med myndighederne i indsatslandene og i regionerne om fødevarehjælp.
WFPs analyser af fødevaresikkerhed er opbygget omkring et netværk af 120 specialister som er udstationeret i verdens brændpunkter. En kortlægning af fødevaresikkerheden er en grundpræmis for alle landeoperationer og sammenfatter den viden, der er nødvendig for at WFP kan definere strategier for implementering i samarbejde med regeringer og andre samarbejdsparter. Programmerne kan være humanitær fødevaredistribution til internt fordrevne, skolemadprogrammer, Mad for Arbejde eller mere innovative interventioner som pengeoverførsler eller kuponprogrammer, hvis fødevarer er til rådighed på lokalmarkedet men for dyre at købe. Gennem monitorering af udviklingen i indsatslande med tilbagevendende kriser kan WFP umiddelbart vurdere, hvad der er behov for når en krise bryder ud.
WFP har et vigtigt og tæt samarbejde med sine partnere og alle operationer implementeres i samarbejde med regeringsmyndigheter, det øvrige FN system såsom FAO, UNHCR, UNICEF og WHO samt lokale og internationale organisationer. WFP samarbejder med over 2800 implementerende NGOer. Desuden samarbejder WFP med videns- og reseachinstitutioner og universiteter samt den private sektor med virksomheder indenfor logistik, fødevarer og andre kerneområder i relation til mandatet.
I 2008 var Sudan WFPs største modtager af humanitær fødevarebistand. 6 millioner mennesker fik mad fra WFP i landet, mange af disse internt fordrevne flygtninge.
Udviklingsprojekter.
En bred vifte af programmer bruger fødevarer som incitament til udvikling. Skolemadsprogrammerne er her langt de mest velkendte. Et måltid mad i skolen fungerer både som forældrenes incitament til at investere i deres børns uddannelse og som en vigtig forudsætning for at sikre børnenes indlæringsevne. Skolemåltiderne medvirker til at børnene kan koncentrere sig om at lære, frem for at tænke på det næste måltid mad.
Skolemad.
WFPs skolemadsprogrammer sikrer skolebørn et næringsrigt måltid mad hver dag. Skolemåltidet indeholder de nødvendige næringsstoffer for at et barn kan udvikle sig og tilegne sig viden og derigennem udnytte sit fulde indlæringspotentiale.
WFP ser uddannelse som et vigtigt værktøj til bekæmpelse af fattigdom, sult og diskriminering. De indsatslande, der rangerer lavest på fødevaresikkerhed har oftest også en lav skolesøgning og et flertal af befolkningen gennemfører ikke et grundskoleforløb. Der er også en klar sammenhæng mellem uddannelse og indtægt senere i livet. Op mod 59 millioner skolebørn går sultne i skole i udviklingslandene og 23 millioner af disse bor i 45 forskellige afrikanske lande. Sult har en negativ effekt på udviklingen af hjernen og begrænser et barns muligheder for at gennemføre en uddannelse.
WFPs ”mad for uddannelse” har som mål at forbedre fremmødet i skolen, særligt for piger. På skoler hvor WFP finansierer skolemåltider er der i gennemsnit 28 procent flere piger og 22 procent flere drenge som skrives in allerede i løbet af det første år med skolemadprogrammer.
I løbet af de sidste 45 år har 28 land afsluttet skolemadprogrammer fra WFP, og i et flertal af disse lande har myndighederne sidenhen overtaget og videreført projekterne.
Mad for arbejde.
Fødevarer bruges også som incitament i Food For Work programmerne, hvor et udviklingsprojekt defineret af lokalsamfundene realiseres via lokal arbejdskraft. Lønnen består af en basisforsyning af fødevarer der kan brødføde familien.
Rationalet bag Food for Work er tilsvarende at bekæmpe fattigdom og sult gennem beskæftigelse. Projekterne gør det muligt for de mest sårbare at tage det første skridt ud af en ond cirkel af fattigdom og sult ved at bygge på de resourcer der er til stede i lokalsamfundene. De fattigste bliver tilbudt fødevarerationer som løn for det arbejde de udfører på projekter som de selv har været med til at prioritere. Det er som oftest genopbygning af infrastruktur, veje og vandforsyning. En række projekter tilbyder også fødevarerationer som betaling for den tid de fattige bruger på at tilegne sig nye færdigheder, der med tiden kan lede til et job, eller en selvstændig forretning.
Sult.
FAOs seneste fremskrivning viser at 1.02 milliarder mennesker vil være ramt af sult og underernæring inden udgangen af 2009. Det svarer til at næsten hver sjette verdensborger hver dag spiser for lidt til at kunne leve et aktivt og sundt liv. Faktisk er sult og fejlernæring verdens største sundhedsrisiko – og samlet set større end HIV/AIDS, malaria og tuberkulose
Blandt hovedårsagerne til sult i verden i dag er naturkatastrofer, konflikter og krige, foruden fattigdom generelt, kombineret med en underudviklet landbrugssektor og rovdrift på miljø og naturressourcer. En nyere faktor er de seneste års globale finansielle krise, der har skubbet endnu flere ud i fattigdom og sult i verdens fattigste lande.
Foruden den åbenlyse sult, som resultat af at kroppen ikke får nok mad, er der også den skjulte sult, forårsaget af fejlernæring, som medfører et ringere immunforsvar og øger risikoen for infektionssygdomme. På længere sigt forhindrer det en normal fysisk og mental udvikling, reducerer arbejdsdueligheden og forøger risikoen for en tidligere død.
Sult er ikke kun en byrde for det enkelte individ. Sult udgør en næsten uoverstigelig samfundsøkonomisk omkostning for udviklingslandene. For hvert barn, der forhindres i at realisere sit fulde fysiske og mentale potentiale på grund af kronisk sult og fejlernæring, vurderer økonomer at det koster en realnedgang i indkomsten over et helt liv på fem til ti procent.
FNs 2015 Mål har sat en halvering af verdens sultende øverst på den internationale dagsorden. Men hvor udryddelsen af kronisk sult så gode fremskridt op gennem 1980erne og første halvdel af 1990erne, er det langsomt men sikkert gået den modsatte vej i det seneste tiår.
Underernæring.
En underernæret person fører en daglig kamp for at opretholde kroppens normale funktioner som for eksempel at vokse og kunne modstå sygdomme. Fysisk udfoldelse bliver svært og indlæringsevnen nedsat. Kvinder løber en større risiko ved graviditet og fødsel og når barnet er født bliver det ofte problematisk at producere nærende modermælk.
Når en person ikke får mad nok, eller får den forkerte mad, lurer risikoen for fejlernæring lige om hjørnet og ofte med sygdom til følge. Selv hvis en person får nok at spise kan fejlernæring følge af at maden ikke indeholder vitaminer og mineraler i den mængde og sammensætning, der skal til for at møde det daglige ernæringsbehov.
Fejlernæring i en tidlig alder forårsager ringere fysisk og mental udvikling gennem hele opvæksten. Der er 147 millioner førskole børn, som lider af kronisk fejlernæring (SCN rapporten, World Nutrition Situation) i udviklingslande. Samme rapport påviser at jodmangel globalt set er den største enkeltstående årsag til mental retardering og hjerneskade.
Underernæring påvirker indlæringsevnen og studier har påvist at det ofte fører til lavere indkomst i voksenlivet. Underernæring medfører også at kvinder føder undervægtige børn.
De første to leveår er de mest kritiske for indsatsen mod underernæring, der kan forårsage uoprettelig livslang skade. WFP fokuserer derfor på de tidligste livsfaser inklusive graviditeten, hvor moderen har brug for ordentlig ernæring til barnets første 24 måneder og hvor WFP assisterer med livsnødvendige vitaminer og mineraler.
At undgå fejlernæring handler om at sikre såvel kvaliteten som kvantiteten af den daglige kost og sikre at den nødvendige sundhedspleje er til rådighed. WFP bekæmper fejlernæring både ved at uddele de rigtige fødevarer til fejlernærede mennesker, men arbejder i lige så høj grad gennem strategier for at forebygge at fejlernæring sker.
Whisky.
Whisky er en alkoholisk drik, der fremstilles på basis af korn.
Whisky, Whisk"ey" og Bourbon.
Etymologisk stammer ordet "whisky" fra det walisiske ord med samme betydning: "wysgi". Navnet er afledt af det skotsk gæliske ord "uisge beatha" (livets vand).
Whiskyens historie.
Produktionen af whisky startede i regioner med korn som en vigtig afgrøde og bryggede øl). (Produktionen af brandy skete i regioner, der producerede vin). De første spor af destillerier går helt tilbage til det 13. århundredes Kina, hvor whisky blev betragtet som medicin, der skulle kunne kurere alle sygdomme. Det blev her både indtaget og gnedet ind i huden.
Fremstilling.
Tønder med whisky på Auchentoshan Distillery.
Whisky fremstilles af fermenteret byg, rug, hvede eller majs, der destilleres. Maltwhisky er lavet af byg og har en udpræget røgsmag, da bygmalten røges over tørv inden brygningen.
Whisky er øl, der destilleres. Det er kun 30-40% af destillatet, der bruges til whisky. Det første hældes bort, da det indeholder "fusel" og forskellige andre ubehagelige organiske forbindelser. Det sidste har for lav alkoholprocent til whisky og hældes over enebær og sælges som gin. Whiskyen opbevares på fade "casks" af egetræ.
Ud over de traditionelle aftapninger sælger destillerierne også "uafhængige aftapninger". Det er whiskykøbmænd, der køber et eller flere fade hos destillerierne, og opbevarer dem og sælger dem, som de vil. Det er derfor et anderledes produkt end standardproduktet.
En whisky skal være på 40% og mindst tre år gammel for at kunne kaldes for whisky. Når den kommer fra fadet er den ofte på 50-60% "Cask strength" og fortyndes ofte ned til 42%-46%.
Under lagringen trænger væske - herunder alkohol - ud gennem porerne i træfadene. Denne del som udgør op til 1½-2½% årligt betegnet som "angel's share" ("englenes andel"). Udtrykket stammer fra cognac og armagnac-distrikterne.
Farven på whisky kan være justeret med karamel (E150), og whiskyen kan være koldfiltreret. Det vil sige, at den har været kølet ned for at fjerne urenheder. Koldfiltreringen blev indført efter at amerikanerne havde returneret whisky fordi de troede, at der var noget galt med whiskyen, der var uklar ved kølig opbevaring pga fortætning af olierne i whiskyen. En del af de stoffer, der frasorteres, er smagsstoffer (olier). Dvs. at filtreringen fjerner en del af smagen. Derfor er mange begyndt at aftappe whiskyen uden koldfiltrering. For at undgå at whisky bliver uklar (cloudy) aftappes den ved højere alkoholprocent (46+ procent)
Lande og regioner.
I dag fremstilles whisky især i Skotland, Irland, USA og Canada, men der fremstilles også whisky i andre lande, eksempelvis: Japan, Indien, Pakistan, Sverige og Danmark.
Whiskyen er røget og fyldig; den varierer meget bl.a. pga. områdets uensartethed, alsidige fremstillingsmetode og materialevalg
Smager mindre røget, gæret og saltet end i de fem andre regioner.
En lille ø ud for Skotlands vestkyst med otte destillerier. Whiskyen får en speciel mineralsk, røget og maltet smag.
Tidligere det primære distrikt, men med kun tre destillerier tilbage.
Regionen gennemskæres af floden Spey som både giver navn til regionen og vand til destillerierne; whiskyen er fyldig og mildere.
Isle of Arran, Orkney, Mull, Jura og Skye ligner, men må ikke forveksles med Islay.
Irsk whiskey fremstilles i dag på få destillerier og er altid destilleret tre gange.
Amerikansk whiskey fremstilles især på majs, og opdeles i flere typer (fx Bourbon)
Smag.
"Smag kan ikke diskuteres", hedder det i et gammelt ordsprog. Mange har forsøgt at definere en god whisky på baggrund af smagssansen. I beskrivelsen er der desuden reference til duft af urter, blomster, frugter, tang, medicin, kemikalier og diverse andre dagligdags sanseindtryk.
Der er udbredt enighed om, at en god whisky skal være rund, men gerne med "bid" og kraftig eftersmag. Det opnås bl.a. ved lagring i en årrække. De fleste af de positivt omtalte produkter er mindst 12 år på aftapningstidpunktet. Der er dog en grænse for (40%), hvor gammel en whisky kan være på aftapningstidspunktet, idet alkoholprocenten bliver svagere i løbet af lagringen. Da en whisky ikke udvikler sig på flaske, har det kun historisk betydning, hvornår den er aftappet.
Whist.
Whist er et kortspil, som spilles af fire spillere, der er makkere to og to. Whist opstod i England i 1700-tallet som en videreudvikling af ruff and honours, og spillet er via biritch og bridge-whist forløber for bridge. Ligeledes har Spades og det avancerede danske spil Beyond også sine rødder fra Whist.
I Danmark spilles whist i to former: Dansk whist, der spilles uden trumf, og Es-makker whist, hvor der meldes et bestemt antal stik.
Engelsk whist.
I den oprindelige engelske udgave af whist er der 4 spillere, og der spilles med faste makkerpar. Makkerne i de to par placeres overfor hinanden. Formålet med spillet er at tage mindst 7 stik sammen med sin makker.
Kortgivningen.
Der spilles med 52 kort uden joker, og hver spiller får 13 kort. Kortene gives med uret, startende med spilleren til venstre for kortgiveren (forhånden). Giverens sidste kort lægges på bordet med billedsiden op og angiver trumf.
Spillet.
Forhånden spiller ud til første stik. De øvrige spillere lægger efter tur hver et kort på bordet, disse fire kort udgør et stik. Der skal bekendes kulør. Hvis man er renonce i en farve (ikke kan bekende kulør), må man kaste af i en anden farve eller trumfe. Stikket vindes af det højeste kort i den udspillede farve, eller den højeste trumf. Efter at de 13 stik er blevet spillet, vinder parret, der har opnået de fleste stik.
Regnskabet.
Det vindende makkerpar får et point for hvert stik, de har taget udover de første seks stik; kaldet bogen. Der spilles til fem point. Det kan godt tage flere spil at få fem point.
Dansk whist.
I Dansk whist er der 4 spillere, og der spilles med faste makkerpar. Makkerne i de to par placeres overfor hinanden. Der spilles uden trumf og jokere. Spillet indeholder fire meldinger: grandi, solo-nolo (sol), grand og Nolo. Medmindre der er meldt grandi, er det spilleren efter kortgiveren, der har udspillet.
Meldinger.
De fire meldinger er placeret nedenfor i den rækkefølge, de slår hinanden. Grandi er den stærkeste melding, mens nolo er den svageste melding. Hvis samtlige spillere passer, spilles der en pasnolo.
Regnskabet.
Dansk whist er et nulsumsspil, dvs. at der tages lige så mange point fra taberen, som der gives til vinderen. Pointene skal altid give 0, hvis de lægges sammen.
Esmakker whist.
Esmakker whist er en udvidelse af den klassiske whist baseret på træk fra skærvindsel.
Der er 4 spillere, og der spilles ikke med faste makkerpar; spilførerens makker findes i stedet ved, at han/hun vælger en spiller med et es i en anden farve end trumffarven som makker.
Kortgivningen.
Der spilles med 55 kort, dvs. et spil kort plus tre jokere. I første spil er spilleren mod syd kortgiver, i de efterfølgende spil skiftes spillerne efter tur til at være kortgiver. Turen går altid med uret rundt om bordet. Kortene deles ud med 13 til hver. De resterende tre kort udgør en talon (også kaldet "katten"), som lægges på midten af bordet med billedsiden nedad (kaldes for katten). Fra de tre kort kan spilføreren bytte sine kort fra. Når der byttes kort er det enten alle tre kort eller ingen man bytter. Hvis der er flere der er "gået med" på en nolo-melding, kan den næste så bytte de kort vinderen af meldingen havde.
Der kan eventuelt spilles med jernhånd, som er en melding en spiller kan påberåbe hvis denne får tildelt 13 kort, hvor der hverken forefindes billedkort eller jokere eller esser. Jernhånd meldingen-betyder at spillet genstartes. Spilleren kan selvfølgelig også vælge at spille kortene.
Meldeforløbet.
Forhånden (spilleren efter kortgiveren) afgiver første melding, hvorefter den næste spiller enten stikker denne melding eller melder pas. Melder denne spiller pas skal den næste ved bordet enten slå meldingen eller passe. Men slår en spiller meldingen, så skal spilleren efter kortgiveren have mulighed for at slå den nye melding, tage den i baghånden eller passe. Hvis der er meldt vip, har de som ikke har passet mulighed for at "gå med" i vippen. Melderunden fortsætter bordet rundt, indtil der er fundet en/flere vindere af meldingen. Hvis alle har meldt pas genstartes runden.
Meldingerne angiver enten, hvor mange stik spilleren regner med at kunne vinde sammen med en makker, eller at han regner med at kunne undgå stik (nolo). Spilføreren bestemmer trumffarven og udpeger, hvem han vil have til makker ved at nævne et es i én af de øvrige tre farver. Makkeren afsløres først, når makkeresset bliver spillet. Esmakkeren skal spille esset første gang dets farve spilles ud. Spilføreren kan også tage sig selv til makker ved at nævne et es, han selv har på hånden. Man kan også risikere at få makkeresset i katten og dermed blive selvmakker.
Meldingernes rækkefølge.
I stikspillene angiver meldingerne, hvor mange stik man skal tage. Meldingerne kan enten være en ren talværdi fra 7-13 eller have et påhæng (lyd på), der præciserer meldingen. Der er fem forskellige påhæng: Stærke (spar), gode (klør), trumfløse/sans (uden trumf), halve og vip (tourné). Der er ikke enighed om rækkefølgen af meldingerne blandt es-makker whist-spillere, men gode er altid bedre end stærke. Mange "skoler" anerkender dog ikke meldingen stærke.
Påhæng.
Stærke: Trumfspil i spar. Spilføreren må bytte fra katten.
Gode: Trumfspil i klør. Spilføreren må bytte fra katten.
Trumfløse/sans: Uden trumf. Spilføreren må bytte fra katten.
Halve: Makker bestemmer trumffarven (skal være forskellige fra kuløren af makker-esset) og vedkommende må bytte fra katten. Hvis makker-esset ligger i talonen, så er man selvmakker og bestemmer selv trumf og må selv bytte fra katten.
Vip: Trumffarven fastsættes ved at vende (vippe) kortene i talonen et ad gangen, indtil spilføreren accepterer trumffarven eller vender det tredje kort. Dem som er med i vippen skiftes til at sige, om de vil stoppe eller ej (i tilfælde af at alle tre kort vippes, og ingen accepterer trumffarven er det ham som sidder sidst der får meldingen). Hvis der stoppes ved en joker, spilles der uden trumf. Trumf må godt være samme kulør som makker-esset, idet der er meldt es, inden der vippes. Spilføreren må bytte fra katten.
Hvis man får meldingen uden påhæng, skal man både bestemme makker-es og trumf. Makker-esset må ikke være samme farve som trumf, men det må godt være et es man selv har (selvmakker).
Efter at man har bestemt trumf og makker, får man muligheden for at bytte tre kort med de tre kort i katten.
Hvis vinderen af meldingen efter at have byttet ikke har noget kort i makker-es kuløren, skal vedkommende have mulighed for at vælge et kort fordækt (dette skal gøres inden det første kort er spillet ud), men man behøver ikke at gøre det. Hvis man ikke gør det kan man ikke spille ud til makker-esset. Hvis man gør det, så skal kortet lægges med billedsiden nedad, og gælder nu som samme kulør som makker-esset.
Nolo-meldinger.
Der er også fire nolo-meldinger: sol, ren sol og bordlægger og ren bordlægger. Alle nolo-meldinger er solospil (uden makker) og uden trumf.
Sol: Melderen må tage ét stik. Får han flere har han tabt og spillet afbrydes.
Ren sol: Melderen må ikke få stik.
Bordlægger/oplægger: Melderen må tage ét stik og skal efter første udspil lægge sine kort åbent på bordet, så modspillerne kan spille efter dem.
Ren bordlægger/oplægger: Melderen må ikke få stik og skal efter første udspil lægge sine kort åbent på bordet, så modspillerne kan spille efter dem.
Sol rangerer mellem 9 og 9 med påhæng, mens ren sol rangerer mellem 10 og 10 med påhæng. Bordlægger lægger rangerer mellem 11 og 11 med påhæng, mens ren bordlægger rangerer mellem 12 og 12 med påhæng. Når der bliver meldt sol eller ren sol har spillere, der endnu ikke har meldt pas mulighed for at "gå med" (indenfor visse "skoler" er der også mulighed for at "gå med" på bordlægger og ren bordlægger). Det vil sige, at de spiller samme type nolo som den første melder.
Spillet.
Efter meldingen starter selve spillet ved at spilleren efter kortgiveren foretager et udspil. Der skal bekendes kulør, ellers kan man trumfe. Man kender ikke sin makker i starten af spillet, men det bliver afsløret, så snart makker-esset kommer på bordet. Der spilles kort efter tur. Når en tur er spillet, får den der spillede det højeste kort stikket. Hvis der er trumfet er det den med den højeste trumf, der får stikket, og dermed retten til at starte næste tur. En joker i udspillet kan godt trumfes.
Modspillerne skal prøve at vælte meldingen ved at forhindre parret med meldingen i at få det antal stik, som meldingen angiver. Melderen og hans makker skal selvfølgelig forsøge at få mindst lige så mange stik, som medlingen lyder på.
Regnskabet.
Es-makker er et nulsumsspil, dvs. at der tages lige så mange point fra taberen, som der gives til vinderen. Pointene skal altid give 0, hvis de lægges sammen.
Whitehall.
Whitehall er en gade i London, hvor de fleste regeringsbygninger ligger.
Den løber fra Trafalgar Square til Parliament Square.
I en af sidegaderne — Downing Street — bor den britiske premierminister i nr. 10
Palace of Whitehall.
Gaden er opkaldt efter "Palace of Whitehall", der var de engelske kongers hovedresidens fra 1530 til 1698.
Det meste af Whitehall brændte i 1622. Indtil branden havde paladset over 1.500 rum. Dermed var Whitehall det største palads i Europa - større end Versailles og Vatikanet.
WHO.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO ("World Health Organization") er et FN-organ til varetagelse af international sundhed oprettet 7. april 1948. Den har hovedsæde i Geneve i Schweiz.
Kontorer.
WHO er fordelt på nogle kontorer over de forskellige regioner således, at det europæiske regionalkontor ligger i København i Danmark, regionalkontoret for Nord- og Sydamerika ligger i Washington i Nordamerika, regionalkontoret for det østlige Middelhavsområde ligger i Cairo i Egypten, regionalkontoret for Afrika ligger i Brazzaville i Congo, regionalkontoret for Sydøstasien ligger i New Delhi i Indien og regionalkontoret for det vestlige Stillehav ligger i Manila i Filippinerne. Herudover findes et utal af kontorer - et i hvert medlemsland.
Medlemskab.
Der er 193 lande med i WHO’s medlemskab, inklusiv EU's lande undtaget Liechtenstein og 2 ikke FN-relaterede nationer som er Niue og Cooks Island. Områder som ikke er FN-medlemmer kan komme med som "ledsagende" medlemmer, som får fuld information, men som ikke har har myndighed eller stemmeret i rådet.
Ledelse.
WHO er styret af World Health Assembly, der har 193 medlemmer. World Health Assembly er sammensat af repræsentanter fra WHO's medlemslande. Alle medlemmerne i WHO udpeger delegationer til World Health Assembly. Dvs. at World Health Assembly er WHO's besluttende organ. Deres hovedmål er at afstikke retningslinier og planlægge WHO's programmer, herunder udarbejde de økonomiske rammer og budgetter for organisationer, samt i øvrigt besvare og forholde sig til de politiske spørgsmål, der vedrører organisationens virke. WHA mødes hvert år i maj for at udpege en formand der vil sidde der 4-5 år. Rådet udpeger 32 medlemmer, der bliver samlet i et eksklusivt råd, der skal være med til at råde og drage beslutninger om hvordan de forskellige ting skal bestemmes.
Siden 9 november 2006 har Margaret Chan været generalsekretær for WHO.
Mission.
WHO’s mission er at sørge for den bedst mulige sundhed for mennesker. Sundhed er defineret som en tilstand, baseret på at dem, der støttes af WHO's indsats, har det godt fysisk, psykisk, mentalt og opnår en ønsket form for velvære, samtidig med at WHO skal medvirke til at helbrede og forebygge sygdomme, uønsket svækkelse og svagelighed. Med andre ord er WHO en organisation, der skal sørge for at folk har det godt på alle måder. Når organisationen sender medarbejdere ud til lande med stor nød, så er det deres primære mål ikke kun at sørge for indbyggernes sygdomme og svageligheder, men også at sørge for, at når de tager derfra igen, så har målgruppen blandt befolkningen det så godt fysisk, psykisk og mentalt, som det er muligt, samt at deres velvære er så godt som det er muligt.
Forfatning.
WHO's forfatning siger, at deres mission er at sørge for menneskenes helbred. Som deres hovedmål er at bekæmpe sygdomme og sørge for at mennesket har det godt i samfundet, over hele verdenen. Så som at koordinere international hjælp, til de steder som er ramt af infektions sygdomme som; SARS, malaria og AIDS. Ud over dette, bekæmper de også andre sygdomme ved at udlevere vaccine til dem, som har brug for det, til at forebygge sygdomme, så de kan blive udryddet mest muligt.
Indsatsområder.
Efter WHO havde bekæmpet mæslinger i en lang årrække, deklarerede WHO i 1979, at sygdommen var udryddet. Dette var den første sygdom i verdenshistorien, som var blevet udryddet. WHO har næsten leveret vaccine til alle, der er smittet af malaria og bilharziose (en sygdom som forsages af parasitter), og de regner med at have udryddet den helt om nogle få år.
Forskning.
WHO går også ind og hjælper mennesket på en anden måde end sygdomme. Disse er; psykisk, mentalt og velvære. Som tillæg til deres arbejde i at udrydde sygdomme, tager WHO sig også af kampagner, som kan være med til at hjælpe på de tre punkter nævnt herover – fx for øgningen af antallet af mennesker, som spiser vegetariansk mad, eller motivere mennesker til at mindske tobakforbruget samt research om hvorvidt magnetfeltet omkring mobiltelefonen har skadelig påvirkning på helbredet.
Kritik.
Dele af WHO's arbejde bliver diskuteret, så som rapporten af april 2003, hvor det anbefales, at sukker ikke må fylde mere end 10 % af den daglige kost, hvilket blev fremsat på baggrund af lobbyisme mod sukkerindustriens anbefalinger.
Omstændighederne omkring WHO's beslutning den 11. juni 2009 om at erklære Influenzapandemien 2009 for en pandemi var udsat for kritik.
Flere eksperter rådgav WHO om vaccinationsprogrammet samtidig med at de indirekte havde modtaget bidrag.
Således modtog det finske institut THL ledet af professor Juhani Eshola 47 millioner kroner af vaccinationsproducenten GlaxoSmithKline i 2009, mens Eshola fungerede som vaccinationsrådgiver i WHO's såkaldte SAGE-gruppe da WHO traf beslutningerne omkring epidemien.
Derudover rådgives generalsekretæren direkte af en hemmelige komite, "Emergency Committee", hvor navnene på de 18 medlemmer ikke kendes og deres uafhængighed derfor heller ikke kan afgøres af offentligheden.
Wicklow Mountains.
Wicklow Mountains er et bjergområde, som ligger i den østlige del af Irland ca. en times kørsel syd for Dublin. I 1700-tallet var Wicklow Mountains et populært tilflugtssted for modstandere af den engelske krone. I dag er området et ydet udflugtsmål for befolkningen i Dublin og området indeholder flere rekreationsmuligheder, eksempelvis lystfiskeri, rafting og vandreture.
Dele af området er fredet og inddraget i Wicklow Nationalpark. De højeste bjerge i området er Lugnaquilla på 926 m og Mullaghcleevaun på 847 m. I centrum af Wicklow Mountains ligger Glendalough dalen, hvorfra der i 1042 blev skovet tømmer til bygning af vikingeskibet Skuldelev-2 der i dag findes delvis rekonstrueret på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Den senere rekonstruerede vikingeskibskopi Havhingsten fra Glendalough sejlede i sommeren 2007 fra Roskilde via Norge og norden om Skotland til Dublin og returrejsen vil foregå i sommeren 2008. I Glendalough dalen ligger et gammelt kristent klosterkompleks, der ifølgerne krønikerne blev grundlagt af St. Kevin omkring år 600.
Wien.
Wien er hovedstaden i Østrig og samtidig én af landets 9 delstater. Den ligger i den nordøstlige del af landet ved floden Donau og har knap 1,7 millioner indbyggere, hvilket gør det til den 10. største by i den Europæiske Union.
Området, hvor Wien ligger, har ifølge arkæologiske fund været beboet allerede fra den yngre stenalder. Romerne kaldte den Vindobona, men skriftlige kilder, der bekræfter byens eksistens, findes kun fra omkring det 13. århundrede. I 1278 begyndte den habsburgske æra med sejren over Ottokar 2. af Bøhmen. Nu begyndte en fremgangstid for Wien, der fik en speciel status. I 1529 var opgangsperioden imidlertid slut, idet osmannerne invaderede området. Kampen med tyrkerne varede indtil 1683, hvor den anden invasion blev slået tilbage. Herefter begyndte en ny opblomstringstid. I løbet af det 20. århundrede med de to verdenskrige led Wien dog større tab.
I dag befolkes byen af knap 1,7 millioner indbyggere, hvoraf en sjettedel er indvandrere. Livskvaliteten for beboerne er steget markant startende i mellemkrigstidens "Røde Wien", hvor standarden for en stor del af befolkningen gik fra knebne boligforhold og småhandel til at bo anstændigt og have gode muligheder for uddannelse (blandt andet på Wien Universitet, der er et af Europas ældste), kultur og natur. Befolkningssammensætningen er efterhånden indgroet "wiensk": med basis i mange forskellige folkeslag fra det multietniske Østrig-ungarske rige.
Byen er meget kendt for sin kultur, hvilket har givet anledning til begrebet "Wiener Moderne", som betegner perioden omkring århundredeskiftet 1800/1900. I særdeleshed har musikken en stor betydning i Wien, der kaldes musikkens verdenshovedstad, idet den har huset mange berømte musikere og komponister, herunder Mozart og Beethoven. Denne status som kulturelt og politisk centrum har byen fået i kraft af, at den i århundreder var residensby for den habsburgske kejserfamilie.
Ligeledes rummer Wien mange historisk-kulturelle bygninger og områder, hvoraf byens centrum og Schönbrunn slot er kommet på UNESCOs Verdensarvsliste. Desuden huser byen kendte bygninger som kirken Stephansdom, slottet Belvedere og kejserpalæet Hofburg samt parkområdet Prater.
Wien er desuden den eneste hovedstad i verden, hvor der er en normal kommerciel produktion af vin inden for bygrænsen.
Geografi.
Wien er med et areal på 414,65 km² den mindste delstat i Østrig. Samtidig er det den eneste delstat, der ikke grænser op til et andet land, da den er afgrænset af delstaten Niederösterreich på alle sider. Grundet sin særstatus som delstat og samtidig statutarby råder Wien over det største trafik- og byggeareal af de 9 delstater i forhold til størrelsen. 11,3 % af det samlede areal er bebygget, 11,1 % er færdselsarealer og 2,2 % er banelegemer. Desuden er Wien delstaten med den største andel parkarealer, der udgør 28,4 % eller 117,76 km². Wien er også en af fire delstater, der driver vinavl. 1,7 % af arealet er således dækket af vinmarker. Skovarealet dækker 16,6 % og landbrugsjorden udgør i alt 15,8 %.
Beliggenhed.
At Wien har udviklet sig til en af Europas vigtigste storbyer kan byen blandt andet takke sin geografiske placering for. Byen ligger mellem det nordøstlige udløb af Alperne i den nordøstlige del af Wienerbækkenet. Den historiske by Vindobona opstod oprindeligt på den sydlige side af Donau, men i dag strækker byområdet sig på begge sider af floden. Wien opstod i skæringspunktet mellem de gamle færdselsårer i øst-vestlig retning (Donau) og nord-sydlig-retning (Bernsteinstrasse). Her kunne Donau let passeres, eftersom floden i Wienerbækkenet forgrenede sig i talrige flodarme med mellemliggende småøer.
Siden Jerntæppets fald i 1989 er trafik- og handelsforbindelserne til de nordlige og østlige nabolande vokset. Den geografiske nærhed til den forhenværende østblok bemærkes særligt i denne sammenhæng. Således ligger Wien for eksempel kun 60 km fra den slovakiske hovedstad Bratislava, hvilket er den korteste afstand mellem to hovedstæder i Europa.
Landskab.
Af Wiens byområde er kun en relativt lille del bebygget. Omkring halvdelen af Wiens areal er græsslette, hvoraf store dele bliver udnyttet til landbrug.
Wien rejser sig fra en 151 m over havets overflade i Lobau til 542 m, som nås på Hermannskogel. I nordvest, såvel som i den vestlige og sydvestlige del af Wien, strækker Wienerwald (Wienskoven) sig med sine høje bjerge (Leopoldsberg og Kahlenberg) og skove helt ind til byområdet. Donau løber gennem "Wienerporten", som er en snæver åbning mellem Leopoldsberg på højre bred og Bisamberg på venstre bred, på sin vej ind mod Wien. Fra Wienerwald flyder derudover talrige små floder ind i byen, hvoraf den mest kendte er Wienerfloden. Bjergene i vest går i syd over i de jernalderlige terrasser (Wienerberg og Laaer Berg). Dette samlede område bliver udnyttet til vinavl.
Den østlige del af byen er præget af flade områder omkring Moravafeltet, som benyttes til landbrug, men som dog i tiltagende grad bliver bebygget. I sydøst findes Donau-Auen Nationalpark, et landskab langs Donau, der i 1996 blev nationalpark.
Byen er som mange europæiske byer præget af den fremherskende vestenvind, som muligvis har bevirket, at beboelsesområderne fortrinsvis ligger mod vest, mens de forurenende industriområder overvejende er placeret i byens østlige del.
Byinddeling.
Wien er opdelt i 23 bydele ("bezirke"), der hver især ledes af en bezirksformand, som har væsentligt færre beføjelser end borgmesteren. Inddelingen har eksisteret i sin nuværende form siden 1954. Bydelene er indlemmet i Wien i etaper, der startede med den første tilføjelse ud over Innere Stadt med 2. til 8. bezirk, dernæst 9. til 19., hvorefter 20. til 23. blev indlemmet.
Wiens bydele (die Wiener Gemeindebezirke).
Klima.
Wiens klima er et overgangsklima med oceanisk indflydelse fra vest og kontinental indflydelse fra øst. Dette bevirker, at der er meget svingende vejr. Generelt får Wien oftest kun ringe nedbørsmængder og har lange, tørre perioder. Vinteren er i sammenligning med andre dele af Østrig mild. Den gennemsnitlige lufttemperatur målt over 30 år ligger i centrum på gennemsnitligt 11,4 °C, hvorimod den i oplandet ligger på omkring 10,2 °C. Nedbørsmængden ligger på omkring 600 mm. Der forekommer i gennemsnit omkring 60 sommerdage og 70 frostdage. Østrigs meteorologiske institut, "Zentralanstalt für Meteorologie und Geodynamik (ZAMG)", har hovedsæde i byen.
Historie.
Den første skriftlige notits om byen Wien går tilbage til det 13. århundrede med Jans der Enikels bykronik.
Urhistorie, romertid og middelalder.
Arkæologiske fund viser, at området allerede under den ældste stenalder blev benyttet, og at området ved Wienerbækkenet har været beboet siden den yngre stenalder. I Wien vidner adskillelige brandgrave men også bebyggelsesspor om bronzealderens urnemarkskultur. I Wien er hallstattkulturen fra den ældre jernalder beviselig takket være en stadig meget synlig gravhøj. Fra keltisk tid kender vi til et oppidum på Leopoldsberg og en keltisk bebyggelse med navnet "Vedunia" ("Skovbæk").
I det første århundrede e. Kr. anlagde romerne en militærlejr nær Donau, som grænsesikring af provinsen Pannonien med en tilhørende by til civile, Vindobona, hvor Wiens nuværende centrum er. Endnu i dag kan man på gadeforløbene i indre by ane forløbet af muren og gaderne i lejren. Romerne forblev i lejren indtil det 5. århundrede. Grundet den romerske legionslejrs placering i den østlige del af det vestromerske rige blev den udsat for de germanske folkevandringer og de medfølgende farer for at miste landområder.
Centrum for det tidligmiddelalderlige Wien var en bygning kaldet "Bjerggården", en handelsgård for vinavlere. Den første dokumenterede anvendelse i middelalderen findes i "Salzburger Annalen" omhandlende året 881, hvor "apud Weniam", et slag mod ungarerne, fandt sted. I denne beskrivelse er det dog ikke sikkert om slaget handlede om byen eller Wiener-floden. Med den østfrankiske konge Otto den Store's sejr over ungarerne i år 955 i Lechfeldslaget begyndte Wiens opbygning såvel som landet Østrigs.
I år 976 blev markgrevskabet Ostarrîchi under Babenbergerne indrettet i området nær grænsen til Ungarn, hvor Wien lå. Allerede i det 11. århundrede var Wien en vigtig handelsby, og i 1155 gjorde Henrik 2. af Østrig Wien til sin hovedstad. Kun et år derefter blev Østrig med det såkaldte Privilegium Minus ophøjet til et hertugdømme, og Wien blev dermed hovedsædet for hertugerne.
På vej hjem fra det tredje korstog blev den engelske konge Richard 1. Løvehjerte taget til fange af markgreve Leopold 5. i 1192 i Erdberg ved Wien og først løsladt efter betalingen af en stor sum løsepenge. Løsesummen brugtes bl.a. til at finansiere oprettelsen af det første mønthus og den første store byudvidelse. I 1221 fik Wien som den anden by i Østrig efter Enns stadsreten og fik status som ladested. Det betød, at købmænd og handlende, der kom igennem Wien, skulle udbyde deres varer, hvilket muliggjorde, at Wienbeboerne kunne blive mellemmænd i handelen og få vidtrækkende forretningsforbindelser. Derigennem kunne byen blive anerkendt som en af de absolut vigtigste byer i området.
Habsburgtiden.
Rudolf IV grundlæggeren – han grundlagde mange bygninger og konstruktioner og prægede derved byen
Med Rudolf 1.'s sejr over Ottokar 2. af Bøhmen i 1278 begyndte æraen med Habsburgernes herredømme i Østrig. I tiden omkring Luxemburg-kejserne var Prag regeringsby, og Wien stod dermed i skyggen af denne. De tidlige Habsburgere forsøgte at udbygge byen for at holde trit med udviklingen og holde gang i byen.
Rudolf 4. skaffede sig stor hæder, da han gennem en klog økonomisk politik hævede velstanden betydeligt. Især to beslutninger har givet ham tilnavnet ”stifteren”: Grundlæggelsen af Wien Universitet i 1365 og opbyggelsen af det gotiske langhus til Stephansdom. Den følgende tids arvestridigheder bragte ikke kun uro, men også økonomisk tilbagegang.
I 1438 blev Wien igen residensstad efter valget af Albrecht V som tysk-romersk kejser (valgt som kejser Albrecht II). Han er frem for alt forbundet med den store fordrivelse af og mord på Wiens jøder i 1421/22. I 1469 blev Wien et selvstændigt stift og Stephansdom en katedral med en biskop. I den svage Friedrich IIIs æra var Wien hele tiden på kejserens modstanderes side, da han ikke var i stand til at sikre den mod omstrejfende og plyndrende lejesoldater. I 1556 blev Wien endelig til permanent residensby for kejseren, efter at Ungarn og Bøhmen var blevet indlemmet i Habsburgernes suverænitetsområde.
På denne tid blev byen igen katolsk, efter ellers i forbindelse med Reformationen at have været protestantisk. I 1551 blev jesuitterne hentet til byen og opnåede hurtigt indflydelse ved hoffet. Den førende person for modreformationen var Melchior Khlesl, som fra 1598 var biskop af Wien. Da de protestantiske kirker fortrængtes ved modreformationen blev det danske, det svenske og det nederlandske gesandtskab hjemsted for de eneste protestantiske menigheder. Af disse var den danske gesandtskabsmenighed den største frem til, at der med "tolerancepatentet" i 1781 blev indført en vis religionsfrihed.
Tyrkernes belejring af Wien.
Det befæstede Wien i årene 1609-1640
I år 1529 blev Wien for første gang uden held belejret af tyrkerne. Grænsen mellem den habsburgske og den osmanniske del af Ungarn løb i næsten 200 år kun ca. 150 km øst for byen, hvilket begrænsede byens udvikling. Der blev brugt mange midler på at bygge fæstningsanlæg i stedet for mere brugbare bygninger. Disse fæstningsanlæg, som op i det 17. århundrede udgjorde det meste af bygningsindustrien, viste sig nyttige i 1683 under den anden tyrkiske belejring, da de beskyttede byen i to måneder før den tyrkiske armé måtte trække sig tilbage med uforrettet sag. Denne tilbagetrækning skete på grund af, at den polske konge Sobieskis indsatshær ændrede kampretning og dermed truede tyrkerne, så de måtte trække sig tilbage. Dette nederlag var begyndelsen til det Osmanniske Riges endeligt.
Baroktidens opblomstring.
I tiden efter den tyrkiske belejring begyndte en omfattende byggevirksomhed og opblomstring af byen. I kraft af den omfattende genopbygning af Wien blev byen hurtigt præget af barokken. Der blev bygget talrige adelspaladser, som især er forbundet med de to arkitekter Johann Bernhard Fischer von Erlach og Johann Lukas von Hildebrandt. Et omfattende byggeri skete også uden for bymurene og fra 1704 fik forstæderne deres eget befæstningssystem kaldet "Linienwall" (linjevold), som var forløberen for den nuværende Gürtelstraße.
Efter fald i befolkningstallet ved store pestepidemier i 1679 og 1713 voksede indbyggertallet støt. På denne tid blev tillige de første fabrikker grundlagt. Der blev bygget kloakker og gaderendestenene blev nedlagt, hvilket forbedrede hygiejnen markant.
Med opblomstringen af byen udviklede Wien sig snart til det vigtigste europæiske kulturcentrum med wienerklassikken som højdepunkt, anført af navne som Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert.
Kejserbyen Wien.
Under Napoleonskrigene blev Wien to gange erobret af Napoleons tropper. I 1804 blev byen hovedstad for det nye rige Kejserdømmet Østrig. Efter den 7. koalitions sejr over Napoleon i 1814/15 blev de fremtidige politiske relationer i Europa aftalt på Wienerkongressen. Bl.a. den danske konge Frederik 6. deltog heri.
Den følgende Vormärz-epoke er kendetegnet ved stærk politisk undertrykkelse og en stærk bevægelse for mere demokrati og et mere åbent samfund, men også ved den mere indadvendte og småborgerlige Biedermeier-kulturretning, som var under opblomstring. I denne periode begyndte industrialiseringen også for alvor og i 1837 blev den første jernbanestrækning åbnet.
Ideerne bag den franske februarrevolution, 1848, bredte sig også til Wien og den 13. marts brød Martsrevolutionen ud. Det tvang kansleren Fyrst Metternich til at gå af, og den 6. oktober udbrød derefter Wiener Oktoberrevolutionen. Det kejserlige militær besejrede dog i sidste ende de revolutionære bevægelser, der kæmpede for indførelse af demokrati.
I 1850 blev byens areal forøget, idet forstæderne indenfor linjevolden blev indlemmet og opdelt i bezirke. Nu blev de gamle bymure om Innere Stadt i 1858 revet ned og erstattet af den nuværende Ringstraße (Wien), og Wien blev arkitektonisk præget af en såkaldt "ringgadestil", som blandt sine arkitekter havde danskeren Theophilus Hansen, der bl.a. tegnede parlamentsbygningen og musikforeningsbygningen. Denne nybyggerperiodes højdepunkt var verdensudstillingen 1873. Fremgangen standsedes snart efter af et børskrak.
Efter den store oversvømmelse i 1830 havde der været overvejelser om en regulering af Donau. Den blev dog først gennemført mellem 1868 og 1875. Donaus mange forgreninger blev gravet op, og floden omdannet til en snorlige hovedstrøm ved siden af byen. Forgreningen, der førte til den indre by, blev gjort smallere og bærer nu navnet "Donaukanal".
Indbyggertallet voksede stærkt ved tilstrømning fra den øvrige del af riget.
Den mest kendte borgmester fra kejsertiden er Karl Lueger, en karismatisk kristensocialist, som beklædte embedet fra 1897-1910 og er kendt for både praktiske kommunalreformer og brutal antisemitisme.
Wien gamle by må vige. Neoklassisistiske lejlighedskomplekser fra år 1900 (her i baggrunden) ændrede de tidligere forstæders landsbykarakter.
På denne tid oplevede Wien sit foreløbig sidste kulturelle højdepunkt med perioden kaldet "Wiener Moderne". Perioden er ikke mindst forbundet med kunstnerforeningen Wiener Secession, som gjorde Wien til centrum for jugendstilen. Inden for musikken opstod "Anden Wienerskole". Midt i denne frugtbare kulturelle atmosfære blev psykoanalysen stiftet af Sigmund Freud.
I 1880'erne og 1890'erne var Wien den største tysktalende by, og efter London den andre største by i Europa. To millioner indbygger passeredes flere år før Berlin og Paris opnåede dette indbyggertal. Som mest (omkring 1914) hade Wien 2,2 til 2.3 millioner af Donaumonarkiets omkring 50 millioner indbyggere. Hved 1914 hade dog såvel Berlin og Paris vokset endnu mere.
Første verdenskrig, første republik.
Krigshandlingerne i 1. verdenskrig truede ikke umiddelbart Wien, men på grund af den langvarige krig opstod en forsyningskrise. Krigens afslutning betød opløsning af Østrig-Ungarn og dermed slutningen på Wiens tid som kejserresidens. Den 12. november 1918 blev republikken udråbt i parlamentet.
Fra at have været centrum i et storrige med mere end 50 millioner indbyggere blev Wien, der dengang havde ca. 2 millioner indbyggere, nu en alt for stor hovedstad til et lille, fattigt land med ca. 6 millioner indbyggere. Arbejdsløshed, fattigdom og sult blev følgen. I bl.a. Danmark, Schweiz og Portugal modtog et stort antal familier børn fra Wien til pleje i kortere eller længere tid. Disse såkaldte wienerbørn opretholdt gennem mange år forbindelserne til fx deres danske plejeforældre, forbindelser som i mange tilfælde er fortsat af de senere generationer.
I 1922 blev Wien udskilt fra Niederösterreich og blev en selvstændig delstat. En af grundene var (udover at man frygtede Niederösterreichs dominans i den nye småstat) forskellen mellem den socialdemokratiske byregering og den kristendemokratiske delstatsregering.
En byregering ("Røde Wien") blev international anerkendt for sit sociale pionerarbejde. Der etableredes et solidt socialt sikkerhedsnet og opførtes i stor udstrækning kommunale boliger til arbejderne.
Den første republiks økonomiske og politiske ustabilitet medførte en politisk kamp i parlamentet, i medierne, i de politiske organisationer og ved talrige demonstrationer for og imod den konservative regerings beslutninger. De kulminerede i 1934 med, hvad socialdemokratiet kaldte "militærregeringens borgerkrig mod folket" og regeringen kaldte socialdemokraternes "februaropstand". Der fulgte fire år med kristendemokratisk, fascistisk diktatur (Stænderstaten), der lagde Wien direkte under regeringen og nedlagde den selvstændige byforvaltning.
I 1938 lod den østrigskfødte tyske rigskansler Adolf Hitler, som var kommet til magten i 1933, hæren marchere ind i Østrig og erstattede derved det fascistiske styre med et nationalsocialistisk styre.
Wien under nationalsocialismen.
Hitlers politik, der indebar en stærk forfølgelse af jøderne, faldt i god jord i Wien, da man her i flere århundreder og især siden begyndelsen af det 20. århundrede havde anvendt antisemitismen politisk. Umiddelbart efter den tyske indmarch begyndte ariske wienere spontant at true, plage og udplyndre jøder samt uddrive dem fra deres huse. Af de knapt 185.000 jødiske wienere blev ca. 120.000 tvunget til emigration, ca. 60.000 blev myrdet, og kun 5.243 overlevede verdenskrigen.
Byforvaltningen blev ændret, så der dannedes et "Stor-Wien" med et 3 gange så stort areal som tidligere.
Den 17. marts 1944 begyndte luftangrebene mod Wien. Under dem blev over en femtedel af byen ødelagt. Stephansdom, der ellers havde undgået luftangrebene, brød i brand, dog ikke som følge af kamphandlinger men derimod efter en plyndring. I april 1945 blev Wien erobret af den sovjetiske hær ved "Wienoffensiven", som varede otte dage.
Besættelse, anden republik, genopbygning.
Få dage efter krigens afslutning sørgede sovjethæren for at etablere et nyt bystyre. Også de politiske partier gendannedes. Først i efteråret 1945 lod Sovjetunionen militær fra de øvrige allierede, USA, Storbritannien og Frankrig nå Wien. Den blev indtil 1955 en firesektorby. I 1. bezirk, der ikke var fast tildelt én af de fire besættelsesmagter, gik magten på skift hver måned.
På Schwarzenbergplatz, der i 1945–1956 hed "Stalinplatz", rejste den Røde hær i 1945 et krigsmindesmærke. Det afsløredes den 19. august 1945 og vedligeholdes af bystyret. Dets forbliven er garanteret i den østrigske Statstraktat.
Efter krigen fulgte i Wien, som overalt i Vesteuropa, et enestående økonomisk opsving.
Den 15. maj 1955 fik Østrig igen sin fulde frihed med den Østrigske Statstraktat. De sidste besættelsestropper forlod landet i oktober 1955. Den 26. oktober 1955 vedtoges derefter loven om Østrigs stedsevarende neutralitet. Denne dag er Østrigs nationaldag.
Fra Ungarnsoprør til nutid.
I slutningen af 1956 modtog man i Wien mange ungarere, der efter det mislykkede oprør mod det kommunistiske regime var flygtet mod Vesten. Ligeledes ankom mange tjekkere og slovakker i 1968, som havde forladt det daværende Tjekkoslovakiet efter den sovjetiske indmarch og afslutning på foråret i Prag. Først fra november 1989 blev Wien et naturligt rejsemål for borgerne i de nævnte lande.
Donaubyen Wien med Donaus hovedstrøm
I 1957 fik Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) sit hovedsæde i byen (som første internationale organisation efter 1945). Fra 1965 har Wien desuden været hovedsæde for OPEC. I 1961 fandt et topmøde mellem den amerikanske præsident John F. Kennedy og den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov sted i byen. I 1980 blev det internationale center i Wien (det tredje embedssæde i FN) åbnet. Her har, foruden IAEA, UNIDO og UNODC til huse. Tilsammen trak alt dette Wien hen imod en position som by for kongresser og forhandling i konfliktsituationer.
I 1964 afholdtes i Wien en international haveudstilling på et område, der tidligere var losseplads på den venstre bred af Donaufloden, og med det nye Donautårn som vartegn. I 1986 blev der, hvor der tidligere var oversvømmelsesområde, gravet en ny Donaukanal ved siden af Donau, og den derved opståede Donau-ø har udviklet sig til et foretrukkent sted for rekreative aktiviteter. Sidst i det 20. århundrede blev en skyline på begge sider af Donau opbygget med højhuskvarterer.
Infrastrukturen i byen forbedredes ved bygning af undergrundsbanen, der erstattede bybanen fra omkring år 1900 og som dækkede nye kvarterer af byen. Første delstrækning af U1 blev åbnet i 1978.
Demografi.
Befolkningstallet i Wien toppede i 1916 efter en længere tids tilvækst. Tilvæksten skete på trods af barske vilkår for de tilflyttende, men forholdene blev dog gradvist forbedret, især med store tiltag under Røde Wien, og byen har i dag gode forhold, også i forhold til uddannelse, transport, sundhed, kultur og natur. Efter 1916 skete der befolkningsfald pga. krigs- og efterkrigstiderne og Wall Street-krakket og depressionen i 1930'erne.
Befolkningssammensætningen er præget af tiden, hvor Wien var hovedstad i det multietniske Østrig-Ungarn. Både kultur, religion og sprog stammer fra forskellige folkeslag. Dog er forskellighederne i dag sammensmeltede, og bevidstheden om herkomsten er derfor lille. Eksempelvis betragtes mange slaviske efternavne i dag som almindelige "wienske". Samtidig er den oprindelige Wiendialekt sammensat af ord fra både tysk og det tysk-slaviske-jødiske jiddisch. Dialekten er dog stort set nu erstattet af en ny "hævet" Wiendialekt. Jødiske borgere er også efter 2. verdenskrig stort set forsvundet fra byen.
I nyere tid har det laveste indbyggertal været i 1987, hvorefter det igen er steget svagt, så at der i begyndelsen af 2007 boede ca. 1,67 millioner mennesker i byen. Ca. en sjettedel af befolkningen i Wien havde dog ikke østrigsk statsborgerskab. Af udlændinge kommer de fleste fra et af de tidligere jugoslaviske lande.
Randområderne af Wien (kaldet "flæskebæltet") er de sidste årtier vokset ved tilflytning, hvilket skyldes bedre pendlermuligheder samt roligere og grønnere omgivelser end i centrum. Desuden er folk fra det øvrige Østrig og især fra Niederösterreich flyttet til i stor stil, idet jobmulighederne i Wien er større end i de øvrige delstater generelt.
Religion.
Selvom procentdelen af folk, der bekender sig til den romersk-katolske tro, er faldet stærkt siden midten af det 20. århundrede, er denne trosretning dog stadig den dominerende i Wien. Omtrent halvdelen af indbyggerne bekender sig til den.
I Østrig har Islam været anerkendt siden 1912 og præsidenten for Østrigs muslimske trossamfund har hovedsæde i Wien, hvor religionen er blevet den næststørste, med ca. 8 % af indbyggerne.
Den jødiske menighed i Wien består kun af omkring 7.000 personer efter en stor emigration før og udryddelse under 2. verdenskrig. Den eneste synagoge, der overlevede Krystalnatten er Stadttempelet i 1. bezirk.
Ligeledes findes en ortodoks menighed med ca. 6 % og en evangelisk-luthersk biskop i byen med ca. 5 % af indbyggere.
Kultur.
Wien har som kulturby stor international betydning, og herfra stammer også mange prominente musikere og komponister. Musiske specialiteter fra Wien inkluderer Wienervalsen, Wiener Sängerknaben samt store begivenheder såsom Nytårskoncerten og Operaballet. Selve opera- og teaterbygningerne er også kendte. Wien er desuden berømt for sit køkken, sin litteratur og kaffehuskultur. Vigtige strømninger som uddrog fra Wien er navngivet efter byen. Dette gælder wienerklassicismen, første og Anden Wienerskole (musik), Wienerkredsen (filosofi), Wienergruppen (litteratur) samt den østrigske skole (videnskabsteori). Den europæiske kulturepoke omkring århundredeskiftet 1900 ofte kaldt Wiener Moderne, idet byen især i dette tidsrum havde stor indflydelse på hovedstrømningen af europæisk kultur.
Theater an der Wien har haft mange uropførelser af forestillinger de sidste år; på Schönbrunn slot er der marionetdukketeater. Klassisk musik høres hovedsageligt på Wiener Musikverein, men nyligt er opført et Musikkens Hus, der fungerer som klangmuseum. Slottet Belvedere fungerer også som museum med østrigsk kunst fra middelalder til nutid. Alle stilperioder repræsenteres ligeledes inden for arkitekturen i Wien: fra den gotiske Stephansdom over Stadtbahnstation Karlsplatz i jugendstil til det farverige Hundertwasserhaus og Wiener Gasometer, der er en kombination af gammelt og nyt.
Sub- og ungdomskulturen i Wien har hovedsæde i det omstridte hus EKH. Volxtheaterkarawanen er et af tiltagene fra ungdomskulturen, der gennem diverse aktioner og begivenheder prøver at skabe opmærksomhed omkring forhold, de betragter som uretfærdige.
Politik.
Wien er har siden 1919 været højborg for socialdemokrati i Østrig. Årene 1919 til 1934 er især husket ved navnet "Røde Wien". Siden 1919 har en SPÖ-politiker haft borgmesterposten efter alle frie valg. Desuden har partiet haft flertal i byrådet og -parlamentet pånær meget korte perioder. I 1934-1945 afholdtes dog ingen demokratiske valg grundet nazisternes styre. Den nuværende borgmester er Michael Häupl. Det høje antal af sociale boligbyggerier ses som et tydeligt tegn på det socialdemokratiske flertal i byen.
Siden ophøjelsen af Wien til en delstat i 1922 har borgmesteren for Wien samtidig fungeret som delstatspræsident (Landeshauptmann). Dog ikke under diktaturet. Landdagen i Wien med 100 medlemmer har den lovgivende magt på de områder, der i Østrigs forbundsforfatning er underlagt forbundslandenes lovgivningskompetence. Landdagen er i sin sammensætning identisk med kommunalbestyrelsen.
Udover forvaltningen af hele Wien fra den centrale byregering findes der en slags byråd i hver bezirk, som forestår forvaltningen af de enkelte bydele.
De valgberettigede fra hver bydel vælger deres repræsentanter, en formand og to stedfortrædere. Budgetter for lokale projekter bliver administreret på lokalt niveau altså af de enkelte byråd, hvor de selv bestemmer, hvor midlerne skal bruges. Disse er dog kontrolleret på delstatsniveau, altså af centralregeringen i Wien.
Kommunalbestyrelse.
På grund af Wiens valgsystem kan et partis mandattal afvige fra den procentmæssigt opnåede stemmeandel (da der er en spærregrænse på 4 %). SPÖ har således et absolut flertal af mandater i kommunalbestyrelsen (55 %), selvom det ikke opnåede absolut stemmeflertal (49 %).
Ved de samtidigt afholdte valg i bezirkene satte SPÖ sig på 16, ÖVP på 5 og Grüne på 2. ÖVP fik som altid flertal i den borgerlige indre by samt i villaområderne i den vestlige udkant af byen. Grüne fik overtaget i de små bydele, 7. bezirk og 8. bezirk.
Valgdeltagelsen var 60,81 % (66,58 % 2001) ved kommunalvalget og 58,5 % ved bydelsvalgene. Det var første gang 16- og 17-årige var stemmeberettigede.
Økonomi.
Inden for EU hører Wien til de mest velhavende regioner. Til sammenligning med EU’s BNI udtrykt i købekraft nåede Wien index 170,9 (EU-25:100) (2003). Dette omdømme blev bekræftet på ny i 2007, da byen blev noteret som den femte rigeste i EU efter London, Luxembourg, Bruxelles og Hamborg.
Byen nyder internationalt godt af et godt renomme hvad angår høj livskvalitet, lave kriminalitetsrater og som "springbræt til øst" eftersom byen og dens virksomheder i lang tid har haft gode forbindelser til de mellem- og østeuropæiske lande og derfor har stor erfaring med samhandel med disse lande. Især med baggrund i den europæiske østudvidelse i 2004 fik mange store udenlandske virksomheder sæde i Wien med henblik på deres aktiviteter i de mellem- og østeuropæiske lande og flere virksomheder oprettede nye filialer i Wien med henblik på handel med de føromtalte lande. I nogle tilfælde førte denne udvikling også til, at visse østrigske virksomheder blev overtaget af udenlandske virksomheder som fx det hollandske Heineken, der overtog Brau Union og en italiensk storbank, der overtog Bank Austria. Af yderligere udenlandske koncerner med østeuropacentraler i Wien kan det franske Lafarge, tyske Henkel og Rewe Group Austria samt Beiersdorf AG nævnes. a>
Også de fleste østrigske selskaber herunder næsten samtlige østrigske banker har deres hovedsæde i Wien. Udover de mange virksomheder kan også visse enkeltpersoner inden for økonomi nævnes i forbindelse med Wien. Bl.a. stammer nobelpristageren i økonomi Friedrich Hayek, der var fortaler for frihandel samt Eugen von Böhm-Bawerk, der gjorde vigtige tiltag med den østrigske skole fra Wien.
Østrigs eneste børs, Wiener Börse, ligger i Wien.
I Wien var 821.458 personer beskæftiget i 87.691 virksomheder ifølge en optælling fra år 2001. Bydelen med de fleste arbejdspladser var 1. Bezirk.
I år 2005 var gennemsnitligt 92.864 wienere arbejdsløse. Det svarer til en arbejdsløshedskvote på 8,2% ifølge EU-beregninger. Dette placerer Wien på en sidsteplads i sammenligning med de øvrige østrigske delstater. Arbejdsløsheden i hele Østrig var 5,3%.
Landbrug.
16 % af Wiens areal bliver dyrket af omkring 900 gartner- og landbrugsvirksomheder. Blandt andet bliver omkring 50.000 ton grøntsager dyrket hvert år, især tomater, rød peber, agurk, salat og radiser. Mange på Simmeringer Haide. Den østrigske grønsagsforhandler, LGV-Frischgemüse, har sit hovedsæde og hovedlager i Simmering. De forsyner op mod 70% af Wiens og 56% af Østrigs grønsagsforbrug fra Wien og omegn.
Infrastruktur.
Den kollektive trafik i Wien er sammensluttet i det fælles trafikselskab Wiener Linien, der indgår i aktieselskabet Wiener Stadtwerke, som ejes 100 procent af Wiens bystyre. Nettet er godt udbygget og består af 33 sporvognslinjer, 45 buslinjer og 5 U-banelinjer, samt letbanen til Baden (Badner Bahn). I Wiens indre by inden for Ringstraße kører som hovedregel minibusser, der nemt kan komme rundt i de små gader. Den største del af sporvognene kører langs med eller udgår fra Ringstraße; således udgår hele 7 linjer fra Schottentor. Buslinjerne udgår hovedsageligt fra U-banestationerne og betjener yderområderne. Udover Wiener Linien betjener det private selskab Dr. Richard også en række buslinjer. Buslinjer i Wien kan kendes på nummeret, der altid ender på "A". Wiener U-Bahn blev åbnet i 1976, og de fem nuværende linjer, der kører som en blanding af undergrundsbane og højbane, udbygges løbende. Der er konkrete planer for (og dermed finansiering til) udbygning frem til 2020. Wiener Linien transporterer årligt 772 mio. passagerer (2006).
S-Bahn Wien drives af Österreichische Bundesbahnen og består af 15 linjer, der udgår fra de store banegårde i Wien eller fra stamstrækningen gennem Wien Mitte, og betjener Wiens omegn. S-banenettet indenfor Gürtel er ombygget til U-bane.
Den nationale og internationale togtrafik udgår fra de 3 store rebroussementsstationer Westbahnhof, Südbahnhof og Franz-Josef-Bahnhof. Ved Südbahnhof bygges en ny gennemgangsbanegård, der åbnes i 2010 som Wien Hauptbahnhof.
Hovedvejsnettet fra Wien udstråler fra Gürtel mod de vigtigste byer i det gamle Østrig-Ungarske rige (f.eks. Prag, Trieste og Budapest). Motorvejsnettet går mod vest, syd og øst samt en kortere strækning mod nord langs en del af Donau. Motorvejene bindes sammen på tværs af to forbindelsesmotorveje. For den interne trafik i Wien spiller Ringstraße og Gürtelstraße en vigtig rolle som gennemkørsels- og fordelingsgader. De to ringveje forløber langs de gamle vold- og forsvarværker.
Flytrafikken betjenes fra Flughafen Wien-Schwechat, der årligt betjener 7,9 mio. passagerer og 115.000 flyafgange (2005).
Historisk set har Donau haft stor betydning for transport af gods og passagerer, men i dag er betydningen for Wien minimal og passagertransporten er hovedagelig begrænset til turistsejlads.
Turisme.
Takket være talrige pragtbygninger fra den romersk-tyske og østrigske kejsertid findes der et utal af kulturtilbud i byen. Ikke mindst takket være det gode renomme som musikhovedstad, hvilket Wien har fået på grund af talrige berømte klassiske musikere så som Beethoven, Mozart og Mahler, er byen blevet kendt på verdensplan som et velanset rejsemål for turister.
Kuske kører gæster i hestevogne rundt gennem Wiens centrum, Innere Stadt, der hører under verdensarven. I denne gamle by er domkirken Stephansdom særligt seværdig. Men se også Wiener Staatsoper, Hofburg, kejserens residens, Kärntner Straße, der er den mest trafikere gågade i Østrig, kendte konditorer og hoteller samt den pragtfulde Ringstraße (Ringgaden), som omkranser bymidten. Siden 1980 har Wien desuden haft talrige scener med lokalarrangementer, kunstgallerier, kabaretter, jazzspillesteder og andre events i alle afskygninger.
Mange turister kommer i december, når byen kan tilbyde sine julemarkeder, "nytårsvej" gennem centrum og "kejserbal". De fleste af Wiens seværdigheder kan dog besøges hele året rundt. Til de mest besøgte seværdigheder kan Schönbrunn slot, Schönbrunn dyrehave, Albertina, Riesenrad, Hofburg såvel som MuseumsQuartier tælles.
Overnatninger.
a> trækker årligt 6,7 milioner besøgende til.
Den største andel af overnatninger kommer fra tyske turister med 2 mio. efterfulgt af østrigere fra de 8 andre delstater (1,7 mio.), amerikanere (668.000), italienere (662.000), briter (404.000), spaniere (375.000), japanere (338.000), franskmænd (inkl. Monaco, 290.000), schweizere (inkl. Liechtenstein, 265.000), hollændere (ca. 168.000), russere (156.000), rumænere (138.000), grækere (129.000), folk fra de arabiske lande i Asien (123.000) og australiere (113.000). Antallet af overnattende gæster fra Central- og Østeuropa samt fra de arabiske lande i Asien er de senere år steget markant. I 2006 fik Wien det højeste antal overnatninger nogensinde med omkring 9,4 mio, hvilket var 6,7% mere end året før.
I "Wien turismekoncept" for 2010, som blev besluttet i 2003, blev målet for overnatninger sat til omkring 10 mio. For at nå dette mål trækker også de mange internationale kongresser, virksomhedstræf, bonusrejser samt almindelige forretningsrejser som afholdes med Wien som mål. Med 147 internationale kongresser årligt placeres Wien samtidigt som den mest populære by for kongresser i verden foran Paris og Singapore.
Mad.
Wien er verdenskendt for sin Wienerschnitzel, kalveinderlår, der er banket fladt, dækket med mel, æg og rasp og derefter stegt i smør. Denne specialitet kan man få næsten overalt, hvor der serveres kogekunst fra wienerkøkkenet. Af andre eksempler på Wiens køkken kan "Tafelspitz" (meget magert kogt kød - samme udskæring, som man i Danmark kender som culotte), som traditionelt serveres med "Gerösteten Erdäpfeln" (kogte kartofler moset med en gaffel og derefter stegt) og peberrodssovs, "Apfelkren" (en blanding af peberrod og æble) og "Schnittlauchsauce" (en purløgssovs lavet på mayonnaise).
Wien har desuden en lang tradition med kager og desserter: apfelstrudel (varm butterdejsstang med æble), "palatschinken" (søde pandekager) og knödel (boller) ofte fyldt med frugter som for eksempel abrikos. Sachertorte, en tør chocoladekage med abrikosmarmelade fra Hotel Sacher, er verdenskendt.
Om vinteren er der små gadeboder, hvorfra der sælges Maroni (stærke kastanjer) og kartoffelrösti. Pølser er også populære og sælges ligeledes ved gadeboder natten igennem. Af populære pølser kan nævnes Wiener-/Frankfurterpølsen, "Burenwurst" (kogt med blandet kød) og "Käsekrainer" (krydret svinekød med små stykker ost).
"Naschmarkt" er et marked med frugt, grønsager, krydderier, fisk, kød og andre madvarer fra hele verden. I bymidten er desuden mange madspecialforretninger såsom "Julius Meinl am Graben".
Drikkevarer.
Wien har sammen med Paris og Prag sin egen vinproduktion. Den producerede vin bliver serveret i små vinstuer og er kendt som Heuriger. Den dyrkes bl.a. i dele af Döbling og Floridsdorf. Vinen bliver ofte drukket med danskvand. Grüner Veltliner er den kendteste hvidvin i Østrig.
Øl er den næstvigtigste drik i Wien efter vin. Wien har et enkelt stort bryggeri, Ottakringer Brauerei, tilbage og flere end ti småbryggerier. En "Beisl" er en typisk lille østrigsk pub, hvilken Wien har mange af.
Wienercafeer.
Wienercaféer har en lang og velbeskrevet historie, der kan dateres århundreder tilbage i tiden, og historier om kendte historiske kunders afhængighed af koffein fra de ældste af cafeerne er en lokal legende. Traditionelt bliver kaffen serveret med et glas vand. Wienercafeer påstår at have opfundet processen med at filtrere kaffe fra bønner, de erobrede efter den anden tyrkiske belejring af Wien i 1683. Wienercafeerne påstår, at da de invaderende tyrkere forlod Wien, lod de hundredvis af sække med kaffebønner blive tilbage. Kejseren gav Franciszek Jerzy Kulczycki (Franciszek Jerzy Kulczycki) noget af denne kaffe som belønning for at give oplysninger til hæren, der hjalp til tyrkernes endelige nederlag. Kolschitzky åbnede derefter Wiens første kaffebar. I 1891 åbnedeJulius Meinl I en moderne fabrik til ristning af bønner på det sted, hvor sækkene var efterladt.
Uddannelse og bibilioteker.
I Wien er der 283 volksschuler (deraf er 217 offentlige skoler), 120 hauptschuler (deraf 96 offentlige), 46 specialskoler (40 offentlige) og 95 gymnasier (67 offentlige). Derudover har Wien en lang række andre uddannelsesinstitutioner inden for alverdens brancher og fag, hvoraf mange af skolerne også er offentligt ejede.
Wien Universitet er det ældste og største universitet i de tysktalende lande. Det blev grundlagt i 1365 som "Alma Mater Rudolphina" og var frem for alt kendt for sit medicinske fakultet, der siden 2004 har været et selvstændigt universitet under navnet Medizinische Universität Wien. I 1692 blev Wien Kunstakademi grundlagt som privatakademi for hofkammermaler Peter Strudl; siden 1765 har også Wien Veterinærmedicinske Universitet startet af Maria Theresia af Østrig været en del af Wien Universitet. I 1815 blev Wien Tekniske Universitet grundlagt som "k.u.k. polytekniske institut". To år senere fulgte Wien Universitet for Musik og Scenekunst, der blev grundlagt på den i 1808 af Antonio Salieri grundlagte sangskole. Ligeledes stammer Wien Universitet for Anvendt Kunst fra kejserrigets tid samt Wirtschaftsuniversität Wien (grundlagt 1898 som "k.u.k. Exportakademie"). Udover de mange offentlige universiteter i Wien er der også en del privatejede universiteter.
De fleste biblioteker i Wien, i alt 41, er sammensluttet i "Wiens biblioteker". Hovedbiblioteket findes på Urban-Loritz-Platz. Det fuldender tilbuddet fra universitetsbibliotekerne, "Arbejderkammerets Socialvidenskabelige Bibliotek" og "Wien Stats- og Delstatsbibliotek".
Sociale forhold og sundhed.
Wien er berømt for sit omfattende sociale boligbyggeri. Under Røde Wiens tid fra 1918 til 1934 byggedes de første storstilede kommunale byggerier, der blev styret og drevet af byen ikke for profit, men primært for at stille boliger til rådighed for arbejderklassen til gunstige lejepriser. Efter 2. verdenskrig var der igen stærk kommunal byggevirksomhed.
De første sociale foranstaltninger indledtes i det første årti af det 20. århundrede, hvor fattigdommen og dermed antallet af hjemløse øgedes betydeligt. Man oprettede som følge deraf det første tilflugtssted for hjemløse, som åbnede i 1905 i Brigittenau.
Det såkaldte "Allgemeines Krankenhaus Wien" er det største sygehus i såvel Wien som i hele Østrig. Det er beliggende i bydelen Alsergrund.
Parker og haver.
"Alte Donau", et af de mest foretrukne bade- og rekreationssteder
I Wien ligger mange parker inkluderende "Stadtpark", "Burggarten", "Volksgarten" (en del af "Hofburg"), "Donaupark", "Schönbrun Slotspark" (ved Schönbrunn slot), "Schloßpark" (ved Belvedere), "Prater", "Augarten", "Rådhusparken", "Lainzer Tiergarten", "Dehnepark", "Resselpark", "Votivpark", "Kurpark Oberlaa", "Auer-Welsbach-Park" og "Türkenschanzpark". Grønne områder inkluderer "Laaer-Berg" (inklusiv "Böhmischer Prater") og foden af "Wienerwald", som når indtil de ydre områder af byen. Også den mere end 6 hektar store kirkegård Wiener Zentralfriedhof i Simmering er et vigtigt rekreativt areal, hvor der bl.a. findes en "Park for ro og kraft". Udover disse store parkområder findes små parker overalt i byen.
I mange af Wiens kendte parker er der monumenter, som i "Stadtpark" med dens statue af Johann Strauss og i barokparken ved Belvedere, hvor den østrigske statstraktat blev underskrevet. Værd at nævne er tillige Donau-øen, som er en 21,1 km lang kunstig ø mellem Donau og Nye Donau specielt beregnet til fritidsaktiviteter.
Sport.
Wien er vært for mange sportsbegivenheder inklusiv Wien Maraton, som tiltrækker mere end 10.000 deltagere hvert år og normalt finder sted i maj. I 2005 blev VM i ishockey afholdt i Østrig, og finalen blev afholdt i Wien. Wiens stadion, Ernst Happel Stadion, har lagt græs til fire UEFA Champions League- og Europa Champion Clubs-finaler (1964, 1987, 1990, 1995) og lagde bane til finalen for Europamesterskabet i fodbold 2008.
Hovedstaden er desuden hjemby for et stort antal fodboldhold. De mest kendte hold er SK Rapid Wien (31 Bundesliga-titler), FK Austria Wien (23 Bundesliga-titler og 26 gange cupvindere) og det ældste hold, First Vienna FC. Af andre vigtige sportsklubber kan nævnes: "Raiffeisen Vienna Vikings" (amerikansk fodbold), som har vundet Eurobowl-titlen i årene 2004 til 2007, "aon hotVolleys Wien", et af Europas bedste volleyball-hold og "Vienna Capitals" (ishockey).
Venskabsbyer.
Derudover har nogle af de enkelte bezirke partnerskab med kinesiske eller japanske byer/bydele.
Wiener Sängerknaben.
Wiener Sängerknaben er et østrigsk drengekor, grundlagt 1498 til hofkapellet i Wien.
Sængerknaben
Wienerkongressen.
Omlægningen af de europæiske grænser efter Wienerkongressen 1814-15. Engelsk tekst på kortet.
Wienerkongressen er betegnelsen for Fredskongressen i Wien 1814-1815, der skulle ordne Europas politiske forhold efter Napoleonskrigene. Retningslinjer for Wienerkongressen var at genoprette den ligevægt, som var herskende før den franske revolution og at skabe garantier mod fremtidige franske erobringer. Den var det indtil da mest omfattende stormagtsmøde for at skabe orden efter en storkrig.
Wienerkongressen var ledet af den østrigske udenrigsminister Fyrst Metternich. Blandt deltagerne var desuden Ruslands zar Alexander 1., Preussens udenrigsminister Hardenberg, Frankrigs udenrigsminister Talleyrand og de to engelske repræsentanter udenrigsminister Castlereagh og hertugen af Wellington. Også de mindre stater var repræsenterede, f.eks. Danmark med Frederik 6. og udenrigsminister Niels Rosenkrantz, der som engelskvenlig tidligere, da Napoleon angreb Rusland i 1812, havde foreslået kongen, at trodse fransk dominans, og alliere sig med England.
Men også talrige ærkehertuger, grever og baroner, statsmænd var samlede i Wien. Mange endda med ægtefæller, kejserinder, dronninger og damer fra de højeste samfundslag, som sammen med ”det lette kavaleri” fra hele Europa udgjorde et helt Kurtisane-Hof, hvor eroterne krydsede flere veje.
Wienerkongressens udfald.
Flere lande oplevede bytning af territorier eller blev helt opslugt af andre lande.
Frederik 6. og Wienerkongressen.
Frederik 6. tog den 5. september 1814 af sted for at deltage i Wienerkongressen fordi han var nået til den opfattelse at den svenske trussel mod den danske stat var så stor, at han selv måtte indfinde sig i Wien.
Baggrund.
Efter Napoleons tilbagetog fra Moskva og dennes nederlag i slaget ved Leipzig i 1813, sad Napoleon nu i eksil på Elba, og den svenske Kronprins Carl Johan udnyttede hurtigt situationen ved at sende tropper ind i Holsten.
Her blev der så den 14. januar 1814 indgået en fredsaftale, Freden i Kiel, som i store træk gik ud på, at Frederik 6. skulle afstå Norge til den svenske konge. Til gengæld skulle Sverige afstå dele af Svensk Pommern og Rügen samt betale et klækkeligt erstatningsbeløb til Frederik 6.
Nordmændene havde imidlertid ikke til sinds at overgive sig til svenskerne, og udnævnte i stedet den danske statholder Prins Christian til deres konge. Men den norske modstand blev hurtigt nedkæmpet af den svenske overmagt, og nordmændene måtte sluttelig kapitulere, og den danske statholder vende tilbage til Danmark.
Den svenske kronprins Carl Johan, der allerede i 1812 havde foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark, så nu på ny en chance for at true Danmarks eksistens, især da der nu efter freden i Kiel 1814 stod en stor russisk hær langt op i Holsten.
Over for de øvrige allierede, Rusland, England med flere hævdede Carl Johan, at både Frederik 6. og Prins Christian havde medvirket til den norske befolknings modstand, og derved bidraget til svenske krigsudgifter. Den svenske kronprins nægtede derfor at bekræfte Kielertraktaten og truede nu Danmark med krig.
Frederik 6. fandt derfor, at den svenske trussel mod den danske stats eksistens var så alvorlig, at han besluttede sig til personligt at rejse til Wien.
Modtagelsen i Wien – ”Kongressen Danser”.
Den danske konge blev vel modtaget af den østrigske Kejser. Et godt stykke ude foran Wiens byport tog Kejseren imod Frederik 6. og med denne siddende ved sin side, blev begge transporteret til slottet Hofburg hvor kejseren boede. Her blev Frederik 6. installeret med østrigsk følge og med østrigske tjenestefolk. Østrigerne hævdede, at dette var for at spare, men sandheden var mere den, at man ville overvåge Frederik 6. og underrette ”Die Geheimpolizei auf dem Wienerkongress” om alle kongens private handlinger og samtaler.
Alligevel var forholdet til den østrigske kejserfamilie under hele Frederik 6.´s ophold i Wien det bedst mulige. Og det forhold, at den danske konge, i modsætning til hvad de fleste af de øvrige fyrster ved Wienerkongressen gjorde, netop ikke isolerede sig fra Wiens befolkning, havde den virkning, at han blev særdeles populær blandt den wienske befolkning. Derimod var Frederik 6. ikke særligt agtet blandt de øvrige fyrster og statsledere, og han blev nærmest betragtet som en lidt tragisk figur, med et kantet og frastødende væsen. Ved de statslige forhandlinger deltog Frederik 6. da heller ikke som ligestillet med de øvrige regenter; men som bekendt, foregik ved Wienerkongressen et utal af ceremonielle visitter, audienser, jagter, tafler og baller, som sluttelig dannede begrebet ”Kongressen Danser”, og samtidigt foranledigede særlige vittigheder som ”Kejseren af Østrig morer alle, Kejseren af Rusland elsker for alle, Kongen af Danmark tænker for alle” osv. Diverse ordspil som alle kunne drejes efter nationalt behov.
Kongressens forhandlinger.
Allerede før Kielerfreden 1814 havde Frederik 6. formelt indgået en militær alliance med koalitionsstyrkerne, men trods kongens stædighed lykkedes det kun, udover landsdelen Lauenborg at opnå mindre militære tilgodehavender fra russisk side, men reel erstatning for tabet af Norge.
Da Carl-Johan måtte opgive sine planer om erobring af Sjælland, søgte han i stedet en aftale med Preussen om, at denne stat overtog Svensk Forpommern mod en erstatningssum til Frederik 6. for tabet af Norge.
Det må medgives, at Frederik 6. ved sin stædighed i Wien nok reddede Danmark fra en ganske tilintetgørelse, men skuffelsen over ikke at få et større økonomisk udbytte med hjem til sit forarmede land, gjorde, at han helt gav op.
Afrejsen fra Wien var derfor nærmest en flugt for at undgå yderligere krav og ubehageligheder, især fra de tyske stater, og Wienerkongressen endte således for Frederik 6.’s. vedkommende som en tragedie.
Uden for forhandlingerne.
Under Wienerkongressen mødte den danske konge den smukke 18-årige Caroline Seufert. Ganske vist har det hemmelige østrigske politi advaret kongen, men den kongelige betagelse kommer til at belaste den "Det kgl. danske Partikulærkasse" i mere end 50 år. Som August de La Garde skriver: At Statschatollet måtte bøde for den højsalige Landsfaders erotiske Letsindighed"
Wienerkongressens betydning.
Wienerkongressens bestemmelser angav i hovedsagen rammerne for det 19. århundredes Europa og tiden helt frem til Versailles-freden 1919. Nationale opstande og samlinger (Italien, Tyskland) nedbrød dog undervejs flere af bestemmelserne.
Wiesbaden.
Wiesbaden er hovedstad i den tyske delstat Hessen og har 277.000 indbyggere. Den er et bade- og kursted med varme mineralkilder, kendt siden oldtiden. Betydelig industri.
Wigwam.
En apache wikiup fotograferet i 1903.
Wigwam er betegnelsen for en kuppelformet hytte der brugtes af indianere i skovområderne i den nordøstlige del af Nordamerika.
En tilsvarende hytte brugtes også i andre dele af Nordamerika, med andre navne, f.eks "wikiup" eller "hogan".
Især i populærliteraturen er wigwam blevet synonym med en indianerbolig.
Steppeindianerenes tipi (indianer-telt) ses også fejlagtigt omtalt som wigwam.
Wild West.
1. Betegnelse for tidsperiode i amerikansk historie.
2. Orienteringsløb, Der løbes hvert andet år og altid i nord- eller vestjyske klit- eller hedeplantager i Danmark. Kortene er gerne oldnordiske, hvor man stort set kun kan stole på højdekurverne. Starten går cirka kl. 02.00 om natten. Distancen er 27 km i terræn.
Wilhelm 1. af Tyskland.
Wilhelm 1. eller Wilhelm Friedrich Ludwig (22. marts 1797 - 9. marts 1888) var Preussisk konge 1861, 18. januar 1871 i Versailles udråbt til tysk kejser.
Han var den anden søn af Frederik Wilhelm 3. af Preussen, og forventede ikke at komme på tronen. Han tjente i hæren fra 1814, og kæmpede imod Napoleon.
I 1857 fik hans bror Frederik Wilhelm 4. et slagtilfælde og blev ude af stand til at regere, hvorefter Wilhelm blev indsat som prinsregent for ham.
2. januar 1861 døde Frederik Wilhelm, og Wilhelm rykkede op på tronen som Wilhelm 1. af Preusssen. Han kom snart i strid med det preussiske lokalparlament, Landdagen, som ikke ville bevilge ham militærudgifter. I denne krisesituation udnævnte han september 1862 Otto von Bismarck til regeringschef.
Resten af sin regering stod Wilhelm helt i skyggen af Bismarck. Kansleren knækkede den indre modstand, fremkaldte ydre krige mod Danmark og Østrig 1864 og 1866 og endelig den fransk-tyske krig 1870-71 som førte til Tysklands samling. Herved blev Wilhelm 1. den første tyske kejser i nyere tid. Han var ofte ikke indforstået med Bismarcks kurs, men bøjede sig altid, da han ikke så noget alternativ. I sin høje alderdom betragtedes han af befolkningen som en patriark.
Wilhelm 2. af Tyskland.
Kejseren med det berømte "Schnurrbart"-overskæg.
Friedrich Wilhelm Albert Victor (27. januar 1859 i Berlin - 4. juni 1941 i Doorn, Holland) blev født som prins af Preussen. Han regerede Tyskland som kejser fra 1888 til 1918.
Friedrich var søn af Frederik 3. og den engelske Dronning Victorias datter Viktoria, og sønnesøn af Wilhelm 1. Han blev født 27. januar 1859 i Potsdam. Afskedigede Otto von Bismarck 1890. Abdicerede efter nederlaget i 1. verdenskrig og flygtede til Holland, hvor han døde i 1941.
Wilhelmina af Nederlandene.
Wilhelmina af Nederlandene i 1901
Wilhelmina Helena Pauline Maria (31. august 1880 - 28. november 1962), Prinsesse van Oranje-Nassau, var fra 1890 til 1948 dronning af Kongeriget Nederlandene.
Kendt som Wilhelmina af Nederlandene, blev hun indsat den 6. september 1898 og abdicerede til fordel for sin datter Juliana af Nederlandene den 4. september 1948. Under 2. verdenskrig var hun i eksil i Storbritannien.
Eksterne kilder/henvisninger.
Wilhelmina
Willard van Orman Quine.
Willard van Orman Quine (1908-2000) var en amerikansk filosof, der har søgt at forene pragmatismen med den logiske positivisme og som har aflivet mange af dogmerne inden for den tidlige analytiske filosofi.
William Butler Yeats.
William Butler Yeats (13. juni 1865 - 28. januar 1939) var en irsk forfatter som deltog i den irske frihedsbevægelse. Fik Nobelprisen i litteratur i 1923.
William Heinesen.
William Heinesen (15. januar 1900 í Tórshavn - 12. marts 1991) var en færøsk forfatter, komponist og billedkunstner.
Han boede på Færøerne bortset fra nogle ungdomsår i Danmark med vennen og fætteren Jørgen-Frantz Jacobsen. Han skrev på dansk, som var det sprog, han var opvokset med i hjemmet og i skolen. Faderen var købmand og skibsreder af færøsk herkomst. Moderen var kunstnerisk anlagt og af dansk herkomst.
I en årrække drev han familiens handelsfirma samtidig med sin forfattervirksomhed.
Hans væsentligste påvirkninger kom fra opvæksten i et travlt handelshus i Tórshavn. Han var både påvirket af det borgerlige liv og af det kunstneriske miljø. Modsætningen mellem disse to miljøer er gennemgående i hans forfatterskab.
Han blev påvirket af forfatteren Otto Gelsted og 1920'ernes kreds af især venstreorienterede kunstnere.
Hans omfattende produktion kan symboliseres i et magisk syvtal: Syv digtsamlinger – syv novellesamlinger – syv romaner.
Han var en af sin tids betydeligste dansksprogede forfattere, både med sine romaner, noveller og digte. Hans kendteste bog er romanen "De fortabte spillemænd".
William Heinesen er oversat til 19 sprog, og han er efter Karen Blixen den mest oversatte forfatter med debut i perioden 1900-1940.
Billedkunstneren William Heinesen.
Hans billedkunst er inspireret af hans fantasifulde historier og Færingesagaen, eventyr og den nordiske mytologi.
William Heinesen har også illustreret mange bøger med eventyr og sagn.
Fra 1950erne skabte han en ejendommelig fortryllende stemning i sine pastelbilleder. Temaerne var lige fra den mystiske underjordiske verden til satiretegninger af politikere, forretningsfolk og hykleriske, religiøse forførere.
I hans tegninger af mænd og kvinder fra Tórshavns fortid ses hans specielle form for satire og humor. De store vægdekorationer i aulaen på Tórshavns folkeskole med motiver fra Sigurd-kvadene markerer hans udvikling i hans sidste leveår inden for billedkunst. Fra ca. 1975 og de næste 10 år beskæftigede han sig intensivt med papircollager foruden sin uundværlige digtning.
Hans billedkunstproduktion omfatter vægdekorationer, ca. 100 bogillustrationer, plakater, bladtegninger, pladecovers osv.
Han har spillet en stor rolle i udviklingen af den nyere færøske billedkunst, hvor han både organiserede, inspirerede og kritiserede.
Wimbledon (London).
Wimbledon er en forstad sydvest for London.
Byen er i sær kendt for sit årlige internationale tennis-turnering, Wimbledon Championships, der begyndte helt tilbage i 1877.
Resultatet af denne private turnering betragtes som verdensmesterskabet i tennis for amatører. Siden 1968 har der også været adgang for professionelle.
Wing.
– se fx Garrincha eller George Best.
Wing Tsun.
Wing Tsun er en kampkunst og et aggressivt selvforsvarssystem. Den truede tager initiativet, når modstanderen viser tegn på at ville angribe.
Wing Tsun går ud fra, at der under kamp ikke er nogen regler. Der er risiko for at miste livet ved at vise hensyn til modstanderen eller anvende komplicerede og uøkonomiske teknikker.
Teknisk gør Wing Tsung hele kroppen til et våben, hvor den grundlæggende teknik er uhyre effektive kædeslag. Herudover anvendes sparke- og håndteknikker samt knæ-, albue-, kaste- og gulvkampsteknikker. Den enkelte teknik afgøres af afstanden til angriberne. Teknikkerne er meget enkle, hvilket vil sige bevægelses-økonomiske og velgennemtænkte.
Historisk har Wing Tsun sin baggrund i Kina for mere end 300 år siden - en tid, hvor landet var plaget af krig og kaos. Der er flere forskellige opfattelser af, hvem der grundlagde Wing Tsun: én version lyder, at to kvinder udviklede systemet, som er videreført med erfaringerne fra de næste 300 års selvforsvar.
Wing Tsun findes i en række forskellige grene og skrives i Vesten også "Wing Chun", "Weng Tjun", "Ving Tsun" efter den pågældende grens grundlægger og sproglige baggrund.
Winnipeg.
Winnipeg er en by i Canada med 619.000 indbyggere (2001). Byen er hovedstad i Manitoba og benævnes ofte som "Porten til Vesten". Med sin beliggenhed næsten midt i Nordamerika, hvor de vidtstrakte prærier findes, er byen et centrum for landbrug med blandt andet kornhandel. Klimatisk er byen præget af store udsving med konstant frost fra midt i november til langt hen i marts og sommertemperaturer ofte omkring 30 °C og af og til endnu højere.
Byens oprindelse daterer sig tilbage til 1738, hvor franskmændene opførte en udpost på stedet. Denne blev dog forladt igen, men forskellige andre udposter blev opført i området til støtte for handelen, der blev organiseret af Hudson's Bay Company. I begyndelsen af det 19. århundrede blev et fort beliggende tæt på det nuværende Winnipeg efterhånden det vigtigste i området, og handelskompagniets leder boede der i mange år. Omkring 1870 var der en konflikt mellem Métis-indianerne i området og nybyggere, der kom østfra. I forlængelse heraf blev Manitoba Canadas femte provins, og i 1873 blev Winnipeg officielt registreret som by med postkontor oprettet få år senere.
Byen oplevede et stort økonomisk opsving i perioden fra 1890'erne til omkring 1920, hvor befolkningen steg fra 25.000 til over 200.000, men forskellige forhold (herunder etableringen af Panamakanalen i 1914 og en stor strejke i 1919) betød en stagnering af udviklingen. Med det store aktiekrak på New Yorks børs i 1929 gik det yderligere galt for Winnipeg, der i 1937 måtte anmode regeringen om økonomisk assistance.
2. verdenskrig var med til at bringe byen på fode igen, og ved krigens afslutning var optimismen stor. Der blev bygget i stort omfang, men en stor oversvømmelse i 1950 satte en midlertidig stopper herfor. 70.000 mennesker måtte evakueres, og byen blev sat i undtagelsestilstand. Igen måtte der statslig hjælp til byen, men siden har byen udviklet sig meget. En plan fra 1971 har styret udviklingen af byggeriet, og byen fremstår i dag som en helhed.
Winnipeg er langt overvejende engelsk-sproget med et lille fransk-talende mindretal. Byen har nu et blomstrende erhvervs- og kulturliv med blandt andet flere festivaler. Blandt de mest kendte personer, der stammer fra byen, er musikeren Neil Young, der dog ikke er født i byen.
Navnet "Winnipeg" stammer fra cree-sproget og betyder "mudret vand". Navnet blev overtaget fra søen af samme navn, der dog ligger ca. 60 km nord for byen.
Winston Churchill.
Sir Winston Leonard Spencer Churchill (30. november 1874 - 24. januar 1965) var en britisk politiker.
Han er især kendt for sit lederskab af Storbritannien under 2. verdenskrig. Han tjente som premierminister for Storbritannien fra 1940 til 1945 og igen fra 1951 til 1955. Foruden at være statsmand og en stor taler var han også officer i den britiske hær, forfatter om fortrinsvis historiske emner og endelig kunstmaler.
I løbet af sin karriere i hæren var han i kamp i Indien, i Sudan og i den Anden Boerkrig. Han opnåede berømmelse og anerkendelse som krigskorrespondent og gennem de bøger, han skrev om krigene. Han tjente også i en kort periode i den britiske hær ved Vestfronten i Første Verdenskrig med kommando over den sjette bataljon af "Royal Scots Fusiliers."
Familie og tidligt liv.
Som efterkommer af den berømte Spencer-familie brugte Winston Leonard Spencer Churchill,ligesom sin far, efternavnet Churchill i det offentlige liv. Hans forfader George Spencer havde udskiftet sit efternavn til Spencer-Churchill i 1817, da han blev "Duke of Marlborough", for at fremhæve at han stammede fra John Churchill, den første "Duke of Marlborough". Winstons fader, Lord Randolph Churchill, John Spencer-Churchills tredje søn, og den syvende Duke of Marlborough'", var politiker, mens hans moder, Lady Randolph Churchill (født Jennie Jerome) var datter af den amerikanske millionær, Leonard Jerome. Født 2 måneder for tidligt, den 30. november 1874 i et soveværelse i Blenheim Palace, Woodstock, Oxfordshire, ankom han otte måneder efter sine forældres hurtige giftermål. Churchill havde én broder, John Strange Spencer-Churchill.
"Churchill som syv-årig i 1881."
Uafhængig og oprørsk af natur som han var, klarede han sig generelt dårligt i skolen, for hvilket han blev straffet. Han kom på det fornemme Harrow den 17. april 1888, hvor hans militære karriere i det små begyndte. Få uger efter at være ankommet, havde han sluttet sig til "Harrow Rifle Corps". Han fik høje karakterer i engelsk og historie og var også skolens mester i fægtning.
Han fik næsten aldrig besøg af sin moder (dengang kendt som Lady Randolph), og skrev breve til hende, hvor han bad hende om at komme til skolen eller om at få lov til at komme hjem. Han havde et overfladisk forhold til sin far og sagde engang, at de sjældent talte med hinanden. På grund af mangel på forældrekontakt fik han et meget nært forhold til sin barnepige, Elizabeth Anne Everest, som han plejede at kalde "Woomany". Hans fader døde 24. januar 1895, efterladende Churchill med en overbevisning om, at han også ville dø ung, så han skulle skynde sig med at sætte sit præg på verden.
Talebesværligheder.
Se også Liste over stammere
Churchill beskrev sig selv som havende talebesvær, som han konstant arbejdede på at overvinde. Efter mange år kunne han endelig fastlå: "Mit handikap er ingen hindring" Taletrænings-terapeuter får ofte forevist videofilm af Churchills måde at tale på, og stammernes landsforbund i Amerika bruger Churchill som rollemodel og som et eksempel på en succesfuld stammer. Diagnosen er bekræftet af andre personer, som skrev i 1930'erne og 1940'erne. Churchill Centret nævner et af hans andre taleproblemer: læspen.
Tjeneste i Hæren.
"Churchill i millitær uniform i 1895."
Ret tidligt trådte han ind i hæren og deltog i den engelske erobring af Sudan bl.a. i slaget ved Omdurman 1898 hvor han fik sine første krigserfaringer.
Han dækkede Boerkrigen som krigskorrespondent, og her blev han tilfangetaget af boerne og blev sat i interneringslejr.
Han blev verdensberømt, da han på heroisk vis flygtede fra lejren og reddede sig tilbage til britisk territorium via Portugisisk Østafrika. Winston Churchill blev som 26-årig valgt som konservativt medlem af Underhuset. Han var konservativ indtil 1906, derefter liberalt medlem af Underhuset til 1922.
Churchill blev handelsminister i 1908 og marineminister i 1911.
I denne periode støttede han de liberales reformpolitik, bl.a. kollegaen Lloyd Georges kamp mod Overhusets vetoret, og som marineminister bidrog han i høj grad til at forberede flåden på en eventuel storkrig. Ved krigsudbruddet 1914, hvor han klart støttede Storbritanniens deltagelse, satte han flere militære projekter i gang. Han fik ansvaret for det fejlslagne fremstød ved Gallipoli i Dardanellerne i 1915 og måtte afgå - det diskuteres stadig, om han var "syndebuk" for andres fejltagelser eller selv havde en del af skylden. Efter Lloyd Georges overtagelse af regeringsmagten kom Churchill tilbage i regeringen. I 1917 blev han ammunitionsminister, 1919 krigs- og luftfartsminister og 1921 koloniminister. Han spillede i denne periode også en vigtig rolle ved interventionen i Rusland 1918-20.
Mellemkrigstiden.
Efter den liberale regerings fald 1922 gled Churchill tilbage til de konservative, men fik ikke straks nogen specielt fremtrædende plads.
1924-29 var han finansminister og stod i denne tid bl.a. for en hård kurs imod fagforeningerne under generalstrejken i 1926, hvad der gjorde ham upopulær i arbejderbevægelsen. Uenighed med partifæller førte dog også til, at han efter 1929 ikke kom med i regeringen.
I 1930erne var han isoleret i britisk politik og i sit eget parti og beskæftigede sig bl.a. med litterære emner. Desuden blev han længe ugleset, fordi han var en af de få og tidligste modstandere af Adolf Hitlers oprustning af Tyskland. Han advarede imod utilstrækkeligheden i det britiske forsvar og mod imødekommenheden over for Hitler - især angreb han München-forliget fra 1938). Neville Chamberlains voksende fiasko skabte dog efterhånden større forståelse for Churchills holdning, og den 3. september 1939 blev han udnævnt til marineminister.
2. verdenskrig og efterkrigstiden.
Den 2. verdenskrig kom til at udgøre højdepunktet af Churchills karriere. Ved Chamberlains tilbagetræden blev Churchill premierminister den 10. maj 1940, og han sad som regeringschef til sommeren 1945.
Ved sin tiltræden udtalte han, at han ikke kunne love det britiske folk andet end 'blod, slid, sved og tårer'.
I disse år fremtrådte han som "nationens leder", omdannede ministeriet til en national samlingsregering og opfordrede til kamp og udholdenhed. Han knyttede tidligt forbindelse med Franklin D. Roosevelts USA og var med til at lægge grunden til samarbejdet mellem vestmagterne efter krigen. Skønt erklæret antikommunist tilsagde han også straks Sovjetunionen sin støtte, da landet blev angrebet af Tyskland i 1941. I krigsårene viste han stor aktivitet og interesse for krigsførelse og agiterede stærkt for angrebet på Italien 1943, hvorimod han længe trak tanken om invasion i Frankrig i langdrag.
Churchill benyttede V-tegnet til at symbolisere håbet om sejr i krigen.
Ved parlamentsvalget sommeren 1945 led Churchill et overraskende nederlag til Labour, afgik som regeringschef og tilbragte de første efterkrigsår som oppositionsleder. I denne periode spillede han stadig en vigtig rolle som opinionsdanner, bl.a. lancerede han begrebet "jerntæppet" i sin Fulton-tale 1946 og talte for oprettelsen af Europas forenede stater i Zürich 1947.
Efter en stor valgsejr var han 1951-1955 for sidste gang premierminister, søgte her at styrke båndene til USA og deltog i den begyndende afspænding efter Stalins død, men svækkedes af alder og sygdom. Efter sin afgang var han parlamentsmedlem til 1964.
Eftermæle og øvrige virke.
Winston Churchill tjente under seks monarker, var medlem af 16 parlamenter, arbejdede under fem premierministre og var selv premierminister to gange.
Ved siden af sit politiske arbejde var han forfatter til 37 bøger fordelt på i alt 58 bind, og han nåede at male over 500 malerier. Som forfatter skrev han navnlig populærhistoriske værker samt oversigtsværker over samtiden. Blandt hans bøger kan nævnes
"Marlborough: His Life and Times" 1-4, (1933-38, da. "Marlborough og hans Tid", 1949-52), de to værker om verdenskrigene "The World Crisis" 1-5 (1923-29, da. "Den store Krig", 1934-35) og "The Second World War" 1-6 (1948-54, da. "Den 2. verdenskrig", samme år). Efter udgivelsen af den sidste blev han også Nobelpristager i litteratur 1953. Værket er senere udkommet i en mere læsevenlig udgave på ca. 1.000 sider på både engelsk og i 2006 også på dansk under titlen "Erindringer om Den 2. verdenskrig" "The Great Crisis" blev også udgivet som en illustreret udgave under titlen "The Great War" (1933-34). Blandt hans populæreste bøger er erindringsværket "My Early Life" 1930 (da. "De unge år" 1931).
Winston Churchill var kendt som en vittig og intelligent debattør og taler, og der findes utallige citater, udtalelser og vittige bemærkninger, der tilskrives ham.
Han modtog flere udmærkelser, bl.a. Hosebåndsordenen 1953 og den danske Elefantorden 1950, men afslog et engelsk tilbud om udnævnelse til hertug 1955. I 1963 blev han æresborger i USA.
Churchill er også betegnelsen for størrelsen på en cigar - typisk ca. 17 cm. (7") lang og ca. 1,8 cm. (47/64") tyk.
Wisconsin.
Wisconsin er en stat i USA. Statens hovedstad er Madison, mens Milwaukee er den største by. Staten havde i 2006 ca. 5,5 millioner indbyggere.
Wisconsin blev optaget som USA's 30. stat den 29. maj 1848.
Historie.
I 1634 nåede den første europæiske opdagelsesrejsende, franskmanden Jean Nicolet, Wisconsin og gjorde landgang ved Red Banks, nær nutidens Green Bay, i sin søgen efter en vej til Orienten. Frankrig kontrollerede området, indtil det blev overgivet til Storbritannien i 1763.
Wisconsin var en del af Northwest-territoriet fra 1788 til 1800. Herefter var delstaten en del af Indiana-territoriet (1800-1809), Illinois-territoriet (1809-1818) og Michigan-territoriet (1818-1836). Bosættelserne begyndte, da to offentlige jordtildelingskontorer åbnede i 1834. Wisconsin-territoriet blev dannet den 2. juli 1836 og blev til USA's 30 delstat den 29. maj 1848.
Mange bynavne som Mineral Point stammer fra perioden i 1820'erne til 1840'erne, for Wisconsin var en vigtig minestat. Da traktater med indianerne åbnede for muligheden for bosættelse, ankom tusindvis af minearbejdere, mange af dem fra Cornwall, til de sydvestlige egne, og på dette tidspunkt stod Wisconsin for mere end halvdelen af USA's produktion af bly. I 1840'erne var blyforekomsterne udtømte, og en del minearbejdere drog videre vestover til Californien. Statens kælenavn "Badger State" (grævlingestaten) stammer fra mineperioden, hvor minearbejderne og deres familier ofte boede midlertidigt i minerne og derfor blev sammenlignet med grævlinge.
Mellem 1830 og 1860 ankom et stort antal indvandrere fra New England og New York og bragte viden om mælkelandbrug med sig.
Andre af disse indvandrere bosatte sig i byerne.
Endnu flere tyskere kom til området. De fleste blev landmænd. Skandinaver blev den tredjestørste etniske gruppe og ernærede sig som landbrugere og skovhuggere. Et stor dansk bosættelse i byen Racine udgjorde det eneste større bysamfund på det tidspunkt.
Navnet.
Navnet "Wisconsin" menes at komme fra fra det ojibwa-indianske ord "Miskwasiniing", som betyder et "sted med rød sten", som sandsynligvis var det, som Wisconsin-floden blev opkaldt efter, og som blev nedskrevet som "Ouisconsin" af franskmændene og ændret til dets nuværende form af englænderne.
Politik.
Historisk set var meget af delstatens politik domineret af koalitioner blandt de forskellige etniske grupper. Den største kontrovers i denne henseende var sprogloven "Bennett Law", som i 1890 fik tyskerne til at give deres støtte til Demokraterne i stedet for Republikanerne.
Delstaten har støttet den demokratiske kandidat ved de sidste fem præsidentvalg, men der var tæt løb ved valgene i 2000 og 2004, hvor Wisconsin var målet for intensive reklamekampagner, grundet statens status som svingstat. Al Gore vandt staten marginalt i 2000 med et flertal på 5.700 stemmer, og John Kerry vandt i 2004 med bare 14.000 flere stemmer. Republikanerne står stærkest i forstæderne og i Fox Valley, mens Demokraterne er stærkest i de store byer. De fleste mindre byer og landområderne har ikke nogen klar partipolitisk præference.
Wisconsins hovedstad er Madison.
Geografi.
Delstaten grænser til Montreal-floden; Lake Superior og Michigan mod nord, til Lake Michigan mod øst, til Illinois mod syd og til Iowa og Minnesota mod vest. Delstatens grænser udgøres bl.a. af Mississippi-floden og St. Croix-floden i vest og Menominee-floden i nordøst. Med dens beliggenhed mellem Great Lakes og Mississippi-floden har Wisconsin en varieret geografi.
Delstaten består af fem distinkte regioner. I nord findes "Lake Superior Lowland", et bælte langs Lake Superior. Lige syd herfor ligger "Northern Highland" som er dækket af skov og tusinder af søer. I den centrale del af staten ligger "Central Plain", som har sandstensformationer og landbrugsland. I regionen "Eastern Ridges and Lowlands" mod sydøst ligger mange af delstatens største byer. Mod sydøst ligger "Western Upland", et landskab med blandet skov og landbrugsland.
Klima.
Wisconsins klima er velegnet til kornavl med våde perioder om foråret og sommeren, hvor to tredjedele af den årlige nedbør falder. Staten er også kendt for sine kolde og snefulde vintre. Den højeste temperatur, der er målt i Wisconsin, 45,6 °C, blev målt i 1936. Den laveste temperatur blev målt i 1995 og var -48,3 °C.
Byer.
Mere end 68% af indbyggerne i Wisconsin bor i byområder. Milwaukee er lidt større end Boston og udgør begyndelsen af en række af byer, som strækker sig ned langs den vestlige bred af Lake Michigan til Stor-Chicago og videre ind i det nordvestlige Indiana. Milwaukee er også den 22. største by i USA. Madisons status som hovedstad og collegeby giver byen et kulturelt islæt, der er usædvanlig for en by af den størrelse.
Økonomi.
I 2004 var Wisconsins bruttodelstatsprodukt 211,7 mia. USD, og den gennemsnitlige personlige indkomst 32.157 USD.
Wisconsins økonomi drives af fremstilling, landbrug og hospitalssektoren. Selv om fremstillingssektoren udgør den største del af delstatens indkomst, så anses Wisconsin ofte som en landbrugsstat. Wisconsin producerer flere mælkeprodukter end nogen anden delstat i USA undtagen Califonien og er førende i USA inden for ostefremstilling. Wisconsin er nummer to i USA efter Californien, hvad angår mælke- og smørproduktion og er nummer tre efter Idaho og Vermont mht. produceret mælk per indbygger. Wisconsin er den førende delstat inden for fremstilling af majs til ensilage, tranebær, ginseng og grønne bønner. Wisconsin er også fremtrædende med hensyn til avl af havre, kartofler, gulerødder, kirsebær og ahornsirup.
Turisme er også et vigtigt erhverv i delstaten.
Demografi.
Delstaten har altid været etnisk heterogen. Et stort antal tyskere ankom mellem 1850 og 1900, især til Milwaukee, men også til byer og landområder i sydøst. Nordmænd bosatte sig i skov- og landbrugsområderne i nordvest. Også mindre grupper af belgiere, schwizere og finner bosatte sig.
I 2006 havde Wisconsin et anslået befolkningstal på 5.556.506, hvilket var en stigning på 3,6% siden 2000. I 2004 var der 229.800 personer i staten, der var født i udlandet (4,2% af befolkningen) og et anslået tal på 41.000 ulovlige immigranter - 18 % af udlændingene.
De fem største ophavsgrupper i Wisconsin er: tysk-amerikanere (42,6%), irsk-amerikanere (10,9%), polsk-amerikanere (9,3%), norsk-amerikanere (8,5%) samt britisk-amerikanere (6,5%).
WISP.
Women Strike for Peace (WSP) sommetider også kaldet for "WISP" ("Womens International Strike for Peace") blev startet af en gruppe husmødre i Washington i efteråret 1961. De startede i protest mod Amerikas og Sovjetunionens atombombe-prøvesprængninger.
Vietnam.
I 1963 besluttede "WSP" at gøre den amerikanske offentlighed opmærksom på, hvordan nordamerikanernes krig førtes i Vietnam, og de samarbejdede med andre fredsorganisationer og kongresmedlemmer for at sprede dette budskab. Midt under krigen rejste to grupper kvinder i 1965 til Hanoi og Nordvietnam for at møde vietnamesiske kvinder.
Derefter rejste de på store foredragsturneer.
"WSP" støttede på alle måder de unge mænd, som nægtede at gøre tjeneste i Vietnam. Omkring 50.000 mænd blev hjulpet, og der blev organiseret et løbende arbejde for at holde kontakt med desertører og fængslede militærnægtere.
Underskriftsindsamlinger mod krigen blev startet i 1964. Hundredetusinder af kvinder deltog i fredsmarcher mod Det Hvide Hus. De opsatte informationsboder ved supermarkeder, i kirkerne og gik fra dør til dør med deres informationsmateriale.
Napalm.
I 1966 blev fire kvinder kendt som "The Housewife Terrorists" ("husmoderterroristerne") eller "The Napalm Ladies" ("Napalmkvinderne"). De blev arresteret og dømt for at have blokeret transporter med napalm. I februar 1967 blev der arrangeret en stor protestmarch mod Pentagon. Kvinderne bar forstørrede fotos af napalmskadede børn. Tusinder af kvinder tog skoene af og hamrede dem mod Pentagons mure. Til slut stormede kvinderne militærkirken.
Stævning.
De skrev og sendte hundredetusinder af artikler til magthaverne. "WSP"s medlemmer blev stævnet for den amerikanske domstol for u-amerikansk virksomhed, men formåede ved deres opførsel under retssagen at skandalisere denne McCarthy-domstol fuldstændig.
Efter Vietnamkrigen begyndte "WSP" et omfattende arbejde under mottoet "Ikke flere mænd og ikke flere penge til krig". I flere lande blev der desuden dannet søsterorganisationer.
Wolfram.
Wolfram er et grundstof med atomnummer 74 og symbolet W.
Det er et hårdt, tungt stål gråt til hvidt overgangsmetal og især kendt for at være metallet med det højeste smeltepunkt og det næsthøjeste smeltepunkt efter C (karbon/kulstof).
Det anvendes til glødetråde i ellamper og radiorør. Det er også korrosionsbestandigt og bruges i legeringer.
Anvendes også til TIG-svejsning og i ammunition, hovedsageligt til panserværnsvåben, hvor projektilet enten er beklædt med, eller er helt af wolfram.
Derudover er det også meget brugt til dartpile.
Historie.
Allerede i det 16. århundrede beskrev den tyske mineralog Georgius Agricola et metal, der forekom i tinmalm fra Sachsen, og som voldte problemer i tinsmeltningen. Han gav metallet det latinske navn "lupi spuma" (ulve-skum), som så senere blev til "Wolfram" fra tysk "Wolf-rahm" (ulve-fløde). Det er dog ikke sikkert om det metal han beskrev virkelig var wolfram.
Wolframs andet navn "tungsten" stammer fra den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele som i 1781 gav navnet til det indtil da ukendte salt calciumwolframat. Rent wolfram blev for første gang i 1783 produceret af Fausto og Juan José Elhuyar, som arbejdede for Scheele, ved reduktion af Wolframtrioxid.
Forekomster.
Wolfram står for ca. 0.00001 % af jordskorpen og optræder ikke rent i naturen. Der er flere wolframmineraler, både oxider og wolframater. De vigtigste malme er wolframit dvs. (Mn, Fe)WO4 og scheelit CaWO4, men også stolzit PbWO4 og tuneptit WO3  ·  H2O.
De største forekomster af wolfram findes i Kina, USA, Korea, Bolivia, Kasakhstan, Rusland, Østrig og Portugal. De kendte forekomster ligger på 2,9 mio. tons rent wolfram. Europas største kendte forekomst ligger i Felbertal i Østrig.
Biologisk rolle.
Wolfram er et essentielt næringsstof for nogle organismer. Enzymerne kaldet oxidoreductase bruger wolfram på samme måde som molybdæn bruger det i et wolfram-pterinkompleks.
Den 20. august 2002 offentliggjorde det amerikanske "Centers for Disease Control and Prevention" at man i urintest på leukæmipatienters familier og kontrolgruppefamilier i Fallon, Nevada området havde vist forhøjede mængder af metallet wolfram i begge gruppers kroppe. 16 nylige tilfælde af kræft hos børn var blevet opdaget i Fallon-området og var nu identificeret som en "cancer cluster" (når en større gruppe end man havde regnet med i det samme geografiske område får kræft over en bestemt tidsperiode). Det skal bemærkes, at størstedelen af kræftpatienterne ikke var mangeårige beboere i området. I følge dr. Carol H. Rubin, afdelingsleder hos CDC (Centers for Disease Control, US), er der ikke nogen data, som viser en sammenhæng mellem leukæmi og wolfram på nuværende tidspunkt.
Workshop.
En workshop er en arbejdsmetode, hvor en gruppe samles for over et tidsrum at arbejde koncentreret og praktisk med løsningen af en specifik opgave.
WRNS.
WRNS er en forkortelse for Women's Royal Navy Service, den engelske flådes kvindelige hjælpekorps. Medlemmerne af dette korps blev kaldt "wrens" (der egentlig betyder gærdesmutter). Korpset havde sin storhedstid under anden verdenskrig og blev nedlagt i 1993.
Wuppertal.
Wuppertal er en tysk by i Ruhr-distriktet. Før Globaliseringen var byen centrum for Tysklands tekstilindustri.
Svævebane.
I Wuppertal findes Schwebebahn Wuppertal, som er en monorail, der hænger fra en skinne. Svævebanen blev indviet af kejser Wilhelm 2. i år 1900. Banen er senere blevet moderniseret og er i dag et tidssvarende og forholdvis hurtigt transportmiddel.
Bydele.
"Barmen-Elberfeld Kommune" blev oprettet den 1. august 1929. Det nydannede navn "Wuppertal" (dalen ved floden Wupper) blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1930. Kommunen bestod ved sin oprettelse af handelsbyen Elberfeld, industribyen Barmen og 4 mindre købstæder (Langerfeld, Cronenberg, Ronsdorf og Vohwinkel). Desuden blev Lüttringhausen Kommune nedlagt i 1929, således at landsbyen Beyenburg kom til Barmen-Elberfeld Kommune, mens selve Lüttringhausen blev en del af Remscheid Kommune.
Wyoming.
Wyoming er en delstat i USA, der grænser til Colorado, Idaho, Montana, Nebraska, South Dakota og Utah, og som blev optaget som USA's 44. stat den 10. juli 1890. Wyomings hovedstad og største by er Cheyenne. Indbyggertallet i Wyoming er på blot 522.830, hvilket gør den til USA's mindst befolkede stat.
Historie.
Området, som i dag udgør delstaten Wyoming, var oprindeligt beboet af et antal indianerstammer. Navnet Wyoming kommer fra lenape-ordet "xwé:wamənk", som betyder "ved den store flodsteppe", og som oprindeligt blev anvendt om dalen Wyoming Valley i Pennsylvania. Stammerne crow, arapaho, lakota, and shoshone var nogle af de oprindelige indbyggere, som de første hvide opdagelsesrejsende mødte, da de første gang kom til området. Selv om franske pelsjægere muligvis kom til områdets nordlige del i slutningen af 1700-tallet, var John Colter, et medlem af Lewis og Clark-ekspeditionen, sandsynligvis den første hvide amerikaner, som nåede til området i 1807. Hans beretninger om Yellowstone-området blev på den tid anset for at være fiktion. Den opdagelsesrejsende Robert Stuart opdagede South Pass i 1812, som senere blev en del af Oregon Trail. I 1850 opdagedes Bridger Pass, som senere blev anvendt som transportvej for jernbanen Union Pacific Railroad i 1868, og i det 20. århundrede af motorvejen I-80.
Efter at Union Pacific Railroad i 1867 nåede byen Cheyenne, som senere blev hovedstad, begyndte befolkningen at vokse støt i Wyoming-territoriet, som blev dannet i 1868. I modsætning til Colorado mod syd oplevede Wyoming aldrig et boom i befolkningen grundet fund af mineraler som guld eller sølv, men kobber blev dog fundet i dele af delstaten.
Da statsfinansierede ekspeditioner nåede til Yellowstone-området fandt de, at tidligere rapporter om naturen i området var korrekte, og dette førte i 1872 til dannelsen af Yellowstone National Park, som blev verdens første nationalpark.
I 1869 fik kvinderne i Wyoming stemmeret som de første i USA, hvilket delvis var et forsøg på at skaffe nok stemmer til at Wyoming kunne anerkendes som delstat. Wyoming var også i 1924 den første stat, som valgte en kvindelig guvernør.
Wyoming blev en delstat i USA den 10. juli 1890.
Politik.
Wyoming er overvejende konservativt og politisk rettet mod det republikanske parti. Delstaten har ikke stemt for en demokratisk præsidentkandidat siden 1964 og kun 2 ud af 23 amter anses som værende orienteret mod det demokratiske parti. Ved præsidentvalget i 2004 vandt George W. Bush en andel af stemmerne på 69%, det tredjehøjeste tal i USA, og hans vicepræsident, Dick Cheney, kom fra Wyoming, og repræsenterede delstaten i kongressen fra 1979 til 1989. Wyomings 2 senatorer i USA's Senat og det ene medlem af Repræsentanternes Hus er alle republikanere.
På trods af Wyomings klare præference for republikanere i føderal politik har det demokratiske parti haft guvernørposten og flere perioder. Den nuværende republikanske guvernør, Matt Mead, tiltrådte 3. januar 2011.
Grundet Wyomings lave indbyggertal har delstaten kun 3 valgmandsstemmer ved præsidentvalg. Teknisk set har indbyggerne i Wyoming højere politisk indflydelse end andre delstater i USA, f.eks. har Montana en befolkning, der er næsten dobbelt så stor som Wyomings, men det samme antal valgmandsstemmer.
Geografi.
Wyoming grænser mod nord til Montana, mod øst til South Dakota og Nebraska, mod syd til Colorado, mod sydvest til Utah og mod vest til Idaho. Wyoming er en af de tre delstater i USA, hvis grænser alene består af rette linjer langs bredde- og længdegrader - Utah og Colorado er de 2 andre. Det er den 10. største delstat i USA med et areal på 253.348 km², og den er inddelt i 23 amter.
Sletteområdet Great Plains møder Rocky Mountains i Wyoming. Delstaten er et stort plateau, der brydes af en række bjergkæder. I nordvest ligger bl.a. Teton Range, i det centrale nord Big Horn Mountains, i nordøst Black Hills og i syd bjergkæderne Laramie, Medicine Bow og Sierra Madre.
Wyoming er en tør delstat, hvor størstedelen af landområderne modtager mindre end 25 cm nedbør om året, og derfor er de mindre egnede til landbrug. Kvægavl er udbredt, især i områderne tæt på de mange bjergkæder.
Bjergkæden Teton Range i nordvest løber over 80 km og repræsenterer et imponerende udsnit af bjerge i delstaten. Den er hjemsted for bjerget Grand Teton, det andethøjeste punkt i Wyoming, og Grand Teton National Park.
Et antal floder har deres udspring i delstaten eller flyder gennem den, inkl. Yellowstone River, Powder River og Snake River. Lewis River har hele sit løb inden for grænserne af Yellowstone National Park.
Floderne i øst, bl.a Platte River, Wind River, Big Horn River og Yellowstone River flyder ud i Missouri-flodens system og til slut ud i Atlanterhavet. Snake River i nordvest løber ud i Columbia River til Stillehavet.
Klima.
Klimaet i Wyoming er køligt, tørt og blæsende sammenlignet med det meste af USA, primært på grund af delstatens topografi. Somrene er varme med gennemsnitlige højeste temperaturer i juli på mellem 29 °C og 35 °C de fleste steder. Gennemsnittet er dog lavere for områder, der er højtliggende. Vintrene er kolde med varierende temperaturer. Området omkring Big Horn har en årlig nedbørsmængde på mellem 125 og 200 mm og de lavereliggende områder i nord og øst modtager ca. 250–300 mm. Nogle bjergområder har helt op til 5 meter nedbør om året.
Større byer.
I 2005 boede 50,6% af indbyggerne i Wyoming i de 13 største byer.
Økonomi.
Ifølge U.S. Bureau of Economic Analysis var Wyomings bruttodelstatsprodukt 27,4 mia. USD i 2005. Arbejdsløsheden var i 2006 ca. 3,3%, lavere end det nationale gennemsnit på 4,6%. Wyomings økonomi adskiller sig markant fra andre delstaters økonomi, idet mine- og turistindustien er de vigtigste erhverv. USA's føderale myndigheder ejer 50% af jorden, mens 6% ejes af delstatsmyndighederne
Butik i Atlantic City, Wyoming
I 2002 besøgte 6 mio. personer Wyomings nationalparker og nationale monumenter. De vigtigste turistattraktioner omfatter bl.a. Grand Teton National Park, Yellowstone National Park, Devil's Tower National Monument og Fossil Butte National Monument. Hvert år har Yellowstone National Park tre mio. besøgende.
Historisk set har landbrug været et vigtigt element i delstatens økonomiske identitet, men dets betydning er faldet. De vigtigste landbrugsvarer er kvæg, hø, korn og uld. Over 91% af jorden i Wyoming er klassificeret som rural.
Wyomings mineindustri udvinder bl.a. kul, naturgas, råolie, uran og trona, og delstaten har en af de højeste andele af personer, beskæftiget med minedrift i USA. I 2002 var indtægterne fra mineindustrien over 48 mio. USD.
Demografi.
I 2007 havde Wyoming en anslået befolkning på 522.830, hvilket var en stigning på 5,88% i forhold til 2000. I 2004 var andelen af personer født i udlandet 2,2%.
Wyoming er den mindst befolkede blandt alle USA's delstater og selv distriktet District of Columbia har flere indbyggere. Wyoming har også den laveste befolkningstæthed blandt alle de 48 kontinentale delstater. Alaskas befolkningstæthed er lavere, selv om denne stats befolkningstal er højere end Wyomings.
De største ophavsgrupper i Wyoming er tysk-amerikanere (25,9%), britisk-amerikanere (15,9%), irsk-amerikanere (13,3%), personer af amerikansk oprindelse (6,5%), norsk-amerikanere (4,3%) og svensk-amerikanere (3,5%).
Yacht.
En etmastet yacht passerer en motoriseret luksusyacht.
Yacht eller jagt (hollandsk: "jacht" "jagt/jæger") var oprindeligt betegnelsen for et hurtigt etmastet sejlskib.
I dag bruges betegnelsen om forskellige lystbåde, ofte meget dyre luksuriøse motorskibe.
Yagi-Uda-antenne.
En Yagi-Uda-antenne er en dipolantenne med en eller flere direktorer og/eller reflektorer. Dette giver den en betydelig retningsvirkning og følsomhed. Yagi-antennen er opkaldt efter sin opfinder, japaneren H. Yagi.
Yakima.
Yakima er en by i den centrale del af staten Washington i USA. Byen har ca. 70.000 indbyggere.
Yakokse.
En yak eller yakokse ("Bos grunniens") er en okse med langhåret sort eller brun pels.
Bruges som ride- og lastdyr i Tibet.
Vilde yakokser kan have en højde på ca. 2 m over skuldrene og en vægt op til 1000 kg, mens de tamme kun er omkring det halve i højde.
Yakoksen lever i Centralasien, Tibet og nogle steder i Indien. Den kan klare temperaturer helt ned til -40 grader celsius.
Jakovlev Jak-40.
Jakovlev Jak-40 er et lille sovjetisk civilt passagerfly med tre motorer til regionalt brug.
Den 21. oktober 1966 fandt den første testflyvning sted og den 20. september 1968 blev Jak-40 indsat på Aeroflots ruteflyvninger. Flyet blev udviklet med henblik på at erstatte flytyperne Lisunov Li-2 og Iljusjin Il-14 på ruter mellem mindre lufthavne. Et af flyets egenskaber er, at det kan lette fra og lande på korte landingsbaner.
De fleste Jak-40, der stadig anvendes, flyver i landene i det tidligere Sovjetunionen, og en del af dem er nu ombygget fra passagerfly til privatfly.
Yale.
Yale-universitetet (eng: Yale University) er et amerikansk universitet grundlagt i 1701. Det ligger i New Haven, Connecticut. Universitetet er opkaldt efter mæcenen Elihu Yale (1648-1721).
Yale er en af de 8 såkaldte Ivy League skoler i USA.
Yalelås.
En Yalelås (eller cylinderlås) er en låsetype opfundet 1848 af amerikaneren Linus Yale (1821-1868). Det er en kombinationslås med drejelig cylinder. Oprindelig var den dirkefri, men teknologien har overhalet den i dens oprindelige version. I dag findes den med forskellig nøgleprofil med 5 eller 7 stifter og i en mere sikker version med en dobbelt række stifter.
Når den rette nøgle sidder i låsen, sidder mellemrummet mellem stifterne på række ud for cylinderens overflade.
Så er cylinderen ikke låst fast af stifterne og kan dermed dreje frit.
Yama.
Yama er dødsgud i hinduismen.
Yams.
Yams (eller jams) er en stivelsesholdig grøntsag, der stammer fra planter i slægten "Dioscorea", f.eks "Dioscorea rotundra".
Yams er en rodknold.
Den kom til Europa i det 16. århundrede og stammer oprindelig fra Afrika.
Slægten "Diascorea" er i familien "Dioscoreaceae" i Yams-ordenen, hvoraf mange er vigtige nytteplanter i tropiske egne.
Yangtze.
Yangtze ved en af "de tre slugter"
Yangtze (揚子江,) / Chang Jiang (長江,). Den blå flod på 6.300 km lang og dermed Kinas og Asiens længste flod. Den udspringer i det vestlige Kina i Kunlun Shan bjergene (som henholdsvis Toutou og Tongtian). Flodløbet begynder vest for Tuotuohe i Qinghai, fortsætter gennem Yunnan, Sichuan, Chongqing, Hubei, Anhui, Jiangsu og Shanghai til det Gule Hav. Afvandingsområdet er 1.960.000 km². Flodmundingen er 190 km lang.
Yaoundé.
Yaoundé er hovedstaden i Cameroun.
Yaoundé-aftalen.
Yaoundé-aftalen, som har navn efter Camerouns hovedstad, var en associeringsaftale mellem 18 tidligere afrikanske kolonier og EU (dengang EF). Den blev indgået i 1963 og afløst i 1975 af aftalen med ACP-landene.
Yard.
En yard er et amerikansk og engelsk længdemål defineret som 3 engelske fod, svarende til 0,9144 m.
Soche.
Soche er en oaseby, også kendt under navnet Yarkand, beliggende i Yarkanddarja i det vestlige Sinkiang-Uighur i det vestlige Kina.
Yawl.
Yawl er et lystfartøj. Tidligere blev ordet yawl brugt om et mindre fiskefartøj med to master. Den mindste mast sad agter for roret.
Yding Skovhøj.
En af de 3 bronzealderhøje på "Yding skovhøj"
Yding Skovhøj er et af Danmarks højeste punkter beliggende sydvest for Skanderborg, syd for Mossø.
Højden er 172,54 meter over havets overflade, når man medregner en bronzealderhøj bygget på toppen af bakken. Hvis man ser bort fra menneskeskabte ting, er højen 170,77 meter, hvilket er 9 cm lavere end Danmarks højeste naturlige punkt, Møllehøj med 170,86 meter, mens Ejer Bavnehøj er Danmark tredjehøjeste naturlige punkt med 170,35 meter.
Højen er placeret i Yding Skov (heraf navnet) i den nordlige del af Horsens Kommune i Østjylland. Indtil kommunalreformen i 2007 lå højen i Gedved Kommune.
Der er tale om den midterste af 3 gravhøje. De to andre gravhøje er en anelse lavere: Den østlige gravhøj er 171,73 m og den vestlige er 171,41 m.
Ydre mission.
Ydre mission er en betegnelse, oprindeligt brugt om den del af den kristne mission, der foregår i ikke-kristne, udenlandske områder. Her udsendte man missionærer til evangeliserende og diakonalt arbejde blandt folkeslag med anden tro. Nu ligger fokus på samarbejde med lokale partnere, f.eks. kirker og humanitære organisationer, og omend der stadig udsendes missionærer, har disses arbejdsopgaver flyttet sig til en mere konsulentagtig funktion.
I dag bruges betegnelsen "ydre mission" generelt om kristent missionsarbejde, der foregår i en udenlandsk kontekst. Den ydre mission drives af adskillige missionsselskaber, fri- såvel som folkekirkelige. De største folkekirkelige missionselskaber i Danmark er Luthersk Mission og Danmission.
Missionens motiv, mål og midler.
Y. M. betegner arbejdet på at bringe evangeliet til alle ikke-kristne folkeslag og har sin baggrund først og fremmest i Jesu ord derom. Direkte omtales missionen i ord som: Matth. 28, 18-20; 24-14; Luk. 24, 47 og Ap. G. 1, 8; indirekte steder som: Matth. 8, 11; 13, 38; 22, 8 fg.; 25, 31 fg.; 26, 13; Luk. 2, 14; Johs. 3, 16 og 10. 16 o. s. v. Men rent bortset herfra må den universalisme, som præger evangeliet, føre til mission. Dette gælder således den kristne tro på den ene Gud, der har skabt verden og menneskene, vor himmelske Fader, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til sandhedens erkendelse (1. Tim. 2—4 fg.) uden hensyn til nationalitet, stand eller køn. Det samme gælder læren om Kristus, gennem hvem Gud har åbenbaret sin syndsforladende kærlighed (1. Johs. 4, 9; 2. Kor. 5, 19) for hele verden, den eneste, der er givet mennesker til frelse (Ap. G. 4, 12). Også opfattelsen af mennesket er præget af den samme universalisme: alle har syndet og trænger til Guds nåde (Matth. 7, 11; Rom. 3, 23, 1. Johs. 5, 19). Frelsesvejen er ikke en ydelse fra menneskets side, ikke askese eller højere erkendelse, men tillidsfuld tro på Gud, og er således en vej, der gennem evangeliets forkyndelse står åben for alle (Rom. 10, 13—15). I selve det kristne liv, båret af Guds kærlighed, må kærligheden til andre mennesker føre til, at man vil dele med andre, hvad man selv har mødt og fået i eje. Mission — her taget i den videste betydning — må derfor ses som en naturlig følge af et sundt og levende kristenliv.
For den evangeliske mission er det målet at bringe evangeliet på en sådan måde, at mennesker derved hjælpes til en personlig tilegnelse af Guds nåde i Kristus, for dernæst ved dåben at indlemme dem i den kristne menighed. Den katolske kirke lægger tyngdepunktet ikke så meget i den enkeltes personlige tilegnelse af evangeliet som i det, at udbrede den»eneste saliggørende kirke«med dens hierarki og dogmer, dens gudstjeneste og sakramenter og derved bringe mennesker i absolut lydigheds- og afhængighedsforhold til kirken. Nogle selskaber og missionærer sigter i arbejdet hovedsagelig på enkeltes omvendelse til kristendommen, mens andre arbejder på bredere basis med det som deres mål, at berede vejen for hele det pågældende folks omvendelse til kristendommen. For al mission gælder det imidlertid, at ordet (det skrevne såvel som det mundtlige) er det vigtigste missionsmiddel, men ved siden heraf indtager læge-, skole- og industri-missionen, (den såkaldte institutionsmission) en plads af største betydning for missionsarbejdet.
I en del tilfælde har det været den officielle statskirke, der har taget missionsarbejdet op (fx. Trankebarmissionen, den grønlandske mission og den svenske kirkes mission), men ellers er det reglen i de evangeliske kirker, at arbejdet udføres gennem frie sammenslutninger af kristne gennem særlige missionsselskaber, hvis bestyrelse, der som oftest er valgt på almindelig demokratisk vis af den kreds, der pekuniært støtter missionen, leder hjemmearbejdet, antager og udsender missionærerne og især i tidligere tid havde afgørende indflydelse på arbejdet ude på missionsmarken. Ved siden af missionsarbejdere, der på den måde er udsendt og underholdt af selskaber, er der også missionærer, som er rejst ud og arbejder uden at have et sådant selskab bag sig (de såkaldte "trosmissionærer").
Missionsarbejdet har sine særlige vanskeligheder, som i nogen grad må overvindes, om arbejdet skal lykkes. Da arbejdet skal gøres blandt mennesker med et helt andet åndsliv og en kultur vidt forskellig fra vor, så er det en betingelse for et virkeligt missionsarbejde, at missionæren må lære alt dette at kende, så godt som han nu kan det — rent bortset fra det nødvendige kendskab, han må have til det pågældende folks religiøse tanker og forestillinger. For at få indsigt heri og for at kunne prædike evangeliet må det pågældende sprog læres — i nogle tilfælde uden at der er videre hjælpemidler til stede. Blandt de primitive folk er ved siden af feticisme og overtro polygamiet (flerkoneriet) den store hindring, i Indien hele kastesystemet og i Kina forfædredyrkelsen — og hertil kommer så mange steder usundt klima, navnekristnes nedbrydende indflydelse (gennem indførelse af brændevin, opium og smitsomme sygdomme), afhængighed af forskellige politiske forhold og så videre. Alt sammen er det vanskeligheder, der lægger alvorlige hindringer i vejen for det, som er missionærens egentlige arbejde. Men hvor man ikke er gået uden for vanskelighederne, men har søgt at løse dem, har det ofte fået vidtrækkende betydning, og når den moderne filologi, religionsvidenskab, sociologi og en række andre specielle videnskaber i så høj grad står i gæld til missionærer og ofte bygger i det væsentlige på deres undersøgelse og forskninger, så er det et vidnesbyrd om den grundighed og dygtighed, hvormed mange missionærer har røgtet deres kald. På missionsmarkerne har missionærerne og deres gerning været medvirkende årsag til afskaffelse af mange barbariske skikke eller i alt fald givet tilskyndelse til den kamp, som nutiden fører der imod (fx. fodbinding i Kina, barneægteskab og enkers ægteskab i Indien, dårlig behandling af syge og gamle og barnemord især blandt de primitive folk). For missionsmenigheden hjemme har Y. M. haft stor åndelig betydning i mange henseender, og været med til at udvide horisonten, og missionsarbejdet har mere end noget andet været i stand til at samle og forene mennesker til fællesskab og tjeneste.
Den apostoliske, oldkirkelige og middelalderlige mission.
De kristne kirker, der findes nu, har deres oprindelse i, og bygger på middelalderens, oldkirkens og den apostoliske tids mission.
At missionen måtte begynde som jødemission, var kun ganske naturligt (Ap. G. 1, 8); men ret snart efter Kristi himmelfart udbrød der en forfølgelse af menigheden i Jerusalem, som adspredte denne, og dette gav så anledning til berøring med hedningerne, først og fremmest de»gudfrygtige«hedninger (proselytter), der havde antaget jødernes religion, men også hedninger uden noget forhold hertil, især da Paulus efter sin omvendelse ved Damaskus begynder sit missionsarbejde. For Paulus, den første store hedningemissionær, gjaldt det, såvel som for de andre,»jøder først, så græker«(Rom. 1, 16). Jøderne skulle først have lejlighed til at høre evangeliet — den jødiske diaspora blev derved baggrunden for den første kristne mission.
Så længe de kristne i kraft af deres nære tilknytning til jødedommen frit kunne forkynde deres tro på Kristus som Guds søn og verdens frelser, var de almindelige forhold i det romerske verdensrige en stor hjælp for missionen. Der var skabt en fast retsorden og gode samfærdselsmidler, det græske sprog kunne bruges overalt, hvortil kom, at det rummede en rigdom på ord og udtryk, der i høj grad gjorde det skikket som evangeliets sprog. Der var endvidere en trang til en religiøs-sædelig fornyelse, og mange søgte gennem forskellige mysterier at nå til frelse, udødelighed og enhed med guddommen. Trangen til en verdensreligion gav sig udtryk blandt andet i kejserdyrkelsen, der for de kristne var en form for menneskedyrkelse, som de ikke kunne og ville deltage i. De kristnes stilling til dette spørgsmål blev en af de afgørende årsager til kristenforfølgelserne.
Kristendommens udbredelse i Romerriget skyldtes nok så meget de enkelte kristnes liv og vidnesbyrd som vandrende missionærers virksomhed. Fra de laveste sociale lag i samfundet bredte den sig opad, og menigheden kom som følge heraf til at rumme kristne af meget forskellig støbning og åndelig udvikling, lige fra lægmandens jævne og enkle tro til filosoffernes tankemæssige fortolkning og forsvar af evangeliet. Kejsernes forsøg på at udrydde kristendommen viste sig ugørligt —- uagtet de kristne var ret få i tal (ca. år 100 var de kristnes antal omtrent 200.000; år 300 ca. 8 mio., det vil sige 1/5 af hele Romerrigets befolkning), og da Konstantin den Store efter sin sejr 312 gav fuld religionsfrihed, så var det indledningen til den tid, da masserne holdt deres indtog i den kristne kirke, som snart udviklede sig til at blive en magtfaktor, der ikke mere udelukkende vandt tilhængere ved hjælp af ordet og vidnesbyrdets magt. Kirken blev et rige i denne verden, der også havde en erobringspolitik, som udviklede sig stærkt ved siden af ordets forkyndelse — undertiden således, at den blev helt verdslig i sine mål og midler, hvilket især viser sig i middelalderens mission over for de germanske og slaviske folkeslag.
De germanske folks indtrængen i det romerske rige stillede kirken over for den store opgave at få disse folkeslag kristnede. I det 4. århundrede virkede Vulfila blandt vestgoterne og oversatte Bibelen til gotisk. Fra disse bredte kristendommen sig videre til østgotere, vandaler og burgunder, og da senere longobarderne brød ind i Italien (568), var pave Gregor den Store ivrig for at få dem omvendt til den katolske kirke, lige som han fik sendt Augustinus til England som missionær (597). Af andre missionær skikkelser er der grund til at nævne Irlands apostel, briten Patrick; Kolume, der virkede i Skotland i slutningen af det 6. århundrede. Kolumban, der (omkring 600) virkede i Schweiz, frisernes apostel Willibrord, Tysklands apostel Bonifatius, der til at begynde med arbejdede blandt friserne, men fik sin egentlige gerning i Thüringen, Hessen og Bayern, og»Nordens apostel«Ansgar, der 826 kom til Danmark. I løbet af det 9. og 10. århundrede kom kristendommen til de slaviske folk syd for Østersøen og øst for Elben. I den følgende tid virkede tyske missionærer blandt venderne, indtil Venden efter Arkonas erobring (1169) lagdes ind under Roskilde bispestol. Kurland, Livland, Estland og Finland kristnedes i løbet af det 12. og 13. århundrede, og dermed var stort set hele Europa kristnet.
I de fleste tilfælde var det kun en meget udvortes forandring, der var sket, som havde sin forklaring enten i den overlegne kultur, som de kristne besad, eller forskellige politiske magtmidler, hvis indflydelse gjorde sig gældende. I mange tilfælde var det folkeomvendelser, forårsaget ved kongernes overgang til kristendommen (fx. frankernes og russernes omvendelse), i en del tilfælde blev kristendommen udbredt med sværdet, idet folk blev tvunget til at lade sig døbe (fx. Karl den Store’s krige mod sachserne for at påtvinge dem kristendommen). Tilbage stod et stort indre missionsarbejde, som det har været munkenes fortjeneste at have taget op.
Også den østlige, syriske, nestorianske kirke, var missionerende, idet den 635 optog et arbejde i Kina, som efter alt, hvad vi kan skønne, blandt andet gennem indskriften på den bekendte Nestorianersten, har været af ikke ringe betydning for kristendommens udbredelse i disse egne, selv om det ikke har sat varige og blivende spor.
Men mens kristendommen gennem missionen på den måde blev udbredt fra folk til folk, mod nord, øst og vest, trængte islam i det 7. og 8. århundrede frem i Asien, Afrika og Vesteuropa (Spanien), indtil Karl Martel 732 slog de arabiske hære ved Poitiers. Over for islam var pavernes stilling gennemgående denne, at de prædikede korstog mod»de vantro«og på den måde fik konger og fyrster til at gå ud i kamp for kristendommen med det som det store mål at erobre det hellige land tilbage. Men trods den mægtige indsats, der her blev ydet, bragte det ikke varige resultater, og navnlig kunne der ikke under disse forhold være tale om virkelig mission fra pavernes side. Der er dog enkelte, som Frans af Assisi og Raimundus Lullus, der i kirkelig forstand drev missionen blandt muhammedanerne, og senere tog både franciskanerne og dominikanerne mission op i Spanien, Afrika, Syrien, Palæstina og blandt mongolerne i Asien uden dog at opnå varige resultater. Først da opdagelserne bragte de katolske lande i forbindelse med nye folk, toges missionsarbejdet for alvor op, båret af de forskellige munkeordener.
Mange af de katolske missionærer var dygtige og opofrende mennesker, der ikke gik uden om vanskelighederne, de mødte i arbejdet. Dette gælder mænd som Bartholomæus de las Casas (d. 1566), indianernes ven og utrættelige talsmand, og Frans Xavier (d. 1552), der regnes for romerkirkens største missionær,»Indiens og Japans apostel«, gennem hvem jesuiterordenen gav det første store bidrag til missionen. Xavier’s arbejde var dog i høj grad båret af en overfladisk forståelse af missionsopgavens egentlige mål. Senere fulgte mange jesuitermissionærer efter, både i Indien (Nobeli, Brito og Beschi) og i Kina (Ricci, Schall og Verbiest), og mange fik en meget betydelig indflydelse de pågældende steder på grund af deres høje menneskelige dannelse, diplomatiske evner og kristelige nidkærhed. Også i Japan begyndte man et arbejde, der fik så stor indgang, at der i 1579 i alt var 300.000 kristne. I Sydamerika oprettedes en jesuiterstat i Paraguay (1616—1767). 1622 oprettedes propagandaen (Congregatio de propaganda fide) med sæde i Rom, hvor igennem paven leder al katolsk mission.
Reformationen og missionen.
Reformatorerne havde ingen forståelse af den vedvarende missionsforpligtelse, og det varede som følge heraf længe, før missionstankerne rigtig kom frem i den evangeliske kirke. At vi ingen missionsforetagender møder i reformationstiden, når undtages den svenske mission i Lapmarken, har sin forklaring i den kendsgerning, at det var katolske magter, som havde kolonier, og de tillod ikke lutheranere at drive mission de pågældende steder. Hertil kom, at arbejdet på at føre Reformationen igennem og sikre de nye protestantiske kirkesamfund mod de katolske magthaveres modstand tog alle kræfter. Der imod kunne man med rette undre sig over, at end ikke missionstanker, der kan lede til mission, møder os hos reformatorerne. Luther selv havde den tanke, at evangeliet var forkyndt for alle folkeslag; apostlene var kaldede til at prædike Kristus alle vegne, men en sådan befaling er kun givet til dem, enhver anden har kun at vidne om Kristus, dér, hvor han er sat og har sin gerning. Bag ved det hele var det i virkeligheden forudbestemmelseslæren, som gjorde sig gældende således, at Luther i sin fremhæven af Guds enevirksomhed til frelse og fortabelse slet ikke kunne se berettigelsen af menneskelige foranstaltninger for at bringe evangeliet til ikke-kristne folkeslag. På lignende måde stod i det væsentlige Melanchton, Bugenhagen, Zwingli og Calvin. Men, på den anden side har det siden vist sig, at reformationens principper, da missionen endelig blev taget op inden for den evangeliske kirke, blev baggrund for missionsarbejdet, og gav det dets særlige grundpræg. Kristus blev missionens midtpunkt; opgaven for missionen er at fremme den personlige tro på Jesu evangelium; ordet — det talte, skrevne og sakramentale — er det egentlige missionsmiddel; anvendelse af tvangsmidler og massedåb forkastes; bibeloversættelser og missionsskoler, indfødte missionsselskaber og selvstændige missionsmenigheder, frie missionsselskaber og gifte missionærer — alt dette er følger af reformationens principper.
Missionstankens Gennembrud og Udvikling.
Den lutherske ortodoksi kom i det store og hele ikke ud over reformatorerne med hensyn til Y. M. Enkelte, som friherre Justinianus von Welz, Peter Heiling, Kristian Scriver og den kendte filosof Leibnitz tog til orde for mission, uden at vinde større forståelse for deres tanker. Inden for den reformerte kirke talte allerede i slutningen af det 16. århundrede Saravia, der var professor i Leyden, lidt senere Justus Heurnius og Johs. Hoornbeek, der udgav et betydeligt missionsskrift, missionens sag. Da de evangeliske lande efterhånden fik besiddelser, begyndte man også at tage missionsarbejdet op, således i Hollandsk Ostindien, Ceylon og Sundaøerne, idet det blev pålagt det ostindiske Handelsselskab at våge over kirkens tarv og omvendte hedninger, og på lignende måde med det engelsk-ostindiske Handelsselskab (fra 1600). I Nordamerika, hvor der grundedes flere engelske kolonier, hvis indbyggere gennemgående stod på en meget fjendtlig fod med indianerne, var der enkelte — især kvækere — som har drevet indianermission, mest kendt er John Eliot (d. 1690), der har fået navnet»indianernes apostel«, og flere medlemmer af familien Mayhew. Senere fortsattes indianermissionen blandt andet af mænd som C. H. Rauch, David Leisberger, David Brainerd, W. Duncan og mange andre.
Indianermissionen fik på anden måde betydning derved, at den skabte interesse i England for missionen i det hele taget. I 1649 oprettedes et missionsselskab med det som formål at drive mission i Ny England, i 1698 stiftedes Society for promoting Christian Knowledge (S. P. C. K.) og endelig 1701 Society for the Propagation of the Gospel in Foreign Parts (S. P. G.), der siden blev det største, højkirkelige selskab med en omfattende missionsvirksomhed. Med den metodistiske vækkelse som baggrund begyndte missionsinteressen efterhånden at vokse, samtidig med, at James Cook’s rejser åbnede blikket for nye hedenske folk og lande. William Wilberforce’s kamp for negrenes frigørelse skabte interesse for Afrika, og at det ostindiske Kompagni i Indien så langt fra tog sig af missionen, at det var en hindring for denne, gjorde et stærkt indtryk på de kristne i England. William Carey blev banebryderen for en ny missionstid og gav anledning til dannelse af det baptistiske missionsselskab (1792), hvor efter han rejste ud til Indien som missionær. Carey’s optræden var også medvirkende til, at en del præster inden for statskirken fik dannet London Missionary Society (L. M. S.) i 1795, der efterhånden blev kongregationalisternes selskab. I 1799 stiftedes det store Religions Tract Society og Church Missionary Society der er lavkirkeligt. I 1804 stiftedes British and foreign Bible Society, gennem hvis virksomhed Bibelen eller dele af denne er blevet oversat til 579 sprog. 1865 stiftede Hudson Taylor China Inland Mission (C. I. M.). Foruden de her nævnte selskaber findes der en hel del større og mindre selskaber — metodistiske, presbyterianske og så videre, der hver har deres kreds af venner, som støtter arbejdet.
I Skotland blev missionen optaget som kirkens sag i 1825. Bruddet i 1843, da frikirken blev dannet, berøvede statskirken alle sine missionærer, indtil denne atter fik kræfter til at tage missionsarbejdet op. Få steder er der så megen interesse og forståelse af missionen som i de skotske menigheder.
I Tyskland var det pietismen, som blev banebryder for missionsarbejdet. Udgangspunktet var Halle med den kreds, der så hen til A. H. Francke som deres åndelige leder, og da den danske konge Frederik 4. gerne ville tage et missionsarbejde op i de danske kolonier, resulterede det i den såkaldte dansk-halleske mission (Trankebarmissionen), et arbejde, der udgik fra Danmark, men hvis hele præg var tysk. Snart efter dannes Brødremenigheden (Herrnhuterne), som under grev Zinzendorf’s ledelse blev en missionerende menighed i særlig grad. 1732 udsendtes de første missionærer til St. Thomas, året efter rejste to missionærer til Grønland, 1736 optoges et arbejde på Guldkysten, og i 1839 i Kaplandet blandt hottentotterne. I Amerika havde man — også på Zinzendorf’s foranledning — begyndt et arbejde blandt indianerne og nord på i Labrador. I året 1800 grundlagde Johan Jänicke i Berlin en missionsskole, som han ledede til sin død 1827. Her blev uddannet 80 missionærer, som blev udsendt fra England eller Holland, da Tyskland ikke havde nogen selvstændig mission. I 1815 dannedes det første tyske missionsselskab i Basel, Baselermissionen, der fra 1822 optog selvstændig missionsvirksomhed i Vestafrika, Indien og Kina. 1828 dannedes det rhinske missionsselskab med hovedsæde i Barmen (Sumatra). I Berlin dannedes 1823 Berliner Missionsselskabet med Sydafrika som missionsmark. Den strengt lutherske retning var imidlertid ikke tilfreds med de bestående selskaber, især var man bange for samarbejde med de reformerte; dette førte til dannelse af Leipziger Missionsselskabet i 1836, hvis betydeligste leder blev Karl Graul (fra 1844—60). Denne mission overtog den dansk-halleske missions gamle arbejdsmark i Sydindien, hvortil senere er kommet et arbejde i Østafrika. Af andre selskaber må nævnes det nordtyske missionsselskab med hovedsæde i Bremen (fra 1836), Hermannsburgmissionen, en udpræget luthersk Mission (fra 1849) og Gossner Missionsselskab (ogsaa fra 1836).
Det ældste amerikanske missionsselskab er kongregationalisternes American Board of Commissioners for foreign Missions fra 1810; men hertil kommer baptistiske, metodistiske, presbyterianske og lutheranske selskaber samt den kristelige Studenterbevægelse, der gennem frivilligbevægelse har haft stor betydning for Y. M. Efter som tiden er gået, er Amerika mere og mere blevet den største magt i missionsarbejdet både hvad mandskab og penge angår — ikke mindst efter 1. verdenskrig.
Af større evangeliske missionsselskaber i andre lande må nævnes i Holland: Det Nederlandske Missionsselskab (fra 1797); i Frankrig: Pariser Missionsselskabet (fra 1824); i Norge: Norske Missionsselskab (fra 1842); i Sverige: Svenska Kyrkans Mission (fra 1876), Svenska Missionsförbundet (fra 1878) og Evangeliska Fosterlandsstiftelsen (fra 1856) og i Finland: Finska Missionssällskapet (fra 1858).
Foruden Trankebar-Missionen har Danmark haft mission i Finmarken blandt lapperne, ledet af Thomas v. Westen (d. 1727) og på Grønland med Hans Egede (d. 1758) som missionens grundlægger og betydeligste personlighed. I det store og hele havde menigheden kun ringe forståelse af missionen. Først i begyndelsen af det 19. århundrede kan man tale om begyndende missionsinteresse i forbindelse med Det danske Missionsselskab (D. M. S.), der blev stiftet 1821 på foranledning af præsten Bone Falch Rønne. Selvstændig missionsmark fik Dansk Missionsselskab først i 1864 i Sydindien, hvor nu 53 missionærer arbejder (1927) sammen med 335 indiske medarbejdere i en befolkning på ca. 2 mio. De kristnes antal er 4.727. I 1891 besluttede man at tage et arbejde op i Kina, men der gik nogen tid, før man fik begyndt i Sydmanchuriet. 1910 udvidedes arbejdet nord på. Missionærantallet er 75, de indfødte medarbejderes 252, og den kristne menighed tæller i alt 4.126 kinesiske kristne. Efter Dansk Missionsskab er Santal-Missionen den største mission i Danmark (begyndt 1867). Det er en nordisk mission med et missionærantal på 47 med 436 indfødte medarbejdere og i alt 27.964 kristne. Der efter kommer Sudan-Missionen (fra 1911) med 21 missionærer, Østerlandsmissionen (fra 1898) med 16 missionærer, Brødremenighedens danske hedningemission (fra 1922) med 14 missionærer, Kvindelige Missions Arbejdere (K. M. A.) (fra 1900) med 13 missionærer, Teltmissionen (begyndt 1904), Dansk Kirke-Mission i Arabien (fra 1904), Israels-missionen (fra 1885), hvortil kommer missionsvirksomheder som L. P. Larsens og Bittmanns, knyttede til enkelte missionærer. — I alt arbejder fra de nordiske lande ca. 1.300 missionærer på forskellige missionsområder sammen med 7.000 indfødte missionsarbejdere. Kirken på missionsmarkerne tæller i alt 300.000 kristne.
Verdensmission og Samarbejde.
I de evangeliske kirkers arbejde har Y. M. stadig fået større og større plads. Af vidtrækkende betydning har det været, at man med held har forsøgt et vist samarbejde mellem de ca. 400 missionsorganisationer, som virker forskellige steder. Det begyndte ude på missionsmarkerne med, at missionærer fra forskellige selskaber kom sammen til forhandling (en af de første konferencer af den art blev holdt i Allehabad [Indien] 1873), men snart følte man betimeligheden heraf også i hjemmemenigheden. 1888 samledes således henved 1.600 delegerede fra så godt som alle evangeliske missionsselskaber til en konference i London, i 1900 afholdtes en tilsvarende konference i New York med 2.500 delegerede og i 1910 Verdensmissionskonferencen i Edinburgh, som kom i stand efter flere års grundigt forarbejde med det som mål at skaffe et så fyldestgørende materiale som muligt vedrørende en række betydningsfulde spørgsmål, som kunne forelægges konferencen til forhandling. Konferencens leder John R. Mott blev formand for en fortsættelseskomité, som blev dannet efter konferencens afslutning, med det som mål at føre det påbegyndte enhedsarbejde videre. 1. verdenskrig medførte imidlertid en afbrydelse af samarbejdet, lige som den i det hele var en alvorlig hindring for missionsarbejdet. Værst gik det ud over den tyske mission, som alle steder (med undtagelse af hollandsk Indien) blev afbrudt, idet missionærerne enten blev ført bort i fangenskab eller sendt hjem. Efter krigen forsøgte man atter at finde hinanden i samarbejde. I 1921 dannedes det internationale Missionsråd ved et møde i Lake Mohonk, og det var planen, at det, gennem repræsentanter fra de forskellige landes missionsråd, skulle være det faste bindeled mellem al evangelisk mission. Tyskland blev indbudt til at være med, og ved Missionsrådets næste møde i Oxford 1923 genoptoges ved tyskernes deltagelse det samarbejde, Edinburgh-konferencen havde givet indledningen til. Med John Mott som formand, J. H. Oldham og Warnhuis som sekretærer, gøres et betydeligt arbejde. Missionsrådets organ er International Revue of Missions — der er blevet det førende missionstidsskrift.
Ved den næste konference, som skal afholdes i Jerusalem i 1928, samles 200 delegerede, hvoraf over halvdelen er repræsentanter for de nationale kirker på missionsmarkerne, for at drøfte en del af de spørgsmål, som er brændende for missionsarbejder for tiden. Det samlede antal evangeliske missionærer (1925) var ifølge World Missionary Atlas 29.188, hvoraf 7.663 arbejdede i Kina, 5.682 i Indien og 6.289 i Afrika. Missionsstationernes antal opgaves til 4.598 og antallet af kristne til 8.342.373. Missionsselskabernes antal anførtes til 380, og udgifterne ved dette arbejde stod opført til ca. 270 mio. Kr. Skolekommissionen arbejdede ved hjælp af 24.205 elementærskoler, 101 højere skoler og 461 teologiske seminarier eller bibelskoler. Lægemissionen omfattede 801 læger samt 612 indfødte læger, 858 hospitaler, 1.686 poliklinikker med 389.712 kliniske og 10.441.539 polikliniske patienter.
Ozeanien og de ostindiske Øer..
For Australnegrene gælder det, som de primitive Folk i det hele taget, at de Hvides Indflydelse og Herredømme har været deres store Ulykke. Nu er der vel kun c. 50000 tilbage af den oprindelige Befolkning, og disse synes ikke at kunne reddes fra Undergang, uagtet der nu gøres en hel Del fra Regeringens Side som en Slags Bod for Fortidens Misgerninger. Den første, der tog Missionens Arbejde op her, var Samuel Marsden (d. 1838), men hans Arbejde, der blev gjort ud fra den Tanke, at Papuaerne skulde have Civilisation, før de fik Kristendom, førte ikke til varige Resultater. Efter flere forgæves Missionsforsøg begyndte Brødremenigheden et Arbejde, som satte Spor, ikke mindst paa Grund af den store Trofasthed og Udholdenhed, hvormed det blev gjort. Den betydeligste af Missionærerne var Hagenauer (d. 1909).
Langt bedre gik det paa Ny Zeeland blandt Maorierne, hvor Church Missionary Society paa Marsden’s Foranledning begyndte en Mission i 1814. Senere kom Wesleyanerne til, og Arbejdet fortsattes under store Vækkelser. Biskop Selwyn fik stor Betydning for Missionen her. I Polynesien er Missionen især knyttet til John William’s Navn. Som ganske ung blev han grebet af, hvad han hørte om Missionen paa Tahiti, hvor London Missionary Society havde begyndt Missionen 1797. 1816 blev han udsendt og fik sin Virksomhed paa forskellige Øer — Raiatea, Rarotonga og Samoaøerne, indtil han fandt Martyrdøden 1839 paa Eromanga — en af Ny Hebriderne. Med Rette har han faaet Navnet»Sydhavsøernes Apostel«. Nu kan det egentlige Missionsarbejde i Polynesien siges at være afsluttet, idet de Indfødte har overtaget Ledelsen af Kirkerne.
Paa Hawaji-Øerne, hvor American Board begyndte Arbejdet 1820, fik Kristendommen en saadan Indgang til at begynde med, at den allerede 1840 erklæredes for at være Folkets Tro. 1850 dannedes et hawajisk Missionsselskab, som har bragt Evangeliet til Markesas-Øerne. Fra 1863 kan man sige, at Hawajis Kirke har været selvstændig.
I Melanesien befinder Missionen sig endnu i sit Begyndelsesstadium. Befolkningens Grusomhed og det vanskelige Klima — især paa Ny Guinea, har her lagt Missionen store Hindringer i Vejen. Biskop Selwyn foretog 1847 en Missionsrejse til en Del af Øerne. 1861 indviede han John Coleridge Patteson til Biskop over Melanesien. Efter ti Aars velsignet Virksomhed led han Martyrdøden 1871. Paa Ny Guinea har der været tyske Missionærer fra 1855 og Missionærer fra London Missionary Society fra 1871. Arbejdet har kun baaret ringe Frugter endnu. Flere Missionærer er blevet dræt — saaledes James Chalmers 1901. I alt findes der paa disse Øer c. 200000 Kristne.
Paa de ostindiske Øer lagde den hollandske Regering længe Hindringer i Vejen for Missionen. Gennem Det nederlandske Missionsselskab er der dog alligevel blevet gjort et værdifuldt Arbejde flere Steder, f. Eks. blandt Alifurerne paa Celebes (fra 1822), hvor der kun er faa Hedninger tilbage af en Befolkning paa 150000 Indb. Paa Sumatra har Det rhinske Missionsselskab fra 1861 udført et meget stort Arbejde blandt Batakkerne. Her har Nommensen virket indtil sin Død 1918, paa hviket Tidspunkt der var c. 200000 Kristne, hvoraf mange er vundne fra Islam. Det er et overmaade dygtigt Arbejde, tyske Missionærer her har udført. Paa Nias har man ogsaa opnaaet store Resultater, paa Trods af stor Modstand fra Muhammedanernes Side.
Missionen i Afrika.
Det var slavehandelen, som var årsag til, at den hvide mand begyndte at beskæftige sig med Afrika, og da senere den evangeliske mission tog sin begyndelse, havde den i nogen grad sin baggrund i den skyldfølelse, som mange kristne følte over for negrene, når de tænkte på den skæbne, der var blevet dem til del under hvide mænds hensynsløse handlen. Senere kom opdagelserne, frem for alt Livingstone’s og Stanley’s, til at virke som tilskyndelser til missionen, og i nyeste tid har islams fremtrængen i Afrika været en alvorlig påmindelse til den kristne menighed om ikke at gå uden om de opgaver, som ligger og venter på den i Afrika. I Vestafrika forsøgte Brødremenigheden forgæves at begynde et arbejde i den danske koloni på Guldkysten (1736), og andre gik det ikke bedre, idet det usunde klima snart ødelagde missionærernes helbred. Centralmissionsselskabet mistede i løbet af 25 år 19, Church Missionary Society 109 udsendinge i Sierra Leone. På Guldkysten i Togo og Kamerun har tyske selskaber (Baseler og Nordtyske Missionsselskab) udført et godt arbejde og opnået gode resultater (ca. 50.000 er gået over til kristendommen). 1. verdenskrig betød et alvorligt knæk for arbejdet her, da de tyske missionærer måtte forlade det, og menighederne i det store og hele blev overladt til sig selv. Der har imidlertid været mærkelige folkebevægelser i retning af kristendommen under indflydelse af indfødte»profeter«, således at jordbunden i høj grad er blevet beredt for missionen. I Nigeria, som var Englands værdifuldeste koloni efter Indien, har Church Missionary Society, wesleyanerne og forskellige andre engelske selskaber gjort et stort arbejde. Mænd som biskop Crowther, Hill, Tugwell og James Johnsen har sat deres præg på arbejdet. Man har her stræbt efter at få de indfødte kristne frem i ledelsen, og flere af disse som Crowther (d. 1891) og Johnson (d. 1917) har vist betydelige evner.
I alt var der i Afrika (1925) 6.289 missionsarbejdere, der arbejdede på 1.403 missionsstationer, og 43.181 indfødte medarbejdere samt 2.629.457 indfødte evangeliske kristne.
Missionen i Kongo.
I fransk Kongo har en højtbegavet tysk videnskabsmand, dr. Albert Schweitzer, åbnet et missionshospital i Lambarene (1913) — et eksempel på, hvor betydelige personligheder selv missionen blandt naturfolk kan drage til sig.
I Belgisk Kongo, hvor den indfødte befolkning har lidt mere i moderne tid end noget andet sted, arbejder blandt andet Svenska Missions-Förbundet (fra 1881) og forskellige baptistselskaber.
Missionen i Sydafrika.
I Sydafrika begyndte Brødremenigheden 1837. Den første missionær Georg Schmidt (d. 1785) måtte lide meget fra hollændernes side og blev til sidst tvunget til at forlade Kap. Først 1792 kunne nye arbejdere fortsætte hans gerning blandt hottentotterne, omend under stadig modstand fra de hvides side. Kort tid efter kom van der Kemp, udsendt af London Missionary Society, til Kap, hvor han virkede til sin død 1811. Af andre missionærer i London Missionary Society’s tjeneste må nævnes dr. Philip, der som selskabets tilsynsmand ledede missionen i over en menneskealder (d. 1851). Mest kendt af missionærerne i Sydafrika er Robert Moffat (d. 1883), der fik sit arbejde blandt bechuanerne, delende ondt og godt med dem. Hans datter ægtede Livingstone, der, før han begyndte sine opdagelsesrejser, arbejdede en årrække som missionær. Af de mange selskaber, som har virket og virker i Sydafrika, må nævnes den skotske frikirke, som i Lovedale fik oprettet en skole, der under James Stewart’s (d. 1905) dygtige ledelse fik stor betydning for uddannelse af de indfødte til præster, lærere, landmænd og håndværkere; wesleyanernes arbejde; Pariser Missionens virksomhed bandt basutoerne (Casalis [d. 1891] og Coillard [d. 1904]); hermannsburgernes mission blandt bechuanerne; Berliner missionen i Transvaal og Natal; hvortil kommer svensk og norsk mission. I Sydafrika findes godt 1 1/2 mio. kristne.
Missionen i Østafrika.
Også i Østafrika har missionen fået god indgang flere steder. Den skotske frikirke begyndte 1875 den såkaldte Livingstonia mission i Nyassaland, hvor blandt andre Dr. Laws og Donald Fraser har haft stor betydning for arbejdet. Church Missionary Society begyndte, efter at Stanley i 1875 havde besøgt Uganda, en mission i det pågældende land. Under meget skiftende ydre kår er arbejdet blevet udført — snart hæmmedes missionen af kongernes lunefuldhed og snart af muhammedanerne og katolikkerne, men trods dette har kristendommen fået en indflydelse i folket, som kun få andre steder i Afrika. Særlig betydning for arbejdet har Alexander Mackay (d. 1890), biskop Tucker (d. 1914) og Archdeacon Willis haft. De evangeliske kristnes antal er ca. 150.000.
På Madagaskar har London Missionary Society (fra 1820) og Norsk Missionsselskab (fra 1866) under megen modstand udført et stort arbejde.
Missionen i Japan.
Japans missionshistorie begyndte 1549, da Frans Xavier lagde grunden til den katolske mission, som, takket være jesuitternes missionspolitik i forbindelse med deres evne til at komme ind alle vegne, voksede så stærkt, at den i slutningen af det 16. århundrede talte hen imod 600.000 kristne. Så udbrød der kristenforfølgelser, der så godt som helt udryddede kristendommen i Japan og medførte, at udlændingene indtil midten af det 19. århundrede var lukket ude fra Japan. 1859 begyndtes missionsarbejdet igen, men da de gamle edikter mod kristendommen stadig stod ved magt indtil 1873, var det en pionerarbejdets tid, hvor blandt andet en mand som Guido Verbeck (d. 1898) gjorde et betydningsfuldt arbejde. I de følgende år til omkring 90-erne medførte Japans iver for at tilegne sig vestens kultur en stigende interesse for kristendommen, indtil man opdagede, at vestens kultur og kristendom var ikke uadskilleligt knyttet til hinanden. Den stærke nationalitetsfølelse, som ofte tog de gamle religioner i forsvar ud fra nationalt synspunkt, prægede også mange kristne således, at de undertiden kom langt ud i synkretisme. Fra århundredskiftet har missionen mere og mere arbejdet sig ind i folkets liv som en faktor, man regner med i det praktiske liv, og mange tillægger kristendommens moralske indflydelse stor betydning for folkets liv. De kristne i Japan har haft betydelige førere som Nisima og biskop Honda og i vore dage en mand som Kagawa. Missionærernes antal var i 1925 1.253, de kristnes 164.700.
Missionen i Korea.
I Korea begyndte den evangeliske mission først i 1884 efter, at landet var blevet åbnet for udlandet. Arbejdet, som hovedsagelig bæres af presbyterianerne og metodisterne (fra Amerika), gik til at begynde med meget småt, indtil de store vækkelser udbrød omkring år 1906, og selv om den japanske politik (efter Japans erobring af Korea i 1910) ofte har lagt missionen store hindringer i vejen, så er der få steder, hvor kristendommen har fået en så stor indflydelse som i Korea. De evangeliske kristnes antal opgaves i 1925 til 278.000, hvortil kom 100.000 katolske kristne.
Missionen i Kina.
I Kina begyndte missionen med nestorianernes arbejde i det 7. århundrede. Omkring 1300 begyndte den katolske mission, som nåede sin egentlige blomstring gennem jesuitternes virksomhed omkring år 1600. Stridigheder mellem de forskellige missionerende munkeordener, især over for spørgsmålet om kristendommens stilling til forfædredyrkelse, i forbindelse med blodige forfølgelser i det 18. århundrede, gav den katolske mission et alvorligt knæk. I de sidste 75 år er det atter gået fremad med den katolske mission. Den evangeliske mission begyndte 1807 med Robert Morrison (d. 1834). Da der ikke var adgang til selve Kina, måtte han i hemmelighed opholde sig i Kanton, hvor han studerede sproget og udarbejdede en ordbog, sproglære samt en oversættelse af Bibelen. Ved siden af Morrison må tyskeren Gützlaff nævnes som en af Kinamissionens pionerer. Han var en sprogbegavelse, fyldt med begejstring for missionen, og fik gennem sin virksomhed skabt en ikke ringe interesse for Kina, især i England og Amerika. Den såkaldte opiumskrig (1840—42), medførte, at Kina måtte åbne 5 havne for udlændingene. Disse byer blev i de følgende år udgangspunkter for missionen, og fra Gützlaff’s side gjorde man et mislykket forsøg på at nå ind i landet ved hjælp af kinesiske evangelister. Flere engelske selskaber (London Missionary Society, Church Missionary Society) og nogle tyske (Baseler Missionen og det rhinske Missionsselskab) begyndte i årene lige efter Opiumskrigen missionsarbejdet i Kina. Under de følgende års krige mellem Kina og de udenlandske magter blev Kina tvunget til lidt efter lidt at åbne landet for de»fremmede djævle«— også missionærerne. Gennem mænd som William Burns (d. 1868) og Hudson Taylor forberedtes det store fremstød i missionsarbejdet, især efter at sidstnævnte fik dannet China Inland Mission (C. I. M.) i 1865 — den største missionsvirksomhed i Kina. 1867 var der endnu kun 97 evangeliske missionærer i 10—11 havne i 7 af rigets provinser. Gennem C. I. M.’s store virksomhed blev missionsarbejdet taget op i den ene provins efter den anden, indtil endelig 1898 Hunan blev åbnet for missionen som den sidste af Kinas provinser, der opgav modstanden mod udlændingenes indtrængen. Mange missionærer, som fx. Griffith John i Hankow, gjorde et stort grundlæggende arbejde, alt mens antallet af missionærer i Kina stadig voksede således, at der i 1877 var 473 evangeliske missionærer og videre i 1902 1.188 mænd samt 825 ugifte kvinder fordelt på 653 stationer. Det var mod Kinas vilje, at udlændingene var kommet ind i landet, og da Bokseropstanden brød ud i 1900, gik det ud over missionen såvel som alt andet fra udlandet. 135 evangeliske og 49 katolske missionærer blev dræbt, men ikke nok dermed — også de kinesiske kristne gik det ud over, idet i alt ca. 40.000 kristne blev dræbt. Efter dette reaktionære forsøg på at lukke al fremmed indflydelse i Kina ude slog regeringen ind på en reformpolitik, som blandt andet førte til ophævelse af det gamle eksamenssystem (1905). Gennem missionsskolerne fik missionen i de følgende år berøring med mange kinesiske unge, der søgte uddannelse på det vestlige kulturgrundlag. Allerede 1877 var der i Shanghai blevet afholdt et fællesmøde for den evangeliske mission i Kina, hvori 124 missionærer tog del repræsenterende 20 selskaber. Det næste møde af denne art blev afholdt 1890 med 445 deltagende missionærer. Af stor betydning var det, at man enedes om et fællesarbejde for oversættelse af Bibelen. I hjemlandene gav denne konference anledning til en voksende interesse for missionen i Kina således, at missionærtallet steg betydeligt de følgende år samtidig med, at nye selskaber tog missionsarbejdet op. 1907, på hundredårsdagen for den første evangeliske missionær Morrison’s ankomst til Kina, afholdtes den 3. missionskonference i Shanghai med 1.170 missionærer fra alle egne af Kina som deltagere. Mens de kristnes tal kun var 300 i 1860 og 90.000 i 1900, opgaves kirkens medlemmer nu til 190.000. Missionærernes antal var over 3.000. Efter Edinburghmødet 1910 forberedtes gennem Mott’s og Eddy’s rejser i Kina dannelsen af en fortsættelseskomité i Shanghai 1913, hvori kineserne besatte 1/3 af pladserne; dette blev i 1920 forandret derhen, at de kinesiske medlemmer skulle udgøre flertallet i komiteen — et udtryk for bestræbelserne for at give kineserne en stedse større plads i arbejdet. Årene efter 1. verdenskrig var præget af politisk uro, samtidig af en stærk åndelig gæring. Krigene mellem forskellige militærguvernører har medført en utryghed og usikkerhed i mange egne af landet og også lagt missionen alvorlige hindringer i vejen. I den såkaldte renaissancebevægelse har Kina fået en bevægelse, der arbejder hen imod en syntese mellem vestens og østens kulturer, idet man på videnskabelig måde vil søge at lægge grunden til det nye Kina. Verdens kristelige studenterforbunds møde i Peking 1922 fremkaldte en modbevægelse blandt ikke-kristne studenter, den såkaldte antikristelige bevægelse, som med benyttelse af de til rådighed stående midler har prøvet på at lægge missionens arbejde hindringer i vejen. Den vågnende nationalitetsfølelse har dels givet anledning til et spændt forhold til de udenlandske magter, i anledning af de forskellige privilegier, som udlændingene gør krav på i Kina, dels over for missionen medført et stadig stærkere krav fra de kinesiske myndigheders side om at få ledelsen inden for missionsarbejdet overdraget, for at man blandt andet derved bedre kan arbejde hen imod det, der står som målet for mange: een kinesisk-kristen kirke, der ikke er delt med alle de skillemure, som den vesterlandske konfessionalisme har bragt med sig ind i arbejdet blandt kineserne. Ved den store nationale, kristelige konference (National Christian Conference) i Shanghai 1922 valgtes et nationalt kristeligt råd, der i fremtiden skulle tjene som bindeled mellem de forskellige kirker og tage fælles opgaver op. Blandt lederskikkelser inden for den kinesiske kirke maa nævnes mænd som C. T. Wang (tidligere udenrigsminister), W. W. Yen (tidligere premierminister), David Yui (Kinas repræsentant ved Washington-konferencen, generalsekretær for K. F. U. M.), general Feng Yu Hsiang og C. Y. Cheng, lederen af ovennævnte Shanghaikonference. Af fremstående missionærskikkelser må foruden tidligere omtalte nævnes mænd som tyskeren Ernst Faber (d. 1899), der især har gjort sig fortjent ved sine litterære arbejder, amerikaneren W. A. P. Martin (d. 1913), James Gilmour (d. 1891), der har virket i Mongoliet, J. Goforth, kendt som vækkelsesprædikant, og K. F. U. M.’s første generalsekretær F. Brockman.
De sidste års begivenheder efter urolighederne i Shangai. Kanton og andre byer i sommeren 1927 har i høj grad vanskeliggjort, en del steder umuliggjort missionærernes arbejde således, at mange har måttet forlade deres missionsstationer. Ifølge den sidste statistik fra 1925 var der i Kina ca. 8.000 missionærer, der arbejdede ud fra ca. 750 missionsstationer, bistået af ca. 27.000 kinesiske medhjælpere. De evangeliske kristnes tal angaves til ca. 800.000.
Missionen i Indien.
Indien rummer baade hvad Race, Sprog, Kultur og Religion angaar de største Modsætninger. Mod Nord træder det ariske Præg stærkest frem, i den øvrige Del af Landet er det derimod det dravidiske Element, som gør sig gældende. Hertil kommer en Del forskellige Stammer, der regnes til Indiens Urbefolkning, hvis hele Liv former sig som Naturfolkenes, og det samme kan siges om de kasteløse, som tæller c. 60 Mill. af Indiens 320 Mill. I det nordlige Indien gør den muhammedanske Indflydelse sig endvidere stærkt gældende, og Stridigheder mellem Muhammedanere og Hinduer finder stadig Sted. Muhammedanernes Antal anslaas til c. 70 Mill. Flertallet af Befolkningen, c. 2/3, er Hinduer og bekender sig til Hinduismen under en eller anden Form. Paa Ceylon findes en Del Buddhister, medens Buddhismen ellers som saadan er fortrængt fra Indien.
Missionen gaar langt tilbage i Indiens Historie, uden at vi med Sikkerhed kan sige hvor langt. Vi ved, at der fandtes Kristne i Indien omkring 180, og i Nikæamødet (325) deltog en Biskop fra Indien. Fra 547 har vi Beretninger om nestorianske Kirker paa Ceylon og i Malabar, og ved Portugisernes Ankomst (1498) talte disse saakaldte Thomas-Kristne c. 200000. Deres Antal er nu steget til 730000, hvoraf Halvdelen har sluttet sig til den katolske Kirke. Ogsaa evangeliske Missionærer har søgt at vække et dybere aandeligt Liv i disse gamle kristne Menigheder, og i nogen Grad er det lykkedes. Portugisernes Komme til Indien gav Stødet til katolsk Missionsvirksomhed ved Franciskanere og Dominikanere, og 1542 kom Jesuitterne til med Frans Xavier og senere Roberto de Nobile i Madura (1606—48) o. m. a. Som i Kina var Jesuitternes Arbejde præget af en meget vidtgaaende Akkommodation — i dette Tilfælde især over for Kasteskikkene. Jesuiterordenens Ophævelse (1773) var til stor Skade for den katolske Mission. Omkring 1800 var der kun 1/2 Mill. Katolikker i Indien. I den nyere Tid er den katolske Mission atter gaaet frem, dog ikke i tilsvarende Grad som den evangeliske. De katolske Kristnes Tal opgives til 2844000.
Den evangeliske Mission tager sin begyndelse et par århundreder efter den katolske med Ziegenbalg’s ankomst til Trankebar (1706). Efter Ziegenbalgs død fortsatte andre betydelige mænd hans gerning, mest kendt blandt disse er C. F. Schwartz (d. 1798), en af de største skikkelser i missionshistorien. Efter 1800 gik det imidlertid tilbage med missionen, dels på grund af manglende interesse i hjemlandet, dels på grund af stridigheder angående stillingen til kastevæsenet, og 1847 overtog Leipziger missionen arbejdet. Englands opmærksomhed var imidlertid gennem det ostindiske kompagnis virksomhed blevet rettet mod Indien. Trods megen modstand fra kompagniets side tog flere selskaber missionsarbejdet op, først baptisterne med William Carey, der kom til Indien 1793 (d. 1834). Hans gerning, som især er knyttet til den danske koloni Serampur, idet han fra 1800 til sin død opholdt sig der, blev af grundlæggende betydning for hele den følgende tid. Han var en stor sprogbegavelse — oversatte således hele Bibelen på 7 indiske sprog og Ny Testamente på 21. Det skyldes endvidere hans indflydelse, at kompagniet 1813 blev tvunget til at give plads for missionen således, at flere selskaber i de følgende år kunne tage arbejdet op forskellige steder. Denne tilladelse til at drive mission blev i 1833 udstrakt til alle evangeliske missioner. På denne tid lægger skotten Alexander Duff (d. 1878) grunden til en skole i Calcutta, som i mange år kom til at stå som udtryk for det princip, der efterhånden prægede den indiske undervisning, at føre indisk ungdom ind i vesterlandsk tankegang gennem det engelske sprog. For missionen fik skolen banebrydende betydning derved, at den tog sigte på de højere kaster og bragte disse i en berøring med vestens åndsliv, som ofte førte med sig, at de kom til at stå med nogen kritik over for visse sider af deres eget. Det lykkedes ham også at vinde flere højtbegavede indere for kristendommen, og få har som Duff sat præget på en missionsperiode.
Da Indien efter oprøret 1857 blev en del af det britiske kejserrige, begyndte en ny tid for landet, og missionen fik også ganske andre kår at arbejde under, idet den engelske regering i det store og hele forholdt sig neutralt over for religiøse spørgsmål og ikke lagde missionen nogen hindring i vejen. Flere selskaber kom til, og man begyndte et særligt arbejde blandt kvinderne (Zenana missionen) samt lægemissionen. På 252 hospitaler og 511 poliklinikker arbejdede (1925) 442 læger med hjælp af 1.360 assistenter. Patienternes antal var nævnte år ca. 4 1/2 mio. — tal, der giver et indtryk af lægemissionens indsats og betydning. Langt de største resultater har missionen opnået i arbejdet blandt de laveste kaster og de kasteløse. Gang på gang har der været store vækkelser — fx. blandt karenerne i Birma, santalerne i Nordindien og madigaerne i Telugulandet — som har grebet om sig således, at det er blevet til massebevægelser mod kristendommen. Bevæggrundene i alt dette har været forskellige; ofte har håbet om som kristne at komme til at leve en mere menneskeværdig tilværelse spillet med ind, og fra missionærernes side er der da også gjort meget for at hæve disse menneskers sociale niveau. I nyeste tid har missionens arbejde blandt pariaerne haft den videre betydning, at mange hinduere har taget et arbejde op blandt dem — ægget dertil gennem den kristne missions eksempel.
Det faktum, at langt det overvejende antal kristne i Indien er af paria-rod, betyder ikke, at der ikke er gjort noget videre for at bringe evangeliet til hinduerne, men over for disse har missionen stået ansigt til ansigt med næsten uløselige vanskeligheder. Hinduismen øvede en magt over den enkelte, som gjorde det meget vanskeligt at foretage det brud, som omvendelsen til kristendommen ville være. Kristendommens indflydelse spores derfor mere indirekte, som fx. i reformbevægelserne inden for hinduismen, så som Brama Samaj, stiftet 1830 af Ram Mohan Roy (blandt de ledende skikkelser inden for bevægelsen må endvidere Debendranath Tagore og Keshab Chande Sen nævnes), ja selv Arya Samaj, der er kristendommens bitre modstander, men i kampen mod afgudsdyrkelse, børneægteskaber og for enkers ægteskab har været virksom til at svække hinduismens magt på en række områder — noget, der også har haft betydning for missionen. Disse års brydninger har forberedt det åndelige omslag i dannede inderes stilling over for kristendommen, som man har sporet så stærkt i de sidste år. Ikke mindst har en skikkelse som Mahatma Gandhi, om end han ikke vil kaldes kristen, men tværtimod hævder, at han er en ægte hindu, haft stor betydning i retning af at vække interesse for Jesusskikkelsen og give rum for Kristus i Indiens religiøse liv. Den nationale bevægelse har også sat sine spor i missionsarbejdet i kravet om en indisk-kristen kirke med gudstjenestelige ordninger, som inderne kan kendes ved som deres egne, og en kirke, der er fri for de dogmatiske skillelinier, som præger den vestlige kirke. Indien skal tilegne sig evangeliet frit og naturligt, for at det kan slå rod i indisk jordbund. Noget af den indiske kristendomstype møder os hos en mand som Sadhu Sundar Singh, der i sig forener det centrale i kristendommen med en følelsesbetonet, spekulativ mystik.
Antallet af evangeliske kristne opgives til 2.242.798, missionærernes antal er 5.682 og de indiske medarbejderes tal 48.787. Der arbejdes ud fra 920 missionsstationer.
Muhammedanermission.
Muhammedanernes Antal opgives til c. 235 Mill., hvoraf c. 106 Mill. lever under engelsk Herredømme. I Indien er der c. 70 Mill., i Kina c. 10 Mill. og i hollandsk Ostindien 36 Mill. — Medens Kirken som Helhed kun har gjort lidt for at bringe Evangeliet til Muhammedanerne, er der helt tilbage til den ældste Tid lige efter Islams Fremkomst en Del Eksempler paa, at enkelte har givet sig hen i denne Gerning. Saaledes virkede i det 8. Aarhundrede Johannes af Damaskus baade med Mund og Pen til Forsvar for den kristne Tro, og i det 9. Aarhundrede skrev Al Kindi, en kristen Araber, sit berømte Forsvarsskrift for Kristendommen. Midt under Korstogene driver Kærligheden til Kristus Frans fra Assisi til Missionen blandt Saracenerne, først i Syrien, senere i Marokko og Ægypten, og hans Eksempel blev efterfulgt af flere Munke (Franciskanere og Dominikanere). 1198 stiftedes Trinitariernes Orden med den Opgave dels at løskøbe kristne Slaver fra Muselmændenes Fangenskab og dels at omvende de vantro. Frans’ Forbillede har ogsaa virket med paa den største Muhammedanermissionær i Middelalderen Raimundus Lullus, hvis hele Liv, efter at han 30 Aar gammel havde oplevet en Omvendelse, var helliget Arbejdet blandt Muhammedanerne. Hans Virksomhed var opfyldt af Arbejdet for at vække Interesse i Kirken for Muhammedanermissionen, litterær Virksomhed og Missionsrejser. Han led Martyrdøden 1315 under en Rejse i Algier. I de følgende Aarhundreder gøres der saa godt som intet i Retning af Missionen blandt Muhammedanerne. Først med Henry Martyn (d. 1812) vendes Kristendommens Tanker atter mod den muhammedanske Verden. I C. M. S.’s Tjeneste virkede i en Aarrække Dr. Pfander, først i Nordindien, senere nogle Aar i Konstantinopel. Han døde 1865. Ved Pfander’s Side stod Biskoppen af Lahore Valpy French, der 65 Aar gammel gik ind i Pionerarbejdet i Muhammedanermissionen, drog til Maskat i Arabien, hvor an døde kort Tid efter. I Egnen omkring Aden begyndte Skotten, Prof. Keith-Falconer et Arbejde, der efter dennes pludselige Død blev fortsat af Dr. Young. Nutidens betydeligste Muhammedanermissionær og Muhammedanermissionens utrættelige Talsmand Dr. S. M. Zwemer har faaet stor Betydning for Missionen gennem sit indgaaende Kendskab til Islam og sin praktiske Indsigt i Forholdene blandt Muhammedanerne Verden over.
Aarene efter Verdenskrigen har i høj Grad forandret den politiske, sociale og aandelige Stilling inden for den muhammedanske Verden. Der er intet Kalifat mere, og Vestens Kultur trænger ind saa godt som alle Vegne og virker omdannende paa det sociale og aandelige Liv i de muhammedanske Lande, og medfører en Kulturkrise, der før eller senere vil munde ud i en religiøs Krise. Situationen i Tyrkiet viser dette tydeligt, — her er foreløbig direkte Mission udelukket. I Indien er der Mulighed for Missionen, men af de ca 6000 Missionærer, som arbejder her, er kun ca 20 Muhammedanermissionærer. De største Resultater har Missionen haft i Hollandsk-Ostindien, hvor Tusinder af Muhammedanere er gaaet over til Kristendommen. I Ægypten er det fremfor alt Kairo, som er Udgangspunktet for Missionen. Her findes det kristne, amerikanske Universitet, som søges af mange unge Muhammedanere. Endvidere maa nævnes»Nil Mission Press«, der udgiver en Mængde større og mindre Skrifter. Arabien er saa godt som uden Missionærer — lidt over 20 i alt. I Aden arbejder»Dansk Kirke-Mission«(s. d.). I Syrien arbejder»Østerlandsmissionen«. Hvad Nordafrika angaar, er Antallet af Missionærer ogsaa der ganske utilstrækkeligt. I Muhammedanermissionen har Lægemission og Skolemission haft en overmaade stor Betydning; hvor der ikke har været Adgang for de almindelige Missionærer, har Læger og især i nyeste Tid Lærere faaet Adgang.
Israels-missionen.
Den ældste kristne Mission var Israels-missionen (jfr. Mt. 15, 24; Mt. 10, 5 og Ap. G. 1, 8), og den store Hedningemissionær Paulus glemte aldrig Herrens eget Folk, selv om han som oftest mødte den stærkeste Modstand blandt Jøderne. Afstanden mellem Jøderne og de Kristne blev i Tidens Løb større og større — vel var der enkelte i Oldkirken, som f. Eks. i Dialoger og Prædikener søgte at henvende sig til Jøderne, men eftersom den Tankegang fandt stedse større Udbredelse, at Jøderne paa Grund af deres Korsfæstelse af Kristus var under Guds Forbandelse, forsvandt enhver Rest af Kærlighed til Herrens Folk, og som Følge deraf enhver Form for Mission. Der udvikledes efterhaanden et Had mellem Jøder og Kristne, som blev næret gennem forvrængede Fremstillinger og falske Beskyldninger. I Korstogstiden gav dette Had sig Udslag i grusomme Forfølgelser. Det maa dog nævnes, at Dominikanermunke tog Israelsmissionen op i Frankrig og i Spanien, men først med den evangeliske Kirke kan man sige, at Israelsmissionen virkelig blev taget op. Som yngre søgte Luther at bane Vej for et nyt Syn paa Jøderne; senere forandrede han sit Syn, og hans senere Skrifter er uden Forstaaelse for Israelsmissionen. Stor Betydning for denne Mission fik den lærde Esdras Edzardi’s Virksomhed (d. 1708), dels derved, at mange Jøder gennem hans Virksomhed blev ført til Daaben, men ogsaa derved, at han slog til Lyd for Israelsmissionen, saa Mænd som Francke, Spener og Zinzendorf fik Interesse derfor. 1728 oprettede Francke’s Discipel Callenberg det første egentlige Missionsforetagende, "Institutum Judaicum", der snart begyndte at udsende Jødemissionærer. Mest kendt af disse er Stephan Schultz (d. 1776), der efter et meget opofrende Liv i Israels-missionens Tjeneste blandt Jøder i Europa, Asien og Afrika overtog Ledelsen af Institutum Judaicum i Halle. Rationalismens Tid førte paa den ene Side med sig, at Missionsaanden døde hen, men samtidig trængte de friere Aandsrørelser sig ind i den jødiske Menighed og svækkede Tilliden til Jødedommen, alt medens Jøderne i en Række Lande fik bedre ydre Kaar. Da derfor Missionstrangen vaagnede i Begyndelsen af det 19. Aarh., saa var Vejen til Jøderne paa mange Maader lettere for de kristne Missionærer. Det første Israels-missionsselskab dannedes i London 1809 og er stadig det betydeligste. I London alene er der af dette Selskabs Missionærer blevet døbt 2018 Jøder. Til at begynde med virkede dette Selskab ogsaa i Tyskland og Polen, indtil tyske Selskaber traadte til og overtog Arbejdet. I det hellige Land begyndtes Arbejdet 1823 med Sønderjyden J. Nicolaison (d. 1856). 1841 oprettedes et preussisk-engelsk Bispedømme, hvis Biskopper — f. Eks. Samuel Gobat — var ivrige for Israelsmissionens Sag. Ogsaa i Abessinien er der af Londoner-Selskabet udført et rigt velsignet Arbejde blandt Jøderne dér. Senere er der kommet flere engelske Selskaber til; blandt disse maa den skotske Frikirkes Jødemission nævnes. Ogsaa i Nordamerika dannedes en Række Israels-missionsselskaber. I Tyskland stiftedes det første Selskab for Israelsmissionen 1822, og paa Tilskyndelse af Franz Delitzsch»Evang. luth. Central-Verein für die Mission unter Israel«i 1871, i Tilslutning til hvilket den danske Israelsmission (stiftet 1885) arbejder. Den første Formand for sidstnævnte Selskab var Prof. Buhl, efter ham fulgte Biskop A. S. Poulsen; den nuværende Formand er Prof. Fr. Torm. I Norge dannedes en Israelsmissionsforening allerede 1844 og i Sverige 1879. Israels-missionen adskiller sig fra al anden Mission derved, at Jøderne, som der skal arbejdes iblandt, ikke bor i deres eget Land, men for største Delen i kristne Lande. Naar der alligevel er Grund til at udsende særlige Israelsmissionærer, saa ligger det i, at det maa være Mennesker, der har Kendskab til Jødernes hele Aandsliv og Historie. Man har derfor søgt at give Jødemissionæren en grundig Uddannelse med dette specielle Arbejde for Øje paa særlige Uddannelsesanstalter. Stor Forskel gør det selvfølgelig, om Arbejdet skal gøres blandt Østens kulturelt lavtstaaende Jøder eller blandt Vestens oplyste Jøder, hvad enten de tilhører Ny-Ortodoksien, Reformjødedommen eller er Fritænkere. Et af de mest omdebatterede Spørgsmaal inden for Israelsmissionen er Spørgsmaalet om, hvorvidt man skal danne særlige jødekristne Menigheder, eller om man skal lade de døbte Jøder gaa ind i den almindelige Kirke. Mange Forsøg i Retning af det første er gjort i Tidens Løb. Mest kendt er Joseph Rabinovisch’ Forsøg paa at stifte en Menighed under Navn af»den nye Pagts Israelitter«.
Under 1. verdenskrig led Jøderne meget — især Østeuropas Jøder. Efter Krigen overtog England (1922) Mandatet over Palæstina, og det var Tanken at indrette et nationalt Hjemsted for Jøderne i deres gamle Land. Med Sir Herbert Samuel som Guvernør er der gjort et stort Arbejde for Landets Genrejsning. De forandrede Forhold for Jøderne har ogsaa haft Betydning for Missionen, og man har paa Konferencer søgt at faa mere Klarhed over Stillingen for Øjeblikket og dens Kald til den kristne Kirke. Der er 32 Israelsmissionsselskaber med i alt 374 Missionærer.
Yellowstone National Park.
Bisoner ved en varm kilde i Yellowstone National Park
Yellowstone National Park er USA's første nationalpark, idet den blev oprettet i 1872. (Allerede i 1864 blev der dog
vedtaget en lov, ifølge hvilken der blev oprettet en californisk statspark i Yosemiteområdet. I 1890 blev denne overtaget af Forbundsregeringen som en nationalpark). 94% af Yellowstoneparken ligger i det nordvestlige hjørne af staten Wyoming og resten i Idaho og Montana. Der er fem indgange til denne park, tre fra delstaten Montana og to fra Wyoming. Ved den sydlige indgang er der forbindelse til og fra en anden nationalpark, Grand Teton National Park.
Yellowstone National Park er verdens første nationalpark med et areal på 8.980 km². Den har sit navn efter de gule klipper i den store canyon, Grand Canyon. Parken har et rigt dyre- og planteliv, bl.a. med bisonokser, ulve, prærieulve, elge, bjørne, kronhjorte, antiloper og mange flere. Dyrene færdes ofte på vejene, da de ikke er specielt bange for mennesker. Men det er vigtigt at holde sig på afstand af dem, da de kan være aggressive. Der er fundet ca 2.000 plantearter i parken, der dog overvejende er bevokset med nåletræer.
Yellowstone befinder sig på et plateau godt 2.000 meter over havet. Det mest karakteristiske og særprægede for parken er de geologiske forhold, idet det meste af området er domineret af vulkanske aktiviteter. Landskabet er formet efter et enormt vulkansk udbrud for 640.000 år siden, som resulterede i dannelsen af en såkaldt caldera. Det ligger derfor oven på et stort magmakammer, ca 9 km nede i jorden. To trediedele af verdens gejsere findes i Yellowstone Nationalpark, herunder den trofaste Old Faithful, som har udbrud hver 92 minutter. Fra andre kilder kommer der varmt slam op og danner små kogende slamsøer. I alt findes der 10.000 varme kilder i Yellowstone Nationalpark, heraf 3.000 geysere.
Der findes to canyons i nationalparken og flere flotte vandfald samt høje bjerge med gletsjere. Flere floder krydser Yellowstone Nationalpark. Den største er Yellowstonefloden, der løber mod nord via to vandfald, hvorefter den drejer mod øst og munder ud i Missouri-floden. På sin vej gennem nationalparken passerer den gennem Hayden Valley og forbi Yellowstone-søen, som er Nordamerikas højest beliggende sø. De to andre vigtige floder er Madison river og Gardner river. Også de løber mod nord og udmunder i Missouri-floden. Den sydlige det af nationalparken har imidlertid afstrømning via Snakefloden til Stillehavet. Parken omfatter således et vandskel.
Der findes et enkelt vejsystem i parken kaldet Grand Loop Road, som har form af et 8-tal. Herfra er der udstikkere til udsigtspunkter og specielle seværdigheder samt til de 5 adgangsveje. Ved indgangene til Yellowstone National Park er der opstået små byer med mange hoteller og moteller, hvor man kan overnatte og foretage dagture ind i området. Der findes også begrænsede muligheder for at overnatte på moteller og campingpladser visse steder indenfor parkens område. Teltning er dog forbundet med nogen fare, idet naturen har første prioritet. Der forekommer desværre stadigvæk dødsulykker med bjørne og bisonokser på grund af menneskers trang til at gå for tæt på.
I Yellowstone Nationalpark forekommer der hvert år jordrystelser og skovbrande. Man gør ikke noget forsøg på at slukke brandene, kun hindrer man dem i at komme for tæt på parkens bygninger. Skovbrande er et led i naturen og får derfor lov til at rase ud. Ny skov vokser relativt hurtigt op ved naturlig genvækst. I 1988 forekom der en særlig stor brand i Yellowstone Nationalpark, som omfattede store dele af området. Man kan derfor nu se de sorte stammer fra de afsvedne fyrretræer stikke op over en ung skov.
Yellowstonefloden.
Yellowstonefloden er en biflod til Missouri-floden. Den er cirka 1.100 km lang, men alene sejlbar på cirka 500 km.
Yemen.
Yemen er en arabisk republik. Hovedstaden er Sanaá. Republikkens sprog er arabisk, og religionen islam. Landets eksport består primært af kaffe og bomuld.
Historisk var landet en del af Det Islamiske Rige (631-1517), derpå kom landet under det Osmanniske Rige. I 1918 blev landet et kongedømme med en imam som overhoved. Et militærkup i 1962 førte til republik og derefter borgerkrig indtil 1967. I denne konflikt støttede Saudi-Arabien imamen, mens den republikanske regering fik støtte fra Egypten.
Foruden selve området på den arabiske halvø omfatter Yemen også en række øer blandt andet Socotra i det Arabiske hav.
Yen.
Yen (円 "en") er en Japansk møntenhed. Yen skrives med symbolet ¥. Valutakoden for yen er JPY.
1 yen = 100 sen = 1000 rin.
Yersinia enterocolitica.
Yersinia består af 9 nærtbeslægtede bakteriearter, hvor Yersinia enterocolitica er skyld i fødevarebåren sygdom hos mennesker. Yersinia vokser ved temperaturer på 0 - 40 grader og vokser derfor fint selv i køleskabet.
Yersinia er vidt udbredt i naturen og findes både i vand, jord og i mange forskellige dyrearter. I madvarer ses Yersinia først og fremmest i svinekød, men ses også i mælkeprodukter. Smitte med Yersinia kan forekomme, når bakterien overføres til varmebehandlede produkter, såsom kødpålæg, der opbevares gennem længere tid i køleskabet.
Yersiniose er en af de hyppigste årsager til maveinfektion, men til forskel fra flere af de andre fødevarebakterier, er antallet af yersiniose-tilfælde i Danmark dalet med 2/3 siden midten af 80'erne. Det skyldes muligvis den øgede fokus på fødevarehygiejne herhjemme. Yersiniose skyldes, at større mængder Yersinia enterocolitica trænger ind i kroppen gennem tyndtarmens vægge.
Yersinia enterocolitica er ret varmefølsom og dræbes derfor, når maden op til 55 - 60 grader.
3-10 døgn efter du har indtaget en fødevare med store mængder Yersinia enterocolitica, vil der optræde feber, diarré, mavesmerter og/eller mave-tarmbetændelse. Symptomerne, der i nogle tilfælde forveksles med blindtarmsbetændelse, varer fra få dage til en uge og går som regel over af sig selv. I en del tilfælde kan yersiniose, 1-2 uger efter smitte, føre til infektioner andre steder i kroppen. Det kan resultere i hævede led, ledsmerter, gigtsymptomer og hududslæt, som kan stå på i månedsvis. I enkelte tilfælde kan yersiniose give blodforgiftning.
Ylivieska.
Ylivieska er en by i Finland med omkring 14.100 indbyggere.
Yngelpleje.
I zoologi er yngelpleje moder- eller faderdyrets pasning af afkommet.
En del af dyrs naturlige adfærd er at tage sig af yngel. Dette kaldes yngelpleje. Ynglen, dvs. ungerne, skal fodres, beskyttes mod kulde eller varme og beskyttes mod fjender.
Ynglebestand.
Ynglebestand er i zoologien det antal af en art dyr eller fugle, der er kønsmodne og opholder sig på terrænet i yngletiden.
Ynglestandfugl.
En ynglestandfugl er i zoologi en fugl der ikke blot yngler i et område, men også bliver der hele året.
Ynglestrejffugl.
En ynglestrejffugl er i zoologi en fugl, der efter yngletiden foretager strejfflyvninger, som godt kan strække sig over længere afstande, men som ikke forskyder centrum for bestandens udbredelse.
Ynglingesaga.
Ynglingesaga er den indledende del af "Heimskringla.", nedskrevet af Snorri Sturluson (Snorre Sturlason).
Ynglingesaga bygger blandt andet på et kvad fra omkring 900. Kvadet Ynglingatal blev ifølge traditionen forfattet af den norske skjald Thjodolf den Hvinverske. Kvadet indeholder korte beretninger om ynglingeættens konger.
Sagaens kongerække indledes med Odin og Frej, som Snorre betragtede som historiske personer. I den forbindelse fortælles historien om krigen mellem aser og vaner og den afsluttende fred, hvor Høner og Mimer udveksles som gidsler mod Njord, Frej og Kvaser. Kvadets kongerække indledes med Fjolnir og Sveigdir.
Yoga.
Yoga er et indisk system til indøvelse af åndedrætsteknik, kropsstillinger og moralske forskrifter.
Formålet med yoga er at opnå Samâdhi (den højeste tilstand), som er en form for salighed eller forløsning for yoga-udøveren. Den indiske mystiker Patanjali definerer i Yoga Sutras yoga således: "Yoga er kontrol af tankebølger i sindet."
I yoga arbejder man med at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet.
De fysiske øvelser i yoga eller asana som de kaldes, styrker og arbejder med de svage områder i kroppen. Man udspænder og strækker de forkortede muskler og giver styrke til de svage. Man arbejder både med kroppens store og små muskler i fødder, tæer, fingre og hænder.
Kroppen finder automatisk tilbage til sin naturlige tilstand. Ved at lytte til bevægelsen gennem åndedrættet bliver man opmærksom på de fysiske begrænsninger og kommer derfor ikke til at øve vold på kroppen: I de såkaldte asanas eller stillinger ser det ud som om man sidder/står helt stille, men der er hele tiden en lille bevægelse i kroppen i takt med åndedrættet og man søger at komme helt ud til kroppens naturlige begrænsninger.
Gennem vedvarende praktiseren af yoga kan stillingerne selv i hård fysisk yoga udføres meditativt. Og det siges, at mennesker som regelmæssigt dyrker yoga kan trække den tid de udfører yoga fra deres søvn. De kan altså sove mindre.
Yoga kan dyrkes af alle mennesker uanset alder og køn, og det er ligegyldigt hvor smidig man er.
Og altid afslutter man en yoga session med afspænding, en gave til kroppen, som giver ro i sindet.
Stilarter.
Der findes et hav af yogastilarter. De er typisk grundlagt af forskellige yoga-guruer, som har genopdaget og udviklet den mere end 5000 år gamle indiske yoga.
Af de mere traditionelle stilarterne i Danmark er astanga-yoga, vinyasa-yoga, hatha-yoga og Yin-yoga nok de mest udbredte.
Mange fitnesscentre udbyder yogatimer, hvor forskellige elementer fra disse stilarter er håndplukket - fx i form af poweryoga som er stærkt inspireret af astanga-yoga.
Åndedrætsteknik.
I yoga arbejdes ofte med forskellige typer af åndedrætsteknikker kaldet pranayama. Teknikkerne kan både være et redskab til at opnå indre og ydre ro og afstressning, og de kan sørge for optimal udnyttelse af lungekapaciteten.
Mange sportsudøvere supplerer deres træning med disse øvelser - fx fridykkere, som har brug for fuld åndedrætskontrol.
Pranayamateknikker skal for sikkerhedens skyld altid udøves under vejledning fra en lærer.
Om.
Udtales 'Ôm'. Siges at være selve universets grundtone. Vigtig lyd inden for yoga og er lige så gammel som yogaen selv. En beslægtet lyd er lyden `aum´, der retter sig mere mod den materielle virkelighed end den spirituelle.
Shalaen.
Det sted, hvor yoga-praksis afholdes kaldes for shalaen. De fleste steder tages skoene af før man går ind i shalaen.
Kritik af yoga.
Der har fra især kristent hold - ikke mindst Dialogcentrets side - været rejst kritik af den måde, yoga anvendes og opfattes på i Danmark. Kritikerne hævder, at yoga er betydelig mere religiøst og indføjet i hinduistisk religion end udøvere af yoga vil sige. Disse kritikere vil hævde, at de fysiske øvelser med de ekstreme kropsstillinger (asanas) ikke må opfattes som gymnastiske øvelser, der skal styrke kroppen, men tværtimod som bevidst unaturlige kropsstillinger, hvis hensigt er åndelige - bl.a. at bryde en art åndelige låse eller blokeringer for energien - bandhas - og bl.a. simpelthen at af-naturliggøre kroppen, så kroppen kan distancere sig fra den synlige, fysiske verden og i stedet hellige sig det religiøse aspekt.
Yokohama.
Yokohama (横浜市; -shi) er en japansk by, der ligger på øen Honshû. Yokohama har 3,6 mio. indbyggere (2007) og er en af Japans vigtigste havnebyer med omfattende maskin-, bil-, og tekstilindustri.
Byen er hovedby i Kanagawa-præfekturet og en del af Stor-Tokyo, som omfatter Tokyobugten og forstaden Chiba.
Geografi.
Yokohama ligger på vestsiden af Tokyobugten omkring 30 km syd for Tokyo. Klimaet er mildt med en gennemsnitstemperatur på 16,6 °C med højeste og laveste temperaturer på henholdsvis 31,9 °C og 1,3 °C.
Historie.
Yokohama var en lille fiskerlandsby indtil slutningen af Edo-perioden i midten af det 19. århundrede. I den periode var Japan et meget lukket land med sparsom kontakt til omverdenen, ikke mindst til Vesten. I 1850'erne kom en amerikansk krigsflåde imidlertid til landet og forlangte, at det åbnede en række havne for handel. Flåden lagde da til i bugten lige syd for Yokohama. Det herskende Tokugawa-shogunat accepterede dette forlangende i 1853, og det blev først besluttet at åbne den travle Kanagawa-juku, der lå på forbindelsesvejen mellem Edo og Kyoto/Osaka. Imidlertid var shogunatet utrygt ved denne placering, og derfor blev der opført havnefaciliteter i den lille søvnige Yokohama i stedet. Denne havn åbnede 2. juni 1859.
Kommandanten på den amerikanske flåde, Matthew Perry, og hans officerer går i land i Yokohama i 1853
Havnen blev snart knudepunktet for Japans udenrigshandel. Dette udmøntede sig blandt andet i etableringen af den første engelsksprogede avis i Japan, "Japan Herald", der begyndte at udkomme i Yokohama i 1861. Udlændingene bosatte sig i et distrikt, der blev kaldt "Kannai" (inden for volden), idet det blev omgivet af en voldgrav. De fremmede opnåede diplomatisk beskyttelse såvel inden for som uden for voldgraven, hvilket dog gav en række praktiske problemer. Efter Meiji-restaurationen i 1868 blev havnen udvidet af hensyn til silkehandlen, hvor den vigtigste handelspartner var Storbritannien. Vestlig påvirkning nåede ofte Japan gennem Yokohama, som Japans første dagligt udsendte avis (1870) og landets første gasgadebelysning (1872). Samme år blev Japans første jernbaneforbindelse opført mellem Yokohama og Tokyo.
I 1887 opførte britiske Samuel Cocking byens første kraftværk, der var kulbaseret. I første omgang var det til privat brug, men det blev grundlaget for byens elektricitetsværk. Byen opnåede selvstændige byrettigheder i 1889, og et årti senere blev den diplomatiske beskyttelse af udlændinge ophævet. På det tidspunkt var Yokohama den mest internationale by i Japan med udstrakte områder beboet af udlændinge.
I begyndelsen af det 20. århundrede var byen præget af omfattende industrialisering. En lang række fabrikker blev opført, især i området mod nord i retning mod Kawasaki. Dette område fik efterhånden navnet Keihin. Den voksende industri bragte velstand til byen med en række velhavende handelsfamilier, der opførte fornemme beboelsesejendomme. Men samtidig virkede byen som magnet for den fattige landbefolkning, også fra Korea, der drog til byen for at arbejde i fabrikkerne, og de bosatte sig i området Kojiki-Yato, der blev et stort slumområde.
1. september 1923 blev området ramt af et kraftigt jordskælv, hvorunder omkring 23.000 mennesker i byen omkom, og i dagene efter skælvet kom det til massakrer på koreanere i Kojiki-Yato som følge af rygter om sabotage mm. Dette førte til krigsretstilstand, der først blev ophævet 19. november samme år. Bygningsrester efter jordskælvet blev efterfølgende anvendt til landindvinding, og der blev opført parker på de nye landområder, bl.a. Yamashitaparken ved havnen, der åbnede i 1930.
Byen nåede at blive genopbygget, inden den under anden verdenskrig blev kraftigt bombet af over tredive amerikanske bombetogter. Især det store angreb 29. maj 1945 gjorde stor skade, idet 7-8.000 mennesker omkom, og omkring 1/3 af byen blev lagt i ruiner denne dag.
I årene efter krigen, hvor Japan var besat af amerikanske styrker fungerede Yokohama som en af de vigtigste transithavne for forsyninger og transport af amerikansk militærpersonnel. Det gjaldt ikke mindst under Koreakrigen. Efter besættelsens ophør flyttede de fleste amerikanske flådeaktiviteter til en base i Yokosuka lidt længere sydpå.
a> sendes hjem fra havnen i Yokohama
I 1956 opnåede byen storbyrettigheder, og byen har siden fortsat sin udvikling mod en moderne storby. Fra de senere år kan nævnes opførelsen af bydelen Minato Mirai 21, der ligger på indvundet land, indledt i 1983. Her blev afholdt en den store Yokohama Exotic Showcase i 1989, hvorunder en magnetsvævebane for første gang i landets historie blev demonstreret, lige som verdens daværende største pariserhjul blev taget i brug. I 1993 åbnede Japans højeste bygning, Yokohama Landmark Tower, og i 2002 fandt finalen i VM i fodbold sted på Nissan Stadion i byen.
Økonomi.
Byen er økonomisk velfunderet med betydende shipping-, bioteknologi- og halvlederbrancher. Nissan har meddelt, at den rykker sit hovedkvarter til Yokohama i 2010.
Ledelse og administration.
Byen består af atten distrikter. Byrådet består af 92 medlemmer, og den siddende borgmester er Hiroshi Nakada pr. 11. maj 2007.
Ishavsmusling.
Ishavsmusling ("Portlandia arctica" tidl. "Yoldia arctica") er en 25 mm lang aflang musling i underklassen Protobranchia, der lever i Ishavet.
Yoldiahavet.
Yoldiahavet strakte sig over det nordlige Jylland, Østersøen og Mellemsverige i perioden 8000-7000 f.Kr. Havet er opkaldt efter muslingen Portlandia artica der tidligere hed "Yoldia arctica", hvis skaller kan findes i aflejringer i området.
Yom Kippur-krigen.
Yom Kippur-krigen (hebraisk: מלחמת יום הכיפורים, translitteration: "Milkhemet Yom Hakipurim" eller מלחמת יום כיפור, "Milkhemet Yom Kipur", arabisk: حرب أكتوبر, translitteration: "ħarb October" eller حرب تشرين, "ħarb Tishrin"), også kendt som Oktoberkrigen eller Ramadankrigen'", blev udkæmpet fra den 6. oktober til den 26. oktober 1973 mellem en koalition af arabiske lande anført af Egypten og Syrien mod Israel. Krigen begyndte med et fælles overraskelsesangreb fra Egypten og Syrien på den jødiske soningsdag, Yom Kippur. Syriske og egyptiske enheder overskred våbenhvile-linjerne i henholdsvis Golanhøjderne og på Sinai-halvøen, som var blevet erobret af Israel under Seksdageskrigen i 1967.
Egypterne og syrerne gjorde hurtige fremskridt i de første 24-48 timer, hvorefter momentum begyndte at svinge til Israels fordel. I løbet af den anden uge af krigen var syrerne blevet tvunget ud af Golanhøjderne. På Sinai-halvøen i syd slog israelerne til mod skillelinjen mellem de to invaderende egyptiske hære, krydsede Suez-kanalen (som havde været den gamle våbenhvilelinje), og afskar den egyptiske tredje armé netop som de Forenede nationers våbenhvile trådte i kraft.
Krigen havde langtrækkende betydning for mange lande. Den arabiske verden, som var blevet ydmyget af nederlaget til den egyptisk-syrisk-jordanske alliance under Seksdageskrigen følte en moralsk oprejsning ved den række af sejre, som var opnået i starten af krigen. Denne oprejsning banede vej for den fredsproces som fulgte foruden en række liberaliseringer såsom Egyptens infitah politik. Camp David-aftalen, som fulgte i 1978 førte til normaliserede forbindelser mellem Israel og Egypten, som allerede havde været i færd med at frigøre sig fra Sovjetunionen, og nu forlod den sovjetiske indflydelsessfære helt.
Casus belli.
Krigen var et led i den arabisk-israelske konflikt, en vedvarende konflikt som har omfattet mange krige og slag siden 1948 hvor staten Israel blev dannet. Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede israelerne Egyptens Sinai-halvø helt ud til Suez-kanalen, der blev våbenhvilelinjen samt ca. halvdelen af Syriens Golanhøjder.
I årene efter Seksdageskrigen opførte Israel en række befæstninger i både Sinai og Golanhøjderne. I 1971 brugte Israel $500 mio. på at befæste sine stillinger ved Suez-kanalen, en kæde af befæstninger og enorme skanser, som fik navnet Bar-Lev-linjen efter navnet på den israelske general Chaim Bar-Lev.
Den 19. juni besluttede den nationale samlingsregering i Israel enstemmigt at levere Sinai tilbage til Egypten og Golanhøjderne til Syrien til gengæld for fredsaftaler. Golan skulle demilitariseres og særlige arrangementer måtte forhandles på plads vedrørende Tiranstrædet. Regeringen besluttede også at indlede forhandlinger med kong Hussein af Jordan vedrørende østgrænsen."
Den israelske beslutning skulle overbringes de arabiske lande via den amerikanske regering. USA blev informeret om beslutningen, men ikke om at den skulle viderebringe den. Der er ingen dokumentation for at Egypten og Syrien modtog tilbuddet, så de fik det formentlig aldrig. Beslutningen blev holdt hemmelig indenfor de israelske regeringskredse og tilbuddet blev trukket tilbage i oktober 1967.
Egypten og Syrien ønskede begge at få det tabte land tilbage; men på det arabiske topmøde i Khartoum blev der udsendt en erklæring, som omfattede de tre nej-er: "Nej til fred, nej til anerkendelse og nej til forhandlinger med Israel.
Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser døde i september 1970. Han blev efterfulgt af Anwar Sadat, som besluttede sig for at kæmpe mod Israel og vinde det tabte land tilbage. I 1971 erklærede Sadat, som svar på et initiativ fra FN-forhandleren Gunnar Jarring, at hvis Israel forpligtede sig til "tilbagetrækning af sine væbnede styrker fra Sinai og Gaza striben" og til gennemførelse af andre dele af Sikkerhedsrådets resolution nr. 242 som krævet af Jarring, ville Egypten "være rede til at indgå en fredsaftale med Israel". Israel svarede at det ikke ville trække sig tilbage til grænsen fra før juni 1967.
Sadat håbede på, at selv ved at tildele israelerne et lille nederlag kunne status quo blive ændret. Hafez al-Assad, det syriske statsoverhoved, så anderledes på sagen. Han havde ikke megen interesse i forhandlinger, og han mente at generobring af Golanhøjderne ville blive en rent militær operation. Siden Seksdageskrigen havde Assad gennemført en massiv oprustning, og han håbede på at kunne gøre Syrien til den dominerende militærmagt blandt de arabiske lande. Med støtten fra Egypten følte Assad sig overbevist om, at hans nye hær kunne vinde overbevisende mod den israelske hær og dermed sikre Syriens rolle i området. Assad forestillede sig først forhandlinger, når Golanhøjderne var blevet generobret med magt, hvilket ville få Israel til at opgive Vestbredden og Gaza samt give andre indrømmelser.
Sadat havde også vigtige indenlandske hensyn for at ønske krig. "De tre år siden Sadat var blevet præsident … var de mest demoraliserede i Egyptens historie … en udtørret økonomi bidrog til landets modløshed. Krig var en desperat mulighed." I sin biografi over Sadat hævdede Raphael Israeli, at Sadat følte, at problemets rod var den store skam over Seksdageskrigen, og inden nogen reformer kunne gennemføres, følte han at skammen måtte overvindes. Egyptens økonomi lå i ruiner, men Sadat vidste, at de grundlæggende reformer, som han følte der var behov for, ville blive dybt upopulære i dele af befolkningen. En militær sejr ville give ham den fornødne popularitet til at han kunne gennemføre ændringer. En del af den egyptiske befolkning, ikke mindst universitetsstuderende, som gennemførte omfattende protestaktioner, ønskede inderligt en krig for at genvinde Sinai og var stærkt utilfredse med at Sadat ikke havde startet en i de første tre år i embedet.
De andre arabiske lande var mere tøvende overfor fuldt ud at stille sig bag en ny krig. Kong Hussein af Jordan frygtede et nyt stort tab af territorium, som i Seksdageskrigen, hvor Jordans befolkning var blevet halveret. Sadat bakkede også op om kravet fra PLO om at få områderne på Vestbredden og Gaza, og i tilfælde af en sejr lovede han Yasser Arafat, at han skulle få kontrollen over dem. Hussein anså stadig Vestbredden som en del af Jordan og ønskede, at det blev givet tilbage til hans kongerige. Hertil kom krisen med Sorte September krisen i 1970, hvor der nær var udbrudt borgerkrig mellem PLO og den jordanske regering. I den konflikt havde Syrien grebet militært ind til fordel for PLO, hvilket havde bragt Assad på kant med Hussein.
Irak og Syrien havde også et belastet forhold, og irakerne nægtede at deltage i den indledende offensiv. Libanon, som grænsede op til Israel, forventedes ikke at slutte sig til den arabiske krigsindsats på grund af sin lille hær og allerede tydelige ustabilitet. I månederne op til krigen var Sadat travlt beskæftiget med en diplomatisk offensiv for at samle støtte til krigen. I efteråret 1973 hævdede han, at han havde støtte fra over 100 lande. Det var de fleste lande i den arabiske liga, de alliancefrie lande og Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU). Sadat havde også arbejdet på at skaffe sig venner i Europa, og havde opnået nogen succes hermed inden krigen. Storbritannien og Frankrig stod sammen med de arabiske lande mod Israel i FN's sikkerhedsråd.
Begivenheder som ledte op til krigen.
Anwar Sadat sagde i 1972 offentligt, at Egypten var forpligtet til at gå i krig mod Israel, og at Egypten var klar til at "ofre en million egyptiske soldater." Fra slutningen af 1972 begyndte Egypten en koncentreret indsats for at opbygge sine styrker. Landet fik MiG-21 jetjagere, SA-2, SA-3, SA-6 og SA-7 jord til luft-missiler, T-55 og T-62 kampvogne, RPG-7 antitank-raketter og AT-3 Sagger panserværnsmissiler fra Sovjetunionen og forbedrede sin militære taktik ud fra sovjetiske doktriner for slagmarken. Politisk blev generaler, som i vidt omfang havde været ansvarlige for sammenbruddet i 1967, udskiftet med mere kompetente officerer.
De to supermagters rolle var en stor faktor for resultatet af de to krigen. Sovjetunionens politik var en af årsagerne til Egyptens militære svaghed. Præsident Nasser kunne kun få udstyr til et missilskjold efter at have besøgt Moskva og trygle lederne i Kreml herom. Han hævdede at hvis forsyningerne ikke blive givet måtte han vende tilbage til Egypten og fortælle det egyptiske folk, at Sovjetunionen havde opgivet dem, og derpå overdrage magten til en af sine ligemænd, som kunne forhandle med amerikanerne. Amerikanerne ville derefter have kontrollen over området, hvilket Moskva ikke kunne tillade.
Et af Egyptens skjulte mål med Udmattelseskrigen var at tvinge Sovjetunionen til at forsyne Egypten med mere avancerede våben og krigsmateriel. Egypterne mente, at den eneste måde at overbevise de sovjetiske ledere om manglerne ved de fleste af de fly og luftforsvarsvåben, som var leveret til Egypten efter 1967, bestod i at sætte dem på prøve mod det avancerede udstyr som USA havde leveret til Israel.
Nassers politik efter nederlaget i 1967 var i konflikt med den sovjetiske. Sovjetunionen søgte at undgå en ny storkonflikt mellem araberne og israelerne for ikke at blive draget ind i en konfrontation med USA. Realiteten i situationen blev tydelig da supermagterne mødes i Oslo og enedes om at fastholde status quo. Det var uacceptabelt for de egyptiske ledere, og da det blev opdaget at de egyptiske forberedelser til at krydse kanalen var blevet lækket blev det bydende nødvendigt at udvise de sovjetiske rådgivere fra Egypten. I juli 1972 udviste Sadat næsten 20.000 sovjetiske militærrådgivere fra landet og ændrede landets udenrigspolitik i retning af USA. Syrerne forblev tæt knyttet til Sovjetunionen.
De sovjetiske ledere havde ikke stor tiltro til Sadats chancer i en krig. De advarede om at ethvert forsøg på at krydse den svært befæstede Suez-kanal ville føre til store tab. Sovjetunionen, som på daværende tidspunkt førte afspændingspolitik havde ingen interesse i at se en destabilisering i Mellemøsten. I juni 1973 havde den sovjetiske leder Leonid Bresjnev på et møde med præsident Richard Nixon foreslået Israel at trække sig tilbage til sine grænser fra 1967. Bresjnev sagde, at hvis ikke Israel trak sig tilbage "vil vi have svært ved at undgå at den militære situation blusser op"— en indikation af at Sovjetunionen ikke havde været i stand til at holde styr på Sadats planer.
I et interview i "Newsweek" (9. april 1973) truede præsident Sadat igen med krig mod Israel. Adskillige gange i løbet af 1973 gennemførte arabiske styrker storstilede øvelser, som satte det israelske militær i højeste alarmberedskab, og for at blive afblæst nogle dage senere. Den israelske ledelse troede allerede, at hvis det kom til et angreb kunne det israelske luftvåben slå det tilbage.
Næsten et helt år inden krigen, på et møde den 24. oktober 1972 med det øverste råd for de væbnede styrker, erklærede Sadat sin hensigt om at gå i krig med Israel selv uden ordentlig støtte fra Sovjetunionen. Planlægningen begyndte i 1971, og blev gennemført i dyb hemmelighed—selv de øverste militære ledere blev ikke informeret om planerne før mindre end en uge inden angrebet, og soldaterne blev først informeret nogle timer inden. Planen om at angribe Israel i samarbejde med Syrien fik kodenavnet Operation Badr (det arabiske ord for "fuldmåne"), efter slaget ved Badr, hvor muslimer under Muhammad besejrede Quraish stammen i Mekka.
Forspillet til overraskelsesangrebet.
Den israelske militære efterretningstjenestes (forkortet "Aman") forskningsafdeling var ansvarlig for udarbejdelse af Israels trusselsvurderinger. Deres vurderinger af sandsynligheden for krig var baseret på adskillige antagelser. For det første blev det korrekt antaget, at Syrien ikke ville gå i krig mod Israel med mindre Egypten også gjorde det. For det andet havde afdelingen erfaret fra en højtrangeret egyptisk kilde at Egypten ønskede at få hele Sinai tilbage, men ikke ville gå i krig indtil de fik MiG-23 jagerbombere, der kunne neutralisere det israelske luftvåben og Scud-missiler der kunne anvendes mod israelske byer som afskrækkelse mod israelske angreb på den egyptiske infrastruktur. Da de ikke havde fået MiG-23'erne, og Scud-missilerne først var ankommet til Egypten fra Bulgarien i slutningen af august og da det ville tage fire måneder at optræne det egyptiske jordpersonel, vurderede Aman at krig med Egypten ikke var overhængende. Denne antagelse om Egyptens strategiske planer, kaldet "konceptet" farvede i høj grad afdelingens tankegang og førte det til at afvise andre advarsler om krig. Det blev senere afsløret i en bog udgivet af den israelske historiker Roni Bregman, som var bosat i London, at den egyptiske kilde (eller muligvis dobbeltagent) var ingen anden end Ashraf Marwan, en insider i egyptisk politik.
Egypterne gjorde meget for at fremme denne misforståelse. Både israelerne og amerikanerne mente at udvisningen af de sovjetiske militærrådgivere i alvorlig grad havde formindsket den egyptiske hærs effektivitet. Egypterne sikrede at der kom en stadig strøm af falske informationer om problemer med vedligeholdelse og mangel på personel til at betjene det mest avancerede udstyr. Egypterne lavede gentagne vildledende rapporter om mangel på reservedele, som også fandt vej til israelerne. Sadat havde så længe opereret på kanten af krig, at hans hyppige krigstrusler blev ignoreret af verden. I maj og august 1973 havde den egyptiske hær gennemført øvelser ved grænsen og mobiliseringen som svar herpå havde kostet den israelske hær omkring $10 mio.
I ugen op til Yom Kippur gennemførte den egyptiske hær en ugelang træningsøvelse ved Suez-kanalen. Israelsk efterretningstjeneste opdagede store troppebevægelser i retning mod kanalen, men opfattede dem som rene øvelsesmanøvrer. Bevægelsen af syriske tropper mod grænsen var en gåde, men ikke en trussel, fordi, mente Aman, at de ikke ville angribe uden Egypten og Egypten ville ikke angribe før de havde fået de våben de ønskede sig.
Den 27. og den 30. september blev der indkaldt to hold reservister til den egyptiske hær for at de kunne deltage i disse øvelser. To dage inden krigsudbruddet, den 4. oktober, meddelte den egyptiske hær officielt, at en del af de indkaldte reservister ville blive sendt hjem for at fjerne israelernes mistænksomhed. Omkring 20.000 tropper blev sendt hjem og efterfølgende fik nogle af disse orlov for at gennemføre Umrah (pilgrimsfærden) til Mekkca.
Den oplagte årsag til at vælge den jødiske helligdag Yom Kippur til at gennemføre et overraskelsesangreb på Israel var at på denne dag, i modsætning til alle andre helligdage, går landet fuldstændig i stå. På Yom Kippur, den mest hellige dag for jøder, faster ikke kun de troende men også de fleste sekulariserede jøder, de afstår fra at bruge ild, elektricitet, motorer, radioer, osv. og al trafik på vejene går i stå. Mange soldater tager hjem på orlov og Israel er mest sårbar, især da en stor del af hæren er demobiliseret. Krigen faldt også sammen med den islamiske Ramadan måned, hvilket betød at mange muslimske soldater også fastede. Mange andre tror, at angrebet op til Yom Kippur-dagen overraskende nok "hjalp" Israel til hurtigt at skaffe reservister fra deres hjem og synagoger da det er helligdagens natur at veje og kommunikationsmidler stort set var åbne og dermed hjalp til at mobilisere militæret.
Selv om han afslog fra at deltage havde Kong Hussein af Jordan "mødtes med Sadat og "[den syriske præsident]" Assad i Alexandria to uger inden. I betragtning af den gensidige mistro, som er fremherskende blandt de arabiske ledere, var det usandsynligt at han havde fået kendskab til konkrete krigsplaner, men det var sandsynligt at Sadat og Assad havde rejst muligheden for krig mod Israel i generelle vendinger for at vurdere sandsynligheden for at Jordan ville gå ind i den." Om aftenen den 25. september fløj Hussein i hemmelighed til Tel Aviv for at advare den israelske statsminister Golda Meir om et snarligt syrisk angreb. "Vil de gå i krig uden egypterne, spurgte Mrs. Meir. Kongen svarede, at det troede han ikke. 'Jeg tror, at de" [Egypten] "ville samarbejde'". Overraskende nok faldt denne advarsel på døve ører. Aman konkluderede at kongen ikke havde fortalt noget, som de ikke allerede vidste. "Elleve advarsler om krig blev modtaget af Israel i løbet af september var velplacerede kilder, men" [Mossad lederen] "Zvi Zamir fortsatte med at insistere på at krig ikke var en mulighed for araberne. End ikke Husseins advarsler fik ham til at tvivle". Han bemærkede senere, at "Vi anså dem ganske simpelt ikke i stand til [krig]"
Til sidst tog Zvi Zamir personligt til Europa for at mødes med Marwan, ved midnat mellem den 5. og 6. oktober. Marwan meddelte ham at et fælles syrisk-egyptisk angreb på Israel var umiddelbart forestående. Det var især denne advarsel, sammen med et stort antal andre advarsler, som endelig fik den israelske overkommando til at handle. Blot timer inden angrebet indledtes blev der udsendt ordre om en delvis mobilisering af reservister.
Ironisk nok viste det sig lettere at indkalde reservisterne end ellers, da de fleste af tropperne var i synagogerne eller hjemme på helligdagen.
Mangelen på et israelsk forebyggende angreb.
a> den kontroversielle beslutning ikke at iværksætte et forebyggende angreb.
Den israelske strategi var i store træk baseret på den regel at hvis krig var umiddelbart forestående skulle Israel iværksætte et forebyggende angreb. Det blev antaget at Israels efterretningsvæsen ville give mindst 48 timers varsel inden et arabisk angreb.
Golda Meir, Moshe Dayan og den israelske general David Elazar mødtes kl. 8.05 om morgenen på Yom Kippur, seks timer inden krigen brød ud. Dayan indledte mødet med at argumentere for at det ikke var sikkert, at der kom en krig. Derpå fremlagde Elazar sit synspunkt til fordel for et forebyggende angreb på syriske flybaser omkring middag, syriske missilbaser omkring kl. 15 og syriske landstyrker omkring kl. 17. "Da fremlæggelserne var overstået, rømmede statsministeren sig usikkert i nogle øjeblikke, men traf så en klar afgørelse. Der ville ikke blive tale om et forebyggende angreb. Israel kunne snart få brug for amerikansk bistand og det var af afgørende betydning at det ikke fik skylden for krigsudbruddet. 'Hvis vi slår til først, får vi ikke hjælp fra nogen', sagde hun." Europæiske lande, under trussel om en arabisk olie- og handelsboykot, havde holdt op med at levere våben til Israel. Som følge heraf var Israel fuldstændig afhængig af amerikanske våbenleverancer, og var især følsom overfor for noget, som kunne skade dette forhold. Efter at Meir havde truffet sin beslutning ankom der en meddelelse fra Henry Kissinger: "Lad vær med at slå først." Havde Israel slået først, ifølge Henry Kissinger, ville de ikke have fået "så meget som et søm".
David Elazar foreslog en mobilisering af hele luftvåbenet og fire panserdivisioner, i alt 100.000 til 120.000 mand, mens Dayan var tilhænger af en mobilisering af luftvåbenet og to panserdivisioner, i alt omkring 70.000 mand. Meir valgte Elazars forslag, og mobiliseringen gik i gang.
I Sinai.
De egyptiske enheder rykkede ikke ud over en smal stribe af frygt for at miste beskyttelsen fra deres jord til luft-missiler, som var placeret på vestbredden af Suezkanalen. I Seksdageskrigen havde det israelske luftvåben sønderbanket de forsvarsløse arabiske hære. Egypten og Syrien havde kraftigt befæstet deres side af våbenhvilelinjerne med SAM-batterier ("Surface to Air Missiles", jord til luft-missiler) leveret af Sovjetunionen, som det israelske luftvåben ikke havde noget effektivt middel imod. Israel, som havde investeret en stor del af sit forsvarsbudget i opbygningen af regionens stærkeste luftvåben, kom til at opleve, at dets luftvåben var næsten ubrugeligt på grund af tilstedeværelsen af SAM-batterierne.
Da de forudså et hurtigt modangreb fra de tre panserbrigader, som lå bag Bar Lev linjen, havde egypterne udstyret deres angrebsstyrke med et stort antal bærbare anti-tank våben — skulderbårne panserværnsraketter og de knap så talrige, men mere avancerede Sagger trådstyrede missiler, som viste sig ødelæggende for de første israelske pansertropper. Hver af de fem infanteridivisioner, som skulle krydse kanalen var udstyret med RPG-7 raketter og RPG-43 granater, og forstærket med en panserværnsbataljon, da de ville være uden panserstøtte i næsten 12 timer. Hertil kom, at egypterne havde bygget særskilte ramper ved overgangsstederne, som nåede så højt op som 21 meter som modstykke til de israelske ramper, og til at give dækningsild til det angribende infanteri og modstå de første israelske modangreb. Omfanget og effektiviteten af den egyptiske strategi med at indsætte disse anti-tank våben, sammenholdt med israelernes manglende evne til at forstyrre brugen af dem ved støtte fra luften på grund af SAM-skjoldet, bidrog kraftigt til de israelske tab i starten af krigen.
Krigen i Sinai, 6. - 15. oktober 1973
Den egyptiske hær lagde stor vægt på at finde en hurtig og effektiv måde at gennembryde det israelske forsvar på. Israelerne havde bygget store 18 meter høje barrierer, fortrinsvis af sand og forstærket med beton. Egyptiske ingeniører eksperimenterede i starten med eksplosive ladninger og bulldozere til at rydde forhindringerne, indtil en underordnet officer foreslog at bruge højtryksvandkanoner. Ideen blev afprøvet og viste sig at fungere, og adskillige højtryksvandkanoner blev importeret fra Storbritannien og DDR. De egyptiske styrker brugte disse vandkanoner med vand fra Suez-kanalen. Vandkanonen fjernede effektivt barrikaderne.
Kl. 14:05 gennemførtes et luftangreb med 200-250 egyptiske fly, som i meget lav højde gennemførte samtidige angreb mod tre luftbaser og flyvepladser. Ti MIM-23 Hawk SAM-stillinger, større kommandoposter, elektroniske jammingscentre, radarstationer, to langtrækkende artilleristillinger og et befæstet støttepunkt øst for Port Fuad. Den egyptiske kommando vurderede at det egyptiske luftvåben havde nået 95 % af deres mål med minimale tab på 5 fly. Dette var kædet sammen med en spærreild fra mere end 2.000 kanoner i 53 minutter mod stillingerne i Bar Lev linjen og bunkers samt kommandoposter og opmarchområder.
Under dække af denne spærreild krydsede 4.000 egyptiske tropper herefter Suezkanalen kl. 14:05 i næsten 720 stormbåde, i det der blev kendt som "Overgangen", og de blev forstærket af opfølgende bølger indtil hele angrebsstyrken på 32.000 mand havde krydset kanalen i løbet af 3½ time. Infanteriet, som ikke havde egen panserstøtte, fik erobret eller ødelagt alle forterne i Bar-Lev linjen, undtagen et. Kommandoenheder omgik forsvarsstillingerne og fortsatte mod opmarchområderne hvor de udlagde miner og gennemførte bagholdsangreb på israelske kampvogne og forhindrede de israelske kampvogne i at blande sig de opfølgende bølger af egyptiske tropper, som krydsede kanalen. Klokken 14:30 blev det egyptiske flag hejst på den østlige side af kanalen og kl. 14:46 erobrede egyptiske soldater deres første befæstede stilling. Ingeniørkorpset begyndte at bygge broer over kanalen under artilleribeskyttelse og med infanteristøtte. Klokken 17:50 blev kommandobataljoner transporteret med helikoptere dybt ind i Sinai, så langt som 40 km øst for kanalen, for at genere israelske reservetropper og forhindre at de greb ind. Det israelske luftvåben gennemførte luftangreb for at forhindre broerne i at blive bygget, men blev mødt af kraftig modstand fra SAM-batterierne. 13 israelske fly blev skudt ned mellem Overgangen og kl. 17. Disse angreb var i det store og hele uden effekt, da ødelagte broer hurtigt blev repareret og gjort brugbare af ingeniørtropperne. Den israelske brigade som udgjorde garnisonen i Bar-Lev forterne blev løbet over ende. Efter mindre end seks timer var 15 befæstninger erobret, og de egyptiske styrker trængte adskillige kilometer frem. Da først broerne var blevet lagt krydsede yderligere infanteri med de resterende bærbare og rekylfri anti-tank våben over kanalen mens de første egyptiske kampvogne begyndte at krydse kl. 20:30. 18 timer efter angrebet havde fem infanteridivisioner og 850 kampvogne krydset kanalen
En amfibiebrigade bestående af 1.000 soldater, 20 PT-76 kampvogne og 80 pansrede mandskabsvogne krydsede Bittersøerne den 6. oktober. Dens mål var at afbryde fjendens kommando- og kommunikationssystemer langs Mitla- og Gedypassene. Brigaden angreb israelske radar og installationer med elektronisk udstyr langs disse pas og angreb flyvebasen ved Bir-el-Thamada i løbet af den 7. og 8. oktober, inden de vendte tilbage til de egyptiske linjer ved kanalen.
Kun en befæstning, med kodenavnet Budapest (det nordligste fort i Bar-Lev linjen), forblev under israelsk kontrol til krigens slutning.
Overgangen blev gennemført med få tab på egyptisk side: 280 dræbte, 5 fly og 20 kampvogne. På den anden side var de israelske tab indtil om morgenen den 7. oktober betydeligt højere. General Mandler rapporterede, at hans panserdivision nu kun havde 100 mod tidligere 291 kampvogne, mens den pansrede Shomron-brigade i syd var faldet fra 100 til blot 23 kampvogne. I alt 300 israelske kampvogne blev ødelagt under det egyptiske angreb på Bar-Lev linjen og infanteribrigaden som bevogtede Bar-Lev linjen blev udslettet. Omkring kl. 16 erfarede Elazar at det israelske luftvåbens tab i det første 27 timer var oppe på 30 fly.
Ved en omhyggeligt afprøvet operation trængte de egyptiske styrker omkring 4–5 km ind i Sinai-ørkenen med den samlede styrke af to arméer (efter vestlig standard var de på korpsstørrelse, hvilket inkluderede den 2. infanteridivision i den nordlige 2. Armé).
De egyptiske styrker konsoliderede herefter deres nye stillinger. Den 7. oktober var brohovedet forøget med yderligere 4 km samtidig med at israelske modangreb blev slået tilbage. Om aftenen den 7. oktober havde den 18. infanteridivision fået kontrol med det meste af byen Qantara, og befriede byen den efterfølgende nat efter intense kampe i gaderne.
Den 8. oktober gav den israelske hærchef på sydfronten, Shmuel Gonen, som havde overtaget stillingen blot 3 måneder tidligere ved Ariel Sharons pensionering, ordre til et modangreb med de tre brigader i Abraham Adans 162. panserdivision. En af brigaderne blev imidlertid hængende i en trafikprop, og de to øvrige var kun på halv styrke. De angreb nedgravede egyptiske styrker ved Hizayon, men kampvognene blev let ødelagt af Sagger raketter affyret fra egyptiske affyringsramper. Resultatet var en katastrofe for israelerne. Da natten faldt på blev et modangreb fra egypterne stoppet af Ariel Sharons 143. panserdivision—Sharon var blevet genindsat som divisionschef ved krigens begyndelse. Kampene ebbede ud, da ingen af siderne ønskede at iværksætte et stort angreb mod modparten. De israelske tab i disse tidligere slag i Sinai var 49 fly og omkring 500 kampvogne.
På trods af dette forøgede det israelske luftvåben sine angreb i de følgende dage mod egyptiske stillinger langs kanalen.
Langs hele fronten fortsatte de egyptiske styrker den 9. oktober at gennemføre mindre angreb for at befæste og udvide deres brohoveder, hvilket blev mødt med kostbare israelske modangreb, der blev gennemført på samme måde som den 8. oktober. I løbet af disse to dage havde israelerne mistet i alt 260 kampvogne. I Sharons sektor havde den egyptiske 16. infanteridivision gjort et forsøg på at erobre vigtige højderygge, hvorunder general Shafik Mirti Sedrak mistede livet. Som svar gav Sharon ordre til en række modangreb i løbet af dagen i direkte modstrid med Elazars beslutning om at gå i defensiven. Ledelsen af 2. egyptiske armé sendte en tankbataljon af sted for at hjælpe den 16. division med at afvise de israelske modangreb. I mellemtiden angreb to israelske panserbrigader for at generobre stillinger ved Hamutal, Televiza and Machshir, men det lykkedes ikke at erobre nogen af dem. Da natten faldt på, havde Sharon mistet yderligere 50 kampvogne uden at have vundet noget, selv om det lykkedes for israelerne at få trukket garnisonen ud af Purkan støttepunktet.
Efter at have hørt om Sharons ulydighed blev Elazar rasende. Men frem for at fyre Sharon, der blev anset for at være fornyende, valgte han at erstatte Gonen, som havde vist sig at være ude på dybt vand, med Chaim Bar-Lev, som blev hentet tilbage fra sin pensionering. Da det blev anset for at være farligt for moralen at udskifte ledere ved fronten midt under et slag blev Gonen udpeget til et være stabschef for den nyudnævnte Bar-Lev. Den 10. oktober var begge sider gået over til at holde en pause i operationerne.
Krigen i Sinai 1973, 15. - 24. oktober.
Efter adskillige dages venten stod det klart for den egyptiske ledelse at den israelske indsats var koncentreret om de syriske styrker i Golan. Sadat ønskede at lette presset på syrerne og gav sine øverste generaler (først og fremmest Saad El Shazly og Ahmad Ismail Ali) ordre til at angribe. Den 2. og den 3. arme skulle angribe mod østpå på samme tid og efterlade 5 infanteridivisioner til at holde brohovederne. Angrebsstyrken bestod af 400 kampvogne og ville ikke have SAM beskyttelse, så det egyptiske luftvåben fik til at opgave at beskytte disse styrker mod israelske luftangreb. Pansrede og mekaniserede enheder begyndte angrebet den 14. oktober med artilleristøtte. De stod overfor 600 israelske kampvogne støttet af infanteri med SS.11 og nyligt leverede BGM-71 TOW raketter (IDF havde omkring 60.000 mand infanteri i Sinai den 14. oktober) "Angrebet, det største siden det indledende egyptiske angreb på Yom Kippur, var en total fiasko, den første store egyptiske modgang i krigen. I stedet for at koncentere styrker ved manøvre, bortset fra wadi fremstødet, brugte de dem på frontalangreb på ventende israelske brigader. De egyptiske tab den dag blev vurderet til mellem 150 og 250 kampvogne."
Den følgende dag, 15. oktober, indledte israelerne operation Abiray-Lev ("tapper")—modangrebet mod egypternes krydsning af Suez-kanalen. Angrebet var en voldsom ændring i den israelske taktik, som tidligere havde baseret sig på luft- og panserstøtte — støtte som var blevet decimeret af de velforberedte egyptiske styrker. I stedet for brugte israelerne infanteri til at infiltrere de egyptiske SAM-stillinger og anti-tank batterier, som var ude af stand til at rigtigt at håndtere infanteriangreb. Baseret på den antagelse at egypterne var vendt tilbage til deres form fra 1967 efter det fejlslagne angreb den 14. oktober, gik operation tapper ud fra at man skulle bruge en dag på at krydse Suez-kanalen og en dag yderligere til en hurtig fremrykning til Suez. Denne tidsramme viste sig at være lovlig optimistisk.
Den 143. panserdivision under generalmajor Ariel Sharon og Adans 162. panserdivision angreb den egyptiske front lige nord for den Bittersøerne i nærheden af Ismailia. Israelerne slog til mod et svagt punkt i den egyptiske linje - sammenføjningen mellem den egyptiske 2. armé mod nord og den 3. arme mod syd. I løbet af tre dage med nogle af den mest voldsomme kampe i krigen i Slaget ved Den Kinesiske Farm (et overrislingsprojekt øst for kanalen og nord for overgangsstedet) åbnede israelerne et hul i den egyptiske front og nåede frem til Suez-kanalen. Foran den israelske hovedstyrke krydsede en brigade faldskærmstropper under ledelse af oberst Danny Matt Suez-kanalen tæt fulgt af 30 kampvogne i de første timer af den 16. oktober, uden at møde modstand, og efterfølgende etablerede de et brohoved, der var 5 km dybt. Brigaden var afskåret fra de israelske enheder i næsten 24 timer mens slaget fortsatte ved Den Kinesiske Farm. En egyptisk infanteribrigade indledte et angreb om morgenen den 16. oktober, som nåede frem til ca. en kilometer fra kanalen, inden voksende tab tvang brigaden til at trække sig tilbage. Sharon sendte enheder ud for at slå til mod SAM enheder, og selv om kun omkring 3 batterier blev ødelagt, besluttede den egyptiske ledelse at trække alle de resterende batterier tilbage til mere sikre stillinger, hvilket mindskede deres effektivitet og gjorde det muligt for det israelske luftvåben at yde støtte til tropperne på jorden.
Inden krigen ville intet vestligt land levere broslagningsudstyr til israelerne af frygt for at israelerne ville krydse kanalen. Det lykkedes dem at købe og restaurere forældede modulære ponton broer på en fransk skrammelplads med udstyr fra 2. verdenskrig. Israelerne byggede også en temmelig avanceret "rulle bro", men logistiske forsinkelser som følge af trafikpropper på vejene til overgangsstedet forsinkede dens ankomst til kanalen i adskillige dage. Indsættelsen af pontonbroen skete om natten mellem den 16. og 17. oktober og Adans 162. division krydsede kanalen om natten mellem den 17. og 18. oktober. En egyptisk faldskærmsbrigade, som havde styret en effektiv artilleribeskydning mod det israelske overgangsområde, blev tvunget nordpå af Sharons division, indtil de ikke længere kunne se overgangsområdet. De reducerede det egyptiske artilleris effektivitet og om morgenen den 19. oktober placerede israelerne deres 2. bro over kanalen, selv om opfangede radiomeddelelser fortsatte med at indikere kraftige israelske tab. Sharons division med en faldskærms- og tre panserbrigader fortsatte med at rykke frem nordpå i et forsøg på at erobre Ismailia og afskære 2. Armés hovedforsyningslinje. En kombineret styrke bestående af to faldskærmsbrigader og en pansret brigade stoppede dette fremstød 10 km syd for Ismailia i fire dages kamp mellem den 18. og den 22. oktober hvor de tilføjede de israelske pansertropper og Matts faldskærmstropper store tab. I mellemtiden var Adan, som havde krydset kanalen den 17. oktober fortsat sydpå med henblik på at afskære den egyptiske tredje armé. Ved krigens slutning var israelerne et godt stykke inde i Egypten, hvor de nåede 101 km stenen fra hovedstaden Cairo.
I Golanhøjderne.
I Golanhøjderne angreb syrerne de israelske forsvarsstillinger, der omfattede to brigader og 11 artilleribatterier, med fem divisioner og 188 batterier. Ved slagets begyndelse stod 180 israelske kampvogne og 60 israelske kanoner overfor omkring 1.300 syriske kampvogne. Alle de israelske kampvogne i Golanhøjderne var i kamp under de indledende angreb. Syriske kommandosoldater, der blev landsat med helikoptere, erobrede det vigtigste israelske støttepunkt "Jabal al Shaikh" på (Hermonbjerget), som var udstyret med en bred vifte af overvågningsudstyr.
Kampen Golanhøjderne blev tildelt en høj prioritet af den israelske overkommando. Kampene i Sinai foregik tilstrækkelig langt væk til at de israelske befolkningscentre ikke umiddelbart var truede. Hvis syrerne derimod brød igennem i Golan kunne de let rykke frem mod Tiberias, Safed, Haifa, Netanya og Tel Aviv. Reservister blev sendt til Golan så hurtigt som muligt. De fik tildelt kampvogne og sendt til fronten så snart de ankom til hærens depoter uden at vente på at de besætninger, som havde trænet sammen blev samlet og uden at vente på at maskingeværer blev monteret og uden at tage sig tid til at kalibrere kampvognenes kanoner (en tidsrøvende opgave).
Som egypterne i Sinai holdt syrerne i Golan sig under der SAM skjold. Ligesom i Sinai gjorde syrerne brug af de sovjetiske anti-tank våben, som på grund af terrænet ikke var så effektive som i den flade Sinaiørken.
Syrerne havde regnet med at det ville tage mindst 24 timer for de israelske reservister at nå frem til frontlinjen, men de begyndte rent faktisk at nå frem allerede 15 timer efter at krigen begyndte.
Ved slutningen af den første dag havde syrerne (som startede med at være i overtal i forhold til israelerne i Golan som 5:1 og i nogle tilfælde 11:1, og som havde kampvogne i forholdet 10:1) opnået en moderat succes. Israelerne forsvarede sig hårdnakket mens kampvogne og kanoner desperat forsøgte at holde syrerne tilbage. De havde mobilt artilleri og benyttede det med stor effektivitet. De israelske artillerister havde trænet i Golanhøjderne mange gange og var effektive. De syriske SAM batterier nedskød omkring 40 israelske fly, men de israelske piloter ændrede hurtigt taktik og fløj i lav højde ind over Jordan, slog ned over Golanhøjderne og ramte syrerne i flanken og undgik mange af SAM batterierne. De israelske fly smed både konventionelle bomber og napalm, og ødelagte syriske køretøjer lå snart strøet på jorden. Alligevel blev den forreste israelske linje løbet over ende i løbet af 6 timer på grund af selve vægten i angrebet.
En syrisk panserbrigade passerede gennem hullet ved Rafid, drejede mod nordvest op ad en sjældent brugt rute, der kaldtes Tapline Road, som skar diagonalt over Golan. Denne vej skulle vise sig at være et af de vigtigste strategiske punkter i slaget. Den førte lige fra det syriske hovedgennembrudspunkt til Nafah, som ikke kun var der hvor det israelske divisionshovedkvarter var placeret, men den vigtigste korsvej i højderne.
I løbet af natten holdt løjtnant Zvika Greengold, som netop var ankommet til slaget uden at være tilknyttet nogen enhed, dem stangen med sin enlige kampvogn indtil der nåede hjælp frem.
I de næste 20 timer kæmpede Zvika styrker, som han blev navngivet på radionettet, løbende slag mod syriske kampvogne - nogle gange alene, andre gange som del af en større enhed - og skiftede kampvogn seks gange efterhånden som de blev ødelagt. Han blev såret og fik forbrændinger, men forblev i kamp og dukkede på kritiske tidspunkter op fra en uventet retning for at ændret udfaldet af en træfning.
For sin indsats blev Zvika en nationalhelt i Israel.
I løbet af fire dages kampe lykkedes det mod nord for den israelske 7. panserbrigade under ledelse af Yanush Ben Gal) at holde fast i den klippefyldte bjergfront som forsvarede den nordlige flanke af deres hovedkvarter i Nafah. Af en endnu ikke forklaret årsag var syrerne tæt på at nå de israelske forsvarere ved Nafah, men de stoppede fremrykningen ved Nafahs hegn og tillod israelerne at stable en forsvarslinje på benene. Den mest sandsynlige forklaring er at syrerne havde beregnet estimerede fremskridt, og lederen i felten ville ikke afvige fra planen.
Mod syd derimod havde den pansrede Barak brigade ingen naturlig beskyttelse og de begyndte at lide svære tab. Den israelske brigadechef oberst Shoham blev dræbt på andendagen af kampene sammen med sin næstkommanderende og deres operationsofficer (hver i sin kampvogn) mens syrerne desperat forsøgte at rykke frem mod Genesaret sø og Nafah. På dette tidspunkt ophørte brigaden med at fungere som en sammenhængende styrke selv om de overlevende kampvogne og besætninger fortsatte med at kæmpe hver for sig. Syrerne led imidlertid også store tab. Israelske kampvogne lod granater regne ned over de fremrykkende syrere som led store tab. Den syriske brigadegeneral Omar Abrash blev dræbt da hans kommandokampvogn fik en direkte træffer.
Tidevandet begyndte at vende i Golan i takt med at de ankommende israelske reservestyrker kunne omslutte og fra den 8. oktober trænge den syriske offensiv tilbage. De små Golan højder var for små til at fungere som en effektiv territorial buffer, i modsætning til Sinai-halvøen mod syd, men det viste sig at være et strategisk geografisk støttepunkt og var en afgørende nøgle til at forhindre den syriske hær i at bombardere byerne mod syd. Da man nåede til onsdag den 10. oktober var den sidste syriske enhed i den centrale sektor blevet trængt tilbage over den tidligere våbenstilstandslinje.
Det ville tage fire dag at flytte en division til Sinai. Hvis krigen sluttede indenfor denne periode ville krigen slutte med et territorialt tab for Israel i Sinai og ingen gevinst i nord - et rent nederlag. Det var en politisk sag, og hendes beslutning var at krydse våbenstilstandslinjen. Angrebet skulle starte den følgende morgen, torsdag den 11. oktober.
Fra den 11. til 14. oktober trængte de israelske styrker ind i Syrien, men syriske reservetropper ydede hård modstand fra forberedte stillinger. Israelerne fortsatte deres fremrykning og nåede frem til hovedforsvarslinjen omkring Sassa. Israelerne havde dermed erobret yderligere 50 km² land ved Bashan. Herfra kunne de beskyde udkanten af Damaskus kun 40 km borte med tungt artilleri. Syriske MiG-jagere angreb israelerne som led i det desperate forsvar af Damaskus.
I takt med at den arabiske stilling på slagmarkerne blev stadig dårligere, steg presset på Kong Hussein for at få ham til at sende sin hær i krig. Han fandt på måder at imødekomme disse krav uden at lægge sit kongerige åbent overfor israelske luftangreb. I stedet for at angribe Israel fra deres fælles grænse sendte han en ekspeditionsstyrke ind i Syrien. Han lod Israel kende sine hensigter, gennem amerikanske mellemmænd, i håb om at det [Israel] ville acceptere at dette ikke var en casus belli som berettigede et angreb på Jordan. Dayan afviste at give en sådan forsikring, men Israel havde ikke til hensigt at åbne en ny front.
Irak sendte også en ekspeditionsstyrke til Golan bestående af ca. 30.000 mand, 250-500 kampvogne og 700 pansrede mandskabsvogne. De irakiske divisioner var rent faktisk en strategisk overraskelse for den israelske hær, som forventede mindst 24 timers forvarsel om et sådant træk. Det blev til en operativ overraskelse, da irakerne angreb den udsatte sydlige flanke på de fremrykkende israelske kampvogne, som tvang de forreste enheder til at trække sig nogle kilometer tilbage for at undgå at blive omringet.
Kombinerede syriske, irakiske og jordanske modangreb forhindrede yderligere israelske erobringer. De var til gengæld heller ikke i stand til at presse israelerne tilbage fra frontfremspringet ved Bashan.
Den 22. oktober generobrede Golani Brigaden og Sayeret Matkal kommandosoldater forposten på Hermonbjerget, efter at have været udsat for meget store tab fra forskansede syriske snigskytter, som var placeret på bjerget. Et angreb to uger tidligere havde kostet 25 døde og 67 sårede, mens et andet angreb kostede yderligere 55 døde og 79 sårede. En israelsk bulldozer med israelsk infanteri brød vej til toppen og forhindrede at toppen faldt i syrernes hænder efter krigen. En faldskærmsbrigade erobrede de tilsvarende syriske forposter på bjerget.
På havet.
Flådetræfningerne i Yom Kippur-krigen var de første søslag mellem missilbåde der brugte sø til sø-missiler. I Slaget ved Latakia, et revolutionerende søslag mellem syrerne og israelerne, som fandt sted den 7. oktober på krigens anden dag vandt israelerne en klar sejr, som viste hvor stærke små, hurtige missilbåde udstyret med avanceret elektronisk jammingudstyr kunne være. Slaget gav også den israelske flåde, som længe havde været det sorte får blandt Israels væbnede styrker, en plads som en formidabel og effektiv styrke i sig selv. Efter dette og andre mindre søslag blev syrerne i deres baser ved Middelhavet i det meste af krigen, så søvejen til Israel forblev delvis åben.
Ifølge den egyptiske historiker Hassan El Badri afslørede egyptisk flådeovervågning omkring kl. 13 d. 7. oktober at en eskadre på ni israelske missilbåde i Middelhavet nærmede sig Alexandria østfra. Der blev forberedt et baghold i området mellem Damietta og Burullu, øst for Rachîd. Den egyptiske flåde var udstyret med Styx-missiler, som havde længere rækkevidde end de Gabriel-missiler, som den israelske flåde brugte, således at egypterne havde en fordel. Bagholdsangrebet lykkedes og fire israelske fartøjer blev sænket mens de resterende både trak sig tilbage. Et egyptisk fartøj blev også sænket i slaget, men det meste af besætningen overlevede, selv om der var flere sårede. Ifølge israelske og vestlige kilder foregik slaget ved Baltim omkring midnat. Den israelske flåde opdagede fire missilbåde, som var ved at forlade Alexandria. En israelsk eskadre bestående af seks missilbåde stak ud for at afskære denne styrke. I slaget undgik israelerne ved hjælp af elektronisk jamming de egyptiske missiler og forfulgte derefter de egyptiske missilbåde. Det lykkedes israelerne at sænke tre både inden de vendte tilbage til havn.
Ifølge israelske og vestlige kilder mistede israelerne ingen fartøjer i krigen. Ifølge historikeren Benny Morris mistede egypterne syv missilbåde og fire torpedobåde og kystbevogtningsfartøjer mens syrerne mistede fem missilbåde, en minestryger og et kystbevogtningsfartøj. Ifølge Chaim Herzog var den israelske flådes tab på tre døde og 24 sårede, mens syrerne og egypterne mistede 19 fartøjer. 42 missiler blev affyret mod israelske mål til søs under krigen.
Hjælp til Egypten og Syrien.
Fra den 9. oktober begyndte Sovjetunionen at forsyne Egypten og Syrien fra luften og ad søvejen. Sovjetunionen fragtede 15.000 tons via en luftbro, hvoraf mere end halvdelen af forsyningerne og næsten alle kampvognene gik til Syrien. Hertil kom yderligere 63.000 tons, som fortrinsvis gik til Syrien ad søvejen. Det var imidlertid svært for Egypten og Syrien at vælge hvilke forsyninger, der skulle leveres, hvilket ofte betød at hårdt savnede forsyninger fik en lav prioritet.
Udover Egypten, Syrien, Jordan og Irak var adskillige andre arabiske lande involveret i krigen og ydede yderligere våben og penge. Algeriet sendte en eskadrille MiG-21 jagere og en eskadrille Su-7 jagerbombere til Egypten, hvortil de begge ankom mellem den 9. og den 11. oktober. Algeriet sendte også en panserbrigade, hvor fortroppen begyndte at ankomme den 17. oktober. Libyske styrker var udstationeret i Egypten inden krigsudbruddet. Libyen bidrog med en panserbrigade og to eskadriller Mirage III jagere, hvoraf en eskadrille blev fløjet af egyptiske piloter. Marokko sendte en infanteribrigade til Egypten og et panserregiment til Syrien. En infanteribrigade bestående af palæstinensere var i Egypten inden krigsudbruddet. Saudi Arabien og Kuwait gav finansiel støtte og sendte nogle symbolske styrker som kunne deltage i kampen. Pakistan sendte 16 piloter og en ambulanceenhed til Egypten og yderligere en til Syrien. Bangladesh sendte et lægehold og nødhjælpsforsyninger.
Udover sine styrker i Syrien sendte Irak en eskadrille Hawker Hunter jagere til Egypten. Eskadrillen fik hurtigt ry blandt de egyptiske ledere i felten for sine færdigheder i at yde støtte fra luften og især i bekæmpelse af kampvogne.
Den algeriske panserbrigade med næsten 200 kampvogne ankom til fronten den 24. oktober og deltog derfor ikke i kampene. Den sudanesiske brigade ankom også for sent, den 28. oktober. Næsten alle arabiske forstærkninger ankom uden at der var opstillet en logistisk plan eller uden støtte og det forventedes, at deres værter kunne forsyne dem, hvilket i adskillige tilfælde forårsagede logistiske problemer. På den syriske front førte manglende koordination mellem de arabiske styrker til adskillige eksempler på at de beskød hinanden.
Efter krigen, i de første dage af november, betalte Algeriet omkring 200 mio. dollars til Sovjetunionen for at finansiere våbenkøb til både Egypten og Syrien.
Radioen i Uganda meddelte at Idi Amin sendte ugandiske tropper for at kæmpe mod Israel. Cuba sendte omkring 1.500 tropper, herunder kampvogne og helikopterbesætninger, som efter sigende også kom i kamp mod IDF.
Hjælp til Israel.
Da krigen brød ud forventede de amerikanske ledere at krigslykken hurtigt ville vende til fordel for de bedre udstyrede israelere og at de arabiske hære ville være fuldstændigt besejrede indenfor 3-4 dage. De amerikanske forsyninger til Israel havde indtil da bestået af ammunition, ikke mindst anti-tank og anti-luftskyts. Det stod imidlertid klart den 9. oktober at der ikke ville indtræffe et sådant hurtigt omslag, og at IDF's tab var uventet høje. Israel var så tæt på et nederlag at den israelske regering beordrede en klargøring af Israels kernevåben. Det drejede sig om tretten 20-kiloton sprænghoveder fordelt på Jericho kortrækkende ballistiske missiler og F-4 Phantom II kampfly. Kissinger fik nys om klargøringen d. 9. oktober.
Samme dag gav præsident Nixon ordre til indledningen af Operation Nickel Grass, en amerikansk luftbro, som skulle erstatte alle Israels tab af materiel. Israel begyndte at modtage forsyninger den 13. oktober, om end noget udstyr såsom TOW missiler var ankommet inden den 11. oktober. Ifølge Abraham Rabinovich: "Selv om den amerikanske luftbro ikke straks erstattede Israels tab af materiel, tillod den Israel at bruge det forhåndenværende udstyr mere rundhåndet". Ved afslutningen af Nickel Grass havde USA afskibet 22.395 tons udstyr til Israel. Det nationale israelske luftfartsselskab El Al tog del i luftbroen og fløj 5.500 tons materiel til Israel. Blandt forsyninger som blev sendt til Israel var topmoderne udstyr såsom AGM-65 Maverick- og TOW-missiler, som først var blevet sat i produktion tre år tidligere, foruden højt avanceret elektronisk jammingsudstyr, sammen med amerikanske instruktører som hurtigt skulle uddanne israelske styrker i brugen af disse våben.
USA gennemførte også sin egen forsyningsoperation til søs og leverede 33.210 tons til Israel inden den 30. oktober.
Egyptiske ledere bemærkede at den 13. og 15. oktober sporede varslingsradarer et fly, som fløj i 25 km højde med en hastighed på mach 3, hvilket gjorde det umuligt at opfange det med hverken jagerfly eller SAM-missiler. Flyet fortsatte med at krydse hele kanalzonen, flådebaserne i det Røde Hav (Hurghada og Safaga), fløj over flybaserne og luftforsvaret i Nildeltaet og endte med at forsvinde fra radarskærmene over Middelhavet. Hastighed og højde pegede i retning af at det var et amerikansk SR-71 Blackbird, et langtrækkende strategisk rekognosceringsfly. Ifølge de egyptiske hærledere hjalp de således indsamlede informationer israelerne med at forberede angrebet på Egypten den 14. oktober og bidrog til at gennemføre "Operation tapper".
Våben.
De arabiske hære var fortrinsvis udstyret med sovjetisk fremstillede våben, mens Israels våben fortrinsvis var af vestligt fabrikat. De arabiske hæres T-54/55 og T-62 kampvogne var udstyret med natkikkerter, hvilket de israelske kampvogne manglede. Det gav araberne en ekstra fordel på slagmarken under de natlige kampe, mens de vestlige kampvogne, som israelerne brugte havde bedre pansring og/eller bevæbning.
Egyptens omringede tredje armé.
Da våbenhvilen trådte i kraft havde Israel mistet terræn til Egypten øst for Suez-kanalen, men havde vundet terræn vest for kanalen og i Golanhøjderne (vist i grønt).
De Forenede Nationers sikkerhedsråd vedtog med stemmerne 14-0 resolution nr. 338, der opfordrede til en våbenhvile, der stort set blev forhandlet på plads mellem USA og Sovjetunionen den 22. oktober. Den opfordrede "alle parter i de nuværende kampe" til "straks at afslutte alle militære operationer". Den trådte i kraft 12 timer senere kl. 18.52 israelsk tid. Da den trådte i kraft efter mørkets frembrud var det umuligt for overvågnings satellitter at fastslå hvor frontlinjen gik da kampene skulle ophøre. Inden våbenhvilen trådte i kraft havde den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger fortalt den israelske statsminister Golda Meir: "De bliver ikke mødt med voldelige protester hvis der sker noget i løbet af natten mens jeg flyver. Der kan ikke ske noget i Washington før middag i morgen."
Da våbenhvilen trådte i kraft var de israelske styrker kun nogle få hundrede meter fra deres mål - den sidste vej, som forbandt Cairo og Suez, og Sharons division havde trods gentagne forsøg ikke fået erobret Ismailia og afskåret den 2. egyptiske armés forsyningslinjer. Adans fremstød sydpå havde efterladt israelske og egyptiske enheder spredt ud over slagmarken uden klare linjer mellem dem. Egyptiske og israelske enheder forsøgte at omgruppere sig, og regulære ildkampe brød ud da begge sider overtrådte våbenhvilen. I løbet af natten blev 9 israelske kampvogne ødelagt på forskellige steder. Disse skærmydsler gav de israelske militære ledere, som var frustrerede over at de endnu ikke havde afskåret vejen mellem Cairo og Suez for en undskyldning til at genoptage deres fremrykning sydpå. Adan besluttede at forsætte sit angreb den 23. oktober. David Elazar bad om tilladelse til at fortsætte fremrykningen sydpå, og Moshe Dayan godkendte det. Israelske tropper afsluttede fremrykningen mod syd, erobrede vejen og indespærrede den 3. egyptiske armé øst for Suez-kanalen. Da Sadat protesterede over israelske krænkelser af våbenhvilen hævdede Israel at egyptiske tropper havde skudt først. Israelske kampvogne og faldskærmstropper gik ind i Suez i et forsøg på at erobre byen, men faldt i et baghold af tropper fra 3. armé og blev omringet. I slaget ved Suez lykkedes det de israelske faldskærmstropper at slippe ud af byen, selv om det kostede store tab og ikke resulterede i en taktisk gevinst.
Den næste morgen, 23. oktober, var der hektisk diplomatisk aktivitet. Sovjetiske rekognosceringsfly havde bekræftet at israelske styrker var på vej sydpå, og Sovjetunionen beskyldte Israel for forræderi. I en telefonsamtale med Golda Meir spurgte Henry Kissinger: "Hvordan kan nogen nogensinde vide hvor en linje er eller var i ørkenen?". Meir svarede: "De ved det". Kissinger hørte om den indesluttede egyptiske hær kort efter.
Kissinger erkendte at situationen stillede USA overfor en fantastisk mulighed. Egypten var fuldstændig afhængig af USA til at forhindre Israel i at nedkæmpe dens omringede hær, som nu hverken havde adgang til fødevarer eller vand. Den position kunne senere forhandles til at USA skulle mægle i konflikten og fjerne den sovjetiske indflydelse på Egypten.
Som følge heraf udøvede USA et voldsomt pres på israelerne for at få dem til at afstå fra at ødelægge den indeslutte arme, og truede endda med at støtte en FN resolution, der skulle tvinge israelerne til at trække sig tilbage til deres stillinger den 22. oktober, hvis de ikke tillod ikke-militære forsyninger at nå frem. I en telefonsamtale med den israelske ambassadør Simcha Dinitz, sagde Kissinger til ambassadøren at nedkæmpelsen af den 3. egyptiske hær "er en mulighed, som ikke eksisterer" Selv om den var omringet lykkedes det for den 3. armé at fastholde sin kampkraft øst for kanalen og holde fast i sine forsvarsstillinger.
Atomalarm.
I mellemtiden sendte Bresjnev et brev til Richard M. Nixon midt om natten mellem den 23. og 24. oktober. I brevet foreslog Bresjnev at amerikanske og sovjetiske tropper blev afsendt for at sikre, at begge sider overholdt våbenhvilen. Han truede også med at "jeg vil sige det lige ud, at hvis De finder det umuligt at handle i fællesskab med os i denne sag, vil vi stå overfor nødvendigheden af straks at tage de fornødne skrift ensidigt. Vi kan ikke tillade egenmægtighed fra Israels side." Kort sagt truede Sovjetunionen med at intervenere i krigen på Egyptens side.
Sovjetunionen satte syv luftbårne divisioner i alarmberedskab og en luftbro blev etableret for at kunne transportere dem til Mellemøsten. En luftbåren kommandopost blev opstillet i det sydlige Sovjetunionen. Adskillige enheder fra luftvåbenet blev også alarmeret. "Rapporter indikerede også at mindst en af divisionerne og en eskadrille transportfly var blevet flyttet fra Sovjetunionen til en flybase i Jugoslavien".
Sovjetunionen indsatte også syv landgangsfartøjer med ca. 40.000 marineinfanterister i Middelhavet.
Da Kissinger spurgte Haig om [Nixon] skulle vækkes, svarede stabschefen i det Hvide Hus med eftertryk 'Nej.' Haig delte tydeligvis Kissingers fornemmelse af, at Nixon ikke ville være i stand til at træffe vigtige beslutninger.
På mødet blev der lavet et forsonende svar, som blev sendt (på Nixons vegne) til Bresjnev. Samtidig blev det besluttet at hæve forsvarsberedskabet (DEFCON) fra fire til tre. Endelig blev det godkendt at sende en meddelelse til Sadat (igen på Nixons vegne), hvor han blev bedt om at opgive sin anmodning om sovjetisk assistance, og samtidig truet med, at hvis Sovjetunionen intervenerede, så gjorde USA det også.
Sovjetunionen opfangede hurtigt et øget amerikansk forsvarsberedskab og var forundret og forvirret over svaret. "Hvem skulle have troet, at amerikanerne var så lette at forskrække", sagde Nikolaj Podgorny. "Det er ikke fornuftigt at komme i krig med USA på grund af Egypten og Syrien", sagde premierminister Aleksej Kosygin, mens KGB-chefen Jurij Andropov tilføjede "Vi vil ikke starte den 3. Verdenskrig". Det endte med, at Sovjetunionen affandt sig med det arabiske nederlag. Brevet fra den amerikanske regering ankom under mødet. Bresjnev besluttede, at amerikanerne var for nervøse, og at det klogeste ville være at vente med at svare. Den næste morgen indvilligede egypterne i det amerikanske forslag, og opgav deres anmodning om bistand fra Sovjetunionen, hvilket bragte krisen til afslutning.
De-eskalering på nordfronten.
På nordfronten havde syrerne været ved at forberede et massivt modangreb, der skulle starte den 23. oktober. Udover Syriens fem divisioner havde Irak leveret to og der var mindre troppestyrker fra andre arabiske lande, herunder Jordan. Sovjetunionen havde erstattet de fleste tab som de syriske kampvognsstyrker havde lidt i de første uger af krigen.
Dagen før offensiven skulle begynde vedtog FN sin våbenhvile (efter accept fra både Israel og Egypten). "Egyptens accept af våbenhvilen mandag" [22. oktober] "skabte et stort dilemma for Assad. Våbenhvilen var ikke bindende for ham, men dens implikationer kunne ikke ignoreres. Nogle i den syriske generalstab foretrak at man gik videre med angrebet, og hævdede at hvis man gjorde ville Egypten føle sig tvunget til også at fortsætte krigen... Andre argumenterede imidlertid for at fortsættelse af krigen ville legitimere Israels forsøg på at nedkæmpe den 3. egyptiske armé. I så tilfælde ville Egypten ikke komme Syrien til hjælp når Israel vendte sin fulde styrke mod nord og ødelagde Syriens infrastruktur og måske angreb Damaskus."
Til sidst besluttede Assad at afblæse offensiven, og den 23. oktober meddelte Syrien at det havde accepteret våbenhvilen og den irakiske regering beordrede sine styrker hjem.
Forhandlinger efter våbenhvilen.
Den 24. oktober vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 339, som var en fornyet opfordring til alle parter om at overholde våbenhvilebetingelserne i resolution 338. Organiseret kamp var sluttet på alle fronter den 26. oktober. Adskillige luftangreb fandt sted mod den 3. armé fra den 25. til den 28. oktober. Våbenhvilen bragte ikke en afslutning på de sporadiske sammenstød langs våbenhvile linjerne, eller fjernede de militære spændinger.
Israel modtog Kissingers trussel om at støtte en FN resolution om tilbagetrækning, men inden man kunne svare sendte den egyptiske nationale sikkerhedsrådgiver Hafez Ismail en forbløffende meddelelse til Kissinger. Egypten var villig til at indgå i direkte forhandlinger med israelerne, forudsat at israelerne ville tillade ikke-militære forsyninger at nå frem til deres arme og indvillige i en fuldstændig våbenstilstand.
Samtalerne fandt sted den 28. oktober mellem den israelske generalmajor Aharon Yariv og den egyptiske generalmajor Abdel Ghani el-Gamasy. Til sidst bragte Kissinger forslaget til Sadat, som godkendte det næsten uden debat. Der blev opstillet FN kontrolposter i stedet for israelske kontrolposter, ikke-militære forsyninger fik lov at passere og fanger blev udvekslet. Der fulgte et topmøde i Geneve og til sidst blev der udarbejdet et våbenstilstandsdokument. Den 18. januar underskrev Israel tilbagetrækningsaftalen til østsiden af kanalen, og de sidste af deres tropper trak sig tilbage fra vestsiden af kanalen den 5. marts 1974.
Mellem FN våbenhvilen og våbenstilstandsaftalen i januar foregik der en mindre udmattelseskrig mod de israelske styrker vest for kanalen, hvorunder 187 israelske soldater blev dræbt, 41 kampvogne ødelagt og 11 fly skudt ned.
På den syriske front resulterede Henry Kissinger penduldiplomati i en tilbagetrækningsaftale den 31. maj 1974 baseret på udveksling af krigsfanger, israelsk tilbagetrækning til våbenhvile linjen fra 1967. Israel beskyldte Syrien for at tortere dets krigsfanger, hvilket var en overtrædelse af Geneve konventionerne. Aftalen afsluttede de træfninger og artilleridueller som hyppigt havde foregået langs den israelsk-syriske våbenhvile linje. FN styrken UNDOF blev etableret som fredsbevarende styrke i Golan.
Langtrækkende virkninger af krigen.
Fredsforhandlingerne ved slutningen af krigen var første gang arabiske og israelske repræsentanter mødtes til direkte forhandlinger siden afslutningen af Israels uafhængighedskrig.
De stod nu i en position hvor de truede det administrative og forsyningsmæssige bagland for hele den egyptiske hær. I vidt omfang på grund af indsatsen fra Sovjetunionen, som var bange for et alvorligt egyptisk nederlag, besluttede FN's sikkerhedsråd en våbenhvile med virkning fra den 22. oktober.
Fra et rent militært synspunkt var den første og vigtigste arabiske succes det strategiske og taktiske overraskelsesmoment, som blev opnået. Selv om det i ikke ringe omfang blev hjulpet på vej af fejltagelser begået af det israelske efterretningsvæsen og den politiske og militære ledelse i Israel må æren i første omgang gå til den særdeles sofistikerede vildledningsplan som egypterne stillede på benene. Det lykkedes det at overbevise den israelske ledelse om at den intensive militære aktivitet vest for kanalen i sommeren og efteråret 1973 blot var en række træningsoperationer og manøvrer. Denne vildledning må anses for at være en af de mest fremragende gennemførte vildledningsmanøvrer i krigshistorien. Planen fungerede ikke blot for så vidt angik det israelske efterretningsvæsen, men også i forhold til efterretningsvæsenerne verden over.
For de arabiske lande - og især Egypten - var det psykologiske trauma fra nederlaget i Seksdageskrigen blevet helet. På mange måder tillod det dem at forhandle med israelerne som ligeværdige. Men i betragtning af at krigen var startet så godt som de arabiske ledere kunne have ønsket sig, havde de ved krigens afslutning kun opnået begrænsede terrængevinster på Sinai fronten, mens Israel havde fået mere land i Golanhøjderne end før krigen, og Israel havde fået et fodfæste på det afrikanske kontinent vest for kanalen, så krigen overbeviste mange i den arabiske verden om at Israel ikke kunne besejres militært, og styrkede dermed fredsbevægelserne. Krigen bragte en afslutning på de gamle arabiske ambitioner om at ødelægge Israel med magt.
Vaklende under et overraskelsesangreb på to fronter mens hovedparten af hæren endnu ikke var mobiliseret og konfronteret med de overvældende nye realiteter på slagmarken var Israels situation en som sagtens kunne bringe stærke nationer i knæ; men indenfor få dage havde de genvundet fodfæstet og på mindre end to uger truede de begge lands hovedstæder, en bedrift som ikke har mange historiske paralleller.
I Israel var tabstallene imidlertid høje. I forhold til befolkningstallet led Israel tre gange så store tab på tre ugers krig som USA havde i løbet af næsten 10 år i Vietnamkrigen. Krigen i 1973 skabte et større antal soldater, der led af granatchok og andre psykiske problemer end nogensinde tidligere. Antallet af psykiatriske tilfælde var så højt som 23,1 % af alle ikke-dødelige tilfælde. Den israelske hær var ikke forberedt på at håndtere sådanne tilfælde, fordi i alle tidligere krigen (med undtagelse af uafhængighedskrigen i 1948) opnåede israelerne ofte hurtige sejre med få tab.
Yom Kippur-krigen derimod var kendetegnet ved dens dødsensfarlige og intense langvarige kampe og så skabte dermed så mange tilfælde af granatchok. Ariel Sharon, en farvestrålende general, pegede på denne realitet: "Jeg har kæmpet i 25 år, og alle de øvrige var blot slag. Dette her var rigtig krig."
Som svar på den amerikanske støtte til Israel besluttede de arabiske medlemmer af OPEC, anført af Saudi Arabien, at nedskære olieproduktionen med 5 % om måneden den 17. oktober. Den 19. oktober godkendte Nixon en stor tildeling af våbenforsyninger og $2,2 mia. i bevillinger til Israel. Som svar erklærede Saudi Arabien en olieembargo mod USA, som andre olieeksporterende lande senere tilsluttede sig og udvidede mod Holland og andre lande, hvilket afstedkom oliekrisen i 1973..
Den indledende succes forøgede Sadats popularitet voldsomt og gav ham langt stærkere kontrol over den egyptiske stat og mulighed for at indlede mange af de reformer, han mente var nødvendige. I de efterfølgende år blegnede populariteten og de ødelæggende regeringsfjendtlige fødevare optøjer i 1977 havde sloganet: "Helt fra Overgangen, hvor er vores morgenmad?"
("يا بطل العبور، فين الفطور؟", "Yā batl al-`abūr, fēn al-futūr?").
Afledte konsekvenser i Israel.
En protest mod den israelske regering begyndte fire måneder efter at krigen sluttede. Den blev anført af Motti Ashkenazi, kommandanten i Budapest, det nordligste af forterne i Bar-Lev linjen, og det eneste som ikke blev erobret af egypterne. Vreden mod den israelske regering (og især Dayan) var stor. Shimon Agranat, præsidenten for den israelske højesteret, blev bedt om at lede en undersøgelse, Agranat-kommissionen, af de begivenheder som førte op til krigen og tilbageslagene i de første dage.
I stedet for at lukke munden på offentlighedens utilfredshed, betød rapporten, som "havde understreget, at den vurderede ministrenes ansvar for sikkerhedsmangler, ikke deres parlamentariske ansvar, som lå uden for dens mandat" at utilfredsheden voksede. Selv om den havde renset Meir og Dayan for ansvar blev kravet i offentligheden om deres tilbagetræden (især Dayans) stadig højere.
Endelig den 11. april 1974 trak Golda Meir sig tilbage. Hendes regering fulgte efter, herunder Dayan, som tidligere to gange havde tilbudt at trække sig tilbage, hvilket begge gange blev afvist af Meir. Yitzhak Rabin, som havde tilbragt det meste af krigen med at være rådgiver for Elazar i en uofficiel rolle, blev leder af den nye regering, som blev indsat i juni.
I 1999 blev spørgsmålet genoptaget af den politiske ledelse i Israel for at undgå at lignende mangler bliver gentaget. Det israelske nationale sikkerhedsråd blev oprettet for at forbedre koordinationen mellem de forskellige israelske sikkerhedstjenester og efterretningsvæsener og den politiske side af regeringen.
Camp David aftalerne.
Rabins regering blev ramt af et par skandaler og han blev tvunget til at træde tilbage i 1977. Højrefløjspartiet Likud under ledelse af Menachem Begin vandt det efterfølgende valg. Det markerede et historisk skifte i det politiske landskab i Israel, da der for første gang kom en koalition til magten, som ikke blev ledet af det israelske arbejderparti.
Sadat, som var gået ind i krigen for at genvinde Sinai fra Israel blev frustreret over det langsomme tempo i fredsprocessen. I et interview i 1977 med journalisten Walter Cronkite fra CBS indrømmede Sadat at han var åben for en mere konstruktiv dialog om fred - herunder et statsbesøg. Det lod til at åbne sluserne, da Begin, der var kendt for sin hårde linje, i et senere interview med samme journalist - måske for ikke at falde dårligt ud ved en sammenligning - sagde at han også ville se positivt på et bedre forhold og indbød til et sådant besøg. I november samme år tog Sadat så det initiativ, som var uden fortilfælde, at besøge Israel, hvorved han blev den første arabiske leder der gjorde noget sådant og dermed indirekte anerkendte Israel.
Denne handling satte fart i fredsprocessen. Den amerikanske præsident Jimmy Carter inviterede både Sadat og Begin til et topmøde på Camp David for at forhandle en endelig fredsaftale. Samtalerne foregik fra den 5. til 17. september 1978. Til sidst lykkedes det og Israel og Egypten underskrev den egyptisk-israelske fredsaftale i 1979. Israel trak sine tropper og bosættere tilbage fra Sinai til gengæld for en normalisering af forholdet til Egypten og en varig fred.
Mange i den arabiske verden var rasende over Egyptens fredsaftale med Israel. Egypten blev smidt ud af den Arabiske Liga. Indtil da havde Egypten "stået ved roret i den arabiske verden"
Egyptens spændte forhold til sine arabiske naboer kulminerede i 1977 med den kortvarige Libysk-egyptiske krig.
To år senere blev Anwar Sadat snigmyrdet den 6. oktober 1981 mens han deltog i en parade, som markerede den 8. årsdag for starten på krigen. Morderne var islamistiske medlemmer af hæren, som var rasende over hans forhandlinger med Israel.
Højtideligholdelse.
Den 6. oktober er en national helligdag i Egypten, som kaldes De væbnede styrkers dag. Det er også en national helligdag i Syrien.
I Egypten er mange steder opkaldt efter den 6. oktober og 10. dag i Ramadanen, den korresponderende dag i den islamiske kalender. Eksempler herpå er 6. oktober broen i Cairo og byerne "6th of October City" (Madinat as-Sadis min Uktubar) og "10th of Ramadan City".
Yonne (flod).
Yonne er en fransk flod. Yvonne er en biflod til Seinen. Den midtfranske by Auxerre ligger ved Yonnefloden.
York.
York (latin "Eboracum"; oldnordisk "Jorvík") er en nordengelsk by med jern-, tekstil- og læderindustri.
Byen har et ærkebispesæde og har delvis et middelalderligt præg med byens ringmur. Den gotiske York Minster er Englands største kirke fra Middelalderen.
York var det tidligere hovedsæde for Danelagen, som var en selvstændig del af vikingesamfundet, men efter en årrække blev Danelagen erobret tilbage af englænderne. I dag kan man dog stadigvæk se beviser på Yorks rolle og historie i gadenavne som ender på "gate"; i det hele taget lånte det engelske sprog mange ord fra nordiske sprog i denne periode, blandt andet "they, their, them".
Yorkshire.
Yorkshires flag med den hvide rose, der symboliserer grevskabet.
Yorkshire er Englands største grevskab, og har store kulforekomster som har været med til at udvikle området som et vigtigt industriområde.
Ypsilon.
Ypsilon (Υ υ) er det tyvende bogstav i det Græske alfabet, det svarer til vores y. På tysk har bogstavet y navnet "Ypsilon".
Computer.
I unicode er Υ U+03A5 og υ er U+03C5.
Ystad.
a> i Ystad, grundlagt år 1267, er det bedst bevarede klosteranlæg i Skånelandene.
Ystad er en by ved Skånes sydkyst med 17.266 indbyggere og kommunesæde i Ystads kommun i Skåne län, Sverige.
Byen er velkendt for den middelalderlige bebyggelse. Med sine omkring 300 bindingsværkshuse er den Skånes bedst bevarede middelalderby.
Mariakirken samt dele af Gråbrødreklostret i byen er fra det 12. århundrede. Klosteret er det bedst bevarede oprindeligt danske franciskanerkloster sammen med det i Slesvig.
Byen opstod i middelalderen omkring havnen og sildefiskeriet. Ystad nævnes første gang ved sit tidligere danske navn Ysted i skriftlige dokumenter i 1244 i de såkaldte Lund-annaler.
Ysted ramtes hårdt i krigene i 1563-70 og i 1644-45, hvor byen blev erobret og plyndret af svenske styrker. Ved freden i Roskilde i 1658 blev Ystad sammen med resten af Skånelandene afstået til Sverige.
Der er færgeforbindelse fra Ystad til Rønne på Bornholm samt til Polen. Den korteste rejserute fra København til Bornholm går via Ystad, og der er forbindelse med Intercity-tog og bus fra færgeterminalen til København.
Henning Mankells kriminalromaner med politimanden Wallander som hovedperson foregår i og omkring Ystad.
Ystad indgår i Den europæiske rute for teglstensgotik.
Ytringsfrihed.
Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsætning til censur. Ytringsfriheden har haft afgørende indflydelse på den samfundsudvikling, som har fundet sted i slutningen af 1900-tallet i den vestlige verden. Den opfattes som en af grundpillerne i et velfungerende demokrati, fordi dette bygger på fri meningsudveksling. Desuden giver ytringsfrihed mulighed for at udtrykke afvigende meninger, så risikoen for at disse får et voldeligt udtryk mindskes. Ytringsfriheden er især vigtig for mindretallene, idet de magthavende instanser på grund af deres magtposition ikke har reelt brug for beskyttelsen af retten til ytring.
Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, men er ikke ubegrænset. Ytringsfriheden indebærer, at staten ikke på forhånd kan blande sig og forbyde borgerne at komme til orde. Derimod er friheden ikke til hinder for, at man efterfølgende står til ansvar for sine ytringer, f.eks. ved en domstol. Udtalelser kan ved dom blive kendt ubeføjede, hvis retten ikke finder dem dokumenteret, ligesom overtrædelser af de lovgivningsmæssige bestemmelser naturligvis kan medføre idømmelse af straf.
Lovgrundlag.
Det er grundlæggende i et folkestyre, at facts vedrørende samfundsforhold og synspunkter på samme kan bringes frem til diskussion uden risiko for strafforfølgning, uanset om de efter deres indhold eller formen, i hvilken de fremføres, måtte belaste nogen. Denne frihed sammenfattes i praksis under overskriften "ytringsfrihed". Tankegangen bag denne frihed er ultimativt er den, at menneskelivet hverken kan eller bør reguleres én gang for alle af en forud opstillet ideologisk eller religiøs formel, men at det tværtimod skal sikres, at der altid kan tages stilling til denne verdens fænomener ud fra en konkret undersøgelse af deres indhold. Denne stillingtagen antages endvidere at tilkomme de enkelte borgere inden for rammerne af et folkestyre, som giver dem mulighed for forinden at diskutere tingene til bunds. Tankesættet er med andre ord også empirisk: Det anerkender således ikke spekulation og mytedannelse som grundlag for politisk beslutning på bekostning af kendsgerninger udvundet med de metoder, som erfaringsmæssigt er bedst til at skaffe (sikker) viden, og den herudfra stedfundne diskussion.
Modsætningen er de totalitære tankesæt, der f.eks. var repræsenteret i kommunismen og nazismen, og som i dag legemliggøres i det fundamentalistiske Islam. Her er opfattelsen den, at det er muligt at udtænke – eller at der måske naturgivent på historisk, moralsk eller religiøst grundlag findes – en ideel formel for, hvorledes menneskelivet skal leves. Der er følgelig ingen grund til at udveksle information og synspunkter om politiske forhold, så vidt som at formlen udtænkes eller klarlægges af få, evt. en enkelt person (”føreren”, ”profeten“ eller hvad det nu måtte være). Denne elites opgave er herefter at søge samfundet indordnet i den ramme, formlen anviser. Det totalitære tankesæt er således elitært, intolerant og statisk, så vidt som at det mener at repræsentere det rigtige og evigtgyldige, som er hævet over almindelige menneskers kritik. Ikke alle er med andre ord lige kloge og ansvarlige, hvorfor samfundet skal indrettes på en måde, der afspejler ideologien (dvs. elitens erfaringer og mål). Derfor er også ethvert middel tilladeligt, som er nødvendigt for at gennemdrive idealet for samfundets indretning – herunder udelukkelse af debat bygget på ”forkerte” præmisser.
Ytringslovgivning før Grundloven.
Selve begrebet ytringsfrihed er af nyere dato, men i ældre dansk lovgivning findes paragraffer der forbyder lastefuld omtale af konge, kirke og religion. Denne lovgivning eksisterede i ældre middelalderlig lovgivning, men blev først i overskuelig form samlet i Danske Lov. Indskrænkninger i idéers ytringer findes også i censurbestemmelserne som opstår i forbindelse med indførelsen af bogtrykkerkunsten. Lovgivning på dette område oprettede en censurvirksomhed i forbindelse med Københavns Universitet. Alle skrifter der skulle trykkes skulle på forhånd censureres af universitetets professorer.
I Danske Lov, som blev indført i 1683,- men for en stor dels vedkommende stammer fra ældre lovgivning - bestemmes det at "Hvem som overbeviises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendes af hans Mund udskæres, dernæst hans Hoved afslaaes, og tilligemed Tungen sættes paa en Stage" Korporlige straffe kunne også anvendes i forbindelse med kritik af kongefamilien, regeringsformen eller kongens beslutninger, selv om straffen, alt efter "sagens Beskaffenhed", også kun kunne være tab af gods og ære.
I forbindelse med "Æresager" mellem private, dvs æreskrænkelser i form af ytringer, da, hvis det er foregået i "Kroehuus, Møllehuus, Smedehuus eller andenstæds i slig Forsamling", da må den krænkede indkalde krænkeren til tinget hvor sagen kan løses for fogeden. Selv ytringer der ikke rammer nogens "Ære og Lempe" kunne i visse tilfælde af en dommer findes at være "utilbørlige", og idømmes en pengestraf. Desuden findes en række andre bestemmelser vedrørende anvendelsen af specifikke ukvemsord og andre æreskrænkelser eller løgne.
Johann Friedrich Struensee afskaffede i 1770 forhåndscensuren og indførte fuldstændig trykkefrihed. Denne periode kaldes trykkefrihedstiden, men ophørte efter Struensees fald da de nye magthavere i 1773 indførte en strammere lovgivning på området. Forhåndscensuren vedblev dog med at være afskaffet, og der blev kun foretaget indgreb efter et skrift var udkommet, til gengæld var det op til politimesteren selv at dømme og udmåle straffen, som kunne være op til 200 rigsdaler. Ved regeringsforandringen 14. april 1784 slækkedes nidkærheden i opretholdelsen af denne lovgivning, idet A.P. Bernstorffs og Christian Colbjørnsens indflydelse på regenten, kronprins Frederik, udmøntede sig i en sporadisk brug af politimesterens indgreb. Men disse tilstande, som i bund og grund var en vilkårlig udøvelse af loven, huede hverken regeringen eller skribenterne, især ikke efter at forfatterne Peter Andreas Heiberg og Niels Ditlev Riegels hver især var blevet straffet med en bøde på 200 rigsdaler i forbindelse kritiske skrifter der var udkommet i anledning af kronprinsens bryllup i sommeren 1790. I december samme år udkom Trykkefrihedsreskriptet af 1790, der nok forhøjede strafudmålingen for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen, men til gengæld var en væsentlig forbedring af forholdene for forfattere og udgivere, idet myndgiheden nu helt blev pålagt domstolene, og anklagede således havde mulighed for at forsvare sig ved en retssag.
I slutningen af 1790'erne skiftede regeringens holdning til trykkefriheden, ikke mindst på grund af pres fra Rusland som i Danmarks pressefrihed så en alt for stor eftergivenhed overfor de grupperinger der støttede den franske revolution. Det resulterede i mange skrifter for og imod trykkefriheden, mest markant nok Michael Gottlieb Birckners forsvarsskrift for trykkefrihed "Om Trykkefriheden og dens Love" (1797). Men debatten fik snarere den modsatte effekt på regeringens betænkninger, idet kronprinsen vrededes over skribenternes "skrivefrækhed".
Resultatet blev Trykkefrihedsforordningen af 1799, der markant indskrænkede rammerne for trykkefriheden og forhøjede straffen, således at overtrædelse i værste fald kunne betyde dødsstraf eller landsforvisning. Ingen nåede dog at blive henrettet på grundlag af denne lovgivning, selv om f.eks. Jacob Jacobsen Dampe blev idømt dødsstraf, da hans straf personligt af Frederik 6. blev ændret til livsvarigt fængsel. Andre kendte forfattere der blev idømt hårde straffe ifølge trykkefrihedsforordningen af 1799 var forfatterne Peter Andreas Heiberg og Malthe Conrad Bruun som blev landsforvist. Censuren blev desuden delvist genindført, idet at forfattere kunne dømmes til livsvarig censur, således at deres skrifter skulle forhåndsgodkendes før udgivelse, en straf som bl.a. N.F.S. Grundtvig blev idømt.
Denne lovgivning, som effektivt satte en stopper for størstedelen af den politiske debat, blev efter indførelsen af Rådgivende provinsialstænderforsamlinger slækket en del, men var i princippet i anvendelse indtil loven om pressens brug blev vedtaget 3. januar 1851.
Grundloven.
På trods af små ændringer i placering og grammatik, er der rent betydningsmæssigt ingen ændringer, bortset fra tilføjelsen af "i skrift og tale". Sagt på enkelt dansk står der: "Alle har lov til at ytre sig skriftligt og mundtligt, men under ansvar for at overholde lov og ret. Staten må ikke på forhånd forbyde nogen at ytre sig.”"
Paragraffen forbyder censur. Censur var på enevældens tid dels kravet om at bøger og artikler skulle godkendes "på forhånd", dels at bestemte personer fik forbud mod at offentliggøre skrifter og tale offentligt. Paragraffen giver dermed vide muligheder for at indføre love, der gør bestemte ytringer strafbare i henhold til almindelig moral eller af politiske hensyn - heraf formuleringen "under ansvar for domstolene". Straffeloven indeholder bl.a. paragraffer om ærekrænkelse og den såkaldte racismeparagraf. Tidligere var pornografiske skrifter forbudt, men de skulle ikke forhåndsgodkendes; de blev forbudt og beslaglagt efter en evt. retssag og dom.
Da film og billedkunst ikke er nævnt i loven, kunne man indtil 1969 opretholde filmcensur, hvor alle film skulle forhåndsgodkendes og renses for utilbørlig vold, porno og lignende.
Det er et åbent spørgsmål, om grundlovens § 77 forhindrer censur af internettet og andre elektroniske medier, hvis en regering skulle ønske at indføre sådanne begrænsninger.
Indskrænkninger af ytringsfriheden under provisorielovgivningen.
På trods af at denne lovgivning kun var i kraft indtil 19. juni 1888, blev flere personer, deriblandt redaktører for oppositionelle blade, idømt fængselstraffe for at have overtrådt disse love.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Denne artikel er væsentlig mere omfattende end den tilsvarende i grundloven. Den kan siges at svare til en mere moderne opfattelse af ytringsfrihed, end man havde forudset i grundloven af 1849, og den er samtidig udtryk for en fælles opfattelse af begrebet ytringsfrihed, som det anvendes i de vestlige demokratier.
Denne konvention blev 29. april 1992 del af dansk lov, og er derfor direkte anvendelig i Danmark. For fastlæggelse af ytringsfrihedens grænser har konventionen i dag større betydning end grundlovens bestemmelse.
EU's forfatningstraktat.
EU's forfatningstraktat er endnu ikke ratificeret (og bliver det næppe i sin nuværende form efter det franske nej 29. maj 2005), men eventuelle modifikationer vil næppe berøre bestemmelsen om ytringsfriheden.
Grænser for ytringsfriheden.
Der findes en række begrænsende faktorer, som gør at ytringsfriheden i praksis ikke altid udnyttes til fulde. Mange af disse begrænsende faktorer kaldes ofte (fejlagtigt) for censur.
Lovmæssige.
Man har ret til at ytre og formulere sig, som man vil, men det sker "under ansvar for domstolene", der altså har ret til pådømme udtalelser, som er i strid med forskellige lovbestemmelser. Det begrænser derfor brugen af ens ytringsfrihed, hvis man ikke ønsker efterfølgende at blive dømt for sine ytringer.
Racismeparagraffen og blasfemiparagraffen er de bedst kendte eksempler på lovgivningsmæssige bestemmelser, hvorefter man kan blive stillet til ansvar for brug af ytringsfriheden. Men også loyalitetsbegrebet (især indenfor arbejdsmarkedet), straffelovens bestemmelser om æreskrænkende udtalelser (ofte omtalt som "injurielovgivningen") samt hensyn til landets sikkerhed (antiterrorloven fx) kan medføre, at en ytrings indhold eller formulering er ansvarspådragende.
Desuden er der i den danske straffelov også en paragraf om at man straffes for offentligt at forhåne en andet lands flag.
I Danmark er det også forbudt at videregive informationer og billeder om andre folks "private forhold" eller "omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden" - også selv om personen er død (Straffeloven, §264d).
Forvaltningslovens paragraf 27-32, som omhandler tavshedspligt, samt offentlighedslovens afsnit om aktindsigt, udstikker regler for hvad man må sige og give af oplysninger om, som offentligt ansat.
I Retsplejeloven (§31) fastlægges det, at en domstol under visse betingelser kan indføre "navneforbud", dvs. forbud mod offentlig gengivelse af identiteten af personer, der nævnes i forbindelse med en retssag.
Fogedforbud.
Staten må ikke censurere skriftlige ytringer i et blad eller en bog (f.eks. ved at forbyde udgivelse eller kræve indflydelse på det skrevne), eller på anden måde have indflydelse på produktet. Den eneste måde at forbyde en udgivelse på er at anlægge sag og få dom for, at det vil være en krænkelse af privatlivet, eller en trussel mod landets sikkerhed, hvis offentliggørelsen finder sted (i begge tilfælde er skaden sket, hvis udgivelsen sker). Dommeren vil så nedlægge fogedforbud mod udgivelsen. Det er ikke tit dette sker, men det skete blandt andet i den såkaldte "frimurerdom" fra 1982, hvor det lykkedes frimurerordenen at få stoppet en udsendelse fra Danmarks Radio omkring optagelsesritualerne i ordenen. Højesteret gav medhold i, at det var en krænkelse af private forhold at vise udsendelsen.
Presseetiske regler.
Disse er ikke formelt en del af lovgivningen, men kan alligevel virke begrænsende på ytringsfriheden for journalister. Pressenævnet kan vurdere at en artikel el.lign. overtræder reglerne for god presseskik, og pålægge mediet at bringe afgørelsen.
Adgang til medier.
Det er ikke nok at have retten til at sige sin mening; for at få sin mening ud til andre, skal man finde en måde at få den ud på. Ytringsfrihed indebærer nemlig ikke ret til at få læserbreve optaget i aviserne eller til at komme i radioen eller fjernsynet. Dog er det kutyme at aviserne tillader et bredt spektrum af meninger for at give plads til en fri debat. Efter at internettet er kommet til, og alle har mulighed for at ytre sig, er der opstået en lang række nye problemer omkring afgrænsningen af ytringsfriheden på internettet.
Manglende viden om hvilke medier man kan ytre sig i, kan i sig selv være en barriere.
Kommunikationsevne.
Ens evne til at udtrykke sig kan være begrænset af forskellige årsager. Fx har børn et mindre ordforråd, folk med et andet modersmål kan også have svært ved at udtrykke deres mening præcist, og der kan være fysiologiske eller mentale grunde til at ens evne til at kommunikere er forringet, som fx ordblindhed, demens, hjerneskade etc.
Selvcensur.
Den største censor er ofte personen selv, som undlader at ytre sig af angst for hvad andre tænker, frygten for at miste sit arbejde, social prestige, trusler om vold og andre lignende hensyn.
I beskrivelsen af individet som egen censor skelnes mellem om selvcensuren har grund i personen selv eller om personen udøver selvcensur pga. af frygt for eksterne aktiviteter, der søger at få indflydelse på personens ytringer.
Det bliver således meningsfuldt at skelne mellem ufrivillig og frivillig selvcensur.
Et eksempel på en sjælden og frivillig form for selvcensur forekommer ved at personer eller medier af respekt eller pli undlader krænkende udtalelser. I Danmark nyder f.eks. kongehuset i høj grad denne respekt fra medierne. Traditionen i landet foreskriver at man tiltaler og beskriver de kongelige på en bestemt måde. Der er konsensus omkring de kongelige har en særstatus. Bemærk at selvcensuren er frivillig, da det er frivilligt om man vil bryde med denne kulturelle konsensus.
Andre former for frivillig selvcensur forekommer når vi holder ting tilbage i kommunikationen med andre mennesker.
Måske for ikke at såre andre mennesker:Jeg fortæller ikke blondinen jeg har til jobsamtale at jeg synes hun er dum.
Fordi mine moralbegreber fortæller mig at det vil være forkert at give oplysninger videre:Jeg stikker ikke naboen til myndighederne selvom jeg ved der kommer en gartner og arbejder sort i hans have.
Fordi man som person kan se en fordel ved ikke at ytre alting:Når jeg er til jobsamtale fortæller jeg ikke at jeg let bliver hidsig og ikke kan overholde deadlinen.
Ufrivillig selvcensur opstår når en person føler det er nødvendigt at holde ytringer tilbage for at kunne bevare andre af sine frihedsrettigheder. Den ufrivillige selvcensur etableres i personen som en pragmatisk reaktion på omgivelsernes reaktion eller forventede reaktion på ytringer.
Personen kan føle sig nødsaget til at give afkald på ytringsfriheden for at bevare friheden til at bevæge sig frit rundt i samfundet, blive fri for vold, blive fri for trusler, eller ultimativt for at bevare friheden til eget livet.
Trusler om indgreb i personers frihedsrettigheder hvis de ytrer bestemte opfattelser. Eller mere radikalt, gennem eksemplets magt, hvor man konsekvent krænker personer som ytrer sig's frihed gennem vold. Andre personer der kunne tænke sig at ytre noget tilsvarende må pragmatisk træffe det valg, at de for at undgå at blive offer for vold må udøve selvcensur.
Medieansvar.
Når folk krænkes ved offentliggørelse i medierne er det Medieansvarsloven, der fastslår, hvem der har ansvaret. Specielt skal massemedier som aviser, tidsskrifter, TV- og radiostationer, samt tilsvarende medier på internettet have en ansvarshavende redaktør, der er ansvarlig for indholdet, også anonyme indlæg. Massemedier omfattet af loven kan altså ikke dække sig ind under, at en anden er ophavsmand til ytringen. Medieansvarsloven bestemmer derimod ikke, hvilke udtalelser, tekster og billeder, der er strafbare eller kan medføre erstatning og godtgørelse.
Sager om ytringsfrihed.
To eksempler på sager om ytringsfrihed fra henholdsvis den danske højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Højesteret: 13. februar 1989 (sag U.1989.399H) Journalisten Jens Olaf Jersild dømt for at bringe racistiske udtalelser i fjernsynet, på DR, i såkaldte "grønjakkesag". Journalisten blev i denne sag dømt for at have bragt et interview, hvor nogle unge mænd fremsatte racistiske kommentarer. Retten vurderede, at racismeparagraffen i straffeloven var blevet overtrådt og idømte Jens Olaf Jersild bødestraf.
Danmark blev af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømt for brud på Menneskerettighedskonventionens ytringsfrihed, på grund af denne dom.
Menneskerettighedsdomstolen: 19. juni 2003 (sag 49 017/99, Pedersen og Baadsgaard mod Danmark). Denne forholdsvis nye sag er en sag fra højesteret d. 28. oktober 1998. To journalister anlagde sag mod den danske stat på baggrund af dokumentarudsendelsen "Politiets blinde øje" om den såkaldte "Pedal-Ove-sag", hvor journalisterne oprindeligt var blevet dømt for at have fremsat oplysninger om sagen som reelle kendsgerninger, skønt de var fremsat i spørgende form. Den danske stat fik medhold fra fire af de syv dommere, og sagen blev afvist.
Ytterbium.
Ytterbium (opkaldt efter Ytterby i Sverige) er det 70. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Yb: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette lanthanid som et blødt og formbart, sølvskinnende metal.
Egenskaber.
Ytterbium er ganske reaktionsvilligt; det angribes af selv tør atmosfærisk luft, hvorved det "anløbes" og bliver gråt. Ved høje temperaturer antændes metallet, og danner yttriumsesquioxid (Yb2O3). Ytterbium reagerer med vand under dannelse af gasformig brint, og kan opløses i uorganiske syrer, ligeledes under dannelse af brintgas.
Ytterbium indgår i kemiske forbindelser, oftest med oxidationstrin 3, men i nogle tilfælde oxidationstrin 2: Yb+++-kationen er farveløs, mens Yb++ giver opløsninger og salte en grøn farve.
Afhængigt af temperaturen optræder ytterbium i en af tre forskellige, allotropiske former: Under −13 °C optræder α-formen, mens man mellem −17 og 795 °C finder stoffet i sin β-form med kubisk fladecentreret krystalstruktur, Ved temperaturer over 795 °C antager ytterbium sin γ-form hvor krystalstrukturen er kubisk rumcentreret.
Den elektriske resistivitet for ytterbium i β-allotropen varierer med trykket: Under normale trykforhold udviser stoffet en for metaller "almindelig" resistivitet, men bliver en halvleder når det udsættes for et tryk på omkring 1,6 GPa, og resistiviteten stiger endda til det ti-dobbelte når trykket stiger til 3,9 GPa. Derefter falder resistiviteten drastisk når trykket stiger mod 4 GPa.
Tekniske anvendelser.
En isotop af ytterbium er blevet anvendt som strålingskilde i et transportabelt røntgenanlæg der kan bruges på steder hvor der ikke er adgang til elektricitet. Ytterbium kan også bruges i legeringer af stål, hvor det forbedrer materialets styrke, kornstørrelse og andre egenskaber — visse ytterbium-holdige legeringer er blevet brugt indenfor tandlæge-gerningen, og legeringer med ytterbium samt kobolt, jern og mangan kan bruges til at lave stærke magneter af. Ytterbium har enkelte andre anvendelser, for eksempel i form af ioner i aktive laser-medier.
Historie.
I 1878 opdagede den schweiziske kemiker Jean Charles Galissard de Marignac et hidtil ukendt stof i en jordart der dengang blev kaldt erbia. Den franske kemiker Georges Urbain skilte i 1907 Marignacs nye stof i to bestanddele; neoytterbia og lutecia — disse to stoffer viste sig senere at være grundstofferne ytterbium og lutetium. Den østrigske videnskabsmand og opfinder Auer von Welsbach isolerede de samme to stoffer, uafhængigt af Urbain; han kaldte dem for aldebaranium og cassiopeium.
I 1937 lykkedes det for Klemm og Bonner at fremstille metallisk ytterbium, om end det ikke var særlig rent. De kemiske og fysiske egenskaber ved ytterbium kunne først undersøges i 1953, da det for første gang lykkedes at fremstille næsten helt rent, metallisk ytterbium. Man kender kun få kemiske forbindelser med ytterbium, og dem man kender er endnu ikke blevet undersøgt og beskrevet særlig indgående.
Forekomst og udvinding.
Ytterbium findes som de øvrige sjældne jordarter aldrig i fri, metallisk form i naturen, men altid i kemiske forbindelser med andre stoffer, i mineraler som monazit, euxenit and xenotim.
Kommercielt udvindes ytterbium primært fra monazit. På grund af de sjældne jordarters meget ensartede kemiske egenskaber er det svært at skille dem helt fra hinanden og fremstille helt rene metaller, men nye ionbytningsprocesser og udvinding fra opløsninger har siden sidst i det 20. århundrede gjort opgaven markant lettere.
Isotoper af ytterbium.
Naturligt forekommende ytterbium består af syv forskellige, stabile isotoper; 168Yb, 170Yb, 171Yb, 172Yb, 173Yb, 174Yb og 176Yb, hvoraf 174Yb er den mest udbredte med 31,8 procent. Hertil kender man 22 radioaktive isotoper, hvoraf 169Yb har den længste halveringstid; 32,026 dage.
Yttrium.
Yttrium (opkaldt efter Ytterby i Sverige) er det 39. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Y: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette overgangsmetal som et sølvskinnende, blankt metal.
Kemiske egenskaber.
Yttrium har kemiske egenskaber der minder om lanthanidernes: Sammenhængende "klumper" af yttrium er relativt modstandsdygtigt overfor atmosfærisk luft, mens yttrium i spåner kan antændes ved temperaturer over 400 °C, og yttrium i form af findelt pulver er ustabilt i luft ved stuetemperatur.
I kemiske forbindelser optræder yttrium med oxidationstallet +3.
Tekniske anvendelser.
Yttrium indgår i de fosforescerende stoffer der bruges i billedrør til at danne rødt lys, samt i kapper til gaslamper, hvor det erstatter det let radioaktive thorium. Yttrium bruges som katalysator for polymerisering af etylen til polyetylen; den mest anvendte form for plastic.
I legeringer med krom, molybdæn, titan og zirconium medvirker små mængder (1-2 promille) yttrium til at mindske materialets kornstørrelse. Yttrium bruges også i magnesium- og aluminium-legeringer, hvor det forbedrer materialets styrke.
Yttrium var den "hemmelige ingrediens" i det superledende materiale yttrium-barium-kobber-oxid, som blev udviklet på universitetet i Houston i USA: Dette materiale bliver superledende ved temperaturer over kvælstofs kogepunkt, og da kvælstof er billigere og lettere tilgængeligt, har yttrium-barium-kobber-oxid bragt superledning tættere på praktiske anvendelser.
Mikroskopiske kugler af isotopen yttrium-90 har vist sig at have lovende egenskaber der kan bruges til at bekæmpe visse former for kræft i leveren.
Yttrium-granater.
Flere andre yttrium-forbindelser har interessante egenskaber med praktiske anvendelsesmuligheder; visse typer yttrium-jern-granat er effektive mikrobølge-filtre, og andre er fremragende transducere for lyd. Andre granat-former med yttrium samt aluminium og gadolinium har interessante magnetiske egenskaber. Yttrium-aluminium-granat bruges som "kunstige diamanter", som lasermedie i infrarøde lasere, og sammen med cerium som fosforescerende materiale i hvide lysdioder.
Historie.
Yttrium blev opdaget i 1794 af den finske kemiker, fysiker og mineralog Johan Gadolin, og i 1828 isolerede Friedrich Wöhler metallisk yttium fra mineralet yttria (Y2O3), om end i en ikke videre ren form.
I 1843 påviste den store svenske kemiker Carl Mosander, at yttria består af oxider ("jordarter") af tre forskellige grundstoffer. Navnet "yttria" blev tildelt det mest basiske af de tre oxider, mens de andre fik navnene erbia (erbium-oxid) og terbia (terbium-oxid).
I nærheden af den svenske by Ytterby findes et stenbrud der rummer en række usædvanlige mineraler der indeholder sjældne jordarter: Grundstofferne yttrium samt erbium, terbium og ytterbium er alle opkaldt efter Ytterby.
Forekomst og udvinding.
Yttrium findes i uran-holdige malme, og er "med" i næsten alle mineraler der indeholder sjældne jordarter. Det forekommer aldrig i fri, metallisk form i naturen, men altid i kemiske forbindelser med andre stoffer. De prøver af klippemateriale som astronauterne på Apollo-rumflyvningerne medbragte fra Månen har et relativt højt indhold af yttrium.
Kommerciel udvinding af yttrium tager udgangspunkt i mineralerne monasit eller bastnasit: Råstoffet omdannes først til et fluorid, som derefter reduceres med metallisk calcium, om end der også findes andre teknikker. Slutproduktet er et mørkegråt pulver af metallisk yttrium. Yttrium er svært at udskille i ren form fra andre sjældne jordarter.
Isotoper.
Naturligt forekommende yttrium består af én enkelt stabil isotop; yttrium-89, og dertil kender man 26 radioaktive yttrium-isotoper, hvoraf yttrium-88 med en halveringstid på 106,65 dage, og yttrium-91 med halveringstiden 58,51 dage, er de mest stabile. De øvrige isotoper har halveringstider fra få dage og nedefter.
Yucca.
Slægtens danske navn er egentlig Yucca, men mange overfører navnet fra én af arterne, så slægtens populært kaldes for Palmelilje'". Det er planter af Agave-familien med træagtig stamme, smalle stive blade og store grønlighvide hængende blomster. Visse arter afgiver yuccafibre som kan bruges i tekstilfabrikation, og en 5-6 arter bruges i fremstillingen af den alkoholiske drik tequila.
Yukonfloden.
Yukonfloden er en 3.185 km lang flod i Nordcanada og Alaska.
Yuma.
Yuma er hovedsæde i Yuma County, Arizona nær grænsen mellem USA og Mexico.
Yuma (tidligere Colorado City; derefter Arizona City og til sidst Yuma) opstod på grund af Californiens guldfeber.
For at komme til Californien og dennes velstand, skulle guldgraverne krydse Colorado River et eller andet sted. En militærrapport fra 1846 beskriver, at floden var 186 m bred på det mest snævre sted. Kun på stedet, hvor Colorado River og Gila River mødtes, var det muligt at gøre det relativt nemt, og det gjorde stedet naturligt til bosættelse.
På trods af at Colorado-floden blev undersøgt af spanierne i starten af 1540'erne blev den første spanske beboelse ikke grundlagt før 1775, da Fader Francisco Garcés (som ledte missionærer i følge med soldater), grundlagde en mission tæt ved stedet, hvor floderne mødtes.
Ækvatorialinstrument.
Et ækvatorialinstrument er et instrument til måling af en stjernes rektascension og deklination. Instrumentet blev opfundet af Ole Rømer.
Kobberalder.
Kobberalderen eller æneolitikum er en periode mellem stenalder og bronzealder i bl.a. Egypten og store dele af Europa, men ikke i Danmark.
Æolsharpe.
Æolsharpe (eller Vindharpe) er et musikinstrument, der består af en klangkrop med udspændte strenge af forskellig tykkelse. En æolsharpe anbringes i almindelighed i det fri og frembringer akkorder, når vinden stryger langs strengene.
Navnet æolsharpe hentyder til Aiolos vindenes gud.
Æskulap.
Æskulap (græsk: Ἀσκληπιός Asklepios) var i græsk mytologi gud for lægekunsten. Som symbol havde han en slange der snoede sig omkring en stav, en æskulapstav. Han var søn af Apollon og Koronis. Da han som læge vakte en død til live igen, dræbte Zeus ham med en tordenkile. Med Epione fik han fem døtre: Aceso, Iaso, Panakeia, Aglaea og Hygieia.
Stjernebilledet Slangeholderen identificeres undertiden med Æskulap.
Asklepieion ligger på Kos. Det var her Hippokrates oprettede det berømte lægetempel.
Æskulapstav.
ÆskulapstavÆskulapstav er opkaldt efter lægeguden, som på græsk hedder Asklepios og på latin Aesculapius. Det er en stav omsnoet af en slange, og er symbol på lægekunsten.
Slangen er knyttet til lægeguden, fordi man mente, at slangen ved at skifte ham genvandt sin ungdom. I Asklepios-templerne var der hellige slanger, som mentes at helbrede de syge ved at slikke på dem.
Desuden har staven en tydelig bibelsk allusion, idet en kobberslange på en stang ifølge 4. Mosebog 21,8 kunne redde israelitterne fra at dø af slangebid.
Æstetik.
Æstetik kommer af αισθητικη (græsk: aisthetike), der betyder sansning. Ordet var ikke oprindeligt forbundet med kunsten, men efter Hegels forelæsninger over æstetikken slås det endeligt fast, at æstetik er det filosofiske studie af kunstens væsen. Æstetik hører som disciplin under filosofi.
Begrebets oprindelse.
Lad altså νοητά [græsk: noeta], som den højere erkendeevne, være logikkens genstand; αισθητά [græsk: aistheta] derimod επιστήμη αισθητικη [græsk: episteme aisthetike] eller ÆSTETIKKENS.
Begrebet æstetik er altså ikke i første omgang knyttet eksklusivt til det kunstfilosofiske eller det kunstskønne, men fremstilles som en komplementær størrelse til noeta, dét der kan begribes med ånden og som altså hører under logikken. Det sansemæssige hører derimod under æstetikken. Men Baumgarten nøjes ikke med at opstille denne forskel, han taler om episteme aisthetike, hvor episteme skal forstås i modsætning til doxa (græsk: δόξα), der betegner den almindelige tro på en sammenhæng, altså det "man" mener. Episteme betegner derimod den videnskabelig begrundede viden. Episteme aisthetike eller æstetikken er med andre ord videnskaben om sansningen.
Æstetikken hos Kant.
Hos Immanuel Kant kommer æstetik til at betyde noget i retning af sanselære, eller læren om de sanselige betingelser, som derfor er knyttet til overvejelser over mulighedsbetingelserne for erkendelse.
Hos Kant, som skriver om æstetikken i sin "Kritik af dømmekraften" (1790), består den rene æstetiske oplevelse af et interesseløst velbehag, som retter sig mod kunstværket uden formålsrettede bagtanker. Hos Kant fremtræder kunstværket som en hensigtsmæssighed uden hensigt.
Moderne æstetik.
Filosofisk æstetik opfattes ofte som ensbetydende med en filosofi om kunsten, men den moderne kunst har dog i høj grad løsnet denne forbindelse mellem kunsten og det skønne. Filosofisk æstetik er en overvejelse over kunstens væsen og over betydningen af dette fænomen, som en del af menneskets tilværelse i relation til forholdet mellem kunst og virkelighed, og kunstens tilgang til virkeligheden.
Ætanol.
Ætanol eller ethanol (Kemisk Ordbog), samt ethylalkohol, ætylalkohol eller vinånd, er en organisk forbindelse med sumformlen CH3CH2OH som forkortes EtOH. Det er en farveløs, brandfarlig væske med en stikkende lugt. Ethanol bruges til spiritus, vin, øl, samt som opløsningsmiddel i den kemiske industri.
Ethanol bliver i dagligdagssproget også kaldt alkohol eller sprit. Ethanol blev også tidligere kaldt for vinånd, men denne betegnelse bruges stort set ikke i dag (men er dog gyldig stavemåde ifølge Retskrivningsordbogen).
Fremstilling.
Ethanol dannes som et affaldsprodukt ved gæring/alkoholfermentering af kulhydrater som f.eks. sukker eller stivelse reduceret til forgærbare kulhydrater. Når koncentrationen af ethanol er nået ca. 16% kan gærsvampene ikke gære mere, derfor har de fleste øl og vine en ethanolkoncentration på maksimum ca. 16%.
Spiritus og finsprit fås ved at destillere ethanolholdige væsker. Ved almindelig destillation kan maksimalt opnås en ethanolprocent på 96%. Ethanol med en renhed på over 96% kan kun fremstilles ved specielle tekniske metoder. 99% ethanol eller derover kaldes absolut ethanol eller finsprit.
Ethanol kan også fremstilles ved addition af vand over dobbeltbindingen i ethen (H2C=CH2). Reaktionen foregår i sur vandig opløsning. Dobbeltbindingen i ethen bliver angrebet af H+ så der dannes en carbokation. H2O fungerer som en nukleofil elektrondonor, og til sidst tabes der en proton. Derved har man fremstillet etanol.
Konsumering.
Ethanol anvendes også i mad, særligt i drikkevarer, og tjener her til at beruse indtageren. Karakteristisk for denne forgiftningstilstand er nedsatte motoriske og mentale evner og ofte en vis følelse af behag. Symptomernes styrke kan variere alt efter, hvor meget ethanol personen har indtaget. For en bedre gennemgang af dette se alkoholpromille.
Etanols katabolisme i organismen resulterer i et energiudbytte på 7 kcal/g, og omsættes med en hastighed svarende til ca. 0,1 g/kg legemsvægt/time. Ethanol oxideres af alkoholdehydrogenase til acetaldehyd som videre oxideres til acetat (eddikesyre) af acetaldehyd dehydrogenase samt af xanthin oxidase, de to sidstnævnte enzymer hæmmes af et nedbrydningsprodukt af antabus, hvorved der sker en ophobning af acetaldehyd. Ved den uhæmmede reaktion (uden antabus) omdannes acetaten videre til acetyl-CoA som derefter omsættes i TCA-cyclen medens NADH oxideres videre i elektrontransportkæden.
Denaturering.
Da ethanol er et nydelsesmiddel er det underlagt en ret høj skat. For at kunne sælge ethanol til andre formål uden beskatning, denatureres den (ofte), det vil sige at der tilsættes kemikalier, som gør ethanolen udrikkelig. Tidligere brugte man pyridin til husholdningssprit, men da det blev almindelig kendt, at det kunne fjernes med aktivt kul, gik man over til andre stoffer. For tiden er diethylphthalat det mest brugte i husholdningssprit. Hospitalssprit kan være denatureret med isopropylalkohol.
Desinfektion.
Ethanol har også nogle egenskaber som gift, og anvendes flittigt til at desinficere med i både private husholdninger og laboratorier.
Til at dræbe bakterier med er en ca. 70% ethanol bedst.
Energilagring.
I fremtiden kan det tænkes at man kan gemme energien i hydrogen som er besværligt at gemme - eller ethanol der er forholdsvist ugiftigt, miljøvenligt og let at opbevare.
Bioethanol.
Selvom Ethanol bliver til H2O og CO2 i forbrændingsmotorer og brændselsceller, kan Ethanol godt være CO2-neutralt, hvis CO2, som blev anvendt til at fremstille Ethanol, oprindeligt kom fra atmosfæren under forbrug af f.eks. solenergi (planter, solceller) eller fusion. Ethanol kaldes i så fald bioethanol.
Blanding af ethanol og vand.
Et interessant eksperiment fås ved blanding af ethanol (husholdningssprit) (ca. 95%) og vand. Tag 1 liter af hver og bland det, resultatet er et rumfang mindre end 2 liter, mens massen er bevaret.
Æter.
Etymologi.
Æter ← Latin "æther", "den øverste klare luft" ← græsk Αιθήρ "aither" "lys" "øverste luft" eller "den klare himmel".
I græsk mytologi er Aither søn af Erebos og Nyx, og er gud for rum, himmel og "den rene luft guderne indånder".
Ord med samme oprindelse: Ethan, Æterisk, Ætyl, Ætanol, Ethanal
Æterisk.
Æterisk kommer af det flertydige begreb Æter fra oldtidens Grækenland.
Begrebet hører også sammen med en lille gruppe af betegnelser, der opdeler tingene: animalsk, vegetabilsk og mineralsk.
Etymologi.
Æter ← Latin "aether", "den øverste klare luft" ← græsk Αιθήρ "aither" "lys" "øverste luft" eller "den klare himmel".
I græsk mytologi er Aither søn af Erebos og Nyx, og er gud for rum, himmel og "den rene luft guderne indånder".
Mystik og okkultisme.
Indenfor mange mystiske eller okkulte traditioner deles verden op i eksistensplaner. Det er især kendt gennem teosofi, hvor grundlæggeren H.P. Blavatsky forenede elementer fra bl.a hinduisme ("loka", "kosa") og rosenkreutzernes tradition.
Det æteriske plan beskrives oftest som et plan umiddelbart over det fysiske plan eller som en del af det fysiske plan blot som energi uden substans.
Det æteriske legeme beskrives tilsvarende som et energilegeme der er nært knyttet til det fysiske legeme. Angiveligt kan en clairvoyant se et æterisk felt i auraen der strækker sig ca. 10 cm. ud fra kroppen.
Æterisk olie.
Æteriske olier eller essentielle olier er koncentrerede, flygtige planteolier, som indeholder hydrofobe organiske forbindelser. Æteriske olier isoleres fra plantemateriale ved dampdestillation, presning eller ved ekstraktion med solventer. De anvendes i parfume, aromaterapi, kosmetik og som smagsstoffer i mad og drikkevarer, samt i mindre mængder i rengøringsprodukter og medicinalindustrien.
Ætyl.
Ætyl eller ethyl er radikalet eller molekyldelen -CH2CH3 hvor C er carbon, og H er hydrogen. Den forkortes undertiden Et. Se også alkyl.
Ethen.
Ethen er en farveløs gasart med formlen C2H4 (dvs. H2C=CH2), der blandt andet findes i lysgas. Ethen er stoffets internationale systematiske navn (engelsk "ethene"), mens stoffet ifølge Retskrivningsordbogen skal staves ætan eller ætylen. Den uofficielle stavemåde ethylen ses også anvendt.
Ethen er den simpleste alken.
Ethen findes i planter og er det stof, der medvirker til, at plantens frugt modnes, at blomster springer ud, og deres blade falder af.
Ævred.
Ævred er et begreb som i dag bruges i overført betydning for det at give op. Især om noget der virker håbløst.
Historie.
At opgive ævred blev i jordfællesskabets tid brugt, når man fjernede hegnene omkring de afhøstede fællesmarker, så byens kreaturer kunne græsse frit på stubmarken.
Sveriges regenter.
*
Theophilus Hansen.
Theophilus Hansen eller Theophil Hansen eller Theophil Edvard Freiherr von Hansen (13. juli 1813 i København - 17. februar 1891 i Wien), dansk arkitekt, som især var virksom i den kejserlige østrigske hovedstad Wien og dér opførte flere offentlige bygninger i klassicistisk og historicistisk stil. Han var en af de toneangivende europæiske arkitekter i 1800-tallet. Han var broder til Christian Hansen (1803 - 1883), som var arkitekt på mange kendte bygninger i København, bl.a. Kommunehospitalet (nu overgået til anden brug).
Ungdom.
Theophilus Hansen, en yngre broder til arkitekt Christian Hansen, fødtes i København 18. juli 1813 (alle kilder nævner 18. juli, men han højtideligholdt mærkelig nok sin 70-årige fødselsdag i Wien 13. juli). Han studerede bygningskunst under vejledning af sin broder og Hetsch og gennemgik samtidig Kunstakademiet, hvis sølvmedaljer og lille guldmedalje han opnåede, den sidste 1835 for opgaven "et Theater", hvorimod det ikke lykkedes ham at erhverve sig den store guldmedalje. Under G.F. Hetschs påvirkning tegnede han en del kunstindustrielle tegninger, bl.a. til en damesekretær, som sås på udstillingen i København 1834, og den bekendte nydelige spinderok, drejermester J.C. Sørensens mesterstykke, 1836. I Hetschs "Fortegninger for Haandværkere" (1839-43) er adskillige af hans tegninger offentliggjorte, deriblandt et fuglebur af messing. Og så opmålte han i denne periode Ribe Domkirke og indgav et projekt til dens restaurering, som dog aldrig kom til virkeliggørelse.
Virksomhed i Athen.
Imidlertid følte han sig utilfreds med sin virksomhed her hjemme, og da hans broder havde opnået en udmærket stilling som kongelig arkitekt i Athen, søgte han Det Reiersenske Fond om et stipendium, fik det og rejste 1838 ned til broderen. Han blev modtaget med åbne arme, fik adskilligt at bestille og vandt i baron Sina en mæcen, på hvis bekostning han i Athen opførte observatoriet og – mange år senere – Videnskabernes Akademi, begge i ren græsk stil, noble, smagfulde, beherskede bygninger. Ved statsomvæltningen 1843 fik han, som så mange andre udlændinge, tilhold om at forlade Grækenland, og han søgte nu akademiet i København om understøttelse til at rejse hjem over Italien. Efter nogen debat bestemte Akademiet sig til at yde ham en sådan, og han fik et års rejsestipendium.
Omfattende aktivitet i Wien.
Få sin rejse traf han sammen med den berømte tyske arkitekt Ludwig Förster, som straks så, hvilke evner der boede i den unge danske kunstner, og opfordrede denne til at følge med til Wien. Dette gjorde Hansen, og fra dette øjeblik var han som kunstner tabt for sit fædreland. Til gengæld blev hans fremragende dygtighed i høj grad anerkendt i Wien, og det indrømmes fra alle sider, at han er en af de arkitekter, hvem det i første række skyldes, at Wiens bygninger have fået det præg af storslået pragt, som gør byen så tiltalende og imponerende for indfødte som for fremmede. Han blev lærer ved Kunstakademiet, medlem af utallige udenlandske selskaber og akademier, fik ordner og titler i dusinvis og ophøjedes endelig i adelstanden som friherre.
Vi skulle nævne de vigtigste bygninger, han her opførte. I byzantinsk stil: Evangelisk Gymnasium, i forening med Förster, 1846-49, græsk-katolsk Kirke, på bekostning af baron Sina, 1858, og det evangeliske kirkegårdskapel. I romansk stil: våbenmuseet i Arsenalet, 1855. I renæssancestil: paladset Todesco, begyndt af Förster, 1861, Heinrichshof, et kompleks af privatbygninger, samlede til en paladsagtig helhed, 1861-63, Baron Sinas Palæ, Epsteins Palæ, Ærkehertug Vilhelms Palæ, 1865-67, Musikforeningens bygning, Musikverein, med en i akustisk henseende fortrinlig koncertsal (den gyldne sal), hvorfra den traditionsrige nytårskoncert transmitteres til hele verden, 1867-70, Kunstakademiet, 1872-76, Børsen, i forening med Tietz, som døde midt under opførelsen, 1872-77, og endelig Rigsdagsbygningen, en af de mest imponerende bygninger fra 1800-tallet, der i den græsk-inspirerede stil fører linjen tilbage til demokratiets vugge. Flere af hans hovedværker er afbildede i "Allgemeine Bauzeitung", hvoraf han en tid var medredaktør. Theophil Hansens sidste værk var Athens domkirke, katedralen på Od. Mitropoleos. Dette projekt havde også andre arkitekter i sin 20-årige bygningshistorie.
Under sin bistand ved udgravninger i Grækenland havde Hansen fået øjet åbent for betydningen af farvernes anvendelse i arkitekturen, og han benyttede sine erfaringer i rigt mål. Alle hans bygninger er yderst pragtfulde: Imponerende trappepartier, både udvendig og indvendig, lange søjlerader, reliefprydede gavlfelter og brede friser med rig ornamentering i sgrafitto eller i brogede farver på gylden grund. Han benyttede renæssancehelheder med antikke enkeltheder, og han havde til grunden studeret den antikke kunst; men han var samtidig fra sin tidligste ungdom opdraget af G.F. Hetsch, og han formåede egentlig aldrig at hæve sig ud over dennes opfattelse af antikken. Denne opfattelse, tør og ensidig, som den er, går igennem alle hans bygninger, og den går igennem alle de utallige kunstindustrielle arbejder, hvortil han har leveret tegninger. Palmetten, akantusblomsten, vasen, kandelaberen og det svungne, antikke ornament genfindes overalt, hvad så end genstandens bestemmelse er.
Hæder fra Danmark.
Hædrede udlandet end i fuldt mål den berømte og fejrede kunstner, så glemte Danmark ham ikke heller. Allerede i 1848 agreerede Akademiet ham, 1858 optog det ham som medlem, 1872 blev han Kommandør af Dannebrog, 1884 Storkors. Og endelig, da Christiansborg Slot i 1884 atter var blevet et offer for luerne, hjemkaldte regeringen den store kunstner og bad ham om at udarbejde et projekt til dets genopførelse. Men det var for sent. Hans skaberevne var brudt, han var blevet gammel, han kendte intet til forholdene her hjemme, og hans forskellige projekter til slottet, til rigsdagsbygningen og til Københavns Rådhus viste kun, at han som kunstner havde overlevet sig selv.
Men som menneske holdt han sig frisk til det sidste. Som ganske ung blev han gift med Försters datter, men allerede 5 måneder efter ægteskabets fuldbyrdelse afgik hun ved døden. Siden den tid levede han ugift sammen med en trofast søster, og hans sjældne gæstfrihed, hans stadig usvækkede humør, hans brændende interesse for sit arbejde, hans sunde livskraft og brede kunstnersind gjorde ham ikke alene til centrum mellem kolleger og kammerater, men gjorde tillige hans hus til et hjem for alle landsmænd, som kom til Wien. Da han fyldte 70 år, gjorde Wien en enestående fest til hans ære, og dets akademi bad ham trods sine statutter om endnu et år at fortsætte sin virksomhed som lærer; og ved hans hjemkomst til København hædrede danske kunstnere ham ved et fakkeltog. 17. februar 1891 døde han i Wien, den by, der var blevet hans andet hjem, og hans ligbegængelse blev som en national sørgefest. Theophilus Hansen ligger begravet på Zentralfriedhof Wien.
1. januar.
1. januar er dag 1 i året i den gregorianske kalender. Der er 364 dage tilbage af året (365 i skudår).
01
2. januar.
2. januar er dag 2 i året, i den gregorianske kalender. Der er 363 dage tilbage af året (364 i skudår).
02
3. januar.
3. januar er dag 3 i året, i den gregorianske kalender. Der er 362 dage tilbage af året (363 i skudår).
03
4. januar.
4. januar er dag 4 i året, i den gregorianske kalender. Der er 361 dage tilbage af året (362 i skudår).
04
5. januar.
5. januar er dag 5 i året, i den gregorianske kalender. Der er 360 dage tilbage af året (361 i skudår).
05
6. januar.
6. januar er dag 6 i året, i den gregorianske kalender. Der er 359 dage tilbage af året (360 i skudår).
Hellig tre kongers dag. I Norden også kaldet 13. dagen, hvor julefrokosterne sluttede. De hellige tre konger, var de tre vise mænd, der fandt Jesusbarnet. I kirkekalenderen hedder dagen Epifani. Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
06
7. januar.
7. januar er dag 7 i året, i den gregorianske kalender. Der er 358 dage tilbage af året (359 i skudår).
07
8. januar.
8. januar er dag 8 i året, i den gregorianske kalender. Der er 357 dage tilbage af året (358 i skudår).
08
9. januar.
9. januar er dag 9 i året, i den gregorianske kalender. Der er 356 dage tilbage af året (357 i skudår).
09
10. januar.
10. januar er dag 10 i året, i den gregorianske kalender. Der er 355 dage tilbage af året (356 i skudår).
11. januar.
11. januar er dag 11 i året, i den gregorianske kalender. Der er 354 dage tilbage af året (355 i skudår).
12. januar.
12. januar er dag 12 i året, i den gregorianske kalender. Der er 353 dage tilbage af året (354 i skudår).
13. januar.
13. januar er dag 13 i året, i den gregorianske kalender. Der er 352 dage tilbage af året (353 i skudår).
14. januar.
14. januar er dag 14 i året, i den gregorianske kalender. Der er 351 dage tilbage af året (352 i skudår).
16. januar.
16. januar er dag 16 i året, i den gregorianske kalender. Der er 349 dage tilbage af året (350 i skudår).
17. januar.
Man påkaldte Antonius, hvis man led af "helvedesild". Han var eremit og én af "ørkenfædrene". Han døde i år 356 - 105 år gammel.
19. januar.
19. januar er dag 19 i året, i den gregorianske kalender. Der er 346 dage tilbage af året (347 i skudår).
20. januar.
20. januar er dag 20 i året, i den gregorianske kalender. Der er 345 dage tilbage af året (346 i skudår).
21. januar.
21. januar er dag 21 i året, i den gregorianske kalender. Der er 344 dage tilbage af året (345 i skudår).
22. januar.
22. januar er dag 22 i året, i den gregorianske kalender. Der er 343 dage tilbage af året (344 i skudår).
23. januar.
23. januar er dag 23 i året, i den gregorianske kalender. Der er 342 dage tilbage af året (343 i skudår).
24. januar.
24. januar er dag 24 i året, i den gregorianske kalender. Der er 341 dage tilbage af året (342 i skudår).
25. januar.
25. januar er dag 25 i året, i den gregorianske kalender. Der er 340 dage tilbage af året (341 i skudår).
27. januar.
27. januar er dag 27 i året, i den gregorianske kalender. Der er 338 dage tilbage af året (339 i skudår).
28. januar.
28. januar er dag 28 i året, i den gregorianske kalender. Der er 337 dage tilbage af året (338 i skudår).
29. januar.
29. januar er dag 29 i året, i den gregorianske kalender. Der er 336 dage tilbage af året (337 i skudår).
30. januar.
30. januar er dag 30 i året, i den gregorianske kalender. Der er 335 dage tilbage af året (336 i skudår).
31. januar.
31. januar er dag 31 i året, i den gregorianske kalender. Der er 334 dage tilbage af året (335 i skudår).
Vigilius dag. Vigilius var biskop i Trento og blev myrdet i år 405 fordi han ved sine bønner kunne vælte et stort afgudsbillede.
1. februar.
1. februar er dag 32 i året, i den gregorianske kalender. Der er 333 dage tilbage af året (334 i skudår).
Brigidas dag. Der er tale om en irsk helgeninde der var så from, at der over hendes hus brændte en klar lue. Hun døde i sit kloster i år 523.
01
2. februar.
2. februar er dag 33 i året, i den gregorianske kalender. Der er 332 dage tilbage af året (333 i skudår).
Kyndelmisse er en fordanskning af de latinske ord for "lysmesse": kyndel = "candela" = lys, og "missa" = messe. "Når kyndelmisse slår sin knude..." I gammel tid var dette årets koldeste dag.
02
3. februar.
3. februar er dag 34 i året, i den gregorianske kalender. Der er 331 dage tilbage af året (332 i skudår).
Blasius eller Ansgars dag. Blasius var en eremit, der led martyrdøden ved halshugning i 316, og er siden blevet lægernes værnehelgen. Ansgar var en benediktinermunk, der kom med høvdingen Harald Klak til Norden og bragte kristendommen med sig.
03
4. februar.
4. februar er dag 35 i året, i den gregorianske kalender. Der er 330 dage tilbage af året (331 i skudår).
04
5. februar.
5. februar er dag 36 i året, i den gregorianske kalender. Der er 329 dage tilbage af året (330 i skudår).
Dagens navn: Agathe. Den kristne Agathe på Sicilien vil ikke gifte sig med den lokale statholder. Derfor bliver hun fængslet og dræbt under tortur, hvorunder hun får skåret sine bryster af. Derfor påkalder de ammende kvinder hende i middelalderen.
Folketroen siger at hvis man faster hele Sankt Agathes dag, så vil man om natten drømme om sin tilkommende. Det skal også være godt at tage en lille teskefuld salt, sagde man i gamle dage - blandt andet i Vendsyssel.
05
6. februar.
6. februar er dag 37 i året, i den gregorianske kalender. Der er 328 dage tilbage af året (329 i skudår).
06
7. februar.
7. februar er dag 38 i året, i den gregorianske kalender. Der er 327 dage tilbage af året (328 i skudår).
07
8. februar.
8. februar er dag 39 i året, i den gregorianske kalender. Der er 326 dage tilbage af året (327 i skudår).
08
9. februar.
9. februar er dag 40 i året, i den gregorianske kalender. Der er 325 dage tilbage af året (326 i skudår).
09
10. februar.
10. februar er dag 41 i året, i den gregorianske kalender. Der er 324 dage tilbage af året (325 i skudår).
11. februar.
11. februar er dag 42 i året, i den gregorianske kalender. Der er 323 dage tilbage af året (324 i skudår).
12. februar.
12. februar er dag 43 i året, i den gregorianske kalender. Der er 322 dage tilbage af året (323 i skudår).
13. februar.
13. februar er dag 44 i året, i den gregorianske kalender. Der er 321 dage tilbage af året (322 i skudår).
14. februar.
14. februar er dag 45 i året, i den gregorianske kalender. Der er 320 dage tilbage af året (321 i skudår).
Valentinus' dag. Skt. Valentin dækker over 3 helgener, der alle led martyrdøden. Det fortælles, at fuglene begyndte at parre sig på hans navnedag, som blev erklæret omkring 498 af pave Gelasius. Se videre Valentinsdag.
15. februar.
15. februar er dag 46 i året, i den gregorianske kalender. Der er 319 dage tilbage af året (320 i skudår).
Faustinus dag. Faustinus og hans bror Jovita blev kastet for de vilde dyr, som imidlertid angreb og dræbte soldaterne i stedet. Derfor måtte Faustinus pines med gloende jern og smeltet bly i halsen. Det skulle han være død af i Rom omkring år 120.
16. februar.
16. februar er dag 47 i året, i den gregorianske kalender. Der er 318 dage tilbage af året (319 i skudår).
Julianes dag. Der findes 3 helgeninder med dette navn, der alle led martyrdøden.
17. februar.
17. februar er dag 48 i året, i den gregorianske kalender. Der er 317 dage tilbage af året (318 i skudår).
Dagens navn "Findanus". Ireren Findan befriede sin søster fra vikingernes fangenskab. Han døde i år 878 i Benediktinerklosteret Rheinau i Schweiz.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
18. februar.
18. februar er dag 49 i året, i den gregorianske kalender. Der er 316 dage tilbage af året (317 i skudår).
Concordias dag. Concordia er en martyr og jomfru fra kejser Decius' tid i Rom omkring år 250. Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
19. februar.
19. februar er dag 50 i året, i den gregorianske kalender. Der er 315 dage tilbage af året (316 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
Ammons dag. Ammon måtte lide døden, da han i retten havde styrket og opmuntret de anklagede kristne omkring år 250. Det er første dag i Fiskenes tegn. Latin: Pisces.
20. februar.
20. februar er dag 51 i året, i den gregorianske kalender. Der er 314 dage tilbage af året (315 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
Dagens navn "Eucharias". Han blev mod sit ønske udnævnt til biskop af Orleans, og blev fængslet, da han modarbejdede frankernes konge, Karl Martel, i dennes bestræbelser på at blive enerådig kirkeværge. Eucharias døde i fængslet år 743.
21. februar.
21. februar er dag 52 i året, i den gregorianske kalender. Der er 313 dage tilbage af året (314 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
22. februar.
22. februar er dag 53 i året, i den gregorianske kalender. Der er 312 dage tilbage af året (313 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
Dagens navn: "Peters stol". I den katolske kirke har man fejret pavestolen med Peters stolfest siden 300-tallet for at fortrænge en hedensk dødefest. Apostlen Peter var den første biskop af Rom og dermed den første pave.
I spejderverdenen er dagen "Thinking Day".
23. februar.
23. februar er dag 54 i året, i den gregorianske kalender. Der er 311 dage tilbage af året (312 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
Papias' dag. Papias var biskop i Hierapolis i Frygien, hvor han led martyrdøden i 150.
24. februar.
24. februar er dag 55 i året, i den gregorianske kalender. Der er 310 dage tilbage af året (311 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
25. februar.
25. februar er dag 56 i året, i den gregorianske kalender. Der er 309 dage tilbage af året (310 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
"Matthias´" dag. Matthias blev den 12. apostel efter forræderen Judas
26. februar.
26. februar er dag 57 i året, i den gregorianske kalender. Der er 308 dage tilbage af året (309 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
Ingers dag. Dagen har muligvis fået sit navn efter en fransk prinsesse med dette navn. Dagens navn kan dog også komme af mandenavnet Inge. Eller en tredje mulighed - en af germanernes guder hed Ingvio.
27. februar.
27. februar er dag 58 i året, i den gregorianske kalender. Der er 307 dage tilbage af året (308 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
Leanders dag. Leander var biskop i Sevilla, hvor han døde omkring år 600.
28. februar.
28. februar er dag 59 i året, i den gregorianske kalender. Der er 306 dage tilbage af året (307 i skudår). Findes ikke i år 1700 i Danmark pga. skift til ny kalender.
1. marts.
1. marts er dag 60 i året i den gregorianske kalender (dag 61 i skudår). Der er 305 dage tilbage af året.
Albinus dag. Albinus var biskop af Angers i Frankrig, der kunne helbrede blinde og opvække døde.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
I den gamle romerske kalender var 1. marts nytår, indtil Julius Cæsar år 45 f.Kr. indførte den julianske kalender. Dette er forklaringen på, at oktober er den 10. måned, selv om oktober kommer af otte. Den romerske kalender regnede med et måneår på 355 1/4 døgn.
Dagen er festdag for Wales skytshelgen "David den Hellige", der bekæmpede druiderne. Han døde år 601.
01
2. marts.
2. marts er dag 61 i året i den gregorianske kalender (dag 62 i skudår). Der er 304 dage tilbage af året.
Simplicius' dag. "Simplicius" var pave fra 468 - 483.
02
3. marts.
3. marts er dag 62 i året i den gregorianske kalender (dag 63 i skudår). Der er 303 dage tilbage af året.
Kunigundes dag. Kunigunde var enke efter den tysk-romerske kejser Henrik 2. der døde 1024). Hun beviste sin fromhed ved at gå på glødende jern.
03
4. marts.
4. marts er dag 63 i året i den gregorianske kalender (dag 64 i skudår). Der er 302 dage tilbage af året.
Adrians dag. Adrian var en romersk soldat, som blev omvendt af kristne martyrers gode eksempel. Det kostede ham livet. Han er fangevogternes og brevbærernes helgen.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
04
5. marts.
5. marts er dag 64 i året i den gregorianske kalender (dag 65 i skudår). Der er 301 dage tilbage af året.
Theofilus' dag. Han var biskop i Cæsarea omkring år 200.
05
6. marts.
6. marts er dag 65 i året i den gregorianske kalender (dag 66 i skudår). Der er 300 dage tilbage af året.
06
7. marts.
7. marts er dag 66 i året i den gregorianske kalender (dag 67 i skudår). Der er 299 dage tilbage af året.
07
8. marts.
8. marts er dag 67 i året i den gregorianske kalender (dag 68 i skudår). Der er 298 dage tilbage af året.
08
Marts, 08.
9. marts.
9. marts er dag 68 i året i den gregorianske kalender (dag 69 i skudår). Der er 297 dage tilbage af året.
09
10. marts.
10. marts er dag 69 i året i den gregorianske kalender (dag 70 i skudår). Der er 296 dage tilbage af året.
11. marts.
11. marts er dag 70 i året i den gregorianske kalender (dag 71 i skudår). Der er 295 dage tilbage af året.
12. marts.
12. marts er dag 71 i året i den gregorianske kalender (dag 72 i skudår). Der er 294 dage tilbage af året.
13. marts.
13. marts er dag 72 i året i den gregorianske kalender (dag 73 i skudår). Der er 293 dage tilbage af året.
14. marts.
14. marts er dag 73 i året i den gregorianske kalender (dag 74 i skudår). Der er 292 dage tilbage af året.
15. marts.
15. marts er dag 74 i året i den gregorianske kalender (dag 75 i skudår). Der er 291 dage tilbage af året.
16. marts.
16. marts er dag 75 i året i den gregorianske kalender (dag 76 i skudår). Der er 290 dage tilbage af året.
17. marts.
17. marts er dag 76 i året i den gregorianske kalender (dag 77 i skudår). Der er 289 dage tilbage af året.
Dagens navn er Sankt Patrick og er Den Irske Republiks (Eire) nationaldag
18. marts.
18. marts er dag 77 i året i den gregorianske kalender (dag 78 i skudår). Der er 288 dage tilbage af året.
19. marts.
19. marts er dag 78 i året i den gregorianske kalender (dag 79 i skudår). Der er 287 dage tilbage af året.
20. marts.
20. marts er dag 79 i året i den gregorianske kalender (dag 80 i skudår). Der er 286 dage tilbage af året.
20. marts (nogle gange 21. marts) er jævndøgn (forårsjævndøgn på den nordlige halvkugle, og efterårsjævndøgn på den sydlige).
21. marts.
21. marts er dag 80 i året i den gregorianske kalender (dag 81 i skudår). Der er 285 dage tilbage af året.
22. marts.
22. marts er dag 81 i året i den gregorianske kalender (dag 82 i skudår). Der er 284 dage tilbage af året.
23. marts.
23. marts er dag 82 i året i den gregorianske kalender (dag 83 i skudår). Der er 283 dage tilbage af året.
24. marts.
24. marts er dag 83 i året i den gregorianske kalender (dag 84 i skudår). Der er 282 dage tilbage af året.
25. marts.
25. marts er dag 84 i året i den gregorianske kalender (dag 85 i skudår). Der er 281 dage tilbage af året.
26. marts.
26. marts er dag 85 i året i den gregorianske kalender (dag 86 i skudår). Der er 280 dage tilbage af året.
27. marts.
27. marts er dag 86 i året i den gregorianske kalender (dag 87 i skudår). Der er 279 dage tilbage af året.
Kastors dag. Dagen har muligvis fået sit navn efter martyren Castulus.
28. marts.
28. marts er dag 87 i året i den gregorianske kalender (dag 88 i skudår). Der er 278 dage tilbage af året.
Eustacius' dag. Han var biskop i Antiokia i 300-tallet.
29. marts.
29. marts er dag 88 i året i den gregorianske kalender (dag 89 i skudår). Der er 277 dage tilbage af året.
30. marts.
30. marts er dag 89 i året i den gregorianske kalender (dag 90 i skudår). Der er 276 dage tilbage af året.
Quirinus dag. Quirinus var først hærleder og siden biskop i Neuss under kejser Diocletian. Også Quirinus blev martyrdræbt.
31. marts.
31. marts er dag 90 i året i den gregorianske kalender (dag 91 i skudår). Der er 275 dage tilbage af året.
Balbinas dag. Hun var datter af Quirinus, der lagde navn til gårsdagen, og hun led martyrdøden sammen med faderen.
1. april.
1. april er dag 91 i året i den gregorianske kalender (dag 92 i skudår). Der er 274 dage tilbage af året.
Hugos dag. Hugo fra Grenoble i Frankrig var så from, at han altid græd over verdens ondskab. Han havde også lovet, aldrig at nærme sig en kvinde - hvilket han skulle have overholdt i 50 år, til sin død i 1132.
1. april er også dagen hvor det er tilladt at "drive gæk" og drille andre folk. Man må lave aprilsnar.
01
16. april.
16. april er dag 106 i året i den gregorianske kalender (dag 107 i skudår). Der er 259 dage tilbage af året.
Dagens navn er Mariane, ukendt oprindelse. Navnet er kommet ind i de danske almanakker mellem 1720 og 1760 uden nogen begrundelse.
26. maj.
26. maj er dag 146 i året i den gregorianske kalender (dag 147 i skudår). Der er 219 dage tilbage af året.
28. maj.
28. maj er dag 148 i året i den gregorianske kalender (dag 149 i skudår). Der er 217 dage tilbage af året.
Dagens navn: Vilhelm, hertug af Gascogne er en af Karl den Stores betroede mænd. De kæmper sammen mod maurerne i Spanien. Vilhelm dør 812 i et kloster, som han selv har grundlagt.
10. juni.
10. juni er dag 161 i året i den gregorianske kalender (dag 162 i skudår). Der er 204 dage tilbage af året.
11. juni.
11. juni er dag 162 i året i den gregorianske kalender (dag 163 i skudår). Der er 203 dage tilbage af året.
Barnabas dag. Barnabas er tæt knyttet til Paulus og deltager i flere af hans rejser. Han bliver siden fanget og dræbt på Cypern. Dagen kaldes også Fandens fødselsdag ligesom den 11. december.
24. juni.
24. juni er dag 175 i året i den gregorianske kalender (dag 176 i skudår). Der er 190 dage tilbage af året.
Sankthans dag eller Johannes Døberens dag. Dagen er fastlagt som Johannes Døberens fødselsdag, hvoraf det danske "Hans" kommer.
18. juli.
18. juli er dag 199 i året i den gregorianske kalender (dag 200 i skudår). Der er 166 dage tilbage af året.
26. juli.
26. juli er dag 207 i året i den gregorianske kalender (dag 208 i skudår). Der er 158 dage tilbage af året.
24. august.
24. august er dag 236 i året i den gregorianske kalender (dag 237 i skudår). Der er 129 dage tilbage af året.
Bartholomæus dag. Var den af Jesus disciple, som efter traditionen bragte kristendommen til Indien, hvor han senere blev levende flået.
Et gammelt nordisk navn for dagen er "Bertel Brydestrå" - måske fordi de sene auguststorme ville knække strået, hvis ikke høsten var i hus inden Bertelsdag. I gamle nordiske almuesamfund måtte man ikke tænde kunstigt lys til arbejde inden døre, før ved Bertelsmesse.
11. september.
11. september er dag 254 i året i den gregorianske kalender (dag 255 i skudår). Der er 111 dage tilbage af året.
Hilleberts dag. En biskop i Tours, som døde i 1134.
7. oktober.
7. oktober er dag 280 i året i den gregorianske kalender (dag 281 i skudår). Der er 85 dage tilbage af året.
Amalies dag. Det er ikke et helgennavn, og det er usikkert, hvilken Amalie, dagen er opkaldt efter.
Solen står op kl. 06.25 og går ned 17.29.
07
10. oktober.
10. oktober er dag 283 i året i den gregorianske kalender (dag 284 i skudår). Der er 82 dage tilbage af året.
Gereons dag. Ifølge legenden en kristen officer, der anførte 10.000 riddere, han døde omkring år 300.
3. december.
3. december er dag 337 i året i den gregorianske kalender (dag 338 i skudår). Der er 28 dage tilbage af året.
03. december
18. december.
18. december er dag 352 i året i den gregorianske kalender (dag 353 i skudår). Der er 13 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
29. december.
29. december er dag 363 i året i den gregorianske kalender (dag 364 i skudår). Der er 2 dage tilbage af året.
Hven.
a>, hvor Blaeu studerede hos Tycho Brahe
Hven (svensk stavemåde efter 1906 Ven) er en svensk ø i Øresund, hørende til Landskrona kommune, Skåne län.
Øen er cirka 4,5 kilometer lang og op til 2,4 kilometer bred, og den har et areal på 7,5 kvadratkilometer. Hven har omkring 360 indbyggere og ligger cirka 4,5 kilometer fra Skånes fastland og 7,5 kilometer fra Sjælland.
Der er tre mindre bebyggelser ved kysten: Bäckviken, Norreborg og Kyrkbacken, og ved disse er der også havne og sandstrande. I Kyrkbacken står kirken Sankt Ibb.
Historie.
Oprindelig hørte Hven til Sjælland, Birkerød Sogn og Kronborg Len, men i 1654 blev den tilført Helsingborg Len. Hven var dansk frem til Roskildefreden 1658, men måtte med det øvrige Skåne afgives til Sverige.
På Hven havde astronomen Tycho Brahe sine observatorier Uranienborg og Stjerneborg.
Turisme.
I den tidligere Allehelgenskirke midt på øen findes et Tycho Brahe-museum med et undergrundsobservatorium og en multimedieudstilling.
Af andre turistfaciliteter findes hotellet Turistgården, Gamlegård, Prästasvängen, campingplads, et vandrerhjem og et konferencecenter.
Transport.
Fra Landskrona sejler færgeselskabet Ven-Trafiken omrking 10 daglige ture hele året rundt. Fra Havnegade i København sejler selskabet Spar Shipping én daglig tur i maj og sommermånederne. Fra Helsingør sejler Sonte Shipping.
Der kører en lokal rutebil på Hven, og der findes en større cykeludlejning ved Bäckviken.
Deltavinge.
En deltavinge er en vinge på en flyvemaskine med trekantet form som det græske bogstav Δ.
Den blev oprindeligt udviklet i Tyskland før og under 2. verdenskrig og bruges bl.a. på Concorden og på Mirage-fly.
Konstantinopolitanerinde.
Konstantinopolitanerinde er et spøgefuldt dannet ord ("kvinde fra Konstantinopel") som tidligere blev brugt ved undersøgelse af spirituspåvirkede personer eller patienter med nervelidelser. Man lagde da mærke til om den pågældende kunne udtale dette besværlige ord.
Molotovcocktail.
En molotovcocktail er et hjemmelavet våben. Den består af en flaske fyldt med en brændbar væske (som regel benzin), og med en klud stikkende ud af åbningen. Man stikker ild til kluden og kaster flasken med indhold mod det valgte mål, hvorved flasken knuses og den brændbare væske antændes.
Molotovcocktailen er opkaldt efter Vjatjeslav Molotov, der var udenrigsminister og krigsminister i Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Navnet blev skabt af finske soldater under Den finske Vinterkrig, der med succes anvendte våbnet mod de invaderende sovjetiske tropper - især kampvogne.
Wave-piercer.
En wave-piercer er en hurtigtsejlende katamaran med et smalt og spidst skrog.
Monstrans.
Typisk monstrans fra år 1286 på bymuseet i Hasselt, Belgien.
En monstrans er en liturgisk beholder, fortrinsvis i ædelt metal, som i den romersk-katolske kirke benyttes til at fremvise den indviede hostie, dvs. oblaterne for menigheden, således den kan tilbedes af denne. Monstransen anvendtes første gang ved Kristi legemsfest i år 1264. Monstransen har fod og skaft som en alterkalk, og på skaftet hviler en plade, som igen bærer selve monstranshuset. Huset har glasvægge, alternativt udført i bjergkrystal, så man kan se ind i det. I husets midte er anbragt en bøjle af halvmånefacon, hvori hostien kan klemmes fast. Øverst afsluttes m onstranshuset af et tag, der kan være udformet som et helt tempel. Monstransen opbevares i kirken i et særligt gemme, der også kaldes monstranshuset. I Danmark forsvandt montranserne fra kirkerne ved reformationen.
Ahorn.
Ahorn kaldes også Ær eller "Valbirk". Det er et stort, løvfældende træ. Væksten er først kegleformet, men den bliver senere mere afrundet. Grenene er stive og oprette. Stammen er ofte gaffeldelt. Barken er først brun og glat. Senere bliver den gråbrun, og til sidst er den afskallende i flager med rødbrun underbark. Knopperne er modsatte, tilliggende, spidse og grønne. Bladene er håndlappede med afrundet tilspidsede lapper og ligeledes spidse sammenløb mellem lapperne. Bladranden er groft tandet. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er grågrøn. Høstfarven er brun eller gul. Bladstiklen er rød. Blomstringen finder sted sidst i maj kort efter løvspring. Blomsterne er grønne og sidder samlet i hængende klaser. Til sammenligning er blomsterne gulgrønne i den næsten ens udseende løn og lønnens blomster sidder i oprette halvskærme. Ærens frugter er de kendte, vingede "helikoptere". De modner og spirer villigt i Danmark. Frugterne kan kendes fra løns ved at sammenligne vinklen som de to frugter i helikopteren danner. Ærens frugter danner en vinkel på mindre end 90 grader. Løns frugter sidder i en vinkel på næsten 180 grader.
Rodnettet er højtliggende med tæt forgrenede hovedrødder og masser af finrødder. Arten er tilbøjelig til at danne højtliggende "kvælerrødder". Skud, knopper og blade indeholder klar saft. Træet danner ofte tveger med indgroet bark. Træet angribes af cinnobersvamp og af visnesyge ("Verticilium dahliae"). Æren kan blandt andet skelnes fra den næsten ens udseende løn ved at brække en bladstilk. Lønnen har hvid mælkesaft og æren er klar.
25 x 10 m (75 x 50 cm/år).
Ær antages almindeligvis at være indført i Danmark af Johan Georg von Langen. Træet danner blandingsskov med f.eks. Almindelig Ask, Almindelig Bøg og Småbladet Lind på fugtig og mineralrig jord. Ær optræder ofte som pionertræ i skove, haver og parker på grund af sin overvældende frøsætning. Træet trives i meget lys, men tåler også nogen skygge, og giver selv som ung en del skygge. Træet skades ikke af vind og kun sjældent af frost. Ær klarer sig godt på mange forskellige jordtyper, også helt ud til kanten af blødbundsarealer, men foretrækker muldrig bund.
Unge planter og skud ædes af vildt. Ær spreder sig let med utallige frøplanter, og den bør ikke plantes, så den spreder sig ind i skov. Derimod anvendes træet meget som allétræ og parktræ, og det bruges også i læhegn. Derimod er det ikke særligt velegnet som bytræ på grund af de højtliggende rødder.
Det er muligt at tappe saft fra træet og koge sirup deraf.
Kulturhistorisk.
Ordsprog: "Æren er det fejreste Træ i Skoven" ("fejreste" = fagreste = smukkeste).
Sprog.
Et sprog kan beskrives som et system til at udtrykke betydning. Et sprog har mere eller mindre fastlagte bestanddele og regler, som bestemmer hvordan en betydning kan udtrykkes.
Denne, som enhver anden definition af begrebet sprog, vil formodentlig være at anfægte set fra mindst ét perspektiv. Alene det faktum at sproget skal bruges til at definere sig selv, understreger sværhedsgraden af denne opgave.
Der findes 6000-7000 sprog i verden. Dansk er blandt de 100 største, målt i antal modersmålstalende sprogbrugere.
Strukturerede sprog.
Et sprog kan være mere eller mindre struktureret. Kropssprog kan siges at være meget ustruktureret, hvorimod matematisk sprog og programmeringssprog er stærkt strukturerede.
Radiobil.
Radiobiler er en forlystelse, som findes i mange forlystelsesparker (bl.a. Tivoli og Dyrehavsbakken). Forlystelsen består af en slags køretøjer, som kører på en metalpladebane. I disse gælder det om enten at køre ind i eller at undgå hinanden.
Udstyr.
Der er en antenne bag i hver bil, som fører til loftet, hvilket er et strømførende metalgitter, som skaber et elektrisk kredsløb med gulvet, hvorved bilerne får energi. Bilerne har en speederpedal og et rat. Desuden er der en tyk gummiring hele vejen rundt om bilen, som mest beskytter bilerne, men selvfølgelig også brugerne, når de støder ind i hinanden.
Når elektriske biler i Tivoli og andre forlystelsesparker kaldes radiobiler, må det være fordi strømaftageren har fået nogen til at tænke på en radioantenne.
Sun Microsystems.
Sun Microsystems er en forkortelse for Stanford University Network Microsystems.
Sun Microsystems er en amerikansk it-virksomhed, der blandt andet er kendt for styresystemet Solaris (en Unix-variant), StarOffice/OpenOffice kontorpakken og programmeringssproget Java.
I januar 2010 blev SUN opkøbt af IT-giganten Oracle
Halvdan den Gamle.
Mange sagn anfører Halvdan den Gamle som den danske kongeslægts ældste stamfader.
Han (eller en senere Halvdan) skal være født i Veddelev ved Roskilde. Han er måske identisk med sagnkongen kong Dan.
Erik Sejrsæl.
Ifølge Adam af Bremen var Erik Sejrsæl konge af både Danmark og Sverige.
Regnar Lodbrog.
Kong Ellas sendebud foran Regnar Lodbrogs sønner
Regnar Lodbrog (sommetider "Ragnar Lodbrog", "Regner Lodbrog" var en dansk sagnkonge af store dele af Sverige og Danmark fra det 8. århundrede. Regnes for at holde til og begraves ved Lejre.
"Lodbrog" betyder en lodden dragt, men er bare et forvansket, irsk udtryk for en helårsviking. Mange var kun vikinger om sommeren, når det var sejlvejr for åbne både. Men Regnar var flygtning efter et oprørsforsøg og kunne ikke vende hjem.
Regnar havde sønnerne Ingvar konge af Irland, Ubbe ekskonge af Danmark, Halvdan, Bjørn, Helge, Regnald og Sigfred (eks?)konge af Danmark og jarl af Frisland; foruden datteren, Aaluf og mindst en datter mere.
Det eneste, man véd med absolut sikkerhed, er, at Regner havde nogle døtre, for det var døtrene, som havde broderet flaget Ravnen, som blev taget af englænderne, da Ubbe faldt. Ellers er vi henvist til sagn og senere historieskrivning.
Regner Lodbrog var kongesøn eller barnebarn af en konge. Måske var han søn eller barnebarn af Godfred.
Den 28. marts år 845 sejler Regner Lodbrog ned ad Seinen med 150 skibe med en besætning af 5.000 krigere for at invadere og plyndre Paris. Frankernes konge Karl den II betalte ham et kæmpe beløb (for den tid) på 7000 pund sølv for at forlade og ikke ødelægge byen. En typisk strategi af danske vikinger, invadere en by eller fæstning og kræve løsgørelsespenge, kendt som danegæld.
Regnar blev sandsynligvis konge efter Horik 2. eller lidt senere, hvis det da var Regnars søn Helge, der efterfulgte Harald og Sigfred år 891.
I følge Fragmentary Annales of Ireland blev Ragnall søn Halvdan med sine tre sønner fordrevet til Orkneyøerne af sine to yngre brødre. Dette skete senest 854 efter de franske annaler.
Muligvis havde han også en slægtning, Halvdan, som var konge i en del af England og måske en søn Helge, konge af Danmark. Regnars søn, Helge, er muligvis identisk med den Helge, der blev styrtet fra tronen af Ole den Frøkne fra Sverige.
Skjoldungerne.
Skjoldungerne er ifølge legenderne i Knytlingasagaen - hvori Skjoldungesagaen indgår - en dansk kongeslægt fra Lejre, der er efterkommere efter kong Skjold. Skjoldungerne var delt i tre slægts-linjer, og de kendte skjoldunger er Roar og Helge, Harald Hildetand samt Rolf Krake.
Betegnelse Skjoldunger blev også anvendt som et poetisk (lidt nedværdigende) udtryk for "krigere", der gemte sig bag skjolde, ligesom små børn, der gemmer sig bag mors skørter. I modsætning til "bersærkerne", som angreb uden nogen beskyttelse (evt. efter indtagelse af drugt af en eller anden art).
Saxo Grammaticus anvender i sit værk, "Gesta danorum" ("Danernes bedrifter", el. "Saxos Danmarkshistorie") betegnelsen Skjoldunger som slægtsnavn for den sjællandske sagnkongeslægt fra kong Skjold til Rolf Krake.
Thailand.
Thailand (tidligere Siam) er et kongedømme i Sydøstasien. Det grænser til Burma (Myanmar), Laos, Cambodja og strækker sig også ned ad Malaccahalvøen til Malaysia. Medlem af ASEAN.
Rigets oprindelse.
Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom de første thaifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.
I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya, og som blev kaldt "Siam". Det lykkes Siam at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og Siams grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, saktina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet.
Europæisk indflydelse.
Ayutthayas beliggenhed - tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe - var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere - og sådan er det stadig i Thailand.
Siam blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Siams konger forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Siam og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende de siamesiske buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra Ayutthaya og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.
Bangkok og kongedynasti.
Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og en ny stat blev grundlagt. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første i det kongedynasti, der sidder på tronen endnu. Han lod en ny hovedstad bygge ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding.
De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut og Chulalongkorn (1868-1910) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet "det moderne Thailands fader". Han afskaffede det gamle saktinasystem, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.
I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden, og der blev indført konstitutionelt monarki.
Militært styre.
De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.
Tiden efter krigen var urolig. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun - der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser - tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.
I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor svindelen dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. Amerikanerne fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.
Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. Amerikanernes beslutning om at trække sig ud af Vietnam og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.
Demokrati.
De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.
Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene 'nationen, religionen, kongen'. I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne.
Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.
Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt "klientilistiske" politiske struktur - hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet - blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.
Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.
Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter - inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. - voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkladte 'klasse 5'. Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992. Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon.
Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. Kampene varede tre dage og menes at have kostet mindst 100 personer livet. Så greb kongen ind, Suchinda måtte gå af, der blev indsat en overgangsregering, og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.
Den nyeste tid.
Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.
En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde "frynsegoder" hos myndighederne eller i statslige virksomheder.
Armerede køretøjer parkeret i den 1. armés hovedkvarter, under kuppet i 2006
Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.
I 2006 blev Thailand udsat for et kup, den 19. september, da den royale Thailandske hær fortog et kup mod den daværende premierminister Thaksin Shinawatra. Kuppet, som var det første i femten år, efterfulgte en etårig politisk krisesituation, som involverede Thaksin og politiske modstandere og opstod kun en måned før et nationalt valg var planlagt. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne og arresterede medlemmer af kabinettet.
Forfatning og forvaltning.
Forfatningen af 1978 blev ophævet ved militærkuppet i 1991, men genindført året efter. I 1995 blev der gennemført flere ændringer, og i 1997-98 igen en større reform.
Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og formelt øverstbefalende for de væbnede styrker. Kongen har ingen egentlige magtbeføjelser, men i kraft af sin person nyder den nuværende konge, der har regeret siden 1946, stor respekt i befolkningen og blandt magthaverne og har indflydelse. Til hjælp i sit daglige arbejde har kongen en gruppe bestående af højst 15 rådgivere, som han selv udpeger.
Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har to kamre - repræsentanternes hus og senatet. Medlemmerne vælges ved almindelige valg for en periode af henholdvis fire (repræsentanternes hus) og seks år (senatet). Valgretsalderen er 18 år. Senatets magt består hovedsageligt i, at det kan nedlægge veto med lovforslag.
Parlamentet udpeger en premierminister, der skal danne regering. Premierministeren skal være folkevalgt parlamentsmedlem.
Forfatningsændringerne fra 1998 har til formål én gang for alle at komme den politiske korruption til livs, som har plaget landet i årtier. Efter de nye regler får repræsentanternes hus ved næste valg 500 medlemmer. De 400 vælges i flertalsvalg i enkeltmandskredse, og de 100 ved forholdstalsvalg. Senatet skal i fremtiden have 200 medlemmer, som vælges i direkte valg. Tidligere var der premierministeren, der udpegede senatorer. Der er også indført stemmepligt og central stemmeoptælling, og valgene skal overvåges af en uafhængig valgkommission.
Det er også nyt, at hvis 50.000 borgere har skrevet under på det, kan de kræve, at en politikers forhold undersøges, hvis der er mistanke om, at han tager imod bestikkelse. Desuden er rettigheder som pressefrihed og forsamlingsfrihed og andre blevet grundlovssikrede, og der er oprettet en særlig kommission for menneskerettigheder.
Indenrigspolitik.
Siden Thailand i 1932 overgik fra 700 års enevælde til konstitutionelt monarki, har landet oplevet 17 militærkup. Men de fleste af kuppene har været ublodige, og målet har ofte været en omfordeling af magten og ikke en drastisk ændring i landets politik. Militæret har dog altid haft en stor indflydelse på beslutningerne, selv i demokratiske perioder.
De politiske partier er ofte opbygget omkring en leder med stærk personlig udstråling snarere end på politiske programmer. Der er faktisk kun to partier i parlamentet, der kan siges at have et egentligt program: det regerende liberalkonservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat), der ledes af premierminister Chuan Leekpai, og det reformvenlige Sociale Handlingsparti (Pak Kit Sangkhom).
Det er midterpartiet Partiet for Ny Stræben (Pak Kuam Vuang Mai), der har flest pladser i parlamentet. Det blev dannet i 1990. Efter urolighederne i 1992 dannede Chatichai Choonhavan sit parti National Udvikling (Chart Pattana). Det højreorienterede Thainationen (Chart Thai) er erhvervsledernes parti. Dets formand er Banharn Silapa-archa.
Monarkiet er en stabiliserende faktor i landets indenrigspolitik. Kongen har stor "uformel" indflydelse, fordi Thailands monark altid er blevet tillagt en mere eller mindre guddommelig rolle. Kong Bhumibol har flere gange taget afgørende skridt til løsning af konflikter.
Under 1980'erne og 1990'ernes økonomiske vækst er en politisk bevidst middelklasse vokset frem, særligt i Bangkok, hvor væksten også mærkes tydeligst. Sammen med de intellektuelle og studerende er denne middelklasse den stærkeste drivkraft for en demokratisering af landet.
Menneskerettighederne nyder ikke stor respekt i Thailand. Der forekommer summariske henrettelser, og mistænkte bliver ofte udsat for vold, mens de er i politiets varetægt. Den nye forfatning, der trådte i kraft i 1998, giver en bedre retsbeskyttelse end før, men den dårlige behandling af flygtningene i landet er der ikke gjort noget ved. I løbet af 1997 steg antallet af mennesker, der søgte til Thailand fra Burma og Cambodja til hidtil usete højder, og de, der ikke blev stoppet ved grænsen, er blevet interneret i flygningelejre under dårlige forhold: I alt findes der over 100.000 burmesiske flygninge i Thailand. Cika halvdelen af de mennesker, der tilhører forskellige bjergfolk i Thailand er ikke registreret som borgere i landet og kan derfor ikke stemme eller købe jord, og de har vanskeligt ved at få sociale ydelser af forskellig slags.
I 1997 og 1998 kredsede indenrigspolitiken om følgerne af den alvorlige økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i sommeren 1997. Forud for krisen var gået en voldsom valgkamp op til parlamentsvalget i november 1996, hvor Partiet for Ny Stræben sikrede sig 125 pladser i parlamentet - hovedsageligt ved at købe sig til stemmer hos de fattige i nordøst. Det Demokratiske Parti fik 123 mandater, de fleste vundet i hovedstaden. Som ventet blev Chaovalit regeringsleder for en ny koalition, denne gang med seks partier. For at puste nyt liv i landets økonomi blev den respekterede teknokrat Amnuay Viravan udnævnt til finansminister. Men det lykkes ham ikke at overbevise regeringspartierne om, at det var nødvendigt at gennemføre reformer og stramninger. Derfor var landet totalt uforberedt, da krisen ramte.
Allerede i løbet af foråret havde der været folkelige protester mod de stadigt ringere forhold for landets fattige. Regeringen svarede igen ved at censurere den del af pressen, der udtalte sig kritisk om dens politik.
Samtidigt foregik der en anden vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at få samlet flertal til endnu en forfatningsreform, som endelig skulle give Thailand et demokratisk lovgrundlag. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997.
Chaovalit havde selv været meget kritisk over for den nye reform, og eftersom regeringens håndtering af den økonomiske krise blev voldsomt kritiseret, valgte han at gå af som premierminister i november 1997. Der var ingen af koalitionspartnerne, der var parate til at overtage regeringsansvaret, og det blev i stedet endnu engang Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, der blev premierminister i en nydannet koalitionsregering.
Trods al den elendighed, den økonomiske krise har ført med sig, gav den også indirekte grund til optimisme på demokratiets vegne: Selvom det var en oplagt situation at udnytte til et militærkup, har generalerne ikke spillet med musklerne under krisen. Hæren synes at have accepteret en mindre rolle i landets politiske liv.
Valget i januar 2001 gav overvældende sejr til oppositionspartiet Thai Rak Thai (TRT) og førte til dannelse af en ny flertalskoalitionsregering med TRTs leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, som ny premierminister. Regeringen har siden tiltrædelsen i februar 2001 særligt fokuseret på den økonomiske politik og på at indfri de populære løfter, som i sin tid bragte den til magten. Ydermere har TRT styrket sin stilling ved at fusionere med flere småpartier og derved opnået absolut majoritet i Repræsentanternes Hus.
Premierminister Thaksin nyder fortsat betydelig folkelig popularitet, men regeringen bliver udsat for stigende kritik for manglende gennemsigtighed, ligesom forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier samt visse NGO'er præges af udtalt gensidig mistillid.
Fraset, at man fra thailandsk side i 2000 genoptog anvendelse af dødsstraf, samt at der i forbindelse med politiets forsøg på at begrænse det meget betydelige narkotikaproblem fremkommer anklager om overdreven voldsanvendelse, er menneskerettighedssituationen, herunder først og fremmest ytrings- og pressefriheden, ikke mindst i et regionalt perspektiv, fortsat relativ god.
Udenrigspolitik og forsvar.
Thailand har altid ført en pragmatisk udenrigspolitik og tilpasset sig de nye situationer, der er opstået. Det gamle siamesiske kongedømme søgte støtte hos Kina. Diplomatisk snilde og balance i forholdet til de europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien sikrede selvstændigheden, mens nabolandene blev koloniseret. Under 2. verdenskrig var partneren først Japan, og siden - da krigen vendte - USA.
Efter krigen bevarede Thailand det gode forhold til USA, fordi landet var et af de få overbeviste ikke-kommunistiske lande i regionen. Den situation ændrede sig i 1970'erne, da USA og Kina genoptog de diplomatiske forbindelser, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Også Thailand opgav den kompromisløse holdning til de kommunistiske lande og begyndte at føre en mere åben politik over for nabolandene, der var meget fattigere end Thailand. Thailandske virksomheder begyndte at investere i Burma, Cambodja, Laos og Vietnam.
Den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerer smuglede tømmer og ædelstene til thailandske opkøbere, der ikke bekymrede sig om, hvor varerne kom fra, og det gav i 1993 problemer i thailandsk udenrigspolitik, ikke kun over for Cambodja, men også USA og i FN, der havde indført sanktioner for at svække khmererne. Da den thailandake regering forbød grænsehandlen, blev forholdet til nabolandet bedre.
Thailand er også blevet kritiseret internationalt for at handle med Burma i en tid, hvor de fleste andre lande har indført sanktioner mod militærstyret dér. Men Thailand tjener godt ved at købe rettigheder til fiskeri og skovhugst i Burma og har nægtet at deltage i sanktionerne. Forholdet til Burma blev dog spændt i 1995, da mange medlemmer af karenfolkets oprørsbevægelse i Burma flygtede over grænsen til Thailand efter en burmesisk regeringsoffensiv mod dem. Det var dog ikke værre, end at Thailand var en af drivkræfterne bag Burmas optagelse i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN i 1997.
Chaovalits regering tog en række udenrigspolitiske initiativer, bl.a. overvejede Thailand i begyndelsen af 1997 at skrive kontrakter om forsvarssamarbejde med Kina. Thailand gennemfører dog stadig militærøvelser med USA, der er en stor investor i landet. Alligevel meldte Thailand sig i 1993 ind i Sammenslutningen af Alliancefri Lande.
Udenrigspolitisk er Thailand knyttet til den vestlige kreds og traktatallieret med USA. Dette afspejles i en traditionel åbenhed over for udenlandske investeringer og handel, herunder en positiv holdning til WTO-samarbejdet, hvor Thailands tidligere handelsminister dr. Supachai Panitchpakdi i 2002 tiltrådte som generaldirektør.
Thaksin-regeringen har indtil videre prioriteret Thailands økonomiske interesser samt forholdet til nabolandene. Regeringen har således på trods af, at første halvdel af både 2001 og 2002 var præget af træfninger og spænding langs den thai-burmesiske grænse, løbende tilstræbt at styrke samarbejdet med militærregeringen i Rangoon om spørgsmål vedrørende illegale indvandrere, flygtninge samt den stigende smugling af narkotika fra Burma til Thailand.
Det normalt gode forhold til Cambodja var i perioden efter afbrændingen af den thailandske ambassade i Phnom Penh i januar 2003 anstrengt. Regeringen har med held styrket handelsrelationerne til Kina. Thailand prioriterer det regionale ASEAN-samarbejde særdeles højt og er drivende med henblik på at etablere en sydøstasiatisk frihandelszone samt at styrke det politiske samarbejde i ASEAN-regi.
Statskuppet i 2006.
Den 19. september 2006 bliver daværende premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup. Et nyt demokratisk valg ventes dog snarest gennemført.
Geografi.
Thailand er i areal på størrelse med Spanien.
I nord er landskabet kuperet, og de højeste bjerge er omkring 2.500 meter høje. Bjergkæderne og bakkerne er gennemskåret af frodige floddale. Den nordøstlige del af landet består af Khoratsletten, der nærmest er indrammet af bjerge med vest og syd og Mekongfloden på de andre sider. Bortset fra områderne nær floden er Khoratsletten ikke særlig frodig.
I de indre egne, nord for hovedstaden Bangkok, ligger landets vigtigste landbrugsområde langs floden Chao Praya og dens delta - det kaldes "Thailands risskål". Der er blevet gravet flere kanaler for at forbedre mulighederne for kunstvanding af risen.
Den del af Thailand, der ligger på Malaccahalvøen, består af frodige tropiske bjerge og bakker, indrammet af kystsletter med brede strande.
Før i tiden var landet dækket af tropisk skov, og teaktræ fra Thailand var verdenskendt. I dag har den kraftige skovhugst mindsket skovbestanden voldsomt. Der lever stadig vilde elefanter, tigre, tapirer og bantenger (verdens største okse), men 40 af landets 282 pattedyrsarter er truede. Det samme gælder 190 af de 928 forskellige fuglearter.
Provinser.
Regntidens oversvømmelser i Thailand og Cambodja
Thailand er inddelt i 77 provinser, kaldet changwat. De er igen opdelt i distrikter, underdistrikter, kommuner og byområder (storby, byer, landsbyer). Sidstnævnte ledes af et folkevalgt byråd med en borgmester i spidsen.
Klima.
Thailand ligger i troperne, så der er varmt året rundt og en relativt høj luftfugtighed. Det meste af regnen falder under sommermonsunen fra maj til oktober. Lige før den kommer, er det allervarmest - det er ikke usædvanligt, at der er over 40 grader i de nordøstlige egne. Det er køligst i december og januar. I det sydlige Thailand er nedbøren mere jævnt fordelt over året, og det bliver heller ikke mærkbart køligere om vinteren.
Økonomi.
Siden 1950'erne har den thailandske økonomi oplevet næsten uafbrudt vækst, og landet regnes for en af de asiatiske "tigre". Bortset fra perioden 1981-85 har den årlige vækst ligget på mellem 7 og 10 procent. Den mest bemærkelsesværdige udvikling fandt sted i perioden 1986-96, hvor også økonomiens struktur begyndte at forvandle sig fra at have været domineret af landbrug til at have en stærk industrisektor. I begyndelsen af den periode havde Thailand verdens hurtigst voksende økonomi, og eksportværdien steg med 30 procent om året.
Alt dette fik en brat afslutning i sommeren 1997, da handelen med valuta og værdipapirer brød sammen og førte til en akut økonomisk krise. Vækstprognosen for det år blev siden beregnet til 0,6 procent i stedet for de oprindeligt anslåede 8 procent. Krisen har siden bredt sig til det øvrige Sydøstasien, hvor den indimellem har ramt hårdere end i Thailand. Den økonomiske krise overskyggede alle andre politiske og økonomiske spørgsmål i begyndelsen af 1998.
Indtil slutningen af 1980'erne var de udenlandske investeringer i Thailand relativt små. Det skyldes bl.a., at toldafgifter og forskellige love beskyttede den hjemlige industri, hvor det tit var politikere eller militærfolk, der var medejere. I midten af 1980'erne begyndte man at liberalisere økonomien. Beskyttelsestolden blev fjernet, og begrænsninger og statsstøtte blev gradvist afviklet. Det samme gjaldt valutarestriktionerne, der faldt bort i 1991. Desuden blev der indledt et privatiseringsprogram, der kombineret med lave lønninger og et forholdsvis stabilt politisk klima gjorde, at landet blev betragtet som et af de mere attraktive i Sydøstasien. Det er frem for alt Japan og regionens såkaldte NIC-lande - de nyligt industrialiserede lande - der har investeret i Thailand.
Det hjalp også, at thailandske eksportører begyndte at finde nye markeder til deres varer, og at valutaen, baht, blev devalueret. Det mest slående har været væksten i produktionsindustrien. Før 1986 var Thailands økonomi domineret af landbruget, der havde en konstant voksende produktion af specielt ris, men også andre afgrøder. Landbruget er dog stadig den sektor, der beskæftiger den største del af befolkningen.
Trods afreguleringen omkring 1990 er der stadig moderniseringer at foretage. Det kom til at stå klart, da den økonomiske krise ramte landet i 1997. Et voksende underskud på handelsbalancen, der skyldtes stigende import, førte i begyndelsen af året til angreb mod bahten af valutaspekulanter. Centralbanken forsøgte at holde valutakursen oppe med støtteopkøb og ved at sætte renten op. Men valutareserven svandt hurtigt ind. Samtidig havde faldende udenlandske investeringer skabt en overkapacitet i ejendoms- og byggebranchen, der fik problemer med at betale afdragene på sine lån. Det ramte så de finansieringsselskaber, der levede af at udlåne penge til byggebranchen. I juni 1997 kollapsede ejendoms- og finansmarkederne.
Den 2. juli blev kursen på bahten givet fri, og på tre uger faldt dens værdi over for dollaren med en tredjedel. Et par måneder senere var værdien halveret. Den Internationale Valutafond, IMF, besluttende i august at give en støttepakke til en værdi af cirka 110 mia. danske kroner. Betingelserne var hårde. Thailand skulle bl.a. skærpe sin rente- og valutapolitik, sætte momsen op fra 7 til 10 procent, foretage store nedskæringer på statsbudgettet, der helst skulle give overskud i 1998, og desuden få bruttonationalproduktet til at stige med 3,5 procent.
For på langt sigt at stabilisere økonomien må Thailand for alvor tage skridtet fra arbejdskrævende industrier til fremstilling af mere avancerede produkter. En sådan udvikling kræver uddannelse af arbejdskraften og en udbygning af veje, havne, vandforsyning og telekommunikation.
I takt med industrialiseringen har mønsteret i Thailands udenrigshandel også forandret sig grundlæggende. Før bestod eksporten næsten udelukkende af produkter fra landbrug og fiskeri. Nu kommer fire femtedele af de eksporterede varer fra produktionsindustrien. Det er tøj, elektriske apparater, computere og andre lettere industrivarer samt fisk og skaldyr. Samtidig er importen steget, og dens sammensætning afspejler industrialiseringen i landet: indførelse af maskiner, industrikomponenter og råvarer er det, der er steget mest. Importen af rene forbrugsvarer er også steget i de senere år.
Efter en længere årrække med årlige vækstrater på ca. 8% blev Thailand i 1997 ramt af en hård økonomisk krise, med underskud på betalingsbalancens løbende poster, et markant fald i valutareserverne og en udlandsgæld på USD 90 mia. til følge. I 1999 og 2000 forekom Thailand at være på vej tilbage mod stabil økonomisk vækst, men udviklingen stagnerede i 2001 som følge af mindsket efterspørgsel på Thailands primære eksportmarkeder, USA og Japan.
Udviklingen i 2002 og første halvår i 2003 er imidlertid særdeles positiv med opjusterede væksttal på 4½-6%. Udover stigende eksport er baggrunden herfor bl.a. regeringens succes med at stimulere den interne efterspørgsel via gennemførelsen af en ekspansiv finanspolitik, løsning af gældsproblemerne i den finansielle sektor samt fortsatte udenlandske investeringer i Thailand.
Thailand har fortsat overordnet gode makroøkonomiske balancer herunder overskud på handelsbalancen, en begrænset men stigende offentlig gældsætning, lav inflation samt en stabil valutareserve på ca. USD 38 mia. På længere sigt vurderes dog en fortsættelse af de strukturelle reformer, herunder ikke mindst en uddannelsesreform, som påbegyndtes af den tidligere regering, som vigtige forudsætninger for den økonomiske politiks fortsatte bæredygtighed og for Thailands konkurrencedygtighed.
Naturressourcer og energi.
Thailand var engang kendt for sine store regnskove. Men den store økonomiske værdi, de repræsenterede, førte til en næsten ukontrolleret skovhugst, og i dag er de fleste af skovene borte.
Der er kun få af mineralforekomsterne, der er store nok til, at det kan betale sig at udvinde dem, idet tin er en undtagelse. Det menes, at Thailand råder over en tiendedel af verdens samlede tinforekomster. Frem til midten af 1980'erne blev der brudt tin i stort omfang, men siden er produktionen faldet drastisk. I 1990erne er gips blevet en vigtigere eksportvare end tin. Thailand har også potaske, jern, bly, kobber og zink og er verdens største eksportør af ædelstene. Der er store forekomster af safirer, rubiner og jade.
Thailand har hidtil været stærkt afhængigt af energiimport, men fra 1990'erne er man begyndt at producere naturgas i større omfang i Siambugten. Der er også fundet tre mindre oliefelter i bugten, og der brydes store mængder brunkul. Godt en fjerdedel af landets elektricitet produceres på kulfyrede kraftværker. Samtidig er landets samlede energibehov dog steget, og man må stadig importere store mængder fossilt brændstof.
Landbrug, skovbrug og fiskeri.
Thailand er et stort landbrugsland, og indtil for 10-15 år siden var landbruget rygraden i økonomien. Siden 1960 er landbrugets andel af bruttonationalproduktet, BNP, faldet fra 40 procent i 1960 til kun 10 procent i 1996. Det betyder nu ikke, at landbrugsproduktionen ikke er vigtig, set med internationale øjne: Bortset fra Vietnam er Thailand Asiens eneste nettoeksportør af levnedsmidler, landet er verdens største eksportør af ris, maniokrod og gummi samt verdens næststørste eksportør af sukker.
Men lønningerne og prisniveauet i Thailand er steget i takt med væksten i landets økonomi, og sammenlignet med andre asiatiske lande er det ved at blive dyrt at producere i Thailand. Desuden sluger udvidelsen af industrien og infrastrukturen mere og mere af landbrugsjorden.
Selvom der totalt set produceres meget er landbruget i Thailand ikke intensivt. Høstudbyttet er forholdsvis lavt, men det er forbruget af kunstgødning også, og der er næsten ikke behov for kunstvanding, fordi det regner tilstrækkeligt. Produktionsstigningen er først og fremmest kommet i stand gennem en udvidelse af landbrugsarealet, før industrien for alvor kom i gang, og ved at flere mennesker blev beskæftiget.
Den i særklasse vigtigste afgrøde er ris. I 1950 blev der plantet ris på hele 88 procent af den opdyrkede jord. Men siden 1960'erne er der kommet flere afgrøder til, bl.a. maniokrod, maj og kenaf (et fiber, der ligner jute), og i 1991 voksede der ris på halvdelen af Thailands marker. Risen er af høj kvalitet og sælges verden over. Hvert år produceres mere end 20 tons ris.
I syd vokser der gummitræer, og myndighederne har også planer om at støtte nyplantning i landets østlige egne. Det meste gummi eksporteres som råvare, men der er tendens til, at mere og mere af gummien forarbejdes i Thailand.
I 1965 dækkede den thailandske jungle 55 procent af landets areal - nu er andelen nede på 25 procent. Hvis man kun regner den tætbevoksede skov af værdifulde træarter med, er det kun 10 procent af Thailand, der er dækket af skov. Faldet i bestanden skyldes omfattende fældninger til forarbejdning af træprodukter, men også fældning til brændsel og rydning af jord til dyrkning eller byggeri.
Nu har myndighederne afsat to femtedele af landets areal til skovreservater. Der er ikke satset meget på nyplantning, men i 1989 indførte den daværende militærregering et overraskende forbud med kommerciel skovhugst. Det har været svært at håndhæve forbudet alle vegne, og der forekommer hugst i smug. Træindustrien er nu næsten helt afhængig af importeret træ fra Burma eller Laos.
Thailand har en af Asiens største fiskeflåder, der mere end fordoblede fangstmængden fra 1980 til 1995. Det skyldes en aftale med Burma, Indonesien, Bangladesh, Indien og Oman, som giver Thailand lov til at fiske inden for disse landes søgrænser. Der er næsten ingen fisk tilbage langs den thailandske kyst, og der har været flere konflikter med nabolandene om fiskerirettigheder. Den største vækst i fiskesektoren sker inden for rejeopdræt. Thailand eksporterer mange frosne fiskeprodukter til Japan, USA, Frankrig og Italien og er med 80 procent af verdensmarkedet den største eksportør af tunfisk på dåse.
Industri.
Produktionen af bl.a. biler, tekstiler og elektronik har været inde i en rivende udvikling, og selvom krisen i 1997 vil bremse stigningen noget, varer det ikke længe, før Thailand kan blive medlem af den såkaldte NIC-gruppe for nyligt industrialiserede lande.
En hindring for den status er dog, at det meste af produktionen er koncentreret til området omkring Bangkok, hvor der er de bedste udskibningsmulighder, elektricitet og uddannet arbejdskraft. Herfra stammer halvdelen af landets produktion, og myndighederne arbejder på at få spredt industrien ud over landet, men det kræver en dyr og omfattende udbygning af landets infrastruktur.
Industrialiseringsprocessen tog fart i 1960'erne, hvor industrien kun stod for 7 procent af BNP. I dag udgør den en tredjedel. Tekstil- og levnedsmiddelindustrien var de vigtigste sektorer, men udviklingen inden for tekstilbranchen forhindres af, at udbuddet på verdensmarkedet er enormt, og at bl.a. EU og USA har sat handelshindringer i vejen for den thailandske eksport.
Den vigtigste industrigren har nu i nogle år været elektronikbranchen, som er vokset takket være investeringer fra Japan, Sydkorea, Taiwan og Singapore. Men der er tale om arbejdskrævende samleindustri af importerede komponenter og ikke om højteknologi. Det gør Thailand mindre konkurrencedygtigt på langt sigt, for moderniseringen af landets økonomiske struktur har også presset lønningerne i vejret, og Thailand møder stor konkurrence fra lande som Kina, hvor arbejdslønnen er lav.
Arbejdsmarked og sociale forhold.
Arbejdsløsheden har i 1990'erne ligget på få procent, og underbeskæftigelsen er faldet i takt med industrialiseringen. Men den økonomiske krise i Asien fra sommeren 1997 kan meget vel sætte arbejdsløshedstallet noget i vejret, når virksomheder tvinges til at omstrukturere og skære ned. Et stigende problem er også mangelen på veluddannet arbejdskraft.
Det thailandske arbejdsmarked kan deles i to - de landbrugsafhængige landområder, hvor næsten halvdelen af landets erhvervsaktive befolkning er beskæftiget, og de industrialiserede byer med Bangkok i spidsen. I byerne er børnearbejde et stort problem. Titusindvis af børn mellem otte og 15 år arbejder i industrien, og myndighederne forsøger at komme dette problem og andre misforhold på arbejdsmarkedet til livs. I december 1997 underskrev Thailand således en FN-konvention mod børnearbejde.
Fagforeninger har været forbudt i Thailand under forskellige militærregimer, men i dag findes der godt 1.000 fagforeninger i landet. Paraplyorganisationerne Thai Trade Union Congress og National Congress of Thai Labour er de største.
Thailand er et af de lande i verden, hvor den enkeltes sociale situation har forbedret sig mest i løbet af de sidste 20-25 år. Man må dog ikke glemme, at udgangspunktet var beskedent. Den forbedrede levestandard afspejles bl.a. i gennemsnitslevealderen, den faldende spædbørnsdødelighed (nu 3,2 procent) og det daglige kalorieindtag (nu 10 procent over FN's anbefalede minimum). Der er en sygehusseng for hver 500 indbyggere, og der er en læge for hver 4.000 thailændere.
Det gamle siamesiske samfund bestod af tre samfundsklasser: kongefamilien, embedsstanden og landbefolkningen. Siden har en egentlig middelklasse udviklet sig, og en arbejderklasse er kommet til, primært i Bangkok og omegn. Det store flertal af thailændere er dog stadig landarbejdere.
Prostitution er alment accepteret i Thailand, og politiet ser gennem fingre med det. Men den voksende sexindustri er et stort socialt problem, særligt i de populære turistområder som Phuket. Man regner med, at der er mellem 200.000 og to mio. prostituerede, en del af dem er børn.
Sexindustrien har også ført et andet problem med sig. Antallet af aids-syge og hiv-smittede er meget stort. Det beregnes, at cirka en halv million har hiv-virus i blodet, og at mellem otte og ni mio. mennesker tilhører risikogrupper. De thailandske myndigheder forsøgte længe at tie problemet ihjel, men nu har Thailand et af de største programmer for aids-bekæmpelse i Sydøstasien.
De thailandske kvinder er diskrimineret i det offentlige liv, men har ofte ganske stor indflydelse på hjemmefronten. I nord og nordøst er det almindeligt, at jorden går i arv til kvinderne. Kvinder er også godt repræsenteret på handels- og butiksområdet.
Narkohandel er et andet alvorligt problem, og Thailand har en af verdens strengeste straffelove på området. Narkotikamisbruget er også stort. Der dyrkes opium i den såkaldte gyldne trekant, hvor Burma, Laos og Thailand mødes, og det smugles gennem Thailand. Korruptionen i politiet og blandt toldere gør det næsten umuligt at stoppe denne trafik.
Infrastruktur og turisme.
Thailands net af jernbaner, kanaler og veje udgår fra Bangkok. Herfra går der fire jernbanelinier med nord, nordøst, øst og syd. De 10.000 km vandveje - hovedsageligt Chao Phraya og kanalerne på den centrale slette - spiller stadig en vis rolle for transporten, men vejene er de vigtigste. De forbinder efterhånden alle egne af landet og omfatter i alt 50.000 km.
Hovedvejsnettet er et af de bedste i Sydøstasien, men alligevel utilstrækkeligt. Særligt i og omkring Bangkok er behovet for bedre veje stort, fordi byen har bredt sig ukontrolleret. Trafiksituationen i hovedstaden er kaotisk.
Bangkoks havn blev for et par år siden udvidet med containerhavnen Laem Chabang, der ligger på østsiden af bugten, men kapaciteten er stadig ikke høj nok. Den største internationale lufthavn Don Muang ligger uden for Bangkok og er meget trafikeret, men der er også internationale lufthavne i Chiang Mai, Hat Yai og Phuket. Thai Airways flyver både på indenrigs- og udenrigsruter.
Siden starten af 1980'erne har turismen været Thailands vigtigste kilde til udenlandsk valuta. De vigtigste turistmål er storbyen Bangkok og øen Phuket, der årligt har to mio. besøgende. Phuket har mistet en del af sin oprindelige skønhed under udbygningen af turistindustrien, men kan stadig byde på tropiske naturoplevelser og rent havvand.
De thailandske myndigheder arbejder på at ændre landets ry som et smudsigt sexrejsemål, og der er bygget nye familiebadesteder, hvilket også vil hjælpe på trængslen og miljøproblemerne i de hårdtbelastede områder som Pattaya. Det er dog fortsat lavprisrejsende, der kommer flest af, en tendens, der er blevet forstærket af kursfaldet på landets valuta.
I 1996 kom i alt syv mio. turister til landet, halvdelen fra andre lande i Syd- og Østasien, men Thailand er også et populært turistmål for mange danskere.
Demografi.
Den thailandske befolkning er forholdvis ensartet. De allerfleste taler thaisprog og er buddhister. I nordøst bor det største mindretal, lao eller lao isan.
Det næststørste mindretal er kineserne, der er godt integrerede i den thailandske kultur. Efter politisk pres tog flere af dem thailandske navne i årene efter 2. verdenskrig og blev thailandske statsborgere. De fleste kinesere er selvstændige erhvervsdrivende, og kineserne sidder på 60 procent af det private erhvervsliv i Thailand.
Langs grænsen til Cambodja lever omkring en million khmerer, de fleste flygtninge og langs grænsen til Laos en stor gruppe vietnamesere. Længst mod syd er der også et ret stort mindretal af muslimske malajer, der har stærke sociale og kulturelle bånd til Malaysia. De mindretal, der adskiller sig mest fra Thailands øvrige folkegrupper, er godt hundrede tusinde mennesker i de nord- og vestlige egne - blandt andre akha, lasu, lisi, hmong og karen. Disse bjergstammer lever ofte i social elendighed med ingen eller mangelfuld uddannelse og misbrugsproblemer.
På trods af den økonomiske udvikling i de sidste par årtier er det stadig fire femtedele af Thailands befolkning, der bor på landet. Hovedstaden Bangkok er den eneste rigtige storby.
Kultur.
Thailands kultur er stærkt præget af buddhismen. Der er pragtfulde templer i alle større byer. De ældste bevarede rester af thailandske arkitektur stammer fra Dvaravati-perioden cirka fra år 500 til år 1000. I den gamle hovedstad Ayutthaya kan man se rester af imponerende bygningsværker i sten. Kunst og arkitektur fra denne periode var påvirket af rigerne i Cambodja, Burma og på Sumatra. Det var først med Chiang Mai-stilen fra år 1000 og frem, at landet udviklede sit eget kunstneriske udtryk.
Næsten alle ældre bygninger har en religiøs funktion og er rigt udsmykkede med en eller flere buddhastatuer. Statuerne følger nøje den beskrivelse af Buddha, der findes i sanskritdigtningen - 'ben som en hjort, hage som en mangokerne, hår som skorpionens brod'. Også den klassiske billedkunst var knyttet til religionen - der var først ved slutningen af 1800-tallet, at mere folkelige motiver fik plads i malerkunsten.
Den thailandske litteratur opstod i 1200-tallet, og fra den tid stammer flere digte, ofte baseret på buddhistiske sagn. Prosaværket Thraiphum Phraruang fra 1345 er formodentlig skrevet af kong Lithai, og beskriver inderverdenen, jorden, himlen og en utopisk fremtidsverden. Det har haft stor indflydelse på thailandsk verdensanskuelse.
Den første moderne forfatter var nationalpoeten Sunthon Phu, der i første halvdel af 1800-tallet blev læst og påskønnet både ved hoffet og i den del af offentligheden, der kunne læse. Den thailandske roman opstod i begyndelsen af 1900-tallet.
Et vigtigt indslag i thailandsk hverdagskultur er dyrkelsen af kong Bhumibol Adulyadej og hans familie, der nyder stor respekt i befolkningen. Deres portrætter hænger ofte i private hjem, og der sendes en halv time om kongefamilien i fjernsynet hver dag.
Sprog.
Det thailandske sprog - thai - er egentlig fire ret forskellige dialekter, som geografisk følger landets hovedregioner. Dialekten på Chao Phraya-sletten kaldes standard Thai og fungerer som rigssprog og bruges i medierne og på de højere uddannelsessteder. Sproget indeholder tidlige låneord fra kinesisk og er også blevet påvirket af sanskrit, khmer og de religiøse ceremoniers sprog, pali. I nordøst tales Esan (sommetider også stavet Isan), der stort set er identisk med sproget i Laos. Også nordthai - lanna thai - ligner lao, mens sydthai har mange malajiske låneord. Thailandsk har fem toner: Medium, lav, høj, stigende og faldende tone.
Det siges at Thaialfabetet blev indført i 1283 af kong Ramkhamhaeng. Det er inspireret af Khmer-alfabetet og sanskrit-alfabetet og har 44 konsonanter, 24 vokaler og fire diakritiske tegn (accenter), der er med til at angive hvilken tone ordet har.
Eftersom Thailand aldrig har været koloniseret, er der ikke noget europæisk sprog, der er dominerende, men i de senere år er flere og flere engelske ord blevet optaget i rigssproget, særligt inden for teknik og videnskab. Der undervises også i engelsk i skolerne.
Religion.
Forfatningen garanterer religionsfrihed, men det er buddhismen, der er den største trosretning. Den har været statsreligion siden 1200-tallet og gennemsyrer samfundsliv og kultur. Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravadabuddhismen. Ifølge forfatningen skal kongen være buddhist, og stat og monarki har altid været nært knyttet til religionen. Den buddhistiske tidsregning, der starter ved Buddhas død, bruges ofte parallelt med den vestlige i Thailand. År 1999 svarer til år 2542 i buddhistisk tidsregning.
Thailændernes religionsdyrkelse adskiller sig dog en del fra den buddhistiske skriftlære. Man stræber ikke i samme grad som andre buddhister efter at opnå livscyklussernes endemål, nirvana, men koncentrerer sig om at forbedre dette liv eller det næste ved at gøre gode gerninger. Det anses for særligt meriterende i den forbindelse at give mad og anden hjælp til munke. Munkevæsenet nyder stor anseelse og respekt i det thailandske samfund, og enhver from, mandlig buddhist bør på et eller andet tidspunkt prøve at leve som munk. Det er der ikke mange, der gør, men alle offentligt ansatte mænd har ret til tre måneders betalt orlov, hvor de kan rejse væk og leve som munk. Alle større byer og bysamfund har et "wat", en kombination af et kloster og et tempel, som meget af det offentlige liv er koncentreret om.
Overtro, magi, åndemaneri og astrologi trives i bedste velgående på alle samfundsniveauer i Thailand, side om side med dyrkelsen af buddhismen. Ved siden af mange bygninger kan man se et lille, smukt udformet åndehus, der skal huse stedets skytsånder. På særlige mærkedage bliver der stillet mad og drikke frem til ånderne.
Der er et lille mindretal af muslimer nær grænsen til Malaysia og på sletten i landets indre egne. Kristendommen er repræsenteret af nogle få vietnamesere og katolske kinesere. Mange af kineserne er tilhængere af den kinesiske lære konfucianismen.
Uddannelse.
Et stykke ind i 1900-tallet var uddannelsessystemet knyttet til munkevæsenet, men siden 1921 har der været almen skolepligt. Myndighederne har prioriteret uddannelse højt i de seneste årtier, og næsten alle børn over seks år går i skole. Analfabetismen er blandt de laveste i Asien. Der er grundskoler i alle kommuner, men på landet er det stadig almindeligt, at skolen bliver forsømt, fordi barnet skal hjælpe til hjemme.
Alle børn skal gå i skole i ni år, og det er gratis. Derefter fortsætter cirka halvdelen i gymnasiet, der varer tre år. Hver femte gymnasieelev læser videre ved en af de 20 statslige eller 26 private universiteter og højskoler. Også de private skoler er under statslig kontrol. Landets ældste universitet, Chulalongkorn, ligger i Bangkok og blev grundlagt i 1917.
Massemedier.
Store læsekundskaber og en stræben efter at bevare det nationale sprog og alfabet gør Thailand til et af de udviklingslande, hvor der læses mest, målt i antal udgivelser af bøger og aviser. I 1992 blev der udgivet 8.000 nye titler på thailandske forlag.
Forfatningen garanterer ytringsfrihed, og landet har nok den frieste presse i Sydøstasien. Men det er tabu at kritisere kongefamilien eller religionen, og der er udbredt selvcensur i disse emner og i spørgsmål, der har med landets sikkerhed at gøre.
Der udkommer over 30 uge- og månedsmagasiner og 35 dagblade - de fleste udgives i Bangkok. De vigtigste aviser er den ret sensationsprægede Thai Rath (800.000 eks.), den militærstøttede Daily News (650.000) og det mere seriøse dagblad Siam Rath (120.000). De er alle thaisprogede. Blandt de kinesisksprogede aviser er Sing Sian Yit Pao Daily News (90.000) den førende, mens Bangkok Post (55.000) er den største engelsksprogede avis. De engelsksprogede aviser nyder stor bevågenhed blandt magthaverne og anses for at være meningsdannende.
Thailand var det første land i Sydøstasien, der begyndte at sende fjernsyn. Det var i 1955. I dag har landet ni kanaler, både statslige og private. Nogle kontrolleres af militæret. Den statslige radiostation sender på tre kanaler i Thailand, men har også udsendelser i udlandet på flere sprog. Radiostation Voice of Free Asia er underlagt Thailands udenrigsministerium og sender på thai og fire andre sprog. Både tv og radio er reklamefinansieret.
Rumfærge.
a>, under landing ved Kenndy Space Center, efter mission STS-110
Rumfærgen (: "Space Shuttle" betyder ordret rumskyttel) Officelle navn: Space Transportation System'"/STS (Rumtransportsystem)
Den amerikanske rumfartsadministration (NASA)’s nuværende bemandede opsendelsesfartøj. Rumfærgen består ved opsendelsen af en ekstern rustfarvet brændstof- og ilttank ("External tank"/ET), to løfteraketter drevet af fast brændstof ("Solid Rocket Boosters"/SRB) monteret på siden af den eksterne tank og selve kredsløbsfartøjet ("Orbiter Vehicle"/OV-), monteret centralt på den eksterne tank.
Normalt kan rumfærgen opsende og bringe 5-7 astronauter i kredsløb, inklusive 2 piloter. I nødstilfælde er der plads til op mod 11 astronauter. Rumfærgen kan med sit lastrum, medbringe op til 22.700 kg last i lav jordbane, men kan også medbringe en større last tilbage til Jorden. I øjeblikket benyttes rumfærgen primært til at levere moduler og udskiftning af mandskab til ISS. Andre nævneværdige missioner er opsendelsen og vedligeholdelsen af Hubble-rumteleskopet og ligeledes et stort antal andre satellitter.
Rumfærgen er det første rumfartøj designet til at kunne blive delvist genbrugt. Dette omfatter kredsløbsfartøjet og faststofraketterne, i modsætning til f.eks. Apollo-projektet hvor Apollo-rumfartøjet blev sendt ud i rummet ved hjælp Saturn-raketter hvor ingen komponenter blev genbrugt. Hver af de konstruerede rumfærger er designet til 100 opsendelser.
Der er blevet konstrueret 5 fuldt funktionelle rumfærger (Atlantis, Challenger, Columbia, Discovery og Endeavour) hvoraf 3 (Atlantis, Discovery, og Endeavour) eksisterer og er i brug i dag. Challenger blev desintegreret i en ulykke under opsendelse i 1986, og Columbia ved en ulykke under nedstigning i 2003. Rumfærgen Endeavour blev bygget for at erstatte rumfærgen Challenger, der er intet erstatningsbyggeri til Columbia.
En rumfærge med fuld last, brændstof og besætning vejer ved opsendelse cirka 2.040 ton.
NASA meddelte i 2004 at man vil afslutte rumfærgeprojektet i 2010, 29 år efter projektets første rumflyvning d. 12. april,1981. Rumfærgerne vil blive erstattet af det planlagte Orionrumfartøj, tunge lastraketter og kommercielle bemandede rumkapsler.
Danske sagnkonger.
Den forhistoriske danske kongerække.
Denne side indeholder først en liste over forhistoriske danske konger, kategoriseret efter kilde. Derefter følger en usikker, unøjagtig, fantasifuld kongerække fra Skjold til historisk tid.
Den Historiske tid begyndte med Knud 2. den Store, men kongerækken slutter igen med Knud 3., da det sidste usikre dynastis (Jelling-Dynastiet) mandslinje uddøde med ham.
Der er ikke nogen jævn overgang fra Sagnkongerne til den historiske tid, da kilderne er af meget forskellig kvalitet. De skriftlige kilder er af god kvalitet fra 804 til 864, skrevet af folk, som havde en uddannelse, og som vidste mere end de skrev ned; omvendt så mangler de skriftlige kilder helt i tiden fra år 903 til omkring år 930 - det vil sige i den periode hvor Helge bl.a. var Danmarks konge. Der er også usikkerhed om de første år af 'Knud den Store's regeringsperiode.
Rækken af forhistoriske konger forvirres af, at Danmark/Danernes rige bestod af et stort og flere mindre kongeriger; særligt i de områder der i nutiden er Norge og Sverige, men det er også forvirrende, at danske konger havde danske riger - også selv om landet var England.
Bjovulf-kvadet.
liste fra Bjovulf-kvadet med ændringer efter de nordiske sagn. Da Bjovulf-kvadet er en bearbejding af nordisk stof.
Islandsk slægstliste.
Mange gamle slægtslister er meget upålidige, da de medtager rene sagnfigurer.
De fleste sagaer indledes med den kendte historie om, at Odin udvandrede med sin slægt fra Palude Meotide (Nord for det Asovske hav, Ukraine), og invaderede i de lande, der i dag hedder Danmark. Og på Sjælland indsatte en af sine sønner som konge. Kong Skjold.
Her følger Leifs seks sønner. Alle med navne, der ender på -leif.
Konger af det samlede Gotland, eller "Danmark"
Lodbrog-Dynastiet: (Rækkefølge ukendt, startes med Regnar. Nogle årstal er gættede.)
"Benløs"-Dynastiet: (Herfra og til Knud 2. er årstallene forhåbentlig korrekte +- 2 år. Kilder savnes)
Eksterne henvisninger.
Sagnkonger
Abbé.
Abbé er den franske form af Abbed. Men ordet bruges (brugtes) ofte som titel for andre gejstlige, selv for sådanne som (endnu) ikke var præsteviede. En Abbé Bourdelot (1610-1685) kaldtes ved denne titel, fordi han nød indtægt af kirkegods i Frankrig; gejstlig var han ikke.
I 1500-1700-årene var en abbé inden for litteraturen en fransk præst, som havde en sinecurepost og derfor kunne hellige sin tid til lærde studier, undervisning eller samfundsliv.
På dansk bør "abbé" i almindelighed ikke gengives ved "abbed": En kendt 1800-tals musiker, Abbé Vogler, som bl.a. gæstede København, var naturligvis ikke klosterforstander, og han må ikke kaldes "Abbed Vogler."
Litteratur.
Axel Garboe, "Thomas Bartholin" I (1949), side 136
Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater har siden 1748 haft til huse på Kongens Nytorv i København, først som kongens og siden som hele landets scene. Det er bemærkelsesværdigt ved at have alle fire kunstarter: skuespil, opera, ballet og orkester i samme hus.
Forgængerne.
I marts 1720 begyndte den franske teatermaler, maskinmester og vinhandler Etienne Capion at opføre forestillinger i "Det lille Gjethus" (også kaldet "Tjærehuset") på Kongens Nytorv. Det blev dog ikke nogen succes - ikke mindst fordi forestillingerne blev opført på fransk og tysk - og kongen opsagde hurtigt tilladelsen. Capion gik i stedet sammen med en anden fransk teatermand René Montaigu om at etablere "Lille Grønnegade-teatret" hvor der skulle opføres komedier på dansk. Som navnet antyder, lå teatret i Lille Grønnegade som siden har skiftet navn til Ny Adelgade.
Der var åbningsforestilling den 23. september 1722 med en oversættelse af Molières "Gnieren", og der blev også fra første færd opført stykker af Ludvig Holberg. Det blev ingen success, og da Capion gik fallit i 1727, måtte teatret lukke. I 1728 brændte byen, og da Christian 6. blev konge i 1730, begrænsedes udfoldelsesmulighederne meget. Den nye konge var pietistisk og dybt religiøs, så i hans regentperiode blev der ikke givet tilladelse til offentlige forlystelser. Lille Grønnegade-teatret blev i 1738 ombygget til lejligheder.
Under Frederik 5. begyndte teaterlivet at spire igen. Efter hans indtræden blev der snart fremsat planer om at genetablere et teater, og det kom i gang med deltagelse af enkelte skuespillere fra Capions gamle trup, og med Holberg som central figur. Det begyndte i 1747 med et beskedent teater i Læderstræde, og derefter blev der opført forestillinger forskellige steder i byen.
Komediehuset opstår.
Den 11. november 1747 blev der udfærdiget en kongelig resolution om at opføre et "Komediehus" på Kongens Nytorv efter tegninger af hofbygmester Nicolai Eigtved. Byggeriet blev fuldført i en rivende fart: Grundstenen blev lagt den 4. juli 1748, og åbningsforestillingen fandt sted den 18. december samme år.
De økonomiske midler til opførelsen af Komediehuset var i vid udstrækning skaffet af Københavns magistrat, og derfor kom magistraten også med i husets ledelse. Men det var vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen. I 1769-70 var sæsonen endt med et meget stort underskud, og da kongen, Christian 7., holdt meget af teater, besluttede han at yde økonomisk støtte. Efter en overgangsperiode hvor den italienske kapelmester Giuseppe Sarti forsøgte at drive det, endte det med at kongen overtog teateret. Fra den 1. november 1772 blev det kongeligt i bogstavelig forstand, og overhofmarskallen blev ledende direktør. Der blev indsat en direktion som refererede direkte til kongen, og med økonomisk rygdækning tog man nu fat på at modernisere den efterhånden forfaldne bygning.
Det Kongelige Teater ombygges.
Det kongelige teater efter ombygningen i 1837
Eigtsveds oprindelige teater kunne rumme ca. 600 tilskuere, og det viste sig snart at være for småt. Allerede i 1749 måtte der bygges til for at få plads til operaens store kulisser, og også antallet tilskuerpladser blev forøget. Oveni pladsmanglen kom vedligeholdelsearbejder som var forårsaget af den fugtige byggegrund og andre gener. I 1772 besluttedes det at ombygge teatret.
Det blev arkitekten C.F. Harsdorff, der kom til at stå for ombygningen. Bygningen blev større, indgangspartiet omformedes i klassicistisk tempelstil, og der blev i det hele taget bedre adgang med større vestibule og bredere trapper. Også det kendte motto "Ei blot til lyst" over scenen blev indført med denne ombygning. Teatret genåbnede den 31. januar 1774.
Men bygningen var langt fra færdig. I 1792 tog teaterchefen initiativ til endnu en ombygning af indgangspartiet, som igen blev forestået af Harsdorff. Næste ombygning kom i 1837, hvor sidemurene blev flyttet ud og selve teatersalen gjort bredere, og i 1855 blev scenerummet nedrevet og erstattet af et større, som dog måtte forhøjes allerede i 1857 for at gøre plads til et nyt tæppetræk. N.S. Nebelong stod for denne ombygning.
Skuespillerinden Julie Sødring fortæller i sine erindringer om teatrets mange rotter, der kravlede helt op på kanten af logerne og hang i gardinerne, så publikum måtte slå efter dem for at få set forestillingen i fred. Københavns kanaler var dengang affaldsplads og udløb for latriner, hvad der tiltrak et utal rotter, så teatret måtte anskaffe katte - deraf instruktørprisens navn "teaterkatten".
Et nyt teater opføres.
Den nye teaterbygning under opførelse ved siden af den gamle, 1873
Efter alle om- og tilbygningerne var bygningen både uskøn og upraktisk, og efter ombygningen i 1857 opblussede debatten om et helt nyt teater. Det faldt sammen med at flåden forlod Gammelholm og efterlod et areal der skulle lægges nye planer for. I 1867 blev der nedsat en kommission, og der blev i 1871 afholdt en konkurrence. Der indløb forslag fra bl.a. Christian Hansen, Theophilus Hansen, Vilhelm Klein, Vilhelm Friederichsen & P.C. Bønecke, Ludvig Fenger & Hans J. Holm (2. præmie) samt Vilhelm Dahlerup & Ove Petersen som var fælles om det vindende projekt. Det blev til den bygning, som står på Kongens Nytorv.
Grundstenen blev lagt den 18. oktober 1872, og indvielsen fandt sted med nogle måneders forsinkelse den 15. oktober 1874. Forsinkelsen var dog for intet at regne mod budgetoverskridelserne som førte til en rigsretssag mod flere ministre - sagen endte dog i frifindelse. Dahlerups dekoration af det indre var i begyndelsen ikke finansieret og måtte i vidt omfang vente til 1883, hvor Carlsbergfondet trådte til med økonomisk støtte.
Teatret rummer en enkelt scene som i dag betegnes "Gamle scene". Der er plads til ca. 1600 tilskuere, og der er indrettet en speciel loge til monarken. Den var oprindelig delt i tre afsnit med teatersalen mod Kongens Nytorv, dernæst en mellembygning som førte over Heibergsgade til en administrations- og magasinbygning. I 1982-85 blev mellembygningen og magasinbygningen nedrevet, en del af Heibergsgade blev nedlagt og et nyt magasin blev opført i stedet ved arkitekterne Eva og Nils Koppel. Selve teaterbygningen blev fredet i 1985.
Andre scener.
I 1931 blev der bygget endnu en scene - "Nye scene" - i en bygning nærved. Den fik det folkelige navn: Stærekassen. Den bruges overvejende til skuespil.
I 1969 kom "Comedie-Huset" til i Ny Østergade: Det kgl. Teaters Lille Scene. Nedlagt 1991.
I 2005 kom der to scener til i form af Operaen på Holmen med "Store scene" og "Takkelloftet".
Et nyt skuespilhus åbnede i februar 2008 på Kvæsthusbroen.
Ledelse.
I januar 2008 overtog rektor for DTU Lars Pallesen posten som bestyrelsesformand efter Mads Øvlisen.
Spejderbevægelsen.
Spejdere fra forskellige nationer synger til European Jamboree 2005
Spejderbevægelsen er en verdensomspændende ungdomsorganisation, som blev stiftet af Lord Robert Baden-Powell, da han i 1907 tog 21 drenge med på lejr til øen Brownsea Island og bevægelsen havde dermed 100-års jubilæum i 2007. Formålet med bevægelsen er at udvikle og opdrage børn og unge til ansvarlige mennesker. Væsentlige metoder hertil er friluftsliv og patruljesystemet. Den oprindelige spejderbevægelse var kun for drenge, mens den tilsvarende for piger blev stiftet i 1910.
Spejdere er sædvanligvis fra 6-7 år til 23-25 år og kan herefter fortsætte som leder, hjælper eller i specialenheder for voksne. De fleste spejderkorps optager både piger og drenge, omend enkelte lokale grupper eller hele korps kønsopdeler spejderne. Spejdere tager på spejderlejre hele året. Tit arrangeres der store internationale spejderlejre også kaldet jamborees.
Spejderbevægelsen beskæftiger sig med spejdermetoden, der er et program bestående af uformel undervisning med vægt på praktiske, udendørs aktiviteter, inklusive lejrliv, skovkyndighed, vandaktiviteter, hejker, rygsækturer og sport. Et anden letgenkendeligt karakteristika er spejderuniformen, som har til hensigt at skjule alle de forskellige sociale uligheder i et land. Alle spejdere har ligeledes et tørklæde og i nogle lande bruges også felttogshatte eller lignende hovedbeklædning. På uniformerne er der mærker (eller medaljer), såsom den franske lilje, trekløveret og diverse former for fortjenestesmærker. Antallet af mærkerne kan vige meget, alt afhængigt af korpsets traditioner.
I 2007 var der tilsammen over 38 millioner drenge- og pigespejdere i 216 lande, hovedsageligt under korps, der er medlem af World Organisation of the Scout Movement (WOSM), for både drengespejdere og fælleskønnede korps, og World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS), der mest er for piger, men også accepterer korps for begge køn.
Oprindelse.
Som en militær officer, var Baden-Powell udstationeret i Indien og Afrika i 1880'erne og 1890'erne. Siden sin ungdom havde han været vild med skovkyndighed og miltære spejderfærdigheder, og derfor viste han – som en del af deres træning – sine mænd hvordan de skulle overleve i vildmarken. Han bemærkede at det lærte soldaterne at udvikle selvstændighed, i stedet for bare at følge officerens ordrer. Chefen for spejderne i det amerikanske militær, Frederick Russell Burnham, var kendt for sin indsats for den engelske hær i kolonierne i Afrika samt for at inspirere Baden-Powell til at etablere den internationale spejderbevægelse..
Under den anden boerkrig i Sydafrika, var Baden-Powell belejret i den lille by Mafeking af en meget større Boer hær (belejringen af Mafeking).
Mafeking Kadetkorpset var en gruppe unge mennesker som støttede tropperne ved at bringe beskeder, som befriede mændene for militære pligter og dette lod drengene blive boende under den lange belejring. Kadetkorpset udførte deres opgave godt, ved at hjælpe i forsvaret til byen (1899–1900), og var en af de mange faktorer, der inspirerede Baden-Powell til grundlaget for Spejderbevægelsen. Hver medlem modtog et emblem som forestillede en kombineret kompaspil og et spydhoved. Emblemets logo lignede den franske lilje, som spejderbevægelsen senere tog til sig som det internationale symbol.
I Storbritannien fulgte befolkningen hans kamp for at have Mafeking i aviserne, og da belejringen var brudt, var Baden-Powell blevet en nationalhelt. Dette fremskyndte salget af en lille håndbog han havde skrevet omkring militære spejderfærdigheder, "Aids to Scouting".
På sin vej tilbage til England bemærkede han den store interesse for drenge i denne bog, som også var brugt af lærere og ungdomsorganisationer. Han blev af mange forslået at omskrive denne bog, specielt i løbet af en inspektion af Boys' Brigade. Denne brigade var en stor ungdomsbevægelse, gennemboret af militær nøjagtighed. Baden-Powell troede ikke dette ville blive attraktivt og foreslog at den kunne vokse sig meget større hvis spejderfærdigheder blev brugt. Han studerede andre projekter og fandt dele, som han brugte til spejderbevægelsen.
I juli 1906 sendte Ernest Thompson Seton Baden-Powell en kopi af sin bog "The Birchbark Roll of the Woodcraft Indians". Seton, en britiskfødt canadier, som boende i USA, mødte Baden-Powell i oktober 1906 og de delte idéer omkring træningsprogrammer for unge. I 1907 skrev Baden-Powell et udkast ved navn "Boy Patrols". For at teste sine idéer samlede han samme år 21 drenge med forskellige sociale baggrunde og holdte en ugelang lejr i august på Brownsea Island i Poole havn, Dorset, England. Hans organiserede metode, nu kendt som patruljesystemet og en del af spejdertræningen, tillod drengene at organisere sig selv ind i små grupper med en valgt patruljeleder.
I efteråret 1907 tog Baden-Powell på en omfattende tur arrangeret af bogens udgiver, Arthur Pearson, for at promere sin kommende bog, "Scouting for Boys". Han havde ikke kun genskrevet "Aids to Scouting", men også udelukket militæraspekterne og omskrevet fremgangsmåderne (hovedsageligt overlevelse) til ikke-militære helte: Folk der sjældent kommer til civilisationen, opdagelsesrejsende (og senere sømænd og piloter). Han tilføj også nyskabende pædagogiske principper (spejdermetoden) som udvidede den tiltrækkende leg til en personlig mental uddannelse.
"Scouting for Boys" kunne man for første gang se i England, januar 1908, som seks hæfter udgivet hver 14. dag, og blev udgivet i England som bog senere i 1908. Bogen er nu den 4. mest solgte bog, og samtidig den første udgave af "Boy Scout Handbook".
På dette tidspunktet tænkte Baden-Powell at projektet ville blive brugt af anerkendte organisationer, især af Boys' Brigades grundlægger, William A. Smith. På grund af populariteten omkring hans personlighed og de eventyrlystne udendørslege han skrev om, dannede drenge spontant spejderpatruljer og oversvømmede Baden-Powell med ønsker om hjælp. Han opmuntrede dem og som spejderbevægelsen blev større, blev søspejder, luftspejder og andre specielle enheder tilføjet til programmet.
Udbredelse.
Drengespejderbevægelsen blev hurtig spredt ud over hele det Britiske Imperium kort efter udgivelsen af "Scouting for Boys". Den første anerkendte afdeling oversøisk var privilegeret i Gibraltar i 1908, hurtigt efterfulgt af en afdeling på Malta. Canada blev det første oversøiske herredømme med et godkendt drengespejderprogram, efterfulgt af Australien, New Zealand og Sydafrika. Chile var det første land udenfor det Britiske herredømme til at have et anerkendt spejderprogram. Det første spejderstævne, holdt i 1909 på The Crystal Palace i London, tiltrækkede 10,000 drenge og en række piger. I 1910 havde Danmark, sammen med Norge, Sverige, Argentina Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Indien, Malaya, Mexico, Holland, Rusland og USA, ligeledes drengespejdere.
Programmet startede med kun at fokusere på drenge mellem 11 og 18 år, men som bevægelsen voksede, blev behovet for ledertræing og programmer for yngre og ældre drenge og piger blev tydelig. De første programmer for ulveunger og rover, der ca. er i alderen 11 til 18 år, var på plads sidst i 1910'erne. De arbejde uafhængigt indtil de opnåede officiel anerkendelse i deres landes spejderorganisationer. I USA var der et forsøg på programmer for ulveunger allerede tilbage i 1911, men fik ikke officiel anerkendelse før 1930.
Piger ville være en del af bevægelsen stort set lige da den begyndte. Baden-Powell og hans søster Agnes Baden-Powell prænsenterede pigespejderbevægelsen, en tilsvarende bevægelse for piger, i 1910 og Agnes Baden-Powell blev den første præsident for pigespejderne på en anmodning fra de piger, som var med på Crystal Palace stævnet. I 1914 startede hun Rosenknopper – senere omdøbt til Blåmejser – for de yngre piger. Hun stoppede som præsident for pigespejderne i 1920 til fordel for Roberts kone Olave Baden-Powell, som havde betegnelsen overhoved for pigespejderne (for England) siden 1918 og blev overhoved for verdensspejderne i 1930. På det tidspunkt blev det forventet at piger skulle forblive adskilt fra drenge pga. de sociale normer, selv om der fandtes skoler for unge af begge køn. I 1990'erne var to tredjedele af spejderorganisationerne under WOSM for begge køn.
Baden-Powell kunne ikke på egen hånd give råd til alle de grupper, som ønskede hans hjælp. De første tropsleder træningslejre blev derfor holdt i London i 1910 og i Yorkshire i 1911. Baden-Powell ønskede at træningen blev så pratisk som mulig, for også at skabe interessen for andre voksne, til at tage lederskabsroller. Derfor blev skovmærkeforløbet udviklet for at kunne træne de voksne til lederskabsrollen. Udviklingen af træningen blev udsat af 2. verdenskrig, så det første forløb blev ikke holdt før 1919. Skovmærket bliver brugt af spejderforbund (både for drenge og pige) i mange lande. Gilwell Park tæt på London blev købt i 1919 på vegne af Spejderforbundet som et sted for voksentræning og spejderlejr. Baden-Powell skrev, foruden bogen "Aids to Scoutmastership", der skulle hælpe spederledere, andre håndbøger til de nye spejdersektioner, som fx ulveunger og pigespejdere. En af disse var "Rovering to Success", skrevet til roverne i 1922. En bred række af ledertræninger findes stadig fra grundlæggende til specifikke emner, deriblandt Skovmærketræningen.
Indflydelse.
Vigtige dele af traditionelle spejderfærdigheder har deres oprindelse i Baden-Powells erfaring fra undervisning og militære træning. Han var en 50-årig afgået general fra hæren, da han grundlagde spejderbevægelsen, og hans revolutionerende idéer inspirerede tusindvis af unge mennesker, fra alle dele af samfundet, til at blive involveret i aktiviteter, de fleste ellers aldrig havde tænkt på at deltage i. Sammenlignelige organisationer i den engelsk-talende verden er Boys' Brigade og de ikke-militaristiske Woodcraft Folk; dog kunne de aldrig måle sig med udviklingen og væksten af spejderbevægelsen.
Dele af spejderøvelserne er blevet kritiseret for at være for militaristiske. Militærlignende uniformer, emblemer efter rang, flagceremonier, og hornorkestre var naturligt accepteret tidligere pga. at de var dele af det normale samfund, men er siden da formindsket eller helt afskaffet i både spejdersammenhænge og samfundet.
Lokale indflydelser har også være en stærk del spejderbevægelsen. Ved at indføre og omforme lokale ideologier, blev spejderbevægelsen godkendt i en masse forskellige kulturer. I USA bruger spejderne billeder tegnet ud fra den amerikanske ødemark. Dette indbefatter ikke kun valget af dyreemblemer til ulveunger, men den underliggende formodning er at de oprindelige amerikanere er mere tætte forbundet med naturen og de specielt gode evner de har, til at overleve i ødemarken, kan bruges som en del af træningen. Til sammenligning bruger de britiske spejdere billeder forestillende det indiske subkontinent, fordi dette område var et betydningsfuldt fokus i spejderbevægelsens tidlige år. Baden-Powells personlige oplevelser i Indien førte ham til at tage Rudyard Kiplings "Junglebogen" op som den vigtigste indflydelse for ulveunger; fx er navnet for en ulveungeleder, Akela, samtidig lederen på ulvekobbelen i bogen.
Navnet "spejder" lader til at være inspireret af den vigtige og romantistiske rolle spillet af militærspejdere der udfører rekognoscering under krige. Faktum er, at Baden-Powell skrev sin originale militære træningsbog, "Aids To Scouting", fordi han så et behov for en forbedret træning af britiske spejdere, der melder sig som soldater, især indenfor færdigheder til at tage initiativ, selvstændighed og observation. Bogens popularitet hos unge drenge overraskede ham. Da han gav den nye bog navnet "Scouting for Boys", var det naturligt, at bevægelsen tog navnet "spejder" til sig.
100 års jubilæet.
Hovedindgangen ved den 21. Verdensjamboree I anledningen af at det i 2007 var 100 år siden, at Baden-Powell tog 21 drenge med på lejr til Brownsea Island blev mange både store og små arrangementer, internationalt og nationalt rundt omkring på hele kloden, afholdt. Dette var arrangementer som foregik gennem hele 2007, men de fleste fandt sted omkring sommerferien, som fx Sunrise, der var et arrangement, hvor spejdere hele kloden rundt stod op til solopgangen d. 1. august, ligesom spejderne havde gjort på Brownsea Island 100 år tidligere.
Det største af arrangementerne på verdensplan var den 21. Verdensjamboree, som blev afholdt i Storbritannien, hvor en del af lejren ligeledes var på Brownsea Island. Der deltog over 38.000 spejdere og ledere fra 158 lande og foregik i slutningen af juli og starten af august, hvilket vil sige på omkring samme tidspunkt som den første spejderlejr blev afholdt.
I Danmark blev der også afholdt en række tværkorpslige arrangementer hvoraf det største var Reload07 (med over 10.000 deltagere), som samlede de danske spejdere en weekend i august til en række spejderrelaterede aktiviteter og udstillinger i Roskilde by. Arrangementet blev afsluttet med sceneoptrædden på Roskilde Dyrskueplads, hvor der også var mulighed for overnatning.
Verdensorganisationer.
Spejderbevægelsen har i dag spredt sig ud over hele kloden og der findes et drenge- og/eller pigespejderkorps i stort set alle lande. Disse er alle selvstændige korps, men arbejder internationalt sammen med mange andre korps, gennem en række organisationer. På verdensplan findes, som de største, paraplyorganisationerne World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS) (som er pigespejderorganisationen) og World Organisation of the Scout Movement (WOSM) (som er drengespejderorganisationen), der binder spejdere i hele verden sammen i et stort netværk. Begge disse organisationer (hovedsageligt WOSM) har dog også korps med medlemmer af begge køn. WOSM startede tilbage i 1922 som en styrelse af politikken for nationale drengespejderorganisationer. Da WOSM var i rollen som international styrelse, blev verdensjamboreen oprettet og afholdt (omtrent) hvert 4. år.
Ud over WOSM og WAGGGS findes der andre organisationer, som varetager forskellige andre interesser. Dette er bl.a. World Federation of Independent Scouts (WFIS), som er politisk og religiøst uafhængig organisation, oprettet i 1996 og er i dag repræsenteret i 32 lande.
Drenge og piger i korpsene.
Verden rundt er det meget forskelligt, om landene har korps med piger og drenge samlet. Lande som USA har holdt ved, at adskille spejderorganisationer for denge og piger. I andre lande, især i Europa, er drenge- og pigespejdere sammen, og der er dermed færre organisationer, som dog samtidig også ofte er medlem af både WOSM og WAGGGS. I andre, fx Australien og Storbritannien, er det nationale spejderkorps både for drenge og piger, men er kun medlem af WOSM, mens det nationale spejderkorps for piger er et adskilt korps og medlem af WAGGGS. I Grækenland er det en smule anderledes, da de nationale drenge- og pigespejderkorps har både drenge og piger, men arbejder som to adskilte organisationer. I andre lande, som Slovenien og Spanien, er det noget lig Grækenland, hvor der er adskilte korps for drengespejdere (medlem af WOSM) og pigespejdere (medlem af WAGGGS), men begge korps lukker drenge og piger ind.
WOSM har organisationer repræsenteret i 156 lande, hvoraf 122 kun hører til WOSM og 34 hører til både WOSM of WAGGGS. Af disse 122, som hører til WOSM, har 95 korps for både drenge og piger, mens 20 kun er for drenge. Alle 34 som hører til både WOSM og WAGGGS er åbne for piger og drenge.
WAGGGS har 144 repræsenterede lande og 110 hører kun til WAGGGS. Ud af disse 110, er 17 for både drenge og piger, mens de sidste 93 kun er for piger.
I Danmark.
I Danmark findes fem anerkendte spejderkorps, som alle praktiserer pædagogikken kaldet patruljesystemet, der kort kan beskrives som "børn leder børn", dog tilpasset børnenes alder. De fem spejderkorps i Danmark er Det Danske Spejderkorps (DDS), KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere (tidligere kaldet KFUK spejderne), Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og De Gule Spejdere i Danmark. De grønne pigespejdere er det eneste korps, som udelukkende består piger, mens resten har medlemmer af begge køn. Fire ud af de fem korps er medlem af WAGGGS og/eller WOSM, mens De Gule Spejdere i Danmark i stedet er medlem af WFIS.
I den danske folkedel umiddelbart syd for grænsen findes Dansk Spejderkorps Sydslesvig (DSS).
Forkyndelse.
"Duty to God" et af principperne for spejderbevægelsen, men er anvendt på forskellige måder i forskellige lande. Boy Scouts of America (BSA) tager et stærkt standpunkt ved at udelukke ateister. Spejderforbundet i Storbritannien kræver at voksne leder "fører forbundets religiøse politik ud i livet" hvilket, blandt andre ting, opmuntrede medlemmerne til at "høre til samme religiøse gruppe". Scouts Canada definerer stort set pligten til Gud udtrykt som "troskab til spirituelle principper" og overlader det til det individuelle medlem eller leder om de kan følge et spejderløfte som medtager pligten til Gud.. I Danmark er nogle af korpsene tilknyttet Folkekirken, f.eks KFUM, mens andre ikke er tilknyttet nogen bestemt religiøs instans, eksempelvis DDS.
Andre organisationer.
15 år gik mellem den første udgivelse af "Scouting for Boys" og stiftelsen af den største internationale spejderorganisation, WOSM, og millioner af kopier er blevet solgt på dusiner sprog. På det punkt, var spejderbevægelsen rammen om verdens ungdom, men svær at bevare som den enerådige.
Alternative organisationer startede op efter den originale dannelse af "Boy Patrols". Dette kunne være resultater af grupper, som ikke ønskede at følge de originale spejderidéer, men stadig gerne ville deltage i spejder-lignende aktiviteter. Andre fastholder, at WOSM stadig er meget mere politisk og mindre et ungdomsbasis end Baden-Powell forudså det skulle blive. De tror på, at spejderbevægelsen har fjernet sig fra dets originale hensigt, pga. politiske komplotter der tog sted ved gamle organisationer, og ønsker at vende tilbage til de første og mest simple metoder.
Der er mindst 520 adskilte nationale eller lokale spejderforeninger verden rundt. De fleste har følt det nødvendigt at lave internationale spejderorganisationer for at sætte standarder for deres færden og for at koordinere aktiviteter mellem foreningerne. Seks internationale spejderorganisationer har 437 af verdens nationale foreninger som medlemmer, og de største to, WOSM og WAGGGS, har 362, hvilket er langt størstedelen af verdens spejdere.
Som eksempler på verdensorganisationer, der ikke har tilknytning til spejderorganisationerne, men som alligevel har spejder-lignende aktiviteter, kan Metodistspejderne, Adventistspejderne og B'nei Akiva nævnes. I Danmark kan Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund nævnes som den største.
Støtter og protektorer.
I Danmark er HKH Prinsesse Benedikte formand for Pigespejdernes Fællesråd og protektor for De Grønne Pigespejdere og Det Danske Spejderkorps, og hun har ofte været æresgæst på landslejre og jamboree'er afholdt i Danmark.
USA's tidligere præsident Franklin Roosevelt var en stærk tilhænger af spejderbevægelsen allerede fra bevægelsens tidlige år, i 1915. Han blev i 1924 præsident for spejderne i New York og var medvirkende til opbygningen af "Ten Mile River Boy Scout Camp". I 1930 blev han tildelt "Silver Buffalo Award", der er den højeste udmærkelse til voksne, for fremragende støtte til ungdommen på nationalt niveau. Senere, under hans præsidentperiode, blev Roosevelt æresmedlem af spejderne, og han deltog på den første nationale jamboree, der blev afholdt i Washington D.C. i 1937.
Diverse.
I flere spejderkorps er "rover" eller "ranger" betegnelse for en ældre spejder. Disse betegnelser er internationale, og bruges over det meste af verden. Rover er primært brugt i organisationer tilknyttet WOSM og ranger primær i WAGGGS organisationer.
Opera.
Gabriele Maria Ronge som Brünnhilde i Wagners "Der Ring des Nibelungen".
Opera er en kunstform i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk, som er en kombination af tekst (nedskrevet i en libretto) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i et partitur). Opera hører hjemme i den vestlige klassiske musik. Opera indeholder elementer fra det klassiske teater som skuespil, kulisser og kostumer - og også dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i et operahus akkompagneret af et orkester; et fuldt symfoniorkester eller et mindre musikalsk ensemble.
Operaen som kunstform stammer fra det 16. århundredes Italien, Jacopo Peris nu tabte "Dafne" blev opført i 1597 i Firenze som en af de første operaer. Operaen bredte sig hurtigt til resten af Europa, idet tyske Heinrich Schütz, franske Jean-Baptiste Lully og engelske Henry Purcell bidrog til at etablere operatraditioner i deres hjemlande i det 17. århundrede.
I det 18. århundrede var europæisk opera domineret af den italienske tradition bortset fra Frankrig. Opera seria var den italienske operas mest prestigefyldte genre. Christoph Willibald Gluck gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i 1760'erne. I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18. århundrede Wolfgang Amadeus Mozart, som begyndte med opera seria, men som er mest berømt for "Don Giovanni, der er alvorligt/komisk" og de andre komiske operaer på italiensk som "Figaros Bryllup", og "Così fan tutte" for ikke at tale om "Tryllefløjten", som er på tysk og et højdepunkt i syngespillet.
I første tredjedel af det 19. århundrede opnåede bel canto-stilen sit højdepunkt med Gioacchino Rossini, Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini, som alle skabte værker, der opføres i dag. Der opstod desuden en tradition for ”grand opéra”, som Giacomo Meyerbeer er en særlig repræsentant for. Det 19. århundrede er en operaguldalder med Richard Wagner og Giuseppe Verdi fra hhv. Tyskland og Italien. Denne guldalder indbefatter tillige udviklingen af verismo-stilen i Italien, der fører frem mod Giacomo Puccini og Richard Strauss i begyndelsen af det 20. århundrede. I det 20. århundrede eksperimenteredes der med moderne stilarter som atonalitet og serialisme hos komponister som Arnold Schönberg og Alban Berg, nyklassicisme hos Igor Stravinskij og minimalisme hos Philip Glass og John Coolidge Adams.
Med fremkomsten af moderne teknologi får operasangere et nyt og større publikum; en af de første operasangere, der blev kendt uden for operahusene, var tenoren Enrico Caruso. I moderne tid bliver operaer også opført i (og skrevet for) radio og TV.
Operaens bestanddele.
recitativerne, som er deklamatoriske passager, der driver handlingen fremad med en særlig form for talesang, der følger tekstens sproglige rytme uden egentlig melodi, og
arier, som er melodiske sangstykker, gennem hvilke personerne i stykket udtrykker følelser via en mere struktureret stil. Duetter, trioer og andre ensembler udtrykker personernes indbyrdes forhold, lige som korsatser kan benyttes til at kommentere handlingen som i den græske oldtids dramaer. I nogle former for opera som syngespilllet, opéra comique, operette og semi-opera erstattes recitativerne af talt dialog.
secco-recitativer, der er talesang ledsaget af et "continuo", som oftest blot er et cembalo
og accompagnato- og strumentato-recitativer, hvor sangen støttes af hele orkestret.
I løbet af det 19. århundrede vandt accompagnato-recitativet mere og mere indpas, idet orkestret kom til at spille en større rolle; Richard Wagner var en af pionererne. Han nærmest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin søgen efter en ”endlos fließenden Melodie” (en uendeligt flydende melodi). Nogle komponister er gået i Wagners fodspor, som fx Stravinskij i operaen "Lastens vej".
Oprindelsen.
"Dafne" er det første egentlige værk, der er en opera ud fra nutidens definition. Det blev skrevet omkring 1597 af Jacopo Peri, der var medlem af en kreds af veluddannede renæssancehumanister i Firenze, som samledes om en interesse for den græske oldtids musik og teater i "La Camerata de’ Bardi". Medlemmerne af La Camerata mente (sandsynligvis fejlagtigt), at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de græske dramaer blev sunget. Værket Dafne var derfor egentlig et forsøg på at genoplive det klassiske græske oldtidsdrama - i tråd med renæssancens interesse for at videreføre ideer og værker fra antikken. Derfor gjorde renæssancekunstnerne operaen til et helt og holdent sunget dramatisk værk. Dafne er desværre gået tabt, men et senere værk af Peri, "Euridice" fra omkring 1600 er det første operapartitur overleveret til vor tid. Den første opera, der opføres regelmæssigt, er Claudio Monteverdis "L’Orfeo", som blev komponeret for hoffet i Mantua i 1607.
Barokken.
Operaen var oprindeligt en fornøjelse for europæiske hoffer, men allerede i 1637 opstod ideen om offentligt opførte operaforestillinger, som der skulle være frit billetsalg til. Det skete i Venedig, hvortil Monteverdi var flyttet fra Mantua, og hvor han komponerede sine sidste operaer, "Il ritorno d'Ulisse in patria" og " L'incoronazione di Poppea" i 1640'erne. De tidlige barokoperaer blandede lavkomik med tragiske elementer, hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gøre genren populær.
Efterhånden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne: de seriøse og de komiske elementer. De var påvirket af commedia dell'arte, som med sine improvisationer længe havde været en del af scenelivet i Italien, og kom til at udgøre en slags ”opera i operaen”. En af grundene til det var, at tiltrække publikum fra den voksende stand af handlende, den tids nouveaux riches, som havde behov for at gå ud, men som var mindre kultiverede end adelen. Disse ”intermezzi” i opera seria var særligt populære i Napoli i årene fra ca. 1710-1730.
Nogle komponister tog dog anstød af de mere grovkornede indslag og dannede en reformbevægelse, der blev knyttet til digteren Metastasios navn og blev støttet af det arkadiske akademi i Venedig. Metastasios libretti var i afgørende grad med til at rendyrke og udvikle opera seria-genren, som blev den førende italienske operaform indtil slutningen af det 18. århundrede. Da det metastasiske ideal blev veletableret, blev den grove komik henvist til en mere rendyrket genre, opera buffa.
Opera seria havde et højtideligt udtryk og en højt stiliseret form, der som regel bestod af secco-recitativer iblandet lange da capo-arier. Disse bød den gode sanger fine muligheder for at vise sit talent, og i opera seria-genrens guldalder blev operasangeren da også betragtet som stykkets stjerne. Helterollen blev som regel skrevet for en kastratsanger: Kastratsangere som Farinelli og Senesino og kvindelige sopraner som Faustina Bordoni var stærkt efterspurgte i hele Europa med undtagelse af Frankrig, hvor opera seria ikke havde indtaget scenen. Farinelli er den mest berømte sanger fra det 18. århundrede, og italiensk opera blev den standard, barokopera blev målt efter. Italienske libretti blev brugt af en tysk komponist som Georg Friedrich Händel, når han skrev musik for et engelsk publikum i London. Italienske libretti blev også brugt i den klassicistiske periode, når Mozart skrev i Wien. Førende italienskfødte komponister af opera seria er Alessandro Scarlatti, Antonio Vivaldi og Nicola Antonio Porpora.
Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart.
Opera seria havde sine svagheder og sine kritikere. Genrens fokus på musikalske ornamenter udført af virtuose sangere og på optræden i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blækhuset, og Francesco Algarottis "Sopra l’opera in musica" (Essay om opera) fra 1755 skulle vise sig at være god inspiration for den reform, Christoph Willibald Gluck gennemførte. Han mente, at opera seria skulle vende tilbage til sin oprindelse, og at alle tilknyttede elementer, sang, ledsagende musik, ballet og scenisk opsætning, burde tjene det grundlæggende dramatiske forlæg. Flere af periodens komponister som Niccolò Jommelli og Tommaso Traetta forsøgte at virkeliggøre disse idealer, men den første der havde succes med det og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck. Han forsøgte (som Winkelmann) at opnå en ”skøn enkelhed” i den første af sine ”reformoperaer”, "Orfeo ed Euridice". I den er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Händels værker, men støttet af simple harmonier og et stærkt orkester.
Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister. Weber, Mozart og Wagner var særligt påvirkede af hans idealer. Mozart, der på mange måder var Glucks efterfølger, forenede en overlegen sans for drama med et sikkert greb om harmoni, melodi og kontrapunkt i en rækker komedier, særligt i "Così fan tutte", "Figaros bryllup" og "Don Giovanni" med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte; disse operaer er blandt de mest populære og velkendte i dag. Mozarts bidrag dog også til opera seria med værker som "Idomeneo" og "La Clemenza di Tito", men genren lå for døden, og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen.
Bel canto, Verdi og verismo.
Bel canto-opera er en bevægelse, der opstod i det tidlige 19. århundrede med operaer af Rossini, Bellini, Bellini, Pacini, Mercadante og mange andre. Bel canto betyder ”skønsang” og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn. Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks på en måde, der kræver stor vokal fleksibilitet og kontrol.
I bel canto-operaens kølvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil, som især blev fremført af Giuseppe Verdi, der fik sin første succes med den bibelske opera "Nabucco" fra 1842. Verdis operaer gik godt i spænd med den voksende nationalfølelse i Italien i tiden efter napoleonskrigene, og han blev hurtigt et symbol på den patriotiske bevægelses ambitioner og "Verdi" stod som graffiti på murene i Italien (omend Verdi ikke var særlig radikal selv). Tidligt i 1850’erne frembragte Verdi tre af sine mest populære operaer: "Rigoletto", "Il trovatore" og "La traviata", men han udviklede sin stil gennem hele sin karriere og frembragte den måske bedste franske "grand opéra", "Don Carlos", inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare-inspirerede værker, "Otello" og " Falstaff", som til fulde viste, hvor meget den italienske opera havde udviklet sig i det 19. århundrede.
Efter Verdi opstod det følelsesladede, realistiske melodrama i den såkaldte verismo-stil i Italien. Startskuddet blev givet med Pietro Mascagnis "Cavalleria rusticana" og Ruggiero Leoncavallos "Pagliacci", der stadig spilles på verdens operascener, lige som andre veristiske værker som Giacomo Puccinis "La Bohème", "Tosca" og "Madama Butterfly". Senere italienske komponister som fx Berio og Nono har eksperimenteret med mere modernistiske udtryksformer.
Tysksproget opera.
Den første tyske opera, der ikke er overleveret til i dag, blev komponeret af Heinrich Schütz i 1627 og bar - som den første italienske fra 30 år før - titlen "Dafne". Den italienske opera øvede stor indflydelse på tysktalende lande indtil slutningen af det 18. århundrede. En national tradition var under udvikling, og allerede i 1644 producerede Sigmund Staden det første syngespil, en populær tysksproget opera, som lader sang skifte med talt dialog. I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede viste Theater am Gänsemarkt i Hamborg en række operaer af Keiser, Telemann og Händel på tysk, men mange af tidens største tyske komponister, herunder Händel, Graun, Hasse og Gluck valgte at skrive de fleste af deres operaer på fremmede sprog, særligt italiensk.
Mozarts syngespil "Bortførelsen fra Seraillet" fra 1782 og "Tryllefløjten" fra 1791 betegnede et vigtigt internationalt gennembrud for den tysksprogede opera. Den tyske tradition blev videreudviklet i det 19. århundrede af Beethoven, der inspireret af den franske revolution skrev sin eneste opera, "Fidelio", men det blev Carl Maria von Weber, der for alvor etablerede den tyske opera i modsætning til den italienske bel canto. Det skete med den romantiske "Der Freischütz" (Jægerbruden) fra 1821, der viste hans talent for at gengive det overnaturlige med musik i et operaværk. Andre vigtige operakomponister var Marschner, Schubert, Schumann og Lortzing, omend den uden tvivl mest betydende var Wagner.
Wagner og arven efter Wagner.
Wagner var en af de mest revolutionære og kontroversielle komponister, musikhistorien har kendt. Han blev inspireret af Weber og Meyerbeer, men udviklede gradvist et nyt koncept for opera, som han kaldte et "Gesamtkunstwerk", et totalkunstværk, der samlede musik, poesi og bildende kunst. I sine mest udviklede værker, "Tristan und Isolde", "Die Meistersinger von Nürnberg", "Der Ring des Nibelungen" og "Parsifal" opgav han at skelne mellem arie og recitativ for til gengæld at søge en uendeligt flydende melodi. Han ændrede orkestrets rolle, øgede dets styrke og skabte partiturer med et komplekst væv af ledemotiver ("Leitmotiven"). Det er genkommende temaer, der ofte associeres med bestemte personer eller hændelser i dramaet. Han havde desuden mod til at gå imod allerede etablerede musikalske konventioner som fx tonalitet i sin søgen efter større udtrykskraft. Wagner forlenede sin operaer med en filosofisk dimension og brugte ofte historier fra tysk sagnstof eller fra legenderne omkring kong Arthur. Wagner fik bygget sit eget operahus i Bayreuth, hvor hans værker skulle opføres på præcis den måde, han ønskede.
Operaen blev ikke den samme efter Wagner, og hans arv har for mange komponister været en tung byrde. Richard Strauss var en af dem, der antog Wagners ideer, men førte dem i nye retninger. Han blev berømt for sin "Salome", der vakte skandale, og for den mørke tragedie om "Elektra", der afprøvede tonalitetens grænser. Så skiftede Strauss genre og gik tilbage til rokokoens muligheder i "Der Rosenkavalier", i hvilken Mozart og wienervals var lige så betydende som inspiration som Wagner. Strauss’ operaer er stærkt varierede og bygger ofte på libretti af digteren Hugo von Hoffmannsthal. Blandt andre komponister, der har haft betydning for tysk opera i begyndelsen af det 20. århundrede, er Zemlinsky, Hindemith, Kurt Weill og den italienskfødte Ferruccio Busoni.
Fransk opera.
I konkurrence med importerede italienske operaproduktioner opstod der en særlig fransk tradition, som blev grundlagt af italieneren Jean-Baptiste Lully ved kong Ludvig XIV’s hof. På trods af sit fremmede ophav var Lully i stand til at etablere et "Académie Royale de Musique" og havde nærmest monopol på fransk opera fra 1672. Hans første opera var "Cadmus et Hermione", en "tragédie en musique", som Lully sammen med librettisten Quinault konciperede som en form efter fransk smag, der særligt betonede dansen og koret som elementer i operaforestillingen. Lullys operaer benytter desuden et særligt ekspressivt recitativ, som tager hensyn til det franske sprogs rytmik og melodik. I det 18. århundrede blev Lullys vigtigste efterfølger Jean-Philippe Rameau, som komponerede fem tragédies en musique og en lang række andre værker i andre genrer som fx "opéra-ballet", der er kendte for deres rige orkestrering og udfordring af kendte harmoniske rammer.
Efter Rameaus død blev tyskeren Gluck overtalt til at skabe seks operaer for scenen i Paris i 1770’erne. De bærer spor af Rameaus musik i sig, men er enklere og har større fokus på den dramatiske kerne. På samme tid var en ny genre "opéra comique" ved at blive populær i Frankrig. Den ligner med det tyske syngespil med arier, der veksler med talt dialog. Operakomponister som Monsigny, Philidor og især Grétry er kendte for deres bidrag til denne genre. I revolutionsperioden forlenede komponister som Méhul og Cherubini, som var inspirerede af Gluck, den med et mere seriøst udtryk, omend genren ikke på noget tidspunkt har været direkte ”komisk”.
Omkring 1820 måtte Glucks indflydelse i Frankrig vige for den italienske bel canto, særligt efter at Rossini kom til Paris. Rossinis "Guillaume Tell" var medvirkende til skabelsen af "grand opéra", som især kendes gennem en anden udlænding, nemlig Giacomo Meyerbeer. Meyerbeers værker som "Les Huguenots" fokuserede på virtuos sang kombineret med sceniske specialeffekter. En lettere udgave af opéra comique nød også stor bevågenhed i værker fra komponister som Boïeldieu, Auber, Hérold og Adolphe Adam. I det miljø var det svært at få publikum til den franske Hector Berlioz’ værker. Hans episke mesterværk, "Les Troyens", der var kulminationen på den gluckske tradition blev ikke opført i sin helhed i næsten hundrede år.
I anden halvdel af det 19. århundrede skabte Jacques Offenbach operetter med vittige og kyniske værker som fx "Orphée aux enfers" og "Les Contes d’Hoffmann". Charles Gounod fik stor succes med "Faust", mens Georges Bizet skabte "Carmen", der, da publikum hurtigt havde lært at acceptere dens blanding af romantik og realisme, blev en af de mest populære operaer i opéra comique-traditionen. Massenet, Saint-Saëns og Delibes skabte alle værker, der nu er en del af moderne operahuses standardrepertoire. Der var i tiden en følelse af, at Richard Wagner var en torn i øjet på den franske tradition; mange franske kritikere angreb vredt Wagners musikdramaer, men nogle franske komponister forsøgte at efterligne hans stil med svingende held. Det mest interessante bud kom formentlig med "Pelléas et Mélisande" fra Claude Debussy, som lige som Wagners lader orkestret spille en ledende rolle og lader sangen bestå af en uafbrudt talesang i modsætning til den traditionelle opdeling i arier og recitativer. Værket beror på en underspillet gådefuld stemning, men er alle ligheder til trods langt fra Wagners musikalske stil.
Andre vigtige franske navne fra det 20. århundrede omfatter Ravel, Dukas, Roussel og Milhaud. Francis Poulenc, som har skrevet "Dialogues des carmélites", er en af de meget få komponister fra efterkrigstiden, hvis operaer er blevet optaget i det internationale repertoire. Olivier Messiaens lange drama om "Saint François d'Assise" fra 1983 har også fået opmærksomhed fra mange sider.
Opera på engelsk.
I England var forløberen for opera den såkaldte "jig" fra det 17. århundrede. Det var egentlig et efterspil, som blev opført efter et almindeligt skuespil. Indholdet var ofte satirisk og skandaløst og bestod af en dialog med nogle populære melodier. Jigs er et forvarsel om "ballad opera" fra det 18. århundrede. På samme tid havde det franske maskespil vundet indpas ved det engelske hof med uhørt overdådighed og realistiske kulisser. Inigo Jones var scenograf. Et maskespil indeholdt sange og danseoptrin, som det er tilfældet i Ben Jonsons "Lovers Made Men" fra 1617.
Det engelske "commonwealth" søgte nu at lukke teatre og hæmme enhver udvikling, der kunne føre til grundlæggelsen af en egentlig engelsk opera. I 1656 producerede teatermanden Sir William Davenant "The Siege of Rhodes", og da hans teater ikke havde tilladelse til at producere drama, bad han de førende komponister Lawes, Cooke, Locke, Coleman og Hudson om at komponere musik til forskellige dele af stykket. Da det blev en succes, fulgte han trop med "The Cruelty of the Spaniards in Peru" i 1658 og "The History of Sir Francis Drake" i 1659. De stykker havde endog Oliver Cromwells opbakning og støtte, da de udtrykte kritik af Spanien. Med genoprettelsen af det engelske monarki i 1660 var udenlandske og særligt franske musikere atter velkomne i England. I 1673 havde Thomas Shadwells "Psyche" premiere. Stykket var modelleret over en comédie-ballet af samme navn af Molière og Lully. Samme år producerede William Davenant "The Tempest" den første musikalske udgave af et stykke af Shakespeare. I 1683 komponerede John Blow "Venus og Adonis", som ofte betragtes som den første egentlige engelsksprogede opera.
Blows efterfølger var den velkendte Henry Purcell, hvis mesterværk, "Dido og Aeneas", stammer fra 1689. Handlingen i operaen fremmes af recitativer i italiensk stil, men mange af Purcells bedste værker er ikke egentlige operaer, men snarere semi-operaer med enkelte scener og maskespil inden for et almindeligt skuespil, som det er tilfældet i "The Fairy-Queen" fra 1692, "The Prophetess" fra 1690 og "Bonduca" fra 1696. Her er hovedpersonerne normalt ikke involverede i de musikalske scener, og det betyder, at Purcell sjældent kunne udvikle og tegne sine personer gennem sang. Ikke desto mindre var det hans og hans samarbejdspartner John Drydens håb at etablere den seriøse opera i England, omend dette håb blev gjort til skamme med Purcells tidlige død som 36-årig.
Thomas Arne.
Efter Purcell svandt operaens popularitet i England i adskillige år. Først i 1730’erne fik interessen for genren fornyet liv. Det kan tilskrives Thomas Arnes indsats gennem hans egne værker og hans arbejde for at gøre Händel interesseret i at producere store værker på engelsk. Arne var den første engelske komponist, der eksperimenterede med gennemsungne, komiske operaer i den italienske stil. "Thomas and Sally" fra 1760 blev den største succes. Hans opera, "Artaxerxes" fra 1762 var det første forsøg på at skabe en opera seria på engelsk; den blev en stor succes og opførtes helt frem til 1830’erne. Selv om Arne imiterede mange af den italienske operas elementer, var han måske den eneste engelske komponist i tiden, som var i stand til at bevæge sig ud over de italienske strømninger og skabe sin unikke og særligt engelske tone. Hans moderniserede ballad opera, "Love in a Village", fra 1762 skabte mode med pasticheoperaer, som holdt sig til godt ind i det 19. århundrede. Charles Burney skrev, at Arne kunne skabe en ”let, luftig, original og behagelig melodi, der var ganske anderledes end Purcells og Händels, som alle engelske komponister havde enten stjålet eller imiteret” ("a light, airy, original, and pleasing melody, wholly different from that of Purcell or Handel, whom all English composers had either pillaged or imitated").
Ud over Arne var den anden gigant i engelsk opera den tyskfødte Georg Friedrich Händel, hvis opere seria gik på Londons operascener i årtier og påvirkede engelske komponister som fx John Frederick Lampe, der også komponerede efter italienske modeller. Den italienske indflydelse gjorde sig gældende i Englands operaliv i det 18. og 19. århundrede gennem såvel fremmede som Mozart, Beethoven og Meyerbeer som gennem de store italienske komponister.
De eneste undtagelser var de såkaldte "ballad operas", som John Gays "The Beggar's Opera" fra 1728 og musikalske burlesker, europæiske operetter og sene victorianske operaer i den lette stil som fx "savoy-operaer" af W. S. Gilbert og Arthur Sullivan. Der var spor af opera i alle disse typer underholdning, men Sullivan skrev kun én opera i den store stil: "Ivanhoe". Han hævdede dog, at selv hans lette operaer udgjorde en særlig engelsk skole, der skulle erstatte franske operetter, der som regel blev opført i dårlige oversættelser, og som havde præget scenelivet i London fra midten af det 19. århundrede til begyndelsen af 1870'erne.
I det 20. århundrede begyndte den engelske opera at finde sine egne ben med værker af Ralph Vaughan Williams og særligt Benjamin Britten, som i en række fine operaer, der også er på standardrepertoiret i dag, udviste en særlig dramatisk sans parret med en fornem musikalitet. I vore dage er Thomas Adès med et værk som "Powder Her Face" og Sir Harrison Birtwistle med værker som "Punch and Judy" og "The Minotaur" blandt Det Forenede Kongeriges mest betydningsfulde komponister.
I det 20. århundrede har amerikanske komponister som Leonard Bernstein, George Gershwin, Gian-Carlo Menotti, Douglas Moore og Carlisle Floyd bidraget til den engelsksprogede operas udvikling, fordi de ofte har tilføjet operaen et pust af andre populære musikalske stilarter. De er blevet fulgt af komponister som Philip Glass, Mark Adamo, John Corigliano, Robert Moran, John Coolidge Adams og Jake Heggie.
Russisk opera.
Operaen kom til Rusland i 1730’erne med omrejsende italienske trupper, og snart blev den en vigtig del af underholdningen ved zarens hof og aristokrati. Mange fremmede komponister som Baldassare Galuppi, Giovanni Paisiello, Giuseppe Sarti og Domenico Cimarosa blev inviteret til Rusland for at komponere nye operaer, som regel på italiensk. Samtidigt rejste russiske komponister som Maksym Berezovskij og Dmytro Bortnianskij til udlandet for at lære at skrive opera. Den første opera på russisk, "Tsefal i Prokris", kom i 1755, men var dog komponeret af en italiener, Francesco Araja. Udviklingen af den russisksprogede opera støttedes af russiske komponister som Vasilij Pashkevitj, Yevstignei Fomin og Alexei Verstovskij.
Den russiske opera fik sit egentlige gennembrud med Mikhail Glinkas store operaer, "Livet for zaren" fra 1836 og "Ruslan i Lyudmila" fra 1842. Efter Glinkas to operaer så flere store russiske operaer dagens lys i det 19. århundrede med værker som "Rusalka" og "Kamenny gost" af Alexander Dargomyzhskij, "Boris Godunov" og "Khovanshchina" af Modest Mussorgskij, "Fyrst Igor" af Alexander Borodin, "Eugen Onegin" og "Spar Dame" af Pjotr Tjajkovskij; "Prinsesse Snefnug" og "Sadko" af Nikolaj Rimskij-Korsakov. Elementer af russisk nationalisme spores i disse og andre værker fra perioden.
I det 20. århundrede har en række store komponister udviklet den russiske opera yderligere, fx Sergei Rachmaninov med værker som "Den gerrige ridder" og "Francesca da Rimini", Igor Stravinskij med "Nattergalen", "Mavra", "Oedipus Rex" og "Lastens vej", Sergei Prokofiev med "Igrok", "Kærligheden til de tre appelsiner", "Ognenny angel", "Obrucheniye v monastïre" og "Krig og fred" samt Dmitrij Sjostakovitj med "Næsen" og "Lady Macbeth fra Minsk", Edison Denisov med "L'écume des jours" og Alfred Schnittke med "Life with an Idiot" samt "Historia von D. Johann Fausten".
Operaen i andre nationale traditioner.
Spanien har produceret sin egen form for opera, kaldet zarzuela, som havde to forskellige opblomstringer: Den ene fra midten af det 17. århundrede til midten af det 18. århundrede, mens den anden begyndte omkring 1850. Fra slutningen af det 18. århundrede til midten af det 19. århundrede var den italienske opera nemlig så populær i Spanien, at den fortrængte den lokale zarzuela.
Tjekkiske komponister har ligeledes udviklet deres egen levende, nationale operatradition i det 19. århundrede. Bedřich Smetana var den første og skrev otte operaer, herunder "Den solgte brud", der er internationalt kendt. Antonín Dvořák, der er mest kendt for "Rusalka", skrev tretten operaer, mens Leoš Janáček i det 20. århundrede vandt anerkendelse uden for Tjekkiet for nyskabende værker som "Jenůfa", "Den fiffige lille ræv" og "Káťa Kabanová".
Nøglefiguren i ungarsk opera var i det 19. århundrede Ferenc Erkel, hvis værker ofte har benyttet historiske temaer. Blandt hans hyppigst opførte operaer er "Hunyadi László" og "Bánk bán". Den mest kendte moderne ungarske opera er Béla Bartóks "Hertug Blåskægs borg".
Den mest kendte polske operakomponist er Stanisław Moniuszko, som først og fremmest kendes for operaen "Straszny Dwór". Andre polske værker fra det 20. århundrede er "Król Roger" af Karol Szymanowski og "Ubu Rex" af Krzysztof Penderecki.
Modernisme.
Den måske mest åbenlyst moderne udvikling af operagenren er sket med fremkomsten af atonalitet. Udviklingen satte allerede ind med Wagner og i særdeleshed med Tristan-akkorden i operaen "Tristan und Isolde". Komponister som Richard Strauss, Claude Debussy, Giacomo Puccini, Paul Hindemith og Hans Pfitzner er gået et skridt videre med en ekstrem kromatik og en mere udstrakt brug af dissonans.
Egentlig operamodernisme indtræffer med to komponister fra Wien, nemlig Arnold Schönberg og hans elev Alban Berg, der begge komponerer i og advokerer for atonalitet og dodekafoni som udtænkt af Schönberg.
Schönbergs tidlige operaer, "Erwartung" fra 1909 (der dog først fik premiere i 1924) og "Die glückliche Hand" fra 1924, fremviser begge en udtalt brug af kromatiske harmonier og dissonans. Schönberg brugte også lejlighedsvis Sprechstimme, som han beskrev som: "The voice rising and falling relative to the indicated intervals, and everything being bound together with the time and rhythm of the music except where a pause is indicated".
Bergs to operaer, "Wozzeck" og "Lulu" (som var ufærdig, da Berg døde) har også mange de ovennævnte træk, omend Berg kombinerede sin højst personlige fortolkning af Schönbergs tolvtoneteknik med melodiske passager af en mere traditionel tonal karakter, hvilket måske er forklaringen på, at disse operaer er forblevet en del af standardrepertoiret på trods af deres kontroversielle musik og plot. Schönbergs teorier har haft direkte eller indirekte betydning for et betydeligt antal operakomponister som fx engelske Benjamin Britten, tyske Hans Werner Henze og russiske Dmitrij Sjostakovitj, selvom de måske ikke anvender østrigske Schönbergs teknikker.
Tolvtoneteknikken blev dog også mødt med en kritisk reaktion blandt komponister, bl.a. fra russeren Igor Stravinskij. Efter at have komponeret modernistisk musik til de to Diaghilev-balletter "Petrushka" og "Le Sacre du printemps" vendte Stravinskij i 1920'erne sig til en neoklassicistisk stilart, der kulminerede i produktionen af opera-oratoriet "Oedipus Rex". Han skrev også operaen "The Rake's Progress", men undgik fortsat de moderne virkemidler. Hans modstand mod serialisme virkede inspirerende på mange andre komponister.
Andre strømninger.
Hvor store orkestre med stærke strygerbesætninger, flere harper og ekstra horn var normale i romantikken, er det blevet en almindeligt i det 20. århundrede i såvel operaer som i det øvrige klassiske repertoire at anvende mindre orkestre, hvilket også sparer kompagniet for udgifter. Når såvel offentlige subsidier som private bidrag til operakunsten svinder, er det blevet almindeligt med et mindre budget, når der skal produceres nye opsætninger eller bestilles nye værker. Komponister får bestillinger på operaer med kammerorkesterlignende besætning eller bliver bedt om at begrænse sig til korte enaktere af hensyn til operahusets økonomi. Nogle af Benjamin Brittens operaer er fx skrevet for så lidt som tretten musikere, mens Mark Adamos to-aktsudgave af "Little Women" kan opføres af blot 18 instrumenter.
En anden tendens i det 20. århundredes opera er fremkomsten af samtidshistoriske operaer. "The Death of Klinghoffer", "Nixon in China" og "Doctor Atomic" af John Adams samt "Dead Man Walking" af Jake Heggie er eksempler på operaiscenesættelser af nye begivenheder endda med personer, der lever. Tidligere behandlede operaerne fjerne historiske begivenheder eller tog skuespil eller myter under behandling.
Publikum.
Den klassiske musik tiltrækker et veluddannet og modent publikum, og den tendens gør sig også gældende i operaen. På The Metropolitan Opera er operagæstens gennemsnitsalder 60 år. Det er en tendens, mange andre operakompagnier kan nikke genkendende til, og derfor er mange gået i gang med aktiviteter, der skal tiltrække et yngre publikum: Det Kongelige Teater i København har fx lanceret et initiativ kaldet "Ungopera". Nogle operakompagnier tilbyder studerende og unge betragtelige rabatter på billetprisen.
Nogle operahuse får offentlig støtte, mens andre må klare sig på markedsvilkår. Nogle store selskaber forsøger at hyre stjernesangere, der kan tiltrække et stort publikum, mens mindre operakompagnier ofte må forsøge at dække udgifterne gennem offentlig støtte, lokale sponsorater og almindelig fundraising.
En øget radio- og TV-transmission af operaforestillinger har haft en vis betydning for at nå et nyt publikum, lige som biografdistribution i HD-kvalitet har muliggjort, at forestillinger kan ses af mange mennesker på samme tid og på den måde øget omsætningen. The Metropolitan Opera har siden 2006 udsendt direkte forestillinger til adskillige hundrede biografer over hele verden, herunder Rønne Bio i Danmark.
Musicals og opera.
I slutningen af 1930’erne begyndte nogle komponister at skrive operalignende musicals, idet de forlenede værkerne med komplekse polyfoniske ensembler. "Porgy and Bess" af Gershwin, der er påvirket af jazz, og "Candide" af Bernstein med sine fejende lyriske passager, er eksempler på musicals, der har spillet på Broadway, men som også er en accepteret del af operarepertoiret. "Show Boat", "West Side Story", "Brigadoon", "Sweeney Todd", "Evita" og "The Light in the Piazza" formidler også dramatiske historier gennem kompleks musik og spilles af og til i operahuse, men betragtes dog som mere regulære musicals.
Klassifikation af stemmer.
Operasangere og rollerne i en opera inddeles efter stemmetype. Mandlige sangere klassificeres som enten bas, baryton, tenor eller kontratenor. Kvinder synger enten kontraalt, mezzosopran eller sopran. Børns stemmer falder uden for denne inddeling, idet drengestemmen først går i overgang ved puberteten. Der kan således optræde drengesopraner i operaer. Kastratsangere er mænd, der ved træning eller efter en operation har fastholdt det høje stemmeleje.
Stemmerne klassificeres ikke kun efter stemmens leje, men også af dens styrke og fleksibilitet. En sopran kan være lyrisk, koloratur, soubrette, spinto eller dramatisk sopran. Disse kategorier benyttes for at afgøre, hvilke roller der passer til en sangers stemme. Den enkelte sangers stemme kan udvikle sig drastisk i tidens løb, for sangeren når først sin ”modne” stemme ved 30-års-alderen.
Brug af de enkelte stemmetyper.
Sopraner har siden sidste halvdel af det 18. århundrede som regel sunget den kvindelige hovedperson i operaen. Tidligere kunne den rolle synges af andre kvindelige stemmer eller sågar af en kastrat. Hvor nutidens operasmag lægger vægt på en stor spændvidde og især på høje toner, var det tidligere i højere grad den tekniske dygtighed, der var i fokus, idet en sopran sjældent skulle kunne synge højere end det høje A (Händel skrev fx kun en rolle, som indeholdt et højt C).
Mezzosopranen, et relativt nyt begreb, har et stort repertoire og synger både hovedroller som fx Dido i Purcells "Dido and Aeneas" og biroller som Brangäne i Wagners "Tristan und Isolde"; begge roller synges dog også nogle gange af sopraner.
Kontraalten med den dybeste kvindestemme synger derimod et mere begrænset udvalg af roller som fx hekse og lave kvinder - eller mødre.
Nogle gange synger kvinder såkaldte "bukseroller" som er et udtryk for, at personen, de fremstiller på scenen, er en mand. Disse roller findes især i operaer fra barokken.
Tenoren har fra den klassiske periode og fremefter typisk sunget den mandlige hovedrolle. Hvis der er flere tenorroller i operaen, kan det fx være den mandlige hovedpersons unge hjælpere. Mange af de mest udfordrende tenorroller blev skrevet i bel canto-perioden; det gælder fx tenorrollen i "La fille du régiment" af Donizetti, som indeholder 9 C’er. Med Wagner kom der fokus på vokal udholdenhed, og man bruger ofte betegnelsen "Heldentenor" for disse roller.
Bassen synger ofte biroller, fx i opera seria, eller kan benyttes som et mere komisk indslag i modsætning til tenorens seriøsitet som fx i Mozarts "Don Giovanni", hvor tjeneren Leporello netop synges af en bas. Typiske roller for basser er fædre eller skurke.
Berømte sangere.
De tidligste opførelser af operaer var alt for få til, at nogen kunne ernære sig som egentlige operasangere, men da operaen blev offentligt tilgængelig mod betaling, begyndte de første professionelle sangere at dukke op. Den mandlige helt blev i barokken som regel sunget af en kastratsanger, og i det 18. århundrede, hvor italienske operaer blev opført overalt i Europa, var førende kastrater som Senesino og Farinelli internationale stjerner. Franskmændene brød sig ikke om kastrater, men foretrak at den mandlige helt blev sunget af en "haute-contre" (en høj tenor), som Joseph Legros er et eksempel på. Den første kvindelige stjerne (eller prima donna) var Anna Renzi, som gjorde karriere midt i 1600-tallet. I det 18. århundrede blev en række italienske sopraner internationalt berømte, og de lå ofte i intens intern konkurrence, som det fx var tilfældet med Faustina Bordoni og Francesca Cuzzoni. De kom endda op at toppes under opførelsen af en af Händels operaer.
Selv om operaen er blevet mindre populær som kunst og genre, har massemedier formået at støtte visse berømte sangere og bringe dem frem som fx Luciano Pavarotti, Plácido Domingo og José Carreras, der også er kendt som ”De tre tenorer”. Andre kendte sangere fra det 20. århundrede er Maria Callas, Joan Sutherland, Jussi Björling og Enrico Caruso.
Biografdistribution.
a>, transmitteres til biografer i byer i USA.
Nogle større operahuse og produktionsselskaber er begyndt at udsende deres forestillinger til lokale biografer overalt i USA og i en række andre lande verden over. The Metropolitan Opera, som åbnede i 1883 på Manhattan i New York, begyndte at udsende TV-transmissioner i 2006, og mange af husets forestillinger vises live i biografer i såvel USA som i udlandet, herunder Danmark. I 2007 blev The Metropolitan Operas forestillinger vist i 424 biografer i 350 byer i USA, og en forestilling som La bohème blev vist 671 steder på verdensplan. The Metropolitan Opera er det eneste operakompagni, som transmitterer alle sine forestillinger live, omend mange af dem kun udsendes pr. radio. Tilsvarende har europæiske operahuse og festivaler som fx L’opera alla Scala i Milano, Salzburgfestivalen, Teatro La Fenice i Venedig, Gran Teatre del Liceu i Barcelona og Maggio Musicale i Firenze sendt deres produktioner til 91 biografer i 90 byer i USA siden 2006. I 2009 kom danske biografer med, fx Rønne Bio og Biffen i Aalborg med transmissioner fra Milano og Barcelona.
Berømte operaer.
Se også: Liste over betydende operakomponister
The Internet Engineering Task Force.
Internet Engineering Task Force (IETF) er et standardiseringsorgan for dataprotokoller, som holdt sit første møde i 1986. Læs mere i og Internettets historie.
International Organization for Standardization.
International Organization for Standardization (ISO) er en international standardiseringsorganisation der udgiver standarder inden for en lang række områder.
International Telecommunication Union, Telecommunication standardization sector.
ITU-T eller International Telecommunication Union, Telecommunication standardization sector er et standardiseringsorgan for dataprotokoller. ITU-T er tidligere kendt som CCITT.
The Institute of Electrical and Electronics Engineers, Inc..
The Institute of Electrical and Electronics Engineers eller IEEE (udtales: i-triple-e) er en international nonprofitorganisation for fremme af teknologi med relation til elektricitet i meget bred forstand. Den har mere end 360.000 medlemmer i omkring 175 lande.
IEEE har bl.a. et standardiseringsorgan for dataprotokoller, og organisationen udgiver også et væld af tidsskrifter, f.eks. magasinet "IEEE spectrum" samt videnskabelige tidsskrifter med peer-review kaldet "IEEE Transactions".
International Engineering Consortium.
IEC er et data protokol standardiseringsorgan. Problemet er at i computerens verden er der mange forskellige måder, at gøre det samme på. Når IEC fastlægger en standard, vil mange producenter følge den, og dermed vil disse produkter kunne fungere samme. IEC har stået for mange af de vigtigste standardiseringer for computeren.
Router.
En router er en enhed på et computernetværk som forbinder et antal logiske eller fysiske netværk ved at videresende pakker fra et netværk til deres destination på et andet netværk i en process kaldet routing. Routeren arbejder på OSI-modellens lag 3 (netværkslaget), i internetprotokollen kaldes dette lag IP-laget.
Fx kan en router bruges til at forbinde hjemmenetværket med internettet gennem et modem.
Datapakke.
Digitale data, for eksempel datastrømme (engelsk "dataflows") eller datafiler, der ønskes sendt over et pakkekoblet datanet, opdeles i bidder kaldet datapakker (engelsk "packets").
Det fysiske datanets maksimale formidlbare pakkestørrelse kaldes Maximum Transfer Unit (MTU).
IP-datagrammer bliver delt i "fragmenter" (engelsk "fragments") af en router, når en indkommende pakke er større end den udgående ports MTU.
På forskellige netværkstyper kan pakkerne hedde: Block, Cell, Segment.
Ethernet-datapakke.
En ethernetpakke har et dataindhold på mellem 64 og 1518 bytes. Nogle switche og routere kan også formidle pakker med en ekstra VLAN-header/tag (4 bytes) pakker på mellem 68 og 1522 bytes.
Noget netudstyr kan klare "jumbopakker" på op til 9000 bytes.
Netværksswitch.
Bagsiden af en Atlantis netværksswitch med 5 porte.
En netværksswitch (ofte bare kaldet en switch) er et stykke netudstyr med to eller flere porte.
Switche kan fås til forskellige typer datanet: Ethernet, firewire/IEEE1394 og fiber channel.
En switch sender datapakker ud forstærket på en eller flere porte. Switche er normalt sat op til at beregne pakkens checksum (CRC), og hvis checksummen stemmer med portbufferens pakkechecksum, sendes pakken videre (store-and-forward). Switchen "lærer" at finde ud af hvilke porte, som skal modtage datapakkerne. De fleste switchporte kan normalt modtage og sende datapakker samtidigt (fuld dupleks).
En switchport, som er stillet til autonegotiation, vil ved tilkobling af netudstyr eller terminaludstyr i de fleste tilfælde kunne finde ud af hvilken datakommunikationshastighed, det tilkoblede udstyr kan kommunikere med: 10 Mbit/s, 100 Mbit/s eller 1 Gbit/s og enten fuld eller halv duplex.
De fleste switche i dag anvender store-and-forward. Store-and-forward betyder, at switchen gemmer hele pakken internt og at der laves en CRC-checksumsberegning. Stemmer checksummen sendes pakken til en eller flere udgående port køer.
Switche kan formidle ethernet datapakker på mellem 64 og 1518 bytes. Nogle switche og routere kan også formidle pakker med en ekstra VLAN-header/tag (4 bytes) pakker på mellem 68 og 1522 bytes.
Nogle switche og routere kan klare Jumbo pakker på op til 9000 bytes.
Ethernet.
Et ethernet baseret datanet kan formidle datapakker, som opfylder en af disse ethernet-dataprotokoller: DIX Ethernet II eller IEEE 802.3. Datanetporte, som opfylder en af protokollerne, kaldes ethernetporte.
Ethernet er den mest udbredte datanettype i dag (2004). Mange hjem i dag har en ethernet baseret netkort, hub, switch eller router.
Ethernet blev udviklet i perioden 1973-1976 af Robert Metcalfe og David Boggs, som et af mange banebrydende projekter på Xerox PARC. I 1979 forlod Metcalfe Xerox PARC og startede firmaet 3Com med det formål at udvikle lokalnet (LAN) og Ethernet. Det lykkedes Metcalfe at få DEC, Intel og Xerox til at samarbejde om en Ethernet standard (DIX), udgivet i september 1980.
Ethernet var i starten i konkurrence med teknologier som token ring og ARCNET, men Ethernet blev den dominerende LAN teknologi.
En datapakke i et ethernet har et informationsindhold på mellem 64 og 1518 bytes. Nogle switche kan også formidle VLAN-taggede pakker på mellem 68 og 1522 bytes. Nogle switche og routere kan klare Jumbo pakker på op til 9018 bytes.
IEEE 802.3 (10BASE-T), IEEE 802.3u (100BASE-T), IEEE 802.3z (1000BASE-T).
Op til hastigheder på 10 Mbit/s kan man bruge koaksialkabler med BNC stik til ethernet, men denne standard er næsten udgået på grund af begrænsningen i hastighed. Efterfølgeren som ethernetportenes stikstandard er RJ-45, og TP-kablet som skal opfylde en af følgende elektriske standarder for at kunne overføre 10, 100 Mbit/s eller 1 Gbit/s: Category 5, Category 5e (enhanced) eller Category 6. Category 5, 5e og 6 er designet til fuld dupleks, da 2-4 datakredsløb understøttes via de 8 ledere. Af hensyn til bagudkompatibilitet, anvendes kablerne også til halv dupleks til f.eks. hubs.
IEEE 802.3 (10BASE-FL), IEEE 802.3u (100BASE-FX), IEEE 802.3z (1000BASE-LX), IEEE 802.3z (1000BASE-SX).
IEEE 802.11a (op til 54 Mbit/s), IEEE 802.11b (1-11 Mbit/s) og IEEE 802.11g (op til 54 Mbit/s).
Hub.
thumb
En hub er et stykke netudstyr med to eller flere porte.
Hub's kan fås til forskellige datanet typer: Ethernet, USB, firewire/IEEE1394 og fiber channel.
En hub sender datapakker ud forstærket på de andre porte uden at gemme det i en buffer (cut-through). Kun en port ad gangen, i modsætningen til en switch, kan sende datapakker til alle de andre porte (half-duplex).
Når to eller flere porte samtidig kommer til at sende datapakker, vil hub eller tilkoblet dataterminaludstyr (eks. computere) registrerer og signalere det med et kollisionssignal.
En 10 Mbit hub kan kun formidle data med hastigheden 10 Mbit/s half-duplex på portene.
En 100 Mbit hub kan kun formidle data med hastigheden 100 Mbit/s half-duplex på portene.
Switching hub.
En netværk switching hub er et stykke netudstyr, som er en sammenbygning af en 2 ports switch og 2 hubs, hvor den ene er en 10 Mbit/s hub og den anden er en 100 Mbit/s. En netværk switching hub kan derfor formidle data hastigheder på enten 10 eller 100 Mbit/s half-duplex på hver af portene.
Netværk bridge.
Netudstyr med 2 porte. En bridge har samme funktion som en 2 ports switch.
Multilayer switch.
En Multilayer Switch (MLS) er et stykke netudstyr, der kan switche på OSI lag 2 ligesom en switch - og herudover kan den udføre nogle ekstra funktioner på højere OSI lag.
MultiLayer Switch (MLS) - OSI lag 3 og/eller 4.
En Multilayer Switch (MLS) kan prioritere pakker via de 6 bits i IP DSCP (Differentiated Services CodePoint). Disse 6 bits blev i "gamle dage" anvendt til Type of Service (ToS).
Mange MLS implementerer QoS Differentiated Services og/eller Integrated Services i hardware.
Nogle MLS kan også udføre egentlig routing mellem VLAN og/eller porte ligesom en router. Routingen sker normalt ligeså hurtigt som switching (eng. wirespeed).
Lag 7 switch, web-switch, content-switch.
Der findes switche, der arbejder op til OSI lag 7, de kaldes layer 7 switche, content-switche eller web-switche.
En af deres anvendelser er at lave load-balancing mellem flere HTTP, HTTPS og/eller VPN servere. Load-balancing kan virke ved hjælp af DNAT. Faktisk kan nogle layer 7 switche lave wirespeed SNAT.
Angantyr.
Angantyr (Ongendus) var en dansk konge, som fik besøg af en missionær omkring år 710 eller 730.
Angantyr skal efter sagnene være blevet dræbt på Samsø, sammen med elleve af sine brødre. Ifølge Saxo blev Helge konge efter Angantyrs død.
Man ved fra arkæologiske undersøgelser, at der var hårde kampe på Samsø år 728.
Det danske black metal band, Angantyr, har taget navn efter kongen.
Ubbe.
Ubbe, søn af Regnar Lodbrog, skal havde været dansk konge en kort tid; død 878/877 i England.
Bror til Sigfred, Ivar Benløs og Halvdan
Maximum Transmission Unit.
Størrelsen af den maksimale datapakke, som kan formidles af en fysisk dataforbindelse betegnes Maximum Transmission Unit (MTU).
Adam af Bremen.
Adam af Bremen (latin "Adam Bremensis"; Født ca. 1040 - døde ca. 1081) var magister (skoleleder) ved katedralskolen i Bremen i Tyskland; han var desuden præst, forfatter og historiker og en af de mest betydningsfulde tyske kronikører i middelalderen.
Han er berømt for sin krønike om ærkebispedømmet Hamborgs historie, "Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum" ("De Hamburgske ærkebiskopers store gerninger") eller Adam af Bremens krønike, som er en vigtig kilde til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074 og indeholder vigtige oplysninger om livet i Norden. Han beskrev som den første Grønland og Vinland. Desuden tegnede Adam et særdeles vellignende kort over Skandinavien målt i dagsrejser!
Baggrund.
Det eneste, vi kender til Adams liv, er hentydninger fra hans egne krøniker. Angiveligt kom han fra Meissen i Sachsen. Datoen for hans fødsel er ukendt, men han var sandsynligvis født før 1050, og han døde 12. oktober antagelig i år 1076, senest 1085. I henhold til hans krøniker var han bekendt med et antal forfattere. Hans ærestitel "magister Adam" viser, at han havde gennemgået alle stadier af en højere uddannelse. Nogle mener, at han studerede ved domskolen i Magdeburg.
I 1066 eller 1067 blev han inviteret af ærkebiskop Adalbert af Bremen til kirken i Bremen, da ærkebiskoppen mente, at Adam ville kunne forbedre bispesædets litterære anseelse. Adam blev accepteret af gejstligheden i Bremen, og i 1069 var han leder af katedralens skole, hvor han kaldtes for "magister scolarum". Kort tid efter Adalberts død begyndte han at skrive historien for Bremen, Hamborg og de nordlige lande i sin "Gesta".
Adam af Bremen havde store fordele i kraft af sin position, og missionsaktiviteten, der udgik fra kirken i Bremen, bidrog til at samle alle typer information om historien og geografien i det nordlige Tyskland. Han fik også mange oplysninger ved at rejse til Danmark, hvor han opholdt sig ved Svend Estridsens hof, hvor han hørte om Danmarks historie og geografi og også omtale af Norge og Sverige.
Bremen var en betydelig handelsby, og skibe, handelsfolk og missionærer drog derfra til mange forskellige steder. Det tidligere bispedømme i Hamborg var blevet angrebet og ødelagt gentagne gange, og bispedømmerne Hamborg og Bremen blev lagt sammen til fælles beskyttelse. I tre århundreder efter Ansgar stod Hamborg-Bremen for den nordlige mission og havde derfor jurisdiktion over alle missionærer i Norden, det nordvestlige Rusland, Island og Grønland. Efter at ærkebiskoppen i Hamborg og Bremen var blevet uenig med paven, blev der i 1105 etableret et selvstændigt ærkebispesæde i Lund, hvilket længe havde været ønsket af de nordiske konger i Sverige og Danmark, for at de kunne frigøre sig fra det tyske favntag.
Gesta.
Adam af Bremens mest betydningsfulde værk er "Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum", specielt om de nordiske lande. Værket består af fire bind, hvoraf de tre første hovedsagelig omhandler historie, det sidste geografi. Adam baserede delvis sit arbejde på Einhard, Cassiodorus og andre historikere, som han kunne studere i kirkens bibliotek i Bremen. Den første udgave var færdig i 1075-1076, og han fortsatte med at revidere og opdatere den, indtil han døde i 1080'erne.
Det første bind fortæller historien om kirken i Hamborg og Bremen og missionsvirksomheden i Norden fra år 788 og fremover. Dette bind er den vigtigste skriftlige kilde om Norden indtil 1200-tallet. Den anden bog fortsætter historien og omhandler tysk historie mellem år 940 og 1045. Den tredje bog handler om ærkebiskop Adalberts gerninger og betragtes som et vendepunkt for middelalderens biografiske skrifter.
Det fjerde bind "Descriptio insularum Aquilonis" blev antagelig fuldført i 1075 og omhandler geografi, folk og vaner i Norden foruden opdateringer om fremgangen for den kristne mission dér. Adam var talsmand for sin kirkes rolle i omvendelsen af folkene i Norden. Hensigten med værket var at inspirere og være vejviser for fremtidige missionærer, og dens detaljerede oplysninger, om end præget af forudindtagethed og også misforståelser, er den vigtigste kilde om det førkristne Norden. Værket er også den første europæiske kilde, som nævner Vinland, et land som århundreder senere bliver kendt som Nordamerika.
Krøniken blev oversat til dansk i 1570-75 og første gang trykt i København i 1579 af Anders Sørensen Vedel efter en afskrift fundet i Sorø.
Adam af Bremens fortælling om nordboerne.
Meget af den information, Adam af Bremen samlede om Norden, stammede fra den danske konge Svend Estridsen og kristne missionærer. Han har bidraget med betydelig information om de førkristne lande, men også en del opdigtede " fakta".
Danskerne havde i henhold til Adam samlet sig meget rigdom gennem sørøveri, og vikingerne betalte skat til danskernes konge, men misbrugte også kongens tiladelse ved at røve og hærge i Danmark. «Og så snart nogen tog sin nabo til fange, bliver han ubarmhjertigt solgt som træl til enten ven eller fremmede.» Adam fortæller, at der var meget, som stred mod ret og retfærdighed.
Han nævner, at «kvinder sælges øjeblikkelig, hvis de bedriver utugt, men om mændene anklages for majestætsforbrydelse eller bliver taget på fersk gerning med noget andet ulovligt, vil de hellere halshugges end piskes. De kender ikke til anden straf end øksen og trældom, og selv når en mand er dømt, anses det som en hæder at være glad, for tårer, klager og andre tegn på anger, som vi anser for rigtigt, afskyr danskerne i den grad, at det ikke engang er tilladt for nogen at græde over sine synder eller over sine nærmeste døde.»
«Svenskerne mangler ingenting undtagen det hovmod, som vi elsker eller rigtigere tilbeder. Alt, som bare har med tom forfængelighed at gøre, såsom som guld, sølv, prægtige heste, bæver- og mårskind, sager som vi beundrer til vanvid, regner de som ingenting. Det er kun i forhold om kvinder, de ikke kender noget mådehold: hver og én har alt efter mulighederne to eller tre hustruer samtidig, men de, som er rige eller høvdinge, har utallige.
De sønner, som de får, regnes som ægtefødte. Med døden straffes derimod den, som har samleje med sin næstes hustru eller voldtager en jomfru eller plyndrer naboens ejendom eller gør ham uret. Selv om nordboerne udmærker sig ved deres gæstfrihed, ligger svenskerne et skridt foran. De regner det som den værste skam at nægte en rejsende gæstevenskab, ja, der hersker et ivrigt kapløb om, hvem som anses for at være værdig til at modtage gæsten. Der vises denne al mulig venlighed, og så længe, som han ønsker, føres han hjem til den ene efter den anden af værtens venner. Sådanne smukke træk findes der blandt deres sædvaner.
Svenskerne består af mange stammer, som udmærker sig ved såvel styrke som bevæbning, foruden at de er lige fremragende krigere til hest som til søs. Derfor ser man, at de har magt til at holde orden på de andre nordiske folk. De har konger af gammel slægt, men deres magt er begrænset af folkets vilje. Hvad alle har bestemt, skal kongen stadfæste, hvis ikke hans mening er bedre, da kan de stundom, om end nødig, følge den.»
«De klarer sig med det, de får fra deres husdyr, idet de anvender mælk til føde og uld til klæder. Derfor fostrer landet mange tapre krigere, som oftere angriber, end de selv bliver angrebet. De lever på god fod med svenskerne, men iblandt angriber de, dog ikke ustraffet danskerne, som er lige så fattige, som de selv er. De er også de mest nøjsomme og sætter størst værdi på enkelhed og mådehold i både madvaner og skikke. Mange steder i Norge og Sverige anses husdyrbrugerne som fornemme personer, som lever på patriarkers vis og af deres hænders arbejde.»
Palnatoke.
Palnatoke var en sagnhelt fra Fyn, der omtales hos Saxo Grammaticus og i den islandske "Jomsvikingesaga". Muligvis er han en historisk person, som har fået tilføjet en række vandresagn.
Palnatoke var vistnok et kælenavn for Toke Pallesen (staves også Toke Palnesen), en anden mulighed er "Den Polske Toke" eller "den polske tolk". Navnet er i hvert fald ikke et normalt nordisk navn.
Ifølge en sen overlevering var han Harald Blåtands banemand og skulle have såret ham dødeligt med et pileskud i bagdelen.
Ifølge Saxo og sagaen havde Palnatoke flere grunde til dette. Blandt andet havde kongen nogle år tidligere taget Palnatoke i at prale om sine evner med bue og havde tvunget ham til at skyde et æble af sin søns hoved (en historie der blev lånt i Wilhelm Tell omkring 450 år senere). Han havde også tvunget ham til at løbe ned ad bjerget Kullen. Denne historie er nok lånt fra en ældre svensk historie.
Palnatoke stiftede krigersamfundet af jomsvikinger i Jomsborg på den nordtyske kyst (andre kilder tilskriver Harald Blåtand grundlæggelsen af borgen).
OSI-model.
OSI-modellen, Open Systems Interconnection Reference Model eller "OSI Reference Modellen") er en lagdelt, abstrakt beskrivelse af kommunikation og netværks protokol design, udviklet som en del af Open Systems Interconnection initiativet. Den bliver også kaldt OSI seven layer model.
Formålet.
OSI modellen deler protokol-funktionerne ind i en række lag. Hvert lag har den funktion, at det kun benytter det underliggende lags funktioner, og kun tilbyder funktioner til laget over. Et system der implementerer en sådan protokol opførsel, bestående af en serie af disse lag, kaldes en 'protokolstak' eller bare 'stak'. Protokolstakke kan implementeres enten som hardware, software eller en blanding af begge. Typisk er kun de laveste lag implementeret som hardware, hvor de højereliggende er bedre egnet til software-implementationer.
Man holder sig så nogenlunde til OSI modellen i computer- og netværks-industrien. Dets hovedfunktion ligger i interfacet (grænsefladen) mellem lagene, der samtidig bestemmer hvordan disse skal arbejde sammen. Dette betyder at et lag defineret af én producent, kan samarbejde med et, lavet af en anden producent (indforstået er at den anden producent har forstået specificationen korrekt). Disse specificationer er ofte kendt som Requests for Comments eller RFC'er i TCP/IP-kredse. Det er en slags liste af ISO-standarder (eller forslag til samme) i OSI kredse.
Som regel er implementeringen af en ny protokol også lagdelt, ligesom den måde hvorpå andre protokoller er designet. En mulig undtagelse er en "smutvej", hvor den mest almindelige udveksling der er tilladt af systemet, kan implementeres som en enkelt funktion, på trods af den strækker sig over flere lag.
Denne logiske adskillelse i lag, gør idéen bag en protokol-stak meget nemmere at forstå, og tillader opbygningen af sofistikerede, men meget pålidelige protokol stakke. Hvert lag tilbyder det øvre lag, og laver forespørgsler til de underliggende lag. Som før nævnt, er en implementation af flere OSI-lag kaldt en stak (som i IP stak).
OSI modellen er et hierakisk system af syv lag, der definerer kravene for al kommunikation mellem to computere. Modellen blev defineret af International Organization for Standardization i "ISO 7498-1" (der er kommet en "ISO 7489-2"). Den blev skabt for at øge interoperabiliteten mellem forskellige platforme, fra forskellige producenter. Modellen danner grundlag for samarbejde mellem alle elementer, uanset hvem der har lavet dem. Sent i firserne, anbefalede ISO implementationen af modellen som en netværks-standard.
På det tidspunkt, havde TCP/IP været i brug i adskillige år. TCP/IP var en hjørnesten i ARPANET og andre netværk der blev til hvad vi i dag kender som "internettet". Se "RFC 871.", for de større forskelle mellem TCP/IP og ARPANET.
Kun en mindre del af OSI modellen, er i brug i dag. Mange mener specifikationen, er for kompliceret og at dens fulde funktionsevne har taget alt for lang tid at udvikle, selv om der naturligvis også er mange der er store fortalere for OSI modellen.
Lag 7: Applikationslaget.
Applikationslaget danner grundlag for at brugeren har adgang til information på netværket via programmer. Dette lag er bruger-grænsefladen, eller bruger interfacet til programmet, og derigennem til netværket. Eksempler på applikations-lag-protokoller kunne være Telnet, File Transfer Protocol (FTP), Simple Mail Transfer Protocol (SMTP) og Hypertext Transfer Protocol (HTTP).
Lag 6: Præsentationslaget.
Præsentationslaget omdanner data til en (af programmet) kendt standard grænseflade, og/eller andre data strukturer. F.eks. til og fra XML.
Lag 5: Sessionslaget.
Sessionslaget er det lag der er ansvarlige for "Terminated gracefully" der er en del af TCP og for session checkpointing og recovery, hvis anvendelse ikke er særlig udbredt på internettet.
Lag 4: Transportlaget.
Transportlaget tillader umærkeligt dataoverførsler mellem brugere, og aflaster således de øvre lag for bekymringer, mens de giver pålidelige dataoverførsler. Transportlaget tjekker pålideligheden af an given forbindelse via flowkontrol, "indpakning"/"udpakning" og fejlkontrol. Nogle protokoller er "state-" og "connection-" orienterede. Dette betyder at transportlaget holder styr på pakkerne og gensender dem der aldrig kom frem. Det bedst kendte eksempel på en transportlagsprotokol, er Transmission Control Protocol (TCP). Transportlaget er det lag der omdanner data til TCP pakker eller User Datagram Protocol (UDP), Stream Control Transmission Protocol (SCTP), osv. til pakker.
Lag 3: Netværkslaget.
Netværkslaget tilbyder de rutiner der skal til, for at sende en variabel størrelse datablok, fra kilde til endestation, via et eller flere netværk. Dette lag holder også styr på QoS som "Transportlaget" lever højt på. Netværkslaget udfører routing-funktioner (sender pakkerne til deres rette modtager), kan udføre ind- og udpakning og rapportere om leveringsfejl. Routere arbejder i dette lag, sender data gennem det udvidede netværk og gør internettet muligt (der eksisterer også 3. lags (eller IP) Switche). Dette er et logisk adresseringssystem, hvor værdier er valgt af netværksadministratoren. Adressesystemet er struktureret hierakisk. Det bedste eksempel på en layer 3 protokol er IP
Lag 2: Data Link-laget.
Data Link-laget giver mulighed for at overføre data mellem netværks-moduler og finde, muligvis rette, fejl der måtte optræde i det fysiske lag. Adresserings-metoden er fysisk, dvs. MAC-adressen, der i de fleste tilfælde er "hard-coded" inde i netkortet. Nogle netværks-kort understøtter at administratoren specificerer en anden MAC-adresse, men som regel er det ikke muligt at ændre den. Adresseringen er ikke hierakisk opdelt. Det bedst kendte eksempel på dette lag er Ethernet. Andre eksempler på data link protokoller er HDLC og ADCCP for point-to-point eller packet-switched netværk, og Aloha for lokale netværk. På IEEE 802 netværk, og nogle andre netværk, som FDDI, kan dette lag være opdelt i et MAC lag og selve Logical Link Control eller LLC-laget. Det arrangerer bits fra det fysiske lag til frames (brugt af Netværks-laget).
I dette lag arbejder Netværksbroer og Switche. Forbindelse foregår mellem lokalt tilsluttede netværk der danner "Data link" domæner til unicast- eller broadcast-forwarding. Andre protokoller kan blive pålagt frames til at danne tunneller og logisk adskilte "Data link" domæner.
Lag 1: Det fysiske lag.
I dette lag findes SCSI "busser" og diverse fysisk definerede Ethernet standarder; Ethernet indeholder både dette lag og "data link laget" (lag 2). Det samme gælder andre lokale netværks typer, som Token ring, FDDI og Wireless LAN.
Lag-grænseflader (samarbejde mellem lagene).
Ud over de forskellige overførselsprotokoller, er der også grænsefladestandarder for hvordan forskellige lag skal "snakke sammen", det være opefter og nedefter (typisk defineret af styresystemet). F.eks. er Windows Winsock, Unix' Berkeley sockets og "System V"s Transport Layer Interface, er definitioner på hvordan lagene 4 og derover samarbejder. NDIS og ODI er grænseflader mellem medielaget (lag 2) og netværksprotokollen (lag 3).
Kong Frode.
I Danmarks Riges Krønike omtaler Saxo en hel stribe konger ved navn Frode eller Frode Fredegod. De fleste af dem skildres som ualmindeligt gode konger, der bragte fred, velstand og retfærdighed til landet. Ved flere af dem fortælles et sagn om, at kongen lagde en guldring eller en skat ved vejsiden, og selv om den lå frit fremme, var der ingen, der vovede at stjæle den.
Et andet sagn, der fortælles i forbindelse med Frode er beretningen om hans død. Da man var bange for, at hans død skulle føre til ulykke for landet, blev hans lig sat på en vogn og kørt gennem landet. Det skulle få folk til at tro, at han stadig levede, så freden og velstanden kunne bevares i landet. Først da liget rådnede, opdagede folk, at kongen var død.
Oprindelsen til disse sagn skal søges i den førkristne religion. Frode Fredegod er ingen anden end guden Frej. Han er frugtbarhedsgud og bringer dermed fred og velstand til landet. Guldet, som han lægger ved vejkanten, er simpelthen det gyldne korn på marken. Beretningen om liget, der køres gennem landet skyldes, at man i førkristen tid hvert forår tog Frejs gudebillede fra templet og kørte det over markerne for at velsigne dem. Set med eftertidens kristne øjne var det dog ikke en levende gud, men blot et dødt gudebillede, der sad på vognen. Det "opdagede" folket ved kristendommens indførelse. Endelig har Frej som frugtbarhedsgud den egenskab, at han "dør" om efteråret og genopstår om foråret. Derfor er det kun naturligt, at han findes i en hel serie af reinkarnationer.
Alt dette udelukker selvfølgelig ikke, at der også kan have været menneskelige konger ved navn Frode. Men det understreger det umulige i forsøget på at skabe en historisk troværdig kongerække ud fra Saxos oplysninger. Det giver heller ingen mening, at sætte årstal på de forskellige konger ved navn Frode. Vi ved nemlig ikke, om den enkelte Frode repræsenterer et menneske, en af Frejs reinkarnationer eller simpelthen en sammenblanding af diverse sagn.
Et eksempel på fortolkningsproblemerne findes i Bjovulf-kvadet. Det fortæller, at Rolf Krakes datter blev gift (eller forlovet) med Frode som led i en fredsaftale. Det kan betyde, at der har været en konge ved navn Frode, som blev gift med denne datter. Men det kan lige så vel betyde, at Rolf har ofret sin datter til Frej eller at hun er blevet præstinde ved Frejs tempel i et forsøg på at slutte fred med denne frugtbarhedsgud. dvs. sikre velstand for landet.
Saxo Grammaticus.
Saxo Grammaticus (*ca. 1160 - †; efter 1208) var en dansk skriver og historiker fra middelalderen. Man ved så godt som intet om hans liv, men der findes et par oplysninger i hans eget værk, "Gesta danorum" (Danernes bedrifter). Her nævner han selv, at både hans far og hans farfar havde tjent som krigere under kong Valdemar 1. den Store, og at han kunne ønske sig at tjene Valdemar 2. Sejr, men helst på en mere åndelig måde. Desuden ved man fra biskop Absalons testamente, at skriveren Saxo bliver eftergivet et lån. Endelig nævnes det i den ældre del af Chronica Sialandie, at han var "Saxo, cognomine Longus" (= "Saxo med tilnavnet den Lange"). Derimod er tilnavnet "grammaticus" en benævnelse, der først dukker op i den Chronica Jutensis omkring år 1342.
Han arbejdede for Absalon, selv om man ikke kender hans præcise beskæftigelse. Man antager dog, at han må have været skriver. Hans elegante og klassiske latin kunne tyde på, at han har fået sin uddannelse uden for Danmark, måske i en af de franske klosterskoler.
Gesta Danorum.
Saxos værk var i 16 håndskrevne bind, og det blev trykt allerede i 1514. Ældre forskning gik ud fra, at Saxo hovedsageligt bygger på sagnstof i de første ni bind. Det satte "Gesta danorum" hen som et supplement til Eddadigtningen. I de senere år er man dog efterhånden nået til den opfattelse, at Saxo videregiver faktiske overleveringer mindst fra det tredje bind. Derimod må han anses for at være tendentiøs, og han er også tilbøjelig til at forklare uforståelige forhold med henvisning til gudernes indgriben.
Inspiration.
William Shakespeare skabte sin tragedie, Hamlet, ud fra en historie som byggede på beretningen om "Amletus" (dansk: Amlet, Amleth eller Amled) i Gesta Danorum. Der er dog tvivl om hvorvidt Shakespeare har læst Amlet eller om han har læst en gendigtning af den.
Rige (biologi).
Rige er i biologien en enhed omfattende en eller flere Rækker.
Traditionelt delte man kun op i to riger, dyreriget og planteriget.
Nyere forskning har gjort at man nu deler op i fem forskellige riger.
I nedenstående tabel er vist en oversigt over rigerne.
Sigurd Orm i Øje/Sigfred.
Sigurd "Orm-i-Øje" eller "Snogøje" var ifølge traditionen søn af den legendariske vikingehøvding Regnar Lodbrog, og bror til Ingvar, Halvdan, Helge, Bjørn, Regnald, Aaluf og Ubbe.
Han omtales fra tid til anden som værende bedstefar til den senere danske konge Hardeknud, men en sådan forbindelse kan ikke med blot nogenlunde sikkerhed verificeres.
Sigurd var muligvis far til Gudrød
Hvis Sigurd har levet har det formentlig været midt i 800-tallet. Han og hans brødre omtales bl.a. i Roskildekrøniken.
Dansk Sprognævn.
Dansk Sprognævn (DSN) er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet, der fastsætter den danske retskrivning. Den udgiver den officielle danske retskrivningsordbog samt "Nyt fra Sprognævnet", der behandler emner og temaer omkring arbejdet. Desuden indsamler DSN nye danske ord og har en oplysningstjeneste, der gratis besvarer spørgsmål fra offentligheden om dansk sprog og sprogbrug. DSN blev oprettet i 1955.
Sprogets udvikling.
Sprognævnets medarbejdere følger med i sprogudviklingen ved at læse aviser, blade og bøger og ved at høre radio og se tv. Dette suppleres med søgninger i tekstbaser, især KorpusDK og InfoMedia (pressens artikeldatabase). Medarbejderne noterer nye ord, og citater med ordene indføres i den elektroniske orddatabase og gemmes desuden på kort i nævnets ordkartotek. Der er flere eksempler på hvert ord, så i alt rummer basen ca. 1 mio. eksempler på ca. 300.000 forskellige ord. Basen vokser med 5.000-7.000 ord og eksempler om året.
Orddatabasen er en slags levende ordbog der viser vigtige sider af det danske sprogs udvikling siden midten af 1950'erne. Ordbasen giver et billede af hvilke ord der faktisk bliver brugt i dansk, uden at der ved indsamlingen bliver taget stilling til om de enkelte ord er gode eller dårlige, korrekte eller ukorrekte. Der er altså ikke tale om at nye ord bliver godkendt ved at Sprognævnet tager dem med i ordbasen.
Sprognævnets orddatabase er grundstammen i nævnets arbejde. Internt bliver den først og fremmest brugt af nævnets medarbejdere i deres arbejde med oplysning, rådgivning og forskning. Men den bliver også brugt eksternt af fx ordbogsredaktører, studerende og forskere der har brug for at vide noget om det sidste nye inden for det danske sprogs ordforråd.
Rådgivning.
Hvis du er i tvivl om noget i dansk sprog, kan du få hjælp hos Sprognævnet. Du kan fx spørge om
Sprognævnet får ca. 14.500 spørgsmål om året. Det er især private virksomheder og offentlige kontorer og institutioner der ringer eller skriver til Sprognævnet. Men der er også en del private enkeltpersoner der spørger Sprognævnet til råds. Alle kan få svar hos Sprognævnet, og det er gratis.
Retskrivning.
Det er Sprognævnet der fastsætter den danske retskrivning og redigerer og udgiver den officielle danske retskrivningsordbog. Den nyeste udgave er Retskrivningsordbogen, 3. udgave, 2001 (2. udgave 1996, 1. udgave 1986).
Retskrivningsordbogen skal følges af alle offentlige institutioner og af skolen. Men næsten alle – også firmaer og privatpersoner - bruger den som facitliste. I § 2 i retskrivningsloven kan man i detaljer se hvem der er forpligtet til at følge den officielle retskrivning.
I Retskrivningsordbogen kan man se hvordan ca. 64.000 ord staves og bøjes (men ikke hvad de betyder). Foruden selve den alfabetiske ordbog indeholder Retskrivningsordbogen de officielle danske retskrivningsregler, dvs. reglerne for brug af store og små bogstaver, orddeling, tegnsætning osv.
Sprognævnsloven formulerer direktiver for hvilke retskrivningsændringer Dansk Sprognævn kan tillade sig at foretage på egen hånd, og hvilke ændringer der kræver godkendelse i Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. De første kaldes "ændringer og ajourføringer af ikkeprincipiel karakter", mens de andre kaldes "ændringer af principiel karakter" (§ 2, stk. 2 og 3).
Organisation.
Dansk Sprognævn består af et repræsentantskab, en bestyrelse og et forsknings- og informationsinstitut.
Repræsentantskabet består af 40 repræsentanter for forskellige institutioner og sammenslutninger som arbejder med det danske sprog, fx Stats-, Justits- og Undervisningsministeriet, universiteterne, radio og tv samt lærernes, journalisternes, forfatternes og skuespillernes foreninger. Derudover kan repræsentantskabet vælge op til 3 personlige medlemmer, som er med på grund af deres specialviden på bestemte områder. Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen. Repræsentantskabet mødes mindst to gange om året.
Bestyrelsen har ansvar for nævnets økonomi og udviklingsstrategi. Den faglige del af arbejdsudvalgets opgaver overgår til et antal fagråd som nedsættes af bestyrelsen, og de skal bl.a. rådgive redaktionerne for Retskrivningsordbogen, Nyt fra Sprognævnet og andre publikationer samt være med til at udvikle nye områder, fx fagsprog og sprogpolitik. 1 medlem af bestyrelsen udpeges af Kulturministeren, 5 medlemmer udpeges af repræsentantskabet og 1 medlem udpeges af medarbejderne i Sprognævnets forskningsinstitut.
Forsknings- og informationsinstituttet tager sig af det daglige forsknings- og oplysningsarbejde. Derudover er instituttet sekretariat for repræsentantskabet og arbejdsudvalget.
Repeater.
En repeater er en radioinstallation, der gentager et radiosignal på en ny frekvens. Formålet er at forøge rækkevidden af det oprindelige signal. Nogle kalder det en relæstation. Anvendelsen kan være som mellemstation i en radiokæde, hvor et signal sendes fra repeater til repeater på sin vej gennem landet.
En anden anvendelse er til geografisk udvidelse af et radionet. Normale kommunikationsradioer sender og modtager på samme frekvens, så alle kan høre alle på den pågældende kanal. Her kan en repeater ikke bruges, da den så skal sende på samme frekvens som modtagefrekvensen, og dermed vil den blokere sig selv.
I stedet indretter man radioerne til at de sender på een frekvens (f.eks. kanal A) og modtager på en anden (f.eks. kanal B). Så kan repeateren modtage kanal A og sende på kanal B. Nu kan alle radioer igen høre hinanden, og rækkevidden er gjort mindst dobbelt så stor. En fornuftig geografisk placering af repeater og antenne kan yderligere forøge rækkevidden.
En repeater må så have 2 antenner, da den ikke kan tåle at sende ind i sin egen modtager. Man kan nøjes med kun en antenne hvis man indsætter et duplexfilter, der adskiller de 2 signaler.
På nogle radionet har man flere andre funktioner tilknyttet repeatere, f.eks. adgang til telefonnettet.
Datakredsløbsterminerende udstyr.
Et eksempel på et datakredsløbsterminerende udstyr (Data Circuit-terminating Equipment, DCE), er et modem.
Public Switched Telephone Network.
Public Switched Telephone Network (PSTN) på dansk: offentligt telefonnet med omkobling, er det almindelige telefonnet. Nettet baserer sig på omkobling af telefonlinjer. Dette forgik oprindelig med mekaniske centraler hvor samtalen blev overført rent analogt. I dag er nettet digitaliseret undtagen forbindelserne til de analoge telefoner. Desuden er der koblet mobiltelefoner og diverse digitale forbindelser som ISDN og IP-telefoni til.
Ivar Benløs.
Ivar Benløs er det danske navn for Ingvar/Ivar Vidfadme/Yngve/Yngve-Frej. Han var søn af Regnar Lodbrog og bror til Sigfred, Halvdan og Ubbe. Han havde en datter Alfhild, som var gift med Valdar og mindst én søn, Ole den Frøkne.
Ivar hævdes at være den største af alle vikingehelte, og alle vikinger ville gerne have ham som forfader. Hvis han var hedning, burde irerne have nedskrevet det, men der er andre, som mener, at han var den værste af alle de grusomme vikinger, som lod de kristne torturere til døde under ofringen til hedenske afguder.
"Benløs" betyder omkringfarende og hentyder vistnok til, at han sejlede rundt om Europa bl.a. via de russiske floder.
"Vidfadme" betyder "den, som favner bredt" og hentyder til, at han blev konge af både Irland, vistnok af Sverige (hvis ikke det var hans søn som blev konge af Sverige), dele af Rusland og måske det nordøstlige England.
Yngve-Frej er en sammenblanding af to forskellige stamfædre. Før Sveriges erobring regnedes guden Frej for at være de svenske kongers stamfar, men derefter var det Ivar/Yngve, som regnedes for at være stamfar til alle de senere svenske konger. Disse to forskellige stamfædre er i traditionen med tiden blevet smeltet sammen, ved at Ivar er blevet gjort identisk med guden Frej.
Ivar døde i 873. Muligvis druknede han.
Servicekvalitet (datanet).
Problemer i pakkekoblede datanet.
Forbindelsesorienterede flows, f.eks. TCP, måler på/registrerer pakke fejl, tab, forsinkelse og justerer sendehastigheden efter forholdende.
Midler til QoS i pakkekoblede datanet.
Netudstyr, som understøtter DiffServ og evt. IntServ, kaldes multilayer netudstyr. En switch som understøtter DiffServ og evt. IntServ kaldes en multilayer switch.
Egenskaber som sænker QoS.
Følgende egenskaber må til nød anvendes på slutporte (eng. end ports), men ikke på server, backbone og andre porte, som formidler mange samtidige flows.
"Flow"-control IEEE 802.3x er ikke er en flow control, men derimod en kø-kontrol. Eksempel på et IEEE 802.3x problem: "head of Line"-blocking. Mange af dagens switche har IEEE 802.3x slået til som standard - selv på uplink/backbone porte.
Citat fra: "...Hewlett-Packard points out that quality of service is a better way to handle potential congestion, and Cabletron and Nortel note that QoS features can't operate properly if a switch sends [IEEE 802.3x] pause frames..."
I følge citatet tyder det på, at QoS og IEEE 802.3x er inkompatible.
En ethernet dataforbindelse med 100 Mbit/s fuld dupleks i stedet for 100 Mbit/s halv dupleks kan øge den effektive hastighed fra ca. 60-100 Mbit/s for halv dupleks til 200 Mbit/s (100 Mbit/s sende + 100 Mbit/s modtage).
Eksempler på anvendelse af trafikklassificering og "båndbreddegaranti".
Comment: Traffic shaping are used with traffic class bandwidth garanties and traffic classification (Her kunne DiffServ standarden benyttes).
Platon.
Platon (græsk: Πλάτων) (ca. 428/427-348/347 f.Kr.) var en græsk filosof, født i Athen. Grundlægger af Akademiet. Platon kendes både som den primære kilde til vor viden om Sokrates, der gjorde et stort indtryk på Platon, og for sin egen filosofi. Skellet mellem Sokrates og Platons tanker er ikke helt klart, da Platon særligt i sine senere dialoger lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates.
Metafysik.
For Platon er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets (ideens) forhold til fænomenerne eller tingene (se også universaliestriden). Hos Platon er idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er nedrige kopier af disse. Fx er hestens idé det samme som den "perfekte" hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige. Platon er begrebsrealist.
Det står dog ikke klart, om Platon helt udelukker fænomenernes selvstændige eksistens eller ej, hvorved det bliver svært afgøre om han var dualist eller idealist i moderne betydning.
Etik og politisk filosofi.
For Platon er ideernes verden det sande, skønne og gode, og det er klart, at man for at finde sande svar, må have indblik i ideernes verden. Derfor bliver fornuften den langt vigtigste kapacitet. Fornuft er således både dén evne der skiller mennesket fra dyrene og desuden den specifikt moralske evne.
Politisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat, som beskrevet i hans hovedværk "Staten". I denne dialog skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.
Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening ("doxa"), men om viden, bør staten ledes oppefra og ned af en klasse af vidende filosoffer. Denne stærkt elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (bemærk at det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvor besætningen har begået mytteri mod styrmanden og derfor sejler hid og did uden plan — uvidende om farlige farvande.
Idéhistorisk betydning.
Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i "Process and Reality" fra 1929 at: codice_1 Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.
Således udvikler Aristoteles også kun sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik til Platons system. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) er ligeledes en stor filosof, som står i betydelig gæld til Platon, men der findes mange andre.
Bibliografi.
Omkring Kristi fødsel delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). ((1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.)
Ikke talt med i tetralogierne: "Definitioner" (2), "Axiochos" (2), "Om retfærdigheden" (2), "Om dyden" (2), "Demodokos" (2), "Sisyphos" (2), "Eryxias" (2)
LAN.
Et lokalnet (eng. Local Area Network, LAN) er et datanet, der typisk spænder op til 5 km i diameter (nogle bygninger).
Ordet "LAN" eller "LAN Party" bliver også brugt om større og mindre computerbegivenheder. Folk tager typisk deres egen computer med og tilslutter sig til et netværk med andre mennesker for at spille sammen og udveksle filer med en høj hastighed.
Der er næsten ingen grænser for hvor mange der kan tilsluttes.
Datanet Integrated Services.
Integrated Services (IntServ) er en åben Quality of Service arkitektur standardiseret af IETF.
Datanet Differentiated Services.
Differentiated Services (DiffServ, DS) til IPv4 og IPv6, er en åben Quality of Service arkitektur, der blev færdig i sommeren 2002. Den er standardiseret af IETF.
Harde-Knud/Gudfred/Gudrød.
Harde-Knud, Gudfred, Gudrød kaldes også Trælle Knud og Knud den Fundne. Han var søn af Sigfred og adoptivsøn af Æthelstan. Hans biologiske mor var en engelsk prinsesse, på nordisk kaldet Blæja, som betyder sengetæppe, lagen. Hun var datter af St. Edmund, hvilket nok betyder, at Knud er født året efter St. Edmunds martyrium i 869. Han stedmor var Thyra
Han blev konge o. 881 over East Anglia fordi man lige stod og manglede en konge, så skyndte biskopen at finde en kristen. Og så var han trods sin unge alder en, som både vikinger og englændere kunne acceptere.
Han dør i 894/895, han når at få en søn: Svend, som får sønnen Orm.
Tilnavnet Harde kommer af folkeslaget Harderne i Østengland.
Gudfred er en engelsk oversættelse af Gudrød, og Gudrød er hans hedenske danske navn.
Helge (sagnkonge).
Helge var en dansk sagnkonge. Ifølge Adam af Bremen døde Sigfred i et slag ved Leuven (Louvain) i nutidens Belgien i året 891 og blev efterfulgt af Helge.
De engelske kilder siger at Sigfred levede i 895 og nogen mener at han først døde i 903.
Ifølge sagnene var Helge bror til Sigfred, og
hans datter var gift med hans efterfølger Ole den Frøkne.
Public domain.
Public domain, ofte forkortet "PD", også kaldet det åndelige fælleseje, betyder offentlig ejendom. Det vil sige fælleseje og dermed fri for ophavsret.
Årsagen til, at noget således er i offentlig ejendom, er typisk enten, at ophavsretten er udløbet, eller at det pågældende ikke har værkshøjde. Således tilhører såvel simple elementer (for eksempel en cirkel, tonen C, farven rød), såvel som værker hvortil ophavsretten er udløbet, det åndelige fælleseje. Det ses også ofte, at værkets skaber overlader værket til public domain - dvs. frasiger sig ophavsretten. Efter dansk ret er det tvivlsomt hvad virkningen er heraf.
Hovvarpner.
Hovvarpner, "Hovkasteren" er en hest i den nordiske mytologi. Den er Friggs hest. Hun gav den til Gna, som er Friggs budbringer. Hovvarpner er den ene af flere heste i den nordiske mytologi, som kan flyve. De andre er Sleipner, Guldfaxe, Rimfaxe, Skinfaxe, Alstærk og Alvin.
Fenja og Menja.
Fenja og Menja ved kværnen "Grotte".
Fenja og Manja var to søstre i den nordiske mytologi.
Sagnet fortæller, at de var jættepiger med enorme kræfter. De var trælle for Kong Frode, som tvang dem til at male guld og gode tider på kværnen "Grotte". De gode tider mærkede søstrene dog ikke noget til, for Kong Frode undte dem ikke mere hvile, end det tog "et vers at kvæde". Men søstrene tog hævn og fremmalede en søkonge med en hær, der nedkæmpede Kong Frode. Men søkongen handlede med salt, og han tog søstrene og Grotte om bord på sit skib, hvor han tvang dem til at male salt. Til sidst fik skibet overvægt af det meget salt og gik til bunds. Nede på havbunden står Grotte endnu og maler salt.
Nogle mener, at skibet gik til bunds i havet mellem Fanø og Mandø, fordi havet er særligt salt der, og fordi de to øers navne passer med de to søstres.
Guldtop.
Guldtop er Hejmdals hest i den nordiske mytologi. Hesten er ikke beskrevet i de kendte myter, men Snorri Sturluson nævner hesten i sin beskrivelse af Heimdal.
Gyldenbørste.
Gyldenbørste er Frejs prægtige galt. Det har som navnet antyder gyldne børster og er flot og velnæret. Galten har den egenskab at uanset hvor den befinder sig kan den oplyse verden som var det dag.
Gyldenbørste er fremstillet ved dværgetrolddom, af dværgene Brokk og Sindre, i forbindelse med Lokes væddemål med dværgene.
Fafner.
Fafner dræbes af Sigurd. Maleri af Arthur Rackham
Fafner er en mægtig drage fra den nordiske mytologi. Den vogter nidkært over en stor skat, og dens blod er giftigt. Fafner bliver til sidst slået ihjel af helten Sigurd Fafnersbane med sværdet Gram.
Fafner var oprindelig en dværg, men blev af ringen Andvarenaut forvandlet til en drage.
Han er søn af Reidmar og bror til Odder og Regin. Engang blev Odder slået ihjel af Loke, og de tre dværge ville som bod dræbe Loke, Odin og Høner. Odin forklarede at Loke ikke havde vidst at Odder var andet end et dyr, og han bad for deres liv. Reidmar ville skåne deres liv, hvis de fyldte Odders skind med det pureste guld.
Loke blev sendt af sted mens Odin og Høner blev holdt som gidsler hos dværgene. Loke fandt guldet og stjal det fra dværgen Andvare. Det viste sig at der var tilstrækkeligt med guld til at fylde skindet og endda også dække det. Reidmar var tilfreds, og aserne blev sluppet fri.
Inden de forlod dværgene advarede Loke Reidmar om, at der i skindet lå en guldring, Andvarenaut, som var forbandet, og at forbandelse ramte dens ejermand. Reidmar var ligeglad, men advarslen viste sig at være berettiget. Reidmar blev dræbt af Fafner, og Regin blev drevet i eksil af samme. Fafner drog da til en hule, hvor han kunne gemme sit guld. Ringen forvandlede ham her til en grisk drage, som til sin død vogtede over guldet.
Narfe.
Narfe er søn af Loke i den nordiske mytologi. Narfe har en bror, ulven Vale. Vale slår ved et uheld Narfe ihjel.
Hu.
Hu er en lille jætte, der bor hos Udgårdsloke i den nordiske mytologi. Hu er en personificering af Udgårdslokes tanker, og da Tjalfe og Hu løber om kap i et væddemål vinder Hu stort, da han bevæger sig hurtigere end øjet kan blinke.
Norner.
a> med de to svaner, hvorfra alle verdens svaner stammede.
"Die Nornen" af Johannes Gehrts (1889)
Nornerne (norrønt: "norn", plural: "nornir") var en gruppe af gudinder i nordisk mytologi, der var knyttet til skæbnen. De bedst kendte norner i mytologien er Urðr (Urd), Verðandi (Verdande) og Skuld, hvis navne traditionelt oversættes til fortid, nutid og fremtid. Kilderne tyder på, at man, udover disse tre, forestillede sig utallige norner, der bestemte skæbnen for alle typer af væsner. Når et barn blev født, var der fx en norne tilstede for at fastlægge dets skæbne i livet. Nornernes funktion var således både velgørende og skadevoldende, da nogle mennesker fik et godt liv og langt liv, mens andre et kort og besværligt liv. I nyere forskning har man diskuteret forbindelsen i de mytologiske tekster mellem på den ene side norner og valkyrier og på den anden de virkelige omrejsende vølver, der praktiserede sejd; de var i det før-kristne nordiske samfund hovedsageligt kvindelige kultledere, der bl.a. besøgte nyfødte børn. Der er også blevet peget på en mulig forbindelse mellem dem og andre grupper af kollektive feminine magter, især diser og fylgjer; de gudinder, der i lighed med nornerne og valkyrierne var knyttet til skæbne.
Deres relation til de øvrige guddomme er usikker, da den ikke omtales direkte i nogen kilde. Det er blevet foreslået at de tre jættemøer, der omtales i Vølvens spådom, hvis ankomst i Asgård markerede afslutningen på urtidens guldalder, var identiske med Urd, Verdande og Skuld. Ligesom de muligvis kan være Mögþrasirs døtre, der omtales i "Vafþruðnismál". Ifølge islændingen Snorre Sturlasons beskrivelse boede Urd, Verdande og Skuld i en hal ved foden af verdenstræet Yggdrasil. Hver dag tog de af vandet fra Urds brønd og fra det hvide dynd, der lå rundt om, og hældte det over træet, så dets grene ikke gik ud. Dette beskriver Gro Steinsland som en central placering i hele kosmologien, da de ikke blot bor i verdens centrum under Yggdrasil, men også råder over den vigtigste lov i nordboernes verden, nemlig skæbnen.
Etymologi.
De tre navne, der er overleveret i "Vølvens Spådom", Urd, Verdande og Skuld, bliver normalt oversat til fortid, nutid og fremtid. Navnet "Urðr" er beslægtet med angelsaksisk "Wyrd", "Weird", et begreb der er ækvivalent med det nordiske skæbnebegreb, og det kan oversættes fra norrønt med "skæbne". Både "Urðr" óg "Verðandi" er afledt af det norrøne verbum "verða", "at være/blive til". Mens "Urðr" stammer fra perfektum (dvs. "det der var/blev til el. snarere skete "), så stammer "Verðandi" fra præsens (dvs. "det der sker"). "Skuld" er afledt af verbet "skole/skulle" i futurum (dvs. det der "skal (ske/være)"); Nogle forskere mener imidlertid, at der ikke findes noget i den nordiske mytologi, som understøtter det forhold, at de tre norner hver især var knyttet til enten fortiden, fremtiden eller nutiden, tilsammen repræsenterede de snarere "skæbnen" som var tæt forbundet med tidens gang. Oprindelsen til ordet "norne" er meget usikker, men det kan stamme fra et ord, der betyder "at flette", hvilket henviser til deres rolle, som dem der fletter skæbnens tråde.
Teorier.
De uklare beskrivelser af nornernes oprindelse og relationer til de øvrige guddommelige magter betyder, at der er blevet fremsat en række forskelligartede teorier om deres betydning og hvilke arter typer af guddomme de er forbundet med. Fx er det blevet foreslået, at de kan sammen med diserne være udviklet på grundlag af de feminine magter, som blev dyrket i Nordvesteuropa fra 1. til 5. Århundrede e.v.t. De blev afbildet på votivgaver og altre. Disse gudinder blev altid afbildet som grupper på tre, og var sandsynligvis også nært beslægtet med de romerske gudinder matres et matrones. Andre har foreslået at nornerne er resultatet af en påvirkning fra græsk-romersk kultur, da de minder om de spindende skæbnegudinder Moirae og Parcae).
Kilder.
Der er overleveret en række tekster, der refererer til nornerne og de forestillinger om dem, der fandtes i før-kristen tid og i perioden omkring religionsskiftet. De vigtigste kilder er Yngre Edda og Ældre Edda. Den sidstnævnte er en tekstsamling af poesi, som sandsynligvis stammer fra før-kristen tid, og nornerne omtales flere steder i dem. Yngre Edda indeholder genfortællinger, beskrivelser og kommentarer til den hedenske mytologi, og tilskrives traditionelt Snorre Sturlason.
Ældre Edda.
I Ældre Edda omtales, der flere andre mindre fremtrædende norner ud over de tre ved Yggdrasils fod, ligesom i Snorres "Gylfaginning", der i vid udstrækning bygger på dette værk. Desuden fortælles det, at andre racer havde deres egne norner, fx omtales dværgenes norner som Dvalins døtre.
Senere i digtet, efter omtalen af menneskets skabelse, nævnes de tre norner ved navn, og deres rolle beskrives på følgende måde: "al lov bød de, alt liv gav de verdens skarer, hver hans skæbne".
"Guðrúnarkviða II".
"Norner" (1832) fra "Die Helden und Götter des Nordens, oder Das Buch der sagen".
Heltesagn.
I yngre heltesagaer som fx "Norna-Gests þáttr" og "Hrólfs saga kraka" ser det ud til, at norne blev opfattet som synonym med vølve (i betydningen heks). I "Norna-Gests þáttr", hvor de dukker ved heltens førdsel for at fastlægge hans skæbne, spinder de ikke skæbnens tråde, men omtales som enten "Norna" eller "vala" (vølve). I en af de yngste heltesaga, der blev nedskrevet, "Hrólfs saga kraka", omtales norner ganske simplet som onde hekse, da den onde halvalf og prinsesse Skuld samler sin hær for at angribe Hrólfr Kraki. I hendes følge er udover døde krigere og halvalfer også norner.
a> blevet udstyret med vinger, hvilket intetsteds fremgår af mytologien.
Runer.
Forestillingen om at norner kunne bringe både medgang og modgang overlevede religionsskiftet, hvilket fremgår af runeindskrift (N 351 M), der er blevet fundet i stavkirken i Borgund
Andre betydninger.
En orkidésort hedder Norne ("Calypso bulbosa"). Den findes i Sverige og Norge, men ikke i Danmark
Draupner.
Draupner eller Draupnir i nordisk mytologi er navnet på Odins prægtige guldring. Den er smedet af dværgene Brokk og Sindre i forbindelse med Lokes væddemål med dværgene. Ringen har den egenskab at hver 9. nat drypper 8 nye lige så prægtige guldringe fra den.
Da Balder døde fulgte Draupner med ham til dødsriget Hel. Men da Hermod var i Hel på sin mislykkede færd for at få Balder med tilbage til livet i Asgård, fik han i stedet ringen med tilbage til Odin.
Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på sin tronstol Lidskjalv med en hals- og brystprydelse, som godt kunne være Draupner.
Gorm den Gamle (Æthelstan).
Gorm den Gamle var en dansk konge i det østlige England, som også blev kaldt Gorm den Barnløse eller Guthrum (også stavet "Gudrum").
Alt, hvad man ved om ham, kan samles i en kort liste.
Han havde adopteret Gudrød, en søn af Sigfred. At barnløse konger adopterede andre kongers sønner var en helt almindelig del af det politiske spil, da en konge kunne blive afsat på grund af barnløshed. Og alle konger ønsker vel, at deres sønner får hver sit kongerige.
Må ikke forveksles med jellingekongen Gorm den Gamle, far til Harald Blåtand (og stamfader til dronning Margrethe II), som optræder på Jellingestenene, og som ifølge Saxo var gift med Thyra, datter af kong Æthelred.
Datanet.
Et datanet eller computernetværk er en samling computere forbundet af netværksudstyr så de kan udveksle data.
Enheder, som genererer eller er sidste modtager, kaldes datanet-værter. Den fysiske forbindelse mellem computerne kan være udgjort af forskellige medier, mediet kan være et elektrisk kabel (kobber - elektrisk energi), en optisk fiber (lys - elektromagnetiske bølger) eller et trådløst (radio - elektromagnetiske bølger).
Datanet er normalt opbygget som en stak af protokoller, til indeling i lag benyttes OSI-modellen som ses til højre. Lagdelingen muliggør forskellige underliggende protokollers samarbejde så det fx er lige meget om man bruger en ISDN- eller en ADSL-forbindelse til at komme på internettet.
Generelt om datanet.
Datanet udveksler data i henhold til datanetprotokoller. Disse kan med fordel kategoriseres i lag i henhold til OSI-modellen.
Et kredsløbskoblet datanet (eng. Circuit-Switched Network, CSN) formidler/tilvejebringer et datakredsløb mellem datanet-værter. Et analogt telefonsystem PSTN er et eksempel på et kredsløbskoblet datanet. En analog telefon er et stykke kredsløbskoblet datanet-vært.
Et pakkekoblede datanet (eng. Packet-Switched Network, PSN) er lavet til at formidle/videresende datapakker. PSDN er pakkekoblede datanet. En computer med ethernet netkort er et stykke pakkekoblet datanet-vært.
Inden en datastrøm eller datafil sendes ud gennem et pakkekoblet datanet, opdeles de i bidder kaldet datapakker.
Internettet er et WAN PSN, som benytter IP (OSI lag 3) som bæreprotokol til for eksempel TCP, UDP og IGMP (OSI lag 4). Eksempler på TCP baserede protokoller: FTP, HTTP, Telnet, NNTP (OSI lag 5).
Lokalnet (LAN) benytter typisk DIX ethernet II eller IEEE 802.3 (OSI lag 2) som bæreprotokol og ramme.
Datanet-vært.
Datanets enheder, som genererer data eller er sidste modtagere af data, kaldes værter (eng. hosts). Værter kaldes også slutsystemer, endeterminaler (eng. End Stations (ES)) eller dataterminaludstyr (eng. Data Terminal Equipment (DTE)).
Terminaludstyr kan være skrivere (eng. printer), computere, PDA og mobiltelefoner.
Netudstyr.
Netudstyr er enheder, som formidler data i et datanet. På engelsk kaldes netudstyr for network equipment, Intermediate Systems (IS) eller InterWorking Unit (IWU). Enheder, som er sidste modtager eller genererer data, kaldes dataterminaludstyr.
Netudstyr kan være ISDN TA, modem, hub, repeater, switch, switching hub, router/gateway, trådløs basisstation, multilayer switch, firewall eller protokolkonverter.
Svadilfare.
Svadilfare er i den nordiske mytologi en prægtig jættehingst. Den slæbte på et år stenene til muren, der omgiver Asgård.
Aserne havde indgået et væddemål med Svadilfares ejer om, at hvis han kunne bygge muren på ét år, ville han få både solen og månen. Desuden skulle han have Freja. Da det så ud til at lykkes for ham med hjælp fra hesten, måtte Loke forhindre det. Han omskabte sig til en hoppe for at lokke hingsten væk fra arbejdet. Det lykkedes i sidste øjeblik, og jætten tabte væddemålet, men Loke måtte fortsætte som hoppe indtil Sleipner blev født. Svadilfare og Loke er dermed Sleipners forældre.
Gorm den Engelske.
Gorm den Engelske er en dansk sagnkonge nævnt hos krønikeskriveren Saxo.
Den historiske baggrund for denne sagnkonge er Gorm den Gamle af Danmark, men historien kan være påvirket af Gorm den Gamle (Æthelstan) og/eller af Guthrum (Gorm den Yngre) begge konger af det den gang danske East Anglia.
Erik Barn.
Erik Barn kaldes også Haarik, Rørek, Horik, Horik af Dorestad eller Hårik den Gamle. Han er en dansk sagnkonge der nævnes i Saxo Grammaticus' Gesta Danorum. Han var søn af Gudrød og dronning Åse.
Tilnavnet Barn skyldtes, at han blev konge da han endnu var barn, efter alle voksne kongsemner (kronprinser) på det sejrende parti i borgerkrigen var døde.
Han blev konge efter Reginfreds død i 814 og efter Haralds fordrivelse omkring samme tid, Måske 815.
Han blev dræbt i 854 af Æthelstan.
Navnet Horik betyder rædsel, på latin. Og det passer godt med at han i 845 sendte den hidtil største flåde på 600 skibe op ad Elben, hvor den indtog og ødelagde Hamborg så grundigt, at der gik mange år inden byen blev genopbygget.
Ansgar flygtede fra den brændende by, men både kirke, kloster, bibliotek og hans levegrundlag gik tabt i ilden.
Erik Barn gav i 849 Ansgar lov til at prædike kristendom i Danmark og tillod ham at rejse til Hedeby.
Johnny Weissmuller.
Peter János Weissmüller (2. juni 1904 - 20. januar 1984), bedre kendt som Johnny Weissmuller spillede Tarzan i 19 film, og betragtes som "verdens bedste Tarzan".
Han var også en af verdens bedste svømmere og satte i 1920'erne 67 verdensrekorder. Han opnåede i alt 5 guldmedaljer ved Sommer-OL 1924 i Paris, og han vandt gennem årene 52 nationale mesterskaber i USA. 1924 vandt han også OL-bronsemedaljen med det amerikanske vandpolohold.
Peter János Weissmüller blev født af tysksprogede forældre i et område af det daværende Østrig-Ungarn, som nu ligger i Rumænien. Han var dog ikke fyldt et år, før familien emigrerede til USA, hvor hans navn blev amerikaniseret til Johnny Weissmuller. Han begyndte tidligt med at svømme, og han revolutionerede crawl-disciplinen, idet han lå højere i vandet, end svømmerne ellers gjorde. I 1922 satte han første gang verdensrekord, og derefter var han svømmestjernen over alle i årtiet.
I 1929 begyndte han som undertøjsmodel, og han rejste landet rundt med svømmeshows, hvor han skrev autografer og lavede talk shows, alt imens han reklamerede for undertøjet. Senere samme år fik han sin første filmrolle, men det var rollen som "Tarzan" i 1932, han fik sit helt store internationale gennembrud. Efter en lang række af disse film skiftede han til en række "Jungle Jim" film, hvor han dog var mere påklædt.
Mod slutningen af 1950'erne forsøgte han sig i forretningsverdenen, men uden stor succes, så han trak sig tilbage i 1965.
Jackie Wilson.
Jack Leroy "Jackie" Wilson, Jr. (9. juni 1934 – 21. januar 1984) var en amerikansk sanger og sangskriver.
Jackie Wilson blev ramt af et hjerteslag den 29. september 1975 på scenen i Latin Casino i Camden, New Jersey, og gik i coma, som han aldrig vågnede fra. Han døde den 21. januar 1984.
Rasmus Trads.
Rasmus Trads (født 30. januar 1945) var administrerende direktør i PFA Byg da han i 1999 blev varetægtsfængslet og sad isolationsfængslet i mere end 40 dage, sigtet for dokumentfalsk.
Rasmus Trads havde sammen med Kurt Thorsen forfalsket PFA-direktør André Lublins underskrift på økonomiske garantier til Ejendomsselskabet Norden og finansieringsselskabet Gefion - begge selskaber ejet af Kurt Thorsen.
I alt havde Rasmus Trads og Kurt Thorsen udstedt garantier for 1,8 milliarder kroner, mente man på dette tidspunkt. Beløbet voksede siden til det dobbelte - 3,6 milliarder kroner.
To dage senere blev også byggematadoren Kurt Thorsen varetægtsfængslet.
11. januar 2002 fik Kurt Thorsen 6 års fængsel og Rasmus Trads 4 års fængsel. Under afsoningen tog han 2003-2004 en journalistisk diplomuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole. Han blev løsladt i juni 2004, hvorefter han afsonede samfundstjeneste og var ansat som mediekonsulent i mediekoncernen Eniro indtil maj 2006. Ved siden af sit fuldtidsjob freelancede Rasmus Trads blandt andet for talkshowet "Clement Direkte" på DR2. I dag arbejder Rasmus Trads som salgskonsulent hos S.
Harald Hårfager.
Harald Hårfager modtager kongeriget af sin faders hånd.Billedet er fra det islandske manuskript "Flateyjarbók" fra 1300-talletHarald Hårfager ("Haraldr hárfagri") var søn af Halvdan Svarte (sorte), og var konge i Norge fra o. 871 til sin død o. 932, ca. 80 år ifølge sagnene. Måske var han en yngre bror til Erik den Yngre og Regnar Lodbrog.
Han er efter traditionen den første konge som regerede over hele Norge, men selv om han vandt mange slag, fik han aldrig fuld kontrol over hele riget. Det mest kendte slag han vandt er slaget i Hafrsfjord, formentlig i år 872. Der underlagde han sig store dele af den sydlige del af landet.
Seikantunnelen.
"Indkørslen til tunnelen fra Aomori siden."
Seikantunnelen er verdens længste jernbanetunnel med en længde på 53,85 kilometer. Tunnelen går 240 meter under havets overflade og 100 meter under bunden af Tsugaru-strædet mellem Tsugaru-halvøen i Aomori-præfekturet af Japans hovedø, Honshu, og Matsumae-halvøen på Hokkaido.
Tunnelen blev påbegyndt i juni 1972 og stod færdigbygget i 1983. Konstruktionsarbejdet kostede i alt 66 menneskeliv. Den første prøvekørsel fandt først sted den 13. marts 1988.
Selvom det er den længste trafik (bane eller vej) tunnel i verden, har billigere flyrejser gjort at Seikan Tunnelen bruges mindre. Dens krav på rekorden forsvinder, når Gotthard Basistunnelen, en anden jernbanetunnel, er færdig omkring 2018.
Historie.
At forbinde Honshu og Hokkaido var noget man havde overvejet siden Taishō perioden (1912-1925), men seriøse undersøgelser begyndte først i 1946, på grund af tabet af territorier efter 2. verdenskrig og behovet for at genhuse folk som returnerede fra disse territorier. I 1954 sank 5 færger inklusive Toya Maru under en tyfon, hvorved 1.430 mennesker mistede livet. Det følgende år satteDe japanske statsbaner, JNR, fart på tunnel-undersøgelserne.
En anden overvejelse var den voksende trafik mellem de to øer. En blomstrende økonomi så trafik-niveauer på den JNR-drevne Seikan-færge fordoblet til 4.040.000 personer/år fra 1955 til 1965, og godsmængder voksede 1,7 gange til 6.240.000 tons/år. I 1971 forudså trafikfremskrivninger, at trafikken ville vokse så meget, at den ville overskride kapaciteten ved færgelejet, som var begrænset af geografiske forhold. I september 1971 blev beslutningen taget om at begynde arbejdet med tunnelen. Et Shinkansen-kapabelt krydssnit blev lagt, med planer om at udvide Shinkansen netværket
Konstruktion.
De første geologiske undersøgelser fandt sted mellem 1946 og 1963, og omfattede: boring i havbunden, soniske undersøgelser, undervandsboringer, observationer ved hjælp af mini-ubåd, og seismiske og magnetiske undersøgelser. Men for at få en større forståelse af hvad man havde med at gøre, blev der foretaget horisontale pilot boringer, i både service og pilot tunnelerne.
Tunnelkonstruktionen begyndte samtidig fra både den nordlige og den sydlige ende. Afsnittende på tørt land blev tacklet med traditionelle bjergtunnel-teknikker, med en enkelt hovedtunnel. Men for de 23,3 km. som var under vandet, blev der lavet tre boringer med forskellig diametre: en første pilot tunnel, en service tunnel, og endelig hovedtunnelen. Servicetunnelen blev periodevis forbundet med hovedtunnelen med en serie af forbindende rør, i 600 til 1.000 m. intervaller. Pilottunnelen tjente som servicetunnel for det 5 km. lange center stykke.
Brugen af en tunnelboremaskine (TBM) under Tsugaru-strædet blev aflyst efter mindre end 2 km. på grund af klippens varierende beskaffenhed og besvær med at komme ind til fronten for at tage avancerede injektionsmetoder i anvendelse. Sprængning med dynamit og mekanisk hakning blev herefter brugt.
Godfred.
Gudrød Vejdekonge kaldes i dag for Godfred, hvilket er en fordanskning af det latinske navn "Guthfridus", som nævnes i franske årbøger. Det latinske "Guthfridus" er en oversættelse af det nordiske navn "Gudrød". Oversættelsen skyldes, at den sagnfigur, som han er opkaldt efter, hedder noget forskelligt på forskellige sprog. (Henholdsvis faderen til den nordiske Sigurd Fafnersbane og Siegfrieds fader i Nibelungenlied). Godfred var danernes konge fra 804 til 810. Hans slægtskab med tidligere konger kendes ikke. "Vejde-" betyder: jagt. Man ved ikke, hvorfor han havde dette tilnavn.
Franske årbøger.
Godfred dukker først op i kilderne år 804, da han ankom med sin flåde og hele sit kavaleri til grænsen mellem kongeriget og sakserne i Sønderjylland, hvor han udvekslede gesandter med Karl den Store. Rimeligvis har han da været en ny konge, som krævede en ny fredsaftale, da freden mellem stater på den tid var personlige aftaler imellem herskerne. Godfred angreb obodriterne i 808 og indtog bl.a. handelscenteret Reric, hvorefter han deporterede handelsfolkene til Hedeby, og han har ifølge de frankiske årbøger bygget Dannevirke, hvilket dog ikke er rigtigt ifølge dendrokronologiske dateringer. Men han kan have fornyet brystværnet og portene på den eksisterende vold, uden at man i dag vil kunne spore det. Det ville være logisk at gøre dette, fordi frankerne var så stor en trussel. Det fremgår af årbøger, at Godfred var konge over Vestfold og var konge af Skåne foruden Jylland.
Godfred støttede sakserne mod Karl den Store, men det kom aldrig til en direkte konfrontation mellem de to herskere.
Angrebene på obodriterne resulterede i en krise i forhold til frankerne, da kejseren sendte en hærstyrke mod nord. En forhandling i 809 mellem Godfred og Karl den Stores udsendinge førte ikke til nogen enighed, og Godfred angreb derpå friserne i 810 med en flåde på 200 langskibe. Senere sejlede flåden hjem, og senere fik man efterretninger om, at han var blev myrdet af en af sine undersåtter. Han efterfulgtes på tronen af sin brorsøn Hemming.
Nordiske Sagn.
I følge de nordiske sagn, var Gudrød søn af (eller efterkommer) Budle og gift med Åse, som var datter af kong Harald, som også nævnes som en tidligere konge i de franske årbøger. Det var Åses skosvend, som dræbte Gudrød med et spyd, netop da han stod på landgangsplanken, hvor hans mænd ikke kunne beskytte ham.
Anulo/Ole/Olav.
Ole (død 812) er en dansk sagnkonge, der var en af fem konger i Danmark under borgerkrigen. Det skal være ham, som udløste borgerkrigen, han skal være begravet i en høj ved Lejre. Hvis det ikke var Gudrød Vejdekonge som startede ved at myrte Halvdan.
Han var en brodersøn af Harald 1. Hildetand
854.
Århundreder: 8. århundrede - 9. århundrede - 10. århundrede
Årtier: 800'erne 810'erne 820'erne 830'erne 840'erne - 850'erne - 860'erne 870'erne 880'erne 890'erne 900'erne
År: 849 850 851 852 853 - 854 - 855 856 857 858 859
54
Erik den Yngre.
Erik den Yngre var en brodersøn af Erik Barn,
den yngste søn, af Halvdans sønner, dræber sin ældste bror og jager de andre brødre i eksil.
En af de andre brødre er givetvis Regnar Lodbrog måske er Æthelstan
Slørugler.
Slørugler ("Tytonidae") er en familie af ugler. Den har 18 arter, heraf en i Danmark, nemlig sløruglen.
Sløruglerne er ugler af mellemstørrelse. De har en slank krop og lange ben. Deres bryst og underside er gullighvid, oversiden blågrå og rødbrun.
Uglerne i denne familie er normalt mere nataktive end de egentlige ugler.
De egentlige ugler.
De egentlige ugler ("Strigidae") er en familie af ugler. Familien har 194 arter.
De egentlige ugler har et mindre afgrænset slør i forhold til sløruglerne. De varierer også i langt højere grad i størrelse, samtidig med at de har en grå til rødbrun, stribet eller plettet fjerdragt.
Gnupa.
Ifølge Widukinds Saxerkrønike var Gnupa konge i Danmark i 934, da danerne blev besejret i kamp af den tyske konge Heinrich I (Henrik Fuglefænger) i Hedeby, og adskillige kilder omtaler Gnupa som værende søn af kong Olav som kom over havet fra Sverige og tog magten i Danmark i 890'erne.
At Gnupa har levet, og at han var (med)konge i Danmark, er hævet over enhver tvivl...krønikeskriveren Adam af Bremen omtaler ham, med kong Svend Estridsen som kilde, og han nævnes på to mindesten for sønnen Sigtryg. Derimod er Widukinds beretning ifølge nyere forskning fejlagtig: i 934 havde Gnupa været død i næsten tyve år, og kongen hed Hardeknud.
Jf. bl.a. Bent Østergaards essay "Svend Estridsens Danmarkshistorie" og de der omtalte kilder.
...Den upålidige tyske krønikeskriver Adam af Bremen kan, med en påstand om kong Svend af Danmark som hjemmelsmand, fortælle om, hvordan kong Helge i slutningen af 800-tallet blev styrtet af en krigsherre ved navn Olav, som kom fra Sverige sammen med sine sønner og med våbenmagt tog landet i deres besiddelse.
Denne Olav kan meget vel havde været dansk eller have haft danske aner...måske var han en slægtning til tidligere danske konger. Han havde mindst to voksne sønner, som ifølge Adam regerede sammen med ham, og da Olav døde, overtog sønnerne Gurd og Gnupa tronen...
Budle.
Budle er en sagnkonge, som efter sagnet skal være en bror og efterfølger til Siger og efterfølges af Sigfred. Men han er hist en misforståelse. Han var bare far til en konge, og ikke selv konge.
Gurd.
Gurd er i følge Adam af Bremen en konge som herskede over Danmark eller et område i Danmark i første halvdel af 900 årerne, før den historiske tid begynder. Man ved ikke andet end at hans far var Ole den Frøkne og hans bror var Knud. Muligvis stammer Adam af Bremens oplysninger fra en stamtavle. Hvor der måske bare har stået at Kong Gurd var konge, men ikke hvorhenne han var konge. Han behøver derfor ikke at have været en dansk konge.
Jellingstenene.
Jelingstenene er en samlet betegnelse for to runestene i Jelling. Runestenene udgør sammen med Jelling Kirke og de to kæmpegravhøje Jellingmonumenterne, som er
optaget på UNESCO's Verdensarvliste.
De to runesten afspejler overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne middelalder. Den mindste runesten er ældst, formentlig fra ca. 935. Den er rejst af kong Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyra Dannebod. Stenen er også den ældst bevarede danske kilde, hvor Danmark nævnes i skriftlig sammenhæng.
Den Store Jellingsten.
Den Store Jellingsten er sværere at tidsfæste, men den er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af Gorm og Thyras søn Harald Blåtand i Jelling til minde om hans forældre. Stenens indskrift beretter samtidig om Haralds fortjenester. Han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. Stenen består af tre forskellige sider. Den ene side er indgraveret med runer, den anden side består af et fabeldyr, og på den tredje side af stenen er et korsfæstelsesbillede af Kristus.
Stenen er udført i Mammenstil, en af den sene vikingetids stilperioder. I selve tilhugningen bærer stenen præg af vesteuropæiske indflydelse. I modsætning til den traditionelle nordiske med dybe indhug i hårde granit, er denne sten blevet frithugget, så drageslynget og den øvrige udsmykning danner et plant relief. Det er en teknik, man brugte til blødere sandsten i bl.a. Tyskland og England. De eneste relieffer i nordisk stil er udført i kalksten eller sandsten. Den eneste direkte europæiske parallel er irske granitkors. Selve runeindskriften er også udført efter vesteuropæisk tradition, i stedet for den traditionelle lodrette eller båndformede tekst har denne sten tekst i vandrette linjer. Dette følger latinske form og efterligner derved et dokument nedskrevet på pergament. Preben Meulengracht Sørensen har påpeget, at dette markerer en skift i den måde, runestenen blev brugt på. Traditionelt havde indskriftens formål været at beskrive og fastholde, mens denne sten havde et kommunikerende formål; den skulle fortælle kongens budskab. Meulegracht-Sørensen har på den baggrund betegnet denne sten som et af de ældste levn til den begyndende latinske skriftkultur i Norden.
Stenen bliver ofte betegnet som "Danmarks dåbsattest", og den er også rejst med det formål at proklamere kongens dåb og derved etablering af kristendommen som landets statsreligion. Stenen markerer en af de vigtige faser i den langvarige proces, der førte til religionsskiftet i Norden. Den Kristus, der er afbildet på stenen, ligner ikke den lidende figur, man kendte nogle hundrede år senere. Her er han fremstillet som en triumferende konge, der bestiger Livets træ, dvs. korset. Det er således til stede, selvom det ikke er afbildet direkte.
Forsiden af Den Lille Jellingsten
Bagsiden af Den Lille Jellingsten
h A, æ r A, æ l t, ð, d, Tyr r: k, g u, o, ø n u, o, ø k, g r: b, p A, æ þ, th: k, g A, æ u, o, ø r u, o, ø A, æ
k, g u, o, ø b, p l: þ, th A, æ u, o, ø s i, e: A, æ f, vt, ð, d, Tyr: k, g u, o, ø r m: f, v A, æ þ, th u, o, ø r: s i, e n
KUBL THAUSI AFT KURM FATHUR SIN
KUMLER DISSE EFTER GORM FADER SIN
A, æ u, o, ø k, g: A, æ f, vt, ð, d, Tyr: þ, th a u, o, ø r u, o, ø i, e: m u, o, ø þ, th u, o, ø r: s i, e n A, æ: s A, æ
AUK AFT THAURUI MUTHUR SINA, SA
OG EFTER THYRA MODER SIN, DEN
h A, æ r A, æ l t, ð, d, Tyr r: i, e A, æ s: s aR: u, o, ø A, æ n: t, ð, d, Tyr A, æ n m A, æ u, o, ø r k, g
A, æ l A, æ: A, æ u, o, ø k, g: n u, o, ø r u, o, ø i, e A, æ k, g
A, æ u, o, ø k, g:t, ð, d, Tyr A, æ n i, e: k, g A, æ r þ, th i, e: k, g r i, e s t, ð, d, Tyr n a
Stenen står omtrent på sin oprindelige plads: midt mellem de to høje i Jelling. Der er dog ikke tvivl om, at stenene har været flyttet, idet det ved udgravningerne i 1940'erne blev påvist, at en af gravene på kirkegården lå delvist under stenen. Stenen er også blevet rejst, efter at den var væltet.
En kopi af stenen står på Domplein i Utrecht (Nederlandene) som en gave fra Danmark i forbindelse med Utrecht Universitets 300-årige jubilæum.
Hærværk.
I februar 2011 blev Den Store Jellingsten udsat for hærværk. Stenen havde fået påmalet et ord med grøn spraydåsemaling på flere af siderne, ligesom en nærliggende kirkedør og gravsten, samt den hvide kasse, stenen er overdækket af om vinteren.
Konservator Susanne Trudsø fra Nationalmuseet har fået til opgave at forsøge at fjerne den grønne maling, der er sprøjtet ud over stenen. Susanne Trudsø: "»Det, vi skal bestræbe os på, er at få malingen - og kun malingen - af, så vi bevarer det patinalag, som stenen naturligt har«".
Den Lille Jellingsten.
Ved siden af den store Jellingsten findes Den Lille Jellingsten rejst af Gorm den Gamle formentlig omkring 955.
kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmakar but
Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin danmarks bod
Næsten ordret oversat: "Gorm Konge gjorde dødeminder disse efter Thyra sin kone Danmarks bod".
Det er første gang navnet Danmark findes indenfor landets grænser. Navnet kendes fra udenlandske kilder, der er mindst 75 år tidligere. De sidste to ord "danmarks bod" kan også oversættes med ordet pryd, men er mere usikker. Det vides ikke, om de henviser til Gorm eller - mere sandsynligt - til Thyra.
Stenen er nu placeret mellem de to høje nær Den store Jellingsten. Dens oprindelige plads kendes ikke. I 1600-tallet lå den ved kirkens dør.
Gorm døde i 958 i en alder af ca. 50 år. Stenen må altså være rejst før den tid.
Hærværk.
Den lille Jelling-sten blev udsat for hærværk i 1916, hvor en studerende på seminariet huggede to bogstaver ca. 3 cm lange og omgivet af en rektangulær ramme, ca. 5×8 cm, på toppen af stenen. Den daværende opsynsmand sendte et brev til Nationalmuseet om episoden: ”Heldigvis var det paa et Sted, hvor der sad en tyk Kage gammelt Lav; men selv efter at denne var fjærnet, saas Mærker baade efter Bogstaver og Ramme endnu.”
Alex Haley.
a> i 20 år fra 1939 til 1959.
Alex Haley (11. august 1921 – 10. februar 1992) var en amerikansk forfatter.
Alex Haley skrev blandt andet "Rødder" og selvbiografien for Malcolm X.
Viggo Hørup.
Viggo Lauritz Bentheim Hørup (22. maj 1841 i Torpmagle ved Hundested - 15. februar 1902) var en dansk jurist, politiker, redaktør og en minister, der var en ledende skikkelse i oppositionen mod ministeriet Estrup i anden halvdel af 1800-tallet.
Ungdom.
Viggo Hørup blev født i 1841 i Torpmagle, hvor hans far, Frederik Bendtsen Hørup (f. 1811), var skolelærer (1838-88). Gennem sin mor Emilie Julie f. Drachmann (f. 1806) var han fætter til Holger Drachmann. Hørup blev student i 1861 fra Metropolitanskolen og cand. jur i 1867. Han stillede op til Folketinget i 1872 i sin hjemegn i Frederiksborg Amt, men blev ikke valgt. Derimod lykkedes det ham i februar 1876 at blive valgt for Københavns Amts 4. kreds (Køge). Hørup tabte sit folketingsmandat i 1892 til den moderate venstremand højesteretssagfører P.A. Alberti. Hørup skulle senere blive én af denne anløbne og bedrageriske persons allerskarpeste kritikere. Hørup havde kun været folketingsmand ét år, da hans parti i februar 1877 udpegede ham til anklager i rigsretssagerne mod de nationalliberale tidligere ministre Hall og Krieger. En opgave han klarede godt, trods sin korte erfaring som sagfører.
Han var medstifter af og formand for "Onsdagsforeningen" det første forsøg på at samle den svage opposition i hovedstaden. Da Venstre deltes i foråret 1878, sluttede Hørup sig uden betænkning til den radikale gruppe og var næst efter Christen Berg dens leder. I 1894 blev Viggo Hørup medlem af Venstrereformpartiet.
Politikeren.
I oktober 1878 blev han medlem af Finansudvalget og genvalgtes hertil, så længe han sad i Rigsdagen; endvidere var han i samlingen 1879 (februar-juni) tingets 2. viceformand og valgtes samme år til statsrevisor (genvalgt indtil 1892). Medens Hørup i de første år af sit rigsdagsliv holdt sig temmelig meget tilbage, vakte han fra samlingen 1878-79 stor opmærksomhed som en ypperlig og ejendommelig taler, klar og skarp i sin tanke, rig på slående billeder og vittige vendinger, bitter og hensynsløst spydig imod modstanderne. Med megen styrke hævdede han den radikale læresætning om Folketingets ubetingede overvægt i det offentlige liv som en naturlig følge af det konstitutionelle system og særlig af vor grundlov. På et folkemøde i Eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin påstand udtryk i de bekendte ord, at "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", og har ved denne udæskende form utvivlsomt skadet Venstres sag og givet modstanderne et godt våben i hænde, ligesom senere hans hånlige udfald imod forsvarssagen ("den døde Torsk") og dens talsmænd ("omvandrende Lirekasser") sikkerlig netop havde fremmet denne sag og hidset dens tilhængere til handling.
Redaktøren.
I 1873 blev han tilknyttet det nystiftede venstreblad "Morgenbladet" og var det indtil foråret 1877. I januar 1881 blev Hørup udgiver bladet sammen med Christen Berg og Edvard Brandes og var i tre år den egentlige redaktør. Han forstod at skaffe bladet virkeligt fodfæste i hovedstaden, men fjernedes dog derfra ved udgangen af 1883, fordi Berg var misfornøjet med den åndsretning, som kom til orde og desuden søgte tilnærmelse til det moderate Venstre. Da Berg i november 1884 fik gennemført sammenknytningen mellem denne gruppe og den ene halvdel af den radikale gruppe til «det danske Venstre», forblev Hørup fører for den anden halvdel, der nu sædvanligvis kaldtes "Europæerne", indtil den sidste sammenslutning af Venstre fandt sted i februar 1886. Ligeledes havde han siden maj 1882 været én af sin gruppes delegerede ved samråd med de andre grupper og blev senere medlem af partiets fælles bestyrelse.
I oktober 1884 grundlagde Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing "Politiken," der snart blev et af de mest udbredte og vistnok det mest læste blad i hele landet, og som efterhånden skaffede Venstre en indflydelse i København og købstæderne, som intet tidligere blad havde formået. Selv hans modstandere anerkendte hans arbejde som journalist. Som redaktør måtte han i vinteren 1889-90 udstå en tre måneders fængselsstraf for "overtrædelse af presseprovisoriet", men hædredes ved sin løsladelse med rige gaver fra sine meningsfæller. Han regnes som en af kulturradikalismens grundlæggere.
Rigsdagsmanden.
Som rigsdagsmand følte Hørup sig kun tiltrukket af den store politiske kamp og tog ellers kun lidt del i forhandlingerne. Det egentlige lovgivningsarbejde havde nemlig i hans øjne en aldeles underordnet værdi i sammenligning med magtspørgsmålet, og hans navn ses derfor sjældent i rækkerne på udvalgsordførere (i samlingen 1879-80 dog for de to store love om sparekasser og om vands afledning). Visnepolitikken i årene 1882-86 tiltalte ham særlig, og som Finansudvalgets formand 1883-84 hjalp han villigt ordføreren Ludvig Holstein-Ledreborg i at forhale Finanslovens behandling. For ham var det hovedopgaven at oparbejde partiet i og uden for Rigsdagen og at udbrede de radikale grundsætninger i folket, stolende på, at de ville bære en rig, om end sen, høst. Hørup har derfor haft langt større betydning som agitator i tale og skrift end som politiker.
Trafikministeren.
Viggo Hørups tid som trafikminister i den første regering efter systemskiftet blev kort. Han havde ikke tidligere beskæftiget sig med trafikforhold og nåede ikke at gøre sig gældende på området i de syv måneder, han var minister, fordi han blev syg kort tid efter udnævnelsen. Som ansvarlig for De kongelige Haver gennemførte han i august 1901 åbningen af Kongeporten på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade, som fører ind i Kongens Have. Hans statue (af J.F. Willumsen) blev i 1908 placeret i denne ende af Kongens Have. Statuen blev under Besættelsen ødelagt ved et bombeattent, men er rekonstrueret.
Familie.
Viggo Hørup ægtede 18. juli 1868 lærerinde Emma Augusta Holmsted (3. august 1836 - 22. september 1923), datter af kaptajn Jonas Ferdinand Holmsted (1811-1866) og Amalie Drachmann.
Han døde 15. februar 1902, mens han stadig var minister for offentlige arbejder (trafikminister). Viggo Hørup ligger begravet på Gentofte Kirkegård sammen med sin kone og to børn - Svend Hørup (1870-1895) og Ellen A. Hørup (1871-1953)
Chlochilaicus.
Chlochilaicus var en dansk konge, som ca. 517 på et plyndringstogt blev fanget af lavvande og dræbt af franskmændene.
Det er muligt, at historien er en sammenblanding af to historier, da den først er nedskrevet 80 år efter begivenheden.
Det er meget svært at gætte hvad hans rigtige navn var. "C" er stumt foran "h", men udtales ellers "K". Endelsen -us er den latiniserede forms maskulinum nominativ singularis.
Usikkerheder.
Men dels ved man ikke om Geatas var vore dages Vestergötland eller om ikke Hugleik nåede at blive at danernes konge inden sin død, da der mangler et afsnit i Beovulf-kvadet.
Sikker viden.
Med sikkerhed kan man kun sige, at i den ældste udgave af den i dag tabte Skjoldungesaga har Chlochilaicus og Hugleik været slået sammen og man ved at navnet Hugleik har altså været brugt af konger på den tid.
Håndholdt computer.
Qtek 9000 Pocket PC mobiltelefon med Windows Mobile 2005
En håndholdt computer kaldes på engelsk handheld computer eller palmtop. En håndholdt computer kan være en lommecomputer (på engelsk pocket PC eller pocketPC), tablet PC (engelsk) eller en PDA (Personal Digital Assistant).
De fleste PDA'er er udstyret med en trykfølsom skærm. Input foregår ved hjælp af en stylus. Tekst-input sker enten ved hjælp af et lille tastatur på skærmen eller ved hjælp af et særligt alfabet, hvor man tegner bogstaverne på skærmen med stylus.
Nogle PDA'er er udstyret med egentlige fysiske keyboards.
Der findes mange forskellige typer PDA'er, men der er overordnet to styresystemer, som dominerer markedet. Det er henholdsvis PalmOnes OS Microsofts Windows Mobile. Sidstnævnte kendes også som "Pocket PC".
En tablet PC er en håndholdt computer med en trykfølsom OLED-, TFT- eller LCD-skærm. Desuden kan den have en ligeså hurtig CPU som en stationær pc.
PDAen kan honorere links, lyd- og videofiler. Dette gør at den får nye anvendelsesmuligheder. Læger kan bruge den som erstatning for kittelbøgerne, og de kan med e-bogen demonstrere operationer, røntgenbilleder o. lign. overfor patienten. Den kan bruges som manual med indlagte lyd- eller videoklip for ordblinde, svagtseende eller blinde.
Undgåelse af datanet-trafikforstoppelse.
Datanet-trafikforstoppelse er når netkort, netudstyr eller værters (en. hosts) portkøer bliver fyldt op og normalt "løber over" (datapakkerne tabes, "slettes"). Dette resulterer i forsinkelse og forsinkelsesvariation for forbindelsesorienterede flows (f.eks. tcp), da der først går et lille stykke tid før det "konkluderes" at en given pakke er tabt og en kopi genfremsendes. Da kopien bliver sendt et lille stykke senere, er dette ophave til forbindelsesorienterede flows pakkers forsinkelse og forsinkelsesvariation.
Undgåelse af datanet-trafikforstoppelse opnås ved at sørge for, at portkøerne forbliver mindre fyldt, midlet over 1 sekund. Dette kaldes Active Queue Management (AQM). Det hjælper ikke at lave ultrakorte køer, da det blot vil gøre, at de endnu lettere løber over. Portkøerne skal have en vis længde for at absorbere mindre "pakkebølger" (en. bursts). Dette gælder især trafik, som bliver forsinket mere end 0,5 sekund pga. afstanden mellem f.eks. USA, Asien eller Japan - og Danmark.
Dette at signalere til de 2 værter, der kommunikerer sammen, ved enten at slette datapakker eller signalere eksplicit (ECN, Explicit Congestion Notification) via datapakkens 2 ECN-bits i DS field, der ellers ville have været slettet, får værterne til at skrue sendehastigheden lidt ned i den givne trafikretning.
TCP/IP congestion avoidance synkronisering og TCP/IP genoptræning.
Forbindelsesorienterede flows, f.eks. TCP, måler på/registrerer fejl, tab og forsinkelse, og justerer sendehastigheden efter forholdene.
TCP's automatiske congestion avoidance og TCP/IP genoptræning giver dog problemer, når mange samtidige TCP-flows får slettet datapakker ved port kø tail-drop (eng. queue tail-drop). Alle flows, der oplever port kø tail-drop, vil starte en TCP genoptræning samtidigt (eng. TCP global synchronization).
RED og WRED.
En løsning er anvendelsen af RED (eng. Random Early Detection eller Random Early Discard) på netudstyrs port køen. På netudstyr med flere port køer bør WRED (eng. Weighted Random Early Detection) anvendes. RED signalerer indirekte til sender og modtager ved at slette få tilfældigt udvalgte datapakker, f.eks. når port køens gennemsnitlige længde er over 50% fyldt og efter en eller anden kurve slette flere og flere pakker, når den gennemsnitlige kølængde nærmer sig 100%. port køens gennemsnitslængde beregnes over ca. 1 sek.
Resultatet af de "tilfældigt" slettede datapakker er, at TCP/IP skruer ned for sendehastigheden, når den oplever tilstrækkelig med tab. P2P anvender f.eks. FTP, som også anvender TCP/IP.
Andre flows registrerer tabene på anden vis.
IP-telefoni (VoIP) kan kun tåle mindre pakketab, ellers kommer der udfald i lyden og derfor skal denne trafiktype have højere QoS f.eks. ved at placere VoIP trafik i en højere prioriteret og kortere portkø.
IP ECN.
En endnu bedre måde er anvendelse af IP ECN (eng. Explicit Congestion Notification). IP ECN kræver, at de to hosts signalerer, at de respekterer ECN. Med denne metode sættes en ECN bit i de få tilfældigt udvalgte datapakker, der med RED/WRED algoritmen skulle have været slettet.
flowbased-RED/WRED.
Noget netudstyr er udstyret med porte, der kan følge med i hver enkelt flow (flowbased-RED/WRED) og kan derfor signalere til de flows, der fylder for mange pakker i køen eller fylder for meget i båndbredde. Fordelen med flowbased-RED/WRED er, at båndbredden fordeles ligeligt mellem alle flows.
Cisco AQM: Dynamic buffer limiting (DBL).
Firmaet Cisco er gået skridtet videre og har, bl.a. i deres Catalyst 4000 serie med engine IV og V mulighed for at klassificere alle forbindelsesorienterede flows i "aggressive" (dårlige) og "adaptive" (gode). I reeltid sørger engine IV og V for, at ingen flows fylder portkøerne op over længere tid. DBL kan benytte IP ECN i stedet for pakketabssignalering. Se afsnittene i: og. Har andre firmer noget tilsvarende?
Datakredsløb.
Et datakredsløb er en forbindelse mellem to stykker datakredsløbsterminerende udstyr (Data Circuit-terminating Equipment, DCE). Andre ord for termen datakredsløb er kommunikationskanal eller datalinje.
Personlig computer.
Personlig computer (fra engelsk: "personal computer") forkortes ofte til pc. I vore dage er en pc nærmest synonym med en computer.
En pc bliver oftest karakteriseret efter den grundlæggende CPU-arkitektur i den processor, som er monteret på bundkortet. Den grundlæggende CPU-arkitektur afgør almindeligvis også hvilke styresystemer der kan anvendes.
Indlejret system.
Eksempel på et simplere indlejret system; et smartcard.
Et indlejret system (eng. Embedded System) er ethvert elektronisk system med en CPU, som ikke er en traditionel Personlig Computer.
Olav/Ole den Frøkne.
Olav / Ole den Frøkne, sagnene nævner ikke meget om ham, ud over, at han var en stor og mægtig konge og de skriftlige kilder nævner intet andet end navnet.
Måske har hans aktiviteter været rettet mod øst, mod Rusland og mod slaveeksport til de arabiske lande.
Frøkne betyder noget i retningen: rask, fræk.
Han var søn af Ingvar og var gift med en datter af Helge. Han havde sønnerne Gurd og Knud
Sigtryg.
Sigtryg eller Sigerich (tysk form) var søn og af Gnupa (eller Chnuba) og var selvstændig konge i en kort tid. Det kan godt være ham som ledede nogle kampe i Normandiet og døde vistnok i Holland i 940.
... Hertug Hugo af Francien havde mange sammenstød med normannerne, der var kommet til landet som hedninger, eller som nu vendte tilbage til hedenskabet, og af hvem en mængde mænd i hans kristne fodfolksstyrke blev dræbt. Men efter at Hugo selv havde fanget mange normanner og jaget resten på flugt, vandt han sig borgen Evreux med bistand fra de kristne normanner, som holdt den. Kong Ludvig tog tilbage til Rouen og dræbte normannen Tormod, som var vendt tilbage til hedenskabet og også havde tvunget Vilhelms søn og nogle andre dertil og nu lagde råd op mod kongen. Han dræbte ligeledes i kamp den hedenske kong Sigtryg sammen med de andre...
Efter hans død satte hans mor Asfrid Odinkarsdatter to runesten til minde over sin og Kong Gnupa's søn Sigtryg.
Adam af Bremen fortæller i (I,48 og I,52) at "Efter Olav, sveonerne første mand"... " som regede over danerne sammen med sine sønner [Gurd og Chnob], indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Svens søn, Hardegon... frarøvede ham tronen"
Det må her lige bemærkes at Adam mener at hedenske konger er svage fordi de ikke har guds velsignelse. Det vil sige at vi ikke kan stole på ham, da han ikke nok ved andet end deres navne, så de kan sagtens have været konger hver for sig i mange år.
Siger.
Siger er en sagnkonge, som skal være far til Sigfred og bror til Budle, som sønner af Rolf
Han skal have bygget en borg med fire porte på toppen af en høj klippe.
Han skulle efter "sigende" være død år 728, og efterfulgt af sin søn.
Hvilket (hvis sandt) ikke passer overens med at han er nævnt 782.
Harald (forhistoriske konger).
Der er mindst tre Harald'er i den tidlige vikingetid og to til i den sene vikingetid.
Harald søger støtte hos Karl den Stores efterfølger Ludvig den Fromme og går i 815 ind i Jylland med en frankisk hær. Godfredsønnerne trækker sig tilbage til Fyn, og frankerne trækker sig tilbage efter at være blevet angrebet i baglandet.
I 826 lader han sig døbe ved et kirkemøde i Ingelheim, og han tager til Danmark, formentlig til Hedeby, med munkene Ansgar og Aubert. De fordrives dog igen året efter af Horik 1
Han døde i Rüstringen i år 846.
Senere i vikingetiden dukker en landflygtig kong Harald op i Normandiet med 60 skibe. Det er for tidligt til, at det kan være Harald Blåtand, så det er måske den rigtige Harald Klak, som er flygtet, da Gorm kom til magten i Danmark.
Internetudbyder.
En internetudbyder (eng. Internet Service Provider, ISP) sælger internet adgang til firmaer og private.
Internetudbyderen har typisk et eget netværk med forskellige adgangspunker. For xDSL forbindelser vil det være på den nærmeste telefonscentral, hvor internet trafikken ledes over i en Trunc som er indgangen til udbyderens eget net. Her vil trafikken blive samlet og ledt gennem udbyderens net til hans forbindelse til det egentlige internet. Dette er årsagen til at man på en abonnentsledning ikke altid opnår den lovede hastighed, da de samlede hastigheder ikke matches på den interne forbindelse.
Ved modemadgang har internetudbyderen en modempool hvor opkaldet ledes til et frit modem og forbindes til udbyderens net og dermed internettet.
Internetudbyderen tilbyder som oftest en række services som f.eks. DNS, Usenet, SMTP, mail- og webhosting
Eystein Fart Halvdansson.
Eystein "Fart" Halvdansson, konge i Romerike og Vestfold i 700-tallet.
URL.
URL betyder Uniform Resource Locator - på dansk "Enhedsressourcefinder". En URL bruges til at beskrive adressen af en bestemt ressource på internettet.
URL er en blandt i alt 4 URx-forkortelser foreslået til at beskrive adresser på internettet - de andre er URI, URN og URC. URL er den langt mest udbredte standard for hvordan en adresse på internettet skrives.
En URL er en stedfortræder for de IP-adresser, der er langt sværere at huske. Desuden kan en URL indeholde ekstra informationer i forhold til en IP-adresse.
Opbygning.
En URL læses bagfra af computeren.
Protokol.
Der findes mange protokoller på internettet, og dette skrives oftest som det første i en URL. Protokollen fortæller programmet hvilken service og port der skal bruges. Nogle browsere kan i dag håndtere flere protokoller, men tidligere havde hver protokol et specifikt program.
I den ældre version af http-proktokollen, kunne en server kun indeholde én hjemmeside pr. IP-adresse. I HTTP version 1.1 er dette ændret så serveren også får af vide hvilket servernavn der forespørges på, og derved har man mulighed for at have mange forskellige domæner tilknyttet den samme IP-adresse.
Server.
Denne del af URL'en fortæller hvilken server der skal kontaktes. F.eks. http://da.wikipedia.org eller http://en.wikipedia.org. Mange mennesker tror at en hjemmesideadresse "skal" starte med www, men dette er blot en forkortelse for World Wide Web, som er den del af internettet vi kender med hjemmesider etc. (i modsætning til f.eks. mail og netradio). Som standard opsætter serveradministratoren så en server, der tager imod forespørgsler til www-serveren. Serveradressen består (læst bagfra) af et "topdomæne", et "2. niveau-domæne" og evt. et eller flere "subdomæner".
Domæne.
Dette kaldes også for 2. niveau-domæne, da topdomænet er det første. I nogle lande er bestemte 2. niveau-domæner reserveret til bestemme ting. Dette gælder f.eks. i England, hvor .co svarer til .com-domænet globalt.
Domænet er den del af URL'en man køber til sit firma eller privatperson.
Subdomæne.
Et domæne kan have et eller flere tilknyttede subdomæner. I WWW-sammenhæng registrer man ofte subdomænet "www" for at angive en webadresse, men det er ikke nødvendigt. Subdomæner kan anvendes til at samle forskellige "minisites" under samme hoveddomæne, som fx TV 2 gør det (vejret.tv2.dk, nyhederne.tv2.dk...).
Subdomænet "www" peger stort set altid på samme adresse som hoveddomænet - i visse tilfælde kan hoveddomænet endda slet ikke benyttes uden www.
Port.
En port er - som navet antyder - en bestemt dør ind til et system. Tidligere var én maskine tilknyttet ét IP-nummer, og derved kunne denne kun udfører én opgave (web, mail, chat), men med angivelsen af en port, er det muligt at åbne en anden dør til samme maskine og derved få tilbudt en anden service. Det er også disse porte, der skal åbnes i en firewall for at kunne bruge en bestemt funktion af et program.
I ovenstående skema ses de standardporte de forskellige protokoller bruger. Det er dog muligt at angive en alternativ port, f.eks. kan man tilgå en mailserver med et telnet program, ved at angive URL'en til mailserveren og så bruge port 110.
Sti/Side.
URL'en kan også indeholde stien til den specifikke hjemmeside man ønsker - i dette tilfælde "/w/index.php". Der er ikke faste regler for opbygningen af denne del, men den bestemt af hjemmesiden man besøger. Ofte bliver en tekst mellem to skråstreger fortolket som en mappe på serveren, mens navnet efter sidste skråstreg henviser til en fil i den pågældende mappe. Hvis der ikke angives en sti, eller hvis filnavnet mangler, vil serveren ofte levere en standardfil fra den pågældende mappe.
Querystring.
I visse adresser indgår en querystring sidst i adressen. Den kendes ved et spørgsmålstegn og anvendes af serverbaserede scriptsprog til overførsel af oplysninger til siden. Querystring anvendes ofte ved links til søgesider (eksempel: http://www.google.dk/search?q=querystring)
5. april.
5. april er dag 95 i året i den gregorianske kalender (dag 96 i skudår). Der er 270 dage tilbage af året.
Irenes dag. Den standhaftige og fromme Irene blev sammen med sine søstre Agape og Chionia anklaget for at være i besiddelse af kristne bøger. De blev brændt på bålet i Saloniki i 304 sammen med deres bøger, efter de nøgne var ført til et bordel, hvor de dog ikke blev forulempet.
05
8. april.
8. april er dag 98 i året i den gregorianske kalender (dag 99 i skudår). Der er 267 dage tilbage af året.
Janus dag. Dagen er formentlig opkaldt efter den italienske biskop Januarius (el. Janus; ital. Gennaro) fra Syditalien, der blev kastet for løverne under kejser Diocletians kristenforfølgelser.
Løverne nægtede at røre ham, så han blev i stedet halshugget.
08
9. april.
9. april er dag 99 i året i den gregorianske kalender (dag 100 i skudår). Der er 266 dage tilbage af året.
Procopius dag. Der er måske tale om den biskop Prochorus (el. Procopius) fra Nikomedia, der ifølge Apostlenes Gerninger var en af syv mæglere i en strid mellem græske jøder og indfødte hebræere. Procopius led senere martyrdøden.
Dagen er dansk flagdag for besættelsen i 1940. Der flages på halv stang indtil kl. 12.00 eller 12.02. Skikken skyldes højtideligheden på Rådhuspladsen i København i 1945, se herunder. (Ligesom ved begravelser hejses flaget på hel stang når højtideligheden er overstået).
Referencer.
09
Reginfred.
En bror til Harald og Sigurd
Han var samkonge med sin bror Harald i 812-814 Efter Hemmings død
Sigfred/Sigurd.
Sigfred/Sigurd en broder søn af Gudrød Vejdekonge, en søn af Halvdan bror til Harald og Reginfred
Peer-to-peer.
Peer-to-peer (eller P2P) er den engelske betegnelse der anvendes om datanet, hvor computerne i datanettet har lige stort ansvar for datanettets funktionalitet. Et peer-to-peer-datanet adskiller sig derfor fra et datanet bestående af klient- og serverprogrammer ved at ansvaret for datanettets funktionalitet ikke er centraliseret omkring serverprogrammet.
En hyppig anvendelse af peer-to-peer ansvarsdelingen er ifm. med distribuerede datalagre, som f.eks. BitTorrent, eDonkey, KaZaA og Napster (omend Napster ikke havde en ren peer-to-peer ansvarsdeling, men var en hybrid mellem klient/server og peer-to-peer). Andre anvendelser er Internetbaserede telefonforbindelser, f.eks. Skype, og distribuerede beregninger, som f.eks. SETI@home (nu: BOINC).
En dom fra 27. juni 2005 fra den amerikanske højesteret fastslog at firmaer der fremstiller fildelingsprogrammer er ansvarlige for den ulovlige kopiering der foregår ved hjælp af disse programmer.
Terminologi.
Dansk Sprognævns IT-terminologi udvalg har endnu ikke vedtaget en dansk oversættelse af "a peer-to-peer network", men et forslag kunne være "et terminalnet". Da en "peer" kan ses som havende både lige meget og lige lidt ansvar som andre "peers", ville "lige lidt ansvar" svare til en opbygning af et datanet kun bestående af terminaler (det passer både med terminaler i syntaksmæssig forstand og med terminaler i datamatmæssig forstand).
11. april.
11. april er dag 101 i året i den gregorianske kalender (dag 102 i skudår). Der er 264 dage tilbage af året.
Leos dag. Leo den Store var pave fra 440 til sin død i 461. Han overtalte Hunner-kongen Attila til at undlade at plyndre Rom og trække sig tilbage fra Italien.
12. april.
12. april er dag 102 i året i den gregorianske kalender (dag 103 i skudår). Der er 263 dage tilbage af året.
Julius dag. Julius den 1. var pave fra 336 til 352. Han fastslog, at "Sønnen var af samme væsen som Faderen", og altså var født, ikke skabt.
Den første flyvning over Nordatlanten.
Den første flyvning over Nordatlanten i øst-vestlig retning blev foretaget den 12. april 1928.
Det var den tyske baron Günther von Hünefeld, Hermann Köhl og den irske flyver James C. Fitzmaurice, der fløj fra Dublin i et Junckers W. 33 én-motors lav­vinget monoplan,"Bremen".
Efter 37 timer landede de i stærk modvind på Greenly Island, ud for Labradors kyst.
14. april.
14. april er dag 104 i året i den gregorianske kalender (dag 105 i skudår). Der er 261 dage tilbage af året.
Tiburtius dag. Dagen er opkaldt efter den hellige Tiburtius, der blev omvendt til kristendommen, da han i et syn så sin bror Valerius blive kronet af en engel. Begge brødre led martyrdøden ved halshugning midt i det 3. årh., og blev gravlagt af Valerious' hustru Cecilia.
15. april.
15. april er dag 105 i året i den gregorianske kalender (dag 106 i skudår). Der er 260 dage tilbage af året.
Olympias dag. Hun var diakonisse i Nicomedia og blev pisket og som for sin tros skyld blev pisket og halshugget i Cordula i Persien omkring år 250.
Danske Lov.
Danske Lov er titlen på en lovbog fra 1683, er grundlaget for dansk lovgivning. Hovedparten af bestemmelserne er afløst af nyere love. Der er dog en række bestemmelser, som stadig bruges, fx Danske Lov 3-19-2 som bestemmer at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar en ansat måtte pådrage sig i forbindelse med arbejdet.
Forhistorie.
Saxo fortæller i sit værk "Gesta Danorum" fra omkring 1200-tallet om de danske kongers forsøg på at lovgive. Nedskrevne lovregler på hhv. stentavler og papir kendes fra Oldpersien og den romerske republik. Et af de tidligste eksempler på dansk lovgivning er Vederloven, der fastsatte regler for kongens personlige hær, også kaldet hirden, fra omkring 1180. De såkaldte landskabslove fulgte. Jyske Lov er den eneste med datering. Landskabslovene er inden for materiel ret "kasuistiske"; det vil sige, at de tager udgangspunkt i konkrete tilfælde af retsbrud og foreskriver, hvorledes konflikten skal løses. De processuelle bestemmelser er generelle.
Loven skal ses i sammenhæng med den europæiske retstradition, som siden 1100-tallet havde bevæget sig i retning af en større sammenskrivning af gældende sædvaner. Denne tradition påskyndedes af den katolske kirke.
Peder Lassens indflydelse.
Selve udarbejdelsen af loven var langvarig: den strakte sig over årtier og to konger. Den afspejlede de magtkampe, der foregik i administrationen i denne periode. Umiddelbart efter at få enevældig magt nedsatte Kong Frederik III en kommission, som skulle granske hele kongerigets lovgivning og finde ud af, om der var regler der stred imod enevældet og udfærdige en ny retsplejelov. Danske Lov anses som affødt af praktiske behov, eftersom retssystemet var præget af et meget stort antal, delvist modstridende, lovbestemmelser. Opdelingen af Danmark i et jysk og et sjællandsk retsområde som følge af landskabslovene var utidssvarende og besværlig. Statskollegiet begyndte processen ved i en betænkning af 12. januar 1661 at udtale ønsket om at udarbejde en ny lov og proces. Den første kommission, den 1. lovkommission, blev nedsat af kongen 26. januar bestående af tre jurister, bl.a. højesteretsassessor Peder Lassen, otte adelige medlemmer og ti borgerlige. Uenigheder i kommissionen, bl.a. var de adelige utilfredse med lovændringer vedrørende deres privilegier og deres minoritet i kommissionen, trak sagen i langdrag. Kongen udskiftede 16. november 1662 1. lovkommission med 2. lovkommission bestående af fire af den forrige kommissions stærkeste juridiske kræfter: Peder Lassen, Heinrich Ernst, Otte Krag og Niels Trolle. Den nye kommission udarbejdede flere forslag, de fleste helt nye, og især Peder Lassens forslag inden for arveretten var langt forud for den generelle juridiske udvikling i Danmark. Kommissionens forslag om proceslovgivning blev sendt til statskollegiet til eftersyn, og i juli 1664 udtalte det sin positive holdning overfor forslaget. For at revidere det blev kommissionen udvidet med fire jurister fra statskollegiet. Men herefter synes arbejdet at ebbe ud.
Peder Schumacher og Rasmus Vindings indflydelse.
Først den 23. februar 1666 blev Peder Lassen sammen med viceskatmester Holger Vind, statskollegieassessor Kristoffer Parsberg og Rasmus Vinding, den såkaldte 3. lovkommission, pålagt at fortsætte revisionen af den danske lovgivning. Denne sammensætning er et udtryk for Peder Schumachers (den senere Griffenfeld) stigende indflydelse i administrationen; både Parsberg og Vinding var hans nære venner. Det var også begyndelsen til en langvarig konflikt mellem Lassen og Vinding vedrørende udformningen af lovarbejdet. Peder Lassen var "fagjuristen par excellence" i Danmark på dette tidspunkt, mens Rasmus Vinding som professor i historie og geografi ikke var blevet juridisk uddannet. Han havde til gengæld været dommer i Højesteret i fem år, og havde ry som en god dommer. Han var en "juridisk naturbegavelse", men manglede indgående kendskab til de danske love. Arbejdet i den 3. lovkommission skred ikke hurtigere frem end i den forrige. K ongen beordrede derfor 8. marts 1666, at hver af kommissionens medlemmer egenhændigt skulle udarbejde et systematisk sammendrag af de eksisterende love, og desuden udbedre fejl og fjerne forældede love og forordninger fra det store danske lovkompleks. Det betød i realiteten en forkastelse af kommissionernes tidligere arbejde og dermed et nederlag for Peder Lassen, som havde været den drivende kraft, og det var muligvis også et taktisk skridt fra kongens side for at få Vinding til at blive den nye ledende kraft i arbejdet. Da de fire forskellige udkast blev præsenteret, var det i hvert fald Vindings, den såkaldte "Codex Fredericus", der fik den bedste modtagelse. Og det på trods af Vindings manglende viden om lovene og ikke mindst på systematiske evner. I løbet af 1660'erne blev Peder Schumacher forfremmet til assessor både i statskollegiet og i højesteret. Arbejdet med loven var gået i stå igen, men Schumacher var opsat på at drive Vindings forslag igennem. Han fik derfor ved hjælp af sin store indflydelse hos kongen, sat en hemmelig ordre af 11. marts 1669 i værk, der beordrede Vinding til ene mand at udarbejde udkastet til den nye lov, en "Corpus juris Danici". Allerede i slutningen af 1669 kunne Vinding fremlægge sit udkast, det såkaldte "Første Projekt", sandsynligvis fordi han var begyndt på arbejdet et stykke tid før, han fik den endelige ordre. Dette "Første Projekt" var i høj grad en overførsel af indholdet fra "Codex Fredericus", men med en langt bedre systematik og færre fejl i form af forældede og modsætningsfyldte love. Lovens indhold drejede sig stadig først og fremmest om love der var overført fra eksisterende samlinger, tilsat nogle nye love der for størstedelens vedkommende var baseret på tidligere domme.
Lovarbejdet under Christian 5..
Frederik 3.s død i 1670 frembød en pause i lovgivningsarbejdet. Peder Schumacher fik meget andet at se til, så hans interesse i projektet blev nedprioriteret for et stykke tid. Først 24. september 1672 blev der givet ordre om at nedsætte en revisionskommission på tre mand, der skulle revidere Vindings forslag. Peder Lassen, som var blevet tilsidesat i den sidste fase af projektet, holdt sit eget forslag klar, hvis Vindings skulle blive forkastet. Og ved formanden for revisionskommissionen kansler Peder Reedtzs indflydelse, blev han antaget som et af de tre medlemmer. Det sidste medlem var generalprokurør Peder Lauridsen Scavenius. Senere blev biskop Hans Vandal også optaget i kommissionen, men udelukkende som revisor over de love der vedrørte gejstligheden. Lassen fremlagde straks kritik af Vindings forslag, idet han mente at loven burde inddeles i tre bøger i stedet for Vindings fem. Men i det store hele var han ikke så kritisk overfor projektet som tidligere, muligvis fordi han var kørt træt. Lassens rettelser i udkastet eksisterer stadig, så vi kan følge hans syn på loven. Han rettede en del åbenlyse misforståelser, men der var meget få stærkt kritiske kommentarer. I det store hele havde han efterhånden accepteret, at Vinding og Griffenfeld havde vundet kampen om lovens udformning. 10. juli 1674 døde Reedtz, og Griffenfeld fik mulighed for at overtage formandsposten. Han sørgede for at Vinding, foruden sin egen svoger, borgmesteren i København Jørgen Fogh, blev optaget i kommissionen, den såkaldte 2. revisionskommission. Arbejdet gik helt i stå ved Griffenfelds fald fra magten 11. marts 1676 og lå stille i fire år.
Først 28. februar 1680 udkom en kongelig missiv der beordrede en ny talrig kommission på 13 medlemmer sammensat til viderførelse af arbejdet. Men også denne kommission havde indbyrdes stridigheder, særlig var det de tre gejstlige medlemmer, biskop Hans Bagger, konfessionarius Hans Leth og professor i teologi Kristian Nold, som voldte problemer. Stridsspørgsmålet var først og fremmest kravet til den rette konfession vedrørende de fremmede, særligt franske huguenotter, som slog sig ned i landet. På grund af de gejstliges minoritet lykkedes deres forsøg på at sprænge kommissionen dog ikke. De langtrukne stridigheder fik Christian 5. til at nedsætte en ny kommission 16. april 1681. Denne 4. revisionskommission bestod af fire medlemmer deriblandt Rasmus Vinding. Opgaven var en endelig revision, og det var i denne periode, at de fleste nye ændringer uden forbilleder i ældre lovgivning blev til. Det drejede sig dog mest om ændringer, der ikke havde større rækkevidde i lovgivningen. Kommissionen færdiggjorde sit arbejde i slutningen af 1681, og kongen godkendte det den 3. januar 1682. Smårettelser foretoges dog helt op til trykningen af den, så at arbejdet først kan siges at være helt færdigt 23. juni samme år. Den officielle "deadline" lå på kongens fødselsdag 15. april 1683, og det er officielt den dato der regnes for udstedelsen af Danske Lov.
Norge fik i 1687 sin Norske Lov, der i form og indhold omtrent er identisk med Danske Lov.
Indhold.
foruden dén ed dommerne skulle sværge, og dén ed vidnerne skulle sværge.
Oversættelser.
Danske Lov er oversat til engelsk, latin, tysk og russisk.
19. april.
19. april er dag 109 i året i den gregorianske kalender (dag 110 i skudår). Der er 256 dage tilbage af året.
Daniels dag. Dagen har fået sit navn efter Det gamle Testamentes profet, Daniel.
Bevarelseslove.
Bevarelseslovene har stor betydning for al fysik.
21. april.
21. april er dag 111 i året i den gregorianske kalender (dag 112 i skudår). Der er 254 dage tilbage af året.
25. april.
25. april er dag 115 i året i den gregorianske kalender (dag 116 i skudår). Der er 250 dage tilbage af året.
Markus dag. Efter evangelisten Markus. Ifølge traditionen fulgte han apostelen Peter som tolk til Rom. Efter Peters korsfæstelse drog Markus videre til Alexandria, hvor han blev biskop og siden selv led martyrdøden. I 800-tallet blev hans ben gravlagt i Markuskirken i Venezia.
I Island flages i dag for den "første sommerdag".
25. april er Færøernes flagdag.
28. april.
28. april er dag 118 i året i den gregorianske kalender (dag 119 i skudår). Der er 247 dage tilbage af året.
Vitalis dag. Har enten navn efter Vitalis, som blev martyrdræbt i kejser Neros tid omkring år 60, eller en anden martyr af samme navn, som blev martyrdræbt af kejser Marcus Aurelius omkring år 171.
1. maj.
1. maj er dag 121 i året i den gregorianske kalender (dag 122 i skudår). Der er 244 dage tilbage af året.
Dagen kaldes Philip og Jacobs dag, Majdag, Valborgsdag, Valborgsmesse eller Voldermisse.
Philip og Jacob var Jesu apostle, der ifølge legenden blev martyrdræbt i Lilleasien engang i det første århundrede.
Valborg var en engelsk prinsesse og abbedisse, der døde i 779. Hun var bene­diktinernonne i Hildesheim i Tyskland.
Siden førkristen tid har man i Tyskland fejret skiftet fra vinter til sommer aftenen før 1. maj, Valborgsaften, med bålfest. I Norden har man længe kaldt dagen for Valborgsmesse.
Dagens "praktiske betydning" i gamle danske landsbyer i Danmark var den faste bestemmelse, at i dyrkningsfællesskab med vangebrug skulle gærderne om bygmarken være lukkede til Majdag og disse gærder skulle blive stående indtil Mikkelsdag (29 september), ligesom det var skik i de gamle bondesamfund, at bystævnet på denne dag holdt årsmøde og valgte bl.a. oldermand. 1. maj og 1. november er desuden traditionel skiftedag.
1. maj blev stiftet som arbejderbevægelsens internationale kampdag på Socialistisk Internationales kongres i 1889 - i 100-året for Den Franske Revolution.
I Danmark fejres det stadig tidligt om morgenene i mange fagforeninger og i Socialdemokraternes, SF's og Enhedslistens partiforeninger. Om eftermiddagen er der taler og sang og meget mere i alle større danske byer.
01
Maj, 01.
2. maj.
2. maj er dag 122 i året i den gregorianske kalender (dag 123 i skudår). Der er 243 dage tilbage af året.
Athanasius dag. En biskop fra Alexandria, der i mange år måtte gemme sig i ørkenen, da han blev forfulgt af kejser Constantius II, indtil denne døde i 361.
02
3. maj.
3. maj er dag 123 i året i den gregorianske kalender (dag 124 i skudår). Der er 242 dage tilbage af året.
03
Saxos forhistoriske kongerække.
Saxo Grammaticus har i sin Danmarks Krønike, en forhistorisk kongerække, som engang har været regnet for en historisk sandhed.
De fleste af Frode-rne må være den samme person, som er blevet efterfulgt af flere konger i hvert deres rige.
Listen må også være sat sammen af flere lister, siden den Mytologiske stamfar "Dan" kan optræde inde i listen.
Broderskab.
Værdigrundlag.
De fleste store ordener i Danmark (Den Danske Frimurerorden, Odd Fellow, Johanniter, Tempelridderne m.fl.) bekender sig til et kristent værdigrundlag.
Andre ordener har et hovedsagelig humanitært sigte.
Der findes også mindre ordener med mere specifikke formål af hovedsagelig esoterisk karakter (Tutor, Rosenkors, Druide mfl.).
Ud over de regulære ordener eksisterer der en del store og små organisationer (selskaber), der måske i offentligheden opfattes som ordener, men ikke har ordensvæsenets hierarkiske opbygning (Lions, Rotary, Round Table m.fl.).
Optagelse.
Afhængig af ordenens konstitution optages nye brødre på forskellige vilkår.
Nogle ordner optager kun brødre fra bestemte samfundslag - anbefalet af eksisterende brødre. Sådanne selskaber betegnes som lukkede.
Andre ordener rekrutterer bredere og indlemmer nye brødre både via anbefaling og ved uopfordret henvendelse.
I visse ordener optages kun mænd, men i de fleste kan både mænd og kvinder optages dog typisk i hver deres loge.
Fælles for alle ordener er, at nye ansøgere skal godtgøre sin værdighed til optagelse og gennem en godkendelsesproces (prøvelse). Endvidere skal aspiranten godkendes (typisk enstemmigt) af de øvrige brødre.
Nye brødre indlemmes i hierarkiets nederste lag og har nu mulighed for at gøre sig værdige til ophøjelser i ordenens øvre grader.
Betingelserne for ophøjelse varierer meget fra orden til orden, men de højeste grader er altid forbeholdt medlemmer med mange års anciennitet og særlig dedikation for ordenen.
Antallet af grader varierer meget fra orden til orden. Typisk er der 3, 4, 6, 7, 10, 12 eller 33 grader.
Hemmelighedskræmmeri.
Opfattelsen, af at ordensvæsnet beskæftiger sig med hemmelige ting og sager, bunder i, at brødrene ikke ønsker at offentliggøre, hvad der foregår bag lukkede døre.
I den henseende afviger aktiviteterne i en orden ikke fra et politisk parti, i en fagforening eller i bestyrelsen for et privat aktieselskab.
Her ønsker medlemmerne ikke, at enhver forhandling kommer til offentlighedens kendskab. Ikke fordi der foregår noget hemmeligt (lyssky), men fordi de emner, der behandles bag lukkede døre, ikke kommer andre ved.
Visse ordener inden for bl.a. frimureriet er til tider udsat for stor offentlig interesse. Der er så opstået en del myter om, hvad der egentlig foregår under møderne. Brødrene er gået med til at løfte sløret lidt og har derved manet de værste misforståelser i jorden.
Størrelse.
I Danmark er Den Danske Frimurerorden, Det Danske Frimurerlaug og Odd Fellow langt de største ordener med afdelinger i flere af de større byer og et samlet medlemstal på over 20.000. De mindste ordener har kun loger i en enkelt by, og et typisk medlemstal på 50-100.
Europas historie.
Europas historie beskriver historien om menneskets beboelse af Europa fra førhistorisk tid til nu.
I Boxgrove i England er der i 1990'erne fundet fossiler (skinnebensknogle) sammen med stenredskaber, der er dateret til omkring 500.000 f.Kr.
Knoglen er blevet tilskrevet menneskearten "Homo heidelbergensis".
Det første beskrevne fund af denne type var en underkæbe og blev gjort i 1907 i landsbyen Mauer ved Heidelberg - deraf kommer navnet.
Disse fund er nogle af de første beviser for menneskets tilstedeværelse i Europa.
Dog er fund af stenredskaber gjort i Pakefield, Suffolk der er dateret endnu ældre til omkring år 700.000 f.Kr.
Tidmæssigt falder de i Cromer-mellemistiden, hvor det i Nordeuropa har været så varmt som i Sydeuropa i dag.
De første anatomisk moderne mennesker ankommer til Europa omkring år 46.000 f.Kr. og har cirka 5.000 år senere koloniseret hele kontinentet.
Før dette har neandertalerene befolket Europa.
De franske fund af det anatomisk moderne meneske kaldes også Cro-Magnon-mennesket efter fund gjort i 1968 ved Cro-Magnon i det sydvestlige Frankrig.
Hos det moderne menneske findes fiskekroge af ben, nåle, harpuner, buer og pile.
Begravelser har fundet sted og nogle grave er dateret som 30.000 til 25.000 år gamle.
Skulpturer og smykker er konstrueret, f.eks. Venus fra Willendorf og Venus fra Galgenberg.
Hulemalerier ses også med de berømte hulemalerier fra Lascaux dateret som 17.000 år gamle.
Efter at landbruget er udviklet i det sydvestlige Asien spreder det sig i adskillige årtusinder gennem Europa: Afgrøder ses først 7000-6000 f.Kr. i det sydøstlige Europa, fortsætter nordvest på og når Danmark efter år 3800 f.kr.
Brisingernes smykke.
Brisingegammen eller brisingammen er i Nordisk mytologi Frejas dyrebare smykke. Det blev smedet af fire dværge (Alfrigg, Berling, Dvalin og Grerr) kaldet "brisingerne". Freja ville købe smykket, men dværgene ville ikke have penge som betaling. I stedet skulle Freja ligge en nat med hver af dem.
Man ved ikke hvad navnet betyder etymologisk. Endelsen "men" antyder at det drejer sig om et halssmykke frem for et bælte. Der omtales noget lignende i "Beovulfkvadet". "Brisingr" er et sjældent forekommende ord for ild. Modergudinder har haft halssmykker siden oldtiden. Der er fundet statuetter med halskæder i middelhavsområdet tilbage til 3000 f. Kr. og små kvindeskikkelser med halssmykker er kendt fra bronzealderen i Danmark.
Her en en oversættelse til norsk
og en omtrentlig ordret oversættelse til dansk
þara þe ic on foldan gefrægen hæbbe,
Nænigne ic under swegle Selran hyrde
to þære byrthan byrig BROSINGA MENE
Harnisk og ringe, blandt halssmykker det smykkeste
jeg nogen tid har hørt nævne på jord.
Aldrig under himlen har jeg hørt om et bedre
Jætte.
Jætter er en fællesbetegnelse for en række overnaturlige væsner fra den nordiske mytologi, som de spillede en afgørende rolle i. De blev hovedsageligt knyttet til den vilde natur og naturkræfter, som fx sne, kulde og ild. Deres hjemverden blev kaldt Jotunheim, og var en af de ni hjemverdner i den nordiske kosmologi. De optrådte ofte som guders og asers modstandere i myterne, men intet tyder på, at jætterne blev opfattet som entydigt onde væsner i før-kristen tid. De var snarere repræsentanter for den vilde og utæmmede natur. Og ligesom den både livgivende og destruktive natur kunne de derfor både være til hjælp og til skade for mennesker og guder. Af udseende kunne de både være helt utroligt smukke eller hæslige og frastødende.
Efter religionsskiftet levede mange af forestillingerne om overnaturlige væsner videre i den nordiske folklore. Fx besidder folketroens trolde og vætter mange af jætternes destruktive karaktertræk.
Karakteristik.
Jætterne repræsenterede en selvstændig æt, der ifølge den mest udførlige beretning om verdens skabelse i "Gylfaginning" opstod uafhængigt af asernes æt. De var ikke udelukkende destruktive kaosvæsner, men levede i et velordnet samfund. Ophavsmæssigt var aserne og jætterne i realiteten meget nært beslægtede, i det Odin, Vile og Ves mor var en jætte. Jætterne repræsenterede den af de oppositionelle kategorier, som præger den nordiske verdensforståelse. De var knyttet til naturen, og blev derfor associeret med kvindelighed, uorden, forandring og død. Guderne var på deres side knyttet til kultur, mandlighed, orden og stabilitet. Kulturen blev opfattet som en kvalitativ forbedring af naturen, den var derfor en forudsætning for kulturen, samtidig med at den var underlegen. Natur var imidlertid ukontrollabelt, og kunne i længden ikke holdes nede.
Jætternes verden var et modbillede på gudernes, men den indeholdt også et samfundsstruktur, der var et ligeværdigt alternativ. Der fandtes sociale strukturer, der lignede dem, som fandtes i det nordiske samfund. Der var et socialt hierarki; nogle af jætterne var fx umådeligt rige og magtfulde, mens andre var ludfattige. Jætterne beskrives som lige så rige på guld som guderne (mytologisk fungerede guld som et billede på frugtbarhed). På trods af dette fremstilles jætterne som mindreværdige i forhold til guderne i myterne.
Jætternes domæne var den vilde natur, der omkransede kulturlandskabet. Det blev kaldt Jotunheim og strakte sig helt til verdens yderste kant ved Udgård. Den geografiske placering af Jotunheim mod nord og øst for de befolkningstætte områder i Norden er sandsynligvis en litterær konstruktion fra middelalderen. Ligesom deres identificering med samerne. Jætterne rådede også over det Ægir var havets hersker sammen med sin kone Ran. Deres ni døtre repræsenterede bølgerne. Vaneguden Njord rådede dog over fangsten og vejret. Yderst i verdenshavet lå endnu et væsen fra jætternes verden, Midgårdsormen, et af de mest frygtindgydende uhyrer. Det er muligt, at Nordboerne opfattede jætterne som noget andet end de egentligt kaosuhyrer, som fx Nidhug, Fenrisulven, Midgårdsormen, Surt og Udgårdsloke. Disse væsner blev i mytologien placeret uden for Jotunheim og repræsenterede sandsynligvis naturens destruktive kræfter. Jætternes og uhyrernes skadevoldende karakter var resultat af deres bundethed til naturen, frem for en iboende ondskab, og de kunne også have enten direkte eller indirekte positive egenskaber; fx blev jorden skabt ud af urjætten Ymirs krop og blev holdt sammen af Midgårdsormens greb.
Jætternes æt var den første i verden, deres stamfar var Ymir, det første levende væsen. De havde derfor indsamlet en større viden om den end selv guderne, og nogle af de ældste blev beskrevet som umådeligt vise. Deres store ælde betød også, at mange af verdens skatte var kommet i deres besiddelse. Disse værdier var af tre forskellige typer: guld, kvinder og naturressourcer. Jætternes rigdomme blev begæret af aserne, som tog dem, enten ved list og trolddom (som regel Odins metode) eller gennem rå magt (som regel Thors metode). Det, aserne tog fra jætterne, dvs. naturen, fik imidlertid ikke dets fulde værdi, før det, af mandlige guder, blev omdannet til produktive kulturgenstande. I mange tilfælde behøvede de dog hjælp fra kvindelige jætter for at kunne erhverve dem. Af udseende var de forskellige; nogle lignede mennesker, mens andre var hæslige eller lignede monstre. De kvindelige jætter kunne have stor, næsten overjordisk skønhed, det gælder fx Gerd, som Frej blev forelsket i. Men også Odin og endog Thor kunne falde for jættekvinder. Thor fik i flere gange endda hjælp af en jættekvinde, når han i sin egenskab af kosmosvogter bekæmpede andre jætter.
Forholdet mellem jætter og aser.
Det vigtigste emne i den nordiske mytologi var det fjendtlige forhold mellem jætter og guder. Selvom det, bortset fra Ragnarokfortællingerne, kun var i Thorsmyterne, at egentlige kampe mellem jætter og guder var i fokus. Forholdet mellem jætter og guder er negativt reciprokt, dvs. interaktionen mellem dem tog form af negative relationer, det kunne være indbyrdes tyveri, bedrag, brudte løfte osv. Det var i reglen sådanne handlinger, der igangsatte historien i de enkelte myter, og som gav næring til den konstante spænding mellem de to grupper, og dermed skabte det konstante pres på asernes position og det kosmologiske status quo. Forud for den egentlige skabelse eksisterede der jætter, men aserne var for kosmogonien, og blev det derved også for drabet på jætternes stamfader, som endda var gudernes mødrene ophav. Ragnarok var derfor jætteættens endelig hævn over asernes uret mod Ymir i urtiden. Jætter blev associeret med natur, fødsel, kvindelighed, passivitet, spontan og ukontrollabel skabelse og død. I Völuspá blev døden og dermed tidens gang introduceret i urtiden af tre jættekvinders ankomst til Asgård. De bragte de farlige kvindelige kræfter, som de mandlige guder ikke kunne kontrollere, dvs. tiden, seksuelt begær, reproduktion, skæbne og dødelighed. Gudernes målsætning var fastholdelse af status quo, med dem selv som verdens dominerende magt, mens jætterne stod for forandring, og derved verdens bevægelse frem mod dens afslutning ved Ragnarok. Asernes overmagt var primært baseret på intelligens, og indenfor den enkelte mytes forløb var jætternes succeser kun kortvarige, og de endte med genoprettelsen af status quo. Overordnet set mistede guderne imidlertid gradvist deres overmagt, indtil den endeligt blev brudt ved Ragnarok.
Aserne blokerede allerede fra begyndelse for et ligeværdigt forhold: De dræber ættens stamfar, de nægter at lade deres egne kvinder gifte sig med medlemmer af jætternes slægt, de gennemtvinger underordningen af kvindelighed overfor mandlighed, tillader kun at jættekvinder fungerer som konkubiner for aserne, og stjæler samtidigt jætternes rigdomme. Ved at nægte ægteskabelige forbindelser mellem de to grupper, blev jætterne i praksis placeret i en underordnet position i forhold aserne, idet ægteskab i de nordiske samfund normalt ikke blev indgået mellem slægter på meget forskellige sociale nivauer. Jætternes rov af gudinder (herunder vaner) krævede derfor også drastiske sanktioner fra gudernes side, herunder drab og brudte løfter. Disse alvorlige lovbrud blev retfærdiggjort af de alvorlige brud på den sociale orden. Enkelte jætter hørte til gudernes kreds, fx Loke, Han var Odins fostbror og fungerede derved som bindeled mellem gudernes og jætternes verden. Hans optræden i myterne var samtidig en understregning af gudernes afhængighed af jætternes kunnen og ressourcer.
Nedvurderingen af jætterne i myterne var en afspejling af det nordiske samfunds generelle nedvurdering (i lighed med mange andre før-moderne kulturer) af den kvindelige og ukontrollable skaberkraft. Fokus blev i stedet lagt på den mandlige skaberkraft, selvom myterne erkendte dens i sidste ende totale afhængighed af kvinden. Den kvalitative forskel forklares ved at naturlig reproduktion i sidste ende medfører døden, mens ting og væsner skabt af mænds håndværkskunnen potentielt har evigt liv.
Religiøs dyrkelse?
Det er usikkert om jætterne blev dyrket rituelt af nordboerne i den før-kristen tid. I ældre forskning har tendensen været, at man afskrev en sådan kult, primært fordi man fokuserede på deres onde og skadevoldende natur. I nyere tid har man åbnet mere op for muligheden af en sådan kult. Det er højst tænkeligt, at datidens mennesker har forsøgt at opretholde et godt forhold til alle de kosmiske magter, de mente rådede over verden og dermed deres egen velfærd, herunder jætterne. Myterne fortæller, at jætternes kræfter og kundskaber var nødvendige, selv for guderne, derfor var det sandsynligt at de også blev dyrket af menneskene. De middelalderlige kristne forfattere har i deres beretninger fokuseret på guderne og deres gerninger alene, og mange forestillinger relateret til verdens øvrige magter kan derfor være gået tabt. Der findes kun meget få spor, der tyder på eksistensen af en jættekult. Fortællingerne om visse stormandsslægters legendariske afstamning fra jættekvinder, kan være sådanne spor. Ligesom initiationsriter for unge aristokratiske mænd tilsyneladende involverede ophold hos jætter. Desuden kan fester, der markerede årstidernes skiften muligvis være knyttet til jætterne.
Etymologi.
I norrøne tekster bruges betegnelserne (pl.) jötnar (sing. "jötunn"), (pl.) risar (sing. "risi") eller (pl.) þursar (sing. "þurs") om jætter. Ofte blev de sat sammen med et substantiv, for at specificere hvilken type jætte, der var tale om. De mest almindelige former i fortællingerne var "bergrisar" ('bjerg-risar') og "hrímþursar" ('frost-þursar'). Jættekvinder blev i reglen kaldt (pl.) gýgjur (sing. "gýgr") eller íviðjur (sing. "íviðja").
Ordet "Jötunn" stammer sandsynligvis fra det protogermanske "*etunaz", et hypotetisk ord med samme rod, som "æde" (protogermansk "*etan"). Den oprindelige betydning af ordet kan derfor have været "grovæder" eller "menneskeæder", i betydningen af naturens kaotiske og destruktive kræfter, der truer med at opsluge mennesket. Det betyder også, at ordet "þurs" kan have samme rod som ordet "tørst" eller "blodtørst." "Risi" er måske beslægtet med "rejse" (i betydningen rejse sig op), og betyder måske "tårnhøj person" (en parallel til det tyske ord "Riese", det nederlandske "reus" og det gamle svenske "rese", der alle betyder kæmpe). Ordet "jotun" er bevaret i moderne norsk, hvor det betyder kæmpe. På moderne dansk og svensk har ordet udviklet sig til formen "jætte" og "jätte". I moderne islandsk har ordet "jötunn" bibeholdt sin oprindelige betydning. På oldengelsk findes det beslægtede ord "eoten", som på moderne engelsk er blevet til "ettin". På oldengelsk findes desuden ordet "þyrs", der har samme betydning.
Ordet "jötunn" var i norrøn sprogbrug et neutralt ladet ord, i modsætning til "gýgr", der blev brugt negativt som betegnelse for stygge og hæslige eksemplarer, som gerne holdt til i underverdenen. Det gælder fx Hyndla, fra digtet "Hyndlaljod".
runen ᚦ Thurs’, fra den ældre futhark, rod på protogermansk var "*Þurisaz". Den udviklede sig senere til bogstavet Þ (thorn), som i dag bl.a. bruges på moderne islandsk. På norsk betyder ordet Tusse (oprindeligt Þurs) en form for trold.
Almindelig Mistelten.
Ordet Mistelten er af usikker oprindelse. Det kan være relateret til det tyske ord "Mist", et andet ord for gødning, men i oldengelsk bliver "mistel" også anvendt for basilikum.
Almindelig Mistelten ("Viscum album") er en stedsegrøn halvsnylter med kugleformet vækst. Skuddene er glatte og lysegrønne med cirkelrundt tværsnit. Bladene sidder modsat, og de er spatelformede eller elliptiske med hel rand. Over- og underside er ensartet lysegrønne. Blomstringen sker i marts-maj, og den består af kugleformet samlede gulgrønne småblomster, som ikke syner af meget. Frugterne er kuglerunde, halvt gennemsigtige mælkehvide bær med én lysegrøn kerne.
Rodnettet består af et antal "sænkere", som trænger ind i værtplantens ved, hvor de henter vand og mineralske stoffer. Da planten selv sørger for fotosyntese, er den kun halvsnylter. Frøene er indlejret i det sejt klæbrige frugtkød, som bidrager til at klæbe kernen fast til værtplanten, når fugle fejer næbbet rent efter at have ædt frugtkødet.
1 x 1 m (5 x 5 cm/år).
Arten er udbredt over det meste af Europa, Nordafrika og Asien, hvor den snylter på mange forskellige træarter. I Danmark er den sjælden som vildtvoksende, hvad der måske kan skyldes, at misteldroslen, dens vigtigste spreder, også er blevet sjælden.
I dag er det almindeligt at anvende Mistelten som julepynt. "Viscum album" bliver anvendt i Europa og "Phoradendron leucarpum" anvendes i Nordamerika. Ifølge en juletradition, er en mand og en kvinde, som kommer til at stå under en Mistelten, forpligtet til at kysse.
Rudyard Kipling.
Joseph Rudyard Kipling (30. december 1865 i Bombay, Indien - 18. januar 1936) var en engelsk forfatter og digter. I 1907 fik Rudyard Kipling nobelprisen i litteratur.
Kipling er bedst kendt for sin børnebog "Junglebogen." Han var også kendt for at forsvare britisk imperalisme som en måde, hvorved den vestlige verden beskyttede kolonilandene imod deres egne indbyrdes krige og korruption. Da den vestlige verden var teknologisk og økonomisk overlegen, var den moralsk forpligtet til at hjælpe andre lande. Han udtrykte det i begrebet "Den hvide mands byrde".
Kipling mente desuden, at man kunne møde den "tusinde mand eller dame" på gaden, for aldrig mere at have chancen for at møde personen, selv om denne ville være den rette for én.
Sagnkonge Helge.
Efter sagnet bliver Helge konge efter at have dræbt Angantyr og hans ni brødre på Samsø. Hvilket nok skete år 728.
Tomahawk-krydsermissil.
Tomahawk-krydsermissilet, BGM-109 Tomahawk el. Tomahawk Land Attack Missile (TLAM) er udviklet af General Dynamics i 1970'erne som et langtrækkende havbaseret krydsermissil til offensive formål med kapacitet til at kunne fremføre kernevåben. Missilet har en rækkevidde på op til 2.500 km, og det anvender GPS til at nå sit mål. Tomahawkmissiler affyres fra skibe, ubåde eller fly.
Produktionen foregik oprindeligt hos General Dynamics, hvorfra den spredtes til McDonnell Douglas og senest til Raytheon, der i dag er hovedansvarlig for produktionen af Tomahawk-krydsermissil.
Siden den oprindelige udvikling af krydsermissilet, har der været produceret flere forskellige varianter beregnet til flere kategorier af sprænghoveder. Navigationssystemerne gennemgik samtidig en revolutionerende udvikling fra de første typer, der var baseret på indkodning af landkort kombineret med landskabsgenkendelse til GPS-systemernes udvikling fra omkring 1993. De nyeste udgaver af Tomahawk er forsynet med kameraer, der i forbindelse med GPS-systemerne gør det muligt at omprogrammere missilet undervejs
Tomahawk-krydsermissilet har en længde på mellem 5,6 og 6,3 m, et vingespan på 2,7 m, og det har kapacitet til at fremføre et sprænghoved på 450 kg med en marchhastighed på omkring 880 km/t over en afstand på op til 2.500 km. I de neddroslede udgaver er rækkevidden omkring 1.100 km. Det koster cirka 10 millioner kr. stykket.
BLU-82.
BLU-82 er navnet på en amerikansk 6.800 kilogram (15.000 lbs) bombe der anvendes til en lang række formål. Bomben kastes fra stor højde fra en C-130 Hercules. Bomben eksploderer ca. 1 m over jorden for ikke at skabe et stort krater.
BLU-82 går under øgenavnet "Daisy Cutter" og den blev anvendt første gang 23. marts 1970 i Vietnam. Formålet med en så voldsom eksplosion tæt på jordoverfladen er at få ryddet al vegetation væk, så man f.eks. kan etablere en helikopterlandingsplads. Bomben rydder et skovområde på knap 100 m i diameter.
Femten af disse bomber blev anvendt under Golfkrigen i 1991 primært til at fjerne minefelter, men også for at opnå en psykologisk virkning på de irakiske soldater. Mindst fire blev kastet i Afghanistan mod Al-Qaeda tunneler og huler.
GBU-28 Penetrator.
GBU-28 Penetrator er en 2.500 kilogram præcisionsbombe der styres mod målet ved hjælp af laser. Selve bomben er lavet af et kanonløb på 2320 kg der er påmonteret halefinner og en næse med den nødvendige teknik til laserstyring (et opgraderingssæt (GBU-27 LGB kit) til at gøre 'dumme' bomber styrbare). GBU-28 indeholder 315 kg højeksplosiver, er 14,5 tommer i diameter og næsten 19 fod lang. Bomben kastes fra kampfly som F-15E "Strike Eagle". Bomben tilhører gruppen EPW (Earth Penetrating Weapons), og er udstyret med et hårdt "hoved", som er designet til at gennembryde betonbygninger som underjordiske bunkere. Våbnet blev udviklet under Golfkrigen i 1991 med ovenstående formål for øje.
Samme bombe, men med GPS-styring er produceret under betegnelsen GBU-37.
Massive Ordnance Air Blast bomb.
Massive Ordnance Air Blast bomb (forkortet MOAB) er en 10.750 kilogram konventionel bombe. Dens specifikke navigationssystem er ukendt, men den er præcisionsstyret. Bomben slippes fra lastrampen af et C-130 Hercules transportfly. Bomben som også kaldes "alle bombers mor" (Mother Of All Bombs) er efterfølger til "Daisy Cutter" bomben, som blev brugt i Vietnam og Afghanistan. Det er den største konventionelle bombe i historien. Udviklingen af bomben blev påbegyndt i 2002 og den blev testet for første gang i marts 2003 på Eglin Air Force Base i Florida.
7. maj.
7. maj er dag 127 i året i den gregorianske kalender (dag 128 i skudår). Der er 238 dage tilbage af året.
Flavias dag. Flavia var en smuk romersk pige, som led martyrdøden under kejser Domitians kristenforfølgelser.
Dagen er én af de uheldige i Tycho Brahes kalender, og derfor forbød bondepraktikaen åreladning på denne dag.
07
10. maj.
10. maj er dag 130 i året i den gregorianske kalender (dag 131 i skudår). Der er 235 dage tilbage af året.
Gordianus dag. Han var i tjeneste hos kejser Julian, hvor han tvang kristne til afgudsdyrkelse. Han blev imidlertid selv omvendt og led martyrdøden.
11. maj.
11. maj er dag 131 i året i den gregorianske kalender (dag 132 i skudår). Der er 234 dage tilbage af året.
Mamertus dag. Han var biskop i Vienne og indførte tre bededage før Kristi Himmelfartsdag. Han blev martyrdræbt i Sydfrankrig i år 477.
12. maj.
12. maj er dag 132 i året i den gregorianske kalender (dag 133 i skudår). Der er 233 dage tilbage af året.
Pancratius' dag. En gudfrygtig frygier, som led martyrdøden under kejser Diocletian i 307. Det er desuden 2. pinsedag
13. maj.
13. maj er dag 133 i året i den gregorianske kalender (dag 134 i skudår). Der er 232 dage tilbage af året.
Ingenuus dag. Efter en romersk kriger, der blev kristen og derfor dødsdømt af kejser Decius.
25. juni.
25. juni er dag 176 i året i den gregorianske kalender (dag 177 i skudår). Der er 189 dage tilbage af året.
Prospers dag. Én af det fjerde århundredes kirkefædre.
27. maj.
27. maj er dag 147 i året i den gregorianske kalender (dag 148 i skudår). Der er 218 dage tilbage af året.
Lucians dag. En from kristen, som blev forfulgt og led martyrdøden ved Sortehavet i byen Tomi omkring år 200.
29. maj.
29. maj er dag 149 i året i den gregorianske kalender (dag 150 i skudår). Der er 216 dage tilbage af året.
Network Address Translation.
Source NAT "almindelig NAT".
SNAT, PAT, SUA anvendes i noget netudstyr som f.eks.: trådløs basestation, routere, firewalls og lag 7 MLS.
Når flere computere skal kunne gå på internettet samtidigt via en internetforbindelse, anvendes til SNAT. Dette opnås ved, at en eller flere private IP-adresser oversættes til en eller nogle få officielle IP-adresser.
Fordelen ved Source NAT er at mange computere kan deles om en officel ip-adresse. Det er nødvendigt da der er mangel på officielle IPv4 ip-adresser (antal: 232=4.294.967.296). Fra ca. år 2000 og indtil vi går over til IPv6, har jorden mangel på ip-adresser. Kina anvender i dag 2004 IPv6 og i resten af verdenen kører IPv6 i test.
SNAT protokolunderstøttelse (eng. Application Support).
Mange SNAT implementeringer kan ikke NATte andet end rå (alle kun initieret indefra:) TCP, passiv FTP, ICMP, UDP.
Mere avancerede protokoller, især multimedia, som f.eks. RTSP (med RTP/UDP), IPsec (VPN), Real Audio, Windows Media, H.323, SIP, Quake understøttes ikke.
Man kan bygge bro mellem internettets ip-adresser og de private ip-adresser via en proxyserver. Men det er en lappeløsning. En evt. firewall med SNAT bør understøtte de protokoller man har brug for.
En sidste løsningsmodel, for at få avancerede ikke-NAT-understøttede protokoller igennem, er at mappe en ekstra officiel ip-adresse til en intranet privat ip-adresse (1 til 1 NAT) - og åbne for de tcp/udp-porte der skal anvendes fra internettet. Sikkerhedsmæssigt er dette ikke så smart, men den kan anvendes.
Destination NAT (DNAT).
DNAT understøttes af nogle få stykker netudstyr, der normalt anvendes til at lave load balancing for flere servere (se MLS).
Loge.
En loge er et mindre, afgrænset rum eller aflukke med brystning og evt. vindue ud til dér, hvor noget foregår i et teater, en koncertsal, en kirke, en idrætsbane, en ridebane eller lignende.
Desuden bruges betegnelsen loge både om mødestedet for et broderskab og om selve sådan en sammenslutning.
I et logeteater gælder det også om at blive set og beundret. Som understregning heraf blev der tidligere indrettet fyrsteloger og kongeloger i alle større teatre og koncertsale.
Radon.
Radon er et grundstof med atomnummer 86 og symbol Rn i det periodiske system. Radon, der dannes fra radiums henfald, er en farveløs naturligt forekommende ædelgas. Den er en af de tungeste stoffer, der under normale forhold er gasforming og den anses for at være en sundhedsrisiko. Alle radons isotoper er radioaktive. Den mest stabile isotop, 222Rn, har en halveringstid på 3,8 dage og anvendes til strålebehandling.
Selvom radon, på grund af sin radioaktivitet, er undersøgt i mindre grad af kemikere, kendes nogle få kemiske stoffer hvori radon indgår.
Radon kan sive fra undergrunden og forurene luftkvaliteten indendørs verden over. I Danmark vurderes at omkring 4,6% af enfamiliehuse har et indendørs radonniveau over den nedre grænseværdi på 200 Bq/m3.
Historie og etymologi.
Radon var, efter radium og polonium, det tredje radioaktive grundstof der blev opdaget. Det blev opdaget i 1898 af Friedrich Ernst Dorn.
I 1900 beskrev han nogle eksperimenter hvor han observerede at radium udstrålede en radioaktiv gas, som han kaldte "Radium Emanation" ("Ra Em").
Tidligere, i 1899, observerede Pierre og Marie Curie at den "gas" som blev emitteret fra radium forblev radioaktiv i en måned. Senere samme år bemærkede Robert B. Owens og Ernest Rutherford variationer når de forsøgte at måle strålingen fra thoriumoxid. Rutherford bemærkede at thoriumforbindelserne konstant udsendte en radioaktiv gas, som vedblev at være radioaktiv i flere minutter, han kaldte denne gas "emanation" (udstråling), og senere "Thorium Emanation" ("Th Em"). I 1901 demonstrerede han at udstrålingen var radioaktiv, men gav Curie'erne æren for opdagelsen af grundstoffet. I 1903 blev lignende udstrålinger observeret fra actinium af André-Louis Debierne og blev kaldt "Actinium Emanation" ("Ac Em").
Der blev foreslået flere navne for disse tre gasser: "exradio", "exthorio", og "exactinio" i 1904; "radon", "thoron", og "akton" i 1918; "radeon", "thoreon", og "actineon" i 1919, og "radon", "thoron" og "actinon" i 1920. Pga. lighederne mellem spektre af disse tre gasser, og spektre af argon, krypton og xenon foreslog Sir William Ramsay i 1904 at "udstrålingerne" indeholdt et nyt grundstof af ædelgasfamilien.
I 1910 isolerede Sir William Ramsay og Robert Whytlaw-Gray radon, bestemte dets massefylde og fandt at det var den tungeste kendte gas. De foreslog det nye navn niton (Nt) (fra latin "nitens", som betyder skinnende) for at understrege den af gassers egenskaber der er ansvarlig for nogler substancers fosforescens, og i 1912 blev navnet accepteret af the International Commission for Atomic Weights. I 1923 valgte International Committee for Chemical Elements og International Union of Pure and Applied Chemistry (IUPAC) navnene radon (Rn), thoron (Tn), og actinon (An). Senere, da isotoper ikke længere blev navngivet, men i stedet nummereret, fik grundstoffet navn efter den mest stabile isotop, radon, og Tn blev til 220Rn og An til 219Rn. Så sent som i 1960'erne blev grundstoffet stadig omtalt som "udstrålingen". Den første syntetiske radonforbindelse, radonfluorid, blev fremstillet i 1962.
Kemi.
Elektronskalsdiagram for radon. Bemærk at den yderste skal opfylder oktetreglen.
Radon er en ædelgas eller inert gas. Den er inert overfor de fleste kemiske reaktioner fordi den har otte elektroner i den yderste skal. Dette resulterer i en stabil lavenergikonfiguration, hvor de yderste elektroner sidder godt fast. Radon har dog en lavere elektronegativitet end grundstoffet i perioden før, Xenon, og er derfor mere reaktiv.
Pga. radioaktiviteten, og fordi det er meget dyrt, udføres der sjældent eksperimentel kemisk forskning med Radon, og der er også kun rapporteret om ganske få radonforbindelser, som alle er fluorider eller oxider. Radon kan oxideres af nogle få kraftige oxidationsmidler som f.eks. F2 og danne radonfluorid. Radonoxider er blandt de få andre kendte radonforbindelser.
Isotoper.
Radon har ingen stabile isotoper. Der er blevet studeret 34 radioaktive isotoper der varierer i masse fra 195 til 228 atomare enheder. Den mest stabile isotop er 222Rn, der er henfaldsproduktet fra 226Ra. Den har en halveringstid på 3,823 dage og henfalder ved udsendelse af en alfapartikel til 218Po. Denne henfaldskæde omfatter også den meget ustabile isotop 218Rn. Den naturligt forekommende 226Ra er et produkt af 238U's henfaldskæde.
Der findes tre andre isotoper som har halveringstid længere end en time: 211Rn, 210Rn og 224Rn. 220Rn-isotopen er et naturligt henfaldsprodukt af den mest stabile thoriumisotop (232Th), som kaldes thoron. Den har en halveringstid på 55,6 sekunder og udsender alfa-stråling. 219Rn er et tilsvarende produkt fra henfald af den mest stabile actiniumisotop (227Ac), som kaldes actinon. Den udsender også alfa-stråling og har en halveringstid på 3,98 sekunder.
Jernalder.
Jernalderen i Danmark regnes i dag som tidsrummet mellem ca. år 500 f.Kr. til år 850 e.Kr. Perioden før jernalderen benævnes bronzealderen, og jernalderen bliver efterfulgt af middelalderen.
Fra bronzealderen til ældre romersk jernalder.
Man kender afrundede hegn omkring landsbyerne og imellem husene. Husene var bygget over en række uregelmæssige stolpepar, som strakte sig i næsten hele husets længde. Uden om disse stod en lerklinet væg med runde hjørner, og uden for væggen stod en ekstra række stolper, som bar tagskægget. På den måde var væggene ikke bærende og kunne opbygges i fag imellem to rækker af stolper.
Alle grave er brandgrave, dvs. at begravelsen er sket ved nedsættelse af en urne efter ligbrænding.
Jernalderens perioder.
Jernalderen er den sidste af de tre perioder af oldtiden, som i sin tid blev defineret af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen ud fra det primære redskabsmateriale. Jernalderen er opdelt i tre dele (førromersk, romersk og germansk) på grundlag af daterbare importvarer. Disse perioder er yderligere underopdelt i en ældre og en yngre fase.
Fund fra denne periode kan tidsfæstes ud fra de keltiske motiver eller den keltisk inspirerede ornamentik på genstandene. Fra ældre til yngre førromersk jernalder sker der en ændring i keramikken, og man begynder at finde de første landsbyer i yngre førromersk jernalder.
Et rekonstrueret jernalderhus i Jernalderlandsbyen i Odense.
Hus fra overgangen mellem bronzealderen og ældre romersk jernalder
Fund af romerske handelsvarer har lagt navn til denne periode. I yngre romersk jernalder 200 e.Kr. - 400 e.Kr. finder man de ældste runeindskrifter.
Et kulturskifte finder sted, og den slyngede dyreornametik erstatter de tidligere stilarter og motivverdener. Ældre germansk jernalder 400 - 550 e.Kr kaldes også for Folkevandringstiden.
Ved overgangen fra yngre romersk jernalder til vikingetid blev væggene bærende og helt lige, dvs. med retvinklede hjørner. I hvertfald nogle gårde havde en firkantet indhegnet gårdsplads, som kunne have en form for halvtag på indersiden. Husene var bygget i den treskibede stil: Regelmæssige parvise stolper bar et fem-seks meter bredt strå- eller spåntag. Man regner med, at der har været sovepladser mellem væggen og de indvendige stolper. Midt i beboelsesafdelingen kunne der være et hævet rektangulært - og ofte dekoreret - ildsted. Landbruget udvikles med drejekværn, tamkat og høns.
Midt det syvende århundrede afløstes lind som dominerende træ af bøg i hele landet og også i Sydnorge. I samme århundrede påbegyndtes bygningen af Dannevirke, og man gik over til at bruge det såkaldte "yngre" runealfabet.
Perioden er rent genstandsmæssigt en fortsættelse af yngre germansk jernalder, men den er blevet defineret som en selvstændig periode, som begynder ved den ældste skriftlige beretning om plyndrende vikinger i udlandet (det engelske kloster Lindisfarne), og som slutter ved kristendommens indførelse i Sverige.
Forskelle på jernalderens perioder.
Hus fra overgangen mellem yngre romersk jernalder og vikingetid
Hvis man ser på den materielle kultur, kan jernalderen deles i to perioder, som skiller omtrent ved år 200, hvor muldfjælsploven blev indført. Det betød at markerne kunne give større udbytte, og dermed at befolkningstallet steg.
Man kender enlige gårde, men især hele landsbyer fra jernalderen. Fælles for de enligt beliggende huse og dem i landsbyer er, at de var orienteret i retningen øst-vest eller nordvest-sydøst med beboelse i vestenden og stald i østenden. Staldenden kunne indeholde båse til 3-10 stykker kvæg, geder, får og sjældnere en hest eller to. Midt i huset var loen med dør i begge sider. Møddingen lå ved norddøren. Alle landsbyder som ender på -ing, -um, -lev, -løse og -sted menes at være grundlagt i jernalderen eller tidligere.
Våbenofre.
Man kender våbenofre fra flere perioder. De er nedlagt i søer, som i dag er moser (bl.a Illerup Ådal). Man kender ikke årsagen til, at det skete, men der findes flere teorier.
Grave.
Ved jernalderens afslutning og ind i vikingetid kendes både jordfæstegrave og brandgrave.
Jernalderens jern.
De tidligste tegn på jernudvinding i Danmark stammer fra ca. 500-200 fvt. Råmaterialerne til den indenlandske jernudvinding var trækul og myremalm. Ovntypen der blev anvendt er ukendt. Fra ca. 200 fvt. til ca. 200 evt. benyttedes ovntyper som Espevej-ovnen og Skovmark-ovnen, der består af et ca. 1 m. højt lerrør(man kender ikke den nøjagtige højde, eftersom der ikke er fundet komplette ovnfund), og som har et separat slaggerum under selve ovnskakten. Når smeden, bonden eller smelte-mesteren havde udvundet en jernklode af malmen, skulle den porøse jernklump smedes sammen til en massiv barre, der egnede sig bedre til smedning af våben og redskaber. Den færdige jernbarre kunne så udsmedes med det samme, gemmes til senere brug eller sælges på et marked. Hvis jernbarrerne var beregnet på salg, gav smeden dem ofte en karakteristisk form, der fortalte noget om jernets eller stålets kvalitet og anvendelsesmuligheder.
Samfundsorden.
I de få totalt udgravede landsbyer fra jernalderen har ærkæologerne fundet en gård, som var dobbelt så stor som de andre. Man formoder derfor, at der har været en høvding(efamilie) i hver landsby. De moselig, som stammer fra den ældre del af jernalderen, har været forholdsvis små. Derimod er de skeletter, som man har fundet fra den senere del af jernalderen, ret store. Man kan enten antage, at den sene jernalders mennesker levede sundt, dømt ud fra deres gennemsnitshøjde, eller det kan også have været særligt rige mennesker, som brugte den nye skik med at begrave folk ubrændt.
Kvinder og mænd.
Kvinder og mænd havde forskellige roller i samfundet. Det ses af gravfund, at de fik deres værktøj med til rejsen hinsides. At dømme fra gravgavernes værdi har der ikke været forskel på de to køns status. Enkelte gravfund viser, at kvinder arvede deres formødres ejendele og mænd deres forfædres. Kvinders og mænds klædedragter er meget forskellige. Kvindedragten består af en lang indersærk af hør med en lang ulden kjole over, der bliver holdt sammen af smukt ornamenterede, parvise dragtspænder på skulderen eller på brystet. Mænds klædedragt var en knælang ulden skjorte som samledes om livet af et bælte og hoser eller broge på benene. Mænd var altid bevæbnede.
De uldne tekstiler er ofte smukt kipervævede og har næsten altid brikvævede bånd i kanterne til dekoration og forstærkning. Tøjfremstilling var kvindearbejde: kvinderne fik deres håndtene med i graven.
Danerne.
Danerne nævnes første gang i det 5. århundrede, og de skal da have bestået af flere mindre stammer, fordelt på områderne Sjælland, Skåne, Halland, egnen omkring nutidens Göteborg og i Bohuslän.
Halvdan Snjalle.
Halvdan Snjalle var søn af Gudrød, bror til Erik Barn, far til Regnar Lodbrog og farfar til Ivar Vidfavne.
BNC.
BNC er et elektrisk stik som ofte bruges til højfrekvenssignaler.
Navnet er en forkortelse for Bayonet Neill-Concelman og ikke British Naval Connector som den forkert bliver benævnt.
Stikkene monteres på koaksialkabel og er anvendelige til frekvenser langt op i UHF-området. Da koaksialkabler findes i forskellige tykkelser og med forskellige impedanser, laves BNC-stikkene i flere forskellige udgaver, der passer til disse. Selve stikkene passer sammen, så man skal selv sørge for at man ikke bruger kabler med forkert impedans, da det kan give refleksioner.
I fagligt slang blandt elektronikfolk kaldes stikket også Bette N-Connector, da N-konnektoren er en lidt større og bedre stiktype.
BNC bruges bl.a. til benævnelse af datanet cheapernet 10Base2-stikforbindelser.
Lockheed Martin C-130 Hercules.
C-130 Hercules er et 4-motors turboprop transportfly, fra amerikanske Lockheed Martin (tidligere Lockheed Aircraft Corporation), og er en af de mest udbredte i militæret rundt omkring i verden. Over 40 modeller og varianter er brugt i mere end 50 lande. I december 2006 bliver den det tredje fly (efter B-52 Stratofortress i januar 2005 og English Electric Canberra i maj 2001) som runder 50 år for uafbrudt tjeneste hos den oprindelige køber, i dette tilfælde "United States Air Force". Der er produceret mere end 2200 C-130 Hercules på verdensplan.
Totalvægten er på 70.310 kg, heraf nyttelast 20.142 kg. Stuves de godt, kan der monteres siddepladser til 92 personer. Maks. fart er ca. 610 km/t, maks. højde ca. 40.000 fod og maks. flyvetid ca. 15 timer.
3 Hercules-fly er blevet anvendt af Flyvevåbnet siden 1975 i den såkaldte C-130H udgave. De blev i 2005 til en pris af 2,1 mia. kr udskiftet med 3 C-130J-30, en forlænget udgave med nye, mere økonomiske motorer samt nyt EFIS-cockpit. En option på et yderligere fly blev optaget, og forsvaret råder i dag over 4 styk.
Flyet flyves af eskadrille 721, der er hjemmehørende på Flyvestation Aalborg, hvortil den flyttede den 1. april 2004 som et led i forsvarsforliget 2005-2009. Tidligere var eskadrillen på Flyvestation Værløse.
Øgenavne er "Grisen" på grund af den karakteristiske snude og "Vindmølleparken" på grund af de 4 propeller.
Det amerikanske forsvars specialudgaver.
Det amerikanske luftvåben har totalt 435 C-130, Heraf har US Air Force 151, ANG ("Air National Guard") 181 og "Air Force Reserve" 103 ("september 2008"). Herudover opererer også US Marines, US Navy og US Coast Guard deres egne fly af typen.
NOTE: Indtil flere af disse specialudgaver har også fundet vej til flere andre landes luftvåben, især KC-130-tankfly opereres af flere lande i mangel af større tankfly, eller almindelige Hercules-fly kan konverteres til diverse specialopgaver efter behov.
Svedjebrug.
Svedjebrug er en landbrugsdrift, hvor man kun opdyrker jorden et enkelt år.
Året før fælder man nogle af træerne i skoven, særligt de mest skyggende træer såsom lind og gran, så veddet er tørt og kan brændes af, inden man sår kornet.
Det hævdes, at svedjebrug kan give 60 fold, men så skal kornet også stå spredt, og der går århundreder, før man kan få 60 fold på den samme jord igen.
Man regnede med, at over 3 fold var det normale, før man fik gødning, og 25 fold er normalt i dag.
Vikingetid.
Vikingetiden betegner en periode i Nordens historie fra omkring år (700 til 1066) 800 til 1050. Perioden var kendetegnet af talrige plyndringstogter efterfulgt af bosættelser i varierende omfang. Vikingerne fra det senere danske område hærgede især de britiske og frankiske kyster, mens de senere nordmænd sejlede til Skotland, Orkney, Færøerne, Island og Grønland. De svenske vikinger rejste øst på til Rusland og nåede så langt som til det byzantinske rige.
Vikingetiden kan inddeles i 3 perioder
Samfundet i denne periode var ikke kendetegnet ved statsdannelse, snarere skal det forstås som små selvstændige enheder i form af landsbyer. De senere statsdannelser i Norden hører middelalderen til.
Periodens særpræg.
Resterne af et vikingeskib fundet i Roskilde Fjord.
Én af de store teknologiske nyskabelser i vikingetiden var udviklingen i skibsbygning. Både de sejlførende oceangående handelskibe og de lette hurtige krigsskibe, som både kunne sejle med sejl og årer, blev større, hurtigere og mere sødygtige. Det var langskibe og knarr. De bedre skibe betød, at der blev langt mere kontakt både mellem de forskellige dele af Norden og til udlandet. At det var muligt for vikingerne at etablere nye kolonier i Nordatlanten skyldes med stor sandsynlighed også det relativt varme klima, som flere forskere mener at have påvist for denne periode.
I løbet af vikingetiden kom kristendommen til Norden og med den mange andre dele af den kontinentale europæiske kultur. Det betød en stor omvæltning i den nordiske samfundsopbygning, og da ofrene for vikingernes angreb samtidig blev bedre til at forsvare sig, ebbede togterne efterhånden ud.
Kronologi.
Vikingetidens begyndelse sættes traditionelt til 793, hvor klosteret på den hellige ø Lindisfarne (Holy Island) i Nordengland blev plyndret. Godt nok er der ikke bevaret samtidige kilder til dette overfald, og der fandt angreb sted på de frankiske kyster så langt tilbage som 500-tallet. Ikke desto mindre tog antallet af togter dog for alvor til fra omkring år 800, så det symbolske årstal er ikke helt forkert.
I slutningen af 700-tallet gjorde Karl den Store sig til enehersker over Frankerriget og erobrede saksernes landområder nord for Elben. Befolkningen blev ved med at gøre oprør med støtte fra danerne, og i årene 804-10 havde Karl store problemer med den danske kong Godfred, der gik til modangreb og underlagde sig abodritternes i grænseegnene mellem daner og frankere. I 810 var Godfred i færd med at samle en stor flåde til et angreb på selve Frankerriget, men blev forinden dræbt af én af sine egne hirdmænd. I de følgende fem år var danernes rige præget af indbyrdes magtkampe, hvorefter Godfreds sønner satte sig på magten.
De første togter.
Vikingernes togter. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af nordboer. Irland, Flandern, Frisland og Sachsen var også i perioder underlagt vikingerne.
Da vikingerne i 793 kom til Lindisfarne, fandt de et let bytte og store rigdomme. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere, og det fandt de. Landet var før 760 opdelt i mindre kongeriger, men det ændrede sig, da Offa blev konge af Mercia i 757. I sin lange tid ved magten eroberede han store dele af England, så han ved sin død i 796 foruden Mercia var konge over Kent, Sussex, Wessex og East Anglia.
Efter Offas død fulgte den ene konge efter den anden, men de var svage, og ingen af dem regerede ret længe. Ved det første angreb på Lindisfarne i 793 fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte. Offa var også den første konge i England, der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.
I fravær af en stærk kongemagt kunne man ikke stille meget op mod angrebene, som tog til fra 793 og frem til ca. 850, hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig fast i England og overtage jorden. I 870 havde vikingerne overtaget East Anglia, Northumbria og Mercia. De vendte nu deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, senere kendt som Alfred den Store. Vikingerne vandt de første slag og erobrede store dele af Wessex, men selv om Alfred var stærkt presset, ville han ikke overgive sit land. Det lykkedes ham endelig at besejre vikingerne i slaget ved Cannington (i dag Edington iWiltshire), hvorefter de indgik en aftale, der delte lande i to. Vikingerne fik det, der blev kendt som Danelagen, bestående af East Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af Essex, og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia samt Kent, Sussex, Wessex og Wales.
I denne periode tog angrebene på England til i omfang. Der var i starten tale om "hit and run" angreb mod klostre, kirker og byer på kysterne, hvor vikingerne plyndrede bygningerne, voldtog kvinderne og tog trælle, og det var nærmest umuligt for lokalbefolkningen at forsvare sig, fordi vikingerne var væk, inden de kunne nå at mønstre et ordentligt forsvar.
Efterhånden slog vikingerne sig sammen i større flåder og etablerede lokale baser, hvorfra de kunne plyndre det omkringliggende land. Nogle gange var flåderne så store, at de kunne indkræve tribut fra befolkningen, den såkaldte danegæld, for at holde op med at hærge og plyndre.
Ud over Danelagen med centrum i York (Jorvík) etablerede vikingerne også en stærk base i Dublin i Irland.
Erobring og tilbagetog.
Kort som viser skandinavisk bosættelse i det ottende (mørkerød), niende (rød), tiende (orange) og elvte (gul) århundrede. Grøn viser områder udsat for gentagne Vikinge plyndringer
I løbet af 900-tallet blev Danmark et samlet rige, og den stærke centralmagt kunne koordinere angreb i en helt anden størrelsesorden end tidligere. Vikingernes flåder voksede sig nu så store og stærke, at deres spredte plyndringer blev til deciderede erobringstogter. Den danske konge Svend Tveskæg erobrede England i 1013 og lagde dermed grunden til et dansk-norsk-engelsk Nordsøimperium, der bestod til efter hans søn Knud den Stores død i 1035. I 1066 blev England invaderet af en normannisk adelsmand, Wilhelm Erobreren (der i øvrigt selv nedstammede fra danske vikinger). Dette år sættes traditionelt som slutningen på vikingetiden, da plyndringstogterne herefter stort set holdt op.
Vikingernes indflydelse.
De danske vikingers besættelse af England var en omfattende proces og har derfor også sat sit præg på den engelske kultur. Selv om de vikinger, der bosatte sig i England, forholdsvis hurtigt blev assimileret af lokalbefolkningen, bragte de alligevel også dele af deres egen kultur med sig, og påvirkningen kan spores den dag i dag, ikke mindst i sproget. Mange engelske ord er afledt af gamle nordiske ord, hvilket ikke mindst kan ses i stednavnene. I vikingernes gamle hovedby York ender mange vejnavne på "-gate", der tydeligvis stammer fra det danske "gade". Især i Nordengland findes der masser af små byer og landsbyer med navne, der ender på -dale, -ness, -beck, -thorpe,
Håndværk og kunst.
Arkæologien viser at håndværk i vikingetiden i reglen blev udført i byerne og på handelspladserne, hvor flere forskellige typer af håndværkere ofte var samlet. De vigtigste materialer var træ, linned, uld, læder og jern. I modsætning til tidligere perioder var lertøj ikke så udbredt, i stedet brugte man især træ, jern og klæbersten fra Norge til beholdere af forskellig slags. Kun lokalt på de enkelte gårde fandtes som regel en mindre produktion af lertøj af primitiv karaktér. Jern var af afgørende betydning, og blev benyttet til bl.a. redskaber, våben og skibe. Meget blev produceret lokalt ud fra myremalm, og udvundet i højovne. Produktion af jerngenstande var en kompliceret proces, og af smedene havde våbensmeden den største prestige. Analyser af arkæologiske fund viser at våbensmedene var højt specialiserede håndværkere, der kunne fremstille produkter af meget høj kvalitet.
Vikingetidens kunst er af arkæologer blevet klassificeret i syv forskellige hovedstilarter, der var fremherskende i bestemte tidsepoker og/eller regioner. Disse stilarter kaldes: Broa, Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil. Stilarterne er hver især blevet opkaldt efter den lokalitet, hvor man har fundet særligt fremtrædende genstande udsmykket i den pågældende stil; fx Jelling i Jylland.
1. juni.
1. juni er dag 152 i året i den gregorianske kalender (dag 153 i skudår). Der er 213 dage tilbage af året.
01
4. juni.
4. juni er dag 155 i året i den gregorianske kalender (dag 156 i skudår). Der er 210 dage tilbage af året.
04
Poul Bundgaard.
Poul Arne Bundgaard (27. oktober 1922 i Hellerup - 3. juni 1998 i København) var en dansk skuespiller og sanger. Gift med kgl. solodanserinde Kirsten Bundgaard.
Poul Bundgaard var aktiv både på teatret og i spillefilm. Bundgaard debuterede i 1947 på Nørrebros Teater. 1958-73 var han operasanger ved Det Kongelige Teater, fra 1969 tillige skuespiller samme sted. Filmrollen som tøffelhelten Kjeld Jensen i "Olsen-banden"-filmene var hans vel nok mest kendte rolle. Den nervøse Kjeld er gift med den lettere feministiske og virkelighedsfjerne Yvonne, der som filmene skrider frem dominerer ham mere og mere. Sammen har Yvonne og Kjeld i øvrigt den lidt sløve og langhårede søn Børge.
Den skvattede Kjelds bidrag til alle Egons (Ove Sprogøe) geniale kup begrænser sig da også til at lægge hus til Olsen-Banden, samt at bære diverse remedier i sin uundværlige jordemodertaske. Af og til får han dog nok af Egons grovheder, og får alligevel sagt Egon og Benny et par sandheder. I en enkelt af filmene stikker han ovenikøbet Egon en lussing, da denne bliver for uforskammet.
Bundgaard medvirkede i alt i 67 film, hvoraf kan nævnes "Slå først, Frede" (1965), "Martha" (1967), "Mig og Mafiaen" (1973), "Onkel Joakims hemmelighed" (1967) og "Sønnen fra Vingården" (1975).
Poul Bundgaard var også sanger, hvilket man kunne erfare i bl.a. Emil Reesens "Farinelli", på tv, og på en hel række af pladeindspilninger i den "lette" genre. Så sent som i 1996 indsang han "Bella Notte" på en Walt Disney-CD.
Poul Bundgaard døde i 1998, 75 år gammel, midt under optagelserne til den absolut sidste Olsen-banden-film - "Olsen-bandens sidste stik". Tommy Kenter sprang til og overtog rollen som Kjeld med Kurt Ravn som Kjelds stemme. Poul Bundgaard blev begravet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.
5. juni.
5. juni er dag 156 i året i den gregorianske kalender (dag 157 i skudår). Der er 209 dage tilbage af året.
05
8. juni.
8. juni er dag 159 i året i den gregorianske kalender (dag 160 i skudår). Der er 206 dage tilbage af året.
Medardus' dag. En biskop i Saint-Quentin og senere i Tournai, som forærede al sin ejendom bort. Han døde i 545.
08
9. juni.
9. juni er dag 160 i året i den gregorianske kalender (dag 161 i skudår). Der er 205 dage tilbage af året.
Primus dag. Blev sammen med sin bror Felicianus martyr under kejser Diocletians forfølgelser.
09
1. august.
1. august er dag 213 i året i den gregorianske kalender (dag 214 i skudår). Der er 152 dage tilbage af året.
Peters fængselsdag, opkaldt efter en beretning fra Apostlenes Gerninger, der fortæller om Peter, der efter at være fængslet i Jerusalem, bliver befriet af en engel, og hans lænker findes opbevaret som relikvier i flere kirker.
01
1. december.
1. december er dag 335 i året i den gregorianske kalender (dag 336 i skudår). Der er 30 dage tilbage af året.
01. december
1. juli.
1. juli er dag 182 i året i den gregorianske kalender (dag 183 i skudår). Der er 183 dage tilbage af året.
Navnedag: Theobaldus efter Sankt Theobald.
01
1. november.
1. november er dag 305 i året i den gregorianske kalender (dag 306 i skudår). Der er 60 dage tilbage af året.
Allehelgensdag i den katolske kirke; i den danske folkekirke falder denne højtid på den første søndag i november.
01
1. oktober.
1. oktober er dag 274 i året i den gregorianske kalender (dag 275 i skudår). Der er 91 dage tilbage af året.
01
1. september.
1. september er dag 244 i året i den gregorianske kalender (dag 245 i skudår). Der er 121 dage tilbage af året.
Ægidius dag. Ægidius er født i Grækenland, men slår sig ned som eremit i Provence. Han lever af mælken fra en hind, der kommer og besøger ham. Han bygger klosteret Saint-Gilles ved sin hule i skoven og lever der som abbed til sin død i 720. Han regnes for en af nødhjælperne og er berømt for at kunne hjælpe lamme, kræftsyge samt ammende mødre.
01
14. juni.
14. juni er dag 165 i året i den gregorianske kalender (dag 166 i skudår). Der er 200 dage tilbage af året.
Rufinus dag. Der findes ingen sikre beretninger om ham.
Dagen er den internationale bloddonordag - holdes på Karl Landsteiners fødselsdag - han fik nobelprisen for sit arbejde med blodtyper.
17. juni.
17. juni er dag 168 i året i den gregorianske kalender (dag 169 i skudår). Der er 197 dage tilbage af året.
18. juni.
18. juni er dag 169 i året i den gregorianske kalender (dag 170 i skudår). Der er 196 dage tilbage af året.
Leontius dag. En from munk, der helbredte og omvendte kejser Vespasians tribun, Hypatius, der var sendt ud for at straffe kristne.
18. april.
18. april er dag 108 i året i den gregorianske kalender (dag 109 i skudår). Der er 257 dage tilbage af året.
Dagen er opkaldt efter Eleutherius, der i 200-tallet menes at have været biskop i det senere Jugoslavien. Han led martyrdøden under en rejse til Illyrien.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
18. august.
18. august er dag 230 i året i den gregorianske kalender (dag 231 i skudår). Der er 135 dage tilbage af året.
Agapetus dag. En 14-årig from romerdreng, som blev brændt på bålet, da løverne i Circus ikke ville dræbe ham omkring år 200.
18. september.
18. september er dag 261 i året i den gregorianske kalender (dag 262 i skudår). Der er 104 dage tilbage af året.
Titus dag, men det er usikker, hvilken Titus, da der findes flere helgener med navnet Titus, men det anses for mest sandsynligt, at det er den Titus, der ledsagede Paulus på flere af hans missionsrejser, og som senere blev udnævnt til biskop.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
18. november.
18. november er dag 322 i året i den gregorianske kalender (dag 323 i skudår). Der er 43 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
18. oktober.
18. oktober er dag 291 i året i den gregorianske kalender (dag 292 i skudår). Der er 74 dage tilbage af året.
Lukas dag, opkaldt efter evangelisten Lukas, der fra omkring år 50 fulgtes med apostlen Paulus på hans rejser.
Finlands flag.
Finlands flag er nationalflaget i Finland. Det er et nordisk korsflag med et blåt kors på hvid baggrund.
Blå 294C, Rød 186C, Gul 123C
Blå C 100 %, M 56 %, Y 0 %, K 18,5 %
Rød C 0 %, M 91 %, Y 76 %, K 6 %
Gul C 0 %, M 30,5 %, Y 94 %, K 0 %
Rød og gul bruges i statsflaget, som bærer et våbenskjold i midten. PMS-farverne er vedtaget i cirkulære 827/93.
flaget hedder oprinligt Myncus Nodeus (morskabens nord) dette navn er blevet vaglt af folket i finland. men det siges at kongen i den tid brændte flaget og lavede et nyt som ingen kunne lide
Akronym.
Et akronym (også initialord eller initialforkortelse) er en særlig slags ordforkortelse dannet af ords eller orddeles forbogstaver. DSB og NATO er eksempler på forkortelser, der er akronymer og henholdsvis er dannet af begyndelsesbogstaverne i Danske Statsbaner og North Atlantic Treaty Organisation. Efter denne definition er en forkortelse ikke et akronym hvis den indeholder forstavelser og/eller forkortelsespunktum(mer). Eksempler på ordforkortelser, der ikke er akronymer, tæller Benelux, f.eks. og bl.a. for henholdsvis for Belgien Nederland Luxembourg, for eksempel og blandt andet.
Et rekursivt akronym er et særligt akronym, hvor en del af akronymet står for akronymet selv (eksempel: GNU står for GNU is not Unix).
Konger af East Anglia.
Under styre af Wessex fra 918
ISDN.
ISDN er en forkortelse for Integrated Services Digital Network.
En kommunikationsform, som giver mulighed for dataoverførsel med en hastighed af 128 kbit/sekund.
Digital subscriber line.
DSL er en forkortelse for Digital Subscriber Line. Teknikker, som giver mulighed for bredbåndsopkobling til internettet over det almindelige telefonnets kabler - et enkelt snoet ledningspar.
Bus (datakommunikation).
a>s interne traditionelle parallelle datakommunikationsbus med fysiske signallinjer til data-, kontrol- og adressesignaler. Bemærk at en computer godt kan have flere interne datakommunikationsbusser.
Indenfor computerteknologi er en bus, datakommunikationsbus eller computerbus et (del)system, som overfører data mellem computerkomponenter (f.eks. hukommelsesord, dataport) indeni en computer eller mellem dataudstyr (f.eks. computere, modemmer og dataterminaler).
I modsætning til en punkt-til-punkt dataforbindelse, kan en bus logisk forbinde flere dataenheder via de samme ledninger. Hver busstandard definerer dets grænseflader (dataforbindelser + de elektriske signalers form + dataprotokol) med henblik på den fysiske sammenkobling af datakort og datakabler.
Oprindelig var en bus de interne signalforbindelser som forbandt digitale hukommelser, visse datachip med CPUen. Der var separate adresselinjer, datalinjer og kontrollinjer. En kontrollinje er f.eks. read/write-signalet og kan også være chip-select/enable-linjer. I dag kan adressesignaler og kontrolsignaler være indlejret i datarammer som f.eks. afsenderadresse, modtageradresse og evt. kontroldata eller bitflag - sammen med de normale data.
En seriel bus har netop ét datakredsløb til at sende data via - og kan have et separat datakredsløb til at modtage data via. (Men et datakredsløb kan faktisk godt anvendes til at sende og modtage via - og det både som halv-dupleks og fuld-dupleks)
En parallel bus har mindst to datakredsløb til at sende data via - og kan have to eller flere separate datakredsløb til at modtage data via.
I princippet er ældre PCeres RS-232 (serielport) og parallelport (f.eks. IEEE 1284) ikke busser, da de hverken har adressesignaler eller indlejrede adresser. Men anvendes der lag-2 dataprotokoller, som har indlejret adresser, bliver RS-232- og parallelport-forbindelsen anvendt som om det var en bus. RS-232- og parallel-porte er oprindeligt blot beregnet til punkt-til-punkt dataforbindelser.
Busterminering.
Før i tiden havde en bus to ender og hver datakredsløbsende skal sædvanligvis belastes af ohmsk modstand (kaldes på engelsk en "terminator"-modstand). Grunden er, at en datakredsløbs to ledere faktisk skal opfattes som en slags antennekabel grundet de høje formidlede signalfrekvenser. Hvis de to ender ikke belastes korrekt, bliver de højere frekvenser reflekteret ved enderne og bliver en del af det oprindelige signal, hvilket derfor bliver ødelagt og dermed ulæseligt for datamodtager(ne).
En del busser behøver ikke "korrekte" "terminator"- modstande, enten pga. korte afstande - eller pga. lave overførselshastigheder.
Multi-drop, punkt-til-punkt.
Hvis der mellem de to busender kan tilsluttes dataudstyr udover dataudstyret ved enderne, kaldes bussen for en multi-drop bus. En computers interne bus er et eksempel på en multi-drop bus og RS-485 er det også.
Er bussen ikke beregnet til multi-drop, kaldes den for en punkt-til-punkt bus.
Forgrenede busser (og datanet).
Nyere busser (f.eks. USB) har ikke traditionel multi-drop, men kan derimod forgrenes, da en USB-hub kan forbinde til flere USB-hubs og USB-dataenheder.
Datanet (f.eks. ethernet) henregnes ikke som en bus, men forskellen mellem busser og datanet er mere en begrebsmæssig forskel end en praktisk.
Datanet kan under særlige omstændigheder have en eller flere dataløkker. Dette forudsætter at f.eks. switche understøtter og har aktiveret en spanning-tree-dataprotokol. Spanning-tree vil via kommunikation gennem dataforbindelser finde løkker og vil så beregne et "optimalt" datatræ baseret på dataforbindelsernes portes spanning-tree-vægte.
Internettet kan i princippet opfattes som en stor bus med enorme mængder løkker. Der behøves ikke spanning-tree, da routerne normalt kun sender lag-2-datapakkerne én vej.
Modem.
Modem er en sammentrækning af modulation og demodulation.
En stykke computerudstyr, som omsætter computerens digitale oplysninger til lyd (modulation) og omvendt. Når oplysningerne er på lydform, kan de sendes over det almindelige telefonnet. På den måde kan man koble en computer til internettet ved hjælp af de almindelige telefonkabler. Betegnelsen anvendes også om ADSL-udstyr (bredbånd), som kan være med en indbygget router, men dette er ikke en selvfølge. Det er en udbredt misforståelse at det kun er på dialup forbindelser at betegnelsen er modem.
Halle Berry.
Halle Maria Berry (født 14. august 1966) er en amerikansk skuespiller. 24. marts 2002 modtog hun som den første sorte, kvindelige skuespiller en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i "Monster's Ball". Hun har desuden medvirket i James Bond-filmen "Die Another Day", som NSA-agenten Jinx.
Opvækst.
Halle Berry er datter af engelske Judith Ann Hawkins. og afroamerikaneren Jerome Jesse Berry fra Ohio Hendes forældre blev skilt allerede da hun var 4 år. Moderen fik forældremyndigheden. Halle har en søster, Heidi, som er født 2 år før hende og stedsøsteren Reené, som har en anden mor.
Berry var populær på sin skole Bedford High school. Hun var både cheerleader og elevrådsformand på skolen. Før hun blev skuespiller stillede hun op i skønhedskonkurrencer - herunder Miss-Ohio og Miss Teen All-American.
Ægteskaber.
Hun har været gift to gange: Den første gang var med baseballspilleren David Justice. De giftede sig i året 1992 og blev skilt 1996.
Den anden gang hun blev gift var i 2001 med musikeren Eric Bennet. De blev separeret i 2004 og skilt året efter. Efter skilsmissen udtalte hun: "Jeg ville finde kærlighed, og jeg skal nok finde det, forhåbenlig." Under ægteskabet havde hun tænkt sig at adoptere mandens datter, India, men skilsmissen kom i forkøbet.
I 2005 fandt hun sammen med den fransk-canadiske model Gabriel Aubry. Parret mødtes ved en Versace-fotoserie.
Berry har til det amerikanske blad "Extra" fortalt, at hun ville planlægge at adoptere et barn: "Jeg vil adoptere, hvis det ikke sker naturligt for mig. Helt sikkert. Og jeg vil sikkert adoptere, selvom det virkelig sker for mig naturligt." Senere sagde hun: "Jeg vil aldrig blive gift igen. Jeg tror man kan sige, at jeg har en dårlig smag for mænd. Men jeg føler ikke længere, jeg behøver at være nogens kone."
5. september 2007 bekræftede hun, at hun ventede et barn med Gabriel. Hun fortalte: "Gabriel og jeg er så lykkelige. Jeg har ventet meget lang tid på dette øjeblik. De næste par måneder vil blive de længste i mit liv. Jeg er 3 måneder henne."
17. marts 2008 fødte hun datteren Nahla Ariela Aubry.
Nahla betyder "bi" på arabisk, og det hebraiske navn Ariela betyder "Guds Løvinde".
Halle er vild med Disney-film, så derfor opkaldte hun datteren efter dem. Nahla er løvinden i "Løvernes Konge" og Ariel er havfruen i filmen "Den lille Havfrue"
Robert Koch.
Heinrich Hermann Robert Koch (11. december 1843 – 27. maj 1910) var en tysk læge og bakteriolog.
Han er især kendt for opdagelsen af den bakterielle årsag til miltbrand ("Bacillus anthracis", 1877), tuberkulose ("Mycobacterium tuberculosis", 1882) og kolera ("vibrio cholera", 1883).
I 1905 modtog han nobelprisen i medicin.
Apple Macintosh.
Macintosh er en samling personlige computere designet og fremstillet af Apple Inc. i Cupertino, Californien og kendes også som Mac. Macs benyttede oprindelig Motorola 68k mikroprocessorer. Men i senere modeller blev CPUen udskiftet med PowerPC processorer fra IBM. Efter at have benyttet disse i over et årti skiftede Apple atter processorproducent. Denne gang Intels Core Duo, Core 2 Duo og Xeon 5100. Skiftet medførte væsentlige ændringer inden for macsoftware. Bl.a. at tidligere software skulle omprogrammeres for at kunne køre på Intelprocessorerne. Dog havde Apple indsat et PowerPC emuleringssystem i deres første inteludgave af Mac OS X 10.4, der muliggør emulering af PowerPC-programmer, så som Microsoft Office 2004 for Mac og andre udviklet til PowerPC-platformen. En anden væsentlig ting med intelskiftet har det muligt at køre Microsoft styresystem Windows på en Mac. Dette kan på flere forskellige metoder. En traditionel installation af Windows XP eller senere gennem Apples installationsprogram Boot Camp. Den anden måde er via virtualiseringssoftware, hvor man kan kører Windows og evt. andre styresystemer side om side med Mac OS X. Inden for denne kategori er Parallels Desktop og VMware Fusion de førende.
Styresystemet med den grafiske brugerflade blev oprindelig benævnt Macintosh-styresystemet, eller uformelt som Mac OS. Fra version 7.6 af blev det officielt kendt som Mac OS.
Macintosh blev introduceret den 22. januar, 1984 og blev sat til salg to dage efter. Den var den første masseproducerede kommercielle computer, der havde en grafisk brugerflade (GUI). Denne type brugerflade betegnes også WIMP, hviket står for "window, icon, menu, pointing device". Denne type interaktion med computeren (HCI) er udviklet hos Xerox PARC i 1973 men blev for alvor populær og udbredt via Macintosh computeren. Microsoft er ofte blevet beskyldt for skamløst at kopiere Apples innovationer. Således er f.eks. Microsoft Windows kraftigt inspireret af Mac OS.
Eksterne henvisninger.
Macintosh
19. juni.
19. juni er dag 170 i året i den gregorianske kalender (dag 171 i skudår). Der er 195 dage tilbage af året.
Gervasius dag. Blev sammen med sin bror Protasius henrettet som martyr, af den romerske feltherre Astasius omkring år 100 i Milano.
20. juni.
20. juni er dag 171 i året i den gregorianske kalender (dag 172 i skudår). Der er 194 dage tilbage af året.
Ravnen.
I oldtiden hed de danske kongers flag Ravnen, og var rødt (det vil sige rødgult) med et anker langs overkanten, og en buget under- og bag-kant ud i et, med frynser. I flaget var der en sort (det vil sige mørkeblå) ravn og langs kanterne var der en bort. Faktisk en ravn på hver side; Hugin og Munin.
Roskilde Museum har en stump af en bronzevindfløj med en ravn, som gnaver en menneskeknogle.
Om flaget Ravnen, sagde man at når den slog med vingerne, så spåede det sejr, for danerne.
Karplanter.
Karplanter ("Tracheobionta") er en stor gruppe af planter. Denne gruppe bliver ikke brugt ofte taksonomisk, da den er i konflikt med det nuværende system.
I tidligere klassifikationer var "bregner", "padderokplanter" og "ulvefodsplanter" grupperet sammen som Karsporeplanter. Blandt de "Karplanter" der ikke er "frøplanter", anses "ulvefodsplanterne" som de mest primitive.
Danske træer.
Slægter af træer i Danmark.
Når listen har nogle ikke-hårdføre arter med, så skyldes det, at mange danske plantebøger er oversat fra engelsk, og at mange planteskoler køber planter hjem fra Holland. Dertil kommer, at de ikke-hårdføre arter måske ikke er omtalt under slægtsartiklen, der normalt kun medtager arter, som kan dyrkes i Danmark.
Eksterne henvisninger.
Træer
Verdens lande.
Der er 193 af FN anerkendte stater i verden: 192 FN-medlemmer samt Vatikanstaten.
__NOTOC__
Træ (organisme).
a>et er arten med det højeste træindivid.
Et træ er en flerårig plante, der har en tydelig, opret og forveddet stamme, som begynder ved roden, og som bærer grene og dermed blade et stykke over jorden. Det er desuden kendetegnende for disse planter, at de har forveddede skud, som bærer beskyttede knopper. De energioptagende dele sidder i toppen, mens de vand- og mineraloptagende dele sidder i rødderne. De aktive dele har kun kort levetid, men de bliver hele tiden erstattet af nydannede skud, blade og rødder. De ældre dele tjener ikke længere som organer for optagelse, men de har stadig tykkelsesvækst, sådan at de kan fungere som afstivning og transportvej for planten. Træet bliver formet af de nydannede skuds vækstretning, forvedningen af cellerne og den fortsatte celledeling i vækstlaget lige under barken. Træet kan leve i århundreder eller årtusinder på trods af en konstant tiltagende mængde af dødt kerneved, fordi et tyndt lag af levende ved (splintved) klarer opgaver som transport, oplagring og stofskifte.
Der findes ikke nogen fastlagt definition, som beskriver en mindste højde, men ordet bruges almindeligvis om planter, der er over 6 m høje, når de er udvoksede. De fleste træer er længelevende, og nogle kan blive flere tusinde år gamle og nå en højde på mere end 100 m.
En lille gruppe af træer, som vokser sammen, kaldes en lund, og et helt landskab, som er dækket af trævækst, kaldes en skov. Adskillige biotoper er defineret ud fra de træer, som vokser på stedet: regnskov og taiga er eksempler på dette. Et landskab med spredte træer i en bund af græsområde kaldes en skovsteppe eller savanne, alt efter hvordan klimaforholdene danner økozoner.
Plantegrupper, der har udviklet stamme.
Ægte træer findes blandt løvtræerne (hos de dækfrøede), nåletræerne (hos de nøgenfrøede) og hos frøplanten Tempeltræ. Disse tre grupper har forveddede stammer.
Derudover findes tre mindre plantegrupper, der danner "træagtige" strukturer: palmerne, Cykas-gruppen og træbregnerne. Disse tre grupper danner stamme ud fra bladanlæggene, så de har ikke ægte ved og heller ikke tykkelsesvækst. Derfor er stammernes diameter næsten den samme gennem hele plantens liv. Det bør ikke glemmes, at træagtige former også fandtes hos kultidens padderok- og ulvefodsfamilierne
Træer findes hovedsageligt inden for 50 plantefamilier. Derimod mangler træformer hos alger, mosser, asparges-ordenen, lilje-ordenen, amarant-familien, frøbid-familien, gøgeurt-familien, kodriver-familien og med få undtagelser også hos ensian-familien, græskar-familien, klokkeblomst-familien, læbeblomst-familien, nellike-familien, ranunkel-familien, skærmplante-familien, snerle-familien, stenbræk-familien og valmue-familien.
Træer som livsform.
Da træer findes i så mange forskellige ordener og familier, viser de en stor variation i vækstformer, bladtyper, barkkendetegn, blomster, frugter osv. I det raunkiærske system bærer de navnet: fanerofytter. Disse planter kan også betegnes med det latinske ord "lignum" = "træstof", som bliver til ordet "lignose".
De tidligste træer var træbregner og padderokker, som dannede kæmpestore skove i kultiden. De ældste kendte fossilerede næsten komplette træer er blevet fundet i Gilboas fossile skov. De er 385 millioner år gamle.
Der findes stadig arter af træbregner, men de nulevende padderokarter er alle urteagtige. Senere, dvs. i trias, opstod nåletræer, tempeltræer, cykasarter og andre nøgenfrøede, mens de blomstrende planter, de dækfrøede, først kom til i kridttiden. De fleste af nutidens træarter tilhører blomsterplanterne og nåletræerne.
Vækstform (habitus).
Træers vækstform bestemmes i vidt omfang af, om de har stået frit fra begyndelsen eller er vokset op tæt sammen med andre træer. For eksempel dannes der krone tæt over jorden hos Almindelig Bøg, når træet står helt lysåbent. I den situation bliver de nederste grene meget tykke og vandrette eller ligefrem lidt hængende. I en sluttet bøgeskov danner de søjleagtige stammer derimod først krone i stor højde, og de opstigende grene danner et forholdsvist fladt løvtag.
Træer under forskellige klimaforhold.
I troperne finder man den mest frodige trævækst, og urskoven dannes for det meste af træarter, som tilhører plantefamilier som palme-familien, vortemælk-familien, nælde-familien, sæbetræ-familien, katost-familien, mahogni-familien, ærteblomst-familien og "sapotaceae"
I subtroperne finder man træer, som hører til i de stedsegrønne familier myrte-familien, laurbær-familien og den delvist løvfældende familie protea-familien. De blandes i de lidt køligere egne med andre stedsegrønne arter af familier som bøge-familien, kattehale-familien, rude-familien, oliven-familien og morbær-familien.
I de kolde tempererede egne er de løvfældende arter helt dominerende bl.a. med arter af bøge-familien, katost-familien, elme-familien, pile-familien og sæbetræ-familien. Selv om nåletræer allerede findes i sammenhængende skove i den tempererede zone, er det dog først i de subarktiske egne, at de bliver egentlig dominerende, mens løvtræarterne én efter én må give op.
I det hele taget bliver træerne mere sjældne og også mindre i væksten, jo tættere man kommer på polarcirklen. I Sverige findes ege, linde, aske, lønne, og bøge ikke nord for den 64. nordlige bredde. Nord derfor består trævæksten for det meste af graner og ædelgraner, der danner sammenhængende skove nordøst derfor, og som endda når den 60. nordlige bredde, nu sammen med birke, der findes som sammenhængende skove (taiga) helt op til den 71. nordlige bredde i blanding med elle og pile.
Højden over havet har naturligvis også betydelig indflydelse på træernes højdevækst og udbredelse, ganske som afstanden fra ækvator har det. I Andesbjergene trives Carnaubavoks-Palmen ("Copernicia prunifera"), og flere arter af slægterne "Cinchona" (krap-familien) og eskallonie trives helt op til 94 m under snegrænsen. På 30° nordlig bredde, hvor snegrænsen ligger i 4.048-4.080 m højde, finder man på Himalayas sydskråninger høje træer (Ege og Graner) i op til 3.766 m højde. Tilsvarende finder man i Mexico på 25-28° nordlig bredde bjerge med Graner op til 3.766 m og Ege op til 2.825 m højde. I Alperne ophører trævækst i 1.570 m højde og i Harzen sker det i 1.005 m højde. I Pyrenæerne finder man ege og ædelgraner til en højde på 1.883 m, men ved Sulitelma på 68° nordlig bredde i Lapland findes granerne kun op til 188 m højde, og birkene når kun en højde på 376 m.
Træers opbygning.
Træernes grundlæggende dele er rødder, stamme, grene, skud, blade, blomster og frugter. Træernes rødder, grene og stammer består af styrkevæv og transportsystemer. Veddet er dannet af vedceller ("xylem"), mens barken dels består af inderbarken ("kambium") og dels af barkceller ("phloem").
Træer kan opdels i "udadvendte" og "indadvendte" i forhold til deres måde at forøge stammens tykkelse på. De udadvendte træer er der flest af (nemlig alle nåletræerne og alle de tokimbladede), og de får deres tykkelsesvækst ved, at de lægger nyt ved uden på det gamle. Det er en proces, som foregår i vækstlaget lige inde bag barken. De indadvendte træer (hovedsageligt de enkimbladede, f.eks. palmerne) ikke kan forøge stammens diameter, da vækstpunkterne ikke forbindes, men ligger spredt i det allerede dannede ved.
I takt med, at de udadvendte træer vokser, skaber de en årlig tilvækst, som danner en ring, når man ser på et tværsnit af grene eller stammer. Derfor kaldes tilvæksten for årringe. Under klimaforhold, hvor der er tydelig forskel på årstiderne (mod nord er det sommer/vinter, men længere sydpå er det tørke/regntid), er ringene tydelige at se, når man sammenligner den gunstige med den ugunstige årstids tilvækst. Årringene kan bruges til at bestemme træets alder og dermed også til at tidsfæste tømmer i skibe eller bygninger ved dendrokronologi. I visse tropiske egne, hvor væksten ikke bliver afbrudt af ugunstige årstider, dannes der ikke årringe, og aldersbestemmelse er derfor umulig, ligesom den er det hos de indadvendte træer.
Det er ikke alle træer, der har samtlige de dele, som blev nævnt ovenfor. Kæmpekaktusen fra det sydlige USA har ikke normale blade, mens palmerne er uden grene, og træbregnerne ikke danner bark. Alligevel kaldes de for træer ud fra deres overordnede udseende. Ofte er højden i sig selv nok til, at man omtaler en art som træ. Af samme grund er der en flydende overgang mellem buske (uden stamme) og træer (med en stamme fra jorden). Tilsvarende afviger bonsaiplanter en hel del fra normale træer, mens de dog har alle de dele, som et træ består af. En frøplante af Ædel-Cypres ligner mest af alt en Ene og bestemt ikke et træ, mens bambusarter sjældent kaldes træer, selv om de opfylder alle krav.
Bladene.
Bladets vigtigste funktion er at tjene som organ for fotosyntesen. Desuden tjener bladene til at lukke af for konkurrerende planters lystilgang, og de kan i visse tilfælde være vigtige for træets optagelse af luftbåret næring (støv).
Bladets form og udseende i øvrigt er et vigtigt kendetegn for den enkelte træart. Bladets størrelse afhænger derimod af vækstbetingelserne og kan derfor ikke bruges ved bestemmelse af et træ. Træernes knopper er vigtige kendetegn om vinteren, når de fleste træer er bladløse. Desuden har mange træer hår eller torne. Det er enten omdannede skud, bark eller blade, som skal beskytte træet mod dyregnav.
Et europæisk træ har i gennemsnit 30.000 blade, og derfor kan træet miste flere hundrede liter vand ved fordampning fra den store, samlede overflade (bladarealet er i gennemsnit 3-5 gange arealet af drypzonen).
Blomsterne.
Blomsten er træets specialiserede formeringsorgan. Visse træarter har satset på vindbestøvning, mens andre bruger forskellige dyr (insekter, flagermus eller fugle) som bestøvere. Disse forskelligheder i bestøvningsforholdene har fremkaldt store forskelle i blomsternes form, farve og duft.
På de tempererede breddegrader er træernes blomster ofte forholdsvis små, og hos enkelte slægter er dele af blomsterne reduceret eller helt forsvundet. De fleste træarter er insektbestøvede, men mange er vindbestøvede, og i flere familier optræder de såkaldte "rakletræer" (i bøge-familien, pile-familien og birke-familien f.eks.), hvis blomster tidligere blev anset for at være primitive. I dag ved man, at rakler og rakleagtige blomsterstande er opstået i flere omgange og uafhængigt af hinanden. Som det er gængs blandt planter, er de fleste træarters blomster tvekønnede, men der findes dog undtagelser: f.eks. særbo-blomsterne hos taks eller sambo-blomsterne hos ask.
Frugterne.
Med udviklingen af frugter har træerne evnet at give deres afkom en god start. De fleste frugter indeholder en frøhvide, der bruges som føde for den fremspirende kimplante. Afhængigt af spredningsmetoden har træarterne desuden udviklet forskellige udformninger af frugterne, så de er egnede til spredning med f.eks. vand, vind, myrer, aber eller fugle.
Træernes frugter har kun få særtræk i forhold til andre plantegruppers. Der er dog en forholdsvis høj andel af vindbårne frø, men også dyrebårne er almindelige. Hos de fleste træer modnes frøene i løbet af sommeren eller efteråret samme år, som de er dannet. Hos Fyrreslægten kan koglerne dog være flere år om at modne, og egene har ofte en 2- eller 3-årig modning af deres agern. Mange af frugterne er nøddeagtige med et enkelt frø, eller de opløses i flere enkeltfrøede, nøddeagtige dele. Saftige, farvede og duftende frugter viser tilpasning til spredning ved hjælp af fugle eller pattedyr.
Grenene.
Grenene er stammens sideskud af 1. orden, og de tjener som fæste for bladene, de fungerer som vækstpunkter for kronens tilvækst, og de danner tilsammen skelettet i kronen. De er desuden forsyningskanaler til og fra bladenes fotosyntese. Hos mange træarter kan grenene i givet fald omdannes til nye stammer, sådan at sygdom, lynnedslag eller storme ikke sætter træet ud af spillet, før det er færdigudviklet.
Træernes grene begynder deres tilværelse som tætpakkede skudanlæg inden i knopperne. Ved løvspring bliver skuddene forlænget og rettet ud, så de nye blade får fuldt udbytte af lyset. Allerede efter én vækstperiode er det indre af skuddet forveddet, sådan at det nu er blevet til en gren.
Grenene er opbygget nøjagtigt som stammen, som beskrevet nedenfor: Inderst er der en marv, så følger én eller flere årringes ved, så vækstlaget og yderst findes barken. Grenene skal danne et "skelet", som kan bære bladene frem mod lyset i konkurrence med andre træer. Desuden skal grenene kunne bære deres egen og bladenes samlede vægt, og de skal danne forsyningskanal til og fra bladene. Disse formål kan løses på mange måder, og det fører til, at træernes grenbygning er et vigtigt kendemærke for de enkelte arter. Grenenes fordeling på stammen skyldes lysforholdene og kan derfor ikke bruges som kendetegn.
Stammen.
Det er stammen, der gør træer til træer, for uden den var de blot store buske. Stammen har den rolle at hæve grenene og dermed bladene fri af konkurrencen om lyset. Stammen skal desuden kunne bære sin egen, grenenes og bladenes samlede vægt, og den skal kunne holde til den belastning, som træet bliver udsat for under storm. Endelig skal stammen kunne kanalisere vand og opløste næringssalte fra rødderne til bladene og opløste, organiske stoffer fra bladene ned til rødderne.
Hos de træagtige bregner og de fleste palmer er der kun en enkelt opbygget stamme, der slutter med én eneste, stor endeknop. Derfor danner de ikke sidegrene, men slutter med kæmpestore, finnede eller fingrede blade, som sidder tæt sammen. Derfor er de egentlig ikke ægte træer.
Hos de ægte træer vokser kimplantens skud frem og skaber begyndelsen til den fremtidige stamme. Det er almindeligt, at træer har apikal dominans, dvs. at skudanlægget i stammens endeknop får den kraftigste og længste tilvækst hvert år. Tilsvarende vil grenenes endeknopper sætte de længste skud (inden for deres system) hvert år. Selv ved helt ensartede vækstbetingelser ser man dog talrige forskelle allerede fra det første vokseår.
Enten danner skuddet regelmæssigt en vedblivende endeknop i spidsen af den gennemgående stamme. Her taler man om, at træet har "monopodial vækst". Eksempler på denne voksemåde ses hos gran, lærk og ædelgran, som desuden danner talrige, vandret stillede grene, der tilsammen danner en kegleformet krone. Træer med denne opbygning kan dog få en mere slank vækstform, hvis grenene er oprette eller opstigende (som f.eks. hos ask eller flere af poplerne).
Ved "sympodial vækst" mister hovedskuddet allerede fra og med første år evnen til celledeling i endeknoppen. Derfor overtager den nærmeste sideknop den apikale dominans og dermed hovedvæksten. Det betyder, at stammen hvert eneste år bliver forlænget ved, at en sidegren bliver til nyt hovedskud. Da det foregår så tidligt og regelmæssigt, bliver stammens vækst lige så ret og gennemgående, som den er hos de monopodialt voksende arter. Denne opbygning ses hos mange løvtræer, f.eks. avnbøg, bøg, elm og lind.
I den indre opbygning af stammen afviger de enkimbladede træer – altså palmerne - stærkt fra de ægte træer. Hos palmerne findes bundter af karstrenge (sikar og vedkar) spredt i veddet, og derfor opstår der ikke noget vækstlag, ikke noget kerneved og altså heller ikke nogen vedvarende tykkelsesvækst i stammen. Hos de tokimbladede dannes der allerede fra skuddets andet leveår et sammenhængende vækstlag mellem ved og bark. De delingsdygtige celler danner hvert år ved indad og bark udad, og derved får træet en årlig tykkelsesvækst i grene, stamme og rødder. Da væksten er kraftigst om foråret og svagest om efteråret, skaber den årlige vedtilvækst et mønster, som er ringformet i tværsnit og derfor kaldes "årringe".
Et tværsnit gennem en træstamme viser de forskellige dele af veddet: Inderst har man marven eller – i visse tilfælde – et hul, som viser, hvor marven engang var. Uden om marven finder man det døde og massive, ofte mørkfarvede kerneved. Yderst har man et antal årringe af lyst splintved. Nogle træarter (f.eks. almindelig avnbøg) har ensfarvet kerne- og splintved, og forskellen består udelukkende i veddets tæthed. Andre (som f.eks. vorte-birk) har kun splintved, så disse arter har altså begge helt ensartet splint- og kerneved, selv om det skyldes forskellige årsager. Undersøgelse af træets fysiske egenskaber har vist, at splintved har stor bøjningsstyrke (brudstyrke), mens kerneveddet har stor trykstyrke. Derfor er buer ofte laminerede, sådan at træksiden yderst består af let og elastisk splintved (f.eks. Småbladet Lind), mens tryksiden inderst består af tungt kerneved (f.eks. almindelig taks).
Uden på veddet findes som nævnt et lag, som kun er få celler tykt: vækstlaget. Uden om det findes først inderbarken med sikarrene og yderst yderbarken til beskyttelse mod skader og iltpåvirkning.
Rødderne.
Rødderne danner tilsammen træets forankring i jorden. Rodnettet består af ganske tynde finrødder, som optager vand og opløste salte, og af tykke grovrødder, der fordeler tryk- og trækbelastninger fra stammen ud i hele rodnettet. Gennem alle rødder løber der si- og vedkar, som er transportsystemer for henholdsvis organiske stoffer og opløste salte. Endelig tjener rodnettet sammen med stammen som oplagringssted for energi i form af stivelse.
Træarterne adskiller sig også fra hinanden ved rodsystemets opbygning. Mange beholder den oprindelige kimrod som hovedrod gennem hele livet. Den oprindelige rod vokser som en ret og kraftig pælerod dybt ned i jorden, og fra dennes sider dannes der efterhånden svære siderødder. Et sådant rodsystem er typisk for arter, som har været tilpasset forholdene nær grænsen mellem skov og steppe som f.eks. stilk-eg, almindelig pære og østrigsk fyr.
I andre tilfælde bliver pæleroden undertrykt, og i stedet dannes der flere, lige kraftige hovedrødder, der udgår fra rodhalsen. De vokser enten ned til betydelig dybde i et skråt forløb, som det f.eks. er tilfældet med småbladet lind, almindelig bøg og europæisk lærk. Andre træer danner i stedet et højtliggende, næsten vandret netværk af hovedrødder med lodrette, nedadgående "sænkere" som hos vestamerikansk balsampoppel, vorte-birk og rødgran. Dette er en tilpasning til voksesteder med højt grundvand eller et tyndt jordlag over klippegrund.
Rodens størrelse – uanset de arveligt bestemte rodtyper – er altid begrænset af forholdene i jorden. Tilgang af vand, dræningsforhold, pH og jordtype er afgørende for, hvor stort, vidtrækkende og dybt rodnettet udvikles.
De enkimbladede træer har aldrig pælerod. Deres stamme slutter et lille stykke under jordoverfladen, og det er derfra, at de mange, ensartede siderødder udvikler sig. Deres rodnet minder om rødderne hos tuegræsser (f.eks. blåtop) og løgvækster (f.eks. purløg).
Livsfaser.
Træerne har 4 livsfaser (når man ser bort fra spiringsfasen): Ungt, modent, gammel og døende. Disse faser kan genfindes hos alle slags træer, fordi de er arveligt bestemt. Deri ligger også, at de har forskellig længde fra art til art og fra individ til individ. Men de ydre forhold har yderligere stor betydning for, hvornår træet skifter fra én fase til den næste. Et ungt træ, som står under kummerlige forhold (f.eks. ved en stærkt trafikeret gade), vil meget snart gå over i den modne fase og indlede en tidlig blomstring. Det modne træ vil under de samme forhold blomstre helt overdådigt og vise alle tegn på at være gået ind i fasen som gammelt træ. Og endelig vil gamle træer meget hurtigt blive døende, hvis forholdene er hæmmende for dem.
Som ungt træ er planten præget af topskudsdominansen. Det betyder, at hovedskuddets endeknop har den kraftigste tilvækst hvert år, mens hovedgrenenes endeknopper på deres side har den kraftigste længdevækst inden for deres eget grensystem. Det gør tilsammen, at det unge træ har en spids, ofte slank kronebygning med en tydelig tilbøjelighed til en gennemgående stamme. Det unge træ har stor livskraft og magter at overleve selv alvorlige beskadigelser.
I den modne fase er træet præget af, at topskudsdominansen svigter mere og mere. Alle grene har nogenlunde ensartet tilvækst år efter år, og det betyder, at kronen bliver mere og mere afrundet, og at tendensen til én gennemgående stamme ophører. Til gengæld vil træet indlede sin kønnede fase og vise de første blomster. Det modne træ har stadig stor livskraft, men de allerværste beskadigelser tager det år at overvinde.
Det gamle træ er præget af, at hvert grensystem kæmper for livet på egne vegne og kronen skilles i flere, uafhængige løvmasser. Det virker, som om træets helhed er ved at gå i opløsning, det livgivende lys får lov at slippe igennem og tilvæksten er aftagende. Det samme gælder evnen til at klare sår og skader.
Det døende træ er præget af, at al tilvækst skyldes vanrisdannelser på stammens nederste dele. Kronen er under nedbrydning, og store grene dør og brækker af efter nogle år. Stammen er hul og fyldt med brun- eller hvidfarvet trøske. Evnen til at overvinde beskadigelserne er næsten ikke længere til stede, sådan at selv små påvirkninger får alvorlige følger.
Årstider.
Under tempererede forhold har træerne ikke fire, men fem årstider. Det gælder både i Danmark og de steder på kloden, hvor man kan hente træarter, som kan gro her: løvspringet (april-maj), opbygningsperioden (juni-august), modningstiden (september-oktober), dvaleperioden (november-januar) og mobiliseringstiden (februar-marts). Tidsangivelserne skal dog tages med forbehold, for dels er der arvelige forskelle, og dels har vejrliget en betydelig indflydelse på periodernes længde.
Svarende til disse årstider kan man måle sig til forskellige niveauer af energi i træerne. Ved omhyggelige, månedlige undersøgelser over mange år har man fundet ud af, at træerne er helt nede energimæssigt under løvspringet, at energien bygges op til et højt niveau indtil sommersolhverv, at det derefter går lidt ned, men dog udflades hen over sommeren og efteråret. I dvaleperioden er niveau'et ligeledes stabilt, men under mobiliseringsperioden opbruges der store mængder af den oplagrede stivelse.
Disse skift i energiniveau kan aflæses af årringenes tilvækst. Ca. halvdelen af årets tilvækst sker i maj og juni, mens resten af årringen dannes i månederne juli-oktober. Hvis sæsonen har været god (meget lys, kølige nætter, jævnt fordelt nedbør og få skadedyrsangreb) vil årringen blive unormalt bred, mens ugunstige forhold vil gøre den usædvanligt smal. Det er dette forhold, som man udnytter i dendrokronologi, tidsbestemmelse ved hjælp af gammelt tømmer.
Udnyttelse.
I skovbruget og gartneriet dyrker man træer for at kunne høste tømmer, kviste, bark, løv, blomster og frugter. Ved direkte tapning eller behandling af træstoffet kan man udvinde dets enkelte bestanddele (trætjære, terpentin, stivelse, sukker, latex, balsam, alkaloider osv.). Trædyrkning kan foretages ekstensivt, hvor man blot høster af den spontane vækst i skoven, eller den kan udføres intensivt ved plantning og pleje af plantager. Det har ført til, at mennesker gennem årtusinder har arbejdet med udvælgelse og fremavl af gode kloner. Da klonernes arvemateriale skal vedligeholdes, kan man ikke formere disse træer på den naturlige, kønnede måde. I stedet er der udviklet et helt arsenal af vegetative formeringsmåder.
a> er et resultat af mangel på tømmer og brug af lokale ressourcer.
Børnene bruger træer som klatretræer, mens den ældre generation bruger skovene til rekreative formål. Ved deres fotosyntese forsyner træerne menneskeheden med ilt til ånding, og ved dannelse af træstof skaber de materialer til bygninger, møbler og redskaber. Træernes frugter er ofte næringsrige og velsmagende, og de danner en uundværlig del af menneskers ernæring. Endelig indeholder træstof energi, som kan bruges til opvarmning eller fremstilling af el.
Skader på træer.
Skader kan skyldes insektangreb, vind (dele af træet knækker af), stormfald (hele træet vælter), snebelastning (dele af træet knækker af under sneens vægt), lynnedslag (dele af stammen skades eller sprænges bort), frost (udtørring ved barfrost og dannelse af barkrevner), oversvømmelse (iltmangel hos rødderne), dyregnav og – ikke at forglemme – vandalisme og tilsigtede skader (beskæring, opstamning og afkortning af rødder).
Træerne bliver angrebet af forskellige sygdomme, der kaldes visnesyge, kræft, skurv, rust, meldug, hvidråd, brunråd, harpiksflåd, gummiflåd, bladplet og sodskimmel.
Misdannelser i træerne kaldes heksekost, galler, svulster og masret ved.
Desuden er træernes skud, blade, grene, stammer og rødder føde for en lang række dyr, der under denne synsvinkel må betragtes som skadedyr.
Træer og mennesker.
skrev historikeren Alexander Demandt i et omfangsrigt værk, "Über allen Wipfeln – Der Baum in der Kulturgeschichte", der er viet til træerne i kulturhistorien. For ham begynder menneskehedens historie med ilden, som lynet sendte ned i træerne, og som gjorde træet til en uundværlig ledsager til alle tider.
Skikke.
Der er en hel masse skikke, som er knyttet til træet. De omfatter alt fra træet, som man planter ved et barns fødsel over majtræet, der mange steder stadigvæk bliver rejst på Valborgsaften, juletræet og det træ, man sætter op i forbindelse med rejsegildet til det træ, man planter på graven. Tidligere blev gårdtræet betragtet som en beskyttelse mod ulykker, og mange steder kan man endnu finde "pesttræer", som er plantet over de massegrave, der blev nødvendige efter pestangrebene i middelalderen. Nationer og folk har hver deres træ, som man opfatter som karakteristisk for dem: bøgetræet opfattes som "det danske træ", mens tyskerne ser lindetræet som noget særligt for dem. Birkene symboliserer Rusland, mens baobabtræet er et kendemærke for den afrikanske savanne.
Endnu i dag findes der bystævnetræer, der bliver passet og plejet (f.eks. Davindelinden), og som skaber samlingssted i byen. Kelterne, slaverne, germanerne og balterne tilbad træerne i hellige lunde, og fældningen af disse træer er ofte beskrevet i beretningerne om kristningen af Nordeuropa. En rest af denne tilbedelse af træerne kan man se i de såkaldte "kludetræer", som er behængt med votivgaver i form af klude. Og muligvis skal man også se skikken med at give sutter til bestemte træer som et udslag af en ældgammel helliggørelse af træerne.
Religion.
Asken "Yggdrasil" i nationalromantisk kunst fra 1847.
I mange myter findes der et verdenstræ, som danner den akse i verden, som kosmos er formet omkring. Hos Mayakulturen var kapoktræet det hellige verdenstræ. Også hos nordboerne var asken "Yggdrasil" sådan et verdenstræ, og i den nordiske mytologi var de første mennesker, Ask og Embla, skabt ud af en ask og et elmetræ.
Hos mange folkeslag har træerne spillet en rolle som livstræer (f.eks. Morbær-Figentræet hos ægypterne eller livstræet i den jødiske mytologi), som udødelighedens træ (Ferskentræet i Kina) eller som symbol på den åndelige opvågnen i buddhismen (bodhitræet).
Hjemmehørende og ofte sete træarter i Danmark.
Følgende slægter er oprindeligt hjemmehørende, dvs. tidligt indvandrede efter seneste istid: ask, avnbøg, bøg, eg, el, elm, hvidtjørn, kirsebær, lind, løn, pil, poppel (med arten bævre-asp), røn og æble. Blandt nåletræerne er det disse tre: ene, fyr og taks.
Blandt de indførte (naturaliserede) slægter kan nævnes: gran, hestekastanje, lærk, robinie, ædel-Cypres og ædelgran samt en lang række park- og havetræer især fra det østlige Nordamerika (New England-staterne), Sichuan-provinsen i Kina og fra Japan.
De vigtigste træslægter.
Træslægterne er ikke vigtige i sig selv, for de findes ikke noget sted i den virkelige verden. Det gør derimod de arter, som slægterne rummer, og det er under den synsvinkel, at slægterne bliver betydningsfulde. De vigtigste træslægter er - strengt taget - dem alle, for i virkeligheden kan ikke én eneste art undværes i de plantesamfund, hvor de hører hjemme. I en mere snæver betragtning er de vigtigste dog dem, som har direkte betydning for mennesker, og i Danmark altså for folk, som lever her.
Man vælger ofte at inddele den store mængde træslægter efter de botaniske grupperinger, som de henregnes til. Derfor taler man om henholdsvis tokimbladede, enkimbladede, nåletræer, tempeltræer, cykasarter og bregner. Alle disse slægter har vidt forskellig betydning for mennesker. Nogle er vigtige, fordi de er hjemmehørende dele af vores egen natur, og andre er det, fordi de bliver brugt som prydplanter. Visse træslægter rummer arter, som giver nyttige produkter (trætjære, harpiks, medicin, frugter osv.), og nogle omfatter arter, der er vigtige for tømmerproduktionen.
Alder, stammeomfang og højde.
Træerne kan opnå en særdeles høj alder, hvis de vokser i uforstyrret vegetation og under gunstige betingelser. En usædvanligt tyk stamme er ofte forbundet med høj alder – og den kan være adskillige århundreder eller årtusinder. Derimod er der ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem træets højde og dets alder.
21. juni.
21. juni er dag 172 i året i den gregorianske kalender (dag 173 i skudår). Der er 193 dage tilbage af året.
Albanus dag. Biskop fra England, der blev myrdet i sin kirke i Mainz omkring år 300.
Det er (som regel) sommersolhverv på den 21. juni - og årets længste dag. Fra i morgen bliver dagene kortere.
22. juni.
22. juni er dag 173 i året i den gregorianske kalender (dag 174 i skudår). Der er 192 dage tilbage af året.
De ti tusinde martyrers dag. Efter traditionen lod kejser Diocletian omkring år 303 titusinder af kristne som nægtede at ofre til de hedenske guder korsfæste nøgne på bjerget Arafat.
Første dag i krebsens tegn, hvis stjerne billede er Månen. Latin: Cancer.
23. juni.
23. juni er dag 174 i året i den gregorianske kalender (dag 175 i skudår). Der er 191 dage tilbage af året.
25. maj.
25. maj er dag 145 i året i den gregorianske kalender (dag 146 i skudår). Der er 220 dage tilbage af året.
Urbanus dag. Han var pave til han led martyrdøden i Rom omkring år 230.
I gamle bondealmanakker var dagen begyndelsen til sommeren.
Håndklædedag og Geek Pride Day fejres.
Konge.
En konge (norrønt "konungr") er normalt et livsvarigt statsoverhoved i en monarkisk stat som benævnes et kongerige eller kongedømme. Uden for Europa (historisk også i Europa) forekommer der også valgkongedømmer hvor kongen vælges for en tidsbegrænset periode.
Ofte bruges den latinske form Rex, forkortet R.
Oldtiden.
En oldtidskonges opgave var i folkets bevidsthed først og fremmest at sikre gudernes velvilje.
Hvis kongen ikke stod sig vel med guderne under en krig, måtte han dø i kamp - måske fordi hans mænd svigtede ham.
Gudernes velvilje var også nødvendig for at undgå hungersnød. For at formilde guderne igen, kunne det være nødvendigt at ofre kongen til guderne.
Kongerne blev sandsynligvis valgt ved håndsoprækning på tinge, og kandidaterne var ofte sønner eller sønnesønner af konger, som man antog stod sig vel med guderne. Oftest valgtes brodersønner. Man foretrak som regel unge mænd frem for ældre.
Træl.
Træl er den gamle nordiske betegnelse for slave. Trældom var arvelig: var forældre trælle, blev børnene det også. Vikingerne tog på vikingetogterne fanger, som i stort omfang blev gjort til trælle.
En træl var ufri og retsløs. Han kunne ikke eje jord, føre sag, vidne eller aflægge ed, og han tilhørte sin husbond, som kunne købe og sælge ham og hans familie.
I løbet af den tidlige middelalder skete der en langsom afvikling af trælleforholdet.
I 1200-tallet havde det mere organiserede hoveri overtaget.
Træl i den nordiske mytologi.
I Rigs vandring fra nordisk mytologi findes beretningen om Træl, søn af Edda og Heimdal. Han tager sig Thir til hustru, og de bliver sammen ophav til trællenes æt.
28. juni.
28. juni er dag 179 i året i den gregorianske kalender (dag 180 i skudår). Der er 186 dage tilbage af året.
Eleonora dag. Optaget i dansk kalender omkring år 1800, mens dagen tidligere havde navn efter pave Leo den 2., der døde 684.
10. april.
10. april er dag 100 i året i den gregorianske kalender (dag 101 i skudår). Der er 265 dage tilbage af året.
Ezekiels dag, én af det gamle testamentes 4 store profeter.
Dagen er en af de 32 Tycho Brahesdage.
10. august.
10. august er dag 222 i året i den gregorianske kalender (dag 223 i skudår). Der er 143 dage tilbage af året.
Dagens navn er Laurentius.
10. december.
10. december er dag 344 i året i den gregorianske kalender (dag 345 i skudår). Der er 21 dage tilbage af året.
10. juli.
10. juli er dag 191 i året i den gregorianske kalender (dag 192 i skudår). Der er 174 dage tilbage af året.
Navnedag: Knud Konge
10. november.
10. november er dag 314 i året i den gregorianske kalender (dag 315 i skudår). Der er 51 dage tilbage af året.
10. september.
10. september er dag 253 i året i den gregorianske kalender (dag 254 i skudår). Der er 112 dage tilbage af året.
Burchhards dag, efter Burchhardt fra Wessex.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
11. august.
11. august er dag 223 i året i den gregorianske kalender (dag 224 i skudår). Der er 142 dage tilbage af året.
11. december.
11. december er dag 345 i året i den gregorianske kalender (dag 346 i skudår). Der er 20 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender. Dagen kaldes også for Fandens fødselsdag ligesom den 11. juni.
11. juli.
11. juli er dag 192 i året i den gregorianske kalender (dag 193 i skudår). Der er 173 dage tilbage af året.
11. november.
11. november er dag 315 i året i den gregorianske kalender (dag 316 i skudår). Der er 50 dage tilbage af året.
Mortensdag - eller Martins dag. Dagen har fået navn efter biskop Martin af Tours, som blev født i Pannonia (nuværende Ungarn) i ca. 316 og døde i Candes 8. november 397.
I gammel nordisk tradition tog man varsler for vejret: "Hvis 3 sandkorn fryser sammen om natten (mellem 10. og 11. november), så fryser alle nætterne sammen (streng vinter)".
11. oktober.
11. oktober er dag 284 i året i den gregorianske kalender (dag 285 i skudår). Der er 81 dage tilbage af året.
Probus dag. Ukendt helgen. Dagens navn er også Frederik 4. fødselsdag.
12. august.
12. august er dag 224 i året i den gregorianske kalender (dag 225 i skudår). Der er 141 dage tilbage af året.
12. december.
12. december er dag 346 i året i den gregorianske kalender (dag 347 i skudår). Der er 19 dage tilbage af året.
12. juni.
12. juni er dag 163 i året i den gregorianske kalender (dag 164 i skudår). Der er 202 dage tilbage af året.
12. november.
12. november er dag 316 i året i den gregorianske kalender (dag 317 i skudår). Der er 49 dage tilbage af året.
12. juli.
12. juli er dag 193 i året i den gregorianske kalender (dag 194 i skudår). Der er 172 dage tilbage af året.
12. oktober.
12. oktober er dag 285 i året i den gregorianske kalender (dag 286 i skudår). Der er 80 dage tilbage af året.
Maximilians dag. En kristen biskop, som blev martyrdræbt år 285 og siden udnævnt som værnehelgen for Østrig. Dagen er også nationaldag i Spanien.
12. september.
12. september er dag 255 i året i den gregorianske kalender (dag 256 i skudår). Der er 110 dage tilbage af året.
Guidos dag, efter en belgisk handelsmand fra Anderlecht, som opgav sit hidtidige liv, besluttede at leve fromt og asketisk, hvorefter han drog på pilgrimsrejser til Rom og Jerusalem. Guido dør på denne dato i 1012.
2. april.
2. april er dag 92 i året i den gregorianske kalender (dag 93 i skudår). Der er 273 dage tilbage af året.
Theodosius' dag, der formentlig er opkaldt efter den romerske Kejser Theodosius den Store, død 395. Der kan dog også være tale om en martyr med samme navn, som ifølge andre legender er død på denne dag.
02
13. april.
13. april er dag 103 i året i den gregorianske kalender (dag 104 i skudår). Der er 262 dage tilbage af året.
Justinus dag. Der er lidt usikkerhed om hvilken Justinus dagen er opkaldt efter. Det kunne være Justinus Martyr, der blev henrettet ved halshugning i Rom 163. Men det er mest sandsynligt, at der er tale om den lærde græker Justinus Philosophus fra Nablus i Palæstina, der efter indgående studier lod sig omvende til kristendommen, hvorefter han som forfatter og prædikant virkede ivrigt for den kristne læres udbredelse indtil han omkring år 170 dræbes med gift. Der findes yderligere en tredje opfattelse, der slår de to ovenstående personer sammen til en person.
13. august.
13. august er dag 225 i året i den gregorianske kalender (dag 226 i skudår). Der er 140 dage tilbage af året.
Hippolytus' dag. Hippolytus var en lærd teolog og den betydeligste skribent inden for den romerske kirke i det 3. årh. Han udøvede stærk kritik af biskopperne i bl.a. Rom og fungerede som den første "modpave". Blev deporteret af romerne under forfølgelserne af de kristne og var i arbejdslejr sammen med paven som han blev forsonet med. Han døde i fangenskab på Sicilien ca. år 235. Hippolytus er en meget værdifuld kilde til kristne skikke, ritualer og livsformer i begyndelsen af det 3. årh. i Rom.
13. juli.
13. juli er dag 194 i året i den gregorianske kalender (dag 195 i skudår). Der er 171 dage tilbage af året.
13. juni.
13. juni er dag 164 i året i den gregorianske kalender (dag 165 i skudår). Der er 201 dage tilbage af året.
Cyrillus dag. Cyrillus har navn efter den store kirkelærer biskop Cyril fra Aleksandria. Han dør i år 444.
1. verdenskrig.
1. verdenskrig (oprindeligt Den store krig) var en global militær konflikt, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918 og fandt sted på slagmarker mestendels i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og sporadisk i Sydøstasien. Krigen kostede over ni millioner menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i verdenshistorien dengang.
Krigen blev udløst af mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den Østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Dette mord udløste krig mellem i første omgang Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende en række krigserklæringer forårsaget af den indgroede mistillid, de indviklede europæiske alliancesystemer havde opbygget til hinanden. Dermed udløstes de store spændinger Europa på denne tid var præget af, og af mange blev krigen derfor set som en lettelse, der kunne tage trykket af stormagternes provokationer over for hinanden. Man forventede i alle lande, at krigen ville være overstået i løbet af blot et par måneder.
Første Verdenskrig blev i begyndelsen hovedsageligt ført mellem Centralmagterne, det Tyske kejserrige og Østrig-Ungarn, på den ene side og Ententemagterne, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Serbien på den anden side. Belgien blev pga. et tysk angreb presset ind i alliancen mod centralmagterne, en alliance som også USA (1917), Italien (1915), Rumænien (1916) og flere andre lande senere tiltrådte. Krigen endte med Centralmagternes nederlag og blev endelig formelt afsluttet ved indgåelsen af Versaillestraktaten i sommeren 1919, som pålagde Tyskland skylden for krigen og dermed krigsskadeserstatninger til især Frankrig.
Konsekvenserne af 1. verdenskrig var enorme for det europæiske kontinent. Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre østeuropæiske stater. Det slagne Tyskland blev omdannet fra monarki til republik og mistede områderne Alsace og Lorraine til Frankrig. Oktoberrevolutionen i Rusland skabte den første kommunistiske stat i verden, Sovjetunionen.
Af mange europæiske historikere betegnes 1. verdenskrig som "urkatastrofen", fordi man med fredsslutningen ikke formåede at bilægge de iboende stridigheder mellem landene, der havde været årsagen til krigen, og hvis fjernelse var nødvendig for at skabe et stabilt og fredeligt Europa efter krigen, men at krigen og fredsslutningen i stedet blev en slags forløber for en endnu større katastrofe, 2. verdenskrig.
Magtbalance og alliancesystemer.
Perioden efter den fransk-tyske krig i 1871 og frem til 1914 var set ud fra europæisk perspektiv en relativ fredelig periode. Det var mange hundrede år siden at de europæiske stormagter i så lang tid ikke havde været i krig med hinanden. Denne situation kunne især tilskrives "Jernkansleren" Otto von Bismarck, der meget pragmatisk havde indrettet et sindrigt og kompliceret alliancesystem, der skulle forhindre Tyskland i at skulle kæmpe en tofrontskrig mod Frankrig/England i vest og mod Rusland i øst.
Alliancer i Europa i 1914
Den fransk-preussiske krig i 1871 havde skabt et nyt Europa. Tyskland var blevet den største magt på kontinentet, og der var opstået en dyb splittelse mellem Tyskland og Frankrig. Frankrig var besat af hævnlyst efter den tabte krig, og især af et ønske om at genvinde det tabte område Alsace-Lorraine, som var blevet erobret af tyskerne i 1871 (Versailles-traktaten efter første verdenskrig gav områderne tilbage til Frankrig). Det var især faren fra det hævngerrige Frankrig, der fik Bismarck til at koncentrere sig om alliancer. Tyskland og Østrig-Ungarn indgik en forsvarsalliance i 1878.
Den vigtigste alliance var dog den alliance han sammen med den østrigske kejser indgik med Rusland i 1881, også kendt under navnet de tre kejseres alliance, den tyske kejser Wilhelm 1., den østrigske kejser Franz Joseph og den russiske zar Alexander 2.
I 1882 kom også Italien ind i Bismarcks alliancesystem, der blev kendt under navnet "Tripelalliancen".
Den blev fornyet i 1912. Frankrig indgik på trods af store politiske divergenser en alliance med Rusland i 1893, men begge lande mente, at denne alliance ville hindre en storkrig i Europa, fordi Tyskland ikke ville være i stand til at udkæmpe en krig på to fronter. Storbritannien kom med i den fransk-russiske alliance på grundlag af ret uformelle aftaler med Frankrig i 1904 og Rusland i 1907. Denne alliance blev kaldt "Tripelententen".
Kolonikapløbet styrkede alliancesystemerne yderligere. Storbritanniens entente med Frankrig kom i stand i forbindelse med løsningen af de fransk-britiske tvister om områder i Afrika. Tyskland anså ententen for svag og uholdbar og satte den på prøve ved at erklære den franske koloni Marokko for uafhængig i 1905. Men Marokkokrisen endte i et diplomatisk nederlag for Tyskland, mens ententen kom styrket ud. Også andre tyske fremstød endte med at styrke ententen. I 1911 blussede der en ny Marokkokrise op, mens italienske ambitioner udløste Balkankrisen, som skulle vare frem til 1914. Alle stormagter havde interesser på Balkan, og næsten alt pegede mod en større europæisk konflikt.
Flådekapløbet.
Flådekapløbet begyndte i slutningen af halvfemserne, da Tyskland ønskede en mægtig flåde for at beskytte sine kolonier og for at understrege egen storhed. Denne oprustning truede det britiske imperium. For at beskytte imperiet var Storbritannien afhængig af at kunne kontrollere verdenshavene gennem et flådeherredømme. Tysklands flådeoprustning var i direkte konflikt med Storbritanniens officielle politik, der gik ud på at have en dobbelt så stor flåde, som nr. 2 og 3 i verden havde tilsammen. I 1903 begyndte det at gå op for Storbritannien, at Tysklands flådeoprustning kunne true britiske interesser i hele verden, og som en følge af dette besluttede Storbritannien at opbygge en stor flåde i Nordsøen med base i Skotland. Denne flådemagt blev yderligere styrket gennem britiske aftaler med Frankrig, Japan og USA, der medførte, at Storbritannien kunne trække store dele af sin flåde tilbage til Nordsøen. Den tyske flådeoprustning havde sit udgangspunkt i den såkaldte "risikoteori". Denne gik ud på, at Tysklands flåde kunne nøjes med at udfordre den britiske nordsøflåde, men det var ikke taget med i teorien, at briterne kunne trække dele af deres flådestyrker fra Stillehavet, Caribien og Middelhavet hjem. Resultatet var, at den tyske flådes manøvrerum efter Søslaget ved Jylland blev begrænset til Østersøen.
Opfattelsen i Europa i begyndelsen af 1914 var, at en europæisk storkrig nærmest var uundgåelig. Dette var et resultat af spændingerne i magtbalancen og den enorme militære oprustning i Europa, som var begyndt med flådekapløbet. Tyskland var den største landmilitære magt i Europa, og hvis den store krig var uundgåelig, var der mange tyske officerer, som mente, at den burde komme snart. Der var ikke råd til at vente på resultaterne af den store oprustning, der foregik i Frankrig og Rusland.
Anledningen.
Det hele startede med, at den kun 19-årige serbiske student og nationalist Gavrilo Princip myrdede tronfølgeren til det Østrig-Ungarn, Franz Ferdinand, og dennes hustru, Sophie, i Sarajevo den 28. juni 1914. Motivet for mordet var, at Østrig-Ungarn havde annekteret det selvstændige kongerige Bosnien i 1908.
Franz Ferdinand havde valgt at gøre sit indtog i Sarajevo på den serbiske nationaldag, hvilket var en stor provokation for serberne. Derfor blev der hurtigt lagt planer om at myrde Franz Ferdinand. Det lykkedes dog ikke i første omgang, da en bombe ikke helt ramte målet og i stedet sprængte et hjul på Franz Ferdinands køretøj. Det afskrækkede dog ikke ærkehertugen. Ved et tilfælde kørte chaufføren dog senere på dagen forkert ind i en gade, hvor Princip befandt sig. Han udnyttede hurtigt situationen og skød både Franz Ferdinand og dennes hustru.
Princip døde i 1918 af tuberkulose, mens han afsonede dommen på 20 års fængsel.
Julikrisen.
Julikrisen begyndte med Princips skud i Sarajevo 28. juni 1914. Denne del af Balkan havde været østrigsk område siden 1908. Mange i Østrig-Ungarn så det som vigtigt for imperiets egen sikkerhed at holde Balkan i en fast hånd. Nogle tysknationale medlemmer af regeringen håbede også at kunne fremprovokere en krig med Serbien for at give dem en lærestreg. De opstillede derfor en række punkter, der skulle vise, hvordan situationen i Serbien kunne løses, og 14. juli stillede Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum på ti punkter, som skulle accepteres i løbet af 48 timer. Hvis ikke Serbien sørgede for at slå ned på anti-østrigske og serbisk-nationalistiske strømninger, ville østrig-ungarerne gå militært ind i Serbien.
Kansleren i Tyskland slog fast, at Tyskland ville støtte Østrig-Ungarn militært, hvis Rusland blandede sig. Østrig-Ungarn forventede derfor ikke, at Rusland ville blande sig til trods for dets store interesser på Balkan. Serbien sendte 24. juli en appel til Zar Nikolaj II og bad om hjælp med begrundelsen, at kravene til dem var nedværdigende, og tidsfristen var for kort. Zaren svarede, at ultimatummet var for ydmygende, og at Østrig-Ungarn var ved at fremprovokere en krig. 25. juli begyndte Rusland mobiliseringen, selv om den officielle mobiliseringsordre ikke blev givet før 30. juli. Det blev klart, at en krig var uundgåelig.
Storbritannien ønskede at løse situationen diplomatisk og holde Frankrig uden for krigen. Storbritannien inviterede 26. juli Tyskland og Frankrig til at diskutere situationen. Tyskland afslog og pressede Østrig-Ungarn til hurtigt at påbegynde angrebet på Serbien. Men Østrig-Ungarn mente ikke at have tilstrækkelige styrker hertil. Samtidig kom de første svage hentydninger fra Storbritannien om, at man ville støtte Frankrig, hvis det neutrale Belgien blev angrebet.
25. juli afbrød Østrig-Ungarn samtalerne med Serbien, og 28. juli kom krigserklæringen i form af et telegram. Frankrig var i alliance med Rusland, og en krig mod Rusland ville derfor blive en tofrontskrig for Tyskland. Da Tyskland 1. august kom med sin krigserklæring mod Rusland, betød dette i praksis også en krigserklæring mod Frankrig.
Den engelske historiker A.J.P. Taylor kommer i sin bog "War By Time Table" (1969) med den provokerende påstand, at krigen var en følge af togenes køreplaner. Et lands mobilisering var baseret på tusindvis af tog, som skulle køre rettidigt for ikke at ende i kaos. Det var nærmest umuligt med kort varsel at ændre i køreplanerne, som herved tvang mobiliseringen til at følge en meget stiv plan, som ikke kunne ændres eller sættes på "stand-by", når den først var sat i gang. Desuden kunne man ikke gennemføre en "halv" mobilisering, da der ikke var udarbejdet sådanne planer. Altså kunne Østrig-Ungarn ikke mobilisere mod Serbien uden samtidig at mobilisere mod Ruslands grænse. Rusland kunne ikke mobilisere mod Østrig-Ungarn uden at mobilisere mod Tysklands grænse, og endelig kunne Tyskland ikke mobilisere mod Rusland uden samtidig at mobilisere mod Frankrig. Den tyske mobiliseringsplan var offensiv og indebar troppesamlinger langt inde i Belgien. Herved var verdenskrigen en realitet. Konklusionen er trukket skarpt op, men der er næppe tvivl om, at de stive mobiliseringsplaner var med til at eskalere konflikten og forhindre en forhandlingsløsning.
Danmark, Sverige og Norge erklærede sig alle neutrale i krigen.
Krigen i vest 1914.
Tyskerne var klar over, at en to-fronts-krig mod Frankrig og Storbritannien mod vest og Rusland mod øst ikke ville kunne vindes i længden. Den tyske krigsplan for et sådant to-fronts-scenarie, den 10 år gamle Schlieffen-plan, opererede med en ide om, at man måtte koncentrere al den tyske krigsindsats på vestfronten, og så slå Frankrig ud af krigen gennem et overvældende voldsomt angreb. Man mente, at Ruslands størrelse og ringe infrastruktur ville betyde en længere russisk mobiliseringsperiode, hvilket gjorde Rusland ude af stand til et ordentligt angreb den første måneds tid.
For at kunne angribe mest hurtigt og effektivt skulle de tyske tropper omgå den stærke franske forsvarslinje op til den tyske grænse ved overraskende at gå igennem det neutrale Belgien og angribe Frankrig fra den mindre beskyttede nordlige del af landet.
Den 4. august 1914 angreb tyske tropper i strid med folkeretten og uden krigserklæring Belgien. Denne krigshandling mod det neutrale lille Belgien fik straks England over på fransk side. England sendte straks sin ekspeditionsstyrke på 100.000 mand over den engelske kanal.
I mellemtiden var man begyndt med mindre skudvekslinger ved den fransk-tyske grænse. Det var franskmændenes plan gennem et storstilet angreb at trænge ind i Tyskland gennem de på dette tidspunkt tyske provinser Alsace og Lorraine. De franske angreb løb dog trods et stort overtal over for de tyske tropper ind i vanskeligheder allerede tidligt i august.
Tyskernes plan var at lade franskmændene angribe langt ind i Tyskland, mens de tyske tropper i Belgien kunne angribe nordfra. Når man så begyndte at gå igen mod franskmændene ved den fransk-tyske grænse, ville den franske hovedstyrke være for langt væk fra hovedstaden, og man ville kunne fange dem i en knibtangsmanøvre.
Den 16. august besluttede den tyske øverstbefalende for den 6. arme, i strid med planen, at den skulle lade sig falde tilbage for at angribe de franske tropper i Alsace-Lorraine.
Den 4. september var tyskerne nået et godt stykke ind i Frankrig, og stod blot cirka 50 km fra den franske hovedstad. Situationen så alvorlig ud. Ved Slaget ved Marne lykkedes det dog franske tropper med assistance fra nogle britiske nærmest mirakuløst at stoppe den tyske fremmarch efter 7 dages hårde kampe. Tysklands eneste håb om at tilvejebringe en sejr ved hjælp af militære midler på vestfronten syntes dermed at være blevet tabt, og efter en række mindre slag i retning af den engelske kanal låste situationen på vestfronten sig fuldstændig fast, og skyttegravskrigen kunne tage sin begyndelse. De næste fire år flyttede vestfronten sig stort set ikke.
Skyttegravskrigene.
1. verdenskrig er blevet berygtet for sine blodige skyttegravskrige. Krigen var især på vestfronten en "stillestående" krig. Med dette menes, at den ikke havde de bevægelige fronter, som var karakteristiske for 2. verdenskrig og de fleste andre krige.
Vestfronten (fronten mellem Tyskland og Frankrig) var ekstremt statisk. Den eneste periode, hvor der var større ændringer i fronten, var i den indledende fase, da Tyskland angreb gennem Belgien i henhold til (den såkaldte) Schlieffen-plan. Den tyske fremrykning sommeren 1914 var succesfuld, og en overgang i august var Paris truet. Det lykkedes imidlertid franskmændene at stoppe fremrykningen i begyndelsen af september 1914 i slaget ved Marne, og fra da af blev fronten statisk og kendetegnet af skyttegravskrig. Generalerne drømte om det store gennembrud – et gennembrud som aldrig kom.
Årsagen til den fastlåste krig med skyttegravene var, at de militære planlæggere ikke havde tænkt den nye teknologi ind i de taktiske og strategiske overvejelser. Offensiverne var dømt til at strande, fordi den til enhver tid forsvarende part havde alle fordelene.
En offensiv under første verdenskrig blev gennemført ved, at angriberen indledte med et enormt artilleribombardement af fjendens linjer. Dette bombardement havde som regel ikke tilstrækkelig effekt, fordi den forsvarende part havde en delvis beskyttelse i sin befæstede stilling. Efter dage med artilleriild stoppede beskydningen, og infanteriet eller måske kavaleriet gik til angreb. Artilleriilden havde ikke været i stand til at slå fjenden ud, men den havde gjort terrænet mellem frontlinjerne, det såkaldte ingenmandsland, til et månelandskab og fremrykningen blev forsinket. Den forsvarende part havde imidlertid haft god tid til at komme ud af hullerne og få bemandet maskingeværerne. Dette nye våben gjorde det lettere at tilbagevise et angreb, som ikke var støttet af kampvogne. (Disse blev ikke taget i brug før mod slutningen af krigen).
Den forsvarende part havde også en anden fordel. Hvis det lykkedes angriberne at få slået et lille hul i frontlinjen havde de kun mulighed for at komme frem til fods, og det gik langsomt på grund af det mudrede terræn. Endnu værre var det naturligvis for artilleriet og det tunge materiel, som skulle følge efter. Den forsvarende part havde også et fungerende vej- og jernbanenet helt op til fronten, således at man hurtigt kunne sætte friske tropper ind og rulle offensiven tilbage før hullet blev for stort.
Denne mangel på anvendelig offensiv taktik medførte, at første verdenskrig blev en "udmattelseskrig", det vil sige at hver side prøvede at vinde ved at få modstanderen til at udtømme sine ressourcer: fødevarer, industri og personel. Denne udmattelsesstrategi gav "Ententen" en fordel, fordi de kunne få råvare- og madforsyninger fra det britiske imperium og USA, og den britiske marine kunne blokere for centralmagternes import fra verden uden for Europa. Udmattelsesstrategien førte dog til en frygtelig tilværelse for soldaterne i skyttegravene; de blev beordret til meningsløse angreb som indebar tab i hundredetusindvis i de enkelte slag.
Et af de mere blodige slag i 1. verdenskrig, og et af dem der forekom allermest meningsløst, var slaget ved Somme, der varede mere end 4 måneder. Mere end 300.000 soldater mistede livet i den forbindelse. Der var mere end 60.000 døde, sårede, tilfangetagne og forsvundne engelske soldater bare på den første dag, heraf lidt over 20.000 faldne.
Krigen i øst 1914.
I øst var Østrig-Ungarn involveret i den krig mod Serbien, der havde udløst 1. verdenskrig. De serbiske tropper var dog forskanset i nogle stærke defensive positioner, som kom til at præge krigen, og allerede i august havde Østrig-Ungarn lidt store tab i forgæves angreb. Østrig-ungarerne havde håbet på en hurtig sejr over serberne ved hjælp af en stærk offensiv. Østrig-Ungarn havde håbet, at Tyskland ville beskytte den nordlige flanke mod russerne, men tyskerne havde hovedparten af sine styrker involveret i det store angreb på vestfronten, og østrig-ungarerne måtte derfor kæmpe en to-fronts-krig mod både russere og serbere. Ved Slaget ved Kolubara i slutningen af 1914 led østrig-ungarerne et stort nederlag og mistede 240.000 mand mod serbernes 170.000.
I Tysklands østligste regioner havde russerne overraskende hurtigt fået mobiliseret og startet de første angreb mod Østpreussen, hvor tyskerne kun havde meget få styrker. Snart stod russiske styrker på tysk territorium, hvilket faktisk var det eneste sted Ententemagterne nåede at stå på tysk jord i løbet af fire års krig. De tyske generaler blev på grund af russernes fremmarch allerede i august 1914 afløst af generalerne Erich Ludendorff og Paul von Hindenburg. Den 26. til den 31. august viste de deres evner ved at besejre en stor russisk styrke ved Slaget ved Tannenberg, og dermed redde en truende situation i øst.
1915.
1915 var præget af kampe især omkring det osmanniske rige, hvor russiske tropper i januar slog osmanniske eftertrykkeligt i Kaukasus-området. På grundlag af mistanker om armensk samarbejde med russerne påbegyndte tyrkerne det armenske folkemord. I april 1915 kunne osmannerne dog vinde en stor sejr over Ententen, da de slog et angreb på sydvestkysten tilbage i slaget ved Gallipoli.
På Vestfronten var der for det meste stilstand. Franskmændene afprøvede med mindre held en ny artilleritaktik umiddelbart op til et angreb, men de tyske tropper overlevede bombardementerne, og kunne stoppe franske stormløb mod skyttegravene. Den 22. april anvendte tyske tropper for første gang, ligeledes med mindre held, gift mod modstanderen i form af klorgas.
1916.
I 1916 besluttede den tyske hærledelse under efterfølgeren til Moltke den yngre, der som følge af dårlige resultater allerede i 1914 var blevet afsat, general Erich von Falkenhayn at genstarte en tysk offensiv på vestfronten. Man ville lokke franskmændene til at ofre enorme antal soldater ved at tvinge dem til et hasarderet forsvar af Verdun-fæstningen. Planen gik dog ikke helt op, også tyskerne led store tab, og slaget ved Verdun blev et af de blodigste under hele krigen.
Et endnu mere blodigt slag blev slaget ved Somme samme år, hvor englænderne forsøgte at udnytte tyskernes engagement andetsteds til at bryde igennem fronten, uden held.
Også andre steder blev 1916 præget af slag med enorme menneskelige omkostninger, uden at man kom nærmere en krigsafslutning af den grund. Italiens indtræden i krigen i april 1915 betød, at de sydlige alper nu også var blevet hjemsted for krigshandlinger, og her iværksatte Italien fra juni til november en voldsom offensiv ved slaget ved Isonzo. Offensiven havde nogen, men ikke megen, succes.
Den 27. august trådte Rumænien over på Ententens side og angreb det østrig-ungarske område Siebenbürgen. Centralmagternes modoffensiv førte dog den 6. december til indtagelsen af den rumænske hovedstad Bukarest, og reelt Rumæniens udtræden af krigen.
1917.
I marts 1917 kom det på grund af utilfredshed med krigen til større demonstrationer i den russiske by St. Petersborg, og den russiske februarrevolution betød, at den russiske zar måtte gå af til fordel for en republik.
I april 1917 trådte USA ind på Ententemagternes side, da Tyskland i desperation over ikke at kunne vinde herredømmet til søs havde påbegyndt en uindskrænket ubådskrig, og derigennem havde sænket civile amerikanske skibe.
Storbritannien og Frankrig forsøgte igen i starten af 1917 på at gennemtrænge den tyske front gennem enorme angreb, og igen blev de effektivt afvist fra de beskyttede skyttegrave med kæmpe tab til følge. I foråret 1917 førte den inkompetente krigsføring til strejker og mytteri i flere franske enheder, der en overgang truede med at føre til Frankrigs udtræden af krigen.
I længden kunne den russiske republik ikke udholde de store byrder krigen mod Tyskland kostede i materiel, menneskeliv og penge, og den blev derfor afskaffet, da Lenin i November startede den kommunistiske Oktoberrevolution. Lenin ønskede fred med det samme, men han måtte indgå den på meget svære betingelser, da hans kommunistiske regime stod midt i en borgerkrig. Brest-Litovsk-freden betød, at store dele af Østeuropa var underlagt Tyskland indtil 1. verdenskrigs afslutning.
1918.
At tyskerne nu fik frigjort store tropperessourcer gav dem en forhåbning om, at de ville kunne ændre tingenes tilstand på vestfronten, hvor de tyske stillinger var blevet stadig mere sårbare pga. mangel på soldater. Den tyske forårsoffensiv blev indledt den 21. marts 1918 og blev sat ind i området lige præcis mellem de britiske og franske tropper. Angrebet overrumplede Ententen, og tyskerne nåede de næste fire måneder gennem fortsatte angreb langt ind i Frankrig, før offensiven løb tør for kræfter. De tyske generaler havde satset alt på dette sidste angreb, og de tyske tropper havde ikke meget at sætte imod med, da briterne, franskmændene og de nyankomne amerikanske soldater i løbet af august 1918 indledte modoffensiven. Den 14. august bedømte den øverste tyske hærledelse situationen til at være udsigtsløs. De tyske fronter begyndte at falde sammen, og den 29. september bad de tyske generaler Ludendorff og Hindenburg den tyske kejser om at forhandle om fred. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson ville dog kun forhandle med en demokratisk-sindet regering, og Ententen nægtede derfor forhandling med den tyske kejser. Tyskland nægtede at forhandle fred på disse betingelser.
I slutningen af oktober fald den tyske alliancepartner Østrig-Ungarn dog fuldstændig sammen, og blev opløst i forskellige nydannede stater, der alle søgte fred med Ententen. I Tyskland brød der nu også uroligheder ud over den fortsatte krigsførelse, og kansler prins Maximilian von Baden bekendtgjorde derfor egenhændigt kejserens aftrædelse og overlod regeringsmagten til det tyske socialdemokrati under Friedrich Ebert. Den 11. november kl. 5 om morgenen underskrev begge parter en våbenhvile med Tysklands ultimative overgivelse til følge og et løfte om snarlig fredsforhandling. Af historiske årsager ønskede man at krigen sluttede d. 11. dag i den 11. måned klokken 11:00. Derfor skulle de krigstrætte soldater fortsat kæmpe videre indtil dette tidspunkt i 1918.
Freden.
Woodrow Wilson i Paris med den amerikanske delegation
Fredsforhandlingerne fra 1918 til 1920 blev en ren katastrofe for Centralmagterne. Tyskland blev økonomisk udsultet, og det var indirekte det, der førte til 2. verdenskrig. Den økonomiske gæld endte ud i et slutbeløb på 269 milliarder tyske guldmark.
I 1918 fremlagde USA's præsident Woodrow Wilson en 14-punkters fredsplan for Europa. Bl.a. at nationale mindretal skulle have selvbestemmelsesret mht. hvilken stat de ville tilhøre.
Den sidste tyske regering i Tyskland før revolutionen forsøgte at tilfredsstille Danmark ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering under ledelse af Carl Theodor Zahle afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes folkeafstemninger i Slesvig, én i Nordslesvig og én i Mellemslesvig. Afstemningen i Nordslesvig skete den 10. februar 1920. 75 procent danske stemmer mod 25 procent tyske. Man stemte "en bloc," således at flertallet skulle bestemme det statlige tilhørsforhold for et udelt Nordslesvig. I Mellemslesvig, herunder i Flensborg, afholdtes afstemningen den 14. marts. 25 procent danske stemmer og 75 procent tyske. Den 15. juni 1920 var genforeningsdagen, hvor Christian den 10. red over den gamle grænse nord for Christiansfeld. (Se: "Genforeningen 1920")
Traktaten førte til dannelsen af Folkeforbundet, en vigtig målsætning for den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Formålet med organisationen var at intervenere i konflikter mellem nationer, før de gik i krig.
Artikel 156 i traktaten overførte det tyske herredømme over Shandong i Kina til Japan i stedet for til Kina. Det kinesiske raseri over denne artikel førte til demonstrationer og stiftelsen af den kulturelle bevægelse kendt som 4. maj-bevægelsen.
Krigen mellem verdens stormagter 1914-1918 står som århundredets største katastrofe. Blodbadet på slagmarken - 10 millioner døde og lige så mange lemlæstede - oversteg enhver prognose. Også blandt de fredsforkæmpere som siden århundredeskiftet havde advaret mod krigen. Det økonomiske kaos som fulgte, var helt forskelligt fra det man kendte til i tidligere krigs- og efterkrigstider. Det militære forløb af krigen med stivnede fronter uden bevægelse i årevis afveg ligeledes fra tidligere krige. Og de politiske konsekvenser - tre kejserrigers fald, fuldstændig ommøblering af europakortet og en revolutionær stormflod blandt kontinentets arbejdermasser - var overhovedet ikke tænkt mulig - hverken af socialister eller nationalister.
Det var sådan set forudsigeligt, at en krig ville bryde ud i sommeren 1914, og at den fik karakter af stormagtskonflikt pga. det alliancemønster der siden århundredeskiftet var cementeret mellem magterne. Baggrunden var umiddelbart den indre uro blandt Østrig-Ungarns undertrykte nationaliteter. Da habsburgertronfølgeren efter tidens stil blev skudt af en serbisk attentatmand i Sarajevo den 28. juni 1914, regnede Østrig-Ungarn med og fik støtte fra sin alliancepartner Tyskland. Dette berømte mord på det Østrig-ungarske tronfølgerpar i Sarajevo i sommeren 1914 udnyttes til at formulere et fast krav til Serbien og dermed hele den ene blok. Kort tid efter er krigen en realitet, og med flere store slag i både Øst og Vest kæmpes der om hver en meter af Europa. Efter en blodig skyttegravskrig trænges Centralmagterne langsomt tilbage og med USA's indtrædelse i krigen på "Ententens" side tipper magten - trods Ruslands udtrædelse af krigen.
Over fire års blodig krig afsluttes med fred ved den såkaldte Versailles-konference, hvor der efter fredsafslutningen opstår helt nye stater i Europa, og de besejrede blev ydmyget. Grunden til næste verdenskrig var dermed lagt.
Liste over de vigtigste slag.
Den største militærkirkegård i området er Ossuaire de Douaumont også kaldet Benhuset.
På kirkegården ligger ca. 300.000 ukendte franske og tyske soldater begravet.
Afrika.
Tyskland havde få kolonier i Afrika: Togo, Kamerun (Cameroun), Tysk Østafrika (Tanzania, Burundi og Rwanda) og Tysk Sydvestafrika (Namibia). Kolonisoldater fra Ententen invaderede disse områder: Togo erobredes i 1914, Kamerun i 1916, Sydafrika løb tyskerne over ende i Tysk Sydvestafrika i 1915, men Ententen mødte hårdnakket modstand fra lejede askari-tropper under oberst von Lettow-Vorbeck i Tysk Østafrika. Det var først tre dage efter at Berlin havde strakt våben at briterne kunne overtage landet.
Mellemøsten.
Det meste af Mellemøsten var en del af det Osmanniske Rige. Den britiske arkæolog T. E. Lawrence samlede de stridende beduiner i en succesrig kamp mod tyrkerne. "Lawrence of Arabia" blev udstyret med et falsk løfte om en arabisk nationalstat, uden at vide at London halvt om halvt havde bortlovet Palæstina til zionisterne. Resten af Mellemøsten blev delt mellem Frankrig og Storbritannien efter krigen.
Stillehavsområdet.
I 1914 besatte Australien Kaiser Wilhelms Land (den nordøstlige del af Ny Guinea), Bismarckøerne og Karolinerne, New Zealand besatte Vestsamoa og Japan besatte Marianerne, Marshalløerne, Palau og havnebyen/flådebasen Tsingtao i Kina. Det var altsammen tyske kolonier og ved Tsingtao og på Ny Guinea kom det til kamphandlinger.
Slaget ved Falklandsøerne.
Den 8. december 1914 tilintetgjorde Royal Navy viceadmiral Graf von Spees "Ostasiengeschwader", der var den tyske flåde i Kina på vej hjem. Slaget foregik ud for Argentina. Ironisk nok blev lommeslagskibet "Admiral Graf Spee" sænket d. 17. december 1939 få hundrede sømil fra vraget af viceadmiralens flagskib.
Ubådskrigen.
Tyske ubåde sænkede en del af Ententens handelsskibe. Da torpedoer kun var medbragt i et begrænset antal, forsøgte man ofte at sænke skibene med dækskanonerne. Søfolkene fik derved tid til at gå i redningsbådene før sænkningen. De såkaldte Q-både var udadtil plimsollere men under dæk havde de skjulte kanoner. Q-bådene havde to besætninger; den ene var en samling tilsyneladende kujoner der gik i bådene og den anden tog kampen op mod den overraskede ubåd. Modtrækket var d. 1. februar 1917 at Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig mod alle handelsskibe.
Teknologi og taktikker.
Op til og og under første verdenskrig blev der udviklet mange nye taktikker og teknologier, som aldrig før havde været afprøvet i en så stor krig, som 1. verdenskrig var. Første Verdenskrig var den første fuldstændigt industrielle krig, hvor den industrielle masseproduktion var en forudsætning for verdenskrigens millionhære og deres masseproducerede materiel som våben og uniformer
Strategisk bombning.
Sammenlignet med den anden verdenskrigs systematiske tæppebombninger var den første verdenskrigs luftbombardementer sporadiske nålestik. Vejret og teknikken udgjorde større problemer end fjendens luftforsvar.
Igor Sikorsky havde i 1913 udviklet et firmotoret passagerfly "Ilya Muromets" til 16 passagerer, med badeværelse. Ved krigsudbruddet blev flyene ombygget til strategiske bombefly og kunne relativt uhindret bombe Tyskland. Efterhånden udgjorde de tyske jagerfly en trussel mod bombeflyene og i 1916 blev de trukket tilbage.
Efter at Italien havde erklæret krig mod Østrig-Ungarn sendte de fra august 1915 tremotorede Capronibombefly mod Wien. Bombeflyene skulle overflyve Alperne og besætningsmedlemmerne fik en iltslange i munden.
Fra januar 1915 begyndte zeppelinere fra den tyske hær og flåde at terrorbombe Paris og London. Dette blev gjort om natten, for at mindske tabene. De ustadige vinde i højden gjorde det dog til en besværlig affære at bombardere disse byer og præcisionen var dårlig. Cirka 60 ud af 88 zeppelinere gik tabt under angrebene, især i 1916.
Efter zeppelinernes store tab skiftede tyskerne over til at bombe London med tomotorede Gotha-bombefly fra foråret 1917. Bombeflyene startede fra Gent i det tyskbesatte Belgien. Da de bedste britiske jagereskadriller var udstationeret i Frankrig mødte de kun modstand på skrømt. Tabene i menneskeliv blev brugt som argument for dannelsen af det selvstændige britiske luftvåben; Royal Air Force i april 1918.
Den britiske hærs "Royal Flying Corps" og efterfølgeren RAF anvendte tomotorede Handley Page O/100 og O/400 til at bombe Ruhr-distriktet fra starten af 1917. Det firmotorede Handley Page V/1500 blev udviklet til at kunne nå Berlin og tre dage før krigsafslutningen blev det første luftbombardement af Berlin aflyst på grund af tekniske fejl.
Gaskrig.
Soldater med gasmasker, Ypres 1917
I 1915 anvendte tyskerne klorgas for første gang. Kloret vil i forbindelse med fugtighed danne saltsyre i øjne og i lungerne. Som en nødforanstaltning brugte soldater lommetørklæder vædet i urin til at beskytte sig mod gassen – senere fik de udleveret gasmasker. Klorgassen var grønlig og udløste hostereflekser, derfor var den mindre egnet. Senere i 1915 anvendte tyskerne fosgengas der var usynlig og kun kunne opdages når soldaterne faldt om. I 1917 anvendtes for første gang sennepsgas der også optages gennem huden ved ætsning. Gasmaskerne hjalp derfor kun halvt og da sennepsgassen var en tung gas kunne den gøre skyttegravene ubrugelige i længere tid. Tyskerne anvendte gas på både Øst- og Vestfronten og både Frankrig og Storbritannien udviklede kort efter de samme krigsgasser.
Kampvogne.
Briterne anvendte de første kampvogne ved Flers d. 15. september 1916. Kampvognen skulle genindføre den mobile krigsførelse ved at være immun overfor maskingeværild og derfor kunne bryde igennem tyskernes skyttegrave. For at skjule formålet blev de nittede panserplader omtalt som "tanks" (vandtanke), et ord der siden er blevet hængende. De første tanks/kampvogne hed blot Mark I, kunne køre 6-7 km/t og havde en besætning på otte mand. I stedet for et tårn havde de våbnene anbragt i konsoller på siderne. De fandtes i en 'kvindelig' udgave med maskingeværer og en 'mandlig' udgave der også havde to 57 mm kanoner. Den lave hastighed og tekniske upålidelighed gjorde at de ikke fik brudt dødvandet.
I Frankrig i 1917 udviklede bilfabrikken Renault FT-17. Det var en moderne udseende kampvogn med et drejeligt tårn med enten en 37 mm kanon eller et 8 mm maskingevær. De amerikanske pansertropper anvendte 514 Renault FT-17, bl.a. under kommando af den fra anden verdenskrig kendte pansergeneral George Patton.
Tyskland havde ikke det store behov for kampvogne og anvendte erobrede britiske. Dog udviklede de A7V Stürmpanzerkraftwagen i 1918 – et veritabelt 'landskib' med 18 mands besætning herunder en maskinmester. Kun tyve A7V blev fremstillet og hver var blevet døbt ved afleveringen.
Danmark under 1. verdenskrig.
Danmarks mål var så vidt muligt at forholde sig neutralt under 1. verdenskrig. Gennem opretholdelsen af en streng neutralitet håbede man at kunne forhindre at blive indblandet i krigen. Udenrigsminister Erik Scavenius var hovedmanden bag denne politik under krigen. Danmark indkaldte en sikringsstyrke til at sikre Danmarks neutralitet. 40.000 soldater beskyttede hovedstaden og 10.000 beskyttede Jylland. Den danske marine havde moderne fartøjer og minerede de danske farvande som et led i neutralitetsbestræbelserne.
Mange danskere blev nyrige under første verdenskrig på at sælge selvdøde heste og andet dubiøst kødaffald til Tyskland. De blev nedsættende betegnet som gullaschbaroner da de strøede om sig med penge uden at have klasse.
Et tragisk dansk kapitel i 1. verdenskrig var de mange sønderjyder, som var blevet indkaldt til den tyske hær pga. Sønderjyllands placering i det tyske rige på dette tidspunkt. Man mener at op mod 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet på tysk side. Endvidere mistede 722 danske søfolk og fiskere livet, når de stødte på miner udlagt i bl.a. Nordsøen eller blev sænket af tyske ubåde. I Mindeparken nedenfor Marselisborg Slot i Århus er der rejst et mindemonument med 4.140 navne på faldne i 1. verdenskrig.
Mange unge sønderjyder flygtede mod nord, for at komme over Kongeåen for at undgå indkaldelse som tysk soldat, og der var ingen vej tilbage.
Sønderjyden Christian Johannsen fløj en Albatros D.III i de kejserlige "Fliegertruppen" og nedskød tre franske, 1 britisk, 1 italiensk og 1 amerikansk fly. Luftskibsbasen i Tønder blev i 1918 bombet af britiske hangarskibsfly.
Tabstal for 1. verdenskrig.
Sårede og invaliderede soldater: 22 mio.
Ententemagterne.
Grafisk fremstilling af Ententens tabstal
Samlede antal dræbte soldater cirka 5.700.000.
Centralmagterne.
Grafisk fremstilling af tabstallene for centralmagterne
1. verdenskrig i litteratur og kunst.
1. verdenskrig er kunstnerisk interessant, fordi mange af de unge mænd der kom til at kæmpe i den oplevede en stor desillusion i forhold til deres idealer og fremskridtstro op til krigen. Denne desillusion kommer i høj grad til udtryk i de mange skildringer af denne moderne krigserfaring i litteratur og billedkunst. Enkelte, som fx Ernst Jünger, beskrev dog tidligt krigen som en først og fremmest heroisk handling.
Versailles-freden.
Versailles-freden blev underskrevet den 28. juni 1919 af Frankrig, Storbritannien, Belgien og deres allierede på den ene side og Tyskland på den anden side som afslutning på 1. verdenskrig. USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: (Berlin-traktaten af 1921).
Fredsaftalen forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær på 100.000 mand. Tyskland måtte hverken have kampvogne, fly eller ubåde. Desuden måtte "Reichsmarine" kun have seks slagskibe under 10.000 tons, seks krydsere og 12 destroyere.
Desuden blev Tyskland pålagt en enorm krigsskadeerstatning, da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom Keynes forlod forhandlingerne i protest mod dette punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.
Traktaten indeholdt 440 punkter. Tyskland måtte blandt andet afgive Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Frankrig, store områder til Polen, samt mindre områder til Tjekkoslovakiet, Belgien og Danmark - sidstnævnte dog først efter en folkeafstemning. Tyskland måtte afgive 13,5% af sit territorium (1914) og omkring syv millioner indbyggere. Derudover skulle Saarområdet forblive neutralt fra 1920, og dets endelige status skulle afklares efter en folkeafstemning 15 år senere. Endelig skulle Tyskland afmilitarisere den vestlige Rhinbred.
Alle oversøiske kolonier skulle afstås: Tanzania, Namibia, Togo og Cameroun i Afrika, Papua Ny Guinea og Qingdao (Tsingtao) samt andre kinesiske koloniområder i Asien.
Versailles hvilede i sin grundtanke på den amerikanske præsident Woodrow Wilsons ideer om nationale folks ret til selvbestemmelse. Derfor blev mange grænsedragninger foretaget på baggrund af folkeafstemninger fx i Sønderjylland. Til gengæld blev grænserne andre steder trukket i direkte strid med det regionale flertals ønsker. Fx kom tre millioner tyskere til at bo i Tjekkoslovakiet, og ca. 1,5 million tyskere i Danzig-området kom til at bo i Polen. Begge steder blev kimen lagt til fremtidige stridigheder.
Resultatet var, at Versailles-freden blev anset for at være hård og uretfærdig i Tyskland og USA, mens Frankrig mente, at den var for mild. Frankrig havde bl.a. ønsket, at Tyskland blev splittet op i en række mindre stater, sådan som det tidligere havde været.
Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi. Landafståelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområdet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I 1921 blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963. Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser på 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med på at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslån i USA, som de forgæves prøvede at få eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I 1931 gav USA et års henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i 1932 opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.
Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige nationalsocialistiske parti ("Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei") og er en af de vigtigste årsager til udbruddet af 2. verdenskrig. Ferdinand Foch udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års våbenhvile!"
Traktaterne fra forstæderne til Paris.
Den store fredskonference efter Første Verdenskrig åbnede i Paris d. 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt, som en slags tak for sidst overfor Tyskland, der d. 18. januar 1871 fejrede sin sejr over franskmændene og udråbte deres nye kejser, netop i Versailles. "Fredskonferencen i Paris" resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen.
Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris' forstæder eller omegn.
East Anglia.
East Anglia var et kongerige i øst-England, i nutidens Cambridgeshire, Norfolk, Suffolk og dele af syd Lincolnshire grænsende op til The Wash.
Det indgik sammen med North Anglia i det danske Danelagen.
Fyr i Danmark.
Dette er en liste over fyrearter i Danmark
Irakkrigen.
Irakkrigen (eller "Second Persian Gulf War"), (20. marts 2003 - nutid) er en igangværende krig og besættelse af Irak, der begyndte med den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003. Den amerikanske regerings begrundelse for krigen var, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og udgjorde en "overhængende fare" for USA og verdenssamfundet. Denne påstand er senere blevet tilbagevist af Iraq Survey Group. Andre begrundelser var Iraks formodede forbindelse til terrorisme, befrielsen af det irakiske folk og betydningen af Iraks olieproduktion.
Krigen startede 20. marts 2003, da den amerikansk ledede koalition af villige lande med dansk deltagelse angreb Irak og væltede Saddam Husseins regering i et forsøg på at skabe en ny pro-vestlig regering. Det lykkedes dog ikke at skabe stabilitet i landet, og der har siden invasionens afslutning været et oprør i landet og en begyndende borgerkrig mellem sunnimuslimer og shiamuslimer. Danmark har siden invasionens afslutning haft en bataljon soldater udstationeret i det sydlige Irak. Et voksende antal af koalitionens lande har besluttet sig til at trække deres tropper ud af krigen, Den danske regering meddelte i februar 2007, at de danske tropper bliver trukket hjem i august 2007 og erstattes af fire helikoptere og 50 mand. 5. august forlod de sidste danske landtropper Irak.
Krigens årsager og konsekvenser er stadig kontroversielle.
2. maj 2003 erklærede George W. Bush krigshandlingerne i Irakkrigen for afsluttet. Selve krigen blev ikke erklæret for afsluttet og er således officielt stadig i gang under betegnelsen Irakkonflikten (engelsk: Conflict in Iraq). Dette indebærer blandt andet, at krigsfanger fortsat kan tilbageholdes.
Optakten til konflikten.
Siden Golfkrigen i 1991 havde der fra det internationale samfund været et pres på Saddam Husseins Irak. Landet havde været ramt af sanktioner, og FN havde haft våbeninspektører i landet op til flere gange.
I tiden efter terrorangrebet den 11. september 2001 og den efterfølgende krig i Afghanistan blev spørgsmålet om Iraks mulige masseødelæggelsesvåben til en central sag i USA's krig mod terror kampagne.
Allerede før 11. september var der kræfter i George W. Bushs regering, som var tilhængere af en politik, som tillod angreb mod andre stater, hvis de kunne udgøre en fare for USA's sikkerhed. Denne politik blev første gang formuleret af Paul Wolfowitz.
Efter 11. september styrkede den nykonservative gruppe i den amerikanske regering, ledet af forsvarschef Donald Rumsfeld, sin position og man formulerede den såkaldte Bush-doktrin som forandrede USA's udenrigspolitik og tillod landet at starte en forebyggende krig, et såkaldt "preemptive strike", mod andre lande. I krigen mod Afghanistan var begrundelsen ikke et problem, men imod Irak var det til gengæld vanskeligere at retfærdiggøre en militær indgriben.
På trods af, at et stort antal våbeninspektører undersøgte landets militære anlæg i månederne op til krigen, blev der ikke fundet afgørende beviser for, at landet overtrådte forbudet mod masseødelæggelsesvåben.
Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina, hele Afrika samt en lang række andre lande udtalte sig skeptisk om det rimelige i at gennemføre en militær aktion uden godkendelse i FN.
Begrundelserne for krigen.
Det var især spørgsmålet om mulige masseødelæggelsesvåben der blev lagt vægt på, og USA arbejdede ihærdigt i FN for at få accept for en invasion. Efter krigen sendte USA Iraq Survey Group til Irak for at finde beviser på eksistensen af masseødelæggelsesvåben, men gruppens konklusion i Duelfer-rapporten var, at Irak ikke havde haft et masseødelæggelsesprogram efter Golfkrigen, selv om op mod 500 masseødelæggelsesvåben af ældre dato blev fundet. Der er heller aldrig fremkommet klare beviser på Iraks påståede forbindelse til al-Qaida.
Påståede udtalelser fra tidligere viceforsvarsminister Paul Wolfowitz om, at krigen skulle have været om olie har siden vist sig at være fordrejelser af hans reelle udtalelser.
Fordi invasionen begyndte uden eksplicit tilladelse fra FN's sikkerhedsråd mener nogle, herunder det daværende flertal i FN's Sikkerhedsråd, at den var et brud på FN-charteret. FN's generalsekretær Kofi Annan udtalte i september 2004 - "Vi og FN charteret ser invasionen som ulovlig".
I sin tale til nationen 17. marts 2003 krævede præsident Bush. at Saddam Hussein og hans to sønner Uday og Qusay skulle forlade Irak inden 48 timer. Dette krav blev afslået.
Den danske beslutning om deltagelse i krigen.
I 2003 mente den danske regering, at en dansk bidrag til en multinational indsats i Irak ville medvirke til at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen.. Derfor fremsatte udenrigsminister Per Stig Møller den 18. marts 2003 beslutningsforslag B 118 gående ud på, at Folketinget skulle beslutte at danske styrker skulle indgå i en multinational styrke i Irak. Efter en længere debat ved forslagets første- og andenbehandling, blev beslutningsforslaget vedtaget den 21. marts.
Debat om baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
Baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse er sidenhen blevet genstand for en omfattende debat.
Invasionen.
20. marts 2003 kl. 0230 GMT startede fly- og raketangreb mod mål i Irak. Rusland, Frankrig og Kina fordømte angrebene. Kurdiske bjergtropper i samarbejde med specialstyrker og flystøtte fra koalitionen angreb regeringsstyrkerne fra nord, mens britiske styrker startede landkrigen i syd ved at angribe al-Faw-halvøen.
De første dage mødte koalitionen stærk modstand, særlig i kampen om havnebyen Umm Qasr, men også i større byer som Basra og Nasiriyah. Alligevel var koalitionsstyrkerne så overlegne, at amerikanske styrker i begyndelsen af april stod ved "Bagdads porte". 4. april optrådte Saddam Hussein på fjernsyn sidste gang som præsident, men det er usikkert, om det var en tidligere optagelse. Ellers forsvandt det irakiske regime og forsvar, efterhånden som styrkerne nærmede sig hovedstaden, og snart så det ud til, at kun informationsministeren var tilbage for at forsvare regimet. 9. april blev den store statue af Saddam Hussein i Bagdad centrum nedrevet i, hvad som senere er bevist at være en orkestreret begivenhed med ganske få deltagere.
I nord rykkede kurdiske styrker hurtigt frem, ofte flygtede regeringsstyrkerne uden kamp. 10. april rykkede kurdiske peshmergas ind i Kirkuk, dagen efter tog kurderne magten i Mosul, og 13. april indtog amerikanske styrker Saddams hjemby Tikrit. 1. maj landede George W. Bush på hangarskibet "USS Abraham Lincoln" nær San Diego, og erklærede, at hoveddelen af de militære operationer var afsluttet.
Besættelsen.
Den iscenesatte nedrivning af Saddam-statuen skulle overfor medierne symbolisere afslutningen på 30 års terrorregime, men symboliserede også sammenbruddet i landets administration og ordensmagt. Besættelsesstyrkerne havde ikke tilstrækkelige styrker til at holde orden og ønskede heller ikke at benytte Iraks tidligere politi og militær. I anarkiet, som opstod, startede omfattende plyndringer, ødelæggelser og uroligheder. Mest kendt er plyndringen af nationalmuseet, men sygehuse og andre vigtige offentlige bygninger blev også ramt.
Henover sommeren begyndte de første tegn på væbnet modstand mod besættelsen at vise sig, først fra tidligere baath medlemmer som militær og efteretningsfolk. Senere kom andre grupper til, blandt andet shiaismuslimske militsgrupper og Al-Qaida-tilhængere med erfaring fra Afghanistan.
Amerikansk styre.
Amerikanerne havde på forhånd samlet forskellige eksilirakere og andre til overgangsregeringen, Coalition Provisional Authority (CPA), som skulle administrere Irak. Den 21. april ankom medlemmerne til Bagdad sammen med Jay Garner, en tidligere general, som skulle være leder for den nye administration. Garner var uenig i den førte politik og blev hurtigt erstattet med Paul Bremer den 11. maj.
USA's oprindelige plan var, efter nogen tid, at overgive magten til eksil-irakere, som så skulle udforme Iraks nye konstitution, eller grundlov. Disse eksil-irakerne viste sig at være så upopulære, at planen blev opgivet.
Næste træk var at oprette et nyt organ, det Irakiske Regerende Råd den 22. juli, som bestod af irakere som var håndplukket af den amerikanske administration. De var heller ikke i stand til at lave nogen grundlov, og Bremer ønskede nu at lave et "grundlovsstyre", håndplukket blandt eliten i Irak. Dette forsøg blev stoppet i styringsrådet af shia-lederen Ali al-Sistani, som ønskede demokratiske valg. Sistani fik shiaerne, som ellers havde været passive, ud i gaderne som en advarsel om, at alt andet end demokrati ville være forkert for majoriteten i landet. Presset førte til, at administrationen måtte gå med til valg i januar 2005, og selv da prøvede præsident Bush at udsætte valget.
Forårsoprøret.
Fallujah er en by som ligger i sunnitrekanten 11 km vest for Bagdad. I begyndelsen af 2004 var Fallujah kontrolleret af baath-grupper og byen var central i oprøret mod besættelsesstyrkerne. Den 4. april startede amerikanerne en offensiv: Operation Vigilant Resolve for at genvinde kontrollen over byen. De mødte stærk modstand, som spredte sig over store dele af Irak. Efter seks uger endte kampene i Fallujah med våbenhvile, som gav kontrollen over byen til en styrke - «Fallujah-brigaden» - som var ledet af tidligere baath-officerer. Denne styrke brød dog hurtigt sammen, og kontrollen overgik til oprørerne.
April 2004 var også den måned, hvor amerikanske styrkers og kontraktørers tortur og misbrug af fanger i Abu Ghraib-fængslet blev afsløret. Afsløringerne bidrog ikke til beroligelse af situationen.
Samtidig med, at kampene begyndte i Fallujah, startede den shiamuslimske millits kaldet Mahdi-militsen et oprør i en fattig shiadomineret bydel i Bagdad - "Sadr City" - og de sydlige byer. Millitsen overtog flere byer, men efter meget hårde kampe tog koalitionsstyrkerne kontrol over alle byerne, undtagen dele af Najaf, 26 km syd for Bagdad. 6. juni beordrede Mahdi-militsens leder Muqtada al-Sadr ophør i kampene og indgik en fredsaftale med amerikanerne. Aftalen varede til august, da amerikanerne angreb Najaf igen og til sidst belejrede Iman-Ali moskeen, hvor al-Sadr befandt sig. Efter forhandlinger ledet af shialederen Ali al-Sistani erklærede al-Sadr våbenhvile over hele Irak Alligevel fortsatte et begrænset shiaoprør bl.a. i Sadr City frem til slutningen af året, da al-Sadr gik ind i politik, og Mahdi-militsen i den nationale sikkerhedsstyrke.
Det andet slag om Fallujah.
a> skyder under kampe i Fallujah
Det første slag om Fallujah i april 2004 skabte et område med stor ustabilitet, der de facto var et sikkert område for de irakiske oprørere. Efter flere måneder med denne situation angreb amerikanske og irakiske styrker byen igen i november 2004. Anslået 1,200 oprørere blev dræbt, og de amerikanske marinesoldater, den primære kampstyrke, havde 95 døde og 500 sårede. Ifølge lokale kilder blev hundreder af civile også dræbt, og store dele af byen blev ødelagt af slaget.
Irakisk styre.
Den 8. juni 2004 vedtog FN's sikkerhedsråd, at en provisorisk irakisk regering skulle være på plads inden 30. juni, og at det markerede afslutningen på besættelsen. Sikkerhedsrådet fremlagde også krav om valg, som skulle være gennemført inden udgangen af 2005.
Den 28. juni 2004 blev det irakiske regerende råd nedlagt, og den midlertidige irakiske regering, ledet af eksilirakeren Iyad Allawi fik en begrænset myndighed. Regeringens vigtigste opgave var at lede processen gennem flere valg til en permanent irakisk regering, og beslutningen var at starte retssagen mod Saddam Hussein.
Den 30. januar 2005 var der valg til en midlertidlig nationalforsamling. Forsamlingen, der blev valgt, havde et stort flertal af shiitter og kurdere, fordi sunnierne delvis boykottede valget, og delvis var bange for terrorangreb mod valglokalerne.
3. maj indtrådte den irakiske overgangsregering og afløste den irakiske midlertidige regering. Den irakiske overgangsregerings leder blev eksilirakeren Ibrahim al-Jaafari.
Et udkast til ny grundlov blev, efter langvarige forhandlinger, udlagt til folkeafstemning den 15. oktober, og vedtaget med overvældende flertal. Foreløbig er der kun blevet oprettet én region: den Kurdiske.
Den 15. december 2005 var der valg til den første demokratiske nationalforsamling i Irak. Vigtige opgaver for den nye nationalforsamlingen vil være endelig godkendelse af den nye grundlov, herunder spørsmålet om føderativ inddeling af landet og fordeling af olieindtægter mellem regionene. Valgdeltagelsen var over 70%, og flere sunni-arabiske partier deltog også, mens de væbnede modstandsgrupper holdt sig i ro. Resultatet blev som forventet fremgang for den sunni-arabiske alliance som fik 55 af 275 repræsentanter, shia-alliancen SCIRI fik 128 repræsentanter og mistede det absolutte flertal, mens den største kurder-koalition fik 53 pladser.
Vejsidebombe i Bagdad 2005 Nationalforsamlingen var ude af stand til at udpege en statsminister og danne ny regering.
Regeringsdannelsen.
I overgangsregeringen havde shia-alliancen absolut flertal. Derudover havde den støtte fra kurderne. Alliancen ønskede at lade statsminister Ibrahim Jaafari fortsætte som leder for en ny koalitionsregering, men hans kandidatur havde ikke megen støtte fra kurdere, sunnimuslimer eller sekulære shiitter. Jaafari fik først og fremmest støtte fra Muqtada al-Sadr og hans Mahdi-milits. Sunnierne støttede ikke Jaafari, og beskyldte ham for at lade shia-militsen operere som en del af sikkerhedsstyrken. Kurderne var utilfredse med Jaafari, bl.a. fordi han ikke var villig til at give dem Kirkuk og det olierige område rundt om byen. USA og sekulære grupper nærede mistro til Jaafari, blandt andet fordi han regnes for at være en fundamentalistisk islamist.
Ibrahim al-Jaafari tilbagetrak sit kandidatur 20. april og shia-alliancen nominerede Nouri al-Maliki, viceformand for Dawa-partiet, som ny statsministerkandidat. Maliki havde støtte fra de andre grupper i nationalforsamlingen.
Maliki blev valgt som statsminister, og hans regering afløste overgangsregeringen. Maliki blev taget i ed 20. maj 2006.
Øget sekteriske vold.
En bilbombe efter detonationen i Bagdad, 2006
Efter valget var det klart, at situationen var i færd med at ændre sig i Irak, oprørernes angreb havde flyttet sig fra besættelsesstyrkerne til kamp mellem forskellige irakiske etniske og religiøse grupper. Lighusene meldte om et stigende antal lig, som bar tydelige præg af tortur og henrettelse. Dødspatruljer fra de forskellige grupperinger hærger om natten. Ifølge amerikansk statistik blev der i marts 2006 fundet 1313 henrettede, otte gange flere end der blev dræbt af selvmordsbombere.
Ødelæggelsen af den shiamuslimske helligdom Al-Askari moskeen, eller Den Gyldne Moske i Samarra i februar 2006, førte til en voldsbølge mod sunnier. Situationen er stadig ustabil, specielt i Sunnitrekanten.
Skulle urolighederne i de arabiske områder udarte til åben borgerkrig, er det ventet, at den kurdiske region i nord vil erklære sig selvstændig.
I september 2006 rapporterede Washington Post, at chefen for marinekorpsets styrker i Irak havde udarbejdet en hemmelig rapport, der konkluderede, at mulighederne for at sikre al-Anbar provinsen var små pga, at det amerikanske militær stort set ikke kunne gøre noget for at forbedre den politiske og sociale situation i provinsen.
20. oktober 2006 annoncerede det amerikanske militær, at det ikke var lykkedes at dæmme op for den sekteriske vold i Bagdad, og at militante shiamuslimer under Moqtada al-Sadr havde indtaget flere byer i det sydlige Irak.
Bombningerne i Sadr City.
Ved valget i USA 7. november 2006 kom George W. Bushs Republikanske Parti i mindretal både i repræsentanternes hus og senatet. En af årsagerne var formentlig den fejlslagne irakpolitik.
23. november fandt det mest dødbringende angreb siden starten af krigen sted. Ifølge Associated Press brugte sunnimuslimske militante fem selvmords-bilbomber og to mortergranater til at angribe bagdads shiamuslimske bydel, Sadr City, og dræbte mindst 215 og sårede 257. Shiamuslimske morterer svarede hurtigt igen og affyrede 10 granater mod sunniernes vigtigste helligdom i Bagdad, Abu Hanifa moskeen. Otte andre granater slog ned nær en sunnimuslimsk organisations kontorer og satte ild til huse i området. To andre morterangreb mod sunnimuslimske kvarterer dræbte ni og sårede 21.
28. november blev en ny rapport fra det amerikanske marinekorps offentliggjort, der bekræftede konklusionerne i rapporten fra september og fortalte, at: "Amerikanske og irakiske tropper kan ikke længere besejre oprøret i al-Anbar militært, og næsten alle regeringsinstitutioner fra landsbyniveau til provinsniveau er smuldret eller er blevet korrumperet og infiltreret af Al-Qaeda i Irak."
Baker-Hamilton kommissionens rapport.
6. december 2006 offentliggjorde Baker-Hamilton kommissionen sin rapport, der konkluderede at "situationen i Irak er alvorlig og forværres", og at "amerikanske styrker ser ud til at være fanget i en mission, man ikke kan se enden på." Rapportens 79 anbefalinger inkluderede større diplomatiske indsatser over for Syrien og Iran og en intensivering af indsatsen for at træne irakiske styrker. 18. december rapporterede Pentagon, at der var gennemsnitlig 960 angreb på amerikanske styrker om ugen, det højeste tal siden man startede med at rapportere antallet af angreb i 2005.
30. december 2006 blev Saddam Hussein hængt for forbrydelser mod menneskeheden.
Flere amerikanske tropper.
10. januar 2007 offentliggjorde George W. Bush i en tale, at han havde bemyndiget en forøgelse af det amerikanske engagement i Irak med 21,500 flere tropper. Inkluderet i den nye strategi var et job-program til irakerne, flere byggeprojekter og 1,2 milliard dollars til disse projekter. Da han blev spurgt hvorfor han troede at denne nye plan ville fungere, svarede han: "Fordi det bliver den nødt til."
Britisk og dansk tilbagetrækning.
21. februar 2007 meddelte den britiske premierminister Tony Blair og den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, at de to lande vil mindske deres militære engagement i Irak. Danmark ville trække sine 450 soldater ud fra august 2007 og erstatte dem med fire observationshelikoptere med ca 50 mand.. De britiske styrker skulle formindskes fra 7.100 til 5.500 over nogle måneder, og 500 mere skulle forlade landet i sommeren 2007. 1. august 2007 blev de danske opgaver overdraget til britiske styrker, og de første danske soldater forlod Irak. 5. august forlod de sidste danske landtropper landet, mens det 50 mand store helikopterkontingent skulle forblive i landet året ud.
Krigsforbrydelser.
a> poserer med Manadel al-Jamadi's lig
Amerikansk mishandling af fange i Abu Ghraib fængslet
a>, som ikke kan bruges på grund af skader som følge af krigen.
Gennem hele irakkrigen har der været talrige brud på menneskerettighederne og krigens love fra alle parter i konflikten.
Finansielle udgifter.
Pr. 31. marts 2006 er over $251 milliarder (cirka 1481 milliarder danske kroner) bevilget af den amerikanske kongres til Irakkrigen og krigen i Afghanistan. Ifølge daværende forsvarsminister Søren Gade (V) har Danmarks deltagelse i krigen og den efterfølgende genopbygning kostet 2 milliarder kroner.
Det er ikke kendt, hvor mange penge der er blevet brugt af de andre medlemmer af koalitionen, specielt Storbritannien, men USA's andel af omkostningerne regnes for at være langt den største.
Lige siden begyndelse af krigen har George W. Bush ikke inkluderet omkostningen af Irakkrigen og efterfølgende besættelse i det regulære forsvarsbudget. I stedet har han anmeldt nødbudgetregninger til kongressen for at dække de estimerede omkostninger af Irakkrigen og besættelsen.
De politiske konsekvenser af krigen.
Den hurtige militære sejr under invasionen styrkede de kredse i USA, som ønskede en langt hårdere kurs overfor det de kaldte slyngelstater. Men da koalitionen ikke har været i stand til at skabe fred i landet efter invasionen, er der fremsat kritik af manglen på en strategi for et sikkert Irak efter invasionsfasen. Flere koalitionslande har allerede trukket deres styrker ud af landet, og i USA er der et voksende krav om en tilbagetrækning.
Kritik af manglende strategi efter invasionen.
Kritikere af Irakkrigen mener, at USA's planlægning af en strategi for Irak efter invasionen var "håbløst utilstrækkelig." Det er især blevet fremført, at man var uforberedt på den omfattende plyndring og det voldelige oprør, der fulgte umiddelbart efter invasionen. Kort efter invasionen erkendte daværende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, en af de ledende planlæggere af krigen, at USA havde foretaget skøn i forbindelse med oprøret, der "viste sig at undervurdere problemet."
USA's planer for genopbygningen af Irak er også blevet kritiseret hårdt. I en rapport fra februar 2006, skriver Stuart W. Bowen Jr., generalinspektør for den irakiske genopbygning, at: "Der var utilstrækkelig systematisk planlægning af organiseringen af menneskelig kapital i Irak før og efter de USA-ledede stabiliserings- og genopbygningsoperationer."
Kritikerne har specielt anklaget Pentagon, der havde til opgave at planlægge genopbygningen af Irak, for stort set at have ignoreret et projekt til 5 millioner dollars, kaldet "Iraks Fremtid", som det amerikanske udenrigsministerium havde udarbejdet i året før invasionen.
Krav om tilbagetrækning af USA's tropper.
I takt med at de civile og militære tabstal er vokset, har oprøret skiftet karakter til hvad mange kalder en borgerkrig, og Irak er fortsat politisk ustabilt. Mange politikere og borgere både i USA og i resten af verden er begyndt at kræve, at USA trækker sine tropper ud af Irak.
Ud over de menneskelige og økonomiske omkostninger argumenterer de for, at USA's tilstedeværelse i landet afføder mere vold. De, der støtter en tilbagetrækning, mener også, at en tilbagetrækning vil betyde, at Iraks naboer bliver mere involveret i at stoppe urolighederne i landet. Debatten om tilbagetrækning har fået nogle kommentatorer til at sammenligne krigen med Vietnamkrigen.
I foråret 2007 viste meningsmålinger, at et flertal af USA's befolkning støtter en tidsramme for tilbagetrækning fra Irak. De fleste foretrækker at forlade landet gradvist over 12 måneder, og 60 procent svarer, at USA har en moralsk forpligtelse over for det irakiske folk.
Jesse Owens.
James Cleveland "Jesse" Owens (12. september 1913 - 31. marts 1980) var den sorte afrikansk-amerikanske idrætsmand, der ved OL i Berlin 1936 ødelagde Hitlers teori om den germanske races overlegenhed, da han vandt 4 OL-guldmedaljer ved legene.
Den 3. august i 100-meter-løb, den 4. august i længdespring, den 5. august i 200-meter-løb og den 9. august i 4 x 100 meterløb.
Vi skal helt frem til OL i 1984, før hans rekord blev gentaget af Carl Lewis i nøjagtig de samme discipliner.
Jesse Owens døde den 31. marts 1980 66 år gammel af lungekræft.
Navneord.
Substantiv eller navneord er en ordklasse i sprog, der betegner genstande, levende væsner, personer eller abstraktioner. På dansk kan et substantiv være enten intetkøn eller fælleskøn f.eks. et hus eller en bil.
Bemærk at substantiver (navneord) i singularis (ental) findes ved at sætte "en" eller "et" foran.
Ting: Bord, stol, dør, fotografi, mobiltelefon.
Begreber: Forelskelse, kærlighed, venskab, had, glæde.
Substantiver (navneord) i pluralis (flertal) findes ved at sætte "flere" eller "alle" foran ordet.
Tillægsord.
Tillægsord eller adjektiv er en ordklasse i det danske sprog, der bruges til at beskrive substantiver. Eksempler på adjektiver er: høj, stor, lang, gul og hurtig.
Derudover kan adjektiver bøjes i flertal/bestemt form, men i 2. grad ender de
som regel på -e, og man kan derfor som regel ikke se forskel på 2. grad ental
og 2. grad flertal. En undtagelse er fx små/lille hvor det hedder "Den lille bil." og "De små biler.".
Adjektiver i 1. grad kan bøjes i intetkøn afhængigt af substantivet det beskriver fx "En stor hund." og "Et stort hus.".
Bemærk, at mens komparativ oftest betegner en forstærkning af betydningen af positiv, kan komparativ dog også anvendes svækkende, f.eks. er en "større by" mindre end en "stor by", og en "yngre person" kan være ældre end en "ung person".
Adjektiver og adverbier.
I første sætning er ordet "hurtigt" et adverbium fordi det beskriver verbet "at flyve". I anden sætning er ordet "hurtigt" adjektivet fordi det beskriver substantivet "fly" og samtidig er det bøjet i intetkøn fordi substantivet er intetkøn.
SARS.
SARS (Akut luftvejssyndrom eller Severe Acute Respiratory Syndrome på engelsk) er en sygdom der opstod i Kina (Guangdong) i 2002. I dette område er der en række gunstige betingelser for at nye vira kan opstå. Således stammer også flere andre globale influenzaepidemier sandsynligvis herfra bl.a. den spanske syge.
Det er nu efter al sandsynlighed fastslået at sygdommen skyldes en coronavirus som den almindelige influenzavirus. Den nye virus ligner dog ikke de almindelige humane coronavira; den stammer derimod sandsynligvis fra dyr, muligvis fugle. SARS-virussen er usædvanlig bestandig og muterer ikke i så høj grad som almindelig influenzavirus. Dette giver håb om at en kur mod sygdommen vil virke i længere tid, før sygdommen har muteret så meget at kuren er ubrugelig.
Den første der slog alarm i WHO var den italienske læge Carlo Urbani, der arbejdede i Hanoi. Han undersøgte en amerikansk forretningsmand med sygdommen og blev desværre derved selv smittet og døde.
Sygdommen har siden spredt sig til en lang række lande.
Høj feber, hoste, problemer med at trække vejret eller stakåndethed er alle symptomer på sygdommen. Den kan derfor let forveksles med influenza. Der findes ingen specifik behandling af sygdommen, så behandlingen kan alene rettes mod symptomerne. 10-20 % af de personer som rammes får så svære symptomer, at de risikerer at dø af sygdommen. Specielt ældre mennesker over 65 år risikerer at dø af SARS, i denne aldersgruppe er dødeligheden 50 %.
Sygdommen smitter som almindelig influenza via dråbesmitte på tæt hold fra menneske til menneske. Dette gør den knapt så smitsom, som hvis den var direkte luftbåren og giver håb om, at SARS ikke vil sprede sig så aggressivt som frygtet.
Det var i begyndelsen ikke muligt at foretage en effektiv test der kunne konstatere sygdommen, men den 14. april 2003 frigav det tyske firma Artus en test, der på to timer kunne afgøre om en person var inficeret.
Sygdommens spredning.
I perioden 16. november 2002 - 28. februar 2003 er der rapporteret om i alt 792 tilfælde, hvoraf 31 er døde. Der er rapporteret om tilfælde i syv byer.
Herefter spredte sygdommen sig til Hong Kong hvor det første tilfælde blev registreret den 12. marts 2003.
Efterfølgende er også Canada, Frankrig, Irland, Italien, Schweiz, Singapore, Storbritannien, Taiwan, Thailand, Tyskland (Frankfurt), USA og Vietnam (Hanoi) blevet ramt.
Den 6. april var omkring 1.600 - 1.700 smittet i 13 lande og heraf er 60 døde.
I dagene efter den 6. april viste det sig, at smitten i Kina var langt større end den officielle udmelding, og den kinesiske sundhedsminister blev fyret.
Den 28. april 2003 blev Vietnam erklæret for det første land som effektivt havde bekæmpet sygdommen og stoppet smitten i landet.
Status 7. maj 2003: 6727 registrerede tilfælde fordelt på 28 lande på 6 kontinenter, hvoraf 478 er døde.
En PCR-test viser den 11. maj, at den første finne, en 28-årig mand, har fået SARS og han indlægges på universitetssygehuset i Åbo. Han blev smittet under en rejse til Canada. Efterfølgende viser det sig, at testen var fejlbehæftet, og at han ikke er smittet med SARS.
De efterfølgende uger stiger antallet af meldinger om lande og byer som har fået kontrol over sygdommen, og epidemien bliver i juli af WHO erklæret for standset. Cirka 8.000 personer bliver i alt smittet med sygdommen, hvoraf cirka 800 dør.
Dog er det konstateret et nyt tilfælde i Singapore den 8. september, som dog ser ud til at være isoleret.
Sygdommens økonomiske effekt.
SARS fik en betydelig indflydelse på en række asiatiske landes økonomi. En opgørelse af tidsskriftet "Far Eastern Economic Review" opgjorde tabet til næsten 75 milliarder kroner. Andre opgjorde det økonomiske tab endnu højere.
Specielt inden for flytransporten, hvor afgange blev aflyst, da ingen ønskede at rejse til områder med SARS i udbrud, men også andre erhvervssektorer som var delvis afhængige af flytrafikken blev ramt hårdt.
Finlands rigsdagsvalg 2003.
Der blev afholdt valg til Finlands rigsdag den 16. marts 2003 og valget blev vundet af Centern, der med 24,7 procent af stemmerne blev Finlands største parti.
Valg 2003 i tal.
Statsminister Paavo Lipponen fik flest personlige stemmer med 26.382. Tony Halme fik 16.390 stemmer og Anneli Jäätteenmäki fik 15.657 stemmer.
70,5 procent af vælgerne stemte ved valget.
Valgfremgangen til Centeren muliggjorde, at Anneli Jäätteenmäki blev Finlands første kvindelige statsminister.
I henhold til forfatningen fra 2000 er det nemlig parties leder, Anneli Jäätteenmäki, som den første skal forsøge at danne regering.
Den hidtidige, socialdemokratiske statsminister, Paavo Lipponen, opfordrede
til en bred regering. Han henviste til den alvorlige internationale situation og til de på kort sigt dårlige økonomiske udsigter.
Centeren er som parti landligt orienteret med størst opbakning i de nordlige områder af Finland, hvor der er langt mellem byerne.
Rigsdagsvalg 2003
Mokkurkalfe.
Mokkurkalfe er en jætte i den nordiske mytologi.
Mokkurkalfe er kommet til live ved trolddom, da jætten Hrungner havde brug for hjælp i kamp mod Thor. Mokkurkalfe var kæmpestor, han var bygget i ler og havde en hoppes hjerte.
Men da Mokkurkalfe så Tor blev han så bange at hans hoppehjerte skælvede og han tissede i bukserne. Tors hjælper, Tjalfe sloges i stedet med ham, og da Tjalfe var en hurtig løber, lykkedes det ham at forvirre Mokkurkalfe så meget at kæmpen til sidst væltede og dermed blev besejret.
Akershus.
Akershus er et fylke (provins) i Norge. I 2002 havde fylket 517.325 indbyggere, men tallet er faldet til 509.177 i 2007. Arealet er på 4.917 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Oslo, der dog ikke er en del af fylket. Akerhus grænser til Hedmark, Oppland, Buskerud, Oslo og Østfold fylker. Det består af to adskilte dele. Kommunerne Asker og Bærum udgør en eksklave mellem Oslo og Buskerud på vestsiden af Oslofjorden, mens resten af fylket ligger på østsiden af fjorden. Efter Oslo er Akershus Norges næst største fylke målt i indbyggertal.
Aust-Agder.
Aust-Agder ("Øst-Agder") er et fylke (amt) i Norge. I 2007 havde det 104.759 indbyggere, hvilket svarer til 2,2 % af den samlede befolkning. Arealet er på 9.211 km². Provinsens administration er placeret i Arendal.
29. juni.
29. juni er dag 180 i året i den gregorianske kalender (dag 181 i skudår). Der er 185 dage tilbage af året.
Petrus og Paulus dag. De to apostle blev martyrdræbt på foranledning af kejser Nero.
3. november.
3. november er dag 307 i året i den gregorianske kalender (dag 308 i skudår). Der er 58 dage tilbage af året.
03
28. oktober.
28. oktober er dag 301 i året i den gregorianske kalender (dag 302 i skudår). Der er 64 dage tilbage af året.
Simons og Judas dag. I følge traditionen blev apostlene Simon Zelotes og Judas Thaddeus martyrdræbt i Persien i år 71.
28. september.
28. september er dag 271 i året i den gregorianske kalender (dag 272 i skudår). Der er 94 dage tilbage af året.
Wenceslaus dag. Wenceslaus er søn af hertug Bratislaus fra Böhmen. Hans broder Boleslaus er jaloux over sin gudfrygtige broders popularitet og hyrer en flok forbrydere til at dræbe ham. Gud straffede morderne ved at gøre dem vanvittige.
2. december.
2. december er dag 336 i året i den gregorianske kalender (dag 337 i skudår). Der er 29 dage tilbage af året.
02. december
2. august.
2. august er dag 214 i året i den gregorianske kalender (dag 215 i skudår). Der er 151 dage tilbage af året.
02
2. juli.
2. juli er årets midterste dag, nemlig dag 183 i året i den gregorianske kalender (dag 184 i skudår). Der er 182 dage tilbage af året.
Maria besøgelsesdag. Til minde om Marias besøg hos Elisabeth, der skulle føde sin søn, Johannes Døberen. Pave Urban VI gør dagen til helligdag i 1389, hvilket den er i Danmark indtil 1770.
Ifølge nordisk bondetradition skal vejret på denne dag gentage sig i 40 dage.
02
Kornel (Cornus) i Danmark.
Se også.
Træer i Danmark
Røn (Sorbus) i Danmark.
Se også.
Træer i Danmark
Mars (gud).
thumb
Mars er krigsgud i romersk mytologi, samt den romerske nations og de romerske hæres forkæmper. Søn af gudinden Juno og en magisk blomst (eller Jupiter). Han var guden for frugtbarhed og natur før han blev associeret med den græske gud Ares - måske på grund af det romerske riges øgede militaristiske aktiviteter. Han er fader til Romulus og Remus, Roms grundlæggere.
Han er meget lig den græske gud Ares, den etruskiske gud Maris og den nordiske gud Tyr
Planeten Mars er opkaldt efter denne gud, at det lige netop er denne planet kan skyldes den røde farve (som signalerer aggression).
Navnet på måneden marts kommer af Mars.
Mars (planet).
Mars er den fjerde planet i Solsystemet, talt fra Solen, og naboplanet til vores egen planet Jorden. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af kuldioxid. Mars kaldes også "den røde planet" på grund af sin karakteristiske farve.
Mars og Jorden roterer næsten lige hurtigt, så på Mars oplever man et "mars-døgn" (kaldet "Sol") der er godt 39½ minutter længere end et jorddøgn. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, tager 686,9601 jorddøgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser og aftager i udbredelse, når det er henholdsvis vinter og sommer på de respektive halvkugler.
Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man nu har, er det tvivlsomt, om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på, at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd", som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning, end den har i dag — og så fald er det tænkeligt, at Mars dengang har haft livsformer.
Marsoverfladen.
Mens den nordlige halvkugle af Mars er domineret af lave sletter, der er udjævnet af lavastrømme, består den sydlige halvkugle for det meste af højland, arret af store kratere fra meteornedslag. De to terræntyper ser forskellige ud når man observerer dem fra Jorden, så tidligere mente man at de lysere, lave sletter var "kontinenter" mellem det mørkere højland, som man mente var "have".
Mars har udslukte vulkaner, hvoraf den største, Olympus Mons med 26,4 kilometer, har rekorden som Solsystemets højeste bjerg. Den ligger i et enormt højlandsområde kaldet Tharsis, sammen med flere andre store og ligeledes udslukte vulkaner. Mars byder også på Solsystemets største bjergkløft, Valles Marineris, som er 4.000 kilometer lang og 7 kilometer dyb: Den er opkaldt efter den ubemandede rumsonde Mariner 9 som "opdagede" den.
Svarende til betegnelserne geografi og geologi for studiet og beskrivelsen af Jorden, taler man om Mars' areografi og areologi (dannet af Ares, den græske pendant til romernes krigsgud Mars).
Atmosfære.
Mars har en ganske tynd atmosfære; trykket, eller "barometerstanden", på marsoverfladen varierer mellem 0,7 og 0,9 kilopascal, sammenlignet med det gennemsnitlige tryk på 101
kilopascal ved Jordens overflade. Det meste, 95%, af marsatmosfæren består af carbondioxid, og modsat Jordens atmosfære beskytter den marsianske atmosfære ikke planetens overflade mod solens ultraviolette lys.
På grund af den større afstand til Solen er solstrålingen ved Mars kun ca. 43% af hvad den er i Jordens afstand, og dertil er den tynde marsatmosfære en dårlig varmeisolator: Temperaturerne på Mars er derfor lave; i gennemsnit −60 grader Celsius, med udsving mellem −140 og +25 grader.
Det meste af det vand der findes på Mars er bundet i planetens to polarkalotter, hvor det findes som "rim", blandet op med frossen kuldioxid eller tøris. Den smule der findes som vanddamp i atmosfæren, danner indimellem store højtliggende cirrusskyer.
Fra tid til anden bryder kæmpemæssige støv- eller sandstorme løs på Mars: Det kan ses fra Jorden ved at planetskivens overfladetræk udviskes helt eller delvis.
Marsianske måner.
Phobos (øverst) og Deimos (nederst) i samme målestoksforhold
Mars har månerne Phobos og Deimos – navnene er græsk for skræk og rædsel – som begge blev opdaget i 1877 af Asaph Hall. De er ganske små, kartoffelformede stenblokke; afhængig af hvilken led de måles på, er Phobos' udstrækning mellem 19 og 27 kilometer, mens Deimos måler 10 til 16 kilometer. De er muligvis småplaneter som er blevet indfanget af Mars' tyngdefelt.
På grund af tidevandskræfter har begge måner bunden rotation og vender derfor altid den samme side mod Mars. Phobos' bane er så lav at den fuldfører et omløb hurtigere end Mars roterer om sig selv: Set fra Mars står Phobos op i vest og går ned i øst. Deimos står i lighed med Jordens måne op i øst og går ned i vest. Begge måner spiralerer ind mod Mars og vil med tiden kollidere med Mars.
Liv på Mars?
i 1880'erne mente man at have observeret nogle "linjer" på kryds og tværs hen over marsoverfladen. Disse linjer er siden hen blevet forklaret med optiske illusioner og begrænsninger i den tids teleskoper, men dengang blev de tolket som kanaler — og "nogen", måske en højere civilisation af marsboere, måtte vel have konstrueret disse kanaler. Formodningerne om højerestående liv på Mars satte sine spor i tidens science fiction, f.eks. H.G. Wells' "Klodernes kamp" fra 1898.
Efterhånden som teleskoperne blev bedre, stod det klart at der hverken var kanal-anlæg eller andre spor af civilisationer at se på Mars, og man opdagede hvor ugæstfri forholdene på Mars ville være overfor jordiske livsformer. Lige inden de første rumsonder landede på marsoverfladen gjorde man sig allerhøjest forhåbninger om simple planter, alger og lignende — langt fra den højtstående, kanal-byggende civilisation man forestillede sig i slutningen af det 19. århundrede.
Måleresultaterne fra sonderne på marsoverfladen kan ikke entydigt be- eller afkræfte teorien om bakterielt liv på Mars
men til gengæld har man opdaget en række ting ved Mars der tyder på at der engang i en fjern fortid har været rigeligt med vand: Det sandsynliggør at der engang har været et måske endda frodigt liv på Mars, men noget endegyldigt bevis for dette har man endnu ikke fundet.
Billedet tv. (15.jun.2008) viser små klumper is nederst tv. i gravesporet, klumperne er fordampet på billedet th. (19. juni 2008)
Vand på Mars.
Den 31. juli 2008 meddelte NASA at laboratoriet om bord på Phoenix Mars Lander havde bekræftet fund af vand i en prøve af frossen jord hentet op fra en dybde på omkring 5 cm. Der har tidligere være indikationer på forekomster af is i dybtliggende kratere og planetens polare områder, men det er første gang en sonde eksperimentelt har konstateret forekomster af vand på Mars. Phoenix var landet i regionen Vastitas Borealis i nærheden af Heimdallkrateret på Mars' nordlige halvkugle (68° N, 233° Ø) i et område, som uformelt kaldes "Green Valley". Fundet fik NASA til at forlænge rumfartøjets operationsperiode.
Rummissioner til Mars.
Jorden og Mars kan kaldes hinandens "nabo-planeter" i og med de to planeter er hhv. den tredje og fjerde planet i Solsystemet talt fra Solen. Og kulde, sandstorme og vandmangel til trods, er klimaet på Mars meget mere tåleligt for mennesker og maskiner end Jordens "nabo til den anden side"; Venus.
Ubemandede rumflyvninger til Mars.
De første ubemandede ekspeditioner til Mars blev gennemført i 1960'erne med sonder der enten fløj forbi eller gik i kredsløb om Mars, og derfra optog nærbilleder og foretog andre observationer fra "nært" hold. I 1970'erne landsatte man de første fartøjer direkte på overfladen, hvoraf det daværende Sovjetunionen var først med et menneskeskabt instrument på marsoverfladen. Siden 1990'erne er en række fartøjer fra USA og ét fra den europæiske rumfartsorganisation ESA blevet landsat på Mars.
Den 4. juli 1997 landede Mars Pathfinder i Ares Vallis. Med sig havde den en lille sekshjulet robot, ved navn Sojourner (opkaldt efter menneskerettighedsforkæmperen Sojourner Truth). Den blev sendt af sted for at udforske klippeblokkene i nærheden af landeren. Selve landeren var udstyret med bl.a. vindmåler, termometer og videofarvekameraer. Billederne fra kameraerne var de første billeder fra marsoverfladen der løbende blev lagt ud på forskellige hjemmesider.
Man mistede kontakten med Mars Pathfinder/Sojourner nogle måneder efter, nemlig den 27. september 1997. Det var på grund af de lave temperaturer på Mars at man mistede kontakten med dem, men de havde holdt længere end forventet. Så alt i alt var det en meget vellykket mission, og man fandt ud af en hel masse nyt om Mars.
Bemandede rumflyvninger til Mars.
Menneskelige astronauter er meget mere fleksible end de robotter og fjernstyrede apparater vi allerede har sendt til Mars, hvilket efter nogens mening retfærdiggør de større tekniske vanskeligheder der ligger i at holde en besætning i live og i god form under en 2-3 år lang rumflyvning. USA's daværende præsident George W. Bush talte d. 14. januar 2004 om mulighederne for en bemandet færd til Mars, og ESA har en langsigtet vision om samme mål, betegnet Aurora-programmet. Robert Zubrin fra Mars Society taler varmt for en "rejseplan" der omtales som Mars Direct: Denne plan betragtes af mange som den mest praktiske og økonomisk overkommelige fremgangsmåde for en bemandet Mars-færd.
På meget langt sigt, århundreder ude i fremtiden, mener en del videnskabsfolk at Mars kunne blive en koloni beboet af mennesker, eller måske endda ændres ved terraforming til et miljø som mennesker kan leve i direkte, uden brug af rumdragter og hermetisk lukkede boliger med egen atmosfære. Andre videnskabsfolk advarer imod ideen med at terraforme Mars, fordi vi derved afskærer os fra nogensinde at finde evt. oprindelige Mars-livsformer i mylderet af det liv vi i så fald medbringer fra Jorden.
Folkekirken.
Folkekirken er den gængse betegnelse for den danske statskirke som er den største kristne kirke i Danmark. Grundlovens § 4 fastsætter den evangelisk-lutherske kirke som "det danske folks kirke". Ordet "folkekirke" eksisterer ikke i dansk lov. Begrebet "folkekirke" ("Volkskirche") stammer fra den tyske teolog og filosof Friedrich Schleiermacher, men kan også ses som en almindelig skandinavisk efterligning af det tyske præfiks "volks" (= folkelig), som a priori forudsætter et sammenfald mellem statens og borgerens interesser. Per 1. januar 2011 var 80,4% af indbyggerne i Danmark medlemmer af Folkekirken, men under 5% af disse går til gudstjeneste på ugentlig basis. I Københavns Stift er blot 63,2% af indbyggerne medlem af Folkekirken (1. januar 2011).
Indtil reformationen vandt indpas i Danmark i 1536 havde den romersk-katolske kirke været stort set enerådende, men med protestantismens komme konfiskerede staten kirkerne og deres besiddelser, og der blev i overensstemmelse med reformationens principper oprettet en statskirke med kongen som øverste autoritet. Indtil 1849 var denne statskirke den eneste tilladte religion i riget, men med grundlovens vedtagelse blev der indført religionsfrihed og i samme ombæring udskiftede man betegnelsen "statskirke" med "folkekirke" for at understrege, at kirken var i overensstemmelse med folkets flertal. Under denne ordning er monarken ikke længere formelt kirkens overhoved, men skal dog stadig være medlem af folkekirken.
Ifølge Grundlovens § 66 skal folkekirkens forfatning ordnes ved lov, men selv om det har stået i Grundloven i over 150 år, er det endnu ikke sket. Årsagen skal formentlig findes i politikernes generelle mangel på lyst til at blande sig i folkekirkens interne anliggender.
Hvis man bliver døbt bliver man ved dåben automatisk medlem af folkekirken og forbliver medlem resten af livet, med mindre man skriftligt melder sig ud eller konverterer til et andet trossamfund.
Organisation og økonomi.
Folkekirken bestyres af Kirkeministeriet, og den til enhver tid siddende kirkeminister er den øverste administrative autoritet. Folkekirken har ingen egen synode, men når det er nødvendigt kan Folketinget i stedet fungere som sådan. Administrativt er kirken inddelt i elleve stifter, hver under ledelse af en biskop (heraf en på Grønland. Den færøske kirke er pr. 29. juli 2007 blevet selvstændig og er ikke længere en del af folkekirken). Disse elleve stifter er igen underinddelt i 111 provstier, 1340 pastorater og 2200 sogne, hvor findes ca. 2400 kirker. Folkekirken har i alt ca. 2400 sognepræster, og sognene bestyres af 2200 menighedsråd med i alt ca. 18.000 menighedsrådsmedlemmer (tallene for provstier, pastorater, sogne, kirker, sognepræster og menighedsråd er ikke korrigeret efter den færøske kirkes adskillelse fra folkekirken).
Folkekirken finansieres via kirkeskatter, der pålignes medlemmer af folkekirken og som opkræves af staten. Den blev indført i 1920 efter at den hidtidige tiende var blevet afskaffet med tiendeafløsningen. Derudover modtager folkekirken årligt et beløb fra den danske stat, hvorved også ikke-medlemmer er med til at finansiere driften af folkekirken. Modsat finansierer folkekirkemedlemmerne opgaver for det offentlige, idet sognet har en sognepræst, der er kirkebogsfører og begravelsesmyndighed. Det vil sige, at den officielle personregistrering varetages af den kristne statskirke, således at også medlemmer af andre trossamfund eller ikke troende skal anmelde f.eks fødsler til denne luteranske kirke. Personregistreringen er det tydeligste eksempel på den manglende adskillelse i Danmark mellem kirke og stat som ellers kendetegner de fleste moderne vestlige lande.
Folkekirkens indtægter og udgifter er årligt på ca. 6 mia. kroner. I 2004 var det på indtægtssiden sådan, at landskirkeskatten, der går til Folkekirkens Fællesfond, udgjorde 954 mio. kroner, mens lokal kirkeskat udgjorde 3.878 mio. kroner, dvs. at kirkeskatterne udgjorde knap 80% af indtægterne. Dertil kom andre indtægter på 540 mio. kroner (knap 9%) og et statstilskud på 704 mio. kroner (knap 12%).
De fleste kirkebygninger er selvejende, men i 2003 fandtes der stadig 16, der ikke var selvejende. Før tiendeafløsningen var det ganske normalt, at en privat person ejede kirketienden og dermed også havde ansvaret for kirkebygningen.
Kirkens funktioner.
Ud over de normale gudstjenester på søn- og helligdage er der særligt fire begivenheder i livsforløbet, hvor folk søger folkekirkens rituelle rammer, nemlig dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.
Derudover varetager folkekirken civilregistreringen (registrering af ting som fødsel, navneskift, død m.v.) for alle, medlemmer såvel som ikke-medlemmer. Undtagelsen er dele af Sønderjylland - de sønderjyske landsdele, hvor dette arbejde udføres af kommunerne. Sådan har det været siden 1873, da området hørte under Prøjsen, og ordningen blev fortsat efter Genforeningen i 1920.
4. maj 2005 meddelte kirkeminister Bertel Haarder, at der ville blive oprettet et nyt centralt kontor til civilregistrering under staten som svar på kritik af, at man som ikke-medlem var nødt til at henvende sig til kirken for at få registreret en barnefødsel. Dette førte siden til den såkaldte postkasseordning hvor forældre kan vælge at sende registreringsskemaet til en postkasse i Lolland-Falsters Stift i stedet for deres lokale folkekirke. I sidste ende vil registreringen af det pågældende barn dog stadig blive foretaget af en funktionær i folkekirken.
Frankrig: Religion er et privatanliggende som staten ikke må blande sig i. Skoler og uddannelse af unge er et statsanliggende hvor mennesker skal uddannes fagligt men ikke religiøst.
Holland: Alle skoler er 'friskoler' uden ekstra forældrebetaling. Ekstrabetalingen i Danmark gør det vanskeligere for fattige mindretal at hævde deres identitet, Der er langt færre friskoler i Danmark end i Holland.
Regenten skal høre til den evangelisk-lutherske kirke, jf. Grundlovens § 6.
Bekendelsesskrifter.
"Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Symbolis, og den Uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse, og Lutheri liden Catechismo."
Kirkelige foreninger i folkekirken.
En række foreninger med forskellige teologiske standpunkter arbejder inden for folkekirkens bekendelse. Efter vækkelserne i 1800-tallet opstod missionsbevægelserne, Indre Mission, Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission, Tidehverv, Grundtvigianisme, og i kølvandet blev der oprettet en række ydremissionsselskaber: Dansk Ethioper Mission, Sudan Missionen, Israelsmissionen, Danmission og Folkekirkens Nødhjælp.
Inden for ungdomsarbejde findes der bl.a. Økumenisk Ungdom, Kristeligt Forbund for Studerende, KFUM og KFUK, Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Børne- og UngdomsOase, Luthersk Missions Ungdom og Indre Missions Unge.
Pyrus i Danmark.
Se også.
Træer i Danmark
Jupiter (gud).
Jupiter (latinsk genitiv: "Jovis") er den øverste gud i den romerske mytologi. Han var oprindelig en himmelgud, og blev kaldt Jupiter Optimus Maximus som beskytter af den Romerske stat og dens ledere. Jupiter var ligeså gud over lyn og torden.
Han er meget lig den græske gud Zeus og den etruskiske gud Tinis, og til dels den nordiske gud Thor
Planeten Jupiter er opkaldt efter denne gud, muligvis fordi den er solsystemets største.
Jupiter (planet).
Jupiter er den femte planet fra Solen i Solsystemet. Jupiter har 63 kendte måner, men det anslås, at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund. Rotationen er differentiel, idet vinkelhastigheden er størst i ækvatorregionen.
Jupiters atmosfære.
Sammenligning af Jordens og Jupiters størrelse
Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator. Talrige steder "brydes" dette bæltemønster af lavtryk, hvor skymasserne hvirvler rundt om lavtrykscenteret. Den største af disse, den såkaldte Store Røde Plet, er et "stormvejr" 2-3 gange så stort som hele Jorden. Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden, men har eksisteret uafbrudt i de mere end 300 år man har observeret Jupiter med høj nok opløsning til at se objekter af den størrelse.
Jupiters ringe.
Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979 af rumsonden Voyager 1, da denne tog billeder af Jupiter i modlys. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk.
Jupiters måner.
I skrivende stund kender man 63 måner i kredsløb om Jupiter, hvilket er rekord blandt vort solsystems planeter.
En af månerne, Ganymedes, er ikke bare Jupiters, men hele Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei.
Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkanaktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålingsbælter omkring Jupiter, og skaber derved radiostøj der kan måles her på Jorden.
Ulmus i Danmark.
Se også.
Træer i Danmark
Tsuga i Danmark.
Se også.
Træer i Danmark
Populus i Danmark.
Se også.
Træer i Danmark
Måne.
Udvalgte måner i Solsystemet. Jorden er angivet i samme størrelsesforhold
En måne er et større objekt i kredsløb om en planet eller et andet objekt, der er større end månen selv.
Atmosfære (himmellegeme).
Atmosfæriske gasser spreder blåt lys mere end lys med andre bølgelængder, hvilket giver Jorden en blå stråleglans, når man ser den fra rummet.
Atmosfære (:"atmós" for tåge, damp og "sphaîra" for kugle) er det generelle navn på et lag med gas, som kan ligge rundt om et legeme med tilstrækkelig stor masse. Gasserne er tiltrukket af legemets tyngdekraft og holdes fast, hvis atmosfæretemperaturen er lav nok.
Jorden, Venus, Mars, Pluto og to af månerne til de yderste planeter, Titan og Triton, har atmosfærer.
Nogle planeter består hovedsagelig af diverse gasser og får derfor ikke en dyb atmosfære. Dette gælder for gasgiganterne. Gasgiganterne i den ydre del af solsystemet (Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun) er hovedsagelig sammensat af gasser. Andre legemer i Solsystemet har ekstremt tynde atmosfærer: Månen (natrium), Merkur (natrium), Europa (oxygen) og Io (svovl).
Jorden har en speciel atmosfære, da den indeholder gasser skabt af livet på Jorden. Gasserne muliggør samtidig livet på Jorden (nitrogen, oxygen, vanddamp og kuldioxid).
Jordens atmosfære.
Jordens atmosfære består af forskellige luftarter.
Herudover indeholder atmosfæren også små mængder plantepollen, bakteriesporer, svampesporer og algesporer.
Atmosfærens virkning.
Atmosfæren beskytter livet på jorden ved at absorbere solens ultraviolette stråler (al UVC og næsten al UVB), forstøve meteorer, forstøve kometer, absorbere solvind og kosmisk stråling.
Herudover reducerer atmosfæren temperaturforskellene mellem nat og dag samt udligner globalt set temperaturforskellene mellem områder med relativt indstrålingsoverskud, subtroperne og troperne, og områder med relativt indstrålingsunderskud, de polare egne arktis og antarktis. Dette kaldes den "atmosfæriske cirkulation".
Atmosfærens opbygning.
Temperaturen i jordens atmosfære varierer med højden over havoverfladen. Her er beskrivelser af atmosfærens lag
Atmosfærens sammensætning og kemi.
Der er dog også mange andre stoffer, men i meget små mængder, bl.a. methan, ozon, CFC-gasser, svovldioxid og nitrogenilter. Herudover er 0-4 % vanddamp. Gasser med tre eller flere atomer per molekyle virker som drivhusgasser og er årsag til, at Jordens gennemsnitstemperatur er 15 °C, og at livet dermed er muligt på Jorden. Uden drivhuseffekt ville Jordens gennemsnitstemperatur ligge betydeligt lavere på omkring -18 °C.
Atmosfærens kemi kendes ikke til bunds.
Lyn, mennesker, planter, dyr og mikroorganismer bidrager til komplekse koblede dynamiske kemiske reaktioner i atmosfæren. Mange kemiske reaktioner er ligevægte.
Tryk (fysik).
Tryk er kraft pr. arealenhed. Således er den afledte SI-enhed for tryk newton pr. kvadratmeter, og denne enhed kaldes for pascal (Pa).
Hvis eksempelvis en væske eller en gas opbevares i en beholder, vil den udøve et vist pres på hver arealenhed af de dele af beholderen den er i berøring med; dette pres "mærker" beholderens vægge som en vis kraftpåvirkning pr. arealenhed. Et instrument der måler trykket i beholderen, kaldes et manometer.
Det tryk som Jordens atmosfære øver ved havniveau, varierer med vejret og kan måles med et barometer. Den gennemsnitlige værdi er 101 kPa, se også normaltryk hvilket svarer til trykket fra en vandsøjle på ca. 10 meter. Dette tryk opleves af alle flader; således påvirkes f.eks. hver kvadratcentimeter af menneskets hud af et tryk svarende til 1 kilogram. Når dette ikke "mærkes", skyldes det at trykket er det samme inde i kroppen.
Drabant (astronomi).
En drabant er et objekt (f.eks. måne eller satellit) i kredsløb om en planet.
Måned.
En måned er et tidsrum. Den tid Månen er om at bevæge sig én omgang omkring Jorden, kaldes en astronomisk måned. Alt efter hvordan man definerer et "omløb," skelner man i astronomien mellem Månens "sideriske, tropiske, drakonitiske, anomalistiske" og "synodiske" omløbstid. Disse 5 omløbstider (= måneder) har forskellig længde; de 4 har 27 dage plus et timeantal mellem 7 og 13 timer. Den sidste, den "synodiske", er tiden fra én nymåne til den næste og er på 29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 2,8 sekunder. Forskellen på de cirka 2 døgn skyldes at Jorden i mellemtiden har flyttet sig i forhold til Solen.
12 synodiske måneder danner basis for et såkaldt frit måneår der blandt andet bruges i den islamiske kalender. Det frie måneår korrigeres i flere andre kalendersystemer ved indskydelse af skudmåneder, til et bundet måneår (lunisolarkalender).
I Romerriget overgik man tidligt til et solår hvor 12 "måneder" skulle svare til et tropisk år (tiden fra forår til næste forår), og dermed indførtes faste månedslængder som ikke havde relation til den astronomiske Måne. Dette system blev første gang konsekvent indført i den julianske kalender (fra 45 f.Kr.) og bevaret i den gregorianske kalender, og derfor bruges der den dag i dag såkaldte "kalendermåneder" med fra 28 til 31 dage.
I en sådan solkalender hvor skudmåneder ikke indføjes, bliver det til gengæld nødvendigt med skuddage.
Venus (planet).
Venus er planet nr. to i vores solsystem, talt fra Solen. Den omtales ofte som Jordens søsterplanet, idet Jorden og Venus har omtrent samme størrelse og masse.
Udforskning af Venus.
Inden rumalderen troede man, at Venus gemte et miljø lignende det på Jorden under sin skydækkede overflade. Men det endte naturligvis i en stor skuffelse, da man omsider fik sendt sonder til Venus, der målte og undersøgte miljøet. Det lykkedes sågar efter en masse forsøg at få to sonder, Venera 9 og Venera 10 til at lande på den faste overflade, fotografere den og sende billeder hjem til Jorden pr. radio.
I modsætning til andre jordlignende planeter, gemmer Venus sin overflade under et slør af skyer. Skyerne er ca. 50 km over overfladen og består af svovlsyre. De reflekterer lyset på samme måde som sne gør, hvilket bevirker at Venus er så klar at kigge på, set udefra. Atmosfæren under skyerne er normalt klar, men observatører på Jorden kan kun se de hvide skyer. Et berømt fænomen i Venus's atmosfære er "aske-lyset", hvor den ubelyste del af Venus kan stige i lysstyrke en måned eller to før og efter nedre konjunktion.
Konjunktion er når to himmellegemer ser ud som om de ligger tæt på hinanden, når man ser dem fra Jorden. For Merkur og Venus der ligger mellem Solen og Jordens bane, betyder konjunktion dog også hvor disse befinder sig i forhold til henholdsvis Jorden og Solen.
I nedre konjunktion befinder planeterne sig mellem Jorden og Solen, og i øvre konjunktion befinder de sig bag Solen, set fra Jorden.
Dage og år på Venus.
Venus fuldfører et omløb omkring Solen på 224,70097 dage, eller ca. 7 måneder og 11 dage, men den roterer endnu langsommere: én gang på 243,0185 dage (svarende til knap 8 måneder) - der er det sideriske døgn (i forhold til stjernerne). Modsat de fleste andre planeter i solsystemet har Venus retrograd rotation, dvs. den drejer sig fra øst mod vest modsat den bevægelse fra vest mod øst, som vi kender det på Jorden. En stationær observatør på Venus vil opleve at der er 117 jorddøgn mellem solopgangene (Hvis man kunne se solen) kaldet det synodiske venusdøgn.
Venus omdrejningsakse hælder desuden meget lidt i forhold til baneplanet for planetens bevægelse omkring Solen, kun 2,64 grader. Af den grund er der ikke nogen markante årstider på Venus.
Atmosfæren.
Som Jorden har Venus også en atmosfære, men denne er af en ganske anden beskaffenhed end Jordens. Den består mest af kuldioxid, CO2, som giver anledning til en stærk drivhuseffekt på Venus; temperaturerne overalt på planetens faste overflade ligger i området fra 450 til 500 grader Celsius, uanset om det er nat eller dag. Selv om Merkur kun er godt halvt så langt fra Solen som Venus, er der således varmest på den venusianske overflade.
Atmosfæretrykket ved Venus' faste overflade er mere end 90 gange det tryk, vi oplever ved jordoverfladen; det svarer til trykket i 1 kilometers dybde under havoverfladen på Jorden. Over venuslandskabet blæser der aldrig mere end en let brise, men fordi luften dér er så ekstremt tæt, kan selv sådan en brise udøve et betydeligt vindpres.
Skyer.
I højder fra 50 til 80 kilometer findes et permanent og tæt lag af skyer, som primært består af svovldioxid og svovlsyre. I toppen af dette skylag blæser vinde med omkring 350 km/t; skytoppene kan nå at blæse hele vejen rundt langs ækvator på fire dage, og det bidrager til at transportere og fordele varmen jævnt over hele planeten. Skyerne reflekterer desuden 80 % af det lys, som solen sender hen på planeten, tilbage ud i verdensrummet. Ballonsonder har opfanget radiostøj fra kraftige lynudladninger i skyerne. Lyn i en knastør atmosfære er endnu ikke forklaret.
Morgen- og aftenstjernen.
Da Venus er tættere på Solen end Jorden, står den (set fra Jorden) aldrig langt fra Solen på himlen. Derfor ser man den ofte som en klar stjerne lige før solopgang (og omtales da ofte som "morgenstjernen") eller lige efter solnedgang ("aftenstjernen"). De bedste observationsforhold er når Venus enten er i største vestlige elongation (før solopgang) eller i største østlige elongation (efter solnedgang). I begge tilfælde er Venus 47° fra Solen. Selvom afstanden til Venus da er 102 mio. km, er det bedre end når Venus er tættest på Jorden (i nedre konjunktion; 41 mio. km), da vinkelafstanden til Solen her er nul.
Venus og Merkur er de eneste planeter i vores solsystem, der ikke har nogen måne.
Aktive venussonder.
NASA-forestilling om en venusrobot i en ikke så fjern fremtid.
Stjerne.
Solen, en stjerne, set med røntgenbriller og farvelagt med synlige farver.
En stjernes løgringe af grundstoffer lige inden døden. Arealernes størrelse afspejler forholdet mellem mængderne af de forskellige grundstoffer, dog ikke den egentlige størrelse.
En stjerne er en glødende kugle af plasma, der er i dynamisk balance, idet den holdes sammen af tyngdekraften og udspilet af strålingstrykket fra dens indre fusionsprocesser. Den nærmeste stjerne i forhold til Jorden er Solen, der er kilden til det meste af den energi der er til rådighed på Jorden. Andre stjerner er synlige på himlen, når de ikke overstråles af Solens lys. En stjerne skinner fordi fusion i dens kerne frigør energi der transporteres gennem stjernens indre og derefter stråler ud i rummet fra stjernens overflade i form af elektromagnetiske bølger. Desuden vil der være en såkaldt solvind, der er en strøm af ladede partikler som føres væk fra stjernen af strålingstrykket. En del af den udsendte elektromagnetiske stråling ligger i det synlige område. Næsten alle grundstoffer tungere end hydrogen og helium er skabt i det indre af stjerner.
Astronomer kan bestemme massen, alderen, den kemiske sammensætning og mange andre egenskaber ved en stjerne gennem observation af dens spektrum, luminositet, og i visse tilfælde den egenbevægelse gennem rummet. En stjernes masse er altafgørende for dens udvikling som stjerne og dermed dens skæbne. Andre karakteristiske egenskaber ved en stjerne er bestemt ved dens udviklingshistorie, herunder dens diameter, rotation, bevægelse og temperatur. Et plot af stjerners temperaturer mod deres luminositet, kendt som et Hertzsprung-Russell diagram (H–R diagram), muliggør at finde alder og udviklingstrin for en stjerne.
Udgangspunktet for dannelsen af stjerner er skyer af interstellar gas, der primært består af brint, helium samt en meget lille andel af tungere grundstoffer. Hvis en sådan sky begynder at trække sig sammen på grund af de interne tyngdekræfter, så stiger tryk, tæthed og temperaturer. Er der brint nok, nåes det punkt, hvor de centrale dele er varme og tætte nok til at sætte gang i fusionsprocesser og en stjerne er født. Den del af stjernen der ligger uden for kernen transporterer den frembragte energi væk ved en kombination af varmelednings og varmestrålings-processer. Disse processer skaber et udadrettet tryk, der er i balance med gravitationskraften. Stjerner i denne tilstand af ligevægt ligger i den såkaldte "hovedserie" i Hertzsprung-Russell-diagrammet.
Hvis den stofmængde der er til rådighed, er mindre end ca. 0,08 gange vor Sols masse (ca. 11 Jupitermasser), kommer kerneområdet aldrig op på tryk- og temperaturforhold der tillader fusionsprocesserne. I stedet skabes en såkaldt brun dværg – et lyssvagt legeme som frigør energi ved gravitationel sammentrækning i stedet for kernereaktioner.
Når brintbeholdningen i stjernens indre er ved at slippe op,»vinder«presset af tyngden af det omkringliggende materiale og presser kernen sammen indtil en ny fusionsproces, triple-alfa-processen (hvor 3 heliumatomer samles til en kerne af et kulstofatom), kan finde sted: Varmen fra denne proces blæser de ydre lag af stjernen udad, så disse udvider sig og køles ned: Stjernen er nu det astronomerne kalder for en rød kæmpe (eller evt. "rød superkæmpe").
Tunge stjerner kan fortsætte med at fusionere stadig støre atomkerner, indtil de ender i en reaktion der danner jern: Dette grundstof er»endestationen«, fordi kerneomdannelse af jernatomer kræver en nettotilførsel af energi, dvs. de bruger mere energi på fusionen end de producerer ved den.
Når der ikke længere produceres energi i en stjernes indre, vil tyngden fra de ydre dele af stjernen presse den nu»døde«kerne sammen. Stjerner som vor egen sol vil blot falde sammen til en varm og lille stjerne af den slags der kaldes for en hvid dværg: Denne producerer ikke»ny«energi, men køler blot ganske langsomt af.
For stjerner der er mere end ca. halvanden gange så tung som Solen, kan atomerne i kernens materiale ikke»bære vægten«af det sammensynkende materiale: Elektronerne omkring atomkernerne bliver ganske enkelt mast ind i kernen, hvor de reagerer med protonerne og danner neutroner. Denne kollaps er temmelig voldsom, og blæser de ydre dele af stjernen væk. Tilbage er blot et massivt legeme af tætpakkede neutroner - en såkaldt neutronstjerne.
Når endnu større stjerner kollapser, kan end ikke sammenpressede neutroner»bære vægten«, og slutproduktet er et såkaldt sort hul - et legeme så tæt, at den lokale tyngdekraft omkring det er for stærk til at selv lys kan forlade det.
Binære og flerstjernesystemer består af to eller flere stjerner der er gravitationelt forbundne og som hovedregel bevæger sig i stabile baner om hinanden. Hvis to sådanne stjerner er tæt nok på hinanden, kan de have en væsentlig indflydelse på hinandens livsforløb.
Observationel historie.
Stjerner har været vigtige i alle kulturer. De har været forbundet med religiøse forestillinger og ceremonier og været anvendt til navigation.
Mange af oldtidens astronomer mente at stjernerne var fast forbundet med en himmelsk sfære, og derfor urokkelige. Stjerner blev inddelt i stjernebilleder af astronomer og de brugte dem til følge planetbevægelserne og den tilsyneladende bevægelse af Solen. Bevægelsen af Solen imod baggrundsstjernerne blev brugt til at lave kalendere, der kunne bruges til at planlægge landbrugets rytme. Den Gregorianske kalender, der bruges i stort set hele verden, er en solkalender baseret på vinklen mellem Jordens rotationsakse relativt til Solen.
Det ældste nøjagtigt daterede stjernekort er fra det gamle Egypten og stammer fra 1534 f.Kr. Islamiske astronomer gav arabiske navne til mange stjerner der stadigt bruges i dag, og de opfandt talrige astronomiske instrumenter der kunne bruges til at udregne stjernepositioner.
I det 11. århundrede beskrev Abū Rayhān al-Bīrūnī Mælkevejen som en samling af fragmenter der havde egenskaber som tågede stjerner, og angav også breddegraderne for forskellige stjerner under en måneformørkelse i 1019.
På trods af den udbredte forestilling om himmelkuglens uforanderlighed, var kinesiske astronomer klar over at der kunne dukke nye stjerner op på himmelen. Tidlige europæiske astronomer som Tycho Brahe
identificerede nye stjerner på nattehimmelen (senere kaldet novae), hvilket antydede at himmelkuglen ikke var uforanderlig. I 1584 foreslog Giordano Bruno at stjernerne faktisk var sole, og kunne have planeter, måske endda jordlignende, i kredsløb omkring sig. Denne ide var tidligere blevet rejst af de græske filosoffer Demokrit og Epikur. I det efterfølgende århundrede blev der efterhånden konsensus imellem astronomer om at stjernerne var fjerne sole. For at forklare hvorfor disse stjerner ikke udøvede nogen nettotiltrækning på solsystemet foreslog Isaac Newton at stjernerne var jævnt fordelt i enhver retning, en ide der oprindeligt stammede fra teologen Richard Bentley.
Den italienske astronom Geminiano Montanari optegnede observerede variationer i lysstyrken fra Algol i 1667. Edmund Halley udgav de første målinger af egenbevægelsen for nære "fiks"stjerner idet han viste at de havde ændret position siden optegnelserne fra Ptolemæus og Hipparchos.
Den første direkte måling af afstanden til en stjerne (61 Cygni i afstanden 11.4 lysår) blev lavet i 1838 af Friedrich Bessel der brugte en parallaksemetode. Parallaksemålingerne påviste de store afstande der er imellem stjernerne.
William Herschel var den første astronom der forsøgte af bestemme fordelingen af stjernerne på himmelen. Gennem 1780'erne lavede han en serie af målinger i 600 retninger, og talte antallet af stjerner langs hver sigtelinie. Ud fra dette sluttede han at antallet af stjerner stiger jævnt imod den ene side at stjernehimmelen imod Mælkevejen's center. Hans søn John Herschel gentog studiet i den sydlige himmelkugle og fandt noget tilsvarende der.
Ud over hans andre bedrifter, er William Herschel også kendt for hans opdagelse af at nogle stjerner ikke bare ligger på den samme sigtelinie, men er fysiske dobbeltstjerner i form at binære stjernesystemer.
Stjernespektroskopi blev grundlagt af Fraunhofer og Angelo Secchi. Ved at sammenligne stjernespektre af stjerner såsom Sirius med Solen, fandt de forskelle i styrken og antallet af absorptionslinier, der er de mørke linjer i et stjernespekter som skyldes absorption i stjerneatmosfæren. I 1865 begyndte Secchi at inddele stjerner i spektralklasser.
Observation af dobbeltstjerner tiltog i vigtighed gennem det 19'ende århundrede. I 1834 observerede Friedrich Bessel en ændring i egenbevægelsen for Sirius og sluttede sig til eksistensen af en skjult ledsagestjerne. Edward Pickering
opdagede den første spektroskopiske dobbeltstjerne i 1899 da han observerede en periodisk opsplitning af spektrallinierne i stjernen Mizar med en periode på 104 dage. Detaljerede observationer af mange dobbeltstjernesystemer blev samlet af astronomer såsom William Struve og S. W. Burnham, hvilket muliggjorde bestemmelse af stjernernes masse ud fra baneelementerne. Den første løsning på problemet med at finde banen for en dobbeltstjerne fra kikkertobservationer blev givet af Felic Savary i 1827.
I det 20'ende århundrede skete der en hurtig udvikling i det videnskabelige studie af stjerner. Fotografiet blev et værdifuldt astronomisk værktøj. Karl Schwarzschild opdagede at en stjernes farve, og dermed dens temperatur, kunne bestemmes ved at sammenligne den visuelle størrelsesklasse med den fotografiske.
Udviklingen af den fotoelektriske lysmåler muliggjorde meget præcise målinger af størrelsesklassen i forskellige bølgelængdeintervaller. I 1921 lavede Albert A. Michelson de første målinger af en stjernediameter ved at bruge et interferometer på Hooker telescope.
I de første tiår af det tyvende århundrede skete der store fremskridt i forståelsen af stjerners fysik. I 1913 blev det såkaldte Hertzsprung-Russell diagram udviklet og der blev opstillet succesfulde modeller til at forklare de indre forhold i en stjerne og stjerneudvikling. Stjernespektre blev forklaret med succes gennem anvendelse af kvantemekanik. Dette muliggjorde bestemmelse af den kemiske sammensætning af stjerneatmosfærerne.
Navngivning af stjerner.
Ideen om stjernetegn eksisterede i den Babyloniske tid. Astronomiske iagtagere i oldtiden forestillede sig at frentrædende stjerner dannede mønstre, og de forbandt disse med særlige sider af naturen og deres myter. Tolv af disse billeder lå langs ekliptika og disse dannede bagrund for astrologi.
Mange af de mere fremtrædende enkeltstjerner blev også navngivet specielt med arabiske og latinske betegnelser.
Såvel som særlige stjernebilleder og Solen selv, har stjerner deres egen mytologi. De blev betragtet som sjæle af afdøde eller guder. Et eksempel er stjernen Algol, der tænktes at repræsentere Medusas øje.
For de gamle grækere, repræsenterede planeterne (græsk πλανήτης (planētēs), der betyder vandrer), forskellige vigtige guddomme. Planeterne blev navngivet i overensstemmelse med dette: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn er alle græske og romerske guddomme. Uranus og Neptun er også græske guder og romerske guder, men ingen af dem var kendt i antikken på grund af deres svage lysstyrke. De blev navngivet af senere astronomer.
Omkring ca. 1600 blev stjernebilledernes navne brugt til at navngive stjerner i den tilsvarende del af himlen, Den tyske astronom Johan Bayer skabte en serie af stjernekort og anvendte græske bogstaver til stjernerne i hver konstellation. Den klareste stjerne i et stjernebillede hed "Alpha", den næstklareste hed "Beta". Senere opfandt den engelske astronom John Flamsteed et system med numre, der senere skulle blive kendt som Flamsteed betegnelser. Stjerner fik numre fra vest til øst. Talrige andre systemer er siden blevet skabt i forbindelse med udgivelse af stjernekort. Det betyder at stjernen Deneb også betegnes; Alpha Cygni, 50 Cygni, HIP 102098 mm.
Den eneste organisation, der anerkendes af det videnskabelige samfund som havende autoritet til at navngive stjerner og andre himmellegemer, er den Internationale astronomiske union (IAU).
Måleenheder.
formula_1 kg
formula_2 watt
formula_3 m
Større mål, såsom radius af kæmpestjerner eller storaksen i et binært stjernesystem, opgives ofte i astronomiske enheder (AU), der er defineret som middelafstanden mellem Jorden og Solen, omkring 149,6 millioner km eller 93 millioner miles.
Dannelse af protostjerner.
Dannelsen af en stjerne begynder med en gravitationel ustabilitet inde i en molekylsky, ofte udløst af chokbølger fra supernovaer eller sammenstød af to galakser.
Når et område opnår en tilstrækkelig høj densitet til at opfylde kritereiet for Jeans instabilitet begynder den at kollapse under sin egen gravitationskraft.
En kunstners opfattelse af stjernedannelse i en gassky. "NASA image"
Når skyen kollapser, dannes individuelle ansamlinger af tæt støv og gas, det der kaldes Bok globuler. Disse kan indeholde op til 50 solmasser stof. Når en sådan ansamling sammentrækkes og tætheden øges, så bliver gravitationsenergien omsat til varme og temperaturen stiger. Når protostjerneskyen har nået hydrostatisk ligevægt, dannes der en protostjerne i det indre. Disse stjerner, der ligger på tærsklen til hovedserien, er ofte omgivet af en protoplanetarisk skive. Perioden med gravitationel sammentrækning varer omkring 10-15 millioner år.
Tidlige stjerner med en masse mindre end 2 solmasser kaldes T-Tauri-stjerner, mens dem med en større masse er Herbig Ae/Be stjerner.
Disse nyfødte stjerner udsender jets af gas langs deres rotationsakse, hvorved der fremkommer tågeagtige områder kaldet Herbig-Haro objekter.
Hovedserien.
Stjerner tilbringer omkring 90% af deres levetid med at fusionere hydrogen til helium ved høj temperatur og tryk i stjernens kerne. Stjerner i denne fase siges at ligge på hovedserien og kaldes dværgstjerner. Andelen af helium i stjernens kerne vil stige støt i den tid stjernen er på hovedserien. For at opretholde den nødvendige styrke af kernereaktionerne er det derfor nødvendigt at temperaturen og lysstyrken af stjernen langsomt øges.
Det anslås at Solen har øget sin luminositet med omkring 40% siden den nåede hovedserien for 4.6 milliarder år siden.
Enhver stjerne frembringer en solvind af partikler der er årsag til en kontinuerlig strøm af gas ud i rummet. For de fleste stjerners vedkommende er den tabte masse ubetydelig. Solen taber 10−14 solmasser hvert år, hvilket svarer til 0.01% af dens samlede masse i hele dens levetid. Imidlertid kan meget store stjerner tabe 10−7 til 10−5 solmasser hvert år, hvilket påvirker deres udvikling i betydelig grad. Stjerner der begynder med mere end 50 solmasser kan tabe over halvdelen af deres masse mens de er på hovedserien.
a> for en mængde af stjerner der omfatter Solen (i midten af billedet). (See "Klassifikation" herunder.)
Tiden som en stjerne tilbringer på hovedserien afhænger primært af den mængde brændstof den har til rådighed og farten hvormed det omsættes. Med andre ord, dens begyndelsesmasse og dens lysstyrke. For Solen, anslås denne tid til at være 10 milliarder år. Store stjerner brænder deres brændsel meget hurtigt og har kort levetid. Små stjerner (kaldet røde dværge) brænder deres brændsel meget langsomt og lever i 10-100 milliarder år. Ved enden af deres levetid bliver de ganske enkelt svagere og svagere indtil de til sidst bliver sorte dværge. Da levetiden for en sådan stjerne er større end universets nuværende anslåede alder på 13.7 milliarder år, regner man ikke med at der eksisterer nogle endnu.
Udover massen, kan andelen af grundstoffer tungere end helium spille en betydelig rolle i udviklingen af stjerner. I astronomi kaldes alle grundstoffer tungere end helium for "metaller" og koncentrationen af disse grundstoffer kaldes metallicitet. Metalliciteten kan påvirke den tid en stjerne er om at omsætte sit brændstof, kan styre dannelsen af magnetiske felter og ændre styrken af solvinden. Gamle stjerner tilhørende population II har betydeligt mindre metallicitet end yngre stjerner hørende til population I. Forskellen skyldes sammensætningen af de skyer de blev dannet af. Over tid vil disse skyer blive beriget med tungere grundstoffer når gamle stjerner dør og udkaster en del af deres atmosfære.
Tiden efter hovedserien.
Når stjerner med mindst 0.4 solmasser har opbrugt deres forsyning af hydrogen i kernen, vil de ydre lag udvides og afkøles, så der dannes en rød kæmpestjerne. Om 5 milliarder år, når Solen bliver til en rød kæmpestjerne vil den sluge både Merkur og måske Venus. Modeller forudsiger at Solen vil udvides til 99% af den nuværende jordbaneradius. Samtidigt vil jordbanen dog være vokset til omkring 1.7 AU på grund af Solens massetab, og vil således undgå at blive opslugt. Imidlertid vil havene og atmosfæren være fordampet da Solens luminositet øges flere tusind gange. I en rød kæmpestjerne op til 2.25 solmasser vil brintfusion fortsætte i en skal rundt om kernen. Til sidst er kernen tilstrækkeligt komprimeret til at heliumfusion kan begynde og stjernen vil nu gradvist trække sig sammen og øge sin overfladetemperatur. For større stjerner går kernen direkte fra at fusionere hydrogen til at fusionere helium.
Efter at stjernen har opbrugt helium i kernen fortsætter fusionen i en skal rundt om en varm kerne af kulstof og ilt. Stjernen følger så en udvikling der løber parallelt med den første røde kæmpestjerne fase, men med en højere overfladetemperatur.
Massive stjerner.
a> er en rød superkæmpestjerne i slutningen af sit liv
I helium-fusioneringsfasen vil stjerne med mere end 9 solmasser udvides og blive til røde superkæmper. Når helium er opbrugt, kan de fortsætte med at fusionere grundstoffer tungere end helium. Kernen sammentrækkes indtil temperatur og tryk er store nok til at fusionere kulstof. Denne proces fortsætter, hvor de forskellige stadier er fusion af oxygen, neon, silicium og svovl.
Nær slutningen af stjernens levetid, kan fusion foregå i en række af løgformede skaller inde i stjernen. I hver skal fusioneres forskellige grundstoffer, idet den yderste fusionerer hydrogen. Den næste fusionerer helium og så videre.
Slutstadiet nås når stjernen begynder at producere jern. Da jernkerner er hårdere bundet end alle de efterfølgende tungere kerner, ville det ikke frigøre nettoenergi hvis de blev fusioneret, tværtimod ville processen kræve tilførsel af energi. Da jernkernerne samtidigt er svagere bundet end alle lettere kerner, kan energi heller ikke frigøres ved fission.
I forholdsvist gamle, tunge stjerner vil en stor kerne af inaktivt jern derfor opsamles i kernen. De tungere grundstoffer i disse stjerner kan arbejde sig op til overfladen og der dannes en såkaldt Wolf-Rayet stjerne med en tæt solvind som spreder den ydre atmosfære.
Kollaps.
En udviklet stjerne af middelstørrelse vil nu sprede sine yderste lag som en planetarisk tåge. Hvis det der er tilbage efter at den ydre atmosfære er afkastet er mindre end 1.4 solmasser, vil den synke sammen til et forholdsvist lille objekt (cirka på størrelse md jorden) der ikke er massiv nok til at yderligere sammentrækning kan finde sted. Dette kaldes en hvid dværg. Hvide dværge vil efterhånden blive til sorte dværge over et meget langt tidsrum.
a>, rester af en supernova der først blev observeret omkring 1050
I tungere stjerner vil fusionsprocesserne fortsætte indtil jernkernen har vokset sig så stor (mere end 1.4 solmasser) at den ikke længere kan bære sin egen vægt. Den vil da pludseligt synke sammen når elektroner bliver drevet ind i kernen og der dannes neutroner og neutrinoer. Chokbølgen der forårsages af sammensynkningen får resten af stjernen til at eksplodere i en supernova. Supernovaer er så lysstærke at de for en tid kan overstråle hele stjernens egen galakse. Når de er forekommet i Mælkevejen er de historisk blevet forklaret som nye stjerner der dukkede op på et sted hvor der ikke var nogen før.
Det meste af stoffet i stjernen bliver blæst væk ved supernovaeksplosionen (idet der dannes tåger som Krabbetågen) og hvad der bliver tilbage er en
neutronstjerne (der af og til giver sig til kende i form af en pulsar eller en røntgenkilde) eller for de tungeste stjerners vedkommende (store nok til at efterlade en rest på mere end 4 solmasser), et sort hul. I en neutronstjerne er stoffet i en tilstand der kaldes neutron-degenereret. For nuværende vides det ikke hvilken tilstand stoffet i et sort hul er i.
De afblæste ydre lag af en døende stjerne indeholder tungere grundstoffer, der kan genbruges i en ny stjernedannelse. Disse tungere grundstoffer muliggør dannelse af planeter. Udstrømningen fra supernovaer og solvinden fra store stjerner spiller en vigtig rolle i dannelsen af de interstellare gasskyer.
Fordeling.
En hvid dværgstjerne i kredsløb om Sirius. "NASA image"
Ud over isolerede stjerner, findes der flerstjerne-systemer der består af flere gravitationelt bundne stjerner i kredsløb om hinanden. Det mest almindelige er dobbeltstjerner, men systemer med tre eller flere stjerner findes også. Af stabilitetsmæssige grunde er den slags flerstjernesystemer ofte opdelt i et antal dobbeltstjernesystemer.
Større grupper af stjerner kaldes stjernehobe. Disse varierer fra løse konstellationer med nogle få stjerner, op til store hobe med hundredetusindevis af stjerner.
Det har længe været antaget at flertallet af stjerner var en del af flerstjernesystemer. Dette er specielt tydeligt for meget massive stjerner tilhørende klasse O og B, hvor 80% tilhører et flerstjernesystem. Imidlertid tiltager andelen af enkeltstjerner for mindre stjernestørrelse, så kun 25% af de røde dværge har en ledsagestjerne.
Da 85% af alle stjerner er røde dværge, er det sandsynligt at de fleste stjerner i Mælkevejen har været alene fra starten.
Stjerner er ikke spredt ensartet i universet, men er normalt samlet i grupper i galakser sammen med interstellart gas og støv. En typisk galakse indeholder hundredvis af milliarder af stjerner, og der er mere end 100 milliarder galakser i det observerbare univers. Selv om det ofte antages at stjerner kun eksisterer i galakser er intergalaktiske stjerner blevet observeret.
Astronomer anslår at der er mindst (7×1022) stjerner i det observerbare univers. Det er 230 milliarder gange så mange som de 300 milliarder i Mælkevejen.
Den stjerne der er nærmest Jorden, bortset fra Solen, er Proxima Centauri, der er 1012 kilometer, eller 4.2 lysår væk. Hvis man rejste med kredsløbshastigheden for Space Shuttlen, omkring 30,000 kilometer/time ville det tage 150000 år at nå derud. Afstande som disse er typiske inde i en galakseskive. I kuglehobe og galaksecentre kan stjerner være meget tættere på hinanden og i galaktiske haloer kan de være meget længere væk fra hinanden.
Grundet de temmelig store afstande mellem stjerner uden for galaksekernerne, antages det at kollisioner mellem stjerner er sjældne. I tættere områder som kernerne i kuglehobe eller i galaksecentrer, kan sammenstød være mere hyppige.
Sådanne kollisioner kan frembringe såkaldte blå outsidere. Disse abnorme stjerner har en højere overfladetemperatur end andre hovedseriestjerner med samme luminositet i hoben.
Karakteristika.
Solen er den nærmeste stjerne i forhold til Jorden
Stort set alt hvad der vedrører en stjerne bestemmes af dens startmasse, herunder træk som luminositet og størrelse, såvel som udvikling, levetid og endelig skæbne.
Alder.
De fleste stjerner er mellem 1 milliard og 10 milliarder år gamle. Nogle stjerner er tæt på 13.7 milliarder år gamle. Den ældste observerede stjerne der er observeret til dato er HE 1523-0901 med en anslået alder på 13.2 milliarder år.
Jo tungere en stjerne er, des kortere er dens levetid. Det skyldes primært af tunge stjerner har et højere tryk i kernen, hvilket betyder at hydrogen fusionerer hurtigere. De tungeste stjerner har en gennemsnitslevetid på omkring 1 million år, mens de letteste stjerner kan leve i hundredvis af millioner af år.
Kemisk sammensætning.
Når stjerner dannes består de af omkring 70% hydrogen og 28% helium efter masse og en mindre andel af tungere grundstoffer. Typisk måles andelen at tungere grundstoffer ud fra jernindholdet i stjernens atmosfære, da jern er et almindeligt grundstof og jernets absorptionslinjer er forholdsvist nemme at måle. Fordi molekylskyerne som stjerner dannes fra bliver beriget med tungere grundstoffer ved supernovaeksplosioner, kan måling af en stjernes kemiske sammensætning bruges til at bestemme dens alder. Mængden af tungere grundstoffer kan også være en indikator for sandsynligheden for at finde et planetsystem om stjernen.
Stjernen med det hidtil mindst målte jernindhold er dværgen HE1327-2326, der kun har 1/200000 af Solens jernindhold. Som modsætning har den supermetalholdige stjerne mu Leonis næsten det dobbelte jernindhold af Solen, mens den planetbærende stjerne 14 Hercules har næsten det tredobbelte jernindhold.
Der findes også kemisk specielle stjerner der har en usædvanlig overvægt af specielle grundstoffer i deres spektrum, specielt chrom og sjældne jordarter.
Diameter.
På grund af deres store afstand fra Jorden, forekommer alle stjerner bortset fra Solen at være prikker på nattehimlen set med det blotte øje. Bevægelser i jordens atmosfære gør at stjernerne blinker. Solen er også en stjerne, men den er tæt nok på Jorden til at ligne en skive, og til at give dagslys. Bortset fra solen, er stjernen med den største tilsyneladende størrelse R Doradus, med en vinkeldiameter på 0.057 buesekuender
Skiverne for de fleste stjerner er alt for små i vinkeldiameter til at kunne observeres med et jordbaseret teleskop, og derfor må der anvendes interferometriske metoder til at få et billede af disse objekter. En anden teknik til at måle vinkeldiameter af stjerner er gennem okkultation. Ved præcise målinger af faldet i en stjernes lysstyrke når den bliver dækket af månen (eller tilvæksten når den kommer frem igen), kan stjernens vinkeldiameter beregnes.
Stjerner varierer i størrelse fra neutronstjerner, der varierer mellem 20 og 40 km i diameter, til røde superkæmper som Betelgeuse i Orion, der har en diameter på omkring 650 gange Solen, omkring 0.9 milliarder kilometer.
Kinematik.
Bevægelsen af en stjerne i forhold til Solen kan give nyttig information omkring oprindelsen og alderen for stjernen, såvel som opbygningen og udviklingen af den omgivende galakse. Komponenenterne af en stjernes bevægelse er radial hastighed imod eller væk fra Solen, og tværbevægelse der kaldes den sande bevægelse.
Radialhastighed måles ved dopplerskiftet af stjernens spektrallinier, og er givet i enheder af km/s. Den sande bevægelse for ens stjerne bestemmes ved præcise astrometriske målinger i enheder af mille-buesekunder per år. Ved at finde stjernens parallakse, kan den sande bevægelse omsættes til hastighedsenheder. Stjerner med høje sande bevægelser er formentligt tæt på Solen, hvilket gør dem velegnede emner til parallaksemåling.
Når begge bevægelser er kendt, kan hastigheden igennem rummet i forhold til Solen bestemmes. Iblandt nære stjerner, har man fundet at population I stjerner generelt har en lavere hastighed en ældre, population II stjerner. De sidstnævnte har elliptiske baner der hælder i forhold til galakseplanet. Sammenligning af nære stjerner har også ført til bestemmelse af stjerneforbindelser. Disse er formentlig grupper at stjerner der har et fælles udgangspunkt i meget store gasskyer.
Magnetfelt.
En stjernes magnetfeltet frembringes når områder i det indre af stjernen hvor der er konveksions bevægelser. Disse bevægelser af elektrisk ledende plasma fungerer som en dynamo, og frembringer magnetiske felter med udstrækning igennem hele stjernen. Styrken af det magnetiske felt afhænger af stjernens masse og sammensætning, og størrelsen af den magnetiske overfladeaktivitet afhænger af stjernens roatition. Denne overflade aktivitet producerer solpletter, der er områder med en lavere temperatur end den omgivende overflade. koronabuer er magnetisek felter der i en bue rækker ud i koronaen fra aktive områder. flares er udbrud af højenergetiske partikler der udsendes af samme magnetiske aktivitet.
Unge, hurtigroterende stjerner har en tendens til at have høj overfladeaktivitet på grund af deres magnetfelt. Magnetfeltet kan påvirke solvinden, og dermed langsomt bremse rotationen som stjernen bliver ældre. Derfor har stjerner der er ældre end Solen en meget lavere rotationshastighed og en lavere overfladeaktivitet. Overfladeaktiviteten i langsomt roterende stjerner har en tendens til at variere cyklisk og kan helt ophøre i perioder.
Masse.
En af de tungeste stjerner der kendes er Eta Carinae med en masse på 100-150 gange Solen. Dens levetid er højst et par millioner år. En nyligt studie af Arches cluster antyder af 150 solmasser er grænsen for stjerner i det nuværende stadie af universets udvikling. Forklaringen på denne grænse er ikke kendt præcis, men skyldes delvist Eddington luminositen der definerer en grænseværdi for den luminositet der kan passerer gennem en stjerneatmosfære uden at blæse gasser ud i rummet.
De første stjerner efter Big Bang kan have været meget større op til 300 solmasser eller mere, pga. det totale fravær af tungere grundstoffer end lithium i deres sammensætning. Denne generation af supermassive population III stjerner er længe uddøde og er kun teoretisk beskrevet.
Med en masse på omkring 93 Jupitermasser, er AB Doradus C, en ledsager til AB Doradus A, den letteste kendte stjerne der har fusion i kernen.
For stjerner med en metallicitet som Solen, er den teoretiske minimumsmasse som en stjerne kan have og stadigt have fusion i kernen vurderet til at være omkring 75 Jupitermasser.
Når metalliciteten er meget lav, viser et nyligt studie af de svageste stjerner, at minimumsstørrelsen for en stjerne er omkring 8.3% af en solmasse, eller omkring 87 Jupitermasser. Mindre legemer kaldes brune dværge, og udfylder en gråzone mellem stjerner og gasgiganter
Kombinationen af radius og masse for en stjerne definerer overfladegravitationen. Kæmpestjerner har en meget lavere overfladegravitation end hovedseriestjerner, mens det omvendte er tilfældet for hvide dværge. Overfladegravitationen kan have indflydelse på en stjernes spektrum, idet højere gravitation udbreder absorptionslinierne.
Rotation.
En stjernes rotation kan bedømmes gennem spektroskopiske målinger, eller mere nøjagtigt ved at følge bevægelsen af solpletter.
Unge stjerner kan have en rotation hurtigere en 100 km/s ved ækvator. Klasse B-stjernen Achernar, har f.eks. en ækvatorialhastighed på omkring 225 km/s eller mere, hvilket giver den en ækvatorialdiameter der er 50% støre end afstanden mellem polerne. Denne hastighed er lige under den kritiske på 300 km/s hvor stjernen ville gå i stykker. I modsætning hertil roterer Solen kun en gang på 25-35 dage med en rotationshastighed på 1.994 km/s. Stjernens magnetfelt og solvinden bremser en hovedseriestjernes rotationshastighed med en betydelig andel, alt imens den udvikler sig på hovedserien.
Degenererede stjerner er trukket sammen til en kompakt masse, hvilket bevirker en hurtig rotation. De har dog en forholdsvis lav rotationshastighed i forhold til hvad der skulle ventes fra bevarelse af bevægelsesmængdemomentet. Det forklares ved at en del af stjernens bevægelsesmængdemoment overføres via massetab i solvinden. På trods af det, kan en pulsar have en meget hurtig rotation. Pulsaren i midten af krabbetågen roterer f.eks. 30 gange i sekundet. Rotationen vil langsomt aftage grundet udsendelse af stråling.
Temperatur.
Overfladetemperaturen for en hovedseriestjerne er bestemt af dens energiproduktion i kernen og dens radius. Den estimeres ofte ud fra dens farveindeks.
Den er normalt givet som den effektive temperatur, der er temperaturen af et ideelt sortlegeme, der udsender energi med den samme intensitet som stjernen. Bemærk at den effektive temperatur kun er en repræsentativ værdi og at stjerner faktisk har en temperaturgradient der aftager med tiltagende afstand fra kernen.
Stjernens temperatur bestemmer hvor hurtigt forskellige grundstoffer ioniseres, hvilket bevirker et karakteristisk absorptionsspektrum. Overfladetemperaturen sammen med den abolutte størrelsesklasse og absorptionslinjer bruges til at klassificere stjerner.
Tunge hovedseriestjerner kan have en overfladetemperatur på 5000 Kelvin. Mindre stjerner som Solen har en overfladetemperatur på få tusinde grader. Røde kæmper har en relativt lav overfladetemperatur på omkring 3600 K, men de har en høj luminositet grundet deres store ydre overflade.
Stråling.
Energiproduktionen for stjerner, som et biprodukt af kernefusion, stråler ud i rummet som både elektromagnetisk stråling og partikel stråling. Dette sidste er solvinden, der findes som en stadig strøm af elektrisk ladede partikler som frie protoner, alfa partikler, og beta partikler, der strømmer fra stjernens ydre lag og en stadig strøm af neutrinoer fra kernen.
Produktionen af energi i kernen er årsagen til at stjerner skinner så klart. Hver gang to eller tre kerner smelter sammen til en ny kerne af et tungere grundstof, bliver der frigjort gammastråler. Denne energi er blevet omsat til andre bølgelængder af elektromagnetisk stråling, inklusivt synligt lys, når den når stjernens overflade.
En stjernes farve er bestemt af hvor det synlige lys har sin største intensitet. Det afhænger af temperaturen af stjernens ydre lag, inklusive dens fotosfære.
Udover synligt lys, udsender en stjerne også andre bølgelængder af elektromagnetisk stråling uden for det synlige område. Faktisk spænder en stjernes spektrum over hele det elektromagnetiske spektrum.
Ved at bruge spektroskopi, kan astronomer bestemme overfladetemperaturen, overfladegravitationen, metalliciteten og stjernens rotationshastighed. Hvis afstanden til stjernen er kendt, kan luminositeten bestemmes. Masse, radius, overfladegravitation og rotationsperiode kan så alle estimeres gennem stjernemodeller.
Størrelsesklasse.
Den tilsyneladende lysstyrke for en stjerne angives ved dens tilsyneladende størrelsesklasse, der er lysstyrken af stjernen med hensyn til stjernens luminositet, afstand fra Jorden, og variationer i stjernelyset når det passerer gennem Jordens atmosfære.
Absolut størrelsesklasse er den tilsyneladende størrelsesklasse som stjernen ville have hvis den var i afstanden 10 parsec fra Jorden (32.6 lysår), og den er direkte afhængig af stjernens luminositet.
Både den tilsyneladende og den abolutte størrelsesskala har logaritmiske enheder. En enhed i forskel på størrelsesklasse svarer til en forskel i intensitet på omkring en faktor 2.5,
da 5'te roden af 100 er omkring 2.512. Dette betyder at en stjerne af første størrelsesklasse (+1.00) er omkring 2.5 gange klarere end en (+2.00) stjerne, og omkring 100 gange klarere end en (+6.00) stjerne. De svageste stjerner der er synlige med det blotte øje har en størrelsesklasse på omkring +6.
På både den tilsyneladende og den absolutte skala svarer et mindre tal til en klarere stjerne. De klareste stjerner på hver skala har negativ størrelsesklasse. Variationen i intensitet mellem to stjerner udregnes ved at trække størrelsesklassen af den klare stjerne fra størrelsesklassen for den svage, og derefter opløfte 2.512 til denne forskel.
Den absolutte størrelsesklasse og den tilsyneladende størrelsesklasse er ikke ens for en bestemt stjerne. Solen har f.eks. en tilsyneladende størrelsesklasse på -26.7 og en absolut størrelsesklasse på 4.83.
Sirius, den klareste stjerne på nattehimmelen har tilsyneladende størrelsesklasse på -1.44 og en absolut på 1.41. (dette skyldes at den ligger tættere på Jorden end 10 parsec og derfor ville synes svagere i standardafstanden).
En stjerne med en højere luminositet end en anden, vil synes svagere hvis den er længere væk fra Jorden end den anden og vice versa.
Stjernen med den højest kendte absolutte størrelsesklasse er LBV 1806-20, med en abslut størrelsesklasse på -14.2. Denne stjerne har en luminositet der er 5000000 gange større end Solen.
Klassifikation.
Der er forskellige klassifikationer af stjerner svarende til deres spektra,varierende fra type O, som er meget varme, til M, som er så kølige at der kan dannes molekyler i deres atmosfære. Hovedklassifikationen der følger faldende temperatur er: O, B, A, F, G, K, and M. Ey udvalg af specielle spektraltyper har specielle klassifikationer. De mest almindelige er L and T, der klassificerer de koldeste stjerner med lav masse og brune dværge.
Hvert bogstav har en underinddeling fra 0 to 9. Dette system følger nøje temperaturen, men bryder ned i den varmeste ende af spektret.
Der eksisterer formentlig ikke O0 and O1 stjerner.
Derudover kan stjerner klassificeres ved "luminositets-effekter" observeret i deres spektrallinier, der har forbindelse med den rumlige udstrækning og afhænger af overfladegravitationen. Disse går fra 0 (for at undgå forveksling mellem O og 0 kaldes denne klasse ofte Ia-0) (superkæmper) gennem V (hovedseriestjerner) til D (hvide dværge). De fleste stjerner hører til på hovedserien, der består af stjerner som fusionerer hydrogen. De samles i et smalt bånd, når den absolutte størrelsesklasse og spektraltype afbildes mod hinanden. Vores Sol er en hovedseriestjerne G2V (gul "dværg"), der er af middel temperatur og ordinær størrelse.
Yderligere nomenklatur i form af bogstaver kan følge spektraltypen for at vise specielle træk. F.eks indikerer et "e" tilstedeværelsen af emissionslinier; "m" repræsenterer store niveauer af metal og "var" kan betyde variationer i spektraltypen.
Hvide dværge har deres egen klasse, der begynder med bogstaverne D. Den er underinddelt i klasserne DA, DB, DC, DO, DZ, and DQ'", afhængigt af typen af fremtrædende linjer i spektret.
Dette følges af numeriske værdier der indikerer temperatur indekset.
Variable stjerner.
Variable stjerner har periodiske tilfældige variationer i deres luminositet på grund af indre eller ydre egenskaber. I de indre variable stjerner kan de primære typer inddeles i tre hovegrupper.
Gennem deres udvikling passerer nogle stjerner igennem faser hvor de kan blive pulserende variable. Pulserende variable stjerner variere i radius og luminositet ovet tid, idet de udvider sig og trækker sig sammen med perioder fra minutter til år, afhængig af stjernens størrelse.
Denne kategori omfatter Cepheider og cepheidelignende stjerner, og langperiodiske variable stjerner som Mira
Udbruds-variable stjerner, er stjerner der oplever en pludselig stigning i luminositet på grund af flares eller tilfældige udkastninger af masse.
Denne gruppe omfatter protostjerner, Wolf-Rayet stjerner, og Flare stjerner, såvel som kæmper og superkæmper.
Kataklysmiske eller eksplosive variable gennemgår en dramatisk ændring i deres egenskaber. Denne gruppe inkluderer novaer og supernovaer. Et binært stjernesystem der inkluderer en hvid dværg kan producere særlige typer af stjerneeksplosioner, inkluderende novaen og en type 1a supernova. Ekslosionen skabes når den hvide dværg samler hydrogen fra en ledsagestjerne, og opbygger masse indtil hydrogenet undergår fusion. Nogle novaer er gengangere, idet de har periodiske udbrud af moderat amplitude.
Stjerner kan også variere i lysstyrke på grund af ydre faktorer, som skyggende ledsagestjerner.
Opbygning.
Det indre af en stjerne er i hydrostatisk ligevægt: kræfterne på ethvert lille volumen udbalancerer næsten hinanden. De balancerende kræfter er gravitationen indad og et udadrettet tryk skabt af temperaturforskellen i stjernen. Denne trykgradient opretholdes af temperaturforskellene idet kernen er varmere end de ydre dele af stjernen. Temperaturen i kernen af en hovedseriestjerne er mindst af størrelsesorden 107 K. Den resulterende temperatur og det tilhørende tryk er tilstrækkeligt til at opretholde kernefusion og til at skabe den nødvendige trykgradient der indgår i den hydrostatiske ligevægt.
Når atomkerner smeltes sammen i kernen, udsendes der energi i form af gammastråler. Disse fotoner vekselvirker med den omgivende plasma, hvilket tilfører yderligere energi til kernen. Stjerner på hovedserien omsætter hydrogen til helium, og opbygger på denne måde langsomt en stigende mængde af helium i kernen. Til sidst er heliumindholdet dominerende og energiproduktionen i kernen standser. For stjerner med mere end 0.4 solmasser vil fusionen i stedet fortsætte i en langsomt voksende skal rundt om den degenererede heliumkerne.
Udover den hydrostatiske ligevægt vil det indre af en stabil stjerne også opretholde en termisk ligevægt. Der er en radial temperaturgradient gennem det indre, der resulterer i en energistrøm der flyder udad. Den mængde af energi der forlader ethvert cirkulært snit i stjernen vil svare til det der modtages indefra.
Dette diagram viser et tværsnit af en stjerne af Soltype "NASA image"
Strålingszonen er området i stjernens indre, hvor stråling er tilstrækkeligt effektiv til at opretholde energistrømmen. I dette område er plasmaet ikke forstyrret og enhver bevægelse vil dø ud. Hvis dette ikke er tilfældet vil plasmaet blive ustabilt og der vil forekomme konvektion, idet der dannes en konvektionszone. Dette kan ske i områder med meget store energistrømme, som nær kernen eller i områder der er uigennemsigtige som i den ydre skal.
Forekomsten af konvektion i kappen af en hovedseriestjerne afhænger af massen. Stjerner med mange gange Solens masse har en en konvektionszone dybt i det indre og en strålingszone i de ydre lag. Mindre stjerner som Solen er modsat, med konvektionszonen i de ydre lag.
Røde dværgstjerner med mindre end 0.4 Solmasser er konvektive hele vejen igennem, hvilket forhindrer at der opsamles helium i kernen. For de fleste stjerners vedkommende vil konvektionszonerne også variere over tid som stjernen ældes og det indre af stjernen ændres.
Den del af stjernen, der er synlig for en iagttager, kaldes fotosfæren. Det er det lag hvor stjernens plasma bliver gennemsigtigt for fotoner. Herfra udstråles den energi der er frembragt i stjernens indre. Det er i fotosfæren at solpletter forekommer.
Over fotosfæren er stjerneatmosfæren. I en hovedseriestjerne som Solen, er den nederste del af atmosfæren den tynde kromosfære hvorfra der udgår spikuler og flares.
Denne er omgivet af et overgangsområde, hvor temperaturen stiger hurtigt på en afstand af kun 100 km. Over dette er koronaen, et område af superophedet plasma, der kan have en udstrækning på flere millioner km.
På trods af sin høje temperatur udsender koronaen kun lidt lys. Koronaen er normalt kun synlig ved solformørkelse.
Fra koronaen udgår en solvind af plasma, der strækker sig ud fra stjernen indtil det når ud i det interstellare rum, hvor det vekselvirker med det stof der er tilstede der.
Kernereaktioner.
En mængde forskellige kernereaktioner finder sted i kernen af stjerner, afhængig af deres masse og sammensætning,som en del af stjernens kernesyntese. Nettomassen af den fusionerede atomkerne er mindre end summen af dens enkeltdele. Denne tabte masse er omsat til energi, i overensstemmelse med masse-energi ækvivalensen "E" = "mc"²
Brintfusionen er temperaturfølsom, så en moderat stigning i kernetemperaturen vil resultere i en betydelig stigning i fusionshastigheden. Som et resultat varierer kernetemperaturen for en hovedseriestjerne fra 4 millioner Kelvin for en lille M-klasse stjerne til 40 millioner Kelvin for en tung O-klasse stjerne.
I Solen, der har en kernetemperatur på omkring 15 millioner Kelvin, smelter brint sammen til helium i proton-proton kernereaktionen
hvor e+ er en positron, γ er en gamma foton,
νe er en neutrino, og H og He er isotoper af hydrogen og helium. Energien frigjort ved denne reaktion er af størrelsesordenen millioner af elektronvolt, der kun er en lille energimængde, men til gengæld sker der et enormt antal reaktioner sideløbende.
I mere massive stjerner produceres helium i en cyklus af reaktioner der er katalyseret af kulstof, den såkaldte carbon-nitrogen-oxygen cyklus
I tunge stjerner kan grundstoffer fusionere i en såkaldt neon proces og i en oxygen-proces. Det sidste trin i kernesyntesen er siliciumfusion der resulteter i dannelse af isotopen Fe-56. Fusion kan da ikke forekomme andet end gennem en endoterm proces og derfor kan kun gravitationel sammensynkning producere yderligere energi.
Eksemplet herunder viser tiden der er nødvendig, for at en stjerne på 20 solmasser bruger alt sit kernebrændsel. For en O-klasse hovedseriestjerne, ville det svare til en stjerne med 8 gange solradius og 62000 gange Solens luminositet.
Farver og spektralklasser.
O, B, A, F, G, K, M, R, N, S
Den lidt»tilfældige«bogstavfølge skyldes at klassifikationssystemet blev opfundet inden man lærte den nærmere betydning af de forskellige klasser. Man kan huske rækkefølgen ved hjælp af denne memotekniske remse:»Oh, be a fine girl/guy, kiss me right now, sweetie!«.
Hvis man varmer f.eks. et stykke jern op, vil det først blive rødglødende, siden skifter lyset fra gløden over orange og gult til»hvidglødende«: På samme måde er lyset de koldeste stjerner (med overfladetemperaturer på et par tusinde celsiusgrader) rødligt, mens varmere stjerner udsender gult, orange og hvidt lys - Solen med sin overfladetemperatur på knap 6000 °C, klassificeres således som en»gul«stjerne af astronomerne.
Og der findes langt varmere stjerner: De der er»varmere end hvidglødende«har et blåt skær i deres lys, fordi de udsender mest af det kortbølgede, blå lys. De varmeste blandt disse blå stjerner har overfladetemperaturer på henved 45.000 °C.
Kvarkstjerne.
En kvarkstjerne formodes at kunne dannes som biprodukt ved nogle supernova-eksplosioner. Eksplosionen antages at kunne pakke noget af supernovaens grundstoffer så tæt, at den ydre skal af det pressede center udgøres af tætpakkede neutroner lidt ligesom en "gigantisk" atomkerne, uden protoner eller elektronskyer. I kernen af centeret er neutronerne presset sammen så deres kvarker ligger tæt sammen, heraf navnet kvarkstjerne.
En kvarkstjernes massefylde er højere end neutronstjerners og dermed atomkerners og neutroners.
Det debateres i dag (2003) om kvarkstjerner eksisterer, eller der er tale om målefejl. Det diskuteres også, om kvarkstjerner måske består af en ny form for hidtil ukendt stof, der har en massefylde større end atomkerners og neutroners, men mindre end tætpakkede kvarker.
Neutronstjerne.
målt gravitationsbølger - rettere rumtidsbølger, selv efter mange forsøg. Illustrationens bølger burde have aftaget med afstanden fra massecenteret.
En neutronstjerne formodes at kunne dannes som biprodukt ved nogle supernovaeksplosioner. Eksplosionen antages at kunne pakke nogle af supernovaens grundstoffer så tæt, at det pressede center hovedsagelig udgøres af tætpakkede neutroner, men neutronstjernen er ikke nødvendigvis en gigantisk atomkerne, da det er gravitationen der holder neutronerne tæt sammen og ikke nødvendigvis atomkernekrafterne svag kernekraft eller stærk kernekraft.
En neutronstjernes massefylde er tæt på atomkerners og neutroners.
Nogle neutronstjerner udsender radiopulser og kaldes så pulsarer eller rrat. Teoretisk menes der at findes neutronstjerner, som har et meget stærkt magnetfelt, og hvis de findes kaldes de for magnetarer.
Et par pulsarers spirallering mod hinanden (se rumtidsillustration) er blevet observeret og de passer meget nøjagtig med Einsteins ligningers forudsigelser (indenfor 99,95%).
En neutronstjerne er dannet efter en kollapset kæmpestjerne, en supernova af en af typerne Ib, Ic II, IIL, IIP eller IIn.
En typisk neutronstjerne har en masse på omkring 1.35 - 2.1 gange solens masse, samtidig har den en radius på 1/30.000 - 1/50.000 af Solens, hvilket svarer til 10 - 20 km. Neutronstjerner har en massefylde på mellem 8×10^13 - 2×10^15 g/cm³, omkring den samme massefylde som en atomkerne.
Pulsar.
Formodet røntgenstråle-pulsar med gas omkring sig, med navnet "Vela Pulsar".
Formodet røntgenstråle-pulsar med navnet "Vela Pulsar" set med røntgenstråle-"briller".
målt gravitationsbølger - rettere rumtidsbølger, selv efter mange forsøg. Illustrationens bølger burde have aftaget med afstanden fra massecenteret.
En pulsar er en roterende neutronstjerne, som udsender radiostrålingspulser.
Et par pulsarers spirallering mod hinanden (se rumtidsillustration) er blevet observeret og de passer meget nøjagtig med Einsteins ligningers forudsigelser (indenfor 99,95%).
Hvid dværg.
Billede af Sirius A og Sirius B fra Hubble. Sirius B, der er en hvid dværg, kan skimtes som en prik mod venstre under den meget lysere Sirius A
En hvid dværg er en stjernetype: Når "små" stjerner som f.eks. vores egen Sol løber tør for brint, udvides og afkøles den så den for en tid er en stjerne af den slags der kaldes en rød kæmpe. Efter en, i astronomiske sammenhænge, forholdsvis kort tid kollapser den røde kæmpe og bliver til en hvid dværg: En hvid dværg producerer ikke "ny" energi ved atomkerneprocesser som "normale" stjerner gør. Den unge hvide dværg er varm fordi den dels har været central-delen af en stjerne, og dels fordi den er opvarmet af gravitationel energi frigivet da den oprindelige stjerne's kerne faldt sammen.
I løbet af milliarder af år køler den hvide dværg ned, hvorefter stjernen er et "koldt lig", en stjerne af den type man kalder for en sort dværg. Der menes endnu ikke, at eksistere sorte dværge, idet nedkølingen af af hvid dværg til en sort dværg, regnes for at være en del længere end universet nuværende alder på 13,7 milliarder år.
Idet afkølingsprocessen er den længste i en hvid dværgs liv, kan man måle alderen af de stjerner, der danner hvide dværge ved at måle de koldeste hvide dværges egenskaber og sammenligne med teorien for afkøling. Dermed kan man sætte nedre grænser for Universets alder. Afkølingsprocessen styres af den tynde atmosfæres egenskaber, samt processerne omkring krystalliseringen af stofferne i den afkølende hvide dværg. Består denne hovedsagelig af kul, mener man at krystalliseret carbon er slutproduktet - dvs. diamant!
Hvide dværge kan højest blive 1,4 solmasser tunge - er de tungere, kollapser stoffet i stjernens kerne, og en neutronstjerne eller et sort hul dannes. Disse kolaps også kendt som supernovaer af typen Ia menes at være meget ensartede og bruges som en standardlyskilde til at bestemme afstande til fjerne galakser. De fleste hvide dværge har en masse på en halv solmasse, idet processerne omkring opbygningen af en tung stjernekerne, samt processerne der styrer masse-tab i udviklingsfasen som rød kæmpe, dikterer dette.
Teorien for kvantemekanik beskriver det forventede forhold imellem radius og masse på de hvide dværge - idet kvantemekanikkens love styrer de specielle tilstande, der hersker i en hvid dværg - og observationer af hvide dværges masse og radius kan derfor bruges til at bekræfte kvantemekanikkens postulater.
Hvide dværges spektre falder hovedsagelig i to kategorier - dem der hovedsagelig viser brintlinjer, og dem der hovedsagelig viser heliumlinjer. Dertil kommer en lille andel spektre der viser blandinger af brint og helium, samt tungere grundstoffer som især kul og ilt. Oprindelsen af disse karakteristiske klasser skal søges i stjernens tidligere udviklingsfaser. Især massetab under de sidste faser af udviklingen som rød kæmpe i farve-lysstyrke diagrammet styrer hvor meget af en stjernes ydre brintlag der mistes, hvorved de underliggende heliumlag, og lag af tungere grundstoffer, afsløres.
Idet den tabte masse spredes ud i rummet og siden samles i nye stjerner bindes studiet af hvide dværges struktur og karakteristik sammen med Mælkevejens kemiske udvikling.
Hvide og sorte dværge skal ikke forvæksles med brune dværge. En brun dværg er en "mislykket" stjerne, dvs. et himmellegeme med en masse under 0,08 gange vores egen sol eller ca. 75 gange Jupiters masse.
Rød kæmpe.
En stjerne som starter med en masse på fra ca. 0,8 til 8-9 gange Solens (en mere præcis øvre grænse kan ikke angives, idet den afhænger af bl.a. stjernens sammensætning af grundstoffer på dannelsestidspunktet), og som næsten er udbrændt, kan svulme op og blive en rød kæmpe af typen AGB (Asymptotisk Giant Branch) (dvs. ikke en ægte rød kæmpestjerne af MK-spektralklasse M0-1a eller MI), hvorefter stjernen kan blive en hvid dværg.
Under stjernens udvikling omdannes brint til helium og tungere grundstoffer, under den energiudviklende fusions-proces. De dannede grundstoffer koncentreres i midten af stjernen, og når brinten er brugt op inde i midten af stjernen bevæger forbrændingszonen sig udad og bliver til en skal-kilde. Denne opdeling af en stjerne med en tung kerne og en opvarmende skal-kilde forårsager at stjernens ydre lag begynder at svulme op og køles af, og den 'røde kæmpestjerne' dannes.
Efterhånden som stjernen vokser i størrelse øges massetabet fra de ydre lag. Når stjernen til sidst når enden af dette kæmpestadium udvikles den hurtigt under kraftigt massetab, kernen trækker sig sammen, og i de fleste tilfælde mistes al masse undtagen omtrent en halv solmasse inde i kernen. Denne meget varme stjerne-rest har ingen egne kerne-energiprocesser og trækker sig blot sammen derefter, i meget lang tid. Denne stjerne-kerne er begyndelsen på en hvid dværg.
Supernova.
Faserne i en supernova. (tryk billedet for større billede)
En supernova er en stjerne, som detonerer eller eksploderer. Der findes flere forskellige typer supernovaer.
Massiv stjerne som supernova.
Den ene type starter som en stjerne med en masse på 7-8-9 gange vor Sol og derover (en mere præcis nedre grænse kan ikke angives, idet den afhænger af bl.a. stjernens sammensætning af grundstoffer på dannelsestidspunktet), som dør i en gigantisk detonation. Jo større en stjerne er, desto hurtigere løber den tør for brint og andre fusionerbare grundstoffer med atomvægt til og med Jerns og afslutter sit liv med at detonere. Fasen hvori Jern fusionerer er den sidste i stjernens liv - den tager kun nogle minutter.
Sådanne massive stjerner ender som supernovæ af typerne Ib, Ic, II, IIL, IIP og IIn. Som rest efter detonationen bliver enten en neutronstjerne eller et sort hul plus en supernovarest.
Hvid dværg som supernova.
En anden form for supernova, type Ia, starter som en hvid dværgstjerne
Hvis en sådan stjerne indgår i et dobbeltstjerne- eller flerstjernesystem, og i et kredsløb, som er tilstrækkeligt nær en anden af stjernerne i systemet, kan den få overført så meget stof fra den anden stjerne, at dens masse overstiger Chandrasekhargrænsen, hvilket medfører en detonation, en eksplosion, en conflagration eller en kombination af to eller flere af disse.
Af en supernova af type Ia resterer (næsten) altid kun en supernovarest, kun i ekstreme tilfælde efterlades en form for rest-stjerne. Indtil maj 2008 er kun én enkelt sådan blevet observeret.
Grundstoffer som dannes i en supernova.
Mange af solsystemets planeter indeholder materiale fra supernovaeksplosioner. Eksempelvis består en stor del af jordens kerne af grundstoffet Jern, hvoraf en stor del stammer fra en supernova af den type, som starter med at være meget massiv. Alle grundstoffer med større atomvægt end Jern - fx Guld - er dannet i en supernova.
En stor del af de kulstofatomer, som alt jordisk liv, herunder også mennesket, bygger på, kommer også fra supernovaeksplosioner, ligesom supernovæ af type Ia er ophav til hovedparten af den Ilt, som findes på Jorden.
Historisk om "stella nova".
"Stella nova" betyder ordret "ny stjerne" og henviser ofte til den eksploderende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia, som Tycho Brahe bemærkede i 1572, og beskrev i den lille bog "De Stella Nova" (latin: "Om Den Nye Stjerne"). Brahe troede, at det var en nyfødt stjerne.
I dag kaldes eksploderende stjerner af denne type for supernovaer, og Tychos supernova hedder nu SN 1572, fordi den på jorden blev observeret i år 1572, men faktisk eksploderede den ca. 7500 år før år 1572, da SN 1572 er ca. 7500 lysår fra jorden.
Den sidste supernova, som er observeret under et udbrud i vor galakse var synlig i 1604.
Galakse.
En galakse'", (græsk:"γαλαξίας") betyder "mælkeagtig", er et komplekst system af stjerner, støv og gas bundet sammen af tyngdekraft, gasserne og støvet i en galakse kaldes interstellart medium. En vigtigt komponent i en galakse er mørkt stof, det mørke stof er et endnu ikke helt forstået fænomen. Solen er en af de mange stjerner i Mælkevejsgalaksen, Solsystemet indeholder Jorden og alle de andre himmellegemer, der kredser om Solen. Mælkevejen er en større galakse med 3-4x1011 (300-400 milliarder) stjerner, hvoraf ca. 73-78% er ret små, lyssvage røde dværge.
Galakser kan indeholde mange solsystemer, stjernehobe, og forskellige interstellare skyer. Galakser indeholder som minimum mere end 1 million stjerner, som sandsynligvis holdes samlet af et sort hul som visse galakser roterer om. Galakser er så store, at deres størrelser måles i lysår eller kiloparsec. Mælkevejen har en diameter på 100.000 lysår og en tykkelse på 1.000 lysår.
En galakses relative bevægelsesretning og radialhastighed kan bestemmes ud fra forskydningen af dens lysfrekvens på grund af dopplereffekten.
Det er ændringen af lysets bølgelængde (farve), set fra observationspunktet, der benyttes til at bestemme, om objektet bevæger sig væk fra eller mod observatøren.
Hvis den observerede galakse udsender lys, der er rødforskudt, betyder det at afstanden øges, og hvis dens lys er blåforskudt formindskes afstanden til observatøren. Rød og blå refererer til det synlige lys, men dopplereffekten gælder alle elektromagnetiske bølgelængder. Til afstandsbestemmelse af galakser benyttes Cepheidemetoden ved observationer af lysstyrken af specielle lysstærke, variable Cepheidestjerner i galakserne.
Den fjerneste galakse, der er observeret (oktober 2010) er UDFy-38135539 13,1 milliarder lysår borte.
Galaksehobe er samlinger af galakser, Mælkevejen ligger i en galaksehob der hedder Den lokale galaksegruppe. Galaksehobe er samlet i superhobe og Den lokale galaksegruppe tilhører Virgo-superhoben.
Galaksetyper.
Historisk set er galakser blevet kategoriseret efter deres form. En elliptisk galakse er ellipseformet, en spiralgalakse har form som en flad skive med spiralarme af støv, en linseformet galakse har en blanding af spiral- og ellipseform. Irregulære galakser er galakser der ikke har en åbenlys regelmæssig struktur, hverken spiral- eller ellipseform. Bjælkegalaksen er en underkategori af spiralgalaksen.
Edwin Hubble var den første der i 1926 lavede et system til klassifikation af galakser efter deres form, systemet hedder Hubble sekvensen eller Hubbles gaffeldiagram. Senere udvidelser til Hubbles klassifikationsmodel kom til at indeholde ringgalakser, dværggalakser, aktive galakser, men klassificeringen er ikke længere kun baseret på galaksens form. Udseendet af galakser afhænger også af afstanden, da fjerne galakser ses som de så ud tættere på Big Bang.
Sort hul.
Et simuleret billede af et sort hul, set på en afstand af 600 km med Mælkevejen i baggrunden.
Et sort hul er en samling af masse så stor/tæt, så end ikke elektromagnetiske bølger (f.eks. radiobølger og lys) kan udsendes fra dens "overflade".
Den første kategori er "slutresultatet" af en stor stjernes voldsomme undergang i en supernova-eksplosion af typerne Ib, Ic II, IIL, IIP eller IIn eller af et sammenstød mellem 2 neutronstjerner eller 2 hvide dværge. Herved kollapser stjernens indre dele til et punkt, hvor tyngdekraften overvinder alt andet, herunder det udadrettede tryk, som det komprimerede stof udøver.
Den anden kategori findes i gamle galakser, hvor mange store stjerner har haft tid til at "leve deres liv" og ende som sorte huller: Disse sorte huller falder sidenhen sammen til endnu større sorte huller.
I 2008 blev det bevist at der er et sort hul i centrum af vores galakse - mælkevejen. Ifølge ESOs beregninger skulle det sorte hul have en masse på ca. 4.000.000 gange vores egen sol.
Det sorte hul er ikke nødvendigvis "endestationen" for stjernernes stof. Stephen Hawking brugte i 1973 Werner Heisenbergs såkaldte usikkerhedsprincip til at opstille en teori, hvori masse kan "undslippe" det sorte hul. Denne effekt er ifølge teorien mere intensiv for små sorte huller end for større, så hvis teorien holder, vil sorte huller "fordampe", først langsomt, men sidenhen hurtigere og hurtigere.
Aktiv galakse.
I en aktiv galakse antages der at være et sort hul med en masse som milliarder af stjerners (MBH). Herudover har aktive galakser stjerner ligesom galakser.
En aktiv galakse sender mere energi ud fra f.eks. kernen, end summen af dennes stjerners minus den aktive del; ca. 10-1000 gange.
Aktive galakser findes i disse typer: "Seyfert", "kvasar" og "blazar". Aktive galakser kaldes med et engelsk akronym også for AGN (Active Galaxy Nuclei). De aktive galaksevarianter formodes at være af samme type, set fra forskellige synsvinkler, men det er ikke afklaret og derfor er de klassificeret forskelligt.
Nogle aktive galakser udsender en stråling på 1012 gange Solens.
Stjernehob.
Stjernehobe er samlinger af stjerner. De udgør et væsentligt element af galakserne og har stor betydning for teorierne for stjerneudvikling.
Da hobene består af stjerner der er dannet på stort set samme tid, kan man benytte hobenes alder til verificering af teorierne for stjernernes udvikling.
Hobenes alder bestemmes ud fra Hertzsprung-Russell-diagrammet.
Et kendt eksempel på en stjernehob er Plejaderne.
Plejaderne er en åben hob. Der er åbne hobe og kuglehobe. Kuglehobene indeholder for det meste flest stjerner og kan indeholde over en million (Omega Centauri som ses på billedet indeholder 10 millioner), mens åbne hobe sjældent indeholder mere end 20 stjerner.
Solsystemet.
Solsystemet består af Solen og de himmellegemer som den binder til sig gennem sin gravitation. Solsystemet har sin oprindelse i et gravitationelt kollaps af en gigantisk gas- og støvsky for 4,5 milliarder år siden.
Rundt om Solen kredser en række objekter i en næsten flad elliptisk skive. Med undtagelse af Solen finder man det meste af Solsystemets masse i de otte planeter, med omløbsbaner der næsten er cirkulære. De fire indre planeter er Merkur, Venus, Jorden og Mars, som kaldes klippeplaneter og består mest af sten og metal. De fire ydre planeter er Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun som kaldes gaskæmper og de består mest af brint og helium, de er meget tungere og større end klippeplaneterne.
Der findes to områder med småplaneter. Asteroidebæltet, som ligger mellem Mars og Jupiter, består af mindre stykker som har visse ligheder med klippeplaneterne da størstedelen består af sten og metal. Kuiperbæltet som ligger udenfor Neptuns omløbsbane består hovedsageligt af frossen vand, ammoniak og metan. I disse bælter findes der fem specielle objekter: Ceres, Pluto, Haumea, Makemake og Eris som betegnes som dværgplaneter da de anses at være tilstrækkeligt store til at være blevet runde som en konsekvens af egen gravitation. På en afstand af 0,8-1,6 lysår fra Solen, antager man at der findes hvad man kalder Oortskyen som formodes at være kilden til de langperiodiske kometer.
I Solsystemet findes der grupper af mindre stykker såsom kometer, kentaur-asteroider, interstellart medium som findes i dette område mens solvinden, plasma fra Solen, skaber en gasboble i det interstellare medium som også kaldes heliosfæren. Dette strækker sig ud til midten af det område, som kaldes scattered disc, et område i udkanten af Kuiperbæltet.
Seks af planeterne og tre af dværgplaneterne har naturlige satellitter eller måner i omløbsbaner rundt om sig. Alle de fire ydre planeter har en planetring af damp og andre partikler rundt om sig.
Solsystemets opdagelse og udforskning.
I en stor del af menneskehedens historie kendte kun et fåtal til Solsystemets eksistens som vi kender det i dag. Den almindelige opfattelse var at Jorden lå stationært i universets midte og var noget helt anderledes end de formodede guddommelige eller åndelige objekter der bevægede sig på himlen. Som eksempel spekulerede den indiske astronom Aryabhata og den græske filosof Aristarchos i det Heliocentriske verdensbillede, det vil sige at Solen var i centrum og at Jorden bevægede sig rundt om den. Men det var 1500-tals astronomen Nicolaus Copernicus, der som den første kunne udvikle en matematisk model, som forudsagde de forskellige himmellegemers bevægelser i Solsystemet. I 1600-tallet kunne de berømte astronomer Galileo Galilei, Johannes Kepler og Isaac Newton bygge videre på Copernicus' model, hvilket efterhånden førte til almen accept af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, og at de andre planeter styres af de samme fysiske love, som også gælder for jorden.
Forbedringer af de første primitive teleskoper medførte en acceleration af opdagelser af såvel større som mindre himmellegemer i Solsystemet, deriblandt planeterne Uranus og Neptun samt utallige asteroider. I nyere tid har bedre udstyr givet mulighed for mere detaljerede studier af Solsystemets himmellegemer, herunder deres overfladestrukturer såsom bjerge, dale og nedslagskratere samt vejrfænomener som støvskyer, is-formationer og sandstorme.
Struktur.
Den relative masse af Solsystemets planeter. Jupiter og Saturn dominerer med sine 71% og respektive 21% af den totale masse. Merkur og Mars, hver med mindre end 0,1% af massen, er ikke synlige i denne skala.
Det dominerende himmellegeme i Solsystemet er Solen, en hovedseriestjerne i spektralklasse G2, som indeholder 99,86% af Solsystemets totale kendte masse og har den dominerende gravitation. Jupiter og Saturns, de to største himmellegemer i bane rundt om Solen, står tilsammen for over 90% af Solsystemets resterende masse.
De fleste større objekter i en bane rundt om Solen ligger nær ekliptika. Planeterne ligger meget tæt på ekliptika mens kometer og objekter i Kuiperbæltet ofte har større vinkler til den.
Samtlige planeter og de fleste øvrige objekter i Solsystemet har en bane rundt om Solen som følger Solens rotation. Der findes dog undtagelser som eksempelvis Halleys komet.
Keplers love beskriver forskellige objekters omløbsbaner rundt om Solen. Ifølge disse bevæger alle objekter sig langs en ellipse med Solen i det ene brændpunkt ("se Himmelmekanik").
Objekter tæt på Solen (med kortere halv storakse) har kortere år end objekter længere væk. I en elliptisk omløbsbane varierer afstanden til Solen i løbet af objektets år. Det nærmeste punkt i forhold til Solen kaldes for "perihelium" mens punktet længst borte kaldes "aphelium". Hvert objekt bevæger sig hurtigst ved perihelium og langsomst ved aphelium. Planeternes omløbsbaner er næsten runde som cirkler, mens mange kometer, asteroider og Kuiperbælteobjekter følger meget elliptiske baner.
For at kunne illustrere Solsystemet i samme billede vises planeternes baner ofte med lige stor afstand fra hinanden. I virkeligheden øges afstanden jo længere ud i Solsystemet man bevæger sig. Som eksempel befinder Venus sig cirka 0,33 AU fra Merkur, mens Saturn befinder sig 4,3 AU længere ude end Jupiter og Neptuns 10,5 AU fra Uranus. Man har forsøgt at finde en sammenhæng mellem disse afstande (Bodes lov), men ingen model er blevet accepteret.
De fleste planeter i Solsystemet har egne systemer med måner, for kæmpeplaneterne kan det minde om miniature solsystemer. Visse af månerne er næsten lige store eller til og med større end den mindste planet Merkur. De fleste befinder sig i en såkaldt synkron rotation, hvor den ene side af månen hele tiden er vendt mod planeten. Jordens måne er et eksempel på dette. De fire største planeter har endda planetringe som mest består af små finkornede partikler som bevæger sig rundt om planeten.
Terminologi.
Uformelt inddeles Solsystemet sommetider i separate områder. Det indre solsystem omfatter de fire klippeplaneter og asteroidebæltet. Det ydre solsystem ligger uden for asteroidebæltet, med de fire gaskæmper. Siden opdagelsen af Kuiperbæltet anses de yderste dele, uden for Neptun, som et selvstændigt område (de trans-neptunske objekter).
Klassificeringen af objekter som kredser om Solen er: "planeter", "dværgplaneter", "småplaneter" og "kometer". En planet er et himmellegeme som kredser omkring Solen og har tilstrækkelig masse til at blive en kugle samt rense sin omløbsbane for mindre objekter. Gennem denne definition har Solsystemet otte kendte planeter: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Pluto lever ikke op til denne definition da den ikke har renset det omgivende Kuiperbælte for andre mindre himmellegemer. En dværgplanet er et himmellegeme i omløbsbane rundt om Solen som er stor nok til blive kugleformet gennem sin egen gravitation men som ikke har renset sine omgivelser for planetesimaler og ikke er en satellit. Gennem denne definition har Solsystemet fem kendte dværgplaneter: Ceres, Pluto, Haumea, Makemake og Eris. Andre objekter som kan blive klassificeret som dværgplaneter er Sedna, Orcus, og Quaoar. Dværgplaneter med omløbsbaner længere ude end Neptuns kaldes for "plutoider". Øvrige objekter i omløbsbane kaldes småplaneter eller kometer.
I den planetære astronomi anvendes termerne "gas", "is" og "sten/klippe" for at betegne de forskellige typer af materiale som findes i Solsystemet. "Sten/klippe" anvendes for at beskrive materiale med højt smeltepunkt (højere end 500 K), såsom silikater. Sådant materiale er dominerende i det indre solsystem blandt klippeplaneterne og asteroiderne. Med "gas" menes materiale med lavt smeltepunkt, som for eksempel brint, helium og ædelgas. Disse materialer dominerer mellemregionen hvor Jupiter og Saturn mest består af sådant materie. Med "is" mener man vand, metan, ammoniak og kuldioxid som har smeltepunkter på op til nogle få hundrede grader kelvin. De fleste af gaskæmperne, satellitterne, planeterne Uranus og Neptun samt det store antal mindre objekter som findes udenfor Neptuns omløbsbane består mest af sådant stof. Med betegnelsen flygtigt stof menes materiale med et lavt smeltepunkt (mindre end nogle hundrede grader Kelvin), inklusive både gas og is som i forskellige former kan findes flere steder i Solsystemet.
Solen.
Solen er stjernen i Solsystemet, og det er rundt om den de øvrige dele af Solsystemet kredser. Dens store masse på 332.830 jordmasser giver dens kerne en densitet, som er høj nok til at opretholde fusion. Fusionen afgiver enorme mængder energi til rummet gennem elektromagnetisk stråling, såsom synligt lys.
Solen klassificeres som en type G2 Gul dværg. Den er dog relativt stor og lysstærk, og Solen er større end 85 procent af stjernerne i Mælkevejen.
Gennem klassificering i det såkaldte Hertzsprung-Russell-diagram, en graf som viser lysstyrken af stjerners overfladetemperatur, fremgår det, at Solen ligger præcis i midten af den såkaldte hovedserie. Stjerner, som er varmere og mere lysstærke, er usædvanlige, mens køligere og lyssvage er mere almindelige.
At Solen befinder sig i midten af den såkaldte hovedserie betyder, at den er en stjerne, der endnu ikke har opbrugt det forråd af brint, som anvendes ved fusion. Tidligere i sin historie lyste den med 70 procent af den styrke den har i dag.
Solen er en metal-rig ("population I-stjerne") og er således en "ung" stjerne. Derfor indeholder den flere bestanddele, som er tungere end brint og helium ("metaller" i astronomisk sprogbrug) end ældre "population II stjerner".
De bestanddele, som er tungere end brint og helium, blev til i kernen af ældgamle eksploderede stjerner, så den første generation af stjerner måtte dø, inden universet kunne beriges med disse atomer. De ældste stjerner indeholder få metaller, mens nyere stjerne har flere. Det høje metalindhold (metalliciteten) menes at have været afgørende for, at Solen har udviklet et planetsystem, da planeter formes gennem accretion af metaller.
Interstellart medium.
Sammen med lys stråler der også en kontinuerlig strøm af ladede partikler (plasma) som kaldes solvinden. Denne strøm af partikler spredes ud fra Solen med en hastighed på cirka 1,5 millioner kilometer i timen, hvilket skaber en tung atmosfære (heliosfæren) der gennemtrænger Solsystemet op til mindst 100 AU (se Heliopause). Dette er kendt som det interstellare medium. Geomagnetiske storme på Solens overflade, som eksempel soludbrud og koronaudkastninger, forstyrrer heliosfæren og skaber rumvejret.
Den største struktur i heliosfæren er det interplanetare magnetfelt, der har spiralform som følge af den påvirkning, Solens roterende magnetfelt har på det interplanetare medie.
Jordens magnetfelt forhindrer dens atmosfære i at forsvinde på grund af solvinden. Venus og Mars har intet magnetfelt og solvinden får deres atmosfærer til gradvist at forsvinde ud i rummet. Når de ladede partikler fra Solen fanges af jordens magnetfelt, accelereres de, og når partiklerne i solvinden kolliderer med partikler i jordens atmosfære vises det som polarlys. Eftersom accelerationen mest sker i visse områder af magnetosfæren optræder polarlyset hovedsageligt i ringformede områder rundt om Jordens to magnetiske poler.
Kosmisk stråling har sit udspring udenfor Solsystemet. Heliosfæren beskytter delvis Solsystemet, og planeternes magnetfelt giver også en vis beskyttelse. Mængden af kosmisk stråling og styrken af Solens magnetfelt varierer på meget lange tidsskalaer, men variationens størrelse er uvis.
I det interplanetare medie findes mindst to skiveformede områder med kosmisk støv. Den første, den interplanetare støvsky, ligger i den indre del af Solsystemet og er årsag til Zodiakallyset på stjernehimmelen, når Solens stråler reflekteres af støvet. Støvskyen blev sandsynligvis dannet ved kollisioner i asteroidebæltet og de nærliggende planeter. De andre områder med støv strækker sig fra omkring 10 AU op til omkring 40 AU og er sandsynligvis skabt af lignende kollisioner i Kuiperbæltet.
Det indre solsystem.
Det indre solsystem er den traditionelle benævnelse for den region som består af klippeplaneterne og asteroiderne. Objekter i det indre solsystem ligger meget tæt på Solen og består mest af silikater og metaller. Radius af hele regionen er mindre end afstanden mellem Jupiter og Saturn.
De indre planeter.
De fire indre planeter, kaldet klippeplaneterne, har høj densitet med en sammensætning som domineres af sten- materiale, få eller ingen måner og ingen ringsystemer. De består mest af mineraler med en højt smeltepunkt, som eksempel silikater som dominerer planeternes skorper og kappe, og metaller som jern og nikkel, der findes i deres kerner. Tre af de fire indre planeter (Venus, Jorden og Mars) har en betydende atmosfære og samtlige har en rig og varierende geologi med nedslagskratere og vulkaner.
Merkur.
Temperatur: -180° C til 349° C, Rotation: 58,65 timer, Omløbstid om Solen: 88 (jorddøgn).
Venus.
Temperatur: 465° C, Rotation: 243 timer, Omløbstid om Solen: 224,7 (jorddøgn).
Jorden.
Temperatur: -89° C til 57.7° C, Rotation: 24 timer (et døgn), Omløbstid om Solen: 365 dage og 5 timer (et år).
Mars.
Temperatur: -82° C til 0° C, Rotation: 1,03 timer, Omløbstid om Solen: 687 (jorddøgn).
Asteroidebæltet.
Asteroider er mindre himmellegemer som består af ikke flygtigt stof såsom sten og metaller ().
Medlemmerne af asteroidebæltet ligger i omløbsbaner mellem Mars og Jupiter, fra 2,3 til 3,3 AU, fra Solen. De menes at være rester fra den tid Solsystemet blev dannet. Påvirkning fra Jupiters gravitation har gjort at materialet i bæltet aldrig har kunnet samles og blive til en planet.
Asteroider kan være fra hundrede kilometer i diameter til at have mikroskopisk størrelse. Alle asteroider er klassificerede som småplaneter, kun Ceres har status som dværgplanet. Vesta og Hygieia kan dog blive klassificeret som dværgplaneter hvis man kan påvise at de har opnået hydrostatisk ligevægt, det vil sige at deres form (tæt på kugleform) er et resultat af småplanetens egen gravitation.
Asteroidebæltet indeholder millioner af objekter med en størrelse på over en kilometer i diameter. På trods af det så er den totale masse sandsynligvis kun en brøkdel af Jordens. Bæltet har, trods det store antal objekter, meget tomt rum. Rumsonder passerer gennem bæltet jævnligt uden at sammenstød er sket. Himmellegemer med en størrelse på mellem 10-4 til 10 meter kaldes meteoroider.
a>, Ceres er nederst under månen.
Det ydre solsystem.
Den ydre region i Solsystemet er hjemsted for gaskæmperne og deres satellitter er sommetider lige så store som de mindre planeter. Mange kortperiodiske kometer og Kentaur-asteroiderne har deres omløbsbaner her. De faste objekter her består ofte af et større andel flygtigt materiale (såsom vand, ammoniak, metan) end hvad de stenrige medlemmer i det indre solsystem gør.
De ydre planeter.
Størrelsesforholdet mellem Jorden og Jupiter.
De fire ydre planeter, eller gaskæmperne, udgør 99 procent af al den masse som findes i omløbsbane rundt om Solen. Jupiter og Saturn består mest af brint og helium mens Uranus og Neptun har en større andel is. Det er blevet foreslået at de to sidstnævnte skulle tilhøre en kategori der skulle hedde "iskæmper", men dette er en endnu ikke alment accepteret definition. Alle fire har ringe, men det er kun Saturns ringe som er nemme at observere fra Jorden.
Jupiter.
Temperatur: -150° C, Rotation: 10 timer, Omløbstid om Solen: 12 år.
Saturn.
Temperatur: -170° C, Rotation: 10 timer, Omløbstid om Solen: 30 år.
Uranus.
Temperatur: -200° C, Rotation: 16 timer, Omløbstid om Solen: 84 år.
Neptun.
Temperatur: -210° C, Rotation: 18 timer, Omløbstid om Solen: 165 år.
Kometer.
Kometer er mindre himmellegemer i Solsystemet, som regel kun få kilometer i diameter. De består mest af flygtig is. De har ofte kraftigt excentriske omløbsbaner med perihelium ved de indre planeter og aphelium udenfor Pluto. Når kometen når det indre af Solsystemet så gør nærheden til Solen at det tilisede ydre sublimerer hvilket giver den en koma, en lang hale af gas, støv og ioner som ofte er synlig med det blotte øje.
Kortperiodiske kometer har omløbstider på mindre en 200 år og menes at stamme fra Kuiperbæltet. Langperiodiske kometer har omløbstider på tusinder af år, som eksempel Hale-Bopp, menes at stamme fra Oorts kometsky. Mange grupper af kometer såsom Kreutz Sungrazers-gruppen er blevet dannet af et større objekt. Visse kometer med hyperbelske, ikke-periodiske, omløbsbaner kan være blevet dannet udenfor Solsystemet, men det er svært at bestemme deres eksakte omløbsbaner. Ældre kometer som har mistet det meste af deres flygtige materiale, på grund af at Solen har varmet dem op, bliver ofte kategoriseret som asteroider.
Kentaurer.
Kentauerne er isrige, kometlignende himmellegemer med en semi-storakse som er større en Jupiters (5,5 AU) og mindre en Neptuns (30 AU). Den største kendte centaur, 10199 Chariklo, har en diameter på omkring 250 km. Den første kentaur som blev opdaget, 2060 Chiron, har været klassificeret som en komet (Chiron) eftersom den har en koma ligesom kometer når de er tættere på Solen. Deres omløbsbaner tager dem ofte tæt på de store planeter hvilket på længere sigt gør at deres omløbsbaner bliver ustabile og rykker sig nærmere Solen eller kastes ud af Solsystemet.
Solsystemet i galaksen.
Solsystemet befinder sig i galaksen Mælkevejen, en bjælkespiralgalakse som med en diameter på cirka 100.000 lysår og som indeholder cirka 200 milliarder stjerner. Vores sol befinder sig i en af Mælkevejens ydre spiralarme som kaldes for Orion-armen eller "den lokale arm". Vi befinder os mellem 25.000 og 28.000 lysår fra galaksens centrum og bevæger os med en hastighed af cirka 220 kilometer per sekund, hvilket indebærer at det tager 225-250 millioner år for at nå en omgang rundt galaksen. Denne rotationstid kaldes for Solsystemets galaktiske år. Solapex, retningen af Solens bevægelse gennem det interstellare rum, er nogenlunde mod stjernebilledet Herkules og stjernen Vegas nuværende position.
Solsystemets position i galaksen har højst sandsynligt haft en afgørende påvirkning på livets udvikling på Jorden. Omløbsbanen er næsten cirkulær og har cirka samme hastighed som spiralarmene hvilket indebærer at vi meget sjældent passerer igennem dem. Eftersom tætheden af potentielt farlige supernovaer er betydeligt større i spiralarmene har dette givet jorden lange perioder af interstellar stabilitet hvor livet har kunnet udvikles. Solsystemet befinder sig også i sikker afstand fra de kaotiske regioner i galaksens midte hvor nærliggende stjerner ville kunne kaste kometer i Oortsskyen mod de indre dele af Solsystemet, og i værste fald kunne flytte planeterne fra deres baner. Den intensive stråling i denne region skulle ville også kunne indvirke negativt på udviklingen af komplekst liv. Til og med i Solsystemets nuværende position har man spekuleret at nylige supernovaer kan have påvirket livet negativt under de seneste 35.000 år gennem at slynge dele af stjerner mod Solen i form af radioaktivt stof og større kometlignende himmellegemer.
Oortskyen.
Oortskyen eller Öpik-Oort-skyen er en hypotetisk sværm af utallige små islegemer (kometkerner), som kredser omkring vort solsystem.
Solsystemet; Planeterne, Kuiperbæltet og Oortskyen (ikke skalatro)
Solsystemet; Planeterne, Sedna, Kuiperbæltet og Oortskyen (formodet skalatro). Tryk på billedet for større illustration.
I 1932 postulerede estonieren Ernst Öpik at kometer med lang banetid kom fra en sværm af islegemer i det yderste af vores solsystem. I 1950 blev ideen uafhængigt genoplivet af den nederlandske astronom Jan Hendrik Oort som et middel til at løse det paradoksale at der stadig findes islegemer selvom (næsten) alle islegemer på nuværende tidspunkt, enten burde være faldet ind i større solsystemsobjekter, fordampet eller være fløjet ud af solsystemet. At der stadig findes islegemer må skyldes er der findes et stort reservoir af dem langt fra solen.
Skyen formodes at danne en tyk kugleskal, som ligger i en afstand af 50.000 til 100.000 astronomiske enheder fra solen, dvs omkring 2.000 gange længere ude end Pluto og næsten halvvejs til den nærmeste stjerne.
Oortskyen formodes at være kilde til langt de fleste kometer. Normalt bevæger Oortskyobjekterne sig i stabile baner, men af og til kan en forstyrrelse (f.eks. en forbipasserende stjerne) dirigere et sådant legeme ind mod det indre solsystem. Hvis det kommer inden for Jupiters bane vil dets overflade begynde at fordampe og det udvikler sig til en komet med koma og måske hale. Visse kortperiodiske kometer antages dog at stamme fra Kuiperbæltet og ikke fra Oortskyen.
I 2011 blev der baseret på målinger af NASA's WISE-teleskop fremsat teori om, at Oortskyen er hjemsted for et større himmellegme med en masse op til fire gange større en Jupiters, der foreløbig har fået navnet Tyche.
Meteor.
En meteor (også kaldet stjerneskud eller aerolit) kan ses, når en meteoroid "brænder" og nedbremses i Jordens atmosfære. Under normale forhold er der ca 5 - 10 stjerneskud i timen. Hvis noget af meteoren når jordens overflade, kaldes denne rest for en meteorit eller meteorsten. Meteoritter kan give information om Solsystemets sammensætning.
Et særligt lysstærkt stjerneskud kaldes en ildkugle (eng. bolide). Tunguska-eksplosionen er et kendt og dramatisk nedslag, der fandt sted d. 30. juni 1908 om morgenen ved 7-tiden ved Tunguska i Sibirien og kunne ses i Danmark.
Det er en fremherskende teori at et himmellegeme for ca. 65 mio. år siden ramte jorden og førte til udryddelsen af dinosaurerne. Der er rester af et krater fra dette nedslag ved Chicxulub i Mexico og spor af nedslaget i fiskeleret i Stevns Klint.
Det første veldokumenterede nedslag set af mange personer skete i 1751 ved Hrašćina i Kroatien. Hrašćina-meteoritten beviste at sten falder ned fra himlen.
Observation.
Hvis lyssporet fra en meteor bliver fotograferet fra to forskellige, veldefinerede positioner, kan man ud fra målinger på billederne regne sig frem til dens "rute" igennem luftrummet. Man benytter til tider et særligt fotografiapparat til dette, hvor en speciel lukkeranordning åbner og lukker for billedet med en veldefineret frekvens: På billedet inddeler denne lukkeranordning lyssporet i en slags stiplet linje, hvor hvert lille "stykke" svarer til et bestemt tidsinterval. På den måde kan man finde frem til den fart meteoret ankom med.
Meteorens fart og herkomst.
Den fart man måler for en meteor eller stjerneskud, siger noget om hvor meteoroiden der skabte det, kommer fra: Hvis meteoroiden kommer fra en lukket omløbsbane omkring Solen, er der en øvre grænse, kaldet undvigelseshastigheden, for hvilken fart meteoroiden kan have når den kommer i nærheden af Jorden - denne grænse ligger ved godt 150.000 kilometer i timen (målt i forhold til Solen).
Hvis meteoroiden kommer fra et sted "udenfor" vores solsystem, har den fået fart på under sit "fald" ind mod Solen og dens "nabolag", hvor Jorden befinder sig: Sådanne meteorer kendetegnes ved at de ankommer med en fart "over" undvigelseshastigheden.
Stjerneskudssværme.
Meteorer kan også stamme fra de sten og støvpartikler der smelter fra kometer og danner kometens hale. Når jorden i sin bane rundt om solen passerer gennem sådan en gammel komethale kommer der særligt mange stjerneskud. Det kalder man en stjerneskudssværm.
Under en stjerneskudssværm forøges antallet af stjerneskud pr. time med 30-70 ekstra stjerneskud i timen.
Meteoritter, meteorsten og meteorkratere.
De meteorer, der ikke brænder op i atmosfæren men rammer jorden, kaldes nu meteoritter eller meteorsten og kan give mange oplysninger om resten af universet, men de kan også lave nogle enorme kratere der hvor de rammer jorden. Chicxulub-krateret på mere end 180 km i diameter er formentlig forårsaget af en meteor større end Mount Everest.
Komet.
En komet er et mindre himmellegeme, som stammer fra de ydre dele af solsystemet. Hidtil (2005) troede man at kometer hovedsageligt bestod af is og derfor blev beskrevet som "beskidte snebolde". Efter analyse af det arrangerede Deep Impact collision-sammenstød af Tempel 1 med en 370 kg kobberprojektil med en hastighed 10,2 km/s, har man fundet ud af, at denne komet består af mere støv end is og derfor bedre kan beskrives som en iset støvbold. Dette kan derfor anspore til at tro (men indtil videre kun tro) at dette gælder for mange kometer. Udover støv og is indeholder kometer betydelige mængder CO2, CH4 og andre frosne gasser blandet sammen de store mængder støv og større partikler.
Oprindelse.
Langt de fleste kometer antages at stamme fra Oortskyen, som er en kugleformet skal af milliarder af islegemer uden for Plutos bane og ca. halvvejs til solsystemets nærmeste stjerner. Af endnu ukendte årsager kan det hænde, at banen af en af disse legemer blive forstyrret med det resultat, at det bevæger sig ind mod det indre solsystem og bliver til en synlig komet.
Enkelte kort-periodiske kometer formodes at stamme fra Kuiper-bæltet.
Navngivning.
Kometer navngives af IAU efter følgende system. Efter et indledende "C/" (der ofte udelades) kommer opdagelsesåret, fulgt af et bogstav, der angiver den halvmåned, hvor kometen blev opdaget og dernæst et fortløbende nummer. Til sidst følger navnet på kometens opdager(e) i parentes.
Denne betegnelse angiver, at kometen blev opdaget i anden halvdel af juli (O) 1995 og at det var den første kometopdagelse i den halvmåned. To personer er krediteret for opdagelsen: Alan Hale og Thomas Bopp. En komet kan være opdaget uafhængigt af flere personer, men kun de første to opdagere får deres navne på kometen adskilt med en bindestreg.
Periodiske kometer angives på følgende måde (eksempel): 2P/Encke, hvor tallet simpelthen er et fortløbende nummer, P angiver, at den er periodisk. Efter skråstregen følger opdagerens navn (her Encke).
Asteroide.
a> (grønt) og de indre asteroider
En asteroide (småplanet, planetoide) er et fast himmellegeme, hvis bane går rundt om Solen (eller en anden stjerne). Der er opdaget mere end 50.000 asteroider og de fleste befinder sig i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter.
Om asteroider.
Ordet asteroide er afledt af det græske ord asteroeides, der betyder stjernebarn. Betegnelsen, der stammer fra 1800 tallet hvor kikkertobservationer af stjernehimlen for alvor tog fart, har overlevet til vore moderne tider. Asteroider er dog ikke små stjerner, men små planeter, klippestykker og fragmenter. Der findes fire store medlemmer af asteroidebæltet, nemlig Ceres, Pallas, Juno og Vesta, hvor Ceres (nu kategoriseret som en dværgplanet) er den største med en diameter på ca. 1000 km og Juno den mindste med en diameter på ca. 250 km.
Der findes et utal af mindre asteroider (over 50.000 kendte), hvoraf de fleste som sagt er lokaliseret i baner mellem Mars og Jupiter, men mange vagabonderer også på bedste beskub rundt i vores solsystem. F.eks. er der ikke mindre end 350 asteroider der krydser Jordens bane, de såkaldte nærjords asteroider.
Nogle asteroider er låst til en planet som Jupiters asteroider. Jorden har låst to asteroider til sin bane: 3753 Cruithne og 2002 AA29.
Nogle af de ydre asteroider som Kentaurerne minder om kometer.
Et faremoment.
Mange mener da også at det var et asteroidenedslag der for ca. 65 mio. år siden udryddede dinosaurerne. Resterne af nedslaget kan ses på og ud for Yucatán halvøen i Mexico. Der er tale om et gigantisk krater – kaldet Chicxulub - på gennemsnitligt 170 km i diameter; dog er det næsten borteroderet. Asteroiden der slog ned menes at have været ca. 10 km i diameter, og udløste en kraftig eksplosion. Nedslaget antages at have udløst kraftige jordskælv og tsunamier. Det anslås, at 18.000 km3 klipper, støv og aske ved begivenheden blev hvirvlet op i atmosfæren.
Se landingen af rumsonden NEAR Shoemaker på asteroiden 433 Eros (1898 DQ).
Asteroidesonder.
"Bemærk at kun NEAR, Hayabusa og Dawn er deciderede asteroidesonder."
Meteoroid.
En meteoroid (også kaldet meteoroide) er et lille stenobjekt i kredsløb om Solen. En meteoroid er mindre end en småplanet (asteroide). Nogle definerer at et objekt som er en sten og mindre end ca. 100 meter i diameter kaldes en meteoroid.
Terminologi.
Hvis et meteoroid træder ind i atmosfæren, bliver det kaldt en meteor og hvis det når jordoverfladen, kaldes den en meteorit. "Sensu stricto" rammes Månen og andre atmosfæreløse himmellegemer derfor af meteoroider, selvom nedslagene kaldes for meteorkratere.
Rumdragter og rumfartøjer fremstilles til at beskytte mod mikrometeoroider, da de ikke er beskyttet af atmosfæren.
Kuiperbæltet.
a> (formodet skalatro). Tryk på billedet for større illustration.
Kuiperbæltet er en samling af asteroider, dværgplaneter og kometer (Kuiperbælteobjekter, KBO) i et kredsløb uden for planeten Neptun. Bæltet er opkaldt efter astronomen Gerard Kuiper.
Afstanden fra Solen er mellem 30 og 100 AU.
Der menes at være mere end 70.000 objekter større end 100 km i Kuiperbæltet. Kuiperbæltet anslås til at have 300 gange mere masse end asteroidebæltet mellem planeterne Mars og Jupiter.
En anden kilde vurderer Kuiperbæltets samlede masse til at være en tiendedel af Jordens masse.
Neptun (planet).
Neptun er den ottende planet i vores solsystem. Den er den fjerdestørste målt efter diameter og den tredjestørste efter masse. Neptuns masse er 17 gange så stor som jordens og en lille smule større end dens nærmest beslægtede i solsystemet, Uranus, der er 14 jordmasser. Neptun er dog en lille smule mindre end Uranus pga. en højere densitet. Planeten er opkaldt efter Jupiters storebroder; havguden "Neptunus" (Poseidon). Neptuns astronomiske symbol (♆, Unicode U+2646) er en stiliseret udgave af Poseidons trefork.
Neptuns atmosfære består primært af brint og helium, men med spor af metan. Det er metanen, der er skyld i planetens blå udseende. Neptuns blå farve er meget stærkere end Uranus', der har en lignende mængde metan, så det er en ukendt komponent der skaber Neptuns intense farve.
Neptun har også de stærkeste vinde på nogen planet i solsystemet. Det anslås, at vindstyrken kan nå op mod 2500 km/h. Da Voyager 2 fløj forbi i 1989, havde Neptun en stor mørk plet, der kunne sammenlignes med Jupiters store røde plet på den sydlige halvkugle.
Neptuns temperatur ved skytoppene er som regel tæt på − 210 °C, noget af det koldeste i solsystemet. Neptuns indre er derimod omkring 7000 °C, og dermed varmere end solens overflade. Dette skyldes ekstremt varme gasser og klipper i centret.
Der er opdaget svage azurblå ringe omkring planeten, men disse er meget mindre tydelige end dem omkring Saturn. Da ringene blev opdaget troede man kun der var tale om fragmenter af ringe, men dette blev modbevist af Voyager 2. Neptun har tretten bekræftede måner. Den største af disse, Triton, er kendt for sin retrograde bane, ekstreme kulde(38K) og meget tynde atmosfære(14 mikrobar).
Neptun blev opdaget d. 23. september 1846 og er den første planet der er opdaget ved hjælp af en matematisk forudsigelse frem for almindelige observationer. Variationer i Uranus' bane førte astronomer til at udlede Neptuns eksistens. Den eneste rumsonde, der har besøgt Neptun er Voyager 2, der fløj forbi planeten 25. august 1989. Det har været foreslået at bygge en rumsonde der skal undersøge Neptunsystemet i detaljer, men indtil videre er det strandet på at solceller er ineffektive så langt fra solen og der er politisk uvilje mod at bruge atomkraft.
Neptuns og Plutos baner.
Dværgplaneten Pluto har en lidt "langstrakt" (excentrisk; ellipse-formet) omløbsbane, som ind imellem bringer Pluto indenfor Neptuns omløbsbane. I tyve ud af de godt 248 år det tager Pluto at fuldføre ét af sine omløb omkring Solen, har Pluto kortere afstand til Solen end Neptun.
Fysiske egenskaber.
Neptun er den yderste af solsystemets fire store gasgiganter, og som de øvrige gasplaneter (Jupiter, Saturn og Uranus) har Neptun ikke nogen fast overflade ligesom Solsystemets fire inderste planeter (Merkur, Venus, Jorden og Mars).
Atmosfære.
Selv om Neptun ligner Uranus på mange punkter, er der stor forskel på de to planeters atmosfærer: Mens Uranus er en næsten ensfarvet, blå klode uden tydelig overflade, udviser Neptuns atmosfære meget mere varierede træk. Atmosfæren består af brint, helium og lidt metan — det er metanen der giver Neptun dens udprægede blå farve.
Som noget helt unikt blandt gas-giganterne, er det højtliggende hvide skyer der kaster skygger på det ugennemsigtige, blå skydække længere nede i atmosfæren. På Neptun finder man også Den store mørke plet; et mørkt, ellipseformet område på størrelse med Jorden: Denne plet forsvandt i 1994, men siden hen dukkede en ny, mørk plet op i dens sted.
På grund af den enorme afstand til Solen, ca. 4½ milliard kilometer, er den yderste del af Neptuns atmosfære ekstremt kold; 55 Kelvin, eller −218 °C, men temperaturen stiger jo længere ind i Neptun-atmosfæren. Man formoder at det er overskydende varme fra dengang Neptun og det øvrige solsystem blev skabt af sammenfaldende materiale; varme der ganske langsomt tabes som stråling ud i det omgivende rum.
I Neptuns atmosfære finder man solsystemets hurtigste vinde; op mod 2000 kilometer i timen, og man mener at drivkraften bag dette blæsevejr er den varme der "siver" ud af Neptuns indre.
Neptuns indre.
Indvendigt minder Neptun om Uranus: Der er sandsynligvis en kerne af smeltet metal og klippemateriale, omgivet af en blanding af klippemateriale, vand, ammoniak og metan. Den yderste del af atmosfæren består mest af brint og helium, mens koncentrationen af metan, ammoniak og vand stiger med dybden.
Et sted mellem 5000 og 10 000 kilometer fra den synlige "overflade" overgår stoffet fra luftform til flydende form.
Ved at sammenligne Neptuns rotationstid og fladtrykthed har man fundet frem til, at stoffet i Neptun ikke er så tæt koncentreret omkring kernen som det er i Uranus.
Neptuns magnetfelt.
Neptun ligner også Uranus med hensyn til magnetfeltet: Neptuns magnetfelt har en akse der hælder 47 grader i forhold til planetens rotationsakse. Magnetfeltet er "forskudt" i forhold til planetens centrum; feltets "midtpunkt" ligger omtrent halvvejs mellem planetens centrum og et punkt på den synlige overflade.
Opdagelse.
Selv om Neptun først "formelt" blev opdaget i midten af det 19. århundrede, er den faktisk blevet observeret flere gange før.
Galilei tolker Neptun som en stjerne.
På nogle af Galileo Galileis tegninger og kort over himlen kan man se, at han observerede Neptun den 27. december 1612 og den 27. januar året efter. På grund af Jordens egen bevægelse vil alle planeter udenfor Jordens omløbsbane på visse tider af året synes at stoppe op, bevæge sig "baglæns" (i retrograd retning) i nogle dage, for derefter at genoptage deres sædvanlige bevægelse i forhold til fjerne stjerner i baggrunden. Og da Galileo så Neptun i december 1612, var den netop "stoppet op" og på vej til at bevæge sig baglæns, så da den tilsyneladende ikke havde flyttet sig, gættede han på at det var en fjern stjerne. Havde Galilei set Neptun på et andet og mindre "uheldigt" tidspunkt, ville han efter al sandsynlighed have erkendt at der var tale om en planet — og så havde han fået æren for opdagelsen.
Forstyrrelser i Uranus' bane.
Der skulle gå mere end 230 år før Neptuns sande identitet blev afsløret. I 1821 udgav Alexis Bouvard nogle tabeller med data om Uranus' omløbsbane omkring Solen; tal der kan bruges til at forudsige hvornår Uranus er hvor på himlen. Men inden længe var der overraskende store forskelle på Uranus' faktiske position på himlen, og den position den "burde" have ifølge Bouvards oplysninger — Bouvard gættede på at der måtte være et eller andet stort, tungt himmellegeme i nærheden af Uranus, hvis tyngdekraft trækker den væk fra den forudsagte bane.
Banen beregnes.
I 1843 regnede John Couch Adams på de observerede afvigelser i Uranus-banen, og bestemte omløbsbanen for Bouvards hypotetiske planet. Adams sendte sine resultater til Sir George Airy, som skrev tilbage til Adams for at få en uddybende forklaring. Adams udarbejdede en kladde til et svar til Airy, men fik aldrig sendt det af sted.
Tre år efter Adams fik Urbain Le Verrier, uafhængigt af Adams, samme idé med at beregne omløbsbanen for Bouvards formodede planet. Ligesom Adams havde Le Verrier ikke meget held med at engagere sine astronom-"kolleger" i jagten på den ottende planet i solsystemet. Men samme år fik John Herschel overtalt James Challis til at lede efter mulige planeter dér hvor beregningerne forudsage der skulle være en.
Challis indledte "eftersøgningen" i 1846, og i mellemtiden havde Le Verrier overtalt Johann Gottfried Galle til også at lede efter planeten. Galle fandt Neptun, indenfor én grad fra den position Le Verrier havde forudsagt, og cirka 10 grader fra Adams' position. Senere måtte Challis erkende, at han faktisk havde observeret den "nye" planet før, men på grund af sin afslappede indstilling til sit arbejde opdagede han ikke at der var tale om en ny planet.
Diskussion om opdageren.
Efter opdagelsen brød et nationalistisk skænderi ud om hvem der havde æren for opdagelsen, men efterhånden blev man enige om et kompromis hvor Adams og Le Verrier samlet blev krediteret for opdagelsen.
Siden hen er der på Royal Greenwich Observatory dukket nogle gamle dokumenter op, som visse historikere tolker derhen at Adams ikke fortjener helt samme andel af æren for opdagelsen af Neptun, som Le Verrier.
Navngivning.
Lige efter opdagelsen blev Neptun blot omtalt som "planeten uden for Uranus" eller "Le Verriers planet". Galle kom med det første navneforslag, nemlig Janus. I England foreslog Challis at kalde planeten Oceanus; passende for et søfartsfolk. François Arago i Frankrig foreslog navnet "Leverrier", men det forslag mødte kraftig modstand uden for Frankrig. I franske almanakker blev Uranus kaldt for Herschel, og den nye for Leverrier.
Det var Le Verrier selv der foreslog det navn der bruges i dag, og det forslag blev bakket op af Friedrich von Struve. Inden længe blev Neptun det internationalt anerkendte navn for den nye planet.
Navnet stammer fra den romerske mytologi, hvor Neptunus er havets gud; svarende til Poseidon i den græske mytologi. Dette navnevalg passer sammen med navnene på de dengang kendte planeter, som alle havde fået deres navne tilbage i antikken. Den romerske mytologi er kraftigt kopieret fra den græske mytologi, blot med andre navne. Gudernes konge var Zeus (Jupiter) og hans storebrødre hed Poseidon (Neptunus) og Hades (Pluto). Alle planeterne er opkaldt efter Zeus' (Jupiters) familie; faderen Kronos (Saturnus), mor- og farfaderen Uranos, sønnerne Ares (Mars) og Hermes (Merkur) og svigerdatteren/datteren Afrodite (Venus). Til orientering var Gaia Jorden, Zeus' mor-, far- og oldemoder.
Neptuns planetringe.
Neptun har et system af meget tynde, mørke planetringe, hvis kemiske sammensætning man ikke kender. De har en besynderlig "klumpet" struktur; man ved ikke hvad "klumperne" skyldes, men tyngdekraften fra små hyrdemåner i nærheden af ringene kunne forklare fænomenet.
Da man i midten af 1980'erne studerede ringene ved at observere stjerner der blev "formørket" af Neptun og dens ringe, tydede resultaterne på at ringene ikke omgiver hele planeten, men er opdelt i separate "buer", afbrudt af "stoffrie" mellemrum. Det endelige bevis for Neptuns ringsystem kom, da rumsonden Voyager 2 fløj forbi Neptun og dens måner i 1989: Billederne som Voyager sendte hjem, viste adskillige utydelige ringe.
Tilstedeværelsen af "mellemrum" der deler ringene op i separate "buer" er lidt svært at forklare, fordi mekanikkens regler tvinger materialet i en planetring til at fordele sig jævnt hele vejen rundt i løbet af kort tid. Det er muligvis Neptun-månen Galatea der med sin tyngdekraft "fastholder" buerne.
Nye observationer fra 2005 tyder på at Neptun-ringene er meget ustabile; en af ringene kan muligvis forsvinde på så kort tid som 100 år. Denne erkendelse kuldkaster mange eksisterende teorier omkring Neptuns ringe.
Neptuns måner.
Neptun har 13 kendte måner; for en samlet oversigt, se artiklen Neptuns måner.
Den største af Neptuns måner, Triton, blev opdaget af William Lassell blot 17 dage efter opdagelsen af selve Neptun. En anden Neptun-måne, Nereid, har en omløbsbane der udviser den største Excentricitet i hele solsystemet. Indtil Voyager 2 fløj forbi Neptun og dens måner, kendte man kun disse to måner, men Voyagers billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da, i 2002 og 2003, har man fra observatorier her på Jorden opdaget yderligere fem små, irregulære ("kartoffelformede") måner omkring Neptun.
Uranus (planet).
Uranus er den syvende planet fra Solen i Solsystemet og var den første planet der blev opdaget i historisk tid. William Herschel opdagede d. 13. marts 1781 en tåget klat, som han først troede var en fjern komet. I slutningen af 1781 konkluderede han at himmellegemet bevægede sig i en planetbane. Uranus er en gasplanet og er, målt på diameteren, solsystemets tredjestørste planet efter Jupiter og Saturn. Uranus er opkaldt efter Jupiters morfar og farfar Uranos.
Uranus' middelafstand til Solen er 19,19 gange så stor som Jordens, det er dobbelt så langt som den sjette planet Saturn. Det tager sollyset 2,65 timer at nå Uranus. Uranus ligger ned i forhold til de andre planeter, med en hældning på 97,9°. Det tyder på at Uranus har været ramt af en massiv planet efter dannelsen. Yderligere er magnetfeltets akse 59° forskudt for rotationsaksen og skærer ikke centrum.
Ringe.
Uranus har et ringsystem på samme måde som Saturn har det, omend Uranus' ringe langt fra er så imponerende som Saturns.
Ringene om Uranus blev opdaget ved et tilfælde, da man i 1977 observerede Uranus passere forbi foran en stjerne – sådanne observationer kan fortælle om planetens størrelse og noget om atmosfæreforholdene – og registrerede ti»ekstra«formørkelser; fem før og fem efter selve Uranus' passage. Man konkluderede at Uranus har fem ringe, og beregnede sig til at den yderste ring er knap 100 km bred, mens de øvrige 4 er ca. 10 km brede.
Måner.
Pr. 2005 kender man 27 måner i kredsløb om Uranus; se artiklen Uranus' måner. De kan groft opdeles i de fem der blev opdaget inden rumfartens tidsalder, som samtidig er de fem største. Herefter har man ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager 2, samt observationer fra jord-baserede observatorier opdaget yderligere 22 måner.
Saturn (planet).
Saturn er den sjette planet fra solen i vores solsystem. Det er den næststørste planet i solsystemet efter Jupiter. Saturn kendes på sine markante ringe, som består af utallige små is- og stenpartikler. Tidligere mente man, at dette ringsystem var noget enestående for Saturn, men det har senere vist sig at både Jupiter og Uranus har tilsvarende, men langtfra så markante ringsystemer.
Måner.
Pr. 2005 kendes hen ved et halvt hundrede måner, der kredser omkring Saturn – omend to af de objekter, man har observeret, dog kan vise sig at være en og samme måne. I artiklen om Saturns måner findes en oversigt over månerne, sorteret efter stigende afstand fra Saturn, og i kategorien Saturns måner kan man slå dem op efter navn i alfabetisk rækkefølge, men mange af månerne er dog "ikke" navngivet.
Tredive af de kendte måner er opdaget efter år 2000, dels ved hjælp af rumsonden Cassini, dels ved systematiske eftersøgninger udført fra observatorier her på Jorden. Nogle af de måner man har opdaget for nylig er blot et par kilometer store, og teknisk set er hver eneste af de partikler der danner Saturns ringsystem i sig selv en måne, og astronomerne har ikke nogen vedtagen grænse for hvad der er en lillebitte måne og hvad der er en stor ring-partikel.
Blandt de mange måner finder man bl.a. Titan; solsystemets næststørste måne (næst efter Jupiter-månen Ganymedes), og den eneste måne i Solsystemet med en betydelig atmosfære. Et andet fænomen der er unikt for Saturns system af måner, er samspillet mellem Epimetheus' og Janus' omløbsbaner: Hvert fjerde år kommer de så tæt på hinanden, at deres tyngdefelter får dem til at bytte deres næsten ens omløbsbaner. Andre steder ligger to små måner i Lagrange-punkterne "L"4 og "L"5 i forhold til en større månes omløb om Saturn.
Ringsystemet.
Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. Billedet herunder (taget af Cassini-rumsonden) viser de primære ringe. A og B ringene er de mest lysstærke og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. A-ringen er selv yderligere opdelt af Encke-gabet nær dens yderkant. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage.
Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads.
Lys.
Lys betegner sædvanligvis den del af det elektromagnetiske spektrum som er synligt for det menneskelige øje, men kan også benyttes synonymt med elektromagnetisk stråling.
Lysets egenskaber.
Der er 3 grundlæggende elektromagnetiske strålingsegenskaber (som omfatter lys): lysstyrke (amplitude), frekvens (eller bølgelængde - i vakuum - med mindre andet er nævnt) og polarisering.
Lysets farve forbindes som regel med en frekvens, men det skal gøres med varsomhed, da lyskilder typisk udsender lys med flere forskellige frekvenser.
Mere kortbølget stråling kaldes ultraviolet lys eller UV, og mere langbølget stråling kaldes infrarødt lys eller IR. I huden findes varmefølsomme receptorer som omdanner IR til varme. I huden findes endvidere pigment som aktiveres når huden udsættes for UV. Nogle dyr, f.eks. bier, kan se UV, mens andre dyr, f.eks. klapperslanger, kan se IR.
Elektromagnetisk stråling udbredes med en endelig hastighed i vakuum. Alle iagttagere i jævn indbyrdes bevægelse vil ifølge den specielle relativitetsteori måle den samme hastighed, nemlig lysets hastighed i vakuum, som er 299.792.458 meter per sekund.
Studiet af lysets opførsel under forskellige omstændigheder benævnes (fysisk) optik. Når lys f.eks. passerer gennemsigtige medier som luft, vand eller glas, vil lysets hastighed være mindre end i vakuum svarende til en mindre bølgelængde. Som konsekvens heraf vil lyset brydes, dvs. ændre retning. Brydningsindekset er et mål for stoffets evne til at bryde lyset. Per definition er brydningsindekset forholdet mellem lysets hastighed i vakuum og lysets hastighed i mediet.
Lys har såvel bølgeegenskaber som partikelegenskaber. Bølgeegenskaberne viser sig bl.a. i situationer hvor lyset afbøjes, f.eks. i et optisk gitter. Afbøjningen i et gitter beskrives bedst ved at tænke på lys som bølger, der kan interferere. Partikelegenskaberne viser sig bl.a. i situationer hvor lys absorberes eller emitteres, f.eks. ved vekselvirkning med et atom, et molekyle eller et faststof. Vekselvirkninger mellem lys og stof beskrives bedst ved at tænke på lys som partikler, såkaldte fotoner.
Farve.
 Etymologi .
Farve, ordet kommer af plattysk "varwe", "verwe", tysk "farbe"; det oprindelige nordiske ord er "loed".
Hvad er Farve.
Farve er en synlig egenskab som rød, gul, grøn, blå og lilla.
Farve skyldes synsindtryk fremkaldt af den elektromagnetisk stråling fra den synlige del af sollysets spektrum. Farven på en genstand er afhængig af det lys som genstanden udsender. Udstrålingen kan være direkte eller ved transmission, hvis genstanden er gennemsigtig. Der kan også bære tale om refleksion af lyset fra en lyskilde, som ændrer karakter ved at det absorberes eller på på anden måde påvirkes af genstanden (interferens, diffraktion).
Ved spektroskopisk opdeling af lys kan farver opfattes som sammensat af rene spektralfarver. Newton antog i 1704 at spektret er sammensat af syv spektralfarver som i dag defineres i forhold til lysets bølgelængde: rød 723-647 nm, orange 647-585 nm, gul 585-575 nm, grøn 575-491 nm, blå 491-455 nm, indigo 455-424 nm, violet 424-397 nm. I 1810 kom Goethes farvelære som lagde vægt på farvernes fænomenologiske fremtræden og fremhævede at indtrykket af en farve er afhængigt af om omgivelserne er lyse eller mørke, og af om den ses sammen med kolde eller varme farver. Den såkaldte Goethe-Newton strid skyldes overvejende at Newton arbejdede med lysfarver, som blandes fysiologisk additivt og at Goethe mest arbejdede med pigmentfarver som blandes subtraktivt.
Ved farveblanding skelner man mellem additiv og subtraktiv blanding. Ved additiv blanding, som er blanding af farvet lys, kan alle spektralfarver og mange farver, der ikke findes i spektret, blandes af rød, blå og grøn; to komplementærfarver, fx blå og gul, giver i additiv farveblanding hvidt lys. Ved subtraktiv blanding blandes pigment-farver; her kan alle farver blandes af rød, blå og gul. Nu giver gul og blå - grøn, mens to perfekte komplementærfarver, fx blå og orange, i substraktiv farveblanding giver sort. Se også farvesystem.
Ved trykning med farvede prikker (raster) kan der være tale om en både additiv og subtraktiv farveblanding.
Farve i kortspil.
I kortspil taler man om farver i to betydninger: dels om røde, henholdsvis sorte kort, dels om de fire kulører.
Buskerud.
BuskerudBuskerud er en provins ("fylke") i Norge. i 2002 havde provinsen 239.793 indbyggere svarende til 5,3 % af Norges befolkning. Arealet er på 14.927 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Drammen.
Kommuner.
Beliggenhed af hommuner i Buskerud
Stednavnet Danmark.
Stednavnet Danmark, om landet, er af fællesgermansk oprindelse, hvor ordet "mark" er et germansk ord for afmærkning, grænse eller grænseegn, og "dan" hentyder til daner. Danmark betyder således "danernes grænseegn", altså oprindelig udkanten af danernes område, muligvis området omkring og nord for Ejderen, som udgjorde den nordlige grænse for den germanske stamme sakserne.
Sukkersyge.
Hvornår har man sukkersyge ?
Hvornår har man sukkersyge, enten type 1 eller type 2 ? De fleste ved det ikke.
Blodsukkeret ved faste om morgenen, skal helst ligge mellem 4,2 - 7,2 mmol/l.
Der findes også en langtidsmåling HbA1c der for tiden siger mindre end (<) 7,5 mmol/l (%)
Da de fleste ikke ved, at de har sukkersyge, kan de gå på apoteket og købe en blodsukkermåler med tilhørende strimler. Den koster næsten intet. Har man så sukkersyge skal man gå til sin læge.
Via sin læge kan man gratis få 150 strimler om året til at måle sit blodsukker.
Får man insulin for sin sukkersyge type 1, bør man informere sine nærmeste og kolleger, så de kan reagere korrekt ved et insulinchok, hvor blodsukkeret er meget lavere end 4,2 mmol/l. Der skal sukker til.
Type 1.
Type 1-diabetes er den insulinkrævende sukkersygeform (Insulin Dependent Diabetes Mellitus= IDDM). Denne sukkersygetype kaldes undertiden også ungdomssukkersyge, fordi den oftest har sit udbrud hos unge mennesker. Hvis man har Type 1-diabetes, er kroppens insulin-produktion defekt -dvs. der er tale om en såkaldt autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret retter et inflammatorisk angreb mod bugspytkirtlen (pancreas), hvorved kroppens egne insulinproducerende celler destrueres (beta-cellerne i de langerhanske øer i pancreas). Sygdommen er kronisk/uhelbredelig, og type 1-diabetikere er derfor afhængige af at tage hormonet insulin flere gange hver dag for at opretholde livet.
Type 2.
Type 2-diabetes er en ikke-insulinkrævende sukkersygeform (Non Insulin Dependent Diabetes Mellitus=NIDDM). Denne sukkersygeform kaldes også gammelmandssukkersyge eller diabetes type 2. Selvom den kaldes gammelmandssukkersyge ser man oftere og oftere at børn får denne type diabetes også, pga. dårlig kost og mangel på motion hos børn. Type 2-diabetikere producerer insulin, men produktionen er nedsat eller cellerne er resistente over for det producerede insulin.Der kan behandles med medicin, men i nogle tilfælde er det nødvendigt at give injektioner med insulin.
Type 2-diabetes er arvelig. Risikoen for at udvikle sygdommen øges ved overvægt og fysisk inaktivitet, men kan i de fleste tilfælde behandles med kostomlægning, vægttab og motion.
Årsager til sukkersyge.
Mellem 200.000 og 300.000 personer i Danmark har type 2 diabetes. Blandt disse har halvdelen diabetes uden at vide det.
Antallet af type 2 diabetes patienter er stærkt stigende. Forstadiet hedder det metaboliske syndrom. Sygdommen er knyttet til overvægt og nedsat fysisk aktivitet. Derfor kalder man det også en livsstilssygdom.
Der bruges årlig cirka 2,5 milliarder kroner på behandling af diabetes i Danmark.
Man vil gerne forsøge at ændre denne fordeling til en mere målrettet forebyggende behandling.
Blodets indhold af sukkerstoffet glukose stiger, hvis organismen helt mangler hormonet insulin, som det ses ved type 1 diabetes, eller hvis organismen har et stort insulinbehov, der ikke kan dækkes ved kroppens egen produktion af insulin i bugspytkirtelen, som det ses ved type 2 diabetes.
Gestationel diabetes ligner type 2 diabetes, men forsvinder igen, når graviditeten er overstået. De sekundære diabetesformer ligner til dels også type 2 diabetes.
Hvad sker der i kroppen?
Bugspytkirtlen (Pancreas) er et hormonproducerende organ. Spredt i kirtelvævet i pancreas findes der nogle øer at et specielt kirtelvæv, de Langerhanske øer. Øvævet i pancreas består af to typer af celler, alfa- og betaceller. Alfa-cellerne producerer hormonet glukagon og beta-cellerne danner hormonet insulin. Insulinets opgave er at fremme gennemstrømningen af glukose og aminosyrer igennem alle cellemembraner. Det er især gennem muskler og fedtvæv. Derudover er opgaven at øge forbrændingen af glukose i vævene og at stimulere dannelsen af glykogen, protein og fedtsyrer. Når insulinet har transporteret glukosen fra blodet til cellerne, og at den øgede glukoseforbrænding i cellerne også sker, så resulterer det i at blodsukkerniveauet falder, evt. til under det normale: hypoglykæmi.
Insulinudskillelsen fra de Langerhanske øer er styret af glukoseindholdet i blodet. De insulinproducerende celler er indstillet på at opretholde et blodsukkerniveau på mellem 3,0-6,0 mmol/l. Går blodsukkeret op øges insulinsekretionen, cellernes glukoseoptagelse sættes i vejret, og mere glukose omdannes så til glykogen. Går blodsukkeret ned, så nedsættes insulinudskillelsen, cellernes glukoseoptagelse og forbrænding af glukose falder, og glykogendepoterne i leveren tømmes ud i blodbanen som glukose.
Hyperfunktion.
En person der lider af "diabetes mellitus" mangler insulin i kroppen. Når der ikke bliver produceret insulin, kan glukosen i blodet ikke forbrændes i musklerne. Dette resulterer i et forhøjet blodsukker, (hyperglykæmi).
Nyrerne øger vandladningen for at sænke blodsukkeret. Denne reaktion opstår når blodsukkeret er steget til cirka det dobbelte af normalværdien - det vil sige til over 10,0 mmol/l = 180 mg%. Denne reaktion kan observeres ved at der optræder sukker i urinen. (glukosuri).
Den øgede vandladning medfører tørst, og ved en ubehandlet diabetes kan der være tale om op til 5 liter urin i døgnet. Der observeres herved begyndende dehydrering såfremt der ikke indtages rigeligt med væske for at opretholde væskebalancen.
KROPPENS LØSNING PÅ AT MUSKLERNE IKKE FÅR TILFØRT GLUKOSE
For at tilføre mere glukose til cellerne, forøges nedbrydningen af glykogendepotet i leveren til glukose. Resultatet af denne proces er, at blodsukkerkoncentrationen forøges yderligere.
Dertil øger kroppen glukosedannelsen fra fødens fedt og protein. Denne proces forøger yderligere koncentrationen af blodsukkeret, uden at glukosen bliver forbrændt i stofskiftet. Nedbrydning af fedt til glukose resulterer i en produktion af fedtstoffernes nedbrydningsprodukter: acetone, aceteddikesyre og beta-hydroksysmørsyre. Disse nedbrydningsprodukter bliver omdannet til CO2 og H2O. For at forbrænde disse affaldsstoffer kræves der i midlertidig også insulin. For at organismen kan udskille syrebaserede affaldsstoffer vil nyrerne øge diuresen, som eventuelt kan føre til dehydrering, hvilket giver et energitab for kroppen. Der er tale om en begyndende syreforgiftning (Diabetisk ketoacidose, ketonstoffer i blod og urin (ketonuri)) i kroppen, som kan medføre koma, og er livstruende uden øjeblikkelig behandling. Tilstanden påvises ved høje blodsukkerværdier og ketonstoffer i blodet og urinen, samt kroppen kan lugte af acetone. Kvalme, opkast og ændringer i bevidsthedstilstanden er andre vigtige observationer.
Denne syreforgiftning ses i praksis kun hos type 1-diabetikere, hvorimod type 2-diabetikere, der har svær hyperglykæmi, vil få den tilstand der kaldes hyperosmolært, non-ketoacidotisk koma. Denne tilstand er ikke en syreforgiftning, men giver nogle af de samme symptomer: væskemangel, bevidsthedssløring og ofte ledsagende infektioner. Ligesom syreforgiftningen er denne tilstand livstruende, uden behandling fører den til døden i løbet af 1-2 døgn. Behandlingen består af væske, insulin og korrigering af elektrolyt-forstyrrelser.
Hypofunktionen.
Den hyppigste årsag til lavt blodsukker hos diabetikere (hypoglykæmi) er at diabetikeren behandler sin sukkersyge forkert. Han bruger en insulindosis som er for høj i forhold til behovet. Behandleren giver diabetikeren råd og vejledning om, hvor stor insulindosis patienten skal anvende, men hvis dosis ikke svarer til "behovet" - insulin i forhold til patientens kost og fysiske aktivitet, så kan resultatet blive hypoglykæmi.
Man taler om hypoglykæmi, når blodsukkeret kommer ned på ca. det halve af normale menneskers blodsukker. Symptomerne er mangeartede og er nemme at forveksle med oplevelser, vi alle oplever en gang imellem - fx sultfølelse, agresivitet, ængstelse og uklarhed.
Der skelnes mellem insulinshock hvor blodsukkeret er blevet så lavt, at diabetikeren ikke får sukker nok til hjernecellerne, med det resultat at han bliver "uklar", opfører sig som om han er beruset, er svær at kommunikere med, kan ikke gå lige.
Insulinchoket kan afhjælpes ved, at man taler hårdt til ham og simpelthen tvinger ham til at indtage en eller anden form for sukkerholdig drikkelse eller fast føde - juice fx. Som regel vil han sætte sig til modværge med henvisning til at der ikke er noget galt med ham. Hans hjerne fungerer jo ikke.
Hvis diabetikeren ikke makker ret eller er utilgængelig, skal man ringe efter hjælp.
Den mildere form for lavt blodsukker (insulinføling) medfører, at diabetikeren har svært ved at koncentrere sig og føre en fornuftig samtale med andre. Andre symptomer kan være pludselig sved, uro, kvalme og rysten på hænderne.
Opskriften på hjælp er den samme: Hæld noget sukkerholdigt i ham. Så vil han være så god som ny i løbet af cirka 15 minutter. 15 minutter er den tid det tager at få juicens sukker ind i hans blod.
Heldigvis kan diabetikeren som regel selv mærke, at der er et lavt blodsukker på vej, og så sørger de for selv at hælde juice eller lignende indenbords. Pårørende eller arbejdskolleger til en diabetiker kan som regel observere det lave blodsukker, som er på vej, før diabetikeren selv, så de bør ikke holde sig tilbage med forslag om at drikke et glas juice.
Undersøgelser tyder på, at en del type 2 diabetikere arbejder så hårdt på at være velregulerede, at de permanent går med et blodsukker under det normale. Det drejer sig, tyder undersøgelsen på, om 10 % af type 2 diabetikere i Danmark.
Deres permanente lave blodsukker medfører, at de bliver ude af stand til at registrere, når blodsukkeret faldet. Kroppen har vænnet sig til det.
Det betyder, at de til tider ramler ind i et insulinchok uden at have set det komme. I trafikken fx er det livsfarligt. Steno Hospital har for nogle år siden gennemført nogle ugekurser for disse "artige" diabetikere, hvor de lærte at undgå disse permanente lave blodsukre og fik deres krop til igen at registrere dem. Der er i behandlingssystemet ikke (august 2010) afsat ressourcer til at fortsætte dette behandlingstilbud.
Hvad går der galt i kroppen?
Immunsystemet består af hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer er nogle særlige celler som laver en række af stoffer. Det er modstoffer og signalstoffer. I modsætning til de fleste af kroppens celler, der er samlet i afgrænsede organer, så er immunsystemets celler enkelt-celler. De transporteres med blodet rundt i kroppen hvor de trænger ind i kroppens væv, hvorefter de siden hen føres med lymfen tilbage til blodet. Immunforsvarssystemets celler kan opdeles i forskellige celler: Lymfocytter, T-lymfocytter, T-dræberceller, B-lymfocytter, Monocytter og Granulocytter.
Disse celler får formodentlig, for man ved det ikke, et eller andet galt i halsen. De får nemlig den tossede idé at begynde at angribe de insulindannende celler. Det resulterer i en manglende insulinproduktion. Man mener at det er ens arvelige anlæg der er medbestemmende herfor.
Mad og diabetes.
Det er altid vigtigt at man har sunde madvaner. For en diabetiker er det især vigtig fordi målet for deres kost er, at indholdet af sukker og fedtstoffet i blodet holdes så nært det normale som muligt. Men det er ikke ensbetydende med at deres mad skal være kedelig. Som sådan er diabetesmad almindelig sund mad, som med fordel kan spises af hele familien. Faktisk er den mad som diabetikeren bør spise den samme som alle danskere tilrådes at spise.
Fra maden henter vi energi, byggesten og næringsstoffer til vores krop. Vores mad består af fire typer næringsstoffer. Fedtstoffer, kulhydrater, proteiner og alkohol. Derudover indeholder den vitaminer og mineraler.
Moderat indtag af alkohol og rødvin gavner helbredet, men det er ikke nok.
Indtil for 2 år siden kunne diabetikere i Danmark få kosttilskud, så de havde råd til at købe de rette fødevarer. Men en undersøgelse foretaget af Servicestyrelsen Servicestyrelsens undersøgelse af merudgifter til diabeteskost 2007-2008 viste, at dansk normalkost med tiden var blevet lige så dyr som diabeteskosten, så derfor ydes der ikke længere et sådant tilskud.
Fysisk aktivitet og diabetes.
Fysisk aktivitet medfører at insulin har lettere ved at transportere madens sukker fra blodet ud i musklerne, og der er derfor brug for mindre insulin end sædvanligt - både hos mennesker med diabetes og hos mennesker uden. Hos mennesker "uden" diabetes reguleres dette ved, at de producerer mindre insulin i deres bugspytskirtel. Hos mennesker "med" diabetes skal det reguleres ved nedsættelse af insulindosis.
Man skal være opmærksom på, at denne fysiologiske effekt af fysisk aktivitet holder sig op til 48 timer efter at aktiviteten er udført, og diabetikere skal derfor benytte nedsat insulindosis op til et par dage.
Som et kuriosum kan nævnes, at hvis man opholder sig i højder over 3.000 meters, er den fysiologisk effekt af det lave lufttryk, at insulinbehovet stiger med ca. 50%, så man kan godt risikere at få livsfarlig hyperglykæmi som diabetiker, hvis man strabadserer i disse højder mens man går og tror at insulindosis skal sættes ned.
Behandling.
Behandlingen af sukkersyge baseres på tre principper: diæt, motion og eventuelt antidiabetisk medicin, det sidste i form af tabletter ved diabetes type 2 og insulin ved diabetes type 1, enten manuel injektion eller med insulinpumpe.
Komplikationer.
Dårlig regulering af diabetes med permanent høje blodsukre kan med tiden medføre sygdomme i både kroppens store og små blodkar. Dette kan yderlige betyde, at der er en forhøjet risiko for blindhed, hjerte- og karsygdomme, neuropati, koldbrand med risiko for amputation, nyresygdomme og død i en ung alder.
Dieselmotor.
De to mest anvendte principper for stempelmotorer er hhv. Ottomotor og dieselmotor, begge opkaldt efter deres opfindere. Rudolf Diesel (1858-1913) fra Tyskland udviklede dieselmotoren i 1893-97.
I en dieselmotor, som er en varmekraftmaskine, indsprøjtes dieselolie i en komprimeret luftmængde og selvantænder på grund af temperaturen. Derfor bruger dieselmotorer ikke tændrør, som ottomotoren. Før motorstart skal et gløderør i topstykket dog opvarmes, så dieselolie der rammer dette, opvarmes. Gløderøret er kun i brug i 5-30 sekunder, da spildvarmen under driften overtager opvarmningen.
En dieselmotor kan realiseres som enten totaktsmotor eller firetaktsmotor.
Totaktsmotorer.
Store totaktsmotorer kombineres som regel med turboladere og opnår derved en højere specifik ydelse.
De fleste totaktsmotorer driver enten skibe eller mindre kraftværker.
Siden år 2000 har marinemotorer eksisteret med elektronisk styret indsprøjtning af diesel samt elektronisk styret åbning af ventiler. Det første skib, ved navn "Bow Cecil" ejet af det norske rederi "Odfjell", blev udstyret med en sådan motor af S.
Firetaktsmotorer.
Firetaktsmotorer anvendes i dag mange steder i transportindustrien, dels pga. dens høje virkningsgrad, dels pga. dens høje drejningsmoment.
Det var da også momentet der var argumentet da man i 1920'ernes USA begyndte at anvende dieselmotorer i lastbilerne, kort efter fulgte jernbane lokomotiverne, de benytter dog en hydraulisk gearkasse eller elektrisk transmission i modsætning til lastbilernes mekaniske. Dette skyldes at en direkte mekanisk overførsel af kraften ikke er solid nok til de kræfter der bruges i et lokomotiv; drivlinen vil simpelthen blive rykket i stykker. Lokomotiver med elektrisk transmission kaldes dieselelektriske lokomotiver. Dieselelektriske drivliner benyttes i øvrigt også på større dumpers i miner og stenbrud.
De første traktorer med dieselmotor dukkede op i 1930'erne. Og sammen med dem entreprenør-maskinerne (gravemaskiner, bulldozere, osv.).
Den først dieselpersonbil, en Mercedes 270D, kom på markedet i 1937, der skulle dog gå 50 år inden dieselen rigtig fik fat i personbilsmarkedet. Det lykkedes først med turboladeren fra 1980'erne (ofte sammensat med en intercooler), og siden Commonrail indsprøjtningen fra slutningen af 1990'erne.
Dieselmotorer i biler har visse miljømæssige ulemper, der til dels kan afhjælpes vha. partikelfiltre.
Finnmark.
Finnmark er en provins i Norge. Provinsen havde i 2002 73.732 indbyggere, hvilket svarer til 1,6 % af Norges befolkning. Arealet er på 48.637 kvadratkilometer. Administrationen er beliggende i Vadsø. Indtil Finnmark i 1814 blev en ordinær provins havde Finnmark status som koloni.
Kommuner.
Forvaltningsområdet for samisk sprog omfatter fem kommuner (Kautokeino, Karasjok, Nesseby, Tana og Porsanger) i Finnmark og én (Kåfjord) i Troms.
Hedmark.
Beliggenhed af kommuner i Hedmark fylkeHedmark er et fylke/provins i Norge. Provinsen havde i 2002 187.965 indbyggere, svarende til 4,1 % af Norges befolkning. Arealet er på 27.388 kvadratkilometer. Provinsens administration er placeret i Hamar.
Hordaland.
Hordaland er en provins i Norge. Provinsen havde i 2002 438.253 indbyggere, svarende til 9,6 % af Norges befolkning. Arealet er på 15.634 kvadratkilometer. Administrationen er beliggende i Bergen.
3. juli.
3. juli er dag 184 i året i den gregorianske kalender (dag 185 i skudår). Der er 181 dage tilbage af året.
Cornelius dag. Muligvis efter martyrpaven Cornelius, der døde i 253.
03
16. juli.
16. juli er dag 197 i året i den gregorianske kalender (dag 198 i skudår). Der er 168 dage tilbage af året.
Susannes dag. Måske den kvinde, som var gift med Joachim i Babylon, og blev frelst af profeten Daniel for falske anklager om utroskab.
19. juli.
19. juli er dag 200 i året i den gregorianske kalender (dag 201 i skudår). Der er 165 dage tilbage af året.
Justas dag. Efter en spansk kvinde, som ikke ville aflevere en af sine pottemagerskåle til et optog for en hedensk gudinde, og derved blev afsløret som kristen - og martyrdræbt.
3. april.
3. april er dag 93 i året i den gregorianske kalender (dag 94 i skudår). Der er 272 dage tilbage af året.
Dagens navn er Nicætas, opkaldt efter en klosterforstander fra Lilleasien, der blev udsat for omfattende forfølgelser på grund af sin ikondyrkelse, hvorunder han af ikonoklasterne blev jaget væk fra sit kloster, pint med stor grusomhed i Konstatinopel, men overlevede og levede derefter resten af sit liv på en lille ø nær Konstatinopel til sin død i år 824.
03
4. april.
4. april er dag 94 i året i den gregorianske kalender (dag 95 i skudår). Der er 271 dage tilbage af året.
Dagens navn er Ambrosius. Dagen er opkaldt efter Den Hellige Ambrosius, som døde påskeaften den 4. april år 397 (født i Trier i Gallien, det nuv. Tyskland, ca. 339). Ambrosius udviklede sig til en af de store kirkefædre, efter at han blev salvet til en af vigtigste poster (både politisk, økonomisk og religiøst) i det vestromerske rige efter kejseren, nemlig som biskop i Milano. Ambrosius komponerede og indførte hymner som fast folkeligt middel til lovprisning i kirkelige ritualer. Ambrosius er skytshelgen for Milano, Bologna, biavlere, vokslysstøbere samt for bier og husdyr.
04
6. april.
6. april er dag 96 i året i den gregorianske kalender (dag 97 i skudår). Der er 269 dage tilbage af året.
Dagens navn er Sixtus. Dagen er opkaldt efter pave Sixtus 1., der led martyrdøden år 127 og senere blev begravet i Peterskirken ved siden af apostlen Peter.
06
7. april.
7. april er dag 97 i året i den gregorianske kalender (dag 98 i skudår). Der er 268 dage tilbage af året.
07
17. april.
17. april er dag 107 i året i den gregorianske kalender (dag 108 i skudår). Der er 258 dage tilbage af året.
Anicetus dag, han var pave fra 140-166. Dagen er en af de 32 Tycho Brahesdage.
20. april.
20. april er dag 110 i året i den gregorianske kalender (dag 111 i skudår). Der er 255 dage tilbage af året.
Sulpicus dag, opkaldt efter den fornemme romer Sulpicius, der sammen med vennen Silvinianus forelskede sig i to af den hellige Domitians veninder og derfor omvendte sig til kristendommen. De led martyrdøden år 647.
2. juni.
2. juni er dag 153 i året i den gregorianske kalender (dag 154 i skudår). Der er 212 dage tilbage af året.
02
2. september.
2. september er dag 245 i året i den gregorianske kalender (dag 246 i skudår). Der er 120 dage tilbage af året.
Elisas dag, efter profeten Elisa.
02
2. oktober.
2. oktober er dag 275 i året i den gregorianske kalender (dag 276 i skudår). Der er 90 dage tilbage af året.
Ditlevs dag. Oprindelsen til navnet er ukendt.
02
2. november.
2. november er dag 306 i året i den gregorianske kalender (dag 307 i skudår). Der er 59 dage tilbage af året.
02
3. august.
3. august er dag 215 i året i den gregorianske kalender (dag 216 i skudår). Der er 150 dage tilbage af året.
Nikodemus dag. Nikodemus var en jødisk skriftklog, der blandt andet omtales i Johannesevangeliet.
03
3. oktober.
3. oktober er dag 276 i året i den gregorianske kalender (dag 277 i skudår). Der er 89 dage tilbage af året.
Mettes dag, formentlig efter den fromme Mechtild af Magdeburg, som døde i slutningen af 1200-tallet.
03
3. juni.
3. juni er dag 154 i året i den gregorianske kalender (dag 155 i skudår). Der er 211 dage tilbage af året.
03
23. juli.
23. juli er dag 204 i året i den gregorianske kalender (dag 205 i skudår). Der er 161 dage tilbage af året.
Apollinarius dag. Han var biskop i Ravenna.
Dagen er den første af "Hundedagene" - der løber til 23. august. Navnet kommer fra hundestjernen Sirius, som omkring denne dato står op lidt før solen. Det er også den første dag i stjernetegnet Løven, på latin: Leo.
Det er nationaldag i Egypten og Etiopien.
6. august.
6. august er dag 218 i året i den gregorianske kalender (dag 219 i skudår). Der er 147 dage tilbage af året.
Kristi forklarelsesdag. I følge Matthæus vandrede Jesus en dag op på et bjerg sammen med Peter, Jacob og Johannes, hvor de hørte en stemme fra himlen, som sagde at Jesus var Guds elskelige søn.
Det er nationaldag i Jamaica og Bolivia.
06
14. august.
14. august er dag 226 i året i den gregorianske kalender (dag 227 i skudår). Der er 139 dage tilbage af året.
Eusebius dag. En romersk præst, som efter 7 måneders fængsel døde i 357.
Det er nationaldag i Pakistan.
16. august.
16. august er dag 228 i året i den gregorianske kalender (dag 229 i skudår). Der er 137 dage tilbage af året.
Rochus dag. Da der ved kirkemødet i Konstanz i 1414 udbrød pest i byen, blev den fromme Rochus tilkaldt - og pesten forsvandt.
Arne Jacobsen.
Arne Emil Jacobsen (11. februar 1902 i København – 24. marts 1971 i København) var en dansk arkitekt og designer, som var med til at indføre modernismen i Danmark. Han har internationalt ry og er en af Danmarks mest kendte designere.
I 1943 flygtede han til Sverige, hvor han blev til krigens slutning.
Han er i dag internationalt kendt og anerkendt for især sine stole: Syveren, Myren, Svanen og Ægget.
Arne Jacobsen blev uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han i perioden 1956-1965 underviste som professor i bygningskunst inspireret af Le Corbusier.
Midt i 1990'erne opstod der i Danmark og internationalt en fornyet interesse for modernismens møbelkunst og Danish design. Det affødte en stigende efterspørgsel efter Arne Jacobsens møbler og kunstindustrielle produktion.
Arne Jacobsen er begravet på Ordrup Kirkegård.
Arkitekturværker.
Danmarks ambassade i London, 1977
20. august.
20. august er dag 232 i året i den gregorianske kalender (dag 233 i skudår). Der er 133 dage tilbage af året.
Bernhards dag. Mindedag for Bernhard af Clairvaux - grundlæggeren af Cistercienserordenen, som døde år 1153. Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
Astronomisk enhed.
En Astronomisk enhed, AE (eng. Astronomical Unit, AU) er en længdeenhed baseret på middelafstanden mellem Solen og Jorden.
Begge forkortelserne (AE og AU) ses brugt på dansk.
Én astronomisk enhed er 1,495 978 706 91 · 1011 m = ca. 149.597.871 km.
Først bestemt ved Venuspassagen i 1769.
Carlo Urbani.
Dr. Carlo Urbani (19. oktober, 1956 - 29. marts, 2003) var en italiensk læge, der som den første opdagede SARS. Han advarede tideligt WHO, hvilket sandsynligvis har reddet en masse mennesker.
Han døde af et hjerteslag som en følge af sygdommen, kun 46 år gammel.
25. august.
25. august er dag 237 i året i den gregorianske kalender (dag 238 i skudår). Der er 128 dage tilbage af året.
Ludvigs dag. Dagen har fået navn efter den franske konge, Ludvig den Hellige (den 9.), der døde under et korstog i 1270.
Det er nationaldag i Uruguay.
27. august.
27. august er dag 239 i året i den gregorianske kalender (dag 240 i skudår). Der er 126 dage tilbage af året.
Gebhardus dag. Der er måske tale om en biskop fra Constanz, der døde i 996.
Krakatau.
a> taget af Woodbury & Page cirka 1885).
Krakatau er en vulkanø beliggende i strædet mellem Sumatra og Java. Krakatau gik den 26. august 1883 i et voldsomt udbrud, der kulminerede den følgende dag. Store dele af øen blev sprængt væk, og en 30 meter høj bølge brød ind over de omkringliggende øer, hvor 36.380 mennesker omkom. I alt blev 163 landsbyer udslettet.
Eksplosionen var så voldsom, at den fire timer efter kunne høres på øen Rodrigues 4.776 kilometer væk, hvor den fornemmedes som ”drøn fra store kanoner”. I alt kunne eksplosionen høres med det menneskelige øre på mere end en trettendedel af Jordens overflade. Eksplosionen menes at have været 26 gange så kraftig, som den hidtil største brintbombe-prøvesprængning (foretaget af Sovjetunionen) svarende til ca. 200 megatons TNT.
Asken blev i 80 km højde spredt over hele Jorden, og forårsagede kraftig aftenrøde i efterårsmånederne. Lufttrykket vandrede som en bølge flere gange rundt om Jorden, og blev blandt andet påvist tre gange i Berlin.
En eksplosion på den græske ø Santorini i det ægæiske hav i år 1628 f.Kr. var omkring tre gange så voldsom som denne på Krakatau.
13. november.
13. november er dag 317 i året i den gregorianske kalender (dag 318 i skudår). Der er 48 dage tilbage af året.
Arkadius dag. Usikre beretninger nævner kun en enkelt martyr fra de tidlige kristenforfølgelser med dette navn.
13. oktober.
13. oktober er dag 286 i året i den gregorianske kalender (dag 287 i skudår). Der er 79 dage tilbage af året.
Angelus' dag. Angelus er en munk, der lider martydøden i Afrika omkring år 1050.
13. september.
13. september er dag 256 i året i den gregorianske kalender (dag 257 i skudår). Der er 109 dage tilbage af året.
Cyprianus dag. Cyprianus blev halshugget i år 258 under Kejser Decius' kristenforfølgelser. Han skrev en mængde beretninger om den tidligste kristne kirke, som i dag er vigtige bidrag til den første kirkehistorie.
14. december.
14. december er dag 348 i året i den gregorianske kalender (dag 349 i skudår). Der er 17 dage tilbage af året.
14. juli.
14. juli er dag 195 i året i den gregorianske kalender (dag 196 i skudår). Der er 170 dage tilbage af året.
14. maj.
14. maj er dag 134 i året i den gregorianske kalender (dag 135 i skudår). Der er 231 dage tilbage af året.
14. november.
14. november er dag 318 i året i den gregorianske kalender (dag 319 i skudår). Der er 47 dage tilbage af året.
Dagens navn er Frederik. Det er Verdens Diabetes Dag.
14. oktober.
14. oktober er dag 287 i året i den gregorianske kalender (dag 288 i skudår). Der er 78 dage tilbage af året.
Calixtus dag, efter den kristne missionær Calixtis, der blev fængslet på grund af sine aktiviteter, men da han fortsatte med at prædike fra fængslet, bandt man omkring år 222 en sten om halsen på ham og kastede ham i en brønd.
14. september.
14. september er dag 257 i året i den gregorianske kalender (dag 258 i skudår). Der er 108 dage tilbage af året.
Korsets ophøjelsesdag. Kejser Heraclius gør denne dag til en festdag i år 631 til minde om sejren over perserne, hvor det hellige Kristi kors fra gravkirken i Jerusalem bliver tilbageerobret fra hedningene.
9. september.
9. september er dag 252 i året i den gregorianske kalender (dag 253 i skudår). Der er 113 dage tilbage af året.
Gorgonius dag, efter en from kristen, der var ansat ved det kejserlige hof i Rom i 300-tallet. Han udsat for de forfølgelser af kristne, som foregik under kejser Diocletian, og udsat for de frygteligste pinsler, inden han blev brændt på bålet. Gorgonius er notarernes skytshelgen.
09
9. oktober.
9. oktober er dag 282 i året i den gregorianske kalender (dag 283 i skudår). Der er 83 dage tilbage af året.
09
7. december.
7. december er dag 341 i året i den gregorianske kalender (dag 342 i skudår). Der er 24 dage tilbage af året.
Agathons dag, romersk soldat, som bliver omvendt efter at have overværet, at Julianus og Cronion bliver pint. Han bliver halshugget under Decius' kristenforfølgelser omkring år 250.
07. december
7. juni.
7. juni er dag 158 i året i den gregorianske kalender (dag 159 i skudår). Der er 207 dage tilbage af året.
07
8. december.
8. december er dag 342 i året i den gregorianske kalender (dag 343 i skudår). Der er 23 dage tilbage af året.
Dagens navn er Mariæ undfangelse.
08. december
4. september.
4. september er dag 247 i året i den gregorianske kalender (dag 248 i skudår). Der er 118 dage tilbage af året.
Theodosias dag. Hun var 17 år, da hun i hjembyen Cæsarea hjalp og trøstede andre kristne, der skulle henrettes. Derfor blev hun selv martyrdræbt. Man skar hendes ene bryst af og druknede hende.
04
Hilla.
Hilla er en by i Irak, beliggende ved bredden af Eufrat cirka 100 kilometer syd for Bagdad. Byen ligger på stedet, hvor Babylon tidligere lå.
Basra.
Basra i det sydlige Irak.
Basra er en by i Irak, beliggende cirka 550 kilometer sydøst for Bagdad. Byen har 2,6 millioner indbyggere og er den næststørste by i Irak. Basra ligger ved floden Shatt al-Arab og er Iraks vigtigste havneby.
Den danske hærstyrke i Irak på cirka 470 soldater havde base i Camp Danevang syd for Basra.
Fra at været en forholdsvis rolig by steg volden i Basra siden 2006.
Den 10. august 2007 blev de danske landtrypper trukket hjem.
De blev dog erstattet af 50 soldater med fire Fennec-helikoptere, der samarbejder med britiske styrker.
Denne helikopterstyrke er planlagt til at blev trukket hjem omkring 1. januar 2008.
Den dansk-irakiske forfatterinde Duna Ghali er født i Basra og har en uddannelse fra Basra universitet.
Møre og Romsdal.
Møre og Romsdal er et amt i Norge. Amtet havde i 2002 243.855 indbyggere, svarende til 5,3 % af Norges befolkning. Arealet er på 15.104 kvadratkilometer. Administrationen er beliggende i Molde.
Amtet består af tre distrikter: Nordmøre, Romsdal og Sunnmøre.
Kommuner.
Location of Møre og Romsdal Municipalities
Nærorienten.
Nærorienten er en ældre betegnelse for Mellemøsten.
Ved Carsten Niebuhr Afdelingen under Københavns Universitet, drives der forskning og undervisning i nærorientalsk arkæologi og historie.
8. september.
8. september er dag 251 i året i den gregorianske kalender (dag 252 i skudår). Der er 114 dage tilbage af året.
08
23. september.
23. september er dag 266 i året i den gregorianske kalender (dag 267 i skudår). Der er 99 dage tilbage af året.
Linus dag. Biskop af Rom omkring år 90, som skal have været Peters første efterfølger i paveembedet.
Efterårsjævndøgn falder oftest den 22. eller 23. september, og mindre hyppigt 21. eller 24. september.
23. oktober.
23. oktober er dag 296 i året i den gregorianske kalender (dag 297 i skudår). Der er 69 dage tilbage af året.
Sørens dag. Søren - eller Severin - var biskop i Köln omkring år 380. Efter et nordisk folkesagn, var Søren dog søn af en jysk bonde fra Ry ved Himmelbjerget, hvor man i middelalderen byggede en kirke til hans ære.
Fra Sørens dag var det godt at begynde slagtningen af svin.
24. april.
24. april er dag 114 i året i den gregorianske kalender (dag 115 i skudår). Der er 251 dage tilbage af året.
Dagens navn: Albertus, böhmisk fyrstesøn, der bliver valgt som biskop i Prag.
26. april.
26. april er dag 116 i året i den gregorianske kalender (dag 117 i skudår). Der er 249 dage tilbage af året.
Dagens navn: Cletus, den tredje pave efter Peter og Linus. Han dør omkring år 90. kaldes undertiden Anakletius.
4. maj.
4. maj er dag 124 i året i den gregorianske kalender (dag 125 i skudår). Der er 241 dage tilbage af året.
Denne dag sætter man stearinlys i vinduet om aftenen for at fejre befrielsen fra tyskerne i 1945 efter 5 år i krig.
04
4. juli.
4. juli er dag 185 i året i den gregorianske kalender (dag 186 i skudår). Der er 180 dage tilbage af året.
Ulricus's dag. Ulricus bliver opdraget i klostret i St. Gallen og er i 50 år biskop i Augsburg (923-973). Talrige legender fortæller om hans omsorg for fattige og syge, kirke- og klostergrundlæggelser og hans personlige indsats ved ungarernes angreb på byen. Ulricus bliver helgenkåret i 993.
04
4. november.
4. november er dag 308 i året i den gregorianske kalender (dag 309 i skudår). Der er 57 dage tilbage af året.
04
5. august.
5. august er dag 217 i året i den gregorianske kalender (dag 218 i skudår). Der er 148 dage tilbage af året.
05
6. december.
6. december er dag 340 i året i den gregorianske kalender (dag 341 i skudår). Der er 25 dage tilbage af året.
Nikolaus dag. Nikolaus var biskop i Myra. Med tiden skabes mange historier om ham, blandt andet hvorledes han frelser nødstedte søfolk, han er børnenes ven, søfolkenes skytshelgen samt forbillede for Santa Claus (julemanden). Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
06. december
8. november.
8. november er dag 312 i året i den gregorianske kalender (dag 313 i skudår). Der er 53 dage tilbage af året.
08
9. november.
9. november er dag 313 i året i den gregorianske kalender (dag 314 i skudår). Der er 52 dage tilbage af året.
Theodors dag. En kristen romersk soldat, som blev martyrdræbt i 290, efter han havde sat ild til afgudstemplet for Cybele.
I tysk sammenhæng kaldes 9. november undertiden Schicksalstag (dansk: Skæbnedag), da der på denne dag er faldet en række begivenheder, som indebar radikale vendepunkter og cæsurer i tysk historie. Udtrykket er først for alvor kommet i anvendelse, efter at Berlinmuren også var faldet på denne dag.
09
20. november.
20. november er dag 324 i året i den gregorianske kalender (dag 325 i skudår). Der er 41 dage tilbage af året.
Volkamarus dag. Dagen har fået navn efter en - i dag - ukendt helgen.
20. oktober.
20. oktober er dag 293 i året i den gregorianske kalender (dag 294 i skudår). Der er 72 dage tilbage af året.
Tommy Seebach.
Tommy Seebach Mortensen (14. september 1949 i København – 31. marts 2003) var en dansk sanger, sangskriver og pianist, der særligt i 1980'erne skrev adskillige populære sange.
De første år og solokarriere.
Som 14-årig startede han sin musikalske karriere i sit eget band "The Colours". I de følgende år spillede han i en del forskellige bands på klaver/keyboard og gik undertiden under navnet "Boogie-Woogie-Tommy". I 1965 blev medlem af pigtråds-gruppen Sir Henry & His Butlers, hvor han skrev flere af gruppens hits, bl.a. "Monkey's In Wood" fra 1969. I 1975 valgte han at starte en solokarierre, efter at have fået en voldsom popularitet i Sir Henry. Han fortsatte den dansktopagtige stil fra Sir Henry, men lavede også flere instrumental-indspilninger og vokalindspilninger i den poppede genre. Han blev hjulpet godt frem i radio- og tv-programmer af vennen Jørgen de Mylius, og leverede i øvrigt mange signaturmelodier til radio og tv. Hans første soloalbum "Wheels" blev udgivet i 1975.
I en periode var han indspilningschef på EMI i Danmark, og medansvarlig for en lang række musikudgivelser, bl.a med duoen Laban i 1982, Jens Brixtofte og M.K.T samt The Lollipops.
Dansk Melodi Grand Prix.
Tommy Seebach deltog otte gange i det danske Melodi Grand Prix og vandt de tre. Teksterne skrev han i samarbejde med Keld Heick. Igennem firserne fik han tilnavnet "Kongen af Dansk Melodi Grand Prix" pga. hans mange deltagelser i Grand Prix'et.
Eurovision Song Contest.
Seebachs første deltagelse i Eurovision var i 1979 med sangen "Disco Tango", som var et kæmpe hit i Danmark, men også fik en vis succes i resten af Europa efter deltagelsen i det internationale Melodi Grand Prix. Han sluttede på en sjetteplads, hvilket øgede hans popularitet i hjemlandet. To år senere, i 1981, deltog han igen med sangen "Krøller eller ej", som han sang sammen med Debbie Cameron. Her sluttede sangen som nummer 11 og blev ikke den samme succes, som "Disco Tango" havde været. Hans sidste deltagelse var i 1993, hvor han havde kvalificeret sig med sangen "Under stjernerne på himlen". Den var meget populær i Danmark, men endte, med 9 point som nr. 22 ud af 25, hvilket resulterede i at Danmark ikke deltog i konkurrencen 1994.
Efter Melodi Grand prix.
I 1989 fik Tommy Seebach et stort hit med sangen "Du skælder mig hele tiden ud", som han sang sammen med Keld Heicks datter Annette Heick. Hittet blev fulgt op af to singler og et julealbum.
I 1999 fik han et comeback med discoversionen af "Krøller eller ej", som han udgav sammen med et opsamlingsalbum. Han turnerede rundt på landets diskoteker, hvor han nærmest fik kultstatus blandt et forholdsvis ungt publikum, der kunne huske hans sange fra deres barndom.
I sine sidste år underholdt han i Bakkekroen på Dyrehavsbakken, hvor han var chef for den musikalske underholdning.
Tommy Seebach er far til Marie Seebach, Rasmus Seebach og Nicolai Seebach.
Død.
Mandag den 31. marts 2003 sank Tommy Seebach bevidstløs sammen på vej op ad en bakke på Dyrehavsbakken, hvor han var på arbejde. Han døde på vej til hospitalet, 53 år gammel.
Hans tidlige død tilskrives et tiltagende alkoholforbrug i 1990'erne. Han ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Eftermæle.
I flere år var der megen stilhed omkring Tommy Seebachs person. I 2007 skete der dog en bølge, der begyndte at gøre ham populær igen. Det hele startede med at en gammel musikvideo fra Shadows-nummeret "Apache", bl.a. indeholdende en ung Louise Frevert, opnåede international kultstatus på internetsiden Youtube. I 2009 fik sønnen Rasmus Seebach sit store solo-gennembrud, og dette ledte også til interesse omkring Tommy Seebach. Dette bevirkede at der i 2010 blev lavet en dokumentarfilm om Tommy Seebachs liv, "Tommy", og samme år udkom en biografi og en cd-boks med alle Tommy Seebachs originale værker samt en mængde bonusnumre, hvoraf flere ikke tidligere havde været udgivet.
5. oktober.
5. oktober er dag 278 i året i den gregorianske kalender (dag 279 i skudår). Der er 87 dage tilbage af året.
05
Kolosblæksprutte.
Kolosblæksprutten el. Kolossalblæksprutten ("Mesonychoteuthis hamiltoni") er den største kendte blæksprutte. Den lever på dybder større end en kilometer. Den tiarmede kolosblækspruttes eksakte størrelse og længde kendes ikke. Men formodes at kunne blive mindst 18 meter.
Der er alene fanget 3 intakte kolosblæksprutter. Senest den 22. februar 2007 i det sub-antarktiske Ross Sea omkring 3.600 kilometer syd for Wellington. Der var tale om en halvvoksen hanblæksprutte på 450 kilogram og en samlet længde på omkring ti meter.
Der er fundet yderligere 5 delvist opløste eksemplarer i maven på kaskelothvaler.
På grund af manglen på konkrete beviser på kolosalblækspruttens eksistens, blev den gennem en årrække kategoriseret under kryptozoologi som et fabeldyr eller levende væsen, hvis eksistens, der ikke var tilstrækkeligt med bevis for.
Kolosblæksprutten har øjne på størrelse med middagstallerkener, som er de største kendte øjne i dyreverdenen. Den bruger øjnene til at se byttet på de meget mørke dybder den lever i. Den har otte arme og 2 fangarme med op til 25 halvmåneformede barberbladsskarpe kløer, der lynsnart kan sættes i bytte, der kommer inden for rækkevidde. Kløerne er forankret i muskler, der kan drejes 360 grader.
Blækspruttens "lillebror" er kæmpeblæksprutten der som voksen vejer 900 kilogram.
8. oktober.
8. oktober er dag 281 i året i den gregorianske kalender (dag 282 i skudår). Der er 84 dage tilbage af året.
Ingeborgs dag. Det er ukendt, hvilken Ingeborg dagen er opkaldt efter, men der er ingen helgen med dette navn.
08
Bobby Fischer.
Bobby Fischers partiliste fra partiet mod Miguel Najdorf i tredje runde ved skakolympiaden i 1970.
Robert James Fischer kendt som Bobby Fischer (9. marts 1943 i Chicago - 17. januar 2008 på Island) var amerikansk/islandsk skakspiller.
Fischer lærte at spille skak som 6-årig og viste sig snart at have geniale evner. Fra han var otte til han blev 13 år udviklede han sig på helt egen hånd til en fantastisk stærk spiller. Første gang verden hørte om amerikanernes nye stortalent var i 1956, da Bobby Fischer besejrede den kendte mester Donald Byrne. I 1957 vandt han det amerikanske mesterskab, og sejren gav adgang til interzoneturneringen året efter i Portoroz, hvor han blev nr. 5 og sensationelt kvalificerede sig til kandidatturneringen. Han blev udnævnt til verdens yngste stormester. Bobby Fischer var da VM-kandidat og kun femten år gammel.
Den 1. september 1972 vandt Bobby Fischer verdensmesterskabet i skak i Reykjavik mod Boris Spasskij i et dramatisk opgør. Det var første gang, en amerikaner vandt denne titel. I 1975 nægtede han at gå ind på verdensskakforbundet FIDEs betingelser for VM-matchen mod Anatolij Karpov og blev erklæret for taber uden kamp. Han havde på det tidspunkt ikke spillet offentligt siden matchen mod Spasskij.
I 1992 forlod Fischer kortvarigt sit skak-otium, da han stillede op til en revanche-match mod Spasskij over 30 partier i Jugoslavien. Det amerikanske justitsministerium havde advaret Fischer om, at han risikerede op til 10 års fængsel, hvis han spillede i Jugoslavien, der på dette tidspunkt var underlagt en international handelsembargo. På det indledende pressemøde viste Fischer brevet fra Justitsministeriet frem og spyttede på det som svar til de jugoslaviske værter. Fischer vandt matchen klart og viste i glimt, at han stadig var en gudbenådet skakspiller på trods af 20 års fravær fra spillet.
Den stadig mere excentriske Fischer udviklede gennem årene et intenst had til især skakverdenen, jøder og USA, der i hans få interviews kom til udtryk i stærkt paranoide konspirationsteorier, bl.a. med påstande om at VM-matcherne mellem Garri Kasparov og Anatolij Karpov var aftalt spil. Videre benægtede han holocaust, selv om hans mor var jødinde, og omtalte angrebet på World Trade Center i september 2001 som gode nyheder.
I juli 2004 blev Fischer arresteret i Tokyos Narita lufthavn på begæring af de amerikanske myndigheder, der ville retsforfølge ham i USA for overtrædelse af handelsembargoen mod Jugoslavien i 1992. I marts 2005 tilkendte det islandske parlament imidlertid Fischer et islandsk statsborgerskab i taknemmelighed over, at han i 1972 satte øen på verdenskortet. Den 24. marts 2005 landede han igen i Reykjavik, hvor han boede til sin død. Fischer spillede på det sidste ikke længere almindelig skak, men udelukkende Fischer Random skak.
Han er begravet på kirgården i Selfoss i den sydlige islandske region Suðurland.
Slaget ved Brunkebjerg.
Slaget ved Brunkebjerg blev udkæmpet den 10. oktober 1471.
Den svenske Sten Sture og en stor bondehær besejrede her Danmarks kong Christian 1. ved Brunkeberg, et højdedrag nord for Stockholm. Christian 1. havde efter Karl Knutssons død i 1470 set en mulighed for atter at blive svensk konge og transporterede med henved 70 skibe ca. 3000 mand til Stockholm.
Brunkebjerg
Brunkebjerg, Slaget ved
Brunkebjerg, Slaget ved
Uwe Barschel.
Uwe Barschel (13. maj 1944 - 11. oktober 1987) var en vesttysk toppolitiker.
Han blev den 11. oktober 1987 fundet død i badekarret på et hotel i Geneve, Schweiz. I følge de schweiziske myndigheder var det selvmord, men familien hævdede, at der var tale om mord.
Barschel havde i flere måneder været særdeles omstridt og fire dage tidligere var der rejst straffesag mod ham, da anklagemyndigheden mente, at han vidste langt mere end han ville vedgå om de gangstermetoder, der var brugt i de konservatives valgkamp i Tyskland. Blandt andet var der i valgkampen anvendt trusselsbreve og anonyme anmeldelser af lovovertrædelser begået af socialdemokratiske topkandidater.
Barschel havde indtil valget været regeringschef i delstaten Slesvig-Holsten.
15. december.
15. december er dag 349 i året i den gregorianske kalender (dag 350 i skudår). Der er 16 dage tilbage af året.
Nikatius dag. Han var biskop i Reims omkring midten af 400-årene.
15. juli.
15. juli er dag 196 i året i den gregorianske kalender (dag 197 i skudår). Der er 169 dage tilbage af året.
15. juni.
15. juni er dag 166 i året i den gregorianske kalender (dag 167 i skudår). Der er 199 dage tilbage af året.
Vitus dag. Vitus bliver af sin amme og lærer opdraget i den kristne tro og kendt for sin evne til at helbrede. Da han ikke vil ofre til de hedenske guder, bliver han udsat for grusom tortur, indtil en engel udfrier ham. Vitus er en af middelalderens 14 nødhjælpere - med epilepsi og kramper som speciale.
Den 15. juni er det valdemarsdag (indført 1912 ved Cirk.Nr.391 24/12 1912).
Dagen kendes også som genforeningsdag, da Genforeningen 1920 fandt sted 15. juni.
15. maj.
15. maj er dag 135 i året i den gregorianske kalender (dag 136 i skudår). Der er 230 dage tilbage af året.
15. november.
15. november er dag 319 i året i den gregorianske kalender (dag 320 i skudår). Der er 46 dage tilbage af året.
Leopolds dag. En østrigsk markgreve, der døde i 1136.
15. oktober.
15. oktober er dag 288 i året i den gregorianske kalender (dag 289 i skudår). Der er 77 dage tilbage af året.
15. september.
15. september er dag 258 i året i den gregorianske kalender (dag 259 i skudår). Der er 107 dage tilbage af året.
Eskilds dag. Munken Eskild, der formentlig var englænder, sendes til Sverige for at gøre de ukristelige svenskere til gode kristne, men han blev stenet af hedningene i 1080. Fra himlen siger en stemme, at han skal begraves, hvor han ligger. Byen Eskilstuna er opkaldt efter ham.
5. maj.
5. maj er dag 125 i året i den gregorianske kalender (dag 126 i skudår). Der er 240 dage tilbage af året.
Officiel flagdag i Danmark pga. Danmarks Befrielse i 1945.
05
6. maj.
6. maj er dag 126 i året i den gregorianske kalender (dag 127 i skudår). Der er 239 dage tilbage af året.
06
Bornholm.
right
Bornholm er med Christiansø og Frederiksø Danmarks østligste øer. Bornholm kaldes også for "klippeøen" eller "solskinsøen". Øen har et areal på 588,5 km² og der er 41.802 indbyggere (2011). Grundfjeldet ligger nær jordoverfladen, hvorfor klippeforekomster er meget almindelige. Øen er en del af det gamle danske kerneland Skånelandene, og er den eneste, som stadig er dansk.
Hele øen hører under Bornholms Regionskommune som igen hører under Region Hovedstaden.
Øen har form som et parallelogram, hvor nord- og sydkysten er ca. 40 km lang, mens øst- og vestkysten er ca. 30 km; omkredsen er 141,4 km. Størrelsen gør øen velegnet til cykelferie. De tidligere bornholmske jernbaners gamle linjer er udlagt som cykelstier og snor sig fint gennem terrænet med svage stigninger. Den snoede linieføring skyldes, at jernbanen skulle passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers gårde.
De større byer på øen ligger ved kysten og har en havn – med én undtagelse: Aakirkeby (der dog har en havn ved Boderne). Den største hedder Rønne og så følger ellers – med uret – Hasle, Sandvig, Allinge, Gudhjem, Svaneke og Nexø.
Tidligere var fiskeriet en vigtig bestanddel af det bornholmske næringsliv, og laks og sild fra Østersøen var verdenskendte i bearbejdet form fra de mange røgerier. Indskrænkninger i fiskeriet i Østersøen har dog begrænset disse aktiviteter, men røgerierne kan stadig glæde kunderne med friske, røgede fisk i Gudhjem, Svaneke, Hasle, Allinge, Sømarken, Aarsdale og Nexø.
En "bornholmer" kan både være et standur og en røget gylden sild. "Sol over Gudhjem" er et stykke smørrebrød, med røget sild med rå æggeblomme og løg eller purløg.
Urindustrien begyndte efter strandingen af et engelsk skib lastet med standure til Rusland. Fingerfærdige bornholmske håndværkere fik fat på nogle af dem og begyndte selv at fabrikere ure. De afsattes også i hovedstaden. Familien Arboe leverede mange af de betydeligste urmagere i det 18. og 19. århundrede.
Leret i undergrunden blev anvendt både af Den kongelige Porcelainsfabrik og de lokale pottemagerværksteder. Hjorth stentøj i Rønne blev landskendt. Maleren og forfatteren Holger Drachmann arbejdede der.
Fabrikken i Storegade er nu et arbejdende museum.
Granit findes i flere forskellige varianter. Den er anvendt til Christiansborg og til Elefantporten på Carlsberg.
Sandsten findes på Nexøs fortove og i byens stengærder. Desuden i Frihedsstøtten i København.
Jensen Group, blev grundlagt af en maskinfabrikant fra Østermarie i 1937. Industrivirksomheden har afdelinger i Rønne, Sverige, Tyskland, Schweiz og USA. Den er Bornholms største arbejdsplads og producerer udstyr til industrivaskerier og lavenergi vaske- og foldemaskiner.
Turisme udgør en vigtig del af indtjeningen i moderne tid, hvilket skyldes mange spændende udflugtsmål, herunder
Malerne Oluf Høst er født i Svaneke og Michael Ancher i Rutsker Sogn. Forfatteren Martin Andersen Nexø er opvokset i Nexø og uddannet i Østermarie.
Bornholm har to uofficielle flag, der kan anvendes efter behov. Det viste flag er det såkaldte turistflag, der er et Dannebrog med grønt kors, i stedet for et hvidt, og det er det mest populære flag. Det bruges blandt andet af de Bornholmske styrker når de er på øvelse i Danmark, og når de er udsendt. Desuden bruger tyskerne det tit som gæsteflag på deres både når de lægger til på Bornholm. Det andet flag, der har hvide kanter omkring det grønne kors, kaldes Bornholmsflaget, og det bruges mest på Nordbornholm.
Vikingetiden.
Opdelingen i fire herreder er sket i vikingetiden.
Middelalderen.
Bornholm har ikke haft egentlige landsbyer, men har siden oldtiden bestået af spredtliggende enkeltgårde og ofte huse, som var placeret i rækker.
Kongen og kirken var længe i strid om Hammershus og dermed om herredømmet over Bornholm. I over 200 år frem til 1525 var slottet underlagt bispestolen, hvorefter Frederik 1. gav Bornholm som len til lübeckerne som løn for fordrivelse af Christian 2. Bornholm var dansk len frem til enevælden.
Enevælden.
Bornholm tilfaldt Sverige, da Danmark mistede Skånelandene ved Freden i Roskilde i kølvandet på Svenskekrigene, men en oprørsgruppe under ledelse af bl.a. Jens Pedersen Kofoed og Villum Clausen, opnåede at Bornholm befriede sig selv i december 1658, efter at have dræbt den svenske kommandant Johan Printzensköld i Rønne, 8. december 1658. Ved Freden i København 27. maj 1660 kom Bornholm formelt igen under Danmark, mod at 18 godser i Skåne, de såkaldte Bornholms vederlagsgodser, skulle overleveres til den svenske krone.
Attenhundredetallets befolkningsudvikling.
Befolkningsudviklingen havde i årene 1800-1880 fulgt resten af landets fordobling (fra en til to millioner) med en fordobling af befolkningstallet fra ca. 20.000 til 40.000 indbyggere. Men efter 1900 gik befolkningstallet på Bornholm langsomt i stå på et niveau mellem 40 til 50.000, mens resten af Danmark fordoblede sit indbyggertal fra to-en-halv million til ca 5 millioner i 1900-tallet.
Havde Bornholm stadig de 2 procent af Danmarks befolkning som i 1800 ville der være en befolkning på over 100.000 indbyggere i dag.
Bornholm under 2. verdenskrig.
Ved Dueodde findes 2 meget store kanonbunkere der aldrig blev bygget færdig.
Bornholm blev ikke som resten af Danmark besat 9. april 1940, men først den 10. april, og heller ikke befriet 4. maj 1945.
Den tyske kommandant von Kamptz nægtede at kapitulere til russerne.
Det bevirkede at Rønne og Nexø blev bombaderet af russerne 7. og 8. maj 1945. Russerne ankom så den 9. maj og befriede øen. De forlod først Bornholm igen den 5. april 1946, og først da sluttede 2. verdenskrig for Bornholm.
Efter krigen fik Bornholm hjælp fra Sverige med genopbygningen af Rønne og Nexø.
Bornholm under den kolde krig.
Under den kolde krig i 1950/1960erne frygtede man at Sovjetunionen kunne finde på at invadere Bornholm, som de frivilligt i 1946 havde forladt.
Bornholm lå for Nato et strategisk sted i Østersøen, tæt på DDR og Polen der hørte til Warszawapagten.
Fyns Amt.
__NOTOC__
Fyns Amt dækkede øerne Fyn, Ærø, Langeland og omkring 90 andre små øer. Det blev dannet i 1970 ved en sammenlægning af Odense, Assens og Svendborg amtsrådskredse. Amtet var det største amt i Danmark, hvis man målte i antallet af kommuner. Fyns amt bestod af 32 kommuner, og derfra er der langt ned til Nordjyllands Amt med 24 kommuner.
Strukturreformen.
Som led i strukturreformen ophørte amtet pr. 31. december 2006, og dets opgaver videreføres af de fynske kommuner, Region Syddanmark og staten.
24. oktober.
24. oktober er dag 297 i året i den gregorianske kalender (dag 298 i skudår). Der er 68 dage tilbage af året.
Proclus dag. Der findes flere helgener med dette navn, men ingen har festdag den 24.
Første dag i Skorpionens tegn. Latin: Scorpio.
Det er FN-dag, og i hele Norden er det officiel flagdag for stiftelsen af FN.
25. oktober.
25. oktober er dag 298 i året i den gregorianske kalender (dag 299 i skudår). Der er 67 dage tilbage af året.
26. oktober.
26. oktober er dag 299 i året i den gregorianske kalender (dag 300 i skudår). Der er 66 dage tilbage af året.
Amandus dag. Var en meget afholdt biskop fra Maastricht i Holland, som døde i 679.
Wilhelm Freddie.
Christian Frederik Wilhelm "Freddie" Carlsen (7. februar 1909 i København - 26. oktober 1995) var en dansk kunstmaler.
Han var den eneste danske kunstner, der oplevede at blive meldt til politiet for at have produceret ”utugtige kunstværker”. Han fik sågar en hæftestraf for sine ”pornografiske udskejelser”. Wilhelm Freddie var en surrealistisk enspænder, idet han skilte sig ud fra andre surrealistiske kunstnere i Danmark. Han opnåede dog i stort mål anerkendelse, priser, hæder og medaljer.
27. oktober.
27. oktober er dag 300 i året i den gregorianske kalender (dag 301 i skudår). Der er 65 dage tilbage af året.
Sems dag. Sem var patriark og den ældste af Noas tre sønner og stamfader til hebræerne (1. Mosebog 10, 21-31).
29. oktober.
29. oktober er dag 302 i året i den gregorianske kalender (dag 303 i skudår). Der er 63 dage tilbage af året.
Narcissus dag. En from biskop fra Jerusalem, der skal være blevet 116 år.
Indianere i Mexico holder mindedag for den danske franciskanermunk Prins Jakob af Danmark, som fra 1542 til hans død i 1566 eller 67 missionerede blandt de mexicanske indianere.
31. oktober.
31. oktober er dag 304 i året i den gregorianske kalender (dag 305 i skudår). Der er 61 dage tilbage af året.
Louises dag. Dagen har fået navn efter kronprinsesse Louise, som blev født denne dag i 1851.
Dagens navn er også: Reformationens begyndelse.
Det er allehelgensaften - eller på engelsk: Halloween. Ifølge folketroen er hekse, genfærd og mørkets magter løs denne aften. Mange steder fortælles der spøgelseshistorier og tages varsler.
Det er en stor festdag, især i USA, men også i Skotland og Wales. I USA er dagen også "national trylledag".
Videnskab.
Videnskab er en metode for fremskaffelse af almen anvendelig viden, samt betegnelsen på den viden som er fremskaffet ved hjælp af en videnskabelig metode.
Den moderne videnskab regnes for at have haft sit gennembrud i 1600-tallet, hvor der via de metoder der var blevet anvendt i naturfilosofien siden Archimedes søgtes empirisk viden, i stedet for blot at søge at opnå viden via religion.
Den videnskabelige metode.
Der findes mange forskellige videnskabelige metoder, hvilket har flere årsager. Dels er der forskellige vidensområder, som giver forskellige muligheder for at opnå viden. Et eksempel er forskellen på de videnskaber, der beskæftiger sig med naturen, og de der beskæftiger sig med mennesket. I modsætning til naturens faste love antages det ofte at mennesket kan træffe frie valg, og at der derfor er stor forskel på de to områder. I dag skelner man ofte overordnet mellem tre hovedeområder, nemlig naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, hvor naturvidenskaben oftest leder efter lovmæssigheder mens humaniora primært "tolker" menneskelige udtryk i sprog, kunst, religion, filosofi osv. Samfundsvidenskab ligger et sted imellem de to, idet man dels søger at forstå generelle tendenser ved kvantitative metoder, og dels søger at tage udgangspunkt i menneskers forestillinger ved kvalitative metoder.
Udover vidensområdernes karakter, spiller det ind for valget af metode, hvad der er hensigten med de enkelte forskningsprojekter. Et eksempel fra samfundsvidenskaben i forbindelse med et folketingsvalg kunne være, at der ønskes en afklaring af, hvilket uddannelses- og indkomstniveau folk der stemte på socialdemokratiet generelt har. Dette kan klares ved en kvantitativ skemaundersøgelse. Der kan også ønskes en afklaring af, hvad det var, som fik folk til at give socialdemokratiet deres stemme. Her kan det være svært at lave en skemaundersøgelse, da det kan være, at årsagen endnu ikke er kendt, og denne derfor ikke kan skrives på skemaet som svarmulighed. I så fald kan der laves interviewundersøgelser, hvor man søger at spørge ind til og forstå, hvad der har været folks grunde til at stemme, som de har gjort. Endeligt kan man være optaget af, hvorvidt socialdemokratiets politiske forslag vil gavne menneskers frie og lige udfoldelse i samfundet. Det vil kræve en kritisk analyse, med en række normative afklaringer og forsøg på at forstå forskellige faktores samspil.
Endelig har forskellige forskere forskellige videnskabsidealer og de er herudover i mere eller mindre grad påvirket af den vidensskabskultur, som hersker blandt kollegaer samt evt. de krav, som stilles til vidensformen fra offentligheden, politikere, virksomheder eller hvem der har efterspurgt og/eller skal anvende forskningen. En gruppe videnskabsmænd kan f.eks. være optaget af, at al videnskab skal kunne sættes på logiske formler. Eller hvis viden skal anvendes i TV, er det godt med modeller og tal, som gør tingene mere entydige og lette at forstå.
Ofte siger man, at forskning grundlæggende fremkommer ved at forskere lancerer teorier eller hypoteser for at forklarer et eller flere fænomener. Disse efterprøves i forhold til observationer ("empiri"). Hvis teorien kan forklare observationerne, er teorien styrket; hvis observationerne modsiger teorien, må teorien forkastes eller modificeres. Strengt talt kan man ikke sige at noget kan være "videnskabeligt bevist", kun at det er videnskabeligt sandsynligjort, da der indtil videre ikke er nogen observationer der modbeviser teorien. Derfor påstår videnskabsfolk ikke at de besidder "Sandheden" for al fremtid, bare at videnskaben til enhver tid har de mest plausible, troværdige og mest modsigelsesfrie viden på sit fagfelt. Denne beskrivelse er dog mest rammende for naturvidenskaben, og selv i forhold til dette område, vil nogen hævde, at denne beskrvielse reelt ikke indfanger, hvad der er på spil i den videnskabelige praksis.
Videnskabsteori.
Videnskabsteori beskæftiger sig med, hvilke generelle kendetegn, der karakteriserer videnskaben og den videnskabelige metode. Kort fortalt tager den nyere videnskabsteoretiske fortælling gerne sit udgangspunkt ved diskussionen mellem Karl Raimund Popper og Thomas Kuhn. Poppers kriterium for videnskab kan nogenlunde oversættes til, at viden kun kan regnes som videnskab, hvis der er tale om udsagn, som kan efterprøves. Det vil sige at andre forskere skal have muliglighed for at tilbagevise tidligere forskningsresultater på grundlag af observationer, ræsonnementer eller eksperimenter. Når en antagelse modbevises må den forkastets og videnskabsmanden må prøve med nye antagelser. Videnskabelig viden består af de antagelser, som endnu ikke er blevet forkastet.
Kuhn pointerer imidlertid at videnskabelige antagelser er forbundet i større videnskabelige systemer, og at grundantagelserne for disse kun sjældent forkastes, selvom forskellige teser bliver modbevidst. I stedet udvikles hjælpehypoteser, som bruges til at forklare, hvorfor et modbevis ikke rammer grundantagelserne. Kun sjældent er der en videnskabelig revolution, hvor et nyt system med andre grundantagelser får overtaget. Kuhn hævder således, at man ikke kan tale om, at videnskaben finder sikker almen og uafhængig viden, baseret på et metodisk princip om kun at acceptere ikke modbeviste antagelser, fordi der altså altid kun er tale om en viden, som hænger sammen med nogle bestemte forudsætninger, som i sig selv ikke er sikre, men som beskyttes mod modsigelser. Endvidere hævder Kuhn, at de forskellige systemer ikke kan tale sammen. Der er derfor indenfor videnskaben tale om forskellige paradigmer af videnskabelige systemer, som hviler på nogle grundantagelser, hvis sandheder ikke kan afklares eller diskuteres på tværs af paradigmerne. I stedet for at være baseret på en opsamling af antagelser, som kan efterprøves, og som endnu ikke er blevet modbevist, hævder Kuhn altså at videnskaben er baseret på videnskabsmændenes egne grundantagelser. Videnskaben er ifølge Kunh således til en hvis grad socialt konstrueret.
Popper medgiver, at det er vanskeligt at oversætte antagelser, som kommer fra forskellige paradigmer, men han hævder, at det er muligt, hvis man klart gør rede for hvilke grundantagelser, som ligger til grund for de enkelte teser. Således mener Popper, at vi godt kan bevare forstillingen om videnskaben som hvilende på en grundlæggende metode, som bringer os frem mod bedre og mere sikker viden. Forståelsen af videnskaben som mere eller mindre rationel eller socialt konstrueret er stadig noget, som diskuteres blandt videnskabsmænd. Mange vil dog pege på, at den teknologiske udvikling, som hviler på videnskaben, og som hele tiden gør os i stand til bedre at kontrolere og forudsige naturen, viser at videnskaben kan give os sikker og almen viden i hvert fald indenfor nogen områder. Andre vil samtidig mene, at videnskaben hviler på en grundlæggende forkert instumentel tilgang til virkeligheden, hvor vi alene tænker på kontrol ud fra egne behov, og at det kan føre til miljøkatastrofer og totalødelæggende krige. Her vil nogen dog igen pege på, at man bør skelne mellem videnskaben og dens anvendelse.
Afgrænsning af videnskab.
Problemet om videnskabens afgrænsning kaldes demarkationsproblemet.
Det som skiller et ikke-videnskabeligt fra et videnskabeligt udsagn er altså ikke nødvendigvis at det er spekulativt eller at det er fejlagtigt.
Mange videnskabelige teorier begyndte som «spekulationer» som man i samtiden i bedste fald morede sig over og i værste fald brændte ophavspersonen for.
Fejlagtighed eller sandhed buges heller ikke som kriterium for videnskabelighed, af den enkle grund at mange «etablerede sandheder» i efterfølgende har vist sig at være forkerte.
«Sandhed» er et ideal videnskaben stræber mod, men aldrig med sikkerhed kan vide at have opnået (se erkendelsesteori).
Eksempler på ikke-videnskabelige udsagn er derimod dogmer eller definitioner.
Dogmer er uvidenskabelige fordi deres holdbarhed af forskellige grunde ikke ønskes diskuteret.
Definitioner er kendetegnet ved at være "sande ved overenskomst".
At en cirkel er rund er f.eks. ikke til diskussion fordi det "per definition" er sandt.
Med dette er det ikke sagt at uvidenskabelige udsagn er uønskede.
Definitioner er f.eks. vigtig for videnskaben for at afklare hvad man snakker om.
Præsise definitioner kan derfor være forudsætningen for videnskabelig aktivitet, selv om de selv ikke er videnskabelige.
Inddeling.
Videnskaberne kan inddeles eller klassificeres på mange forskellige måder.
Ingen af inddelingene har imidlertid helt klare grænser.
Flere videnskaber falder mellem kategorierne eller i flere af dem samtidig.
Bahai.
Bahá'í er en uafhængig monoteistisk religion, grundlagt af Bahá'u'lláh (1817-1892) i 1863. Religionen har demokratisk valgte råd på lokalt, nationalt og globalt plan. I 1963 valgtes det første Universelle Retfærdighedens Hus som bahá'í-verdenssamfundets øverste ledende institution.
Bahá'í religionen har egne hellige skrifter, bl.a. Kitáb-i-Aqdas (Den Helligste Bog). En grundlæggende etik er tro på Gud. Religionen har ingen præster eller kirker, men bygninger udelukkende til Guds tilbedelse findes. Centralt tema i Bahá'í religionen er at Jorden er ét land og menneskeheden dets indbyggere.
Der er i dag bahá'íer i 191 lande og 46 uafhængige territorier. I Danmark er der ca. 330 bahá'íer.
I Iran, hvor religionen stammer fra, men hvor den under den islamiske republik betragtes som kætteri, er der et stort bahá'í-samfund - anslået til 300.000. FN har i resolutioner kritiseret Iran for undertrykkelse af bahá'íerne.
Sociale aktiviteter.
Det Internationale Bahá'í Samfund har siden 1947 et nært samarbejde med Forenede Nationer og rådgivende status i Det Økonomiske og Sociale Råd og er officielt akkrediteret FN's Børnefond (UNICEF).
Indira Gandhi.
Indira Gandhi (hindi: इन्दिरा प्रियदर्शिनी गान्धी) (19. november 1917 i Allahabad - 31. oktober 1984) var indisk premierminister. Hun var datter af Jawaharlal Nehru, og blev myrdet den 31. oktober 1984.
Det var to sikher fra hendes egen livvagt, der myrdede hende. Mordet udløste en blodig klapjagt på sikher i New Delhi og omegn. Mordet var kulminationen på længere tids uroligheder mellem oppositionelle sikher og premierministerens Kongresparti. Hendes søn, den 40-årige Rajiv Gandhi, blev få timer efter mordet udpeget til ny premierminister.
Harry Houdini.
Harry Houdini (24. marts 1874 - 31. oktober 1926) blev født i Ungarn men han emigrerede til USA i 1878 med sine forældre. Senere var han udbryderkonge og tryllekunstner.
Sit oprindelige navn, Erik Weisz, ændrede han til Harry Houdini til ære for den franske tryllekunstner Jean Eugène Robert-Houdin (1805-1871).
Hans liv skildres i den amerikanske film "Houdini" (1953), med Tony Curtis i titelrollen.
I USA blev den 31. oktober (Halloween) i 1927 erklæret for National Magic Day (national trylledag) til minde om Houdini. Derfor optræder amerikanske tryllekunstnere gerne på hospitaler, børnehjem og plejehjem på denne dag.
7. november.
7. november er dag 311 i året i den gregorianske kalender (dag 312 i skudår). Der er 54 dage tilbage af året.
Engelbrechts dag. En munk, der blev dræbt af grev Frederik af Isenburg og hans soldater i 1225.
07
16. november.
16. november er dag 320 i året i den gregorianske kalender (dag 321 i skudår). Der er 45 dage tilbage af året.
17. november.
17. november er dag 321 i året i den gregorianske kalender (dag 322 i skudår). Der er 44 dage tilbage af året.
Anianus dag. Der er måske tale om en biskop fra Orleans.
Suez-kanalen.
Suez-kanalen (arabisk: قناة السويس, udtalt Qanāt al-Suways'") i Egypten blev indviet den 17. november 1869 af kejserinde Eugénie af Frankrig. Dermed forbandt man Middelhavet ved Port Said og Rødehavet ved Suez ("al-Suways"). Det er verdens længste skibskanal, som er farbar for store skibe. Den er 162,2 kilometer lang og mellem 300 og 365 meter bred. 25.000 skibe sejler gennem kanalen hvert år. Det svarer til omkring 14% af verdens skibsfart. Passagen tager mellem 11 og 16 timer.
Byggeriet af kanalen tog ti år og beskæftigede i alt 1,5 millioner mennesker. 120.000 af disse døde under arbejdet. Den primære dødsårsag var kolera, fulgt af et opskruet arbejdstempo. Det var den franske ingeniør Ferdinand de Lesseps, der havde fået idéen til kanalen, og han var også entreprenør på arbejdet.
Tidligere historie.
Det første forsøg på at forbinde Middelhavet og Rødehavet sker omkring 600 f.Kr. under farao Necho II. Historikeren Herodot påstår, at 120.000 arbejdere dør, inden projektet indstilles, idet et orakel forudsiger, at kanalen kun vil gavne Egyptens fjender.
Napoleon overvejede at bygge en kanal, men kommer på bedre tanker, da hans ingeniører fortæller, at der er en højdeforskel mellem vandet i Middelhavet og Rødehavet på 30 meter. Der er imidlertid tale om en beregningsfejl, og da dette konstateres i 1840, foreslår den fhv. franske konsul Ferdinand de Lesseps, at projektet igangsættes. Storbritannien protesterer og mener, at det kan føre til krig i området. Egypten vælger på trods heraf at gå i gang og henter finansiering i Frankrig og Tyrkiet. Frankrig får tilbud om at drive kanalen i 99 år. Byggeriet begynder i 1859 og varer i 10 år. Hver 10. måned tvangsindkalder den egyptiske stat 20.000 bønder til byggepladsen, hvor de skal flytte 2,6 mio. kubikfod jord. 120.000 dør under det anstrengende arbejde, de fleste af kolera. På grund af økonomiske problemer må Egypten afhænde 40% af projektet til Storbritannien.
Den 17. november 1869 samles 6.000 prominente personer fra hele verden for at fejre åbningen af kanalen, som vil halvere sejltiden fra Vesteuropa til Indien og det fjerne østen. Indvielsen foretages af kejserinde Eugénie af Frankrig. Den egyptiske stat har til lejligheden opført et operahus i Kairo og bestilt en opera, "Aida," hos Verdi. Desværre bliver Verdi ikke færdig med operaen, der som bekendt foregår i Egypten på faraonernes tid. Den uropføres i Kairo den 24. december 1871. Fra Frankrig og Italien har man indført 500 kokke og 1.000 tjenere. Pyramiderne er illuminerede med magnesiumlys.
Selvfølgelig går det galt, idet et skib går på grund og blokerer for de efterfølgende 70 skibe med den østrigske kejser i spidsen. Men endelig kan samme kejser erklære, at Afrika nu er en ø. Nogle måneder i forvejen har man åbnet sluserne, så store mængder saltvand er trængt ind i Bittersøen og slået alle ferskvandsfiskene i søen ihjel.
Suez-krisen i 1956.
Egyptens præsident Nasser nationaliserer kanalen 26. juli 1956 og lukker den for israelsk trafik. Det får Storbritannien og Frankrig, som har store økonomiske interesser i kanalen, til at indgå en aftale med Israel om modtræk. 29. oktober invaderer Israel Gazastriben og Sinai-halvøen. Storbritannien og Frankrig tilbyder - i henhold til aftalen med Israel - at overtage kontrollen med kanalområderet og skille de stridende israelere og egyptere. Det nægter Nasser at gå med til og giver dermed de to lande et påskud til selv at angribe Egypten for at genovertage kontrollen med Suezkanalen. Storbritannien og Frankrig trækker sig tilbage i marts 1957 efter pres fra USA og fordømmelse fra FN.
Kanalen lukket mellem 1967-1975.
Israelerne blokerede Suez-kanalen med disse sten
Kanalen bliver lukket efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besætter Sinai-halvøen frem til kanalens østlige bred. Efter nye kampe i Yom Kippur-krigen i 1973 omkring kanalen bliver der indgået en våbenhvileaftale mellem Egypten og Israel i 1974, hvorefter Israel trækker sig noget tilbage fra kanalen. Efter omkring et års oprydningsarbejde, som koster en del menneskeliv på grund af et stort antal miner, bliver kanalen genåbnet 5. juni 1975.
Økologiske konsekvenser af kanalen.
Suez-kanalen giver i dag havdyr og -planter mulighed for at vandre mellem Rødehavet og Middelhavet, den såkaldte lessepske vandring.
Centrum-Demokraterne.
Centrum-Demokraterne (D), ofte forkortet CD, var et dansk borgerligt midterparti, stiftet den 17. november 1973 af daværende socialdemokratiske folketingsmedlem og borgmester i Gladsaxe, Erhard Jakobsen.
Stiftelsen skete som protest mod en venstredrejning af Socialdemokratiet og en planlagt forøgelse af parcelhusbeskatningen. Dagen efter måtte statsminister Anker Jørgensen (S) udskrive valg, da Erhard Jakobsen ikke nåede frem til en afstemning i Folketinget, da hans bil løb tør for benzin. Sådan var den officielle forklaring i hvert fald fra Erhard Jakobsens side. Regeringens flertal bestod af ét enkelt mandat.
Centrum-Demokraterne var i mange år under både Erhard Jakobsens og Mimi Jakobsens ledelse kendetegnet ved ikke at have et nedskrevet partiprogram. Det var først i midten af 1990'erne, at et egentligt partiprogram blev nedfældet på papir. Centrum-Demokraterne slog sig op på at varetage især boligejernes og bilisternes interesser. Partiet var med i den første Regeringen Poul Schlüter I fra 1982 og havde flere ministerposter. Blandt andet var Arne Melchior Minister for offentlige arbejder, hvorunder trafikpolitikken hørte. Partistifteren Erhard Jakobsen blev først Minister for økonomisk samordning fra 10. september 1987 i Regeringen Poul Schlüter II indtil en regeringsrokade d. 3. juni 1988 i Regeringen Poul Schlüter III, hvor Centrum-Demokraterne røg ud af Schlüter-regeringen.
Fra januar 1993 til december 1996 var partiet atter i regering under Poul Nyrup Rasmussen.
Fra 1989 var partiets politiske leder været Erhard Jakobsens datter, Mimi Jakobsen, men efter at CD hverken opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 2001 eller ved valget i 2005, valgte hun at trække sig som partiformand. På et ekstraordinært landsmøde den 25. juni 2005 blev den tidligere formand for FDB, økonomen Bjarne Møgelhøj valgt som partiets nye formand.
Ved kommunalvalget 15. november 2005 lykkedes det ikke partiet at få sine kandidater valgt.
Partiet fik stor opmærksomhed ved i 2006 at søge efter folketingskandidater gennem avisannoncer. Partiet opfordrede endda eksisterende MF'ere til at skifte til CD. Der blev ligeledes lavet en meningsmåling, der viste, at partiet ville få 20 procent af stemmerne, hvis Naser Khader blev partiformand. Men det tilbud afslog den populære radikale politiker blankt.
I december 2006 meldte Mimi Jakobsen sig ud af CD og ind i Socialdemokratiet på grund af utilfredshed med ledelsens tilbud til Naser Khader.
I august 2007 meldte Mimi Jakobsens efterfølger Bjarne Møgelhøj sig ligeledes sig ud af partiet, dette skete for at kunne melde sig ind i Naser Khaders nystiftede parti Ny Alliance. Udmeldelsen kom efter at Bjarne Møgelhøj havde foreslået at nedlægge CD i forbindelse med Ny Alliances stiftelse. Ny formand blev Ben Haddou.
28. september-24. oktober 2007 var partiet atter repræsenteret i Folketinget, idet tidligere DF'er Louise Frevert meldte sig ind i partiet. Både Frevert og Haddou har tidligere repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation. Haddou er stadig suppleant for de Konservative i Borgerrepræsentationen, hvor Frevert var løsgænger og dermed repræsenterede CD fuldgyldigt.
Partiet nåede ikke at indsamle underskrifter til at stille op til folketingsvalget 2007.
I december 2007 meddelte partiets hovedbestyrelse, at der ville blive indkaldt til ekstraordinært landsmøde i januar 2008, med forslag om nedlæggelse af partiet. Et flertal i hovedbestyrelsen ønskede at "begynde på en frisk" og danne et nyt parti.
Den 27. januar 2008 blev det med to tredjedeles flertal besluttet at nedlægge partiet pr. 1. februar 2008.
Flagskib.
Flagskibet eller kommandoskibet er det skib i en flåde eller en task force (flåde-styrke), hvor flådens/styrkens chef befinder sig om bord. Hvis styrkens chef har rang af admiral kaldes dette skib også for admiralskib.
Hukommelse.
Hukommelse er et begreb som dækker over evnen til at gemme informationer i et system. Disse informationer kan senere hentes frem og bruges i en sammenhæng, enten direkte eller bearbejdede.
Eksempler på medier til lagring af hukommelse, kan være hjerne - digital hukommelse lagres i f.eks. ram, rom og harddisk.
Hjernens hukommelse.
Hjernens hukommelse studeres af for eksempel psykologer og neurologer.
Man skelner ofte mellem korttidshukommelse, langtidshukommelse og sensorisk korttidshukommelse. Korttidshukommelse kaldes af og til også arbejdshukommelse (men betegnelserne skifter lidt). Hjernestrukturen hippocampus har en vigtig funktion i langtidshukommelsen. De tre typer hukommelse har forskellig kapacitet og varighed.
Den sensoriske korttidshukommelse er stor og kortvarig, afhængig af sansesmodalitet. Synets hukommelse, der kaldes ikonisk korttidshukommelse, måles i millisekunder, men omfatter alt hvad man har set i en meget kort tidsperiode. Arbejdshukommelsen omfatter ca. 7+-2 objekter, er meget kortvarig og tillader øjeblikkelig genkaldelse. Langtidshukommelsen er langvarig og har i praksis ubegrænset kapacitet.
Det er ikke klarlagt hvordan hjernen gemmer informationer, men det sker øjensynligt ved ændringer omkring nervecellernes synapser.
Et enzym kaldet "PKM-zeta" er af forskere blevet foreslået som et molekyle der vedligeholder hukommelsen.
Polypeptidet "ZIP" kan blokere PKM-zeta, og et forsøg har vist at man derved kan slette dele af hukommelsen hos rotter.
Et andet protein der er vigtig for hukommelsen er AKAP ("A-kinase ankeret protein").
I bananfluer kan en mutation i genet der kode proteinet ramme langtidshukommelsen.
Alzheimers sygdom rammer hukommelsen.
Folk konkurrerer om at huske så mange decimaler af pi som muligt.
Visse kortspil kræver også en god hukommelse.
Hukommelsens lagring.
I hukommelsesforskningens barndom mente man at hukommelsen bestod af enkeltdele, der var associativt forbundet i større eller mindre netværk, eksempelvis tid med ur, slange med giftig, regn med London osv.
I dag er man klar over, at denne model er for simpel til at forklare hele hukommelsens system.
Men man holder dog fast i, at hukommelse og association har noget med hinanden at gøre.
Nogle taler for, at især den episodiske og den perceptuelle hukommelse let aktiveres ved associationer, og behaviorismens forståelse af betingede reaktioner – taler for at informationer kan kobles associativt i hukommelsen. Men det forklarer kun en del af vores hukommelse og tænkning. For som det her fremgår, kan vi benytte en særlig associativ eller intuitiv form for tænkning, hvor vi kombinerer dem og springer mellem dem på en måde, der svarer til Freuds teori om primærprocestænkning.
Immunsystemets hukommelse.
I forbindelse med immunitet der er opstået efter sygdom eller vaccination kan man tale om at immunsystemet har lagret information om det sygdomsfremkaldende element.
Coronavirus.
Coronavirus er virus som tilhører familien "Coronaviridae", som er en del af ordenen "Nidovirales". Coronavirus menes at være årsag til en stor procentdel af alle almindelige forkølelser hos voksne. De er smitsomme primært om vinteren og det tidlige forår. Af de mere end 30 identificerede stammer rammer 3 eller 4 mennesker. Coronavirus er svære at dyrke i laboratorier.
Det menes, at et coronavirus er årsagen til SARS, en alvorlig smitsom sygdom først rapporteret i 2002 i Kina.
Coronavirus er også årsag til en række af sygdomme hos dyr, heraf nogle meget alvorlige sygdomme.
Det nyeste tilfælde af Cornavirus er "H1N1" også kaldt svineinfluenza. H1N1 startede i Mexico og der er fundet 1 (1. Maj) tilfælde af H1N1 i Danmark. Selvom virussen hedder "Swineflu" eller "Svineinfluenza" er der ingen fare ved indtagelse af svinekød.
Francisco Franco.
Francisco Paulino Hermenegildo Teódulo Franco y Bahamonde Salgado Pardo bedre kendt som generalísimo Francisco Franco (4. december 1892 - 20. november 1975) var diktator i Spanien 1939-1975.
Han var leder for den spanske fascistisk inspirerede milits Falangen og fik magten efter den spanske borgerkrig (1936-1939) og beholdt den til sin død.
Hans politik og ideologi kaldes frankisme. Ideologien var i høj grad ultra-konservativ og katolsk funderet. Franco støttede op om familieværdier, streng kristen (katolsk) moral, en delvis lukket udenrigspolitik, samtidig var han med til at skabe en stigning i arbejdspladser.
Spanien står i hele det 20. århundrede i så høj grad uden for øvrig europæisk idedannelse, at det dog ville være forkert direkte at kalde Franco fascist, selvom han af mange i det øvrige Europa opfattes sådan, pga. sit store samarbejde med Italien og Tyskland i starten af 2. verdenskrig, i hvilken han dog aldrig deltog aktivt og senere tog afstand fra.
Støtter.
Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien støttede ham under den spanske borgerkrig, fordi de kunne skabe en potentiel allieret og samtidig var Franco en modstander og gik ind for kampen i mod Bolsjevikkerne, og samtidig kunne de teste deres nye militære styrker, og udvikle nye taktikker, som gav dem en stor strategisk fordel under anden verdenskrig.
USA holdt med ham efter anden verdenskrig, fordi USA var i gang med den kolde krig, så USA hjalp Spanien med at reformere deres kapitale system mod at få en allieret.
Den romerskkatolske kirke støttede ham moralsk, men man ved ikke om de støttede ham med kapital.
Francos død.
Ved Francos død i 1975 blev kong Juan Carlos to dage senere indsat som konge af Spanien. Franco havde selv flere år tidligere udpeget ham til sin efterfølger.
Hans begravelse blev overværet af flere hundrede.
Franco ligger begravet ved det mastodonte monument "Valle de los Caídos", De Faldnes Dal nord for Madrid.
21. november.
21. november er dag 325 i året i den gregorianske kalender (dag 326 i skudår). Der er 40 dage tilbage af året.
22. november.
22. november er dag 326 i året i den gregorianske kalender (dag 327 i skudår). Der er 39 dage tilbage af året.
Cecilies dag. Cecilie omvendte sin hedningemand i brudesengen, og blev siden martyrdræbt.
Michael Laudrup.
Michael Laudrup (født 15. juni 1964 på Frederiksberg) er tidligere professionel dansk fodboldspiller, nu fodboldtræner i RCD Mallorca.
Spillerkarriere.
Han startede sin karriere i de danske klubber Kjøbenhavns Boldklub og Brøndby IF, før han blev solgt til Juventus FC i Italien. Fra 1983-85 spillede han dog i Rom-klubben SS Lazio, men han er måske bedst kendt for sin tid i de spanske klubber FC Barcelona og Real Madrid, med hvilke han vandt fem mesterskaber. Efter Real Madrid spillede han for Vissel Kobe i Japan, inden han sluttede sin klubkarriere med at vinde det hollandske mesterskab med Ajax Amsterdam.
Umiddelbart ville han være selvskreven til dét danske landshold, der vandt EM i 1992, men havde selv meldt fra til landsholdet pga. spillemæssige uenigheder med den daværende landstræner Richard Møller Nielsen. Michael vendte dog tilbage til landsholdet i en VM-kvalkamp mod Litauen i 1993, og var efterfølgende med til at vinde Confederations Cup i 1995.
Laudrup spillede 104 landskampe for det danske fodboldlandshold, hvilket placerer ham i top 5-gruppen. Han debuterede på sin 18-års fødselsdag i 1982 mod Norge (hvor han scorede i 2-1 nederlaget) og spillede sin sidste landskamp mod Brasilien i kvartfinalen ved verdensmesterskabet i 1998. Laudrup scorede 37 mål for landsholdet.
Michael Laudrup har i sin karriere vundet det italienske fodboldmesterskab én gang (1986), det spanske fodboldmesterskab fem gange (1991, 1992, 1993, 1994, 1995) og det hollandske fodboldmesterskab én gang (1998). Han har desuden vundet europacuppen for mesterhold (nu UEFA Champions League) i 1992.
To gange har han modtaget prisen som Årets Fodboldspiller i Danmark, i 1982 og 1985 samt blevet kåret til Årets Træner i Danmark i 2003 og 2005.
I 2004 blev Michael Laudrup udpeget af Pelé til FIFA 100 - en liste over 125 af de bedste, nulevende spillere. Det skete i forbindelse med FIFA's 100-års jubilæum.
Franz Beckenbauer har udtalt, at Pelé var verdens bedste fodboldspiller i 1960'erne, Johan Cruyff var den bedste i 1970'erne og Diego Maradona var bedst i 1980'erne, men Michael Laudrup var det i 1990'erne.
Michael Laudrup blev i 2006 kåret til Danmarks bedste fodboldspiller nogensinde.
Trænerkarriere.
Laudrup var fra 2002 - 2006 cheftræner for Brøndby IF.
Efter at have stoppet som aktiv spiller blev Michael Laudrup af Morten Olsen hentet som hjælpetræner for det danske fodboldslandshold. Han fungerede i den rolle et par år, inden han blev hentet til sin gamle klub, Brøndby IF, han var 2002-2006 klubbens cheftræner med John "Faxe" Jensen som assistent. I tiden med Laudrup som træner vandt klubben landspokalturneringen to gange samt danmarksmesterskabet i 2005. I juni 2006 valgte han imidlertid selv at sige stop og holde en mindre pause.
Tirsdag den 17. juli 2007 blev han efter længere tids "offentliggørelse" i pressen, officielt præsenteret som ny cheftræner i Madrid-klubben Getafe CF, som spillede i La Liga. Desuden fulgte John "Faxe" Jensen med til klubben, hvor han skulle endnu engang skulle fungere som assistenttæner. Efter en enkelt sæson valgte trænerduoen dog at stoppe i den spanske klub.
Den 12. september 2008 blev Laudrup præsenteret som ny cheftræner for den russiske storklub Spartak Moskva, et job han dog kun besad frem til 15. april 2009. Efter en dårlig start på den nye russiske sæson blev han fyret efter at have tabt en pokalkamp til lokalrivalerne Dynamo Moskva med 3-0.
Den 2. juli 2010 skrev Michael Laudrup under på en 2-årig kontrakt med RCD Mallorca.
Michael Laudrup i 2005Michael Laudrup i 2000
Mediekarriere.
Laudrup blev d. 18. august 2009 ansat af Viasat til at være medkommentator på Champions League-dækningen på TV3+. Dagen efter, d. 19. august blev det offentliggjort, at Michael Laudrup skal være være fodboldekspert til La Liga-dækningen på den amerikanske TV-station, ESPN.
Familieforhold.
Michael Laudrup er bror til fodboldspilleren Brian Laudrup og søn af fodboldspilleren Finn Laudrup samt nevø til fodboldtræneren Ebbe Skovdahl.
Han er gift med norske Siw Retz Laudrup, med hvem han har sønnen Andreas Laudrup, der i sommeren 2006 fik debut på U-17-landsholdet, og i sommeren 2007 skiftede han til Real Madrid, samtidig med Michael Laudrup blev ansat som manager i Getafe CF. Michael har også datteren Rebecca. Desuden har han, fra et tidligere forhold, sønnen Mads Laudrup, der spiller i HB Køge og også er på ungdomslandsholdet.
Trivia.
Michael Laudrup har i 2007-2008 medvirket i en reklamefilm Ota Solgryn.
Michael Laudrup er medejer af Laudrup Vin og Gastronomi
Ekstern kilde/henvisning.
Michael Laudrup skrev en selvbiografi i 1989
23. november.
23. november er dag 327 i året i den gregorianske kalender (dag 328 i skudår). Der er 38 dage tilbage af året.
Sankt Klemens dag. Clemens (Klemens) var Roms tredje biskop efter St Peter. Han blev idømt hårdt strafarbejde på Krim på grund af sin tro, og blev kastet i havet med et anker bundet om halsen af den romerske kejser. Han er sten- og marmorarbejdernes skytshelgen og sammen med Nikolaj også søfolkenes særlige beskytter.
Dagen blev tidligere, mange steder, regnet for begyndelsen på vinteren.
24. november.
24. november er dag 328 i året i den gregorianske kalender (dag 329 i skudår). Der er 37 dage tilbage af året.
25. november.
25. november er dag 329 i året i den gregorianske kalender (dag 330 i skudår). Der er 36 dage tilbage af året.
"International kampdag mod vold mod kvinder".
26. november.
26. november er dag 330 i året i den gregorianske kalender (dag 331 i skudår). Der er 35 dage tilbage af året.
Conradus dag. Conradus var biskop i Constanz omkring år 1000.
27. november.
27. november er dag 331 i året i den gregorianske kalender (dag 332 i skudår). Der er 34 dage tilbage af året.
29. november.
29. november er dag 333 i året i den gregorianske kalender (dag 334 i skudår). Der er 32 dage tilbage af året.
Saturninus' dag. Saturninus bliver udsendt som missionær til Toulouse, hvor han bliver byens første kristne biskop. Han dør omkring år 250, da hedninge binder ham til benene af en tyr, som de jager ned ad trapperne fra byens capitol. Her opførtes senere en kirke, Notre-Dame-du-Taur.
30. november.
30. november er dag 334 i året i den gregorianske kalender (dag 335 i skudår). Der er 31 dage tilbage af året.
Andreas dag. Apostlen Andreas drog til Grækenland for at missionere, og her blev han senere korsfæstet for sin tro. Han led døden på et X-formet kors, som efterfølgende betegnes som et Andreaskors. Dagen er traditionelt blevet brugt til at tage varsler. ”Kulde på Andersdag (nordisk for Andreas) gi'r blid vinter, men kold vår”.
Rundskak.
Reglerne i rundskak er næsten de samme som i firkant-skak, men bønderne skal rykke et felt mere for at blive forvandlet til officerer, og rokade findes ikke, da der ikke er nogen trygge hjørner at gemme sig i.
Hvis der er fri bane, kan et tårn eller en dronning rykke helt rundt, helt tilbage til sin oprindelige plads. Det kan være en fidus, hvis der er risiko for at sætte modstanderen pat.
Rundskak er opfundet omkring år 1000, i Byzans, det nuværende Istanbul.
Felterne nummereres sådan, indefra: Ring A, B, C og D, og striberne nummereres 1-16 i retning med uret. Felterne farves så at A1 er mørk, for at dronningen kan bekende farve, på felt A16. Imellem Stribe 1 og 16 er der en 3 mm bred hvid baglinje, som Sorts bønder skal over for at blive officerer. Tilsvarende har Sort en sort baglinje imellem Stribe 8 og 9.
Radier for brættets cirkler: 100,5mm; 102mm; 130,5mm; 159mm; 191mm; 226mm og 228mm. Med en sort kant inderst og yderst, måske med en tynd hvid hvid stribe ind imod felterne. Når banerne bliver bredere udad, så er det fordi det er nødvendigt, for ellers kan man ikke overskue de skrå træk.
Spillet er meget hurtigere end firkantskak og bliver sjældnere remis, men hvids fordel er også større i rundskak.
Spilletips.
Konge- og dronningebonden skal forsvares med alle midler.  Derfor skal man normalt ikke rykke dem frem.
Et tårn er stærkest, hvis det står på krydset imellem en fri stribe og en fri ring.
Tårnene kan nemmest rykke tilbage for at dække kongebonden, hvis de tre andre bønder er rykket frem.
Hele spillets kunst er at angribe på den modsatte side af, hvor modstanderen angriber. Man skal kunne forsvare sig, samtidig med at man ofrer brikker på brættets anden halvdel.
For Sort er det helt afgørende at få Hvid til at lave et overflødigt træk på den ene halvdel af brættet, så at sort kan få byttet af på den anden halvdel.
5. november.
5. november er dag 309 i året i den gregorianske kalender (dag 310 i skudår). Der er 56 dage tilbage af året.
05
6. november.
6. november er dag 310 i året i den gregorianske kalender (dag 311 i skudår). Der er 55 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
06
6. oktober.
6. oktober er dag 279 i året i den gregorianske kalender (dag 280 i skudår). Der er 86 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
06
7. september.
7. september er dag 250 i året i den gregorianske kalender (dag 251 i skudår). Der er 115 dage tilbage af året.
Roberts dag, men det er usikkert, hvilken Robert, men formentlig efter en kardinal fra Rom, der levede i slutningen af 1500-tallet.
07
7. august.
7. august er dag 219 i året i den gregorianske kalender (dag 220 i skudår). Der er 146 dage tilbage af året.
07
7. juli.
7. juli er dag 188 i året i den gregorianske kalender (dag 189 i skudår). Der er 177 dage tilbage af året.
Dagen har navn efter den engelskfødte munk Villebaldus, der var en af de første englændere, der drog på pilgrimsrejse til Jerusalem og siden blev biskop i Eichstätt i Bayern, hvor han døde omkring år 787. På denne dag holdes det traditionelle trekapløb i den spanske tyrefægterby Pamplona.
07
6. juli.
6. juli er dag 187 i året i den gregorianske kalender (dag 188 i skudår). Der er 178 dage tilbage af året.
Dions dag. Opkaldt efter den italienske martyr Dion. Død i Rom 301
06
6. juni.
6. juni er dag 157 i året i den gregorianske kalender (dag 158 i skudår). Der er 208 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
Dagen er Sveriges nationaldag, også kaldet "svenska flaggans dag".
06
19. november.
19. november er dag 323 i året i den gregorianske kalender (dag 324 i skudår). Der er 42 dage tilbage af året.
19. oktober.
19. oktober er dag 292 i året i den gregorianske kalender (dag 293 i skudår). Der er 73 dage tilbage af året.
Balthasars dag. Balthasar er en af de hellige tre konger, og ifølge overleveringen var en midaldrende skægget og mørklødet mand, der formentlig kom fra området omkring Ethiopien.
19. september.
19. september er dag 262 i året i den gregorianske kalender (dag 263 i skudår). Der er 103 dage tilbage af året.
Constantias dag. Constantia kom ind i kalenderen år 1700, men er ikke et helgennavn.
Dagen er "International Talk Like a Pirate Day" - en mærkedag opfundet i 1995 af amerikanerne John Baur og Mark Summers.
20. september.
20. september er dag 263 i året i den gregorianske kalender (dag 264 i skudår). Der er 102 dage tilbage af året.
Dagens navn er Tobias, efter en from jøde, der omtales i det apokryfe skrift Tobits Bog i Det Gamle Testamente fra omkring 200 før Kr.
21. september.
21. september er dag 264 i året i den gregorianske kalender (dag 265 i skudår). Der er 101 dage tilbage af året.
22. september.
22. september er dag 265 i året i den gregorianske kalender (dag 266 i skudår). Der er 100 dage tilbage af året.
Efterårsjævndøgn falder oftest den 22. eller 23. september, og mindre hyppigt 21. eller 24. september.
Mauritius' sag. Mauritius er hærfører fra Jerusalem, som sammen med sine 6.666 soldater bliver dræbt af kejser Maximians hær, da de nægter at ofre til de hedenske guder, og deltage i kristenforfølgelser.
22. august.
22. august er dag 234 i året i den gregorianske kalender (dag 235 i skudår). Der er 131 dage tilbage af året.
22. juli.
22. juli er dag 203 i året i den gregorianske kalender (dag 204 i skudår). Der er 162 dage tilbage af året.
Maria Magdalene, søster til Lazarus og Martha. Hun bliver ofte (i den vestlige tradition) betragtet som den synderinde (læs: luder), der salver Jesus, mens hun opslugt lytter til Jesu tale, mens hendes søster Martha har travlt med huslige gøremål. Hun er med ved Jesu kors langfredag, og iflg Markus den, der først ser den opstandne påskemorgen.
21. juli.
21. juli er dag 202 i året i den gregorianske kalender (dag 203 i skudår). Der er 163 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
21. august.
21. august er dag 233 i året i den gregorianske kalender (dag 234 i skudår). Der er 132 dage tilbage af året.
Dagens navn er Salomon, opkaldt efter kong Salomon, Israels konge omkring 965-926 før Kr. Ifølge beretningerne fra Kongernes Bog i Bibelen (kapitel 1-11) var han søn af David.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
21. oktober.
21. oktober er dag 294 i året i den gregorianske kalender (dag 295 i skudår). Der er 71 dage tilbage af året.
De 11.000 jomfruers dag, som ifølge legenderne henviser til en hændelse i år 451, hvor hunnerne ved Köln overfaldt og dræbte 11.000 kristne jomfruer der under ledelse af den britiske kongedatter Ursula var på en bodsrejse til Rom. En af jomfruerne gemte sig (se 22. oktober).
22. oktober.
22. oktober er dag 295 i året i den gregorianske kalender (dag 296 i skudår). Der er 70 dage tilbage af året.
Cordulas dag, der ifølge legenden er den eneste af 11.000 jomfruer, der overlever hunnernes overfald (se 21. oktober). Hun gemte sig, men fortrød og blev dræbt da hun kom frem fra sit skjul.
17. oktober.
17. oktober er dag 290 i året i den gregorianske kalender (dag 291 i skudår). Der er 75 dage tilbage af året.
Florentinus dag, efter en biskop i Orange i Vaucluse, der døde omkring år 525.
17. september.
17. september er dag 260 i året i den gregorianske kalender (dag 261 i skudår). Der er 105 dage tilbage af året.
Lambertus dag. Lambertus er biskop af Maastricht og en energisk missionær. I år 703 bliver han snigmyrdet i sit hjem af nogle franske stormænd, hvem han havde anklaget for utugtigt levned.
17. august.
17. august er dag 229 i året i den gregorianske kalender (dag 230 i skudår). Der er 136 dage tilbage af året.
Dagens navn er Anastatius, og den er formentlig opkaldt efter en dalmatisk soldat, der blev dræbt på grund af sin kristne tro under kejser Diocletians kristenforfølgelser.
17. juli.
17. juli er dag 198 i året i den gregorianske kalender (dag 199 i skudår). Der er 167 dage tilbage af året.
Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.
22. april.
22. april er dag 112 i året i den gregorianske kalender (dag 113 i skudår). Der er 253 dage tilbage af året.
Dagens navn: Cajus var pave i Rom fra 283-296. Under Diocletians kristenforfølgelser skjuler han sig i katakomberne i otte år, inden han bliver fundet og lider martyrdøden.
Den 22. april er jordens dag.
23. april.
23. april er dag 113 i året i den gregorianske kalender (dag 114 i skudår). Der er 252 dage tilbage af året.
23. maj.
23. maj er dag 143 i året i den gregorianske kalender (dag 144 i skudår). Der er 222 dage tilbage af året.
24. maj.
24. maj er dag 144 i året i den gregorianske kalender (dag 145 i skudår). Der er 221 dage tilbage af året.
4. august.
4. august er dag 216 i året i den gregorianske kalender (dag 217 i skudår). Der er 149 dage tilbage af året.
04
5. juli.
5. juli er dag 186 i året i den gregorianske kalender (dag 187 i skudår). Der er 179 dage tilbage af året.
Anselmus' dag, efter skolastikeren og forfatteren ærkebiskop Anselm af Canterbury.
05
Andrew Lloyd Webber.
Andrew Lloyd Webber 25. september 2007
Andrew Lloyd Webber (født 22. marts, 1948) er en successfuld britisk musicalkomponist. Han blev født i London som søn af komponisten William Lloyd Webber. Han havde en masse succesrige produktioner i 1970'erne og 1980'erne i samarbejde med forfatteren Tim Rice. Deres første store success var "Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat" (1968). Af senere værker kan nævnes: "Jesus Christ Superstar" og "Evita", der begge blev udgivet som album før de blev opført på scenen.
Andrew Lloyd Webber stoppede samarbejdet med Rice og eksperimenterede med andre forfattere på værker som "Cats", "Starlight Express", og "The Phantom of the Opera". De har alle kørt i mange år på Londons store teatre. "Evita", "Jesus Christ Superstar" og "The Phantom of the Opera" er blevet filmatiseret. Af andre af hans store musicals kan nævnes: "Aspects of Love", "Sunset Boulevard", "Whistle Down The Wind", "Song and Dance", "The Beautiful Game" og "The Woman in White". Han har også komponeret filmmusik.
Han blev slået til ridder i 1992.
International telefonkode.
Dette er en liste over internationale telefonkoder som skal indtastes ved telefonopkald til udlandet. Ved opkald fra Danmark til udlandet tastes først cifrene 00.
Landenes telefonkoder tildeles af den internationale telekommunikationsunion i standarden E.164.
1944.
Eksterne henvisninger.
44
Programmeringssprog.
Programmeringssprog er kunstige sprog som er designet til at udføre beregninger på en computer. Programmeringssprog anvendes til at skabe computerprogrammer og til at udtrykke algoritmer præcist.
Nogen programmeringssprog har en form for formel definition eller specifikation for hvad der er muligt at udtrykke i sproget, og hvordan det gøres. En sådan definition eller specifikation kan opdeles i syntaks (form/grammatik) og semantik (betydning). Andre programmeringssprog er løst defineret ud fra manualer, gængs brug eller en bestemt oversætter/fortolker (kaldet en referenceimplementering).
De tidligste programmeringssprog går forud for den moderne computer. De blev brugt til at instruere adfærden for bl.a. væve og selvspillende pianoer. Tusindvis af programmeringssprog er sidenhen blevet skabt, primært til moderne computere, og mange nye skabes hvert år.
Programmeringsparadigmer.
De fleste programmeringssprog falder inden for et eller flere programmeringsparadigmer. Blandt disse er de mest populære i dag procedurel programmering, objektorienteret programmering og funktionsprogrammering, selvom mange nye paradigmer er kommet til for at adressere nye problemstillinger. Der er ingen entydig måde at inddele programmeringsparadigmer. En anden mere generel måde at inddele programmeringssprog er i paradigmerne imperativ og deklarativ programmering.
Foruden programmeringssprog findes der også andre computernære sprog. Eksempelvis er opmærkningssproget HTML populært på internettet, men det er ikke et programmeringssprog fordi det ikke udtrykker programmer eller beregninger.
Afvikling af kildekode.
Den tekst som man udtrykker med et programmeringssprog kaldes kildekode. Kildekoden omskrives oftest til maskinkode ved hjælp af et program som fortolker og oversætter kildekoden, kaldet en compiler eller blot en oversætter. Maskinkoden er udtrykt ved et programmeringssprog hvis instruktioner kan udføres direkte på ens computer. Her er altså tale om meget simple instruktioner som i mange henseender er uegnet til programmører, men netop egnet til computere.
I andre tilfælde afvikles kildekoden direkte af programmet som fortolker den, uden nogen omsætning til maskinkode. Disse programmer kaldes fortolkere (eng. "interpreter"), og programmeringssprog som benytter disse i stedet for oversættere bliver ofte omtalt som scriptingsprog. Scriptingsprog er dog også programmeringssprog.
Syntaks.
Den overordnede form som et programmeringssprog tager form efter er givet ved sprogets syntaks. Et programmeringssprogs syntaks kan sammenlignes med naturlige sprogs syntaks: Der er grammatiske regler for hvilke sproglige konstruktioner der kan benyttes i kombination med hinanden. En fordel ved programmeringssprog er at de kan defineres med en ofte simpel og komplet regelmæssig syntaks, modsat naturlige sprog. De fleste programmeringssprog udtrykkes på tekstform, men nogle anvender grafisk repræsentation såsom pilediagrammer.
udtryk::= atom | tal | sammensat
sammensat:= '(' udtryk ('+' | '-' | '*' | '/') udtryk ')'
Dette sprog tillader udtryk på en form hvor tal uden fortegn og ubekendte med store bogstaver kan sammensættes vha. de fire regneregler hvor parenteser er obligatoriske ved sammensætning. Bemærk dog at denne oplagte fortolkning af grammatikken tilhører sprogets semantik, altså at betydningen af symbolerne 0-9 er positive heltal uden fortegn og så videre.
Der er mange andre måder at udtrykke et programmeringssprogs grammatik, heriblandt kontekstfri grammatikker.
Semantik.
Ikke alle syntaktisk korrekte programmer er semantisk korrekte. I naturlige sprog svarer det til at lave grammatisk korrekte vrøvlesætninger. I modsætning til naturlige sprog, hvor vrøvlesætninger godt kan betyde noget underforstået for enkeltpersoner, forventes programmeringssprog at have en entydig fortolkning. Eksemplet ovenfor giver anledning til at skrive (5 / 0), hvilket ikke lader sig gøre givet en typisk matematisk semantik for sproget. Et eksempel fra rigtige programmeringssprog på et syntaktisk korrekt, men semantisk ukorrekt udtryk er hvis man har en variabel som indeholder et tal, men man forsøger at anvende variablen som funktion.
Nogle programmeringssprog har en veldefineret syntaks idet et helt sprog kan opskrives med BNF eller lignende. Andre nøjes med at definere sprogets syntaks som hvad end oversætteren/fortolkeren vil acceptere.
Typesystem.
Et typesystem definerer hvordan et programmeringssprog klassificerer værdier og udtryk sådan at de hver især har typer som adskiller sig fra hinanden. Et typesystem definerer også hvordan typerne indbyrdes opfører sig. Formålet med et typesystem er at kunne verificere og tvinge at programmer til en vis grad opfører sig korrekt.
Nogle programmeringssprog tillader at man midlertidigt bryder ud af typesystemet (for eksempel ved at "caste" en variabels type til en anden, hvilket er muligt i C, C++ og Java). Det kan være en fordel hvis det man prøver at udtrykke faktisk er et gyldigt program, selvom typesystemet ikke kan godkende det, men det er en ulempe idet typesystemet ikke længere tjener et formål i den del af programmet. I C kan det blandt andet resultere i segmenteringsfejl, og i Java kan undtagelsen NullPointerException kastes.
Andre programmeringssprog benytter typeinferens sådan at programmøren ikke behøver at annotere typen for alle udtryk. Typeinferens forekommer ofte i funktionsorienterede programmeringssprog og medfører at kildekode fylder mindre.
Studiet omkring typer og typesystemer kaldes typeteori.
Typede og utypede sprog.
Et programmeringssprog kaldes gængst "typet" hvis det i nogen grad benytter typer.
Blandt "utypede" sprog findes assemblersprog hvor en hvilken som helst operation kan udføres på en hvilken som helst mængde data. Blandt utypede programmeringssprog af højere niveau findes BCPL og nogle varianter af Forth.
Man kan inddele typede sprog på flere måder, blandt andet i "stærkt/svagt" eller "statisk/dynamisk" afhængigt af hvor strikst typesystemet er og hvor i processen af programmets oversættelse og afvikling at typetjek sker. Nogle programmeringssprog understøtter såkaldte "afhængige typer" (eng. "dependent types") hvor hver type angiver hver enkelt værdi den kan tage (modsat typer som "int" og "float" i gængse programmeringssprog, der kan tage værdier i et omfattende interval).
I praksis er få programmeringssprog "typede" set fra et typeteoretisk perspektiv (hvis typesystemet ikke verificerer hele programmets korrekthed) -- de fleste moderne programmeringssprog tillader en grad af typestyrke, og mange tillader at omgå typesystemet, fx vha. "typecasting", hvor en værdi af én type påstås at være en værdi af en anden type.
Sound Interface Device.
En model 8580 til venstre og model 6581 til højre
SID (Sound Interface Device) var en lille musik- og lyd-synthesizer bygget ind i en»chip«(integreret kredsløb), som Commodore Business Machines lod udvikle i deres halvledervirksomhed, MOS Technologies. Kredsen blev udviklet i 1981 sideløbende med video-kredsen VIC-II, med computerspil og anden underholdningselektronik for øje. Begge disse chips indgik senere i den yderst populære hjemmecomputer Commodore 64, som blev lanceret året efter.
SID var en af de sidste dedikerede lyd-chips der blev lavet til hjemmecomputere. SID blev lavet i to modeller med navnene 6581 og 8580.
Forskelle mellem 6581 og 8580.
Der ud over er den enkelte SID-kreds' præcise lydegenskaber unikke på samme måde som for håndbyggede»konventionelle«musikinstrumenter, fordi de analoge dele af det indvendige kredsløb aldrig blev helt ens fra den ene enhed til den næste. Navnlig musik eller lydeffekter der benytter det indbyggede filter vil lyde en anelse forskelligt afhængigt af hvilket eksemplar af kredsen der gengiver lyden.
SID og musikalsk subkultur.
SID-kredsene blev som nævnt anvendt i Commodore 64-computeren: Til denne maskine blev der udviklet et væld af spil og underholdningsprogrammer, der gerne udnyttede maskinens lyd-hardware til at spille musik som optakt til og/eller undervejs i spillet, og til lydeffekter knyttet til forskellige»hændelser«i spillet. Musikken var gerne komponeret specielt til det enkelte spil, med det resultat at der nu findes i tusindvis af musikstykker (i form af små stykker kode á nogle få kilobytes). Mange af disse kan man i dag finde på Internettet, sammen med afspiller-programmer der emulerer SID-kredsens egenskaber på nutidens computersystemer.
SID-chippen er for længst gået ud af produktion, og det kommercielle»liv«passé for både Commodore 64 og programmer dertil. Imidlertid er musikken derfra blevet»holdt i live«lige siden, af musikere som først brugte samplede brudstykker af SID-musik i deres egne værker, og siden hen lavede remixes og remakes af de gamle spil-musiknumre, blot fremført med mere omfattende synthesizer-systemer end den lille chip.
Rhododendron 'Onkel Dines'.
Sorten 'Onkel Dines' er en hybrid, som er opstået ved krydsning mellem sorterne 'Pink Pearl' og 'Catawbiense Grandiflorum'. Den er lavet af Dines Poulsen i 1935, i Kellerris ved Kvistgård, Helsingør. Det er en kraftigt voksende busk med en frodig og tæt, næsten træagtig vækst. Bladene er stedsegrønne og bredt ovale og hvælvede. Oversiden er frisk grøn og halvblank, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker i den sidste del af maj og lidt ind i juni, hvor busken bærer talrige stande hver med op til 14 store, lyserøde blomster, der hver har en brun svælgtegning. Blomsterne dufter behageligt af vanilje. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
6,00 x 3,50 m (25 x 10 cm/år)
Sorten er fukdt hårdfør ned til -31° C., og veddet er sejt, så grenne ikke knækker under snetryk. Særligt egnet som grundstamme, på grund af de kraftige rødder. Den kan bruges solitært og i ethvert surbundsbed.
Rhododendron 'Onkel Dines' (personen er 1,90 m høj).
Commodore 64.
Commodore 64 med diskettedrev og diskette
Commodore 64, også kendt som "brødkassen" på grund af dens ydre udforming, er en hjemmecomputer som vandt stor udbredelse i 1980'erne. Den er efterfølgeren til Commodore VIC-20 og forgængeren til Commodore 128. Dens førsteplads blandt hobbybrugere og entusiaster blev først for alvor truet, da Commodore International lancerede Amiga'en.
Commodore 64 indeholder en 8-bits 6510-mikroprocessor (På 0.987 Mhz for PAL verisonen og 1.023 Mhz for NTSC versionen), har 20 Kb rom og 64 Kb ram.
Grafik-chippen (VIC-II) har 16 farver, 8 sprites, mulighed for scrolling m.m. Opløsningen er 40x25 tegn eller 320x200 pixels.
De fleste bruger en båndstation, men det er også muligt at få både 5 1/4"- og 3 1/2"-diskettedrev til den.
Lyd-chippen (SID) har tre stemmer og seks oktaver og hedder i de ældre versioner SID6581 og i de nye SID8580.
Commodore lancerede også en transportabel udgave af Commodore 64, kaldet Commodore SX-64,samt en mindre kendt version Educator 64 som var en Commodore 64 der var indbygget i et PET 4000 metalkabine, og primært tiltænkt skoler i USA.
Commodore 64 er med mere end 30 millioner solgte enheder, den mest solgte computer nogensinde.
Forfatning.
En forfatning, konstitution eller grundlov lægger de politiske rammer for en nationalstat eller anden form statssamfund. En af de centrale ideer med den moderne forfatning er, at sikre alle borgere grundlæggende rettigheder og dermed fravær af vilkårlige overgreb fra lovgivningsmagtens side.
I Danmark er Danmarks Riges Grundlov det nationale forfatningsdokument. I dag findes også andre dokumenter, for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som "antages" at have forfatningskarakter, ligesom også EU lovgivningen de facto angiver "politiske rammer" for de enkelte medlemsstaters lovgivning på visse områder. I EU søger man p.t. at få vedtaget en forfatning for hele unionen, den såkaldte forfatningstraktat, omend processen blev strandet midlertidigt efter Frankrigs og Hollands befolkninger stemte nej i 2005 og Irland i 2008.
Danmarks Riges Grundlov.
Danmarks Riges Grundlov er en dansk lov fra 1953, der traditionelt betragtes som den højeste lovgivning i det danske rige. Grundloven udgør sammen med Kongeloven, Tronfølgeloven og til en vis grad selvstyreordningerne på Færøerne og i Grønland de centrale dele af den danske forfatning.
Den første Danmarks Riges Grundlov blev undskrevet 5. juni 1849 af Frederik 7., hvormed styreformen i Danmark ændredes fra enevælde til konstitutionelt monarki. Grundloven er siden 1849 ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953, samt forsøgt ændret i 1939.
Historie.
Demonstration mod regeringen, 21. marts 1848
Tidligere grundlove.
Mere eller mindre konstituerende for monarkiet
Grundloven af 1849.
Historien der leder op til grundloven af 1849 ("Junigrundloven") er præget af en række begivenheder, der fletter sig ind i hinanden: Hertugdømmet Holstens ønske om løsrivelse fra den danske helstat; sprogpolitikken i Slesvig og de nationalliberale politikeres parole om et "Danmark til Ejderen". For en detaljeret gennemgang af helstatspolitikken, ejderpolitikken og treårskrigen, se de uddybende artikler ovenfor.
Fra enevælde til konstitutionelt monarki.
Ved sin død 20. januar 1848 pålagde Christian 8. sin søn, Frederik 7., at indføre en forfatning for Kongeriget Danmark. Bemærk, at det nuværende Sønderjylland dengang ikke var en del af Kongeriget Danmark, men derimod et hertugdømme, hvori den danske konge var lensherre. I modsætning til de to andre hertugdømmer under den danske konges kontrol, Holsten og Lauenburg, var Slesvig ikke medlem af Det Tyske Forbund. Forfatningsspørgsmålet vedrørte således ikke nogen af disse hertugdømmer.
Frederik 7. udsendte en uge efter sin tronbestigelse et reskript om en ny forfatningsordning, hvorved stænderforsamlingerne fik kompetence til at lovgive og opkræve skatter. Ikke alle mente dog at dette var vidtgående nok, og en række nationalliberale politikere afholdt borgermøder, hvorpå man fremsatte krav om en fri forfatning og en mere nationalistisk udenrigspolitik, der gik ud på, at Kongeriget Danmark skulle indlemme hertugdømmet Slesvig. På et borgermøde den 20. marts 1848 blev det besluttet, at man den 21. marts ville gå i demonstration mod kongens bolig på Christiansborg og dér kræve, at kongens regering (der var modstander af en indlemmelse af Slesvig i Danmark, og fortalere for en bibeholdelse af helstatsmodellen), skulle gå af. Kongen var dog kommet dem i forkøbet og havde allerede fyret sine ministre. Derfor kunne der den 22. marts 1849 dannes en samlingsregering ("Martsministeriet") bestående af tidligere ministre og nationalliberale politikere. På det første statsrådsmøde bebudede kongen, at han ikke længere anså sig selv som enevældig monark, hvormed styreformen "de facto" blev konstitutionelt monarkisk.
Grundloven vedtages.
Den nationalliberale D.G. Monrad, der var minister i martsministeriet, skrev det første udkast til en ny forfatningslov for Danmark. I sit arbejde lod han sig inspirere af en samtidens forfatningslove og skrev på baggrund deraf en skitse på i alt 80 paragraffer. Dette udkast blev siden revideret sprogligt af bl.a. Orla Lehmann, der også var en nationalliberal minister i regeringen, og derpå fremsendt til Grundlovsudvalget af 1848. Herfra blev det overbragt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der var blevet valgt den 5. oktober 1849. Da rigsforsamlingens i alt 152 medlemmer var færdige med at behandle lovforslaget, var det vokset til 100 paragraffer. Det blev vedtaget og underskrevet af kongen den 5. juni 1849.
En oversigt over de 152 medlemmer af Rigsforsamlingen findes her.
Spørgsmålet om hertugdømmerne.
Forfatningsmæssigt opstod der efter Treårskrigens "status quo"-fred et spørgsmål om, hvordan forholdet imellem kongeriget og de tre hertugdømmer skulle ordnes. Helstatsforfatningen af 2. oktober 1855 samlede de fire stater i en form for konføderation. Delstaterne – Danmark, Slesvig og Holsten & Lauenborg – havde ret til at varetage interne anliggende, mens al udenrigs-, forsvars- og finanspolitik blev et fællesanliggende. Fællesanliggender skulle varetages af et Rigsråd med i alt 80 repræsentanter fra de tre delstater. På grund af modstand fra Holsten og Lauenborg fik forfatningen kun gyldighed i Danmark og Slesvig. Denne forfatningsmæssige situation var uholdbar, og kong Christian 9. underskrev 18. november 1863 Novemberforfatningen, som afløste den defekte Helstatsforfatning.
Med den nye fælles forfatning, blev der skabt noget, der minder om en føderation imellem Danmark og Slesvig: Under dække af at knytte de to stater tættere sammen, videreførte Novemberforfatningen det fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, men forøgede rådets kompetencer: Alle sager der ikke udtrykkeligt var forbeholdt Danmark og Slesvig selv, skulle være forbeholdt Rigsrådet. Lidt forvirrende måske, kom det nye Rigsråds to kamre til at hedde det samme, som de to kamre i den danske Rigsdag: Folketinget og Landstinget. Novemberforfatningen førte til 2. Slesvigske Krig og Slesvigs indlemmelse i Preussen.
Grundloven af 1866.
Efter 2. Slesvigske Krigs afslutning i 1864 bestod monarkiet kun af Danmark; men havde alligevel to forfatninger: Junigrundloven, der fastsatte hvordan de indre anliggender skulle administreres, og Novemberforfatningen, der ordnede fællesanliggender. Selvom fællesanliggenderne var væk, var der uenighed om, hvorvidt novemberforfatningen skulle afskaffes. Stridspunktet var valgretsreglerne i Novemberforfatningen: Disse regler favoriserede de konservative, hvorfor man ikke ville forlade dem til fordel for den friere valgret i Junigrundloven, som favoriserede de liberale.
Grundloven af 28. juli 1866, også kaldet "Den Gennemsete Grundlov", er resultatet af et politisk kompromis imellem de konservative og de liberale. For Folketingets vedkommende blev Junigrundlovens regler bibeholdt, mens valgretsreglerne til Landstinget kom til at ligne dem i Novemberforfatningen.
Grundloven af 1915.
Med Grundloven af 5. juli 1915 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret, ligesom fremtidige grundlovsændringer kun kunne vedtages gennem en folkeafstemning. Derudover gjorde man delvist om med idéen om lokal repræsentation i Rigsdagen, da man svækkede systemet om valg i enkeltmandskredse til fordel for et mere proportionalt system med tillægsmandater.
Grundloven af 1920.
Grundlovsændringen i 1920 var en konsekvens af Genforeningen, hvorved den nordlige del af det tidligere hertugdømme Slesvig, blev indlemmet i Kongeriget Danmark. Grundlovsændringen markerer den største territoriale ekspansion af Kongeriget Danmark i nyere tid.
Den nuværende grundlov.
Med Grundloven af 5. juni 1953 blev Landstinget nedlagt og den parlamentaristiske sædvane indskrevet i lovteksten. Samtidig ændredes Tronfølgeloven, så der indførtes kvindelig arvefølge til tronen, dog havde drengebørn fortrinsret til tronen, indtil tronfølgeloven blev ændret ved en folkeafstemning i 2009. Grønlands kolonistatus ophørte og Grønlændere blev danske statsborgere, der boede i et dansk amt. Valgeretsalderen blev nedsat til 23 år, og samtidig hermed blev valgrestalderen gjort til et spørgsmål, der kunne reguleres ved lov uden en grundlovsændring. Betingelserne for vedtagelse af en grundlovsændring blev lempet, idet det tidligere krav om 45% tilslutning af alle stemmeberettigede ved en folkeafstemning blev nedsat til 40% af alle stemmeberettigede.
Paragraf 3.
Magtadskillelseslæreren er med denne bestemmelse grundlovsfastsat. Det betyder, at det ville være grundlovsstridigt, hvis for eksempelvis Folketinget vedtog en lov, hvis indhold er så specifikt, at den kan siges at have dømmende karakter. Ligeledes kan domstolene ikke lovgive, og der er med bestemmelsen sat en øvre grænse for, i hvor høj grad domstolene kan skabe ny ret i Danmark. Højesteret har i 1900-tallet fastslået, at retten er kompetente til at afgøre, om en lov strider mod Grundlovens § 3.
Paragraf 4.
Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Den tætte tilknytning til og styring fra staten, herunder at præster er embedsmænd, gør at nogle betragter folkekirken som en form for statskirke.
Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel religionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke religionslighed. Se også Paragraf 68.
Paragraf 20.
Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med Danmarks EF- og EU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved advokaterne Christian Harlang og Ole Krarup) af netop denne grund. Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer) men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse. For tiden (februar 2010) kører der en ny sag mod regeringen i anledning af Lissabon-traktaten. Danmarks EU-medlemskab er dog ikke i strid med grundloven.
Paragraf 29.
Bestemmelsen fastslår, at enhver person der har erhvervet dansk indfødsret og som bor fast indenfor det danske rige har valgret; det vil sige, at disse personer kan afgive deres stemme ved et folketingsvalg. Ligeledes antages det, at det ikke er umuligt at tillægge danske statsborgere med midlertidig bopæl i udlandet stemmeret. Bestemmelsen vedrører derimod ikke valg til regionsråd og kommunalbestyrelser, og Folketinget har således mulighed for ved lov selv at bestemme, hvem der skal have valgret dertil.
Bestemmelsen indeholder én enkelt begrænsning i valgretten: Personer der er værgemål har ikke valgret til Folketinget.
Ligeledes er det muligt for Folketinget at bestemme, at personer der er idømt en straf eller modtager offentlig forsørgelse ikke skal have valgret. Valgloven indeholder dog ingen sådanne begrænsninger.
Paragraf 42.
Bestemmelsen fastlægger en mindretalsbeskyttelse, som forhindrer et flertal at føre blokpolitik i folketinget. Der er dog en række love, som er undtaget bestemmelsen: Love om kongehuset, finansloven, visse bevillingslove og love i henhold til §29. kan ikke sendes til folkeafstemning.
Muligheden for at sende et lovforslag til folkeafstemning blev taget i anvendelse i 1963, hvor Venstre og De Konservative, der besad et tilstrækkeligt antal pladser i folketinget, satte fire lovforslag om bl.a. byfornyelse, jordlovene til folkeafstemning. De fire love blev forkastet ved folkeafstemningen.
Jordlovene er i november 2010 stadig det eneste eksempel på, at denne paragraf er taget i anvendelse.
Paragraf 68.
Bestemmelsen garanterer personer, der ikke er medlem af en folkekirken, frihed til ikke at skulle betale kirkeskat. I den offentlige debat fremføres det under tiden, at bestemmelsen burde være hinder for, at ikke-medlemmer af folkekirken kommer til at biddrage indirekte til kirken, for eksempel gennem bidrag til præsters teologiske universitetsuddannelse og den løbende vedligehold af kirkerne. Det ligger dog fast, at bestemmelsen ikke vedrører disse indirekte bidrag.
Paragraf 71.
Denne paragraf udspringer af habeas corpus princippet og udmønter sig i det såkaldte Grundlovsforhør.
Paragraf 72.
Denne paragraf skulle sikre borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig. Ikke desto mindre findes der over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer.
Paragraf 77.
Her bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene.
Paragraf 88.
Her fastsættes reglerne for grundlovsændringer. Bestemmelsen siger intet om, hvad en grundlovsændring kan og ikke kan omhandle, hvorfor det er muligt at ændre hvad som helst i grundloven. For eksempel vil man ved en grundlovsændring kunne afskaffe kongedømmet, afskaffe ytringsfriheden eller gøre det strafbart ikke at gå med røde sko.
Borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder.
Grundloven indeholder visse borgerlige, politiske, sociale og religiøse frihedsrettigheder i §§ 71-80. Flere af disse har dog kun begrænset materiel rækkevidde, og fungerer derfor i dag alene som mindstegarantier, for rettigheder det næppe kan tænkes, det politisk ville kunne lade sig gøre at afskaffe.
Teksten i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ved lov af 29.april 1992 vedtaget og stadfæstet i Danmark. Herefter supplerer konventionen grundlovens paragraffer om menneskerettigheder (§§ 71-80), men konventionen erstatter ikke §§ 71-80. Ligeledes kræver en udtrædelse af menneskerettighedskonventionen, i modsætning til fjernelse af §§ 71-80, ikke en grundlovsændring.
Politiske partier.
En anden bemærkelseværdig ting i forhold til den politiske praksis i Danmark er, at grundloven ikke direkte nævner politiske partier. Dog er det forudsat ved Grundlovens § 31, stk. 2, der nævner forholdstalsvalgmåden, at der eksisterer partier, da fordelen ved forholdstalsvalgmådens netop er, at partier har mulighed for at stille op i flere kredse, og dermed få tillægsmandater. Dog giver Grundloven kun meget begrænset vejledning mht. fremgangsmåden ved udpegning af regering, hvorfor man anvender kutymer og sædvaner, så som Kongelige Undersøgere og dronningerunder.
Statsoverhovedets symbolske status.
Ved læsning af Grundloven er det vigtigt at "kongen" læses som "regeringen", jf. monarkens symbolske status. Dette er en konsekvens af bestemmelserne i Grundlovens paragraffer 12 og 13, hvorefter Kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, der er ansvarlige for regeringens førelse. Dette indebærer, at Kongen ikke selv kan foretage nogen retlig handling uden en ministers samtykke.
Den personlige retsstilling for medlemmer af kongehuset er stadig reguleret af "Kongeloven". Dette beyder, at prinser og prinsesser først kan tiltales ved de almindelige domstole, når monarken har tilladt dette. Monarken kan nedsætte kongelige særdomstole, eller selv dømme medlemmer af kongehuset. Monarken kan også udstede kongelige "huslove".
Eksterne henvisninger.
Grundlov
Grundlov
Grundlov, Danmarks Riges
4. december.
4. december er dag 338 i året i den gregorianske kalender (dag 339 i skudår). Der er 27 dage tilbage af året.
Dagens navn er Barbara.
04. december
5. december.
5. december er dag 339 i året i den gregorianske kalender (dag 340 i skudår). Der er 26 dage tilbage af året.
05. december
9. december.
9. december er dag 343 i året i den gregorianske kalender (dag 344 i skudår). Der er 22 dage tilbage af året.
09. december
4. oktober.
4. oktober er dag 277 i året i den gregorianske kalender (dag 278 i skudår). Der er 88 dage tilbage af året.
04
5. september.
5. september er dag 248 i året i den gregorianske kalender (dag 249 i skudår). Der er 117 dage tilbage af året.
Reginas dag. Regina er en ung pige fra Østfrankrig. Omkring år 300 bliver hun fængslet, tortureret og dræbt for sin kristne tro, 15 år gammel.
Dagen blev i 2009 udråbt til flagdag for Danmarks udsendte.
05
16. december.
16. december er dag 350 i året i den gregorianske kalender (dag 351 i skudår). Der er 15 dage tilbage af året.
17. december.
17. december er dag 351 i året i den gregorianske kalender (dag 352 i skudår). Der er 14 dage tilbage af året.
26. august.
26. august er dag 238 i året i den gregorianske kalender (dag 239 i skudår). Der er 127 dage tilbage af året.
26. september.
26. september er dag 269 i året i den gregorianske kalender (dag 270 i skudår). Der er 96 dage tilbage af året.
Dagens navn er Adolph. Det er den europæiske dag for sprog.
27. september.
27. september er dag 270 i året i den gregorianske kalender (dag 271 i skudår). Der er 95 dage tilbage af året.
Cosmus' dag. Cosmus bliver sammen med sin tvillingebroder Damianus halshugget under kejser Diocletians forfølgelser i år 287.
16. maj.
16. maj er dag 136 i året i den gregorianske kalender (dag 137 i skudår). Der er 229 dage tilbage af året.
17. maj.
17. maj er dag 137 i året i den gregorianske kalender (dag 138 i skudår). Der er 228 dage tilbage af året.
8. maj.
8. maj er dag 128 i året i den gregorianske kalender (dag 129 i skudår). Der er 237 dage tilbage af året.
Dagens navn er Stanislaus. Det er verdens Røde Kors dag.
08
9. maj.
9. maj er dag 129 i året i den gregorianske kalender (dag 130 i skudår). Der er 236 dage tilbage af året.
Dagen er Europadag og fejres i EU.
09
8. juli.
8. juli er dag 189 i året i den gregorianske kalender (dag 190 i skudår). Der er 176 dage tilbage af året.
Kjelds dag (Sankt Kjeld)
08
9. juli.
9. juli er dag 190 i året i den gregorianske kalender (dag 191 i skudår). Der er 175 dage tilbage af året.
09
9. august.
09
8. august.
8. august er dag 220 i året i den gregorianske kalender (dag 221 i skudår). Der er 145 dage tilbage af året.
08
16. juni.
16. juni er dag 167 i året i den gregorianske kalender (dag 168 i skudår). Der er 198 dage tilbage af året.
Tychos dag. Tycho er i 400-tallet biskop på Cypern og blandt andet kendt for at bekæmpe den hedenske Afroditekult. Han får tilnavnet undergøreren, fordi der sker mange mirakler ved hans grav.
31. juli.
31. juli er dag 212 i året i den gregorianske kalender (dag 213 i skudår). Der er 153 dage tilbage af året.
30. juli.
30. juli er dag 211 i året i den gregorianske kalender (dag 212 i skudår). Der er 154 dage tilbage af året.
30. juni.
30. juni er dag 181 i året i den gregorianske kalender (dag 182 i skudår). Der er 184 dage tilbage af året.
Lucinas dag. Lucina er kristen og én af apostlenes disciple. Hun tager sig af andre kristne, besøger dem i fængsler, bringer mad og er med til at begrave martyrer. Lucina dør omkring år 300.
30. maj.
30. maj er dag 150 i året i den gregorianske kalender (dag 151 i skudår). Der er 215 dage tilbage af året.
Vigands dag. Vigand er formentlig identisk med den hellige Venantius af Arles, der dør omkring år 370.
31. maj.
31. maj er dag 151 i året i den gregorianske kalender (dag 152 i skudår). Der er 214 dage tilbage af året.
Sequoyah.
Sequoyah (ᏍᏏᏉᏯ) (1767 - 1843) var en af de oprindelige amerikanere fra stammen Cherokee (folk), som taler et sprog af den irokesiske sprogstamme. Han opfandt et skriftsprog, som bruges af cherokeserfolket endnu i dag.
Sequoyah blev født på et tidspunkt mellem 1760 og 1776 nær ved det nuværende Cherokee village tæt på Fort Loudoun i Tennessee. Hans mor, "Wu-teh", der var søster til høvdingene Doublehead og Old Tassel, var medlem af den malede klan, mens hans far, "Nathanial Gist" (også stavet Guess eller Guest), var engelsk pelshandler. Sequoyah blev opdraget efter cherokeserfolkets traditionelle mønstre og blev fanger og pelshandler.
Faren gav ham navnet George Gist, men på grund af et problem med førligheden fik han navnet Sequoyah eller Sikwâ'yǐ. Man formoder, at det stammer fra cheroke ᏏᏆ eller "siqua", der betyder "svin". Da han var uhelbredelig vanfør, udviklede han evner som smed og fremstillede jerngenstande og sølvsmykker. På den måde blev hans handicap årsagen til både latterliggørelse og et godt liv.
Sequoyah giftede sig med en cherokeserkvinde, som han fik børn med. De flyttede til Cherokee County i det nuværende Georgia. Senere deltog han og andre cherokesere på general Andrew Jacksons side i krigen mod England i 1812.
Sequoyah lærte aldrig at læse eller skrive engelsk, men mens han boede i Georgia blev han grebet af europæernes muligheder for at kommunikere ved hjælp af tegn på papir, så de kunne læse fra de "talende blade". Han indledte et arbejde med at udvikle et skriftsystem for cherokee i 1809. Under krigen blev han yderligere overbevist om, at han var på rette vej, for i modsætning til andre soldater kunne han ikke skrive hjem og heller ikke læse de militære befalinger.
Efter krigen begyndte Sequoyah for alvor at skabe symboler, der kunne danne ord, og han brugte dem, når han legede med sin datter, Ayoka. I sin iver for at skabe et skriftsprog blev han isoleret og måtte kæmpe med latterliggørelse fra venner og familiemedlemmer, som mente, at han var blevet vanvittig eller var i gang med at øve trolddom.
Sequoyah flyttede vestpå til Arkansas, hvor han fortsatte arbejdet. Efter at have forsøgt at skabe tegn for hvert eneste ord, bestemte Sequoyah sig for at dele ordene i stavelser og at lave et tegn for hver stavelse. På baggrund af det latinske alfabet og muligvis også det kyrilliske dannede han 86 tegn som repræsenterede alle stavelser, og omsider efter tolv års slid, latterliggørelse og hån havde han omsat det komplekse cherokeesprog til et skriftsprog. I 1821 vedtog cherokeserfolket at bruge hans alfabet efter en demonstration, der forbavsede stammelederne. Nogle få år senere havde tusinder af cherokesere lært sig at læse og skrive på deres eget sprog, og på et vist tidspunkt var der procentvis flere cherokesere end folk af europæisk afstamning, der kunne læse og skrive.
I 1824 hædrede Cherokesernes nationalråd i hovedstaden, New Echota, ham med en sølvmedalje, som han bar med stolthed resten af sit liv. Senere gav de ham også en årlig ydelse på $300, som hans enke fortsat modtog også efter hans død.
I 1825 var både Bibelen og talrige religiøse sange og småskrifter, bøger, uddannelsesmaterialer og lovtekster af enhver art oversat til cherokee, og i 1827 afsatte Cherokesernes nationalråd midler til at udgive den første avis for oprindelige folk i USA.
I 1828 rejste Sequoyah til Washington D.C. som del af en delegation for at udarbejde en pagt om land i Oklahoma.
Hans rejse bragte ham i kontakt med repræsentanter for andre stammer af oprindelige amerikanere fra andre dele af nationen. Med baggrund i disse møder besluttede han at udvide alfabetet til brug for et universielt skriftsprog for alle oprindelige amerikanske stammer. Som research for dette projekt forsøgte han at opsøge andre stammer på rejser til områder, der i dag ligger i Arizona og New Mexico. Han drømte om at se den splintrede Cherokeser-nation samlet igen, og det var på en sådan rejse til Mexico, hvor han søgte Cherokeserstammer, der var deporteret dertil, at han døde i 1843.
Sequoyahs navn er knyttet til de botaniske navne på nogle af verdens mest imponerende træarter: Vandgran ("Metasequoia"), Rødtræ ("Sequoia") og Mammuttræ ("Sequoiadendron").
1966.
Eksterne henvisninger.
66
2. verdenskrig.
2. verdenskrig var primært en militær konflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien fra 1937 til 1945.
Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939 da Tyskland og derefter Sovjetunionen invaderede Polen, og sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom først i 1990'erne). Krigen i Asien begyndte dog tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.
Men inden da at krigen begyndte så var der blevet lavet brevudveksling mellem Tyskland og England angående Tysklands territorium tæt på Østersøen.
Danmark var besat af Tyskland fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm, hvor tyskerne først overgav sig til sovjetiske tropper 9. maj og de befriende tropper først forlod øen 11 måneder senere den 5. april 1946.
Konflikten spredte sig til Afrika og inkluderede også begivenheder i Nord- og Sydamerika, samt en række store maritime slag.
Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt. En lang række nye ødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. Trods navnet var dog ikke samtlige lande i verden involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland - Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med D-dag og vigtige oplysninger om konvojerne i Atlanten til tyskerne) eller ikke havde nogen strategisk betydning (som fx Mexico).
Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt, og en række af de deltagende lande på begge sider gik under krigen direkte efter civile og uskyldige ofre. Det gælder Nazi-Tyskland og Japan, der fra officielt hold havde og gennemførte deciderede udryddelsesplaner for bestemte folkegrupper, hvilket er kategoriseret som folkedrab. Flere forskere mener, at også Sovjetunionens deportationer af folkeslag til Sibirien og drab og voldtægter begået af sovjetiske soldater under krigen kan betegnes som folkedrab.
Massedrabene inkluderede massakrer på millioner af kinesere og koreanere af Japan, Tysklands drab på 6 millioner jøder og andre minoriteter, massive tab i Sovjetunionen og bombninger af civile mål i Storbritannien, Tyskland og Japan, foruden drab på millioner af civile. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet omkring 60 millioner døde, flere end i nogen anden krig.
Forudgående begivenheder.
I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt nationalsocialismen i Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være 1. verdenskrig (1914-18). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultranationalistiske kejser Wilhelm 2., og dets allierede (Centralmagterne) besejret af Ententen, som bl.a. omfattede Storbritannien, USA, Frankrig og andre. Ansvaret for krigens udbrud blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig, som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen, (en stat som efter denne sejr sammen med andre tyske områder dannede kejserriget Tyskland) i den fransk-tyske krig i 1870-71, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for ydmygelsen i den tidligere krig). Dette indebar, at de forskellige fredstraktater, specielt Versaillestraktaten, dikterede strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger, samt afgivelse af landområder bl.a. Elsass og Lothringen til Frankrig.
En ny demokratisk tysk republik, kendt som Weimarrepublikken, opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og en række andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale i en lang række bevægelser, især Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti, lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen over på det demokratiske system, marxister og jøder, som man påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske morads (dolkestødslegenden).
Efter en række kaotiske valg blev Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident Paul von Hindenburg. Hitlers regering overtog magten ved i udstrakt grad at gøre brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen.
Rigsdagsbranden i 1933 medførte udelukkelse af kommunisterne, hvilket øgede højrefløjens stemmeandel og en forordning fra præsidenten øgede rigskanslerens (Hitlers) magt.
En pasus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat heraf blev, at ved Hindenburgs død i 1934 overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.
Også den italienske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.
Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge, Victor Emmanuel 3., den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922 efter deres hovedsagelig symbolske "Marcia su Roma" (Marchen til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.
Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.
I mellemtiden, i Tyskland, flyttede den tyske fører Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring for de tidligere sejrherrer over Tyskland, blev truffet.
Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).
Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig (Storbritannien og Tyskland indgik i 1935 en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.
Den første tyske anneksion var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937 og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den 12. marts 1938 ("Anschluss"). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.
Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterlandet, de tysktalende grænseområder i Tjekkoslovakiet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterlandet. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. Landet var uden britisk og fransk støtte magtesløst overfor den tyske militære styrke. Et par måneder senere, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre som et protektorat. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.
Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.
Japans ekspansion i Østasien.
a> 1940 Pink områder er under japansk kontrol
I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi. Japan manglede råstoffer, og mange af dem fandtes i Kina.
I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med, at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.
I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutionære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.
I 1931 invaderede japanske tropper Manchuriet uden først at have indhentet tilladelse fra regeringen i Tokyo. Anledningen var den såkaldte Mukden-episode en sabotageaktion mod den japanskejede og -drevne Sydmanchuriske jernbane. De japanske tropper stod selv bag aktionen. Året efter blev Manchuriet til kejserdømmet Manchukuo, som havde den tidligere kinesiske kejser Puyi på tronen, men i realiteten blev styret af Japan.
I 1937 udløste Episoden på Marco-Polo-Broen den 2. kinesisk-japanske krig. Selv om de kinesiske tropper var langt mere talrige end de japanske var det japanerne som i løbet af de næste år erobrede størstedelen af det østlige Kina ved hjælp af deres bedre våben og træning.
I 1938 forsøgte japanerne i den Sovjetisk-japanske grænsekonflikt at trænge ind i Mongoliet, men her kom de op mod den sovjetiske Røde Hær, som blev ledet af den senere så berømte Georgij Zjukov, og i 1939 løb de ind i et alvorligt nederlag i Slaget ved Khalkhin Gol, hvilket førte til konfliktens afslutning og senere til den Sovjetisk-japanske neutralitetspagt.
Tyskland og Sovjetunionen invaderer Polen.
Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste diktaturer i Europa, var indædte modstandere, men politiske realiteter gjorde, at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt (Molotov-Ribbentrop-pagten) i august 1939 indholdende en hemmelig passus om at dele Polen, de baltiske lande og Finland mellem sig.
Krigen brød ud i Europa den 1. september 1939, da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den 17. september invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret, og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den 5. oktober. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.
Polen var en af de lande der havde det største civile tab, Polen mistede ca. 6 millioner civile.
Sovjetunionen angriber Finland og de baltiske lande.
En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. september 1939, at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium. Dette blev i juni 1940 udgangspunkt for at Sovjetunionen let kunne besætte og senere annektere De baltiske lande.
Finland blev den 30. november 1939 invaderet af Sovjetunionen. Dette startede Den finske Vinterkrig. Efter mere end tre måneder, med hårde kampe og store tab måtte Finland slutte fred. Sovjetunionen havde langt større tab end Finland, men havde også en langt større hær, hvilket i dette tilfælde gjorde udslaget. Ved Fredstraktaten i Moskva den 12. marts 1940 opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at skulle afgive mere land, end de havde måttet afgive på slagmarken. Hitler mente, at dette resultat viste, at Den Røde Hær ikke ville blive noget problem for Tyskland på et senere tidspunkt.
Angrebet på Danmark og Norge.
Den 9. april 1940 indledte Tyskland med Operation Weserübung – besættelsen af Danmark og Norge. Tysklands angreb blev udlagt som en defensiv foranstaltning for at hindre Frankrig og Storbritannien i at invadere disse lande for at standse eksporten af svensk jernmalm til Tyskland. Endvidere var kontrollen over Nordatlanten et vigtigt aspekt for Tyskland. Efter en fejlslagen britisk militærindsats i Norge var Finland og Sverige nærmest afskåret fra Vesten,og som en konsekvens heraf lagde Tyskland pres på det neutrale Sverige for at få landet til at tillade transit af forsyninger og soldater på orlov. Tysk tilstedeværelse i Finland blev af finnerne anset som en forbedring af deres strategiske situation. Angrebet på Danmark blev i gang sat fordi Hitler ville sikre forbindelsen til Norge. Der blev bygget store forsvarsværker på vestkysten. Især i Hirtshals og Hanstholm blev der bygget store bunkers og lagt miner ud. Tyskerne elskede at være udstationeret i Danmark. Danmark fik kælenavnet: Flødeskumsfronten.
Den 12. april 1940 besatte britiske tropper Færøerne i Operation Valentine, og den 10. maj 1940 blev Island ligeledes besat af britiske tropper i Operation Fork. Den britiske besættelse af Island varede til juli 1941, hvor amerikanske tropper overtog kontrollen med Island.
Vestfronten 1940.
a> endte alligevel mange soldater i tysk fangeskab.
På trods af den store aktivitet på østfronten var grænsen mellem Frankrig og Tyskland særdeles fredelig. Perioden som var præget af "manglende" krigskonfrontationer ("the phony war") fortsatte indtil den 10. maj 1940.
Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen "the Phony War" ophørte, da vestfronten blev åbnet med det tyske angreb på Belgien, Holland og Luxembourg den 10. maj. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.
Efter den hurtige invasion gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker stod i Flandern og Nordfrankrig, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Derved blev de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Kampen varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.
Frankrig blev yderligere ydmyget ved, at Hitler arrangerede, at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn, hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssigt øjemed brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag til noget, som hos det britiske folk lignede en sejr. I alt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf 230.000 briter. Men alt materiellet måtte efterlades.
Slaget om England.
a> berømte tak til de engelske jagerpiloter, som man anså havde reddet landet fra invasion.
Tyske flystyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en planlagt invasion af Storbritannien under kodeordet "Operation Søløve". Luftkampene, som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som Slaget om England. Det er i dag bredt anerkendt, at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet med succes, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt bombe- og jagereskadriller, der var placeret i den nordlige del af landet. Helt afgørende ville være den betydelige ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om England blev med en meget lille margin vundet af det britiske luftforsvar, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de vigtigste engelske byer.
Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Specielt London blev ramt, hvor bombekampagnen med natlige togter varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry og væsentlige strategiske mål som flådebasen Plymouth samt Kingston upon Hull-havnen. Der var store civile tab i de britiske byer.
Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i Slaget om Atlanten og de britiske kommandoraids i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.
Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været, at bølger af bombetogter mod fjendens byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombefly-kapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren nærstøtte. De tyske bombefly var ofte mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede kun et enkelt fire-motoret tungt bombefly (Focke-Wulf Fw 200) i et lille antal, som kunne modsvare Avro Lancaster, B-17 Flying Fortress eller B-24 Liberator.
Den største koncentration af tyske bombetogter mod de britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V1'ere og V2-raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage, der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som dets kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt mod en tysk by. Det krævede dog, at samtlige fly, inklusive besætninger under optræning, blev anvendt i togtet. Det var først i 1943, at disse store bombetogter blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer.
Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af historiens værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået – i antallet af ofre – af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne. Udover den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også, at en lang række ressourcer måtte anvendes på luftforsvaret af Tyskland.
Allerede tidligt i krigen udviklede begge parter nye, for den tid avancerede, teknikker. Det drejede sig om radiopejling af mål, radar osv.
Kampe i Nordafrika.
Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Egypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941, da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger, som kulminerede i de to slag ved El-Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El-Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El-Alamein foregik sidst i oktober 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien. De allierede tropper i Nordafrika udgjordes af britiske, australske, new zealandske, indiske, sydafrikanske samt græske styrker (Den Græske Brigade, 15.000 mand). Senere også franske styrker, se nedenfor.
For yderligere at underbygge denne sejr gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i Operation Torch. Vichy-franske styrker ydede kun begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der trængte frem fra både øst og vest. De tyske tropper kapitulerede den 13. maj 1943, og de 250.000 tyskere måtte vandre i fangenskab.
Aksemagterne invaderer Balkan.
Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940, helt uden aftale med deres tyske allierede. Mussolini ønskede at vise Hitler at også han og hans land havde store militære evner. Iflg. den italienske udenrigsminister grev Galeazzo Ciano skal Mussolini have sagt, at "Hitler kan læse om min invasion af Grækenland i aviserne". Resultatet blev dog langtfra den succes, de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Egypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at det græske fastland var erobret, rettede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt, og var historiens første faldskærmsangreb. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at man ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation. Et helt specielt forhold for 2. Verdenskrig var, at Hitler, pga. sin store forkærlighed for den græske kulturarv, samt det forhold at Mussolinis Italien efter Hitlers opfattelse selv var ude om deres sviende nederlag ved deres forsøg på invasion af Grækenland, gav ordre til at de 218.000 tilfangetagne græske soldater efter afvæbning umiddelbart skulle frigives. De græske officerer fik endda lov til at beholde deres pistoler. Tyskland tog således ingen græske krigsfanger, og alle blev løsladt på stedet. Hitler nævner i sin efterfølgende tale til Reichstag, at de græske soldater har kæmpet ypperligt og ærefuldt, og pga. deres "hæderfulde æt" omgående vil blive frigivet. Endvidere skal Hitler have givet strenge ordrer om under ingen omstændigheder at ødelægge arkæologiske områder, templer etc.
Tyskland angriber Sovjetunionen 1941.
Efter at Balkan nu var på tyskernes hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv, hvis starttidspunkt flere gange var blevet udskudt, operation Barbarossa.
Om morgenen den 22. juni 1941 gik to en halv million tyske og tyskallierede soldater til angreb på Sovjetunionen. Dette angreb blev kaldt Operation Barbarossa, historiens største og blodigste militære felttog.
Den sovjetiske hær blev taget på sengen. Efterretningrapporter som advarede om store tyske troppekoncentrationer tæt op til grænsen, var bare få dage forinden blevet afvist af Stalin som upålidelige. Aksemagternes styrker havde i tiden efter angrebet enorm fremgang, i høj grad på grund af inkompetence fra Stalin og de sovjetiske generalers side. Den røde hær var på dette tidspunkt dårlig organiseret og mangelfuldt udrustet. Den tyske Blitzkriegtaktik med motoriserede enheders koncentrerede stormangreb i kombination med intense flyangreb, viste sig meget effektive i de første månedene af krigen. Stalins ordre om forbud mod al form for tilbagetrækning, medvirkede i høj grad til at Wehrmachts knivtangsmanøvrer hurtigt omringede betydelige sovjetiske styrker. Hele 2,4 millioner sovjetiske soldater blev taget som krigsfanger det første halvår.
De tyske styrker var delt i tre hærgrupper. Heeresgruppe Nord rykkede ind i de baltiske stater, som i 1940 var blevet indlemmet i Sovjetunionen. I starten af september var Heeresgruppe Nord nået frem til Leningrad, og indledte en belejring af byen som skulle vare over 900 dage. Heeresgruppe Süd angreb Ukraine, og havde som mål at nå oliefeltener i Kaukasus. Inden vinteren kom havde denne armégruppe erobret hele Ukraine og var nået helt til Rostov ved indgangen til Kaukasus.
Størstedelen af angrebet kom gennem Hviderusland, hvor Heeresgruppe Mitte havde kurs mod Ruslands hjerte. Ved Minsk og Smolensk vandt Tyskland store sejre og rykkede frem med stormskridt mod den sovjetiske hovedstad Moskva. I starten af oktober kunne de tyske fortropper skimte Kreml i horisonten, og situationen så håbløs ud for Sovjet. Wehrmacht formåede imidlertid ikke at opnå deres mål, før vinterkulden tvang angrebstyrkerne til at indstille fremrykningen. Den raske fremrykning gennem de enorme landområder havde været resursekrævende, og tyskerne var ikke forberedt på vinterkrig. Mens tyskerne havde problemer med forsyningslinjerne og ventede på forstærkninger til det endelige angreb på Moskva, fik Den røde hær tid til at omorganisere sig og forberede et modangreb.
Slaget om Moskva skulle vare i tre måneder og endte til sidst med sovjetisk sejr. Med temperaturer omkring 30 minusgrader led de tyske styrker under Fedor von Bock kraftigt, og da den sovjetiske kommandant Georgij Zjukov satte modangrebet ind den 5. december, mistede tyskerne initiativet og blev drevet tilbage.
Japan angriber vestmagterne.
Japans militære engagement i Kina og Fransk Indokina havde ført til at Storbritannien, USA og Holland havde lukket for olieforsyningen til Japan. Dette var en stor trussel for den japanske krigsmaskine, og som et resultat af dette måtte japanerne skaffe sig olie på egen hånd. Den oplagte løsningen på problemet var det oliebesidende Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien), hvor en svag hollandsk eksilregering næppe ville kunne stå imod et japansk angreb. Den japanske regering antog at et sådan angreb ikke ville bliv godtaget af USA og Storbritannien, noget som gjorde det nødvendig at komme disse i forkøbet med et overraskende angreb.
Om morgenen den 7. december 1941 gik den japanske flåde til angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Angrebet blev til en vis grad en succes, da japanerne fik sænket 18 amerikanske skibe (hvoraf fem krigsskibe), med amerikanske tabstal på 2403 mand mod bare 29 japanske fly, 5 japanske ubåde og 64 mand. Hovedmålet for det japanske angreb, ødelæggelsen af de amerikanske hangarskibe, fordi de var ude på øvelse.
Samtidig erobrede også japanske styrker den britiske kronkoloni Hong Kong. Dagen efter, den 10. december, blev de to britiske krigsskibe HMS Repulse og HMS Prince of Wales sænket ud for kysten af Britisk Malaya. Thailand blev tvunget med i krigen på japansk side, og samtidig faldt de to amerikanske øyer Guam og Wake Island.
Det japanske angreb førte til at den amerikanske Kongres erklærede krig mod Japan den 8. december. Tre dage senere erklærede Tyskland krig mod USA, noget som førte til at de hidtil uafhængige krige i Europa og Asien blev forbundet til en global konflikt, altså en verdenskrig.
I januar 1942 overtog Japan magten over Burma og Britisk Malaya, samtidig med at Ny Guinea, Filippinerne og Hollands Ostindien blev indvaderet. I februar blev den britiske bastionen Singapore erobret, noget som gjorde at 130.000 allierde soldater kom i japansk krigsfangeskab. I slaget i Javahavet i februar-marts blev den allierede flåde knust, hvilket bragte Hollands Ostindien under japansk kontrol. I løbet af foråret blev også de amerikanske styrker på Filippinene slået ligesom og Japan overtog også magten på denne øgruppe. Derudover blev Salomonøerne besat, da øgruppen kunne bruges som base for bombefly som kunne true konvojer til Australien.
De allieredes invasion af Italien.
Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv".
Som forløber for dette angreb blev Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølger, General Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943, og Italien var hermed ikke længere Tysklands allierede. Efter dette var der repressalier fra de tyske tropper mod italienske soldater i selve Italien samt i de besatte lande, f.eks. Grækenland, hvor de tyske tropper henrettede italienske soldater i massevis. Et eksempel var den græske ø Korfu, hvor de italienske soldater blev lagt i sække og smidt ud fra en klippe levende.
Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.
De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943; amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.
Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved i Salò-republikken, en fascistisk lydstat i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget af den italienske modstandsbevægelse, og efter en kort rettergang henrettet ved skydning. Herefter blev hans lig hængt op i benene til offentlig skue på Piazzale Loreto i Milano af de italienske partisaner den 28. april 1945.
Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustav-linjen – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio. Slaget om Monte Cassino var ualmindeligt blodigt og blev bl.a. udført af polske, græske og algeriske tropper i allieret tjeneste.
De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Gotiskelinjen. De allierede foretog Operation Dragoon, en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb den Gotiskelinje den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.
Befrielsen af Frankrig.
a> efter hårde kampe. Forstærkninger ankommer og soldater rykker ind i landet.
Omtrent samtidig med befrielsen af Rom kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptune og den følgende Operation Overlord blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944 og etablerede et brohoved, som det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkedes for tyskerne at eliminere. Herefter fulgte en to måneder lang kampagne, hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper forsøgte at bryde ud fra det forholdsvis snævre brohoved. Da udbruddet endelig kom, skete det hurtigt, og amerikanske tropper under bl.a. George Patton kørte hurtigt gennem Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper, der havde kæmpet i Normandiet, blev omringet i et område omkring Falaise.
Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. I Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige skete den 20. juli, hvor han blev lettere såret. Invasionen i Normandiet blev fulgt af en invasion i det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen "Operation Dragoon". I september var tre allierede hærgrupper opstillet over for den tyske vestfront, som stort set fulgte rigsgrænsen. De allierede nærede en forsigtig optimisme og alle troede, at krigen i Europa forhåbentlig ville være ovre ved udgangen af 1944. Den 25. august 1944 blev Paris befriet.
De allierede forsøgte at presse krigslykken med "Operation Market Garden", hvor de forsøgte at erobre en række broer ved Arnhem i Holland ved et luftbåret angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Nederland. Der var dog stærke tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbårne division blev næsten udslettet. De allierede havde erobret Antwerpen og dens store havneanlæg i starten af september, men tyske tropper holdt fortsat den nordlige del af indløbet til havnen besat. I slaget ved Schelde lykkedes det at fjerne de tyske tropper efter særdeles hårde kampe, og fra slutningen af november kunne havnen i Antwerpen lette på de allieredes forsyningssituation.
Efter at den vanskelige forsyningssituation havde ført til stagnation af fronten kom de allierede kun langsom frem i efteråret 1944. Amerikanerne kæmpede hårdt i slaget om Hürtgenskoven og havde svært ved at planlægge offensive tiltag. Det forværredes den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. De tyske styrker drev de allierede tilbage og omringede en række amerikanske styrker. Det lykkedes de allierede at standse modoffensiven og til sidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.
Den sidste forhindring for de allierede var Rhinen. Den krydsede de i marts 1945, og herefter lå vejen ind i Tyskland åben. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-distriktet.
Krigen slutter.
I løbet af de første måneder af 1945 trængte de Vestallierede frem til Rhinen. I begyndelsen af marts nåede amerikanerne frem til Rhinen ved Remagen og erobrede den 7. marts en jernbanebro intakt hvorefter amerikanske styrker straks begyndte at etablere et brohoved på Rhinens østlige bred. Den 22. marts begyndte amerikanske tropper at overskride Rhinen ved Mainz og i de følgende dage fulgte yderligere overgange i syd og nord. Ruhr-området blev hurtigt omringet, og mens Ruhr blev erobret fortsatte de Vestallierede styrker hastigt øst på og erobrede hele det tyske område vest for Elben foruden store dele af Tjekkoslovakiet og Østrig.
I de første måneder af 1945 var de sovjetiske styrker trængt frem til Oder og havde etableret et brohoved på flodens vestlige bred. Den 16. april gik de sovjetiske styrker til angreb over Oder og omringede hurtigt Berlin. Mens de sovjetiske styrker kæmpede mod et indædt tysk forsvar af Berlin mødtes amerikanske og sovjetiske tropper den 25. april 1945 ved Torgau, som ligger ved Elben.
Da de sovjetiske styrker var trængt ind i Berlins centrum og alt var tabt, valgte Hitler den 30. april at begå selvmord i sin bunker sammen med elskerinden Eva Braun, som han ægtede i sidste øjeblik. For Hitlers efterfølger storadmiral Karl Dönitz var der kun tilbage at kapitulere. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af general Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa, VE-day.
Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst, USA i syd, Storbritannien i nordvest og Frankrig i sydvest.
Under fremmarchen gennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på koncentrationslejre, som nazisterne havde fængslet og udryddet cirka 12 millioner mennesker i. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnbergprocessen). Andre minoriteter som sigøjnere, slaver, homoseksuelle og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor det anslås, at 1-1,5 millioner mennesker blev dræbt. Folkedrabet "Holocaust" er en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig. I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via Operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne. Flygtninge fra Tyskland i Danmark blev nægtet lægehjælp, og 4000 børn døde.
Krigen i Europa sluttede den 8. maj, men fortsatte i Asien. Efter nedkastningen af atombomber i Hiroshima den 6. og Nagasaki den 9. august, besluttede den japanske krigsledelse den 15. august at overgive sig betingelsesløst. Den 2. september 1945 blev freden underskrevet og 2. verdenskrig var slut.
De sidste tyske krigsfanger blev i 1955 løsladt af Sovjetunionen, efter Stalins død. I efteråret 1953 blev de sidste danskere, der var gået i tysk krigstjeneste, løsladt fra sovjetisk fangenskab.
Danske soldater i fremmed tjeneste.
66 danskere fløj i de allierede flystyrker (RAF, Royal Canadian Air Force og de Frie Norske Flyverstyrker), hvoraf 26 omkom.
Yderligere kæmpede omkring 5.000 danskere på tysk side i Frikorps Danmark ved østfronten.
19. december.
19. december er dag 353 i året i den gregorianske kalender (dag 354 i skudår). Der er 12 dage tilbage af året.
Nemesius dag. Nemesius blev falsk anklaget for at være røver. Da han kunne bevise sin uskyld blev han anklaget for at være kristen og dødsdømt. Dommeren lod imidlertid også de falske anklagere brænde på bålet.
20. december.
20. december er dag 354 i året i den gregorianske kalender (dag 355 i skudår). Der er 11 dage tilbage af året.
21. december.
21. december er dag 355 i året i den gregorianske kalender (dag 356 i skudår). Der er 10 dage tilbage af året.
Vintersolhverv falder ofte på den 21. december, hvis ikke 22. december eller i mindre hyppigt 20. december.
22. december.
22. december er dag 356 i året i den gregorianske kalender (dag 357 i skudår). Der er 9 dage tilbage af året.
Dagens navn er Japetus. I nyere tid omtales dagen af og til som "Lille bitte juleaften".
23. december.
23. december er dag 357 i året i den gregorianske kalender (dag 358 i skudår). Der er 8 dage tilbage af året. Dagens navn er Torlacus. Dagen kaldes uofficielt for Lille juleaften.
24. december.
24. december er dag 358 i året i den gregorianske kalender (dag 359 i skudår). Der er 7 dage tilbage af året. Juleaften fejres denne dag.
Dagens navn er Adam.
25. december.
25. december er dag 359 i året i den gregorianske kalender (dag 360 i skudår). Der er 6 dage tilbage af året. Det er juledag. I Danmark er dagen officielt helligdag.
26. december.
26. december er dag 360 i året i den gregorianske kalender (dag 361 i skudår). Der er 5 dage tilbage af året. Det er anden juledag og Sankt Stefans dag. I Danmark er dagen officielt helligdag.
27. december.
27. december er dag 361 i året i den gregorianske kalender (dag 362 i skudår). Der er 4 dage tilbage af året.
Dagen er navngivet efter evangelisten Johannes.
28. december.
28. december er dag 362 i året i den gregorianske kalender (dag 363 i skudår). Der er 3 dage tilbage af året.
30. december.
30. december er dag 364 i året i den gregorianske kalender (dag 365 i skudår). Der er 1 dag tilbage af året.
31. december.
31. december er dag 365 i året i den gregorianske kalender (dag 366 i skudår). Der er 0 dage tilbage af året. Nytår fejres over hele kloden, og Hogmanay i Skotland.
16. september.
16. september er dag 259 i året i den gregorianske kalender (dag 260 i skudår). Der er 106 dage tilbage af året.
16. oktober.
16. oktober er dag 289 i året i den gregorianske kalender (dag 290 i skudår). Der er 76 dage tilbage af året. Dagen er Verdens fødevaredag.
Gallus dag, efter en from munk, der afslog adskillige tilbud om høje kirkelige poster og døde i sin celle i år 640. Her blev han også begravet, og henover graven blev klosteret St. Gallen senere opført.
19. maj.
19. maj er dag 139 i året i den gregorianske kalender (dag 140 i skudår). Der er 226 dage tilbage af året.
20. maj.
20. maj er dag 140 i året i den gregorianske kalender (dag 141 i skudår). Der er 225 dage tilbage af året.
21. maj.
21. maj er dag 141 i året i den gregorianske kalender (dag 142 i skudår). Der er 224 dage tilbage af året.
22. maj.
22. maj er dag 142 i året i den gregorianske kalender (dag 143 i skudår). Der er 223 dage tilbage af året.
19. august.
19. august er dag 231 i året i den gregorianske kalender (dag 232 i skudår). Der er 134 dage tilbage af året.
20. juli.
20. juli er dag 201 i året i den gregorianske kalender (dag 202 i skudår). Der er 164 dage tilbage af året.
23. august.
23. august er dag 235 i året i den gregorianske kalender (dag 236 i skudår). Der er 130 dage tilbage af året.
24. september.
24. september er dag 267 i året i den gregorianske kalender (dag 268 i skudår). Der er 98 dage tilbage af året.
Dagens navn er Tecla (eller Tekla). Tekla var en smuk kvinde, som konverterede til kristendommen efter at have hørt Paulus prædike i Tyrkiet. Hun forlod sin mand for at følge Paulus, blev udsat for forfølgelser og endte sine dage som asketisk eneboer i en hule, hvor hun døde i en høj alder omkring år 100.
24. juli.
24. juli er dag 205 i året i den gregorianske kalender (dag 206 i skudår). Der er 160 dage tilbage af året.
25. juli.
25. juli er dag 206 i året i den gregorianske kalender (dag 207 i skudår). Der er 159 dage tilbage af året.
26. juni.
26. juni er dag 177 i året i den gregorianske kalender (dag 178 i skudår). Der er 188 dage tilbage af året.
27. juni.
27. juni er dag 178 i året i den gregorianske kalender (dag 179 i skudår). Der er 187 dage tilbage af året.
Dagens navn er "syvsoverdag", efter en legende om syv kristne, der angiveligt blev indemuret af forfølgende romere og faldt i søvn, for derefter at vågne op igen 200 år senere i år 447.
27. juli.
27. juli er dag 208 i året i den gregorianske kalender (dag 209 i skudår). Der er 157 dage tilbage af året.
28. juli.
28. juli er dag 209 i året i den gregorianske kalender (dag 210 i skudår). Der er 156 dage tilbage af året.
29. juli.
29. juli er dag 210 i året i den gregorianske kalender (dag 211 i skudår). Der er 155 dage tilbage af året. Denne dag er Ólavsøka, Færøernes nationaldag og højeste festlighed.
29. august.
29. august er dag 241 i året i den gregorianske kalender (dag 242 i skudår). Der er 124 dage tilbage af året.
28. august.
28. august er dag 240 i året i den gregorianske kalender (dag 241 i skudår). Der er 125 dage tilbage af året.
27. april.
27. april er dag 117 i året i den gregorianske kalender (dag 118 i skudår). Der er 248 dage tilbage af året.
Denne dag har både navn efter munken Ananias, der blev martyrdræbt i Persien omkring år 350, samt dronning Charlotte Amalie, der blev født den 27. april 1650.
29. april.
29. april er dag 119 i året i den gregorianske kalender (dag 120 i skudår). Der er 246 dage tilbage af året.
Peter Martyrs dag, opkaldt efter dominikanermunken Peter Martyr, der lagde sig ud med sekten katharerne, som han betegnede som kættere. Snigmordere herfra dræbte ham i Milano i 1252. Drabet havde muligvis også sammenhæng med at Peter selv kom fra en katharerfamilie.
30. april.
30. april er dag 120 i året i den gregorianske kalender (dag 121 i skudår). Der er 245 dage tilbage af året.
Severus dag, italiensk biskop. Det fortælles, at han omkring år 400 kalder en mand til live, så han kan hjælpe sin enke mod glubske kreditorer.
Skikken med at narre hinanden aprilsnar fandt tidligere sted på denne måneds sidste dag og ikke som nu den 1. april.
Om aftenen er det Valborgsaften - aftenen før Valborgmesse, og der blev mange steder opstillet en majstang eller man pyntede byens majtræ op til Valborgs aften og samledes der til "vågenat" for at undgå at blive overlistet af de underjordiske, der var særlig aktive ved forårstide. I Sverige er det denne aften, man har bål med hekse.
29. september.
29. september er dag 272 i året i den gregorianske kalender (dag 273 i skudår). Der er 93 dage tilbage af året.
Michaels (eller Mikkels) dag, opkaldt efter ærkeenglen Michael, der hævdes at stå ved Paradisets port, hvorfra han leder sjælene videre ind i Himlen.
30. september.
30. september er dag 273 i året i den gregorianske kalender (dag 274 i skudår). Der er 92 dage tilbage af året.
Hieronymus' dag, efter en af de fire store kirkefædre, der levede 340-420. Hieronymus oversatte sammen med en række hjælpere bibelen til latin, og oversættelsen er fortsat den katolske kirkes autoriserede bibeloversættelse under navnet "Vulgata".
30. august.
30. august er dag 242 i året i den gregorianske kalender (dag 243 i skudår). Der er 123 dage tilbage af året.
Dagens navn er Albert og Benjamin.
31. august.
31. august er dag 243 i året i den gregorianske kalender (dag 244 i skudår). Der er 122 dage tilbage af året.
Lorenzo de' Medici.
Lorenzo de' Medici (1. januar 1449 - 9. april 1492) var en florentinsk statsmand, der var medlem af den betydelige Medici-familie og søn af Pietro I Medici og sønnesøn af Cosimo de' Medici.
Efter faderens død i 1469 styrede Lorenzo Firenze, den mest betydningsfulde af de italienske stater, sammen med sin yngre broder, Giuliano indtil 1478. I dette år forsøgte hans modstandere med støtte af pave Sixtus 4. at vælte Mediciernes styre. Oprøret mislykkedes, men Giuliano omkom. Lorenzo var herefter enehersker indtil sin død i 1492. Skulpturerne på hans gravsted i San Lorenzo kirken er skabt af Michelangelo.
Lorenzo, som selv skrev digte, var en stor mæcen og støttede mange af renæssancens kunstnere. Michelangelo blev optaget i kredsen omkring Lorenzo, og han blev inspireret ved studiet af Lorenzos antikke skulpturer. Også Leonardo da Vinci blev støttet af Lorenzo. Macchiavelli kaldte Lorenzo Medici "den største beskytter af litteratur og kunst, der har været". Lorenzo bærer tilnavnet "il Magnifico" ("den prægtige").
To af hans sønner blev senere magtfulde paver. Hans anden søn, Leo, blev pave Leo 10., og hans adoptivsøn Giulio (som var uægte søn af hans dræbte bror) blev pave Clemens 7..
Piero hans første søn formøblede farens formue og bragte sin fars hus til fald.
Med Medici-klanen rivaliserede familien Sforza, hvor Francesco var den mest kendte person.
Paul Revere.
Paul Revere (1. januar 1735 - 10. maj 1818), sølvsmed og patriot, var medlem af "the Sons of Liberty". Han deltog den 16. december 1773 i "teselskabet i Boston".
I 1756 var han artilleri 2. løjtnant i kampagnen mod Crown Point, og var i flere måneder stationeret i Fort Edward, i New York.
Berømt for at ride et vanvittigt ridt med budskabet om englændernes ankomst i borgerkrigen.US wiki
Rodolfo Amadeo Lanciani.
Rodolfo Amadeo Lanciani (1. januar 1847 - 21. maj 1929) var en italiensk arkæolog, som lavede mange udgravninger i antikkens Rom, Tivoli og Ostia. Han udarbejdede kort over det klassiske, det middelalderlige og det moderne Rom (1893-1901).
Marcellin Boule.
Marcellin Boule (1. januar 1861 - 4. juli 1942), fransk geolog og antropolog, udførte studier af menneskelige fossiler fra Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Han rekonstruerede det første fuldstændige Neandertaler skelet i 1908.
Pierre de Coubertin.
Pierre de Frédy, baron de Coubertin (1. januar 1863 - 2. september 1937) var en fransk pædagog og historiker, men han er bedst kendt som grundlæggeren af de moderne olympiske lege og præsident for IOC i årene 1896-1925.
Han blev født i Paris i en aristokratisk familie som det fjerde barn af Charles Louis de Frédy og Agathe-Gabrielle de Mirville.
Efter besøg på på britiske og amerikanske universiteter blev Pierre de Coubertin inspireret til at forbedre unge menneskers uddannelse ved at inddrage mere idrætsundervisning, som han anså som en vigtig del af unges udvikling.
Han drømte i begyndelsen om at arrangere internationale atletikkonkurrencer, men efter en voksende interesse for antikkens olympiske lege og nylige arkæologiske fund i Olympia, Grækenland, udviklede han en plan om at genoplive de olympiske lege.
For at offentliggøre denne plan arrangerede han en international kongres den 23. juni 1894 ved Sorbonne-universitet i Paris. Dér foreslog han at genindføre de antikke olympiske lege. Kongressen førte til oprettelsen af den Internationale Olympiske Komite (IOC), som Pierre de Coubertin blev generalsekretær for. Det blev også besluttet, at de første moderne olympiske lege skulle afvikles i Athen, Grækenland, og at de herefter skulle afholdes hvert fjerde år. Legene i 1896 skulle vise sig at blive en succes, og De Coubertin overtog IOC-præsidentposten, da Demetrius Vikelas trådte tilbage efter OL i sit hjemland.
På trods af den indledende succes var der hårde tider forude for den olympiske bevægelse. Både OL i 1900 (i Coubertins Paris) og OL i 1904 (i St. Louis) blev overskygget af samtidige verdensudstillinger i værtsbyerne og fik dermed meget lidt opmærksomhed. Vendepunktet kom ved de olympiske mellemlege 1906 i Athen, der atter blev en succes, hvorefter legene efterhånden voksede til den største og vigtigste sportsbegivenhed i verden.
De Coubertin opfandt moderne femkamp til de olympiske lege i 1912, og efter legene i Paris i 1924, der blev en meget større succes end 24 år tidligere i samme by, trådte han tilbage som formand for IOC. Han blev efterfulgt af belgieren Henri de Baillet-Latour.
De Coubertin forblev ærespræsident for IOC indtil sin død i 1937 i Genève, Schweiz. Han blev begravet i Lausanne (IOC's hjemby), men hans hjerte blev begravet separat i et monument nær ruinerne af antikkens Olympia.
Pierre de Coubertin-medaljen.
Pierre de Coubertin-medaljen (eller De Coubertin-medaljen eller Medaljen for den Sande Sportsånd) er en hædersbevisning, der uddeles af den Internationale Olympiske Komite til de sportsfolk, der udviser stor sportsånd ved de olympiske lege.
Denne medalje anses af mange sportsfolk og -tilskuere som den højeste anerkendelse for en olympisk sportsmand - større end en guldmedalje. Og den Internationale Olympiske Komite anser den også for sin største hædersbevisning.
Citater.
"It is less important to win than to take part; the essential thing in life is not conquering but fighting well." ("Det er mindre vigtigt at vinde end at deltage; det essentielle i livet er ikke at erobre men at kæmpe godt.")
"Citius, altius, fortius." ("Hurtigere, højere, stærkere.")
Wilhelm Fried.
Wilhelm Fried (1. januar 1879 - 8. maj 1952 i New York), senere kendt som William Fox, blev født af tysk-jødiske forældre i Tulchva, Østrig-Ungarn. I Amerika startede han en biografkæde og grundlagde Fox Film Corporation, det nuværende 20th Century Fox.
Edward Morgan Forster.
Edward Morgan Forster (1. januar 1879 - 7. juni 1970) var en engelsk forfatter, bedst kendt for "A Room with a View" (1908) og "A Passage to India" (1926). Efter Forsters død blev bogen "Maurice" udgivet i 1971. Bogen er radikal i sit positive syn på homoseksualitet og den kunne derfor ikke udgives da Forster skrev den i 1914.
Martin Niemöller.
Martin Niemöller (1. januar 1892 i Lippstadt - 6. marts 1984 i Wiesbaden) var en tysk præst og ubådskaptajn under 1. verdenskrig.
Niemöller var en af de ledende repræsentanter for oppositionen mod "Deutsche Christen" inden for Deutsche Evangelische Kirche. Med blandt andre Dietrich Bonhoeffer dannede han september 1933 "Pfarrernotbund" ("Præsternes nødforbund") der sammen med andre grupperinger var forløber for Den bekendende kirke fra 1934.
I 1937 blev han anbragt i koncentrationslejren Sachsenhausen for sine protester mod nazismens behandling af den tyske kirke.
Skrev digtet "Først kom de for at...".
Satyendra Nath Bose.
Satyendra Nath Bose (1. januar 1894 - 4. februar 1974) var indisk matematiker.
Bose arbejdede sammen med Albert Einstein om teorier om elektromagnetisme og gjorde sig især gældende indenfor kvanteteorien; Bose-Einstein statistik.
J. Edgar Hoover.
J. Edgar Hoover i 1961
John Edgar Hoover (1. januar 1895 - 2. maj 1972) var chef for det amerikanske forbundspoliti FBI i 48 år fra 1924 til sin død i 1972.
Kim Philby.
Harold Adrian "Kim" Philby (1. januar 1912 - 11. maj 1988) var en britisk spion. I 1933 blev han rekrutteret som spion for Sovjetunionen, før han gik ind i det engelske efterretningsvæsen. Sammen med Guy Burgess, Donald Maclean og Anthony Blunt udleverede han tophemmeligheder til russerne. I 1963 stak Philby af til Rusland, hvor han udgav en bog om sine oplevelser. Han blev belønnet med Lenin-ordenen og levede i Rusland som en helt indtil sin død i 1988.
J.D. Salinger.
Jerome David Salinger (1. januar 1919 - 27. januar 2010), var en amerikansk forfatter, der især er kendt for kultromanen "The Catcher in the Rye" fra 1951. Ellers består hans arbejde mest af noveller.
Efter den store succes med "The Catcher in the Rye", trak han sig tilbage fra verden, og han har ikke udgivet nyt materiale siden 1960'erne. Han har opnået kultstatus og er stadig genstand for stor opmærksomhed fra sine fans.
Richard Gibson.
Richard Gibson (født 1. januar 1954) er en britisk skuespiller, bedst kendt for sin rolle som Herr Otto Flick i tv-serien Allo 'Allo!".
C.W. Eckersberg.
Christoffer Wilhelm Eckersberg (2. januar 1783 i Neder Blåkrog i Sønderjylland - 22. juli 1853 i København) var en dansk maler.
Eckersberg lagde grunden til den danske guldalders malerkunst. Hans elever hørte til denne periodes ypperste kunstnere, for eksempel Christen Købke, Martinus Rørbye, Wilhelm Bendz og Constantin Hansen, og derfor betragtes han også som en af den danske Guldalders hovedpersoner.
Efter konfirmationen kom han i malerlære hos maleren Jes Jessen i Åbenrå og fortsatte 17 år gammel i malerlære hos Joh. Jac. Jessen i Flensborg, hvor han blev svend i maj 1800. Han blev i 1803 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi og var elev hos Jacques-Louis David, Paris, 1811–1812.
Han udnævntes i 1818 til professor ved Kunstakademiet. I 1819 fik han af Admiralitetet adgangstegn til Holmen (Gammelholm), så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.
Når orlogsgasterne om sommeren svømmetrænede på Holmen, havde Eckersberg lejlighed til at betragte nøgne mænd og vurdere deres legemsbygning.
Han kunne således vælge de nøgenmodeller, som han havde brug for til sine malerier ud over de modeller Kunstakademiet stillede til rådighed.
Eckersberg var direktør for Kunstakademiet 1827–1829. Han døde under koleraepidemien i København 1853 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Opvækst og tidlig uddannelse.
I 1786 flyttede hans familie til Blans, en landsby nær Als Sund, hvor han nød at tegne billeder af det omgivende landskab og at sejle i sin fars båd. Efter sin konfirmation begyndte han sin uddannelse til maler under kirke- og portrætmaleren, Jes Jessen i Aabenraa (1797-1800). Han fortsatte som 17-årig under Josiah Jacob Jessen i Flensborg, hvor han blev elev i maj 1800. Han havde ambition om at komme på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hans far var snedker og maler
Uddannelse ved akademiet.
Mens han stadig var i lære, lavede han gode tegninger og malerier. Da han havde skaffet sig penge og støtte fra lokale bekendte, ankom han til Københavns Toldbod den 23. maj 1803. Han blev optaget på Akademiet (uden betaling) i 1803 og studerede her under bl.a. Nicolai Abraham Abildgaard.
Han gjorde gode fremskridt og malede historiske malerier, portrætter og landskaber. Konflikter mellem ham og Abildgaard hæmmede hans succes, og han vandt først akademiets store guldmedalje i 1809 efter Abildgaards død. Han måtte lave tegninger, som Gerhard Ludvig Lahde stak i kobber - til kobberstik.
Selv om han fik løfte om et rejsestipendium sammen med guldmedaljen, fik han ikke midlerne før i 1812. 1. juli 1810 giftede han sig mod sin vilje med E. Christine Rebecca Hysing for at legitimere deres søn, Erling Carl Vilhelm Eckersberg. Erling fulgte siden i sin fars fodspor med en uddannelse ved Akademiet og en karriere som kobberstikker.
Studierejser.
Ivrig efter at rejse ikke kun i studieøjemed, men også for at komme bort fra sit ægteskab, traf han aftaler, der kunne give ham den finansielle støtte. Det gjorde det muligt for ham at rejse. 3. juli, få dage efter brylluppet begyndte han sin udlandsrejse. Sammen med Tønnes Christian Bruun de Neergaard, som var forfatter, kunstelsker og hans finansielle støtte, tog han via Tyskland til Paris. Her studerede han under nyklassicisten Jacques-Louis David i årene 1811-1812. Han blev bedre til at male menneskekroppen og fulgte sin lærers opfordring til at male efter naturen og antikken for at finde sandheden. Det var her, han udviklede et livslangt venskab med sin bofælle i Paris, Jens Peter Møller og med kobberstikkeren Johan Frederik Clemens, Jens Juels samarbejdspartner.
Efter to år rejste han videre via Firenze til Rom, hvor han fortsatte sine studier i årene 1813-1816. Han arbejdede på at forbedre sine evner som historiemaler og nød at male små billeder af det lokale liv og landskab. Han boede der i tre år blandt en stor gruppe kunstnere med Bertel Thorvaldsen som det kulturelle overhoved. Eckersberg og Thorvaldsen udviklede et nært og varigt venskab, og mesteren tjente også Eckersberg som en god rådgiver. Eckersberg malede et af sine bedste portrætter - af Thorvaldsen - i Rom i 1814; det blev givet til Kunstakademiet. Livet i Rom bekom ham godt, og han lod sig påvirke af det stærke lys under de sydlige himmelstrøg. Han var meget produktiv i de år, og malede exceptionelle landskabsbilleder.
Han fik skilsmisse, mens han var bortrejst. Den 2. august 1816 vendte han tilbage til Danmark.
Akademisk karriere.
Kort efter sin tilbagevenden til Danmark blev han i oktober 1817 medlem af Akademiet, som ved den lejlighed modtog et billede, inspireret af myten om Baldurs død. 8. februar 1817 blev han gift med Elisabeth Cathrine Julie Juel, datter af Jens Juel, den kendte portrætmaler og professor ved Akademiet. De fik to sønner, bl.a. Erling Eckersberg, og fire døtre. Hun døde i 1827.
Han blev udnævnt til professor ved akademiet i 1818 ved Abildgaards død i 1809. Akademiet havde ventet med at besætte stillingen, til Eckersberg var vendt tilbage til Danmark fra sine studierejser, skønt det havde ansøgninger fra Abildgaards disciple Christian Fædder Høyer, Christian Gotlieb Kratzenstein-Stub og J.L. Lund. Akademiet udnævnte både Eckersberg og Lund.
Et år efter Elisabeths død i 1827 giftede han sig med hendes søster Susanne Henriette Emilie Juel, med hvem han fik flere børn, bl.a. Jens Eckersberg.
Han var leder af Akademiet fra 1827 til 1829. 1829 blev han Ridder af Dannebrog og 1840 Dannebrogsmand.
Hans syn svigtede mod slutningen af livet, og han måtte opgive at male. Han døde i København af kolera 22. juli 1853 under den store epidemi og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Værker.
a>" - Eckersberg Ca. 1837 Han fik bestilling på en serie historiemalerier til Christiansborg Slot og på nogle alterstykker til bl.a. Hornbæk Kirke. Hans bedst kendte værker er portrætterne af den københavnske middelklasse, såsom "Det Nathansonske Familiebillede" fra 1818 og det officielle portræt af Frederik VI. På trods af hans evner i den genre var hans karriere som portrætkunstner kort på grund af den konkurrence, han mødte fra den populære Christian Albrecht Jensen.
Marinebilleder dyrkede han også med stor interesse. Han havde en lidenskab for skibe, og han sejlede i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen så langt som til den Engelske Kanal i en alder af 56. Oplevelsen af at sejle på det åbne hav gav en ny dimension til hans marinemalerier, som indtil da havde været statiske afbildninger. Nu var der langt mere opmærksomhed på bevægelse især i bølgerne.
Hans største bidrag til malerkunsten ydede han i sin egenskab af professor ved akademiet. Han revitaliserede undervisningen ved at tage studerende med ud i marken, hvor de kunne male efter naturen. Det var ham, der indførte direkte studier af naturen i dansk kunst. Han opfordrede også sine studerende til at udvikle deres egne talenter og deres egen stil. Blandt hans studerende var Wilhelm Bendz, Albert Küchler, Christen Købke, Vilhelm Kyhn, Jørgen Roed, Martinus Rørbye, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand, Adam August Müller, Heinrich Eddelien, Emanuel Larsen, Niels Carl Michaelius Flindt Dahl og Anton Laurids Johannes Dorph.
Han udviklede en voksende interesse for perspektiv. Han skrev en afhandling om emnet, "Linearperspektiv anvendt paa Malerkunsten" 1841 og gav forelæsninger om emnet ved akademiet. Han lavede nogle små skitser, som kombinerer observationer af dagliglivet med klassiske, harmoniske principper for komposition som gav inspiration til guldaldermalernes skildring af det dagligdags liv.
Af ham findes et selvportræt fra 1803, en buste af Thorvaldsen fra 1816 og et portræt malt af Marstrand i 1836.
Isaac Asimov.
Isaac Asimov (2. januar 1920 - 6. april 1992) var en russiskfødt amerikansk forfatter og biokemiker. Isaac Asimov blev kendt for sine science fiction-bøger og for sine videnskabelige bøger for lægmand, som han begyndte at udgive som 18-årig. Han udgav cirka 500 bind i sin levetid og var i en lang periode medlem af Mensa. Asimov gav navn til begrebet "robotics".
Isaac Asimov døde i 1992 af hjerte- og nyresvigt som følge af AIDS. HIV-smitten havde han modtaget gennem blod, han modtog ved en blodtransfusion under en bypass-operation. At dødsårsagen var AIDS blev dog først offentligt kendt i 2002, da hans selvbiografi "It's Been a Good Life" udkom.
Stiftelsen og Psykohistorie.
Et af Asimovs hovedværker er Foundation serien (på dansk: Stiftelsen).
Serien omhandler et gammelt galaktisk imperiums død. Og efterfølgende
hvordan et nyt imperium, dedikeret til kunst, videnskab og teknologi
oprettes ved hjælp af indsigt i den nye videnskab Psykohistorie.
Foundation serien betegnes ofte som den bedste, eller i hvertfald den mest
indflydelsesrige, science fiction serie, der nogensinde er skrevet.
Grunden til den enorme succes skyldes i vid udstrækning
de mange spekulationer over samfund og videnskab, som ligger
som en rød tråd i værket.
Bl.a. debatteres individets plads overfor de store menneskemasser og individets plads overfor teknologi i form af højintelligente robotter.
I værket bindes temaerne sammen af den geniale
matematiker Hari Seldon's arbejde med den nye (fiktive) videnskab
Asimovs "Laws of Robotics".
Asimov er foruden sit store bagkatalog af science fiction også ophavsmanden til "The Three Laws of Robotics", som er blevet en grundsten i al science fiction der har med robotter at gøre.
På et givet tidspunkt skulle Isaac Asimov have udtalt at "Many writers of robot stories, without actually quoting the three laws, take them for granted, and expect the readers to do the same".
Marcus Tullius Cicero.
Marcus Tullius Cicero (3. januar 106 f.Kr. - 7. december 43 f.Kr.) var romersk politiker, retoriker, jurist og skribent.
Cicero tilhørte den romerske ridderstand og begyndte sin karriere som advokat(romerretten) og fik ry for modigt at forsvare romerske borgere, som var blevet uretfærdigt dømt under Sullas udrensninger.
Han var en erklæret forsvarer af den romerske republik og gjorde karriere i magistraten. Han var kvæstor på Sicilien i 76 f.kr, praetor i Rom i 66 f.Kr og consul i 63 f.Kr.. Som consul afværgede han den catilinariske sammensværgelse. Under det første triumvirat måtte han for en tid gå i eksil. Efter benådning optrådte han atter som politiker, men hans indflydelse var svækket.
Efter mordet på Julius Cæsar tog han parti mod Marcus Antonius. Det kostede ham livet og var på længere sigt måske medvirkende til Antonius' fald. Cicero blev myrdet under proskriptionerne år 43 f.Kr., 63 år gammel.
Ciceros retorik kan opleves i 58 bevarede politiske/juridiske taler og skrifter samt mere end 800 breve. Cicero, der var eklektiker, anses som fader til den klassiske latinske prosa.
Opdragelse og uddannelse.
Cicero blev født i municipiet Arpinum ca. 110 km syd for Rom. Hans familie var af ridderstanden (lat: equestrias). Ridderstanden havde efter Gracchernes reformer opnået status som skatteopkrævere. De var ikke en del af den nye overklasse, nobiliteten, der omfattede repræsentanter for de tidligere magthavere, patricierne, og plebejerne. Ciceros familie var fremsynet og gav ham en opdragelse, der både var typisk romersk og filosofisk baseret på de græske filosoffers værker.
Cicero blev sendt til Rom for at studere jura, og han var en dygtig studerende. Han studerede under en af epokens største advokater Quintus Mucius Scaevola. Han supplerede juraen med studier i filosofi hos Philon fra Larissa og hos stoikeren Diodotos. Som alle romerske borgere aftjente Cicero sin værnepligt. Han tjente hæren allerede som 17-årig under Gnaeus Pompeius Strabo, far til Gnaeus Pompeius Magnus, og var under forbundsfællekrigen på Sullas parti. Det var sandsynligvis her, han lærte Pompejus at kende. Da han blev hjemsendt ved slutningen af konflikten i 81 f.Kr., genoptog han sine jurastudier.
Ciceros første store sag.
Sin første store sag førte han i 80 f.Kr., hvor han forsvarede Sextus Roscius, der var anklaget for fadermord. Cicero fik ham frikendt. På grund af en slem halsbetændelse, der skyldtes hans måde at tale på, og risikoen for Sullas vrede tog Cicero til Grækenland. På Rhodos mødte han den kendte filosof Posidonius og retorikeren Apollonius, søn af Molon fra Rhodos. Apollonius lærte ham at tale på en mindre belastende måde.
Baggrund.
Cicero voksede op i den romerske republik med dens gentagne uroligheder og borgerkrige. Sullas sejr i den første af de mange borgerkrige underminerede den fundamentale frihed i den romerske republik, "Libertas". Det blev Ciceros held, at Sullas reformer styrkede ridderstanden og gav dem, der ikke var af senatorslægt, mulighed for at få del i magten. Cicero var helt afklaret med, at han tilhørte ridderstanden og var homo novus, men han støttede ikke altid - som de fleste af sine standsfæller - "popularerne".
Senatets ledere, optimaterne, udgjorde en mulighed for at skabe sig politiske alliancer, men de virkede som en lille, lukket klike med interne magtkampe. I dette tomrum formulerede Cicero sin politiske strategi, der havde til formål at skabe concordia ordinum - enighed mellem samfundsklasserne.
Mos Majorem var et andet tema, han gentog i sit forsvar af republikken, dens institutioner og praksis. Baggrunden var, at Rom ikke havde nogen nedskrevet forfatning, men baserede lovene på præcedens, de gamle skikke. Det betød, at Cicero med sit indgående kendskab til de gamle tekster kunne anvende argumenter herfra mod sine modstandere. Hans henvisninger til mos majorem er et gennemgående tema i talerne, men især i anklageskrifterne, når han fremfører, at anklagede ved sin adfærd har overtrådt de nedarvede skikke.
Karrieren begynder.
Frikendelsen af Roscius ville være en imponerende bedrift for enhver advokat og ganske enestående for en uerfaren. Cicero lagde her grunden til sit ry som taler og fik mulighed for i årene 79-77 f.Kr. at studere hos de berømteste filosoffer i Athen og på Rhodos.
Cicero startede sin løbebane som embedsmand i magistraten, hvor han fik embedet som kvæstor på det vestlige Sicilien i 75 f.Kr.
Samtidigt opbyggede han en meget stor advokatvirksomhed, og i 69 f.kr. benyttede han sit lokalkendskab til Sicilien til en heldig retsforfølgelse og domfældelse af Gaius Verres, der var statholder på Sicilien. Det det skete på trods af, at Verres' forsvarer var tidens bedste advokat, den tidligere consul Quintus Hortensius.
Karrierens højdepunkt.
Embederne var i Rom reelt den eneste adgang til politisk indflydelse. Magistraten var centrum for gennemførelsen af et politisk program. De stridende grupper i senatet og Folkeforsamlingen var ikke politiske partier, men fraktioner, der kæmpede om magten. Det lykkedes Cicero at blive valgt suo anno. Det var en enestående bedrift af en homo novus. Cicero var i 66 f.kr. praetor og i 63 f.kr. consul - de to højeste embeder i den romerske republik. Valg til disse embeder foregik på Folkeforsamlingen for ét år ad gangen efter komplicerede afstemningsregler.
Cicero som praetor.
Den største udfordring var en militærsag, som kunne sætte romernes sikkerhed i Lilleasien over styr. Trods fredsslutningen efter nederlaget til Sulla var Mithridat stadig en trussel i provinsen Asien, som var en af Romerrigets vigtigste indtægtskilder. Et lovforslag om, at Pompejus skulle overdrages særlige beføjelser som hærfører i bekæmpelsen af truslen i Asien, skabte modstand blandt senatorerne, som benyttede Hortensius som talerør. Cicero fik til opgave at afslutte Pompejus' sag, og forslaget blev vedtaget.
Hermed havde den kompromissøgende Cicero taget parti for en af folkepartiets ledere, og Pompejus' sejr og erobringer i det efterfølgende felttog skabte en popularitet, som ansporede Cicero til at søge konsulatet.
Ciceros konsulat.
I 63 f.Kr. stillede Cicero op til valget som konsul. Et brev fra broderen Quintus er en enestående kilde til de forhold, der afgjorde et valg i den romerske republik. Om det primært skyldtes broderens råd vides ikke, men Cicero blev valgt til konsul, mens Lucius Sergius Catilina ikke opnåede valg.
Den catilinariske sammensværgelse.
Ciceros største bedrift i sin konsulatstid blev afsløringen af den catilinariske sammensværgelse. Den vragede Catilina ønskede at omstyrte den romerske republik. Den 22. oktober opnåede Cicero et "senatus consultum de re publica defendenda", hvilket var en form for undtagelsestilstand, også kaldet "senatus consultum ultimum", som delvis satte Folkeforsamlingens lovgivende magt ud af kraft., og han drev Catilina ud af byen med fire taler, i hvilke han beskrev Catilina og hans kumpaners gerninger. Han beskrev dem som en bande udsvævende senatorer, støttet af forgældede kriminelle, som klyngede sig til Catilina som deres sidste håb om at undgå den retfærdige straf. Ved slutningen af den første tale forlod Catilina Jupiter Stator-templet, hvor senatsmødet fandt sted, og tog til Etrurien. De tre andre taler blev derfor ikke adresseret direkte til ham.), men til henholdsvis folket og senatet med det formål at udpensle de værst tænkelige konsekvenser for Rom.
Efter Catilinas flugt forsøgte hans tilhængere at starte en revolution indefra, mens Catilina skulle angribe udefra med en hær, samlet blandt Sullas veteraner i Etrurien.
Det lykkedes Cicero at afsløre sammensværgelsen og få de sammensvornes tilståelse foran hele senatet, efter at en ambassadør, der var på vej til en gallisk stamme, var faldet i et baghold. En kreds af senatorer overbragte Cicero nogle afslørende breve, hvorefter han satte sig i spidsen for bekæmpelsen af sammensværgelsen, Derefter drøftede senatet, hvilken straf konspiratorerne skulle have. Normalt var senatet primært en rådgivende forsamling for de lovgivende organer, mens Folkeforsamlingen var den formelt dømmende instans. Imidlertid betød indførelsen af undtagelsestilstand, at senatet behandlede sagen, og de fleste medlemmer talte for dødsstraf. Mange vaklede dog, da Cæsar påviste, at det ville skabe præcedens og talte for en mildere dom: eksil og konfiskering af de sammensvornes ejendomme. Så rejste Cato sig til forsvar for dødsstraffen, og til sidst konfirmerede senatet den. Ciceros biografer er enige om, at det var højt spil, idet han dels kunne risikere en dom for landsforræderi, dels at få en fjende i Cæsar
Cicero fik konspiratorerne ført til fængslet, Tullianum, hvor de blev henrettet. Cicero ledsagede selv den tidligere konsul Publius Cornelius Lentulus Sura, der var en af konspiratorerne. Efter henrettelserne bekendtgjorde Cicero deres død ved at sige det formelle "vixerunt". Han modtog hædersbevisningen "Pater Patriae", "fædrelandets fader", for sine handlinger i forbindelse med afsløringen af sammensværgelsen. Han måtte dog leve i frygt for retsforfølgelse, da han havde henrettet romerske borgere uden rettergang. Frygten blev til virkelighed fem år senere Han blev som den første romerske consul tildelt en offentlig helligdag for en civil bedrift. Hidtil havde det udelukkende været en militær æresbevisning. Ciceros fire catilinariske taler fremstår stadig som fremragende eksempler på retorisk stil.
Udmanøvrering, eksil og tilbagekomst.
Pompejus havde vundet store sejre i krigene, men var blevet udmanøvreret af Cæsar i Rom. Nu fremsatte Cæsar et tilbud om et firemands styre, der skulle genrejse republikken. I 60 f.kr blev Cicero opfordret til at deltage i det samarbejde. De andre var Pompejus og Marcus Licinius Crassus. Cicero afviste invitationen, som han frygtede ville sætte republikkens love ud af kraft. De tre andre indgik partnerskabet, kendt som det første triumvirat, mens Ciceros moralske skrupler satte ham uden for indflydelse. Efter ti år med succes havde Ciceros principper nu sendt ham ud på et sidespor.
Situationen blev tilspidset, da populisten Publius Clodius Pulcher i 58 f.Kr. fik vedtaget en lov, der tvang enhver i eksil, der havde henrettet en romersk borger uden rettergang. Skønt Cicero fastholdt, at det "senatus consultum ultimum", der var blevet ham tilkendt, fritog ham for ethvert strafansvar, måtte han forlade Italien for et år. Han brugte sit eksil til at nedskrive en række af sine taler. I et brev til vennen Titus Pomponius Atticus fastholdt han, at senatet og Pompejus i ren misundelse over hans bedrifter havde forholdt sig passive overfor anklagerne. Inden afrejsen gav han en statue til Minerva på Forum,
Cicero blev ved tibagekomsten i efteråret 57 f.kr. hyldet af en stor mængde, men magtkampene var intensiveret og Cicero manglede støtter i senatet. Clodius skabte usikkerhed ved at terrorisere Roms gader, men blev året efter dræbt af Milos gladiatorer på Via Appia. Cicero forsvarede Milo i en mordsag anlagt af Clodius' slægtninge, men tabte den. Skønt sagen blev tabt, er talen "Pro Milone" af flere anset som hans mesterværk. Milo måtte gå i eksil i Massilia, indtil han vendte tilbage for at skabe yderligere problemer under borgerkrigen.
Cicero levede nu delvis tilbagetrukken fra det politiske liv, men fungerede som en slags rådgiver for Cæsar, mens denne førte krig i Gallien. Nogle filologer konkluderer deraf, at Cicero var opportunist og gik mod sine egne principper om at forsvare republikken. I sine breve begrunder Cicero sine handlinger med, at han nu – efter i mange år at have forsvaret republikken – måtte tænke på sin egen sikkerhed.
Efter mordet på Cæsar gik han igen aktivt ind i de politiske liv.
Modstanden mod Marcus Antonius.
Cicero blev yderst overrasket, da de sammensvorne dræbte Cæsar 15. marts 44 f.Kr. I magtkampen mellem Marcus Antonius, der ønskede at overtage Cæsars plads, og republikanerne, der ønskede at forsvare republikken, tog Cicero republikanernes parti. Det gjorde han gennem sine taler mod Antonius, der viste ham som en af fortalerne for republikkens sag. Cicero var nu reelt leder af senatet, mens Antonius var konsul og eksekutor for Cæsars bo. Men de to havde aldrig været på venskabelig fod, og deres forhold blev yderligere forværret, da Cicero gjorde det klart, at han følte, at Antonius tog sig urimelige friheder i sin fortolkning af Cæsars ønsker og intentioner.
Da Octavian, Cæsars arving og adoptivsøn, ankom til Italien i april, lagde Cicero en plan om at spille ham ud mod Antonius. I september begyndte han i de philippiske taler at angribe Antonius inspireret af Demosthenes.
I alt holdt Cicero 15 philippiske taler fra september 44 til april 43 f. Kr. I disse taler, der anses for at være retoriske mesterværker, gjorde han sit sidste forgæves forsøg på at redde den statsform, der med sine rødder i det klassiske Grækenland altid havde været hans egentlige politiske anliggende. Talerne er de vigtigste skriftlige kilder til den romerske republiks krise og fald.
Tilsyneladende var Cicero urørlig som republikkens talsmand, og han udnyttede situationen til at udskrive store bøder til Antonius' støtter for ubetydelige forseelser, ligesom han fik frivillige til at smede våben til republikanerne. Ifølge historikeren Appian anså Antonius’ støtter denne politik som en fornærmelse, og de forberedte sig på at tage til Rom for at arrestere Cicero. Cicero flygtede ud af byen, og planen blev ikke gennemført.
Cicero støttede Decimus Junius Brutus Albinus som guvernør over det cisalpinske Gallien (Gallia Cisalpina) og opfordrede senatet til at erklære Antonius for fjende af staten. Tribunen Salvius forsinkede disse aktiviteter og blev hånet af Cicero og hans parti. Lucius Piso blev senere erklæret for fjende af staten, da han nægtede at ophæve belejringen af Mutina. Cicero skrev i et brev samme september til Cassius, en af Cæsars attentatmænd, at han mente Antonius var en korrupt galning, der var endnu værre end Cæsar, og at Antonius ønskede at starte et blodbad.
Tilbagegang og død.
Ciceros plan blev forpurret. Octavian, Cæsars 20–årige arving, hvis interesser Cicero prøvede at varetage, allierede sig efter kampene ved Mutina med Antonius og Lepidus. De to dannede med Octavian det andet triumvirat med konsulært imperium for fem år og begyndte straks at proskribere deres fjender og mulige rivaler. Cicero og hans yngre bror, Quintus Tullius Cicero, og alle deres kontakter og støtter stod øverst på listerne.
Cicero var en af de mest eftersøgte sammen med Salvius, der efter at have været på Antonius’ side var skiftet til Ciceros og støttede ham fuldt ud. Cicero havde stadig en stor skare tilhængere, og mange nægtede at røbe, at de havde set ham. Han blev til sidst fanget på en af sine ejendomme, da han skulle skaffe penge. Da hans bødler ankom, ville hans slaver forsvare ham mod fjenderne, men Cicero forbød dem at gøre modstand og satte sig roligt på jorden og ventede på dødsstødet.
Ciceros sidste ord skulle være: "der er intet ordentligt ved det, du er i færd med at gøre, soldat, men forsøg at dræbe mig ordentligt". Han blev halshugget den 7. december 43 f.Kr. Hans hoved og hænder blev vist på Rostra på Forum Romanum. Han var det eneste offer for triumviratet, der blev offentligt fremstillet. Ifølge Cassius Dio tog Fulvia, Antonius' kone, Ciceros hoved, trak tungen ud, gennemborede den gentagne gange med en hårnål, og hånede derved Ciceros talegaver.
Ciceros søn, som senere blev politiker, fik revanche, da han i senatet meddelte, at Marcus Antonius var besejret af Octavian ved slaget ved Actium, og da Octavian som kejser Augustus fandt ud af, at et af hans børnebørn læste en bog af Cicero og så, at drengen forsøgte at skjule den, da han frygtede bedstefaderens reaktion, tog han bogen fra ham, læste et stort stykke af den op for ham og rakte ham den med ordene: "Han var en lærd mand, kære barn, en lærd mand der elskede sit land".
Filosof og taler.
Cicero var romer og var som alle romere opvokset med gudernes vilje som en grundlæggende livsbetingelse. Han fik tidligt en brændende interesse for græsk kultur og filosofi, og i forbindelse med sine studier i 79 f.Kr. besøgte han oraklet i Delfi, som overbeviste ham om, at han i sin videre karriere måtte stole på sine egne fornemmelser og ikke kunne stole på venners råd.
Han gjorde et så stort indtryk under sit ophold på Rhodos, at retorikeren Apollonius tog afsked med bemærkningen: ” Jeg giver dig min lovprisning og beundring med på vejen, Cicero, men samtidig min medynk og bedrøvelse over det Grækenland, som nu må opleve, at den eneste tilbageværende storhed her, kunsten og veltalenheden, nu af dig bliver bragt til Rom.”
Disse principper er stadig væsentlige i retorikken.
Filosof.
Det primære ved Ciceros bidrag til filosofien er hans klare strukturering og omdannelse af den græske tænkning til Romerriget. I De finisbus bonorum et malorum (om grænserne mellem godt og ondt) fremfører Cicero de græske tænkeres definitioner af moral og deres bestemmelse af livets højeste mål. I værket De officiis (Om pligterne) skildrer han den stoiske etik og livsform. Det vigtigste er en erkendelse af, hvilke områder i livet, mennesket kan beherske, og hvilke, der er overladt til gudernes vilje. Ciceros beherskelse af den juridiske tale skinner igennem i disse værker, hvor han i modsætning til de idealistiske filosoffer omhyggeligt vejer for og imod de fremførte standpunkter. Konklusionen var for Cicero snarere et valg mellem det moralsk rigtige og det moralsk forkerte end en abstrakt filosofisk diskussion af det gode og det onde.
Især mens han var politisk tilbagetrukket, beskrev han nogle af tidens grundlæggende spørgsmål, bl.a. de statsretlige tekster: De re publica (Om staten) og De legibus (Om lovene), og de moralfilosofiske tekster: De finibus bonorum et malorum og De officiis (Om pligterne).
Kritikere hævder, at Cicero ikke har tilføjet filosofien meget nyt, men blot pynter romersk tankegang med lånte græske fjer. Samme påstand ligger bag anklagerne om politisk opportunisme og dobbeltmoral. Ciceros fortalere fremhæver mod kritikken, at Cicero flere gange var udsat for undersøgelser og blev udvist, uden at hans modstandere kunne bevise korruption eller udskejelser.
Taler.
Forsvaret for Roscius var en modig handling, da fader- og modermord var forfærdelige forbrydelser i Rom, og dem Cicero anklagede som Chrysogenus var tilhængere af Sulla.
Mod Verres.
I 70 f. kr. påtog Cicero sig opgaven som advokat for provinsen Sicilien i processen mod den tidligere statholder Verres. Sagen blev ført ved en særdomstol questio de repetundis. Modparten søgte først at få Cicero taget af sagen ved at stille med en anden kandidat, som var kendt som tilhænger af Verres, men det lykkedes Cicero at få hvervet. Ved selve retssagen blev kun en mindre del af anklageproceduren gennemført, men Cicero lod hele materialet offentliggøre i overensstemmelse med dispositionen for det planlagte forløb.
Et skræmmebillede af en administration, der systematisk udplyndrer provinsen gennem korruption. Talen er politisk vendt mod nobilitetens griskhed. Stilistisk fremføres den af en mand, der er indbegrebet af hæderlighed. Strategien lykkedes i den forstand, at sagen mod Verres fik politiske konsekvenser for sammensætningen af domstolene, ligesom senatorerne fik svækket deres indflydelse på administrationen af provinserne.
For Flacchus.
Ciceros tale Pro Flacco kan ses som modsætningen til sagen mod Verres, idet han her forsvarer en, der er anklaget ved questio de repetundis. Hans strategi for forsvaret er koncentreret om at stille vidnerne i et ugunstigt lys. Herefter procederer han ved at spille på antisemitismen i Rom og fremdrager flere stereotype temaer, som har genlydt i historien lige siden. Sagen involverede forsvaret af Lucius Valerius Flaccus, en romersk aristokrat, der blandt andet blev beskyldt for uretmæssigt at have konfiskeret jødiske midler, der var blevet indsamlet til vedligeholdelse af templet i Jerusalem. I forsvaret for Flaccus kom Cicero med argumenter, der handlede om det sted, der var blevet valgt til retshandlingen: "Lad os nu tage et kig på jøderne og deres mani for guld. Du valgte dette sted, chefanklager Laelius, og mængden der holder til på det, med henblik på denne bestemte anklage, da du meget vel ved, at jøderne i deres store antal og med deres tendens til at optræde som en klike er værdifulde støtter at have ved enhver form for offentligt møde."
For Milo.
"Pro Milone" er Ciceros forsvar for Milo, som stod anklaget for drabet på den Clodius, som havde drevet Cicero i eksil tre år tidligere. Her fulgte Cicero en anden strategi: det manglende motiv. Cicero argumenterede for at Milo ikke havde nogen grund til at dræbe Clodius, at han havde alt at vinde ved, at han levede, og at han ikke kunne vide, at han tilfældigt ville møde Clodius på Via Appia. Anklageren havde påpeget, at Milo havde frigivet nogle slaver, der var sammen med ham under angrebet på Clodius, for at de kunne vidne om, at han havde beordret overfaldet. Cicero vendte sagen på hovedet og påstod, at Milos slaver havde forsvaret deres herre mod Clodius’ drabsforsøg og derfor fortjente frigivelse. Skønt Milo blev dømt, anses forsvaret af nogle for at være Cicero, når han var bedst.
Samlet vurderet viser retssagerne Cicero som en fremragende advokat. Det forekommer ikke rimeligt at vurdere hans personlige egenskaber på denne baggrund, idet han vel blot gør sit arbejde som henholdsvis anklager og forsvarer. Hans skrifter må bedømmes på deres argumentationsform.
De Philippiske taler.
I lighed med anklageskriftet mod Catilina er de 15 philippiske taler et politisk forsvar for republikken. Talerne blev holdt dels for senatet dels for det romerske folk fra september 44 til april 43 f. kr. og er de vigtigste kilder til den romerske republiks fald.
Ægteskab og børn.
Cicero havde to børn fra sit første ægteskab med Terentia Varrones: en datter Tullia Ciceronis og en søn Marcus Tullius Cicero Minor. Senere skilte han sig fra Terentia og giftede sig omkring 46 f.Kr. med Pubilia på 15 år, sandsynligvis for pengenes skyld. Efter Tullias død i 45 f.Kr. blev han skilt fra Pubilia.
Betydning.
Til forskellige tider har Cicero været forskelligt bedømt. Fx havde de tyske nationalhistorikere med Theodor Mommsen i spidsen ikke meget til overs for Cicero, og ser ham ligesom Georg Brandes blot som en ubetydelig forhindring for sit idol Cæsars vej til magten. Hermed står de i modsætning til renæssancens generelle beundring af Cicero som forsvarer for republikanske interesser.
Nogle biografer har konkluderet, at han politisk var en fiasko, fordi han tabte sin største politiske sag, forsvaret af republikken. Det må imidlertid ikke glemmes, at han før konsulatet i 63 f.kr. var en af de mest indflydelsesrige politikere i Rom og formentlig er den homo novus, der nåede længst i hele republikkens historie.
Som filosof og taler er han især omdiskuteret i moralske spørgsmål; men ingen betvivler hans talent.
Som kilder er hans tekster uerstattelige. De mange breve giver ikke blot et indblik i det offentlige liv, i de forskellige rænkespil og tvivlsomme alliancer, men også i romersk tankegang og livsstil.
Endelig har Cicero i en række lande som Danmark sat normen for ”god latin”. Den sproglige klarhed og logiske disposition står i modsætning til den sene kejsertids knudrede sprog, ligesom grammatikken fremhæves som klarere end hos de fleste samtidige.
Robert Whitehead.
Robert Whitehead (3. januar 1823 - 14. november 1905) var engelsk ingeniør og opfandt den moderne torpedo, der blev købt af den britiske flåde. De var ca. 1½ m lange og sprang med en diameter på 5 m under vand.
Rododendron.
Rododendron er slægtens danske navn, og det botaniske er "Rhododendron", altid med stort R og et h. Det er en meget artsrig slægt af små træer og buske, både løvfældende og stedsegrønne. Slægten har både alpine/arktiske, tempererede og tropiske arter. Man kender ikke antallet af arter, da det kræver en nærmere undersøgelse af arternes levesteder for at afgøre, hvad der er en art med syv varianter eller syv selvstændige arter. Der findes omkring 500 sorter og arter til salg og til plantning udendørs i Danmark, og af dem er kun ca. 30 almindelige.
Victor Borge.
Victor Borge i København i 1990
Børge Rosenbaum - bedre kendt som Victor Borge (3. januar 1909 - 23. december 2000) var en dansk pianist og entertainer.
Borge blev født i København og voksede op i Classensgade 40 på Østerbro. Det musikalske talent havde han fra faderen, kgl. kapelmusikus Bernhard Rosenbaum og moderen, pianisten Frederikke Rosenbaum. Han debuterede i 1926 i Odd Fellow Palæet.
I 1940 blev Børge Rosenbaum tvunget til at forlade Danmark på grund af den nazistiske jødeforfølgelse. Skønt han ikke talte engelsk, lykkedes det ham snart at "oversætte" sin humor, og han optrådte i Bing Crosbys radioprogram "Kraft Music Hall" i 1941. Allerede det næste år blev han udnævnt til "the best new radio performer of the year" af den amerikanske presse, og fra da af gik det kun fremad.
Han blev især kendt for sit "one-man show": "Comedy in Music" i Golden Theatre, New York i perioden 1953-56.
Senere turnerede han verden over og kom ofte til Danmark, hvor han optrådte i dansk tv, på Det Kgl. Teater og ved koncerter i Tivoli. Kritikere mente, at han havde svært ved at forny sig, mens hans beundrere holdt af og nærmest ventede på de klassiske tricks. Blandt hans kendte numre var "fonetisk tegnsætning", hvor komma, punktum, tankestreg mv. blev omsat til lyde. Ved sine koncerter i Danmark afsluttede han sit show med stille passager af dansk musik, herunder "Hist hvor vejen slår en bugt" og "I Danmark er jeg født" nogle gange med medvirken af Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor, som han var protektor for.
I foråret 1957 købte Victor Borge det lille smukke slot Frydenlund i Trørød for ca. 1,5 mill. kr. Han ombyggede slottet med henblik på sine årlige ferieophold i Danmark. Han solgte slottet igen i 1960.
Han blev ved med at komme til Danmark og holdt af at vandre rundt i København og mindes.
Victor Borge døde 91 år gammel i sit hjem i Connecticut den 23. december 2000, netop hjemkommet fra en tur til sit elskede København.
I 2002 blev en hidtil unavngivet plads på Østerbro i København døbt Victor Borges Plads.
Planerne om en "Victor Borges Genvej" på Bornholm (Smilet er den korteste afstand...) strandede i 1999 på, at formanden for Teknisk Udvalg i Allinge Gudhjem Kommune ikke fandt ideen morsom. Victor Borge var ellers selv med på idéen.
Trivia.
Til trods for navneligheden, er Victor Borge ikke i familie med Simon, Pia og Ina-Miriam Rosenbaum - og de er "heller ikke i familie med ham", som Simon Rosenbaum synger.
Morten Nielsen.
Morten Nielsen (3. januar 1922 - 29. august 1944) var en dansk digter, født i Aalborg.
Han kom ind i modstandsarbejdet i 1942, hvor han hjalp med at trykke illegale blade samt planlægningen af flugtruter til Sverige. I 1944 blev han involveret i selve transporterne. Den 29. august 1944 blev han fundet død af et pistolskud i brystet. Den officielle forklaring var at der var tale om et vådeskud, men man vidste ikke, om der var tale om en likvidering eller et selvmord. Sådanne myter bidrog til hans status som symbol for den unge generation under 2. verdenskrig.
Morten Nielsen nåede kun at udgive en enkelt digtsamling inden sin død, "Krigere uden Vaaben". Størstedelen af digtene handlede om forholdet til døden. Efter hans død udkom "Efterladte Digte", "Breve fra Morten Nielsen" og "Breve til en Ven".
Webbrowser.
En webbrowser er en computer-applikation, der bruges til at hente og vise bl.a. HTML-dokumenter (web-sider) fra webservere rundt omkring i verden. En delmængde af internettet med disse dokumenter er kendt som World Wide Web.
En webbrowser kan sammenlignes med et fjernsyn, hvor man modtager forskellige tv-programmer.
Kommunikation mellem webserver og webbrowser foregår hovedsagelig med HTTP-protokollen. De fleste webbrowsere understøtter dog også andre protokoller, såsom FTP, gopher og HTTPS (en SSL-krypteret version af HTTP).
Nogle af de populære webbrowsere understøtter også nyhedsgrupper og e-mail ved hjælp af NNTP-, IMAP- og POP3-protokollerne.
En browsers funktion.
En browsers opgave er simpelt hen at præsentere en masse koder for brugeren - eller rettere: at vise det, som koderne præsenterer, på en brugervenlig måde. En programmør skriver sin kode i nogle filer, som lægges ud på en server koblet til internettet, og når en bruger forsøger at åbne disse filer, kommer visning 100% an på, hvilken browser, filerne åbnes i.
Programmørens vigtigste opgave er derfor at skrive noget kode, som kan vises korrekt i browseren. Den store udfordring for enhver internetprogrammør i dag er derfor, at der eksisterer utallige browsere, som alle læser og oversætter koden på hver sin måde.
En besøger af fx en hjemmeside kan bruge en hvilken som helst browser - det har programmøren ingen kontrol over. Derfor kan programmøren ikke blot udvikle hjemmesiden, så den passer til en enkelt, fx den mest populære, browser. Han risikerer nemlig, at der er problemer med, hvordan hjemmesiden ser ud, i andre browsere - problemer som fx, at bokse står oveni hinanden, eller at en knap ikke fungerer overhovedet.
For at komme dette problem til livs for udviklingen af hjemmesider og HTML har udviklerne af internettet oprettet et konsortium med navnet World Wide Web Consortium eller W3 Consortium (hjemmeside:), som har sat sig for at fastsætte en generel standard for programmering. Her fastsættes det således, hvilke koder der er indenfor standarden, og som man bør benytte.
Håbet er nu, at udviklerne af de mange forskellige nuværende og fremtidige browsere efterhånden vil indrette browserne til at benytte sig af disse standarder, så en bestemt programmeringskode fortolkes ens overalt.
Browsermonopol.
De enkelte browserudviklere bør i virkeligheden have stor interesse i at følge standarderne, så bestemte websider ikke vises forkert i netop deres browsere som de eneste. Det vil højst sandsynlig give en hvis upopularitet og et frafald af brugere til andre bedre fungerende browsere.
Denne "markedskraft" bør i teorien standardisere de forskellige browsere, men der opstår problemer, når enkelte browsere har en meget stor markedsandel og nærmest har monopol.
Et eksempel er Microsofts populære browser Internet Explorer.
Da internettet var i sin spæde start, og de første browsere blev udviklet, var konkurrencen ikke stor blandt browserudviklere. Microsoft kom efter nogle år til markedet med en browser, der fungerede glimrende til datidens brug, og de havde så godt som hele markedet i en lang årrække.
Men efterhånden blev Microsoft Internet Explorer udvidet med personlige præg på kodefortolkningen - Microsoft opfandt selv nye elementer af fx HTML, som Internet Explorer blev tilpasset til at fortolke, og eksisterende dele af kodesprogene blev fortolket mere eller mindre forkert i forhold til deres oprindelige formål. HTML-tags som codice_1 blev tilføjet som formateringskoder, og dermed blev den ideelle adskillelse af struktur og layout brudt.
Tags som codice_2 blev efterhånden meget ofte benyttet til opbygningen af en hjemmeside, hvilket har skabt store problemer senere hen, når browsere, der kun benytter standarden, ikke fortolkede codice_2-elementet, og dermed misfortolkede hele hjemmesidens struktur.
Efterhånden som nyere browsere kom til markedet med deres egne bud på, hvordan en browser skulle fungere, blev forvirringen kun større, og alle kiggede sig om efter en standard at følge.
I dag er problemet med forskellig kodefortolkning i forskellige browsere blevet minimeret kraftigt, og denne udvikling fortsætter. Programmører er stadig nød til at se efter i flere browsere, når de har udviklet hjemmesider o.a., men i dag handler selve browserudviklingen ikke længere om, hvem der fortolker koderne bedst - Det handler derimod om hvem, der giver den bedste brugeroplevelse ved funktioner, overskuelighed, hurtighed, sikkerhed og enkelthed.
Eksempler på webbrowsere.
Udviklingen af hvilke webbrowsere folk benytter. Tidligere var Internet Explorer domminerende, men i dag har Mozilla Firefox overtaget en stor del.
Leonora Christina Ulfeldt.
Leonora Christina Ulfeldt (8. juli 1621 – 16. marts 1698) var datter af Christian 4. og Kirsten Munk - hans hustru "til venstre hånd". Hun var grevinde til Slesvig og Holsten.
Ægteskab og afkom.
Hun blev gift som 15-årig (9. oktober 1636) med rigsgreve og rigshofmester Corfitz Ulfeldt, men kaldte sig aldrig Ulfeldt; hun forblev kongens datter frøken Leonora. (Det var først et århundrede senere, at gifte kvinder tog deres mænds efternavne.) Da forholdet mellem hendes forældre var uklart, måtte hun selv opfinde sin egen rolle: Da dronningen var død før Leonora blev født, og der ikke var andre ledende damer ved hoffet i København, var det let for hende at tiltrække sig opmærksomhed.
Senere i livet udtalte hun, at hun var kongens yndlingsdatter, men dette har vi kun hendes eget ord for. Vi ved dog at hun lignede ham: hun var begavet, havde kunstneriske anlæg for maling, tegning, musik og skriftlig udtryksform, og havde let ved både at behage og lære.
Hun blev til sit 6. år opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin, siden af Karen Sehested, hovedsagelig på Frederiksborg, og blev som 9-årig trolovet med den 15 år ældre Corfitz Ulfeldt, og gift 6 år senere. Parret boede først på Elmelunde eller Stegehus på Møn, som Corfitz Ulfeldt havde i forlening fra 1636 til 1637. Hendes tilkommende familie var ikke rig, og der var mange børn, så alt godt måtte komme fra Leonora og hendes far.
Corfitz Ulfeldt var statholder i København fra 1637 og boede i sin gård i Løvstræde, hvor Gråbrødretorv ligger i dag. Leonora Christina fulgte ham på embedsrejse til Holland og Frankrig 1646-47.
Christian 4.s død.
Efter Christian 4.'s død brød Leonoras modsætningsforhold til halvbroderen Frederik 3. og dronning Sophie Amalie ud i lys lue, og hun flygtede med Corfitz Ulfeldt til Sverige i 1651 og opholdt sig i Stockholm 1652-54. Baggrunden for flugten var Corfitz' underslæb og salg af embeder, samt en kompliceret sag med modsatrettede anklager om planlagt giftmord (Dina-sagen). Leonora havde besøgt Nederlandene og Frankrig og var en international berømthed. Hun ønskede ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville meget nødig afgive sin lukrative stilling, alene fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet resulterede i smålig chikane - for eksempel da Ulfeldterne fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Vigtigere var det, at Ulfeldts position såede tvivl om det nye kongepars politiske kurs. For at undgå en retssag flygtede de til Sverige, hvor Leonora mødte dronning Kristina og lærte at gå i mandsdragt.
Parret boede 1655-57 på slottet Barth i Pommern. Leonora Christina rejste i 1656 til Danmark for at søge udsoning med Frederik 3., men blev standset i Korsør og udvist.
Derpå fulgte hun med Corfitz Ulfeldt, da han sluttede sig til svenskerne og med dem rykkede ind i Danmark i 1657. Hun måtte overtage Ulfeldts forsvar, da han i 1659 for en svensk kommissionsdomstol anklagedes for forræderi og var for syg til selv at forsvare sig. Begge blev arresteret af Frederik 3. i København i 1660 og fængslet i 17 måneder på Hammershus på Bornholm, hvorfra de på dramatisk vis forsøgte at flygte. De blev løsladt i 1661 mod at give afkald på en række fordringer (Ulfeldt var en af kongens store långivere) og størsteparten af deres ejendomme. Hun flyttede til Ellensborg (nu Holckenhavn) på Fyn og fulgte med Corfitz Ulfeldt på kurrejse til Nederlandene i 1662, derfra rejste hun i 1663 til London for at inddrive et gammelt tilgodehavende hos Karl 2. hvilket var imod den aftale med Frederik 3.
Fangenskab.
Frederik 3. forlangte hende udleveret som Ulfeldts medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, hvor hun blev fængslet i Blåtårn på Københavns Slot. Hun nægtede kendskab til Corfitz Ulfeldts forræderiske handlinger, men blev holdt fanget i Blåtårn i godt 22 år (1663-1685). Det var her, hun skrev sin franske selvbiografi. I 1673 begyndte hun sit "Jammers Minde", en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Manuskriptet så først offentlighedens lys i 1867 og skabte da sensation. Det er ikke alene periodens bedste selvbiografi, men en skarp og velskrevet skildring af menneskelig fornedrelse og sjælelig storhed. "Jammers Minde" inspirerede maleren Kristian Zahrtmann til en serie på ca. 20 billeder fra hendes liv: fra anholdelsen, indsættelsen i Blåtårn over hendes unge dage som kongedatter, til en bizar hævngerrig skildring af Sophie Amalies død.
Da dronning Sophie Amalie døde i 1685, blev Leonora Christina løsladt, og efter kort tids ophold i Husum ved København flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Leonora Christina Ulfeldt blev begravet i klosterkirken, den nuværende Maribo Domkirke, men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, antagelig af nogle af hendes sønner, og formentlig gravsat på det ukendte sted, hvor hendes husbond Corfitz Ulfeldt lå begravet.
Bornholmerfærgen.
En færge til Bornholm blev i 2010 foreslået opkaldt efter Leonora Christina. Det medførte en del modstand, da Leonora Christinas tilknytning til Bornholm hævdes at være perifer og Leonora regnes for at være landsforræder, og navnet derfor er uønsket.
Rederiet gennemfører en afstemning om navnet, hvor kriteriet er en kvinde med tilknytning til Bornholm.
Eksterne kilder og henvisninger.
Leonora Christina
Protokol (edb).
En protokol er et foruddefineret sæt regler, som beskriver hvordan dataterminaludstyr, netudstyr eller værktøjsmaskiner (se også CAM/CNC) udveksler data. En protokol beskriver hvilket "sprog" de 2 enheder kommunikerer med.
Eksempler på edb protokoller: IP, TCP, UDP, DIX ethernet II, ATM, V.34, V.90 og V.42bis.
Eksempel på telefon/video protokoller: SIP, H323
Eksempel på lysstyringsprotokol: DMX
Eksempel på produktions (CNC) protokol: Mazak CMT protocol
Data protokol standardiseringsorganer: IETF, ISO, ITU-T, IEC, IEEE.
Vedplanter til fugtig jord.
De træagtige planter, som egner sig til fugtig jord, er arter, der hører hjemme i biotoper, med højstående grundvand, jævnlige oversvømmelser eller åbent vand. De kan stamme fra rørsumpe, ellesumpe, våde enge, lavmoser, højmoser eller kildevæld.
Det fælles for planterne er en evne til at tåle et lavt iltindhold i jordluften. Det skyldes hos nogle, at de ikke er aktive i de perioder, hvor vandstanden er højest. Hos andre skyldes det, at de har luftførende kar (aerenkym), som forsyner rødderne med den nådvendige ilt (det gælder f.eks. arter af slægterne El og Pil).
Ofte kan disse planter sagtens klare sig i mere gængse jordtyper, men de er mest konkurrencestærke på vandlidende jord.
Slesvig Domkirke.
Slesvig Domkirke (Sankt Petri Dom) blev opført omkring år 1030, men Slesvig bispedømme blev allerede oprettet i 948. Kirken er indviet til apostelen Peter.
Arkitekturen.
Opførelsen af Slesvig Domkirke kom til at strække sig over flere hundrede år. Kirken var i begyndelsen en romansk kirke. Under Knud Lavard blev den halvrunde apsis opført. I årene 1180-1200 fulgte tværskibet. Ved ombygninger mellem 1200 og 1500 blev den romanske langhusbasilika til en gotisk treskibet hallekirke. Det hvælvede domkapitel i det nordlige sideskib kom til ca. 1220-30, kirkeskibets hvælvene ca. 1230-70.
Den nuværende nygotiske tårn på 112 m blev opført i 1894. Tårnet er Sydslesvigs højeste og Slesvig-Holstens næsthøjeste kirketårn. Oprindeligt havde domkirken to tårne, men de styrtede sammen allerede i 1275 og blev ikke genopført.
Petersportal.
Den romanske portal ved kirkens sydlige tværskib stammer fra 1180. Den består af seks søjler. Billedefeltet over døren (Tympanon) er udført i skånsk sandsten og prydet med et relief med en tronende Kristus, der giver apostlene Peter og Paulus nøgle og skriftrulle. Motivet af "Lovens overrækkelse" refererer til Matthæusevangeliet: "Og jeg vil give dig Him­meriges nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene".
Den kongelige stifterfigur med den totårnede kirkenmodel i sine hænder er blevet identificeret med Valdemar den Store. Petersportalens motiv genfindes på en række af Sydslesvigs landsbykirker, bl.a. i Munkbrarup, Sørup og Nørre Brarup.
Bordesholmalteret.
Domkirkens kendteste inventar er Hans Brüggemanns
Bordesholmalter, der er medtaget i den danske kulturkanon. Passionsaltaret er udført over en 7-årig periode og stod færdigt i 1521. Alteret viser 16 bibliske scener fra Jesu liv. Blandt de 386 figurer er der apostler, kirkelærere, profeter, bønder og handelsfolk. Forbillede til mange af motiverne er Albrecht Dürers "Den lille Passion" fra 1511. Alteropbygningen er 16 m høj. Alene altertavlen har en højde af 12,60 m.
Tre Kongers Alter.
I det sydlige korskib ses det såkaldte "Tre Kongers Alter", som indtil 1666 stod på kirkens højalter. Altertavlen med Jomfru Maria, Jesusbarnet og de tre hellige konger dateres til slutningen af 1200-tallet.
Gravmæle.
Frederik 1.s sarkofag i det nordlige korskib er et hovedværk inden for nederlandsk renæssance i Nordeuropa. Det er udført i marmor, kalksten og alabast. Den viser kongen hvilende på båren med hænderne løftet til bøn og flankeret af to kvindeskikkelser, hvoraf den ene holder kongevæben og den anden en indskrifttavle om hans bedrifter. Gravmælet er udført af den flamske kunstner Cornelius Flories de Vriendt i årene 1551-55. Gravmælet selv er tomt. Det er altså tale om en kenotaf. Kongen er gravsat i domkirkens gravkapel. Kong Frederik 1., der døde i 1533, er sammen med sin bror kong Hans og nevøen Christian den eneste oldenborgske konge, der ikke er gravsat i Roskilde Domkirke.
Kong Niels skal også være gravsat i domkirken, men graven kendes ikke.
Blandt de øvrige epitafier kan nævnes stukgravmælet for biskop Frederik fra 1580 eller det imponerende barokgravmæle for den gottorpske kansler Kielmann af Kielmannsegg fra 1673. Marmorportalen over familien Arenstorff's kapel er fra ca. 1678.
Christofferfiguren.
Indenfor i domkirken står en 4,40 m høj egefigur af den hellige Christoffer med Jesusbarnet på skuldrene. Figuren er fra 1510 og regnes for et af de fineste danske og nordtyske træskærerarbejder. Skulpturen refererer til legenden, hvor Christoffer bar Jesus-barnet på sine skuldre gennem en flod.
Svalen.
Svalen er en velbevaret korsgang (processionsgang) i domkirkens nordvetlige del. Svalen betyder kølig (sval) overdækket gang. Her ses kalkmalerier fra 1320-30.
Den blå Madonna.
I korets nordlige del hænger oliemaleriet "Den blå Madonna" af Jürgen Ovens. Maleriet er fra 1669. Jürgens kom fra Tønning og blev uddannet i Amsterdam, hvor han formodentlig var elev af Rembrandt.
Sagnet.
Lokale sagn fortæller, at kong Abel efter sin død spøgte i Slesvig Domkirke, hvorfor man tog hans lig op og sænkede det i et mosehul ved Gottorp.
Andet.
Bronzedøbefonten er fra 1480. Prædikestolen er et nederlandsk arbejde og blev udført i 1560. Kirkens nuværende orgel fra 1963 er et Marcussen-orgel fra Aabenraa. Hvert år i december er der kunsthåndværkermarked i domkirken ("Svalmarked" eller på tysk "Schwahlmarkt").
Københavnerfortolkningen.
Københavnerfortolkningen kaldes Niels Bohrs og Werner Heisenbergs kontroversielle filosofiske lære om, at man kun kan se verden, når den bliver målt og altså ikke som naturen er i sig selv.
Brætspil.
To hyrder fra Luo-folket i færd med et spil Kalaha
Et brætspil er et spil for en eller flere personer, som spilles på et bræt normalt lavet af træ, plastik, pap, jord eller papir. På brættet er der trykt symboler, mønstre og/eller lavet huller til at flytte brikkerne efter.
De klassiske brætspil er ofte flere tusind år gamle, findes i mange varianter og har ikke en kendt ophavsmand. I nyere tid er brætspillene ofte iklædt et historisk og/eller stedligt tema som for eksempel 2. verdenskrig eller Wall Street.
De seneste årtier har en renæssance fundet sted inden for brætspillene. Spillene var i mange år begrænset til at være de klassiske, de omfattende krigsspil eller quiz-spil. Senest har især tyske producenter haft stor succes med relativt hurtige spil med simple regler og stor vægt på temaer som ofte er noget med at bygge og/eller handle og mindre vægt på krig. Således er spil med de kendetegn kommet til at gå under betegnelsen tyske spil eller i USA eurogames.
Historisk.
a>" er blandt de ældste kendte brætspil.
Bohrs atommodel.
Bohrs atommodel fra 1913, blev formuleret af danskeren Niels Bohr.
I denne model, er atomet arrangeret som en atomkerne med en positiv ladning, omkredset af negative elektroner, på stort set samme måde som solsystemet, men med elektrostatiske tiltrækningskræfter i stedet for massetiltrækning. Det revolutionerende ved Bohrs atommodel var at den beskrev energier i atomerne som kvantiserede.
Bohrs atommodel duer dog ikke til beskrivelsen af multielektronsystemer, da den er formuleret mhp. at forklare spektrallinjerne i hydrogen. Denne model tager ikke hensyn til atomer med flere elektroner og kan heller ikke forklare hydrogens spektrallinjer til bunds (f.eks. hydrogens finstruktur). Bohrs atommodel er en del af den gamle kvantemekanik.
Det er således ikke en virkelig model af hvorledes et atom opfører sig, men blot en forsimpling, som fungerer så længe det vi kigger på ikke bliver for komplekst. Modellen er derfor blevet afløst af kvantemekanikken, hvor elektroners baner bliver beskrevet som orbitaler.
I fysik bliver Bohrs atommodel dog stadig brugt og lært pga. dens simple fremstilling af atomet som en positiv ladet atomkerne med elektroner i kredsløb i forskellige energiniveauer.
Se også den nyere atommodel som modellerer kernen og elektronerne som bølger.
Atommodel (bølge).
Denne atommodel er grundlæggende baseret på Bohrs atommodel, men elektronerne og atomkernen beskrives som tredimensionale stående bølger i rumtiden - tredimensionale sandsynlighedsfordelinger, i stedet for punkter. Elektronernes tredimensionale sandsynlighedsfordeling bliver også benævnt "elektronskyer" eller "orbitaler".
Anneli Jäätteenmäki.
Anneli Jäätteenmäki var i en kort periode Finlands statsminister. Hun blev landet første kvindelige statsminister den 14. april 2003 efter at hendes parti Centern vandt valget den 16. marts 2003.
Den 24. juni 2003, blev Matti Vanhanen også fra Centern valgt til ny statsminister.
Anneli Jäätteenmäki havde i ugen forud trukket sig fra posten efter at det var kommet frem, at hun havde lækket oplysninger fra hemmelige papirer om Finlands rolle i forhold til USA under Irakkrigen.
Oplysningerne i form af hemmelige dokumenter blev lækket op til riksdagsvalget i marts 2003 med det formål at kompromittere den daværende statsminister, Paavo Lipponen.
Tikrit.
Tikrit er en by i Irak, og ligger omtrent 160 km. nord for Bagdad ved floden Tigris i provinsen Salah ad Din (ved 34.61°N, 43.68°Ø).
I 1137 blev Saladin, grundlæggeren af Ayyubide-dynastiet født i byen. Han er i den vestlige verden kendt som den person der samlede den arabiske verden og generobrede Jerusalem fra korsfarerne i 1187. Provinsen som byen ligger i er opkaldt efter ham. 800 år senere blev den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein, som yndede at sammenligne sig med Saladin, ligeledes født i byen. Byen blev indtaget som den sidste større irakiske by i Golfkrigen 2003.
Nordland.
Nordland er en provins (fylke) i Norge. Befolkningstallet i 2002 var på 237.503 indbyggere, svarende til 5,2 % af befolkningen. Arealet er på 38.463 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Bodø.
Nord-Trøndelag.
Nord-Trøndelag er et fylke i Norge. Befolkningstallet i 2007 er på 129 069 indbyggere. Arealet er på 22.396 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Steinkjer.
Nord-Trøndelag grænser til Norskehavet i vest, Nordland fylke i nord, Sør-Trøndelag fylke i syd og til Jämtlands len i Sverige i øst.
Oppland.
Oppland er en provins i Norge. Befolkningstallet i 2002 var på 183.235 indbyggere, svarende til 4,0% af befolkningen. Arealet er på 25.191 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Lillehammer. Norges højeste bjerg, Galdhøpiggen ligger i Oppland.
Elvis Presley.
Elvis Aaron Presley (8. januar 1935 i Tupelo, Mississippi, USA - 16. august 1977 i Memphis, Tennessee), amerikansk sanger, guitarist og filmskuespiller. Elvis Presley er også kendt som "The King of Rock 'n' roll" eller slet og ret "The King".
Barndomstiden.
Huset i Tupelo, hvor Elvis Presley blev født.
Tupelo.
Elvis blev født i et fattigt arbejderhjem på Old Saltillo Road i East Tupelo, et to-rums træhus, bygget af hans far, Vernon. Tvillingebroderen Jesse Garon Presley var død ved fødslen, og Elvis voksede op som forældrene Vernon og Gladys Presleys eneste barn. Som 13-årig flyttede han i november 1948 med sine forældre til Memphis.
Hans fødehjem i den østlige ende af Tupelo er i dag indrettet som museum og er den mest besøgte bygning i Tupelo. Byens turisme er i høj grad centreret omkring Elvis Presley.
Memphis.
I Memphis boede familien Presley i et af de fattigste kvarterer, hvor der var nær tilknytning til den lokale kirke. I kirken kom Elvis tit på besøg sammen med sin mor, og det var her han fik de første musikalske erfaringer, da han både hørte og sang gospel. Familien var meget fattig og skiftede ofte bopæl, ikke sjældent efter mørkets frembrud. De holdt sig for det meste til det samme kvarter i byen, så sønnen kunne beholde sin skole.
Elvis gik i skole på "Humes High School" på North Manasas Street i Memphis. Den 9. april 1953 optrådte han ved den årlige skolefest med sangen "Keep Them Cold Icy Fingers Off Of Me" og efter et bragende bifald sang han som ekstranummer "Till I Waltz Again With You". 3. juni 1953 var Elvis færdig med sin skolegang. Fra han forlod skolen og til sit gennembrud som 18-årig ernærede han sig som lastbilchauffør og arbejdsmand hos det lokale el-firma, The Crown Electric Company til den formidable timeløn af 1,25 $.
Tiden hos SUN Records.
Den 18. juli 1953 lavede han for egen regning en pladeindspilning af sangene "My Happiness" og "That´s When Your Heartaches Begin" i Sam Phillips' studie Sun Records, formodentlig som en gave til sin mor.
5. - 6. juli 1954 kom Elvis tilbage til Sun for at indspille endnu en plade, men uden helt at ramme den sound, som han ønskede. Med i studiet var guitaristen Scotty Moore og bassisten Bill Black, der begge var kendte studiemusikere hos Sun.
Under en pause i optagelserne begyndte Presley at klovne lidt med sangen "That's All Right", og de andre to fulgte med i klovnerierne. "That's All Right" kendte Elvis fra en pladeindspilning fra 1949 med Arthur (Big Boy) Crudup, der selv havde skrevet sangen, men Elvis og de to studiemusikere forsøgte sig nu med sangen i en langt mere rockende udgave, end den oprindelige. Sam Phillips optog dem på bånd, her var lige præcis den sound, som de havde søgt. Gruppen indspillede dernæst "Blue Moon of Kentucky" og de to numre blev udsendt som single den 8. juli. Phillips havde længe været på udkig efter en hvid sanger, der lød som en sort, og med Elvis havde han fundet en sådan.
10. juli blev "That's All Right" spillet for første gang i radioen. Det var på den lokale radiostation WHBQ, og det var dermed den lokale disc jockey, Dewey Phillips, der blev den første i verden, der spillede en Elvis-plade i radioen. Han var så begejstret for pladen, at han denne dag spillede den fjorten gange på sit program, og efter adskillige opringninger fra lytterne fik han samme aften hentet Elvis Presley ind til sit første radiointerview.
Fra februar 1955 og til november samme år turnerede Elvis sammen med sit band. De kaldte sig "The Blue Moon Boys" og bestod af Elvis Presley, vokal og rytmeguitar, Scotty Moore, leadguitar, Bill Black, bas og D.J. Fontana, trommer. Bandet blev opløst da Sun solgte Elvis' kontrakt, men blev også i årene herefter ved med at arbejde sammen.
Elvis indspillede i alt 20 sange mens han var hos Sun. De to af dem er gået tabt, mens de resterende 18 sange er i behold. Ti af disse blev udgivet af Sun i 1954-55 som Elvis' fem første singleplader.
I stald hos RCA.
Den 18. august 1955 blev 'Oberst' Tom Parker manager for Elvis Presley. Parker var ambitiøs og havde øje for Presleys kæmpepotentiale, og han gik straks i gang med at finde et pladeselskab af en størrelse, som Parker mente havde kapaciteten til et landsdækkende gennembrud for hans kunstner.
Sun Records solgte i november 1955 Presleys kontrakt til RCA Victor for 40.000,- dollars (heraf 5.000 direkte til Elvis), på daværende tidspunkt den største kontraktsum nogensinde. Elvis' første pladeudgivelse hos RCA var "Heartbreak Hotel".
I 1956 bragede Elvis Presley igennem på den nationale scene - og også snart den internationale - med en lyd og stil, som kombinerede mange af de musikelementer, han havde mødt. Elvis nedbrød på mange måder de sociale og racemæssige barrierer i tiden og indvarslede en ny æra i amerikansk populærmusik. Hans sceneoptræden var dynamisk og præget af rullende hoftebevægelser af en hidtil uset seksuelt udfordrende karakter.
Et årstid efter overgangen til RCA, nærmere bestemt den 4. december 1956, var Elvis på besøg hos Sun. Her var der andre unge kunstnere til stede, og der opstod en spontan jam-session, hvor der, udover Elvis Presley, deltog Carl Perkins, Johnny Cash og Jerry Lee Lewis. Denne happening blev optaget på bånd af Sam Phillips og udsendt mange år senere under titlen "The Million Dollar Quartet", en titel, der blev anvendt som overskrift af et lokalt dagblad allerede dagen efter, da den siden så berømte happening blev omtalt.
I 1957 købte Elvis Graceland som hjem for både sig selv og sine forældre. Købsprisen var 100.000 dollars.
Salg af plader.
For bl.a. at sikre sig rettighederne til sine sange m.m. entrerede Elvis Presley med et musikforlag, Hill & Range Music Company. Forlaget, som havde hjemme på Broadway i New York, fik fra 1956 tilnærmelsesvis monopol på at levere sange til Elvis, både til pladeindspilninger og til film.
Hill & Range blev startet i 1943 af brødrene Aberbach og blev snart en vigtig faktor indenfor folkemusikken og country- & westernmusikken, navnet Hill & Range var forkortelser for hhv. 'hillbilly' og 'the wide-open range'. De nærmede sig efterhånden popmusikken og fik i 1955 en aftale i stand med Elvis og Tom Parker.
Som Elvis' popularitet steg ønskede forlaget en tættere kontakt til ham, og i 1956 oprettedes de to firmaer 'Elvis Presley Music Inc.' og 'Gladys Music Inc.' som Elvis og Parker var medejere af. Dette arrangement betød i virkeligheden, at hvis en sang skulle synges af Elvis skulle aftalen foregå gennem Hill & Range, som pressede på overfor sangskriverne for at få Elvis føjet til som medforfatter. Denne form for afpresning virkede kun på de nye og usikre sangskrivere, mens de mere professionelle ikke ville acceptere dette og dermed blev skræmt bort.
I sidste ende var det Elvis, der led under disse tilstande, idet hans sangmateriale dermed blev ringere og ringere, hvilket salgskurverne op gennem 1960'erne også vidner om.
Salg af merchandice.
Med det formål at sælge Elvis-relateret merchandice, så som T-shirts, postkort, tasker, håndklæder etc., altsammen med Elvis' navn eller foto på, oprettedes firmaet Elvis Presley Enterprises. Selskabet blev grundlagt på adressen Union Avenue nr. 160 i Memphis i 1955 af Elvis Presley og Bob Neal, der var Presleys manager før Tom Parker fik jobbet. Firmaet har eksisteret lige siden og er i dag en kæmpeforretning.
Memphis-mafiaen.
Memphis-mafiaen er navnet på den stab af body-guards, sikkerhedsfolk og medhjælpende venner, der konstant befandt sig i nærheden af Elvis Presley. Der var tale om en klike på - i perioder - op til 30 personer; rygklappere, nasserøve, spytslikkere og selvfølgelig også rigtige venner. Det startede allerede tidligt i hans karriere og fortsatte til hans død, og selve navnet fik de i Las Vegas i starten af 1960'erne, da gruppen på en løssluppen tur i byen havde mødt en journalist på en natklub. Hun skrev i næste dags avis en artikel, hvori hun kaldte dem "The Memphis Mafia" som en pendant til Frank Sinatras "The Rat Pack". Navnet blev hængende, selv om Elvis selv yndede at kalde dem "El's Angels" - "Elvis' Engle".
Gruppen stod til disposition for Elvis døgnet rundt og fungerede som et menneskeligt værn mod verden udenfor. De fulgte ukritisk Elvis' mindste vink og fik til gengæld dyre gaver, så som smykker, ure og biler. Medlemmer af Memphis-mafiaen måtte alle underkaste sig en ubetinget tavshedspligt, som faktisk først blev brudt kort før Elvis' død, da to af dem udsendte den afslørende bog "Elvis, What Happened?", der stillede kritiske spørgsmål til Elvis Presleys levevis.
Militærtjenesten.
Fra 1958 til 1960 aftjente Elvis sin værnepligt i Vesttyskland. Han boede i Bad Nauheim mens han var udstationeret i nabobyen Friedberg, hjemsted for den amerikanske militærbase "Ray Barracks". Fra begyndelsen, 1. oktober 1958, boede han midlertidigt på Hilbert's Park Hotel, men flyttede kort tid efter til Hotel Grünewald, begge beliggende i Bad Nauheim. Den dag i dag står hele 2. salen på Hotel Grünewald uforandret som da Elvis med hele sit følge beboede alle fire værelser, og det er muligt at bo på værelse 10, hvor Elvis selv boede og ofte stod på altanen og vinkede til sine fans.
De sidste 15 måneder af Elvis' ophold i byen boede han med sin nærmeste familie og venner i et lejet privathus i Goethestrasse 14. Det var her, han første gang mødte sin senere hustru Priscilla, datter af en officer i "Ray Barracks".
Elvis Presley vendte hjem fra Tyskland den 2. marts 1960 og blev hjemsendt tre dage senere, den 5. marts, med rang af sergent.
I gang igen.
Elvis var spændt på, om hans mange fans havde holdt ved eller om de havde svigtet ham mens han var i Tyskland. Men Tom Parker havde sørget for, at RCA jævnligt udsendte plader med Elvis mens han var soldat, og da soundtracket fra hans første film efter soldatertiden, "G.I.Blues", var på LP-hitlisten i USA i 111 uger i træk, var det tydeligt for enhver, at successen atter var hjemme. Snart tordnede han frem igen med millionsælgende sange som "It's Now Or Never", "Are You Lonesome Tonight?" og "Kiss Me Quick".
På daværende tidspunkt syntes Elvis Presleys plads på toppen af pop-tronen som nærmest urørlig. Han anslås at have solgt over 1 milliard plader. I USA alene har han fået guld-, platin- eller multiplatin-belønninger for 140 forskellige albums og singler.
Film med Elvis Presley.
Fra 1956 og frem til 1972 medvirkede Elvis i mange film, i alt 33 - startende med "Love Me Tender" og med de halvdokumentariske "Elvis - That's The Way It Is" og "Elvis On Tour" som de sidste.
Fra begyndelsen var det hensigten at gøre Elvis til "den nye James Dean", og de valgte filmroller bar tydeligt præg heraf. Men efter militærtjenesten tog hans filmkarriere mere retning af musicalgenren, først med "G.I.Blues", der beskriver det sorgløse soldaterliv blandt de amerikanske styrker i Vesttyskland, og et år senere, med indspilningen af "Blue Hawaii", var det definitivt slut med karrieren som karakterskuespiller. Kun i "Charro!", som er en westernfilm fra 1969, blev musicalgenren fraveget.
Der var, navnligt i starten, tale om rene pengemaskiner. Filmene havde et stort og trofast publikum og havde samtidig lave produktionsomkostninger. De mange indlagte sange resulterede ofte i udgivelse af en LP-plade, som næsten pr. automatik blev solgt i kæmpeoplag. Med ca. tre film årligt var der dårligt nok tid til andet, så i årene med de mange filmindspilninger optrådte Elvis ikke live før end i 1968. Her optrådte han for et inviteret publikum i en TV-Special, der var sponseret af Singer Symaskiner og som i realiteten var hans comeback-show, hvor han i sort og kropsnært lædertøj sang en række af de gamle hits fra 1950'erne samt et par nye, bl.a. "If I Can Dream".
Film om Elvis Presley.
Ud over de mange film med Elvis Presley findes der tillige en lang række af film om Elvis Presley. En af de bedst kendte er den halvdokumentariske TV-film Elvis, der er instrueret af John Carpenter og har Kurt Russell i titelrollen. Filmen portrætterer Presleys karriere fra starten og frem til 1969.
Men også i spillefilm er Elvis Presley skrevet ind i handlingen, fx 3000 Miles To Graceland eller Forrest Gump, og i den 4. film i serien om Indiana Jones, 'Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige' høres "Hound Dog" med Elvis i radioen.
De store koncerter.
Elvis Presley på tysk frimærke fra 1988
Fra 1969 og frem til hans død stod der turné og liveoptræden på programmet, hovedsageligt på International Hotel i Las Vegas, men også i mange andre byer rundt om i U.S.A. (Han gav aldrig koncerter andre steder end i Amerika).
Den største af de mange koncerter var "Aloha From Hawaii" fra 14. januar 1973, hvor over 1,2 milliarder TV-seere så Elvis via satellit. Det var en velgørenhedskoncert for kræftforskning og den første gang nogensinde, at en TV-udsendelse blev transmitteret til hele verden. Der var i virkeligheden tale om to koncerter, den første afholdt 12. januar. Denne blev båndet og holdt i reserve til øjeblikkelig udsendelse som erstatning for "den rigtige", hvis nu et eller andet skulle kikse i den direkte transmission. Dette blev dog ikke nødvendigt, så den koncert, der blev transmitteret 14. januar var, som planlagt, koncert nr. 2, direkte live-TV fra Hawaii. For begge show gælder, at Elvis var iklædt en hvid jumpsuit med "den amerikanske ørn" i pailletter på ryggen.
Elvis' sidste sceneoptræden var på Market Square Arena i Indianapolis og fandt sted den 26. juni 1977.
Død som 42-årig.
Elvis og Priscilla blev gift 1. maj 1967 i Las Vegas. 1. februar 1968 blev datteren Lisa Marie født. Der var ikke tale om et specielt velfungerende ægteskab, især fra 1969, hvor Elvis var på turne i lange perioder. Elvis og Priscilla blev separeret den 23. februar 1972 og dernæst skilt den 9. oktober 1973.
På grund af forkert kost blev Elvis i sine sidste leveår stadig mere og mere overvægtig. Han var tit på slankekur, men tog lynhurtigt på i vægt igen.
Elvis blev gradvist afhængig af både sovemedicin og opkvikkende medicin, grænsende til narkomani. Hans personlige læge, George Nichopoulos, mistede sin autorisation i en tre måneders periode på grund af dårlig rådgivning og for at have givet Elvis for meget receptpligtig medicin.
Den 16. august 1977, dagen før den planlagte start på endnu en turne, blev Presley fundet liggende livløs på sit badeværelsesgulv hjemme i Graceland.
Trods ihærdige genoplivningsforsøg såvel hjemme som på hospitalet blev han erklæret død på Baptist Memorial Hospital i Memphis kl. 15.30.
Den egentlige dødsårsag blev aldrig officielt fastslået, men blev angivet som "uregelmæssig hjertefunktion".
Elvis blev efter sin død begravet på kirkegården "Forrest Hill Cemetery" på Elvis Presley Boulevard i Memphis. Der var imidlertid så stor opmærksomhed omkring hans gravsted, at han den 2. oktober 1977 sammen med sin mors jordiske rester blev genbegravet på Graceland. Nu er både Elvis, hans forældre, Vernon og Gladys Presley, samt hans farmor, Minnie Mae Presley, begravet i parken ved Graceland i den del som kaldes The Meditation Gardens.
The Meditation Gardens blev åbnet for offentligheden den 27. november 1977. Graceland er i dag indrettet som Elvis-museum og besøges årligt af flere end 600.000 mennesker fra hele verden, i USA kun overgået af Det Hvide Hus.
Priser.
Elvis Presley blev i 1971 tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award.
Den årlige optagelse af nye navne i Rock and Roll Hall of Fame blev indledt i 1986, hvor ceremonien blev afholdt 23. januar. Blandt de kunstnere, der blev indføjet første år var Elvis Presley.
Hollywood Walk of Fame er et 'æresfortov' langs med gaderne Hollywood Boulevard og Vine Street i Hollywood, Los Angeles, Californien, der fungerer som en 'Underholdningens Hall of Fame'. Elvis Presley er tildelt en stjerne for sin pladeproduktion og den ligger på Hollywood Walk of Fame, på fortovet ud for Hollywood Blvd 6777.
Diskografi.
Siden Elvis Presleys diskografi omhandler sangerens omfattende pladeproduktion.
Filmografi.
En samlet oversigt over Elvis Presleys 33 film findes på Elvis Presleys filmografi.
Klejner.
Klejner er sløjfeformede småkager, som koges i fedtstof. De laves for det meste op til jul og er kendte i Danmark, Sydsverige (klenät), Norge (fattigmann) og Island (kleinur).
De laves ved at rulle dejen ud og skære den i rombeformede stykker med et "klejnejern" eller en "kagespore". I midten af hver rombe skæres et snit. Den ene ende trækkes igennem snittet, hvorved den karakteristiske facon opstår. Tilberedningen sker uden ovn. Klejner "bages" nemlig ikke, de "koges" i fedtstof i en gryde.
Klejner hører til de allerældste danske julesmåkager og er kendte siden middelalderen. Dengang kogtes de i en gryde over åbent ildsted. Det var først omkring midten af 1800-tallet, at brændekomfuret med ovn begyndte at vinde udbredelse. Brændekomfuret gav mulighed for at "bage" kager, men klejner blev ikke fortrængt af de nye kager.
Præcis hvor klejnen stammer fra vides ikke, men navnet - der kommer fra det plattyske kleinet (dvs. klein, lille) - kan måske give et fingerpeg.
Julehjerte.
Det flettede julehjerte er en særlig dansk tradition.
Det var måske H.C. Andersen, der "opfandt" det flettede julehjerte. Det ældste bevarede hjerte af glanspapir er klippet ham i 1860'erne. Det har ingen hank og har ikke hængt på juletræet. Hjertet findes i H.C. Andersens Hus i Odense. Han har lavet anden pynt til juletræer. Forgængeren for julehjertet var flettede kurve.
Den ældste vejledning i fletning af julehjerter findes i "Nordisk Husflidstidende" 1871, og det ældste bevarede julehjerte på Nationalmuseet er fra 1873. Der gik op mod 40 år, før de blev almindelige. Tidligere fandtes flettede eller limede kurve og kræmmerhuse.
Børnehaver var omkring 1910 med til at udbrede julehjerterne: Fletning af udstanset glanspapir indgik i Fröbels banebrydende småbørns-pædagogik for at styrke børnenes kreative evner, tålmodighed, finmotorik og selvdisciplin. Glanspapiret kunne foldes og klippes, så det blev til julehjerter og kræmmerhuse.
Teknik.
Julehjerter flettes af to stykker foldet glanspapir (gerne rødt og hvidt).
Mønsterfeltet er de (8 x 8 cm), der ligger under buen.
Derved opstår hjertet: et mønstret kvadrat med to buer. Hanke klippes i en af grundfarverne, limes af overkanten midt på indersiden, og nu kan hjertet hænges på juletræet.
Enkle hjerter har to til fem rektangulære flige i samme bredde. Mønstrene kan varieres ved at øge antallet af flige, lave dem skrå, buede, mønstrerede og meget andet.
Kronborg.
Kronborg er et slot i Helsingør. Slottet ligger på Sjællands yderste spids, hvor Øresund er smallest.
I 1420'erne begyndte den danske konge, Erik af Pommern, at opkræve en særlig sundtold af de forbisejlende skibe. For at understøtte denne opkrævning lod han opføre en stærk fæstning ved navn Krogen på det sted, hvor Kronborg nu ligger. Fæstningen bestod af en række huse bag en ringmur.
Kronborg set fra vest. I forgrunden den ydre voldgrav og Kronværksporten.
Siden opførelsen blev Krogen udbygget løbende, og i 1570'erne og 1580'erne lod Frederik 2. borgen bygge helt om med fire fløje ved de nederlandske bygmestre Anthonis van Obbergen og Hans van Paeschen, der også skabte fæstningen med fire bastioner. Umiddelbart fremtræder Kronborg som et på den tid helt igennem nybygget slot, men indendørs er der mange mure fra Krogens tid, og flere steder er der blændede vinduesåbninger mellem to rum, trappetrin der ingen steder fører hen m.m.
At Kronborg oprindeligt var planlagt trefløjet kan ses i fløjenes bredde; den østlige fløj er noget smallere end resten og består faktisk kun af lange gallerier, indendørs forbindelse mellem de kongelige gemakker og slotskirken og dansesalen.
Under Karl Gustav-krigene blev Kronborg hærget af både tyske og svenske soldater. Skulpturer, springvand og malerier blev stjålet. En uvurderlig genstand blandt de røvede ting var kong Frederik 2.s bordhimmel. En betydningsfuld gobelin (en slags baldakin) vævet i uld og silke med guld- og sølvtråde. Svenskerne har ikke brugt den, fordi Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburgs våbenskjolde var indvævet på et iøjnefaldende sted som symbol på kongens magt.
Kronborgtapeterne er en serie af gobeliner af samme høje kvalitet som bordhimlen, og forestiller den danske kongerække fra sagnkongerne til den daværende konge, Frederik 2. Serien indeholdt oprindeligt i alt 43 gobeliner, som var ophængt i Kronborgs Dansesal. Disse gobeliner blev udført specielt til Kronborg (og på slottet) af nederlandske vævere. Kun 15 af disse gobeliner er bevaret, og heraf hænger 7 på Kronborg og 8 på Nationalmuseet i København De kan genkendes på at den blå bort i hver gobelins nederste venstre hjørne indeholder en gylden krone og et B som mærke for Kronborg.
Prospekt af Helsingør og Kronborg fra Georg Braun og Franz Hogenbergs "Civitates Orbis Terrarum" fra 1500-tallet.
I kasematterne sidder Holger Danske i gips. Efter legenden rejser han sig fra bordet og redder Danmark, hvis landet skulle komme i fare.
Shakespeares skuespil "Hamlet" er henlagt til slottet i "Elsinore"; det engelske navn for Helsingør.
Kronborg er medtaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Handels- og Søfartsmuseet har til huse på Kronborg.
Kommandanter af Kronborg.
Embedet som Kommandant af Kronborg blev oprettet i 1582 af Kong Frederik 2., der ønskede at sikre Danmarks magt i Øresund og behøvede en militærperson til at lede Kronborgs forretninger og styre tolden.
Kommandanten havde ansvaret for drift og vedligehold af slottet, og var samtidig den øverste officer og embedsmand på kongeslottet. Han havde ansvaret for rekruttering af soldater i Nordsjælland og sørge for fæstningens forsyning af våben.
Kongen udpegede selv kommandanterne af dels sin egen familie og dels af landets adelsfamilier. Således var der ikke tale om en titel, der gik i arv.
En uheldig kommandant var Poul Beenfeldt (1612-1676), der overgav slottet til svenskerne under den Anden Karl Gustav-krig. Grunden til hans overgivelse af Kronborg var, at han fik nys fra en bonde, der sagde, at Danmark havde kapituleret, og at Sverige havde vundet krigen. Kong Frederik 3. tilgav ham aldrig og fratog ham ejendom, ære og navn.
Retskrivningsordbogen.
"Retskrivningsordbogen" er en ordbog udgivet af Dansk Sprognævn med det formål at fastlægge den officielle retskrivning for det danske sprog. Navnet forkortes undertiden uofficielt til "RO".
Ifølge retskrivningsloven skal "Retskrivningsordbogen" følges af "alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene", herunder også Folkeskolen og andre uddannelsesinstitutioner. I praksis bliver den dog også fulgt af de fleste andre dansktalende.
Bogens forhistorie.
Den første officielle danske retskrivningsordbog var Svend Grundtvigs "Dansk Haandordbog" der udkom i 1872.
Senere kom "Dansk Retskrivningsordbog" af Viggo Saaby. 1. udgave udkom i 1891, 2. udgave i 1892, 3. udgave i 1896. Ordbogen blev fortsat af P. K. Thorsen under navnet "Saabys Retskrivningsordbog". Med den titel udkom 4. udgave i 1904, 5. udgave i 1909, 6. udgave i 1913, 7. udgave i 1918, og 8. udgave i 1918. Ordbogens udgaver fulgte Undervisningsministeriets bekendtgørelser om retskrivning fra 1889, 1892, 1900 og 1902. 7. og 8. udgave var decideret autoriseret af undervisningsministeriet og indeholdt en af ministeriet godkendt retskrivningsvejledning udarbejdet Henrik Bertelsen.
Derefter udkom en ny "Dansk Retskrivningsordbog" udgivet af "Undervisningsministeriets Retskrivningudvalg" med Jørgen Glahder i spidsen. Den udkom i 3 udgaver i 1923, 1925 og 1929. 3. udgaves sidste oplag kom i 1946.
Retskrivningsudvalget blev opløst i 1948. Et nyt udvalg udarbejdede i perioden 1953-1955 den første retskrivningsordbog efter retskrivningsreformen i 1948. Denne ordbog blev udgivet af det dengang nystiftede Dansk Sprognævn i 1955 med titlen "Retskrivningsordbog". Den udkom kun i 1. udgave som i brug indtil 1986, men med mange oplag gennem disse 31 år.
I 1986 udkom så 1. udgave af "Retskrivningsordbogen", den første ordbog som både var udarbejdet og udgivet af Dansk Sprognævn. 2. udgave udkom i 1996, og den nugældende 3. udgave i 2001. De nye kommaregler fra 2003 er medtaget i "Retskrivningsordbogen" i 4 oplag af 3. udgave fra 2005.
Kommaregler.
Alle officielle retskrivningsvejledninger til og med den i 1. udgave af Retskrivningsordbogen indeholdt regler for 2 kommasystemer som man frit kunne vælge mellem: grammatisk komma og pausekomma.
I 2. udgave af Retskrivningsordbogen i 1996 skete der så nogle grundliggende ændringer: Pausekommaet blev fjernet som et officielt dansk kommasystem. Det hidtidige grammatiske komma blev omdøbt til det traditionelle komma, og et nyt grammatisk kommasytem kaldet det ny komma blev indført. Disse 2 grammatiske kommasystemer var meget ens. Eneste forskel mellem dem var at man med brug af nyt komma ikke skulle sætte komma ved begyndelsen af ikke-parentetiske ledsætninger, hvilket man skulle ved brug af traditionelt komma. Sprognævnet anbefalede officielt brugen af nyt komma. Der var ingen principielle ændringer vedrørende kommaer i 3. udgave udkom i 2001.
Det ny komma var ikke meget brugt trods ihærdige forsøg fra Sprognævnets side på at promovere det, og det var ofte kritiseret i den offentlige debat. I 2003 lavede Sprognævnet så pludselig igen om på kommareglerne med opbakning fra kultur- og undervisningsministerne. De to temmelig ens grammatiske kommasystemer blev slået sammen til ét enkelt system hvor der er nu valgfrihed på det ene punkt som adskilte dem. Ændringerne i 2003 går således mere på navngivning end på det egentlige indhold. En af få reelle ændringer er at det ikke længere er obligatorisk altid at sætte komma (eller et andet tegn) foran ordet "men".
De nye regler udkom i 2004 i et hæfte med titlen "Kommaregler", og er optaget i Retskrivningsordbogen fra og med 4. oplag af 3. udgave (2005).
Humus.
Humus og ler er jordkolloider, som findes i mange jordbundstyper. Jordkolloider får jorden til at hænge sammen, og for humus gælder det selv ved et stort vandindhold. Det hæmmer derfor jorderosion. Kort kan det skrives, at humus + råjord + kalk + regnorm = muldjord, mens humus + råjord - kalk = morr.
En anden fordel ved jordkolloider er, at de holder positive næringsioner fast på jordkolloidernes overflade. Humus hæmmer derfor udvaskning af mineralske salte til åer, søer og dermed havet. Da kvælstof i form af nitrat ikke kan fastholdes på kolloiderne, vil det være frit bevægeligt i jorden. Det er forklaringen på, at netop kvælstof er så stort et problem.
Humus er dannet ved organisk nedbrydning af f.eks. blade, rødder, bark, grene og træ ved hjælp af bakterier og svampe. Regnorme fremmer den organiske nedbrydning og dermed humusmængden, og det sker også i kompostbunker. Humus' halveringstid er ca. 20 år, dvs. at halvdelen af humusen er nedbrudt til kuldioxid og plantenæring - mineralske salte, hvis der ikke tilføres ny humus kunstigt eller naturligt.
Humus er slutproduktet af dødt, organisk materiale.
Humus udseende på nanoskala er meget varieret og indeholder mange forskellige organiske stoffer.
Gamle ege- og lindeskove med en alder på mere end 200 år har en god muldjord. Man taler om, at visse plantearter, hvis løv er særligt indbydende for regnorme, virker "mulddannende".
Ordet 'humusrig' bruges mest som modsætning til den humusfri råjord og den dybereliggende undergrund.
Brødrene Wright.
Foto fra den første flyvning den 17. december 1903
Brødrene Orville Wright (19. august 1871-30. januar 1948) og Wilbur Wright (16. april 1867-30. maj 1912) var amerikanske flyvepionerer.
Sammen foretog de den 14. december 1903 historiens første motordrevne flyvning i en flyvemaskine tungere end luften. Flyvningen varede dog blot 4 sekunder.
Officielt gentog de kunststykket 17. december 1903, og denne gang med en varighed på 59 sekunder. De fløj næsten en halv kilometer.
Charlie Chaplin.
Charles Spencer Chaplin kendt som Charlie Chaplin (16. april 1889 - 25. december 1977) var britisk-amerikansk skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter og komponist.
Charles Spencer Chaplin fødtes af fattige forældre i London. Begge hans forældre optrådte som music hall entertainere. Kort efter Charlies fødsel forlod faderen moderen Hannah og sønnerne Charlie og Sydney.
Charlies karriere indledtes i 1894, hvor han assisterede sin moder under en optræden. I 1896 måtte moderen opgive at passe sine to børn, som kom på et hjem for forældreløse. Fra 1907-1913 arbejdede Chaplin ved "Karno Pantomime Troupe" og deltog i tourneer til USA og Canada. Her opdagedes han af produceren Mack Sennett, som tilbød ham en kontrakt med Keystone Film Company. Her indspillede han sin første film "Making a Living" (1914), hvori han spiller arbejdsløs. Hans næste film "Kid Auto Races at Venice" (1914) kom til at afgøre hans karriere. Her optræder han i hængerøvsbukser, et par sko, som er adskillige numre for store, en jakke, som til gengæld er flere numre for lille, en bowlerhat samt en moustache, der er trimmet til størrelsen af en tandbørste. Fra 1915 skrev, instruerede og producerede Chaplin selv sine film, samtidig med, at han selv spillede hovedrollen i filmene. Chaplin indspillede mere end 30 film ved Keystone, inden han flyttede til Essanay Films, hvor han indspillede 15 film, heriblandt den, som gav ham tilnavnet "the tramp" ("vagabonden"), hvor han spiller en helt, som forsøger at redde en kvinde i nød. Chaplins næste kontrakt med Mutual Film Corporation indbragte ham $10.000 om ugen plus bonus. Her arbejdede han fra 1916-1917.
I 1918 oprettede Chaplin og hans broder deres eget studie i Los Angeles, og i 1919 dannede de sammen med Douglas Fairbanks, Mary Pickford m.fl. filmselskabet United Artists. I 1925 kom klassikeren "Guldfeber" og året efter "Cirkus". I 1931 tog Chaplin tilbage til London til premieren på "City Lights", og han vendte først tilbage til USA i 1932.
Hans næste film, "Moderne Tider" (1936) er en af hans største successer, som måske kun overgås af "Diktatoren" (1940), som er en "ond" parodi på naziregimet i Tyskland. Chaplin spiller en dobbeltrolle som en jødisk barber, der har deltaget i første verdenskrig, og den onde Adenoid Hynkel, diktator af Tomania.
I 1952 kom hans nok bedst kendte talefilm "Rampelys". Dette tidspunkt var netop højdepunktet for McCarthyismen, og Chaplin beskyldtes som mange andre af de amerikanske myndigheder for kommunistsympatier, og blev smidt ud af landet der efter flyttede han til Schweiz. I denne periode indspillede han "King in New York", (1957) og hans sidste film "Grevinden fra Hong Kong", (1967) med Marlon Brando og Sophia Loren, hans eneste fiasko.
I 1975 blev Chaplin adlet af den engelske dronning for sine fortjenester. Han døde juledag 1977 i Vevey, Schweiz, og blev begravet på kirkegården i Corsier-sur-Vevey, Vaud, Schweiz. To måneder senere, den 3. marts 1978, blev hans lig stjålet fra kirkegården i et forsøg på at afpresse familien penge. Afpresningsforsøget mislykkedes, og røverne blev fanget. Liget blev fundet igen 11 uger senere nær Genevesøen.
Bronze statue Waterville, County Kerry
H.C. Andersen.
Hans Christian Andersen (2. april 1805 i Odense – 4. august 1875 på Rolighed i København) var en dansk digter og forfatter, der er verdensberømt for sine eventyr. Han er en af den danske guldalders hovedpersoner.
Fødsel og dåb.
H.C. Andersen (HCA) blev som mange andre nyfødte døbt umiddelbart efter fødslen pga. den store børnedødelighed. I kirkebogen til Sankt Hans Kirke i Odense er skrevet, at fødslen fandt sted kl. 2 om natten den 2. april 1805, og at den stedfortrædende præst forrettede dåben.
Den 15. april blev dåben bekræftet ved en fremstilling i kirken, og barnet blev her indskrevet med navnet: Hans Christian.
En dåbsattest blev først fremstillet i november 1823, måske i forbindelse med en arvesag (farfarens død), men er senere forsynet med en randbemærkning, hvoraf det fremgik, at fødestedet var Hjørnehuset, Hans Jensens Stræde 43, en del af det nuværende museum "H.C. Andersens Hus".
Efter sigende skyldes tilføjelsen, at HCA i året 1867 skulle udnævnes til æresborger i Odense.
At fødestedet skulle være hjørnehuset i Hans Jensens Stræde er derfor uden berigtigelse og H.C. Andersen skulle selv have benægtet det, han sagde "jeg er ikke født i sådan en rønne".
Som faddere ved dåbsfremstillingen var i alt seks personer: Madam Sille Marie Breineberg f. Westphalen bar barnet; jomfru Friederiche Pommer; skomagermester Peder Waltersdorff; hattemager Jens Heinrich Dorch; snedkersvend Anders Jørgensen; portneren ved Odense Gråbrødre Hospital, Nicolas Gomard.
Som forældre til barnet står i kirkebogen den 22-årige skomagersvend Hans Andersen (født 1782, død 1816, var også soldat) og den 34-årige Anne Marie Andersdatter.
Parret havde den 2. februar 1805, to måneder før fødselen, indgået giftermål i Skt. Knuds Kirke i Odense.
Anne Marie havde allerede en datter ved navn Karen Marie, der imidlertid var anbragt hos Anne Maries mor.
a> i Munkemøllestræde, hvor han boede fra 1807 til 1819.
Ægteparret flyttede sammen, første gang til Halsedore og i maj måned til Klaregade.
I starten af 1807 fik familien deres egen bolig i Klingenberg 664, nu Munkemøllestræde i Odense, huset der nu betegnes "H.C. Andersens Barndomshjem".
Huset var beboet af i alt 12 personer, og familiens bolig bestod af ét værelse med køkken.
Ifølge HCA's egne levnedsbeskrivelser havde friskomageren selv sammentømret et skomagerværksted og en brudeseng af et træstillads: "der kort forinden havde baaret Liigkisten med en afdød Grev Trampe."
Barndom.
Hvor han befandt sig de første leveår vides ikke, men som toårig flyttede HCA året 1807 med skomagerfamilien ind i barndomshjemmet, en lejlighed med køkken i alt ca. 42 m2, beliggende i ejendommen Klingenberg 646 nu Munkemøllestræde 3.
Som 6-årig kom HCA i pogeskole, senere i en skole for især jødebørn og frekventerede efter sigende også en tid en ”fattigskole”. I hjemmet var det faderen, der gav ham kendskab til Holbergs komedier og vakte hans interesse for teater og kultur.
Men faderen lod sig i 1812 hverve som soldat i stedet for en indkaldt bondesøn, der til gengæld måtte udrede en større sum penge til friskomageren. Han kom hjem efter to års forløb, syg og nedbrudt, og fandt tillige, at alle pengene var tabt på grund af statsbankerotten i 1813. Friskomageren døde i 1816.
I nævnte tidsrum havde HCA af og til besøgt Odense Teater og set skuespil for derefter at spille rollerne hjemme.
Hjemmet var fattigt efter friskomagerens død, og HCA kom derfor en kort tid i lære først på en klædefabrik og senere på en tobaksvirksomhed. Denne omstilling til legemligt arbejde syntes dog at have været for hård for den følsomme HCA, og igen anbragtes han på en fattigskole, hvor han fik undervisning i religion og regning.
Imidlertid blev moderen gift igen i 1818 med en skomagersvend. Familien havde måttet forlade barndomshjemmet i Klingenborg i april 1819 og flytte til et hus længere nede ad gaden. Begge forhold synes at have været medvirkende til, at HCA i en tidlig alder besluttede sig for at forlade Odense.
Den 8. juli 1819 blev HCA konfirmeret i Odense Domkirke af domprovsten, der ellers kun konfirmerede fine borgeres børn og ikke fattigfolks. Domprovsten skrev endda i konfirmationsprotokollen, at HCA havde gode evner og gode religionskundskaber, omend hans flid ikke var rosværdig.
Forfatteren Jens Jørgensen har i sin bog "H.C.Andersen − En sand Myte" bemærket, at HCA i modsætning til andre drengebørn i Odense fra lignende fattige hjem syntes at nyde en mere beskyttet og privilegeret barndom, og at familien, den ganske unge friskomager Hans Andersen og den betydelig ældre Anne Marie Andersdatter, aldrig syntes at lide egentlig nød.
HCA havde også knyttet forskellige kontakter, og da han forlod Odense, var han i besiddelse af en introduktionsskrivelse fra avisudgiveren i Odense, bogtrykker Iversen.
Ankomst til Hovedstaden.
Jødefejden i september 1819 da HCA ankom til København (skildret i en senere tegning).
Den 4. september 1819 rejste den 14-årige HCA med 13 rigsdaler på lommen med Postvognen til København, hvor han iflg. ”Levnedsbogen” ankom den 5. september (i ”Mit Livs Eventyr” den 6. september).
Han ankom midt i Jødefejden i 1819, den voldelig opstand mod jøderne.
HCA var ikke overrasket over opstanden; han troede at det hørte med til en stor by som København.
I København indlogerede han sig på et gæstgiveri i Gardergade, nu Vestergade.
Det menes, at HCA ankom til hovedstaden i følge med (eller samtidigt med) prins Ferdinands (tidligere) amme, en ”Madame Sophie Charlotte Hermansen”, som HCA. havde stiftet bekendtskab med på Odense Slot, (formodentlig var moderen vaskekone på slottet). Madam Hermansen hjalp HCA med kost og logi og anviste ham samtidig arbejde hos en snedkermester.
Dette varede dog kun en enkelt dag. Bekendtskabet synes tillige at have ført til foretræde hos direktøren for Det kgl. Teaters Syngeskole, hr. Siboni, der i selskab med C.E.F. Weyse, Jens Baggesen og andre notabiliteter formåede at samle en sum penge ind til den 14-årige H.C.A.
Samtidigt gav Siboni løfte om kost og sangundervisning. HCA fik derefter et nyt logi i Ulkegade, nu Holmensgade, og af hensyn til Siboni tillige tyskundervisning.
Siboni opgav dog hurtigt HCA's sangundervisning, og HCA henvendte sig derefter til solodanser C. Dahlén og fik undervisning på Hofteatrets Danseskole i sæsonen 1821-22.
Til trods for en lidt uheldig optræden i en statistrolle på Det Kgl. Teater opnåede HCA alligevel en stilling i koret dog uden fast gage (*løn) og skrev samtidig bønskrifter til forskellige forfattere og kunstnere og udvidede på den måde sin bekendtskabskreds.
I 1821 skrev HCA sit første skuespil, ”Røverne i Vissenberg", til teatret. Stykket blev afvist, og kort efter skrev HCA sin første bog, der blev udgivet, men ikke solgt i stort tal.
En tidligere forbindelse fra Odense oberst Christian Høegh-Guldberg opfordrede HCA til at henvende sig til den nyudnævnte teaterdirektør for Det kgl. Teater, Jonas Collin.
I 1822 skrev HCA skuespillet ”Alfsol”, der blev erklæret som uegnet til opførelse på scenen. Direktøren for teatret Knud Lyne Rahbek anså dog HCA for at have skjulte talenter, som muligvis kunne fremelskes ved den rette uddannelse. Som følge af dette blev den 13. september 1822 holdt et direktionsmøde med HCA. Ved mødet blev det overdraget Collin at ansøge Frederik 6 om hjælp til yderligere uddannelse af HCA. Kongen bevilgede, at fonden ad usus publicos skulle udbetale penge til HCA med det formål, at han skulle ”vorde en nyttig borger”. På trods af at det var Rahbek, som var hovedkraften bag støtten, var det Collin, der som formynder fik æren for det i eftertiden, ikke mindst fordi HCA selv beskriver det sådan i sin erindringsbog "Mit livs eventyr"
Efter godt tre års ophold i hovedstaden modtog den 17-årige HCA en donation af kong Frederik 6.. Den muliggjorde hans videre uddannelse på den velrenommerede latinskole i Slagelse. Collin skulle som hans formynder føre tilsyn.
Uddannelse.
HCA ankom den 26. oktober 1822 til Slagelse og blev indlogeret hos herredsfogedens enke, madam Henneberg. I latinskolen blev han under henvisning til manglende kundskaber placeret i 2. klasse blandt 11-12-årige drenge af skolelederen Meisling. Forholdet mellem Meisling og HCA udviklede sig iflg. forfatteren Johan de Mylius katastrofalt. Også fordi Mejsling og Collin pure nægtede HCA at beskæftige sig med nogen form for digtning.
Hans digtning i denne periode er da også begrænset til et fastelavnsdigt og et mindedigt over en velgører. Samtidigt foretog HCA adskillige ture til Sorø, hvor han stiftede bekendtskab med digteren B.S. Ingemann. Han rejste til København hos Collin i julen 1823 og til Odense i 1824, hvor han overdrog en del af arven efter farfaderen til sin mor.
I 1825 besøgte HCA igen sin mor, der netop havde opnået plads på en fattigstiftelse.
Samme år flyttede HCA ind hos Meisling, der blev udnævnt til rektor for latinskolen i Helsingør i 1826. HCA flyttede med dertil.
I 1827 var forholdet til Meisling imidlertid på bristepunktet, og da boligforholdene tillige var yderst ringe, skrev HCA et brev til Collin, der i april sendte HCA til København til et logi i Vingårdstræde.
Her blev han privat manuduceret til studentereksamen, og her begyndte den særegne skik, hvor den fattige student Andersen blev fast middagsgæst hos forskellige familier i København. Som voksen gæstede H.C. Andersen mange herregårde rundt om i Europa.
Efter at HCA fik udgivet digtet ”Det døende Barn” i Kjøbenhavnsposten den 25. september 1827, startede hans egentlige æra som forfatter, og som eventyrdigter indtog han førstepladsen blandt den danske guldalders mange kunstnere.
Han fik først sin studentereksamen den 22. september 1828.
Digter.
I 1831 udkom hans første egentlige digtsamling, og han var på sin første udlandsrejse, der gik til Tyskland, hvor han blandt andre mødte digteren Chamisso.
I 1835 offentliggjorde H.C. Andersen sin første roman, "Improvisatoren", og sine første to eventyrsamlinger. I de følgende år skrev han skuespil og de to romaner, "O. T." og "Kun en Spillemand". Efter en rejse (1840-41) til bl.a. Italien, Malta, Grækenland og Tyrkiet udsendte han i 1842 rejseskildringen "En Digters Bazar". I 1857 var H.C. Andersen på besøg hos den engelske forfatter Charles Dickens i England, og i 1862-63 rejste han i bl.a. Spanien og Marokko, skildret i "I Spanien".
Det var med eventyrene, at H.C. Andersen fik den største succes, som vennen H.C. Ørsted havde spået. De er oversat til mere end 100 sprog. Blandt de mest berømte er "Fyrtøiet", "Prindsessen paa Ærten" (1835), "Den lille Havfrue, "Keiserens nye Klæder" (1837)", "Den grimme ælling" (1843), "Sneedronningen" (1844) og "Den lille Pige med Svovlstikkerne" (1848).
Herregårdsophold.
Andersen var en yndet gæst på talrige danske herregårde, herunder navnlig Holsteinborg Gods ved Skælskør, hvor flere af digterens eventyr blev til. H.C. Andersens stuer står endnu urørte på Holsteinborg. Øvrige godser, der ofte fik Andersen som gæst, var Glorup på Fyn, Frijsenborg i Jylland og Basnæs, Bregentved og Gisselfeld på Sjælland.
På disse ophold betalte Andersen ikke for kost og logi, men tilbød i stedet underholdning og litterære indslag ved fester og sammenkomster. Det kunne være oplæsning, små komedier, papirklip, sange, lotterier, udsmykninger, bordpynt etc. Særligt børnene fik gavn af Andersens besøg, der ofte gav sig udslag i papirklip og samtale omkring hans selvfremstillede billedbøger.
H.C. Andersen har desuden skrevet "I Danmark er jeg født", som er Danmarks uofficielle nationalsang.
Fotografier.
Fotografi af H.C. Andersen fra 1869.
H.C. Andersen var glad for at blive fotograferet, og digteren var sin samtids mest fotograferede person. Der findes mere end 100 forskellige optagelser af Andersen. Han sad primært model for professionelle fotografer såsom brødrene Georg E. Hansen og N.C. Hansen, Clemens Weller, Budtz Müller, Georg Rosenkilde, Rudolph Striegler og Thora Hallager samt Franz Hanfstaengl i München, men også personer i bekendtskabskredsen tog fotos af Andersen, således amatørfotograferne Henrik Tilemann på Frijsenborg og Israel B. Melchior på Rolighed.
Fotografierne af Andersen blev ofte foræret væk, som regel til kvindelige bekendte og til vennen Edvard Collin. Desuden bestilte digteren også visitkortfotografier. Andersen har i sine dagbøger og breve beskrevet de mange besøg og omstændigheder ved fotograferingerne. De fleste fotografier er taget udendørs, idet interiørfoto først blev en mulighed i Danmark i 1874, hvor Andersen blev fotograferet i sit hjem i Nyhavn som en af de første i landet.
Død og gravsted.
H.C. Andersen døde ugift og barnløs. Han sov stille ind i familien Melchiors hus, Rolighed den 4. august 1875. Han er begravet på Assistens Kirkegård i København, afd. P-513.
Biologiske forældre.
Det er blevet fremført, at Nicolas Gomard, der stod fadder til HCA, kunne være biologisk fader til HCA.
Denne påstand kommer gennem en overlevering i familien Gomard.
Historikeren Erik Kjersgaard skriver i sin bogserie om Danmarks Historien, at HCA var en "illegitim søn af en officer i Odense", dog uden nærmere forklaring og kilde.
Jens Jørgensen, tidligere rektor for Slagelse Gymnasium, har uden held forsøgt at bevise, at kronprins Christian og lensgrevedatteren Elise Ahlefeldt-Laurvig var forældre til HCA.
Jørgensen har fremført teorien dels i sin bog "H.C. Andersen — en sand myte" fra 1987
, dels i sit forord og efterskrift til den kommenterede udgave af H.C. Andersens "Levnedsbogen".
Fyens Stiftstidendes kulturredaktør Rolf Dorset har støttet teorien i sin bog "Paradisbarnet — en bog om H.C. Andersens herkomst" fra 2004.
Teorien er ikke godtaget af sagkyndige. Bla. har forhenværende overarkivar ved Rigsarkivet Vello Helk kaldt Jørgensens første bog for en "spekulation" og nævner, at arkivstudier ikke synes at være Dorsets "stærke side",
mens H.C. Andersen-forskeren Johan de Mylius har angivet, at teorien bygger på en "helt charlatan-agtig omgang med kilderne".
I en anmeldelse i tidsskriftet "Anderseniana" udgivet af H. C. Andersen Centret i Odense i 1989 har redaktøren Niels Oxenvad ligeledes undret sig over Jørgensens manglende evne til at fraviste kirkebøgerne deres sanddruhed.
Dog trivedes rygterne i det københavnske borgerskab om, at prins Christian var det faderlige ophav til HCA, allerede i 18-hundredetallet, netop på grund af HCA’s lette adgang til kongehuset og de bedre kredse i hovedstaden.
Der var også talrige rygter om, at prinsesse Charlotte Frederikke og prins Christian var ophav til den bortgivne og synske Jomfru Fanny, og at prins Christian var far til Elise Ahlefeldts datter Adolphine Laurberg født 1807 og ved dåbshandlingen givet andre forældre.
Seksualitet.
Eigil Nyborg har i bogen "Den indre linje i H.C. Andersens eventyr" analyseret HCA og dennes digtning ud fra C.G. Jungs teorier. Han konkluderer, at "uanset om man kan sige, at HCA ”var til begge sider”, var hans seksualitet, hvis man da vil benævne det ved dette navn, næppe engang nået i nærheden af overgangsalderen.
HCA var vel ”En fremmed fugl i reden” og udstyret med lødige gener og tillige ganske givet udrustet med, hvad C.G. Jung benævner ”et animus” kompleks. Men netop i tilfælde af en moderbinding kan selve anima suppleres og komplimenteres med et animus kompleks. Et tilført kompleks, der sandsynligvis indebærer seksuelle afvigelser, som kan implicere et liv med angst og hypokondri.
Dog kan iflg. Jung nævnte animus i visse tilfælde tillige positivt indeholde uanede ubevidste kræfter af aktiv kunstnerisk skaberkraft..."
HCA sværmede for flere kvinder i sit liv. Riborg Voigt var H.C. Andersens første store kærlighed. Hun var dog allerede forlovet. En anden var Jonas Collins datter "Louise", der blev gift med juristen W. Lind, hvilket var et stort slag for H.C. Andersen. Den mest berømte er den svenske operasanger Jenny Lind.
Skulpturer.
I Danmark er der flere statuer af H.C. Andersen, bl.a. Henry Luckow-Nielsens statue ved Rådhuspladsen i København (april 1965).
På pladsen ved Odense Banegård står Bjørn Nørgaards otte meter høje H.C. Andersen skulptur i granit og patineret bronze "Skyggen, rejsekammeraten og improvisatoren - et treenigt portræt af H.C. Andersen" fra 2002–2005.
I New York's Central Park står en skulptur der afbilleder den siddende forfatter med en bog som viser de første linjer af "Den grimme ælling". En fritstående ælling kigger på forfatteren.
Skulpturen er formet af Georg John Lober i bronze med bænken i granit.
Den er doneret af "Danish-American Women's Association " og danske og amerikanske skolebørn i anledning af forfatterens 150-års fødselsdag.
En af Danmarks meste kendte skulpturer Den lille Havfrue ved Langelinie i København er inspireret af HCA's eventyr.
Priser.
I sit testamente af 18. febuar 1860 indstiftede HCA et legat der uddeles til "den flittigste Dreng" fra en fattigskole i Odense.
Legatet er siden 1877 uddelt på forfatterens fødselsdag som "H.C. Andersens Hjælp".
Dansk Forfatterforening har hvert år siden 1955 uddelt H.C. Andersen-legatet.
"H.C. Andersens Litteraturpris" hylder "H.C. Andersens indflydelse på forfattere i hele verden".
Prisen er indstiftet af den privat H. C. Andersen Litteraturpriskomité og er på 500.000 kroner indsamlet af private donere.
I 2010 modtog J. K. Rowling prisen.
200-året.
200-året for HCA's fødsel blev fejret med en række kunst-, kultur-, uddannelses- og turismeprojekter støttet af HCA2005 Fonden, der havde et budget på 231 millioner kroner.
80 millioner var kommet fra Bikubenfonden, resten var offentlige midler.
Blandt de støttede projekter fik Rumle Hammerichs tv-serie "Unge Andersen" fem millioner kroner.
Hvad der især tiltrak mediernes opmærksomhed, var den fire millioner kroner store støtte til et "filmforberedelsesprojekt" for en international spillefilm af Bille August og producenten Lars Kolvig.
Denne spillefilm blev aldrig til noget, og H.C. Andersen 2005 Fonden nægtede at betale sidste rate på 700.000 kroner til Kolvig og August.
Bernadette Soubirous.
Bernadette (Marie-Bernarde) Soubirous (7. januar 1844 - 16. april 1879), helgen som har modtaget en snes åbenbaringer af Jomfru Maria i en grotte ved Lourdes, hun bliver kun 35 år gammel.
Torsdag den 11. februar 1858 bliver Bernadette sammen med en lillesøster og en veninde sendt ud for at samle brænde til komfuret. Ved klippen Massabielle ("den store klippe") ved floden Gave ser Bernadette en skikkelse i en grotte. Efter flere åbenbaringer spørger Bernadette kvinden, hvem hun er, og hun svarer: "Jeg er den ubesmittede undfangelse" ("Qué soy ér immaculada counceptiou!").
Efter den fransk-tyske krig i 1870 bliver stedet Europas mest besøgte valfartssted. Og der begynder at indtræffe bemærkelsesværdige helbredelser ved kilden. En blind mand får synet igen, da han vasker ansigtet i vandet.
For at undslippe de nysgerrige søger Bernadette tilflugt i ordenen De Barmhjertige Søstres kloster Saint-Gildard i Nevers ved Loire i Midt-Frankrig. Hendes helbred er svagt, og hun forlader aldrig klostret siden. Bernadette gravlægges på klosterets kirkegård.
Da man i september 1909 åbner hendes grav i forberedelserne til hendes saligkåring, er hendes legeme uden spor af forrådnelse. Nu hviler Bernadette i en kiste i klosterkapellet i Nevers, iført sin sorte ordensdragt. Efter hendes død accepterer kirken Bernadettes hændelser som åbenbaringer (hvad der vel at mærke ikke forpligter den enkelte katolik til at godtage dem!).
Bernadette bliver saligkåret den 14. juni 1925 og helgenkåret den 8. december 1933 af pave Pius 11. - på festdagen for Jomfru Marias ubesmittede undfangelse.
Hvert år valfarter mere end 1.000.000 mennesker fra hele verden til Lourdes.
Det faktiske antal årlige pilgrimme er p.t. (2006) 6 millioner.
Afføring.
Afføring ("faeces" eller "fæces", også kendt som "lort" (folkeligt, vulgært), "bæ" og "puha" (barnesprog) er betegnelsen dels for menneskers og dyrs udskillelse af faste affaldsstoffer og dels for disse stoffer. Når man "har afføring", udskiller man "afføring"; i sundhedsfaglig sammenhæng sondres mellem de to, da udskillelsen benævnes "defækation", mens produktet er "fæces". Da situationen er almenmenneskelig, men alligevel tabubelagt, har den fremkaldt en lang række finere omskrivninger, som mere eller mindre knytter sig til barnesprog. På den anden side findes der en mindst lige så lang række udtryk på slang og i vulgærsprog, som dels kan misbruges om situationen, og dels kan bruges nedsættende om helt andre ting. Således misbruges ordene ofte til at tiltegne noget en negativ betydning.
Det er værd at bemærke, at "afføring" i sig selv er én af de nævnte omskrivninger. På gammelt nordisk hed processen "skita" (= "udskille"), et ord som (i sin nutidige form, "skide") synes på vej til at blive god tone igen. Både børn og forældre går uden om barnesproget og kalder tingen ved dens oprindelige navn.
Problemer med at udskille afføring betegnes normalt forstoppelse. Tynde afføringer kaldes normalt "tynd mave"; varer dette ved, med adskillige afføringer over flere dage, kaldes tilstanden diarre.
Titus Flavius Vespasianus.
Titus Flavius Vespasianus (30. december 39 - 13. september 81), kendt som Titus, var romersk kejser fra 79 - 81 og ældste søn af Vespasian.
Claudius (41 - 54) lod Titus opdrage sammen med sin egen søn Britannicus. Nero (54 - 68) sendte Vespasian til Afrika som statholder, og i år 66 fik han kommandoen over den romerske hær i Judæa, hvor den jødiske befolkning gjorde oprør. Sønnen Titus var officer i faderens hær. Da faderen i år 69 blev udråbt til kejser, overtog Titus kommandoen i Judæa og belejrede, indtog og ødelagde Jerusalem i år 70. Til minde om denne sejr rejste han Titus' triumfbuen på Forum Romanum. Titus var i faderens regeringsperiode konsul, og han havde også kommandoen over Prætorianergarden. Efter faderens død, lod Titus opføre "Vespasians Tempel" på Forum, ligesom han fuldførte byggeriet af Colosseum, som blev indviet i år 80.
Under Titus' regeringstid havde Vesuv sit kendte store udbrud, som begravede Pompeji, Herculaneum med flere. Samtidig udbrød en stor brand i Rom, hvor Capitol og en stor del af Marsmarken blev hærget af ild i flere dage. Kejser Titus var først gift med Arrecina Tertulla og efter hendes død med Marcia Furnilla, med hvem han fik datteren Flavia Julia. I sin ungdom havde Titus i Judæa et kærlighedsforhold til jødiske Julia Berenice, søster til kong Herodes Agrippa II.
I sin korte regeringstid blev Titus yderst populær, hovedsagelig på grund af sin gavmildhed og venlighed; egentlige evner som statsleder fik han ikke meget tid til at vise.
Titus døde i år 81 og blev efterfulgt af sin broder Domitian, som længe havde forsøgt at sætte hæren op imod ham for selv at blive kejser.
Han er kunstnerisk behandlet i Mozarts opera "Titus".
1965.
Eksterne henvisninger.
65
1963.
Eksterne henvisninger.
63
1962.
Eksterne henvisninger.
62
1961.
Kuriosum.
Er dette årstal skrevet med en af de skrifttyper, hvor tallet 1 vises som en lodret streg, giver det samme resultat, når årstallet læses på hovedet. Det samme gjaldt sidste gang for året 1881, og det sker ikke igen før i år 6009.
Eksterne henvisninger.
61
1960.
Eksterne henvisninger.
60
1959.
Eksterne henvisninger.
59
1958.
Året 1958 (MCMLVIII) var et normalt år (ikke skudår) og startende på en onsdag ifølge den Gregorianske kalender.
Januar.
Bobby Fischer (venstre) imod Jack Collins
Februar.
Gamal Abdel Nasser, første præsident i Forenede Arabiske Republik
Marts.
Et fly af typen B-47 Stratojet under en testflyvning
Udaterede.
En udgave af de japanske 10 yen mønter
Referencer.
58
1957.
Eksterne henvisninger.
57
1956.
Eksterne henvisninger.
56
1954.
Eksterne henvisninger.
54
1953.
Eksterne henvisninger.
53
1952.
Eksterne henvisninger.
52
1951.
Eksterne henvisninger.
51
1950.
Eksterne henvisninger.
50
1949.
Eksterne henvisninger.
49
1948.
Eksterne henvisninger.
48
1947.
Eksterne henvisninger.
47
1946.
Eksterne henvisninger.
46
1943.
Eksterne henvisninger.
43
1942.
Eksterne henvisninger.
42
1941.
Eksterne henvisninger.
41
1939.
Eksterne henvisninger.
39
1910'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne - 1910'erne - 1920'erne 1930'erne 1940'erne 1950'erne 1960'erne
År: 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919
å
1900'erne.
Århundreder: 19. århundrede - 20. århundrede - 21. århundrede
Årtier: 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne - 1900'erne - 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne 1950'erne
År: 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909
å
1890'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899
å
London.
London er hovedstaden og den største metropolregion i England og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Som byens kerne beholder City of London stadig omtrent sine middelalderlige grænser; men siden senest 1800-tallet har navnet "London" også refereret til hele den metropolis, der har udviklet sig omkring selve byen. I dag udgør størstedelen af denne konurbation Londons region og Greater London, med sin egen valgte borgmester og byråd.
Som en vigtig bosættelse i mere end to årtusinder går Londons historie tilbage til sin grundlæggelse af romerne. Siden grundlæggelsen har London været center for mange vigtige bevægelser og fænomener gennem historien, såsom den engelske renæssance, den industrielle revolution og nygotiske-arkitektur. I lyset af dette er byen blevet en af de mest populære turistdestinationer i verden, og byen tiltrækker stadigt flere mennesker på grund af sin økonomiske vækst. London har tre verdensarvssteder; disse er Palace of Westminster, Tower of London og den historiske bosættelse Greenwich. Byen er en af verdens ledende kommercielle, finansmæssige og kulturelle centre, og dens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, massemedier, mode og kunst bidrager alle til dens status som en vigtig verdensby.
London har en officiel befolkning på 7.560.000 pr. midt-2007 inden for grænserne af Greater London og er en af de største byer i EU, målt på befolkning. Metropolregionen estimeres til at have en befolkning på mellem 12 og 14 millioner. London har en varieret befolkning målt på både folkeslag, kulturer og religioner, og over 300 forskellige sprog tales inde for byens grænser. Byen er desuden en international transporthub med sine fem større lufthavne i området, samt en stor havn. Byen er den største luftfarts-hub i verden, og Heathrow Lufthavn har flere passagerer end nogen anden lufthavn i verden.
Definition.
Med "London" mener man normalt området kendt som Greater London, som både er et grevskab og en region. Midt inde i dette område finder man City of London, som er sit eget grevskab, lokalt kendt som "the City" eller "the Square Mile". Det urbane område voksede kraftigt i klunketiden og igen i mellemkrigstiden. I 1940'erne førte først 2. verdenskrig, og derefter lovgivning omkring det grønne bælte, til at væksten ophørte.
Der findes mange mulige definitioner på området London, for eksempel postdistriktet, politidistriktet (Metropolitan Police District), området som har London-retningsnummer og Londons pendlerbælte. Disse har sjældent været overlappende. Omkring 40 % af Greater London dækkes af Londons postområder. Området med London-retningsnummer dækker et omtrent lige stort område som Greater London, men grænserne afviger noget. En definition som er blevet taget i brug i mange sammenhænge er området indenfor ringvejen M25, og grænsen for Greater London er nogle steder blevet flyttet for at tilpasse den til vejen.
Byens nominelle centrum er ved Charing Cross, lige ved Trafalgar Square, på omkring 51°30′29″N, 00°07′29″W.
Status.
a>. London er Storbritanniens hovedstad ud fra gammel sædvane.
Hele det urbane område kaldes ofte for en "city" ud fra en geografisk definition. Administrativt og formelt er dette ikke korrekt; Greater London er en region som blandt andet omfatter to "cities", City of London og City of Westminster, flere "towns" (byer af lavere status), og andre områder.
Londons status som Storbritanniens hovedstad er aldrig formelt blevet tildelt eller godkendt skriftlig, men tilhører den uskrevne, sædvanebestemte del af Storbritanniens konstitution. Dette fulgte af, at monarken flyttede fra den tidligere hovedstad Winchester til London; i middelalderen var hovedstaden gerne defineret som den by monarken boede i.
Historie.
Den forrige London Bridge (billede fra 1890) blev demonteret og sendt til USA, hvor den blev genopbygget i Lake Havasu City i Arizona i 1971
Da romerne kom til de britiske øer var det som skulle udvikle sig til London en lille landsby i trinovanternes område. Byen regnes gerne som grundlagt af romerne, ca. år 50 e.Kr., da under navnet "Londinium". I 61 blev byen brændt ned af icenerne, men den blev hurtigt genopbygget. Den ældste del af byen lå nord for Themsen, særligt i dagens City of London. Byen blev tidligt i det 2. århundrede hovedstad for provinsen Britannien.
Fra 800-tallet og de næste århundreder blev byen gentagne gange hærget af danske og norske vikinger. I 846-848 var London under vikingernes kontrol. Den sidste invasion fandt sted i 1066, da Vilhelm Erobreren vandt slaget ved Hastings og overtog magten.
I 1078 blev Tower of London påbegyndt. I 1100-tallet blev Westminster sæde for regeringen og senere for parlamentet. Tower of London er Englands bedst bevarede middelalderfæstning. Den mest centrale del af fæstningen, "The White Tower", stod færdig i 1097. The White Tower har op gennem årene været kongebolig, fængsel, våbenlager og opbevaringssted for kronjuvelerne.
I 1665 blev byen ramt af pest og 70.00 mennesker døde. Året efter ramte den store bybrand London og kun en femtedel af byen stod tilbage efter at over 13.000 huse og 84 kirker var brændt ned.
I slutningen af 1800-tallet var London verdens største by, som center for Det Britiske Imperium var den verdens ledende handels-, industri-, finans- og havneby.
Gennem det 19. og den tidlige halvdel af det 20. århundrede havde londonerne anvendt kul til opvarmning af deres boliger, hvilket afgav megen røg. Kombineret med klimatiske forhold forårsagede dette ofte en karakteristisk smog, og London var blevet kendt for sin typiske "London-tåge", også kendt som "ærtesuppen". Af den grund blev London nogle gange kaldt "The Smoke" (Røgen). I 1952 kulminerede problemerne i, hvad der blev kaldt den store smogkatastrofe, der varede i fem dage og dræbte over 4.000 mennesker. Af den grund blev "ren luft-loven" (Clean Air Act) vedtaget, med et krav om at der blev oprettet røgfrie områder, hvor udelukkende "røgfrit" brændsel blev anvendt (på den tid brugte de fleste husholdninger åben ild); loven var effektiv, om end øgenavnet The Smoke stadig anvendes sarkastisk om byen.
Under 2. verdenskrig blev London hårdt ramt af bombning. Store områder blev lagt i grus; både industri, offentlige bygninger og boligområder blev ramt under "Blitzen", da London og andre britiske byer blev bombet 57 nætter i træk. Med skiftende intensitet varede bomberaidene helt til krigens slutfase. Dette har bidraget meget til at forme dagens London. Tæt befolkede slumområder i det østlige London blev hårdt ramt på grund af nærheden til industri og havne, og mange af de evakuerede som havde mistet alt, fik nye hjem i offentlige boligområder i forstæderne.
I 1965 blev byens område kraftig udvidet, ved at Greater London, som er både grevskab og region, blev oprettet. Størstedelen af Middlesex og dele af Essex og Surrey blev da inkluderet i byen.
6. juli 2005 blev et nyt kapitel indledet i Londons historie, ved at byen blev udpeget til at arrangere de olympiske sommerlege for 2012. Der foregår nu et stort arbejde for at planlægge og bygge faciliteter til dette arrangement. London har tidligere arrangeret OL i 1908 og 1948.
Dagen efter, 7. juli 2005, blev London ramt af det største bombeangreb siden 2. verdenskrig, hvor 52 mennesker mistede livet og mere end 700 blev såret da fire selvmordsbomber sprang i 3 metrotog og en bus.
Byplanlægning og -udvikling.
Kort over London omkring år 400.
Det romerske Londinium var lille i forhold til dagens London. Det omfattede et område som omtrent svarer til City of London. Dette blev omgivet af en bymur, og på romersk vis blev der anlagt et tilnærmet retvinklet gadenet. Den mest dramatiske hændelse i denne periode var nedbrændingen af byen i 61. Genopbygningen ser ud til at have fulgt omtrent samme mønster. På denne tid var det kun et krydsningssted over Themsen i London, en bro som blev bygget omkring år 46.
Med romernes tilbagetrækning fra Britannien i begyndelsen af det 5. århundrede kom angelsakserne til magten i området. Hvor hurtigt forfaldet af den romerske by og fremvæksten af det angelsaksiske London foregik er uklart, men det menes at gadenettet stadig blev mere uregelmæssig. Det kom senere, særligt fra 800-tallet og udover, mange kirker til i byen. Det er værd at mærke sig at London endnu ikke havde blevet rigets hovedstad. Med bispesædet i Canterbury og Winchester som kongens sæde var London først og fremmest et handelscentrum på grund af Themsen, og ikke magtens by.
Efter normannernes erobring af England i 1066 ændrede dette sig. Tower of London blev et vigtigt kongelig slot, og Westminsterpaladset blev sæde for regeringen. Dermed begyndte en ny fase i udviklingen af byen, med flere paladser, administrationscentre og kraftigere befolkningstilvækst. Denne udvikling foregik ikke efter nogen plan. De centrale områder af London blev meget fortættet, med smalle gader og høj befolkningstæthed. Udviklingen omfattede i en grad de ydre dele af dagens London; indtil jernbanen kom var det fortsat en dagsrejse til Watford Gap som i dag ligger lige udenfor byens grænser. Områderne udenfor centrum forblev derfor stort set landsby med nogen spredte byer indtil det 19. århundrede.
John Evelyns plan for genopbygning af London efter branden i 1666.
Efter at store dele af byen brændte ned i 1666 begyndte man straks at lægge planer for en kontrolleret genopbygning. Der skulle blive lige gader for at lette trafikpresset – allerede i hestekørernes tid havde London store trafikkøer – og husene skulle have større afstand og være bygget af mindre brændbart materiale for at hindre en ny storbrand. Der skulle også gøres noget med sanitærforholdene, det havde pesten året før vist nødvendigheden af. Men planlægningen trak ud, og på en tid hvor reguleringslove var vage eller ikke-eksisterende begyndte befolkningen at bygge byen op efter eget forgodtbefindende. Gadenettet i City of London er derfor ligeså uregelmæssig som det havde været i middelalderen, og der er ikke få smug med kort afstand mellem husene som er overlevet. Det var naturligt at der blev; tomtegrænserne var bestemt af det gamle vejnet, og så længe myndighederne ikke greb ind i tide med virkemidler for at rette ud på grænserne byggede folk på deres brandtomter.
London Bridge i 1745, mens den fortsat var den eneste bro over Themsen i London.
Først i 1750 kom en ny bro over Themsen på plads, efter at London Bridge havde været enerådende siden romersk tid. På andre steder havde man blevet roer over af en af de mange færger som lå langs flodbredden. Flere broer skulle følge at byen blev knyttet tættere sammen.
Den næste store udvikling kom i det 19. århundrede, da jernbanen kom. Afstande betød pludselig mindre, og man begyndte at anlægge jernbanelinjer som kunne bruges af pendlere. Londons undergrundsbane åbnede som verdens første i 1863, og selv om rutenettet kun var en lille del af dagens, betød det at pendlernes tid havde kommet. London begyndte at sprede sig udover, udenfor Middlesex og ind i Surrey, Kent, Essex og Hertfordshire.
Efter 1. verdenskrig kom en ny fase i byens udvikling. I de ydre bydele begyndte man at anlægge store boligområder. Dette blev gjort særligt for at fjerne slumområderne på Londons østkant. Enkelte boligområder blev også anlagt specifikt for at give hjem til veteraner fra krigen. Folk blev også trukket ind til byen fra andre områder, og London voksede dermed både i areal og befolkning. Denne udvikling blev fornyet og forstærket efter 2. verdenskrig, da behovet for genopbygning var stort efter bomberaiderne. Der er i det 21. århundrede få områder indenfor Greater Londons grænser som minder om landsby; indtil 1930'erne havde man haft flere landbruger der det nu er moderne boligområder og indkøbsgader.
I efterkrigstiden kom også de nye byer, byer som blev grundlagt for at aflaste eksisterende, fortættede byer. I 1965 kom Milton Keynes, omkring en times kørsel nord for London, og en betydelig andel af befolkningen der havde flyttet fra London. Man har også fået vækst i andre byer i takt med udflytning fra London. London havde i den sidste halvdel af det 20. århundrede et fald i befolkningstallet på omkring en million som følge af denne udvikling.
I centrum har man længe været tilbageholdne med at bygge i højden, fordi man ønskede at bevare byens profil. Stort pres på ejendomsmarkedet, specielt i City, har ført til at der er blevet lempet på disse restriktioner. Flere skyskrabere er blevet rejst siden 1970'erne, og der er planer om flere. Der er også blevet udført fornyelsesprojekter flere steder, med det tidligere havneområde London Docklands som et af de mest kendte eksempler.
Geografi.
Greater London dækker et område på 1.579 km², hvilket gør byen til en af verdens største efter areal. Et hovedelement i byens geografi er Themsen, som løber gennem byen fra sydvest mod øst og er sejlbar på hele forløbet. Thames Valley er en flad dal afgrænset af åser som Parliament Hill, Addington Hills og Primrose Hill. Eftersom der ikke findes nogen naturlige begrænsninger for byens vækst ud fra det historiske centrum, har den beholdt en praktisk talt cirkulær form.
Greater Londons beliggenhed i England
Themsen var engang langt bredere og dybere og løb gennem et moselandskab. Gennem omfattende opførelse af diger er den blevet smallere. Mange af de mindre floder som løber ud i Themsen i London er lagt i rør. Themsen er en tidevandsflod, og byen er derfor sårbar for oversvømmelser. På grund af en sænkning af landskabet – Storbritannien stiger i nord og synker i syd – er denne fare blevet større med tiden. I 1974 begyndte man opførelsen af Thames Barrier ved Woolwich for at kontrollere vandstanden. Det antages at man kan få behov for endnu en dæmning længere nede i floden nær fremtid. Themsen krydses af en række broer og tunneler, som London Bridge.
Nulmeridianen, som længdegraderne regnes ud fra, går gennem Greenwich i London. Siden 1884 har dette sted været udgangspunktet for alt fastsættelse af længdegradspositioner.
Klima.
London har et tempereret klima med regelmæssig, let regn gennem hele året. Juli er den varmeste måned, med gennemsnitstemperatur ved Greenwich på 13,6 °C til 22,8 °C. Den koldeste måned er januar, med gennemsnitlig 2,4 °C til 7,9 °C. Gennemsnitlig årlig nedbør er 583,6 mm, og februar er normalt den tørreste måned. Sne er unormal i selve London, selv om der regelmæssigt er sne i området omkring byen; dette skyldes at den ekstra varme, storbyen genererer, gør byen omkring 5 °C varmere end omkringliggende områder om vinteren.
Demografi.
Efter bombeangrebet i juli 2005 blev der ophængt flere bannere som dette, hvor der står "7 million Londoners, 1 London".
London var blandt de ti største byer i Europa da folketallet passerede 100.000 i slutningen af 1500-tallet. I 1750 var tallet næsten 700.000 og London havde passeret Paris. Med 960.000 mennesker i 1800 var London verdens største by, i et Europa der kun havde 23 byer med mere end 100.000 indbyggere. Byen forblev den mest folkerige indtil 1925, da den blev passeret af New York. Det højeste registrerede folketal var 8.615.245 i 1939. Da genopbygningen startede efter 2. verdenskrig, kom befolkningstallet ikke op på førkrigsniveau igen, blandt andet fordi mange valgte at bosætte sig i forstæder og nye byer.
I 2005 beregnede man antallet af indbyggere i Greater London til 7.517.700. Tager man hele det urbane område med efter en byområdedefinition, bliver tallet 8.278.251 ved folketællingen i 2001. Tager man hele Londons pendlerbælte, et udvidet storbyområde, med, bliver tallet mellem tolv og femten millioner afhængig af hvordan det defineres. London er rangeret som verdens femtende største by både efter befolkning indenfor officielle grænser og befolkning indenfor det urbane område.
Regionen dækker 1.579 km², hvilket giver en befolkningstæthed på 4.761 pr. km². Dette er mere end ti gange så højt som nogen anden britisk region.
London er en af verdens dyreste byer at leve i, sammen med Moskva og Tokyo.
Nationalitet og etnicitet.
Ifølge tal fra Office for National Statistics inkluderede befolkningen 2.288.000 udenlandsfødte i 2006, det vil sige 31 %. Dette tal var steget fra 1.630.000 i 1997.
Tabellen til højre viser befolkningen inddelt efter fødeland, med de lande som er hyppigst forekommende. Tabellen opgiver kun fødeland, ikke etnicitet eller statsborgerskab. En vis andel af de som er opgivet som født udenfor Storbritannien er børn af britiske borgere, for eksempel britiske soldater som gjorde tjeneste i Tyskland. Ligeledes omfatter tallet for Storbritannien børn af udenlandske borgere. Skotter og walisere udgør tilsammen omkring 200.000 blandt de britiskfødte.
London er en af de mest multikulturelle byer i den industrialiserede verden, idet der tales mere end 300 sprog blandt mere end 50 etniske grupper med over 10.000 personer. Mange af grupperne har samlet sig i hver sin bydel, hvor deres tilstedeværelse er synlig i blandt andet udvalget af butikker og spisesteder.
Denne fordeling er baseret på befolkningens egne svar under folketællingen, noget som åbner for uklare definitioner, men da antallet af svar er meget højt, må det antages at det giver et statistisk set rigtig billede af befolkningssammensætningen.
Religion.
St. Pauls katedralen er Londons ældste domkirke.
London har traditionelt været domineret af kristendom, og har et stort antal kirker; der er specielt tæt mellem kirkerne i City of London. Den anglikanske kirke har to katedraler, Saint Paul's Cathedral og Southwark Cathedral. Ærkebiskoppen af Canterbury har sit sæde i Canterbury i Kent, men hans officielle residens er Lambeth Palace i London. Westminster Abbey er formelt set et kongeligt kapel, men fungerer som en "tredje katedral" for den anglikanske kirke. Den katolske kirke har også to katedraler i byen, Westminster Cathedral og St. Georgs katedral. De fleste kristne er det først og fremmest i navnet, og tallene for deltagelse i gudstjenester er lavere end i andre dele af landet. De fleste andre kristne samfund er også repræsenteret i London.
Baitul Futuh Moske. Den største moske i Vesteuropa.
London har også betydelige indslag af islam, hinduisme, sikhisme og jødedom. Særligt bydelene Tower Hamlets og Newham har stor andel muslimer, og den største moske er Baitul Futuh i Merton. Hinduerne er særligt synlige i Harrow og Brent, og i sidstnævnte bydel finder man Neasden Temple, et af de største hinduistiske templer i Europa. Sikherne er mere spredt, men findes særligt i østlige og vestlige bydele. Et af de største sikhtempler udenfor Indien ligger i London. Størstedelen af Storbritanniens jøder bor i London, og det er større jødiske samfund i Stamford Hill (som regnes som et af de mest ortodokse jødiske områder udenfor New York og Israel), St John's Wood, Golders Green og Edgware.
Økonomi.
London regnes blandt verdens økonomiske "kommandocentre" sammen med New York og Tokyo.
Byen er den by i Europa med den største omsætning, og den står for omkring 19 procent af Storbritanniens bruttonationalprodukt, i 2005 219 milliarder pund. Tager man hele det urbane område med, med omkringliggende byer, var resultatet 345 milliarder pund i 2005, det vil sige omkring 30 procent af BNP i Storbritannien.
London udviklede sig imod en økonomi primært baseret på tjenesteydelser tidligere end mange andre europæiske byer. Denne overgang skete særligt i årene efter 2. verdenskrig. Der er flere faktorer som har gjort London til et så vigtigt økonomisk center. Som hovedstad for Det Britiske Imperium havde man et kontaktnet over hele verden som i stor grad er blevet bevaret og udvidet. Traditionelt hat man også haft et godt forhold til USA og mange asiatiske lande. Engelsk er blevet et lingua franca i international handel, og engelsk kontraktret bliver brugt meget i international handel. London er også en multikulturel by hvor udenlandske erhvervsdrivende kan finde en infrastruktur de er fortrolige med, og som har et skatteniveau som er forholdsvis lavt (specielt for udenlandske selskaber og organisationer). Lokale og nationale styringsorganer er indstillet på at sætte erhvervslivets behov højt (specielt i City of London, hvor det er selskaberne som vælger medlemmer til City of London Corporation). Ydermere er kommunikationsinfrastrukturen meget godt udbygget.
Mere end 85 procent af arbejdstagerne i Greater London, ca. 3,2 millioner, arbejder indenfor tjenesteydende erhverv, mens de resterende er jævnt fordelt mellem andre produktions- og konstruktionserhverv.
Der er fem specielt vigtige forretningsdistrikter i byen: City, Westminster, Canary Wharf, Camden & Islington og Lambeth & Southwark.
Transport.
Transporten i London er underlagt borgmesteren. Hans forvaltning har alligevel begrænset kontrol over økonomiske forhold, og ingen kontrol over jernbanenetværket, bortset fra jernbanelinjerne som udgør London Overground. Transport for London (TfL) har fået ansvaret for at administrere både undergrundsbanen, busnettet, taxalicens, Docklands Light Railway, London Overground og anden offentlig transport i byen.
Bane.
London har et stort undergrundsbanenet, London Underground. Dette er det ældste undergrundsbanenet i verden, grundlagt i 1863. Det har tolv linjer, og bliver stadig udvidet. Der er dagligt mere end tre millioner rejsende i netværket, hvilket giver næsten en milliard passagerer årligt. Undergrundsbanen er specielt godt udbygget i centrum og i de nordlige bydele, mens man sydover er mere afhængig af jernbanenettet.
Docklands Light Railway er et metrosystem med små, lette, førerløse togsæt som særligt betjener det østlige London.
Jernbanetrafikken er fordelt på fjorten terminalstationer som er spredt omkring centrum. Det har siden begyndelsen af 1990'erne blevet arbejdet med en jernbaneforbindelse som skal krydse byen mellem øst og vest, så at passagererene slipper at flytte sig med andre transportmidler mellem stationer for at krydse byen. Udover pendler- og intercitytog er der også togforbindelse til Frankrig og Belgien med hurtigtoget Eurostar.
Bus.
London er kendt for de røde toetagesbusser, her i den klassiske udformning.
Busnettet er meget omfattende, med mere end 700 ruter. Der er på hverdage over seks millioner passagerer dagligt, og i regnskabsåret som endte i marts 2005 var der blevet fragtet 1,79 milliarder buspassagerer i Londonbusserne.
Luft.
Byen har otte lufthavne, hvoraf de fem største er London City Airport, Stansted, Luton, Gatwick og den største, London Heathrow Airport, som er en af verdens travleste lufthavne. De tre mindre flypladser, Ashford, Biggin Hill, Northolt, har langt mindre trafik. Ashford og Northolt har kun indenrigstrafik, mens de andre seks er internationale flypladser.
Vej.
Trafikafgiften "Congestion Charge" skal mindske personbiltrafikken i det centrale London.
Mens de fleste vælger kollektive tilbud i det centrale London, er det i de ydre bydele biler som dominerer. Byen har flere ringveje: en indre ring som går omkring centrum, North og South Circular Road i forstæderne og M25 omkring Greater London. Der var i 1960'erne planer om at forlænge flere motorveje ind i centrale områder, men man gik bort fra det meste af dette i 1970'erne. I 2003 blev der indført en trafikafgift, "Congestion Charge", som skal mindske personbiltrafikken i centrum.
Administration.
London består af 32 bydele, hver styret af sit eget valgte bydelsstyre. I perioden 1986–2000 var det bydelene som styrede London, hver på sit område, uden et fælles bystyre. Det er fortsat et vis lokalt selvstyre i bydelene. Hver bydel er for eksempel ansvarlig for renovation og en del andre offentlige tjenester. De er delt i to grupper, indre London og ydre London.
City of London er ikke en bydel på lige linje med de øvrige, men en selvstændige by beliggende midt i London. City of Westminster har også egen bystatus, men administreres som en almindelig bydel.
Den centrale administration, Greater London Authority, består af borgmesteren og Londonforsamlingen. Den blev indført i 2000.
Uddannelse og forskning.
London har et stort tilbud indenfor højere studier, med en række universiteter og højskoler. Der er omkring 378.000 studenter i byen, og byen er også et centrum for forskning indenfor mange områder. Grundskolesystemet er praktisk talt det samme som i resten af England, med en blanding af offentlige og private skoler.
University of London er med 125.000 studenter det største universitet i Europa ud fra antal studerende. Det består af tyve kollegier og flere mindre institutter som har en høj grad af autonomi, og studenterne knyttes direkte til en af disse mindre enheder. Nogen af dem, som Imperial College London og London School of Economics, er blevet regnet med blandt verdens bedste læresteder; blandt andet blev Imperial rangeret som nummer 9 og LSE som nummer 17 i 2006 af "Times Higher Education Supplement".
Der findes også andre universiteter, som Brunel University, City University, London Metropolitan University, Middlesex University, University of East London, University of Westminster og London South Bank University. Nogen af dem er meget gamle, mens andre er højskoler som i 1992 fik universitetsstatus.
Mange af museerne i London er i tillæg til at være turistattraktioner også centrale indenfor forskning. Dette gælder ikke mindst Natural History Museum, Royal Botanic Gardens, Kew, Science Museum, Victoria and Albert Museum og British Museum. British Library er landets nationalbibliotek, med 150 millioner bind.
Teater.
London byder på en bred række kulturelle foranstaltninger. I området West End har mere end en halv snes teatre til huse, og her spilles alt fra klassisk til moderne. Blandt andet har Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musicals Cats og The Phantom of the Opera haft uropførelse der.
National Theatre Companys Royal National Theatre i South Bank og Royal Shakespeare Companys Barbican Arts Centre tilhører rækken af professionelle teater- og performancecentre. Royal Court Theatre, en af de mest traditionsrige scener i London, blev i februar 2000 efter fire års ombygning genåbnet.
Royal Opera House i Covent Garden er det mest betydelige britiske operahus. Det er hjemsted for den Kongelige Opera og den Kongelige Ballet. Den første teaterbygning på stedet, det daværende "Theatre Royal" (se Patent Theatre), blev lavet efter planer af Edward Shepherd. Det åbnede den 7. december 1732 med en opførelse af William Congreves "The way of the world". Selvom der allerede fra 1735 blev opført operaer, fx af Händel, forblev bygningens hovedformål at huse skuespil.
Theatre Royal Drury Lane er et teater i West End. Siden midten af 1980'erne har det været hjemsted for store musicalproduktioner såsom "42nd Street", "Miss Saigon" og "My Fair Lady". London Palladium er et af de mest berømte teatre i London. I 1950'erne blev tv-showet 'Sunday Night at the London Palladium' sendt live i britisk fjernsyn.
Theatre Royal Haymarket (også "Haymarket Theatre") er et teater på Haymarket. Den blev grundlagt i 1720 af John Potter som "Little Theatre", som hentydning til det større "King’s Theatre" (i dag Her Majesty's Theatre), som ligeledes var beliggende på Haymarket. Her Majesty's Theatre bliver hovedsageligt benyttet til musicalopførelser. Siden den 9. oktober 1986 er "Phantom of the Opera" dagligt blevet opført.
Globe Theatre på den sydlige side af Themsen er en rekonstruktion af friluftsskuespilshuset, der påbegyndtes i 1599. Til dette teater skrev William Shakespeare mange af sine store stykker. Sæsonen går fra maj til september med produktioner af Shakespeare – både for hans tid svarende og af moderne forfattere. Yderligere ét kendt teater er Coliseum Theatre, hvor English National Opera Company har til huse.
Underholdning og udeliv.
I City of Westminster finder man West End. Dette område, som ligger omkring Leicester Square og Piccadilly Circus, er Londons vigtigste underholdningsdistrikt med blandt andet teatergaden Shaftesbury Avenue og kulturcenteret Covent Garden. London regnes som en af de største musical- og teaterbyer i verden. I østdistriktet, særligt i Shoreditch og Hoxton, finder man et underholdningsdistrikt med en noget mindre eksklusiv karakter. Den to kilometer lange Upper Street i Islington har flere barer og restauranter end nogen anden gade i Storbritannien.
Oxford Street regnes gerne som Europas travleste indkøbsgade. Med en længde på næsten to kilomenter kan den også siges at være verdens længste indkøbsgade. Mere eksklusive butikker finder man særligt i Knightsbridge, med Harrods som den mest kendte. Der er også en række gademarkeder, som Camden Market, Portobello Road Market og Borough Market.
Den store etniske spændvidde i byens befolkning betyder at man finder mad fra de fleste af verdens lande. Nogen områder er blevet gastronomiske centre, som Chinatown med sine mange kinesiske restauranter, Brick Lane med mange bangladeshiske og Edgware Road med mange libanesiske og arabiske spisesteder. I London er der også mange indiske restauranter, med madtraditioner fra alle dele af landet repræsenteret. Mange steder afslører restauranter og butikker hvilke etniske grupper som dominerer i området.
Traditionelle engelske puber finder man overalt i byen. Flere af dem er kendte og traditionsrige steder, som Ye Olde Cheshire Cheese hvor Samuel Johnson var stamgæst og Pillars of Hercules som Charles Dickens nævner i en af sine bøger.
Der er mange festivaler og begivenheder. Karnevallet i Notting Hill er den caribiske befolknings største fest. I november holdes Lord Mayor's Show, en flere århundrede gammel ceremoni i forbindelse med udnævnelsen af ny overborgmester i City of London. Trooping the Colour i juni er en militær parade med meget pomp og pragt i forbindelse med monarkens officielle fødselsdag.
Litteratur og film.
Charles Dickens er en af de forfattere, som har sat London på det litterære verdenskort.
London har været scenen i mange litterære værker. Blandt de forfattere som har den største forbindelse til byen er Samuel Pepys, som i sin dagbog blandt andet giver en øjenvidneskildring af bybranden i 1666, og Charles Dickens som beskrev skyggesiderne i det victorianske London. I James Boswells biografiske "Life of Johnson" foregår handlingen i London, og bogen er kilden til et kendt citat om byen: Samuel Johnson sagde at "Når en mand er træt af London, er han træt af livet; for i London findes alt livet kan ønske". Daniel Defoe var også fra London, og skrev i sin "Journal of the Plague Year" en skønlitterær beretning om pesten i London. William Shakespeare tilbragte store dele af sit liv i byen, noget også hans samtidige kollega Ben Jonson gjorde. Arthur Conan Doyles romaner om Sherlock Holmes har sat tydelige spor, blandt andet er adressen 221b i Baker Street hvor den fiktive hovedperson boede indrettet som museum.
Den britiske filmindustri har været centreret omkring London, med større studier i Pinewood, Shepperton, Elstree og Leavesden lidt udenfor byen. Mange film har handling lagt til London. London Film Festival holdes hvert år i oktober.
Der er også en række skoler indenfor teaterkunst, som Central School of Speech and Drama, London Academy of Music and Dramatic Art og Royal Academy of Dramatic Art. Mange af de mest kendte britiske skuespillere er uddannet ved en af disse højskoler.
Musik.
a> er en af verdens mest kendte koncertsale.
London er en af verdens musikhovedstæder, både indenfor klassisk musik og moderne musikformer. Et af verdens fem største musikforlag, EMI, har sit hovedkvarter i byen.
Der er to store operahuse i London: Royal Opera House og Coliseum Theatre. Man finder også Royal Ballet og English National Ballet, som optræder på Royal Opera House, Sadler's Wells Theatre og Royal Albert Hall.
De største koncertarenaer indenfor moderne musik er Earls Court Exhibition Centre og Wembley Arena. Der er også flere kendte, mere intime sale, som Brixton Academy og Hammersmith Apollo. Området omkring Charing Cross Road er kendt for at have mange butikker som sælger moderne instrumenter og lydudstyr.
Byen har, som landets største urbane område, været central i udviklingen af britiske musikstile som drum and bass, UK garage, grime og dubstep.
Ifølge en undersøgelse foretaget blandt 600 internationale DJ'er af "DJ Magazine" i 2006 havde London tre af verdens bedste natklubber: Fabric, The End og Turnmills. I 2007 fik Fabric en andenplads og The End en fjerdeplads. Seks andre klubber i London var med blandt de femten bedste.
Sport.
a> er hjemsted for engelsk fodbold og er det dyreste stadion i verden.
London har stået for værtskabet ved sommer-OL to gange, i 1908 og 1948. I juli 2005 blev byen tildelt sommer-OL 2012, og London bliver dermed den første by som har arrangeret OL tre gange. Den var også værtskab for British Empire Games i 1934.
Den mest populære sport i London er fodbold. Byen har 13 klubber i The Football League, hvoraf fem i FA Premier League (Arsenal, Chelsea, Fulham, Tottenham Hotspur, West Ham) og otte i de lavere divisioner (Barnet, Brentford, Charlton Athletic, Crystal Palace, Leyton Orient, Millwall, Queens Park Rangers og Watford). Der er også mange klubber udenfor ligaen.
Fodbold har været spillet i London siden middelalderen; den første dokumentation for dette er fra 1314, da spillet blev forbudt. I det 16. århundrede skal Richard Mulcaster, rektoren på St Paul's School, have organiseret den tidlige mobfodbold til et reguleret spil med hold og dommere. Londonborgeren Ebenezer Cobb Morley var i 1863 blandt grundlæggerne af The Football Association, og var en af de første som foreslog et styrende organ indenfor sporten. Han skrev de første moderne fodboldregler i sit hjem i Barnes.
London har også fire rugbyklubber i Guinness Premiership (London Irish, Saracens, Wasps og NES Harlequins); rigtignok er det nu bare Harlequins som har hjemmebane i Greater London mens de andre er flyttet ud. Byen har flere rugbyhold i lavere ligaer.
Wembley Stadium er den nationale fodboldarena, og er også finalebane for FA Cup og rugbyens Challenge Cup. Twickenham Stadium er den nationale rugbyarena, med en kapacitet på 82.000 tilskuere.
De vigtigste cricketbaner er Lord's i St John's Wood og The Oval i Kennington.
Wimbledon Championships i tennis er et af de mest kendte årlige sportsarrangementer i London. Andre arrangementer er London Marathon med omkring 35.000 deltagere og Oxford vs. Cambridge Boat Race på Themsen mellem Putney og Mortlake.
Venskabsbyer.
London er venskabsby med følgende byer.
Tim Rice.
Sir Timothy Miles Bindon Rice (født 10. november 1944) er en engelsk Academy Award, Golden Globe Award, Tony Award og Grammy Award vindende lyriker, forfatter, radiovært and tv-quizshowdeltager.
Han er nok mest kendt for sit samarbejde med Andrew Lloyd Webber og Disney-koncernen.
Bibliografi.
Følgende liste er udvalgte bøger/tekster skrevet af Tim Rice
Kosmisk stråling.
a>s magnetfelt også de galaktiske og intergalaktiske kosmiske ladede partikler.
a>. Ved jordoverfladen er strålingsbelastningen betydeligt lavere (ikke illustreret).
Kosmiske stråler er subatomare partikler eller atomer med oprindelse udenfor Jordens atmosfære, som har en kinetisk energi fra nogle få milliarder eV til mere end 1020 eV. Kosmiske strålers subatomare partikler kan være elektroner, protoner, neutroner og ioniserede atomer. De ioniserede atomer er fra en stor del af det periodiske system - helt op til uran.
En lille del, ca. 0,1% af de kosmiske stråler, er fotoner i form af gammastråler.
I 1993 observerede man i Utah den mest energirige kosmiske stråle partikel på 3*1020 eV.
Når jordens atmosfære rammes af en partikel eller gammafotoner vil jordens magnetfelt og atmosfærens gas omdanne og bremse en kosmisk stråle.
Flere forskere mener at kosmisk stråling har direkte indvirkning på den globale opvarmning, i og med at ændringer i klodens temperatur følger ændringer i den kosmiske stråling over de sidste mange år. Faktisk menes dette at have langt større indvirkning end drivhusgasser.
Det formodes at hovedkilden til kosmiske stråler er supernovaeksplosioner.
TeX.
TeX (officielt skrevet TEX, og udtalt "tekh") er et layoutsystem skrevet af Donald Knuth, populært i akademiske kredse, specielt indenfor matematik, fysik, datalogi og medialogi.
TeX anses generelt for at være den bedste måde at opsætte komplekse matematiske formler på, men specielt på grund af LaTeX og andre lignende pakker, bruges TeX nu også til andre formål.
TeX kan bruges til at opsætte formler på Wikipedia: se TeX markup.
Om navnet.
TEX kommer fra den græske oprindelse til ordet teknik, τέχνη "téchne" "håndværk".
Det skulle oprindeligt være stavet Tau Epsilon Xi.
Danske skovtræer.
Mindre almindelige, eller sjældent i samlede bevoksninger.
Eksterne henvisninger.
Skovtræer
Marie Tussaud.
Marie Tussaud også kaldt Marie Grosholtz (som også staves Grossholtz eller Grossholz) (1761-1850) var en schweizisk voksmodellør.
Under den franske revolution lavede hun sammen med Philippe Curtius, som havde sit eget voksmuseum i Paris, dødsmasker af guillotinerede berømtheders hoveder. I 1800 rejste hun rundt i England med sine voksfigurer, og hun lavede en permanent udstilling i London i 1835, efterfølgende kendt som voksmuseet Madame Tussaud's.
Indre By (København).
Indre By er den inderste bydel og hjertet af København med 45.664 (2008) indbyggere, der ligger inden for søerne (Sortedams Sø, Peblinge Sø og Skt. Jørgens Sø) og havneløbet.
Bydelen omfatter således både Middelalderbyen og Christianshavn.
Christianshavn.
Christianshavn med Vor Frelsers Kirke i baggrund.
Christianshavn er et kvarter i København og en del af bydelen Indre By med ca. 10.000 indbyggere (2006). Den er afgrænset mod syd og øst af et voldanlæg med 12 bastioner og en voldgrav, Stadsgraven - anlagt i 1692 - samt mod Indre By af inderhavnen. Arsenaløen, Holmen og Nyholm mod nord hører tillige til bydelen. Christianhavn er forbundet med Sjælland med Langebro, Knippelsbro og Bryggebroen. Endvidere er Christianshavn forbundet med Amager via 4 dæmninger; ved Langebro, over den gamle ravelin, hvor Amagerport oprindelig lå og mod nord over Krudtløbsvej og Refshalevej. Ydermere er der to mindre gangbroer, Dyssebroen ved Christiania og en unavngiven bro ved Panterens Bastion.
Historie.
Bydelen er grundlagt som en fæstningsby af Christian 4. i 1619.
På det dengang lavvandede og sumpede område på Amagersiden over for Slotsholmen lod Christian 4. i 1617 påbegynde anlæggelsen af en ny by. Den var først tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men endte med at blive en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt i årene efter 1618 af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp og forbundet med København med Knippelsbro. Store grunde blev afstukket, og torv, kanal og gader blev anlagt efter en retvinklet, symmetrisk byplan og blev omgivet af grave og volde med bastioner; alt efter nederlandsk forbillede. Der gik dog mange årtier, før byen, der 1639-74 havde egne privilegier og eget bystyre, for alvor blev udbygget.
"Jeg hørte det paa Christianshavn; det er utroligt hvad Folk der ere vel underrettede. De veed hvad som foregaaer her i Byen, meget bedre end vi selv"."
Efter 1815 blev bydelens karakter af fattigkvarter stadig tydeligere, og selvom B & Ws skibsværft og moderne masseproduktion kom til i 1800-t., forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer (det "fjerde Brokvarter") med udpræget slumbebyggelse.
I bladet "Politivennen" blev der ofte klaget over bydelen der var plaget af mange ulemper: Dårlig infrastruktur i form af to smalle broer, natrenovationen fra hele byen skulle ud til Amagerport, begrænsede indkøbsmuligheder og så lugtede det fra trankogeriet (ved Grønlandske Handels Plads), natrenovationskulen ved Amagerport (omtrent der hvor Christmas Møllers Plads er i dag) og fra det stillestående vand i voldgravene.
Københavns Kommunes omfattende saneringsprogrammer fra 1920'erne truede med helt at udslette det gamle Christianshavn, men bevaringsplaner har fra 1970'erne sikret den arrede bydels værdifulde bygningsmasse mod yderligere nedrivning. Christianshavn fortsatte gennem 1990'erne sin omdannelse fra industriområde og arbejderkvarter til attraktivt boligkvarter. På Holmen bygges eksklusive boliger, og på den gamle B&W Motor-grund ved Christianshavns Kanal er der bygget nye lejlighedskomplekser. Mod havneløbet er to store kontorbygninger i glas og sten af arkitekt Henning Larsen (1997-99) indrettet som hovedkvarter for Nordea. I 2002 åbnede 1. etape af Københavns metro, og Christianshavns Torv fik øget betydning som trafikknudepunkt.
Populært i medierne.
TV serien "Huset på Christianshavn" foregår i Amagergade på Christianshavn. Også det Danmarksberømte rockband Gasolin' havde sit udspring her i 1970'erne.
Indre Østerbro.
Indre Østerbro er en af de femten administrative bydele i København. Den ligger i den nordøstligste del af Københavns Kommune og støder op til bydelen Nørrebro mod vest, bydelen Indre by mod syd og bydelen Ydre Østerbro mod nord. Mod øst ligger Søndre Frihavn og Langelinie med udsigt over Øresund. Bydelens areal er 6,76 km², og den har et indbyggertal på 46.095 og en befolkningstæthed på 6.817 beboere pr. km².
Ordet "Østerbro" er sammensat af det gamle ord for vej, "bro", og af denne vejs placering umiddelbart foran byporten Østerport. Indre Østerbro og Ydre Østerbro betegnes tilsammen som Østerbro.
Indre Østerbro og Frederiksberg er de dyreste kvarterer i København. På Indre Østerbro bor mange velhavende mennesker og bydelen har en lang historie. Derudover findes flere betydningsfulde bygninger, pladser og forretninger på Indre Østerbro.
Før Østerbro blev til.
Før København voksede ud over voldene, var området et yndet sommerudflugtsmål for københavnere pga. områdets natur og rolige omgivelser. Der lå flere landsteder, hvis navne er bevaret i gade- og bygningsnavne, fx Rosendal, Classens Have og Nøjsomhed.
Efter koleraepidemien i København i 1853 ophævedes byggeforbuddet uden for Københavns volde. Der gik dog en del tid, før man begyndte at bygge i dette område. Den første større bebyggelse var Lægeforeningens Boliger, nu Brumleby, der blev anlagt som sunde arbejderboliger i det da landlige område. Senere kom en stribe byggeforeningshuse langs Olufsvej opført af Arbejdernes Byggeforening. Ingen af disse boligformer blev dog normsættende på Østerbro.
De første indbyggere på Østerbro var velhavere, som ønskede at bo i det skønne område, og i 1860'erne og 1870'erne opstod Danmarks første villakvarter, Rosenvænget, med en lang række kendte beboere. Samtidig skød endnu et lille villakvarter op ved Krausesvej, hvor især en række fabrikanter bosatte sig. Her lå også landstedet Rolighed, der er kendt for H.C. Andersens ophold.
København vokser ud over voldene.
Da København for alvor voksede i slutningen af 1800-tallet, forsvandt byens omkransende naturområder. Indre Østerbro er i modsætning til de andre "bro"-kvarterer præget af en vis form for byplanlægning, idet gaderne er mere lige, og der er små "oaser" i form af pladser langs de større veje. Denne byplanlægning skyldes, at Indre Østerbro blev bebygget nogle årtier senere end Nørrebro og Vesterbro, og at der i mellemtiden var vedtaget en bedre byggelov, "Bygningslov for Staden Kjøbenhavn af 12. April 1889", der afløste den meget liberale 1856-lov, som Nørrebro og Vesterbro i 1850'erne og 1860'erne var blevet bebygget efter. Etagehusbyggeriet kom først for alvor i gang på Østerbro i 1880'erne, hvilket sammenholdt med, at området i forvejen var yndet af det højere borgerskab, skabte forudsætninger for en mere herskabelig byggeskik end i de arbejderkvartererne. Indtil byggeloven af 1889 var karnapper ikke tilladt på bygninger, men på grund af Østerbros unge historie, kom karnapperne til at præge bydelen. Indre Østerbros store byggematador var tømrermester og arkitekt S.C. (Siegfred Carl) Petersen Hinrichsen (1847-?), der selv købte grunde og bebyggede dem. Han har bl.a. tegnet adskillige huse langs Østerbrogade. Gadenavnenes lidt fantasiløse systematik stod stadskonduktør Thorvald Krak for, fx bynavne-gaderne. Netop mange af disse gader (Århusgade, Viborggade og Ålborggade) blev centrum for et mindre arbejderkvarter, som har ligheder med Vesterbro og Nørrebro.
I 1880 boede der 46.000 på Nørrebro og 13.000 på Østerbro. Omtrent samtidig fik den voksende bydel sin første kirke, Skt. Jakobs Kirke, der senere blev fulgt af flere.
Østerbro blev tidligt hjemsted for nogle arealmæssigt store industriforetagender. Det gælder således Gammel og Ny Kalkbrænderi, der havde en lang historie, Øresund's chemiske Fabriker, spritfabrikken Fortuna, August Neuberts væverier og en række fabrikker i Ryesgade og ved Blegdamsvej, hvor der også fandtes en del arbejderboliger. Viborggade blev en særegen blanding af småindustri, håndværk og bolighuse i 2-3 etager.
I 1890'erne kom flere store institutioner til bydelen og prægede byplanlægningen markant. Først kom Københavns Frihavn, der blev indviet i 1894, og som i mange år den vigtigste del af Københavns Havn. Fra Amerikakaj sejlede amerikaskibene ud med deres passagerer, og der var dampfærgeforbindelse til Malmø. I 1897 fik Østerbro Østerport Station (opr. Østbanegården) i forbindelse med udbygningen af Københavns tog-net. Først i 1917 blev den forbundet mod vest med Boulevardbanen, og i 1934 kom S-banen og Nordhavn Station til. Østerport Station er i dag en af de travleste stationer i København. 1890'erne var også årtiet, hvor Østerfælled Kaserne og Farmaceutisk Læreanstalt blev placeret i bydelen. Og i 1901 blev Østre Elektricitetsværk indviet.
Anlæggelsen af Fælledparken og Københavns Idrætspark 1908-14 markerede et vendepunkt, hvor byplanlægningen blev sat i højsædet. Her havde Slaget på Fælleden fundet sted i 1871 som den første store arbejderdemonstration i Danmark. Snart efter blev Rigshospitalet, Rockefeller Instituttet og Niels Bohr Instituttet placeret her. Samtidig eller senere tilkom Den Danske Frimurerordens store bygning, Østerbro Post- og Telegrafhus og Københavns Amtsgård langs Fælledparken.
Karakteristika og seværdigheder.
Indre Østerbro og Frederiksberg er de dyreste kvarterer i København. Indre Østerbro er typisk hjemsted for de københavnere, som ønsker at bo i rolige omgivelser. Bydelen har adgang til mange pladser, grønne områder og vand og mange privatskoler.
Bydelen er også hjemsted for mange ambassader, f.eks. den irske, amerikanske, russiske, tyske og engelske. Canada har sin ambassadørbolig her. Den lille Havfrue på Langelinie er bydelens største seværdighed, og den ses årligt af mange turister og københavnere. På Garnisons Kirkegård og Holmens Kirkegård - hovedstadens to militærkirkegårde - findes mange imponerende gravmæler, ligesom der her findes grave for danske krigshelte fra de slesvigske krige.
På grænsen til Nørrebro ligger bygninger til Det Naturvidenskabelige Fakultet tilhørende Københavns Universitet.
Inde mod Indre by ligger de attraktive boliger kaldet Kartoffelrækkerne, og på Stockholmsgade er store lejligheder med udsigt over Østre Anlæg og Statens Museum for Kunst.
Ydre Østerbro.
Ydre Østerbro er en bydel i København med 35.888 (2003) indbyggere. Et af kvartererne på Ydre Østerbro er Strandvejskvarteret.
Mod syd af Middelfartsgade, Strandboulevarden og Jagtvej. Mod vest af Lersø Parkallé og S-togs-banelegemet mod Farum. Mod nord af Ellemosevej, Lundedalsvej, Tuborgvej, Havgårdsvej, Lundeskovsvej, Rygaards Allé, Rakelsvej, Kildegårdsvej, Ryvangs Allé og Tuborgvej. Mod øst af Strandvejen, Scherfigsvej, havnebassinet og Kalkbrænderivej.
Indre Nørrebro.
Indre Nørrebro er en bydel i København med 31.190 indbyggere. Indre Nørrebro og Ydre Nørrebro udgør til sammen Nørrebro.
Bydelen afgrænses geografisk af Peblingesø mod Indre By, Åboulevard mod Frederiksberg, Tagensvej og Nørre Allé mod Østerbro og Jagtvej mod Ydre Nørrebro.
Indre Nørrebro gennenskæres på langs af Nørrebrogade. På den vestlige side af Nørrebrogade ligger kvarteret "Den sorte firkant", Blågårds Plads og Assistens Kirkegård. Den østlige del rummer blandt andet "latinerkvarteret" omkring Sankt Hans Torv, Panum Instituttet og De Gamles By.
Ydre Nørrebro.
Ydre Nørrebro - der sammen med Indre Nørrebro udgør Nørrebro - er en bydel i Københavns Kommune med 41.718 (2003) indbyggere. Med en befolkningstæthed på 19.733 indbyggere pr. km² er Ydre Nørrebro Københavns tættest befolkede område. En stor del af befolkingen er studerende og/eller folk af anden etnisk herkomst end dansk.
Bydelen afgrænses mod syd-vest af Ågade mod Frederiksberg Kommune. Mod nord-vest er Ydre Nørrebro afgrænset mod Bispebjerg og Nordvestkvarteret af Ringbanen og Nørrebro Station. Mod nord-øst er bydelen afgrænset mod Ydre Østerbro af Lersø Park Allé, og endelig er Ydre Nørrebro mod syd-øst afgrænset mod Indre Nørrebro af Jagtvej.
Ydre Nørrebro gennemskæres på langs af Nørrebrogade. Syd-vest for Nørrebrogade ligger blandt andet Nørrebroparken og kvarteret omkring Jægersborggade og Husumgade, der er et af Nørrebros ældste beboelseskvarterer. Nord-øst for Nørrebrogade ligger Mimersgadekvarteret og Haraldsgadekvarteret, der tilsammen udgør Det mytologiske kvarter.
Kongens Enghave.
Kongens Enghave er en bydel i København med 15.555 (2003) indbyggere. Bydelen har postnummer 2450 København SV.
De dele af bydelen der ligger sydøst for Enghavevej og syd for Vestre Kirkegård kaldes for Sydhavnen.
Valby.
Valby er en bydel i København med 46.197 indbyggere (2003). Bydelen ligger få kilometer vest for det centrale København og grænser op til Kongens Enghave, Vesterbro, Frederiksberg, Hvidovre og Vanløse.
Valby var tidligere en del af Hvidovre Kommune, men indlemmedes i 1901 i Københavns Kommune.
Valby kendes blandt andet for Valby Bakke, hvorpå Zoo-tårnet står, men også en stor del af Carlsberg og Nordisk Films studier er placeret i bydelen. Filmproduktioner som Olsen-banden, Matador og Midt om natten har deres udspring i Valby og fra den afdøde instruktør Erik Balling.
Da Københavns Kommune eksperimenterede med bydelsråd, var Valby den eneste bydel der ved en folkeafstemning ønskede at udbrede bydelsrådene til fremtidigt at dække hele kommunen. På trods af, at en lukning af de fire eksisterende bydelsråd ikke var et valgtema, besluttede Københavns Kommune efterfølgende at afslutte forsøget med nærdemokrati i kommunen.
Bebyggelsen i Valby er fordelt nogenlunde ligeligt mellem etagebyggeri og villakvarterer. Et af boligområderne er Akacieparken, Brombærparken, Solbærparken og Spinderiet, som både rummer boliger, butikker og kontorer.
Vanløse.
Vanløse er en bydel i København med 36.115 (2009) indbyggere. Dermed er det den mindste af Københavns Kommunes 10 bydele. Vanløse hørte indtil 1901 til Brønshøj, der med Husum i dag danner den nordlige grænse. Ellers er det først og fremmest Frederiksberg mod øst og Rødovre i vestlig retning, som Vanløse grænser op til. Damhussøen og Damhusengen danner en naturlig skillelinje mellem Vanløse og Rødovre. Samme Damhussø passerer man i sydgående retning, hvor naboen Valby holder til. Der er en række S-togs- og metro-stationer: Vanløse Station, Jyllingevej Station, Islev Station, Flintholm Station og Grøndal Station. De to sidste er dog på grænsen til Frederiksberg.
Vanløse Metro.
Metroen i Vanløse blev indviet den 12. oktober 2003. Vanløse er endestation for begge københavnske metrolinjer. Med en hyppighed på op til hvert 2. minut kører linjerne M1 og M2 i fast rutefart til Vestamager og Lufthavnen. Begge linjer passerer Kgs. Nytorv på ca. 11 minutter. Turen direkte fra Vanløse til Lufthavnen tager i alt ca. 26 minutter.
Vanløse i dag.
Det er specielt området på Jernbane Allé ved Metroen, der, med Vanløse Torv (2004), Vanløse Kulturhus og Bibliotek (2005), Vanløse Biograf (2006), nye butikker og et par restaurationer, antager en vis urbanitet. Andre butiksområder findes også, f.eks. på Ålekistevej. Sit grønne islæt finder Vanløse særligt rundt omkring Damhusengen/Damhussøen og i Grøndalsparken.
Kendte personer bosat i Vanløse.
Trommeslageren Søren Berlev, der tidligere spillede i Gasolin', og Københavns kulturborgmester Pia Allerslev. Desuden skuespillerne David Owe og Marie Askehave, entertainer Amin Jensen, livsstilsekspert Christine Feldthaus samt reality-stjernen Sidney Lee.
Mellem 1980 og 1983 boede rockmusikeren Van Morrison i Vanløse sammen med sin danske kæreste. Albummet "Beautiful Vision" fra 1982 indeholder bl.a. sangen "Vanlose Stairway", der handler om at sidde på trapperne op til Vanløse Station.
Fra 1934 til sin død i 1993 boede kunstneren Henry Heerup på Rødtjørnevej 7 i Vanløse.
Etymologi og bydelsvåben.
Navnet Vanløse (der ses stavet "Huanlosæ" i 1198) består af "van" og "-løse". "Van" er blevet tolket som planten kvan, som på oldnordisk hed "hvōnn". Af denne grund består Vanløses bydelsvåben af Københavns våben med en blå kanton hvori ses en hvid kvan-blomst.
En anden tolkning er, at 'van' betyder vand, jf. Kagsåen og Damhussøen og engen, der tidligere lå under vand og var omgivet af skov. 'Løse' kan være afledt af 'lysning'; således at Vanløse skulle betyde 'lysningen ved vandet'.
Brønshøj-Husum.
Brønshøj-Husum er en af ti københavnske bydele. Bydelen har 39.588 (2009) indbyggere, og består af områderne Brønshøj, Husum, Tingbjerg (en del af Husum) og Bellahøj (en del af Brønshøj).
I november 2008 oprettedes Brønshøj-Husum Lokaludvalg, som har til formål at skabe dialog, netværk og debat i bydelen. Lokaludvalget har kontor og afholder sine møder i Kulturhuset Pilegården tæt ved Brønshøj Torv.
Brønshøj og Husum er i dag vokset helt sammen og udgør i flere sammenhænge en enhed.
Bispebjerg.
Bispebjerg er en bydel i København med 39.672 (2003) indbyggere. Her ligger blandt andet Grundtvigs Kirke.
Louis Tussaud's Wax Museum.
Louis Tussaud's Wax Museum var et museum med voksfigurer i København ved siden af Tivoli.
Museet blev oprettet i det tidligere kunstindustrimuseum i 1974 som en del af en mindre britisk kæde grundlagt af den bedre kendte Madame Tussaud's oldesøn - Louis Tussaud. Kædens første filial lå i Blackpool, England. I august 2007 lukkede kædens nye ejere - Ripley Entertainment - den københavnske filial.
Sundbyøster.
Sundbyøster er en bydel i København med 48.476 (2003) indbyggere beliggende på Amager.
Sundbyvester.
Sundbyvester var tidligere en bydel på Amager-siden af København med 38.073 (2003) indbyggere.
Bydelene Sundbyvester og Vestamager er i 2007 sammenlagt under navnet Amager Vest.
Vestamager (bydel).
Vestamager var tidligere en bydel i København på 14 km² med 7.550 indbyggere (2003). Bydelen indgår efter 2008 i den nye bydel Amager Vest. Bydelen omfattede bykvarterene Islands Brygge og Ørestad samt naturområderne Amager Fælled på godt 200 ha og den 350 ha nordlige del af Kalvebod Fælled. Næsten 3/4 af bydelen var rekreative områder.
Islands Brygge lå i det nordvestlige hjørne af bydelen, syd for Langebro og ud til havnen. Området voksede efter årtusindskiftet mod syd med de nye bykvarterer Havnestad og Islands Brygge Syd.
Ørestad ligger på den østlige side af Amager Fælled og strækker sig mod syd til Kalvebod Fælled.
Vestamager udmærkede sig ved at være den arealmæssigt største københavnske bydel og samtidig have det laveste indbyggertal. Til gengæld var det den bydel, der tegnede til at få den største befolkningstilvækst da det i perioden 2000-2020 er planen at opføre 12.000-13.000 boliger i området.
Copenhagen Business School.
Copenhagen Business School (CBS, tidligere Handelshøjskolen i København) blev oprettet som privat institution i 1917 af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU). Handelshøjskolen blev i 1965 en del af det nationale uddannelsessystem og reguleres i dag af Universitetsloven fra 2003. CBS' øverste leder er rektor, der er ansat af en bestyrelse med eksternt flertal.
Skolen har cirka 17.000 studerende og over 2000 medarbejdere, og er dermed den største handelshøjskole i Nordeuropa. CBS modtager årligt op mod 1.000 udvekslingsstuderende. Skolen var tidligere opdelt i to fakulteter: Det erhvervsøkonomiske Fakultet og Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur, men overgik den 1. januar 2007 til en monofakultær struktur.
CBS tilbyder både fuldtids- og deltidsuddannelser. Som heltidsstuderende kan man blive bachelor, kandidat og ph.d.. - svarende til en almindelig universitetsuddannelse. Derudover har man mulighed for at videreuddanne sig sideløbende med sit erhvervsarbejde ved at læse HD eller ED. Og endelig kan man tage lederuddannelser, MBA, Master og Executive.
CBS Bibliotek servicerer skolens ansatte og studerende, men er også åbent for offentligheden.
Efter 22 år på posten som rektor, meddelte Finn Junge-Jensen i 2008 at han ønskede at stoppe. Den 1. december 2008 offentliggjorde CBS's bestyrelse, at de havde ansat den svenske professor Johan Roos til at overtage posten..
Campus.
Hovedparten af skolen er placeret i nye bygninger på Frederiksberg: Solbjerg Plads, Dalgas Have og det nye byggeri Kilen samt i dele af den gamle kongelige porcelænsfabrik, nu ved navn Porcelænshaven.
Bygningen i Dalgas Have er fra 1988, bygningen på Solbjerg Plads er fra 2000. Begge bygninger rummer institutter, undervisningslokaler og auditorier. I Kilen, der stod færdig i 2006, finder man også undervisningslokaler og institutter, og i Porcelænshaven kan man besøge de internationale uddannelser og Det Internationale Kontor.
Strategi.
CBS er i 2010 igang med at udvikle en ny strategi
Rektor.
Johan Roos er rektor pa CBS fra december 2008. Johan Roos har en ph.d. i International Business fra Handelshögskolan i Stockholm. Han har international forskningserfaring fra ansættelser på Wharton School, University of Pennsylvania, BI i Oslo, IMD i Lausanne og senest ”Bo Rydin and SCA Professor of Business Administration, especially Strategy” på Handelshögskolan i Stockholm.
Johan Roos har omfattende erfaring med samarbejde med erhvervslivet gennem forsknings-, undervisnings- og rådgivningsopgaver for virksomheder og organisationer på fem kontinenter. Han har i seks år været administrerende direktør for den private forskningsfond Imagination Lab Foundation i Schweiz og har de seneste to år været dekan for MBA-programmerne på Handelshögskolan i Stockholm.
Forskning.
CBS er organiseret i ét fakultet og har 14 institutter og en lang række forskningscentre. Med udgangspunkt i en traditionel erhvervsøkonomisk og -sproglig fagområder prioriterer CBS tværdisciplinære og problemorienterede. Derfor indgår bl.a. også sociologi, psykologi, antropologi, politologi, jura, filosofi, historie og interkulturel forståelse som væsentlige områder i CBS' faglige profil.
Institutter.
Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse(IKL)
Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier(IKK)
Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi (ISV)
Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse(INT)
Institut for Ledelse, Politik og Filosofi (LPF)
Forskningscentre.
CBS Center for Corporate Social Responsibility (CBSCSR)
Center for Applied Information and Communication Technology (CAICT)
Center for Applied Market Science (CAMS)
Centre for Business and Development Studies (CBDS)
Center for Business Marketing and Purchasing (BMP)
Centre for Economic and Business Research (CEBR)
Center for Innovation og Entrepreneurship (CIE)
Center for Kreditret og Kapitalmarkedsret (CKK)
Center for Kunst og Lederskab (CKL)
Center for Management Studies of the Building Process (BYG)
Center for Research and Innovation in Translation and Translation Technology (CRITT)
Centre for Shipping Economics and Innovation(CENSEI)
Center for Sprog, Kognition og Mentalitet (LaCoMe)
Center for Strategi og Globalisering (SMG)
Center for the Study of the Americas (CSA)
Center for Tourism and Culture Management (TCM)
Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse (CVL)
Danish Research Unit for Industrial Dynamics (DRUID)
International Center for Business and Politics (CBP)
Research Centre on Biotech Business (Biotech Business)
Center for International Business and Emerging Markets(CIBEM)
Uddannelser.
CBS har videregående uddannelser inden for erhvervsøkonomi og ledelse samt sprog, kommunikation og kultur.
Fra september 2009, blev to elite kandidatuddannelser for udenlandske og danske studerende tilbudt på CBS.
CBS er medlem af CEMS - The Global Alliance in Management Education og medlem af Partnership in International Manage ment (PIM), og har derfor double degree aftaler med andre business schools. CBS har udvekslingsaftaler med 390 universiteter og business schools verden over. 43 % af CBS' uddannelser bliver undervist på engelsk.
Rangeringer.
CBS' MBA uddannelser blev rangeret #37 i Europa i 2008 i Financial Times ranking; CBS' EMBA programme blev rangeret #26 i Europa i samme rangering.
Wall Street Journal
1938.
Eksterne henvisninger.
38
1937.
Eksterne henvisninger.
37
1936.
Mode.
36
1935.
Eksterne henvisninger.
35
1932.
Eksterne henvisninger.
32
1931.
Eksterne henvisninger.
31
1930.
Eksterne henvisninger.
30
1929.
Eksterne henvisninger.
29
1928.
Eksterne henvisninger.
28
1927.
Eksterne henvisninger.
27
1925.
Eksterne henvisninger.
25
1924.
Eksterne henvisninger.
24
1923.
Eksterne henvisninger.
23
1922.
Eksterne henvisninger.
22
1921.
Eksterne henvisninger.
21
1920.
Eksterne henvisninger.
20
1919.
Eksterne henvisninger.
19
1918.
Eksterne henvisninger.
18
1917.
Eksterne henvisninger.
17
1916.
Eksterne henvisninger.
16
1915.
Eksterne henvisninger.
15
1914.
Bøger.
James Joyce: Dublinfolk
Eksterne henvisninger.
14
1913.
Eksterne henvisninger.
13
1912.
Eksterne henvisninger.
12
1911.
Eksterne henvisninger.
11
1910.
Eksterne henvisninger.
10
1909.
Eksterne henvisninger.
09
1908.
Begivenheder.
Den vigtigste begivenhed var at der blev mangel på arbejdskraft, og udvandringen til USA gik næsten i stå. Dette skyldte blandt andet at man i Tyskland, England og Frankrig begyndte oprustingen til første verdenskrig.
Eksterne henvisninger.
08
1907.
Eksterne henvisninger.
07
1906.
Eksterne henvisninger.
06
1905.
Kendt som fysikkens mirakel-år, hvor Albert Einstein publicerer ikke mindre end tre banebrydende artikler, der hver for sig kunne have været en Nobelpris værd.
For Norge begynder et ny kapitel i historien som selvstændig stat, mens på Island begynder telekommunikationen med udlandet.
Eksterne henvisninger.
05
1904.
Eksterne henvisninger.
04
1903.
Eksterne henvisninger.
03
1902.
Eksterne henvisninger.
02
1901.
Eksterne henvisninger.
01
1900.
Eksterne henvisninger.
00
1899.
Eksterne henvisninger.
99
1880'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889
å
1870'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879
å
1860'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne - 1860'erne - 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne
År: 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869
Personer.
å
1850'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne - 1850'erne - 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne
År: 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859
å
Aurvandil.
Aurvandil (eller Ørvandel) den Tapre er i Nordisk mytologi en jætte, som er gift med vølven Groa. Aurvandil mistede sin tå under flugten fra Jotunheim. Thor kastede tåen op på himlen, hvor den blev til en stjerne.
Brynhild (nordisk mytologi).
Brynhild er i nordisk mytologi en valkyrie, datter af kong Budle og gift med Gunnar.
Valkyrie.
a> modtages af en valkyrie i Valhalla.
Valkyrier ("de valkårende" el. "vælgere af de faldne") var i nordisk mytologi en gruppe af feminine magter, der blev associeret med krig og død og guden Odin. Kilderne beretter, at de var gudinder, der udpegede hvilke krigere, der skulle falde i kamp, og som skulle tilbringe efterlivet i Odins borg Valhalla. Denne funktion knyttede dem til skæbnebegrebet, der spillede en stor rolle i nordisk kultur. I Valhalla ville krigerne blive medlemmer af Odins hird, einherjerne, som skulle kæmpe for ham i den sidste kamp ved Ragnarok. I dette dødsrige ville krigere blive opvartet af valkyrier. I flere heltesagn og digte optræder valkyrierne også som dødelige krigeres elskerinder. I dem fremstilles de også ofte som kongedøtre og knyttes til svaner. Disse digte blev forfattet til aristokratiet og afspejlede derfor de forestillinger, der var udbredt i samfundets øverste lag. De var en del af en særlig krigerideologi centreret omkring Valhallamytologien, som var opstået i perioden før vikingetiden. I den ideologi indgik valkyrierne som et vigtigt element. Denne ideologi havde stor udbredelse indtil religionsskiftet.
Fyldige beskrivelser af valkyrier kendes fra mange forskellige nordiske skriftlige kilder fra middelalderen, bl.a. "Ældre Edda", der blev nedskrevet i Island på baggrund af ældre før-kristne kilder. I disse beretninger er de udstyret som krigere og er dygtige ryttere. Dertil kommer beskrivelser i Snorre Sturlasons "Yngre Edda" og "Heimskringla" samt "Njals saga", Islændingesagaerne, "Vølsungesaga" og forskellige skjaldedigte. Fra før-kristen tid kendes flere runeindskrifter, der henviser til valkyrier, men betydningen af dem er vanskelig at tyde uden hjælp fra de yngre kilder. De beskrives ikke som egentlige gudinder, men var alligevel vigtige, mytologiske væsner.
I angelsaksiske kilder optræder det beslægtede ord "wælcyrge" og "wælcyrie", hvilket kan være tegn på, at forestillingen om valkyrier bygger en ældre fællesgermansk tradition. Det er dog usikkert, om det er udtryk for en senere nordisk indflydelse i vikingetiden. Det er blevet foreslået, at valkyrierne var forbundet med andre former for gudinder, f.eks. norner, diser og vølver. I moderne tid har valkyrier været inspirationskilde for adskillige kunstværker inden for både musikken, malerkunsten, digt, computerspil o.lign.
Etymologi.
Ordet "valkyrie" stammer fra norsk, på norrønt er formen "valkyrja" (plural "valkyrjur"), og det er sammensat af to ord; navneordet "valr" (relaterer til "de faldne på slagmarken") og verbet "kjósa" ("at vælge"). Tilsammen kan ordet oversættes med termen "vælgere af de faldne" (trad. "de valkårende"). En sammensætning, der afspejler deres rolle som dem, der udvælger, hvem der skal dø i kamp, dvs. deres funktion som skæbnegudinder. "Valkyrja" er nært beslægtet med angelsaksisk "wælcyrge". men det er usikkert, hvorvidt det drejer sig om et sent indlån fra de nordiske sprog i vikingetiden, eller om det har en ældre oprindelse. I nogle kilder beskrives de med alternative betegnelser; fx "óskmey" ("ønske mø"), i digtet "Oddrúnargrátr", og "Óðins meyar" ("Odins møer"). "Óskmey" kan være en afledning af Odinsnavnet "Óski" (kan oversættes til "ønskeopfylder"), hvilket igen er en reference til hans rolle som den, der modtager de faldne i Valhal.
Valkyrienavne.
I eddadigtene "Völuspá", "Grímnismál", "Darraðarljóð" og "Nafnaþulur" i Snorre Sturlasons bog om skjaldekunst, "Skáldskaparmál", findes der lister med navne på valkyrier, mens der i andre tekster optræder navne på individuelle valkyrier, navne der i flere tilfælde ikke kendes fra andre sammenhænge; fx "Sigrún" (optræder som hovedfigur i heltedigtene "Helgakviða Hundingsbana I" og "II"). Mange af valkyrienavnene var knyttet til krig og kamp, en undergruppe særligt til spyd, som var et våben, der var associeret med gudernes konge, Odin. I "Skáldskaparmál" nævnes i nogle manuskripter op til 29 forskellige valkyrienavne, bl.a. Hrist, Mist, Herja, Hlökk, Geiravör, Göll, Hjörþrimul, Guðr, Herfjötra, Skuld, Geirönul, Skögul, Randgníð, Ráðgríðr, Göndul, Svipul, Geirskögul, Hildr, Skeggöld, Hrund, Geirdriful, Randgríðr, Þrúðr, Reginleif, Sveið, Þögn, Hjalmþrimul, Þrima og Skalmöld. Nogle af dem kendes fra andre sammenhænge, mens andre udelukkende optræder i denne liste.
Snorre beskriver også måder, hvorpå skjalde har brugt valkyrienavne i digte, bl.a. som poetiske omskrivninger (kenninge) for kamp og krig. I kapitel 48 optræder kenningerne "våben-, skjold-, Odin- eller valkyrievejr" som en omskrivning af et slag. Skjalden Þorbjörn Hornklofi brugte kenningen "Sköguls larm" om slagmarken, mens Bersi Skáldtorfuson kaldte et sværd for "Gunnrs ild" og et slag for "Hlökks sne".
Flere forskere har foreslået, at valkyrienavnene i sig selv ikke var knyttet til individuelle personligheder, men snarere fungerede som beskrivelser af krigen og dens gudinders natur; måske er sådanne navne blot skjaldedigteres egne opfindelser. Andre mener, at navnene var beskrivelser af de roller og evner, de havde. Det er fx blevet foreslået.at valkyrienavnet "Herfjötur" peger på valkyriernes relation til fuglefjer, mens navnet "Svipul" kan være en beskrivelse af deres indflydelse på skæbnen. Navnet "Herja" deriomod kan måske være beslægtet med gudinden "Hariasa", som kendes fra en sydgermansk indskrift fra 187 e.v.t.
Teorier om oprindelse og udvikling.
"Nornerne" af Johannes Gehrts (1889)
Der er blevet fremsat en række forskellige teorier om valkyriernes oprindelse og udvikling fra den tidlige germansk religion til den senere nordiske mytologi. Rudolf Simek har foreslået at de oprindeligt blev opfattet som dæmoner, som de krigere, der var døde på slagmarken, tilhørte. Han mener, at skiftet hang sammen med den ændring i karakteren af Valhallamyten, der fandt sted i germansk jernalder. Hvor stedet tidligere havde været en mytologisk repræsentation af slagmarken, blev det nu til de faldne krigeres paradisiske efterliv. Det oprindelige koncept blev, ifølge Simek, erstattet af idéen om skjoldmøer— en irsk-keltisk kvindeskikkelse, der var en parallel til de germanske "einherjar". Han mener også, at valkyriernes tilknytning til Odin var et oprindeligt element i deres tidligere funktion som dødsdæmoner. På den baggrund mener Simek, at det var denne ændrede status, hvor deres dæmoniske karaktertræk forsvandt og blev mere menneskelige, der gjorde valkyrierne til populære skikkelser i de heroiske eddadigte. I denne form kunne de nemlig optræde som elskerinder for dødelige mænd. MacLeod og Mees mener, at valkyriernes rolle som dem, der udvalgte de faldne, efterhånden blev mere og mere sammenblandet med nornernes rolle som skæbnegudinder i den yngre nordiske mytologi.
Gro Steinsland mener, at selvom valkyrierne ikke blev regnet som egentlige guder, at de alligevel havde stor religiøs betydning; fx spillede de sandsynligvis en betydelig rolle i de drikkeceremonier, der var tilknyttet valhallaideologien. Hun påpeger også, at der er fundet tegn på, at ofringer til valkyrier i forbindelse med slag har været almindelige, og hun foreslår, at det kan have været del af forestillingerne bag jernalderens våbenofringer. Steinsland påpeger, at de fremstillinger, der er overleveret om valkyrierne i reglen stammer fra et aristokratisk miljø. De mere folkelige forestillinger, mener hun, er måske blevet overleveret gennem fortællingerne om den vilde jagt.
Hilda Ellis Davidson påpeger, at hvad angår valkyrier, så bygger de fremstillinger på lag fra tidligere generationers fortællinger, og derfor består forestillingerne om dem af mange forskellige koncepter; fx kan man i deres evne til at betemme et menneskes skæbne genkende egenskaber, der ligner nornernes; vølvernes, når de beskytter krigere med trylleformularer; fylgjernes, når de bringer lykke til særligt udvalgte ynglinge; og måske endda til de klassiske mytologiske forestillinger om de kvindelige amazonekrigere fra området ved Sortehavet. Hun nævner også muligheden for, at forestillingen om valkyrierne kan være opstået ud fra en erindring om kvindelige præster, der forestod rituelle ofringer af krigsfanger i ældre tid.
Davidson lægger på, at "valkyrie" direkte oversat betyder "valkårende" ("udvælger af de faldne"), og hun sammenligner derfor Wulfstans omtale af sådanne "valkårende" i hans Sermo Lupi sermon, der optræder i forbindelse med en omtale af syndere, hekse og andre ondsindede grupper, med de øvrige klasser af fjender af kristendommen, som han beskriver. Hun konkluderer på den baggrund, at disse "valkårende" var menneskelige. Davidson peger også på den arabiske diplomat Ibn Fadlans detaljerede beretning fra 10. århundrede om en vikingebegravelse ved Volga-floden, hvor der optræder en gammel "hunnisk"udseende kvinde, der stod for offerdrabet på en slavinde. Ibn Fadlan omtaler hendes som "Dødens engel" (et velkendt muslimsk begreb) og hendes som hendes følge af hjælpere som døtre. Davidson påpeger, at det ikke ville være overraskende, hvis der opstod mange mærkelige legender om en sådan kvinde, der åbenbart levede adskilt fra det normale samfund pga. sine grufulde pligter. Fra andre kilder ved vi, at lodtrækning var udbredt som en divinatorisk måde at udvælge hvilke fanger, der skulle dræbes. Denne idé om at guderne selv valgte, hvem der skulle dø, kunne ifølge Davidson have haft indflydelse på idéen om, at det var udvalgt på forhånd, hvem der skulle dø i kamp. Samtidig har der tilsyneladende fra "ældre tid" været en forestilling iblandt germanerne om krigeriske, kvindelige ånder, der opildnede til kamp, selv deltog i kampen og måske endda spiste ligene af de faldne bagefter.
Freja og Folkvang.
I "Gylfaginning" fortælles det bl.a. om gudinden Freja, at "den halve Val hun vælger hver Dag". På den baggrund er det blevet foreslået, at hun på en eller anden måde blev associeret med valkyrierne, og Britt-Mari Näsström tolker navnet på hendes gård " Fólkvangr". Näström foreslår, at Frejas hus blev opfattet som en parallel til Odins borg Valhalla, hvor krigerne opholdt sig efter døden. Og hun mener, at grunden var, at hun indgik i flere initiationsriter for krigere, hvorved hun også fungerede som krigsgudinde og fik egenskaber, der lignede valkyriernes. Siegfried Andres Dobat mener på sin side, at Frejas funktion som, den der vælger de døde til sit dødsrige i Folkvangr, betyder, at hun var den egentlige mytologiske rollemodel for valkyrier og diser.
Forbindelser til diser og norner.
Valkyrier bliver i flere tilfælde omtalt som diser. Anders Bæksted påpeger, at det også gælder andre gudinder og kvinder i al almindelighed, der har tilknytning til skæbnen. Jacob Grimm påpeger, at selvom norner og valkyrier har mange ligheder, så er der nogle fundamentale forskelle mellem dem. Han mener, at dís både kan betyde norne og valkyrie, men deres funktioner er helt forskellige; norner udpeger en persons skæbne, mens de enten sidder på en stol eller bevæger sig rundt i blandt de dødelige, intetsteds beskrives de som ridende. Valkyrierne derimod beskrives derimod altid som ridende, når de bestemmer udfaldet af kamp. Grimm beskriver deres ridning som lignende guders og heltes.
Arkæologiske levn.
En rytterfigur møder en figur, der bærer et skjold (venstre). Kvindefigur, som bærer en genstand (højre)
Stiliserede sølvamuletter fra vikingetiden med billeder af kvindefigurer er blevet fundet over hele Skandinvien. De bærer som regel lange klædninger, og deres lange hår er trukket tilbage, nogle af dem holder et drikkehorn frem for sig. Disse motiver bliver som regel tolket som afbildninger af valkyrier eller diser. Disse amuletter optræder i grave, og ifølge Mindy MacLeod og Bernard Mees blev de formentligt lagt der, fordi man tillgade dem stærke beskyttende kræfter.
På Tjängvide billedstenen fra Gotland findes et billede, der viser en rytter på en ottebenet hest (med stor sandsynlighed Odin). Han bydes velkommen af en kvinde, som rækker ham et drikkehorn. Hun er sandsynligvis en af de valkyrier, der i flere kilder beskrives som opvartere for de døde helte, der tilbringer efterlivet i Valhalla. På en runesten fra 11. Århundrede, kaldet Sigurd stene, er der bl.a. ristet et billede af en kvinde, der bærer et horn. Hun er blevet tolket som en fremstilling af valkyrien Sigrdrífa, der giver helten Sigurd (der vises et andet sted på stenen) et drikehorn.
Rune indskrifter.
"Det jeg siger som det tolvte, var at Gunns hest ser føde på slagmarken, hvor tyve konger ligger"
(transkr.: þat sakum tualfta huar histR si kunaR itu uituoki on kunukaR tuaiR tikiR, vilka þ o likia).
Derpå følger en række forbandelser. Mindy MacLeod og Bernard Mees tolker inskriptionen som en speciel form for trylleformular, der skal sikre en kvindes kærlighed. De mener, at den korresponderer med eddadigtet "Sigrdrífumál", hvor valkyrien Sigrdrífa belærer helten om runemagi. Ordet "skag" har måske en parallel i digtet "Helgakviða Hundingsbana I", hvor Sinfjötli beskylder Guðmundr for engang have været en "skass"-valkyrie. På den baggrund foreslår MacLeod og Mees, at ordet kan oversættes med "overnaturlig afsendelse", hvilket gør den til en mulig parallel til en anden trylleformel, hvor en valkyrie "sendes hen".
"Völuspá" og "Grímnismál".
I strofe 30 af eddadigtet "Völuspá" fortæller vølven Odin, at hun "så" valkyrier langt borte, der rede til at ride til "Goðþjóðar" ("Gudernes riger”), hun nævner derpå navnene på seks valkyrier: Skuld (norrønt: sandsynligvis "gæld", "fremtid" el. "skæbne"), der "holdt et skjold", sammen med hende Skögul ("ryster")", Gunnr ("krig"), Hildr ("slag"), Göndul ("stokkesvinger") og Geirskögul ("spyd-Skögul"). Strofen afsluttes med, at vølven siger, at hun nu har fortalt om "krigens kvinder, valkyrier, rede til at ride over jorden."
I digtet "Grímnismál", fortæller den torturerede, udhungrede og tørstige Odin (forklædt som "Grímnir") til den unge Agnar, at han ønsker, at valkyrierne Hrist ("ryster") og Mist ville bringe ham et drikkehorn. Derpå nævner han navnene på yderligere 11 valkyrier: "Skeggjöld ok Skögul, Hildr ok Þrúðr, Hlökk ok Herfjötur, Göll ok Geirönul, Randgríðr ok Ráðgríðr ok Reginleif, de bærer alle øl til einherjaerne".
Heltedigte.
I den følgende strofe spørger Helge valkyrierne (som han omtaler som "sydlige gudinder"), om de vil tage med krigerne hjem, når natten falder på (alt imens pilene flyver). Da slaget var ovre, fortæller valkyrien Sigrún ("sejrs-rune"), at hendes far, Högni har lovet hende bort til Höðbroddr, som Sigrún ellers betragter som uværdig. Han er kong Granmars søn, der tilhører Hniflungætten. Helge samler derpå en stor styrke, der kæmper mod Niflungerne ved Frekastein for at hjælpe Sigrún med at undslippe sin forlovelse. Senere i digtet skændes helten Sinfjøtle med Guðmundr, som han beskylder for engang at have været en kvinde. Han beskriver i detaljer, hvordan Guðmundr havde været en forfærdelig og unaturlig heks iblandt Odins valkyrier. I digtet bruges udtrykket "valkyriens luftige hav" som en kenning for "dis."
En anden udgave af den samme historie om Helge og Sigrún findes i digtet "Helgakviða Hundingsbana II". Andre fortællinger, hvor valkyrier spiller en fremtrædende rolle er bl.a. "Sigrdrífumál", hvor Sigurd indvies og oplæres i særlige ritualer af valkyrien Sigrdrífa.
"Völundarkviða".
I prosaindledningen til digtet "Völundarkviða" fortælles det, at finnekongens tre sønner "Slagfiðr", "Egill" og "Völundr" boede i et hus i "Úlfdalir" ("ulvedale"). Der opdagede de en tidlig morgen tre kvinder, der spandt ved bredden af "Úlfsjár" ("Ulvesø"). De var valkyrier, og ved siden af dem lå deres svaneham. To af de tre kvinder, "Hlaðguðr svanhvít" ("Svanhvid") og "Hervör alvitr" ("Alvid" el. "ukendt væsen") var kong "Hlödvérs" døtre. Den tredje hed "Alruna" (måske "Ølrune") og var "Kjárr" af Vallands datter. De tre brødre tog dem med hjem og levede sammen med dem i syv vintre, indtil de fløj bort til kamp for aldrig at vende tilbage. "Slagfiðr" og "Egill" drog ud for at finde deres koner, mens "Völundr" blev tilbage for at vente på sin.
"Helgakviða Hjörvarðssonar".
Hovedpersonen i digtet "Helgakviða Hjörvarðssonar", "Helgi", var søn af den norske konge "Hjörvarðr" og "Sigrlinn af Sváfaland". Da han var ung mand, var han også tavs og havde derfor intet navn, men en dag, da han sad på gravhøj, så han ni valkyrier komme ridende. En af dem fandt han særlig smuk, hun talte til ham og gav ham navnet "Helgi" (sandsynligvis: "hellig"). Den indtil da tavse "Helgi" taler nu og beskriver valkyrien som "brúðr bjartlituð" ("ansigtslyse brud"), og han spørger derpå, hvilken navnegave hun vil give ham nu og tilføjer, at han ikke vil acceptere den, hvis han ikke også kan få hende. Hun fortæller ham om en gruppe sværd, der er placeret ved "Sigarsholm", og at ét af var noget særligt. Et prosastykke fortæller nu, at valkyriens navn var "Sváfa", og hun var kong "Eylimis" datter. Senere i digtet fortælles det, at "Atli" blev involveret i en senna med den kvindelige jætte, "Hrímgerðr". Hun sagde i den forbindelse, at hun havde set 27 hvide beredne valkyrier omkring "Helgi", og at en bestemt havde ledt gruppen. "Helgi", der nu er konge, bliver forlovet med "Sváva", og mens "Helgi" fortsætter sine krigstogter bliver "Sváva" hjemme hos sin far, men digtet fortæller, at "hun var endnu Valkyrje ligesom för" Tilslut dør "Helgi" og digtet afsluttes med et prosasrykke, der fortæller, at [d]"et er blevet sagt, at Helge og Svåva bleve genfødte".
"Yngre Edda".
I "Gylfaginning" fra 13. århundrede beskriver Snorre Sturlason bl.a. valkyriernes funktion. I kapitel 36 fortæller "Høj" den forklædte "Gylfi", at der udover asynjerne også er andre (dvs. kvindelige guddomme), hvis pligt det er at tjene i Valhalla. De bringer drikke og ser til bordet og ølkrusene. Disse kvinde kaldes valkyrier, og de sendes af Odin til alle slag, hvor de udvælger, hvem der skal dø, og bestemmer hvem der skal sejre. Høj tilføjer, at Gunnr, Róta og Skuld (der også ifølge samme tekst er navnet på den yngste af nornerne) altid rider ud til slaget. Høj fortæller senere, at valkyrierne sammen med Hugin og Munin ankom til begravelsen af Balder i Odin og Friggs følge.
I kapitel 31 af bogen bliver de poetiske termer for kvinder præsenteret, herunder at en kvinde kan omtales med alle betegnelser for asynjer, valkyrier, norner eller diser.
I kapitel 41 genfortælles en episode fra historien om Sigurd Fafnersbane; da han red på sin hest Grane kom han til en bygning på en høj, inde i bygningen finder han en sovende kvinde iklædt ringbrynje, som Sigurd skærer af hende. Da vågner hun og fortæller, at hun hedder Hildr, men kendes som Brýnhildr, og at hun er en valkyrie.
Sagalitteraturen.
I sagalitteraturen bliver der flere steder beskrevet væsner, der enten omtales som valkyrier, eller som med stor sandsynlighed må være det. Nogle af dem minder meget om de figurer, der findes i heltedigtene, mens andre fremstilles i en mere dæmonisk form. I kapitel 157 af "Njáls saga" ser en mand ved navn Dörruð tolv personer, der sammen rider hen til en stenhytte i Caithness langfredag. De tolv går ind i hytten, og Dörruð kan ikke længere se dem, så han går derhen. Igennem vinduet ser han, at de er kvinder, og at de har stillet en væv op. Som vægte bruger de hovederne af mænd, som trend og islæt bruger de indvolde fra mennesker, som skyttel et sværd, og tråden er rullet op på pile. Imens de væver, synger kvinder en sang kaldet "Darraðarljóð", som Dörruð memorerede.
I slutningen af digtet synger valkyrierne: " No ut aa rida paa avlause hestom! med sverdi bragande burt nie fara." Herefter fortæller prosateksten, at valkyrierne rev deres væv ned og sønderdelte den. Hver valkyrie. The prose narrative picks up again, and says that the valkyries tear their loom down and into pieces. Each valkyrie holds on to what she has in her hands. Dörruð leaves the chink in the wall and heads home, and the women mount their horses and ride away; six to the south and six to the north.
Digtet "Hákonarmál" er indflettet i prosateksten "Hákonar saga góða". Det er dateret til 10. århundrede og tilskrives skjalden Eyvindr skáldaspillir. Denne del af sagaen omhandler Håkons død i kamp. Det fortælles, at kongen, på trods af at han var kristen, sagde, at siden han var død i blandt hedninge, så måtte de give ham den begravelse, de fandt passende.både hans venner og fjender sørgede over hans død, og de flyttede hans lig til Sæheim i det nordlige Hordaland. Haakon blev der begravet i en stor gravhøj iklædt sine fineste klæder og fuld krigsudrustning. Desuden blev der i overensstemmelse med traditionen talt ord over graven, så han kunne komme til Valhalla. Derpå gengives nogle strofer fra digtet om hans død."Hákonarmál".
Skögul siger derpå, at de skal ride til "green homes of the godheads" for at fortælle Odin, at en konge nu er på vej til Valhalla. Digtet fortæller, at Haakon blev en af einherjarne, der i Valhalla afventede slaget mod Fenris.
"Fagrskinna".
Guden Brage spørger nu hvor den tordnende lyd kommer fra, han siger at Valhallas bænke knirker som om guden Balder var vendt tilbage, og at det lyder som tusind mænd der nærmer sig. Odin svarer, at han udmærket kender lyden af at Erik Blodøkse snart vil være i Valhalla. Odin beder nu heltene Sigmund og Sinfjötle om at rejse sig for at byde Erik ind i hallen, hvis det er ham.
Angelsaksiske vidnesbyrd.
De oldengelske ord "wælcyrge" og "wælcyrie" forekommer flere gange i ældre engelske manuskripter, og ofte bruges de, når fremmedsproglige koncepter skal oversættes til oldengelsk. I prædikenen ‘'Sermo Lupi ad Anglos", skrevet af Wulfstan II, bliver "wælcyrie" brugt, formentlig i betydningen menneskelig "troldkvinde". I et manuskript fra begyndelsen af 11. århundrede Aldhelms "De laudis virginitatis" (Oxford, Bodleian library, Digby 146) forklares begerbet "ueneris" med "wælcyrge" (mens "gydene" oversættes til "gudinde"). "Wælcyrge" bliver i to manuskripter (Cotton Cleopatra A. iii, og den ældre "Corpus Glossary") brugt som oversættelse af de græsk-romerske guddomme furierne. I Cotton Cleopatra A. iii bliver "wælcyrge"også brugt som forklaring på den Romerske gudinde Bellona. En beskrivelse af en ravn, der flyver den egyptiske hær, lyder således: "wonn wælceaseg" da.: "den mørke, der vælger de faldne "). Det har været genstand for megen debat indenfor forskningen, hvorvidt disse vidnesbyrd bygger på ældre oprindelige angelsaksiske forestillinger, som blev delt med Norden, eller om de er resultatetet af en senere nordisk kulturel indflydelse i viingetiden.
Termen "sejrskvinder" er blevet tolket som et begreb beslægtet med valkyrier, men denne teori er ikke blevet fuldt accepteret. Ifølge en anden tolkning af termen kan det betyde ’’sejrrige sværd’’, en reference til biernes brod.
Sydgermansk parallel.
"Idise" (1905) by Emil Doepler
De "idisi", der nævnes i formularen, bliver af mange forskere opfattet som paralleller til de nordiske valkyrier. Rudolf Simek skriver at "these Idisi are obviously a kind of valkyrie, as these also have the power to hamper enemies in Norse mythology", som støtte peger han på navnet på valkyrien "Herfjötur" ("hær-lænke"). Hilda R. Davidson sammenligner denne formular med den oldengelske formel, "Wið færstice" (se ovefor), og spekulerer i en mulig forbindelse mellem dem. Simek mener at navnet Idisiaviso ("Idisis slette"), hvor Arminius’ germanske hær kæmpede mod Germanicus’ romerske i 16 e.v.t. slaget ved Weser, kan pege på en forbindelse mellem Idisis rolle og de nordiske valkyrier. Derudover mener Simek, at den vestgermanske term "Idisi" i lighed med oldsaksisk "idis", oldhøjtysk "itis", angesaksisk "ides" betegner en "dignified, well respected woman (married or unmarried)", måske en betegnelse for hvilken som helst kvinde, og derfor en direkte parallel til den latinske term "matrona". Han mener desuden, at forbindelsen til de nordiske "dísir" er højst sandsynlig; uden dog at dette er alment accepteret.
Moderne kunst og kultur.
Valkyrier har været brugt som figurer i adskillige kunstværker i moderne tid; fx i Heinrich Heines digt "Die Walküren" (udgivet i "Romanzero", 1847), H. v. Linges digt af samme navn fra 1864. I billedkunsten har valkyrier ligeledes været et populært motiv fx "Die Walküren" (skitse, 1818) af J. G. Sandberg, og "Reitende Walküre" af M. Echter (1865/1866) (fresko, der tidligere fandtes i München, men som nu er ødelagt). Af yngre værker kan bl.a. nævnes Herman Wilhelm Bissens nyklassistiske statue "Valkyrie" fra 1835, udstillet på Ny Carlsberg Glyptotek, Henry De Grouxs symbolistiske maleri "La chevauchée des Walkyries" (ca. 1890), Edward Robert Hughess prærafaelitiske maleri "The Valkyrie's Vigil" fra 1906, samt Stephan Sinding symbolitiske statue "Valkyrie" fra 1908, der er opstillet ved Kastellet i København.
I musikken spiller valkyrier en særdeleshed en rolle i Richard Wagners opera "Die Walküre" fra 1870, der udgør anden af del "Der Ring des Nibelungen"). Sangen "Walkürenritt", der åbner tredje akt, har sidenhen spillet en selvstændig i rolle i flere populærkulturelle værker, bl.a. Francis Ford Coppolas " Apocalypse Now" fra 1979. Operation Walküre var navnet på tyske officerers coup d'etat mod naziregimet under 2. Verdenskrig, der blev afværget efter det mislykkedes attentatforsøg 20. juli 1944.
Udgårdsloke.
Udgårdsloke er i nordisk mytologi konge over jætterne. Han er blandt andet omtalt i myten om Thors besøg hos Udgårdsloke. Udgårdsloke udfordrer Thor og hans følge til kappestrid og jætterne vinder hver eneste dyst. Udgårdsloke afslører bagefter, at der er snyd med i spillet.
Myten viser, at Udgårdsloke kender til runetrolddom som Odin. Et andet fællestræk er, at Udgårdsloke kan forvandle sig. I myten optræder han som kæmpe da Thor møder ham.
José María Aznar.
José Maria Aznar (født 25. februar 1953 i Madrid) var Spaniens ministerpræsident fra 1996 frem til han den 17. april 2004 blev afløst af José Luis Rodríguez Zapatero.
Hans Egede.
Hans Povelsen Egede (1686 Harstad i Nordnorge - 1758 Stubbekjøbing, Falster) også kaldet Grønlands apostel, var præst og missionær i riget Danmark-Norge. Han var født og opvokset på en øgruppe i det nordligste Norge som søn i ægteskabet mellem en danskfødt embedsmand og præstesøn Povel Hansen Egede (1648 Vester Egede, Sjælland- 1706 Harstad, Trondenes) og den norskfødte Kirsten Jensdatter Hind, datter af en lokal forretningsmand (1656 Harstad, Trondenes - 1724 Harstad, Trondenes). Han blev i 1707 gift med Gertrud Rask (Gertrud Nilsdatter Rasch) (1673 Vebostad, Kvæfjord - 1735 Godthaab, Grønland) og 1737 med Mettea Dau (1691 - 1761, Stubbekjøbing, Falster)
Hans Egede var præst på Lofoten i Norge da han hørte om Nordboerne der havde slået sig ned på Grønland og fra hvem man ikke havde hørt i mange år. I 1721, bad han Frederik d. 4. af Danmark om godkendelse til at rejse til Grønland og begynde missionsarbejde her, idet han antog at nordboerne stadig var katolikker. Kong Frederik gav hans delvise tilladelse til at genetablere koloniale rettigheder til øen. Han søgte efter vikingerne i Grønland i 1721, men fandt dem ikke. Dog fandt han inuiterne og begyndte at missionere blandt dem. Han grundlagde Godthåb, det nuværende Nuuk, der i dag er den grønlandske hovedstad. I 1724 fik alle europæere ordre til at forlade Grønland men Hans Egede og hans kone valgte at blive. Lige efter Herrnhutterne kom til Grønland i 1733 brød Kopperepidemien ud og Hans Egedes kone døde. Hans Egede forlod Grønland i 1736 og efterlod sin søn Paul Egede. Med sig til Danmark tog han sine døtre og sin søn Niels Rasch Egede der senere anlagde kolonien Egedesminde. I 1740 blev han udnævnt til biskop over Grønland. Han fik udgivet en katekismus til brug på Grønland i 1747. Man forbinder Hans Egede med pietismen der var en kristen bevægelse med vægt på fromhed og levende, personlig tro.
Skolegang og præstestudier.
Billede fra området hvor Egede fik undervisning
Hans fik sin første oplæring hjemme af sin onkel Peder Hind, kapellan på Sandsøy i Trondenes sogn. Senere kom han til præsten Niels Schielderup i Hamarøy, en usædvanligt dygtig mand som lærte drengen græsk, hebraisk, latin og teologi. Eksamen fik han med udemærkede karakterer, og det var måske på grund af denne grundige oplæring at han dimiterede fra Universitetet i København i 1705 med rosende vidnesbyrd om «stor flid og hurtighed» efter bare halvandet års studier.
Teologisk var hans fundament forankret i den ældre lutherske ortodoksi med den dogmatiske teologis strengt ordnede trossystem, samt hvor præstens rolle og embede var meget vigtigt. Det dogmatiske system skulle i forkyndelsen udlægges sådan at man ved bibelsk kundskab og logisk tænkning kunne finde sandheden. Idealet var den rene lære med front mod enhver anderledes tænkende. Socialt skulle præsten føre et strengt tilsyn med den offentlige moral, og til hjælp i dette arbejde havde kirken den verdslige øvrighed som kunne straffe når det var nødvendigt. Staten skulle være kristelig, og hvis staten skulle bestå på denne grundvold og med kongen som den øverste leder, måtte landets borgere dele hans tro og vise sig loyale i statens ordninger på alle områder. Afvigelser fra disse ordninger blev betragtet som illoyalitet, og man kunne endog blive dømt til landflygtighed hvis afvigelserne var graverende nok.
Teologistudier i København.
Fakultetet for teologi på Københavns Universitet, bygningen er dog fra 1835.
Egedes tid i København var sammenfaldende med den begyndende pietistiske bevægelses fremvækst i Danmark-Norge. Den pietistiske Trankebarmission til danske kolonier i Vest-Indien begyndte i hans studietid, noget som antagelig har bidraget til at vække hans interesse for mission. Sandsynligvis har denne interesse fået støtte af forestillinger om at der fandtes rester af gamle norrøne bosættelser på Grønland og at der måske stadig kunne findes rester af kristendom og kultur der. Fokuseringen på ”det norske”/"norrøne" havde utvivlsomt baggrund i at Norge, i og med indførelsen af enevælden i 1660, igen var blevet anerkendt som et selvstændigt rige og ikke længere blev betragtet som en provins under Danmark. Den norske nationalidentitet fik dermed ny næring, og tanken om en genskabelse af det gamle norske rige fængede manges tanker.
Egede vidste at før sortedøden, var der 280 norrøne gårde på Grønland og 16 kirker. Man havde endog egen biskop. Missionstanken var for alvor begyndt at spire i samfundet, og samme år Egede dimitterede, blev det kendt at kongen lod to tyskere rejse ud for at missionere i de danske kolonier. Dersom tyskere kunne rejse til Vest-Indien, hvor meget mere kunne så ikke han som nordmand få lov til at rejse som missionær til den gamle norske besiddelse på Grønland? Hans ortodokse fundament blev som præst udvidet gennem læsning af flere værker af pietismens tidlige repræsentanter som var optaget af missionstanken, ikke mindst prof. Henrich Müller fra Rostock og den saksiske præst Christian Gerber, men selv om han blev påvirket af disse skrifter og pietismens begrundelse for missionen, forblev han hovedsagelig en ortodoks luthersk teolog hele sit liv. Det er først og fremmest skaberguden han fremholdt i sin forkyndelse, den Gud som vil frelse alle folkeslag og som bevarer og velsigner alt som er skabt, og strukturen i hans forkyndelse synes at have fokus på den bibelske frelselseshistorie og ikke pietismens fokus på Kristi forsoningsgerning og enkeltmenneskets tilegnelse af frelsen med påfølgende vægt på et tros- og fromhedsliv efter fastlagt mønster.
Pastoratet på Lofoten i Nordnorge.
Kirken i Vågan, Egedes første pastorat
Etter en kort tid som huslærer hjemme i Trondenes for sine egne søskende, drog han efter faderens død til Trondhjem for at bede biskop Peder Krogh om at få sit eget pastorat. Biskoppen mente at han egentlig var for ung, men det endte med at han fik dispensation. Først fik han stilling som residerende kapellan i en lille fiskerby "Torsken på Senja" i Norge, sådan at den derværende præst kunne overtage pastoratet Vågan på Lofoten. Denne præst ønskede imidlertid ikke at flytte, og så endte det med at Hans Egede selv startede i Vågan.
I 1708, 22 år gammel, kom Hans Egede til Vågan og blev der frem til 1718. På Egedes tid var det skik og brug at en ung præst ikke bare overtog kaldet efter en afdød præst, men også enken efter præsten. Det vakte derfor berettiget opsigt at den nye præst ikke ville gifte sig med Dorothea de Fine, enken efter sin forgænger, præsten Gjert Estensen. I stedet valgte han Gjertrud Rasch, datter av lensmanden i Kvæfjord som var 13 år ældre end ham selv. Årsagen kan have været at forbindelsen med Gjertrud allerede var etableret før han drog til København, for da boet efter svigerfaren blev gjort op, kom det frem at Hans Egede skyldte ham 21 daler. Måske havde Egede fået pengene som bidrag til studierne i København. Præsteenken Dorothea i Vågan følte sig i hvert fald højst uretfærdigt behandlet af den nye præst, noget som førte til social isolation af præstefamilien fra de øvrige medlemmer af embedsstanden. Det blev dermed til præsteenkens hjem at de civile og gejstlige kom når de kom til Vågan - ikke til præsten, sådan som en tilrejsende gæst normalt ville gøre.
Hans Egede havde i løbet af sit ophold i Vågan flere magtkampe med de andre ham overordnede præster i området. På grund af dårlige indtægter i Vågans pastorat fik Egede og hans kone større og større problemer med at overleve. Måske var det en av grundene til at præsten i Torsken afslog at flytte til Vågan og foretrak at sidde i sit pastorat på Senjas yderside de år han havde tilbage at leve.
På et tidspunkt blev det til et skænderi i kirken om hvem der skulle til alteret. To andre præster fik sat ham for retten og han blev dømt til at betale en bod på 4 Rigsdaler som skulle udbetales til fattige præsteenker (!) og sognepræsten skulle udbetales 20 Rigsdaler i erstatning for tort og svie. Han fik også en advarsel om at hans opførsel var forkastelig og ikke måtte gentage sig.
Hans Egede fik ændret praksissen i hans embede i 1712 da Egede og Parelius blev enige om at de skulle dele kirketjenesten således at kapellanen fik en tredjedel av indtægterne fra forårsfiskningen hvor tidligere Egede kun havde de øvrige og mindre givende måneder.
Da en bergensreder sendte et skib til Grønlandsstrædet i 1708, hørte Egede om det, og han skrev året efter til sin svoger Jens Rasch i Bergen og bad om oplysninger om Grønland. Jens Rasch havde gode underretninger, eftersom hans bror, Niels Rasch, sejlede som styrmand på bergensiske skibe på grønlandsfart. De oplysninger Egede fik tegnede et mørkt billede af forholdene på Grønland - "der boede bare vilde folk", skrev svogeren, "uden oplysning og kultur". Dette satte gang i Egedes tanker: Det var til dette folk han ville hen og hjælpe dem til ret tro og til at blive tilbageført til den kultur som de havde tabt da kontakten til Grønland ophørte. Allerede året efter har han planer klar til hvordan Grønland igen kan knyttes til Norge og blive kristnet. Denne plan sendte han til biskop Randulf i Bergen og denne sendte sagen videre til København.
Fra 1710 kom der flere initiativer fra Egede som satte det ortodokse missionssyn i et nyt lys og udløste en ny missionstænkning. Han gik imod den ortodokse påstand at missionsbefalingen kun gjaldt apostlene og hævdede at missionsbefalingen var rettet til den kristne kirke gennem alle tider. Derefter fremhævede han at bibelens ord om Guds frelservilje gjaldt alle folkeslag. Han mente derfor at det var kirkens fortsatte opgave at nå ud til folkeslag som endnu var hedninger.
Egedes kone, Gjertrud, blev ikke særlig begejstret for planerne om en Grønlandsfærd da hun ad omveje fik dem præsenteret. Sammen med sin mor gik hun til Hans og sagde ham imod, og det endte med at han gav sig - i hvert fald, lovet han, at han ikke selv skulle rejse. Men Egedes vilje var ikke let at bøje, og allerede året efter sendte han nye og udvidede planer sydover, denne gang til biskop Krogh i Trondhjem som udtalte sig positivt om dem, men uden at det førte til noget direkte resultat.
I mellemtiden tog Egede ansvar for nye opgaver i menigheden. Han fremlagde tanken om en ny kirke i Vågan, noget folk syntes godt om, og en ny kirke stod færdig i 1714. I denne opgaven var Gjertrud med og hun var den der gav kost og logi til arbejdsfolkene der byggede kirken. Selv bidrog Egede med en nymalet altertavle. Da biskop Krogh indviede kirken mente han at en så smuk altertavle egentlig var alt for vakker til den simple fiskeralmue! En lille detalje der viser at stridsøksen mellem kapellanen og sognepræsten ikke helt var begravet. Den nye kirkes prædikestol havde dør med lås, og den eneste nøgle til denne døren skulle Vågans præst have!
Hvad menigheden mente om konflikten mellom kapellan og sognepræst, fremgår af flere oplysninger. Vågans rigeste mand, Jens Hasselberg, støttede Egede fuldt ud. Han stillede sig også i spidsen for et brev fra Vågans almue til sogneprest Parelius, da den nye kirke var færdig, hvor det klart udtryktes at kapellanen er deres rette sjælesørger og at sognepræstens besøg til Vågan for fremtiden er overflødigt! Man beklagede også i brevet den store uret kapellanen havde været udsat for i sin egen kirke de sidste år og truede sognepræsten med at han ville «lide Spot og Fortræd» dersom han ville handle mot almuens vilje. Det ville imidlertid Parelius, og på bededagen i februar 1714 kom han på ny til kirken for at overtage gudstjenesten. Egede var imidlertid forberedt og befandt sig allerede foran alteret da sognepræsten kom ind i kirken. Parelius gik op til Egede og spurgte hvad dette skulle betyde, hvorpå Egede svarede at han ikke ville gense ham og hans indgreb i de kirkelige handlinger. Derefter henvendte han sig til menigheden hvor Hasselberg og flere fremstående mænd sad i koret. Var menigheden tilfredse med ham som præst, spurgte Egede. Hasselberg svarede at det var de alle sammen og de ville ikke vide af nogen anden. Andre bekræftede udtalelsen. Parelius blev meget vred og skældte Hasselberg yd og truede ham med gabestokken. Derefter tog han fat i døren til prædikestolen som var låst, og da han ikke kunne få den op, forlod han kirken og gudstjenesten fortsatte med Egede for alteret.
Parelius gik imidlertid ned til sin båd og sejlede over Vestfjorden til Steigen hvor han forelagde det skete for provsten, og med en ny stævning for provsteretten kom han tilbage til Vågan. Retten blev sat i huset til Dorothea de Fine hvor Parelius lagde sin sag frem. Ingen af hans vidner var imidlertid til stede. De ville hellere prioritere fiskeriet på fjorden end at møde for retten! Egedes forsvar var holdt i en rolig og saglig tone, og han fremholdt hvor forældet og meningsløs den hævdvundne ordning var for betjeningen av Vågans pastorat. Han afviste også i princippet det kompromis han og sognepræsten var kommet frem til fordi han ikke ønskede nogen almisser eller gaver fra Parelius og han avsluttede med ordene: «"førend jeg vil dependere af [være avhengig av] en andens Barmhjertighed udi min egen Kirke og Menighed, hvortil jeg har den naturligste Adkomstberettigelse, vil jeg forlade alt tilhobe og overgive baade Vaar- og Vinter- og Sommertjeneste"». Sagen endte også denne gang til fordel for Parelius, og Egede blev på ny idømt en mulkt til fattige præsteenker. De næste søndages gudstjenester i vårfiskeriet måtte han overlade til sognepræsten, og for fremtiden havde han at holde sig til det kompromis om fordeling af kirkelig tjeneste som de tidligere havde bestemt.
At menigheten stillede sig på Egedes side, viser en gave som Egede modtog i 1715 efter at man det år havde haft et godt fiskeri. Han blev overrakt et stort ornamenteret sølvkrus som på låget åbent skildrede kampen mellem Egede og Parelius. Begge præster er afbilledet, Parelius som en ældre skægget mand med kalot på hovedet og stav i hånden mens Egede fremstår som en ung skægløs mand. Begge holder i sine hænder en opslået bog. I Parelius’ bog står der "non ros, sed vestrum" som åbenbart skal udtrykke at det er ikke menigheden, men menneskenes ejendele han trakter efter. I Egedes bog citeres 1. Korinterbrev 9 som omhandler apostelen og hans rettigheder hvor han bl.a. siger: «"Om jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i alt fald for jer! Ja, I er seglet på mit apostelembede i Herren. Dette er nu mit forsvar mod dem som gør sig til dommere over mig: Har ikke også vi ret til at få mad og drikke?"» Under Parelius’ prædikestol står syv fiskere med hvert sit fiskeknippe i hånden, mens under Egedes prædikestol er der bare tre fiskere - en illustration af præsternes forskellige indtægter. Over almuens hoveder hentydes der til Matthæus kap. 20: «"Ta dit og gå! Men jeg vil gi ham som kom sidst, det samme som dig. Har jeg ikke lov til å gøre med mit som jeg selv vil? Eller ser du med onde øjne på at jeg er god?"» Med dette sølvkrus havde menigheden vist sin sympati med den underlegne præst, og måske i hans kamp set et udtryk for den samme kamp de selv stred mod øvrighed og civile magtpersoner. Med Skriftens egne ord påviste folket hvordan kirken selv åbenlyst undlod at følge sit eget budskab ved at behandle sine tjenere på en så skændig måde!
Tiden i Bergen.
I lys av Egedes kamp for at overleve som præst og menneske i sin menighed og den modgang han mødte i denne kamp, kan det ikke undre at tanken om at rejse til Grønland ikke slap taget i Egede. Efterhånden holdt Gjertrud op med at gøre modstand og sluttede sig til sin mands drøm. Hennes opgivelse af motstanden hang sandsynligvis sammen med Egedes mislykkede kamp i Vågan. På skattelisterne for gejstligheden finder man jævnligt hans navn opført med tiltagende summer i rest. Alt tyder på at familiens ophold i Vågan løbende blev forværret og at de ofte må ha lidt nød. Efter at Gjertrud gik med på hans missionsplaner sagde han stillingen som præst i Vågan op. Sammen rejste de til Bergen i 1718 for å realisere planerne. Først mødte de modstand, men Egede gav ikke op og forberedte sig til rejsen ved at lære kundskaber som korttegning, guldsmedearbejde og kemi - han var meget interesseret i alkymi og håbede på at finde en måde at lave guld og måske endog finde guld på Grønland! Ved siden af studierne, arbeidede Egede som vikarpræst i Bergen. Det var et arbejde han gjorde uden vederlag fordi han frygtede at det skulle siges om ham, at han var en unyttig tjener som bare levede i en drøm.
I 1716, mens Egede fortsat var præst i Vågan, tog han kontakt med Thomas von Westen med en forespørsel om han ville videresende et brev til Missionskollegiet. De to mænd skrev flittigt til hinanden i en tid, og von Westen sendte villigt Egedes missionsplaner videre sammen med sine egne årlige indberetninger til Missionskollegiet, og han undlod heller ikke at lade planerne ledsages af varme anbefalinger. Kollegiet var som udgangspunkt positive i forhold til Egedes planer, men fandt at der ikke var økonomisk grundlag for at udvide missionsvirksomheden på det daværende tidspunkt. De havde nok med missionen til Trankebar og Finnmark.
Da han i 1719 endelig fik foretræde for den nys udråbte konge med planerne, blev blev denne meget interesseret. Økonomien blev ordnet ved at det Bergensiske Handelskompagni udrustede fangstbåde som skulle tage last med hjem fra Grønland. Egede ønskede også at få nogen nordmænd med sig, som var villige til at slå sig ned på Grønland, sådan at den gamle norske kultur der, kunne fornyes. Egede foretrak folk fra det nordligste Norden, for han mente de var mest vant til et hårdt og slidsomt liv på land og hav. Et konkret resultat af besøget i København, var at Egede ved Missionskollegiets hjælp blev udnævnt til kongelig embedsmand, noget der styrkede hans status og gav ham en myndighedsbevidsthed som kongens og den statslige kirkes repræsentant overfor grønlænderne.
Udforskningen af Grønland.
Ved at bilde andre købmænd i Bergen ind at en anonym interesseret, som i virkeligheden var ham selv, havde sat penge i et handelsselskab med henblik på Grønland, fik han nogle bergensiske købmænd til at gå med. I ikke mindre end 13 år var Grønland hans eneste interesse, og i 1721 rejste han med en kongelig kaldelse, tre skibe, hans 48-årige kone og 4 børn til Grønland. Gertrud og børnene blev de første kvinder og børn siden nordboerne der gjorde rejsen til Grønland.
Rasch havde foreslået den bedste placering af missionen muligvis kunne være omkring 64 grader nord, i området nær det nuværende Nuuk, hvor man kunne forvente at stedet kunne minde om Norske forhold. Egede håbede at kunne dyrke byg, holde kvæg, geder og får og på andre måder supplere provianten der årligt skulle komme fra Norge ved at gå på jagt og fiske. Da man rundede Kap Farvel den 4. juni, blev de lige efter fanget af pakis. Det ene skib blev mast i isen, men heldet var med dem, og de to øvrige kom endelig d. 3. juli til en ø, på nordsiden af indsejlingen til Godthåbsfjorden. Hans Egede tegnede dette kort med området omkring håbets øHan navngav øen ”Håbets ø”, nuværende Illuerunnerit (stedet hvor husene er blevet fjernet). Der byggede han et hjem der var 16 meter langt og 5 meter bredt. Det var designet til at huse 37 mennesker og havde et separat rum til Egede og hans familie. Den 21. juli sejlede Anna Christine igen mod Bergen, uden at medbringe last og varer fra de lokale, der allerede det år havde byttet alt hvad de havde med hollandske hvalfangere. Det returnerede til Bergen med kun en halv tønde spæk handlet med inuitterne længere sydpå.
Håbets ø var langt fra et ideelt sted for missionen. Stormramt og ofte dækket af tåge, var det minimalt bevokset og så fugtig at tørvestykker næsten ikke kunne tørres til brændsel. Så snart hytten var færdig, tog Egede af sted i Håbet for at finde et bedre opholdssted og på vejen havde han tæt kontakt med grupper af inuitter, med hvem gode relationer blev opbygget. Da det kom frem at disse tilflyttere ville blive hele vinteren kom der først en masse for at overtale dem til at forlade stedet. Men derefter besluttede inuitterne sig til at holde sig på afstand af tilflytterne. Dette hjalp ikke Egede og hans følgesvende til at overleve det der skulle vise sig at blive en hård vinter, ikke gjort bedre af at dårlige handelsmuligheder og manglende succes på jagtture. Skørbug brød ud og Egede blev næsten overbevist om at det var bedst af vende hjem. Men ankomsten af et forsyningsskib den 8. juni 1722 fik ham til at blive. Skibet Håbet returnerede til Bergen med en dårlig last af spæk, ræv og sælskind, hvilket næsten ruinerede det bergensisk-grønlandske selskab. Egede og hans familie forblev på stedet sammen med kun 8 andre.
Det følgende forår og sommer fortsatte Egede sine opdagelser. Foruden søgning efter et bedre opholdssted, søgte han også efter spor efter den nordboernes vester- og østerbygder og fik faktisk succes af finde efterladenskaber af dem i en ruin af et stenhus ved Pisagsarfik i løbet af hans undersøgelser af Godthåbsfjordens område. Den 9. august 1723, tog han af sted med to skibe på en større rejse mod syd. Han troede at Østerbygden kunne findes på østkysten, og håbede at nå denne kyst ad Frobisher Strædet, som hans kort viste skar igennem Grønland ikke langt syd for Nanortalik.
Da han nåede hertil opdagede han at ingen af de lokale kendte noget til en kanal mod øst til et andet hav. Det gik op for Hans Egede at vejen til østgrønland var meget længere end de 16 mil hans kort viste. Faktisk befinder Frobisher Strædet sig i Canada og ikke på Grønland. Denne kartografiske fejl blev ikke opdaget før langt senere. Da beholdningen var ved at være brugt op vendte han tilbage den 26. august. Da han fulgte ruten indenskærs er det næsten ironisk at han ikke vidste at han var den første der beskrev nordboernes kirke i Østerbygden ved Qaqortoq, og ligeledes inspicerede andre efterladenskaber ved Ivigtut og Kvanefjord. Men han var så sikker på at Østerbygden lå på østkysten at han mente at det var Vesterbygden han havde fundet. Den 13. september var han tilbage på Håbets ø.
I februar 1724, i den koldeste vintertid, tog Egede igen af sted fulgt af 22 mænd i to både. Denne gang tog han nordpå forbi Manitsoq og derefter mod nordøst og derefter ind i landet til enden af en lang fjord ved Kangerdlugssuatsiaq. Her kom han tæt på indlandsisen. Stærk nordlig vind og kraftig sne fik ham til at vende hjem d. 16. marts. Egedes omfattende rejser, hvor han fandt mange tegn på den tidligere bosættelse af nordboere, overbeviste ham om at han nu havde gennemrejst hele den vestlige bosættelse. Han var fortsat overbevist om at den østlige bosættelse endnu ikke var fundet.
Disse konklusioner fik det Bergen-grønlandske selskab til at instruere et af dets skibe, Egte Sophia, om at følge den gamle nordbo-sejlrute til Grønland, idet man håbede på denne måde at kunne nå østkysten. Hans Fæster, kaptajnen, skulle inspicere hver fjord og havn, for gennem de lokale at bestemme hvor kirker og katedraler kunne findes, og til at kommunikere med de lokale som man troede ville være af ren norsk afstamning. Man forventede at de talte gammelnordisk og Fæster fik en basisintroduktion i dette sprog. Egte Sophia kunne, som tidligere ekspeditioner heller ikke nå til østkysten men kom tilbage med en god last af spæk og sælskind.
Hans Egedes tegning fra 1734 af en søslange
Mission blandt inuitterne.
I 1726 krakkede det bergensiske selskab, og da kong Frederik IV var død i 1730, kom der året efter besked fra Danmark om at opgive missionen. Hans Egede og hans familie blev dog i Grønland sammen med 10 matroser som Hans Egede havde fået lov at beholde af den kommanderende officer. Det næste år havde Grev Zinzendorf fået overbevist den pietistisk interesserede nye konge, Christian VI, om at missionen skulle fortsættes.
I 1733 kom der børne-koppevirus til Grønland med et dansk skib hvilket gik slemt ud over lokalbefolkningen. Skibet medbragte også de første 3 Herrnhutmissionærer. Flere familier uddøde helt og deriblandt mange af dem Egede havde omvendt. Hans tanker om hans arbejde blev meget pessimistisk idet han syntes at han havde givet dem flere dårligdomme end goder. Gertrud Rasch gjorde et stort arbejde for de syge ved at lave et slags sygehus hvor hun selv arbejdede. Men hun døde af sine anstrengelser i 1735, og en svækket Hans Egede bestemte sig for at rejse til Danmark.
Sidste tid.
D. 9. august 1736 forlod han Grønland for stedse. Han tog Gertruds lig med sig og fik det begravet på Nikolaj Kirkegård i København. 1740 blev Hans Egede udnævnt til biskop over Grønland. Hans Egede levede fra 1750 til sin død den 5. november 1758 i Stubbekøbing. Den 17. november blev han bisat fra Stubbekøbing Kirke, hvorefter han blev begravet den 21. december på Høyers Kirkegård ved Nikolaj Kirke i København ved siden af Gertrud Rasch.
Blot tyve år efter Hans Egedes død var der ingen, som fornyede hans gravsted, og gravstenen blev derfor solgt på auktion. I 1848 nedlagdes kirkegården, og man "optog de endnu da bevarede Egetræskister, sønderhuggede dem og bortkørte Masser af Skeletter og Ben til en udenbys Kirkegaard." Hans Egede har efterfølgende lagt navn til Hans Egede-medaljen. Udenfor Nuuk står en stor statue af Hans Egede der skuer ud over vandet.
Trym.
Trym den larmende er i nordisk mytologi en jætte der var ugift og boede med sin søster. Trym stjal Mjølner og ville giftes med Freja.
Vladimir Lenin.
Lenin under revolutionen i 1917.
Vladimir Iljitj Lenin (Russisk: Влади́мир Ильи́ч Ле́нин) født Vladimir Iljitj Uljanov (22. april 1870 - 21. januar 1924) var sovjetisk statsleder i perioden 6. november 1917 - 21. januar 1924 og en vigtig marxistisk revolutionær teoretiker, hvis bidrag til den marxistiske teori betegnes Leninisme. Navnet Lenin er det revolutionære dæknavn, som Vladimir Uljanov er bedst kendt under. Han begyndte at bruge dette navn første gang i 1901, hvor han yderligere kombinerede det med fornavnet Nikolaj. Senere under hans politiske storhedstid blev han nok mest kendt under hans officielle for- og fadersnavn: Vladimir Iljitj Lenin. Selve navnet Lenin er efter al sandsynlighed afledt af den sibirske flod Lena.
Lenins unge år.
Han blev født i Simbirsk som søn af Ilja Nikolajevich Uljanov og Maria Alexandrovna Blank. Han døde 53 år efter i sit hjem i landsbyen Gorki lidt uden for Moskva af et slagtilfælde. Han havde da haft to tidligere slagtilfælde og blev desuden udsat for et attentatforsøg den 30. august 1918 af Fanja Kaplan.
Lenins ældre bror – Aleksandr Uljanov – blev i 1887 arresteret og hængt for at have medvirket i planer om at myrde zar Alexander 3. Henrettelsen af Aleksandr gjorde et uudsletteligt indtryk på Lenin. I efteråret 1887 blev Lenin bortvist fra universitetet i Kazan for deltagelse i et studentermøde. Han kastede sig med stor energi ind i studiet af Karl Marx og ikke mindst den revolutionære bevægelses historie.
Efter halvandet års intense selvstudier tog Lenin juridisk embedseksamen i St. Petersborg som bedste kandidat. I efteråret 1893 slog Lenin sig ned i St. Petersborg og blev medlem af en socialdemokratisk gruppe. Efter en rejse til Vesteuropa i 1895 var han med til at organisere "Kampforbundet for arbejderklassens befrielse" og begyndte at udgive en illegal avis. Lenin blev straks arresteret, og efter et års fængsel blev han forvist til Sibirien i tre år, hvor han levede i eksil fra 1897-1900.
Under forvisningen til Sibirien arbejdede Lenin med planerne om en illegal avis, som skulle tjene som redskab i opbygningen af en partiorganisation. Avisen, som hed "Iskra" (Gnisten) blev trykt i Leipzig i december 1900. Senere flyttedes trykkeprocessen til London, hvorfra aviserne blev smuglet til Rusland. Her opbyggedes et netværk af hemmelige agenter, som stod for distributionen. Ved den anden kongres i 1903 i det russiske socialdemokratiske parti fremtvang Lenin en sprængning af partiet mellem bolsjevikker ("flertalsmænd") og mensjevikker ("mindretalsmænd").
Lenin i eksil.
Efter oprøret i 1905 måtte Lenin drage i eksil, og han opholdt sig i forskellige lande i Europa, hvor han var en flittig skribent af revolutionære skrifter. Han styrede samtidig den illegale bolsjevikkiske bevægelse.
Lenin i København.
Vesterbrogade 112a, hvor Lenin boede
Efter den mislykkede revolution i 1905 boede Lenin i adskillige byer i Central- og Vesteuropa, blandt andet besøgte han København i 1910, hvor han boede på Vesterbrogade 112a hos familien Petersen, mens han deltog i den anden internationales 8. kongres, der fandt sted d. 28. august - 3. september 1910. Kongressen samlede i alt omkring 900 delegerede fra mere end 20 forskellige lande. Blandt andre russiske revolutionære ved kongressen kan nævnes: Plekhanov, Zinovjev, Kamenev og Trotskij.
Lenin boede i København i omkring en måned, hvor han også studerede på det kongelige bibliotek. Det værelse, Lenin lejede, var normalt beboet af syerske Maren Jensen, som i sommerperioden opholdte sig på landet, og derved gjorde det muligt for Lenin at bo der. Lenin kunne derfor leje at værelse for 10 kr. om måneden plus 5 kr. for morgenkaffe. Det bord, Lenin sad og arbejdede ved på Vesterbro, blev senere sendt til Moskva for at blive udstillet på Leninmuseet.
Revolutionen bryder ud.
Efter februarrevolutionen i 1917 vendte Lenin tilbage til Petrograd (tidligere St Petersborg) fra Zürich og opfordrede til øjeblikkelig overtagelse af den politiske magt under sloganet "Al magt til sovjetterne". I august/september 1917 skrev han "Staten og revolutionen", der må ses som en opskrift på, hvorledes revolutionen kunne gennemføres i Rusland.
Den siddende regering blev afsat den 25. oktober, da Bolsjevikkene med støtte fra tropper fra marinen gennemførte et kup. Ved valget til den grundlovgivende forsamling en måned senere opnåede bolsjevikkerne blot 175 af 707 pladser, men ved hjælp af sovjetternes kontrol med de vigtigste industrier, kontrollerede de - med Lenin i spidsen - statsapperatet, og den grundlovgivende forsamling fik ingen indflydelse.
Lenin efter 1917.
Efter oktoberrevolutionen i 1917 stod Lenin som statsleder i spidsen for dannelsen af den sovjetiske stat i Rusland. Lenin introducerede en centralt styret, kommunistisk økonomi og nationaliserede fabrikker, miner, banker mv. Han trak Rusland ud af første verdenskrig og sluttede separatfred med Tyskland for at få de væbnede styrker hjem fra fronten. I de følgende måneder blev bankerne nationaliserede og overgik til statseje, ligesom en storstilet statslig overtagelse af produktionsmidler og jord blev påbegyndt. Den konsekvente gennemførelse af bolsjevikkernes program førte til en blodig borgerkrig, hvor der allerede under Lenin blev indført en række af de terror-instrumenter, som senere er blev udbygget af Stalin, bl.a. under tvangskollektiviseringen af landbruget i 1930'erne. Borgerkrigen førte til sejr for bolsjevikkerne, da den røde hær under ledelse af Trotskij nedkæmpede sine modstandere.
Da nogle få arbejdere protesterede mod kommunisternes økonomiske stramninger måtte Lenin indføre "den ny økonomiske politik", som midlertidigt og i begrænset omfang indførte kapitalistiske markedsmekanismer - specielt i landsbyerne, og som tillod privat produktion og handel. Flertallet af den russiske befolkning støttede Lenin, og kommunismen. Lenin blev ramt af et slagtilfælde i marts 1923 og døde den 21. januar 1924. I sine sidste optegnelser, som har fået navnet "Lenins testamente", foreslog han en drastisk forøgelse af antallet af centralkomitémedlemmer for at styrke partiets stabilitet. Han mente også, at Stalin burde fjernes som partiets generalsekretær og antyder sin støtte til Trotskij som ny partileder. Testamentet blev læst op på den efterfølgende partikongres, men blev først offentliggjort i 1956 efter Stalins død.
Betydning og eftermæle.
Lenin anses for hovedmanden bag den russiske revolution og grundlæggeren af den sovjetiske stat, som under den kolde krig var en af verdens to supermagter. Han efterlader sig en betydelig skriftlig produktion, i alt ca. 15.000 normalsider med fortrinsvis revolutionære kampskrifter. Han har været forbillede for Stalins opbygning af Sovjetunionen, men samtidig har venstreoppositionen brugt årtier på at argumentere for, at Stalin afsporede og korrumperede Lenins revolutionære projekt. Borgerlige humanister karakteriserer generelt Lenin som en skrupelløs og blodtørstig diktator, der ikke adskiller sig væsentligt fra sin efterfølger, Stalin.
I Danmark forsøgte fraktionen VS-Leninister at overbevise venstreoppositionen om, at Lenin var den sande efterfølger for Karl Marxs revolutionære projekt.
Efter den kolde krigs afslutning blev mange af de statuer af Lenin, der havde været symboler på kommunismen i Sovjetunionen og Østeuropa, destrueret.
Familierelationer.
Lenins far Ilja var embedsmand og blev adlet. Lenin havde 5 søskende og var gift med Nadesjda Krupskaja, som døde den 27. februar 1939. Han havde dog også en elskerinde i Inessa Armand.
Nulevende efterkommere af Lenin: En niece.
Isabella 1. af Kastilien.
Isabella I, malet omkring 1500
Isabella 1. af Kastilien (22. april 1451 i Madrigal de las Altas Torres – 26. november 1504 i Medina del Campo) var regerende dronning af Kastilien og León.
Den kastilianske version af hendes navn var "Ysabel" (Isabel i moderne stavning). I germanske lande er hun mest kendt i den italienske udgave af navnet "Isabella". Hendes mands navn var på spansk "Fernando", men i germanske lande er han kendt som "Ferdinand".
Hun var datter af Johan 2. af Kastilien og Léon.
I 1469 blev hun gift med Ferdinand 2. af Aragonien. Dette ægteskab kom til at forene de to største kongeriger på den iberiske halvø og lagde grunden et samlet Spanien under deres barnebarn Karl 1. af Spanien.
Da Isabellas halvbror Henrik 4. af Kastilien (1425-74) døde, brød krigen om den kastilianske arvefølge ud mellem Isabellas parti og hendes afdøde brors formentlig uægte datter, Johanna af Kastilien, der blev støttet af sin morbror Alfonso 5. af Portugal. I 1476 sejrede Isabellas parti endeligt og hun var regerende dronning af Kastilien. I 1479 døde Fredinands far, og Isabella og Fredinand var nu regenter over både Kastilien og Aragonien.
Kongeparret forsøgte at styrke kronens magt på bekostning af adelen.
I 1480 instituerede Isabella og Ferdinand den spanske inkvisition, som primært skulle behandle sager mod jøder og muslimer, der var konverteret til kristendommen, men som formodedes fortsat at praktisere deres gamle religion i det skjulte. For denne indsats tildelte Paven dem tilnavnet Isabella den Katolske og Ferdinand den Katolske.
I 1492 lykkedes det Isabella og Ferdinand at indtage det sidste mauriske (muslimske) kongerige i Granada. Samme år udvistes alle jøder, der ikke ønskede at konvertere til kristendommen. I samme år opsøgtes kongeparret af en genovesisk sømand, Christopher Columbus, der overtalte dem til at sponsere en ekspedition, der skulle finde en ny søvej til Indien. Som bekendt førte dette til opdagelsen af "den nye verden".
Kongeparret blev via to af deres døtre bedsteforældre til de senere dronninger Maria 1. af England (datter af Katharina) og Elizabeth af Danmark (datter af Johanna).
Immanuel Kant.
Immanuel Kant (22. april 1724 - 12. februar 1804) var en tysk filosof. Kant er berømt for det "kategoriske imperativ", der er et forsøg på at opstille en almengyldig etisk regel på baggrund af fornuften. Og hans opdeling af verden i "tingen for os" og "tingen i sig selv".
Biografi.
Han voksede op i fattige kår, men fik adgang til de højere uddannelsesinstitutioner takket være en åbenlys begavelse. Han beskrives oftest som yderst arbejdsom og beskrives af Justus Hartnack som "sygeligt præcis" og en "arbejdsmaskine". Han begyndte sine studier på universitetet i en alder af 16, hvor han især blev påvirket af Martin Knutzen, en ung professor i logik og metafysik, der fik Kants interesse for filosofi, naturvidenskab og matematik til at spire. Han afsluttede sine studier seks år senere i en alder af 22 og blev huslærer.
I 1755 udgav han "Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels" og vendte samme år tilbage til universitetet, hvor han ofte forelæste 20 timer om ugen. I 1770 blev han professor i matematik. Han havde fået to andre tilbud om professorat - et fra universitetet i Jena, og et fra universitetet i Erlangen. Kant blev i Königsberg. Det virker underligt, at en så begavet mand som Kant ønskede at blive på et af de lavest rangerede universiteter i Tyskland, men han ønskede ikke at flytte og undgik generelt enhver forandring af sin hverdag. Kants tilværelse er berømt for det absolutte fravær af dramatiske eller spektakulære begivenheder. Han førte et ualmindeligt regelbundent liv. Af ånd var han utvivlsomt en gigant, men af fysik ganske skrøbelig, og hans ensformige hverdag står i stærk kontrast til hans revolutionerende tænkning, hvor intet var for stort.
Ved universitet underviste han i utrolig mange fag på en gang: praktisk filosofi, teologi, pædagogik, geografi, logik, matematik og metafysik.
Selv om der måske ikke kan fortælles mange historier om Kants liv, har hans indflydelse på filosofien været kolossal, og hans værker læses og kommenteres flittigt, ikke blot som historiske kuriositeter, men som vægtige gennemgange af relevante problemstillinger i forhold til menneskets tænkning.
Hans to største værker er "Kritik af den rene fornuft" og "Kritik af den praktiske fornuft". De to mindre bøger "Prolegomena" og "Grundlæggelse af moralens metafysik" giver en lettere indføring. Men når Kant kalder sidstnævnte en bog for "den jævne forstand" kan det virke lidt komisk, da tilegnelsen af hans filosofi for de fleste nok vil kræve, at de læser en introduktion først.
Erkendelsesteori.
Kant betragtes af mange som en af de største filosoffer. Især pga. hans erkendelsesteori. Kants filosofi kan ses som et meget dybtgående svar på David Humes skepticisme, som nok ville have forbavset Hume.
Kant har selv udtalt, at han tænkte over de erkendelsesteoretiske problemer i 12 år, før han skrev dem ned i løbet af få måneder.
Den transcendentale æstetik.
Et af Kants erkendelsesteoretiske hovedsynspunkter var, at erkendelsen ikke rettede sig efter objekterne, men at objekterne rettede sig efter erkendelsen. Mennesket er altså ikke blot en passiv modtager af sanseindtryk, en tabula rasa, men erkender verden med både sanserne og fornuften. En måde at sige det på er: vi ser verden som fænomener, altså, som den er givet "for os" [Ding für uns] hvorimod verden "i sig selv" [Ding an sich] altid vil være uerkendt af os.
Tingene i sig selv [Ding an sich] er virkeligheden i sig selv, som den er udenfor vores erkendelse, og altså uerkendelig, da vi ikke kan erkende udenfor vores erkendelse. For os mennesker er der kun "tingene for os", det vil sige den måde tingene i sig selv fremtræder for os. Den fysiske virkelighed fremtræder for os i tid og rum, det vil sige igennem et medium (vore erkendelsesformer). Tid og rum kalder Kant for a priori anskuelsesformer. A priori, er det vi ved forud for erfaringen. Modsat arbejder Kant også med begrebet a posteriori, som er det man ved ud fra erfaringen. Både matematiske sætninger og tid-rum begreberne er a priori gyldige for enhver erfaring, men dybest set udgør de blot formen for vore erfaringer.
Kant mener altså, at erkendelse forbinder sig med genstande umiddelbart via anskuelsen, hvor al tænkning så retter sig mod anskuelsen som et middel. Genstande bliver givet os, hvorefter vi udvikler forestillinger alt efter måden genstanden gives os på (hvilket Kant kalder "sansning"). Genstandene bliver så tænkt ved hjælp af forstanden, hvorfra begreberne stammer. Kant tager afstand fra Descartes, når han hævder, at tænkning må relateres til sansningen (anskuelsen). Vi erkender altså verden både gennem vores fornuft og vores sanser. Kant skelner altså mellem "erkendelsens form" og "erkendelsens indhold".
Af vigtighed for hans erkendelsesteori, udover a priori og a posteriori erkendelser, er "analytiske domme" og "syntetiske domme".
I de analytiske domme er prædikatet indeholdt i subjektet (prædikatet B har skjult sig i begrebet A). I de syntetiske domme står prædikatet udenfor begrebet (prædikatet B står udenfor begrebet A), hvorimod der er en forbindelse imellem dem. Netop på grund af, at prædikatet er indeholdt i begrebet, vil man kunne fastlægge sandhedsværdien af en analytisk dom gennem analyse af begrebet (deraf navnet). Ved en syntetisk dom kan man derimod ikke afgøre sandhedsværdien ved en analyse af de begreber, som indgår i dommen (da prædikaterne jo netop ikke er indeholdt i begreberne). Også af denne grund kan man også kalde de analytiske domme for "klarifikationsdomme", og de syntetiske for "ekspansionsdomme".
Kant opstiller fire former for domme: analytiske a priori domme, analytiske a posteriori domme, syntetiske a posteriori domme og syntetiske a priori domme. Specielt (syntetiske a priori domme) var af stor vigtighed for Kant, da han uden denne dom ikke ville kunne undgå at ende i skepticisme, hvad han slet ikke kunne acceptere. Hovedopgaven for "Kritik af den rene fornuft" var for ham at påvise, hvordan syntetiske a priori domme er mulige.
Den transcendentale logik.
Hvor Kant isolerede sansningen i den transcendentale æstetik for at lave en undersøgelse af den, så isolerer han forstanden i den transcendentale logik for at kunne fremhæve den del af erkendelsens tænkning der udelukkende har sin grund i forstanden. I "den transcendentale analytik", som er "den første afdeling" i den transcendentale logik i "Kritik af den rene fornuft", skriver han, at for at noget kan være erkendt må man kunne udsige noget om det. Man må med andre ord kunne fælde en dom om det, f.eks. 'himlen er blå'; uden det kan der ikke være tale om erkendelse, da ingen uden disse begreber kunne anskue det som en blå himmel. Vi erkender altså gennem begreber, og Kant forsøger at finde frem til dem, der er nødvendige betingelser for overhovedet at kunne fælde domme. Så hvor han i "den transcendentale æstetik" fandt de nødvendige betingelser for at kunne anskue, så undersøger han i "den transcendentale analytik" at finde de nødvendige betingelser for at kunne erkende. Hermed opstiller han forstandens funktioner, samt de 12 forstandskategorier, muligvis den mest kritiserede del af hans filosofi.
Undersøgelsen om at finde disse begreber, der er nødvendige betingelser for overhovedet at kunne erkende noget, bliver inddelt i to forskellige undersøgelser: "den metafysiske deduktion", hvor han metodisk undersøger hvilke kategorier der findes, og "den transcendentale deduktion", hvor han forsøger at godtgøre kategoriernes gyldighed.
Under "den metafysiske deduktion" undersøger Kant, hvilke begreber der findes. Han undersøger altså begreber i forskellige slags domme - om det så end er 'himlen er blå' eller 'alle legemer har tyngde' - og finder frem til, hvilke begreber der er en nødvendig betingelse for at kunne fælde disse domme. Det er her, at han finder frem til forstandskategorierne, som også kan kaldes "de rene forstandsbegreber", da de er ublandede, og ikke kan udledes at noget andet, da de er betingelsen for enhver dom.
Under afsnittet "den transcendentale deduktion" bliver vi præsenteret for begrebet "den transcendentale apperception", som er et meget vigtigt begreb for deduktionen. Udtrykket betegner at al erkendelse er betinget af, at man sammenfatter det mangefold, som vi modtager gennem anskuelsen, til et enkelt. Uden denne sammenfatning af mangefoldet ville vi umuligt kunne erkende noget (Kant kalder det "syntese"), men syntesen er ikke noget, der selv kan erkendes, da den er en betingelse for erkendelsen, og derfor er den transcendental.
Den transcendentale dialektik.
F.eks. ville vi aldrig kunne undgå, at en gren ser knækket ud, når vi stikker den ned i vandet, da den vil spejle sig i overfladen. Eller at et hus ser mindre ud, når vi er længere væk, selv om det ikke er mindre. Det forekommer kun sådan for os, og vil altid gøre det, hvilket er grunden til, at de transcendentale illusioner er en del af vores natur. Men ved at erkende dem, kan vi overskride dem, ligesom vi godt ved, at en gren ikke er knækket, når vi stikker den i vandet. Dette er hvad Kant forsøger med den transcendentale dialektik.
Især angriber han i dette afsnit antinomierne. Antinomiernes problem var af stor betydning for Kants filosofi, da de fik fornuften i konflikt med sig selv og derved kunne så tvivl om fornuftens evne til at erkende verden. Altså en fare for at ende i skepticisme. Kant mente, at antinomiernes problemer skyldtes, at fornuften havde overskredet sine grænser for sin egen formåen, hvilket var årsagen til, at han netop ville klargøre hvad fornuften formåede og hvad den ikke gjorde. Antinomierne bygger alle på den antagelse, at har man noget der er betinget, så må alt der betinger det givetvis eksistere. De antager med andre ord den begrebslogiske sandhed, at der ikke er noget betinget, uden at det er betinget af noget andet. Kant benægter, at vi har ret til at udtrykke denne dom, og hævder, at vi her fremfører en "transcendental illusion".
Kant mente nemlig, at metafysik ikke var muligt, da den angår tingene i sig selv, hvilket vi aldrig kan erkende. Han mente ikke, at antinomierne var udtryk for reel erkendelse, da de forudsætter, at det er muligt at tale om verden uafhængigt af subjektet.
Moralloven.
Kant mener, at det er en persons motiv med handlingen, og ikke handlingens faktiske udfald, der afgør handlingens moralske værdi. Hvis en person handler af ren egeninteresse, men at handlingen derimod ender med at gøre noget godt for alle mennesker, da har hans handlinger ikke nogen moralsk værdi. Hvis en anden person, derimod, handler ud fra ønsket om at hjælpe andre, men at hans handlinger ender med at skade andre mennesker, så har denne persons handlinger moralsk værdi, da hans motiv uanset konsekvenserne var at handle godt - og dette gør ham til et moralsk væsen. Eller som Kant siger det er intet andet godt end den gode vilje og den gode vilje er udelukkende god på grund af sin villen.
Hvis man udfører en handling der udfører godt, fordi man føler, at dette er det rigtige, er dette et empirisk motiv (hvilket Kant kalder "Neigung") og ikke en moralsk handling, da man kun handler ud fra hvad man føler er sandt, og ikke ud fra erkendelsen af, at moralloven kræver denne handling. Det er et a posteriori og ikke a priori motiv. Man behøver dog ikke at forkaste en empirisk motiveret handling, da man netop godt kan vurdere den positivt, da den kan medføre godt i verden, men man ville aldrig kunne kalde den "moralsk". Nogle ville muligvis indvende, at hvis man erkender, at ens handlinger må stemme overens med moralloven, da føler man at dette er rigtigt, hvor Kant ville svare, at det netop ikke handler om at have et "ønske" for moralloven, men en "agtelse" for den. Man handler altså ikke af "pligt", selvom man handler af næstekærlighed, men blot i "overensstemmelse med pligten".
Det kategoriske imperativ.
Kant ser nemlig den gode vilje som den autonome vilje, i modsætning til den heteronome vilje, da den gode vilje udelukkende bestemmer sig selv og derved kan betegnes som autonom. Den gode vilje er nemlig den der bestemmes af moralloven, og når moralloven er en a priori fornuftslov, da handler den gode vilje udelukkende efter sig selv og tilføjer intet indhold til dette (den handler a priori og ikke a posteriori). Vi kan som fornuftsvæsner, og kun som fornuftsvæsner, være vores egne lovgivere, og derved er vi aldrig et middel (da vi er en person), men altid et mål i os selv. Alle personer er formål i sig selv.
Indflydelse.
a>, der fejrede det 250-årige jubilæum af Kants fødsel.
Under hans levetid var der megen opmærksomhed omkring hans tanker, omend meget af det af kritisk art, selvom han blev set positivt på af Reinhold, Fichte, Schelling, Hegel, og Novalis i løbet af 1780erne og 1790erne. Den tyske bevægelse kaldet tysk idealisme udviklede sig fra Kants teoretiske og praktiske skrifter.
Hegel var en af de første store kritikere af Kants filosofi. Hegel mente blandt andet, at Kants moralske filosofi var for formel, abstrakt og ahistorisk, og han udviklede en etik der på mange punkter var et modsvar på denne. Der var også det problem ved Kants filosofi, at selvom den havde reddet filosofien fra skepticisme efter Humes filosofi, da havde den begrænset hvad vi som mennesker kunne erkende, hvorimod Hegel skabte en filosofi der forsøgte at forklare, at vi kan erkende hvad som helst, samt hvordan vi når til den absolutte viden. Men Hegel deler mange af Kants helt grundlæggende opfattelser, i modsætning til senere kritikere såsom Friedrich Nietzsche eller Bertrand Russell.
Arthur Schopenhauer blev stærkt påvirket af Kants transcendentale idealisme. Han var dog, ligesom G. E. Schulze, Jacobi og Fichte før ham, kritisk overfor Kants teori om tingen i sig selv. For Schopenhauer kunne tingen i sig selv ikke eksistere uafhængigt af den ikke-rationelle vilje. Verden, ifølge Schopenhauer, er selve den ubevidste vilje.
Efter at Hegels skrifter fik stor succes og indflydelse begyndte Kants indflydelse at tynde ud, selvom den atter fik mere indflydelse i 1860erne, hvor bogen "Kant und die Epigonen" blev udgivet i 1865 af Otto Liebmann, hvis motto var "tilbage til Kant". I løbet af det tyvende århundrede var der en vigtig genopståen af Kants teoretiske filosofi, hvilket især kommer til udtryk i tekster af Hermann Cohen, Paul Natorp, Ernst Cassirer, og Nicolai Hartmann.
Jürgen Habermas og John Rawls er to bemærkelsesværsige politiske og moralske filosoffer, hvis tanker er stærkt påvirket af Kants moralske filosofi. De argumenterede begge, trods relativistiske tendenser i datidens filosofi, for, at universalitet er essentielt for en levedygtig moralfilosofi.
Grav.
Kants grav ligger i dag i et mausoleum i det nordøstlige hjørne af Königsberg katedralet. Mausoleummet blev bygget af arkitekten Friedrich Lahrs og var færdiggjort i 1924 lige tidsnok til tohundredeårsdagen for Kants fødsel. Oprindeligt var Kant begravet inde i katedralet, men i 1880 blev han flyttet udenfor og placeret i et gotisk kapel beliggende ved det nordøstlige hjørne af katedralet. I løbet af årene blev kapellet forsømt, indtil det blev nedrevet for at kunne blive erstattet af mausoleummet, som var bygget det samme sted, og hvor det nu også ligger i dag.
Graven og dets mausoleum er et af de få kulturgenstande fra tysk tid der blev bevaret af sovjetterne efter de erobrede byen. I dag bringer mange nygifte blomster til mausoleummet.
J. Robert Oppenheimer.
J. Robert Oppenheimer (22. april 1904 - 18. februar 1967) var amerikansk fysiker og leder af Los Alamos laboratoriet under udviklingen af atombomben (1943-1945).
Mistanke om manglende loyalitet i 1953 førte til en senatshøring, som resulterede i, at han mistede sin betroede status. Oppenheimer blev af størstedelen af den videnskabelige verden betragtet som en martyr, der var blevet offer for mccarthyismen.
Blackjack.
Blackjack, eller 21, er et kasino-kortspil hvor det gælder om at få en korthånd med en højere score end casinoets dealere - uden dog at få over 21.
Blackjack kan spilles med 1 til 8 sæt almindelige kortspil uden jokere. Billedkortene tæller 10, esser tæller 1 eller 11 og resten af kortene tæller deres påtrykte værdi.
Den højeste hånd i blackjack består af to kort, dels et es og dels et hvilket som helst andet kort med en værdi på 10 - dvs. enten en tier eller et billedkort i form af en knægt, dame eller en konge. En sådan hånd kaldes en "Blackjack" eller en "Natural". Får man blackjack og vinder, får man sin indsats x 2,5 i gevinst - hvorimod man normalt kun får odds 1-2 hvis man vinder med en hånd der ikke er en blackjack.
Hvis både spiller og dealer har blackjack, går spillet lige op (push), og spilleren kan beholde sin indsats. Bortset fra blackjack, giver en vindende hånd en gevinst svarende til indsatsen. Spilleren vinder, hvis hans hånd har en højere score end dealerens, uden at den er over 21. Derfor kaldes spillet også 21. Hvis spilleren eller dealeren går over 21 kaldes det at gå "bust", og det medfører automatisk, at man har tabt. Hvis både spiller og dealer går bust vinder dealeren, og det er her casinoet har sin fordel og dermed overskud ved at udbyde spillet. Har spiller og dealer lige meget siger man, at det er en "push", og spilleren får sin indsats tilbage. Bemærk dog at dealers blackjack slår en spillers hånd på 21 - som ikke er en blackjack hvis spilleren har fået 21 på 3 eller flere kort.
Blackjack spillets begyndelse.
Et spil blackjack begynder med, at hver spiller placerer sin indsats i feltet foran sig. Derefter giver dealeren hver spiller 2 kort og sig selv 2 kort, hvor af kun det ene vender med billedsiden opad. Hvis dealeren har 10 eller es, er det en mulighed, at han får blackjack, og alle spillerne vil tabe deres indsatser, med mindre de selv har blackjack. I U.S.A. vil dealeren derfor tjekke for blackjack med det samme, og samle alle indsatserne ind hvis han har blackjack. Hvis dealeren har et es, vil han tillade spillerne at forsikre sig imod blackjack ("Insurance"). Hvis man tager imod tilbuddet, betaler man yderligere et beløb svarende til den oprindelige indsats. Får dealeren blackjack, får man beløbet tilbage i forholdet 2:1. Efter at alle spillere har accepteret eller afvist tilbuddet om insurance, tjekker dealeren sit andet kort, for at se om han har blackjack.
Har dealeren ikke mulighed for blackjack, eller har dealeren konstateret, at han ikke har blackjack, efter han har tjekket sit andet kort, kan spillerne på skift spille deres hånd.
Spillerens valgmuligheder under blackjack spillet.
"Stand": Er spilleren tilfreds med sin hånd, som den er, vælger han at stå, og afviser dermed at få yderligere kort.
"Hit": Hvis spilleren vil have yderligere kort, vælger han at hitte, indtil han er tilfreds og står, eller han er gået bust og har tabt.
"Double": Hvis spilleren mener, at han kan nøjes med et, og kun et kort, for at vinde spillet, kan han doble sin indsats. Tilbuddet er kun til rådighed, når man har fået de to første kort. På nogle casinoer kan man kun doble, hvis summen af ens 2 første kort er 9, 10 eller 11.
"Split": Hvis spillerens to første kort er lige store, kan han splitte dem til to separate hænder ved at fordoble indsatsen og dermed forhåbentligt også gevinsten. Man kan som regel gensplitte to til tre gange i træk, hvis muligheden opstår. Det er ikke altid tilladt at doble, efter man har splittet. Nogle steder får man kun ét kort, hvis man splitter to esser.
Efter at spillerne har spillet deres hænder fra venstre mod højre, vil dealeren spille sin hånd. Dealeren har ingen fri vilje, men må spille efter casinoets på forhånd fastlagte regler. Sædvanligvis skal dealeren hitte indtil summen af hans kort er 17 eller derover. Nogle casinoer har endda den regel, at dealeren skal hitte på en blød 17 ("soft 17"), hvilket vil sige et es og et hvilket som helst antal kort, der har summen 6.
Har dealerens kort en værdi over 21, er han gået bust, og alle de spillere der ikke er gået bust har vundet.
Hvis en spiller der har 5 kort der til sammen har en værdi på 20 eller derunder giver dette automatisk en sum på 21.
At tælle kort på nettet.
Normalt er det ikke muligt at tælle kort når man spiller blackjack på nettet. Det skyldes den simple grund, at kortene blandes efter hver hånd. Flere online casinoer har nu lanceret en turneringsversion, hvor man spiller mod andre spillere i stedet for dealeren. I disse turneringer er det nu muligt at tælle kort.
Ambra.
Ambra er et sekret, der udskilles i kaskelothvalens mave. Det blev tidligere anvendt til parfume. Sekretet fremstilles nu kunstigt.
Kaskelothvalen spytter sekretet op, og man kan finde det som fodboldstore klumper på stranden.
Jættestue.
Jættestue ved Tustrupdysserne fra 3200 f. Kr. Denne jættestue er Østjyllands største
En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for "megalitgrav" eller "storstensgrave". En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvorfra der går en lang gang, som fører til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 før vor tidsregning. Kun cirka 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.
Opbygning.
Jættestuerne er bygget i bondestenalderen og tilhører tragtbægerkulturen. De afløser dysserne, og skiftet sker ca. 3.200 år f.v.t. Jættestuerne blev bygget indenfor en relativ kort periode på højst et par hundrede år, og skal ses i tilknytning til landbrugets indførelse omkring 4000 f.v.t. I dag kendes der til ca. 500 bevarede jættestuer i Danmark, hvoraf hovedparten er mere eller mindre nedbrudt som følge af at man i 17-1800-tallet anvendte dem som stenbrud ved blandt andet vejbyggeri. En mindre gruppe er dog restaurerede eller står urørte som da de blev bygget i bondestenalderen.
Jættestuerne vidner om stor teknisk kunnen og en nøje gennemtænkt konstruktion. Eksempelvis er mellemrummene mellem de store bæresten udfyldt med tørmursfliser - flade sandsten - lagt lag på lag. Ved arkæologiske undersøgelser har det i visse tilfælde kunnet konstateres, at der i mellemrummet mellem de enkelte tørmursfliser er lagt foldet birkebark. På Møn har man dog anvendt kridtmasse til at udfylde mellemrummene mellem tørmursfliserne. Bagved bærestenene findes kompakte lag af brændt flint, der ligesom tørmurene og birkebarken har været med til at holde gravkammeret tæt og tørt.
Jættestuerne blev anvendt gennem flere hundrede år, og der er eksempler på at man også i bronzealderen har anvendt jættestuernes gravkamre til begravelser. Ved arkæologiske undersøgelser af blandt andet Rævehøj ved Slagelse har man fundet knoglerne efter adskillige gravlagte. I visse tilfælde omkring 100 forskellige mennesker.
Jættestuer er ikke udelukkende noget dansk fænomen, men kendes fra hele det nord- og vesteuropæiske område.
Orientering efter Månen.
15. december 2008 offentliggjorde forskere fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet i det videnskabelige tidsskrift "Acta Archaeologica", resultatet af komplicerede beregninger, som viser at de danske jættestuer sandsynligvis er orienterede efter retningen til fuldmåne, måske oven i købet efter retningen til fuldmånen umiddelbart inden en måneformørkelse.
Beregningerne.
Retninger til fuldmånens opgang og tidspunktet for måneformørkelser er vanskelige at beregne på grund af Solens forstyrrende indflydelse på Månens bane omkring Jorden, der bevirker at månebanens plan drejer med en periode på 19 år.
Men den største komplikation er, at Jordens rotation har ændret sig i tidens løb, så den nu roterer langsommere end tidligere, så det krævede helt særlige udregninger og korrektioner at regne mere end 5.500 år tilbage i tiden og se, om måneformørkelserne kunne ses fra Danmark.
Koncentration af retningen øst/syd-øst.
Der er en betydelig koncentration af retninger mod øst/syd-øst set indefra jættestuen. Det kunne umiddelbart tolkes som at jættestuerne er anlagt efter retningen til Solens opgang ved vintertid, men det er iflg. forskerne mere sandsynligt, at de er anlagt efter retningen til opgangen af fuldmånen, f.eks. den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Beregningerne viste, at der i tidsrummet fra 3.300 til 3.100 år f.v.t. var en overhyppighed på 50 % i antallet af måneformørkelser, der kunne ses i Danmark. Og det spændende var, at mønstret viste, at det kunne passe med fuldmåneopgange umiddelbart inden der kom en måneformørkelse.
Hvordan stenalderfolket har vidst, at der efter en fuldmåne ville komme en måneformørkelse er uvist, men som astronom "Per Kjærgaard Rasmussen" forklarer: -har man observeret én måneformørkelse, er der en meget stor sandsynlighed for, at der enten 12 måneder eller 19 år senere vil komme en ny måneformørkelse.
Jættestuerne har været brugt til begravelser, og at indgangsretningerne er koncentreret mod fuldmånen kunne tyde på en rituel praksis, der involverer Månen.
Bagdad.
Bagdad er Iraks hovedstad. Byens befolkning er på ca. 5.772.000 (pr. 2003). Navnet Bagdad betyder "dommerens have", dvs. stedet retssager afgjordes ("bagh"=have og "dad"=dommer på oldpersisk). Andre udlægninger af navnets oprindelse er "Guds gave" (også angiveligvis persisk) og "fåreindhegning" fra aramæisk.
Byens historie.
Byen lå oprindeligt på den vestlige bred af floden Tigris, siden har den som storby bredt sig milevidt. Bagdad var et mindre betydningsfuldt sted indtil araberne omkring 762 gjorde den til det persiske riges hovedstad i stedet for Ctesiphon og det muslimske riges hovedstad i stedet for Damaskus, så det samlede muslimske rige nu rakte fra Nordafrika til Persien.
Bagdad er ikke persisk, men arabisk og betyder dommernes have og var hovedstad ind til det mongolske rige. Mongolerne sagde, at de ikke ville gøre nogen noget, hvis de overgav byen, men de tog grudligt fejl, idet de dræbte alle også kvinder og børn.
Bagdad under Irakkrigen.
Bagdad blev bombet kraftigt i marts og april 2003, da invasionen af irak startede. Den 7-9 april blev byen erobret af de amerikanske tropper, og kraftige plyndringer hærgede byen.
Overgangsregeringen etablerede den såkaldte "Green-zone" eller den grønne zone, et 10 km² område i det centrale Bagdad, der omfatter det gamle regeringskvarter, og flere af Saddam Husseins paladser, bl.a. det Republikanske Palads, samt mange af de større hoteller i byen. Zonen er indhegnet og kraftigt bevogtet, og huser Iraks regering og stort set alle vestlige udsendinge. Det er blevet for farligt at færdes i det øvrige Bagdad, pga. vilkårlige kidnapninger og vejsidebomber, som er hverdag i Bagdad i dag.
Kentaur.
Kentauren er et fabeldyr fra den græske mytologi. Det har et menneskes overkrop og hoved og en hests krop. Ofte har den hesteører. De mest kendte kentaurer er Chiron og Nessus.
Kentauren har lagt navn til fx en asteroide og et stjernebillede (se Kentauren).
Jul.
Jul er en årligt tilbagevendende højtid i kristne og sekulære lande, der bygger oven på en fejring af midvinteren. For kristne er den en fejring af Jesu fødsel. Fødselsdagen er af kirken sat til den 25. december. I Danmark foregår den primære fejring aftenen før, juleaften, den 24. december. Dette kommer af den gamle nordiske tidsregning, hvor dagen begynder ved solnedgang. Julehøjtiden kombinerer ofte fejringen af Jesu fødsel og forskellige andre sekulære traditioner, som for nogens vedkommende var influeret af en oprindelig fejring af midvinter.
Selve højtiden forberedes fire søndage før d. 25. december fra advent, hvor man forbereder sig og venter julens komme. Dagen før juleaften kaldes lillejuleaften. Nogle kristne kirker bruger den julianske kalender. Hos disse vil julen for tiden falde den 6. januar ifølge den gregorianske kalender.
Julen indbefatter en lang række af traditioner som varierer fra land til land. Gennemgående moderne traditioner indbefatter krybbespil, mistelten, juletræ, udveksling af gaver, fortællinger om julemanden og at mange skriver julekort til venner og familie. Desuden ønsker man hinanden "glædelig jul og godt nytår".
De traditionelle julefarver er grangrønt (stedsegrønt), snehvidt og hjerterødt.
Historie.
Det danske ord "jul" stammer fra den hedenske tids jól. Dengang fejrede man midvinteren med store mængder sul og mjød. Festerne blev typisk holdt i januar og gik under navnet "jól" (oldnordisk), "yule" (engelsk) og "joulu" (finsk). Ordets oprindelse er ukendt.
Omkring 300 e. Kr. fastlagde man Jesu fødselsdag til den 25. december, der også var tiden for epifani-festerne. Da kristendommen i vikingetiden kom til Norden, smeltede de hedenske juleskikke sammen med den kristne jesusfejring, og navnet jul blev bibeholdt, selvom man prøvede at indføre navnet kristmesse (tilsvarende det engelske "christmas").
Den kristne jul.
Da den kristne kirke skulle få folk til at fejre Jesu fødsel, samlede man fejringen af midvinteren og fødslen. Det vides ikke hvornår den historiske Jesus blev født, omend astronomiske iagttagelser kunne tyde på engang i foråret i årene omkring år 4 før vor tidsregning.
Jul fejres Danmark i dagene omkring juleaftensdag den 24. december. Dvs. lillejuleaften (23. december), juledag (25. december) og 2. juledag (26. december). Dertil bliver samtlige dage i december brugt til at tælle ned til den store dag. Endelig er det vigtigt at tilføje, at det først bliver jul, når Jesu fødes, men at julen varer helt til hellig tre konger d. 6. januar. (De tolv juledage el. Twelwe days of Christmas)
Et enkelt kristent trossamfund, Jehovas Vidner, fejrer ikke jul. De begrunder det dels med at julen er en fødselsdagsfest og blandt de første kristne var fødseldage kun noget hedningerne holdt, dels med julens hedenske baggrund og de mange islæt af overtro. De finder det også upassende at fejre Jesus som et lille barn når den bibelske beretning fortæller at Gud oprejste den voksne Jesus til et liv i himmelen, og at han senere skulle være konge i Guds rige.
En lignende holdning fandtes i England i det 17. århundrede, hvor puritanerne havde fået julefesten forbudt. I årene fra 1644 til 1656 forsamledes parlamentet med fuldt overlæg den 25. december. Historikeren Penne L. Restad fortæller at „præster som prædikede om Jesu fødsel, risikerede at komme i fængsel. Kirkeværger kunne få bøder for at dekorere kirken med julepynt. Det var lovbefalet at forretningerne skulle være åbne i julen som på almindelige dage.“
Juletraditioner.
Der er mange juletraditioner, som er forskellige fra land til land, fra region til region - ja, fra familie til familie, samt især fra tid til tid, da traditioner bestemt ikke er statiske.
Juleaftensdag.
Juleaftensdag er (24. december) er ikke en officiel helligdag, men de fleste har alligevel fri. Dagen går for mange med at forberede juleaften. En del bruger dagen på at;
Juleaften.
Juleaften (24. december) er aftenen før juledag. Dagen kaldes også Lillejuledag eller Juleaftensdag.
Juledag.
Juledag er 25. december.
I engelsktalende lande er der tradition for, at julegaverne pakkes ud julemorgen (juledags morgen).
I Danmark er juledag den store familie-julefrokostdag eller ren afslapning.
Anden juledag.
Anden juledag (Sankt Stefans dag) er 26. december. I Danmark er det endnu en familie-julefrokostdag eller afslapning.
Jordens dag.
Jordens dag er en tradition der startede den 22. april 1970 i USA for at gøre opmærksom på verdens miljøproblemer. Jordens dag er blevet fejret samme dag hvert år siden dengang.
I Danmark var der forskellige initiativer i 1980'erne og en del initiativer blev genoptaget sidst i 1990'erne.
Quaoar.
Quaoar blev opdaget den 4. juni 2002 og var på det tidspunkt det største nye objekt i solsystemet siden Pluto blev fundet i 1930.
Objektet kaldes Quaoar, har omtrent den halve diameter af Plutos og kredser mere end 8 milliarder km fra Solen i Kuiper-bæltet. Opdagerne Brown og Truillo valgte navnet "Quaoar" fra skabelsesmyten hos Tongva-stammen (oprindelige indbyggere i Los Angeles-området). Objektet er nu officielt døbt Quaoar (2002 LM60) og er småplanet nummer 50000.
Afstand: 8.3 mia km fra Solen.(ca 5 lystimer). 8.13 X 109 km.
Indhold: Formodentlig lige dele is og klipper.
Officielle danske helligdage.
Restriktioner på helligdage.
Ifølge den danske helligdagslov må der ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres.
Lov om butikstid foreskriver at de fleste butikker skal holdes lukket på helligdage samt på grundlovsdag og juleaftensdag.
Forskydelige helligdage 1950-2099.
Alle datoer er baseret på Påskedag, og er beregnet til den gregorianske kalender, ved hjælp af Butcher algoritmen.
Felice Bryant.
Felice Bryant (7. august 1925 – 22. april 2003) var sammen med sin mand Boudleaux Bryant en af de sangskrivere som producerede nogle af de mest populære pop- og countrysange nogensinde.
De skrev sammen tekster til omkring 3.000 sange, som blev solgt igennem mere end 300 millioner plader over hele verden. De blev i 1991 optaget i Country Music Hall of Fame, hvilket alene skete for meget få rene sangskrivere. Deres æresplads i Nashville Songwriters Hall of Fame kom næsten som en selvfølge oven på deres store succes.
Ganymedes (måne).
Ganymedes er ikke blot Jupiters største måne, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som planeten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").
Ganymedes' indre.
Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.
Ganymedes' overflade.
Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel.
Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene.
Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.
Atmosfære.
Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.
Magnetisme.
Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler.
Østfold.
Østfold er et fylke/amt i Norge. Befolkningstallet er på 252.746 (2002) indbyggere, svarende til 5,5 % af Norges befolkningstal. Arealet er på 4.183 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Sarpsborg.
Rogaland.
Rogaland er en provins i Norge. I 2008 havde provinsen 416.943 indbyggere, svarende til 8,49 % af befolkningen. Arealet er på 9.378 kvadratkilometer.
Administrationen er placeret i Stavanger, mens fylket er delt i fem distrikter. Haugalandet/Karmøy med Haugesund som største by, Ryfylke med Jørpeland som største by, Nord-Jæren bestående af Randaberg, Stavanger, Sola og Sandnes-byområde (Norges tredjestørste), Jæren med Bryne som største by, og Dalane med Egersund som største by.
Du gamla, Du fria.
Du gamla, Du fria er fra 1866 og er den svenske nationalsang. Teksten er skrevet af Richard Dybeck i 1844.
Sankt Thomas.
Sankt Thomas (engelsk "Saint Thomas") var den første af Danmarks tre ø-kolonier i det tidligere Dansk Vestindien (fra 1672). De to øvrige øer var Sankt Croix og Sankt Jan ("Saint John"). I dag er øen en del af det amerikanske territorium US Virgin Islands.
I 1666 blev Dannebrog hejst på Skt. Thomas
Hovedbyen på Sankt Thomas er Charlotte Amalie, som også er hovedstaden i US Virgin Islands.
Før koloniseringen.
Øen har været beboet fra ca. år 1500 f.Kr af forskellige vestindiske indianerfolk. De første var Ciboneyfolket. De blev senere udskiftet med først Arawakerne og dernæst Cariberne. Den oprindelige befolkning Cariberne blev hurtigt udryddet, da der kom kolonister til Sankt Thomas.
Opdagelse og kolonisering.
I 1493 opdagede den spanske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus øen på sin anden rejse til Amerika. Selvom Sankt Thomas nu var blevet opdaget, forblev den ukoloniseret i et århundrede. Det var først i 1666, at de første danske kolonister ankom. De var blot forløbere for de kolonister, som blev sendt af sted af Det Dansk Vestindiske Kompagni i 1670, hvor det blev slået fast, at øen tilhørte Danmark.
Christiansfort.
Fra 1672 voksede indbyggertallet, og især byen Christiansfort voksede med rivende fart. I 1691 blev den opkaldt efter Christian d. 5.s dronning, Charlotte Amalie, hvis navn byen stadig bærer. Ude omkring på øen blev der bygget plantager; i 1688, blot 16 år efter at de første kolonister var kommet til øen, fandtes der 47 plantager. Antallet af plantager steg, og dette ledte til en voldsom import af slaver fra Afrika. I 1690 var der ca. 10 gange flere negerslaver, end der var hvide.
Sankt Thomas tiltrak også en mængde pirater, og de slog sig ned i forskellige bugter, som de kunne bruge som baser til plyndringer rundt omkring Jomfruøerne. I 1822 klagede den spanske regering over, at sørøvere havde tilholdssteder på Sankt Thomas, men klagen blev afvist af de vestindiske myndigheder.
Handel og blomstringstid.
Efter at Sankt Thomas var blevet koloniseret, begyndte danske plantageejere at dyrke sukker, og dette skulle komme til at spille en betydelig rolle i dansk økonomi i de næste 200 år, hvor øen var den vigtigste part i den danske trekantshandel. Sankt Thomas' økonomi voksede kraftigt. I starten gik udviklingen mindre hurtigt, men i takt med at der blev bygget flere og flere plantager, blev sukkereksporten større. Der blev også produceret tobak og bomuld, men det var sukkeret, som for alvor kom til at få betydning for økonomien på Sankt Thomas. Fra koloniseringen i 1672 var øerne ejet af Dansk Vestindisk Kompagni, og dette betød, at det danske firma havde ret til at opkøbe alt, som blev produceret på Sankt Thomas og derefter sælge det videre til København, hvor rigmænd nød godt af handelen med det fine sukker.
I 1755 blev De dansk-vestindiske Øer købt af den danske stat. Dette førte til, at alle danske skibe fik adgang til at købe det vigtige sukker fra Sankt Thomas, prisen steg og plantageejerne tjente godt på den nye fremgang. Det samme gjorde den danske stat, idet dens største indtægtskilde var tolden på sukkeret. I 1790 var overskuddet 6000 rigsdaler, 40 år efter var det steget til 10-12 millioner rigsdaler. Grunden til den store stigning var primært det hastigt voksende befolkningstal, der ledte til en større produktion samt de mange krige i Sydamerika, som øgede værdien af sukker markant. I gennem 1760'erne kom der årligt 3-4 skibe til hele Dansk Vestindien, i 1770'erne steg dette til 35 skibe årligt. I 1804 startede de sydamerikanske uafhængighedskrige, og under den periode oplevede Sankt Thomas sin storhedsperiode. Charlotte Amalie blev erklæret for frihavn af den danske konge, og det medførte en massiv tilstrømning af skibe fra hele Amerika. Mens det meste af Sydamerika kæmpede mod Spanien, kunne begge parter handle i det neutrale Charlotte Amalie. I 1804 kom der lidt mere end 1300 skibe til hovedbyen Charlotte Amalie, og i 1820 kom der mere end 2300 skibe.
I 1839 fik Sankt Thomas glæde af det britiske selskab Royal Mail Steam Packet Co. som oprettede sit hovedsæde i Charlotte Amalie. Selskabet flyttede dog efter et par årtier, og i stedet kom Hamburg-Amerika-linjen til øen, hvilket også bidrog godt til økonomien. Fra 1840 faldt indtægterne og befolkningstallet, hvilket ledte til salget af øen i 1917 til USA.
Salg og amerikanisering.
I 1917 blev øen sammen med resten af Dansk vestindien solgt til USA for 25.000.000 $.
Geografi.
Øen ligger i det amerikanske selvstyrende territorium U.S. Virgin Islands (det tidligere dansk vestindien) i Caribien.
Transport.
Som i Storbritannien kører bilerne på Sankt Thomas i venstre kørebane. Der findes en lufthavn på øen samt flere moderne veje.
Thomas Bartholin.
Thomas Bartholin (20. oktober 1616 – 4. december 1680) var en dansk læge og anatom. Thomas Bartholin er mest kendt for sin opdagelse af lymfekarsystemet hos mennesker. Denne opdagelse blev gjort omtrent samtidig med Olof Rudbeck, men Thomas Bartholin offentliggjorde opdagelsen først. Opdagelsen fulgte efter Jean Pecquets opdagelse af lymfekarsystemet hos dyr.
Thomas Bartholin var den anden af Caspar Bartholin (den Ældre) og Anna Bartholins seks sønner. Bartholinslægten blev senere berømt som en slægt af videnskabsmænd, da den fostrede i alt 12 personer som efterfølgende blev professorer ved Københavns Universitet. Thomas Bartholin selv blev far til Caspar Bartholin (den Yngre).
Thomas Bartholins far Caspar Bartholin udgav i 1611 det første samlede anatomiske værk. Dette værk blev senere af Thomas Bartholin illustreret og revideret inklusiv den seneste viden. Bogen blev renæssancens mest læste bog om anatomi.
I 1663 købte han Hagestedgaard, som brændte i 1670, herunder hans bibliotek, hvor mange manuskripter gik tabt i ilden. Christian 5. udnævnte efterfølgende Bartholin som sin livlæge med en klækkelig løn, og gav gården skattefrihed som et plaster på såret for tabet. I 1680 skrantede Bartholins helbred dog så meget, at gården blev solgt og han flyttede tilbage til København, hvor han døde samme år. Han blev begravet i Vor Frue Kirke.
Bartholinslægten har fået opkaldt en gade i København efter sig - Bartholinsgade, 1356 København K. I umiddelbart forbindelse hermed lå Bartholin Instituttet på Kommunehospitalet i en årrække inden det flyttede til Rigshospitalet.
Ligeledes har Aarhus Universitet en bygning kaldet "Bartholinbygningen" som lægger hus til dele af det sundhedsvidenskablige fakultets grundforskning, og Bartholins Allé i universitetsparken.
Litteratur.
Thomas
Busk.
En busk er - pr. definition - en vedplante, som har flere, lige kraftige grene fra jorden. Dette står i modsætning til et træ, der - ligeledes pr. definition - er en vedplante med kun én stamme fra jorden. I virkelighedens verden er overgangen mellem de to slags forveddede planter dog helt glidende: store buske (f.eks. Almindelig Syren, Almindelig Hyld og Almindelig Hassel) kaldes "træer" også selv om de stadig har flere jævnbyrdige grene fra jorden. Tilsvarende kaldes små træer (f.eks. Japansk Løn, Almindelig Benved og Almindelig Hæg) "buske", selv om de kun har én stamme.
I plantefysiologien er det springende punkt, om arten har apikal dominans, sådan at topskuddet får forrang for alle andre skud. Dermed udvikles planten til et énstammet træ, men uden den bliver den til en flergrenet busk.
Spækhugger.
Spækhuggeren ("Orcinus orca") er ikke bare en hval, men også den største delfinart i verden. Den er geografisk set det næstmest udbredte pattedyr på jorden (næst efter mennesker) og findes i alle jordens have, fra de isnende arktiske regioner til varme tropiske have. Den er også et af de mest fleksible rovdyr, der spiser fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, sæler, søkøer og endda andre tandhvaler. Sammenlagt placerer det spækhuggeren øverst i den maritime fødekæde. Spækhuggere er ligeledes kendt for at angribe bardehvaler, især gråhvaler og blåhvaler.
Spækhuggeren er et imponerende havpattedyr med et frygtindgydende ry, der går så langt tilbage som til Gaius Plinius Secundus' udgivelse af "Naturalis Historia" i år 77. Der har ikke været nogen rapporterede tilfælde af angreb på mennesker i naturen, bortset fra et enkelt tilfælde hvor en dreng i Alaska blev ramt, men ikke bidt, mens han svømmede. Der har dog været isolerede tilfælde, hvor tilfangetagne spækhuggere har angrebet deres trænere i delfinarier og akvarier.
Navngivning.
Det latinske navn "orca" blev originalt tildelt dyrene af antikkens romere. Navnet er muligvis er lånt fra det græske ord der bl.a. refererer til en hvalart. Betegnelsen "orc" (eller dets variant "ork") er historisk blevet brugt til at beskrive store fisk, hvaler og søuhyrer. Det betragtes nu som en forældet udgave af "orca".
Det danske navn, spækhugger, er i gamle dage opstået blandt hvalfangere, som var meget sure over, at flokke af de hurtige spækhuggere kunne æde (hugge) af det værdifulde spæk på de nedlagte bardehvaler, inden man kunne nå at skære det af og laste det.
På andre sprog har den mere faretruende navne. Det engelske navn "killer whale" (dræberhval) er en fri oversættelse fra spansk. På dansk betragtes betegnelsen "dræberhval" imidlertid som fejlagtigt sprogbrug. På finsk og hollandsk kaldes den respektivt for "miekkavalas" og "zwaardwalvis", hvilket betyder "sværdhval". For Haida-folket, de lokale indfødte af Haida Gwaii ud for Britisk Columbia, var dyret kendt som "skana" eller "dræberdæmon". Japanerne kalder den "shachi" (鯱), hvis Kanji kombinerer tegnene for fisk (魚) og tiger (虎).
Taksonomi og udvikling.
Spækhuggeren er den eneste art i slægten "Orcinus". Den er en af ca. 35 arter i delfinfamilien. Ligesom kaskelothvalens slægt "Physeter", indeholder "Orcinus"-slægten en enkelt udbredt art uden nogen nærmere slægtninge set fra et udviklingsmæssigt synspunkt. Derfor mener palæontologer, at spækhuggeren er en oplagt kandidat til et dyr, der har udviklet sig, uden at arten er blevet forgrenet, dvs. det er direkte udvikling fra forfædre til efterkommere. Hvis dette er sandt, gør det spækhuggeren til en af de ældste delfinarter, om end det er usandsynligt, at den er lige så gammel som hele familien, som går mindst fem millioner år tilbage i tiden.
Forskellige typer af spækhuggere.
Der er beskrevet tre til fem forskellige typer af spækhuggere, der måske er tilstrækkeligt forskellige til at kunne defineres som racer, underarter eller måske selvstændige arter. Det er således sandsynligt at "Orcinus orca" vil blive delt op i et antal nye arter eller underarter indenfor de kommende år.
Standflokke og vandreflokke kan træffes i de samme områder, men de undgår hinanden.. Det skønnes at de to grupper delte sig evolutionært for omkring 2 millioner år siden og genetiske data indikerer at de ikke har udvekslet gener de sidste 10.000 år.
alt=Killer whale mother and calf extending their bodies above the water surface, from pectoral fins forward, with ice-pack in background
Andre bestande af spækhuggere er ikke så velundersøgte, men forskning peger på at der findes tilsvarende standflokke, der lever af fisk langs Norges kyst og omkring Storbritannien og Island samtidig med at vandreflokke, der lever af havpattedyr også findes i Nordatlanten. En anden velkendt bestand af spækhuggere lever langs Sydamerikas kyster, hvor de lever af pingviner og søløver,
Tre former af spækhuggere er beskrevet fra det Sydlige Ishav.
B- og C-typerne lever tæt på pakisen og kiselalgerne i vandet kan være årsagen til gulfarvningen af spækhuggerne.
Genetiske data (udvalgt mitokondrie-DNA) støtter at de tre former er adskilte arter. Andre data (komplette mitochondrie-DNA) indikerer at de to antarktiske former, der lever af havpattedyr, sammen med vandreflokkene fra det nordlige Stillehav skal anerkendes som selvstændige arter, mens de fiskeædende former indtil videre skal betragtes som underarter
To dværgformer (ikke at forveksle med dværgspækhuggere) fra Antarktis blev beskrevet under navnene "Orcinus nanus" og "Orcinus glacialis" af russiske forskere i 1980erne, men de fleste hvalforskere er i dag skeptiske overfor disse arters taksonomiske gyldighed og de kan ikke umiddelbart forbindes til de tre typer beskrevet ovenfor.
Fysisk beskrivelse.
Spækhuggere har en tydelig farvemarkering, med en sort ryg, hvidt bryst og hvide sider, og en hvid plamage over og bag øjet. De har en stor krop og rygfinne med en mørkegrå "saddel" ved rygfinnens bagside. Hanner kan blive op til 9,5 meter lange og veje over 6 tons; det er rapporteret, at et par enkelte store hanner har været nær 8 tons tunge. Hunnerne er mindre med en længde på op til 8,5 meter og en vægt på omkring 5 tons. Den længste spækhugger der er målt, var en han fra staten Washington, der blev målt til 9,8 meter. Kalve fødes med en vægt på ca. 180 kg og er omkring 2,4 meter lange. Modsat de fleste andre delfiner er lufferne på en spækhugger store og runde – mere en pagaj end andre delfinarters. Hannerne har betydeligt større luffer end hunnerne. Rygfinnen på hannerne er op til dobbelt så store som hunnernes, op til 1,8 meter høje, og mere trekantet. Hunnernes er kortere og mere afrundede. Hakker, sår, ar og lignende mærker på rygfinnerne bruges af forskerne til at identificere dyrene. Ved at fotografere hver rygfinne kan de studere detaljerne og finde ud af, hvilke dyr man har set den pågældende dag.
Store hanner kan sandsynligvis ikke forveksles med noget andet dyr i havet. På afstand i tempererede vande kan hunner og unger måske forveksles med en halvspækhugger eller Rissos delfin.
Størstedelen af vores viden om spækhuggernes levevis er skaffet fra langtidsstudier af populationerne ud for kysterne af Britisk Columbia og Washington og ved at iagttage tilfangetagne spækhuggere. På grund af mængden af data og de meget strukturerede flokke i denne population er informationerne detaljerede og meget præcise; populationer i andre have kan dog have varierende karakteristika.
Formering.
Hunnerne bliver kønsmodne omkring 15-års-alderen. Amningsperioden varierer fra 15 til 18 måneder. Mødrene får en kalv omkring hvert femte år. Kalve kan komme på alle tider af året, men vintermånederne er de mest populære. Dødeligheden for nyfødte kalve er meget høj, hvilket bl.a. skyldes ophobningen af giftstoffer og tungmetaller i moderen, der bliver udskilt med modermælken. Især de førstefødte dør ofte, da de får over 15 års gift med mælken. De efterfølgende unger har større chancer for at overleve, eftersom moderen på det tidspunkt ikke har ophobet nær så meget gift i kroppen. Overordnet set dør ca. halvdelen af alle nyfødte inden for seks måneder. Hunnerne kan få kalve indtil ca. 40-års-alderen, så de kan i gennemsnit opfostre fem unger. Hunnerne bliver typisk op til 50 år, men kan i ekstreme tilfælde blive over 80 eller 90 år gamle. Hanner bliver kønsmodne ved 15-års-alderen, men reproducerer typisk ikke, før de bliver 21 år. Hanner lever til de bliver ca. 35 år, men har en stærkt faldende gennemsnitlig levealder. De kan dog også, i ekstreme tilfælde, blive lige så gamle som de ældste hunner.
Leveområder.
Spækhuggeren er det næstmest udbredte pattedyr i verden efter mennesket. De findes i alle have, inkl. Middelhavet og det Arabiske Hav. Køligere tempererede og polare områder er dog foretrukne leveområder. Selvom de ses på dybt vand, foretrækker de generelt kystnære områder.
Spækhuggeren er især koncentreret i det nordøstlige Stillehav, hvor Canada kurver ind i Alaska, ud for Island og ud for det nordlige Norge. De ses regelmæssigt ud for Antarktis, helt op til polarisen, og det antages at de også lever under polarisen og overlever ved at trække vejret i luftlommer, på samme måde som hvidhvalen. I Arktis ses den dog sjældent om vinteren og kommer ikke tæt på isen. Om sommeren er den dog at finde der.
Informationer om fralandsregioner og tropiske vande er mere sjældne og meget spredte, hvilket indikerer, at spækhuggeren kan overleve ved de fleste vandtemperaturer. Der findes ikke nogle estimater for den samlede globale population. Lokale estimater er bl.a. 70-80.000 i Antarktis, 8.000 i det tropiske Stillehav (selvom tropiske vande ikke er foretrukne leveområder, betyder størrelsen på området - 19 millioner kvadratkilometer - at der er tusinder i området), op til 2.000 ud for Japan, 1.500 ud for det nordøstlige Stillehav og 1.500 ud for Norge. Hvis man lægger alle grove estimater sammen, kan den totale population være på omkring 100.000.
Social interaktion.
De fiskespisende spækhuggere i det nordlige Stillehav har et komplekst socialt grupperingssystem. Den basale enhed består af en matriark og hendes afkom. Sønnerne og døtrene af matriarken udgør en del af gruppen sammen med sønnerne og døtrene af døtrene, og således ned igennem stamtræet. Da hunner kan leve op til 90 år, er det ikke usædvanligt at have fire eller fem generationer, der rejser sammen. Disse matriarkgrupper er meget stabile over mange år. Individer vil kun fravige deres gruppe i et par timer for at jage eller parre sig. Det er aldrig set, at et individ er blevet udelukket af en gruppe. Den gennemsnitlige matriarkgruppe i det nordøstlige Stillehav omfatter ni dyr.
Matriarkgrupperne danner løse sammenslutninger kaldet flokke, der gennemsnitligt indeholder 18 dyr. Medlemmer af en flok har alle den samme "dialekt", og består af tæt relaterede patriarkfragmenter. I modsætning til matriarkgrupperne bliver flokke splittet ad i dage og uger ad gangen for at jage, før de samles igen. Den største flok, der er observeret, var på 49 dyr.
Det næste niveau af gruppering er en "klan". En klan består af flokke, der har samme dialekt. Igen lader sammenholdet til at være bundet i gener bestående af fragmenter af familier, der har fælles arv på moderens side. Forskellige klaner kan være i det samme geografiske område; stmer fra forskellige klaner er ofte observeret rejsende sammen. Når to flokke samles for at rejse som en klan, mødes de først i to parallelle linjer over for hinanden, i et slags "face-off", før de blander sig med hinanden.
Det sidste grupperingsniveau, der nok er lidt arbitrært defineret af mennesker, kaldes for "samfundet", og er løst defineret som et samling af klaner, der regelmæssigt ses sammen med hinanden. Samfund har ikke nogen sammenhæng i deres dialekt eller familierelationer.
Det skal understreges at disse hierarkier kun er gældende for fastboende grupper. Gennemgående grupper er typisk mindre, da afkommet med tiden forlader deres gruppe. Gennemgående grupper har dog stadigvæk en løs association igennem deres dialekt.
Dag-til-dag-aktiviteterne for spækhuggere inddeles typisk i fire aktiviteter: jagt, transport, hvile og socialisering. Spækhuggere er generelt entusiastiske i deres socialisering, med et bredt spektrum af aktiviteter der er synligt over vande.
Føde.
Spækhuggeren er øverst i sin fødekæde, og mængden af arter, som spækhuggere jager, er ekstremt omfattende. Specifikke populationer er meget specialiserede på specifikke byttedyr. F.eks. er nogle populationer ud for Norge og Grønland specialiseret i at jage sild og følger fiskens migrationsrute til den norske kyst hvert efterår. Andre populationer i området jager sæler.
Spækhuggeren er den eneste tandhval, der regelmæssigt jager andre tandhvaler. Toogtyve arter er blevet observeret som bytte, enten gennem undersøgelse af maveindhold, undersøgelse af armærker på byttedyrene, eller fra direkte observationer af jagten. Grupper af spækhuggere vil endda gå efter større hvaler som gråhvaler eller blåhvaler. En gruppe af spækhuggere angriber en ung hval ved at jage den og dens mor igennem vandet og udmatte dem. Med tiden vil spækhuggerne kunne adskille parret og omringe den unge hval og forhindre den i at nå overfladen for at trække vejret. Grupper af kaskelothvaler kan til tider beskytte sig selv imod en gruppe af spækhuggere ved at lave en beskyttende cirkel rundt om deres kalve med deres halefinner vendende ud af. Denne formation gør det muligt for dem at bruge deres kraftige halefinner til at jage spækhuggerne væk med.
Der har også været et enkelt dokumenteret tilfælde af mulig spækhuggerkannibalisme. Et studie af V. I. Shevchenko i tempererede vande i det sydlige Stillehav i 1975 noterede to hanners maver, der indeholdt rester af andre spækhuggere. Af de tredive spækhuggere fanget og undersøgt i denne undersøgelse havde 11 tomme maver – en usædvanlig høj procentdel, hvilket indikerer at spækhuggerne blev tvunget til kannibalisme pga. mangel på mad.
Føden for spækhuggere er meget varieret blandt de enkelte populationer. Fiskespisende populationer jager omtrent 30 forskellige arter af fisk, især laks, sild og tun. Hajer, op til og med den store hvide haj, bliver spist for deres næringsrige lever. Andre havpattedyr, inkl. de fleste arter af sæler og søløver, bliver taget af pattedyrsspisende populationer. Hvalrosser og oddere bliver sjældnere fanget. Adskillige fuglearter bliver også spist, inkl. pingviner, traner og måger. Blæksprutter og rokker er også et yndet måltid.
Da de besidder både stor styrke såvel som intelligens, bruger spækhuggere komplekse jagtstrategier til at finde og fange deres bytte. De vil til tider kaste sæler gennem luften for at lamme og dræbe dem. Mens laks typisk jages af en enkelt eller en lille gruppe spækhuggere, bliver sild jagtet af større grupper, der samler sildene i en kugle ved at lukke luft ud omkring dem og vise deres hvide maver. Spækhuggerne kan derefter slå kuglen med deres hale og dermed lamme eller dræbe 10-15 sild. Sildene kan efterfølgende spises én ad gangen. Søløver dræbes ved at spækhuggeren torpedere dem, eller ved at de bliver slået med spækhuggerens hale.
En tilfangetaget spækhugger i Friendship Cove opdagede, at den kunne kaste halvtfordøjede sild op på overfladen, tiltrække måger, og spise dem. Andre spækhuggere lærte derefter opførslen ved at se den demonstreret. Spækhuggere i SeaWorld i Californien er også blevet "fanget" i at spise fugle.
Mere specialiserede teknikker bruges af andre populationer rundt omkring i verden. I Patagonien spiser spækhuggere søløve- og sælunger på lavt vand,ved at kaste sig op på stranden, og de går endda så vidt som til midlertidigt at strande sig selv. Spækhuggere vil også kigge over vandet for at finde sæler, der hviler på isflager, for efterfølgende at lave en bølge, der skyller sælen i vandet, hvor en anden spækhugger venter på at dræbe den. Denne opførsel er ikke set mange gange, og det vides ikke, i hvor vid udstrækning den bruges. Den sidste gang det blev observeret (april 2006) afsluttedes jagten med, at gruppen af spækhuggere returnerede sælen til dens isflage, efter de havde vist de yngre dyr hvordan teknikken blev udført.
Gennemsnitligt spiser en spækhugger 225 kg mad hver dag. Med så bredt udbud af byttedyr, og den eneste trussel i form af mennesket, er spækhuggeren uden tvivl i toppen af sin fødekæde.
Lydkommunikation og biosonar.
Spækhuggere, som denne fra Alaska, ses ofte helt ude af vandet.
Som med andre delfiner er spækhuggere meget akustisk aktive dyr. De producerer en variation af klik- og fløjtelyde, der bruges til kommunikation og ekkolokalisering. Lydene varierer med dyrenes aktiviteter. Når de hviler, er de meget stille og kommer kun med en lille lyd engang i mellem, der er anderledes end dem, der høres, når der er mere aktiv adfærd.
Fiskeædende standflokke af spækhuggere i det nordøstlige Stillehav har en tendens til at være meget mere vokale end vandreflokkene. Forskerne regner med, at den primære årsag skyldes de forskellige høreevner i byttedyrene. Standflokkene af spækhuggere lever af fisk, især laks, et bytte der ikke kan høre spækhuggerlyde på nogen betydelig afstand. Vandreflokkene af spækhuggere lever primært af havpattedyr som sæler, søløver, marsvin og delfiner - samt en havfugl i ny og næ. Da alle havpattedyr har en fremragende undervandshørelse, er spækhuggerne nødt til at være stille det meste af tiden, for at undgå at blive opdaget. Af samme grund lader de også til at begrænse deres ekkolokalisering ved kun at bruge et enkelt klik engang i mellem (kaldet et kryptisk klik), i stedet for den strøm af klik der bruges af andre populationer.
Standflokkene har gruppespecifikke dialekter. Hver flok har sit eget "vokale repertoire" eller sæt af specielt stereotype undervandslyde. Alle medlemmer af flokken lader til at kende alle lydene, som flokken producerer, så det er ikke muligt at identificere et dyr alene på de lyde, det producerer; man kan kun identificere dialekten. En speciel lyd bruges måske kun af én gruppe, men kan også bruges af flere grupper. Antallet af delte lyde lader mere til at være relateret til, hvor tæt i familie grupperne er, end hvor langt væk fra hinanden de to grupper befinder sig til hverdag. Lydene er oplærte.
Et af formålene med dialekterne kan være at undgå indavl. Et par vil relativt nemt kunne identificere, hvor tæt de er relateret, på hvilke lyde der produceres, og en mage, der har et helt separat sæt af lyde, vil derfor være mere attraktiv.
Mængden af lyde, som grupperne besidder, varierer betydeligt, men består sjældent af mere end et par dusin. De forskellige lyde bruges konstant og indikerer ikke umiddelbart nogen speciel handling såsom "jagt" eller "leg".
Spækhuggere i historien.
Selv om de først videnskabeligt blev identificeret som en art i 1758, har spækhuggeren været kendt af mennesket siden præhistoriske tider. Nazca-ørkenkulturen har lavet en Nazca-linje, der formentligt repræsenterer en spækhugger et sted mellem år 200 f.Kr. og 600 e.Kr.
Indianerstammer på den Nordamerikanske vestkyst, så som Tlingit, Haida og Tsimshian, brugte spækhuggeren i betydeligt omfang i deres religion og kunst.
Den første beskrivelse af en spækhugger er givet i Gaius Plinius Secundus' udgivelse af Naturalis Historia i år 77. Auraen af usårlighed om den altædende spækhugger var veletableret på det tidspunkt. Efter at have observeret slagtningen af en strandet hval i en havn nær Rom skriver Pliny: "Spækhuggere (dets udseende kan intet billede udtrykke, ud over en enorm masse af vildt kød med tænder) er fjenden af andre hvaler... de stormer frem og gennemborer dem som krigsskibe, der vædrer."
Sandsynligvis inspireret af Plinius' beskrivelse er dyret dukket op igennem historien i vestens litteratur.
Jagt.
Spækhuggere blev målet for kommerciel hvaljagt i midten af det 20. århundrede, efter at de fleste andre store hvaler var blevet jagtet, til de var udryddelsen nær. Den kommercielle jagt blev stoppet i 1985 med introduktionen af det globale moratorium på al hvalfangst. Selv om spækhuggeren fra et taksonomisk synspunkt er en delfin, er den stor nok til at komme under den Den internationale hvalfangstkommissions (IWC) autoritet.
Den største spækhuggerjæger var Norge, der dræbte et gennemsnit på 56 dyr pr. år fra 1938 til 1981. Japan tog gennemsnitligt 43 dyr fra 1946 til 1981. Tal fra krigsårene er ikke tilgængelige, men de var sandsynligvis mindre. Sovjetunionen tog et par dyr hvert år i Antarktis, med 1980-sæsonen, hvor de dræbte 916 spækhuggere, som den ekstraordinære undtagelse.
I dag er der ingen lande, der har en substantiel jagt på dyrene. Japan tager som regel et par stykker hvert år som led i landets kontroversielle "forskning" på hvaler. En tilsvarende lille mængde af hvalfangst udføres af Indonesien og Grønland. Ud over at blive jagtet for deres kød er de også blevet dræbt på grund af konkurrence med fiskere om byttet. I 1950'erne blev det amerikanske luftvåben indsat efter anmodning fra Islands regering for at bruge bombefly og soldater med rifler til at slagte spækhuggere i islandske farvande, fordi de konkurrerede med menneskene om fisk. Operationen blev betragtet som en stor succes af fiskerne og den islandske regering. Mange var dog ikke overbevist om, at manglen på fisk skyldtes spækhuggerne, men i stedet overfiskeri fra menneskenes side. Denne debat har ledt til en serie af studier i de Nordatlantiske fiskebestande, uden at nogen af parterne i hvaldebatten har ændret holdninger siden.
Spækhuggere bliver til tider også dræbt som følge af deres frygtindgydende ry. Ingen mennesker vides dræbt af spækhuggere i naturen, men sejlere i Alaska skyder engang i mellem et dyr på grund af frygt for deres liv. Denne frygt er dog blevet dæmpet i de senere år, efter der er kommet bedre oplysning omkring dyrene, inklusive tilstedeværelsen af spækhuggere i akvarier og andre vandforlystelser.
Samarbejde med mennesker.
Mere usædvanligt er det, at spækhuggere også er kendt for at samarbejde med mennesker i jagten på hvaler. En af de berømte episoder fandt sted i 1920'erne nær havnen Eden, i New South Wales i det sydvestlige Australien. En flok af spækhuggere, ledt af en dominerende han kaldet "Old Tom", hjalp hvalfangerne med at fange bardehvaler. Spækhuggerne ville finde hvalerne, genne dem ind i Twofold Bay for derefter at informere hvalfangerne om deres tilstedeværelse og ofte hjælpe med at dræbe hvalerne. Til gengæld ville hvalfangerne tillade at spækhuggerne tog tungerne og læberne på hvalerne (en delikatesse for spækhuggere), før de blev hevet i land.
Fangenskab.
Spækhuggerens intelligens, evne til at blive trænet, slående udseende og størrelse har gjort den populær i akvarier og andre vandrelaterede forlystelsesparker. Den første spækhugger blev fanget og fremvist i Vancouver i 1964. Gennem de næste 15 år blev mellem 60 og 70 spækhuggere taget fra Stillehavet udelukkende til dette formål - ofte med ødelæggende resultater for de flokke af dyr, som de blev taget fra. I slutningen af 70'erne og den første halvdel af 80'erne blev de primært taget fra vandene omkring Island. Siden dengang er spækhuggere blevet avlet i fangenskab, og vilde dyr er blevet sjældnere. Spækhuggere i fangenskab kan udvikle patologiske symptomer, så som kollapsede rygfinner, der ses hos 60-90% af tilfangetagne hanner.
Flere teorier er blevet fremsat omkring hvorfor rygfinnen kollapser, primært at den blodåre der holder rygfinnen lodret ikke er stærk nok til at støtte finnen, når hvalen bliver sat i fangenskab. Styrkningen af blodåren sker i den sene ungdom, hvor spækhuggeren bruger meget af tiden på dybt vand, og det menes at vandtrykket, som rygfinnen udsættes for, hjælper med at holde den lige. I fangenskab er der ikke noget tilsvarende vandtryk, og rygfinnen kollapser før blodåren kan styrkes. En anden teori går ud på, at tankene typisk er så små, at hvalerne bruger hele deres tid på at svømme i cirkler, og vandtrykket er derfor langsomt med til at skubbe rygfinnen til den ene side.
Spækhuggere i fangenskab har i enkelte tilfælde angrebet mennesker. I 1991 dræbte en gruppe af tre spækhuggere en træner ved navn Keltie Byrne i Sealand, British Columbia. Medarbejderne måtte ikke gå i vandet med spækhuggerne, og da træneren alligevel gjorde det, var spækhuggerne ikke klar over, at hun ikke kunne overleve under vandet. I 1999 i SeaWorld, Florida, døde en turist, der havde sneget sig ned i poolen efter lukketid. Angiveligt døde turisten af hypotermi (afkøling af kroppen i vandet). Turisten var desuden ikke kommet yderligere til skade. I slutningen af juli 2004, under et show i SeaWorld Park i Texas, skubbede en spækhugger sin træner under vandet og forhindrede adgang til overfladen. Træneren kunne først reddes fra dyret efter adskillige minutter.
Spækhuggere i fangenskab har betydeligt reduceret gennemsnitlig levealder, hvor de gennemsnitligt kun lever indtil de er i 20'erne. Deres miljø i fangenskab har heller ingen relation til deres naturlige miljø, og de sociale grupper, de tvinges ind i, er også helt anderledes. Kritikere påpeger, at livet i fangenskab er stressfyldt pga. de små bassiner, tvungne sociale grupperinger og kemisk ændret vand.
Populærkultur.
Så sent som i 1970'erne blev spækhuggere præsenteret negativt i fiktion som blodtørstige rovdyr, hvis opførsel fik helten til at gribe ind for at lade byttedyret slippe væk.
Den stigende forskning i dyret og dens popularitet i akvarier har på dramatisk vis ændret dyrets billede i offentlighedens bevidsthed til et respekteret rovdyr, der er en ringe trussel for mennesket, på samme måde som det er sket for ulven.
Filmen "Befri Willy" (1993) fokuserede på at befri en tilfangetaget spækhugger. Filmens spækhugger "Keiko" blev oprindeligt fanget i vandene ud for Island. Efter rehabilitering blev han senere returneret til vandene ud for Norge, men han fortsatte med at være afhængig af mennesker, indtil han døde af lungebetændelse i december 2003.
Miljøtrusler.
"Exxon Valdez"-oliekatastrofen havde en negativ påvirkning på spækhuggerne i Prince William Sundet og Kenai-fjordene i området omkring Alaska. En lokal flok blev fanget i oliepølen; selv om flokken succesfuldt svømmede ud til klart vand, forsvandt omkring halvdelen af flokken i det efterfølgende år. Oliespildet har også påvirket mængden af byttedyr i området og har på den måde reduceret levevilkårene for andre flokke i området. I december 2004 havde forskere dokumenteret, at AT1-gruppen af gennemrejsende spækhuggere, der nu var nede på 7 individer, slet ikke havde reproduceret sig siden ulykken. Denne gruppe forventes at uddø.
Som alle andre dyr i de øverste led i fødekæden er spækhuggeren følsom over for forgiftning via ophobning af PCB'er i kroppen. En undersøgelse af dyrene ud for Washingtons kyst viser, at PCB-niveauerne i spækhuggere var højere end det niveau, som spættede sæler i Europa indeholdt og som gjorde sælerne syge af kemikaliet. Undersøgelser af spækhuggere i Tysfjorden, Norge, viser højere niveauer af PCB'er, pesticider og brommerende flammehæmmere end hos isbjørne. De potentielle effekter er reduceret forplantningsevne og begrænsning af immunforsvaret.
Andre trusler kommer fra en stor industri af hvalsafarier, hvor forskning indikerer, at de nysgerrige påvirker dyrenes opførsel. Samtidigt kan larmen fra skibstrafik og brug af sonar forstyrre den akustiske kommunikation og ekkolokationen hos spækhuggerne.
Tariq Aziz.
Tariq Aziz (født 28. april 1936 i Tel Keppe, Irak) var tidligere Iraks udenrigsminister og viceministerpræsident. Han var dermed det mest indflydelsesrige kristne medlem af Saddam Husseins styre i Irak.
Han blev informationsminister i 1974, og i 1977 blev han medlem af det revolutionære kommandoråd.
Saddam Hussein udnævnte i 1979 Aziz til en af de tre viceministerpræsidenter. I 1980 blev han udsat for håndgranatattentat fra en iraner, som han overlevede. I 1983 under Iran-Irak-krigen blev han udnævnt til udenrigsminister.
Denne post forlod han i 1991, men fortsatte som viceministerpræsident. Efter denne periode blev han mest kendt som Iraks ansigt udadtil.
Efter invasionen af Irak 2003 blev Tariq Aziz tiltalt for en række forbrydelser, og blev i marts 2009 idømt en fængselsstraf på 15 år for forbrydelser mod menneskeheden som følge af sin involvering i henrettelsen af 15 irakiske handelsfolk i 1992. Senere i 2009 blev Aziz af den Irakiske højesteret idømt en fængselsstraf på yderligere syv år for forfølgelse og tvangsforflytning af kurdere i den nordlige del af Irak. Aziz afsoner fængselsdommene i Camp Cropper i det vestlige Bagdad. Han blev i 2010 overført til hospitalet grundet et slagtilfælde.
Pentagon-bygningen.
Pentagon-bygningen er USA's forsvarsministeriums administrationsbygning i Arlington i staten Virginia ved forbundshovedstaden Washington D.C..
Bygningen er navngivet efter betegnelsen for dens femkantede form, pentagon. Grundstenen blev nedlagt den 11. september 1941. Den blev indviet 15. januar 1943 og er verdens største kontorbygning med omkring 26.000 ansatte.
Som led i angrebene den 11. september 2001 ramte et passagerfly, American Airlines Flight 77, vestfløjen i bygningen, som på daværende tidspunkt var under renovering, hvorved dele af den styrtede sammen og dræbte 125 mennesker ud over de 64 ombordværende i flyvemaskinen.
Dafo.
Dafo er et registreret varemærke som ejes af Danmarks JordbrugsForskning.
Ordet er dannet som en forkortelse for DAnsk FOrskning.
Sogn og Fjordane.
Sogn og Fjordane er et norsk fylke. Befolkningstallet var i 2002 107.280 indbyggere, svarende til 2,3 % af den totale befolkning. Arealet er på 18.619 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Leikanger.Der er tre byer i Sogn og Fjordane: Førde, Florø og Måløy.
Fylket ligger omkring Sognefjorden, Dalsfjorden, Førdefjorden og Nordfjord.
Kommuner.
Location of Sogn og Fjordane Municipalities
Sør-Trøndelag.
Sør-Trøndelag (eller "Sydtrøndelag") er en fylke i Norge. I 2002 var der 266.323 indbyggere, svarende til 5,8 % af den totale befolkning. Arealet er på 18.832 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Trondheim.
Telemarken.
Telemarken ("Telemark fylke") er en provins i Norge. Befolkningstallet i 2007 var. Arealet er på 15.313 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Skien.
Troms.
Troms er et fylke (amt) i Norge. Befolkningstallet i 2002 var 151.673 indbyggere, svarende til 3,3 % af Norges befolkning. Arealet er på 25.848 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Tromsø.
Kommuner.
Forvaltningsområdet for samisk sprog omfatter fem kommuner i Finnmark og én (Kåfjord) i Troms.
Skien.
Skien er en kommune i Telemark fylke i Norge. Den er også fylkets administrationscenter og største by. Skien grænser i nord til Sauherad og Kongsberg, i øst til Siljan, i syd til Porsgrunn og Bamble, og i vest til Drangedal og Nome, og er en del af det område som hedder Grenland.
Skien er Norges 11. største by. Skien kommune omfatter 779 km², hvoraf ca. 479 km² er skovareal, 46 km² jordbrugsareal og 57 km² ferskvand. Resterende 197 km² er byområder, boligområder og industriområder. Byen er en af Norges ældste og har rødder tilbage til år 900. Byen har kortbaneflyplads, Skien lufthavn, Geiteryggen, få kilometer udenfor bykernen, som har forbindelse til Bergen, Stavanger, Molde og Stockholm.
Statistisk sentralbyrå (SSB) definerer kommunerne Porsgrunn og Skien som et sammenhængende byområde, og dette har tilsammen 85.408 indbyggere per 1. januar 2006. SSB regner Porsgrunn som landets 7. største byområde.
Vest-Agder.
Vest-Agder er et fylke i Norge. Befolkningstallet i 2007 er på 163.702 indbyggere, svarende til 3,4 % af den totale befolkning. Arealet er på 7.279 kvadratkilometer. Administrationen er placeret i Kristiansand.
Seksualoplysning.
Seksualoplysning er oplysning om seksualitet og prævention. I dag først og fremmest undervisning i skolen om seksuallivet.
I de senere år er seksualoplysningen ofte blevet suppleret af andre tilbud i og udenfor skoletiden. Der kan arrangeres forskellig ung-til-ung-rådgivning, for eksempel det amtsstøttede projekt "seksualisterne", ungdomsringens projekt om sex, vold og stoffer, eller de medicinstuderendes "sexexpressen", der alle går ud på at give seksualundervisningen et ungt præg, og vigtigst: At det foregår i andet regi end en time med klasselæreren.
Lysthuset i Århus og foreningen Sex og Samfund i København giver også seksualundervisning til skoleklasser. Sidstnævnte har også andre målgrupper end folkeskolen, bl.a. indvandrerkvinder.
Vestfold.
Vestfold er et norsk fylke som grænser til Buskerud, Telemark og Østfold. Det er Norges næstmindste fylke, beliggende ved Oslofjordens vestside. Befolkningen udgør 4,7 % af landets samlede indbyggertal. Fylkesadministrationen ligger i Tønsberg som også er største handelsby i fylket.
Historie.
Historisk er Vestfold særlig kendt for en stor mængde gravhøje fra bronzealderen, betydningsfulde vikingskibsfund og for Norges første bysamfund, Kaupang, i Tjølling øst for Larvik, og for landets ældste nuværende by, Tønsberg. I nyere historie har særlig hvalfangsten i Sydhavet været vigtig.
Vikingetiden.
I 800-tallet bestod det senere norske rigsområde af ca. 30 småriger. Vestfold udgjorde da, sammen med Lier og Eiker i Buskerud, et selvstændigt kongedømme og lokale høvdinge havde etableret et dynasti som senere kunne samle Norge til et rige. Familien til Harald Hårfagre, Norges første konge, kom således fra Vestfold.
Harald 5. af Norge.
Harald 5. (født 21. februar 1937) blev konge af Norge i 1991. Harald er søn af Olav 5. og kronprinsesse Märtha af Norge og blev født i Skaugum nær Oslo. Han er den første norske konge som er født i landet siden kong Olav 4. i 1370.
Harald boede i Washington D.C. under 2. verdenskrig, men vendte tilbage til Norge for at færdiggøre sin uddannelse på det norske militærakademi og senere ved Balliol College, Oxford. Harald giftede sig med en borgerlig, Sonja Haraldsen, i 1968, hvilket gav grobund for megen offentlig kontrovers. Parret har to børn, prinsesse Märtha Louise og kronprins Haakon Magnus.
Harald blev konge af Norge efter sin fars død den 17. januar 1991.
Som en dygtig sejler har Harald repræsenteret Norge i yacht ved de olympiske lege.
Tønsberg.
Tønsberg er en by i provinsen Vestfold, Norge. Tønsberg er Norges ældste by, grundlagt i 871. Byen har 37.493 indbyggere (pr. 2007).
Osebergskibet blev fundet uden for byen i 1904. Skibet et nu udstillet i Bygdø ved Oslo.
På slotsfjeldet ved Tønsberg ligger ruinerne af det tidligere kongeslot Tunsberghus.
Slagfalk.
Slagfalken ("Falco cherrug") eller sakerfalken, som den også benævnes efter det arabiske navn "Ssakar", er en den næststørste af falkearterne og kan i nogle områder blive lige så stor som den arktiske jagtfalk.
I Sverige kaldes falken også for tatarfalken.
Onani.
Onani (også kaldet masturbation) er seksuel selvtilfredsstillelse. Typisk udføres onani med hånden og/eller fingre.
Ordet "onani" stammer fra Bibelen, hvor "Onan" ikke ville gøre sin afdøde brors kone gravid og i stedet spildte sin sæd på jorden (1. Mosebog 38v8-10).
Begrebet blev derfor først brugt om en seksuel akt inkluderende mindst én mand, hvor dennes sæd spildtes i forhold til formålet at kunne gøre en kvinde gravid. Den historiske brug dækker derfor f.eks. afbrudt samleje, hvor manden udtømmer sin sæd uden for kvindens skede, og mandlig (men ikke kvindelig) masturbation.
I en mere nutidig og fysiologisk forstand er der dog fortsat tale om et spild af kropsvæsker. Dog er der tale om, at dette sker som et resultat af berøring af sig selv, i håb om at opnå tilfredstillelse (dvs. selvtilfredsstillelse). Dette kan så foregå med eller uden en række forskellige hjælpemidler (eks. dildo) eller ophidsende genstande (fetichisme). Der kan endda være tale om gensidig onani uden decideret samleje.
Siden 1998 har man i forskellige lande afholdt konkurrencer i onani kaldet Masturbate-a-thons.
Mandlig onani, foregår ved stimulans af mandens penis, mens kvindelig onani foregår ved stimulantion af enten klitoris, skeden eller begge.
Sovjetunionen.
Sovjetunionen (russisk: Сою́з Сове́тских Социалисти́ческих Респу́блик [СССР], Unionen af socialistiske sovjetrepublikker (USSR eller SSSR) var en erklæret socialistisk stat i det østlige Europa og Asien, som eksisterede fra 1922 til 1991. Sovjetunionen var en sammenslutning af 15 formelt autonome republikker, med Rusland som den største og klart dominerende delrepublik. Den russiske sovjetrepubliks dominans var blandt årsagerne til, at Sovjetunionen ofte blot blev omtalt som "Rusland" eller "Sovjet-Rusland" i Vesten, selv om denne betegnelse ikke var helt nøjagtig.
Sovjetunionen voksede frem i efterdønningerne af første verdenskrig, da det gamle russiske kejserrige gik under som følge af Den russiske revolution. Efter en kaotisk periode kendt som Den russiske borgerkrig fik Vladimir Lenins bolsjevikker tilkæmpet sig magten over størstedelen af det gamle russiske rige. Efter Lenins død gik magten efterfølgende til Josef Stalin, som med en kombination af planøkonomi, tvangskollektiviseringer og enorme udrensninger gennemførte en storstilet industrialisering og omvæltning af landbrugsproduktionen.
Under Stalins ledelse førte Sovjetunionen i 1930´ernes sidste år en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik. Efter indgåelsen af en overraskende ikke-angrebspagt med det nationalsocialistiske Tyskland angreb Sovjetunionen Polen, Finland og de baltiske lande i årene 1939–1940
I 1941 blev Sovjetunionen imidlertid angrebet af Hitlers Tyskland. Tyskland førte fra starten en regulær udryddelseskrig på sovjetisk territorium, hvilket var stærkt medvirkende til, at over 20 millioner sovjetborgere mistede livet i 1941-45. Sovjetunionens svar blev en omfattende omstrukturering af industriproduktionen og de væbnede styrker samt indgåelse af en alliance med Storbritannien og USA. Efter fire år med de mest omfattende krigshandlinger verden til dato har set, rykkede sovjetiske styrker i april 1945 ind i Berlin, hvorefter den tyske regering endelig kapitulerede til bl.a. den sovjetiske general Georgij Zjukov i Berlin-forstaden Karlshorst. Herefter stod Sovjetunionen, der havde spillet en helt afgørende rolle for Tysklands nederlag, tilbage som den ene af efterkrigstidens to supermagter.
I anden halvdel af 1940'erne stod Sovjetunionen bag indsættelsen af sovjettro og kommunistiske regeringer i de sovjetisk kontrollerede områder af Østeuropa. Dette førte til spændinger mellem det kapitalistiske Vesten ledet af USA og det kommunistiske Østeuropa, der i høj grad var underlagt sovjetisk kontrol. De to blokke blev repræsenteret i henholdsvis NATO og Warszawapagten.
Den kolde krig, den ideologiske og politiske kamp mellem disse to blokke, kom til at præge Sovjetunionen i resten af dens levetid. I løbet af 1980'erne blev det klart, at Sovjetunionen i det lange løb ikke kunne holde trit med markedsøkonomierne i Nordamerika, Vesteuropa og Asien. Mikhail Gorbatjovs indsættelse som generalsekretær for det kommunistiske parti og senere præsident for Sovjetunionen, markerede et vendepunkt. Hans regering indførte herefter en lang række reformer, der skulle gøre landet mere åbent og effektivisere landets økonomi. Denne nye åbenhed gav dog samtidig mulighed for, at de nationale bevægelser rundt omkring i Sovjetunionens magtsfære kunne kræve selvstændighed. I løbet af 1990-91 gik det før så mægtige Sovjetunionen i opløsning. Rusland blev herefter opfattet som den egentlige arvtager til Sovjetstaten.
I historieskrivningen er der almindelig enighed om, at Sovjetunionen fungerede som en totalitær stat, der navnlig i perioden omkring borgerkrigen 1920-21 samt i Stalinperioden gennemførte voldsomme overgreb på sin befolkning. Tilsvarende begivenheder gjorde sig gældende i de østeuropæiske lande, der endte indenfor den sovjetiske magtsfære umiddelbart efter 2. verdenskrig. I denne forbindelse spillede koncentrationslejrsystemet Gulag en central rolle, og særlig i Stalinperioden havde tvangsarbejdere, indsat i Gulag stor betydning for den sovjetiske økonomi. Alt i alt førte overgrebene, som hovedsageligt - men langt fra udelukkende - fandt sted under Stalin, til ca. 20 millioner dødsofre.
Det sovjetiske samfundssystem var domineret af kommunistpartiet, et parti, som selv mente, at det byggede på marxist-leninistiske principper. Kommunistpartiet var landets statsbærende parti, og var det eneste tilladte parti. Generalsekretæren i partiet var Sovjetunionens mægtigste person, og havde i lange perioder langt mere magt og indflydelse end regeringen og parlamentet. Sovjetunionen var verdens største planøkonomi, hvor alle større aspekter af den sovjetiske økonomi blev styret centralt fra hovedstaden Moskva, blandt andet gennem såkaldte femårsplaner. Landet var præget af ringe politisk frihed. Det hemmelige politi NKVD (efter 1945 KGB) overvågede store dele af samfundet.
Geografi.
Sovjetunionen var med sine 22.402.200 kvadratkilometer verdens største stat og dækkede en sjettedel af verdens beboede landområde. Størrelsen på landet kan sammenlignes med hele kontinentet Nordamerika. Den vestlige del af Sovjetunionen lå i Europa og udgjorde omtrent 25 % af landets samlede areal. Denne del var landets kulturelle og økonomiske tyngdepunkt med Moskva og Leningrad som tyngdepunkter. Den asiatiske del af Sovjetunionen startede ved Uralbjergene og strakte sig derfra til Stillehavet i øst til Iran og Afghanistan i syd, og til Ishavet i nord. Denne del var langt tyndere befolket end den europæiske del. Fra Kaliningrad i vest til Diomedesøerne i øst var der over 10.000 kilometer og 11 tidszoner, og fra Nordishavet i nord til Kusjka ved den afghanske grænse var der næsten 5.000 kilometer.
Sovjetunionens grænselinjer målte over 60.000 kilometer, og var dermed verdens længste. Landet grænsede op til Nordkorea, Folkerepublikken Kina, Mongoliet, Afghanistan, Iran og Tyrkiet i Asien, mens det i Europa grænsede op til Rumænien, Ungarn, det tidligere Tjekkoslovakiet, Polen, Finland og Norge. Helt i øst skilte Beringstrædet på blot 86 kilometer Sovjetunionen fra USA.
De fleste naturgeografer delte landet ind i fem distinkte klimazoner. I nord lå tundraen, træløse områder med permafrost. Derefter kom taigaen, det sibiriske skovområde med nåletræer. Syd for taigaen lå de gigantiske stepper, skovløst sletteland, hvor der blev dyrket landbrug. Længere mod syd lå tørre områder, ofte med ørken. De sydligste områder af Sovjetunionen, især omkring Kaukasus og i Centralasien ved grænsen til Afghanistan, var domineret af bjergkæder. 11 % af arealet var landbrugsjord, 16 % var eng eller græsningsareal, 41 % var skov og resten, 32 %, var tundra og andet.
Sovjetunionens længste flod var Irtysj, som sammen med Ob danner verdens syvendelængste flod på 5.410 kilometer. Derefter kom Lena på 4.472 kilometer og Amur (delvis langs grænsen til Folkerepublikken Kina) på 4.444 kilometer. Sovjetunionens højeste bjerg var Kommunistbjerget (i dag "Ismail Samani") i Tadsjikistan på 7.495 meter. Næsthøjest var Sejrstoppen i Kirgisistan på 7.439 meter, med Leninbjerget på grænsen mellem Tadsjikistan og Kirgisistan som nummer tre med 7.134 meter. I den europæiske del af Sovjetunionen var Elbrus det højeste bjerg med sine 5.642 meter, mens Volga på 3.692 kilometer var den længste flod. Elbrus er i dag stadig det højeste bjerg både i Rusland og på det europæiske kontinent.
Sovjetunionen havde også flere af verdens største indsøer. Verdens største indsø, Det kaspiske hav, lå hovedsagelig i Sovjetunionen (sydkysten grænsede mod Iran). Andre store indsøer var Bajkalsøen, som også er verdens dybeste, og Aralsøen, som var verdens fjerde største indsø i 1960, men som siden på grund af tørke er svundet meget ind.
Demografi.
Befolkningstætheden i Sovjetunionen i 1974. De grønne områder er de tættest, de gule de tyndest befolkede områder.
Sovjetunionen havde omtrent 293 millioner indbyggere i 1991, og var på det tidspunkt verdens tredje mest befolkede stat efter Folkerepublikken Kina og Indien. Dette gav en befolkningstæthed på 13 personer pr. kvadratkilometer. Befolkningen var ujævnt fordelt, og befolkningstætheden gik fra 129 personer pr. kvadratkilometer i Moldova helt i vest til seks personer pr. kvadratkilometer i Kasakhstan.
23 byer havde mere end én million indbyggere i 1989. Landets største by og hovedstad var Moskva med ni millioner indbyggere, mens Leningrad (i dag St. Petersborg) var den næststørste med fem millioner. Blandt de andre større byer var delrepublikhovedstæderne Minsk, Kiev, Baku og Tasjkent.
Etniske grupper.
Sovjetunionen var en af verdens mest multietniske stater med over 200 forskellige etniske grupper. Etniske russere udgjorde majoriteten af Sovjetunionens indbyggere. Den relative andel af russere var dog i det meste af sovjettiden for nedadgående, i 1989 var tallet helt nede på 50,8 %. Andelen af slavere (hovedsagelig ukrainere, hviderussere og russere) var på samme tidspunkt på 69,74 %. De centralasiatiske muslimer udgjorde sammen med aserbajdsjanere 14,30 %, armeniere og georgiere tilsammen 4 %, moldovere 1,9 % og de baltiske folkegrupper tilsammen 1,94 % af den totale sovjetiske befolkning (alle tal fra 1989).
De fleste ikke-russiske folkegrupper boede stort set alle i deres respektive sovjetrepublikker og andre autonome områder. Blandt de etniske russere var der imidlertid en del, som boede udenfor den russiske sovjetrepublik. I Ukraine var andelen af russere i 1989 21,1 %, mens den i Letland og i Estland var henholdsvis 32,8 % og 27,9 %. I Kasakhstan var andelen russere faktisk større end andelen af kasakher, med henholdsvis 40,8 % og 36,0 %. Dette er i dag en kilde til etniske stridigheder i de nævnte, nyoprettede stater.
Sovjetiske forskere mente længe, at urbaniseringen i landet ville føre til en forening af de forskellige etniske grupper omkring et fælles "socialistisk værdisæt". Den stigende urbanisering, bevægelsen fra land til by, ville ifølge sovjetisk teori føre til en udviskning af de etniske forskelligheder, eftersom byernes erhvervskultur ville erstatte den lokale og regionale bondebaserede folkekultur. Dette viste sig at være en myte, og det lykkedes ikke sovjetmyndighederne at samle de mange etniske folkeslag omkring en fælles sovjetisk nationalfølelse.
Religion.
Der blev ikke publiceret officielle tal over religiøse tilhørsforhold i Sovjetunionen, og landet var officielt ateistisk. Den kommunistiske ideologi, som var grundlaget for den sovjetiske stat, var i sin form anti-religiøs. Vestlige kilder anslog imidlertid, at omtrent en tredjedel af indbyggerne var aktivt religiøse. De vigtigste religioner i landet var kristendommen og islam. Indenfor kristendommen var det den ortodokse kirke, som havde størst tilslutning, men landet havde også katolikker og forskellige protestantiske trossamfund. Størsteparten af muslimerne i landet tilhørte sunniislam. Der var også en jødisk minoritet i landet.
Et klart flertal af indbyggerne var dog ikke-religiøse, dette gjaldt specielt medlemmer af kommunistpartiet og andre i høje statslige stillinger, hvor åben religiøsitet kunne være en hæmsko for karrieremulighederne. Ateisme blev fremelsket i skolen, og staten undertrykte religion i varierende grad gennem hele Sovjetunionens levetid. For eksempel var kun 500 af de 54 000 kirker i landet fra før revolutionen åbne i 1941.
Sprog.
Russisk var det dominerende sprog i Sovjetunionen og blev brugt i erhvervslivet, forsvaret, partiet og i statsforvaltningen. Alle havde imidlertid ifølge loven ret til at benytte sig af sit eget modersmål. I officielt sprogbrug blev russisk dog omtalt som "sproget for venskab og samarbejde for folkene i Sovjetunionen". I 1975 udtalte generalsekretær Bresjnev, at "i den udviklede socialisme, når økonomien i vort land er smeltet sammen i et sammenhængende økonomisk kompleks; når der er opstået et nyt historisk begreb – det sovjetiske folk – er der en objektiv vækst i det russiske sprogs rolle som sproget i international kommunikation, når man bygger kommunismen, i uddannelsen af det nye menneske! Sammen med ens eget modersmål vil det at kunne snakke flydende russisk, noget som af sovjetfolket er blevet frivilligt accepteret som en fælles historisk arv, bidrage til en yderligere stabilisering af den politiske, økonomiske og åndelige enhed af det sovjetiske folk».
I Sovjetunionen blev der snakket hundredvis af forskellige sprog og dialekter fra flere forskellige sproggrupper. De østslaviske sprog russisk, hviderussisk og ukrainsk dominerede i den europæiske del af Sovjetunionen, mens de baltiske sprog litauisk og lettisk og det finsk-ugriske sprog estisk blev brugt sideløbende med russisk i Baltikum. I Kaukasus blev det tyrkiske sprog aserbajdsjansk brugt ved siden af armensk og georgisk. I de russiske nordlige områder var der flere minoritetsgrupper, som snakkede forskellige uralske sprog, mens de fleste sprog i Centralasien var tyrkiske. Undtagen i Centralasien, hvor der blev talt tadsjikisk, som er et iransk sprog.
I 1918 blev der udsendt et dekret om, at alle nationaliteter i Sovjetunionen havde ret til uddannelse på sit eget sprog. Dette førte til, at der også måtte udarbejdes skriftsprog for de sprog, som ikke havde noget. Det fonetiske princip blev lagt til grund for alfabetiseringen. De nye ortografier brugte enten det kyrilliske, det latinske eller det arabiske alfabet, alt afhængig af sprogbrugernes geografiske tilholdssted og kulturelle tilknytning. Efter 1937 gik man over til at bruge det kyrilliske alfabet for alle sprogene, som havde fået nyt skriftsprog efter 1917. Hovedbegrundelsen for dette var, at det skulle være lettere for de sproglige minoriteter at lære skriftsproget for både russisk og deres eget modersmål. I 1960 blev skolelovene ændret, og oplæringen blev mere domineret af russisk. Undervisningen på minoritetssprog gik kraftig tilbage. I slutningen af sovjetperioden foregik næsten al undervisning på russisk i hele unionen.
Levealder og børnedødelighed.
Efter kommunisternes magtovertagelse gik den forventede levealder markant op for alle aldersgrupper. Et nyfødt barn havde i 1926-27 en forventet levealder på 44,4 år, i forhold til 32,3 år tredive år tidligere. I 1958-59 var den forventede levealder for nyfødte oppe på 68,6 år.
Trenden fortsatte ind i 1960'erne, da den forventede levealder i Sovjetunionen gik forbi den forventede levealder i USA. Fra 1964 stoppede trenden. Mens levealderen for kvinder holdt sig nogenlunde stabil gik den dramatisk ned for mænd. De fleste vestlige kilder lagde skylden på øget alkoholmisbrug og et dårligere sundhedsvæsen, og denne teori blev også i det skjulte accepteret af de sovjetiske myndigheder.
Faldet i børnedødeligheden fladede efterhånden også ud, og lidt efter lidt begyndte børnedødeligheden til og med at stige. Efter 1974 holdt myndighederne op med at publicere statistikker over dette. Denne udvikling kan delvis forklares med, at antallet fødsler gik drastisk op i de asiatiske dele af landet, hvor børnedødeligheden var højest, mens antallet fødsler gik markant ned i den mere udviklede europæiske del af Sovjetunionen. For eksempel gik antallet fødsler pr. indbygger i Tadsjikistan op fra 1,92 til 2,91 fra 1958-59 til 1979-80, mens tallet i Letland var helt nede på 0,91 i 1979-80.
Emigration.
På trods af strenge regler, som skulle forhindre emigration, ønskede mange sovjetborgere at søge lykken andre steder. Ønsket om at udvandre gjaldt specielt jøder, da disse ofte følte sig udsat for antisemitiske holdninger i samfundet og antijødiske kampagner fra staten. I Stalin-tiden og også kort derefter var mulighederne for at forlade landet små, men fra midten af 1960'erne blev der så småt åbnet for udvandring til Israel. Størstedelen af de jøder, som emigrerede i denne periode kom fra de vestlige områder af Sovjetunionen, som var blevet erobret i forbindelse med 2. verdenskrig, og disse emigranter havde ofte zionistiske motiver for at flytte.
Historie.
Sovjetunionen anses som regel for at være efterfølger til Det russiske kejserdømme og de kortvarende provisoriske regeringer i 1917 under Georgij Lvov og senere Aleksandr Kerenskij før kommunisternes magtovertagelse i slutningen af samme år. Den sidste zar, Nikolaj II, styrede Rusland frem til marts 1917, hvor han blev tvunget til at abdicere under presset fra den første russiske revolution. I oktober 1917 tog Vladimir Lenin magten i det, som blev kendt som Oktoberrevolutionen, den anden russiske revolution i 1917. Fra 1917 til 1922 var Den russiske socialistiske føderative sovjetrepublik og de andre sovjetrepublikker uafhængige lande, før de gik sammen om dannelsen af Sovjetunionen i december 1922.
Revolutionen og dannelsen af Sovjetstaten.
a> taler til masserne i 1920
Moderne revolutionære tendenser i det russiske rige begyndte med Dekabristoprøret i 1825. Selvom livegenskabet var blevet afskaffet i 1861, herskede der stadig dårlige vilkår for bønderne, noget som gav næring til revolutionære bevægelser. I kølvandet på 1905-revolutionen blev et parlament – Statsdumaen – oprettet i 1906, men zaren modsatte sig fortsat forsøget på at omdanne landet til et konstitutionelt monarki. Den sociale uro blandt bønder og arbejdere fortsatte, og problemerne blev under første verdenskrig yderligere forstærket af de mange dræbte og madmangelen i de større byer.
En spontan folkeopstand i Petrograd (vore dages Skt. Petersborg) i marts 1917 gjorde en ende på zarens styre, i det som pga. den anderledes russiske kalender blev kendt som Februarrevolutionen. Zarens autoritære styre blev erstattet af en mere liberal, provisorisk regering, men denne formåede ikke at trække landet ud af den ødelæggende verdenskrig. Samtidig begyndte "sovjetter", arbejderråd, at opstå over hele landet, hvor bolsjevikkerne under Lenins ledelse arbejdede for en ny, socialistisk revolution, der skulle få Rusland ud af krigen. I Oktoberrevolutionen i november 1917 tog bolsjevikkerne magten fra den liberale regering. Oktoberrevolutionen blev efterfulgt af Den russiske borgerkrig, en blodig krig mellem "De hvide", en sammenslutning af nationale, liberale og borgerlige modstandere af kommunisterne, "De røde". På trods af engelsk, fransk og amerikansk intervention på "de hvides" side endte det med sejr for det kommunistiske sovjetstyre i 1921. En krig med Polen blev afsluttet med Riga-freden samme år. En fred, som fastsatte landets nye grænse i vest.
De vestlige staters intervention skal findes i en angst for, at kommunismen ville sprede sig, hvis den først fik fodfæste i Rusland. Grunden til Sovjetstyrets sejr skal findes i, at styret formåede at fremstille sig som forsvarere af nationen, eftersom de kontrollerede det russiske kerneland. "De hvide" havde i på den anden side svært ved at vinde popularitet for deres russisk-nationale sag, da de ofte besad yderpositioner i riget, hvor andre nationaliteter og folkeslag holdt til. Desuden havde "de hvide" pga. modstridende interesser svært ved at samarbejde.
Samlingen af sovjetrepublikkerne.
I slutningen af december 1922 gik delegationer fra Den russiske socialistiske føderative sovjetrepublik, "Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik", "Den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik" og "Den transkaukasiske socialistiske føderative sovjetrepublik" sammen og forhandlede sig til en unionsaftale. Aftalen blev godkendt af Den første sovjetkongres og endelig underskrevet den 30. december. Den første stat, som anerkendte Sovjetunionen, var Den Irske Republik. Flere stater fulgte og den 1. februar 1924 blev Sovjetunionen anerkendt af den tidligere militære fjende Storbritannien.
Allerede fra begyndelsen satte bolsjevikkerne gang i en massiv omvæltning af samfundssystemet. I 1920 kom GOELRO, en plan som blandt andet indebar en intensiv elektrificering af landet og en efterfølgende omstrukturering af økonomien. Gennem planen blev der bygget en lang række store vandkraftværker, blandt andet Dneproges i Ukraine, og vandkraften muliggjorde en begyndende industrialisering. GOELRO blev prototypen for de senere femårsplaner.
Stalin kommer til magten.
a> i Moskva i 1931. Organiseret religion blev voldsomt undertrykt under Stalin, og mange kirkebygninger blev lagt i ruiner eller anvendt til andre formål.
Efter den russiske revolution blev Stalin valgt til generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti i 1922. Hen imod slutningen af sit liv var Lenin oftere og oftere i konflikt med Stalin. Lenin mente blandt andet, at Stalin var en alt for grov type til at blive generalsekretær.
Allerede siden 1917 havde der eksisteret en lille gruppe inden for centralkomiteen, som fik det uofficielle tilnavn "triumviratet". Denne gruppe bestod af Stalin, Kamenev og Zinovjev. Zinovjev var leder for Komintern, mens Kamenev fungerede som leder for Politbureauet i Lenins sygefravær. Kort før Oktoberrevolutionen havde Lenin forsøgt at få et partiudvalg til at ekskludere Zinovjev og Kamenev fra partiet, med beskyldninger om, at de skulle have røbet bolsjevikkernes planer om revolution for den borgerlige regering. Dette blev imidlertid afværget af Stalin. Triumviratets hovedmodstander var Lev Trotskij.
Den 16. december 1922 var det af sygdomsgrunde slut med Lenins lederrolle i sovjetisk politik. Kort tid efter var Lenin ude af stand til at arbejde, og dette fortsatte frem til hans død. Lægerne forbød ham enhver form for anstrengelse, for dette ville blot fremskynde hans død. "Triumviratet" befæstede nu sin stilling, og formåede at holde trotskisterne uden for reelle magtpositioner. Lenins død i 1924 åbnede endeligt op for en magtkamp mellem fløjene.
I en skrivelse til centralkomiteen anklagede Trotskij "triumviratet" for at være længere væk fra arbejderstatens idealer end krigskommunismens regime under borgerkrigen. Han opfordrede den gamle garde til at lade de yngre generationer komme til. Dette havde dog ikke den ønskede effekt, og Trotskij blev selv ekskluderet fra partiet ved udgangen af 1927. Han blev først forvist til sovjetrepublikken Kasakhstan, og senere landsforvist fra Sovjetunionen. Trotskij endte sine dage i 1940 i Mexicansk eksil som offer for et attentat.
Men omtrent samtidig brød også triumviratet sammen: Kamenev og Zinovjev kom i opposition til Stalin, som til gengæld fandt nye støtter i Nikolaj Bukharin, Jan Rudzutak, Mikhail Frunze og Feliks Dzierżyński. Kamenev og Zinovjev blev fjernet fra deres magtpositioner i 1926. Under Moskvaprocesserne omkring ti år efter blev disse dødsdømt og henrettet.
Fra 1927 havde Stalin fået al magt i Sovjetunionen. Officielt var han blot generalsekretær i kommunistpartiet, men alle afgørelser af betydning skulle ske igennem Stalin.
Industrialisering, kollektivisering og udrensninger.
Efter den såkaldte krigskommunisme under borgerkrigen havde Lenin indført NEP-politikken i 1920'erne for at genrejse økonomien. Stalins vision var anderledes – han mente, at det på kort tid var nødvendigt med opbygningen af et stærkt statsapparat for at forberede Sovjetunionen til en fremtidig krig. Han mente, at udviklingen hen imod et socialistisk samfund kunne forceres ved at mobilisere landets ressourcer gennem stærk statslig styring. Han fik partiet til at vedtage femårsplaner for industrialisering, med hovedvægt på at udbygge tungindustrien, grundlaget for en militær oprustning.
Som en del af politikken om større statslig styring blev jordbruget tvangskollektiviseret. For at finansiere den kraftige industrielle udbygning skulle den velstående del af bondeklassen betale, og jordbruget skulle mekaniseres således at der blev frigivet arbejdskraft for industrien. Som en konsekvens af denne statslige tvangskollektivisering besluttede store dele af de rigeste bønder ("kulakker" i officiel sovjetisk sprogbrug) at ødelægge afgrøder og slagte mange af dyrene, så de ikke skulle blive overtaget af staten. Dette førte til, at store dele af kulakkerne blev sendt i tvangsarbejdslejre eller dræbt.
Industrialiseringen var til en stor grad vellykket. Sovjetunionen byggede store industrivirksomheder og kraftværk, som forsynede både bedrifter og husholdninger med strøm. Fra 1925 til 1940 øgedes industriproduktionen i Sovjetunionen kraftigt, selv om den officielle statistik antagelig overdrev væksten betydeligt.
Kollektiviseringen af landbruget mødte stor modstand, som blev slået ned med ekstremt hårde midler. I 1932–1933 sørgede Stalin for at øge eksporten af korn fra Ukraine til 44 procent. Gennem denne øgning blev mængden af fødevarer knap og derved håbede Stalin at kunne knække de ukrainske bønders modstand mod kollektiviseringen. Bønderne blev overvåget af kommunistpartikommissærer, NKVD og regulære hærstyrker, som sørgede for, at bønderne ikke gemte deres korn og at den fra staten krævede produktionskvote blev mødt. Endvidere blev der indført et internt pas, som gjorde det umuligt for bønder at flytte for at finde mad andre steder. Resultatet blev en hungersnød i Ukraine, Nordkaukasus og nedre Volga som krævede 7−10 millioner menneskeliv, hvoraf de allerfleste var ukrainere. Ifølge historikeren Alan Bullock var kornhøsten ikke værre end den i 1931 det var ikke dårlige år, men det var de hensynsløst håndhævede indkrævninger fra staten, som forårsagede hungersnøden. Stalin nægtede at frigive store reservelagre af korn, som kunne have lindret hungersnøden og fortsatte med at eksportere en masse ukrainsk korn til udlandet. Han var overbevist om, at ukrainske bønder gemte deres korn og sørgede for, at strenge nye antityverilove blev håndhævet på kollektivbrugene.
I sidste halvdel af 1930'erne indledtes Moskva-processerne, også kendt som "skueprocesserne". Under disse processer, der pga. deres ensidige bevisførelse ikke havde meget med retssager at gøre, blev en lang række mennesker dømt for mere eller mindre fiktive forbrydelser. Mange blev dømt til døden. Blandt andet blev en stor del af eliten, både inden for hæren og i intelligentsiaen, udryddet under disse processer. Sovjetunionen i trediverne var præget af Stalins paranoia og angst for, at nogen skulle vælte ham. Dette gik ud over alle, både skyldige og uskyldige.
Sovjetisk aggression og Anden verdenskrig.
Den sovjetiske udenrigspolitik havde haft som mål at undgå en ny krig med de kapitalistiske stormagter og hvis muligt at etablere en bufferzone af kommunistiske satellitstater omkring Sovjetunionen. Efter at forsøget på at indgå aftaler med Storbritanien og Frankrig var mislykkedes, underskrev landet i august 1939 en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland. Samtidig med at Hitler angreb Polen vestfra, okkuperede Den røde armé den østlige del af landet, og indlemmede området i Sovjetunionen. Derefter okkuperede landet de baltiske stater og det nordlige Rumænien (Moldavien), som i henhold til Molotov-Ribbentropaftalen var defineret som sovjetisk interessesfære. Et forsøg på at okkupere Finland mislykkedes under den finske vinterkrig.
Ikke-angrebspagten med Tyskland varede ikke længere end til 22. juni 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. Den sovjetiske hær var pga. Stalins udrensninger af officerer dårligt organiseret og ikke forberedt på angrebet, og tyskerne rykkede hurtigt dybt ind på sovjetisk territorium og nåede udkanten af Moskva i december 1941. Da krigslykken gradvis vendte i 1942, skyldtes dette hovedsagelig en omorganisering af det sovjetiske officerskorps, blandt andet ved at arresterede officerer blev benådet og sendt til fronten. Tvangsudskriving af civile og fanger sikrede Den røde armé en nærmest ubegrænset adgang til nye rekrutter. Betydelige leverancer af militært udstyr, særlig lastbiler og uniformer, fra de vestlige allierede spillede også en vigtig rolle. Sovjetledelsen tonede også sin klassekampsretorik noget ned og fremholdt, at nationen var i fare, det var livsvigtigt, at alle samfundslag deltog i landets forsvar. I denne tid brugte sovjet-ledelsen i høj grad patriotismen for at opildne sovjet-borgerne til opofrelse.
Det tyske angreb medførte, at Sovjetunionen gik med i alliancen mellem Storbritannien og Frankrig i kampen mod Tyskland og Italien. Under ledelse af dygtige generaler som blandt andet Zjukov fik de sovjetiske styrker i løbet af 1943 efterhånden presset tyskerne stadigt længere tilbage. Ved Teherankonferencen i 1943 og Jaltakonferencen i 1945 blev de overordnede aftaler omkring grænsedragningerne efter krigen. Som følge af disse aftaler annekterede Sovjetunionen byen Königsberg med omgivelser fra Tyskland og tog også en stor del af det vestlige Polen, der blev kompenseret ved en stor del af det vestlige Tyskland. Letland, Litauen og Estland var også blevet indlemmet i Sovjetunionen allerede i sommeren 1940. Da sovjetiske tropper igen stod i disse lande blev de igen en del af Sovjetunionen. Grænsedragningerne betød en omfattende etnisk rensning, hvor millioner af mennesker blev forflyttet. Især polakker, men også mange andre.
Den kolde krig, Sovjetunionen som supermagt.
Den kolde krig (1948–1989) er betegnelsen for den rivalisering, som udviklede sig mellem to forskellige grupper af nationer med forskellig ideologi og forskellige økonomiske og politiske systemer. På den ene side stod Sovjetunionen og dens allierede, også kaldet Østblokken med Warszawa-pagten som bærende forsvarssamarbejde. På den anden side stod USA og dets allierede, ofte refereret til som Vestblokken, der samledes i forsvarsalliancen Nato. Selv om de to blokke stod skarpt over for hinanden, så var der dog stor forskel i de forskellige blokkes opbygning. I NATO byggede medlemskab på frivillighed, mens dette ikke var tilfældet for landene i Østeuropa, hvis medlemslande var påtvunget et kommunistisk system og derfor i realiteten havde karakter af satellitstater. Konflikten blev kaldt den kolde krig fordi den aldrig førte til direkte kampe, en "varm" krig. Perspektiverne i en krig mellem de to blokke, der ville blive kæmpet med Atomvåben, var alt for dystre, til at nogen turde tage skridtet og indlede en krig. Sovjetunionen havde i 1949 fået atomvåben, USA allerede i 1945.
Begge parter støttede igennem den kolde krig andre lande og organisationer, både økonomisk og militært, som var i strid med den anden part. Den kolde krig blev altså præget af bipolære konflikter som eksempelvis Koreakrigen og Vietnamkrigen, hvor Sovjetunionen støttede regimer, der var i modsætning til USA. Den kolde krig endte i 1989, da Berlinmuren faldt, eller endeligt i 1991, da Sovjetunionen blev opløst.
Som resultat af den sovjetiske fremrykning i den sidste del af 2. verdenskrig havde Den røde armé taget kontrollen over store dele af Øst- og Centraleuropa. Den sovjetisk kontrollerede del af Tyskland blev senere til Den Tyske Demokratiske Republik ("Øst-Tyskland" eller "DDR"), mens sovjetvenlige kommunistregimer blev indsat i de andre østeuropæiske lande. Der blev ikke afholdt frie valg. Finland blev indrømmet selvstyre, men Stalin sørgede for, at landet var politisk isoleret fra vesten og var økonomisk afhængig af Sovjetunionen. I Grækenland, Italien og Frankrig havde nationale sovjetvenlige kommunistpartier stor folkelig opbakning, og de fik en som regel skjult støtte fra Sovjetunionen.
De vestallieredes sammenlægning af okkupationszonerne i Vesttyskland og indføring af D-marken i disse områder, og dermed indførelsen af markedsøkonomi, førte til vrede hos Sovjetunionen, der ønskede en fælles tysk valutareform hvor den sovjetiske regering kunne gøre sin indflydelse gældende. Sovjetunionen blokerede derefter i 1948 Vest-Berlin, som lå som en vestallieret enklave midt i det sovjetkontrollerede DDR. Håbet var, at vestmagterne ville opgive byen. Blokaden af Berlin slog fejl på grund af de allieredes luftbro. I 1949 skønnede Stalin, at slaget var tabt, og ophævede blokaden, men den kolde krig havde for alvor taget sin begyndelse.
Også i Asien var Sovjetunionen udenrigspolitisk meget aktive. Efter at krigen mod Tyskland i maj 1945 var overstået, havde Sovjetunionen erklæret krig mod Japan, der endnu ikke havde overgivet sig, og i Operation Auguststorm okkuperede de den japanske del af øgruppen Kurilerne nordvest for Hokkaido. Japans nederlag førte også til, at de kinesiske kommunister kunne gå i offensiven. Mao Zedongs kinesiske kommunister opnåede i 1949 at besejre det korrupte veststøttede Kuomintang-styre under den kinesiske borgerkrig. Sovjetunionen anerkendte hurtigt Folkerepublikken Kina, som i starten var en tro allieret med regeringen i Moskva. Både i Korea og i Vietnam spillede den sovjetisk-kinesiske alliance en stor rolle.
Sovjetunionen havde nu udfyldt tomrummet, efter at Japans dominans på den koreanske halvø var afsluttet, og man støttede både de nordkoreanske kommunister i etablering af en egen stat og i den efterfølgende krig mod det USA-støttede Sydkorea.
Khrusjtjov og Bresjnev.
I magtkampen i Sovjetunionen efter Stalins død i 1953 tabte Stalins fraktion. Nikita Khrusjtjov blev Sovjetunionens nye leder, og konsoliderede sin stilling i en tale til den tyvende sovjetkongres i 1956, hvor han kritiserede og distancerede sig fra Stalins forbrydelser. Dette indledte af-staliniseringen og markerede begyndelsen på en periode med et mere åbent kultur- og samfundsliv i Sovjetunionen. Khrusjtjov-epoken var præget af store indenrigspolitiske eksperimenter, blandt andet med vidtrækkende landbrugsreformer som eksempelvis Jomfrulandplanen. Khrusjtjovs udenrigspolitik huskes bedst for Cubakrisen, hvor Khrusjtjov udfordrede den amerikanske interessesfære på den Vestlige Halvkugle.
Khrusjtsjov sad på position som generalsekretær frem til 1964, da han blev væltet fra posten af Leonid Bresjnev og Nikolaj Podgornyj. Sammen med Aleksej Kosygin dannede disse tre et nyt triumvirat. Bresjnev blev efterfølgende Sovjetunionens stærke mand, og genoptog i nogen grad Stalins linje med fokus på tungindustri. Han forsøgte også at bløde forholdet til USA op, blandt andet gennem Salt-aftalerne, der skulle regulere antallet af atomvåben. Afspændingspolitikken sluttede dog omtrent ved indgangen til 1980'erne, da krigen i Afghanistan og sovjetisk oprustning førte til en ny og koldere periode i forholdet til USA. Bresjnev-epoken var også præget af økonomisk stagnation, noget som førte til folkelig utilfredshed med statsledelsen.
Rumkapløbet.
a> blev det første menneske i verdensrummet i 1961
Parallelt med våbenkapløbet i den kolde krig var der også et kapløb mellem USA og Sovjetunionen om at komme først til Månen. Rumkapløbet var en rivalisering mellem USA og Sovjetunionen, som varede fra ca. 1957 til 1975. Stormagterne konkurrerede om at udforske verdensrummet og få den første satellit og menneske ud i rummet, og derefter få mennesker til Månen.
Baggrunden for rumkapløbet var spændingerne mellem supermagterne efter anden verdenskrig. Ved at få erobret verdensrummet som den første, kunne man måske få overtaget i konkurrencen mellem de to blokke. Kapløbet startede, da Sovjetunionen sendte Sputnik 1 op den 4. oktober 1957. Rumkapløbet blev en vigtig del af den kolde krig og bidrog blandt andet i propagandamæssigt øjemed, men også til at udvikle ny våbenteknologi. Sovjetunionen tabte kampen om at komme først til Månen, men var blandt andet først ude med at sende et menneske ud i verdensrummet (Jurij Gagarin i 1961) og først ude med en rumvandring (Aleksej Leonov i 1965).
Gorbatjovs reformer og Sovjetunionens fald.
I løbet af 1980'erne stod det klart, at Sovjetunionens økonomiske situation var dyster, og der blev efterhånden sat gang i et større reformværk for at forbedre den skrantende økonomi. Efter Bresjnevs død havde man et kort mellemspil med Jurij Andropov og Konstantin Tjernenko, før Mikhail Gorbatjov blev generalsekretær i 1985. Gorbatjov satte gang i omfattende økonomiske reformer ("perestrojka"), og opblødte også systemet gennem åbning af samfundet og afskaffelse af offentlig censur ("glasnost").
I slutningen af 1980'erne begyndte delrepublikkerne i Sovjetunionen processen med at løsrive sig fra Sovjetunionen, da den sovjetiske grundlov åbnede for udmelding. Den 7. april 1990 blev der vedtaget en ny lov, som gav delrepublikkerne lov til at melde sig ud efter folkeafstemninger med mindst to tredjedels flertal for uafhængighed. Mange delrepublikker holdt også for første gang i unionens historie frie valg til nationalforsamlingerne samme år. De nyvalgte nationalforsamlinger begyndte snart at vedtage love, som gik imod de centralt vedtagne love. I 1989 var Boris Jeltsin blevet valgt til leder i det nyoprettede russiske parlament, og den 12. juni 1990 erklærede det russiske parlament, at russiske love skulle have forrang foran sovjetiske love. Den uoverskuelige og rodede juridiske situation fortsatte i 1991, mens sovjetrepublikker i et glidende tempo blev "de facto" uafhængige.
Den 17. marts 1991 blev der afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt unionen skulle fortsætte. I ni af femten sovjetrepublikker blev der flertal for fortsat union, hvilket styrkede Gorbatjovs stilling noget. Sommeren 1991 blev der genforhandlet en ny unionsaftale, som ville omdanne Sovjetunionen til et løsere forbund af halvvejs uafhængige stater.
Selv om otte af sovjetrepublikkerne accepterede aftalen, blev aftalen ødelagt af kupforsøget mod Gorbatjov i august 1991. De konservative kupmagere ønskede at stoppe Gorbatjovs reformproces, der var ved at ødelægge det Sovjetunionen, de kendte, og de var parat til at bruge magt til at holde unionen samlet. Kuppet fejlede, men Gorbatjov blev alligevel den store taber på bekostning af Jeltsin. Magtbalancen var nu i delrepublikkernes favør, og i 1991 fulgte Estland og Letland Litauens eksempel fra 1990 og erklærede sin uafhængighed. De 12 tilbageværende sovjetrepublikker fortsatte forhandlingerne om en ny union, men uden at komme frem til nogen enighed.
Den 8. december 1991 underskrev præsidenterne for Rusland, Ukraine og Hviderusland Minsk-aftalen. Denne aftale etablerede Fællesskabet af uafhængige stater (SNG). Den 21. december blev der underskrevet en lignende aftale mellem alle sovjetrepublikkerne undtagen Georgien, hvilket medførte Sovjetunionens endelige opløsning. Den 25. december gik Gorbatjov endelig af som Sovjetunionens sidste præsident. Dagen efter valgte Den Øverste Sovjet at opløse sig selv, samtidig med at de accepterede opløsningen af unionen. Selv om mange offentlige sovjetiske institutioner bestod en tid endnu, før de blev overført til de nye, uafhængige lande, regnes 26. december 1991 som dagen for Sovjetunionens opløsning.
Politik.
a>, landets eneste tilladte politiske parti.
Gennem hele Sovjetunionens levetid var sovjetisk politik fuldstændig domineret af Sovjetunionens kommunistiske parti, det eneste tilladte politiske parti. Partiet anså sig selv som Marxistisk-Leninistisk, og baserede sig på Lenins princip om demokratisk centralisme. Under Khrusjtjov og Bresjnev blev kommunistpartiets dominans endda stærkere end den havde været under Stalin. Den sovjetiske grundlov fra 1977 nævnte simpelthen partiet direkte som "den ledende kraft i Sovjetsamfundet" og "kernen i dets politiske system", og den sørgede dermed for partiets dominans i alle stats- og samfundsorganisationer.
Partiets øverste administrative organ var politbureauet. Partiets ledende rolle betød, at dette forum også blev det øverste statsadministrative magtorgan. Politbureauet skulle i teorien vælges af partiets centralkomité, men fungerede i praksis som et selvsupplerende organ.
Umiddelbart under politbureauet lå ministerrådet og partiets sekretariat. Partiets sekretariat havde hovedansvaret for at kontrollere, at administrationen fulgte op på politiske vedtagelser og fungerede som koordinatorer for styringen af økonomien og samfundslivet. Sekretariatet havde også til opgave at fremlægge forslag til politbureauet. Sekretariatet blev ledet af generalsekretæren, som i realiteten var landets mægtigste person. Alle ansættelser i højere stillinger i statsapparatet måtte også godkendes af partiets sekretariat.
Ministerrådet var nominelt set Sovjetunionens regering. Under Bresjnev havde den over 100 medlemmer og bestod af ministre, statsministre i delrepublikkerne og formænd for forskellige statslige komiteer. Ministerrådet skulle lede den daglige administration af landet, med partiets sekretariat i den førnævnte kontrollerende funktion. Ministerrådet kunne også forberede og fremlægge forslag til politbureauet.
Den øverste lovgivende magt i Sovjetunionen var Den Øverste Sovjet. Parlamentet mødtes imidlertid kun to gange om året og vedtog altid partiets og regeringens forslag uden at protestere, og parlamentet havde derfor nærmest kun symbolsk funktion. Den øverste sovjet havde også et valgt præsidium, hvor lederen var Sovjetunionens præsident og dermed landets formelle statsoverhoved. Præsidiet kunne udstede love, når Den øverste sovjet ikke var samlet.
Medlemskab i internationale organisationer.
Sovjetunionen var medstifter af De forenede nationer i 1945, og landet fik fast plads i FN's sikkerhedsråd med tilhørende vetoret. Ved siden af Sovjetunionen som helhed fik også Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik og Den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik plads i hovedforsamlingen. Baggrunden for dette var, at Stalin oprindeligt havde krævet, at alle seksten sovjetrepublikker skulle få plads i FN, men under Jaltakonferencen gjorde Roosevelt det klart, at så skulle alle amerikanske delstater også have en plads på tilsvarende vis. Kompromisset blev dermed, at kun Ukraine og Hviderusland kom med, hvilket i realiteten gav Sovjetunionen totalt tre stemmer i hovedforsamlingen. Ukraine og Hvideruslands medlemskab i FN gav ikke meget mening ud fra en juridisk synsvinkel, men eftersom Stalin frygtede et FN alt for domineret af vestmagterne, valgte Roosevelt og Churchill delvis at imødekomme Stalins krav.
Østblokkens modstykke til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab var COMECON. COMECON blev stiftet i 1949 efter initiativ fra Stalin, og skulle tilfredsstille satellitstaterne i Østeuropa, som af Sovjetunionen var blevet forbudt at modtage støtte fra den amerikansk finansierede Marshallhjælp. Organisationen voksede efterhånden ud over Europas grænser, og omfattede til sidst 450 millioner mennesker i ti lande på tre kontinenter. Gennem COMECON fik medlemslandene koordineret femårsplanerne med hensyn til udenrigshandel, udvekslet forskningsresultater og teknologi, udvekslet arbejdskraft og muligheden for at samarbejde om udvindingen af naturressourcer.
I 1955 underskrev østbloklandene "Traktaten for venskab, samarbejde og gensidig assistance", en traktat der grundlagde Warszawapagten. Denne traktat var et direkte svar på vestens forsvarsalliance NATO fra 1949. Warszawapagten var fuldstændig domineret af Sovjetunionen og fungerede i praksis som et værktøj for at holde de andre lande i Østeuropa politisk og militært under sovjetisk kontrol. Warszawapagten havde ingen egen kommandostruktur, men var underlagt det sovjetiske forsvarsdepartement. Pagten bidrog til at skabe en facade af fællesskab i øst, mens aftalen i praksis førte til, at Sovjetunionen fik næsten fuld kontrol over de militære styrker i satellitstaterne.
Administrativ inddeling.
Sovjetunionen var formelt en føderation. Mellem 1956 og 1991 bestod unionen af 15 nationale socialistiske sovjetrepublikker (eller unionsrepublikker), som på papiret kunne trække sig ud af unionen, når de ville. Hver sovjetrepublik havde sin egen hovedstad, mens Moskva var hovedstad for hele Sovjetunionen. Den russiske socialistiske føderative sovjetrepublik havde derudover en speciel status. Hver af republikkerne havde sin egen forfatning, som sammen med Sovjetunionens centrale grundlov lagde op til magtfordelingsprincippet. I praksis var det imidlertid regeringen i Moskva, som tog alle beslutninger af betydning, og de regionale parlamenter havde meget lidt indflydelse.
Inden for disse republikker fandtes der yderligere såkaldte "autonome socialistiske sovjetrepublikker" (for eksempel Nakhitsjevan), "autonome regioner" (for eksempel den Jødiske autonome oblast) og "autonome distrikter". Alle disse enheder havde delstatskarakter, men med mindre selvstyre end sovjetrepublikkerne. Forskellige tolkninger af Sovjetunionens grundlov af 1977 er i dag en vigtig faktor i flere konflikter i post-sovjetiske stater. Dette gælder blandt andet Abkhasien, som var en autonom republik, og Nagorno-Karabakh, som var en autonom region.
Unionsrepublikkerne i 1991 og nuværende stater.
I forbindelse med Sovjetunionens opløsning i 1991 blev alle sovjetrepublikkerne selvstændige stater. Af disse er de baltiske stater senere blevet medlem af både NATO og EU, mens resten af efterfølgerstaterne gik ind i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG). Tidligere sovjetrepublikker er også på egen hånd blevet medlemmer af en række andre mellemstatslige organisationer, blandt andet GUAM og Shanghai-gruppen. Tabellen herunder viser de tidligere sovjetrepublikker og de nuværende lande og oppsummerer de vigtigste mellemstatslige organisationer, som disse er med i.
Militær.
Det sovjetiske forsvar opererede med et af verdens mest omfattende netværk af antiluftskyts og jagerfly.
Sovjetunionens forsvar havde fem militære grene: Hæren, de strategiske raketstyrker (RVSN), luftforsvarsstyrkerne (PVO), det offensive luftvåben (VVS) og marinen. Den sovjetiske hær var kendt som Den Røde Hær og var opstået som bolsjevikkernes styrker under borgerkrigen. Hæren var den forsvarsafdeling med mest politisk indflydelse og havde i 1989 to millioner mand under våben fordelt på 150 motoriserede riffeldivisioner og 52 panserdivisioner. Den sovjetiske marine var frem til starten af 1960'erne en relativt lille forsvarsgren, men efter Cubakrisen blev den kraftigt udvidet under Sergej Gorsjkovs ledelse. Sovjetmarinen var særligt kendt for missilkrydsere og avancerede ubåde og havde en mandskabsstyrke på 500 000 mand (1989).
De strategiske raketstyrker (RVSN) rådede over mere end 1 400 interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) fordelt på 28 baser og 300 kommandocentre. Størstedelen af styrken var tunge R-36 (NATO-betegnelse "Satan" og Pentagons kode SS-18) og UR-100N ("Stilleto" og SS-19) ICBM, men i slutningen af unionens levetid skiftede fokusset til en vis grad hen imod lettere og mere mobile enheder. Det offensive luftvåben (VVS) havde hovedfokus på strategiske bombefly og skulle i en krigssituation ødelægge fjendens infrastruktur og kernevåbenfaciliteter. Luftvåbnet havde også jagerbombere og taktiske transportfly, som skulle støtte hæren i kamp. Den femte våbengren var luftforsvarsstyrkerne (PVO), som blev udskilt som en egen våbengren i 1948. Disse havde ansvaret for at beskytte sovjetisk infrastruktur, industri og strategiske raketstyrker i tilfælde af luftangreb.
Sovjethæren var i efterkrigstiden involveret i flere konflikter. Blandt disse var opstanden i Østtyskland (1953), Opstanden i Ungarn (1956) og Opstanden i Tjekkoslovakiet (1968). Sovjetunionen var også indblandet i borgerkrigen i Afghanistan i ni år fra 1979.
Økonomi.
Efter den såkaldte krigskommunisme under borgerkrigen havde Lenin indført den såkaldte "nye økonomiske politik" (NEP) i 1920'erne for at genrejse økonomien. Stalins vision var anderledes – han mente, at udviklingen mod et socialistisk samfund kunne forceres ved at mobilisere landets ressourcer gennem en stærk statslig styring. Han fik partiet til at vedtage femårsplaner for industrialisering, med hovedvægt på at udbygge især tungindustrien, fundamentet for militær oprustning. Den første femårsplan blev lanceret i 1928. Under anden verdenskrig blev meget sovjetisk industri flyttet langt østpå for at undgå, at den skulle falde i tyskernes hænder. Efter krigen blev en stor del af den tyske industri taget som krigsbytte, sammen med dygtige tyske ingeniører og videnskabsmænd.
Efter NEP-perioden havde Sovjetunionen en centralstyret økonomi – en såkaldt planøkonomi, der er karakteristisk for det kommunistiske økonomiske system og en direkte modsætning til kapitalismen. Al økonomisk virksomhed fandt sted efter planer fra bureauet Gosplan. Før kollapset i løbet af 80´erne var den sovjetiske økonomi den største planøkonomi i verden. Sovjetunionens bruttonationalprodukt (BNP) var estimeret til 2,4 billioner USD (1986), hvilket svarede til 8 375 USD pr. indbygger. Den økonomiske vækst (justeret for inflation) var på samme tid ca. 1,5 %. Til sammenligning havde Norge i 1989 et BNP på 75,8 milliarder USD (17 900 pr. indbygger) og en økonomisk vækst på 5,7 %, mens USA havde et BNP på $5,2 billioner USD (21 082 pr. indbygger) og en økonomisk vækst på 2,9 %.
Landbrug.
Det sovjetiske landbrug var hovedsagelig baseret på kollektivbrug og statsbrug, disse stod for størsteparten af produktionen af hvede, kartofler, sukker, bomuld, solsikker og lin. Private jordstykker var også vigtige i fødevareproduktionen, her blev der specielt produceret kød, mælk, æg og grøntsager. På trods af dette var der en underproduktion af mad, og store mængder korn og kød måtte importeres. Selv om landbruget blev prioriteret fra statens side var der mange strukturelle svagheder i systemet, blandt andet utilstrækkelig gødning, manglende kølesystemer, dårlig lagring og transport, samt urealistisk planlægning og styring af landbrugssektoren.
Hovedårsagen til knapheden på mad var dog udbredt korruption, lav arbejdsmoral og svind. En tredjedel af de producerede varer på kollektivbrugene og statsbrugene forsvandt på vejen fra jorden til forbrugerne. Samtidig kunne bonden ikke se nogen fordel i at arbejde på kollektivbrugene; en bonde i 1950 fik af sin indtægt fra at arbejde på sit lille private jordstykke i fritiden og kun fra fuldtidsjobbet i stats- eller kollektivbruget. Når bøndernes små, private jordstykker i 1950 stod for 38 % af landets samlede fødevareproduktion er det tydeligt, at produktiviteten på fællesjorden var langt lavere end den kunne have været under andre produktionsformer.
På trods af at Khrusjtjov i 1960 erklærede, at Sovjetunionen skulle overgå USA i kødproduktion inden 1980 var der ikke meget, som ændrede sig.
Fiskeri.
Sovjetunionen havde verdens største havgående fiskerflåde. Størstedelen af fiskeriet foregik i Atlanterhavet og i Stillehavet, kun 10 % af fiskeriet blev gjort i indsøer og i floder.
Industri.
Sovjetisk industri voksede efterhånden og gjorde landet til det næststørste industriland i verden. Graden af industrialisering varierede meget længere inde i landet, de mest industrialiserede dele af Sovjetunionen var det nordvestlige Rusland, områderne lige øst for Ural og det østlige Ukraine. Mindst industrialiseret var Centralasien, Moldova, Hviderusland og det vestlige Ukraine. De højst prioriterede industrisektorer var maskinindustrien og metalindustrien, i tillæg til produktionen af forsvarsmateriel. Produktionen af forbrugsvarer blev prioriteret i mindre grad. Størstedelen af forskningsressourcerne blev brugt i forsvarssektoren. Sovjetunionen var selvforsynende med energi og kunne eksportere overskydende energi til andre lande. Landet var til sidst i dets levetid verdens største producent af olie og naturgas, og verdens næststørste producent af kul. De vigtigste kilder til elektrisk strøm var kul, petroleum, atomenergi og vandkraft.
Det var et mål for sovjetmyndighederne at være selvforsynende, og udenrigshandelen spillede derfor en mindre rolle for landets økonomi. I 1985 var importen og eksporten samlet set på 185,9 milliarder USD, hvilket kun udgjorde 4 % af det samlede BNP. Landets vigtigste handelspartnere var de andre kommunistiske lande i Østeuropa, handelen med disse udgjorde 67 % af udenrigshandelen. Af den resterende udenrigshandel var 22 % med I-lande og 11 % med Ulande. De vigtigste eksportvarer var petroleumsprodukter, industriudstyr, metaller, tømmer, landbrugsvarer, maskinudstyr og våben og andet militært udstyr. De vigtigste importvarer var korn og andre landbrugsvarer, stål (specielt rørledninger), industrivarer og forbrugsvarer. Handelen med andre kommunistiske lande foregik på bilateral basis, hvor importen og eksporten var lige stor og dermed skulle udligne hinanden. Med vesten var der stadig underskud i handelsbalancen, men dette blev opvejet af indtægten ved våbeneksport til den tredje verden. Kendte sovjetiske eksportvarer inkluderede bilmærkerne Lada og Moskvitch, lastbilerne Kamaz og Ural, våben som automatgeværet AK-47 og kampvognen T-55, kameramærket Zenit m.fl..
Den økonomiske vækst stødte på problemer fra 1970-tallet. Man måtte hæve varernes kvalitet for at kunne konkurrere på eksportmarkedet, dette viste sig vanskeligt. Produktionen af forbrugsvarer var altid mindre end efterspørgselen, hvilket førte til en vedvarende vareknaphed. Kvaliteten på mad, tøj og tjenester var også ofte utilstrækkelig for indbyggerne. Sent i 1980'erne blev der indført økonomiske reformer, specielt under Gorbatjovs "perestrojka", hvor central styring blev reduceret til fordel for øget lokalt selvstyre og en vis markedstilpasning.
Valuta.
Sovjetunionens valuta hed "rubel" (valutakode: SUR), og var inddelt i 100 kopek. Det var ikke lovligt at veksle rubler uden for landets grænser, og indenlands blev vekslingskursen bestemt af myndighederne. I forbindelse med valutareformen i 1961 blev kursen sat til 90 kopek for én dollar. Kursen kunne variere fra år til år, for eksempel gik den gradvist fra 0,838 rubler for én dollar i 1985 til 0,580 rubler for én dollar i 1990. Siden vekslekursen med andre valutaer var sat urealistisk højt blev der skabt et stort sortbørsmarked for handel med udenlandsk valuta i Sovjetunionen.
Transport.
Sovjetunionen havde i 1991 ca. 1 100 lufthavne. Luftflåden var på ca. 4 000 civile fly. Jernbanenettet var på samme tid på totalt 147 400 kilometer, hvoraf 53 900 var elektrificeret. Vejnettet var på 1 757 000 kilometer, hvoraf 1 310 600 var asfalteret. Landet havde 123 700 kilometer med farbare vandveje (ikke inkluderet Kaspiske Hav). Sovjetunionens vigtigste havnebyer var Leningrad, Riga, Tallinn, Kaliningrad, Liepāja, Ventspils, Murmansk og Arkhangelsk. Den sovjetiske handelsflåde var på ca. 2 500 havgående fartøjer.
Uddannelsessystem.
I Sovjetunionen var børn fra syv år skolepligtige. Dette var de frem til at de skulle på videregående uddannelser når eleverne var 17 eller 18 år. De første otte år var fælles for alle elever, mens der var fire valgmuligheder for de sidste to år. 60 procent valgte at bruge de sidste to år på almene fag, som gav ret til at tage adgangseksamen til universiteter og faghøjskoler. Det var også tilladt at tage en mere specialiseret og teoretisk uddannelse på de videregående uddannelser og derefter få et job uden højere uddannelse, dette tog tre eller fire år. Der fandtes også erhvervsskoler med studieforløb over to til fire år. Det sidste alternativ var at gå lige ud i et ufaglært industrijob efter ottende klasse, men så skulle man fuldføre skolegangen på aftenskole eller fjernundervisning. Imidlertid mislykkedes det for halvdelen af sidstnævnte gruppe, at fuldføre videregående skoleuddannelse.
Skolepensa blev styret fra centralt hold, det samme blev lærebøger, fraværspolitik og eksaminer. Der blev stillet høje krav til elevene med hovedvægt på realfag og sprog, uddannelsen i første fremmedsprog foregik over seks år. De humanistiske fag var ideologisk baserede, med stort fokus på marxisme. De sidste to år blev alle elever pålagt at have to timer om ugen med militær træning.
Grundloven garanterede alle indbyggere skolegang på modersmålet, men dette gjaldt ikke altid i praksis for mindre sprog eller for elever bosat udenfor deres eget sprogområde. For ikke-russere var der også obligatorisk undervisning i russisk. Siden det store flertal af højere uddannelser foregik på russisk, valgte mange at sende deres børn på russisksprogede grundskoler.
De højere uddannelser var opdelt i to systemer – universiteter og faghøjskoler (kaldet "institutter"). En universitetsuddannelse varede typisk fem år, og var hovedsageligt yderst specialiseret. Samtidigt blev studenterne pålagt at tage emner i ideologiske temaer (marxisme, kommunistpartiets historie), at tage et fremmedsprog og have obligatorisk gymnastik. Efter de grundlæggende studier kunne man fortsætte til en "kandidat nauk"-grad, noget som svarer til Cand. scient.. Den højeste akademiske grad var "doktor nauk", som omtrent svarer til en doktorgrad i det gamle europæiske system.
Optagelsen til universiteterne skete to gange årlig efter hårde optagelsesprøver. Man søgte ind på specifikke studier, og optagelsesprøverne varierede med studiet. På grund af mange ansøgere var det vanskeligere at komme ind på de prestigefyldte universiteter, heriblandt Moskvas Statsuniversitet og Statsuniversitetet i Leningrad. Antallet af studiepladser indenfor hvert fagområde blev bestemt centralt af ministeriet for højere uddannelse i Moskva efter de til enhver tid rådende prognoser for industriens fremtidige behov. Ansøgere med minoritetsbaggrund havde deres egne kvoter ved optagelse til universiteter.
Al højere uddannelse blev finansieret over de offentlige budgetter, og der blev ikke opkrævet brugerbetaling. Studenterne fik også stipendier til leveomkostninger, og studenter med gode resultater fik højere stipendier.
Der var en lille smule overlap imellem uddannelserne som blev tilbudt på universiteter og på højskoler; alle professionsuddannelser (som medicin og arkitektur) hørte hjemme i højskolesystemet. Højskolerne var altid specialiserede og havde undervisning indenfor kun et fagområde (med undtagelse af de obligatoriske emner i ideologi, fremmedsprog og gymnastik). Højskolerne var også mere praktisk indrettede end universiteterne. Højskoleuddannelsen varede fem eller seks år.
Universiteterne og højskolerne arbejdede tæt sammen med industrien, og færdiguddannede kandidater blev beordret til stillingerne af specielle ansættelseskommissioner. De nyuddannede kunne til en vis grad komme med ønsker til kommissionen, men kommissionens afgørelse var altid gældende. Dette gjorde at ægtefæller kunne blive beordret til forskellige egne af landet. Pligtarbejdsperioden varede i to år, hvorefter man i reglen selv kunne vælge hvor man ville søge arbejde.
CCCP.
CCCP er en kyrillisk forkortelse for "Союз Советских Социалистических Республик", der med det latinske alfabet skrives som "Sojus Sovetskikh Sotsialistitjeskikh Respublik (SSSR)", og var den russiske benævnelse for Sovjetunionen.
Bibelen.
a> udgave af Bibelen fra 1859.
Bibelen (gr. βιβλία "biblia" "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i bl.a. jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne bibel, som beskrives her. Desuden er der inden for kristendommen variationer i antallet og indholdet af Bibelens bøger.
Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele. Den første del, Det Gamle Testamente, er næsten identisk med den hebraiske bibel, og var oprindeligt delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Den anden hoveddel, Det Nye Testamente, indeholder de særligt kristne skrifter, og er skrevet i det første århundrede e. Kr. Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som generelt ikke regnes for kanoniske af jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. De deuterokanoniske skrifter findes bl.a. i Septuaginta den tidligste græske oversættelse af Tanakh har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. De udgjorde dele af de første kristnes bibel. Apokryferne findes ikke i den hebraiske bibel.
Bibelen indeholder skrifter af mange forskellige genrer som for eksempel jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling var ikke at finde i de oprindelige tekster, men er kommet til efterhånden som det blev nødvendigt at kunne henvise mere nøjagtigt til steder i teksterne. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. Den 31. december 2008 er hele Bibelen oversat til 451 forskellige sprog og dele af Bibelen, oversat til i alt 2.479 sprog.
Etymologi.
Det danske ord "bibel" har en lang og til tider utydelig etymologisk historie. Betegnelsen stammer fra græsk "biblía" (flertalsformen af biblíon "lille bog") som formentlig stammer fra det græske "bíblos" eller "býblos" som betyder papyrus, skriftrulle eller bog, efter den fønikiske havneby Byblos, hvorfra papyrus blev eksporteret. Det græske udtryk "ta biblia" bruges om den kristne kirkes kanoniske skrifter så tidligt som 223 e. Kr. Ordet blev på latin brugt i udtrykket "biblia sacra" (de hellige skrifter).
Den hebraiske bibel.
Den hebraiske bibel (hebr. תנ"ך "tanakh") indeholder 39 skrifter og er næsten identisk med Det Gamle Testamente. Den er skrevet på hebraisk, hovedsageligt af og til hebræere. Tanakh (TaNaKh) er et initialord for de tre dele i den hebraiske bibel: Torah ("Loven"), Nevi’im ("Profeterne") og Ketuvim ("Skrifterne"). Teksten var oprindeligt hele de kristnes bibel og bliver flere steder i Det Nye Testamente refereret til som "skriften" eller "skrifterne". Den hebraiske bibel er en vigtig kilde til det teologiske studie af Bibelen, og teologistuderende undervises i hebraisk for at kunne studere teksten på originalsproget.
Hvor skrifterne i den jødiske Tanakh inddeles i de tre hovedinddelinger, Loven, Profeterne og Skrifterne, har man i kristen tradition arrangeret Det Gamle Testamentes skrifter i overensstemmelse med Septuaginta (LXX), der i stedet inddeler Bibelens bøger i historiske skrifter, visdomsskrifter og profetiske skrifter. Dette kan siges at give et mere eskatologisk præg, der peger frem mod fremtidig forløsning, idet samlingen derved slutter med den messianske profeti sidst i Malakias’ Bog modsat Tanakh, der slutter med opfordringen til at bygge et nyt tempel sidst i Anden Krønikebog.
Den jødiske tradition inddelte omkring det 5. århundrede f.Kr. de fem Mosebøger i 54 ugentlige afsnit, som læses højt som toralæsning hver sabbat. Cyklusen ender og gentages ved den jødiske fest Sukkot. Disse inddelinger svarer ikke til de nuværende kapitler.
Torah.
Den hebraiske titel kommer fra det første ord i hver del bortset fra Fjerde Mosebog, hvor det er det femte ord. Bøgerne indeholder 613 mitzvot eller bud fra Gud, som danner basis for den religiøse jødiske lov (Halakha).
Torahen beskriver tre perioder i forholdet mellem Gud og menneske. Første Mosebog 1-11 beskriver menneskehedens gennerelle historie med skabelsen, syndefaldet og menneskets forfald efter dette. De sidste 39 kapitler i Første Mosebog, hvor Abraham udvælges til stamfader til et talrigt folk, hvorigennem verden skal velsignes. Abraham blev af Gud kaldet til at drage til Kana'an hvor løftet blev gentaget til hans efterkommere, Isak, Jakob og Josef. I de sidste fire bøger fortælles historien om Moses, som levede flere hundrede år efter patriarkerne i Egypten, og beretter om israelitternes udvandring fra Egypten, ørkenvandringen og fornyelsen af pagten med Gud ved Sinai Bjerg. Torahen ender med Moses' død.
Ketuvim.
Ketuvim, eller "skrifterne" på dansk, er 11 bøger skrevet af forskellige forfattere og indeholder den israelittiske visdomslitteratur. Ifølge rabbinsk tradition er mange af salmerne skrevet af David; Kong Salomon formodes at være forfatteren til Højsangen i hans ungdom, Ordsprogenes Bog ved midten af hans liv, Prædikerens Bog i hans alderdom. Ruths bog er den eneste bibelske bog, der omhandler en ikke-jøde. Fem af bøgerne kaldes "De fem Skriftruller" (Megilot) og bliver læst op under de jødiske fester: Højsangen ved påsken; Ruths Bog ved shavuot; Klagesangene ved tisha b'av; Prædikerens Bog ved sukkot; og Esters Bog ved purim. Overordnet set indeholder "skrifterne" poesi, filosofiske refleksioner over livet, profeternes og andre israelittiske lederes levned under det babylonske fangenskab. Det ender med det persiske dekret, som tillader jøderne at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet.
Det Gamle Testamente.
Det Gamle Testamente er indholdsmæssigt identisk med den hebraiske bibel, men har fået betegnelsen fordi den i kristen sammenhæng repræsenterer "Den Gamle Pagt". Det var den pagt, Gud sluttede med Moses på Sinai. Allerede i tales der af profeten om en "ny pagt", der skal erstatte den gamle pagt. I begyndelsen af kirkens historie var den græske oversættelse af den hebraiske bibel, Septuaginta, kirkens Bibel. Efterhånden blev flere skrifter, der repræsenterede den kristne fortolkning af Tanakh, kanoniseret og formede "Den Nye Pagt". Jesus Kristus er den nye pagts repræsentant, og Det Gamle Testamente læses af kristne i lyset af Jesus som opfyldelse af messiasprofetierne. Hebræerbrevet siger: "Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt." () Jesus bliver dermed en fortolkningsnøgle og får afgørende betydning for forståelsen af den hebraiske bibel.
Det Nye Testamente.
a>, dateret til begyndelsen af det andet århundrede.
Det Nye Testamentes 27 skrifter er skrevet på græsk og er inddelt efter forskellige principper. Først er der de historiske skrifter med de fire evangelier, Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. De er højst sandsynligt sorteret efter den dengang ansete alder på dem. Derefter kommer Apostlenes Gerninger, som danner overgang fra evangelierne til brevene, som ofte er skrevet om Apostlenes Gerninger.
Paulus' breve består af 13 breve og er inddelt i to kategorier: Menighedsbrevene, som er sorteret efter størrelse, og de personlige breve. Derefter kommer Hebræerbrevet, som på grund af usikkerhed om forfatterskabet er sat efter Paulus’ breve. I begyndelsen af kirkens historie mentes Paulus at være forfatteren.
De syv katolske breve (eller "almindelige breve") har denne betegnelse, fordi de ikke har en specifik modtager, men er skrevet til et bredt publikum. Johannes' Åbenbaring er den naturlige afslutning på den kristne bibel med syner om den nye himmel og den nye jord. GT repræsenterer forjættelsen, NT repræsenterer opfyldelsen, og GT er til stede i NT ved over 300 citater.
Paulus' personlige breve: Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, 1. Timotheusbrev, 2. Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet.
De syv katolske breve: Jakobsbrevet, 1. Petersbrev, 2. Petersbrev, 1. Johannesbrev, 2. Johannesbrev, 3. Johannesbrev og Judasbrevet.
Kanonisering.
Ordet "kanon" betyder målestok. I den tidlige kirke betød ordet samlingen af de hellige skrifter til brug i menigheden. Betegnelsen blev hurtigt ensbetydende med en lukket gruppe bøger med autoritet i betydningen, regel eller retningslinje. Bøger, der ikke fandtes på denne liste, omtaltes som "apokryfe" dvs. skjulte. De er Guds autoritative ord til menigheden på jorden.
Kanoniseringen af den hebraiske bibel.
I Det Nye Testamente refereres til den trefoldige deling af den hebraiske bibel: Loven, Profeterne og Skrifterne. I henviser Jesus til det "som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." Hvilket er en tidlig henvisning til den tredelte hebraiske tekst, som blev kanoniseret i disse tre stadier. Loven før eksilet i Babylon i 586 f. Kr., Profeterne, omkring den syriske forfølgelse af jøderne og Skrifterne efter Kristi fødsel. Der er ikke konsensus i sagen blandt teologer.
I sidste halvdel af første århundrede blev tidlige kristne skrifter accepteret som autoritative. Det medvirkede til at jøderne "lukkede" deres kanon, som eller af natur havde stået åben pga. de profetiske skrifters natur. De medtog en mindre gruppe skrifter, end hvad der var oversat til græsk i Septuaginta. Denne kanon forudsætter Filon, Josefus, Det Nye Testamente () og Talmud.
De nytestamentlige forfattere henviste til Det Gamle Testamente som inspireret af Gud, tidligst i: "Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed..."
Kanonisering af den kristne bibel.
For at et skrift kunne optages i kanon, skulle det opfylde tre krav: For det første skulle det være skrevet af et førstehåndsvidne eller på vegne af et (Antikvitets-princippet). For det andet skulle det være anerkendt i hele kirken (Katolicitets-princippet), og for det tredje måtte skriftet ikke indeholde ny eller modstridende lære i forhold til De Hellige Skrifter (Ortodoksi-princippet).
Den gammeltestamentlige kanon blev brugt i det kristne menigheder i den græske oversættelse. Efterhånden tilføjede menighederne flere og flere skrifter, som siden er blevet samlet til det nuværende NT. Efterhånden som øjenvidnerne til beretningerne døde, blev der brug for at nedskrive begivenhederne omkring Jesu liv og lære. Desuden vejledte og underviste apostlene de nye menigheder i læren. Det resulterede i, at en grundstamme af historiske beretninger og opbyggelige breve blev samlet før år 200 e. Kr. Drøftelser omkring nogle skrifter fortsatte ind i det 3. og 4. århundrede på flere kirkemøder, men de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, en samling af Paulus' breve og andres breve og til sidst det apokalyptiske skrift Johannes' Åbenbaring var der ikke uenighed om. Rækkefølgen varierer lidt mellem forskellige bibeludgaver, og der er stadig mindre variationer i kanon mellem forskellige kirkesamfund.
Under reformationen forslog flere reformatorer nye lister af kanoniske bøger. Ikke uden debat forblev kanon dog den samme. Dog faldt de gammeltestamentelige apokryfer ud af brug i de protestantiske kirker, i modsætning til den katolske. Det protestantiske GT har derfor 39 skrifter, og NT har 27 skrifter. Katolikker og protestanter har de samme bøger inkluderet i NT.
Israels historie.
Bibelen beskriver ét folks, israelitternes historiske udvikling i en lang periode. Historien starter i Mesopotamien, hvor Abraham bliver kaldet af Gud til at bosætte sig i Kana'an (i dag kendt som Staten Israel eller Palæstina). På grund af hungersnød rejser Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere til Egypten. Efter et længere ophold i Egypten vandrede slægten til Kana'an. Efter fyrre års vandring i ørkenen under ledelse af Moses. Folket fik nu loven. Dateringen af begivenheden er omdiskuteret. Efterfølgeren, Josva, førte dem ind i Kana'an og ledte invasionen af landet, som var beboet af en andre stammer. Efter 400 år med skiftende dommere ønskede folket en konge, Kong Saul, som blev fulgt af Kong David og Kong Salomo. Efter Salomos fremgangsrige regeringsperiode deltes landet i to. De ti nordlige stammer i "Nordriget" (Israel), de to stammer Juda og Benjamin i "Sydriget" (Juda), hvor Davids efterkommere sad på tronen indtil 586 f.Kr., hvor Juda blev indtaget af babylonerne og befolkningen ført i eksil.
Omkring 70 år senere fik en del af befolkningen lov til at drage tilbage og opbygge templet og bymuren i Jerusalem. Det foregik under ledelse af hhv. Ezra og Nehemias. Siden var landet på skift i hænderne på forskellige herskere og nogle få år under selvstændigt styre, indtil romerne indlemmede området som provinsen Iudaea i Romerriget i år 63 f.Kr.
Mellem år 7 og 4 f.Kr. blev Jesus født under Herodes den Store, som havde udbygget templet og bygget flere større paladser og fæstninger i landet og metropolen Caesarea Maritima som en hyldest til Kejseren. År 66 e.Kr blev den jødiske opstand slået ned og i år 135 blev jøder forbudt adgang til Jerusalem, som fik ændret navn til Aelia Capitolina.
Kristus på korset af Daniel Hopfer (1470-1536).
Jesus fra Nazareth.
Alle nytestamentlige skrifter er præget af Jesus Kristus som udgangspunkt for tro og forkyndelse og er den centrale figur i kristendommen. Markusevangeliet præsenterer sig således: "Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn." (Evangelierne beretter om Jesu undervisning og underfulde gerninger; om hvordan han samlede disciple omkring sig, kom i konflikt med det bestående samfund, blev anklaget for gudsbespottelse; hvordan han blev korsfæstet, døde og efter tre dage genopstod. Sidenhen sendte han sine disciple ud for at forkynde evangeliet for alle folkeslag. Ligeledes gælder for brevene og de øvrige skrifter i Det Nye Testamente. Jesus Kristus spiller en altdominerende rolle i Paulus' forfatterskab. Romerbrevet indledes med: "evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre." () Jesus bliver af de nytestamentlige forfattere og kirken anset for at være opfyldelsen af de messianske profetier i Det Gamle Testamente. Ifølge dem er Jesus "opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde."
Apostlenes breve er ifølge deres selvvidnesbyrd forsøget på at realisere missionsbefalingen ved at viderebringe Jesu lære og udlægge hans undervisning. Apostlene taler ifølge Jesus med hans autoritet og deres ord skal tillægges lige så stor betydning som hans egne.
Arkæologi.
Bibelsk arkæologi er den gren af arkæologien som beskæftiger sig med arkæologi med relevans for det bibelske vidnesbyrd. Arkæologer har gennem tiden forsøgt henholdsvis at underbygge eller undergrave bibelens troværdighed gennem arkæologiske udgravninger i Mellemøsten. Fundende omfatter rester af bygninger og byer, tekstfund og inskriptioner. Bibelske manuskripter er blevet sammenlignet med andre tekster fra samtidens omkringliggende samfund for at få en større erkendelse af bibelens verden og den kultur teksterne er skrevet i. Blandt de vigtigste udgravninger kan nævnes: Hizkias tunnel under Jerusalem, Jerikos mure, Sankeribs belejringsrampe, Siloam dam, Templet i Jerusalem og Dødehavsrullerne i Qumran. Derudover findes utallige mindre udgravninger og enkeltfund med relation til de bibelske beretninger.
Den bibelske arkæologi viser at bibelens begivenheder er forankret i datidens samtidshistorie, men langt fra alt er arkæologisk beviseligt. Arkæologen Flinders Petrie var den første til at gennemføre en videnskabelig udgravning i Palæstina, i 1890, hvor han udgravede Tell el-Hesi i seks uger, som fejlagtigt blev identificeret med Lakish. Han er blevet kaldt Palæstina-arkæologiens far, idet han kategoriserede og inddelte fund i arkæologiske perioder og forsøgte tilnærmelsesvist at datere ud fra potteskår og lagdelingen i forskellige udgravninger.
Kilder og datering.
De ældste komplette udgaver af GT på hebraisk er Codex Aleppo (fra 920 e.Kr.) og Codex Leningradensis (fra 1008 e.Kr.), men med fundet af Dødehavsrullerne rykkede man et årtusind tilbage i tiden med kildetekster. Hele Det Gamle Testamente kan (undtagen Esthers Bog og Nehemias' Bog) med fundet af Dødehavsrullerne siges at foreligge i stort set endelig form i de sidste århundreder f.Kr., men herudover er det særdeles svært at sige noget sikkert om tidsfæstelsen af de bibelske bøger. Langt de fleste skrifter fra Qumran er fragmenter og dokumenterer derfor ikke hele GT. En del afsnit af GT kan dog dateres til tidligere, heriblandt den aronitiske velsignelse (), som kan dateres til perioden lige før Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. Nedskrivningen af GT har formentlig foregået over en meget lang periode på omkring 1000 år, hvilket bl.a. kan ses på den store sproglige udvikling i teksterne. Teksterne kan være skrevet mellem 1400-200 f.Kr.
NT er repræsenteret med over 5000 tekstfund på græsk fra antikken, og over 8000 på andre sprog. Den bibelske tekst er dermed mere righoldigt bevaret end fx Homer. Det er svært at datere det tidligste tekstvidne til NT, men der er bred enighed om, at den såkaldte John Rylands-papyrus eller P52, der indeholder et stykke af Johannesevangeliet, kan dateres til ca. 125 e.Kr., hvilket gør den til det tidligste alment anerkendte tekstvidnesbyrd til Det Nye Testamente. Kan P52 dateres til denne tid, da må selve Johannesevangeliet nødvendigvis være affattet før, og Johannesevangeliet regnes almindeligvis for det seneste af de fire evangelier. Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne dateres normalt til perioden 60-90 e.Kr. Johannesevangeliet til 90-100, mens Paulus' breve normalt dateres til tiden omkring år 50. Resten af brevene dateres normalt til mellem 60 og 100, og nogen daterer de sidste skrifter helt indtil 135 e.Kr.
Budskab.
Under reformationen i det 16. århundrede udtalte reformatorerne deres absolutte tiltro til Bibelens klarhed. De hævdede at Bibelens budskab var enkelt og letforståelig for enhver. Det medførte en revolution inden for bibelens fortolkningshistorie fordi kirken ikke havde monopol på fortolkning.
Mange mennesker som anser sig selv for kristne eller jøder anser Bibelen inspireret af Gud, samtidig skrevet af ufuldkomne mennesker over en periode på over 1000 år. Bibeltro kristne anser både Det Nye- og Gamle Testamente for at være det uforvanskede budskab fra Gud, udtalt af Gud og nedskrevet i sin perfekte form af mennesker. Dette syn på bibelen findes allerede i de tidligste kristne skrifter.
Bibelsk teologi.
Faget teologi er et af de ældste fag, og et af de eneste som primært beskæftiger sig med én bog, Bibelen. De fleste universiteter grundlagt før oplysningstiden voksede ud af kirkens skoler (fx Sorbonne og Oxford Universitet), og teologi havde stor betydning i middelalderen. Teologi var "Dronningen af videnskab" og universiteter blev primært brugt til at uddanne teologer. Teologi blev i oplysningstiden udfordret fra andre fag, som stræbte efter objektivitet, og teologien blev derfor enestående pga dets konfessionelle natur, selvom det stadig er omdiskuteret. Specielt i Danmark fastholder de teologiske fakulteter at være ukonfessionelle.
Augustin.
Augustins forfatterskab var omfattende og indeholdt bl.a. bogen "Bekendelser", filosofiske værker, stridsskrifter mod kættere, eksegese, dogmatiske og etiske værker og prædikener. Augustins teologi var revolutionær og hans lære om arvesynden har haft stor indflydelse på den katolske kirke. Han var modstander af pelagianerne og understregede kraftigt vigtigheden i barnedåb. Augustin har haft stor indflydelse på fortolkningen af Bibelen og haft stor indflydelse på teologien.
Luther.
Luther var katalysator for to store ændringer i brugen af Bibelen og studiet af samme. Han var den første der oversatte hele Bibelen til sit modersmål, hvilket var tysk, og satte sig dermed op imod moderkirken som kun accepterede Bibelen på latin. Derudover prædikede han princippet om selvstændig fortolkning, hvormed han mente at alle mennesker selvstændigt måtte forsøge at fortolke Bibelen.
Sammen med den selvstændige fortolkning fulgte også, ifølge Luther, et ansvar for nøjagtig fortolkning for at undgå fordrejning. Derfor lagde Luther stor vægt på oplæringen i den kristne tro ud fra skrifterne, hvilket Luthers lille Katekismus er et eksempel på. Bibelen skulle ifølge Luther være kirkens højeste autoritet ("sola scriptura") og er sin egen fortolker.
Barth.
Den schweiziske præst, Karl Barth, rettede en skarp kritik mod den teologi som var fremherskende efter 1. verdenskrig. Ifølge Schleiermacher byggede kristendommen på et, af mennesket projiceret, Gudsbillede, og almen menneskelig erfaring. Desuden kritiserede han de teologer der gjorde teologien til religionsvidenskab og gjorde den historisk kritiske analyse til den eneste mulige bibeltolkning.
Bultmann.
Den tyske ekseget Rudolf Bultmann fik stor indflydelse ved sin såkaldte afmytologisering af de bibelske skrifter. Hans skrift, "Neues Testament und Mythologie" fra 1941 indledte en lang debat om nytestamentlig fortolkning. Han mente at det verdensbillede man bliver præsenteret for i "Det Nye Testamente" er uforeneligt med nutidsmenneskets verdensbillede. Han forsøgte gennem en eksistentiel fortolkning at gøre Jesu budskab tilgængelig for et moderne litterært menneske. Bultmanns teologi stod på nogle punkter i skarp kontrast til liberalteologiens forsøg på at genskabe den historiske Jesus, i andre stod han den nær, fx i forståelsen af mytebegrebet. Bultmann blev kritiseret for sin udprægede skepticisme over for den historiske pålidelighed i de evangeliske fortællinger. Han mente at budskabet, kerygmaet, er uafhængigt af de historiske kendsgerninger, og dermed at Jesu død og opstandelse kun har betydning ved at symbolisere den forandring af eksistensen, der er menneskets mulighed.
Apokryferne.
Sondringen mellem apokryfe ("skjulte" eller "af tvivlsom oprindelse") og kanoniske skrifter stammer tilbage fra oversættelsen af Tanakh i Septuaginta. Kanon var ikke endeligt afgjort ved denne oversættelse og oversætterne medtog flere afsnit og skrifter som ifølge jødiske skriftlærde ikke hørte med. Generelt havde man i diasporaen en mere flydende kanon. Omkring 90 e. Kr. afviste jødiske rabbinere på et møde i Jamnia de daværende apokryfer. Da GT skulle oversættes til latin fulgte apokryferne med fordi det blev bestemt på to kirkemøder at følge Septuagintas oversættelse, altså den græske og ikke originalteksten på hebraisk. Derfor inkluderede middelalderkirken de gammeltestamentlige apokryfer i kanon. De bestod af Tobits Bog, Judits Bog, Tilføjelser til Esters Bog, Første- og Anden Makkabæerbog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Jeremias' Brev og Tilføjelser til Daniels Bog. Den romersk-katolske- og den græsk-ortodokse kirke anser disse bøger for kanoniske til forskel fra reformerte og lutherske kirker i dag.
Derudover findes der en del antikke-jødiske skrifter som kaldes De gammeltestamentlige pseudepigrafer somer skrevet mellem gammeltestamentlig og nytestamentlig tid. Af navnet fremgår det at skrifterne er skrevet under pseudonym (falsk påtegnelse) og udgiver sig for at være ældre end de er.
Liturgi.
Liturgi er en fast gentaget ramme om gudstjenestens fejring med forskellige led som praktiseres på meget forskellige måder afhængigt af konfessionel baggrund. Bibelen er central i forståelsen af kirkens liturgi og er dybt forankret i gudstjenestens forskellige dele. Salmer og tekster fra Bibelen bliver læst op, både i synagogen om lørdagen (Torah) og i kirker om søndagen (Bibelen). Til den kristne gudstjeneste eller messe er liturgien omkring sakramenterne, nadver og dåb hovedsageligt bygget op af direkte citater fra Bibelen, og udtrykker meget centrale budskaber af den kristne tro. Nadveren bliver indstiftet af Jesus i NT og er et ritual hvor Jesus tager bolig i menneskene. Dåben er en engangshandling hvor et nyt medlem indlemmes i kirken.
Andagt.
Ordet andagt (af det tyske ord "andenken") bruges i religiøse sammenhænge om det at tænke eller reflektere over et afsnit i Bibelen. Det betragtes som en måde at fastholde og udvikle sit åndelige liv. Andagt bliver af mange kristne praktiseret hver dag og betegnes sammen med bøn som den kristnes åndelige vejrtrækning.
Bibeloversættelser.
a>, den første trykte udgave af Bibelen.
Fra antikkenen har vi bevaret nogle primære oversættelser som har dannet grundlag for en lang række af senere oversættelser. På et tidspunkt i det 2. eller 3. århundrede f. Kr. blev torahen oversat til græsk. Denne oversættelse kaldes Septuaginta (LXX) og var vidt udbredt blandt græsktalende jøder, og senere blandt kristne. Oversættelsen blev traditionelt tilskrevet 70 uafhængige oversættere, deraf navnet. Da de mødtes for at sammenligne teksterne, var de alle helt identiske! Den afviger en del fra den standardiserede hebraiske bibel. Foruden den er der en syrisk oversættelse kaldet Peshitta, hvis oprindelse er ukendt. D sidste er den latinske Vulgata (4. århundrede), som stammer fra en kristen kontekst. Den er oversat af Hieronimus og har haft stor indflydelse på den katolske kirke. Allerede i oldtiden blev Bibelen oversat til koptisk, gotisk, etiopisk, armensk, georgisk, arabisk og slavisk.
Fra reformationen skete der nybrud i oversættelsen af Bibelen idet man i vesten ikke længere brugte Vulgata som grundlag, men forsøgte at finde tilbage til de hebraiske og græske grundtekster. Der var en fornyet tro på Bibelens autoritet og bogtrykkekunsten gjorde distributionen af Bibler lettere. Luthers oversættelse af Bibelen til tysk (1522) fik stor indflydelse på oversættelser til mange andre sprog. I England blev Tyndale ophavsmand til en engelsk oversættelse af NT (1526), men blev brændt på bålet for kætteri inden han nåede at gøre GT færdig. På grund af en konflikt mellem to andre bibeloversættelser (Bishops' Bible (1539) og Geneva Bible (1560)) nedsatte man en konvention som skulle oversættes fra grundsprogene og det resulterede i King James Version (1611). Der er siden kommet et utal af bibeloversættelse som for langt de flestes vedkommende bliver oversat ud fra to tekstkritiske udgaver af grundteksterne, henholdvis Biblia Hebraica Stuttgartensia (GT) og Novum Testamentum Graece (NT).
Danske bibeloversættelser.
Den første komplette danske bibeloversættelse var Christian III's Bibel fra 1550. I det 16.-17. århundrede er det Luthers Bibel der ligger til grund for mange af de danske oversættelser som senere kommer, fx Frederik II's Bibel (1589) og Christian IV's Bibel (1633).
Den første danske oversættelse med grundsprogene som forlæg blev produceret af biskop Resen og siden revideret af biskop Svane og er kendt som den Resen-svaningske Bibel (1647). Denne oversættelse var toneangivende for flere oversættelser, fx
Christian VI's Bibel (1740) og helt op i det 20. århundrede. Bibelen blev genoversat fra grundsprogene i 1931 (GT) og i 1948 (NT) og igen som den autoriserede oversættelse fra 1992. Der findes desuden flere nyere danske bibeloversættelser: Seidelins oversættelse, Ny Verden-oversættelsen, Bibelen på hverdagsdansk og Den Nye Aftale.
Den autoriserede oversættelse fra 1992 (DO92) er blevet mødt med massiv kritik af semtitiske filologer og religionshistorikere, der mener, at Bibelselskabet, som stod for oversættelsen, har vist alt for mange hensyn til den kirkelige "højrefløj" under revisionen af prøveoversættelsen. Dette er blandt andet kommet til udtryk ved, at de ca. 300 citater fra den jødiske bibel ("GT") i Det Nye Testamante (NT) og de mange tusinde allusioner fra NT til GT er blevet tilpasset, så begge værker fremstår som "én" (kristen) frelseshistorisk enhed.
Konsekvensen af dette er - eftersom vi i Danmark, i modsætning til stort set alle andre lande, kun har en Bibeloversættelse - at alle, der ikke mestrer hebraisk, er nødsaget til at læse Jødedommens hellige skrifter ("GT") ud fra et kristent-konfessionelt grundlag.
"Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter" (NWT), udgivet af Jehovas Vidners forlag Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, blev for første gang udgivet på dansk i 1985. Det nuværende danske oversættelse er revideret i 1993. "Ny Verden-oversættelsen" er kendt for at bruge egennavnet Jehova ca. 7000 steder for det hebræiske JHVH. Nogen mener, at oversættelsen ikke er troværdig, fordi den er oversat med hjælp fra den engelske udgave af NWT af Jehovas Vidner selv.
Bibelsk etik.
Hvis man skal karakterisere en bibelsk etik kan man ikke undgå at bemærke en udvikling i de etiske principper og fastsættelser. At beskrive udviklingen i detaljer er en kompleks opgave, men det er muligt at tegne nogen overordnede principper som danner ramme for både GT og NT. Der kan også påvises forskelle.
Det Gamle Testamentes grundstamme er Loven (1 Mos til 5 Mos), som ud over mange historiske beretninger indeholder en del lovstof. De 10 bud er de vigtigste af i alt 613 mitzvot, som danner kernen i jødedommen. Tanken i GT er at gudbilledligheden sætter mennesket i et pligtforhold til Gud som hans skabninger, og som han kræver lydighed af. Både i GT og NT findes et kærlighedsprincip som forpligter pagtens folk (hhv. jøder og kristne) at elske sin næste som sig selv (og).
I NT radikaliseres buddet endda til også at omfatte ens fjender. I kristendommen repræsenterer de 10 bud og GT den gamle pagt, hvorimod Jesus i NT præsenterer den nye pagt ikke ved at fjerne den gamle, men ved at nyfortolke den gamle bl.a. i Jesu bjergprædiken. Jesus fokuserer på en holdnings- og sindelagsændring som det centrale og først derefter til handlinger. Handlinger uden hjertets rette indstilling er ifølge Jesus ligegyldig. Overordnet set er der en gennemgående sammenhæng mellem "indikativ" og "imperativ", "Vi er gjort retfærdige!", "Så lad os da være retfærdige." giver en overordnet forståelse af den bibelske etik. Mennesket har brug for Guds frelse som gives ved tro: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds." (). Som troende vandrer man
Ud af Bibelens etiske normsæt har udviklet sig mange retninger inden for etikken. I middelalderen blev det normalt at det "sande kristenliv" kun kunne leves i klosterlivets afsondrethed og askese. Der udvikledes en sondring mellem almindelige mennesker og helgener hvis gode gerninger kunne købes for penge. Bibelen har også haft indflydelse på formuleringen af ideologiske tanker som konservatisme og kristendemokrati.
Bibelsyn.
Bibelen læses med en forforståelse, og disse får stor indflydelse på hvordan Bibelen forstås og fortolkes. Modsætninger mellem forskellige bibelsyn opstod specielt som følge af den historisk-kritiske metode. Den adskilte GT fra NT og undersøgte teksterne som basis for hver deres religion. Bibelen ses som to religiøse samfunds forsøg på at legitimere deres tro og organisation. Bl.a. forsøgte man at fjerne alle overnaturlige beretninger i Bibelen, og mente at man så var nærmere en historisk kerne af fortællingerne.
Som modsvar til dette syn fremkom det fundamentalistiske bibelsyn. Ordet fundamentalisme var oprindeligt en betegnelse for en persons bibelsyn. Bibelfundamentalister taler om Jesus Kristus og Bibelen som deres livs fundament. De anser Bibelen uden forbehold for at være Guds inspirerede og ufejlbarlige ord til mennesker. Der var fem teser som var fundamentale for troen: 1. Bibelens ufejlbarlighed; 2. Jesu guddom og jomfrufødsel; 3. Jesu stedfortrædende lidelse og død; 4. Kødets opstandelse; 5. Jesu legemlige genkomst.
En helt tredje måde at anskue teksterne på er blevet kaldt narrativ teologi. Dette syn beskæftiger sig ikke med Bibelen som historisk kildestof, men som litteratur. De er derfor interesserede i genre, poetisk sprog, stil, billeder og figurer. Man ønsker at læse Bibelen som en helhed og interesserer sig mindre for teologiske spidsfindigheder, men læser Bibelen "som en god historie". Der bliver også fokuseret på modtagerens situation og dermed ikke kun på én udlægning.
Bibelkritik.
Bibelkritik forsøger at analysere, skelne, afgøre og bedømme Bibelen som litteratur eller som et historisk dokument - dets oprindelse, modtagelse og forståelse. Især i nyere tid har dette projekt medført at man skelner mellem en lang række forskellige og modstridende metoder til at komme nærmere en forståelse. Der er stor uenighed om hvilken metode man skal benytte til at forstå Bibelen.
Historisk set har Bibelen altid været genstand for kritik. Kanoniseringsprocessen var udtryk for et ønske om afklaring pga. kritik og afvisning af gnostisk påvirkning. Senere beskæftigede man sig med det traditionelle syn på Torahen, og blev sporadisk kritiseret af middelalderlige lærde, såsom Abraham ibn Ezra, Biskop Tostatus fra Avila som henviste til passagerne der omhandlede Moses' død, og dermed ikke kunne være skrevet af Moses selv. I det 17. århundrede publicerede Thomas Hobbes og siden Baruch Spinoza analyser som frakendte Moses hele Pentateuken, sidstenævnte konkluderede at det var "...klarere end solen ved middag, at Pentateuken ikke var skrevet af Moses..." Den katolske- og den Protestantiske kirke opponerede stærkt mod denne kritik, men holdningen udbredtes blandt datidens teologer. Efter etableringen af hypotesen om at Moses ikke havde skrevet Pentateuken, blev opmærksomheden nu drejet mod hvem det så var. Efterhånden udvikledes firekildehypotesen, en teori om at skrifterne oprindeligt var fire forskellige dokumenter: J (Jahvisten), E (Elohisten), P (det Præstelige dokument) og D (Deuteronomisten), hver især karakteriseret ved deres forskellige ordbrug og som siden er sammenføjet i et værk.
Den nyere kritik deler sig i tre primære kategorier og beskæftiger sig primært med Det Nye Testamente: a) Tekstkritik (lavere kritik), som forsøger at genskabe den originale bibelske tekst. Det har nogle implikationer, idet ingen af de bibelske skrifter findes som originaler, men kun som afskrifter. Tekstkritikken behandler et stort antal forskellige håndskrifter og fragmenter, omkring 5000, og forsøger ud fra datering og variationer at afgøre hvad der er nærmest originalen. b) Historisk kritik (højere kritik), som oprindeligt forsøgte at klarlægge historiciteten i de bibelske beretninger. Man fokuserer især på to områder: for det første den historiske kontekst som forfatteren beskriver, og for det andet den historiske kontekst forfatteren selv befinder sig i. Denne kritiske metode beskæftiger sig også med formkritik og mundtlig overlevering. c) Litterær kritik, i modsætning til de andre beskæftiger denne metode sig ikke med det historiske, men kun med teksten som litteratur. Her beskæftiger man sig med teksten som en narrativ fortælling og behandler emner som genre, struktur, redaktion, påvirkning og kanonkritik.
Jesus.
Jesus fra Nazaret (født år 7-4 før vor tidsregning - død ca. år 30-33) også kaldet Jesus Kristus eller blot Kristus er den centrale figur i kristendommen og han anses af de fleste kristne for at være en inkarnation af Gud. Han er også en vigtig figur i flere andre religioner.
Navnet "Jesus" er en translitteration af det græske ord Ίησους (Iēsous), der selv er en translitteration af de hebraiske יהושע (Yehoshua). Titlen "Kristus" kommer fra græsk Χριστός (Christós), der betyder "den salvede". Det hebræiske Masiah (Messias) betyder ligeledes den salvede.
Det meste viden om Jesus liv og tanker kommer fra de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. De fleste eksperter i historie og bibelstudier er enige om at Jesus var en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og healer. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere lægger dog forskellig vægt på evangeliernes troværdighed, da disse alle er skrevet ca. en menneskealder efter de begivenheder, de skildrer.
Kristne anser Jesus for at være guddommelig. Jesus var den Messias, hvis komme var forudsagt i Det Gamle Testamente, og at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet.
I Islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke Jesus var guddommelig.
Kronologi.
Den vestlige tidsregning har siden middelalderen været baseret på Jesu formodede fødselsår, der af munken Dionysius Exiguus blev udregnet til at være 753 år efter Roms grundlæggelse. Datoen for Jesu fødsel blev da defineret som d. 25. december i år 1 "ante Christum natum" ("før Kristi fødsel"), og det umiddelbart følgende år blev designeret som 1 "Anno Domini" ("i det Herrens år"). Der findes således ikke noget år 0, da årstallene egentlig er ordenstal og ikke kardinaltal.
Historisk er der problemer med nøjagtigt at stadfæste Jesu fødsel, eftersom der forekommer divergens i evangeliernes oplysninger. Ifølge Matthæus bliver Jesus født, medens Herodes den Store regerer, dvs. før år 4 f.Kr., hvor, vi bl.a. fra Josefus ved, Herodes døde. Lukas lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling, der fandt sted i år 6 e.Kr., ti år efter Herodes' død, og derved er der tale om en stor uoverenstemmelse mellem de to beretninger. Noget kunne dog tyde på, at Lukas må have hentydet til en tidligere folketælling, med tilføjelse "den første folketælling", så at denne folketælling alligevel kunne stemme overens med Matthæus' datering. I så tilfælde har vi ikke andre skriftlige kilder til denne "første" folketælling.
Etymologi og grammatik.
"Kristus" er en fordanskning af "Christus", som er den latinske form af det græske Χριστός "Christós", som betyder "den salvede". Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord מָשִׁיחַ "māshiaḥ", der ligeledes betyder "salvet", og er indlånt i dansk som "Messias" – en titel, Jesus blev givet af sine efterfølgere for at understrege hans specielle status som den, der var blevet profeteret om i den hebraiske Bibel, de kristnes "Gamle Testamente".
Betegnelsen "den salvede" henviser nemlig til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet (konger, der var blevet indsat af Gud var nemlig indsat ved salvelse med olie). F.eks hvor der står: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre (...) stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus, som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Dette henvises der til utallige gange i evangelierne, så som: "Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn".
Navnet Jesus kommer af det græske ord Ίησους (Iēsous) der igen kommer af det hebraiske navn Josva - יהוש (Yehoshua). Navnet betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæus-evangeliet tolket sådan: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” ()
På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinsk-græske genitivformer af navnene "Jesus" og "Kristus" (indtil det 20. århundrede skrevet med "Ch-"): f.eks. "Kristi fødsel" eller "Jesu navn". I ældre dansk møder man tillige en række andre latinske kasus, fx vokativ ("Mægtigste Kriste!") og akkusativ ("Jesum", "Christum"). Da "Kristus" ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen "den Christus". Nu om dage opfattes "Kristus" nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.
Fødsel, barndom og familie.
Giotto di Bondone - 1266
Det er hovedsageligt kun Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet, der beretter om Jesu barndom og liv, og disse to evangelister beretter om foreskellige hændelser i forbindelse med Jesu fødsel. Der fortæller dog begge at Jesus fra Nazaret blev født i Betlehem syd for Jerusalem mellem år 7 f.Kr. og 4 f.Kr. af sin mor Maria, der havde undfanget ham ved Helligånden. Marias mand var Josef, der tog Jesus til sig som sin søn.
Derudover beretter Lukas om at der den nat, Jesus blev født, kom hyrder på besøg, da de af en engel havde hørt om hans fødsel. og fået forkyndt, at dette barn "var Kristus, Herren" (Luk 2,11). Matthæus fortæller derimod om hvordan et ukendt antal vismænd kom fra Østerland i et af Jesu første leveår for at tilbede ham og give ham gaver. De var kommet efter at have opdaget en ny stjerne eller stjernekonjunktion, der varslede, at en ny jødisk konge var blevet født I et ønske om at dræbe dette nyfødte kongebarn foranstaltede Herodes et barnemord i Betlehem på alle drengebørn op til to-årsalderen; men Josef blev advaret af en engel og nåede i tide at flygte til Egypten med sin familie. Jesus levede derfor de første år af sit liv i Egypten som flygtning; men efter kongens død bosatte hans forældre sig i Nazaret (deraf navnet), hvor han blev uddannet tømrer
Også Lukas beretter, dog uden at nævne Egypten, at Jesu forældre tog tilbage til Nazereth med ham.
Fortællinger om hans tidlige barndom er meget sparsomme i de kanoniske evangelier; men Lukas beretter, at Jesus rejste med sine forældre til valfartsfest i Jerusalem, da han var tolv år gammel. Her overraskede han de jødiske skriftkloge med sin viden om skrifterne.
Jesus var bror til Jakob, Joses/Josef, Simon og Judas og havde mindst to søstre. Derudover beretter Lukas, at Elisabeth var en slægtning til Maria, og dermed må Johannes Døberen have været en slags fætter til Jesus.
Jesu virke.
Jesus er mest kendt for sit senere virke (omkring 30-års alderen), der startede i Galilæa og bredte sig videre til Judæa. De synoptiske evangelier (Matthæus, Lukas og i særdeleshed Markus) ordner faktisk hele deres evangelium geografisk, hvor Jesus starter med efter sin dåb at virke i Galilæa, hvorefter han drager gennem Judæa til Jerusalem hvor han bliver henrettet.
Startskudet for hans virke er altså den dåb, han modtog af Johannes Døberen ved Jordan-floden, hvor Helligånden kom over ham i skikkelse af en due. Derefter drog han ud i ørkenen og blev fristet af Djævelen.
Det første overnaturlige mirakel, der berettes om er forvandlingsunderet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin. Derefter gik han fra by til by og udlagde skrifterne i synagogerne og helbredte de mennesker, der kom til ham. Jesu helbredelser var højst forskellige og dækkede alt fra hebredelse af almindelig feber. til spedalskhed, dæmonuddrivelse og endda dødeopvækkelser Helbredelserne var et tegn til skarerne, om at Guds rige var kommet til dem. Udover helbredelserne så gjorde Jesus også andre overnaturlige ting, som at gå på vandet. og bespise 5.000 mand med fem brød og to fisk
Selvom store skarer fulgte ham pga. af miraklerne og hans lære, brugte Jesus ofte meget tid væk fra folkeskarerne for at være sammen med sine efterfølgere, som han oplærte. Disse tilhængere blev kaldt disciple, og blandt dem udvalgte Jesus sig tolv apostle, som på en særlig måde var omkring ham og blev oplært af ham.
Jesus var lægen, som var kommet for at hjælpe, helbrede, og elske dem, som havde brug for ham. Han var kommet til syndere, og derfor brugte han tiden sammen med mennesker som Zakæus, Maria Magdalene og andre af de såkaldt "syndere og toldere".
Jesu undervisning.
Jesu budskab bliver af evangelierne samlet i en enkelt sætning: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (Mark 1,14), men der er alligevel blevet nedfældet en lang række lignelser og taler som Jesus ifølge evangelisterne har holdt.
Særligt kendt er Bjergprædikenen, hvor Salighedsprisningerne, Fadervor og Den gyldne regel er nedskrevet. Desuden har vi her Jesu nye tolkning af loven og hans tale mod mammon og dømmesyge.
Derudover har vi lignelserne, der som oftest beskriver Guds rige ud fra dagligdags billeder, så som ordet om riget, der som et sædekorn bliver sået i menneskers hjerte, hvor noget vokser op og bærer frugt, mens andet bliver kvalt af dagliglivets gøremål, eller forfølgelser. Andre billeder handler om sennepsfrø, hyrder, bryllupper, vinbønder og mange andre hverdagsrelaterede emner. Lukas har desuden en række længere og meget berømte lignelser om den fortabte søn, den barmhjertige samaritaner og farisæeren og tolderen i templet, som kun findes i hans evangelium.
Jesus var ofte i konfrontationer med andre jødiske grupper, særligt farisæerne og de skriftkloge, men også saddukærne og herodianerne. Jesus anklagede dem for hykleri, ubarmhjertig og forstokkenhed. Anden undervisning er møntet på Jesu disciple. Her tales om efterfølgelsens hårde vilkår, om opmuntring til udholdenhed i, om at være alles tjenere, om tidernes ende osv.
Jesus benægtede ikke, at han var Kristus/Messias, den levende Guds søn, over for sine disciple., men var ellers påpasselig med at udtale sig om dette til den brede folkeskare Det skyldtes, at han så deres forventninger om Messias som fejlagtige. Jesus var ikke en sejrende Messias, men en lidende Messias, og derfor begyndte han også at undervise sine disciple om sin lidelse, død og opstandelse, straks efter, at Peter havde bekendt sin tro på ham som Messias.
I det hele taget var Jesu undervisning om sig selv præget af dette billede af ham som den lidende Kristus. Han var kommet for at lade sig tjene og give sit liv som løsesum for mange. Særligt Johannesevangeliet er fyldt med undervisning om Jesu person. Her kalder Jesus sig selv "det levende brød", "den gode hyrde", "opstandelsen og livet", "verdens lys", "det sande vintræ", og han siger, at han er "Guds enbårne søn, som Gud sendte til verden, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv".
Efter Jesu opstandelse bar hans undervisning præg af, at han måtte forklare sine disciple betydningen af sin opstandelse, og hvordan dette var en opfyldelse af Det Gamle Testamentes skrifter. Derudover fik disciplene nu givet den opgave at være vidner i hele verden om hans død og opstandelse samt hans lære. denne opgave som Kirken siden da har videreført i form af mission.
Jesu sidste uge i Jerusalem.
Efter tre års virke kom Jesus til Jerusalem i anledning af påskefesten ridende på et æsel, som en opfyldelse af en profeti fra profeten Zakarias' Bog. Han blev hyldet af befolkningen som den ventede Messias, men det gjorde blot de jødiske myndigheder endnu mere besluttet på at dræbe ham, før han ville blive for farlig. De næste fem dage, fra søndag til torsdag, bar derfor præg af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstepræsterne, de skriftkloge og så Jesus. Dog turde de ikke anholde Jesus på grund af folkemængden, men da Judas Iskariot, en af de tolv apostle, besluttede sig for at forråde Jesus, så de deres chance for at gribe ham og lovede Judas penge.
Derefter prøvede Judas at finde et tidspunkt, hvor det ville være muligt at gribe Jesus. Den mulighed opstod, da Jesu holdt påskemåltidet med sine disciple. Det var den aften, siden kendt i Danmark som Skærtorsdag, hvor Jesus indstiftede nadveren. Ifølge Johannesevangeliet var det også denne aften, Jesus holdt sin lange tale om bl.a. Helligånden, der er den længste tale, der er nedfældet i evangelierne. Da Jesus med sine apostle begav sig ud til Getsemane have, fulgte Judas sammen med soldater og vagter efter ham, og disse anholdt ham. Før anholdelsen gengiver evangelierne Jesus kamp i Getsemane mod sin egen angst for den kommende lidelse. Jesus bad Gud tage dette "bæger" fra ham, men tilføjede: "Dog ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42). På den måde gør evangelierne det tydeligt,at de anså det for Guds vilje, at Jesus skulle dø. Han skulle være det Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29).
Efter arrestationen blev Jesus ført til ypperstepræsterne, hvor det øverste Råd dømte ham til døden for gudsbespottelse. På grund af den romerske besættelsesmagt havde jøderne imidlertid ikke ret til at idømme dødsstraf og var dermed nødt til at fremvise Jesus for Pilatus. Denne gang bliver han anklaget for oprør, da han jo som Messias hævdede at være konge. Pilatus anså ham dog ikke for skyldig, men efter længere tids råb og pres fra Rådet og folkeskarerne overgav Pilatus ham til korsfæstelse. Jesus blev derefter ført ud og blev korsfæstet på den høj, der kaldes Golgatha, og som lå lige uden for bymuren. Jesu blev spottet af forbipasserende, men fra den sjette time til den niende (ca. fra kl. 12-15) var der mørke. Ifølge Matthæus kom der i forbindelse med Jesu død jordskælv, så grave sprang op, døde blev levende, og forhænget i templet blev revet midt over. På den måde giver Matthæus os også en indirekte tolkning af Jesu død, som en død der giver liv til mange, og som river det forhæng ned, der adskilte Gud fra menneskene.
Jesus blev lagt i en grav tilhørende Josef fra Arimatæa, og en stor sten blev væltet for graven.
Jesu opstandelse og himmelfart.
Efter tre dage, den første dag i ugen (søndag), opstod Jesus ifølge de fire evangelier. Nogle kvinder var de første til at se den tomme grav, men de og disciplene så i første omgang ikke dette som et tegn på opstandelse. Jesus viste sig dog for dem allerede den samme dag og beviste, at han virkelig var opstået, og forklarede dem ud fra skrifterne, at det var forudsagt, at han skulle dø og opstå (Luk 24,44-46). I de følgende 40 dage vandrede han sammen med dem på jorden, mens han udlagde skrifterne for sine efterfølgere. Derefter steg han til himmels efter at have velsignet dem. Kristi himmelfart skete fra Oliebjerget, der ligger lige uden for Jerusalem, hvorfra nogle engle også lovede, at Jesus skal komme tilbage igen på samme måde. Derfor var forventningen om Jesu genkomst også helt central i apostlenes forkyndelse og er i dag en del af de kristnes trosbekendelse om Jesus, der er nært knyttet sammen med forventningen om den nye jord, hvor fred og harmoni skal regere.
Jesu historicitet.
Udover evangeliernes vidnesbyrd ved vi meget lidt om den historiske Jesus. Det kan dog fastslås med sikkerhed, at der omkring år 50 e.Kr. fandtes en jødisk gruppe, der var samlet om en person, som de kaldte Jesus. Ud fra den betydning og forståelse de havde af Jesus og hans død, er der almen accepteret at denne Jesus med al historisk sandsynlighed må have levet og med ligeså stor sikkerhed må været henrettet ved korsfæstelse. Derudover beror, hvad vi ellers ved om Jesu, på hvor stor pålidlighed man tilskriver evangelierne. Disse er i manges opfattelse skrevet en menneskealder efter begivenhederne, og opfattelsen af deres pålidlighed går fra høj historisk værdi til religiøse skrifter uden nogen som helst forankring i den historiske Jesus. Udover evangelierne har vi række historiske kilder, der nævner Jesus, men da de ikke kan vides med sikkerhed, hvorfra disse antikke forfatter har deres viden fra er hellere ikke disse kilder fuldstændige pålidelige.
Tidligere blev der gjort mange forsøg på at rekonstruere fortællingen om den historiske Jesus, hvor man mente Jesus enten var en morallærer eller omvendelsesprædikant o.lign. Denne forskning er fortsat indtil i dag, dog i mindre grad, da der er stor konsensus om, at det er svært at konstruere nogen anden Jesus, end den de nytestamentlige skrifter bevidner.
Paulus.
Paulus skriver sine breve, Valentin de Boulogne eller Nicolas Tournier, 17. århundrede
Paulus' breve er for de flestes vedkommende skrevet omkring år 50-60 og er dermed det første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det, at hans breve ikke er fortællinger om Jesus' liv, men derimod, om hvem Jesus var teologisk set, og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren, han blev forrådt (1 Kor 11,23ff), og han døde, blev begravet og opstod på tredjedagen og blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs. kristne) på en gang (1 Kor 15,3-6).
Andre ny testamentlige skrifter.
Hebræerbrevet bevidner at Jesus er født af Judas stamme (Hebr 7,14), og døde udenfor byen (Hebr 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8) og at han udholdt korset (Hebr 12,2).
Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske data om Jesu liv.
Evangelierne.
De kanoniske evangelier er så godt som de eneste steder, hvor vi hører om Jesu liv, udover hans død og opstandelse. Derfor er spørgsmålet om deres præcision og pålidelighed vigtig for at kunne slutte noget angående Jesu liv. Affattelsestidspunktet er dog ukendt, men regnes af de fleste videnskabelige forskere for at være skrevet efter år 70, og det vil sige noget efter de aktuelle begivenheder. Det springende punkt i tidsfæstelsen er et antal tekster der menes at forudsige Jerusalems ødelæggelse år 70. Derfor sluttes det, at skrifterne må være forfattet efter denne begivenhed. Til det indvendes det af nogle, at spørgsmålet om, hvad der præcist forudsiges i disse tekster, er usikkert, og at hvis man vitterlig tror på Jesus som Guds søn ville han også uden problemer kunne forudsige Jerusalems ødelæggelse i år 70.
På samme måde er der også vidtgående uenighed om, hvor stor grad af pålidlighed, man bør tilskrive de enkelte evangelier.
"Markusevangeliet" menes at være det ældste og derfor også det evangelium, hvor muligheden for pålideligt vidnesbyrd regnes for størst. Evangeliets eksisterende balance mellem det tidstypiske og det individuelle er af en sådan karakter, at det ikke ligger udenfor, hvad der er sandsynligt rent historisk.
Evangeliet begynder med Jesu dåb af Johannes Døberen og følger derefter Jesus i et nøje geografisk mønster fra Galilæa til Jerusalem, hvor det beskriver hans død og opstandelse. Markusevangeliet stopper, ved at kvinderne ved graven af en engel får at vide, at Jesus er genopstået. De flygter derefter væk uden at fortælle nogen om hændelsen. Jesus portrætteres som den lidende Kristus.
"Matthæusevangeliet" menes at have benyttet såvel det meste af teksten som den geografiske grundstruktur fra Markusevangeliet. Dog har Matthæus tilføjet beretninger om Jesu fødsel, samt tilføjet adskillige taleafsnit til sit evangelium, så evangeliet dermed har den dobbelte længde af Markusevangeliet. Derudover gives forskellige beretninger om hvordan disciplene mødte Jesus efter hans opstandelse. Jesus bliver her (i højere grad end i Markusevangeliet) portrætteret som læreren og som "ham" Det Gamle Testamente havde profeteret om.
"Lukasevangeliet" menes også at have benyttet Markusevangeliet og dens grundstruktur, men dog på en anden måde end Matthæus, da blandt andet rejsen fra Galilæa til Jerusalem i høj grad udvides i de såkaldte "rejseberetninger". Lukasevangeliet har derudover nogle andre fortællinger om Jesu fødsel og om hans opstandelse end dem i Matthæusevangeliet. Billedet af Jesus i dette evangelium karakteriseres af, at Jesus er den, der kommer og forkynder godt budskab for de svage og fattige.
"Johannesevangeliet" har et helt andet tekstmateriale i sit evangelium end i de øvrige (synoptiske) evangelier. Grundstrukturen er her dannet ud fra fire besøg, som Jesus aflagde i Jerusalem. Jesus "tegnes" som det "guddommelige ord", der kom til Jorden for at tage verdens synd.
Apokryfe skrifter.
Der findes desuden en række senere evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (fx Thomas-evangeliet eller Judasevangeliet). Disse repræsenterer ofte andre strømninger inden for den tidlige kristendom, end den, der med tiden skulle udvikle sig til, hvad vi i dag anser for traditionel kristendom. Disse er dog ikke nær så godt bevidnet, som de evangelier, vi har i Det Nye Testamente, og er også forfattet senere. Thomasevangeliet i år 200, og Judasevangeliet sandsynligvis fra samme tidspunkt eller senere, altså mindst 100 år senere end de evangelier, vi har i Det Nye Testamente. Disse skrifter siger derfor meget mere om de gnostiske strømninger, som de udsprang af, end om historien om Jesus fra Nazaret, og de leverer et noget andet, og blandt de ortodokse, knap så "autentisk" indtryk af Jesus og kristendommen generelt. De apokryfe skrifter leverer bl.a. et metaforisk syn på genopstandelsen, som de mener skal opfattes symbolsk - og ikke konkret fysisk, som de synoptiske evangelier beretter.
Apokryferne, navnlig Jakobs præevangelium rummer flere beretninger om Jesu barndom. Her beskrives eksempelvis, hvordan Jesus gør en lerfugl levende, forbander en dreng, så han bliver et træ og forlænger et bræt som han netop havde savet forkert over.
Kristendommens syn på Jesus.
Ikon, der afbilleder de Hellige Fædre på det første koncil i Nikæa holdende den nikænske trosbekendelse
Jesus Kristus er hovedpersonen i kristendommen (at være kristen - "Christianó" kommer fra Christos), og selvom der i dag findes mange kristne kirkeretninger, kan der dog stadig siges meget fælles om kirkernes syn på Jesus, særligt så længe vi taler om de tre hovedgrene: Den ortodokse kirke, den katolske kirke og de protestantiske kirker. Det skyldes, at indenfor disse kirkesamfund og i øvrigt mange af de andre, er det det bibelske matriale, der er autoriteten i forståelsen af Jesus. Derved er fremstillingen af Jesus i evangelierne (se ovenfor) grundlæggende for kristendommen. Det gælder elementer som jomfrufødslen, Jesu mirakler og undervisning, samt hans død, opstandelse, himmelfart og fremtidige genkomst. Dertil kommer benævnelserne som "Kristus, Guds søn" (Mark 1,1), "verdens lys" (Joh 8,12) og "Ordet" (Joh 1,1). Samtidigt med det, har de tre hovedgrene inden for kristendommen, alle kunne tilslutte sig de afgørelser angående Jesu væsen og natur, der blev besluttet på de syv økumeniske kirkekonciler.
Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, fra koncilierne i Nikæa 325 og Konstantinopel 381, er derfor fælles for de ortodokse, katolske og protestantiske kirker. Dette traditionelle syn vil blive behandlet her, medens oplysninger om kristologien i andre kirkesamfund, spændende lige fra gamle monofysitiske og nestorianske kirker som den koptiske kirke og assyriske kirke til nye marginale kirkesamfund som Jehovas Vidner og Mormonerne, og liberale teologiske strømninger må ses på de pågældende kirkesamfunds artikler
Jesus - den Opstandne.
Ifølge Apostlenes Gerninger var udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse - Jesu opstandelse. Det var det, der beviste, at Jesus var Herre, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og "sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.". Derfor er de kristnes helligdag også søndagen, den første dag i ugen, den dag hvor Jesus opstod. På samme måde er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, og ikke julen som dog ofte er den folkelige vigtigste højtid.
Jesu guddommelighed.
Kristus - Pantokrator (Almægtig). Ravenna, Italien. Mosaik fra det 6. århundret. De tre samlede finger symboliserer treenigheden. De to udstrakte finger er et tegn på Jesu to naturer.
Allerede i det bibelske materiale bliver der brugt ord om Jesus, der peger på at Jesus er guddommelig. Det bliver sagt om Jesus, at "ved ham og til ham er alting skabt. Han er til forud for alt og alt består ved ham" (Kol 1,17). Jesus bliver tilbedt (Matt 2,11; 14,33; Luk 24,52), og givet guddommelig navne som Guds søn, Den første og den sidste (Åb 1,18; 22,13), Herren (Luk 2,11) og kaldes af apostelen Thomas for "min Herre og Gud" (Joh 20,28). Jesus bliver i Joh 1,1 kaldt for Ordet, der "var hos Gud og Ordet var Gud". Jesus blev derfor også hurtigt betragtet og tilbedt som Gud i oldkirken.
Jesus - en person i treenigheden.
Det var dog problematisk i forhold til den strengt monoteistiske arv fra jødedommen, men problemet blev efterhånden løst med begrebet treenigheden, der blev introduceret af Tertullian (ca. 155-230). Han formulerede her, at Gud var: "tres Personae, una Substantia,” tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden)– men kun et væsen/en substans. Denne forestilling blev anfægtet af Arius, som ikke mente Jesus havde været til for evigt og derfor ikke var at betragte som Gud. Kritikken bredte sig hurtig ud i hele kristenheden, og på trods af kirkemødet i Nikæa 325, var det først i Konstantinopel 381, at der kom ro omkring spørgsmålet. Til dette koncil blev den nikænske trosbekendelse endegyldigt stadfæstet. Her står der at Jesus " er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt", og allevigtigst "af samme væsen som Faderen".
Jesu to naturer.
Spørgsmålet om hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske blev det næste store stridsspørgsmål, og her blev konklusionen, at Jesus var både fuld Gud og fuldt menneske. Det var særlig det økumeniske kirkemøde i Kalkedon år 451, der formulerede dette, selvom også senere konciler måtte beskæftige sig med emnet. Andre retninger som adoptionisme, doketisme, monofysitisme, nestorianisme og tilhængere af Apollinaris blev ekskommunikeret fra Kirken. Det blev til de første skismaer i kirken, hvor bl.a. den assyriske kirke (nestoriansk) og den koptiske og armenske kirke (monofysisitisk) blev selvstændige.
Jesus - Frelseren.
Jesus er før noget andet frelseren. Det ligger bl.a. i hans navn (Jesus: Jahve frelser) - "for han skal frelse sit folk fra deres synder" (Matt 1,21). Svaret, på hvorfor Jesus døde, er i kristendommen derfor ikke et spørgsmål om historiske begivenheders gang, men at Gud ville, at Jesus skulle dø for at frelse verden. Teologerne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, hvordan en mands (Jesu) død kunne være frelsende for andre mennesker.
Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi frelsergerningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dog også dette spørgsmål systematiseret. Det blev det i to hovedretninger/forsoningslærer, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er som sådan bred enighed blandt kristne om, at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning mellem Gud og mennesket, og denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan dette foregår.
Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Peter Abelards subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen.
Imidlertid har Gustav Aulen argumenteret i 1930 for at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne - døden, synd og Djævelen.
Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske matriale, og derfor er det bedst at se disse som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.
Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.
Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte vægtlægger Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt vægtlægger Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også på moderne plan i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.
Islams syn på Jesus.
Jesus er en central person i Koranen (Al-Qur'an), hvor hans navn (Isa'") er nævnt 25 gange. Jesus er en af Allahs væsentligste budbringere, og han må anses som en fundamental del af Islams verdensbillede.
Islams opfattelse af Jesus (Isa) har en del tilfælles med de bibelske fortællinger, så som troen på jomfrufødslen, Jesu som den der helbreder og gør mirakler, Jesus som lærer og så videre. Jesu bliver også ophøjet til himmels, og mange muslimske teologer mener ligesom de kristne at Jesus skal komme igen ved tidernes ende. Jesus kaldes elleve gange for al-Masih (Messias eller Kristus) og i sura 3,45 kaldes han Kalimatullaah (Guds ord).
Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses, som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendingen i sura 4 -"de dræbte ham ikke" - kunne tolkes som at jøderne ikke overvandt ham, da han, underforstået, opstod.
Islams eneste kilde til synet på Jesus er åbenbaringerne fra Muhammed. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der dog sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning.
Billeder af Jesus.
Cristo Redentor - Rio de Janeiro, Brazilien
Den største statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud.
UTC.
Lige nu er det den -- "T" i UTC
UTC (også kaldet zulutid) er den internationale tidszone, som (næsten) er det samme som Greenwich Mean Time. Tidsforskellen mellem dansk tid og UTC er plus én time ved normaltid og plus to timer ved sommertid.
UTC-tid er fastlagt ud fra et antal atomure. Indimellem justeres UTC med et skudsekund for at sikre at UTC passer med Jordens rotation. Alle andre tidszoner fastlægges ud fra UTC. I praksis koordineres tiden via internetservere, der bruger NTP til udveksling af tidsinformation. Selv atomure går ikke helt ens.
UTC er en "forkortelse" for "Coordinated Universal Time" (faktisk "Universal Time, Coordinated"). Kaldes på dansk også "universel tid" eller undertiden "verdenstid". Der er to forklaringer på hvorfor bogstaverne i forkortelsen blev byttet om. Man ville lave et kompromis mellem de engelske og franske forkortelser CUT og TUC og man ville lægge sig op ad de astronomiske tidsskalaer som UT1.
I en del videnskabelige sammenhænge bruges TAI, Temps Atomique International, international atomtid. Denne tidsskala er udelukkende baseret på atomure, og bruger ikke skudsekunder. Forskellen mellem TAI og UTC ændres derfor hver gang, der tilføjes (eller fjernes) skudsekunder. Den store fordel ved TAI er, at tidspunkter altid kan sammenlignes direkte uden en tabel over tilføjede skudsekunder.
Zulutid.
UTC benævnes til tider også som zulutid efter det fonetiske Z og anvendes i dag specielt af militæret for at sikre ens tid ved operationer, der f.eks. strækker sig over flere tidszoner, samt i tilfælde af et angreb med kernevåben.
Betegnelsen zulu stammer fra GMT, der ca. siden 1950 er blevet benævnt ved et Z. I forbindelse med radiokommunikation er bogstavet så blevet til "zulu".
Rød Hestehov.
Rød Hestehov ("Petasites hybridus") kaldes også for pestilensurt eller tordenskræppe. Planten kom oprindelig til Danmark som lægeplante i middelalderen. Men kendes fra vikingetiden på Århusegnen. De knuste blade blev brugt mod pestbylder og sår i Middelalderen, nu bliver planten anvendt mod hoste, kramper og smerter i mave og underliv.
Rød Hestehov har 15-40 centimeter høje skafter, der bærer røde skælblade. Øverst har den en klase af rødblomstrede kurve. Blomsterne udvikles før de langstilkede blade, og planten er en af de først blomstrende blomster i april-maj måned. Senere vokser de grønne blade frem til en anselig størrelse på 50-70 centimeter.
Rød Hestehov stammer oprindelig fra Syd- og Mellemeuropa. Planten vokser i Danmark langs åer, grøfter og voldgrave, dog primært på Sjælland, Fyn, Lolland, Falster og Møn. I resten af landet ses den meget sjældent.
Arten er særbo og formerer sig både med rodskud og med frø.
Nogle mener at i Danmark er de fleste planter hankønnede, og at formeringen derfor primært foregår ved rodskud.
Andre mener at folk bare overser de små gråhvide hunblomster eller tror at de er små ikke-udviklede hanblomster.
Man kan i tvivlstilfælde kende Rød Hestehov ved at knække en stængel og lugte til saften. Den er stærkt ildelugtende, og det kræver en god omgang sæbe at få den af igen.
I enkelte områder bliver planten opfattet som landskabsukrudt, da den kan sprede sig kraftigt under optimale forhold.
Danske buske.
Den følgende oversigt rummer slægter, som kan klare sig i Danmark. Det være sig hjemmehørende eller dyrkede planter. Listen er næppe komplet, og de kommende klimaforandringer kan sikkert bringe uorden i den. Dels vil nogle falde fra, og dels vil nye komme til.
Slægter, mærket med asterisk (*), kan også udvikle træagtige former eller blive til regulære træer.
Eksterne henvisninger.
Buske
Hårdførhedszone.
Blad af "Fatsia japonica". Dyrkning af den lykkes kun på et beskyttet sted, som i realiteten har en gunstig hårdførhedszone.
Enhver planteart har en niche, som den er tilpasset at leve i. En væsentlig del af tilpasningen består i at tåle de klimatiske forhold i det naturlige udbredelsesområde, og på det grundlag kan man beskrive større områder, hvor planterne tåler de samme forhold. Disse områder kaldes hårdførhedszoner'", og inddelingen betyder, at man kan vælge planter, som passer til den hårdførhedszone, man bor i. Det giver gode muligheder for at dyrke planterne med succes.
Det er dog væsentligt at understrege, at zoneinddelingen er meget overordnet. En række helt lokale forhold kan betyde, at hårdførhedszonen i realiteten skal være en helt anden. Når det lykkes at dyrke planter som f.eks. Ildland-Gunnera ("Gunnera magellanica"), Sort Morbær ("Morus nigra") og Rosmarin ("Rosmarinus officinalis"), skyldes det netop, at de mikroklimatiske forhold kan være langt mere gunstige, end den generelle zoneinddeling antyder.
Forskellige systemer.
Nordamerika er opdelt i 10 zoner, hvor Zone 1. er tundra og Zone 10. er tropisk.
England har et system med 4 Zoner. Hvor Zone I. svarer omtrent til Nordamerikas Zone 9. og Zone III. omtrent svarer til Zone 8. i Nordamerika.
Sverige har deres eget system med 8-9 zoner, hvor Zone I. er Skåne, et system som ikke er særligt brugbart da mange lidt sarte planter vil kunne overleve under den tykke svenske vintersne.
Efter det nordamerikanske system ligger Danmark og store dele af Nordvesteuropa inden for hårdførhedszone "6".
Isotop.
Isotoper af et grundstof er atomer (rettere atomkerner), der har samme atomnummer, Z, men forskellige atommasse, A. Ordet "isotop" betyder "på samme sted" og det skyldes det faktum, at et grundstofs isotoper har samme placering i det periodiske system.
"Atomnummeret" svarer til antallet af protoner i atomkernen. Så et grundstofs forskellige isotoper indeholder det samme antal protoner.
Et grundstof kan have forskellige atomvægte, fordi antallet af neutroner i atomkernen er forskelligt i forskellige isotoper. I videnskabelig nomenklatur skrives isotoper ved grundstoffets navn efterfulgt af en bindestreg og antallet af nukleoner (protoner og neutroner) i atomkernen (f.eks. Jern-57, Uran-238, Helium-3). I symbolsk form angives antallet af nukleoner ved et hævet præfiks før grundstoffets symbol (f.eks. 57Fe, 238U, 3He).
De forskellige isotoper af et grundstof har de samme kemiske egenskaber, idet de kemiske egenskaber primært afhænger af antallet af elektroner og ikke af atomvægten. Dvs. 79Br og 81Br reagerer på samme måde i en kemisk reaktion, da de har lige mange elektroner (antallet af elektroner afhænger af antallet af protoner, Z).
Isotoptabel (komplet).
Denne isotoptabel viser alle grundstoffers kendte isotoper, sorteret efter stigende atomnummer fra venstre til højre og stigende antal neutroner fra top til bund. Isotopers radioaktive halveringstider er kategoriseret i intervaller og vist ved isotopens cellefarve. Isotoper, der har flere forskellige henfaldsvarianter, vises ved at cellen har forskellig for- og baggrundsfarve.
Denne tabel kan også ses i mindre bidder, se Isotoptabel (delt).
Tokyo.
Tokyo (東京, "Toukyou") er Japans hovedstad. Byen ligger på øen Honshuu og har ca. 8,6 mio. indbyggere, mens præfekturet (regionen) omfatter 12,8 mio. og omtrent 37 mio. inklusiv forstæder. Tokyo er 80 km i udstækning, hvilket gør området til det største byområde i verden.
Navn.
Tokyo hed oprindelig "Edo", hvilket betyder flodmunding. Navnet blev ændret til Tokyo ("Toukyou: tou" (øst) + "kyou" (hovedstad)), da byen blev de facto-hovedstad i 1868. I den tidlige Meiji-perioden blev byen også kaldt "Toukei", en alternativ udtale af de samme kinesiske tegn for "Tokyo". Nogle overlevende officielle engelske dokumenter bruger stavemåden "Tokei", men det er i dag forældet.
Historie.
Model af Chuo-dori i 1870'erne.
Tokyo var oprindelig et lille fiskerleje ved navn Edo. I 1457 byggede Oota Doukan Edo-borg. I 1590 gjorde Tokugawa Ieyasu Edo til sin base, og da han blev shogun i 1603, blev byen center for hans nationale militære styre. Gennem den følgende Edo-periode voksede Edo til en af verdens største byer med en befolkning, der rundede en million i det 18. århundrede. Den blev de facto hovedstad i Japan, endda til trods for, at kejseren boede i Kyoto, den kejserlige hovedstad.
Efter ca. 263 år blev shogunatet væltet for at genoprette det kejserlige styre. I 1869 flyttede den 17-årige Meiji-kejser til Edo. Tokyo var allerede landets politiske og kulturelle centrum, og kejserens tilstedværelse gjorde den til de facto kejserlig hovedstad, lige så vel som den tidligere Edo-borg blev til det kejserlige palads. Tokyo By var etableret og fortsatte med at være hovedstad, indtil den blev fusioneret med præfekturet i 1943.
Det centrale Tokyo blev ligesom Osaka fra omkring 1900 designet til at centrere omkring vigtige jernbanestationer på tætbygget vis, så forstadsbaner kunne bygges relativt billigt i gadeplan med egne særskilte traceer. Dette i modsætning til andre verdensbyer som f.eks. Los Angeles, der er mindre tætbyggede og tilpasset biler. Til trods for at der er bygget motorveje, er det grundlæggende koncept ikke ændret.
Tokyo blev ramt af to store katastrofer i det 20. århundrede men trodsede begge. Den ene var store Kantou-jordskælvet i 1923, og den anden var bombardementerne under 2. verdenskrig. Bombardementerne i 1945 kostede mellem 75.000 og 200.000 mennesker livet og lagde halvdelen af byen i ruiner og havde derved næsten lige så ødelæggende virkning som atombomberne over Hiroshima og Nagasaki tilsammen. Efter krigen blev Tokyo komplet genopbygget og fremvist for verden ved Sommer-OL 1964. 1970'erne bragte nye højhuse så som Sunshine 60, en ny og kontroversiel lufthavn ved Narita og et befolkningstal voksende til omkring 11 millioner i præfekturet.
Tokyos undergrundsbane og øvrige jernbanenet blev et af de travleste i verden, efterhånden som flere og flere flyttede til området. I 1980'erne steg ejendomspriserne med raketfart under en økonomisk bobbel. Boblen bristede i begyndelsen af 1990'erne, og mange firmaer, banker og privatpersoner blev fanget, da ejendomspriserne faldt. En stor lavkonjuktur fulgte og gjorde 1990'erne til Japans "tabte årti", fra hvilket det nu langsomt rejser sig.
Tokyo ser stadig ny byudvikling på store mængder af mindre rentabele landområder. Nylige projekter omfatter Ebisu Garden Place, Tennozu Isle, Shiodome, Roppongi Hills, Shinagawa (nu også station for Shinkansen) og Marunouchisiden af Tokyo Station. Betydningsfulde bygninger rives ned til fordel for mere up-to-date shoppingmuligheder så som Omotesando Hills. Landindvinding har også stået på i Tokyo i århundreder. Den mest prominente er Odaiba-området, nu et vigtigt shopping- og forlystelsescentrum.
Der har været fremsat forskellige planer om flytte centraladministrationsfunktioner til andre byer andre steder i Japan for at dæmpe den rivende udvikling i Tokyo og revitalisere økonomisk haltende områder i landet. Disse planer er dog kontroversielle i Japan og er ikke blevet realiserede.
Administrativ inddeling.
Tokyo er en af Japans 47 præfekturer (regioner) og har ca. 12,8 mio. indbyggere. Af disse bor ca. 8,6 mio. i de 23 specielle bydistrikter, der indtil 1. juli 1943 udgjorde Tobyo By, der da blevet slået administrativt sammen med præfekturet. De 23 specielle bydistrikter, til daglig kendt som "23 bydistrikter" (23区, "nijuusan-ku"), udgør hver især en kommune med egen valgt borgmester og byråd og har siden 2000 status omtrent som byer. Dog adskiller de sig fra disse, ved at ting som vandforsyning, kloaker og brandvæsen varetages af præfekturet.
Bydistrikterne varierer stærkt i areal (fra 10 til 60 km²) og indbyggertal (fra mindre end 40.000 til 830.000), og nogle udvides efterhånden som kunstige øer bygges. Største bydistrikt målt på indbyggertal er Setagaya, mens nabobydistriktet Oota har det største areal. Shinjuku er hjemsted for præfekturet.
Præfekturet rummer desuden 26 andre større byer (市 -shi), 5 andre byer(町 -chou eller machi), og 8 landsbyer (村 -son or -mura) hver med sit lokale styre med samme status som tilsvarende byer og landsbyer i det øvrige Japan. Udover at tjene som "sovebyer" for det egentlige Tokyo har nogle af disse også handel og industri. Tilsammen kaldes de også for "Tama Area" (多摩地域) eller "Vesttokyo".
Vesttokyo.
De 26 større byer og de specielle bystrikters respektive områder.
Øer.
Udover den del der ligger på Honshuu tæller Tokyo også et antal afsidesliggende øer, hvoraf den fjerneste ligger så langt væk som 1850 km. På grund af afstanden administreres øerne lokalt.
Izu-øerne er en gruppe af vulkanøer og udgør en del af Fuji-Hakone-Izu Nationalpark. Regnet fra Tokyo er øerne Izu Ooshima, Toshima, Niijima, Shikinejima, Kozushima, Miyakejima, Mikurajima, Hachijojima og Aogashima. Administrativt er Izu Ooshima og Hachijojima byer. De øvrige er landsbyer, i det Niijima og Shikinejima udgør en tilsammen.
Ogasawara-øerne inkluderer fra nord til syd Chichi-jima, Nishinoshima, Haha-jima, Kita Iwo Jima, Iwo Jima og Minami Iwo Jima. Ogasawara administrerer også to små afsidesliggende øer: Minami Torishima, der med sine 1850 km fra Tokyo både er den længstvækliggende og Japans østligste punkt, og Okino Torishima, der er Japans sydligste punkt. De to sidstnævnte øer og Iwo-øerne har ingen permanent befolkning men benyttes af det japanske forsvar. Derimod er Chichi-jima og Haha-jima befolkede og udgør tilsammen administrativt landsbyen Ogasawara.
Arkiktur.
1900-tallet var ikke udelt nådig ved Tokyo og dens borgere, der to gange måtte se deres by lagt i ruiner. Første gang var 1. september 1923, da det store Kantou-jordskælvet ramte Tokyo og flere andre byer og dræbte mindst 100.000 mennesker. Og mindre end en generation senere fulgte de amerikanske bombninger under 2. verdenskrig, hvorved anslået andre 100.000 døde, og 41 km² af byen blev ødelagt. Følgen er at nutidens Tokyo præges af moderne og nutidig arkitektur, mens gamle bygninger er sjældne.
Klima og seismologi.
Tokyo ligger i det nordlige subtropiske bælte med varme fugtige somre og generelt milde vintre med kølige perioder. Snefald er sporadiske men forekommer næsten hvert år. Tokyo er et eksempel på urbant varmemøde, i det byens befolkning udgør en betydelig bidragsyder til dens klima. Tokyo er blevet citeret som et "overbevisende eksempel på forholdet mellem byudvikling og klima".
Tokyo er blevet ramt af voldsomme jordskælv i 1703, 1782, 1812, 1855 og det ovenfor nævnte store Kantou-jordskælvet i 1923.
Demografi.
I 1889 noteredes Tokyo By som Japans største by med 1.389.600 indbyggere. I 2007 talte samme område, nu kendt som de 23 specielle bydistrikter, 8.657.000 indbyggere, mens det samlede præfektur havde 12.017.000 indbyggere. Begge tal øges imidlertid i dagtimerne med ca. 2,5 mio. fra tilstødende områder, der kommer ind for at arbejde og studere. Effekten er især tydelig i bydistrikterne Chiyoda, Chuuou og Minato, der tæller mindre end 300.000 indbyggere om natten, men hvor over to millioner er tilstede om dagen.
De fem største grupper af udlændinge i Tokyo var i 2005 kinesere (123.661), koreanere (106.697), filippinere (31.077), amerikanere (18.848) og briter (7.696).
Trafik.
Myldretid på Ueno station på Yamanotelinjen.
Tokyo er Japans største centrum for indenrigs- og udenrigstrafik på både skinner, vej og i luften. Den kollektive trafik i selve Tokyo domineres af et omfattende netværk af rene og effektive tog og undergrundsbaner drevet af forskellige operatører suppleret af busser, moronrail og sporvogne.
I Oota, en af de 23 specielle bydistrikter, ligger lufthavnen Tokyo Haneda International Airport, der primært gør det i indenrigsflyvning. Udenfor Tokyo i Chiba-præfekturet ligger Narita New Tokyo International Airport, der varetager det meste af den internationale trafik.
Nogle af de øer, der administreres af Tokyo, har deres egne lufthavne. Det gælder således Hachijoujima (Hachijojima Airport), Miyakejima (Miyakejima Airport), og Izu Ooshima (Oshima Airport).
Skinner er den primære måde at komme omkring i Tokyo, der har verdens mest omfattende jernbanenet både under og over jorden. JR East driver Tokyos største jernbanenet inklusive Yamanotelinjen, der omkredser det centrale Tokyo. Undergrundsbanerne drives af det private Tokyo Metro og Tokyo-præfekturets kontor for transport. Præfekturet og private driver buslinjer såvel lokale, regionale som nationale med terminaler ved de store jernbanestationer inklusive Tokyo Station og Shinjuku Station.
Motorveje forbinder hovedstaden med andre steder i forstæderne, Kantou-regionen og øerne Kyuushuu og Shikoku. Andre transportmuligheder omfatter taxier i de specielle bydistrikter og i byerne. Dertil kommer færger til øerne.
Uddannelse.
Tokyo har mange universiteter, forberedelsesskoler og fagskoler. Mange af Japans prestigefyldte universiteter har hjemme i Tokyo med Tokyo Universitet som den mest prestigefyldte. Andre nationale universiteter med hjemsted i byen tæller Hitotsubashi Universitet, Tokyo Medicin- og Dentaluniversitet, Universitet for elektrokommunikation og Tokyo Teknologisk Institut. Der er kun et offentligt ikke-nationalt universitet: Tokyo Metropol Universitet, men dertil kommer private universiteter som Keio Universitet og Waseda Universitet.
Grundskoler (1.-6. klasse) og mellemskoler (7.-9. klasse) drives af bydistrikterne eller de andre kommunale enheder. Offentlige gymnasier drives af præfekturet. Dertil kommer mange privatskoler rækkende fra børnehaver til gymnasier.
Sport.
Tokyo er hjemsted for to professionelle baseballklubber, Tokyo Yakult Swallows og Yomiuri Giants. Japans Sumoforbund har også hjemsted i Tokyo, nærmere betegnet i indendørsarenaen Ryougoku Kokugikan, hvor der afholdes officielle sumoturneringer i januar, maj og september. Fodboldklubber i Tokyo inkluderer FC Tokyo og Tokyo Verdy 1969, begge med hjemmebane på Tokyo Stadium i Choufu.
Tokyo var vært for Sommer-OL 1964. Det primære stadion fra dengang, Tokyo Olympiastadion har siden lagt plads til en række internationale sportsbegivenheder. Med en række sportsfaciliteter i verdensklasse er Tokyo ofte vært for nationale og internationale sportsbegivenheder så som tennisturneringer, svømmestævner, marathons, træningskampe i amerikansk fodbold, judo, karate etc. Tokyo Metropolitan Gymnasium i Sendagaya, Shibuya er et stort sportskompleks, der inkluderer svømmebassiner, træningslokaler og en stor indendørs arena.
Tokyo i populærkulturen.
Som den største by i Japan og hjemsted for landets største tv-distributører og studioer danner Tokyo ofte baggrund for mange japanske film, tv-serier, animeserier og mangaer. F.eks. har Ranma ½ og Tokyo Mew Mew begge Tokyo som udgangspunkt. I monsterfilm bliver byens kendte bygningsværker ødelagt næsten på rutine af kæmpemonstre så som Godzilla.
Også andre landes filmskabere har flere gange fundet vej til Tokyo. Kendte eksempler fra efterkrigstiden tæller "Tokyo Joe", "My Geisha", og James Bond-filmen "You Only Live Twice". Andre eksempler er "Kill Bill", ' og "Lost in Translation".
Venskabsbyer.
Derudover har Tokyo partnerskabsaftaler med London, Auckland, Paris og Rom. Mange af Tokyo-præfekturets bydistrikter og byer har desuden venskabsrelationer med andre udenlandske byer.
Brun dværg.
En brun dværg hører til en klasse af stjerner der har en for stjerner meget lav masse - omkring 13 til 70 gange Jupiters masse. Brune dværge skabes på samme måde som andre stjerner ved at oprindeligt tynde skyer af hovedsagelig brint trækker sig sammen på grund af tyngdekraften. I de brune dværges tilfælde er der dog for lidt brint til rådighed - trykket og temperaturerne i stjernens centrum bliver aldrig høje nok til at starte den fusion af brint til helium og andre tungere grundstoffer, som er kilden til "normale" stjerners energi. Brune dværge med en masse på over 13 gange Jupiters masse kan dog forbrænde deuterium ved fusion og brune dværge på mere end ca. 65 gange Jupiters masse kan forbrænde lithium ved fusion.
Brune dværge hører hjemme nederst til højre i Hertzsprung-Russell-diagrammet.
433 Eros (1898 DQ).
Amor-asteroiden 433 Eros (1898 DQ) er navngivet efter den græske kærlighedsgud Eros (gud). Den er den næststørste nærjords-asteroide med sin størrelse på omkring 13 x 13 x 33 km.
D.12 februar 2001 landede rumsonden NEAR Shoemaker på småplaneten Asteroid 433 Eros (1898 DQ): http://near.jhuapl.edu/. På denne adresse er der en film af nedstigningen: http://near.jhuapl.edu/iod/20010731/index.html.
Roskilde Domkirke.
Roskilde Domkirke er en dansk domkirke og UNESCO Verdensarvsmonument i Roskilde. Den er særlig kendt som den kirke i Verden, der har flest konger og dronninger begravet. I alt drejer det sig om 20 konger og 17 dronninger.
Historie.
Ifølge bl.a. Saxo Grammaticus' værk blev der oprindelig bygget en kirke på det sted, hvor Roskilde Domkirke ligger i dag af Harald Blåtand tilbage i 980'erne. Denne kirke blev kaldt "Treeninghedskirken", og Harald blev selv begravet i den. I 1020 blev Roskilde udnævnt til bispesæde, og kirken blev dermed en domkirke. Senere blev denne kirke under Svend Estridsen erstattet af en frådstenskirke. I det 12- og 13. århundrede blev den nuværende teglstenskirke så opført af Absalon. Oprindeligt ligenede kirken et kors, når man så den fra luftperspektiv. Dette gør den dog ikke længere, da der siden er blevet bygget to tårne, tre spir og fire gravkapeller til domkirken.
Opførelse af tårne, kapeller, spir og gravplads.
Pave Lucius 1. var i middelalderen Roskilde Domkirkes skytspatron.
Siden 1987 har domkirken haft Roskilde Domkirkes Drengekor, der ledes af Finn Evald. I 1995 blev Roskilde Domkirke som den anden danske serværdighed optaget på UNESCO's Verdensarvliste.
Angrebet på Pearl Harbor.
Angrebet på Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07.55 lokal tid, da Japan med en styrke af 443 fly, 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo angreb den amerikanske stillehavsflåde på Pearl Harbor, Hawaii.
Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.
Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet. Kl. 09.45 afsluttedes angrebet. Da var otte slagskibe svært beskadiget og seks sænket. Desuden havde amerikanerne mistet tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib "Arizona," som blev ramt af en 1760 pund bombe. Japanerne mistede kun 29 fly samt fem mini-ubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer. USA's flåde i Stillehavet var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.
Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA's kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien. Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt. Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag USA og England. Præsident Roosevelt kaldte datoen 7. december: "A date which will live on in infamy" (En skændighedens dag).
Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.
Baggrund.
Efter Meiji-restaurationen i 1868 gik Japan ind i en periode med betydelig økonomisk, politisk og militær ekspansion. Hensigten var at opnå ligeværdighed med de vestlige magter som havde indflydelse eller kolonier i Sydøstasien og Stillehavs-området. For at finansiere denne ekspansion lavede det ressourcefattige Japan en række fremstød, som bragte det i konflikt med nabostatene. Dette inkluderede den første kinesisk-japanske krig, hvor Japan i 1894 okkuperede Taiwan, og den russisk-japanske krig i 1904–05 hvor Japan vandt territorium i dele af Kina og på den koreanske halvø. I 1910 okkuperede Japan hele Korea, og i 1931 etablerede landet en marionetregering i det kinesiske Manchuriet. Efter en japansk oprustning angreb landet i 1937 Kina i den anden kinesisk-japanske krig.
Folkeforbundet, USA, Storbritannien, Australien og Holland, som havde territoriale interesser i området, fordømte Japans invasion og svarede igen med diplomatisk pres. Japan veg ikke for presset og fortsatte sin militære ekspansion i Kina; i 1940 sluttede Japan sig til alliancen mellem Tyskland og Italien, og de tre lande dannede aksemagterne. USA svarede igen med udvidede økonomiske sanktioner, blandt andet delvist stop for eksport af scrapmetal og olie, opsagde tidligere handelsaftaler mellem landene og lukkede Panamakanalen for japanske skibe. Japan lod sig ikke stoppe, og efter Tysklands sejr over Frankrig i sommeren 1940, kunne japanske styrker i september - med Vichy-regeringens samtykke - marchere ind i Fransk Indokina. Disse japanske aggressioner gjorde, at USA i juli 1941 indefrøs japanske midler og iværksatte en handelsembargo, hvilket bl.a. lukkede for eksporten af olie.
Japan var sårbar overfor en total amerikansk olieembargo, da al olie landet brugte, måtte importeres, og 80% af den kom fra USA. I oktober 1941 faldt den moderate regering under prins Konoye og blev afløst af en regering under den meget strengere general Hideki Tojo. Japanerne indledte en serie af diplomatiske forhandlinger med USA i slutningen af november 1941, som kulminerede med en note fra den amerikanske udenrigsminister Hull den 26. november 1941, som den japanske statsminister Hideki Tojo beskrev som et ultimatum. Japan havde nu tilsyneladende kun to valgmuligheder, enten at godkende USA's krav og afslutte sin aggressive militære ekspansion i Kina, eller at gå i krig mod USA og dets allierede. Besat af tanken om at miste sin internationale prestige og bekymret over mulighederne for yderligere vestligt pres, valgte Japan krig.
Japanske forberedelser.
Japanerne havde studeret admiral Andrew Cunninghams angreb på den italienske flådebase ved Taranto, hvor 20 gamle torpedofly påførte den italienske marine alvorlig skade. Chefen for den kejserlige japanske flåde, admiral Isoroku Yamamoto, sendte en gruppe japanske søofficerer til Italien. De konkluderede, at en større version af briternes angreb kunne tvinge den amerikanske flåde tilbage til Californien. En sådan amerikansk retræte ville give japanerne kontrol over olieresurserne i Hollandsk Ostindien med en forsvarbar buffer rundt om området. Den japanske gruppe fik også hemmeligheden om de britiske torpedoer, som fungerede selv på lavt vand, med sig hjem.
Oversigt over den japanske flådes sejlads mod Pearl Harbor og retur til Japan
Hensigten med angrebet mod Pearl Harbor var at neutralisere USAs stillehavsflåde, mens koordinerede japanske angreb mod flere lande blev udført. Admiral Yamamotos vurdering var imidlertid, at selv et vellykket angreb kun ville give Japan et pusterum. Indledende planlægning af angrebet startede i januar 1941, og træningsprogrammer til angrebet begyndte sommeren 1941. Angrebet var afhængig af torpedoer, men de eksisterende japanske torpedoer krævede dybt vand ved brug fra fly. I løbet af sommeren 1941 blev der testet en modificeret torpedo, som fungerede på lavt vand. Japanske våbenteknikere producerede også specielle pansergennemtrængende bomber ved at montere finner på 14 og 15 tommers pansergranater. Disse modificerede granater formodedes at trænge gennem de pansrede dæk på slagskibe og krydsere, når de blev smidt fra 3.000 meter.
Den 26. november 1941 sejlede en flådestyrke med seks japanske hangarskibe under kommando af viceadmiral Chuichi Nagumo fra Hitokappubugten i Kurilerne med kurs mod Hawaii, eskorteret af to slagskibe, to tunge krydsere, en let krydser, ni destroyere, tre undervandsbåde og otte tankskibe. Totalt havde styrken 423 fly, blandt dem var: «Mitsubishi Type 00» (Zero) jagerfly, «Nakajima Type 97» (Kate) torpedofly og «Aichi Type 99» (Val) styrtbombefly. Desuden var der, til hovedstyrken, en fortrop på 20 undervandsbåde og 5 to-mands miniubåde; de skulle indsamle efterretninger og sænke amerikanske krigsskibe, som forsøgte at undslippe Pearl Harbor under angrebet.
USAs beredskab.
Rækken med slagskibe i «Battleship Row» udgjorde et attraktiv mål (nutidigt billede med skibene indsat).
USA's civile og militære efterretningstjenester havde gennem sommeren og efteråret 1941 modtaget en del information, som antydede yderligere japansk aggression. Intet af det pegede dog mod et angreb på Pearl Harbor. Reportager i pressen, inklusiv aviser på Hawaii, havde omfattende artikler om spændingerne og udviklingen i Stillehavsområdet. I november blev alle amerikanske kommandoer i området, inklusiv US Navy og US Army på Hawaii, advaret om at krig med Japan blev anset som nært forestående.
På selve dagen angrebet fandt sted, sendte general Marshall et telegram om et snarligt krigsudbrud. På Hawaii var der flere indikationer om et forestående angreb, men ingen af dem førte til forhøjet beredskab. Det japanske angreb fandt sted mod et Pearl Harbor som var uforberedt; antiluftskytset var ikke bemandet, ammunitionen var låst inde, antiubådstiltag var ikke sat i værk, ingen jagerfly fløj patruljer, og ingen spejderfly var på vingene. Desuden blev radardata ikke taget alvorligt på grund af deres unøjagtighed, og derfor reagerede man ikke, da man opfangede de japanske fly.
Amerikansk signalefterretning opfangede japansk diplomatisk trafik og havde brudt mange af de japanske koder. Distributionen af denne information var imidlertid uorganiseret. Når det var bedst, var informationen stykvis med modstridende fakta. På trods af den øgede mængde information, som tydede på en ny fase i Japans aggression, blev meget lidt af denne information sendt specielt til Pearl Harbor.
Amerikanske militære chefer blev advaret om, at tests havde vist, at torpedoer kunne slippes fra luften mod havne med lavt vand, men ingen af de højere officerer på Pearl Harbor forstod betydningen af dette, og samtidig troede man, at Pearl Harbor, med sit relativt lave havnebassin, havde et naturlig forsvar mod torpedoangreb, hvorfor der ikke blev udlagt torpedonet.
Afbrydelse af forhandlinger.
En del af den japanske plan var at afbryde forhandlingene med USA 30 minutter før angrebet. Japanske diplomater i Washington havde ført omfattende samtaler med USA's udenrigsministerium i forbindelse med Japans indmarch i Fransk Indokina.
"Obviously it is the intention of the American Government to conspire with Great Britain and other countries to obstruct Japan's efforts toward the establishment of peace through the creation of a new order in East Asia... Thus, the earnest hope of the Japanese government to adjust Japanese-American relations and to preserve and promote the peace of the Pacific through cooperation with the American Government has finally been lost"
Amerikanerne havde dekrypteret den sidste del af den afsluttende meddelelse, lang tid før det lykkedes for den japanske ambassade, og før en ordentlig oversættelse af det dekrypterede var færdig. Det var dekrypteringen af den sidste del med dens instrukser om en præcis overleveringstid, der fik general George Marshall til at sende den berømte advarselsmeddelelse til Hawaii den morgen. Den blev dog først afleveret af et ungt japansk-amerikansk cykelbud til general Walter Short ved Pearl Harbor flere timer efter angrebet havde fundet sted. Forsinkelsen skyldtes vanskeligheder med at finde general Marshall efter dekrypteringen og oversættelsen af den 14. del (han var ude på en morgenridetur), problemer med hærens langdistance-kommunikationssystem, en beslutning om ikke at bruge flådens faciliteter til at sende den og diverse problemer under dens overlevering gennem de kommercielle telegrafforbindelser. Af en eller anden grund blev dens "haster" markering fjernet under transmitteringen, og den blev derved forsinket med endnu flere timer.
Japanske dokumenter, brugt efter krigen som beviser under en kongreshøring omkring angrebet, beviser, at den japanske regering ikke havde skrevet en krigserklæring, før de havde fået bekræftet, at angrebet var en succes. Den 2-linjer lange krigserklæring blev endelig overrakt til USAs ambassadør Joseph Grew i Tokyo omkring 10 timer efter angrebet. Han fik lov til at sende det tilbage til USA, hvor det blev modtaget sent mandag eftermiddag.
Japansk taktik for angrebet.
Task force ordre nummer 7 fastslog "that the task force will engage the enemy fleet if it appears".
Udover at hele operationen skulle foregå i dybeste hemmelighed overfor fjenden, planlagde Isoroku Yamamoto og de andre admiraler og ledere, hvordan man kunne implementere tre angrebsbølger, men viceadmiral Chuichi Nagumo besluttede kun at udføre to af disse. Som støtte til angrebet havde man også sendt ubåde og miniubåde ud som skulle angribe amerikanske skibe, der forsøgte at forlade havnen. Angrebsstyrkens position forblev ukendt for USA, indtil angriberne havde forladt denne for at vende tilbage; de blev ikke fundet, og adskillige eftersøgninger blev foretaget syd for Oahu. Alt i alt deltog 350 fly i luftangrebet, mens de resterende 91 blev brugt til beskyttelse af hangarskibene og de andre skibe under angrebet. Flåden skulle sejle nord om Hawaii og stoppe 200 mil fra den amerikanske base for at indlede luftangrebet. Hvis angrebsstyrken skulle blive angrebet af amerikanske styrker på vej tilbage fra angrebet, skulle man gå til modangreb og ændre kurs mod syd til Marshalløerne.
Rekognoscering før angrebet.
Til brug for rekognoscering inden angrebet brugte man to søfly fra 8th Cruiser Division til i al hemmelighed at overflyve fjendens position for at lokalisere hangarskibene og undersøge mulighederne for et eventuelt modangreb.
Første angrebsbølge.
Den første angrebsbølge bestod af 89 Nakajima B5N2-torpedofly (40 med torpedoer og 49 med panserbrydende bomber), 51 Aichi D3A1-styrtbombefly og 43 eskorterende Mitsubishi A6M2-jagerfly (i alt 183 fly) og startede nord for Oahu, ledet af kommandør Mitsuo Fuchida. Denne enhed inkluderede 1. Gruppe (1.-4. angrebsenheder og 1.-4. torpedoangrebsenheder), 2. Gruppe (15. og 16. angrebsenheder), 3. Gruppe (1.-6. jagerkampenheder). Den første angrebsbølge var inddelt i seks formationer, hvoraf en var målrettet mod flyvepladsen Wheeler Field. Hvert af luftangrebene blev indledt af bombeflyene og afsluttet af jagerflyene, der skulle angribe eventuelle forfølgere på tilbagevejen.
Anden angrebsbølge.
a> salut før takeoff1. luftflådes bombefly gør klar til at lette.
Den anden angrebsbølge bestod af 54 Nakajima B5N2 med højeksplosive bomber, 78 Aichi D3A1-styrtbombefly og 35 eskorterende Mitsubishi A6M2 (i alt 167 fly), lettede fra næsten samme position og blev ledet af orlogskaptajn Shigekazu Shimazaki. Denne enhed bestod af 1. Gruppe (5. og 6. angrebsenheder), 2. Gruppe (11.-14. angrebsenheder), 3. Gruppe (1.-4. jagerkampenheder). Den anden angrebsbølge var inddelt i fire formationer hvoraf en formation blev sendt til Kāneohe Marine Corps Base et stykke fra selve Pearl Harbor, mens resten blev sendt mod selve flådebasen. De forskellige formationer af angrebsflyene nåede frem til målet næsten samtidigt fra flere forskellige retninger. 2. angrebsenhed angreb målet fra den venstre flanke.
Efter angrebet.
Til udførelse af en inspektion af ødelæggelserne efter angrebet udsendte man ekstra Mitsubishi A6M2-jagerfly til at flyve hurtigt og lavt ind over området for at undersøge skaderne.
Slaget.
Endnu før Nagumo begyndte at sende flyene af sted kl. 04:30 hawaiiansk tid, opdagede minestrygeren USS Condor en miniubåd ud for havneindløbet og alarmerede destroyeren "Ward". "Ward" udførte en resultatløs eftersøgning. Det lykkedes dog "Ward" at sænke en miniubåd kl. 06:37. Fem "Ko-hyoteki"-klasse miniubåde var blevet anvist til at torpedere amerikanske skibe efter bombeangrebets start. Ingen af disse returnerede i behold, og kun fire ud af de fem er blevet fundet. Ud af de ti besætningsmedlemmer om bord på de fem ubåde døde ni, og den eneste overlevende, [fændrik Kazuo Sakamaki, blev taget til fange og blev dermed den første krigsfange taget af de amerikanske styrker i 2. verdenskrig. Sakamakis overlevelse blev taget som en forræderisk handling af japanerne, der omtalte hans døde kammerater som "De ni unge guder." USA's flådeinstitut foretog i 1999 fotografiske analyser, der indikerer, at en af ubådene kom ind i havnen og med succes affyrede og ramte "West Virginia" med en torpedo, og at dette formentlig har været den første beskydning fra de angribende japanere. Ubådens sidste bevægelser er ikke kendt. Den første bølge blev koordineret af kommandør Mitsuo Fuchida fra den kejserlige japanske flådes flystyrker. Han fløj og ledede den første angrebsformation og dækkede den højre flanke. Den efterfølgende anden bølge blev ledet af orlogskaptajn Shigekazu Shimazaki, der dækkede den venstre flanke.
På morgenen for angrebet opfangede hærens Opana Point station (en SCR-270 radar, som endnu ikke var i aktiv tjeneste efter en lang træningsmanøvre, og som var beliggende nær det nordligste punkt på Oahu), japanernes fly, men advarslen blev overhørt af en ny utrænet officer (Løjtnant Kermit A. Tyler) ved det nye og kun delvist igangsatte efterretningscenter. Selvom operatørerne ved Opana Point rapporterede om en flyformation større end de nogensinde havde set før, gik den vagthavende officer ud fra, at der var tale om den planlagte ankomst af 6 B-17 bombefly på grund af flyenes ankomstretning, og fordi operatørerne kun havde set de første dele af angrebsstyrken.
Flere amerikanske fly blev skudt ned, efterhånden som angrebsstyrken nærmede sig land; i hvert fald et af dem sendte en usammenhængende advarsel. Andre advarsler var stadig under behandling eller afventede bekræftelse, da angrebet begyndte. Det er ikke klart, om advarslerne havde haft nogen betydning, selv hvis de var blevet tolket rigtigt og hurtigere. Japanerne opnåede nogenlunde samme resultat i Filippinerne, som ved Pearl Harbor, selvom MacArthur her havde haft ni timers advarsel om, at japanerne havde angrebet Pearl Harbor.
Luftdelen af angrebet på Pearl Harbor begyndte kl. 7:53 7. december lokal tid; dette var kl. 03:23 8. december japansk tid. De japanske fly angreb i to bølger; i alt 353 fly nåede Oahu. De sårbare torpedofly ledede den første bølge på 183 fly, for at udnytte overraskelsesmomentet til at angribe de mest vigtige skibe (slagskibene), mens styrtbombefly angreb flybaserne rundt omkring på Oahu, startende med Hickam Field, den største, og Wheeler Field, hovedbasen for jagerfly. De 170 fly i den anden bølge angreb Bellows Field og Ford Island, en marinekorps- og flådeflybase i midten af Pearl Harbor. Den eneste nævneværdige modstand i luften kom fra en håndfuld P-36 Hawks og Curtiss P-40 Warhawk, der fløj 25 missioner, og fra skibenes antiluftskyts.
Mændene om bord på de amerikanske skibe blev vækket af eksploderende bomber og forskellige råb til "klart skib". (Den berømte meddelelse, "Air raid Pearl Harbor. This is not a drill." (Dansk: Luftangreb på Pearl Harbor, Dette er ikke en øvelse) blev udsendt af kommandørkaptajn Logan Ramsey). Kontreadmiral Isaac C. Kidd og kommandør Franklin Van Valkenburgh, øverstbefalende på "Arizona", ilede begge til broen for at lede forsvaret, indtil de begge blev dræbt af en eksplosion i det forreste ammunitionsdepot, forårsaget af en panserbrydende bombe, der ramte lige ved det forreste tårn nummer 2. De fik begge tildelt Medal of Honor posthumt. Kadet Joe Taussig fik sit skib, "Nevada", i gang fra en kold start under angrebet. En af destroyerne, "USS Aylwin", afsejlede med kun fire officerer om bord og ellers kun menige, ingen med mere end et års søtræning. Skibet var i tjeneste i fire dage, før dets øverstbefalende kom om bord. Kommandør Mervyn Bennion, øverstbefalende på "West Virginia", ledede sit mandskab, indtil han blev ramt af fragmenter fra et bombenedslag i "Tennessee", der lå fortøjet langs med "West Virginia". Den første flynedskydning blev tilskrevet ubåden "Tautog". Den formentlig mest berømte forsvarer er Doris "Dorie" Miller, en sort kok om bord på "West Virginia", der, uden den fornødne træning, tog kontrol over en forladt antiluftskytskanon og beskød og havde held til at nedskyde mindst et fjendtligt fly, selv mens bomber ramte skibet. Han fik senere tildelt Navy Cross. I alt fik 14 matroser og officerer tildelt Medal of Honor. En speciel militær medalje, Pearl Harbor Commemorative Medal, blev senere givet til alle militære veteraner fra slaget.
90 minutter efter det begyndte, var angrebet ovre. 2.403 amerikanere døde (68 var civile, mange blev dræbt af det amerikanske antiluftskyts' granatsplinter og granater, der landede i civile områder, inklusive Honolulu), mens yderligere 1.178 blev sårede. 18 skibe blev sænket, heriblandt fem slagskibe.
Næsten halvdelen af de amerikanske døde — 1.102 mænd — omkom ved eksplosionen og sænkningen af "Arizona". Skibet blev ødelagt, da en modificeret 40 cm flådegranat, kastet af orlogskaptajn Tadashi Kusumi, smadrede gennem to pansrede dæk og detonerede i det forreste ammunitionsmagasin. Skroget af "Arizona" er i dag blevet et mindesmærke over de omkomne fra denne dag, hvoraf de fleste stadig befinder sig inde i skibet. Det lækker forsat små mængder olie, 65 år efter angrebet.
"Nevada" forsøgte at undslippe fra havnen, men blev sat på grund for at forhindre en blokering af havneindløbet.
"Nevada", der allerede havde svære skader efter en torpedo, blev et mål for mange japanske bombefly, da det satte i bevægelse, og tog flere fuldtræffere fra 250 pund (113 kg) bomber, da det strandede.
"California" blev ramt af to bomber og to torpedoer. Besætningen kunne måske have holdt skibet flydende, men blev beordret til at forlade det netop som de var ved at tilslutte strøm til pumperne. Brændende olie fra "Arizona" og "West Virginia" drev ned mod skibet og fik formodentlig situationen til at se værre ud, end den var. Det udfasede målskib "Utah" blev gennemhullet to gange af torpedoer. "West Virginia" blev ramt af syv torpedoer, og den syvende smadrede skibets ror. "Oklahoma" blev ramt af fire torpedoer, de sidste to over skibets pansring, hvilket forårsagede, at skibet kæntrede. "Maryland" blev ramt af to af de konverterede 40 cm granater, men ingen af dem forårsagede alvorlig skade.
Selvom japanerne koncentrerede sig om slagskibene (de største skibe, der lå i havnen), ignorerede de ikke andre mål. Den lette krydser "Helena" blev torpederet, og trykbølgen fra eksplosionen kæntrede minelæggeren "Oglala", som lå ved siden af. To destroyere i tørdok blev ødelagt, da bomber ramte deres brændstoftanke. Den lækkende olie brød i brand, og da tørdokken fyldtes med vand, steg olien og ilden med vandet, og skibene udbrændte. Den lette krydser "Raleigh" blev ramt af en torpedo og blev gennemhullet. Den lette krydser "Honolulu" blev beskadiget, men forblev i tjeneste. Destroyeren "Cassin" kæntrede, og destroyeren "Downes" blev svært beskadiget. Værkstedsskibet "Vestal", fortøjret langs "Arizona", blev svært beskadiget og stødte på grund. Vandflystenderen "Curtiss" blev også beskadiget.
Næsten samtlige af de 188 amerikanske fly på Hawaii blev ødelagt eller beskadiget, 155 af dem blev ramt på jorden, hvor de fleste var parkeret vingespids ved vingespids på centrale pladser, for at gøre dem mindre udsat for sabotage. Angreb på kaserner forårsagede yderligere tab af piloter og andet personel. Egenbeskydning var skyld i nedskydninger af adskillige amerikanske fly (inklusiv et ankommende fra "Enterprise").
55 japanske piloter og ni ubådsfolk blev dræbt i slaget. Af de 414 fly, Japan havde til rådighed (350 deltog i angrebet), blev 29 skudt ned under slaget (ni i den første angrebsbølge, 20 i den anden), yderligere 74 blev beskadiget af antiluftskyts og maskingeværild fra jorden. Flere end 20 af de fly, der landede på deres hangarskibe, kunne ikke tages i brug igen.
Den tredje bølge.
Visse ledende officerer og flyveleder tilskyndede Nagumo til at sætte en tredje angrebsbølge ind for at destruere oliedepoterne, værkstedsfaciliteterne og tørdokkerne ved Pearl Harbor. USA havde overvejet oliedepoternes ringe beskyttelse før krigen og var i al hemmelighed begyndt at konstruere det bombesikre Red Hill brændstofdepot før Japans angreb. Var disse faciliteter blevet destrueret, ville det havde bragt US Navy i store vanskeligheder, da de nærmeste brugbare flådefaciliteter ville havde været mange tusind mil øst for Hawaii på den amerikanske vestkyst. Visse militærhistorikere har antydet, at en destruktion af oliedepoterne og reparationsfaciliteterne ville have lammet den amerikanske stillehavsflåde værre end tabet af mange slagskibe. Nagumo valgte ikke at gennemføre en tredje angrebsbølge til fordel for en tilbagetrækning af flere grunde.
Brændstofslager til venstre og ubådsbase (til højre midtfor). Oktober 1941.
Monumental status.
Pearl Harbor anses generelt som en ekstraordinær begivenhed i amerikansk historie, da den markerer den første gang, siden krigen i 1812, at USA blev angrebet på egen jord af et andet land. Begivenheden har fået monumental status, og dens berømmelse blev levendegjort 60 år senere da Terrorangrebet den 11. september 2001 skete: Angrebene på World Trade Center og Pentagon blev straks sammenlignet med Pearl Harbor.
Kulturel påvirkning.
Angrebet på Pearl Harbor, japanernes alliance med Nazi-tyskland og den lange seje kamp i Stillehavet, koblet med racisme og xenofobi bidrog betydeligt til en anti-japansk stemning. Japanere, japansk-amerikansk og asiater der havde en ydre lighed med japanere blev mistænkeliggjort og betragtet med dyb mistro og modvilje. Angrebet blev set som værende udført på en meget lusket måde og blev set som et forræderisk og fordækt angreb igen båret frem af den omfattende anti-japanske propaganda, der senere blev brugt til bl.a. at sælge krigsobligationer. Frygten for 5. kolonnevirksomhed fra japansk-amerikanere ledte til en omfattende fængsling af den etnisk japanske befolkning fra 19. februar 1942, og dette resulterede i den senere internering af indfødte japanere i både USA og Canada.
Angrebet på Pearl Harbor blev filmatiseret i den fælles amerikansk-japanske film "Tora! Tora! Tora!" (1970), den amerikanske film "Pearl Harbor" (2001) og i flere japanske produktioner.
Diverse.
Pearl Harbor, Angrebet på
Pearl Harbor, Angrebet på
Pearl Harbor, Angrebet på
Vita Andersen.
Vita Andersen (født 29. oktober 1944 i København) er en dansk skønlitterær forfatter, datter af Aage Neutzsky-Wulff og søster til Erwin Neutzsky-Wulff.
Mens Vita Andersen voksede op var hun ofte anbragt uden for hjemmet, på børnehjem og i familiepleje. Hun skriver ud fra sine egne erfaringer, og hendes romaner handler om børn, og voksnes svigt af børn. De temaer, der behandles kan ofte være ret barske, fx psykisk sygdom.
Hendes bøger er oversat til de fleste europæiske sprog, og hun har modtaget mange priser. I 1979 modtog hun "Boghandlernes Gyldne Laurbær" for sin populære novellesamling "Hold kæft og vær smuk".
Vita Andersen var i en periode gift med Mogens Camre, med hvem hun har tre børn.
Vita Andersens skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Bibliografi.
Vita Andersens skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Trondheim.
Trondheim (tidligere Trondhjem og Nidaros) i Sør-Trøndelag fylke er Norges tredjestørste by.
Byen er mere end 1.000 år gammel, har 170.936 indbyggere (01.01.2010), men på grund af mange studenter der ikke er registreret er det reelle indbyggertall over 190.000 Trondheim er også Tordenskjolds fødeby.
Byen ligger ved udløbet af Nidelven ved Trondheimsfjorden og grænser i øst til Malvik og i syd til Selbu, Klæbu og Melhus.
Trondheim er administrationscentrum for Sør-Trøndelag fylke.
Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, Højskolen i Sør-Trøndelag og St. Olavs Hospital ligger i denne by.
Trondheim er Odenses norske venskabsby.
Historie.
Trondheim blev ifølge historien grundlagt af Olav Tryggvason i år 997, men meget tyder på, at der på det tidspunkt allerede var en betydelig bebyggelse på stedet. Byen var Norges hovedstad 1030 - 1217. I 1070 startede bygingen af Nidarosdomen over Olav den Helliges grav. Kirken stod færdig for første gang ca. 1320. Trondheim blev sæde for den norske ærkebiskop, da Norge blev en selvstændig kirkeprovins i 1152. Reformationen blev fuldført, da den sidste katolske ærkebiskop, Olav Engelbrektsson, måtte flygte fra landet i 1537.
Byen er blevet hjemsøgt af bybrande utallige gange; den mest kendte brand var Hornemansbranden 19. april 1681. Efter denne brand blev Johan Caspar de Cicignon tilkaldt for at lave en ny plan over byen. Trondheims byplan regnes som det fineste eksempel på barokkens byplanidealer i Norge. Mellem de brede gader fra 1600-tallet ligger stadig mange af de gamle, smalle gader fra middelalderen.
Myndighederne indførte i 1681 ikke tvungen brug af murstenshuse i centrum, som bl.a. London havde gjort efter branden i 1666. Dette resulterede i, at Trondheim oplevede en ny storbrand i 1708 og flere andre, mindre brande frem til, at murtvangen blev indført efter storbrandene i 1841 og 1842.
Oprindelig udgjordes Trondheim by kun af selve byhalvøen, mens områderne rundt om tilhørte Strinda herred. Trondheim blev udvidet en række gange og fik sine nuværende grænser 1. januar 1964, da kommunerne Strinda, Byneset, Leinstrand og Tiller blev indlemmet i Trondheim. Kommunens areal blev dermed mangedoblet. Meget af de senere års udbygning er foregået i disse nyervervede områder.
Byen har verdens nordligste sporvognslinje, Gråkallbanen.
Sport i Trondheim.
"Lerkendal Stadion" i Trondheim er hjemmebane for et af Norges og Skandinaviens bedste fodboldhold, Rosenborg BK.
I vinterhalvåret har byen i pagt med sine traditioner noget at byde på inden alle typer vintersport, Alpine discipliner, langrend, skihop, ishockey, hurtigløb på skøyter. Der findes ishaller, hopp- og alpinbakker i byen, dessuden en bymark, et stort skovområde rundt byen.
Græsenke.
En græsenke er et spøgende udtryk der benyttes om en kvinde, hvis mand er midlertidigt bortrejst. Det kommer af det tyske "Graswitwe". Oprindeligt betegnede det en kvinde, der efter at være blevet forført ude på marken, deraf græs, blev forladt af manden.
K.d. lang.
k.d. lang (uden store bogstaver) eller Kathryn Dawn Lang er en canadisk sangerinde født 2. november 1961.
k.d. lang startede sin karriere i 1984, hvor hun udkom med et mix af country- og rocknumre, der samtidigt havde et snert af noget punkagtigt over sig.
Hun vandt en grammy i 1989 som bedste countrysangerinde for albummet "Absolute Torch and Twang".
Med albummet ”Ingenue” tilbage i 1992, som samtidigt solgte til platin, havde hun fundet sin helt egen lyd. Denne plade indeholder samtidigt hendes måske største hit til dato "Constant Craving"
Omega (bogstav).
Omega (Ω ω) er et græsk bogstav.
Dets lydværdi svarer nogenlunde til det danske bogstav "Å"s. Det er den lange form, hvor omikron er den korte.
Ω bliver også brugt indenfor fysikken som betegnelsen for resistans, som måles i Ohm. omega anses også for ende såsom alfaomega det er et liv alfa begynnelse omega ende.
Computer.
I unicode er Ω U+03A9 og ω er U+03C9.
Tornado.
En tornado er en hvirvelsky, der under stærk rotation er i stand til at anrette store ødelæggelser på sin vej. Tornadoer dannes også i forbindelse med orkaner. Ordet tornado er af spansk oprindelse. En skypumpe må ikke forveksles med dustdevil eller høtyv, hvormed den ofte bliver forvekslet på grunde af den cirkulære rotation.
Tornadoer bliver efter Fujita's tornadoskala opdelt i en række klasser, F0-F5, hvor F5 er de kraftigste og mest alvorlige. Danske tornadoer eller skypumper er som regel F0 eller F1.
Det sted, hvor der dannes flest tornadoer i gennemsnit pr år, er det midtvestlige USA på "The Great Plains". Tornadoerne forekommer her mest i staterne Nebraska, Oklahoma, Kansas og Texas. Disse fire stater udgør også den såkaldte "Tornado Alley".
Højsæsonen for tornadoerne er fra marts til starten af juni, hvor maj er den måned, hvori der opstår flest.
Tornadoer er ligesom lavtryk resultatet af opstigende vinde, der kredser om et lavtryksområde. Tornadoer er kendetegnet ved deres korte levetid (ganske få minutter) og de voldsomme vinde, de genererer. Disse lokale vejrfænomener ved man endnu meget lidt om, og det gør, at mennesket ikke er i stand til at forudsige, hvor de vil opstå. Dette har en meget stor betydning særligt i "Tornado Alley", hvor der findes et varslingscenter i Oklahoma City, "Storm Prediction Center", hvorfra man observerer skyernes rotation og gang og udløser varslingssirener, hvis der er kraftig aktivitet i en tordensky. Luftalarmen udløses typisk kun et par minutter før, tornadoen rører jorden eller "touchdown", som forskerne kalder det.
De skyer, der danner tornadoer, er typisk cumulonimbusskyer eller cumulusskyer, og det er også de mest imponerende. Cumulonimbusskyen kan nemlig blive op til 15.000 m høj og dermed nå helt op til tropopausen.
En tornados diameter varierer typisk mellem 100 m og 600 m. Den kan blive op til flere kilometer høj. Det meget lave lufttryk inde i tornadoen skaber ekstremt kraftige vinde, og den 3. maj 1999 i Oklahoma City i forbindelse med en yderst forbløffende tornado registrerede en radar vindhastigheder på helt op til 512 km/t. Det var den hidtil hurtigste vind målt på Jorden, og tornadoen, der skabte de kraftige vinde, blev op til 1,6 km i diameter. Det gør tornadoen til den farligste vind på Jorden.
Orkaner er også vinde, men de er "svagere" og meget større i omfang. Mange mennesker forveksler tornadoer med orkaner, men der er tale om to vidt forskellige slags systemer. Orkaner kan for det meste ses fra rummet via et satellitbillede, mens tornadoer ikke er nemme at opdage fra den afstand. I et sådant tilfælde kan man kun se den kraftige sky, som danner tornadoen. Derimod kan man for det meste se en tornado fra jorden, mens en orkan er "usynlig", da den kun består af kraftige vinde. En tornado kan have mange farver, lige fra sort til rød og hvid, alt efter hvad den suger op i sin hvirvel. Det gør tornadoen synlig med det blotte øje fra jorden.
Tornadoer i Danmark.
Der kan forekomme tornadoer i Danmark, dog er de sjældne og er af svag styrke i forhold til, hvad man ser i udlandet. Ofte ses de i august måned, når den danske sommer er på sit højeste.
Sådan dannes en tornado.
Når en kraftig vind højt oppe i atmosfæren møder en svag vind ved overfladen, kan luften begynde at rotere horisontalt. Hvis det sker inde i en tordenbyge, skubber den opstigende varme luft i tordenbygen det roterende rør af luft op i lodret position.
Kombinationen af den opstigende og roterende bevægelse danner en meget stor søjle med turbulent luft, en mesocyklon. Af årsager, forskerne ved endnu kun meget lidt om, forekommer der sommetider en hvirvel inde i mesocyklonen. Denne hvirvel, der bliver synlig, hvis luften er fugtig nok til, at den fortættes, strækker sig nedad, indtil den når jorden, hvor den så endelig kan blive til en tornado.
Klassificering af tornadoer.
Tornadoer deles ind i seks kategorier, efter hvor stor vindstyrke de har. Til dette formål benyttes Fujitaskalaen.
Amanda (pigenavn).
Amanda er et latinsk pigenavn, der betyder "hende der bør elskes". Det tilsvarende drengenavn er Amandus
Nemesis.
Nemesis, maleri af Alfred Rethel 1837
Nemesis (gr. Νέμεσις) er i den græske mytologi gudinden for både retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskernes overtrædelse af den naturlige orden og den arrogance, der er skyld i det.
Nemesis forfølger den hovmodige og den onde med ubrydelig hævn. Hybris (synd og hovmod) straffes med nemesis (undergang). Der, hvor jordisk lov ikke kan ske fyldest, træder en guddommelig mekanisme i funktion.
Se også.
Nemesis Bog
Flemming Jørgensen.
Flemming Bamse Duun Jørgensen (7. februar 1947 i Randers – 1. januar 2011 i Egå) var en dansk popsanger og skuespiller, bedst kendt som forsanger i musikgruppen Bamses Venner. Bamse var en del af den danske musikscene i over 35 år, og har solgt mere end 3,5 millioner album. Han optrådte lejlighedsvis som skuespiller og modtog i 1986 en Robert for årets mandlige birolle for sin medvirken i filmen "Ofelia kommer til byen".
Baggrund.
Flemming Bamse Duun Jørgensen blev født i Randers den 7. april 1947. Få dage efter fødslen, blev han afleveret på et børnehjem, da forældrene ikke magtede have ham. Da han var otte uger gammel, blev han adopteret af et velhavende par, som var indehavere af en gummivarefabrik i Viby.
Allerede som barn var musik Bamses helt store interesse. Han startede med at spille trompet, indtil han som 16-årig fik øjnene op for guitaren.
Bamse blev i 1970 gift med Käte som han fik børnene Tine og Theis med. Han blev inden sit musikalske gennembrud uddannet maskinarbejder.
Tidlig karriere.
Bamse fik sit gennembrud ved et tilfælde midt i 1960'erne da pigtrådsorkesteret Les Marques (senere: Lee Perkings) manglede en bassist.
Da den daværende forsanger ikke måtte deltage ved et spillejob på "Klub Top Ten" i Hamburg for sin kæreste, overtog Bamse mikrofonen som forsanger, hvor de optrådte med danske undersættelser af amerikanske rock-numre.
Bamses Venner.
I 1972 dannedes Bamses Venner, der pladedebuterede året efter med singlen "blodtud". I 1975 udkom LP'en der slet og ret hed "Bamses Venner" med gennembrudshittet "Vimmersvej". Samme år hittede Bamses venner med "Rend og Hop" og "Tårer taler sandt"
Melodi Grand Prix.
I 1980 deltog Bamses Venner i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret "Tænker altid på dig", som fik en 14. plads ved Eurovision Song Contest samme år. Bamses Venner havde op gennem 1980'erne flere store hits, bl.a. "Hvorfor går Louise til bal", "Haløjsa Juhu" og "Jeg elsker kun dig.
Soloprojekter med engelsksprogede covernumre.
I 1999 udsendte Bamse, sideløbende med arbejdet i Bamses Venner en soloplade med titlen "Stand By Me". Bamse indsang en lang række kendte udenlandske evergreens, og fik stor anerkendelse fra både anmeldere og publikum for sine fortolkninger. Albummet var blandt de mest solgte i det år, og har solgt over 200.000 eksemplarer. I 2001 fulgte albummet "Always On My Mind" i samme stil. I 2005 udkom coveralbummet "Be My Guest", hvor Bamse fortolkede en række klassikere i duet med kendte danske sangere som Kim Larsen, Søs Fenger og Lars H.U.G.. I 2007 indspillede Bamse albummet "Love Me Tender" i USA, der består af Elvis-ballader indspillet med Elvis' gamle musikere fra The TCB Band.
"AllStars"-sejren og "Tæt på".
I maj 2009 vandt Bamse og hans kor TV 2-programmet "AllStars", hvor han dystede med en række kendte danskere om at opbygge det bedste kor. Koret optrådte blandt andet sammen med Bamses Venner på numrene "Vimmersvej" og "Levende lys". Med sejren fulgte en pengepræmie på 250.000 kr. som Bamse donerede til Diabetesforeningens arbejde for børn i Århus. Bamse led selv i en årrække af type 2-diabetes, mens sønnen Theis som seksårig fik konstateret type 1-diabetes.
I februar 2010 udsendtes soloalbummet "Tæt på", hvor han havde fået en lang række kunstnere til at skræddersy en række numre (heriblandt Anne Linnet, Poul Krebs, Kim Larsen og Lars Lilholt), personligt til ham om sin egen historie. Pladen skilte sig ud, da den som titlen antyder er selvbiografisk og omhandler Bamses egen livshistorie.
Død.
Flemming Bamse Jørgensen døde den 1. januar 2011 af et hjertestop i hjemmet i Århus-forstaden Egå. Han blev 63 år gammel.
Eftermæle.
Efter nyheden om Bamses død, meldte der sig en landesorg. Over 100.000 danskere meldte sig ind i Facebook-gruppen "R.I.P Flemming Bamse Jørgensen", tidligere manager John Madsen annoncerede kort efter dødsfaldet at en større mindekoncert vil blive stablet på benene. Det har desuden været på tale at fodboldklubben AGF (Som Bamse var stor tilhænger af), vil holde en mindeceremoni når der næste gang spilles kamp. Desuden er det debatteret at der skal anlægges en "Vimmersvej" i Århus.
Der vil blive afholdt en mindekoncert i NRGi Arena i Århus mandag den 7. februar 2011, dagen hvor Bamse ville have fyldt 64 år. Blandt de optrædende kunstnere er Kim Larsen, Peter Belli, Lis Sørensen, Anders Blichfeldt og Jacob Haugaard. Overskuddet fra koncerten går til Diabetesforeningen og kræftsyge børn på Skejby Sygehus.
Antikvariat.
Et antikvariat eller en "antikvarboghandel" er den gren af boghandelen, som beskæftiger sig med køb og salg af sjældne gamle bøger, af gamle kunstblade, manuskripter, autografer, hele biblioteker og brugte bøger, hvis værdi retter sig efter udgavernes sjældenhed, tilstand og efter indbindingens art.
Indehaveren af et antikvariat kaldes sædvanligvis en "antikvar", men tidligere blev udtryk som "bogjøde" og "boghøker" brugt om indehaverne af brugtbogsbutikker.
Det videnskabelige antikvariat nyder med rette megen anseelse; lederen må være inde i den gamle litteratur og i øvrigt være ikke så lidt af en videnskabsmand. Antikvarboghandlernes sælger i dag først og fremmest via internettet, hvor fællessites skaber overblik over bøger til salg netop nu. Antikvariat.net er en af de tidlige databaser, som netop nu er nordens største bogdatabase. Ud over salg via nettet anvender antikvarboghandlere også den traditionelle salgsmetode: bogkataloger. De bruges mest til at præsentere særlige samlinger. Mange samlinger sælges på bogauktioner. I vore dage findes også»kunst-antikvariater«.
Salg af restoplag og anmeldereksemplarer hører nu også ind under antikvarboghandelen. "Les bouquinistes" er en egen slags antikvarboghandlere, der har udstillet deres bogkasser med interessante varer langs Seinen i Paris.
Andrej Gromyko.
Andrej Andrejevitj Gromyko (18. juli 1909 – 2. juli 1989) var en sovjetisk politiker, der var udenrigsminister fra 1957 til 1985.
Biscayabugten.
Biscayens placeringBiscayabugten "(spansk: Golfo de Vizcaya and Mar Cantábrico; Fransk: Golfe de Gascogne; Baskisk": Bizkaiko Golkoa) er en bugt mellem Frankrigs vestkyst og Spaniens nordkyst. Gennemsnitsdybden er 1,744 meter og den maksimale dybde er 2,789 meter
Alter.
a>, hvor den kendte Kristusfigur er placeret centralt.
Et alter er et bord, der indgår i religiøse ritualer. Ordet "alter" kommer af latin: "altus", der betegner noget højt, der er hævet over omgivelserne.
Til altre hører ofte forskelligt udstyr, som for eksempel altertavlen, der står bag/over selve alterbordet.
I almindelig sprogbrug bruger man ofte alter som betegnelse for bord og tavle under ét.
Alteret er i alle religioner det sted, hvor man ofrer til guden eller guderne. Som kultsted er alteret i nogle religioner så helligt at almindelige dødelige ikke må se på det, hvad der er begrundelsen for de ortodokse kirkers ikonostaser.
I kristne kirker står alteret oppe i koret. Man bruger betegnelsen alterbord om det bord foran en kirkes altertavle, hvorfra nadveren forvaltes. I de ældre danske kirker er altertavlen typisk placeret ovenpå alterbordet, mens alterbordet i flere moderne kirker er fritstående.
Alterets historie.
I begyndelsen brugte de kristne ikke alter, da man ikke ofrer til Gud i kristendommen. Gud er i følge kristendommen blevet ofret til en gang for alle, nemlig da Kristus blev ofret til Gud ved korsfæstelsen. Til gengæld brugte man i de tidligste kristne gudstjenester (se urkristendom) et almindeligt bord, hvor menigheden holdt nadver. Dette bord blev kaldt "Herrens bord". Når de kristne holdt nadver i katakomberne, satte man helst Herrens bord over en martyrgrav, for at gøre nadveren mere hellig.
I 300-tallet blev kristendommen statsanerkendt, og man begyndte at bygge kirker. Her blev Herrens bord en selvfølgelig del af udstyret. Til erstatning for martyrgraven anbragte man de jordiske rester af en martyr - en såkaldt relikvie - i en kiste under bordet. Kisten blev skjult med et forhæng om bordet eller med brædder mellem bordets ben. Derved blev bordet en sarkofag og begyndte at ligne et alter. I takt med at der blev bygget tusindvis af kirker, blev martyrernes jordiske rester delt ud mellem kirkerne, så nogle kirker fik en hovedskal, nogle en tå, nogle noget af martyrens tøj osv. Det blev på kirkemøder bestemt, at alteret skulle bygges af sten. I dækstenen - alterets bordflade, der nu blev udgjort af en hel sten - huggede man et lille firkantet hul, den såkaldte "helgengrav" (sepulchrum). Heri lagde man relikvien og lukkede hulet med en ny sten.
På samme tid opstod den opfattelse, at brød og vin under nadveren blev til Jesu legeme og blod, som præsten så ofrede til Gud (det såkaldte messeoffer), og derved blev sarkofagen et egentligt alter. Alteret blev med tiden mere og mere udsmykket. I romansk tid lavede man guldaltre. I den gotiske periode satte man "skabstavler" - også kaldet altertavler - ovenpå alteret. Almindelig var det såkaldte triptykon, en tredelt tavle, hvor de to fløje kunne lukkes foran midten på den tredje. Som regel stod skabet lukket, undtagen ved højtiderne, hvor skabet så blev lukket helt op.
Det blev i middelalderen også almindeligt at man i større kirker foruden hovedalteret havde et antal sidealtre, så at flere præster samtidig kunne læse messe.
Reformationen forkastede læren om messeofferet, og i konsekvens heraf blev alle altre fjernet i de reformerte (calvinske) kirker. Den lutherske reformation gik mindre radikalt til værks: man bibelholdt et alter i hver kirke, medens sidealtrene blev fjernet.
Mange altertavler blev fjernet og brændt. En generation senere blev altertavler dog igen indført. I barokken (1550 - 1750) forsøgte man at slå prædikestol og alter sammen i et, de såkaldte "prædikestolsaltre", men ideen fængede ikke an.
I nyere tid er altre igen ved at nærme sig den enkelhed, som de havde i begyndelsen af kristendommen.
Oprindelig forrettede præsten altertjenesten stående "foran" alteret – således endnu i den danske folkekirke. I den romersk-katolske kirke ændredes dette ved en beslutning på Det andet Vatikankoncil, hvorefter præsten skal stå "bag" det fritstående alter, vendt mod menigheden.
Alterkalk.
Alterkalk er betegnelsen for det store vinbæger, der bruges ved nadver under den kristne gudstjeneste.
Alterstage.
På alteret står to lysestager, de såkaldte alterstager. I den romanske periode brugte man granitlamper - kraftige stenklodser med huller i overfladen. I hullerne var der olie med væger i, som man bragte til at lyse. Under den gotiske periode fremkommer egentlige lysestager, og de danner med stilistiske variationer grundformen for de lysetager, der bruges i nutidens gudstjeneste.
Der er to lysestager på alteret. Den ene, til venstre, symboliser Det gamle Testamente, det andet Det nye Testamente.
Altersølv.
Altersølv betegner både alterkalken og disken, der bruges ved altergang.
Altertavle.
Altertavle betegner den udsmykkede overbygning til et alterbord. I Danmark kendt siden Middelalderen.
Altervæg.
H.C. Andersen omtaler i sin rejsebog "En Digters Bazar" (1842)
i del 3 ("Grækenland"), kapitel 8, "den efter de græske Kirkers Brug opførte Altervæg, der har tre Gjennemgange og fra øverst til nederst er bemalet med hellige Billeder".
"Ordbog over det danske sprog" har medtaget ordet Altervæg i sit "Supplement," der forklarer det som "væg som danner baggrund for et alter".
Hvad Andersen beskriver er imidlertid den væg, "ikonostas" eller billedvæg, som i ortodokse (østlige) kirker skjuler alteret for menigheden.
Disk.
Disk er betegnelsen for den lille tallerken, der bruges til oblaterne, det vil sige alterbrødet.
Parament.
Til altergangen hører paramenterne, der er betegnelsen for de kirkelige tekstiler, nemlig præstens klædning samt alterdugen. Præsten iføres en messehagel og under denne en hvid messeskjorte. Den ældste form for messehagel bestod af et stort rundt klæde med hul i midten til hovedet. Senere blev siderne skåret op, og i dag består messehagelen kun af et forstykke og bagstykke, der er forbundet over skuldrene. Messehageler findes i forskellige liturgiske farver og bæres afhængig af den bestemte lejlighed.
Ankara.
Ankara (tidligere "Angora") er Tyrkiets hovedstad og næststørste by. Byen har omkring 3.500.000 indbyggere.
Da den tyrkiske republik blev grundlagt i 1923, valgtes byen som ny hovedstad. I årene op til var den base for den senere præsident og landsfader, Mustafa Kemal (senere Atatürk).
Spejlskåret.
Spejlskåret er en saveteknik, som anvendes på savværker.
Spejlskåret vil sige at træet er savet, så årerne vender vinkelret på overfladen.
Metoden er dyrere at anvende end andre saveteknikker, da træet skal vendes under savningen.
Samsø.
Samsø er en ø i Kattegat midt i Danmark på 114,26 km² og har ca. 3.900 indbyggere bosat i 22 landsbyer, hvoraf Tranebjerg er den største.
Samsø Kommune består af Samsø og en række småøer. Kommunalreformen i 2007 påvirker ikke kommunens grænser, men den har været nødt til at indgå samarbejdsaftaler med Odder Kommune og Århus Kommune.
Samsø består af Nordsamsø, hvis største by er Nordby og Sydsamsø med Tranebjerg, Kolby Kås og Ballen, bundet sammen af en landtange ved hvis østlige side naturområdet Stavns Fjord ligger.
Forbindelser.
Der er daglige færgeforbindelser fra Hov i Jylland til Sælvig og fra Kalundborg på Sjælland til Kolby Kås. På øen er desuden en velfungerende flyveplads. Derudover er der Ballen Havn, Mårup Havn og Langør Havn, som alle er "sejlskibshavne" uden færgeforbindelser.
Transportstrukturen på øen indbefatter blandt andet Midttrafik's linje 131, som kører fra Kolby Kås på Sydøen til Nordby på Nordøen. Busserne kører i begge retninger knap hver time og betjener alle større landsbyer på øen samt begge færgelejer.
Øen er velegnet til cykelferie, idet afstandene ikke er store.
Natur.
Øen er rig på naturoplevelser. Issehoved er øens nordligste punkt, hver man kan opleve en miniatureudgave af Skagens "Grenen". Møgelskår og Ballebjerg er smukke, bakkede områder med adgang til stenstrand. Der er gode badestrande flere steder på øen. Besser Rev er åbent for publikum bortset fra i fuglenes yngleperiode frem til 16. juli. Det er et cirka 7 km langt rev, der strækker sig ud fra Samsø, og man kan gå ud til spidsen. Vær opmærksom på flod og ebbe, idet der nogle gange er en stærk strøm ved revets begyndelse ved højvande. På Sydøen er Brattingsborg Skov et besøg værd. Det er tilladt at cykle på alle befæstede skovveje i skoven og den oplevelse er unik
Erhverv.
Samsø er blandt andet kendt for sine tidlige kartofler, der kan fås i det meste af landet. Øen er ligeledes kendt for sin årlige "Samsø Festival". Turisme er også et vigtigt erhverv. Siden 2006 har Samsø også haft eget bryggeri, Samsø Bryghus, som producerer adskellige ølprodukter ofte med navne med relation til stednavne eller kendte personer fra øen. Samsø er desuden også kendt for brug af vedvarende energi se:.
Samsø følger også godt med indenfor økologisk landbrug og for eksempel leveres der økologisk producerede rødbeder, rødkål og græskar til konservesfabrikken Trolleborg. Samsø har en høj andel af iværksættere, og der er mulighed for at sidde i kontorfællesskab under navnet SamsøKonsulenterne i den lille landsby, Brundby.
Historie.
I vikingetiden gravede man Kanhavekanalen tværs over øen. På øens vestkyst findes helligkilden Ilse Made kilde.
Der blev i middelalderen bygget tre borge på Samsø, én, hvor Vesborg Fyr nu ligger, én, hvor landsbyen Tranebjerg nu ligger og én på Hjortholm i Stavns Fjord. På borgbakken på Hjortholm er der ikke fundet spor af stenbyggeri, og der er ingen historiske kilder om borgen. En borg bygget af munkesten på Tranebjergs borgbakke blev ødelagt af Marsk Stig. De sidste murrester af borgen ved Vesborg styrtede i havet sidst i 1800-tallet.
Christian 5. forærede 16. juni 1676 Samsø til Sophie Amalie Moth og 31. december 1677 ophøjede han hende til grevinde af Samsø.
Under Danmarks søkrig med England 1801-1814 blev indsejlingen til Langøre havn i Stavns Fjord stærkt befæstet for at forhindre englænderne i at oprette et flådestøttepunkt her. Der blev anlagt kanonstillinger yderst på Besser Rev, på Kyholm og på Lilleøre. Voldene, der omgav disse kanonstillinger, kan ses i velbevaret stand.
I perioden 1831-1857 var der på Kyholm en karantænestation for pest og kolera, hvor skibe fra langfart skulle gå ind, hvis de havde sygdom om bord. På øen ligger i dag Danmarks ensomste kirkegård, hvor der ligger begravet omkring 100 Kyholmere.
Øen er tilgængelig hele året rundt, men man skal gå forsigtigt i fuglenes yngletid
På det nu nedrevne andelsmejeri Madebjerggård i Besser forsøgte man før anden verdenskrig at eftergøre den schweiziske Emmentaler ost. Resultatet blev en ny ostetype, Samsø-osten, der nu produceres uden for Samsø.
Samsø hørte indtil kommunalreformen 1970 under Holbæk Amt, men blev da lagt under Århus Amt.
Sagn.
Sagnet fortæller, at kong Angantyr døde i kamp på øen i 726.
Turistattraktioner.
Besøg Samsø Museum i Tranebjerg samt de tilhørende afdelinger af Økomuseet rundt på øen - bl.a. er det muligt at besøge et levende museum på et nedlagt husmandssted. På Samsø er også verdens største labyrint placeret den ligger i den nordlig del af øen ved byen "Nordby".
Samsø får i løbet af 2009 et stjerne observatorium i det tidligere Kabelhus lidt syd for Ballen. Samsø Observatorium a.m.b.a.
Samsø har derudover, siden 1990, haft sin egen festival. Denne finder sted hvert år i uge 29 og går under navnet Danmarks hyggeligste festival.
I landsbyen Langemark findes et bil-museum for det engelske bilmærke Austin.
Udover de mange turistattraktioner kan du på din ferie også få wellness på Samsø. Der findes massører, body-sds-behandlere og zoneterapeuter.
Sportsmuligheder.
Der kan spilles tennis, fodbold og håndbold mm. såvel udendørs som indendørs i Tranebjerg. Der er også golfbane ved byen Besser. Siden 2009 har der i august været afholdt Samsø Maraton med start og mål i Tranebjerg.
Kortspil.
Kortspil er spil, som primært anvender spillekort som rekvisit. Der er mange forskellige typer spil, hvoraf nogle dyrkes som rent tidsfordriv, mens andre som bridge og skat også dyrkes som tankesportsgrene med nationale og internationale mesterskaber. Kortspil kan spilles om point eller en aftalt præmie til vinderen af spillet. Visse kortspil drejer sig direkte om at spille om penge, enten mellem spillerne indbyrdes eller mod en "bank".
Af reglerne for det enkelte kortspil fremgår, hvor mange spillere, som kan deltage i et spil. Hyppigst er der tale om 1-4 spillere. Spil med kun 1 spiller er altid af kabaletypen. I nogle kortspil uddeles alle kort til deltagerne ved spillets begyndelse, eventuelt med en indledende kortbytning mellem dem. I andre spil uddeles kun en del af kortene, hvorved der enten bliver mulighed for at bytte med de ikke uddelte kort (eventuelt mod betaling), eller de ikke uddelte kort kan indgå i spillet på forskellige måder.
I de fleste tilfælde involverer spillet kun et sæt kort, men i visse kortspil og kabaler benyttes flere sæt.
Typer af kortspil.
Kortspil kan rubriceres efter forskellige kriterier. Inden for spilforskning (ludologi) og spilhistorie inddeler man som regel kortspillene efter formålet med spillet. Den følgende inddeling er lavet af den britiske kortspilshistoriker David Parlett.
Stikspil.
Dette er spil, som drejer sig om at tage stik. Stikspil er langt den største hovedgruppe og falder i to undergrupper.
A. Simple stikspil, der kun drejer sig om at tage stik (men ikke ellers nødvendigvis er simple).
B. Pointbaserede stikspil, der drejer sig om at tage (eller undgå at tage) bestemte pointkort.
Korttagningsspil.
Disse spil drejer sig om at samle eller erobre kort med andre metoder end stiktagning.
Additionsspil.
I disse spil drejer det sig om at ramme eller undgå at ramme et bestemt antal point.
Kastespil.
Spil, der drejer sig om at slippe af med sine kort så hurtigt som muligt.
Samlespil.
Spil, der drejer sig om at samle kombinationer af matchende kort.
Ordensspil.
Er kabaler, som drejer sig om at bringe kortene i en bestemt orden. De fleste er enmandsspil men der findes også varianter, hvor flere spiller mod hinanden.
Bankspil.
Dette er hasardspil, hvor spillerne vædder mod en bank om, hvem der har de bedste kort eller kombinationer af kort.
Væddespil.
Spil, hvor spillerne vædder om, hvem der har den bedste hånd eller har størst sandsynlighed for at få det efter uddeling eller køb af flere kort.
Canasta.
Canasta er et kortspil i rommy-familien. Spillet blev opfundet 1940 eller 1941 i Montevideo i Uruguay. Der findes mange varianter af spillet, og det kan spilles af 2, 3 eller 4 personer. Standardvarianten er for fire deltagere som spiller parvis mod hinanden. Der anvendes to sæt kort, inklusiv 4 jokere. Spillet går ud på at samle kortkombinationer, især "canastaer" som er syv kort af samme værdi. "Canasta" betyder "kurv" på spansk.
Den enkelte omgang i spillet kan ikke afsluttes før der er bygget en canasta.
De enkelte kort har en værdi, som bruges når spillet er afsluttet og pointene skal tælles op. Typisk skal der mere end et spil til for at finde en vinder, da spillet normalt kræver 5.000 point for at blive afsluttet.
Samba er en canastavariant med tre spil kort.
Gane.
En gane er skillevæggen mellem mundhule og næsehule.
Traner.
Traner er en fuglefamilie i tranefugle-ordenen, som kan kendes ved dens nøgne isse og lange svingfjer.
Tranen er det mest kendte medlem af familien.
Denim.
Nærbillede af et stykke denim
Denim er et blåt stof der anvendes til arbejdsbukser og jeans. Ordet er afledt fra den franske betegnelse "serge de Nîmes" - dvs. klæde fra Nîmes.
Hesselø.
Hesselø er en 0,71 km² lille ubeboet ø i Kattegat ca. 25 km nord for Sjælland. Øen er en del af Halsnæs Kommune og er privatejet.
Geografi.
Hesselø er 0,71 km² stor, med en længde på 1,5 km og en bredde på 700 m.
Øen fik sit navn efter sælerne, som man tidligere drev jagt på der, og som også i dag hyppigt findes der. Blandt andet derfor er Hesselø et naturreservat med stærkt indskrænkede besøgsmuligheder. Øen er udpeget som EU-habitatområde. Øens højeste punkt er 20 meter over havet. På dette sted står et 24 meter højt fyrtårn. Efter at fyrtårnet blev automatiseret er indbyggertallet faldet fra 16 personer i 1955 til 2 i år 2000. Siden 2005 er øen ubeboet. På øen findes en vejrstation drevet af Danmarks Meteorologiske Institut, såvel som en kirkegård, hvor der først og fremmest ligger begravet skibbrudne, som flød i land her.
Ud fra nordvestspidsen af øen strækker der sig et tre kilometer langt rev, hvorfra enkelte klipper rager op af vandet. Revet er markeret med en bøje. Fra sydøst strækker der sig en smal sandspids 1,5 kilometer ud i havet. Ved sydøstenden er der en klippe, som på stormfulde dage bryder bølgerne, også denne klippe er markeret med en bøje.
Farvandet omkring Hesselø og stenrevet nordvest og sydøst for øen er fredet.
Historie.
Ved kongelig resolution af 12. april 1822 bestemtes, at Hesselø skulle høre under det daværende Rørvig Sogn. Indtil da havde øen så vidt vides ikke hørt til noget sogn. Ved resolution af 17. april 1893 kom øen til at høre under Torup Sogn (Torup Sogn Harde Strø Herred, Frederiksborg Amt) og siden 1970 til Hundested Kommune. Hundested Kommune blev som følge af Kommunalreformen en del af Frederiksværk-Hundested Kommune, som igen blev en del af Region Hovedstaden. Kommunen blev 1. januar 2008 omdøbt til Halsnæs Kommune. Størstedelen af kommunen ligger 25 km borte, på øen Sjælland.
Hesselø var genstand for en verbal krig mellem Danmark og Sverige i 1983, da Danmark gav tilladelse til prøveboringer efter olie nordøst for øen nær Lysegrund og Lille Lysegrund. Svenskerne mente imidlertid, at boreområdet var svensk, og den 3. august 1983 sendte den svenske statsminister Olof Palme en skarp protest til den danske regering om at standse efterforskningen. I kampens hede udtalte Palme, at han (med henvisning til Roskildefreden) anså Hesselø for at være svensk, hvad han næppe mente helt alvorligt. Danmarks statsminister, Poul Schlüter, udtalte med et glimt i øjet, at det "nødigt skulle ende med krig igen".
Koncernen F.L.Smidth har ejet øen og brugt den som ferieområde og jagtterræn for udvalgte medarbejdere.
I 2002 ønskede koncernen at afhænde øen med en pris på 12,5 millioner kroner.
I oktober og november 2003 var Hesselø medieomtalt på grund af en ikke-godkendt havneanlæggelse og flyveplads foretaget af ejeren Erik Tingleff Larsen, der er hovedaktionær i Weibel Scientific.
I 2005 blev Weibel Scientific og Larsen tiltalt,
og i 2006 blev de dømt til at betale 500.000 kroner i bøde.
Muligvis har øen givet forfatteren Thøger Birkeland inspiration til den opdigtede ø Muldø, som nævnes i hans bog "Natten i Safarihulen". Både den geografiske beliggenhed, øens ringe størrelse og andre beskrivelser minder om Hesselø.
Tvebo.
De fleste planter har tvekønnede blomster, men nogle er særkønnede, dvs. at de har blomster med forskelligt køn fordelt på forskellige individer. Der findes altså både rent hanlige og rent hunlige planter. En planteart er tvebo eller særbo, når de enkelte planter kun bærer enkønnede blomster med det samme køn (enten hanblomster eller hunblomster).
Emil Bønnelycke.
Emil Bønnelycke (døbt Emil Christian Theodor Bønnelycke) (21. marts 1893 i Århus - 27. november 1953 i Sverige, begravet på Vestre Kirkegård) var en dansk digter. Efter at have arbejdet som kontorist, stilladsarbejder og murerarbejdsmand ernærede han sig fra 1919 udelukkende som forfatter. Han debuterede i 1917 med digtsamlingen "Ild og Ungdom."
Bønnelycke er især kendt for digtet "Aarhundredet" fra 1918. Dette er måske hans mest kendte, futuristiske digte ud af mange. Men også kendt for at have affyret en revolver med løse skud efter at have oplæst et hyldestdigt til Rosa Luxemburg i Politikens Hus.
Mykorrhiza.
Mykorrhiza eller svamperod er den symbiose mellem en svampeart og rødderne af en planteart, der er reglen mere end undtagelsen i naturlige plantesamfund. Svamperod er vigtig for kontinenternes planter og man regner med at 85% af plantearterne inkl. træerne får forbedret deres carbonoptagelse pga. svamperod.
Ordet mykorrhiza kommer af græsk "mykor" = ”svamp” + "rhiza" = ”rod”, og det betyder altså ”svamperod”.
Man ved i dag, at plantens hovedfordel af samlivet er en øget optagelse af fosfor. Det er et stof, som normalt er bundet til calcium i forbindelsen råfosfat. Den er så godt som uopløselig i vand, og det er derfor ikke muligt for planterne at optage fosforet. Men svampen forsyner desuden planten med andre, mineralske stoffer som f.eks. kvælstof, kalium, magnesium og kobber. Dertil kommer, at svampen beskytter rødderne mod angreb af andre svampe eller nematoder. Helt ny forskning viser, at den del af svampens mycelium, som er uden for rødderne, oplagrer lige så meget organisk bundet kvæltof, som findes i den samlede mængde rødder tilsammen.
Til gengæld forbruger svampen mellem 5 og 20% af plantens nettoproduktion. Og dog er der også her noget vigtigt at notere sig, nemlig at svampen virker som transportkorridor for udveksling af sukker, vitaminer og plantehormoner mellem individer af "forskellige arter". Der kan være grund til at betragte et plantesamfund som f.eks. en skov som ét sammenhængende system med de fælles mykorrhizaforbindelser som bindeled.
Frede Andersen ved Institut for Biologi, Syddansk Universitet, skriver: "...Ved den mykorrhiza-type, der findes hos vandplanter, vokser svampen inde i roden, hvorfra den strækker sit mycelium ud i søbunden..."
1014.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne - 1010'erne - 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne
Årstal: 1009 1010 1011 1012 1013 - 1014 - 1015 1016 1017 1018 1019
Eksterne henvisninger.
14
1000.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne - 1000'erne - 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne
Årstal: 995 996 997 998 999 - 1000 - 1001 1002 1003 1004 1005
"Se også 1000 (tal)"
Bemærk at begivenheder dette år, pga. usikkerhed omkring tidsangivelser i middelalderen, måske fandt sted i år 999 frem for dette år.
I England er Ethelred stadig konge.
Eksterne henvisninger.
00
Ammetræer.
Ammetræer (og -buske) er hurtigtvoksende træer (og buske), som plantes i busketter eller læhegn med det formål at give læ for andre, langsommere voksende, men længerelevende træer og buske.
Det er altid meningen, at "ammetræer" skal fjernes, inden de bliver for store, men det sker næsten aldrig. Ammetræer og -buske er valgt til formålet netop på grund af deres aggressive livskraft, men mange fagfolk har et alt for ringe kendskab til de planter, de skal pleje. Derfor ødelægger ammetræer ofte de planter, som de skulle beskytte.
Ideen med ammetræer stammer fra hedens tilplantning, hvor man først lavde nogen mislykkede forsøg med rødgran. Og senere nogle vellykkede forsøg med rødgran og bjergfyr blandet.
Antares.
Antares er den røde og lysstærke hovedstjerne i stjernebilledet Skorpionen.
Salomons kapel.
Salomons kapel er et middelalderligt kapel beliggende på Bornholms Hammerknude på kyststrækningen mod nordvest.
Ifølge oplysningsskiltet er den fra 1300 tallet. Lige nordvest for kapellet er der en kilde som i middelalderen blev betragtet som værende hellig. Pilgrimme søgte hertil for at drikke det helbredende vand og for gennem bønner og gaver at opnå helbredelse. Denne praksis holdt dog op omkring Reformationen og kapellets vigtighed sluttede sammen med ophøret af sildeeventyret.
Ekstern henvisning.
http://www.bornholmerguiden.dk/kirchen/salomons_kapel_bornholm/
Ernst.
Ernst er et drengenavn, der stammer fra tysk og videre fra oldhøjtysk "Ernust", der betyder "alvor". Varianterne Ernest og Ernesto anvendes også i beskedent omfang på dansk. Lidt over 3.200 danskere bærer et af navnene ifølge Danmarks Statistik, men det er kun omkring én dreng om året, der får navnet i disse år, så populariteten er stærkt faldende. Navnet kan også anvendes som efternavn.
Navnet findes også i femininumudgaven Ernestine.
Lomé.
Lomés beliggenhed i TogoLomé er hovedstad i Togo. I 1998 estimeredes det at der var 700.000 indbyggere.
Har givet navn til Lomé-aftalen indgået i 1975 mellem EF og en række afrikanske, caribiske og stillehavsstater.
I 1999 blev der underskrevet en fredsaftale for borgerkrigen i Sierra Leone i byen. Fredsaftalen blev dog ikke holdt og borgerkrigen fortsatte i to år mere.
Hastings.
Hastings er en by og et badested ved den engelske kanal sydøst for London i grevskabet East Sussex i England.
I 1066 besejrede normanneren Vilhelm Erobreren kongen Harald Godwinson (Harald II) i Slaget ved Hastings. Dette slag er af mange blevet set som fødslen på den engelske nation.
Søhest.
Søheste ("Hippocampus") er en slægt inden for dyreriget, der er de bedst kendte fisk af nålefisk-familien. De hører under strålefinnede fisk.
Ved søhestene er det, i modsætning til andre fisk, hannen der bærer æggene.
Entomologi.
Entomologi er den gren af zoologien, der beskæftiger sig med insekterne. En person der beskæftiger sig med entomologi kaldes en entomolog.
Hangar.
Hangar er betegnelsen for en bygning til opbevaring af flyvemaskiner.
Pulpitur.
Et pulpitur i en kirke er et ophøjet galleri, enten lukket og med stolestader, eller med plads til sangere og orgel (orgelpulpitur).
Teenagerlove.
Teenagerlove er en musical af Ernst Bruun Olsen og Finn Savery fra 1962 med popsangeren Billy Jack som hovedperson. Henning Moritzen og Bodil Kjer bar hovedrollerne ved uropførelsen på Det kgl. Teater. De øvrige medvirkende var Lise Ringheim, Holger Juul Hansen, Pouel Kern og Gerda Schmidt. I birollerne så man Alice Martens, Yvonne Ingdal, Lisbeth Albeck, Hanne Tvestmann og Helle Rasmussen.
Musikerne var Finn Savery, piano, vibrafon og hammondorgel, Harald Michelsen/Sv. Aa. Blankholm, saxofon og fløjte, Erik Moseholm/Finn E. Hansen, kontrabas, Fritz von Bülow, guitar, Alex Riel, trommer.
Musicalen blev udgivet 1962 i uddrag ved Ernst Bruun Olsen på 30 cm LP, PHILIPS PP 8002.
Hele forestillingen, optaget af Knud Hegermann-Lindencrone 28. maj 1963, er udgivet på to CD'er af NAXOS i 1999.
Honning Måne.
"Honning Måne" er en dansk film fra 1978, skrevet og instrueret af Bille August. Filmen modtog tre Bodil-statuetter, bl.a. for bedste film.
Skuespilleren Kirsten Olesen fik sin debut med filmen og vandt Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle.
Miami.
Miami er den 42. største by i USA, med en befolkning på 433.136. Det er den mest folkerige by i det sydlige Florida. I følge FN, er Miami det femte mest folkerige byområde i USA i 2000 med en befolkning på 4.919.036, senest skønner man, i 2008, at antallet er steget til 5.232.342, hvilket gør den til det fjerdestørste byområde i USA, kun over gået af New York City, Los Angeles og Chicago.
Miami ligger i et tropisk bælte dvs. med tropisk klima og tropisk plantevækst.
Olden.
Agern (fotoet) betegnes sammen med "bog" som "olden"
Olden er agern og bog, altså egens henholdsvis bøgens frugter, der indenfor botanikken betegnes som nødder. Olden spiller en betydelig rolle som føde for vilde dyr og fugle, og havde førhen meget stor betydning som husdyrfoder til især svineavl. Tidligere regnedes flere andre frugter også med under begrebet "olden", bl.a. hasselnødder, spisekastanjer og hestekastanjer.
Skovenes træer bærer pga. vejret ikke lige mange frugter hvert år. Med mellemrum af 3-6 år bærer træerne særlig meget olden (egen og bøgen ikke nødvendigvis samme år) og dette år kaldes oldenår. Året 2009 var et særligt godt oldenår.
Oldens betydning for vilde dyr og fugle.
Skovskader samler agern og bidrager til plantningen af nye egetræer
I Danmark er olden føde for fugle (bl.a. skovskader, fasaner, spætmejser, musvitter, ringduer, finker), vildt (f.eks. hjorte og vildsvin) og gnavere (skovmus, rødmus, halsbåndsmus og egern). Især skovskaden bidrager til plantningen af egetræer, når den samler depoter af agern til vinteren. En del af agernene i disse depoter vil spire og blive til nye egetræer. Ligeledes kommer det fugle, der bl.a. lever af gnavere, f.eks. musvåger og natugler, til gode, når et godt oldenår har sørget for rigelig forplantning hos mus. En voldsom stigning i fuglebestanden i danske skove kan også skyldes, at trækfugle i oldenår slår sig ned i Danmark i stedet for at flyve videre sydpå (dette gælder f.eks. kvækerfinken fra Nordskandinavien).
Olden og svineavl.
Olden var afgørende for husdyrproduktionen, især "svineavlen", hvor man talte om "oldensvin" og betalte "oldengæld" til "skovejeren" for at lade svinene "gå på olden". Når der var gode oldenår, kunne svinene lægge betydelige mængder fedt til (oldenflæsk) inden slagtningen hen under jul. Det er ikke mere end et par generationer siden, at næsten alt energiforbrug kom af menneskelig arbejdskraft, og derfor var fedtindtagelse en bydende nødvendighed for at kunne klare hverdagen.
Olden som menneskeføde.
Der er mange eksempler på direkte brug af olden som føde for mennesker, men i nyere tid mest i krisetider. Bog har en fin nøddeagtig smag og egner sig som menneskeføde. Agern er også spiselig, men har et højt indhold af garvesyre, som giver dem en besk og snerpende smag. Den giftige og dårligt smagende garvesyre kan fjernes, da den er vandopløselig. Spor helt tilbage fra jægerstenalderbopladser tyder på, at man allerde dengang har vidst at fjerne garvesyre. Muligvis har man malet agern til mel og kogt en nærende, men ikke så velsmagende, grød af den.
Monokel.
En monokel (udtales Mo'nåkel) er et enkelt brilleglas, der bæres fastklemt i det ene øje.
Brilleglasset vil normalt være rundt og indfattet i metal. Indfatningen vil være forsynet med en snor, hvormed monoklen fæstes til tøjet. Dette for at sikre at monoklen ikke falder på gulvet, hvis bæreren mister grebet.
Øje.
Øjet er kroppens lyssensor overfor den ydre verden. Det er en biologisk indretning, som opfangerer og projicerer lys via en linse på stave og tappe i nethinden, som omsætter signalerne til impulser i synsnerverne. Øjet beskyttes af øjenbrynet, øjenlågene og øjenvipperne og forsynes med væske fra tårekirtlen.
Øjets anatomi.
Øjets opbygning. 1. Glaslegemet 2. Ora serrata 3. Akkomodationsmusklen ("musculus ciliaris") 4. Zonulatråde 5. Schlemm'sk kanal 6. Pupil 7. Forkammeret 8. Hornhinden 9. Regnbuehinden 10. Linsebark 11. Linsekerne 12. Processus Ciliaris 13. Bindehinde ("Conjunctiva") 14. Musculus obliquus inferior 15. Musculus rectus inferior 16. Musculus rectus medialis 17. Nethindens vener og arterier 18. Den blinde plet 19. Den hårde hjernehinde ("Dura mater") 20. Centrale nethindearterie 21. Centrale nethindevene 22. Synsnerven 23. Vena vorticosum 24. Vagina bulbi 25. Den gule plet 26. Fovea centralis 27. Senehinden 28. Årehinden 29. Musculus rectus superior 30. Nethinden
Brune øjne er dominerende, så hvis man parer en brun øjet med en blå øjet så vil barnet højest sandsynligt få brune øjne.
Farvesyn er tilknyttet tapcellerne og opfattelse af lys er tilknyttet stavcellerne. Påvirkning af opsiner i membranen genererer et aktionspotentiale, der fortsætter til synsnerven. Synsnerverne videresender informationer om lyset til hjernens occipitallapper, som fortolker disse og skaber et billede.
Lyset rammer først hornhinden, fortsætter gennem pupillen (der faktisk bare er hullet i iris), afbøjes af linsen og projiceres gennem glaslegemet på nethinden. Bagest i øjet hvor nerveenderne samles findes den blinde plet. Her er der ingen stav eller tapceller. Og lidt ved siden af den er den gule plet der indeholder særligt mange tapceller.
Stavceller registrerer lys, men ikke farve.
Tapcellerne registrerer farve, men de kræver, at der er ret meget lys før de virker.
Tapcellerne er meget udbredte i "fovea centralis", på øjets bagvæg, især i den centrale del - den såkaldte "Gule plet" - her er vores detalje- og farvesyn bedst. Når vi fokuserer på noget, så rammer billedet lige på den gule plet.
Dette kan dog give problemer, da tapcellerne kræver meget lys for at virke, så kan man opleve det sjove fænomen, at når man ser på stjerner om natten og fokuserer på én bestemt, så forsvinder den. Dette skyldes at den så danner et billede midt i den gule plet, men den er ikke lysstærk nok til at aktivere tapcellerne - og dermed kan vi ikke se den. Når vi derimod vender blikket væk igen, så rammer billedet af stjernen de dele af nethinden, hvor der er mange stavceller, og da de gode til at opfange meget lidt lys, så kan vi nu se den igen.
Entoptiske fænomener.
Under visse forhold er man i stand til frit foran sig at se genstande, som ligger i ens øje, og sådanne fænomener benævnes entoptiske. Betingelsen for at se sådanne genstande er, at de kan kaste en skygge på den del af nethinden, hvor synsbilledet dannes (stav- og taplaget). Som regel vil de dog ikke kunne ses, når der ikke er særlige forhold til stede. Betragter man f.eks. et lille, stærkt lysende punkt tæt foran øjet, vil man se talrige entoptiske fænomener. Det lysende punkt ses nemlig ikke ensformig oplyst, men man vil se talrige mere eller mindre uregelmæssige figurer dels dannede af tårer og slim, der glider hen over hornhinden, dels fremkaldte af uregelmæssigheder i hornhindens epitel.
En mængde migurer skyldes desuden uregelmæssigheder og uklarheder i linsen og glaslegemet. Disse sidste er ofte meget bevægelige ("mouches volantes," myodesopsi), og da de ses forstørrede og ofte til siden for synslinjen, forekommer det iagttageren, at han ser en flue el. lign. Retter han synslinjen efter denne "flue", flygter den naturligvis for ham, for så vidt uklarheden i øjet bevarer sin plads i forhold til synslinjen. Ofte er disse "mouches volantes" meget generende, og har man først en gang fået øje på dem, ses de let, især når man betragter en ensformig lys flade, f.eks. en hvidlig overtrukken himmel. Uklarhederne i øjet kan undertiden påvises ved øjespejl eller efter døden ved mikroskop, men ofte kan de ikke findes. Efter størrelsen og bevægelsen af de entoptiske fænomener, når synspunktet bevæges, kan man til dels slutte sig til deres sæde.
Et af de interessanteste entoptiske fænomener beror på, at blodkarrene i nethinden ligger foran det perciperende lag af nethinden, hvorved de kan kaste skygge på dette, og man vil derfor kunne komme til at se sine egne nethindekar ell. rettere skyggen af dem. Dette opnås let enten ved med en lup at koncentrere stærkt lys på øjets senehinde, efter at øjet er drejet stærkt indad, og rask bevæge det lille lyspunkt frem og tilbage på senehinden, eller simplere ved i et mørkt værelse at bevæge et almindeligt lys frem og tilbage i højde med øjet, idet man afvekslende strækker armen med lyset og fører det hen ved siden af øjet. Stirrer man ud i luften, vil man snart få et meget smukt fritsvævende billede af de mørkeblå methindekar, nærmest lignende en vinranke, på en lidt lysere bund. De entoptiske fænomener kan fremkaldes i ethvert normalt øje, men i visse sygdomstilfælde optræder de i stor mængde, samtidig med, at uklarhederne tydelig kan ses med øjespejlet.
Vi opfatter vores omverden som en meget højtopløselig "film", og i lang tid har man troet at øjet virkede som et fjernsysnkamera der konstant sendte en højopløselig film gennem synsnerven op til hjernen. VI ser faktisk ting på hovedet, men vi har lært at forstå det rigtigt.
Nyere forskning viser imidlertid at øjet sender ca. 12 meget lavtopløselige "film" videre til hjernen. Øjets retina indeholder 12 forskellige adskilte lag af ganglionceller (nerveceller) som får informationer fra de lysfølsomme celler. Disse 12 forskellige samlinger af ganglionceller spænder hver især over hele øjets sysnfelt, men de producerer 12 forskellige film som sendes til hjernen ad 12 forskellige kanaler i synsnerven. Lagene kan kommunikere med hinanden, foretage databehandling og uddrage de sparsomme oplysninger, som sendes til hjernen.
Hjernen fortolker disse informationer, og sandsynligvis sammenkæder dem med billeder fra hukommelsen, og således skaber den synlige omverden, som vi kender den. Det vi "ser" er i virkeligheden hallucinationer, da det meste er noget hjernen gætter sig til ud fra de meget sparsomme oplysninger den får tilsendt.
De 12 film indeholder hver især forskellige egenskaber ved synsfeltet. En film har f.eks. kun informationer om bevægende kanter, en anden viser store ensartede flader, en tredie fortæller om stimulus der starter eller stopper osv.
Kniv.
Kniv af klassisk, nordisk type
Den enkle maskine kniv er oftest et håndredskab til at skære eller snitte med. Grundlæggende fungerer en knivs klinge ved at geare/koncentrere en kraft over på knivens skarpe kant. Denne egenskab deler kniven med andre redskaber, der har skarpe kanter eller er spidse.
En knivs egenskab til at skære kaldes dens skarphed, som kan øges ved at slibe knivens æg, eller ændre på dens geometri f.eks. ved hjælp af takker.
Kanonisering.
Kanonisering, (græsk) også kaldet kanonisation eller helgenkåring er i den Romersk-katolske kirke den officielle anerkendelse af en (afdød) person som helgen.
Kan efter 1634 kun foretages af paven, men tidligere skete det ofte lokalt, f.eks. er de fleste nordiske helgener folkehelgener, som aldrig blev kanoniseret i Rom.
Håndredskab.
Et håndredskab er et redskab, som bæres og betjenes med en eller to hænder af en person.
Fyr (navigation).
Et fyr er et pejlemærke som giver information via lys, lyd eller radiosignaler.
De mest kendte fyr er lysfyr, som benyttes af søfarten til at navigere efter især i mørke. I nedsat sigt benytter disse fyr sig ofte også af lyd (tågehorn) til at angive deres position og kan ses på radar ved hjælp af racon.
Lysets farve fra et fyr kan give oplysninger om, i hvilken retning man er i forhold til fyret. De enkelte farveområder kan ses på en søkort.
Radiofyr er fyr, som benytter sig af radiosignaler og kendes især fra luftfarten.
Fyrkarakterer.
Der findes yderligere varianter af disse grundtyper og der kan sammensættes mere komplicerede mønstre som f.eks. VQ(6)+LFl.10s som angiver 6 hurtigblink efterfulgt af et langt blink; det hele gentaget hver 10. sekund. Denne fyrkarakter anvendes på syd-kompasafmærkninger.
a> fra omkring år 50 e.Kr
Historie.
Opstilling af ledemærker for søfarende har været kendt langt tilbage i tiden og de tidligste har været bålfyr hvor en synlig flamme har fungeret som pejlemærke om natten. Et af oldtidens mest kendte fyr var fyrtårnet i Alexandria som var et af den antikke verdens syv underværker. Det blev opført omkring 280 f.Kr. og som blev brugt i omtrent 1200 år indtil de styrtede om ved et jordskælv i 1300-tallet. Andre antikke fyr er beskrevet i blandt andet Athen og Dardanellerne.
I Romerriget blev der opført omkring 30 fyrtårn, blandt andet så langt nordpå som England. Man kender f.eks. "Cadiz" ved indsejlingen til Middelhavet fra omkring 100 f.Kr., "Gesoriacom", fra ca. 40 e.Kr. i Boulogne-sur-Mer ved den franske kanalkyst og "Dubra" (Dover) i England, fra ca. 50 e.Kr. Dette tårn står fortsat i dag.
Efter romerrigets fald blev der ikke bygget mange fyr i en lang periode, men fra middelalderen kendes fyret på "Meloria", en italienske klippeø ud for Livorno, fra 1158.
Selvom der således har eksisteret fyrtårne langt tilbage i historien, er det først i 1500-tallet at der begynder at opstå organiserede fyrvæsener og Danmark er tidligt med, da Frederik 2. allerede i 1560 oprettede Skagen Fyr som blevet drevet af staten for penge inddrevet ved Øresundstolden. Samme udvikling ses i f.eks. England hvor Trinity House oprettede sit første fyr i 1609. Udviklingen tog fart i den periode og det er estimeret at antallet af fyrtårne på verdensplan steg fra 34 i 1600 til omkring 175 i 1800.
a>.Det oprindelige var i brug fra 1627 til ca. 1750
Dansk fyrhistorie.
På dansk grund kom et af de første fyr ved Falsterbo (som dog nu er svensk) omkring år 1200. En mere organiseret opstilling af fyrtårne begyndte under Frederik 2. Den 8. juni 1560 oprettedes "Det Kongelige Danske Fyrvæsen" som fik etableret en afmærkning af ruten gennem Kattegat fra Skagen til Falsterbo; det var den første sejlrute i verden som fik en egentlig ruteafmærkning med fyr. På den mellemliggende strækning blev der opført fyrtårne på Anholt og Kullen. Fyrvæsenet har siden 1973 været en del af Farvandsvæsenet.
Der blev oprindelig fyret med brænde og tran, men senere gik man over til kul. For at undgå at bære brændsel op i de store højder blev fyrene opført som "vippefyr" hvor der blev fyret i en jernkurv monteret på en vippearm så den kunne sænkes ved fyring og derefter hejses op. Det første vippefyr i Skagen kom i 1627 og typen blev ret udbredt i Danmark men erstattedes efterhånden af murede fyr. Det sidste danske vippefyr på Anholt blev nedlagt i 1788.
I 1655 blev der tændt i fyr på den anden side af Skagerrak. Det var det første i Norge og det blev oprettet af Frederik 3., som gav en borger i Christiansand privilegium til at etablere fyrdrift på Lindesnes. Datidens navigation var dog så usikker at de søfarende var i tvivl om om det var Lindenes eller Skagen de kunne fik øje på! Og da det var fatalt at tage fejl og forsøge at sejle nord om Lindenes eller syd om Skagen, så valgte man den at fjerne usikkerheden ved at slukke fyret på Lindenes. Her kom først et fyr igen i 1725 og da fik det følgeskab af andre nærtliggende fyr så man undgik forvekslinger.
I 1800 var der omkring 11 fyr i Danmark, og det antal var øget til omkring 100 i 1893, og videre til omkring 140 i 1939.
Teknisk udvikling.
Oprindelig var lyskilden en simpel, synlig flamme som blev næret af forskellige former for brændsel. Brændselstypen blev først ændret fra brænde til kul, som gav et klarere lys men krævede mere pasning. Der blev siden brugt lyskærter, men en endnu bedre lyskilde var tran- eller olielampen. Der blev eksperimenteret med udformninger og vægetyper, og navnlig en type opfundet af den schweiziske filosof og opfinder François-Pierre-Ami Argand i 1781 var en stor forbedring. Den havde en hul væge hvorigennem der kunne føres luft til flammen og den var monteret med et højt cylindrisk lampeglas der, som en skorsten, forøgede luftgennemstrømningen.
Der indførtes arrangementer af spejle eller messingplader som kunne samle lyset, og en kombination af parabolspejle og argand-lamper var udbredt i begyndelsen af 1800-tallet.
Senere fik man linser til at koncentere lyset og det revolutionerede fyrenes synsvidde og effektivitet og det blev den franske fysiker Augustin Fresnel som i 1823 kom frem til et afgørende gennembrud indenfor linseudformning; hans "fresnel-lisne" kunne fremstilles i store størrelser med en kort brændvidde ud fra en forholdsvis beskeden mængde glas. Men selv med fresnel-konstruktionen er linserne tunge og de kan veje adskillige ton.
Fresnels linser blev fremstillet i syv størrelser med forskellige dimensioner og brændvidder. Linsens størrelse inddeltes efter lysstyrke, som blev angivet i normallys. «1. orden» var den største linsestørrelse med en højde på 3-4 meter og en brændvidde på 92 cm, og «6. orden» var den minste med en brændvidde på 15 cm (rækken indeholdt også en «3½. orden»). I Danmark blev den første fresnel-linse monteret i Kronborg Fyr i 1842.
Lyskilden er siden blevet yderligere forbedret med gas-glødenet og siden med elektrisk lys. Det første danske fyr som blev monteret med elektrisk lys var Hanstholm Fyr i 1889 som på det tidspunkt også fik en 1.ordens fresnel-linse og blev det kraftigste i verden. Elektrificeringen tog dog sin tid fordi fyrtårnene ofte ligger langt fra el-forsyningsnet, og det var ikke økonomisk rentabelt at etablere små el-værker på fyrene.
Blinkfyr opstod omkring 1870 og virker ved hjælp af bevægelige stållammeller som enten roterer sig selv (von Otters system) eller rundt om lyskilden (ingeniør L.F. Lindbergs rotator). Det blev nu lettere at fastslå fyrenes beliggenhed. Forskellige linsetyper, størrelser og linserotation (blinkrytmer i lyssignalet) gjorde det også enklere at skille de forskellige fyr fra hinanden.
Med den tiltagende elektriske drift begynde automatiseringen at tage fart. Man kunne tænde og slukke fyret på en simpel måde og lade det kontrollere af et ur, og samtidig var det elektriske lys rent så man undgik at skulle rense sod af linser og ruder.
Landsbyer i Danmark.
Ved landsbyer forstås i Danmark i almindelighed bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug og som har mindre end 200 indbyggere (modsat landbrugsbyer, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug, men som har så mange indbyggere - mere end 200 - at de medregnes blandt de bymæssige bebyggelser).
Geografen Aage Aagesen nævner, at en bebyggelse skal have mindst 3 bondegårde for at kunne regnes som en landsby. Ved siden af gårdene kan der tillige forekomme andre bygninger såsom huse (blandt andet smedie), kirke, skole, kro og lignende.
Landsbyernes mangfoldighed.
Landsbyerne i Danmark er ikke ens, hverken med hensyn til størrelse, indre opbygning eller driftsforhold. Uensartetheden i disse forhold må ses i lyset af to ydre forhold: de landskabelige vilkår og besiddelsesforholdene (godsstrukturen).
"Agerbygderne" kendetegnedes ved højt hartkorn i forhold til arealet og stor opdyrkningsgrad. Landskabet overvejende morænesletter med lerbund. Landsbyerne var forholdsvis store, med store gårde, herregårde og forholdsvis mange jordløse huse.
"Skovbygderne" kendetegnedes ved forholdsvis megen skov (mindst 25% af jorden), der påvirkede driftsforhold og binæringer. Kuperet terræn, blandet jordbund (ler og sand), med enkeltgårde og små landsbyer, forholdsvis små gårde, herregårde i tilknytning til skove, mange huse med jord.
"Hedebygder" kendetegnedes ved forholdsvis megen hede (mindst 35% af jorden), hvilket påvirkede driftsforholdene. Landskabeligt hedeslette eller bakkeø, sandet jord, vådbundsarealer (kær og moser), med mange enkeltgårde, små landsbyer, små gårde, få og ret små herregårde, mange huse med jord.
"Kystbygder" udgjordes af de kystnære ejerlav, hvor udnyttelse af havet ved binæringer (fiskeri, skibsfart) spillede en rolle. Landskabet mangesidigt (morænelandskab, hævet havbund eller klit), mange købstæder, store landsbyer og fiskerlejer, små gårde og fiskerhuse, mange hovedgårde.
"Marsken" kendetegnedes ved et næsten fravær af egentlige landsbyer; enkeltgårde på ophøjede verfter spillede her en hovedrolle.
Landsbyernes indre opbygning.
Efter deres indre opbygning opdeles landsbyerne i fire grundformer: fortebyer, vejbyer og række- eller randbyer samt i de sydvestjyske marskegne verftslandsbyer.
I fortebyen ligger gårdene omkring en åben plads midt i landsbyen, forten. På forten fandtes ofte landsbyens gadekær og gadestævne, hvor landsbyens kvæg blev samlet, inden at det blev drevet ud til græsning på overdrevet. Undertiden kan forten være delvist bebygget med smedie, skole og lignende, hvorved fortebyen videreudvikles til en forteklyngeby.
I vejbyen ligger gårdene (og husene) langs bygaden uden dannelse af en forte. I sådanne landsbyer lå gadekæret som regel mellem to gårde ud til bygaden. Gadebyer kan have tilstødende veje og bebyggelsen kan undertiden have bredt sig langs disse.
I række- eller randbyen ligger gårdene ved siden af hinanden i een række. Rækkebyer udvikledes på steder, hvor terrænet gjorde dette til den mest hensigtsmæssige løsning, dels langs åløb, dels i lavereliggende terræn, hvor selv en mindre højdeforskel kunne være afgørende for, om der kunne bygges eller ej.
Verftslandsbyer kendetegnes ved, at bebyggelsen ligger samlet på en forhøjning, et verft, med de omgivende marker beliggende lavere og derfor udsat for tidevandets oversvømmelse. Efter deres form skelnes mellem runde landsbyer og gadelandsbyer.
Ved siden af disse grundformer fandtes et antal "overgangsformer", dels mere "uregelmæssigt formede byer", hvor landskabet havde påvirket udformningen, dels "videreudviklede bebyggelser", hvor grundformen ligger skjult som en kerne.
Til landsbyen hørte de omgivende jorder, der blev udnyttet i omdriften dels som agerjord, dels i form af eng, krat, skov og overdrev; tilsammen udgjorde disse landsbyens ejerlav.
Landsbyernes beliggenhedsvalg.
Portræt af en landsby - Gl. Rye i Jylland
To forhold gjorde sig gældende ved landsbyernes beliggenhed, dels adgangen til de ressourcer, som landbrugerne havde brug for: vand, eng til høslet, træ til byggemateriale og brændsel, dels det forhold, at bønderne i ældre tid kun var i stand til at opdyrke jorden i 800-1000 meters afstand fra byen. Mange steder ligger landsbyerne derfor med indbyrdes afstande på 1,6-2,5 km.
Landsbyernes antal og geografiske fordeling.
Landsbyen var således den altdominerende bebyggelsesform overalt i landet. Kun på Bornholm og Læsø fandtes der ingen landsbyer, og i de vestjyske hedeegne, i Vendsyssel, i Himmerland samt i visse særligt bakkede områder på Djursland og på Syd- og Vestfyn, og i skovområder i Nordøstsjælland og spredt ud over Midt- og Sydsjælland fandtes visse indslag af enkeltgårdsbebyggelse.
Landsbyernes størrelse.
Man kan skelne mellem to måder at måle en landsbys størrelse på: dels ved antallet af gårde i landsbyen, dels ved dens værdisættelse i hartkorn, det vil sige ydeevne.
Mindstegrænsen for landsbyer var tre gårde, men langt de fleste landsbyer havde dog flere. Af 617 landsbyer på Fyn i 1682 havde 236 3-7 gårde, 206 havde 8-15 gårde, 122 havde 16-24 gårde, og 53 havde 25-60 gårde. Tilsvarende uligheder gjorde sig gældende med hensyn til hartkornsansættelsen. Det kan imidlertid fastslås, at ved værdiansættelsen af landsbyer ved opmålingen til matriklen 1688 udviste landets østlige egne (øerne bortset fra Nordøstsjælland og visse dele af Sydfyn og Vestfyn samt Østjylland i et bælte fra Kolding til Rougsø) de højeste hartkornsansættelser for de samlede landsbyer fulgt af Salling, Mors og Østthy, dernæst Nordøstsjælland, så Vendsyssel og Himmerland og med de laveste ansættelser de vestjyske hedeegne, hvilket fortrinsvis afspejlede jordbundsforholdene og dermed jordens ydeevne således, at lerjorde havde de højeste ansættelser, fulgt af lerblandede sandjorder, dernæst udtalte sandjorder (og med flyvesandsområder og lignende lavest).
Landsbyernes driftsforhold.
Landsbyernes beliggenhed i landskabet og udformningen af deres ejerlav var betinget af driftsmåden.
Vangebruget.
Danmarks landbrug i landsbyfællesskabets tid, fra begyndelsen af middelalderen til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, var overalt en blanding af agerbrug og kvægavl men med store forskelle fra egn til egn i den vægt disse to grene af landbruget havde. Enhver bondes helt grundlæggende opgave var at sikre den daglige forsyning af fødevarer til familiens eget forbrug, til såsæd og til dækning af ydelser som landgilde, tiende og skatter samt til salg for at kunne købe de mest nødvendige fornødenheder som salt, tekstiler og jern.
Nødvendigheden af at anvende disse midler afhang af jordens egen frugtbarhed eller bonitet, og jordens struktur, men udpining af jorden kunne modvirkes blandt andet ved et stort kvæghold eller hvis der var andre gødningsmidler som tang. Modsat kunne arealet af den dyrkede jord være så lille i forhold til den befolkning, der skulle brødføde sig ved landbruget, at det var nødvendigt at beså al dyrkningsjorden hvert år, også selvom dette måske ikke var hensigtsmæssigt.
Opretholdelse af kvægbestanden forudsatte dels, at der var tilstrækkelig græsning om sommeren, dels at der kunne høstes så meget hø -på engene-, at man kunne klare staldfodring af kvæget om vinteren. Sommergræsningen kunne ske dels på de hvilende marker, dels på arealer uden for den dyrkede jord: fælleder og overdrev. I de mest opdyrkede egne var der imidlertid så lidt overdrev tilbage, at bønderne udelukkende havde græsning på den hvilende agerjord.
Det areal, som årligt kunne besås med korn, beroede i vid udstrækning på den gødningsmængde, der var til rådighed. Helt frem til begyndelsen af 1700-tallet var det fortrinsvis kvægholdet, der leverede denne gødning og hvis størrelse derfor afgjorde hvor stor, denne gødningsmængde var. Derfor var mulighederne for udvidelse af det dyrkede areal små. Hvis bønderne inddrog nye, uopdyrkede arealer til dyrkning, betød det, at græsningsarealerne mindskedes, hvilket indebar, at antallet af kreaturer, der kunne fodres ved græsning, måtte reduceres, men derved faldt tillige den mængde foder, der var til rådighed til vinterfodring, hvorved kvægets ydeevne med hensyn til mælk og gødning mindskedes. Dette indebar atter, at kun en mindre del af agerjorden kunne gødes tilstrækkeligt godt, hvorfor jordens ydeevne faldt. Denne sluttede kreds indebar således, at landbruget måtte tilpasses til at give størst muligt vedvarende udbytte på de givne vilkår. Dette indebar næsten overalt i landets østlige del, at man indrettede sig med et vangebrug, hvor en del af bymarken hvert år lå brak for at hvile sig fra udpining og få tilført gødning fra græssende husdyr.
Tilpasningen til de stedlige landskabs- og jordbundsforhold indebar, at jordbruget vekslede fra egn til egn og fra sted til sted, selv over korte afstande. Eksempelvis på "heden" vest for København forekom fortrinsvis to driftsformer, endda indenfor et og samme sogn, således i Glostrup sogn havde Ejby, Glostrup og Hvessinge landsbyer trevangsbrug, Avedøre som andre landsbyer ud mod Køge Bugt tovangsbrug.
Hver gård bestod af en "tofte" i landsbyen, hvorpå gården var bygget og i tilknytning hertil en "abild- og kålgård", desuden en række "agre" fordelt rundt i bymarken, hvorpå dyrkedes korn, samt andel i "fælleden" (som kunne være fælles for flere landsbyer) uden for bymarken, og i "skove", som forsynede landsbyboerne med "brændsel", "gærdsel", "tømmer" og "olden" til svinene.
Toften udgjorde grundlaget for den enkelte gårds brugsandel af landsbyens ressourcer, idet landskabslovene fastslog, at som tofterne i byen var fordelt, skulle markjorden fordeles. På toften lå foruden gårdens bygninger tillige kålgård eller abildgård, hvor der dyrkedes grøntsager henholdsvis frugt.
I vangebrugene var bymarken, det vil sige den dyrkede agerjord, opdelt i et antal "vange", der hver for sig var indhegnet med gærder eller af grøfter, volde eller diger af jord eller sted, og hver vang var enten besået eller lå i fælled, det vil sige lå hen som græsningsareal. Vangene var inddelt i "åse" eller fald, der var den grundlæggende enhed i agerbruget. Trevangsbruget var kendetegnet af tre, store, indhegnede vange med en treårig rotation byg-rug-fælled. Tovangsbruget var kendetegnet af en opdeling af bymarken i to halvdele med lige mange års brug og hvile, det vil sige en toårig rotation byg-fælled.
Bredden af den enkelte ager var oftest 8-12 meter, hvilket hang sammen med teknikken at pløje dem op i rygge. Agrenes hvælvede form fremkom ved, at man med hjulfjælsploven år efter år vendte furerne ind mod agrenes midte, indtil denne havde nået en tilpas hvælvet form med god overfladedræning. Datidens agre var fulde af små vandhuller og vandfyldte lavninger, engdrag og sumpede steder. Ved at pløje agrene op i rygge kunne fugtighedsproblemerne afhjælpes samtidig med, at man fik samlet muldjorden på agrenes ryg. De ryggede agre gav kun halv afgrøde: i tørre år stod kornet på ryggen slet, og i våde år ødelagdes kornet på agrenes sider ned mod renderne. For datidens bønder var det afgørende imidlertid, at det gav størst mulig dyrkningssikkerhed, idet der var udbytte både i våde og i tørre år, hvorved faren for fuldstændig misvækst og dermed hungersnød var mindst mulig.
Ulempen ved, at alle gårde i landsbyen skulle have andel i alle marker, og at de enkelte gårdes jordtilliggender derved kom til at ligge spredt, mindskedes ved, at agrene havde en størrelse nogenlunde svarende til et dagsværk. Et plovspand kunne overkomme 3–4000 m² om dagen. Var ageren således 12 m bred, burde agerens længde være 250–300 m. Agrenes langstrakte form gjorde hjulploven til et egnet redskab ved pløjningen, da den kun skulle vendes ved agrenes ender, og den langstrakte form indebar, at man ved fastsættelsen af de enkelte gårdes agre kunne nøjes med at udmåle agrenes bredde.
"Overdrevets" betydning bestod i, at det - sammen med den vang, der lå fælled - sikrede kvæget dets græsning fra foråret (slutningen af maj) over sommeren til efteråret (midten af oktober), det vil sige knap halvdelen af året. Da kreaturer kræver store fodermængder, måtte de samlede græsningsarealer være endog meget store.
"Engenes og mosernes" betydning bestod foruden græsning hovedsagelig i deres udnyttelse til høslet og dermed sikringen af foder til kvæget, når det om vinteren stod i stalden. Netop vinterfodringen var kvægholdets alvorligste spørgsmål, der afgjorde kvægholdets størrelse og dermed tillige den mængde gødning, som kvæget kunne yde til markerne.
"Skove og krat" ydede olden til svinene. Oldensæsonen begyndte i oktober, når bog og agern faldt af træerne, og varede til de var spist op.
"Opstaldningen" af kvæget havde en særegen driftsmæssig betydning. Mens kvæget stod i stalden, ydede det store mængder af komøg, der indeholdt vigtige næringsstoffer (kalium, fosfat og - mindre udtalt - kvælstof), og som derfor blev samlet, kørt på møddingen og derfra til rette tid kørt ud på de dyrkede marker, hvor det udgjorde et tiltrængt tilskud til jordens genforsyning med de indeholdte næringsstoffer og dermed fremmede kornets ydeevne.
Dyrkningsfællesskabet.
En følge af driftsformen med vangebrug var, at landbrugsjorden måtte dyrkes af bønderne i landsbyen indenfor rammerne af en form for dyrkningsfællesskab. Dette dyrkningsfællesskab bestod fortrinsvis i fælles ret til udnyttelse af ressourcerne uden for bymarken: græsning på overdrevet, tørveskær, høslet, skove og gærdselsskove med mere samt i en fælles samordning af markarbejdet og græsningen på agerjorden i bymarken. Da agrene til hver gård var under dyrkning på den enkelte bondes ansvar og risiko og med hans egne redskaber og trækdyr, og disse agre lå spredt ud over bymarken, krævede det en høj grad af samtidighed i de enkelte dyrkningsindgreb og en ensartethed i udnyttelsen af de enkelte marker. Dette indebar atter enighed og faste regler for aftaler om forhold af fælles betydning, hvilke foruden de landbrugsmæssige bestemmelser også omfattede andre sociale og retslige bestemmelser, som i løbet af 1600- og 1700-årene blev nedskrevet i form af landsbyvedtægter eller vider.
Landsbyvedtægterne fastsatte regler om, at ingen måtte indhegne sin jord med mindre samtlige bymænd havde givet deres samtykke dertil.
Ligeledes fastsatte landsbyvedtægterne regler om, at det var en fælles pligt for alle bymændene at hjælpe en anden bymand, der på grund af sygdom eller fattigdom ikke kunne få udført det helt nødvendige markarbejde, fx hjemkørsel af høsten. Ligeledes var det en pligt at hjælpe folk, hvis gård brændte. Efterhånden blev det en af oldermandens pligter, eventuelt sammen med 4 mand, at syne byens gårde og især deres skorstene og bageovne for brandfarlige mangler.
I landsbyer med vangebrug var det en fast bestemmelse, at gærderne om bygmarken skulle være lukkede til Valborgsdag eller Voldermisse (1 maj), og at disse gærder skulle blive stående indtil Mikkelsdag (29 september), medmindre kornet var blevet høstet og kørt ind forinden. Hver bymand skulle være ansvarlig for en bestemt andel af gærdet svarende til hans "bymål" eller anpart af byens jord og øvrige ressourcer. På tilsvarende måde skulle gærderne om rugvangen være i orden inden Mortensdag (11 november) således, at rugsæden kunne spire inden, at frosten kom, i fred for kreaturerne.
Gærderne bestod normalt af to parallelle rækker af stave, hvorimellem man anbragte ris af tjørn eller grene. Efterhånden, som risene rådnede eller blev brugt til brændsel, måtte man lægge nye ovenpå de gamle.
Vigtigt var det, at alle såede og høstede nogenlunde samtidigt. Dette var nødvendigt, fordi netop disse arbejder betød, at både mennesker og dyr næsten uvægerligt kom til at træde ind på naboens agre. Man kunne naturligvis ikke sikre, at alle blev færdige på samme tid, men det lå fast, at ingen måtte begynde på disse arbejder, før det var besluttet på bystævnet. Desuden kunne dyrene ikke udnytte stubmarksgræsningen, før alle havde indhøstet, og det var derfor også nødvendigt at sætte faste tidsfrister for hvor længe, selve høsten måtte vare. Overskred en bonde disse frister, måtte han "tage skade for hjemgæld", det vil sige, at det var på hans eget ansvar, at kreaturerne blev sluppet ud på den afhøstede vang ved, at "gærdet eller ævred blev opgivet".
Den omtalte anpart i landsbyens rettigheder og pligter tilkom normalt kun gårdmændene eller "granderne" uanset, om de var ejere eller fæstere, ligesom de var de eneste, der kunne træffe lovlige beslutninger, når de var forsamlede til grande- eller bystævne under oldermandens ledelse. Uden for fællesskabet men underkastet dettes beslutninger stod de jordløse landsbyboere: husmænd, inderster, tjenestefolk, aftægtsfolk, fattige, børn og unge samt alle kvinder med undtagelse af enker, der havde overtaget fæstet på gården efter manden.
Ordningen med vedtægter og bystævne indebar, at landsbyernes beboere så vidt muligt kunne løse indre tvister uden nogen indblanding fra hverken domstole eller andre myndigheder. Gårdmændene forsamlede til bystævne kunne virke som domstol og idømme folk straffe, hvis de havde overtrådt samfundets love eller landsbyens skrevne eller uskrevne regler, oftest som bøder i form af øl.
Landsbyernes alder og historie.
Svaret på det første spørgsmål beror på hvorledes man vælger af betragte landsbyen som bebyggelsesform. I tidsrummet fra landbrugets indførelse til bronzealderen synes landsbyerne i betydningen fællesbebyggelse for flere husstande at udgøres af langhuse, opdelte i flere enheder. Fra overgangen til keltisk jernalder (førromersk jernalder), 500 f.Kr., optræder imidlertid landsbyer bestående af flere, selvstændige, enlængede bygninger langt i to rækker langs en "landsbygade". Disse jernalderlanghuse var oftest 4–5 m brede og 15–20 m lange. Langhusene var som regel klart opdelte i to dele, en beboelsesdel og en stalddel med båse. Sådanne tidlige landsbyer af flere bygninger kendes blandt andet fra Skørbæk hede i Himmerland. Hvis man vælger den klassiske bestemmelse af landsbyen, bliver det altså fra dette tidspunkt, at landsbyens oprindelse stammer.
Svaret på det andet spørgsmål er, at de nuværende landsbyer først har fundet deres nuværende beliggenhed ved overgangen mellem vikingetid og middelalder, det vil sige 1025 e.Kr. ± 75 år, idet der synes at være en "overgangstid". Forud for den stedfaste landsby gik en tid, hvor landsbyen med mellemrum blev flyttet fra et sted til et andet inden for et forholdsvis afgrænset område - man taler om "vandrende landsbyer".
Vandrende landsbyer.
Helt op til overgangen mellem vikingetid og middelalderen var landsbyerne kendetegnede ved, at de lå på et givet sted i
mellem 75 og 300 år, hvorefter landsbyen blev nedlagt og flyttet til et nærliggende sted - ofte et tidligere dyrket område - mens det gamle landsbyområde blev inddraget til dyrkning. En sådan udvikling, hvor en og samme landsby er blevet flyttet blot nogle få hundrede meter pr. gang med ulige mellemrum, er blandt andet påvist i Vorbasse og Hodde. Det kan konstateres, at der sideløbende med disse omflytninger er sket forandringer i gårdenes egenart således, at disse på den ene side er blevet stadigt større, på den anden side har fået sidehuse, ligesom et fælles hegn omkring hele landsbyen med tiden er blevet afløst af særskilte indhegninger omkring de enkelte gårdenheder.
Det hører med til billedet, at man har set landsbyernes flytninger som en integreret del af driftsmåden: driftsmåden forud for vangebruget indebar en gradvis udpining af den dyrkede jord samtidig med, at affald fra landsbyen gjorde den jord, landsbyen lå på, velgødet. Ved at flytte landsbyen fra dens hidtidige beliggenhed til den udpinede jord opnåede man den dobbelte fordel at "genopbygge" næringsværdien i den udpinte jord på samme tid som man kunne opnå størst mulig nytte af den gødningstilførsel, den gamle bebyggelse havde ligget på.
Landsbyen bliver stedfast.
Blandt de synspunkter, der har været fremført, er blandt andet det, at den sidste flytning, landsbyerne gennemlevede, var en udtrykkelig bevidst flytning, der blandt andet skabte en gennemreguleret landsby, og hvor beliggenheden af den faste (uflyttelige) landsby skulle være sket under hensyn til den nye driftsmåde, vangebruget. Det har vist sig, at omkring halvdelen af de fynske landsbyer er beliggende omtrent midt i ejerlavet, det vil sige med vange omkring sig i alle retninger, mens den anden halvdel ligger i udkanten af deres ejerlav med alle vangene til den ene side og som regel en eng til den anden. Det har derfor været overvejet, om disse beliggenheder af landsbyerne er sket for at opnå den bedst mulige agerdyrkning. En anden og ligeså nærliggende mulighed er imidlertid, at vangebrugets gennemførelse skete under hensyn til de bedste driftsmæssige muligheder "uden, at der derfor skete nogen landsbyomflytning". Dette ville forklare, at vangebruget som dyrkningsmåde er indført overalt på samme tid, men hvor landsbyernes forudgående, seneste flytning faldt forskelligt fra landsby til landsby.
Torp-tiden 1000-1300.
Alle de anførte undersøgelser har peget på, at landsbyer med navneendelser på -torp (-rup, -drup, -strup), -rød, -tved, -køb med flere var yngre end vikingetiden. Da disse navneendelser indholdsmæssigt henviser til udflytning og nyrydninger, har man sat dem i forbindelse med en ekspansionsfase i begyndelsen af middelalderen, hvor de gamle landsbyer angiveligt var blevet så store, at de ikke hensigtsmæssigt kunne rumme befolkningsvæksten, hvorfor en opdeling af landsbyen med tilhørende udflytninger i nye bebyggelser måtte være mere bedre løsning.
Ødegårdskrisen 1300-1500.
Uanset hvilken følge, pesten havde på landsbybebyggelsen de enkelte steder, var virkningen i alle tilfælde en samling af landbrugerne i færre, men større landsbyer. Tydeligvis var det især de mindre udflytterbebyggelser, der atter blev nedlagt. Skønt disse antalsmæssigt kan have udgjort mellem en fjerdedel og en femtedel af alle bebyggelser forud for pestens hærgen, var deres andel af den samlede, dyrkede jord langt mindre, måske omkring en tiendedel.
Ødegårdsandelen nåede således et højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet. Fra omkring midten af 1400-tallet vendte udviklingen til fornyet fremgang.
Genrejsningen.
Henimod slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet skete der en fornyet bebyggelsesfremgang, hvor blandt andet skovegne og tidligere ubeboede småøer blev inddragne til de nye bebyggelser. I skovegne fik fremkomsten af nye landbrugsbebyggelser dog præg af enestegårde snarere end landsbyer. For kystegnenes vedkommende skete fremgangen dels i form af vækst i eksisterende kystlandsbyer, dels i form af nye kystbebyggelser. Således blev Falsled ved Helnæs (Fyn) formentlig anlagt i de sidste årtier af 1400-tallet. I 1494 bestod den af 7 gårde. Også til de tidligere ubeboede småøer i det sydfynske øhav bredte bebyggelsen sig, formentlig i form af landbrug i kombination med fiskeri. Omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at nye sogne blev oprettede: 1518 Strynø og kort tid efter Avernakø, Drejø og Lyø. Derimod synes de gamle "slettebygder" ikke at have været udsat for fornyet fremgang.
Gods og landsby, 1500-1780.
Fra 1500-årene frem til udskiftningen var landsbyernes udvikling prægede af forholdet til den herregård eller hovedgård, hvorunder de hørte.
Hovedgårdenes forhold til de landsbyer og fæstegårde, der hørte under dem, var prægede af mange, til dels modsat rettede hensyn: på den ene side måtte godsejeren være interesseret i at opnå størst mulige ydelser fra fæsterne - landgilde såvel som hoveri. På den anden side måtte kravene om ydelser ikke blive større end, at det var muligt at finde en bonde, der var villig til at fæste gården og efterfølgende i stand til at opfylde sine forpligtelser. Godsejeren kunne ønske at lægge mest mulig jord ind under hovedgårdsdriften, blandt andet ved at nedlægge gårde og måske hele landsbyer, men gik man for vidt, faldt værdien af det udbytte, man kunne hente fra de nye hovedgårdsjorder mere end, hvad der kunne være opnået ved at bevare overkommelige ydelser for opretholdte bøndergårde. Tilsvarende kunne en flytning af landsbyerne fra yderige til magre jorder ødelægge det udbytte, hovedgården tidligere havde kunnet høste.
Et andet spørgsmål var egalisering af landsbyer, det vil sige omfordeling af jorderne mellem gårdene således, at alle gårde i landsbyen ydede det samme landgilde. Sådanne målsætninger modvirkedes af ulige forhold så som de enkelte gårdfæsteres dygtighed og driftighed, nyopdyrkninger, uens ejere til gårde i samme landsby og lignende.
Et tredje spørgsmål var beliggenheden af fæstegods under hovedgårdene. Egentlig måtte det være ønskeligt, at fæstegodset lå så tæt på hovedgården som muligt, men dette modvirkedes af arvedelinger, hvor samlede godsenheder blev delt mellem de ulige arvinger. Det var derfor en vedholdende opgave for godsejerne ved mageskifter at søge at genvinde de ved arvedelinger splittede godsområder.
Endelig blev hovedgårdsejerne inddraget i flere sider af den offentlige embedsførelse for det område, det lå i, lige fra inddragelse af skatter og ekstraskatter (og ansvar for mangler, forsømmelser og restancer) over udskrivninger af mandskab til landmilitsen, bestyrer ved skiftesager, til ansvar for embedsudøvelsen ved retssager (ved birkeretten). Derved kom godsejeren/forvalteren ofte til at sidde i en yderst ubehagelig stilling med forpligtelser og ansvar over for staten, og dette måtte lægge en dæmper på den hårdhed, hvormed de drog frem. Da mange af godsejerne havde bundet deres værdier i godset og ikke havde egentlige formuer at trække på i hårde tider (og dem var der altid nok af: misvækst, epidemier i besætningerne, sygdomsepidemier, krige, brande og meget andet) foruden de spændinger, der kunne opstå (og derfor altid opstod) i forhold til de undergivne, var det i virkeligheden en blandet fornøjelse at være jorddrot, og en del kom da også frygteligt galt af sted.
Sønderjylland.
For Sønderjyllands vedkommende var størstedelen af det adelige gods endnu ved middelalderens slutning strøgods: brogede ejendomsforhold med et mylder af talrige små junkergårde, der oftest tilhørte den sønderjydske adel, sjældnere de indvandrede holstenske ridderslægter, forekom i Haderslev amt, på Als og i Sundeved. I løbet af det 16. århundrede skete en fra syd kommende bevægelse i retning af godssamling og storgodsdrift, som skulle afløse denne hidtidige tingenes tilstand i den nordlige del af Sønderjylland - ikke takket være adelen, men takket være landsherrerne. Ved Frederik 2.s køb, mageskifter og nedlæggelser af bøndergårde dannedes et vidtstrakt krongodsområde i Haderslev amt; imidlertid standsede udviklingen i retning af stordrift i amtet allerede en menneskealder senere, og de kongelige gårde blev bortforpagtede. Af blivende betydning blev stordriften derimod i Sundeved og på Als, hvorfra Hans den Yngre ved sine godskøb fortrængte både den sønderjyske og den indvandrede holstenske adel. Mens holstenerne søgte andetsteds hen, forsvandt de sønderjyske (danske) herremandsslægter med enkelte undtagelser eller sank ned i bondestanden som ofre for kapitalens sejr i landbruget, lige som lidt senere den nørrejyske lavadel. En medvirkende årsag har sikkert været tidens gængse arvedeling — og den dermed følgende splittelse af godset. Eksempelvis blev Refsø, som ejedes af slægten Emmiksen, i 1537 delt mellem to brødre og en søster og derefter i næste slægtled mellem disses seks arvinger, som snart efter solgte deres arveandele til kongen. Ikke mindre end 37 herregårde forsvandt alene i Haderslev Amt, overvejende i løbet af det 16. og 17. århundrede.
Anderledes blev udviklingen i landet mellem Ejderen og Dannevirke, Dänischwohld, Svansen og dele af Angel, hvor holstensk adel fra det oprindelig vagriske Østholsten allerede i løbet af det 14. og 15. århundrede var indvandret og havde skabt sammenhængende adelige storgodsdistrikter. Adelens fæstegods i Sydslesvig lå overvejende samlet om hovedgården allerede ved Reformationen. I storgodsets spor fulgte i det 16. Aarhundrede stordriften. Adelen var tillige ved handel og søfart i stand til at tjene endog store formuer, som atter øgedes ved udlån til fyrster og stæder og ikke mindst til standsfæller i kongeriget. Den holstenske godsejer, der udførte sit korn til fremmede havne, genoptog en tradition fra den romerske oldtid og blev hermed i stand til at sikre et fast, økonomisk grundlag for det holstenske ridderskabs politiske og sociale magtstilling.
Hovednerven i de holstenske godsejeres økonomiske fremdrift var stordriftens gennemførelse i Østholsten og Sydøstslesvig, hvor bøndergårde og endda hele landsbyer blev nedlagte og deres jorder blev lagt ind under herregårdens tilliggende. På de derved skabte vidtstrakte hovmarker indførtes i det 17. århundrede en ny driftsform: kobbelbruget. Takket være dette og mejeridriften, som i århundredets anden halvdel begyndte at fortrænge studeopdrætningen, nåede storgodsdriften i disse egne en forholdsvis høj udvikling. Medvirkende hertil var det 16. århundredes store prisstigning, især på korn, samtidig med det middelalderlige krigsvæsens forfald. Denne udvikling skulle senere, efter landboreformerne få indflydelse også på udviklingen i de kongerigske dele, men da på en ganske anden og langt bredere social basis.
Udskiftningen af landsbyerne.
Det eneste, der manglede, var en iværksætter og viden om hvordan, man skulle opnå resultater. Allerede 1762 begyndte man at sælge det gamle krongods. Ud fra ønsket om at sikre undersåtterne, bønderne, "frihed og ejendom" blev store dele af det fynske og det jyske krongods solgt til bønderne selv. I de første salg havde kronen ladet henimod halvdelen af købesummen blive stående i gårdene som en prioritet, der skulle afdrages og forrentes. Det viste sig imidlertid, at mange af de nye selvejere havde overvurderet egne muligheder og ikke kunne betale. Ved salgene af krongodserne på Falster og i Sydsjælland forsøgte man sig derfor med at sælge driftsklare hovedgårde med tilhørende hoveripligtigt fæstegods. De nye ejere købte deres nye gods dyrt og forsøgte gennem øget hoveri at få erstatning for deres udgifter. Et mere forbilledligt tiltag skete på de nordsjællandske krongodser, hvor Rentekammeret i midten af 1770'erne forestod en omfattende udskiftning af landsbyfællesskabernes jorder og en udflytning af en del af gårdene, alt i god forståelse med bønderne og under disses medvirken. Kronen på værket indtrådte den 15. august 1788, da 14 nordsjællandske bønder fra krongodset i Frederiksborg Slots gård fik overdraget arvefæsteskøde på den jord de drev. Dermed havde styret vist offentligheden et forbillede for den vej, man ønskede at gå. Ved denne lejlighed holdt Rentekammerets leder, grev Christian Ditlev Reventlow en tale, der sluttede med at bede Gud om at "gøre disse bønder til et eksempel for Danmark, som af deres brødre vil følges, og gøre den i fordums tid miskendte bondestand til et arbejdsomt, et lykkeligt og kækt folk, af hvis velstand alle andre stænder vil tage deres udspring, på hvis troskab og mod kongen kan lide, som på det sikreste værn". Det lykkedes over alle forventninger.
Det styre, der var kommet til magten ved regeringsforandringen 14. april 1784, havde egentlig ikke haft noget program men det fandt hurtigt sig selv i landbospørgsmålene: man lod nedsætte en kommission - Den store Landbokommission - med både tilhængere og modstandere af reformer til at skabe en afvejet løsning, og den 8. juni 1787 kunne Christian den 7 underskrive to forordninger, der bestemte,
Samtidig indskærpedes imidlertid bondens pligt til at vise godsejeren den hørighed og lydighed, som han havde lovet i sit fæstebrev - samt at deltage i udflytning, hvis godsejeren krævede det.
Med et slag var retssikkerheden forøget, og en skjult støtte til udskiftning af landsbyer og udflytning af gårde givet. Dette blev fulgt op ved en forordning af 15. juni 1792 hvor der åbnedes mulighed for, at godsejeren kunne pålægge sine bønder en årlig rentebyrde på 4% af den sum, han havde bekostet på udskiftning og udflytning. Dermed blev godsejeren økonomisk interesseret i at få landsbyerne udskiftet. Det virkede: det gik stærkt med udskiftningerne i disse år. Ved århundredeskiftet (1800) var langt hovedparten af Danmarks landsbyer allerede udskiftede.
Den 20. juni 1788 underskreves forordningen om ophævelse af stavnsbåndet for alle under 14 og over 36 år og med en afviklingstid således, at det blev ophævet for alle den 1. januar 1800. Samtidig overgik udskrivningen af soldater fra godsejerne til statslige sessioner.
Med dygtighed, god situationsfornemmelse og tæft for hvad, der var gennemførligt, lykkedes det styret på forholdsvis få år at ændre betingelserne for landets vigtigste næringsvej på en måde, som savner sidestykke. Allerede i det tidlige forår 1791 tog en kreds af fremtrædende københavnske borgere og embedsmænd et initiativ til at rejse et monument "til erindring om de landsfaderlige velgerninger, Hans Majestæt i vore dage har bevist den hæderlige bondestand". Initiativet blev vel modtaget; pengene strømmede ind, og allerede den 31. juli 1792 kunne grundstensnedlæggelsen finde sted. Det er i virkeligheden den endegyldige dom dels over landsbyfællesskabet, dels over det styre der tog skridt til at afvikle det.
Som et led i udskiftningen af landsbyerne blev bøndergårde flyttet ud, hvis deres jordtilliggende kom til at ligge i et område der ikke stødte op til den gamle landsby. I begyndelsen af 1800-tallet søgtes lavet en oversigt over omfanget af sådanne udflytninger. For Frederiksborg og Kronborg amters vedkommende, der omfattede meget krongods, var i årene 1785-1789 udskiftet 113 landsbyer og herfra udflyttet 423 gårde og 257 huse. For 22 sjællandske godser, hvor udskiftningen da var afsluttet, blev det opgjort, at af i alt 1675 gårde var 799 udflyttede svarende til knap halvdelen. For Fyns vedkommende blev af i alt 7214 gårde udflyttet 1195 svarende til en sjettedel.For Ålborg amt i Jylland var af i alt 3061 gårde udflyttet 556 svarende til mellem en femtedel og en sjettedel, for Ribe amt af i alt 3001 gårde var 590 udflyttede svarende til en femtedel, for Vejle amt var af i alt 2452 gårde 545 udflyttede svarende til mellem en fjerdedel og en femtedel, for Århus amt var af 3873 gårde 450 udflyttede, svarende til knapt en ottendedel. Vel betød udskiftningen langt fra landsbyens opløsning som bebyggelsesform men nok en ganske så stor spredning i gårdenes beliggenhed i forhold til tidligere.
Efter landboreformerne.
I forbindelse med og efter landboreformerne skete der ofte mærkbare forandringer i landsbyernes forhold. For det første indebar landboreformerne ofte en udflytning af et større eller mindre antal af landsbyens gårde. I stedet blev der ofte på den tidligere gårds plads opført huse, ligesom gårdmænd lod opføre lejehuse. Virkningen var, at "husenes andel af den samlede bebyggelse i landsbyerne voksede". I 1814 vedtoges folkeskoleloven, og en af virkningerne heraf var, at folkeskoler bredte sig over hele landet og da oftest i de gamle landsbyer.
For det andet "fik landsbyerne voksende indslag af især håndværkere (senere tillige handlende)". Landbefolkningen var i stærk fremgang i 1800-tallet, og en stor del af denne skyldtes fremgang i håndværksstanden, idet husmænd ofte fandt fordele ved at have et håndværk som hoved- eller i det mindste binæringsvej. Allerede i 1840 boede mere end halvdelen af alle landets håndværkere i landdistrikterne, hvor de udgjorde omkring en sjettedel af den samlede befolkning.
Samtidig med og efter næringsfrihedens indførelse 1857 bredte købmænd, kroer, fabriksvirksomhed men også folkehøjskoler sig i landsbyerne, og fra slutningen af 1800-tallet og op i 1900-tallet fulgte stadig flere håndværkere, andelsmejerier, forsamlingshuse, missionshuse, brugsforeninger, fattiggårde, sparekasser, møller med mere efter. Som eksempler på denne udvikling nævnes Holbæk i Holbæk sogn, Rougsø herred, der omkring 1900 havde kirke, præstegård, skole, fattiggård, andelsmejeri, købmandshandler og telefonstation, Kare med skole og købmandshandel, i nabosognet Ørsted kan nævnes Hevring med skole og forsamlingshus, Bode med skole, Hollandsbjerg med skole og forsamlingshus. Udviklingen har givet anledning til udtryk som "mejeriby" og "andelsby".
Udviklingen holdt sig til omkring 1960, hvorefter stadig flere af disse tillægstjenester atter forsvandt i takt med den fremadskridende bilisme, ligesom driftsudviklingen bevirkede sammenlægninger af landbrug, hvorved en del af de gamle gårde overgik til boliger for pendlere eller blev rammer om ikke-landbrugsmæssig virksomhed. Mange steder blev tidligere agerjorder udstykkede til boligformål og landsbyen opslugt af en fremadskridende byudvikling. Flere landsbyer har fået indslag af boliger eller industrivirksomhed men i øvrigt bevaret deres præg af velafgrænsede bebyggelser. Om og i hvilken form de gamle landsbyer overlever udviklingen beror i dag helt på landbrugs-, byplan- og fredningslovgivningen og den måde, disse love forvaltes på.
By.
En by betegnede oprindelig et bosted og kunde derfor anvendes dels om den enkelte gård, dels om samlede bebyggelser, landsbyer eller købstæder.
Som betegnelse for enkelgårde forekommer ordet kun på Bornholm, hvor landsbyer ikke synes at have forekommet. Ellers betegner det altid en sammensat bebyggelse, omfattende flere gårde eller huse. Ordet synes så langt tilbage, det kendes, at have været brugt både om landsbyer og om købstæder.
I nyere tid er betegnelsen by taget i brug som benævnelse for de bebyggelser, der siden midten af det 19. århundrede er fremvoksede i landdistrikterne i dels som videreudvikling af gamle landsbyer og fiskerlejer, dels i tilknytning til jernbanestationer (stationsbyer), vejkryds (vejbyer), havne (havnebyer) med videre.
Byer i historien.
Byer forståede som større befolkningssamlnde bebyggelser kendes langt tilbage i tiden.
Blandt de tidligste byer er Jeriko i Jordan-dalen hvor en bosættelse er vokset frem omkring 9.000 f.Kr.
En stor mur har omgivet byen der måske har haft 1.500 indbyggere.
Arealet indenfor muren var 3-4 hektar.
En større by, Çatalhöyük, opstår i området for det nuværende Tyrkiet.
Denne lokalitet dækker over 12 hektar for perioden 6.850–6.300 f.Kr. med en anslået befolkning på 5.000 mennesker.
Større byer opstår i det sydlige Mesopotamien der i perioden 4.300 til 3.450 f.Kr. oplever en egentlig urbanisering.
Blandt byerne i området er Uruk som dækkede 70 hektar.
5.000 år senere i det tiende århundrede er den største by i området, Bagdad, vokset til 1,5 millioner.
Angkor i Cambodia (9. til 16. århundrede) dækkede næsten 3.000 kvadratkilometer.
Byernes fremvækst i Danmark.
I Danmark opstod byerne i løbet af vikingetiden som centrum for handel, de fleste med direkte adgang til havet. Der er arkæologiske belæg for byer i 700-tallet, Hedeby, Ribe - og formentlig lidt senere - Århus og Viborg. De skriftlige kilder nævner Hedeby i 804.
Ikke alle byerne kan med sikkerhed tidsfæstes til en så tidlig periode. Bebyggelsen i Ribe kan som nævnt føres tilbage til 700-tallet og blev i 948 bispesæde. Århus kan føres tilbage til før 900 og blev ligesom Slesvig også i 948 bispesæde. København grundlægges omkring år 1000, og på valdemartiden omkring 1200 er der formentlig godt et halvt hundrede byer i Danmark.
I 1050-1241 byggedes omkring 2000 kirker i Danmark, der ofte blev anlagt som eller udviklede sig til centrum for en større eller mindre bydannelse.
I middelalderen var det konger, fyrster og biskopper, der udøvede myndigheden over byerne. Mange af købstæderne blev i middelalderen kraftigt befæstet.
Erik af Pommern støttede i 1400-årene en udvikling af stærke købstæder. Målet var at samle håndværk og handel i byerne. Denne politik bevaredes helt op til næringsloven af 1857, hvor købstædernes eneret på handel og håndværk blev ophævet.
I byerne samledes handlen og håndværket i gilder og lav. Efterhånden fik byerne et betydeligt selvstyre, hvor de mest formuende borgere valgte råd og borgmestre.
Christian 4. anlagde mange byer, der også skulle være fæstninger: Bl.a. Christiansstad, Christiania (dvs. Oslo), Christianopel,Glückstadt og Christianshavn.
Udskiftningen i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet betød en opbrydning af mange landsbyer og spredte bebyggelsen i det danske landskab.
Industrialiseringen, befolkningstilvækst og afvandringen fra landbruget betød, at de store byer voksede kraftigt i indbyggertal efter 1850. Samtidige fremvoksede et stort antal helt nye bydannelser. I ældre tid var der en stor beskæftigelsesmæssig forskel mellem byer og land, men især siden 1960-erne voksede beskæftigelsen i byerhvervene kraftigt på bekostning af landbruget i landdistrikterne, hvorved det beskæftigelsesmæssige skille omkring år 2000 næsten helt var forsvundet.
Sne.
Sne er porøst, frosset vand, der i form af snefnug falder som nedbør. Hvert snefnug består af snekrystaller. Det påstås, at der aldrig er to, der er ens. Fordi sne er sammensat af små, ru partikler, er den et kornet materiale. Dens struktur er åben, og sne er blød, medmindre det udsættes for eksternt tryk.
Sne dannes i almindelighed, når vanddamp fryser højt oppe i jordens atmosfære ved temperaturer under 0 °C (uden først at passere flydende form) og derefter falder ned til jordoverfladen. Som nedbør kan sne være blandet med regn, og nedbøren betegnes så som slud.
Udbredelse.
Animation af snedækkets udbredelse med årstiden
Sandsynligheden for snefald varierer efter årstiden, stedet og andre geografiske faktorer som breddegrad og højde over havet. På breddegraderne nærmest ækvator er sandsynligheden for snefald mindst, og bredderne 35° N og 40° S nævnes som grove grænser. I almindelighed ligger grænsen for snedækket ved vestvendte kyster af store kontinenter på højere bredde end ved de østvendte.
Vedvarende snedække påvirkes af faktorer som landskabets hældning, mængde af snefald og vindens styrke og retning. Da temperaturen falder med højden, kan høje bjerge meget tæt ved ækvator have evig sne på toppen fra omkring 5.300 meters højde. Eksempler er Kilimanjaro i Tanzania og Andesbjergene i Sydamerikas tropiske område. Den eneste sne, som findes på ækvator, ligger i 4.690 meters højde på sydskråningen af vulkanen Volcán Cayambe i Ecuador. Mange områder i Arktis og Antarktis får meget lidt nedbør (og snefald) trods den ofte stærke kulde, fordi luft under en vis temperatur mister evnen til at indeholde vanddamp. Disse steder smelter sneen ikke engang ved havets overflade.
Sne er varmeisolerende og bevarer jordoverfladens varme og beskytter afgrøder mod frost. Væsentligt snefald kan medføre sammenbrud af infrastrukturen selv i egne hvor det ofte optræder, og samfundet er forberedt på det. Forstyrrelserne kan bl.a. ramme trafikken, elektricitetsforsyningen, telefonlinjer og gasforsyning. I områder, der normalt har meget lidt sne, kan forstyrrelserne forekomme ved selv små snemængder.
Det største snefald i en årstid er målt på Mount Baker i staten Washington i USA i vinteren 1998–1999. Mount Baker fik 28,96 m og overgik den foregående rekordindehaver Mount Rainier, som i vinteren 1971–1972 fik 28,5 m sne.
Geometri.
Et snefnug har seks symmetriakser. Det afspejler den hexagonale krystalstruktur af almindelig is (kendt som is Ih) langs dennes 'basale' plan.
Der er to forklaringer på snefnugs symmetri.
Ifølge den første kan der være en form for kommunikation eller overførsel af information mellem fnuggets arme, så væksten i hver arm påvirker de andres vækst. Overfladespænding eller fononer er måder, der kunne påvirke kommunikationen.
Den anden forklaring - den fremherskende - er, at et snefnugs arme vokser uafhængigt af hinanden i omgivelser, som varierer hurtigt afhængigt af temperatur, fugtighed og andre atmosfæriske betingelser. Disse omgivelser er relativt homogene i den udvikling, som det enkelte snefug har, og fører derfor til, at armene vokser til en høj grad af visuel lighed, fordi de reagerer identisk på identiske betingelser. Tilsvarende fører forskelle i betingelserne for det enkelte snefnug til den manglende lighed mellem de forskellige fnug.
Påstanden om, at der ikke findes to snefnug, der er ens, er ikke nødvendigvis sand. Men det er ekstremt usandsynligt, at to forskellige genstande i universet har identisk molekylestruktur, selv om der ikke kendes videnskabelige love, som forhindrer det. Rent pragmatisk er det ikke usandsynligt, at et par snefnug ser ens ud, hvis deres omgivelser var ens, enten fordi de voksede i hinandens nærhed eller ved tilfældigheder. Det kan bemærkes, at det amerikanske American Meteorological Society har rapporteret opdagelsen af ens snekrystaller, men det var ikke snefnug i den almindelige betydning, men snarere hule, hexagonale prismer.
Tæthed.
Vandækvivalenten af et snelag udtrykker den mængde vand, laget indeholder, uafhængigt af snelagets tykkelse. Hvis den sne, der dækker et givet areal har en vandækvivalent på 20 cm, vil sneen kunne danne en sø med en dybde på 20 cm over det samme areal, når den smelter. Det er et nyttigere mål for hydrologer end sneens dybde, fordi tætheden af selv nyfalden sne varierer meget. Ny sne har ofte en tæthed på ca. 12% af vands, og selv under stærk frost vil den samme sne synke sammen under sin egen vægt indtil det er omkring 33% vand. Yderligere sne ovenpå vil presse det sammen endnu mere. Efter en lang vinter kan snetætheden ofte overstige 50% vand.
Rekreative aktiviteter.
Hvis der mangler sne og temperaturen er lav nok, kan snekanoner bruges til at producere (kunstig) sne til aktiviteterne. Skibakken med snekanon og skilift på Slettegård i Østerlars er opført med støtte af EU.
Verdens største sneslot bygges hver vinter i Kemi i Finland.
Salmonsens Konversationsleksikon.
Salmonsens Konversationsleksikon er et dansk leksikon udgivet i forskellige udgaver fra 1893 til 1949.
Den første udgave hed "Salmonsens Store Illustrerede Konversationsleksikon" og udkom i 19 bind i perioden 1893 til 1911 på Brødrene Salmonsens Forlag.
Den kendte titel "Salmonsens Konversationsleksikon" blev brugt på 2. udgave i 26 bind udgivet i perioden 1915 til 1930 på J.H. Schultz Forlag, som er Danmarks største encyklopædi gennem tiderne, præcis som den samtidige svenske 2. udgave ("uggleupplagan") af Nordisk familjebok. Christian Blangstrup var værkets redaktør på de første 21 bind, hvorimod bind 22-26 havde Johannes Brøndum-Nielsen og Palle Raunkjær som redaktører.
Landegrænserne ændredes så dramatisk efter første verdenskrig, at da Salmonsen i 1918 udgav det bind, der rummede artiklen "Europa", var der kun sat plads af til et kort, som køberne senere kunne klæbe ind, når man så, hvor de nye grænser kom til at løbe.
Den 3. udgave havde titlen "Den Lille Salmonsen" og blev udgivet i 12 bind i perioden 1937 til 1940. En fjerde og sidste udgave i ét bind, "Den nye Salmonsen" udkom 1949. Redaktører var Paula Strelitz, Gottlieb Japsen, Mikal Rode og Erik Lund. I mellemtiden havde man i 1941 begyndt at udgive "Salmonsen Leksikon-Tidsskrift" (SLT) med et hæfte hver måned, som udkom i 15 årgange frem til 1955.
Projekt Runeberg i Sverige har scannet samtlige 26 bind af 2. udgave, og en gruppe frivillige er i gang med korrekturlæsning. I skrivende stund (januar 2011) er knap fire femtedele korrekturlæst, men hele værket er tilgængeligt.
"Den nye Salmonsen" fra 1949 findes scannet af LFL's Bladfond 2007.
Indsætte artikler i Wikipedia fra Salmonsens konversationsleksikon.
De markerede artikler vil da automatisk også blive en del af. Se denne for en liste over disse artikler.
Nedbør.
Nedbør er vand i en eller flere former, som falder ned fra himlens skyer (det kan dog forekomme at sne, når det er koldt nok, fremkommer uden skyer).
Eksempel på nedbør er dug, regn, sne, hagl, isslag og slud.
Nedbør måles ofte i antal millimeter (højde).
Million.
En million er tallet for tusind tusinder = 106 = 1.000.000 og dermed det tal, der efterfølger 999.999 og som bliver efterfulgt af 1.000.001.
SI-præfikset M for mega angiver en million, forkortes "mio."
Paracelsus.
Theophrastus Bombast von Hohenheim også kendt som Paracelsus (9. november 1493 - 1541) var schweizisk læge og alkymist.
Liv og værk.
Han blev undervist i en periode af sin fader, som var læge og kemiker, og studerede medicin og tog eksamen fra universitetet i Wien i 1510 17 år gammel. Så rejste han rundt i nogle år i Egypten, Arabien, Palæstina og Tyrkiet for at lære praktisk medicin. Det siges at han har været i Danmark mellem 1516 og 1526. Han blev interesseret i alkymi. Paracelsus indførte et skel mellem den traditionelle alkymi og spagyrisk alkymi, der kun befattede sig med urters helbredende virkning. En af Paracelsus´ erkendelser var, at gifte brugt i små doser kunne virke helbredende, og han blev dermed en foregangsmand for nutidens hømopati.
Han blev underviser ved universitetet i Basel, hvorfra han blev udvist i 1538 for sine nye teorier: han var den første, der mente, at små doser af det, som gjorde en syg, kunne helbrede. Han fandt også ud af, at kviksølv kan kurere kønssygdomme som syfilis.
Tusind.
Et tusind er tallet for ti hundreder = 103 = 1.000.
SI-præfikset k for kilo angiver et tusinde.
10 (tal).
Det danske ord "ti" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
Ti er grundtallet i vores talsystem titalssystemet.
Romertallet for ti er X.
SI-præfikset deka angiver en faktor ti, f.eks. er 1 dekameter lig 10 meter.
1493.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1488 1489 1490 1491 1492 - 1493 - 1494 1495 1496 1497 1498
Eksterne henvisninger.
93
Knud Rasmussen.
Knud Johan Victor Rasmussen (7. juni 1879 - 21. december 1933) var en dansk/grønlandsk polarforsker som udforskede Grønland på adskillige ekspeditioner.
Biografi.
Knud Rasmussens fødehjem i Illulisat
Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn, nuværende Ilulissat i Grønland. Faren var missionæren Christian Rasmussen som boede og fungerede som præst og seminarielærer i byen i over 20 år, moren var Sofie Lovise Susanne Fleischer, en kvinde hvis mor var inuit. Hans mormor, der hed Itaraluk, var enke og boede sammen med dem. Der var ikke mange danske i kolonien dengang og Knud Rasmussen, der af grønlændere kaldtes "Kunuunnguaq" elskede at sidde og lytte til de mange ældgamle fortællinger der blev fortalt. Fra barnsben blev Knud fortrolig med hundeslæden, som senere skulle få så stor betydning for hans virke. Til gengæld blev han aldrig ferm med kajakken, som de få isfri måneder i det nordlige Grønland ikke tillod den store træning i.
Hans første skoleår tog han i Ilulisat, men i 1891 kom han som 12-årig til Danmark fordi han skulle på kostskole. 5 år senere kom resten af familien også til Danmark da faderen af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne bestride stillingen i Jakobshavn. Faderen fik en stilling som sognepræst i Lynge, i Nordsjælland, hvor familien atter kunne samles i en præstegård. Knud Rasmussens boglige færdigheder, ikke mindst matematikken, var ikke hans stærke side - det blev dog til en studentereksamen i 1900, og han tog et filosofikum på Københavns Universitet samme år. Hans liv tog en drejning da han i 1900 fik ansættelse som journalist på "Kristeligt Dagblad," hvor han skulle dække en Islandsekspedition. Her mødte han forfatteren og polarforskeren Mylius-Erichsen som delte Rasmussens interesse for Grønland.
Den litterære Grønlandsekspedition.
Rasmussen og Mylius-Erichsen slog sig sammen med kunstneren grev Harald Moltke, samt læreren Jørgen Brønlund, og sammen gennemførte de fire i årene 1902-04 "Den litterære Grønlandsekspedition". Ekspeditionen gik langs den grønlandske nordvestkyst fra Upernavik til Kap York i nærheden af Thule og blev en vanskelig tur, ikke mindst fordi Moltke blev syg undervejs.
Ægteskab.
I en periode havde lægen Alfred Bertelsen, der var læge i Uumanaq-distriktet, Dagmar Andersen til at føre hus for sig. Gennem sit venskab fra ungdomsårene med Knud Rasmussen havde Dagmar Andersen fattet interesse for hans liv og arbejde. Som frivillig sekretær havde hun hjulpet ham med hans første bøger, og hendes sans for stil og ordenes indbyrdes vægt har sikkert betydet meget for Knud Rasmussen som skribent. Hun fik lyst til at se det land, hvor Knud Rasmussen hørte hjemme, og hun tog derfor derop og førte hus for Bertelsen. I vinteren 1905-1906 opholdt Knud Rasmussen sig i Uummannaq-distriktet, nok på grund af Dagmar Andersen, men også for at oversætte gamle grønlandske sagaer.
Dagmar Andersen havde på en sejlads fra Uummannaq til Danmark mødt ingeniør Marius Nyeboe. Hun foranstaltede kontakten mellem de to og hjalp dermed Knud Rasmussen med midler til at starte Thule-stationen.
I 1908 giftede han sig med Dagmar Andersen. De fik tre børn sammen.
Thuleekspeditionerne.
Senere vendte Rasmussen tilbage til Thule og oprettede i 1910 Thule-stationen som kommer til at fungere som missionsstation og handelsplads og som blev udgangspunktet for 7 Thuleekspeditioner. Bygningen flyttedes i 1986 til Qaanaaq, hvor den fungerer i dag som "Thule-Museet".
Knud Rasmussen fik en maveinfektion under den sidste ekspedition og bragtes først til Julianehåb og derfra til Danmark til indlæggelse på Gentofte Hospital. Han kom sig dog ikke over det, men døde efter nogle måneder, da der også tilstødte en lungebetændelse. Han nåede aldrig til premieren af sin film "Palos Brudefærd" som er filmet i Østgrønland. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Betydning og eftermæle.
De mange ekspeditioner har givet et enormt videnskabeligt afkast. Ikke blot fra Rasmussens egen hånd i de beretninger og genstande han indsamlede, men også fra mange andre videnskabelige deltagere som var med. Han blev udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet efter den 5. Thuleekspedition.
Også folkeligt havde han stor betydning og blev efterhånden nærmest en folkehelt. Samtidig blev Danmark, gennem Rasmussen, stærkt etableret som polarforskernation. Hans indsats er en del af årsagen til at Østgrønland tilfaldt Danmark og ikke Norge ved Den Internationale Domstol i Haag i 1933.
I dag er Knud Rasmussens Hus i Hundested indrettet som museum; huset blev opført i 1917 for at fungere som hans arbejdslokaler.
I 2004 blev Knud Rasmussen Selskabet oprettet. Selskabet er en forening, der beskæftiger sig med Knud Rasmussens liv og levned. Selskabet har hjemmesiden http://www.krh.dk/, og et medlemsbladet, der trykkes i et oplag på 300 stk. (november 2009, 6. årgang), ved navn "Slædesporet".
I 2008 blev Knud Rasmussen-klassen, en ny skibsklasse i Søværnet, designet til arktiske forhold, opkaldt efter Knud Rasmussen.
1492.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
Årstal: 1487 1488 1489 1490 1491 - 1492 - 1493 1494 1495 1496 1497
Eksterne henvisninger.
92
Guanahani.
Træsnit der viser Columbus gå i land på Guanahani
Guanahani var de indfødtes navn til den ø, som Columbus døbte San Salvador, da han ankom til Amerika for første gang. Columbus nåede frem til øen den 12. oktober 1492. Guanahani er en af øerne i Lucayan-øgruppen i Bahamas, men det er omstridt præcis hvilken ø, der var tale om. Problemet bliver måske aldrig løst, da Columbus originale logbog har været forsvundet i århundreder, og det eneste bevis er det redigerede sammendrag, som Bartolomé de las Casas skrev.
San Salvador betyder den "hellige frelser".
Løvtræer.
Ved løvtræ forstås sædvanligvis et træ tilhørende den botaniske klasse "De Tokimbladede". Ofte medregnes her også tempeltræet. Bambus, palmer, Koglepalmer og træbregner medregnes normalt ikke til løvtræerne. Selvom de har en række karakteristika tilfælles med løvtræerne er der også en række væsentlige forskelle, f.eks. mangel på egentlig ved eller i blomster og forplantningsorganer.
Løvtræer i Danmark er tillige løvfældende, dvs. de taber bladene om efteråret, hvilket gælder for de fleste løvtræer i områder med frost om vinteren. Løvfaldet i Danmark skyldes typisk den mindre lysmængde om vinteren og/eller den lavere temperatur.
De fleste arter af løvtræer er dog ikke løvfældende, fordi de vokser i områder hvor bladene kan beholdes hele året. Visse løvtræer, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, er løvfældende her hos os, men ikke i deres naturlige områder.
Løvtræer der ikke er løvfældende kan være stedsegrønne eller (sjældnere) vintergrønne.
Nogle typiske danske løvtræer er f.eks. Almindelig Bøg, Stilk-Eg, Almindelig Ask, Ahorn, Dun-birk, Rød-el, Småbladet Lind.
Botanisk.
Hvor Nåletræer udgør en såkaldt taksonomisk gruppe, er dette ikke tilfældet for løvtræer. Løvtræer er en type af planter indenfor den taksonomiske gruppe De Tokimbladede. Og der forekommer da også enkelte buske med nåleformede blade blandt De Tokimbladede uden at disse henregnes til Nåletræerne.
Grundlæggende SI-enheder.
En SI-grundenhed er en af de syv grundlæggende fysiske enheder som er defineret i SI-systemet. Fra disse syv enheder kan alle andre SI-enheder afledes.
Se også afledte SI-enheder, SI-enhed, SI-præfiks.
Kristendom.
Kristendom er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth, sådan som han fremstilles i Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente (Tanakh) inkluderes i deres bibelske kanon. Jødernes Tanakh er dog ikke helt identisk med Det Gamle Testamente.
Den kristne tro lærer at Gud elskede verden: "...at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." () at Jesus er Guds søn, menneskets frelser, og den lovede Messias/Kristus (ὁ Χριστός "ho Khristós" "den Salvede" - Messias betyder det samme, men er hebraisk) - (et antikt jødisk begreb om Guds udvalgte hersker), som der blev profeteret om i Det Gamle Testamente.
Bevægelsen havde sin geografiske oprindelse i Mellemøsten omkring Palæstina, og spredte sig til Nordafrika, Europa og dele af Indien i løbet af det første årtusinde. I det andet årtusinde spredte kristendommen sig til resten af verden pga. kolonisering og missionærvirksomhed.
Religionens medlemmer blev kaldt for kristne og startede som en gruppe indenfor jødedommen. Efterhånden fik kristendommen en overvægt af ikke-jøder, men kristendommens verdensbillede svarer dog i stor stil til de øvrige abrahamitiske religioner (jødedommen og islam), med troen på kun en Gud, der er skaber og opretholder af jorden, og ligeledes opfattes Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente), som kanonisk skrift side om side med Det Nye Testamente. Særlige kendetegn for kristendommen er bl.a. forståelsen af Jesu død og opstandelse som frelsesvilkår, treenigheden, nadver og dåb.
Kristendom er i dag den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan - ca. en tredjedel af jordens befolkning, og er udbredt i de fleste lande i verden med flere end 20.000 retninger. Særligt er der tre hovedgrupper: De ortodokse kirker, Den katolske kirke og de protestanstiske kirker, hvoraf den sidstnævnte dækker en lang række forskelligartede kirkesamfund. Derudover er der i de seneste århundrede opstået utallige uafhængige kirker, ofte blandet med lokale religioner, samt marginale trosretninger som Jehovas Vidner og Mormonerne der selv opfatter sig som kristne men som ikke af alle medregnes som kristne kirkesamfund.
Tro.
Kristendommen opfattes af majoriteten af kristne som fuldendelsen af jødedommen, og kristendommen inkluderer flere traditionelle jødiske elementer, heriblandt de helt centrale dogmer om monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv og troen på en tidligere profeteret frelser og Messias (som kristendommen finder i personen Jesus Kristus, medens jøderne regner ham for endnu ikke ankommet). Kristendommen inkluderer dog også mange originale dogmer som troen på Kristus som Guds søn, treenighedslæren og læren om arvesynd.
Jesus Kristus.
Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn og som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse og tilgivelse og til det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.
Jesus ses som opfyldelsen af Det Gamle Testamentes profeterede Messias og som arving til kong Davids trone. Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk, som beskrevet i Det Gamle Testamente.
Troen på at Jesus inkluderer også de beretninger der er nedfældet i evangelierne, så som Jesu fødsel, hvorved Jesus blev født af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst, men med Helligånden som mellemmand (jomfrufødslen). Herved har Jesus undgået arvesyndens besmittelse.
Men også hans liv og hans lære, som det står i evangelierne, er vigtig for kristendommens forståelse af Jesus, og skal efterlignes.
Forsoningen.
Frelsen i kristendommen er nær knyttet sammen med troen på, at Jesus var uden egen synd, men af kærlighed i stedet påtog sig menneskehedens synder, og dermed fjernede den synd som lå mellem mennesker og Gud. På den måde kunne forholdet mellem Gud og mennesker genoprettes (forsones), og derfor ser kristendommen troen på Jesus og hans korsfæstelse, død og opstandelse, som menneskets eneste mulighed til frelse og det evige liv.
Treenigheden.
Troen på treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden er central i al traditionel kristendom. Udformingen af læren skyldes den centrale tro på monoteisme, samtidigt med at der findes mange antydninger i Bibelen om at Jesus (og en vis grad også Helligånden) er Gud ligesom Gud Fader. Læren siger så, at de er tre individuelle personer, men kun et væsen. Kristendommen erkender dog at forståelse af dette er et mysterium, der aldrig fuldt ud kan fattes.
Bibelen.
Biblen, foreningen af et skrift der næsten ligner jødernes bibel (i skikkelse af Det Gamle Testamente) med Det Nye Testamentes er de kristnes hellige skrifter, og ligger som grund for kristentroen. Nogle kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne ser den som et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og er derfor mere åben for en bredere fortolkning af Bibelen og dermed af kristendommen selv.
Gudstjeneste og tilbedelse.
Den kristne kirke har fra tidlig tid fejret søndagen, den ugedag Jesus opstod fra de døde, som særlig helligdag, hvor de kristne samles for at tilbede og høre skriftlæsninger fra de hellige skrifter. Også i dag fejres verden over søndagen med gudstjenester af forskellige slags ligefra liturgiske gudstjenester til mere uformelle møder. Der er dog visse fællestræk som sang, dog spændende fra recitationer til moderne lovsang, ligeledes tekstlæsninger fra det Gamle og Nye Testamente, prædiken og mere ellere mere jævnligt dåb og nadver.
Sakramenter.
Sakramenterne er faste elementer i kristendommen, der dog tillægges forskellige betydning alt efter trossamfund, for nogle er der sakral betydning vigtig for frelsen og hos andre blot symbolske fysiske udtryk for en åndelig virkelighed. Den ortodokse og den katolske her hver 7 sakramenter, men protestantiske kirke kun har de to mest centrale, nemlig dåben og nadveren.
Dåben.
Dåben er kristendommens indgangsrite, hvor personen bliver neddykket eller overøst med vand. Dåben blev først brugt af Johannes Døberen, hvor også Jesus blev døbt. Senere befalede Jesus sine disciple "at gøre alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn", og derved er dåben blevet det første kendetegn på en kristen. Dåb praktiseres forskellige fra kirkesamfund til kirkesamfund, og betydningen fortolkes ligeledes forskelligt. Dette har i praksis udmøntret sig i to forskellige dåbspraksis, en hvor barnedåb er det almindeligste og en der kun tillader dåb af voksne.
Nadver.
Også nadveren fortolkes og praktiseres forskelligt, fra symbolsk til sakramentalt og fra usyret brød til syret brød, med vin eller druesaft.
Kristendommens oprindelse.
Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne'"."
Noli me tangere! Titians afbildning af Maria Magdalenes første møde med den opstandne Jesus Kristus. Fra 1511-1512
"”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.” "
I disse år begyndte også en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de oprindelige hebraiske tekster.
Urkirken.
De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.
Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter var kristendom først på fremdrift blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen også til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sin hedenske religion og traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente nedskrives på datidens internationale sprog, (old)græsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.
Forfølgelse.
Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk.
"”For at modvirke rygtet der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre beordrede [Nero] den mest udtænkte og frygtelige tortur af de mennesker der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”"
" V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69'": Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen."
Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne - men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme - men i sidste ende nytteløse.
Ifølge den kristne tradition tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus ("Den ubesejrede Sol"), i 311 kristendommen til sig, og under korset og bannere, der proklarede: "In hoc signo vinces!" (latin: "I dette tegn skal du sejre!"), vandt han efter flere slag den absolutte titel som kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen men gav den tillige flere statslige privileger.
Denne tese bliver imidlertid anfægtet af flere historikere, eftersom Konstantin først blev døbt på sit dødsleje og fordi Mithraskulten og Sol Invictus-kulten ligeledes nød flere statslige privilegier. M.h.t. til korset indvendes det, at det har værer det ligebenede kors – et symbol på solen – Konstantin proklamerede, og meget tyder også på, at Konstantin beholdt sin titel som ypperstepræst for Sol Invictus-kulten indtil sin død.
Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at genskabe tidligere tiders religiøse strukturer uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed over for selv de vigtigste hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort men aktivt styre gik hans efterfølgere i embedet tilbage til kristendommen, og de romerske forfølgelser af kristne var til ende. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver, hvor de kristne før havde stået som fakler.
Spredning.
Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser, var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev det gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte biblen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede.
Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. Dog var der en del missionærer før ham, bl.a. Willibrord. 965 erklærede kong Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere.
Tidlige kristne missionærer i Afrika og Asien
Skismaer i Oldkirken.
Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Mange kirkehistoriske stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser og nye kirkesamfund. Først var det særlig indflydelsen fra den jødiske og græske baggrund, der prøvede at øve indflydelse i kirken. Særlig de græske gnostiske retninger fik stor indflydelse, men blev som helhed afvist af kirken og gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke. Gnosticismen tænkte dualistisk og for de kristne gnostikere var Jesus ikke inkarnationen af Gud, men nærmere en særlig viis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans sjæl steg op til Gud.
I den tidlige kirkehistorie var det særligt spørgsmål angående treenighedstanken og spørgsmål angående Jesu to natur (Jesus som sand Gud og sand menneske), der var til debat og skabte splittelser.
Striden blev særlig alvorligt med den arianske strid, var en præst ved navn Arius som mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Gud verden og alle skabningerne i den. Men eftersom Jesus var en skabning forskellig fra og dermed underlegen, Gud, så frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. En tilsvarende lære findes i dag hos Jehovas Vidner. Kirken afviste Arius lære ved flere kirkemøder, men i mange århundrede måtte Kirken kæmpe mod denne opfattelse før den ikke længere var en trussel for kirken.
Efter at havde diskuteret Jesu guddom og treenighed blev spørgsmålene om hvor stor en del Jesus var gud og hvor stor del han var menneske. Kirkens konklusion blev at Jesus var sand (100%) menneske og sand (100%) gud i een person, mens andre retninger, så som den nestorianske mente, at Jesus havde en menneskelig og en guddommelig person i sig. Denne opfattelse blev afvist, og bl.a. den asyriske kirke skilte sig fra den katolske (almindelige) kirke.
Som reaktion til den nestoriske opfattelse mente den monofysitiske retning, at Jesus kun var en person (mono fysis) og det var den guddommelige uden noget menneskelig element. Nogle kirke opfattes i dag som monfysitisk, men det benægter de som oftest selv.
Skismaet i 1054.
Det største skisma kom dog i 1054, da den ortodokse og den katolske kirke definitivt brød med hinanden. Bruddet skyldtes i høj grad det store kulturelle skel, der var kommet mellem den østlige og den vestlige kirke, men teologiske stridigheder om forståelsen af pavens overherredømme, usyret eller syret nadverbrød, og filioque-spørgsmålet var de officielle grunde til bruddet.
Reformationen.
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en katolsk og protestantisk retning samt en anglikansk, der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517, da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af afladsbreve (afladshandel). Dog var også korruption og nepotisme, samt fordrukne og løssløpne paver med til at bane vejen for et reformation af kirken, der dog endte med direkte splittelser i ikke blot en, men mange kirker, hvor den lutherske kirke og den reformerte kirke var de største.
Reformatornes ønske var at vende tilbage til Skriften (Bibelen) som eneste grundlag for kirken og forkynde den frie nåde uden gerning. En mængde forskellige protestantiske retninger kom i kølvandet på reformatornes brud med kirken. Mange af disse var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af dommedagsprofeter som spredte budskabet om verdens snarlige ende. Luther særligt havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Blandt dem var også døberbevægelsen (de såkaldte gendøbere, eller anabaptister). Luther foragtede disse, fordi de ikke ville acceptere barnedåb og forkastede eden. Døberbevægelsen blev forfulgt, og mange udvandrede i 1700- og 1800-tallet til Nordamerika. Bevægelsen er i dag delt i mennonitterne, amish og hutteritter.
Forskellige fortolkninger af biblen og andre faktorer medførte igennem årtusinderne en opdeling i forskellige kristne retninger, men alle grene har rod i den tidlige ur-kirke.
Kristendommens udbredelse i dag.
Antallet af mennesker, der er tilknyttet den kristne religion var år 2000 på 1.973 millioner (ca. 2 milliarder), dvs. 32,54% af verdens befolkning og dermed den største største religion. Antallet af muslimer er på 1.279 millioner, dvs 21,09% af verdens befolkningen, og med en vækst på 2,17% om året verdens hurtigst voksende. Kristendommen vokser derimod med 1,43% og dermed tæt på befolkningsvæksten, der er på 1,39%.
Kristendommens vækst sker næsten udelukkende i den del, vi ofte kalder den tredje verden, hvorimod religionen går tilbage i meget af den vestlige verden. Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, kontinentet med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.
Blandt kirkesamfundene er det særlig de traditionelle kirker, der har en lav vækst rate (katolske og ortodokse henholdsvis 0,5% og 0,1%), hvorimod de protestantiske kirker som sådan er på 2,2% og de uafhængige kirker vokser med 5,5%.
Generelt er det de konservative og/eller de karismatiske dele af kristendommen, der har den største vækst. F.eks. er væksten blandt evangelikale på 4,7% og hos pinsekirken, som per definition også er evangelikal, på 4,5%. Karismatiske grupperinger, som findes blandt alle former for kirkesamfund vokser med 3,9%.
Kirkesamfund i dag.
"NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er enddog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist."
Bodilprisen.
En Bodil-statuette er Danmarks ældste filmpris og uddeles af Filmmedarbejderforeningen. Prisen er opkaldt efter de to store danske skuespillerinder Bodil Ipsen og Bodil Kjer og blev uddelt første gang 29. april 1948.
Derudover uddeles der en fotografpris samt en Sær-Bodil for en af årets væsentligste indsatser og en Æres-Bodil til en eller flere personer, der gennem årene har markeret sig på en betydningsfuld måde.
Bodilstatuetten i porcelæn blev skabt af tegneren Ebbe Sadolin og billedhuggeren Svend Jespersen hos Bing og Grøndahl.
Kvinde.
Illustrationer af kvinder, der viser den kvindelige krops træk
En kvinde er et menneske af hunkøn. Ordet "kvinde" bruges normalt kun om en voksen, mens ordet "pige" bruges om et barn eller en ung af hunkøn. Ordet "kvinde" bruges dog også nogle gange til at identificere hunkønsmennesker uanset alder i sætninger såsom "kvinders rettigheder".
Genetik.
Hos mennesker bestemmes det biologiske køn af kønskromosomerne: kvinder har 2 X-kromosomer, mænd har et X-kromosom og et Y-kromosom.
Middellevetid.
Kvinder udgør over halvdelen af befolkningen i stort set alle samfund, til trods for at der fødes flere drenge- end pigebørn (ca. 21 drengebørn for hver 20 pigebørn), og at drengebørnene er større ved fødslen.
Kilde: Danmarks Statistik: Nr. 234, 27. maj 2004
Det svage køn.
"Det svage køn" er et navn, man har brugt til at betegne kvindekønnet med. Rent fysisk refererer betegnelsen til, at gennemsnitskvinden fra fødslen har en mindre muskelmasse end gennemsnitsmanden.
Betegnelsen er dog historisk set også brugt til en generel bedømmelse af kvinden som "både" fysisk "og" psykisk svagere end manden. Det sidste er der dog intet videnskabeligt grundlag for at hævde. Pga. nævnte brug opfattes betegnelsen af mange i dag som nedladende.
Kvindens fysiske underlegenhed er årsag til opdelingen af stort set alle sportsgrene i mande- og kvindeligaer. Men i de sidste 30 år er kvindeligaernes resultater dog eksploderet, mens mændenes rekorder mere eller mindre er stagneret. Dette har fået forskere til at forudsige, at de to køn kommer på siden af hinanden rent sportsligt indenfor en overskuelig fremtid.
Mand.
En mand er et voksent menneske af hankøn.
Oprindeligt brugt om gifte mænd - i modsætning til karle.
Christoffer Columbus.
Christoffer Columbus (italiensk: Cristoforo Colombo, spansk: Cristóbal Colón, portugisisk: Cristovão Colom) (1451 - 1506) var en italiensk navigatør og opdagelsesrejsende. Han var den opdagelsesrejsende, der i 1492 genopdagede Amerika.
Baggrund.
Tyve byer i Spanien og femten i Italien siges at påstå, at Columbus blev født i deres by. Selv oplyste han i sit testamente, at han var født i Genova. Han bevilgede nemlig penge til byen, så der altid skulle stå et hus der, hvor medlemmer af familien Columbus kunne bo, for "jeg rejste fra den by, og dér var det, jeg blev født".
Hans far, der hed Domenico Columbus, og farfar var uldvævere. Hans mor, Susanna Fontanarossa, kom også fra en uldvæverfamilie. Som tak for indsatsen i en lokal krig, fik Columbus' far ansvar for Genovas byport ved Olivella. Han åbnede også en kro ved væveriet, men da et andet politisk parti overtog magten i byen, måtte familien flytte, og slog sig ned i Savona. Columbus var den ældste af fem søskende. Søsteren Bianchinetta giftede sig med en ostehandler, og nævnes ikke mere. Som vicekonge ville Columbus ikke have en ostehandler til svoger. Én bror døde i ung alder, mens Bartolomeo blev korttegner. Giacomo blev kendt under sit kastilianske navn Diego. Intet tyder på, at Columbus nogensinde sendte penge hjem eller på andre måder hjalp sine forældre. Tværtimod gav han og sønnen indtryk af at nedstamme fra den gamle romerske konsulfamilie Colon. Hos lokale munke fik han lært at regne, navigere, læse og skrive latin - italiensk var dengang ikke et eget skriftsprog. Hans søn påstod, at faren havde studeret ved universitetet i Pavia, og at han ikke var den første admiral i familien, men ingen af delene passer.
Som fjortenårig tog Columbus til søs. Intet tyder på, at han nogensinde var kaptajn, før han blev udnævnt til "admiral over oceanet", men han havde været sømand, opkøber og handelsagent for genovesiske firmaer i 25 år. I en alder af 25 flyttede han til Lisboa, hvor hans bror Bartolomeo solgte søkort og bøger fra en kiosk ved havnen, lige ved et torv, hvor der blev solgt afrikanske slaver. Columbus lærte sig der at tegne kort, og læste bøger om historie og geografi, som han fyldte med egne notater. Særligt var han optaget af Pierre d'Aillys "Imago Mundi". I kapitlet om Jordens omkreds regnede han ud, at den er på 30.192 km, og tilføjede: "Dette er sandheden." I virkeligheden er der tale om 40.000 km. Denne fejlberegning blev årsag til, at han senere aldrig forstod, hvor han var, da han havde krydset Atlanterhavet. Han støttede sig også til Ptolemæus, der i sin geografi var kommet til en omkreds på 33.000 km. Svaret lå ellers lige for. Eratosthenes havde allerede i antikken beregnet Jordens omkreds til 44.400 km, og han blev refereret i de bøger, Columbus studerede. Men Columbus holdt sig til de tal, der passede ham selv bedst. Da han skulle beregne Asiens størrelse, mente han, det var så stort, at Atlanterhavet næppe kunne være bredere end 60 grader. Men hvor meget er så en breddegrad? I Columbus' bøger havde Aristoteles et svar, der kun afveg tolv meter fra den virkelige værdi, men det blev for bredt for Columbus. I "Imago Mundi" fandt han en arabisk geograf, der beregnede 56 arabiske mile mellem to breddegrader ved ækvator. Columbus satte det lig med 56 romerske mile. Men arabiske mile er meget længere, sådan at deres grader var ligeså brede som hos Aristoteles. Columbus kom dermed frem til, at afstanden mellem Europa og Asien højst kunne være 4.000 km - men i virkeligheden er afstanden den femdobbelte.
Selv om han kun var en ukendt indflytter, blev Columbus gift med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. Hendes far havde deltaget i opdagelsen og erobringen af Madeira, og som belønning havde han fået titel af guvernør over den mindste af Madeira-øerne, Porto Santo, som var hans len. Parret boede delvis i Lisboa, og delvis i familieboligen på Porto Santo, en ludfattig, nærmest ørkenagtig ø. Sammen fik de sønnen Diego, men senest i 1485 var Felipa død. Det ser ikke ud til at have været nogen større sorg for Columbus, der knapt nævner hende.
I 1484 fik han foretræde for kong Johan 2. af Portugal, som imidlertid var en kundskabsrig mand, der lyttede til opkomlingen med skepsis. Han nedsatte dog en kongelig kommission til at vurdere Columbus' forslag om at bekoste en ekspedition til det fjerne Cipango (dvs Japan), som Columbus havde læst om hos Marco Polo, og mente, man kunne nå ved at sejle mod vest. Kommissionen fastslog, at vejen til Cipango - hvis øen da overhovedet fandtes - var altfor lang, fordi Jorden er større og afstandene længere, end Columbus mente. Nedslået over afslaget og tynget af gæld pakkede han sine sager og gik med sin lille søn om bord i et skib, der tog dem mod syd til den nærmeste spanske havn, Palos.
Første opdagelsesrejse.
I Spanien slog Columbus sig ned i Huelva, i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene kunne tage hånd om hans søn. Abbeden, Juan Pérez, var en ungdomsven af dronning Isabella, og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig vigtige støttespillere, og i januar 1486 ankom han Cordoba for at fremlægge for kongeparret sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet. Han måtte dog vente i fire måneder. I Cordoba lærte han den femten år yngre Beatriz Enriquez at kende. De flyttede sammen, og fik i 1488 sønnen Fernando. Beatriz kunne læse og skrive, men Columbus stilede højere end at blive gift med én, der var datter af en landmand og vinhandler. I sit testamente tilgodeså han hende dog med en årlig sum på 10.000 "maravedí", dvs en sømands årsløn, "for hun piner min samvittighed, skønt jeg for anledningen ikke helt forstår hvorfor". Men hver gang, nogen har foreslået at helgenkåre Columbus, fordi han skaffede den katolske kirke så mange sjæle ved at opdage et helt udøbt kontinent, har Vatikanet afslået ved at vise til hans forhold til Beatriz og deres "uægte" søn Fernando.
Columbus levede kun for sit projekt. Isabella indvilgede ham en lille løn som ansat hos hende. Han forespejlede hende, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra islam. Iblandt blev han indkaldt til en kommission af videnskabsmænd, der ved nytårstid 1490/91 afviste hans planer med, at Jordens afstande er langt større end i hans beregninger, og desuden viste til Augustins udtalelser om, at alt udenfor den kendte verden er ubeboeligt, for ellers ville det jo ikke være ukendt for os.
Columbus' venner i La Rábida talte dog hans sag ved hoffet, og han fik igen audiens. Dronningen sendte penge, så han kunne købe nyt tøj, samt tilladelse til at skaffe sig et muldyr. Pga krigen mod maurerne var alle ridedyr rekvirerede af kronen. Han blev mødt med venlighed i Sevilla, og en ny kommission nedsat. Men så fremsatte han sine betingelser: At han og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden; at han fik titlen "admiral af oceanet", som skulle gå i arv fra far til søn; udnævnes til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, også som arvelig titel; og endelig skulle han og hans efterkommere have ret til mindst 10% af de værdier, der sendtes fra områderne, han kom til at opdage. Hoffet var lamslået. Her stod en fattig fyr, klædt op af dronningen, og fremførte som tak sine forlangender på gebrokkent kastiliansk. Svaret var nej, og han forlod slottet. Men Columbus' støttespillere anførte, at man jo kunne gå med på hans krav, på betingelse af, at han fandt noget, før han fik dem indfriet. Med den nyhed nåede dronningens kurér ham ved Pinos-broen. 4.april 1492 var alle papirer undertegnede, og kongeparret skrev breve på latin, stilet til de fyrster, Columbus ville møde på rejsen. I et kongeligt dekret hed det, at alle dømte forbrydere blev sat fri og benådet, hvis de lod sig mønstre på hans skibe. Byen Palos havde i en periode sjusket med skatteindbetalingen, og i stedet været pålagt at holde skibe parat til kongelig tjeneste. Nu fik byen besked om at stille tre karaveller til Columbus' disposition, men den havde kun to. Granada var faldet, og muslimerne overvundet, så Kastilien skulle nu blive et rent, kristent land. De første jødiske familier var kommet dertil før kristendommen, men nu fik de fire måneder til enten at lade sig døbe, eller rejse. De mange jøder, der nu forlod Spanien ad søvejen, fik rederne til at holde skibene i havn, for at presse priserne i vejret. Når Columbus fik fat i erfarne søfolk i stedet for straffedømte, skyldtes det Martin Pinzón, kaptajn på "Pinta", og hans kontakter. Besætningen gik om bord aftenen før afrejse, dvs 2.august, der var sidste frist for alle udøbte jøder til at forlade Spanien.
Rejsen blev indledt 3. august 1492 fra Palos, hvor han med tre skibe ("Santa Maria", "Niña" og "Pinta") og 87 mænd sejlede vestpå. I spanske statsarkiver har man fundet de 87 besætningsmedlemmers navne og opgaver. Da de blev lønnet af kronen, noteredes det nøje, hvad de hed, og hvad deres opgaver om bord var. Der var hverken præster, missionærer, nybyggere eller soldater med. Det drejede sig om en civil forskningsekspedition, medbringende en del kongelige tjenestemænd. De fleste om bord var unge, men erfarne sømænd fra Andalusien. Hele ekspeditionen kostede ca to millioner "maravedí", tilsvarende prisen på et tusinde køer, altså ingen imponerende sum. Det meste kom fra finansmanden Luis de Santangel, der sikrede sig ved at forlange fjorten procent renter på to år, og fremskaffede pengene fra kronens hemmelige politi-organisation, "Hermandades", hvor han var skatmester. Columbus havde lånt sig til en ottendedel af summen. Resten kom fra Kastilien og byen Palos.
Columbus fandt ikke Indien, men i stedet Amerika. 12. oktober samme år gik han i land på en ø, San Salvador, hvor han kom i kontakt med fredelige indfødte, og 28. oktober opdagede han Cuba, som han kaldte Juana efter den spanske kronprins. Mandskabet spejdede efter guld langs den cubanske kyst, og Columbus noterede, at han havde set tre havfruer. 20.november fik kaptajn Pinzón på "Pinta" nok, og sejlede sin vej. Juleaften var havet blikstille, da "Santa Maria" grundstødte på koralrev. Af materiale fra det ødelagte skib rejste man den første fort i Den nye verden, kaldet La Navidad (= Juleaften), og bemandet med ca fyrre mand, der blev efterladt der. Columbus skrev til kongeparret, at overskuddet fra fortet i løbet af tre år ville kunne financiere et korstog for at befri Jerusalem. Senere nævnede han aldrig igen, at han havde tabt sit flagskib. Nu dukkede "Pinta" op igen. Pinzón havde opkaldt floden, hvor de mødtes, efter sig selv, Rio Martín Alonzo, men Columbus ændrede det til Rio Gracias (= Nådens flod), med tanke på, at han nådigt overså, at Pinzón havde deserteret og forladt ham. Sammen satte de nu kursen hjemad. Vinteren 1492/3 var imidlertid blandt de hårdeste på 1400-tallet; havnen i Genova frøs til, og Lisboas havn var i ugevis blokkeret af storme. "Pinta" og "Niña" kom atter fra hinanden i kæmpebølgerne. Mandskabet lovede fortvivlet, at de skulle gå i procession til den nærmeste Maria-kirke, klædt i den bare skjorte, hvis de bare kom levende i land. Columbus smed også en forseglet tønde til søs, indeholdende en beskrivelse af rejsen. Den blev påstået at være genfundet til 400-årsjubilæet i 1892, men afsløret som fup, da notaterne var på engelsk. Til sidst kom "Niña" dog i havn på Azorerne, hvor lokalbefolkningen forsikrede, at de aldrig havde set mage til storm. En gruppe af sømændene gik i land som lovet i skjorten for at takke jomfru Maria, men kom ikke tilbage. De var arresteret af portugiserne, der mente, de havde været i Afrika, et område, portugisisk søfart havde monopol på. Da en delegation portugisere kom ned til "Niña" og forlangte, at Columbus overgav sig, brød de sammen i latter over denne skæggede, snavsede mand, der på sit ilde tilredte fartøj gebrokkent påstod, at han var "admiral over oceanet". Sagen gik dog i orden, da han havde fremvist sit pas og sine papirer.
En ny storm tvang "Niña" ind til Lisboa, hvor pesten hærgede. Columbus fortalte kong Johan, at han ventede sig meget af at have fundet søvejen til Asien. 15. marts 1493 nåede de frem til Palos. Pinzón var nået først frem med "Pinta", og havde sendt en ilkurér til hoffet i Barcelona, men kongen svarede, at de ville afvente Columbus' hjemkomst. Da Pinzón kom til Palos, tog han direkte hjem til sit hus, hvor han døde en eller to dage senere. Columbus havde dermed vundet, og fremviste de indianske fanger, han havde holdt indespærret i et bur på dæk, papegøjer og andet. Dette vakte stor opsigt, og nyheden om hans opdagelser spredtes hurtigt i Europa. Kong Johan af Portugal gjorde krav på den nye verdensdel under henvisning til pavelige buller, der skænkede alt land syd for de Kanariske Øers breddegrad til Portugal. Men den nyvalgte pave, Urban 6., var spansk, og takkede for den kongelige støtte, han havde modtaget under pavevalget, ved at udstede fire buller, Traktaten i Tordesillas, hvorved områder vest for den 46. længdegrad tilfaldt Spanien, mens resten tilfaldt Portugal. Derfor blev Brasilien tilfældigvis portugisisk, mens områderne rundt kom under Spanien. Begejstret ved udsigten til det enorme antal udøbte sjæle i den nye verdensdel, gav pave Urban det spanske kongepar hæderstitlen "Los reyes católicos" (= De katolske regenter).
Anden rejse.
Columbus gjorde sig hurtigt klar til en ny tur, og 24. september 1493 drog han af sted, denne gang fra Cádiz med hele 17 skibe og 1.200 mænd, deriblandt broren Diego og 200 adelsmænd. Det var den største enkeltstående ekspedition, der nogensinde havde forladt Europa. 3. november opdagede de en ø, og da det var søndag, fik den navnet Dominica (i De Små Antiller). Flåden sejlede nu fra ø til ø (i alt 46). På Santa Maria de Guadeloupe måtte de vente i mange dage, da nogle af søfolkene drog plyndrende rundt og dermed fór vild. Da man ledte efter dem, fandt man hytter, hvor gryderne endnu var varme, og indeholdt rester af mennesker. Man fandt tyve kvinder, der blev fedet op for at blive spist, og kastrerede smådrenge, der blev holdt som slaver, til også de skulle fortæres. Da spanjolerne nærmede sig en kano, hvor to nykastrerede slaver blev holdt fanget, blev de beskudt med forgiftede pile, så den ene spanjol døde i løbet af nogle minutter. Columbus satte kurs for Hispaniola, hvor han havde efterladt ca fyrre mand på den første rejse. Alle var døde. De lokale indianere var blevet trætte af spanjolernes udplyndring og kvinderov, og da en gruppe spanjoler forlod fortet, blev de dræbt af nabohøvdingen. Fortet blev angrebet og brændt ned af høvdingen Caonabó og hans folk. Pater Buil, som var udnævnt til at være den første missionær i Columbus' Indien, forlangte, at de døde skulle hævnes, men det gik Columbus ikke med til. Han sejlede videre, men stolede aldrig igen på de indfødte. Som erstatning etablerede han byen Isabela, ved en malariabefængt sump hvor intet ville gro. I løbet af få døgn blev der rejst flere hundrede hytter, men så blev folk syge. Situationen var så fortvivlet, at Columbus sendte tolv af fartøjerne hjem, med instrukser til kongen om forstærkninger, samt forslag om salg af indianere som slaver i Spanien.
Senere sejlede flåden til Cuba, hvortil den ankom 24. april 1494, og i perioden maj til september udforskede Columbus og hans folk denne ø, samt Jamaica, hvor storm gjorde skade på skibene, maden slap op, og guld fandt de intet af. Columbus lå syg med febervildelse og revmatisme, og måtte bæres i land i Isabela. Hans bror Bartolomeo var dog ankommet med titel af guvernør. Spanjolerne havde nu fået nok af at beordres rundt af to udlændinge, og pater Buil og flere andre rejste hjemad for at rapportere til kongen om brødrene Columbus' vanstyre. Indianerne havde også fået nok, og tidligt i 1495 ledede Columbus og Bartolomeo personligt en straffeekspedition med musketter, kanoner og dresserede hunde. Indianerne blev slået på flugt, men gik over til en guerillakrig, det tog brødrene ti måneder at nedkæmpe. Høvding Caonabó blev holdt som fange, og Columbus' søn Fernando skrev: "Nu kan en spanjol gå i fred hvor han vil, nyde markens grøde og tage gratis hvilke kvinder, han vil have, og han kan bede de indfødte om at bære ham på skuldrene, så længe det passer ham." Over 1.600 indfødte blev ført fangne til Isabela, hvor 500 blev håndplukket for salg i Sevilla, hvoraf 200 raskt omkom. Columbus tvang også hver indfødt, der var fyldt fjorten år, til at møde op hver tredje måned med så meget guld, der kan rummes i en falkebjelde, som han uddelte til hver. I stedet for guld kunne man betale med 11 1/2 kilo bomuld. Når guldet eller bomulden var leveret, fik vedkommende en kobbermønt til at hænge om halsen. Den, der ikke bar sådan en mønt, blev hårdt straffet - pisk eller hænderne hugget af. De indfødte flygtede naturligt nok op i fjeldene og genoptog guerillakrigen. De tilbageblevne sled livet af sig på marker og guldfelt.
I mellemtiden var pater Buil og de andre mytterister nået hjem. Kongen sendte umiddelbart en kontrollør, Juan Aguado, til Vestindien for at undersøge forholdene. Krænket og rasende over denne mistillid iførte Columbus sig franciskanernes brune kutte, og ville rejse hjem for at få en undskyldning, men en voldsom storm raserede byen Isabela totalt, samt skibene i havnen, bortset fra "Níña". Af vragrester byggede man "India", det første skibsbyggeri i den nye verdensdel, og disse to skibe satte 10.marts 1496 kursen mod Spanien med 200 spanjoler om bord - de fleste syge - samt tredive indianske fanger. Mange døde undervejs, også Caonabó. Der var fem gange så mange om bord, som der var plads til, og rationerne så knappe, at søfolkene planlagde at spise indianerne, eller i hvert fald smide dem over bord for at få deres rationer. Det fik Columbus dem dog talt fra.
11.juni ankom de to skibe Cádiz, næsten tre år efter afrejsen. Columbus var blevet furet og hvidhåret, og gik i munkekutte. Der lå tre karaveller klare for afsejling til Hispaniola, men ingen jublede ved synet af de ankomne, der vaklede i land.
Tredje rejse.
For tredje gang drog Columbus af sted mod vest med afrejse 30. maj 1498. Denne gang landede han på Trinidad, og han kom til det sydamerikanske fastland, hvor han udforskede området omkring Orinocoflodens udmunding. Derpå rejste han til Hispaniola, hvortil han ankom 19. august, hvor han mødte de folk, han havde efterladt på den forrige rejse. De var meget utilfredse, da de ikke havde fundet ret meget guld, som de var blevet stillet i udsigt.
Utilfredsheden og aggressive indfødte beboere resulterede efterhånden i anklager mod Columbus for dårlig ledelse, og hjemvendte nybyggere klagede til kongeparret. Disse sendte administratoren Francisco de Bobadilla til den nye verden, og han arresterede Columbus og hans brødre, som han førte hjem til Spanien i 1500. På hjemturen skrev Columbus et langt, bedende brev til kongeparret, der derpå lod ham og brødrene slippe fri. Det skete dog med tab af såvel goodwill som titlen af guvernør, og som ekstra salt i såret måtte han indse, at Vasco da Gama havde vundet kampen om at komme med skib til Indien. Han havde i stedet for at sejle vestpå, som Columbus, sejlet syd om Afrika.
Fjerde rejse.
Trods skuffelserne drog Christoffer Columbus på endnu en tur fra Cádiz mod vest, fortsat med hensigten af finde Indien i denne retning. Afrejsen fandt sted 11. maj 1502 med ankomst på Martinique 15. juni. På grund af en truende orkan søgte han hurtigt videre mod Hispaniola, hvor imidlertid den nye guvernør nægtede ham havnetilladelse - trods orkanudsigten. Han måtte derfor lægge til i læ i en flodmunding, og på samme tid var en spansk flåde på vej hjem fra Hispaniola med fundne rigdomme. Alle disse, bortset fra ét, gik ned med rigdomme og besætninger, herunder de fleste af Columbus' fjender (også de Bobadilla).
Med kun mindre skader kunne Columbus drage videre mod Centralamerika, og han ankom til Honduras 14. august. Han udforskede nu området i et par måneder, inden han ankom til Panama 16. oktober. Her hørte han om et andet stort hav samt store guldskatte. Han søgte at etablere et fort på stedet, men så begyndte ulykkerne at ramme ham. Først strandede et af skibene, og derpå blev fortet angrebet af indfødte. Han måtte derfor flygte mod Hispaniola, men blev på turen ramt af nye storme, hvorpå han af nød måtte søge ind på Jamaica. Her var han og hans mænd strandet i et års tid. Det lykkedes Columbus af få de indfødte til at holde folkene med fødevarer, blandt andet ved med held at forudsige en måneformørkelse. Et par af folkene drog med indfødte i kano til Hispaniola, hvor man nu - hvor de fleste af hans modstandere var omkommet i orkanen - kom ham til undsætning. Han kunne derpå drage hjem, hvortil han ankom 7. oktober 1504.
Sidste år.
Columbus havde altid givet som en af begrundelserne for sine rejser, at han ønskede at udbrede kristendommen. Mod slutningen af sit liv blev han personligt mere religiøs. Han hævdede at høre guddommelige stemmer og beskrev sine rejser som en del af Guds plan.
Samtidig indgav han en fordring til den spanske krone på at få 10% af alle indtægter fra de nye lande, som han mente sig berettiget til fra sin tid som vicekonge ifølge den oprindelige aftale inden den første rejse. Kongen mente imidlertid, at den ikke skyldte ham noget efter arresteringen under den tredje rejse, og afslog hans forlangende.
Columbus døde trods alt som en ret velhavende mand 20. maj 1506. Velstanden skyldtes de rigdomme, hans egne mænd havde samlet sig på Hispaniola. Hans død skyldes ifølge nutidige vurderinger et hjerteanfald som følge af Reiters syndrom (gigt). Ifølge hans dagbogsoptegnelser havde han haft alvorlige symptomer de tre sidste år af sit liv.
Han blev begravet i Valladolid, men senere flyttet først til Sevilla og endnu senere til Santo Domingo på Hispaniola (i det nuværende Dominikanske Republik). I 1795 førte franskmænd hans ligrester til Havana på Cuba, men efter dette lands uafhængighed vendte han tilbage til Sevilla.
Arven efter Columbus.
Columbus' grundlæggende bevæggrunde for sine rejser er fortsat usikre. Men resultatet blev under alle omstændigheder omfattende. Hans opdagelse af det amerikanske kontinent for Europa førte med tiden til kolonisering af de sydamerikanske lande, de indfødte kulturers fald og de multikulturelle amerikanske staters fødsel.
Har endvidere lagt navn til Columbus-ægget.
Skrankepave.
Skrankepave er en betegnelse for en hoven person ansat på et offentligt kontor. En skrankepave er kendetegnet ved, at love og regler sættes over sund fornuft.
Amalienborg.
Amalienborg er et slotsanlæg, der er beliggende i Frederiksstaden i København og som fungerer som hovedresidens for den danske monark.
Anlægget består af fire næsten ens palæer, der omkranser en ottekantet slotsplads. Amalienborg er et hovedværk i dansk bygningskunst og nok det fornemste stykke rokokoarkitektur i Danmark og regnes tilmed for at være blandt de fineste eksempler i Europa. Kulturarvsstyrelsen har sat Amalienborg med omgivelser på den danske tentativliste over natur- og kulturværker, der søges optaget på UNESCO's liste over verdenskulturarv.
Sophie Amalienborg.
Området, hvor Frederiksstaden ligger i dag, blev først indlemmet i København ved den store byudvidelse, som Christian 4. foretog. Området øst for Bredgade blev dog opgivet som handels- og boligkvarter. I 1660 havde dronning Sophie Amalie opkøbt en række grunde i det ubebyggede område for her at opføre et lystslot til erstatning for sin landejendom Dronningens Enghave udenfor Vesterport, der var ødelagt under svenskernes belejring af København 1658-60. På trods af de dårlige tider efter svenskekrigene lykkedes det dronningen at skaffe midler, så hun 1667-73 kunne opføre lystslottet Sophie Amalienborg'". Bygningen var ikke stor. Den var udformet i barokstil som en italiensk villa, et "casino" med høj underetage, en hovedetage og en lav mezzanin. Hovedfløjen havde fladt tag, der afsluttedes med en balustrade. I midten et tårn, udformet som et "Belvedere". Dronning Sophie Amalie holdt meget af sit nye lystslot, og her døde hun i 1685. Fire år senere nedbrændte det blot 16 år gamle slot. I anledning af Christian 5.'s 44 års fødselsdag 15. april 1689 blev der afholdt en festforestilling i et operahus, en midlertidig træbygning bygget tæt op ad slottet. Kongen var begejstret for forestillingen og ønskede den gentaget for offentligheden. Men nu var operahusets udsmykning med silketapeter, mos, enebærris og frugter blevet knastør. Ved et uheld væltede en af de 800 olielamper, og ilden fik fat i dekorationen og antændte bygningen. Da alle dørene tillige vendte indad, blev det sørgelige resultat, at 180 mennesker indebrændte, og operahuset og slottet forvandledes til en ruindynge. Der findes en del minder fra katastrofen rundt om i København. Indenfor porten til Ny Vestergade nr. 20 står der følgende på en tavle: "Johan Jürgen, en af Stadens 32 mænd og directeur for Børnehuset, byggede denne gård i 1683. "
Nye slotsplaner.
Bevaret efter den frygtelige brand var således kun den østre fløj, der rummede en kirke samt det store haveanlæg. Kirken blev anvendt af hæren, indtil Garnisons Kirke stod færdig i 1706. Haven og de omkringliggende områder blev nu omlagt efter planer udarbejdet af den alsidige Ole Rømer. Disse anlægsarbejder var en forberedelse for Christian 5.'s drømmeprojekt - opførelsen af nyt stort residensslot på Amalienborg-området som erstatning for det gammeldags og upraktiske Københavns Slot. Da Danmark omkring 1690 havde fået et nogenlunde godt forhold til Sverige, blev det muligt at få den svenske hofarkitekt Nicodemus Tessin den yngre til at give forslag. 1694 afleverede han et forslag til et stort trefløjet slot - ikke ulig Stockholms Slot, som Tessin var ved at opføre. Der manglede penge til gennemførelsen, og efter Christian 5.'s død 1699 blev planerne skrinlagt. Efterfølgeren Frederik 4. lod noget af arealet udlægge tíl en mønstringsplads for Københavns garnison. Arkitekten J. C. Krieger opførte en ottekantet pavillon, som kongen kunne opholde sig i under tropperevyerne.
De fire adelige palæer.
Christian 6. havde ikke interesse for haveanlægget på Sophie Amalienborg-grunden. Flere københavnske købmand og skibsredere ytrede ønske om at udnytte grunden til bebyggelse. Disse tanker blev først ved Frederik 5.s tronbestigelse forenet med ønsket om at markere den Oldenborgske kongeslægts 300 års jubilæum på den danske trone ved at anlægge en helt ny bydel, Frederiksstaden. Tanken var at skabe et nyt monumentalt kvarter med en pragtfuld ny kirke, Frederikskirken eller Marmorkirken. Bydelens gader skulle mødes i en central plads, der skulle omgives af fire ens palæer ("Hotels") - bygget af private bygherrer, men efter fælles udformning givet af hofbygmesteren Nicolai Eigtved. Disse palæer er vores dages Amalienborg. Byggeriet indledtes i 1750.
Imidlertid var det ikke Eigtved, der var ophavsmanden til den ottkantede plads. Ideen kom fra den tyske arkitekt og maler Marcus Tuscher, der lavede såvel en plan og et udkast til en fontæne med rytterstatue i tung, altmodisch italiensk barokstil à la Bernini. Dette monument blev også udført som en nu forsvundet model af Johann Christoph Petzold. Fontænen faldt ikke i god jord, og Tuscher døde allerede 1751, men pladsen blev udført som en oktogon - dog i en noget anden udformning og med andre mål end de, der findes på hans udkast. Midt på slotspladsen kom rytterstatuen af Frederik V til at stå. Den blev lavet af Jacques-François-Joseph Saly og indviet efter mange års forsinkelse i 1771. Asiatisk Kompagni, som A.G. Moltke var præsident for, påtog sig en del af udgiften til monumentet, hvilket blev en bekostelig affære for kompagniet.
De adelige bygherrer.
Det var naturligt, at den sandsynlige ophavsmand til ideen om Frederiksstaden fandtes blandt de fire bygherrer: Frederik 5.'s gode ven, overhofmarskal, greve Adam Gottlob Moltke, gehejmekonferensråd, greve Christian Frederik von Levetzau, baron Joachim von Brockdorff og gehejmekonferensråd, baron Severin Leopoldus Løvenskiold. De tilhørte alle den nye adel. Løvenskiold måtte sælge sit ufærdige palæ 1754 til enkegrevinde Anna Sophie Schack, da projektet simpelthen lagde hans økonomi i ruiner.
Opførelsen af palæerne.
Arbejdet med alle fire palæer begyndte i 1750. Hvor palæerne udvendigt skulle være identiske, var der plads til variation i det indre. Moltkes palæ var det første, der stod færdigt i 1754. Eigtved ledede personligt indretningen, og interiøret blev det fornemste. Eigtved døde få måneder efter palæets indvielse. Arbejdet med de øvrige palæer fortsatte under ledelse af andre arkitekter, blandt andet Laurids de Thurah, Christian Joseph Zuber og Philip de Lange. Brockdorffs palæ stod færdigt i 1758, Levetzaus i 1760, mens Schacks palæ blev en del forsinket, blandt andet på grund af ejerskiftet i 1754 og en brand kort tid efter.
De fire palæer.
Hvert palæ har en hovedport og en køkkenport. Hovedportene er dem, som ligger ved Amaliegade, køkkenportene er dem, som ligger ved Frederiksgade.
Ombygning til kongelig residens og senere begivenheder.
a> forbinder Schacks (Christian IX's) og Moltkes (Christian VII's) Palæer
I 1794 blev Amalienborg efter Christiansborg Slots brand overtaget af kongehuset, og C.F. Harsdorff blev sat til at ombygge palæerne og forbinde kronprinsens bolig (Schacks Palæ) med kongens (Moltkes Palæ) ved en midlertidig elegant kolonnade, der blev opført af pudset tømmer. Harsdorff forhøjede alle palæernes mellembygninger mellem hovedbygning og pavilloner med en etage og nedlagde vestibulerne i alle fire palæer for at skaffe plads.
Heldigvis var Harsdorff sig anlæggets kvaliteter bevidst, og hans forhøjelser af palæernes mellembygninger mellem hovedbygning og pavilloner blev udført i puds, så hans indgreb kunne skelnes fra Eigveds oprindelige sandstensfacader.
Først efter Påskekrisen i 1920 blev Amalienborg kongehusets permanente residens.
Ved Danmarks besættelse 9. april 1940 blev også Amalienborg kl. ca. 5:50 angrebet af tyske styrker, der var gået i land ved Langelinie. Vagthavende officer, kaptajn P.A.C. Henningsen beordrede garderne frem til Residenspalæet for at bekæmpe de fremrykkende tyske soldater. Senere blev kampene indstillet, og tyskerne besluttede sig for ikke at rykke ind på slottet. 3 gardere blev såret.
Under Operation Safari den 29. august 1943 blev Amalienborg derimod indtaget af tyske tropper. På slottet befandt sig en vagtstyrke bestående af 30 menige samt befalingsmænd. Om natten den 29. august kl. 4:05 anmodede en tysk oberst ledsaget af en løjtnant og 3 maskinpistolskytter om en samtale med H.K.H. Kronprinsen. Efter at de to tyske officerer havde forladt kronprinsen, gav kronprinsen instruktioner om, at der ikke skulle ydes modstand overfor en tysk besættelse af slottene. Angående afvæbningen gav kronprinsen ordre om, at våbnene skulle nedlægges, hvis anden ordning ikke kunne opnås ad forhandlingens vej. Kort efter ankom tyske soldater, i alt ca. 200 mand. Posterne inddroges og våbnene samledes udenfor vagten og overtoges af tyskerne, hvorefter vagtstyrken afmarcherede til kasernen og interneredes.
Fra 1993 har Amalienborg været kandidat til optagelse på UNESCO's verdensarvsliste.
Christian VII's Palæ eller Moltkes Palæ.
Christian VII's Palæ eller Moltkes Palæ er opført i årene 1750-54 for overhofmarskal Adam Gottlob Moltke efter tegninger af Eigtved. Tidens bedste håndværkere og kunstnere var medvirkende til byggeriet, herunder hofbilledhugger Johann Christoph Petzold, der stod for al udvendig sandstensudsmykning, samt hofsnedkerne Louis-Augustin Le Clerc, Dietrich Schäffer og stukkatøren Giovanni Battista Fossati, der fik kontrakt på udsmykningen i det indre. Resultatet blev et palæ af usædvanlig høj kvalitet, og riddersalen regnes blandt de fornemste rokokorum i Europa. Siden disse kunstneres indsats på Christiansborg gik tabt ved branden 1794, er Moltkes Palæ et af de få steder, hvor man kan forestille sig, hvordan gemakkerne på kongeslottet har set ud.
Eigtved døde i 1754, få måneder efter palæets indvielse, og Moltke erstattede ham med den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Han afsluttede de få udestående arbejder og indrettede en taffelsal i den nye louis seize-stil. I riddersalen fik han indfældet malerier af Louis Tocqué og François Boucher, der senere ankom til Danmark. De kompromitterde ikke Eigtveds grundidé. Taffelsalen rangerer som riddersalen blandt det ypperste i dansk arkitektur.
Harsdorff indrettede i 1770'erne grevinde Moltkes soveværelse i louis seize-stil.
Efter Christiansborg Slots brand i 1794 stod den danske kongefamilie uden tag over hovedet. Få dage efter blev Moltkes Palæ købt til Christian 7. og Schacks Palæ til Kronprins Frederik (6.). Arkitekt C.F. Harsdorff blev sat til at skabe logistisk forbindelse mellem palæerne. Begge palæer fik forhøjet mellembygningerne en etage for at afhjælpe pladsproblemerne, og de to palæer blev forbundet af kolonnaden med en løngang i første sals højde, båret af otte joniske søjler, der tillod passage af trafikken i Amaliegade.
For at skabe plads til hofstaben blev gulvet i vestibulen hævet og opdelt i tre kontorer. Palæet kaldtes nu "Christian VII's Palæ". Efter Christian 7.s død i 1808 anvendte Frederik 6. palæet til sin hofstab. Udenrigsministeriet benyttede dele af palæet i tidsrummet 1852-1885, men fra 1885 blev palæet udelukkende benyttet som gæste- og repræsentationspalæ. Der har dog i korte perioder været kongebolig, når istandsættelse af andre af residenspalæerne har gjort det nødvendigt. I 1971-75 var der indrettet en lille børnehave og siden skole for prinserne Frederik og Joachim i palæet.
Slots- og Ejendomsstyrelsen begyndte i 1982 en udvendig restaurering af palæet med total udskiftning af den nedslidte sandstensbeklædning. I 1993-96 foretog styrelsen en indvendig hovedrestaurering, hvor vestibulen blev genskabt og der atter kom tre døre i midtrisalitten mod slotspladsen. Restaureringen er i 1999 blevet tildelt medalje fra den europæiske bevaringsorganisation Europa Nostra.
Christian VIII's Palæ eller Levetzaus Palæ.
Christian VIII's Palæ eller Levetzaus Palæ, blev bygget for gehejmekonferensråd Christian Frederik von Levetzau i 1750-60. Efter hofbygmester Nicolai Eigtveds død i 1754 fuldførte Lauritz de Thurah loyalt byggeriet efter hans tegninger. Det færdige palæ var ikke kvalitativt på højde med Moltkes Palæ, for de økonomiske midler flød ikke lige så rigeligt. Levetzau døde i 1756, og palæet forblev i familiens eje (Stamhuset Restrup) indtil 1794.
Efter Christiansborg Slots brand i 1794 købte arveprins Frederik palæet. Ved salget betingede Levetzau-familien sig, at grevens våben aldrig måtte nedtages fra bygningen. Således prydes palæet fortsat af Levetzaus og hans hustru Sophie Rantzaus våben ved siden af Rigsvåbenet. Prinsen lod maleren og arkitekten Nicolai Abildgaard modernisere det i den nye empirestil. Da arveprinsen døde i 1805, overtog sønnen prins Christian Frederik både palæ og arkitekt. Abildgaard døde i 1809, og nyindretningen gik i stå.
I 1839 blev prins Christian Frederik konge under navnet Christian 8., og palæet kaldtes herefter Christian 8.'s Palæ. Kongen døde i 1848 og hans enkedronningen i 1881. Fra 1885 benyttede Udenrigsministeriet en del af palæet. I 1898 blev det indrettet som residens for kronprins Christian (10.) og prinsesse Alexandrine, og efter Christian 10.'s død i 1947 blev palæet stillet til rådighed for arveprins Knud.
I 1980'erne påbegyndte Slots- og Ejendomsstyrelsen en større restaurering af palæet. Der blev bl.a. indrettet bolig og repræsentationslokaler for kronprins Frederik. Der blev også indrettet depot for Dronningens Håndbibliotek og et nyt museum for den glücksborgske kongeslægt, Amalienborgmuseet.
Kronprins Frederik benytter i dag palæet til bolig og repræsentative formål.
Frederik VIII's Palæ eller Brockdorffs Palæ.
Frederik VIII's Palæ, eller Brockdorffs Palæ, blev bygget i 1750-60 for baron Joachim von Brockdorff under hofbygmester Nicolai Eigtveds ledelse. Efter arkitektens død i 1754 fuldførte generalbygmester Lauritz de Thurah også dette palæ. Bygherren døde allerede i 1763, og den rige Adam Gottlob Moltke i nabopalæet erhvervede bygningen. To år senere solgte han det til kong Frederik 5.
Fra 1767 fungerede palæet som Landkadetakademi. Under en ombygning sænkedes loftet i Riddersalen, der blev brugt til gymnastik. I 1788 blev landkadetterne skiftet ud med søkadetter, og efter Slaget på Reden i 1801 blev der behov for flere søkadetter. Pladsproblemet blev løst pragmatisk ved at forhøje palæets mellembygninger med en etage, som det var sket med de øvrige palæer nogle år forinden under Harsdorffs ledelse.
Kadetterne måtte rømme palæet, da Frederik 6. ønskede sin datter Vilhelmine og tronfølgeren prins Frederik (7.) bosat her efter deres bryllup. I 1827-28 foretog arkitekten Jørgen Hansen Koch en gennemgribende modernisering i empirestil. Fra ægteskabets opløsning i 1837 til kronprins Frederik (8.) indflytning i 1869 husede palæet skiftende medlemmer af kongefamilien. Kronprinsen blev konge i 1906, og palæet blev nu opkaldt efter ham. Han nåede kun at residere her som konge i seks år.
1935-36 blev bygningen istandsat af kgl. bygningsinspektør Thorvald Jørgensen til brug for tronfølgerparret kronprins Frederik (9.) og kronprinsesse Ingrid. Dronning Ingrid boede i palæet til sin død i november 2000.
I årene 2004-09 blev Frederik VIII's Palæ gennemgribende istandsat som bolig for kronprins Frederik og kronprinsesse Kronprinsesse Mary med tilhørende repræsentative lokaler og administrationslokaler for kronprinsens hof. Arkitekter for restaureringen, hvorved flere skjulte stuklofter kom for dagens lys, var kgl. bygningsinspektør Erik Einar Holms Tegnestue assisteret af Arkitema. Palæets repræsentative rum er udstyret med kunstværker af Kasper Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliasson, Erik A. Frandsen, Signe Guttormsen, Eske Kath, Tal R, Morten Schelde og Kathrine Ærtebjerg.
Christian IX's Palæ eller Schacks Palæ.
Christian IX's Palæ, hvor H.M. Dronningen residerer
Christian IX's Palæ eller Schacks Palæ blev påbegyndt i 1750 efter Nicolai Eigtveds projekt. Byggeriet blev efter hans død først ledet af arkitekterne Christian Joseph Zuber og senere af Philip de Lange. Omkring 1754 kom bygherren, gehejmekonferensråd Severin Løvenskiold, i pengenød, og grevinde Anna Sophie Schack overtog palæet med tanke for sin stedsønnesøn, Hans Schack. En brand kort tid efter forsinkede færdiggørelsen yderligere et par år.
Hans Schack blev i 1757 svigersøn til overhofmarskal Adam Gottlob Moltke. Det kom det langsommelige byggeri til gavn, idet svigerfaderen udlånte sine bedste kunsthåndværkere til færdiggørelsen af interiørerne. Forsinkelsen af byggeriet indebar desuden, at interiørerne blev mere præget af den nye stilart, louis seize, end de øvrige tre palæer.
Efter kongefamiliens køb af Moltkes og Schacks Palæer i 1794, blev de forbundne ved det omtalte kolonnade af Harsdorff, vestibulerne blev inddraget til værelser og mellembygningerne blev forhøjet.
Kronprinsen, der efter kuppet i 1784 havde regeret for sin syge far, blev konge som Frederik 6. i 1808. Efter hans død i 1839 og hans hustrus i 1852 blev palæet benyttet af blandt andre Højesteret og Udenrigsministeriet.
I 1863 blev palæet stillet til rådighed for Christian 9., kendt som "Europas svigerfar". Han boede her til sin død i 1906, hvorefter hjemmet stod urørt indtil en registrering af effekterne fandt sted i 1948. De indgår nu i Amalienborgmuseet.
I 1967 gennemgik palæet en fornem istandsættelse til tronfølgeren, kronprinsesse Margrethe, og prins Henrik. Regentparret benytter nu palæet som residenspalæ.
Amalienborg Slotsplads.
Amalienborg Slotsplads er navnet på den plads, der er indrammet af Amalienborgs fire palæer. Langs den sydøst-nordvestlige akse af pladsen er der frit udsyn mod nordvest Marmorkirken og mod sydøst Operahuset på den anden side af havneløbet.
I 1886 blev pladsens fortove og rytterstatuens omgivelser belagt med en italiensk-inspireret mosaikbelægning efter tegninger af Johan Daniel Herholdt. Belægningen omkring rytterstatuen blev fjernet ved statuens restaurering i 1998.
Amalienborg-aksen før og nu.
Amalienborg set fra toppen af Marmorkirken.
Amalienborg-aksen kaldes den monumentalakse, som begynder ved Frederikskirken og fortsætter forbi rytterstatuen af Frederik 5.. Han kigger mod kirkens kuppel. Kirken og de fire adelige palæer og Frederiksstadens borgerlige bebyggelse symboliserede samfundshierarkiet: den enevældige konge har sin magt fra Gud og distribuerede den videre via adelen og sit jordiske regimente. Dengang var der tømmerpladser ved havnen, og havnesiden var den uattraktive side, hvorfor de to palæer fjernest fra kirken, Brockdorffs og Schacks, var de mindst eftertragtede. Aksen havde sit forløb mellem kirken og rytterstatuen.
I nyere tid er aksens betydning blev ændret og forlænget mod Holmen ved opførelsen af Amaliehaven og Operaen på Holmen, der begge er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Det er sagt, at aksen nu forbinder kirken, kongehuset, handelen og kunsten (Gud, Kongehuset og Mærsk).
Opførelsen af Operaen har indvirket på oplevelsen af Amalienborg Slotsplads som pladsrum, idet operahuset allerede fra en position foran Marmorkirken og Bredgade opleves som et stort volumen, der danner baggrund for rytterstatuen, i stedet for den blå himmel. Der er delte meninger om den rumlige påvirkning af rokokoanlægget. Kritikere mener, at Operaen forklejner det elegante anlæg, og at Operaens designere har ignoreret den rumlige effekt ved byggeriets store skalaforhold. De hævder desuden, at imitationen af en arkitektonisk aksial model fra barokken er mislykket, utidssvarende og irrelevant, og at den forbigår modernismens indflydelse i det 20. århundrede. Tilhængerne mener, at Operaen og dens placering tilfører monumentalitet til byrummet og er i tråd med den arkitekturopfattelse, som har skabt Frederiksstaden.
Da Kurt Thorsen stadig var ejer af Dokøen, hvor Operaen blev bygget, projekterede han et boligbyggeri på grunden, hvor aksen skulle have været markeret af en portal. En sådan løsning ville til en vis grad have bevaret himlen som visuel indramning af rytterstatuen.
Azalea i Danmark.
a> ("Rhododendron luteum") er en af de mest brugte haveazaleaer.
Azalea er den danske betegnelse for visse arter af Rododendron. Begrebet anvendes både om løvfældende Rododendron-arter og om visse stedsegrønne arter (som egentlig burde kaldes Rododendron). Navneforbistringen skyldes den kendsgerning, at de stedsegrønne dværgrododendron, som kaldes "Azalea" i daglig tale, produceres af væksthusgartnere til stuebrug, mens de løvfældende Azaleaer produceres af planteskolegartnere til havebrug. De to gartnerbrancher har altså navngivet hver deres produkter enslydende.
Af de stedsegrønne, er kun en varietet fuld hårdfør, mens en kultivar er nogenlunde hårdfør.
Idaho.
Idaho (IPA:) er en delstat i USA, som blev optaget som USA's 43. delstat den 3. juli 1890. Idaho har ca. 1,5 mio. indbyggere, og delstatens hovedstad er Boise.
Historie.
Menneskelige beboelser, som muligvis er helt op til 14.500 år gamle, er fundet i Idaho. Udgravninger i 1959 i hulen Wilson Butte Cave tæt på Twin Falls førte til fundet af spor af menneskelig aktivitet, inkl. pilespidser, som er blandt de ældst-daterede fundne objekter i Nordamerika. Oprindelige amerikanere, som var fremherskende i området, omfattede bl.a. Nez Perce mod nord og Shoshone mod syd.
Området Idaho var som en del af Oregon Country krævet af både USA og Storbritannien, indtil USA opnåede rettighederne i 1846. Efterfølgende blev dele af den nuværende delstat en del af territorierne Oregon, Washington og Dakota indtil Idaho-territoriet, som omfattede det meste af det nuværende Idaho, Montana og Wyoming, blev dannet i 1863. De første organiserede samfund i det nuværende Idaho blev gundlagt i 1860.
Efter en periode med prøvelser om territoriets størrelse, en flytning af territoriets hovedstad fra Lewiston til Boise, fratagelsen af det store mormonske mindretals stemmeret, og et føderalt forsøg på at opdele territoriet mellem Washington-territoriet og delstaten Nevada, blev Idaho en delstat i USA i 1890. Delstatens økonomi, som primært havde været baseret på minedrift, skiftede til landbrug og turisme.
I de senere år har Idaho ændret sig fra at være et landbrugs- og turistområde til et centrum for videnskab og teknologi, der er blevet de vigtigste økonomiske sektorer, som skaber 25% af indkomsten og er større end landbrug, skovbrug og minedrift tilsammen.
Navnet Idaho.
Idahos navn er sandsynligvis opstået som resultatet af en hoax, den såkaldte "Idahoax". I de tidlige 1860'ere, da USAs Kongres overvejede at danne et nyt territorium i Rocky Mountains, foreslog lobbyisten George M. Willing navnet "Idaho", som han påstod stammede fra Shoshone-sproget med betydningen "solen kommer fra bjergene" eller "bjergenes ædelsten". Willing påstod senere, at han havde opdigtet navnet selv. Kongressen besluttede til sidst at navngive territoriet Colorado Territory, da det blev dannet i februar 1861.
Men navnet "Idaho" forsvandt ikke. I samme år, som Kongressen grundlagde Colorado Territory, blev et amt kaldet Idaho County dannet i det østlige Washington Territory. Amtet blev opkaldt efter et dampskib kaldet "Idaho", som var søsat på Columbia River i 1860. Det er uklart, hvorvidt skibet var navngivet før eller efter, Willings påstand blev afsløret. Ikke desto mindre blev en del af Washington Territory, inklusive Idaho County, i 1863 til Idaho Territory.
Politik.
Guvernøren sidder i en fire-årig periode og vælges ved midtvejsvalg. Den nuværende guvernør er republikaneren Clement Leroy Otter, som blev valgt i 2006. Medlemmerne af Idahos parlament vælges for en to-årig periode. Forsamlingen har været domineret af republikanerne siden slutningen af 1950'erne.
Ved præsidentvalg har Idaho i moderne tid været en støtte til republikanerne. Delstaten har ikke støttet en demokrat til USA's præsidentembede siden 1964, hvor Lyndon B. Johnson vandt staten marginalt. I 2004 vandt George W. Bush staten solidt med 68,4% af stemmerne og vandt 43 ud af 44 amter. Kun ét amt støttede demokraternes kandidat, John Kerry.
Begge Idahos senatorer i USA's Senat og begge Idahos medlemmer af Repræsentanternes Hus i Washington D.C. er republikanere.
Geografi.
Idaho grænser til delstaterne Washington, Oregon, Nevada, Utah, Montana og Wyoming. Delstatens internationale grænse mod den canadiske provins Britisk Columbia er 77 km lang.
Idaho har nogle af de mest uspolerede naturområder i USA. Det er en delstat ved Rocky Mountains med mange naturresurser og seværdige områder. Idaho har sneklædte bjergkæder, strømfald, rolige søer og stejle canyons. Snake River løber gennem Hells Canyon, som er dybere end Grand Canyon. Vandfaldene Shoshone Falls falder fra en højere højde end Niagara Falls. De vigtigste floder er Snake River, Clearwater River og Salmon River.
Idahos højeste punkt (3.862 m) er Borah Peak i bjergkæden Lost River Range, og det laveste punkt ligger i Lewiston, hvor Clearwater River møder Snake River og fortsætter ind i Washington.
Det sydlige Idaho syd for Salmon River ligger i tidszonen "mountain" og området nord for floden ligger i tidszonen "pacific". Der er én nationalpark i staten, Yellowstone National Park.
Klima.
Idahos klima har stor variation. Selv om delstaten ligger ca. 500 km fra Stillehavet, mærkes den maritime påvirkning i delstaten, især om vinteren, hvor skydække, fugtighed og nedbør er på sit højeste. Omvendt betyder påvirkningen også, at vintertemperaturerne er moderate i forhold til, hvad der er forventeligt for delstatens fortrinsvis højtliggende areal. Havets indvirkning på klimaet er mindst i den sydlige del af Idaho, hvor klimaet er mere kontinentalt, og nedbørsmønstrene ofte er omvendte med vådere somre og mere tørre vintre og sæsonudsving i temperaturerne mere ekstreme.
Somrene i Idaho kan være hede, selv om længere perioder med temperaturer op mod 38 °C er sjældne. Temperaturerne modereres dog af den lave relative fugtighed om sommeren og af kølige aftener, eftersom de største døgnudsving i temperaturer ofte indtræffer om sommeren. Vintrene kan være kolde, men længere perioder med ekstremt koldt vejr er sjældne.
Økonomi.
Idahos bruttodelstatsprodukt var i 2004 43,6 mia. USA, og den gennemsnitlige indkomst per indbygger 26.881 USD.
Idaho er en vigtig landbrugsstat, som producerer næsten en tredjedel af de dyrkede kartofler i USA. Andre væsentlige landbrugsprodukter er bønner, linser, sukkerroer, kvæg, mælkeprodukter, hvede og byg.
Væsentlige industrier i Idaho er fødevareforarbejdning, trævarer, maskiner, kemiske produkter, papirprodukter, elektonikfremstilling, sølv og anden minedrift samt turisme.
I dag er den største økonomiske sektor i Idaho videnskab og teknologi, som står for 25% af delstatens indtjening og 75% af dens eksport. Idahos industrielle økonomi er voksende med high-tech firmaer i front.
Siden 1970'erne har Boise udviklet sig til et centrum for fremstilling af halvledere. Byen er nu hjemsted for firmaet Micron Technology Inc., som er den eneste producent af DRAM-hukommelseschips i USA. Hewlett-Packard har haft en fabrik i Boise siden 1970'erne, der fremstiller laserprintere, og Dell har et større callcenter i Twin Falls.
Demografi.
I 2007 havde Idaho en befolkning på 1.499.402, hvilket var en stigning på 15,8% siden 2000 og en stigning på 48,93% siden 1990. Dette gør Idaho til den befolkningsmæssigt sjettehurtigst voksende delstat i USA efter Arizona, Nevada, Florida, Georgia og Utah. Fra 2004 til 2005 var Idaho den tredjehurtigst voksende delstat, kun overgået af Nevada og Arizona.
Især byen Nampa, delstatens næststørste by, har oplevet særlig hurtig vækst i de senere år. Byens befolkning voksede mellem 2000 og 2003 med 22,1% til et indbyggertal på 65.000.
De største ophav i staten er tysk-amerikanere (18,9%), engelsk-amerikanere (18,1%), irsk-amerikanere (10%), norsk-amerikanere (8,4%) og svensk-amerikanere (3,5%).
Religion.
En kirke i Idaho City
Som mange andre vestlige delstater i USA er procentandelen af befolkningen i Idaho, som ikke bekender sig til nogen religion, højere end det nationale gennemsnit.
Snar.
Snar (af oldnordisk "snarr") er et ældre dansk ord for hurtig. Heraf kommer ord som "snarrådig" (= hurtigttænkende, resolut) og "snart" (= med det samme).
Drage (snorholdt).
En drage er et menneskeskabt flyvende objekt i snor(e) båret af vinden. Bruges normalt som legetøj eller fritidsbeskæftigelse, men er undertiden set anvendt til videnskabelige formål (som at løfte måleinstrumenter til vejrs eller opfange lyn (hvilket naturligvis er livsfarligt)).
Større modeller kan bruges til kitesurfing, hvor en person, der står på et surfbræt, lader sig trække hen over vandet i lighed med at stå på vandski.
I Danmark afholdes der dragefestival bl.a. på Møn, hvor der kommer deltagere fra både indland og udland..
Columbus-æg.
Columbus-ægget er et udtryk som anvendes om en simpel løsning på et indviklet problem.
Efter sigende skulle udtrykket være opstået i et selskab som Christoffer Columbus deltog i, hvor man ikke syntes hans opdagelse af Amerika var noget særligt, og i øvrigt mente at enhver kunne have gjort det samme. Han opfordrede de tilstedeværende til, at få et æg til at stå. Da dette ikke lykkedes, bankede han det herefter en smule fladt i den ene ende og fik ægget til at stå. Symbolikken heraf var, at udførelsen ikke var noget særligt, men det blot gjaldt om at få idéen.
Treårskrigen.
Treårskrigen eller 1. Slesvigske krig er en krig, der i Tyskland også er kendt som den Slesvig-Holstenske krig, fra 1848-1850. Det var en dansk-tysk krig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.
De tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, det vil sige at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).
Krigen var en borgerkrig: den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regerings. Samtidig var den en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.
Baggrund.
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (siden 1814 også Lauenburg) var siden middelalderen i personalunion med Danmark, idet den danske konge herskede over de tre hertugdømmer. Hertugdømmerne og Kongeriget dannede helstaten. Alle enhederne styredes fra København, hvor administrationen var adskilt i det danske kancelli (med dansk forvaltningssprog for kongeriget) og det tyske kancelli (med tysk forvaltningssprog for hertugdømmerne). Slesvig var et kongeligt dansk len, hvorimod Holsten og Lauenburg var tyske len og medlemmer af det Tyske Forbund. Den danske konge repræsenterede således disse to tyske hertugdømmer i det Tyske Forbund, mens Slesvig og Danmark ikke var medlemmer. Statsretsligt var Holsten og Lauenburg ikke en del af Danmark.
Historisk.
Slesvig (Sønderjylland) blev tidligt i middelalderen forandret fra en dansk grænseegn til et hertugdømme. Hertugdømmet Slesvig havde i middelalderen været sprogligt og kulturelt dansk omtrent ned til Ejderen, Trenen og Dannevirke. I de følgende århundreder stredes de danske konger og de tyske lensmænd om magten i hertugdømmerne, men der var tale om en politisk, ikke en kulturel strid. Slesvig blev administreret overvejende på tysk, der efterhånden blev kultursproget og prægede regionen i stadig større grad, mens dansk (sønderjysk) mest var bøndernes sprog. Så længe statsmagten lå fast i kongens hænder, gav det ikke de store modsætninger, men da befolkningen krævede medindflydelse, viste det sig at danske og tyske i Slesvig havde forskellige interesser.
Nationale modsætninger.
I 1840'erne krævede nationalliberale bevægelser i hele Europa oprettelse af nationale stater med frie forfatninger. I Slesvig og Holsten var borgerskabet præget af tysk sprog og kultur, og det havde længe opfattet Slesvig og Holsten som en tysk del af den danske konges rige. Den rådgivende stænderforsamling for Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og der kom et stigende krav om en selvstændig slesvig-holstensk stat. Først tænkt som et land i personalunion med Danmark, altså med fælles konge. Senere krævede de tysksindede Slesvigs optagelse i det tyske forbund og dermed en total løsrivelse fra Danmark, der i flere århundreder havde haft overhøjheden over området.
I Danmark var der to politiske lejre: de samlede sig om den konservative helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik. Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Helstatsfolkene lagde vægt på statens sammenhæng, men deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der rent faktisk var opstået. Ejderfolkene ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt og fortsatte som medlem af det tyske forbund, mens Slesvig skulle forblive en del af kongeriget Danmark. Derved ville grænsen gå ved Ejderen, som i middelalderen havde været Danmarks principielle sydgrænse, om end den var uden praktisk betydning i de mange århundreder, hvor Holsten og Slesvig blev administreret sammen.
Økonomi.
Slesvig og Holsten var bedre udviklet og mere velstående end kongeriget Danmark. Hertugdømmerne udgjorde 2/5 af rigets befolkning, men finansierede 3/5 af statsudgifterne. Mange i den fremadstræbende middelklasse så deres fordel ved at blive knyttet til det tyske område. Danmark var endnu præget af fattigdommen efter statsbankerotten i 1813 og havde kun lidt industrialisering, et tilbagestående landbrug osv. Befolkningen i hertugdømmerne, også i Slesvig, så traditionelt set ned på de fattige "jyder" i nord.
Optakt til krigen.
Kampen om Slesvigs status spidsede for alvor til da revolutionen fra Frankrig i februar 1848 spredte sig i Europa. I marts 1848 dannede kong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte martsministeriet under ledelse af A.W. Moltke, med det formål at lave en demokratisk grundlov for Danmark. Dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte afledt af det slesvigske spørgsmål, da en repræsentant for de tysksindende slesvigske og holstenske stænderforsamlinger den 18. marts mødte op i København med et krav om løsrivelse af hertugdømmerne. I København betød det, at nationalliberale Ejderfolk kunne fjerne en del af kongens helstatsfolk fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Den nye regering sendte den 24. marts deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om, at den ville tillade en holstensk løsrivelse fra riget, men at Slesvig stadigvæk skulle høre sammen med Danmark.
Den provisoriske regering i Kiel.
I mellemtiden sagde rygtet i Kiel at kongen var taget til fange af "pøbelen" i København. Centrale personer i den tyske, slesvig-holstenske bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af de to hertugdømmer. Den 23. marts 1848 udråbte tyske embedsmænd, officerer og borgere en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel. Officielt blev den provisoriske regering oprettet som en konsekvens af udviklingen i København, da den påberåbte sig at repræsentere kongemagten, så længe kongen ikke havde handlefrihed. Der er ikke tvivl om, at oprørsregeringen i praksis ville indlemme Slesvig og dermed hele det slesvig-holstenske område i det tyske forbund, noget som den danske regering og konge aldrig ville tillade.
Der findes to historiske tolkninger af omstændighederne. Enten spillede forvirring og dårlig kommunikation virkelig den afgørende rolle, sådan at man i Kiel troede at revolutionen var brudt ud i København. Eller også blev rygterne et påskud, der gjorde det muligt for oprørerne at udnytte situationen med et skær af legitimitet og få den folkelige opbakning.
Næste morgen, den 24. marts, udsendte den provisoriske regering en proklamation, der krævede Slesvig og Holsten sluttet sammen til én stat i personalunion med kongeriget Danmark. Den provisoriske regering erklærede det for sin opgave at forsvare hertugdømmerne og hertugen (kongen) mod overgreb. Budskabet var klart ikke-revolutionært. Det medvirkende til at oprørsregeringen blev anerkendt som legitim af fleste statsembedsmænd og næsten alle købstæder i hertugdømmerne i løbet af den næste tid.
Oprørsregeringen i Kiel forventede at regeringen i København ville bekæmpe den med magt. Den opbyggede hurtigt en aktionsduelig hær: Det om at sikre fæstningen Rendsborg, den stærkeste militære garnison i den danske helstat med et stort våbenarsenal.
Erobringen af Rendsborg.
Jægere under fremrykning. 1848-1851. Malet af Niels Simonsen, 1851
Samme morgen, den 24. marts kørte det ordinære tog fra Kiel over Neumünster til Rendsborg med soldaterne fra garnisonen i Kiel og 50 frivillige under kommando af den provisoriske regerings krigsminister, Frederik af Nør. Han var bror til hertugen af Augustenborg, som håbede på at blive regent af Danmark og hertugdømmerne efter den barnløse Frederik den VII. Dette blev imidlertid forpurret ved det såkaldte åbne brev af 1846, der fastlagde arvefølgen i Danmark og hertugdømmerne.
Den nyanlagte jernbane fra Neumünster til Rendsborg gik uheldigvis ind igennem fæstningens yderværker. Prinsen af Nør og hans folk kunne derfor køre med toget direkte ind fæstningen, hvor de hurtigt besatte hovedvagten og andre vigtige punkter. Ved at ringe med brandklokken fik de samlet soldaterne - ubevæbnede - på fæstningens paradeplads. Prinsen af Nør, som var i dansk generalsuniform, holdt en tale, hvori han anførte, at han og den provisoriske regering i Kiel havde overtaget regeringsmagten i hertugdømmerne, fordi hertugdømmernes retmæssige regent, kongen i København, var holdt fanget af den københavnske pøbel. Officerer og soldater, som ønskede at rejse til Danmark, fik fri afmarch. De fleste officerer valgte at rejse mod nord, mens langt hovedparten af menige og underofficerer gik over til den slesvig-holstenske hær.
Regeringen i Kiel havde ingen flådefartøjer af militær værdi, så Danmark kunne regne med overherredømmet til søs.
Krigens forløb.
Efter overrumplingen af Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper mod nord, men de blev slået tilbage den 9. april i slaget ved Bov. Deres rester flygtede tilbage til fæstningen i Rendsborg. Den danske hær fik kontrol over Slesvig ned til Ejderen.
Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger påskedag den 23. april 1848. Trods modstand lykkedes det ikke de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til Als. Fra Als foretog Hedemann og F. A. Schleppegrell et angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget. Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.
Det følgende år blev våbenstilstanden opsagt fra dansk side, og krigen blev genoptaget. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding, og de tyske forbundstropper besatte området til Århus. General Olaf Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forblev på Als.
I Fredericia var en styrke på 19.000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 oprørske slesvig-holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als. Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en dansk sejr og general Ryes død. Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.
Preussen sluttede våbentilstand med Danmark den 10. juni 1849. Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin.
De slesvig-holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under Slaget på Isted Hede kæmpede ca. 36.000 danske soldater mod 26.000 slesvig-holstenere. Da slaget sluttede 12 timer senere var der 3.798 døde og sårede på den danske og 2.828 på den slesvig-holstenske side. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.
I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de slesvig-holstenske tropper angreb Frederiksstad. Byen blev svært ødelagt, men angrebet var en fiasko.
Krigens afslutning.
Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne England, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen London-protokollen, der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten blev fortsat garanteret. Men hertugdømmerne måtte hverken sluttes sammen med Danmark eller med hinanden. Først efter udstedelsen af London-protokollen kunne de civile myndigheder i den danske helstat genoptage kontrollen over hertugdømmerne.
Rød.
Rød er en farve. Rødt lys har en bølgelængde på ca. 700nm.
Symbolik.
Inden for kristendommen hentyder farven til Kristi lidelse og Helligåndens ild. I kirken bruges den som liturgisk farve i pinsen og anden juledag. Rødt i forbindelse med korset symboliserer Jesus blod.
Rød kan også symbolisere Satan og Helvedet.
Af Israels tolv stammer er rød tilknyttet Juda og Ruben.
Det er kardinalernes farve i Vatikanet, og inden for den katolske kirke symboliserer rødt martyrernes blod.
De indiske modergudinder repræsenteredes ved rødt. I Egypten blev rød sat i forbindelse med guden Seth (kaos) og den fjendtlige Apophis slange. Hos mayafolket forestillede den øst, hos højlandsfolket i det gamle Mexico.
I Kina var det den hellige, livgivende farve.
I alkymien forbindes rødt med hvidt som et modsætningspar, og symboliserer det materielle princip Sulphur, det brændende.
Stjernetegnet vædderens farve er rød
Uden kontekst.
Rød forbindes med blod, hjerte, liv, lidenskab, stærke følelser, varme, hede, ild, opofrelse og fare. Den står for aggressivitet og vitalitet.
Det er kærlighedens farve, men også hadets og raseriets. Det er kampens, krigens og dermed også militærets farve. Romerne brugte rød som symbol for magten, kejseren, adelen og krigerne. Farven er tilknyttet krigsguden Mars. Den kan symbolisere revolution, socialisme, kommunisme (røde faner).
I oldtiden mente man at rødt beskyttede mod farer.
Rod-chakraets farve er rød, og står for jordforbindelsen, det fysiske fundament og den fysiske krop. I drømme kan den røde farve fortælle nogen om følelses-funktionen.
Rød er også i naturens sammenhæng et udtryk for fare og advarsel. I kombination med gul og sort er dette især hos dyr et udtryk for giftighed.
Trivia.
Inden for politik er rød farven for socialisme og kommunisme.
I trafikken betyder det stop, røde lygter betyder optaget.
Tv-serie.
En tv-serie er en række sammenhængende tv-programmer. En tv-serie består af sæsoner, der igen består af afsnit. Afsnit og sæsoner kan have en sammenkædet handling, såvel som de alle kan være handlingsmæssigt separeret. Tv-serier optager sammen med nyhedsudsendelser og film en betydelig del af mange tv-stationers sendeflade. På mange kanaler er serier suppleret med reklamer før, under og efter udsendelsen, og derfor er seertallet afgørende for en series overlevelse.
Genrer.
Almindeligvis bruges begrebet tv-serie om forskellige fiktionsgenrer som dramaserier, sæbeoperaer, sitcoms eller mini-serier, men serieformen er generelt meget udbredt inden for tv-mediet. Serieformatet benyttes således også til mange faktaprogrammer, nyhedsudsendelser, talkshows etc., omend disse genrer i daglig tale normalt ikke betegnes som tv-serier.
Ofte spænder en tv-serie over flere kategorier, og kan derfor tage navn efter begge. For eksempel en "dokusoap" eller en "kriminaldokumentar".
Format.
Amerikanske tv-serie-afsnit er typisk omkring 22 minutter for sit-coms og 42-43 minutter for dramaserier, eller hhv. en halv og en hel time inkl. reklamer. Tv-serier udvikler med tiden er særligt kendetegnende format, der vil være gennemgående for majoriteten af seriens afsnit. Der kan være tale om tidspunktet for hvornår titelskærmen præsenteres, eller en særlig skabelon for hvordan historien fortælles. "Alias" markerede sig eksempelvis ved at have en titelskærm, der kom meget sent i afsnittet. Af og til tæt på 20 minutter var gået af afsnittet. Til sammenligning er eksempelvis "The Simpsons" stortset altid i begyndelsen af episoden. Mange sit-coms åbner desuden med en kort introduktion på godt et minut, inden titelskærmen. Sådan er det blandt andet set i "Kongen af Queens" og "Two and a Half Men".
Produktion.
CBS Columbia Square-bygningen i Hollywood. CBS er en af de største tv-kanaler i USA.Den almindelige, amerikanske model for udvikling af en tv-serie starter med at skaberen eller skaberne, udvikler konceptet, figurerne og eventuelt skriver et screenplay til pilotafsnittet. Han/hun finder også holdet og skuespillerne. Herefter udbydes det til diverse tv-selskaber, for at finde en der er interesseret i at bestille en prototype ("pilot"). Pilotafsnittet er ikke nødvendigivis det første afsnit der sendes i tv.
For overhovedet at fremstille pilotafsnittet skal hele seriens struktur og team sammensættes og fungerer. Hvis selskabet finder piloten brugbar, accepterer de at sende den i en af deres kommende sæsoner. Det kan ske at de forespørger omskrivninger eller helt dropper serien, hvilket vil påkræve skaberen/skaberne at forsøge at sælge det til andre selskaber. Mange serier når aldrig udover pilotstadiet.
Et typisk filmsæt med bluescreen.Hvis serien får grønt lys ansættes en stab af forfattere, og tv-kanalen vil bestille et givent antal afsnit af serien. Undervejs kan kanalen vælge at fornye bestillingen med flere afsnit og sæsoner. Skuffer serien derimod, målt på seertal, kan stationen vælge at tage den af sendefladen, ofte også medførende en komplet nedlukning af serien. Det er dog ikke uset at protester fra eksisterende fanskare er så stor, at en serie genåbnes efter nedlukning, som det eksempelvis var tilfældet med "Jericho".
Det er en almen misforståelse, at tro at afsnittene af en tv-serie laves på kun en uge. Ofte er et afsnit påbegyndt mange måneder før det udsendes i tv, og det er ganske normalt at afsnit på forskellige stadier produceres simultant, for at overholde deadlines.
Produktionen af tv-serier varierer fra land til land.
Broadcasting.
Broadcastingstation nær Lille i Frankrig.Udsendelse af en tv-series afsnit sker typisk med en uges mellemrum, omend der er af forskellige grund kan være korte, såvel som lange, pauser imellem. Tv-serier opdeles i sæsoner, derigen opdeles i afsnit. Antallet af afsnit i en sæson kan variere, men består i USA typisk af 6 til 22 afsnit.
Et afsnits succes måles på en såkaldt Nielsen Rating-system.
Amerikansk tv.
"Wisteria Lane" fra "Desperate Housewives" - En af 2000'ernes mest succesfulde serier.
Meget amerikansk tv produceres i Hollywood, eller med tilknytning dertil. "X-Files" og "Beverly Hills 90210" var blandt 1990'ernes mest populære serier fra Hollywood, mens "The Simpsons" er en af de animerede serier der har kørt længst. Blandt 2000'ernes mest sete serier på verdensplan er "C.S.I." og ', men også "The 4400", "24 Timer", "Heroes" og NCIS oplevede mærkbar succes.
Siden "Hvem vil være millionær?" fra omkring årtusindskiftet oplevede ABC ikke betydlig succes, noget der først vendte for dem da J.J. Abrams og Damon Lindelof i 2004 skabte "Lost", og yderligere da netværket kort tid efter introducerede "Desperate Housewives". Begge serier der blev succes på verdensplan, og placerede sig blandt de mest sete serier i verden. I 2005 tilføjede ABC "Grey's Anatomy" til sendefladen.
I 2007 og 2008 opstod en strejke mellem Alliance of Motion Picture and Television Producers og Writers Guild of America - konsekvensen var adskillige seriers aflysning, og de overlevende fik en pausering. Strejken havde angiveligt omkostninger for over en milliard dollars.
Filmatisering.
Det er ikke uset at succesfulde tv-serier enten under eller efter seriens originale sendeperiode, får tilknyttet en fuldlænge film til sit franchise. En af længere ventede film var "The Simpsons Movie" fra 2007, men også "Sex and the City" tilegnede sig stor opmærksomhed med sin filmpremiere i 2008.
Film og filmserier suppleres af og til også med en eller sågar flere tv-serier, som det eksempelvis er set med "Star Wars"-franchiset.
"One Tree Hill" var oprindeligt tiltænkt som værende en spillefilm, men det blev senere besluttet at lave en serie i stedet.
Drage (krybdyr).
Nogle dyr fra krybdyrs famillien kaldes drager. En af dem "Draco volans" er et firben kan svæveflyve.
Sødrage (Phyllopteryx).
En sødrage ("Phyllopteryx taeniolatus") er en fisk, der lever i saltvand ved Australiens kyst. Den er beslægtet med søhesten og er den eneste art af slægten Phyllopteryx. Fiskene lever i vand på 3-50 meters dybde ved Australiens sydkyst og omkring Tasmanien. På engelsk kaldes de "weedy sea dragon" på grund af deres ukrudtsagtige udvækster på kroppen, der bruges som camouflage, når de bevæger sig rundt mellem det søgræs, hvori de lever. De kan blive op til 45 cm lange og lever af mikroskopiske krebsdyr og andet plankton, som de suger i sig med deres rørlignende snude.
En anden slægtning til denne fisk kaldes på dansk også sødrage (Phycodurus eques). I National Geographics udgave for november 2006 hævdes det, at de to arter tilhører samme slægt og er kommet til at se forskellige ud på grund af deres forskellige levesteder.
To akvarier, i henholdsvis Long Beach, Californien, og Melbourne, Australien, har som de eneste med held fået sødragen til at yngle i fangenskab.
Sødragen er marineemblem for staten Victoria.
Drage (kinesisk).
Kinesisk drage fra det 19. århundrede
En kinesisk drage (龍, i pinyin: "lóng" eller 龙, som er et nutidigt tegn) også kendt som "kinesisk lung" er et mytologisk væsen der ligner en slange med løvehoved. Er god, et lykkedyr.
I Asien er den et symbol for magt og anvendes som emblem af kejserlige familier.
Kineserne har altid forbundet Dragen med ædelmodighed, legemlig styrke og succes.
Kongelige værdighedstegn viser især i Manchu-dynastiet (1644-1912) ofte dragebilleder.
Traditionelt var de kinesiske drager også forbundet med forårets frugtbare regn. Således kom dragen til at symbolisere regn og oversvømmelse, og man mente, at den levede i dybe søer og floder.
Den kinesiske drage ligger langt fra det ildsprudende uhyre, der er de vestlige legenders drage. Tværtimod er den kinesiske drage et af de fire menneskekærlige, åndelige dyr (de andre er enhjørningen, fugl fønix og skildpadden), og kineserne betragter dette ædle og stolte dyr som deres vigtigste symbol på lykke og held.
Salt.
Ionerne i en del salte er vigtige for kroppen, og flere salttyper bliver brugt til madlavning.
I daglig tale anvendes ordet "salt" normalt om et bestemt medlem af denne kemiske gruppe, nemlig natriumchlorid.
Man må højst få mellem 6-8 gram Natriumchlorid om dagen.
Salt i kemien.
Et salt er en kemisk forbindelse mellem to eller flere ioner, ofte en positivt ladet metalion (kation) og en negativt ladet, ikke metallisk ion (anion).
Anioner er ofte sammensat af flere atomer, f.eks.
Enkelte kationer er også sammensat af flere atomer, f.eks. ammonium NH4+.
Salte er hovedsagelig uorganiske forbindelser, som kan dannes ved neutralisering af en syre med en base eller ved en reaktion mellem en syre og et metal.
Navngivning.
Et salt er sammensat af et metal og en syrerest. Salte navngives efter de ioner, de indeholder. Navnet dannes ud fra kationen efterfulgt af anionen. Metallets navn bliver benyttet for metalioner. Kationer som NH4+ (ammonium) har deres eget navn.
Egenskaber.
fx gul - (natrium chromat),
Rene krystaller af nogle salte er farveløse. At mange salte ser hvide ud, skyldes urenheder og lysets brydning.
Nogle ioner er farvede og er med til at farve saltet; eksempelvis er kobbersalte blå eller grønne, og permanganationer er med til at give kaliumpermanganat den meget kraftige mørklilla farve.
Salte kan være giftige, selv natriumchlorid er giftig i større mængder.
Salte har som regel et højt smeltepunkt og kogepunkt.
Når salte opløses i vand, deler de sig i de frie ioner, de er dannet af.
Tilstedeværelsen af frie ioner gør saltopløsninger ledende for elektrisk strøm; i smeltede salte er der også frie ioner, så de er også elektrisk ledende.
Opløseligheden varierer meget mellem forskellige typer salte. Natriumchlorid er letopløseligt i vand, mens sølvchlorid er næsten helt uopløseligt. Generelt er salte indeholdende alkalimetaller og nitrater letopløselige.
I mættede opløsninger er der kemisk ligevægt mellem ionerne i opløsningen og ikke opløste saltkrystaller.
Salte kan være neutrale, sure eller basiske, afhængig af hvilke ioner de indeholder.
Salte af en stærk syre og en stærk base er neutrale. Salte af en svag syre og en stærk base er ofte basiske. Det er, fordi en ion som er den korresponderende base til en svag syre, er basisk.
Rene salte er som regel lugtfrie.
Krystaller af salte er sjældent særligt hårde.
Alexander Graham Bell.
Alexander Graham Bell (3. marts 1847 - 2. august 1922). Bell var oprindelig døvelærer og fysiolog, og det var under et forsøg med apparater til døveundervisningen, han opfandt telefonen i 1876. Telefonen er dog ikke opfundet af Alexander Graham Bell, men af italieneren Antonio Meucci i 1860.
Den skotsk-amerikanske opfinder blev født i Edinburgh i Skotland. Han grundlagde Bell Telephone Company i juli 1877, som senere blev til American Telephone and Telegraph Company (AT&T).
Bell opfandt blandt andet telefonen, som han ansøgte patent på den 14. februar 1876 og demonstrerede første gang den 25. juni samme år på en messe for hundredeårs-jubilæet for USA's uafhængighed. Den 11. juni 2002 blev denne anerkendelse dog frataget Bell af USA's kongres, der officielt anerkendte Antonio Meucci som opfinder af telefonen.
Ingeniører fra Bell Telephone Laboratory havde i deres arbejde defineret en "transmissionsenhed", der er en enhed til beregning af forholdet mellem effektniveauer. I året efter Bells død omdøbte de enheden til en bel (symbolet B). Af praktiske grunde anvendes enheden decibel (dB), der er en tiendedel bel.
Telefon.
En telefon er et elektrisk apparat til overføring af samtale over afstande. I den første telefonbog for København, udgivet i 1881, var der kun 64 abonnenter. Men i 1899 var tallet 9.687 og i 1992 840.546. Det var en sensation, da man første gang kunne ringe til udlandet - skulle man ringe til Sverige fra sin egen telefon, måtte man levere en skriftlig ansøgning med underskrift af to kautionister.
Historie.
Den oprindelige type af telefoner var, hvad man i dag ville kalde analoge fastnettelefoner.
Alexander Graham Bell regnes af mange som telefonens opfinder, da han byggede sin udgave i 1876. Andre regner Philipp Reis som opfinder i 1860, men hans opfindelse regnes nu for en forløber for Bells udgave.
Den amerikanske kongres anerkendte den 15. juni 2002 Antonio Meucci som den officielle opfinder af telefonen, men hvem der egentlig opfandt telefonen er fortsat til diskussion. På den tid arbejdede mange opfindere med forskellige ideer, og deres forskellige opfindelser inspirerede andre opfindere, der så videreudviklede dem.
M-telefoner.
De første telefoner var de såkaldte magnetotelefoner, ofte kaldet M-telefoner, som var kendetegnet ved at telefonen skulle have sit eget batteri indbygget. Derfor blev de også kaldt lokalbatteri-telefoner. Som konsekvens var telefonledningen uden spænding når der ikke blev ført samtale hvilket mindskede kravene til ledningernes kvalitet. Magnetotelefonens betjeningsdele bestod af en mikrofon, et hørestykke (hængende på en krog eller i en 'gaffel') og et håndsving til en lille generator. Senere blev mikrofon og 'telefon' sammenbygget til den mikrotelefon, vi alle kender som telefonrøret eller 'knoglen'. Dette besynderlige kælenavn fik den, da den første helstøbte telefon af bakelit kom frem. Telefonrøret lignede en sort knogle, hvorfor den også fik navnet 'en negerknogle'.
Opkald med en magnetotelefon.
Ved opkald drejede den kaldende abonnent (kaldet A-abonnenten) på håndsvinget, så generatoren sendte en strøm gennem telefonlinjen til centralen, hvor den bevirkede at en lille klap faldt ned ved ens nummer i centralbordet. Så kunne telefonistinden se, hvem der havde kaldt centralen. Samtidig lød et lille signal for at henlede opmærksomheden på opkaldet.
Derefter løftede man hørestykket, så kontakten i dens fjederbelastede krog/gaffel kunne skifte linjen om fra generatoren til mikrofon og hørestykke. Når telefonistinden på centralen så fik koblet sit eget hovedsæt og mikrofon på linjen, kunne man tale med hende og bede om at blive koblet til den abonnent man ville tale med (hørte denne ind under en anden central, bad man om denne central og blev stillet videre).
Telefonistinden lagde så en ringespænding på den kaldte abonnents (B-abonnentens) linje, så hans telefon ringede, og når han så tog røret af gaflen (der koblede klokken fra) etablerede telefonistinden så kontakt mellem de 2 linjer så man kunne tale sammen. Hun lukkede så klappen foran nummeret på centralbordet. Hvis B-abonnenten ikke var en lokal abonnent, måtte telefonistinden først kontakte B-abonnentens central og bede om at få stillet forbindelsen videre igennem. På den måde kunne et opkald involvere adskillige telefonistinder på forskellige centraler.
Når samtalen så var forbi, 'ringede man af' ved at hænge røret på plads og dreje håndsvinget. Klappen faldt så ned så telefonistinden kunne se at samtalen var ovre, så hun kunne fjerne sine mellemledninger.
I Danmark var magnetocentraler i brug fra telefonens barndom og indtil begyndelsen af 1970'erne hvor automatiske systemer tog over.
D og F-telefoner.
D/F-telefoner er i modsætning til M-telefonen ikke forsynet med sit eget batteri, men fik derimod strøm fra centralen via telefonledningen. Systemet kaldtes derfor også centralbatteri-systemet. Teknisk set var D og F-telefoner ens indrettet; forskellen var relateret til centraltypen og for brugeren var det kun betjeningen der adskilte de to telefontyper.
Den mest synlige forskel fra M-telefonen til D/F-telefoner var indførslen af nummerskiven, som abonnenten brugte til at dreje nummeret ved opkald, samt at generatorhåndsvinget var forsvundet.
Virkemåde med D-centraler.
Når man ville foretage et opkald fra en D/F-telefon, var det nok blot at løfte røret. Centralbatteriprincippet gjorde nemlig, at det ikke længere var nødvendigt med en ringegenerator.
D'et stod for "demi-automatisk" og det betød at en kaldende abonnent (A-abonnenten) kunne dreje sig frem til den central som den kaldte abonnent (B-abonnenten) hørte til. Her fik man så fat i en telefonistinde som kunne oprette forbindelsen. I forhold til M-systemet kunne der altså spares telefonisttid i de tilfælde hvor B-abonnenten ikke var lokal.
Når samtalen var forbi, lagde man røret på igen, og det fik en lampe til at tændes ved telefonistens omstillingsbord som angav at forbindelsen kunne nedtages.
D-centralerne begyndte at blive indført i Københavns-området i 1930'erne, og de sidste forsvandt først midt i 1970'erne.
Virkemåde med F-centraler.
F-centralerne var de næste skridt, og F står her for "fuldautomatisk". Nu kunne A-abonnenten ringe direkte til en B-abonnent uden overhovedet at involvere en telefonistinde. Det gjaldt dog kun i de tilfælde, hvor begge abonnenter var tilkoblet en F-central; der skulle stadig bruges telefonistassistance, hvis der skulle ringes fra en F-central til en D- eller en M-central. F-systemet begyndte for alvor at blive indført i begyndelsen af 1960'erne.
Nummerskiven er siden blevet erstattet af trykknapper, og her er pulserne erstattet af et såkaldt DTMF-tonesystem som sender cifrene til centralen som tonepar.
Trykknappernes layout.
Den internationale standard for trykknap-layout på telefoner er med de lave tal øverst, men i Danmark brugte man i en periode et layout, der svarer til regnemaskinernes (som på computerens numeriske tastatur).
Udviklingen af nye telefontyper.
Telefonapparaterne har udviklet sig sammen med resten af telesystemet så nye teknologier naturligt har fulgtes ad i forskellige grene af nettet.
Digitaliseringen blev trukket helt ud til abonnenten ved indførslen af ISDN. Telefoner til denne forbindelsestype minder i sin brug om andre fastnettelefoner, men er teknisk set ganske anderledes. Talen bliver digitaliseret i telefonen og digitaliseringen har også erstattet den traditionelle brug af toner og pulser til opkaldsstyring (signallering), hvilket har lettet adgangen til en mængde ekstra tjenester. Teknikere bruger i øvrigt normalt betegnelsen "terminal" i stedet for "telefon" inden for ISDN.
Udviklingen af mobiltelefoni har også frembragt helt nye telefontyper som udmærker sig ved at være flytbare. De tidlige mobiltelefoner var store og tunge, men er for længst skrumpet til lommeformat. Ligesom fastnettelefoner har systemerne udviklet sig fra analoge typer (som f.eks. det nordiske NMT-system) til digitale typer (som f.eks. det europæiske GSM-system).
Drage (fabeldyr).
a> i kamp med dragen" (Dragen er lille fordi den blev overvundet, af en STOR helt)
En drage er et fabeldyr i europæiske eventyr. De fremstilles som regel som onde, og de må bekæmpes med list eller i åben kamp. Drager er meget stærke og farlige. Kan ofte spy ild og flyve. Belønningen for drabet på dragen er i nogle historier en skat den ruger over. I andre historier (ofte eventyr) er der en prinsesse, der skal reddes.
Sankt Georg skal ifølge overleveringen have reddet en by fra en drage, der åd får og i mangel af får, jomfruer. Sankt Georg kommer netop som dragen skal fodres med en prinsesse. Han dræber dragen med et enkelt stød af sin lanse. Som belønning giver kongen ham prinsessen og det halve kongerige, men Georg siger "nej" for man skal ikke have belønning for at hjælpe andre.
Drager kaldes nogle gange også ved deres nordisk mytologiske navn Orm, eller Lindorm. I sagnet om Sigurd Fafnersbane er Fafner en ond drage, der spyr gift. Sigurd må bruge både list og styrke for at besejre den og vinde skatten og pigen, der begge bevogtes af dragen.
I den nordiske mytologi ligger dragen Nidhug og gnaver af verdenstræet Ask Yggdrasils rødder. Tolkien har drager i sine historier - f.eks. dragen "Smaug", der vogter en storslået skat i historien om "Hobbitten". Astrid Lindgren har skrevet om den frygtelige drage kaldet "Katla" i historien om "Brødrene Løvehjerte".
I Harry Potter-bøgerne af J.K. Rowling,optræder der i øvrigt også drager.
Fynske livregiments våbenmærke var en lindorm. Som historien er blevet berettet for de værnepligtige i tidens løb, er den lindorm der indgår i regimentetsmærket bosiddende i Langesø på Fyn.
I den virkelige verden findes der ikke drager. Men Komodovaranen kommer tæt på. Det er verdens største nulevende krybdyr.
Guld.
Guld (på latin aurum) er grundstof nummer 79 i det periodiske system, og har det kemiske symbol Au: Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangs- og ædelmetal som et meget tungt, yderst formbart gult metal.
Egenskaber.
Guld reagerer ikke med langt de fleste kemikalier, men det angribes dog af klor, fluor, kongevand og cyanid. Salpetersyre, som ellers kan opløse andre metaller, benyttes til at bekræfte om et materiale indeholder guld. Kviksølv kan opløse guld, men stofferne danner ikke kemiske forbindelser med hinanden.
Guld kan forarbejdes til ekstremt tyndt folie, kaldet bladguld.
Guld er i sin rene form det mest formbare og duktile materiale der kendes: et enkelt gram af metallet kan hamres ud til en kvadratmeter bladguld. Det kan gøres tyndt nok til at blive gennemsigtigt; det lys der passerer får et blåt eller grønt skær, da guldet tilbagekaster de "modsatte" farver; rødt og gult.
Det rene guld er således for blødt til de fleste praktiske formål, og det bruges derfor i legeringer med andre metaller, som f.eks. sølv og kobber. Når guld benyttes til smykker angives dets renhed i karat: Rent guld er 24 karat, men til smykker benyttes ofte 22k, 18k eller 14k guld. Jo lavere "k" (karat), des højere er indholdet af sølv eller kobber i legeringen. Valget af metaller kan bruges til at justere farven på den resulterende legering; en større mængde af sølv, palladium eller nikkel giver hvidguld, mens en større mængde kobber giver rødguld.
Metallers farve skyldes atomernes evne til at absorbere og "genudsende" energien i de fotoner ("lyspartikler") der træffer det: Det er elektronerne i atomerne der er ansvarlige for dette, og for de fleste metallers vedkommende gør dette nogenlunde lige meget for alle bølgelængder, hvilket giver en omtrent grå nuance. For gulds (og kobbers) vedkommende påvirkes "elektron-havet" i metallet imidlertid af kvantemekaniske effekter, som giver markante forskelle i hvor meget lys metallet kan "genudsende" af de forskellige bølgelængder, og derfor har disse metaller en usædvanlig tydelig farve.
Tekniske anvendelser.
Guld har gennem århundreder været brugt som betalingsmiddel og til smykker, og i nyere tid også til en lang række tekniske formål.
Guld som betalingsmiddel.
Indtil starten af 1900-tallet var udstedte mønters pålydende værdi generelt betinget af den pågældende mønts metalværdi. En mønt hvis metalværdi modsvarer dens pålydende værdi kaldes en "hovedmønt" mens en mønt hvis metalværdi er lavere end den pålydende værdi benævnes en "skillemønt". I slutningen af 1800-tallet gik Danmark og andre stater over til guldstandarden, dvs. at de større cirkulationsmønter var baseret på guld, samt at værdien af en nationalbanks udsendte pengesedler modsvaredes af en tilsvarende beholdning af fysisk guld i banken. Guld kom derved til direkte at garantere for værdien af staternes møntfod, en rolle der tidligere havde været spillet af sølv. Nogle få lande arbejdede ikke med en ren guld- eller sølvstandard men med en blanding af de to, en såkaldt bimetal-standard. Systemet med guld-understøttelse af den udstedte valuta blev for de fleste staters vedkommende suspenderet i forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig. Senere forsøg på at genindføre guldstandarden blev generelt opgivet i slutningen af 1920'erne på grund af den daværende økonomiske krise. For Danmarks vedkommende var den danske krones værdi på daværende tidspunkt faldet i forhold til det britiske pund der stadig var bundet til guldet og en genindførsel af "guldkronen" ville derfor medføre en revaluering med tab af konkurrenceevne til følge. Regeringen Madsen-Mygdal genindførte guldstandarden på trods af modstand fra Socialdemokratiet, der frygtede et tab af arbejdspladser. Denne gang i form af en "guldbarrestandard" hvilket vil sige at guldmønter ikke indgik i det egentlige pengeomløb, men at Nationalbanken påtog sig at omveksle større pengebeløb til guldbarrer. Da en standard guldbarre vejer 12,5 kilo var adgangen til guldindløselighed reelt forbeholdt for indehavere af meget store pengebeløb. Danmark afskaffede definitivt guldstandarden efter at Storbritannien, Danmarks største samhandelspartner, selv afskaffede guldstandarden i 1931. Der findes ikke længere stater hvis pengeudstedelse er 100% understøttet af guld. Under guldstandarden udstedtes egentlige cirkulationsmønter normalt i legeringer af maksimalt 22 karats (91,67%) finhed. De danske 10 og 20-krone mønter i guld havde en finhed på 900/1000. På grund af disses i samtiden høje værdi blev de dog kun brugt i mindre omfang. I Danmark benyttedes til daglig handel først og fremmest mønter i bronze eller sølv.
Visse lande udsteder stadig guldmønter: De såkaldte Canadian Gold Maple Leafs, Australian Gold Nuggets og østrigske Wiener Philharmonikere er de reneste af denne type mønter, med 99,99% guld. Den kinesiske panda har finheden 99,90%. Sydafrika, USA og Storbritannien udgiver hhv. Krugerrands, American Gold Eagles og britiske Gold Sovereigns og Gold Britannias, i alle tilfælde med en lødighed af 22 karat. Den lavere lødighed skyldes tradition samt et ønske om at lave et stærkere produkt, idet guld er meget blødt i ren tilstand. Ingen af disse mønter er beregnet til dagligt brug hvilket ses af deres generelt meget lave pålydende værdier sammenholdt med mønternes faktiske metalværdi. I stedet fungerer de først og fremmest som anbringelsesmetode for større værdier blandt personer der ikke har tillid til deres lokale pengevæsen. Denne skik er først og fremmest udbredt i Asien og Mellemøsten. Mange lande i disse områder har love der forbyder privatpersoner at eje guld med undtagelse af mønter og smykker. Udstedelsen af mønter af rent guld kan derfor omgå sådanne forbud. Et tilsvarende forbud fandtes tidligere også i Danmark. Den første stat der udstedte denne type mønter var Sydafrika med udstedelsen af den såkaldte "krugerrand" der indeholder 31,1 gram finguld. Dette svarer til 1 ounze troy, hvilket er den enhed som ædelmetaller noteres i på London Stock Exchange og New York Stock Exchange. Udstedelsen af krugerrands sikrede Sydafrika en eksportindtægt på et tidspunkt hvor landet var underlagt international handelsblokade på grund af apartheidstyret, idet veksling af valuta ikke var omfattet af handelsblokaden. Som kuriosum kan bemærkes at Letland i 1998 udstedte en 100 lats guldmønt i 16,2 g finguld, som officielt blev anset som almindeligt betalingsmiddel.
Guldet i guldbarrer er til gengæld ofte 24 karat, fordi de modsat mønter ikke behøver være hårde eller slidstærke. Deres brug som investerings- og betalingsinstrument understreges af, at finguld er tildelt en tre-bogstavs-forkortelse på linje med alverdens valutaer; XAU.
Smykker af guld.
Smykker af guld indeholder næsten altid andre metaller, primært for at gøre metallet modstandsdygtigt overfor slitage, og har karat-tal mellem 8 og 22. Det "andet" metal er oftest i vid udstrækning kobber, som giver legeringen lidt af dets karakteristiske rødlige farve. 14 karat guld hvor "resten" af metallet er kobber, har en farve der ligner visse bronzelegeringer til forveksling.
Ved at bruge jern og aluminium kan man skabe henholdsvis blå og violette guld-legeringer, men det bruges meget sjældent i smykke-sammenhænge. Palladium og nikkel giver en sølvhvid legering og blanding med sølv giver en grøn-gul farve; nikkel er langt det billigste, men da det er giftigt, er der lovgrænser for hvor meget nikkel sådanne smykker må afgive.
Ud over metallet til selve smykket indgår guld også i det loddemetal der bruges i fremstillingen af smykket: i et kvalitetsprodukt bør loddemetallet være af en karat der svarer til karaten af smykkets øvrige "bestanddele". Loddemetal af den art fremstilles med en lang række karat-tal, og i forskellige farver der matcher de føromtalte legeringer. Dertil laves loddemetallet med op til tre forskellige smeltepunkter; ved at bruge varianterne med det højeste smeltepunkt først, kan en guldsmed opbygge ganske komplicerede arbejder med talrige lodninger.
Medicinske anvendelser.
I middelalderen troede man at guld var gavnligt for helbredet; noget så sjældent og smukt som guld måtte nødvendigvis være gavnligt. Selv i dag tilskriver visse alternative behandlere metallisk guld helbredende egenskaber.
Visse guld-holdige salte virker ganske vist infektionsbekæmpende og bruges i behandlingen af gigt og lignende lidelser, men det er vel at mærke kun salte og radioaktive isotoper af guld der finder anvendelse i den moderne lægevidenskab. Som eksempel på det sidste kan nævnes isotopen 198Au med en halveringstid på 2,7 døgn, som bruges i strålingsterapi mod visse former for kræft.
Til gengæld bruges guld indenfor tandlæge-gerningen, hvor det meget formbare guld nemt kan tilpasses i broer og kroner der matcher de tilbageværende tænder, og generelt giver bedre resultater end andre materialer. Brug af guldkroner for de mest synlige tænder betragtes som attraktivt i visse kulturkredse, og uattraktivt i andre.
Farvestof og overfladebehandling.
Guld bruges som farvestof i glas, som derved får en intens, dybrød farve. Andre guld-baserede farvestoffer bruges til fotografier, hvor det kan gøre sort/hvide fotos lavet med sølvbromid let brunlige eller blålige, eller forbedre stabiliteten.
Guld kan også bruges som farvestof i mad. Dets e-nummer er E-175.
Guld, eller legeringer af guld og palladium, bruges til at "overfladebehandle" biologiske prøver og andre elektrisk isolerende emner der skal undersøges med scanning-elektronmikroskop. Guld er idéelt til dette formål af tre grunde
Da guld reflekterer de meste både synligt og infrarødt lys, bruges det ofte i rumfarten til at beskytte mod den intense solstråling uden for Jordens atmosfære: Som gyldne folier på satellitter og rumfartøjer, og i et ganske tyndt lag i visiret på astronauternes rumdragter. Tilsvarende bruges guldfolie i visse Formel 1-racerbiler som varmeafskærmning i motorrummet. Og i compact discs af høj kvalitet ses guld undertiden brugt som det reflekterende lag i skiven.
Elektronik.
Guld er en udmærket leder af elektrisk strøm, hvilket er blevet udnyttet til ledninger til meget stærke strømme. Både sølv og kobber er bedre til at lede strømmen, målt rumfang for rumfang, men guld er mere korrosionsbestandigt.
Den gode ledningsevne udnyttes i forskellige slags elektriske stik af høj kvalitet, hvis "ben", kontaktflader osv. overtrækkes med guld. Der hersker en del debat om hvorvidt guldet giver bedre lyd, billeder, dataforbindelse osv. som nogen hævder, men sådanne stikforbindelser må alt andet lige være mere korrosionsbestandige. Af samme grund bruges guld på overfladen af de elektriske dele i visse typer elektriske kontakter.
Gyldne fødevarer.
Bladguld samt guld i flager og som pulver bruges i visse madvarer, specielt i slik: I E-nummer-systemet for tilsætningsstoffer i mad klassificeres guld som et farvestof, og har nummer E-175.
Guld i flager blev brugt i middelalderen af den europæiske adel, dels for at demonstrere værtens velstand, dels ud fra føromtalte formodning om at det er gavnligt for helbredet.
Da guld kemisk set er meget lidt reaktionsvilligt, indgår heller ikke i madens og vores fordøjelses kemi, og af samme grund smager det heller ikke af noget. Det har heller ingen næringsmæssig værdi, og forlader fordøjelseskanalen i uforandret kemisk form.
Symbolik.
Guld er et ædelmetal, der sættes i forbindelse med solen, men også som symbol på overjordisk storhed, eller rigdom og velstand. Guld symboliserer evigheden, erkendelse og troskab. Alkymister betragtede guld som noget ædelt, i stræben efter lutring, esoterisk erkendelse, og det højeste trin i åndelig udvikling. I Kina betragtedes guld som solens metal og uressensen yang. Astrologisk hører guld til stjernetegnet løven.
I kristendommen symbol på himmellyset og fuldkommenheden. I drømme kan guld betyde ny erkendelse og bevidsthedsudvidelse. Symboliserer maskuline værdier, i kvinders drømme animus. I auraen tydes guld som besiddelse af stor, gammel østerlandsk visdom.
Nummer et i de Olympiske Lege og ved mesterskaber får guldmedaljer.
Guldbryllup afholdes efter 50 års ægteskab.
Forekomst og udvinding.
Udvinding af guld er økonomisk rentabelt hvis råmaterialet indeholder blot et halvt gram guld per ton. De malme der brydes i åbne miner indeholder mellem 1 og 5 gram guld per ton, og fra underjordiske miner brydes malm med omkring 3 gram per ton. Først ved et indhold på 30 gram per ton er guldet synligt for det blotte øje, så de malme der brydes i de fleste guldminer ligner almindeligt klippemateriale.
Produktion på landjorden.
Omkring halvdelen af alt guld i verden stammer (anslået 145.000 tons ved udgangen af 2001) fra Sydafrika, hvor man har udvundet det siden 1880'erne. I 1970 stod Sydafrika bag 79 procent af verdensproduktionen med omkring 1000 tons. I 2007 var landets produktion faldet til blot 272 tons, primært på grund af stigende tekniske vanskeligheder ved udvindingen, skiftende økonomiske forhold, og stramninger i sikkerhedsreglerne for minedrift. Netop dét år "overhalede" Kina Sydafrika med en produktion på 276 tons; det er første gang siden 1905 Sydafrika har måtte se sig overgået.
Årlig verdensproduktion af guld de sidste godt 100 år.
Andre væsentlige guldproducenter er USA, Australien, Rusland og Peru. I Sydamerika arbejdes der med et kontroversielt projekt, Pascua Lama, som handler om at udnytte de rige guldfelter i bjergene i Atacamaørkenen nær grænsen mellem Chile og Argentina.
Behandlingen af råmaterialet fra minerne sker enten ved Wohlwill-processen eller Miller-processen, om end der findes andre metoder.
Guld fra havvand.
Verdenshavene indeholder betydelige mængder guld, men fordelt jævnt i alt havvandet bliver koncentrationen uhyre lav; mellem 0,1 og 0,2 milligram per ton vand. En række mennesker har hævdet at have fundet en rentabel måde at udvinde dette guld, men det har i alle tilfælde været fejltagelser eller direkte svindel.
Fritz Haber forsøgte at udvikle en kommerciel metode til at udvinde havets guld, i et forsøg på at finansiere de krigserstatninger, Tyskland var blevet pålagt efter 1. verdenskrig. Desværre havde han overvurderet guldkoncentrationen i havet, og den tyske regering endte med at bruge flere penge, end de små mængder udvundet guld kunne indbringe.
Syntetisk fremstillet guld"Bemærk målestokken"Alkymisternes gamle drøm om at omdanne mindre ædle materialer til guld er kommet indenfor teknisk rækkevidde i moderne tid, men processen er langt fra rentabel og forventes ikke at blive det indenfor en overskuelig fremtid.
Historie.
Mennesket har kendt til guld og brugt det til udsmykning og ritualer siden forhistorisk tid; det kan have været det første metal, mennesket har brugt. I egyptiske hieroglyffer beskriver kong Tushratta fra 2600 f.Kr., hvordan guld var "mere rigeligt en skidt" på den tid. Egypten og Nubien havde naturresourcer, der gjorde dem til væsentlige guldproducenter gennem det meste af historien.
Guld nævnes ofte i Bibelens Gamle Testamente, første gang allerede i Skabelsesberetningen. Det sydøstlige "hjørne" af Sortehavet var kendt for sine guldforekomster, hvis udvinding siges at gå tilbage til kong Midas tid; her fremstillede man mønter for første gang i historien mellem 643 og 640 f.Kr.
Mali-riget i Vestafrika var berømmet i den gamle Verden for sine enorme mængder guld. Rigets hersker, Mansa Musa blev berømt for sin pilgrimsrejse til Mekka i 1324: Da han nåede Cairo i juli med nærved 100 kameler og et følge på tusindvis af mennesker, gav han så meget guld bort, at det tog mere end et årti for landene i Nordafrika at komme sig over den kraftige inflation, det medførte.
Den europæiske udforskning af Amerika var i høj grad drevet af meldinger om de rigelige og overdådige guldsmykker, som de indfødte i Centralamerika, Peru og Colombia bar.
Op igennem det 19. århundrede udløstes flere gange "guldfeber", når nye store forekomster blev opdaget. Det første væsentlige tilfælde af guldfeber i USA skete i en lille by kaldet Dahlonega, og andre tilfælde indtraf i Californien, Colorado, Otago, Australien, Witwatersrand og måske mest berømt Klondike.
Isotoper af guld.
Naturligt forekommende guld består af én enkelt isotop; 197Au, og dertil kendes 36 radioaktive isotoper, hvoraf 195Au er den mest "langlivede", med en halveringstid på godt 186 døgn.
Matador (tv-serie).
"Matador" er en dansk tv-serie i 24 afsnit, produceret 1978-1981. Den er instrueret af Erik Balling efter en idé af Lise Nørgaard, der sammen med Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen skrev manuskriptet, mens tegneren Arne Ungermann stod for de lette vignetter, der indleder og afslutter hvert af de 24 afsnit. Seriens musikalske tema er lavet af Bent Fabricius-Bjerre.
Serien følger livet i en dansk provinsby i perioden 1929-1947. Hovedpersonen Mads Andersen-Skjern kommer i 1929 som handelsrejsende til den søvnige stationsby Korsbæk. Han opfatter hurtigt, at byens næringsliv er stagnerende og starter en tøjforretning, der udkonkurrerer byens hidtil eneste butik af sin slags, Damernes Magasin.
Serien tegner et fint portræt af tiden under 1930'ernes depression samt Danmark under besættelsen. Seeren følger familiernes liv og giver samtidig en ganske præcis beskrivelse af perioden. Inspirationen fra for eksempel den engelske tv-serie "Herskab og tjenestefolk" er tydelig, men serien er alligevel meget dansk i sit udtryk og blev navnlig en succes på grund af fine præstationer fra en række af landets bedste skuespillere. Mange af de medvirkende må i dag, mange år senere, stadig finde sig i at blive identificeret med den rolle, de havde i "Matador".
Serien er blevet en dansk klassiker og en af Danmarks Radios største tv-succeser nogensinde, der bogstaveligt talt har lagt gaderne øde. Serien fik premiere 11. november 1978 og det sidste afsnit blev vist i 1981, men siden den første visning har den været vist med start i 1984, 1989, 1997, 1998 og 2006. Ved genudsendelsen i 1986 blev et enkelt afsnit set af hele 3,6 mio. seere, hvilket er det højeste seertal målt i Danmark nogensinde. Selv ved den sjette genudsendelse i 2006/2007, hvor DR ikke længere er den eneste danske tv-kanal, trækker hvert afsnit stadig over en million seere. Serien er solgt til en lang række lande og udkom desuden i 2001 på 12 dvd'er, hvor der i alt er solgt over 1,4 million eksemplarer, hvilket gør det til den bedst sælgende dvd i Danmark nogensinde.
Handling.
I begyndelsen møder Mads Skjern passiv modstand fra byens fine gamle familier, primært familien Varnæs. Bankdirektør Hans Chr. Varnæs nægter, i et forsøg på at beskytte sin ven Albert Arnesen, der ejer Damernes Magasin, at låne startkapital til Skjern. Men Mads har andre ressourcer og har medvind grundet skarp og kompetent forretningsdrift.
Omkring denne hovedhistorie følger vi livet hos høj og lav i Korsbæk. Der er grisehandleren Oluf Larsen, der bliver Mads Skjerns svigerfar, tjeneren Boldt, der på Jernbanerestauranten serverer øl og dagens ret til stamgæsterne, der ud over grisehandleren består af kommunisten Lauritz "Røde" Jensen og maleren Frede "Fede" Hansen. Vi følger tjenestefolkene hos familien Varnæs; den tro kokkepige Laura og den mere ambitiøse Agnes, der ender med at eje sin egen virksomhed – og bliver ansat hos Skjern. Der er romancen mellem Kristen Skjern og Elisabeth Friis (Maude Varnæs' søster), og ind i alle husene og på tværs af sociale skel og ven- og fjendskaber foretager Dr. Hansen sine hjemmebesøg. Hertil en masse biroller, der alle har deres egne historier.
Baggrund.
Historien om to familier i en provinsby var oprindeligt tiltænkt en roman, som Lise Nørgaard ikke kunne finde tid til at færdiggøre. DR var på udkig efter en afløser til "Huset på Christianshavn", og ved Erik Ballings mellemkomst blev projektet nævnt for den nye chef for DR's underholdningsafdeling, Poul Ifversen, der så et potentiale. Oprindeligt var der kun planlagt seks episoder, hvor hver episode skulle spænde over et årti, men efter at Balling og Ifversen havde læst synopsen til den første episode, mente de, at der var rigeligt indhold til seks episoder i den alene.
Oprindeligt var det planen, at serien skulle have samme forfatterteam som "Huset på Christianshavn", hvilket dog viste sig at være besværligt at gennemføre. Modsat arketyperne i "Huset på Christianshavn" udviklede personerne i "Matador" sig i seriens løb, og kun Lise Nørgaard havde en klar forestilling om, hvilken retning serien skulle tage. Det blev derfor et mindre forfatterhold med Lise Nørgaard som hovedforfatter, der sørgede for, at medforfatteres manuskripter var i overensstemmelse med hendes forestilling om personerne.
Inspiration.
Lise Nørgaard er vokset op i et grossererhjem i Roskilde, hvor Roskilde Bank har været inspiration for Lise Nørgaard til Varnæs' "Korsbæk Bank".
Selve navnet "Korsbæk" er en sammentrækning af to andre sjællandske provinsbyer: Korsør og Holbæk
Ved en tredje sjællandsk by Præstø ligger halvøen Feddet der kan have været inspiration til det samme navn i "Matador".
Modtagelse.
Mens seerne hurtigt tog serien til sig, var bl.a. Radiorådet dog utilfredse med den dyre serie, der kostede en million kr. pr. afsnit. Også internt i DR var der spændinger, idet "Matador" var den hidtil største produktion, der blev produceret eksternt hos Nordisk Film og ikke af DR's egne folk. Seriens fortsættelse udover de seks afsnit, der blev produceret ad gangen, var derfor usikker, hvilket er årsagen til, at afsnit 6, 12 og 18 har en afsluttende karakter – forfatterne vidste simpelthen ikke, om serien skulle fortsætte.
GNU/Linux.
GNU/Linux er et styresystem som bygger på kernen Linux og en række basisværktøjer fra GNU-projektet.
Mange omtaler dog styresystemet som "Linux", selvom dette blot er kernen. I modsætning hertil nævnes styresystemet Microsoft Windows ofte, uden at lægge vægt på hvilken kerne dette er baseret på.
GNU-projektet arbejder på et alternativ til Linux, Hurd. GNU/Linux er det mest udbredte GNU- og Linuxbaserede styresystem.
Centi-.
Centi- er en forstavelse, der betyder en hundrededel (1/100) og forkortes med et lille c.
Benyttes især i forbindelse med længdeenheden centimeter (cm) og rumfangsenheden centiliter (cl eller cL).
Mobning.
Mobning er en gruppes forfølgelse et offer med drilleri og chikane. Ordet stammer fra det engelske "mobbing", afledt af "mob" pøbel eller gruppe.
I nyere sprogbrug er mobning ikke nødvendigvis en gruppeaktivitet; der kan være enkelte plageånder, der mobber. Så betyder mobning (ondsindet) drilleri.
En væsentlig bestanddel af mobning er dømmesyge, had/frygt til dem, der er anderledes.
Mobning kan være verbal eller korporlig.
Den kan ske gennem uddeling af buksevand eller anden vandgang, bænkemad eller Olferter. Verbalt ved beskyldninger, nedvurderende udtalelser eller ondskabsfulde øgenavne. Det kan også ske ved fjernelse af offerets ejendele eller ved at spytte på det.
Den værste form for mobning sker systematisk over en lang periode med anvendelse af forskellige strategier (forulempelser, modarbejde, forskellige former for chikane ol.) indtil offeret bryder sammen. Den kan ende med nervøst sammenbrud for offeret, langvarige psykologiske mén eller selvmord.
Mobning kan komme fra alle sider. På en arbejdsplads kan det være chefen, der mobber en ansat, chefen som bliver mobbet af sine ansatte, eller de ansatte kan mobbe indbyrdes. Det er endda set, at ansatte er blevet systematisk mobbet af deres egen tillidsrepræsentant.
Ifølge danske forskere indenfor mobning som cand. pæd. John Aasted Halse og cand. jur. Helle Rabøl Hansen har mobning effekt på elevernes indlæring i skolen. Eleverne udvikler sig hverken fagligt eller socialt og psykologisk, hvis de er udsat for mobning.
Ofrene.
Børn der bliver mobbet har alle prøvet, hvordan det er at være udelukket af fællesskabet og mærket ensomheden og fortvivlelsen ved ikke at være accepteret.
Nogle af ofrene gør modstand, når de bliver mobbet og andre lader være. Begge metoder er et forsvar mod mobningen.
Det kan være godt at gøre modstand. Det er vigtigt at sige "Det her vil og skal jeg ikke finde mig i!”", men kan desværre godt medføre mere mobning. Hvis offeret ikke gør modstand, kan det godt være at det ikke bliver mobbet groft. Men til gengæld bliver du let isoleret, da du ved at acceptere mobningen også accepterer, at være en som står udenfor.
Udskillelse.
Det kan være et barn fra et andet land eller bare en anden landsdel, der bliver mobbet med sit sprog.
Eller der fokuseres på overvægt, undervægt, briller osv. Eller det kan være en der er klogere end de andre, eller klarer sig bedre på områder, som de andre ikke kan følge med i. Mobning handler ikke altid om mindreværd hos den der mobbes, men i lige så høj grad om mindreværd hos dem, der mobber. Det f.eks. kan være et uheldigt barn der dummer sig i en bestemt situation.
Selvværd.
Hvis et barn ikke har fået særlig meget kærlighed og opmærksomhed i hjemmet, har oplevet skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom eller dødsfald.
De lette tilfælde.
I langt størstedelen af tilfældene med mobning, varer de kun i forholdsvis kort tid. Men selv om det ikke varer i timer og minutter, kan det føles som en evighed for offeret. Offeret påvirkes måske og bliver indelukket, trækker sig tilbage fra skolens sociale liv eller dropper helt ud af skolen. Disse "lette" tilfælde kan i værste fald medføre søvnløshed, depressioner, selvmordstanker og generelle helbredsproblemer. Det kan være svært at observere disse virkninger, hvis børn bliver hjemme og siger, de er syge i stedet for at fortælle om det virkelige problem. Børn (ligesom voksne) bliver syge af angst og stress.
Nogle mener at børn har godt af at være udsat for mobning, idet barnet lærer at håndtere et givent problem og dermed bliver psykisk stærkere. Denne effekt vil naturligvis være højest individuel og afhængig af situationen, og man kan altså med god ret frygte for det modsatte.
Mobning er altødelæggende for et menneskes selvtillid og sociale relationer. Det svarer til at mene, at det er fint at slå på hinanden og at slå sine børn. Man styrkes som mennesker af anerkendelse - ikke af at blive underkendt.
De grove og alvorlige tilfælde.
De alvorlige og grove tilfælde kan fuldstændigt ødelægge et barns udvikling. Alene gennem sygefravær bremses udviklingen af sociale færdigheder, men at blive isoleret fra andre børn gennem mobningen kan påvirke dets udvikling ekstremt. Det kan have nogle meget svære ensomme teenage-år. I de svære tilfælde kan mobningen betyde, at offeret begynder selv at tro på indholdet i mobningen. Tro, at de vitterligt er forkerte og dermed lide skade på deres selvtillid for bestandigt. At blive ydmyget offentligt uden at nogen hjælper offeret, kan også skade selvtilliden og forstærke følelsen af at alle hader en. Det kan være svært for offeret at forstå, at der faktisk er andre der gerne vil hjælpe, men ikke tør fordi de er bange for selv at blive mobbet. Al Mobning er psykisk og mobbere udser sig ofte et let offer med svage punkter fx fedme.
Selvmord er den yderste og naturligvis værste konsekvens af mobning. Når et barn er blevet drevet ud i fuldstændig desperation, så kan det forekomme at offeret begår selvmord eller tager hævn. Det har samfundet sjældent forståelse for.
Proton.
Protonen er en positivt ladet subatomar partikel som findes i atomkerner. I brintatomer er der én proton i kernen. Ioniseret brint benævnes indenfor kemi H+ og koncentration af H+ bestemmer pH-værdien. Indenfor astrofysik betegnes neutral brint (1 proton + 1 elektron) med HI og ioniseret brint (et brintatom, som har mistet sin elektron) HII, hvor I og II er romertal.
Protonens masse er formula_1 kg (bestemt 2008.11), hvilket svarer til formula_2 MeV, eller 1,007276 U (unit), og dens elektriske ladning er formula_3 Coloumb. Denne værdi kaldes elementarladningen.
Protonens betydning i atomer.
Antallet af protoner i en atomkerne angiver atomets atomnummer og antallet af elektroner i det neutrale (ikke-ioniserede) atom, og derved de kemiske egenskaber.
Protonens partikelopbygning og egenskaber.
Protonens 3D sandsynlighedsfordeling kan f.eks. være torus- eller ærteformet, den kan selvfølgelig også være kugleformet.
Protonen er opbygget af 3 kvarker; 2 up-kvarker og en down-kvark. Protonen formodes at være stabil - den spaltes ikke spontant.
Kæmpeblæksprutte.
Ar efter sugekopmærker på kaskelotskind
Alectons forsøg på at indfange en kæmpeblæksprutte i 1861
Kæmpeblæksprutten ("Architeuthis dux") er en af de største arter af tiarmede blæksprutter. Den har 8 almindelige arme med sugekopper og 2 længere fangarme ligeledes med sugekopper. Længe blev dyret opfattet som et fabeldyr, kaldet Kraken, hvorom der gik drabelige historier om aggressive dyr, der overfaldt skibe. Senere har det vist sig at fabeldyret rent faktisk eksisterer og at myternes overdrivelser om dyrets størrelse måske ikke er så vilde endda. Kæmpeblæksprutten har dyreverdenens største øjne, de er op til 25 cm i diameter. Hunnerne kan blive op til 18 meter lange og veje op til 900 kg. Hannerne kan blive 9 meter lange. Dyrene lever på mellem 200 og 1000 meters dybde. Kæmpeblækspruttens farve er purpurrød. Det er den danske naturforsker Japetus Steenstrup der i 1857 første gang beskrev kæmpeblæksprutten videnskabeligt og gav dyret dets latinske navn.
Det er endnu ikke kendt, hvor kæmpeblæksprutten lever naturligt, men man tror, at den er udbredt over hele verden ved kontinent- og ø-skrænterne. Kæmpeblæksprutteslægten huser 8 forskellige arter, den atlantiske kæmpeblæksprutte ("Architeuthis dux"), som denne artikel omhandler er typedyr for slægten.
Det er ekstremt sjældent at mennesker ser kæmpeblæksprutten. Igennem de sidste 150 år har man kun fundet 250 opskyllede eksemplarer eller rester efter eksemplarer, så vores viden om det levende dyr, dets adfærd og dets udbredelse er mildt sagt mangelfuld. Man har heller ikke vidst, hvad den levede af, men ved de få eksemplarer der er fundet, har maven indeholdt dybhavsfisk. Den eneste fjende, den voksne kæmpeblæksprutte har, er kaskelothvalen. Nogle af de første indikationer på blæksprutternes eksistens var rent faktisk ar efter sugekopmærker på størrelse med 5-kroner på kaskelothvaler. Tidligere er disse ar blevet forklaret med, at det var nogle som kaskelothvalen fik som lille og arene derefter var vokset med kaskelothvalens størrelse.
Hver kæmpeblæksprutte har hundredvis af sugekopper på armene. Hver sugekop sidder på sin egen lille stilk. Rundt i randen af hver sugekop sidder en ring af skarpe tænder, der hjælper blæksprutten med at fastholde byttedyr og føre dem til blækspruttens mund, der består af et skarpt næb, der minder om et papegøjenæb. Næbbet og dermed blækspruttens mund sidder ved roden af armene. I kaskelothvalers maver er funder store mængder af blækspruttenæb, der kunne stamme fra kæmpeblæksprutter. Man mener at de voksne kæmpeblæksprutter lever på meget dybt vand og at kaskelothvalen netop er tilpasset dykning på ekstrem dybde for at kunne jage disse dyr. Flere forsøg med påspænding af fotoudstyr på kaskelothvaler har været udført i bestræbelserne på at få billeder af den levende "kraken", men denne metode har indtil videre ikke båret frugt.
Den 30. september 2004 kl. 9.15 og 4 timer frem lykkedes det alligevel endelig, efter 3 års ekspeditioner, for første gang at tage billeder af en levende og mere end 8 meter lang kæmpeblæksprutte i sine naturlige omgivelser. Det skete ved Bonin-øerne syd for Japan.
Man lokkede kæmpeblæksprutten med madding fra en line og den angreb gentagne gange vandret ind mod linen i 900 meters dybde, hvor vanddybden var 1200 meter. Det blev fotograferet og kæmpeblæksprutten formodes ud fra billederne til at være langt hurtigere i sine bevægelser end tidligere formodet og beskrevet. Den fik revet et 5,5 meter langt fangarmstykke af, i forsøget på at få maddingen fri.
Efter at linen med fangarmstykket var halet om bord, forsøgte det at suge sig fast til f.eks. fingre og selve bådsdækket, selvom det ikke sad på blæksprutten mere. Fangarmens DNA matchede med mellem 99,7–100% af tidligere fundne kæmpeblæksprutters DNA.
Ud for New Zealands kyst er fundet unger af kæmpeblæksprutten i overfladevandet. Man har her forsøgt at indfange levende individer for at studere dyrene, deres adfærd og deres vækst i et akvarie, men indtil videre er alle forsøg mislykkedes, da forsøgsdyrene døde.
Olympiske lege.
De 5 olympiske ringe, der symboliserer de olympiske lege
De olympiske lege (forkortes ofte OL) er en sportsbegivenhed med mange sportsgrene som afholdes hvert fjerde år. De olympiske lege kendes fra to æraer: Antikkens olympiske lege samt de moderne olympiske lege, som Pierre de Coubertin i slutningen af det 19. århundrede tog initiativet til. Han så idealerne i antikkens stævner og fik etableret den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 1894. Her blev man enige om at afholde de første moderne olympiske lege i 1896 i Athen.
IOC har siden udviklet sig til en magtfuld organisation med kontrol over alle aspekter af legene. Fra begyndelsen var visionen, at legene var forbeholdt sande amatørsportsudøvere, men op gennem det 20. århundrede blev dette ideal undergravet, først af politiske og senere af kommercielle årsager. Derfor har nu selv højt betalte sportsudøvere lov til at deltage i legene, men kan dog ikke opnå direkte økonomiske gevinster ved deltagelsen, idet der udelukkende konkurreres om medaljer og æren ved de olympiske lege.
De olympiske lege er opdelt i sommer-OL og vinter-OL alt efter sportsgrenene. I de seneste årtier er endvidere etableret paralympiske lege for personer med handicaps, og IOC's nyeste initiativ er ungdomsolympiske lege, der afholdes første gang i 2010 i Singapore for unge mellem 14 og 18 år. Både paralympiske lege og ungdomsolympiske lege afholdes i sommer- og vinterudgaver. Perioden mellem to olympiske lege kaldes for en olympiade, men udtrykket bruges endvidere ind imellem (ukorrekt) om selve legene.
Fra de første moderne olympiske leges afholdelse og frem til nutiden er legene blevet mere og mere populære, og så at sige alle nationer i verden deltager i hvert fald i sommer-OL, mens deltagelsen i vinter-OL er lidt mere begrænset, da en række lande har ingen eller yderst beskedne traditioner for at dyrke vintersportsgrene. Med den stigende opmærksomhed på legene har de i tidens løb stået over for en række udfordringer som politisk boykot, brug af doping, bestikkelse samt terrorisme.
Legene har fra begyndelsen i 1896 været omgivet af en række ceremonier, hvor især åbnings- og afslutningsceremonierne indeholder en række faste indslag. Også legenes motto, "Citius, Altius, Fortius" ("Hurtigere, højere, stærkere"), har været fast siden de første moderne lege.
Sporten under de olympiske lege.
For øjeblikket er 33 sportsgrene med 53 discipliner og omkring 400 konkurrencer en del af det olympiske program. Heraf står sommerlegene for den klart største andel, idet 26 sportsgrene og 38 discipliner indgår i disse lege, mens der ved vinterlegene dystes i 7 sportsgrene med 15 discipliner. Af disse har atletik, svømning, fægtning og gymnastik været på programmet uafbrudt siden de første sommerlege, mens skisport, skøjteløb og ishockey har været med ved alle vinterlegene. En række sportsgrene er så kommet til på senere tidspunkter, idet nogle er begyndt på demonstrationsniveau (bl.a. volleyball og badminton). Andre sportsgrene har tidligere været på det olympiske program, men er gledet ud igen (bl.a. golf, tovtrækning og cricket). Visse sportsgrene har i en periode været ude, men er senere kommet tilbage (bl.a. tennis og bueskydning).
Beslutningen om hvilke sportsgrene og discipliner der skal være på programmet tages af IOC-kongressen, idet der lægges vægt på, at en sportsgren eller disciplin har en rimelig global udbredelse. Endvidere er motorbaserede sportsgrene ikke velkomne. I de senere år har været relativt få udskiftninger i programmet, idet dog baseball og softball tages af programmet til OL i London 2012. En række sportsgrene og discipliner anerkendes af IOC, skønt de ikke er på programmet. IOC har besluttet, at der til et sommer-OL højst må optræde 28 sportsgrene med i alt 301 konkurrencer samt i alt højst 10.500 sportsfolk.
I mange år var det endvidere et centralt punkt, at kun amatører måtte deltage i legene. Pierre de Coubertin, ophavsmand til de moderne lege, var inspireret af ånden fra det engelske skolevæsen, hvor idealet var en gentleman, der var god til lidt af hver, men ikke specialiseret i specielle områder eller sportsgrene. Fairness var også et vigtigt karaktertræk, og på den tid fandt man, at professionelle sportsudøvere havde en unfair fordel over amatørerne. Gennem årene blev amatørismen dog efterhånden mere og mere undermineret, og derfor er det generelt ikke længere en betingelse, at man skal være amatør for at deltage i OL, idet dog enkelte internationale forbund pålægger begrænsninger på, hvem der kan deltage i OL i den sport, som de er øverste myndighed for.
Markante olympiske præstationer.
Gennem årene har der forekommet en række præstationer ved legene, der har sat sig spor i historien. Her er nævnt nogle få.
a> ved fire OL i træk
Antikkens olympiske lege.
Antikkens olympiske lege foregik i oldtidens Grækenland, hvor atleter dystede i Olympia inden for en række sportsgrene, herunder løb, brydning og diskoskast. Atleterne dystede helt afklædte, og kun frie mænd måtte dyste samt kigge på.
Ifølge en udbredt legende blev de olympiske lege indstiftet af Zeus for at fejre hans sejr over Kronos. Under denne begivenhed vandt Herkules over sine brødre i løb og blev kronet med en olivenkrans. Herkules brugte ifølge legenden som den første betegnelsen "olympisk", og han indførte det faste fireårsinterval mellem legene.
Arkæologiske fund daterer legene tilbage til i hvert fald 776 f.Kr., idet der er fundet inskriptioner med vindere af løbekonkurrencen for en række lege, startende i dette år. Legene blev snart udbredt over hele det antikke Grækenland, og de havde både religiøs, politisk og sportslig betydning. Under legene var der ud over sportskonkurrencerne også rituelle ofringer til Zeus og sagnkongen Pelops. Den politiske betydning ses af, at hvis der var krige og konflikter i gang på det tidspunkt, hvor legene skulle begynde, blev der holdt våbenhvile, mens legene stod på. Ud over de olympiske lege var der i oldtidens Grækenland også andre tilsvarende sportsbegivenheder, f.eks. de delphiske lege.
Efter at de olympiske lege havde deres højdepunkt i det 6. og 5. århundrede f.Kr. aftog deres betydning langsomt, og især da romerne fik magten i området. Kejser Theodosius 1. den Store skal være ansvarlig for det endelige dødsstød for de antikke olympiske lege, da han i 393 forbød legene som hedenske i forbindelse med sin støtte til kristendommens indførelse som rigets officielle religion.
Forløbere for de moderne olympiske lege.
Baron Pierre de Courbertin, initiativtager til de moderne olympiske lege
Det egentlige initiativ til genoptagelse af olympiske lege stammer fra midten af det 19. århundrede, men faktisk var der allerede flere hundrede år før afholdt man forskellige steder sportskonkurrencer, der havde varianter af "olympisk" knyttet til sig. En englænder ved navn Robert Dover tog initiativ til en begivenhed kaldet Cotswold Olimpick Games, der er blevet afholdt årligt siden starten af det 17. århundrede (et sted mellem 1604 og 1612, hvor sidstnævnte årstal nu regnes som den officielle start) i Cotswolds.
Også i Frankrig blev der afholdt nationale "L'Olympiade de la République", der blev afholdt årligt 1796-1798 og omfattede en række konkurrencer, som man kendte fra antikkens lege. I Grækenland havde man efter løsrivelsen fra det Osmanniske Rige i 1829 behov for at styrke sin nationalfølelse, og den antikke olympiske tradition var et velegnet middel hertil. De første moderne internationale olympiske lege blev således afholdt i Athen i 1859, hvor der ud over grækere også deltog sportsmænd fra det Osmanniske Rige. Disse regionale lege blev gentaget i 1870 og 1875.
I 1870'erne funderede den franske baron Pierre de Coubertin over årsagen til det franske nederlag i den fransk-preussiske krig (1870-71), og han kom frem til, at det skyldtes de franske soldaters dårlige fysiske form og manglende idrætslig opdragelse. Han overværede i 1890 engelske olympiske lege i Much Wenlock, der var blevet afholdt siden 1866 som en national begivenhed. Dette gav ham ideen til, at det måtte være muligt at etablere olympiske lege på et overnationalt plan, selv om tidligere forsøg herpå var strandet på modstand fra forskellige lokale sider.
Han fik oprettet den Internationale Olympiske Komite på den første olympiske kongres, der blev afholdt på Sorbonne-universitet i Paris 16.-23. juni 1894. På kongressens sidste dag blev det besluttet, at de første egentlige internationale olympiske lege skulle afholdet i Athen i 1896. IOC skulle være eneansvarlig for organiseringen af legene og valgte den græske forfatter Demetrius Vikelas som sin første præsident.
Premieren på de moderne olympiske lege.
Åbningsceremonien ved de første moderne olympiske lege i 1896
De første moderne olympiske lege fandt sted 6. - 14. april 1896 i Athen med udgangspunkt Panathinaikos Stadion, der havde rødder tilbage til oldtiden. Der deltog 241 sportsfolk fra 14 nationer, hvoraf omkring 190 var fra Grækenland. Det internationale islæt var derfor relativt begrænset, men Tyskland, Frankrig og Storbritannien havde hver 10-20 deltagere, mens tre atleter repræsenterede Danmark.
I de første lege blev der konkurreret i samlet 43 konkurrencer fordelt på ni idrætsgrene: Atletik, brydning, cykelløb, fægtning, gymnastik, skydning, svømning, tennis og vægtløftning. Roning var planlagt, men måtte aflyses på grund af dårligt vejr.
Legene blev en stor national græsk succes med overvældende publikumsinteresse, og denne succes smittede af på nogle af idrætsudøverne, der foreslog, at man fremover fast afholdt legene i Grækenland. IOC havde imidlertid allerede besluttet at lade værtsskabet skifte for at sikre en international opbakning og havde udpeget Paris som værtsby fire år senere.
De tidlige år.
Med baggrund i successen fra Athen var der forventninger om yderligere interesse ved de følgende lege. Men såvel i Paris i 1900 som i St. Louis i 1904 blev opmærksomheden omkring legene skuffende lav. Årsagen til dette skal sandsynligvis ses i, at OL blev afholdt samtidig med de respektive verdensudstillinger i de to byer, der tiltrak sig meget større interesse.
Trods dette var der stigning i deltagerantallet i Paris, hvor næsten tusinde idrætsfolk stillede op, og nyt i forhold til Athen var deltagelsen af kvinder i konkurrencerne. Af andre nye tiltag var tilføjelsen af en række konkurrencer, hvoraf nogle var med for første og eneste gang i OL-historien, blandt andet ridebanehøjde- og længdespring samt forhindringssvømning.
Legene i St. Louis var oprindeligt tildelt Chicago, men i St. Louis var man nervøs for konkurrencen om opmærksomheden i forhold til verdensudstillingen, og det lykkedes for arrangørerne af udstillingen at få flyttet OL til byen som en del af verdensudstillingen i stedet. På den måde kom de tredje olympiske lege til tidsmæssigt at strække sig over næsten fem måneder, idet man bestræbte sig på at få afholdt en OL-konkurrence hver dag i perioden. Trods disse tiltag druknede OL i forhold til verdensudstillingen, hvilket måske også skyldtes, at deltagerantallet faldt markant i forhold til Paris-legene med 651 deltager fra blot tolv nationer, og heraf var omkring 580 fra Nordamerika. Mange lande fra andre verdensdele holdt sig væk af økonomiske årsager og praktiske; således deltog ingen af de nordiske lande i disse lege. Desuden var der politiske spændinger i Europa efter den russisk-japanske krig.
Efter disse to lidt skuffende OL besluttedes det at afholde jubilæumslege for at fejre starten på de moderne lege ti år efter afholdelsen af de første lege. Det blev de olympiske mellemlege 1906, der ikke regnes for officielle, da de blev afholdt midt i olympiaden, dvs. midt mellem to normale lege. Legene blev afholdt i Athen, og som ved de første lege blev disse også en stor succes på både deltager- og tilskuersiden. I den henseende havde legene deres plads i den olympiske historie, idet det siden stort set kun er gået fremad med interessen for OL.
Med udbruddet af 1. verdenskrig blev der sat en midlertidig stopper for OL, idet de planlagte lege i 1916 måtte aflyses - det kunne ikke som i antikken lade sig gøre at stoppe krigen for at afholde legene. Til disse ikke-afholdte lege var planlagt en uge med vintersportskonkurrencer, hvilket man i begrænset omfang søgte at inkludere også i nogle af de følgende lege. Men denne strategi havde en række naturlige praktiske besværligheder, og i 1921 besluttede IOC at etablere et egentligt vinter-OL, og de første sådanne lege blev afholdt i Chamonix i Frankrig 1924. Her deltog 258 atleter fra 16 lande i 16 konkurrencer inden for 9 sportsgrene. Vinter-OL blev således fra begyndelsen afholdt i de samme år som sommer-OL, men blot på andre tidspunkter og i andre byer, hvorved det fra begyndelsen blev en selvstændig begivenhed.
Efter de storslåede, men også politisk problematiske olympiske lege i Berlin 1936 blev OL igen ramt af verdenskrigen, så de planlagte lege i 1940 og 1944 måtte aflyses. Siden har legene fundet sted regelmæssigt og har for alvor udviklet sig til en verdensbegivenhed.
Etableret verdensbegivenhed og stigende politisering.
Efter de to store krige blev der relativ ro på jordkloden, og det gav grobund for vækst samt større internationalt samarbejde på mange fronter. Skønt den kolde krig gav spændinger i mange år, var sporten i lang tid ikke ramt af politisering. De forbedrede transportmuligheder gjorde det muligt at komme omkring store dele af Jorden med OL, der i blev tildelt Melbourne i Australien. Otte år senere kom legene for første gang til Asien, da de blev afholdt i Tokyo i Japan. Det er blevet en større og større økonomisk satsning at blive OL-vært, og det har i praksis betydet, at værtskabet endnu ikke er gået til lande i de nogle af de
fattigste områder i verden som Afrika, Mellemøsten, Centralasien og Sydamerika.
Med den stigende udbredelse af massemedierne, først og fremmest tv, fik forskellige politiske grupperinger efterhånden øjnene op for de propagandamæssige muligheder, der lå i de olympiske lege. Den første virkeligt markante politiske brug af legene fandt sted under OL i München 1972, hvor medlemmer af terroristgruppen Sorte September tog 11 israelske sportsfolk som gidsler med henblik på at få frigivet en række fanger, først og fremmest palæstinensiske fanger i Israel. Under den to dage lange aktion dræbte gidseltagerne to af deres gidsler, men det var den ikke særligt vellykkede politiaktion, der var skyld i, at de øvrige gidsler samt fem af otte gidseltagere og en politibetjent blev dræbt i det, der efterfølgende er blevet kaldt München-massakren.
Nogle år senere var den kolde krig skyld i, at legene i Moskva 1980 og Los Angeles 1984 blev ramt af større boykot fra en række lande. En række vestlige nationer (dog ikke Danmark) boykottede legene i Moskva på grund af Sovjetunionens invasion i Afghanistan. Ved legene i Los Angeles fire år senere var der boykot fra en række kommunistiske lande som hævn herfor. Siden disse lege har der ikke været større politiske manifesteringer, selv om der var adskillige opfordringer til boykot af legene i Beijing 2008 som protest over manglende overholdelse af menneskerettighederne i Folkerepublikken Kina.
På det arrangementsmæssige plan gik man i 1990'erne over til at forskyde vinter- og sommerlegene, så de olympiske vinterlege placeres to år efter sommerlegene, men stadig med fire år mellem to vinter-OL. Som overgang betød det, at der en enkelt gang blot var to år mellem to vinter-OL, nemlig 1992 og 1994.
En anden markant ændring, der langsomt gled ind i legenes virkelighed, var accepten af professionelle sportsudøvere. Den store prestige der tilknyttes det pågældende land ved at deltage i legene og ikke mindst vinde medaljer medførte uundgåeligt, at legene ikke kunne holdes på et amatørniveau. Professionelle sportsudøvere blev trænet i statslig regi. Denne udvikling kunne ses overalt i verden. Til at begynde med blev brugen af professionelle udøvere nedtonet, men behovet for åbenhed omkring den professionelle udøver blev snart en realitet, der fik offentlighedens accept fra begyndelsen af 1970'erne.
For mange iagttagere blev den endelige godkendelse af professionelle idrætsfolk slået eftertrykkeligt fast, da de højt betalte amerikanske NBA-stjerner i basketball deltog ved OL i Barcelona 1992. Efterhånden er det kun i boksning, at der ikke deltager professionelle, mens FIFA for fodboldens vedkommende har betinget sig, at der som hovedregel kun må deltage U/23-spillere ved OL.
Sommerlegene er fortsat flagskibet i IOC-arrangementerne med det suverænt højeste antal deltagere og repræsenterede nationer. Ved OL i Beijing 2008 var der således 10.500 deltagere fra 204 nationer. Interessen fra omverdenen er også stigende, hvilket ses af, at man til OL i Sydney 2000 har regnet sig frem til mere end 3,7 milliarder tv-seere, lige som der blev registreret 11,3 milliarder hits på disse leges officielle hjemmeside.
IOC.
Den Internationale Olympiske Komite (IOC) er besluttende myndighed i spørgsmål om de olympiske lege. Komiteens arbejde foregår på basis af det olympiske charter. IOC er kernen i den olympiske bevægelse, hvortil også hørere arrangementskomiteer for de enkelte lege, de internationale forbund for de enkelte olympiske idrætsgrene og de nationale olympiske komiteer for hvert enkelt land. Blandt IOC's opgaver er at forestå valget af værtsby til de enkelte lege, sikre sig, at forberedelsen af legene foregår efter planen samt varetager planlægningen af programmet for hver idrætsgren.
IOC har hjemsted i Lausanne i Schweiz, og den ledes af en eksekutivkomité på femten personer med IOC-præsidenten i spidsen, aktuelt Jacques Rogge fra Belgien. Eksekutivkomiteen har til opgave at stå for den daglige drift af organisationen. Den højeste myndighed er dog den årlige IOC-session, hvor IOC-medlemmerne (højst 115), der er valgt for otte år ad gangen, tager de store beslutninger - først og fremmest om valg af værtsbyer til kommende lege.
IOC har eneretten til de olympiske begivenheder og symboler.
Symboler.
En række symboler anvendes til at repræsentere de olympiske idealer. Det mest kendte er nok de fem olympiske ringe, der symboliserer de fem beboede kontinenter (Amerika regnes i den forbindelse for ét kontinent). Ringene har farverne rød, blå, grøn, gul og sort. Ringene er tæt knyttet til det olympiske flag, der viser ringene på en hvid baggrund, og disse farver er valgt, så enhver nation har mindst én af disse seks farver i sit flag.
Flaget blev første gang anvendt ved OL i Antwerpen 1920 og har siden indgået som en fast bestanddel af de olympiske lege, hvor flaget hejses som led i åbningsceremonien og tages ned igen ved afslutningsceremonien.
Tanken er, at det er den enkelte idrætsudøvers præstation, der skal være "hurtigere, højere, stærkere".
Det tredje vigtige olympiske symbol er den olympiske ild, der skal brænde under de enkelte olympiske lege. Flere måneder før legene tændes flammen ved en ceremoni i Olympia i Grækenland, hvorpå den i et langvarigt stafetløb bringes til værtsbyen, så den er på stedet til åbningshøjtideligheden. Flammen har været et olympisk symbol siden 1928, men blev først brugt på den nævnte måde til OL i Berlin 1936.
Et nyere, mere uofficielt symbol er en olympisk maskot, som de enkelte lege selv finder frem til. Skikken blev taget i brug ved OL i Mexico City 1968, men blev først for alvor kendt med maskotten Mischa ved OL i Moskva 1980.
Ceremonier.
Ifølge det olympiske charter er der en række elementer, der indgår i åbnings- og afslutningsceremonierne. De markerer i princippet henholdsvis begyndelsen og afslutningen på legene, men i praksis er der i de senere år typisk konkurrencer, der må indledes før åbningsceremonien, hvis man skal nå at afslutte dem inden afslutningsceremonien. Begge ceremonier finder sted på legenes atletikstadion og er altid en stor publikumsmagnet.
Åbningsceremonien.
De fleste ritualer i åbningsceremonien stammer fra OL i Antwerpen 1920. Ceremonien indledes normalt med, at værtslandets flag hejses og dets nationalmelodi afspilles. Dette efterfølges af et show arrangeret af værtslandet, hvorunder nationale kulturelle træk præsenteres. Dette show har gennem årene eskaleret i omfang, tilsyneladende ud fra en uskreven regel om, at ethvert show skal være mere imponerende end det tilsvarende fra de foregående lege. Det får betydning for omkostningerne til åbningsceremonien, der ved OL i Beijing 2008 skal have kostet over 100 millioner $, hvoraf den største del skyldes showet.
Efter dette følger indmarchen, hvor de fleste af sportsudøverne marcherer ind på stadion og rundt på løbebanen for at ende på banens midte. Indmarchen sker nationsvis med det græske hold forrest og værtsholdet bagest, mens de øvrige nationer kommer ind imellem efter alfabetisk rækkefølge (hvilket kan variere afhængigt af, hvilket sprog der alfabetiseres efter). En af sportsudøverne fra hver nation går forrest som fanebærer, hvilket er en specielt hæderfuld opgave.
Nu følger taler fra præsidenten for organisationskomiteen, IOC-præsidenten og en officiel repræsentant for værtslandet (ofte statsoverhovedet). Sidstnævnte foretager den officielle åbning af legene. Dernæst bæres det olympiske flag ind på stadion og hejses, mens den olympiske hymne bliver afspillet. Flagbærerne samles derpå, og en repræsentant for sportsfolkene samt en repræsentant for de dommere, der dømmer i konkurrencerne, aflægger begge den olympiske ed. Ceremonien afsluttes med, at den olympiske ild bæres det sidste stykke ind på stadion og antænder det kar, hvorfra flammen brænder under hele legene.
Afslutningsceremonien.
Når den sidste konkurrence er afgjort, afholdes afslutningsceremonien. Igen marcherer flagbærere fra hver nation ind på stadion efterfulgt af de idrætsfolk, der ikke er taget hjem, men i modsætning til ved åbningsceremonien går de ikke nødvendigvis ind nationsvis. Når alle er inde på stadion, hejses tre flag: Det græske, værtslandets og det kommende værtslands flag under afspilning af de tilsvarende nationalmelodier. Dernæst holder præsidenten for organisationskomiteen og IOC-præsidenten tale, hvorpå legene officielt er lukket.
Så slukkes den olympiske ild under afspilning af den olympiske hymne. Det olympiske flag tages ned og bæres ud. Dernæst foretages en symbolsk overdragelse af legene til den kommende værtsby, idet OL-flaget af borgmesteren for værtsbyen gives til IOC-præsidenten, der giver det videre til borgmesteren for den kommende værtsby. Som sidste punkt opføres et kort show arrangeret af den kommende værtsby.
Medaljeceremoni.
Efter afgørelsen af hver olympisk disciplin gennemføres en medaljeceremoni med de tre medaljevindere. Disse stiller sig op på et podium med vinderen i midten placeret højest, og et IOC-medlem overrækker medaljerne. Derefter hejses nationalflagene for de tre medaljevindere, mens nationalmelodien for vinderen afspilles.
OL er ingen garanti for fred.
Den olympiske bevægelse var i oldtiden et symbol på fred mellem folkeslagene, og skønt dette ideal også indgik i Coubertins tanker med genoptagelsen af legene i moderne tid, har det ikke været muligt at opnå. Således har de to verdenskrige betydet, at i alt fem planlagte lege (tre sommerlege og to vinterlege) ikke blev afholdt.
Ikke engang selve legene har altid været garanti for fredelig sportsudøvelse, idet OL i München 1972 blev ramt af en terrorhandling, da elleve israelske sportsfolk blev taget som gidsler af terroristgruppen Sorte September. Gidseltagningen endte i et blodbad, hvorunder sytten personer blev dræbt, herunder de elleve gidsler. Også OL i Atlanta 1996 blev ramt af en voldelig episode, da en bombe sprang i en park i forbindelse med den olympiske by. Her blev to personer dræbt og 111 såret. Bombemanden blev afsløret og viste sig at være en stærkt højreorienteret amerikaner, der nu afsoner en livsvarig fængselsstraf.
Boykot af legene.
På grund af den store medieopmærksomhed om legene har de været genstand for politiske tilkendegivelser af forskellig karakter, herunder også mere fredelige end de netop nævnte. I flere tilfælde har forskellige nationer boykottet legene af storpolitiske årsager.
OL i Melbourne 1956 var de første lege, der oplevede boykot, da tre europæiske lande (Spanien, Holland og Schweiz) som protest mod Sovjetunionens undertrykkelse af opstanden i Ungarn. Ved de samme lege tog fire andre lande (Cambodia, Libanon, Irak og Egypten) samme skridt, men af en anden grund, idet de protesterede mod Suez-krigen. Ved OL i Montreal 1976 gennemførte en række afrikanske lande samt Guyana en boykot som protest mod New Zealands deltagelse, idet landets rugbylandshold havde gennemført landskampe mod Sydafrika trods en række andre landes modstand imod dette, der bidrog til at blåstemple apartheidstyret i Sydafrika. Taiwan boykottede ligeledes disse lege som protest mod, at Folkerepublikken Kina deltog under eget navn. Taiwans boykot ramte også det næste OL, men derpå vendte landet tilbage.
De to mest kendte boykotsituationer udspillede sig ved de næste to lege. For første gang havde et kommunistisk land fået tildelt et OL, da Moskva var vært i 1980. Imidlertid havde Sovjetunionen kort forinden invaderet Afghanistan, og da den kolde krig fortsat rasede på det tidspunkt, besluttede i alt 65 vestligt orienterede lande med USA i spidsen at boykotte legene. Ved legene i Los Angeles 1984 betalte Sovjetunionen USA tilbage, da de sammen med fjorten allierede nationer boykottede disse lege med henvisning til usikkerhed for deres sportsfolks sikkerhed.
En række andre lege har haft trusler om boykot hængende over hovedet, og det første eksempel stammer fra OL i Berlin 1936, hvor en række kendte personer og organisationer opfordrede til boykot af Nazityskland, men de blev ikke hørt. Som ved 1976-legene havde der ved OL i München 1972 også der været trusler om boykot rettet mod Sydafrikas deltagelse, og disse trusler medførte at Sydafrika blev udelukket, hvorpå truslerne blev skrinlagt.
De seneste overvejelser om boykot forekom i forbindelse med legene i Beijing 2008, hvor en række aktivister opfordrede til at blive væk for at protestere mod den kinesiske regerings behandling af menneskerettighedsorganisationer. Det medførte dog ingen nationsboykot, men nogle sportsfolk lavede mindre aktioner så som at blive væk fra åbningshøjtideligheden.
Politiske aktioner under legene.
Under selve legene har egentlige politiske aktioner været ret få. Den mest kendte forekom under OL i Mexico City 1968, da de to sorte amerikanske 200 m løbere Tommie Smith og John Carlos som guld- og bronzevindere på sejrspodiet markerede støtte til den militante Black Power-bevægelse med hævede, behandskede, knyttede højrehænder. Efterfølgende blev de to løbere sendt hjem i unåde.
Ved OL i Athen 2004 undgik iranske Arash Miresmaeli at møde israeleren Ehud Vaks i en judokamp, da det var iransk politik at undlade at have sportslig samkvem med Israel. Officielt blev Miresmaeli dog diskvalificeret for ikke at overholde vægtgrænsen, men han udtalte selv: "Skønt jeg havde trænet i månedsvis og var i god form, nægtede jeg at møde min israelske modstander i sympati med det palæstinensiske folks lidelser, og det er jeg overhovedet ikke ked af."
Endelig er der eksempler på legenes positive politiske betydning. Således fik den sorte amerikanske atlet Jesse Owens' fire guldmedaljer under OL i Berlin 1936 stor symbolsk værdi som modbevis på de nazistiske teorier om den ariske races overlegenhed over andre racer. Ved OL i Sydney 2000 fik udnævnelsen af aborigineren Cathy Freeman som den atlet, der antændte den olympiske ild på stadion og i øvrigt efterfølgende vandt 400 m løbet, sat fokus på dette folks situation i Australien.
Doping.
I selve konkurrencerne har dopingen i næsten alle årene været en faktor, som IOC i stigende grad har været nødt til at forholde sig til. Nu om stunder er der stor opbakning til kampen mod doping, men det har ikke altid været tilfældet. Første kendte tilfælde af præstationsfremmende midler under et OL er fra OL i St. Louis 1904, hvor maratonløberen Thomas J. Hicks, der vandt løbet, af sin træner fik en blanding af cognac og stryknin.
Under OL i Rom 1960 døde den danske cykelrytter Knud Enemark under 100 km holdløb, og efterfølgende undersøgelser viste, at han havde spor af amfetamin i blodet, hvilket kombineret med en voldsom varme og det hårde løb medførte bevidsløshed, og det følgende styrt medførte døden.
Fra midten af 1960'erne begyndte man aktivt at undersøge, om sportsfolk tog præstationsfremmende stoffer, og den første, der blev afsløret på den måde, var den svenske moderne femkæmper Hans-Gunnar Liljenwall ved OL i Mexico City 1968. Han blev frataget sin bronzemedalje, da han blev afsløret i brugen af alkohol.
Senere er teknikkerne til afsløring af doping blevet markant forbedret, men det blev ikke i forbindelse med selve legene afsløret, at en række østeuropæiske sportsfolk, ikke mindst østtyske svømmere, i forbindelse med flere lege i 1970'erne og 1980'erne systematisk havde fået anabolske steroider. Dette forhold blev efterfølgende afdækket af journalister.
Den mest prominente afsløring af en dopingsynder er uden tvivl canadieren Ben Johnson, der ved OL i Seoul 1988 havde vundet guld i 100 m løb, men efterfølgende frataget medaljen, da han blev afsløret for brug af stanozolol. Dopingmetoderne er blevet mere sofistikerede, men klapjagten på synderne er også intensiveret, så derfor blev kun tre sportsudøvere afsløret efter deltagelse i konkurrence ved OL i Beijing 2008, mens en større gruppe var blevet udelukket på forhånd.
Andre uheldige episoder.
Der har gennem årene været en række kontroversielle situationer ved en række lege. Blandt de mest bizarre var en stribe stærkt diskutable domme i boksekonkurrencerne under OL i Seoul 1988, hvor der efterfølgende var stærke mistanker om bestikkelse af nogle af dommerne.
Før OL i Lillehammer 1994 var den indbyrdes konkurrence mellem de to amerikanske kunstskøjteløbere Tonya Harding og Nancy Kerrigan så intens, at en person tæt knyttet til Harding betalte en anden skøjteløber for bevidst at skade Kerrigan. Skaden var dog ikke værre, end at hun kunne deltage i OL-konkurrencen og vinde sølvmedaljen, mens Harding måtte nøjes med ottendepladsen. Efterfølgende blev Harding for sin forbindelse til den famøse hændelse udelukket fra sporten på livstid.
Olympiade.
En olympiade er perioden mellem to olympiske lege og denne periode er siden oldtidens Græske lege fastlagt til fire år. I nutidig sprogbrug bruges "olympiade" undertiden fejlagtigt synonymt med "olympiske lege".
Række.
At række noget til nogen betyder at overbringe en genstand som modtageren ikke eller kun med besvær selv kan nå. Herved bliver man et led i "rækken" af folk der bringer noget fra A til B.
Procent.
Procent (forkortet pct. eller repræsenteret med procenttegnet: %) betyder "per hundrede" - altså 100-dele. Så 25 procent er altså det samme som 25/100, 25 100-dele eller en fjerdedel.
Et særligt problem opstår når man beregner procent af procenter. F.eks. hvis renten stiger fra 4 til 5 %, stiger renten med en fjerdedel eller 25 %. Man kan i stedet sige at renten er steget med 1 procentpoint.
For at komme fra procent til promille skal man bare flytte kommaet en plads til højre: 1,7 procent er det samme som 17 promille.
Ordene "cent" og "mille" er latin og betyder henholdsvis "hundrede" og "tusinde".
Borgerkrig.
En borgerkrig er en krig, som foregår indenfor grænserne af én nationalstat. De fleste borgerkrige er blevet udkæmpet på basis af politiske uenigheder (f.eks. den amerikanske, russiske, spanske og græske borgerkrig). Andre udkæmpes på basis af etniske og/eller religiøse tilhørsforhold, hvor de etniske er de reelle årsager og de religiøse forskelle er undskyldningen (jugoslaviske, libanesiske, Rwanda, Irak). Ofte vil stormagter i udlandet være indblandet ved at støtte den ene eller flere parter i borgerkrigen.
Det meste af middelalderen var præget af borgerkrige, hvor stormændene kæmpede om indflydelse, måske kongemagten. Dog kan det diskuteres om middelalderens krige med rette kan kaldes borgerkrige, eftersom de ofte ikke foregik indenfor en nationalstat.
Krig.
Krig kan defineres som, erklærede fjendtlige handlinger mellem to eller flere lande eller stater.
Årsagerne til krig kan være mange, for eksempel: ønske om at udvide landet, opnå adgang til råstoffer eller historiske nationale stridigheder.
Absalon.
Absalons ligsten i Sorø Klosterkirke
Absalon (1128 - 21. marts 1201) var en politisk indflydelsesrig dansk biskop og ærkebiskop. Født i Fjenneslev. Død d. 21. marts 1201 i Sorø Kloster og begravet i Sorø Klosterkirke. Fosterbror til Valdemar 1. den Store og bror til Esbern Snare. Absalon var af den indflydelsesrige Hvideslægt, hans forældre var Asser Rig og Inger Eriksdatter og hans farfar var Skjalm Hvide.
Liv.
Hans far Asser Rig var en af rigets mægtigste mænd, og hans mor Inge tilhørte muligvis en gren af kongeslægten. Stormandsgården i Fjenneslev på Midtsjælland var Absalons barndomshjem.
Allerede fra fødslen var det sikkert meningen, at Absalon som den yngste dreng skulle gøre karriere inden for kirken, medens hans storebror bestyrede familiens ejendomme.
Fra cirka 1146-1156 var han under uddannelse som teolog på universitetet i Paris, hvor han bl.a. lærte den senere Abbed Vilhelm at kende.
Det skulle komme til at få stor betydning at brødrene Absalon og Esbern voksede op sammen med den senere konge, den forældreløse Valdemar, hvis far Knud Lavard var blevet dræbt i 1131. De tre drenge sluttede fostbroderskab sammen.
Fra cirka 1146-1156 var han under uddannelse som teolog på universitetet i Paris, hvor han bl.a. lærte den senere Abbed Vilhelm at kende.
Absalon var deltager i Blodgildet i Roskilde, hvor Svend Grathe efter sigende skulle have forsøgt at dræbe Valdemar. Absalon hjalp Valdemar med at flygte til Jylland, hvor Svend Grathe blev besejret. Da Valdemar i 1157 blev konge over Danmark, fik Absalon stor indflydelse på regeringen
Absalon blev biskop i Roskilde i 1158 på foranledning af den nykårede konge Valdemar. I denne egenskab omdannede han benediktinerklosteret i Sorø, som faderen havde grundlagt, til et velstående cistercienserkloster med en klosterkirke, der som den eneste del af klosteret er bevaret intakt, med undtagelse af klosterporten. I Sorø Akademi, der er indrettet i resterne af de tidligere klosterbygninger, findes rester af murværk fra klostertiden. Absalon var en del af hoffet og som adelsmand en del af den kongelige hærstyrke.
Han fik i 1160'erne overdraget landsbyen Havn og tillæggende byer som len (der senere blev til København) af kongen, hvor han i 1167 byggede en borg på en holm ude i vandet. Rester af Absalons Borg ligger stadig under Christiansborg.
Absalon var sammen med Valdemar den Store med til at bekæmpe de vendiske sørøvere, og i 1169 var han med, da vendernes Rügen, dele af Pommern og den vendiske hovedby Arkona blev indtaget.
Han blev i 1178 ærkebiskop i Lund efter Ærkebiskop Eskil, og indledte med at virke for, at den kanoniske ret efterlevedes, men kom derfor snart i åben konfrontation med folket i det østensundske Danmark. I 1180-1182 kuede han med velvillig bistand af de skånelandske stormænd på den mest brutale vis de skånelandske bønders oprør mod hans politik. En politik, der bl.a. gik ud på indførelse af bispetiende. Efter at Knud 6. var blevet konge i 1182, var Absalon i realiteten den, der styrede Danmark.
Efter sin død i 1201 blev han som biskop efterfulgt af sin fætter Anders Sunesen. Absalon gravlagt i Sorø klosterkirke, som han selv havde ladet opføre. Liget blev lagt i en blykiste, der nedsattes i en muret grav i højkoret. Absalons ligsten blev opsat i 1536. Det var flere hundrede år efter hans død, så der er ikke tale om et egentligt portræt.
Sagn om Absalons fødsel.
Ifølge et gammelt sagn af Saxo blev Absalon født da hans fader Asser Rig var i vendernes land. Asser Rig havde, inden han rejste fra sin gravide kone, sagt at hvis hun således fødte en pige mens han var borte skulle der bygges et spir på Fjenneslev Kirke, som han var i færd med at bygge, men hvis der blev født en dreng skulle der et rigtigt tårn på kirken. Da Asser Rig senere kom hjem, var der to tårne på Kirken, han havde fået tvillinger (Esbern Snare og Absalon).
Sagn om Absalon i krig.
I 1159 finder vi første gang vidnesbyrd om bispen med sværd i hånd. Palmesøndag var Absalon levet alarmeret om en vendisk landgang ved Boeslunde, der dengang var vandforbunden med Storebælt; da vinder Absalon navnkundig hæder, da han med atten af sine hofmænd går de vendiske vikinger i møde, skønt det var mandskabet fra fire og tyve skibe, de fik at kæmpe imod. Sagnet vil vide, at han nedlagde størstedelen, og drev de andre på flugt ind i de nærliggende skove. Det hedder derfor om ham: „med Peders Sværd den Hyrde god/ ej fared frem med Lempe." Herom vidner en mindesten sat ved Boeslunde Kirke.
"Med Bispestaven Kiempen ståer en Konning mellem Klerke"
"Med Ordets Glavind ingen ståer som Absalon hin stærke"
"Med Hellebard og Brynje blå på Hingsten Bispen skinner"
"På blodig Val ej Dansken så en større Sejervinder"
Mindesmærker for Absalon.
Højbro Plads: 1901, som var 700-året for Absalons død, blev der på Højbro Plads i København indviet en rytterstatue, hvor ærkebiskoppen skuer over mod Slotsholmen, hvor han grundlagde sin borg. Statuen blev udført af billedhuggeren Vilhelm Bissen og viser byens grundlægger siddende højt på sin stejlende hest. Han er skildret som kriger i hjelm og ringbrynje og med stridsøksen i hånden. Hans træk menes at være taget fra ligstenen på hans sarkofag i Sorø.
Sokkelens udformning skyldes Martin Nyrop, som også formulerede indskriften: "Han var modig, snild og fremsynet - en ynder af lærdom - med ren vilje Danmarks trofaste søn"."
Den røde teglstenssokkel er dekoreret med vikingeslyng og svømmende sild som en hetydning til Øresunds skjulte rigdom og indtægtskilde. Desuden ses et våbenskjold med rosenkors og to himmelnøgler på kors, en henvisning til Absalons mere fredelige virke som Roskildebisp.
Københavns Rådhus: 1901 blev der midt på rådhusets facade mod Rådhuspladsen indviet en portrætstatue delvis forgyldt i bronze af Absalon, også udført af Vilhelm Bissen. Absalon er fremstillet under en baldakin, forgyldt i biskoppeligt ornat, med bispehue og krumstav.
Frisen derover er udført efter tegning af Martin Nyrop. Statuen blev modelleret 1872 og omarbejdet og støbt 1899-1900. På konsollens forside er der indgraveret i bronzen: "S D G" [Solo Dei Gloria]. I skriftbånd rundt langs nichens kant er der indgraveret: "ERKEBISKOP ABSALON MCXXVIII-MCCI SIÆLLANDS BISKOP DENNE STADS GRVNDLÆGGER"
Åbningen af Absalons grav.
Liget blev lagt i en blykiste, der nedsattes i en muret grav i højkoret. I 1536 blev graven åbnet for første gang i overværelse af Christian 3, og her fandt man ærkebispen liggende i fuldt skrud med bispehue og bispestav. Ved samme lejlighed blev der udført en prægtig gravsten i ny renæssance-stil.
Kongen tilbød ved den lejlighed ringen til biskop Peder Palladius, der dog afslog. Ringen, der er af guld med en indfældet blå safir blev opdaget, da graven blev åbnet for anden gang i begyndelsen af 1800-tallet, og er i nutiden udstillet på Nationalmuseet i København. Graven har i øvrigt været åbnet en tredje gang, i 1947.
Støtteskibet Absalon.
Det fleksible støtteskib Absalon, søsat 25. februar 2004 er opkaldt efter biskop Absalon, for at hylde hans legende både som kriger og fredsmand. Absalon organiserede den danske ledingsflåde til togterne mod venderne. Han udmærkede sig derved både som gejstlig og som kriger. Desuden var han bror til Esbern Snare. L17 Esbern Snare er søsterskib til L16 Absalon.
Skov.
En skov er et plantesamfund, hvori træer udgør hovedbestanddelen. Endvidere må det kræves, at der er tale om et større areal, at træerne har en vis højde, og at trækronerne tilnærmelsesvis når hinanden. Skov forekommer naturligt overalt på Jorden, bortset fra områder med for lav temperatur eller for tørt klima. Klimaet er afgørende for, hvilken skovtype, der udvikles.
En mindre skov kaldes for en lund.
Skove med træer, som har dybe rødder, har en væsentlig indflydelse på klimaet og den dybere jords vandindhold. Træernes rødder kan transportere op til 10% af den årlige nedbør i vådsæsonen fra overfladejorden og til dybere jordlag - ned til 13 meter. I tørketider "henter" træerne så vandet igen og kan på denne måde lave op til 40% mere fotosyntese i tørkeperioder.
I overført betydning bruges ordet "skov" også til at angive en større samling af ensartede individer eller emner f.eks. en skov af biler eller mennesker.
__NOTOC__
Fyrværkeri.
Fyrværkeri er afbrænding af kemiske forbindelser med henblik på at skabe forskellige lydeffekter (fx ´heksehyl, kinesere og kanonslag), lyseffekter (fx fontæner, sole og raketter) eller røg (røgbomber).
Fyrværkeri består hovedsageligt af et rør, der er rullet af pap, indeholdende en kemisk blanding, kaldet en sats (benævnes ofte som "krudt").
En lunte (stupin) er sat på fyrværkeriet, for at få en forsinkelse af effekten. En stupin bestod i gamle dage af en bomuldssnor indhyllet i krudt, men denne type var for farligt, da omkringfarende gnister kunne antænde den længere inde, og derved få en mindre forsinkelse. Nu om dage bruger man en sikkerhedslunte, som i korte træk er krudt, der er indhyldet i et lag bomuldstråde samt nitrocellulose, der ofte er farvet grønt.
Til frembringelse af lyseffekter benyttes metaller eller metalsalte som alt efter deres art giver forskellige farver (natrium: gul, kalium: violet, lithium/strontium: rød, barium: grøn, kobber: blå), sølv (titanium/magnesium/aluminium/magnalium) eller gylden kul/jern.
Familie (biologi).
Familie er i biologien en enhed omfattende en eller flere slægter. Den kan videreinddeles i underfamilier og tribusser.
Flere familier kan samles i en enkelt orden.
Her følger en tabeloversigt over familie og de tilknyttede inddelinger. Bemærk de forskellige, kendetegnende endelser for de forskellige grupper af organismer.
Naturskov.
En naturskov er en skov, hvor træerne genetisk stammer fra træer, der naturligt er indvandret til voksestedet. En urskov er således også en naturskov, men hvis urskoven fældes, og en ny skov vokser op af sig selv, er der ikke længere tale om urskov, selv om træerne måske bliver flere hundrede år gamle. Men skoven er stadig en naturskov. Man bruger begrebet naturskov om skove, der er for menneskepåvirkede til, at skoven kan kaldes for urskov.
"Urørt skov" findes, hvor naturskoven får lov at udvikle sig uden menneskelig indblanding. Derved forventer man, at skoven med tiden får en sammensætning og et helhedspræg, som stemmer overens med den naturlige biotop, løvskov. Men man kender eksempler på skove, som har været urørte i 700 år, uden at de har fået en sammensætning og et helhedspræg som urskov. Dette skyldes, at de fleste træer dør ved 250 års-alderen, og de tilbageværende træer dør, når hele skoven omkring dem dør. Derfor kræves der mange trægenerationer til at opnå en skov med flere forskellige aldersklasser, ligesom i urskoven.
Dansk løvskov i maj. Det har formentlig været typisk for de naturlige løvskove, at skovbunden var vandlidende.
Løvskov.
Denne biotop var den dominerende i Danmark, indtil landbruget satte sit præg på naturen. Der findes endnu enkelte smårester på steder, som er så stejle eller på anden måde utilgængelige, at der kun har været drevet meget ekstensiv skovdrift på dem.
Det er karakteristisk for den naturprægede skov (for nu ikke at sige: urskov), at den består af mange arter, at individerne inden for disse arter står med stor indbyrdes afstand, og at træerne findes i alle aldersgrupper. Det skyldes, at biotopen også rummede det sidste led i skovens succession, hvor de gamle kæmpetræer vælter og skaber større eller mindre lysninger.
Der er endnu to forhold, som har gjort den helt naturlige løvskov anderledes end nutidens dyrkede skov. Det ene har med vandet at gøre. Forskerne er enige om, at vore skove var fyldt med vandlidende områder, dvs. sumpede områder med dele, der blev oversvømmet hvert forår. Det er et ret sent fænomen, at skovfolkene har drænet skovparterne og skabt fast bund i skoven. Også dette meget våde miljø har præget løvskoven, sådan at der har været åbne eller tyndt bevoksede partier i den.
Det sidste - og måske afgørende - er de store græssere: bison, urokse, elsdyr, kronhjort. Alle er enige om, at husdyrenes græsning i skovene igennem mange århundreder gjorde dem åbne og bidrog til, at der blev skabt store, vedvarende lysninger. Derimod har det været overset, hvad der var de vilde drøvtyggeres virkning. Man har baseret vores viden om skovene på pollenfund i skovmoserne, men det er blevet glemt, at de bibestøvede planter ikke sender særlig meget pollen ud i søer og moser. Eksempelvis har man kun ganske få fund af pollen fra slåen ("Prunus spinosa") i moserne, selv om man ved fra gravgaver i bronzealderens gravgaver, at buskene har været der hele tiden.
Derfor er synet på vore løvskove ved at blive ændret i disse år. Der er ved at være enighed om, at den dystre, sammenhængende urskov ikke er det rigtige billede af en naturlig, dansk løvskovbiotop. Man må i stedet se skove for sig med store partier af overdrevsagtig karakter, foruden helt nøgne sletter. Vinden har meget stor betydning for skovens udvikling, da urskovens træer bliver meget høje og tynde og derfor nemt vælter i en orkan. Men den almindelige stride blæst virker udtørrende både på træerne og på jorden, så hvis træerne bliver for bare forneden, suser blæsten ned på skovbunden, så denne udtørres, og træerne får derved nemt tørkeskader.
I fremtiden.
Før istiderne var Danmark dækket af nåleskov, og uden menneskets indblanding ville ædelgran med tiden indvandre til Danmark, da det kun er en indavlsdepression, som har forhindret den i at brede sig fra Tyskland. Det vil sige, at den urskov af løvtræer, som fandtes i Danmark i oldtiden, en dag ville forsvinde og afløses af en nåleskov, hvis mennesket ikke havde fældet urskoven. De kun 8.000 år med urskov er for kort tid til, at urskoven kan udvikle en stabil tilstand, hvor nye indvandrertræer ikke kan forandre hele økosystemet.
Med menneskets indførsel af en mere tilpasningsdygtig ædelgran fra Syditalien og douglasgran fra Nordamerika vil den urørte naturskov ende som en nåleskov, medmindre man foretager en lugning. Men hvis man luger, er der ikke meget urørt tilbage ved den urørte skov. Et særligt problem er Fugle-Kirsebær, som er en indført plante, og ær som havde sin nordgrænse ved Vejle Fjord og Sydfyn, men som i dag er udbredt i hele landet. Taks fandtes oprindeligt kun ved Vejle Fjord, men findes i dag i de fleste løvskove.
Rige.
"Rige" kan også være et gammelt jysk udtryk for at have samleje. Heraf "rigegal" for brunst eller liderlighed.
Web-sikre farver.
HTML-farver er de farver, der angives med en sekscifret hexadecimal kode i HTML. Web-sikre farver er de farver, der med sikkerhed kan gengives i de forskellige browsere.
De 216 farver havde en vis betydning i slutning af 1990-erne, men i takt med udbredelsen af bedre grafikkort er de blevet mindre vigtige.
Paletten er simpelt opbygget. Der er tre farvekanaler: Rød, grøn og blå, Hver af disse går fra 0-255, på almindeligt hardware anno 2005. Deles dette interval op i lige store dele, er en mulig opsplitning ved 0, 51, 102, 153, 204 og 255. Med hexadecimal skrivning bliver det 00, 33, 66, 99, CC og FF. Tages samtlige kombinationer af disse værdier er resultatet 6*6*6 = 216 farver.
Dette er ikke en optimal udnyttelse af farverne på en computer der kan vise 256 farver, men da nogen af de 256 farver anvendes til visning af vinduer, knapper o.l er det et brugbart kompromis.
I praksis gemmes billeder med de 216 farver enten som GIF eller PNG. Det tredje udbredte grafikformat på WWW, JPEG, er tabsgivende og garanterer ikke uændrede farver.
Dette er de HTML-farver, som kan gengives på en computer med 256 farvers skærm.
Domæne (biologi).
Domæne er i biologien en enhed omfattende et eller flere Riger.
Der er ikke konsensus angående domæner indenfor biologien. Nedenstående er et kompromis.
Lillebæltsbroen (1935).
Lillebæltsbroen - også kaldet Den gamle Lillebæltsbro - var den første faste forbindelse mellem Jylland og Fyn.
Den kombinerede vej- og jernbanebro blev bl.a. opført for at holde arbejdsløsheden nede; byggeriet fandt sted i perioden 1929 til 1935, og broen blev indviet 14. maj 1935. Broen blev bygget med hjælp af datidens ikke særlig effektive hjælpemidler som telegraf og regnestok. En af de store udfordinger var den dybe og kraftige strøm i Lillebælt. Man udnyttede at bunden består et vandtæt lerlag, man kunne så satte åbne sænkekasser og tømme dem for vand og derefter støbe pillerne.
Broen er 1.178 meter lang og 20,5 meter bred. Gennemsejlingshøjden er 33 meter.
Broen erstattede færgeoverfarten mellem Snoghøj og Strib.
Den blev aflastet i 1970, hvor Den nye Lillebæltsbro overtog en stor del af vejtrafikken.
Det er Banedanmark, der forestår vedligeholdelse af broen. De fem brofag er blevet malet i perioden 2003 - 2007 - sidst brofagene blev malet var i perioden 1966-1971.
Lillebæltsbroen (1970).
Lillebæltsbroen, også kaldet Den nye Lillebæltsbro, er en sekssporet motorvejsbro mellem Jylland og Fyn bygget i perioden 1965 til 1970 og indviet 21. oktober samme år. Arkitekten var Orla Mølgaard-Nielsen.
Broen er 1.700 meter lang, 33,3 meter bred og har et frit spænd på ca. 600 meter. Gennemsejlingshøjden er 44 meter. Gennemsejlingshøjden for Lillebælt er dog betinget af Den gamle lillebæltsbro der har en gennemsejlingshøjde på 33 meter.
Vestlige pylon set fra syd
Slægt (biologi).
En slægt er i biologi og taksonomi en kategori, som omfatter en eller flere arter. En eller flere nærstående slægter indgår i en familie.
Som ved andre kategorier (pånær arten) er det et skønsspørgsmål, hvilken gruppe man vælger at kalde en slægt.
Dagens systematik er derfor mere optaget af organismernes slægtskab eller stamtræ end af kategorier.
1861.
Eksterne henvisninger.
61
Ravioli.
Ravioli er en italiensk ret med små dejkuverter fyldt med indbagt fars, spinat, ost eller andet.
Et folkesagn.
Et folkesagn er en Bournonville-ballet. Det kongelige Teater havde i 1991 repremiere på balletten med kostumer og scenografi af Dronning Margrethe.
Lysets hastighed.
Lysets hastighed eller lysets fart er den fart hvormed elektromagnetiske svingninger udbreder sig i et medium. I vakuum er lysets fart maksimal, og defineret til at være 299.792.458 m per sekund, svarende til knap 30 centimeter per nanosekund. I dagligt brug siger man at lyset har en hastighed på 300.000 km/s. I andre medier er lysets fart mindre, se brydningsindeks. I partikelmodellen opfattes lys som en strøm af masseløse partikler, såkaldte fotoner, og lysets fart bliver så den fart hvormed fotoner bevæger sig.
Da lysets fart er så stor i forhold til farten i hverdagens bevægelser - f.eks. bevæger lyset sig cirka en million gange så hurtigt som lyd udbreder sig i atmosfærisk luft ved standardbetingelserne - troede man indtil oplysningstiden at den var uendelig. Ole Rømer kunne imidlertid ved at studere tidspunkterne for indtrædelsen af Jupiters formørkelse af månen Io iagttage lysets tøven, altså at lysets fart måtte være endelig. Desværre beskrev Rømer ikke selv sin opdagelse; vi kender den primært fra et fejlbehæftet referat på fransk og fra brevveksling blandt tidens videnskabsmænd. Imidlertid synes referatet at vise, at Rømer bestemte lysets tøven til at være 11 minutter for jordbanens radius, hvilket giver en fart på o. 225.600 km/s - en afvigelse på ca. 33% fra den nu kendte.
I midten af 1800-tallet tilrettelagde Fizeau og Foucault eksperimenter til bestemmelse af lysets fart i luft og kom frem til resultater der ligger tæt på den moderne værdi. En teoretisk beregning af lysets fart blev mulig da Maxwell fremlagde en samlet matematisk formulering af elektromagnetismen. Lysets fart i vakuum (formula_1) kan herefter vises at være givet ved
En stribe interferometriske eksperimenter udført af Michelson og Morley omkring år 1900 viste at lysets fart ikke afhænger af den relative hastighed mellem kilde og observatør. Det blev dødsstødet for æterteorien, der gik ud på at lyset skulle udbrede sig i et særligt medium, æteren, som udfyldte tomrummet mellem materielle legemer, og i forhold til hvilken lysets hastighed skulle måles.
Lysets vakuumfart spiller en central rolle i Einsteins specielle relativitetsteori, der bl.a. forudsiger at formula_1 er den øvre grænse for hvor hurtigt noget kan bevæge sig. Forsøg på at falsificere denne forudsigelse, f.eks. de af Günther Nimtz i 1990'erne udførte forsøg på at realisere overlyshastighed ved kvantemekanisk tunnelering under udnyttelse af Hartmann-effekten, er indtil videre.
I dag er lysets vakuumfart fastsat ved definition og kan derfor ikke bestemmes eksperimentielt eller mere præcist. Meteren er derimod defineret som den strækning lyset bevæger sig i vakuum på 1/299.792.458 sekund, og kan derfor bestemmes eksperimentielt og med større og større nøjagtighed. Lysets fart danner endvidere udgangspunkt for den astronomiske afstandsenhed lysår.
Selvom det ikke længere giver mening at måle lysets fart i vakuum, så udføres der fortsat forsøg med lysets fart. I 2001 lykkedes det eksempelvis Lene Vestergaard Hau og hendes gruppe at bremse lyset til gangfart uden tab af fasekohærens.
Bæver.
Bæveren er en stor gnaver, som lever af inderbarken af piletræer, vandplanter, blade, grene og bark.
Den er kendt for at lave dæmninger, men den laver også kanaler til flådning af træstammer og grene, hvilket er et meget større arbejde end dæmningerne. Hvor der ikke er klinter ned i vandet, bygger de en ø i dammen og graver en hule ud under øen.
Bæveren kan veje op til 40 kg, hvis den har haft gode kår og aldersrekorden er 25-30 år. Normalt bliver de dog omkring 15 år gamle.
I oktober 1999 blev der sat 18 bævere ud i Flynder å på Klosterheden statsskovdistrikt i Vestjylland. Udsætningen er et forsøg på at få bæveren tilbage i den danske natur. Bævertælling i april 2006 viste, at der er født mindst 15 unger sidste sommer (2005).. Bæverbestanden skønnes derfor på nuværende tidspunkt at være på mindst 76 individer. Styrelsen vurderer, at det reelle antal bævere efter alt at dømme er noget højere, nemlig mellem 80 og 90.
Bæveren er kønsmoden 2 år gammel, men er da endnu ikke fuldt udvokset. Den vokser ikke efter 4 årsalderen og vejer da omkring 20 kg.
Familien "Castoridae" har kun en nulevende slægt – Bævere ("Castor") med to arter.
Papirflyver.
En papirflyver er et minifly foldet af papir og som har bedst af at blive fløjet indendørs. Kunsten at folde papir kaldes origami.
Origami.
En søhest foldet i papir
Origami er kunsten at kunne folde kvadratisk papir. De fleste papirflyvere er foldet af papir og nogle få er blot buet papir. Ordet origami er japansk og betyder papirkunst.
Origami (折り紙, Origami) ("oru" betyder "foldning" og "kami" betyder "papir") er den antikke japanske papirfoldekunst, men stammer oprindeligt fra Kina. Målet med origami er med et enkelt (oftest kvadratisk) stykke papir at skabe en repræsentation af et objekt ved hjælp af geometrisk foldede former og mønstre, helst uden brug af lim eller ved at skære i papiret. I dag refererer ordet "Origami" til alle typer af papir foldning, også de af ikke-asiatisk oprindelse.
Origami bruger kun et lille antal forskellige foldninger, men de kan kombineres på mange forskellige måder til komplicerede figurer eller designs, som for eksempel den velkendte japanske trane. I almindelighed begynder disse figurer med et kvadratisk stykke papir, hvis sider kan være i forskellige farver eller påtrykte mønstre. Traditionel japansk origami har været praktiseret siden Edo æraen (1603-1867) og har ofte været mindre streng med hensyn til de almindelige konventioner for origami, så undertiden blev papiret skåret under oprettelsen af et design.
Slaget ved Hova.
Slaget ved Hova, militær træfning ved Hova i år 1275, hvor kong Valdemar Birgersson i spidsen for en bondehær besejredes af sin bror hertug Magnus (senere Magnus Ladelås), som fik støtte af dansk kavaleri. Sejren medførte, at Magnus overtog den svenske krone.
Hova
Hova
Vedplanter.
En vedplante er en plante, som vokser i tykkelsen, ved at den har et vækstlag, inderbarken eller "kambiet", som danner ved indad og bark udad. De små vedplanter er dværgbuske og buske, mens de store er træer, og de klatrende er slyngplanter
Forenede Nationer.
Forenede Nationer (forkortes FN) er en verdensorganisation, der blev dannet efter 2. verdenskrig den 24. oktober 1945 af 51 stater. Organisationen havde det formål at forhindre en verdenskrig i at opstå nogensinde igen. Menneskerettighederne er blevet formuleret i FN.
Organisationen spiller en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, kampen for menneskerettighederne, international samfærdsel osv. Den stadige udvidelse af opgaverne har ført til oprettelse af et stort antal ekspertgrupper og koordineringsudvalg, udvidelse af sekretariatet og oprettelse af flere specialorganisationer. Alt i alt er FN med
specialorganisationerne blevet et uerstatteligt element i vore dages internationale system.
Generalsekretær.
Organisationen ledes af sekretariatet med generalsekretæren som leder. Denne er ikke blot leder af administrationen, men har også mulighed for at spille en politisk rolle for eksempel ved at henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på forhold, som efter hans mening kan true opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Ban Ki-moon, Sydkoreas tidligere udenrigsminister er FN's generalsekretær fra januar 2007.
FN's 2015-mål.
På FN's Millennium-topmøde i New York fra den 6.-8. september 2000 vedtog verdens stats- og regeringsledere en erklæring,
Denne førte frem til en række konkrete mål, FN's 2015-mål, om at bekæmpe fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af piger og kvinder inden år 2015. FN's Udviklingsprogram UNDP, er ansvarlig for at gøre løbende status over opfyldelsen af 2015-målene, der er blevet et væsentligt pejlemærke og redskab for udviklingsarbejdet i både lande og nationale såvel som internationale organisationer.
FN-dagen.
FN-dagen har været fejret 24. oktober hvert eneste år siden 1948. Dagen markeres over hele jorden med møder, diskussioner og udstillinger om FNs arbejde og mål.
Danmarks traditioner og mærkedage.
*
Kærlighed ved første hik (bog).
Kærlighed ved første hik er en ungdomsroman af forfatteren Dennis Jürgensen, der blev udgivet i 1981.
Romanen blev filmatiseret i 1999. Bagpå bogen står disse ord: "Det hele begyndte nytårsaften, da jeg fik et anfald af min uhelbredelige hikke. - Jeg har en idé, råbte cowboyen og kom til. - Han skal stå på hovedet og drikke et glas vand..."
Korde.
En korde er et linjestykke, der forbinder to punkter på en cirkel eller en kurve.
Mors dag.
Mors dag afholdes i Danmark den anden søndag i maj. Dagen blev opfundet i USA i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910). Oprindeligt var tanken at dagen også skulle være en dag for fred. Anna Jarvis (1864-1948) fik udbredt kendskabet til dagen, i første omgang for at ære sin egen mor (Moderen Anna Marie Reeves Jarvis arbejdede bl.a. for at forbedre de sanitære forhold og mindske børnedødeligheden), men efterhånden også for generelt at ære alle mødres arbejde. Hun fik indført at dagen skulle afholdes den anden søndag i maj og skikken bredte sig hurtigt. Dagen er blevet holdt i hævd som en officiel helligdag i USA siden 1914.
Historie.
Før Julia Ward Howe opfandt mors dag i USA fandtes der en gammel tradition i England med en lidt anden udgave af mors dag. Siden 1600-tallet har børn og unge hver fjerde søndag i fasten traditionelt fået fri fra tjenestestedet for at besøge deres mor. Dagen blev kaldt "Mothering Sunday". I Nordengland og Skotland blev dagen kaldt "Carling Sunday", da en speciel slags pandekager (carlings) normalt blev serveret. Andre traditionelle lækkerier blev serveret andre steder i landet på dagen - f.eks. en plumkage med rosiner og frugt eller sød og krydret hvedegrød kogt på sødmælk.
Mothering Sunday var dog ved langsomt at dø ud, da dagen blev genoplivet med inspiration fra den nye amerikanske tradition. Dagens afholdes stadig den fjerde søndag i fasten, men kaldes nu "Mothers Day".
Anna Jarvis forsøgte at introducere den hvide nellike som symbol på mors dag. Nelliken skulle symbolisere mødrenes dyder: renhed, trofasthed, ærbarhed, barmhjertighed, kærlighed og skønhed. Ideen blev videreudviklet, så folk med levende mødre bar røde nelliker, mens folk, hvis mødre var døde bar hvide nelliker. Traditionen var ikke tiltænkt at være kommerciel, men da nelliken blev symbol på mors dag fik blomsterhandlende en fremtrædende rolle i traditionen omkring mors dag.
Mors dag kom til Danmark i 1929 med rigsdagsbetjent Christian Svenningsen (1896 - 1979). Han havde kæmpet som soldat i USA's hær under 1. verdenskrig og hørte da om den nye tradition fra soldaterkameraterne. Han bragte ideen til Danmark og krydrede traditionen med sin egen ide til arrangementer indenfor foreningen "De Allieredes Danske Vaabenfæller" til pengeindsamling til fordel for krigsenker og mødre, der havde mistet en søn. Senere gik pengene til Mødrehjælpen.
Ud over blomsterhandlernes udbud af mors dag-buketter og kort produceres der i Danmark også hos porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl siden 1969 mors dag-platter beregnet til samlere.
Bryllupsdag.
Bryllupsdag er årsdagen for et ægtepars bryllup.
Alt efter antallet af år siden brylluppet har bryllupsdagen sit eget navn. Nogle bryllupsdage har særlige traditioner for fejring.
Hårdttræ.
Hårdttræ er måske en oversættelse af det engelske ord "hardwood" som betyder løvtræ.I "Engelsk Dansk Ordbog" står der om hardwood: "1 Hårdt træ; 2 (forestry) ved af løvtræ ("spec" om hårde træarter som eg, ask, bøg etc, "opp" nåletræ]".
Computerspil.
Et computerspil er et underholdningsmedie designet til afvikling på computere, og til tider med lærende elementer. Spil er af vidt forskellige omfang, og varianterne fordeler sig over en bred vifte af genrer. Computerspil har været tilgængelige i nogle årtier, og er igennem sin levetid blevet udviklet teknologisk og omfangsmæssigt, fra simple, to-farvede platformtitler til detaljerede og massive universer.
Størstedelen af spil har en singleplayer-part, og en betydelig andel har også multiplayer der tillader spillere at konkurrere med eller mod hinanden. Dette sker typisk over LAN eller internettet. Mange spil er udviklet omkring en historie og en protagonist - noget der ofte udvides med blandt andet romaner, noveller, film og ikke mindst fanfiktion.
Computerspil afvikles på en såkaldt spilmotor, der teknisk danner rammerne og afviklingen for en eller flere titler. Op til flere titler, blandt andet "Half-Life", tillader ligeledes MODs, der er forskellige omfang af ændringer i forhold til orignaltitlen.
Typer.
Der er flere forskellige typer af computerspil. Der er spil udviklet specielt til brug på selve computere, og der er spil udviklet til brug direkte i browseren. Computerspil på internettet findes i mange afskygninger, både som store komplekse strategi spil, og de mere simple flash spil, men fælles for dem er at de spilles direkte i browseren. Spillene som er udviklet til afvikling på computeren har ofte en multiplayer funktion, altså mulighed for at spille sammen med andre over internettet.
Historie.
Det første spil til en computer var ”Noughts and Crosses” af A.S. Douglas, der lavede spillet som en del af hans ph.d. opgave om human-computer interaction i 1952. Computeren var en EDSAC (Electronic Delay Storage Automatic Calculator) som stod på University of Cambridge, og det var en af de første computer med mulighed for at lager programmer. ”Noughts and Crosses” var en singleplayer udgave af kryds-og-bolle og spilleren kunne vælge, hvem der skulle starte. Spillet var tekstbaseret og bestod af et 3x3 felter, som hver havde et nummer. Spilleren indgav sit træk ved hjælp af en drejetelefonskive og EDSAC skrev sit træk som tekst.
Teknologi.
De første spil var ret simple: Få farver og kun i to dimensioner. Dette afspejlede dels, at spil til computerne var et nyt fænomen, men også, at computerne ikke havde ressourcer til mere krævende spil. Med kun to dimensioner begrænsede man mulighederne og kunne således kun bevæge sig horisontalt eller vertikalt i billedet.
I midten af 1990'erne blev flere titler visuelt og programmelt begrænset af den almene computer eller spilkonsols begrænsede ressourcer. I "Tomb Raider" bestod Lara Croft såvel af omkring 400 polygoner (til sammenligning består hun af godt 7.000 i ' fra 2007), og havde desuden ikke en hestehale, da dennes fysik ville være for tung at simulere. I Chris Sawyers "Transport Tycoon" blev computerstyrede modstandere "fordummet" fordi beregningerne af mere velovervejede konstruktioner ligeledes ville have været for krævende. I takt med computernes udvikling og spiludviklernes kompetencer, har spil visuelt, programmelt og lydmæssigt nærmet sig hvad mennesker forstår som virkelighedsnært. Avanceret lys og detaljeret grafik gør at spil kan gengive tilnærmelsesvist virkeligsidentiske billeder og bevægelser.
Vold i computerspil.
Debatten om vold i computerspil handler kort og godt om, hvorvidt voldelige computerspil, såvel som voldelige film og aggressiv musik, fremkalder vold og aggressioner hos mennesker.
Debattens ene part mener, at de voldelige spil og film, samt den aggressive musik, "har" en indflydelse. Ofte med den teori, at spilleren til sidst ikke kan skelne mellem virkeligheden og spillet. Eksempelvis kunne spilleren opfordres til at tro, at hvis nogen dør, så kan de uden problemer bare opstå igen. Eller spilleren kunne tro, at hvis man gør noget forkert, eller selv dør, så kan man blot starte forfra.
Debattens anden part mener, at de voldelige computerspil er afstressende, netop fordi spilleren kommer ud med sine aggressioner i spillet. Der er bl.a. foretaget videnskabelige eksperimenter med "Quake III Arena", der har talt for denne tolkning.
Debattens tredje part er en "hverken eller"-part, der mener at spil hverken har alvorlige følger eller er afstressende.
Den spil serie som har fået mest omtale mht. vold er GTA, Grand Theft Auto serien, som ironisk nok er en af de mest solgte computer/videospil i historien.
Kashmir.
Området Kashmir (hindi & sanskrit कश्मीर; urdu کشمیر) ligger i vest-Himalaya imellem Indien, Pakistan og Kina. Efter en krig i 1948-49 blev landet delt mellem Indien, som fik størstedelen (officielt nævnet Jammu & Kashmir) og Pakistan som fik de nordlige og vestlige egne (Azad Jammu & Kashmir og de "Nordlige Områder"). Der blev også senere grænsestrid mellem Indien og Kina. Våbenstilstanden er aldrig blevet til en fredstraktat og Kashmir-situationen forgifter endnu Sydasiens diplomatiske forhold.
Grænser.
Kashmir strækker sig mellem 32° og 38° N. og 72° og 81° Ø. Kina ligger til nordøst, Indien til sydøst, Pakistan til vest, og et lille stykke af Afghanistan til nordvest, Vakhan-territoriet. På grund af grænsestridene er det svært at give autoritative arealsfigurer. Efter Indien er Kashmir 222,236 km², hvoraf 100,437 km² er kontrolleret af Indien, 78,114 km² af Pakistan, og 43,685 km² af Kina. (Kina indrømmer ikke at områderne det har magt over er dele af Kashmir.)
Landskab.
Kashmir er et bjergland. Himalaya strækker sig her fra nordvest mod sydøst og optager næsten hele territoriet. I det sydvestlige hjørne ligger Jammu-området, en del af den store Indus-slette, og Kashmirs eneste lavland (Jammu er også navnet på det Indiske Kashmirs vinterhovedsted, men det drejer sig om forskellige geografiske områder). Nordøstpå findes bjergkæde efter bjergkæde. Først kommer de nederoderede Siwalik-bakker, op til 2.000 meter. Derefter kommer det ydre Himalaya, op til 4.000 meter, hvis central-portion her kaldes Pir Panjal-kæden. Flere pas, hvoraf Banihal-passet er det vigtigste, leder til den egentlige Kashmir-dal der giver landet sit navn. Denne bjergdal er den største i Himalaya, omkring 5.000 km² af frugtig landbrugsjord, og indeholder Srinagar (den største by og sommerhovedstaden). Derefter kommer stor-Himalayas kæder, op til 8.000 meter, hvis vigtigste pas er Zoji-passet, der fører til Ladakh og derfra førte videre til Tibet, Centralasien og Silkeruten da disse handelsveje endnu trives. (Grænserne med Kina er nu spærrede.) Den nordligste del af Kashmir støder mod Karakorumbjergene og Hindu Kush som geologisk set er forskelige fra Himalaya men ligeså høje (K2s bjergtinde: 8.611 meter). Siachen-gletsjeren, den næststørste udenfor polarzonerne, liger på våbenstilstandenlinien ("Line of Control") mellem Indien og Pakistan. Mellen 1984 og 2003 var der flere udbrud af fjendtligheder i dette øde område.
Kashmirs største flod, Indus, gavner ikke landet meget fordi den strømmer gennem de bjergrige og befolkningsfattige egne af Ladakh, Baltistan og Gilgit-området i nord-Kashmir. Den vigtigste flod er nok Jhelum, som udspringer i Kashmir-dalen selv og flyder gennem en bjergkløfte til Punjab.
Dyreliv.
Kashmirs dyr- og planteliv hører mest til den palæarktiske zone: sneleoparder, bjørne, bjerggeder, og yakoksen. Den indomalayiske faunazone, der dækker det meste af Indien, har kun få repræsentanter i Kashmir: næsehorn fandtes i Jammu-området, men blev udrydet i det 19. århundrede.
På grund af Kashmirs geografi er landet delt i flere klimazoner: jo højere, jo køligere, og jo længere mod nordøst, jo vandfattigere (bjergene giver ly mod regnen). Det er svært at præcisere fauna og floras udbredelse. Vesthimalaya er den skønne himalaya-ceders hjemsted.
Geologiske enkeltheder findes i artiklen Himalaya. Sent i det 19. århundrede fandtes dybblå safirer. De er blevet det internationale mål for safirer.
Historie.
Landet var oprindelig hinduistisk eller buddhistisk men begyndte at blive islamisk i senere middelalder. En af de mest kendte herskere var Zain-ul-Abidin (1421-1472) hvis grav findes i Srinagar. Kejseren Akbar erobrede landet i 1586 og Mughal-dynastiet, forhekset af landets skønhed og behagelige klima, benyttede det som sommerophold. De kendte Shalimar-haver blev grundlagt af kejser Jahangir, Akbars søn.
I 1756 faldt Kashmir til afghanerne i Mughalernes forfaldsperiode.
Kashmirs Moderne Historie.
Kashmirs moderne historie begyndte med Gulab Singh (1792-1857) maharaja af Jammu og Kashmir.
På denne tid var nordøst-Indien behersket af Sikh-kejseren Ranjit Singh. Jammu blev vasalstat og afghanerne blev jaget ud af Kashmir-dalen. En sikh-britisk krig truede efter Ranjits død og Gulab Singh, som var raja af Jammu siden 1822, skiftede sider i 1846. Briterne gav ham Kashmir-dalen (mod betaling) og han erobrede andre distrikter – Kishtwar, Baltistan, Ladakh, osv. – indtil staten Kashmir tog mere eller mindre sin nuværende geografiske form.
Politisk regerede Jammus dogra-hinduer alene skønt Kashmir-staten havde muslimsk flertal. Jammu og Kashmir fik rygte som et middelaldersrige. (Nogen andre indiske fyrstendømme var ganske progressive: grundlov, kvindelig valgret, industrialisering.) I det sene 19. århundrede var Kashmir bestyret af den britiske Resident (ambassadør) i mange år fordi Gulab Singhs eftergængere var unyttige. (Det samme skete i nogen andre fyrstendømme.) I 1920erne var Kashmirs tronfølger udsat for pengeafpresning over en kærlighedsaffære og det hjalp ikke landets renommé med nationalisterne.
En nationalbevægelse begyndte under ledelse af Sheikh Abdullah (1905-1982).
Efter Indiens deling.
Ved Indiens deling i 1947 skulle alle indiske fyrster vælge mellem Indien, Pakistan eller – under særlige omstændigheder – uafhængighed. Fyrst Hari Singh (den pengeafpressede tronfølger) håbede på uafhængighed. Men der var oprør i Kashmir, guerillaer filtrerede fra Pakistan og til sidst underskrev han tiltrædelsen til Indien. Indiske tropper trådte ind i Kashmir. Krigen endte med et FN våbenstilstand i Januar 1949. Indien fik størstedelen af landområdet og befolkningen: Dalen, Ladakh og Jammu; Pakistan fik de "nordlige områder," Baltistan og nogle vestlige egne. En folkeafstemning skulle afholdes, hvilket dog aldrig er sket.
Jammu & Kashmir (Indien).
Srinagar er den største by. Da den oprindelige hovedfærdselåre gik gennem Pakistan-kontrolleret Azad Kashmir måtte Inderne bygge en tunnel under Banihal-passet til Kashmir-dalen.
J&K er noget forskelig fra andre indiske delstater: der er de eneste med muslimsk flertal og delstaten har i teorien mere autonomi end de andre. Sheikh Abdullah var statsminister i 1948-1953 men blev afsat og fængslet af Nehru. Regeringen blev overtaget af Delhi. Abdullah havde en skiftende karriere derefter – nogle gange ven og medspiller til Nehru og Indira Gandhi, nogle gange i politisk modstrid igen.
Friktion over Kashmir var medvirkende til Indo-Pakistanske krige i 1965 og 1971. I 1989 begyndte en ny guerillakrig i Kashmir. Der var også en kort grænsekrig med Kina over Aksai Chin-området i 1962, som Kina vandt.
Azad Jammu & Kashmir (Pakistan).
Azad Kashmir ("Fri Kashmir") er det Pakistanske udsnit af Kashmir. Hovedstaden er Muzaffarabad.
Karakoram-hovedvejen som forbinder Pakistan og Kina blev færtiggjort ca. 1970.
Landet Kashmir undergår ofte jordskælv.
Winnie Mandela.
Winnie Madikizela-Mandela (født 26. september 1936 i Bizana) er/var Borgerretsforkæmper i organisationen African National Congress (ANC) i Sydafrika, som kæmper for de indfødtes rettigheder.
Gift med Nelson Mandela i 1958 og skilt igen i 1996.
Winnie Mandela blev den 25. april 2003 idømt fem års fængsel for bedrageri og tyveri for knap en million kr. Bedrageriet blev blandt andet begået gennem ANC's kvindeliga.
Det var hendes anden længere fængselsdom, da hun også i 1991 blev dømt for bortførelsen af en 14-årig dreng. Drengen blev senere fundet død.
Søslag.
Et søslag er en krigshandling mellem skibe eller andre vandbårne fartøjer.
De fleste søslag har fundet sted på havet og nogle få på søer eller i floder.
Selvom skibskonstruktioner og typer af involverede fartøjer har ændret sig drastisk gennem tiderne, (galejer, sejlskibe, ubåde, slagskibe og hangarskibe), har de taktiske principper ikke ændret sig meget. For eksempel er god manøvreevne før et engagement vigtig for at bringe sig i gunstig position i forhold til modstanderen, afbryde et søslag uden tab af skibe etc.
Las Vegas.
Las Vegas er en amerikansk by, beliggende i et ørkenområde i staten Nevada. Byens hovedattraktioner er spillekasinoer og glamourøse shows og den er også en af landets førende byer for kongresser og messer. Byen havde i 2004 37 mio. besøgende.
Las Vegas er også kendt for sine mange bryllupskapeller.
Las Vegas havde i 2009 567,641 indbyggere og er en af de hurtigst voksende byer i USA. I 2005 flyttede ca. 5.000 mennesker til byen hver måned.
Byen har et enormt elektricitetsforbrug, ifølge visse foreninger omkring 6 gange så meget som en større dansk by.
Byens borgmester har siden januar 2003 været Oscar B. Goodman.
Grundlæggelsen.
Las Vegas fik sit navn fra nogle spaniere der var med i Antonio Armijo karavanen. De brugte vandet i området på vej nord og vest ad de gamle spanske spor fra Texas. I 1880’erne var der grundvandsbrønde i området, der gav liv til grønne områder. Disse områder brugte man til at græsse hestene og give dem et fortjent hvil. Disse områder kaldes for Vegas på spansk og det er derfra at navnet Las Vegas er opstået.
John C. Frémont rejste ind i Las Vegas dalen den 3. maj, 1844, mens den stadig var en del af Mexico. Han var leder af en gruppe videnskabsfolk, spejdere og observatører, udsendt af United States Army Corps of Engineers. Den 10. maj 1855 blev 30 mormonmissionærere ledet af William Bringhurst sat til at omvende den indianske befolkning. Der blev bygget et fort i nærheden af hvor det nuværende downtown er. Dette havde til formål at være et proviant- og hvilested, for dem der rejste ad Mormon passagen.
Den 15. maj 1905 blev der etableret en jernbanestation. Den 19. marts 1931 blev spil lovligt i byen, samtidig med at man byggede Hooverdæmningen. Dæmningen stod færdig 9. oktober 1936. 10 år senere åbnede Bugsy Siegel's Flamingo Hotel. 10 år senere åbnede hvad der er i dag er kendt for The Strip.
Las Vegas har mange hoteller og kasinoer, som hver har deres forskellige temaer. F.eks. New York New York, som er baseret på byen, med Frihedsgudinden og byens skyskrabere som facade, Luxor, med Egypten som tema, hvor de har lavet et hotel, som forestiller en pyramid og Caesars Palace, som har Romerriget som tema.
I dag.
Byen er i rivende udvikling, især på The Strip. Der er derfor en rivalisering mellem kasinoerne i downtown, der forsøger at vinde turisterne tilbage, og de nye kasinoer langs the strip.
Vielse.
Vielse er den juridiske stadfæstelse af et parforhold mellem en mand og en kvinde.
Hvis stadfæstelsen sker i en kirke kaldes det en kirkelig vielse.
Hvis stadfæstelsen sker på et rådhus kalde det en borgerlig vielse.
Både kirkelige og borgerlige vielser kan i visse tilfælde foregå andetsteds end i de bygninger, de pågældende kirkelige eller verdslige myndigheder normalt bruger til formålet, eksempelvis i det fri, på hospitaler eller om bord på skibe.
Hvis begge i parforholdet er af samme køn, kaldes det juridisk stadfæstede parforhold for registreret partnerskab.
Parforhold.
Et parforhold er et længerevarende kærlighedsforhold og mellemmenneskeligt forhold mellem 2 mennesker som kan bo eller som ikke bor sammen.
Efter to år får et "parforhold" betydning i visse juridiske anliggender.
Rådhus.
Et rådhus er en bygning for centraladministrationen i en kommune, hvor blandt andet kommunalbestyrelsen holder til. Disse bygninger er i større byer oftest centralt placeret og tidligere ofte placeret ved et torv eller en plads. Eksempler kan ses både i ind- og udland (Rådhuspladsen i København, Rådhusene i Hamburg og München, Tyskland).
Bygning.
En bygning er en menneskeskabt og fast placeret konstruktion af tilvirkede materialer og anvendt til beboelses-, erhvervsvirksomheds-, betjenings-, opbevarings- eller tidsbegrænset opholdsformål.
Kommunalbestyrelse.
En kommunalbestyrelse er den forsamling af folkevalgte politikere, som har det overordnede ansvar i en primærkommune. I nogle kommuner bruges betegnelsen byråd i stedet, mens kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune hedder borgerrepræsentationen. I landkommuner – sognekommuner – hed forsamlingen tidligere sogneråd, men betegnelsen kommunalbestyrelse vandt fra 1920'erne frem, og de sidste sogneråd forsvandt med kommunalreformen i 1970. Efter lov om kommunernes styrelse af 31. maj 1968 bestemmer den enkelte kommune selv, hvorvidt kommunalbestyrelsen skal benævnes kommunalbestyrelse eller byråd.
En kommunalbestyrelse skal ifølge styrelsesloven omfatte mindst 9 og højst 31 medlemmer, og der skal være tale om et ulige antal. I Københavns Kommune er antallet af medlemmer i borgerrepræsentationen dog fastsat til 55. Medlemmerne kaldes hhv. kommunalbestyrelsesmedlemmer eller byrådsmedlemmer. I Københavns Kommune bruges dog betegnelsen borgerrepræsentationsmedlem eller slet og ret borgerrepræsentant.
Borgmesteren er kommunalbestyrelsens leder. Borgmesteren - i København overborgmesteren - er desuden formand for det udvalg, der koordinerer kommunens økonomi, nemlig økonomiudvalget.
Kommunen kan derudover vælge at nedsætte en række såkaldt stående udvalg. Det er dog ifølge styrelsesloven ganske frivilligt. Men så godt som alle kommuner har en række udvalg - større bykommuner har generelt flere end mindre landkommuner. Næsten alle har som minimum socialudvalg, kulturudvalg og teknisk udvalg. Disse udvalg ledes som regel af en formand. I Århus, Aalborg, Odense og på Frederiksberg bruges dog i stedet betegnelsen rådmand, mens København har en borgmester for hvert område.
Udvalgsformanden eller rådmanden (i København borgmesteren) er samtidig øverste politiske chef for det pågældende forvaltningsområde, f.eks. kommunens socialforvaltning.
I Danmark er "kommunalbestyrelser" demokratisk valgt for en fast firårig periode. Nyvalg til kommunalbestyrelsen kan ikke udskrives i utide, sådan som det kan ske i Folketinget. Valgene til landets byråd finder sted den tredje tirsdag i november i hvert andet ulige år, f.eks. 2005. Næste kommunalvalg er således i 2013. De nyvalgte kommunalbestyrelser træder sammen inden 15. december, men formelt tiltræder de først pr. 1. januar.
Kommunalbestyrelsen mødes en eller to gange om måneden. Møderne er offentlige, dog fastslår Styrelsesloven, at kommunalbestyrelsen kan behandle en sag for lukkede døre. Det er op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvorvidt en sag er af sådan karakter, at dørene skal lukkes, men det vil ofte være i sager om ansættelse og afskedigelse af embedsmænd samt køb og salg af fast ejendom.
Kommunalreform 2007.
I forbindelse med kommunalreformen, hvor kommunesammenlægninger fra 1. januar 2007 betyder en væsentlig reduktion i antallet af kommuner, er der vedtaget overgangsændringer, som betyder, at kommunalbestyrelserne i de kommuner, som skal sammenlægges, ekstraordinært får forlænget deres funktionsperiode med 1 år, så den først udløber den 31. december 2006. De medlemmer, som i sådanne kommuner er valgt til den nye kommunalbestyrelse ved kommunalvalget i 2005, er i denne periode et "sammenlægningsudvalg", der skal forberede sammenlægningen, men som desuden skal godkende særlige dispositioner, som de fungerende kommunalbestyrelser ønsker at foretage.
Kommunalreformen indebærer desuden ændringer i bestemmelserne om kommunalbestyrelsernes størrelse, således at det gælder, at
Antal medlemmer skal stadig være ulige, og der skal fortsat være 55 medlemmer i Københavns borgerrepræsentation.
Kommunekontaktråd.
Kommunerne i en region har et fælles koordinerende og rådgivende organ, Kommunekontaktrådet.
Bruce Springsteen.
Bruce Springsteen (født 23. september 1949 i Freehold, New Jersey) er en amerikansk rockmusiker, der for alvor slog igennem med lp'en "Born to Run" fra 1975. Han har siden i amerikansk rockmusik haft en særstilling med en stor og trofast tilhængerskare.
Biografi.
Som 16-årig blev Bruce Springsteen for første gang medlem af et band, The Castiles. I de efterfølgende år var han med til at danne adskillige bands, som opnåede lokal succes i New Jersey og Richmond, Virginia. Det var dog først i 1972, at han blev opdaget af CBS-talentspejderen John Hammond, som også opdagede Bob Dylan, og fik sig en pladekontrakt. John Hammond troede han havde skrevet kontrakt med en folk-sanger, men Bruce Springsteen insisterede på, at få sit E Street Band med i indspilningerne af sit første album, "Greetings From Asbury Park, NJ" (1973). Denne og den næste plade, "The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle", blev kommercielle flops, men pga. gode anmeldelser blev han ikke droppet af pladeselskabet. Under Springsteens omfattende tour i 1974 møder han Rolling Stone journalisten Jon Landau, der efterfølgende skriver om Springsteen, "jeg har set rockens fremtid, og dens navn er Bruce Springsteen. Landau bliver få år senere manager for Bruce Springsteen, og er det den dag i dag. Plade nummer tre var knald eller fald for ham, og den livsbekræftende "Born to Run" blev da også det store gennembrud han havde håbet på. De næste to år var præget af en retssag mod hans manager Mike Appel, som Springsteen beskyldte for at have snydt med finanserne. Retssagen endte med et forlig, hvorefter Springsteen kunne gå i gang med sit næste album, det noget mere dystre "Darkness on the Edge of Town" (1978).
De næste seks år bare voksede og voksede Springsteens popularitet med udgivelsen af de bombastiske rockplader "The River" (1980) og "Born in the USA" (1984). Indimellem blev der også tid til at udgive det akustiske socialrealistiske album "Nebraska" (1982), som blev optaget af Springsteen alene hjemme i soveværelset på en firesporsbåndoptager.
"Born in the USA" blev Springsteens gennembrud til superstjernestatus på verdensplan. I løbet af to år solgte pladen 18 millioner eksemplarer, og den verdensomspændende turné slog hans navn fast som en af firsernes største liveartister. Bruce Springsteens status som stjerne blev bl.a. slået fast da han i 1985 sammen med Bob Dylan, Michael Jackson og Tina Turner var med på støttesinglen We Are The World.
I slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne skruede Springsteen lidt ned for blusset med de mere personlige albums "Tunnel of Love" (1987) og dobbeltudgivelsen "Human Touch" og "Lucky Town" (1992), og i 1995 kom endnu et akustisk album, "The Ghost of Tom Joad", som blev efterfulgt af en akustisk soloturné.
I 1999 gendannede Springsteen sit legendariske E Street Band, som han havde brudt med ti år tidligere. Genforeningsturnéen viste med en række udsolgte stadionkoncerter, at Springsteen endnu ikke havde mistet sin liveappel. Turnéen blev foreviget i koncertfilmen "Live In New York City". Turneen blev fulgt op af det første album med The E Street Band siden "Born in the USA", "The Rising" (2002). Albummet var inspireret af terrorangrebet den 11. september 2001 og blev efterfulgt af endnu en turné.
I 2005 var Springsteen endnu engang mere eller mindre solo, da han udgav albummet Devils & Dust, hvis titelnummer er en kommentar til Golfkrigen 2003. Solo var han til gengæld ikke, da han i 2006 udgav "We Shall Overcome: The Seeger Sessions", et album som udelukkende består af ældre folkesange, som Pete Seeger havde været med til at popularisere. På albummet og den efterfølgende turné var Springsteen i selskab med et orkester på næsten 20 personer.
Bruce Springsteen er først og fremmest kendt for sin dynamiske liveoptræden og sine socialrealistiske sange om almindelige mennesker på godt og ondt. I starten af 2000-tallet er han blevet mere og mere politisk engageret, og deltog i 2004 aktivt i demokraten John Kerrys kandidatur til præsidentposten, bl.a. med Vote For Change turneen. Han har optrådt i Danmark ved adskillige lejligheder. Første gang i 1981 i Brøndbyhallen (i denne forbindelse dukkede Springsteen uanmeldt op i Forum og sang "Hungry Heart" med den danske gruppe Malurt), siden i 1988 i Idrætsparken, 1993 på Gentofte Stadion, 1996 i Falconerteateret, i 1999 og 2003 i Parken, i 2005 i Forum med et solo-show, den 28. oktober 2006, hvor han spillede et anmelderrost show med The Seeger Sessions Band i Parken, med omkring 20.000 tilskuere. Dernæst en koncert i Forum den 8. december 2007, som var et led i touren i anledning af albummet, Magic. Denne gang med The E Street Band.
Seneste koncert i Danmark var den 29. juni 2008 - igen med The E Street Band. Det næste besøg i Danmark blev den 8. juli 2009 i Herning i anledning af albummet Working On A Dream.
Bruce Springsteen har vundet adskillige priser for sit arbejde, bl.a. Polar Music Award i 1997 og en Oscar i 1994 for sangen "Street of Philadelphia", kendt fra filmen Philadelphia med Tom Hanks.
The E Street Band.
The E Street Band er navnet på den gruppe musikere der, bortset fra perioden 1988-1999, har fulgt Springsteen siden 1972. De blev dog også genforenet kortvarigt i 1995, for at indspille fire nye sange i forbindelse med en ny udgivelse fra Springsteen.
Når de ikke arbejder sammen med Springsteen, forfølger de andre forskellige karrierer. Mest berømt for andet arbejde, er nok trommeslager Max Weinberg, der er kapelmester for The Max Weinberg 7 på Late Night with Conan O'Brien siden 1993, samt Steven Van Zandt, der også er kendt for hans rolle som Silvio Dante i tv-serien Sopranos fra 1999-2007.
The E Street Band, dateres helt tilbage til 1972, og bestod dengang af Garry Tallent (Bas), Clarence Clemons (Saxofon) samt Vini Lopez (Trommer). I 1973 blev David Sancious (Piano) medlem af bandet. Det var disse musikere Springsteen i 1973 indspillede hans første album "Greetings From Asbury Park N.J." med. Senere samme år, da "The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle" udkom, var Danny Federici (Hammondorgel & Harmonika) også med i bandet.
Vini Lopez, forlod bandet i 1974, og blev midlertidigt erstattet af Ernest Carter. Carter nåede kun at indspille et enkelt nummer - "Born to Run" - i samarbejde med Springsteen, før han blev erstattet af Max Weinberg. Tilgengæld er det formentlig Springsteens største hit. David Sancious, valgte at forlade bandet og blev erstattet af Roy Bittan, ved samme samme lejlighed. Således blev albummets titelnummer indspillet med en anden trommeslager og pianist end resten af albummet. Steven Van Zandt (Guitar) blev en del af bandet under indspilningerne til "Born to Run".
Bandets sammensætning forblev nu uændret, frem til indspilningerne af "Born in the USA". Steven Van Zandt, der medvirker på flere sange derfra, forlod bandet, og blev i 1984 til den efterfølgende verdensturné erstattet af Nils Lofgren. Patti Scialfa, der senere skulle blive Springsteens kone, deltog i turnéen på kor.
I 1987 udgav Springsteen "Tunnel of love", og den efterfølgende turné blev den foreløbigt sidste med The E Street Band.
Efter mere end 10 år, bortset fra indspilninger i 1995, samlede Springsteen The E Street Band igen til den verdensomspændende "Reunion-Tour". Nu var både Van Zandt og Lofgren med på guitar. Både til indspilningerne til "The Rising" og "Magic" brugte Springsteen The E Street Band. Nu også med violinist Soozie Tyrell. Hun er dog aldrig blevet krediteret som en del af The E Street Band på disse albums, men var med på begge efterfølgende turnéer, hvor Springsteen præsenterede hende på lige fod med de andre medlemmer.
19. november 2007 efter første del af Magic-turnéen var overstået, blev det meddelt at Danny Federici, ville tage orlov for at modtage behandling for kræft. Han blev erstattet af Charles Giordano, der havde medvirket på Springsteens album "The Seeger Sessions". Federici spillede i Indianapolis 20. marts 2008 ekstraordinært sammen med The E Street Band på enkelte numre. Det skulle blive hans sidste, han døde 17. april 2008.
Springsteens seneste album "Working On A Dream" er indspillet med The E Street Band. Danny Federici, der under "Magic-Touren" døde af kræft, er med på albummet, da en del blev indspillet netop under "Magic-Touren". Roy Bittan, der hovedsageligt spiller flygel, overtog orglet til de manglende indspilninger. På den efterfølgende turné sad Charles Giordano igen bag orglet på trods af, at han ikke havde været med til indspilningerne af "Working On A Dream".
Max Weinberg bliver på en del af "Working On A Dream"-turneen erstattet af sin søn Jay Weinberg, da Max Weinberg samtidig med turneen må passe sit job som kapelmester for The Max Weinberg 7 på Late Night med Conan O'Brien. Allerede tidligt på turneen overtog sønnen trommerne til en del af sættet. Første koncert helt uden Max Weinberg ved trommerne fandt sted 14. maj 2009 i Times Union Center, Albany N.Y.
Aikido.
Aikido er en japansk kampkunst (budo). Aikido kan oversættes til "den harmoniske krafts vej". Udviklet af Morihei Ueshiba også kaldet O´sensei (Den højtærede Lærer), i en periode fra 1930'erne til hans død i 1969. Den tekniske indflydelse kommer i høj grad fra Daitō-ryū Aiki-jūjutsu (大東流合気柔術), en form for ju-jutsu; men også fra kenjutsu (剣術). Betegnelsen 'aikido' er en fællesbetegnelse, der blev dannet i det 20. århundrede. Anerkendte historikere mener dog, at prototyper af 'aikido-former' blev udviklet i Edo-perioden (1603-1868).
Aikido er ikke "bare" en kampteknik, men i høj grad også en personlig udviklingsproces, som i vidt omfang er baseret på "mesterlære". Begynderen starter med at være uvidende, men interesseret, og over de næste år bevæger han/hun sig i en spiral indefter - fra "legitim perifer deltagelse" (det er helt OK ikke at vide så meget) til en stadig større grad af socialisering og integration, hvor man stiger i anseelse, men også har større forpligtelser over de nytilkomne begyndere.
Klubben er således ikke "bare" et sted, hvor man træner, men basis for et praksisfællesskab - det at være i en gruppe, hvor man i kraft af sin individualitet og de forskellige niveauer, hver enkelt er på på et givet tidspunkt, bidrager til hinandens udvikling: Den øvede lærer begynderen nogle grundlæggende ting, samtidig med, at den øvede bliver mere præcis i sin viden, fordi vedkommende ikke blot skal "have" den, men netop også "formidle" den - til begynderen!
Det, man lærer, er ikke blot aikido: man tilegner sig en hel "kultur", som omfatter både aikido og hovedtræk af hele den japanske civilisation. Samtidig udvikler man sig som menneske, idet man i sin egen verden ganske stille går fra at have en hobby/sport ("Jeg går til aikido") hen imod at være aikido-udøver ("Jeg dyrker aikido") og med tiden -mester - hvilket indebærer en anden måde at være i og møde verden på: andre værdier, andre forståelser af andres hensigter og af ens egen måde at forvalte rollen som medmenneske. Det er denne rigdom - denne udvikling og slibning af hele udøverens "identitet" - der gør, at aikido omtales som en kamp"kunst", snarere end en kamp"sport".
Ordet Aikido.
Akido består af de tre tegn
Den bedste oversættelse er "vejen til aiki", bortset fra at det ikke rigtig siger noget.
Aiki er ikke et ord, der bliver brugt til hverdag i Japan, men er nærmest at betragte som et fagudtryk inden for kampsport. Det er svært at oversætte entydigt, dels fordi det bliver brugt på mange forskellige måder, og dels fordi den personlige forståelse af det udvikler sig hele livet.
For at give en fornemmelse af indholdet kan man sige følgende: "ai" og "ki" tilsammen betyder, at sindene eller energierne mødes/bringes i harmoni. Rent kampteknisk betyder dette, at man smelter sin egen energi eller fokus sammen med modstanderens (der ankommer som et angreb), hvorefter man overtager kontrollen af denne nu forenede energi eller hensigt - og neutraliserer den i form af et kast eller en lås.
Men i en mere filosofisk betydning er der tale om, at man tilpasser sig modstanderens hensigt og derefter vejleder ham i en mere hensigtsmæssig retning, hvor (ideelt set) hverken angriber eller forsvarer kommer til skade. Herved viser man, at der er en måde at leve på, hvor et menneske kan holde sine egne grænser - uden at have brug for at overskride andres.
Dette indebærer, at teknikken er fuldstændigt tilpasset til/timet med angrebet; at man indtager en fordelagtig position; at man bevarer initiativet; og at man holder angriberen ude af balance.
Subtile variationer i teknikken kan være med til at fratage modstanderen troen på, at det kan betale sig at fortsætte angrebet - men det kræver års træning at udnytte det.
Aikido-teknikker.
Følgende teknikker trænes generelt uanset stilart, men der kan være stor variation i udførelsen af dem.
Våben i aikido.
De mest almindeligt brugte våben i forbindelse med aikidotræning er jo (杖, "stok"), bokken (木剣, "træsværd") og tanto (短刀, "kniv").
Ubevæbnet forsvar mod de nævnte våben kaldes oftest henholdsvis jo-tori (杖取り), tachi-tori (太刀取り) og tanto-tori (短刀取り).
Morihiro Saito skabte et våbensystem, ud fra den undervisning han modtog fra Morihei Ueshiba gennem mere end 20 år i Iwama. I den tradition kaldes våbentræning buki-waza (武器技), og indeles i aiki-jo (合気杖) og aiki-ken (合気剣). Der indgår solo kata med jo, og partner øvelser med bokken og jo.
Andre stilarter har udviklet deres egne våbensystemer, eller træner kata fra andre budostilarter.
Grupperinger.
Der findes forskellige stilarter inden for aikido, og grupperinger omkring instruktører med en markant individuel stil.
Aikikai.
Størst er Dansk Aikido Forbund (DAF), der er tilknyttet Aikikai Hombu Dojo i Tokyo, Japan. Alle dan (sortbælte) gradueringer i Aikido foretages gennem Aikikai.
DAF blev stiftet i efteråret 2005 i et samarbejde mellem de da 2 største grupper i Danmark, der trænede under henholdsvis Morihiro Saito og Shoji Nishio.
Ki no Kenkyukai Association Internationale.
I 1983 startede Carsten Møller med Shin Shin Toitsu Aikido, igennem en kontakt til Kenjiro Yoshigasaki, som dengang var cheftræner for "Ki no Kenkyukai" i Europa.
Shin Shin Toitsu Aikido (心身統一合気道) betyder "Aikido med krop og sind forenet", og stilen kaldes ofte uformelt for ki-aikido.
I 2003 startede Yoshigasaki sit eget forbund, Ki no Kenkyukai Association Internationale og underviser nu i sin egen fortolkning af Shin Shin Toitsu Aikido.
Klubberne i Danmark fulgte med over i "Ki no Kenkyukai Association Internationale", og der afholdes jævnligt træningslejre i Danmark, med Yoshigasaki som underviser.
Øvrige.
Flere stilarter er repræsenteret i Danmark med en enkelt eller ganske få klubber.
Rial.
Rial er Irans nuværende nationalvaluta, og kan inddeles i 100 dinarer. Selvom møntenheden toman ikke har været officiel i Iran siden 1932, bruges denne ofte til at angive priser.
Før rialen blev sat til at være nationalvaluta, brugte man i Iran dinar ligesom nogle andre lande i Mellemøsten. Der var dog en forskel, da de første iranske dinarmønter var lavet af guld og/eller sølv. Dinarer, som blev lavet i guld, er dog meget sjældne nutildags.
Sao Tome og Principe.
Sao Tome og Principe (portugisisk: República Democrática de São Tomé e Príncipe) er en østat i Atlanterhavet ud for Gabon. Østaten var portugisisk koloni fra 1522-1975.
Øerne er af vulkansk oprindelse.
Historie.
Øerne var ubeboede før portugiserne ankom mellem 1469 og 1471. i løbet af disse tre år udforskede portugisiske opdagelsesrejsende øerne og besluttede at de ville være en god base for handel med fastlandet.
Den første succesfulde bosættelse på São Tomé blev etableret i 1493 af Álvaro Caminha, der modtog det bosatte land fra kronen. Príncipe blev bosat i 1500 under en lignende aftale. At tiltrække bosættere viste sig dog vanskeligt og de fleste af de tidlige bosættere var ”uønskede” send fra Portugal, for det meste jøder. Over tid opdagede disse bosættere at regionens rige vulkanske jord var egnet til landbrug, isæt til at gro sukker.
Dyrkningen af sukker var en arbejdsintensiv proces og portugiserne begyndte at importere et stort antal slaver fra fastlandet. i midten af 1500-tallet havde bosætterne forvandlet øerne til Afrikas vigtigste eksportør af sukker. São Tomé og Príncipe blev overtaget og administreret af kronen i hhv. 1522 og 1573.
Overlegne sukkerkolonier på den vestlige halvkugle begyndte at gå ud over eksporten af sukker. Den store slavebefolkning viste sig også svær at kontrollere, da Portugal var ude af stand til at investere mange ressourcer i det. Sukkerdyrkningen faldt derfor over de næste 100 år og i midten af 1600-tallet var økonomien forandret. Nu var øerne primært transithavn for skibe involveret i den transatlantiske trekantshandel.
I begyndelsen af 1800-tallet blev de nye værdiafgrøder kaffe og kakao introduceret. Den rige vukanske jord var også velegnet til dette og snart optog store plantager (roças) ejet af portugisiske virksomheder eller fraværende herremænd næsten al den gode jord. I 1908 var São Tomé blevet den vigtigste producent af kakao, som stadig er landets vigtigste afgrøde.
Roças-systemet, der gav administratoren af plantagerne en høj grad af autonomi, førte til overgreb mod de afrikanske arbejdere. Selvom Portugal officielt afskaffede slaveri i 1876, fortsatte praksissen med tvungen betalt arbejde.
I starten af 1900-tallet fik en sag om at angolanske kontraktarbejdere blev udsat for tvangsarbejde og utilfredsstillende arbejdsforhold, international opmærksomhed. Sporadiske arbejderuroligheder og utilfredshed fortsatte et godt stykke ind i 1900-tallet og kulminerede i uroligheder i 1953 i "Batepá massakren", hvor flere hundrede afrikanske arbejdere blev dræbt i et opgør med de portugisiske herskere. Begivenheden vedbliver at være en vigtig begivenhed i den koloniale historie for øerne og årsdagen markeres af regeringen.
I slutningen af 1950'erne, da andre opstigende nationer i hele det afrikanske kontinent krævede uafhængighed dannede en mindre gruppe São Toméanere Movement for the Liberation of São Tomé and Príncipe (MLSTP), der etablerede en base i Gabon. Gruppen fik øget tilslutning i 1960'erne og begivenhederne tog yderligere fart efter at diktatoren Caetano blev styrtet i Portugal i april 1974. Det nye portugisiske styre havde forpligtet sig til at opløse koloniriget; i november 1974 mødtes portugisiske regeringsrepræsentanter med MLSTP i Algeriet og udarbejdede en aftale for overførelse af uafhængighed. Efter en periode med en overgangsregering opnåede São Tomé og Príncipe uafhængighed den 12. juli 1975 og valgte som dets første præsident MLSTP-generalsekretæren Manuel Pinto da Costa.
I 1990 blev São Tomé et af de første afrikanske lande der gennemgik en demokratisk reform og ændringer i forfatningen, der bl.a. indeholdt tilladelse til oppositionspartier. Dette ledte til valg i 1991 der var ikke-voldelige, frie og gennemsigtige. Miguel Trovoada, en tidligere premierminister, der havde været i eksil siden 1986, vendte tilbage som en uafhængig kandidat og blev valgt til præsident. Trovoada blev genvalgt i São Tomés andet flerpartipræsidentvalg i 1996. Party of Democratic Convergence (PCD) vandt over MLSTP og fik flertallet af sæderne i National Assembly, hvor MLSTP blev et vigtigt minoritetsparti. Kommunalvalg fulgte i 1992 hvor MLSTP kom tilbage og vandt et flertal i fem ud af syv regionale råd. Ved de følgende valg skiftede magten.
Hæren tog magten i en uge i juli 2003, fordi de mente at der var for meget korruption og at kommende olieindtægter ikke vil blive fordelt retfærdigt. Der blev indgået en aftale og præsident de Menezes vendte tilbage.
Neutrino.
Neutrino er fællesbetegnelsen for de 3 neutrinotyper: νe = elektronneutrino, νμ = myonneutrino, ντ = tauonneutrino, som alle er elementarpartikler. De 3 neutrinotyper har ikke elektrisk ladning og kan ikke vekselvirke med den stærke kernekraft.
Neutrinoer har desuden så små tværsnitsarealer, at de uendelig sjældent vekselvirker med andet stof.
Milliarder af neutrinoer farer tværs gennem Jordkloden uden at komme i kontakt med dens materiale, de passerer gennem tomrummet i atomerne uden hindring. En idé om, i hvor lille grad neutrinoer interagerer med stof, kan man få ved tænke på, at det kræver et stykke bly med en tykkelse på et lysår for at stoppe alle neutrinoer.
Eksistensen af denne bølgepartikel blev foreslået af tænkeren Wolfgang Pauli i 1930.
Påvist første gang i 1956 af fysikerne Fred Reines og Clyde Cowan.
Et særligt vigtigt spørgsmål har været om neutrinoernes masse var nul eller større end nul. Tidligere troede mange at neutrinoen var masseløs da man ikke umiddelbart kan bestemme dens masse ud fra de reaktioner som den deltager i, og da masseløse neutrinoer er teoretisk simplest i standardmodellen. Men i dag véd man med sikkerhed (fra forsøg med neutrinooscillationer) at neutrinoernes masse er større end nul.
0 eV
0 < M(νμ) < 170 KeV (ca. 1/3 elektronmasse)
0 < M(ντ) < 15,5 MeV (ca. 30 elektronmasser)
Neutrinoens usædvanlige egenskaber har givet anledning til en ny gren af fysikken.
Partikelfysik.
Partikelfysik også kaldet højenergifysik, er en fysikgren som studerer stofs elementære bestanddele og deres interaktion (vekselvirkning).
Strengt taget er "partikel" en forkert benævnelse. Objekterne, som studeres i partikelfysik, opfylder de kvantemekaniske principper. Derfor opfylder de bølge-partikel dualiteten, dvs. objekterne udviser partikellignende egenskaber i visse eksperimenter og bølgelignende egenskaber i andre. Teoretisk kan objekterne hverken beskrives som bølger eller partikler, men de modelleres i dag som en tilstandsvektor i et abstrakt matematisk Hilbertrum.
I "gamle dage" var "elementarpartikler" de bestanddele et atom bestod af.
Bøg.
Bøg ("Fagus") er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Det er løvfældende træer med trekantede nødder i en pigget skål. Her omtales kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Bemærk, at slægterne Avnbøg og Sydbøg også, - men fejlagtigt - kaldes "Bøg" i folkemunde.
Eg.
Eg ("Quercus") er en slægt af træer og buske med mere end 500 arter, som mest er udbredt i de tempererede og subtropiske dele af den nordlige halvkugle: i Asien når slægten bjergene i Bagindien og i Sydamerika findes de i bjergene i Colombia og Ecuador. Slægtens kerneområde ligger i de østlige og sydøstlige dele af USA og Mexico. I Mellemeuropa og Middelhavsområdet findes ca. 30 arter. Slægten opdeles i 4 sektioner. Her beskrives dog kun de arter, som er dyrkede eller vildtvoksende, eller som har økonomisk betydning i Danmark.
Sektion Quercus (hvidege): Europa, Asien, Nordafrika og Nordamerika. Agern modner på 6 måneder. De er milde eller let bitre. Indersiden af agernskallen er hårløs.
Sektion Mesobalanus: Europa, Asien og Nordafrika. Agern modner på 6 måneder. De er bitre. Indersiden af agernskallen er hårløs. (Sektionen lægges ofte sammen med Quercus-sektionen.)
Sektion Cerris: Europa, Asien og Nordafrika. Agern modner på 18 måneder. De er meget bitre. Indersiden af agernskallen er hårløs eller svagt hårklædt.
Sektion Protobalanus: Sydvestlige USA og nordvestlige Mexico. Agern modner på 18 måneder. De er meget bitre. Indersiden af agernskallen er ulden.
Sektion Lobatae (rødege): Nord-, Central- og Sydamerika. Agern modner på 18 måneder. De er meget bitre. Indersiden af agernskallen er ulden.
"Eg" kan også være et drengenavn.
Frugtbarhed.
Frugtbarhed eller fertilitet er graden af et dyrs eller menneskes mulighed for at reproducere. Jordens frugtbarhed er dens evne til at give afkast i form af høstudbytte. Man taler i den forbindelse om bonitet.
Vækstfaktorer.
Frugtbarheden i jorden skyldes i første omgang, at den rummer en række vækstfaktorer, som er nødvendige, gavnlige eller i hvert fald ikke direkte skadelige for planters vækst. Desuden er frugtbarheden afhængig af nogle påvirkninger, som ikke har med jorden selv at gøre, nemlig klimaforholdene og områdets økologiske fortid.
Udvaskning.
Hvis nedbøren er meget rigelig, og hvis jorden er meget fattig på ler- eller humuspartikler (kolloider), vil mange af næringsstofferne blive ført med det nedsivende vand ned og ud af planternes rækkevidde. Desuden vil jordens beholdning af base, det vil først og fremmest sige kalk, blive ført med ned. Denne nedsivning kaldes udvaskning, og den ændrer jorden, så der mangler næringsstoffer, og sådan at jorden forsures.
Udpining.
Selve det, at man dyrker jorden for at skaffe sig afgrøder, vil betyde en langsom, men sikker fjernelse af nødvendige vækstfaktorer. Med den høstede afgrøde følger nemlig stoffer, som ikke uden videre kan erstattes i jorden. Solenergi og CO2 strømmer hele tiden til området, men de vandopløselige stoffer (dvs. ioner som ammonium, nitrat, fosfat og kalium) befinder sig i plantematerialet og følger dets vej gennem mennesker og dyr.
Gødskning.
Ret tidligt opdagede man dog, at dyrs og menneskers afføring er en værdifuld ressource, som forbedrer jordens frugtbarhed, når den bliver ført tilbage til agerjorden. Dermed var gødskning forstået som dyrkningsmetode, og man havde mulighed for at undgå udpining af jorden.
Det varede dog lang tid, før man forstod bælgplanternes centrale rolle i frugtbarheden. Til gengæld gav det meget markante resultater, da man begyndte at bruge bælgplanter som mellem- og foderafgrøder, og Kløverens betydning som kvælstofkilde for europæisk agerbrug kan næppe overvurderes.
Midt i det 19. århundrede lykkedes det en række forskere med Justus von Liebig i spidsen at afsløre betydningen af en række andre stoffer, som findes i møg. Dermed var det vist, at også andre faktorer er betydningsfulde, og vejen var banet for fremstilling og brug af kunstgødning.
Grundforbedring.
Frugtbarheden er det altafgørende, når man skal bruge jorden som produktionsmiddel. I det intensive agerbrug, hvad enten det drejer sig om skovbrug, landbrug eller gartneri, foretager man nogle grundlæggende indgreb i dyrkningsforholdene, inden man går i gang med at udnytte jorden. Disse indgreb kaldes til sammen for ”grundforbedring”, og de drejer sig om at øge jordens frugtbarhed: Dræning, kalkning, plantning af læhegn, terrassering, anlæggelse af kunstvandingssystemer, basisgødskning (grundgødskning), løsning af råjorden (grubning) og udsåning af grønafgrøder f.eks.
Landvinding.
En anden måde at øge mængden af frugtbar jord består i at foretage landvinding. Normalt vil det dreje sig om inddæmning og tørlægning af havbund, men det kan også gå ud på at tilplante hede, afvande enge og moser, lægge ekstensivt dyrket jord under intensiv dyrkning eller at jævne ellers udyrkelige skråninger.
Jordbehandling.
Jordens frugtbarhed er størst, når den har ligget udyrket i lang tid, men det ville kræve det dobbelte eller tredobbelte areal for at kunne fremstille samme mængde afgrøder pr. år, så i stedet må man øge frugtbarheden uden braklægning. Det sker som nævnt ved gødskning, men det sker også ved at behandle jorden på en måde, der er afstemt efter dens naturgivne egenskaber. På den måde kan man forbedre planternes muligheder for at udnytte de eksisterende eller tilførte ressourcer, uden at noget går til spilde undervejs. ”Godt landmandsskab” drejer sig derfor om at behandle jorden med de rigtige redskaber, på den rigtige måde og til den rigtige tid.
Sædskifte.
Det er en gammel erfaring, at afgrøderne ikke bruge lige store mængder af vækstfaktorerne. Nogle er grådige (Hvede), andre er nøjsomme (Boghvede) og atter andre er berigende (ærter). Nogle dyrkes for rodens skyld (Rødbede), og bladene kan blive tilbage på marken, mens andre netop bliver dyrket for frugtens skyld hørfrø, sådan at det er rødderne, der bliver efterladt i jorden.
Derfor har det vist sig, at man bevarer jordens frugtbarhed bedst ved at lade forskellige afgrøder afløse hinanden i en gennemtænkt rækkefølge (sædskifte). Det kan suppleres ved, at man indskyder perioder med braklægning eller dyrehold på arealet. Det var netop sådan, at dansk landbrug klarede sig igennem, indtil man blev klar over betydningen af bælgplanter. Man havde det, der blev kaldt ”trevangsbrug”, hvor vårsæden (byg eller havre) afløste vintersæden (rug eller hvede) før den selv blev afløst af et år med brak og græsning.
Forurening.
Jordens frugtbarhed er negativt påvirkelig af faktorer, som nedsætter eller forhindrer planternes vækst. Disse faktorer kan være naturskabte: tørke eller oversvømmelse, kulde eller hede, ukrudtsplanter, sygdomme eller skadedyr, brand og hærværk osv. Desuden kan en lang række stoffer virke som gifte for jordbundens organismer eller afgrøderne. Når mængden af den slags stoffer er så stor, at det påvirker dyrkningsudbyttet, taler man om forurening af jorden. Stofferne kan være tilført af naturlige grunde (vulkanudbrud, havgus, flodslam osv.), eller de kan være bragt ind på marken af mennesker. Nogle gange sker det utilsigtet (luftforurening, kemikalieudslip, misforståelser), men ofte skyldes jordforureningen bevidste valg: tankeløs brug af bekæmpelsesmidler, overgødskning, ligegyldighed med spild af brændstof osv.
Halvagerbrug.
Jordbrug blev ikke indført med ét slag, for gennem århundreder levede man af halvagerbrug, altså agerbrug suppleret med udbyttet af lejlighedsvis indsamling eller jagt. Denne måde at udnytte jordens frugtbarhed på var bæredygtig af to grunde: dels fordi man hele tiden tog ny jord ind til dyrkning og dels fordi menneskesamfundene var så små og spredte. Jordbruget ændrede miljøet, men det skete helt lokalt og kun i korte perioder.
Svedjebrug.
Da jordbruget blev det eneste levebrød i samfundet, måtte det nødvendigvis føre til et hårdere pres på jordens frugtbarhed, men dyrkningsformen var stadig skånsom overfor naturens ydeevne. Helt op i Middelalderen fastholdt man mange steder den oprindelige dyrkningsform, det såkaldte svedjebrug, hvor man rydder skov, brænder kvas og stød, gøder jorden med asken og dyrker sine afgrøder i nogle år, indtil frugtbarheden er aftagende. Derefter rydder man et nyt stykke skov og bruger lysningen som mark osv.
Kvægdrift og plantedyrkning.
På et tidspunkt bliver antallet af mennesker på en egn for stort til, at man kan finde nye områder at opdyrke. I første omgang kan problemet løses ved, at grupper udvandrer og finder frem til nye områder, men i længden er der ikke frugtbar jord til alle, og resultatet bliver, at al jord bliver udnyttet så hårdt, at jorden er udpint og frugtbarheden forsvinder.
I den situation var løsningen mange steder en øget kvægavl eller overgang til ren kvægavl. Ved at bygge familiens underhold på dyrebrug kan man udnytte mindre frugtbare områder eller områder, der ligger for spredt til plantedyrkning. Samtidig giver dyreholdet en ekstra gevinst i form af møg (hvis dyrene er på stald om natten), som kan bruges til at øge frugtbarheden i de nærmeste markstykker (se overdrev).
Traditionelt agerbrug.
Med øget befolkningstæthed blev presset på jordens frugtbarhed stadigt stigende. Hvor landsbyerne tidligere var blevet flyttet for hver eller hver anden generation, måtte de nu blive stedfaste med hver deres byjord og overdrev. Dette måtte ende med en udpining af jorden, og til sidst var foldudbyttet nede på 2-3. Det er meget tæt på eksistensminimum, og der skal ikke meget til, før der indtræder underernæring og hungersnød.
Med landbrugsreformerne i løbet af det 18. og 19. århundrede lykkedes det at vende billedet, sådan at jordens frugbarhed kunne forøges. Det skete ved hjælp af metoder, som er beskrevet ovenfor. I løbet af det 20. århundrede viste det sig dog, at der var ulemper forbundet med det moderne landbrug: Jorden bliver nok frugtbar, målt med kemiske analyser, men en del af ydeevnen skyldes humusindholdet og en høj biodiversitet i jorden, og begge dele fortabes efterhånden. Dette kan måles ved at beregne jordens humusindhold eller ved at opgøre antallet af regnorme pr. m².
En nærliggende løsning på dette problem er den at øge tilførslerne af kunstgødning, eller man kan gøre jordbehandling og grundforbedring mere målrettet og effektiv. I begge tilfælde giver indsatsen kun en stakket frist, før tabet af frugtbarhed viser sig igen.
Biodynamisk dyrkning.
I det dyrkningssystem, som blev udviklet af Rudolf Steiner under navnet biodynamisk dyrkning, betragtes jordens frugtbarhed som noget meget afgørende. Ud fra den antroposofiske filosofi er såvel mennesker som dyr, planter og jord "beåndede", dvs. fyldt med åndskraft. Ved den rette behandling øges denne åndskraft i jorden, og det medfører større og mere stabil frugtbarhed. Dyrkningsmetoderne afviger stærkt fra dem, som er begrundet i traditionel vestlig naturvidenskab, for opfattelsen af det åndelige som en afgørende dimension i frugtbarheden giver sig udslag i tiltag, der kan virke uovervejede eller selvmodsigende for den uindviede.
Økologisk dyrkning.
For den økologiske jorddyrker er der ikke noget modsætningsforhold til den gængse videnskab, når man overvejer jordens frugtbarhed. Skillelinjen går dér, hvor den traditionelle dyrkning vil benytte kemiske virkemidler (først og fremmest kunstgødning og pesticider). Disse ting bliver betragtet som utilladelige ”smutveje” for at nå et højt udbytte målt i øjeblikkelig, økonomisk gevinst. For de økologiske dyrkere er frugtbarhed et samlebegreb, som omfatter alle forhold i jorden, herunder også jordbundens flora og fauna. En ægte, pålidelig frugtbarhed ses som et resultat af den højest mulige biodiversitet i jorden, og dyrkningsmetoderne må have som mål at fremme dette både på kort og langt sigt.
Frugtbarhedsmyter.
Siden opdagelsen af agerbrug har menneskene været afhængige af jordens frugtbarhed. For de ældste jordbrugere var det derfor naturligt at se guddommelige kræfter bag årstidernes og vejrligets skiften. Det blev hurtigt klart, at positive og negative kræfter påvirkede jordens ydeevne, og man forklarede dette som et udslag af en kamp mellem gode og onde magter. I den situation blev det menneskenes opgave at støtte de gode kræfter ved passende ofre og rettidig pleje af jorden og afgrøderne.
Jordens og kvinders frugtbarhed.
På ét eller andet tidspunkt blev man klar over sammenhængen mellem undfangelse og fødsel. Det gav endnu mere kraft til myten om den store moder, der skal befrugtes hvert forår, som føder liv ved sommerens slutning og som visner ned og går i dvale om vinteren. I dvaletiden var gudinden fange hos mørkets hersker, og kun ved en særlig indsats kunne hun befries i tide til at værne om jordens frugtbarhed.
Cyklisk verdensforståelse.
Disse myter afspejler bevidstheden om årets og livets kredsløb: Man drog paralleller mellem livsaldrene (undfangelse, fødsel, barndom, ungdom, modenhed, alderdom og død) og årstidernes skiften, og man fik det håb, at døden ikke var endelig, men at genopstandelse var mulig. På den måde kunne opfattelsen af jordens og menneskenes frugtbarhed gå op i en højere enhed, som var selvbekræftende, så længe frugtbarhed og sundhed herskede på stedet.
Frugtbarhedsguder og -gudinder.
Gennem historien har en del guder og gudinder haft ansvaret for jordens, samfundets og den enkeltes frugtbarhed. Grænserne mellem handel, frugtbarhed, ægteskab, kærlighed og elskov som "guddommelige ansvarsområder" er ofte uklare og varierer mellem kulturer og over tid.
Litteratur.
- samt Ødegårdene - en datering", 2004 ISBN 87-7934-101-2
Vølvens spådom.
Vølvens spådom ("norrønt" Vǫluspá) er det første digt i tekstsamlingen Ældre Edda. Digtet er udformet som en monolog, og er en kosmologisk myte, der fortæller om både verdens skabelse, undergang og genskabelse. Fortælleren er en vølve og tilhøreren er Odin. Forfatteren til " Vølvens spådom " er ukendt, det antages at det er skrevet enten i Norge eller på Island i slutningen af 10. århundrede, dvs. i brydningstiden mellem hedenskab og kristendom, men dateringen er stadig usikker. Det regnes som en af de vigtigste kilder til Nordisk mytologi og kosmologi. Det har været en vigtigt kilde for Snorre Sturlasons Yngre Edda, og er derfra i en vis forstand gået hen og blevet den ’’autoriserede’’ version, selv om der i andre kilder fortælles andre og til dels modstridende historier.
Overlevering.
"Vølvens spådom" er bevaret i tre versioner, to komplette udgaver, i Codex Regius og i Hauksbók, samt en kortere udgave indskudt i digtet "Hyndluljóð". Desuden er der citeret enkelte strofer i Yngre Edda. De to komplette udgave er ikke ens, fx er rækkefølgen af strofer forskellig og enkelte strofer findes kun i den ene version. Codex Regius manuskriptet er dateret til ca. 1270, mens "Hauksbók" af Haukr Erlendsson stammer fra ca. 1334. Yngre Edda blev nedskrevet i 1220’erne, men det ældste bevarede manuskript er fra ca. 1300. Normalt bruges udgaven fra Codex Regius som standardversion og er udgangspunkt for de fleste moderne udgivelser og oversættelser. På trods af de store ligheder mellem versionerne, har det alligevel ikke været muligt at påvise nogen direkte skriftlig forbindelse mellem dem.
Den kendte udgave af "Vølvens spådom" er skrevet middelalderen, men den indeholder elementer af ældre tradition, og bygger på en mundtlig overlevering. Sprogvidenskabelige studier viser, at digtet formentlig blev til lige efter synkopen i perioden 8-900 e.v.t.
Indhold og struktur.
Digtet består af 66 "fornyrðislag" strofer. I Sophus Bugges udgave har Hauksbókversionen 59, mens Codex Regius-versionen har 62. Da hvert af manuskripterne indeholder strofer, der ikke findes i den andet har Bugges normaliserede version 66 strofer. De mange mytiske begivenheder, der optræder i digtet, bliver refereret summarisk og forudsætter en forudgående viden om mytologien. Det betyder, at de begivenheder, der ikke kendes fra andre bevarede kilder kun vanskeligt lader sig fortolke. Derfor er der mange kontroverser i forskningen om tolkningen af mange af digtets passager.
Kvadet har en rammefortælling, der begynder med at vølven tiltaler Heimdalls sønner (dvs. menneskene) og beder om tavshed. Oðin er kommet til hende, for at hun skal spå om fremtiden. Før hun begynder sin spådom, rekapitulerer hun historien fra skabelsen og frem til nutiden (Digtets nutid, som er den tid tilhørerne lever i). Efter dette spår hun om hvad som vil komme; i skræmmende billeder beskriver hun hvordan verden går under i Ragnarok og om, hvordan guderne falder. Det ender med at Jorden går under i en kæmpe brand og synker i havet. I de sidste strofer beskriver hun hvordan Jorden igen stiger op af havet og en ny verden opstår.
I digtets udgave af skabelsesberetningen var verden tom indtil Burrs sønner (Odin, Vile og Ve) løftede den op af havet. Aserne etablerede derpå verdensordenen ved at sætte Solen, månen og stjernerne på plads og fastsætte dagens og nattens rytme. Herefter oplevede guderne en guldalder, der blev afsluttet ved ankomsten af tre jættemøer. Det er uklart, hvilken mytisk begivenhed digtet her refererer til, da den ikke kendes fra nogen anden tekst. En direkte følge af denne begivenhed var tilsyneladende skabelsen af dværgene. På dette sted indeholder digtet seks strofer med dværgenavne. Denne sektion kaldes "Dvergatal" ("dværgeremsen") og er i flere tilfælde blevet tolket som et senere indskud, og er derfor udeladt i flere udgaver. Efter "Dvergatal" følger skabelsen af mennesket og en beskrivelse af verdenstræet Yggdrasill.
Vølven genkalder derpå drabet på Gullveig, der førte til den første krig i verden, den mellem Aser og Vaner. Vølven afslører så for Odin, at hun kender nogle af hans egne hemmeligheder, bl.a. at han ofrede sit ene øje i jagten på visdom. Øjet ligger i Mimers brønd.
Den næste del af digtet omhandler Balders død. Han er den bedste og smukkeste af guderne, og misundes af Loke. Her flytter digtet sig fra den mytiske fortid til fremtiden, og vølven fortæller nu om ødelæggelsen af samfundsordenen, det sidste slag mellem guderne og jætterne, og om verdens totale undergang. Det kaldes Ragnarok, dvs. "Regins (magternes, dvs. gudernes) skæbne ". Her vil Odin sammen med guderne dø.
Digtet fortsætter med en beskrivelse af verdens genfødsel, hvor Balder vil vende tilbage fra dødsriget og leve sammen med gudernes børn, der vil overleve Ragnarok. I denne verden vil afgrøder vokse uden at blive sået, guldlalderen vende tilbage og "Den højeste gud" stige ned.
I den sidste strofe af Háuksbókversionen beskriver vølven synet af dragen Nidhug, der bærer lig i sine vinger.
Genskabelsen af verden.
Den mystiske højeste guddom, der omtales i slutningen af digtet, har været genstand for mange tolkninger og kontroverser. Det er bl.a. blevet foreslået, at det er Jesus der hentydes til, og at digtet derfor i virkeligheden handler om kristendommens sejr over hedenskabet. Det afvises af den norske religionsforsker Gro Steinsland. Hun foreslår at idéen om den højeste gud er en original hedensk idé, som er resultatet af en kristen påvirkning. Hun bygger sit synspunkt på, at digtet indeholder så mange hedenske forestillinger, herunder det faktum, at nogle af de hedenske guder rent faktisk overlever Ragnarok, at det umuligt være skabt med et kristent formål. Hun mener således, at det er udtryk for en monoteistisk tendens i den hedenske religion, og at den nordiske religion sandsynligvis havde udviklet sig til en monoteistisk religion, hvis den havde overlevet religionsskiftet. Andre har foreslået, at det er Heimdall, der omtales. Et endnu mere radikalt forslag, er at digtet er en afspejling af en egentlig Heimdallskult, og at digtet omhandler omstyrtelsen af Odin, så den gamle orden med Heimdall som herskergud skal genoprettes.
Synet af Nidhug.
Nidhugs tilsynekomst i Hauksbókudgaven er en anden meget gådefuld og omdiskuteret passage. Et af de væsentlige spørgsmål er, hvorvidt dette er en vision om fremtiden, eller et begivenhed i digtets nutid? Svaret har stor betydning for forståelsen af den verdensopfattelse, der ligger bag digtet. Hvis visionen er en fremtidig hændelse, bliver digtets tidsperspektiv cyklisk og verden vil genopstå og ødelægges igen og igen, da ondskaben og kaos overlever, hvilket i digtets logik engang vil føre til den nye verdens undergang. Hvis det er et syn fra nutiden, vil udviklingen være lineær, og fjernelsen af ondskaben fra verden være endelig. Den amerikanske religionsforsker John Lindow tolker den i en kristen sammenhæng. Han mener, at dragen skal opfattes et billede på de gamle dæmoniske guder, der ikke forsvandt, selv når den sande gud er dukket op. Lindow finder en mulig parallel i Erasmus’ saga, hvor der viser sig en drage, da en statue af Thor destrueres. I middelalderen repræsenterede dragen en afsløring af gudernes sande natur, som djævelens folk kunne de ikke elimineres, kun skifte form. Gro Steinsland afviser dog den mulighed, at dragen optræder i den nye verden, da forskellen på den nye og den gamle verden er så fundamental, at den destruktive ondskab ikke kan være en del af den nye. Den nye verden mangler fuldkomment denne verdens problemer, fx vokser kornet usået og gamle fjender forliges. Steinsland konkluderer på den baggrund at tidsforståelsen i digtet må være lineær, og at dragen må høre til i rammefortællingen, ligesom vølvens omtale af sig selv. Dragen fungerede derfor som et tegn på verdens snarlige undergang, dvs. den var et digterisk billede på, at hendes vision var i færd med at blive til virkelighed. Preben Meulengracht Sørensen har påpeget, at det forhold, at strofen fortælles i nutid, i modsætningen til de foregående i fremtidsform, er et væsentligt argument for, at den beskriver en situation i nutiden.
Almindelig Bøg.
Almindelig Bøg ("Fagus sylvatica") er et stort, løvfældende træ med en tæt krone, som er bredt hvælvet. Stammen er tydeligt gennemgående til toppen. Barken er først brun og blank, men senere bliver den grå og glat. Knopperne er spredte, udspærrede, lange og spidse. Bladene er læderagtige og ovale med hel og bølget rand. Oversiden er blankt mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er rødbrun. Bøgen blomstrer kort efter løvspring tidligt i maj. Træet blomstrer først fra 40-50 års alderen, og selv da ikke hvert år. Hanlige og hunlige blomster sidder i adskilte rakler, men de er ikke særligt synlige. Frugterne er trekantede nødder, som sidder i piggede skåle med tre klapper. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet er meget højtliggende, og det er tæt forgrenet med mange, fine rødder. Frø og blade indeholder det giftige alkaloid fagain. Løvet er langsomt nedbrydeligt og danner morr på sur bund. Bøg angribes af voksklædte stammelus. Unge planter tåler ikke frost. Træet kan blive 2-300 år gammelt.
35 x 20 m (50 x 30 cm/år).
Bøg findes overalt i det vestlige Europa, hvor den indgår i blandede løvskove på næringsrig, veldrænet og kalkrig bund.
Den kan anvendes spredt i læplantninger, i den indre del af vildtplantninger og skovbryn. Bøgen sætter med års mellemrum store mængder af frø (bog), der gerne ædes både af fugle og pattedyr. Hjortevildt æder skud af unge bøge. Ved jævnlig (gentagne) beskæringer tåles beskæring i hele levetiden. Bøgen er ikke egnet nær kysterne i Vest- og Nordjylland. Bøgen er et af vore danske national træer og er et vigtigt skovtræ, men bruges også til klippede hække imellem haverne.
Mammuttræ.
Mammuttræet ("Sequoiadendron giganteum") er et stort stedsegrønt nåletræ med skælagtige nåle og en blød trævlet bark. Koglerne er runde aflange 45—55mm lange, med en 3cm lang skællet stilk. Tidligere hørte arten til Taks-familien, men den plantefamilie er nu lagt sammen med Cypresfamilien.
Mammuttræet forveksles ofte med Rødtræ ("Sequoia sempervirens"), (Redwood, Rødved), som også er et stort træ, der vokser i Californien, men som er nøje knyttet til tågeskovene langs kysten. Begge træarter har navn efter cherokee-høvdingen Se-Quo-Yah (Sequoyah).
Udbredelse.
Mammuttræet vokser i dag kun vildt på vestsiden af Sierra Nevada-bjergene i det centrale Californien, men i før Istiden, for 4.000.000 år siden, var træet udbredt over hele den nordlige halvkugle. De fleste Mammuttræer lever i små eller større, grove bevoksninger nær Yosemite National Park. Der findes også nogle få bevoksninger lidt længere imod nordvest.
Tilbagegang.
Mammuttræet synes at være langsomt på retræte, og mange bevoksninger har alt for få unge træer til at erstatte dem, som dør af ælde. Tilbagegangen skyldes, at træet ikke er skyggetålende nok til, at det kan vokse op i skyggen af de andre træer. Tilbagegangen kan være periodisk og vil måske afløses af en pludselig fremgang.
En anden forklaring på mammuttræets tilbagegang kan være, at den effektive bekæmpelse af alle skovbrande forhindrer, at skoven en gang imellem brænder af, så der kommer lys på skovbunden til gavn for de nye små mammuttræer. Mammuttræet har på grund af sin halve meter tykke bark større overlevelseschancer ved skovbrande end de andre træer, og selv om træet dør, så har det en reserve af små lette frø i koglerne.
En helt tredje forklaring er, at grænsen imellem skov og prærie var meget mere flydende i fortiden på grund af de mange store planteædere. I dag ligger grænsen imellem skov og prærie ved ca. 500 mm regn pr. år, men i fortiden var grænsen imellem skov og prærie mere diffus, da elefanter er stærke nok til at vælte mindre træer selv om træet er nået over dyrenes bide højde. Det er kun 13.000 år siden, at det moderne menneske kom til Amerika og begyndte udryddelsen af langhornede bisoner, mammutter, elefanter og Mastodonter.
Formering.
Mammuttræer stiller meget små krav til jordbunden. Men kan bedst lide fuld sol. I en lysåben, hårdt græsset skov har mammuttræet større overlevelseschancer end de andre træer, da træet har højere levealder end de andre træer, dels er barken måske giftig, da den lugter ubehageligt, dels er vækstlaget, kambium, ikke så tykt, så der er ikke så meget mad for dyrene at gnave frem under barken. Såningen er dog vanskelig, fordi frøkvaliteten er meget ringe på grund af indavl, så de fleste frøplanter dør af svamp. Mammuttræets ufrodige frø virker dog tillokkende på insekter og mindre gnavere, som efter endt indtagelse omkommer. Frøene diffunderer nu, som havde Ripley Scott instrueret dem, gennem dyrenes epitelvæv, pels eller skal og nærmest borer sig ned i underlaget, typisk en skovbund. Stiklingeformering er også vanskelig, fordi det er svært at få gang i en kraftig rodudvikling.
Såning.
Mammuttræets frø er næsten magen til frøene hos Redwood (Sequioa sempervirens), blot er mammuttræets frø lidt støre og lysere. Mammuttræets frø er beskyttet af to spirehæmmede stoffer, et rødt stof og et brunlilla stof. Det røde stof fjernes ved først at skylle frøene i en sigte og dernæst at lægge dem i blød og skifte vandet, når det er blevet rødt, dvs. med ca. en halv times mellemrum. Det brun-lilla stof er lidt svære at opløse og kræver, at vandet skiftes en gang om dagen i en uges tid, indtil vandet ikke længere får en lilla tone. Derefter er frøene klar til at så. Man kan godt så dem uden udblødning, men det giver dårligt resultat, da frøene så vil spire ujævnt.
Det er bedst at så tyndt i bakker, fordi de spiringsdygtige frø har det med at klumpe. Frøene dækkes med 2-3 cm fint grus, så frøene er beskyttet mod udtørring. Gruset dækkes af et tyndt lag letklinker eller småsten, for at gruset ikke skal skorpe. Det kan være nødvendigt at gå bakkerne efter hver dag for at vende kimrøderne ned i jorden med en lille pind, hvis man ikke har sået frøene dybt nok.
Advarsel: dæk aldrig over med plastik! Plastikfolie drukner planterne. Ikke blot ligger frøene så dybt, at de ikke tørrer ud, men kimplanterne tåler ikke høj luftfugtighed, for så rådner de. Kimplanterne er nødt til at kunne fordampe vand fra nålene, for at saften kan bevæge sig rundt i planten.
Når kimplanterne har fået deres anden krans af nåle, er de forveddet og kan pottes. Der er ingen rodhår på rødderne, så man behøver ikke beskytte dem imod udtøring. Mange små mammuttræer har kun een eneste lang tynd brun trådagtig rod med tyk hvid rodspids, som når ned i dybden. Hvis roden knækker, vil planten normalt dø, så derfor er det bedst at dyrke træerne i potter og plante dem ud, inden de bliver 25 cm høje. Det er uoverkomeligt at grave et 2,5 m dybt hul, hvis den 25 cm høje plante har så lang en rod. I stedet graver man så dybt, at man ikke får urterøder med op, dog mindst 60 cm dybt, den overskydende rod fjerner man ved at klippe den af med en ren saks. Bare roden er rettet ud i dybden, så gør det ikke noget, at græsset er meget højre end planten.
Syge planter må kasseres med hård hånd, da de syge planter aldrig bliver rigtigt raske. Normalt overlever kun 1% de første år. Jorden omkring små planter bør holdes frostfri ved dækning med flis, halm eller kvas.
Rødtræ.
Rødtræ ("Sequoia sempervirens") er et stort stedsegrønt nåletræ med brede lidt skælagtige nåle og en trævlet bark.
Koglerne er runde 11–17 mm lange, med en 5 mm lang, skællet stilk. Træet tilhører Cypres-familien; tidligere hørte arten til "Taxodiaceae", men den plantefamile er nu lagt sammen med Cypres-familien.
Rødtræet forveksles ofte med Mammuttræet, der også er et stort træ, som ligeledes vokser i Californien – den har bare en anden biotop, nemlig i Sierra Nevada-bjergene.
Begge træer har navn efter Sequoyah (George Guess), som var den Cherokee-høvding, som fik æren af at have givet folket dets eget skriftsprog.
Det danske navn kommer af det spanske navn for skovfyr, via engelsk redwood, men det passer meget godt til den rødlige bark det har her i landet. Men det har grå bark i naturen, fordi det stærke sollys i Californien bleger alting.
Rødgran.
Rød-Gran ("Picea abies") er et stedsegrønt nåletræ med en opret, kegleformet vækst. Hovedgrenene sidder vinkelret udspærret i kranse. Barken er først rødbrun og furet. Senere bliver den næsten kobberfarvet med tynde, afflagende skæl. Gamle grene og stammer får efterhånden en grå, opsprækkende bark med små, afrundede plader. Knopperne er mørkebrune og ægformede med tydelig spids. Nålene sidder på korte stilke og er rettet opad eller udad fra undersiden af skuddet. På oversiden vokser de derimod fremad. Nålene er stive og stikkende, firkantede i tværsnit og ensfarvet græsgrønne på alle sider. De hanlige blomster sidder i kogleformede stande, som først er røde og senere gule.De hunlige blomster optræder også i stande, som mest findes i toppen af træet, og de er først oprette og mørkerøde og så grønne og hængende. Til slut omdannes de til rødbrune, slanke kogler. Frøene har vinger.
Rodnettet er fladt og består af højtliggende hoved- og siderødder.
40 x 20 m (50 x 25 cm/år)
Hjemsted.
Rød-Gran var oprindelig udbredt i det nordlige, østlige og centrale Europa. Desuden var der bestande i Sydeuropas bjergegne. Arten er meget hårdfør og tåler både streng kulde og nogen udtørring. Den konkurrerer bedst på sur eller let sur jord, men trives på alle jordtyper. I de østrigske alper findes arten i skovsamfund, domineret af Almindelig Ædelgran og på mange forskellige jordtyper sammen med bl.a. Almindelig Majblomst, Almindelig Røn, Almindelig Ædelgran, Hvid-El, Mose-Bunke og Skovsyre.
Rød-Gran er indført til Vesteuropa og Danmark, men er nu forvildet utallige steder og optræder i dag som naturaliseret art. Rød-Gran er det mest almindelige skovtræ i Danmark, og arten er et af de almindeligeste juletræer i Danmark, kun overgået af Nordmannsgranen. Rød-Gran dyrkes i dag til mange forskellige formål, bl.a.
Den 8. april 2008 meddelte Sveriges Radio, Dalarna, at en forskergruppe fra Universitetet i Umeå har fundet verdens ældste træ på fjeldet Härjehogna ved Idre i Dalarna nær grænsen til Norge. En prøve, udtaget ved rodhalsen, blev aldersbestemt ved Kulstof 14-datering, og den afslørede, at det ældste af de opmålte træer er 8.000 år gammelt. Denne Rød-Gran har altså stået på stedet siden den første skov opstod efter seneste istid..
Haver og parker.
Rødgranen er et taknemmeligt og nemt træ at dyrke i haven. Til trods for at træet er hårdført, udvikler det dog nemt uharmonisk vækst og bliver desuden ofte for stort til villahaver, men der findes en meget lang række forskellige varieteter og sorter som er bedre egnede til havebrug.
Weymouth-Fyr.
Weymouth-Fyr ("Pinus strobus") er et stort, stedsegrønt nåletræ med en vækst, som i ungdommen er slank og kegleformet, men som med tiden bliver mere åben og uregelmæssig. Barken er først græsgrøn, men inden for et år bliver den lyst olivengrøn og blank. Senere er barken vedvarende glat og grågrøn, men med alderen kan den blive mørkegrå og fint furet. Knopperne er rustbrune, ægformede og spidse med spidse, tiltrykte skæl. Nålene sidder i bundter med fem på hvert dværgskud. De er tæt samlede i bundtet, og de er tynde og mørkegrønne med hvide striber ind mod midten af bundtet. De hanlige blomster sidder samlet i små, ægformede stande inderst på skuddet, og de er gule med røde spidser. De hunlige blomster sidder i endestillede, kegleformede stande, og de er lyserøde. Koglerne er slanke og svagt krummede med udadbuede skæl.
Rodnettet er de første mange år domineret af en kraftig pælerod, men senere udvikles kraftige, højtliggende siderødder med stor rækkevidde. Træer yder godt tømmer, men er sjældent plantet i Europa, da det angribes og dræbes af blærerust-svampen, som har værtskifte med arter af Ribs.
25 x 12 m (50 x 25 cm/år)
Arten er udbredt i hele det østlige Nordamerika fra Mississippi i vest til atlanterhavskysten i øst, og fra Hudsonbugten i nord til Florida, Louisiana og Alabama i syd. Den er skovdannende sammen med både nåle- og løvtræer på alle slags jorde, men den konkurrerer bedst på sur og mager, sandet jord. Arten er pionertræ på opgivne marker. I området omkring Roosevelt i New Jersey, USA, findes arten i skove og som pionertræ sammen med bl.a. Almindelig Konvalbusk, Almindelig Robinie, Almindelig Tulipantræ, Amerikansk Bøg, Amerikansk Knapbusk, Amerikansk Nældetræ, Amerikansk Platan, Amerikansk Vin, Blyant-Ene, Brunfrugtet Surbær, Glansbladet Hæg, Hvid Ask, Hvid Hickory, Klatre-Vildvin, Koral-Sumak, Pennsylvansk Vokspors, Rød-Løn, Skov-Tupelotræ, Sukker-Birk, Sump-Eg, Sump-Rose, Virginsk Ambratræ, Virginsk Troldnød, Virginsk Vinterbær og Østamerikansk Hemlock
Digital Radio Mondiale.
Digital Radio Mondiale (DRM) er en verdensstandard til at sende en digital radiokanal via lang-, mellem- og kortbølge båndene (150 kHz - 30 MHz). Disse bånd kan nu formidle digital radio i næsten FM kvalitet.
DRM er beskrevet i IEC's standard:.
Ligesom FM har RDS, har DRM også mulighed for data og tekst information. DRM kan også formidle stereo.
I DRM signalet er der mulighed for at sende information om alternative frekvenser for den givne radiostation. Dette kan og er blevet anvendt til at modtageren automatisk anvender den bedste radiostation. DRM informationen kaldes AFS (Automatic Frequency Switching).
Siden 3. oktober 2008 har Kalundborg Langbølgesender med enkelte afbrydelser udsendt pausesignal og identifikationsteksten "DR Kalundborg" i DRM, der kan modtages i hele Danmark med særlige digitale modtagere eller med en pc tilsluttet en analog modtager.
International Telecommunication Union, ITU Radiocommunication Sector.
ITU-R eller International Telecommunication Union, ITU Radiocommunication Sector er et radiokommunikations standardiseringsorgan. Det er tidligere kendt som CCIR.
Violet.
Violet må defineres, som de lilla toner, som mest er blå altså: Blå-lilla.
Forklaringen på denne mærkelige farve er at mennesket sådan set er farveblinde overfor lys/farver med kortere bølgelængde end blå. Men både de tappe (de lysfølsomme mekanismer i øjet) som er følsomme overfor rødt; og de tappe, som er følsomme overfor blå, foruden de lysfølsomme tappe kan mærke det lys, som er lidt mere blåt end blå. Det er sådan set en fejl ved øjet at mennesket ser det blå i regnbuen skifte over til den lidt rødlige violet farve.
Mange blå blomster indeholder en ægte violet farve, da bierne godt kan se den, men når man tager et foto, så bliver man overrasket over at de blå blomster er rosa.
Symbolik.
De violette farver kan både være en blanding af rødt og blåt, og en ekstrem blå grænsende til ultraviolet, såsom Indigo. Disse farver forbindes med bod, anger og selvransagelse.
Den repræsenterer spiritualitet og er forbundet med offerblodet. Det er også nostalgiens og erindringernes farve, og kan symbolisere sublimering og resignation.
Det er formidlingsfarve mellem kærlighed og visdom.
I folkloren er det troskabens farve.
Violet er Kristus passionsfarve. Frelseren bærer en violet kappe. I den katolske liturgi står den for kongemagt og guddommelighed.
I kirken anvendes violet i bods- og fastetiden, anden og fjerde søndag i advent, nytårsaften, fra septuagesima til midfaste søndag, skærtorsdag, Store bededag.
Pineal-chakraets farve er indigo-violet, der repræsenterer indsigt og intuition, men også blafrende uro. Dette chakra (og dermed farven) sættes i forbindelse med clairvoyance.
Stjernetegnet skorpionens farve er violet.
Purpur, som er en variant, var kejsernes pragtkåbers farve.
Indigo er en violet-mørkeblå farve der udvindes af planten indigofera anil. Ordet indigo betyder 'farven fra Indien'og er fundet på mumiers klæder i Egypten.
Hermann Köhl.
Hermann Köhl (15. april 1888 i Neu-Ulm, Bayern, Tyskland - 7. oktober 1938 i München) var en tysk pilot.
Köhl var pilot under den første flyvning over Nordatlanten i øst-vestlig retning, som blev foretaget den 12. april 1928.
Gendarm.
Gendarm (efter fransk "gens d'armes," "mænd under våben") var betegnelsen for en elitesoldat i 1400-tallet som var livvagt for den franske konge. Derfra har begrebet udviklet sig, så gendarmeri i dag er betegnelse for et militært korps med politiopgaver. Gendarmeriet ligner således militærpolitiet, men har umiddelbar og direkte kontakt til borgerne.
Grænsegendarmeri.
I en række lande ligger ansvaret for grænsebevogtningen hos et grænsegendarmeri.
Danmark.
Grænsegendarmeriet oprettedes ved kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var underlagt hæren indtil 1864.
Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed og blev herefter nedlagt.
Korpset blev genoprettet i 1866 og virkede herefter som et militært organiseret grænsetoldpoliti-korps ved Kongeågrænsen.
Fra d. 5. maj 1920 fungerede korpset langs den nuværende grænse.
Under 2. verdenskrig faldt korpsets chef oberst Svend Paludan-Müller i ildkamp mod Gestapo og tyske militære enheder, d. 26. august 1944.
Blev i 1952 omdannet til et civilt korps (Toldgrænsekorpset).
Korpset bevogtede den danske grænse mod Tyskland indtil 1958, (patruljeringen foregik til fods ad gendarmstien, og hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe).
Korpset blev nedlagt i 1958 hvorefter opgaven blev overdraget til politiet.
I en længere periode var korpsets uniformer lyseblå og blev af samme grund kaldt "de blå gendarmer" (i lighed med Estrups gendarmerikorps, se nedenfor).
De Blå Gendarmer.
De Blå Gendarmer var et et selvstændigt gendarmerikorps, som blev oprettet i 1885 af Jacob Brønnum Scavenius Estrup og var tidens skatteopkrævere og et statspoliti i Danmark.
Deres primære opgaver var at indkræve skatter under Estrup-tidens provisoriske regering. De havde de samme beføjelser som politiet og kunne derved arrestere folk. De var beredne og arbejdede altid i grupper af mindst to.
De var klædt i lyseblå uniformer og var udstyret med en karabin og en ryttersabel. Fra statens side var det meningen at de skulle indgyde frygt i befolkningen og få dem til at opføre sig som gode borgere.
De havde fire afdelinger i Danmark i henholdsvis København, Ringsted, Kolding og Århus. Fra disse afdelinger blev de sendt ud i landet for at håndtere de opgaver, som var blevet dem pålagt. Disse opgaver var fortrinsvis at indkræve skat men også at opretholde ro og orden i de halvdiktatoriske tider i de såkaldte provisorieår.
De Blå Gendarmer blev nedlagt i 1897.
Sveriges geografi.
Satellitbillede over Sverige om vinteren(19. februar 2003). Hele landet er dækket af sne.
Sverige ligger i Nordeuropa, på den østlige del af den skandinaviske halvø. Landet deler landegrænser med Norge i vest, Finland i nordøst, samt Danmark i sydvest via Øresundsbroen. Landet har også maritime grænser til Estland, Letland, Litauen, Polen, Tyskland samt Rusland (Kaliningrad). De omgivende have er den Botniske Bugt og Østersøen i øst og syd, samt i sydvest Skagerrak, Kattegat og Øresund. Sverige udgør en del af det geografiska område Norden.
Sverige er en del af det baltiske skjold, hvilket sørger for en stabil geologi, skånet for jordskælv og vulkaner. Terrænet er almindeligvis fladt eller med lave bakker, undtaget den Skandinaviske Bjergkæde langs grænsen til Norge.
Sverige har et oftest mildt tempereret klima, med kolde vintre og kølige somre, på trods af sin nordlige beliggenhed, hvilket skyldes varme fra Golfstrømmen. I det sydlige Sverige er løvtræer dominerende, i nord domineres landskabet af nåleskov og hårdføre birketræer. I Sveriges nordligste del, som er præget af fjelde, har landet et subarktisk klima. Nord for polarcirklen går solen ikke ned om sommeren, og midvinternætterne afbrydes kun af nogle få timers morgengry og skumring.
Øst for Sverige ligger Østersøen og den Botniske Bugt, der giver landet en lang kystlinje, hvilket også påvirket klimaet. I vest ligger den Skandinaviske Bjergkæde, der adskiller Sverige fra Norge. Siden 1700-tallet har grænsen til Norge fulgt bjergkædens vandskel nøje. Elvene i nord (de såkaldte norrlandselve) løber altså som regel mod øst, og kan ofte blive ganske brede.
Det sydlige Sverige, især den sydligste del med Skåne, er for en stor dels vedkommende landbrugsarealer, mens skove dækker større og større dele af det øvrige område. I det centrale Götaland rejser det smålandske højland sig dog. Befolkningstætheden er også større i de sydlige egne, særligt i Mälardalen og Øresundsregionen. I den sydlige del af landet løber mange vandløb ind midt i det sydsvenske højland, mod alle verdenshjørne. Elvene bliver derfor lige så lange og store, som i nord, hvilket også har betydning for landbrugsjorden.
Sveriges højeste bjerg er Kebnekaise i Lappland, på 2.111 meter over havets overflade. De to markant største øer er Gotland og Öland i den sydøstlige del af landet, og de to største søer Vänern og Vättern. Fra Treriksröset til Smygehuk er Sverige 1.572 kilometer lang.
Skov, vandkraft og jernmalm er vigtige naturressourcer.
Byer.
Kort over Sverige med et udvalg af byområder
Stockholm er Sveriges hovedstad, og har 1.897.880 indbyggere i metroregionen; selve byen har 774.411 indbyggere.
Se også Sveriges byer.
Taunus.
Taunus er en skovrig skifer-bjergkæde i Hessen i Tyskland, hvor den berømte klippe Lorelei er beliggende. I området er der rester af den romerske fæstningslinje "Limes" som var grænsen mod de "barbariske" folkeslag.
Det højeste punkt er "Großer Feldberg" (878 m).
Azofarvestof.
Azofarvestoffer (tjærefarvestoffer) anvendes i slik og sodavand.
De er alle mistænkte for at være årsag til allergilignende symptomer som høfeber, nældefeber, diarré og astma. Tartrazin, Sunset Yellow, Azorubin og Ponceau 4R kan endvidere medføre hyperaktivitet hos børn.
Azo-farvestoffer i slik og læskedrikke kan gøre ellers helt raske børn til ADHD-patienter (også kaldet DAMP-børn).
Skaberaktapir.
Skaberaktapir ("Tapirus indicus"), er den største af de fire tapirarter og den eneste, der lever i Asien. Dens videnskabelige navn er misvisende, da den ikke lever i Indien. Navnet refererer nok nærmere til Ostindien. Skaberaktapiren adskiller sig meget fra de andre tapirarter med sin karakteristiske sort-hvide tegning. Tegningen er med til at sløre skaberaktapirens størrelse, når den færdes i skoven, og fungerer dermed som camouflage. Skaberaktapiren vejer 225–300 kilogram.
Radio Data System.
De fleste Europæiske FM sendere i dag, sender også noget digital information via Radio Data System (RDS). I RDS informationen findes bl.a. klokken og sender identifikation.
Fyrst Metternich.
Fyrst Metternich med det fulde navn Klemens Wenzel Lothar, Fürst von Metternich-Winneburg-Beilstein (15. maj 1773 - 11. juni 1859) var østrigsk statsmand og udenrigsminister. Regnes af mange for at have været en af de vigtigste diplomater i sin tid.
Han blev født i Koblenz, Tyskland, og studerede ved universiteterne i Strassburg og Mainz. I 1809 blev han østrigsk udenrigsminister, i begyndelsen i samarbejde med Napoleon men fra 1813 blandt hans modstandere. Han var især kendt for sin rolle under Wienerkongressen fra 1814-1815. Under denne kongres, hvor Europas kronede hoveder og regenter skulle "rydde op" efter Napoleonskrigene, var fyrst Metternich hovedmand for at etablere den såkaldte hellige alliance mellem de gamle monarkier i Østrig, Rusland, Preussen og Frankrig, som enedes om at genoprette den gamle magtbalance.
Hver aften blev der afholdt middag på Hofburg. Herudover arrangerede kongressens leder, fyrst Metternich en uendelig række af festligheder, banketter, baller, koncerter, teaterforestillinger, jagtture og så videre, især for repræsentanter for de mindre stater - herunder Danmark. Det lykkedes Metternich at blokere de russiske planer om at annektere hele Polen og Preussens forsøg på at indlemme Sachsen. Det lykkedes ham også at danne en tysk samling under østrigsk ledelse.
Efter kongressen spillede fyrsten en stor rolle i den europæiske stormagtspolitik frem til 1848. Metternich var imod liberalisme, nationalisme, demokrati og revolution og for konservatisme og enevælde. I Østrig blev han generelt regnet for landets egentlige hersker. Frem til 1830 havde han indflydelse langt uden for Tysklands grænser, hvor han konsekvent bekæmpede alle tendenser til oprør, men efterhånden som de revolutionære tendenser og splittelsen mellem stormagterne tog til, svækkedes hans magt noget. Da den østrigske regering faldt ved revolutionen i 1848, flygtede han til England. I 1851 trak han sig tilbage til sit slot Johannesberg ved Rhinen. Han døde den 11. juni 1859.
International radiofoni.
International radiofoni er radiofoni målrettet mod internationale lyttere. International radiofoni sendes via frekvensbåndene lang-, mellem- og kortbølge (150 kHz - 30 MHz).
Anvendte frekvensbånd.
Der er reserveret nogle bestemte frekvensbånd til international radiofoni. De ses til højre opgivet som bølgelængden eller som frekvensintervaller.
Andet.
For at kunne sammenligne radiostationers modtageforhold på en given radiomodtager, har nogle designet koder, som opsummerer dem. Der findes 2 forskellige systemer; SINPO / SINFO-koden er "stor" og den forsimplede SIO-kode.
I princippet kan O i SINPO-koden, beregnes ud fra SINP: (S+I+N+P)/4=O.
Fra starten har den internationale radiofoni været udsendt analogt, men med den digitale DRM standard må man forvente, at flere stationer vil overgå til digitalt kodede udsendelser.
Også internettets fremkomst og stadige udbredelse har betydet at brugen af international analog radiofoni er for nedadgående, sammenlignet med f.eks. under "Den Kolde Krig", hvor f.eks. Radio Moskva havde daglige udsendelser på dansk.
ligesom at Kalundborg Mellembølge-senders udsendelser er reduceret til ganske få daglige udsendelser.
Der eksperimenteres dog (2009) med digitale test-udsendelser via Kalundborg langbølge.
Iselingen.
Iselingen er en hovedgård der ligger i Vordingborg Landsogn, Baarse herred, 1,5 km nordøst for Vordingborg, grundlagt i 1774. Iselingens hovedbygningen er opført i 1802
Reinhard Iselin var født i Schweiz. Efter at have uddannet sig til købmandslærer i Køln kom han som 25-årig til København, hvor han fik ansættelse på firmaet M. Fabritius og J.F. Wevers kontor. På få år fik han arbejdet sig op til en selvstændig stilling og oprettede således i 1749 handelshuset R. Iselin & Co.
I 1752 giftede Iselin sig med Anna Eliasbeth Fabritius de Tengnagel og fik i 1776 skødet på Vordingborg Slot og dets ladegård.
Iselingen Gods er på 420 hektar med Skovgaard og Kildevang
Kortbølgebåndet.
Kortbølgebåndet i frekvensbåndet fra 1700 kHz til 30 MHz anvendes af kortbølgeradioer.
Kortbølgebåndet bliver også benævnt HF for High Frequency. HF dækker 3 MHz til 30 MHz.
Kortbølge i Danmark.
Kortbølgeradioen (kaldet "Radio Danmark" og drevet af DR) blev nedlagt 1. januar 2004 efter at have eksisteret siden 1948. De sidste år blev sendt via NRKs kortbølgesendere.
Langbølgebåndet.
Langbølgebåndet anvendes i Europa, Nordafrika og Asien på radiofrekvenser mellem 153 og 281 kHz til national radiofoni og international radiofoni.
Langbølge i Danmark.
Kalundborg Radiofonistation efter renovering af langbølgemasterne i foråret 2008 (mellembølgemasten i baggrunden).Kalundborg langbølge: "Danmarks Radio - København-Kalundborg".
I året 1927 blev der for Statsradiofonien etableret en langbølgesender i den nye Kalundborg Radiofonistation på landtangen Gisseløre ved Kalundborg. Sendefrekvensen var 260 kHz med en nominel sendeeffekt på 7,5 kW.
Antennen bestod af to 105 m høje trebenede stålmaster forbundet med en enkelt antennetråd, og blev bygget af Nakskov Skibsværft.
I 1954 blev masterne forlænget til 118 m og forsynet med 23 m brede tværbomme, der bar otte toptråde til en såkaldt Alexanderson antenne. Efterfølgende er sendeeffekten forøget til 300 kW og frekvensen ændret til 243 kHz.
Langbølgesenderen dækker foruden selve Danmark også det meste af Europa samt Nordsøen, Færøerne, Island og sydspidsen af Grønland. Frekvensen på 243 kHz er næsten uden forstyrrelser, da den nærmeste sender med ret til at sende på samme frekvens befinder sig over 2.500 km væk i Tyrkiet (Erzurum).
I henhold til en public service-kontrakt mellem Danmarks Radio (DR) og Kulturministeriet, som trådte i kraft ved årsskiftet 2007, er DR ikke længere forpligtet til at opretholde udsendelserne på langbølge. Derfor ophørte de analoge udsendelser på langbølge 243 kHz fra Kalundborg Radiofonistation 15. februar 2007 klokken 00:30, men senderen er fortsat i driftsklar stand og erstattede mellembølgesenderen i perioden 16.-31. oktober 2009.
Senest er tværbommene forkortet til kun to toptråde i april 2008. Det er sket for at levetidsforlænge masterne med henblik på digitale langbølgeudsendelser i DRM, idet langbølge i modsætning til mellembølge har konstant lang rækkevidde døgnet rundt.
De svage kalibreringssignaler i DRM under ombygningen af antennesystemet blev ifølge et diskussionsforum på hjemmesiden DRMRX registreret af lyttere så langt væk som Schweiz.
Siden 3. oktober 2008 har Kalundborg langbølge med enkelte afbrydelser udsendt pausesignal og identifikationsteksten "DR Kalundborg" i DRM, der kan modtages i hele Danmark med særlige digitalmodtagere eller med en pc tilsluttet en analog modtager.
Mellembølgebåndet.
Mellembølgebåndet er frekvensbåndet fra 531 kHz til 1602 kHz, som en mellembølgeradio anvender.
Mellembølge i Danmark.
Kalundborg Radiofonistation sender på mellembølge 1062 KHz.
P5 sendes på mellembølge, indtil der lukkes 2010.
Diktatur.
Diktatur er en statsform, hvor al magt er placeret hos en enkelt person, en "diktator" (eller hos få personer, i hvilket fald man taler om et oligarki), som ikke er underlagt lovmæssige eller andre restriktioner.
Diktatur i Romerriget.
Oprindeligt anvendtes diktatur om en særlig institution i det gamle Rom, hvor udvalgte embedsmænd i særligt presserende situationer "demokratisk" kunne tildeles absolut magt til at forvalte statens anliggender, da et sådant "direkte" styre var mere effektivt (omend mindre frit) end republikkens bureaukrati. Disse "diktaturer" var dog på forhånd tidsbegrænsede, og den valgte "diktator" var efter sin periode ansvarlig for at have forvaltet sin magt med omtanke og forstand. Denne institution ophørte omkring det andet århundrede f.Kr., og senere diktatorer som Sulla og de romerske kejsere mindede i langt højre grad om, hvad vi i dag forstår ved begrebet.
Diktatur i dag.
I en moderne kontekst bruges ordet langt mere negativt. Her forstås ved diktatur ofte et system med et centraliseret magtapparat, hvor lovgivende, dømmende og udøvende magt ikke er adskilt, og hvor diktatoren udøver sin magt uden at skele til de moralske/etiske konsekvenser. Denne er da sjældent demokratisk valgt, men er i stedet ofte kommet til magten ved et statskup eller en revolution, og selv om det ofte forsikres, at diktaturet blot er indført midlertidigt for bedre at bekæmpe presserende problemer, så er tendensen, at diktatoren er endog særdeles utilbøjelig til at afgive magten igen.
Sådanne diktaturer overlever delvis på grund af den frygt, folket nærer for styret. Ofte bruges væbnet magt, propaganda og fængsling af dissidenter som midler til at forhindre, at styrets legitimitet undergraves. Ofte ses systemer, hvor kun ét parti – diktatorens eget – er tilladt og der derfor kan afholdes skindemokratiske valg, der dog sjældent anerkendes af andre stater end diktaturet selv.
Somos libres, seámoslo siempre.
Somos libres, seámoslo siempre er den peruvianske nationalsang siden 1821. Den har tekst af José de la Torre Ugarte, og melodien er skrevet af Jose Bernardo Alcedo.
Hertz.
Hertz (forkortes Hz) er en afledt SI-enhed til angivelse af frekvens. Enheden svarer til antallet af svingninger per sekund, dvs. 1 Hz = 1 s-1 = 1/s.
Enheden Hertz er opkaldt efter den tyske fysiker Heinrich Rudolf Hertz.
1799.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
Årstal: 1794 1795 1796 1797 1798 - 1799 - 1800 1801 1802 1803 1804
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
99
Sveriges demografi.
Folket: Svenskere (89,4 %), iranere (0,5 %), finner og samer.
Religion: Protestanter (89 %), katolske minoriteter (1,8 %), pinsebevægelse (1,1 %), andre (8,1 %)
Sprog: Svensk, finsk og samisk
1851.
Eksterne henvisninger.
51
1789.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
Årstal: 1784 1785 1786 1787 1788 - 1789 - 1790 1791 1792 1793 1794
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
89
1849.
Eksterne henvisninger.
49
1881.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
Årstal: 1876 1877 1878 1879 1880 - 1881 - 1882 1883 1884 1885 1886
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
81
1629.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
Årstal: 1624 1625 1626 1627 1628 - 1629 - 1630 1631 1632 1633 1634
Eksterne henvisninger.
29
1783.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
Årstal: 1778 1779 1780 1781 1782 - 1783 - 1784 1785 1786 1787 1788
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
83
Årstal.
Et årstal er et nummer der bruges til at angive et bestemt år fra 1. januar til og med 31. december.
I Wikipedia er der beskrevet begivenheder fra mange år, se årti, århundreder og historie.
Man kan søge direkte på årstallet. Dog skal årstal før vor tidsregning efterfølges af "f.Kr." f.eks. 112 f.Kr..
Græsk (flertydig).
Ord/begreber startende med græsk-.
1. Et udtryk med betydningen "jeg er ligeglad".
2. En anden betegnelse for den græsk-ortodokse kirke (Den korrekte betegnelse er "Den Kristne Ortodokse Katolske Kirke").
Statistik.
Statistik er en videnskabelig metode, hvormed man effektivt anvender numeriske data, som fx kan komme fra eksperimenter, spørgeskemaer eller registre.
Historisk set startede statistik med at være beskrivende, hvor fokus var at præsentere data grafisk, med tabeller og senere ved at regne statistiske mål som gennemsnit. Moderne statistik omfatter at drage konklusioner om det generelle tilfælde (hele populationen) ud fra det enkelte tilfælde (en stikprøve). Det kan for eksempel være at bestemme parametre til sandsynlighedsfordelingen for populationen. Dette kaldes statistisk inferens. Et andet eksempel kunne være at bestemme, om der er forskel på to populationer (eksempelvis en behandlet gruppe og en placebogruppe).
Danmarks Statistik producerer en del samfundsbeskrivende statistik, som bygger på administrative registre som fx CPR, BBR og Erhvervsregisteret, og dermed medtages hele populationen.
Hvorfor bruge stikprøver.
Stikprøver bruges, når hele populationen ikke kan undersøges. Det kan være, at det er dyrt at lave målingerne, eller at det ikke er fysisk muligt at undersøge mere end et udsnit af populationen. For eksempel er det ikke muligt at undersøge alt vandet i verdenshavene. Et andet problem, som statistik tager hensyn til, er, at målinger ofte er behæftet med usikkerhed, fejl eller mangler. Det kan for eksempel være målinger af den samme ting, hvor resultatet varierer for hver måling, men i gennemsnit har den korrekte (sande) værdi.
For eksempel kan høstudbyttet for to forskellige kornsorter på to forskellige marker måles for at finde ud af, hvilken sort der giver mest udbytte. Her risikeres det, at det ene udbytte er meget højere end det andet, uden at det gælder i gennemsnit. Hvis det skyldes, at den ene mark tilfældigvis blev angrebet af dyr eller sygdom, mens den anden tilfældigvis gik fri, vil resultatet ikke kunne bruges til noget. Derfor bliver man nødt til at have flere observationer og bruge statistiske metoder til at undersøge resultatet.
Etymologi.
Ordet statistik kommer fra det latinske "statisticum collegium" ("statsrådgiver") og det italienske ord statista ("statsmand" eller "politiker"). Ordet kom til Danmark via tysk indføring af Gottfried Achenwall i 1749, og beskrev oprindeligt behandling af data for staten.
Udspring fra sandsynlighedsregning.
Statistik bygger på resultater fra sandsynlighedsregning. Forskellen mellem de to er, at sandsynlighedsregning baserer sig på en kendt population og kan bruges til at lave beregninger for et udsnit, mens statistik baserer sig på et kendt udsnit af en ukendt population og kan bruges til at lave beregninger for den ukendte population.
Beskrivende statistik.
"Beskrivende" statistik omfatter at præsentere data i form af tabeller (krydstabeller, kontingenstabeller) eller grafisk i form af landkort eller diagrammer.
Der laves ingen model for data, og der bruges ingen antagelser om, hvilke fordelinger data tilhører. Ofte undersøger man et datasæt med beskrivende statistik, før man går til videre behandling af det.
Eksempler på statistiske mål, der bruges, er kvartiler, median, gennemsnit og empirisk varians. Grafiske fremstillinger omfatter blandt andet skatterplot og histogrammer.
Planlægning.
"Planlægning" inden for statistik omhandler metoder, som gør målinger mere præcise. Hvis man bruger de korrekte metoder, kan måleusikkerheden for en stikprøve eller et eksperiment gøres meget mindre, end hvis man ikke planlagde først.
Et eksempel er en meningsmåling, som bør være taget af en gruppe, der er repræsentativ for befolkningen (populationen). Hvis der er 10% af befolkningen, der er mellem 18 og 24 år, bør der også være 10% i undersøgelsen. Det samme gælder med køn, indkomst, hvor i landet man kommer fra og andre ting. Med et forhåndskendskab til den befolkning, man undersøger, er det muligt at planlægge, hvilke personer man spørger, så det omtrent kommer til at passe. Inden for de definerede grupper udvælges stikprøven tilfældigt, så det ikke er de samme, der bliver spurgt hver gang, eller en systematisk udvælgelse af forskellige personer.
Estimering.
I moderne statistik bruges modeller til at drage konklusioner. Modellerne har nogle parametre, som afgør nogle egenskaber for dem. For normalfordelingen er middelværdi og standardafvigelse parametrene. Når en parameter til en model udregnes ud fra en stikprøve, hedder det, at parameteren bliver "estimeret". Der kan laves et punktestimat, hvor parameteren estimeres med én værdi, eller et intervalestimat, hvor der estimeres et interval, som parameterens værdi forventes at være inden for.
Regressionsanalyse.
a> går ud på at finde ligningen for den rette linje, der passer bedst til givne målepunkter
"Regressionsanalyse" er en gren inden for statistikken, hvor værdien af en eller flere variable (kaldt afhængige variable eller respons variable) forudsiges ud fra en eller flere andre variable (kaldet baggrundsvariable eller de uafhængige variable). Resultatet er en matematisk funktion, hvor de afhængige variable kan regnes på baggrund af baggrundsvariablene. Funktionen vælges, så et afstandsmål mellem datapunkterne og funktionsværdien for datapunkterne minimeres. Afstandsmålet kan vælges vilkårligt, men Euklidisk afstand bruges ofte.
Formålet kan for eksempel være at tage højde for unøjagtigheder i data, at udfylde manglende observationer i data eller at forudsige de afhængiges variables værdier for nye data, hvor kun baggrundsvariablene er kendt.
Variansanalyse.
"Variansanalyse" (forkortet ANOVA) er en metode til at sammenligne to eller flere middelværdier. Navnet kommer af, at den empiriske varians bruges til at lave hypotesetest med. Man bruger variansanalyse, når man har med kvalitative faktorer at gøre. For eksempel kan faktoren være brug af medicin eller brug af placebo, hvis man ønsker at finde ud af om en type medicin virker. Der kan også være flere niveauer så som høj, mellem og lav.
Første skridt i en variansanalyse er at estimere variansen for middelværdierne. Andet skridt er at sammenligne dem ved brug af hypotesetest. Dette bruges også til at undersøge om koefficienter fundet med regressionsanalyse bør medtages eller udelades fra modellen.
Hypoteseprøvning.
Når en regressionsanalyse eller variansanalyse er udført, er det vigtigt at vide, om resultatet er sandsynligt. Hertil bruges "hypoteseprøvning" (også kaldet "hypotesetest"). Hypoteseprøvning kan også bruges til at undersøge om på forhånd bestemte eller kendte værdier passer med et nyt datasæt.
I hypoteseprøvning sammenlignes en nulhypotese med en alternativ hypotese, hvor den alternative hypotese accepteres, hvis nulhypotesen kan afvises. Den alternative hypotese er den påstand, som ønskes bekræftet, mens nulhypotesen er den modsatte påstand (en negation af påstanden). Eksempelvist kan den alternative hypotese være, at person A løber hurtigere end person B. Her vil man vælge nulhypotesen til at være, at person A og B løber lige hurtigt.
Bayesiansk statistik.
Der er to hovedretninger for hvordan en parameter estimeres: Frekvensstatistik statistik (også kaldet for Neyman-Pearsons statistik) og den bayesianske statistik. I den førstnævnte vælges estimat til at være den værdi, som er mest sandsynlig. Dette kan have det problem, at sandynlighedsfordelingen omkring den maksimale værdi kan være flad, så der er et interval af værdier, som er næsten lige sandsynlige. I den bayesianske statistik tages der hensyn til dette, ved at udregne fordelingen for parameter og lade estimatet være et gennemsnit af fordelingen. Det kræver i midlertidigt generelt megen regnekraft, at regne denne fordeling. Derfor er den bayesianske statistik først begyndt at blive anvendt i praksis efter, at computere har fået tilstrækkeligt regnekraft.
Brug af statistiske teorier.
De statistiske metoder til at se på store mængder tal er blevet brugt inden for blandt andet fysik og kemi. Den kinetiske gasteori inden for termodynamik er blevet udledt ud fra statistiske betragtning af atomer. Ligeledes er massevirkningsloven inden for kemi udledt ud fra statistiske betragtninger.
Arkitektur.
Arkitektur (fra Latin, architectura og oprindelig fra Græsk, αρχιτεκτων, "bygningsmester", fra αρχι- "chef,leder" og τεκτων, "bygger, tømere") er kunsten og videnskaben at varetage formgivning af bygninger, rum eller fysiske strukturer.
En bredere definition må omfatte opbygning af hele fysiske miljøer, fra det øverste niveau med byplanlægning, bybygning, og landskabsplanlægning til nederste med bl.a.møbeldesign. Skabelse af arkitektur, hvad enten det er byggeri eller andet, finder sted under hensyntagen til mange ting, såvel omkostninger for bygherren, som det funktionelle og æstetiske for brugerne.
I arkitekturen arbejdes med mange elementer, herunder bl.a. rumlighed, volume, stoflighed, lys og skygge for at opnå det rette æstetiske udtryk. Denne vægtning adskiller det fra den eksakte videnskab eller ingeniørarbejde der næsten udelukkende arbejder med fysisk-funktionelle aspekter indenfor konstruktion og planlægning.
Indenfor arkitektur, stilles arkitekten overfor meget forskelligartede udfordringer, spændende lige fra større, meget komplekse opgavetyper som opførelse af et stadion eller et hospital, til enklere opgaver som f.eks. enfamiliehuse. Ud over dette kan arkitektur til tider betragtes som ren kunst eller ligefrem kulturelle og politiske symboler.
Arkitektens rolle, er under alle omstændigheder central for vellykket design og velfungerende, spændende miljøer hvor mennesker færdes og bor.
Renæssance.
I renæssancen begyndte mennesker at tænke friere, uden kirkens altdominerende indflydelse. Arkitekturen opstod primært i Firenze, og karakteristisk for hele periodens arkitektur var indførelsen af det antikke bygningssystem. I Danmark sås prægningen senere som volutsvungne gavle, bly- eller kobbertækkede spir og pilastre i sandsten. Mange danske herregårde og slotte bærer præg af perioden.
Barok.
Barokken var en kunstnerisk stilperiode, som kom til Danmark omkring 1640 og blev her til omkring 1730. I Europa fra 1580-1720. Ordet barok stammer fra det portugisiske "barocco" og betyder "en stor uregelmæssig perle". Barokken kendes især på den storslåede, selvsikre, kompakte og pralende stil.
Rokoko.
Rokokoen var i Danmark fra 1730 til 1760. Det var en kunstnerisk stilperiode i Europa 1720-1789. Den var elegant, graciøst og orientalsk influeret. Trods den korte levetid fik den stor indflydelse hos de naturbegejstrede, da den prægede naturen på stort set alt, fra bygninger til skørter.
Det var en stilart med snirklede, usymmetriske ornamenter. Netop her viste stilen, at den var påvirket af østasiatisk billedkunst, som netop blev kendt i Europa.
Klassicisme.
Klassicismen er en kunstnerisk stilperiode i Europa 1760 - 1840, hvor den i Danmark varede til 1855.
Under klassicismen var alt fra det gamle Grækenland og Romerriget moderne. Den er brugt inden for arkitektur og kunst og også i tøjmoden.
Kontrasten til klassicismen er romantikken. Klassicismen stræber efter at være formel og inden for faste rammer, hvor romantikken dyrker det fantastiske og det mystiske.
Industrialisme.
I starten af denne periode, ca. 1850-1915 begyndte vandringen fra land til by. Mens landsbyerne lignede sig selv, opstod der i byerne arbejderkvarterer. De havde som regel karakter af spekulationsbyggeri i 4-5 etager, ofte med 2. og 3. baggård, med manglende plads, lys, luft, og dårlige sanitære forhold.
Funktionalisme.
Funktionalismen opstod som retning inden for arkitekturen efter verdenskrigen 1914-1919 og havde som forgænger bl.a. futurismen. Ønsket om at udvikle en funktionel arkitektur var flertydig. Den funktionalistiske bevægelse havde dels front mod ydre pryd og forskønnelse, dels rettede den sig mod alle former for stilforvirring, og endelig prøvede den at reflektere de nye muligheder, som bygningsindustrien kunne give, og de nye begrænsninger, som de nye produktionsmetoder indebar.
Ordene funktion og funktionalisme blev efterhånden stående som fællesbetegnelse for modernisering, teknisk effektivitet og industriel standardisering af byggeelementerne. Problemet var, at pryd nogle gange var den egentlige funktion, hvilket funktionalisterne havde svært ved at håndtere.
Postmodernisme.
Postmodernisme betegner en kunstnerisk, litterær, arkitektonisk, filosofisk og kulturel tendens eller tilstand, der ses som opstået i forlængelse af, altså efter "afslutningen" af, det moderne. Hvor modernismen kan betragtes som kulminationen på oplysningstidens ideer om autoritativt/rationelt funderet æstetik, etik og vidensopfattelse, så er postmodernismen centreret omkring et opgør med idealerne, ofte kaldet metanarrativer eller Store Fortællinger, og den undergravelse og fragmentering der foregår af dem gennem konsumerismen og almindelig dekonstruktion. I postmodernismen angribes opfattelsen af monolitiske, universelle sandheder; fokus drejes mod det fragmenterede, fluxet, det sammensatte og mere generelt det mangefaceterede og kalejdoskopiske perspektiv.
Kunst.
Lad os se tilbage i tiden, før vi kan give en nuanceret definition og beskrivelse af dette begreb.
Historisk, etymologisk, 'håndværksmæssig kunnen'.
Helt afgørende i denne skuen tilbage er den etymologiske oprindelse af begrebet kunst. Det håndværksmæssige er mere end noget andet er i fokus. Et fokus som siden udviklede sig til tanken om de skønne kunster, for dermed med den historiske avantgarde helt at forvandle sig bort fra både håndværket og skønheden, men derimod til en diskussion om avantgardebevægelsernes værker er kunst. En transition, som er udtrykt i, at vi ikke længere stiller spørgsmålet ”Hvad er kønt?”, men i stedet spørger ”Hvad er kunst?”.
Knap hundrede år efter denne transition er det blevet muligt at give en definition, som hverken er ekskluderende eller uklar. Formålet ikke at indskrænke de kunstneriske muligheder hos nogen, men derimod blot at klargøre, hvad vi har at gøre med, når vi taler om kunst.
En velformuleret definition vil være nyttig for alle dele af kunstinstitutionen – kunstneren, publikummet, kritikeren, museumsdirektøren, osv. Motivationen for definitionen er således helt og aldeles praktisk og søger hverken at være provokerende eller uhensigtsmæssig.
I ønsket om at klargøre begrebet ligger der en erkendelse af, at der allerede eksisterer et kunstbegreb, som udgangspunkt. Der synes siden den historiske avantgarde at være opstået en mere eller mindre udefinerbar accept af, at alt er kunst. Uforståeligt er det ikke, når man tager i betragtning, at Marcel Duchamps ”Fountain” anerkendes som et af de største kunstværker nogensinde; set uden for den altafgørende kontekst kan det være svært at bebrejde folk, der har tænkt, at hvis en urinal kan kaldes stor kunst, så kan alt andet også. Helt afgørende er det dog, at alt ikke er kunst.
Upræcis brug af ordet "kunst".
Afgørende er det også, at ordet ”kunst” bruges i en betydning, som ikke har noget med et moderne kunstbegreb at gøre, men som rent sprogligt bidrager til opfattelsen, at alt er kunst, eller i hvert fald at grænserne er ganske udflydende: "Blikkenslageri er min kunst", ”shopping er min kunst", "reklamefilm er min kunst", osv.
En række anvendelser af ordet, der sætter fokus på, at hvis man besidder færdigheder, er man kunstner. ”Kunst” der i større eller mindre grad henviser til den "etymologiske" oprindelse. På samme måde som "kunsten at kunne holde på en hemmelighed", eller "kunsten at kunne begå sig i finere selskaber”. Brugen af begrebet har utvivlsomt sin etymologiske berettigelse, og det søges ikke påvist, at der her er tale om en forkert brug.
At det samme ord kan have flere betydninger er der intet nyt eller overraskende i, men i de fleste tilfælde opstår den samme forvirring ikke, når man snakker kunst: Når man bruger ordet ”film” er fremgår det af sammenhængen, om der menes en rulle film til et kamera, en spillefilm eller husholdningsfilm. Så privilegeret er ordet ”kunst” desværre ikke, og derfor bliver en definition af begrebet desto så meget mere nødvendig.
Artefakt.
Først må det klargøres præcis hvad der skal defineres, nu hvor ”kunst” siges at have flere betydninger. Den kunst, som her skal defineres, er den, som viser sig som "artefakter". En klassisk definition af ordet ”artefakt” er "et menneskeskabt objekt". Denne definition skal ikke bestrides; blot skal det påpeges at ”objekt” ikke kun skal forstås som en fysisk ting, samt at ”menneskeskabt” her ikke vil blive forstået i den håndværksmæssige forstand, men i en mere "abstrakt intentionalitetsmæssig forstand". Det afgørende er, at alt der rummer en grad af "intentionalitet", omfattes af denne definition. Intentionaliteten er en af nøglerne til forståelsen af hvad kunst er og ikke er.
Intentionalitet.
Intentionalitet kan være mange ting. En klassisk måde at arbejde med intentionalitet indenfor kunst er, at se på den æstetiske reception. Nu kan vi diskutere "afsenderens" hensigt med sit værk – "hvad" der ønskes kommunikeret; "hvordan" det kommunikeres; hvilken "implicit" modtager og afsender, han arbejder med, osv. En sådan intentionalitet er en kompliceret størrelse at arbejde med.
Simpel intentionalitet: "hensigten" må være til stede
Vores intentionalitet er langt mere simpel: Den skal blot bruges til at besvare spørgsmålet, om det pågældende artefakt blev skabt, tilvejebragt og/eller fremstillet som kunst, eller om det ikke gjorde. Har der været ønske om at skabe kunst, så er der tale om kunst. Der er altså tale om kunst, hvad enten vi har at gøre med P.S. Krøyer, Marcel Duchamp eller Lars von Trier; tolvtonemusik, gadeteater eller hestelunser i syltetøjsglas.
Primær egenskab.
Kunst er så vidt reduceret til blot ét afgørende parameter.
Den mest umiddelbare indvending mod denne definition af kunst er naturligvis, at intentionaliteten ofte vil rumme mange komplicerede aspekter, og at de kunstneriske intentioner kun udgør en del af dem. Sandt er det, at det kunstneriske – eller rettere, det æstetiske – er en afgørende faktor i så godt som alle artefakter.
Der ligger naturligvis æstetiske overvejelser bag udformningen af køkkengrej, cowboybukser, flygler, chipsposer, biler, computerkabinetter, supertankere osv.
Men hvad er så kunst, nu hvor den kunstneriske intentionalitet ikke kun er at finde i kunst, men – i større eller mindre grad – i et uendeligt antal af artefakter?
Svaret er: "Kunst er dét, vi kalder kunst". Hermed ikke ment, at alt hvad en hvilken som helst person kunne finde på at kalde kunst så er kunst – heller ikke selv om det pågældende artefakt måtte rumme en større eller mindre grad af kunstnerisk intentionalitet. I stedet menes der de artefakter, hvis "primære egenskab" er, at de er kunst. Filosofien bag dette er også ganske simpel: Det er både mest naturligt og mest praktisk at kalde et artefakt ved dets primære egenskab.
Eksempelvis er en mobiltelefon er ikke blot en telefon. Den er ofte også både en kalender, et ur, en regnemaskine, en SMS-klient, og sågar ofte også en radio og en MP3-afspiller. Det er ikke kotyme at kalde sin telefon for sin ”digitale kalender” eller ”SMS-maskine” eller andet i den stil – vi kalder den blot en telefon.
På samme måde kalder vi heller ikke et forstørrelsesglas noget, der kunne vise, at det også kan bruges til at skabe ild med. Og denne naturlighed, der ligger i at kalde ting det, de er, er ikke forbeholdt artefakter, men går igen i vores omgang med andre mennesker; vi ved de rummer flere facetter.
Afgrænsningen af "artefakt" og "primær egenskab".
Denne tilgang til såvel levende væsner som de artefakter, der omgiver os, går i stor udstrækning igen i forhold til kunsten. Det bør ikke være nogen svær disciplin at skelne kunst fra ikke-kunst; og den beskrevne definition om den primære egenskab behøver det heller ikke at være det.
Som eksempel sammenlignes reklame og kunst: forskel i intentionalitet
For at illustrere hvorledes man kan foretage denne skelnen, gribes her fat i reklamen. Alle dage har reklamebranchen koncentreret sig fuldt og fast omkring hvilket æstetisk udtryk, der kan få et givent produkt til at sælge mere – eller en given idé til at blive mere tiltalende. Om der skal sælges cigaretter, hudplejeprodukter eller integrationspolitik er i vid udstrækning helt og aldeles underordnet. Hovedpointen er, at der er et udgangspunkt som grundlæggende er helt væsensforskelligt fra kunstens udgangspunkt – også selvom kunstværket og reklamen fra tid til anden kan minde ganske meget om hinanden. Den udslagsgivende forskel ligger naturligvis i de to typers helt forskellige "intentionalitet", som fører til, at man ikke kan betragte hver af de to typer på samme måde.
Resumé om kunst.
Der er enighed om, at kunst er noget, der kræver såvel en "afsender" som en "modtager".
Væsensforskelligheden mellem reklame og kunst.
Der er forskel på reklamen og kunsten, men ingen udtryksform, som ikke er kunst, minder umiddelbart mere om kunst end reklamen. Begge er baseret på afsender/modtager-forholdet, begge søger de at kommunikere et budskab – en tanke, en idé – og de bruger begge æstetiske virkemidler af forskellig art hertil.
At reklamen nok ikke er kunst skyldes væsensforskellen, som bunder i dens intentionalitet, ud fra hvilken det er tydeligt, at reklamens "formål" er et ganske andet end kunstens. Når reklamen så alligevel typisk indeholder kunstneriske, æstetiske træk, og fortsat ikke er kunst, skyldes det princippet om den "primære egenskab"; reklamen er, til trods for hvor kraftigt et æstetisk udtryk den måtte have, stadig først og fremmest en reklame og må derfor betragtes, tolkes og behandles som en sådan.
Aprilsnar.
En vildfaren svensk undergrundsbanevogn dukker pludselig op på Københavns Rådhusplads.
Aprilsnar, et drillende tilnavn, som bruges om dem, der efter skikken bliver narret den 1. april. I Norden kendes en tilsvarende betegnelse (majkat) om den, der lader sig narre den 1. maj.
Det er almindeligvis sådan, at den drillende part kun har ét drilleri det pågældende år.
Skikken "at narre april" stammer ifølge en teori fra, at man i Frankrig i 1582 indførte den kalenderreform, som afløste den julianske kalender. Man havde dog allerede 1564 med pavens velsignelse ved lov flyttet årets officielle starttidspunkt fra påske til 2. januar. Hvor nytåret således tidligere lå ved påsken - i slutningen af marts eller begyndelsen af april - kunne man narre folk ved at ønske dem godt nytår 1. april. Nogle af de franske borgere kunne ikke forliges med den nye verdensorden og holdt hårdnakket fast ved det gamle system. De blev som følge heraf drillende kaldt "poissons d´avril" (aprilsfisk).
Skikken ses i Nordeuropa tidligst i Tyskland i det 16. århundrede. Hvorfor man i protestantiske og anglikanske lande narrer hinanden på 1. april, også længe før disse landes overgang til gregoriansk kalender, forklarer teorien ikke.
Nyhedsmedier følger aprilsnarre-traditionen og bringer almindeligvis 1. april hver især en historie, som ikke er rigtig. Se listen over Aprilsnar i danske medier.
1. april er en af de få mærkedage, der markeres på internettet. Der er for eksempel udgivet sjove RFC-er på denne dato. Et eksempel er RFC 1149 "A Standard for the Transmission of IP Datagrams on Avian Carriers" - "Internettrafik via brevduer".
Selvom internettet efterhånden har udbredt aprilsnarreriet, er der stadig lande - også i den vestlige verden - hvor skikken ikke er udbredt. Det er derfor også dårlig skik at bringe aprilsnar i medier, hvor læserne har brug for at have fuld tillid til indholdet, f.eks. internationale, faglige tidsskrifter.
Kolumbarium.
Kolumbarium er betegnelsen for en urnehal. Ordet "Kolumbarium" betyder "dueslag". Betegnelsen skyldes, at urnerne er anbragt i rækker af nicher, hvorved urnehallen kommer til at minde om et dueslag. I Danmark er denne form for gravlæggelse ikke udbredt. Der findes dog et stort kolumbarium på Bispebjerg Kirkegård i Københavns nordvest-kvarter. På Næstved gl. kirkegård ses et væsentligt mindre kolumbarium.
Taj Mahal.
Taj Mahal set op gennem haven
Taj Mahal med haven og kopien til højre
Taj Mahal (udtales [tɑdʒ mə'hɑl]; Hindi: ताज महल; Persisk/Urdu: تاج محل) er et nordindisk mausoleum nær Agra bygget af Shah Jahan til dennes kone Arjumand Bano Begum (ofte kendt under det persiske navn Mumtaz Mahal som betyder "paladsets lys"), som døde i 1631 i barselsseng. Taj Mahal blev opført 1632-1647 og er fra 1983 medtaget på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv.
20.000 personer arbejdede med opførelsen, herunder specialarbejdere fra Europa og Centralasien. Hovedarkitekten var Ustad Ahmad fra Lahore.
Taj Mahal blev konstrueret af materialer fra hele Indien og Asien. Mere end 1.000 elefanter blev brugt til at transportere byggematerialerne. Den hvide marmor blev importeret fra Rajasthan, jaspis fra Punjab og jade og krystaller fra Kina. Turkis var fra Tibet, lasursten fra Afghanistan, safirerne kom fra Sri Lanka og karneol (rødlig smykkesten) fra Saudi-Arabien. I alt blev 28 forskellige ædelstene indlagt i den hvide marmor.
Den centrale del af mausoleet er omkranset af fire identiske minareter, som er bygget med en hældning udad, så de i tilfælde af et jordskælv vil styrte til jorden væk fra selve mausoleet. Til venstre fra monumentet er der en moske af rød sandsten. Moskeen blev konstrueret for at helliggøre området og skabe en plads for pilgrimme. Til højre er der en eksakt kopi af moskeen, kendt som jawab ("svar"), som alene er bygget for symmetriens skyld. Bygningen anvendes ikke som moske, da den ikke har den korrekte position i forhold til Mekka.
Fronten af mausoleet havde oprindelig en traditionel persisk char-bagh ("fire haver") bestående af blomster og spredte trævækster. Den britiske vicekonge Lord Curzon erstattede denne have med en mere engelskorienteret plæneopbygning, og det er denne, som kan ses i dag.
Arkitekten der stod bag byggeriet fik hugget højre hånd af da byggeriet stod færdigt. Dette skulle forhindre at han byggede et lignende.
Da det blev bygget, havde Shah Jahan et ønske om at ville bygge et tilsvarende Taj Mahal på den anden side af floden. Det skulle bare være sort. Det blev aldrig til noget, da han døde.
Orvieto.
Orvieto er en italiensk by i regionen Umbria.
Den har en højst usædvanlig beliggenhed på toppen af høj med stejle kanter rundt om hele byen. Der findes en vej for biler, men gående kan også benytte kabelbane.
Der er en togstation med forbindelse til blandt andet Rom med Trenitalia's regionaltog og intercitytog.
Italiens største vinmesse finder sted i Orvieto, som især er kendt for sin hvidvin, "Orvieto Classico", som også forhandles i Danmark.
"Zipfest", en festival for kontaktimprovisation, foregår også i Orvieto.
Sammen med Greve-in-Chianti, Bra og Positano var Orvieto med til at starte "langsom-by" bevægelsen Cittaslow, der var inspireret af Slow Food bevægelsen.
Domkirken.
Domkirken er den mest markante bygning i Orvieto.
Dens vestfacade er et pragtstykke af farvet ornamentering, og er skabt af arkitekten Lorenzo Maitani fra 1310.
Andrea Pisano har stået for dørene og påbegyndte dette den 22. januar 1330.
De blev monteret den 20. juni 1336.
De nuværende tre bronzedøre på vestfacaden er designet af den italienske skulptør Emilio Greco i 1965/1970.
Andrea Pisano ledede byggeriet af kampanilen til 1343 og endvidere domkirkebyggeriet mellem 1347 og 1349, hvorefter hans søn, Nino Pisano overtog arbejdet den 19. juli 1349.
Et af Orvieto's største kunstværker er Luca Signorelli's farvestrålende freskoer i domkirkens højre kapel, "Cappella Nuova" også kaldet "Sankt Brizio Kapel" (1408/1444).
Oprindelig begyndte Fra Angelico fra Gozzoli dekorationen sammen med Benozzo Gozzoli i 1447.
Han fik dog kun malet en lille del af kapellet.
Kirken forsøgte at få Perugino inddraget,
men han fik dog aldrig begyndt.
Endelig fik Luca Signorelli fra Cortona den 5. april 1499 hvervet, og sammen med hans skole færdiggjorde han kapellet i 1504, der nu står som hans mesterværk.
De største dele er væggenes fire store freskoer, og de forestiller "Antikrist's prædiken", "Kødets opstandelse", "De Fordømte styrtes i Helvedet og modtages af Dæmonerne", og "De Udvalgte i Paradis".
Tre af disse indeholder en mængde nøgne skikkelser. og "Antikrist's prædiken" har portrætter af blandt andet Luca Signorelli, Fra Angelico og Dante.
I Orvieto befinder sig også Korporalen fra Bolsena med tilhørende relikvar (dvs. relikvieskrin).
Guldsmeden Ugolino di Vieri fremmestillede dette 139 centimeter høje skrin i 1337–1338 i gennemsigtig emalje.
Skrinet befinder sig nu i en glasmontre i det venstre sidekapel i domkirken.
Andre bygninger og kunst.
Kunstneren Arnolfo di Cambio opholdte sig i Orvieto.
Han skabte gravmælet til kardinal Guillaume de Braye efter han døde den 29. april 1282, mens han besøgte pave Martin den Fjerde.
Udformet i marmor står størstedelen i kirken San Domenico, der øverst har Maria's trone.
En mindre del, der forestiller to engle med røgelseskar, står i domkirkemuseet i Orvieto.
"Palazzo del Capitano del Popolo", der påbegyndtes i 1250, er det ældste bevarede kommunale palads fra gotisk tid.
Der er foretaget mange udgravning (eller udhugninger) i bjerget under Orvieto lige siden etruskernes tid.
En del af disse er private kældre men for turister er der dog adgang til nogle.
To markante udgravninger er de to store dybe brønde.
"Pozzo della Cava" er den ene.
Den blev først udgravet af etruskerne, men senere udvidet fra 1527–1530 under pave Clement VII.
Den blev lukket i 1646 og blev genopdaget efter at have været glemt i flere århundreder.
I tilknytning til "Pozzo della Cava" er der udhugget er række andre huler der blandt andet har været brugt som vinkælder.
Den anden store brønd er den 62 meter dybe "Pozzo di San Patrizio" (Sankt Patrik's brønd) som man kan gå ned i bunden af ved at følge de to spiraltrapper. Denne brønd blev også begyndt under pave Clement VII i 1529.
Guano.
Den peruvianske sule ("Sula variegata") bygger sin rede af guano.
Guano var oprindeligt betegnelsen for fugleekskrementer, som var indtørret og opohobet på naturlig måde. Navnet blev først brugt om den fuglegødning, der var aflejret langs Sydamerikas vestkyst. Gødningen, som fandtes i metertykke lag på tørre øer ud for kysten, blev brudt og sejlet til Nordamerika og Europa, hvor den blev forhandlet under navnet "chilesalpeter".
Senere er guano blevet en fællesbetegnelse for alle slags fuglegødning, herunder også de store mængder gødning fra de industrialiserede kyllingefarme.
Jenufa.
Jenufa (Jenůfa) (1903) er en opera af Leoš Janácek, hvis titelperson er en kvinde der får et barn uden for ægteskab.
Drapa.
Drapa er et oldislandsk hyldestdigt, stilet til en stormand, konge eller gud.
Grif.
En grif er et fabeldyr med krop som en løve og hoved, hals og vinger som en ørn.
1. Løvegriffen - den har løveforkrop og hoved, vinger og bagkrop som
2. Slangegriffen - den har løvekrop (dog ofte skællet) og løveforben,
men har for det meste fuglebagben.Dens hoved er en hornet slanges og
sidder på en stærkt slynget hals. Som hale kan den have endnu en slange (ligesom Kerberos, den trehovedede hund der bevogter Hades'
porte); desuden har den ofte vinger.
3. Fuglegriffen - med forkrop som en ørn og bagkrop som en løve (tit
har den dog også ørere som en kat). Dette er den grifferace vi hører mest om.
Griffen er et af de mest kendte fabeldyr i verden og et af de ældste
(den har været kendt i over 6000 år!).
Griffen bevogter typisk skatte og hellige steder.
Griffe fortrækker at leve på øde steder, f.eks. i en ørken.
De gamle ægyptere kendte godt til griffen og betragtede den som et virkeligt dyr.
Selv om det lyder usandsynligt, bliver griffen stadigvæk set. Kevin Chippendale så angiveligt en grif flyvende over sig på Braemar Road i Brentford (en forstad ved floden Themsen i det vestlige London). Dette skal være sket i 1984!
Griffe anvendes flere steder i logoer og våbenskjolde. Blandt andet i Bornholms Regionskommunes våbenskjold (der er overgået fra Bornholms Amt ved den bornholmske kommunesammenlægning), i Skåne läns våbenskjold (Skånegriffen) og (inspireret fra Skåne) i lastbilfabrikken Scanias logo. Scania og Saab har haft samme ejer, hvorved griffen også ses på mange årgange fra Saab. Enkelte Scania og Saab-modeller har begge bilmærker skrevet i mønsteret rundt om griffen.
Flere tror at logoet på Peugeot-biler er en grif, men ifølge Peugeot selv er der her tale om en ægte løve.
Griffen har en nær slægtning der ligner den meget: Hippogriffen.
Ingeniørvidenskab.
Ingeniørvidenskab dækker områderne planlægning og styring af produktion, proces og produkter. Udøvere af ingeniørvidenskab kaldes ingeniører.
Statskundskab.
Statskundskab eller politologi (lat.: "læren om staten", engelsk: "political science") er en disciplin, der dækker over de samfundsvidenskabelige områder offentlig politik, og -forvaltning, komparativ politik og international politik herunder politisk indflydelse, politisk beslutningstagen,det politiske system, offentlig ret og økonomi.
Emner.
Statskundskab har til formål at skaffe indsigt i (og forståelse af) staters forhold,
Del- eller underområder i statslegemet kan tilsvarende underinddeles efter deres forhold (fx graden af handlefrihed) i forhold til centralstyret.
International politik.
Ved systemniveau forstås de overordnede sammenhænge eller magtstrukturer - samvirker eller omvendt modsætninger - som stater eller grupper af stater ordner sig og indgår i. Eksempelvis kan verden inden 2. verdenskrig betegnes som oligopolær, idet flere stormagter (England, Frankrig, Tyskland, Italien, Sovjetunionen, Japan, USA) medvirkede til at sætte den politiske dagsorden. Derimod kunne verden under "den kolde krig" betegnes som bipolær, idet USA og SSSR stod som ledere af hver sin statspolitiske "blok" og over for hinanden i et modsætningsforhold, mens andre lande enten sluttede sig til den ene af blokkene eller spillede disse ud mod hinanden.
Ved statsaktørniveauet forstås staternes holdninger og handlinger i internationale (af "inter" = mellem og "national" = stat) spørgsmål, fx en konflikt eller en krig - eller omvendt samvirke for at løse fælles problemer.
Ved beslutningstagerniveau forstås de ledende statsfolks måde (baggrund for) at træffe valg og beslutninger på, blandingen af statslige og personlige motiver (herunder erfaringer og personlige holdninger).
Statskundskabsteori.
Over for de undersøgelser, der vedrører faktisk forekommende begivenheder, står sådanne, som angår de teoretiske rammer for de værdipræmisser, der lægges til grund for statsindretningen i alle dens former.
Uddannelse.
Som selvstændig videnskabelig disciplin har international politik eksisteret siden Versailles-konferencen i 1919, hvor det blev besluttet at oprette institutter på området i USA og Storbritannien. Det var dog først efter 2. verdenskrigs afslutning, at studiet udviklede sig til en accepteret akademisk disciplin, der i teori- og metodevalg klart afgrænsede sig fra beslægtede humanistiske fagområder. Hermed blev faget knyttet til de øvrige samfundsvidenskabelige fagområder, der – bort set fra de gamle fag jura og økonomi - ligeledes etableredes i løbet af 1960’erne. Karakteristisk for samfundsvidenskaben er modelbygning og anvendelsen af teorier, der sigter mod at forklare lovmæssigheder.
Danmarks første institut for statskundskab, hvor international politik var et selvstændigt element i uddannelsen, blev oprettet ved Aarhus Universitet i 1964.
Den, som har en kandidatgrad i statskundskab fra et dansk universitet, kan kalde sig "cand.scient.pol". Titlen "cand.adm.pol." brugtes også i en årrække, men tildeles ikke længere. En statskundskabsstuderende kaldes "stud.scient.pol."
I Danmark udbydes statskundskabsuddannelsen på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i Odense. Der udbydes dog på Roskilde Universitet og Aalborg Universitet nært beslægtede uddannelser i forvaltning (RUC) og Politik & Administration (AAU). Kandidater uddannet herfra får titlen cand.scient.adm..
Maleri.
Et maleri er et billede udarbejdet ved at en flade påføres farvede pigmenter der hæfter til malegrunden med et bindemiddel.
Maleri er en af de mest benyttede kunstformer gennem tiderne og betegnes malerkunst.
Ligeledes er malegrunden vigtig for hvilken type maleri der er tale om. Malegrunden kan være træ, grundet lærred, metal, mure, papir m.m. Bindemidlet er nødt til at kunne hæfte på malegrunden, og kombinationen af malegrund og maling har således givet kriteriet for at klassificere maleriet i forskellige typer.
Bindemidlet er afgørende for den fremkomne stoflighed og derved maleriets hele karakter. Som bindemiddel kan anvendes så forskellige materialer som vand som ved akvarel, lim, gummi arabicum, som ved gouache, voks: oldtidens enkaustik, æg: tempera, fernisser eller olier. Nu til dags er nødolien den mest brugte, ved malingen kan den fortyndes med terpentin eller renset petroleum. Oldtiden brugte opvarmet voksfarve eller fresco dvs. vandfarve på væggens friske og våde kalk. I Middelalderen brugtes ligeledes fresco på væg og tempera på trætavler. Rå linolie brugtes i landene nord for Alperne til vægbilleder, hvoraf meget få er bevaret og til bemaling af træskulptur. I begyndelsen af 15. århundrede forbedredes oliefarven ved en opfindelse, som ifølge traditionen tillægges brødrene van Eyck, men hvis teknik man ikke nu er helt klar over, den synes bl.a. at have bestået i, at olien blev kogt og derved mindre sej. Ikke usandsynligt har fremgangsmåden bestået i en undermaling med tempera eller med visse fernisser og derover et lag oliefarve, meget tyndt og ligeligt påsat i en enkelt overmaling. Ved olien kom farveskalaen til at spænde over større dybde og højere lys, og over muligheden af at tone farverne i en ubegrænset mængde af nuancer, hvilket tempera og fresko langtfra formåede i samme grad. Denne van Eyck'ske teknik gav derhos malerierne en holdbarhed, så de den dag i dag kan se ud, som de var malet i går. Fra Flandern udbredtes denne teknik efterhånden til nabolandene Holland, Frankrig og Tyskland, også til Spanien og Syditalien, hvorfra den 1475 ved Antonello da Messina bragtes til Venedig. Her fik denne teknik i de følgende årtier en omdannelse, hvorom der ikke haves nogen beretning; men en kendsgerning er det, at oliefarven i Venedig, i alt fald fra ca. 1500, er løsgjort fra al forbindelse med tempera eller lignende, og at den anvendes ren; ligesom det her blev al malerkunsten at male på lærred. Dette gør omkr. 1490 både Vittore Carpaccio og brødrene Bellini, Gentile Bellini og Giovanni Bellini. Fra Venedig bringer Rubens i begyndelsen af 17. århundrede denne teknik til Belgien og Holland, og derfra breder den sig over hele Europa, hvor den hersker endnu trods spredte forsøg i nyere tid på at genoptage temperateknikken. Fresko bruges nu til dags ret sjældent. Den van Eyck'ske teknik trængtes til side af den nye og blev snart helt glemt. Den moderne oliefarve tillader en fuldkommen fri penselføring, men sættes den for tykt på, kan den sprække eller mørkne; den behøver et overtræk af fernis for ikke at blive mat, men får derved en glansfuld flade, som volder, at den ikke godt kan ses uden med selve lysretningen.
Det maleriske består af modspillet dels mellem de forskellige farver, dels mellem de forskellige grader af lyst og mørkt.
Malerkunsten er vel så gammel som menneskelig kultur overhovedet, ubetinget langt ældre end f.eks. skrivekunsten. Selv hos de mest primitive folk finder man rudimenter dertil. Blandt de ældste malerier — eller tegninger — kan nævnes den mærkelige hulekunst fra den såkaldte madeleinetid, med dens livfulde dyrebilleder. Hos de egentlige kulturfolk finder man fra den ældste tid hos ægyptere og babyloniere malerier som omridstegninger udfyldt med unuancerede ”hele” farver. Således var det også i Grækenlands ældre periode, i det mindste til år 500 f. Kr. I det 5. århundrede begynder man at arbejde med lys og skygger og når i århundredets løb til en virkelig rummelig fremstilling med et slags tilnærmelsesvis perspektiv. nærmere udtale sig om denne udvikling kan man ikke, da dens frembringelser alle er gåede til grunde. Kun en afglans deraf har man i vasebillederne, som væsentlig er omridstegninger, og fra en senere tid i vægbillederne fra Herculaneum og Pompeji. Dog viser disse os kun en provinskunst, der sikkert har stået langt tilbage for det ypperste, som oldtidens malerkunst kunne yde.
Den græske malerkunstens historie begynder med sagn — om Kleanthes, der tegnede de første fuldstændige omrids af menneskefigurer, om Ekfantes, der tidligere end nogen anden fyldte omridsene med en enkelt farve, om Etimaos, der først antydede forskellen mellem mand og kvinde ved at gøre forskel på deres hudfarve osv. Først i det 5. århundrede f. Kr. hører man af de skrevne kilder noget nærmere om, hvilke de mest ansete mestre var i græsk malerkunst. Således arbejdede Polygnotos ved midten af 5. århundrede i Athen og i Delfi; hans hovedværk i Athen var kampscenerne i ”Stoa poikile”; i Delfi malede han i den såkaldte ”Lesche” billeder over emner fra de homeriske digte. Apollodoros nævnes som grundlægger af perspektivets teori samt som den første mester i fordelingen af lys og skygge, ”Skiagraphia”. Sin egentlig blomstring fik den græske malerkunst efter den peloponnesiske krig i den ioniske skole, hvor man synes at have lært at nuancere farverne mere i toner og at være kommen ind på en mere naturalistisk detailleret malemåde. Hovedmestrene var her Zeuxis og Parrhasios, af hvilke den førstnævnte især prises for sine kvindeskikkelsers ynde, medens Parrhasios navnlig vandt ry ved den kraft, hvormed han gav de menneskelige lidenskaber udtryk, og ved bevidst og sikker gennemførelse af en af ham selv konstrueret proportionslære. Som skønhedens ypperste fortolker nævnes Alexander den Stores maler Apelles, navnkundig især ved sine billeder af kongen og for sine gudebilleder, blandt hvilke en Afrodite Anadyomene især vandt berømmelse. Malerne af ioniske skole og Apelles, der stod denne nær, malede fortrinsvis staffelibilleder, eukaustik, medens Polygnotos og de andre ældre mestre dyrkede det monumentale vægmaleri "al fresco". Filoxenos' hovedværk var et pragtfuldt billede af en kamp mellem Dareios og Alexandros; muligvis efter dette er den berømte pompejanske mosaik udført. En anelse om, hvad græske portrætmalere i en senere tid formåede, giver de bedste af de mange på trætavler med voksfarve malede portrætter, som er fundet i ægyptiske grave ved Fayyum, og hvoraf prøver haves i antiksamlingen og Glyptoteket i København.
Den romerske eller i det hele den olditalienske malerkunsten er væsentlig en genklang af den græske, til dels kopier efter dennes frembringelser. Selvstændigst udvikler sig dekorationsmaleriet, hvorpå der i Titus-Badene i Rom er fundet prøver, der allerede i 16. århundrede studeredes ivrig og blev af stor betydning for udviklingen af den nyere ornamentale kunst, Rafaels loggier, de såkaldte grottesker, således benævnedes efter de i ”grotter” fundne oldtidsdekorationer. Mellem ruinerne på Esquiliner-Bjerget har man fundet landskaber med staffage efter motiver fra Odysseen; i det vatikanske bibliotek bevares "Det aldobrandinske Bryllup". Størst udbytte har dog undersøgelserne i Herculaneum og Pompeji givet. Mange af husene er der rigt smykkede med freskobilleder, dels kompositioner fra mytologien eller sagnverdenen, dels landskabelige og arkitektoniske fremstillinger eller ornamentale arbejder. Væggenes grundfarve er ofte rød; billederne er malede på stuk med livlige farver; hver væg har gerne en større komposition, indfattet i ornamentale lister. Udførelsen er ofte rent håndværksmæssig, men ofte også sikker og elegant, gennemgående flygtig og øjensynlig anlagt på væsentlig dekorativ virkning. Mange af kompositionerne viser hen på forbilleder af meget høj rang.
Medens oldtidens kunst gik mod forfald og undergang begyndte i den første kristne tid en ny kunst, beskeden og udøvet af håndværkere, med oldtidens freskoteknik, men i hele sin fremstillingsmåde nærmest en barnlig-folkelig efterklang af den antikke kunst. Egentlig kunstnerisk var formålet heller ikke, det gjaldt kun om at skaffe billedlige udtryk for den nye læres indhold. Det er i katakomberne, særlig i dem, der findes i Roms Campagna, vi må søge de ældste frembringelser. Jo ældre de her forekommende udsmykninger er, des nærmere står de i stilistisk henseende og ved deres udførelse den antikke kunst; billederne i den hellige Lucinas katakomber fra 2. århundrede ser således aldeles ud som tarvelige romerske loftsmalerier, men også i senere værker som i Domitillas katakomber minder i alt fald anordningen af dekorationerne og brugen af landskabelige motiver om ældre forbilleder; undertiden er også antikke emner — som Orfeus og den gode hyrde — brugt som symboler. Hyppigere er symbolerne bibelske, således Moses ved klippen, Dåben, Isaks ofring, Forsoningsdøden, Jonas, Opstandelsen osv.; i senere malerier forekommer kristusbilleder samt fremstillinger af Maria og Apostlene. Som ornamental indfatning er ofte vinstokken brugt; den var jo også et kristeligt symbol. billederne i katakomberne er altid flygtige, ofte råt udførte, men ikke sjældent vidnesbyrd om from følelse.
Efter kristendommens politiske sejr under Konstantin den Store fik malerkunsten hurtigt omfattende opgaver med at smykke de nye kirker. Hvor midlerne tillod det, benyttedes hertil gerne oldtidens teknik, mosaikken, som er holdbar og farveprægtig, især når den belyses af kerter eller af dagslys gennem gyldne alabastruder (sådanne findes endnu i Galla Placidias' grav og koret af San Vitale i Ravenna). Hvor der skulle arbejdes hurtigere og billigere anvendtes fresko. Oldtidens kendskab til i maleriet at fremstille rum og plastisk form var fuldstændig gået tabt under folkevandringens omvæltninger. Maleriet blev atter ganske afhængigt af billedfladen, det fremstillede udfoldede sig kun i denne, selv om anvendelsen af lys og skygge ikke var fuldstændig glemt. Til gengæld var der stor sans for fladens pragt og for malerkunstens smykkende evne. Af den oldkristelige kunst udviklede sig under det østromerske kejserdømme den byzantinske malerkunst, for hvilken det fortællende og det smykkende bliver så afgjort hovedsagen, at der lægges liden eller ingen vægt på form og rum. For den fortællende fremstilling udvikles ret faste regler, som vi kender fra athosbogen (et i øvrigt temmelig sent håndskrift i klostret på Athos). Den byzantinske stil kom også til at beherske staffelibillederne (altertavler). Den bredte sig ud over Italien og ved håndskriftbillederne endnu videre. I Ruslands kirkelige kunst herskede den indtil den nyeste tid. Byzantinsk kunst manglede i sin bedste tid ikke udviklingsliv, men da den forsætlig aldrig overskred de engang satte rammer, måtte den stagnere og kvaltes i de østlige lande til sidst af Islam.
Men i Vesteuropa, først i Italien og de herfra nærmest påvirkede lande (Frankrig og Sydvest- tyskland) blev udviklingen ikke stående inden for de af Byzantinismen satte grænser. Den fandt i Middelalderen (den romanske stil) for en del sted inden for håndskrifternes udsmykning og illustration (Miniaturer af minium: fransk for den røde mønjefarve). I 7.-9. århundrede udvikledes på dette område i de irske klostre en ejendommelig stil, som også fik en vis indflydelse på fastlandet, hvor dog byzantinismen på dette felt holdt sig ret længe. I den egentlig malerkunst arbejdede man i Italien også i tilslutning til de oldkristelige overleveringer. kirkerummenes store vægflader fyldtes med malerier (menigmands bibel), og kalk- og freskofarve fortrængte den kostbare mosaik. Billederne er rene fladebilleder, kolorerede omridstegninger med ringe angivelse af skygger, og baggrunden ensfarvet eller mønstret. Vægten lægges på anskuelig fortælling. Til denne romanske stil hører også en del af de kalkmalerier, som er i danske kirker, Skibby Kirke, Jørlunde Kirke, Fjenneslev Kirke. Den stærkere fart i udviklingen (gotikken) kommer i det 13. århundrede, ansporet ved Bernhard af Clairvaux og Frans af Assisis lære om, at naturen ikke er djævelens værk, men også skabt af Gud. Interessen for naturen bryder da også frem med en vældig kraft, som efterhånden frier kunsten helt ud af traditionernes bånd. Overgangsmestre var i Italien Duccio di Buoninsegna i Siena, Giovanni Cimabue i Firenze og Assisi (desværre er hans værker der i allerhøjeste grad ødelagte) og Pietro Cavallini i Rom. Gennembrudsmester blev Giotto di Bondone fra Firenze. Med ham fornyes interessen for kompositionen, den plastiske form, rumvirkningen og den naturlige udtryksfuldhed. Hans elever er Giottino, Bernardo Bellotto og Taddeo Gaddi. I det 14. Århundrede er de førende mestre i Firenze Orcagna og hans broder Nardo di Cione. Af Orcagna's berømte fresko "Dødens Triumf" blev 1911 et brudstykke fremdraget i Santa Croce i Firenze. Den blev med nogen ændring efterlignet på Campo Santo i Pisa, vistnok af Francesco Traini. I Siena virkede brødrene Lorenzetti og Simone Martini, i Norditalien naturalisterne Altichiero, Avanzo (?) og i begyndelse af 15. århundrede Pisanello. Ved siden af vægbillederne blev staffelibilleder i tempera hyppigere som ofte store altertavler, jævnlig bestående af et midtbillede med to fløje (Triptychon) eller med endnu flere inddelinger (Polyptichon eller Ancona). Mellem hovedbillede og alterbordet er ofte en række småbilleder (Predella).
I det 15. århundredes Italien, Forrenæssancen, var kunstens tyngdepunkter i Firenze, i enkelte umbriske byer, i Padova og Venedig. I Firenze betegner Fiesole endnu en klosterlig konservatisme; det banebrydende geni var Masaccio, af hvis arbejder i Santa Maria del Carmine endnu nogle fejlagtig tillægges den noget mere gammeldags Masolino da Panicale. Masaccios fremskridt består navnlig i den fuldere forståelse af den plastiske og monumentale form og figurernes fri forhold til rummet. Han løser billedet definitivt fra dets afhængighed af fladen. Også i den maleriske behandling, i lufttonerne, i illusionskraften betyder han et afgørende skridt frem. Paolo Uccello dyrker det videnskabelige perspektivstudium, og Andrea del Castagno en mandig og skarp naturalisme. I det rent maleriske når ingen af disse Masaccio på siden. I det lidt yngre slægtled er hovedmestrene Fra Filippo Lippi og Benozzo Gozzoli, som udvikler fortællingen og den æstetiske følelse. Portrættet dyrkes i stigende grad. I århundredets anden halvdel er de førende naturalisterne Antonio del Pollaiolo og Andrea del Verrocchio, blandt kredsen om denne sidste især Sandro Botticelli, Filippino Lippi, Piero di Cosimo og Domenico Ghirlandaio. Men alle disse er stærkt påvirkede af den jævnaldrende Leonardo da Vinci, som skulle føre kunsten over i til højrenæssancen.
I Umbrien virkede Piero della Francesca, som i navnlig arbejder med de maleriske lysnuanceringer og hans elev Melozzo da Forli, som når en stor og bred monumentalitet. Strengere, af en barsk og mandig vælde er Luca Signorelli. Den særlig umbriske sans for blid følelsesfylde, farverigdom og landskabsskønhed når sit højdepunkt hos Pinturicchio og Pietro Perugino. I Norditalien er hovedmestren Andrea Mantegna, fra hvem påvirkning går til Milano: Vincenzo Foppa, Bernardino Butinone og Bernardo Zenale, til Ferrara: Cosimo Tura, Francesco del Cossa, Ercole Roberti, Lorenzo Costa, til Bologna: Francia og til Venedig, hvor først Vivarini'erne lærer noget af ham og dernæst brødrene Bellini, skaberne af det særlig maleriske i veneziansk kunst, og lærere for en stor skare af yngre kunstnere, blandt hvilke Giorgione og Tizian.
1. Højrenæssancen i Italien nåede i første halvdel af 16. århundrede til fuldmodenhed ved Leonardo da Vinci, Michelangelo og Raffael, i Norditalien ved Giorgione, Tizian og Correggio. I århundredets anden halvdel taber kunsten sig i Mellemitalien; Andrea del Sarto og Sodoma kan langtfra holde mål med de store mestre. I Venedig kommer dog endnu en blomstring ved en række yngre mestre, Jacopo Palma, Tintoretto, Paolo Veronese, på det venezianske fastland Lorenzo Lotto, Moretto da Brescia og Giovanni Battista Moroni.
I landene nord for Alperne havde gotikken ikke bragt nogen særlig ny udvikling i malerkunsten, interessen samlede sig væsentlig om skulptur og arkitektur. Men i det 14. århundredes anden halvdel begyndte en ny grøde med hovedsæde i Østfrankrig og de burgundiske Nederlande, i dette århundrede endnu væsentlig i håndskriftbillederne. Under Charles V og hans broder Jean de Berry flokkes i Paris og Bourges en række ypperlige bogkunstnere. Den egentlige fornyelse kom dog omkring 1500 fra Flandern, vistnok med hovedsæde i Gent, med stormestre som Pol fra Limburg og brødrene Hubert og Jan van Eyck. I det sydlige Belgien virkede Rogier van der Weyden og den såkaldte mester fra Flémalle, Robert Campin. Til næste generation hører Hugo van der Goes, i Holland Albert van Ouwater, Geertgen tot Sint Jans, og Dirk Bouts, som væsentlig dog virkede i Sydbelgien. Hans Memling kom fra de tyske Rhinegne til Brügge. Ved overgangen til det 16. århundrede virker Gerard David i Brügge og Quentin Matsys i Antwerpen, samt den ukendte mester for det pragtfulde Breviarium Grimani (Marcusbiblioteket i Venedig). I Frankrig virker i egnen om Valenciennes i 15. århundrede Simon Marmion, i Tours Charles VII's og Louis XI's maler Jean Fouquet, i Provence Enguerrand Quarton og kong René's hofmaler Nicolas Froment. For hertugen af Bourbon arbejder den såkaldte mester fra Moulins i slutningen af århundrede; måske er han identisk med den i Paris meget ansete Jean Perréal, af hvem ellers intet arbejde kendes.
I Tyskland var Köln et hovedsæde for malerkunsten Wilhelm fra Herle er endnu helt middelalderlig. Omkring midten af 15. århundrede er Stefan Lochner stærkt påvirket fra Nederlandene og Frankrig. Blandt hans efterfølgere kommer det særlig tyske naturel stærkere frem hos en række mestre, hvis navne ikke kendes, men som efter deres hovedværker kaldes mestrene for Maria's Liv, for Lyversberg's Passion, for S. Severin, for Thomasaltret, for Bartholomæusaltret osv. I Schweiz er Conrad Witz påvirket af fransk-burgundisk kunst. I Alsace er Martin Schongauer foregangsmand især som kobberstikker.
I det 16. århundrede kom indflydelsen fra Italien op over Alperne. I Tyskland blev den dog ikke stærk, skønt de kunstneriske centrer lå i de sydvestlige egne. Hovedsæde blev Nürnberg med mestre som Albrecht Dürer, Hans Sebald Beham, Bernhard Strigel og Albrecht Altdorfer. I Alsace virkede Hans Baldung og Matthias Grünewald. I Augsburg-Basel arbejder den ældre Holbein og sønnen Hans Holbein, som siden gik til England. I München lever Christoph Schwarz, i Sachsen Lucas Cranach den Ældre. I Belgien og Holland betegner 16. århundrede en nedgangsperiode. Jan Mabuse, Jan Van Cleef I den Ældre, Bernard van Orley, Pierre Prévost, Adriaen Isenbrandt når langtfra i højde med de ældre slægtled. Desuden opkommer den mode at efterligne Raffael og Michelangelo, støttet af den dannede overklasse, men det bliver kun en karikatur af de store forbilleder. Disse Manierister, som Abraham Bloemaert, Hendrik Goltzius, Maarten van Heemskerck, Frans Floris, Jan van Scorel er dog ved siden af ypperlige portrætmalere og nogle af dem derhos udmærket dygtige kobberstikkere. kun i landskabsmaleriet virker den italienske indflydelse til en ny blomstring ved Jan Hackaert, Jan Dirksz Both, Herman van Swanevelt og andre. Uafhængigt af denne klassicisme grundlægges folkelivsskildringen af Lucas van Leyden, Hieronimus Bosch og Pieter Brueghel den Ældre, som tillige er banebryder for det moderne naturalistiske landskabsmaleri.
Det 17. århundrede (baroktiden). I Italien havde brødrene Caracci i slutningen af det I 16. århundrede organiseret verdens ældste akademi i Bologna, hvis program var eklektisk (udvælgende) under feltråbet: Raffaels komposition, Michelangelos form og Tizians farve. Ved siden af disse forbilleder stilledes antikken, medens naturstudiet trådte i baggrunden. Det blev som regel dog kun en mat efterklang af højrenæssancen, men flere af disse mestre, for eksempel Guercino, Guido Reni, nød et ry, som nu er lidt svært at forstå. Betydeligst var Domenico Zampieri. Som opposition herimod kom fra Syditalien en kraftig naturalisme ved Michelangelo di Caravaggio, Salvator Rosa og spanieren Jusepe de Ribera, som tillige forstærkede det maleriske modspil mellem højt lys og dybe skygger. Til Spanien kom fra Venedig i sidste halvdel af 16. århundrede grækeren El Greco, som virkede i Toledo, hvor han ganske glemte det naturstudium, han havde forsøgt at tilegne sig i Italien. I Sevilla dannede sig en kras naturalistisk og barsk religiøs skole med Francisco Herrera den Ældre og Francisco Zurbarán som hovedmestre. I samme by fødtes den geniale mester Diego Velázquez, som siden virkede i Madrid, og Bartolomé Esteban Murillo, som dannede sig en egen blød og følsom stil under påvirkning af Tizian, Rubens og van Dyck. I Frankrig fortsættes de folkelige traditioner hos Jacques Callot, le Nain (? Der er tre brødre med dette navn) og Valentin de Boulogne, som påvirkes af Michelangelo di Caravaggio. Men den italienske strøm, som alt var begyndt i det 16. århundrede (skolen i Fontainebleau), blev den herskende ved hjælp af mestre som Nicolas Poussin, Claude Lorrain og Philippe de Champaigne. Under Louis XIV blev hans hofmaler Charles le Brun en slags enevoldshersker over kunsten. Portrætmalere som Rigaudi (?) og Nicolas de Largillière udvikler, med stor dygtighed, en farverig og pompøs stil. I Belgien frembragte den italienske påvirkning pludselig en høj blomstring ved Rubens, van Dyck og Jacob Jordaens. Men efter reformationens sejr og under frihedskrigens heldige forløb blev dog ellers både i Belgien og Holland den nationale kunst den herskende, som alene satte sit formål i at skildre folket og landet selv. Intet område er nu for ringe for kunstnerens pensel, og landskaber, dyrebilleder, Nature Morte får samme ret som figurbilledet, bonden bliver lige så værdig en genstand som de fornemme herskaber. som malere af portrætter og portrætgrupper (regent- og skyttebilleder) virker Frans Hals, Nicolas Elias, Thomas de Keyser, Bartholomeus van der Helst. Småborgere og bønder skildres af Adriaen Brouwer, Adriaen van Ostade og Jan Steen, det højere borgerskab af Pieter de Hooch, Johannes Vermeer, Gerard ter Borch, Gabriel Metsu. Ypperst blandt landskabsmalerne er Esaias van de Velde, Pieter de Molijn, Hercules Seghers, van der Neer (? Aert van der Neer eller Eglon van der Neer), Allaert van Everdingen, Meindert Hobbema, Jacob Isaakszoon van Ruisdael; blandt dyremalerne Paulus Potter, Philips Wouwerman, Adrian van de Velde og Aelbert Cuyp; blandt marinemalerne navnlig Willem van de Velde (? den yngre eller den ældre). Men over dem alle stråler Rembrandt. Ved udgangen af det 17. århundrede tabte nederlandsk kunst i betydning, og i det 18. århundrede spillede den så at sige ingen rolle. I det 18. århundrede (rokokotiden) var Frankrig afgjort det ledende Land, som efterlignedes af alle de andre. Sit åndrigeste udtryk fandt malerkunsten hos Antoine Watteau, sit reneste overklassepræg hos François Boucher og Jean-Honoré Fragonard. Georges de La Tour var en ypperlig portrætmaler, et fag, som i det hele havde mange talentfulde dyrkere. Det borgerlige liv skildres, under nogen nederlandsk påvirkning, af den ypperlige Jean-Baptiste-Siméon Chardin. I slutningen af århundrede får tidsånden gæring et noget sentimentalt udslag hos Jean-Baptiste Greuze, og hos Jacques-Louis David vækker den en bevidst antikisering båren af det mest gennemførte og energiske naturstudium, ved hvilket han fik en afgørende indflydelse på kunsten i begyndelsen af det 19. århundrede I Italien fik det monumentale frescomaleri en ny opblomstring ved Tiepolo, medens Antonio Canale, Bernardo Bellotto og Francesco Guardi forbereder den moderne naturalistiske kunst ved deres skildringer af det maleriske i byerne. I England vågner den nationale kunst med William Hogarth og kulminerer, under ivrigt studium af italiensk og hollandsk kunst, med Joshua Reynolds, Thomas Gainsborough, George Romney og andre. Overgang til det 19. århundrede danner den virtuose Thomas Lawrence. I Spanien er Goya forløber for romantikkens stærke temperament og farveglæde. I Tyskland repræsenterer Anton Raphael Mengs, Heinrich Füger og Johann Heinrich Wilhelm Tischbein klassicismen. I Sverige er den franske påvirkning stærk; Alexander Roslin, Adolf Ulrik Wertmüller, Carl Gustaf Pilo er virtuose portrætmalere. I Danmark hører Hendrik Krock og Peder Als endnu til rokokoen, Jens Juel står på overgangen, Nicolai Abildgaard og Asmus Jacob Carstens repræsenterer den klart bevidste klassicisme.
I det 19. århundrede løber en mængde strømninger jævnsides, ofte krydser de hverandre, og efterhånden breder de sig alle over hele Europa. fælles for dem alle er en ivrig søgen efter nyt og en hævden af kunstnerens egen personlighed på en måde, som tidligere tider ikke kendte. Kunsten løsnes definitivt fra håndværket, uddannelsen foregår ved akademier, og kunstnerstanden er optagen af sin sociale anseelse. Davids skole lægger en overordentlig og sund vægt på naturstudiet, portrætkunsten udvikles. Men klassicismen taber hurtigt i kraft (François Gérard, Pierre-Paul Prud'hon, Jean Auguste Dominique Ingres); i sidste halvdel af århundrede får den en efterblomstring ved Pierre Puvis de Chavannes. I Tyskland havde den (Peter von Cornelius, Johann Friedrich Overbeck) en vis goldhed og umaleriskhed, som den først overvandt ved en forbindelse med den særegne tyske litterære romantik (Moritz von Schwind, Alfred Rethel, Julius Schnorr von Carolsfeld). I Frankrig derimod var romantikken revolutionens barn; dem søgte den stærke bevægelse, de heftige følelser, de kraftige farver. Man studerede Rubens, rejste til Orienten, søgte bevægede optrin af historien (Théodore Géricault, Eugène Delacroix, Horace Vernet). Romantikkens fortsættelse i århundredets midte og anden halvdel danner slagmalerne med Meissonnier i spidsen. Under besøg i Italien studerede man ikke mere så meget den gammel kunst som selve landet og folket. Her fødtes ved de tilrejsende kunstnere det moderne folkelivsbillede, som siden omplantedes til de andre lande. I Frankrig af Leopold Robert, Jules Breton og Jean-François Millet. I Tyskland fik det et eget præg af romantisk borgerlighed (Adrian Ludwig Richter, Ludwig Knaus, Benjamin Vautier, Franz Defregger). I Danmark får folkelivsmaleri stor betydning lige fra Eckersbergs tid. I Tyskland får den nøgterne naturalisme sin stormester i Adolph Menzel. Ved århundredes midte tager kunstretningernes mangfoldighed til. I Frankrig fornyes naturalismen af Gustave Courbet og Jules Bastien-Lepage, og impressionismen begynder med Édouard Manet. I Tyskland kommer et slags romantisk nyklassicisme ved Anselm Feuerbach, Arnold Böcklin og Hans von Marées. I England arbejder landskabsmalerne Richard Parkes Bonington og John Constable på grundlag af traditionerne fra den hollandsk kunsts store tid, medens J.M.W. Turner bliver en selvstændig forløber for impressionismen. En reaktion kommer i England ved århundredes midte ved prærafaelitterne, som vil lære af gammel flamsk kunst og den italienske forrenæssance; førende er Dante Gabriel Rossetti, John Everett Millais, George Frederic Watts, i næste slægtled Edward Burne-Jones og Frederic Leighton; retningen degenererer hos Beardsley (? Aubrey Beardsley), men afsætter samtidig en frodig dekorativ stil hos Walter Crane og William Morris, en til prærafaelismen delvis svarende retning kom i Nederlandene og Tyskland ved Hendrik Leys, de Vriendt (?) og Eduard von Gebhardt. I slutningen af århundrede kommer en nervøs eksperimenterende med stadig skiftende programmer og partinavne: pointilisme, syntetisme, kubisme, ekspressionisme osv. De betegner en stærk gæring, som svarer til tidens almindelige opløsning. Af enhver gæring plejer at vokse nyt liv, men hvorledes dette nærmere vil forme sig i malerkunsten, derom er det endnu for tidligt at dømme med blot nogenlunde sikkerhed.
Teater.
En kunstart med oprindelse i oldtidens Grækenland, hvor en eller flere skuespillere fremfører et dramatisk værk igennem dialog, kropssprog og mimik. Teaterkunsten har, ligesom alt andet kunst, været igennem en konstant udvikling de sidste 2.500 år. I dag betragtes teater som folkelig underholdning, og det er ikke kun et erhverv for professionelle skuespillere, men også en hobby for hundredvis af amatørskuespillere. Teatrets funktion i det 21. århundrede er, så at sige, langt mere en frit tilgængelig legeplads, end en flere tusinde år gammel, traditionsrig kunstform.
Der stilles i dag store krav til de professionelle/statsstøttede teatres repertoire, idet disse teatre er grundlag for kunstens videre udvikling, og inspirationskilde for landets amatørteatre og teaterforeninger. Der lægges derfor også vægt på, at dokumentation i form af manuskripter og notater er offentligt tilgængelige. Disse og andet dramalogisk materiale, såsom instruktions- og undervisningsbøger, er at finde i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Det Græske Drama.
Skuespillet var oprindeligt en del af en festceremoni for guden Dionysos i oldtidens Grækenland. Her fejrede man bl.a. frugtbarhed med et optog igennem byen, som sluttede på byens amfiscene, som af den grund også kaldtes "Dionysostemplet". Her spiste hele byen sammen et stort festmåltid, hvorefter man "deltog" i fremførelsen af skuespil. Her var publikum nemlig en stor del er fremførelsen, idet man i høj grad svarede på skuespillernes replikker. For at kunne høre skuespillernes tale på det store amfiteater, der som regel kunne rumme tusindvis af publikummer, brugte man nogle specialbyggede masker med en tydelig karikering af ansigtstrækkene og en slags tragt indbygget i munden, som forstærkede skuespillerens tale.
Det var generelt en langtrukken fornøjelse at være på teatret til disse fester, da man som regel spillede tre værker på en dag; to komedier og en tragedie eller omvendt. Kendt fra denne tid er bl.a. Medea, Kong Ødipus og Orestien. Læs eventuelt artiklen Græsk Litteratur.
Commedia dell'Arte.
Det første egentlige genreskift vi kender, fandt sted i Italien omkring 1500-tallet, og fungerede dengang som markedsteater. Her var det omrejsende teatergrupper, der spillede pantomimeteater for den laveste samfundsklasse. Man forsøgte at provokere aristokratiet ved at mime forestillinger om de forskellige befolkningsgrupper, hvor tjenestefolkene narrede de lærde og de rige. Langt de fleste pantomimer omhandlede penge og sex, og brugte mange seksuelle undertoner til at fange publikums opmærksomhed - jo rigere karakteren var, jo mere vulgær og afskyelig fremstod han. Dette beskriver især den gamle købmand Pantalone, som med fremskudt underliv gramser på tjenestepigerne og kommanderer med tjenerne.
Pantomimerne blev spillet på markedspladser, og publikum kunne gå fra og til scenen, hvor de ofte stod og heppede eller råbte ad karaktererne. Skuespillerne havde som regel den samme rolle i mange år, indtil de blev så gamle, at de ikke passede til rollen længere, og derpå overtog de en ældre rolle. Man havde i sin rolle en række såkaldte "lazzi", som man optrådte med undervejs i stykket, som et slags gøglernummer. Det kunne være alt fra at jonglere med æbler til falde-på-halen-komik. Man arbejdede aldrig med manuskript eller drejebog, men der var lavet en overordnet handlingsskitse, som man forsøgte at holde sig til - derudover var det ren improvisation. Som skuespiller blev man i den tid betragtet som de allerlaveste i det aristokratiske samfund - du kunne ligeså godt være tigger. Stadig den dag i dag spiller Pantomimeteatret i Tivoli og på Dyrehavsbakken med de fire mest kendte roller, direkte leveret fra 1500-tallet - Pjerrot (Pagliaccio), Colombine, Harlekin (Arlequin) og Pantalone. Læs eventuelt artiklen Commedia dell'arte.
Teaterdirektør.
Den overordnede og administrative ledelse ligger hos teaterdirektøren, der som udgangspunkt er ansvarlig for teatrets faciliteter, økonomi og personale. Denne er derudover naturligvis også overordnet ansvarlig for planlægning af en teatersæson, samt køb og salg af dramatik. Teaterdirektøren refererer direkte til teatrets bestyrelse. På de fleste af landets etablerede teatre har man valgt at dele denne opgave ud over to eller flere personer, det vil sige, at der for eksempel er ansat en administrativ direktør med ansvar for personale (rengøring, billetsalg, vagtmestre og servicemedarbejdere), regnskab og faciliteter, samt en kunstnerisk direktør med ansvar for teatrets kunstneriske udtryk, repertoire, dramatik og kontraktansættelser (skuespillere, instruktører, dramatikere, sceneteknikere mv.). Disse opgaver kan som nævnt være fordelt over endnu flere personer. I så fald er det som regel den administrative direktør, der refererer til bestyrelsen.
Læs eventuelt artiklen om teaterdirektører.
Dramatiker.
En dramatiker er den person, der skriver manuskripter til teatret - dramatiske værker. En dramatiker er som regel freelancer, og arbejder hjemmefra ved sin computer. Vedkommende arbejder sædvanligvis på manuskripter efter egen idé og af eget initiativ, hvorefter det færdige dramatiske værk forsøges solgt til et af landets teatre eller et forlag. Af og til kommer der dog en bestilling på et manuskript fra et teater, hvor dramatikeren får en deadline og muligvis nogle få retningslinier, men som regel er dramatikerens bestillingsopgaver en oversættelse af et eksisterende dramatisk værk fra for eksempel tysk, engelsk eller fransk.
Læs eventuelt artiklen om dramatikere.
Instruktør.
I en teaterproduktion er det instruktøren, der har det kunstneriske overblik over stykkets stemninger, visuelle og auditive udtryk, samt ansvaret for at stykket opnår den kunstneriske kvalitet som ledelsen forventer heraf. Instruktøren er med under audition til besætning af et teaterstykkes roller, og herefter går arbejdet med skuespillerne i gang. Der er en udbredt misforståelse om, at instruktøren skal instruere skuespillerne enkeltvis i skuespilstekniske detaljer, og selvom at de fleste teaterinstruktører gør det alligevel, så er det ikke instruktørens opgave. Instruktøren arbejder med hvert eneste sekunds stemningsudtryk, konflikter og spænding. Det er naturligvis også instruktørens opgave at sætte forestillingen i perspektiv til samtidens parallelle kunst og samfundsbillede.
Læs eventuelt artiklen om teaterinstruktører.
Skuespillere.
Læs eventuelt artiklen om skuespillere.
Uddannelser.
Herunder ser du en liste over nogle af landets uddannelsesinstitutioner indenfor teatrets arbejdsområder.
Oceanien.
Oceanien er den verdensdel som består af landene i Stillehavet (Polynesien, Melanesien og Mikronesien) samt Australien, New Zealand og Ny Guinea.
Etymologi.
Den danske geograf Malthe Conrad Bruun samlede i 1800-tallet Stillehavets oceaniske øer i Oceanien. Senere blev Australien, New Zealand og Ny Guinea tilføjet.
Rejse.
At rejse er at foretage en tur med en eller flere overnatninger til et eller flere rejsemål. Begrebet turisme, der er tæt knyttet til en lang række rejseaktiviteter er defineret som en "tur" eller "rejse" samt en hjemrejse tilbage til "startpunktet".
Der findes mange forskellige typer eller kategorier af rejser, som ofte overlapper hinanden rent betydningsmæssigt, ligesom ordet rejser findes i en lang række sammensætning. Der findes eksempelvis ferierejser, charterrejser, pakkerejser, individuelle rejser, skræddersyede rejser, grupperejser, tjenesterejser, togrejser, flyrejser, rygsækrejser, trekkingrejser, rundrejser (til flere rejsemål), skibsrejser eller krydstogter. Der kan være mange forskellige formål med rejsen såsom badeferie og tourisme. I dag anses sejling som den sikreste måde at rejse i følge statetikker.
Rundrejse.
En rundrejse er en rejse med to eller flere rejsemål, hvor rejsemålene ofte er forskudt, så de ikke kan nås ved gennemrejse.
Folkeslag.
Et folkeslag eller en etnisk gruppe er en gruppering af mennesker med fælles kulturel og etnisk baggrund.
Muhammed.
Muhammed Abu l-Qasim Muhammad ibn ‘Abd Allāh al-Hashimi al-Qurashi (alternativ: Mohammed) (570 - 632) (arabisk مُحَمَّد "Muḥammad") er den centrale menneskelige figur i religionen islam, hvor han regnes for den sidste og mest betydende profet. Muslimer betragter ham som den der genindførte den oprindelige monoteistiske tro på Gud, som var fremsat af Adam, Abraham, Noa, Jesus, Moses, og andre profeter.. Han var også aktiv som købmand og krigsherre.
Liv og gerning.
Muhammed blev født i Mekka omkring år 570. Hans slægt, hashim, tilhørte en fattig gren af Quraish-stammen, som på det tidspunkt havde magten over byen, hvor de fungerede som vogtere af Ka‘abaen. Muhammeds far, Abd-Allah ibn Abd-al-Muttalib, døde, før Muhammed blev født, så Muhammed blev opdraget af sin bedstefar, Abd al-Muttalib. Da Muhammed var seks, døde også hans moder, Aminah bint Wahab og to år senere hans bedstefar. Muhammed fik derfor sin onkel, Abu Talib, som værge.
Mekka var en stor handelsby, ikke mindst på grund af Ka‘abaen, og købmænd fra mange forskellige stammer havde deres gang i byen, særligt i pilgrimstiden, hvor de kunne rejse uden fare for stammeuroligheder. Muhammed slog ofte følge med sin onkel på handelsrejser, særligt til Syrien, og blev derfor allerede i en tidlig alder berejst og bekendt med fremmede lande og sæder.
I dette miljø voksede Muhammed op og lærte købmandskunsten, og som 25-årig begyndte han at arbejde for Khadidjah, en fyrreårig meget rig enke. Khadidjah blev så imponeret over Muhammeds færdigheder, at hun i 595 friede til ham. De blev efterfølgende gift, og ifølge overleveringerne fik Muhammed med Khadidjah en søn (der dog døde som spæd) og fire døtre (ifølge shia var sønnen og de tre af døtrene dog alene Khadidjahs fra et tidligere ægteskab).
Muhammed mente at han selv var guds 'slave', han ejede derfor ikke andet end en måtte som han sov på.
Med tiden udviklede Muhammed et i stigende grad eftertænksomt sind og han tilbragte ofte nætterne med meditation og tavs eftertænksomhed i en grotte (i muslimsk tradition kaldet "hira") på et bjerg nord for Mekka. En sådan nat, da han var omkring fyrre år, fik han ifølge muslimsk tradition en åbenbaring, idet englen Gabriel viste sig for ham og dikterede de første fem vers af sura 96 ("al-‘Alaq") i Koranen. Skræmt vendte Muhammed tilbage til Khadidjah, der førte ham til sin slægtning, den lærde Waraqah ibn Nawfal, der var en kristen munk. Han hørte Muhammeds beretning, udlagde den for ham og fortalte ham, at englen, han havde set, var den samme engel, som Gud i sin tid havde sendt til Moses. Få dage efter dette møde døde Waraqah.
Herefter var der en betydelig periode uden åbenbaringer, indtil Muhammed modtog "surat ad-Dhuha". Herefter modtog Muhammed regelmæssigt åbenbaringer i resten af sit liv, og på basis af disse begyndte han at forkynde islam. Da han havde modtaget åbenbaringer, fortalte han dem videre til sine nære fæller, som nedfældede dem. Senere under Muhammeds levetid blev disse samlet i én bog, Koranen.
I 622 emigrerer Muhammed og hans tilhængere til byen Medina hvor han opretter den religiøse menighed umma. Her var han både politisk, militær og religiøs leder. I 630 vender Muhammed tilbage til Mekka og har på dette tidspunkt magten i hele Arabien.
Eftermæle.
Muhammad understregede selv at han kun var en budbringer og slave- et menneske, der var blevet udvalgt af Allah som profet.
Flere muslimske traditioner regner det for forkert at afbilde Muhammed eller islams profeter generelt; herunder også Jesus, Moses osv. Dette forbud grunder sig ikke som sådan på Koranen (der blot som Bibelen forbyder, at man afbilder Gud), men snarere i en række hadith-traditioner, hvori Muhammed generelt forbyder, at man gør sig billeder af levende væsener. Den bagvedliggende tanke er, som med forbuddet mod gudebilleder, at man risikerer at forledes til at tilbede billeder eller personer i stedet for Allah, hvilket strider mod den muslimske monoteisme. Tilsvarende ikonoklastiske traditioner kendes inden for kristendommen, men vandt aldrig større udbredelse.
Islam.
Islam ("al-'islām" arabisk: الإسلام) er en monoteistisk, abrahamitisk religion. Ordet "islam" betyder "underkastelse" eller "hengivelse". Tilhængerne kaldes "muslim"er betyder en "der underkaster eller hengiver sig" [Guds vilje]. Der er mellem 1 og 1,8 mia. muslimer. Islam er efter kristendommen den næststørste religion i verden.
Islams hellige bog er Koranen. Det er Guds ord, der blev åbenbaret til Muhammed gennem ærkeenglen Gabriel. Derved er Muhammed Guds sidste profet, og Koranen og Sunnahen (Muhammeds sædvane) betragtes som islams fundamentale kilder.
Muhammed forstod sig selv som grundlægger af en ny religion, men det påstås oftest at han blot har genindført den tro, som stammer fra Abraham, Moses, Jesus og andre profeter. Ifølge islamisk tradition ("hadith") fordrejede jøder og kristne nemlig de åbenbaringer, som profeterne modtog fra Gud, ved enten at forandre teksten, indføre falsk fortolkning eller begge dele.
Muhammed var tydeligt inspireret og påvirket af både jødedom og kristendommen, sidstnævnte i den Egyptiske version som han har mødt. Dette forklarer hans fejlagtige opfattelse af kristendommen - bl.a at treenigheden omfatter Gud, Maria og Jesus. Muhammeds kendskab til kristendom stammer altså fra en kristendom som endte med at blive en ikke-bærende gren af kristendommen modsat den europæiske vi kender i dag.
Størstedelen af verdens muslimer tilhører en af islams to hovedretninger: sunni eller shia. Skismaet mellem disse to retninger udviklede sig sent i det 7. århundrede efter uoverensstemmelser om det muslimske fællesskabs religiøse og politiske ledelse. Omtrent 85 % af muslimerne er sunni-muslimer og 15 % er shia-muslimer. Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele i Afrika og Asien. Store fællesskaber findes også i Kina, på Balkanhalvøen, i Østeuropa og i Rusland. Der er desuden store muslimske immigrantfællesskaber i andre dele af verden som Vesteuropa. I Danmark bor der ca. 200.000 muslimer.
Kun 20% af muslimerne lever i arabiske lande.
Etymologi.
Roden til ordet islam udledes fra rodbogtaverne på arabisk s-l-m (Sīn-Lām-Mīm [س-ل-م]). Et arabisk morfem hvis basale betydning er 'tryghed/fred'. En afledning af denne rod er aslama, som betegner at hengive, overgive eller underkaste sig. Islam er et verbalsubstantiv udledt af verbet aslama og betyder bogstaveligt 'hengivelse/underkastelse'. I dette sammenhæng menes der overgivelse og underkastelse til Gud.
Roden til ordet muslim ligger i samme rodbogstaver som ordet islam og er et verbalsubstantivet af verbet salima, som har en mere specifik betydning, 'at underkaste sig'. Ordet muslim betyder bogstaveligt 'en som underkaster sig'.
Underkastelse.
Islam praktiserer ikke dåb som kristendommen, for islam anser alle som fødte muslimer. Ikke-troende, der bliver muslimer, konverterer ikke, men de "reverterer" til den islam, som de blev født i. Underkastelsen/"reverteringen" er videre et afgørende centralt element i forhold til ikke-troendes stilling i samfundet efter Koranen.
Underkastelse/"Revertering" til Islam for en ikke-troende sker ved at fremsige trosbekendelse ("shahada") på arabisk.
Skoleretninger.
Inden for islam findes forskellige skoleretninger med hver deres teologiske idelogi ("ilm al-kalam") og retsvidenskab ("ilm al-'akhlaq"). Primært når man opdeler muslimer i forskellige grene taler man om lovskolerne.
Lovskoler.
De to største af grene inden for islam er sunni og shia-islam.
Sunni.
Alle fire sunni skoleretninger anerkender de andres legitimitet og de ligeledes legitimiteten af de to shia skoleretninger (mainstream "tolver shiisme" og "zaidi"), og således kan en sunni frit vælge, hvilken madhab han eller hun vil følge.
Shia.
Shiamuslimer udgør den næststørste gren inden for islam. Navnet "shia" kommer fra udtrykket "shiat ‘Ali" (Alis parti). Denne betegnelse anvendes til shiamuslimer, idet de anser Ali profeten Muhammeds svigersøn for den retmæssige efterfølger af profeten Muhammed. Inden for shia findes der forskellige skoleretninger, hvoraf kun 'tolver shiisme' er anerkendte. Shiamuslimer betegnes også som dem der 'følger er imamer [religiøs leder]' ("Imamiyyah").
Sufisme.
a> drejer om sig selv i trance
En sufi-lærd kan ofte have tilknytning til flere broderskaber.
Sufier lægger generelt større vægt på det indre, spirituelle aspekt ved religionen end på formel efterfølgelse af religiøse regler. Sufier mener, at det er nødvendigt at kontrollere sit eget ego og give slip på selvpålagte mentale begrænsninger, før de virkelig kan acceptere at underkaste sig Allah. Forskellige meditationsteknikker og ritualer, som har som mål at overgive krop og sjæl til Guds vilje og at blive et med Allah, er et vigtigt element i mange sufigrupper.
Islamisk lære.
Viden, som omhandler første punkt, betegnes som teologi ("ilm al-kalam"), studiet af det andet punkt er etik ("ilm al-'akhlaq") og studiet af det sidste punkt er retsvidenskab ("ilm al-fiqh").
Grundlæggende doktrin.
Blandt de muslimske skoleretninger er der forskel i de grundlæggende doktrin, dog er der enighed om de mest centrale dele af religionen: troen på Gud, Hans åbenbaringer, Hans engle og Dommedagen.
Sunni doktrin.
Inden for sunni udgør de grundlæggende doktrin primært af ritualer. Disse betegnes oftest som 'søjler af religionen' eller 'de fem søjler' (arabisk: أركان الإسلام).
Shia doktrin.
Shia opdeler yderligere de grundlæggende doktrin i de teologiske og praktiske aspekter, hvor 'religionenes principper' behandler de teologiske aspekt af religionen, behandler 'religionens grene' de mere praktiske aspekter.
Skrifter.
En muslim skal tro på alle åbenbarede skrifter. Muslimer mener, at indholdet af Toraen og Bibelen er blevet ændret af mennesket efter deres åbenbarelse; således kan disse bøger ikke bruges som retledning til mennesket og kilde til religiøs praksis.
Koranen.
Koranen er Guds ord, åbenbaret gennem profeten Muhammed. Både shia- og sunni-muslimer accepterer, at der ikke er blevet foretaget ændringer, tilføjelser eller rettelser til teksten. Således anses Koranen, som den foreligger i dag, for at være den samme som blev åbenbaret profeten Muhammad for ca. 1400 år siden.
Ordet "qur‘ân" betyder "recitation", og selvom Koranen er en bog, refererer muslimer generelt til ordene og budskabet i et abstrakt form, og ikke som et fysisk eksemplar af en bog. Teksten i Koranen er ikke organiseret kronologisk men efter, hvornår profeten Muhammed fik åbenbaringerne.
Muslimer behandler fysiske eksemplarer af Koranen med stor respekt og udfører abdest ("wudu"), før de rører Skrifterne. De fleste muslimer kan større eller mindre dele af Koranen udenad for at kunne recitere bestemte passager for at udføre den daglige obligatoriske bøn ("salat") korrekt. Muslimer mener, at kun Koranen på arabisk er Allahs perfekte åbenbaring, fordi oversættelser altid er ufuldkomne. Oversættelser halter også i rytme og poesi, som findes i den originale tekst. Oversættelser bliver kun anvendt til at give et skøn af indholdet; ofte sidestilles flere oversættelser for at opnå et endnu bedre skøn.
Traditionerne.
Da profeten, og imamerne for shia muslimer, var ufejlbarlige og syndfrie, er deres ord og gerninger en guide for alle deres følgere. Disse traditioner ("hadith") blev nedskrevet efter at profeterne eller imamerne havde udtrykt noget verbalt eller fortaget en bestemt handling.
Når der citeres kendte hadith, undlades helt eller delvis kæden af berettere.
Rituelle praksis.
Rituelle praksis gruppers i elementer, hvor hvert element kan have subelementer. Et centralt aspekt af de rituelle praksis ("'ibadat") er hensigten ("niyyah") i sindet af den troende. Hensigten skal være ren, og rituellen skal ikke udføres for social status eller andre verdslige rigdomme men kun for kærlighed til Gud.
For shia muslimer er der yderligere
Etik.
Islam lægger udover de rituelle forpligtelser også meget vægt på en god karakter, god adfærd og betænksomhed i forhold til andre muslimer (ikke-muslimer er ikke efter Islam sikret nogen rettigheder). For at understrege vigtigheden af at en muslim bør være opmærksom på sin nabos behov f.eks., sagde Muhammed: 'Den som spiser sig mæt mens hans nabo er sulten, er ikke en sand troende' [Overleveret af Al-Hakim]. På samme måde, eksisterer et hav af overleveringer, der fremhæver vigtigheden af en god karakter, gode manerer, venlighed overfor andre og det at udvise nåde i forhold til Guds skabelse (dvs. hermed også dyr og insekter). En anden beretning lyder: 'Den der passer på og arbejder for en enke og for en fattig person, er som en kæmpende der kæmper for Allahs sag eller som en person der faster om dagen og beder hele natten' [Overleveret af Al-Bukhari]. En anden beretning lyder: 'Den som ikke er barmhjertig overfor andre, vil ikke blive behandlet barmhjertigt' [Overleveret af Al-Bukhari].
På samme måde som mange ting er tilladt eller opfordrede i islam er mange andre forbudte. Blandt de forbudte hvad angår karakter og adfærd over for muslimer er især at lyve, at bedrage eller forråde andre og at bagtale eller at skade andre.
Det er et meget vigtigt aspekt af islam, at en sand muslim ikke er én, der kun faster og beder, og som så samtidig er en løgner og taler dårligt til andre muslimer. Muhammed sagde i denne sammenhæng: 'Den der ikke opgiver falske udsagn, onde gerninger og det at tale grimt til andre; Allah har ikke brug for at han opgiver mad og drikke (dvs. faster)' [Overleveret af Al-Bukhari].
Det er forbudt at spise svinekød, kød der ikke er slagtet i Guds navn efter den korrekte metode og at drikke blod eller alkohol. Der er også forbud mod at skade sig selv, at ødsle med sine penge og mange andre ting. Muslimer følger en morallære, som er meget central i islam.
Der er ikke blot tale om "tilladt eller forbudt", men afhængig af kontekst og hensigt kan noget forbudt i visse tilfælde blive tilladt, mens noget tilladt i visse tilfælde kan være forbudt. Der er mange nuancer.
Leveregler og gudstilbedelse.
Bønnestillingerne under de rituelle tidebønner
Fredagsbønnen.
Fredag udgår Dhuhr-bønnen og fredagsbønnen Jumu'ah bedes i stedet. Mænd er tilrådet/forpligtet til at bede fredagsbønnen i moskéen og den er et vigtigt samlingspunkt i de fleste muslimske samfund. Fredagsbønnen følges af en prædiken fra imamen i moskéen.
Sharia og Fiqh.
"Sharia" er den religiøse lov, som udtrykker Allahs vilje og i princippet omfatter alle forhold i menneskelivet. Derfor mener de fleste muslimske lærde, at sharia må være ethvert muslimsk samfunds lov. "Fiqh" tilsvarer den religøse lovs retsvidenskab og er de islamske lærdes forskellige trosretninger.
Sunna betyder "tradition" og viser til udtalelser og handlinger profeten eller hans nærmeste kom med eller gjorde, men som ikke er optaget i Koranen. Beretningerne om disse udtalelser og hændelser kaldes hadith. Der er titusindvise af hadith i en række forskellige samlinger. Disse hadithsamlinger har for mange teologer været en lige autoritativ kilde til forståelsen af "sharia" som Koranen.
Disse tekstkilders tillæg er "ijma" og "qiyas" to afgørende tolkningsprincipper. "Ijma" er de lærdenes mening om, hvad en rigtig tolkning er. Det, de er enige om, er den rigtige tolkning. "Qiyas" er et princip om at tolke ved hjælp af analogier. For eksempel findes der ikke et generelt alkoholforbud i Koranen, men et forbud mod at drikke saften af gærede druer. Ved hjælp af analogiprincippet, hvor det væsentlige i forbudet mod at drikke vin – altså forbudet mod beruselse, generaliseres til et forbud mod al alkohol. "Qiyas" indebærer en betydelig begrænsning af den menneskelige fornuft i tolkningen og forståelsen af Allahs vilje, sharia.
Der er fire hovedfortolkninger inden for sunni, som kaldes lovskoler. De har navn efter sine ophavsmænd Shafi'i, Hanafi, Hanbali og Maliki. De fire studerede under Jafaar, som var stifteren af den første skoleretning: Al-Jafaari. Den er grundlaget for shiaer.
Sharia dækker alle områder i livet, fra politik og krig til daglige problemstillinger. Sharia ligger til grund for statens love i de allerfleste muslimske lande, mens få muslimske landes love er i fuldt samsvar med traditionelle fortolkninger af sharia. Der har alletid været stor debat blandt muslimer, om hvilke kulturelle regler i muslimske lande, som er påbudt af sharia, og hvilke som er baseret på tradition, eller som åbner for fleksibilitet i forhold til forskellige omstændigheder og forskellige tider.
Renlighed.
Islam har mange regler for både praktisk og rituel hygiejne. Islamisk hygiejne omfatter den rituelle vask af hænder, fødder, arme, ben, hoved og ansigt før bøn eller andre religiøse handlinger og efter "urene" handlinger som toiletbesøg, sex.
Moskéer.
En moské eller "masjid" på arabisk er muslimernes gudshus. Moskéens hovedfunktion: et sted hvor muslimer kan samles for at bede og en læringsinstitution. Muslimer mener, den første moské var Ka'ba, og at den blev bygget af Abraham. Moskéer er de fremmeste eksempler på islamisk arkitektur.
Helligdage.
De vigtigste helligdage i islam er Eid ul-Fitr, som markerer afslutningen af fastemåneden Ramadan, og Eid ul-Adha, som er samtidig med den årlige pilegrimsrejse Hadj. Andre islamske helligdage er profeten Muhammeds fødselsdag "Al-Mawlid Al-Nabawwi", og dagen da Muhammed drog til Paradis via Jerusalem "Al-isra wa-l-miraj". Shia-muslimer fejrer også dagen, hvor Muhammed erklærede Ali ibn Abi Talib som sin efterfølger "Eid ul-Ghadir".
Religiøs arkitektur.
Shah Alam Moskeen i Malaysia
Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes helligste by er Mekka med den centrale Ka'ba med en sten, der ifølge tradition stammer fra Paradis. Af andre vigtige og hellige steder er byerne Jerusalem og Medina, hvor Muhammed flygtede til, og hvor han er begravet.
Højtider.
Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende hverken må spise og drikke eller have seksuel samkvem fra daggry til solnedgang. Det en en meget åndelig tid med særlig fokus på tilbedelse og forbedring af karakter. Islam har to store helligdage, kendt som 'Id al-Fitr og 'Id al-Adha. Mange muslimer fejrer andre hellige dage eller nætter, som fx Muhammeds fødselsdag, skæbnesnatten hvor Koranen første gang blev åbenbaret, natten hvor Muhammed rejste op igennem de syv himle (Mi'raj).
Hellige personer.
Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er Jesus, på arabisk Isa. Muslimerne tror ikke, at Jesus var Guds søn endsige den inkarnerede Gud og heller ikke, at Jesus døde på korset og stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter med Muhammed som den sidste og endegyldige repræsentant ("profeternes segl").
Profeten Muhammed.
Muhammed ibn Abdallah var en arabisk religiøs og politisk leder, som spredte islams budskab i begyndelsen af 600'erne. Muslimer ser ham som den sidste og største af Allahs profeter. Muslimer mener ikke, at Muhammed grundlagde en ny religion, men at han genindførte det oprindelige budskab fra alle tidligere profeter, som med tiden enten var misforstået eller gået tabt. Muslimer ser Koranen som hans profetiske mirakel.
Muslimer mener ikke, at Muhammed som Allahs profet kunne begå alvorlige synder, men de er uenige om, hvorvidt han kunne begå mindre synder eller gøre fejl. Sunnier mener, at da Muhammed og de andre profeterne var mennesker, kan de have begået enkelte fejl og småsynder i dagliglivet, uden at det har indvirkning på deres virke som Allahs sendebud. Shia-muslimer mener, at Muhammed og de andre profeter var immune mod både store og små synder, og at Allah gav dem fuldkommen kundskab, som gjorde, at de var immune mod at begå fejl. Ufejlbarlighedsdogmet findes også i visse sunni-denominationer, men forskere mener, det opstod i shia-retningen af islam, og shiamuslimer mener, at ufejlbarligheden strækker sig til Muhammeds familie.
Når talen falder på Muhammeds ledsagere eller familie, tilføjes رضى الله عنه 'Allah være tilfreds med ham' eller رضى الله عنها 'Allah være tilfreds med hende'.
Omtales en afdød respekteret lærd eller lignende, for hvem man vil udtrykke respekt, skrives رحمة الله عليه 'Allah være ham nådig' eller رحمة الله عليها 'Allah være hende nådig'.
Mange af disse navnetilføjelser reduceres i dagligt sprog til forkortelser.
Fællesskab.
Verdens landes andel af muslimer i %
Demografi.
Estimater af den muslimske befolkning i 2009, er 1.57 mia. Omtrent 85% er sunni-muslimer og 15% er shia-muslimer, med en lille minoritet, som hører til andre retninger. 30-40 lande har en muslim-majoritet, hvor araberne udgør 20% af alle muslimer verden over. Sydasien og Sydøstasien har den største andel af muslimer, Indonesien, Indien, Pakistan og Bangladesh, som hver har mere end 100 mio. tilhængere. Ifølge USA's regering, var der 20 mio. muslimer i Kina (2006).
I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslim-majoritetslande; i Afrika, Egypten og Nigeria har de mest befolkede muslimske fællesskaber. Islam er den næststørste religion efter kristendommen i mange europæiske lande.
Hellige genstande.
Vers fra Koranen på skrift, Muhammeds hadith og andre ting der har tilknytning til profeten, betragtes som hellige genstande.
Det er en udbredt praksis blandt mange muslimer at søge velsignelse fra genstande, der har tilhørt hellige personer ('Awliya Allah' - egtl. 'Guds retskafne og ærede skabninger').
Manden er familiens imam.
Ægteskabet nikah er i islam familiens fundament. Det er en meget højtidelig kontrakt mellem en mand og en kvinde. Der er ikke nogen egentlig kønsbegrundet forskel, men fordi mænd og kvinder er forskellige, tildeler islam dem forskellige overordnede roller. Den muslimske mand har det religiøse ansvar for sin familie, som er et "miniaturebillede" af det muslimske samfund, og fungerer som hjemmets imam.
"Mandens rolle er mere udadvendt".
"Er ikke kvinders vidneudsagn lig med det halve af mandens?" De sagde: "Jo vist".
Dette gælder dog ikke i alle situationer, fx når en kvinde skal vidne om barnets faderskab. Her har kvinden et større vidnebetydning end manden, da hun ved mere om sine menstruation-perioder.
Kvindens rolle i samfundet hænger sammen med hendes rettigheder og forpligtelser med respekt for kønnenes forskelligheder. Fx gør kvindens evne til at tænke rationalt eller logisk, mens hun har menstruation, hendes vidneudsagn ufuldkomment: hendes følelsesmæssige natur forhindrer hendes rationelle og logiske forstand.
Bigami - mænd.
Det er tilladt for en muslimsk mand at gifte sig med op til fire hustruer, og det anbefales primært i situationer, hvor der er mangel på muslimske mænd som i krigstid. Eller hvis konen kommer ud for et biluheld og ikke længere er i stand til at tilfredsstille sin mand. I stedet for skilsmisse kan han gifte sig med en anden, og hun kan beholde sin sociale stilling. Omvendt, hvis en mand går hen og mister sin evne til at tilfredse sin hustru, kan hun få skilsmisse. Hvis han er ikke i stand til at forsørge flere koner eller kan behandle dem ens og retfærdigt, så kræver Koranen, at han kun gifter sig med en.
I Vesteuropa, hvor bigami ikke er tilladt, indgår manden et muslimsk velsignet ægteskab med flere kvinder, som bor i hver deres bolig og har hver deres familie, mens manden bor hos kvinderne på skift. Skulle den ene kvinde blive ude af stand til at tage vare på sine børn, vil manden sørge for at børnene opdrages af en af hans andre koner.
Bigami - kvinder.
Omvendt er det strengt forbudt for kvinder at have flere mænd. Således kan en muslimsk kvinde under ingen omstændigheder have sig en elsker, og selv enkeltstående sidespring straffes hårdt.
Seksuelle forhold og ungdomsforelsker inden ægteskab er heller ikke tilladt, og straffes særdeles hårdt og ubamhjertigt.
Det skal dog nævnes, at mænd og kvinder efter loven straffes lige hårdt for utroskab og hor.
Stening afsluttes i mere moderne muslimske samfund af skydning eller erstattes oftest af hængning.
Kønsroller.
I Islam følger det som hovedregel, at kvinden hører hirarkisk under manden. I Koranen mangler helt fastlagte kønsroller, og det er ikke generelt forbudt for kvinder at studere og arbejde, hvis de ønsker det, og for manden at hjælpe hjemme. Muhammed er det bedste eksempel, da han reparerede sine egne sko, malkede køerne mv.
Forholdet mellem mand og kvinde afhænger af gensidige rettigheder og forpligtelser. Kvinden er lige så meget værd som manden - med respekt for deres forskelligheder. Ingen har i teorien større status end den anden, men de er ikke ens eller identiske. Dvs. at de er forskellige og har derfor forskellige forpligtelser i familien og i samfundet. Til mandens forpligtelser hører, at han alene repræsenterer familien udadtil og derfor må tage alle familiens vigtige beslutninger, hvorved den omtalte ligestilling i praksis er værdiløs og kvinden slutteligt hører under manden og hans beslutninger.
Andre overbevisninger.
Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moske i Hvidovre, ser sig som en del af Islam, men anerkendes ikke generelt som muslimer, og Ahmadiyya-moskeen omtales kun som moske af bevægelsen selv.
Druserne og alawitterne er begge shi'itiske sekter, men afviger i trosbekendelsen.
Intern debat.
Der findes en lang tradition for akademisk debat i islam. Tariq Ramadan og Irshad Manji er to af nutidens mest berømte muslimske teologer.
Moske.
Moske (eller moské) (مسجد) er en bygning, hvor muslimer samles til bøn og undervisning. En Moske har en minaret, som er et tårn, hvorfra der fem gange dagligt lyder muaddhinens (bedeudråberrens) kald. I moskeen ledes bønnen af en imam.
Før bønnen er der rituel afvaskning af fødder, hænder og ansigt. I moskeen beder alle på et bedetæppe og laver de rituelle bevægelser, kaldet prostrationer. Det er for at vise Gud underkastelse og hengivenhed. De bedende står på rækker med front mod Mekka. Retningen er angivet ved en "mihrab", en speciel bedeniche. Ved siden af den står imamen.
Selv om bønnen ikke behøver foregå i moskeen, skal en muslimsk mand bede i moskeen fredag eftermiddag. På denne dag holdes der også prædiken fra en "minbar."
Den første skandinaviske moske Nusrat Djahan ligger i Hvidovre og blev bygget i 1967.
Mænd og kvinder er i moskeen delt op, så kvinderne står bag mændene.
Skriftsprog.
Skriftsprog er sprog der udtrykkes eller repræsenteres ved hjælp af tegn nedfældet på et fast materiale eller elektronisk.
Skriftsprogets oprindelse.
Det første skriftsprog der opstod går helt tilbage til år. 3250 f.Kr., og blev brugt frem til år 400 e.Kr.
Dette skriftsprog blev kaldt hieroglyffer, og blev anvendt af de gamle ægyptere. Der fandtes 2 forskellige former for hieroglyffer; det ene var de hierarkiske som blev brugt når der skulle skrives på sten, og det andet, det ’demotiske’ blev brugt når der skulle skrives på papyrus, templer samt grave.
På et ukendt tidspunkt glemte man al viden om hieroglyfferne, og i flere år-hundrede kunne man ikke tyde hieroglyfferne. Først i juli 1799, hvor man fandt Rosettestenen under Napoleons felttog i Ægypten, blev det igen snart muligt at forstå hieroglyfferne.På Rosettestenen var der nedskrevet den samme tekst med 3 forskellige skrifter, nemlig ægyptiske hieroglyffer, ægyptisk demotisk og græsk.
I 1822 tydede Thomas Toung og Jean-François Champollion Rosettestenen, og fastslog derved de fleste grundlægende hieroglyffer. Der findes mere end 700 hieroglyffer i hieroglyf-alfabetet.
Ordet Hieroglyf er egyptisk (nogle mener græsk) og betyder ”helligt tegn”, og skyldes at Egypterne mente at deres ’visdom og skriftens gud’, Thoth, havde givet skriften som en gave til menneskeheden. Man mente derfor at hieroglyfferne havde en speciel magisk kraft. Derfor troede man blandt andet, at de kunne helbrede.
Største skriftsprog rangordnet efter udbredelse.
Nedenstående er fra Dr. Bernard Comrie’s artikel til Encarta Encyclopedia (1998): Antallet af personer der har sproget som modersmål.
I alt er der ca 150 levende skriftsprog, men det skal sammenlignes med, at der er over 3000 talesprog.
Talesprog.
Talesprog er et sprog som udtrykkes mundtligt, hvor lyde repræsenterer ord eller meninger. Talesprog ses ofte som modsætningen til skriftsprog.
Talesprog kendetegnes bl.a. ved gentagelser, gruppesprog,slang og dialekt. Desuden indeholder talesprog ofte ufuldendte sætninger.
Tegnsprog.
Tegnsprog er døves sprog. Dansk tegnsprog er et sprog som dansk talesprog, og lige som dansk talesprog ligner de øvrige skandinaviske talesprog, så ligner dansk tegnsprog svensk og norsk tegnsprog. Mange danske døve kender til andre landes tegnsprog, især det amerikanske ASL, der bruges meget ved kommunikation mellem døve fra forskellige lande.
I modsætning til det talte sprog, som udtrykkes ved hjælp af lyd, udtrykkes tegnsprog visuelt: med bevægelser, gestus og mimik.
Tegnsprog er et selvstændigt sprog; det har sin egen grammatik, som er forskellig fra den danske. Tegnsprog er ikke internationalt i modsætning til Esperanto og Volapyk. Tegnsprog er ikke et "opfundet" kunstsprog, men et sprog, som er udviklet gennem årtusinder over hele verden. Platon beskriver fx tegnsprog i det antikke Grækenland. Der findes omtrent lige så mange forskellige tegnsprog i verden, som der findes talesprog, men ikke alle lande har lovpligtig undervisning af døve, og der findes derfor mange lande, hvor det lokale tegnsprog kan variere meget fra region til region, og hvor der ikke findes et "rigsmål".
Mundhåndsystem er et mundaflæsningsstøttesystem opfundet i Danmark af Georg Forchhammer, forstander ved Nyborgskolen i starten af 1900-tallet. I det angiver højre hånds fingres bevægelser konsonanterne i det talte sprog, og det bruges som støtte ved mundaflæsning. Der findes i dag kun ganske få døve i Danmark, som kommunikerer ved hjælp af mundhåndsystem.
Lorm er et alfabetiseringssystem og således ikke et egentligt tegnsprog. Bruges af døvblinde især i tysktalende lande.
Døve bruger ikke braille, som er et punktsystem til læsning for blinde og svagtseende.
Kropssprog.
Kropssprog er en form for non-verbal kommunikation og består af sammensætningen af kropsholdning, ansigtsudtryk, øjenbevæglser og gestus. Kropssproget fortolkes ubevidst af alle med undtagelse af autister. Ordret "kropssprog" blev opfundet af den australske sælger, forfatter og marketingsekspert Allan Pease i begyndelsen af 1970'erne.
Kropssprog er altså en del af det sprog, der mere eller mindre bevidst udtrykkes med vores krop og ansigtsudtryk. Kropssproget udtrykker vore indre tanker, og hvad vi synes om vores omgivelser og de mennesker, vi er sammen med.
Psykologen Albert Mehrabian fandt ved forsøg ud af, at kropssproget og den nonverbale kommunikantion har den største betydning for, hvordan vi opfatter andre. Han er kendt for 7-38-55 reglen: vores opfattelse af andre og troværdigheden af det, de siger, afgøres af deres ord (7%), betoning (38%) og kropssprog (55%). Regelen er dog langt fra ufravigelig.
Det var zoologen Desmond Morris, der skabte interessen for non-verbal kommunikation og kropssprog uden for forskerkredse med sin bog "The Naked Ape".
Geofysik.
Geofysik er den videnskab, der beskæftiger sig med jordens, havets og atmosfærens fysiske forhold.
Geofysik anvendes til kortlægning af undergrunden her på Jorden, men også andre steder i solsystemet; f.eks. er det muligt at studere Solens indre via de rødforskydninger, som opstår i sollyset, når der er "jord"skælv på Solen - denne disciplin kaldes for helioseismik og er en sidegren af seismikken, som er en af de store geofysiske discipliner.
Seismik er en geofysisk metode, hvor undergrunden kan kortlægges via udbredelsen af lydbølger. Seismik anvendes bl.a. til at finde olie i undergrunden og til at kortlægge jordens indre. Det er ved hjælp af seismiske målinger, at man har fundet ud af, at jordens ydre kerne er flydende.
Herudover findes en lang række af andre geofysiske metoder. Blandt andet de elektriske og elektromagnetiske metoder, hvor man enten sætter strøm direkte til jorden eller påtrykker jorden et magnetfelt. Responset fra jorden fortæller os noget om jordens fysiske egenskaber, og man kan herud fra lave en geologisk tolkning af de fysiske resultater. De elektriske og elektromagnetiske metoder anvendes i Danmark primært til råstofkortlægning samt indenfor miljøgeofysikken til kortlægning af grundvandsmagasiner og deres sårbarhed (sårbarhedskortlægning), forurenede områder m.v.
Isbjerg.
Isbjerg vest for Ilulissat fjord.
Billede:Iceberg.jpg|thumb|Antarktisk isbjerg - sammensat billede (foto Uwe Kils) fra
Et isbjerg er en stor ismasse flydende i havvand. Består ofte af ferskvandsis brækket af en bræ.
Ca. 1/9 del af isbjerget er over vandoverfladen, mens de resterende 8/9 dele er under pga. isens mindre massefylde. Dette betyder, at isbjerge er farlige for skibe, da der er stor risiko for at støde ind i den del, der ligger under vandoverfladen, selvom man sejler uden om den synlige del af isbjerget. Mere farligt er det dog, når isbjerget ruller hurtigt rundt eller brækker over og rejser en stejl bølge pga. ændret vægtfordeling. Men allerværst er de stykker, som brækker af isbjergets underside og med stor fart stiger op mod overfladen, langt fra isbjeget. Når isbjerge flyder så højt i vandet, skyldes det, at der er luft fanget i isen, og at saltvandet bærer bedre oppe end ferskvand.
De mest kendte skibsulykker med isbjerge er oceandamperen "Titanic", som forliste 15. april 1912 og S "Hans Hedtofts" forlis den 30. januar 1959, hvor 95 passagerer og besætningsmedlemmer omkom.
Isbjerge findes i de arktiske og antarktiske have, hvor der på søkort er angivet grænser for isbjergenes normale udbredelse.
Isbjergene i Nordatlanten stammer overvejende fra Grønland.
Der udarbejdes også kort med den aktuelle udbredelse, som kan hentes via internettet, hvilket sker i samarbejde med Danish Center for Remote Sensing (DCRS) på DTU (se "eksterne sider" nedenfor).
Video af isbjerg, der vælter i Ilulissat Isfjord.
Grimms eventyr.
Titelbladet til første bind af den tyske originaludgave af "Grimms eventyr"
Grimms eventyr er en samling af 211 (eller 217?) eventyr, samlet og udgivet af brødrene Grimm, 1812-1815. Eventyrene udkom første gang på dansk i 1821. Nogle få af eventyrene er danske folkeeventyr, som er oversat til tysk. Andre af fortællingerne som f.eks. "Tornerose" og "Den bestøvlede kat" har fransk oprindelse og er sandsynligvis forfattet af Charles Perrault.
Den erotiske side og den blodige side af folkeeventyrene er som regel nedtonet eller censureret.
Eventyret handler om en far som har to sønner, den ene er klog og flittig, mens den anden er dum og uduelig. Det eneste som den dumme søn ønsker er at han vil lære at være bange, han har nemlig aldrig prøvet at være bange før. Hans far sender ham over til degnen som prøver at opfylde hans ønske ved at klæde sig ud som et spøgelse. Den dumme søn hopper dog ikke på det trick men ender med at brække degnens ben. Derefter bliver han smidt ud af sin far. Han begiver sig ud på landevejen for at finde nogle som kan lære ham at være bange. På landevejen møder han en mand, som siger at han skal sove én nat under galgen hvor 7 døde mænd hænger. Efter at have tilbragt natten med de 7 døde mænd, har han endnu ikke følt sig bange. Derefter begiver han sig videre ud af landevejen. Han møder en kusk og følger med ham ind til en kro, der beklager han sig over at han ikke har lært at være bange. Værten siger til ham at kongen vil give sin datter til den der tør tilbringe 3 nætter i et forhekset slot. Næsten dag tager han ind på det forheksede slot. Første nat møder han en masse katte og hunde, men da de har poter og ikke kan spille kort med ham, vælger han at dræbe dem. Derefter lægger han sig til at sove i en seng, men den bliver levende og løber rundt med ham ovenpå. Det syntes han er sjovt. Sengen bliver ved indtil den vælter, derefter lægger han sig hen til at sove. Næste dag ved midnatstid sidder han ved ilden, da en levende død kommer og tager hans skubber til ham. Han bliver sur og skubber igen. Derefter kommer der flere levende døde, og de henter dødningeben og dødningehoveder og begynder at spille kegler, han får også lov til at spille med. Den tredje dag kommer 6 høje mænd ind med en kiste hvori en død mand ligger. Han har hørt at man bliver vækket til live igen hvis man bliver varmet op, så han lægger manden ind til sig og varmer ham. Den døde vågner op, men begynder at råbe af ham, han bliver sur og putter manden ned i kisten igen. Da træder en stor mand ind og siger at han vil dræbe ham, men han banker manden. Han bliver forlovet med prinsessen, men han er trist fordi han endnu ikke har lært at være bange. Men en dag hvor han sover sammen med sin kone, lister hun ud til en bæk, hvor hun henter vand som hun hælder ud over ham. Da bliver han bange.
Billedsprog.
Billedsprog er et sprog, som benytter sig af figurer, farver og andre grafiske elementer.
Benyttes i kunstarter som maleri, tegning, fotografi og film.
Billedsprog er omskrivninger, det vil sige at ord og udtryk erstattes med andre, som skal aflæses/opfattes i ’overført’ betydning. Billedsprog kan anvendes af mange grunde, man kan få noget svært forståeligt til at virke mere klart og tydeligt med et billede, billedet kan også få læseren til at tænke mere over ordets betydning og associationer.
Sammenligning: Er hvor man siger noget og sammenligner det med noget andet. For eksempel: Den danske sang er ’lige som’ en pige (her bruges bindeord 'som', ’lige som’ eller ’som om’).
Metafor: Er hvor man siger noget, der oftest er noget vrøvl, hvis man tager det bogstaveligt. Men hvis man ser metaforisk på det, giver det som oftest mening, men man er nødt til at være intimt bekendt med et sprog for at forstå metaforerne i det. Eksempler: Kold i røven, du er min rose, hundesulten, luk låget, klap gællerne i, solen står op, at tage tyren ved hornene, at kaste lys over sagen osv. (bemærk: ingen bindeord)
Besjæling: Gøre en konkret ting levende, tillægge den menneskelige egenskaber, f.eks. dansende blomster, sovende skyer, overvågende himmel osv.
Personifikation: Abstrakte begreber tillægges egenskaber, f.eks. tidens kolde tand, lovens lange arm, manden med leen osv.
Symbol: Et udtryk der skal opfattes konkret (det bevarer sin egenværdi), men som samtidig henviser til andre forhold i teksten (det peger altså udover sig selv). Det litterære symbol kan skabe en overordnet sammenhæng mellem forskellige passager i teksten og samle forskellige forstillinger, følelser og tanker til en meningsenhed.
Når man skal fortælle om billedsprog, kan man forklare noget om real- og billedplan.
Sammenligning: Din kind er som en rose
Sammenligning: Hun er som en fugl
RMS Titanic.
En avis overskrift om forliset
Isbjerget der antages at have sænket skibet
En redningsbåd (Engelhardt D) med nogle af de overlevende
Tegning af receptionen på første klasse
Eksempel på hvor stort skibet var
RMS Titanic var det andet skib i White Star Lines Olympic-klassen og var dens tids største dampdrevne skib. Titanic forliste natten mellem den 14. og 15. april 1912. Forliset gik over i historien som en af de største skibskatastrofer i fredstid.
Bygning af Titanic.
Titanics køl blev lagt allerede tre måneder efter Olympics, som var blevet lagt i december "1907". Dette betød, at de to skibe næsten kunne bygges på samlebånd, og de ting, som man lærte ved konstruktionen af Olympic, kunne derved let og hurtigt overføres til Titanic. Titanic blev bygget ved siden af sin søster med plads nr. "401", hvor Olympic bar plads nr. "400". Arbejdet på de to skibe skred hurtigt frem, og Olympic var klar til at løbe af stablen og komme i vandet for første gang den 20. oktober 1910. Herved gik hun ind i historien som det største menneskeskabte objekt, der nogensinde havde bevæget sig.
Imens arbejdet med at udruste Olympic blev påbegyndt, fortsatte arbejdet på Titanic med at få hendes skrog færdiggjort. Titanic var endelig klar til at følge sin søster i vandet den 31. maj 1911, hvilket var samme dag som Olympic blev overdraget til White Star Line i Belfast havn. Dette skete efter to dages prøvesejlads, som blev gennemført uden problemer. Da Titanic løb af stablen, overtog hun sin søsters plads som verdens største skib, da hun var den tungeste af de to.
En undersøgelse, offentliggjort i 2008, dokumenterer, at Titanics bygning ikke levede op til de kvalitetskrav, konstruktørerne havde opstillet. Det gælder specielt for de nagler, der blev brugt. Kun de mest krævende samlinger blev lavet af stålnagler, resten af mere skrøbelige jernnagler. Det forcerede byggetempo medførte, at kvalificerede leverandører ikke kunne følge med, hvorfor værftet måtte indkøbe sekundavarer. Endvidere kneb det med at finde tilstrækkeligt mange specialuddannede og erfarne nittere til arbejdet.
Søsætningen.
Søsætningen af Titanic blev overværet af mange, både på land og fra mindre skibe, som samledes ud for Titanic for at overvære stabelafløbningen. White Star Lines direktør J. Bruce Ismay, Harland og Wolff's Lord Pierre og J. P. Morgan - den reelle ejer af Titanic og Olympic - var også til stede. Klokken 12:13 blev ordren givet til at lade skibet glide i vandet for første gang. Det tog Titanic 62 sekunder, hvorved hun opnåede en gennemsnitsfart på 12 knob (22 km/t).
Under søsætningen krævede Titanic et liv. James Dobbis, som var en af de mange skibsarbejdere, som skulle fjerne de træbjælker, der holdt Titanic fast, nåede ikke væk i tide, inden det store skib begyndte at bevæge sig og fik alvorlige kvæstelser, da han blev ramt af nogle af disse bjælker. Han døde senere af sine kvæstelser. I alt mistede 16 mennesker livet under byggeriet af Titanic og Olympic.
I nogle timer kunne man se de to søsterskibe, Olympic og Titanic, sammen, da Olympic samme dag var blevet overdraget til White Star Line. Klokken 15:00 gik J. Bruce Ismay mfl. om bord på RMS Olympic og sejlede tilbage til Liverpool.
Da Titanic var blevet søsat, gik turen over til en speciel tørdok, som var blevet bygget til Olympic-klassen, hvor Titanic, ligesom Olympic, skulle undergå sin udrustning.
Under udrustningen fik Titanic ligesom sin søster installeret sine store motorer, som noget af det første, da det senere, når dækket var blevet lukket, ikke længere ville være muligt at få disse store maskiner ned i maskinrummet. Også Titanics 29 kedler blev installeret, samt hendes store generator, som skulle levere strøm til alle skibets lamper og store maskiner, bl.a. køkkenmaskinerne. Disse generatorer skulle senere gøre Titanics maskinarbejdere til helte, da de holdt dem i gang og derved vedligeholdt strøm og lys på skibet, lige indtil kort før Titanic sank.
Efter at de store maskiner var blevet installeret, begyndte arbejdet med resten af skibet, hvilket indebar alt fra andre tekniske instrumenter til de flotte udsmykninger, som skulle gøre Titanic til ikke blot verdens største skib, men også det mest luksuriøse, endda i meget større grad end Olympic. Alle disse ting resulterede i, at Titanic endte med at være godt 1.000 tons tungere end Olympic.
Selvom Olympic-klassen havde fire skorstene, var det faktisk ikke nødvendigt med flere end tre, men da Lord Pierre mente, at skibene ville komme til at se både større og prægtigere ud med fire, fik de sat en ekstra skorsten på, som dog på ingen af de tre skibe blev brugt til maskinerne. For at de ikke bare skulle sidde der til ingen nytte, valgte man på alle tre skibe at benytte den fjerde og bagerste skorsten til ventilation fra maskinrummet og fra køkkenet.
Arbejdet på Titanic blev dog forsinket, efter at Olympic den 14. juni 1911 var kollideret med den britiske krydser HMS Hawke, hvilket betød, at arbejdskraft fra Titanic måtte overføres til reparationen af Olympic, som bl.a. måtte have skakten til skrueakslen skiftet, hvilket dog ikke blev noget særligt stort problem, da Titanic endnu ikke havde fået installeret sin.
Redningsbådene.
I januar 1912 blev Titanics redningsbåde monteret. Oprindeligt ville man have 64, men som på Olympic valgte man at skære antallet ned til 14 standardbåde, 2 nødbåde samt 4 Engelhardt sammenfoldelige både, hvilket gav en totalkapacitet på 1.178 personer. Olympic-klassen kunne medføre ca. 3.300 personer, men da The Board of Trade blot krævede, at et skib på over 10.000 tons havde minimum 16 redningsbåde, valgte man at skære antallet ned til 20, hvorved man mere end overholdt reglerne.
Der var flere grunde til, at man valgte at skære så kraftigt ned på antallet af redningsbåde. Den ene var, at man ikke forventede at skulle bruge redningsbådene til andet end at sejle folk over til et andet skib i tilfælde af ulykker, da man regnede med, at Olympic-klassen sagtens kunne holde sig flydende længe nok, til at hjælpen kunne komme frem. En anden årsag var, at man mente, at alle de redningsbåde ville gøre det for besværligt at komme rundt på skibet for passagererne;endelig mente man, at Olympic-klassen, og i særdeleshed Titanic, var usynkelige og derfor fungerede som sin egen redningsbåd.
Den 3. februar 1912 var Titanic igen tilbage i tørdokken for at få påmonteret sine tre enorme skruer, samt for at få den sidste tur med maling på hele skroget. Det varede dog ikke længe, før Titanic måtte forlade tørdokken for at give plads til Olympic, som havde mistet et af sine skrueblade efter at have ramt en neddykket genstand. Dette kom dog ikke til at betyde ret meget for Titanic, da det kun tog skibsarbejderne en enkelt dag at skifte Olympics ødelagte skrue, fordi man kunne nøjes med at afmontere Titanics styrbordsskrue og montere denne på Olympic, hvorefter hun igen forlod værftet.
Dette var den sidste gang, de to søstre mødtes.
Titanics første sejlads.
I slutningen af marts var arbejdet på Titanic færdigt, og det var nu tid til, at Titanic skulle ud på en prøvesejlads, hvilket var planlagt til at skulle begynde den 1. april 1912 klokken 10:00, men pga. dårligt vejr valgte man at skubbe det til dagen efter. Grunden til dette var, at det ville have været alt for risikabelt at skulle manøvrere det enorme skib ned igennem Lagan floden, ved hvis bred Harland og Wolff værftet lå.
Tirsdag den 2. april var vejret så godt nok til at sejle Titanic ud af floden, og mange folk samledes omkring flodens bredder for at se Titanic, når hun sejlede igennem. Om bord var 78 fyrbødere, 41 besætningsmedlemmer herunder officerer mm. Titanics kaptajn under prøvesejladsen var Kaptajn Charles Barlett, eneste mand som havde kommandoen på alle tre skibe i Olympic-klassen. Charles Barlett, som ligeledes havde haft kommandoen på Olympic på hendes prøvesejlads og senere fik kommandoen på HMHS Britannic. Der var også repræsentanter fra bl.a. IMM i form af Harold A. Sanderson, og fra Harland og Wolff var Thomas Andrews og Edward Wilding om bord. De eneste, som manglede, var White Star Line, hvor både J. Bruce Ismay og Lord Pierre ikke kunne komme (Lord Pierre pga. sygdom). Også Titanics to radiooperatører Jack Phillips og Harold Bride var om bord, primært for at teste og finindstille Titanics radiosystem. Ligeledes om bord var C.J. Smith fra Southampton, som havde leveret skibets kompas, hvilket skulle testes for korrekt montering. Fra the Board og Trade var Mr. Carruthers om bord; han havde til opgave at sikre sig, at alt virkede om bord på skibet og derved kunne give grønt lys for, om skibet kunne tillades at transportere passagerer.
Om morgenen den 2. april 1912 klokken 06:00 ankom de slæbebåde, som skulle fragte Titanic ud på det åbne vand, hvor hendes prøvesejlads skulle foregå. De bestod af i alt 5 slæbebåde, hvoraf den ene var Harland & Wolffs egen slæbebåd, Hercules, som fik æren af at modtage den første af Titanics slæbetov. De andre både var Huskisson, Herculaneum og Hornby. Efter at alle slæbebådene havde modtaget deres slæbetov og havde indtaget deres positioner, lød startsignalet fra hovedslæbebådens fløjte, og slæbebådene begyndte dernæst stille og roligt at stramme tovene og begyndte derved at slæbe det prægtige skib ned ad floden, hvor masser af mennesker var forsamlet for at se Titanic.
Da Titanic var kommet 2 mil (3,2 km) ud fra Carrickfergus, løsnede slæbebådene grebet, slap tovene og sejlede i sikker afstand fra det prægtige skib. Tiden var kommet til, at Titanic for første gang skulle sejle for egen kraft. Da ordren fra broen kom, åbnedes ventilerne, og damp fra kedlerne blev ledet ind i de enorme motorer, sandhedens time var kommet. Titanics skruer begyndte langsomt at dreje, og skibet begyndte at bevæge sig for egen kraft.
Titanic på vej ud på prøvesejlads. Stille og roligt accelererede man skibet op på 20 knob (37 km/t), hvorefter man stoppede motoren og lod skibet stoppe af sig selv. Adskillige andre manøvrer, hvilke bl.a. omhandlede drejninger kun ved brug af roret og ligeledes kun skruerne, samt diverse start-stop test blev udført. Kort efter middag udførte man endnu en test, hvor Titanics ror blev drejet helt til den ene side, hvorefter skibet sejlede i en cirkel med en diameter på 3.850 yard (3500 meter).
Den næste test, som Titanic undergik, var, hvor hurtigt skibet kunne bringes til stop, hvis skruerne blev sat fuld kraft bak. Denne test kunne Titanic udføre på 850 yard (777 meter).
Derefter vendte man skibet og sejlede så hjemad igen, hvor man prøvede drejninger til begge sider på vejen for at se hvordan skibet lod sig manøvrere. Klokken 19:00 blev skibet stoppet for at undergå en sidste test, hvilken gik ud på at teste styr- og bagbord ankrene, hvilket gik uden problemer.
Derved var Titanics prøvesejlads komplet, og Mr. Carruthers underskrev sammen med Sanderson og Andrews Titanics certifikat, hvilket betød at Titanic nu var klar til at indtage sin plads som passagerskib ved siden af sin søster.
Dernæst blev alle, som ikke skulle med til Southampton, sejlet i land. Klokken 20:00 forlod Titanic sin fødeby, denne gang for altid, og satte kurs imod Southampton. Ved ankomsten til Southampton blev Titanic mødt af fem slæbebåde fra Red Funnel Line; Ajax, Hector, Vulcan, Neptune og Hercules. Sammen bragte de Titanic sikkert ind på kajplads 44, hvor hun 7 dage senere skulle påbegynde sin jomfrurejse den 10. april 1912.
Rejsen.
Inden det skæbnesvangre møde med isbjerget havde Titanic allerede været ramt af adskillige uheld. Nogle passagerer valgte at tolke det som dårlige forvarsler. F.eks. nægtede en mor på 3. klasse at sove om natten, fordi hun var overbevist om, at noget katastrofalt ville ske.
Allerede på afrejsedagen den 10. april 1912 var der tale om to større uheld. Det ene skyldtes en ildebrand i et af kulrummene, der tog timer at få slukket. Det andet og noget mere skæbnesvangre uheld skete kort efter at Titanic havde lagt fra kaj. Suget fra de 3 enorme skibsskruer havde fået løsrevet et nærliggende fartøjs fortøjninger, der fik fartøjets bagende til at svinge ud. Titanic blev sat på fuld bak for at komme væk, mens bugserbåde strømmede til for at undgå et sammenstød. Med kun få meter fra en katastrofe lykkedes det bugserbådene at få hevet det mindre fartøj væk fra Titanic. Denne hændelse blev skyld i at Titanic blev over en time forsinket, inden det nåede første stop i Cherbourgh, Nordfrankrig. Her kom nogle af de mest prominente passagerer om bord, inklusiv Molly Brown og verdens rigeste mand John Jacob Astor.
Kort før middag 11. april nåede Titanic sit andet og sidste stop i Irland. Her gik nogle heldige passagerer i land, mens primært håbefulde emmigranter gik om bord på 3. klasse. Omkring 13.30 lettede Titanic anker og dampede ud på Atlanterhavet med ca. 2230 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.
I de følgende dage forløb sejladsen planmæssigt og Titanic skød en god fart. Der har været utallige diskussioner siden forliset, om hvorvidt der har været forsøg på at sætte hastighedsrekord over Atlanten. Det hurtigste skib på den tid var Mauretania, der var konkurrentens pragtstykke. Titanic forsøgte ikke at slå rekorden da Titanics topfart "kun" var 24 knob (44,5 km/t). Rederiet White Star Line satsede mere på luksus og komfort end på hastighed.
Fredag den 12. april modtog Titanic den første advarsel om is forude for deres rute. Flere fulgte i løbet af dagen og lørdagen. Søndag aften modtog radiotelegrafisterne Jack Phillips og Harold Bride alvorlige ismeldinger, men nogle af dem nåede aldrig kaptajn Smiths hånd. Den sidste advarsel blev modtaget kort før kl. 23, ca. 3 kvarter før sammenstødet.
De sidste timer.
23.39: Et enormt isbjerg bliver spottet af Frederick Fleet og Reginald Lee, der sidder i Titanics udkigstønde. Officer William Murdoch sætter skibets skruer på fuld kraft bak og giver kommando: "Hårdt styrbord" hvilket bringer roret hårdt til bagbord (I 1912 var det "tiller ordre" altså rorpinds ordre i england. Bring rorpinden mod styrbord), men de er for tæt på. Titanic har kun 37 sekunder at reagere i fra isbjerget bliver set, til de rammer det.
23.40: Titanic rammer isbjerget, der perforerer skroget under vandlinien, ca. 1/3 af skibets længde.
00.05: Kaptajn Smith beder radiotelegrafisterne, Jack Phillips og Harold Bride, sende bud efter øjeblikkelig hjælp. De starter med at bruge det traditionelle CQD, men i nattens løb begynder de også at bruge SOS. En myte tilskriver Titanic som det første skib der brugte SOS. Det er imidlertid ikke rigtig idet det konkurrende rederi Cunards SS Slavonia allerede havde brugt det 10. juni 1909.
00.10: Redningsbådene gøres klar. Der er over 2200 om bord, men kun plads til 1178 i bådene.
00.45: Redningsbåd 7 forlader, som den første, Titanic, med kun 28 ud af 65 pladser besatte. Et skib er blevet spottet fjernt i horisonten og man begynder at affyre nødraketter for at tiltrække sig det ukendte skibs opmærksomhed - uden held.
00.55: Redningsbåd 6 forlader skibet. I båden befinder sig bl.a. Grevinden af Rothes og Molly Brown.
01.30: På dette tidspunkt er Titanics stævn forsvundet ned i det blikstille hav. Mange af passagererne, der har været overbevist om, at Titanic kun ville synke til et vis punkt (skibet var jo usynkeligt), lader nu til at have indset at det ikke er usynkeligt, og de begynder at storme de sidste få redningsbåde, der er tilbage.
02.05: Skibet Carpathia, som er på vej til undsætning, hører for sidste gang fra Titanic. Kaptajn E. J. Smith bliver set for sidste gang omkring dette tidspunkt.
02.10: Vægten af vandet i forskibet er nu så voldsom at det 269 meter lange skib begynder at løfte agterstavnen hurtigere op, mens skibets bov går længere ned. De sidste to sammenklappelige både forlader skibet, da det forreste af båddækket forsvinder ned i havet. Den ene båd kæntrer og flyder bort fra skibet med bunden i vejret.
02.18: De store maskiner, der befinder sig i det nu højt hævede agterskib, begynder at rive sig løs fra deres fundamenter og smadrer sig vej igennem skibet. Alt lys på Titanic går ud, og hun knækker kort efter mellem 3. og 4. skorsten.
02.20: Titanic forsvinder under havets overflade, og efterlader over 1000 mennesker i det iskolde hav. Omkring 500 menes aldrig at være nået ud af skibet i tide.
04:10: Carpathia når frem til ulykkesstedet og tager de overlevende om bord fra redningsbådene. De fleste af de omkomne i havet er ikke druknet, men derimod frosset ihjel pga. den lave vandtemperatur.
09:00: Den sidste overlevende tages om bord i Carpathia.
Symbolsk betydning.
Det luksuriøse skib som sank, kom til at symbolisere den verden, som forsvandt med udbruddet af første verdenskrig, hvor en overklasse sejlede på første klasse og havde en tjener på hver en finger, og så de fattige, som næsten ikke kunne tjene til deres levebrød med en fuldtidsstilling. Krigen gav højere lønninger og mangel på arbejdskraft, så de rige ikke kunne få tjenestefolk nok, selvom der skulle være rige nok til at betale dem en rigtig løn.
Samtidig betød forliset og krigen et tab af den fremskridtstro, som havde behersket verden.
I 1978 lavede den svenske sanger og sangskriver Mikael Wiehe sangen Titanic, hvor skibet blev brugt som allegori på det moderne menneskes autoritetstro, hvad angår f.eks. det teknologiske fremskridt: "Vi går til bunds/hvor vi står/men flaget/det går i top."
Organisk kemi.
Organisk kemi er den gren af kemi der beskæftiger sig med molekyler der indeholder kulstof (carbon), såkaldte organiske forbindelser. Denne gren af kemien kaldes organisk, fordi man troede, at de organiske stoffer kun kunne dannes af levende organismer og ikke syntetisk i et laboratorium.
M/S Hans Hedtoft.
M/S Hans Hedtoft, var et dansk skib der d. 30. januar 1959, på sin jomfrurejse til Grønland, ramte et isbjerg og sank. Det var opkaldt efter den tidligere statsminister Hans Hedtoft og bliver kaldt Grønlands Titanic.
M/S Hans Hedtoft var i 1959 den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) største og nyeste skib på 2.800 bruttoregisterton. Det blev bygget på Frederikshavns Værft i Frederikshavn plads nummer 226, påbegyndt den 13. august 1958 og færdiggjort den 17. december. Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldt farvand med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund, men ikke dobbelt skrog. Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand. Men modsat andre polarskibe var M/S Hans Hedtoft kun svejset på spanterne, og ikke også nittet. Dette bevirkede at skibet blev mere stift, og derfor havde sværere ved at modstå mødet med f.eks. isbjerge.
M/S Hans Hedtoft var ikke konstrueret som ovenfor nævnt. Skibet var bygget med forstærket klædning (25 mm. i bunden til 1,5 m. overvandlinien) Klædningen blev svejset i sømmene men nittet på spantet, hvilket er en væsentlig forskel.
S Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 19. januar.
Forliset.
Da M/S Hans Hedtoft var udråbt til at være synkefrit, blev der ikke taget specielt hensyn til advarsler om isbjerge, hvilket blev skæbnesvangert. Men blandt mange af rederiets egne kaptajner var der stor modstand mod helårssejlads i det arktiske farvand, specielt i farvandet omkring Kap Farvel. Denne frygt blev dog fra politisk hold tiet ihjel.
Den 30. januar 1959 kl. 13:56 blev der modtaget et nødsignal på vejrstationen i Prins Christians Sund fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler "Johannes Krüss" befandt sig ca. 25 sømil øst for M/S Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen. Kl. 17:41 meddelte M/S Hans Hedtoft "Vi synker langsomt...". Det var det sidste, man hørte til M/S Hans Hedtoft.
I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende. Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer) var omkommet.
Med sig til havets bund tog skibet kirkebøger fra alle grønlands sogne, da det var bestemt at de skulle på arkiv i Danmark.
Ni måneder senere drev en redningskrans i land i Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i "Frelserens Kirke" i Qaqortoq "Julianehåb".
Det danske "Titanic".
Det er fortsat en gåde, hvordan skibet kunne forlise. M/S Hans Hedtoft er blevet kaldt det danske Titanic, idet skibet - ligesom Titanic - på sin jomfrurejse påsejlede et isbjerg og sank, selvom det blev betragtet som synkefrit. Grønlandsminister Johannes Kjærbøl blev i Folketinget truet med en rigsretssag, da han angiveligt havde tvunget skibet til helårssejlads af personlig prestige.
Eftertiden.
Hans Hedtofts forlis gav anledning til, at der blev projekteret og bygget fire inspektionsskibe til søværnet, specielt designet til arktisk sejlads. Disse inspektionsskibe af Hvidbjørnen-klassen indgik i flådens tal i starten af 1960'erne.
En mindesten for de omkomne blev afsløret den 30. januar 2005 på Nordatlantens Brygge i København.
Gennem årene har der været adskillige forsøg på at lokalisere M/S Hans Hedtofts vrag, hvilket endnu ikke har været muligt. Siden 2004 har navigatør Claude Enoch kæmpet for at rejse penge til at finde grønlandsskibet M/S Hans Hedtoft.
Galathea-ekspeditionen meddelte den 12. september 2006, at man ville lede efter vraget på to sandsynlige lokaliteter, men denne eftersøgning gav heller ikke noget resultat.
Grøn.
Grøn er en farve som indgår i farvespektret. Den grønne del af spektret regnes omtrent fra 520 til 565 nanometer.
Symbolik.
Den grønne farve er håbets, det levende og vækstens farve. Det er hjertesidens farve. Den symboliserer tøbrud, genskabelse og genfødsel.
Det er farven i midten, som er formidlende, beroligende, forfriskende, menneskelig, kontemplationens og opstandelsesforventningens farve. Det er de udvalgtes farve. I folkesproget kan den også symbolisere umodenhed, en grønskolling. Grøn betyder fri bane.
I middelalderkunst kunne grøn have negativ betydning og være djævelens farve, fx som dæmonernes grønne øjne. I Kina kan grøn symbolisere døden. I kinesisk tradition er grøn og hvid modsætningspar, dualteterne. Den grønne drage i den kinesisk alkymi symboliserer urprincipper, yin. I europæisk alkymi symboliserer den grønne drage eller løve, opløsningsmidlet, kongevandet aqua regia.
I islam er grøn profetens farve. I reformationen i 1500-tallet var grøn protestantismens farve.
I nogle billedsymboler kan grøn symbolisere Mercurius (kviksølv).
Kristi kors afbildes ofte som grønt som symbol på håb og frelse, og gralen er smaragdgrøn, ligesom verdensdommerens trone er grøn jaspis. Evangelisten Johannes afbildes ofte med grøn kappe. I kirken er grøn den liturgiske farve i Hellig tre kongers- samt trinitatistiden, hvor evangelieteksterne handler om Jesu barndom og opvækst.
Hjerte-chakraets farve er grønt (der dog også sommetider kan være lyserød), der relaterer sig til højere følelser, kærlighed, medfølelse, omsorg, religiøsitet, vækst.
For okkultister spiller det grønne lys en særlig rolle. Umådelige mængder af grønt i en drøm, kan betyde oversvømmelse af negative naturmagter.
Stjernetegnene krebsens og skyttens farve er grøn, fiskens søgrøn.
Gul.
Gul er en farve. Navnet er afledt af grundstoffet guld.
Symbolik.
Solen og dermed lyset symboliseres ved gult. Guld er gult, og guld betragtes som det mest ædle metal, hvormed gul også står for rigdom og pragt, herlighed og hellighed. Den er storsindets, gavmildhedens, intellektets, intuitionens og anelsens farve.
Gul blev i oldtiden tilknyttet galden, der blev forbundet med det koleriske temperament. Farven står for jalousi og utroskab, misundelse (gul af misundelse), falskhed og forræderi. Det er de visnende blades farve og symboliserer derved modenheden. Bedragere og falske vidner skulle i gamle dage som straf bære gule hatte. Svovlgul er vredens og djævelens farve.
Gult kan symbolisere evigheden og forklarelsen.
Det var prostitutionens farve og også et udtryk for homoseksualitet. Ordet 'yellow' (engelsk for gul) er i angelsaksiske lande ensbetydende med fejhed.
I Kina var gul den fornemste af alle farver og var i perioder forbeholdt kejseren. Den forbandtes i østens med yang og står for universets centrum. I mayakulturen var gul symbol for verdenshjørnet syd. I islam er den symbol for visdom. Og zuni-indianerne forbandt gul med luften.
I alkymien henviser gul (cintrinitas) til det trin, hvor materien forvandler sig i retning af de vises sten. Solguden Apollons farve er gul, ligeså er gul pavens farve (sammen med hvid). Stjernetegnet tvillingernes farve er gul.
I kristendommen symboliserer gult det evige lys, Guds herlighed og magt. Den står for guddommelighed, visdom og kongelighed.
Judas blev i kunsten afbildet med gul kappe, ligeledes blev jødedommen symboliseret ved den gule farve. Kirken bestemte i 1215, at jøder skulle bære gult mærke på deres dragt. Af Israels tolv stammer symboliseres gult af Simeon.
Solar plexus-chakraet er gult, det står for det emotionelle, de jeg-orienterede følelser.
Regnbue.
En regnbue er et optisk fænomen; en "lyseffekt", som skabes på himlen, når lys fra Solen rammer små vanddråber i luften, f.eks. faldende regn. Sådan nogle svævende vanddråber har facon omtrent som en kugle - jo mindre de er, desto mere perfekt kugleform har de. Disse kuglerunde dråber bryder, eller "afbøjer" lyset på samme måde som et optisk prisme ved en proces, der kaldes refraktion. Og derudover opfører indersiden af dråbernes overflader sig til en vis grad som små spejle, (et fænomen der kaldes for "intern refleksion"), der kaster lyset tilbage i nogenlunde den retning, det kom fra - det er derfor, man altid ser regnbuer i retningen direkte væk fra solen.
Lys kan beskrives som et bølgefænomen, og "hvidt" lys, som det Solen udsender, består af lysbølger med forskellige længder. Det brydes, eller afbøjes, i lidt forskellige vinkler afhængigt af bølgelængden (se optisk dispersion), så selv om solstrålerne ankommer omtrent parallelle, sender dråberne de forskellige bølgelængder tilbage i lidt forskellige retninger.
Primære og sekundære regnbuer.
Lyset kan brydes på to forskellige måder, og dette er grunden til, at man ind imellem ser to regnbuer sammen: En lille og tydelig, kaldet den "primære regnbue", og en lidt større, men mindre tydelig, såkaldt "sekundær regnbue".
Strålegang for primær og sekundær regnbue
Dobbelt regnbue ved Suðuroy, Færøerne
Kontrastforstærket billede af flerdobbelte regnbuer
På den nederste tegning i illustrationen til højre ses en observatør (9), som ser ind i en zone af atmosfæren (12) der "bærer" på utallige, bittesmå og derfor kugleformede vanddråber. Sollyset (6) træffer vanddråberne, som bryder det hvide sollys op i farver og sender lys i forskellige farver ud i lidt forskellige retninger.
Den primære regnbue.
De dråber, der befinder sig ved (10) på tegningen, bidrager til at skabe det, som observatøren ser som den primære regnbue (3) - det sker ved, at lyset brydes som vist ved (7): Når den hvide solstråle (6) strejfer dråben (1), brydes lyset (4), så farverne spredes ud. I den modsatte side af dråben (2) kastes en del af lyset tilbage som følge af intern refleksion. Når lyset atter forlader dråben, brydes det én gang til, så farverne skilles yderligere fra hinanden.
I den primære regnbue ses den røde farve yderst i buen og de blå og violette farver inderst. Vinklen mellem den retning, den hvide solstråle ankommer i, og de vinkler de forskellige farver stråler ud af dråben, varierer mellem 40,6 grader (for blåt og violet lys) og 42,3 grader (for rødt).
Den sekundære regnbue.
Den lidt større, men til gengæld mindre tydelige sekundære regnbue skabes, fordi lyset også kan tage den rute gennem dråben, som er vist ved (8): lyset fra solen (6) strejfer dråben (1) i en anden vinkel, og igen brydes strålen ved (4), så farverne skilles ad. Denne gang rammer strålen dråbens inderside to gange; de steder, der er markeret med (2), inden den igen forlader dråben og bliver brudt én gang til, så farverne spredes yderligere.
Når lyset spejles i dråbens inderside ved intern refleksion, vil en vis del af det forlade dråben "i utide". Det lys, der danner den sekundære regnbue, har været igennem to sådanne "spejlninger" (hvor lyset til den primære regnbue kun spejles en enkelt gang), og det er forklaringen på, at den sekundære bue er mindre tydelig end den primære.
Vinklen mellem sollyset og det lys, der danner den sekundære regnbue, varierer mellem 50,7 grader for den røde inderside og 53,6 grader for den blå/violette yderkant.
Bemærk, at der er større forskel på vinklerne for h.h.v. rødt og blåt/violet lys i den sekundære regnbue (2,9 grader) end hos den primære (1,7 grader) - det forklarer, hvorfor den sekundære regnbue er bredere end den primære.
"Flerdobbelte" regnbuer.
Hvis vanddråberne har små og temmelig ensartede størrelser, kan man lige indenfor den primære regnbue se nogle svage, "ekstra regnbuer": Dette skyldes diffraktion; i visse retninger "mødes" lysbølgerne mens de er "i takt" (fase) så de adderes til en kraftigere lysbølge, mens bølgerne i andre vinkler mødes "i modtakt" (modfase), sådan at de "udslukker" hinanden.
Disse "flerdobbelte" regnbuer var et af de første tegn på at lys er et bølgefænomen. Thomas Young leverede den første forklaring på fænomenet i 1804.
Hoppende regnbue.
Under tordenvejr kan udladningen fra et lyn kortvarigt ændre formen på de regndråber, som danner regnbuen, så dennes placering på himlen ændres. Det ser ud, som om regnbuen foretager et kortvarigt hop til en anden position.
Regnbuer om natten.
Under sjældne omstændigheder kan man på nætter med meget "måneskin" opleve at lyset fra Månen kan danne en primær regnbue der lige netop er tydelig nok til at kunne ses. Dog er lyset fra sådanne regnbuer så svagt, at det menneskelige øje ikke kan skelne farverne — af den grund opfattes en natlig regnbue som grå nuancer i lag.
Violet forsvinder fra fotos.
På fotografier af regnbuer er det ikke altid til at se, at den blå farve "ender med" at skifte over i violet: det skyldes, at vores øjne kan "forveksle" nogle af de allerkorteste lysbølger (dem vi ser som violette) med nogle af de længste (de røde). Dette giver - i vore øjne - de korteste, synlige lysbølger et "rødt skær" oven i noget vi korrekt opfatter som blåt, og resultatet er, at vi ser de allerkorteste lysbølger som "blå med lidt rødt i", altså violet.
Kemikalierne i en fotografisk film opfatter ikke farverne helt på samme måde som øjet, så på et fotografi af en regnbue "forsvinder" den violette farve - den del af regnbuen bliver blot en del af en ekstra bred, blå kant. Se også gamut og synssans.
Kulturel betydning.
Regnbuer regnes i mange kulturer for lykkebringende.
I traditionel irsk folketro kan man for enden af regnbuen finde en guldskat.
I Det gamle testamente optræder regnbuen i afslutningen af Noa-historien, hvor Gud efter syndfloden lover aldrig mere at udrydde alt levende med vandfloden og som tegn på dette løft sætter regnbuen på himlen som påmindelse (1. Mosebog 9, 12-17).
I nordisk mytologi opfattes regnbuen, Bifrost, som en bro, der går fra Midgård, menneskenes verden, til Asgård, hvor guderne har hjemme.
Derudover bruges regnbuer som et symbol på mangfoldighed. Især den homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle verden har taget regnbuen til sig og bruger den under gaypride-parader over hele verden.
Lilla.
Lilla er farvetoner mellem rød og blå, og omfatter blandt andet indigo og violet.
Hvad er lilla.
Lilla er en sekundær farve og komplementærfarve til primærfarven gul. Komplementærfarver fremhæver hinanden, og er hinandens modsætninger. Ønsker man at fremhæve en lilla nuance i et maleri, sammensætning af tøj eller andre situationer, bruges gul til dette. Lilla konstrueres af primærfarverne rød og blå. Forskellige nuancer af lilla fås ved at variere forholdet mellem den røde og den blå og hvid for at få den perfekte lilla farve.
Lilla kan både være en varm og kold farve, afhængig af hvilke andre farver den sættes sammen med. Dog regnes den for det meste for en kold farve.
Visse farver er mere dominerende andre. For eksempel er lilla en mindre dominerende farve, og der behøves mere lilla for at skabe balance i for eksempel et maleri.
Lilla vs. Violet.
Violet og lilla misforstås tit af mange, som at være den samme farve. Det er de ikke. Violet er en spektralfarve, altså en naturlig farve, der har sin egen bølge længde, nemlig 380-440 nm. Violet kan af nogle ses i en regnbue. Lilla er derimod ikke en spektralfarve. I et spektrum optaget i et laboratorium kan man se den lilla farve. Man bruger en ”modsat” spalte og lader lyset løbe igennem et prisme derefter. Man kan se den lilla farve, fordi det spektrum man nu kan se, er komplementærfarver til det naturlige spektrum. Det er altså et komplementærspektrum. Lilla ses som komplementær til gul, som findes i det naturlige spektrum. Blå er komplementær til orange, ligesom rød er det til grøn.
Men farver som lilla og grålilla eksisterer faktisk slet ikke. Lilla er en farveblanding kombineret af røde og blå bølgelænger, altså ikke én. Når øjet ser en lilla farve, ser det blåt og rødt. Men fordi det blå og røde lys observeres og sendes videre til hjernen som en enkelt information, registrerer hjerne lyset som en farve; lilla.
Lillas symbolik.
Lilla har mange forskellige symbolske betydninger, afhængig af hvilket land man befinder sig i, eller hvilken religion man har osv.
Se også.
Violet (symbolik)
Blå.
"Den blå salon" i museet på slottet i Bielsko-Biała, Polen
Blå er en farve. I oldtiden betød blå også alle andre mørke farver, f.eks. sort.
Blå er himlens og havets farve.
Symbolik.
Den blå farve er i mange kulturer knyttet til guder og det guddommelige og er symbolet på Guds sandhed og evighed. I den vestlige kultur er blåt Jomfru Marias farve efter hendes blå kappe.
De egyptiske guder og konger bar ofte blåt skæg og paryk, og både i Egypten og Mexico var det farven, der forbandt guderne og det guddommelige. I Egypten tilknyttet himmelguden Amûn.
Blå var også farven på Odins kappe samt farven for de oldindiske guder Vishnu og Krishna.
I Kina symboliserer blåt retningen øst. I Europa er romantikkens blå blomst lig med tankeflugt.
Blåt anvendes af og til liturgisk i stedet for violet.
I astrologien er stjernetegnet Tyrens farve lyseblå, Skorpionens blå, Skyttens kongeblå og Vandmandens mørkeblå.
Blå er farven for kærlighed og spiritualitet. Det er troskabens og det hemmelighedsfuldes farve. Også farven for fjernhed (de blå bjerge) og udlængsel. Det er tænkningens farve.
Hals-chakraets farve er blå, der i sit positive aspekt kan symbolisere højere bevidsthed, healingsenergi, i sit neutrale aspekt tænkningen og i det negative fortrængningen. Står for udtryk, kommunikation, kreativitet og spiritualitet.
Blå amuletter kan neutralisere onde blikke.
Blå betragtes også som selvtillid, men også som uskyld: "han så ind i hendes uskyldige, blå øjne".
Trivia.
Blå mandag. I Tyskland kom man ulden i et farvebad om søndagen. Det lå til iltning hele mandagen, hvorefter det blev (indigo)blåt. Heraf udtrykket, 'blauen Montag machen'.
Blåt symboliserer kongerne og de adelige og dermed det fornemme (blåt blod i årerne, Kraks Blå Bog).
Højere kongelige ordeners skulderbånd er i reglen blå: Elefantordenen (dansk), Hosebåndsordenen (engelsk), Serafimerordenen (svensk) og Helligåndsordenen (fransk). Heraf Cordon Bleu (Blå Bånd).
I visse dele af Belgien lader man børn gå i mariablåt til de er 7 år.
Den danske konge Harald Blåtands tand var ikke blå, men sort.
Applet.
En applet er i it-sprogbrug en betegnelse for en lille applikation, oftest et program der automatisk hentes og udføres i en browser, men hvis programkode er adskilt fra websidens øvrige indhold (i modsætning til et script der udgør en del af teksten i websiden).
It-Terminologi-Udvalget.
It-Terminologi-Udvalget er et udvalg under Dansk Sprognævn der har udarbejdet en database med nogle almindelige it-begreber. Basen er blevet til som et resultat af diskussioner om it-begreber og den sproglige side af brugen af dem.
It-Terminologi-Udvalget har beskæftiget sig med begreberne og termerne som et indledende forsøg på at etablere retningslinjer for en fornuftig it-sprogbrug på dansk.
Danmarks Retsforbund.
Danmarks Retsforbund, i daglig tale blot Retsforbundet, er et parti på den politiske midte med liberale og sociale træk. Partiet var repræsenteret i Folketinget i de fleste perioder fra 1924 til 1981. Partibogstavet E bruges stadig ved kommunalvalg.
Ved valget i 2005 deltog partiet i samarbejdet bag Minoritetspartiet. Partiet deltog ikke i 2007-valget, men opfordrede til at folk måtte stemme på partier, der ønsker en folkeafstemning om EU-reformtraktaten.
Ved EF-valget i 1979 var der opstillet 21 retsstatsfolk, én på Folkebevægelsen mod EF's liste og resten på Retsforbundets liste. Ved alle de efterfølgende EU-valg er der blevet opstillet retsstatsfolk på Folkebevægelsens liste.
1919-1957.
Retsforbundet blev stiftet den 21. oktober 1919 af tilhængere af den amerikanske økonom Henry George og folk fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen. En del af medlemmerne havde baggrund i Kristeligt-Socialt Forbund, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, de politiske ungdomsforeninger samt tidsskrifterne "Ret" og "Retsstaten". I begyndelsen var det meningen at skabe en fri, politisk forening og ikke et parti - deraf navnet.
I 1922 ændrede man kurs og besluttede sig for at stille op til valg. Retsforbundet kom i Folketinget i 1926. Op igennem 1920'erne og 1930'erne havde man en meget lille gruppe, oftest med 2-3 medlemmer (det var før spærregrænsen blev indført). Under krigen støttede partiet samarbejdsregeringen uden dog selv at have nogen ministerpost. Folketingsmedlem, senere minister Oluf Pedersen deltog som sekretær i det såkaldte samarbejdsudvalg. Han markerede sig efter befrielsen som modstander af dødsstraf i retsopgøret.
Fra 1945 medvirkede partiets frihandelstanke til, at man markerede sig stærkt imod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde dengang, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år en markant fremgang og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer. Gennem 1950'erne blev Retsforbundet af mange nærmest opfattet som et borgerligt protestparti.
Trekantsregeringen og dens følger.
Til de flestes overraskelse gik Retsforbundet sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i den såkaldte trekantsregering fra 1957-1960. Den radikale leder Bertel Dahlgaard blev før valget spurgt, om han ville danne regering med Retsforbundet. Han svarede: "Så vil jeg hellere dø en naturlig død." Retsforbundet var repræsenteret ved fiskeriminister Oluf Pedersen, indenrigsminister Søren Olesen og partiets leder, Viggo Starcke, der var minister uden portefølje.
Selv om trekantsregeringen havde vendt økonomisk stagnation til vækst, faldt Retsforbundet ved valget i 1960 for den nyindførte spærregrænse. Det skyldtes dels Retsforbundets interne stridigheder, dels, at Socialdemokratiet som det største parti vandt fremgangen for regeringens resultater, og endelig utilfredshed med Viggo Starckes "æresministerium".
Trekantsregeringen forberedte bl.a. jordlovene, som ville begrænse muligheden for jordspekulation, men lovene faldt ved en folkeafstemning i 1963. I de følgende årtier påpegede Retsforbundet det samfundsøkonomiske problem i, at man kunne tjene mere ved passiv investering i grundværdier end gennem aktive investeringer i erhvervslivet. Partiet gik væk fra princippet om en minimalstat og formulerede i 1960'erne et nyt, socialliberalt partiprogram, hvor velfærdsstatens tjenesteydelser skulle opretholdes.
Partiet var ude af Folketinget fra 1960 og helt til 1973. Man diskuterede et samarbejde med Liberalt Centrum, som ikke blev realiseret.
Efter 1972.
Ved afstemningen om Danmarks indtræden i EF i 1972 havde Retsforbundet markeret sig som EF-modstanderparti og deltaget i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF.
Ved jordskredsvalget i 1973 kom Retsforbundet atter i Folketinget, nu især båret frem af EF-modstandere, der ikke ville stemme på venstrefløjen. Partiet gled ud i 1975, men var igen inde fra 1977 til 1981.
Systematiske analyser af stemmeafgivning i Folketinget i 1970'erne placerede Retsforbundet lidt til højre for det Radikale Venstre (som da støttede en socialdemokratisk regering), men til venstre for de borgerlige partier. Retsforbundet stemte ofte sammen med Fremskridtspartiet imod love og indgreb, som blev betragtet som overflødige eller formynderiske, men som havde konsensus blandt de øvrige partier.
Fra 1984-1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen, Ib Christensen, medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Ved valget i 1984, 1987 og 1990 opnåede Retsforbundet ikke repræsentation.
Samarbejde med andre partier.
Retsforbundet er stadig deltager i Folkebevægelsen mod EU, hvor man har kontakt til både venstrefløjens folk og mere alternative ideologiske grupper.
Der blev taget initiativ til et formelt valgsamarbejde med De Grønne i de første år af 1990'erne, men projektet måtte opgives, først og fremmest på grund af intern uenighed i De Grønne. Retsforbundet deltog i samarbejdet bag listen Demokratisk Fornyelse ved folketingsvalget i 1998.
Retsforbundet og Minoritetspartiet indgik en aftale om fælles valggrundlag og kandidater på Minoritetspartiets liste ved valget i 2005. Heller ikke denne gang formåede man at appellere til vælgerne, og Minoritetspartiet fik kun få promille af stemmerne.
Ideologi og politik.
Retsforbundets ideologi og program deler punkter, som normalt henregnes til venstre- eller højrefløjen. Det regnes normalt for et midterparti. Partiet selv mener ikke, at det kan indordnes på en venstre-skala.
Retsforbundets udgangspunkt er en afgrænsning mellem den enkeltes ret og fællesskabet. Partiet bygger traditionelt på fire hovedpunkter: "personlig frihed, statsmagtens begrænsning, frihandel" og "fuld grundskyld".
Fuld grundskyld indebærer, at den samfundsskabte merværdi, der af økonomer kaldes jordrente, skal tilhøre fællesskabet. Ingen kan skabe flere naturressourcer og mere grundejendom, end der er i forvejen, og væksten i grundværdiernes pris skyldes samfundsudviklingen og ikke ejerens indsats. Derfor skal jordrenten komme fællesskabet til gode og være statens retmæssige indtægtskilde. Partiet lægger vægt på, at den egentlige tilvækst i ejendomspriserne ligger i grundværdien og ikke i bygningerne. Derfor tager man afstand fra begrebet ejendomsskat som sådan og taler hellere om grundskatter eller grundskyld.
Til gengæld skal mennesket have ret til at beholde sin individuelt skabte arbejdsfortjeneste. Indkomstskat, moms og told skal derfor nedskrives og helst afvikles.
Retsforbundets ideologi er altså en humanistisk begrundet liberalisme, i tråd med en lang række liberale og humanistiske tænkere, der har støttet fællesskabets ret til jordrenten.
En mindre del af partiet har traditionelt været pacifistisk præget og engageret i fredsbevægelsen.
Retsliberalisme og socialliberalisme.
Siden begyndelsen af 1990'erne har der eksisteret en fraktion i partiet, de retsliberale, som ønsker en opstramning af det ideologiske grundlag med fokus på de liberale værdier. Udtrykket "retsdemokrat" bruges også. De nye udtryk afspejler samme idé, som partiet har bygget på siden sin grundlæggelse, nemlig at at politik skal tage udgangspunkt i retstanken, ikke i magtkampe, klasser og særinteressegrupper, men der er en diskussion om hvor liberal man skal være.
Det afspejler en generel ideologisk konflikt i partiet, som begyndte med partiets deltagelse i trekantsregeringen (1957-1960). Siden da har det hyppigt været diskuteret, om "grundskylden kan slå til", dvs. kan finansiere den moderne velfærdsstat. I 1960'erne blev der vedtaget et nyt program, der accepterede indkomstskat som et eventuelt supplement til jordskatter. De retsliberale afviser indkomstskatten og ønsker en tilbagevenden til et minimalstatsprogram baseret kun på grundskyld. De anser den blandede finansieringsmodel for uetisk og ideologisk inkonsekvent, og de mener, det er hovedårsagen til, at Retsforbundet ikke fremstår som et klart alternativ for vælgerne.
De retsliberale kan, forsigtigt anslået, regnes for at udgøre mellem en fjerdedel og en tredjedel af partiet. Fortalere for den retsliberale tanke er bl.a. Thorkil Sohn, Ejnar Pedersen og Lars Bækgaard. Fraktionen har været meget aktiv og bl.a. fået gennemført, at Retsforbundets ideologi officielt beskrives som retsliberalisme. Heri ligger en afstandtagen fra de eksisterende danske partier fra SF til Venstre og Dansk Folkeparti, der betegnes som socialliberale. Kun Enhedslisten opfattes som egentlig socialistisk, og kun Fremskridtspartiet som rendyrket kapitalistisk.
Kritikere af de retsliberale, bl.a. tidligere folketingsmedlem og EU-parlamentsmedlem Ib Christensen, mener, at den retsliberale ideologi er alt for forenklet og ikke giver et bud på reelle politiske løsninger. Kritikerne afviser en naturgiven sammenhæng mellem statens udgifter og jordrenten (dvs. de samlede værdistigninger på jord og naturressourcer, som er det beløb, der tænkes opkrævet som grundskyld). Retsforbundets idéprogram indeholder da også stadig muligheden for indkomstskat.
Idéen om borgerløn er forholdsvis ny i partiet og deles generelt ikke af de retsliberale og partiets "højrefløj", som af den grund var særlig skeptisk over for samarbejdet med Minoritetspartiet i 2005.
Strategiske problemer.
Partiets idealistiske præg har gjort det svært at gøre sig gældende i den daglige politiske debat. "Grundskyld" og de øvrige etisk-filosofiske begreber rammer ved siden af det blandingsøkonomiske system, som de øvrige partier ønsker bibeholdt.
Retsforbundet er ikke præget af nogen bestemt vælgergruppe. Fra starten i 1920'erne indgik der dels husmænd, en af datidens dårligst stillede grupper på landet, og dels en kreds af ideologisk interesserede akademikere og højskolefolk. Siden kom især selvstændigt erhvervsdrivende og en del arbejdere til. I 1970'erne havde partiet den højeste relative andel af førstegangsvælgere. Andre partiers målbevidste appel til bestemte befolkningssegmenter har ikke været forsøgt af Retsforbundet. En årsag kan ligge i, at partiets politik netop skal bekæmpe privilegier og særinteresser. Partiets PR og kommunikation har et græsrodsagtigt og uprofessionelt præg, men man benytter sig dog også af nye medier som f.eks. internettet.
Siden partiet gled ud af folketinget i 1981, er presseomtalen efterhånden svundet til nulpunktet. Allerede i 1950'erne var manglende eller negativ pressedækning dog et problem for partiet, idet man ikke havde noget eget dagblad, sådan som de fire gamle partier og DKP havde.
Samlet set har Retsforbundet opnået mest succes som modspiller. Det skete i første omgang gennem modstand mod markedsrestriktioner, planøkonomi og statslige indgreb fra 1945 til 1957 og i anden omgang som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti i 1970'erne. Ved deltagelsen i trekantsregeringen 1957-1960 opnåede Retsforbundet en del konkrete resultater, men her blev man straffet af vælgerne og røg ud af Folketinget.
Skatteforslag 2009.
Partiet mener at denne reform "sigter mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst... er fordelingsmæssigt
afbalanceret... tager globale hensyn... er robust og... samtidig styrker indsatsen
for en miljørigtig, resurcebesparende og energirigtig udvikling".
De nye år 2010-.
I en lang period har dårligt lederskab og personspørgsmål gjort at Retsforbundet stille og roligt har været ved at dø en stille død.
I Perioden 2009 til 2010 blev Michael Lars Olsen, Kenneth Pedersen, Mogen Bülow og Hans-Christian Søgaard Andersen valgt ind i ledelsen i Retsforbundet. Det lykkedes disse personer at vende nedturen for Retsforbundet, først ved at vise at aktivitet afføder interesse, ved at opstille til kommunalvalget og vise at Retsforbundets politik ikke er så tosset endda. På trods af relativt beskedne resultater blev interessen for Retsforbundet i nogle kommuner vækket. Der arbejdes på at gøre Retsforbundet til et parti igen, i stedet for en diskussions klub, hvor man diskuterer hvordan man betaler jordrenten tilbage til borgerne og hvordan Retsforbundets finanspolitikken skal indføres. Ved rent faktisk at arbejde og forandre partiet så det passer bedre ind i en ny tid.
Det er lykkedes at øge medlemstallet og få igangsat en underskriftsindsamling så Retsforbundet kan opstille til folketinget igen. Dette på trods at meget intern modstand mod forandring og forbedring. Det lykkedes også at få Retsforbundets interne organisation op at stå igen, hvor små ting som f.eks. et medlemsregister ikke blev vedligeholdt ordentligt, de fleste grundejerforeninger er bedre organiseret. Retsforbundet har i 2010 igen retning imod folketinget og der er stor optimisme at spore blandt medlemmerne, som glæder sig over at der nu endelig er nogen der kan tage Retsforbundet videre. Der er en fornyelses process i gang og den vil strække sig over 2010 og 2011. Et af de nye kulds mange udfordringer at at få samlet alle de små fraktioner som der mærkeligt nok er i så lille et parti. Relativt små nuancer i politikken bliver der brugt ekstremt meget tid på at diskutere, frem for at man bliver enige om en retning, også bevæger sig hen ad en linje som er nogenlunde ens for alle. De små nuancer ønskes diskuteret færdigt af det nye kuld, når Retsforbundet igen er en aktiv spiller i Dansk politik.
Eksterne kilder og henvisninger.
Retsforbund
Uldhår.
Uldhår har til formål at holde dyret varmt. Modsat de lange dækhår, som skal få regnen til at løbe af.
Vogn.
En vogn er et køretøj der trækkes af en ekstern trækkraft, f.eks. menneske, hest eller bil. Ved vogne der er større end trækvogne skelnes der mellem vogne og kærrer. En vogn har et eller flere styrende hjul, mens en kærres hjul er faste i forhold til vognens retning.
Oprindelig er vogne ikke selvdrevne, men trækkes af et menneske, dyr eller motoriseret køretøj.
Sporvogne og lastvogne er dog undtagelser i praksis, men de første blev dog trukket af heste.
Køretøj.
Et køretøj er et transportmiddel med hjul eller bælter til brug på land.
Køretøj drevet ved egen kraft kaldes for et motoriseret køretøj.
Fyrreslægten.
Fyrreslægten ("Pinus") er en stor slægt med ca. 100 arter af nåletræer. Alle arter er stedsegrøne og slægten er udbredt fra trægrænsen i Nordnorge til sandområder i den tropiske zone. Slægten kendes på, at nålene sidder i bundter på dværgskud. Der kan være 2 (almindeligst i Danmark), 5 eller 3 (sjældnest) nåle i hvert bundt. De hårde kogler er enten tøndeformede eller meget slanke og bananformede.
Udbredelse og økologi.
Fyr findes over det meste af den nordlige halvkugle. I Europa og Asien forekommer de fras De Kanariske Øer i vest til Russisk fjernøsten og Filipinerne i øst, nordpå til lidt over 70°N i Norge (Skovfyr) og Sibirien (Krybe-Fyr) og sydpå til det nordlige Afrika, Himalaya og i det sydøstlige Asien findes fyr på Sumatra så langt sydpå som til 2°S. I Nordamerika findes fyr fra 66°N i Canada til 12°N i Nicaragua.
Fyr forekommer ikke naturligt på den sydlige halvkugle men er mange steder indført som tømmertræ, og visse arter optræder nu som invasive arter.
Fyr trives bedst i sure og næringsfattige jorde, der helst skal være veldrænede (der er dog undtagelser der tåler kalkholdig eller meget våd jord, og nogle arter er generelt meget tolerante og kan vokse i mange slags jord). Nogle typer fyr kan spire efter en skovbrand og enkelte typer fordrer endda en kraftig opvarming af koglerne før frøene kan spire. I nationalparker i USA hvor sådanne fyr vokser har man derfor forsøgt sig med kontrollede, påsatte skovbrande, hvilket har vist sig at være gavnligt også for mange andre arter og med til at reducere risikoen for at naturlige skovbrande kommer ud af kontrol.
Mange arter af fyr er tilpasset til ekstremt klima, med meget høje eller meget lave temperaturer og meget lidt regn.
Fyr producerer mange frø. Flere arter har frø der spises af mennesker, f.eks. Pinjen, men endnu mere vigtig er frøene som fødekilde for en lang række dyr. Fyr er direkte og inddirekte værtstræ for et rigt dyreliv. Barken giver husly til mange insekter og deres larver, både skadelige og ikke skadelige. Og de mange insekter og frø er en vigtig fødekilde for en lang række fugle og små pattedyr. Desuden er fyrreskoven ofte rig på bær i skovbunden hvilket tiltrækker endnu flere dyr. De ung skud af fyr og den rige bevoksning i skovbunden er en vigtig fødekilde for mange store planteædere af hjortefamilien.
Form og udseende.
Fyrretræer er stedsegrønne og ret harpiks-holdige træer eller buske. Oftest træer med en højde på 15-45 m, mens de mindste buskformer maksimalt bliver 3 m (Krybe-Fyr) og de største træer bliver op til eller over 80 m ("Pinus lambertiana")! Fyrretræer har også lang levetid, typisk mellem 100 og 1000 år, men nogle arter kan blive langt ældre. Faktisk er det en art fyr der er indehaver af aldersrekorden for individuelle nulevende individer af højere dyr og planter (Eukaryoter). Et træ af arten "Pinus longaeva" der vokser i White Mountains, Californien er skønnet at være over 4.800 år gammelt og har derfor fået kælenavnet Metusalem. (Tidligere antog man at disse træer var af arten Børstekoglefyr ("Pinus aristata"), men nu tilskrives de en særlig art)
Barken er typisk tyk og sidder i store plader, men visse arter har en tynd, afskallende bark. Nye ungskyd omtales som "lys".
De hunlige (frøbærende) kogler er 1,5 til 3 år om at modne. ved modenhed er de mellem 3 og 60 cm lange! Frøene er typisk små og vingede og vindspredes, men nogle er for tunge til at spredes ved vinden og spredes i stedet af fugle og gnavere. Koglerne åbner sig typisk af sig selv ved modenhed, men der er forskellige undtagelser. Nogle kogler skal åbnes af f.eks. en fugl, andre kræver kraftig varme (f.eks. en skovbrand) for at åbne sig.
Anvendelse.
Fyr er en af de mest anvendte grupper træer og anvendes både til tømmer og papirmasse i hele verdnen. I tempererede, subtropiske og tropiske områder er de hurtigt-voksende med relativt blødt ved og kan dyrkes i tætte bevoksninger. Fyr er primært anvendeligt til indendørs brug, f.eks. møbler, men alligevel af umådelig kommerciel betydning.
Harpiks af visse arter bruges til fremstilling af terpentin.
Mange arter bruges i haver og parker, og et stort antal sorter, heraf mange dværgformer sælges til havebrug. Indenfor Japansk havekunst og bonsai er fyrretræer specielt populære.
Tempeltræ.
Tempeltræ ("Ginkgo biloba") er et løvfældende træ med en slank, næsten søjleagtig vækstform. Der kendes dog også træer med en bredkronet, kuplet vækst, anses for at være "huntræer", hvad der dog ikke findes nogen grund til at mene. Stammen bliver ofte flerdelt og tilmed flere gange. Hovedgrenene er opstigende hos den ene form, men vandrette hos den anden. Barken er først lysebrun og glat. Senere bliver den grå, ru og lidt afskallende i strimler. Til sidst er den grå og furet. Knopperne på ældre skud er i virkeligheden bittesmå dværgskud. De sidder spredt på grenene, ligesom de normale knopper på étårsskuddene. Bladene er tolappede, læderagtige og helrandede med vifteformede bladribber. Begge sider er lysegrønne. Høstfarven er gul. Hunlige og hanlige blomster findes på hver sine træer. På hunlige træer kan man finde blommeagtige, gulgrønne frugter, der stinker af harsk smør (smørsyre-lugt). Frugter ses kun nu og da i Danmark, og frøene modner ikke ordentligt her.
Rodnettet består af en dybtgående hovedrod med masser af kraftige, tæt forgrenede siderødder. Planten indeholder en række stoffer, der har virkning på mennesker. I Østen har man i århundreder anvendt løvet som medicin mod svampe- og bakterieinfektioner. Det vedholdende rygte om, at bladene indeholder stoffer, der hindrer urinafgang, kan ikke bekræftes.
30 x 10 m (20 x 10 cm/år).
Tempeltræet blev først kendt af europæere i Japan, hvor det findes dyrket ved templerne, og hvor det også findes forvildet. Træet hører dog hjemme i de fugtige blandingsskove langs floderne i det centrale Kina, hvor det (på Emei-bjerget) bl.a. vokser sammen med "Kalopanax pictus, Cunninghamia lanceolata", Duetræ, Vinterlue, Perny-Kristtorn, Almindelig Sommerfuglebusk, Pilebladet Dværgmispel, Klatre-Brombær, Klatre-Hortensie, Japansk Iris og Bronzeblad.
Tempeltræet har eksisteret i mindst 240 millioner år. I dag er der blot én art tilbage. Slægten kendes fra 125 millioner år gamle forsteninger på Bornholm og fra 4 millioner gamle aflejninger i Nordtyskland. Træet har altså givetvis været i Danmark i over 100.000.000 år.
I 1730 blev det første tempeltræ importeret fra Asien til Europa. Det blev plantet i Utrechts Botaniske Have i Holland, hvor det står endnu i dag.
Trægrænse.
På det fjerntlæggende bjerg kan man se en tydelig afgrænsning, mellem skoven og den træfrie øvre del af bjerget.
Trægrænsen er der hvor skoven afløses af tundra, fordi træerne kræver ca. en måned med en gennemsnitstemperatur over 10 °C for at kunne vokse og sætte frugt en gang imellem.
Trægrænsen danner grænse imellem den boreale klimazone (med nåletræer) og den arktiske/alpine klimazone med kun dværgbuske og urter.
Det er sjældent, at man kan se den virkelige trægrænse på en bjergside, selv om træerne forsvinder i en bestemt højde, da det ofte er jordbunden der bliver for ringe og den udtørrende blæst der bliver for slem over en vis højde. Træerne skal havde en vis mængde nedbør for at kunne overleve de græssende dyrs nedbidning. Ellers afløses skoven af steppe eller prærie eller af savanne i den tropiske klimazone. I fortiden da der fandtes mammutter og andre store dyr, var trægrænsen nok mindre tydelig end i dag, og den arktiske klimazone var mere præget af græs end af dværgbuske.
Når trægrænsen af og til er meget utydelig, kan det også skyldes, at forskelle i lokalklimaet kan betyde en fremskydning eller en tilbagetrækning af grænsen. Eksempelvis er havnærhed og sydhæld noget, der begunstiger trævækst, sådan at trægrænsen skydes mod nord, hvor disse faktorer gør sig gældende. Konkret har det vist sig, at lokalklimaet på de sydvendte skråninger af fjordene i det sydvestlige Grønland giver mulighed for trævækst, og man har med held etableret skov et par steder.
Deceleration.
Deceleration er negativ ændring af hastighed.
Deceleration benytter den afledte SI-enhed for acceleration og måles i m/s² (negative værdier).
Moller Skycar M400.
Moller Skycar M400 er et personligt VTOL (Vertical Take-Off and Landing) luftfartøj: en "flyvende bil" -- kaldet en "volantor" af dets opfinder Paul Moller. Skycar bestod sin første flyveprøve i 2003 og den videreudvikles nu mod praktiske formål.
Hensigten med M400 er at kunne flyve med 4 passagerer med VTOL egenskaber. Den er endnu i prototypefasen.
Den bliver beskrevet som en bil, da den skal kunne anvendes som et almindeligt transportmiddel med automatisk flykontrol enhver kan styre. Føreren skal kun angive retning og hastighed og piloterfaring er ikke nødvendigt.
Skycar kan f.eks. anvende et system der ligner Small Aircraft Transportation System (SATS) i 3D "fyldte" luftrum.
Skycar anvender billige Wankelmotorer sammenlignet med jetmotorer - og dens masseproducerede pris vil ligge i omegnen af en kvalitetsbil. Prototype M400 Skycar koster pt (2007) 1 million USD.
Dens egenskaber omfatter en flyvehastighed på ca. 491 km/t, 1.200 km rækkevidde på én tank, flyve op til 10,9 km højde, kan stige ca. 1,4 km/minut, max. nyttelast 340 kg, max. startvægt 1088 kg, mere end 8,5 km/liter (bio)ætanol, 8 low-emissions Wankelmotorer, garagestørrelse, brændstofforbrug som en stor bil, en faldskærm for hele maskinen og kort vejkørsel er mulig (til et take-off område - kaldet en vertiport).
En mindre udgave af de 8 low-emissions Wankelmotorer som er i M400, er i Moller M200X og disse motorer kører på en blanding af 70% (bio)ætanol og 30% vand. Tidligere modeller kørte på benzin. Ætanol/vand brændstofblanding gør brændstoffet stort set ikke-brændbart udenfor motorerne, hvilket mindsker brændrisikoen betydeligt. Vandet gør at motorene køles, kan klare højere kompressionsforhold og dermed kan yde mere, end med 100% ætanol. Blandingen gør også at motorene forurener mindre end Californiens strenge standard; SULEV ("Super Ultra Low Emissions Vehicle").
Selv med ren ætanol opfylder motorene SULEV-standarden.
En mulig anvendelse af Skycars er i redningssituationer.
De kan flyve i tåge, områder med microburst, stærk vind, stormvejr, f.eks. anvendes ved oversvømmelser og bygges til at lande og lette fra vand. Grunden til, at de kan klare sådant vejr, skyldes det lille effektive vingeareal og motorenes hurtige opdrift- og retnings-kompensation. Dog skal tornadoer, tordenvejr, overisning og orkaner undgås.
Den største ulempe er brændstofforbruget, men det skal ses i den sammenhæng, at Skycar flyver i luftlinje og dermed ikke de traditionelle bilomveje, undgår bilkøer og lignende vejflaskehalse. Man behøver ikke at salte (luft)veje og fjerne sne som med de traditionelle bilers veje. Selv hvis brændstoføkonomien bliver ligeså god som en almindelig bil, er det klart, givet de højere hastigheder, at disse fartøjer vil blive brugt til meget længere pendling og rejser. Støjen kan være et problem, men skulle "kun" være som en lastbil i 100 meters afstand.
Brændstoføkomnomien er betydeligt bedre end sammenlignelige helikoptere og fly.
Investorer fra Kina er interesseret i bilen, og der er forlydener om at bilen kan ankomme til OL 2008 i Beijing.
Hastighed.
Hastighed (forkortet v for velocity) er en vektor-størrelse, som beskriver, hvor langt og i hvilken retning, et objekt flytter sig pr. enhed tid. Størrelsen (magnituden) af denne vektor er en skalar, som kaldes for fart.
formula_1
formula_4
Her er formula_5 ændring af sted (afstand) og formula_6 ændring af tid. Dimensionen for hastighedsvektorens magnitude er længde divideret med tid, så den afledte SI-enhed for hastighedens størrelse er m/s (meter pr. sekund).
I vejtrafikken benyttes angivelsen km/t (kilometer i timen) og i søfarten knob.
Hastighedsaddition.
Hvis to hastigheder skal lægges sammen, gøres det ikke bare ved at finde summen af de to hastigheder. Dette gøres med en bestemt formel, der siger følgende: formula_7
v1 og v2 er de to hastigheder og c er lysets hastighed, 299792458 m/s eller 1079252848,8 km/t.
Denne eksakte formel betyder ikke så meget, når hastighederne er små, men hvis to objekter flyver mod hinanden med lysets hastighed, vil de også kun nærme hinanden med lysets hastighed. Dette sker da nævneren vil være 2 og tælleren dobbelt lysets hastighed.
Formlen gælder også, hvis man står på en bil og kaster en bold fremad. Både bilens fart og den fart, bolden kastes med, skal igennem denne formel, summen er ikke nok.
Filateli.
Filateli er betegnelsen for studiet af og interessen for at samle på frimærker og andre postrelaterede objekter som kuverter, breve, frankeringsmærker, førstedagskuverter, poststempler samt andre posthistoriske objekter. En filatelist er således en person, som både samler på filatelistiske objekter samt på kundskab og viden om dem. Det er derfor ikke alle frimærkesamlere, der også kan kaldes filatelister.
Filatelister fra hele verden holder med mellemrum internationale messer i forbindelse med frimærkeudstillinger. I mange lande findes postmuseer, hvor samlere kan studere frimærkernes historie. I Danmark findes Dansk Post- og Telegraf-museum i København, oprettet i 1912. Alle gangbare danske frimærker fås på postvæsnet kontor for salg til samlere, Postens Filateli, i København.
Udstyr til filatelister.
Frimærker, som er klippet af kuverter o.lign., lægges i en skål med lunkent vand, der løsner mærkerne fra papiret. Når gummien er helt opløst, skylles mærkerne forsigtigt. Mærkerne tørres på en avis eller på syrefrit hvidt trækpapir, hvorefter de sorteres. Tørre frimærker bør kun berøres med pincet. Takningsnøglen, eller takkemåleren, er et billigt hjælpemiddel, som samleren ofte har brug for. F.eks. når mærkerne foreligger med samme motiv, men forskellig takning. Ved hjælp af luppen studeres enkeltheder i frimærket, f.eks. eventuelle fejltryk, som ofte øger mærkets værdi. Er vandmærket vanskeligt at bestemme, kan samleren desuden få brug for en vandmærkesøger, en lille mørk skål af bakelit, glas eller lignende. På denne anbringes frimærket med bagsiden opad, der fugtes med et par dråber renset benzin, og vandmærket træder tydeligt frem. Frimærkealbums fås med eller uden fortryk. For begynderen er illustrationerne i fortrykssamlingen en udmærket vejledning, hvorimod specialsamleren vælger et album uden fortryk. I begge tilfælde er et løsbladssystem at foretrække. Når mærkerne sættes ind i albummet, bruges frimærkehængsler, små gummierede papirlapper, hvis ene halvdel klæbes fast bag på frimærket, den anden på bladet. Overskydende mærker opbevares i dublethæfter eller indstiksbøger. Et katalog er uundværligt, når frimærkenes art og værdi skal bestemmes og samlingen gøres komplet.
Frimærke.
Frimærke er et lille gebyrmærke, der udstedes og sælges af postvæsnet, og som bruges til betaling for ydelser købt hos postvæsenet. Frimærker bruges primært til frankering af postforsendelser som breve og pakker, men kan også bruges til betaling af girokort. Frimærket påklæbes forsendelsen, så enhver der er i kontakt med forsendelsen undervejs fra afsender til modtager, kan se at der er betalt for forsendelsen. Ved indlevering af en forsendelse stemples frimærket med dato og indleveringsted, for dermed at annullere frimærket, så det ikke ulovligt genbruges. Værdien af det frimærke der skal benyttes til en given forsendelse bestemmes ud fra forsendelsens vægt og størrelse. Et frimærke er kun gyldigt i det land, hvor det er udstedt af det pågældende postvæsen. I Danmark er alle frimærker udstedt efter 1. juli 1933 gyldige til frankering.
Udformning af frimærket.
Det traditionelle frimærke er fremstillet af papir, firkantet og med lim på bagsiden, så det kan påklæbes forsendelser. Frimærker trykkes på ark med normalt 25-50 frimærker, alt efter størrelse på ark og frimærke. For at kunne adskille de enkelte frimærker er arket perforeret, hvilket giver det enkelte frimærke de karakteristiske takker. De første frimærker var dog uden takker, da de blev klippet ud af arket med en saks. Hvert ark er desuden forsynet med en margin, med farvekoder frimærker, arknummer og lignende tekniske oplysninger.
I dag findes der mange eksempler på frimærker, der, mere eller mindre bevist, bryder med rammerne for det traditionelle frimærke. Der er således både udgivet runde frimærker, og frimærker med duft på. I 1969 udsendte Bhutan de første frimærker af stål. Nogle frimærker bliver kun udgivet som miniark, mens det svenske postvæsen i mange år har udgivet frimærker i ruller, således at de kun har takker i top og bund.
Frimærkets historie.
Frimærker som betaling for postbesørgelse af brevpost indførtes i England i 1840, hvorfra konceptet gradvist spredtes. Danmark indførte frimærker i 1851, Norge i 1854, Sverige i 1855 og Finland i 1856.
I 1874 dannedes Verdenspostforeningen, som blandt andet satte standarder for, hvor meget en international forsendelse måtte koste. I 1882 blev der indført en farvekode, som skulle lette behandlingen af internationale forsendelser. Post og Telegrafvæsenet i Danmark indførte også denne farvekode. Grønne frimærker til 5 øre blev brugt til tryksager, røde 10 øres-frimærker blev brugt til postkort, og blå 20 øres-mærker blev brugt til breve i den 1. vægtklasse. Farveordningen ophørte i 1953.
Først efter flere års anvendelse spredtes ideen om at anvende frimærker til at markere nationale begivenheder eller propagandere for nationale mærkesager, særlige begivenheder m.m. USAs Columbus-serie fra 1893 er de første frimærker af denne art. I mange lande findes frimærker også påtrykt brevkort, kuverter, tryksagsomslag m.m. Ud over de ovennævnte frimærkeformer anvender mange firmaer, foreninger og lignende frankeringsmaskiner, hvis stempling har samme værdi som frimærker.
Typer af frimærker.
Igennem tiderne har der været flere forskellige typer af frimærker, ud over almindelige frimærker til offentlig brug.
Filateli.
Frimærker blev tidligt et populært objekt for samlere. Interessen og studiet af frimærker og andre postrelaterede objekter benævnes filateli. Den store interesse for frimærker spiller en rolle ved udgivelse af frimærker. Det er således muligt at abonnere på nyudgivne frimærker, og de fleste postvæsener målrettere i større eller mindre grad deres udgivelse af frimærker mod filatelister. Dette har medført at nogle nationer f.eks. "De Forenede Arabiske Emirater" fører en meget lempelig udgivelsespolitik, hvor man udgiver og masseproducerer et stort antal af frimærker uden hensyn til det reelle frankeringsbehov, men udelukkende for at tjene penge.
Julemærke (frimærke).
Julemærke er et klæbemærke, som man kan påklistre sine postforsendelser i forbindelse med juleposten. I Danmark udgives der årligt et nye julemærke af Julemærkefonden. Overskuddet fra salget af julemærker bruges til at drive fire julemærkehjem, som tager sig af børn med problemer, f.eks. overvægt og mobning. I USA går pengene fra salg af julemærker til bekæmpelse af lungesygdomme.
Det første julemærke i verden var dansk og blev udsendt den 6. december 1904 efter idé af postassistent, senere postmester Einar Holbøll. Det blev oprindeligt opfundet for at samle penge ind til børn med sygdommen tuberkulose.
Julemærkehjem.
Julemærkehjem er børneinstitutioner, som finansieres gennem salg af julemærker, afholdelse af julemærkemarcher og private bidrag.
Hjemmene tager sig i korte forløb af få måneders varighed af børn med problemer som overvægt og mobning.
De første julemærkehjem blev oprettet i 1912. De fire nuværende ligger ved Kollund i Sønderjylland (julemærkehjemmet Fjordmark), i Hobro, Skælskør og i Ølsted i Nordsjælland.
Sibirisk salamander.
Den sibiriske salamander ("Salamandrella keyserlingii") udmærker sig ved at kunne tåle nedfrysning til -50 °C.
Flyvende bil.
En flyvende bil er en bil der kan flyve ved egen kraft. Der er gjort adskillige forsøg gennem tiderne på at lave et sådant fartøj med gode egenskaber både som bil og som flyvemaskine, men det har vist sig svært at kombinere disse egenskaber i én maskine.
Flyvende biler er ofte set i science-fiction; Blade Runner, Det femte element og Tilbage til fremtiden II.
År 0.
År 0 findes hverken i den gregorianske kalender eller i dens forgænger den julianske kalender. I disse kalendere skifter året fra år 1 f.Kr. til år 1 e. Kr. Der findes dog et år 0 i den astronomiske tidsregning og i ISO 8601, samt i den budistiske og hinduistiske kalender.
Udtrykket år 0 bruges gerne om noget, som tager sin begyndelse, eller om noget, som begynder helt forfra efter en udslettelse. Som betegnelse for en række perioder, man løbende tæller, fungerer betegnelsen år 0 imidlertid ikke. Det år, som et menneske lever fra sin fødsel, kalder man netop for det første år. Tilsvarende kalder man det første år i kalenderen for år 1.
Historie.
Før middelalderen blev den romerske tidsregning baseret på året for Roms grundlæggelse, som efter vor moderne tidsregning var 753 f.Kr. I år 525 e.Kr. fastsatte munken Dionysius Exiguus på baggrund af evangeliernes forskellige beretninger Jesu fødsel til 754 år efter Roms grundlæggelse. Dette blev siden til grundlaget for den vestlige tidsregning, og dermed blev Jesu formodede fødsel til år 1.
Årtusindskiftet.
Det blev diskuteret om årtusindskiftet rettelig skulle fejres i år 2000 eller i år 2001. Det kronologisk korrekte ville være at fejre begivenheden i 2001, da år 1 til og med 2000 er to tusinde år, hvorfor det tredje årtusinde begynder i 2001.
Samme diskussion fandt sted ved århundredskiftet i 1900/1901, hvor man de fleste steder holdt sig til den kronologisk korrekte regnemåde og derfor fejrede årsskiftet 1900/1901 som århundredskiftet.
Andre tidsregninger.
Den østlige version af den buddhistiske tidsregning begynder med Buddhas formodede dødår. I Thailand, Laos og Cambodja) regnes dette som år 0, og jubilæumsåret 2500 blev fejret i 1957-58.
I den vestlige buddhistiske tidsregning (i Indien, Sri Lanka og Burma) regnes Buddhas dødsår derimod som år 1, og år 2500 svarer til 1956-57.
I den astronomiske tidsregning bruges år 0 i stedet for den gregorianske kalenders år 1 f.Kr.. Dermed er alle årstal før Kristi fødsel forskudt med et år.Til gengæld er det nemmere at beregne tidsrum på almindelig matematisk måde.
I den islamiske tidsregning, "Hidjra", regnes den islamiske profet Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622 (efter vestlig kalender), som begyndelsesåret for den islamiske kalender.
Grå-El.
Grå-El ("Alnus incana") er et stort, løvfældende træ med en slank og opret vækstform. Der er som regel kun én, lige gennemgående stamme. Grenene er først stejlt oprette, senere noget mere udstående og overhængende. Barken er først glat og grønligt mørkegrå, senere får den lyse korkporer og bliver mørkegrå, og til sidst er den mørkegrå og furet. Knopperne sidder spredt og er kortstilkede. De er ovale til omvendt ægformede. Farven er gråviolet med blåhvid dug. Bladene er ægformede med savtakket rand og grovere lapper ved spidsen. Bladet har tydelig spids. Oversiden er matgrøn, mens undersiden er hvidligt grågrøn. De grønne blade falder først af inde i november. Han- og hunblomster er samlet i særskilte rakler. Blomstringen finder sted i marts-april, i gunstige vintre allerede fra slutningen af februar. Hunraklerne bliver ved modenhed til "ellekogler". De er ægformede med kort stilk. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af grove, højtliggende hovedrødder og fint forgrenede siderødder. Som alle El kan også denne forsyne sig med kvælstof ved hjælp af aktinomyceter ("Frankia sp."), som den huser i knolde på rødderne.
20 × 10 m (30 × 20 cm/år).
Grå-El er pionértræ i det nordøstlige Europa og i Sibirien, hvor det danner skovgrænse ind mod tundraen sammen med Dun-Birk og Bævre-Asp (i Sibirien også med Sibirisk Lærk. Træets krav til jordbunden er meget beskedne, dog trives det ikke på sur, tørveholdig jord. Det tåler frost, og det er lyskrævende, men tåler vind.
Grå-El er en lidt mere robust træart end Rød-El, og plantes mest på sandjord. Træet er velegnet som hjælpetræ i mange plantninger. De kraftige rodskud kan dog være generende. Grå-El skæres bort, når andre træer og buske vokser til.
Almindelig Kvalkved.
Almindelig Kvalkved ("Viburnum opulus") er en løvfældende busk med en stivgrenet, åben vækstform. Hovedgrenene er oprette, mens sidegrenene er udbredte til overhængende. Barken er først lysebrun og glat. Senere bliver den lysegrå med enkelte, spredte barkporer. Knopperne er modsatte, runde, glatte og røde. Bladene er ægformede og 3-5 lappede med bugtet rand. På den røde bladstilk ses op til 7 grove nektarkirtler. Bladoversiden er lysegrøn, mens undersiden er behåret og grågrøn. Høstfarven er rød. Den blomstrer efter løvspring i juni. Blomsterne er samlet i skærme, hvor randblomsterne er store, men golde, og midterblomsterne er små, men frugtbare. De røde, klare bær modner godt, og frøene spirer villigt.
Rodnettet er kraftigt, vidt udbredt og danner rodfilt. Hele busken, inklusive de fristende, røde bær, er giftig. Blomsterne søges gerne af insekter, de røde bær ædes først af fugle langt hen på vinteren. Den har nedliggende grene, der let slår rod.
4 × 3 m (40 × 30 cm/år).
Kvalkved danner underskov og skovbryn i blandede løvskove på våd og mineralrig bund overalt i Europa. Den trives bedst på fugtig næringsrig jord, men kan i øvrigt gro på næsten alle jordtyper. Den trives både i meget lys og i halvskygge, tåler vind og frost.
Kvalkved tåler beskæring godt. Den er velegnet i skovbryn og vildtplantninger.
Hjulplov.
En hjulplov er en gammel type plov (ca. fra 1100-tallet). Den var den dominerende plovtype fra tidlig middelalder til midten af 1800-tallet, hvor den blev afløst af svingploven. Ploven blev oftest trukket af okser, eller i nogle tilfælde stærke arbejdsheste.
Kærlighed.
Kærlighed er et vidt begreb, men i daglig tale forstås det normalt som en varm inderlig følelse af hengivenhed og respekt over for et andet menneske.
Der skelnes mellem 4 typer kærlighed, nemlig Eros-Kærlighed, der er kærlighed mellem par - hvor en fysisk/kropslig tiltrækning er tilstede og det er denne betydning de fleste vil forbinde ordet med. (Her kan henvises til bogen: The Four Loves af C. S. Lewis)
Den anden type kærlighed kaldes Agape-Kærlighed´, og her bruges dette om det at holde af og være knyttet til et andet menneske, især familiemedlemmer eller nære venner. Også kæledyr kan være genstand for kærlighed. I mere overført forstand kan der bestå en slags kærlighedsrelation til ting eller situationer. Her omtales kærligheden ofte mere overfladisk eller metaforisk, som i vendingen "jeg elsker duften af nybagt brød". Endelig kan der for religiøse mennesker være tale om en kærlighed til Gud, og særligt i kristendommen er næstekærlighed et centralt begreb. (Her kan henvises til bogen: The Four Loves af C. S. Lewis)
Det at nære en kærlighed til et andet væsen kaldes at elske (kan dog også henvise til at have samleje). Dette er en eksistentiel følelse, som er svær at definere. En person, der elsker, er ofte hengiven, selv frem til at ofre sig selv i døden. At elske er uden undtagelser og uden forbehold.
Når man elsker, sætter man sin elskede højere end alt andet. Denne følelse er sandsynligvis den stærkeste et menneske kan opleve, efterfulgt af den modsatte, som er had.. Selv om det modsatte af kærlighed efter sigende ikke er had, men ligegyldighed.
Den tredje type kærlighed, (philia, φιλία), oversættes ofte med ord som broderkærlighed, venskablig kærlighed. Denne kærlighed ses i ved et stærkt venskabsbånd mellem personer der deler samme værdier eller interesser. (Her kan henvises til bogen: The Four Loves af C. S. Lewis)
Den fjerde type kærlighed, (storge, στοργή), oversættes ofte med vendinger som familiekærlighed, familiæritet. Denne type kærlighed dækker over de bånd der dannes mellem familiemedlemmer. (Her kan henvises til bogen: The Four Loves af C. S. Lewis)
Se også.
Ordet kærlighed er sat sammen af de to ord kær og lighed. Kær lighed betyder at der er en fin lighed mellem to objekter, og når man snakker om kærlighed er det mellem to levende individer. Når der er en kær lighed mellem de to parter kan der opstå kærlighed, og det er det ordet kommer af. Ordsproget "Krage søger mage" passer godt sammen med ordet kærlighed, for vi mennesker bliver oftes forelsket i dem vi har noget til fælles med. De fleste par går fra hinanden eller bliver skilt hvis de er for forskellige og ikke har noget tilfælles. "Jo mere man elsker, jo mere lider man" Vincent van Gogh
Herred.
Johannes Steenstrups kort over herreder og sysler i middelalderen.
Et herred er en gammel, administrativ enhed i Danmark. Herredet udgjorde i ældre tid en "retskreds", hvor en herredsfoged udgjorde kongens stedlige repræsentant ved herredstinget, der skulle afgøre de retstvister, som ikke lod sig afslutte i de stedlige byting i landsbyerne.
Etymologi.
Betydningen af benævnelsen "herred" er omstridt. Ordets oprindelse er nordisk og modsvarende det højtyske "hariraida"/"heriraita", hvis første led betyder "hær" eller "skare", andet led "ridt" eller "følge". Det er dog uklart, hvad dette "skarefølge" dækker over. Det står dog fast, at betydningen ikke behøver at være militær. Det er muligt, at ordet oprindeligt har henvist til et område, der havde fælles samlingssted for "skaren". Sikkert er alene, at "herred" så langt tilbage i tiden, dets anvendelse er kendt, betegner områder af nogenlunde samme størrelse, der indgik som led i en politisk, retslig og administrativ inddeling af riget.
Historie.
Herredets oprindelse er usikker. Benævnelsen kendes første gang i Knud den Helliges gavebrev fra 1085, hvor sjællandske landsbyer givet i gave til kirken i Lund altid angives ved deres beliggenhed i et herred. Derimod gælder dette ikke de landsbyer, der lå i Skåne, og som henføres til andre områdebetegnelser, "a Geri" og "a Guthisbo" (svarende til de senere Gærs og Gønge herreder). Når der ikke for Skånes vedkommende bruges herreder som stedangivelse, kan dette tale for, at herredet som benævnelse kan have været ret ny og derfor endnu ikke taget i anvendelse i hele det danske rige.
En landsomfattende brug af herredsbegrebet kendes først med Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1300 men med aktstykker, der lader sig føre tilbage til omkring 1231. I jordebogen er hele Danmark inddelt i henved 200 herreder (Jylland desuden i 14 sysler). Dette gælder den del af jordebogen, der kaldes "Hovedstykket" (mens syslet omtales i den såkaldte "Broderliste"). Jordebogen og de omtrent samtidige landskabslove godtgør, at herred og syssel da var faste retskredse under landstinget, idet der dog øjensynligt synes at være sket tilføjelser med tiden. I Skånske Lov omtales herredet kun i de dele, der synes forholdsvis sene.
Inddelingsgrundlag.
Grundlaget for herredsinddelingen er uklart. For en del herreders vedkommende, hvor betegnelserne "nordre", "søndre", "østre" eller "vestre" er tilføjet, kan man gå ud fra, at det oprindelige herred omfattede det samlede område, og at spaltning er sket senere - måske som følge af befolkningsvækst eller lignende. En sammenligning med de ældste bebyggelsers fordeling antyder, at herrederne er oprettede under hensyn til landets inddeling i bygder, idet skovområder og andre oprindeligt ubeboede områder synes at have været foretrukket som skillelinier.
Det er således muligt - men endnu kun en teori - at der er en sammenhæng mellem sådanne folketilflugtsborge og herredsinddelingen i vikingetid/tidlig middelalder, men om i givet fald folkeborgene er lagt under indflydelse af herredsinddelingen eller herrederne er blevet afgrænset under hensyn til sådanne samlingssteder, må indtil videre anses som uafklaret. Desuden kan en sådan sammenhæng indtil videre kun sandsynliggøres på de syddanske øer, der jo i tidligste middelalder var plaget af venderoverfald.
Funktioner.
Herredernes store betydning gennem mange århundreder lå i deres funktion som retskredse, hvor herredstingene fungerede som stedlige domstole. Herredet udviklede sig med tiden også til et egnsligt forvaltningsområde.
Afvikling.
Herredets administrative betydning ophørte med retsplejeloven i 1919. Dog var underretskredsene uden for købstæderne baseret på herredsinddelingen indtil omkring 1960. Opdelingen i provstier var også herredsbaseret, men efter kommunalreformen i 1970 er inddelingen i stedet søgt tilpasset kommuneinddelingen. Den statistiske og matrikulære anvendelse af herrederne er også ophørt.
Herredsopdelingen bruges fortsat som afgrænsning i lokalhistorie og slægtsforskning.
Udlandet.
En retslig-administrativ inddeling svarende til det danske herred kendes fra de andre nordiske lande.
Scorereplik.
En scorereplik betegner en replik som fremsiges i forsøget på at skabe kontakt til et andet menneske med henblik på sex, parforhold eller lignende (heraf "score"). En scorereplik er således et kulturelt fænomen, og hvad der en god scorereplik vil helt afhænge af tid, sted, situationen og de involverede personer.
Når scorereplikker diskuteres, er det ofte med ironisk distance. For eksempel kunne en vittighed bestå i simpelthen at foreslå en scorereplik, som er meget karikeret eller på anden måde pinlig eller upassende.
Skønhed.
Skønhed er en abstrakt størrelse, som i bred forstand betegner ”den gode fornemmelse”, der griber en, når man sanser noget smukt. Skønhed kan være det smukke "mere", som f.eks. gør, at en person kan foretrække én farve frem for en anden. Den fornemmelse af skønhed farven fremkalder, er altså ikke en egenskab ved farven selv.
Fordi fornemmelsen for skønhed både er knyttet til den enkelte person og afhængig af situationen, så findes der ingen objektive kriterier for skønhed. Grader af skønhed kan heller ikke måles. Det den ene person finder smukt over alt andet kan være fuldkommen ligegyldigt for den anden person. Dog findes der ofte overordnede tendenser til fælles træk i smag og behag indenfor forskellige kulturer og grupper. Forskellene mellem generationer er et klassisk eksempel.
I den filosofiske disciplin æstetik arbejder man med skønhed indenfor en videnskabelig ramme. Æstetikken fik lagt sin grundsten da Gottlieb Baumgarten udgav tobindsværket "Aesthetica" med et bind i hvert af årene 1750 og 1758. Her indfører han den grundlæggende skelnen mellem logisk og æstetisk erkendelse. Den logiske erkendelse handler om at opfatte sine omgivelser med sin forstand, mens den æstetiske erkendelse handler om at møde den ”med følelserne forrest”.
Hans pointe er, at de to erkendelsesformer ikke er modstridende. De skal derimod forstås som to forskellige former for rationalitet, som supplerer hinanden. De er så at sige to forskellige veje til det samme mål (objekt). For at kunne erkende noget fuldt ud, må man tage turen til målet ad begge veje. Logik alene er ikke nok, og følelse alene er ikke nok.
Historisk set har man snakket og diskuteret skønhed siden antikken. I den vestlige tradition har skønhed været nært knyttet til "det sande" og "det gode". Indtil i løbet af 1700-tallet blev skønhed betragtet som en objektiv, konkret egenskab ved ting. Den ide blev så gradvist afløst af den mere moderne, at fornemmelsen for skønhed har hjemme hos den enkelte person.
Skønhedsidealer skifter fra periode til periode og fra kultur til kultur. Det kan f.eks. umiddelbart iagttages i forbindelse med skiftende idealer for det velproportionerede menneskelegeme og hvad dertil hører: kropsudsmykninger, hårmode, tøjmode osv.
Hovedkilde.
Jørgensen, Dorthe, "Skønhedens metamorfose", 2003, ISBN 87-00-69728-1
Erotik.
Erotik bruges om den sanselige del af kærligheden - men også om den lidenskabelige, åndeligt stimulerende del af kønslivet. Erotik er altså det seksuelle brændpunkt, hvor begær bliver til kærlighed, og kærlighed til begær.
Erotik er også den del af kunsten og kulturen, der skildrer og stimulerer vores seksualitet. På en erotikmesse kan man finde alt fra laktøj, dildoer og pornofilm til orgasmekurser, swingerklubber og stripshows.
Ordet kommer fra den græske kærlighedsgud Eros, som svarer til den romerske Amor. Eros var ansvarlig for begær, kærlighed og sex.
At noget er "erotisk" vil sige, at det opleves som seksuelt ophidsende, eksempelvis i forbindelse med forspillet til sex, bl.a. kærtegn, tiltale og skjulte opfordringer, herunder flirt (bevidst eller ubevidst).
Erotik versus pornografi.
a>Ofte skelnes der mellem "erotisk" og "pornografisk", men det er aldrig lykkedes at opnå enighed om en klar definition af forskellen på de to begreber.
I feministisk sprogbrug og i dameblade skelnes der eksempelvis mellem "erotiske film" og "pornofilm", idet man med "erotiske film" mener film, der pirrer seerens fantasi ved at antyde, mens man med "pornofilm" mener film, der viser detaljerne i den seksuelle akt. Denne skelnen er dog problematisk, idet der findes en særlig type af pornografiske film, hvor man ikke ser detaljerne, såkaldt softcore, der alligevel klassificeres som pornografi; og omvendt klassificeres hardcore porno ofte under betegnelsen "erotik" (fx hedder et af Europas største pornodistributionsfirmaer Erotic Media, og instruktøren Andrew Blakes elegante hardcore-film beskrives ofte som "erotiske").
Brug af begrebet "erotisk" som kontrast til "pornografisk" kan udtrykke en moralsk holdning eller en kvalitativ/æstetisk vurdering af det enkelte værk. Fx kan man mene, at langt de fleste reklamer benytter erotik uden at være pornografiske, men fra feministisk side opfattes selv undertøjsreklamer som mere eller mindre pornografiske.
Begrebet "pornografi" fik sin moderne betydning i starten af 1800-tallet, hvor man systematisk begyndte at forbyde erotisk litteratur etc. Den forbudte del af kunsten blev klassificeret som "pornografi".
Ægteskab.
Ægteskab betegner et socialt og økonomisk fællesskab mellem to personer. I Danmark i dag kan det kun indgås af to personer af forskelligt køn, og parterne betragtes som jævnbyrdige. I nogle lande er der siden år 2001 blevet åbnet mulighed for, at også samkønnede par kan indgå ægteskab. I Danmark og en del andre lande kan disse par vælge at indgå registreret partnerskab, som i Danmark på det nærmeste er ligestillet med ægteskabet.
Traditionelt ægteskab.
I et traditionelt (gammeldags) ægteskab har manden og kvinden hver deres pligter, hvor mand og kvinde supplerer hinanden i ægteskabet. Typisk er kvindens ansvar er bundet til det huslige, og manden til det uden for hjemmet, som f.eks. at kvinden står for husholdningen og pasningen af børnene, mens at manden står for økonomien.
Arrangeret ægteskab.
Et arrangeret ægteskab er et ægteskab, hvor parterne ikke selv har valgt deres partner, men hvor dette er arrangeret af forældrene eller familieoverhovedet. Begrebet findes i dag kun sjældent blandt vestlige kulturer, mens det er mere almindeligt i andre kulturer, hvor det kan have karakter af økonomiske eller politiske alliancer familierne imellem. Tidligere var arrangerede ægteskaber også almindelige i de vestlige kulturer.
Tvangsægteskab.
Et tvangsægteskab er et arrangeret ægteskab, hvor den ene part eller begge parter tvinges til ægteskab mod deres vilje, typisk af forældrene eller familieoverhovedet.
I dag anses tvangsægteskaber for at være en krænkelse af de involveredes menneskerettigheder. De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder siger i artikel 16, stk. 2.: "Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke."
Nogle har det synspunkt at det er svært at skelne mellem tvangsægteskaber og andre arrangerede ægteskaber, bl.a. pga. de involverede familiers forventninger.
Proformaægteskab.
Et proformaægteskab er et ægteskab der udelukkende indgåes og opretholdes for syns skyld. Et sådan ægteskab har altså kun formel betydning. De indgås ofte med henblik på at udnytte og/eller snyde myndighederne. Derfor sørger myndighederne for, at der er kontrol med ægteskaber, der kan ligne proformaægteskaber.
Romantisk ægteskab.
Det romantiske ægteskab opstod i den moderne verden som en del af romantikken. I det romantiske ægteskab er det de to parters egne følelser for hinanden der er afgørende, og ikke praktiske hensyn til slægtens interesser. Selvom det romantiske ægteskab hurtigt blev til et ideal, specielt som beskrevet i tidens romaner, levede det arrangerede ægteskab dog i praksis videre længe efter. I brydningen mellem en slægt der forventede et traditionelt arrangeret ægteskab, og de unge der inspireret af romantikken forventede et romantisk ægteskab, var der masser af muligheder for at det arrangerede ægteskab endte som et tvangsægteskab.
Morganatisk ægteskab.
Et morganatisk ægteskab (ægteskab til venstre hånd) er et (ofte bigamisk) ægteskab indgået af en konge, hvor hustruen ikke opnår status som dronning, og hvor de avlede børn ikke får arveret til tronen. Til gengæld får hustruen en såkaldt "morgengave".
Tidsbegrænset ægteskab.
Et tidsbegrænset ægteskab er blandt shiamuslimer et ægteskab mellem en muslimsk mand og en fri, monoteitisk kvinde med fastsat varighed ved indgåelsen.
Andre retninger af islam opfatter denne form for ægteskaber som utugt.
Skinægteskab.
I et skinægteskab indgår et par et juridisk ægteskab, men uden en egentligt personlig binding. Det sker sædvanligvis for at drage fordel af det juridiske ægteskab. Det kan f.eks. være i forbindelse med immigration. Før han blev "rigtig" gift indgik Olof Palme et skinægteskab med den tjekkiske Jelena Rennerova i 1949 så hun kunne forlade landet. Også den svenske skuespiller Stellan Skarsgård har indgået et skinægteskab.
Pornografi.
Porno med to mænd sammen.
Pornografi, ofte blot porno'", (afledt af græsk: porne ("prostitueret") og graphein ("skrift")) er en betegnelse for billeder eller tekst, der grundet sit eksplicitte seksuelle indhold har til formål at ophidse eller stimulere erotisk. Pornoen skildrer og fremstiller seksuel aktivitet mellem voksne, ofte med særligt fokus på kønsorganerne og penetrationen, omend der også findes et stort marked for "blød porno". Desuden indeholder pornoen ofte også en række seksuelle specialiteter, såkaldte fetisches, og kan fx alene fiksere på dameben i silkestrømper, uden at de medvirkende modeller har sex.
Billedporno omfatter levende billeder (film/video) eller fotos, figurer, tegninger etc. Man skelner her mellem såkaldt "hård porno" (hardcore), med synlig penetration, og "blød porno" (softcore), hvor penetrationen skjules eller blot antydes. Grænsen kan dog være svær at drage. Porno på skrift er hovedsageligt sexnoveller, der ikke mindst takket være internettet nyder stor udbredelse. Den stereotype opfattelse er, at porno primært er enlige mænds eneste trøst, men det er langt fra altid tilfældet. Allerede i 1970 påviste Berl Kutchinsky via optælling af pornokunders køn og alder i danske pornobutikker, at opfattelsen af pornobrugere som "dirty old men" var uden hold i virkeligheden. Især de senere år har en stigende mængde porno henvendt sig specifikt til par og kvinder, som udgør en stor del af forbrugerne.
Opfattelsen af hvad der er pornografisk vil typisk afhænge af kultur, tid og øjnene, der ser. Synet på pornografi vil dog næsten altid afspejle samfundets øvrige syn på seksualitet. Traditionelt har porno været underlagt streng censur, men efter at Danmark som det første land i verden i 1967 frigav den skrevne pornografi, og i 1969 blev også billedpornografien, fulgte de resterende vestlige lande efter med tilsvarende liberaliseringer. Alligevel er porno stadig omstridt, og store grupper opfatter den som uønsket. Særligt hævder kritikerne, at pornoindustrien udnytter kvinderne og gør dem til sexobjekter, fremmer prostitution og bidrager til at skabe et forkert billede af sex. Samtidig beskyldes pornoproducenterne for at gøre populærkulturen mere sexfikseret og hensynløs. Fortalerne for porno mener, at pornoen stimulerer og at industrien ikke kan bremse eksempelvis prostituion. Som led i denne debat vandt udtrykket pornoficering indpas i Danmark omkring 2000 og anvendes bl.a. af organisationer som Pornofrit Miljø. Politisk har liberale typisk været for legaliseringen af porno med henvisning til trykke- og ytringsfriheden, mens værdikonservative og religiøst funderede partier som f.eks. Kristendemokraterne har været imod.
Pornoindustrien, der er en samlet betegnelse for virksomheder, der beskæftiger sig med produktion og salg af pornografisk materiale, er en dag en del af den internationale økonomi med en betydelig omsætning.
Pornofilm.
Der findes mange former for pornofilm, fra videoer med non-stop sexscener til film med sexscener indarbejdet i en handling.
Pornofilm kan være amatørporno, med almindelige mennesker, der tænder på at blive filmet, eller kan optages med professionelle pornomodeller (en gruppe af sexarbejdere).
I 1990'erne opstod den såkaldte gonzo-porno, hvor fotografen selv er en af de medvirkende og typisk filmer med et håndholdt videokamera, mens han (eller hun) på lydsporet kommenterer, hvad der foregår, og eventuelt selv deltager aktivt i løjerne. Gonzo-formen blev især udviklet af instruktørerne Ed Powers og John "Buttman" Stagliano.
Pornofilmen har grundet den store udbredelse haft stor betydning i forhold til valget af videoformater som VHS og dvd.
Lovgivning.
Der har været lovbestemt censur i Danmark siden 1537 og med Trykkefrihedsforordningen af 1799 kom der bestemmelser imod utugtighed, som blev fortsat i Presseloven af 1851 og Straffeloven af 1866 som forbød offentliggørelse, salg uddeling og anden udbredelse eller udstilling.. I 1881 bliver Herman Bangs roman "Haabløse Slægter" forbudt ved dom
Danmark lovliggjorde som det første land i verden i 1967 distribution og besiddelse af den skrevne pornografi, og i 1969 blev også billedpornografien lovliggjort. I 2000 blev straffelovens bestemmelser om børnepornografi strammet med en fastlæggelse af en aldersgrænse for modellerne på 18 år.
Publikationer.
Pornografi for et illegalt marked i Danmark opstod i mellemkrigstiden 1918-1940 som maskinskrevne bøger.
Herhjemme begyndte Weekend Sex at udkomme i 1966
og fra 1972 har den største producent af trykt porno været Aller Press, der via Forlaget Rapport har stået bag mandeblade som "Ugens Rapport" (fra 1972) og "Pige-Special" (fra 1982).
Udvalgt litteratur.
Hovedartikel: Litteratur om pornografi
Undervandsbåd.
En undervandsbåd (U-båd) er en båd designet til at kunne dykke og sejle under vandoverfladen. Undervandsbåde findes i mange typer og bruges i dag til både militære og videnskabelige formål.
De første meget primitive undervandsbåde så allerede dagens lys i 1600-tallet, men der skulle gå lang tid, inden de for alvor kom i brug. De fleste, hvis ikke alle, forsøg på at lave undervandsbåde i de næste par hundrede år havde militære formål. Det var dog først under 1. og 2. verdenskrig den for alvor fik indflydelse på krigens udvikling.
Under den kolde krig udviklede USA og Sovjetunionen begge atomubåde, der havde en atomreaktorkerne, som var ubådens energikilde. Dette var et stort skridt frem, da ubåden ikke behøvede at gå i overfladen for at få luft som tidligere dieseldrevne ubåde blev nødt til.
Kano.
En kano er en lille smal båd, som drives frem med padler og er som regel åben foroven. Kanoer bruges i dag også som sportsredskab.
Vittighed.
Vittigheder, jokes eller vitser er korte opdigtede historier som skal få folk til at grine.
Endnu i 1800-tallet betød ordet "vittighed" "vid, intelligens". Lidt ligesom udtrykket en kvik bemærking. Der laves ofte vittigheder om store begivenheder i historien.
Vittighedernes oprindelse.
En af de ældste vittighedssamlinger i verden er bogen "Philogelos", skrevet på oldgræsk og er dateret til at være fra det 3. århundrede e.Kr.
Vittigheder kendes dog helt tilbage til sumererne fra omkring 2. årtusinde f.Kr., hvor den ældste kendte vittighed stammer fra. Oversat til dansk lyder den: "Noget der ikke er hændt siden tidernes morgen; en ung kvinde undlod at prutte i sin husbonds favn."
Skemaer.
Mange vittigheder følger et fast skema hvor fraser eller situationer går igen.
Persongrupper der går igen i danske vittigheder er for eksempel århusianere (århushistorierne), blondiner, molboer (molbohistorier) og handicappede.
Flag.
a>s flag fra det 12. århundrede
Et flag er et signalgivende stykke klæde, der hænger fra en flagstang, enten på jorden eller fra en bygning. Små flag båret i hånden i en kort stav, fx til semafor-signalering eller inden for idræt, kaldes også flag, hvorimod et større håndbåret flag kaldes en "fane". En mindre fane, der bæres til hest, eller et flag monteret på et køretøj for at identificere indehaveren kaldes en "standart".
En flagstang kan, for ikke at stå tom, når der ikke flages, forsynes med et langt, båndformet flag kaldet en "vimpel".
I marinen anvendes også personlige flag for at markere, at fx en befalingsmand eller et statsoverhoved er om bord. Et sådant vimpellignende, men kortere, flag forsynet med mærke og split kaldes en "stander".
Nogle lande anvender til søs et særligt flag, der hejses i stævnen, når skibet ligger ved kaj. Et sådant flag kaldes en "gøs".
Et flag for en stat indeholder ofte farverne fra statens våbenskjold, gerne ordnet i vandrette striber; siden Den Franske Revolution anvendes dog også lodrette striber. Andre flag, fx europæiske korsflag, er dog ikke afledt af et våbenskjolds farver.
En gengivelse af et våbenmærke på et flag, hvor ikke blot farverne, men også motivet gengives, således at flaget simpelt hen er våbenskjoldet på flagdug, kaldes et "banner".
Studiet af flag kaldes vexillologi.
Landes flag.
Alle selvstændige lande har flag. Nogle lande har ét flag, som bruges i alle sammenhænge, mens andre lande har flere forskellige flag. Opdelingen i, hvilke flag der benyttes hvor, varierer fra land til land, men man kan identificere seks grundtyper (naturligvis med store variationer).
I Danmark er Dannebrog som stutflag såvel national- som koffardiflag, mens krigsflaget samt statsflaget til lands og til vands er splitflaget. Orlogsflaget er det kraprøde splitflag.
Se også de nationale flag for oplysninger om andre landes nationale flag.
Backbone.
Backbone er i it-terminologi en betegnelse for den del af et datanet med særlig høj kapacitet som samler trafik fra nettets periferi, transmitterer den og atter fordeler den til periferien. Da dette minder om motorvejsnettets opgaver, omtales internettets backbone indimellem som informationsmotorvejen (engelsk: information highway).
Nationalflag.
Et nationalflag er et flag, som borgerne i et land har ret til at flage med på landjorden. Et tilsvarende flag til brug til søs kaldes et koffardiflag, mens et flag, som kun statsinstitutioner må bruge, kaldes et statsflag. Et orlogsflag er et statsflag, som benyttes af flåden.
I Danmark er Dannebrog som stutflag såvel national- som koffardiflag.
Studiet af flag kaldes vexillologi.
Bit.
Ordet "bit" stammer oprindeligt fra informationsteorien, det matematiske studie af kommunikation. Ordet er skabt i 1946 af Bell Labs-statistikeren John Tukey og populariseret af matematikeren Claude Shannon i dennes banebrydende arbejde med informationsteori.
Brugervenlighed.
Brugervenlighed er i it-terminologi betegnelsen for den egenskab ved et system, at det er bekvemt at betjene, at systemet reagerer og fungerer som en bruger i målgruppen vil forvente.
Eksempel på brug: Hemmeligheden bag brugervenlighed er at lytte til og forstå brugeres behov, arbejdsgange, færdigheder, ordforråd, vaner og meget mere.
Livland.
Livland (,) er et historisk landskab i Baltikum. Landskabet er i dag delt mellem Estland og Letland. Afgrænsningen af Livland er uklar på grund af stadige grænseændringer i middelalderen. I videste forstand omfatter Livland hele den sydlige halvdel af Estland og den del af Letland, som ligger nord for floden Daugava. I snævrere forstand bruges det om livernes oprindelige kerneområde, som har givet landskabet navn. Dette lå i et rektangulært område afgrænset af Rigabugten i vest, Daugava i syd og nåede i nord omtrent til Pärnu og Võrtsjärv i Estland. Riga, Letlands hovedstad, ligger også i Livland.
Livland blev i 1200-tallet erobret af Den Tyske Orden under ledelse af biskop Albert af Riga. Liverne blev derefter tvangskristnet af tyske og nordiske korsfarere. Fra 1561 blev landskabet en del af Polen og i 1629 erobret af Sverige. I perioden 1721-1918 var det en del af Rusland. Ved oprettelsen af de baltiske stater efter 1. verdenskrig blev Livland delt mellem Estland og Letland.
I lighed med navnet Preussen, som overlevede gammelprøjserne, beholdt også navnet Livland sin betydning længe efter at den liviske urbefolkning kom i mindretal. Først efter 1918 er navnet gradvis gået ud af brug.
Det liviske sprog har overlevet helt frem til vor tid, men tales nu kun af en håndfuld mennesker.
Livland har lagt navn til Liflandsgade, en sidegade til Amagerbrogade.
Ordsprog.
Ordsprog er nogle få linjer prosa, der indeholder en vurdering eller forklaring af almen gyldighed.
Definition.
Ordsprog er en genrebetegnelse, der bruges dels bredt om faste sproglige vendinger i almindelighed, dels snævert og mere fagligt om udbredte anonyme sætninger, der har en fast og prægnant ofte billedlig form, og som med almen gyldighed udtrykker en bestemt forklaring eller vurdering af en given menneskelig situation.
Den snævre definition bygger på, at ordsprog er faste vendinger, der er mindre eller større end en enkelt sætning, falder uden for definitionen. Til de mindre hører de ordsproglige talemåder, fx "købe katten i sækken", til de ordsproglige sammenligninger, fx "forslå som en skrædder i Helvede".
Wellerisme.
Wellerismerne (opkaldt efter Sam Weller i Charles Dickens' "Pickwick Papers") er ikke egentlige ordsprog, fordi de har tre led: et udsagn (ofte i sig selv et ordsprog), en angivelse af, hvem der siger det, og en angivelse af, i hvilken situation det bliver sagt. Fx "Der skal nogen til det værste, sagde drengen, han skulle i skole".
Udbredelsen af ordsprog.
Ordsprog er udbredte sætninger både kronologisk og geografisk.
Kravet udelukker såvel døgnfluerne som de særsproglige størrelser, der ikke bruges uden for snævre kredse, argot, og mundheld af en enkelt person.
Et ordsprog skal være gammelt, men ikke nøjere dateret.
Det henter vægt og selvfølgelighed fra en tradition, som er uden begyndelse og ende. De meget hyppigt brugte ordsprog findes ofte på mange andre sprog, fx "Hvad man ikke har i hovedet, skal man have i benene".
At ordsprog er anonyme sætninger afgrænser genren over for fx aforismer og bevingede ord, som kan henføres til en bestemt ophavsmand. Det enkelte ordsprog har naturligvis også oprindeligt en individuel ophavsmand, men hans identitet kan ikke bestemmes. Anonymiteten er en styrke ved ordsproget: Det er let at argumentere mod, hvad et enkelt menneske mener, hvorimod de anonyme læresætninger fremstår med hele den kollektive erfarings almengyldighed.
Almengyldigheden.
At ordsprog har en fast og prægnant form, hænger sammen med både almengyldigheden og overleveringsformen.
Den enkelte sprogbruger kan ikke ændre et ordsprog uden at svække dets argumentationskraft, som er afledt af traditionen. Ordsprog udtrykker i afklaret form det endegyldigt fastslåede, og ikke med kreativ elegance det individuelt observerede. I nyere tid har omdannede, ofte parodierede, ordsprog bredt sig, fx "Den, der synder, sover ikke", men herved taber ordsproget sin autoritet og er blevet til en vittighed. Ordsprog skal huskes; derfor skal de formes efter mnemoteknikkens regler og erfaringer: korte, ofte rytmiske, med bogstavrim og enderim og opbygget over modsætninger eller paralleller.
Billedlige udtryksformer.
Kravet om billedlig form opfattes undertiden absolut, således at kun en sætning som "Tomme tønder buldrer mest", der ikke bruges om tønder, men om mennesker, betegnes som ordsprog, mens en ikke-billedlig sætning som "Hver dag har nok i sin plage" ikke regnes med til de egentlige ordsprog. Denne opfattelse er i modstrid både med indholdet af de trykte ordsprogssamlinger og med karakteren af den mundtlige ordsprogstradition. Både de billedlige og de ikke-billedlige erfaringssætninger er ordsprog, men de billedlige har ofte en særlig anskuelighed og kategorisk overbevisningskraft, idet den almindelige erfaring, der kan iagttages inden for billedets ramme, overføres til den konkrete situation.
Situationsbundne.
At kravet om almengyldighed bestemmes som tilsyneladende, hænger tæt sammen med, at ordsprog udtrykker en bestemt forklaring eller vurdering af en given situation. Ordsprog er situationsbundne: de forklarer og vurderer en situation ved at anskue den ud fra brugerens aktuelle behov. Det betyder, at ordsprogenes visdom kun tilsyneladende er absolut, for en nøjere betragtning er den relativ. Det ses tydeligt af de mange ordsprog, der udtrykker helt modsatte vurderinger: "Lige børn leger bedst" mens "Modsætninger mødes".
Når situationen, som ordsproget perspektiverer, efter definitionen skal være personificeret, er det for at kunne afgrænse ordsprogene fra andre erfaringssætninger fx om vejret: "Når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk". Eller om agerbrug, "Af marts' grøde kommer intet i lade". Disse bondepraktika har ordsprogsform, men ikke ordsprogsfunktion.
Historisk overlevering af ordsprog.
Ordsprog er en oprindelig mundtlig form, der bruges af næsten alle folkeslag. Hos sumererne forekommer ordsprog i skrevne tekster fra omkring 2500 f.Kr., og de første nedskrevne samlinger kendes også herfra. I den kristne verden finder en stadig vekselvirkning mellem mundtlig og skriftlig overlevering sted. Bag de mange bibelske ordsprog ligger en mundtlig tradition, og gennem den hellige tekst udbredes ordsprogene i både mundtlig og skriftlig anvendelse. Ved kirkens og skolens virksomhed blev ordsprog i middelalderen oversat fra latin til folkesprogene og fra folkesprogene til latin, så den skriftlige og den mundtlige overlevering blandedes. I de ældste trykte danske samlinger som Peder Låles og Peder Syvs, findes både folkeligt og litterært stof, der er kilder for senere tiders både mundtlige og skriftlige ordsprogsbrug. I den største danske samling ordsprog fra folketraditionen, Evald Tang Kristensens Danske Ordsprog og Mundheld (1890), findes ganske meget stof fra skrifttraditionen.
Gamle ordsprog.
En del af de gamle ordsprog bruges fortsat i deres traditionelle form. Men parodiske omdannelser bliver desværre stadig almindeligere, og nye ordsprog i den brede betydning af ordet kommer til, specielt fra reklame- og politikersprog. Disse nye ordsprog kan benævnes fyndord, f.eks. "Holger og konen siger nej til Unionen". Se også gnome.
Vitamin.
Vitaminer er livsnødvendige organiske molekyler og de fleste indgår i kroppens stofskifteprocesser. Vitaminer dannes ikke i tilstrækkelige mængder, eller slet ikke, i kroppen.
Ordet vitamin er en sammensætning og sammentrækning af "vita" ("liv"), og "aminosyre". Det blev første gang formuleret af Casimir Funk i 1912.
Vitaminer opdeles i fedtopløselige og vandopløselige vitaminer. De fedtopløselige vitaminer optages fra kosten sammen med fedt. Fedtopløselige vitaminer ophobes i fedtvævet i kroppen, hvorfra der kan opstå en form for forgiftning ved overdreven indtagelse af fedtopløselige vitaminer. De vandopløselige vitaminer udskilles med det samme, hvis kroppen ikke har behov for dem. Derfor skal man dagligt indtage vandopløselige vitaminer.
Tilstedeværelsen af vitaminer kan være påkrævet for at optage andre stoffer fra maden. Fx optages mineralet kalk bedst ved tilstedeværelsen af D-vitamin
Galden spalter fedtstofferne, så de kan optages i tarmen.
De fedtopløselige vitaminer skal indtages sammen med fedtstof i kosten. Overskud af fedtopløselige vitaminer kommer ud med afføringen.
De vandopløselige vitaminer oplagres kun i meget lille grad i organismen. De befinder sig i kropsvæskerne og i blodserum. Et evt. overskud udskilles via kropsvæskerne, primært via urinen.
Chili (krydderi).
Chili er et stærkt krydderi og ordet kommer fra "chilli" på nahuatl-sproget.
Chilifrugterne kommer fra planteslægten "Capsicum", der hører under Natskyggefamilien. De indeholder stoffet capsaicin, som er det stof, der gør chilier stærke. Capsaicin stimulerer nerver i huden og tungen, som normalt reagerer på varme og smerte og hjernen narres til at tro, at man brænder sig. Chiliens styrke måles i Scoville Heat Unit (SHU) udfra Scoville-skalaen.
Chilien stammer givetvis fra Bolivia, hvorfra den er spredt til store dele af Syd- og Mellemamerika. De første arkæologiske beviser for menneskelig anvendelse af chili er fra Peru. De kan dateres helt tilbage til omkring 8.000-10.000 fvt. Senere er chilien blevet domesticeret af de præcolumbianske folk og efter Columbus rejser til Amerika udbredt til Europa, Afrika, Indien og Asien via de traditionelle krydderihandelsruter.
Mange krydderier, deriblandt chili, har den positive bieffekt at de er bakteriedræbende.
Capsaicin bruges i smerteforskning til at dræbe nerveender med.
Ingen dyr udover fugle spiser Chili, det er Chiliplantens måde at sikre sig overlevelse på, fuglene spreder frøene så nye planter sås.
Mennesket spiser Chili, det kan give visse helbredsmæssige fordele, men kan også virke generende.
Chili benyttes i madlavning frisk, i olie eller tørrede som frø eller pulver. En kendt Chili-ret er Chili con carne ("Chili med kød") og Chili er hovedbestanddelen i Harissa.
Chilivarianter.
Sorterne varierer i styrke, form og farve, fra mild til stærk, fra små til store, fra grønne, sorte, orange og røde og lilla.
Ens for alle chilivarianter er at der er mest styrke i chilifrugten i den ende hvor stilken sidder.
Størstedelen af det stærke stof capsaicin sidder i frøstolen, frøstolen er det sted hvor frøene sidder.
Verdens stærkeste er ifølge "Guinness Rekordbog" chili-frugten Naga Jolokia.
Habanero - meget stærkHabanero - Meget stærk.
Tabasco - stærkTabasco - Stærk.
middelCayenne - Stærk/Middel.
Jalapeño - mildJalapeño - Mild.
Peberfrugt - meget mildPeberfrugt - Ingen capsaicin.
Plæneklipper.
Billede af en elektrisk græsplæneklipper.
En plæneklipper, eller græsslåmaskine, er en maskine til at klippe græs på f.eks. haver, parker, fodboldbaner og andre steder, hvor der er større arealer af kort græs.
Den kan være håndskubbet eller motoriseret (forbrændingsmotor eller elektromotor). De motoriserede fås fra mindre modeller, der manuelt skal skubbes frem, over selvkørende og til helt store maskiner, hvor føreren sidder på selve maskinen. Som noget nyt er robotplæneklippere, der selv kører rundt i haven, begyndt at blive udbredt.
Historie.
Plæneklipperen/græsslåmaskinen blev opfundet i England i 1830 af Edwin Beard Budding, først og fremmest for at klippe græsset på stadions og i haver hos de velhavende. Den stigende popularitet i forskellige sportsgrene som tennis, crocket, cricket, fodbold og rugby hjalp til at udbrede maskinen. Plæneklipperen/græsslåmaskinen var langt mere effektiv end at blot at have græssende dyr på sin plæne.
En af de første firmaer, der producerede rotorklippere kommercielt var det australske firma Victa, der startede i 1947.
Krydderi.
Et krydderi tilsættes maden for at fremhæve en bestemt smag eller for at tilføre den en anden smag. Mange krydderier har den positive bieffekt, at de er bakteriedræbende. En del af dem er også fordøjelsesforbedrende. Et krydderi er en pulveriseret eller tørret plante eller plantedel.
Før i tiden, da transport var yderst besværlig, var krydderier en stor luksus. Mange krydderier blev transporteret på kamelryg ad Silkevejen fra Orienten til Europa.
I Europa er der i mange århundreder blevet anvendt krydderier.
Madopskrift.
En madopskrift indeholder en liste over ingredienser og en tilberedningsfremgangsmåde.
Petting.
Petting kan karakteriseres som erotisk kæleri. Petting minder en del om samleje, således kan det udøves af helt eller delvis afklædte partnere, og det kan lede til orgasme. Men til forskel fra samleje finder ingen penetration sted.
Petting er oprindelig et amerikansk fænomen som skal have til baggrund at den amerikanske kvinde indtil sit bryllup helst skal være jomfru.
Flensborg.
Flensborg (tysk "Flensburg", sønderjysk "Flensborre") er by i bunden af Flensborg Fjord i Tyskland umiddelbart syd for den danske grænse. Flensborg har ca. 89.000 indbyggere (pr. 31.12.08) og er Slesvig-Holstens tredjestørste by. Med omliggende og sammenvoksede forstæder er der ca. 133.000 indbyggere. Efter nogle års stagnation og tilbagegang vokser byen nu igen med ca. 600 - 1000 indbyggere om året.
Byen er et handelscenter med grænsehandel, turisme og søfart. Flensborg er centrum for det danske mindretal i Sydslesvig og har både tysk og dansk teater, biblioteker, kirker og skoler. Flensborg Universitet og ingeniørhøjskolen har omkring 7.000 studerende. Bydelen Mørvig "(Mürwik)" er bl.a. uddannelsessted for tyske marinesoldater. Håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt regnes blandt de bedste i Tyskland og Europa.
En nyrenoveret chamerende gågade strækker sig fra området omkring Nørretorv i nord til Søndertorv i syd med flotte husfacader og mange butikker, samt fortovscafeer. Desuden findes op til strøget en del karakteristiske handels-baggårde som i dag huser restauranter og små butikker. Særlige bemærkelsesværdige områder er Rødegade/Rote Strasse og gadens baggårde, nær Søndertorv.
I 2009 fejrede byen sit 725 års købstadsjubilæum.
Sprog.
I Flensborg tales både tysk og dansk. Ved siden af tysk og dansk findes blandingssproget petuh (petuhtanternes sprog), som stadig præger sproget i byen. Ca. en femtedel af indbyggerne betegner sig som dansksindede, og der bor omkring 1700 danske statsborgere i Flensborg.
På sønderjysk kaldes byen "Flensborre".
Erhverv.
En række virksomheder i Flensborg, bl.a. Danfoss er med til at gøre byen til et førende produktionssted i delstaten Slesvig-Holsten. Danfoss i den nordlige bydel hører til byens største arbejdspladser. I 2010 blev Danfoss i Flensborgs produktion dog lukket, og fabrikken er nu kun kontorarbejdspladser
Der findes også mange grænsesupermarkeder i og omkring byen. Pga. vandkvaliteten er Flensborg kendt for brygning.Flensborg Bryggeri er et af de største ølbryggerier i Nordtyskland. Der findes stadig to romhuse, som producerer den kendte Flensborg-rom. Et af dem er Johannsen Rum i Mariegade.
Flensborg Skibsværft blev oprettet i 1875. Skibsværftet er landsdelens største skibsværft.
Navnet.
Der er usikkerhed om bynavnet "Flensborg"s oprindelse. Enkelte forklaringer går ud på at det er udledt af en ridder med navn "Fleno" eller af en fæstning ved Mariekirken. Måske stammer navnet fra møllebækken, der oprindelig hed Flenså eller Flensbæk. Der har også været en by "Flenstoft"e og måske en gård "Flensbæ"k i nærheden. I 1251 skrives byens navn "Flensaburgh" (altså "Borgen ved Flenså").
Historie.
Flensborg blev, som mange andre købstæder ved Jyllands østkyst, grundlagt i 1100-tallet. Her ved Flensborg Fjord krydsede den historiske hærvej handelsvejen mellem Angel og Nordfrisland (Angelboveje). Det var et ideelt sted at stifte en handelsby. Små bebyggelser ved fjorden voksede nu sammen til en handelsplads. Byen opstod på grænsen mellem Vis Herred og Husby Herred og ved siden af den daværende handelsmetropole Slesvig by. I 1240 udstedte den danske konge et værgebrev for byens Knudsgilde. I 1284 fik Flensborg købstadsrettigheder. På samme tid blev Mariekirken ved Nørretorv ("Nordermarkt") opført. Hundrede år senere byggedes Nikolaikirken ved Søndertorv ("Südermarkt"). Imellem de to centre lå byens tingplads. Omkring 1345 byggede flensborgerne en bymur. I 1400-tallet opførte Dronning Margrete 1. slottet Duborg. Hun døde senere af pest på et skib i Flensborg havn.
Den første velstandsperiode havde Flensborg mellem 1450 og 1600, da byen var centrum for en omfattende østersøhandel. Med sine 5.000 indbyggere og en handelsflåde på 200 skibe var byen den største handelsby under den danske krone. Både Skrangerne ved Nørretorv, Nørreport og Kompagniporten, hvor skipperlauget havde til huse, stammer fra denne tid. Under Trediveårskrigen besatte tyske og svenske tropper Flensborg. Mange flensborgere flygtede for krigen og pesten. I begyndelsen af 1700-tallet fulgte Den Store Nordiske Krig. Byens handelsflåde var nu reduceret til blot ni skibe.
Den anden velstandsperiode var mellem 1775 og 1806, hvor byens skibe sejlede med rørsukker, tobak og rom fra Vestindien. Fra denne periode stammer flere nyklassicistiske borgerhuse og købmandsgårde i købstaden. I rommens blomstringstid fandtes der i Flensborg flere end 20 romhuse. I 1796 blev forbud mod at bygge uden for byens grænser ophævet. Under Napoleonskrigene blev den gamle kirkegård for alle byens sogne oprettet. Det var den første kommunale kirkegård i Sønderjylland.
Efter krigen i 1864 tilhørte byen Tyskland. Det afskar Flensborg fra det danske marked. Byens erhverv måtte nu åbne sig mod syd og handelen baserede sig mest på byens naturlige opland i Slesvig. Byens skibsværft blev oprettet og nye arbejderkvarterer opstod. Byen fik mange nye indbyggere. Samtidig var Flensborg i årene frem til 1920 den centrale handelsby i hele Slesvig - ikke mindst også for Nordslesvig. Så godt som al engroshandel til Nordslesvig var på de store flensborgske handelsfirmaers hænder”, helt ud til de mindste stationsbyer i Haderslev Vesteramt.
Ved valget til den nordtyske rigsdag i 1867 var der stadig dansk flertal. Men ved folkeafstemmningen i 1920 stemte 75 % tysk og 25 % dansk, og Flensborg forblev tysk. Som tak for afstemningsresultatet opførte den tyske regering i 1927 en ny banegård og i 1930 Det Tyske Hus. Tysklands nederlag i 1945 bragte i nogle år grænsespørgsmålet på dagsordenen igen. De danske skoler og foreninger fik en stor tilgang, og Flensborg fil oven i det en dansksindet borgmester.
I 2008 indgik Flensborg et forvaltningsfælleskab med nabokommunen Lyksborg.
Flensborgs byflag i de slesvigske farver blå og gul
Politik.
Ved overborgmestervalget den 21.november 2010 blev Simon Faber fra Sydslesvigsk Vælgerforening i anden valgrunde valgt til ny overborgmester i Flensborg. Bypræsident er Christian Dewanger fra borgerlisten "Wir in Flensburg/Vi i Flensborg".
Bydele.
Flensborg kommune er administrativt opdelt i 13 bydele. De 13 bydele er Indre By ("Altstadt" med Sankt Marien, Sankt Nikolaj og Nørreport), Nystaden ("Neustadt", tidligere Ramsherred, med Duborg), Nordstaden ("Nordstadt", med Galvig, Klus), Vestlig Høj ("Westliche Höhe", med Frueskov og Sankt Gertrud), Friserbjerg ("Friesischer Berg", med Exe og Fredshøj), Sporskifte ("Weiche", med Sophiegård og Skæferhus), Südstadt (med Martinsbjerg, Rude og Pælevad), Sandbjerg ("Sandberg", med Achter De Möhl/Bag Møllen, Sønderup og Adelbylund), Jørgensby ("Jürgensby", med Sankt Hans, Sankt Jørgen og Jørgensgaard), Fruerlund (med Blæsbjerg og Bolsbjerg), Mørvig ("Mürwik", med Osbæk, Vandløs og Solitude), Engelsby (med Fuglsang) og Tarup (med Sønderup).
Indlemmelser.
Prospekt af Flensborg fra 1500-tallet. Fra Georg Braun og Franz Hogenbergs "Civitates Orbis Terrarum".
Kirker.
Kirker i den indre by er
Andre markante kirker er Sankt Jørgenskirke i Jørgensby, Sankt Petri Kirke og den danske Ansgarkirke i Nordstaden samt Adelby Kirke i Tarup.
Teatre.
Flensborg byteater i Rådhusgade blev åbnet i 1894. Teatret hører siden 1974 ind under den slesvig-holstenske landsdelsscene med spillesteder i både Flensborg, Slesvig by og Rendsborg. Udover den tyske landsdelsscene findes også en dansk teater (Det lille Teater) og et nedertysk teater ("Niederdeutsche Bühne"). Derudover findes små amatørteatre ("Teaterværkstedet Pilkentafel" eller "Orpheus Theater"). Orpheus Theater er med 60 pladser byens mindste teater. Sydslesvigsk Forenings teaterudvalg tilbyder også danske gæstespil i byen. Opførelserne finder sted i Flensborg byteater eller i den danske idrætshalle.
Medier.
Flensborg er hjemsted for to regionalaviser. Den største af de to er den tysksprogede "Flensburger Tageblatt", som udkommer i "Schleswig-Holsteinischer Zeitungsverlag". Avisforlaget udgiver i alt 14 dagblade i hele Slesvig-Holsten. "Flensburger Tageblatt" er forlagets største og mest betydende avis. På hverdage udkommer "Flensburger Tageblatt" i et oplag på cirka 38.000 eksemplarer. Avisen har altid haft en bevidst borgerlig profil.
"Flensborg Avis" retter sig i første række mod den danske folkedel i Sydslesvig. Avisen udkommer både på dansk og tysk. Den tysksprogede sektion udgør cirka en tredjedel. På hverdage udkommer "Flensborg Avis" i et oplag på cirka 5.800 eksemplarer. Avisen har lokalreadktioner i selve Flensborg, Slesvig by og Husum. Lokalredationen i Flensborg befinder sig ved Skibbroen tæt ved Nørretorvet. Dertil kommer de tysksprogede ugeblade "Moin Moin" og "Wochenschau".
Den nordtyske radiostation NDR driver et regional studio i byen. Dertil kommer "Offener Kanal Flensburg" ("Åben Kanal Flensborg"), som er en ikke-kommerciel lokal tv-station, i hvilken alle borgere fra Flensborg og omegn frit kan udfolde og ytre sig. Flensborgs åbne kanal har sit domicil i Flensborg-Jørgensby.
Sport.
Flensborg er hjemby for håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt. Klubben har igennem en årrække markeret sig som tophold i den tyske Bundesliga. I 2004 blev klubben tysk mester. SG har hjemmebane i den nye Campushalle med plads til 6.500 tilskuere.
Den største lokale idrætsforening er Turn- und Sport-Bund. Ved siden findes der flere andre foreninger bl.a. Flensburg 08, ETSV Weiche, LK Weiche, Sportverein Adelby, VfB Nordmark, tennisklubben TC Mürwik, Flensburger Reitclub Engelsby/Twedt, Flensburger Schachklub, Flensburger Segel-Club (FSC) og Segler Vereinigung Flensburg.
Byens største danske idrætsforening er Dansk Gymnastik Forening (DGF). Foreningen blev stiftet i 1923. Klubben har hjemmebane i Frueskovens Idrætspark. Ud over Dansk Gymnastik Forening findes der andre danske idrætsforeninger bl.a. Dansk Håndbold Klub, Flensborg Badminton Klub, IF Stjernen, Flensborg Roklub, Gymnastikforeningen DAN, bokseklubben ABC Fight Flensborg, skakklubben Fribonde Flensborg og Flensborg Yacht Club i Farnæsodde/Fahrensodde.
Uddannelse.
Byen har gennem de seneste år etableret sig som centrum for uddannelse med flere gymnasier, videregående uddannelsesinstitutioner og Flensborg Universitet, hvor der pt er immatrikuleret cirka 4.200 studenter. Universitet tilbyder i samarbejde med Syddansk Universitet i Sønderborg grænseoverskridende studier i kulturvidenskab og international management. På byens tekniske læreanstalt ("Fachhochschule Flensburg") læser pt cirka 3.000 studerende. På Marineskolen og Skolen for Strategisk Opklaring i bydelen Mørvig uddannes tyske og europæiske søofficerer.
Flensborg har både tyske og danske skoler. Byens gymnasier er Altes Gymnasium (Flensborg lærde Skole, byens ældste skole),
Auguste-Viktoria-Schule i Søndergravene, Duborg-Skolen, Fördegymnasium i Fruerlund og Goethe-Schule i Jørgenby.
Infrastruktur og transport.
Flensborgs kollektive trafik drives af Aktiv Bus og AFAG. Rutebilstation ligger centralt i den indre by. Byens Hovedbanegård ligger lidt syd for byens centrum. De sidste sporvogne i drift kørte i byen i juni 1973 ("se Flensborg Sporveje"). En færge forbinder byen med Kollund på den danske side af Flensborg Fjord.
Vest for kommunens grænser forløber motorvejen A 7, som fortsætter nord for den dansk-tyske grænse som Sønderjyske Motorvej. Den er en del af Europavej E45. Motorvejen har forbindelse med byens vestlige omfartsvej B 200. Strækningen er bygget som motortrafikvej. I 2006 blev den nye østlige omfartsvej (Østtangenten) indviet.
Vanilje.
Vanilje ("Vanilla") (tidligere stavet "vanille") er dels navnet på en planteslægt med over 100 arter og dels betegnelsen for et krydderi, der købes som behandlede frugter af nogle Vanilje-arter.
Normalt anvendes kun kornene (frøene) i frugten, selvom selve skallen kan koge med i retter som risengrød. Vaniljefrugten indeholder verdens mindste frø, og hver frugt kan indeholde usandsynligt mange frø. Smagen sidder hovedsagelig i selve frøene og hinden udenom hvert enkelt frø.
Smagen i vanilje er meget kompleks. Hovedbestanddelen er vanillin, men hertil kommer spor af et hav af forskellige kemiske substanser, der alle bidrager til at give vaniljen den helt rigtige smag. Af disse stoffer kan nævnes fenoler, fenolætere, alkoholer, carbonylforbindelser, syrer, estere, lactoner, alifatiske og aromatiske kulhydrater og heterocykliske forbindelser. Selvom disse stoffer kun findes i meget små mængder summerer de tilsammen op til vanillens smag.
Ud over de nævnte kemiske forbindelser findes også sukker, fedt, cellulose, mineraler og vand i vanille.
For at få smagen frem i vaniljefrugten må man behandle den. Bl.a. dampning og senere tørring indgår i processen.
Vaniljeplanten stammer fra Mexico og Guatemala, men dyrkes nu også bl.a. i Indonesien, på Tahiti og Madagaskar. Udenfor Amerika må planten dog bestøves manuelt og dette gør vaniljen temmelig dyr.
Vaniljen har været et kendt krydderi i mange århundreder, aztekerne og mayaerne benyttede det bl.a. i deres kakaodrik.
Hypernova.
En Hypernova kan udsende en gammaglimt med en ca. 100 gange så høj effekt som en supernova i forbindelse med eksplosionen. Hypernova-eksplosionen, der nåede os den 29. marts 2003, udsendte en effekt på 1 million gange effekten fra vores galakses samlede stjerner.
Den 19. marts 2008 nåede en hypernova-gammaglimt (GRB 080319B) os fra en afstand af omkring 7,5 milliarder lysår - hvilket er mere end halvvejs gennem universet.
Sø.
En sø består af et stort rumfang ferskvand. Søen kan evt. i perioder have afløb til andre søer eller havet via et eller flere vandløb. Små stillestående søer uden tilløb eller afløb kaldes undertiden vandhuller.
Andre naturlige vandkilder eller dræn til en sø kan være grundvand, fordampning, regn, kilde, smeltevand fra f.eks. gletsjer, is eller sne.
Menneskeskabte, kunstige kilder eller dræn er f.eks.: Dæmninger med henblik på opstemning for at fremskaffe vandkraft.
Vandet i søer er stillestående, dvs. at de har en lav/dårlig udskiftning af vand. Det er ikke ligesom åer, hvor vandet er gennemløbende og i bevægelse.
Søerne kan være næringsrige eller næringsfattige.
Oftest kan det forekomme at der næsten eller slet ingen ilt er på bunden af søen, planternes fotosyntese hjælper med at skabe ilt på bunden og oprette den naturlige balance, Respiration.
Planter og dyr dør på grund af manglende sollys som algerne skygger for. De bruger nu kun respiration for at kunne rådne, det tager meget på iltindholdet i vandet.
I vandet er molekylebevægelserne 10.000 gange langsommere end i luften, både for kuldioxid og oxygen.
Resten af verden.
Finland er kendt som "landet med de tusind søer" (der er 187.888 søer i Finland, heraf 60.000 store) og Minnesota er kendt som "Området med de 10.000 søer". Over 60% af verdens søer findes i Canada.
Kunstige søer.
Kunstige søer skabes af forskelligt grunde. 1) for at udnytte vandkraften til energi, 2) samle drikkevand 3) kontrollere flodens løb og forhindre oversvømmelser 4) for at kontrollere vandet og bruge det til overrislingsanlæg, 5) æstetiske grunde i have- og parkanlæg.
Effekt (fysik).
Effekt er et udtryk for belastning. Effekt er ikke forbrug (energimængde).
Effekt bliver almindeligvis målt i den afledte SI-enhed watt.
Ud over watt kan effekt f.eks. opgives i følgende enheder: HK (hestekræfter), J/s, A*V, Nm/s, kWh/h. Lidt om hestekræfter, som "ikke" er en kraft. Det skal bemærkes at forskellige lande har værdisat deres hestekraft forskelligt, derfor anbefales det ikke at opgive effekt i hestekræfter.
Fysisk effekt generelt (mekanisk, atomar og elektrisk...).
Effekt er bl.a. defineret som energiændring per tidsenhed.
1 W = 1 J/(1 s),
hvor den ændrede energi er 1 joule (J) over et tidsinterval på 1 sekund (s). 1 watt her er den gennemsnitlige effekt over det angivne 1 sekunds tidsinterval. Vi har ingen viden om effekten i mindre tidsintervaller eller tider, medmindre vi har energien målt i flere intervaller eller har energien målt kontinuert som funktion af tiden. Faktisk er det et specialtilfælde af matematisk differentiering med hensyn til tid.
Klejnehjul.
Klejnespore også kaldet Klejnehjul er et håndtag med et hjul for enden. Det bruges til at lave den bølgede kant på klejner.
Vandvej.
En vandvej kan betyde to ting. Enten en kanal eller sejlbar flod. Eller en rute til søs.
Sejlbare kanaler og floder betegnes under et som "indre vandveje".
Indre danske vandveje.
I Danmark har de sejlbare kanaler primært været brugt til, at lette adgangen til havne rundt om i landet. Eksempler på dette er kanalen til Næstved havn og Odense Kanal. Enkelte steder har kanaler være brugt til, at forkorte afstanden som skibe skulle tilbagelægge. Et eksempel på dette dette er Kanhavekanalen, der gennemskærer Samsø. Kanaler til egentlig varetransport er der kun få af i Danmarkshistorien en markant af slagsen er Esrum Kanal.
Udenlandsk brug.
I udlandet derimod har man en lang tradition for varetransport på de indre vandveje, såvel på floder som på kanaler. En varetransport som stadig foregår og til stadighed udbygges.
Kanalsejlads i Frankrig.
I Frankrig har man et veludbygget net af kanaler og sejlbare floder, med en samlet længde af 8.500 km. Man opererer med 7 forskellige skibsklasser, som afgør hvorvidt skibene kan gå igennem vandvejene.
Ægte Laurbær.
Ægte Laurbær ("Laurus nobilis") er et stedsegrønt træ med en bred, kegleformet krone og opstigende grene. Barken er først glat og lysegrøn med rødlig solside, men senere bliver den brun. Gamle grene og stammer får en smalfuret, sortgrå bark. Knopperne sidder spredt, og de er små og kegleformede med blanke, røde knopskæl. Bladene er elliptiske og læderagtige med kruset og tandet rand. Oversiden er skinnende mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i marts-april, hvor man kan se de små, 4-tallige blomster sidde i korte stande ved skudspidserne. De enkelte blomster er bleggule til grøngule. Frugterne ligner oliven i form og størrelse. De er først grønne, men bliver sorte ved modenhed.
Rodnettet er kraftigt og dybtgående (hvis der ellers er godt dræn). Planten sætter talrige rodskud og bryder villigt fra stød. Blomsterne dufter sødligt, og bladene har en kraftig, krydret duft. Laurbær kan generelt ikke klare sig på friland i Danmark, da planten dør ved temperaturer under -15 °C. Der findes dog enkelte eksemplarer på meget beskyttede steder, bl.a. på Christiansø.
20 x 15 m (30 x 20 cm/år)
Træet er tilpasset veldrænede forhold med vinterregn. Det voksede oprindelig over et stort område i de blandede ege-fyrre skove langs Middelhavets kyster. I dag findes der restbevoksninger på Madeira, i Portugal og ved Opatija i Kroatien. I Midtitalien finder man træet i de blandede, stedsegrønne skove på de højeste punkter. Her vokser det sammen med bl.a. Almindelig Buksbom, Almindelig Kristtorn, Almindelig Taks, Korsikansk Fyr og Panser-Fyr.
Laurbærblade anvendes som krydderi i kød- og fiskeretter. Bladene kan anvendes både tørrede og friske. De koger normalt med i retten, men fiskes op inden servering. Specielt Tyrkiet er eksportør af laurbærblade. Der er kun smag på de laurbærblade, som gror køligt i bjergene.
Humle.
Slægten Humle ("Humulus") er udbredt i Europa og Asien med nogle få arter, som alle er staudeagtige lianer. Frugterne - og især de hunlige ("humlekopperne") - rummer det bittert smagende stof, lupulin. Her nævnes de to arter som dyrkes i Danmark.
Noatun.
Noatun er i den nordiske mytologi en egn i jættelandet Jotunheim.
I Noatun ligger Njords bolig i skoven ved havet.
Skinfaxe.
Skinfaxe er hesten, der i nordisk mytologi er forspændt Dags vogn. Han bliver på denne kørt hen over himlen hver dag. Hestens man og hale skinner som guld og oplyser verden.
Hesten Hrymfaxe er forspændt vognen, der bærer månen over himlen om natten.
Ifølge en anden tradition er Sol en gud, datter af Mundilfare og søster til Måne. Sol kører i solvognen over himlen. Vognen trækkes af to heste ved navn Alsin og Arvak.
Vanaheim.
Vanaheim, "sjældent" "Vanehjem", (norrønt: Vanaheimr) var i nordisk mytologi hjemsted for vanernes slægt. Der findes ikke nogen egentlig beskrivelse af stedet i de bevarede kilder, hverken placering i forhold til andre verdner eller karaktér er derfor kendt; det omtales blot som én af de ni verdner, der udgjorde det nordiske verdensbillede. Tre af guderne fra vaneslægten: Njord og hans to børn, Freja og Frej, bor hos aserne i Asgård; de skulle være med til at sikre freden efter Vanekrigen, da guder af de to slægter blev udleveret som gidsler for at bo hos "fjenden". Siden har der været fred gudeslægterne imellem.
Eftersom det siges at Njord blev født Vanaheim og at han skal vende tilbage der til efter Ragnarok, kan der have været en forestilling om at Vanaheim ikke blev berørt af de andre verdners undergang.
Vanaheim i Ynglingesaga.
Navnet Vanaheim optræder også i "Ynglingesaga" af Snorre Sturlason. Denne saga udgør første del af "Heimskringla", og i den fortælling optræder de nordiske guder som euhemeriske helte fra en fjern fortid, dvs. de beskrives som mennesker, der efterfølgende blev opfattet som guder. De kosmologiske lokaliteter placerer han i den virkelige verden, og Vanaheim knytter han til et område nord for Sortehavet ved floden Tanais, dvs. Don, der blev kaldt Tanakvísl eller Vanakvísl.
Vidar den Tavse.
Vidar er i nordisk mytologi søn af Odin. Han holder sig for sig selv og træner til Ragnarok. Han er næsten lige så stærk som sin bror, Thor, men det er også nødvendigt, for ifølge Vølvens spådom skal Vidar ved Ragnarok hævne sin fars død. Han skal sætte sin fod i gabet på Fenrisulven, brække dens kæbe og derefter stikke et sværd i ulven.
Til formålet har han en kæmpe skindstøvle, lavet af alle de stumper som skomagerne smider væk. dvs. alle endestykkerne og udskæringer ved hæl og tå. Han bærer altid denne støvle og den giver ham derfor en haltende gang. Med den på kan Fenrisulven ikke bide foden af ham, og Vidar overlever kampen med uhyret og bliver en af de overlevende aser fra Ragnarok, der opbygger den nye verden.
Odins søn og hævner.
Gunlød.
Gunlød er i nordisk mytologi jætten Suttungs smukke datter. Hun bliver sat til at vogte skjaldemjøden, som Suttung opbevarer i Hnitbjerget i Udgård.
Odin vil eje skjaldemjøden og sniger sig i ind igennem en sprække, i slange skikkelse, til hulen og Gunlød. Her forfører han hende og drikker hele tønden med mjød. Lettere beruset flakser han tilbage mod Asgård, i sin fugleham. Suttung flyver straks efter ham, men nnår ikke at indhente guden Odin, ind han er langt over Asgård murer, og har gylpet mjøden op.
I en version får Odin hjælp af Bauge til at få adgang til Gunlød. I denne version er mjøden opbevaret i Son, Boden og Odrører. Se Odin stjæler skjaldemjøden.
Vølsungerne.
Vølsungerne er en vikingeslægt, der ifølge sagnene nedstammer i lige linje fra Odin. Omfatter bl.a. Sigmund og hans søn Sigurd Fafnersbane.
Hrymfaxe.
Hrymfaxe eller Rimfaxe er i nordisk mytologi hesten, der er forspændt månevognen. Den trækker månen over himlen om natten. Skummet fra hestens bidsel falder som dug. Hrymfaxe betyder "hesten med rimdækket man" som trækker Nats vogn henover himlen.
Hesten, der fører solen over himlen kaldes Skinfaxe.
Grid.
Grid er i nordisk mytologi en asevenlig jættekvinde. Hun har tre remedier, der giver hende enorme kræfter, en stav (Gridarvol), et bælte og et par jernhandsker. Disse udlåner hun til Thor og de redder hans liv, da han fanget i en stærk fos er ved at drukne. Kun ved hjælp af styrkebæltet og staven får han reddet sig ind til bredden og kan hive sig i land ved hjælp af et lille rønnebærtræ - træet kaldes også Tors redning.
Der skal lige pointeres at Tor selv har et styrkebælte og et par jernhandsker, men han var blevet lokket af Loke til at rejse våbenløs. Loke blev for øvrigt selv presset til dette af jætten Gejrrød.
Byte.
En byte er den lagerenhed i en computer, som bruges til at rumme information svarende til ét tegn.
I byte-adresserbare computere er en byte tillige den mindste adresserbare enhed. Næsten alle computere er i dag byte-adresserbare.
Byte er en omskrivning af bite (engelsk for bid). Omskrivningen er foretaget for at undgå forveksling med bit.
Oprindelig bestod en byte af op til 6 bits, men i dag består den næsten altid af 8 bits. Andre størrelser som 9 og 12 bits har også været brugt.
For at undgå tvetydigheder bruger man i nogle sammenhænge betegnelsen oktet som en dataenhed som per definition er på netop 8 bit. Det gælder f.eks. i mange standarder inden for data- og telekommunikation.
En byte på 8 bits kan angive en af formula_1 tilstande, hvor tilstandene ofte enten er et heltal i intervallet 0 til 255, et heltal i intervallet -128 til 127 eller et tegn (angivet med ASCII-kode eller lignende).
Når en bytes værdi skal angives, sker det oftest ved at nævne værdien opdelt i 2 hexadecimale cifre, da de 8 bit i byten kan opdeles i 2x4 bit (4 bit = 1 nibble), der hver især kan antage værdien 0-15 (hexadecimalt 016 - F16), således at en byte har værdien 0016 - FF16.
Byte forkortes ofte til et stort B (i modsætning lille b, der betyder bit). Lagerkapacitet benytter ofte byte som grundenhed, for eksempel kilobyte, (kB), megabyte (MB) og gigabyte (GB).
Mørkeskoven.
Mørkeskoven er i nordisk mytologi et skovområde. Her lever ulvene, der er sønner af jættekvinden Hyrrokken.
I et digt "Vølunds ed" af Viggo Stuckenberg (1863-1905)
Men Vølund for
og Ulvene hyler, og hungrende Gribbe
Markeskov(-en) betyder Grænseskov(-en). Navnet "Mørkeskoven" er en misforståelse, en stavefejl. hvor a er blevet til ø
Det er jo sådan, at det er Grænseskoven/Markeskoven der danner grænsen mellem Asgård og Muspelheim.
Gigabyte.
En gigabyte er 109 byte = 1 000 000 000 byte. Forkortes GB.
Giga-præfikset betyder 109, men har i computermæssig sammenhæng betydet 230. Gibi er et nyt præfiks, som betyder 230. IEC anbefaler at bruge betegnelse gibibyte, når der beskrives datamængder, som er et multiplum af 230 byte.
Megabyte.
En megabyte er 106 byte = 1 000 000 byte. Forkortes MB.
Mega-præfikset betyder 1 000 000, men har i computermæssig sammenhæng betydet 220 = 1 048 576. Mebi er et nyt præfiks, som betyder 1 048 576, og det anbefales at man fremover benytter mebibyte til at beskrive datamængder, som er et multiplum af 1 048 576 byte.
Niflheim.
Niflheim er et sted i nordisk mytologi. I Niflheim ligger isen flere meter tyk, med et jerngreb om den bundfrosne jord. Sneen fyger døgnet rundt og der er i det hele taget ret koldt og aldeles ubeboeligt. Der løber en enorm flod, Hvergelmir. Den strømmer med en sådan fart at den ikke kan nå at fryse. Hvergelmir deler sig i 11 mindre floder, Elivagar. Disse elve strømmer mod syd, mod Ginnungagap, og da de kommer for langt væk fra deres udspring fryser de til is, som hober sig op, og til sidst er hele den ene nordlige af Ginnungagap fyldt med is og kulde..
Mod syd findes Muspelheim, der er lys og brændvarm. Midt imellem de to verdener findes det tomme rum Ginnungagap. Her er en behagelig temperatur og det er her urkoen Audhumla og urjætten Ymer lever. Og det er ud af de to væsener at verden, som vikingerne kendte den, fødtes.
Kilobyte.
En kilobyte er enten 1000 byte eller 1024 byte. Forkortes kB.
Forkortelsen kb (med lille b) betyder kilobit (1 byte er 8 bit).
Kilo-præfikset betyder 1000, men har i computermæssig sammenhæng betydet 1024 = 210, da toerpotenser er mere naturlige at regne med indenfor computerverdenen.
Andrimner.
Andrimner er i nordisk mytologi Odins kok i Valhalla. Det er Andrimner, der skærer for, når galten Særimner skal tilberedes til et festmåltid, inden einherjerne om aftenen kommer sultne tilbage fra kampen på Idasletten.
Toerpotens.
En toerpotens er en potensopløftning af tallet 2.
De første totalspotenser er: 1 (=20), 2 (=21), 4 (=2²), 8, 16, 32, 64, 128, 256, 512, 1024, 2048, 4096.
Idasletten.
Idasletten ("Iðavöllr") findes i nordisk mytologi lige uden for Valhallas porte. Det er her einherjerne udkæmper deres drabelige slag hver dag, som øvelse til Ragnarok. Hver aften er Idasletten rød af blod. Men når valkyrierne har flikket einherjerne sammen igen inden aftensmaden er blodet forsvundet og hele scenariet er klar til næste dag.
Særimner.
Særimner er i den nordiske mytologi en galt, der bor i Valhalla. Grisen er fortryllet og benyttes i køkkenet som en rigelig kilde til frisk kød. Når kokken Andrimner skærer tykke bøffer ud af siden på Særimner, vokser kødet straks frem igen. På den måde er der masser af mad til hele einherjehæren hver aften.
Heidrun.
Heidrun er i nordisk mytologi en ged, der bor på taget af Valhalla. Hun sladrer om alverdens begivenheder med egernet Ratatosk, budbringeren, der holder til på asken Yggdrasil.
Heidruns yver giver mjød i rigelige mængder, der siver ned i en tønde i Valhalla. Einherjerne kan drikke sig en pukkel til hver aften i Heidruns mjød til aftensmåltidet.
Buster Larsen.
Buster Larsen, født Axel Landing Larsen (1. september 1920 - 18. december 1993), var en dansk skuespiller, der nu især er kendt fra tv-serierne Cirkus Buster (foreviget som spillefilm i 1961) og Matador, hvor han spillede den joviale grisehandler Larsen.
Buster Larsens store gennembrud kom med tv-serien "Cirkus Buster", der blev sendt i perioden 1959-61. Denne serie præsenterede folkelig underholdning med Larsen som "cirkusdirektør". Han er også kendt fra flere andre tv-roller, bl.a. som Thomas i Leif Panduros "Farvel Thomas" fra 1968, og hans afsluttende ord "Lorteland!" fra de uforglemmelige sketches i satireserien "Hov-Hov" fra 1960'erne kan også nævnes. Fra samme programserie husker mange også hans parodier på Cleo, Erhard Jacobsen, Simon Spies og John Price.
Buster Larsen debuterede som 12-årig på Nørrebros Teater i 1932, og én af hans sange fra det år kan høres på en cd i serien "Den Danske Revy". Det blev til adskillige roller i barndommen, inden han gennemførte skuespilleruddannelsen Det Kongelige Teaters elevskole i 1942.
Busters gennemgående roller var den lille mand, der betragtede verden, og det drev ham ind i alle underholdningsbranchens afkroge. Som et eksempel fra teatret kan nævnes hans fortolkning af titelfiguren i "Jeppe på bjerget" fra 1971. Han spillede også Jeppe i Kaspar Rostrups filmatisering af samme stykke fra 1981, hvilket indbragte ham Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle. Det blev til en lang række teaterroller og revydeltagelse, ikke mindst i Stig Lommers Hornbækrevyen samt Cirkusrevyen. Han var en skattet visesanger, både fra revyerne og fra andre sammenhænge.
Han var gift to gange: Med Aase Norre 1943-53 (parret fik et barn) og med Lizzie Ingemann 1955 til sin død (parret fik tre børn). Endvidere var han far til Hannah Bjarnhofs søn Michael Bjarnhof.
Muspelheim.
Muspelheim er i nordisk mytologi en verden der findes før vores kendte verden på jorden dannes. Muspelheim findes langt mod syd. Det er en brændende varm lys verden fyldt med gnister, flammer og sod. I Muspelheim lever Muspelfolket.
Mod nord findes Niflheim, der er mørk og iskold. Midt imellem de to verdener findes det tomme rum Ginnungagap. Her er en behagelig temperatur og det er her urkoen Audhumla og urjætten Ymer lever. Og det er ud af de to væsener at verden, som vikingerne kendte den, fødtes.
Jætten Muspel bor i Muspelheim.
Det oldhøjtyske digt "Muspilli" beskriver måske en ældre sydgermansk forestilling, hvor "Muspel" er en betegnelse for den verdensbrand, der vil finde sted ved Ragnarok.
Muspelfolket.
Muspelfolket lever i den nordiske mytologi i det brændende Muspelheim langt mod syd. Ved Ragnarok marcherer de mod Asgård og tilintetgør til sidst verden i et hav af flammer.
Jætten Muspel bor i Muspelheim.
Datalogi.
Datalogi er læren om data og behandling af data - især vha. maskiner og computere, dvs. studiet af det teoretiske grundlag af mulighederne for at lave alle former for behandling af data.
Ordet er dannet 8. marts 1966 af Peter Naur og benyttes hovedsageligt i de nordiske lande. Det første datalogiske institut var Datalogisk Institut ved Københavns Universitet. På engelsk kaldes datalogi for "computer science", på tysk kaldes fagområdet "informatik" og på fransk "informatique". Siden datalogiens spæde skridt i midten af det 20. århundrede har det været diskuteret, hvilket navn der skulle knyttes til den nye videnskab. Valget af datalogi i stedet for computervidenskab skal ses som et ønske om at lægge vægt på, at studiet ikke er et studie af de specifikke maskiner, computerne, men af data generelt. Således rækker datalogien langt længere tilbage end de første computere, og selv hulemalerier og røgsignaler kan ses som en form for databehandling.
På dansk anvendes ifm. computere også begreberne It og Edb, men disse henviser til den praktiske anvendelse af computere og ikke videnskaben datalogi.
Mikrocomputer.
Microcomputere er små computere som f.eks. Amiga, PC eller Mac, typisk kun til en enkelt bruger.
Dette står i modsætning til minicomputere og mainframes.
Rom (hukommelse).
Rom er et akronym for "r"ead "o"nly "m"emory (på dansk: Hukommelse der kun kan læses fra), og er en form for digital hukommelse til brug i computere. Som navnet antyder kan computeren kun læse den information der er lagret i denne type hukommelse, men modsat en anden slags computer-hukommelse kaldet RAM kan computeren ikke selv ændre eller slette noget i en indbygget rom-hukommelse. Til gengæld har alle former for rom den fordel overfor RAM, at de bevarer deres indhold selv om strømforsyningen til dem afbrydes.
Anvendelser.
Netop fordi hukommelse af rom-typen altid bevarer sit indhold, bruges den ofte til "opstarts-programmer" for computere: Så snart strømmen til en computer tændes, vil dens mikroprocessor forvente ordrer om hvad den skal gøre, og disse ordrer findes i "almindelige" computere i den såkaldte BIOS; et program der er anbragt i en rom-kreds.
En lommeregner er et lille computersystem, som fra et rom-lager kan hente programinstruktioner der styrer hvordan systemet skal aflæse tasterne, behandle informationerne, og udlæse resultaterne i displayet. Tilsvarende er vaskemaskiner, videobåndoptagere og meget andet elektronisk udstyr styret af små computersystemer der i vid udstrækning har al fornøden programkode liggende i rom.
Forskellige slags rom.
Rom-typerne ovenfor er nævnt i den rækkefølge de er blevet udviklet: Det ses hvordan udviklingen går i retning af en slags "smart RAM-hukommelse" som ikke mister sit informationsindhold hvis strømmen til hukommelseskredsløbet forsvinder.
Lisp.
Lisp, eller LISP (forkortelse for LISt Processing) er et dynamisk typet, funktionsorienteret programmeringssprog.
Oprindelse.
Sproget er baseret på en matematisk teori - Alonzo Church's lambdakalkyle (lambda calculus) fra 1936. Det blev specificeret af John McCarthy i 1958. Beskrivelsen blev publiceret i 1960 og sproget blev for første gang implementeret af Steve Russell i 1961. Dermed er LISP et af de ældste højniveau-programmeringssprog; blandt de nulevende og stadigvæk mest udbredte er det kun Fortran der er ældre.
Anvendelse.
Lisp har væsentlig betydning inden for kunstig intelligens og er velegnet til metaprogrammering - sidstnævnte ikke mindst i kraft af et af Lisps kendemærker: programmer og data har samme repræsentation; derved er det naturligt at lade programmer generere og transformere andre programmer.
Program- og datarepræsentation.
Både data og programmer repræsenteres i Lisp i form af lister. En liste består af en samling elementer, som hver især enten kan være et atom - en simpel værdi eller et symbol - eller en liste. En liste er altså en rekursiv størrelse. Derfor er det naturligt også at definere funktioner rekursivt ved at definere behandlingen af listens hoved, som er det første element, så af dens hale, som udgøres af resten af listen. Halen består så af et hoved og en hale, osv.; i grænsetilfaldet er halen tom, hvilket normalt bruges som stopkriteriet for rekursionen. Operationerne til at plukke hovedet hhvs. halen af en liste er blandt de grundlæggende operationer i LISP.
LISPs lister kan bruges til at repræsentere andre abstrakte datastrukturer. Fx kan et træ repræsenteres af en liste af lister.
I den oprindelige LISP eksisterer arbejdslagerbegrebet ikke, dvs. man opererer ikke med variabler, og funktionskald kan derfor ikke have bivirkninger; en funktion definerer en ren transformation af input, som er en parameterliste, til en outputværdi, som også er en liste.
Moderne udvidelser.
Moderne LISP-dialekter tillader et vist mål af bivirkninger, fx i forbindelse med udskrivning, filoperationer og operativsystemkald. Nogle af dialekterne understøtter også andre programmeringsparadigmer end det funktionsorienterede - fx det objektorienterede.
Kontekstbaserede funktionskald.
Når en LISP-funktion kaldes vil den ofte få en parameter med der indeholder oplysninger om den kontekst hvori kaldet fandt sted; dvs. virkningen af udførelsen af funktionskaldet kan afhænge meget af kaldets kontekst, ligesom et ords betydning (semantik) i et almindeligt, eller naturligt sprog ofte afhænger af i hvilken sætning (eller, generelt, sammenhæng) det nævnes.
Denne egenskab kaldes også closure.
LISP-dialekter.
Også Logo, det gamle børnevendte sprog som mest forbindes med skildpaddegrafik, dvs. med at tegne figurer på skærmen vha. en lille virtuel skildpadde, er en Lisp-dialekt.
Scheme.
Scheme er et dynamisk typet funktionsorienteret programmeringssprog. Det er en lispvariant.
Efterhånden som common lisp blev for omfangsrigt, blev scheme lavet for at lave et enklere sprog.
Standard ML.
Standard ML (SML) er et stærkt typet funktionsorienteret programmeringssprog. Der er tale om en speciel dialekt af Meta Language brugt i Edinburgh LCF. Det blev udviklet i 1980'erne, standardiseret i 1990 og slutteligt revideret i 1997.
SML er usædvanligt, idet det er klart defineret med en naturlig operationel semantik. Endvidere er det stærkt typet, således at et veltypet udtryk enten er en værdi eller kan reduceres yderligere.
Der findes en række oversættere fra SML til udførlig kode, hvoraf de største er Standard ML of New Jersey, MLton, Moscow ML og ML Kit.
SML kan også bruges til at generere dynamisk indhold på hjemmesider ved brug af ML Server Pages eller en SMLserver.
En række danskere har bidraget direkte i udviklingen af sproget og flere implementationer deraf. Specielt Mads Tofte, Lars Birkedal, Peter Sestoft og Martin Elsman kan nævnes i denne forbindelse.
Maskinkode.
Maskinkode er det "sprog" som en computer, eller mere præcist: computerens cpu forstår. Dette "sprog" er dybest set en tabel, som knytter en lille, simpel "handling" til forskellige binære tal. Et program i "maskinkode" består af en række instruktioner i form af binære tal i en bestemt rækkefølge, som cpu'en læser ét for et, og udfører den handling der er knyttet til hvert af dem.
Tabellen over tal og instruktioner kaldes for "mikrokoden" for den pågældende cpu-type. Forskellige typer cpu'er har vidt forskellige mikrokoder; samme handling (f.eks. at addere to tal) vil som ofte være knyttet til forskellige binære tal hos forskellige cpu'er, og én cpu kan have instruktioner i sin mikrokode som slet ikke findes hos en anden slags cpu.
Oldermand.
Oldermand er betegnelsen for en formand for et håndværkerlav, bylav eller anden form for lav (el. laug).
Ordet er udviklet af den britiske politiske titel ealdorman, der kendes fra middelalderen og som gradvist udviklede sig via "alderman" til "oldermand".
Natanael.
Natanael er en af Jesu disciple. Han omtales i Joh 1:45, og hans navn betyder "Guds gave" på hebræisk.
Rough.
Rough er i golf betegnelsen for de vildtvoksende partier, der grænser op til en golfbanes tilklippede græstæppe kaldet fairway og green.
Paella.
Paella med fisk og ærter
Paella er en spansk risret der laves med kød, fisk, skaldyr (muslinger, rejer mm), snegle med mere og krydres med safran. Ofte bruges ærter, spansk Chorizo pølse samt peberfrugter.
Paellaen stammer fra Valencia og navnet Paella menes at oprinde i panden af samme navn.
Udtalelse ca. som pah-eh-jah eller pah-el-jah afhængigt af dialekten.
Leif Mikkelsen (MF).
Leif Mikkelsen er landsformand i Liberal Alliance. Han var tidligere medlem af Venstre. Privat er han økologisk gårdejer.
Politisk karriere.
Leif Mikkelsen var medlem af Folketinget for Århus Amtskreds fra 20. november 2001 til 13. november 2007.
Han meldte sig ud af Venstre 10. maj 2007 for at støtte Ny Alliance, men blev først formelt en del af folketingsgruppen, da Ny Alliance blev godkendt som parti, 10. juli 2007. Leif Mikkelsen er landsformand for Liberal Alliance.
Uddannelse og erhverv.
Leif Mikkelsen blev født 27. juli 1945 i Sinding pr. Skægkær mellem Kjellerup og Silkeborg. Han er søn af husmoder Gudrun Mikkelsen og gårdejer Georg Mikkelsen, der var radikalt medlem af Viborg amtsråd. Fra 1953 til 1960 gik han i Sinding Folkeskole, hvorefter han var et år på Kongeådalens Efterskole i 1961.
I 1969 var han på befalingsmandsskolen i Værløse og i flyvevåbnet, militærpolitiet 1965-73, hvorefter han i 1973 gik på Asmildkloster Landbrugsskole. Fra 1973 blev han gårdejer.
Leif Mikkelsen har haft en række tillidsposter. I en ung alder blev han i 1962 formand for Sinding Idrætsforening. Det var han indtil 1966. Fra 1982 til 1986 var han formand for Silkeborgegnens Gymnastikforening, og fra 1982 til 2000 formand for Sinding Brugsforening.
Leif Mikkelsen blev i 1979 medlem af landsstyrelsen for "De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger", og var formand for foreningen fra 1984 til 1992. Da "De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger" i 1992 blev lagt sammen med "De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger" til det nuværende Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) blev Leif Mikkelsen den første formand for den nye forening, en post han besad indtil 2001.
Leif Mikkelsen er formand for Danske Spil og har siden 2000 været formand for DGI-byen i København.
Politisk karriere.
Leif Mikkelsen var medlem af Venstre i mere end 40 år, indtil 2007. Han blev partiets kandidat i Silkeborgkredsen i maj 1999. D. 20. november 2001 blev han valgt ind i Folketinget.
Den 10. maj 2007 meldte Leif Mikkelsen sig ud af Venstre og indtrådte som medlem af det nystartede parti Ny Alliance.
Ved folketingsvalget i 2007 var han spidskandidat for Ny Alliance i Vestjyllands Storkreds, men han blev ikke genvalgt til Folketinget.
Socialantropologi.
Socialantropologi og kulturantropologi er begge betegnelser for studiet af menneskelige kultur- og samfundstyper.
Førstnævnte betegnelse benyttes hovedsageligt i den engelske antropologiske tradition, mens kulturantropologi ofte benyttes af amerikanske antropologer.
Nereus.
Nereus var den græske gud for det rolige og solbeskinnede hav.
Som primær havgud erstattet af Poseidon.
Nunavut.
Nunavut ("vort land") er et hjemmestyreområde i Nordcanada. Området blev oprettet i 1999 efter forhandlinger med de "oprindelige" folk i området om den oprindelige befolknings rettigheder. Det eksisterende Northwest Territories blev delt i to. Nunavut omfatter næsten 25% af Canadas landområder. Området bebos af cirka 30.800 mennesker og er med et areal på 2.093.190 km² næsten 50 gange større end Danmark eller ca. på størrelse med Grønland. Hovedstaden er Iqaluit, som ligger på Baffin Island.
Økonomi.
Nunavuts økonomi er baseret på høsttraditioner som majoriteten af inuitter fortsat opretholder med tætte bånd til de lokale områder. Udbyttet af høsten udgør mindst 40 millioner dollars årligt og tilfører mange familier med en billig og vigtig kilde til næringsrig mad
Til at supplere disse traditioner er nye muligheder, som hurtigt får økonomien i Nunavut til at ændre sig.
I 2007, nåede udgifterne til kortlægning af mineralressurcer op på 234 mio dollars, en faktor ti i forhold til 1999. Dette har skabt ekstra job og investeringsmuligheder for Nunavuts indbyggere og Canada.
Diamanter, guld, råmetal og uran ressourcer bliver opdaget i hver region af Nunavut. To nye guldminer, ved Hope Bay i Kitikmeot, og meadowbank nær Baker Lake, er planlagt til at begynde produktionen.
Lægd.
Et lægd (i ældre kilder også stavet "læg") var tidligere (indtil værnepligtsloven af 1869) en betegnelse for den mindste inddeling af Danmark i forbindelse med udskrivning til militærtjeneste.
Betegnelsen "lægd" (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger pålagt godsejerne.
Ved forordning af 20. juni 1788 blev udskrivningsvæsenet for så vidt angår hæren i forbindelse med ophævelsen af stavnsbåndet ændret, og landet inddelt i 1656 lægder. Udskrivningen overgik fra godejernes til kongens og statens embedsmænd. Udskrivningen skulle herefter ske på baggrund af folketallet i lægdet. På landet var et lægd normalt sammenfaldende et sogn, og fra 1843 i byerne identisk med en købstad.
Ved værnepligtsloven af 6. marts 1869 indførtes 6 udskrivningskredse i stedet for en amtsinddeling med en ny nummerering af lægder inden for hver af disse kredse. Efter genforeningen i 1920 blev Sønderjylland det 7. udskrivningsdistrikt.
Lægdsruller.
For hver lægd førtes en fortegnelse, en "lægdsrulle", over de mænd, der kunne udskrives til militærtjeneste i hæren. Disse lægdsruller er en vigtig kilde for slægtsforskere.
Fra 1701 var amtmanden, amtsforvalteren og godsejeren ansvarlig for at udfærdige områdets lægdsruller.
Fra 1788 havde en lokal "lægdsmand", oftest sognefogden, fra 1841 sogneforstanderen, pligt til at føre rullerne over de værnepligtige. En "lægdsforstander" sammenskrev rullerne for hele distriktet, hvilket oftest var herredet.
Lægdsrullerne er opdelt i "hovedruller" og "tilgangsruller". Hovedrullerne er fortegnelser over alle værnepligtige i et lægd et givet år. Tilgangsrullerne indeholder de mænd, der er optaget i rullen et givet år, fordi de nåede den værnepligtige alder eller flyttede til lægdet.
Aigrette.
thumb
Aigrette er et ord fra fransk der betegner en hatteprydelse eller et hårsmykke lavet af fjer.
Asetro.
Asetro/asatro er en nyhedensk religion, hvor de gamle norrøne magter indtager en central rolle. Asatroen går under mange forskellige navne, herunder bl.a. den gamle skik, den forne sæd (eller Forn siðr), seden, folketro, "vættetro", "alfetro" og vanetro og ikke mindst Nordisk mytologi.
Der er efterhånden en del nutidige dyrkere af asatro i Danmark. Nogle af disse er samlet i Asatrofællesskabet i Danmark, og der er cirka 600 medlemmer i Forn Siðr, et statsgodkendt trossamfund for ase- og vanetroende. Lignende organisationer findes i Island, Sverige og i Norge. Dertil er der en del, der vælger at praktisere for sig selv – enten enkeltvis eller i små grupper.
Asatroen dyrker ase- og vaneguderne, som man finder i den nordiske mytologi, samt forskellige dise- og vættefolk. Disse omtales generelt som "Magterne". Magterne hyldes gennem blòt, der ofte foregår i en indviet kreds af udøvere, der hilser guder, diser/vætter eller forfædrene ved at drikke en skål for dem.
De vigtigste skriftlige kilder til asetroen er den ældre Edda og den yngre Edda. Især dén del af den ældre Edda, der kaldes Havamál, bruges til at definere grundelementerne i troen.
Derfor vil man få forskellige svar fra de asatro, hvis man spørger dem om deres tro. I miljøet er der respektfuld og venlig uenighed om tolkningerne, men alle er enige om at hylde guderne.
Suttung.
Suttung er i nordisk mytologi en kløgtig jætte, med en smuk datter - Gunlød. Han får fingrene i Kvasers blod, efter dværgene Fjalar og Galar har dræbt hans far Gilling. Suttung forlanger blodet som bod. Kvaser er den klogeste mand i hele Vanaheim. Han er fremtryllet ud fra en krukke og alle vanernes spyt.
Suttung lader nu Kvasers blod gære og får ud af det en fortryllende drik, der giver digteriske evner.
Odin stjæler brygget fra Suttung ved at forføre den skønne Gunlød og flygter over hals og hoved med bugen fyldt med brygget til Asgård.
Da Suttung i sin ørneham forfølger Odin, bliver han dræbt af aserne, da han krydser muren til Asgård.
Kvaser.
Kvaser er i nordisk mytologi en mand frembragt ved trolddom af vanerne for at snyde aserne. Ved afslutningen af krigen mellem de to gudeslægter aftaler de to parter at udveksle rigernes klogeste mænd, for at forhindre fremtidige blodsudgydelser.
Men da Vanaheims klogeste personer er kvinder, udtænker de en plan for at kunne udlevere en mand til aserne, der ellers ikke vil tage dem alvorligt. Alle vanerne spytter i en krukke og krukken omdannes ved sejdmagi til den klogeste mand i Vanaheim. Ved udvekslingen går alt godt.
Men aserne har heller ikke rent mel i posen. Den klogeste mand i Asgård er Mimer, men det er jo Odins bedste rådgiver og ham vil de ikke af med. I stedet overtaler Loke aserne til at omdanne en høne til manden Høner, og det er ham der bliver udvekslet med Kvaser.
Høner er skrækkelig! Han skvaldrer hele tiden op og kommer hurtigt i uføre i Vanaheim. Han bliver dræbt, og som bod hugger aserne hovedet af Kvaser.
Kvasers hoved og dermed vanernes spyt bliver hermed grundbestanddelen i skjaldemjøden, da jætten Suttung får fat i det og brygger videre på det.
De to kar Boden og Son anvendes til opbevaring af Kvasers blod.
Skjaldemjød.
Skjaldemjøden var en magisk mjød i den Nordiske mytologi, der var digteriske evner.
Hovedbestanddelen var Kvasers afhuggede hoved, som jætten Suttung benyttede til at brygge en drik, der gav digteriske evner. Magien i drikken kom fra Kvaser, da han oprindelig blev til ud fra de kloge vanekvinders spyt og sejdmagi. Odin stjal skjaldemjøden fra jætterne, og han var nødt til at drikke hele tønden for at transportere indholdet hjem til Asgård i sin mave. For at komme til Asgård, iførte Odin sig sin fugleham og fløj hjemad, men en rasende Suttung forfølger ham. Lige indenfor Asgårds mure blev Odin nødt til at lette lidt på lasten for at undslippe Suttung og han kastede derfor al mjøden op. Aserne fangede dette i en tønde og troede at mjøden var gået tabt. Mjøden stod en tid i tønden og gærede, indtil en as ved et uheld smagte på den og opdagede at skjaldemjøden var færdigdannet og gav både digteriske evner og et utroligt godt humør.
Jernhat.
En jernhat er en hjelm uden visir eller med fast visir. Oftest var den lavet af sammennittede jernbånd med for og med en næsebeskytter.
Sindre.
Sindre er i nordisk mytologi en dværg. Sammen med sin bror Brokk kaldes de Ivaldebrødrene. De er navnkundige for deres smede- og trolddomskunst. I væddemål med Loke smeder de ringen Draupner, galten Gyldenbørste og hammeren Mjølner.
Brugervenlighedsafprøvning.
Brugervenlighedsafprøvning er i it-terminologi en systematisk undersøgelse af et systems brugervenlighed.
Græsk mytologi.
Græsk mytologi består af en række historier, der tilhørte de gamle grækere. De omhandler deres guder og helte, hvordan verden fungerer og hvordan religionen er opstået. Moderne forskere refererer til myterne og studerer dem i et forsøg på at kaste lys over de gamle grækeres religiøse og politiske institutioner og for at få en forståelse for mytedannelsens natur.
Den græske mytologi kommer til udtryk i en stor samling af fortællinger og i kunst som vasemalerier. Fortællingerne blev oprindeligt fortalt fra mand til mand. I dag kendes de primært fra nedskrevne værker. De ældste kendte litterære kilder er de episke digte "Iliaden" og "Odysseen" af Homer, der fokuserer på begivenheder omkring den Trojanske krig. To digte af Homers næsten samtidige Hesiod "Theogonien" og "Værker og dage", der indeholder optegnelser om verdens fødsel, arvefølgen af guddommelige herskere, rækkefølgen af menneskealdre, oprindelsen til menneskelig klage og oprindelsen til ofringer. Myterne er ligeledes kendt fra de Homeriske hymner, i fragmenter af episke digte af den Episke cyklus, i lyriske digte, fra tragedierne fra det 5. århundrede f.Kr., i tekster fra lærde og digtere fra den hellenistiske tid og fra forfattere fra Romerriget, som for eksempel Plutark og Pausanias.
De store udgravninger af mykenske og minoiske fund har hjulpet til at besvare mange af de spørgsmål, der har været stillet om Homers historier og har fremskaffet beviser på mange af detaljerne i myterne om guder og heroer. Græsk mytologi blev afbildet på kult(ur)genstande: Geometrisk dekoration på keramik fra det 8. århundrede f.Kr., som bla. viser scener fra den trojanske krig og Herakles' tolv arbejder. I de følgende arkaiske-, klassiske- og hellenistiske-perioder supplerer de homeriske og andre mytologiske scener de eksisterende litterære vidnesbyrd.
Græsk mytologi har haft en omfattende indflydelse på den vestlige civilisations kultur, kunst og litteratur og vedbliver at være en del af vestlig arv og sprog: Den er en del af børnelærdommen. Digtere og kunstnere fra oldtiden har fundet inspiration deri, og de mytologiske temaer har givet relevans og vigtighed.
Chat.
Chat er i it-terminologi betegnelsen for en diskussion eller snak mellem flere personer eller robotter via et datanet i sand tid (det vil sige uden mærkbar tidsforsinkelse), i modsætning til diskussion via e-mail eller nyhedsgrupper.
Populære deciderede chatklienter/-tjenester på internet er blandt andre AIM, ICQ, Jabber, Windows Live Messenger og Yahoo! Messenger.
En anden udbredt form for chat er Internet Relay Chat (IRC). På Wikipedias IRC-kanal kan man eksempelvis træffe andre af encyklopædiens brugere fra hele verden.
Cookie.
En cookie er i edb-terminologi betegnelsen for data, i form af tekst, modtaget fra en webserver som gemmes hos klienten, det vil sige browseren, og senere atter afleveres til webserveren. En cookie indeholder en eller flere navn-værdi par der indeholder information såsom brugerens indstillinger, indhold af indkøbskurv, interne server data, eller andre data brugt af webserveren.
Cookies kan bruges positivt, til hjælp for brugeren, når han vender tilbage til det cookie-udstedende websted, men bruges også af reklamebureauer, annoncefirmaer og statistikmoduler til at holde øje med brugerens færdsel rundt på et website, eller på tværs af websites der alle bruger samme reklame- eller statistikleverandør. Bruges også til at se om køb via Internet foretages af en person der har set eller klikket på en reklame, evt et par dage tidligere.
Cookies slettes som udgangspunkt automatisk fra browseren, når browseren lukkes (såkaldte session-cookies). Dog kan de også indstilles med et udløbstidspunkt, hvormed data eksisterer i en kortere eller længere periode (persistent cookies). Disse gemmes typisk på harddisken.
Eftersom en cookie befinder sig hos klienten, er det altid muligt for brugerne at se, ændre eller slette disse cookies.
Cookies er genstand for en række misforståelser, primært baseret på den fejlagtige opfattelse, at de er programmer der kører på brugerens computer. Men cookies er simple tekstdata der sendes frem og tilbage mellem browseren og webserveren ved siden af selve websidens overførsel. Webbrowseren foretager ingen behandling af cookies, udover at sende dem med forespørgsler tilbage til webserveren. Cookies er ikke spyware eller virus, selvom cookies fra nogle websites beskrives som spyware af mange anti-virus produkter, fordi de tillader at brugeren kan spores på tværs af websider.
De fleste moderne web browsere giver brugeren mulighed for at slå cookies fra, og eventuelt hvor længe de skal gemmes, men der er websider der ikke kan fungere uden cookies.
Eksempelvis vil mange inkøbskurve og websider med login ikke fungere uden cookies.
Dryade.
"Dryade må ikke forveksles med druide - som B.S. Ingemann gør det i sit digt
Dryader eller hamadryader er skovnymfer i den græske mytologi. Navnet kommer af det græske ord "drys", der betyder træ. En dryade er knyttet til sit træ, og lever og dør med det.
Der findes lignende væsner i andre mytologier, se eksempelvis myten om pilekonen.
Brokk.
Brokk er i nordisk mytologi bror til Sindre. De kaldes tilsammen for Ivaldebrødrene og er af dværgeslægt.
De to er kendte for smede- og troddomskunst. I et væddemål med Loke smedede de tre af asernes prægtigste skatte: Draupner, Gyldenbørste og Mjølner.
Brokks arbejde bestod i at holde blæsebælgen i gang på trods af Lokes desperate forsøg på at ødelægge rytmen. Loke omskabte sig til en stikflue og bed Brokk for at få ham til at slippe blæsebælgen.
Først ved smedningen af den sidste skat lykkedes det, da han stak Brokk på øjenlåget. Som konsekvens af dette lille uheld fik hammeren Mjølner et for kort skaft.
Uheldet afholdt dog ikke Thor fra at erklære hammeren for væddemålets absolut prægtigste skat, så Ivaldebrødrene vandt og Loke tabte.
Som pris måtte dværgene hugge hovedet af Loke, men som han fornuftigt påpegede var hans hoved måske nok deres, men halsen var hans egen og den vovede de bare på at røre.
Loke beholdt altså sit hoved på halsen, men som hævn syede brødrene hans læber sammen med en lædersnor, for at slippe for hans glatte tunge en tid.
Odysseus.
Odysseus Laërtiadês (efterkommer af Laertes), eller bare Odysseus er en skikkelse i Græsk mytologi, kendt som Ulysses i Romersk mytologi. Han er helten i "Odysseen", og en vigtig person i "Iliaden", søn af Laertes (eller, i senere overlevering, Sisyfos) og Antiklea.
Odysseus brugte engang navnet Ingen om sig selv for at narre Polyfem i "Odysseen".
Som lille blev Odysseus ammet af Eurykleia. Odysseus var konge på øen Ithaka, gift med Penelope og far til Telemakos, Athenes yndling, og den braveste af de grækere der sloges i den trojanske krig. Han opfandt blandt andet den trojanske hest. Ifølge nogle kilder havde Odysseus fire børn ud over Telemakos som er den mest kendte: med Kirke "Telegonus", "Argius" og "Latinus"; med Kalypso eller Kirke "Nausinous"; med ??? blev han far til Ardeas og Auson.
Før den trojanske krig.
Odysseus var oprindelig en af Helenas bejlere. Han gik ind på at hjælpe hendes far Tyndareos med at træffe afgørelsen om hvem der skulle ægte datteren; til gengæld støttede Tyndareos Odysseus i hans frieri til Penelope. Odysseus og alle de andre bejlere gav deres ord på at forsvare Helenas ægteskab med den vindende bejler, Menelaos.
Odysseus forsøgte at løbe fra sit ord om at forsvare Menelaos' ægteskab. Han spillede tosse og pløjede sine marker idet han såede salt i stedet for korn. Men Agamemnon (Menelaos' bror) sendte Palamedes for at hente Odysseus. Palamedes var en klog mand og anbragte Telemakos, Odysseus' søn, foran ploven. Odysseus kunne ikke dræbe sin søn og afslørede derved at han var ved sine fulde fem, og måtte drage af sted til den trojanske krig.
På vej til Troja blev Philoktetes bidt af en slange på Chryse. Odysseus tilrådede at han blev efterladt, da såret var betændt og ildelugtende. Ti år senere afslørede Helenos under tortur at Philoktetes' pile (som han havde fået af Herkules) var nødvendige for at vinde krigen. Odysseus og Neoptolemos drog til Lemnos for at hente Philoktetes.
Odysseus i den trojanske krig.
I den trojanske krig stjal Odysseus og Diomedes Palladiet (og kong Rhesos' heste) på et natligt togt.
Senere drog Odysseus, Phoenix og Ajax til Skyros for at overtale Achilleus til at deltage i krigen.
Med Athenes hjælp erobrede Ajax Achilleus' lig fra trojanerne. I dysten mellem ham og Odysseus om Achilleus' rustning tildelte Agamemnon, tilskyndet af Athene, præmien til Odysseus. Dette oprørte Ajax så voldsomt at det blev hans død ("Odysseen," xi. 541). Ifølge en senere og mere detaljeret fortælling blev han forrykt af skuffelsen; han for ud af sit telt og overfaldt en flok får i den tro at det var trojanske krigere; da han kom til sig selv, dræbte han sig i skam med det sværd han havde fået som gave af Hektor.
Odysseus tilgav aldrig Palamedes for at have sendt ham i den trojanske krig. Da Palamedes havde overtalt trojanerne til at sende ham tilbage, beskyldte Odysseus ham for forræderi og fabrikerede falske beviser og skaffede et falsk vidne imod ham. Palamedes blev stenet til døde.
Den græske belejring af Troja havde varet i ti år. Grækerne udtænkte en ny list: den trojanske hest - en gigantisk hul træhest. (Trojanerne var berømte hesteavlere, og det bekræftes af arkæologiske fund.) Den blev bygget af Epeius og fyldt med græske krigere under Odysseus' kommando. Resten af den græske hær trak sig tilsyneladende tilbage, og trojanerne tog imod hesten som en fredsgave. En græsk spion, Sinon, overbeviste trojanerne om at hesten var en gave trods Laokoons og Kassandras advarsler. Trojanerne festede vildt, og da grækerne kom ud fra hesten, var byens indbyggere sanseløse af druk. De græske krigere åbnede byporten og lukkede resten af hæren ind, og byen blev plyndret rub og stub - alle mænd blev dræbt og alle kvinder taget som slaver.
Odysseus' hjemfart til Ithaka.
Odysseus havde en af de bedste krigere i det antikke Grækenland, Baios. Poseidon forsinkede Odysseus' rejse af to grunde: hans rolle i Trojas nederlag og den behandling han gav Poseidon's son, Polyfem, som fortalt i det nedenstående.
Lotusspiserne.
Da Odysseus og hans mænd landede på lotusspisernes ø, gjorde de som de indfødte og spiste af lotusblomsterne. Det fik dem til at falde i søvn og holde op med at bekymre sig om at komme hjem. Til sidst lykkedes det Odysseus at redde sig ud af apatien og sætte sejl.
Kyklopen Polyfem.
Et rekognosceringshold ledet af Odysseus (og hans ven Misenos) går i land i kyklopernes land og finder en stor hule. De går ind i hulen og giver sig til at feste på noget mad de finder der, uden at vide at hulen er beboet af Polyfem, der snart opdager de ubudne gæster og holder dem fanget i hulen. Han æder adskillige af mændene, men Odysseus lægger en snedig flugtplan.
For at sløve Polyfems sanser gav Odysseus ham en tønde meget stærk og ufortyndet vin. Da Polyfem spurgte om Odysseus' navn, svarede han at han hed»Ingen«. Da kæmpen faldt i søvn, gennemborede Odysseus og hans mænd Polyfems eneste øje med et hærdet træspyd. Da det blev morgen, bandt Odysseus og hans mænd sig selv fast under bugen på Polyfems får. Da kyklopen lukkede fårene ud for at græsse, blev mændene båret med ud. Blind som han var, kunne Polyfem jo ikke se mændene, men befølte fårenes rygge for at sikre sig at mændene ikke red på dem.
Da fårene (og mændene) var sluppet ud, opdagede Polyfem at mændene ikke var i hulen. Han skreg til de andre kykloper at "Ingen" havde gjort ham fortræd, så de gjorde ingenting. Idet Odysseus og hans mænd sejlede væk, sagde han til kyklopen:»Det var ikke "Ingen" der gjorde dig fortræd, det var Odysseus!" Odysseus var ikke klar over at Polyfem var søn af Poseidon og at det kunne have alvorlige konsekvenser at fortælle ham sit navn.
Aiolos.
Odysseus lagde til ved Aiolia, hvor Aiolos, vindenes gud havde hjemme. Han gav dem husly i en måned og skaffede en vestenvind der kunne bringe dem hjem. Desværre forærede han dem også en sæk med alle de fire vinde, som Odysseus' mænd åbnede lige før de var hjemme. De blev blæst tilbage til Aiolia, hvor Aiolos nægtede at hjælpe dem yderligere.
Laestrygonierne.
De kom til Telepylos, hvor Laestrygoniernes konge, Lamos, herskede. Disse folk overdængede flåden med klippeblokke, sænkede alle skibene på nær ét og dræbte hundredvis af Odysseus' mænd.
Kirke.
Næste stop var Kirkes ø (Aiaia), hvor Odysseus sendte et udkigshold forud for resten af mændene. Hun inviterede udkigsholdet til en fest, hvor maden var overhældt med en magisk eliksir, og da de havde forædt sig i den, forvandlede hun dem med en stav til svin. Kun Eurylochus, der hele tiden havde haft mistanke om at noget var galt, undslap og advarede Odysseus og de andre der var blevet ved skibene. Odysseus drog ud for at redde sine mænd, men Hermes standsede ham og fik ham til at lave et urteudtræk som modgift mod eliksiren, for at undgå den samme skæbne. Da hendes magi slog fejl, tvang han hende til at ophæve forvandlingen. Hun forelskede sig senere i Odysseus og hjalp ham med at komme videre på hjemrejsen, efter at han og hans mandskab havde tilbragt et år hos hende på hendes ø. Kirke og Odysseus fik tre børn: Telegonos, Argios, and Latinos.
På Kirkes ø skete det for en af Odysseus' mænd, at han i drukkenskab faldt ned fra Kirkes tag og døde.
Rejsen til underverden.
Odysseus ville tale med Teiresias, så han og hans mænd drog til floden Acheron, hvor de udførte et ritual der bragte Odysseus i kontakt med de døde, heriblandt Odysseus' mor, Elpenor, Teiresias og Achilleus. De gav ham alle gode råd og anvisninger til resten af hjemrejsen. Odysseus ofrede en vædder, og de dødes ånder blev tiltrukket af blodet. Han holdt dem på afstand og forlangte at tale med Teiresias, der fortalte ham hvordan han skulle komme forbi Helios' kvæg. Han fortalte også Odysseus at når han var kommet hjem til Ithaka, skulle han tage en vellavet åre og gå ind i landet med den indtil nogen spurgte ham hvorfor han gik rundt med en tærskestang på ryggen. På det sted skulle han bringe et offer til Poseidon. Han fortalte også Odysseus at når alt dette var gjort, ville han dø som en gammel mand, mæt af år og med fred i sindet, at hans død ville komme fra havet og at hans liv ville ebbe blidt ud. (Nogle læser det som at hans død ville komme når han var borte fra havet.)
Sirenerne.
Odysseus kom forbi Sirenerne ved at lade sømændene stoppe deres ører med voks og binde ham selv til masten. Han var nysgerrig efter at høre Sirenerne. Da han hørte deres smukke musik, beordrede han sømændene til at løsne hans bånd, men de adlød ikke. Da de var kommet uden for hørevidde af sirenerne, holdt Odysseus op med at vride sig i rebene og faldt til ro, og blev sluppet løs.
Skylla og Karybdis.
Da Odysseus måtte sejle mellem Skylla og Karybdis, måtte han lade uhyret Skylla tage nogle af mændene, for at undgå at sætte hele skibet til i Karybdis, en hvirvelstrøm.
Helios' kvæg.
Til sidst gik Odysseus og hans overlevende mænd i land på en ø, Thrinakia, indviet til Helios, som havde sit hellige kvæg der. Selvom Odysseus advarede sine mænd imod det (som Teiresias had sagt han skulle), slagtede og spiste de noget af kvæget. Øens vogtere, Helios' døtre, Lampetia og Phaethusa, fortalte deres far det. Helios ødelagde skibet og alle mændene, undtagen Odysseus, omkom. (I nogle versioner er det, Apollo, ikke Helios.)
Kalypso.
Odysseus blev skyllet i land på Ogygia, hvor nymfen Kalypso boede. Hun tog ham som elsker i syv år, og ville ikke lade ham tage af sted og lovede ham udødelighed hvis han blev. På Athenes opfordring greb Zeus ind og sendte Hermes med besked til Kalypso om at lade Odysseus tage af sted. Odysseus stod til søs på en lille tømmerflåde, kun for at blive ramt af en storm og skyllet i land på øen Scheria, hvor han blev fundet af Nausikaa, Kong Alkinous' datter og phaeakiernes dronning Arete, som opvartede ham godt og gav ham følge til Ithaka. På tyvendedagen ankom han til Phaeakia, og derfra fik han skibslejlighed hjem til Ithaka.
Odysseus kommer til Ithaka.
På Ithaka måtte Penelope holde utallige bejlere på afstand, mens Odysseus' mor, Antiklea, var død af sorg. Odysseus forklædte sig som en gammel mand eller tigger. Den første der genkendte ham var hans amme Euryclea. Odysseus så at Penelope var ham tro, idet hun sagde at hun vævede på hans ligklæde (de påstod at han måtte være død), og at hun ville vælge en bejler når det var færdigt. Hver nat trevlede hun noget af klædet op, indtil en af hendes piger afslørede det for bejlerne. De forlangte at hun omsider valgte en af dem. Det var heldigvis lige før Odysseus dukkede op. Odysseus så bejlerne drikke og udnytte familiens gæstfrihed. Penelope bekendtgør nu at hun vil gifte sig med den der kan spænde Odysseus' bue og skyde en pil gennem hullerne i tolv økseskafter. Selvfølgelig var det kun Odysseus der kunne spænde buen. Odysseus lagde så forklædningen, og sammen med Telemachus, Laertes og en lokal profet ved navn Halitherses dræbte han alle bejlerne undtagen Medon, som havde været høflig mod Penelope, og Phemios, en lokal sanger som var blevet tvunget til at hjælpe bejlerne mod Penelope. (Denne hændelse kan dateres til den 16. april 1178 f.v.t., idet der indtraf en total solformørkelse under middagsmåltidet. Totale solformørkelser ses gennemsnitlig hver 410. år på det samme sted, siger astronomerne.) Ifølge en anden version prøvede Odysseus sin kones troskab ved at påstå at hun havde flyttet deres seng (som havde et træ som hovedgærde). Hun nægtede at have gjort det, og Odysseus vidste at hun var tro. En anden version går på at Penelope endnu ikke er overbevist om at tiggeren er Odysseus og for at teste ham siger hun at hun har flyttet sengen - Odysseus ved at det er løgn thi han har bygget den og han er den eneste der kan flytte den. Ifølge en sjældent hørt udgave af historien blev Odysseus sendt i landflygtighed af Neoptolemus på grund af drabet på bejlerne. I en anden version blev Odysseus modtaget af sin gamle svinehyrde Eumaeos, der ikke gennemskuede hans forklædning, men alligevel behandlede ham pænt. Eumaeos hjalp så med at dræbe bejlerne.
En af bejlernes (Antinous) far, Eupeithes, prøvede at styrte Odysseus efter sønnens død. Laertes dræbte ham.
Andre historier.
Odysseus optræder i slutningen af historien om kong Telephos af Mysia. Det er ham der tyder oraklets gåde og helbreder Telephos for hans sår.
Der har muligvis været en efterfølger til Odysseen.
Gorgonerne.
Gorgonerne var tre hæslige kvindevæsener i den græske mytologi, hvoraf Medusa er den mest kendte.
De tre gorgoner skulle være søstre. Engang skulle gorgonerne have været smukke kvinder, men i hovmod sammenlignede de deres skønhed med selveste Athenes, og som straf forvandlede Athene deres hår til levende slanger, så enhver der skuede deres åsyn forvandledes til sten.
Af de tre søstre var kun den yngste, Medusa, dødelig. Dette er grunden til, at Perseus påtager sig opgaven at dræbe hende, for at bevise sin uskyld i en forbrydelse.
Gorgoner er udstyret med vinger og drabelige kløer.
Mundilfare.
Mundilfare er i nordisk mytologi far til de to underskønne guder Måne og Sol. Guderne har sat de to smukke søskende på himlen, så de kan skiftes til at stråle over jorden nat og dag.
Sveriges politik.
Sveriges politik beskriver den politiske opbygning i Sverige. Sverige er et konstitutionelt monarki og Carl 16. Gustav har siden 15. september 1973 været landets konge men har i praksis ingen politisk rolle.
Parlament.
Det svenske parlament hedder Riksdagen og er bygget op med ét kammer med 349 medlemmer. Sveriges statsminister er Moderaternes leder, Fredrik Reinfeldt, der efterfulgte den Socialdemokratiske Göran Persson d. 6. oktober 2006.
Parlamentsvalg.
Der er valg til riksdagen hvert fjerde år – altid d. 3. søndag i september.
Det seneste valg var Riksdagsvalget 2006 d. 17. september 2010.
Geopolitiske enheder.
Sveriges primære geopolitiske inddeling foregår i län og herunder kommuner.
Pegasus.
Pegasus (fra græsk: Πήγασος "Pégasos") er i den græske mytologi en vinget hest, der er søn af Poseidon og Medusa. Den blev til af Medusas blod, da Perseus huggede hovedet af hende.
Pegasus er symbol på digternes inspiration, har fået opkaldt et stjernebillede efter sig og bliver brugt som ridehest af Zeus, når han har travlt.
Med sit hovslag åbnede den Hippokrene, musernes kilde på Helikon - den der drak af kildens vand blev inspireret til at digte og synge. Pegasus er symbol på digterevnen eller digtningen.
Liverollespil.
En fysisk liverollespilskamp ved en event.
Liverollespil er en form for rollespil, hvor man klæder sig ud og bruger hele kroppen til at spille sin rolle og kæmper kampene fysisk i modsætning til bordrollespillet, hvor kampe typisk afgøres ved terningekast og rollens udseende og handlinger forestilles i hovedet. Liverollespil er således improviseret totalteater typisk uden andre tilskuere end rollespillerne selv.
Hvordan foregår det?
Et rollespilsarrangement kaldes et scenarie. Et scenarie kan vare fra timer til flere dage, døgnet rundt. Antallet af spillere kan variere fra et par stykker til flere hundreder.
En eller flere arrangører, de såkaldte GM'er (Game Mastere), eller spilmestre, finder på hvad scenariet skal handle om, og hvor det skal foregå. Et scenarie kan være alt fra en natklub i 30'ernes USA til en middelalderlandsby, til et fremtidsrollespil kaldet cyberpunk. I denne verden definerer spillerne så selv eller i samarbejde med arrangørerne en rolle. I middelalderbyen kunne det for eksempel være dronning, købmand, ridder, tyv eller tyende.
Disse roller knyttes så sammen med mål, konflikter, pligter og ansvar. Men når spillet går i gang, er der ingen der kommer og fortæller en, hvad man skal gøre. Det er en selv, der udvikler og lever sig ind i ens rolle og bestemmer, hvordan historien skal udvikle sig.
Typisk vil en rollespiller også komme i konflikter med andre spillere, hvilket faktisk tilskyndes, da det er det, der giver spillet og intrigerne, dog skal man huske på, at der kun er tale om et spil, det er folks fælles ansvar ikke at lade personlige konflikter spille ind. En god rollespiller kan separere virkeligheden fuldstændigt fra spillet.
Under spillet har en rollespiller pligter, der skal passes, det kan blandt andet være et arbejde, som for eksempel staldarbejde eller krovært. Det er rollespillerens egen udfordring at udvikle rollen og historien i løbet af spillet, for når spillet er startet er alle regler sat.
Under et livespil er en deltager også selv med til at sørge for at der kommer så meget spil i gang som muligt; Det kan være ved at fortælle rygter hvis man blot er en simpel bonde eller tyv, prøve at gøre skoven så usikker som muligt hvis man er en ork, eller prøve at finde lykken som skattejæger der må gå så stille med dørene som muligt, eller også som landevejrøveren der vandrer landets veje tynde i jagten på det perfekte offer at slå ned og stjæle fra, mens han/hun stadig skal passe på at en ridder ikke er i nærheden, der kunne finde på at blande sig, og gør livet surt for landevejsrøveren.
Liverollespil i institutionerne.
Mange steder i Danmark er rollespil begyndt at blive integreret i skolefritidsordninger. Folkeskoler ansætter ældre rollespillere som et undervisningstilbud til de interesserede unge.
Også på efterskolerne har rollespil gjort sit indtog. Blandt andet har Brejning Efterskole haft rollespil på skemaet de sidste par år. Undervisningen inkluderer karakteropbygning, kamp- og sikkerhedsundervisning og våbenkonstruktion, men inkluderer også andre former for rollespil, bl.a. rolle- og strategi brætspillet Warhammer og et utal af forskellige bog-rollespil.
I august 2006 åbnede landets første deciderede rollespilsefterskole, Østerskov Efterskole, i Hobro i Nordjylland, hvor rollespil er en del af selve undervisningen. Rollespille forgår igennem undervisning. Skolen er startet af rollespillere for rollespilere.
Hvem er liverollespillere?
Rollespillere er alle slags folk. Unge helt ned fra 7 års alderen op til voksne med familie og arbejde. Med hensyn til kønsfordeling er der stadigt i Danmark en overvægt af drenge, men i blandt de lidt ældre spillere er kønnene stort set lige repræsenteret.
Miljøet er generelt drevet af frivillig arbejdskraft, så det er primært frivillige ulønnede entusiaster, der står for at arrangere scenarier og kampagner.
The Gathering.
Verdens største begivenhed for rollespil foregår i England med op til 6000 rollespillere, som samles fra hele verden. Denne begivenhed finder sted hvert år under navnet The Gathering.
Iliaden.
"Iliaden" er et græsk episk heksameterdigt i 24 sange. "Iliaden" tilskrives traditionelt Homer, som også skal have digtet storværket "Odysseen", som er en efterfølger af Iliaden.
Digtet skildrer den trojanske krig mellem Troja og mange af de græske bystater. Blandt de mest navnkundige på de allieredes side findes: Odysseus (Ithaka), Ajax og Aias (Salamis), Achilleus og Patroklos (Myrmidoner), Nestor (Pylos), Agamemnon (Mykene), Filoktetes (Malierne) og Menelaos (Sparta).
På den trojanske side finder vi Hektor, prins Paris, Helena, Kassandra og Kong Priamos.
Iliaden omhandler ikke hele den trojanske krig, men kun nogle uger i det tiende år af krigen, hvor Achilleus vælger at trække sig tilbage fra krigen. Den slutter efter begravelsen af den trojanske kronprins Hektor.
Illiaden tager sin begyndelse, da Apollonpræsten Chryses kommer til Agamemnon for at løskøbe sin datter Chryseis. Agamemnon afviser ham, og Apollon nedkalder derfor pest over grækerne. Kalchas forudser, at pesten kun kan afværges ved at give Chryseis tilbage og Achilleus støtter ham. Agamemnon gør det, men tager til gengæld Briseis fra Achilleus.
Som hævn strejker Achilleus og får endda Thetis til at påvirke Zeus til trojanernes fordel: Da trojanerne er ved vinde, beder Patroklos Achilleus om lov til at kæmpe. Achilleus accepterer det, og Patrokles slår trojanerne tilbage, men dræbes af Hektor. For at hævne ham går Achilleus igen ind på Agamemnons side og slår Hektor ihjel og slæber hans lig tilbage til grækernes lejr. Kong Priamos kommer til Achilleus og kysser hans hånd for at få sin søns lig tilbage. Achilleus forbarmer sig og giver ham liget.
Indtil Otto Steen Dues oversættelse i 1999 var Christian Wilsters romantiske version meget brugt.
Tango (dans).
Tango er en form for dans, der opstod i Argentina i 1800-tallet, og begyndte at blive acceptabelt og vinde frem i begyndelsen af 1900-tallet. Den danses i 2/4 (eller 4/8) takt.
Tango har udviklet sig i forskellige grene, navnlig den argentinske og den europæiske, som har lidt forskellige stiludtryk. Den europæiske tango opstod i omkring 1910 efter argentinsk forbillede og blev i det efterfølgende årti tilpasset og fik en etableret form via udbredelsen i danseskolerne. Dansen er blevet indarbejdet på linje med andre standarddanse og er en turneringsdans med et internationalt standardseret figurrepertoire. Her er tempoet normeret til 33 takter i minuttet.
Den argentinske tango er en mere improviseret dans, hvor det grundlæggende trin er almindelig gang og der forekommer ofte også temposkift. Hvor den europæiske tango er formet af konkurrenceelementet som sætter stillisme og præsentation i højsædet, er den argentinske tango mere præget af det sociale element som lægger vægten på føring, variation og flydende dans. Det viser sig bl.a. også i forskellen i dansefatning hvor den argentinske minder om en omfavnelse mens den europæiske føres inden for en ramme med noget større afstand mellem de dansende.
Man kan noget forsimplet sige at den europæiske tango udstråler temperament mens den argentinske er mere sensuel. Men stilen i begge danse er også underlagt skiftende modetendenser.
Der findes flere regionale tangoarter som f.eks. den amerikanske og den finske.
Søren Kierkegaard.
Søren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 – 11. november 1855) var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som fader til eksistentialismen. Efter Jean-Paul Sartre og den ateistiske eksistentialisme benævnes Kierkegaard dog ofte som hovedskikkelse i den kristne eksistentialisme.
Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer. I "Efterskriften" vedkender Kierkegaard sig samtlige sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne lader han de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Pseudonymerne har netop gjort, at forståelsen af hans værker blev op til "hiin Enkelte", fordi argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv.
Han udgav samtidig en række religiøse "taler", som blev samlet i 1845 under titlen "Atten opbyggelige Taler". Han udgav dem under eget navn for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter. I den sidste periode - kirkestormen - kaldte han hele sit tidligere forfatterskab for “en digters politieklogskab“ der skulle gøre de mennesker, han nu angreb, nemlig præsterne, trygge, sådan som politiet gør det for at se dybere i tingene.
Han betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.
De unge år (1813-1846).
Kierkegaard blev født i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans mor, Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), var først tjenestepige i huset. Det er stort set også det eneste, man ved om hende. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), satte et stort præg på børnene gennem sit skarpe vid, sin religiøse tvivl og sin fantaseren. Han var uldkræmmer og udvidede virksomheden. Han blev storkøbmand og ejendomsspekulant og skabte den rigdom, der gjorde det muligt for hans yngste søn at hellige sig forfatterskabet.
Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830, og som sin ældre bror, P.C. Kierkegaard, valgte han at studere teologi. Han begyndte snart at fordybe sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og Den Evige Jøde, og han forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. Han havde en soldeperiode, der bragte ham på kant med faderen for en tid.
I 1838 døde faderen, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det drejede sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygtelig religion.
I 1838 debuterede han med "Af en endnu Levendes Papirer". Det er et essay der oprindelig var tænkt som en anmeldelse af H.C. Andersens roman "Kun en Spillemand" fra 1837. Den er ifølge Kierkegaard delvis mislykket, fordi den mangler ”Livs-Anskuelse”. Han vender sig mod H. C. Andersens opfattelse af geniet, som ikke bør være»et flæb«, men ”går som tordenvejret imod blæsten”. Imidlertid indeholder skriftet også et par sider, der i høj grad roser Andersen. Et eksemplar med dedikation viser, at Kierkegaard ønskede en nærmere kontakt med Andersen i hvem han erkendte kvaliteter, der var komplementære i forhold til hans egne.
I 1841 tog han magistergraden på afhandlingen "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates", hvor han gør brug af den "indirekte meddelelse", dvs. den blanding af begrebsanalyse og billedsprog, der også kendetegner det senere forfatterskab, og som både beskriver og praktiserer ironien. Derefter rejste han til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. Efter hjemkomsten forlovede han sig med Regine Olsen (1822-1904). Efter kort tid begyndte han at gruble over forholdet: Kunne han gøre hende lykkelig? Var det forsvarligt at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder? Kunne hun forstå dem? Kierkegaard besluttede til sidst at opløse forholdet, men det lykkedes ikke at få hende til at bryde det, selv om han prøvede at undgå, at hun stod som den vragede. Forlovelsen blev opløst godt et år senere, 11. august 1841 og fik dybtgående betydning for det forfatterskab, som han indledte i februar 1843.
Regine Olsen giftede sig senere med Johan Frederik Schlegel, der blev guvernør for Dansk Vestindien i 1855.
Forfatterskabets første del (1843-46).
Første del af Kierkegaards forfatterskab består af "Enten - Eller" og "To opbyggelige Taler", som begge er fra 1843. I "Enten - Eller", der betragtes som hovedværket, opstilles to forskellige livsanskuelser eller "stadier", den æstetiske og den etiske, der har hver sin halvdel af bogen, henholdsvis "A's papirer" og "B's papirer". Første del indeholder bl.a. de berømte "Diapsalmata" (strøtanker) og afhandlingen om Mozarts "Don Juan". Den æstetiske livsholdning beskrives tydeligst i "Vexeldriften": Livet fordrer afveksling fra øjeblik til øjeblik, og i hvert øjeblik skal oplevelsen være intenst sand, men netop derved bliver der ingen sammenhæng i tilværelsen, og æstetikeren bliver derfor evigt søgende og desperat. "Forførerens Dagbog" slutter første del af med en beskrivelse af et forførelsesforløb, som afslører det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis midt i sanselighedens sødme. Bogens anden del rummer breve fra etikeren, assessor Vilhelm, til A. Han fastholder, at det kommer an på at vælge sig selv i sin evige gyldighed, men også at evighedens rigdom og dagliglivets småting må gå op i harmonisk enhed. Udvejen af den fortvivlelse, som den æstetiske livsførelse fører til, er det etiske valg. Man vælger ikke bare mellem det gode og det onde, men dette valg skal være omdrejningspunktet i ens liv. Det etiske valg fører til, at man må "vælge sig selv": Påtage sig ansvaret for, hvad man selv gør, overtage sig selv som den, man er, og overtage den historie, der har dannet én. Det bedste eksempel på sådan en etisk livsførelse findes i ægteskabet. Bogen slutter med en prædiken, der drejer sig om, at vi altid har uret over for Gud. Det peger frem mod et ikke beskrevet, tredje stadium, nemlig det religiøse. "Enten - Eller" er udgivet af pseudonymet Victor Eremita ("Den sejrende eneboer").
Hvor etikeren Vilhelm havde talt for det livsprojekt, at et menneske kan "erhverve sig selv" ved at stå inde for sit eget liv, viser Kierkegaard i sine senere værker det problematiske ved netop den samme opfattelse. I "Frygt og Bæven" fra 1843 kredser forfatteren, nu under pseudonymet Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), om Abraham som troens far. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han hænger ved med hele sit liv, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de Silentio sætter troen den enkelte ud over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Idet troen sætter "hiin Enkelte" udover det almene etiske felt, kan der ikke gives en rationel begrundelse for Abrahams valg: at dræbe Isak. Men da det netop er troen, som suspenderer det etiske, taler Kierkegaard om den teleologiske (dvs. formålsbestemte) suspension (altså: tilsidesættelse) af det etiske.
Skriftet "Gjentagelsen" udkom samme dag som "Frygt og Bæven". I det sætter Kierkegaard spørgsmåltegn ved, om gentagelse kan lade sig gøre. Svaret er, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver den troende det liv tilbage, som var tabt.
Kierkegaard fortsatte arbejdet med at undersøge den etiske livsholdning i bogen "Begrebet Angest", der udkom i 1844. Her hævder pseudonymet Vigilius Haufniensis (Den københavnske nattevægter), at den naive etik kommer til kort overfor synden. Til gengæld kan man nå frem til en mere holdbar etik, når man fastholder den etiske livsstil midt i syndens virkelighed. "Begrebet Angest" viser, at hvert menneske er et jeg, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Bogen beskriver, hvordan denne opgave mislykkes, når "hiin Enkelte" gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. Angsten er en tilstand af tiltrækning og afsky, som udløses i et spring, der fører én bort fra valget. Det er det egentlige syndefald: at mennesket frasiger sig muligheden for det gode og lader sig synke ind i en plaget indesluttethed.
Fire dage før "Begrebet Angest" udkom "Philosophiske Smuler". Her forsøger pseudonymet Johannes Climacus at afklare, hvad det egentligt kristelige er. Han viser, hvordan Sokrates' metode forudsætter, at enhver rummer den sandhed, som det drejer sig om at finde. Modsat gælder den opfattelse, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld, og at man kun kan rykke sig ud af usandheden ved Guds hjælp. Derfor er det et troens paradoks, at den kristne Gud, den evige, har underkastet sig menneskenes vilkår: fødsel, lidelse og død.
"Stadier paa Livets Vei" udkom i 1845 tilsyneladende udgivet af Hilarius (Den opmuntrende) Bogbinder. Her bearbejdes problemstillingen fra "Enten - Eller" gennem en række situationer. Først får æstetikerne ordet under et drikkelag. Så fører assessor Vilhelm atter et forsvar for det ophøjede i det borgerlige ægteskab. Endelig behandles det religiøse stadie ved en diskussion af psykologien bag en brudt forlovelse.
Johannes Climacus kommer til orde igen i "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" fra 1846. Han præsterer et efterskrift på 600 sider til de 100 sider "Philosophiske Smuler". Efterskriftet rummer et skarpt opgør med Grundtvig og Hegel, og det hævder, at der ikke kan gives noget system for tilværelsen, fordi menneskets eksistens er i konstant bevægelse. Climacus slår fast, at mennesket ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes gennem et lidenskabeligt valg. På den anden side kan det ikke af egen kraft finde en sandhed, som må udpeges af en, der står udenfor. I sidste ende drejer sandheden sig altså ikke om et statisk "hvad", men om et dynamisk "hvorledes".
Nu mente Kierkegaard tydeligvis at have sagt, hvad der skulle siges, og han var indstillet på at søge et præsteembede. Det blev imidlertid kuldkastet af hans strid med vittighedsbladet "Corsaren". Bladets vedvarende nedgøring af Kierkegaard ødelagde hans gode forhold til den "menige mand", og det fremkaldte også en tilspidsning i hans personlige forståelse af lidelse, martyrium og Kristi efterfølgelse, så de kom til at fremstå for ham som kendetegn på ægte kristendom. Denne vending ses tydeligt i flere af de skrifter, der udkom mellem 1847 og 1851.
Forfatterskabets anden del (1847-51).
"Kjerlighedens Gjerninger" fra 1847 er en undersøgelse af næstekærligheden, og hvordan den kærlighed, som Kristus har åbenbaret, kan finde udtryk i hver enkelt handling. Beskrivelsen er ironisk, dvs. at den mest drejer sig om kærlighedens modsætninger: mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne samme fremgangsmåde bruges både i "Christelige Taler" fra 1848, hvor eksemplerne hentes fra de forskellige former for bekymring, og i Kierkegaards "Sygdommen til Døden" (1849). Her dukker et nyt pseudonym op, den kristne Anti-Climacus. Han bearbejder på ny emnet fra "Begrebet Angest", hvad der giver Kierkegaard lejlighed til at formulere sit menneskesyn: Mennesket er en syntese, et dialektisk forhold mellem modstridende sider, henvist til både livets hverdage og evigheden, spændt ud mellem nødvendighed og mulighed. Samtidig lever mennesket under det vilkår, at det må forholde sig til sig selv - som dødeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed. Igen lader Kierkegaard sit pseudonym, her Anti-Climacus, behandle stoffet på en negativ måde. Han gennemgår alle de skikkelser, som fortvivlelsen kan have, men lader det munde ud i en forståelse af fortvivlelse som det, at man ikke vil være sig selv. Denne analyse fører ham frem til at genfremsætte læren om synden.
Kierkegaard nærmede sig hele tiden kernen i sit budskab, og i "Indøvelse i Christendom" fra 1850 fremhæver han troens betingelse: at træde i Jesu fodspor. Derpå beskriver han "forargelsen", dvs. erkendelsen af, hvad det indebærer af personlig lidelse at være kristen. Det fører frem mod det enten-eller, som er kravet i troen. Kristus fremhæves som forbillede og efterfølgelsen af ham som den sande form for kristendom. Men når forbilledet levede og døde i fornedrelse og under foragt og hån, vil den kristne også komme til at lide for sin tro. Kierkegaard går dog ikke så vidt som at kræve, at man skal blive martyr for sandheden. Det har kun Gud og en apostel ret til, men kristendommens krav må stilles klart frem. Det fører Anti-Climacus til at foretage en skarp skelnen mellem den triumferende, etablerede kirke og den ægte, kæmpende kirke. Det foregriber angrebet på den etablerede, danske kirke, som man ellers ofte betragter som noget løsrevet i forhold til forfatterskabet.
Igen ser det ud til, at Kierkegaard havde tænkt sig at afslutte sit forfatterskab. I 1848-49 skrev han "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", som først blev udgivet efter hans død i 1859. Det samme gælder "Dømmer selv!", der først blev trykt i 1876. I 1851 udgav han "Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet", hvorefter han trak sig tilbage fra den litterære offentlighed.
Kirkestormen (1855).
Kierkegaard brød sin tavshed efter næsten fire år, da professor H.L. Martensen i 1854 under bisættelsen af biskop J.P. Mynster kaldte den døde et "sandhedsvidne". Den 18. december 1854 indeholdt "Fædrelandet" en artikel af Kierkegaard: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner - er dette Sandhed?" Det blev indledningen til kirkekampen eller kirkestormen i 1855, hvor Kierkegaard polemiserede voldsomt og injurierende imod kirken og dens præsteskab, først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad "Øieblikket". I den første artikel forklarer han at han hidtil ikke har kunnet tale om disse ting, på grund af faderens venskab med Biskop Mynster. I begyndelsen af kampagnen bruger Kierkegaard almindelige akademiske udtryksmidler: Mynster var ikke et sandhedsvidne, men "svag og nydelsessyg". Senere skriver han, at "der skal gøres en ende på den usandhed... at det er Christendom, man forkynder" (i folkekirken). Fra april fokuserer artiklerne på "den kongelige bestalling" der er latterlig i forbindelse med troen. Omtrent samtidig bliver målet for angrebene de "1000 Præster med Familie". I maj 1855 starter Øjeblikket og i et af de første numre foreslås det, at de 1000 præsters opgave i virkeligheden er at forhindre og umuliggøre kristendommen. I nr. 2 forstærkes denne anklage idet de "1000 embedsmænd med Selvopholdelsen Drift er interesserede i, at Menneskene ikke får at vide, hvad Christendom er..." I det samme nummer indføres det synspunkt at præsterne "leger Christendom". I juni anvendes udtryk som "Falskneri og Plattenslageri". I august bliver "Confirmation og Vielse" kaldt "Comediespil eller det som værre er" og ordet "Løgn" bliver brugt med repetetiv aggressivitet. Samtidig bliver præsterne til "de 1000 Meenedere" hvilket i september forstærkes til "Menneskeædere, og på den afskyeligste måde." Under denne kampagne hævdede Kierkegaard ved adskillige lejligheder, at denne kamp var hans virkelige værk og at alle hans tidligere skrifter var at betragte som forberedende manøvrer indtil to betingelser var opfyldt, nemlig at både hans fader og Biskop Mynster var døde, samt at han selv var anerkendt som en intelligent teolog, man var nødt til at lytte til. Dette udtryktes tydeligst i “Hvad Christus dømmer om officiel Christendom“ fra 1855. Midt under denne kamp, mens nr. 10 af Øjeblikket var under forberedelse, faldt Kierkegaard bevidstløs om på gaden, og efter nogle ugers sygeleje døde han efter at have udtalt, at han blot havde krævet redelighed.
Søren Kierkegaard blev begravet fra Frue Kirke. Kirken var fyldt med mennesker, flere stod ude på gaden. Repræsentanter for kirken, universitetet eller litteraturen var der ikke mange af. Stiftsprovst E.C. Tryde forestod kirkehandlingen. Efterfølgende talte broderen, Peter Christian, på familiens vegne.
Efter højtideligheden blev kisten ført til Assistens Kirkegård. Et stort følge gik med. Efter jordpåkastelsen trådte Henrik Lund frem. Han var Søren Kierkegaards nevø (ældste søn af søsteren Nicoline). Af H. Lunds tale fremgik, at onkelen havde været kirkens ivrigste modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde ranet ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig, og dermed ikke udviste respekt. Efter nevøens mening var onkelen netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse.
Stiftsprovst Tryde forlangte en undskyldning fra H. Lund, hvilket han fik. Herudover fik han ham idømt en bøde på 100 rigsdaler.
Filosofisk.
Statue i haven foran det Kgl. Bibliotek
Individualismen, den inderlige subjektivitet, den enkelte revet ud af miljøet og stillet over for Gud, det er, hvad Kierkegaards forfatterskab drejede sig om. Det kan siges at betegne en kulmination inden for protestantismen: længere kan man ikke komme i et personligt gudsforhold. Han har navnlig fået betydning for den eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne, og som fik mange tilhængere i Frankrig efter 2. verdenskrig. Den seneste tids interesse for Kierkegaard har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed og elegance i forfatterskabet.
Litterært.
Kierkegaards forfatterskab er enestående rigt, rigt i omfang, på fantasi og skarpsindighed, præget af hårfin logik og mægtig følelse, af jævn tale om Guds rige og en utrolig lærdom. Han evnede at skrive i et sprog så vanskeligt, at det bliver knudret og uforståeligt. Han kunne også skrive så legende let, så yndefuldt og billedskønt, at det gør ham til en af Danmarks største sprogkunstnere i prosaen. Og han formåede det alvorligt formanende eller docerende, præget både af kåde bemærkninger og af drillende sammenligninger. Han var en forfatter, der kastede sig i støvet for det hellige, men som ikke lod sig imponere af noget. Lidenskab og enfoldig tale, humor og ironi, det er Kierkegaards vigtigste meddelelsesformer.
Politisk-religiøst.
Det er en ironisk eftervirkning, at den Kierkegaard, som revsede den bestående kirke så eftertrykkeligt, har skabt det åndelige grundlag for en kirkelig retning, Tidehverv, som har haft og fortsat har stor betydning for Folkekirken. Ligeledes er det paradoksalt, at tidehvervske præster i dag sidder som medlemmer af Folketinget, når Kierkegaard foretrak enevælde for folkestyret. Men det dybeste paradoks i forholdet mellem Kierkegaard og Danmark beror på, at han anså folkekirken for at være en fjende af den sande kristendom. På den ene side er danskerne stolte af deres berømte skribent. På den anden ignorerer det flertal, der er medlemmer af folkekirken, at han fordømte denne institution som umoralsk og ukristen. Som eksempler på eftertidens syn på '"Kirkestormen" kunne man nævne P.G. Lindhardts i "Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark" hvori anvendes ordet “patologisk“ samt Danstrup og Kochs "Danmarks Historie", der bruger udtrykket “sygelig“. (Bind 11, side 398.)
Blomst.
Blomsten hos en plante er − i den bredeste definition − et uforgrenet skud med begrænset vækst, hvis blade indirekte eller direkte står i den kønnede formerings tjeneste: indirekte som beskyttelses- eller lokkeorganer (blomsterhylster), direkte ved dannelse af forplantningsorganer (støvdragere og frugtanlæg).
En mere snæver definition begrænser begrebet til de Blomsterplanterne: En blomst hos de dækfrøede består følgende dele (som dog ikke alle behøver at være der): bloster, som kan være differentieret i bæger og krone, støvdragere, frugtanlæg, alle siddende på blomsterbunden. Støvdragerne danner pollen, som ved bestøvningen når frem til frugtanlæggets støvfang. Der spirer det og danner et pollenrør, som fører sædcellerne frem til ægcellen i frøanlægget. Derved gennemføres befrugtningen, og der udvikles en kim. Frugtanlægget udvikles derefter til én eller flere frugter, som indeholder frø.
Definition.
Den brede definition, som ofte ses i den botaniske faglitteratur, omfatter enten udtrykkeligt eller underforstået de Nøgenfrøede planter. Det er sjældent, at man stiltiende begrænser definitionen til de dækfrøede under opregningen af blomstens dele. Selv i "Strasburger – Lehrbuch der Botanik" betragter man blomster som noget, alle frøplanter har, omend med visse begrænsninger: „Hos frøplanterne sidder sporofyllerne næsten altid på kortskud med begrænset vækst. Den slags […] strukturer kan betragtes som blomster, selv om dette begreb oftest bliver brugt om de dækfrøedes tvekønnede sporofylstande og muligvis om nært beslægtede, fossile frøplanter.“ Tilsvarende definerer "Lexikon der Biologie" blomst helt kortfattet som „et kortskud med begrænset vækst, som bærer sporofyllerne“.
Ordenerne Bennettitales og Caytoniales er fossile repræsentanter uden for frøplanterne, som dannede blomster. Definitionen af ”blomst” svarer ganske vist også til sporofylstandene hos ulvefodsplanter og padderokker, men de behandles ikke yderligere her.
I engelsksprogede tekster defineres ”blomst” for det meste mere snævert end det, der svarer til blomster hos de dækfrøede, f.eks. sådan: „et forkortet, kompakt og tvekønnet, reproduktivt skud, som består af megasporangier (frugtblade) og mikrosporangier (støvdragere) samt en steril, egentlig blomst (periant), dannet af mindst ét fladt, sterilt organ.“
Morfologi.
Hos de dækfrøede er de enkelte organtyper i blomsten ordnet i en fastlagt rækkefølge, regnet nedefra og op, eller, da blomstens akse er forkortet, udefra og ind. Det er også i samme rækkefølge, de bliver skabt ontogenetisk (i løbet af blomsterdannelsen).
Den ”egentlige” blomst.
Det, som man opfatter som den ”egentlige” blomst (periant), er sterile blade, der dog entydigt tilhører blomsten. Sådan et organ dannes kun hos Gnetopsida og dækfrøede planter. Når alle blomstens blade er ensartede, kaldes de for blosterblade, som f.eks. hos tulipaner. Her kan blostret bestå af en enkelt kreds (monoklamydeisk), to eller flere kredse eller adskillige, skruestillede forløb (homoioklamydeisk). Et dobbelt bloster (heteroklamydeiske blomster) består af uensartede blomsterblade. De ydre, som oftest er grønne, er bægerbladene (sepalerne) og danner svælget (calyx), mens de indre, ofte påfallende farvede blade, er kronbladene (petalerne), og tilsammen danner de kronen (corolla). Den evolutionsmæssige oprindelse til blomstens blade bliver forstået enten som højblade eller som støvdragere – alt efter slægtskabsforholdene.
Mikrosporofyller.
Mikrosporofyller er sporangiebærende blade. I sporangierne (pollensækkene) dannes de hanlige mikrosporer.
Mikrosporofyller er meget forskelligt udformet alt efter den gruppe af frøplanter, som planten tilhører, og det er ikke helt afklaret, om der består en homologi til de egentlige blade (φύλλον, "phýllon" = ”blad”). For at undgå den diskussion kune de også kaldes mikrosporangiebærere. Hos Ginkgo findes mikrosporofyllerne på blomsteraksen, hvor de er skruestillet mange sammen, og hvor de bærer to pollensække ved spidsen. Hos nåletræerne er den hanlige blomst tapformet og består af mange, ofte skruestillede mikrosporofyller, som hver har 2-20 pollensække. Hos Cykas-familien er mikrosporofyllerne skælformede og skruestillede, og de har 5-1.000 pollensække. Hos Welwitschia har de seks sammenvoksede mikrosporofyller hver tre pollensække. Hos "Gnetum" har det enlige mikrosporofyl en eller to endestillede pollensække. Hos Ledris ("Ephedra") er mikrosporofyllet ofte tvedelt og har 2-8 grupper af pollensække, der ofte er sammenvokset to-og-to.
De dækfrøedes mikrosporofyller kaldes støvdragere ("stamina"). En støvdrager er oftest delt i en støvtråd ("filament") og en støvknap ("anthere"). Den sidste består af to pollensække. Antallet af støvdragere pr. blomst kan variere mellem 1 og 2.000, men er oftest 5-20.
Megasporofyller.
Megasporofyllerne rummer de frøanlæg, som er typiske for frøplanterne, dvs. strukturer, hvor de hunlige forplantningsorganer er dannet. Også her kunne man bruges den mere neutrale betegnelse megasprangiebærere. Kun hos de dækfrøede betegner man megasporofyllerne som frugtblade.
Hos Cykasplanterne findes frøanlæggene entydigt på blade, og man siger, at de er fyllospore. Det skæl- eller skjoldformede megasporofyl er tydeligt stilket og bærer to frøanlæg ved underkanten af bladribberne (i slægten Cykas dog op til 8). Hos nåletræerne findes der 1-20 frøanlæg på overfladen af et fladt frøskæl, som er et omdannet kortskud. Kun sjældent finder man endestillede frøanlæg på skudspidserne hos nåletræer, men Almindelig Taks er dog et eksempelt på det. Tempeltræ danner to frøanlæg for enden af en tvedelt stilk, men hos Gnetopsida dannes der kun ét endestillet frøanlæg pr. blomst.
Hos de dækfrøede er frøanlæggene indesluttet i frugtbladet ("karpel"), og deraf kommer navnet ”dækfrøede”. Helheden af frugtblade danner tilsammen frugtanlægget ("gynoeceum"). Antallet af frugtblade pr. blomst ligger på 1-2.000. Oftest er frugtbladet inddelt i en stilkzone og en Schlauchzone, det hule område, hvor frøanlæggene ligger ("ovarium"). Frøanlæggene sidder på placenter, og ovenover man ofte finder en griffel, der bærer støvfanget, som er modtagestedet for pollenkornene. Støvfanget er forbundet med frøanlæggene gennem en overførelseskanal eller et tilsvarende væv.
Frugtbladene kan være frie (apokarpt eller chorikarpt gynoeceum) eller sammenvoksede (coenokarpt gynoeceum). Hos planter med et sammenvokset frugtanlæg taler man om et stempel ("pistil"). Sterile blomster har højest nogle reducerede støv- og frugtblade, og de har hyppigt funktion som lokkemidler.
Blomsterakse.
a>. Foroven tre lange, røde griffelgrene og derunder fem støvdragere.
På blomsteraksen (blomsterbunden ("receptaculum") sidder blomsterbladene. De kan være gestaucht, strakte og mangedobbelte. De kan sidde enkeltvis eller i flere kranse, som er hævet af indskudte vækstpunkter: udformet som gynoeceum (gynofor), gynoeceum og androeceum (androgynofor), eller gynoeceum, androeceum og krone (anthofor).
Der kan også være ringformede områder, som er hævet i vejret omkring centrum. Et eksempel er det stamen-corollarør, som er typiske hos ange kurveblomster, eller det bægerformede svælg hos mange planter i Græskar-familien. En udbredt blomsterbund kaldes et blomsterbæger ("hypanthium").
Når alle dele ud over frugtknuden er hævet i vejret, opstår der et blomsterrør, som bærer blomsterhylsteret og støvdragerne. Det kaldes et omkringsædigt blomsterbæger. En oversædig frugtknude sidder frit på blomsteraksen. Når ydersiden af frugtbladene er trukket med ind i blosterbægeret, dannes der en undersædig frugtknude.
Nektarier.
Nektarier er kirtler, der udskiller nektar som lokkemad for de bestøvende insekter. Den består mest af en sukkeropløsning, som dog også kan indeholde aminosyrer og vitaminer. Det er mere sjældent, at der dannes olier som f.eks. hos Fredløs ("Lysimachia"). Nektarier kan være dannet af blomsterhylstret, støvdragerne, frugtknuden eller blomsteraksen, men også uden for den egentlige blomst.
Blomsterstilling og placering.
Blomsterbladene kan – alt efter bladstillingen - være anbragt skruestillet (acyklisk) eller kransstillet (cyklisk). En skruestillet placering bliver ofte betragtet som et primitivt træk, og det er ofte forbundet med et stort antal blomsterblade. Vinklen mellem to blade, der følger efter hinanden, er ofte tæt på det gyldne snit på ca. 137,5°.
Det er ofte, at kun en del af blomsterbladene er skruestillede, mens de indre blomsterblade er ordnet i kranse. Den slags blomster bliver betegnet som spirocykliske eller hemicykliske. En overgangsform mellem skruestillet og kransstillet opstår, når der indskydes en pause i bladstillingen efter hver tre blade som hos Yulan-Magnolia ("Magnolia denudata"), sådan at der opstår en 1-3tallig krans. Også hos mange kransstillede blomster kan man skimte en skrueformet bladstilling under udviklingen, men bladene i en kreds står dog så tæt sammen, at der opstår en krans.
Hos de kransstillede findes der kun én type blomsterblade i hver kreds eller krans. Det passer også med denne stilling, at der opstår en reduktion i antallet af blomsterblade (oligomere kredse). De fleste kransstillede, tvekønnede blomster har en fire- (tetracyklisk) eller femtallig (pentacyklisk) kransopbygning: En bægerblads-, en kronblads-, en eller to støvdrager- og en frugtbladskrans. Hos de fleste dækfrøede er antallet af blade pr. krans fastlagt, og man taler så om to-, tre-, fire- eller femtallige blomster. Hvis alle kredse består af det samme antal, kaldes blomsten isomer (som hos Tulipan), men hvis det ikke er tilfældet, klades blomsten heteromer.
Bladene i de kranse, der er oven over hinanden, er for det meste anbragt ud for mellemrum (alternansprincip), dvs. at medlemmerne af de næstinderste kranse sidder i mellemrummet mellem to medlemmer af den foregående krans. Hos de pentacykliske blomster opstår ofte den situation, at den indre støvdragerskreds bliver trængt udad af frugknuden og tilsyneladende bliver til den yderste. Dette fænomen kaldes obdiplostemoni.
Alle blomsterblade kan være mere eller mindre sammenvoksede enten indbyrdes eller med andre.
Når der kan trækkes flere end tre symmetriplaner gennem en blomst, så er den radiærsymmetrisk (som hos Tulipan). Med to symmetriplaner er den disymmetrisk, som f.eks. hos "Dicentra". Et enkelt symmetriplan findes hos zygomorfe ("dorsiventral") blomster. Oftest ligger dette symmetriplan i blomstens median (og forløber altså gennem støttebladet og dets skudakse), som hos de læbeblomstrede, mere sjældent vinkelret på medianeplanet som hos Lærkespore. Asymmetriske blomster har ingen symmetriplaner. Strengt talt kan man også regne skruestillede blomster med til gruppen, selv om de ofte bliver anset for at være radiærsymmetriske.
Blomsterdelenes forhold til hinanden kan vises grafisk i blomsterdiagrammer eller i blomsterformler.
Ofte er flere eller mange enkeltblomster forenet i en blomsterstand.
Kønnethed.
Hos de dækfrøede er den tvekønnede blomt den oprindelige form. ved siden af findes der enkønnede blomster, hvor organerne fra det undertrykte køn dog oftest findes som rudimenter: Der findes blomster, som kun viser støvdragere (”hanlige”), og andre, som kun har støvfang (”hunlige”). Planter og slægter med énkønnede blomster kan være sambo, hvor hanlige og hunlige blomster findes på samme individ, eller særbo, hvor de hanlige og hunlige blomster findes på forskellige individer. Endelig er der de såkaldt ”polygame” planter, hvor der findes både tvekønnede, hanlige og hunlige blomster på ét og samme individ.
Blomsterdannelse.
Når et meristem er omdannet fra et vegetativt til et generativt vækstpunkt, sættes den egentlige blomsterdannelse i gang af en lang række, indbyrdes forbundne regulatorgener.
Symmetrigener.
De såkaldte symmetri- eller Katastergener fastlægger blomtens struktur, dens symmetriplaner, antallet af blomster og deres organer. Mutationer i disse gener ændrer blomstens arkitektur, og generne bliver ofte benævnt efter de fænotyper, der bliver fremkaldt af mutationerne: Mutationer i generne cycloidea (CYC) eller dichotoma (DICH) hos Løvemund skaber radiærsymmetriske blomster i stedet for de sædvanlige, zygomorfe. Disse mutationer optræder også naturligt og kaldes pelori. En mutation i genet cauliflower (CAL) hos Gåsemad og hos Broccoli skaber mange forgreninger i blomsterstanden uden brugbare blomster. CAL hemmer genet TFL1, som er et skudidentitetsgen, der fremmer forgreningen i blomsterstanden. tfl1-mutanter danner på tilsvarende måde få- eller énblomstrede blomsterstande hos "Arabidopsis".
Blomstringsgener.
De to sidste gener i rækkefølgen er LFY og AP1, de såkaldte blomstermeristem-identitetsgener, som dog påvirker hinanden: AP1 bliver aktiveret af LFY, men der bliver under alle omstændigheder dannet blomst, også selv om LFY mangler ganske vist uden de rigtige organer. Det førnævnte TFL1 aktiverer LFY og AP1, som på den anden side aktiverer hinanden. TFL1 tjener til at forhindre et alt for tidlig blomstring.
Fastlæggelse af blomstens organer.
A og C undertrykker gensidigt hinanden, sådan at det ikke kommer til Überschneidung. Når den ene mangler, bliver den anden klasse skabt i hele blomsten. ABC-modellen blev opstillet af E. Coen og E. Meyerowitz, og den er i de mellemliggende år blevet bekræftet og udvidet ad flere omgang.
Disse gener bliver udtrykt vedvarende i de organer, som de styrer, og ikke blot i begyndelsen. AP1 er altså ikke kun et blomstermeristemgen, men også et organidentitetsgen. I blomsterdannelsens tidlige fase bliver det dannet i hele meristemet, men senere kun i blomstens organkredse. Mutationer fører til skift i organernes identitet. Når A mangler, udvikles der frugtblade i stedet for bægerblade og støvdragere i stedet for kronblade (fordi C bliver dannet). Tredobbelte mutanter danner kun normale blade. C-mutanter har ingen begrænsning i væksten, og meristemet vokser videre uden grænser.
Senest har man opdaget en fjerde klasse, E, som bstår af de fire gener Sepallata1 til 4 (SEP) hos Gåsemad. De bliver aktiveret i kron-, støv- og frugtbladene, opg de tager sig også af organidentitet. Triple-mutanter (sep1 til 3) danner kun bægerblade, Firedobbelte mutanter kan kun danne løvblade.
En femte klasse, D, består af gener, der er ansvarlige for frøanlæggenes identitet. Hos "Petunia" er det generne Floral Binding Protein (FBP) 7 og 11. Doppeltmutanter danner frugtbladagtige strukturer i stedet for frøanlæg. Hos Gåsemad hedder de tilsvarende gener Seedstick (STK), Shatterproof1 (SHP1 og SHP2)
Den overvejende del af blomsterorgangenerne tilhrer familien af MADS-Box-gener. ABCE-generne er nødvendige både til dannelsen af blostens organer ved udformningen af vegetative organer. Dette har man kunnet vise ved aktivering af generne uden for deres normale placering.
Det er først i disse år ved at blive afklaret, hvordan blomteridentitetsgenerne, der bliver aktiveret i hele blomstermeristemet, kan styre organidentitetsgenerne. Det ser ud til, at B-Klasse-genet AP3 som det første bliver aktiveret ved kombinationen af LFY, AP1 og genet Unusual Flower Organs (UFO). LFY aktiverer AG, C-Klasse-genet, sammen med en yderligere koaktivator, Wuschel (WUS). Derefter undertrykker AG på sin side WUS, og derved bliver væksten i blomsteraksen hæmmet.
Theissens kvartetmodel fra 2001 har været endnu et skridt mod en forståelse af disse mekanismer. Den hævder, at blomsterorganiserings-proteinerne virker i "tetramerer", dvs. som kvartetter. For hvert organ findes skal der med andre ord fiindes mindst ét specifikt tetramer. Man har foreløbig kunnet vise, at hos gær danner proteinerne virkelig tetramerer. Modellen tjener allerede som arbejdsgrundlag for mange undersøgelser.
ABC-modellens mange varianter.
Sammenlignende undersøgelser hos en række pantearter har vist, at ABC-modellen i den beskrevne form kun gælder for gruppen Eudikotylae. Især hos den bsale gruppe af dækfrøede findes der forskellige udformninger. Hos Åkande ("Nuphar") er der ikke nogen skarp grænse for aktivering af generne (de har “fading borders”), og det betyder, at der findes en glidende overgang mellem bægerbladsagtige blosterblade over kronbladsagtige blosterblade til Staminodien, støvdragere og frugtblade.
Tulipan har et ensartet blomsterhylster i to kredse. Her bliver B-klasse-generne aktiveret i begge kredse.
Blomsterne hos græserne er meget stærkt ændrede. Alligevel viser ABC-modellen, hvordan foravner ("Palea") bliver reguleret af A-generne, mens svulmelegemer ("Lodiculae") reguleres af A og B, altså svarende til forholdene hos bæger og krone.
Skræppe ("Rumex") danner et ensartet, men reduceret og uanseligt blomsterhylser. Her er B-klassen begrænset til støvdragerne, og derfor bliver både bæger og krone reguleret af A-generne.
Imidlertid betvivler man A-klassens almengyldighed som identitetsgener for blomsterorganerne, og A-klassegener spiller som nævnt også en rolle ved fastlæggelsen af blomstermeristemets identitet. Det har kun kunnet påvises hos Gåsemad, at de har betydning for dannelsen af blomsterorganerne, og de spiller måske kun en rolle hos de nærtbeslægtede. Hos Løvemund er BC-generne tilstrækkelige til blomsterdannelsen, men det står hen, om det gælder for andre grupper blandt de dækfrøede.
Blomsteråbning.
En vigtig faktor for udspilingen af kronblade er forøgelsen af turgortrykket, som mest opstår ved en øget sukkerkoncentration efter nedbrydning af højmolekylære kulhydrater (f.eks. stivelse hos Roser eller fruktaner hos Dagliljer). Deraf følger en udvidelse af cellevæggen, men opgivelserne over plantehormonernes rolle er modstridende i litteraturen.
De cellefysiologiske og særligt de genetiske baggrunde for blomsternes åbning og lukning er knap nok kendt endnu. Blomstens åbning bliver udløst af ydre faktorer. Hos natblomstrende arter er det ofte den forøgede luftfugtighed om aftenen, der er afgørende. Derimod reagerer især de forårsbomstrende på højere temperaturer (Almindelig Vintergæk ("Galanthus nivalis"), Krokus-arter ("Crocus" spp.)). En tredje gruppe reagerer på lys, som f.eks. Almindelig Tusindfryd ("Bellis perennis").
De længelevende blomsters åbning og lukning foregår ved de samme mekanismer, men er også underkastet en indre rytmik.
Lukningen af blomsten kan foregå ved vækstforskydninger eller ved reversible turgorændringer. I disse tilfælde er der grundlag for en gentagen åbning og lukning. Tab af turgortryk på grund af aldring fører til en vedvarende lukning af blomsten.
Bestøvning.
Bestøvningen er overførslen af den hanlige pollen til de hunlige modtageorganer: Mikropylen hos de nøgenfrøede og støvfanget hos de dækfrøede. Bestøvningen er derfor "ikke" identisk med befrugtningen. Bestøvning kan foregå ved hjælp af pollen fra samme individ (Selvbestøvning, "Autogami"), eller med polle fra et andet individ (Fremmedbestøvning, "Allogami").
Befrugtning.
Hos de nøgenfrøede når pollenkornene frem til frøanlæggets mikropyle. For det meste trækkes de ind i pollenkammeret efter en indtørring af bestøvningsdråben. Afhængigt af planteslægten vil der så enten frigives en spermatozoid i pollenkammeret eller også vil pollenrøret spire frem. Der kan gå op til seks måneder mellem bestøvning og befrugtning (visse arter af Cykas-familien).
Hos de dækfrøede når pollenkornet frem til støvfanget. Pollenrøret når frem til frøanlæggene gennem et specielt ledevæv. Hvor der findes et ensartet væv i griflen, sådan at pollenrørene fra et frugtblad kan føre frem til et andet frugtblad, kalder man ledevævets helhed for et "compitum".
Når pollenrørene henholdsvis spermatozoiderne er nået frem til ægcellerne, sker den egentlige befrugtning. Hos de dækfrøede, hos "Gnetum" og hos "Ephedra" foregår der en dobbelt befrugtning: Hos de dækfrøede smelter én af de to spermakerner sammen med ægcellen og danner en Zygote. Den anden smelter sammen med en af de diploide kimsækkerner til en triploid endospermkerne, som bliver til frøets næringsvæv (endosperm). Hos "Ephedra" smelter den anden spermakerne sammen med arkegoniets kanalcelle, hos "Gnetum" smelter de to spermaceller med to gametofytceller, men der udvikles for det meste kun én af de to Zygoter.
Efter befrugtningen udvikles zygoten til en kim ("embryo"), frøanlæggene til frø, og blomsten til en frugt.
Ældning.
Blomsterne er planternes forplantningsorganer, og der dannes hele tiden nye, modsat hvad der er tifældet hos dyrene. Livslængden er nøje afmålt, for blomsterne bruger mange ressourcer, og frugtanlægget er en væsentlig adgangsvej for sygdomskim. Blomster, som allerede er bestøvet, skal heller ikke konkurrere unødigt med de endnu ikke besøgte om bestøvernes interesse.
Bestøvningen md pollen er en vigtig udløser for blomstens ældning, og hos de fleste arter vil det forkorte blomstens livslængde betragteligt. Hos visse planter udløser bestøvning dannelsen af plantehormonet etylen, og det fremkalder på sin side ældning hos kronbladene. Andre arter er ikke følsomme over for etylen, og deres ældningsmekanisme er ukendt. Efter bestøvningen dør krone, støvdragere og griffel, mens frugtknuden udvikler sig videre til en frugt. Denne bortdøen går hånd i hånd med en tilbagetrækning af vigtige stoffer fra disse organer, ganske som det sker hos blade før løvfald.
Evolution.
Den tidlige udvikling af de dækfrøede planters blomst er ikke afklaret, da der næsten ikke findes fossile forløbere for den ”moderne” versioner. Ligeledes er slægtskabsforholdet til de andre frøplanter endnu uklart, og der findes to forskellige hypoteser til forklaring af blomsternes opståen. Man antager, at dannelsen af tvekønnede blomster hos de dækfrøede kan være opstået ved tilpasning til biller som bestøvere. Omplaceringen af frøanlæggene til lukkede frugtblade kunne så være en beskyttelse mod billernes gnav.
Arber og Parkins "euantiteori" fra 1907 går ud fra, at de dækfrøedes forgængere allerede havde tvekønnede blomster, og at disse blomster er et enakset system med sidestillede mikro- og megasporofyller. Støv- og frugtbladene er med andre ord homologe med løvblade. Denne teori hviler på analyser af den fossile slægt "Caytonia", der anses for at være en mulig forløber for de dækfrøede planter. "Caytonia" havde fjerdelte mikro- og megasporofyller, som muligvis var samlet i en tvekønnet blomst. I megasporofyllet sad "cupulae" med indtil flere frøanlæg sidestillet på en "rhachis". Mikrosporofyllerne var ligeledes fjerdelte, og hver fjer bar flere grupper af sammenvoksede pollensække. Frugtbladet hos de dækfrøede kan være opstået som en udfladning af rhachis, mens støvbladet er dannet som en reduktion til en enkelt stilk med to sammenhængende støvknapper á to pollensække.
Richard Wettsteins "pseudantiteori" antager, at blomsten hos de dækfrøede er opstået ud fra en bomsterstand af énkønnede blomster. Derfor må støvblade og frugtanlæg oprindeligt have været sideskud og ikke blade. Grundlaget for denne teori er den antagelse, at de dækfrøede nedstammer fra Gnetopsida. Frugtanlægget opstod dermed ud fra en omdannelse af blomstens dækblad, mens andre dele af frøanlægget blev dannet på grundlag af højblade under blomsten. Denne teori bliver dog næsten ikke støttet af molekylære og morfologiske analyser.
Selv om de fleste forfattere nuomstunder hælder til "euantiteorien", er dannelsen af støvbladet, frugtbladet og frøanlæggets zweiten Integument stadigæk uklart forstået.
Molekylærbiologisk begrundede teorier.
Blomsterne hos de ældste dækfrøede var tvekønnede og havde et udifferentieret blomsterhylser (”blomsten”) med organerne i spiralstilling eller med mere end to kranse..
Soltis m.fl. (2007) diskuterer den hypotese, at ABC-modellen, der kendes fra Gåsemad, ikke fandtes hos de første dækfrøede, men derimod et system med uklare grænser som hos Nøkkerose. Ud fra den grundmodel kan ABC-modellen være opstået ganske simpelt ved forskellige markeringer af grænserne, ligesom også de forandrede former som f.eks. hos Tulipan kan afledes derfra.
Brugen af blomster.
I modsætning til de frugter, der kommer af blomsterne spiller blomster en underordnet rolle for menneskers ernæring. Blomstestandene hos Blomkål og Artiskok bliver brugt som gemyse, mens Hampeplantens bliver brugt som rusmiddel. Nogle blomster eller blomstestande bliver brugt som salat eller som maddekoration (f.eks. Marts-Viol, Hjulkrone og Tallerkensmækker). Blomster, knopper, blomsterdele eller hele blomstestande bliver brugt som krydderi: Lavendel ("Lavandula angustifolia"), Kryddernellike ("Syzygium aromaticum"), Safran ("Crocus sativus") og Almindelig Humle ("Humulus lupulus").
Blomsterne spiller dog en væsentligt større rolle som pynt i form af prydplanter og snitblomster.
Morgenrødens gudinde (Aurora/Eos) strøer blomster som symbol på den nye dags lysstråler. Blomster er også kendetegnende for gudinden Flora. Blomsterne er knyttet til foråret, og til lugtesansen. Blomster har siden antikken været tegn på skønhedens og livets forgængelighed. I de malede ”nature morte” ses altid en vissen blomst eller nogle affaldne blomsterblade som symbol på Vanitas. I logikken fremstilles allegorien til håbet ofte med blomster i armen for at minde om, at der snart vil udvikles en frugt af blomsten. Enkelte arter har deres egne, symbolske betydninger, som dog kan ændres i århundredernes løb, selv om rosen er og bliver symbol på Venus, Dionysos og Maria, og symbolet på den jordiske og guddommelige kærlighed, for jomfruer såvel som for prostituerede.
Dyr.
Dyr er grupper af specialiserede flercellede organismer, som ofte kan bevæge sig rundt. Dyr udgør et af de biologiske riger.
Dyr eller planter.
Forskellen på dyr og planter er at dyr har sanser, et redskab der bruges til at få input fra omgivelserne og derved reagere ud fra det. Dog vil dyr der har et defekt sanseapparat ikke blive betegnet som planter.
Derudover er der forskel i strukturen på cellevægen hos dyr og planter. En anden vigtig forskel mellem de to riger er, at dyr er i stand til selvstændig bevægelse, hvorimod planter oftest er fastlåst på et bestemt sted.
Måne (nordisk gud).
Måne eller Máni. I nordisk mytologi skelnes mellem månen som kosmisk fænomen og som egentlig mytisk person. Ifølge Snorres Edda er personen Måne bror til Sol og begge er de børn af Mundilfare.
Skabelsen af månen beskrives i skabelsesberetningen. Denne fortæller, hvorledes alt startede. Før noget andet fandtes, var der mod nord det kolde Niflheim og mod syd det brændende varme Muspelheim. Mellem disse var en stor kløft, Ginnungagap, hvori urjætten Ymer blev dannet. Fra ham stammer alt liv i verden. De tre guder Odin, Vile og Ve dræbte Ymer og skabte af hans legeme selve verden: jord, bjerge, sand, have m.m. Hans hjerneskal satte de op som himmelhvælvingen over jorden og på denne kastede de gløder fra Muspelheim op som stjernerne. De to største stykker af Muspelheim fik særlige pladser som henholdsvis sol og måne. Både solen og månen trækkes over himmelen i vogne med heste spændt for.
Den mytiske person Måne var søn af manden Mudilfare, der fik Måne og hans søster. Han syntes, at de var så smukke, at han kaldte pigen for Sol og drengen for Måne. Guderne så dette og mente, at det var praleri og udtryk for hovmod, hvorfor de som straf kastede Sol og Måne op i to vogne, der trak månen og solen over himmelen, så de kunne styre hestene, der var spændt for vognene.
De to vogne iler over himmelen for både Sol og Måne er bange. For længst mod øst i Jernskoven i Jotunheim føder jættekvinden Hyrrokken jætter i ulveskikkelse og to af hendes børn jæger oppe på himmelen. De to ulve hedder Skoll og Hate. Han, der hedder Skoll løber efter Sol og vil sluge hende og han, der hedder Hate løber efter Måne med åbent gab. Hate er muligvis identisk med jætten i ulveskikkelse, der kaldes Månegarm (måneopslugeren), der ved Ragnarok vil æde Måne. Når jorden genopstår efter Ragnarok vil Sol og Månes døtre i stedet indtage pladsen på himmelhvælvingen.
De to heste, der trækker Sols vogn hedder Alsin og Arvak, men hvad Månes heste hedder vides ikke. Disse heste skal ikke forveksles med Dags hest Skindfaxe eller Nats hest Rimfaxe.
Måne følges over nattehimmelen af de to børn Bil og Hjuke som han tog, da de var på vej hjem fra brønden med vand.
Sol (nordisk gudinde).
Sol er i nordisk mytologi datter af Mundilfare. Sol og hendes bror Måne er så smukke at guderne har fundet dem for skønne til jorden og derfor sat dem op på himlen. Sol er gift med Glen.
Sol kører hver dag over himlen i solvognen trukket af de to heste Alsin og Arvak.
En anden tradition i den nordiske mytologi omhandler dog hesten Skinfaxe, der trækker solen over himlen.
Kryptologi.
Kryptologi er læren om hemmeligholdelse af information. Ordet stammer fra græsk og består af "kryptos" der betyder hemmelig, og "-logi" der er betyder "læren om", ergo læren om det hemmelige.
Til brug for disse områder benytter kryptologien sig af en række værktøjer som
Kryptologiens historie.
Kryptologi har været brugt hele vejen op gennem historien, og er en kamp mellem kodeskaberne (kryptograferne) og kodebryderne (kryptoanalytikerne).
Den moderne kryptologi er baseret på avanceret matematik (især diskret matematik, talteori, gruppeteori, lineær algebra, sandsynlighedsregning og informationsteori), og kræver computere (og dermed kendskab til beregningskompleksitet, algoritmer mm.) for at kode og afkode meddelelser. Desuden har man ved hjælp af fundamentale fysiske principper skabt ubetinget sikre kommunikationskanaler. Det ser også ud til at kodeskaberne er betydeligt foran kodebryderne.
Tulipan.
Hertil kommer en lang række krydsninger og sortsudvælgelser. Se Havetulipan.
"Med hensyn til blomsterbetydning, symboliserer en gul tulipan håbløs kærlighed, og en rød tulipan er en kærlighedserklæring."
Kulsukker.
Kulsukker er en slægt, som er udbredt i et område fra Centralasien og Iran over Kaukasus og Lilleasien til Europa, men med tyngdepunktet i Lilleasien. Det er stift behårede stauder med en opret vækst. Bladene er store og mere eller mindre stilkede. Blomsterne sidder samlet i tætte, sidestillede svikler, og de er nikkende og rørformede til klokkeformede. Frugterne er delfrugter.
Slynge.
En slynge kan være flere ting
Kryptozoologi.
Kryptozoologi beskæftiger sig med mytologiske eller uddøde dyr, der antages at eksistere, selvom der ikke findes pålidelige beviser for deres eksistens.
Cand.scient. Lars Thomas er Danmarks eneste kryptozoolog, han har skrevet op til flere bøger om emnet.
Zoologen Bernhard Heuvelman siges traditionelt at have opfundet begrebet kryptozoologi. Kryptozoologien regnes ofte som en pseudovidenskab, da nogle kryptozoologer har en antropologisk indgangsvinkel til emnet i modsætning til en rent videnskabelig.
Mange dyr, der før hørte under kryptozoologien er ved hjælp af krytozoologernes forskning identificeret som almindelige dyr eller fænomener. Eksempler kunne være okapien og næbdyret. Kryptozoologer argumenterer derfor at man skal være mere åben overfor lokale rygter og myter om mystiske dyr, da der sagtens kan være noget om snakken. Lokale ved ofte mere om deres nære omgivelser og dyrene, der lever der, end fremmede videnskabsmænd.
Den blå fisk er ofte brugt som eksempel på en vigtig grund til at fortsætte og støtte kryptozoologien. Fisken, der blevet kaldt det levende fossil troede man var uddød for 65 millioner år siden. Men i 1938 blev et levende eksemplar fanget i et fiskenet ved kysten ud for Sydafrika. Fisken er et bevis på, at der trods vores store videnskabelige landvindinger og store fremskridt stadig findes mange uudforskede områder på Jorden, hvori ukendte dyr sagtens kan eksistere.
I kryptozologien kan det dog ofte være svært at skelne skidt fra kanel. Mennesker tiltrækkes af de gode historier om spændende ukendte monstre og dette har mange gange ført til fremkomsten af falske beviser. Kryptozoologernes opgave består derfor ofte i at efterforske fremkomne beviser og om muligt tilbagevise dem som fusk.
Efterforskningen af rapporterne om en puma eller panter på den sydengelske hede indebar undersøgelser af kadavere af dræbte får. En stor kat dræber og æder af et får på en helt anden måde end f.eks. forvildede flokke af tamhunde. Tågede billeder af katten blev undersøgt og sammenlignet med udseendet på almindelige katteracer. Illegalt indførte store katte til England blev eftersøgt og ejere blev interviewet om eventuelle bortløbne dyr. På denne måde blev der ryddet op i beviserne. Desværre kunne mysteriet ikke umiddelbart løses, selvom de fleste beviser kunne identificeres som resultater af hundes eller almindelige kattes færden. Der var rent faktisk en ejer af en illegal stor kat, som manglede sit kæledyr og den sydengelske hede dækker et stort vildt område... Selv i Danmark, hvor vi har en temmelig nydelig og velfriseret natur fremkommer der jævnligt nye rapporter om løver, pumaer og losser.
Se også.
Maleri af Loch Ness-uhyret, malet af Heikenwaelder Hugo a>.
Stævningsskov.
Stævningsskov er en naturtype (se også biotop), der opstår ved en systematisk og meget bevidst skovpleje. Tilsvarende begreber er løveng og græsningsskov.
Billedet viser resultatet, når man ophører med plejen af et stævnet træ.
Stævningsskoven er den tidligste kendte form for skovdrift i Danmark. Den kan spores tilbage til stenalderen i Danmark og i andre dele af Europa endnu længere tilbage. Stævningsskove er kendetegnet ved at være meget artsrige, i gennemsnit findes der i Fyns stævningsskove, der dækker i alt 335 ha (1989), ca. 15 forskellige træarter pr. stævningsskov.
Stævningsskove er baseret på løvtræers evne til at danne nye skud fra stød eller rod, når træet bliver gnavet over af bævere, eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Denne form for drift giver en meget lysåben lavskov med en yderst frodig bundvegetation. For at undgå at stævningsskoven udvikler sig til højskov, med en stor skygning, der ødelægger den frodige bundvegetation, skal stævningsskoven stævnes jævnligt (med ca. 15 - 20 års intervaller). Stævningsskove er derfor normalt flere hundrede år gamle, selvom trævæksten umiddelbart ikke ser ret gammel ud.
Stævningsskove kaldes også gærdselsskov, hegningsskov, kratskov, skovhave og stubhave. Denne skovtype opstod i forbindelse med bøndernes behov for hegn, brændsel, græsning til husdyrene, stolper, pæle, ris osv. Herremændene havde brugsretten over overskoven, mens bønderne måtte nøjes med hvad de kunne finde i lavskoven. Stævningsskovene var en smart løsning for bønderne, da denne skovtype aldrig udviklede egentlig overskov, hvis den blev stævnet regelmæssigt, og de kunne ved denne skovpleje beholde deres ret til at anvende skoven.
Den 27. september 1805 kom Fredskovsforordningen, som skulle sikre skovenes fortsatte beståen. De større skove tilfaldt nu Staten og godsejerne, mens bønderne fik de mindre skove, som blev delt op i små områder, så hver gård i en landsby havde sin andel. Fra midten af 1800-tallet blev brændte sten indført som byggemateriale, og andre teknikker, som f.eks. stendiger og jordvolde, der blev brugt til hegning, begyndte at fortrænge stævningsskovens produkter. Da pigtråden kom frem i 1870, og fossilt brændsel kom til i 1830'erne forsvandt stævningsskovenes betydning, og de har stort set fået lov til at passe sig selv siden. Mange er derved udviklet til højskov, og den unikke bundvegetation er gået tabt. I år 1800 fandtes på Fyn ca. 10.000 ha stævningsskov, så deres areal er svundet betydeligt ind siden.
Wolfgang Amadeus Mozart.
Wolfgang Amadeus Mozart, døbt "Joannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart", (27. januar 1756 i Salzburg - 5. december 1791 i Wien) var en østrigsk komponist. Han er almindeligt anerkendt som en af de største komponister af klassisk musik. Han er en af wienerklassikkens mestre og en af de mest populære komponister nogensinde.
Selvom han døde kun 35 år gammel, skabte han et omfangsrigt livsværk, der dækkede alle hans tids musikalske genrer: operaer, balletmusik, symfonier, solokoncerter (for klaver, violin og bratsch, valdhorn, tværfløjte, klarinet og obo), messer, lieder, strygekvartetter, sonater og megen anden kammermusik.
Alle Mozarts værker er blevet katalogiseret af Ludwig von Köchel i KV ("Köchel-V'"erzeichnis"). Hvert værk er registreret med angivelse af KV-registreringsnummer. Fx står KV 525 entydigt for "Eine kleine Nachtmusik".
Mozart nåede det fuldkomne inden for alle de genrer, han skrev i herunder koncerten, symfonien og sonaten. Han regnes også blandt de største operakomponister.
Mozart var ligesom sin søster Maria Anna Mozart et ægte vidunderbarn. Han spillede cembalo fra han var tre år og begyndte at komponere som femårig. Senere spillede han også klaver og violin.
Vidunderbarn.
Dåbsindførsel fra 28. januar 1756
Mozart blev født i Salzburg, der på den tid var et fyrsteærkebispedømme i det tysk-romerske rige. Han var søn af en tysk komponist, Leopold Mozart (1719 - 1787), og hans hustru Anna Maria Pertl (1720 - 1778). Leopold Mozart var vice-kantor ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof.
Wolfgang var parrets syvende barn. Tre børn var døde i en tidlig alder, da søsteren Maria-Anna (" Nannerl") blev født i 1751). Yderligere to børn døde i tiden mellem Maria-Annas fødsel og Wolfgangs.
Han blev døbt "Joannes Chrysost[omus] Wolfgangus Theophilus". "Theophilus" betyder "elsket af Gud": Gottlieb på tysk, Amedeo på italiensk og Amadeus på latin. Mozart blev ikke i sin egen levetid kaldt "Amadeus". Kun enkelte gange har han selv brugte det i breve, for at gøre lidt grin med sig selv. Han har i sådanne situationer skrevet Wolfgangus Amadeus Mozartus.
Mozart viste vidunderbarnets evner for musik allerede som treårig. Han havde absolut gehør og en fremragende hukommelse. Hans evner forbløffede omgivelserne og tilskyndede faderen til at lære ham at spille cembalo, fra han var fem år. Den unge Mozart lærte derefter at spille violin og orgel samt at komponere. Han kunne læse et partitur og spille i takt, før han kunne læse, skrive og regne. I en alder af seks år (1762) komponerede han sine første værker (menuetterne KV 2, 4 og 5 samt allegroen KV 3).
Europa.
a>, et andet vidunderbarn, detalje af et maleri af anonym maler, i privateje
Fra 1762 til1766 tog Mozart på turne med sin far og sin storesøster Maria-Anna. De kom til München og Wien, før de den 9. juni 1763 tog på en lang turné i Europa, som gik videre til Köln, Augsburg, Mannheim, Frankfurt, Bruxelles, Paris, London, Haag, Amsterdam, Dijon, Lyon, Genève og Lausanne. Hans koncerter gjorde stort indtryk. Mozart spillede for den kongelige familie i Versailles 1. januar 1764. Han fik oven i købet lov til at stå bag dronningen under middagen. Mozart var kun otte år gammel.
På rejsen fik han indtryk af nye musikalske strømninger. Han mødte to musikere, der fik stor betydning for ham: Johann Schobert i Paris og Johann Christian Bach (Johann Sebastian Bachs næstældste søn) i London. Sidstnævnte åbnede Mozarts øjne for klaveret, der var opfundet i århundredets begyndelse, og for den italienske opera. Han lærte ham også at skrive symfonier. Mozart skrev sine tre første symfonier i London.
I 1767 skrev Mozart 11 år gammel sin første opera, "Apollo og Hyacint" (KV 38), der bygger på en latinsk komedie. Da de kom tilbage til Østrig, tog han til Wien, hvor han komponerede to andre operaer, "Bastien og Bastienne" og "La finta semplice", i sommeren 1768 i en alder af 12 år. Året efter blev han udnævnt til koncertmester af ærkebiskoppen. Hans fader sørgede for et ulønnet orlov, så sønnen kunne komme til Italien.
Italien.
Fra 1769 til 1773 opholdt Mozart sig regelmæssigt i Italien, hvor han studererede opera, en musikalsk form han senere skrev mesterværker i ("Figaros Bryllup", "Don Giovanni", "Così fan tutte") takket være sit arbejde med vokalharmonisering og sin beherskelse af polyfoni. I Italien fik han forbindelse med Giovanni Battista Martini. Han blev medlem af "Accademia Filarmonica" i Bologna, som ellers kun optog medlemmer over 20 år. Paven Clemens XIV udnævnte ham til "Cavaliere dello speron d'oro". Paven havde fået for øre, at Mozart havde nedskrevet Allegris 'Miserere' efter gehør. Mozart var kommet forbi i påskeugen og havde hørt det ottestemmige værk og gik hjem for at skrive kompositionen ned. Næste dag kom Mozart tilbage for at høre værket igen og rette et par fejl.
Den 16. december 1771 døde ærkebiskop Schrattenbach. Ærkebiskop Colloredo blev nu Mozarts nye arbejdsgiver.
I ærkebiskop Colloredos tjeneste (1773-1781).
Posthumt og idealiseret portræt af Mozart
Mozart er ulykkelig i sin fødeby. Hans nye arbejdsgiver bryder sig ikke om, at han rejser. Han foreslår, at han i stedet skriver stykker til religiøse formål. Som 17-årig har Mozart svært ved at acceptere situationen. Forholdet til ærkebiskoppen forværres i de tre følgende år. I Wien stifter Mozart bekendtskab med Joseph Haydn. De korresponderer, og der opstår et venskab præget af gensidig beundring. Den varer hele livet.
I 1776 beslutter Mozart 20 år gammel at forlade Salzburg.
Ærkebiskoppen afviser at lade faderen rejse og pålægger ham at søge sin afsked som koncertmester. Efter et års forberedelser tager Mozart af sted med sin mor, først til München, hvor han ikke får nogen stilling, så til Augsburg og til sidst til Mannheim, hvor han knytter venskab med adskillige musikere. Men hans forsøg på at opnå en stilling der er frugtesløse. Det er i Mannheim, at han forelsker sig i sangerinden Aloysia Weber. Det udløser faderens vrede. Han beder Mozart tænke på sin karriere. Stærkt forgældet indser Mozart, at han må finde en stilling, og han tager til Paris i marts 1778.
Han håber at kunne få hjælp af Melchior Grimm, som havde hjulpet med turneen, da Mozart var syv år gammel. Men det er forgæves, og Mozart får ingen fast stilling og har endda svært ved få betaling for sine værker på grund af den økonomiske krise i Frankrig. Moren bliver syg under opholdet og dør den 3. juli. Mozart tager derfor tilbage til Salzburg, hvor faderen har fået overbevist ærkebiskoppen om at genansætte ham. På vejen kommer Mozart til München hvor Weber-familien bor. Aloysia har imidlertid fundet en anden mand, og det er en nedtrykt Mozart, der vender tilbage til Salzburg den 29. januar 1779, hvor han får sin tidligere stilling.
I november 1780 modtager han en bestilling på en opera til München, og han tager af sted, som han er berettiget til ifølge sin kontrakt. Uropførelsen af værket, "Idomeneo, Rè di Creta", finder sted 29. januar 1781 og bliver modtaget entusiastisk af publikum. Da han vender tilbage til Salzburg, må han følge sin arbejdsgiver til Wien, hvor ærkebiskoppen gør et offentligt nummer ud af at behandle ham dårligt, inden han endeligt afskediger ham. Mozart slår sig nu ned i den østrigske hovedstad som uafhængig komponist.
Uafhængighed.
Uden farens og arbejdsgiverens myndige tilstedeværelse kan Mozart endelig komponere frit. I 1782 bestiller kejser Joseph II en opera hos Mozart, der skal blive til "Bortførelsen fra Seraillet" ("Die Entführung aus dem Serail"). Denne opera på tysk får Christoph Willibald Gluck, der er komponist og leder af de offentlige koncerter i Wien, til at lykønske Mozart.
Mozart lærer nu den yngste af fru Webers døtre, Constanze, at kende og beslutter sig for ægteskab med hende uden at afvente faderens skriftlige billigelse. Brylluppet står den 4. august 1782. Kort tid efter gør baron von Svieten Mozart opmærksom på to komponister, der var glemt på denne tid, nemlig Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel. Mozart fascineres af Bachs kontrapunkt, som får direkte indflydelse på hans store messe i c-mol KV 427 og flere senere værker. Samme år begynder han en serie på seks kvartetter, som han dedicerer til sin ven Joseph Haydn. De er færdige i 1785.
I 1784 bliver Mozart interesseret i frimureriet. Han stiger hurtigt i graderne og bliver såkaldt "mester" i april 1785. Han skriver flere værker til sine frimurerbrødre herunder "Maurerische Trauermusik" KV 477.
I 1786 møder Mozart librettisten Lorenzo da Ponte, som er ansat som digter ved teatret i Wien. Da Ponte overbeviser kejseren om at give tilladelse til en opera baseret på "Figaros Bryllup" ("Le Mariage de Figaro") af Beaumarchais, selv om kejseren har forbudt stykket, da det var undergravende. Mozart sætter Lorenzo da Pontes libretto i musik og premieren på "Figaros Bryllup" ("Le nozze di Figaro") finder sted den 1. maj 1786 i Wien. Den bliver en succes, men tages hurtigt af plakaten. Mozart tager derfor til Prag, hvor operaen opføres og får en meget stor succes. Som en gestus mod byen skriver han sin symfoni nr. 38, Pragersymfonien.
I Prag modtager han en bestilling på en ny opera til næste sæson. Mozart beder Lorenzo da Ponte om at skrive librettoen til "Don Giovanni". Den 28. maj 1787 dør faderen. Dødsfaldet påvirker Mozart meget og får indflydelse på kompositionen af den opera, han er i gang med. "Don Giovanni" uropføres i Prag den 28. oktober 1787 med stor succes, en succes der dog ikke gentages i Wien.
Vanskeligheder, sygdom og tidlig død.
a>, tegning af Doris Stock (76 x 62 mm). Dette billede af Mozart er et af de få der virkelig ligner ham.
I de sidste år af sit liv bliver Mozart ofte syg, og han er dybt forgældet, selv om han har succes med sine værker og bliver meget godt betalt. Han lever over evne. Han komponerer meget: sonater, koncerter, symfonier, operaer (herunder "Così fan tutte", det sidste værk med Lorenzo da Ponte).
Joseph II dør i 1790 og efterfølges af Leopold II, som ikke bryder sig om Mozart. Haydn rejser til London. Mozart er kun lidet produktiv.
I 1791 bestiller Emanuel Schikaneder – en af Mozarts venner fra frimurerlogen og leder af det lille "Theater an der Wien" – en opera af Mozart. Schikaneder leverer selv librettoen. Det bliver til syngespillet "Tryllefløjten" ("Die Zauberflöte"). Uropførelsen den 30. september bliver en stor succes.
I juli bestiller en ukendt mand en dødsmesse, et requiem. Bestilleren ønsker at være anonym, men vi ved i dag, at det var grev Walsegg. Han ønsker antagelig enten at lade sine venner gætte, hvem der var ophavsmand til værket, eller selv at tage æren for det.
Mozart, der er tynget af sygdom og gæld, må nu påtage sig en ekstra stor arbejdsbyrde, for han har i begyndelsen af august allerede modtaget en bestilling på en opera, "Titus" ("La Clemenza di Tito") KV 621, til Leopold II's kroning som konge af Bøhmen. Mozart skriver værket på tre uger.
Han dør i december i en alder af 35 år sandsynligvis som følge af sit generelt skrøbelige helbred. Han får ikke færdiggjort sit "Requiem". Det bliver efter Constanzes ønske afsluttet af en af hans elever Franz Xavier Süssmayer. En anden afslutning af værket skrev Sigismund von Neukomm, men hans version er kun blevet spillet én gang: i 1819 i Rio de Janeiro.
Mozart bliver begravet på kirkegården St. Marx i en forstad til Wien i en grav, familien Mozart deler med nogle venner. Alt i overensstemmelse med kejser Leopold II's love og forordninger. En mindegudstjeneste fandt sted i Prag den 14. december med tusinder af deltagere. Emanuel Schikaneder organiserer en mindegudstjeneste i Wien. Her spilles formentlig begyndelsen af "Requiem" (introitus og kyrie). Siden er der oprettet en æresgrav for Mozart på Wiener Zentralfriedhof, uden at hans jordiske rester er overført, da de ikke har kunnet opspores.
Mozart får seks børn i sit ægteskab med Constanze. Kun to af børnene, Karl og Wolfgang, kaldet Wowi overlever den tidligste barndom.
Constanze blev sent gift med den danske diplomat Georg Nicolaus Nissen, der påbegyndte den første egentlige Mozart-biografi. Nissens boede i København fra 1810 til 1820. Parret rejste i nogle år indtil de i 1824 slog sig ned i Salzburg, hvor Georg Nicolaus Nissen døde 1826. Biografien over W. A. Mozart blev først udgivet af Constanze to år efter Nissens død.
Værker (udvalg).
a> koncertkor synger "Beatus vir" fra Mozarts "Vesperae de Dominica".
Ellis Island.
Ellis Island er en ø ved indsejlingen til Jersey City, USA. Der begynder man 1. januar 1892 at behandle - hvad der skulle blive til - mere end 20 millioner immigranter til USA. I dag er Ellis Island et museum.
Den transsibiriske jernbane.
Den transsibiriske jernbane rød=Transsib grøn=Baikal-Amur-jernbanen>
Den transsibiriske jernbane (Транссибирская магистраль, "Transsibirskaja magistral") går gennem Rusland fra Moskva til Vladivostok. Den blev bygget mellem 1891 og 1916 og er verdens længste jernbane med sine knapt 9.288,2 kilometer. Foruden hovedlinien til Vladivostok er der tre andre linjer: Transmanchuriske jernbane, som længe følger hovedlinjen, men siden svinger mod syd ind i Kina og mod Beijing, Transmongolske jernbane, som forlader hovedlinjen ved Ulan Ude og også den går til Beijing, men via Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar, samt Bajkal-Amur-jernbanen, som færdiggjortes i 1991 og går nord om hovedlinjen. Siden 2002 har hele den transsibiriske jernbane været elektrificeret.
Historie.
Ruslands langvarige venten efter en havn ved Stillehavet var til ende, da byen Vladivostok blev grundlagt i 1860. I 1880 var byen vokset til en stor havneby, og manglen på god transport mellem det europæiske Rusland og dets østlige provinser blev snart et tydeligt problem. Byggeriet af den transsibiriske jernbane blev indledt i 1891. Banen åbnedes officielt 1. januar 1905, selvom den sidste stump nord om Kina først blev færdig i 1916. Byggeriet blev overvåget af Sergej Witte, daværende finansminister.
Præcis som ved arbejdet på den første transkontinentale jernbane i USA begyndte de russiske ingeniører i hver sin ende og arbejdede mod midten. Fra Vladivostok gik jernbanen mod nord langs floden Ussuris østlige bred og videre til floden Amur. Dette stykke kaldtes "Ussurijernbanen".
I 1890 byggedes en bro over floden Ural, og den nye jernbane gik ind i Asien. Broen over floden Ob byggedes i 1898, og den lille by "Novonikolajevsk", som var grundlagt i 1883, forvandledes til et stort sibirisk centrum, Novosibirsk. I 1898 nåede det første tog Irkutsk ved Bajkalsøen. Jernbanen fortsatte mod øst over floderne Chilka og Amur og nåede snart Khabarovsk. Strækningen Vladivostok - Khabarovsk var bygget færdig 1897.
Straffearbejdere fra bl.a. Sakhalin blev indkaldt sammen med russiske soldater for at arbejde med byggeriet af jernbanen. En af de største hindringer var Bajkalsøen, som er over 640 kilometer lang og mere end 1.600 meter dyb. Linjen endte på hver sin side af søen, og en speciel isbryderfærge blev indkøbt fra England for at sammenkoble jernbanen. Om vinteren anvendtes slæder til at transportere passagerer og gods fra den ene side af søen til den anden, indtil jernbanebyggeriet rundt om Bajkalsøen var færdigt. Da linjen til floden Amur nord om den kinesiske grænse var færdig i 1916, var der sammenhængende jernbane mellem Petrograd og Vladivostok, og det er endnu i dag verdens længste jernbanelinje. Linjen påbegyndte elektrificering i 1929, et arbejde, som afsluttedes i 2002.
I dag fragter den transsibiriske jernbane omkring 20.000 containere pr. år til Europa inklusive 8300 containere fra Japan. Dette er et relativt lille tal, da Japan totalt set fragter 360.000 containere til Europa hvert år. Der er derfor plads til ekspansion, og det russiske transportministerium planlagde, at dette tal i 2005 skulle være øget til 100.000 containere og have tilfredsstillet passager- og godsbehovet med 120 tog pr. dag. Dette kræver, at store dele af jernbanen udbygges til dobbeltspor, så at flaskehalse undgås.
Den transsibiriske jernbane er Ruslands vigtigste trafikforbindelse, og ca. 30 % af landets eksport fragtes med linjen. Den er også populær hos turister, men anvendes endnu mere blandt russere, når de skal færdes gennem landet.
Den transsibiriske jernbane.
På de lange dage i toget leverer samovaren vand til teen - denne kulfyrede brugtes endnu i 1996.
Markøren for jernbanelinjens afslutning i Vladivostok.
Mellem 1956 og 2001 gik togene via Jaroslavl i stedet for Nisnij-Novgorod.
Øvrigt.
Da Rusland og Mongoliet anvender bredspor, og Kina anvender normalspor, kan tog fra eller til Kina ganske enkelt ikke passere grænsen, uden at hver vogn må løftes og bytte sporbredde. Hele processen, sammen med pas- og toldkontrol, kan tage flere timer.
Euro.
Euro (repræsenteret ved eurosymbolet: €) (EUR) er den officielle valuta i EU. Euroen anvendes af over 320 mio. borgere i de 17 EU-lande, der tilhører Eurozonen. Seks lande udenfor EU benytter ligeledes Euroen som møntenhed. Euroen er en del af ØMU'en, og medlemslandene er underlagt en række krav til den økonomiske politik. Den nye europæiske valuta blev indført den 1. januar 2002 af Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederland, Irland, Italien, Luxemborg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Slovenien indførte euroen fra 1. januar 2007, og Cypern og Malta fulgte efter 1. januar 2008. Slovakiet indførte euroen 1. januar 2009 og Estland indførte euroen 1. januar 2011. Andre EU-lande kan tilslutte sig euroen, hvis visse kriterier er opfyldte. Danmark har længe opfyldt samtlige kriterier og kunne derfor indføre euroen om ønskeligt, men pga. finanskrisen ser det ikke ud til Danmark kan overholde kravene til budgetunderskud i 2010. Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt am Main har ansvaret for implementeringen af pengepolitikken i euroområdet, hvilket primært sker gennem fastsættelsen af de pengepolitiske styringsrenter. Blandt de økonomiske mål prioriteres bekæmpelse af inflation højest.
Danmark stemte ved en folkeafstemning den 28. september 2000 nej til euroen (53,2% imod, 46,8% for). Anders Fogh Rasmussen bebudede primo 2008 en ny euro-afstemning, men efter Irlands nej ved en folkeafstemning om Lissabontraktaten, og senest EU-domstolens underkendelse af den danske lovgivning vedr. 24-årsreglen, er en afstemning sandsynligvis udskudt på ubestemt tid.
Sverige stemte ved en folkeafstemning den 14. september 2003 nej til euroen.
Euroserien består af 7 sedler i størrelserne: €5, €10, €20, €50, €100, €200 og €500 og 8 mønter: 1¢, 2¢, 5¢, 10¢, 20¢, 50¢, €1 og €2.
20¢-mønten har form som en "spansk blomst", hvilket vil sige den er rund med indadgående buer.
Områder, hvor euroen bruges.
thumb
For det første bruges euroen af de 17 medlemmer af ØMU'en: Belgien, Cypern, Estland, Finland (inkl. Ålandsøerne), Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxemburg, Malta, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tyskland og Østrig. Nogle områder uden for Europa betragtes som dele af deres moderlande og tilhører derfor denne kategori: Martinique, Guadeloupe, Fransk Guiana og Réunion (alle dele af Frankrig), Madeira og Azorerne (dele af Portugal), og De Kanariske Øer, Ceuta og Melilla (dele af Spanien).
Derudover anvender Monaco, San Marino og Vatikanstaten euro. De har alle formelle aftaler med EU, hvorfor de udsteder euro-mønter med deres egne nationale sider.
Andorra, Montenegro og Kosova bruger også euro, men de har ingen formel aftale herom, og de udsteder derfor ikke deres egne euro-mønter.
Nogle franske territorier (Mayotte og Saint Pierre og Miquelon) bruger euroen, fordi de før benyttede franske franc.
Dertil kommer nogle valutaer, der benytter et såkaldt 'currency board', hvilket vil sige, at deres kurser er fastlåst over for euroen. Det drejer sig bl.a. om den litauiske litas, CFA franc'en og Cape Verde-escudo'en.
Yderligere nogle valutaer holdes inden for et udsvingsinterval. Det drejer sig bl.a. om den danske krone, der deltager i ERM2-samarbejdet. Med udgangspunkt i en kurs på euroen på 7,46038 DKK ifølge ERM2-samarbejdet, må kursen på euro regnet i DKK højest afvige +/- 2,25% (fra 7,62823 til 7,29252).
EU-lande, der ikke bruger euroen.
Danmark og Storbritannien har formelle undtagelser i traktaterne, der tillader dem at forblive udenfor. De øvrige EU-lande, skal indføre euroen, når de opfylder kravene. Det gælder i princippet også Sverige, som dog har holdt folkeafstemning, hvor resultatet blev et nej. EU-kommisær for økonomisk og monetære anliggender Joaquín Almunia udtalte i 2006, at Sverige i princippet kunne bringes for EU-domstolen for ikke at indføre Euroen.
Euroens forgængere.
Euroen erstattede ECUen i forholdet 1:1 i 1999. ECUen selv var en erstatning for den europæiske regningsenhed (ERE, RE, UA eller EUA), der efter Bretton Woods-systemets sammenbrud blev indført som afløser for den tidligere enhed, der var knyttet til den amerikanske dollar. Det er denne kæde af europæiske valutaer og regningsenheder, der er årsag til, at euroen fra dens indførelse, oprindelig cirka var lig en dollar.
Enterprise resource planning.
Enterprise resource planning eller ERP er betegnelsen for en form for integreret virksomhedssoftware, der håndterer størstedelen af virksomhedens funktionelle områder. Eksempelvis hjælper ERP med til ordrebehandling for hele virksomheden set som ét i stedet for separate stykker software i hver afdeling. ERP bygger oftest på én fælles database for hele virksomheden.
ERP hjælper til med den interne organisering af input og output fra virksomheden, samt til at holde styr på forretningstransaktioner.
Sylfiden.
Sylfiden er en ballet med musik af Hermann von Løvenskjold og koreografi af August Bournonville. Handlingen foregår i Skotland. Blev første gang opført i København i 1836 og har siden holdt sig på Det kongelige Teaters repertoire.
Elementarånder.
"Undine Rising From the Waters" ca. 1880–1892,(En undine - elementærånd i vandet - stiger op af vandet) - af Chauncey Bradley Ives
Elementarånder eller elementærånder er i mytologien ånder der har med elementerne at gøre.
ild (20px), jord (20px), luft (20px), og vand (20px). Allerede
hos Homer kommer den anskuelse flere
steder frem, at hele tilværelsen er befolket af
en mellem guder og mennesker stående art
af åndelige væsener, nymferne.
Senere, da forestillingen om de fire elementer, hvoraf alt
skulle være sammensat, var blevet almindelig, er der
"gnomerne" i jorden, "undinerne" i vandet,
"sylferne" i luften og "salamandrene" i ilden; disse
udgør nu tilsammen elementærånder. I denne bogstavelige
forstand tager også Paracelsus elementærånder i sin afhandling
"Liber de nymphis, sylphis, pygmaeis et salamandris et de caeteris spiritibus",
skønt hans lærer Agrippa af Nettesheim tidligere
havde givet elementærånder en mere subtil, filosofisk
Efter Agrippas Opfattelse er det ikke elementærånder,
der opholder sig i elementerne, men disse, som
findes i ånderne. Alt skabt er sammensat af
de fire elementer, som findes lige så vel i
engle og dæmoner som i mennesker og dyr.
Men i de højere åndelige væsener indgår de
fire elementer ikke ligelig; i nogle er et, i
andre et andet element fremherskende, og alt
efter som det ene eller det andet element er
overvejende, kan man tale om elementærånder: ild-, jord-,
I 16. og 17. århundredes Faust-bøger og andre magiske skrifter, hvor dæmonernes
rangforordning er gennemført til de mindste
enkeltheder, indtager elementærånder den laveste plads i
rangen. Disse skrifter, især Fausts "Magia naturalis et innaturalis",
kender ikke blot antallet af elementærånder,
men også navnene på de fleste af dem.
I Goethes "Faust" personificeres ild med salamander, jord med kobold, vand med undine og luft med sylfe.
Engriflet Hvidtjørn.
Engriflet Hvidtjørn ("Crataegus monogyna") er den største af vore tre arter af Hvidtjørn. De to andre er Almindelig Hvidtjørn ("Crataegus laevigata") og Koral-Hvidtjørn ("Crataegus curvisepala"). Det er en stor, løvfældende busk (eller et lille, løvfældende træ) med en meget tætgrenet vækstform. Barken er først mørkt rød (på lyssiden) eller grågrøn (i skygge eller på skyggesiden). Senere bliver den gråbrun, og til sidst er den grå med smalle furer og skællede kamme. Skuddene bærer som regel kraftige grentorne. Knopperne er spredte, udspærrede, ret små og rødlige. Bladene er ægformede og fem- til syvlappede med hel rand og nogle få, grove tænder ved spidsen af hver lap. Indskæringerne når mere end halvvejs ind til midterribben. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen finder sted i maj-juni, og rent hvide blomster sidder i halvskærme. Frugterne er røde, ægformede bæræbler med én kerne. Frøene spirer villigt i Danmark.
Engriflet Hvidtjørn er middel skyggetålende og tåler megen vind. Den kan gro på næsten alle jordtyper, og den rige frugtsætning gør den eftertragtet af fuglene. Frugterne har kun én sten. Rodnettet er hjerteformet med kraftige hovedrødder og højtliggende, ret grove siderødder. Éngriflet Hvidtjørn fremkalder jordtræthed. Den angribes - dødeligt - af Ildsot. Desuden ses ofte forvedede svulster af Tjørnerust og tætte spind med Spindemøllarver ("Snareorme"). Blomsternes duft tiltrækker fluer!
4 x 3 m [buskformen] eller 12 x 5 m [træformen] (25 x 20 cm/år).
Éngriflet Hvidtjørn gror som skovbryn og underskov i blandede løvskove på næringsrig bund i Centraleuropa. Her findes den også som overdrevsplante og i hegn. Planten er forvildet og efterhånden hjemmehørende i Danmark. Det meget varierede og righoldige område omkring Valbjerg i Vester Thorup Plantage rummer overdrev på kalkskrænt, kalkskrænt overføget af flyvesand, kær med fremsivende kalkrigt grundvand (rigkær) og mod kysten grønklit, tør klithede, hvid klit og bred forstrand. Her vokser arten sammen med bl.a. Almindelig Ene, Almindelig Engelskgræs, Almindelig Engelsød, Almindelig Fjerbregne, Almindelig Gyldenris, Almindelig Havtorn, Almindelig Hjertegræs, Almindelig Kællingetand, Almindelig Mangeløv, Almindelig Torskemund, Blodrød Storkenæb, Blå-Klokke, Dunet Vejbred, Gul Snerre, Hulkravet Kodriver, Katteskæg, Klit-Rose, Korbær, Lancet-Vejbred, Spyd-Pil, Stor Knopurt, Strand-Fladbælg og Vellugtende Gulaks
Engriflet tåler hård beskæring og klipning. Kviste og skud ædes af hjortevildt og harer. Den er særligt velegnet til skovbryn og læplantninger, men anvendes også i den indre del af vildtplantninger. I byerne er den en velkendt plante i klippede hække.
Jean-Paul Sartre.
Jean-Paul Charles Aymard Sartre (21. juni 1905 - 15. april 1980) var en fransk eksistentialist og forfatter.
Liv og forfatterskab.
Sartre er sandsynligvis den bedst kendte eksponent for eksistentialismen. Han var succesfuld forfatter af romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i hans fiktionsværker og i værker af Simone de Beauvoir, hans livslange ledsager.
Han skrev blandt andet "Terningerne er kastet", "Kvalme" ("La nausée"), "Muren", "Eksistentialisme er humanisme" og romanserien "Frihedens veje" bestående af "Ensom blandt mennesker", "Galgenfrist", "Med døden i hjertet" og "Historien om Brunet". Af hans fiktionsværker gav "La nausée" (1938) sikkert det bedste indblik i hans filosofiske tænkning. Én af Sartres hovedidéer var, at mennesket er dømt til at være fri. "Dømt fordi han ikke har skabt sig selv - men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør". "Mennesket er den eneste forfatter til sin egen opførsel". "Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til".
I sine senere værker forsøgte Sartre at kombinere individualismen med en slags marxisme. Sartre forklarede i sin selvbiografi, at hans forfatterskab i høj grad var et resultat af den afvisning, han var ude for som barn. Indtil 1945 underviste han på forskellige skoler. Herefter brugte han sit liv på at skrive og han redigerede i mange år "Les Temps Modernes". Han sad 1 år i fængsel under 2. verdenskrig, og han var et symbol for de franske intellektuelles modstand mod nazismen.
Sartre fik nobelprisen i litteratur i 1964, men afslog den.
Han blev begravet i Cimetière de Montparnasse i Paris, Frankrig.
Pigenavne.
Et pigenavn er et navn, som er forbeholdt kvinder. Mænd har derimod et drengenavn.
I Danmark ordnes sager om personnavne af Familiestyrelsen, som har lister over godkendte drenge- og pigenavne.
Adolf Hitler.
Adolf Hitler (20. april 1889 i Braunau am Inn, Østrig-Ungarn – 30. april 1945 i Berlin, Tyskland) var en tysk politiker og senere diktator.
Fra 1921 var han "fører" for Det nationalsocialistiske tyske Arbejderparti, fra 1933 rigskansler og fra 1934 "fører og rigskansler" og dermed på en gang regeringschef og statsoverhoved for Nazi-Tyskland, af nazisterne kaldt "det tredje rige". Han var østriger af fødsel, men flyttede til Tyskland i 1913 og blev tysk statsborger i 1932, hvor han, efter at have deltaget i 1. verdenskrig, engagerede sig aktivt i politik for "Deutsche Arbeiterpartei", der senere blev til NSDAP.
Ved brug af propaganda og karismatisk tale appellerede han især til arbejder- og middelklassens følelse af afmagt i en økonomisk problematisk periode, og henvendte sig samtidig til de store nationalistiske, antisemitiske og antikommunistiske bevægelser og strømninger, der var til stede i Weimarrepublikken. Dermed formåede han at bringe sit parti frem til magten i 1933, hvorefter han kunne indsætte sig selv som rigskansler og sidenhen fører, og dermed indføre det nationalsocialistike diktatur. Det nazistiske diktatur betød afskaffelse af fagforeningerne, indførelse af censur og systematiske forfølgelser af jøder, Jehovas Vidner, sigøjnere, kommunister og homoseksuelle. Udryddelserne varede helt frem til Nazi-Tysklands endelige nederlag til sovjetiske, engelske og amerikanske styrker i 1945, hvor Hitler begik selvmord i førerbunkeren, Berlin.
Under Hitlers 12-årige ledelse blev Tyskland omdannet til et tysk rige fuldstændig underlagt nationalsocialismens ideologi, der krævede komplet magt over det enkelte menneske og førte politik efter en skrap racelære. Hitler og hans parti forbød alle oppositionsgrupper, forfulgte politiske modstandere, umyndiggjorde først og dræbte sidenhen en stor del af de europæiske jøder sammen med andre religiøse og etniske mindretal og fremprovokerede i forsøget på yderligere at udbrede det tyske herredømme 2. verdenskrig.
Familiebaggrund.
Den senere diktator Adolf Hitler blev født i den lille nord-østrigske grænseby Braunau am Inn (Oberösterreich) lige op ad det tyske Bayern og ikke langt fra Bøhmen, det nuværende Tjekkiet. Efternavnet Hitler har varieret i stavemåderne Hüttler, Hiedler, Hittler, Hidtler, Heidlahr og Hitler; et slægtsskab med det tjekkiske Hidlar hhv. Hidlarcek er overvejende sandsynligt. Adolf Hitler var den fjerde i en søskendeflok på seks fra faderens tredje ægteskab. Hans far var toldfuldmægtig Alois Hitler, og moderen var hans indgiftede niece Klara, født Pölzl. Af de seks søskende var det kun Adolf og hans søster Paula, der overlevede til de blev voksne. Hitler havde katolske forældre, men frafaldt selv troen sent i sine teenageår.
Alois Hitler havde yderligere en uægte søn (Alois junior) og datter (Angela) fra sit andet ægteskab.
I "Mein Kampf" skildrede Hitler sin far som en tyran; streng og autoritær, undertiden sågar rasende og voldelig. Men historikere mener, at der ikke findes grund til at antage, at Alois Hitler gav sin søn nogen strengere opdragelse end det var kutyme på den tid. Men noget Hitler en gang udtrykte taknemmelighed for, var at faren, som var uægte søn af bondepigen Anna Maria Schicklgruber, ændrede sit efternavn til Hitler. Det skete i 1876, da Alois var 40 år, et år efter at moderen og hans sandsynlige far møllerlærlingen Johann Georg Hiedler (deraf Hitler) var gået bort.
At Adolf Hitlers farfar skal have været Johann Georg Hiedler er omstridt, fordi Johann Georg (som senere giftede sig med Anna Maria) aldrig officielt havde anerkendt noget sådant faderskab, selvom han ifølge venner skulle have indrømmet det. Derimod havde hans bror Nepomuk Hüttler aflagt en edssvoren erklæring om, at Johann Georg var Alois' far. Hvad Johann Georg ville have ment om det, er ikke til at vide; han var på dette tidspunkt allerede død.
Hitler vidste altså ikke med absolut sikkerhed, hvem hans farfar var. Dette forhold kunne for en forfægter af den racemæssige renhed godt være et pikant problem, og hans politiske modstandere greb da også fat i temaet i 1920'erne; man forsøgte at anskueliggøre at selveste føreren for det ekstremt antisemitiske og tysknationale NSDAP selv kunne være af jødisk eller tjekkisk ophav. Der gik vedholdende rygter om, at Hitler var kvart jødisk, og at hans bestemor, Maria Schicklgruber, var blevet gravid, da hun arbejdede i huset for en jødisk familie Frankenberger. Selv om rygterne aldrig er blevet verificeret, og at de efter den nyeste forskning må anses for opspind, var de for Hitler grund nok til at han forsøgte at tilsløre sin familiebaggrund. Da han kom til magten forbød han således enhver omtale af sin slægt eller sine slægtninge og fik senere farens fødeby jævnet med jorden ved at gøre den til militært øvelsesområde. Han gjorde det også forbudt for ikke-jødiske kvinder at arbejde for jødiske husholdninger. Sovjetisk propaganda insisterede under krigen på, at Hitler var jøde.
Barndom og skolegang (1889-1907).
Alois Hitlers embede førte til, at familien flyttede flere gange, fra Braunau til Passau, Lambach og så til Leonding ved Linz. På de forskellige folkeskoler, som Adolf Hitler blev sendt til, var han overordnet set en god elev. Han trivedes godt på benediktinernes klosterskole (2.-3. kl., 1897/98) og talte også mange år senere varmt om tiden i klosterkirkens drengekor, om sangundervisningen og om liturgien. Måske var det herfra han fik sin fascination for hagekorset: en af klosterets tidligere abbeder var pater Theodorich Hagn (død 1862), og hans personlige våbenskjold havde et hagekors ("Hagn"="Hage"), og det var mejslet ind på et iøjnefaldende sted, hvor den unge skoledreng må have set det.
Men på realskolen i Linz kom han fuldstændig til kort både på det akademiske og det sociale plan. Han måtte gå det første skoleår (1900/01) om, og lærerne skrev i karakterbogen at han "manglede arbejdslyst".
Hitler forklarede det i "Mein Kampf" med, at han nægtede at lære noget for at trodse faderen, der ville tvinge ham til at blive embedsmand. Selv havde han ønske om at blive kunstmaler. Det sande i denne fremstilling kan have været, at Hitler senere i livet forsøgte sig med en kunstnerisk løbebane og sidenhen følte sig som en overset kunstner. Blandt de karakteregenskaber han lagde for dagen på denne tid, var selvoptagethed og modstand mod regelmæssigt arbejde. Hitlers far døde den 3. januar 1903, i en alder af 65 år – hvilket dog ikke forbedrede Adolfs skolepræstationer. Dermed er hans forklaring om en bevidst protest mod faderen måske ikke en fuldgod undskyldning for den dårlige karakterbog. Da han fyldte 16 år, afsluttede Adolf sin skolegang uden eksamenspapirer.
Eskapist i Wien.
Wien var på mange måder en særlig storby i datidens Europa. Indbyggertallet havde, da Hitler flyttede dertil, passeret 1,7 mio., hvilket betød at hovedstaden i Østrig-Ungarns kejserrige var en af de største og mest magtfulde byer i verden. Mange af indflytterne var emigranter og jøder, hvilket resulterede i store antisemitiske og nationalistiske strømninger. I løbet af de sidste 10 år var procenttallet af jøder, steget fra 2 til 10 – og i samme skala var antisemitiske partier skudt frem. Det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad den unge og isolerede Hitler lod sig rive med af propagandaen i de første år af sin tid i Wien, men meget tyder på at han ikke rigtig fandt politik interessent og nærmere forsøgte at fordybe sig i kunst og arkitektur.
Netop kunsten og arkitekturen blev to store nederlag for Adolf Hitler. Men troen på sit kunstneriske talent var i midlertid så stærkt, at han som oftest ignorerede alle andre foretagender end eskapistisk drømmeri om arkitektoniske vidundre og store lærreder med tyske naturalistiske landskaber. Netop denne formålsløse fordybelse og drift, beskrev han senere i Mein Kampf: ”Jeg havde den største og stolteste tillid til Wien og mit kunstneriske kald". I oktober meldte Hitler sig til optagelsesprøve på det uhyre ambitiøse kunstakademi i Theophilius Hansens pragtbygning på Schillerplatz. Hitlers tegninger blev godtaget, og ud af de 120, der mødte op, var han en af de 33 midlertidigt godtagede. Men næste dag da det endelige resultat forelå, fik Hitler den måske største og mest uventede skuffelse i sit liv. Hans tegninger blev afvist som ”utilfredsstillende”, og beskrivelsen af hans bidrag lød ”døde streger” og ”livløse former”. Dette hårde slag fik ham til at opsøge rektor på akademiet. Han henviste Hitler til arkitektstudierne, efter at have fortalt ham om hans manglende evner inden for kunsten. Som i 1945, da Hitler var omringet af den koalition han havde skabt mod sig i det foregående årti, var denne anekdote velsagtens også en af de få gange, hvor drøm og virkelighed er kollideret så kraftigt for ham.
Snart efter hævnede hans forsømmelse af skolen sig, idet arkitektstudiet forudsatte en studentereksamen. Den knuste Hitler rejste hjem til moderen, hvis sygdom var forværret. (Klara Polzl fik konstateret brystkræft i 1907). Familielægen fortalte senere efter moderens hurtigt efterfølgende død, at han aldrig havde set ”et ungt menneske så nedbrudt af sorg og smerte.” Efter at være kommet til sig selv, skulle Hitler, mere opsat på sin drøm end nogensinde før, være taget til Wien for igen at forsøge sig som kunstner. Arkitektdrømmen var knust af uddannelsesmæssige grunde, og Hitler, der hadede systematisk arbejde, vendte ikke tilbage til skolen. Senere i sit voksne liv, forbandede han uddannelsesbetingelserne for de forskellige studier og kaldte dem ”uhørt vanskelige og uoverstigelige hindringer”. August Kubizek, flyttede med til Wien efter moderens død. De delte værelse, og Kubizek skrev i sine erindringer, at Hitler virkede opfarende og ustabil. Hitler selv beskrev denne periode som den sværeste og mest triste i sit liv, og i betragtning af, at han fornylig havde fået adskillige livsdrømme knust og mistet sin eneste og sidste følelsestilknyttede relation, (udover Geli Raubal) er det også forståeligt, at han i denne periode udviklede sin forstenede personlighed.
a> var en af de store inspirationskilder for den unge Hitler. Han gik i operaen og lod sig falde i dybe trancer under Wagners forestillinger - men også dette idols kontroversielle holdninger til antisemitisme og nationalisme fastholdt Hitler, og var uden tvivl med til at skabe den senere nazisme.
a>. Hitlers ungdomsven så meget op til ham, og tog for givet at hans forestillinger og konspirationer var udsprunget af et genis bevidsthed.
Set i lyset af de mange nederlag og ”pinligheder” i den første del af sit liv, begyndte Hitler at skjule sig for omverdenen. Hans indelukkede personlighed begyndte for alvor at tage form, og når man spurgte ham, hvad tiden gik med, blev han fornærmet. Og svarene lød for det meste: studier, og studierne var tit relateret til udbygninger af Wiens Ringstraße og komplicerede færdigkomponeringer af Wagners symfonier m.v. Og alt dette var naturligvis uden nogen form for realistisk udsyn. Da han blev fører for Tyskland, var enhver offentliggørelse af oplysninger fra hans fortid eller privatliv forbudt – og denne udvikling fra menneske til monument og kliche, var allerede under opsejling i Wien. Han led ingen pengenød og modtog en månedlig udbetaling, svarende til en dommerfuldmægtigs løn, på grund af familiearven. Men meget dramatisk beskrev han tiden fra start til slut med disse ord; ”Fem års elendighed og jammer – det er, hvad denne Phaiakerby har betydet for mig. Fem år, hvor jeg først som hjælpearbejder og senere som lille maler måtte tjene mit sparsomme brød, som ikke var nok til at stille min sult. Sulten var det eneste, der næsten aldrig forlod mig.”". Kubizek fortalte senere hvorledes Hitlers liv i denne periode drejede sig om en retfærdiggørelse af sit dagdriveri ”gennem hans enestående geni”.
Han stod op ved 12-tiden, spadserede i byen, betragtede byggerierne og drømte om, hvad han selv engang ville komme til at bygge. Han gik på museer, i operaen og fortabte sig i sine fantasier. Han læste og stod bøjet over urealistiske planer til langt ud på natten.
I september 1908 gjorde Hitler endnu et forsøg på at blive maler. Denne gang blev han imidlertid slet ikke optaget til prøverne, og først nu forstod han, hvordan hans drømme om det uforpligtende kunstnerliv var knust. Han holdt afvisningen helt for sig selv og rejste fra sit og Kubizeks værelse uden at efterlade sin nye adresse. Nu flyttede den rastløse og rådvilde Hitler rundt i Wien og boede på billige værelser. Pengene fra familien var ved at slippe op, og Hitler endte hurtigt på bunden. Han nægtede at arbejde sig op økonomisk og socialt, og tiden gik nu med at male og diskutere politik på gaden (Vinteren 1909) og senere på asylet i Meidling(1910 – maj 1913).
Hitler blev født ind i en velhavende familie og havde det meste af sit liv levet som en usynlig arbejdsløs småborger. Nu var hans dovne og drømmende livsføring blevet afløst af en endnu mere udsigtsløs tilværelse - og tilmed på samfundets bund. Hitlers borgerlige opdragelse var i mange afskygninger stadig tydelig, og alligevel så han borgerskabet som perverteret og frastødende. Han var angst for at falde i proletariatssumpen og så alligevel ingen anden udvej, da han ikke ønskede at være en del af det regelmæssige og normaliserede samfund. Han levede altid med denne splittede borgerlighed - også i tiden som fører, hvor han både kyssede de kvindelige sekretærer på hånden og til stadighed levede uregelmæssigt med pludselige udbrud og lidenskaber bag denne til tider ufrivillige kulturelle facade.
Hitlers politiske og ideologiske fundament blev formentligt skabt på mandsherberget i Meidling. Her fik han mange indtryk fra de andre beboere, som han diskuterede livligt med. Ikke langt fra herberget solgtes et antisemitisk tidsskrift, skrevet af en oprørt munk. ”Er De blond? Da er De kulturskaber og kulturbærer. Er De blond? Da er De truet af farer”, stod der med store bogstaver på en forside fra 1910. Hitler så, hvorledes dette tidsskrifts metoder virkede på ham selv og begyndte at studere partier og propaganda. Samtidig lod han rive med af antisemitisk propaganda, som florerede i Wien i stort omfang. Fortalere for antisemitismen som Georg von Schönerer og Karl Lueger fangede hurtigt Hitlers interesse, og han var en af de mange tusind, som mødte op ved Luegers højtidelige begravelse i 1910.
Han læste meget i denne periode, især politisk litteratur (antisemitisk og nationalistisk) som var tilgængelig i store mængder. Desuden beskriver han i Mein Kampf, hvorledes han gradvist skiftede syn på jøderne; ”...jo mere jeg så, jo tydeligere adskilte de sig i mine øjne fra resten af menneskeheden...” I Wien fik Hitler også den overbevisning, at marxismen og kommunismen var folkets fjender, og som forførte arbejderen til unational tænkning. Disse ideer udviklede sig i tidens løb til rene tvangsforestillinger hos ham.
Hitlers psykopati er formentligt udviklet i Wiener-tiden, mens hans autoritære politiske holdninger først kom til udtryk senere. Kubizek fortalte om Hitlers voldsomme udbrud, når han mente, der var lagt fælder for ham, og at den internationale verden i samspil med jøderne forsøgte at ødelægge hans drømme og fremgang. Igen kan det konkluderes, at denne form for psykopati nærmere kan betegnes som en ekstrem selvmedlidenhed. En evig kamp for at retfærdiggøre sin egen eksistens og realisere sit ”kunstneriske kald” og ”geni”. Hans psykopatiske træk har givetvis startet en ond cirkel af selvmedlidenhed - atlså snarere en evig kamp for sit eget vel, end en kamp for at skade andres. Men som de fleste andre svage og uselvstændige på denne tid, blev han hurtigt offer for propaganda og ekstremisme.
På denne måde kunne han realisere sig gennem andre og udnytte sin åbenbart ubegrænsede evne til at hade. Nu blev Hitlers had rettet imod noget bestemt, mens det førhen havde svævet i overspændte og paranoide fantasiforestillinger. Denne pludselige borgerliggørelse af hans eksistens og had - eller bare følelsen af at høre hjemme et sted og blive påklistret et mærkat, har formodentligvis gjort den unge og rådvilde Hitler mere tryg. Dog nåede han aldrig at melde sig ind i et parti i sin Wiener tid. Denne kendsgerning har sandsynligvis skyldtes et stadigt brændende ønske om at blive kunstner, men undertiden begyndte han at studere antisemitsmen og nationalismen - og med en stødt og roligt voksende begejstring.
Hitler beskriver også, hvorledes han allerede i Wiener-årene inspireredes til nationalsocialismen ved at smelte Luegers smidighed og forståelse for at tale til de brede masser sammen med Schönerers nationalisme og antisemitisme. Han har dog senere afvist at disse politikeres værktøjer og standpunkter, var de afgørende inspirationskilder til national socialismen - de var blot øjenåbnere for den unge Hitler. I disse år tænkte han i det hele taget meget, og skulle eftersigende havde udviklet den tyske idealstat og forsøgt sig med reformer indenfor skolevæsenet. Alt sammen på det overfladiske niveau, som enhver avislæser mestrer.
I årene på mandsherberget levede Hitler af at sælge jævne skitser af Wiens attraktioner. Ideen til det fik han af en af de andre beboere på asylet (Reinhold Hanisch), der tilmed solgte billederne for ham. En mindre politisk uoverensstemmelse endte med samarbejdets ophør, og Hitler begyndte selv at sælge sine billeder. Det gik imidlertid dårligt med salget, men to større familiearve reddede den unge Hitler. Han havde nu en større sum penge og kunne flytte på værelse igen. Det ønskede han dog ikke, og blev i midlertid på herberget uden at fortælle om sine penge. Derimod beskrev han for de andre beboere, at han ville rejse til München og skabe sig en malerkarriere der. Forhåbningerne om denne tilværelse fik ham dog ikke til at flytte. Først i maj 1913 - da Østrig begyndte at opruste til 1. verdenskrig - flyttede Hitler: Han ønskede for alt i verden ikke at gå i krig for Østrig-Ungarns kejserdømme, og han havde allerede undgået myndighederne i flere år.
München og forløsningen gennem krigen.
Men den 24. maj 1913 flygtede han til München. Han var da 24 år gammel, en melankolsk, ung mand, der opfattede sig selv som "absolut antisemit, som dødsfjende af den samlede marxistiske verdensanskuelse, som altysk.”
Da Hitler ankom til München medbragte han intet andet end det had og den fanatisme som han modtog i sine Wiener-år. Hans gren af familien var enten død eller bortrejst, og han havde brudt med de venner og bekendte, han havde mødt på sin vej. Den unge Hitlers forstenede adfærd blev efterhånden tydeligere for omverdenen, og kun når han diskuterede med fremmede på cafeer og knejper, viste han menneskelighed i form af sine velkendte raserianfald. De østrigske myndigheder kom snart på sporet af ham, og han sendte dem et ynkeligt brev, med sin begrundelse for at været udeblevet fra militærtjenesten. Brevet var sirligt formuleret og beskrev højstemt hans ”nød og sult” i Wien. Kort efter modtog Hitler en endelig indkaldelsesordre, og han mødte op ca. 14 dage senere. På hans militærpapirer, som den tyske fører febrilsk forsøgte at finde og destruere 20 år senere, stod ”Uegnet til våben- og hjælpetjeneste, for svagelig. Kasseret.”
Hitler har senere fortalt, at tiden i München var et strålende alternativ til Wiener-årene og de tilknyttede nederlag. I grundvolden tydede alt dog på, at Hitlers livsstil, var ganske uforandret efter rejsen til hans drømme og længslers land. Han levede stadig af at male og sælge postkort, og blev hverken påvirket eller tog del i de kunstneriske strømninger som München huserede. Den tyske journalist Josef Greiner mener at have mødt Hitler i München, og have spurgt ham ad, hvilke tanker han gjorde sig om sin fremtid. Svaret var kontant og lød: ”Der bliver jo alligevel snart krig, så det er lige meget, om man har en profession eller ej; ved militæret er generaldirektøren ikke mere end hundetrimmeren.”
Den 1. august 1914 var Hitler blandt den tusindtallige menneskeskare på Odeonsplatz i München, der med feberhede ansigter og desperate patriotiske forhåbninger, fejrede starten på det første europæiske opgør mellem facismen og demokratiet. Medens krigsproklamationen blev læst op i højtidelige toner, følte Hitler pludselig mening med sin eksistens og berettede senere i Mein kampf hvorledes han "overvældet af stormende begejstring sank på knæ og takkede himlen af fuldt hjerte" fordi den skænkede ham "denne lykke at få lov til at opleve opbrudstiden." To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Umiddelbart så Hitler krigen som starten på noget nyt - en ny verdensorden, hvori han håbede på at slippe fri fra sin melankolske og udsigtsløse tilværelse.
1. verdenskrig (1914-1918).
Ved udbruddet af den 1. verdenskrig opholdt Hitler sig i München, hvor han ernærede sig bl.a. ved at farvelægge postkort. Han meldte sig straks ved krigsudbruddet til den bayerske hær. Han var kurer, et meget farligt arbejde, og han blev såret første gang i 1916. Han fik jernkorset af første grad for sin kurertjeneste. Hitler gik for at være en lydig og dygtig soldat, men han var ikke særlig afholdt af de andre soldater, der anså ham for at være alt for ukritisk over for officererne. Under retssagen efter ølstuekuppet i 1924 beskrev han sig selv som en soldat, der "adlød de foresatte, ikke modsagde nogen af dem og føjede sig blindt".
Han blev blind efter et gasangreb umiddelbart inden krigens slutning.
Mens han lå på lazarettet i Pommern, oplevede han Tysklands sammenbrud, hvilket angiveligt gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han opgav enhver tanke om at blive kunstner og i stedet rejste til München for at kaste sig ud i politik.
Den almindelige antagelse har været, at Hitler blev blind som følge af gasforgiftning.
Den engelske psykolog David Lewis har dog foreslået, at blindheden var hysterisk. Dette er blandt andet baseret på et vidneudsagn af neurologen Karl Kroner til den amerikanske efterretningstjeneste i 1943. I følge Kroner havde han undersøgt Hitler, diagnosticeret ham som hysteriker og sendt ham til videre behandling hos neuropsykiateren Edmund Forster.
Den amerikanske psykiater David Post har diskuteret muligheden for, at Hitler blev hypnotiseret under behandlingen og at denne hypnose fik afgørende indflydelse på historien.
Forfatteren Ernst Weiss udgav i 1939 en roman, "Der Augenzeuge" ("Øjenvidnet"). I den bliver en patient benævnt A.H. behandlet for hysterisk blindhed. Muligvis er denne roman baseret på Hitlers behandling. Andre har foreslået, at Hitler på dette tidspunkt led af posttraumatisk belastningsreaktion.
Hitler blev under alle omstændigheder behandlet af en militærlæge med speciale i psykiatri og denne diagnosticerede ham som psykopat, der derfor måtte være uegnet til lederopgaver.
Hitlers kompagnifører udtalte: "Denne hysteriker gør jeg aldrig til underofficer!" Åbenbart var det ikke hans østrigske statsborgerskab, der hindrede hans stigen i graderne; det var hans overordnede, der ikke turde forfremme ham. Frontoplevelserne udgjorde en meget vigtig del i Hitlers liv. Den tyske historiker Sebastian Haffner har siden kaldt denne oplevelse for Hitlers eneste dannelse i livet. Rigtigt er det, at Hitler senere hen viste, at han rent faktisk vidste noget om militær og militær-taktik.
Deutsche Arbeiterpartei.
Hitler hævdede senere, at det var hans reaktion mod den tabte krig og "forbryderne", som var årsagen til at beslutningen om at blive politiker begyndte at spire i ham. Der er dog flere indikationer for, at dette ikke forholdt sig sådan, og at der er tale om en efterrationalisering fra Hitlers side.
Efter krigen drog han direkte tilbage til regimentskasernen i München og gjorde sit bedste for at undgå at blive frigjort fra militæret. Flere gange lod han sig vælge som en af regimentets tillidsmænd, så han kunne få lov at blive. Dette gjorde mærkeligt nok den senere indædte kommunisthader til soldat under den socialistiske ministerpræsident Kurt Eisners bayerske sovjetrepublikk.
I forvirringen efter drabet på Eisner engagerede Hitler sig hverken for sovjetrepublikken eller for dens modstandere – selv om man i lyset af hans senere løbebane skulle have forventet, at han ville have kastet sig ind på den antikommunistiske side, som var anført af de folkenationalistiske og ekstremt højreorienterede frikorps. Det virker mere som om han holdt sig forsigtigt i baggrunden. Der findes dog et foto, som viser, at Hitler deltog i en sørgemarch for den myrdede Eisner, som var jøde. Også dette bliver af enkelte historikere anført som indikation for, at Hitlers politiske anskuelser slet ikke var så færdigtudviklede, som han selv ville have det til at se ud seks år senere i "Mein Kampf".
Efter at sovjetrepublikken var blevet slået ned, lod Hitler sig hverve af "Münchener Reichswehrverwaltung" (Münchens rigsværnsforvaltning), som dengang var den afgørende magtfaktor i Bayern. Der er noget, som tyder på, at han på denne måde ønskede at vinde de nye magthaveres velvilje: Han forrådte de regimentskammerater, som havde engageret sig på sovjetregeringens side.
De toneangivende mænd i det såkaldte "Schwarze Reichswehr" (sorte rigsværn) som for eksempel major Ernst Röhm, syntes at have set en potentiel agitator i Hitler, som ville kunne være dem behjælpelig med at sprede nationalistiske tanker blandt arbejderne. De sendte Hitler på et kursus for propagandatalere og gav ham til opgave at udspionere de mange politiske partier og kredse i det postrevolutionære München.
En af disse mange grupperinger var et parti stiftet af låsesmeden Anton Drexler og journalisten Karl Harrer, nemlig Deutsche Arbeiterpartei (DAP, Det tyske arbejderparti), som forfægtede fremmedfjendtlige, antisemitiske og pseudo-socialistiske ideer, det hele blandet med stortysk nationalisme. Første gang Hitler besøgte deres møder var den 12. september 1919. Da en af talerne tog til orde for at Bayern skulle bryde ud af Weimarrepublikken, modsagde Hitler ham så energisk og veltalende, at man straks bemærkede Hitlers retoriske talent. Han må også selv have lagt mærke til, at han var i stand til at gribe sine tilhørere og vække deres følelser til live. Allerede samme aften forsøgte Drexler at hverve ham. Drexler skulle efter sigende på klingende bayersk have sagt til sin journalistven Harrer: "Dör hot a Goschn, den kennt ma braucha!" ("Han har et mundtøj, ham kan vi bruge"). Hitler meldte sig ind i DAP den 19. oktober – som det 55. medlem (ikke som det syvende, som han selv påstod senere). At hans medlemsnummer blev 555 kom sig af, at DAPs medlemstælling begyndte med 501, for at foregive en større tilslutning end partiet egentlig havde. På denne tid kom Hitler for første gang i berøring med den antisemitiske forfatter Dietrich Eckart fra Thuleselskabet. Eckart var på udkig efter en agitator, som kunne vinde arbejderne og folk fra de lavere samfundslag for hans højreradikale tankegods. Han var en af de første, som indså, hvilket potentiale Hitler besad, og han forsøgte sidenhen at hjælpe Hitler fremad. I 1920 blev han udgiver af Hitlers partiblad "Völkischer Beobachter".
Eftersom Hitler med sine medrivende talegaver fik stadig flere tilhørere og skaffede stadig flere medlemmer til partiet, blev han snart helt uundværlig for det lille DAP. Det tog ikke lang tid før han fik en lederposition i partiets hvervningsarbejde. I begyndelsen af 1920 var han med til at udvikle DAPs 25-punktsprogram, og det var ham, som sørgede for, at partiet tilføjede "nationalsocialistisk" til sit navn og dermed blev til "Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" (NSDAP). Et navn som partiet beholdt helt til partiets og det tredie riges undergang i 1945.
Da han blev fritstillet fra hæren den 31. marts 1920, var han allerede i stand til at leve af de honorarer, han fik som taler. Han var blevet uundværlig som "ølstueagitator" for det fremdeles marginale NSDAP. Det udnyttede han, da han i juli 1921 udmanøvrerede den gamle partiledelse og med et ultimatum gennemtvang, at han selv blev formand for partiet. Hitler var nu en lokal politisk berømthed. Udenfor Bayern blev han imidlertid stort set betragtet som en forunderlig særling, der kun fortjente lidt trækken på skuldrene.
Kupforsøg og fængselsstraf.
Da sovjetrepublikken i München var blevet slået ned, blev Bayern regeret af den nationalistisk og monarkistisk sindede generalstatsbefuldmægtigede Gustav Ritter von Kahr, som ikke lagde skjul på sin afvisning af demokratiet og den "røde" social-liberale rigsregering i Berlin. Hitler og den tidligere generalkvartermester for Hærens Overkommando ("Oberste Heeresleitung", OHL) Erich von Ludendorff, som var begyndt at sympatisere med NSDAP, betragtede derfor Kahr som en allieret i sin plan om at styrte regeringen i Berlin. Planen havde Mussolinis "march mod Rom" i oktober 1922 som forbillede. Hitler troede, at den franske okkupation af Ruhrområdet, den voldsomme inflation og den heftige indre uro i Tyskland ville sikre ham tilstrækkelig støtte i de brede lag af befolkningen.
Om aftenen den 8. november 1923 stormede Hitler og nogle bevæbnede mænd Münchens Bürgerbräukeller, hvor Kahr netop talte. Kahr gik under trusler med på Hitlers forslag om en ny regering, men det skulle vise sig, at det kun var et trick for at snyde Hitler, der på det tidspunkt havde vundet kampen. Allerede næste morgen gik politiet løs på Hitlers tilhængeres march og jagede oprørerne på vild flugt uden de store problemer. Ludendorff blev arresteret allerede den 9. november, Hitler nogle få dage senere.
Retssagen mod kupmagerne begyndte den 26. februar 1924. Efter loven skulle man have kunnet forvente, at sagen ville resultere i lange fængselsstraffe, og at Hitler, der endnu var østrigsk statsborger, ville blive udvist. Men som det efterhånden var blevet kutyme i Weimarrepublikken, hvor det meste af embeds- og dommerstanden var gennemsyret af nationalistiske og antidemokratiske ideer, blev de højreradikale gerningsmænd behandlet uhørt mildt og fik kun korte fængselsstraffe. Retspræsidenten lod det til og med passere, at Hitler under retssagen angreb ham på grund af hans jødiske baggrund. Ludendorff bagatelliserede efter bedste evne sin egen medvirkning ved "ølstuekuppet" og blev helt frikendt. Hitler, som anede, at han ikke ville blive straffet hårdt, greb chancen og fremstillede sig selv som den eneste og suveræne initiativtager til hele affæren.
I forhold til at han havde begået højforræderi og forsøgt at omvælte staten, var den endelige fængelsstraf på fem år latterligt mild. Men ikke nok med det; han kom kun til at afsone fem måneder af straffen og blev løsladt den 20. december 1924. Mens Hitler sad fængslet i Landsberg am Lech skrev han med hjælp fra sin sekretær Rudolf Hess første del af bogen "Mein Kampf". Her fremlagde han i fuld åbenhed sine politiske mål og beskrev den nationalsocialistiske ideologis grundlæggende elementer, især med vægt på racelæren.
Takket være pressedækningen af retssagen blev Hitler nu også betragtet som den vigtigste af hele Tysklands såkaldte folkenationale ("völkische") politikere. Hans lederstilling i NSDAP stod nu ikke længere til diskussion, og i den folkenationale bevægelse fik hans stemme stadig mere vægt. Nu begyndte han at se på sin egen rolle som den naturlige fører; det drejede sig nu ikke længere om at være den, som beredte vejen for andre som fx von Ludendorff ved ølstuekuppet. Nu var det ham selv, der skulle være forrest. Det var sandsynligvis i forbindelse med denne beslutning, at Hitler i 1925 frasagde sig sit østrigske statsborgerskab. Hitler var statsløs indtil 1932, hvor han fik tysk statsborgerskab.
Men der var dog stadig lang vej til magten i Tyskland. Forbuddet mod NSDAP var ganske vist blevet ophævet igen, men samtidig blev de økonomiske forhold i landet bedre og den politiske situation stabiliseret. Der var nu ikke længere så mange, der i desperation lyttede til Hitlers radikale løsningsforslag. Man trådte nu ind i en økonomisk vækstperiode, som skulle vare ved helt til 1929, og det svækkede de radikale partiers popularitet i vælgermassen.
Ny chance og endeligt gennembrud for Hitler og hans parti.
Efter løsladelsen fra Landshut-fængslet gik Hitler i gang med at skaffe sig den fuldstændige kontrol over NSDAP. I Nordtyskland havde der dannet sig en stærk mere venstreorienteret partifløj under Gregor Strasser. Han var uenig i Hitlers frieri til den gamle monarkistiske magtelite og gik ind for en langt mere socialrevolutionær kurs. Men det lykkedes Hitler at neutralisere Strasser og hans ledsagere, eller som i tilfældet Joseph Goebbels, der også en overgang flirtede med de socialistiske ideer, helt at trække dem over på sin side.
Efter det mislykkede kup var Hitler nået frem til, at vejen til magten ikke gik via revolutioner. Det gjaldt om at vinde på lovlig vis gennem det demokratiske system; han måtte opnå befolkningens støtte til sin politik, før han kunne gennemføre sine mål. Han ville undergrave og besejre demokratiet ved hjælp af dets egne regler. NSDAP skulle repræsenteres i parlamenterne, men ikke for at arbejde konstruktivt efter de parlamentariske principper. Medlemmerne skulle obstruere og miskreditere demokratiet og dermed vise befolkningen, at en ét-parti-stat under én fører var at foretrække. På samme tid skulle SA ved spektakulære parader, gadeslagsmål og organiserede uroligheter sørge for, at offentligheden ikke lod partiet og dets fører gå i glemmebogen, og at det demokratiske systems iboende svagheder blev åbenbare for de mange. Endvidere skulle angreb på andre partier forhindre dem i at agitere og vinde vælgere. NSDAP oprettede tæskehold, der blev sat ind ved vælgermøder i mindre byer, for at forhindre modstanderpartier i at fremsætte deres budskaber. I de mindre byer var der sjældent politi nok til at stoppe den politiske chikane. Nazipartiets efterfølgende markante fremgang ved valgene skyldtes også, at det - især inspireret af Joseph Goebbels' banebrydende ideer - forstod at bruge nye metoder for valgkamp, agitation og påvirkning af masserne.
Med børskrakket i New York 1929 og den efterfølgende verdensomspændende økonomiske krise blev NSDAP igen et parti, man skulle holde øje med. Og denne gang fik partiet for alvor medvind. Krisen ramte særligt Tysklands svækkede økonomi hårdt, arbejdsløsheden steg voldsomt, og tynget af det politiske pres brød den hidtige regering, også kendt som "Weimarkoalitionen" sammen. Der var nu ikke længere flertal for en demokratisk regering, hvilket førte til, at Zentrum-politikeren Heinrich Brüning støttet af rigspræsident Paul von Hindenburg kunne regere ved hjælp af provisoriske nødforordninger, der reelt set satte demokratiet ud af kraft. Dermed var vejen faktisk banet for en diktaturstat.
Ved valget til Rigsdagen den 14. september 1930 øgede NSDAP sin andel af stemmerne drastisk: fra 2,6% til 18,3%. Før havde NSDAP tolv repræsentanter i Rigsdagen, nu kunne det stille med 107. De statsbærende demokratiske liberale og socialdemokratiske partier på den politiske midte havde ikke længere noget samlet flertal, og Hitler var nu endegyldigt blevet en magtfaktor på nationalt niveau.
Hitlers vej til kanslerembedet.
I starten af 30'erne modtog Hitler og hans parti stadig mere støtte, økonomisk og logistisk, af junkerne, tidligere kejsertro, ledende forretningsmænd og militærfolk (for eksempel fra de såkaldte Freikorps). I 1932 blev Hitler omsider tysk statsborger og kunne nu opstilles som rigspræsident. Valget fandt sted i marts 1932, og Hitler opnåede 30,2 % af stemmerne. Kun Hindenburg kunne slå ham med 49 % af stemmerne. Næsten 80 % af stemmerne var altså gået til kandidater med antidemokratiske og nationalistiske holdninger, hvilket vidnede om demokratiets dårlige stilling i Weimarrepublikken.
Det var dog ikke alle nationalkonservative kredse, der var lige lykkelige for Hitler, der af mange konservative stadig blev betragtet med stor skepsis pga. sin pøbelagtige optræden og sin forkærlighed for masserne. Mange konservative så Hitler som et nødvendigt onde for at kunne forhindre socialismen i at få magt i landet. Hitler var det mindste onde.
Overgangen til diktatur.
Den 30. januar satte Adolf Hitler sig i kanslerstolen. Dagen kaldes på tysk "Machtergreifung". Den parlamentariske situation var dog stadig ikke tilfredsstillende for Hitler, så han overtalte Hindenburg til at udskrive endnu et valg, der blev berammet til starten af marts 1933. Men natten til den 28. februar begyndte rigsdagsbygningen at brænde. Adolf Hitler så sit snit til at udnytte den udløste panik til at forøge sine magtbeføjelser. Da gerningsmanden lod til at være en anarkist med forbindelser til kommunistpartiet, kastede man hurtigt skylden for branden på kommunister og andre venstrefløjspartier, og Hitler formåede at overtale Hindenburg til at sætte nødbestemmelsen i artikel 48 i Weimarforfatningen i værk. Med denne nødforordning i hånden kunne kansler Adolf Hitler sætte grundlæggende rettigheder ud af kraft og gennemføre love uden om rigsdagen. Som noget af det første forbød Hitler det kommunistiske parti, og dets medlemmer blev fængslet og forfulgt over hele Tyskland.
I perioden op til valget benyttede Hitler sig effektivt af kanslerens beføjelser til at sikre nazisterne ekstrem opmærksomhed i de statslige medier gennem propaganda og ved at undertrykke alle andre partiers rettigheder. SA-grupper ødelagde valgmøder for andre partier ved voldelige optøjer. Ved valget den 6. marts 1933 lykkedes det dog alligevel ikke for Hitler at opnå det ønskede flertal. Med 43,9 procent af stemmerne var det dog det bedste valg for NSDAP til dato, og Hitler havde sammen med det bayerske bondeparti DNVP over halvdelen af pladserne i rigsdagen.
Nødforordningerne, som sikrede, at Hitler kunne regere uindskrænket, havde imidlertid begrænset gyldighedstid. For at forlænge disse beføjelser krævedes der en lov, som skulle have støtte af mere end 2/3 af rigsdagen. Loven blev vedtaget den 23. marts og gav Hitler fuldstændig magt. Den hed "Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich" (Loven til at lindre nøden for folket og riget), men loven kaldes i fagsprog "Ermächtigungsgesetz" (bemyndigelsesloven). Den blev vedtaget under stor tumult i rigsdagen med støtte fra de borgerlige partier. Kun socialdemokraterne stemte imod; kommunisterne kunne ikke stemme, da deres parti var blevet forbudt.
Loven trådte i kraft den 24. marts 1933 og dermed begyndte Nazi-Tyskland, "Det tredje rige". Med denne lov ophørte Weimarrepublikken; Hitler var nu diktator og stod på magtens tinde.
Den 1. juni 1933 blev den såkaldte "Adolf-Hitler-Spende der deutschen Wirtschaft" ("Gave til Hitler fra det tyske erhvervsliv") indført. Det var en tvangsafgift, som alle virksomheder skulle betale direkte til NSDAP. Frem til 1945 blev der indkrævet "gaver" af denne art i størrelsesordenen op til 700 mill. rigsmark. Denne afgift styrkede partiet yderligere, da det ikke længere havde økonomiske problemer.
Efter præsident Hindenburgs død den 2. august 1934 overgik kommandoen over Reichswehr til Hitler uden nogen indvendinger fra hærens side. Fra da af begyndte Hitler at lade Reichswehr aflægge ed til sig, og han lod sig nu titulere "Fører og rigskansler".
Hitler havde ved Hindenburgs død formelt afskaffet præsidentembedet og forenede nu det og kanslerembedet i sin person.
Hitlers sidste skridt mod den fuldstændige magt over hæren skete i januar 1938, da Reichswehrminister Werner von Blomberg og øverstbefalende for hæren Generaloberst Freiherr von Fritsch blev fyret bl.a. pga. anklager om homoseksualitet. Hitler afskedigede en række generaler og overtog selv den fulde styring af Wehrmacht.
Afskaffelsen af SA.
Hitler eliminerede den interne partikamporganisation SA (Sturm-Abteilung) den 30. juni 1934. SA havde før Hitlers magtovertagelse været et utroligt vigtigt instrument til at terrorisere politiske modstandere og sikre sig herredømmet ved massemøder. Men efterhånden var organisationen blevet mere og mere opsætsig over for ledelsen, og den nød ikke udbredt opbakning i befolkningen, der ikke var særlig begejstret for den voldelige kamp-organisation. Rygter om homoseksualitet i SA, især omkring SA-lederen Ernst Röhms person, skadede også partiet. Ansporet af Röhms konkurrenter Heinrich Himmler, Hermann Göring og Reinhard Heydrich besluttede Hitler sig under påskud af et SA-kupforsøg til at skille sig af med SA, en handling der fik navnet "De lange knives nat". På denne nat blev Ernst Röhm og mange andre af Hitlers kritikere henrettet uden rettergang. Hitlers tidligere rival, den forhenværende rigskansler Kurt von Schleicher, blev også myrdet sammen med sin ægtefælle. Drabet tyder på, at mordene var udløst af gammelt nag, da Kurt von Schleicher ikke længere udgjorde nogen trussel mod Hitler og hans parti.
Oprustning og ekspansiv udenrigspolitik.
Hitler førte en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik, der med sin frækhed, hurtighed og hensynsløshed til fulde udnyttede vestmagternes passivitet. De europæiske ledere var både præget af deres eget ønske om fred og håbet om at nazismen og kommunismen ville ødelægge hinanden. Derfor fik Hitler held med en kæde af dristige lynaktioner op gennem 30'erne, som gennemførtes på trods af hans egne generalers forbehold.
Weimarrepublikkens demokratisk valgte politikere havde arbejdet på at tilvejebringe en revision af Versaillestraktaten, der af tyskerne blev anset for alt for hård mod Tyskland.
Hitler førte den samme udenrigspolitisk, men han havde ikke tænkt sig at holde sig til diplomatiske forsøg på at ændre tingenes tilstand. Han ville også anvende militær magt som trussel for at ændre Versaillestraktatens bestemmelser.
I første omgang viste de andre europæiske politikere sig imødekommende over for Hitlers krav, så militær magt blev ikke nødvendig. I løbet af 1934 brød Hitler åbenlyst Versaillestraktaten ved at øge budgetterne for hær og flåde betragteligt. Hitler annoncerede hærens udvidelse til 600.000 mand, seks gange så meget som traktaten tillod, og han opbyggede både et nyt luftvåben, Luftwaffe og øgede flåden. Tysklands nabolande så med stor uro på disse brud, men valgte at acceptere dem efter Hitlers løfter om landets fredelige intentioner.
Hitler anså dog bare revisionen af Versaillestraktaten som et delmål. Han anså ikke alene de daværende tyske grænser, men også de tyske grænser fra før 1. verdenskrig som ulogiske og alt for trange. Hans mål var langt større og indbefattede store dele af bl.a. Østeuropa inspireret af ideerne om Lebensraum. Selv om Hitler tilkendegav sit fredelige sindelag over for verdens statsledere, var krig tidligt hans egentlige mål.
Efter Hindenburgs død i 1934 meddelte Hitler generalstaben, at han havde til hensigt at gøre Tyskland klar til krig indenfor fem år. Det var med dette mål for øje, da han genindførte den almindelige værnepligt i 1935 og fremlagde sin fireårsplan i 1936. Det økonomiske opsving i Tyskland fra 1933 blev hjulpet frem af et generelt opsving på verdensmarkedet og yderligere styrket af kreditter. Særlig vigtig var det statslige arbejdsprogram. Et program, der lignede Roosevelts New Deal. Både opsvinget og arbejdsprogrammet gavnede oprustningen.
Den nationalsocialistiske udenrigspolitik viste allerede sit klare sigte, da Tyskland afbrød nedrustningsforhandlingerne med Storbritannien og Frankrig i oktober 1933 og meldte sig ud af Folkeforbundet. I 1934 støttede Hitler et nationalsocialistisk kupforsøg i Wien, hvorunder den østrigske forbundskansler Engelbert Dollfuss blev myrdet. I marts 1936 brød Hitler endnu engang alle aftaler, da han lod sine soldater marchere ind i den franske demilitariserede zone ved Rhinen.
Hitler gav også sin støtte til Franco under Den spanske borgerkrig fra 1936.
Den tyske Legion Condor ydede et vigtigt bidrag til Francos sejr, og indsatsen gav det tyske luftvåben erfaringer, som det snart kunne drage nytte af. Den 25. oktober 1936 indgik Hitler en aftale med italiens fascistiske diktator Mussolini om dannelsen af en akse mellem de to lande, og en måned senere indgik han også aftale med Japan om en anti-komintern-pagt som fascistisk bolværk mod Sovjetunionen og socialismen.
Den 5. november 1937 indviede Hitler endelig generalstaben i sine planer for fremtiden. I den protokol, som oberst Friedrich Hossbach førte under det hemmelige møde, hedder det, at "løsningen på det tyske spørgsmål kun kan nås ved magt". Samtidig fortalte Hitler staben, at det var hans faste beslutning at slå til mod Tjekkoslovakiet og Østrig så snart som muligt.
Hitler var på dette tidspunkt altså helt klar over, hvad hans aggressive udenrigspolitik ville kunne føre til, og han var indstillet på dens konsekvenser. De europæiske nationer veg tilbage for Hitlers vilje og hans militære trusler, og i marts 1938 opnåede Hitler derfor, at Østrig blev tilknyttet det nu «stortyske rige» (Anschluss) uden militære konsekvenser. I oktober samme år krævede han, at Tjekkoslovakiet skulle afstå Sudetenland til Tyskland. I grænseområderne var befolkningen overvejende tysksproget og tysksindet.
Eftersom Tjekkoslovakiet var i alliance med Frankrig og Storbritannien, indebar Hitlers krav fare for endnu en storkrig. Mussolini, som anså at Italien endnu ikke havde oprustet i tilstrækkelig grad, fik som mægler imidlertid gennemført en konference i München mellem Hitler, den britiske statsminister Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier.
Disse to statsledere var meget bange for en krig, som de hverken mente, at deres lande var rustede til eller eller mentalt parate til. De fortsatte dermed deres "appeasement"politik; med Münchenaftalen accepterede de Hitlers ønsker og prisgav deres alliancepartner Tjekkoslovakiet. I strid med sine løfter i München gennemtvang Hitler ved hjælp af krigstrusler i marts 1939, at "Rest-Tjekkiet" (som han kaldte det) kom under nazistisk kontrol som Protektoratet Böhmen og Mähren. Slovakiet blev en nominelt uafhængig stat, som imidlertid faktisk var helt afhængig af Tyskland.
Umiddelbart efter at Tjekkoslovakiet var slået fuldstændigt i stykker, sagde Hitler i en rigsdagstale at Tysklands sidste territoriale krav dermed var blevet indfriet. En tale han endnu engang forsøgte at narre de allierede med. Der skulle kun gå nogle få måneder, før han krævdede, at den delte tysk-polske by Danzig skulle genforenes med Tyskland. I en hemmelig tillægsprotokol til Hitler-Stalin-pagten fra august 1939 var Polens og Baltikums deling aftalt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Det var Hitlers krav i Polen, som til slut udløste den anden verdenskrig. Denne krig havde Hitler bevidst styret mod i sin tænkning og i sine regeringsdispositioner siden 1933. Hele hans politik havde sigtet på denne krig.
Hans løftebrud under og efter Sudetenland-krisen havde fået Storbritannien og Frankrig til at indse Hitlers reelle hensigter. De ledende statsmænd i begge lande var nu endelig klar over, at det ikke var muligt at indgå bindende aftaler med Hitler, og at eftergivenhed bare ville følges af yderligere krav fra hans side. De havde derfor givet Hitler det ultimatum, at hvis han angreb Polen, så ville de reagere med magt.
Hitler under 2. verdenskrig (1939-1945).
Hitlers mål var på dette tidspunkt gået op for de fleste europæiske nationer. De forstod nu, at han ikke bare ville genetablere Tysklands stormagtsrolle i Europa og eliminere den jødiske race, men også at han ville gøre Tyskland til en supermagt, der skulle lægge verden under det tyske folks herredømme. Hans mere konkrete mål for en krig var at oprette kolonier i Østeuropa, hvor de slaviske folk skulle tjene den tyske herrerace som slaver. Hans fantasi om Lebensraum var også en romantisk forestilling om det oprindelige tyske bondeliv. Det indebar, at den tyske race skulle bo på store herregårde på de store østeuropæiske vidder. Derfor var hans krigsplaner i første omgang rettet mod Østeuropa.
Han forberedte sig udelukkende på en krig mod England og Frankrig, fordi han vidste, at de ikke ville tolerere hans angreb i øst. Hans aggressionspolitik byggede også på et had til bolsjevismen; det var måske var en af årsagerne til, at han havde fået lidt for lang snor hos mange vestlige politikere, der trods alt hellere ville have en Hitler end en Stalin.
Hitler og krigsforløbet.
Sovjetisk mønt til minde om sejren ved Stalingrad (= Сталинград)
Det tog 18 dage at knække polakkernes modstand, og i henhold til Hitler-Stalin-pagtens tillægsprotokol marcherede Den røde armé ind i landet fra øst den 17. september. Kort efter gik Stalin til angreb på Finland. De pinlige nederlag, som de talmæssigt underlegne finner gang på gang tilføjede sovjetterne i Vinterkrigen 1939/40, styrkede Hitler i den opfattelse, at det ikke ville blive alt for vanskeligt at besejre sovjetarmeen. Det var hans hensigt allerede ved indgåelsen af Hitler-Stalin-pagten.
Sine største triumfer fejrede Hitler i den første halvdel af 1940, hvor Wehrmacht i en række kortvarige lynkrige, "Blitzkriege" overvandt Danmark, Norge, Nederlandene, Belgien og Luxembourg. Og desuden nedkæmpede han Frankrig i sommeren 1940 på kun seks uger. Men allerede samme sommer led han sit første alvorlige nederlag: Slaget om England. I London var Chamberlain blevet afløst af Winston Churchill, som siden 1933 havde agiteret for større fasthed over for Tyskland. Hitler så derimod på sin side England som en mulig forbundsfælle; den egentlige fjende var for ham Sovjetunionen, så han tilbød briterne frie hænder i deres kolonirige til gengæld for en anerkendelse af Tysklands dominans på det europæiske kontinent. Til trods for Storbritanniens svage militære stilling afviste Churchill enhver dialog med Hitler. Efter at luftkrigen over England var slået fejl, koncentrerede Wehrmacht sig om planer om en invasion med flådestyrker. Men "Operation Seelöwe" blev skrinlagt af Hitler i 1941, fordi han stadig ikke betragtede briterne som en alvorlig trussel og nu hellere ville vende sig mod sit egentlige mål: Stalins Sovjetunionen.
Men først måtte han komme Mussolini til undsætning: Den italienske Balkankrig gik dårligt; særlig så det alvorligt ud i Grækenland. Selv om den tyske erobring af Balkan også tjente til at sikre den sydlige flanke mod Middelhavet, kom dette felttog til at forsinke det planlagte angreb på Sovjetunionen yderligere. Invasionen med kodenavnet Operation Barbarossa kom først i gang den 22. juni 1941. Den nationalsocialistiske propaganda forklarede angrebet som antikommunismens, antibolsjevismens og den vesterlandske kulturs kamp mod det "asiatiske barbari" og den "jødiske bolsjevisme". Propagandaen var i sin nedværdigende omtale af de slaviske folk i høj grad med til at give de tyske soldater en følelse af, at de snarere kæmpede mod dyr end mod mennesker. Felttoget var egentlig snarere et røver- og erobringstogt. Det havde til hensigt at erobre "Lebensraum" (livsrum) for det "ariske herrefolk" og gøre de undertrykte befolkninger til slaver eller udrydde dem.
Efter de store sejre blev Wehrmachts angreb standset foran Moskva i december 1941, netop som den frygtede russiske vinter satte ind. Den 7. december angreb Japan (Tysklands allieredede) de amerikanske baser ved Pearl Harbor på Hawaii. Det drog USA ind i konflikten. Hitler erklærede krig mod USA den 11. december 1941.
Den 19. december 1941 overtog Hitler den egentlige overkommando over hæren. Efter at Wehrmacht i 1942 igen kom i offensiven, førte Hitlers militære fejlhåndtering til et knusende nederlag tidligt 1943 med Slaget om Stalingrad, hvor hele den sjette tyske arme måtte overgive sig, fordi Hitler havde forbudt den sjette arme at trække sig tilbage fra den udsatte stilling.
På østfronten var krigslykken for alvor vendt for tyskerne.
Samme år vandt de allierede bombefly luftherredømmet over Tyskland. Mange tyske byer endte som ruiner og aske. Den 6. juni 1944 startede den allierede invasion af Normandiet. Til trods for alle nederlag, enorme civile tab i alle deltagende lande og voldsomme ødelæggelser lod Hitler krigen fortsætte i to år, helt til det endelige nederlag. Det skyldes nok især Hitlers egen indstilling til verden, hvor den stærke måtte vinde eller bukke under. Der fandtes ikke overgivelse, der fandtes kun sejr eller død. Hans personlige indgreb i den tyske krigsførelse - blandt andet ved at forbyde udsatte troppeenheder at trække sig tilbage - førte til massive tab blandt de tyske soldater.
Først da de allierede stod ved Elben og midt inde i Berlin, og Hitler måtte frygte, at han kunne blive taget til fange, bestemte han sig for at begå selvmord.
Sidste angrebsforsøg og efterfølgende ragnarok.
16. december 1944 blev tyskernes sidste offensiv i Belgiens Ardennerområde indledt. Offensiven var dog et håbløst forsøg på at vende krigens gang - dets succes krævede en overlegen tysk styrke, hvilket langt fra var tilfældet. Det var et angreb, der var dømt til at mislykkes, og som endda også svækkede østfronten, idet divisioner herfra blev sendt vestpå.
Det er sandsynligt, at Hitler insisterede på denne helt meningsløse militære manøvre, fordi han indså, at tyskerne efterhånden kun håbede på fred med vestmagterne. I øst flygtede befolkningen fortvivlet for den fremrykkende russiske hær; i vest blev den, hvor den var, hængte lagener og hvide duge ud af vinduerne som tegn på overgivelse og bad indtrængende de tyske officerer om ikke at forsvare deres by eller landsby, men blot overgive den for at undgå flere ødelæggelser. At lukke russerne ude og slippe vestmagterne ind, var befolkningens store håb. Hitler derimod, insisterede gennem hele krigen på at lade sit folk gå i martyr-døden, og Ardenner-offensiven kan have været en måde hvorpå han forsøgte at opnå tilblivelsen af landets ragnarok i 1945.
18. marts 1945 udsendte han sin ordre om øjeblikkelig evakuering af samtlige indbyggere i de vestlige områder. Rustningsminister Albert Speer fortæller, at Hitler blev gjort opmærksom på, at der ikke fandtes transportmidler til en evakuering i den størrelsesorden. "Så må de gå!" slog Hitler fast. Når tyskerne ikke frivilligt ville følge ham ind i katastrofen, skulle de udleveres til russernes hævn.
Allerede her nedkaldte Hitler altså det uomgængelige ragnarok, som hans krig havde skabt for det tyske folk.
Hitlers endeligt i Førerbunkeren.
Hitlers helbredstilstand forværredes betragteligt i løbet af krigsårene, og mod slutningen led han højst sandsynligt af Parkinsons sygdom i et fremskredet stadium og måske også af tiltagende demens. Men ifølge øjenvidner var han stadig i besiddelse af sin næsten magiske tiltræknings- og overtalelseskraft. Den 19. marts 1945 beordrede han, med det som er blevet betegnet som "Nero-befalingen", at Wehrmacht efterhånden som den blev drevet tilbage i de tyske områder, skulle ødelægge landets infrastruktur - en taktik kendt som den brændte jords taktik. Men rustningsminister Speer modarbejdede ordren.
Ordren var i overensstemmelse med Hitlers forestilling om "sejr eller undergang". De østlige folk havde vist sig at være de stærkeste, og Hitler mente i sine sidste dage, at det tyske folk ved sit nederlag havde mistet sin eksistensberettigelse. For huleboerne i førerbunkeren havde især denne social-darwinistiske bekendelse en forløsende effekt.
Den 22. april 1945 blev Hitler ramt af resignation under den daglige situationsrapport i Førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin. Det blev klart for ham, at Berlin var omringet, og at der ikke var udsigt til undsætning fra tyske forstærkninger. Han sagde, at alt nu var tabt, og at alle havde forrådt ham. Han lod dele af sin stab rejse, men trods overtalelsesforsøg fra Bormann, Keitel og Göring nægtede han selv at forlade byen. Han gav sin chefadjudant SS-Obergruppenführer Julius Schaub ordre om at brænde alle hans personlige papirer fra rigskancelliet og fra bunkeren og derefter gøre det samme i München og i Obersalzberg.
Næste dag var de store debatemner i førerbunkeren, hvor nær russerne var kommet, og hvad der var den sikreste selvmordsmetode. Hitler (56) fordelte flere gange giftampuller med cyanid til sine nærmeste medarbejdere. Den 29. april giftede han sig med sin mangeårige livsledsagerske Eva Braun (33). Dagen efter begik de begge selvmord omkring kl. 15.30. De tog gift, og Hitler skød sig samtidig i tindingen.
Martin Bormann, Hitlers kammertjener Heinz Linge, Hitlers SS-adjudant Otto Günsche og nogle livvagter bragte ligene af Eva Braun og Adolf Hitler ud i rigskancelliets have, hvor de brændte dem.
Ligene blev gravet op af russerne efter deres indtagelse af Berlin først i maj, og de var i stand til at identificere de døde på baggrund af røntgenbilleder og tandkort. Af politiske grunde holdt de sovjetiske myndigheder fundene hemmeligt.
Først efter den kolde krigs afslutning blev det kendt, at Hitler og Eva Brauns jordiske rester tilsyneladende havde været gravet ned på den sovjetiske organisation SMERSH's nye hovedkvarter ved Magdeburg, og at KGB-chef Andropov i april 1970 havde beordret ligene fjernet før anlægget blev overdraget til den østtyske regering. De sidste rester blev smidt i Elben og forsvandt med floden videre ud i Nordsøen.
Modstand mod Hitler og hans regime.
Der var fra første stund nogen uvilje mod Hitler i visse dele af den tyske befolkning, men en kombination af nazisternes gennemgribende og undertrykkende ensretning og Hitlers og nazisternes propagandiske og agitatoriske talenter gjorde, at modstanden aldrig blev særlig stor, og angiveriet og overvågningen af borgerne forhindrede effektivt det mindste tilløb til opposition.
Attentater.
Alligevel var der en række attentater mod Hitler: han overlevede 42 attentater og attentatforsøg, der enten strandede under planlægningen eller i selve gennemførelsesfasen. Nogle slog fejl ved deciderede tilfældigheder. Hitler blev dermed yderligere styrket i sin overbevisning om, at han var udvalgt af "forsynet", og hans held var med til at forstærke hans legende-status.
Et attentatforsøg fandt sted i 1939, da schweizeren Maurice Bavaud forsøgte at skyde Hitler, men han kom aldrig på skudhold. Et af de mest bemærkelsesværdige fandt sted samme år, da en sprængsats i Münchens Bürgerbräukeller eksploderede få minutter efter, at Hitler havde forladt salen 18 minutter før planlagt. Den ansvarlige, snedkeren Georg Elser, blev senere dræbt i Dachau koncentrationslejr.
En bombe - kamoufleret som to flasker Cointreau - som Stauffenbergs medsammensvorne Henning von Tresckow havde smuglet ind i Hitlers fly i Smolensk i 1943, havde en fejl i tændmekanismen.
Få dage efter blev et attentat i Berlin afblæst i sidste øjeblik, da attentatmanden Rudolf Christoph Freiherr von Gersdorff, som agtede at dræbe Hitler ved en selvmordsbombe i "Zeughaus Berlin", ikke nåede at komme tæt nok på Hitler, før Føreren pludselig forlod Tøjhuset.
20. juli-attentatet i 1944 i Førerens hovedkvarter Wolfsschanze i Østpreussen, var det, der var tættest på at lykkes. Det slog fejl, blandt andet fordi attentatmanden Claus Graf Schenk von Stauffenberg kun havde medbragt den ene af de to forberedte bomber, og fordi kufferten med bomben tilfældigvis blev flyttet længere væk fra Hitler og placeret bag et solidt bordben, som tog af for eksplosionen. De sammensvorne, som havde forberedt statskuppet, blev handlingslammet, da de hørte, at Hitler var i live, og de fleste blev arresteret og henrettet samme dag i Berlin. Feltmarskal Erwin Rommel var angiveligt blandt attentatforsøgets bagmænd; denne blev kort efter afhentet ved sin bopæl og tvunget til at tage sit liv vha. en giftampul.
Hitlers indflydelse på jødeudryddelsen og den nazistiske antisemitisme.
"Hvis Tyskland hvert år fik én million børn og samtidig skilte sig af med 700.000 til 800.000 af de svageste af disse børn, ville resultatet måske til sidst endog blive en styrkelse"."
Sådanne udsagn kan lægges til grund for nogle historikeres teser om, at virkeliggørelsen af hans socialdarwinistiske og racistiske udryddelsesplaner var nogle af Hitlers politiske hovedmål.
Forfølgelsen af jøderne under Hitler.
Hitlers had til jøder var allerede tidligt meget markant, således sagde han i "Mein Kampf" fra 1925.
Selv kort før anden verdenskrigs afslutning beordrede Hitler, at stor transportkapacitet, som var meget efterspurgt andetsteds, skulle benyttes til at fragte flest mulige jøder til udryddelseslejrene. Og i sit politiske testamente dikteret i Førerbunkeren kort tid før hans selvmord, krævede Hitler den "strengeste efterlevelse af racelovene".
Allerede i "Mein Kampf"   fra 1924 antydede Hitler et ønske om at udrydde alle jøder. Efter magtovertagelsen udøvede Hitler og nationalsocialisterne antisemitisme først åben diskriminering mod jøder med konfiskering af deres ejendom. I løbet af anden verdenskrig udartede den til den "Endlösung" ("den endelige løsning" på jødespørgsmålet), som kostede omkring seks millioner europæiske jøder livet.
Få dage efter Hitlers store sejr i Rigsdagen forordnede han en endags boykot af alle jødiske forretninger (1. april 1933). Dette var hans svar på den påståede udenlandske jødiske skrækpropaganda. Derefter fulgte forordninger og nye love, som indskrænkede jødernes borgerrettigheder yderligere og efterhånden degraderede dem til 2.-klasses borgere. En tidlig lovændring krævede, at alle jøder i statsembeder blev sagt op. Også andre jøders arbejde blev vanskeliggjort. For eksempel måtte jødiske læger kun have jødiske patienter, og der var desuden erhverv, som jøder blev helt udelukket fra.
De åbenlyst racistiske "Nürnberglove" fra 1935 berøvede fuldstændigt jøderne deres statsborgerlige rettigheder som følge af racekriterier. Blandt andet blev ægteskab mellem jøder og ikke-jøder forbudt, og kønslig omgang mellem jøder og andre blev defineret som "raceskænding" og var ligeledes strafbart. Stat og politi skulle bistå ved såkaldte arianiseringer, dvs. overdragelse af jødiske virksomheder til ikke-jøder på vilkår, som var særdeles gunstige for de nye ejere. Udvandringsvillige jøder blev pålagt en "rigsflugtsskat", hvorefter de måtte betale størstedelen af den ringe sum, de havde fået ud af tvangssalget af deres ejendom. I førkrigstiden kulminerede jødeforfølgelserne med "krystalnatten" mellem 9. og 10. november 1938. Den blev iscenesat af Joseph Goebbels på befaling af Hitler som "spontane udtryk for folkets harme". Krystalnatten resulterede i voldelige angreb på jøder, jødiske menigheder samt afbrænding af synagoger og andre jødiske institutioner over hele det tyske rige.
Efter krigsudbruddet i 1939 gik Hitler-regimet fra at marginalisere og fordrive jøderne til en decideret udryddelsespolitik. Det var nu ikke længere muligt for tyske jøder at udvandre, og jøderne i de områder, som var besat af tyskerne, blev udsat for voldsomme forfølgelser. I Østeuropa udførte såkaldte SS-Einsatztruppen deciderede massedrab allerede i starten af krigen. Fra 1. september 1941 blev alle jøder, som var fyldt seks år, tvunget til at bære en gul Davidsstjerne synligt på tøjet. Der kom nu også flere diskriminerende love til: forbud mod at benytte offentlige transportmidler og at eje bil, radio og husdyr.
Efterhånden blev jøder i de tysk-besatte områder, hovedsageligt områder i østeuropa, tvunget ind i ghettoer eller sendt direkte til koncentrationslejre. Fra 1942 blev der oprettet flere udryddelseslejre i det okkuperede Polen, eksempelvis Auschwitz-Birkenau og Majdanek. Her organiseredes og gennemførtes fabriksagtig aflivning af jøder, polakker, russere, sinti, roma, Jehovas Vidner og andre.
Hitlers antisemittisme var også et politisk fejlgreb. I den grad jøderne påvirkede verdensopinionen, havde det været i Tysklands favør, f.eks når det gjaldt at holde USA fra at deltage i første verdenskrig på vestmagternes side. Jøderne havde været Tysklands bedste venner - nu tvang han dem over på fjendens side, og det tæller dobbelt. Flugten af forfattere og kunstnere kunne han nok tåle, men i løbet af 1933 flyttede verdens hovedcentrum for atomforskning sig fra universitetet i Göttingen til USA. Uden Hitlers antisemittisme var Tyskland sandsynligvis blevet verdens første atommagt.
Hitlers direkte ansvar for disse forbrydelser er efter krigen forsøgt benægtet eller betvivlet af holocaust-fornægtere. Som oftest anføres det, at der ikke findes noget dokument undertegnet af Hitler med forordning om jødeudryddelser. Men dette argument holder ikke set i lyset af de mange offentlige veldokumenterede udtalelser fra Hitler (nogle af dem nævnt ovenfor), som viser, at den tilintetgørelsespolitik hans regering praktiserede, var i overensstemmelse med hans personlige holdninger og målsætninger. Disse kom ikke alene til udtryk i "Mein Kampf", men også i hans tale i Rigsdagen den 30. januar 1939, hvor han fremførte en åben trussel om, at han i tilfælde af krig, ville sørge for "udryddelse af den jødiske race i Europa".
Desuden findes der øjenvidneberetninger, som sætter Hitler i direkte forbindelse med detaljer ved maskineriet, der anvendtes ved udryddelserne. Hans kammertjener Heinz Linge og hans adjutant Otto Günsche bevidnede umiddelbart efter krigen, at Hitler "personligt" havde interesseret sig for udviklingen af gaskamrene. Han havde godkendt modeller og tegninger, som blev vist ham af Heinrich Himmler og havde beordret, at konstruktørerne skulle ydes "omfattende støtte".
Eutanasiprogrammet.
I forhold til eutanasiprogrammet findes der også en række dokumenter, der beviser Hitlers personlige engagement. I oktober 1939 underskrev han en befaling til det, som senere fik navnet Aktion T4. Med dette muliggjorde han "eutanasi". I nazismens tid defineret som eliminering af åndelig og fysisk svage mennesker, der med Det tredje Riges ideologiske sprogbrug blev betegnet som ikke-"leveværdige".
Rigsleder Philipp Bouhler blev udpeget til at gennemføre dette T4-program. Han lod nerveanstalter, sygehuse og hospitaler omdanne til deciderede aflivningsinstitutioner. Alene i det daværende rigsområde blev næsten 190 000 åndeligt og fysisk handicappede mennesker myrdet, med gas eller gift, ved skydning eller ved at lade dem dø af sult. I nogle tilfælde førtes udstødningen ind i en bus, så de indespærrede passagerer døde af kulilteforgiftning. Hvor mange, der blev dræbt i de okkuperede områder, er vanskeligt at fastslå.
Kirkelige protester især fra katolsk hold (for eksempel fra biskop von Galen af Münster) førte til, at eutanasiprogrammet blev forsinket. Men kun i en kortere periode, hvorefter det blev genoptaget med fuld styrke. SS-kommandoerne, som foretog mange af aflivningerne af de handicappede, kunne herigennem eksperimentere sig frem til de mest effektive metoder til masseaflivning, som senere blev taget i brug ved det industrielle massemord af jøder.
Drengenavn.
Et drengenavn er et navn der er forbeholdt mænd. Kvinder har ligeledes et pigenavn. Tidligere var patronymer almindelige.
I Danmark ordnes sager om personnavne af Kirkeministeriet, som har lister over godkendte drenge- og pigenavne.
Fra 1. april 2006 er det Familiestyrelsen, der administrerer og opdaterer listerne over godkendte fornavne.
Paul von Hindenburg.
Paul von Hindenburg (fulde navn: Paul Ludwig Hans Anton von Beneckendorff und von Hindenburg) (2. oktober 1847–2. august 1934) var tysk hærfører under 1. verdenskrig og tysk rigspræsident til sin død i 1934.
Hindenburg havde en lang karriere i den prøjsiske hær indtil han i 1911 trak sig tilbage. Han blev indkaldt til aktiv tjeneste ved udbruddet af 1. Verdenskrig. Først i en alder af 66 år blev han bredt kendt i Tyskland som sejrherren ved Tannenberg i 1914. Som chef for den tyske generalstab fra 1916 steg han og hans næstkommanderende Erich Ludendorff i den tyske offentligheds anseelse, indtil Hindenburg kom til at overstråle selveste kejseren.
Hindenburg trak sig atter tilbage i 1919, men vendte endnu engang tilbage til det offentlige liv, da han i 1925 blev valgt som Tysklands 2. præsident.
Trods sine 84 år og et dårligt helbred, lod Hindenburg sig overtale til at søge genvalg i 1932, da han blev anset for den eneste kandidat, der kunne vinde over Adolf Hitler. Hindenburg blev genvalgt i anden valgrunde, men kom til at spille en vigtig rolle i nazipartiets overtagelse af magten; han opløste parlamentet to gange i 1932 og endte med at udpege Hitler til rigskansler i 1933. I februar 1933 udstedte han på baggrund af et dekret på baggrund Rigsdagsbranden, der satte en række borgelige rettigheder ud af kraft. I marts samme år underskrev han en lov, hvorved parlamentet gav Hitlers regering ret til at udstede love. Da Hindenburg døde året efter, erklærede Hitler præsidentembedet ledigt og udnævnte sig selv til statsoverhoved som "fører og rigskansler".
Den berømte zeppeliner "Hindenburg", der blev ødelagt ved en brand, var navngivet til hans ære ligesom Hindenburgdæmningen mellem Sild (Sylt) og fastlandet. Byen Zabrze i Schlesien bar navnet Hindenburg fra 1915-1945. Den kejserlige marines sidste større skib, slagkrydseren SMS Hindenburg, var også opkaldt efter ham.
Jonna.
Jonna er et pigenavn. Det er en nyere dansk form af Johanna, der også ses i varianterne Johna, Johnna, Johnnie, John, Jona, Jonne og Jonnie'". Der er ifølge Danmarks Statistik ca. 8.600 danskere, der bærer et af disse navne.
Johanne.
Johanne er et pigenavn, der kommer af hebraisk "Gud har handlet nådigt". Det angives at være navnet på en af kvinderne ved Jesu grav. Navnet er desuden kvindeform af Johannes.
I dansk brug forekommer også varianten Johanna'". Se endvidere Jonna.
Magnetsvævebane.
Magnetsvævebane på testbane i Tyskland.
En magnetsvævebane eller maglev ("magnetic levitation") er et togsystem hvor vognene elektromagnetisk hæves 5-10cm over skinnerne og hvor magneter på vognene og et vekslende elektrisk induceret magnetfelt under vognene driver dem fremad ved hjælp af en lineær elektromotor.
En 600 meter lang maglev-bane var fra 1984 til 1995 i drift mellem Birminghams internationale lufthavn og jernbanestationen i nærheden.
Der har forsøgsvis været kortere maglev-baner i drift i bl.a. Hamborg, Berlin og Vancouver.
JR-Maglev.
De japanske jernbaner har en 18 km lang teststrækning for magnetsvævetog. Strækningen er placeret, så den kan indgå i en kommende magnetsvævebane mellem Tokyo og Osaka.
Transrapid.
Siemens har en Transrapid-testbane i Emsland i Tyskland. Anlægget er i øjeblikket lukket efter en ulykke med 23 dødsofre den 22. september 2006. En projekteret Transrapid-bane mellem Hamborg og Berlin blev i 2000 opgivet til fordel for konventionelt højhastighedstog pga. omkostningerne og i marts 2008 standsedes projektet om en ca. 37 km lang strækning fra München til lufthavnen - også på grund af omkostningerne.
Transrapid-banen mellem en metrostation i det centrale Shanghai og Pudong International Airport blev indviet i 2004 og er den første længere magnetsvævebane, der er åben for publikum i almindelig drift. Den nuværende bane er kun 30,5 km lang men der er planer om at forlænge den til den anden lufthavn i Shanghai, Hongqiao Airport, samt en bane til Hangzhou hvorved banen i alt vil blive på 169,725 km.
Tog.
Et tog er et transportmiddel bestående af en række indbyrdes forbundne vogne, der kører på skinner. Vognene kan være trukket af et lokomotiv (tidligere også af heste) eller de kan være selvkørende (togsæt). I køreplansmæssig forstand er solokørende lokomotiver også tog. Sporvogne er derimod ikke tog.
Mein Kampf.
"Mein Kampf" (dansk: "Min Kamp") er en bog som Adolf Hitler dikterede til sin kampfælle og sekretær Rudolf Hess, mens de sad i fæstningsarrest i Landsberg i 1924 efter kupforsøg i München. Formålet var at fastlægge udviklingen og målsætningen for den nationalsocialistiske bevægelse.
Før rigsdagsvalget i 1928 solgtes under 4000 eksemplarer, men den nåede i 1943 et samlet oplag på 10 millioner.
Bogens indhold.
Bogen består af to dele: I 1925 udkom "Eine Abrechnung" og i 1926 "Die Nationalsozialistische Bewegung". Hitler kaldte værket "Viereinhalb Jahre des Kampfes gegen Lüge, Dummheit und Feigheit" af hans forlagsredaktør, Max Amann, forkortet til "Mein Kampf".
Første del.
Bogens første del, "Eine Abrechnung", er en delvis selvbiografi. Hitler beskriver barndom og opvækst, kunstnerdrømmene, tiden i Wien og oplevelser i første verdenskrig og fortvivlelsen over krigsslutningen. Han fortæller, hvordan han kom i forbindelse med Det tyske arbejderparti, som han ændrede til Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti. Han gør rede for sine synspunkter om "jødeproblemet", sin foragt for "novemberforrædderne" og Versaillestraktaten. Han redegør for andre politiske bevægelser som kommunisme, socialdemokrati og de nationale bevægelser, som han hentede inspiration til sin ideologi fra.
Anden del.
"Die Nationalsozialistische Bewegung" er en formel politisk proklamation. Hitler giver sit syn på historien og statens rolle kontra racens og nationens: det tyske folk. Han giver instruktioner for partiets organisation og om brug af propaganda til at vinde politisk magt. Han afslutter med sin vision om Tysklands udenrigspolitiske forhold efter magtovertagelsen.
Filip 2. af Spanien.
Filip 2. af SpanienFilip 2. (21. maj 1527–13. september 1598) konge af Spanien 1556–1598, blev født i Valladolid som eneste søn af Kejser Karl 5. og Isabella af Portugal. Fra sin fader arvede han habsburgernes besiddelser i Italien, Nederlandene og Spanien, samt kolonierne i "den nye verden".
Efter at hans første hustru, Maria Manuela af Portugal, døde giftede Filip sig i 1554 med Maria 1. af England ("den blodige") og delte med hende regeringen af England. Efter Marias død i 1558 giftede Filip sig først med Elizabeth af Frankrig og siden med Anna af Østrig. Filips mission blev at forene kristenheden under den katolske kirke og under spansk lederskab, hvorfor han satte sig i spidsen for kampen mod protestantismen. Han støttede den spanske inkvisitions barske metoder og søgte at knuse protestantismen først i den sydlige del af Europa og siden i England og Frankrig.
Hans ældste søn, den tilsyneladende utilregnelige prins Karl (Don Carlos), arresteredes 1568 for påståede kupplaner og døde under mystiske omstændigheder i fængslet.
Efter en strålende søsejr ved Lepanto i 1571 over de osmanniske tyrkere brød Filip den tyrkiske dominans i Middelhavet. I 1580 lykkede det Filip at erobre Portugal, men efter den spanske armadas nederlag til England i 1588 var det slut med det spanske verdensherredømme. De sidste 10 år af Filip 2.'s liv var en politisk og økonomisk nedtur for Spanien.
Rudolf Hess.
Rudolf Walter Richard Hess (26. april 1894 - 17. august 1987) var en tysk, nazistisk politiker fra 1920-1941, der fungerede som Adolf Hitler stedfortræder fra 1933-1941.
Tidlige liv.
Rudolf Hess blev født i Alexandria i Egypten som søn af en velhavende købmand Fritz Hess og Clara Hess.
Familien flyttede til Tyskland, hvor Hess kom i skole. Faderen håbede på, at hans søn ville følge i hans fodspor som forretningsmand, men den unge Hess var ikke interesseret. Han drømte om at blive astronom, men dette modsatte faderen sig, og den unge Hess blev i stedet sat i handelslære i Hamborg.
Da 1. verdenskrig brød ud i august 1914, meldte han sig til det 7. bayerske artilleriregiment og blev sendt til Vestfronten. Han kom til at gøre tjeneste ved infanteriet og deltog bl.a. i kampene ved Verdun.
I slutningen af sommeren 1918, verdenskrigens sidste år, meldte han sig ind i det tyske luftvåben og gik i gang med en uddannelse som jagerpilot. Men inden uddannelsen var færdiggjort, sluttede krigen den 11. november 1918. Han opnåede rang af løjtnant.
Efter krigens afslutning bosatte han sig i München og læste historie og økonomi på universitetet.
Hess og nazismen.
I marts 1919 meldte den nu 24-årige Hess sig ind i en gadebande af krigsveteraner fra det højreradikale miljø. I 1920, da han var til et politisk møde i en ølstue, mødte han Adolf Hitler, som gjorde så stort indtryk på ham, at han meldte sig ind i hans parti og siden fulgte ham.
Han deltog i november 1923 i det fejlslagne kupforsøg i München, og han marcherede her i første geled med Hitler og Ernst Röhm. Han blev ligesom Hitler anholdt og idømt 18 måneders fængsel, der skulle afsones i Landsbergfængslet. Her nedskrev han efter Hitlers diktat bogen "Mein Kampf", som skulle blive Tysklands mest udbredte værk.
Da Hitler i 1933 blev udnævnt til Tysklands rigskansler og fik magten i Tyskland, blev Hess gjort til rigsminister uden portefølje og udnævnt til Hitlers stedfortræder; en tom titel. To år senere begik han en fejl ved at ansætte Martin Bormann som sin stabschef. Bormann gik nemlig straks i gang med at udhule Hess' magt og blev med tiden mere magtfuld end Hess selv.
Hess havde kun ét ønske - at tjene sin fører og blive en magtfuld og respekteret topnazist. Men gennem 1930'erne lykkedes det ikke for ham, takket været Bormann. Hess kendte udmærket til styrets grusomheder. Det var ham, der fjernede general Friedrich Mieth, der foran sine officerer tog til orde mod SS' aktiviteter ved Østfronten, der nedbrød hærens moral. Hess modtog klager over eutanasi-drabene på tilbagestående, men nøjedes med at sende klagerne videre til Himmlers kontor.
2. verdenskrig.
Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, udnævnte Hitler det tyske luftvåbens øverstbefalende, rigsmarskal Hermann Göring, til sin stedfortræder, så Hess var nu kun nr. 3 i partiet.
Ved Frankrigs fald i 1940, prøvede Hitler på alle måder at overtale Storbritannien til at overgive sig, men briterne stod fast. De ville kæmpe til det sidste mod, så her så Hess sin største mulighed for at opnå anerkendelse. Han ville flyve til Storbritannien og forhandle med briterne om fred mellem Storbritannien og Tyskland.
Den 10. maj 1941 fløj han så mod Skotland. Han navigerede ved hjælp af radiosenderne i Kalundborg. Hans mål var hertugen af Hamiltons gods nær den skotske by Glasgow. Han mente, at de to ved fælles hjælp kunne få etableret et møde med Kong George og få overtalt Winston Churchill til at slutte fred med Tyskland.
Da Hess landede, prøvede han at nå frem til Hamiltons gods, men blev fanget af britiske soldater. Hans mission var mislykkedes. Churchill var ikke interesseret i at slutte fred med Tyskland. Hjemme i Tyskland blev Hitler rasende over flugten, og han betegnede den som forræderi udført af en sindssyg person. Hess blev frataget alle sine hverv, og Bormann blev udnævnt som efterfølgeren.
Hess blev ført til Tower of London, hvor han sad fængslet indtil krigens afslutning i 1945.
Retsopgør.
Rudolf Hess ses her som nummer to fra venstre på forreste række ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg
I sit afsluttende indlæg i Nürnberg var Hess stadig helt og fuldt Hitlers mand: "Jeg fik gennem mange år af mit liv lov til at arbejde for den største søn, mit folk i løbet af sin tusindårige historie har frembragt. Selv om jeg kunne, ville jeg ikke fjerne den tid fra mit liv. Jeg er lykkelig over at vide, at jeg har gjort min pligt mod mit folk - min pligt som tysker, som nationalsocialist, som en loyal tilhænger af Føreren. Jeg fortryder intet..."
Dommen blev fængsel på livstid i Spandau-fængslet i Berlin, hvor han sad til sin død i 1987. Andre af de dømte sad også i fængslet, men flere af dem blev løsladt på grund af svigtende helbred. Fra 1966 var Hess den eneste fængslede, og mange gik ind for hans løsladelse. Således mente Churchill, at Hess var blevet mere et psykiatrisk tilfælde end et kriminelt. Men Sovjetunionen modsatte sig en løsladelse.
Hess' sygdom og død.
Rudolf Hess i sin celle
Den 8. juli 1986 blev Hess ført fra Spandau-fængslet i Vestberlin til et engelsk militærhospital. Han var blevet ramt af et hjerteanfald, men kunne få dage efter vende tilbage til Spandau-fængslet. Han var stærkt svækket mentalt og døde 93 år gammel efter selvmord ved hængning efter 46 års fængsling.
Rudolf Hess er siden blevet kultfigur for det nynazistiske miljø, og myterne om hans flugt til Storbritannien og specielt om hans død er talrige.
Hess er kædet sammen med Rudolf Steiners Antroposofi. Som sværmer for okkultismen og det oversanselige skulle Hess være inspireret af Rudolf Steiner, og han følte sig som beskytter af Steinerskolerne.
Hess er begravet i Wunsiedel. Lokalbefolkningen har protesteret mod nynazistiske demonstrationer ved at bruge slagordet: "Wunsiedel ist bunt, nicht braun!" På hans gravsten står "Ich hab's gewagt" - "Jeg har vovet det".
Alexander Pope.
Alexander Pope (født 21. maj 1688, død 30. maj 1744 Twickenham, England) var en engelsk digter, der var kendt for sine velformede, ofte satiriske vers.
Da hans forældre var katolske, var han afskåret fra at modtage undervisning på Englands protestantiske universiteter, hvorfor en stor del af hans viden blev erhvervet på egen hånd. På grund af tuberkulose i knoglerne blev han ikke højere end 137 cm og led livet igennem af en voldsom hovedpine. Dette var måske en del af forklaringen på hans hypersensitive og ofte irritable gemyt. Dog havde han længerevarende og varme venskaber med forfatterne Jonathan Swift og John Gay.
Andrej Sakharov.
Andrej Sakharov (21. maj 1921 - 14. december 1989) var atomfysiker og talsmand for menneskerettigheder i Sovjetunionen. Han menes at være hovedmanden bag Sovjetunionens brintbombe i 1954. Fra 1980 til 1986 levede han under politiets opsyn. Sakharov døde i 1989 af et hjerteanfald. I 1975 modtog han nobels fredspris.
Sakharov-prisen, der uddeles hvert år af Europa-parlamentet, er opkaldt efter ham.
Asser Rig.
Asser Rig Hvide. Sjællandsk høvding, født omkring 1080 og død formentlig 1151. Gift med Inger Eriksdatter.
Asser Rig var søn af den sjællandske stormand Skjalm Hvide og dennes hustru Signe. Asser Rig tilhørte således den mægtige Hvide-slægt. Han blev opdraget sammen med Knud Lavard, hvis søn Valdemar den Store han senere blev fosterfader for.
Han ejede gården Fjenneslevlille ved Ringsted og byggede Fjenneslev kirke, hvor han også er begravet. Sammen med broderen Ebbe grundlagde han Sorø kloster et benediktinerkloster, hvor han levede sine sidste år som munk.
Far til Absalon og til Esbern Snare samt Ingefred Assersdatter (Hvide).
Stenrøse.
En stenrøse er en gravhøj bygget af løse sten i stedet for af græstørv. Mest brugt i Norge, Sverige og Finland.
Skjalm Hvide.
Skjalm Hvide (født i første halvdel af 1000-tallet, død ca. 1113) var en sjællandsk høvding med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtige Hvide-slægt og var selv søn af Toke Trylle (Hvide) og tip-oldebarn af Gorm den Gamle.
Sammen med Svend Estridsen deltog han i Slaget ved Niså i 1062, hvor han blev taget til fange af Harald Hårdråde. Han havde dog senere held til at flygte.
Omkring år 1100 rejste Skjalm Hvide sjællænderne til hævntogt mod venderne, der havde dræbt hans broder.
Skjalm Hvide var i sine senere år nært knyttet til Erik Ejegod, hvis søn Knud Lavard fra 1102 i nogle år blev opfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsen (Hvide). Ud over de nævnte fik han med sin hustru Signe også børnene Margrete, Cecilie Skjalmsdatter (Hvide) og Toke Skjalmsen (Hvide).
Skjalm Hvide lod Jørlunde Kirke opføre omkring år 1100, en af Sjællands ældste eksisterende kirker.
Noter.
Skjalm
Perestrojka.
Perestrojka = ombygning eller omstrukturering (russisk).
Lanceret af Mikhail Gorbatjov som et af de begreber der skulle bære reformationen af Sovjetunionen. Det andet var glasnost.
Formålet var en delvis afskaffelse af de centralistiske principper for styring af den sovjetiske økonomi og produktion.
Glasnost.
Glasnost er russisk og betyder "åbenhed". Samtidig er det en politik, der blev lanceret af Mikhail Gorbatjov kort efter hans tiltræden som det kommunistiske partis generalsekretær i 1985 som et middel til at forandre Sovjetunionen. Glasnost blev koblet med perestrojka, der handler om forandring af den sovjetiske økonomi.
Formål.
Gorbatjovs hensigt med glasnost var at stække de konservative kræfter i kommunistpartiet, der var imod perestrojka. Ved at skabe grobund for åbenhed, diskussion og bred deltagelse i debatten håbede Gorbatjov at få det sovjetiske folk til aktivt at tage del i den økonomiske forandringsproces.
Rækkevidde.
I almindelighed opfattes glasnost i Vesten som ytringsfrihed, men det drejede sig først og fremmest om at gøre landets ledelse gennemskueligt for folket samt tilskynde det til at deltage i diskussionen herom. På den måde ville det blive muligt at stække de "apparatchik" eller pampere, der førhen havde haft total kontrol over økonomien. Glasnost muliggjorde diskussionen af fortidens og nutidens beslutninger samt kritik heraf, og derved håbede Gorbatjov på støtte til perestrojka fra folket.
Glasnost gav nye friheder til folket, herunder ytringsfrihed, som var en voldsom omvæltning i det land, hvor styret tidligere havde praktiseret ytringskontrol og hindring af kritik af styret selv. Der blev ligeledes mulighed for større frihed for medierne til at udtrykke sig. Imidlertid blev glasnost så stor en succes, at det gav bagslag for Gorbatjov, der selv kom under voldsom kritik for at holde fast i leninismen som basisideologi for reformerne. I den sidste ende betød det Sovjetunionens kollaps som kommunistisk stat og stat i det hele taget, idet en lang række områder og tidligere stater endte med at løsrive sig.
Betydning.
Censurens opblødning resulterede først i kommunistpartiets tab af kontrol over medierne. Snart begyndte disse, til autoriteternes fortrydelse, at påvise voldsomme sociale og økonomiske problemer, som regeringen hidtil havde benægtet eksistensen af samt holdt skjult. Det drejede sig f.eks. om elendige boligforhold, fødevaremangel, udbredt alkoholisme, voldsom forurening, stigende dødelighed samt diskrimination af kvinder. Endvidere kom betydeligt flere oplysninger frem om Josef Stalins rædselsregime til offentlighedens kendskab på grund af glasnost. Nikita Khrusjtjov havde ganske vist fået fjernet persondyrkelsen af Stalin, men der var hidtil ikke kommet ret meget frem om omfanget af brutalitet under hans styre. Dette var med til at ødelægge det glansbillede af livet i Sovjetunionen, og i stedet trække landets skyggesider frem i rampelyset. Dermed blev tilliden til systemet undermineret hos folket.
Den politiske åbenhed fortsatte med at give uventede resultater. I valg til de regionale forsamlinger i Sovjetrepublikkerne vandt nationalister stort. I og med at Gorbatjov havde svækket systemet, der tidligere ville have straffet sådanne politiske fejltrin, var det umuligt for centralregeringen i Moskva at styre disse republikker. Op gennem 1980'erne hørtes oftere og oftere krav om større uafhængighed af Moskvastyret, ikke mindst i de baltiske republikker, Estland, Letland og Litauen, der var blevet annekteret i Sovjetunionen i 1940 af Stalin. Også i andre sovjetrepublikker kom det til øget nationalisme, f.eks. i Ukraine, Georgien og Aserbajdsjan.
Fra midt i 1980'erne udnyttede de baltiske stater reformerne i forbindelse med glasnost til at hævde deres ret til at beskytte deres natur og historiske monumenter, og senere fulgte deres krav om suverænitet og uafhængighed. Balterne modstod pres udefra, og derved afslørede de et ubeslutsomt Kreml. Støtten til separatistiske tendenser i andre sovjetrepublikker satte yderligere trusler mod Sovjetunionen. Den nye russiske leder Boris Jeltsin, som støttede de baltiske landes krav, sikrede til sidst deres suverænitet.
I tilgift betød den stigende nationalisme under glasnost også en genopblussen af latente etniske spændinger over hele landet. Et eksempel fra februar 1988 er Nagorno-Karabakh, der er en region i det daværende Aserbajdsjans SSR, der primært er befolket af etniske armenere, som udsendte en resolution om at komme til at høre under Armenske SSR. På sovjetisk tv rapporterede man om vold mod lokale aserbajdsjanere, hvilket medførte en massakre på armenere i den aserbajdsjanske by Sumgait.
Den frihed, der opstod under glasnost, gav også stigende muligheder for samkvem mellem sovjetborgere og personer fra Vesten, ikke mindst fra USA. Blandt andet blev de meget restriktive rejsetilladelser lempet, så kulturelle og forretningsmæssige kontakter blev langt mere mulige.
På trods af, at tusindvis af politiske fanger og dissidenter blev løsladt i glasnost-ånden, blev Gorbatjovs oprindelige mål om glasnost og perestrojka som middel til at reformere Sovjetunionen ikke opfyldt. I stedet blev staten opløst i 1991 efter et kupforsøg af konservative elementer mod Gorbatjovs reformer.
Kilder.
Artiklen stammer hovedsageligt fra artikel om emnet.
Fujiyama-Æble.
Fujiyama-Æble er et hurtigt voksende træ med en stamme, som er gennemgående højt op i kronen. De stejlt oprette hovedgrenee og de bøjet opstigende sidegrene danner en smalt kegleformet krone, som dog bliver mere bred med alderen. Den unge bark er hvidfiltet, men senere bliver den nøgen og rødligt mørkegrå. Gamle grene har grå, opsprækkende bark. Knopperne er røde. De aflangt ægformede blade er let lappede på langskud, men på kortskud er de ovale med savtakket rand. De er hvidfiltede i udspring, senere glatte og mørkegrønne på oversiden, mens undersiden forbliver behåret. Høstfarverne er skinnende røde til orange. Blomsterne er hvide og middeltidlige, men ikke meget påfaldende. Frugterne er fladtrykt kugleformede og gulgrønne, men ses sjældent.
Da planten oftest forhandles i podede eksemplarer, er dens rodnet lig med æblegrundstammers. Dens eget rodnet er hjerteformet og groft. Planten angribes ikke af æbleskurv.
10 x 6 m (25 x 10 cm/år).
Træet forekommer spredt i blandede løvskove på de tre japanske hovedøer: Honshu, Shikoku og Kyoshu, hvor klimaet er køligt tempereret, og hvor den forekommer sammen med bl.a. Almindelig Tornaralie, Hønsebenstræ, Japansk Bøg, Japansk Lærk, Japansk Skarntydegran, Kryptomerie, Skæbnetræ og Stor Stjernetop.
Scheherazade.
Scheherazade er kvinden, som fortæller kaliffen, Shahryar, de "Tusind og en Nats" eventyr i eventyret af samme navn. En historie i historien - eller mere rigtigt en samlehistorie.
Oprindeligt var kaliffen gift med en kvinde, som han elskede højt, men hun var ham utro. Så derfor besluttede han sig for at blive gift med en jomfru hver dag og skar hovedet af hende, når dagen var omme. En dag blev han så gift med Scheherazade. Hun var ikke som de andre - hun var meget mere klog og havde en historie til hver dag. Når dagen var omme, sagde hun, at hun ville fortsætte historien den følgende dag. Da kaliffen var nødt til at høre historien til ende, nænnede han ikke at dræbe hende. Efter 1001 nat med historier og uden at Shahryar har dræbt sin kone, da afslutter Scheherazade sine fortællinger, og der er Shahryar blevet så forelsket i hende, at han afstår fra at dræbe en ny kone hver morgen. Derved lever de lykkeligt til deres dages ende.
Pyrenæisk Røn.
Pyrenæisk Røn ("Sorbus mougeotii") er en mellemstor busk eller lille træ på op til 10 m. Pyrenæisk røn tåler megen vind og trives godt på let jord, bl.a. i Nord- og Vestjylland. Blomstrer i maj. Har normalt kraftig frugtsætning og søges ofte af fugle.
Over- og underside af bladet.
Pyrenæisk røn anvendes især i læplantninger, men også i den indre del af vildtplantninger i mindre grupper eller, som enkelttræ. Pyrenæisk Røn er så velegnet til læplantninger, da planterne er ens, så der ikke kommer huller og ujævnheder i hegnet, som vinden kan forstørre.
Pyrenæisk Røn forveksles ofte med den nærtstående Selje-Røn, som er en art der forekommer i det sydøstlige Danmark, men som er svær at holde sygdomsfri. Årsagen til, at Selje-Røn er så modtagelig overfor sygdomme er, at den sætter frugt uden bestøvning (apomiktisk). Det betyder at alle Selje-Røn er genetisk ens og derfor er alle modtagelige for de samme sygdomme. Desvære er Pyrenæisk Røn ligesådan. En dag bliver den syg, og så forsvinder den fra alle læhegn på en gang.
Aminosyre.
Generel struktur af en aminosyre
I kemi er en aminosyre ethvert molekyle, som indeholder både en aminogruppe og carboxylsyregruppe.
I biokemi bliver den kortere og mere generelle term "aminosyre" hyppigt anvendt om alfa-aminosyrer. En alfa-aminosyre er en aminosyre hvor amino- og carboxylsyregruppen er forbundet til samme kulstofatom. Nogle molekyler som prolin indeholder ikke en aminogruppe og er derfor ikke kemisk set en aminosyre. Teknisk set er proline en "iminosyre", men bliver også klassificeret som en aminosyre, fordi den har funktionelle ligheder med ægte aminosyrer i celler.
Aminosyrer der sidder i et peptid eller et protein kaldes aminosyrerester. Når aminosyrer sættes sammen til peptider dannes en såkaldt peptidbinding under fraspaltning af et vandmolekyle. Af dette vandmolekyles tre atomer stammer et brintatom fra aminogruppen på en ene aminosyre, mens et brint og et iltatom stammer fra carboxylsyregruppen på den anden aminosyre. Der fjernes altså atomer fra aminosyren når den sættes sammen med en anden aminosyre. Det der bliver tilbage kaldes aminosyreresten.
Overblik.
Alfa-aminosyrer er byggestenene til proteiner. Aminosyrer forener sig i en kondensationsreaktion, hvilket afgiver vand og den nye aminosyrerest holdes sammen med de andre med en peptidbinding. Proteiner defineres af deres unikke sekvens af aminosyrerester: denne sekvens er proteinernes primærstruktur og fungerer på samme måde som alfabetets bogstaver, der sættes sammen til sætninger.
Tyve standardaminosyrer bruges af celler i proteinsyntese, og disse er specificeret af en generel genetisk kode. Disse 20 aminosyrer biosyntetiseret fra andre molekyler, men organismer afviger i hvilke de kan syntetisere og hvilke de må have tilført gennem diæt. De, der ikke kan syntetiseres i en pågældende organisme, kaldes "essentielle aminosyrer".
Funktioner i proteiner.
a> er en kæde af aminosyrer.
Aminosyrer er de basale strukturelle byggesten i proteiner. De danner korte polymerkæder kaldet peptider eller længere kæder kaldet enten polypeptider eller proteiner. En sådan dannelsesproces fra en mRNA-skabelon kendes under navnet "translation", der er en del af proteinsyntese. Tyve aminosyrer kodes for af den genetiske kode og kaldes proteinogeniske aminosyrer. Andre aminosyrer indeholdt i proteiner dannes oftest ved posttranslationel modifikation, hvilket er en række modifikationsprocesser, der sker efter translationen i proteinsyntesen. Disse modifikationer er ofte essentielle for et proteins funktion og regulering. For eksempel tillader carboxyleringen af glutamat en bedre binding til calciumcationer og en hydroxylering af prolin er kritisk i henhold til at bevare bindevæv og respondere på oxygenmangel. Sådanne modifikationer kan også bestemme lokaliseringen af proteinet; tilføjelsen af lange hydrofobe grupper kan få proteiner til at binde til phospholipidmembraner.
Generel struktur.
I strukturen vist til højre repræsenterer R en sidekæde specifik for hver enkelt aminosyre. Den centrale carbonatom, kaldes Cα, er et chiralt center (med undtagelse af glycin) til hvilket de to terminaler samt R-gruppen er påsat. Aminosyrer klassificeres normalt efter sidekædernes egenskaber og opdeles således i fire grupper: Sidekæden kan opføre sig som en svag base, en svag syre, hydrofil, hvis den er polær, og hydrofob, hvis den er upolær. De forskellige aminosyrers (og deres sidekæders) egenskaber er listet i artiklen Standardaminosyre.
Frasen "branched-chain amino acids" eller BCAA bruges nogle gange til at beskrive aminosyrer med alifatiske sidekæder, der ikke er lineære. Disse er leucin, isoleucin og valin. Prolin er den eneste proteinogene aminosyre, hvis sidekæde er bundet til α-aminogruppen og dermed også den eneste, der indeholder en sekundær amin på den position. Prolin er nogle gange blevet defineret som en iminosyre, men dette er ikke korrekt i den nuværende nomenklatur.
To optiske isomerer af alanin.
Isomeri.
De fleste aminosyrer kan eksistere i to optiske isomerer betegnet D og L. L-aminosyrerne repræsenterer majoriteten af de i proteiner tilstedeværende aminosyrer. D-aminosyrer findes i nogle proteiner produceret af eksotiske havorganismer såsom keglesnegle. Bakteriers peptidoglucancellevægge er også rige på D-aminosyrer.
L- og D-konventionerne for aminosyrekonfigurationer refererer ikke til den optiske aktivitet for selve aminosyren, men snarere til den optiske aktivitet for den pågældende isomer af glyceraldehyd, som har en lignende stereokemi. "S"-glyceraldehyd er venstredrejende og "R"-glyceraldehyd er højredrejende, og således kaldes "S"-aminosyrer L-aminosyrer selv om de ikke er venstredrejende og "R"-aminosyrer kaldes ligeledes D-aminosyrer selv om de ikke er højredrejende.
Der er to undtagelser til disse generelle regler for aminosyreisomeri: Glycin, hvor R = H, har ingen isomere former, da alfa-carbonet værer to identiske grupper (hydrogen); og cystein hvor L = "S" og D = "R" byttes om til L = "R" og D = "S". Cystein er struktureret i lighed med de andre aminosyrer (med hensyn til glyceraldehyd), men svovlatomet alternerer fortolkningen af Cahn-Ingold-Prelog-prioritetsregelen.
Reaktioner.
Da aminosyrer har både en primær aminogruppe og en primær carboxylgruppe kan de indgå i de fleste reaktioner associeret med disse funktionelle grupper. Reaktionstyperne indbefatter nukleofil addition, dannelse af en amidbinding og dannelse af en imin for amingruppen og forestring, dannelse af en amidbinding samt decarboxylering for carboxylsyregruppen. Aminosyrers sidekæder kan også indgå i reaktioner. Typen af reaktion er bestemt af kædernes funktionelle grupper og beskrives således i artikler for de enkelte aminosyrer.
Dannelse af peptidbinding.
Et aminosyremolekyle kan reagere med et andet og danne en amidbinding, da både amino- og carboxylsyregruppen er i stand til dette. Denne polymerisering af aminosyrer skaber proteiner. Denne kondensationsreaktion giver en nydannet peptidbinding samt et vandmolekyle. I celler foregår denne reaktion ikke direkte. I stedet aktiveres aminosyren først ved sammenkobling med et tRNAmolekyle med en esterbinding. Denne aminoacyl-tRNA produceres i en ATP-afhængig reaktion foretaget af en aminoacyl-tRNA-syntetase. Denne aminoacyl-tRNA optræder dernæst som substrat for ribosomet, som katalyserer den elongerende proteinkædes aminogruppes angreb på på esterbindingen. Som resultat af denne mekanisme er alle proteiner, der laves af ribosomer, syntetiseret med N-terminalen som begyndelsespunkt, hvormed C-terminalen bevæger sig stødt væk.
Alle peptidbindinger dannes dog ikke på samme måde. I nogle få tilfælde syntetiseres peptider af specifikke enzymer. For eksempel bliver tripeptidet glytathion, der er en essentiel del af cellers forsvar mod oxidativt pres, syntetiseret i to etaper fra frie aminosyrer. I første etape kondenserer gamma-glutamylcysteinsyntetase cystein og glutaminsyre gennem en peptidbinding dannet mellem sidekædecarboxylgruppen af glutamat (dens sidekædes gamma-carbon) og cysteins aminogruppe. Dette dipeptid kondenseres med glycin af glutathionsyntetase til dannelsen af glutathion.
I kemi syntetiseres peptider ved en række af reaktioner. En af de mest brugte er den såkaldte faststadie peptidsyntese, hvor der bruges aromatiske oximderivater af aminosyrer som aktiverede enheder. Disse tilføjes i sekvens til den voksende polypeptidkæde, som er fastgjort til en fast harpiksbase.
Aminosyrer
1. aminosyre; 2, zwitterion struktur; 3, to aminosyrer som sidder sammen via en peptidbinding (den fede streg).
Hydrofile og hydrofobe aminosyrer.
Afhængig af polariteten af en aminosyres sidekæde er deres hydrofile eller hydrofobe karakter. Disse egenskaber er vigtige i proteinstrukturer og protein-protein-interaktioner. Vigtigheden af sidekædernes fysiske egenskaber illustreres ved de enkelte aminosyreresters interaktion med andre strukturer – både inden for det enkelte protein og mellem proteiner. Distributionen af hydrofile og hydrofobe aminosyrer bestemmer den tertiære struktur af et protein og deres fysiske placering på ydersiden af hver peptidkæde bestemmer den kvartiære struktur. For eksempel har oplæselige proteiner overflader, der er rige på polære aminosyrer såsom serin og threonin, mens integrerede membranproteiner ofte har en ydre ring af hydrofobe aminosyrer, der hæfter dem til lipiddobbeltlaget, og proteiner ankret til membranen har en hydrofob ende, der sidder fast i membranen. Ligeledes har proteiner, der skal binde til positivt ladede molekyler, overflader, der i høj grad består af negativt ladede aminosyrer som glutamat og aspartat, mens proteiner, der binder til negativt ladede molekyler, ofte har en overflade, der er rig på lysin og arginin, som er positivt ladede. For nyligt er en skala for polaritet baseret på fri energi for hydrofob interaktion blevet taget i brug.
Proteiners hydrofile og hydrofobe interaktioner behøver ikke udelukkende at afhænge af aminosyrernes sidekæder. Ved forskellige posttranslationelle modifikationer kan andre kæder føjes til proteinerne og danne hydrofobe lipoproteiner eller hydrofile glycoproteiner.
Tabel over standardaminosyrer, forkortelser og sidekædeegenskaber.
Unk bruges nogle gange i stedet for Xaa, men er mindre standardiseret.
Ikke-standardaminosyrer.
Udover de tyve standardaminosyrer er der en umådelig række af "ikke-standard"-aminosyrer. To af disse kan specificeres ved den genetiske kode, men er dog sjældne i proteiner. Selenocystein indsættes i nogle proteiner som følge af UGA-codon, hvilket normalt er et stop-codon. Pyrrolysin bruges af nogle methanogeniske archaea i enzymer, som disse bruger til at producere methan. Det kodes for med codonet UAG.
Eksempler på ikke-standardaminosurer, der ikke findes i proteiner inkluderer lanthionin, 2-aminoisobutansyre, dehydroalanin og neurotransmitteren gamma-aminobutansyre. Ikke-standardaminosyrer optræder ofter som intermediater i stofskifteveje for standardaminosyrer – for eksempel forekommer ornitin og citrullin i ureacyklen (en del af aminosyrekatabolismen.
Ikke-standardaminosyrer dannes normalt ved modifikationer af standardaminosyrer. For eksempel dannes homocystein ved transsulfurering af cystein eller ved demethylering af methionin via det metabolske intermediat S-Adenosylmethionin, mens dopamin syntetiseres fra l-DOPA, og hydroxyprolin laves under den posttranslationelle modifikation af prolin.
Ernæringsmæssig relevans.
Af de 20 standardaminosyrer er 8 essentielle aminosyrer, idet menneskekroppen ikke selv kan syntetisere dem fra andre stoffer i den mængde, der er nødvendig for normal vækst, så de må indtages med føden. Situationen er dog mere kompliceret, eftersom cystein, tyrosin, histidin og arginin er essentielle hos børn, fordi de metabolske processer, der syntetiserer disse aminosyrer ikke er fuldt udviklede. Den mængde der kræves afhænger også af alder og helbred for den enkelte, så det er svært at generalisere omkring diætens anbefalede indhold af visse aminosyrer.
(*) Kun essentiel i visse tilfælde.
Almindelig Avnbøg.
Almindelig Avnbøg ("Carpinus betulus") er et middelstort, løvfældende træ med en tætgrenet og næsten buskagtig krone. Hovedstammen er knudret og uregelmæssig i tværsnit. Grenene er opstigende hos nogle planter, hos andre er de mere udspærrede, og hos atter andre er de overhængende. Barken er først gråbrun med nogle spredte hår. Senere bliver den grå og glat, og til sidst er den grå med fine, lyse striber på langs. Knopperne er spredte, tiltrykte, smalle og ret spidse. Skællene viser grønt allerede fra efteråret. Bladene er ægformede med dobbelt savtakket rand. Oversiden er stærkt foldet og meget mørkt grøn. Undersiden er lysegrøn med mange og tydelige nerver i fjermønster. Høstfarven er gul, senere grågul. Bladene bliver siddende til langt hen på vinteren. Avnbøg blomstrer ved eller lige efter løvspring i maj. Han- og hunblomsterne sidder i hver sine rakler. Hunraklerne bliver senere til store bundter af tre-vingede frø. Frøene spirer meget villigt.
Avnbøg er meget skygge- og vindtålende. Den stiller ikke store krav til jordbunden, men trives dog bedst på den bedre jord. Træet tåler kraftig beskæring, klipning og nedbidning. Rodnettet består af en dybtgående pælerod med kraftige siderødder. Avnbøg har mange finrødder, som helst skal have samliv med en mycorrhiza-svamp (af slægten Lactarius). Cinnobersvamp og musegnav er meget hyppige skader på træet. Løvet er mulddannende.
15 (25) x 10 m (30 x 20 cm/år).
Avnbøg hører hjemme i blandede løvskove på mineralrig og varm bund i det sydøstlige Europa (inklusive Bornholm, Møn, Falster og Sydsjælland). Arten indgår i plantesamfundet Carpinion betuli, og på Leitha-bjergene ved Neusiedler See i Burgenland, Østrig, findes arten på varm, næringsrig muldbund over kalksten sammen med bl.a. Ager-Rose, Almindelig Svalerod, Bakke-Star, Forskelligbladet Svingel, Fugle-Kirsebær, "Hieracium sabaudum" (en Høgeurt-art), Jordbær-Potentil, Kransbørste, Krat-Viol, Liljekonval, Læge-Ærenpris, Navr, Ruhåret Korsknap, Skov-Snerre og Stor Fladstjerne
Unge planter og nedhængende grene gnaves gerne af hjortevildt og harer. Nedfaldne tørre frø ædes om vinteren af fugle. Den bruges især i læplantninger, men bliver meget smuk som enkeltstående træ og kan bruges i smågrupper i den indre del af vildtplantninger og i skovbryn. Almindelig avnbøg, samt andre træer af Carpinus-slægten, anvendes i den japanske kunstart Bonsai.
Almindelig Syren.
Almindelig Syrén ("Syringa vulgaris") er en stor, løvfældende busk eller et lille træ. Vækstformen er opret med grove grene og forholdsvis få sidegrene. Barken er først glat og grågrøn. Senere bliver den grå og furet. De nye skud er helt rette med modsatte, ægformede knopper. Ofte mangler endeknoppen, sådan at skuddet ender med to knopper. Bladene er ovale til hjerteformede og helrandede, lidt læderagtige og helt glatte. Oversiden er friskt grøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i juni, og blomsterne er samlet i store endestillede klaser. De er lyslilla eller (sjældnere) hvide, og de har stærk duft. Frugterne er brune, aflange kapsler. Frøene modner ikke ordentligt i Danmark.
Rodnettet består af flere, svære og dybtgående hovedrødder med et tæt grenet og højtliggende filt af siderødder. Fra rødderne eller fra vandrette udløbere kommer der før eller senere adskillige rodskud. Den tåler vind og nogen skygge. Den er nøjsom og kan bruges selv på mager, ikke for tør sandjord. Foretræk - om muligt - sorter, der er podet på Ungarsk Syren, hvor vildskuddene har helt andre blade. Planten tåler kraftig beskæring.
5 × 4 m (30 × 20 cm/år).
Almindelig Syren danner krat og skovbryn på porøs, let og kalkrig jord i Balkanlandene. Især ses den i lyse egeblandingsskove.
Syren er egnet som spredt indblanding både i skovbryn, læ- og vildtplantninger, men kan også bruges alene som læplante.
Glansbladet Rose.
Glansbladet Rose ("Rosa virginiana") eller Virginia-Rose er en op til 4 m høj busk med spinkle skud. Ældre skud har færre torne. Den er lyskrævende og tåler vind. De runde røde hyben er ca. 1,5 cm i diameter. Den blomstrer i juni-juli med rosa kronblade omkring gule støvdragere. Breder sig med rodslående grene og er velegnet til fugtig jord, men kan i øvrigt anvendes på såvel lerjord som tør sandjord. Planten anvendes fortrinsvis som kantplante omkring vildtplantninger. Meget hårdfør. Kan blive mere end 50 år gammel.
Canadisk Poppel.
Canadisk poppel ("Populus canadensis") eller landevejspoppel er det mest almindelige stynede træ i de østdanske hegn.
Det er en krydsning mellem Sort-Poppel ("P. nigra") og Virginsk Poppel ("P. deltoides").
Træet er hurtigt- og højtvoksende, op til 30 m med kraftig gennemgående stamme. Tåler topkapning og anden gentagen og kraftig beskæring. Canadisk poppel blomstrer i april-maj lige før løvspring. Bladene er store og trekantede, bronzefarvede ved udspring. Den er grådig overfor naboplanterne og giver stærk skygge, når den har fuld krone. Den tåler megen vind og kræver meget lys. Den trives på al slags jord undtagen på meget våd jord.
Mange kloner af landevejspoppel er modtagelig overfor en alvorelig svampesygdom. Disse kloner skal man undgå at plante, da de smitter hinanden.
Grå-Poppel.
Grå-Poppel ("Populus x canescens") er et stort, løvfældende træ. Væksten er først smalt kegleformet, men senere bliver den uregelmæssigt hvælvet med kraftige, opstigende hovedgrene. Barken er først grønligt gråbrune med fine, hvide hår. Senere bliver den mørkegrå, og efterhånden bleggrå med tværgående bånd af sorte pletter. Gamle grene og stammer kan danne en næsten sort, furet bark. Knopperne er spedt stillede og spidst ægformede, glatte og gule-rødbrune. Bladene er cirkelrunde eller antydet femlappede med uregelmæssigt tandet eller bugtet-tandet rand. Oversiden er først lysegrøn med et tæt lag af hvide hår. Senere bliver den blank og grågrøn, mens undersiden er grå af et tæt hårlag. Blomstringen sker i marts-april, og da planten er tvebo, har hvert individ enten rent hanlige eller rent hunlige blomster (hunlige træer er dog sjældne). De er samlet i hængende rakler, der er sammensat af reducerede blomster. Frugterne er nødder med langehaler af frøuld.
Rodnettet er højtliggende med kraftige, vidt udbredte hovedrødder, hvorfra planten danner mange rodskud.
25 x 15 m (80 x 50 cm/år)
Da Grå-Poppel er en krydsning ("Populus alba" x "Populus tremula"), har den ikke noget hjemsted, men den synes at være opstået spontant flere gange i sit nuværende udbredelsesområde, der strækker sig fra Lilleasien over Kaukasus til Europa. Den mangler dog i Skandinavien og på den Iberiske Halvø. Udbredelsen i Xinjiang, Kina anses også for at være naturlig. Planten er desuden naturaliseret i Nordamerika. Overalt foretrækker den voksesteder, der ligger i fuld sol og har en leret jordbund. Den følger derfor ofte dalbunden langs floder og vandløb. I Nürnberger Reichswald, Bayern, Tyskland, findes den i fugtige områder sammen med bl.a. Almindelig Engelsød, Almindelig Kambregne, Almindelig Star, Dag-Pragtstjerne, Djævelsbid, Døvnælde, Eng-Rævehale, Eng-Nellikerod, Gul Star, Hunde-Viol, Kragefod, Læge-Kulsukker, Purpur-Pil, Selje-Pil, Sibiris Iris, Skør-Pil, Smalbladet Klokke, Småbladet Elm, Sommer-Hyld, Ægbladet Fliglæbe og Øret Pil
Arten er uegnet på vandlidende jord, men har ellers ingen særlige krav til jordbund. Den tåler beskæring godt, og den er egnet som stort blivende træ i skovbryn og parker.
Hvid-Pil.
Hvid-Pil ("Salix alba") er et stort, løvfældende træ med en åben og uregelmæssigt kuplet krone. Barken er først dækket af sølvagtige silkehår, men ret hurtigt tabes hårene, og barken er gulgrøn og glat med små lysebrune korkporer. Senere bliver den grå, og til sidst kan gamle grene og stammer få en furet, grå bark med smalle barkkamme. Knopperne sidder spredt, og de er tilliggende, smalle, hårløse og gule. Bladene er elliptiske med fint takket rand. Oversiden er næsten hårløs og græsgrøn, mens undersiden er mere eller mindre gråhvid med tæt hårbeklædning. Høstfarven er gul. Blomstringen sker i maj. Blomsterne er enten hanlige eller hunlige, og da træet er særbo, findes der rent hanlige og rent hunlige individer. Blomsterne er reducerede og sidder samlet i rakler. Frugterne er kapsler med mange frø, som har frøuld.
Rodnettet er tæt og filtagtigt. Da træet har luftkanaler helt ud i rodspidserne, tåler det at stå med rødderne under vand i lange perioder.
25 x 18 m (50 x 50 cm/år). Årstilvæksten er dog væsentligt større i ungdommen, hvor træet kan nå skudlængder på 200-250 cm.
Hvid-Pil hører hjemme i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien, hvor arten er knyttet til vedvarende fugtige floddale og bredder langs søer og vandløb. I Holmegårds Mose findes den sammen med bl.a. Almindelig Ask, Almindelig Mjødurt, Dun-Birk, Elfenbens-Padderok, Eng-Karse, Eng-Nellikerod, Grå-El, Kæmpe-Star, Lund-Fredløs, Rød-El, Skov-Angelik, Skov-Star, Skov-Storkenæb, Skør-Pil, Stor Nælde, Storbladet Elm, og Sværtevæld.
Hvid-Pil kan anvendes både som hjælpetræart og som blivende træ i læplantninger. Det kan blive op til 25 m højt og er et bredkronet træ. Træet er lyskrævende. Det tåler kraftig beskæring.
Dug-Pil.
Dug-Pil ("Salix daphnoides") eller Pommersk Pil er en stor busk eller et træ op til 15 m højt. Arten er meget nøjsom, men trives bedst på ikke for fugtig jordbund. Den blomstrer før løvspring, dvs. allerede i februar-marts. Dug-Pil er lyskrævende og velegnet som ammetræ i læplantninger på vindudsatte steder. Den tåler kraftig beskæring.
Mirabel.
Mirabel ("Prunus cerasifera") skal egentlig hedde Kirsebær-Blomme, for der findes en blommesort, der rettelig bærer navnet Mirabel. I daglig tale er det dog gængs, at man bruger navnet om denne art. Det er en høj busk eller sjældent et lille træ med spredte grentorne. Den blomstrer i april-maj samtidig med løvspring og har ofte velsmagende eller melede gule eller røde frugter.
Den tåler nogen skygge og en del vind. Den har ikke egentlige rodskud, men danner mange stødskud.
8 x 4 m (50 x 20 cm/år).
Planten formodes at stamme fra Mellemøsten, men den kendes ikke længere fra helt vild tilstand. Alt tyder dog på, at den er tilpasset voksesteder med rå, gruset jord med højt kalkindhold.
Mirabel er nøjsom og kan gro på selv meget dårlig sandjord, men bør ikke bruges på meget våde jorder. Mirabel tåler beskæring godt. Den er velegnet til læplantninger og i den indre del af vildtplantninger. Mirabel bliver vistnok omkring 50 år gammel.
Almindelig Benved.
Almindelig Benved ("Euonymus europaeus") er en løvfældende, op til 5 m høj busk, eller af og til et indtil 8 m højt træ med en langsom, opret og temmelig åben vækstform. Barken er først grøn (af og til næsten violet). De unge grene er firkantede med lyse striber langs kanterne. Senere bliver barken mere grå, og til sidst er den lysegrå med spredte, smalle furer. Knopperne er modsatte, tiltrykte, smalle og grønne. Bladene er elliptiske med fint savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn. Høstfarven er klart rød. Den blomstrer i maj-juni, og blomsterne er ganske små og gulgrønne. De små, uanselige gulgrønne blomster indeholder en del nektar og bestøves af mindre insekter. Frugterne er mere iøjnefaldende. De er nemlig lyserøde kapsler med fire klapper, der åbnes ind til de orangerøde kerner. Selve frøene er hvide. Frøene spirer villigt i Danmark.
Rodnettet består kraftige og tæt forgrenede hovedrødder, der ligger lige under jordoverfladen ligesom de mange finrødder. Almindelig Benved angribes alvorligt af spindemøl-larver, de såkaldte "snareorme", der bygger store fællesspind i planten. Angrebet er altid værst under beskyttede haveforhold med stillestående luft. Hele planten er giftig.
4 × 3 m (30 × 25 cm/år).
Almindelig Benved danner krat, skovbryn og underskov i lyseskove på fugtig, mineralrig bund overalt i Mellem- og Sydeuropa, inklusive Danmark. Arten er lyskrævende, tåler en del blæst og trives bedst på muldrig jord.
De unge vintergrønne skud er føde for hjortevildt, og drosselfugle æder frøene. Planten tåler hård beskæring. Den anvendes bedst i kanten af beplantninger eller i læsiden af hegn.
Dun-Birk.
Dun-birk ("Betula pubescens") er et løvfældende træ med en opret, stivgrenet vækst. Barken er først rødbrun og dunhåret, senere bliver den gråhvid og glat. På gamle grene og stammer bliver barken opsprækkende oig furet. Knopperne er spredtstillede, ægformede og afrundede. Bladene er ægformede eller næsten runde (hvor de på Vorte-Birk er ruderformede) med en rundtakket rand. Bladstilken er dunhåret, og oversiden er grågrøn, mens undersiden er lidt lysere grågrøn med hårklædning på nerverne. Høstfarven er gul. Blomsterne er samlet i kønsadskilte rakler, hvor de hanlige ses allerede fra efteråret. Blomstringen foregår før løvspring. De enkelte blomster er stærkt uregelmæssige (reducerede). Frugterne er vingede nødder, der sidder beskyttet i de blivende hunraklers skæl.
Dun-birk er lyskrævende og tåler ikke meget vind, men er derimod meget hårdfør overfor frost. Den stiller meget små krav til jordbunden og kan gro på alle jordtyper, også på fugtige, sure og tørveholdige jorder, hvor den ofte er det første træ, der indvandrer. Dun-Birk kan få karakteristiske heksekoste forårsaget af en svamp, ("Taphrina betulina").
20 x 15 m (50 x 35 cm/år).
Dun-Birk er en pionerplante, som klarer sig bedst på et lysåbent voksested med en fugtig, sur og næringsfattig jordbund. I Lille Vildmose i Himmerland findes den sammen med bl.a. Almindelig Star, Blåtop, Dynd-Star, Hvid Næbfrø, Mose-Bølle, Rundbladet Soldug, Smalbladet Mangeløv og "Sphagnum cuspidatum" (en Tørvemos-art)
Den er egnet som spredt indblanding og som ammetræ på ikke for vindudsatte, lidt fugtige lokaliteter i skovkanter og i læ- og vildtplantninger. Tåler nogen beskæring. De lette små og tørre frø ædes af småfugle om vinteren.
Dunet Gedeblad.
Dunet Gedeblad ("Lonicera xylosteum") er en løvfældende busk med en bred, overhængende og tætgrenet vækstform.
Barken er først brungrå og håret. Senere bliver den grå og glat, og til sidst skaller den af i smalle strimler. Knopperne sidder modsat med "reserveknopper" i 2-3 etager ovenover. De er alle udspærret vinkelret fra grenen, de er smalle, spidse og grå. Bladene er ovale, helrandede og dunhårede (efter et par måneder dog næsten helt hårløse). Oversiden er mørkt grågrøn, mens undersiden er lysegrøn. Den blomstrer i maj-juni. Blomsterne sidder parvis i bladhjørnerne. De har samme form som Kaprifolie-blomster, og de er gulhvide og uden duft. Frugterne er klare, røde bær. Frøene spirer villigt.
Rodnettet består af vidt forgrenede hovedrødder med fint og tæt forgrenede siderødder, der ligger højt i jorden. Den er hårdfør og tåler stærk skygge, men den trives dog bedst på den bedre jord og vokser især i den østlige del af landet. Grene, der når jorden, slår rod. Hele planten, altså også de fristende, røde bær, er giftig.
4 × 3 m (40 × 30 cm/år).
Dunet Gedeblad er naturligt hjemmehørende i Danmark, hvor den danner underskov, skovbryn og krat i lyse løvskove på mineralrig lerbund.
Busken tåler beskæring godt. Dunet gedeblad er en god kant- og underplante både i læplantninger, skovbryn og vildtplantninger.
Kilder.
Gedeblad, Dunet
Gedeblad, Dunet
Almindelig Havtorn.
Almindelig Havtorn ("Hippophaë rhamnoides") er en løvfældende busk med en åben og opret, stiv vækstform. Alle skud bærer talrige grentorne. Barken er først brun og håret. Senere bliver den grå med bronzefarvede hår, og til sidst kan gamle grene skalle af i smalle strimler. Knopperne er spredte, bronzebrune og ganske små. Hanlige buske bærer desuden knopper med hanlige blomsteranlæg, og de er tætsiddende, tykke og bronzegyldne. Bladene er linje- eller lancetformede med hel rand. Oversiden er grågrøn og spredt behåret, mens undersiden er sølvhvid og meget tæt håret. Busken blomstrer i maj-juni. Hunlige buske bærer om efteråret og ud på vinteren gule eller orangerøde frugter. Smagen er særpræget og syrlig, men ikke besk. Frøene spirer villigt.
Rodnettet består af tykke, svagt forgrenede rødder, der ligger lige under jordoverfladen, eller som går dybt ned. Sandtorn sætter masser af rodskud. Busken omsætter luftens kvælstof (N) til brugbare forbindelser ved hjælp af nogle strålesvampe i knolde på rødderne. Havtorn, Sandtorn, Klittorn eller Havtidse findes i flere typer, f.eks. en lav NV-dansk og en højere SØ-dansk busk, begge med mange og lange torne. Den er meget lyskrævende og særlig velegnet til vindudsatte kystzoner. Tåler saltholdig luft. Havtorn kan gro næsten overalt, også i sand og grus. Nogle typer sætter mange rodskud. Den tåler beskæring godt.
5 x 3 m (25 x 20 cm/år), men planter fra danske frøkilder er knapt så høje og meget mere brede.
Busken vokser på helt skyggefri jord med et højt kalkindhold. Under disse forhold kan den både være pionérplante og danne krat eller skovbryn. I Danmark findes Havtorn vildtvoksende på skrænter og i klitter med fuld sol.
Bærrene ædes af mange fuglearter, herunder fasan. Busken kan bruges i læhegn, vildtremiser eller som skræntsikring på løs og sandet jord. Havtorn er også en yndet ingrediens i kryddersnaps.
Arthur Conan Doyle.
Sir Arthur Conan Doyle (født som Arthur Ignatius Conan Doyle i Edinburgh, 22. maj 1859 - 7. juli 1930) var skotsk læge og forfatter.
Han skabte prototypen på alle moderne detektiver, den uforlignelige Sherlock Holmes, hvis eventyr først blev bragt i "The Strand Magazine." Hans detektiv efterlignede den videnskabelige metode, for eksempel: "Det er en stor fejl at teoretisere, før man har data. Ellers fordrejer man let data, så de passer til teorien".
Ved siden af Sherlock Holmes skrev han også hele romaner, bl.a. en serie science fiction med videnskabsmanden professor Challenger som hovedperson samt historiske romaner med udgangspunkt i figuren Sir Nigel Loring. Flere af Conan Doyles romaner og noveller er stadig ikke oversat til dansk.
Conan Doyle forsøgte forgæves at få lov at deltage i Boerkrigen, men blev afvist pga. alder til aktiv tjeneste, men bidrog som frivillig kirurg.
Forfatteren forsøgte at udnytte sin popularitet ved at stille op til Parlamentet for det konservative parti.
Doyle blev på et tidspunkt udnævnt til en af mange Deputy Lieutenant of Surrey, dog en ret tom æresstilling for fremtrædende medlemmer af lokalsamfundet.
På sine ældre dage helligede Conan Doyle sig helt til den overnaturlige verden og brugte sin tid og formue på at overbevise andre om det overnaturlige ofte til skade for hans ry. Eksempelvis udgav Conan Doyle i 1922 bogen "The Coming of the fairies", hvori Conan Doyle argumenterer for eksistensen af feer ud fra et sæt fotografier, der angiveligt skulle vise billeder af disse væsener.
Conan Doyle var i 36 år medlem af Society for Psychical Research ', da han døde i en alder af 71. Han skrev 10 bøger om spiritisme, og selv hans gode ven Houdini, som forsagede al spiritisme som tricks, blev af Doyle anset for at være et medie, og det bragte til sidst venskabet til ende.
Almindelig Hvidtjørn.
Almindelig Hvidtjørn ("Crataegus laevigata") er en stor, løvfældende busk med en stiv og tæt vækst. Den har ofte flere stammer fra grunden. Barken er først rødbrun og næsten hårløs. Senere bliver den grågrøn og kan skifte videre til gulgrå. Gamle grene er grå og opsprækkende. Busken bærer talrige stive grentorne på de ikke-blomstrende skud. Knopperne er spredte, runde og rødbrune. Bladene er omvendt ægformede med tre lapper på den yderste tredjedel. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn. Blomstringen sker i maj-juni, og blomsterne sidder i halvskærme på knudrede dværgskud. De er hvide (se dog nedenfor under sorter) og lugter stramt. Frugterne er røde bæræbler med to kerner, som spirer villigt.
Rodnettet består af grove, kun lidt forgrenede hovedrødder, som når langt ned og vidt ud. Finrødderne ligger lige under overfladen. Sorterne er podet på grundstamme af Éngriflet Hvidtjørn, og de har altså dens rodnet (se denne).
4 x 6 m (20 x 25 cm/år).
Almindelig Hvidtjørn vokser som underskov i lyse løvskove, som skovbryn eller som krat og overdrev i det meste af Europa, herunder også Danmark.
Almindelig hvidtjørn tåler mindre vind og har lidt større krav til jordbunden end Engriflet Hvidtjørn. Planten tåler beskæring og er velegnet inde i plantninger. Hjortevildt og harer æder gerne kviste og skud. Frugterne af Almindelig Hvidtjørn har 2-3 sten og er eftertragtet af fuglene.
Almindelig Hyld.
Almindelig Hyld ("Sambucus nigra") er et lille, løvfældende træ eller en stor busk. Væksten er kuplet med oprette hovedgrene og overhængende sidegrene. Barken er først grøn og glat med grove barkporer. Senere bliver den lysegrå, men stadig med korkporer. Gammel bark er grå og furet. Knopperne er modsatte, udspærrede, grove og violette. Bladene er uligefinnede med ovale småblade, der har savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Almindelig hyld blomstrer i juni-juli, og blomsterne sidder samlet i flade halvskærme. De er små og flødehvide. Duften er sødt krydret. Frugterne er sorte stenfrugter ("bær"). Frøene spirer ukrudtsagtigt villigt.
Hylden er hurtigtvoksende, skyggetålende og tåler frost og salt samt en del vind. Rodnettet består af tykke, kun svagt grenede, men vidt udbredte rødder. De genkendes let på lugten. Grenene har tyk, hvid marv, som dog svinder væk og efterlader et hul i gamle grene. Blade og bark indeholder bitterstoffer, men ikke i så høj koncentration som hos den nært beslægtede Drue-Hyld. Hele busken, bortset fra blomsterne og de modne frugter, er derfor giftig.
6 × 5 m (50 × 40 cm/år).
Almindelig Hyld optræder i skovbryn og ved huse i Europa og Asien, hvor der er mineralrig og fugtig jord. Muligvis er planten indført til Danmark i Oldtiden.
Hylden gror bedst på frodig, evt. noget fugtig jord, men kan også bruges på kalkholdig sandjord. Den tåler beskæring godt. Den er velegnet både til den indre del af skovbryn og til vildt- og læbeplantninger. Det er vigtigt, at det er udvalgte sorter af Almindelig Hyld, man planter, da de fleste selvsåede Hyld ikke er hårdføre. De modne frugter er meget eftertragtede af fugle.
Hyld er en gammel lægeplante. Afkog af blomsterne skulle virke feberstillende og sveddrivende, og bærrene hjælpe mod forkølelse og influenza. Blomsterne anvendes til hyldeblomstdrik og kan tillige spises, for eksempel dyppet i tynd dej, friturestegt og drysset med sukker. Bærrene anvendes også til saft og suppe. Bærrene har et højt indhold af A- og C-vitamin.
I gamle dage hed det sig, at gudinden Freja (senere kendt som hyldemor) boede i hylden, og fældede man hylden ved sit hus uden at plante en ny, var det med risiko for at ulykker ville ramme en.
Kilder/henvisninger.
Hyld, Almindelig
Hyld, Almindelig
Almindelig Hæg.
Almindelig Hæg ("Prunus padus") er en stor, løvfældende busk eller et lille træ med en opret, oval vækstform. Stammen er kort, og der er mange hovedgrene, der er opstigende, og som konkurrerer om at være topskud. Barken er brun med lyse korkporer, senere bliver den gråsort og fint furet. Gammel stammebark kan blive opsprækkende i furer. Knopperne er spredte, spidse og brune. Der er ingen tydelige blomsterknopper. Bladene er elliptiske med savtakket rand. Oversiden er let rynket og mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Høstfarverne spænder mellem gul og rød-orange. Planten blomstrer i maj kort efter løvspring. Blomsterne er samlet i oprette toppe, der sidder i bladhjørnerne. De enkelte blomster er hvide med en lidt tung, sød duft. Frugterne er sort-røde stenfrugter. Frøene spirer villigt.
Rodnettet består af en dybtgående hovedrod og tæt forgrenede, vidt udbredte siderødder. Underbarken har en lugt, som nogle vil kalde stram, mens andre mener, den er marcipan-agtig. Blomsterne søges meget af bier på grund den tidlige blomstring og den righoldige nektarproduktion.
15 x 8 m (50 x 40 cm/år).
Over hele det nordlige Europa (inklusive Danmark), danner Almindelig Hæg underskov og bryn i blandede løvskove på fugtig, humusrig bund, hvor der kan forekomme forårsoversvømmelse.
Planten tåler beskæring godt. Den klarer sig både i sol og skygge samt frost, og den er velegnet til skovbryn, læ- og vildtplantninger.
Fugle-Kirsebær.
Fugle-Kirsebær ("Prunus avium") er et stort, løvfældende træ med vækstform som en kegle. Stammen er ret og gennemgående til toppen. Hovedgrenene sidder i etager, hvor de gror vandret ud. Barken er først rødbrun, så skifter den til spættet rødbrunt/sølvgråt. Derefter er den sølvgrå, men så bliver den brun med vandrette bånd af grålige korkporer. Gamle træers stammebark er sort, skællet og dybt furet. Bladknopperne sidder spredt. De er spidse og blankt mørkebrune. Blomsterknopperne sidder i bundter på knudrede kortskud. De er butte og lidt større. Bladene er ovale til omvendt ægformede med savtakket rand og kort spids. Oversiden er friskt grøn og lidt blank, mens undersiden er lysegrøn. Stilken bærer røde nektarkirtler nær den nederste bladrand. Høstfarven er gul eller rød. Træet blomstrer i maj ved løvspring. Blomsterne er hvide og langstilkede. Frugterne kan være gule, røde eller sorte. De fleste smager godt, men træer med bitter frugt findes. Frøene modner og spirer godt herhjemme.
Rodnettet består af en dybtgående, kraftig hovedrod med svære siderødder. De fine rødder øverst i jorden når langt udenfor kronens radius. Bemærk, at alle Kirsebær (søde, sure, japanske) er podet på grundstamme af Fugle-Kirsebær. Lavtsiddende stammeskud og rodskud er altså at betragte som vildskud.
20 x 10 m (50 x 30 cm/år).
Træet findes i selskab med andre løvtræer på leret, kalkholdig undergrund overalt i Europa, inklusive det sydøstlige Danmark. Det trives bedst på god, leret og lun jord og er uegnet til kold og våd jord. Planten kendes først i Danmark fra ca. år 1000, og det formodes at være indført hertil
Kirsebærrene ædes af fugle og mennesker, og når de falder ned af harer og ræve. Træet tåler lettere beskæring. Det er velegnet som spredt indblanding i såvel skovbryn som læ- og vildtplantninger. Veddet af Fugle-Kirsebær er meget værdsat som møbeltræ på grund af den rødbrune, mahognilignende farve.
Rød Kornel.
Rød Kornel ("Cornus sanguinea") er en løvfældende busk med en bred, opstigende vækstform. Barken er først håret og olivengrøn. Senere bliver den brunligt rød på solsiden og grøn på skyggesiden. Gamle grene kan få gråbrun, furet bark. Knopperne er modsatte, tiltrykte og gråbrune med et lidt "løst" udseende. Bladene er ægformede eller ovale med hel rand, buede ribber og kort spids. Oversiden er mat blågrøn, mens undersiden er noget lysere og mere rent grøn og krushåret. Høstfarven er blodrød. Blomsterne sidder i endestillede skærme. De er hvide med ganske korte kronblade. Frugterne er sorte stenfrugter. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af et stort antal, tæt forgrenede trævlerødder. Busken sætter rodskud, og grene, som har jordkontakt, slår rod. Bærrene er meget beske, men spises hurtigt af fugle. Rød kornel er skygge- og vindtålende, og den slår rod fra grene langs jorden. Den tåler beskæring godt.
4 x 3 m (20 x 20 cm/år).
Rød Kornel er udbredt i Mellemøsten, Kaukasus og det meste af Europa, herunder også i Danmark, hvor den er almindelig i den østlige del. Busken er tilpasset lysåbne eller let skyggede voksesteder med en tør, veldrænet og kalkrig jord. Derfor findes den i krat, skovbryn eller underskov. I den den fredede naturskov Bolderslev Skov under Aabenraa Statsskovdistrikt findes arten på tilgroningsflader i en lysning (”Sletten”) med sekundær succession sammen med bl.a. Almindelig Ask, Almindelig Avnbøg, Almindelig Bøg, Almindelig Hvidtjørn, Bævre-Asp, Grå-Pil, Rød-El, Slåen og Stilk-Eg
Rød Kornel er velegnet til skovbryn, læ- og vildtplantninger, men ikke i haver, da den breder sig for meget.
Navr.
Navr ("Acer campestre") er et middelstort, løvfældende træ med en tæt grenet og ægformet til rund krone. Stammen er kort, og hovedgrenene er oprette eller opstigende. Barken er først lyst chokoladebrun, dernæst stribet med lyse furer (nu og da også med kork-lister), og til sidst gråbrun og opsprækkende i firkantede felter. Knopperne er modsatte, små og rødbrune med grå hår langs skælkanterne. Bladene er omvendt ægformede med to små og tre store lapper. Lappernes spidser er afrundede hver med tre grove tænder. Oversiden bliver hurtigt blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er gul. Træet blomstrer kort efter løvspring i slutningen af maj. Blomsterne sidder i toppe, hvor de enkelte blomster er gulgrønne med røde pletter. De vingede frugter modner godt og spirer villigt i Danmark.
Rodnettet er hjerteformet, men med mange, lodrette hovedrødder og fint forgrenede og højtliggende siderødder. Plantens urteagtige dele indeholder mælkehvid saft. Løv og skud angribes ofte af meldug. Navr trives bedst på en varm, muldrig jord i fuld sol, men den tåler også både skygge og vind.
15 x 6 m (40 x 30 cm/år).
Navr vokser i det sydøstlige Europa, inklusive de sydøstlige dele af Danmark. Her findes den på fugtig og næringsrig bund i blandede ege-avnbøgeskove sammen med bl.a. Aksel-Røn, Almindelig Pære, Avnbøg, Fugle-Kirsebær, Småbladet Elm, Småbladet Lind og Tarmvrid-Røn.
Velegnet i kant og inde i både skovbryn, læ- og vildtplantninger. Navr har længe været kendt som hækplante, men træet bliver mere og mere brugt som bytræ i både gader og parker.
Femhannet Pil.
Femhannet Pil ("Salix pentandra") er en stor busk eller et lille træ på 6-10 m med blanke blade. Trives bedst på fugtig næringsrig bund med en del muld. Lyskrævende, tåler vind og frost. Blomstrer ved løvspring i maj-juni, søges af mange slags insekter. Hunraklerne med den hvide frøuld bliver siddende langt ind i vinteren. De tørre frø ædes af fugle. Femhannet Pil tåler som alle pile beskæring godt. Egnet som kantplante i skovbryn og vildtplantninger på fugtig jord.
Grå-Pil.
Grå-Pil ("Salix cinerea") er en stor, lyskrævende, ofte lidt grov busk på 3-5 m højde og samme bredde. Den tåler vind og kan gro på alle jordtyper: både tør, fugtig, næringsrig og næringsfattig. Den blomstrer lidt før eller under løvspring i april-maj. Blomsterne har meget nektar og søges meget af bier under den tidlige blomstring. De tørre frø ædes af fugle. Tåler beskæring. Grå-pilen tåler kystnært klima, og anvendes i læplantninger og i skovbryn, især hvor jorden er fugtig.
Krybende Pil.
Krybende pil ("Salix repens") eller Gråris er en løvfældende busk med en lav, krybende og opstigende eller overhængende vækst. Grenene er slanke og nedliggende og slår ofte rod. Barken er først grågrøn og sølvhåret. Senere bliver den gråbrun og ru. Gammel bark er grå og furet. Knopperne er spredte, gullige og tæt behårede. Bladene er elliptiske med hel rand. Oversiden er grågrøn og svagt håret, mens undersiden er sølvskinnende af fine, tætsiddende hår. Busken blomstrer lidt før eller under løvspring i april-maj. Blomsterne sidder i gule rakler, hunblomsterne på nogle buske og hanraklerne på andre. De ses dog ikke meget, da de først kommer frem efter løvspring. Frugterne er bittesmå nødder med lange frøhaler. De mister spireevnen efter få timer.
Rodnettet er tæt forgrenet og højtliggende i jorden. Det består af mange, fine rødder. Raklerne - især de hanlige - er vigtige fødekilder for bier og andre insekter i det tidlige forår. Den tåler at blive klippet ned til ca. 10 cm over jorden. Lyskrævende, men tåler megen vind og kan gro på selv en meget tør jordbund, kan binde sand. Den egner sig godt til kystklima.
1 x 1,5 m (15 x 20 cm/år).
Krybende Pil hører hjemme på solåbne, tørre og magre områder i Nord- og Østeuropa. I Danmark gror den i "den grå klit" (som den har givet navn!), men den findes også på strandenge og heder. Her findes den sammen med bl.a. Almindelig Ene, Hedelyng, Klikke-Lyng, Djævelsbid, Nyse-Røllike og Blåtop.
Krybende pil anvendes især i plantninger ved kyster.
Selje-Pil.
Selje-Pil ("Salix caprea") hører til løvtræerne. Det er en stor busk, eller et mindre træ. Selje-pil kan vokse på næsten alle jordtyper, undtaget meget fugtige jorder. Selje-pil tåler vind og kan anvendes i kanter i skovbryn, læ- og vildt-plantninger. Planten tåler beskæring godt.
Seljepilens bladstilke er 10-13mm, bladpladen er 6-10cm og bredest på midten. Kanten af bladene er ujævn og bølget, næsten takket. Oversiden af bladene er næsten glat og har en glinsende mørkegrøn farve. Undersiden af bladene er mat og lodden med en grå farve. Bladene har omkring 6-10 par sidestrenge og store nyreformede fodflige. Raklerne er kortstilkede og blomstrer tidligt.
Blomsterne opsøges meget af bier under den tidlige blomstring. De tørre frø ædes af fugle. Sommerfuglearter, f.eks. sørgekåbe og iris er knyttet til seljepilen, da den er foderplante for sommerfuglenes larver.
Øret Pil.
Øret Pil er en 2-3 m høj busk, som minder meget om grå-pil i krav til voksested og blomstring, men er oftest knyttet til surbund. Den er mindre og mere langsomtvoksende end grå-pil. Tåler beskæring godt. Velegnet til skovbryn og læplantninger, hvor jorden er fugtig.
Fjeld-Ribs.
Fjeld-Ribs ("Ribes alpinum") er en lille, løvfældende busk med en opret og tætgrenet vækstform. Barken er først glat og lysegrå. Senere bliver den brungrå, og til sidst skaller den af i smalle strimler. Knopperne er spredte, tiltrykte og lysegrønne eller næsten hvide. Bladene er 3-5 lappede med grove tænder på lapperne. Oversiden er mørkegrøn med spredte hår, mens undersiden er meget lyst grøn. Hanlige og hunlige blomster findes på forskellige individer. Begge slags blomster sidder i klaser fra bladhjørnerne, hvor de hanlige er de længste. De enkelte blomster er grøngule og små. Frugterne er røde, klare, meget ribsagtige bær, som har en fad smag. Frøene spirer villigt.
Rodnettet består af højtliggende, vandrette hovedrødder med et tæt netværk af fine siderødder. Fjeld-ribs tåler både skygge og konkurrence fra træer med højtliggende rødder og kan derfor plantes tæt ind til gamle træer. Busken bliver angrebet af en bladpletsvamp, Skivesvamp, som kan afløve den allerede i august.
2 × 1,5 m (15 × 10 cm/år).
Fjeld-Ribs vokser i Alperne på kalkbund i høje bjergskove sammen med bl.a. Grøn-El, Cembra-Fyr, Europæisk Lærk, Alpe-Røn, Bjerg-Rose og Alpe-Skovranke. På Bornholm og Møn gror den som skovbundsplante under lyse egeskove på mineralrig, tør bund.
Fjeld-Ribs er velegnet til de fleste jordtyper. Løvspringet sker allerede i april. Busken blomstrer i maj-juni. Den tåler kraftig beskæring, og den kan både anvendes til klippet hæk, til underplantning og kantplantning i skovbryn og vildtplantninger samt i læplantninger.
Blågrøn Rose.
Blågrøn Rose ("Rosa dumalis") er en 1-2 m høj, tætgrenet busk med få udløbere. Den er lyskrævende, men tåler vind, egnet til kystklima. Den trives bedst på lidt bedre jorder og er uegnet til sur jord. Blomstrer i maj-juni. Fuglene søger de modne hyben om efteråret. Tåler beskæring. Blågrøn Rose giver god bunddækning og kan anvendes som kantplante i skovbryn og i vildt- og læplantninger.
Hunde-Rose.
Hunde-Rose ("Rosa canina") er en 1,5-5 m høj klatrende busk med kraftige seglkrummede torne og 1-2 cm lange hyben. Hunde-rosen er lyskrævende, men tåler vind og er egnet til middeltørre, lerede jorder, såvel som kalkrig sandjord, men uegnet til fattig sur jord. Den danner rodudløbere og er ret hurtigt voksende. Grenens lange ranker kan klatre højt i nabotræer. Tåler beskæring. Den blomstrer i juni-juli. De modne hyben søges af fugle om efteråret. Hunde-rosen er velegnet til kantplantning i vildt- og læplantninger og skovbryn.
Æble-Rose.
Æble-rose ("Rosa rubiginosa") er en løvfældende busk med en tæt, tragtformet vækst. Hovedgrenene er kraftige og rette eller opstigende. Først andet år kommer der svage sideskud. Barken er først glat og lysegrøn til brunrød. Senere bliver den stribet i gråt/brunt. Meget gamle grene kan have furet bark. Alle grene har kraftige, bagudbøjede torne og spredte, stive børster. Knopperne sidder spredt, og de er kegleformede, hårløse og lysegrønne. Bladene er uligefinnede med smalle akselblade. Småbladene er ægformede med dobbelt savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn med mange, rødbrune kirtelhår. Bladene dufter stærkt af umodne æbler. Blomstringen sker i maj-juni. Blomsterne sidder få sammen ved skudspidsen af de korte sidegrene. De er rosenrøde og dufter svagt, men med ren rosenduft. Hybenerne er aflange og orangerøde. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af kraftige, dybtgående hovedrødder, der er svagt forgrenede. Æble-Rose fremkalder jordtræthed. Den kan være værtplante for alle slags rosensygdomme og -skadedyr.
4 x 3 m (50 x 50 cm/år), men meget gamle buske kan blive væsentligt højere, hvis de kan hage sig vej op gennem et træs krone!
Æble-Rose gror i skovbryn og krat over hele Europa. Den trives bedst på fugtig, næringsrig jord, og ved Broby på Fyn findes den sammen med bl.a. Almindelig Ask, Almindelig Brombær, Almindelig Bøg, Almindelig Hassel, Almindelig Hyld, Almindelig Kvalkved, Bævre-Asp, Dun-Birk, Dunet Dueurt, Eng-Forglemmigej, Europæisk Engblomme, Gul Iris, Kræge, Lyse-Siv, Læge-Baldrian, Slåen, Småfrugtet Pindsvineknop, Sværtevæld, Tormentil, Tykbladet Ærenpris, Vand-Mynte, Vejbred-Skeblad og Vild Ribs.
Æble-rose er lyskrævende, men tåler vind. Den er uegnet til sur jord. Æble-rose giver god dækning og kan anvendes som kantplante i læplantninger, skovbryn og vildtplantninger. Busken tåler hård beskæring.
Almindelig Røn.
Almindelig Røn ("Sorbus aucuparia") er en løvfældende, busk eller et mindre træ. Vækstformen er først slank og kegleformet, men snart bliver den busket og rundagtig. Det skyldes, at egentlige topskud ofte mangler. Barken er først rødbrun og let gråhåret. Senere bliver den glat og grå med enkelte korkporer, og til sidst er den grå og opsprækkende i grove furer. Knopperne er spredte, store og kegleformede, tæt hårede og gråsorte. Bladene er uligefinnede med lancetformede småblade. Hvert småblad har savtakket rand, mørkegrøn overside og grågrøn underside. Høstfarven spænder fra rød over orange til gul eller brun. Blomstringen finder sted fra slutningen af maj, og blomsterne sidder i halvskærme på små kortskud. De enkelte blomster er små og flødehvide. Frugterne er orangerøde og sure og beske på samme tid. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af højtliggende, tætforgrenede og kraftige hovedrødder. Veddet lugter og smager surt. Træet angribes af flere typer rustsvampe, frugttrækræft og rønnebærmøl. Træet laver desværre jordtræthed, men det bruges alligevel som grundstamme for mange slags podninger (Mispel, Tjørn, Bærmispel, ja sågar Pære). Rønnebær indeholder meget pektin, C-vitamin og A-vitamin.
15 x 6 m (30 x 25 cm/år).
Almindelig Røn optræder som pionertræ og i skovbryn overalt i Europa, undtagen i Middelhavsegnene, hvor dens plads overtages af Storfrugtet Røn ("Sorbus domestica"), og i bjergene, hvor Alpe-Røn ("Sorbus chamaemespilus") og Aksel-Røn ("Sorbus aria") har pladsen. Den er lyskrævende, men tåler vind.
Almindelig røn er velegnet på alle jordtyper, lige fra våd og sur jord til mager sandjord. Den tåler beskæring godt. Normalt har Almindelig Røn rigelig frugtsætning, hvilket gør den eftertragtet af fuglene. Almindelig røn kan anvendes i både skovbryn, læ- og vildtplantninger.
Almindelig Tørst.
Almindelig Tørst ("Frangula alnus") (synonym: Tørst ("Rhamnus frangula")) er en løvfældende busk med krukkeagtig vækstform og udspærrede, let opstigende grene. Barken er først grå og fint håret med lyse barkporer på langs. Senere bliver den brun med mere tydelige porer. Gamle grene kan få opsprækkende, grå bark. Knopperne er spredte, udspærrede, nøgne og uregelmæssige med lysebrun farve. Bladene er ovale med hel rand. Oversiden er skinnende blank og friskt grøn, mens undersiden er mere mat og lysegrøn. Høstfarven er klart gul. Blomsterne, der kommer frem fra begyndelsen af juni, sidder samlet i kvaste ved bladhjørnerne. De er gulligthvide og bittesmå. Frugterne er bær som skifter farve fra grønt over rødt til sort. Blomster og bær i alle grader af modenhed ses samtidig. Frøene spirer villigt.
Rodnettet er kun lidt forgrenet, men der når langt ud og dybt ned. Alle dele af planten har en speciel, ram lugt, og de er giftige og fremkalder kraftige opkastninger. Bierne trækker gerne efter Tørst, som yder god nektar.
6 x 3 m (30 x 20 cm/år).
Tørst optræder som underskov på fugtig, sur bund. Desuden danner den krat ved bredden af damme, søer og vandløb sammen med f.eks. Rød-El ("Alnus glutinosa"), Dun-Birk ("Betula pubescens"), Mose-Pors ("Myrica gale") og Grå-Pil ("Salix cineria").
Tørst er velegnet til den indre del af skovbryn og vildtplantninger. Den tåler vind og skygge og er nøjsom. Den kan gro på alle jordtyper, men lykkes især på fugtig og sur jordbund. Den tørrede bark af Tørst har tidligere været brugt som brækmiddel under navnet "Frangula Cortex", men pr. 22.9.2008 er det sidste middel, der indeholdt tørret bark af Tørst, trukket tilbage.
Tørst er en udprægt biplante, der leverer bierne både nektar og pollen i god kvalitet.
Almindelig Æble.
Almindelig Æble ("Malus x domestica") eller Spise-Æble er et mellemstort, løvfældende træ med en rund, tætgrenet krone. Stammen er ret kort, og hovedgrenene er svære med mange sidegrene. Kortskuddene kan blive tornagtige (uden at være rigtige torne!). Barken er først rød med grålig hårbeklædning, i det mindste på den yderste halvdel af skuddet. Senere bliver barken gråbrun med lyse korkporer. Til sidst er den grå og opsprækkende i smalle furer. Knopperne er spredte, afrundede og røde med grå hårbeklædning. Bladene er ovale til ægformede eller næsten runde med en rundtakket kant. Stilken er kort. Oversiden er mørkegrøn og let håret i begyndelsen, mens undersiden er grå af den tætte hårklædning. Blomsterknopper findes kun på de knudrede kortskud ("frugtsporer"), og de er helt dækket af grå hår. Blomstringen sker i maj måned, hvor de hvide til svagt lyserøde blomster sidder i små bundter på 4-5. Frugterne er de velkendte æbler. Frøene spirer villigt, men de giver uægte træer (se nedenfor under Vild-Æble). De triploide sorter ('Belle de Boskoop' og 'Bramley Seedling') sætter ikke frø.
Rodnettet bestemmes af den valgte grundstamme. 'M27' har en yderst svag rod, 'MM106' har en middelstærk rod, og vildstammer danner en kraftig rod. Vildstammeroden svarer til træets eget rodnet, der består af få, men svære hovedrødder, der når langt ned og ud. Siderødder og finrødder ligger højt i jorden. Træet skaber jordtræthed.
12 x 6 m (30 x 20 cm/år).
Spise-Æble findes i talrige sorter, der er resultatet af årtusinders arbejde med udvælgelse og krydsning. Træet har altså intet hjemsted, men dets vilde stamformer hører alle hjemme i de blandede løvskove fra Østeuropa over Lilleasien og Kaukasus til Elburzbjergene og Centralasien. Nye undersøgelser tyder overbevisende på, at Spise-Æble har sin oprindelse i Kazakhstan, for dér findes den største, genetiske variation Alle disse steder foretrækker træets vildformer en jordbund, der er rig på humus og mineraler, og som er konstant fugtig.
Der findes et hav af æblesorter. Nogle er bedre end andre til bestemte formål, og desværre producerer planteskolerne helst de sorter, som er velegnede i frugtplantager. De følgende kan anses for at have bevist deres duelighed under private haveforhold, men de kan - som antydet - være svære at skaffe.
Vild-Æble.
__NOTOC__
Vild-Æble er frøplanter af de almindelige spiseæbler, og planten er et op til 8 m høj lille træ. Vild-Æble kan gro på næsten alle jordtyper, men bedst på frodig lerjord. Træet bør ikke bruges på våd eller meget tør bund. Det tåler kystklima godt. Vild-Æble blomstrer fra sidst i maj til ind i juni. Vild-Æble er velegnet til kanter, den indre del af skovbryn og i vildtplantninger samt til læplantninger. De store, sure og grønne æbler holder langt hen på vinteren eller helt hen til den følgende sommer, og de ædes ofte af hjortevildt og fugle. Skud og grene er blandt den mest eftertragtede vinterføde for hjortevildt og harer.
Vild-Æble må ikke forveksles med Abild ("Malus sylvestris").
Æble - frugten.
Et æble er frugten af Spise-Æblet.
Abild.
Abild ("Malus sylvestris"), Skovabild eller Skovæble er en op til 5 m høj busk eller et lille træ (8 m) i skygge. Grenbygningen er kroget og tæt, og stammen er kort. Træet er ikke egentlig tornet, men dværgskud kan være så spidse, at man river sig på dem alligevel. Bladene ligner fuldstændigt de kendte æblesorters: ovale med rundtakket rand og gråhåret underside. Træet blomstrer fra sidst i maj og ind i juni, og blomstringen er overdådig. Den består af hvide, regelmæssige blomster med en fin, syrligt-sød duft. Frugterne er matte kuglerunde, stenhårde og meget sure. Træet er naturaliseret her i landet en gang i stenalderen.
8 × 5 m (20 × 15 cm/år)
Abild har et kraftigt og dybtgående rodnet. Den kan gro på næsten alle jordtyper, bedst på frodig lerjord. Abild skaber jordtræthed, og den huser alle de sygdomme og skadedyr, som også rammer Spise-Æble.
Det hører hjemme i skovbryn og ved skovlysninger, og det findes ofte på overdrev, hvor det etablerer sig inde midt i en stikkende busk som f.eks. Slåen, Rose eller Almindelig Hvidtjørn.
Abild er velegnet til kanter, den indre del af skovbryn og i vildtplantninger samt til læhegn, men man skal passe på, at planteskolen ikke snyder og sælger en frøplanter af Spise-Æbler. De små, hvinede sure og matte gråligt gul-grønne æbler bliver hurtigt spist af hjortevildt og fugle. Skud og grene er blandt den mest eftertragtede vinterføde for hjortevildt og harer. Kerneveddet er rødbrunt, holdbart og efterspurgt til drejerarbejder, men stammeform og tykkelse er ikke så god som Spise-Æble.
Træet bør ikke bruges på våd eller meget tør bund, men til gengæld tåler det kystklima godt. Frugterne har været brugt i tørret form i hvert fald siden bronzealderen. Man har fundet rester af dem i den tids gravlæggelser. Ved tilbredeing, kogt stegt eller tørret, bliver frugterne spiselige.
Træet bør ikke forveksles med de talrige frøplanter, der stammer fra kerner af Spise-Æble. Og dog vil Abild i nogle sjældne tilfælde kunne fremkomme fra frø af Spise-Æble, da nogle æblesorter er krydsninger med Abild. Som regel kan mellemformerne genkendes på en grovere grenbygning, eller på at frugterne bliver blanke, gule eller røde.
Katost-Blærespiræa.
Katost-Blærespiræa er en løvfældende og mangegrenet busk med en opret, senere overhængende vækstform. Barken er først glat og brun med to tydelige stribe nedad fra hvert bladar. Senere bliver den stribet i brunt/beige, og til sidst skaller den af i lange strimler. Knopperne er spredte, butte og lysegrønne. Bladene er Ribes-agtige, dvs. 3-5 lappede med rynket overflade og savtakket rand. Bladene får ingen høstfarve, men bliver siddende langt ind i november. Oversiden er friskt grøn, mens undersiden er noget lysere. Blomstringen sker i maj-juni. Blomsterne sidder i skærme fra bladhjørnerne. Blomsterne er grønligt-hvide og uden duft. Frugterne er oppustede, blæreagtige og helt tyndvæggede. Frøene spirer ikke særligt godt.
Rodnettet er dybtgående og vidt udbredt med mange finrødder lige under jordoverfladen. Nedliggende grene slår rod. Marven er lysebrun. Planten tåler kraftig beskæring. Busken tåler skygge og vind. Den kan trives i kystnært klima og på alle jordtyper, bortset fra sur, tørveagtig jord. Frøene er meget eftertragtede af agerhøns og fasaner.
5 x 3 m (30 x 30 cm/år).
Katost-Blærespiræa gror i Washington og Oregon i det vestlige USA, hvor den danner krat og skovbryn på fugtig, veldrænet bund (flodbredder). På de nordøstvendte skråninger af bjergene i det nordøstlige Oregon, findes arten i krat og som bund i skove sammen med bl.a. Almindelig Skyggeblomst, "Arnica cordifolia" (en art af Guldblomme), Birke-Spiræa, "Ceanothus velutinus", Douglasgran, Ellebladet Bærmispel, Engelmann-Gran, Gul-Fyr, Hede-Melbærris, Klit-Fyr, Kæmpe-Ædelgran, Mose-Bølle, "Pyrola picta" (en art af Vintergrøn-slægten), Skov-Jordbær, "Thalictrum occidentale" (en art af Frøstjerne), Vestamerikansk Lærk, Vestamerikansk Mahonie og
Vestamerikansk Taks
Katost-Blærespirea er god til kant- og underplantning i læ- og vildtplantninger.
Hoved-Blærespiræa.
Hoved-Blærespiræa ("Physocarpus capitatus") er en løvfældende busk med en opret og tæt forgrenet vækst. Barken er først lysegrøn og spredt håret. Senere bliver den rødlig og næsten hårløs. Gamle grene får en opsprækkende bark med langsgående striber i beide og rødbrunt. Knopperne er spredtstillede, tilliggende og smalle. Bladene er trelappede med bugtet eller tandet rand. Oversiden er kruset og græsgrøn, mens undersiden er noget lysere. Blomstringen sker i maj-juli, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede, tætte hoveder. De enkelte blomster er regelmæssige og 5-tallige med hvide kronblade. Frugterne er oppustede, skinnende røde bælgkapsler med mange frø.
Rodnettet er højtliggende og når vidt omkring. Grenene slår rod, når de har vedvarende jordkontakt.
2,5 x 2 m (25 x 20 cm/år).
Hoved-Blærespiræa hører hjemme i den vestlige del af Nordamerika, dvs. fra Alaska til Californien og fra kysten og ind til staterne Montana og Utah. Den fortrækker fugtige, let skyggede voksesteder i moser, under let skyggende træer og langs floder og søer. På flodsletten langs Willamette-floden voksede arten oprindeligt sammen med bl.a. Almindelig Mahonie, Amerikansk Tørst, Balsam-Poppel, Douglasgran, Hvid Ask, Kæmpe-Løn, Laksebær, Oregon-Ask, Oregon-Eg, Oregon-El, Rævehale-Spiræa, "Umbellularia" og Vestamerikansk Mahonie
Busken kan bruges som uklippet hæk, til kantbeplantning og i læhegn og vildtbeplantninger.
Grøn-El.
Grøn-El ("Alnus viridis") er en løvfældende busk med en opstigende, åben vækst. Barken er først rødviolet på lyssiden og olivengrøn på skyggesiden. De unge skud er samtidig noget sammentrykte og kantede. Senere bliver barken gråbrun med lyse korkporer. Gamle grene kan få grå og svagt furet bark. Knopperne er spredte, udspærrede, næsten hårløse, spidse og brune. Knopskællene kan være lidt klæbrige, men knopperne er næsten overalt ustilkede. Bladene ligner birkeblade: de er ægformede med savtakket rand og ganske kort spids. Oversiden er friskt grøn, mens undersiden er noget lysere, men dog stadig rent grøn. Rakler med hanblomster overvintrer frit fremme, mens de hunlige rakler først kan ses fra om foråret. Blomstringen finder sted i marts-april. De modne hunrakler, "ellekoglerne", er spinkle, spidse og grålige. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af fint og øverligt forgrenede hoved- og siderødder. Som alle El kan også denne busk forsyne sig med kvælstof ved hjælp af aktinomyceter ("Frankia sp."), som den huser i knolde på rødderne. Grøn-El er lyskrævende og tåler vind. Den trives på alle jordtyper med undtagelse af fugtig morrbund.
3 × 5 m (30 × 40 cm/år).
Grøn-El er pionerplante på kalkbund i Mellemeuropas bjerge. Der danner den skovgrænsen op mod bjergtoppene sammen med bl.a. Aksel-Røn, Almindelig Bærmispel, Alpe-Røn, Bjerg-Fyr, Cembra-Fyr, Europæisk Lærk og Fjeld-Ribs.
Grøn-El tåler frost og kan anvendes som hjælpeart (ammetræ) i både læ- og vildtplantninger. Grøn-el kan skæres ned, når andre træer og buske vokser til. Den sætter hurtigt mange stødskud og forsvinder først, når resten af plantningen overskygger den helt.
Østrigsk Fyr.
Østrigsk Fyr ("Pinus nigra" subsp. "nigra") er en underart til Sort-Fyr. Det er et op til 25 m højt træ med en meget tæt krone, som er regelmæssig i ungdommen, men uregelmæssig senere. Stammen er kraftig og gennemgående til toppen. Grenene er svære og vandrette med opstigende spidser. Barken er først gulbrun og ru, men den bliver hurtigt gråsort og skællet. Til sidst er barken koksgrå med dybe, lyse furer. Knopperne er kegleformede og gulbrune, ofte dækket af tynde, hvide skæl. Nålene sidder parvis på små kortskud, som igen sidder spredt langs langskuddet. Nålene er meget lange, stive og stikkende. Farven er rent mørkegrøn. Blomstringen finder sted i juni. Hunblomsterne bliver til ret store, lysebrune kogler, der er regelmæssigt ægformede. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af dybtgående hovedrødder med tæt forgrening og af et overfladisk netværk af finrødder. Østrigsk Fyr er meget tørketålende, men rammes - hårdt - af Fyrrens sprækkesvamp i fugtig og stillestående luft.
20 × 10 m (30 × 20 cm/år).
Østrigsk Fyr optræder på kalkbund i egne med ringe nedbør i Østrig og på Balkan. Her findes den sammen med bl.a. Aksel-Røn, Almindelig Bøg, Almindelig Liguster, Avnbøg, Finnet Blærenød, Kirsebær-Kornel, Navr, Rundbladet Bærmispel, Sort Dværgmispel og Tarmvrid-Røn.
Den kræver meget lys og trives bedst på veldrænet, gerne tør og noget kalkholdig jord. Den er hårdfør, tåler vind og salt og klarer sig meget godt i kystzoner langs de indre farvande og på bakker. Den konkurrerer kraftigt om lys og vand med nabotræer. Østrigsk Fyr er velegnet til læplantninger og som spredt indblanding i den indre del af vildtplantninger samt til skovbryn. Den tåler kun beskæring i de helt unge år, men kan som ældre stammes op.
Californisk Gedeblad.
Californisk Gedeblad ("Lonicera ledebourii") er en løvfældende busk med en tragtformet, stivgrenet og åben vækstform. Barken er først rødbrun (grøn på skyggesiden) og håret. Senere bliver den grålig, glat og lidt stribet. Gamle grene kan få bark, der skaller af i strimler. Knopperne er modsatte, tilliggende og store. Bladene er elliptiske, hårklædte (senere næsten glatte) og helrandede. Oversiden er mørkegrøn, og undersiden er lysegrøn. Busken blomstrer i maj-juni. Blomsterne sidder parvist i bladhjørnerne. De er rørformede og gule. Frugterne er kuglerunde, sorte bær med mørkerøde støtteblade. Frøene modner ikke ordentligt her i landet, måske fordi busken er selvsteril.
Rodnettet består af tætforgrenede, kraftige hovedrødder, der når langt ud og dybt ned. Californisk Gedeblad er giftig i alle dele, også bærrene. Den tåler megen skygge og vind, og den klarer sig i kystnært klima. Den trives på alle jordtyper, undtagen på sur, tørveholdig jord. Nedliggende grene slår rod.
4 × 2 m (30 × 15 cm/år).
Californisk Gedeblad vokser på fugtige steder på vestvendte bjergskråninger i det mellemste og nordlige Californien, hvor den danner krat og skovbryn sammen med bl.a. "Cornus cericea", "Corylus cornuta", Hvid Snebær, "Rosa nutkana" og Vin-Løn.
Californisk gedeblad bruges til underplantning i gamle, bestående læplantninger (f.eks. de døende Hvidgran-hegn).
Hvid-Gran.
Hvid-Gran ("Picea glauca") er et mellemstort, stedsegrønt træ med en opret, kegleformet, men senere noget afrundet krone. Barken er først blank og let røddugget. Senere bliver den rødligt grå og svagt opsprækkende. Gamle grene og stammer kan få en violetgrå bark med runde plader. Knopperne er lyst orangebrune og regelmæssigt ægformede. Nålene er fremadrettede og står næsten alle sammen op over skuddet. De er runde i tværsnit og bærer hvide striber på alle sider. Grundfarven er blågrøn. Koglen er forholdsvis lille og blød at føle på. Den er rødbrun med konvekse skæl. Frøene modner godt og kan spire i Danmark.
Rodnettet er højtliggende og fladt udbredt. Arten er følsom over for Rodfordærver ("Heterobasidion annosum").
20 x 8 m (30 x 15 cm/år)
Hvid-Gran er pionertræ og danner skovgrænse overalt i Canada og Alaska. På de grusede strande ud mod Hudsonbugten danner Hvid-Gran skov sammen med bl.a. Amerikansk Linnæa, "Arctostaphylos rubra" (en art af Melbærris), Blåbær-Pil, Canadisk Hønsebær, Ensidig Vintergrøn, "Mitella nuda" (en art af Bispekåbe) og Tyttebær samt – på næsten rå jord - Amerikansk Asp. Hvid-Gran er indført ved forsøg siden 1974 i Sydvestgrønland, hvor den tilsyneladende trives godt.
Den tåler ikke skygge, men megen vind, og den er modstandsdygtig overfor frost og saltnedslag. Kravene til jordbunden er meget små.
Hvid-Gran anvendes til læplantninger, hvor den trives bedst alene. Gentilplantning efter Gran-slægten ("Picea") frarådes på grund af faren for svampeangreb (rodfordærver).
Kulhydrat.
Kulhydrater el. sakkarider (latin: "saccharider") er en stor gruppe af organiske stoffer i biokemi og er en af de primære biologiske måder at oplagre eller hente energi kemisk, andre former er fedt og proteiner.
I autotrofe organismer, f.eks. planter, bliver sukker omdannet til og oplagret i stivelse. I heterotrofe organismer, f.eks. dyr, bliver sukker anvendt til metabolsk brændsel. Den fysiologiske brændværdi er 17kJ/g.
Oprindelse.
Kulhydrater dannes primært af planter og alger ved fotosyntese. I fotosyntesen omdannes kuldioxid, vand, ved hjælp af energi fra sollys, til kulhydrater.
Kategorier.
Typisk klassificeres kulhydrater i de søde: (monosakkarider og disakkarider) og de ikke-søde: stivelse, polysakkarider. Monosakkarider er simple, krystalliske sukkerarter. Disakkarider er sammensat af to monosakkarider (heraf "di"-sakkarider). Polysakkarider er meget store molekyler (polymerer) som f.eks. stivelse eller glykogen, som er dannet ved sammensætning af mange monosakkarider ("poly"-sakkarider).
Struktur.
Kulhydrater består næsten udelukkende af tre grundstoffer: carbon, hydrogen og oxygen. Grundstof forholdene varierer, men ikke meget. Normalt er den molære andel af carbon den samme eller en anelse større end oxygen. og den molære andel af hydrogen er dobbelt så stor (eller lidt større) end andelen af oxygen.
Kulhydraters traditionelle generelle formel er: C"x"H2"x"O"x",
men mange vigtige kulhydrater, f.eks. deoxyribose C5O4H10 har mere hydrogen.
Monosakkarider.
De tre sukkerformer, glukose, galaktose og fruktose deler den samme molekylære formel: C6H12O6. Men atomernes placering er forskellig i hver af de tre sukkerarter og de kaldes isomere. Under et kaldes sukkerarter med sumformelen C6H12O6 for hexose og sukkerarter med sumformelen C5H10O5 kaldes pentose.
Disakkarider.
To monosakkarider kan forbindes sammen til et disakkarid. De almindelige disakkarider er sakkarose (sukrose) (dannet af en glukose og en fruktose), laktose (dannet af en glukose og en galaktose) og maltose (dannet af to glukoser).
Formlen for disse disakkarider er C12H22O11. Forbindelsen mellem de 2 monosakkarider resulterer i "tabet" af et hydrogenatom H fra det ene molekyle og "tabet" af en hydroxylgruppe fra den anden.
Hos monosakkarider sider C-atomerne som regel ikke i en lige kæde, men snarere med en vinkel på ca. 100º mellem hver binding. Hos kulhydrater, der er pentoser (dvs. 5 carbonatomer i kæden) eller derover kommer hver ende af kæden til at ligge tæt på hinanden hvorefter de kan danne en kemisk binding mellem C-atomet, hvor det dobbeltbundede O-atom sidder, og alkoholgruppen på det
C-atom der sidder længst nede i kæden, dvs. har højt nummer. Når en kæde dannes flytter H-atomet fra den sekundære alkohol gruppe, aldehydgruppen hos aldoser, eller ketongruppen hos ketoser, til det dobbeltbundede O-atom. På samme tid vil der opstå en covalent binding mellem O-atomet fra alkoholgruppen og C-atomet, hvorpå den sekundære alkoholgruppe sad. Sådan er ringen dannet. Eftersom den sekundære alkohol gruppe sidder på første atom hos glukose, (fordi den er en aldose), danner den en seks leddet ring. Men ketoser, som fruktose, har som sagt den sekundære alkoholgruppe på anden C-atom og danner derfor en fem ledet ring. Når ringformen bliver dannet, dannes en ny alkohol gruppe hvor det dobbeltbundede O-atom tidligere sad, derfor bliver O-atomet med denne nye alkoholgruppe asymmetrisk. Kan være placeret på højre eller venstre side af C-atomet vis den sidder på højre side bliver kulhydratet α- eller β-, det ringformede glukose molekyle i bilag 3 s.1 er β-D-glucose. Galaktose bliver en sekskantet ring ligesom glukose eftersom den er en hexose og en aldose.
Stivelse.
Stivelse omfatter to slags polymerer af glukose, hhv. amylose og amylopektin. Amylose består af en lineær kæde af adskillige hundreder glukosemolekyler. Amylopektin består af forgrenede molekyler dannet af tusinder af glukoseenheder. glucose enhederne i Amylose er forbundet α-1,4-glykosidbindinger. Glukoseenhederne i amylopektin er bundet sammen af α-1,6-glykosidbindinger. (kilde: Kemi 2000 A-niveau 1 s 239-241)
Stivelse er tungtopløselig i vand, dvs. for at stivelsen skal kunne opløses i vandet skal dette varmes op til omkring kogepunktet. Kartofler, ris, hvede og korn er menneskers hovedkilder til stivelse.
Glykogen.
I dyr og mennesker lagres overskudsglukose som glykogen i depoter i muskler. Glykogen er grundlæggende set glukosepolysakkarider med hyppige kovalente bindinger mellem lagene. Bindingerne er mellem metanolgrene og de modsatte hydroxylgrene på carbonringen.
Glykogen kan igen nedbrydes til glukose via en enzymatisk proces (glykogenelyse).
Cellulose.
Planters strukturkomponenter er primært cellulose. Træ er mest cellulose, mens papir og bomuld næsten kun består af cellulose. Cellulose er en polynomer lavet af glukoseenheder. Molekylet er meget langt og stift, og er en vigtig del af planternes cellevægge. Cellulose kan ikke nedbrydes i menneskets tarm.
Krydderurt.
En krydderurt er en plante, der hel eller kun let findelt tilsættes maden for at fremhæve en smag eller få maden til at smage af noget ekstra. Urterne kan bruges både som tørrede og helt friske. De har været brugt som smagsgivere gennem hele historien og utvivlsomt også før. Op gennem Middelalderen blev antallet udvidet betydeligt, men i første omgang mest til medicinske formål. Mange krydderurter, inkl. de stærke, har den positive bieffekt at de er bakteriedræbende. En del af dem er også fordøjelsesforbedrende. Før i tiden, da transport var yderst besværlig, var krydderurter en stor luksus. Mange krydderurter blev transporteret på kamelryg langs Silkevejen fra Orienten til Europa.
I løbet af årene efter 1900 gik brugen af krydderurter af mode, og i stedet anvendte man pulveriserede, eksotiske krydderier. I 1960'erne blev krydderurterne genopdaget i forbindelse med, at man fik kendskab til den sydeuropæiske gastronomi, hvor urterne aldrig var gået af mode. Der er dog stadigvæk mærkbare, regionale forskelle imellem de urter, man helst bruger. Den grundlæggende standard er Persille, Timian og Laurbær. I det franske køkken bruges der meget af Estragon og Kørvel. I England har man en forkærlighed for Peber-Mynte og Salvie, mens Rosmarin, Oregano og Basilikum stadig er mest populære i Middelhavslandene.
Ofte bruges de tørrede urter i form af færdige blandinger: "Fines herbes" er f.eks. en blanding af Persille, Kørvel, Esdragon og Purløg. Tilsvarende er "Herbes de Provence" en blanding af Timian, Rosmarin, Laurbær, Basilikum og Sar (af og til med et drys Ægte Lavendel), mens "Herbes venétiennes" består af Esdragon, Persille og Kørvel. Her bør det ikke glemmes, at det lidt slidte udtryk "suppevisk" er navnet på en urteblanding, bestående af Persille, Timian og Laurbær (eventuelt med en tilsætning af Merian.
Se også.
frugt, grøntsag, madopskrift, krydderi.
Nøgenfrøede.
Nøgenfrøede ("Gymnospermae") eller gymnospermer er de beslægtede planter, som oftest har frø, som udvikler sig på et åbent blad, modsat de dækfrøede, som gemmer frøene i en kapsel.
Nogen pæoner kan dog godt glemme at lukke kapslen uden dog at planten er nøgenfrøet, og flere slægter af nåletræer har udviklet noget som svarer til en kapsel eller frugtkød, uden at de af den grund er blevet dækfrøede.
Ris.
Ris ("Oryza sativa") er en kornsort, der tilhører græs-familien.
Historie.
Ris er verdens ældste afgrøde. Arkæologiske fund viser, at ris har været dyrket og spist gennem næsten 7.000 år. De første skriftlige optegnelser om ris kan dateres tilbage til et risplantningsdekret udstedt af en kinesisk kejser omkring år 2800 f.Kr.
Ris synes at stamme fra regioner i det sydlige Kina og Thailand, men som spise spredte risen sig hurtigt og blev snart en del af kosten i Centralasien, Indonesien, Japan, Indien, Persien, middelhavsområdet og Sydamerika. I dag dyrkes ris på samtlige kontinenter på nær Antarktis.
Risen nåede Amerika ved et uheld. Et skib fra Madagaskar kom ud af kurs og søgte ly i Charleston, en havneby i South Carolina. Kaptajnen forærede en lille portion ris til en lokal planteavler, og det skulle hurtigt vise sig, at South Carolinas flade, rige jord var ideel for risdyrkning. I 1726 udgik 4.500 tons ris fra Charlestons havn til eksport. 50 år senere, var det en af det amerikanske landbrugs helt store succeser.
Økonomisk betydning.
For over halvdelen af jordens befolkning er ris hovedernæring. I nogle asiatiske lande udgør ris 80% af den samlede fødeindtagelse. Den dyrkes i stort set alle tropiske og subtropiske egne.
91% af produktionen går til menneskeføde, 4% bruges som dyrefoder, 3% til industrielle formål og 2% gemmes til udsæd.
Markedsprisen på ris er steget voldsomt siden 2006, alene fra juni 2007 til april 2008 med 75%. Årsagerne hertil er mangfoldige: misvækst som følge af tørke eller oversvømmelser, stigende forbrug, toldbeskyttelse og vækst i anvendelsen af landbrugsarealer til afgrøder til bioenergi.
Varianter.
Der findes næsten 80.000 risvarianter på verdensplan.
I Danmark kender vi relativt få varianter. Og de er her beskrevet kort.
Brune kontra hvide ris.
Ved afskalning/polering af rårisen, den brune ris, fremkommer den hvide ris. Som det blev konstateret af Casimir Funk, grundlæggeren af begrebet vitaminer, i 1912, reduceres risens tiamin-indhold (B1-vitamin) herved drastisk med beriberi som følgesygdom hos folk, hvor hvide ris udgør en substantiel del af basiskosten. Tillige er brune ris rigere på kostfibre end hvide ris.
Korte kontra lange.
Langkornede ris som basmati og jasmin er mere end tre gange længere end brede. Når de koges, forbliver risene lette og luftige. Mediumkornede ris som arborio og javonica er 2-3 gange længere end brede. Når de koges, bliver de mere bløde end langkornede, og med en lettere tendens til at klistre. Kortkornede ris (som røde ris) er mindre end 2 gange så lange som brede, og bliver bløde og grødede når de koges.
Langkornede ris anbefales til opskrifter, hvor du behøver lette og løse ris. Medium og korte anbefales til riscroquetter, risotto og lignende retter.
Aromatiske ris.
Basmati, Thai jasmin, texmati, vild pecan med flere er, som navnet antyder, aromatiske rissorter med en fin duft.
Sorte ris.
Ris med et tynd lag sort klid frem for det mere almindelige lysebrune lag. Under kliddet er en hvid kerne. Varianterne inkluderer Balinesiske ris, Kinesisk- og Thai black rice.
Minutris.
Ris der er forkogt og dehydreret for at nedsætte den endelige forberedelsestid.
Italienske ris.
Varianter som Arborio, Carnaroli, Vialone og Nano. Disse ris er medium- eller kortkornede og bruges til eksempelvis risotto.
Parboiled ris.
Ris, der er dampbehandlet under tryk, så kliddets næring opløses og optages i kernen. Dermed nedsættes kogetiden og parboiled ris har et højere indhold af næringsstoffer end hvide ris. Konsistensen er forholdsvis fast og parboiled ris kan ikke optage sovs lige så godt som fx basmati ris.
Røde ris.
Bhunanesiske, Himalaya og Thai ris med rød klidlag frem for det normale lysebrune.
Råris.
Gryn stadig i celluloseskallen. Før risen kan koges, må skallen fjernes, da skallen ikke kan fordøjes af mennesker. Råris er næringsrige og indeholder meget kalium.
Spanske ris.
Mest kendte spanske ris er Valencia-ris, der bruges til paella og andre spanske retter. I mangel på Valencia kan man bruge højt kornet ris.
Vilde ris.
Selvom det ligner ris, er det kornet fra en slags vandgræs - også kaldet zizania aquatica.
Stjernetåge.
En stjernetåge består af interstellart støv og gas. En stjernetåge kan f.eks. være resterne efter en supernova- eller hypernova-eksplosion, men bliver også udsendt af almindelige stjerner ved slutningen af deres livscyklus.
Sort dværg (astronomi).
En sort dværg er en hypotetisk form for "død" stjerne, typisk en stjerne af typen hvid dværg som er kølet så meget af, at den har samme temperatur som det omkringliggende rum, og ikke længere udsender noget lys.
Enebær.
Enebær ("Juniperus") eller Ene er en slægt af stedsegrønne nåletræer, som er udbredt over hele den nordlige halvkugle, og endda med enkelte arter i Østafrika. Overalt vokser arterne i fuld sol på tør jord, undertiden i kløfter nær ørknen. Her omtales kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Pi (tal).
Tallet pi (også kaldet Arkimedes' konstant) er en matematisk konstant, der skrives med det græske bogstav π. Konstanten optræder mange steder inden for blandt andet matematik og fysik. π er defineret som forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter. Det vil sige længden af omkredsen divideret med længden af diameteren. Man kan også definere π som arealet af en cirkel med radius 1, eller som det mindste positive tal "x" for hvilket der gælder at sinus til "x" er lig med 0.
Forholdet mellem cirklens diameter (her 1), og dens omkreds.
π er et irrationalt tal, så decimalerne udgør ikke en cyklisk følge. Endda er π et transcendent tal, dvs. π er ikke rod i noget polynomium med rationale koefficienter. I mange sammenhænge er 3,14 en tilstrækkelig god tilnærmelse. Foretrækker man en brøk, er 22/7 (Archimedes) eller endnu bedre 355/113 (Zu) fremragende approksimationer. Er det stadig ikke godt nok kan approksimationen formula_1 bruges. Denne approksimation afviger først på niende decimal.
3.1415926535 8979323846 2643383279 5028841971 6939937510 5820974944 5923078164 0628620899 8628034825 3
Der er flere måder, hvorpå man tilnærmet kan beregne pi.
Her er to eksempler på rækker der konvergerer imod pi
Huskeregel.
De første 13 decimale cifre af π kan huskes som længden af ordene i følgende remse: "Ser I ikke I tåber hvorledes en simpel remse kan klare Cirklens kvadratur?"
remse: "Her I lære i disse sætninger en nyttig regel som angår cirklens beregning"
Begge remser giver de 13 første cifre af pi.
En kortere udgave er den simple: "Hvad er pi? Hvad er pi? Tre komma fjorten femten ni"
π bruges i mange hukommelseskonkurrencer. Her er formålet at huske flest decimaler af tallet π. Japaneren Hiroyuki Goto kunne i 1995 genkalde første 42.195 decimaler af π. (Det tog ham ca. 17 timer.) Englænderen Daniel Tammet genkaldte de første 22.514 decimaler af π. Det tog ham lidt over 5 timer. I 2006 blev en japansk psykiater den første til at remse π op med 100.000 decimaler. Dette tog ham over 16 timer, og blev optaget på bånd, og indsendt til Guinness Book of Records, så de kan godkende det som en ny rekord.
Det er kun officielt lykkedes 14 mennesker i verden at gengive over 10 000 cifre.
Preussen.
Preussen (tysk: "Preußen", dansk: "Prøjsen", polsk: "Prusy", russisk: "Пруссия") var et hertugdømme, og fra 1701 et kongerige. Navnet kommer fra preusserne, et baltisk folk beslægtet med litauerne, som senere blev germaniseret.
Preussen var tidligere navn på et hertugdømme ved den sydøstlige del af Østersøen, der i 1618 blev forenet med det meget større og rigere kurfyrstendømme Brandenburg i en personalunion. Slægten Hohenzollern udråbte det i 1701 som kongeriget Preussen. Efter 1871 var landet den mest magtfulde del af det Tyske kejserrige.
Det var indtil 2. verdenskrig den største stat i Tyskland, men blev de facto ophævet som stat af nazisterne i 1934 og de jure af de Allierede ved Moskva-konferencen i 1947.
Preussens omskiftelige historie, her under meget ulige udstrækning i statslig henseende, gør en skildring af området vanskelig. I det følgende er som udgangspunkt taget forholdene ved 1. verdenskrigs afslutning.
Grænser.
Preussen, der efter 1. verdenskrig udgjorde den betydeligste stat i det tyske rige, bestod af et større sammenhængende landområde i Nordtyskland, hvorfra siden verdenskrigen provinsen Østpreussen var skilt ved»den polske korridor«og Fristaden Danzigs område, samt en række eksklaver navnlig i Thüringen (Schmalkalden og Schleusingen, Ziegenrück, Wandersleben) og Württemberg (de hohenzollerske lande). Hovedlandet omsluttede følgende mindre stater, nemlig Oldenburg, fristæderne Bremen, Hamburg og Lübeck, de to Mecklenburg, Schaumburg-Lippe, Lippe-Detmold, Braunschweig, Anhalt, Waldeck og dele af Hessen (provinsen Oberhessen) og Thüringen. Det grænsede mod nord til Nordsøen, Danmark og Østersøen, mod øst til Polen, mod syd til Tjekkoslovakiet og de tyske fristater Sachsen, Thüringen, Bayern og Hessen, bayersk Pfalz og Frankrig, mod vest til Luxembourg, Belgien og Holland. Preussens samlede areal var 294.555 km2, hvoraf 38.510 faldt på Østpreussen, 1.142 på Hohenzollern og 1.486 på det af Folkeforbundet administrerede -distrikt. Blandt de europæiske stater var Preussen i størrelse efter Rusland, Frankrig, Spanien, Sverige, Finland, Polen, Norge, Rumænien og Italien, det tiende største, mens det før verdenskrigen var det sjettestørste.
Landskabelige forhold.
Størstedelen af Preussen tilhørte det nordtyske lavland, dog opfyldtes den sydvestlige del, hovedsagelig provinserne Rheinland, Hessen-Nassau, Westfalen og Sachsen, af udløbere fra det mellemtyske bjergland. Syd for Østersøen strakte sig fra den danske til den litauiske grænse — og også der ud over — en højderyg, den baltiske landryg eller, som den på grund af sin rigdom på søer også kaldtes,»Baltische Seenplatte«, der i Turmberg vest for Danzig hævede sig til en højde af 331 m. Af floderne Weichsels og Oders brede dalstrøg og den lavning, hvor i gennem en kanal forbandt Elben med Trave, deltes højderyggen i fire afsnit, den preussiske, den pommerske, den mecklenburgske og den slesvig-holstenske landryg. Denne baltiske landryg stødte dog ikke overalt umiddelbart til havet, men skiltes navnlig i Forpommern og i Østpreussen fra dette ved et bredt lavere forland, hvoraf enkelte højere bakkepartier med en kerne af ældre dannelser rager øagtigt op: mod vest Rügen, mod øst Samland. Syd for den baltiske landryg lå et næsten fladt land, gennemskåret af talrige brede dalstrøg, som dels endnu følges, dels på et tidligere stadium af landets udvikling har været fulgt af store floder, hvorfor de også kaldtes urfloddale (»Urstromtäler«). Urfloddalenes bælte afsluttes mod syd af en ny højderyg, der fra Katzengebirge mod øst strakte sig mod vest-nordvest. over Rückenberge, Fläming og Lüneburger Heide hen imod Nordsøen, hvor den omkring Elbmundingen nærmede sig den baltiske landryg stærkt. Syd for den sydlige landryg fandtes endnu lavlandsområder, der som bugter strakte sig ind i bjerglandet, således mod øst langs Oder den schlesiske lavlandsbugt omkring Elben-Mulde-Saale, den sachsisk-thüringske bugt og mod vest omkring Münster den westfalske bugt. Endelig lå i det nordvestlige Preussen endnu et stort lavland, som er næsten helt fladt og som følge af det mangelfulde vandafløb for en stor del dækket af moser. Foran kysten lå en ørække, de østfrisiske øer, som rester af en af havet opbygget klitrække, der så atter var sønderstykket af bølgerne. Det bagved liggende vadehav greb med de store bugter dollart og Jade-bugten dybt ind i landet. Selve fastlandskysten dannedes for en stor del af kunstige diger, der beskytter det lave marskland mod oversvømmelser. Enkelte steder trådte lave sandbakker ud til havet. Ganske samme kysttype herskede langs Slesvig-Holstens vestkyst.
Overfladen dannedes næsten udelukkende af kvartære og (i mindre grad) tertiære aflejringer, især af moræne- og smeltevandsaflejringer fra den mægtige indlandsis, der under istiden har dækket størstedelen af landet. De neden under liggende ældre dannelser er stærkt forstyrrede, dels foldede, dels brudt i flager, der i tertiærtiden har hævet eller sænket sig langs brudlinier, således at kvartærdannelserne hvilede på en meget uregelmæssig Grundflade. Enkelte steder ragede undergrundens faste bjergarter op igennem de yngre, løsere jordarter; Helgoland og kridtklinterne på Rügen var eksempler herpå. Ejendommeligt nok har netop de højeste partier, fx. store dele af den baltiske landryg, vist sig at være unge dannelser, men på den anden side viser retningen af både dalstrøg og højdedrag i det nordtyske lavland en påfaldende overensstemmelse med de i Mellemtyskland fremherskende strygningsretninger, navnlig den såkaldte hercyniske eller sudetiske retning: sydøst—nordvest. Det ældre bjergland var sandsynligvis ved det rindende vands erosion og den dermed hånd i hånd arbejdende forvitring næsten fuldstændig afslidt og udjævnet før tertiærtiden, under hvilken det i stor udstrækning blev sænket under havet og dækket af sand-, ler- og mergelaflejringer; til tider var dog også vidtstrakte dele tørlagt, og der dannedes de mægtige og økonomisk meget vigtige brunkulslag. Men den afgørende udformning af landskabet fandt sted i kvartærtiden og navnlig i dens første afsnit, istiden, da hele Nordtyskland — om end ikke overalt i lige lange tidsrum — var dækket af en iskappe, der langs nordranden af de mellemtyske bjerge har efterladt sig spor helt op til en højde af 500 m. Efter den almindeligste antagelse har isen ikke en enkelt gang bredt sig fra Skandinavien ud over de omliggende lande, men der har været mindst 3 istider adskilt ved såkaldte mellemistider, i hvilke klimaet var mindst lige så varmt som i nutiden. Sin største udbredelse havde isen i den næstsidste istid, mens den sidste i Nordtyskland kun nåede mod vest til Elbmundingen, mod øst omtrent til Schlesien. Siden den næstsidste istid er der forløbet så lang tid, at de ældre glaciale terrænformer for en stor del er udslettede eller i hvert fald stærkt modificerede af vandløbenes erosion, hvor imod sporene af den sidste nedisning endnu står friske eller dog kun i detaljerne modificerede. Isens tilbagerykning skete ikke jævnt, men blev afbrudt af stilstandsperioder. Under disse optårnede der sig langs isranden mægtige masser af det i isen indesluttede morænemateriale, og de således dannede randmorænestrøg lader sig forfølge over lange strækninger. Særlig tydeligt er det randmorænedrag, der fra Holsten til ud over Østpreussens grænse følger sydranden af den baltiske højderyg. Nord derfor ligger for det meste et svagere bølget bundmorænelandskab, der dog sine steder antager en meget kuperet karakter, hvor den ene bakke hæver sig ved siden af den anden tilsyneladende uden nogen orden. Et sådant landskab betegnes i Østpreussen træffende som»bucklige Welt«. I lavningerne mellem bakkerne træder grundvandet frem og danner søer, enten rundagtige småsøer eller, hvor en enkelt vandflade fylder flere lavninger, større søer med uregelmæssigt lappet omrids. Også større søer af langstrakt form forekommer, udfyldende fordybninger med længderetning vinkelret på randmorænerne, hvor mindre gletsjertunger en tid har haft deres plads. Men mange af de oprindeligt tilstedeværende søer er senere forsvundne, omdannede til moser. Moræneleret, der hyppigst danner jordbunden, afbrydes stedvis af betydelige sandflader, som smeltevand har afsat. Smeltevandsdannelser er også de langstrakte åse, bestående af lagdelt sand og grus, der formodes at være dannede i kanaler under isen. — Foran, det vil sige syd og sydvest for randmorænerne er det smeltevandsfloderne, der har formet terrænet, bortskyllet den ældre bundmoræne eller overdækket den med sand og grus, der danner udstrakte, svagt udad hældende jævne flader, som på grund af jordbundens ufrugtbarhed for en stor del var bevokset med hede og derfor også betegnes som hedesletter. Længere borte fra isranden samledes de talrige gletsjerbække og -floder i en fælles dal og strømmede gennem denne mod nordvest til Nordsøen. Med Isens trinvise tilbagerykning forskød denne urflod gentagne gange sit leje, og man kan derfor påvise flere saådanne urfloddale i det mellemste Nordtyskland. Visse strækninger af dem følges også i nutiden af floder, men andre er forladt, idet det oprindelige vandløb har søgt sig en kortere vej mod havet gennem en nordsydgående tværdal. Dette er grunden til, at alle Nordtysklands større floder har et så karakteristisk løb, bestående skiftevis af strækninger med retning fra sydøst til nordvest eller øst-sydøst til vest-nordvest og strækninger med retning fra syd til nord. Den sydligste urfloddal er Breslau—Magdeburg—Bremer-dalen, der nu følges af en strækning af Oder, Schwarze Elster, en del af Elbens mellemste løb og Aller—Weser; dog er det tvivlsomt, om der virkelig har eksisteret en forbindelse mellem Elben ved Magdeburg og Aller. Nord herfor følger to kortere dalstrøg, et østligt, der følges af Bartsch og Oder mellem Glogau og Krossen, og et vestligt, der fra Kottbus-lavningen over Baruth—Luckenwalde—Plaue fører til Elben. Begge disse udmunder i den lange urfloddal, der kaldes Warszawa—Berlin-dalen, og som markeres af Bzura-dalen, Warthe, Obra, Oder, Spree og Havel, og som vest for Berlin forener sig med Thorn—Eberswalde-Dalen, der engang har ledet Weichsels Vande gennem Netzes og Oders Dale til Elben. Alle disse Urfloder har — til ulige tider — haft nedre Elben som deres fælles nedre løb. Der kan påvises endnu en nordligere urfloddal, den pommerske, der fra egnen syd for Lauenburg i Pommern nær den daværende polske grænse strækker sig mod sydvest gennem Bagpommern til Odermundingen og derpå mod nordvest gennem Forpommern, hvor den til dels markeres af Peenes løb. Om alle Dalstrøgene gælder det, at de for størstedelen er brede og ganske flade, fyldt med sumpe og, da det er sand, der danner jordbunden, ufrugtbare. De mellem dalene liggende plateauer, som afvekslende dækkes af sand og moræneler, har en gennemsnitlig højde af 50—100 m, højere mod øst end mod vest; kun få punkter hæver sig over 200 m.
I den sydlige landryg dækkes undergrundens tertiære aflejringer kun af et tyndt lag kvartærdannelser, der hyppigst er meget sandede. Da den sidste nedisning kun i ringe grad har berørt denne zone, som således gennem meget lange tidsrum har været underkastet det rindende vands erosion, er de glaciale landskabsformer i høj grad udviskede; således mangler søer næsten totalt. Hvad højdeforholdene angår, når Katzengebirge nord for Breslau 256 m, mellem Oder og Spree når Rückenberg 229 m, mens Fläming — landet mellem Elben og Spree-Havel — har sit højeste punkt i den vestlige del: Hagelsberg, 201 m, og endelig hæver Lüneburger Heide mellem Aller og Elben sig i Wilseder Berge til 169 m. Teknisk vigtige var de rigelige forekomster af tertiære brunkul. På den ufrugtbare jordbund indtog oprindeligt hedevegetationen en stor del af arealet (navnlig Lüneburger Heide), men den veg efterhånden pladsen for plantager eller agerland.
Mellem Sudeterne og det polske Bakkeland strækker den schlesiske lavlandsbugt sig mod sydøst langs Oders øvre løb. Langs Sudeternes nordøstrand er en flage af jordskorpen sunket i dybet og undergrundens ældre dannelser blevet overlejret af tertiære og kvartære sedimenter; blandt de sidste spiller mange steder løss en vigtig rolle i kraft af sin frugtbarhed, mens andre steder ufrugtbare sandjorder gav plads for vidtstrakte skove, især af fyr. Sådanne var endnu mere udbredte i den sachsisk-thüringske lavlandsbugt mellem Fläming og det sachsiske bakkeland, som gennemstrømmes af Elben og dens bifloder Saale, Mulde og Schwarze Elster, og som i den østlige del rummer tertiære brunkulsaflejringer. Den tredje»lavlandsbugt«er den westfalske, som skyder sig ind mellem den langstrakte højderyg Teutoburger Wald og nordranden af de rhinske skiferbjerge. Undergrunden dannes her af horizontale kridtaflejringer, der kun dækkes af et tyndt lag yngre dannelser, hvori både diluvialsand og — omend kun i ringe mængde — moræneler indgår. Navnlig i den østlige del, omkring Paderborn, forårsager kalkstenens gennemtrængelighed for vand en relativ vandfattigdom i overfladen, som derfor er ufrugtbar. Ems og Rhinens tilløb Lippe afvander landet, der mod nordvest uden skarp grænse går over i det nordvestlige lavland,»de store mosers land«. Dette vest for Lüneburger Heide liggende parti af Preussen var en næsten fuldkommen flad slette, hvor over kun enkelte sandede bakkepartier rager op, fx. Hümmling øst for nedre Ems, 73 m, og Dammerberge i det sydlige Oldenburg, 146 m. Da Terrænnet har yderst svagt eller slet intet fald, stagnerer overfladevandet og danner vidtstrakte moser, fortrinsvis højmoser. De største er Bourtanger Moor ved den hollandske grænse (1400 km2), Hochmoor i Ostfriesland, Teufelsmoor nord for Bremen og mod syd Wietings Moor, Grosses Moor og andre. I nyere tid blev dog store mosestrækninger ved anlæg af afvandingskanaler, afgravning af tørven (der delvis brugtes som brændselsmateriale for elektricitetsværker) og tilførsel af kunstgødning gjort produktive og husede en ret talrig befolkning. Uden for moserne består jordbunden overvejende af sandede istidsaflejringer og er kun lidet frugtbar; det er den såkaldte geest, der for en stor del er bevokset med hede. Langs kysten ligger et bælte af marsk af vekslende bredde, 10—20 km, der i kraft af sin frugtbarhed kunne ernære en tæt befolkning. Marsken beskyttes mod havets oversvømmelser af et kystdige, uden for hvilket det såkaldte vadehav breder sig. Vadehavet er ved højvande helt vanddækket, men ved ebbe lægges store arealer tørre. Dets ydre begrænsning er de østfrisiske øer, der er rester af en tidligere sammenhængende klitvold, som havet fik magt til at sønderbryde, ved at landet sænkede sig.
Det mellemtyske bjergland er opløst i et antal bjergdrag af meget forskellig bygning og overfladeform. Fælles for dem er den ringe højde, der på preussisk grund ikke overskred 1.142 m (Brocken i Harzen), hvorfor de var skovklædte lige til toppen, og de afrundede, bløde former, der kun af og til i snævre floddales sider afløstes af stejle og vilde klippepartier. Bjergene består overvejende af gamle, palæozoiske, sedimenter, der i kultiden har været underkastet en intensiv foldning, hvorved der formentlig dannedes en mægtig bjergkæde, som strakte sig tværs gennem Midttyskland. Af dette bjergland er dog intet tilbage, thi det har i de efterfølgende geologiske perioder så længe været underkastet forvitring, det rindende vands erosion og andre nedbrydende kræfters påvirkning, at praktisk talt alle ujævnheder er glattet ud og landet forvandlet til en svagt bølget slette, et peneplan. Imidlertid trådte i tertiærtiden de bjergdannende kræfter på ny i virksomhed, men ytrede sig denne gang i dannelse af en mængde brudlinier i jordskorpen, langs hvilke større eller mindre flager og skodser forskød sig i lodret retning, således at nogle partier hævedes (relativt), mens andre sænkedes. I brudliniernes forløb er to retninger fremherskende, den rhinske eller erzgebirgiske fra sydvest til nordøst og den hercyniske eller sudetiske fra nordvest til sydøst. I overensstemmelse med den skitserede udviklingshistorie har de enkelte bjergpartier hyppigst en temmelig jævn overflade (må nærmest betegnes som plateauer), hvori floderne har skåret sig ned i dybe, snævre dale, endnu langt fra færdigformede, hvis idylliske indesluttethed eller romantiske vildhed har gjort så mange af disse egne til hovedattraktioner for turister: Rhindalen, Thüringen, Harzen og så videre.
Bjerglandets vestligste afsnit er det rhinske skiferplateau, der hovedsagelig består af en 500—700 m høj, for størstedelen meget jævn højslette, der af Rhinen og dens tilløb Mosel og Lahn deles i 4 dele: Eifel, Westerwald, Hunsrück og Taunus. Op over fladen rager mindre udstrakte højere partier, enten langstrakte rygge med strygningsretning sydvest—nordøst af særlig modstandsdygtige bjergarter så som kvartsitryggene i Hunsrück og Taunus (med hele skiferplateauets kulminationspunkt, Grosser Feldberg, 880 m) eller isolerede toppe af vulkansk oprindelse, idet der i tilknytning til de øvrige forstyrrelser i jordskorpen i tertiærtiden også har fundet lavaudbrud sted; eksempler herpå er Eifels højeste punkt Hohe-Acht, 746 m, og det lille Siebengebirge. Også de ejendommelige runde småsøer, mårer, i Eifel, oprindeligt eksplosionskratere, er minder om den nu udslukte vulkanske virksomhed. Til Westerwald slutter sig mod nord Rothaargebirge (840 m) og det lavere Sauerland. Den fremherskende bjergart er devonisk lerskifer, hvor efter området har faaet sit navn. Bebyggelsen var overvejende knyttet til dalene, hvoraf flere er berømte for deres vine, mens højsletterne for en stor del var dækkede af mose og skov. Langs nordranden træder kulførende lag frem i egnen omkring Aachen og ved Ruhr, hvor derfor den der udviklede mægtige industri fremkaldte en enorm fortætning af befolkningen.
Inden for det mellemtyske bjergland danner det hessiske bjerg- og bakkeland som helhed en indsænkning, hvori mesozoiske lag, navnlig fra trias (broget sandsten), er blevet bevarede. De opragende, uregelmæssigt grupperede højdedrag er dels horste (ved hvis dannelse foruden»hercyniske«brudlinier også sådanne med nord—sydlig retning har gjort sig gældende), dels basaltbjerge, opbyggede af tertiære vulkaner. De højeste af disse sidste er Vogelsberg (772 m), der udmærker sig ved sin velbevarede, regelmæssige kegleform, og Rhön (950 m). Lavere er Meissner, Knüllgebirge, Habichtswald og andre.
Lige som det hessiske Bjergland er det saakaldte Thüringer-Bækken i det store og hele en Indsænkning mellem to højt løftede Horste, Thüringerwald og Harzen, en Lavning, hvori mesozoiske Dannelser er blevet bevarede og for en stor Del i Istiden dækkede med frugtbar Løss. Men ogsaa dette Omraade er gennemsat af talrige Brudlinier (her med overvejende hercynisk, nordvestlig-sydøstlig, Strygningsretning), hvorved det er opløst i en Mængde smaa Højdedrag og Lavninger. Paa Grundlag af de rige Brunkulslejer er opstaaet en forskelligartet Industri, og værdifulde Saltlejer yder vigtige Udførselsprodukter, samtidig med at de saltholdige Kilder danner Eksistensgrundlaget for en Række Badesteder.
Som et mægtigt Bjergmassiv rager Harzen op ved Nordranden af det mellemtyske Bjergland. Det er en Højslette, der falder stejlt af mod N. og V., medens den mod SØ. gaar jævnt over i den lavere Mansfelder Højslette. Randene er stærkt sønderskaarne af Vandløbene, men kun faa Floder, Selke og Bode, griber dybt ind i Bjerglandet. Den nordlige Del, Oberharz, har en Gennemsnitshøjde af 600—800 m; det højeste Punkt, Granitkuppelen Brocken (Bloksbjerg) hæver sig til 1142 m. Unterharz er kun 300—500 m høj. Landets geologiske Historie er meget kompliceret. De fremherskende Bjergarter er palæozoiske Sedimenter og Eruptiver, der i Slutn. af Kulperioden blev foldede med Strygningsretning SV.—NØ. Efter at de saaledes dannede Bjerge i den efterfølgende Tid var nedbrudt af Erosion og Vejrsmuldring, skete i Mesozoikum og Tertiær en ny Bjergdannelse, idet der først dannedes en vældig Fold med Strygningsretning SØ.—NV., altsaa vinkelret paa de gamle Folder, og derefter hævedes Landet som en Horst. Det raakolde Klima hemmer agerbruget, men Rigdommen paa Bly-, Sølv-, Kobber- og Jernmalme gør Harzen til et økonomisk vigtigt Omraade, ligesom de romantisk vilde Dalstrøg hidlokker en umaadelig Mængde Turister.
N. f. de beskrevne Bjerggrupper strækker endnu et Antal smalle, lave Bjergrygge sig mod NV. ud i Lavlandet. De opbygges overvejende af mesozoiske Sandsten, Mergelkalksten og Kalksten, som dels er svagt foldede, dels forskudt langs Brudlinier med hercynisk Retning; man sammenfatter undertiden dem alle under Navnet det subhercyniske Bjergland. Terrainformerne er hovedsagelig bestemt af Erosionen, der har ladet de modstandsdygtigste Bjergarter staa frem som Rygge, medens de blødere Lag har givet Plads for Lavninger. Det vestligste af disse Højdedrag er Teutoburger Wald med dens sydøstlige Fortsættelse Eggegebirge, hvor Volmerstod naar 468 m. Østligere følger Wesergebirge og Wiehengebirge, mellem hvilke Weser gennem Porta westfalica baner sig Vej til Lavlandet, derpaa Hils (477 m), Ith, Süntel o. a., og endelig N. f. Harzen Elm og Huywald for blot at nævne de vigtigste. Mange Steder inden for dette Omraade findes i Undergrundens Permaflejringer udstrakte Saltlejer, som bl. a. er rige paa de som Gødningsmiddel værdifulde Kalisalte.
Endelig omfatter P. Nordøstskraaningen af Sudeterne, som danner Grænsen mellem Böhmen og Schlesien. I det nordlige Afsnit, Riesengebirge, ligger lige paa Grænsen det højeste Bjerg i de mellemtyske Bjerge, Schneekoppe (1603 m). Sudeterne, der bestaar af Gnejs, Glimmerskifer og ældre palæozoiske Aflejringer, stedvis gennembrudt af Granit, deles gerne i 3 Afsnit: Riesengebirge, Glatzer Bjerglandet og Gesenke, der hver især atter falder i fl. Højdedrag. Bakkelandet Ø. derfor rummer de mægtige Stenkulslejer, der har skabt det øvreschlesiske Industridistrikt. Trods Manglen paa værdifulde Mineraler og de lidet gunstige Vilkaar for Landbruget rummer Bjerglandet en meget tæt Befolkning, der hovedsagelig ernærer sig ved Tekstilindustri, til Dels med Udnyttelse af den rigeligt tilstedeværende Vandkraft.
Befolkningsforhold.
Den preussiske stat var i øvrigt inddelt i 35 regierungsbezirke og i 42.776 kommuner, hvoraf 1.094 bykommuner, 29.622 landkommuner og 12.060 gutsbezirke (godser, der udgjorde selvstændige kommuner). Af byerne var Berlin langt den største; den havde 1919 1,9 mio. indbyggere, men ved en lov af 1920 blev 7 bykommuner (Charlottenburg, Neukölln, Schöneberg, Lichtenberg, Wilmersdorf, Spandau og Köpenick) og 84 landkommuner indlemmede i Berlin, hvis folkemængde derved fordobledes (1922: ca. 3,8 mio.). Over 100.000 indbyggere havde i øvrigt (1919) Köln (634.000), Breslau (528.000), Essen (439.000), Frankfurt a. M. (433.000), Düsseldorf (407.000), Hannover (310.000), Dortmund (295.000), Magdeburg (286.000), Königsberg (261.000), Duisburg (244.000), Stettin (233.000), Kiel (205.000), Halle a. S. (182.000), Gelsenkirchen (169.000), Altona (168.000), Cassel (162.000), Elberfeld (157.000), Barmen (156.000), Aachen (145.000), Bochum (142.000), Erfurt (129.000), Mulheim a. d. Ruhr (127.000), Crefeld (124.000), Hamborn (110.000), Münster i W. (100.000). Mellem 100.000 og 50.000 indbyggere havde 26 Byer, mellem 50.000 og 20.000 84 byer, mellem 20.000 og 10.000 114 byer, og under 10.000 havde mere end 800 byer. Bybefolkningen udgjorde lidt over halvdelen af den samlede befolkning (18.270.000) i 1919.
Før landafståelsen som følge af 1. verdenskrig talte Preussens befolkning ca. 42 mio. De afståede distrikter havde en befolkning af 4,6 mio. og et område af 56.030 km2. Til Polen afstodes 3.860.000 indbyggere, til Fristaten Danzig 330.000, til Memel-distriktet 141.000, til Danmark 166.000, til Belgien (Eupen og Malmédy) 60.000, til Tjekkoslovakiet 45.000. Af den afståede befolkning var 1,8 mio. tyske, 2,3 mio. polske, 124.000 danske, resten litauisk, kassubisk, mährisk med flere. Inden for de nye grænser var langt den overvejende del af befolkningen tyske, idet dog ca. 1,2 mio. var polsk og 0,6 mio. af anden fremmed nationalitet. Af danske var antallet ca. 18.000.
Med hensyn til trosbekendelsen tilhørte 23,3 mio. den evangeliske kirke og 11,5 mio. den romersk-katolske kirke. Af jøder var antallet ca. 370.000, mens ca. 318.000 tilhørte andre trossamfund.
Tilbage i tiden vil man finde, at Preussen i begyndelsen af det 19. århundrede havde ca. 10 mio. indbyggere, midt i 19. århundrede ca. 17 mio. Ved krigen i 1864 voksede befolkningen med 400.000 (indlemmelse af Slesvig, Holsten, Lauenburg), og ved århundredets udgang var befolkningen 35 mio. Fra at være en udpræget agrarstat med en landboforfatning, der virkede i høj grad hæmmende for fremskridtet, udviklede Preussen sig i løbet af sidste halvdel af 19. århundrede til et af de i industriel henseende mest udviklede lande. 1850 udgjorde bybefolkningen 28 %, 1900 44 % af den samlede folkemængde, og samtidig var store dele af landbefolkningen blevet industrielt beskæftigede.
Tallene giver nærmest udtryk for krigsbegivenhedernes mægtige indgreb i befolkningsforholdene: ægteskabernes og fødslernes voldsomme nedgang i selve krigsårene, der afløses af en stærk stigning i ægteskabernes, en forholdsvis svagere stigning i fødslernes antal efter fredsslutningen, mens dødsfaldene (inklusive krigsdeltagerne) forøges ekstraordinært med ca. 1 mio. i de 5 år 1914—18. I forhold til folkemængden udgjorde ægteskabernes antal 1911 7,9 pro mille, 1921 11,0; fødslernes antal henholdsvis 30,2 og 25,8. Dødsfaldenes antal 17,2 og 13,6. Men endnu 1921 var tallene under påvirkning af krigsforholdene.
Af Preussens areal efter 1. verdenskrig var 1913 139.587 km2 agerland, 2503 km2 have, 28032 km2 eng, 16815 km2 græsgange, 145 km2 frugtplantager, 202 km2 vinbjerge, 73057 km2 skov, 3119 km2 mose. Høstudbyttet udgjorde (1922) 1.170.993 t hvede, 3.805.935 t rug, 951.402 t byg, 2.722.976 t havre, 296.140 t blandsæd, 28.713.740 t kartofler, 352.216 t bælgfrugter, 579.005 t luzerne, 4.088.946 t kløverhø, 9.022.530 t enghø, 14.108.373 t runkelroer og 8.316.323 t sukkerroer. Kvægbestanden udgjorde 1921 2.539.744 heste, 25.124 muldyr og æsler, 9.210.691 stk hornkvæg, 3.867.142 får, 10.440.156 svin, 2.540.498 geder, 2.414.797 kaniner, 4.1388.102 stk fjerkræ samt 1.070.095 bistader. Der produceredes i 1922 682.280 hl vin. 1921 sysselsattes i 176.223 industrielle virksomheder med over 10 arbejdere hver i alt 4.583.900 arbejdere, hvor i blandt 1.207 børn under 14 år og 287.399 på 14—16 år.
Mineralproduktionen udgjorde 1920 127.036.799 t stenkul, 91.969.783 t brunkul, 40 t grafit, 34.955 t stenolie, 290 t rav, 4.530.978 t jernmalm, 316.668 t zinkmalm, 91.377 t blymalm, 574.201 t kobbermalm, 16.050 t nikkelmalm, 6.009 t arsenmalm, 766 t manganmalm, 398.426 t svovlkis, 1.476.228 t stensalt, 7.670.483 t kalisalte og 89 t boracit.
Jernvejsnettet udgjorde 1921 37.279 km statsbaner og 9.420 km privatbaner.
Forfatning.
Siden trediveårskrigens dage udvikledes statsordningen mere og mere til et enevældigt monarki, idet de tidligere landsstænder for de enkelte landskaber efterhånden tabte al virkelig magt og indflydelse. Herskeren (oprindelig kurfyrste af Brandenburg, siden 1700 konge af Preussen) tog personlig meget virksomt og afgørende del i statens styrelse, og både den store kurfyrste og senere kong Frederik 2. førte i krigene selv deres hære. Ved siden heraf fik adelen afgjort forrang både i forvaltningen og i hæren. Efter frihedskrigen mod Napoleon 1. lovedes der 1815 rådgivende provinsialstænder, og 1823 kaldtes det i live: der var 8 særskilte forsamlinger, og valgretten til disse var knyttet til grundejendom med stærk hensyntagen til adel og godsejere. 1817 oprettedes desuden et statsråd, sammensat især af høje embedsmænd, men uden fastsat myndighed og magtområde. 1842 indkaldtes udvalg fra stænderforsamlingerne til fælles rådslagning, og 1847 og 1848 selve disse til en forenet landdag, dog uden afgørende indflydelse.
Efter martsrevolutionen 1848 udarbejdede en meget demokratisk nationalforsamling (maj-november) en frisindet grundlov med dybe indgreb i kongens myndighed, og her efter kundgjorde kongen 5. december 1848 på egen hånd en forfatning med to folkevalgte kamre, men denne ændredes senere i afgjort reaktionær retning. 31. januar 1850 fik den sin endelige skikkelse, dog med visse ændringer (fra 1851—1857). Efter denne var Preussen vel et indskrænket monarki, men kongen, der siden 18. januar 1871 (170-årsdagen efter den første kongekroning) også var tysk kejser, fik dog personlig en væsentlig og afgørende del i statsstyrelsen. Han valgte selv sine ministre (9—10 i tallet) efter sit skøn, uden parlamentarisk hensyn, og udøvede sin myndighed ved et civilt og et militært kabinet, mens hans hærbefalinger som øverste»krigsherre«og hans anordninger som kirkens — d. v. s. den evangeliske-lutherske kirkes — overhoved ikke skulle have nogen ministers medunderskrift. Lovgivningsmagten delte han med en landdag, der også skulle bevilge nye skatter og fastsætte rigets årlige udgifter. Den var delt i to huse: herrehuset, som 1914 talte 314, dels arvelige, standesherrer og andre adelige stormænd, 98, dels livsvarige, som kongen udnævnte enten på egen hånd, 46, eller efter indstilling fra visse adels- eller godsejer-korporationer, en del store byer og universiteter, 170, altså en overvejende adelsforsamling, og underhuset, hvis 443 medlemmer siden 1888 valgtes på 5 år (hidtil 3) i 256 valgkredse. Valgret udkom vist nok alle 24-årige mænd (valgbarhedsalderen var 30 år), men valget foretoges ved valgmænd, som blev udsete ved det ejendommelige såkaldte treklassevalg: valgkredsen deltes nemlig i mange små stemmekredse, og vælgerne i disse deltes efter skatydelse i tre klasser, der hver udredede en trediedel af den samlede skat og derfor også valgte lige mange valgmænd, hvor efter samtlige valgmænd under eet valgte de medlemmer, som tilkom den, så at de velhavende klasser fik en overvejende indflydelse. Underhuset havde fuld myndighed over udgiftsbevillingen, idet herrehuset kun måtte stemme over finansloven som helhed.
Til den tyske rigsdag valgte Preussen i enkeltmandskredse 236 medlemmer (omtrent 3/5 af hele tallet), mens kongen i forbundsrådet havde 17 stemmer af 61.
Ved den tyske revolution 1918 efter verdenskrigen omstyrtedes hele denne statsordning med dens særlig preussiske præg (kongens personlige magt, herrehuset med dets junkere, og endelig treklassesystemet). Preussen var nu kun en del af den tyske republik, og efter forfatningen af 30. november 1920 var landdagen folkets højeste myndighed. Forfatningsændringer skulle vedtages med 2/3 stemmer i en landdag, der talte mindst 2/3 af samtlige medlemmer. Landdagen valgte til leder af statsstyrelsen en statsminister, som der efter selv valgte sine 7 kaldsfæller.
Almindelig folkeafstemning kunne kræves om ændringer i grundloven, nye love og landdagens opløsning. Landdagens medlemmer, 413 i tallet, valgtes på 4 år af alle 20-årige mænd og kvinder i 23 store kredse ved forholdstalsvalg. Af provinslanddagene og Berlins byråd valgtes et statsråd af 79 medlemmer, 1 for hver 500.000 indbyggere, dog mindst 3 for hver provins. Statsrådet kunne både fremsætte nye lovforslag og afgive betænkninger over sådanne samt nedlægge indsigelse imod de af landdagen vedtagne love; i så fald skulle disse på ny underkastes landdagens overvejelse og der efter vedtages med 2/3 stemmers flertal, da de i modsat fald enten bortfaldt eller underkastedes folkeafstemning.
Til den tyske rigsdag valgte Preussen i 23 særskilte kredse 217 medlemmer og til det tyske rigsråd 26 af 66.
Forvaltning.
Under kongedømmet var Preussen delt i 12 provinser — foruden Berlin og Hohenzollern — hver med sin overpræsident, som kongen udnævnte, og med sin landsdirektor, udvalgt på 6—12 år af landdagen og stadfæstet af kongen; han var den egentlige leder af provinsens stedlige forvaltning og havde ved sin side et stående udvalg. Som underafdelinger af provinsen var der 35 regeringsdistrikter (»bezirke«) med en regeringspræsident i spidsen, og 596 kredse, deraf 109 særlige stadkredse, hver med en landråd, som kongen udnævnte efter indstilling af kredsdagen, og som i reglen var en af de store godsejere, og en kredsdag.
Kredsordningen, som fra arild’s tid var meget konservativ med overvejende hensyntagen til adel og godsejere, blev 1872 stærkt ændret i mere tidssvarende retning, dog ikke i provinsen Posen, hvor ordningen fra 1828 vedblev at være i kraft (selvfølgelig for at sikre tyskhedens overvægt). Kredsdagene dannedes således, at de tre samfundsklasser, stadsboere, landboere og højeste skatteydere valgte så mange medlemmer, som svarede til deres talrighed, dog med stærk begunstigelse for den sidstnævnte klasse. Kredsdagenes medlemmer var valgte på 6 år og indkaldtes 2 gange årligt. Byerne havde et ret udstrakt selvstyre med de af byrådene valgte, dog af kongen stadfæstede, borgmestre — i større byer overborgmestre. Landkommunerne styredes af et råd på 6—24 medlemmer, valgte på 6 år, og en kommuneforstander, valgt af rådet, men stadfæstet af landråden. I spidsen for en gruppe af kommunen var der en amtsforstander, udnævnt af provinsens overpræsident efter kredsdagens indstilling; det stedlige politi stod under ham.
Under kongedømmet stod i spidsen for den evangeliske kirke et overkirkeråd, oprettet 1877, og siden 1876 en generalsynode. Omtvistede forvaltningsspørgsmål afgjordes af overforvaltningsretten i Berlin, og statens regnskabsvæsen var henlagt under overregnskabsretten.
Efter omvæltningen 1918 blev alle disse forhold væsentlig ændrede, idet det særlig preussisk præg måtte vige for en ordning efter det sædvanlige demokratiske skema. Den ydre ramme med overpræsident, landsdirektor og landråder samt provinslanddag og kredsdag var vel vedligeholdt, men idet valgretten til de nævnte råd, såvel som til de kommunale, var overdraget til folkets store mængde af begge køn efter forholdstalsvalgmåden, var den virkelige ordning blevet en helt anden. Preussen talte under nyordningen 14 provinser, idet Posen var gået tabt, og grænselandet havde afløst Vestpreussen, hvor imod Berlin regnedes for en særskilt provins og ligeledes Hohenzollern, mens Schlesien deltes i Øvre- og Nedreschlesien.
Finansvæsen.
Den preussiske stat havde i det 19. århundrede besiddet både indirekte og direkte skatter. Hvad tolden angår udformedes den efter Napoleons-krigene i 1818 i frisindet retning; men af betydning for den blev dog navnlig dannelsen af den tyske toldforening 1833, der også omfattede Preussen, og som senere kom til at danne grundlaget for det nordtyske forbund. Ved oprettelsen af det tyske rige tilfaldt tolden og de indenlandske forbrugsafgifter dette, mens de direkte skatter blev hos enkeltstaterne. De preussiske direkte statsskatter gennemgik i det 19. århundrede betydningsfulde forandringer. Efter lovgivningen af 1820 bestod der på landet en klasseskat og i byerne en formalings- og slagteskat. Disse skatter gav imidlertid efterhånden plads for indkomstbeskatning. Desuden besad staten indtægtskildeskatter på faste ejendomme og næringsvirksomhed.
Af gennemgribende betydning for Preussens skatteforhold blev dernæst de store reformer, der gennemførtes 1891—93 af finansminister Miguel. Disse reformer lod indtægtskildeskatterne tilfalde kommunerne, der desuden inden for visse grænser kunde anvende en indkomstskat. Endvidere blev statens indkomstskat stærkt moderniseret, navnlig ved gennemførelsen af progressionsprincippet, og sammenknyttet med en formueskat. 1. verdenskrig, der vældig forøgede rigets udgifter, modnede tanken om en rigsindkomstskat, der indførtes i 1920. Samtidig bortfaldt indkomstskatten til enkeltstaterne (der under Preussen) og kommunerne. Begge fik til gengæld part i rigsindkomstskatten. En meget vigtig indtægt havde den preussiske stat haft i jernbanerne, der i tiden før 1. verdenskrig havde givet stort udbytte; men i 1920 gik de over til riget.
Preussen havde indtil hen imod slutningen af det 19. århundrede en forholdsvis beskeden statsgæld. Endnu 1870 udgjorde den kun 1 1/2 milliard mark, men før 1. verdenskrig ca. 10 milliarder. Denne forøgelse var for en stor del medgået til jernbaner og lignende anlæg, i hvilke staten i forbindelse med domæner, bjergværker med mere havde værdifulde aktiver, hvis udbytte ydede mere end dækning for statsgældens forrentning. Under verdenskrigen var stigningen i den preussiske stats (i modsætning til rigets) gæld forholdsvis beskeden; den forøgedes fra 1914—19 fra ca. 10 til ca. 14,7 milliarder mark, men aftog der efter til ca. 3,4 milliarder i 1921. Årsagen hertil var væsentlig, at riget sammen med jernbanerne havde overtaget den på disse hvilende gæld.
Historie.
Navnet Preussen som betegnelse for en stat har i tidens løb været brugt i tre ulige betydninger, idet derved forstodes først (1230—1525) de tyske ridderes ordensstat, dernæst (1525—1701) et verdsligt hertugdømme og endelig, (fra 1701) et kongerige, ɔ: ikke alene det egentlige Preussen, men det hele hohenzollernske monarki, der 1918 blev en republik.
Preussen som gejstlig ordensstat.
Landstrækningerne langs Østersøens sydkyst mellem Pommern og Livland, de senere preussiske provinser Øst- og Vestpreussen, synes ved vor tidsregnings begyndelse at have været hjemsted, i alt fald delvis, for folkeslag af gotisk herkomst, men i 6. århundrede gav disse stammer plads for et folk, preusserne (pruzzer, latin: "borussi"), hvis sprog, der endnu i slutningen af 17. århundrede ikke var helt uddødt, sammen med litauisk og lettisk udgør den baltiske sprogklasse, nær beslægtet med slavisk. Preusserne ernærede sig ved agerbrug, kvægavl, fiskeri og en ret livlig handel, idet fremmede købmænd hyppig besøgte deres land, der alt i oldtiden var bekendt for sin rigdom på rav. De var delte i stammer, som på patriarkalsk vis styredes af høvdinger, men ved siden af disse havde præsterne en vigtig politisk betydning og øvede som indehavere af de nationale traditioner en stor magt over folket, der under deres påvirkning ikke alene hårdnakket holdt fast ved sin gamle hedenske tro, men atter og atter optog en lang, fortvivlet kamp for politisk uafhængighed. I slutningen af 10. århundrede trængte de første kristne missionærer ind i Preussen, men mødtes straks med afgjort uvilje af befolkningen, og flere af dem måtte bøde med livet for deres dristighed, således biskop Adalbert af Prag (997). Polske fyrster søgte i løbet af 12. århundrede under blodige kampe at bringe preusserne bort fra hedenskabet, men udrettede intet, og en af dem, fyrst Konrad af Masovien, henvendte sig da til den tyske ridderorden (1226), der gik ind på hans forslag om at erobre og kristne Preussen. Ordenens daværende højmester, Hermann von Salza, modtog på ordenens vegne Preussen af kejser Frederik 2. som et tysk rigslen, og under ledelse af 20 ordensriddere med den tapre Hermann Balk i spidsen begyndte da den langvarige (1230—83) og blodige erobringskrig. Det endte med, at de preussere, der ikke flygtede til Litauen, måtte underkaste sig og lade sig kristne. Under og efter krigen trængte tyskere i mængde ind i landet, fortrængte mere og mere de indfødte, byggede byer og indrettede landkommuner, mens den tyske ridderorden, hvis højmester 1309 flyttede fra Venezia til Marienburg, havde magten i landet. Der fulgte nu en rig blomstringstid for ordenslandene, men efter at Litauen og Polen var blevet forenet 1386, truedes ordenens herredømme dels fra denne nabo, dels fra landets egen adel og stæder, der under trykket af den stærk tiltagende skattebyrde krævede stænderrettigheder. Over for Polen led ordenen 1410 et stort nederlag under slaget ved Tannenberg, og da den til trods herfor stadig stillede sig afvisende over for adel og stæder, gjorde disse til sidst fælles sag med Polen, der efter nye angreb på ordenen tvang denne til at afstå landet omkring Weichsel, Vestpreussen, mod at beholde det øvrige, Østpreussen, som len af Polen (freden i Thorn 1466). Under fortsatte kampe, der gik ud på at få lensforholdet til Polen ophævet, blev Albrecht af Brandenburg-Ansbach ordenens højmester. Efter personlig påvirkning af Luther gik han over til protestantismen, nedlagde sin værdighed som højmester og sluttede i Krakov forlig med Polens konge Sigismund (1525), hvorved Albrecht blev anerkendt som hertug af Preussen mod at aflægge lensed til den polske krone.
Hertugdømmet Preussen.
Efter at Albrecht 9. maj 1525 havde holdt sit indtog i Königsberg og var blevet hyldet som hertug, indrømmede han omsider adel og stæder stænderrettigheder. De fleste forhenværende ordensriddere giftede sig nu, hertugen selv ægtede en datter af kong Frederik 1. af Danmark, og reformationen, der fik en kraftig støtte i det 1544 i Königsberg stiftede universitet, blev uden synderlig modstand gennemført hele landet over. I øvrigt fyldtes hans og hans søns regeringstid af jævnlige stridigheder af kirkelig og politisk art, under hvilke sidste stænderne atter søgte støtte hos Polens konge. Albrechts søn og efterfølger, Albrecht Frederik (1568—1618) var fra 1577 sindssyg, og Preussen måtte styres af formyndere, af hvilke den sidste, Johan Sigismund, kurfyrste af Brandenburg, var Albrecht Frederik’s svigersøn og arvede Preussen 1618, så at Preussen dermed var forenet med Brandenburg.
Under Johan Sigismund’s efterfølger Georg Vilhelm (1619—40) blev Preussen på grund af lensforholdet til Polen for en del besat af Gustaf Adolf under hans krig med dette rige, men synderlig større skade end tab af søstædernes toldindtægter, der gik i den svenske krigskasse, led landet dog ikke, lige som det heller ikke plagedes af fjendtlige indfald, mens trediveårskrigen stod på. Med stænderne stod Georg Vilhelm lige som sine forgængere på krigsfod, og det blev ikke bedre efter hans død (1640), da hans søn. Frederik Vilhelm,»den store kurfyrste«, tog styret; thi mens det trods alle vanskeligheder lykkedes denne udmærkede statsmand og feltherre i få år at gøre sig til herre over situationen i sine tyske arvelande, som han udvidede betydelig ved denwestfalske fred (1648), stod han i mange år magtesløs over for de preussiske stænder, der stadig fandt støtte hos Polens konge. Under Karl 10. Gustav’s angreb på Polen måtte han 1656 anerkende denne som sin lensherre for Østpreussens vedkommende (indtil overenskomsten i Labiau samme år). Ved overenskomsten i Wehlau 1657, der stadfæstedes ved freden i Oliva 1660, slap endelig Østpreussen for lensafhængigheden af Polen, og nu, da stænderne ikke længere havde noget rygstød i Polen, kunne Frederik Vilhelm uhindret, men kun ved anvendelse af magtmidler, tvinge dem til at føje sig efter hans vilje (1662), og siden den tid var der ikke mere tale om nogen selvstændig optræden fra stændernes side.
Preussen blev nu et led i den store statsorganisme, som det blev Frederik Vilhelm’s opgave at sætte i stedet for den løst sammenhængende, af forskelligartede dele bestående landmasse, han havde fået i arv fra sine forfædre og forøget med nye erhvervelser. At han gennemførte sine dertil sigtende planer i et sådant omfang, at der derved fremkom et grundlag af den solideste art for den kommende tids statsbygning, har skaftet ham tilnavnet»den store kurfyrste«; det velordnede statsmaskineri, der knyttede vidt spredte landsdele sammen til et hele, den ypperlige embedsstand, fra hvem de administrative traditioner udgik, der skulle blive Preussens styrke og stolthed, den fortrinlige hær, der stod sin prøve i slaget ved Fehrbellin (28. juni 1676), og inden for hvis rammer en kraftig patriotisme snart begyndte at udvikle sig, alt dette blev til på hans initiativ, og side om side med hans utrættelige arbejde for at fremme statens og folkets økonomiske velfærd gik hans kloge, vidt skuende udenrigspolitik, der ikke veg tilbage for en kraftig indgriben i den europæiske politik, når statens interesser syntes at fordre en sådan. Han deltog derfor i den første koalitionskrig mod Frankrig (1672—79), hvorved han vel ikke erhvervede nogen landudvidelse af betydning, kun et stykke af Svensk Pommern (freden i St Germain 29. Juni 1679), men det var fra nu af klart, at hans stat ved siden af kejseren var Tysklands ledende magt.
Hans søn og efterfølger Frederik 3., der 9. maj 1688 overtog arven efter sin fader, var en godmodig, men svag og i høj grad forfængelig fyrste, under hvem Preussens udvikling fortsattes, særlig i begyndelsen, i forgængerens spor. Men noget nyt var Frederik’s utæmmelige trang til ydre pragt, i forbindelse med hans virkelige interesse for kunst, lige som også videnskaben fandt en beskytter i ham (Berlins Videnskabernes Akademi og kunstakademi stammer fra hans tid). Pragtlysten fik ham til at stræbe efter kongekronen, og denne stræben blev bestemmende for hans udenrigspolitik. Vel kunne han nemlig i egenskab af suveræn hertug af Preussen gøre sig til konge, men som følge af sin stilling som tysk lensfyrste dog ikke uden kejserens tilladelse. Derfor stillede han i den anden koalitionskrig mod Ludvig 14. (1688—97) et troppekorps til kejserens disposition (hvad der ved freden i Rijswijk ikke indbragte ham den allerringeste fordel), sluttede sig kort før den spanske arvefølgekrigs begyndelse til Østrig og opnåede da, mod løfte om, så længe krigen varede, at lade et preussisk hjælpekorps kæmpe under de kejserlige faner, Kejserens tilladelse til at antage titel af konge af Preussen (16. november 1700). 18. januar 1701 foregik kroningen i Königsberg, og hermed var Hertugdømmet Preussen forvandlet til Kongeriget Preussen. Men skønt kongetitelen kun gjaldt for Preussen alene, blev den straks i den almindelige bevidsthed overført på kongens øvrige lande, så at det preussiske kongedømme fra nu af var ensbetydende med hele det hohenzollernske monarki.
Kongeriget Preussen.
Frederik 1. (således kaldte Frederik 3. sig efter kroningen) fik på fredskongressen i Utrecht (1713) europæisk anerkendelse af sin kongeværdighed. Ved arv og underhandlinger udvidede han sine lande med en del af det spanske Øvregeldern, Grevskabet Lingen med mere. Men den forøgede anseelse, han ved alt dette opnåede, var dyrekøbt, idet hans nære tilknytning til kejserens krigspolitik hindrede ham i under den store nordiske krig at varetage Preussens interesser ved Østersøen. Dertil kom den ganske urimelige ødslen med statens penge, der behøvedes for at bringe hoffet på højde med stormagternes. Trods disse umiskendelige svagheder ved hans styrelse tiltog dog i hans regeringstid folkemængden, og statsindtægterne blev næsten fordoblede.
Frederik Vilhelm 1..
Hans søn og efterfølger, Frederik Vilhelm 1. (1713—40), var en fuldstændig modsætning til faderen, nøjsom og sparsommelig, virksom og handlekraftig, men også sær og brutal. Blottet for krigerisk ærgerrighed satte han sig som mål for sin udenrigspolitik at vedligeholde freden for at give Preussen ro til at samle kræfter. Efter freden i Utrecht (1713) deltog han ganske vist i den store nordiske krig og vandt ved freden i Stockholm (1720) Stettin og Forpommern indtil Peene-Floden; men i resten af sin regeringstid kunne han i fred arbejde på at hjælpe sine lande frem — hans hjælp til kejseren med et korps på 10.000 mand i den polske tronfølgekrig afbrød ikke arbejdet. Først og fremmest måtte der bringes orden i de stærkt svækkede finanser. Derfor blev den pragtfulde og kostbare hofholdning straks afskaffet, og det strengeste sparsommelighedssystem gennemført med urokkelig konsekvens både i kongens hus og i alle statsadministrationens grene. Alle statsindtægter skulle uden nogen afkortning indbetales til en nyoprettet institution, Generaloverfinanskrigs- og domænedirektoriet, og her blev udgiftsposterne i de yderste detaljer så nøjeregnende afvejede i forhold til indtægterne, at staten til enhver tid punktlig kunne præstere sine betalinger, og et overskud hvert år henlægges til et reservefond i rede penge, så at Preussen i krigstilfælde kunne være uafhængigt af fremmede subsidier. Indkomsterne forøgedes dels ved et vidtgående kontrolsystem, navnlig hvad toldvæsenet angik, og ved en mere praktisk og billig administration, dels ved en bedre udnyttelse af domænerne og endelig ved befolkningens tiltagende skatteevne, der var en følge af næringsvejenes forbedrede tilstand. Med megen kraft virkede han for handelens og industriens opkomst efter de merkantilistiske grundsætninger, og også landbruget blev stærkt fremmet, især i Østpreussen, hvortil en mængde fremmede nybyggere indkaldtes for at ophjælpe det af en frygtelig pest 1709—10 hærgede land. Til fremme af videnskab og kunst blev der intet til overs på budgettet, men så meget des mere til hæren. Ved siden af sit arbejde på at bringe balance i statshusholdningen anså nemlig Frederik Vilhelm det for sin hovedopgave at skaffe Preussen en stærk hær for derved at kunne hævde en nogenlunde selvstændig stilling over for nabomagterne. Af statsindtægternes 7 millioner thaler gik de 5 til hæren, men så lykkedes det også kongen at skabe en vel indøvet og fortrinlig disciplineret hær med et ypperligt officerskorps, der blev den første stand i riget. Hæren, der for en del rekrutteredes fra landet selv ved udskrivning, havde ved Frederik Vilhelm’s død nået en størrelse af over 80.000 mand og var dermed blevet den fjerde største i Europa. Også civiletaternes embedsmænd måtte gennemgå en streng skole i Frederik Vilhelm’s tid, deres retskaffenhed og ubestikkelighed blev nøje kontrolleret og deres myndighed øget på bekostning af de rester af selvstyre, der endnu fandtes rundt om i provinserne. Preussen fik derved en nøjsom, pligtopfyldende, energisk og patriotisk embedsstand. Denne og hæren blev grundpillerne for 18. århundredes Preussen.
Frederik den store.
Under hans søn og efterfølger, Frederik 2., den store (1740—86), udvidedes Preussen ved de to schlesiske krige i fyrrerne med det meste af Schlesien og ved Polens 1. deling (1772) med næsten hele Vestpreussen, så at Preussens landområde under hans regering voksede fra omtrent 120.000 km2 til omtrent 200.000 km2 og befolkningen forøgedes fra 3 1/2 til 534 million. Men i tiden mellem landerhvervelserne, fra 1756 til 1763, måtte Preussen udkæmpe den preussiske syvårskrig med 3 europæiske stormagter, Østrig, Rusland og Frankrig, en krig, der vel ikke kostede landafståelser, men som til trods for det europæiske ry, den skaffede feltherren og statsmanden Frederik 2., og den stormagtsstilling, Preussen fra da af kom til at indtage, dog ved sine altomfattende hærgninger satte Preussen så langt tilbage, at der skulle kongens hele ubøjelige vilje og utrættede handlekraft til for at bringe landet på fode igen. På økonomisk område fortsattes i tidligere tiders spor, for handelens og industriens vedkommende efter merkantilismens grundsætninger med beskyttelse, statsstøtte og monopoler, hvad der dog førte til bedre resultater her end de fleste andre steder, for landbrugets vedkommende ved indkaldelse i stor stil af fremmede til de efter krigen mennesketomme egne — befolkningen var gået tilbage med 1/3. Derimod nåede man ikke langt med forbedring af de sociale kår på landet. Kongen fastholdt en skarp adskillelse mellem stænderne som gavnlig for staten. Således fik adelen eneret, men også pligt til at tjene som officerer, hvorved den for den preussiske officerstand særlig udprægede kasteånd skabtes. På åndslivets område var kongen helt den ny tids mand. Der gennemførtes nogenlunde tænke-, tale- og skrivefrihed, undervisningen, især dog den højere, reformeredes i oplysningstidens ånd, retsplejen blev human. En ypperlig gennemført nyordning af forvaltningen kom ikke mindst statsfinanserne til gode; men disses blomstrende tilstand ved kongens død (en krigsskat på 70 millioner thaler var da i behold) beroede nok så meget på toldbeskyttelse og monopoler, der lagde et knugende tryk på befolkningen. Til gennemførelse af hele dette værk krævedes fred, og Preussens udenrigspolitik gik derfor ud på at opretholde denne. Den nære tilslutning til Rusland, Frederik 2. søgte efter syvårskrigen, ophørte således, da Ruslands stærke udvidelseslyst over for Tyrkiet truede med at bringe det i krig med Østrig, hvorved Preussen let ville blive draget med ind i krigerske forviklinger. Der fandt da en tilnærmelse sted mellem Preussen og Østrig, hvad der foranledigede Rusland til at gå ind på det af Frederik 2. fremsatte forslag at skåne Tyrkiet mod som erstatning at annektere en del af Polen, ved hvis første deling (1772) Preussen fik Vestpreussen (undtagen Danzig og Thorn) samt Netze-distriktet, hvorved det lykkedes at bringe Østpreussen i sammenhæng med det øvrige preussiske statslegeme. I øvrigt varede tilnærmelsen til Østrig ikke længe, og under den bayerske arvefølgekrig (1778—79) mødte kejseren den kraftigste modstand fra Preussens side, lige som Frederik 2. ved at stille sig i spidsen for det tyske fyrsteforbund (1785) optrådte som anerkendt fører for oppositionen i Tyskland mod kejserhoffets planer.
Frederik Vilhelm 2. og Frederik Vilhelm 3..
Denne politik fortsattes ind i det næste tidsrum, den snes år, der fulgte efter Frederik 2.s død, og som var en afgjort nedgangstid for Preussen. Hertil bidrog ikke blot, at landet beherskedes af svage og vankelmodige konger (Frederik Vilhelm 2. til 1797 og derefter Frederik Vilhelm 3.), men også de uberegnelige og uforudseelige omvæltninger, den franske revolution førte med sig. I den første halve snes år forvikledes stillingen yderligere af det polske spørgsmål. Preussens overleverede modsætningsforhold til Østrig gjorde det naturligt for Preussen at støtte Polen. Men omtrent samtidig knyttedes der dog, med faren fra vest for øje, så nær forbindelse mellem Preussen og Østrig, at da Frankrig april 1792 erklærede Østrig krig, fik dette straks Preussen til forbundsfælle. Derved splittedes Preussens kræfter og interesser, og derved forspildtes chancerne, især over for Frankrig. Nogle sejre, Preussen 1793 og 1794 vandt over franskmændene, fik ingen ret som følge af forholdet til Østrig.
Ved Polens anden Ddeling (1793), hvor Preussen svigtede Polen og ved særaftaler med Rusland erhvervede Danzig og Thorn samt distrikterne Posen og Gnesen, narrede det nemlig Østrig, der intet fik, og forholdet blev derfor så spændt mellem dem, at al samvirken mod Frankrig ophørte, ja 1795 sluttede Preussen endog fred med Frankrig i Basel for ikke at gå glip af sin del af Polen ved dette riges opløsning. Ved Baselfreden mistede Preussen sine små besiddelser vest for Rhinen (en del af Cleve, Geldern og andet) mod løfte om vederlag derfor ved den endelige fred. Ved Polens opløsning erhvervede det landene på Weichsels venstre bred med Warszawa samt et bælte i nordøst indtil Niemen. I det følgende tiår (til efteråret 1806) nåede Preussen for så vidt det mål, Frederik Vilhelm 3. satte sig, som det bevarede neutraliteten: men for at opnå dette måtte det bøje sig så stærkt for Napoleon’s vilje, at det mistede al indflydelse på den europæiske politik. Vel fik det mere end rigelig erstatning for afståelserne på venstre Rhinbred i de rigsstæder og bispedømmers landområder, der tilfaldt det ved Regensburg-beslutningen af 1803; men da koalitionskrigen 1805 brød ind over Tyskland, svajede kongen frem og tilbage mellem Rusland og Frankrig. Efter slaget ved Austerlitz (2. december) følte han sig tvungen til at slutte forbund med Napoleon, der overlod ham de engelske kongers land, Hannover, men kort tid derefter tvang ham til at lukke sine havne for England. De ulemper, denne foranstaltning medførte, den uvilje det vakte, at Napoleon under sommerens fredsforhandlinger egenmægtig tilbød England det til Preussen overladte Hannover, og endelig den harme, der fyldte preusserne såvel som alle andre tyskere, fordi Napoleon lod sine tropper blive stående i Tyskland, bragte omsider det i Preussen længe tilbagetrængte krigsparti overtaget, og da Preussen forlangte, at Napoleon skulle trække sine tropper ud af Tyskland, var det forbi med Preussens 11-årige fredstilstand. Den 14. oktober 1806 stod slaget ved Jena og Auerstädt, hvor Napoleon og marskal Davoust tilføjede den preussiske hær et knusende nederlag. Virkningen heraf var fuldstændig lammende for de preussiske våben. Hæren opløste sig, fæstningerne, selv de stærkeste, overgav sig uden at forsøge noget forsvar, og Napoleon holdt, uden at der blev gjort det ringeste forsøg på at hindre det, sit indtog i Berlin, mens Frederik Vilhelm 3. flygtede til Königsberg, hvorfra han påkaldte Ruslands Hjælp. Men da russerne efter slagene ved Eylau (7. februar 1807) og Friedland (14. juni samme år) begyndte fredsunderhandlinger, var der intet håb mere for Preussen, som ved freden i Tilsit (9. juli) måtte bøje sig for sejrherrens vilje og afstå omtrent halvdelen af sit territorium, nemlig alle de ved Polens anden og tredie deling erhvervede provinser samt alle sine besiddelser vest for Elben (i alt 156.000 km2 med ca. 5 mio. indbyggere). Desuden skulle der udredes overordentlig store summer i krigskontributioner. At et preussisk monarki overhovedet vedblev at bestå, var en nådessag af Napoleon, og mange mente, at dets fuldstændige opløsning kun var et tidsspørgsmål. Regeringskredsene var rådvilde og modløse, mens den langt overvejende del af folket forholdt sig som passiv tilskuer, idet det, vant som det var fra gammel tid til at modtage alt fra oven, savnede medborgerlig ansvarsfølelse. Men ulykken og ydmygelsen vakte nationen til bevidsthed om den truende fare, fædrelandets nød satte patriotismen i bevægelse og kaldte en sådan begejstring for kampen for den nationale uafhængighed til live, at de betydelige mænd, der nu fremtrådte, trøstig kunde tage fat på det store reorganisationsarbejde, der tiltrængtes i det indre, hvor alt siden Frederik 2.s død havde stået i Stampe. Vel var den under Frederik Vilhelm 2. genindførte censur og trostvang atter fjernet af sønnen; vel var faderens for staten så fordærvelige ødselhed standset under sønnen, men ingen som helst fremgang havde fundet sted, og evneløse kabinetsregeringer havde ingen forestilling haft om den ny tids krav, lige som hæren alene levede på sit ry fra Frederik 2.s Dage og ikke havde formået at følge med tiden. Kun ved et ihærdigt arbejde var der nu håb for landet om engang at vinde tilbage, hvad det ved egen skyld havde tabt.
Påvirket af dronningen (Louise af Preussen) gav kongen efter for bevægelsen og omgav sig med ny ministre, blandt hvilke friherre von Stein var den ledende ånd. I efteråret 1807 satte han det store oprejsningsarbejde i gang, hvis mål var fri adgang til erhverv uden hensyn til stand og medvirkning af dele af folket ved forvaltning og styrelse. Således blev bøndernes arvelige afhængighedsforhold af herremanden ophævet og deres stilling på andre områder noget forbedret. Stæderne fik kommunalt selvstyre, og lavstvangen indskrænkedes, mens civiladministrationen omordnedes, og en militær kommission omorganiserede fuldstændig hæren, hvis grundlag blev værnepligt og ikke som hidtil hvervning. Napoleon tvang vel Frederik Vilhelm 3. til at afskedige von Stein (november 1808), og en konservativ regering kom i stedet, men da Hardenberg 1810 blev udnævnt til regeringschef med titel af statskansler, fortsattes reformarbejdet i von Stein’s ånd. Jøderne fik borgerlige rettigheder, og man satte alt ind på, skønt man ifølge Napoleon’s påbud ikke måtte holde mere end 40.000 mand på benene, at indøve en så stor troppestyrke som muligt. I samme retning virkede på de nationalt vågne dele af befolkningen også taler og skrifter af ledende mænd på åndslivets område, og endelig bragte fremmedherredømmets stadig voksende økonomiske tryk også masserne med i bevægelsen. Preussen, der 1809 ikke havde sluttet sig til Østrig og 1812 havde måttet sende et hærkorps mod Rusland, var derfor fuldt færdig til 1813 at give signalet til den tyske uafhængighedskrig mod Napoleon, dets hær gik sammen med de andre koalitionsmagters over Rhinen og havde i slaget ved Waterloo (18. juni 1815) hovedandelen i Napoleon’s endelige nederlag. Wienerkongressen gav ikke Preussen fuld erstatning for, hvad det havde tabt 1807, idet det måtte afstå de ved Polens opløsning (1795) erhvervede provinser til Rusland, Ansbach og Bayreuth til Bayern og Østfriesland, Hildesheim og Goslar til Hannover, mens det til gengæld fik det halve af kongeriget Sachsen, Svensk Forpommern (mod afståelsen af Lauenburg til Danmark), en afrunding af Westfalens grænser og en betydelig udvidelse af landene vest for Rhinen, navnlig store stykker af de gamle ærkestifter Köln og Trier; i alt mistede det 37.000 km2. Indbyggerantallet der imod blev ikke formindsket (ca. 10 mio.).
I de nærmest påfølgende år gennemførtes en række betydningsfulde reformer: staten fik en hel ny administrativ inddeling, finanserne bragtes i god orden, handel og industri nød godt af regeringens ret liberale toldpolitik (de indenrigske toldgrænser ophævedes og et toldforbund med andre tyske stater oprettedes), den i 1814 indførte almindelige værnepligt hævede i høj grad hærens anseelse og dygtighed, og det højere og lavere skolevæsen sattes i en for hin tid mønsterværdig stand, navnlig efter skolepligtens indførelse (1819). Når befolkningen trods alt dette ikke følte sig tilfreds, men tværtimod år for år gav sin misstemning stærkere og stærkere udtryk, lå grunden hertil i regeringens politiske holdning, idet det Stein-Hardenberg’ske frisind, der havde præget den preussiske politik 1808—15, var veget for en reaktionær strømning, der havde fået magten over kongen og ført ham langt bort fra de liberale ideer, han endnu 1815 havde billiget. Dette forandrede standpunkt førte til, at Preussen i den hellige alliances ånd, hvad udenrigspolitikken angik, trolig fulgte i Østrigs og Ruslands spor og på kongresserne i Aachen, Troppau, Laibach og Verona deltog i forhandlingerne om undertrykkelsen af folkenes frihedskrav, politi og censur kuede enhver fri rørelse, og efter Wartburg-festen 1817 og Kotzebue’s mord (1819) tiltog regeringens forfølgelser af»demagogerne«, der måtte bøde for deres frihedskærlighed med hårde fængselsstraffe. Det løfte, kongen 1815 havde givet om en fri forfatnings indførelse, blev ikke opfyldt. Preussen måtte i steder herfor nøjes med rådgivende provinsialstænder (1823). Hvad der end ydermere forøgede befolkningens misfornøjelse, var regeringens kirkepolitik. Kongen havde nemlig ved reformationens trehundredaarsfest 1817 påbudt en union mellem den lutherske og den reformerte kirke i Preussen, og da denne sammensmeltning mødte modstand fra de strenge lutheraneres Side, blev der anvendt tvang, hvad der foranledigede dannelsen af gammellutheranske menigheder, som måtte udstå hårde forfølgelser fra statens side. Også de katolske ærkebiskopper af Köln og Posen, der kun under visse betingelser ville tillade blandede ægteskaber, blev fjernede fra deres embeder (1837 og 1838), hvor efter de blev straffede med fæstningsarrest. Det politiske og kirkelige tvangssystem, Frederik Vilhelm 3. således satte i scene, bevirkede naturligvis, at man, hvor meget man end agtede ham som privatmand, følte hans død (7. juni 1840) som en lettelse, idet hans søn og efterfølger, Frederik Vilhelm 4., antoges at være en ven af de nationale enhedsbestræbelser og at hylde friere anskuelser.
Frederik Vilhelm 4..
Højt kultiveret og med åben sans for åndsrørelser var han, og han standsede forfølgelserne mod gammellutheranerne og løslod de to fængslede ærkebiskopper, gav almindelig politisk amnesti, lettede til en begyndelse censuren, og med sin uvilje mod den myndige embedsmandsstand var han villig til at indrømme kommunale myndigheder, borgerlige korporationer, litteratur og erhvervsliv større uafhængighed af statsadministrationen end hidtil. Men det varede ikke længe, for han,»romantikeren på tronen«som han er blevet kaldt, viste, at han foretrak middelalderens patriarkalske fyrstevælde frem for moderne statsformer, ved at undertrykke enhver frihedsytring lige så brutalt som forgængeren. Over for liberalismens krav om en tysk enhedsstat holdt han på, at kejserdømmet skulle genoprettes, men uden noget folkevalgt parlament, de tyske fyrster skulle være vasaller af kejseren, chefen for det habsburg-lothringske Pius, så at den preussiske konge kun kom til at indtage den anden plads i riget. Da han endelig så sig nødsaget til at indhente stændernes garanti for statslån, indkaldte han april 1847 en af samtlige provinsialstænders medlemmer bestående landdag og tilføjede et af prinser og højadelige herrer bestående Pairskammer. Oppositionen i landdagen blev meget stærk, da dens krav om en konstitutionel forfatning ganske afvistes, ikke blot ved kongens udæskende ord om, at han aldrig ville tillade, at»et beskrevet Blad trængte sig ind mellem Vor Herre og Gud og dette Land for at regere os med sine Paragraffer«, men også ved hans urokkelige vægring ved at anerkende landdagen som et fast led i forfatningen. Kun kort tid fik landdagen lov til at forblive samlet, hvor efter bevægelsen voksede og ved efterretningen om februarrevolutionen i Paris tog så stærk fart, at kongen ved en proklamation af 18. marts 1848 fandt sig foranlediget til at indkalde landdagen på ny og give løfte om vigtige liberale reformer, lige som han ville anerkende en tysk parlamentarisk rigsforfatning. Store folkemasser strømmede til slottet for at takke kongen, men her kom det ved en misforståelse til en blodig kamp mellem tropperne og folket, der til sidst, da kongen lod militæret rømme byen, blev herre over situationen, og Frederik Vilhelm måtte da give efter; en konstituerende nationalforsamling skulle træde sammen i Berlin, og kongen måtte love at hjælpe slesvig-holstenerne mod Danmark, lige som han proklamerede sig selv som leder af den nationale enhedsbevægelse.
Den grundlovgivende nationalforsamling trådte sammen i Berlin 22. maj 1848, men spildte, efter at have forkastet regeringens forfatningsforslag, tiden med upraktiske forhandlinger, hvad der gav anledning til flere ministerskifter, mens det radikale parti skruede sine fordringer højere og højere i vejret, og pøbeloptøjer hørte til dagens orden. Endelig tog kongen mod til sig og stillede 8. november samme år grev Brandenburg i spidsen for et nyt ministerium, der med magt forlagde nationalforsamlingen til byen Brandenburg, og da en stor del medlemmer ved ikke at møde bevirkede, at forsamlingen blev beslutningsudygtig, blev denne opløst og en forfatning oktroieret (5. december samme år), dog således, at den skulle revideres af den følgende landdag. Denne trådte sammen 26. februar 1849, men da dens andet kammer på trods af kongens afvisning anerkendte den tyske rigsforfatning, blev kammeret opløst (27. april) og en ny valglov oktroieret (30. maj). De ny valg faldt ud til det konservative partis fordel, hvorfor forfatningen blev revideret i afgjort antiliberal ånd og endelig vedtaget 31. januar 1850 (1854 blev 1. kammer omdannet til et aristokratisk herrehus). Indad til var der således bragt rolige tilstande til veje, men udad til var Preussens stilling stærkt truet ved det spændte forhold til Østrig: blandt andet af hensyn til denne magt afslog Frederik Vilhelm 4. den ham tilbudte tyske kejserkrone (3. april 1849) og nægtede at anerkende rigsforfatningen, men søgte der efter at danne et snævrere forbund med Sachsen, Hannover og flere nordtyske stater, hvad dog måtte opgives, da Sachsen og Hannover trak sig tilbage under påvirkning af Østrig, der sammen med mellemstaterne forlangte det tyske forbunds genoprettelse, hvad Preussen modsatte sig, og da det tillige nægtede sit samtykke til en eksekution i Kurhessen og Holsten for at skaffe ro i disse lande, så det i efteråret 1850 ud til, at det skulle komme til krig mellem de to tyske stormagter. Men da en sådan krig let ville fremme den liberale bevægelse i Preussen, og da det viste sig, at den preussiske hær næppe ville være i stand til at optage kampen med Østrig, måtte Preussen på konferencen i Ollmütz (29. november 1850) give efter for alle Østrigs fordringer og gå ind på forbundsdagens genoprettelse. Dette ydmygende nederlag svækkede i høj grad Preussens anseelse både i og uden for Tyskland. Dog lykkedes det efter langvarige underhandlinger og længere tids modstand fra Østrigs side Preussen at forny toldforbundet, der nu omfattede næsten alle tyske stater, undtagen Østrig (1854), og af Oldenburg købte Preussen et distrikt ved Jahde-bugten (1853), hvor en flådestation skulle anlægges (Wilhelmshaven). Efter freden med Danmark (2. juli 1850), hvorved Preussen foreløbig opgav slesvig-holstenernes sag, og Ollmütz-konferencen indtrådte der i Preussen en stærk reaktionsperiode, hvor den af regeringen ganske afhængige landdag gik med fx. til indskrænkning af landkommunernes frihed og til delvis indførelse af lavstvang, og som varede ved, indtil Frederik Vilhelm 4.s ældste broder, prins Vilhelm af Preussen (Vilhelm 1.) på grund af kongens uhelbredelige sygdom havde overtaget regeringen som prinsregent (oktober 1858), thi hermed begyndte virkelig, hvad prinsregenten udtalte håbet om, en ny æra i Preussens Historie.
Vilhelm 1..
Prinsen omgav sig med ny ministre og erklærede som sit mål at udvikle forfatningen ved en moderat konservativ politik, hvad også snart mærkedes på regeringens ret liberale lovforslag, fx. forslaget om at ophæve de adelige godsers skattefrihed (loven gennemførtes dog først 1862), lige som regeringen opgav valgtryk og andre politiske tvangsforholdsregler; udad til skulle Preussen indskrænke sig til at gøre»moralske«erobringer i Tyskland. Forholdet til Østrig opfordrede nemlig til forsigtighed; thi selv da Preussen under den fransk-italiensk-østerrigske krig i sommeren 1859 mobiliserede 3 hærkorpser, der tillige med en tysk forbundshær kommanderedes af prinsregenten i egen person, for dermed at yde Østrig en virksom støtte, hvis Frankrig-Sardinien skulle tilbagevise den tilbudte mægling, foretrak kejser Frants Josef en hurtig afslutning af krigen ved våbenstilstanden i Villafranca (11. juli 1859) frem for den mulighed, at Preussen ved sin indblanding skulle vinde forøget indflydelse i Tyskland. Preussens optræden ved denne lejlighed tillige med systemskiftet indad til gjorde imidlertid sin virkning, idet der dannedes en tysk nationalforening, der vandt betydelig tilslutning rundt omkring i Tyskland, og hvis formål var en omdannelse af det tyske forbund, der skulle stå under Preussens ledelse, mens Østrig udelukkedes. Den preussiske regering stillede sig velvillig over for denne plan, da Østrigs anseelse var svækket efter nederlaget i Norditalien, men betonede, at en tidssvarende omordning af forbundshæren var nødvendig. Preussen viste vejen i denne retning ved de militære lovforslag, som krigsministeren v. Roon forelagde i landdagen, hvorved den preussiske hær ville blive betydelig forøget og sat i stand til at mobilisere med kort varsel. Landdagen, hvor de liberale partier havde vundet stærk fremgang, gik ikke ind på det af regeringen 1860 forelagte hærlovsforslag, men bevilgede for eet år en større sum til hæren. Regeringen brugte imidlertid disse penge til at gennemføre hærens organiske omdannelse og mente, at landdagen så blev nødt til i fremtiden at bevilge det dertil nødvendige. Imidlertid døde Frederik Vilhelm 4. (2. januar 1860, og prinsregenten besteg tronen som Vilhelm 1. Den nye konge søgte at vinde stemningen ved en almindelig amnesti og gennemførelsen af en skattereform i liberal ånd, lige som han gjorde regning på det nationale partis tilslutning ved sine udtalelser om nødvendigheden af en omdannelse af det tyske forbund; en praktisk begyndelse hertil gjorde Preussen ved at slutte militærkonventioner med flere tyske småstater, hvad landdagen billigede, idet den samtidig fremhævede ønskeligheden af et snævrere forbunds oprettelse under Preussens førerskab og med rigsforfatningen af 1849 som grundlov. Til hæren gav den endnu en gang den større bevilling for eet år; men efter, at valgene til andet kammer 1862 viste betydelig tilbagegang for de konservative, vedtog kammeret finansloven uden hærreformudgiften, der af regeringen var opført som ordinær udgiftspost. Imidlertid kunne den omdannede hær ikke bringes på den gamle fod igen, og under disse uholdbare tilstande tænkte kongen et øjeblik på at nedlægge kronen, men da han september 1862 havde tilkaldt Bismarck, der overtog stillingen som førsteminister, fik denne 1. kammer til at vedtage finansloven i den oprindelige af regeringen forelagte form, og da det ikke lykkedes Bismarck at komme til forlig med 2. kammer, var forfatningskonflikten indtrådt, idet Bismarck erklærede, at han under de foreliggende omstændigheder måtte føre statshusholdningen med et budget, der ikke var vedtaget af landdagen. Hverken den umådelige harme, dette forfatningsbrud vakte i Preussens, ja i alle Tysklands borgerlige kredse, eller stiftelsen (1863) af det tyske arbejderparti under socialisten Lassalle’s ledelse fik Bismarck til at vakle; indad til mødte han bourgeoisiets vredestilkendegivelse med hård fremfærd mod embedsmænd og med stærk indskrænkning af pressefriheden, mens han tænkte sig at kunne få brug for arbejderpartiet mod dette bourgeoisi. Udad til sikrede han sine planer foruden ved hærreformens fulde gennemførelse ved at vinde Ruslands venskab, idet han under den polske opstand spærrede grænsen for polske flygtninge. Østrig, der ville benytte folkets uvilje mod det forfatningskrænkende preusserregimente til at styrke sin stilling i Tyskland, sammenkaldte fyrsterne til et møde i Frankfurt, men da kong Vilhelm udeblev, og mellem- og småstaterne ikke ville give sig helt i Østrigs vold, udrettedes intet andet, end at også Østrig stødtes bort fra dem og derved nærmede sig Preussen, som således fik Østrig med til sit angreb på Danmark, uden hensyn til forbundsdagen.
Da kongen af Danmark ved freden havde afstået sine rettigheder over hertugdømmerne til Preussen og Østrig i forening, og efter at preussiske kronjurister havde fastslået, at kun den danske konge havde haft ret til disse lande (hvorved augustenborgernes arvekrav skubbedes til side), bragte fordelingen af hertugdømmerne mellem de to tyske stormagter nyt tønder til den standende strid mellem disse. En foreløbig overenskomst i Gastein om landsdelenes forvaltning mindskede ikke modsætningsforholdet, der i sommeren 1866 tilspidsedes således, at Østrig som svar på Preussens besættelse af Holsten fik vedtaget forbundseksekution mod Preussen med tilslutning af de allerfleste tyske mellemstater. Preussen erklærede (14. juni), at det betragtede denne beslutning som en krigserklæring. Da Hannover, Kurhessen og Sachsen nægtede at holde sig neutrale under den forestående krig, rykkede preussiske tropper ind i disse lande (16. juni). Den sachsiske hær undkom til Böhmen, men den hannoveranske måtte under forsøget på at slå sig igennem overgive sig ved Langensalza (28. juni). Imidlertid havde allerede 3 preussiske hære under kronprinsen, prins Friedrich Karl og Herwarth v. Bittenfeld overskredet Böhmens grænse og tilkæmpet sig en række sejre over østrigerne. 1. juli forenede de 3 hære sig, og 3. juli stod det afgørende hovedslag ved Königgrätz (Sadowa), hvor østrigerne under Benedek led et, som det viste sig, uopretteligt nederlag. Samtidig hermed hindrede en preussisk hær under Vogel v. Falkenstein de vest- og sydtyske stater i at komme Østrig til hjælp og tvang dem til en våbenstilstand (2. august). Allerede 26. juli havde Østrig, der også var blevet angrebet syd fra af Preussenss forbundsfælle, Italien, som imidlertid blev slemt medtaget både til lands og til vands, måttet bekvemme sig til en våbenstilstand og præliminærfred i Nikolsburg, der stadfæstedes ved den endelige fred i Prag (23. august). En uges tid senere sluttede også de tyske stater fred. Østrig trådte ud af forbundet, opgav sin medejendomsret til Slesvig og Holsten (Lauenburg havde Preussen købt ved Gastein-overenskomsten), der tillige med Hannover, Kurhessen, Nassau, Frankfurt a. M. og nogle småstykker af Bayern og Hessen-Darmstadt indlemmedes i Preussen, som derved voksede med ca. 70.000 km2 med 4 1/2 mio. indbyggere. Af hensyn til Frankrigs holdning gav Preussen, meget mod kong Vilhelm’s ønske, afkald på videre anneksioner og beroligede Napoleon 3. med forsikringen om, at det ny forbund under Preussens ledelse ikke skulle omfatte Bayern, Württemberg og Baden (der dog ved hemmelige militærkonventioner knyttedes til Preussen).
Preussen i det Nordtyske Forbund.
Efter stiftelsen af det nordtyske forbund falder Preussens historie i alt væsentligt sammen med Tysklands. Hvad Preussens indre forhold efter 1866 angik, var samarbejdet mellem regering og landdag frit for konstitutionelle konflikter, efter at andet kammer med de store resultater for øje, den ny hærordning havde bragt Preussen af krigen mod Østrig, havde bøjet sig og vedtaget de ikke bevilgede udgiftsposter som efterbevilling, mens regeringen på sin side erkendte, at dens optræden i konfliktårene (1862—66) ikke havde været regelmæssig, hvor efter en almindelig amnesti dannede afslutningen på den langvarige strid. Fra nu af støttede Bismarck sig dels til de konservative, dels til de nationalliberale, ja, fra 1872 til disse sidste og de mere yderliggaaende venstrepartier, mens de konservative — under påvirkning af rigspolitikken — først blev enerådende i statsministeriet 1879 og dermed var blevet Bismarck’s faste støtte med vekslende tilslutning fra de nationalliberale og centrum. Af indgribende reformer kan nævnes forbedringer og betydelige udvidelser på undervisningsvæsenets område, 1874 og følgende år en synodalforfatning for den evangeliske kirke i Preussen, fra 1873 en ny liberal kreds- og provinsordning, oprettelsen af forvaltningsretter og samfærdselsmidlernes kraftige udvikling. Desuden virkede det for hele Tyskland fælles lovgivningsarbejde på rigsdagen tilbage på Preussen, der blev fri for forældede levninger fra feudaltiden. Det katolske centrumsparti, som blev betydelig forstærket ved valgene i november 1870, blev regeringens heftige modstander, efter at Bismarck 1871 havde begyndt den såkaldte kulturkamp, idet han over for den ultramontane katolske gejstlighed i Preussens katolske provinser ville hævde statens overhøjhed over de kirkelige myndigheder. Præsterne mistede tilsynet med skolerne, der stilledes under verdslige inspektører, de gejstlige ordener måtte ikke give sig af med undervisning, ved de såkaldte majlove (1873) indskrænkedes biskoppernes myndighed, og præsternes uddannelse og ansættelse skulle ske under statskontrol; borgerligt ægteskab indførtes, menighederne fik i visse tilfælde ret til at vælge præster, og valgte menighedsråd skulle styre kirkegodset. De genstridige biskopper og præster suspenderedes fra deres embeder. Men efter 1875, da centrum styrkedes ved valgene lige som det konservative parti, og da Bismarck blandt andet af hensyn til sin økonomiske rigspolitik ønskede disse partiers hjælp, fandt en forsoning med centrum sted, og fra 1882 blev kirkelovene hævede een for een og de afsatte biskopper og præster genindsatte i deres embeder. Kulturkampen var afsluttet, da kejser Vilhelm 1. døde (8. marts 1888).
Frederik 3. og Vilhelm 2..
Hans søn og efterfølger, Frederik 3., af hvem man ventede en ny, udpræget liberal æra, var uhelbredelig syg, da han overtog regeringen, og døde allerede 15. juni samme år, hvorpå hans søn, den indtil 1918 regerende kejser Vilhelm 2., besteg tronen. Den unge kejsers stærkt fremtrædende tilbøjelighed for personligt regimente førte 1890 (20. marts) til Bismarcks udtræden af regeringen, hvor efter general Caprivi som rigskansler tillige overtog posten som preussisk ministerpræsident, hvilke to stillinger, på en kort afbrydelse nær, var forenede til 1918. Både Caprivi og hans efterfølgere, fyrst Hohenlohe og grev Bülow, havde ondt ved at hævde deres selvstændighed over for Vilhelm 2., hvis impulsive natur ofte forvoldte dem store vanskeligheder og foranledigede forandringer i det preussiske ministeriums sammensætning. Regeringen kunne uden synderlig vanskelighed gennemføre de fleste af sine lovforslag i landdagen, skønt agrarpartiet ofte stod den hårdt imod, særlig under halvfemsernes traktatpolitik, der viste forkærlighed for industrien. Blandt de vigtigste lovarbejder må fremhæves skolelove og — under finansminister Miquel’s ledelse — indførelse af formue- og progressiv indkomstskat. Særlig omtale kræver nogle af de i Bismarck’s tid i staten indlemmede lande. I Hannover ville den afsatte konge, Georg 5., ikke opgive sine krav på kongetronen. Der dannedes et welfisk parti med gennemførelsen af dette krav som mål, men kong Georg’s privatformue, Welfer-fonden, blev beslaglagt og dens renter forholdt ham. Efter hans død fortsatte hans søn, Ernst August, hans afvisende politik, så at han ikke engang kom i besiddelse af Brunsvigs hertugkrone, da han 1884 arvede den. Først en hohenzollernsk, derpå en mecklenburgsk prins overtog regentskabet i Brunsvig, indtil en udsoning fandt sted, da hertugens søn i 1913 ægtede kejser Vilhelm’s datter. En delvis forsoning var allerede indtrådt 1892, da Welfer-fondets renter tilbagebetaltes hertugen. I de polske provinser og Nordslesvig førte Preussen en politik, der gik ud på at fortyske de til andre nationaliteter hørende befolkninger. Hovedmidler var undertrykkelse af sprogene og opkøb af jorden. Fra 1887 i Polen og 1889 i Nordslesvig blev undervisningssproget i folkeskolerne tysk. Fra 1886—1908 bevilgede landdagen 350 mio. mark til opkøb af polsk jord, der skulle overdrages tyske bønder og arbejdere. 1908 vedtoges, foruden en bevilling på endnu 200 mio., en ekspropriationslov, der tillod ekspropriation af polsk jord i nævnte hensigt. I Nordslesvig, hvor der navnlig af overpræsident Köller var anvendt en meget hårdhændet fremgangsmåde, forsøgtes fra 1912 også jordopkøb med statsstøtte, men begge steder førte det kun til en fast organiseret modstand, så resultaterne blev yderst små.
Efterhånden, som modstanden mod de styrende i riget under 1. verdenskrig blev større og større, voksede i Preussen kravet om de længe tiltrængte ændringer i valgmåden til landdagens 2. kammer. Allerede i 1910 var et forslag herom forelagt; men da det beholdt treklassesystemet, blev det ikke vedtaget. I sommeren 1915 stillede kammerets socialdemokratiske gruppe et andragende om en valgreform, som regeringen gav løfte om at søge gennemført — efter krigen. Men til den»nyorientering«, kejseren lovede i sit påskebudskab april 1917, hørte også en hurtig gennemførelse af Preussens valgreform, og da rigskansler Bethmann Hollweg gik af i juli samme år, fjernedes også de preussiske ministre, der var modstandere af reformen. Der efter blev et forslag, der tillige indeholdt en ændring af 1. kammers sammensætning, forelagt og vedtaget i 2. kammer; men 1. kammer modsatte sig det, lige til revolutionen brød ud november 1918.
Efter 1. verdenskrig.
Under krigen havde der fra de øvrige tyske staters side vist sig lydelige spor af uvilje mod Preussens overlegne stilling i riget, og denne svækkedes kendeligt, da alle landafståelserne ved Versailles-freden 1919 — undtagen Alsace-Lorraine — hørte til preussisk statsområde, som sank fra omtrent 350.000 km2 til omtrent 295.000 km2. Indbyggerantallet gik ned fra 40 mio. i 1910 til 37 1/2 mio. i 1920. Inden for staten selv bevirkede jævnligt særbevægelser i Rhin-egnene trusler om yderligere nedgang. I november 1918 erklæredes Preussen for en republik. Januar 1919 valgtes en konstituerende forsamling, der trådte sammen i marts. Flertalssocialisterne havde fået 142 (af 401) mandater. Der dannedes et ministerium med socialdemokratisk flertal, og Preussens nye forfatning vedtoges. Ved de første landdagsvalg (februar 1920) under den nye forfatning opnåede flertalssocialisterne kun 114 (af 428) mandater. Det nye ministerium fik 3 socialister (af 8 medlemmer). Ved valgene 7. december 1924 foregik atter en forskydning til højre, men regeringsgrupperne beholdt dog et flertal på 267 (af 450).
Landets besiddelser.
Preussen som del af Weimarrepublikken 1919-1933.
samt som del af Rhinprovinsen
Østpreussen.
Østpreussen ("tysk": Ostpreußen, "polsk": Prusy Wschodnie, "russisk": Восточная Пруссия) var indtil 1945 en tysk provins mellem floderne Weichsel og Memel. Hovedstaden var Königsberg.
I 1231 grundlagde den Tyske Orden en stat i området ved at besejre den preussiske urbefolkning i en række korstog.
Østpreussen var hertugdømme fra 1525. I 1618 tilfaldt provinsen Brandenburg, og den var fra 1701-1918 en del af kongeriget Preussen.
1918-1939 var Østpreussen adskilt fra det øvrige Tyskland af Den Polske Korridor.
Østpreussen var Tysklands kornkammer. Området havde en stor landbrugsproduktion, der især havde afsætning i de tæt befolkede områder i det vestlige Tyskland.
Efter den 2. verdenskrig blev området delt, sådan at den sydlige del tilfaldt Polen, mens den nordlige del blev et sovjetisk landområde, hvor den gamle hovedstad, Königsberg, i 1946 blev omdøbt til Kaliningrad opkaldt efter den sovjetiske præsident Mikhail Kalinin. Østpreussen havde før 2. verdenskrig cirka 3,5 millioner indbyggere, 96 % var tyske, resten polakker, litauer eller masurer.
Da Den Røde Hær i januar 1945 satte det endelige angreb ind mod Østpreussen, tog millioner af tyskere på flugt vestpå. Under flugten omkom et ukendt antal mennesker, primært gamle, kvinder og børn. Flugten foregik for de flestes vedkommende til fods i vinterkulde til mere sikre områder i primært Schleswig-Holstein, Mecklenburg og Niedersachsen.
På Potsdamkonferencen blev Østpreussen delt af Polen og Sovjetunionen.
I Sovjetunionen var det nordlige område et vigtigt strategisk område med militære anlæg ved Østersøen, og adgang var forbudt for ikke Sovjet-borgere. Efter Sovjetunionens sammenbrud er området forblevet del af Rusland.
Pattedyr.
Pattedyr (Mammalia) er oprindeligt landlevende hvirveldyr med fire lemmer, der primært kendetegnes af at være varmblodet, have en pels og at kunne producere modermælk. Navnet pattedyr kommer faktisk af, at deres dyreunger får mælk via mælkekirtler, som kaldes for patter.
Traditionel klassifikation.
Domæne Eukaryota, Rige Animalia, Række Chordata, Underrække Vertebrata, Klasse Mammalia.
Hund.
Tamhunden ("Canis Lupus Familiaris") er det husdyr, som tidligst blev tæmmet af mennesket, og som derfor har den længste historie til fælles med os. Den har gennem historien været brugt til jagt, som vagthund, krigshund, sporhund, redningshund, eller blot som ven og kammerat. Desuden som servicehund for blinde og handicappede, som politi- og redningshund, som narkohund eller som terapihund. Hunde kan også lugte sig frem til kræftsvulster, termitangreb og forudsige epilepsianfald.
Afstamning.
Hunden nedstammer fra ulven ("Canis Lupus"). Adfærdsforsker Konrad Lorenz og andre mente, at hunden nedstammer fra Guldsjakalen "(Canis Aureus)", men i dag er videnskaben enig om enten at betragte tamhunden som en underart af ulven, eller at hunden mene, at den er opstået som konsekvens af tæmning de vilde ulve.Flere undersøgelser tyder på, at ulve og hunde har bidraget til hinandens genetiske sammensætning ved stadige krydsninger gennem historien.
Oprindelse.
Det er stadig usikkert, hvornår hunden blev tæmmet og blev en del af menneskets husholdning. Processen er sandsynligvis foregået i løbet af flere tusinde år, ved at vilde ulve (eller hunde) har opholdt sig i nærheden af menneskenes bopladser og har spist af menneskenes levninger og langsomt er flyttet tættere på.
Genetiske undersøgelser har vist, at tamhunden skilte sig fra ulven som en separat underart for 135.000 år siden, men det behøver ikke at betyde, at hunden var tæmmet og gjort til husdyr så tidligt. Dels kan forklaringen være, at hunden opstod som en separat underart inden mødet med mennesket og dermed var en særskilt linje, inden den blev husdyr. Dels kan den genetiske datering være upræcis, fordi der ikke i tilstrækkelig grad er taget højde for, at der er foregået mange og væsentlige blandinger af ulves og hundes gener, selv efter de skiltes ad. Genetisk set minder de hunde, som stammer fra racer i forskellige dele af verden ofte en smule mere om de ulve, som lever vildt i denne del af verden end andre ulve. Det kan både betyde, at hunde i fortiden er blevet parret med ulve, eller at forvildede hunde har blandet sig med ulvebestanden.
Arkæologiske vidnesbyrd tyder på, at det seneste tidspunkt for domestikationen er for ca. 14.000 siden. Det passer bedre med andre genetiske undersøgelser, som peger på, at alle tamhunde har fælles forfædre, som levede i Asien for ca. 15.000 år siden.
Hunderacer.
Der findes i dag mere end 800 hunderacer, som varierer i størrelse fra de største som Irsk Ulvehund og Grand Danois til de mindste som Chihuahua. Racerne er organiset i det internationale hundeforbund, FCI.
Den største organisation herhjemme er Dansk Kennel Klub
Hunde i Danmark.
Der er ca. 550.000 hunde i Danmark, hvoraf ca. 1/3 er racehunde med stambog fra Dansk Kennel Klub, ca. 1/3 er racehunde uden stambog eller med stambog fra andre organisationer og ca. 1/3 er blandingshunde, populært kaldet gadekryds. Cirka 1/2 million husstande i Danmark holder hund. Der er i Danmark flere, som holder hund end kat (lidt mere end 350.000 husstande). Mere end 100.000 husstande holder både hund og kat. Katten er med ca. 650.000 eksemplarer Danmarks mest almindelige kæledyr.
Danmarks mest udbredte hund er Labrador retrieveren (mere end 60.000 registrerede i Dansk Hunderegister), tæt fulgt af Schæferhunden (mere end 40.000 registrerede). De har i mange år været Danmarks to mest udbredte racer. Sammen med den Golden retrieveren (mere end 20.000 registrerede), den tredjepopulæreste race i Danmark, udgør de mere end 1/4 af alle hunde registreret i Dansk Kennel Klub (DKK).
Lovgivning om hunde.
For hold af hunde i Danmark gælder de bestemmelser som er beskrevet i "Hundeloven" ("Bekendtgørelse af lov om hunde").
"Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer" (§ 2).
Det er i Danmark lovpligtigt at registrere sin hund i Dansk Hunderegister, senest når den er fire måneder gammel, eller - for ældre, importerede hunde - senest efter 4 ugers ophold landet.
Det påhviler endvidere ejeren at tegne en lovpligtig ansvarsforsikring, som dækker de skader hunden måtte forvolde på genstande, personer eller dyr ("Hundelovens § 8, stk. 2"). En sådan forsikring vil typisk ikke dække skader på egne ejendele eller genstande og dyr, der er i hundeejerens varetægt, eksempelvis en hund, der passes for andre. Endvidere dækker forsikringen typisk kun skader forvoldt i venners og bekendtes hjem, hvis hundeejeren er på uanmeldt besøg og altså ikke er inviteret.
Berømte hunde.
Hønsehunden Balder er kendt i Danmark. Den tilhørte den populære tv-vært Poul Thomsen, som gennem sin optræden i tv-programmerne ”Dus med Dyrene” (1980-1985) og Danmarks Radios julekalender fra 1979, ”Jul i Gammelby”, blev kendt over hele landet. Da den døde i 1984, udløste det nærmest landesorg.
En anden berømthed er foxterrieren Kvik fra Danmarks mest sete tv-serie ”Matador”.
Granddanois.
Granddanois eller Grand Danois er den største race af hunde. Historisk er hunden blevet opdrættet både i Danmark og i Tyskland. I Tyskland går den under navnet "Deutsche Dogge" (tysk hund). På engelsk hedder den "Great Dane." I 1937 besluttede FCI (Fédération Cynologique Internationale / World Canine Organisation) at hunderacens officielle oprindelsesland skulle være Tyskland, men at de enkelte lande måtte kalde hunden hvad de ville. Det er dog en udbredt opfattelse, at hunden oprindeligt kom fra Assyrien (hvor Irak ligger nu).
"Gul": Farver er gul, med en sort maske.
"Tigret": Farver er gul med sorte "tiger" striber.
"Sort": Farver er sort, hvide aftegninger er tiladt.
"Mantle": Bund farver er hvid, ryggen er sort (ligner lidt en sadel).
"Harlekin": Bund farven er hvid, sorte pletter er fordelt på hele kroppen.
"Blå": Farven er grå og kan ved særlige lys indfaldsvinkler virke meget blå. Hvide tær og bryst er tilladt.
"Hvid": Farven er hvid. Hvalpe af denne type ses typisk som noget skravl, da den hvid farve og dårligt helbred typisk hænger sammen.
"Fawnequin": Bund farven er hvid med brune aftegninger.
"Merle": Farven kan best beskrives som et mix af af hvid, gul og sort.
"Merlequin": Farven kan best beskrives som et mix af hvid, blå og sort.
"Gul Mantle": Bund farver er hvid, ryggen er gul (ligner lidt en sadel).
Link.
Link er et engelsk fremmedord og betyder forbindende led, lænke eller henvisning.
Ordet bruges i daglig tale især, som forkortelse for hyperlink, om en henvisning fra én webside til en anden. Links (eller linkene) er det der får internettets hjemmesider til at hænge sammen til en form for helhed. På dansk bruges også ordet lænke.
Et link muliggør, at man klikker på tekst eller billeder på en webside og derved kommer ind på en anden.
Det at lave links hedder "at linke" og "jeg linker". At linke er at forsyne en webside med en aktiv henvisning til et andet elektronisk dokument eller en tjeneste. Eksempel på brug: "Der er nogle få betingelser: Din webside må ikke indeholde (eller linke til) pornografisk, racistisk eller ulovligt materiale." (Danmarks Radio)
Man kan linke et computerprogram med en linker.
"The missing link" er betegnelsen for det manglende led i udviklingslæren, det vil sige det manglende led mellem menneskeabe og menneske.
Christian Bohr.
Christian Harald Lauritz Peter Emil Bohr (14. marts 1855 - 3. februar 1911) var en dansk mediciner, søn af skolemanden Henrik Georg Christian Bohr og far til fysikeren Niels Bohr og matematikeren Harald Bohr.
Han skrev sin første videnskabelige afhandling: "Om salicylsyrens indflydelse på kødfordøjelsen", da han var 22 år gammel. I 1880 fik han medicinsk eksamen, og han blev udnævnt til professor i fysiologi på Københavns Universitet i 1886.
Christian Bohr har givet navn til den såkaldte Bohr-effekt, som beskriver påvirkninger af CO2 og pH på hæmoglobins iltaffinitet.
Han blev gift med Ellen Adler i 1881. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Han er begravet på Assistens Kirkegård.
Maron.
Maronerne er et fortrinsvis busklevende folk i Surinam, Fransk Guyana og Jamaica med oprindelse i Vestafrika, hvorfra deres forfædre blev bragt til Caribien og Sydamerika på europæiske slaveskibe. Umiddelbart efter ankomsten til den nye verden eller efter kortere ophold på slaveplantagerne lykkedes det nogle at undslippe plantagerne og bosætte sig i indlandet, hvor de efterhånden dannede stabile stammesamfund. I dag findes i Surinam, hvor de fleste maroner bor, stammerne Ndyuka (25.000), Saramaka (25.000), Matawai, Paramaka, Aluku og Kwinti.
Kultur og religion.
•Klan- og slægtsniveau (la og bee)- 3:kumantiog ampuku, 2:Papa Gadu 3:Yooka (forfædre).
•Individniveau - Bakuu (dårlige små-ånder).
Her skal der nævnes, at der er tale om to hierakier, "det abstrakte niveau" der bliver betragtet som et positivt og kraftfuldt hieraki, mens "det konkrete" hieraki har et svagt og negativt/uvenligt islet, et super lokalt hieraki. Dette er et billede på maronernes menneskeopfattelse, at guder, ånder og folkets fælles ånd (sammenhold) prioriteres meget mere end det individuelle.
Maronernes religion bygger på et løst system (AD HOC-religion), uden nogen form for skrift eller central ledelse, ligesom der ikke findes en overgud. Man kan vove at påstå at denne religion er opstået, i mangel på forklaring på de ting (f.eks naturfænomener). Til at afhjælpe disse problemer, ofrer de til guderne, hvorefter resultatet bruges som årsagsforklaring.
Ånder.
Hos maronerne findes forskellige slags ånder, winti (eng.:wind). disse ånder kan opdeles i kategorier.
menneskerne kan blive besat af en ånd ved overtrædelser af regler. f.eks. ved at gå i et område som tilhører en ånd.
kategorierne hvorpå ånderne kan opdeles er: de "vilde ånder" og "overklasses ånder"
karakteristika af de vilde ånder er: svag, lokale, onde, aggressive, uvenlige, ofte optrædende, konkrete. ex. på en ånd her er Ampuku (skovånden), som man bliver besat af ved overtrædelse af skovloven.
"overklasse ånderne" er de: omfatter hele folket, optræder i krisesituationer, sjældent (aldrig) optrædende, abstrakt, venlige, kraftfulde. et eksempel på en ånd her kan være Masa Gadu (mester gud). det er den allerhøjste af alle ånderne og den aldrig optrædende.
kun religiøse specialiser; obiaman (magikere), bonuman (en der gør godt), lukuman (en der kan se) kan komme i kontakt med den åndelige verden.
orakler og medier kan hente information fra åndernes verden ex. hvad årsagen til en persons død er.
besættelse af en ånd kan mærkes ved at mediet har hovedpine, spasmer, udråb, åndetaler, evt. ledsaget af simultane uheld, dødsfald osv.
man bliver som regel besat af yooka, komanti, ampuku, papa gadu. årsagerne til disse besættelser kan være ved krænkelser, overtrædelser, artikultaion af utilfredshed.
Overgangsritualer.
Mange af maronernes ritualer er med til at markere en overgang, fx overgangen fra barn til voksen. Overgangsritualer kan ofte være med til at fastholde folk i fællesskaber, men den egentlige grund til maronernes ceremonier i forbindelse med overgangsritualerne vides ikke med sikkerhed. En forklaring kan være, at maronerne tror, at de mange ritualer kan medføre uheldige konsekvenser, hvis ikke de overholdes og udføres korrekt.
En af maronernes vigtigste overgangsritualer er forbundet med begravelsesceremonien. Her er der en lang række "regler", som skal overholdes. Alle disse "regler" er forbundet med forbud, som går ud på at få lagt så stor en afstand til den afdøde som muligt. Jo større markeringen af denne afstand er jo bedre.
En anden væsentlig overgang er overgangen fra barn til voksen. Med denne overgang medfølger en lang række rettigheder samt forbud. I denne overgangsfase tilegner kvinderne sig skørter ("aprons"), mens mændene får "gi kamissa", "mandetøj". En piges "apron" (skamklæde) bliver større i takt med, at hun bliver ældre. Det er faderens slægt der afgør, hvornår pigen er parat til at blive en "apron girl". En anden markering af denne overgangsfase er, at i takt med at pigen bliver kvinde, erhverver hun sig ar. Et barn må således ikke have ar, mens en fuldvoksen kvinde må have mange. I dette overgangsritual spiller indlemmelsen altså en væsentlig rolle.
Det er således væsentligt at notere sig, at overgangsritualerne får tillagt stor betydning i den maronske kultur.
Forfædrekultur.
Maronernes kultur er bl.a. det man kalder for en "forfædrekultur". Denne kultur er en forfædrekultur fordi forfædrene spiller en stor rolle i maronernes hverdag og levevis, maronerne tror på at "Yooka" eller "Koosama" (forfædre) er en slags ånd der kan besætte folk. Efter døden kommer man op i "Gadu Kondee" (forfædrenes verden), hvis forfædrene bliver sure eller utilfredse kan de som sagt besætte, men de kan også gøre mennesker syge, derfor opstiller maronerne "Faaga Tiki" (forfædre pæl) og "Gaanwan osu" (forfædre hus) for at glæde forfædrene. Grundet at det er en forfædrekultur er den vigtigste ritual begravelsen, det er nemlig en mulighed for at sende forfædren "op" i Gadu kodee med glæde så den ikke hævner sig eller gør noget dårligt for menneskerne.
Datamatik.
Datamatik er automatisk databehandling. Datamatik er betegnelsen for de praktisk orienterede dele af datalogien.
Eksempel på brug: "Medierne kalder det informations-teknologi. Fagfolk nuancerer det og bruger relaterede, men forskellige termer: Datalogi (læren om de størrelser, der kan eksistere inde i datamaten og hvorledes de konstruerers)), datamatik (realisering af programmel på maskinel), informatik (matematik/datalogi/datamatik/anvendelser) og informationsteknologi (som primært omfattende datamatik, data-kommunikation samt alt det (især) elektroniske udstyr der kobles til datamater: sensorer og aktivatorer)." [Dines Bjørner, 12. november 1998]
O. T..
O. T. er en roman af H.C. Andersen (1836). Titlen henviser dels til hovedpersonen Otto Thostrups initialer, dels til Odense Tugthus.
Første hoveddel.
Romanen er inddelt i to hoveddele, der består af henholdsvis 20 og 26 kapitler. Efter en kort fortale om glæden ved at blive student skildres i første hoveddels kapitel II-VI forholdet mellem den unge baron Vilhelm og den mere melankolske Otto Thostrup fra Lemvig-egnen, der ikke synes at befinde sig godt i det glade studerterliv. Også bipersonerne Jonas og Eva (en dreng og en ung pige fra fattige kår, der fascinerer Vilhelm) samt Sophie (Vilhelms søster) introduceres. Højdepunktet i disse første kapitler indfinder sig i Dyrehaven, hvor det kommer til et foreløbigt brud mellem Vilhelm og Otto på grund af Vilhelms manglende forståelse for en voldsom og pludselig sindsbevægelse hos Otto. De to studenter kommer imidlertid hurtigt overens igen og forlader København for at besøge deres familier.
Kapitel VIII-XI foregår på Fyn, på Vilhelms fødegård, hvor Otto møder Vilhelms søstre Sophie og Louise. Han besnæres af den udadvendte Sophie, mens Louise fremstår mere simpel og provinsiel. Generelt er stemningen i disse kapitler let og lystig, men ved synet af svinepigen Sidsel, der ved et gilde på gården gør tilnærmelser til begge de to unge herrer, væmmes Otto og falder igen hen i en mørk og fortvivlet sindsstemning, hvis egentlige baggrund forbliver uvis.
Resten af første hoveddel (dvs. kapitel XIII-XX) udspiller sig i Jylland, hvor Otto uden Vilhelms ledsagelse opsøger sit eneste tilbageværende familiemedlem, sin bedstefar Oberst Thostrup, som imidlertid viser sig netop at være afgået ved døden. I samtaler om episoder i fortiden med bedstefaderens efterladte husholderske Rosalie (og siden med en anden kvinde fra egnen) løftes lidt af sløret for, hvad baggrunden er for Ottos mørke sind: Som barn var Otto en vild knægt, der af tateren Heinrich fik tatoveret bogstaverne O. T. Den stolthed, hvormed han som dreng bærer disse sine initialer på skulderen får imidlertid et alvorligt knæk, da han som 17-årig atter møder Heinrich og viser ham tatoveringen. Heinrich genkender ikke Otto, men indlæser en betydning i bogstaverne, som omstyrter Ottos verden. Denne fortvivlelse forstærkes yderligere, da den unge Otto får Heinrichs tydning bekræftet og uddybet af sin bedstefader. Det viser sig desuden at Ottos underlige opførsel i Dyrehaven først i romanen skyldes endnu en konfrontation med Heinrich, og på vej bort fra Lemvig møder Otto ham atter.
Anden hoveddel.
Anden hoveddel begynder som den første i København (kapitel I-X), hvor Vilhelm og Otto består endnu en eksamen. Forholdet imellem dem er fortsat besværet af Ottos forstemthed, som Otto dog med mellemrum formår at skjule. Han optræder således charmerede hos den pæne borgerfamilie Berger, som til gengæld har noget andet at skjule, idet både sønnen Hans Peter og familiens overhoved opsøger samme prostituerede og deler en hemmelighed om den smukke Eva. Andre er også besnæret af Eva: Vilhelm bedyrer over for Otto at han elsker hende, og Vilhelms moder tager hende til Fyn som tjenestepige.
I kapitel XI-XXII besøger Otto atter Vilhelms fødegård. Hans kærlige følelser over for Sophie tiltager for hvert kapitel, men han tøver med at fri, fordi hans hemmelighed står i fare for at blive kendt, hvilket vil ødelægge hans mulige lykke. En nat udsættes gården for et tyveri, som det snart viser sig den hæslige Sidsel står bag. Hun låses inde på et loftsværelse for natten, men da Heinrich opsøger Otto og bekendtgør, at svinepigen i virkeligheden er hans kødelige søster, befrier den bestyrtede Otto hende. Dette opdager Louise, som imidlertid - da Otto afslører sin hemmelighed og bønfalder hende om at påtage sig skylden – afbøder de følger situationen ellers ville have haft for Otto. Ikke mange dage efter rammes Otto af et nyt chok, da Sophie viser sig at være blevet forlovet med den velstående, men åndeligt fattige, kammerjunker fra nabogården. Vilhelm frier til Eva, som grædende takker nej.
De sidste fire kapitler (XXIII-XXVI) udgør tidsligt såvel som rumligt fire afgrænsede enheder. Kapitel XXIII er et tilbageblik til Ottos barndom, hvor årsagen til hans plagede sind kommer for en dag. Det viser sig, at Otto er barn af en Johanne Marie, som fødte ham og en datter i Odense Tugthus. Her var hun havnet fordi hun havde taget skylden for nogle tyverier, som Oberst Thostrups søn havde begået. Moderen døde umiddelbart efter fødslen, hvorfor de to tvillinger voksede op i tugthuset, hvor også Heinrich var indsat.
I kapitel XXIV er handlingen igen henlagt til romanens nutid, og mens Otto og Vilhelm er på en udenlandsrejse til Italien, afslører også Eva Louise sin hemmelighed. Herved viser det sig, at det er Eva, der er Ottos virkelige søster, og at de to som seks-årige blev adskilt da den forduftede far (Oberst Thostrups søn) i et brev til obersten påtog sig faderskabet. Herefter rejste obersten til Lemvig med Otto, men lod søsteren blive hos sine plejeforældre i tugthuset, hvorfra hun senere kom til København. Samme dag som Eva afdækker disse sammenhænge dør hun.
I lyset af Evas død kommer et veloplagt rejsebrev fra Vilhelm (kapitel XXV) til at stå i et tragisk lys, fordi det af brevet tydeligt fremgår, at han stadig elsker hende efter mange måneder i Italien. I kontrast hertil er den tragiske stemning fuldstændigt fraværende i romanens sidste kapitel (kapitel XXVI), hvor Otto står for at skulle giftes med Louise og flytte med hende til en gård ved Vejle. Samtidig omkommer hans plageånder Heinrich og Sidsel ved et forlis ved Vesterhavskysten.
Det Gamle Testamente.
Det Gamle Testamente er en betegnelse for første (og mest omfattende) hoveddel af den kristne bibel - den anden hoveddel er Det Ny Testamente. Det gamle testamentes skrifter udgør tillige Tanakh, den jødiske bibel, og betragtes af både kristne og jøder som kanonisk.
Det Gamle Testamente spænder over en lang række skrifter af vidt forskelligt indhold: myter, legender, historiske beretninger, poesi, filosofi, profetier m.m. Skrifterne er for størstedelens vedkommende oprindeligt skrevet på hebræisk, omend enkelte passager, særligt i Daniels Bog, er på aramæisk.
Den hebræiske bibel inddeles traditionelt i tre afsnit: Loven (heb. "Torah"), Profeterne (heb. "Nevi’im") og Skrifterne (heb. "Kethuvim").
Torahen (og i videre omfang hele tanakh, dvs. hele den hebræiske bibel) er i jødedommen den primære helligtekst og var det således også for Jesus og de første kristne, men i løbet af de første efterkristne århundreder fik en række af de tidligste kristne skrifter også status som hellige tekster, hvorved en decideret nytestamentlig kanon opstod. Denne kan med nogen ret siges i kristendommen at tage præcedens over Det gamle Testamente.
Traditionelt, dvs. siden Luthers første oversættelse til tysk, har der været en tradition for teologisk at bearbejde oversættelsen af Det gamle Testamente, således at mangfoldige steder i det de hebraiske og aramæiske tekster fremstod som profetier om Kristus. Også i den nyeste danske bibeloversættelse fra 1992 er der mangfoldige ændringer i forhold til en videnskabeligt forsvarlig oversættelse, der har tjent til at få skabt større overensstemmelse mellem Det Nye Testamente og den hebraiske bibel.
Trivial Pursuit.
Trivial Pursuit er et paratvidenspil opfundet af Chris Haney og Scott Abbott i 1979. Spillet findes i forskellige udgaver anlagt efter emne eller målgruppe. På verdensplan er spillet solgt i mere end 75 millioner eksemplarer.
I den klassiske udgave er spørgsmålene inddelt i seks kategorier (Geografi, Underholdning, Historie, Kultur/litteratur, Natur/Videnskab og Sport/Fritid). Spørgsmålene læses fra et spørgsmålskort. Spillerne svarer efter tur, idet en spiller dog kan fortsætte med at svare, hvis denne formår at svare korrekt. Svarer en spiller korrekt mens vedkommende har sin spillebrik placeret på et kategorimærkefelt, erhverves et såkaldt kategorimærke (populært kaldet en "ost"), og når en spiller har erhvervet seks forskellige kategorimærker svarende til de seks kategorier, kan vedkommende forsøge at vinde spillet på spillepladens midte ved enten at besvare et spørgsmål i en kategori valgt af modspillerne eller ved at besvare et forud vedtaget antal spørgsmål fra et spørgsmålskort.
Historien bag Trivial Pursuit.
Chris Haney og Scott Abbott havde det utroligt sjovt med at stille spørgsmål til hinanden i alle mulige emner.
Senere fik de ideen med at lave et brætspil ud af denne beskæftigelse med hjælp fra to af deres gode venner, John Haney og Ed Werner. I 1984 blev det så populært, at de solgte det til Parker Brothers, som nu hører inde under Hasbro.
Danske versioner.
Endvidere er Trivial Pursuit i 2009 kommet som et konsol-spil til Wii, Xbox 360 samt PlayStation 2 og 3.
Ludo.
Ludo er et klassisk brætspil for to til fire spillere. Kendt familiespil.
Vinderen er den spiller der først får sine fire brikker "i hus", dvs. fra udgangspositionen og gennem spillepladens felter til en slutposition på pladens midte. Spillebrikkerne flyttes svarende til et terningekast, idet en spiller dog må slå en sekser for at kunne flytte en spillebrik fra udgangspositionen. Undervejs kan man slå modstandernes spillebrikker "hjem" (dvs. tilbage til udgangspositionen), men udsættes også selv for sådanne tilbageslag. Visse spillefelter (markeret med en globus) sikrer en brik mod at blive slået hjem. Lander en brik på et felt markeret med en stjerne skal pågældende brik flyttes frem til næste stjernefelt, hvilket sædvanligvis er en fordel.
Spillet er en simpel udgave af et traditionelt indisk spil kaldet Pachisi. Ludo opstod i 1896, da det blev patenteret i England som patent nr. 14636.
Peter Adolphsen.
Peter Adolphsen (født 1972) er en dansk forfatter. Han er uddannet fra Forfatterskolen, hvor han i dag er ansat som lærer. Debuterede i 1996 med "Små Historier." Siden er udkommet "Små historier 2" (2000) samt kortromanerne "Brummstein" (2003) og "Machine" (2006). Adolphsen forsøger i sin kortprosa at videregive et koncist og mættet indtryk uden for mange uvedkommende omstændigheder. Inspirationen fra Per Højholt og Peter Seeberg er tydelig. Adolphsen forener en eklatant, tilspidset, men omflakkende, urolig handling, hvor det er en pointe, at det skete bevæger sig i (for mennesket) uforudsigelige og besynderlige retninger.
Adolphsens "Små historier" er også små i lyotardsk forstand, og kan derfor anskues ud fra et postmoderne perspektiv, idet de ikke foregiver at formidle en fuldstændig, aflukket verdensanskuelse, men punkterer ethvert tilløb til en sådan gennem et bredt spektrum af genrer og synsvinkler. Verden er ikke til at forstå, forstås. Formen er på den måde vigtig for forståelsen af teksterne.
Narrationerne er minimale skiftinge, som ironiserende væver sig ind og ud af populærkulturen, de vil netop adskille sig fra hinanden, vise tilhørsforhold til de forskellige genrer, som kommer til udtryk i tidens massemedier. Disse står i forfatterskabet i et symbiotisk forhold til hinanden: Soap, dokumentar, satire, tragedie, æstetiseret pop.
I sine to romaner "Brummstein" (2003) og "Machine" (2006) fremstår Adolphsens budskab mindre svævende (end i Små historier 1 og 2). Begge romaner tager udgangspunkt i hvordan noget der skete for millioner af år siden får indflydelse på forskellige menneskers liv i nutiden (eller i den nære fortid). Den ateistiske Adolphsens pointe er vist nok at det vi mennesker ikke kan forklare (som fx pludselige dødsfald) ikke skyldes guddommelig indgriben, men derimod en årssagssammenhæng der går ud over vores forstand. - Og som altså kan ledes helt tilbage til alpernes tidlige orogonese (Brummstein) eller sågar Big Bang (Machine)!
I 'Machine' henviser fortælleren til Aristoteles' opfattelse af tilfældighedsbegrebet netop som en begivenhed, man ikke kan placere i en årsagssammenhæng.
I sine to romaner benytter Adolphsen sig ligesom i de små historier af mange forskellige tekstlige virkemidler. Fælles for romanerne er desuden fortællerrollen, en fortæller som Adolphsen selv kalder "Hyper-olympikeren". Den super-alvidende fortæller som ved stort set alt om verdens gang og de medvirkende personers tanker.
Både 'Brummstein' og 'Machine' skildrer forholdet mellem østens kommunisme og vestens kapitalisme. 'Brummstein' handler om Tysklands historie i det 20. århundrede som oplevet fra mange forskellige personernes synspunkt, mens det nærmeste man kommer en hovedperson i 'Machine', Djamolidine Hasanov/Jimmy Nash, filosoferer over kulturforskellene mellem sit barndomsland, det sovjettiske Aserbajdsjan, og sit nye land, USA, som han i frustration flygter til i løbet af romanen.
Peter Adolphsens seneste bogudgivelse "En million historier" (2007), som indeholder præcis en million forskellige historier, er inspireret af den franske digter Raymond Queneaus digtsamling "Cent mille milliards de poèmes" (1961). Bogen er på 10 sider, hver skåret i 6 vandrette strimler. Der er derfor 10 forskellige begyndelser, der hver har 10 mulige fortsættelser osv. Strimlerne er nummereret 0 til 9. Et tal mellem 0 og 999.999 angiver en konkret tekst.
Peter Adolphsen begyndte i 2007 at levere ugentlige krydsord til bogtillægget i Dagbladet Information, de såkaldte Krydskasser.
Sammen med Ejler Nyhavn har han fornyligt udgivet 'Katalognien. En episodisk versroman', hvor blandet andet idéer fra gruppen Oulipo er benyttet.
Billund.
Billund er en by i Sydjylland med 6.059 indbyggere (2010), beliggende i Grene Sogn. Den er den næststørste by i Billund Kommune og ligger i Region Syddanmark. Byen er først og fremmest kendt for forlystelsesparken Legoland og sin lufthavn, Billund Lufthavn, der er Danmarks næststørste.
Billund voksede anseeligt i løbet af 1960'erne ikke mindst pga. legetøjskoncernen Legos produktion af plasticbyggeklodser. Lego etablerede ligeledes en lufthavn i denne periode og i 1968 opførte virksomheden Legoland. I centrum af byen ligger byens kulturcenter, Billund Centret, indviet i 1973 med bl.a. Billund Kirke, Billund Bibliotek, udstillingshal, teatersal og restaurant. Foruden Lego, Legoland og Billund Lufthavn er den sydjyske by også hjemsted for væddeløbsbanen Billund Trav opført i 1971.
Historie.
Stedet forbindes historisk set med Grene Kirke, hvis oprindelige romanske bygning første gang omtales i 1291. Som stednavn benævnes "Billund" i sin oprindelse som ”Byllundt” i år 1454 og først senere som ”Billund” i 1510 i forbindelse med opstillingen af et granitkors nær Ankelbo. Ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 lå der otte gårde på stedet og endnu én, "Vestergaard", kom til i 1790. Det antages at "Billundgaard", der lå hvor Billund Trav ligger i dag, stammer fra samme periode. Knap hundrede år senere i 1880 byggede man byens første mølle ved landevejen mellem Vejle og Varde og i 1888 et mejeri samt Krog Skole i 1890. I 1895 brændte møllen ned til grunden og man opførte derfor nok engang en mølle på stedet i 1897, Billund Mølle, efter skabelon af hollandsk vindmøller. Samme år førte man jernbanen fra Vejle til den Billunds naboby Vandel, og senere blev strækningen forlænget til Grindsted (i 1914). På mejeriet oprettedes en telefoncentral i 1902, et forsamlingshus kom til i 1904 og i forbindelse med Billund Mølle blev et forpagterhus bygget i 1910. I 1914 grundlagdes Billunds første missionshus ligesom en stationsbygning opførtes i byen.
I 1916 købte den senere grundlægger af Lego, Ole Kirk Christiansen, "Billund Maskinsnedkeri og Tømmerhandel" (grundlagt i 1895). Kirk Christiansen startede som tømrer og havde sit stuehus over for Billunds daværende- og nuværende brugs. Han satte gang i byggeriet på egnen, bl.a. af et nyere mejeri i byen samt ét i Randbøl og desuden opførte han Skjoldbjerg Kirke nogle kilometer syd for byen. Med samfundskrisen i 1930’erne måtte Kirk Christiansen imidlertid gå andre veje. Han startede herefter en omfattende produktion af brugsting som strygebrætter, trappestiger og miniaturelegetøj. Legetøjet blev i første omgang skabt af overskydende træstumper fra den øvrige produktion, men i 1932 påbegyndte Ole Kirk en egentlig legetøjsproduktion. I første omgang producerede han yo-yoen hvis skiver ligeledes blev anvendt til legetøjskøretøjer i træ. I 1934 fik fabrikken navnet ”Lego”. Det var lokale kvinder på Billundegnen som malede trælegetøjet. I slutningen af 1930’erne fik Billund eget vandværk, gymnastiksal og stadsforsamlingshus, mens det lokale elektricitetsværk blev nedlagt og overgik til Sydjysk Andels Elektricitetsforsyning. Under besættelsen brændte den gamle Legofabrik i 1942, men en ny blev umiddelbart efter opført. I 1945 byggedes Billund Formbrændselsfabrik og man anlagde jernbanespor fra Grindstedbanen til fabrikken året efter. Yderligere tre år senere sendte Lego sine første plastklodser på markedet.
1950’ernes Billund var som andre steder i Danmark præget af fattigdom og mismod bl.a. grundet nedlæggelsen af jernbanen mellem Grindsted og Vejle og hermed også af Billund Station. Til gengæld blev Billund Boligforening stiftet og en række boliger opført ligesom man byggede et alderdomshjem i byen. Lego forærede i 1959 kommunen et 15 td. stort parkanlæg nord for byen med legeplads, friluftsscene, kælkebakke og sø. I 1960 brændte Legofabrikkens trævarelager, og virksomheden opgav herefter helt produktionen af trævarelegetøj og baserede udelukkende sin fremtid på plastlegetøj og legoklodser. I 1962 indviedes Billund Lufthavn, først som privat lufthavn til Lego, men blev to år senere overtaget af amtet og en række kommuner. Med lufthavnen og Legolands åbning i 1968, gik Billund nye tider i møde. Godt 30 år efter, i 1999, besluttede borgerne i Billund gennem en folkeafstemning, at de fortsat ville høre til det daværende Ribe Amt i stedet for en nærmere tilknytning til Vejle Amt. I dag er begge amter nedlagt.
Etymologi.
Navnet ”Billund” betyder lunden med bier.
Geografi.
Billund ligger ca. 13 kilometer fra Grindsted, 56 kilometer fra Esbjerg og 27 kilometer fra regionshovedstaden Vejle.
Transport.
På trods af Billunds beskedne størrelse har byen et veludviklet transportsystem. Som de fleste andre forhold i Billund skyldes dette LEGOs tilstedeværelse.
Mest iøjnefaldende inden for trafiksituationen er den internationale lufthavn, Billund Lufthavn, som er placeret 1,9 km nordøst for Billund. Den er Danmarks næsttravleste lufthavn med over to en halv million passagerer (pr. 2010).
Den første lufthavn kom til i 1964, efter tre år tidligere at være blevet anlagt som en privat flyveplads tilhørende LEGO. I 1966 stod den første terminal færdig, knap tyve år senere i 1984 blev det en international lufthavn, og i 2002 blev en ny passagerterminal indviet, da den gamle ikke længere kunne administrere antallet passagerer og blev overladt til kun at ekspedere fragt.
Tidligere blev byen gennemskåret af primærrute 28, men i 2002 – samme år som den nye lufthavnsterminal blev indviet – blev en ny omfartsvej forbi lufthavnen en del af rute 28, hvormed en del trafik blev fjernet fra byen. Af denne vej er byen dog stadig forbundet til Grindsted og Vejle.
Et særligt træk ved Billunds vejnet er dets mange rundkørsler. Der er hele 32 rundkørsler i kommunen, hvoraf de fleste er inden for Billunds bygrænser. Ud over de mange rundkørsler er vejnettet særpræget i og med, at mange parcelhusveje er opbygget som vendepladser: Især i ved de nyere udstykninger er vendepladsernes midte udfyldt af legepladser.
I Billund fandtes der tidligere en jernbanestation, som var stop på Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane. Det eneste levn fra denne er dog et lokalt værthus med navnet "Stationen", og hvad angår togforbindelser, må man fra Billund tage til Vejle (eller Give) for at tilgå jernbanenettet.
Der er busforbindelser både til de fleste større nærliggende byer (herunder Vejle, Kolding og Give), men også med lufthavnsbussen til Aarhus. Desuden er der en skolebus, der kører ruten Billund - Grene - Løvlund - Kobjerg - Billund.
På grund af byens lufthavn er der meget taxakørsel i Billund. Vognmændene i Billund er samlet under ét bestillingskontor og har tilsammen navnet Billund Taxa med 34 bevillinger i alt.
Demografi.
Byen har per januar 2010 6.059 indbyggere. I starten af 1930'erne var byen endnu en lille landsby med omkring 300 indbyggere. I 1950 rundede byen for første gang 500 indbyggere, hvilket herefter steg hastigt. Efter kun 20 år, i 1970, var dette tal firedoblet til 2.065 indbyggere. Befolkningstilvæksten var eksplosiv i forbindelse med LEGOs hastige udvidelse fra midten af 1960'erne. I dag kendetegnes Billund, som havende stor til- og fraflytning i forhold til antal indbyggere i byen. Dog har befolkningstilvæksten siden årtusindskiftet været negativ, omend det er en begrænset effekt, idet der er et fødselsoverskud i byen.
Befolkningssammensætningen er karakteriseret af mange børnefamilier, idet hele 27,3 % af hustandene i byen består af par med børn. Dette er noget over gennemsnittet for regionen. Beboerne i byen bor generelt i store, parcelhuse.
Religion og kirke.
Det eneste trossamfund i Billund er Folkekirken, der holder til i Billund Kirke, der ligger i Grene Sogn. Tidligere har der været en frikirke, som nu er en del af Betania Kirkecenter (tilhørende Pinsebevægelsen). Andelen af medlemmer af Folkekirken er i Billund højere end landsgennemsnittet: tal fra Grene Sogn viser, at 90,3 % af befolkning var medlemmer pr. oktober 2010, hvorimod tallet blot er 80,9 % for hele landet.
Administration.
Den tidlige landsby hørte indtil kommunalreformen fra 1970 ind under Grene Sogn (i Slavs Herred), som byen stadig tilhører. Først i 1970 opstod Billund Kommune, som administrerede byen i perioden til 2006, hvorefter byen gik ind under Billund Kommune.
Økonomi og erhverv.
Byen har et aktivt erhvervsliv for en by af denne størrelse og byens indbyggere har den største personlige indkomst i Region Syddanmark. Der er da også næsten dobbelt så mange arbejdspladser end hvad der kan dækkes af indbyggerne, hvorfor mange pendler fra hele landet til arbejde i byen. Erhvervsmønstret i Billund er præget af industri, handel og transport og har da også usædvanlig stor beskæftigelse inden for de primære og sekundære erhverv. Byens største arbejdspladser er Lego, Legoland og Billund Lufthavn.
Uddannelse.
Byen rummer to folkeskoler, Enggårdsskolen og Søndermarksskolen fra henholdsvis 1890 og 1977. Begge skoler rummer 0. klasse til 9. klasse og er to- henholdsvis tre-sporet. Tidligere var der også tilbud om 10. klasse, men dette tilbud blev flyttet til Grindsted. Ligeledes sker ungdoms- og videreuddannelse typisk i Grindsted eller Vejle. Især ved videreuddannelse sker typisk en fraflytning fra byen, hvorfor byen også har et overtal af personer, hvis længste uddannelse er på grundskoleniveau.
Kultur.
De fleste kulturelle aktiviteter er i Billund samlet i Billund Centret, som er et kulturcenter. Centret indeholder en børnehave og vuggestue, Billund Bibliotek, Billund Kirke, Billund Musik- og kulturskole samt teatersal, cafe og mødelokaler. Desuden er centret hjemsted for Billunds lokalhistoriske arkiv. På gangarealerne, som også anvendes som udstillingshal, afholdes desuden arrangementer af kulturel art, herunder en del af Billund Natten, som er en årligt afholdt kulturaften.
Ud over centret findes der i Billund en skulpturpark, hvis første skulptur blev opstillet i 1991. Parken ligger mellem Billund Centret, plejehjemmet, Enggårdsskolen, travbanen og svømmehallen og er opbygget om et stykke vildt natur – blandt andet gennemløbet af Billund bæk.
Turisme.
Billund er et yndet mål for turister – særligt for børnefamilier &ndash og byen er et af de få steder foruden København, der oplever et stigende antal besøgende. Byen er hjemsted for forlystelsesparken LEGOLAND, der stammer fra 1968, og siden 2009 også Lalandia, et badeland og aktivitetscenter.
Med Billund Lufthavn er det nemt at komme til Billund, og ud over tilbudene i selve byen lokker også en række andre børnevenlige attraktioner inden for en radius af 20 km, herunder Givskud Løvepark, Kongernes Jelling og Vandel Museum med udstilling af en gammeldags skole. Som overnatningsmulighed er der både hoteller, vandrehjem og campingplads.
De to store attraktioner i byen er udpræget familievenlige, hvilket er, hvad der også fremover satses på i Billund fra politisk side; et centrum for børn. Derudover bliver der i byen i samarbejde med Syddansk Universitet forsket i turisme, herunder destinationskonstruktion (idet Billund udpræget er en konstrueret destination og derfor et godt udgangspunkt for forskningen).
Venskabsbyer.
Billund har kun en venskabsby. Venskabsbåndene blev knyttet, da Lego grundlage en fabrik i byen. Denne er dog nedlagt nu, men venskabet opretholdes. Begge byer har gader opkaldt efter den anden.
Vorbasse.
Vorbasse er en mindre by i Sydjylland med 1.241 indbyggere (2010), beliggende i Vorbasse Sogn. Byen ligger i Billund Kommune og tilhører Region Syddanmark. I byen ligger Vorbasse Kirke.
Årligt afholdes det store Vorbasse Marked med ca. 1/4 million besøgende. Byen er desuden kendt for Vorbasse Krigshavn, byens gadekær, hvori overdelen af en russisk ubåd tidligere var søsat, indtil man lavede en grundig renovering af "krigshavnen". Ubåden står nu på campingpladsen. Endelig har byen lagt navn til Vorbassedrengene, en gruppe mænd der drev en indbringende virksomhed med plyndring af gravhøje i 1800-tallet.
Et sjældent fund.
I 1964 fandt en dreng nogle lerskår på sin fars mark i Vorbasse og meldte fundet til museet i Esbjerg, der kom og lavede en prøveudgravning. En prøveudgravning betyder, at man graver nogle grøfter i jorden for at se, om der ligger ting i jorden.
Det viste sig, at arkæologerne fandt ting, som stammede fra omkring 300-400 tallet efter Kristus. Det er meget sjældent, at man kan finde ting der er så gamle, så derfor gravede man noget mere i Vorbasse.
Hvad fandt man?
Ved udgravningerne fandt man spor efter mange huse. Man fandt huller, hvor stolper fra husene havde stået og ting som, de folk, der havde boet der, brugte. Man kunne se, at mange af husene var blevet flyttet rundt i området med nogle års mellemrum.
Det var meget vigtige oplysninger, man fandt, og derfor besluttede man at udgrave et meget stort område lidt udenfor det, der i dag er Vorbasse by. Det begyndte man på i 1974. Udgravningerne fortsatte helt frem til 1987.
Det kom der mange oplysninger ud af, og den viden, man fandt, kan man dele i forskellige perioder. Mest fandt man oplysninger om jernalderen og vikingetiden i Vorbasse.
År 100 f.Kr. - år 200 efter Kristus.
I denne periode var det små og uregelmæssige jordstykker, der var at finde i landbruget. Hvert jordstykke har været på ca. 120 gange 60 meter. Hver familie havde et stykke jord, som de dyrkede for at få mad, og hver familie boede i et hus, som man kaldte et langhus. Familiemedlemmerne boede i den ene ende af huset, og dyrene boede i den anden ende.
I nærheden af langhuset lå der nogle mindre huse. Dem kaldte man grubehuse eller staklader, og her kunne man enten arbejde eller opbevare ting. Rundt om langhuset og grubehusene var der et hegn. Sådan boede man i den tidlige jernalder.
Fra tiden omkring 100 år før Kristus til 200 år efter Kristus fandt man også mennesker begravet. Udgravningerne viste, at kvinderne var begravet i tre grupper. Hver gruppe har nok været medlemmer fra samme familie, som er blevet begravet i nærheden af hinanden. Kvinderne havde smykker, potter, og små knive med sig i graven.
Der var også mænd, som var blevet begravet, men de lå ikke sammen med andre mænd, men var blevet begravet rundt omkring i landskabet. Mændene havde fået våben eller barbergrej med sig i graven.
År 200 - 700.
I denne periode begyndte man at dyrke landbrug på en ny måde. Før havde man sået korn på en del af marken, mens den anden ikke blev brugt. Man siger, at den lå brak. Når man havde høstet på den mark, som blev brugt, såede man så på brak-marken og lod den høstede mark ligge ubrugt hen. Korn og planter har brug for næring i jorden for at vokse. Ved at lægge jorden brak, fik jorden en pause, så alt næringen ikke blev brugt op. Det betød, at man kun kunne dyrke på halvdelen af sin jord på samme tid.
Den nye måde at arbejde med markerne gik ud på, at man ikke lagde markerne brak, men i stedet brugte dem hele tiden. På den måde fik man mere mad, men det betød, at man med nogle års mellemrum måtte flytte sine marker til et andet sted, fordi jordens næringsstoffer var væk. Det kalder man at jorden var udpint.
Ved udgravningerne fandt man ud af, at bebyggelsen i denne periode var opbygget af et indmark- og et udmark system. Indmarken bestod af huse, enge og marker mens udmarken var skov, græsområder og hede. Man kan altså sige, at indmarken var det tæt på husene, mens udmarken var mest natur. På udmarken gik dyrene ofte og græssede for at få mad, mens en hyrde, ofte et barn, passede på dem.
I perioden 200 år efter Kristus til 700 år efter Kristus begyndte man at bruge en tragtformet brønd, der var foret med gammelt tømmer. Denne brønd kan følges mange år frem i tiden. Du kan se dele af brønden på museet.
År 700 - 1000.
I den sene jernalder og i starten af vikingetiden sker der ingen ændringer i den måde, man arbejder med landbruget, men markerne ændrer sig. De blev nu aflange, i stedet for den mere firkantede form de tidligere havde haft.
En langt større ændring var dog måden bebyggelsen fungerede på. For første gang ser man, at bebyggelsen blev indrettet efter en plan. Husene lå nu ikke spredt i området, men blev lagt ved siden af hinanden på hver side af en gade, meget magen til den måde vi i dag kender en by. Det tyder på, at en stormand eller en konge har bestemt, at sådan skal bebyggelsen i Vorbasse se ud. Mange af husene blev flyttet over en længere afstand for at passe ind i den nye by-form.
Der havde også i de tidligere perioder af bebyggelsens liv været huse, som blev flyttet, men det var kun nogle få meter og ikke over lange afstande.
År 1000-1100.
Vi er nu i den periode, der hedder vikingetid.
Igen ændrede bebyggelsen sig. Ændringen bestod i, at bebyggelsen blev tre gange så stor, og markerne blev lagt ud i to grupper med helt ens størrelser. Også gårdene fik mere ens størrelser. Idéen med at lave marker og huse i samme størrelse, var for at en konge på den måde nemmere kunne udregne, hvor meget beboerne skulle betale til ham i skat.. Denne ensretning af størrelser tyder altså på, at Vorbasse-bebyggelsen nu hørte under en konge, der bestemte, hvordan bebyggelsen skulle se ud.
I denne periode blev hus og stald også delt. Nu boede man ikke længere med dyrene i den ene ende af huset. Dyrene fik en stald for sig selv.
Fra år 1100 - i dag.
Omkring år 1100 efter Kristus ændrede bebyggelsen form for sidste gang. Husene flyttede sig igen en smule og kom nu til at ligge der, hvor mange af husene ligger i Vorbasse i dag. Sådan som Vorbasse by ser ud i dag, har den altså set ud siden ca. år 1100.
Omfattende arkæologiske udgravninger i årene 1974-1987 viste en kontinuerlig bebyggelse inden for et begrænset område (ca. en kvadratkilometer) fra ca. Kristi fødsel (dvs. jernalder) og frem til tidlig middelalder, hvor byen fik sin nuværende placering.
Vorbasse Krigshavn.
Vorbasse Krigshavn er et gadekær i Vorbasse sandsynligvis navngivet af gøgleren Professor Labri.
Se også.
Østrig-Ungarns marine
Jorge Luis Borges.
Jorge Francisco Isidore Luis Borges Acevedo (24. august 1899 i Buenos Aires, Argentina - 14. juni 1986 i Geneve, Schweiz) var en argentinsk forfatter.
Biografi.
Jorge Luis Borges er kendt for sine fantastiske fortællinger: denne fase af hans forfatterskab skulle være startet, da han under febervildelse fik C.S. Lewis' science fiction-roman "Out of the Silent Planet" læst højt for sig af sin engelske mor. Han har desuden offentliggjort værker under pseudonymerne B. Suarez Lynch og H. Bustos Domecq i samarbejde med Adolfo Bioy Casares. Han forfattede talrige digte, essays, bogkataloger og citatsamlinger og virkede som oversætter.
Borges betragtes sammen med Gabriel García Márquez som grundlægger af den latinamerikanske, litterære retning, magisk realisme, og han er én af de største sydamerikanske forfattere i det 20. århundrede.
Borges havde en forbavsende almenviden, som først og fremmst blev skabt af hans hjem og afstamning. Han voksede op i Buenos Aires, hans farmor var englænder, hans far underviste i filosofi og psykologi på engelsk. Fra 1914 tilbragte Borges flere år i Schweiz og Spanien, hvor han bl.a. lærte sig tysk, latin og fransk. Han var fortrolig med nordiske sagaer, Kinas litteratur, antikken, den tyske middelalder, det gamle Fjernøsten og Kabbalaen.
Borges’ fiktion er meget lærd og altid præcis. Hovedparten af hans mest populære historier beskæftiger sig med tidens karakter, det uendelige, spejle, encyklopædier og andre labyrinter, virkeligheden og personers identitet – ofte med temaerne anbragt i fantastiske sammenhænge. Fortællingerne drejer sig om livet i Sydamerika, beretninger om folkehelte, soldater, gauchos, detektiver eller historiske personer i en blanding af virkelighed med fantasi og facts med fiktion.
”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius” er et eksempel på, hvordan forskellige realitetsplaner blandes og kommer til at påvirke vores verden. Man skal tænke Borges som en del af samme tradition, som J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis, nemlig en seriøs bearbejdelse af en fantastisk virkelighed.
Fra 1955 var Borges direktør for det argentinske nationalbibliotek, og skønt han blev blind allerede i 50-års alderen, forhindrede det ham ikke i at være aktiv som forfatter i flere årtier med hjælp fra venner.
I Umberto Ecos "Rosens Navn" optræder figuren Jorge af Burgos, en klosterbibliotekar, der er inspireret af Borges.
Joseph Ignace Guillotin.
Dr. Joseph-Ignace Guillotin (28. maj 1738 i Manchester – 26. marts 1814) var en franske læge og revolutionsmand.
Han har lagt navn til guillotinen - ikke fordi han opfandt eller konstruerede den (lignende apparater havde i tidligere århundreder lejlighedsvis været brugt i både Tyskland og England), men fordi det var på hans initiativ at den blev indført i Frankrig.
Efter eksperimenter på lig fra et hospital sættes den første maskine op i Paris, Frankrig i 1792.
Den benævnes først "le louison" (længe inden halshugningen af Louis XVI). Først senere får den navnet "la guillotine."
Engelsk (sprog).
Lande, hvor engelsk er officielt eller de facto hovedsprog er markeret med mørkeblåt. Lande hvor engelsk er sekundært officielt sprog er markeret med lyseblåt.
Engelsk er et germansk sprog, der tales på de Britiske Øer, i Nordamerika, Australien, New Zealand og flere andre steder. Det er officielt sprog i flere afrikanske lande og i Sydasien. Det er desuden det mest udbredte internationale sprog (dog talmæssigt overhalet af mandarin). Engelsk er det andenmest talte modersmål i verden med ca. 480 millioner brugere i 2005.
Sproghistorie.
Det engelske sprog er tættest beslægtet med frisisk. Engelsk og frisisk hører til den vestgermanske gren af den germanske sprogfamilie ligesom nederlandsk (hollandsk), nedertysk (plattysk) og (høj)tysk.
Udviklingen af sproget begyndte i det 5. århundrede e.Kr. med anglernes og saksernes erobring af Britannien, efter at romerne havde rømmet landet. "Anglerne, sakserne og jyderne" (som stammerne blev kaldt ifølge den gamle engelske overlevering) kom fra nutidens Nordtyskland og nærmere bestemt Slesvig-Holsten og var dermed oprindeligt danskernes sydlige naboer på den jyske halvø.
I vikingetiden var engelsk under intens påvirkning fra nordisk, idet den østlige del af landet var under danske konger (Danelagen) og den nordlige del under norsk herredømme, og der blev indlånt adskillige ord, f.eks. "window" (oldeng. "ēagþyrel", "ēagduru") og "they" (oldeng. "hī"), og mange indfødte ord fik en mere nordisk udtale, f.eks. "sister" (oldeng. "sweoster"), "give" (oldeng. "ġiefan"; "ġ" = [j]), "egg" (oldeng. "ǣġ").
Med normannernes erobring af England i 1066 blev fransk det overklassens sprog i flere århundreder, og store dele af det germanske ordforråd blev udskiftet eller fortrængt til lavsproget. Franske låneord er f.eks. "flower" (fr. "fleur"), "faith" (fr. "foi", ofr. "feit"), "finish" (fr. "finir" ("finiss-")) "pay" (fr. "payer"), "please" (fr. "plaisir").
Hvor oldengelsk havde et komplekst bøjningssystem lig det, man ser i nutidens islandsk, færøsk og tysk, var grammatikken allerede ved middelalderens slutning blevet reduceret omtrent til den nutidige tilstand. En vigtig årsag har været reduktionen af de tryksvage stavelser. De gamle endelser kom på den måde til at lyde mere eller mindre ens, og bøjningerne blev til sidst opgivet.
Grammatik.
-- Gerundium og gerundiv har på engelsk fællesbetegnelsen: the gerund.
-- Konjunktiv er forældet på britisk engelsk, men lever i amerikansk engelsk, fx i nyudgivne computerbøger.
Andre grammatiske kategorier dannes ved omskrivninger, f.eks.: futurum med "shall" eller "will" + infinitiv (he will come); perfektum med "have" + præteritum participium (he has come); passiv med "be" + præteritum participium (he is loved).
Ordforråd.
De ord i engelsk som er udviklet fra germansk, er næsten uden undtagelse kortere og mere uformelle end dem, som har latinsk afstamning. De latinske regnes ofte for mere elegante. Overdreven brug af latinske ord betragtes dog gerne som enten snobberi, f.eks. når politimanden bruger udtrykket "apprehending the suspect", eller som eufemisme (dvs. forskønnende omskrivning) f.eks. som når man i militære dokumenter skriver "neutralise/-ize" i stedet for "kill". George Orwell analyserer dette særkende ved det engelske sprog i sit essay "Politics and the English Language".
En engelsktalende vil som regel kunne vælge mellem germanske og latinske synonymer: "come" eller "arrive"; "sight" eller "vision"; "freedom" eller "liberty". Det engelske sprogs rigdom består i, at denne slags synonymer har bittesmå forskelle i betydningen. Det gør, at det bliver muligt at udtrykke helt fine nuancer; sproget bliver ekstremt fleksibelt.
Engelsk skiller sig ud fra andre sprog ved at have et meget stort aktivt ordforråd og ved at være meget tilpasningsdygtigt. Tekniske termer optages hurtigt, importen af ord er stor og udviklingen i slangudtryk går også meget hurtigt. Dette tempo betyder, at man ofte må skelne mellem flere varianter af engelsk.
Etymologi.
Fransk har ydet en stor påvirkning på engelsk. En af konsekvenserne er en todeling i ordforrådet mellem germansk (hovedsageligt angelsaksisk) og latin (mest fra normanner-fransk men også noget direkte fra latin).
Skriftsystem.
Engelsk skrives med bogstaver fra det latinske alfabet. Skrivemåden eller ortografien i engelsk er historisk, dvs. ikke baseret på fonologi. Skrivemåde af ordene adskiller sig altså – ligesom på dansk – betydeligt fra udtalen, og det gør engelsk til et vanskeligt sprog at lære at skrive korrekt.
Varianter af engelsk.
Engelsk har sin oprindelse i England, men blev med det Britiske Imperium udbredt over det meste af verden, og er især siden 2. verdenskrig også blevet udbredt fra USA, som er det største engelsk-sprogede land i dag.
USAs dominans indenfor populærkulturen medfører at nogle taler om amerikanisering.
Fordi engelsk tales så mange forskellige steder i verden findes der naturligt nok mange lokale varianter eller dialekter af sproget. De to vigtigste varianter (eller variantgruppper) af engelsk er britisk og amerikansk, som primært tales i hhv. Det Forenede Kongerige og USA, men derudover findes også f.eks. australsk, indisk og sydafrikansk engelsk. Desuden findes der simplificerede varianter af engelsk, konstrueret til brug som "lingua franca", f.eks. "Basic English" (fundamentalt engelsk), som beskrevet nedenfor.
Britisk og amerikansk engelsk.
Forskellen mellem britisk og amerikansk engelsk består først og fremmest i udtalen, men også i ordforråd, stavning og grammatik.
Fundamentalt engelsk (Basic English).
Fundamentalt engelsk er et simplificeret sprog konstrueret af englænderen Charles Kay Ogden i 1920'erne. Sproget kan betragtes som en introduktion til det engelske sprog og et alternativ til kunstsprog, eksempelvis esperanto.
Sproget består af 850 ord og er valgt ved udeladelse af sjældne ord og ord som har stilistisk værdi.
Fundamentalt engelsk, ordliste
Amerikansk sortbjørn.
Amerikansk sortbjørn ("Ursus americanus") også kaldet baribalen er en nordamerikansk bjørn. Bjørnen er dog ikke udbredt i den nordligste del af Canada og den vestlige del af Alaska.
Amerikansk sortbjørn vejer cirka 150 (70-290) kilogram og er cirka 160 (130-180) centimeter høj og dermed en af de mellemstore bjørne. Dens farve er typisk sort eller kanelbrun, men kan også i sjældne tilfælde være hvid. Snuden har en brun farvetoning.
Bjørnen har spinkle knogler og meget bevægelige poter, og kan derfor uden problemer klatre
i træer hele livet selv med en vægt på 150 kilogram.
Network News Transfer Protocol.
Network News Transfer Protocol (ofte forkortet NNTP) er en datanetprotokol der bruges til at overføre artikler i nyhedsgrupper mellem to computere på Internet.
Man kan også sige, at NNTP er et mange-til-mange diskussionssystem eller debatsystem (i forhold til e-post, hvor det er normalt at snakke en-til-en).
Typisk bruges systemet til at stille et spørgsmål om et fænomen. Andre brugere af systemet - som har svaret på rede hånd - vil ofte svare herpå, men.. hvis andre igen ikke er helt tilfredse, så kan de blande sig i diskussionstråden. Så er det op til spørgeren, om hun/han er tilfreds med svarene.
Det spændende er, at mennesker orker at svare på de ofte stillede spørgsmål - igen og igen. Men systemets lethed og elegance er måske årsagen til systemets popularitet.
Antallet af diskussions- eller nyhedsgrupper er stort - op til 50.000 på verdensplan. De kan være underinddelt i lande, f.eks. har Danmark ca. 250 grupper med følgende store hovedgrupper: dk.binaer, dk.edb, dk.fritid, dk.kultur, dk.spil, dk.sport og dk.videnskab
Disse grupper reguleres af brugerne selv ved endnu nogle diskussionsgrupper (dk.admin) og udvalg, afstemning, regler (fundats) mv. Læs nærmere herom i usenet.dk
For at være med skal man have en gyldig e-post konto samt et program til håndtering af diskussion/debat, eg. nyhedslæser (eng: news reader). Idet en vigtig faktor er, at man ikke optræder anonymt, men er ansvarlig for sine indlæg.
Danmarks pattedyr.
Danmarks pattedyr er en liste over pattedyr som i projekt Dansk pattedyrsatlas er blevet talt i kvadrater på 10x10 kilometer i Danmark i perioden 2000 til 2003. bag projektet står Zoologisk Museum, København og Naturhistorisk Museum, Århus.
Marsvin (gnaver).
Et marsvin er en gnaver.
Marsvin er ideelle kæledyr og bliver normalt mellem 5-7 år.
Da marsvin ikke selv danner C-vitamin i kroppen, skal det tilføres gennem foderet, der skal bestå af hø, tørfoder og grøntsager.
Marsvin lever i naturen i Bolivia, Peru og Colombia. Marsvinet er et flokdyr, så derfor vil det gerne have meget selskab. Man kan sagtes have 2 marsvin i samme bur. Hvis det er en han og en hun, får de uundgåeligt unger, og de yngler det meste af livet, fra de er ca. 4 uger. Hvis man har 2 af samme køn eller en kasteret han og en eller flere hunner, vil de få stor glæde af hinanden.
Marsvin kan ikke tåle løg af nogen slags, avokado og kartofler, samt tomatgrønt.
Der findes over 30 forskellige racer, og der holdes mange udstillinger for marsvin hvert år.
Dansk Marsvine Klub er den eneste officielle klub i Danmark for marsvin og deres ejere; den har forskellige underklubber for flere forskellige racer.
Kat kan i nogle tilfælde blive venner med marsvin
Lækat.
En lækat, hermelin (latin "Mustela erminea") er et kødædende pattedyr i Mårfamilien.
Om vinteren skifter lækatten pels, og er helt hvid med undtagelse af en sort halespids.
Betegnelsen hermelin dækker især lækatten i vinterpels.
Symbolik.
Heraldiske hermelinshalespidser - den venstre er mest udbredt
Hermelinens pels (frem for alt vinterpelsen) blev længe skattet højt i pelshandelen, og den blev blandt andet anvendt som kant på kåber. Vinterpelsen kaldes ofte blot "hermelin", og anvendtes i Europa som symbol for kongelighed; de ceremonielle kåber for medlemmerne af Storbritanniens overhus var kantet med hermelin, omend kunstpels oftere benyttes i dag. Hermelinen blev set som symbol for renhed i Europa; ifølge myten ville den hellere dø end tilsmudse sin pels.
I nogle dele af Japan ses den som tegn på held.
I heraldikken anvendes termen "hermelin" i betydningen et hvidt felt bestrøet med små sorte symboler, repræsenterende en hvid hermelinpels med sorte halespidser. I engelsk heraldik finds varianter med andre farvekombinationer, men de anvendes stort set ikke i andre landes heraldik.
Hamborg.
Den frie hansestad Hamborg (tysk: Freie und Hansestadt Hamburg, i daglig tale blot Hamburg, nedertysk "Hamborg" [ˈhaˑmbɔːχ]) er en delstat og med sine 1,774 mio. indbyggere den næststørste by i Forbundsrepublikken Tyskland.
Byen er beliggende i Nordtyskland ved floden Elben, 110 km. sydøst for dens munding i Nordsøen. Den naturlige tidevandshavn strækker sig fra sydbredden af Nordelben overfor bydelene St. Pauli og Altona. Mange broer og to tunneller forbinder bydelene tværs over Elben. I århundreder har flodvandet aflejret sand og dynd. Efterhånden er der blev bygget diger for at forhindre oversvømmelser. Ældre digeanlæg erindrer om en tid, hvor højvandet oversvømmede store områder. Floden Alster er i Hamborgs bymidte inddæmmet og danner en stor indsø, delt i to dele, Binnenalster og Außenalster.
Over de mange bifloder og kanaler spænder ca. 2.500 broer, flere end i Venedig, Amsterdam og London tilsammen.
Byen Hamborg har Europas næststørste havn.
Historie.
Hamborg, 1800. Altona og de øvrige byer mod nord hørte til Holsten og det danske monarki.
Politik.
I Hamborg har CDU siden 2004 haft absolut flertal i byens parlament, som officielt hedder "Bürgerschaft" (borgerskab). Borgerskabet vælger senatet, bystatens regering, som ledes af en "første borgmester" (overborgmester).
Efter at have regeret uafbrudt i 44 år fik SPD i 2001 det dårligste valgresultat siden 2. verdenskrig og mistede regeringsrolle. Ole von Beust (CDU) har så været overborgmester siden 2001 og kunne vinde et absolut flertal i 2004. Ved valget d. 24. feb. 2008 mistede CDU igen sit absolutte flertal. Efter længere koalitionsforhandlinger blev der for første gang i en tysk delstat dannet en koalition bestående af CDU og De Grønne.
Det har i årtier været diskuteret at lægge Hamborg sammen med andre nordtyske delstater. Forslagene rækker fra en sammenlægning af Hamborg med Slesvig-Holsten alene til en stor nordtysk delstat, der også omfatter Nedersaksen, Bremen og Mecklenburg-Vorpommern. På grund af de store forskelle i befolkningsstruktur og økonomi er der dog intet konkret kommet ud af debatten.
Danske repræsentationer.
Det officielle Danmark er repræsenteret med et generalkonsulat. Der er ca. 100 diplomatiske repræsentationer i Hamborg.
En dansk sømandskirke findes i det "portugisiske kvarter", et del af centrum nær havnen med historiske huse.
Administrativ inddeling.
200px
Solcelle.
Solpaneler foran Westsächsische Hochschule Zwickau.
En fotoelektrisk-celle eller solcelle er en diode, der fungerer som transducer, der via den fotoelektriske effekt omdanner en del af den modtagne lysenergi (typisk synlige og infrarøde elektromagnetiske bølger) til elektrisk energi. Lyskilden kan f.eks. være solens solenergi.
En fotoelektrisk-celle omfatter alle celler uanset optimal fotonbølgelængde - hvorimod solcellers primære anvendelseshensigt er til dele eller hele solens udsendte bølgelængdeinterval indenfor eller udenfor jordens atmosfære.
En solcelle virker stort set ligesom en fotodiode. Solcellen har et meget stort chip areal i forhold til fotodioden.
Flere solceller sættes som regel sammen elektrisk og pakkes ind i plast, glas og en aluminiumsramme for at beskytte solcellerne - og kaldes så et solcellepanel.
Solcelleegenskaber.
De forskellige solcelleteknologiers bedste virkningsgrader med sollys, som funktion af årstal.
Optimering af sollys til solcellen og omvendt.
En given solcelles effektivitet er langt højere ved den rette bølgelængdebelysning. F.eks. har almindelige siliciumbaserede monokrystalline solceller en effektivitet på 50%, hvis de belyses med infrarødt lys med en bølgelængde på ca. 900 nm.
Grunden til at 900-1000 nm er optimalt skyldes at en foton med denne bølgelængde, under absorption netop separerer et "hul" og en elektron, med minimal omdannelse af lysenergi til normalt nytteløs varmeenergi.
Fluorescens.
Fotoner med en bølgelængde større end ca. 1200nm, kan ikke direkte gøre nytte i monokrystalline siliciumbaserede solceller, men ved at give solcellen opkonverterende "briller" på bagsiden kombineret med et spejl, kan disse fotoner omdannes til fotoner med en bølgelængde mindre end eller lig 900nm.
Herudover er der blevet opdaget en proces som kan få en solcelles effektivitet øget markant, kaldet PETE ("photon enhanced thermionic emission").
Stakning af forskellige solceller.
En anden måde at øge virkningsgraden af solceller på er at lægge flere forskellige solceller, der hver især er optimeret til hvert deres bølgelængdeinterval, ovenpå hinanden og lade den øverste omsætte f.eks. det blålige og grønlige lys effektivt - og det næste solcelle omsætte det gullige og rødlige lys osv.
Anvendelse.
Solceller bliver anvendt til at el-energiforsyne mange typer af udstyr; satellitter, lommeregnere, havelamper, campingvogne, radioapparater, ure, mobiltelefoner, både, bøjer, alarmtelefoner.
En enkelt solcelle giver som regel kun 0,4..0,7V og for større celler (12 cm sidelængde) kan deres strøm være mellem 5-7 A ved klar solskin. Legetøjssolceller kan give mellem nogle få mA til 500 mA. Spændingen på ca. 0,5 V er som regel for lav, så det er normalt at man serieforbinder mange solceller så man får op til ca. 15..18 V. Det er også muligt at anvende en step-up-smps-konverter. Se under eksterne henvisninger "selvbyg step-up-smps-konverter". Solceller har hyppigt et blålige skær, men andre har andre mørke nuancer. Solcellen kan have nogle af følgende egenskaber; stiv, bøjelig og mere eller mindre gennemsigtig.
Solceller producerer jævnstrøm (DC). Dette kan anvendes direkte via en solcelleregulator til at oplade en akkumulator eller andet egnet. Det kan f.eks. være en "deep-cycle" blyakkumulatorer, der dog er 3-10 gange dyrere end almindelige bil- og UPS-akkumulatorer. Bil og UPS akkumulatorer kan ikke tåle at være afladet i længere tid.
Generelt kan dagens akkumulatorer (2004) ikke gemme så meget energi per kg i forhold til f.eks. benzin og ætanol. Dette gælder især "deep-cycle" blyakkumulatorer.
Måske er en nikkel-jern-akkumulator bedre egnet, da de ifølge en del kilder kan holde 30-50 år, selv med mange lange afladede perioder. Holdbarhedsmæssigt kan det tænkes at Lithium-jern-fosfat-akkumulator vil tangere nikkel-jern-akkumulator. I alle andre henseender er Lithium-jern-fosfat-akkumulatoren nikkel-jern-akkumulator overlegen.
Når 230V-AC-udstyr skal strømforsynes fra solceller, kan en vekselretter (eng. inverter) anvendes til el-energi konverteringen. Nogle invertere kan elnet-tilkobles og hvis man har en aftale med elværket, kan man faktisk få penge for den energimængde som man afleverer.
Fremtidige energilagringsmetoder.
I fremtiden kan det tænkes at man kan gemme energien i brint (besværligt at gemme) eller bioætanol (miljøvenligt og let at opbevare).
Det lader til at spritsamfundet buldrer frem (2004).
Man kan få svinghjul båret vha. magnetiske lejer i lufttomme kamre, der kan oplades og aflades ca. 100.000 gange uden forringelse. Kig i svinghjuls eksterne henvisninger. De kan lagre op til 15 kWh, også over lang tid, hvilket er meget i sammenligning med akkumulatorer. En 12V 400 Ah akkumulator kan gemme 12*400 = 4.800 Wh = 4,8 kWh.
Solcelletyper.
Monokrystallin solcelle uden beskyttende indpakning. Farven er 2006) blålig, men kan også have andre mørke farver.
Polykrystallin solcelle, uden beskyttende indpakning, med en sidelængde på ca. 10 cm. Farven er hyppig (2006) blålig, men kan også have andre mørke farver. Bemærk de skarpe krystalskel, hvor farven eller lysstyrken skifter, dette er kendetegnede for polykrystaline solceller.
18. århundrede.
17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede - andre århundreder
Tidslinje over nogle europæiske regenter i det 18. århundrede - Krige i 1700-tallet
Det 18. århundrede består af årene 1701 til 1800, det er ofte forvekslet med 1700-tallet som består af årene 1700 til 1799.
å
17. århundrede.
16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede - andre århundreder
Tidslinje over nogle europæiske regenter i det 17. århundrede
Det 17. århundrede består af årene 1601 til 1700, det er ofte forvekslet med 1600-tallet som består af årene 1600 til 1699.
å
16. århundrede.
15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede - andre århundreder
Det 16. århundrede består af årene 1501 til 1600, det er ofte forvekslet med 1500-tallet som består af årene 1500 til 1599.
Eksterne henvisninger.
å
15. århundrede.
14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede - andre århundreder
Det 15. århundrede består af årene 1401 til 1500, det er ofte forvekslet med 1400-tallet som består af årene 1400 til 1499.
å
Peter Høeg.
Peter Høeg (født 17. maj 1957 i København) er en dansk forfatter, som blev verdensberømt med romanen "Frøken Smillas fornemmelse for sne" (1992).
Liv og forfatterskab.
Høeg er opvokset i København, hvor han i 1984 blev færdiguddannet som mag. art. i litteraturvidenskab. Efter en omflakkende periode som bl.a. globetrotter, idrætslærer og danser debuterede Høeg i 1988 med "Forestilling om det tyvende århundrede" på Rosinante forlag. Romanen, som er en stærkt fabulerende slægtskrønike, bærer tydelige spor af sydamerikansk magisk realisme og tiltrak sig relativt stor opmærksomhed allerede ved sin udgivelse. I 1990 udkom "Fortællinger om natten", 9 noveller med tematisk sammenhæng, og med denne udgivelse blev Høeg snart omtalt som et forfattertalent med internationalt potentiale. Det endelige gennembrud lod ikke vente på sig.
I 1992 kom kriminalromanen "Frøken Smillas fornemmelse for sne", et portræt af den dansk-grønlandske glaciolog Smilla. Romanen cementerer Høegs foretrukne temaer og understreger forfatterskabets sympatier for den kvindelige princip, for barnet og de marginaliserede, ligesom den byder på en god del kritik af den vestlige civilisations imperialisme og videnskabens magtmisbrug.
Høeg rostes til skyerne for sin store fortælleevne, sin sproglige formåen og solgte nu uhørt mange bøger i forhold til danske standarder, men navnlig med udgivelsen af "De måske egnede" (1993) begyndte kritikken at dukke op. Anmeldere anklagede Høegs forfatterskab for politisk korrekthed, forudsigelig civilisationskritik og letkøbt frelsthed. Med beslægtet civilisationskritisk tematik kunne romanen "Kvinden og aben" (1996) alt andet end rette op på dette, ligesom stiftelsen af fonden Lolwe til støtte af kvinder og børn i Den Tredje Verden ikke just fik kritikken til at forstumme. Efter "Kvinden og aben" lod forfatteren ikke yderligere høre fra sig på nær et enkelt, personligt digt betitlet "Første og sidste kapitel" i antologien "Trykt - og godt" (1998) til Høegs forlægger og nære ven, Merethe Riis. I stedet trak Høeg sig helt tilbage fra offentlighedens søgelys.
Trods kritikken regnes hans forfatterskab dog stadig for væsentligt, og noget tyder på, at det møder fornyet interesse. Således udkom foråret 2005 forfatterskabsportrættet "Abens poetik", en kronologisk litteraturvidenskabelig kritik af Høegs tekster. Selv udgav forfatteren efter 10 års skønlitterær tavshed i maj 2006 romanen "Den stille pige".
Priser.
Peter Høeg har modtaget mange litterære priser, heriblandt: "Weekendavisens litteraturpris" (1988),
"Kritikerprisen" (1993) "Herman Bangs Mindelegat" (1993) og "De Gyldne Laurbær" (1994).
Filmatisering.
I 1997 filmatiserede Bille August "Frøken Smillas fornemmelse for sne". Filmen blev en fiasko, både i anmeldelserne og i salgstallene.
Peter den Store.
Peter den Store ved Poltava
Peter den Store (9. juni 1672 - 8. februar 1725), zar af Rusland, blev født i Moskva som søn af Aleksej Mikhailovitj Romanov, zar fra 1645. Han blev kronet til zar af Rusland den 27. april 1682, kun 10 år gammel, som efterfølger for sin halvbroder zar Fjodor 3. På grund af politiske omstændigheder kom han til at regere sammen med sin halvbroder Ivan og under ledelse af sin halvsøster Sofia.
I 1689 blev Sofia tvunget fra ledelsen, og Peter tog selv magten. Han blev enehersker, da Ivan døde i 1696. Han var meget opsat på at gøre Rusland til en europæisk stormagt og inviterede de bedste ingeniører, skibsbyggere, arkitekter og håndværkere til Rusland. Ligeledes sendte han hundreder af unge russere til Europa for at lære. Selv aflagde han flere besøg i Europa og besøgte København i 1716 i forbindelse med et planlagt dansk-russisk invasion i Skåne. Den blev ikke til noget. Han arbejdede i flere år i Holland for at lære skibsbygningshåndværket.
Peters første krig var mod Tyrkiet for at opnå adgang til Sortehavet, og for første gang vandt en russisk flåde et slag. Peters største ambition var at skaffe Rusland adgang til Østersøen, og i 1700 indledte han "Den store nordiske krig" mod Sverige. Krigen varede i 21 år. Efter nederlag lykkedes det ham at reorganisere hæren, de svenske besiddelser i Baltikum blev erobret, og vendepunktet blev sejren ved Poltava. I de følgende år deltog russiske hære i kampene i Nordtyskland, og landets fremgang vakte både opsigt og bekymring i Vesteuropa.
I 1703 grundlagde Peter St. Petersborg ved Neva-flodens munding på et område, som havde været finsk (svensk). St Petersborg udviklede sig hurtigt til en driftig havneby, og i 1712 flyttede Peter hovedstaden hertil fra Moskva. I 1725 havde St Petersborg 75.000 indbyggere. Da krigen mod Sverige sluttede med freden i Nystad, lod Peter sig udnævne til russisk kejser den 22. oktober 1721. Under hans regering var der flere oprør, (bl.a. strelitseropstanden 1698) som imidlertid blev slået ned med stor brutalitet. Da han fik mistanke om, at hans egen søn, Alexei, deltog i et komplot mod tronen, lod han ham i 1718 fængsle og tortere til døde. Peter den Store døde den 8. februar 1725 og blev begravet i Peter og Paul domkirken i Sankt Petersborg. Han havde ikke udnævnt en efterfølger og blev efterfulgt af sin hustru Katharina I, der havde en jævn og broget baggrund.
Eftermæle.
Peter er måske Ruslands betydeligste zar, og hans regering dannede et stort skel i landets historie fra isoleret og tilbagestående østeuropæisk stat til reformpræget stormagt med vesteuropæisk indflydelse. Han synes at have været en blanding af brutal tyran og jovial og livsglad reformator, primitiv og drikfældig, interesseret i teknik og praktiske opgaver, ukonventionel og "folkelig" i sin stil og samtidig udpræget enevoldshersker, der ville kontrollere alt. Mange af hans reformer var inkonsekvente og overfladiske og satte sig først spor senere, men de blev begyndelsen til en nyere tids Rusland.
Köln.
Köln (på fransk og engelsk "Cologne"), Tysklands fjerdestørste by, ligger på begge sider af floden Rhinen i staten Nordrhein-Westfalen. Byen har ca. en million indbyggere og Stor-Köln, "Regierungsbezirk Köln", cirka 4,4 millioner.
I middelalderen var Köln på grund af de formodede relikvier af De hellige tre Konger (jf. de tre kroner i byvåbenet) et vigtigt valfartssted, hvortil der også kom mange pilgrimme fra Danmark. Köln er Rhinlandets økonomiske og kulturelle hovedstad og er kendt for den gotiske katedral, Kölnerdomen.
Köln har gennem de seneste årtier gennemgået et strukturskift fra industri- til mediemetropol. Köln af i dag er en handels- og universitetsby med en dominerende position indenfor den tyske medieindustri.
Den internationale lufthavn Köln Bonn Airport er en af Tysklands største med 10,35 millioner passagerer i 2008. Hovedbanegården Köln "Hauptbahnhof" har dagligt 250.000 passagerer.
Siden 1960'erne har Köln gjort sig internationalt kendt som en betydningsfuld kulturby med en særdeles aktiv kunst- og galleriscene. I byen findes over 30 museer samt over 100 kunstgallerier. Byens internationale messe er bl.a. vært for den internationale kunstmesse Art Cologne, den mere moderne kunstmesse art.fair, den internationale møbelmesse IMM og fotomessen Photokina.
20 procent af befolkningen har indvandrerbaggrund, de største befolkningsgrupper er oprindelig fra Tyrkiet og Italien. 41 procent af befolkningen er katolsk. En af Europas større bøssescener findes i Köln, og byen betegnes af mange som liberal i sine holdninger. Köln er også kendt for fejringen af det katolske karneval. Byens lokale øl hedder Kölsch, hvilket også er navnet på den lokale dialekt, en bydialekt med mange franske lån.
Geografi og klima.
Köln ligger på begge sider af floden Rhinen og har et areal på 405,15 km² (den vestre Rhinside 230,25 km², den østre 174,87 km²).
Byen ligger mellem de to højplateauer Eifel i vest og Bergisches Land i øst og er dermed beskyttet mod vestenvinden, hvilket gør klimaet mildt. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 11,9 °C, hvilket gør Köln til Tysklands varmeste by.
Kölnerdomen.
Kölner Dom med "Museum Ludwig", museum for moderne kunst
Rådhuset i renæssancestil, bygget i 1569
"Eigelsteintorburg" den nordlige byportByens mest markante bygningsværk, den 157 meter høje Kölner Dom, er Tysklands mest besøgte turistattraktion
Historie.
Köln blev grundlagt som en romerlejr og blev på det tidspunkt kaldt "colonia Claudia Ara Agrippinensis", hvor "colonia" er ophavet til dagens bynavn, Köln, og betød, at byen ved sin grundlæggelse fik status af "romersk" by, dvs at indbyggerne fra starten af havde fulde romerske borgerrettigheder. Det var et stort og sjældent privilegium, som man ellers måtte tjene tyve år i romerske hjælpetropper for at opnå, men kan skyldes begyndende vanskeligheder med at fremskaffe rekrutter til de romerske legioner, hvor romersk borgerskab var et krav. "Claudia" viser til, at det var kejser Claudius, der oprettede byens statutter i år 50. "Ara", der betyder "alter", forekom sjældent i et bynavn, og viste til alteret oprettet til ære for den afdøde kejser Augustus og Rom. Köln var dermed provinsens centrum for at udvise loyalitet mod Romerriget. Et tilsvarende alter, "ara Romae et Augusti", fandtes også i Lyon, hvor tre galliske provinser satte hinanden stævne for at hylde kejsermagten og ellers diskutere fælles sager. "Agrippinensis" betød, at Claudius opkaldte byen efter sin kone og niece, Agrippina den Yngre (Neros mor), der var født i området under et af de felttog, hendes far Germanicus blev opkaldt efter. Allerede i antikken var Köln en storby på 98 hektar med mindst 25.000 indbyggere. Over tre km af den antikke bymur kan stadigvæk ses. Man kan stige ned i antikkens underjordiske kloakanlæg, og besøge muséet med de mange genstande fra romertiden.
Under 2. verdenskrig blev 70% af den indre by ødelagt. På trods af ødelæggelsen er Kölns rige historie fra romertid over middelalder tydelig at se i dagens bybillede; i den indre by findes 12 romanske kirker, hvilket er flere end i nogen anden europæisk by.
Seværdigheder.
Rådhuset fra 1569 er bygget i renæssance-stil og ligger i byens gamle jødiske kvarter. I skyggen af domkirken ligger "Römisch-Germanisches Museum", hvis samling vidner om Kölns rolle som vigtig handelsby i Det romerske rige.
Kunst og kultur.
Köln er kulturmetropol med mange anerkendte kunstmuseer, over 100 kunstgallerier og en mangefacetteret musikscene. Museum Ludwig er et af de vigtigste museer i Köln. Museet har en stor kunstsamling som hovedsagligt består af Pop art, abstrakt kunst og surrealisme. Museet har en af Europas største Picassosamlinger.
Musikscene.
Minimal elektronisk musik produceret i Köln - 'Sound of Cologne'- er en genre indenfor Electronica-scenen. Byens musikindustri og elektroscene arrangerer den elektroniske musikfestival "c/o pop". Mange elektroniske musikspillesteder ligger i bohème-bydelen "Belgisches Viertel".
Köln er Tysklands "bar-tætteste" by og er karnevalenes højborg. "Gay-Pride"-festivalen i juli er Tysklands største.
Uddannelse.
Kölns universitet, "Universität zu Köln", blev grundlagt 1388 og har 45 000 studerende. Universitet er et af Europas ældste. Den nyeste uddannelsesinstitution er Tysklands første mediehøjskole "Kunsthochschule für audiovisuelle Medien / Academy for Media Arts".
At 10 procent af Kölns befolkning er studerende sætter sit præg på byen. Især i området omkring universitetet, også kaldt latinerkvarteret "Kwartier Lateng", der har sit centrum langs med "Zülpicher Strasse".
Erhvervsliv.
De vigtigste brancher er: medier, forskning, IT, forsikrings- og bankvæsen samt turisme. Ca 2,5 millioner turister overnattede i 2005 i Köln.
Köln har i de seneste årtier gennemgået et strukturændring fra industri til at være Tysklands mest udprægede medieby.
Det største firma indefor fremstillingsindustrien er Fordfabrikkerne ("Ford-Werke"). Fords europæiske hovedkontor, samt luftfartselskabet Lufthansa, ligger i Köln.
Audiovisuelle medier.
Medie- og kommunikationsbranchen udgør 10% af Kölns erhvervsliv med over 50.000 ansatte. Flere statslige og kommercielle tv-kanaler har hovedkontor i Köln, blandt andre "RTL, WDR, VOX" og nyhedskanalen "N24". En stor del af Tysklands medie-, TV- og filmproduktionsselskaber har kontorer i Köln.
Sport.
Byens arena hedder RheinEnergieStadion med plads til 51 000 tilskuere. Köln var en af værtsbyerne for VM i fodbold 2006.
Albert Camus.
Albert Camus (7. november 1913 - 4. januar 1960), var en fransk forfatter. Han var født i Algeriet og af "pied-noir" herkomst. Han voksede op i stor fattigdom, men fik plads ved universitetet. Her blev han angrebet af tuberkulose, en sygdom der fortsatte at plage ham resten af livet. I 1940 flyttede han til Frankrig. Under den anden verdenskrig var han med i den franske modstandsbevægelse, og blev journalist i undergrundsavisen "Combat". Det var i den avis han lærte Sartre at kende.
Forfatterskab.
Camus kredser i sin prosa, dramatik og essayistik om eksistentialismens hovedspørgsmål; hvordan man som menneske forholder sig til livets grundlæggende meningsløshed eller absurditet. Hans gennembrud kom i 1942 med romanen "Den fremmede". I 1947 kom "Pesten" og i 1956 "Faldet". I "Pesten" er budskabet at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede til en polemik mellem de to, som i 1952 satte et punktum for deres venskab.
I "Faldet" er Camus' budskab et andet. Vi hører om en vellykket sagfører, som en sen efterårsnat bliver vidne til, at en kvinde kaster sig i Seinen. Lamslået hører han hendes skrig forsvinde nedad floden. Da han senere vender tilbage til stedet, hører han en rå latter, som i lighed med kvindeskriget forsvinder nedad floden. Det tolker han som en forbandelse fordi han ikke frelste kvinden. Han slår sig ned i Amsterdams havnekvarter, hvor han går rundt og bekender for andre, for at få dem til at indse hvordan menneskene er. Vor trang til absolutter som retfærdighed, sandhed og godhed er, ifølge Camus' sagførerskikkelse, kun et skalkeskjul for forfængelighed og egoisme. Beskedenhed er et redskab for at brillere, dyden et redskab til at undertrykke med. Det er dette, der er "faldet", menneskets syndefald.
Oversat til dansk er romanerne "Den fremmede" (da. 1944), "Pesten" (da. 1948), "Faldet" (da. 1957) og "Den lykkelige død" (da. 1972) samt novellesamlingen "Eksil og kongedømme" (da. 1958). Camus' filosofiske hovedværker er "Sisyfos-myten" (da. 1960) som sætter søgelys på selvmord, og "Oprøreren" (da. 1964). Skuespillene er "Caligula" (oversat af Poul La Cour 1944) og "De retfærdige" (oversat af Svend Fridberg 1961)
Fik Nobelprisen i litteratur i 1957.
Omkom ved en bilulykke ved Villeblevin i Yvonne.
Paratvidenspil.
Paratvidenspil er bræt- eller computerspil, hvor der dystes i almen viden.
Harissa.
Harissa er en tyktflydende chilisauce med hvidløg, olie, salt og peber, samt evt. kommenfrø og koriander.
Winti.
Winti (sranan tongo for "vind") er en surinamsk religion, hvis tilhængere hovedsagelig er kreolere. Religionen, hvis hovedelementer er af afrikansk oprindelse og således ligner andre caribiske religioner, har tidligere været forbudt og udøves stadig lettere skjult. Winti har mange fællestræk med den surinamske maronbefolknings religiøse forestillinger og ritualer, men er i modsætning hertil mere individorienteret.
Ordet winti bruges også som samlebetegnelse for religionens forskellige guder og halvguder, der er organiseret i familier. Kontakt med guderne sker hovedsagelig ved mediumbesættelse.
Den mest betydningsfulde religiøse specialist (magiker) inden for winti kaldes en "bonuman" (sranan tongo for godgører). Denne kontaktes typisk i forbindelse med sygdom.
Josephine Baker.
Josephine Baker (3. juni 1906 - 12. april 1975) var en amerikanskfødt fransk danser og sangerinde.
Hun væltede København, da hun i 1928, i en sommerrevy på det daværende Dagmarteater, optrådte i et bananskørt som eneste kostume og sang sin udødelige vise "J'ai deux amours - mon pays et Paris".
Adam Smith.
Adam Smith (døbt 5. juni 1723 - død 17. juli 1790) var en britisk/skotsk økonom og moralfilosof. Han kaldes også for "liberalismens fader".
Adam Smith blev født i Kirkcaldy, Skotland. Han studerede på universiteterne i Glasgow og Oxford. I 1751 blev han professor ved Glasgow Universitet, hvor han underviste i problemer med moralfilosofi.
Økonomisk tænkning.
I sin mest kendte bog "An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations" (fra 1776) angreb han det engelske handelssystem, som satte grænser for den frie handel, og som desuden stadig var dybt influeret af den merkantilistiske ideologi, der påstod at store beholdninger af ædelmetaller var den eneste sikring af statens rigdom. I "The Wealth of Nations" beskrev Smith arbejdsdelingen som et af de mest potente midler til at opnå øget effektivitet og dermed større generel velstand. Adam Smith argumenterede desuden for at de frie markedskræfter var selvregulerende, idet enhver, som handlede i strid med markedets interesser og ønsker, blev økonomisk straffet. Han var følgelig fortaler for et kapitalistisk system med fri konkurrence, men med fokus på at adskille stat og erhverv og på at forhindre skabelsen af monopoler og karteller.
Moralfilosofi.
Adam Smith var hele voksenlivet en god ven af den lige så berømte skotske utilitarist og empiriker David Hume. I modsætning til denne mente han ikke at nytte burde bestemme vores handlinger og moral. I Smiths moralfilosofiske bog fra 1759, "The Theory of Moral Sentiments", udpeger og betoner han "sympatien" mellem mennesker som den specifickt moralske følelse. Efter hans død blev det således afsløret at han igennem sit liv havde doneret en stor del af sin indkomst til godtgørende formål.
Adam Smith er begravet på Canongate Churchyard, Edinburgh.
Thomas Mann.
Thomas Mann (6. juni 1875 - 12. august 1955) var en tysk forfatter.
Han blev født i Lübeck i en velhavende købmandsfamilie. Imidlertid ændrede familiens forhold sig ved faderens tidlige død og familieformuen gik tabt.
Thomas Mann arbejdede nogen tid i en bank, inden han begyndte at studere ved universitetet i München. Han rejste rundt i Europa og besøgte sin ældre broder, Heinrich Mann i Italien. Her skrev Thomas sine første noveller og sin første roman. Hans værker blev modtaget med begejstring. Thomas Manns første roman "Buddenbrooks" ("En families forfald") (1901), som beskrev en families nedtur gennem fire generationer, blev en sensation i Tyskland og gjorde ham til en rig mand allerede som 25-årig. Han blev snart gift - på trods af sin homoseksuelle tilbøjelighed, der dog ikke med vished blev udlevet i noget egentligt forhold - og han levede et liv med at give forelæsninger og udgive noveller.
I 1929 modtog Thomas Mann nobelprisen i litteratur. I perioden mellem de to verdenskrige begyndte Thomas Mann at advare mod den omsiggribende fascisme, indtil nazisterne tvang ham til at forlade Tyskland. Han slog sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton University. Thomas Mann blev frataget sin titel som æresdoktor ved Bonns Universitet som følge af, at han havde forladt det nazistiske Tyskland. Senere slog han sig ned i Californien sammen med flere andre udviste tyske kunstnere. I den periode skrev Mann to store romaner: den bibelske historie om "Josef og hans brødre" og "Dr. Faust" (1947), legenden om Faust, som solgte sin sjæl til djævelen. Han vendte tilbage til Europa mange år senere og slog sig ned i Zürich, Schweiz, hvor han døde den 12. august 1955.
Breve og dagbøger viste, at Thomas Mann var meget påvirket af den store danske forfatter og nobelpristager Henrik Pontoppidan, som i 1920 blev bedt om at levere bidrag til et tidsskrift, som Mann havde planer om at starte. Nogen tid senere bestilte Mann de tre hovedværker, "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige". Da Pontoppidan blev 70, sendte Mann et lykønskningstelegram til ham.
Opvækst.
Thomas Mann blev født i en velhavende familie i Lübeck. Faderen, Thomas Johann Heinrich Mann, var købmand og senator i hansestaden. Moderen var af halvt brasiliansk afstamning. Udover hans berømte bror Heinrich Mann havde Thomas Mann også tre andre søskende, hvoraf de to begik selvmord. Om sin barndom sagde Thomas Mann, at den var "omsorgsfuld og lykkelig".
Familien hørte til blandt spidserne i Lübeck.
Thomas Mann var ikke særlig glad for skolen, som kedede ham. I stedet fordrev han allerede i en meget ung alder tiden med litterære forsøg i et skoleblad, som han selv var med til at udgive.
Hans formynder, Krafft Tesdorpf, der havde overtaget ansvaret for Thomas Mann efter faderens død i 1891, havde dog andre planer med drengen, og bestemte at han skulle starte i et forsikringsselskab. Arbejdet kedede ham, og i 1895 sagde den 20-årige Thomas Mann sit job op, for at forfølge en forfatterkarriere. Et år tidligere havde han fået udgivet sin første novelle, der blev taget godt imod i litterære kredse.
Den litterære karriere begynder.
Som 21-årig og myndig begyndte han at modtage renter fra sin afdøde fars formue, og han kunne derfor hellige hele sin tid til at skrive.
I 1897 tog han med sin storebror Heinrich Mann til Italien for at se Rom. I Italien begyndte han at skrive sin store roman Buddenbrooks (En families forfald), som beskrev en families nedtur gennem fire generationer. Bogens handling udspiller sig i Lübeck, og mange indbyggere i byen kunne genkende sig selv i fortællingen. Romanen skulle senere være hovedbegrundelsen for den nobelpris han skulle modtage i 1929.
Bogen udkom i 1901, men først ved det andet oplag i 1903 blev den en sensation i Tyskland og gjorde ham til en rig mand allerede som 25-årig. Han kunne nu endnu mere ubesværet leve sit liv med at give forelæsninger og skrive noveller.
Privatliv.
Forholdet til broderen blev i 1903 forværret. Deres uenighed om mange sager blev så stor, at de næsten afbrød kontakten.
I 1904 mødte han Katharina Pringsheim, hans senere kone, som han med det samme kurtiserede. Thomas Mann havde på dette tidspunkt ingen erfaringer med det modsatte køn, til gengæld havde han haft nogle affærer med mænd. Thomas Mann levede dog aldrig sin homosexualitet ud, men sværmede til stadighed for unge mænd.
Men Thomas Mann overholdt på overfladen de borgerlige konventioner, og giftede sig derfor med Katharina i 1905. Parret fik seks børn: Erika (1905-1969), Klaus (1906-1949, selvmord), Golo (1909-1994), Monika (1910-1992), Elisabeth (1918-2002) og Michael (1919-1977) Mann. Tre af disse, Erika, Klaus og Golo, blev selv senere forfattere.
Katharina Pringsheim, nu Katia Mann, fik i 1912 besked om, at hun muligvis havde tuberkulose. Hun opholdt sig derfor på et sanatorium i Davos i Schweiz, hvor Thomas Mann besøgte hende. Hans oplevelser dette sted foranledigede ham til at skrive sin anden store roman, Der Zauberberg (danske udgaver: Troldfjeldet (1930), Trolddomsbjerget (1989)).
Manns skifte fra konservativ til liberal.
Ved første verdenskrigs udbrud var Thomas Mann en af de mange, der ikke så på krigsudbruddet som noget negativt. Han anså krigen for at være nødvendig, og tog i sin "Gedanken im Kriege" nogle af de mere militaristiske forfattere og kunstnere i forsvar. Kontakten til broderen, der fra starten af var imod krigen havde han nu afbrudt helt. Det var også i slutningen af krigen han skrev sit korte essay, Betrachtungen eines Unpolitischen, der er et nærmest entydigt forsvar for den autoriære tyske kejserstat, og et angreb mod den demokratiske Weimarrepublikken. Et skrift som han senere hen fortrød at have forfattet og som han tog skarp afstand fra.
Med højreekstremes mord på udenrigsminister Walther Rathenau i 1922 blev Thomas Mann dog, ligesom mange andre som følge af mordet, en entydig forsvarer for Weimarrepublikken. Han forklarede, at humanisme og demokrati var et, og eftersom mennesket skulle følge humanismens principper, skulle mennesket altså stræbe efter demokratiske forhold. Han blev medlem af det liberale Tyske demokratiske Parti.
Nobelpris.
Thomas Mann havde allerede i 1927 haft store og ikke urealistiske forhåbninger om at kunne modtage nobelprisen, men først i 1929 skete det så. Han var lidt skuffet over, at man i begrundelsen for uddelingen kun henviste til den 25 år gamle Buddenbrooks-roman, og ikke hans nyere bog Trolddomsbjerget (Der Zauberberg). I nobel-priskomiteen var der ikke bred enighed om kvaliteten af denne sidste bog, hvorfor man udelukkende henviste til et ældre værk af Thomas Mann.
Den tyske tale.
Animeret af den stigende succes for nationalsocialisterne holdt Thomas Mann i 1930 en bevæget tale, Appel til fornuften, hvor han gik hårdt til angreb på nazisterne. Talen blev senere omtalt som "Den tyske tale". Thomas Mann lod sig ikke gå på af en gruppe nazisters forsøg på ved buhråb at ødelægge talen, og beskrev nøgternt nationalsocialismen som "en kæmpe bølge af excentrisk barbari og primitiv massedemokratis kræmmermarkedråhed".
Selv om bifaldet i salen var stort, så kunne hans tale ikke ændre på udviklingen.
Thomas Mann blev til en af de mest betydeligere modstandere af nazismen.
"It is hard to bear. But what makes it easier is the realization of the poisoned atmosphere in Germany. That makes it easier because it’s actually no loss. Where I am, there is Germany. I carry my German culture in me. I have contact with the world and I do not consider myself fallen."
Under hans eksil i USA henvendte han sig i flere radioudsendelser direkte til det tyske folk for at få dem til at udøve modstand mod Nazi-Tyskland. Han betegnede sig selv som bærer af den egentlige tyske ånd, hvilket han understregede med udsagnet "Wo ich bin, ist Deutschland" (Hvor jeg er, er Tyskland).
Efter 1945.
Tibagekomsten til Europa blev ikke nem, men Thomas Mann havde også gjort sig upopulær i sit tyske hjemland ved at betone den kollektivskyld som alle tyskere der var blevet i landet bar rundt på, og som han ikke ville være en del af. Han havde kort været inde som mulig forbundspræsident i den nyoprettede vesttyske forbundsrepublik, men hans person var nok lidt for kontroversiel. Selv om ikke mange syntes godt om det Hitler havde gjort, så var der i Tyskland alligevel en skepsis over for de folk der var gået i eksil. Man følte at de havde "svigtet" landet, og at de havde undveget de lidelser alle de andre havde måtte gå igennem og at de dermed ikke var en del af det lidelsesfællesskab der i de første år holdt tyskerne sammen.
De sidste år af sit liv tilbragte Thomas Mann derfor hovedsageligt i Schweiz, afvekslende med jævnlige besøg til Tyskland.
Thomas Manns indflydelse.
Thomas Manns værkers betydning for både samtid og eftertid lader sig kun svært sammenfatte i få ord. Hans liv og værker var allerede i hans levetid omstridt, og er det stadig i dag. Hans liv spændte sig over nogle af de største omvæltninger i tysk historie, og disse omvæltninger afspejler sig tydeligt i både hans liv og forfattervirksomhed.
Hans værker er ikke præget af pludselige geniale indfald eller spontanitet. For hvert værk ligger der ofte årelange, disciplinerede arbejder bag. Hans ofte temmelig borgerlig-dekadente stil skabte ham en del fjender i den litterære verden, et symptom på den polarisering tiden op til Nazi-Tyskland var præget af.
Hans ofte borgerlige-dekadente stil til trods var han samtidig dygtig til at spidde den spidsborgerlige moral. Noget der især kom til udtryk i hans behandling af den forbudte homosexualitet, og hans behandling af temaet drift over for den pligtopfyldende etiker. I dette var han især inspireret af Arthur Schopenhauer og Sigmund Freuds ideer og tanker.
Mikroorganisme.
En mikroorganisme (mikrobe) er en organisme som er så lille, at den kun kan ses i et mikroskop.
Ofte omtaler man mikroorganismer som levende enzymfabrikker, da de kan indeholde flere millioner enzymer. Man udnytter dog også mikroorganismer i industrien; i den industrielle sammenhæng gæres mikroorgansimer i store tanke, hvor der bliver produceret enzymer, som fx bruges til gødning eller fremstilling af vaskemiddel. Derfor kan man med sikkerhed sige, at enzymer anvendes i flere forskellige processer. I dag er det også muligt, at indsplejse en DNA streng så den danner de proteiner man ønsker at fremstille. Det er blandt andet den proces, der foretages, når insulin fremstilles.
Ved rensning af vand hjælper bakterier også med at rense fx industrispildevand. Populært sagt siger vi, at mikroorgansimerne æder affaldet og omdanner det til kuldioxid, vand og salte. Med tiden indgår disse elementer igen i naturens økologiske kredsløb.
Som bekendt binder knoldbakterier stoffet nitrogen; og med denne proces skaber de dermed det primære grundlag for at planter kan overleve i naturen. En anden vigtig funktion opstår under processen: forrådnelse. Når dødt organisk materiale bliver nedbrudt, bliver der som følge dannet ammoniak. Når dette stof kommer i kontakt med vand, dannes der et ammoniumion. Dette ammoniumion bliver omdannet til nitritioner ved hjælp af effektive nitrit bakterier. Derefter omdanner nitrat nitritioner til nitrationer. De mange kemiske reaktioner resulterer i det vi kalder nitrifikationsprocessen.
Denne proces medfører, at planter kan få de næringstoffer, som de har brug for til deres overlevelse. Alligevel kan visse problemer opstå; hvis planter modtager mere næring end de kan optage, kan næringen blive udnyttet af alger. Formerer algerne sig, medfører det, at underhavsplanter ikke kan få det nødvendige sollys til deres fotosyntese. I stedet foretager disse planter respiration. Dette vil resultere i iltsvind, der medfører fiske- og plantedød. Ved nebrydelsen af disse forsvinder endnu mere ilt.
Kornmod.
Kornmod og sildeglimt er folkemindeord for genskinnet af fjerne lyn. Kornmod opleves hyppigst i august måned, høstsæsonen, derfor navnet kornmod.
I oldtiden trode man at det var Thor, som svang hammeren så kornet modnede.
Kloakdyr.
De langnæbede myrepindsvin findes kun på Ny Guinea, mens det kortnæbede myrepindsvin er splittet op i omkring 6 nulevende underarter, der alle lever over det meste af Australien. Næbdyret lever ved østkysten af Australien og på Tasmanien.
Kloakdyrene skilte sig ud fra de øvrige pattedyr meget tidligt i udviklingen, omkring midten af Juratiden for 165 millioner år siden. Til sammenligning skiltes pungdyr og placentale pattedyr sig først for omkring 100 millioner år siden. Kloakdyrene er altså en meget gammel pattedyrsform, som på mange måder har udviklet sig uafhængigt af de andre pattedyr og bevaret mange af krybdyrstrækkene.
Kloakdyr har som deres navn antyder kun en kloak, som krybdyrene. Dvs. kun en enkelt åbning bagi til urin, afføring og kønsåbning. Herudover lægger kloakdyrene æg, med en blød læderagtig skal som krybdyrene.
Men kloakdyrene hører alligevel til pattedyrene. De har pels, tre øreknogler, en enkelt knogle i underkæben samt mælkekirtler, og dyrene er i stand til at regulere deres kropstemperatur - alle sammen pattedyrskarakteristika.
Geologisk tidsskala.
Jordens historie er inddelt i den geologiske tidsinddeling eller tidsskala. Hver tidsenhed har et navn der samtidig henviser til geologiske lag der er påvist i og på jorden.
Tidsoversigt.
Superæon Prækambrium (4.570 - 542 mio år)
Kilder/Henvisninger.
Tidsskala
Elleslægten.
El ("Alnus") er en slægt med ca. 25 arter af træer og buske, som er udbredt i både Europa, Asien, Nord- og Sydamerika. Arterne er ofte knyttet til fugtig jord. Selv de træagtige arter har ofte flere stammer. Barken er lysegrå til mørkebrun, glat og tynd med tydelige barkporer. Veddet er næsten hvidt (hos nogle arter rødt efter luftkontakt), let og blødt. Vinterknopperne er ofte stilkede, ægformede eller ellipseformede med afrundet eller tydelig spids. Bladene er elliptiske til omvendt ægformede med enten hel eller mere eller mindre takket rand. Blomsterne er samlet i kønsopdelte rakler, hvis skæl er blivende, sådan at der dannes træagtige "kogler". Frugterne er tynde, vingede frø.
Arterne er ofte knyttet til fugtig eller våd (oversvømmet) bund, og de optræder hyppigt som pionerplanter, grundet i deres evne til at skaffe sig organisk kvælstof via rodsymbiose med "Frankenia"-aktinobakterier.
Her nævnes kun de arter, som er almindeligt dyrket, eller som er vildtvoksende i Danmark.
Fossile ellekogler. 49 millioner år gammelt fund fra staten Washington, USA.
Hvirveldyr.
Hvirveldyr (latin: "vertebrata") tilhører Chordaterne. Hvirveldyrene har udviklet et akseskelet af brusk, ben eller forbenet brusk kaldet en rygsøjle.
De fleste hvirveldyr har udviklet to par lemmer samt en hjernekasse.
Hvinand.
Hvinand ("Bucephala clangula") er en fugl og en dykand.
Hannen og hunnen har i løbet af vinteren forskellige farver. Hannen har sortgrønt hoved med hvide kindpletter. En sort ryg, hvid hals og bug. Hunnen har brunt hoved, gråbrun ryg og hvid bugside. Hannen ligner hunnen om sommeren.
Hvinand er almindelig i hele Danmark som vintergæst. Men yngler kun fast i Nordsjælland.
Hvinand lever primært ved Søer og kyster og dens fødekilder er vandplanter, insekter, snegle, muslinger og småfisk.
Giovanni Cassini.
Giovanni Domenico Cassini (8. juni 1625 - 14. september 1712) var en italiensk astronom og ingeniør. Cassini blev født i Perinaldo i den daværende republik Genova.
Han opdagede Jupiters store røde plet samt mange af Saturns måner.
I 1935 opkaldtes månekrateret Cassini efter ham, og i 1997 blev Cassini-rumsonden opkaldt efter ham.
Robert Stevenson.
Robert Stevenson (8. juni 1772 - 12. juli 1850) var en skotsk ingeniør og opfinder. Han konstruerede blandt andet fyrtårne med blinkende lanterner.
Forfatteren Robert Louis Stevenson var Robert Stevensons sønnesøn.
Nikolaus August Otto.
Η "Gaskraftmaschine" του 1876Nikolaus August Otto (14. juni 1832 -26. januar 1891) var en tysk ingeniør som opfandt 4-takts forbrændingsmotoren, det første alternativ til dampmaskinen. Ottos motor muliggjorde konstruktion af automobiler, motorbåde, motorcykler og fly.
Tetrapoder.
Tetrapoder (græsk "tetrapoda") er en delgruppe af hvirveldyrene. Den omfatter de hvirveldyr der stammer fra former der oprindeligt havde tilpasset sig livet på land ved at udvikle fire lemmer og lunger. Dette inkluderer således også slanger (krybdyr) og hvaler (pattedyr), selv om de ikke har fire lemmer længere.
De sidste tre klasser regnes til Amniota (Amnioter), som refererer til den ekstra fosterhinde (Amnion), som oprindeligt gjorde det muligt at lægge æg på land, og som hos pattedyr indgår i livmoderen.
Kladistisk taksonomi.
Der er for nylig opstået et ønske om at komme af med den traditionelle klassificering og i stedet opdele tetrapoderne i grupper der inkluderer alle efterkommere af en bestemt forfader, uden at nogle ekskluderes. Et eksempel er at reptiler nu anses for også at omfatte fugle, selv om disse traditionelt blev henført til deres egen klasse.
Insekt.
Der er nogle fælles kendetegn for et insekt.
Kun hvis de kendetegn er der, kan man kalde det for et insekt. Der er også andre smådyr, som f.eks. en edderkop, der har et udvendigt skellet, men da den har mere end 6 ben, kan man ikke kalde den for et insekt.
Alle insekter lægger æg, og de æg bliver enten til larver eller nymfer. Nogle insekter har fuldstændig forvandling, mens andre har ufuldstændig forvandling.
"Fuldstændig forvandling" er, når et insekt lægger æg, og de senere bliver til larver, der forpupper sig, og så bliver til det voksne insekt. Også kaldet imago.
"Ufuldstændig forvandling" er, hvis larven eller nymfen forvandler sig direkte til imago. Der er intet puppestadium.
Dette sker således at larven eller nymfen forvandles til imago ved at skifte hud et vist antal gange.
Strålefinnede fisk.
De strålefinnede fisk ("Actinopterygii") er en underklasse, der hører under hvirveldyrene og gælder for 96 % af alle nulevende fiskearter. Gruppen dækker vidt forskellige fisk, både i farve, form og adfærd. Ål, laks og søheste er bl.a. med i gruppen. Navnet kommer af at alle fiskene har finner, som stråler ud fra skelettet, i modsætning til de kvastfinnede fisk, hvor musklerne sidder ude i finnerne. Tilsammen udgør de overgruppen benfisk sammen med lungefisk og de blå fisk. Som en gruppe spiller de strålefinnede fisk en stor rolle i økosystemerne i både ferskvand og saltvand, både som rovdyr og som byttedyr.
Oversigt.
Actinopterygii placeres normalt under hvirveldyr, sammen med forældretaksonen Osteichthyes (benfisk) som en overgruppe. I nogle tilfælde listes Osteichthyes ikke som en overgruppe, men som en gruppe, mens Actinopterygii listes som en undergruppe.
Som gruppe er de strålefinnede fisk også vidt forskellige. Størrelsen varierer f.eks. kraftigt, lige fra den mindre undergruppe Paedocypris til den kæmpe klumpfisk. Fællestrækkene er bl.a. parrede finner, som afstives af en række benstråler. Det indre skelet består næsten udelukkende af benvæv og hvirvelsøjlen er helt forbenet.
Diversitet.
De strålefinnede fisk er yderst forskellige i form, farve, levested, adfærd m.m. De kan leve næsten alle steder i havet, og nogle af arterne kan også leve uden for vandet i et vist stykke tid, plus dybder ned til 7.000 m. Actinopterygia kan svømme, kravle, svæve og være immobile.
Fossiler.
De tidligst kendte fossiler er "Andreolepis hedei", som går 420 mio. år tilbage (sent i Silur). Denne mikrovertebrat er blevet fundet i Rusland, Sverige og Estland. Selv om actinopterygia også eksisterede i Devon, var de ikke dominerende i ferskvand indtil i Karbon, da de begyndte at invadere havene.
Dinosaurus.
En dinosaur eller dinosaurus er et medlem af en uddød gruppe af krybdyr der opstod i Mellem Trias for 230 millioner år siden. Dinosaurerne etablerede sig i Sen Trias og blev i kraft af deres størrelse en dominerende dyregruppe. En position de holdt til slutningen af kridttiden, hvor de uddøde bortset fra den linje af små rovdinosaurer, der allerede havde udviklet sig til fuglene.
Det latinske navn "Dinosauria" blev først foreslået af den engelske videnskabsmand Richard Owen i 1842. Ordet kommer af græsk "deinos" for frygtelig og "sauros" for firben eller øgle.
Overblik.
Dinosaurerne varierede i størrelse fra hønsestore arter til kæmpestore sauropoder. "Argentinosaurus" er for tiden det største kendte landdyr nogensinde. Dog kan brachiosauren "ultrasaurus" på basis af lårbensknoglens dimensioner have vejet op til 130 ton, hvilket ville give den titlen.
Ornithodirerne, krokodillerne (Crocodilia) og de uddøde thecodonter er alle archosaurer.
Indenfor archosaurerne udmærker dinosaurerne sig særligt ved formen på deres ankelknogler. De er også kendetegnet ved deres oprette gang, en egenskab, der dog er opstået flere gange uafhængigt af hinanden (og på forskellig vis) indenfor archosaurerne. I dag, er det dog kun pattedyr og fugle som er i besiddelse af evnen til at gå oprejst. Krokodiller der oftest forbindes med dinosaurer, har aldrig været i stand til at gå oprejst og mangler således udover slægtsfællesskab, dinosaurernes (muligvis) største kendetegn.
Det er vigtigt at forstå, at med opret gang, menes der ikke, at de gik på nødvendigvis to ben, som f.eks. Tyrannosaurus rex, men at deres lårben kunne gå lodret ned fra hoften, en krokodilles lårben går f.eks. vandret ud fra hoften. Det er dette design som gør dinosaurerne og andre dyr som har samme hoftedesign i stand til at vokse sig enorme. Dinosaurerne var sandsynligvis de første med dette design og de udnyttede det til at vokse sig så enorme, at intet tidligere havde kunne måle sig med dem, og selv om der har været andre dyr (f.eks. pattedyret indricotherium) som også har opnået en betragtelig størrelse, står dinosaurer stadig den dag, som de suverænt største landdyr nogensinde.
Dinosaurernes to hovedgrupper.
Dinosaurerne opdeles i to ordener.
Saurischia.
Saurischia (fra græsk øgle-hofte) er de dinosaurer, der i første omgang beholdt deres thecodont-forfædres hoftestruktur. Deriblandt "Theropoda" (vilddyrfødder) som var bipedale carnivore og sauropoderne (quadrupedale langhalsede planteædere).
Fuglene nedstammer fra "Theropoda" og dermed også fra denne orden.
Saurischierne kunne ikke tygge føden og slugte den ubehandlet. Planteæderne havde gastrolitter i maven til at knuse føden.
Ornithischia.
Ornitischia (fra græsk fugle-hofte).
Gruppen består af "Thyreophora" (skjoldbærere) (f.eks. Stegosaurus og Ankylosaurus), "Marginocephalia" (kanthoveder) (f.eks. Triceratops med tre horn og en stor nakkekrave) og "Ornithopoda" (fuglefødder) (f.eks. Iguanodon og hadrosaurer (andenæbsøgler)).
På trods af navnet nedstammer fuglene ikke fra denne orden! Ornithischierne var alle herbivore og havde generelt ingen fortænder. I stedet for havde de et tandløst næb til at afklippe plantedele og et batteri på op til 1.000 kindtænder til at kværne føden.
Varmblodede dinosaurer.
Der har været en længerevarende debat om dinosaurernes temperaturregulering, først populariseret af Robert T. Bakker. Tidligere mente man, at dinosaurerne var ektoterme eller såkaldt 'koldblodede' ligesom alle nulevende krybdyr. Med fund af dinosaurer fra kolde klimaer, f.eks. Antarktis og med den gryende mistanke om, at fuglene nedstammede fra dinosaurerne, lå den tanke nær, at dinosaurerne var endoterme, altså 'varmblodede'. Skeletternes opbygning og knoglernes struktur sandsynliggør også at der har været tale om en meget aktiv livsform for visse dinosaurer, særlig blandt theropoderne.
Den største fordel ved at være varmblodet, er at man kan være aktiv døgnet rundt. Koldblodede dyr, som f.eks. firben, er nødt til at ligge i solen for at opvarme deres blod og de er således kun aktive midt på dagen. Ulempen ved at være varmblodet er, at man skal bruge en stor mængde energi på at opretholde legemstemperaturen. Man kan således være aktiv døgnet rundt, men har omvendt brug for større mængder af føde, end koldblodede dyr.
Dinosaurernes nærmeste slægtninge pterosaurerne var sandsynligvis også endoterme, idet man har fundet en eller anden form for hårklædning på disse. At deres nærmeste slægtninge og deres overlevende efterkommere fuglene er endoterme taler stærkt for endotermi hos dinosaurerne.
Men selv om nyere fund af dinosaurer med fjer afgør sagen til fordel for endotermi for disses vedkommende, kan vi ikke være sikre på, at alle dinosaurer var endoterme. Meget taler dog for det, da der er store dinosaurer i alle familier og det er meget upraktisk at være både stor og koldblodet.
Fjerede dinosaurer og fuglenes afstamning.
Der er i de senere år (siden 1990'erne) blevet fundet en del fjerede dinosaurer, måske et klart bevis for en forbindelse mellem dinosaurer og fugle.
De fleste af disse fund er fra Kina, hvor fundsteder med de nødvendige omstændigheder til bevaring af fjer- og hudaftryk findes. Andre former synes at have en nopret hud med hårlignende strukturer.
Foreløbig er der fundet fjer/dun hos sinosauropteryx, protarchaeopteryx, caudipteryx og confuciusornis, alle fra det nordlige Kinas Yixian formation. Familien dromaeosauridae synes at have været forsynet med egentlige fjer, ikke blot dun, og anses af de fleste forskere som nært beslægtet med fuglene. Det er ikke usandsynligt at dromaeosaurer har kunnet flyve.
Samtidig finder man flere og flere af fuglenes særlige skeletale kendetegn hos små theropoder. Kendetegn, som man troede var tilpasninger til flyvning dukker op hos former, der netop ikke er fugle.
Udviklingen af flyvning hos fuglene eller deres dinosaurforfædre er således mere kompliceret end som så.
Dinosaurernes adfærd.
Dinosaurernes adfærdsmønstre kan til dels udledes af fundmaterialet, forstenede fodaftryk, sammenlåste "kæmpende" skeletter (velociraptor og protoceratops), coprolitter og forstenede reder.
Nogle dinosaurer menes at have været i stand til at svømme.
Uddøen.
Dinosaurernes uddøen har i lang tid stået som en af palæontologiens store gåder.
I 1980'erne fandt Walter Alvarez tegn på, at der måske havde været et stort meteornedslag på T-grænsen næsten samtidig med dinosaurernes uddøen for 65,5 millioner år siden.
Alt tyder på at en asteroide med en diameter på 10 kilometer slog ned på Yucatanhalvøen, hvorved det 170 kilometer brede Chicxulub-krater opstod. Nedslaget har givetvis medvirket til dinosaurernes uddøen. Imidlertid var der kun ti dinosaurarter tilbage og de var på retræte op til udryddelsestidspunktet.
Nogen modeller antyder, at dinosaurerne uddøde meget hurtigt på grund af varmen fra nedslaget og fra sekundære nedslag af udslynget materiale fra krateret, som spredtes over hele jorden. Andre teorier sætter dinosaurernes uddøen i forbindelse med øget vulkansk aktivitet (Deccan Traps), faldende iltniveau i atmosfæren og faldende temperaturer.
De overlevende fra masseudryddelsen synes at have været små gravende dyr og vandlevende dyr der har været beskyttet af vandet. Dinosaurerne var ingen af delene. Andre grupper end dinosaurerne forsvandt også, således ammonitter, belemnitter, rudister, mosasaurer, plesiosaurer, pterosaurer, visse skildpadder og krokodiller, de fleste fugle- og mange pattedyrgrupper.
Målinger fra Nordjylland tyder på, at havdyrene uddøde 50.000 år senere end landdyrene og at havdyrene uddøde på grund af forsuring af overfladevandet som følge af vulkanudbrud i Indien.
Dinosaurernes taksonomi.
Dinosaurerne inddeles i to hovedordener, "Saurischia" og "Ornithischia" efter hofteregionens form.
Slanger og øgler.
Slanger og øgler ("Squamata" - krybdyr med skæl) er en delgruppe af krybdyr.
Eksterne henvisninger.
*
Krybdyr.
Krybdyr ("Reptilia") eller reptiler er en parafyletisk klasse af hvirveldyr. Krybdyr er tetrapoder, dvs. de har oprindeligt fire ben, og er amnioter, dvs. deres fostre er omgivet af en fosterhinde. Krybdyr har typisk skæl på huden, lægger ofte æg med læderagtig skal og er vekselvarme.
Ifølge moderne videnskabelige opfattelser omkring klassifikation burde reptilerne egentlig også omfatte fuglene, siden disse nedstammer fra dinosaurerne. Ifølge samme opfattelse burde pattedyrenes forfædre, de uddøde pattedyrlignende krybdyr, ikke inddeles hos krybdyrene.
Dansk Vestindien.
Dansk Vestindien eller De Dansk-vestindiske Øer var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. "Saint John") og Sankt Croix. Det danske selskab Vestindisk-guineisk Kompagni annekterede de to ubeboede øer Skt. Thomas i 1672 og Skt. Jan i 1718. I 1733 blev Skt. Croix købt fra det franske vestindiske kompagni. De tre øer blev i 1754 solgt til kongen af Danmark-Norge. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien i perioden 1802–1803 og 1807–1815 i forbindelse med Englandskrigene.
Hensigten med den danske kolonisering i Vestindien var at udnytte den lønsomme trekantshandel, som gik ud på at eksportere skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver, som derefter blev fragtet til øerne i Vestindien for at bemande sukkerplantagerne. Slutetapen i trekanten var fragt af sukker til hjemlandet. Økonomien i Dansk Vestindien var fuldstændig baseret på slaveri. Efter flere slaveoprør mod de danske undertrykkere blev slaveriet officielt afskaffet i 1848, og da gik Dansk Vestindien ind i en økonomisk nedgangsperiode, og i 1852 blev et salg af Dansk Vestindien første gang debatteret i Rigsdagen.
Danmark prøvede i flere omgange at sælge eller bytte Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til henholdsvis USA og Det tyske forbund. Øerne blev til sidst solgt for 25 millioner dollars til USA, som overtog administrationen 31. marts 1917 og gav dem navnet "De amerikanske jomfruøer" (engelsk: "United States Virgin Islands").
Etablering af kolonien.
a> var besat af tanken om at have en stærk koloni i Vestindien
Ved indgangen til 1600-tallet havde de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Nederlandene, Frankrig og England, koloniseret det meste af Caribien og for Spaniens vedkommende stort set hele Sydamerika. Men ingen af disse kolonimagter havde vist interesse for Skt. Thomas. Den danske konge gav nederlænderen Johann de Villum et kongeligt privilegiebrev, som gav ham eneret på handel mellem Danmark og øen. Først i 1652 så danske købmænd mulighederne som lå i handlen med øen, da skibet "Fortuna" kom til København med en værdifuld last. Købmændene overtalte Frederik 3. til at stifte Caribiske Kompagni.
6. maj 1665 blev Erik Nielsen Smit udnævnt til guvernør og 1. juli sejlede han med sit mandskab fra København med skibet "Eendragt". Opgaven var at kolonisere Skt. Thomas. Øen var tidligere befolket af indianere, men disse havde spaniolerne fragtet til deres øer som slaver. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pukkenholt til København. Disse varer var dog højst sandsynligt indkøbt fra andre øer. Koloniseringsforsøget blev vanskeligere end først antaget. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid, der blev mangel på mad, og øen blev jævnlig plyndret af pirater. I 1668 drog de sidste overlevende hjem til Danmark.
I 1670 kom Christian 5. på tronen, og året efter blev Vestindisk-guineisk Kompagni etableret, et priviligeret selskab, som fik monopol på handel mellem Skt. Thomas og Danmark. Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel blev udnævnt til guvernør. Med sig på overfarten på skibet "Færø" havde han 190 mænd og kvinder og materialer til at opføre en lille landsby. Efter et stop i Bergen mønstrede flere nordmænd på, efter dele af mandskabet var stukket af. Efter ankomsten til Skt. Thomas begyndte man bygningen af et fort, for at kunne forsvare den nye koloni. Efter et halvt år var 161 af de oprindelige 190 kolonister døde, og de danske kolonister fik hjælp fra forviste eller straffeforfulgte nederlændere og englændere. Jørgen Iversen Dyppels fort stod færdigt i 1680 og blev opkaldt efter Christian 5.. Fort Christian blev, udover at være et forsvarsværk, også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødested for lokalbefolkningen.
Det var vanskeligt at få bemandet skibene, som sejlede til Skt. Thomas, på grund af historierne om en lang og vanskelig overfart og om livet i Vestindien med sygdom, varme og den næsten sikre død. For at få nok folk blev størstedelen af besætningen hentet fra fængsler og forbedringshuse.
Det var normalt, at mere end hver tredje døde undervejs, og lige så mange døde indenfor seks måneder efter ankomsten til Skt. Thomas.
Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel, dels fordi den danske stat skyldte ham penge, og dels fordi han havde 30 års erfaring i Vestindien. Esmit behandlede slavene direkte sadistisk, og han gik i ledtog med de mange sørøvere, som på det tidspunkt hærgede over hele Vestindien. Esmit grundlagde byen Taphus, fra 1689 kendt som Charlotte Amalie. Navnet Taphus havde sin baggrund i de mange værtshuse som Esmit opførte. Esmit fandt ud af, at han personligt kunne tjene mange penge på at lade piratene bruge Skt. Thomas som base for deres mange togter, mod specielt engelske og franske skibe. Storbritannien protesterede mod dette til den danske regering med besked om, at hvis de ikke selv kunne holde orden i eget hus, så ville de gå ind og overtage Skt. Thomas. På dette grundlag blev Nicolai Esmit kaldt hjem til Danmark.
Jørgen Iversen Dyppel blev af kongen overtalt til at tage en ny periode i Dansk Vestindien. At skaffe en besætning til Iversen Dyppels skib til Skt. Thomas viste sig midlertidig at blive vanskeligt. Ingen danske officerer ønskede at deltage på overfarten, og nederlandske officerer blev hentet i stedet. Størstedelen af den øvrige besætning måtte hentes fra Københavns fængsler. Skibet drog fra København 10. november 1682, og helt fra begyndelsen var der store uoverensstemmelser mellem Iversen Dyppel og officererne. Efter to måneder til søs var skibet kun kommet til den Engelske Kanal, hvor besætningen gjorde mytteri, og Iversen Dyppel, hans gravide kone og deres barn blev dræbt og kastet overbord. Den samme skæbne led officererne med undtagelse af styrmanden, som blev tvunget til at føre skibet til Azorerne. På øen Flores blev slavene, den unge assistent Torgersen Rosenberg og en del matroser sat af. Kun Rosenberg overlevede og returnerede senere til Danmark.
Plantagedrift og slavehold.
Produktionen på øerne øgedes, og de små familiebrug voksede til større plantager. Den øgede produktion gjorde det nødvendigt at skaffe mere arbejdskraft. Både Skt. Thomas og Skt. Jan var ubeboede, så arbejdskraft måtte udelukkende hentes udefra. Forsøget med at bruge indianere fra det amerikanske fastland var ikke vellykket, og man forsøgte at få unge danskere til at emigrere til Skt. Thomas. Få ønskede dog at rejse over til Vestindien af fri vilje, da mange havde hørt skrækkelige historier om både overfarten og sygdommene, som kunne indtræffe. Rekrutteringen blev flyttet til fængslerne, hvor fanger med lange fængselsstraffe eller dødsdomme blev lovet frihed efter seks års arbejde på en plantage. Få af dem, som indgik aftalen, overlevede seksårsperioden. Kompagniet vendte dermed blikket mod slaver fra Guinea i Afrika, og i 1673 kom den første forsendelse af afrikanske slaver.
Antallet af slaver øgedes hurtigt, fra 175 slaver i 1679 til 333 seks år senere. Selv med den store vækst var der stadig mangel på arbejdskraft, og kompagniledelsen ønskede flere slaver. Skulle tilførselen af slaver blive for stor, kunne de altid afhændes på de omkringliggende øer. Men kompagniets dårlige økonomi førte til, at for få slaveskibe blev sendt over Mellempassagen i forhold til plantageejernes behov. For at løse problemet henvendte kompagniledelsen sig til kurfyrsten af Brandenburg, som havde store interesser i slavehandel, og tilbød ham at bruge Skt. Thomas som handelssted for de slaver, som blev hentet fra Guinea. Til gengæld skulle Vestindisk-guineisk Kompagni have 1% af slaverne, som blev indført til øerne, og 2% af slaverne, som blev videresolgt.
Brandenburgerne var "tætpakkere", og fra 1690 til 1698 blev der sendt 32 slaveskibe over Mellempassagen, ofte med op til 500 slaver om bord på hvert skib. Skt. Thomas blev en af de vigtigste handelssteder for international menneskehandel, hvor hovedparten af slaverne blev solgt til de omkringliggende øer. I 1691 var antallet af slaver steget til 751, mens antallet af hvide udgjorde 385. Da brandenburgerne indstillede deres virksomhed, var der 1317 slaver på Skt. Thomas.
Kompagniledelsen indså, hvilke indtjeningsmuligheder der lå i trekantshandelen, og byggede flere slaveforter langs Guineabugten, hvor Fort Christiansborg uden for dagens Accra var det største. Kompagniet købte slaverne af lokale høvdinger, som havde fanget disse i lokale stammekrige. I bytte mod rom, våben, krudt og klæder fik kompagniet slaver, elfenben og guld.
Et vigtigt skridt blev taget i 1725, da kompagniet for første gang tillod private slavehandlere at indføre slaver til Dansk Vestindien. Denne tilladelse blev givet efter britisk model og skulle øge tilførslen af slaver. Tilvæksten med Skt. Croix i 1733 blev ledsaget af en økonomisk omlægning - øerne gik fra hovedvægt på bomuld til mere plantagedyrkning af sukker. Det viste sig at være vanskeligt at få flere danskere til at indvandre, så øen blev i stor grad befolket af udvandrede britiske katolikker, som kom via Montserrat. Desuden blev tilførslen af slaver øget, ikke mindst gennem spanske, private slavehandlere.
I 1791 var der 27.608 slaver i Dansk Vestindien, men de officielle tal for antallet af slaver i Dansk Vestindien er sandsynligvis for lavt. Plantageejerne måtte betale en fast sum i skat pr. slave, og de officielle tal er hentet fra skattelistene. Guvernør Erich Bredal klagede over mange skattesnydere, som skjulte slaverne i skoven, når der var slavetælling.
Slaverne boede under dårlige forhold, blev tvunget til hårdt arbejde og var næsten uden rettigheder. Slaveejerne kunne behandle slaverne stort set som de ønskede, men slaverne var også en kostbar investering, som ikke måtte gå til grunde. Faren for oprør var altid til stede, og flere oprør fandt sted i Dansk Vestindien.
Import af slaver blev forbudt i 1803, men da var plantageejerne blevet selvforsynende ved, at deres egne slaver fødte nok børn. Slaveriet blev afskaffet 45 år efter importforbuddet af guvernør Peter von Scholten i forbindelse med et slaveoprør i Frederiksted på Skt. Croix.
Totalt blev der sendt 120.000 slaver fra de danske forter i Guinea til øerne i Vestindien, hvor ca. 50.000 gik til Dansk Vestindien.
Plantageejerne tjente store formuer på denne tid. Schimmelmann-familien stod i en særstilling, og blev i 1700-tallet Danmarks rigeste familie på grund af sukkerhandelen fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark - Heinrich Carl von Schimmelmann var finansminister i Danmark-Norge 1768-1782, og hans søn Ernst Heinrich von Schimmelmann fra 1784
Skt. Jan bliver en del af kolonien.
Danmark var den sidste kolonimagt, som etablerede sig i Vestindien, da kolonien på den ubeboede ø Skt. Thomas blev etableret. Etableringen skete under protester både fra Storbritannien og Spanien. Men efter kontakt mellem den danske og den britiske konge, fik guvernøren over De britiske Leewardøer besked om at bistå de danske kolonister. Da guvernør Jørgen Iversen Dyppel nogle år senere, i 1675, gjorde et forsøg på at kolonisere naboøen Skt. Jan, var briterne ikke lige så medgørlige og protesterede over koloniseringsforsøget. Danskerne trak sig tilbage, men uden at have opgivet håbet om at få herredømme over øen.
I 1680'erne var forholdet mellem Storbritannien og Danmark køligt på grund af brødrene Adolph og Nicolai Esmits samt Gabriel Milans regime i forbindelse med deres åbenlyse handel med pirater, en virksomhed, Storbritannien prøvede at få stoppet. Desuden hævdede begge landene suverænitet over øen Vieques. Danskerne havde etableret en militær vagtpost på øen, men denne blev forladt, da en skotsk ekspedition kom frem til Vieques. Danskerne opretholdt dog kravet på både Skt. Jan og Vieques til trods for udenlandske protester.
I 1715 bad guvernør Mikkel Knudsen Crone ledelsen i København om lov til at udforske både Skt. Jan og Vieques, før hans guvernørperiode sluttede, da jorden på Skt. Thomas begyndte at blive udpint, og plantageejerne trængte til nyt land at dyrke. Ledelsen i Vestindisk-guineisk Kompagni svarede ikke på henvendelsen, og planene blev dermed ikke udført. Året efter rapporterede den nye guvernør, Erich Bredal, at mange plantageejere på Skt. Thomas ønskede at flytte til Skt. Jan, men frygtede britiske repressalier.
I 1717 kom den britiske guvernør Walter Hamilton til Skt. Thomas med manovaren "HMS Scarborough" og advarede danskerne mod at drive tømmerhugst på Skt. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni i København var ikke klar over briternes fornyelse af modstanden mod dansk virksomhed på Skt. Jan og havde på samme tid beordret guvernør Bredal til at kolonisere Skt. Jan. Ledelsen i København havde antaget, at to års stillhed fra briterne havde gjort tiden moden for en dansk kolonisering. Desuden følte danskerne, at man måtte gøre noget, da briterne året i forvejen havde sendt ekspeditioner til både Vieques og Skt. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni antog, at det var med den hensigt at kortlægge og senere annektere øerne. Men på trods af ordren om at annektere Skt. Jan, blev ingenting gjort i 1717, da Bredal frygtede for konsekvensene efter den britiske advarsel knyttet til tømmerhugsten på Skt. Jan.
a> fra 1720. Coral Bay på Skt. Jans østside var det første sted danskene bosatte sig.
I september 1717 annekterede briterne Vieques, og det begyndte at haste med at få kontrol over Skt. Jan, før briterne også tog kontrol over denne ø. I eftersommeren 1718 blev guvernør Hamilton presset af plantageejerne fra Anguilla, Tortola og Spanish Town til at kolonisere Skt. Croix. De britiske plantageejere beskrev Skt. Jan som "en lille ubebyggelig kuperet ø", og dermed fik annekteringen af Skt. Jan lav prioritet hos briterne.
25. marts 1718 annekterede guvernør Bredal Skt. Jan, og det danske flag blev hejst på plantagen Carolina i Coral Bay.
Briterne svarede igen ved at sende en manovar til Skt. Thomas med krav om tilbagetrækning fra Skt. Jan. Kravet blev afvist af guvernør Bredal, og briterne, som havde fået ordre om ikke at bruge magt, trak sig tilbage. Lige efter blev rydning af skov, opførelse af plantager og bygning af fortet Fortsberg igangsat på Skt. Jan.
Hamiltons efterfølger, John Hart, bad koloniledelsen i London om at erobre Skt. Jan fra danskene i 1722 og 1724, men fik svaret, at Skt. Jan ikke var en konflikt værd. I 1726 blev der udsendt en melding til Vestindisk-guineisk Kompagni om, at man kunne betragte øen som beboet. I løbet af de første 15 år blev der anlagt 109 tobaks-, bomulds- og sukkerplantager som dækkede det meste af øen.
I 1762 frafaldt Storbritannien sit krav på Skt. Jan og godkendte danskernes suverænitet.
Køb af øen Skt. Croix.
16 år efter annekteringen af Skt. Jan, blev øen Sankt Croix en del af kolonien. Sankt Croix var ejet af Den suveræne Johanniterorden (Malteserordenen), efter at de fik øen som en testamentarisk gave af Phillippe de Longvilliers de Poincy, guvernør i den franske koloni Skt. Kitts i 1653. De solgte den til Fransk Vestindisk kompagni i 1665, og den blev fransk kronkoloni i 1674. Under guvernør Dubois blev kolonien lønsom med over 90 plantager som dyrkede tobak, bomuld og sukkerrør. Efter Dubois' død kom kolonien ind i en recession, øen blev forladt, og i 1733 blev den solgt til Vestindisk-guineisk Kompagni. Da selskabet ikke havde krav om en bestemt nationalitet til sine kolonister, tiltrak den sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere; de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen.
Vestindisk-guineisk Kompagni havde efter overtagelsen af øen intet overblik over forholdene, hverken øens størrelse eller form. Kompagniledelsen i København havde et 60 år gammelt fransk kort (fra 1671), som blev brugt til at udarbejde et af overslagene over, hvor mange plantager der kunne anlægges på øen. Det gamle franske kort viste sig at indeholde grove fejl, hvor blandt andet øens areal blev overdrevet med nær 100%. I og med at kompagniet havde tænkt sig at sælge plantagegrundene til høje priser, i modsætning til Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor grundene blev uddelt gratis til nybyggerne, blev de forventede indtægter fra grundsalget, skattegrundlaget og toldindtægtene fra sukkereksporten overvurderet.
Kompagniets ledelse stolede ikke helt på det franske korts nøjagtighed og beordrede efter overtagelsen af øen, at et nyt kort skulle udarbejdes. En militær landmåler blev sat til at udføre opgaven, hvor primæropgaven var at kortlægge havneforhold, terrænformationer og opmåling af plantageejendommene.
Det første danske kort over Skt. Croix. Johan Cronenberg og Johan Jægersberg, 1750.
Aktionærerne i Vestindisk-guineisk Kompagni blev i 1733 tvunget til at indskyde mere kapital eller tabe hele deres oprindelige indskud. For at gøre kapitaludvidelsen mere acceptabel blev aktionærerne tilbudt hver sin plantagegrund, og at plantagegrundene skulle opmåles, før overdragelsen fandt sted. Målet var at inddele øen i 300 plantageejendomme, hver på 60 hektar. Blandt kompagniets aktionærer var Christian 6., hans familie og mange af hans ministere, alle personer, som ingen tillid havde til kompagniets grundsalg. Opmålingen af øen fik høj prioritet, og på baggrund af øens beskedne størrelse (37 km lang og 8 km bred) var det ventet, at denne var overstået på et par måneder. Men arbejdet trak ud i årevis på grund af utilstrækkelige økonomiske og personalemæssige resurser. Kompagniets ledelse blev både overrasket og irriteret over den lokale administrations manglende evne til at fremskaffe kort over øen, og den officielle brevveksling bar præg af undskyldninger, modbeskyldninger og forsinkelsesstatistikker. I 1750 var det første danske kort over hele øen færdigt og var helt uafhængigt af det gamle franske kort. Kortet blev signeret af Johan Cronenberg og Johan Jægersberg. I tiden frem til færdiggørelsen af kortet brugte kompagniet en række midlertidige kort for at kunne sælge grundene.
Johan Cronenberg og Johan Jægersbergs kort blev tegnet i en skala på 1:30.000 og havde dermed flere detaljer indtegnet, såsom terrænets form, bygninger og slavehytter. Øens nordvestkyst var derimod unøjagtig tegnet, og dette kan skyldes, at Cronenberg blev udvist fra Skt. Croix i en periode på grund af et forhold til en gift kvinde.
Jens Mikkelsen Becks kort over Skt. Croix fra 1754.
I 1754 blev der udgivet et nyt kort over Skt. Croix, som var graveret af den nye landmåler Jens Mikkelsen Beck. Beck stod for salget af grundene på øens nordside og havde dermed forbedret kortets nøjagtighed over dette område, samt indsat et kort over Christiansted og et plankort over den ubebyggede by Frederiksted. Fordelen med Becks kort var, at det var en ren og skarp tegning. Der blev ikke gjort noget forsøg på at afbilde terrænet, og i modsætning til Cronenbergs kort var kortforståelsen ikke afhængig af farverne og var dermed velegnet til trykning.
Slaveoprør på Skt. Jan.
I 1733 bestod kolonien af øerne Skt. Thomas og Skt. Jan, som begge var opdyrkede og var veletablerede slavesamfund. Ifølge officielle statistikker var 80% af befolkningen slaver, men sandsynligvis var andelen højere, da antallet af slaver blev beskattet og der derfor blev gemt slaver ved optællinger. De hvide var bekymrede over det skæve styrkeforhold, og for at afskrække slavene fra at gøre oprør blev der i 1733 indført et reglement, som beskrev, hvordan slaverne ville blive straffet, hvis de brød lovene. Reglementet, der blev omtalt som "Gardelins reglement", var detaljeret og strengt. Deltagelse i oprør blev straffet med henrettelse, og mindre forbrydelser som "maron" (rømning fra plantagen) og tyveri blev straffet med brændemærkning i panden, amputation af kropsdele eller piskeslag.
I 1690 havde der været et slaveoprør på Jamaica, og der var en frygt for, at oprøret skulle sprede sig til andre øer, også til Dansk Vestindien. 43 år senere, i 1733, udbrød der et slaveoprør på Skt. Jan. I efteråret 1725 blev øerne ramt af en orkan, store dele af afgrøderne blev ødelagt, og konsekvenserne blev sult og død blandt slaverne. I 1733 blev øerne på ny ramt af en orkan og tørke. Slaverne frygtede en gentagelse af forholdene i 1725. Nogle slaver forsøgte at rømme fra øen, og andre samlede sig i november til et angreb mod fortet på Skt. Jan. Efter massedrab på plantageejere og soldater overtog slavene kontrollen over Skt. Jan i fem måneder. Danmark fik til slut hjælp af Frankrig, som tidligere samme år havde solgt Skt. Croix til danskerne.
Britisk besættelse under Napoleonskrigene.
Fra slutningen af 1700-tallet bragte øget handel stor velstand til Danmark-Norge. Den dansk-norske handelsflåde, som havde nydt godt af landets neutralitet i forbindelse med krigene i Europa, var beskyttet af flåden. Men alligevel blev de neutrale dansk-norske skibe udsat for overgreb af krigførende nationer til søs. Desuden var der en strid, om hvad slags varer neutrale lande kunne sælge til krigsførende nationer. De stadige overgreb førte til, at Danmark-Norge stiftede et neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Dette forbund beskyttede handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj. Storbritannien, som var den ledende sømagt, følte dette som en trussel.
a> blev påbegyndt i 1671 og er Jomfruøernes ældste bygning.
Som følge af den tilspidsede situation mellem Danmark og Storbritannien besluttede Storbritannien i januar 1801 at indføre en embargo mod Dansk Vestindien, og ved udgangen af februar gik der rygter i Dansk Vestindien om, at Storbritannien var i gang med at samle en hær– og flådestyrke med den hensigt at besætte øerne. På baggrund af disse rygter besluttede generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann at udsende to skibe fra Christiansted på Skt. Croix den 3. marts 1801. Skibene, briggen "Lougen" og skonnerten "Den Aarvagne", sejlede nordover mod Skt. Thomas for at spejde efter britiske skibe. Om eftermiddagen samme dag nærmede "Lougen" sig skæret Fugleklippen lige vest for Skt. Thomas og fik to britiske skibe, fregatten "The Arab" og kaperbåden "Experiment", i sigte. "The Arab" kom sejlende mod "Lougen" og affyrede uden forvarsel tre skarpe skud mod skibet. Kaptajnen på "Lougen", kaptajnløjtnant Carl Vilhelm Jessen, råbte over til "The Arab" for at finde ud af, hvorfor man skød mod ham, men fik intet svar. Han besluttede derfor at affyre et skarpskud under "The Arabs" flag, hvilket resulterede i, at britene affyrede en hel bredside tilbage. Jessen signalerede til "Den Aarvagnes" kaptajn om at returnere tilbage til Christiansted for at underrette generalguvernøren om kamphandlingen. "Experiment" bistod "The Arab" i træfningen og "Lougen" kom dermed i krydsild. "Lougen" satte under kamphandlingerne kursen mod Charlotte Amalie for at få bistand fra kanonene på Fort Christian. Fortets kanoner gjorde betydelig skade på de britiske skibe, som returnerede til Tortola. Slaget ved Fugleklippen var ovre efter en times kamphandlinger.
28. marts ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter og 20 andre skibe til Skt. Thomas. Flåden, som var under kommando af viceadmiral John Thomas Duckworth, ankom sammen med 4.000 soldater under kommando af general Trigge. Øens guvernør, Casimir Wilhelm von Scholten, overgav sig uden kamp, og briggen "Lougen" som tidligere på måneden var kommet vel ud af slaget ved Fugleklippen, faldt i britiske hænder. Tre dage senere måtte også generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann overgive sig på Skt. Croix. To dage efter, at Christian 7. havde tabt sin kronkoloni til briterne, indledte den britiske marine Slaget på Reden i København.
Efter 11 måneders besættelse havde situationen i Europa ændret sig. Storbritannien og Frankrig havde sluttet fred og kontrollen over Dansk Vestindien blev tilbagegivet til Danmark den 16. februar 1802.
Den 9. juli 1807 indgik Alexander 1. af Rusland en alliance med sin tidligere fjende Napoleon 1. af Frankrig. De indgik ligeledes en hemmelig aftale om at tvinge Sverige og Danmark-Norge til at lukke deres havne for britiske skibe, samt at tvinge disse lande ind i det fransk-russiske forbund.
Briterne fik kendskab til aftalen og sendte derfor en flåde mod København for at forsøge at overtale Danmark til at indgå et forbund med Storbritannien, hvor Danmark måtte sætte hele flåden i pant som forsikring på, at aftalen blev overholdt. På baggrund af den dansk-norske neutralitet i Napoleonskrigene nægtede den danske regering at godtage en sådan aftale, hvilket resulterede i briternes bombardement af København den 2. september 1807. Den 7. september, efter flere dages bombardement og med mere end 2.000 civile liv gået tabt, besluttede den danske general Ernst Peymann at overgive både København by og flåden til den engelske admiral James Gambier. Briterne besatte Dansk Vestindien i december samme år, en besættelse, som først blev afsluttet 20. november 1815 efter freden i Kiel.
Begge besættelser i begyndelsen af 1800-tallet medførte ingen store ændringer for befolkningen i Dansk Vestindien, da briterne ikke ændrede på regler eller samfundsopbygning. De eneste, som blev påvirket, var generalguvernøren, tolderne og militært personel, som enten blev skiftet ud eller afvæbnet. Plantageejerne kunne uforstyrret dyrke og sælge sukker, men under den engelske besættelse måtte varerne sælges til England og ikke Danmark.
Forbuddet mod slaveri.
a> afskaffede slaveriet i Dansk Vestindien.
a> i Frederiksted, hvorfra slaveriets afskaffelse blev kundgjort af Peter von Scholten.
Internt i Vestindisk-guineisk Kompagni var der med jævne mellemrum kritiske røster mod slaveriet. Argumentet var, at handelen økonomisk set var ulønsom. Kompagniets regnskabsfører fra 1708, Frederik Holmsted, var den første, som fremmede dette synspunkt internt i administrationen, men han havde ikke gennemslagskraft. Trods prisstigning på slaver i Afrika forblev handelen lønsom.
Der blev derimod nedsat en slavehandelskommission, som ved nytår 1792 konkluderede, at slavehandelen burde ophøre fra 1803. På dette tidspunkt var lønsomheden allerede meget lav, selv om plantagerne i Vestindien som sådanne var lukrative. Kommissionen afgav sin indstilling netop til finansminister Ernest Schimmelmann, som til trods for, at han stadig ejede fire sukkerplantager på Skt. Croix, var en liberal og fremsynet politiker. Ikke mindst var han direkte påvirket af abolitionisterne i England.
Danmark-Norge var den første europæiske slavehandlende stat, som besluttede at ophæve sin slavehandel fra Afrika til Vestindien. Den kongelige forordning blev udstedt den 16. marts 1792, men trådte ikke i kraft før ti år senere, 1. januar 1803. Det var kun køb af nye slaver fra Afrika, som blev forbudt, intern handel i Dansk Vestindien var fortsat tilladt, og specielt Skt. Thomas var fortsat en vigtig transithavn for slaver til Puerto Rico, ikke mindst via spanske slavehandlere. Danske skibe fragtede desuden selv over 12.000 slaver til Cuba mellem 1790 og 1807.
Afskaffelsen af slaveriet førte ikke til bedre kår for slaverne. Tidligere havde en slaveejer en vis interesse i at holde slaverne i live, men den dag slaverne blev lønmodtagere, havde slaveejeren ikke længere denne interesse. Hændelsen blev starten på en række problemer for kolonimagten og plantageejerne, specielt på Skt. Croix, hvor der var flest plantager. 30 år senere gjorde de frigivne slaver oprør i Frederiksted på grund af manglende reformer efter slaveriets ophør. Varehuse, pakhuse og butikker blev plyndret og sat i brand. Militære styrker fra Christiansted kom til Frederiksted for at drive oprørerne ud af byen.
Oprøret, som fortsatte i fem dage, flyttede sig gradvis ud på landet, hvor der blev sat ild på sukkerraffinaderier og en række godser. Begivenheden gik over i historien som "Den store ildebrand" i 1878.
Landarbejderstrejke i årene før salget af øerne.
I foråret 1915 havde David Hamilton Jackson organiseret den sorte landarbejderbefolkning i en fagforening, og for første gang kunne de bruge strejkevåbnet i kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold. For den hvide befolkning var strejken ikke kun en trussel om økonomisk katastrofe, men slutningen på en epoke. De var overbeviste om, at den sorte befolkning havde brug for en fast hånd, og at forhandlinger med en organiseret arbejderklasse var begyndelsen på enden for kolonistyret. På baggrund af dette telegraferede plantageejerne på Skt. Croix efter et krigsskib fra Danmark til at bistå i at dæmpe situationen.
Den 11. november 1915 sendte Danmark sit sidste krigsskib til øerne, krydserkorvetten Valkyrien. Skibet drog fra København med kurs mod Skt. Croix med en besætning på 230 mand. Den danske regering var, på grund af øens strategiske betydning under 1. verdenskrig og de pågående salgsforhandlinger med USA, særdeles lydhør over for problemer i den fjerne og stærkt ulønsomme koloni.
Man antog, at opholdet ville være kortvarigt, men først efter overdragelsen af øerne til USA den 31. marts 1917 kunne skibets kaptajn Henri Konow og hans mandskab atter sætte kurs mod Danmark.
Flere forsøg på salg af Dansk Vestindien til USA.
Danmark solgte i 1845 Dansk Ostindien til Storbritannien, og fem år senere blev også Dansk Guinea solgt hertil. Den eneste tilbageværende koloni var Dansk Vestindien. Der var store interessemodsætninger mellem Skt. Thomas, som havde en god handelshavn, og plantageøen Skt. Croix, som oplevede salgsnedgang for sine sukkerrør på grund af konkurrencen fra sukkerroer produceret i Europa. Ni tiendedele af befolkningen var efterkommere af slaver og levede under dårlige forhold. Selv om slaveriet var afskaffet i 1848, var landbrugsjorden og handelen fortsat styret af hvide.
Der var ikke bare modsætninger mellem sorte og hvide, men også mellem hvide plantageejere og danske embedsmænd, som gjorde tjeneste i Dansk Vestindien. Embedsmændene var dårligt lønnet og var ofte udsat for tropesygdomme og de havde tit et højt alkoholforbrug og var korrupte. Der var ingen folkelige bånd i form af sprog, kirke eller kultur mellem Danmark og øerne. Sproget var hovedsagelig engelsk, den anglikanske kirke og katolicisme var dominerende, og de få, som tog en uddannelse, tog den i USA. Dansk Vestindien var i stærk tilbagegang og havde dårlige sociale forhold. 41 af 100 børn døde, inden de fyldte et år.
I 1852 blev fremtiden for de tre vestindiske øer debatteret i Folketinget. Det blev fra flere sider hævdet, at frigivelsen af slaverne i 1848 havde medført, at øerne ikke længere kunne drives med overskud og derfor burde sælges. Et salg af øerne ville også styrke den anstrengte økonomiske situation i Danmark efter tabet af Slesvig-Holsten i i 1864.
Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne, et forslag som blev afvist.
I 1867 viste USA interesse for Dansk Vestindien. Den amerikanske borgerkrig var afsluttet, og amerikansk imperialisme begyndte at vokse frem. Amerikanerne var på jagt efter en ø i Caribien, som kunne fungere som flådebase for marinen og som kulstation. Skt. Thomas ligger centralt i Det caribiske hav, og havnen der og på Skt. Jan har kapacitet til mange skibe. Desuden er havnen en naturhavn, som er godt beskyttet mod både uvejr og angreb. Forhandlingerne om en amerikansk overtagelse af øerne blev indledt under ledelse af USA's udenrigsminister William H. Seward og den danske diplomat Valdemar Rudolph Raasløff. Forhandlingene blev holdt hemmelige, og det var Skt. Thomas og Skt. Jan, amerikanerne var interesserede i. Skt. Croix blev holdt udenfor, dels fordi øen ikke havde nogen gode havne, og dels fordi Danmark i henhold til købskontrakten indgået med Frankrig i 1733 ikke kunne videresælge øen uden Frankrigs samtykke.
Den 24. oktober 1867 godkendte Danmark salget af øerne til USA for 7,5 millioner dollar i guld, under forudsætning af et samtykke fra øbefolkningen. 98 % stemte for et salg til USA. Lige efter indgåelsen af aftalen blev øerne imidlertid ramt af orkan, jordskælv, tsunami og brande, med den konsekvens, at USA mistede interessen for øerne. Selv ikke en udsættelse af overtagelsesdatoen kunne redde salgsaftalen, og i april 1870 kunne man konstatere, at salget af øerne til USA ikke blev til noget.
USA viste dog fornyet interesse for Dansk Vestindien efter Den spansk-amerikanske krig, og udenrigsminister John Hay tog formelt kontakt med de danske myndigheder. Forhandlingerne startede den 29. januar 1900, og i 1902 nåede man til enighed om en pris på fem millioner dollar for alle tre øer. Salgstraktaten blev dog stoppet af det danske Landsting, da den ikke sikrede befolkningen en folkeafstemning, amerikanske borgerrettigheter og toldfrihed for sukkereksport til USA.
Modstanderne af et salg af Dansk Vestindien organiserede sig i Foreningen De Danske Atlanterhavsøer. Flere pengestærke københavnere støttede op om foreningen og etablerede blandt andet et plantageselskab som købte uvirksomme plantager. Foreningen fik også støtte fra prinsesse Marie, som sammen med sin mand prins Valdemar havde besøgt Dansk Vestindien og var faldet for øernes charme.
Efter det mislykkede salgsforsøg i 1902 nedsatte Danmark en reformkommission, som blandt andet foreslog oprettelsen af husmandsbrug og forsøgsgårde for at finde ud af, om noget andet end dyrkning af sukkerrør var muligt i stor skala. Desuden kom der sundhedsreformer, som sikrede godt drikkevand, sygehuse, renovation, børnehjem og fattighjem. Der blev også foreslået restriktioner på skydevåben og begrænsning på antal udskænkningssteder.
Salg af Dansk Vestindien til USA.
Overtagelsesceremonien blev holdt på pladsen foran Senatspaladset i Charlotte Amalie.
Efter udbruddet af 1. verdenskrig frygtede USA, at øerne ville blive besat af Tyskland, og efter åbningen af Panamakanalen i 1914 øgedes øernes strategiske betydning. I Danmark frygtede man, at landets neutralitet kunne blive sat under pres som følge af, at de havde nogle af Vestindiens bedste havne.
Den 4. august 1916 blev man enige om et salg af øerne til USA, og denne gang var prisen fastsat til 25 millioner dollar; samtidig havde Danmark opgivet sine tidligere krav om folkeafstemning, borgerrettigheder og toldfrihed. Til gengæld anerkendte USA Danmarks krav på Grønland, og dermed ikke Norges krav på de ubeboede dele af Østgrønland. USA havde brug for øerne af strategiske årsager, for at hindre Tyskland i at få fodfæste på den vestlige halvkugle. Økonomiske interesser var derfor underordnede.
Hele salgsprocessen blev holdt hemmelig af den radikale danske regering og udenrigsminister Erik Scavenius. Et muligt salg af Dansk Vestindien blev dementeret til det sidste og offentliggørelsen af salgsaftalen førte til protester fra oppositionen, specielt fra Det Konservative Folkeparti, med det resultat, at en folkeafstemning skulle afholdes i Danmark. Folkeafstemningen om salg af Dansk Vestindien var den første afstemning, kvinder kunne deltage i, efter Danmarks grundlov var blevet ændret i 1915. Det var samtidig den første folkeafstemning om et lovforslag, hvilket netop var blevet gjort muligt efter den nye grundlov. Valgresultatet viste, at 283.000 stemte for et salg og 158.000 imod. Øernes befolkning deltog ikke i folkeafstemningen, men den sorte fagforeningsleder David Hamilton Jackson arrangerede en privat folkeafstemning på Skt. Croix, hvor 4.027 stemte for og syv stemte imod.
Traktaten, der omhandler salget, blev underskrevet af USA's præsident Woodrow Wilson og udenrigsminister Robert Lansing den 16. januar 1917.
Den 31. marts 1917 klokken 16 blev Dannebrog nedtaget for sidste gang, og Stars and Stripes gik til tops. Befolkningen blev amerikanske statsborgere, medmindre de ønskede at beholde deres danske statsborgerskab.
31. marts fejres hvert år på øerne som "Transfer Day", og da hyldes både Danmark og USA for måden, overdragelsen foregik på. Alle har fri, og mange samles til fest.
Den lille ø Water Island ud for Charlotte Amalies havn forblev i øvrigt dansk indtil 1944, da den formelt ikke var en del af Dansk Vestindien, men var ejet af ØK, der dette år solgte øen til USA.
Som et kuriosum kan nævnes, at befolkningen aldrig har givet afkald på de mange danske helligdage. Dem fastholder man, på samme måde som man også fejrer alle amerikanske fri- og helligdage.
Religion.
a> i Hospitalgade i Frederiksted. Kirken er luthersk og blev påbegyndt i 1783. Indviet 15. januar 1792 af præsten Martin Peter Ohm.
Dansk Vestindien var præget af mange forskellige folkeslag, som hver havde sin tradition og religion. Religion havde i 1700–1800-tallet stor indflydelse på menneskers liv, og i de europæiske lande var der ikke religionsfrihed. Kongen og kirken arbejdede tæt sammen om at opretholde lov og orden. Kirken havde ansvaret for folkets moralske opdragelse, og kongen styrede den civile orden. Der blev ikke indført religionsfrihed i Danmark før i 1849, men i Dansk Vestindien var der blevet praktiseret religionsfrihed siden etableringen af kolonien. Religionsfriheden var af danske myndigheder knyttet til et krav om, at alle måtte respektere de danske helligdage. Religionsfriheden i Dansk Vestindien var nødvendig for at få befolket øerne, da der ikke var nok danskere, som ønskede at bosætte sig på øerne, til, at man kunne stille krav til nybyggerne. Mange af nybyggerne var landsforviste eller flygtet fra straf og var som regel nederlændere eller englændere.
På trods af religionsfriheden blev afrikanernes religioner ikke anerkendt. Slavernes magisk orienterede tro blev mødt med foragt, og man anså deres kultur og livsførelse som umoralsk og underlegen. En udbredt opfattelse var, at hvis man kunne omvende dem til kristendommen, kunne slavene få et bedre liv, og mange slaver blev omvendt.
Trossamfund som den franske og den nederlandske reformerte kirke, lutheranere, Brødremenigheden, anglikanere, katolikker og jøder levede side om side i Dansk Vestindien uden problemer, i modsætning til de religiøse stridigheder i Europa. I dag er der 150 trosretninger på øerne og ca. 300 kirker.
Slaver og ejendomsret.
Love og regler i Dansk Vestindien tog udgangspunkt i Danmarks love, men blev tilpasset til lokale forhold. For eksempel regulerede dansk ejendomsret kun ting som dyr, land og bygninger, og ikke slaver. Slaver blev, til at begynde med, reguleret som almindelig ejendom, og dermed var der ikke behov for egne regler. Slaver blev opført i regnskabet sammen med dyr og redskaber.
a> udstedte i 1755 et nyt reglement som styrkede slavernes rettigheder, men dette blev sat til side af koloniledelsen.
I 1733 blev der lavet et reglement, som tog hensyn til, at slaver, i modsætning til anden ejendom, har deres egen vilje og dermed kan opføre sig uhensigtsmæssigt eller være ulydige. Ifølge reglementet skulle slaven straffes af myndighederne, men mange ejere straffede slaverne på egen hånd. Myndighedene greb først ind, hvis slaverne blev straffet for hårdt eller ikke fik nok mad, i frygt for, at slaverne ville gøre oprør, hvis de blev behandlet for dårligt. I 1755 udstedte Frederik 5. et nyt reglement, hvor slaverne blev sikret retten til ikke at blive skilt fra deres børn og retten til støtte under sygdom og alderdom. Men koloniledelsen havde tilladelse til at tilpasse love og regler efter lokale forhold, og dermed blev reglementet aldrig offentliggjort, med den begrundelse, at det havde flere ulemper end fordele.
Frigivelsen af slaverne i 1848 udløste krav fra plantageejerne over for den danske stat om fuld erstatning, med den begrundelse, at deres ejendomsret var krænket ved, at værdien af slaverne var tabt, og at man i fremtiden måtte betale for arbejdskraften. Den danske stat indrømmede dem en erstatning på 50 dollar pr. slave og anerkendte dermed, at slavefrigivelsen havde medført et økonomisk tab for ejerne. Men slavernes hverdag blev ikke ændret i betydelig grad. De måtte have et job og vendte tilbage til den plantage, hvor de blev tilbudt etårskontrakter, en lille hytte, lidt jord og nogle penge. Som ansatte var de tidligere slavers alderdom ikke plantageejernes ansvar. Slaverne havde kun lov til at skifte job en gang om året, 1. oktober, en dag som blev omtalt som "skiftedagen".
Slavene havde ingen ejendomsret, da de selv var ejendom, men fik officielt ejendomsret i 1840, otte år før slavefrigivelsen.
Militær.
Som det meste andet i Dansk Vestindien i tiden med Vestindisk-guineisk Kompagnis styre var også militæret underlagt kompagniet. Ved statens overtagelse i 1755 blev øernes hærstyrke underlagt Krigskancelliet, men forblev et særskilt korps uden for den almindelige danske forsvarsorganisation.
I 1763 blev der gennemført en forsvarsreform i Danmark, og hærstyrken i Dansk Vestindien blev underlagt Vestindisk-guineisk Rente- samt Generaltoldkammer og fra 1805 direkte underlagt kronprins Frederik. Efter 1848 blev alle vestindiske militærspørgsmål afgjort af Krigsministeriet og koloniens Centralbestyrelse.
Antallet af soldater i Dansk Vestindien var begrænset, og i den første del af kolonitiden var der kun 20–30 mand. I 1726 blev det første militære kompagni oprettet og bestod af 50 mand. I 1761 udgjorde styrken 226 mand. Under USA's uafhængighedskrig bestod styrken af 400 mand, et styrkeantal som blev opretholdt til 1872, da de militære styrker blev reorganiseret under navnet Den vestindiske hærstyrke. Hærstyrken bestod af 6 officerer, 219 soldater og 10 ryttere. I 1906 blev Den vestindiske hærstyrke opløst og erstattet af Gendarmerikorpset, som bestod af 120 menige soldater og 10 officerer og var direkte underlagt guvernøren. Korpset var stationeret i Charlotte Amalie på Skt. Thomas og på tre steder på Skt. Croix, i Christiansted, Frederiksted og Kingshill.
Ud over kompagniets og senere statens hærstyrker var der også en række lokale militser, som bestod af øernes frie indbyggere. Militserne var større end hærstyrken, og i 1830'erne udgjorde hærstyrken 430 mand mod militsenes 1980 mand.
Hærstyrken i Dansk Vestindien bestod af danske soldater som frivilligt lod sig hverve, som regel for en seksårsperiode. Fra 1805 blev ansvaret for hvervningen overtaget af Den Vestindiske Rekruttering i København, som årligt rekrutterede 70 mand. De fleste var værnepligtige fra Danmark, men mange var også lokale håndværkere.
Den danske orlogsflåde sejlede tit til Vestindien for at markere dansk tilstedeværelse og suverænitet. Efterhånden som kolonien blev veletableret, blev besøgene fra orlogsflåden sjældnere, indtil staten overtog ansvaret for kolonien i 1755. Flåden blev som regel sendt over til Vestindien i urolige perioder, som under den franske og indianske krig (1756-1763), USA's uafhængighedskrig (1776-1783), Revolutionskrigene (1792–1802) og Napoleonskrigene (1800-1815). I perioden fra 1818 til 1864 var orlogsflådens aktivitet i Dansk Vestindien mere omfattende end i nogen anden periode, og i de fleste af disse år var der permanent stationeret to danske krigsskibe på øerne.
Det sidste danske orlogsskib i Dansk Vestindien var krydserkorvetten "Valkyrien", som sejlede til kolonien i 1915. Skibschefen, kommandørkaptajn Henri Konow, tog over som konstitueret generalguvernør og var den person, som officielt overleverede Dansk Vestindien til USA i 1917.
I alt foretog orlogsflådens skibe omkring 140 togter til Dansk Vestindien i perioden fra 1671 til 1917.
Frimærker.
Dansk Vestindien fik egne frimærker i 1856. Frimærkerne blev trykt i Danmark og nogle af disse havde samme udseende som de danske frimærker bortset fra værdien, der var angivet i cent. Det første frimærke var et firkantet 3-cents-frimærke med Danmarks rigsvåben afbildet i mørkt karminrødt på gulnet papir. Fra 1866 kom frimærkerne på hvidt papir, og i 1872 blev frimærkerne perforeret.
I takt med koloniens økonomiske opsving opstod der et større behov for at kunne kommunikere med handelspartnere, familie og regeringen i Danmark. Den første faste postforbindelse mellem Dansk Vestindien og Danmark blev oprettet ved et reglement i 1781. Frem til da var posten blevet sendt med tilfældige skibe.
Det var ikke usædvanligt, at små kolonier langt væk fra hjemlandet løb tør for populære valører fra tid til anden, og koloniadministrationen måtte af og til improvisere. I 1887 blev et 7-cents-frimærke påtrykt en ekstra cent, og i 1895 blev et 50-cents-frimærke påtrykt et tillæg på 10 cent.
Som en følge af valutareformen i 1904 udstedte kolonien nye frimærker i 1905, hvor valøren var i franc og bit. Kong Christian 9. var afbildet i silhuet på frimærkerne i valørerne fra 5 bit til 50 bit. 1-francs–, 2-francs– og 5-francs-frimærkerne havde en afbildning af sejlskutteren "Ingolf" til kaj i Charlotte Amalie.
I 1907 blev motiverne af Christian 9. erstattet med Frederik 8., efterfulgt af Christian 10. i 1915.
Geografi.
Dansk Vestindien består af de tre hovedøer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas, samt flere mindre øer. Øerne ligger i Det caribiske hav og Atlanterhavet, 80 km øst for Puerto Rico, 960 km nord for Venezuela og 1760 km sydøst for Florida.
Øerne har et totalt areal på 346 km², hvilket er lidt mindre end arealet af Mors, og har en 188 km lang kystlinje.
Øerne ligger på grænsen mellem den Nordamerikanske Plade og den Caribiske Plade. Jordskælv, tropiske cykloner og tsunamier forekommer. Klimaet er subtropisk med passatvinde, relativt lav luftfugtighed og lille årstidsmæssig variation i temperaturen. Regntiden varer fra maj til november.
De fleste af øerne, inklusive Skt. Thomas og Skt. Jan, er af vulkansk oprindelse og er præget af bjerge og kuperet terræn. Skt. Croix blev dannet af et koralrev og er fladere.
Højeste bjerg er Crown Mountain på Skt. Thomas med 474 meter.
Skt. Croix.
Skt. Croix' areal er 207 km², og den har et kuperet terræn. Højeste punkt på øen er Mount Eagle på 355 m.
Skt. Croix var oprindelig beboet af caribere og arawaker og blev besøgt af Columbus i 1493, hvor han gav den navnet "Santa Cruz" ("Det hellige kors"). Efter stridigheder mellem England, Holland og Spanien kom øen i 1650 under fransk herredømme. Malteserordenen fik øen året efter, men solgte den videre til Fransk Vestindisk kompagni i 1651. Sankt Croix blev i 1674 fransk koloni, men forblev stort set ubeboet fra 1696 og blev solgt videre til Dansk Vestindisk-guineisk Kompagni i 1733. Dette selskab havde intet krav til nationalitet for sine kolonister og tiltrak sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere; de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen. Et slaveoprør på Sankt Croix førte til slaveriets afskaffelse i 1848.
Danskerne grundlagde to byer på øen, Christiansted på nordkysten og Frederiksted på vestkysten.
Skt. Jan.
a> på Skt. Jan. Rangeret blandt "De ti bedste strande i verden" af magasinet "Condé Nast Traveler".
Skt. Jan var den mindste af de tre hovedøer i Dansk Vestindien. Øen ligger 6 km øst for Skt. Thomas og 6 km sydvest for Tortola. Øen har et areal på 50,8 km².
Øen blev først beboet af Arawakindianere, som kom fra dagens Colombia og Venezuela omkring år 300. Arawakerne beboede øen frem til omkring år 1300, da de blev fordrevet af de mere aggressive og krigerske caribere. Christopher Columbus opdagede Jomfruøerne på sin anden rejse til den nye verden i 1493. Han navngav øerne "Once Mil Virgenes", eller Jomfruøerne, til ære for Sankt Ursula og hendes 11.000 jomfruer, som ifølge legenden var hendes martyrer.
Danskerne var de første europæerne, der slog sig ned på øen, første gang i 1672 og permanent fra 1718. Det var også danskerne, som navngav øen Skt. Jan. Sukkerplantager, blandt andre Annaberg sukkerplantage, blev anlagt i stort antal på grund af det varme klima og den gode jord.
I 1956 købte den amerikanske mangemillionær Laurance Rockefeller store områder af øen og donerede området til United States National Park Service under forudsætning af, at området skulle forblive urørt i fremtiden. De amerikanske jomfruøers nationalpark udgør 60% af øens areal.
Nogle af de mest populære strande i Caribien ligger på den nordlige del af øen. Den mest kendte strand er Trunk Bay, som er blevet rangeret blandt "De ti bedste strande i verden" af magasinet "Condé Nast Traveler".
Skt. Thomas.
Skt. Thomas har et areal på 80,9 km², og øens højeste bjerg er Crown Mountain på 474 m.
Øen har været beboet siden ca. år 1500 f.Kr. af forskellige vestindiske indianerfolk. De første var ciboneyfolket, som senere blev fortrængt til fordel for arawakindianerne og dernæst cariberne. Cariberne blev hurtig udryddet, da europæerne bosatte sig på øen.
Skt. Thomas var den første af Danmarks tre hovedøer i Dansk Vestindien. Den første danske bosættelse fandt sted i 1666 og blev en del af Vestindisk-guineisk Kompagnis koloni i 1672. I 1671 blev fæstningen Fort Christian påbegyndt og er i dag den ældste bygning på Jomfruøerne. Skt. Thomas blev erklæret frihavn i 1724, og gennem 1700-tallet oplevede øen en kraftig vækst på grund af sine sukkerplantager. Øen blev et vigtigt handelscentrum indtil slavehandelen blev afskaffet i 1848.
Dansk Vestindiens hovedstad gennem store dele af koloniperioden, Charlotte Amalie, lå på Skt. Thomas. I en periode i 1800-tallet var Charlotte Amalie den næstmest folkerige danske by, kun overgået af København.
Charlotte Amalie.
Charlotte Amalie var i flere perioder hovedstad for Dansk Vestindien. Byen fik sit navn i 1691 og er opkaldt efter kong Christian 5.s kone, dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Byen har i den danske tid også haft navnene Taphus (kro) og Skt. Thomas.
På grund af det neutrale danske flag og statussen som frihavn blev Charlotte Amalie en af Vestindiens vigtigste handelscentre i 1700-tallet. Byen havde i perioden 1750-1850 et stærkt kosmopolitisk præg og blev i 1800-tallet Danmarks næststørste by.
Fæstningen Fort Christian blev påbegyndt i 1671 og er opkaldt efter kong Christian 5.. Fortet er i dag den ældste bygning på jomfruøerne.
Christiansted.
Danskerne købte Skt. Croix i 1733 og valgte som deres første bosættelse på øen et sted med mulighed for en god havn på nordkysten. Den første bosættelse fik navnet Christiansted og blev grundlagt, samme år som øen blev købt. Byen er opkaldt efter Kong Christian 6. af Danmark-Norge. Christiansted var i perioden fra 1754 til 1871 hovedstaden i Dansk Vestindien.
Christiansted domineres af fæstningen Christiansværn som er fra 1738.
Frederiksted.
Frederiksted fik navn efter Frederik 5., men blev i den danske kolonitid aldrig kaldt andet end Westenden pga. sin beliggenhed på øen.
Det var i Frederiksted, at 8.000 slaver marcherede til for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse i 1848. Efter trusler fra slaverne om at gøre oprør og sætte ild på hele byen, hvis deres krav ikke blev indfriet, kom guvernør Peter von Scholten med erklæringen fra Fort Frederik, som frigav alle slaver i Dansk Vestindien. Fra Fort Frederik kom også den første salut som anerkendelse for USA's selvstændighed i 1776.
Dansk Vestindien i dag.
Amerikanerne har beholdt de danske gade- og stednavne. Gadeskilt i Charlotte Amalie, Skt. Thomas.
Udsigt over havnen i Charlotte Amalie.
Det meste af Skt. Jan er i dag omdannet til et naturreservat og har en beskeden grad af bebyggelse. Regnskoven har generobret områderne fra de tidligere sukkerplantager, og de fleste ruiner efter plantagetiden er urørte. Mange steder på øen er der fortsat spor efter det brutale slaveoprør i 1733.
Den tætte jungle på Skt. Thomas, som skabte lange slidsomme dage for de første nybyggere med Kjeld Jensen og Erik Nielsen Smit i spidsen, er for længst borte, og kun få steder på øen kan man i dag se rester efter plantagebygningerne. Men den danske fortid er alligevel ret synlig. I en lille park ved parkeringspladsen i Charlotte Amalie står en buste af Christian 9., som ser mod Fort Christian, og gaderne har stadig de danske navne som Dronningens gade, Prinsens Tværgade og Strandstræde. Desuden har mange af butikkerne referencer til den danske tid, f.eks. "Royal Dane Mall" og "A. H. Riise Mall". Skt. Thomas er i dag en moderne turistdestination og en af de største krydstogthavne i Caribien.
På Skt. Croix nåede slaveriet og sukkerproduktionen deres højdepunkt i den danske tid, men i dag er der ingen landbrugsproduktion på øen. På øens østside har den salte passatvind fjernet det meste af vegetationen og efterladt spredte buskvækster. Midt på øen vokser sukkerrørene stadig vildt, mens vestsiden er dækket af tropisk skov med pukkenholt, mahogni og guava. Øens to byer, Christiansted og Frederiksted, præges ikke så stærkt af turismen som Charlotte Amalie. Meget af den oprindelige bebyggelse fra 1700– og 1800-tallet er bevaret, og på byens kirkegårde står fortsat de hvide marmorstøtter med efternavne som ender på –sen. Mange af plantagebygningerne findes fortsat, mange som ruiner, og nogle er restaureret. Af øens hundrede sukkermøller findes nær to tredjedele stadig, hvor sejldugene er borte og trætagene er rådne, mens murværket fortsat står intakt.
Dansk Vestindien blev befæstet med fire forter. Fortet på Skt. Jan er i dag kun ruiner og er utilgængeligt på grund af vegetation, men det var her, det første store slaveoprør fandt sted i 1733. I Christansted ligger det velbevarede Christiansværn, åsted for det andet store slaveoprør i julen 1759. I Frederiksted ligger Fort Frederik, hvor det sidste slaveoprør fandt sted og endte med slaveriets afskaffelse den 3. juli 1848. Fort Christian i Charlotte Amalie blev påbegyndt i 1671 og er Jomfruøernes ældste bygning; det blev frem til 1983 brugt som politistation.
Indbyggerne i Dansk Vestindien er i dag amerikanske statsborgere, men har ikke stemmeret ved præsidentvalgene. De amerikanske Jomfruøer har én plads i USAs Kongres, men denne har kun stemmeret i komiteerne og ikke i plenumsafstemninger. Øerne er siden 1970 blevet styret af en folkevalgt guvernør, som bliver valgt for en fireårsperiode.
Padde.
Padder eller amfibier er en delgruppe af tetrapoder i følge.
1672.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1667 1668 1669 1670 1671 - 1672 - 1673 1674 1675 1676 1677
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
72
1717.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1712 1713 1714 1715 1716 - 1717 - 1718 1719 1720 1721 1722
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
17
1733.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
År: 1728 1729 1730 1731 1732 - 1733 - 1734 1735 1735 1736 1737
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
33
Sankt Croix.
Sankt Croix (engelsk "Saint Croix") er den ø blandt De dansk vestindiske øer, som Danmark erhvervede sidst, i 1733. På øen, der er på størrelse med Møn, ligger byerne Frederiksted og Christiansted.
før koloniseringen.
Øen var oprindeligt beboet af caribere og arawakere. I 1493 blev øen opdaget af den spanske søfarer og opdagelsesrejsende Christoffer Columbus. Columbus gik i land på øen, som han døbte "Santa Cruz" ("det hellige kors"). På fransk blev det til "Sainte-Croix".
Kolonisering.
Spanierne erklærede øen for deres, idet det var Christoffer Columbus, som havde fundet den. Spanierne var også de første europæere, der kom til øen, og i den tid, de var på Sankt Croix, var de konstant i krig med cariberne. I 1590'erne var alle caribere på øen enten udryddet eller sendt til andre spanske kolonier som slaver. Da var spanierne også blevet trætte af øen. Dårligt vejr var den vigtigste grund til, at de sidste spaniere forlod øen i 1596, og samme år blev øen beskrevet som "fuldstændig øde".
I den tidlige del af 1600-tallet sendte både England og Holland kolonister til øen. De to lande delte den mellem sig på den måde, at Holland fik den østlige del og England den vestlige. Der udbrød dog hurtigt konflikt, da den engelske guvernør blev skudt af den hollandske guvernør under en visit på den hollandske del af Sankt Croix. Efter en række kampe forlod hollænderne øen, og englænderne var nu alene tilbage, dog ikke længe.
I 1650 vendte spanierne tilbage. Med 5 skibe og 1.200 soldater angreb de Sankt Croix og slog alle ihjel, som ikke nåede at flygte. Spanierne nåede lige at få bygget et fort, som var det eneste beboede sted på øen i 1650, for i 1651 var det Frankrigs tur til at prøve lykken med at oprette en koloni. Kun 10 år efter, at franskmændene havde etableret sig på øen, købte den franske guvernør på St. Kitts, de Poincy, øen som sin private ejendom. Han gav i 1653 øen til Malteserordenen, som ikke forstod sig på kolonisme. I 1665 købte Det fransk-vestindiske Kompagni øen, og handelen blomstrede med produktion af masser af sukker, tobak og bomuld. Sankt Croix blev underlagt den franske krone i 1674; da guvernøren døde, mærkede øen en markant nedgang, hvilket ledte til at Sankt Croix i 1695 var forladt.
Dansk kolonisering.
I 1733 blev øen solgt til det Dansk-vestindiske kompagni, som straks lod alle nationaliteter, etniske og religiøse grupper flytte ind på øen. Det førte til et hav af nye, men også meget forskellige indbyggere. Spanske jøder og franske protestanter kom til øen og købte plantager. Englændere kom hurtigt efter, og engelsk blev det dominerende sprog på øen. De nyankomne tjente godt på sukkerhandlen, især efter 1755, hvor Danmark havde indført fri handelsret på de Dansk Vestindiske Øer. Dette øgede prisen på sukker, hvilket kom øboerne til gode, og da der udbrød krig i nogle andre af verdens største sukkerproducerende områder, steg prisen yderligere pga. leveringsproblemer fra disse områder. Et af datidens betydeligste handelshuse, Moses & Søn G. Melchior, stod for størstedelen af handelen på St.Croix.
St. Croix forvandledes på kort tid til en slags slaveø, hvor et fåtal hvide havde overladt det hårde fysiske arbejde i sukkerplantagerne til afrikanske slaver. De fleste af plantagerne er i dag forsvundet, kun enkelte står tilbage som museer (Whim House), men der er spor overalt i landskabet efter ca. 100 års slaveri. Slavehandel og handel med produkter fra Vestindien er grundlaget for den florissante periode i dansk historie - fra ca. 1755 til statsbankerotten i 1813. Udviklingen af sukker fra sukkerroer gjorde slavebrugene urentable (sukkeret skulle jo endvidere transporteres til Europa).
Amerikansk kolonisering og modernisering.
I 1917 blev Sankt Croix solgt til USA sammen med resten af Dansk Vestindien.
Rygning (tagkonstruktion).
Rygning (udtales med hårdt 'g') er den del af en tagkonstruktion, der sørger for at tætne overgangen mellem de 2 tagflader, der mødes på tagryggen. På stråtage kaldes det ofte en mønning.
Krøltoppet pelikan.
Krøltoppet pelikan ("Pelecanus crispus") lever ved Søer, floder og flodmundinger. Dens primære fødekilde er fisk.
Grøn vandagame.
Grøn vandagame ("Physignathus cocincinus") lever i de meste af Sydøstasien og det sydlige Kina. Den er også udbredt som terrariedyr.
Vandagamer er gode svømmere og tilbringer en stor del af dagen ved vandhuller og floder. Når der er fare på færde, flygter vandagamerne ud i vandet. Vandagamer er gode til at klatre og ses ofte i træerne.
Den grønne vandagame kan blive op til 70-80 centimeter lang. Dens farve er lysegrøn, og den har, som det kan ses på billedet mørke ringe på halen.
Den grønne vandagame er lysegrøn med mørke ringe på halen og store, lyse skæl på underkæben og struben. Hannen er større end hunnen og mere farvestrålende. Begge køn har en kam på hovedet, der fortsætter ned ad kroppen til midt på halen. Kammen er størst hos hannen.
Den grønne vandagame har 3 øjne. Ligesom en del andre krybdyr har de et parietaløje oven på hovedet. Det sidder lige før den hjelmlignende forhøjning, de har på hovedet. Det er ikke et øje som de 2 andre, det kan kun sanse lys. Hvis der er et dyr, der sniger sig ind på en vandagame bagfra og skygger for solen, kan vandagamen se det, selvom de 2 andre øjne er fikseret på noget foran den. På den måde kan den nå at stikke af i tide.
Når hannen skal gøre kur til hunnen, "nikker" han med hovedet. Denne nikken kan også være en trussel, og de mindre dominerende dyr "vinker" derefter med det ene forben som tegn på underkastelse.
Grøn vandagame lægger fra 5-16 æg, og ungerne er cirka 15-17 centimeter når de klækkes.
Dens fødekilder er insekter, små padder og i enkelte tilfælde moden frugt.
Grøn vandagame kan ses i København Zoo og Randers Regnskov.
Columbia (rumfærge).
a>). Bemærk at tanken er malet hvid.
Columbia var den første af USA's fem rumfærger. Columbia blev opsendt første gang den 12. april 1981 på 20-årsdagen for Gagarins rumflyvning.
Ved afslutningen af NASA's rumfærgeflyvning STS-107, der var Columbias 28. tur i rummet, desintegrerede den under sin genindtræden i Jordens atmosfære den 1. februar 2003 over Texas, hvorved hele besætningen på syv astronauter omkom.
Konstruktion.
Uden last var Columbia cirka 3600 kg tungere end de senere rumfærger. Endeavour, f.eks., var udformet lidt anderledes, og drog nytte af senere fremskridt indenfor materialeteknologi.
Columbia havde blandt andet tungere vinger, og havde en intern luftsluse, som ikke var installeret på de andre rumfærger. Til trods for senere udbygninger af andre rumfærger, er Columbia stadig den til dato tungeste rumfærge. Den næstældste rumfærge, Challenger, var også relativt tung i forhold til andre, men var alligevel et ton lettere end Columbia.
Indvendigt var Columbia oprindeligt udstyret med katapultsæder fra Lockheed Martin, identiske med dem som findes på SR-71 Blackbird. Disse sæder var aktive på de første testflyvninger, men blev deaktiveret efter STS-4 og fjernet helt efter STS-9. I stedet fik Columbia et såkaldt head-up display, en gennemsigtig skærm som præsenterer data uden at piloten behøver at flytte sit synsfelt. Columbia var den eneste rumfærge som ikke var leveret med sådant udstyr fra starten.
Sidste mission, og destruktionen.
På sin sidste mission, havde Columbia med sig et hold bestående af syv astronauter: Rick Husband (kaptajn), William McCool (pilot), Michael Anderson, Laurel Clark, David Brown, den israelske astronaut Ilan Ramon, og Kalpana Chawla.
Om morgenen den 1. februar 2003, entrede Columbia igen Jordens atmosfære, efter en 16 dage lang videnskabelig mission. NASA mistede radiokontakten til fartøjet omkring klokken 09:00 EST, kun minutter før den forventede landing klokken 09:16 på Kennedy Space Center i Florida. Videooptagelser viser at rumfærgen bryder i flammer over Texas, cirka 63 kilometer over jorden, og ved en fart på omtrent 5,6 kilometer i sekundet.
Til undersøgelse af ulykken etablerede man en særlig undersøgelseskommission "Columbia Accident Investigation Board" (CAIB). Konklusionen var, at et stykke isoleringsmateriale fra hoved-brændstoftanken havde revet sig løs under opsendelsen og havde beskadiget varmeskjoldet på bagbord vingeforkant. Derved havde dette stykke af vingen ikke været beskyttet mod de ekstremt høje temperaturer, der opstår pga. gnidningsmodstand når rumfærgen genindtræder i Jordens atmosfære. Vragstumper blev fundet spredt ud over det meste af staten Texas.
For at forhindre en gentagelse af ulykken ændrede man bl.a. rumfærgens robotarm, således at besætningen efter opsendelse nu er i stand til at inspicere kaklerne på undersiden med brug af et kamera monteret på armen. I tilfælde af beskadigede kakler er besætningen nu også i stand til at udføre mindre reparationer i rummet ved at udføre en rumvandring.
De indsamlede rester af Columbia opbevares i dag på 16. etage i Vehicle Assembly Building på Kennedy Space Center.
Flyvninger.
Columbia var tungere end sine yngre søstre og kunne ikke nå rumstationerne Mir og ISS i deres 51°-baner med en brugbar nyttelast. Den kunne heller ikke nå op til Hubble-teleskopets 600 km høje bane, før der blev udviklet superletvægtstanke. Columbia blev derfor primært anvendt til Spacelab-missioner.
Rumfærgerne var grounded 1986-89 pga. Challengers havari.
Snegl.
"Nassarius", art af overfamilien "Buccinoidea"
Sneglene har et afgrænset hoved med sanseorganerne og mund. Snegle har i munden en raspetunge (også kaldt "radula"), som hos f.eks. den almindelige strandsnegl bliver op til 6–7 cm. lang. Raspetungen er opbygget af mikroskopiske små tætsiddende tværrækker af hårde spidse tænder, opbygget af kitin og protein. Tænderne fornyes hele tiden, da de slides når sneglen rasper føde af hårde overflader. Under skallen findes sneglens fod - en stor muskuløs flade som sneglen bruger til bevægelse. Inde i skallen findes sneglens krop, der bl.a. består af en indvoldssæk, hjerte, gat, kønsorganer og kappen, der er indvoldssidens glatte rygside. Snegle kan sove i op til 3 år!
Hos forgællesneglene er indvoldssækken vredet på en måde, så gællerne kommer til at ligge foran hjertet. Forgællesneglene er særkønnede. Baggællesneglenes indvoldssæk er vredet knapt så meget, så gællerne ligger bagved hjertet. Her findes former både med og uden skal. Baggællesneglene er tvekønnede. Lungesneglene har ikke gæller, men har i stedet udviklet lunger. Sneglene tæller således både vandlevende og landlevende arter. De vandlevende arter er yderligere opdelt i ferskvands- og saltvandsarter. De fleste snegle er plante- eller planktonædere, mens andre er ådselsædere eller egentlige rovdyr, nogle endda kannibaler.
Sneglenes bløde krop er ofte beskyttet af en kalkskal kaldet sneglehuset. Sneglehuset er typisk rundt eller kegleformet og snoet. Overfladen kan være glat, rillet eller have en netstruktur. Huset kan være enten højre- eller venstresnoet, snoningen kan have betydning ved artsbestemmelser.
Finurlige facts.
En snegl har den fantastiske egenskab, at den kan "vandre" over den skarpe kant af et barberblad uden at komme det mindste til skade. Dette er blevet bevist i en udsendelse på Discovery Channel, til trods for at det normalt aldrig vil forekomme i naturen.
Danmarks padder og krybdyr.
Danmarks padder og krybdyr består af 14 paddearter og seks(syv) krybdyrarter. De er alle i dag truet i større eller mindre grad.
Vinbjergsnegl.
Vinbjergsneglen ("Helix pomatia") er en spiselig snegleart og Europas største landsnegl. Som fuldvoksen kan den opnå en højde på 4,5 cm og en bredde på 4 cm. Særligt i Sydeuropa anses den for at være en stor delikatesse.
At sneglen er spiselig, har haft betydning for dens udbredelse i Danmark: I middelalderen blev snegle ikke betragtet som kød, og måtte derfor gerne spises under fasten. Således opdrættede såvel klostre som herregårde disse snegle, hvilket i dag kan ses ved, at koncentrationen af vinbjergsnegle ofte er højere omkring gamle herregårde og klostre - eller disses ruiner.
Vinbjergsneglen er fredet i det omfang, at kommerciel indsamling af sneglen i naturen ikke er tilladt. Det er således tilladt at indsamle den til eget forbrug, men det tilskyndes, at denne indsamling spredes, så man undgår for store indgreb i de enkelte habitater. I naturen når den typisk en alder på 6-8 år, men det er ikke usædvanligt at opleve endnu ældre eksemplarer.
Vinbjergsneglen og den almindelig Havesnegl kommer frem i stort tal efter et stort regnvejr i foråret.
Dens parring finder sted i maj eller juni. Da sneglen er tvekønnet formerer de hinanden: Selve parringen foregår ved, at de to snegle "rejser sig op" og trykker deres fodsåler mod hinanden og fører en form for stav af kalk ud til hinanden. Det nærmere formål med denne stav er endnu ikke kendt, da selve formeringen først sker efterfølgende ved, at de begge fører et lem ud, der overfører sædcellerne. Efter parringens afslutning graver sneglen sig ned i jorden, hvor den lægger omkring 60 æg.
De naturlige leveområder er på større og mindre bakker, samt i åbne kratområder og mere sjældent i folks haver. Her lever den mest af forrådnede plantedele og døde dyr. Da der i disse områder også ofte forefindes bl.a. ræve og grævlinger betragtes disse som naturlige fjender.
Midt i November er tidspunktet hvor Vinbjergsneglen lukker sit hus med en kalkforsegling for at overvintre.
Plettet gråsnegl.
Plettet gråsnegl ("Limax maximus") også benævnt "Leopardsnegl", er en almindelig dansk snegl i haver.
Arthur Evans.
Sir Arthur Evans (1851 - 1941) var britisk arkæolog kendt for sine udgravninger af Knossos på Kreta.
Arthur Evans studerede historie i Oxford og Göttingen og var senere korrespondent i Kroatien for "Manchester Guardian." I 1883 arresteret og fængslet (nogle uger) for politiske aktiviteter i Dubrovnik.
Rejste i 1883 til Grækenland hvor han fascineredes af arkæologen Heinrich Schliemann og dennes beretninger om sine udgravninger i Mykene.
Efter flere års studier af et hieroglyfsegl med før-fønikiske skrifttegn konkluderede han, at der havde eksisteret en før-homerisk skrift, der måtte være opstået på Kreta.
Da han i 1893 rejste til Kreta lykkedes det ham at opkøbe området ved Knossos, hvor der tidligere var foretaget mindre udgravninger, fra den tyrkiske ejer.
Allerede ved sine første udgravninger fandt han brudstykker af en frise og lertavler med skrift, der bekræftede hans teori om en før-homerisk skrift.
Foretog i forbindelse med sine udgravninger en række omdiskuterede restaureringer af Knossos, men blev i 1911 videnskabeligt anerkendt, idet han blev udnævnt til professor i Oxford og adlet.
På baggrund af sine udgravninger af Knossos opstillede Evans en kronologisk oversigt over den minoiske kultur for perioden 4000 - 1000 f.Kr.
Det lykkedes aldrig for Evans at dechiffrere skriften (Linear A og Linear B) på de mange lertavler.
Linear A.
Skrifttype fra den minoiske periode. Kendes fra fund af diskosen fra Festos og stammer fra 1700-1400 f.Kr.
Skriften er aldrig blevet dechiffreret, men antages at være i slægt med de ægyptiske hieroglyffer.
Linear A afløstes af Linear B.
Dubrovnik.
Dubrovnik (tidligere også kendt som Ragusa) er en kroatisk by ved Adriaterhavets kyst. Byen er et af de naturskønneste og mest besøgte turiststeder i Dalmatien.
Byen blev anlagt i det 7. århundrede og blev et vigtigt kulturcentrum og handelsområde i middelalderen. Mellem 1815 og 1919 stod den under østrigsk herredømme.
Efter opløsningen af Jugoslavien og den efterfølgende borgerkrig på Balkan blev byen udsat for bombardementer.
404.
Århundreder: 4. århundrede - 5. århundrede - 6. århundrede
Årtier: 350'erne 360'erne 370'erne 380'erne 390'erne - 400'erne - 410'erne 420'erne 430'erne 440'erne 450'erne
År: 399 400 401 402 403 - 404 - 405 406 407 408 409
Dødsfald.
04
990.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne - 990'erne - 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne
År: 985 986 987 988 989 - 990 - 991 992 993 994 995
90
1438.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1433 1434 1435 1436 1437 - 1438 - 1439 1440 1441 1442 1443
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
38
1443.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1438 1439 1440 1441 1442 - 1443 - 1444 1445 1446 1447 1448
Eksterne henvisninger.
43
1583.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1578 1579 1580 1581 1582 - 1583 - 1584 1585 1586 1587 1588
Konge i Danmark: Frederik 2. - 1559-1588
Eksterne henvisninger.
83
Europæisk sumpskildpadde.
Europæisk sumpskildpadde ("Emys orbicularis") blev genopdaget i Danmark, Midtjylland i 1997.
Volgograd.
Panoramabygning ved Volga i Volgograd
Volgograd (russisk:Волгоград) er en by i Rusland ved floden Volga grundlagt 1589. Byen blev før 1925 kaldt for Tsaritsyn. Fra 1925-1961 hed byen Stalingrad. Byen blev fuldstændig ødelagt under 2. verdenskrig i slaget om Stalingrad, som førte til opløsningen af den tyske 6. arme. Herefter udviklede krigen sig til en tilbagetrækningskrig for de tyske tropper. Til erindring om slaget opførtes i 1967 en kæmpestatue kaldet Mamayev-monumentet "Moder Rusland Kalder".
Klima.
Volgograd har et kontinentalt steppeklima. Koldeste måned januar - 7,5 grader Celsius, varmeste måned juli + 23 grader Celsius. Gennemsnit for hele året er + 7,6 grader Celsius (Danmark +7-8 grader Celsius). Nedbøren er på 308 mm pr. år (ca. det halve af Danmarks) med et maksimum om efteråret (november/december). Volgograd ligger på samme breddegrad som Paris, Frankrig.
Befolkning og erhverv.
Byen har cirka 1 million indbyggere og er et økonomisk og administrativt knudepunkt med adskillige uddannelsesinstitutioner, herunder universiteter.
Af industri har den olieraffinaderier, skibsværft, aluminiumsværk, traktorfabrik og stålværk. Byen er samtidig et vigtigt jernbaneknudepunkt for især olie mv, samt knudepunkt for flodsejlads. Volgograd forsynes med vedvarende energi fra Volgograd Hydroelektriske Station, som blev bygget 1951 og er Europas største.
Udsigt over Volgafloden i Volgograd fra monumentet Murman Kurgan.
Seværdigheder.
Under 2. verdenskrig var byen omdrejningspunkt for det vigtigste slag under operation Barbarossa. Til ære for slaget ved Stalingrad blev den monumentale park Murman Kurgan bygget (se billedet herover). Parken skulle bygges af det billigste materiale tilgængeligt, da første prioritet jo var genopbygningen af Volgograd, derfor blev parken lavet i beton. Efter sigende står verdens største statue i denne park. Statuen forestiller en kvinde med et sværd og er 52 meter høj; alene sværdet er 33 meter langt. Totalt er skulpturen 85 m høj.
I Volgograds flodhavn finder man udflugtsbåde, der sejler på hele Volgafloden.
Volgograd Billedgalleri hvor man bl.a. finder værker af Andrej Kolkutin, som også er repræsenteret på Kastrupgårdsamlingen.
1622.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1617 1618 1619 1620 1621 - 1622 - 1623 1624 1625 1626 1627
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
22
1651.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1646 1647 1648 1649 1650 - 1651 - 1652 1653 1654 1655 1656
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
51
1700.
Konge i Danmark: Frederik 4. 1699-1730. Danmark i krig: 1700-1721 Den store nordiske krig
Eksterne henvisninger.
00
1752.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1747 1748 1749 1750 1751 - 1752 - 1753 1754 1755 1756 1757
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
52
1750'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759
å
1764.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1759 1760 1761 1762 1763 - 1764 - 1765 1766 1767 1768 1769
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
64
1772.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1767 1768 1769 1770 1771 - 1772 - 1773 1774 1775 1776 1777
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
72
Carl von Linde.
Carl Paul Gottfried von Linde (11. juni 1842 - 16. november 1934) var en tysk professor i ingeniørvidenskab, som opfandt den mekaniske køling. Opfindelsen blev afprøvet først på et bryggeri i München, hvorefter øl ikke længere var en sæsonvare. Linde grundlagde virksomheden Linde AG.
Millicent Garrett Fawcett.
Millicent Garrett Fawcett (født 11. juni 1847 - 5. august 1929) var engelsk forfatter, kvinderetsforkæmper og præsident for the National Union of Woman's Suffrage Societies.
Linear B.
Linear B er betegnelsen for den skrift der fandtes på Knossos omkring 1400-1200 f.Kr. samt på det græske fastland i Mykene, Theben, Pylos og Tiryns.
Linear B ses som afløser for Linear A og anses for at være omkring 500 år ældre end det første græske skriftsprog, som kendes fra bl.a. Homers skrifter.
Det lykkedes i 1953 den engelske sprogforsker Michael Ventris at tyde Linear B.
Michael Ventris.
Michael George Francis Ventris (12. juli 1922 – 6. september 1956) var engelsk arkitekt og sprogforsker, der dechiffrerede Linear B-skriften, der bl.a. fandtes i Knossos.
Da Arthur Evans i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte at udgrave Knossos på Kreta fandt han bl.a. en stor mængde lertavler med en hidtil ukendt skrift. Nogle var ældre og skriften betegnedes Linear A, mens hovedparten var af en nyere skrifttype, der blev kaldt Linear B. Evans brugte mange år på at forsøge at dechiffrere teksten, men uden resultat.
På basis af iagttagelser gjort af Alice Kober kort efter Arthur Evans' død, kunne Ventris gennem en kombination af forskning og gæt efterhånden afkode Linear B og konstatere at det underliggende sprog var Græsk.
Efter at have afkodet Linear B i 1951-1953, døde Ventris 34 år gammel i en bilulykke.
Festos.
Festos (Phaistos) er et minoisk ruinområde på Kreta. Paladsets ældste del stammer fra ca. 1850 f.Kr. og den yngste del fra ca. 1400 f.Kr.
Her er bl.a. fundet en diskos med skrifttypen Linear A.
Kreta.
Kreta'", (græsk: Κρήτη/"Kriti") er den største græske ø og den femtestørste i Middelhavet. Kreta er den sydligste af de græske øer i Ægæerhavet, og øen er en fortsættelse af Pindosbjergene på Peloponnes. Øen (og Pindosbjergene) er dannet af kalksten. Det højeste punkt er Ida (bjerg) på 2.456 meter.
Øen har et areal på 8.336 kvadratkilometer og en befolkning (hovedsagelig græsk) på cirka 650.000. Øen er administrativt opdelt i fire præfekturer (Nomós) Chania, Rethimno, Iraklio og Lasithi. Der er to væsentlige lufthavne, Nikos Kazantzakis beliggende ved øens største by Iraklio og Daskalogiannis beliggende ved byen Chania. Administrativt centrum er Iraklio (Heraklion). Kretas Universitet ligger dels i Rethimno, dels i Iraklio.
I henhold til græsk mytologi er Kreta fødested for den øverste gud, Zeus. Og det var her, at uhyret Minotaurus fortærede unge kvinder og mænd, indtil Theseus dræbte den i labyrinten, hvor den holdt sig skjult. Bygmesteren og opfinderen Daidalos og hans søn Ikaros flygtede fra øen gennem luften. Og her lå det historiske palads i Knossos. Rødderne til disse legender er dækket af forhistorisk støv, men ruiner af store byer vidner om, at her herskede et stort folk længe før grækerne og romerne. Under 2. verdenskrig stod på Kreta ét af de mest blodige slag, hvor tyskerne indsatte faldskærmssoldater, og hvor de allierede og civilbefolkningen forsvarede sig som løver.
Overfladisk set forekommer Kreta meget græsk. Men ved nærmere undersøgelse afsløres, at øens kultur er noget helt for sig selv. Kreta blev først en del af Grækenland i 1913 - før det har romere, byzantinere, romere, venetianere og osmaner regeret på øen.
Geografi.
Bjerge når helt op i en højde af 2456 meter og deler øen i 4 amter (præfekturer), hver med sit særpræg. Fra vest mod øst hedder de Chania, Rethimnon, Iraklion og Lassithi. Hver af disse er igen opdelt i et antal provinser. De største byer på øen ligger på nordsiden og ud til havet. Iraklion har en befolkning på ca. 115.000 indbyggere, Chania ca. 50.000. Øens samlede befolkning er på godt 500.000.
Kreta har mere end 150 km sandstrand. Heraf 2 pragtfulde strande vest for Chania. I det nordøstlige hjørne af øen ligger Europas eneste naturlige palmelund. Kournas søen i Chania området er den eneste naturlige ferskvandssø på Kreta med et areal på 160.000 m2 - lidt afhængig af årstiden. Kreta er temmelig bjergrig med 4 bjergkæder. I Vestkreta ligger Léfka Ori, De Hvide Bjerge, som alene har mere end 40 toppe, som rager mere end 2.000 meter i vejret. Øens højeste punkt, Psiloritis ligger 2.456 meter over havets overflade. Det ligger i Midtkretas bjergmassiv Ida. Længere mod øst ligger Lassithi bjergene med toppen Dikti og længst mod øst ligger den lavere bjergkæde Thripti.
De samme geologiske kræfter, som skabte bjergene, har også skabt nogle imponerende kløfter på øen. Den mest berømte er Samariakløften - Europas længste kløft på ca. 18 km. I den østlige del af Kreta ligger Kilada ton Nekron - Dødens dal, navngivet efter fund af minoiske grave på stedet.
Der findes mere end 2.000 huler rundt om på øen. Helt tilbage til 3.000 f.Kr. er disse huler blevet brugt til tilbedelse af guder. I Spileo Eilithias var en kult, som tilbad Eilithia, gud for fødsler. Spileo Dikteon Andron på Lassithi sletten regnes for Zeus' fødested - mere herom senere. Spileo Melidoniou var stedet for en tragisk begivenhed i 1824, hvor 300 indbyggere havde søgt tilflugt for de tyrkiske tropper. Da de nægtede at komme ud, spærrede tyrkerne åbningen med brændbart materiale, som de antændte. Alle beboerne omkom.
Klima.
Kreta har formentlig Europas mildeste klima. Den stærke nordvestvind - meltemi - bringer en smule afkøling på de hede juli- og augustdage. Regn i sommerperioden forekommer ikke. Foråret starter i begyndelsen af april, hvor de vilde blomster pryder hver mark og vejside, og hvor luften er mættet med duft af appelsiner og citroner. Bjergene bevirker dog, at der kan være udtalte forskelle i vejret i de forskellige områder af øen. Vinteren er mild og temperaturen når kun sjældent under 10 grader celsius. I april nærmest eksploderer foråret og går over i sommer. Stigningen i temperaturen og det varme vejr fortsætter ind i sensommeren.
Historie.
Stenalder (6000-2800 f. Kr.). Denne periode adskiller sig ikke væsentligt fra tilsvarende kulturer andre steder. Befolkningen var huleboere og er formentlig indvandret fra Lilleasien.
Minoisk tid (2700-1400 f. Kr.). Kreta var centrum for det minoiske kongedømme. Evans, den engelske arkæolog, som har spillet den helt afgørende rolle for afdækning af denne kulturperiode, opdelte den minoiske tid i 3 hovedperioder: Tidlig-minoisk, Mellem-minoisk, og Sen-minoisk tid. I dag opererer vi med perioderne: Før-paladstiden(2700-1700 f. Kr.), Ældre paladstid(1700-1400 f. Kr.) og Yngre paladstid (1400-1100 f. Kr.). Se den minoiske kultur for flere detaljer.
Den græske tid (1100-71 f. Kr.). Fund fra denne tid viser en sammensmeltning af den minoiske/mykenske kultur og den græske/lilleasistiske. Den kretiske kultur er således ved at udvikle sig til en variant af den græske. Det mest spændende fund fra den tid er måske lovteksterne fra Górtis, som er de tidligst kendte regler for regulering af alle områder af borgernes tilværelse. Dem vender vi tilbage til.
Theseus og Minotarurus på Kreta.
Den romerske tid (70 f. Kr.-395). I år 71 før Kristus indledte romerne under ledelse af Quintus Metellus et felttog mod Kreta. Det tog dog 3 år, inden de havde underlagt sig øen, og Kreta blev en del af en provins, som også omfattede områder i Nordafrika. Romerne gik i gang med at forbedre vejnettet og byggede akvædukter og kunstvandingsanlæg. I 59 kom kristendommen til Kreta med apostlen Paulus. Han indsatte sin gode ven Titus som øens første biskop, hvorefter han fortsatte sin rejse til Rom, hvor han skulle stilles for Senatet. Efterfølgende sendte Paulus et brev Titus med anvisninger om, hvorledes han skulle varetage sine pligter blandt kretenserne - som Paulus ikke havde høje tanker om. St. Titus æres som den første biskop i byen Gortyna på Kreta.
Den byzantinske tid (395-1204). Da romerriget blev delt, blev Kreta en del af det østromerske eller byzantinske rige med Konstantinopel som hovedstad. Bosættere fra Konstantinopel og Grækenland flytter til øen. Efterhånden som velstanden stiger, kommer der et antal adelige familier til øen. Deres efterkommere bevarer en stor indflydelse op i middelalderen.
Den venetianske tid (1204-1645). I 1204 under det 4. korstog bliver Konstantinopel erobret, og det byzantinske rige falder sammen. Kreta bliver for et symbolsk beløb solgt til Venezia. Øens ressourcer som træ og landbrugsprodukter bliver stærkt udnyttet, og befolkningen beskattes hårdt. De ortodokse kirker nedlægges, og mange præster udvises fra øen. Selv om katolicismen indføres som officiel religion, har den ortodokse kirke et godt tag i befolkningen. Venetianerne bygger forter og fæstningsværker for at beskytte sig mod sørøveri og talrige oprør. Slutningen af perioden er kendetegnet ved et rigt kulturliv (litteratur og teater), f.eks. repræsenteret ved det store digt Erotokritos.
Den tyrkiske tid (1645-1830). I 1645 erobrer osmanerne størsteparten af øen. Dog lykkes det Iraklion at modstå en belejring gennem 21 år. Tyrkerne farer hårdt frem og søger at omvende lokalbefolkningen til islam. Mange vælger at flygte op i bjergene, hvorfra de laver udfald mod tyrkerne. I 1821 begynder den græske uafhængighedskrig mod Tyrkiet, og med stormagternes hjælp slås den tyrkiske flåde ved Navarino.
Selvstændighedsperioden (1830-). Grækenland får nu status som selvstændig nation, og stormagterne indsætter den bayerske prins Otto som konge i 1832. I 1862 bliver kong Otto fordrevet, og den danske prins Vilhelm indsættes året efter som Georg 1.. Kampen mod tyrkerne fortsætter imidlertid, og med hjælp fra bl.a. Ægypten bliver tyrkerne fordrevet. Under balkankrigene i 1912-13 vinder Grækenland store områder, og Kreta bliver græsk i 1913. Grækenland har nu nogenlunde sin nuværende udstrækning. Georg 1. myrdes i 1913 af en sindsforvirret anarkist og afløses af Konstantin 1.. Under 1. verdenskrig er der uenighed mellem kongen og den græske premierminister Venizelos - som stammer fra Kreta - om hvilke alliancer, Grækenland skal indgå i. Venizelos vinder, og Grækenland tilslutter sig den sejrende side: England, Frankrig, Italien m.fl.
I 1920 besætter Grækenland de græskbeboede egne af Lilleasien - områderne omkring Smyrna. I 1922 lider grækerne et svidende nederlag til Kemal Atatürks styrker, hvilket resulterer i, at tyrkerne begår folkedrab på titusindvis af grækere. I 1923 "udveksles" store befolkningsgrupper, idet 1½ mio kristne grækere forlader deres bopæl i Lilleasien og flytter til det græske fastland, mens ½ mio muslimske tyrkere tager rejsen den modsatte vej.
Efter en periode med kup og modkup indsættes kong Georg 2. i 1935, og han udnævner Metaxas til diktator. I 1940 siger Metaxas nej ("ochi") til Mussolinis ultimatum. Italienerne forsøger at besætte Grækenland, men det lykkes først, da tyskerne kommer til i 1941. Kreta var udsat for historiens første luftinvasion i maj 1941 under slaget om Kreta, da luftbårne tyske tropper besatte øen. Øen blev i 1945 befriet af engelske styrker.
1944-49 er der blodig borgerkrig i Grækenland - en krig, som Kreta dog ikke er berørt af. Den ender med totalt nederlag for kommunisterne til den græske højrefløj. Mange kommunister fortrækker til Albanien. De følgende 20-25 år er præget af uro, skiftende højreregeringer, juntastyre (oberstregime) osv., og i 1967 må kong Konstantin og Anne Marie flygte ud af landet. I 1974 afskaffes monarkiet ved folkeafstemning. I 1981 bliver Grækenland medlem af EF (EU), og det socialistiske PASOK kommer til magten under Andreas Papandreou.
Challenger (rumfærge).
Rumfærgen Challenger bliver ført af en traktor (1983).
Fotografi nogle få sekunder efter ulykken af rumfærgen Challenger (1986). Besætningen på syv astronauter omkom.
Rumfærgen Challenger (NASA OV-099) (4. April, 1983 – 28. Januar, 1986) var den anden rumfærge, der blev taget i brug efter Columbia. Dens første flyvning var den 4. april 1983. Den fløj yderligere 8 gange, inden den på sin 10. mission eksploderede under rumfærgeflyvning (mission) 51-L den 28. januar 1986, kun 73 sekunder efter starten. Hele besætningen på 7 astronauter omkom.
Den blev erstattet af rumfærgen "Endeavour", der fløj første gang den 7. maj 1992, ca. 6 år efter Challengers forlis.
Besætningen på 51-L Gregory Jarvis, Christa McAuliffe, Ronald McNair, Ellison Onizuka, Judith A. "Judy" Resnik, Michael J. Smith og Dick Scobee omkom alle.
Challenger-katastrofen skete 73 sekunder efter start d. 28. januar 1986. I sekunderne umiddelbart efter eksplosionen lød der følgende lakoniske bemærkning fra kontrolcenteret i Houston: "Obviously a major malfunction" ("tydeligvis en større funktionsfejl"). Det blev senere fastslået at ulykken skyldtes en defekt o-ring, som ikke kunne tåle frostvejr, i en af faststofraketterne. Derved stod der en stikflamme (som var synlig fra jorden) ud fra faststofraketten, og stikflammen antændte hovedbrændstoftanken. Det tog omkring 18 måneder at finde og rette fejlen, før rumfærgeopsendelserne kunne fortsætte.
Kulturradikalisme.
Kulturradikalismen var en strømning i dansk kultur, især i mellemkrigstiden.
Ordene kulturradikal og kulturradikalisme ses første gang anvendt af litteraturprofessoren Elias Bredsdorff i en kronik i "Politiken" i 1956. Bredsdorff taler om kulturradikale som personer, der er socialt ansvarlige med et internationalt udsyn.
Andre har beskrevet kulturradikalismen som en arv fra Georg Brandes' opgør med romantikken i hans forelæsninger på Københavns Universitet i 1871. Brandes udgav "Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur" i slutningen af århundredet, og hans periode blev betegnet som "Det Moderne Gennembrud".
De værdier, der typisk tilskrives den kulturradikale bevægelse, er bl.a. religionskritik, opgør med nedarvede sociale normer, kritik af den victorianske seksualmoral og sædelighed, antimilitarisme samt åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og vestlige (bl.a. udtrykt ved interesse for jazz, modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater). Nogle kulturradikale var kommunister, mens andre, som f.eks. Poul Henningsen, var lidt mere moderat i sin kritik af det bestående, herunder socialdemokratiet, som han ikke fandt tilstrækkelig progressivt.
Skotland.
Skotland ("skotsk/engelsk": Scotland, "skotsk gælisk": Alba) er en selvstyrende nation i det nordvestlige Europa og en af de fire nationer som udgør Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Skotland er den næststørste del (med 32 % af fladen og 8 % af befolkningen) efter England, fulgt af Wales og Nordirland. Det geografiske område består af den nordlige tredjedel af øen Storbritannien samt øgrupperne Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Hebriderne. Skotland grænser i syd mod England og er omgivet af Nordsøen i øst, Atlanterhavet i nord og vest, Irske Hav i sydvest. Foruden fastlandet består Skotland af over 790 øer. Hovedstaden Edinburgh er et af Europas største finansielle centre, men den største by er Glasgow. Andre store byer er Aberdeen og Dundee.
Kongedømmet Skotland var en uafhængig stat indtil 1. maj 1707, da parlamentsunionen forenede landet med kongeriget England til kongedømmet Storbritannien. De to lande havde haft fælles monark siden personalunionen i 1603, men havde beholdt uafhængige parlamenter. Skotland er fortsat konstitueret som en selvstændig stat, selv om landet blev styret fra London i 292 år, men har altid haft egen forvaltning, inkluderet eget juridisk og retsligt system, som bygger på andre principper end de engelske. Skotland har også eget uddannelsessystem og var et af de allerførste lande i verden til at indføre obligatorisk skolegang. Skotland har også egen statskirke.
Den skotske lov, det skotske skolesystem og den skotske kirke har bidraget til at opretholde den skotske identitet og nationalitet til trods for unionen. Efter en folkeafstemning blev det skotske parlament genoprettet i 1999.
Etymologi.
Et gælisk folkeslag fra Irland, skotterne, indvandrede eller invaderede det land, som senere er blevet opkaldt efter dem. Ordet ‘skotte’ er lånt fra latin og refererede til Skotland fra omtrent sidste halvdel af 900-tallet, da det optrådte i de skriftlige kilder i Den angelsaksiske krønike som en reference til landet til gælerne, analogt til latinske "Scotia". Skotske konger benyttede titlen "Basileus Scottorum" eller "Rex Scottorum" (i betydningen ‘gælernes enekonge’) og "Rex Scotiae" (‘konge af gælernes land’) en gang i 1000-tallet, sandsynligvis influeret af titlen "Imperator Scottorum" som den irske enekonge Brian Boru benyttede i 1005.
Forhistorie.
Man antager, at den første menneskegruppe af jægere og samlere kom til Skotland for omkring 11.000 år siden da istiden ophørte. De første fastboere begyndte at bygge de første huse på skotsk jord for cirka 9.500 år siden, og de første landsbyer opstod for omkring 6.000 år siden.
Første årtusind.
Skotlands skrevne historie begynder hovedsagelig med, at Romerriget invaderede det nuværende Storbritannien og besatte det nuværende England og Wales og administrerede området som en romersk provins ved navn "Britannien". Dele af sydlige Skotland var kortvarigt kontrolleret indirekte af romerne. Det område, som lå nord for Hadrians mur, "Caledonia", var udenfor romersk dominans. Dette område var befolket af folkeslaget pikterne i kongedømmet Piktland, og senere dannede gælere fra Irland kongedømmet Dalriada. Piktland blev domineret af det piktiske kongedømme Fortriu. Det skotske flag som et Andreaskors (X-kors) blev antagelig antaget af kong Oengus mac Fergus af Piktland i 832 efter en sejr over mændene fra Northumbria ved Athelstaneford. Kongedømmet Skotland er traditionelt blevet dateret til år 843, da Cináed mac Ailpín (Kenneth 1. af Skotland) blev konge over både skotterne og pikterne.
Middelalderen.
I de følgende århundreder ekspanderede skotternes kongedømme fra et forholdsvis lille område i Moray til henimod det, som blev dagens Skotland. Helt i nord og på de ydre øer beholdt norrøne bosættere kontrollen, mens de skotske konger stadig forsøgte at udvide territorierne sydover i det nordlige England.
Perioden var alligevel markeret med et relativt godt forhold til Wessex-herskere i England, samtidig med at der var intens dynastisk uenighed indad. En gang efter en invasion af kongedømmet i Strathclyde ved kong Edmund 1. af England i 945 blev provinsen overtaget af kong Máel Coluim mac Domnaill (Malcolm 1. af Skotland). Under kong Indulf af Skotlands regime (954-962) erobrede skotterne fæstningen, som senere blev kaldt Edinburgh, deres første fodfæste i Lothian, og kong Máel Coluim mac Cináeda (Malcolm 2. af Skotland)s regime markerede en tættere kontrol med disse områder, men det kritiske år var 1018, da Máel Coluim besejrede northumbrianerne i slaget ved Carham.
Normannisering af Skotland.
Den normanniske erobring af England i 1066 medførte en kæde af begivenheder, som drev det skotske kongedømme væk fra dets gæliske rødder. Kong Máel Coluim mac Donnchada (Malcolm 3. af Skotland) giftede sig med prinsesse Margaret, søster til Edgar Ætheling, den afsatte anglosaksiske tronprætendent i England, og som derefter fik skotsk støtte. Margaret spillede en hovedrolle ved at reducere indflydelsen fra den keltiske kristendom, og da hendes yngste søn blev konge som David 1. af Skotland inviterede han normanniske adelsmænd til landet. Disse bidrog til en normannisk feudalisering af Skotland. David etablerede en række bykerner, såkaldte burgher, for at udvikle handelen med kontinentet og Skandinavien. David giftede sig normannisk, og ved slutningen af 1200-tallet var en række af adelsfamilierne i Skotland normanniske. De første møder i Skotlands parlament opstod også på denne tid.
Den skotske uafhængighedskrig.
Robert Bruce, Skotlands store befrier.
Skotlands krise begyndte med at den purunge Margareta, jomfruen fra Norge, døde under sejladsen fra Norge til Skotland. Hun var den sidste direkte arving efter kong Alexander 3. af Skotland. Den skotske adel inviterede den engelske konge til at afgøre rivaliserende krav om arveretten til den skotske trone. Kong Edvard 1. af England indsatte i stedet Johan Balliol som vasalkonge og udøvede direkte kontrol over Skotland, men skotterne modsatte sig at blive underlagt engelsk styre, først under ledelse af William Wallace og Andrew Murray, der støttede Johan Balliol, som sad i engelsk fangeskab. Mod alle odds slog de to hærførere englænderne i Stirling Bridge i 1297. Den legendariske Robert Bruce, som blev kronet som Robert 1. den 25. marts 1306, vandt en afgørende sejr over englænderne i slaget ved Bannockburn mellem den 23. og 24. juni 1314, men krigen blussede op igen under den anden uafhængighedskrig fra 1332 til 1357, da Edvard Balliol forsøgte uden held, selv med aktiv støtte fra England, at vinde tronen tilbage fra Bruce-familiens arvinger. Ved fremkomsten af Stewart-dynastiet i 1370'erne begyndte situationen i Skotland igen at stabilisere sig.
I slutningen af højmiddelalderen begyndte Skotland at dele sig i to kulturelle områder – det hovedsagelig skotsk-talende lavland og det hovedsagelig gælisk-talende højland og helt syd i Galloway. Historisk set har lavlandet fra Edinburgh og sydover været nærmere den europæiske kultur i modsætning til klan-systemet i de nordlige regioner, som forblev dominerende frem til personalunionen i 1707.
Union med England.
I 1603 arvede kong Jakob 6. af Skotland tronen i kongedømmet England, forlod Skotland for aldrig mere at vende tilbage og blev således Jakob 1. af England. Med undtagelse af en kortere periode under Oliver Cromwells protektorat forblev Skotland en selvstændig stat, men med betydelige konflikter mellem kronen og den presbyterianske bevægelse convenanterne over kirkens styre. Efter Den ærerige revolution og afsættelsen af den katolske Jakob 7. ved Vilhelm og Maria blev Skotland kortvarig truet til at vælge en anden protestantisk monark fra England. I 1707 derimod, efter trussel fra England om lukning af handelen og fri bevægelse over grænserne, gik det skotske og det engelske parlament sammen om personalunionen ("Acts of Union"), som dannede kongedømmet Storbritannien.
To betydelige jakobitoprør opstod i det vestlige Skotland i 1715 og 1745, men fejlede i at fjerne Huset Hannover fra den britiske trone i 1746 da prins Karl Edvard Stuart, også kendt som "Bonnie Prince Charlie", gjorde krav på den skotske trone. Det sidste slag om magten blev ført på Culloden Moir 16. april 1746 udenfor Inverness, hovedstaden i det skotske højland, hvor mere end 1200 skotter og knap 400 englændere døde.
Den moderne periode.
Skotsk landskab; Loch Etive fra Sron nam Feannag.
I kølvandet af den skotske oplysningstid og den industrielle revolution blev Skotland et af de kommercielle, intellektuelle og industrielle magtcentre i Europa. Paradoksalt var det, at der samtidig med den nationale og kulturelle blomstring var stor fattigdom, som kulminerede med den brutale såkaldte Udrensningen af Højlandet, "The Highland Clearances", i 1800-tallet da småfolks bosteder blev brændt ned, sult og nød bredte sig og en stor del af Skotlands befolkning blev tvunget til udvandre for at skabe plads til rigmænds fåregræsgange.
I tiden efter den anden verdenskrig skabte nedgangen i industrien nød og arbejdsløshed, men de sidste ti år har Skotland opnået en kulturel og økonomisk renæssance, næret af den forbedrede økonomi, opbygningen af en elektronikindustri og udvindingen af olie og gas fra Nordsøen. I 1945 fik Det skotske nationalitetsparti det første medlem i parlamentet til støtte for ideen om skotsk selvstændighed. Tanken om skotsk selvstændighed voksede, men i 1979 stemte et flertal af skotterne mod en egen folkevalgt forsamling med sæde i Edinburgh. Den konservative statsminister Margaret Thatcher og skotterne havde det dårligt sammen. Den konservative regerings skattepolitik mødte hård modstand fra skotterne. Dette førte igen til nye krav om skotsk selvstyre.
Regeringsmagten over Skotland blev delegeret fra det britiske parlament til det skotske parlament gennem Skotlandloven af 1998. Det skotske parlament, etableret i 1999, har både lovgivende og udøvende magt; den udøvende magt udøves af en eksekutivkomité ("Scottish Executive") med en førsteminister som leder.
Politik.
Det moderne skotske parlament i Edinburgh.
Som et af de konstituerede lande af Storbritannien er det skotske overhoved den britiske monark, nuværende dronning Elisabeth 2. (siden 1952).
Konstitutionelt er Det Forenede Kongerige en union med et regerende parlament og regering. Under systemet med selvstyre ("home rule" = "hjemmestyre") fra slutningen af 1990'erne fik de konstituerede lande indenfor Det Forenede Kongerige begrænset selvstyre, underlagt det britiske parlament i Westminster som kan ændre, udvide eller afskaffe det nationale selvstyre. I den forstand er det skotske parlament ikke selvstændigt og uafhængigt, men det betragtes som lidet sandsynligt, at et britisk parlament ensidigt vil afskaffe selvstyre uden at afholde en folkeafstemning herom i de respektive lande.
Udøvende magt i Det Forenede Kongerige er gennem fuldmagt givet til dronningen i rådsforsamlingen, "Queen-in-Council", mens lovgivende magt gennem fuldmagt er givet til dronningen i parlamentet, "Queen-in-Parliament" (kronen og parlamentet og den udøvende magt i Det Forenede Kongerige ved Westminister i London). Under selvstyret har den udøvende og lovgivende magt i bestemte områder givet konstitueret delegeret magt til eksekutivkomitéen og det skotske parlament i Holyrood i Edinburgh. Det Forenede Kongeriges parlament beholder suverænitet over det skotske skattesystem, det sociale sikkerhedssystem, militæret, og internationale forbindelser, radio og tv, og nogle andre områder som er tydeligt specificeret i Skotlandsloven af 1998 som reserverede sager. Det skotske parlament har lovgivende autoritet over alle områder relateret til Skotland, men har begrænset myndighed til at ændre indkomstskatter.
Det skotske parlament er en lovgivende forsamling bestående af 129 medlemmer, 73 som repræsenterer individuelle valgkredse (personlige stemmer), og 56 som bliver valgt fra otte forskellige valgregioner med tillægsmandater. Dronningen udpeger ved en nomination i parlamentet et af parlamentsmedlemmerne som premierminister. Andre ministre bliver også udpeget af dronningen ved nomination i parlamentet, og sammen med førsteministeren danner de eksekutivkomitéen, den udøvende magt i regeringen.
Den nuværende førsteminister (siden 2007) er Alex Salmond fra det skotske nationalparti ("Scottish National Party"), som argumenterer for skotsk uafhængighed. Det vigtigste oppositionsparti er Arbejderpartiet ("Labour Party"). Andre partier er det konservative parti ("Conservative"), Liberaldemokraterne ("Liberal Democrats"), det skotske grønne parti ("Scottish Green Party") og det skotske socialistparti ("Scottish Socialist Party").
Edinburgh er ofte blevet kaldt for "Nordens Athen", hvilket dette monument i Edinburgh vidner om, og som aldrig blev fuldført på grund af manglende finansiering.
Under selvstyret er Skotland repræsenteret med 59 medlemmer fra parlamentet i det britiske Underhus ("House of Commons"), valgt fra territorialbaserede skotske valgkredse. En statssekretær for Skotland sidder i Det Forenede Kongeriges kabinet og er ansvarlig for reserverede (ikke-delegerede) beslutninger samt forholdet til andre ministre i Whitehall. Det skotske parlament kan overføre sager, som anses for vedrørende Det Forenede Kongerige, tilbage til Westminster. Skotlandskontoret ("Scotland Office") er et departement i Det Forenede Kongeriges regering, ansvarlig for særlige skotske anliggender. Den nuværende statssekretær for Skotland er Douglas Alexander. Indtil 1999 kunne skotske adelsmænd sidde i det britiske Overhus ("House of Lords").
Den politiske debat i Skotland har tilbøjelighed til at bevæge sig omkring konstitutionelle spørgsmål. Under presset fra en voksende støtte til skotsk uafhængighed er selvstyrepolitikken til en vis grad blevet en sag for de tre største partier i løbet af deres historie, skønt både Arbejderpartiet og Det konservative parti til tider har været modstandere af den. Spørgsmålet har domineret den skotske politiske debat i den sidste halvdel af 1900-tallet. Nu da selvstyret er blevet indført, går spørgsmålene på, om det skotske parlament skal have udvidet myndighed (eksempelvis over finanser og skatter), eller om det skal opnå fuld uafhængighed.
Der er en del politiske beslutninger inden for offentlige tjenester, som skiller Skotland fra resten af Storbritannien. Mens universitetsuddannelse og ældreomsorg er næsten gratis i Skotland, er der delvis betaling herfor i resten af Storbritannien. Skotland var også det første land i Storbritannien, som forbød tobaksrygning på offentlige områder.
Lov.
Skotsk lov er loven i Skotland. Det er et unikt system med rødder både i oldtiden og i romersk lov og kombinerer egenskaber fra en borgerlov, som dateres tilbage til "Corpus Juris Civilis" og almen lov, som har kilder i middelalderen. Vilkårene for Unionstraktaten med England i 1707 garanterede den fortsatte eksistens af et separeret lovsystem i Skotland. Tidligere var der flere forskellige regionale lovsystemer, et som var i brug var "Udal Law" på Orkneyøerne og Shetlandsøerne med rødder tilbage til nordisk tid og baseret på den norske Odelsret, men som for det meste blev afskaffet i 1611. Andre lovsystemer var baseret på almindelig gælisk eller bretonsk lov, som overlevede i Det skotske højland helt frem til 1800-tallet.
Skotsk lov har tre former for domstole: civil, kriminel og heraldisk domstole. I de civile domstole er højesteretten ("High Court of Justiciary") den øverste og afgørende kriminaldomstol. Begge domstole holder til i Parliament House i Edinburgh, det tidligere parlament i Skotland før selvstyret. Amtsdomstolen ("Sheriff Court") er hoveddomstolen for civile og kriminelle retstvister. Der er 60 af disse over hele landet. Distriktsdomstole blev introduceret i 1975 for mindre lovovertrædelser. Den heraldiske domstol ("Court of the Lord Lyon") regulerer heraldiske spørgsmål i Skotland.
Skotsk lov er også speciel ved, at der tillades tre kendelser i kriminelle sager, inkluderet den kontroversielle "ikke bevist"-domsafgørelse. Ikke-bevist og ikke-skyldig giver samme udslag - at en person ikke kan blive tiltalt for samme forbrydelse igen.
Underafdelinger.
Kort over Skotland med de 32 rådsområder.
I 1996 blev Skotland inddelt i 32 rådsområder for lokalstyring. Disse er fælles myndigheder for alle lokale tjenester som uddannelse, sociale tjenester, miljø og vejvæsen. Nogle af de større råd er også inddelt i områdekomiteer. Samfundsråd er uformelle organisationer, som repræsenterer bestemte områder indenfor et rådsområde. Dronningen udpeger en embedsperson, "Lord Lieutenant", som repræsenterer hende i de toogtredive tilsvarende områder i Skotland.
For at kunne administrere retsvæsenet er Skotland inddelt i seks sheriffdomer. I det skotske parlament er der 129 medlemmer af sheriffdomene som repræsenterer 73 individuelle og 8 regionale parlamentsmedlemmer (med 7 medlemmer pr. region). I Storbritanniens parlament er der 59 skotske parlamentsmedlemmer.
Status som kongelig burgh er tildelt ved kongeligt dekret og bliver afholdt 66 steder. Dundee er den eneste by, som også har status som kongelig burgh. Aberdeen, Edinburgh, Glasgow, Inverness og Stirling har alle mistet denne æresposition.
Afgrænsninger.
Skotland består af den nordlige tredjedel af øen Storbritannien og ligger i det nordvestlige hjørne af Europa. Den totale landmasse består af 78.772 km2. Skotlands eneste landegrænse er mod England i syd, og strækker sig 96 km fra kyst til kyst, fra floden Tweed på østkysten til fjorden Solway Firth i vest. Øen Irland ligger omkring 30 km syd for det sydvestlige Skotland. Norge ligger omkring 400 km mod nordøst og Færøerne og Island ligger direkte mod nord. Skotland ligger mellem Atlanterhavet og Nordsøen.
Skotlands territorium blev generelt fastlagt ved York-traktaten i 1237 mellem Skotland og England og Perth-traktaten i 1266 mellem Skotland og Norge. Undtagelserne inkluderer Isle of Man, som nu er underlagt den britiske krone, men ikke er en del af Det Forenede Kongerige, Orkneyøerne og Shetlandsøerne som blev lånt fra Danmark-Norge, og byen Berwick-Upon-Tweed, som blev underlagt engelske love i henhold til parlamentsbeslutningen ("Wales and Berwick Act") i 1746. Den lille ø i Atlanterhavet, Rockall, blev annekteret af Storbritannien i 1972 og blev administrativt underlagt Harris på Hebriderne, men dette er blevet bestridt af Irland, Island og Danmark. Både Storbritannien (i 1997) og Irland (i 1996) har siden ratificeret de Forenede Nationers konvention om som ekskluderer Rockall fra at blive betragtet som et landområde, fra hvilket territorialgrænser kan udmåles, skønt Rockall påstås at være indenfor både Storbritanniens og Irlands territorialgrænser.
Landet består af et fastlandsområde foruden flere øgrupper. Fastlandet kan inddeles i tre områder: Højlandet i nord ("Highland"); det centrale bælte ("Central Belt") og de sydlige højlande ("Southern Upland"). De nordlige højlande er bjergrige og delt i to af Great Glen. De højeste bjerge i Storbritannien ligger her som fx Ben Nevis, der er 1.344 meter højt. Alle bjerge, som er over 900 meter, er kendt som Munros. Det centrale bælte er generelt lavland, og her bor de fleste indbyggere. Det centrale bælte bliver ofte opdelt med områderne omkring Glasgow på vestkysten og områderne omkring hovedstaden Edinburgh på østkysten. De sydlige højlande består af en række højdedrag og bjerge, som strækker sig omkring 200 km fra Stranraer ved det Irske Hav til East Lothian og Nordsøen.
Skotland har over 790 øer, inddelt fire hovedgrupper: Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Hebriderne, sidstnævnte delt i Indre Hebriderne og Ydre Hebriderne. Firth of Clyde og Firth of Forth har også mange øer. St. Kilda er den mest fjerntliggende af alle ubeboede skotske øer og ligger over 160 km fra fastlandet.
Klima.
Det skotske klima er tempereret og oceanisk og er almindeligvis meget omskifteligt. Der tilføres varme af Golfstrømmen fra Atlanterhavet. Temperaturen er generelt lavere end i resten af Storbritannien. Den laveste temperatur, -27.2 °C, blev målt ved Braemar i Grampian-bjergene den 11. februar 1895 og 10. januar 1982 samt ved Altnaharra i Højlandet den 30. december 1995. Gennemsnitlig maksimal vintertemperatur er 6 °C i lavlandet og gennemsnitlig maksimal sommertemperatur er 18 °C. Den højeste temperatur, som er blevet målt, er 32.9 °C ved Greystock i grænseområderne den 9. august 2003.
Generelt er det vestlige Skotland varmere end det østlige område på grund af Golfstrømmen, og den laveste overfladetemperatur er ved Nordsøen. Tiree på Indre Hebriderne er det mest solrige sted i landet: det havde 300 dage med solskin i 1975. Regnmængden varierer over hele Skotland. De vestlige højlande i nord er de mest regnfulde områder med årlig gennemsnitlig nedbør på mere end 3.000 mm. Til sammenligning får det meste af lavlandet mindre end 800 mm årligt. Kraftigt snefald er ikke almindeligt i lavlandet, men bliver mere almindeligt længere mod nord. Braemar har et gennemsnit på 59 snedage om året, mens kystområderne har gennemsnitlig mindre end 10 dage.
Økonomi.
Hovedkvarteret for Bank of Scotland i Edinburgh.
Den skotske økonomi er tæt forbundet med økonomien i Europa og den øvrige vestlige verden, specielt hvad angår eksport. Skotsk økonomi er markedsstyret, men med nogen offentlig justering. Efter den industrielle revolution var skotsk økonomi koncentreret om sværindustri, domineret af skibsbygning, kulminedrift og stålindustri. Skotlands deltagelse i det britiske statssamfund gav mulighed for eksport til resten af verden. Da væksten i industrien faldt dramatisk efter 2. verdenskrig, ændrede karakteren af skotsk økonomi sig betydeligt, og den blev vendt mod teknologi og tjenestebaseret økonomi. i 1980'erne opstod der en voldsom vækst i den såkaldte "Silicon Glen"-korridor mellem Glasgow og Edinburgh, hvor mange store teknologivirksomheder blev opbygget. Opdagelsen af olie i Nordsøen i 1970'erne bidrog også til at omforme skotsk økonomi i betydelig grad.
Edinburgh er Skotlands finansielle center, det sjettestørste i Europa, og med mange store finansvirksomheder, blandt andre Royal Bank of Scotland (anden største bank i Europa), HBOS (ejerne af Bank of Scotland) og Standard Life. Glasgow har Skotlands største havn og er det fjerdestørste tekstilindustriområde i Storbritannien og står for mere end 60 % af Skotlands tekstileksport. Skibsværftsindustri, selv om den er betydelig mindre end i blomstringstiden i første halvdel af 1900-tallet, betyder fortsat meget for byens indtægter. Byen er også Skotlands største og vigtigste handelscenter, og er også et af Europas 20 største finansielle centre, hvor mange af Storbritanniens vigtigste selskaber befinder sig. Aberdeen er blevet kaldt Europas oliehovedstad, selv om Stavanger vil hævde det samme, og er centeret for den skotske del af Nordsøolien. Andre vigtige industrier er kemikalier, destillering, brænderier, fiskeri og turisme.
I 2003 eksporterede Skotland (ikke medregnet handel med resten af Storbritannien) for omkring £18,7 mia., hvor 70 % (£13,1 mia.) skyldtes fabrikation. De største eksportprodukter for Skotland er whisky, elektronik og finansielle ydelser. De største markeder er USA, Tyskland og Frankrig. Skotlands bruttonationalprodukt (BNP) er akkurat på over £74 mia. ($130 mia.) (2002), og giver pr. indbygger en BNP på £14.651 ($25.546) (2002).
Kun cirka en fjerdedel af landet er opdyrket (korn og grønsager), men fårehold er fortsat vigtigt i højlandet, som er dårligt egnet til agerbrug, og på øerne. Størsteparten af jordområderne ejes af relativt få personer, og kun 350 mennesker ejer cirka halvdelen af hele Skotland. Som et resultat af den snævre ejerkoncentration vedtog det skotske parlament i 2004 en landreform, som gjorde det muligt for gårde, som lejede jord, og mindre samfund at købe land, selv om jordejeren ikke var villig til at sælge.
Skotsk finans har også nogle særegne karakteregenskaber. Selv om Bank of England er den centrale bank i Storbritannien udsender tre skotske banker, Bank of Scotland, Royal Bank of Scotland og Clydesdale Bank deres egne, skotske Sterling-pengesedler. Disse kan ikke benyttes i England, Wales eller Nordirland, men tilsvarer og veksles én til én med de Sterling-sedler, som Bank of England udsteder, tilsvarende med Sterling fra Isle of Man. Til trods for dette er det kendt, at butiksejere i England har afvist skotske pengesedler, men en ny lov skal løse dette ved at forbyde afvisning af skotske sedler.
Royal Bank of Scotland producerer fortsat pengesedler på £1, noget som er unikt blandt britiske banker. Den komplette række af banksedler som udsendes er £1, £5, £10, £20, £50 og £100. Samlet værdi på alle sedler i cirkulation er på omkring £2.500 millioner.
Skotske opfindelser.
Før den industrielle revolution har skotter været foregangsmænd og innovatorer på en række fagområder: Dampmaskine, pedalcykel, makadamisering, telefon, fjernsyn, transistor, film, penicillin, elektromagnetisme, radar, insulin, matematik og kloning.
Befolkningsantal.
Befolkningen i Skotland talte i 2001 hele 5.062.011 mennesker, og det var steget til 5.094.800 i henhold til beregninger for juli 2005. Det vil have gjort Skotland til det 112. største land i verden i befolkningstal, hvis Skotland var en selvstændig stat.
Sprog.
Eftersom Storbritannien mangler en kodificeret forfatning har Storbritannien ikke et officielt sprog, men Skotland alene har hele tre officielle og anerkendte sprog: Engelsk, skotsk gælisk og skotsk. Engelsk er hovedsproget, og alle skotter taler skotsk standard engelsk. Skotsk gælisk og skotsk er anerkendt under det europæiske charter for regionale eller minoritetssprog som er ratificeret af Storbritannien i 2001, og Skotland er forpligtet til at give støtte til både skotsk og skotsk gælisk.
I løbet af de sidste hundrede år er antallet af indfødt gælisktalende dalet fra omkring 5 % til kun 1 % af befolkningen. Sproget tales stort set kun på de vestlige øer, hvor kommunerådet bruger det gæliske navn om sig selv; "Comhairle nan Eilean Siar" ("Council of the Western Isles" eller "Kommunerådet for de vestlige øer"). Ifølge loven om det gæliske sprog fra 2005 er det besluttet af det skotske parlament, at der skal tilbydes et begrænset udvalg af offentlige tjenester, hvor gælisk og engelsk sprog skal ydes "ligeværdig respekt", men ikke have ligeværdig, legal status.
Det er beregnet af General Register Office for Scotland, at omkring 30 % af befolkningen taler skotsk flydende. Skotsk er et vestgermansk søstersprog til engelsk. Offentlig støtte til skotsk vokser langsomt, efter at sproget har været undertrykt i henved tre århundreder. De skotske myndigheder tilbyder økonomisk støtte til forskellige skotsksprogede projekter og forskning, herunder en større skotsk ordbog.
Religion.
Dalmeny Kirk, egentlig "Dail Mheinnidh" eller "Dail M'Eithne" på skotsk gælisk.
Kirken i Skotland, "Church of Scotland", også betegnet med det gamle nordiske ord "The Kirk", er en national kirke. Den er presbyteriansk, men er ikke underlagt staten eller statslig kontrol og er heller ikke "etableret" som Kirken i England, "Church of England", er det indenfor England. Kirken i Skotland blev formelt anerkendt som uafhængig af de britiske myndigheder ved kirkeloven af 1921 som afgjorde århundredgamle stridigheder om forholdet mellem stat og kirke og om myndigheden over kirkens anliggender.
Den skotske reformation blev indledt i 1560 og ledet af calvinisten John Knox, og i løbet af 1600-tallet og 1700-tallet opretholdt den skotske kirke sin teologi og holdt tæt kontrol med befolkningens moral. Kirken har haft betydelig indflydelse på den kulturelle udvikling i Skotland i moderne tid. Andre protestantiske kirkesamfund i Skotland er Den frie kirke i Skotland ("Free Church of Scotland"), en udbrydergruppe fra Kirken i Skotland, som prædiker en mere konservativ udgave af calvinismen, og Den skotske episkopale kirke ("Scottish Episcopal Church"), som er at betragte som en del af det anglikanske kirkesamfund. Metodisterne er en lille kirkegruppe i Skotland ligesom Kongregationalistkirken, et kirkesamfund som den berømte skotte David Livingstone var medlem af.
Katolicismen i Skotland overlevede reformationen, specielt på afsidesliggende øer som Uist og Barra til trods for den hårde undertrykkelse fra 1500-tallet og til slutningen af 1700-tallet. Katolicismen blev styrket specielt i det vestlige Skotland i løbet af 1800-tallet ved indvandring fra Irland.
Dele af Skotland, specielt det vestlige bælte omkring Glasgow, har oplevet problemer på grund af sekterisme, specielt på grund af fodboldrivalisering mellem det katolske fodboldhold Celtic og det protestantiske hold Rangers.
Islam er den største ikke-kristne religion i Skotland, men der er også betydelige samfund med jøder og sikher, specielt i Glasgow. Hele 28 % af befolkningen i Skotland opgiver at de ikke tilhører nogen form for religion, og dette udgjorde den næststørste andel af svarene i en undersøgelse i 2001.
Uddannelse.
Uddannelsessystemet i Skotland er skilt fra Storbritanniens og har en særpræget historie, ved at Skotland var det første land siden Sparta i antikkens Grækenland, som indførte et alment skolesystem. De første rødder var i loven om uddannelse af 1496 som for første gang introducerede obligatorisk uddannelse for adelens ældste sønner. Derefter blev princippet om generel almen uddannelse indført ved reformationens etablering af den nationale "Kirk" som i 1561 dannede et nationalt program for åndelig reform, inkluderet en skole i hvert sogn.
Uddannelsen blev til slut lagt ind under statens kontrol og blev obligatorisk for alle børn ved indførelsen af loven om uddannelse af 1872 og fremover. Som et resultat af dette har Skotland i de sidste to hundrede år haft en højere procentandel af befolkningen, som er uddannet i grundskole, videregående skole, og universiteter og højskoler end noget andet land i Europa. Forskellene i uddannelse har manifesteret sig på mange måder, men det mest mærkbare er antallet skotter, som blev innovatorer på deres respektive fagområder i løbet af 1700-tallet og 1800-tallet.
Elever i Skotland tager en "Standard Grade"-eksamen, når de er 15 eller 16 år, nogle gange også tidligere, i otte fag inkluderet obligatorisk eksamen i engelsk, matematik, et fremmedsprog, et videnskabeligt fag og et socialt fag. Hver skole kan variere disse obligatoriske kombinationer. Eleven kan forlade skolen i 16-årsalderen eller vælge at blive på skolen og tage højere eksamener. Et mindre antal elever ved nogle private, uafhængige skoler kan følge et engelsk system i stedet for det skotske.
Skotske myndigheder finansierer over 40 højskoler for højere uddannelse, hvor studenter kan studere for at opnå mere arbejdsrettede kvalifikationer; diplom, og specialistkurs indenfor kunst eller jordbrug.
Studenter, som studerer med henblik på en bachelor-grad ved et skotsk universitet, må studere i fire år, men med mulighed for at tage en ordinær eksamen efter bare tre år, eller studere yderligere et år for at lave en hovedopgave ("honours degree"). I modsætning til resten af Storbritannien skal en skotsk student ikke betale for undervisningen, men betaler ved uddannelsens afslutning, og da en reduceret afgift på omkring £2000. Skotske studenter, som studerer udenfor Skotland, men i Storbritannien, kan også slippe med en reduceret betaling for undervisningen. Dette er afhængigt af, hvor meget den valgte institution kræver. Alle skotske universiteter tiltrækker en stor andel af studenter fra andre lande, og mange har også forbindelser med institutioner i andre lande.
Musik.
Musiklivet i Skotland er en betydelig del af skotsk kultur og har både en traditionel og en moderne baggrund. Skotlands mest berømte instrument er sækkepiben, et blæseinstrument som har en eller flere fløjter, som konstant får luft fra en sæk, hvilket har givet navn til instrumentet. Violin og harmonika er også traditionelle skotske instrumenter, som har haft stor indflydelse på skotske dansebands i landsbyer. Berømte folkemusikere fra nyere tid er navne som Andy Stewart, The Corries og den samtidige Dougie MacLean. Traditionel skotsk musik blev videreført af skotske emigranter i Nordamerika og fik dér tidligt en betydelig indflydelse på traditionel musik, eksempelvis som countrymusik.
Moderne skotsk popmusik er blevet skabt af mange internationale bands som Mogwai, The Bay City Rollers, Primal Scream, Simple Minds, The Proclaimers, Deacon Blue, Texas, Franz Ferdinand, Biffy Clyro, Belle & Sebastian, Idlewild, og Travis, foruden solomusikere som Gerry Rafferty, Lulu, Annie Lennox og Lloyd Cole, og desuden verdensberømte grupper, som synger på skotsk gælisk som Runrig og Capercaillie. Sidstnævnte har også fået selskab af gælisk pønkeband som Oi Polloi, som har givet en oldtidskultur en ny stemme.
Litteratur.
Skotsk litteratur har haft en lang og succesfuld historie. I Skotland er det elsket at læse værker af Robert Burns, som anses som nationaldigter. Burns, hvis værker stort set er skrevet på skotsk, bliver årligt fejret på "Burns’ Night" den 25. januar. Andre berømte skotske skribenter er Walter Scott, James Hogg, J.M. Barrie, Arthur Conan Doyle, Robert Louis Stevenson; og fra nyere tid Alexander McCall Smith, Ian Rankin, Iain Banks og Irvine Welsh. J.K. Rowling skrev sin første Harry Potter-bog, "De Vises Sten", på en café i Edinburgh.
Sport.
Skotland har sine egne sports- og idrætskonkurrencer såsom Den skotske rugbyunion ("Scottish Rugby Union") og Den skotske fodboldliga ("Scottish Football League"), hvor den øverste liga hedder Scottish Premier League. Det giver landet selvstændig deltagelse i mange internationale idrætsbegivenheder som for eksempel Verdensmesterskabet i fodbold og Commonwealth Games, men bemærkelsesværdigt nok ikke De Olympiske lege.
Staurkast, en obligatorisk sportgren under højlandslege.
Fodbold er den mest populære sport i landet, både med hensyn til antallet af spillere og tilskuere. Skotlands fodboldforbund ("Scottish Football Association") er det næstældste fodboldforbund i verden, og det nationale fodboldhold var vært og spillede i verdens første internationale fodboldkamp. Det skotske cupmesterskab er verdens ældste nationale pokalspil.
Skotske fodboldklubber har haft en relativt stor grad af succes internationalt til trods for landets lille befolkning. I europæiske mesterskaber har Celtic FC, Rangers FC og Aberdeen FC alle vundet europæiske mesterskaber, men kun Celtic har vundet den europæiske fodboldcup, nu Champions League. Celtic vandt cuppen i 1967 som det første britiske hold og faktisk også det første hold fra Nordeuropa. Holdets sejr var vigtig i fodboldhistorien, blandt andet fordi sejren blev vundet af et hold, hvor ingen af spillerne var født mere end 50 km fra klubbens hjemmebane, Celtic Park.
Professionelle rugbyhold i Skotland deltager i Celtic League, men landet opretholder en national liga for amatører og semiprofessionelle klubber.
Shinty, et holdspil med køller og bold, bliver drevet af Camanachd Association og spilles primært i størstedelen af det skotske højland, men også på de fleste universiteter og byer.
Skotland er det land, hvor golf blev opfundet, og er meget kendt for sine mange golfbaner, heraf mange gamle og traditionsrige, blandt andet Gleneagle og St Andrews.
Skotland er også "hjemstedet" for curling, selv om det ikke længere er så populært, som det er i Canada. Men det er fortsat mere populært i Skotland end i andre europæiske lande.
Manddomsprøven Højlandslege er et andet karakteristikum for Skotland, og er en betydelig del af landets nationale sportskultur.
Medier.
Skotland har en veludviklet medieverden. Der produceres mange nationale aviser som "Daily Record", Skotlands ledende tabloidavis, "The Herald", og "The Scotsman". Store regionale dagsaviser er "The Curier" i Dundee i øst og "The Press" og "Journal" i Aberdeen i nord.
BBC har en egen afdeling for Skotland, herunder egne nationale radiokanaler, "BBC Radio Scotland" og "BBC Radio nan Gaidheal". Sidstnævnte har skotsk gælisk tale. Blandt uafhængige radiokanaler findes blandt andet "Clyde 1", "Forth One" og "Real Radio".
I tillæg til radio driver BBC også to andre nationale TV-stationer. De to største kommercielle TV-stationer er "Scottish TV" og "Grampian TV" som i løbet af 2006 blev slået sammen til "STV" (= Scottish TV) mens "Border TV", baseret i Cumbria i England, vises i Dumfries, Galloway og i grænseområdet. "Tele-G" er den eneste gæliske TV-station, som har udsendelser mellem klokken 18.00 og 19.00 hver aften. Både "BBC Scotland" og skotske "ITV"-kanaler har nyhedsprogrammer foruden også nogle gæliske sprogprogrammer. Af rene nyhedskanaler findes "BBC"s "Reporting Scotland" og "Newnight Scotland", foruden regionale programmer som "Scottish TV"s "Scotland Today" og "Grampian TV"s "North Tonight". "Lookaround" er nyhedsprogrammet i "Border TV".
Transport.
Tog 334021 "Larkhall" ved jernbanestationen Greenock Central, Creenock.
Skotland har fire internationale hovedlufthavne: Glasgow, Edinburgh, Prestwick og Aberdeen, som har forbindelser til en række europæiske og internationale ruter. "Highland & Islands Airports" har ti regionale flypladser, som har ruter til mere afsidesliggende steder i Skotland.
Der er ikke et eget nationalt ruteselskab, men flere små selskaber med hovedkontor i Skotland, inkluderet "Loganair", "Flyglobespan", "Air Scotland" og "ScotAirways".
Skotland har et omfattende jernbanenetværk, som nu bliver drevet uafhængigt af det øvrige Storbritannien. "East Coast", "West Coast Mainlines" og "Cross Country Line" forbinder de største byer med det engelske jernbanenet. "First ScotRail" har ruter inden for Skotland. De skotske myndigheder har vedtaget en politik, som forpligter landet til bygge nye jernbaner og genåbne nedlagte.
Skotske motorveje bliver vedligeholdt og administreret af de skotske myndigheder, mens de øvrige bliver administreret af lokale autoriteter i deres respektive områder. Landets mest travle motorvej er M8, som strækker sig fra udkanten af Edinburgh til det centrale Glasgow og derfra til Renfrewshire.
Færger opererer mellem fastlandet og øerne. "Superfast Ferries" i Rosyth er den eneste færgetjeneste, som forbinder Skotland med det europæiske kontinent.
Skotske nationalsymboler.
Sækkepibe spilles over alt, også af gademusikanter.
Richard Feynman.
Richard Phillips Feynman (11. maj 1918–15. februar 1988) (efternavnet udtales FAJN-man; i IPA) var en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede, med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik. Han var en forelæser og amatørmusiker, han bidrog til udviklingen af atombomben, og blev senere medlem af den kommission der undersøgte Challenger-ulykken. Feynman blev i 1965 sammen med Julian Schwinger og Sin-Itiro Tomonaga tildelt Nobelprisen i Fysik for sit arbejde med kvanteelektrodynamikken.
Han er også berømt for sine mange eventyr, som beskevet i bøgerne "Det er vel Deres spøg, hr. Feynman!" ("Surely You're Joking, Mr. Feynman!", 1985), "Hvad skulle det bekymre dig, hvad andre mener?" ("What Do You Care What Other People Think?", 1988) og "Tuva eller ingenting!" ("Tuva Or Bust!", 1991).
Biografi.
Feynman blev født i Far Rockaway, Queens, New York; hans forældre var jødiske, selv om de ikke praktiserede jødedommen som religion. Den unge Feynman var kraftigt påvirket af sin far, der opfordrede ham til at stille spørgsmål for at udfordre ortodoks tænkning. Hans mor videregav en stærk sans for humor til ham, som han bevarede hele sit liv. Som barn elskede han at reparere radioer, og havde talent for ingeniørkunst. Han eksperimenterede med og genopfandt til stadighed matematiske emner, såsom den "halv-afledede" (en matematisk operator, der anvendt to gange på en funktion gav den afledte af denne), og anvendte sin egen matematiske notation før universitetet. (Allerede i gymnasiet udviklede han den matematiske intuition bag sine Taylor-rækker for matematiske operatorer.) Hans meget direkte tilgang til tingene bragte en gang imellem mere konventionelle tænkere ud af kurs; et af hans spørgsmål under en forelæsning om kattes anatomi var: "Har De et kort over katten?". Når han selv udtalte sig, var det klart og tydeligt. I modsætning til hvad man forlades til at tro, når man ofte hører ham omtalt som et geni, så havde han "kun" en IQ på 125, hvilket var en score, han fik, da hans intelligens blev testet i hans skoletid (i en uspecificeret test, hvilket gør tallet mindre troværdigt), hvilket er højt, men "kun bemærkelsesværdigt" ifølge biografiskribenten Gleick.
Uddannelse.
Feynman opnåede bachelorgraden fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i 1939, og blev Putnam Fellow samme år. Han tog ph.d. fra Princeton University i 1942; hans vejleder var John Archibald Wheeler. Feynmans afhandling anvendte princippet om stationær virkning på kvantemekaniske problemer, og lagde grunden til hans "kurveintegral"-tilgang og Feynman-diagrammer. Under sit ph.d.-arbejde giftede Feynman sig med sin første kone, Arline Greenbaum, som havde fået diagnosen tuberkulose, hvilket var en dødelig sygdom på det tidspunkt. De var forsigtige, og Feynman fik aldrig selv tuberkulose.
Manhattan-projektet.
På Princeton opfordrede fysikeren Robert R. Wilson Feynman til at deltage i Manhattan-projektet — den amerikanske hærs projekt ved Los Alamos laboratoriet der udviklede atombomben under 2. verdenskrig. Helt frem til hendes død i juli 1945 besøgte han sin kone i et sanatorium i Santa Fe i weekenden. Han fordybede sig i arbejdet med projektet, og var til stede under Trinitytesten. Feynman påstod at han var den eneste der så eksplosionen uden de mørke briller der blev udleveret, og at han så gennem forruden på en lastvogn for at filtrere de skadelige ultraviolette frekvenser fra.
Som ung fysiker var hans bidrag til projektet relativt langt fra det centrale arbejde. Hans primære opgave var at administrere gruppen af menneskelige beregnere i den teoretiske afdeling, og senere sammen med Nicholas Metropolis at oprette et system, der benyttede IBM-hulkort til beregning. John G. Kemeny, den senere rektor for Dartmouth College, arbejdede på dette tidspunkt for Feynman. Det lykkedes faktisk Feynman at løse en af projektets ligninger, der blev slået op på tavler. Desværre "anvendte de ikke fysikken rigtigt", og Feynmans løsning blev ikke brugt i projektet.
Feynmans arbejde i Los Alamos omfattede også at regne på neutronligninger for Los Alamos-"Vandkogeren", en lille kernereaktor på laboratoriet i ørkenen, for at måle hvor tæt en bestemt samling af fissilt materiale var på at nå den kritiske grænse. Efter dette arbejde blev han overført til Oak Ridge-faciliteten, hvor han hjalp ingeniører med at beregne sikkerhedsprocedurer for opbevaring af materiale (så utilsigtede ulykker pga. overskridelse af den kritiske grænse kunne undgås). Han lavede også essentielt teoretisk og numerisk arbejde i forbindelse med den teoretiske uran-hydrid bombe, som senere viste sig umulig at realisere.
Los Alamos var isoleret; som Feynman selv formulerede det "var der ingenting at "lave" der". I sin kedsomhed fandt Feynman forskellige fritidsbeskæftigelser, som at dirke låse op, bryde ind i pengeskabe og efterlade drilske sedler for at bevise, at sikkerheden på laboratoriet ikke var så god, som folk gerne ville tro. Han fandt som trommeslager isolerede dele af mesaen, hvor han kunne spille i indiansk stil, "og måske dansede og sang jeg lidt". Disse aktiviteter forblev ikke ubemærkede, men ingen vidste at "Injun Joe" i virkeligheden var Feynman. Han blev ven med laboratoriets leder, J. Robert Oppenheimer, som uden succes forsøgte at lokke ham væk fra andre forpligtelser for at arbejde ved University of California, Berkeley efter krigen.
Tidlig karriere: Cornell University.
Efter projektet startede Feynman som professor ved Cornell University, hvor Hans Bethe, der beviste at solens energikilde er nuklear fusion, arbejdede. Han følte sig dog uinspireret her, og da han frygtede at han var brændt ud, vendte han sig mod mindre anvendelige, men underholdende problemer, som at analysere fysikken bag roterende, vippende tallerkener der balanceres af en jonglør. Det viste sig senere at dette arbejde skulle blive ham til nytte i senere forskning. Han var derfor overrasket da han blev tilbudt professorater ved konkurrerende universiteter, og valgte til sidst at arbejde ved California Institute of Technology i Pasadena, Californien, på trods af at han var blevet tilbudt en stilling nær Princeton, ved Institute for Advanced Study (som på det tidspunkt bestod af meriterede medarbejdere som Albert Einstein).
Feynman afviste instituttet med den begrundelse, at der ikke var nogen undervisningspligt. Feynman opfattede sine studerende som en kilde til inspiration og endda, i uproduktive perioder, trøst. Han følte at hvis han ikke kunne være kreativ, kunne han i det mindste undervise.
Feynman kaldes til tider for "Den Store Forklarer". Han var meget omhyggelig med at forklare forskellige emner for sine studerende, og gjorde det til en pointe "ikke" at gøre et emne uforståeligt, men i stedet tilgængeligt for andre. Hans princip var, at hvis han ikke kunne lave en forelæsning om et emne for førsteårsstuderende, så havde han ikke forstået det. Overalt hvor han kom, gik han imod udenadslære og andre undervisningsmetoder, der lagde vægt på form frem for funktion, fra en konference om undervisning i Brasilien til et statsligt udvalg omkring valg af undervisningsbøger i skolerne. "Klar tænkning" og "klar fremlæggelse" var fundamentale forudsætninger for hans opmærksomhed. Det kunne være farligt at opsøge ham uforberedt, og han glemte aldrig hvem idioterne og distanceblænderne var.
I et sabbatår vendte han tilbage til Newtons "Principia" for at studere den på ny. Det, han lærte af Newton, gav han videre til sine studerende, som foreksempel Newtons forsøg på at forklare diffraktion.
Årene på Caltech.
Han udviklede også Feynman-diagrammer, et "beregningsværktøj" der hjælper til at opstille og beregne vekselvirkninger mellem partikler i rumtid. Dette værktøj tillod ham, og senere andre, at arbejde med koncepter som ville have været mindre tilgængelige uden, så som irreversibilitet af tiden og andre fundamentale processer. Disse diagrammer er nu fundamentale for strengteori og M-teori, og er endda blevet udvidet topologisk. Feynmans mentale billede af disse diagrammer startede med "billardkugle"-tilnærmelsen, og til at starte med kunne man tænke på vekselvirkningerne som "kollisioner". Det var først årtier senere, at fysikere kom på at analysere knudepunkterne i Feynman diagrammerne nærmere. Diagrammernes "Verdens-linjer" er blevet til "rør" for bedre at beskrive mere komplicerede objekter som "strenge" og "M-braner".
Fra hans diagrammer over et lille antal partikler, der vekselvirkede i rumtid kunne Feynman modellere "al fysik" udtrykt ved disse partiklers spin samt rækkevidden af de fundamentale kræfters kobling. Dog var kvark-modellen en konkurrent til Feynmans parton-formulering, men Feynman modarbejdede ikke kvarkmodellen. For eksempel påpegede han overfor sine studerende, da den femte kvark blev opdaget, at opdagelsen medførste eksistensen af en sjette kvark. Denne blev da også opdaget i årtiet efter hans død.
Efter kvanteelektrodynamikkens succes vendte Feynman sig mod kvantegravitation. I analogi med fotonen, der er spin-1, undersøgte han konsekvenserne af et frit, masseløst spin-2 felt, og kunne deraf udlede Einsteins feltligning fra den Almene Relativitetsteori, men ikke meget mere. Desværre blev han på dette tidpunkt udkørt af at arbejde på flere projekter på samme tid; bl.a. arbejdede han også på "Lectures in Physics".
På Caltech blev Feynman bedt om at opgradere undervisningen af bachelorstuderende. Resultatet af tre års dedikation til opgaven var en forelæsningsrække, der senere blev til de berømte "The Feynman Lectures on Physics", som er en af hovedgrundene til, at Feynman stadig af de fleste fysikere betragtes som en af de største undervisere nogensinde. Feynman vandt senere Ørsted Medaljen for undervisning, hvilket han virkede meget stolt af. Hans studerende konkurrerede intenst om hans opmærksomhed; en gang blev han vækket, da en studerende havde løst et problem og afleverede det i brevsprækken på hans privatadresse. Da Feynman så den studerende snige sig væk over græsplænen, kunne han ikke gå i seng igen, og læste den studerendes løsning. Ved morgenmaden næste dag blev han afbrudt af en anden triumferende studerende, men Feyman måtte bedrøve denne studerende med, at han kom for sent.
Feynman var en entusiatisk formidler af fysik i både bøger og forelæsninger, bl.a. i en banebrydende forelæsning om nanoteknologi med titlen "There's Plenty of Room at the Bottom". Feynman udlovede en præmie på 1000 US$ til hver af to udfordringer inden for nanoteknologi. Han var også en af de første videnskabsmænd, der indså mulighederne i kvantecomputere. Mange af hans forelæsninger og andre taler blev til bøger som "The Character of Physical Law" og "QED: The Strange Theory of Light and Matter". Han gav forelæsninger som hans studerende skrev ned og som derefter blev udgivet i bogform, så som "Statistical Mechanics" og "Lectures on Gravity". "The Feynman Lectures on Physics" krævede en fysiker, Robert B. Leighton, som redaktør på fuld tid i nogle år.
Personligt liv.
Feynmans første kone døde mens han arbejdede på Manhattan-projektet. Han giftede sig igen med Mary Louise Bell fra Neodesha i Kansas, i juni 1952; dette ægteskab blev en kort fiasko.
Feynman giftede sig senere med Gweneth Howarth fra England, som delte hans livsglæde. Ud over deres hjem i Altadena, Californien, havde de en strandvilla i Baja California. De var gift resten af livet, og fik en søn, Carl, og adopterede en datter, Michelle.
Feynman havde stor succes med at undervise Carl ved hjælp af diskussioner om "myrer" og "marsmænd" som et værktøj til at få et perspektiv på forskelige problemer og emner. Til hans overraskelse virkede de samme undervisningsværktøjer ikke på Michelle. Matematik var en fælles interesse for far og søn, og de gik begge ind i computer-branchen som konsulenter.
Jet Propulsion Laboratory brugte Feynman som beregningskonsulent under kritiske missioner. En kollega beskrev Feynman som en slags "Don Quixote" ved sit skrivebord, i stedet for en computer, klar til at kæmpe mod vindmøllerne.
Ifølge Feynmans kollega, professor Steven Frautschi, var Feynman den eneste person i Altadena-området, der købte en oversvømmmelsesforsikring efter en omfattende brand i 1978. Han forudsagde korrekt, at ildens destruktion ville føre til erosion af jorden, med mudderskred og oversvømmelser til følge. Oversvømmelsen kom i 1979 efter kraftig regn om vinteren, og ødelagde mange huse i området.
Feynman rejste en del, bl.a. til Brasilien, og sent i livet planlagde han at besøge den obskure russiske republik Tuva, en drøm der pga. den kolde krigs bureaukratiske problemer aldrig blev realiseret. I denne periode opdagede han, at han havde kræft, men takket være kirurgiske indgreb kunne han holde sygdommen nede.
Feynman arbejdede ikke kun med fysik; men havde en stor kreds af venner fra alle livets afkroge, bl.a. kunst. Han begyndte på et tidspunkt at male og havde en vis succes under et pseudonym, der kulminerede i en udstilling dedikeret til hans arbejde. Han lærte at spille på trommer ("frigideira") i tilstrækkelig god samba-stil i Brasilien, ved stædighed og øvelse, og deltog i en samba-"skole". Disse interesser gav ham ry for at være excentriker.
Feynman havde et meget frisindet syn på seksualitet, og var ikke bange for at indrømme det. I "Surely You're Joking, Mr. Feynman!", fortæller han, hvordan han morede sig på hostess barer og stripklubber, og tegnede en udsmykning til en massageklinik. Han har desuden udtalt, at han har været cannabisbruger og har eksperimenteret med LSD. Feynman kunne også lide at cykle og blive interviewet.
I hans tidlige ungdom beskrev han sig selv som en "erklæret ateist".
Feynmans sene år.
a>. "For at en teknologi skal blive en succes må virkeligheden prioriteres over reklameværdi, for naturen kan ikke narres."
Feynman blev bedt om at være med i præsidentens Rogers-kommission, som undersøgte Challenger-ulykken i 1986. Han fik ledetråde fra en kilde med intern information, og viste med en simpel demonstration på tv den afgørende rolle booster-raketternes o-rings-forseglinger spillede, blot ved brug af et glas isvand og en prøve af o-ring-materiale. Hans opfattelse af årsagen til ulykken afveg fra den officielle, og han var langt mere kritisk over for ledelsens ignorering af ingeniørernes bekymringer. Efter et omfattende lobbyarbejde blev Feynmans minoritetsudtalelse vedlagt som et appendiks til den officielle rapport. I bogen "What Do You Care What Other People Think?" kan man finde historier fra Feynmans arbejde i undersøgelseskommisionen. Hans evner som ingeniør ses i hans estimat af pålideligheden af rumfærgerne (98%), som desværre afspejles i de to ulykker ud af omkring 100 opsendelser indtil 2003.
Han kræftsygdom blussede op igen i 1987, og Feynman blev indlagt på et hospital et år senere. Komplikationer fra de kirurgske indgreb forværrede hans tilstand, hvorfor Feynman besluttede at dø med værdighed og ikke modtage yderligere behandling. Han døde 15. februar 1988. Efter sigende var hans sidste ord "det her med at dø er kedeligt" ("this dying is boring").
Æresbevisninger til minde om Feynman.
Feynman blev mindet med et amerikansk erindringsfrimærke i 2005 som en af fire amerikanske videnskabsmænd, i et frimærkesæt sammen med Barbara McClintock, Josiah Willard Gibbs og John von Neumann. Sættet med selvklæbende 37 cent frimærker blev gjort tilgængelige 4. maj 2005 i ark med 20 frimærker med fem frimærker for hver person. Feynmans frimærke, tonet i stil med et gammelt fotografi, viser et fotografi af Feynman da han var i 30'erne samt otte små Feynman diagrammer.
Værker af Feynman.
"The Feynman Lectures on Physics" er måske hans mest tilgængelige værk for enhver der er interesseret i fysik. De blev til under forelæsninger for bachelorstuderende i 1962. Efterhånden som rygtet om forelæsningernes tilgængelighed spredte sig, begyndte en lang række professionelle fysikere at dukke op til dem. En professionel fysiker, Robert B. Leighton, redigerede dem om til bogform. Værket har bestået, og er selv i dag yderst anvendeligt.
Værker om Feynman.
En film om Feynmans liv med titlen "Infinity" og med Matthew Broderick i hovedrollen blev produceret i 1996. Filmen fokuserer på Feynmans forhold til sin første kone, Arline, med hans arbejde på Manhattan-Projektet som baggrund for filmen, der primært var en kærlighedshistorie. Filmen fik blandede anmeldelser, og klarede sig dårligt i biograferne.
Endelig blev Feynmans person spillet af Alan Alda i et skuespil med titlen "QED" i 2001. Stykket var stort set et en-mands show, med kun korte passager med andre personer, og portrætterede Feynman i sit kontor på Caltech. Det dækkede mange af historierne og anekdoterne fra "Surely You're Joking, Mr. Feynman!" og "What Do You Care What Other People Think?"
Rogerskommissionen.
Rogerskommissionen blev nedsat af USA's præsident Ronald Reagan den 3. februar 1986 med henblik på en uvildig undersøgelse af rumfærgen Challengers forlis den 28. januar 1986 kun 73 sekunder efter starten.
Challenger eksploderede på grund af en læk ved en O-ring i den højre løfteraket (SRB - Solid Rocket Booster). Flammerne der trængte ud af lækken, brændte sig vej ind i hovedbrændstoftanken og fik denne til at eksplodere.
Kommissionen kunne fastslå at Challengers eksplosion skyldtes et teknisk uheld. Men man kunne fastslå meget mere end det. Banale systemfejl, sjusk, rivaliserende virksomhedskulturer, en politisk og økonomisk presset organisation bragte rumfærgen til fald.
Kommissionens formand blev den da 72-årige tidligere udenrigs- og justitsminister William P. Rogers.
Se også.
Claus Jensen, "Challenger - et teknisk uheld." Samleren 2003. - ISBN 87-568-1153-5"
Francis Richard Scobee.
Francis Richard Scobee (Dick Scobee) (19. maj 1939 - 28. januar 1986) var en amerikansk astronaut, der døde i ulykken med rumfærgen Challenger.
Christa McAuliffe.
Sharon Christa McAuliffe (2. september 1948 - 28. januar 1986) var amerikansk lærer og astronaut fra New Jersey. Hun omkom om bord i rumfærgen Challenger, da denne eksploderede 73 sekunder efter starten den 28. januar 1986.
Christa McAuliffe var udvalgt som deltager i NASA's program "Teacher in Space".
Teacher in Space.
Som en del af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagans "Teacher in Space"-projekt, var skolelæreren Christa McAuliffe, om bord på rumfærgen Challenger i 1986.
Formålet var at motivere skolelærere og fremme de naturvidenskablige fag så flere unge til at interessere sig for rumfart og rumforskning.
"Teacher in Space"-projektet blev aflyst efter Challenger-ulykken, den amerikanske rumfartsadministration NASA ville ikke længere have civile om bord på rumfærgerne. Først i 1990 blev projektet genoptaget med nyt navn ("Educator Astronaut Project") og nye kriterier, et af kriterierne var at deltagerne skulle være uddannede astronauter. Skolelæreren Barbara Morgan, der i 1986 var backup for Christa McAuliffe, blev deltager i "Educator Astronaut"-projektet. Barbara Morgan deltog, efter fuldført astronautuddannelse, i STS-missionen STS-118 i 2007.
Sally Ride.
Sally Kristen Ride (26. maj 1951 i Los Angeles) er en amerikansk astronaut og professor, og den første amerikanske kvinde i rummet. Hun var ikke første kvinde i rummet idet to andre kvinder kom hende i forkøbet: Valentina Tereshkova (1963) og Svetlana Savitskaya (1982), begge fra det tidligere Sovjetunionen.
Bachelor i engelsk og fysik fra Stanford University i Palo Alto, California. Hun fik senere Ph.d i fysik ved samme universitet medens hun udførte forskning i astrofysik, generel relativitet og fri-elektron laserfysik. Hun blev i 1983 den første amerikanske kvinde i rummet, som medlem af besætningen på Challengers mission STS-7. Hun har samlet tilbragt over 343 timer i rummet.
Ride forlod NASA i 1987, for at arbejde ved Stanford Universitys Center for International Sikkerhed og Våbenkontrol. Hun er nu professor i fysik ved University of California, San Diego.
Sally Ride er den eneste der har været medlem af begge kommissioner til undersøgelse af rumfærgeulykker, dels Rogers-kommissionen (Challenger) og dels rumfærgen Columbia.
Hun optræder nu og da i tv-shows og i reklamer, og er forfatter til flere børnebøger om rummets udforskning.
Charles Elwood Yeager.
Charles Elwood "Chuck" Yeager (født 13. februar 1923) er en tidligere amerikansk jager- og testpilot. Han er blevet berømt for at være det første menneske, der beviseligt fløj hurtigere end lydens hastighed (Mach 1). Dette skete den 14. oktober 1947.
Chuck Yeager er født ind i en fattig familie, og med kun en high school uddannelse meldte han sig til hæren i 1939, hvor han til at starte med arbejdede som mekaniker. Udstyret med et syn dobbelt så godt som normale mennesker blev han uddannet pilot og sendt til England for at eskortere de store bombefly fra 8. luftflåde i 2. verdenskrig. Han nåede at få 11,5 sejre. Blandt andet var han den første amerikaner, der skød 5 fly ned på en dag, og en af de få som skød en tysk jetjager ned.
Efter krigen blev han ansat som testpilot af hærens luftvåben, og det var herfra han blev udvalgt til at flyve Bell X-1 maskinen, der blev den første, der beviseligt gennembrød lydmuren. Der har været forlydender om, at to piloter tidligere skulle have brudt lydmuren, den første var en tysk pilot under 2. verdenskrig, den 9. april 1945, i en Messerschmitt Me 262, den anden en amerikansk testpilot i en prototype af North American F-86 Sabre, ligeledes i 1945. Men i begge tilfælde mangler beviset.
Gennem sin karriere nåede Yeager at flyve stort set alle flytyper i USA og nåede at deltage i to krige (2. verdenskrig og Vietnamkrigen). På trods af sin manglende uddannelse steg han i graderne i luftvåbnet og endte sin karriere som brigadegeneral.
Han var model for hovedpersonen i Tom Wolfe's roman "The Right Stuff" (på dansk: "Kold marv"), der er blevet filmatiseret (dansk titel: "Mænd af den rette støbning"). Yeager har selv en lille birolle i filmen som bartender.
Chuck Yeager blev i 1986 udpeget af præsident Ronald Reagan til medlem af Rogers-kommissionen, der skulle undersøge ulykken med rumfærgen Challenger.
DSB.
Styreledningstog med lokomotiv litra ME bagest
DSB (fork. for "Danske Statsbaner", der tidligere var navnet) er en selvstændig offentlig virksomhed, der driver persontrafik på det af den danske stat ejede jernbanenet. DSB er ejet 100% af Transportministeriet.
Danske Statsbaners historie.
Det første skridt med hensyn til jernbaneanlæg i det daværende danske monarki (Kongeriget Danmark med Hertugdømmerne Slesvig og Holsten) blev foretaget 1835, idet det 10. december blev overdraget en kommission at fremkomme med forslag i så henseende til at imødegå den konkurrence, der truede de danske forbindelsesruter til Tyskland fra de jernbanelinier, som nordtyske byer og Hansestæderne havde planlagt. Som første resultat af kommissionens arbejde var anlægget af den 106 km lange Altona-Kiel-jernbane (Christian 8.'s Nordøstersø-jernbane), der blev åbnet for driften 18. september 1844. Henimod slutningen af 1840 havde imidlertid de to embedsmænd Søren Hjorth og Gustav Schram gennem et lille skrift slået til lyd for bygningen af jernbaner og først og fremmest en jernbane fra København til Roskilde, på hvilken sidste det endelig 25. maj 1844 lykkedes Industriforeningen i København at få koncession for 100 år; denne overgik allerede 2. juli 1844 til et privat aktieselskab, "Det Sjællandske Jernbaneselskab", og 27. juni 1847 åbnedes for offentlig trafik den 30 km lange strækning, der således var den første jernbane i selve kongeriget; først langt senere (27. april 1856) åbnedes fortsættelsen fra Roskilde til Korsør for driften.
Københavns første banegård lå uden for voldene syd for Vesterbrogade, omtrent hvor den nuværende Hovedbanegård ligger. 14. oktober 1864 toges en ny banegård i brug nord for Vesterbrogade, omtrent hvor Palads ligger i dag, efter at strækningen København-Klampenborg var blevet åbnet for drift 22. juli 1863 og Nordbanen 9. juli 1864. 10. marts 1861 byggedes den første jernbane i Jylland mellem Århus og Randers, (åbnet 3. september 1862), og på Fyn mellem Nyborg og Middelfart (Dronning Louises jernbane, åbnet 7. september 1865), hvilke strækninger tillige med strækningerne Langå-Viborg-Skive-Struer-Holstebro, Fredericia-Vamdrup og Middelfart-Strib blev drevne af "Det Danske Jærnbane-Driftsselskab", indtil staten 1. september 1867 i henhold til loven af 14. marts 1867 overtog dem, der altså må betragtes som Danmarks første statsbaner; disses samlede længde udgjorde da 301,3 km. Mens jernbanenettets udvidelse her i landet hidtil var foregået ret langsomt, tog den nu mere fart både for statsbanernes og for privatbanernes vedkommende.
1. januar 1870 omfattede det danske statsbanenet 494 km. Den første dampfærgeforbindelse mellem Fredericia og Strib etableredes 19. marts 1872, og jernbanebroen over Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby blev taget i brug 7. januar 1879. 1. januar 1880 overgik de hidtil under det sjællandske jernbaneselskab hørende hovedlinjer på Sjælland til statsdrift, således at DSB's samlede strækningslængde forøgedes til 1230 km. I de følgende år gik statens bestræbelser navnlig ud på at forbedre forbindelserne mellem de enkelte landsdele; dette resulterede i etableringen af færgeforbindelserne: Korsør-Nyborg, Oddesund Syd-Nord og Masnedø-Orehoved (15. januar 1884); samtidig med denne sidste blev Masnedsundbroen taget i brug, og hertil kom senere Sallingsundoverfarten (Glyngøre-Nykøbing Mors).
Trangen til en direkte vognforbindelse med Sverige og Norge ligesom de forandrede trafikforhold i Nordtyskland gjorde forbedringer på ruterne dertil ønskelige. 10. marts 1892 åbnedes den første dampfærgeforbindelse (Helsingør-Helsingborg) mellem Danmark og Sverige, hvortil senere Kystbanen (2. august 1897) sluttede sig, og 7. oktober 1895 fulgte København-Malmö-overfarten efter; den sidstnævnte overfart blev fra 16. august 1900 drevet i fællesskab med de svenske statsbaner.
I forbindelse med den af staten fra 1. januar 1893 drevne privatbanestrækning Orehoved-Gedser etableredes endvidere fra 1. oktober 1903 sammen med den mecklenburgske»Friedrich-Franz«-jernbane en dampfærgefart mellem Gedser og Warnemünde, hvor det tyske selskab»Deutsch-Nordischer Lloyd«i Mecklenburg hidtil havde drevet en daglig dampskibsforbindelse.
Ved loven af 29. marts 1904 blev der givet bevilling til Københavns ny personhovedbanegård (åbnet 1. december 1911) samt forskellige strækninger i og ved København, og desuden blev der ved Lov om nye jernbaneanlæg m.v. af 27. maj 1908 vedtaget en række store jernbaneanlæg, som forøgede statsbanenettets længde betydeligt, således at strækningen af DSBs samlede banelængde den 1. april 1914 udgjorde 1999,8 km og de med dampfærger drevne overfarter tilsammen 120 km; hertil kom sejladsen mellem Kalundborg og Århus (89 km, overtaget fra Det forenede Dampskibsselskab 1. september 1914), og endelig havde DSB (siden 1. april 1883) dampskibe sejlende i fast nattur mellem Korsør og Kiel (133 km).
DSB opstod i 1885, efter at staten allerede i 1880 havde overtaget driften af det privatejede Det Sjællandske Jernbaneselskab. Allerede i 1867 havde man under navnet De jysk-fynske Statsbaner overtaget det private selskab Det Danske Jernbanedriftselskab, der havde alvorlige økonomiske problemer. Fra 1880 til 1885 blev selskaberne drevet hver for sig.
I 1872 gik DSB ind i færgedrift og i 1932 i rutebildrift, men er siden ophørt med begge. Op gennem 1990'erne blev en række forretningsområder udskilt og frasolgt. DSB Busser blev til Combus, DSB Rederi blev til Scandlines, og DSB Gods blev i 2001 til Railion Denmark (nu DB Schenker Rail Scandinavia).
Pr. 1. januar 1997 blev spornettet (infrastrukturen) udskilt i Banestyrelsen, det nuværende Banedanmark, med henblik på liberalisering af togdriften på statens spornet. Stationsbygninger ejes dog stadig af DSB, men derudover har DSB ikke længere noget med infrastrukturen at gøre.
1. januar 1999 blev DSB ændret til en selvstændig, offentlig virksomhed, der på en række områder er underlagt aktieselskabslovens bestemmelser og aflægger regnskab efter årsregnskabsloven. DSB ledes i det daglige af en direktion, som er ansvarlig over for en bestyrelse. DSB S-tog blev samtidig udskilt som aktieselskab. Dette ejes imidlertid 100% af DSB og er i det daglige en almindelig del af DSB.
I januar måned i 2004 skulle passagere ikke betale, hvis de ville køre med på strækningen mellem Odense og Svendborg. Det blev gjort som kompensation for de mange aflysninger og forsinkelser i 2003.
Statistik.
I 2003 solgte DSB 156,9 mio. rejser og havde en samlet omsætning på 9,9 mia. kroner. Ifølge DSB's årsregnskabsmeddelelse 2006 havde koncernen et samlet resultat før skat på 1.008 mio kr., hvilket er 15 mio. kr. bedre end i 2005. Forbedringen skyldes bl.a. en stigning i passagerindtægterne. Til trods for infrastrukturproblemerne er passagertallet steget med 2,8 mio. rejsende sammenlignet med 2005. Nettoomsætningen steg i 2006 med 127 mio. kr. til 9.534 mio. kr. (9.407 mio. kr.) Stigningen i passagertallet kan primært henføres til rejser i Østdanmark især på Kystbanen samt togtrafikken over Øresund.
DSB i dag.
Det har været genstand for den offentlige debat, hvorvidt DSB's milliardoverskud - eller dele heraf - burde øremærkes til forbedringer af infrastrukturen, som grundet mange årtiers forsømmelse er skyld i forsinkelser og uregelmæssigheder i driften.
DSB ledes af administrerende direktør Søren Eriksen. Koncernledelsen består herudover af Mogens Jønck, Frank Olesen, Gert Frost, Lone Lindsby og Bartal Kass. Koncerndirektør Mogens Granborg er formand for bestyrelsen.
DSB betjener i dag alle danske hovedbaner, forskellige sidebaner samt S-banen.
I juni 2007 blev det offentliggjort, at DSB med datterselskaberne Kystbanen A/S og Öresundstog AB, som DSB ejer sammen med skotske First Group, vandt kontrakten på at køre på Kystbanen i Danmark, over Øresundsbroen og regionaltrafikken i det sydlige Sverige. Siden januar 2009 er disse strækninger drevet af DSBFirst.
DSB har hovedsæde i den tidligere Sølvgades Kaserne i København.
Slogan.
DSB har haft forskellige slogans gennem tiderne
Peter Sabroe.
Peter Sabroe (23. januar 1867 - 26. juli 1913) var redaktør, politiker og børneretsforkæmper.
Peter Sabroe blev født i Gødvad nær Silkeborg og kom i skomagerlære i København som 14-årig. Han blev meget tidligt socialdemokrat og medlem af Karl Marx-klubben.
Han blev journalist ved "Randers Folkeblad" i 1887. Flyttede til "Demokraten" i Århus i 1888, hvor han var redaktør fra 1895 til 1908. Herefter redaktør af "Kolding Socialdemokrat" 1908 til 1910 og medarbejder ved "Social-Demokraten" i København fra 1910 til 1913.
Peter Sabroe var medlem af Århus Byråd fra 1900 til 1909 og medlem af Folketinget fra 1901 til 1913. Han omkom ved en jernbaneulykke - Bramminge-ulykken - i 1913.
Peter Sabroes liv er siden blevet genstand for en musical med titlen "Demokraten", der er skrevet og komponeret af Kim Sørensen. I musicalen skildres hvordan Peter Sabroe tager sig af alle mulige andre end sig selv og sin egen familie.
"Demokraten" blev siden fulgt op af musicalen "Peter Sabroe" - man skulle dø på en sommerdag. Den sidste forestilling var groft sagt en forenkling af "Demokraten".
Børnenes ven.
Peter Sabroe var samtidens mest kendte og omstridte "menige folketingsmand". Grunden til dette var, at han på sine rejser rundt i landet afslørede de ofte forfærdende forhold, som forsømte børn og unge levede under.
Som medlem af "Tyendekommissionen" afdækkede han misbrug af tjenestefolk på landet. Sabroe holdt også et vågent øje med børnehjem og opdragelsesanstalter.
Ved en ulykke i 1898 i Skejby nord for Århus indebrændte fem landarbejderbørn. Sabroe tog herefter initiativ til at oprette Kong Christian IX's Børnehjem i Århus. Efter at børnehjemmet var flyttet, blev dets lokaler overtaget af Peter Sabroe Seminariet.
Efter Sabroes død blev der oprettet en mindefond til hans ære. Mindefonden opførte blandt andet Peter Sabroes Børnehjem i Skive. Børnehjemmet eksisterede 1920-1991. Bygningerne blev senere overtaget af Skive Friskole. Børnehjemmet havde feriekoloni i Pinen ved Sallingsund.
Peter Sabroe-prisen.
Foreningen Børns Vilkår uddeler hvert år Peter Sabroe-prisen til en eller flere personer eller et særligt initiativ, der på en særlig måde har gjort en indsats for børn i Danmark.
Ledorme.
Ledormene ("Annelida") udgør en delgruppe af dyrene.
Leonardo da Vinci.
Leonardo di ser Piero da Vinci (15. april 1452 - 2. maj 1519) var en maler, billedhugger, arkitekt, ingeniør, opfinder, botaniker og anatom. Leonardo da Vinci betragtes som et klassisk renæssancemenneske og geni. Mindre kendt er det, at han også var en dygtig musiker, sanger og lyrespiller. Han svømmede og dykkede, hvilket ikke var almindeligt på den tid, og skrev en del om dette i sine noter. Leonardo da Vincis værk er en del af den italienske højrenæssance.
Levnedsbeskrivelse.
Leonardo blev født i 1452 i landsbyen Anchiano nær byen Vinci i Italien som uægte søn af Ser Piero da Vinci, en velhavende jordejer og advokat og en bondepige - Catarina. Leonardos fulde navn var "Leonardo di ser Piero da Vinci" (Leonardo, søn af Piero fra Vinci). Leonardo signerede som regel sin værker med "Leonardo" eller "Io, Leonardo" (Jeg, Leonardo), hvorfor hans værker oftest omtales "Leonardos" ikke "da Vincis".
Leonardo voksede op hos sin fader, og de flyttede i 1469 til Firenze, hvor de lejede et hus på Piazza San Firenze nær Palazzo Vecchio. Gennem hele sit liv var han vegetar. Fra 1469 var han gennem 6 år lærling og senere assistent hos mester Andrea di Cione bedre kendt som Andrea del Verrocchio, én af de mest talentfulde og alsidige kunstnere i Firenze. Han var billedhugger, maler, arkitekt, opfinder, forsker, skriver, filosof, bronzestøber og meget andet og har uden tvivl haft stor indflydelse på Leonardos udvikling. Verrocchio anses almindeligvis for sin tids største kunstner, kun overgået af Donatello. I Verrocchios værksted arbejdede Leonardo sammen med andre af tidens berømte kunstnere som Botticelli, Perugino og Lorenzo di Credi.
I 1472 blev Leonardo optaget i Sankt Lukas Laug som maler "Lionardo de Ser Piero da Vinci dipintore". Selv om han således var berettiget til at etablere sit eget værksted, ser det ud til, at han valgte at arbejde endnu mindst 4 år hos sin gamle læremester. I den periode var Leonardo ansvarlig for mange forskellige opgaver som at arrangere optog for Medicierne i 1469 og 1475 og velkomstfestligheder i Firenze i 1471 for Galeazzo Maria Sforza, hertug af Milano.
Fra 1482 til 1499 arbejdede han for hertugen af Milano, Ludovico Sforza og han havde sit eget værksted med lærlinge. 70 tons bronze, der skulle bruges til Leonardos hestestatue "Gran Cavallo", blev støbt til våben til brug mod franskmændene under Karl den VIII i 1495.
Da franskmændene vendte tilbage i 1498 under Ludvig XIII, faldt Milano uden kamp, og Sforza blev fordrevet. Leonardo blev i Milano, indtil han en morgen så franske bueskytter anvende lermodellen (i fuld størrelse) af "Gran Cavallo" som øvelsesmål. Sammen med Salai og vennen Luca Pacioli (opfinderen af det dobbelte bogholderi) rejste han til Mantova og 2 måneder senere til Venezia for i slutningen af april 1500 at fortsætte til Firenze.
I Firenze gik han i tjeneste som militær arkitekt og ingeniør hos Cesare Borgia, søn af Rodrigo Borgia, senere Pave Alexander VI. I 1506 vendte han tilbage til Milano, der nu var i hænderne på Maximilian Sforza, efter at lejetropper havde fordrevet franskmændene. Her mødte han også Francesco Melzi, der skulle blive nær ven og Leonardos ledsager og arving.
Fra 1513 til 1516 boede han i Rom, hvor malere som Raphael og Michelangelo arbejdede på den tid. Leonardo menes ikke at have haft megen kontakt med dem. Dog skal det nævnes at i henhold til bogen The Vatican - Masterpieces, af Enrico Bruschini, i forbindelse med maleriet "The Stanza della Segnatura, er nævnt at Raphael og Leornardo Da Vinci mødtes da Raphael kun var 21 år gammel, og Da Vinci var fyldt 52 år i Firenze i 1504. Raphael blev på et møde så inspireret af Da Vinci at han dagen efter stoppede sit samarbejde med sin læremester Perugino.
I 1515 generobrede Frans I af Frankrig Milano, og Leonardo fik til opgave at skabe et værk: "en mekanisk løve" til fredsforhandlingerne i Bologna mellem den franske konge og Pave Leo 10. I 1516 gik han i tjeneste hos Frans I, og han fik et landsted Clos Lucé nær kongens residens på slottet Amboise. Leonardo fik et stort beløb til sit underhold og blev en nær ven af kongen.
Leonardo da Vinci; selvportræt ca. 1513
Det siges, at han mistede førligheden i højre hånd efter et slagtilfælde.
Han døde d. 2. maj i Cloux i Frankrig i 1519. Først d. 12. august blev han begravet i kapellet i kirken Saint-Florentin i Amboise, en kirke som forlængst er revet ned. Efter hans ønske fulgtes kisten af 60 tiggere. Kirken eksistere ikke i dag, så der er ingen der kender den nøjagtige position af hvor Leonardo ligger begravet.
Leonardo synes ikke at haft nære forbindelser med kvinder. I 1476 blev han anonymt beskyldt for at have homoseksuel forbindelse med den 17 år gamle model Jacobo Saltarelli, der også var kendt som prostitueret. Han blev, sammen med tre andre unge mænd, beskyldt for homoseksuel adfærd. Alle fire blev dog frikendt i to omgange. Siden blev Leonardo og de andre overvåget af Firenzes "Nattens officerer" - en form for politistyrke. Man kan ikke med sikkerhed fastlå, om Leonardo var homoseksuel - eller om han simpelthen bare var aseksuel.
Leonardos manuskripter.
En stor del af Leonardos noter er bevaret, fordi man troede, han skrev i kode. Af frygt for at miste noget vigtigt, turde man ikke brænde hans papirer lige efter hans død. Da man havde tydet hans notesystem, var papirerne blevet arkiveret, og de er derfor bevaret, som man kan se dem i dag.
Noterne er ikke skrevet i kode, men Leonardo var venstrehåndet og skrev "baglæns", dvs. fra højre mod venstre, som det også kendes fra orientalske skriftsprog. Hertil kommer, at Leonardo kunne samle flere korte ord til et ord og tilfældigt opdele lange ord i flere dele. Heller ikke punktum og komma er blevet anvendt, og når hertil kommer, at en enkelt side kan indeholde noter om flere forskellige emner, er det yderst vanskeligt for den almindelige læser at få et sammenhængende hele ud af noterne.
Grunden til, at Leonardo gjorde det svært for andre at tyde hans noter, har formentlig været et forsøg på at bevare sine ideer for sig selv, da det netop var disse, han skulle "leve" af. Også i de konstruktionstegninger, han lavede, var der bevidste fejl, således at andre, som måtte komme i besiddelse af tegningerne, ikke bare kunne eftergøre konstruktionerne.
Malerier - Kunst.
På Leonardos tid var malerier oftest et fælles arbejde, hvor mesteren malede de vigtigste figurer og assistenter og lærlinge resten på basis af skitser og instruktioner fra mesteren. Det tidligste kendte værk af Leonardo antages at være den venstre engel i Verrocchios "Kristi Dåb".
Liste over malerier.
Med sikkerhed at fastslå hvilke billeder, der er malet af Leonardo selv, og hvilke der er malet af ham sammen med andre, eller helt af andre, er en videnskab i sig selv.
I 2005 opdagede man, at et billede, som man før havde ment var malet af én af Leonardos elever, højst sandsynligt var malet af Leonardo selv. Billedet bærer titlen "Maria Magdalene" og viser en barbrystet kvinde klædt i rødt med et slør for maven.
Leonardo da Vinci som ingeniør og forsker.
Leonardos ingeniørmæssige og videnskabelige arbejde var ganske imponerende, dokumenteret gennem op mod 13.000 sider notater og tegninger med en blanding af kunst og videnskab.
Han var iagttager og prøvede at forstå fænomener gennem detaljeret, iagttagelse og beskrivelse; han lagde ikke vægt på eksperimenter og teoretiske forklaringer. Leonardo blev i det store hele ignoreret af tidens lærde, måske fordi han ikke mestrede latin og matematik.
Flyvning fascinerede ham, og derfor gennemførte han detaljerede studier af fuglenes flyvning og planlagde adskillige flyvende maskiner, også en helikopter drevet af fire mænd, samt en let hangglider, der formentlig ville have virket. 3. januar 1496 afprøvede han uden held en flyvende maskine af egen konstruktion.
Leonardo deltog i obduktioner og udførte på den baggrund en række yderst detaljerede tegninger af menneskets anatomi. Tegninger og iagttagelser, som i 2005 fik hjertekirurg Francis Wells fra Papworth Hospital, Cambridge, til at ændre sin metode. "Hvad Leonardo sagde om formen på hjerteklappen er vigtigt. Det betyder, at vi nu kan reparere hjerteklappen på en bedre måde."
I 1502 tegnede han for sultan Beyazid II af Konstantinopel (nu Istanbul) en bro med en spændvidde på 240 meter til brug over Bosporusstrædets Det Gyldne Horn mellem Konstatinopel og havnebyen Pera. Broen blev aldrig bygget, men i 2001 blev en bro baseret på Leonardos design bygget ved Ås i Norge.
Hans noter omfatter også adskillige militære opfindelser, herunder et pansret køretøj drevet af mennesker eller heste, stridsvogne med roterende skær og en kæmpemæssig armbrøst. Selv om man dengang antog, at en kanonkugles bane var en ret linje, fremgår det af Leonardos skitser, at han havde forstået, at banen i højere grad havde form som en parabel. Af hans skitser fremgår også designet til et kugleleje - 250 år før det blev genopfundet.
Desuden fremgår, at han syslede en del med optik og hulspejle. Hans noter viser, at de forsøg, han lavede indenfor optikken, var noget han holdt særdeles hemmeligt. Meget af informationen om dette fik han i kontakten med alkymisten Tommaso di Giovanni Masini også kaldet Zoroaster fra Peretola.
Leonardo offentliggjorde ikke selv sine skrifter, og de forblev faktisk ukendte frem til det 19. århundrede, og de har derfor ikke haft betydning for den tekniske udvikling.
Microsoft's Bill Gates købte i 1994 en af Leonardo da Vincis notesbøger for 25 millioner US$ - eller 150 millioner danske kroner, og mange af Leonardos tegninger ejes i dag af det britiske kongehus.
Det er først efter Da Vincis død at han er blevet mere populær, og kendt. Da Vincis notes bøger er skrevet med spejlvendt skrift så hans opfindelser og noter ikke lige så nemt skulle blivet stjålet. Da Vincis bøger er flere millioner kroner værd.
Rosen-familien.
Rosen-familien ("Rosaceae") er en stor plantefamilie, som er udbredt i arktiske og tempererede egne over hele verden med ca. 100 slægter og ca. 2500 arter. Nyere forskning opdeler familien i fire underfamilier: Rosoideae, Spiraeoideae, Maloideae, og Prunoideae. Der er dog betydelig usikkerhed med hensyn til placeringen af flere slægter, og først det igangværende arbejde med sammenligning af DNA-serier kan afgøre disse forhold.
Systematik.
Den traditionelle opdeling i fire underfamilier er blevet opgivet, og i stedet har man indført en systematik, der bedre viser slægtskabsforholdene. De her viste grupper er de fortiden kendte slægtskabsgrupper (monofyletisk), men de mere præcise forbindelser mellem underfamilierne og særligt mellem stammerne i Spiraeoideae er ikke tilstrækkeligt kendt.
Trelleborg (cirkelborg).
Trelleborgene er ringborge, som blev opført med et formodet militært formål i det danske område i vikingetiden. De er datereret til sidste halvdel af 900–tallet og har en ensartet grundplan: En præcist udformet cirkulær vold, en port i hvert af de fire verdenshjørner, en borgplads, som er opdelt i fire ens dele af to veje, der var vinkelrette gennem borgenes centrum, samt bygninger, der er udformet som firelængede gårde. Andre typer ringborge kan også være forsynet med volde, men er ikke fuldstændigt cirkulære af form med porte placeret i verdenshjørnerne.
Borgene var kun i brug i kort tid, og efter at være blevet genopdaget i midten af 1900-tallet har de har givet anledning til en række spørgsmål om baggrunden for og formålet med deres opførelse.
Trelleborge.
Af disse antages i hvert fald Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg ved Slagelse at være opført af samme bygherre og på samme tidspunkt, ca. 980 e.v.t.
Trelleborg i Skåne er formentlig opført omkring 800 e.v.t., med en anderledes bebyggelsesstruktur og er derfor efter den skarpeste definition ikke en "Trelleborg".
Borgenes størrelse og bebyggelse.
Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg ved Slagelse indeholder 16 langhuse, 4 i hver del af borgen. Aggersborg er bebygget med 48 langhuse, 12 i hver sektion. Alle langhusene var orienteret mod portene. Ved Trelleborg er der spor af 15 langhuse, som er bygget uden for volden, men alligevel orienteret i retning mod borgens center. Vejene er ført gennem volden, således at portene har været overdækkede.
Trelleborg er forsynet med en forborg, hvor der er fundet 135 gravpladser. Umiddelbart øst for Fyrkat er der 30 gravpladser, som ifølge Roesdahl bærer præg af hedensk begravelsesskik. Fundet af norsk keramik og andre genstande af høj status tyder på, at der blandt borgenes beboere og brugere har været en relativ stor velstand.
Fundhistorien.
Trelleborg ved Slagelse blev udgravet i perioden 1934 – 1942. Det første fund af en cirkelborg i Danmark blev opdaget ved en tilfældighed, da en lokal motorcykelklub anmodede om tilladelse til at afholde konkurrencer på volden. De efterfølgende arkæologiske undersøgelser afslørede anlægget. Udgravningen, registreringen af fund og en rekonstruktion af bygningsværket blev offentliggjort i 1948 i en stor, videnskabelig afhandling affattet af Poul Nørlund.
Samme år var fundet af Aggersborg blevet offentliggjort af arkitekten C. G. Schultz, og Nørlund havde selv efter et besøg på området ved Fyrkat afsløret muligheden for, at der her var endnu et borganlæg. Dette anlæg blev udgravet og rekonstrueret. Der foreligger en omfattende afhandling om dette arbejde. Aggersborg blev registreret, men henlå blot som en svag skygge på marken, indtil ¾ af volden blev rekonstrueret i 1992.
Rekonstruktion af vikingehus ved Fyrkat
I slutningen af 1950’erne blev Nonnebakken i Odense afsløret. Dens placering i byen betyder, at der ikke er foretaget systematiske udgravninger her.
Borgene i Trelleborg og Borgeby i Skåne blev opdaget i hhv. 1988 og 1995. Fundet af disse borge og forskellige supplerende materialer på de eksisterende anlæg i det nuværende Danmark har foranlediget til projektet ”Kongens borge”, hvor der foretages omfattende undersøgelser af Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat. Projektet startede i 2007 og gennemføres i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Nationalmuseet og en række andre institutioner med særlig ekspertise på området. Det er allerede påvist, at Trelleborg i Skåne er opført ca. 800 og derfor ingen sammenhæng kan have med "kongeborgene", mens anlægget i Borgeby ikke er tilstrækkeligt udforsket til at konkludere ud fra.
Dateringen.
Poul Nørlund daterede borgene til at være opført i sidste halvdel af 900 – tallet, en opfattelse, Else Roesdahl støttede i sin gennemgang af Fyrkat. I 1979 lykkedes det dendrokronologer at datere træstykker fra Trelleborg (Slagelse), som dels var fundet i broen over den ydre voldgrav og dels i en palisade i bunden af den indre voldgrav, til at være fældet i juni eller juli 980. Da træstumper fra Fyrkat ligeledes kunne dateres til omtrent samme tidspunkt, ser spørgsmålet om opførelsestidspunktet ud til at være afklaret. Udgravningen her tyder i øvrigt på, at opbygningen af volden ikke er helt tilendebragt, men at den eksisterende del af volden er anlagt i samme arbejdsgang.
Aggersborg og Nonnebakken er kulstof 14 dateret til omtrent samme tid som de to andre borge, men denne dateringsmetode er forbundet med en vis usikkerhed. Alligevel anses de i størsteparten af faglitteraturen for at være bygget samtidig med de to andre borge.
Bygherren.
Allerede i Nørlunds redegørelse blev bygherren udpeget som enten Harald Blåtand eller Sven Tveskæg. Stort set alle forskere, der har kommenteret dette spørgsmål er enige om, at det må være samme person, der står bag alle borgene. Et af de væsentligste argumenter er den præcise geometri i anlæggets hovedlinjer og fællestrækkene i den håndværksmæssige udførelse. Et andet er de store ligheder i indretningen af anlæggene. På denne baggrund konkluderer Olaf Olsen, at det stort set kun er i størrelse, at borgene adskiller sig fra hinanden De dendrokronologiske dateringer fra Trelleborg og Fyrkat peger på Harald Blåtand som bygherre, selv om ræsonnementet om én ophavsmand strengt taget kun behøver at gælde bygmesteren. Historikerne har tidligere været uenige om bygherrens identitet, men er bl.a. foranlediget af dateringen af Trelleborg og Fyrkat i store træk enige om at pege på Harald
Selve opførelsen må have krævet en klar organisation af arbejdsgangen. En mulighed er, at bønder eller trælle under militært opsyn af kongen har stået for opførelsen. Navnet Trelleborg har givet anledning til en formodning om, at borgene var opholdssted for trælle, eller slaver. Denne formodning er blevet tilbagevist med henvisning til, at "trel" på oldnordisk har betydningen tømmer, og derfor henviser til selve byggeriets konstruktion.
Den anden mulighed, som foreslås er, at den militære organisation alene havde kapacitet til at bygge anlæggene. Dette synspunkt har siden udgravningen af Fyrkat været det dominerende blandt eksperterne.
Ibrugtagen og anvendelse.
Litteraturen om borgene går ud fra, at de er taget i anvendelse umiddelbart efter opførelsen; men der kan formentlig ikke påvises noget sikkert herom. Ligeledes er det ikke ud fra fundmaterialet muligt at drage sikre konklusioner om, hvorvidt voldene er opført før bygningerne på borgpladsen. Der er fundet en del enkeltsager, som peger på et civilt element i beboelsen, ligesom gravpladserne indeholder knogler fra begge køn og fra børn. På grundlag af, at der ikke er fundet spor efter reparationer og studier af de fundne genstande, har forskerne draget den slutning, at cirkelborgene kun har været i anvendelse i få år og at anlæggene er forladt senest omkring år 1000. Skønnene over dette spørgsmål angiver en margen på mindst 5 og højst ca. 20 år.
Skriftlige kilder.
Der er ikke fundet samtidige skriftlige kilder, hvor borgene direkte nævnes. De kendte skrifter, der er tættest på begivenhederne, er biskop Thietmar af Merseburgs krønike skrevet 1013-18 samt en unavngiven munk fra St. Omers hyldest til Knud den Stores enke skrevet ca. 1040. Heri er der en mulig henvisning til Trelleborgene, idet det hedder, at Sven Tveskæg befæstede sit rige med borge, som skulle udgøre et værn mod de fjender, der var trængt ind og havde besat [landet].
Adam af Bremens værk fra ca. 1070, "Descriptio insularum Aquilonis", belyser en række forhold vedrørende den danske vikingetid, men en omtale af cirkelborgene er ikke påvist. De danske krøniker fra middelalderen har heller ingen direkte referencer til disse bygningsværker. Sven Aggesen har i sin krønike et særskilt kapitel om Sven Tveskæg og Saxo har i Gesta danorum præsenteret en kongerække, der skal påvise det danske kongedømmes lange historie og storslåede karakter. Som kilder til begivenhederne omkring 980 er disse værker tendentiøse. Det er bemærkelsesværdigt, at de ikke nævner borgene, som vel kunne have underbygget kongemagtens storslåede karakter. Derfor må det antages, at disse skribenter ikke har kendt til borgenes eksistens. Dette er et indirekte indicium for borgenes korte levetid.
Teorier om borgene.
Alle teorier om borgenes formål og anvendelse forsøger at placere disse i relation til samfundsforholdene i Vikingetiden. Et af problemerne herved er, at de fortrinsvis middelalderlige, skriftlige kilder bygger på mundtlige overleveringer og ligeledes er tendentiøse af karakter. Når forskere alligevel vælger at støtte sig til disse kilder, er det naturligvis efter nøje overvejelser over fejl og mangler i materialet. Udvælgelsen af relevant information bliver dog let en selektiv proces, hvor det stof, der rent faktisk lægges vægt på har samme svagheder som det, der fravælges. Med dette forbehold kan det indledningsvis konstateres, at alle væsentlige bidrag til forskningsdebatten om cirkelborgene ser anlæggene som tegn på en stærk centralmagt. Hovedargumentet er, at lokale høvdinge umuligt ville kunne sætte disse prestigebyggerier i værk.
Personligt hældede han i retning af den sidstnævnte opfattelse Efter fundene af de øvrige borge opstod yderligere en tolkningstype, administrationscenterteorien, der ligesom de øvrige tolkningstyper blev udbygget med forskellige forgreninger, der ofte tog form gennem debatter i historiske og arkæologiske fagtidsskrifter.
Landeværnsteorien.
Forskellige skriftlige middelalderkilder omtaler, at Harald Blåtand var blevet angrebet af en den tyske kejser, Otto II i 974. Landeværnsteorien går ud på, at Harald som værn mod Otto II udbyggede Dannevirke; men da han ikke kunne forhindre tysk herredømme i grænseområdet, anlagde han borgene som forsvarsværker. Teorien er bl.a. blevet tilbagevist af Niels Lund, som ikke finder kildemæssigt belæg for at der skulle eksistere et egentligt landeværn før slutningen af 1000-tallet.
Tvangsborgteorien.
Af landeværnsteorien udsprang ideen om borgene som defensive anlæg, og tvangsborgteorien er en udbygning af den oprindelige opfattelse. Argumentet er, at Harald Blåtand byggede borgene som kongens værn mod et oprørsk folk. Tage E. Christiansen antog således, at de spredte befæstninger ud over hele landet må betyde, at fjenden var overalt i landet, dvs. at der lokalt blev organiseret oprør mod kongemagten. Teorien kan løse et problem, som knytter sig til de få skriftlige kilder, idet der findes flere beretninger om, at Harald var under stærkt lokalt pres og muligvis ved at miste magten omkring 980.
Tvangsborgteorien efterlader dog mange ubesvarede spørgsmål fx anfører kritikken, at det på denne baggrund er svært at forklare borgenes samtidige opførelse, storstilede præg og geografiske beliggenhed.
Træningslejrteorien.
Poul Nørlund, mente, at den mest sandsynlige tese måtte være, at Trelleborg og Aggersborg (som var de eneste kendte fæstninger, da han udformede teorien) fungerede som træningslejre for soldater forud for Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Denne udlægning blev i 1979 tilbagevist af dendrokronologien, medmindre det accepteres, at disse træningslejre først kunne benyttes til at realisere formålet over tredive år senere.
Olaf Olsen, som havde støttet Nørlunds oprindelige tese, søgte stadig at sandsynliggøre den ved at så tvivl om tidspunktet for Harald Blåtands død Ved at flytte denne fra 985 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt; men, som kritikere fremførte, er der ikke spor af intensiverede togter før borgene faktisk var gået af brug. Ligeledes virkede borgene i højere grad som defensive af karakter, borganlæggenes arkitektoniske udformning og geografiske beliggenhed taget i betragtning. Derfor måtte de snarere opfattes som administrationscentre.
Administrationscenterteorien.
Else Roesdahl er enig med de ovennævnte i, at anlæggene er led i dannelsen af centralmagten, men mener ikke, at de fortrinsvis har været rettet mod folket. Roesdahl tillægger i stedet Haralds administrative magtapparat en omfattende kontrolfunktion. Borgene var det militære militære støttepunkt, centrum for indsamling af afgifter, der tilfaldt kongen, udgangspunkt for retsudøvelse, møntslagning og husning af krigere knyttet til kongen.
Også overfor disse argumenter har kritikere rejst tvivl, baseret på placeringen af borgene, og endvidere på det faktum, at Roesdahl på grundlag af gravfundene selv konkluderer, at Fyrkat hverken havde noget påfaldende militært præg eller en overvægt af mænd.
Borgerkrig?
På baggrund af Olaf Olsens forslag til ny kronologi udkastede Poul Skaaning en teori, der fastlagde borgerkrigen mellem Harald og hans søn, Sven Tveskæg, som forklaring på borgenes udformning og placering. Borgene skulle fungere som knudepunkter for opstanden med det hovedformål at beskytte ledingsflåden mod angreb.
Skaanings hypotese om ledingens betydning på denne tid finder imidlertid ingen støtte hos eksperten i ledingsvæsenet, Niels Lund, der hævder, at en leding i traditionel forstand med blandt andet 16 ugers årlig tjenestepligt ikke eksisterede i slutningen af 900-tallet.
Alligevel har teorier, der knytter borganlæggene til søfarten fået en ny aktualitet, efter at en repræsentant for projekt ”kongens borge” har udtalt, at de supplerende fund tyder på, at borgene har haft ”stor maritim betydning”, ligesom de ligger strategisk godt placeret i forhold til søvejene.
Alternative tolkninger.
I 2003 lancerede Niels Hybel en nytolkning af borgene og de andre store vikingetidsanlæg fra perioden ca. 965-980. Pointen i den meget komplekse argumentation er, at borgene er anlagt af den tyske kejsermagt som led i en europæisering af Danmark. Historikere har dog afvist denne teori som ren spekulation.
De arkæologiske fund i og ved borgene har, især i den løbende debat blandt amatørarkæologer, været benyttet som argumenter for, at borgene er opført i flere etaper, bl.a. skulle voldene være opført tidligere end bygningerne. Denne opfattelse er grundlaget for en fremstilling fra 2007, hvor forfatteren argumenterer for, at Trelleborg blev anlagt i flere etaper. I første etape forsøgte man uden held at kristne Danmark med Trelleborg som magtcenter på Sjælland. Forsøget slog fejl, og Trelleborg blev opgivet som et religiøst og økonomisk samlingspunkt på Sjælland i begyndelsen af 800-tallet, men siden genanvendt som storgård med bådbygning og anden håndværksproduktion i slutningen af vikingetiden, 950-1000. Det er sporene fra den sidste periode, der har givet historikerne den opfattelse, at hele borgen er opført 980-81 med Harald Blåtand som bygherre. Nytolkningen sætter spørgsmålstegn ved den klassiske opfattelse og tegner i stedet billedet af et tidligt Trelleborg, grundlagt under kulturelle påvirkninger fra Karl den Stores Frankerrige og det arabiske kalifat, styret af abbasidernes første magtfulde kaliffer. Denne forklaring kan løse nogle af de uløste problemer om borgenes formål, men rejser i stedet andre, f.eks. er det besynderligt, at anlæg, der har eksisteret - i alt fald periodisk- i næsten 200 år, ikke omtales i de skriftlige kilder. Dette problem blev rejst længe før Ishøj Christensen skrev sin bog.
Uløste gåder.
Løsningen af disse gåder er ikke ligetil, og problemerne er et skoleeksempel på de grundlæggende principper i historisk metode. Hvis hullerne i den tilgængelige viden fyldes ud med oplysninger, der baseres på krøniker, må det kunne begrundes, hvorfor krønikerne er gode kilder på nogle punkter, men ikke på andre. Sådanne forsøg bliver let spekulative, hvilket Skaanings teori om ledingsflåden er et godt eksempel på.
Plantefamilier.
Der er meget stor forskel på størrelsen af plantefamilier. Nogle har kun én art, andre har tusinder. Se også for en alternativ oversigt.
Liste over plantefamilier.
På grund af den relative instabilitet af plantetaksonomien dækker nedenstående liste ikke alle plantefamilier, men kun de fleste af de familier, der er repræsenteret i Danmark, i det botaniske system.
Numerologi.
Numerologi (egtl. læren om tal) er en praksis der forsøger at fastslå sammenhænge mellem bogstavkombinationer (ofte navne) og disses positive eller negative valør afgort på grundlag af talberegninger. I numerologiske systemer har et alfabets bogstaver typisk hver en specifik talværdi, men det kan også forekomme at visse bogstavgrupper (fx vokaler eller alfabetiske naboer) tillægges samme værdi. Senest er kodeværdier i ASCII også anvendt numerologisk.
I dag benyttes numerologien oftest som grundlag for analyser af hvorvidt et personnavn har særlige uheldige implikationer, hvilket kan føre til navneændring, eller hvorvidt to eller flere personnavne (og dermed personer) er i harmoni med hinanden.
Tidligere var numerologien mere fremtrædende som en del af forskellige filosofiske og religiøse traditioners mystik. Således findes der eksempler på numerologi hos Pythagoras, i jødisk Kabbala og i Johannes' Åbenbaring (se Dyrets tal).
Ifølge jødisk kabbala er talværdien af årstallet 1942 det samme som af ordet sabbat. Det var gode nyheder for jøderne i Warszawas ghetto, men i virkeligheden blev 1942 året da tilintetgørelseslejrene arbejdede for fuld styrke.
Dyrets tal.
Dyrets tal (666) stammer fra Johannes' Åbenbaring, hvor det er et tal / en kode for Dyrets navn.
Folkelig forståelse.
Den folkelige forståelse af 666 er, at det er tallet for Lucifer – det store / onde dyr i åbenbaringen.
Ved nærlæsning ser man dog, at dyret, som der tales om, ikke er dyret i kap 12,12-13,10, men det andet dyr i kap 13,11-18, (dyret fra jorden som tjener for dyret fra havet).
Numerologisk tydning - profetiske.
I tidens løb har mange ud fra forskellige numerologiske systemer forsøgt at finde frem til uhyret bag navnet for således at kunne hævde, at enden er nær. Nero, flere paver, Martin Luther, Jean Calvin, Napoleon I, Prins Charles, Ronald Reagan, Henry Kissinger, profeten Muhammed, Adolf Hitler, Internettet, stregkoder og EU har været udregnet som "Dyret i Åbenbaringen", som det populært kaldes.
For Hitlers vedkommende sætter man a=100, b=101 osv. og får så 107(H) + 108(i) + 119(t) + 111(l) + 104(e) + 117(r) = 666.
For Napoleons vedkommende sætter man a=1, b=2.. h=8, i=9, k=10, l=20, m=30.. z=160. Herefter kan L'Empereur Napoleon (kejser Napoleon) beregnes til 666, hvis man medtager det manglende e i artiklen. Denne beregning stammer fra Leo Tolstojs Krig og fred.
Til støtte for tolkningen taler, at romertallene var de tal, der faktisk blev brugt på den tid, hvor Johannes' åbenbaring blev skrevet ned.
Numerologisk tydning – samtidshistoriske.
Kejser Nero (skrevet på hebraisk). Summen af bogstavernes tal er 666. Det taler for denne tolkning, at Kejser Nero var den første kejser, der for alvor vendte sig mod de kristne med forfølgelser.
Trekanttallet for 666 er 36. Trekanttallet for 36 er 8. Den 8. romerske kejser (Her er de tre militærkupledere mellem Nero (år 54-68) og Vespasian (år 69-79) ikke medregnet.) var Kejser Domitian, der levede omkring det tidspunkt hvor Johannes’ Åbenbaring blev nedfældet. Der knytter sig både myter og usikkerhed til Neros selvmord, og Domitian blev af nogle anset for ”den genkomne Nero”. Kejser Domitian kristenforfølgelser var langt mere omfattende end Kejser Neros – og ramte også jøderne.
666 kan således være de kristnes undergrundskode for Kejser Nero, Kejser Domitian og andre ’onde dyr fra jorden’, der tjener ’dyret fra havet’, det onde.
Andre tydninger.
Der findes også ikke-numerologiske tydninger. Fx med henvisninger til begivenheder i år 666.
Tallet 616.
Forskere i England har i 2004-2005 undersøgt 400.000 papyrusfragmenter fra omkring år 300, der blev fundet i 1895 i den egyptiske by Oxyrhynchus. Deres forskning tyder på, at dyrets tal ikke var 666, men 616. Teorien om tallet 616 er dog ikke ny, idet flere bibeludgaver har haft fodnoter, der har antydet, at nummeret oversat fra originalsproget græsk godt kunne være 616. Man mener også at dyret blev kaldt "Liaw" som betyder "mørkt sind"
Svend Åge Madsen (forfatter).
a> 2009 om Svend Åge Madsens bog "Når man mailer", et omfattende uddrag af Madsens emails til vennen Flemming Chr. Nielsen siden 2000
Svend Åge Madsen (født 2. november 1939) er en dansk forfatter og dramatiker, bosat i Risskov ved Århus. Modtog i 1972 Det Danske Akademis Store Pris, fra 2005 er Svend Åge Madsen medlem af Det Danske Akademi.
Madsens stil klassificeres oftest som fantastisk. Over årene har han bygget et meget komplekst værk op, hvor personer, steder og begivenheder flettes ind i hinanden på kryds og tværs af romaner, noveller og skuespil.
Hovedmurstenene i romanværket udgøres af "Sæt verden er til", "Tugt og utugt i mellemtiden", "At fortælle menneskene" og "Syv aldres galskab".
Som medforfatter.
Desuden Kollektivet, bragt i UD og SE (med DSB) i ca. 1999
flere danske forfattere bidrager med et kapitel hver til føljetonen
Skuespil.
Svend Åge Madsens skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Hædersbevisninger.
Desuden et utal af LITTERÆRE priser gennem årene.
Peer Hultberg.
Peer Hultberg (8. november 1935 i Vangede - 20. december 2007 i Hamborg) var en dansk forfatter, doktor i polsk. Sidenhen uddannet som jungiansk psykoanalytiker hvilket han også praktiserede som i de sidste mange år af sit liv. Hultberg voksede op i Viborg efter at have tilbragt sine første år i Horsens. Både han selv og den lidt yngre søster var adopterede. Han har i værket "Selvbiografi", som han lod udgive efter sin egen, sin søsters og sine forældres død, beskrevet sin barndom og tidlige ungdom i hjemmet som ulykkelig og ensom. Skylden for dette tillægger han faren, der var dommer ved landsretten, men også moderens følgagtighed overfor faren bebrejdes. I det samtidigt udgivne kortværk "Brev", som er formet som en række breve skrevet til moderen i ugerne efter hendes død i 1990, åbner han dog for en forståelse for hende. Hultberg boede i det meste af sit voksenliv udenfor Danmarks grænser i en slags selvvalgt eksil. Senest i en lang årrække i Hamburg, hvor han praktiserede som psykoanalytiker. Hultberg var homosexuel og ved sin død gift med billedkunstneren Alfred Wäspi. Hultberg var musikalsk, og mødet med musikken er det eneste, der farver hans erindring om barndommen og den tidlige ungdom en smule lys.
Hultberg var en stilistisk fremragende forfatter, og en mester i iagttagelsen af menneskers liv og fortrængninger. Det er ikke altid behagelig læsning, men Hultbergs baggrund som dels psykoanalytiker og dels lingvist slår igennem i en fælles tone af indsigt og præcision. Flere af hans værker, som f.eks. "Præludier" og "Byen og Verden" består af en række brudstykker der efterhånden danner en helhed. Noget der både er tolket som undertrykte stemmer, der sporadisk bryder igennem til overfladen og som enkelte instrumenter der sammen danner et musikstykke. Hultberg debuterede i 1966 med romanen "Mytologisk landskab med Daphnes forvandling". Centralt i forfatterskabet står foruden romanen "Præludier" (1990) (om Chopin) de fortættede historier i værkerne "Requiem" (1985) og "Byen og Verden" (1992). For sidstnævnte modtog Hultberg i 1993 Nordisk Råds litteraturpris, og i 2004 modtog Peer Hultberg Det Danske Akademis Store Pris.
Romanen "Vredens nat" udkom kort før hans død på tysk og på dansk året efter, imens "Selvbiografi" og "Brev" som udgangspunkt var beregnet til at udkomme posthumt.
Have-Løn.
Have-Løn ("Acer micranthum") er en stor busk eller et lille træ, som kan blive ca. 8 m høj i løbet af måske 80år. Det er en af de smukkeste lønarter til små haver. Bladene er modsatte, 5-7 cm lange og 5-lappede med tandet rand. Bladenes farve er orange eller røde både ved udspring i foråret og ved løvfald om efteråret. Bladene er dybere indskåret og kronen er mere tæt forgrenet end hos f.eks. "Acer tshonoskii".
Blomsterne er gul-grønne, meget små (micranthum = med små blomster) og sidder i endestillede klaser, som er 2-5 cm lange.
Om efteråret giver frugterne med deres pink farve en flot kontrast til det rødlige løv. Planten på billedet er 4m høj og 35 år gammel.
Trelleborg (Trelleborg).
I slutningen af 1980'erne blev der i Trelleborg i Skåne fundet rester af en borg, der hvor Svenstorpsgatan og Bryggaregatan mødes. Byen er formentlig oprindelig navngiven efter borgen. Trelleborg i Skåne er et træbygget borganlæg fra vikingetiden, der ofte fejlagtigt bliver nævnt som et anlæg, der skal ses i sammenhæng med de danske ringborge Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro og Nonnebakken i Odense.
Sammenligning med de øvrige borge.
Den indre diameter for Trelleborg, Skåne er ca 112 m. Den indre diameter for Trelleborg, Sjælland er 136 m. Trelleborg, Skåne havde fire portåbninger, hvis retning afviger ca. 20 grader fra verdenshjørnerne. Ringvolden er mod vest fladtrykt, og derfor ikke geometrisk, i modsætning til de danske borge. Det er påvist, at den er bygget i mindst to faser.
Dateringen af borgen bygger på kulstof 14-datering gennem analyse af forkullet træ. Der er en vis usikkerhed forbundet med denne metode, men de forskellige fund tyder på, at den er bygget ca. 800 e. kr. Den skånske borg adskiller derfor væsentligt fra de danske borge, der alle blev opført ca. 980, formentlig af Harald Blåtand. Hvor de danske anlæg alle er forladte omkring år 1000, så fortsætter Trelleborg i Skåne med at være i funktion langt ind i 1000-tallet.
Typologiske er den skånske borg også væsentlig forskellig fra de danske anlæg, som alle er cirkelrunde med præcise portåbninger i verdenshjørnerne og karakterisk bebyggelse inde på borgpladsen bestående af langhuse placeret i firelængede karrér. Trelleborg i Skåne har aldrig haft fast bebyggelse på borgområdet, og anlægget er ikke cirkelrundt, ligesom også portåbningerne har væsentlige forskydninger i forhold til verdenshjørnerne. Endelig har de danske anlæg alle en V-formet voldgrav, mens den skånske borg har en såkaldt "trugformet" voldgrav, der betegner en fladbundet bueform.
Arkæologer formoder, at den skånske borg har været en såkaldt "tilflugtsborg", som ikke har været permanent beboet, men kun taget i funktion, når befolkningen på dette sydligste punkt af Skåne har været truet af fjender, der kom fra Østersøområdet.
I 1998 påvistes rester af yderligere en cirkelborg af Trelleborgtypen ved Borgeby nord for Lund.
Våbenhus.
Våbenhus betegner et lille forhus, hvorfra adgangen til kirken finder sted. Oftest er våbenhuset placeret i tilknytning til et kirkeskibs dør, men kan også være bygget sammen med kirkens tårn.
Mange danske middelalderkirker fik tilføjet våbenhuse i sengotisk tid, dvs. 1400- og 1500-tallet. Deres funktion har primært været at yde ly for personer, der af forskellige årsager ikke havde ret til at betræde selve kirken. Således vides det, at fru Ingeborg Skeel til Voergaard lod bygge våbenhuse til et par kirker, da hun syntes, det var synd for barselskvinder, at de måtte stå i det fri på kirkegården og vente, indtil præsten ved kirkedøren havde "renset" dem, så de atter kunne komme til gudstjeneste. At man udelukkende har opført dem til opbevaring af mændenes våben under gudstjensten er ikke sandsynligt, da der i mange tilfælde blev opført våbenhuse vendt mod nord, altså ved den oprindelige kvindedør. Mange har endvidere anset det for sandsynligt, at man allerede inden opførelsen af våbenhusene i senmiddelalderen havde tilmuret den ene adgangsdør, således at begge køn anvendte samme dør.
Våbenhuse blev også nogle gange brugt til bystævner.
Prædikestol.
a> med prædikestolen til højre i billedet
En prædikestol er en hævet plads i en kirkes skib (oftest i sydsiden), hvorfra præsten taler til menigheden. Prædikestolen blev introduceret i danske kirker i gotikken, men blev først en fast del af inventaret i renæssancen.
Kirkeskib (bygningsdel).
Et kirkeskib er en kirkes største rum, hvor menigheden sidder. I større kirker er der flere parallelt anbragte kirkeskibe, midterskib og sideskibe og/eller tværskibe.
Betegnelsen "skib" stammer fra det græske "naos," der betegnede det indelukkede tempelrum. Ordet er siden blevet udbredt via middelalderlatinens "navis".
Der har også været spekulationer om at betegnelsen "-skib" skulle række tilbage til vore forfædres brug af skibssætninger, rækker af sten i skibsform, der omkransede grave, men denne forklaring er næppe troværdig.
Tal.
Tal er et abstrakt begreb der bruges til at angive mængde.
I matematikken findes der mange forskellige tal, for eksempel de naturlige tal, heltal, brøker, rationale tal, irrationale tal, reelle tal, imaginære tal og komplekse tal.
De naturlige tal ℕ (N) som 1, 2, 3, 4... osv. er fundamentale for al matematik; De betegnes
formula_1 eller - hvis man vil præcisere, at tallet 0 medregnes - formula_2.
Udvider vi de naturlige tal (inkl. 0) med de negative, hele tal, får vi de hele tal ℤ (Z).
Dette kan igen udvides med de positive og negative brøker til det rationale tallegeme ℚ (Q). Den del af de rationale tal, som kan repræsenteres ved en endelig decimaludvikling, kaldes de decimale tal og benævnes D.
Ved yderligere udvidelse af tallegemet opstår de reelle tal ℝ (R), hvoriblandt findes de irrationale tal som er de reelle tal, der ikke tilhører det rationale tallegeme.
Udvides det reelle tallegeme yderligere med rødderne til de generelle polynomier med komplekse koefficienter, fås det komplekse tallegeme ℂ (C).
Visse mængder af tal er bestemt ved særlige egenskaber, for eksempel primtal, kvadrattal, fuldkomne tal og Fibonaccis tal.
Visse tal har særlige egenskaber eller betydninger, som er beskrevet andetsteds i Wikipedia: Kategorien for artikler om bestemte tal indeholder en oversigt over disse artikler.
0,000 000 000 000 000 000 000 001 = 10−24 = Kvadrilliontedel
0,000 000 000 000 000 000 001 = 10−21 = Trilliardtedel
0,000 000 000 000 000 001 = 10−18 = Trilliontedel
0,000 000 000 000 001 = 10−15 = Billiardtedel
0,000 000 000 001 = 10−12 = Billiontedel
0,000 000 001 = 10−9 = Millardtedel
0,000 001 = 10−6 = Milliontedel
1 0 = 101 = Ti
1 00 = 10² = Hundrede
1 000 = 103 = Tusind
1 000 000 = 106 = Million
1 000 000 000 = 109 = Milliard
1 000 000 000 000 = 1012 = Billion
1 000 000 000 000 000 = 1015 = Billiard
1 000 000 000 000 000 000 = 1018 = Trillion
1 000 000 000 000 000 000 000 = 1021 = Trilliard
1 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1024 = Kvadrillion
1 000 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1027 = Kvadrilliard
1 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1030 = Kvintillion
1 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 = 1033 = Kvintilliard
et et-tal med 100 nuller efter sig = 10100 = Googol
et et-tal med en googol nuller efter sig =10Googol = formula_4 = Googolplex
Det kan bemærkes, at amerikansk og moderne britisk sprogbrug har en række falske venner blandt de store tal, idet fx "billion" på engelsk betegner 109, altså en dansk milliard, og ikke en dansk billion (1012); se Store tal.
Plante.
En plante er en organisme, der tilhører planteriget ("plantae"). Dette rige hører under eukayoterne.
En plante defineres som en autotrof organisme, der kan formere sig med anisogameter.
For de fleste mennesker er en plante et velkendt begreb omfattende urter, buske og træer med grønne blade, stængler eller stammer, og rødder. En hel del planter afviger dog fra disse velkendte kendetegn. F.eks. kan den grønne farve (klorofyl) mangle, rødderne kan mangle og der er mange andre afvigelser. Andre velkendte begreber som blomst og frø er forbeholdt en gruppe planter kaldet frøplanter.
Alger er en bredt sammensat gruppe af organismer, hvoraf kun nogle (eller ingen) henregnes til planteriget. Svampe regnedes tidligere med til planteriget, men placeres i dag i deres eget rige. Laver er symbiotiske organismer bestående af en alge og en svamp.
Planter har stor betydning for både mennesket, dyr og for klimaet. Planterne er via fotosyntesen den primære kilde til den ilt som alle dyr (og mennesker) indånder. Desuden er planter den primære fødekilde for en stor gruppe dyr, planteæderne, men også for mennesker og en række andre "altædende" er planter en afgørende vigtig fødekilde. Træer spiller en stor rolle som kilde til brændsel og tømmer. Og for mennesket spiller planter også en stor rolle indenfor medicin og symbolik.
Denne artikel omhandler primært botaniske emner.
Planternes opbygning.
De fleste (men langt fra alle) planter består af nogle velkendte grundelementer, der dog kan antage meget forskellig form og størrelse
Planternes formering.
Planter kan formere sig på 2 grundlæggende forskellige måder - kønnet og ukønnet.
Ukønnet formering kaldes også Vegetativ formering. I dette tilfælde er afkommet en klon af moderplanten - altså genetisk identisk med moderplanten. Ved nogen former for vegetativ formering brydes forbindelsen mellem moderplanten og afkommet hurtigt, f.eks. ved yngleknopper, aflæggere af løg og udløbere. Vegetativ formering kan også ske ved f.eks. jordstængel hvor forbindelsen mellem moderplanten og afkommet afbrydes tilfældigt. Stiklinger og deling er 2 (af mange) vigtige medtoder til vegetativ formering der bruges i garnerier og havebrug.
Kønnet formering sker enten ved frø eller sporer. Frø forekommer kun hos Frøplanter, mens sporer forekommer hos Karsporeplanter og Mosser. Hos frøplanter og karsporeplanter, dannes frøet eller sporen, af den såkaldte sporofyt der har 2 sæt kromosomer - det vi normalt opfatter som "planten". Hos mosserne derimod dannes sporerne af gametofytten der kun har 1 sæt kromosmer - det vi normalt opfatter som "mosset".
Frø dannes efter at bestøvning har fundet sted. Det er bestøvningen der sikrer at der indgår kromosomer fra både en han- og en hun-plante. Når frøet er modent forlader det moderplanten og lander på jorden, evt. efter at være flyttet af et dyr eller af vinden. Her spirer frøet efter nogen tid og bliver til en ny plante.
Sporer dannes årligt og frigives ved modenhed. Herefter spredes de til omgivelserne, og når betingelserne er passende udvikler sporen sig til en ny organisme ved mitosisk celledeling. Herved dannes en flercellet gametofyt som efter nogen tid begynder at producere gameter.
En hanlig og en hunlig gamet smelter sammen og danner en zygote der udvikler sig til en ny sporofyt.
Udover forskellen i cyklussen, er den store forskel at et frø medbringer sin egen "madpakke" i form af frøhviden. Nye spirer har derfor alt andet lige større chance for at overleve, hvis forholdene ikke er helt optimale.
Planternes anvendelse.
Henvisning til andre artikler der vedrører planternes anvendelse og betydning i øvrigt
Moderne systematik.
Ifølge den nugældende systematik for Eukaryoterne, der er udarbejdet af Adl m.fl i 2005 regnes arter af grønalger og rødalger ikke længere for at høre til hos planterne. Dermed svarer ”planterne” til embryofytterne, og de omfatter altså mosserne og karplanterne.
Ydre systematik (uden for planteriget).
Den ofte fremsatte påstand, at der skulle være flere afstamningslinjer fra algerne til planterne, viste sig allerede ud fra morfologiske studier at være usandsynlig. Den har næppe længere nogen tilhængere, og den støttes heller ikke ved molekylærbiologiske undersøgelser.
Indre systematik (i planteriget).
Hornbladene er ifølge dette en søstergruppe til karplanterne. Ud over molekylærbiologiske undersøgelser viser flere ejendommelige træk hos hornbladene i forhold til de andre mosser hen til det nære slægtskab med karplanterne: Hornbladenes sporofytter er forholdsvis store, længelevende og fotosyntetisk aktive, altså relativt selvstændige. Dermed indtager de en position mellem de andre mosser med deres sporofytter, der er afhængige af gametofytterne, og karplanterne med deres fuldstændigt uafhængige sporofytter.
Primtal.
Et primtal er et positivt heltal større end 1, som er deleligt alene med 1 og tallet selv, kaldet de trivielle divisorer.
Ethvert positivt heltal kan skrives som et produkt af primtal på entydig vis (når der ses bort fra rækkefølgen af primtallene). En sådan opskrivning kaldes tallets primfaktoropløsning, og de indgående primtal kaldes tallets primfaktorer. F.eks. er 60 = 2² × 3 × 5. Det faktum, at ethvert positivt helt tal entydigt kan skrives som et produkt af primfaktorer, kaldes aritmetikkens fundamentalsætning.
Bemærk, at 1 ikke er et primtal i definitionen ovenfor, da der jo netop af et primtal kræves, at det er større end 1. Man kunne godt have defineret 1 til at være et primtal, men det gør den videre udvikling af teorien mere besværlig, idet mange sætninger kun gælder for primtal større end eller lig 2. Det gælder for eksempel for den tidligere oplyste entydighed af primfaktoropløsninger. Hvis 1 var defineret til at være et primtal, ville fx 60 kunne skrives som et produkt af primtal på uendelig mange måder. Derfor er det naturligt at definere 1 til ikke at være et primtal.
Primtal studeres indenfor talteori og danner basis for mange krypteringsalgoritmer.
2, 3, 5, 7, 11, 13, 17, 19, 23, 29, 31, 37, 41, 43, 47, 53, 59, 61, 67, 71, 73, 79, 83, 89, 97, 101, 103, 107, 109, 113, 127, 131, 137, 139, 149, 151, 157, 163, 167, 173, 179, 181, 191, 193, 197, 199, 211, 223, 227, 229, 233, 239, 241, 251, 257, 263, 269, 271, 277, 281, 283, 293, 307, 311, 313, 317, 331, 337, 347, 349, 353, 359, 367, 373, 379, 383, 389, 397, 401, 409, 419, 421, 431, 433, 439, 443, 449, 457, 461, 463, 467, 479, 487, 491, 499, 503, 509, 521, 523, 541.
Hvor mange primtal.
Euklid beviste ca. 300 f.kr., at der findes uendeligt mange primtal. Beviset er et modstridsbevis, idet man antager at man kender alle primtal. Ganger man alle disse tal sammen og lægger en til, får man et tal, der enten er et ikke-kendt primtal, eller som har en ikke kendt primfaktor (idet ingen af dem man kender jo kan gå op).
Flere matematikere har lavet andre beviser for, at der er uendelig mange primtal, specielt har Euler vist, at summen af primtallenes reciprokke værdier ikke konvergerer, men går mod uendelig.
Primtallenes fordeling.
Mens det er let at indse, at der findes uendeligt mange primtal, er det straks langt sværere at få styr på, hvordan primtallene fordeler sig. Hvis man betragter en liste over primtal (som den ovenfor), ser det ud til at være ganske "tilfældigt" og usystematisk, hvornår det næste primtal vil dukke op. Men selvom fordelingen af primtallene er uregelmæssig på lille skala, dukker der en fornem regelmæssighed op, når man betragter "antallet" af primtal i store områder.
Primtalssætningen (bevíst i 1896) giver en præcis beskrivelse af denne regelmæssighed. Antallet af primtal mindre end formula_1 kan approksimeres med formula_2, og den "relative" fejl ved denne approksimation bliver forsvindende når formula_1 går mod uendelig. (Her betegner formula_4 den "naturlige" logaritme.)
Det er stadig uafklaret, hvor store udsving fra systematikken fra primtalssætningen, der forekommer. Hvis Riemann-hypotesen er sand, er primtallenes fordeling populært sagt så ensartet, som det er teoretisk muligt. Hvis Riemann-hypotesen mod forventning skulle vise sig at være falsk, ville der derimod igennem hele talrækken være forholdsvis store "bump", hvor tætheden af primtallene afveg mere fra den ideelle end den "behøvede".
Største kendte primtal.
Med fremkomsten af computere er der sket en kraftig udvikling i det største kendte primtal. Det største kendte primtal har næsten altid været af formen 2n-1, som kaldes mersennetal (bemærk at ikke alle tal på denne form er primtal!). I september 2008 er det største kendte primtal 243.112.609-1, det blev fundet den 23. august 2008 af GIMPS, som er en internetgruppe, der benytter overskydende computertid til at finde mersenneprimtal. Dette tal er på 12.978.189 decimale cifre.
Forskellige grupper af primtal.
Af mere underholdende karakter er de såkaldte "James Bond primtal", der er primtal der ender med 007. De fire første er 7 (007), 4007, 6007 og 9007.
Andre egenskaber.
Dette betyder ikke, at en rest på 1 eller 5 ved division med 6 samtidig er en indikator på, om tallet (dividenden) er et primtal.
For eksempel er resten ved division af 25 med 6 lig med 1.
Fibonacci-tal.
Siderne af firkanterne giver Fibonacci-tallene.
Fibonacci-tal fik deres navn i 1800-tallet, af Edouard Lucas, og er opkaldt efter den italienske matematiker Leonardo Fibonacci.
Fibonacci-tallene er betegnelsen for de tal som findes i følgen
Fra og med det tredje fremkommer tallene som summen af de to foregående tal i følgen: 2 = 1 + 1,
3 = 2 + 1, 5 = 3 + 2 osv. Når formula_1 betegner det formula_2'te Fibonacci-tal, er følgen altså fastlagt ved følgende rekursive definition: formula_3, formula_4 og formula_5 for formula_6.
Talfølgen blev første gang beskrevet i 1202 af den italienske matematiker Fibonacci, men har nok været kendt længe før. Tallene kan relateres til en simpel model for populationers udvikling: Et kaninpar avler hvert år to unger, en han og en hun. Afkommet formerer sig også, men først efter to drægtighedsperioder. Begynder man med to unger, haves 1 par i år 1, og i år 2 er der stadig kun 1 par. I år 3 får det første par unger, og der er nu 2 par. I år 4 får det første par igen unger, og der er nu 3 par. I år 5 får det første par og deres unger unger, og der er nu 5 par. Hvert år øges antallet af kaninpar med det antal par som er fødedygtige, altså de par som allerede fandtes for to år siden. Antallet af par i et givet år, er derfor lig med summen af antallet af par i de to foregående år. Modellen tager ikke hensyn til aldring og fødeknaphed, men den kan faktisk bruges til at simulere udviklingen af unge populationer af encellede organismer der formerer sig ved celledeling.
Fibonacci-tallene har følgende mærkelige egenskab: Deles et Fibonacci-tal med det foregående i følgen, fremkommer et forhold som nærmer sig det gyldne snit når man bevæger sig frem i følgen. Med andre ord konvergerer formula_7 mod formula_8 når formula_9. Fibonacci-tallene kan endvidere genfindes i visse naturlige spiralmønstre, f.eks. når man tæller frø i solsikkeblomster, skæl i kogler eller buketter i blomkålshoveder.
4 (tal).
Det danske ord "fire" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
7 (tal).
Det danske ord "syv" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
10.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne - 10'erne - 20'erne 30'erne 40'erne 50'erne 60'erne
Årstal: 5 6 7 8 9 - 10 - 11 12 13 14 15
"Se også 10 (tal)"
12 (tal).
Det danske ord "tolv" betyder: to over ti
13 (tal).
13-tallets mystik.
13 anses oftest som et uheldigt tal. Helt galt er det, hvis den 13. i en måned falder på en mandag eller fredag.
I mange skyskrabere findes 13. etage ikke, man kommer fra 12. til 14. etage. Ligeså med hotellers værelse nummer 13, det eksisterer ikke. I mange byer eksisterer husnummer 13. ikke i de ældre gader, således ikke i hverken Horsens eller Århus.
I København havde man tidligere sporvognslinje 12 og 14, mens linje 13 var sprunget over, indtil 1914 hvor også linje 13 kom ud at køre.
Mange lufthavne har ikke udgang nummer 13, og mange fly har ikke plads nummer 13, heller ikke SAS.
Apollo 13 blev sendt mod månen den 11. april 1970. Den startede kl. 14:13 og medførte astronatuter nr. 13, 14 og 15. De første to dages rumfærd forløb uden problemer - men så den 13. april gik det galt. Og rumskibet måtte vende tilbage til Jorden med uforrettet sag.
Myternes oprindelse.
Det særlige (og ikke nødvendigvis det uheldige) ved tallet 13 kan føres tilbage til de gamle sumerer der boede i det der i dag hedder Irak. De fandt frem til at et måneår er på 12 x 30 dage, mens solåret er på 365,25 dage. Det gav en forskel på fem dage hver år. Så hvert 6. år indskød de en 13. måned, som derfor var noget særligt.
Inden for mange religioner er 12 et helligt tal, men som følge heraf er 13 også noget særligt - én mere end 12. Og det særlige blev ofte også helligt; men helligt kan være farligt og tabubelagt.
Det uheldige ved at være 13 til bords, har sin rod i beretningen om den sidste nadver, hvor de var 13 til bords, med Judas der forrådte Jesus. 13 kaldes undertiden for Judas' tal. I den nordiske mytologi var der 13 guder til bords i Valhal. Balder var en af disse, og han blev myrdet. I eventyret Tornerose bliver der kun inviteret tolv af de tretten feer til bords, og det får alvorlige konsekvenser, da den trettende fe forbander Tornerose, så hun må sove i hundrede år.
Grundtvig kaldte 13-tallet for et "ilde berygtet tal".
Babylonierne betragtede 13 som underverdenens tal. Det 13. kapitel i Johannes' åbenbaring handler om antikrist.
Det var fredag den 13. oktober 1307, at utallige tempelherrer (riddere af den gejstlige Tempelherreorden) blev fanget, tortureret, brændt på bålet og skatte beslaglagt efter ordre fra Kong Philip IV af Frankrig. Siden er fredag den 13. blevet betragtet som uheldig dag. Dog blev der på grund af skiftet fra den julianske kalender til den gregorianske kalender sprunget 10 dage over. Derfor var fredag den 13. egentlig søndag den 22.
13 er tallet for død, genfødsel og fornyelse. Indenfor Tarot er således det 13. kort "Døden", hvorom siges, at han ikke er den der tilintetgør, men den der renser grunden og muliggør, at noget nyt kan vokse op. Han er døden af det gamle jeg, der fører til genfødsel i det åndelige.
Og så siger vi jo 7-9-13 når noget ondt skal afværges (se Triskaidekaphobia).
11 (tal).
Det danske ord "elleve" betyder: én over ti
Kvadrattal.
Kvadrattal betegner et helt tal opløftet i anden potens.
Kvadrattallet er et tal opløftet i anden potens. (eller de tal du kan tage kvadratroden af uden at få et kommatal)
Nonnebakken.
Under Odenses centrum er fundet rester af en cirkelborg af trelleborgtypen kaldet Nonnebakken, efter beliggenheden. Borgen på Nonnebakken var en af de mindre med en diameter på 120 meter.
Selv om der på grund af senere byggerier og afgravning af voldene er meget få spor efter borgen, anses det i dag for klart, at borgen har været en af trelleborgene, og at den er opført i samme periode, omkring 980, som de øvrige fem borge i middelalderens Danmark (dvs. inklusive Skåne). Således er voldgraven af samme type, med skrå sider og en smal bund. Der har også været en bebyggelse, inden borgen blev bygget, hvilket gør det meget svært at afgøre hvilke spor, der kan stamme fra borgen.
4.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 40'erne f.Kr. 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. - 00'erne - 10'erne 20'erne 30'erne 40'erne 50'erne
Årstal: 2 f.Kr. 1 f.Kr. 1 2 3 - 4 - 5 6 7 8 9
"Se også 4 (tal)"
Eksterne henvisninger.
04
7.
Eksterne henvisninger.
07
11.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne - 10'erne - 20'erne 30'erne 40'erne 50'erne 60'erne
Årstal: 6 7 8 9 10 - 11 - 12 13 14 15 16
"Se også 11 (tal)"
12.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne - 10'erne - 20'erne 30'erne 40'erne 50'erne 60'erne
Årstal: 7 8 9 10 11 - 12 - 13 14 15 16 17
"Se også 12 (tal)"
13.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne - 10'erne - 20'erne 30'erne 40'erne 50'erne 60'erne
Årstal: 8 9 10 11 12 - 13 - 14 15 16 17 18
"Se også 13 (tal)"
28.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne 10'erne - 20'erne - 30'erne 40'erne 50'erne 60'erne 70'erne
Årstal: 23 24 25 26 27 - 28 - 29 30 31 32 33
"Se også 28 (tal)"
29.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne 10'erne - 20'erne - 30'erne 40'erne 50'erne 60'erne 70'erne
Årstal: 24 25 26 27 28 - 29 - 30 31 32 33 34
"Se også 29 (tal)"
Dødsfald.
Livia, kejser Augustus hustru og mor til kejser Tiberius, dør
30.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne 10'erne 20'erne - 30'erne - 40'erne 50'erne 60'erne 70'erne 80'erne
Årstal: 25 26 27 28 29 - 30 - 31 32 33 34 35
"Se også 30 (tal)"
31.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. 00'erne 10'erne 20'erne - 30'erne - 40'erne 50'erne 60'erne 70'erne 80'erne
Årstal: 26 27 28 29 30 - 31 - 32 33 34 35 36
"Se også 31 (tal)"
Begivenheder.
Sejanus, som er konsul sammen med kejser Tiberius og har kommandoren over kejserens livvagt, pønser på at tage magten i Rom, men lokkes til Senatet, hvor han arresteres og kort efter henrettes.
666.
Århundreder: 6. århundrede - 7. århundrede - 8. århundrede
Årtier: 610'erne 620'erne 630'erne 640'erne 650'erne - 660'erne - 670'erne 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne
År: 661 662 663 664 665 - 666 - 667 668 669 670 671
For en beskrivelse af uhyret 666 se Dyrets tal.
Eksterne henvisninger.
66
Ravningbroen.
Ravningbroen, den næsten 760 meter lange og 5 meter brede bro over Ravning Enge ved Vejle Å, 10 km syd for Jelling er dendrokronologisk dateret til perioden 980 - 985 og er dermed omtrent samtidig med Trelleborgene. Som disse har den kun været i brug i en kort periode (ca. 5 år). Opførelsen, der har krævet en betydelig organisatorisk indsats og teknisk kunnen, tilskrives Harald Blåtand, der også menes at stå bag opførelsen af Trelleborgene.
Allerede i 1934 finder en lodsejer træstolper. Igen i 1953 dukker der stolperækker af egetræ frem da Ravning Enge bliver drænet. Endelig i 1959 opmåler en arkæologiinteresseret læge stedet. En egentlig arkæologisk udgravning bliver først sat i gang i 1972, da en lodsejer afleverer en stolpe til Kulstof 14-datering på Nationalmuseet.
De arkæologiske udgravninger 1972-1982 blev ledet af museumsinspektør Thorkild Ramskou, Nationalmuseet- og de viste, at selve brofundamentet var bevaret i det sumpede engområde. Efter afslutning af de arkæologiske undersøgelser blev resterne af broen dækket til med jord, så de ikke gik tabt efter tørlægning af området. På nordsiden af broen er der fundet vejrester og længere oppe i den skovklædte bakke er der fundet en dobbelthulvej, der havde samme bredde som broen.
Mogens Schou Jørgensen bearbejder Ramskous efterladte udgravningsmateriale og undersøger i 1993 bundforholdene i ådalen. I et 60 meter langt forløb, hvor broens sydlige del har gået henover finder man rester af broens overbygning. Det viser sig at den har været mere omfattende end tidligere antaget med i alt tre lag tømmer.
I en udgravning fra november 1996 undersøger arkæologer hvordan broens nordlige del har været fæstet på land. Endvidere fastsætter arkæologerne broens længde til 760 meter med en usikkerhed på et par meter.
Til at bygge broen har landmålere været med til at placere landmålerstokke. Det viser fundet af landmålerstokke af hasseltræ. Ved hjælp af et treben er hver stolpe rejst i lodret stilling og sænket ned i mosen ved sin egen vægt. Der er anvendt ca. 1800 pæle med et tværsnit på 30 cm x 30 cm. Broen bestod af 280 brofag med en indbyrdes afstand på 2,40 meter. Hvert brofag bestod af 4 egestolper af op til 6 meters længde, samt skråstolper til hver side. Broens bæreevne er beregnet til fem tons.
Hensigten med Ravningbroen er meget diskuteret blandt historikere og arkæologer. Broen er formodentlig konstrueret i sammenhæng med de indre magtkampe, der var i Danmark i slutningen af Harald Blåtands regeringstid, og broen kan være et middel til at komme hurtigere rundt i landet med kongens styrker. Det er muligt, at broen har spillet en rolle i en samlet forsvarsplanlægning i sammenhæng med trelleborgene.
Imidlertid har en måling af broens bredde vist, at den også kan være konstrueret som handelsbro og anløbsbro. I vikingetiden kunne skibene sejle dybere ind i Vejle Ådal tæt på kongebyen Jelling og bredden på broen passer med, at to handelsvogne kan passere hinanden henover broen.
Dog er broen kun lidt slidt, og flere har tolket det til, at den kun måtte benyttes af kongen og hans mænd. Efter en kort brugsperiode fik den nye bro lov til at forfalde allerede omkring år 1000, hvorefter den blev afløst af vadesteder.
I år 2000 fremsætter læge Thorkild Frederiksen en ny tolkning af, hvem der er Ravning-broens og ”Trelleborgenes” bygherre. Han mener at broen og borgene ikke er bygget af Harald Blåtand, men af den tysk-romerske kejser Otto d. II. Ifølge Frederiksen besætter Otto d. II Danmark i årene 974-83 e.Kr. med det formål at indlemme Danmark permanent i det Tysk-romerske rige.
9 (tal).
Det danske ord "ni" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning. Når tallet skal videregives som enkeltciffer i radiokommunikation, f.eks. i maritim sammenhæng, eller i andre situationer, hvor støj kan give anledning til fejlhøringer, udtales ni ofte "najner", formentlig som afledning af det engelske ord for ni, nine.
5 (tal).
Det danske ord "fem" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme, og det er beslægtet med ordet "finger". Måske betød det engang "fingrene".
Romertallet for fem er V.
Hvaler.
Eksempler på bardehvaler er blåhval, finhval, pukkelhval, nordkaper, grønlandshval og gråhval. Bardehvalerne har i stedet for tænder, flere lange, smalle hornplader i overmunden - kaldet barder. Hvalen spiser ved at fylde munden med vand som sives ud gennem barderne med tungen. I barderne hænger mange smådyr fast, som kan være krill eller fisk, og som hvalen derefter sluger. Ud over barderne har bardehvaler altid to åndehuller oven på hovedet. Der er stort set 3 fourageringsteknikker: Finhvalerne sluger store mængder vand på en gang i munden, rethvalerne siver vandet mens de spiser, og gråhvalen hvirvler havbunden op som den så filtrerer.
Enkelte hvalarter, for eksempel pukkelhvalen kan udstøde lange melodiske toner, også kaldet hvalsang, som menes at fungere som kommunikation.
Tandhvalerne har mange små spidse tænder i munden. De jager aktivt føde, f.eks. fisk, blæksprutter eller sæler og har brug for tænderne til at holde fangsten fast med. Tandhvaler har kun et enkelt åndehul oven på hovedet.
Eksempler på tandhvaler: Kaskelothval, delfin, hectors delfin, spækhugger, narhval, marsvin, hvidhval...
Hvalfangst.
Hvalfangst i sidste halvdel af 1800-tallet
Det er uvist hvornår mennesket først begyndte jagten på hvaler; de tidligste arkæologiske fund som indikerer hvalfangst er blevet fundet i Sydkorea, hvor indridsede tegninger (dateret til 6000 f.Kr.) viser at stenaldermennesker har jagtet hvaler fra både og spyd.
Hvalfangst var til at begynde med begrænset til kystnære områder, som for eksempel de baskiske fiskere, der også jagede den nordatlantiske rethval fra 1400 til 1700-tallet, eller fiskeriet omkring Svalbard og Grønland fra ca. 1600-1900-tallet. Men efter mere avancerede hvalfangstteknikker dukkede op er visse hvalarter dog blevet alvorlig påvirket af fangstvirksomheden. Disse metoder opstod i 1800-tallet, først og fremmest pga. den øgede efterspørgsel efter hvalolie, mens det senere i 1900-tallet var det efterspørgslen efter hvalkød som var mest udslagsgivende, eftersom brugen af hvalolie i større grad blev erstattet af petroleum.
Pelagisk hvalfangst blev drevet af store hvalfangstekspeditioner, som almindeligvis bestod af et flydende hvalkogeri og op imod 10 hvalbåde. Især Norge, England, Nederlandene og Japan udrustede den slags ekspeditioner i 1950'erne, og fangsten blev hovedsageligt drevet i Sydpolarhavet.
Fredning og ny fangst.
I 1982 vedtog Den internationale hvalfangstkommission‎ (IWC) en midlertidigt fangststop (moratorium) for al kommerciel hvalfangst med virkning fra 1986. Fra lande som ønsker at genoptage den kommercielle hvalfangst er det siden da ofte blevet hævdet at især bestanden af vågehvaler i dag godt kan bære en fornyet og reguleret jagt, men forslag om omhævelse af moratoriet fra 1986 har endnu ikke vundet tilslutning i IWC.
I januar 2007 ændrede IUCN status for en række hvalarter på organisationens rødliste, og flere af bestandene bliver nu regnet som ikke-truede; det drejer sig om vågehval, pukkelhval, hvidhval, narhval, hvidnæse, Hvidskæving og marsvin.
Tandhjulsbane.
En tandstangs- eller tandhjulsbane (en: "Cog Railway") er en bane, hvor fremdriften på hele eller dele af banen sker ved, at tandhjul under lokomotiv eller motorvogn griber ind i en tandstang i sporet. Anvendes på baner med store stigninger, hvor adhæsionen (friktionen mellem hjul og skinne) ikke er tilstrækkelig til at toget kan drives fremad (eller bremse).
__TOC__
Tandstangssystemer.
Der er i tidens løb udviklet mange forskellige tandstangssystemer.
I dag bruger de fleste tandhjulsbaner Abt-systemet
Marsh.
Den første tandstangsbane med succes i USA var Mount Washington Cog Railway, udviklet af Sylvester Marsh. Han fik patent den 10 september 1861 og Mount Washington jernbanen, som brugte Marsh' centralt monterede tandstang af paralelle, smedede vinkel-bjælker forbundet af pinde med lige stor indbyrdes afstand, åbnede 1869. Tandhjulene på lokomotiverne havde dybe tænder, for at sikre at mindst to tænder var i kontakt med tandstangen hele tiden - denne fremgangsmåde reducerer risikoen for at tænderne hopper op og ud af tandstangen.
Riggenbach.
Riggenbach Tandstangskinne, Rorschach-Heiden-Bergbahn, Wienacht, Schweiz
Riggenbach-tandstangs-systemet blev opfundet af Niklaus Riggenbach, som arbejdede på omkring samme tid, men uafhængigt af Marsh. Riggenbach fik et fransk patent i 1863 baseret på en arbejdende model, som han brugte til at fange interessen hos potentielle schweiziske interessenter. Samtidigt havde den schweiziske konsul i USA besøgt Marsh's Mount Washington Cog Railway og rapporterede entusiastisk tilbage til den schweiziske regering. Opsatte på at fremme turismen til Schweiz, kommisionerede regeringen Riggenbach til at bygge en tandhjulsbane op af Rigi-bjerget. Efter konstruktionen af et prototype lokomotiv og en test-bane i et stenbrud nær Bern, åbnede Vitznau-Rigi-Bahn d. 22. maj 1871.
Riggenbach-systemet er magen til Marsh systemet i sit design. Det bruger en stige-stang, udformet af to C-profiler, forbundet med runde eller firkantede stykker med lige store mellemrum. Riggenbach systemet har det problem, at dets fikserede stige-tandstang er mere kompleks og dyr at bygge end andre systemer. Efter succesen med Vitznau-Rigi-Bahn, etablerede Riggenbach "Maschinenfabrik der Internationalen Gesellschaft für Bergbahnen (IGB) - et firma som fremstillede tandhjulslokomotiver efter hans design.
Abt.
2-lamel Abt- tandstang på Y-stålsveller. Furka–Oberalp-Bahn, Schweiz
Abt systemet blev udviklet af Roman Abt, en schweizisk lokomotiv-ingeniør. Abt arbejdede for Riggenbach ved dennes værk i Olten og senere på hans IGB tandhjuls-lokomotiv fabrik. I 1885 grundlagde han sin egen ingeniørvirksomhed.
I de tidlige 1880'ere, arbejdede Abt på at udvikle et forbedret tandstangssytem, som løste de begrænsninger som Riggenbach systemet havde. Først og fremmest var Riggenbach tandstangen dyr at producere og skiftesporene var komplekse. I 1882 designede Abt en ny tandstang som brugte solide lameler med ind-stansede vertikale tænder. To eller tre af disse lameler er monteret centreret mellem sporene, med tænderne forskudt fra hinanden. Brugen af flere lameler med forskudte tænder sikrer at lokomotivets tandhjul hele tiden har kontakt med tandstangen. Abt systemet er billigere at bygge, fordi hver tandstang vejer mindre pr. given længde. Men Riggenbach systemet er mere resistent overfor slid end Abt.
Abt systemet blev første gang brugt på Harzen-banen i Tyskland, som åbnede i 1885.
Tandhjulene kan monteres på samme aksel som selve hjulene, eller de kan køre separat.
Locher.
Opfundet af Eduard Locher, som gik efter at opfinde et system som kunne bruges ved stigninger helt op til 1 til 2 (50 %). Det mest almindelige system i Schweiz på den tid var Abt-systemet, som var begrænset til stigninger 1 til 4 (25 %).
Locher viste at ved større stigninger, kunne det drivende hjul let hoppe ud af tandstangskinnen, med potentiel katastrofal afsporing til følge. For at overkomme dette problem, og for at muliggøre en tandstangsbane op af de stejle sider på Pilatus, udviklede Locher et tandstangs-system hvor tandstangen er en flad skinne med symmetriske, horisontale tænder. De horisontale tandhjul skærer ind i den centralt placerede skinne, drivende lokomotivet fremad samtidig som det holdes centreret på skinnen.
Efter nogle forsøg blev hans system anvendt på Pilatus Bahn, som åbnede i 1889 hvor der på den 4,6 km lange strækning forekommer stigninger på op til 48%. Det er den dag i dag verdens stejleste, offentlige jernbane.
Ingen andre offentlige jernbaner anvender dette system, selvom visse europæiske kulminer bruger Locher-systemet på bratte, underjordiske linjer.
Pilatusbanen går fra Alpnachstad op til Pilatus
Pilatusbanen ved indkørslen til bjergstationen Pilatus Bergstation (2106 m. o. h.)
Tandhjuls-lokomotiver.
Schneeberg tandhjulsdamplokomotiv med tilted kedel på vandret terræn.
Tidlig elektrisk tandhjulslokomotiv med vogn
I begyndelsen blev stort set alle tog på tandhjulsbaner trukket af damplokomotiver. Damplokomotivet skal være kraftigt modificeret for at kunne arbejde effektivt i dette miljø. I modsætning til et diesellokomotiv eller et elektrisk lokomotiv, virker damplokomotivet kun, når dets maskine (eller boiler i dette tilfælde) er omtrent vandret. Kedlen må have sine kedelrør og fyrkassens sider konstant dækket af vand, specielt toppen af fyrkassen, som er af metal. Hvis denne ikke er dækket af vand, vil varmen fra forbrændingen blødgøre den tilstrækkeligt, så den til sidst giver efter for trykket fra kedlen ovenover,- med katastrofale konsekvenser.
På tandhjulsbaner med ekstreme hældninger er kedlen, styrehuset og den generelle struktur på lokomotivet tilted forover i forhold til hjulene, sådan at de er mere eller mindre horisontale, når de er på et spor med stor hældning.
Disse lokomotiver kan som oftest ikke fungere på et vandret spor, derfor må hele linjen, inklusive vedligeholdelses-værksteder, anbringes med en hældning. Dette er en af grundene til at tandhjulsbaner var blandt de første til at blive elektrificeret, og i dag drives de fleste af elektricitet.
På en tandhjulsbane skubber lokomotiverne altid deres passager-vogne ud fra sikkerhedshensyn, eftersom lokomotivet er udstyret med kraftige bremser, ofte omfattende kroge og klamper som griber solidt fast om sporet.
Nogle lokolmotiver er udstyret med automatiske bremser, som aktiveres hvis farten bliver for høj, hvilket forhindrer løbsk-kørsel. Ofte er der ingen kobling mellem lokomotiv og tog, eftersom tyngdekraften altid vil presse passager-vognene ned mod lokomotivet. Elektrisk drevne vogne har derudover ofte også elektromagnetiske skinnebremser.
Den maksimale fart for tog, som opererer på tandhjulsbaner er generelt meget lav, omkring 25 km/t.
Brun bjørn.
Den brune bjørn ("Ursus arctos") er et pattedyr, der hører til bjørnefamilien Ursidae. Den er en af fire nulevende repræsentanter for slægten "Ursus" og er den mest udbredte bjørneart i verden. Den brune bjørn findes i talrige former, fordelt i underarter som f.eks. den europæiske brune bjørn ("Ursus arctos arctos"), Grizzlybjørnen ("Ursus arctos horribilis") og Kodiakbjørnen ("Ursus arctos middendorffi"). Der er en del uoverensstemmelser omkring opdelingen af den brune bjørn i underarter, f.eks. tyder nyere forskning på, at isbjørnen burde kategoriseres som en underart til den brune bjørn.
Som det største af landjordens nulevende rovdyr spiller den brune bjørn en stor rolle i talrige myter og sagn. Samtidig har den brune bjørn gennem tiderne i høj grad været jaget vildt, da den for det første er menneskets konkurrent i forhold til føde, og for det andet udgør en potentiel fare. Som resultat er den brune bjørn tæt på udryddelse i det meste af vest- og mellemeuropa, hvor de fleste bestande er gået kraftigt tilbage. Den brune bjørn lever naturligt i Europa, Asien og Nordamerika. Bestanden i Skandinavien menes at udgøre cirka 1.200 individer i Sverige (primært Sverige) og Norge sammenlagt samt 1.300 individer i Finland. Derudover kan man stadig finde den brune bjørn i naturen iRusland, Polen, Italien, Schweiz, Slovakiet, Jugoslavien og Tyrkiet. Der findes i dag omkring 150.000–200.000 brune bjørne i verden, heraf ca. 90.000-120.000 i Rusland.
Udseende.
En brun bjørn i løb.
Brune bjørne har en tæt pels, der kan blive op til 10 cm lang og ses i nuancer af blond, lysebrun, mørkebrun og sort. De lange dækhår har ofte lysere sølvgrå spidser, der kan give bjørnen et gråmeleret udseende. Halen er kort og afstumpet som hos alle andre bjørne. Hovedet er stort og afrundet med et bredt kranie, et smalt snudeparti og konkav profil. Øjnene er små og ørerne afrundede. De brune bjørne har en karakteristisk muskelpude over skuldrene, der giver ekstra styrke til forbenene f.eks. under gravearbejde. Bjørnen er stærk og kan med et enkelt poteslag brække nakken på en bøffel. De kraftige forben ender i store poter med kløer på op til 10-13 cm's længde. Bjørnen er såkaldt sålegænger, ligesom mennesket, dvs. den går på hele fodfladen. Kløerne kan ikke trækkes ind. Bjørnen kan gå oprejst på to ben, og den svømmer gerne. De yngre knapt så tunge bjørne er imponerende gode til at klatre. Normalt bevæger bjørnen sig rundt i adstadigt tempo i pasgang. Selv om bjørnen kan se lidt klumpet og langsom ud, kan den i strakt galop over kortere afstande nå en imponerende topfart omkring 70-80 km/t.
En normal brun bjørn bliver 1,7-2,8 meter lang fra snude til halespids. Den har en skulderhøjde på 90-150 cm. Den mindste underart er den europæiske brune bjørn, hvor voksne hunner kan veje helt ned til omkring 90 kilo, mens kodiakbjørnen er den største, hvor en voksen han kan veje op til 680 kilo. Bjørne opvokset i zoologiske haver er normalt noget tungere end bjørne opvokset i naturen. Generelt varierer bjørnens vægt med årstiden, vægten er mindst om foråret, når bjørnen forlader vinterhiet og størst om efteråret, lige inden bjørnen går i hi igen. Vilde bjørne bliver omkring 25-30 år, mens de i fangenskab kan blive op til 50 år gamle.
Føde.
Den brune bjørn er som udgangspunkt altædende. Den spiser dog primært planteføde, som normalt udgør 65 % af dens føde. Fødevalget varierer kraftigt alt efter det geografiske udbredelsesområde og tidspunktet på året. Af planter ædes græs, urter, knopper og bær. Herudover æder den brune bjørn også ådsler, fisk, fugleæg, myrer, elge, rensdyr og honning.
Forplantning.
Den brune bjørn parrer sig kun hvert tredje år. Parringen foregår normalt i månederne maj-juni, og først når bjørnen er blevet kønsmoden som to-fire årig.
Efter en drægtighedsperiode på syv-otte måneder føder hunbjørnen to til fire unger, som er små, blinde og næsten nøgne. Synet får de, når de er fire-fem uger gamle. Ungerne fødes i bjørnens vinterhule.
Ungerne dier hos moderen i tre-fire måneder og kan klare sig selv efter halvandet til to år. Ungerne forlader først hulen efter cirka fire måneder.
Hanbjørnen er farlig for bjørneunger, da den opfatter dem som føde eller konkurrenter. Støder en hanbjørn på en bjørneunge, risikerer ungen derfor at blive dræbt og ædt. Hunbjørnen beskytter derfor sine unger omhyggeligt. I zoologiske haver er det muligt at have både hanbjørne og hunbjørne med unger sammen.
Udseende.
Den brune bjørn varierer kraftigt i størrelse alt efter sit geografiske udbredelsesområde, og den kan derfor have en kropslængde på mellem 1,7 og 2,5 meter. Dens vægt ligger på mellem 70 og 250 kilo. Grizzly-bjørnen fra Alaska kan veje op til 700 kilo og den europæiske brune bjørn kan veje maksimalt 400 kilo.
Vinterhi.
Den brune bjørn benytter sig af et hi i form af en stor hule, typisk fra månederne november til marts. Umiddelbart forud for vintersøvnen har bjørnen spist sig godt tyk og fed, og de opbyggede depoter anvendes så som energiressource vinteren over. Bjørnen vågner dog fra tid til anden fra sin vintersøvn, typisk ved "godt vejr", eller hvis der er fare på færde.
Klassifikation.
Der er meget få anerkendte underarter af de brune bjørne, på trods af at der er store forskelle på dem, alt efter hvor de lever. Alene to underarter er anerkendt: Grizzly ("Ursus arctos horribilis"), som omfatter alle brune bjørne med undtagelse af dem, som lever på øerne Kodiak, Skuyak og Afognak, der i stedet regnes til underarten Kodiakbjørnen ("Ursus arctos middendorffi")
Der anvendes dog ofte yderligere underopdelinger af den brune bjørn, primært efter hvor de lever. For eksempel Europæisk brun bjørn ("Ursus arctos arctos"), som er den bjørn, der lever i Norge og Sverige. Den kaldes undertiden også for den skandinaviske brune bjørn.
Isbjørnen er også nært beslægtet med den brune bjørn. Så nært beslægtet, at de kan få fødedygtige afkom sammen, en egenskab, der antyder, at de to arter måske i virkeligheden kun er variationer inden for samme art.
Udbredelse i Danmark.
Den brune bjørn lever ikke vildt i Danmark, men for cirka 10.000 år siden var Tragtbægerfolket udbredt i det meste af Europa, herunder i Danmark, og man har fundet rester af bjørneknogler på deres bopladser, hvilket viser, at dette jægerfolk jagede og spiste bjørne.
Den brune bjørn kan i Danmark alene ses i zoologiske haver og dyreparker. Skandinavisk Dyrepark har et af de mest anerkendte bjørneanlæg i verden, og bjørnen kan også ses i Zoo København.
1781.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1776 1777 1778 1779 1780 - 1781 - 1782 1783 1784 1785 1786
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
81
Julius Cæsar.
Gaius Julius Cæsar (13. juli 100 f.Kr. - 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk feltherre og statsmand.
Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte Romerriget helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er dog kun kendt fra hans egne rapporter til senatet. Rapporterne skulle begrunde, at han fortolkede sine ordrer meget bredt. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat endte den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, både sociale og politiske. Reformarbejdet blev brat stoppet da han blev myrdet. Mange af hans reformer blev senere ført ud i livet af kejser Augustus.
De efterfølgende romerske kejsere tog hans efternavn og det udviklede sig til en titel, der blev anvendt helt til moderne tid i ord som kejser og zar.
Baggrund og tidlige år.
Gaius Julius Cæsar (latinsk udtale: [ˈgaːjus ˈjuːlius ˈkaisar]) blev født ind i en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julus, søn af den trojanske prins Æneas, Roms mytologiske grundlægger, der ifølge myten var søn af Venus. I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix ("Moder Venus") i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.
Tilnavnet Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.
Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms andre adelige, og ingen i familien havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far døde tidligt, men hans mor, Aurelia, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, der senere førte til mange problemer da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t Cæsar nægtede og forlod klogt Rom for at tjene militæret i Asien og i Cilicia på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage da Sulla døde og begyndte da sin politiske karriere som anklager.
Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil kidnappet af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede piraterne og lod dem korsfæste nøgne.
Karrieren.
Efter at have opnået positionen "quaestor" i Spanien i 69 f.v.t. blev Cæsar valgt til "curule aedile" i 65 f.v.t., til "pontifex maximus" i 63 f.v.t. og til "praetor" i 62 f.v.t. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilinas sammensværgelse i år 63 f.v.t., efterlod det ingen varig skade på hans karriere.
Da Cæsars kone Cornelia døde i 68 f.v.t. giftede han sig med Pompeia, Sullas barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.v.t. på grund af en skandale (en undskyldning?). I 61 f.v.t. arbejdede Cæsar som guvernør i provinsen Hispania Ulterior, og i 60 f.v.t. blev han valgt til konsul.
I 59 f.v.t. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikere: Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom, og i øvrigt den mand, som havde finansieret Cæsar i begyndelsen af dennes karriere, Pompejus var den mest succesrige hærfører. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet og sit "drive." Pompejus giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Denne første uofficielle alliance er senere blevet kaldt "Det første triumvirat". Triumviratet signalerede som tidligere nævnt enden på den romerske republik.
De tre magtfulde mænd delte i 56 f.v.t. Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.
Allerede i 58 f.v.t. blev Cæsar guvernør over Gallien. Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folk. Han besejrede helvetierne i 58 f.v.t., det belgiske forbund i 57 f.v.t., og i 55 f.v.t. forsøgte han at invadere England. I 52 f.v.t. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet, rapporter som er bevaret i afskrifter.
Crassus blev dræbt i 53 f.v.t. i kamp med partherne, og derefter udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompejus, da Pompejus blev i Rom og fik mere og mere magt. I 50 f.v.t. blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær. Men Cæsar nægtede, og borgerkrig brød ud. Han krydsede floden Rubicon den 10. januar 49 f.v.t. med ordene "terningen er kastet" (latin: "jacta est alea") og forfulgte derefter Pompejus til Brundisium, i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale. Men Pompejus undgik ham, og han udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland. Den 10. juli 48 f.v.t. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus. Men ved Pharsalos i Grækenland lykkedes det ham at slå Pompejus. Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompejus flygtede til Egypten, hvor han blev snigmyrdet af en officer under befaling af Ptolemaios XIII af Egypten.
Diktatortiden.
Men Cæsar var ikke tilfreds. Han tog til Egypten, hvor han støttede Kleopatra VII, der blev hans kone under egyptisk lov (ikke under romersk lov).
Medens han med sine få tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød der et oprør, hvorved Cæsar kom i den yderste fare og længe blev holdt indespærret
(alexandrinske krig oktober 48-marts 47). Først da der kom undsætning, slap Cæsar ud. Hans næste foretagende var at berolige Orienten, hvor Mithridates' søn Farnaces havde generobret sit fædrene rige Pontus. Cæsar tilendebragte felttoget i 5 Dage og meldte sejren til en ven i Rom med de ord: "veni, vidi, vici",»jeg kom, jeg så, jeg sejrede«(august, 47). Cæsar fortsatte med at bekæmpe Pompejus' støtter i Afrika ved Thapsus i 46 f.v.t. og i Spanien ved Munda i 45 f.v.t.
I 46 f.v.t. blev Cæsar i en ti-års-periode diktator. I 44 f.v.t erklærede han sig selv diktator og konsul på livstid og blev kaldt "Pater Patriae" (Landsfader). Han tog også titlen Imperator. Hans kalenderreform byggede på solåret i stedet for måneåret og er stadig grundlag for den kalender vi benytter i dag. Måneden juli blev opkaldt efter ham og bærer hans navn den dag i dag. Han grundlagde over 20 kolonier i Gallien, Spanien og i Nordafrika og arrangerede kornuddeling til de fattige i Rom. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.
Cæsars reformer gjorde ham upopulær, og Roms gamle adelsslægter hævdede at han havde planer om at lade sig udråbe til konge af Rom. Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Ifølge overleveringen stod en gruppe senatorer anført af brødrene Decimus Junius Brutus og Marcus Junius Brutus og af Gaius Cassius Longinus bag mordet, da de var bange for Cæsars magt var blevet for stor; Marcus Brutus var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge Tarquinus Superbus, og derved oprettede den romerske republik.
De sammensvorne lokkede Cæsar til Forum under foregivende af at ville forelægge ham et bønskrift, og opholdt samtidig hans næstkommanderende Marcus Antonius, hvis fysiske styrke de frygtede, andetsteds.
Publius Servilius Casca skulle angribe Cæsar som den første, men var så skrækslagen at han kun sårede ham overfladisk, og Cæsar greb Cascas arm og råbte på latin "hvad gør du, Casca, din skurk?". Casca råbte da på græsk til sine medsammensvorne: "αδελφοι βοήθει!" ("Hjælp mig, brødre!")
De sammensvorne faldt over Cæsar, og de senatorer som ikke var den del af komplottet flygtede i panik.
Gaius Julius Cæsars sidste ord var ikke, som hos Shakespeare, "også du, Brutus", men Suetonius nævner at Cæsar i sin dødskamp fik øje på vennen Marcus Brutus blandt sine mordere, og udbrød på græsk "καί σύ τέκνον" ("også du, barn?" eller mere løst oversat "også du, min søn?"). Plutarch nævner kun at Cæsar, da han havde opgivet håbet, skjulte sit ansigt med sin toga for at dø med værdighed. Cæsar blev slået ihjel med 23 knivstik.
Ifølge overleveringen havde Cæsars kone, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".
Efter Cæsars død udbrød en magtkrig mellem hans adopterede søn og grandnevø, den 19-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.Kr. og blev i 27 f.Kr. den første romerske kejser under navnet Augustus (han blev i øvrigt personen, som var direkte skyld i Jesu Kristis død). Da var alle Cæsars mordere dræbt - Octavian fik Brutus' afhugne hoved smidt hen foran fødderne af Cæsar-statuen i Rom.
Personlige oplysninger.
Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvad der dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f.eks. i Gallien. Derimod er det stadig ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur.
Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er "Commentarii de Bello Gallico" (da. "Cæsars Gallerkrig"), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, den er et hovedværk i latinsk litteratur, stadig anvendt som lærebog i skolerne og en hovedkilde til periodens historie, selv om den naturligvis er subjektiv. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen.. ("Commentarii de Belli Civili"), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.
Navnet Cæsar (egl. udtalt "kajsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel "Kaiser" og den russiske titel "zar" kommer begge fra ordet Cæsar. På rosettestenen findes en egyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Man mener det latinske ord Cæsar er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar fordi han skulle være født ved kejsersnit, men det kan ikke passe, da en kvinde dengang ikke kunne overleve sådan et indgreb - og Cæsars mor Aurelia levede til sønnen var midt i 40'erne.
Nordpolen.
Den geografiske (1), den magnetiske (2), den geomagnetiske (3) og den uopnåelige (4) nordpol
Arktis, med nordpolen i midten
Den geografiske nordpol ligger på 90 grader nordlig bredde og er det ene af de 2 punkter (den geografiske nordpol og sydpol), hvor Jordens imaginære rotationsakse går igennem jordoverfladen.
Det der benævnes jordens magnetiske nordpol er nu (2003) på 78°18' nord, 104° vest, nær Ellef Ringness-øen, en af Queen Elizabeth-øerne i Canada og flytter sig faktisk hele tiden. Selvom den kaldes nordpolen, er den faktisk "en magnetisk sydpol" og derfor tiltrækker den en magnetnåls nordpol. På en magnet vil der altid være områder, hvor den magnetiske tiltrækning er større. Disse områder kaldes for poler. En magnet har to poler, nemlig en nord- og en sydpol.
Den uopnåelige nordpol er det sted i Ishavet der er fjernest fra land, på 84°03' nord, 174° 51' vest.
2001 KX76.
28978 Ixion (2001 KX76) er en ca. 1270 km stor komet opdaget i 2001 og som har hjemme i Kuiper-bæltet.
Kuglelyn.
Kuglelyn vist på et xylografi fra 1800-talletEt kuglelyn er et gådefuldt fænomen og endnu ikke videnskabeligt anerkendt, da man ikke har en fysisk forklaring på fænomenet.
Der findes ikke nogen bredt accepteret forklaring på kuglelyn. En af mange teorier der ofte nævnes er at kuglelyn består af glødende plasma, der bliver holdt sammen af et magnetfelt, der dannes i den ladede luft i lynkanalen fra et almindeligt lyn.
En anden teori går ud på at det skyldes bittesmå siliciumpartikler fra jorden, der kastes op i luften ved lynnedslag og går i forbindelsen med ilt og kulstof. Denne blanding vil så danne trådbolde der kan brænde, og udsende lys.
Nazca-linjerne.
Hundefigur - en af de komplekse geoglyffer
Nazca-linjerne er kunstigt frembragte linjer i Nazca-ørkenen i Peru mellem byerne Nazca og Palpa.
De blev lavet af Nazcafolket i perioden 200 f.Kr.-700. Formålet er ikke opklaret.
Teorier.
Linjerne afbilder navnene på og angiver vandføringen af kilderne i ørkenen.
Mange af figurene er kun genkendelige fra luften, hvilket har affødt forskellige teorier.
Erich von Däniken foreslog i sin bog "Chariots of the Gods?" (1968), at linjerne kunne være landingsbaner for UFO'er.
Se også.
Andre gåder/underværker/sagn: Atlantis, Kuglelyn, Stonehenge, Påskeøen, Piri Reis-kortet, Sfinksen i Giza, Pyramiderne i Giza, Den store pyramide i Giza, Verdens syv underværker
Piri Reis.
Halvdelen af Piri Reis' første verdenskort.
Piri Reis var en osmannisk admiral født omkring 1465 i Tyrkiet og halshugget på sultanens ordre i 1554 eller 1555 efter et nederlag i et søslag.
Første verdenskort.
Halvdelen af Piri Reis' første verdenskort blev fundet af en gruppe historikere i 1929 i Istanbul i Topkapu-paladset på en støvet hylde.
Piri Reis-kortet er tegnet på gazelleskind og det var et forsøg på at samle flere kort sandsynligvis fra forskellige kilder på et større kort.
Piri Reis-kortet blev formodentlig tegnet i 1513
og er af nogle blevet kaldt et gådefuldt kort, da det bl.a. afbilder atlanterhavskysten i Nordamerika, Sydamerika, Afrika og muligvis Antarktis' nordlige kystlinje uden is.
En mere sandsynlig forklaring er, at "Antarktis' nordlige kystlinje" på kortet, faktisk er det nederste af Sydamerikas kystlinje, som er "bukket op til højre" for at kunne være med på kortet, hvilket græsset og dyrene, samt teksten om disse på denne del af kortet også peger på.
Antarktis blev officielt først opdaget i 1818.
Det er blevet hævdet at kortet er usædvanligt nøjagtigt, men dette er efter videnskabelig undersøgelse blevet afvist.
Andet verdenskort.
En del af Piri Reis' andet verdenskort er på Engelsk Wikipedia.
Borgeby slot.
Borgeby slotsruin efter brænden i 1678
Borgeby () er et slot, ligger ved Lomma by mellem Lund og Landskrona, Skåne, Sverige. Øst for slottet ligger Borgeby kirke. Landsbyen Borgeby ligger et par kilometer syd for slottet og er sammenvokset med Lomma by.
Slottet har sine rødder i en trelleborg bygget Harald Blåtands tid. I løbet af middelalderen indtil reformationen 1536 var Borgeby en af ærkebiskoppen af Lunds slotte. Efter reformationen kom slottet på private hænder. I dag ejes slottet og dets park af en fond oprettet af de sidste private ejere: Hanna og Ernst Norlind. Der er indrettet museum for Larsdotter Hanna (Hanna Norlind) og hendes mand, kunstneren og forfatteren Ernst Norlind på slottet.
Historie.
Trelleborgen i Borgeby er formentlig bygget nogenlunde samtidig med de andre trelleborge omkring år 980 mens Harald Blåtand eller Svend Tveskæg regerede Danmark. Direkte udenfor borgen opførtes en trækirke, som senere blev erstattet af en murstenskirke. Kirken var slotskirke tilhørende Borgeby slot. Uden for slottet lå også den middelalderlige bondesamfund Borgeby.
I modsætning til andre trelleborge forblev Borgeby bebygget efter Harald Blåtands tid. Fund af en møntvægt fra den sene vikingetid og mønter fra midten af 1000-tallet, der var præget på Borgeby, viser dette. I begyndelsen af 1100-tallet blev der bygget et stærkt forsvar tårn i sten i midten af borgen. I løbet af 1200-tallet blev der bygget en stærk murstensborg på en fjerdedel af den tidligere vikingeborgs areal omgivet af en 10-11 meter høj mur. Samtidig opførtes en række murstensbygninger, heraf porttårnet, der stadig eksisterer. Slottet var omgivet af en betydelig voldgrav.
I 1452 blev slottet brændt ned af den svenske hær under ledelse af Karl VIII (Bonde). Efter angrebet blev ærkebispens kapel, der stadig findes, bygget. Samtidig opførtes en stort tårnbygning, som formentlig tjente som ærkebispens privatbolig. Dette tårn eksisterer stadig efter restaurering i 1870. Ved restaureringen blev en stor del af det middelalderlige murværk ødelagt.
Efter reformationen i 1536 gav Christian III slottet i pant til Malmøs borgmester Jørgen Kock for store lån. Forskellige adelsslægter ejede derefter Borgeby. I 1550'erne opførte Hans Spiegel, Frederik II's kammertjener, den nuværende hovedbygning. Efter det mislykkede stormangreb på Malmøhus i den Skånske Krig blev slottet brændt ned den 7. maj 1678 under general Arensdorfs tilbagetog til Landskrone. Kun murene blev stående efter krigen, men Borgeby blev snart genopbygget. De murede staldbygninger er fra 1744.
Hanna Larsdotters far, Lars Persson, købte slottet på auktion i 1886. Hanna blev gift med maleren Ernest Nord Lind. Efter deres søn, Staffans død i 1978 oprettedes en stiftelse, der nu ejer Borgeby slot. Driften varetages af "Husshållningssällskapet Malmöhus", som hvert år arrangerer Borgeby landbrugsmesse, hvor der fremvises demonstrationsdyrkninger, afholdes seminarer og maskindemonstrationer kombineret med firmaudstilninger.
Arkæologi på Borgeby.
I 1974 fremlagde Richard Holmberg en teori om en "trelleborg" i Borgeby. Teorien byggede på luftfotos af oppløjede rester af en ringmur. 1984 blev der foretaget udgravninger i området for at identificere kulturlagene på stedet og datere bygningsresterne. Udgravningerne fortsatte i 1990'erne. Ved en arkæologisk udgravning i 1998 blev det påvist, at det drejede sig om en af Harald Blåtands trelleborge. Anlægget i Borgeby ligner bl.a. de danske borge derved, at den har haft en V-formet voldgrav.
Borgeby har en indre diameter på 150 m og en voldsbredde på 15 m. Borgeby ligger ned til Lødde Å ca. 2 km fra udløbet i Øresund ved Bjärred.
Klak.
Klak er et gammelt lydord for fuglenes angstskrig.
Som tilnavn betyder det Tja, oldnordisk "klak" betyder (fugle)kvidren. Den oprindelige betydning af ordet var "(at) lyde" eller "smælde" (urgermansk
"klakan"). Via betydningen "noget som brister med et smæld" kom klak
til at betyde svag eller kraftløs; den betydning af "klak" kendes
fx i svensk dialekt og genfindes i det beslægtede oldnordiske
"kløkkr" som betyder "blød" og "eftergivende".
Så et gæt kunne være blød eller eftergivende.
Myte.
"Myte" bliver især i hverdagssproget ofte brugt synonymt med legende, allegori, fiktion eller løgn.
Videnskabelige studier af myter betgenes som mytologi.
I religionsvidenskab og antropologi betegner en myte en religiøs fortælling, der forklarer noget om virkelighedens indretning (se ætiologi). I modsætning til et sagn eller en legende kan en myte (ligesom et eventyr) foregå uden for tid og rum. I sociologien interesserer forskningen sig især for mytens funktion i opbygningen af fællesskaber.
Roland Barthes skelnede mellem mytens struktur og normer. Strukturen skaber genkendelighed og definerer fortælleformen, mens normerne udtrykker de værdier, myten skal formidle.
Lyn.
Et lyn er en stor elektrisk udladning mellem sky og jord eller hav, eller mellem sky og sky. Et lyn er en stor gnist i jordens atmosfæres luft. Lyn løber gennem luften ved at en elektrisk spændingsforskel omdanner luftens molekyler til ioner. Derved dannes der en kanal som lynet kan løbe igennem. Mens lynet løber igennem kanalen omdannes molekylerne til plasma, og der er typisk omkring 15.000 °C og helt op til 30.000 °C i lynkanalen mens lynets elektricitet løber igennem, og det er faktisk op til 5 gange så høje temperaturer, som der findes på Solens overflade.
Selve lynkanalen er fra 2-15 cm tyk.
Et typisk lyn varer i ca. 1/4 sekund og består af tre til fire hovedudladninger med ca. 0,04 sekunders tidsinterval. Det typiske lyn overfører kortvarigt en strøm på ca. 10.000 ampere og en elektrisk ladning på i alt ca. 25 coulomb. Strømstyrken varierer, og der er målt lyn med strømstyrke op til 200.000 ampere på det tidspunkt, hvor lynet springer.
For at lynet kan springe, skal der være en spændingsforskel på ca. 200-1000 volt per milimeter højde. Et typisk lyn kan således være baseret på en spændingsforskel på op til flere hundrede millioner volt.
Lynkanalens form.
Lynets kanal er ikke en ret lodret linje som man umiddelbart ville forvente, men derimod med masser af sidekanaler og knæk - faktisk er den bedste model for lynets form en fraktal.
Måling af afstand til lynnedslag.
Man kan nogenlunde måle afstanden til lynnedslaget. Man skal blot begynde at tælle sekunderne, når man ser lysglimtet fra lynet, da det tager ca. et sekund at udtale tusind (et-tusind, to-tusind, tre-tusind, osv.) kan man tælle tusinder.
Når det første høje knitren kan høres, stoppes med at tælle. Nu divideres det antal tusinde man har talt til med tre og får afstanden i kilometer. For eksempel har man talt til titusind (10 sekunder), divideres med tre og det giver ca. 3⅓ km.
Lyset kommer til os med lysets hastighed (ca. 300.000.000 m/s dvs. næsten øjeblikkelig) og tordenen kommer et lille stykke tid efter, fordi lydens hastighed er langt lavere - ca. 330-340 m/s (afhænger at lufttryk og temperatur). Så lyset er ca. en million gange hurtigere end lyden. Derfor behøver vi kun tage højde for lydens hastighed, når vi vil måle afstanden til lynnedslaget.
Måling af afstand til sky-til-sky-lyn (skyerne).
Man kan nogenlunde måle afstanden til skyerne. Man skal blot begynde at tælle tusinder, når man ser lysglimtet fra sky-til-sky-lyn, der er lige oven over.
Når det første høje knitren fra sky-til-sky-lynet kan høres, stoppes med at tælle. Nu divideres det antal tusinde, man har talt til, med tre og får afstanden i kilometer.
Er man god til matematik, kan man også tage højde for vinklen i forhold til lodret, for sky-til-sky-lyn.
Skyerne er ca. 1-5 km over vandoverfladen og jordoverfladen i Danmark.
Sammenligning mellem lysstofrør, neonrør og lyn.
Et lysstofrør, neonrør og blitzrør (gasudladningsrør) virker også ved, at der løber en strøm gennem henholdsvis kviksølv-plasma, neon-plasma og xenon-plasma. Så længe vi giver rørene strøm og spænding, så lyser de.
For at starte lysstofrør og neonrør bliver man også nødt til at lave et lille lyn gennem den isolerende gas. Lynet gør, at gassen får løsrevet elektroner og derved bliver til plasma. Lysstofrørlynet laves i ældre lysstofrøramaturer af kombinationen af glimtænderen og (ballast-)spolen.
Carl Brosbøll.
Carl Brosbøll alias Carit Etlar
Carl Brosbøll (pseudonym Carit Etlar) (7. august 1816 i Fredericia – 9. maj 1900 i Gentofte) var en dansk forfatter.
Hans fulde navn var Johan Carl Christian Brosbøll. Han var søn af Jørgen Christian Brosbøll, tobaksfabrikant, købmand og brandinspektør, og Ursula Margrethe født Bache.
Han deltog i Treårskrigen som menig fra 1849 til fredslutningen i 1851.
I 1851 blev han gift med Hansine Erasmine Thorbjørnsen; dette ægteskab blev ophævet, og han blev i 1888 i Innsbruck gift med Olga Augusta Schultz, datter af løjtnant jægermester Jens Frode Schultz.
Han var ansat ved Det Kongelige Bibliotek 1853-1885, men levede siden af sit forfatterskab skrevet under pseudonymet "Carit Etlar".
Carit Etlars romaner er ofte historiske fortællinger med krige og konflikter som baggrund. Han er ofte blevet afvist som underholdningsforfatter, men der findes ikke så lidt politisk og social kritik i flere af hans romaner, hvori overklassens arrogance stilles op imod småfolks nationale holdning og tapperhed. Han undgår ofte banale lykkelige slutninger. Han er påvirket af både den franske spændingsroman (Alexandre Dumas d.æ. og d.y.) og af den danske hjemstavnsfortælling hos Blicher.
Han huskes især for "Gjøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester," hvor de svenske soldater i lyset af en vis nordisk støtte til Danmark i Treårskrigen skildres som ædle krigere, medens svenskernes tyske lejetropper beskrives som brutale, usle og nedrige i lyset af samme krig.
Om Carit Etlars store popularitet vidner de talrige udgaver samt oversættelser til fremmede sprog.
Carl Brosbølls skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Langfinnet ål.
Den newzealandske lever bl.a. i Eman-floden. De kan mindst blive 2 meter lange og veje mindst 16 kg.
Den australske langfinnede ål lever i det østlige Australien fra Cape York til Tasmanien. De kan mindst blive 3 meter lange og veje 22 kg.
På grund af dens størrelse kan den måske forveksles med søslanger. Se derfor også kryptozoologi.
Conger.
Til åleslægten "Conger" hører bl.a. "Conger conger" (Havål) / "Conger verreauxi" / ("Conger oceanicus" størst)... til. De kan blive store og er stærke fisk med et dårligt rygte. De har meget skarpe tænder og stærke kæber. En af varianterne "Conger oceanicus" kan måske blive 6 meter lange og veje op til 50-60 kg. Varianter af congerål findes i den Engelske Kanal, Nordsøen og det Irske Hav.
På grund af dens størrelse kan den måske forveksles med søslanger. Se derfor også kryptozoologi.
Navnet congerål forveksles tit med congoål, men congerål er en ægte ål som lever i saltvand - og congoål og congoslange er ålepadder som lever i ferskvand.
Ålefisk.
Ålefisk hører under de Strålefinnede fisk.
Gråhval.
Gråhvalen ("Eschrichtius robustus") er en bardehval. Det er den eneste art i slægten Eschrichtius, der tillige er den eneste slægt i familien af gråhvaler. Den rejser årligt over store afstande: 8.000-11.000 km, da dyrenes føde findes mod nord langs den amerikanske vestkyst, mens dyrene mødes og formerer sig i kystvandene omkring den Californiske Halvø. Turen tager omkring 2-3 måneder. Når kalvene er født, nogle uger efter hvalernes ankomst vender de alle tilbage til fødeområderne nordpå.
Gråhvalen bliver op til 15 meter lang og vejer omkring 36 tons. Den bliver omkring 50-60 år gammel. Hunhvalen får en unge ca. hvert andet år. Kalven bliver i modsætning til hos de fleste andre hvaler født med hovedet først. Man mener at en af grundene til at dyrene rejser så langt for at formere sig er at det lave kystnære vand beskytter de nyfødte kalve mod hajer.
Før i tiden blev gråhvalen jaget. Da blev den kaldt "devil fish", da den var kendt for at kæmpe for sit liv. Den nordatlantiske population blev derved for 300 år siden udslettet.
Gråhvalens føde består af bundlevende krebsdyr, som den fanger ved at svømme sidelæns langs bunden, med munden åben. Under den årlige migration lever hvalen dog hovedsagelig af fedtreserver.
Gråhvalens udseende er meget karakteristisk. Dyrets hoved er fyldt med gråhvide plamager, det er ar fra parasitter.
Gråhvalens eneste fjender er mennesker og spækhuggere. Siden 1946 har hvalerne været beskyttet af internationale aftaler, der satte en stopper for gråhvalfangsten. Siden da er antallet af gråhvaler langsomt steget.
Pukkelhval.
Pukkelhvalen ("Megaptera novaeangliae") tilhører bardehvalerne. Det er en temmelig stor hval, der bliver omkring 15 meter lang og vejer omkring 30 tons. Blåsten fra pukkelhvalen bliver omkring 3 meter høj. Pukkelhvalen findes over det meste af verden, også af og til i Danmark. I dag findes omkring 70.000 pukkelhvaler i hele verden.
Pukkelhvalen æder krill, som den sier ud af vandet ved hjælp af barderne, men den kan også aktivt jage fisk, som den kan lamme ved at slå de lange finner eller halen ned i vandoverfladen med et brag. Flere hvaler kan også finde på at slå sig sammen om jagten. De bygger et fiskenet, ved at puste bobler i en ring. Fiskene svømmer ikke igennem boblerne og bliver derfor på et afgrænset område. Hvalerne skiftes til at svømme op gennem bobbeltragten og æde af den indfangne fiskestime.
Pukkelhvalen er meget nem at identificere. Den har et meget karakteristisk hoved og dens krop er oversået med mange pukler og buler, der har givet den navn. Hvalens finner er meget lange i forhold til alle andre hvalarter.
Pukkelhvalers hale er som menneskers fingeraftryk. Ved hjælp af halefotos kan forskere kende de enkelte individer fra hinanden. Pukkelhvalen har et stort register af lyde, og derfor er dens hvalsang berømt over hele verden.
Meteorologi.
Meteorologi er studiet af atmosfæren som fokuserer på vejrprocesser og vejrudsigter. Meteorologiske fænomener er observerbare vejrhændelser. Disse hændelser er afgrænset af variabler som eksisterer i jordens atmosfære. Variablerne er temperatur, tryk, vanddamp, gradienter og samspillet af variable, for at nævne nogle få.
Meteorologi, klimatologi og atmosfærisk fysik er delmængder af de atmosfæriske videnskaber.
Meteorologiske emner og fænomener.
vindstyrke, anabatisk, adiabatisk
Skyer
klima, el niño
Béziertrekant.
En kubisk Béziertrekant er en flade med ligningen
hvor α3, β3, γ3, α²β, αβ², β²γ, βγ², αγ², α²γ og αβγ er trekantens kontrolpunkter.
Trekantens hjørner er punkterne α3, β3 and γ3. Trekantens sider er selv bézierkurver, med de samme kontrolpunkter som béziertrekanten.
Det er også muligt at skabe andengrads eller andre grader af béziertrekanter, ved at ændre eksponenten i den oprindelige ligning, som bevirker at der vil være flere eller færre kontrolpunkter. Med eksponenten 1, er den resulterende béziertrekant en regulær flad trekant. I alle tilfælde vil trekantens sider være bézierkurver af samme grad.
På grund af ligningens natur vil hele trekanterne være afgrænset inden for volumenet omringet af kontrolpunkterne, og affine transformationer af kontrolpunkterne vil korrekt transformere hele trekanten på samme måde.
En fordel ved béziertrekanter i computergrafik er, de er glatte, og nemt kan approksimeres af regulære trekanter, ved rekursiv deling af beziertrekanten i to separate béziertrekante, indtil de betragtes som tilpas små, udelukkende ved brug af at lægge sammen og ved division med to, uden brug for flydende punkts-matematik overhovedet.
Tredjegradsligning.
4)("x" + 4)("x" + 1)("x" − 2)
En tredjegradsligning er en polynomiumsligning i hvilket den højeste eksisterende potens af den ubekendte "x" er den tredje potens. Den generelle form kan skrives som følger, hvor vi antager, at koefficienterne "a"0...,"a"3 er reelle tal med "a"3 forskelligt fra nul.
At løse en tredjegradsligning svarer til at finde rødderne af et tredjegradspolynomium.
Et polynomiums diskriminant kan bruges til hurtigt at afgøre, om ligningen har flere løsninger.
Løsning af tredjegradspolynomium.
Løsningerne kan findes med følgende metode af Tartaglia og trykt af Gerolamo Cardano i 1545.
Først dividerer vi den givne ligning med "a"3 og får en ligning med formen
Substitutionen "x" = "t" - "a"/3 fjerner andengradsleddet, og vi får en tredjegradsligning af formen
For at løse denne ligning, find to tal "u" og "v" sådan at
En løsning af vores ligning er så givet af
som kan kontrolleres ved direkte indsættelse af denne værdi for "t" i (1).
løs den anden ligning for "v", sæt ind i den første ligning, løs den resulterende andengradsligning for "u"3, derefter tage kubikroden for at finde "u". I nogle tilfælde vil andengradsligningen give komplekse løsninger, selv da mindst én sådan løsning "t" af (1) vil være reel. Det var allerede bemærket af Cardano og er et stærkt argument for nytten (hvis ikke eksistensen) af komplekse tal.
Når værdierne for "t" er kendt, kan substitutionen "x" = "t" - "a"/3 afvikles for at finde værdierne af "x", som løser den oprindelige ligning.
Så, hvis vi har en ligning
Sådan at "u"3 - "v"3 = "q", og "uv" = "p"/3, vi finder
og da "x" + "a"/3 = "v" - "u" så er
Hvis kvadratroden er af et negativt tal, så vil kubikroden være af et komplekst tal. En måde at tage kubikrodden af et komplekst tal er at oversætte det komplekse tal til polære koordinater med vinklen 0 langs den positive reelle akse, dividere vinklen med 3, og tage kubikroden af modulus. Der er måske en nemmere måde.
Bemærk at ved finding af "u", var der 6 muligheder, da der er to løsninger til kvadratroden og tre komplekse løsninger til kubikroden. Men, den løsning man vælger til kvadratroden påvirker ikke den endelige resulterende "x".
Snaphane.
Snaphane var i 1600-tallet betegnelse for samfundets værste elementer såsom røvere og banditter, hvilket det svenske militær også kaldte danske (skånelandske) modstandsmænd som friskytter og partisaner. Gennem denne betegnelse blev de fredløse, og svenskerne kunne henrette dem uden rettergang. Betydningen af ordet snaphane kan udledes fra tysk "schnappen" (bortsnuppe, røve). I Tyskland var ordet snaphaner en benævnelse for fredløse og landevejsrøvere.
Snaphanernes modstand mod svenske styrker under Den Skånske Krig bliver gerne kaldt snaphanekrigen.
Især knyttet til Skåne, Halland og Blekinge samt til Sydsjælland (Svend Gønge), hvor ordet på senere tid fået et romantisk skær - især på grund af Carit Etlars bøger om Gjøngehøvdingen.
Begrebet snaphane er misbrugt og misvisende. I svensk sprogbrug var snaphane oprindeligt en betegnelse for en modstander, der ikke tilhørte fjendens regulære tropper. Sådanne optrådte under de mange krige mellem Sverige og Danmark i form af bondeværn, grænsevagter og friskyttekompagnier hvervet i lokale landsamfund.
Men snaphaner kaldtes også de, som på forskellig vis blev tvunget til at forlade byfællesskaberne til et usikkert liv i skovene som tyve og røvere.
Og efterhånden - først og fremmest i den svenske propaganda og historieskrivningen - blev snaphane et synonym til voldsudøver, tyv, eventyrer, fredløs og bandit.
Slaget om Kreta.
Slaget om Kreta også kaldet operation Merkur var en militær konflikt under 2. verdenskrig.
Baggrund.
Efter den tyske hærs sejre i Nordafrika beherskede aksemagterne nu hele kyststrækningen indtil Egypten. I løbet af april måned 1941 var det lykkedes at besætte både Jugoslavien og Grækenland. Hitler fandt, at tiden var inde til at erobre flybaser i den østlige del af Middelhavet, hvorfra de Allierede kunne true de store olieforekomster i Rumænien. Desuden kunne Kreta fungere som springbræt for den tyske fremrykning mod Suez - og siden mod Indien. Tidspunktet blev fastsat til den 17. maj 1941. Ganske vist havde Tyskland travlt med at forberede den forestående offensiv mod Rusland, men Hitler anså det ikke for noget stort problem at indtage Kreta med anvendelse af faldskærmsjægere. De allierede havde en styrke på cirka 20.000 soldater - mest australiere og newzealændere. Den store ø skulle forsvares med bare 35 flyvemaskiner og 68 luftværnskanoner.
Den 28. marts 1941 var general Freyberg, chef for den newzealandske korps, ankommet til Kreta. Og inden han havde fået set sig om, havde han fået tillagt kommandoen over de britiske tropper på øen samt den græske milits. Freyberg var den 7. chef i løbet af mindre end ½ år. Sidst i april blev de allierede klar over tyskernes hensigter ud fra dechifrerede meddelelser fra Enigma. Selv om Churchill udtrykte sig skeptisk med hensyn til at modstå et tysk angreb fra luften og havet, måtte man for enhver pris sikre sig mod, at tyskerne fik en base, hvorfra man kunne starte en offensiv i Mellemøsten. I håb om selv at kunne udnytte flyvepladserne på Kreta undlod man at ødelægge startbanerne, men nøjedes med at blokere dem. Dette kom desværre ikke til at umuliggøre landsætning af de tyske styrker.
Det var umuligt for englænderne at skaffe svært artilleri til øen, men det lykkedes dog at få sejlet 16 lette og 6 mellemtunge kampvogne til øen. Freyberg ønskede også at få fly til rådighed, men en permanent udstationering af jagere ville chefen for RAF ikke gå med til. Tabene fra det græske fastland havde været for store.
Tyskerne havde ligeledes store forsyningsproblemer. For eksempel skulle 3,6 millioner liter brændstof frem i almindelige tromler. Den konvoj, som skulle være nået frem til Kreta, blev tvunget tilbage af den britiske flåde. Hertil kom, at den tyske ledelse groft undervurderede de britiske styrker, da camoufleringen havde været fremragende. Endvidere regnede den tyske ledelse med, at befolkningen ville tvinge englænderne til at forlade øen. Men det skulle vise sig, at kretenserne kæmpede som løver for deres ø. På et tidspunkt sendte Der Führer dette telegram til general General Kurt Student, hvis hovedkvarter var opslået på Hotel Grande Bretagne i Athen: "Frankrig faldt på 8 dage. Hvorfor er Kreta stadig frit?"
Den tyske strategi.
Den tyske strategi var at erobre de 3 vigtigste flyvepladser samt havnebyen Chania, da det ville gøre det umuligt for englænderne at sætte fly ind samt overføre tropper mellem de forskellige områder på øen.
Slaget.
Den 20. maj tidligt om morgenen rettedes de første bombardementer mod flyvepladserne Maleme og Herakleion. Dette angreb med Stukaer varede måske 10 minutter. Herefter fulgte en sværm af fly til landsætning af faldskærmstropper. Desværre for tyskerne var angrebet ikke så effektivt som forventet, og mange faldskærmsfolk blev skudt, inden de nåede jorden. Det anslås, at 60-70% mistede livet under landsætning. Mere end 8.000 faldskærmsjægere blev kastet ud over Kreta - dels fra Ju 52'ere, dels fra DFS 230-svævefly. Voldsom beskydning gjorde det vanskeligt at samle de tropper, som nåede jorden i live. En af de mere prominente tyske faldskærmssoldater var Max Schmeling - tysk verdensmester i sværvægtsboksning, indtil han tabte til Joe Louis. Han blev imidlertid såret, inden han landede, hvorefter han blev overført til et militærhospital og derfra sendt hjem til Tyskland. Sidst på eftermiddagen kom endnu en bølge af tyske kampfly, som beskød mål på jorden. Om aftenen var situationen den, at englænderne fortsat beherskede de 3 flyvepladser. Nu gjaldt det for tyskerne om at erobre i det mindste én flyveplads, så infanteri kunne landsættes. Det engelske forsvar var svagest i Maleme lidt vest for Chania. Den newzealandske oberstløjtnant Andrew gav ordre til tilbagetrækning i løbet af natten, da han erfarede, at han var uden forbindelse med hovedkvarteret - og det skulle vise sig at afgøre slaget om Kreta. Allerede den 21. maj begyndte de tyske Junker-maskiner at lande i Maleme med udstyr og ammunition.
Englænderne var klar over, at de var tyskerne underlegne i luften, men de håbede at kunne holde tyskerne stangen med deres flådestyrker. De første tyske konvojer forlod Piræus den 20. maj. Natten mellem den 20. og den 21. maj havde tyskerne lokaliseret en engelsk flådestyrke ud for Kretas nordkyst, og ved daggry satte de 8. flyvekorps ind. Tyskerne, som mente, at kysten var klar, sendte en konvoj af sted. Men konvojen blev slået tilbage med svære tab, og det var nu kritisk for tyskerne at bringe materiel frem til Kreta. Englænderne mistede både et antal destroyere samt 3 krydsere, så det var en dyrekøbt sejr. Den engelske admiral meldte til London, at man ikke var i stand til at forhindre de tyske konvojer i at nå frem til Kreta. Da mange kræfter var sat ind i jagten på "Bismarck," var det ikke muligt at sende forstærkninger. Englænderne fortsatte operationerne til søs, med led svære tab på grund af manglende luftstøtte.
Den 23. maj angreb tyske bombefly Maleme flyvepladsen i et desparat forsøg på at vinde herredømmet i den vestlige del. Samtidig blev alle tyske reserver kastet ind i et stormløb mod Maleme. Desuden lod tyskerne faldskærmstropper rykke vestpå langs kysten og infanteriet rykke frem længere syd på over bjergene. Den 26. maj trængte tyskerne ind i de britiske stillinger øst for Chania, den 28. maj var de herre over hele kysten langs Souda bugten. Italienerne, som hidtil havde holdt sig pænt tilbage, blandede sig nu i kampen, da det var klart, hvem der ville vinde.
For englænderne gjaldt det nu om at få evakueret så stor en del af tropperne som muligt. Udskibningen skete fra den lille fiskerhavn Sfakia på sydkysten. Og efter umådelige lidelser lykkedes det at få udskibet cirka 17.000 mand. Slaget om Kreta havde kostet mere end 15.000 faldne på de allieredes side, mens tyskerne havde mistet cirka 6.500. I begyndelsen af maj 1941 flygtede kongen, Georg II, og regeringen fra Athen til Chania, men allerede sidst i juni måtte kongen forlade Kreta for at gå i eksil i Egypten.
De allierede frygtede at tyskerne ville starte en offensiv mod Cypern og derfra fortsætte mod Syrien, Irak og Iran. Men de tyske faldskærmstropper havde lidt så store tab på Kreta, at Hitler sagde til én af sine generaler: "Kreta har bevist, at operationer med faldskærmstropper ikke mere er tidssvarende.". Det er muligt, at de dårlige erfaringer fra dette slag en årsag til, at tyskerne ikke invaderede Malta i sommeren 1942.
Partisankampen efter slaget.
Som nævnt havde tyskerne regnet med, at den græske befolkning ville betragte tyskerne som befrielsestropper, der ville smide englænderne ud. I steder mødte de en heftig partisanaktivitet, som både kvinder og børn deltog i. Størsteparten af de voksne kretensiske mænd deltog i forsvaret af det græske fastland. En græsk militærlæge har udgivet sine erindringer om det tyske overfald. Han citerer en 60-årig partisan for denne bemærkning: "Vi kretensere har altid haft for skik at bære våben. Enhver af os havde sit eget gevær og vågede over det som over sit hjertes udvalgte. Men så kommer det gamle bæst til Metaxas, og da han er bange for, at man skal gøre oprør mod diktaturet, indfører han uden videre den bestemmelse, at det er en forbrydelse at have skydevåben. Nu kan man se resultatet. Her kommer de og angriber os i vore egne hjem, og vi har ikke engang noget, vi kan forsvare os med. Hvis vi bare havde haft vores geværer endnu, så sværger jeg på, at vi allerede ville have fået disse tyske svin kastet i havet." Det er en kendsgerning, at de græske og engelske militærmyndigheder blev belejret af kretensere, som tiggede og bad om våben.
Og de følgende 4 år ydede den kretensiske modstandsbevægelse forbitret modstand mod den tyske besættelsesmagt. Tyskerne reagerede med gruopvækkende gengældelsesaktioner. Som eksempel på denne kamp kan nævnes indskriptionen på en tysk epitaf ved indkørslen til Kandanos: "Som gengældelse for den bestialske nedslagtning af en faldskærmsjægerafdeling og en halv pionerafdeling, som bevæbnede mænd og kvinder har foretaget fra baghold, er Kandanos blevet ødelagt." Udover Kandanos blev også landsbyerne Skine og Prasse ødelagt som følge af tyske gengældelsesaktioner.
En af de mest dristige aktioner, som blev gennemført af partisanerne, var kidnapning af den tyske kommandant, general Kreipe. Han blev fra Iraklion ført tværs over Kreta forbi 22 afspærringer og endelig overført med ubåd til Cairo. 2 britiske officerer, Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss, deltog i aktionen. Moss skrev efterfølgende en bog om begivenhederne. Bogen blev efterfølgende filmatiseret med David Oxley som Moss og Dirk Bogarde som Fermor.
I juni 1944 drev tyskerne de 269 jøder på øen ind i synagogen i Chania og satte dem næste morgen på et skib. Destinationen var Auschwitz. Skibet blev torpederet og gik ned med sin ladning af jøder samt græske fanger.
På søfartsmuséet i Chania findes en udstilling, som omhandler Slaget om Kreta og især den græske modstandsbevægelses indsats. Muséet ligger på molen i den venetianske havn. En mere omfattende udstilling findes på Municipal Museum of the Battle of Crete and the National Resistance. Muséet blev oprettet i 1991 på 50-årsdagen for Slaget om Kreta. Det indeholder tusindvis af dokumenter, tegninger, våben med mere fra den periode. Kreta helligholder hvert år dagene 21. maj - 1. juni som minde om deres frihedskamp.
Fodnoter.
Kreta, Slaget om
Barry Manilow.
Barry Manilow (født 17. juni 1943) er en af amerikas mest succesfulde populærmusik sangere, både set i form af albumsalg og hans karrieres længde.
Johan Rantzau.
Johan Rantzau (tysk: "Johann von Rantzau") (12. november 1492 - 12. december 1565) var feltherre for Frederik I og Christian III. Han var holstensk feltmarskal i 1523. Han skrev sig til Breitenburg i 1526, Rethwisch i 1528, Mehlbek i 1528, Bothkamp i 1538 og Sturenhagen. Erobrede Danmark for Frederik I. Han var medlem af Danmarks rigsråd. Erobrede Danmark på ny i Grevens Fejde. Statholder for hertugdømmerne. Han er den første i slægten Rantzau der tilhører Breitenburg-linjen.
Baggrund.
Han blev født på Steinburg og var søn af Steinburgs amtmand Henrik Rantzau (ca. 1434-1497) og Øllegard von Buchwaldt. Han studerede krigskunst i England og i Spanien og deltog sammen med hertug Christian i rigsdagen i Worms i 1521, hvor Martin Luther forsvarede sig over for kejseren. Han blev gift i 1525 med Anna Gertsdatter Walstorp af Below(1509-1582).
Karriere.
Rantzau deltog i forhandlingerne med Christian 2. 1522 og rådede hertug Frederik (Frederik 1.) til at tage imod den danske krone.
Han kom i konflikt med Christian III, da denne arvedelte.
Johan Rantzau ledede også den nødvendige militære indsats og belejrede København og Malmø. For sin indsats fik han Krogen (det senere Kronborg) som len.
Bekæmpede Søren Norbys skånske oprør og besejrede hans bondehær i to slag ved Lund den 28. april 1525 og ved Bunketofte den 4. maj 1525.
Han besejrede lübeckerne ved Eutin i 1534, hvorefter de blev tvunget til at slutte fred med hertugdømmerne. Samme år indtog Johan Rantzau Aalborg efter at bondehæren anført af Skipper Clement tidligere på året havde besejret adelshæren syd for Aalborg (ved Svenstrup). Herefter tvang Johan Rantzau jyderne til at arvehylde Christian 3. på Viborg landsting.
I foråret 1535 førte Johan Rantzau sine tropper over Als og Helnæs til Fyn og Middelfart for at tilføje lübeckerne det afgørende nederlag i Slaget ved Øksnebjerg den 11. juni 1535.
Fra 1535 til 1540 var han lensmand på Riberhus.
Han døde på Breitenburg d. 12. dec 1565 og begravet på Itzehoe. Hans kone Anna døde i 1582 på Breitenburg og blev begravet i Itzehoe.
Området Rantzausminde og "Rantzausmindevej" i Egense Sogn langs kysten vest for Svendborg er opkaldt efter ham.
Se også.
Johan 1
3 (tal).
Det danske ord "tre" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
Der var oprindeligt tre køn i danske ord: hankøn (maskulinum), hunkøn (femininum) og intetkøn (neutrum), og navneordene kunne bøjes i tre tal: ental (singularis), total (dualis) og flertal (pluralis). Total-bøjningen brugtes om ting, der optræder i naturlige par: øjne, ben, okseforspand, sakseblade...
I juli 2005 anlagde MTG, der ejer TV3 og TV3+, sag an mod teleselskabet 3 for misbrug af varemærket "3". MTG kræver eneret på tallet 3. En lignende sag er tidligere blevet afvist af tingsrätten i Stockholm.
I politik.
Magtens tredeling er et begreb, som indførtes af Montesquieu, og som består i at statsmagten inddeles i den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt.
Skipper Clement.
Klemen Andersen "Skipper Clement" (13. november 1485 - 9. september 1536).
Clement blev født i Vedsted, Vendsyssel i en selvejerbondefamilie. Som voksen blev han købmand i Aalborg og senere skipper og viceadmiral under Christian 2. Gjorde i 1525 mytteri mod Frederik 1. og blev kaper i Christian 2.'s tjeneste. Sluttede sig senere til grev Christoffer af Oldenburg og Lübeck.
I 1534 rejste han de jyske bønder til oprør til fordel for Christian 2. Bondeoprøret er blevet kendt som Klement-fejden og var en del af borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36. Clement indledte krigen i Vendsyssel, hvor bønderne brændte herregårdene og søgte ihærdigt efter Stygge Krumpen, der specielt var lagt for had. En adelsmand, Bagge Pallesen Griis, hvis herregårde var brændt ned, kom til Clement i Aalborg for at slå ham ihjel under dække af at ville tilslutte sig oprøret. Griis greb i enrum med Clement sin daggert, men Clement blev reddet af sit panser, som han bar under tøjet. På flugten derfra blev Griis slået ihjel af bønderne.
Den 16. oktober 1534 besejrede Clements bondehær, forstærket med landsknægte fra grev Christoffer, den jyske adelshær, der var sendt ud for at knuse oprøret. Slaget stod nær Aalborg lidt nord for Svenstrup omkring Lere Sig, umiddelbart op ad Hærvejen. 14 fremtrædende jyske adelsmænd og et ukendt antal fodfolk faldt på adelshærens side. I et par måneder derefter beherskede de oprørske bønder store dele af Nørrejylland. Christian 3.s hærfører Johan Rantzau pressede i løbet af efteråret oprørshæren tilbage til Aalborg, der 18. december 1534 blev stormet og plyndret. Clement blev kort tid efter pågrebet i Storvorde øst for Aalborg. Som fange sad han bl.a. på Koldinghus, indtil han den 8. september 1536 blev halshugget, parteret og stejlet ved Viborg Landsting
Trivia.
Clement, Skipper
Påskeøen.
Påskeøen (på polynesisk Rapa Nui, på spansk "Isla de Pascua") er en ø beliggende i det sydlige Stillehav, (27o 09' syd og 109o 26' vest) vest og en anelse mod nord for Santiago i Chile. Øen er en del af den chilenske region Valparaíso. Øen er næsten trekantet (166.6 km²) og ligger omkring 3700 km fra Tahti, 3600 km fra Chile og 2.200 km fra den nærmeste beboede ø (Marquesas). Påskeøen er berømt for sine mange præhistoriske stenstatuer, kaldet "moai", langs kystlinjerne. Befolkningstallet er omkring 3.000.
For ca. 500 år siden blev de omkring 600 store moai'er rejst. Der er mange teorier om formålet med dem, og den mest udbredte teori er, at de blev rejst til ære for indbyggernes forfædre eller vigtige levende personer.
Statuerne blev fremstillet ved, at man fandt en klippevæg af samme længde som statuen, hvorefter man tegnede statuen liggende på ryggen på klippen. Dernæst huggede man løs med hårde sten, og senere rettede man ryggen til og huggede toppen flad, så at der var plads til en rød paryk.
Man lavede øjenhuler, så man senere kunne isætte blå øjne. Statuen blev transporteret til sit bestemmelsessted, ved at man havde et reb snoet en gang om statuens nedre del, og for hvert skridt rykkede man i rebet, først en millimeter i den ene side, så en millimeter i den anden side. Dette krævede, at man havde en jævn grusvej, og en sådan anlagde man så. Vejene udgør egentlig et større arbejde end en statue, men de fjerneste klaner kunne genbruge nogle af de andres veje.
Andre gåder/underværker/sagn: Atlantis, Kuglelyn, Stonehenge, Nazca-linjerne, Piri Reis-kortet, Sfinksen i Giza, Pyramiderne i Giza, Den store pyramide i Giza, Verdens syv underværker, Hieroglyf.
Historie.
Påskeøen blev dannet for adskillige hundredtusinder af år siden af tre vulkaner: den østlige Poike, den sydvestlige Rano Kau og den nordlige Terevaka. Det er sandsynligt at det var
Polynesere der befolkede øen i kanoer før år 1000, - måske så langt tilbage som år 500. De er sandsynligvis kommet fra øerne Mangareva, Pitcairn og Henderson. Nordmanden Thor Heyerdahl, der forskede på øen i årene 1955-56 mente at migrationen kunne være kommet fra selve Sydamerika.
Den europæiske opdagelse sker ved den nederlandske udforsker Jacob Roggeveen påskedag den 5. april 1722, og deraf kommer navnet.
En ekspedition ledet af kaptajn James Cook besøgte øen i 1774.
Stonehenge.
Stonehenge er beliggende på Salisbury Plains i England ca. 137 km sydvest for London. Stonehenge er en stor dobbeltcirkel af sten. Indercirklen er bygget af mindre, lokale sten, mens de store ydersten er fragtet til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilometer væk. Mange af disse store megalitter vejer mange tons. Monumentet menes at være bygget færdigt for ca. 4000 år siden.
William Cunnington udførte de første kendte udgravninger på stedet i 1798. I april 2008 gennemførtes en omfattende udgravning af et 3x4 meter stort område inden for kredsen af sten. Udgravninger foregik under ledelse af de to Stonehengeeksperter og professorer Timothy Darvill fra "Bournemouth University" og Geoff Wainwright, formand for Foreningen for Oldfund i England ("Society of Antiquaries"). De 12 dage, hvor de mest spektakulære udgravninger foregik, blev løbende fulgt og dokumenteret af BBC's historieafdeling "Timewatch". Det mest markante resultat af udgravningerne var en veldokumenteret teori og påvisning af Stonehenge som et centrum for helbredelse evt. i form af healing, og de to eksperter antager, at stedet tiltrak såvel syge som folk med evner til at helbrede. Samtidig lykkedes det også de to forskere at datere opførelsen af Stonehenge til år 2300 før vor tidsregning.
Stonehenges lintel-sten, trestenssamlingerne og Sarsen-cirklen holdes fast af mortise og tenon-samlinger.
Se også.
Andre gåder/underværker/sagn: Atlantis, Kuglelyn, Påskeøen, Nazca-linjerne, Piri Reis-kortet, Sfinksen i Giza, Pyramiderne i Giza, Den store pyramide i Giza, Verdens syv underværker
Minoisk kultur.
Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur i perioden fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr., der havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der også kendes fra græsk mytologi.
Minoerne var som fønikerne primært et handlende folk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.
I perioden 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion, der havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.
Verdenshave.
Et verdenshav (ocean) er et større sammenhængende saltvandområde og er en del af hydrosfæren. Over 70 % (ca. 360 mill. km²) af jordens overflade er dækket af sammenhængende saltvandsmasser som vi kalder verdenshavet eller det globale ocean - og som gerne inddeles i flere verdenshave. Havene består af omkring 1,35 milliarder kubikkilometer saltvand. Middeldybden i havet er omkring 3.800 meter, hvilket betyder at omkring 60 procent af havet udgøres af dybhav.
Antallet af verdenshave er afhængigt af opgørelsesmetoden og kan være fra 1 til 5.
Regioner.
Verdenshavet eller verdenshavene bliver inddelt i talrige regioner afhængig af de fysiske og biologiske betingelser af disse områder. Den pelagiske zone inkluderer alle åbne verdenhavs regioner og kan underinddeles i regioner kategoriseret efter dybde og lysmængde.
Den fotiske zone omfatter verdenshavet fra vandoverfladen til 200 meter ned. Dette er regionen hvor fotosyntesen sædvanligvis forekommer og derfor indeholder den største biodiversitet i verdenshavet. Her kan planter og alger typisk leve.
Da planter og alger kun kan overleve med fotosyntese, vil enhver livsform fundet lavere end 200 meters dybde, enten leve af materiale som drysser ned fra oven (se marin sne) - eller finde en anden primær energikilde; dette kommer ofte i form af hydrotermiske væld i hvad der er kendt som den afotiske zone (alle dybder dybere end 200m). Den pelagiske del af den fotiske zone er kendt som den epipelagiske. Den pelagiske del af den afotiske zone kan yderligere inddeles i regioner som følger hinanden lodret. Den mesopelagiske er den øverste afotiske region, med sin laveste grænse ved en termoklin på 12 °C, som, i troperne generelt ligger mellem 700 og 1.000 m nede. Efter denne er der den bathypelagisk liggende mellem 10 °C og 4 °C, eller mellem 700 eller 1.000 m og 2.000 eller 4.000 m. Liggende under den bathypelagisk nedre grænse er den Abyssopelagiske, hvis nedre grænse ligger ved omkring 6.000 m. Den sidste zone falder ned i oceangravene, og er kendt som den Hadopelagisk. Denne zone ligger mellem 6.000 m og 10.000 m er den dybeste oceaniske zone.
Sammen med de pelagiske afotiske zoner er der også de bentiske afotiske zoner, disse korresponderer til de tre dybeste zoner. Den bathyaliske zone dækker fra kontinentalskrænten og ned til omkring 4.000 m. Den abyssale zone dækker de abyssale flader mellem 4.000 og 6.000 m. Sidst er der den hadale zone, der korresponderer til den hadalpelagiske zone som findes i oceangravene.
Den pelagiske zone kan også deles i to underregioner, den neritiske zone og den oceaniske zone. Den neritiske omfatter vandmasserne direkte over Kontinentalsoklen, mens den oceaniske zone omfatter alt helt åbent vand.
I kontrast, dækker den littorale zone regionen mellem lavvande og højvande og repræsenterer overgangsområdet mellem marine og terrestiske betingelser. Den littorale zone er også kendt som den intertidale zone fordi den er området hvor tidevandets niveau påvirker regionens betingelser.
Citat.
"Fa'er! Er det Verdenshavet?" - "Nei, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal."
(Fritz Jürgensen). Se tegningen
Tyrkiet.
Tyrkiet (tyrkisk: "Türkiye"), officielt kendt som Republikken Tyrkiet ("Türkiye Cumhuriyeti"), er et eurasisk land der strækker sig over halvøen Anatolien i det sydvestlige Asien og Thrakien (Rumelien) i Sydeuropas Balkanregion. Tyrkiet grænser op til otte lande: Bulgarien mod nordvest, Grækenland mod vest, Georgien mod nordøst, Armenien, Aserbajdsjan (eksklaven Nakhitjevan) og Iran mod øst; og Irak og Syrien mod sydøst. Middelhavet og Cypern ligger mod syd, mens det Ægæiske Hav og de Ægæiske Øer ligger mod vest og Sortehavet mod nord. Marmarahavet og det Tyrkiske Stræde (Bosporus og Dardanellerne) adskiller Anatolien og Thrakien, og denne adskillelse opfattes generelt også som grænse mellem Asien og Europa, hvormed Tyrkiet er et transkontinentalt land.
Grundet sin strategiske placering på to kontinenter har Tyrkiets kultur en blanding af østlige og vestlige traditioner. Med en regional tilstedeværelse i det eurasiske område og med en historisk, kulturel og økonomisk indflydelse på området mellem Europa mod vest og Centralasien mod syd, Rusland mod nord og Mellemøsten mod syd har Tyrkiet opnået en strategisk betydning.
Tyrkiet er en demokratisk, sekulær, unitar konstitutionel republik, hvis politiske system blev oprettet i 1923 under ledelse af Mustafa Kemal Atatürk efter det Osmanniske Riges fald i efterdønningerne af 1. Verdenskrig. Siden da er Tyrkiet blevet mere og mere integreret i Vesten gennem medlemskaber af organisationer som Europarådet, NATO, OECD, OSCE og G20. Tyrkiet begyndte forhandlinger om fuldt medlemskab med EU i 2005 efter at have været associeret medlem af EEC siden 1963, og efter at have opnået en toldunion i 1995. Imens har Tyrkiet, som et land med muslimsk majoritet, fortsat med at nære tætte kulturelle, politiske, økonomiske og industrielle relationer med den østlige verden, især med staterne i Mellemøsten og Centralasien gennem medlemskab i organisationer som OIC og ECO. Tyrkiet er klassificeret som et I-land af CIA og som en regional stormagt af politiske eksperter og økonomer over hele verden.
Etymologi.
Tyrkiets navn, "Türkiye" på tyrkisk, kan opdeles i to ord: "Türk", der betyder "stærk" på oldtyrkisk og normalt bruges om Tyrkiets beboere eller et medlem af det tyrkiske folk, en senere form af "Tu–kin", et navn givet af kineserne til folket, der boede syd for Altajbjergene i Centralasien så tidligt som 177 f.Kr.; og det abstrakte suffix "-iye" (afledt af det arabiske suffix "iyya", men også kædet sammen med det middelalderlatinske suffix "-ia" og "Turchia" og det middelaldergræske suffix "–ία" i "Τουρκία"), der betyder "ejer" eller "relateret til". Den første registrerede brug af begrebet "Türk" eller "Türük" som et autonym indeholdes i de centralasiatiske Göktürkeres ("Himmeltyrkere") Orkhoninskriptioner (omkring det 8. århundrede).
Antikken.
Den anatolske halvø (også kaldet Lilleasien), som omfatter det meste af det moderne Tyrkiet, er et af de områder i verden, hvor der i længst tid har været vedvarende beboelse, hvilket skyldes dets beliggenhed ved overgangen mellem Asien og Europa. De tidligste neolitiske bosættelser som Çatalhöyük (keramisk stenalder), Çayönü (fra før-keramisk stenalder A til keramisk stenalder), Nevali Cori (før-keramisk stenalder B), Hacilar (keramisk stenalder), Göbekli Tepe (før-keramisk stenalder A) og Mersin anses for at høre til verdens tidligste bebyggelser Opførelsen af Troja begyndte i yngre stenalder og fortsatte ind i jernalderen. Gennem den overleverede historie har de anatolske folk talt indoeuropæiske, semitiske og sydkaukasiske sprog foruden mange sprog, hvis tilhørsforhold er usikker. Med udgangspunkt i, hvor gamle de indoeuropæiske sprog hittittisk og luvisk er, har nogle sprogforskere foreslået Anatolien som det hypotetiske centrum, hvorfra de indoeuropæiske sprog er udgået.
Det første store rige i området var hittitterriget fra det 18. til det 13. århundrede f.Kr. Derefter overtog frygerne, et andet indoeuropæisk folk magten, indtil deres kongerige blev ødelagt af kimmererne i det 7. århundrede f.Kr. De mægtigste af de stater, som efterfulgte frygerne, var Lydien, Karien og Lykien. Lydierne og lykierne talte sprog, som grundlæggende var indoeuropæiske, men begge sprog havde optaget andre elementer i sig forud for de hittittiske og hellenske perioder.
Begyndende omkring 1200 f.Kr var vestkysten af Anatolien befolket af æolske og ioniske grækere. Hele området erobredes i det 5. og 6. århundrede af det persiske Achæmenide-dynasti og blev senere vundet af Alexander den Store i 334 f.Kr. Anatolien opdeltes derpå i et antal små kongedømmer (herunder Bithynien, Kappadokien, Pergamon og Pontus), som alle ved midten af første århundrede e.Kr. var blevet underlagt Romerriget. I 324 valgte den romerske kejser Konstantin den Store Byzans som imperiets nye hovedstad og omdøbte den til Nye Rom (der senere blev til Konstantinopel og nutidens Istanbul). Efter det Vestromerske riges fald blev byen hovedstad i det Østromerske Kejserdømme.
Tyrkerne og det Osmanniske Rige.
a> på sin magts højdepunkt (ca. 1680).
"Huset Seljuk" var en gren af "Kınık" Oghuz-tyrkerne, som i det 9. århundrede boede i udkanten af datidens muslimske verden, nord for det Kaspiske Hav og Aralsøen i Yabghu-khandømmet i Oghuz-konføderationen. I det 10. århundrede begyndte seljukkerne at vandre bort fra deres gamle hjemland i retning mod det østlige Anatolien, som efter slaget ved Manzikert (Malazgirt) i 1071 efterhånden blev Oghuz-stammernes nye hjemland. Seljukkernes sejr medførte etableringen af det anatolske seljuk-sultanat, som udviklede sig til en selvstændig gren af det større Seljuk-imperium, der dækkede dele af Centralasien, Iran, Anatolien og Sydvestasien.
I 1243 blev Seljuk-hærene slået af mongolerne, og imperiets magt smuldrede langsomt. I dets sted udviklede et af de tyrkiske fyrstedømmer, styret af Osman 1., sig til det Osmanniske rige og udfyldte dermed det tomrum, som seljukkernes og østromernes sammenbrud havde efterladt.
Det osmanniske imperium havde kulturelle forbindelser til både den østlige og vestlige verden i løbet af sin 623-årige historie. I det 16. og 17. århundrede var det et af verdens politiske magtcentre, som ofte stødte sammen med det Tysk-romerske rige i sin stadige fremtrængen på landjorden mod Centraleuropa gennem Balkan og den sydlige del af Den polsk-litauiske realunion, og sin kontrol af Middelhavet i samarbejde med styrker fra Habsburg i Spanien, Republikken Venedig og johanitterne. Desuden var dets flåde ofte involveret i kamp mod portugisiske flåder i det Indiske Ocean for at forsvare imperiets monopol på de gamle maritime handelsruter mellem Østasien og Vesteuropa, som havde oplevet stadig nedgang siden opdagelsen af Kap det gode håb i 1488.
Efter mange års tilbagegang trådte det osmanniske imperium i 1914 ind i første verdenskrig som følge af den tysk-osmanniske alliance og blev besejret. Efter krigen søgte de sejrende allierede magter at opdele imperiet ved Sèvres-traktaten.
Den tyrkiske republik.
a>, grundlægger og første præsident for Republikken Tyrkiet.
De allieredes besættelse af Istanbul og İzmir efter første verdenskrig førte til oprettelsen af den tyrkiske nationalbevægelse. Under ledelse af Mustafa Kemal Pasha, en militærchef, som havde udmærket sig under slaget ved Gallipoli, indledtes den tyrkiske uafhængighedskrig med det mål at omgøre bestemmelserne i Sèvres-traktaten. Den 18 september 1922 var besættelseshærene drevet tilbage, og den nye tyrkiske stat oprettedes. Den 1. november afskaffede det nydannede parlament formelt sultanatet og afsluttede dermed 623 års osmannisk styre. Lausanne-traktaten fra 24. juli 1923 førte til international anerkendelse af den nydannede "tyrkiske republik" som efterfølger for det osmanniske rige, og republikken proklameredes officielt den 29. oktober 1923 i landets nye hovedstad, Ankara.
Mustafa Kemal blev republikkens første præsident og gennemførte som sådan mange gennemgribende reformer med det formål at grundlægge en ny verdslig republik på resterne af den osmanniske fortid. I henhold til loven om efternavne gav det tyrkiske parlament i 1934 Mustafa Kemal det hædrende navn "Atatürk" ("tyrkernes fader").
Tyrkiet trådte ind i anden verdenskrig på de allieredes side den 23. februar 1945 som en ceremoniel gestus og blev medlem af de Forenede Nationer i 1945. Grækenlands vanskeligheder med at nedkæmpe en kommunistisk opstand førte sammen med krav fra Sovjetunionen om militærbaser i de tyrkiske stræder til, at USA fremsatte Truman-doktrinen i 1947. Denne doktrin fremlagde Amerikas hensigt om at garantere Tyrkiet og Grækenlands sikkerhed og resulterede i omfattende militær og økonomisk hjælp fra USA.
Efter at have deltaget i Koreakrigen som en del af FN-styrken trådte Tyrkiet ind i NATO i 1952 og blev et bolværk mod sovjetisk fremtrængen i Middelhavsområdet. På Cypern førte et tiår med omfattende voldshandlinger og det græske militærkup i juli 1974, som væltede præsidenten, ærkebiskop Makarios, og indsatte Nikos Sampson som diktator, til en tyrkisk militær indgriben i 1974. Ni år senere oprettedes Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC), som imidlertid kun er anerkendt af Tyrkiet.
Indtil 1945 havde Tyrkiet etpartistyre, og i de følgende tiår med flere partier var der ofte store interne spændinger, og især i 1960'erne og i 1980'erne var der politisk ustablilitet, som førte til et antal militærkup, i i 1960, i1971, i 1980 og i 1997. Liberaliseringen af den tyrkiske økonomi, som begyndte i 1980'erne ændrede landets politiske landskab og gav skiftende perioder med høj vækst afløst af økonomiske kriser.
Politik.
Tyrkiet er et parlamentarisk repræsentativt demokrati. Siden sin grundlæggelse som republik i 1923 har Tyrkiet udviklet en stærk tradition for sekularisme. Tyrkiets forfatning sætter de juridiske rammer for landet. Den udstikker hovedprincipperne for regeringen og etablerer Tyrkiet som en centraliseret enhedsstat.
Statsoverhovedet er Præsidenten for Republikken, hvis rolle stort set kun er ceremoniel. Desuden skal præsidenten i følge forfatningen være upartisk dvs. uafhængig og ikke-medlem af et politisk parti, da præsidenten skal repræsentere selve staten og dens essens, og dermed ikke være et udtryk for et bestemt ideologisk ståsted eller en bestem politisk retning. Præsidenten vælges for fem år eller 7 år (dette er stadig til dels uklart foreløbig, men diskuteres og behandles pt. i Tyrkiet), præsidenten vælges af parlementet ved direkte valg og kandidaten kan i princippet være hvilken som helst person. Den forrige præsident, Ahmet Necdet Sezer, blev valgt 16. maj 2000 efter at have været præsident for forfatningsdomstolen i Tyrkiet. Han blev efterfulgt 28. august 2007 af Abdullah Gül, som er tidligere udenrigsminister og dermed tidligere medlem af regeringspartiet AKP, som han bl.a. var med til at stifte. Den udøvende magt varetages af premierministeren og Tyrkiets ministerråd, der udgør regeringen, mens den lovgivende magt ligger hos det et-kamrede parlament, Tyrkiets nationalforsamling. Den dømmende magt er uafhængig af den udøvende og den lovgivende, og forfatningsdomstolen har ansvaret for at sørge for, at landets love og dekreter er i overensstemmelse med forfatningen. Tyrkiets statsråd er den sidste udvej for administrative sager, mens Tyrkiets højesteret er sidste instans i alle andre tilfælde.
Premierministeren vælges af parlamentet gennem en afstemning om tillid til hans regering, og han er normalt leder af det parti, der har flest stemmer i parlamentet. Den nuværende premierminister er den tidligere borgmester for İstanbul, Recep Tayyip Erdoğan, hvis konservative AKP-parti vandt absolut flertal af parlamentssæderne ved valget i 2002, der blev udskrevet i efterdønningerne af den økonomiske krise i 2001, og hvor 34 % af de valgberettigede stemte. Ved valget i 2007 vandt AKP 46,6 % af stemmer og kunne forsvare sin majoritet i parlamentet. Hverken premierministeren eller ministrene behøver at være medlemmer af parlamentet, men i de fleste tilfælde er de (en notabel undtagelse var Kemal Derviş, viceminister med ansvar for økonomi, efter den finansielle krise i 2001; han er nu præsident for FNs Udviklingsprogram).
Der har været universal stemmeret for begge køn i Tyrkiet siden 1933, og alle tyrkiske statsborgere, der er over 18 år, har stemmeret. Pr. 2004 var der 50 registrerede politiske partier i landet, hvis ideologier strækker sig fra det yderste venstre til det yderste højre. Forfatningsdomstolen kan fratage statstilskuddet til politiske partier, der dømmes anti-sekulære eller separatistiske – eller den kan forbyde partiet.
Der er 550 medlemmer af parlamentet, og de er valgt for en fire-årig periode ved et forholdstalsvalg med partilister fra 85 valgdistrikter, der repræsenterer de 81 administrative provinser (İstanbul er delt i tre valgdistrikter, mens Ankara og İzmir er delt i to på grund af deres store befolkninger). For at undgå et ikke-beslutningsdygtigt parlament og en overdreven politisk fragmentering, er det kun partier, der vinder over 10 % af stemmer ved et valg, der kan komme i parlamentet. Som et resultat af denne regel, kom der i 2007 tre partier ind i parlamentet (to i 2002). På grund af et system af alliancer og uafhængige kandidaturer er der dog reelt repræsenteret syv partier i parlamentet. Uafhængige kandidater kan godt stille op, de skal dog vinde 10 % af stemmerne i deres valgkreds for at opnå indvalg.
Udenrigspolitik.
Tyrkiet er en stiftende medlem af FN (1945), OECD (1961), OIC (1969), OSCE (1973), ECO (1985), BSEC (1992) og G20 (1999). 17. oktober 2008 modtog Tyrkiet stemmer fra 151 lande og blev valgt ind som et ikke-permanent medlem af FN's sikkerhedsråd på vegne af WEOG-gruppen, sammen med Østrig, der modtog 132 stemmer. Tyrkiets medlemskab af rådet begyndte 1. januar 2009. Tyrkiet har tidligere været medlem af FN's sikkerhedsråd i 1951-1952, 1954-1955 og 1961.
På linje med sin traditionelle vestlige orientering har forbindelsen med Europa altid været en central del af Tyrkiets udenrigspolitik. Tyrkiet blev et stiftende medlem af Europarådet i 1949, anmodede om associeret medlemskab af EEC (forgænger for EU) i 1959 og blev et associeret medlem i 1963. Efter årtiers politiske forhandlinger anmodede Tyrkiet om fuldt medlemskab i EEC i 1987, blev associeret medlem af Vestunionen i 1992, opnåede en toldunion med EU i 1995 og har officielt påbegyndt formelle forhandlinger om fuldt medlemskab i EU 3. oktober 2005. Den generelle opfattelse er, at indlemmelsesprocessen vil tage mindst 15 år på grund af Tyrkiets størrelse og stor uenighed på visse områder. Blandt disse uenigheder kan nævnes tvisten med EU-medlemmet Republikken Cypern omkring Tyrkiets militære intervention i 1974 for at forhindre øens annektering til Grækenland. Siden da har Tyrkiet ikke anerkendt den essentielt græsk-cypriotiske Republikken Cypern som den eneste autoritet på landet, men støtter i stedet det tyrkisk-cypriotiske samfund i form af de facto-republikken "Den Tyrkiske Republik Nordcypern.
Det andet definerende aspekt af Tyrkiets udenrigsforhold har været landets bånd med USA. Baseret på den fælles trussel fra Sovjetunionen gik Tyrkiet ind i NATO i 1952 for at sikre tætte bilaterale relationer med Washington under Den Kolde Krig. I tiden efter Den Kolde Krig er Tyrkiets geostrategiske vigtighed skiftet til nærheden til Mellemøsten, Kaukasus og Balkan. Ud over at have en vigtig NATO-luftbase nær Syrien og Irak, som USA bruger til operationer i området, har Tyrkiets status som et sekulært demokrati og positive relationer med Israel gjort Ankara til en vigtig allieret for Washington. Til gengæld har Tyrkiet nydt godt af USA's politiske, økonomiske og diplomatiske støtte, blandt andet i nøglesituationer som landets bud for medlemskab i EU.
Siden de sene 1980'ere er Tyrkiet i stigende grad begyndt at samarbejde med de førende økonomier i Østasien, specielt Japan og Sydkorea, om en lang række industrisektorer; lige fra samarbejdet om produktionen af biler og andet transportudstyr, såsom højhastighedstogsæt, til elektroniske varer, husholdsapparater, byggematerialer og militærudstyr.
De tyrkiske staters uafhængighed fra Sovjetunionen, med hvilke Tyrkiet deler en fælles kulturel og lingvistisk arv, tillod Tyrkiet at udvide sine økonomiske og politiske relationer dybt ind i Centralasien. Det mest iøjnefaldende af disse forhold førte til opførelsen af en flere milliarder dollars dyr olie- og gasrørledning fra Baku i Aserbajdsjan til Ceyhans havn i Tyrkiet. Baku-Tbilisi-Ceyhan-rørledningen, som den kaldes, har været en del af Tyrkiets udenrigsstrategi, der går ud på at blive energileverandør til Vesten. Dog er Tyrkiets grænse mod Armenien, en stat i Kaukasus, lukket som følge af landets besættelse af Azeri-territoriet under Nagorno-Karabakh-krigen. Relationerne med Armenien er blevet yderligere anstrengt af kontroversen omkring af tvangsdeportationerne og de følgende dødsfald af hundredetusinder af armenere i det Osmanniske Riges sidste dage – en begivenhed der af flere lande og historikere kaldes det armenske folkemord. Tyrkiet afviser begrebet folkemord og argumenterer i stedet for, at dødsfaldene var resultater af sygdom, sult og stammekonflikter.
Militær.
Tyrkiets militær består af hæren, flåden og luftvåbenet. Gendarmeriet og kystvagten opererer som dele af indenrigsministeriet i fredstid, selvom de er underordnet henholdsvis hær- og flådekommandoen i krigstid, i hvilken de både har politi- og militærfunktioner.
Tyrkiets militær er den næststørste stående væbnede styrke i NATO, næst efter USA's militær, med sammenlagt 1.043.550 personer i uniform i sine fem grene. Enhver egnet mandlig tyrkisk statsborger, der ikke på andre måder er forhindret, skal tjene i militæret i perioder varierende fra tre uger til femten måneder, afhængig af uddannelse og jobplacering. Tyrkiet accepterer ikke modstand af samvittighedsmæssige årsager, og tilbyder ikke et civilt alternativ til militærtjeneste.
I 1998 annoncerede Tyrkiet et moderniseringsprogram til en værdi af 160 milliarder dollars over en tyveårig periode fordelt over forskellige projekter som kampvogne, jagerfly, helikoptere, ubåde, krigsskibe og stormgeværer. Tyrkiet er også en niveau 3-bidragsyder til Joint Strike Fighter (JSF)-programmet, hvormed de har mulighed for at udvikle og udøve indflydelse på skabelsen af den næste generation af jagerfly.
Tyrkiet har haft styrker i internationale missioner under FN og NATO siden 1950, blandt andet fredsbevarende missioner i Somalia og det tidligere Jugoslavien, ligesom man gav støtte til koalitionsstyrkerne i Golfkrigen. Tyrkiet har 36.000 tropper i Den Tyrkiske Republik Nordcypern og har udsendte tropper i Afghanistan som en del af USA's stabiliseringsstyrke og den FN-autoriserede, NATO-ledte ISAF-styrke siden 2001. I 2006 udsendte den tyrkiske regering en fredsbevarende styrke bestående af patruljebåde og omkring 700 landtropper som en del af den udvidede United Nations Interim Force in Lebanon (UNIFIL)-styrke i efterdønningerne af Libanonkrigen 2006.
Chefen for den tyrkiske generalstab udnævnes af præsidenten og er ansvarlig over for premierministeren. Ministerrådet er ansvarligt over for parlamentet i nationale sikkerhedsspørgsmål og den tilsvarende forberedelse af forsvar af landet. Dog er det kun parlamentet, der kan erklære krig og udsende de væbnede styrker til andre lande, eller tillade udenlandske styrker at være udstationeret i Tyrkiet. Den faktiske leder af de væbnede styrker er Chefen for Generalstaben General İlker Başbuğ, der efterfulgte General Yaşar Büyükanıt 30. august 2008.
Med licens fra USA, kan Tyrkiet også producere Amerikanske f-16 jagerfly. TAI har i alt bygget 278 f-16 jagerfly, men 46 af dem er blevet solgt til Egypten i år 1999. Efter JSF programmet er fuldført, kan Tyrkiet selv producere Lockeed Martins F-35 Lighting II jagerfly.
I mere end 40 år under den kolde krig har Tyskland, Belgien, Holland og Tyrkiet været i besiddelse af Amerikanske atomvåben.
Der ligger omkring 90 Amerikanske atombomber i Incirlik flyvestation (Syd Tyrkiet), ca. 40 ud af de 90 atomvåben har USA givet styringen til Tyrkiet. Men dette er ikke officielt endnu.
Administrativ inddeling.
Tyrkiets hovedstad er Ankara, og landets administration er inddelt i 81 provinser. Provinserne indgår i syv regioner, der benyttes til folketællinger, men ellers ikke repræsenterer en administrativ struktur. Hver provins er underinddelt i distrikter, som der i alt findes 923 af.
Provinserne bærer normalt det samme navn som deres provinshovedstæder, også kaldet centraldistriktet. Undtagelser fra dette er provinserne Hatay (hovedstad: Antakya, Kocaeli (hovedstad: İzmit) og Sakarya (hovedstad: Adapazarı). Provinserne med de største befolkninger er İstanbul (12 millioner), Ankara (4,4 millioner), İzmir (3,7 millioner), Bursa (2,4 millioner), Adana (2,0 millioner) og Konya (1,9 millioner).
Den største by er den præ-republikanske hovedstad Istanbul, der er landets finansielle, økonomiske og kulturelle centrum. Blandt andre vigtige byer kan nævnes İzmir, Bursa, Adana, Trabzon, Malatya, Gaziantep, Erzurum, Kayseri, Kocaeli, Konya, Mersin, Eskişehir, Diyarbakır, Antalya og Samsun. Det er anslået at 70,5 % af Tyrkiets befolkning bor i bycentre. I alt findes der 18 provinser med befolkninger på over 1 million, mens 21 provinser har befolkninger mellem en million og 500.000 indbyggere. Kun to provinser har befolkninger på under 100.000.
Geografi.
a> i Istanbul forbinder Europa (venstre) med Asien (højre)
Tyrkiet er et transkontinentalt eurasisk land. Det asiatiske Tyrkiet (der i store træk udgøres af Anatolien), der omfatter 97% af landet, er delt fra det europæiske Tyrkiet af Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne (der tilsammen udgør en vandforbindelse mellem det Sorte Hav og Middelhavet). Det europæiske Tyrkiet (det østlige Thrakien eller Rumelien på Balkanhalvøen) udgør 3 % af landet.
Tyrkiets territorium er mere end 1600 kilometer langt og 800 kilometer bredt med en nærmest rektangulær form. Tyrkiets område, inklusiv søer, udgør 783.562 kvadratkilometer, af hvilke 755.688 kvadratkilometer ligger i Sydvestasien og 23.764 kvadratkilometer ligger i Europa. Tyrkiets område gør det til verdens 37. største land, og er omtrent samme størrelse som det europæiske Frankrig og det Forenede Kongerige lagt sammen. Tyrkiet omkredses af have på tre sider: det Ægæiske Hav mod ved, det Sorte Hav mod nord og Middelhavet mod syd. Tyrkiet indeholder også Marmarahavet mod nordvest.
Den europæiske del af Tyrkiet, mod nordvest, er det østlige Thrakien, der udgør grænsen mellem Tyrkiet og både Grækenland og Bulgarien. Den asiatiske del af landet, Anatolien (også kaldet Lilleasien), består af et højt centralt plateau med smalle sletter ved kysterne mellem Köroğlubjergkæden og den østlige Sortehavsbjergkæde mod nord og Taurusbjergene mod syd. Det østlige Tyrkiet har et mere bjergrigt landskab og er hjem for kilderne til blandt andet Eufrat, Tigris og Arasfloden, og indeholder Vansøen og Ararats bjerg, Tyrkiets højeste punkt med sine 5.165 meter over havets overflade.
Tyrkiet er geografisk inddelt i syv regioner: Marmararegionen, den Ægæiske region, Sortehavsregionen, den Centralanatoliske region, den Østanatoliske region, den Sydøstanatoliske region og Middelhavsregionen. Det ujævne nordlige anatoliske terræn, der løber langs det Sorte Hav, udgør et langt, smalt bælte. regionen udgør omkring en sjettedel af Tyrkiets areal. Ligesom den generelle trend bliver det indenlandske anatoliske plateau mere og mere ujævnt jo længere man kommer mod øst.
a> er Tyrkiets højeste punkt med sine 5.165 meter
Tyrkiets varierede landskab er et produkt af komplekse jordbevægelser, der har formet regionen i tusinder af år, og som stadig manifesterer sig rimelig ofte gennem jordskælv og gennem lejlighedsvise vulkanudbrud. Bosporus og Dardanellerne skylder deres eksistens til nogle forkastningszoner, der løber gennem Tyrkiet, og som ledte til dannelsen af det Sorte Hav. Der løber en jordskælvsforkastningszone gennem det nordlige af landet fra øst til vest. Denne zone forårsagede et større jordskælv i 1999.
Tyrkiets kystregioner mod Middelhavet har et tempereret Middelhavsklima med varme, tørre somre og milde, våde og kolde vintre. Omstændighederne kan være meget hårdere i de meget tørre indenlandsregioner. Bjerge tæt på kysten forhindrer Middelhavets indflydelse i disse indenlandsregioner og giver det centrale Anatoliske Plateau et kontinentalklima med store forskelle på årstider. Vintrene på plateauet er specielt hårde. Temperaturer på −30 °C til −40 °C kan forekomme i bjergregionerne mod øst, og sne kan ligge på jorden 120 dage om året. Mod vest ligger den gennemsnitlige vintertemperatur på under 1 °C. Somrene er varme og tørre med temperaturer generelt over 30 °C om dagen. Det gennemsnitlige årlige nedbør ligger på omkring 400 millimeter, mens den faktiske mængde bestemmes af regionernes elevation. Den tørreste region er Konyasletten og Malatyasletten, hvor det årlige regnland ofte ligger på under 300 millimeter. Maj er normalt den vådeste måned, mens juli og august er de mest tørre.
Økonomi.
Tyrkiet er et af de lande, der var med til at grundlægge OECD og G20. Tyrkiet har gennem det meste af sin historie haft en kvasi-etatistisk tilgang til økonomien med central budgetlægning og statslige restriktioner for deltagelse i den private sektor, udenlandshandel og direkte udenlands investering. Dog begyndte Tyrkiet en række reformer i 1980'erne på initiativ af premierministeren Turgut Özal. Disse reformer var rettet mod at skifte økonomien væk fra det etatistiske, isolerede system til en model, der var baseret på en privat sektor og markedsøkonomi. Reformerne lagde grunden til stor vækst, men denne vækst blev afbrudt af perioder med stærk recession og finansielle kriser i 1994, 1999 (efter jordskælvet det år), og 2001, resulterende i en gennemsnitlig vækst i BNP på 4% per år mellem 1981 og 2003. Mangel på opfølgende reformer kombineret med et stort og voksende underskud i den offentlige sektor og vidtgående korruption resulterede i høj inflation, en svag banksektor og store makroøkomiske svingninger.
Siden den økonomiske krise i 2001 og reformer igangsat af finansministeren, Kemal Derviş, er inflationen faldet til et etcifret tal, tilliden blandt investorer og de udenlandske investeringer er steget, og arbejdsløsheden er faldet. IMF forudser en 6% inflationsrate for Tyrkiet i 2008. Tyrkiet har gradvist åbnet sine markeder gennem økonomiske reformer ved at reducere regeringens kontrol med udenlandshandel og investering fra udlandet samt privatiseringen af offentligt ejede industrier, og liberaliseringen af mange sektorer til private eller udenlandske deltagere er fortsat trods fortsatte politiske debatter herom.
BNP voksede fra 2002 til 2007 i gennemsnit 7,4 %, hvilket gjorde Tyrkiet til en af de hurtigst voksende økonomier i verden i perioden. Verdensbanken forudser en 5,4 % BNP-vækstrate for Tyrkiet i 2008. Tyrkiets økonomi er ikke længere domineret af traditionel landbrugsaktivitet i de landlige egne, men mere af en stærk dynamisk industriel fremgang i de store byer, mest koncentreret i de vestlige provinser, sammen med en udviklet servicesektor. I 2007 stod landbruget for 8,9 % af BNP, mens den industrielle sektor stod for 30,8 % og servicesektoren for 59,3 %.
Turistindustrien har oplevet stor vækst i de sidste tyve år og udgør en vigtig del af økonomien. I 2007 var der 27.214.988 besøgende i landet, som bidrog med 18,5 milliarder amerikanske dollars til Tyrkiets indtægter.
Andre vigtige sektorer i den tyrkiske økonomi er bankvæsen, byggesektoren, hvidevarer, elektronik, tekstil, olieraffinering, petrokemiske produkter, mad, minedrift, jern og stål, maskinindustri og automobilindustri. Tyrkiet har en stor og voksende automobilindustri, som producerede 1.024.987 køretøjer i 2006, hvilket placerer landet som den 6. største automobilproducent i Europa det år efter Tyskland (5.819.614), Frankrig (3.174.260), Spanien (2.770.435), Storbritannien (1.648.388) og Italien (1.211.594). Tyrkiet er også et af de førende lande inden for skibsbygning og var i 2007 placeret som nummer 4 i verden (efter Kina, Sydkorea og Japan) opgjort efter antallet af bestilte skibe og også nummer 4 i verden (efter Italien, USA og Canada) opgjort i antallet af bestilte megayachter.
I de senere år er den høje inflation kommet under kontrol, og der er indført en ny valuta, nye tyrkiske Lira, den 1. januar 2005, for at manifestere de økonomiske reformer og slette sporene efter en ustabil økonomi. D. 1. januar 2009 blev den nye tyrkiske Lira omdøbt til at hedde tyrkiske Lira ligesom den gamle valuta, og der introduceredes nye sedler og mønter. Som resultat af fortsatte økonomiske reformer er inflationen faldet til 8,2 % i 2005, og arbejdsløshedsraten til 10,3 %. I 2004 blev det estimeret, at 46,2 % af befolkningens disponible indkomst gik til de højestlønnede 20 % af lønmodtagerne, mens de lavestlønnede 20 % fik 6%.
Tyrkiet har benyttet en toldunion mellem EU og Tyrkiet underskrevet i 1995 til at øge sin industrielle produktion til eksport, mens landet samtidig har nydt godt af investeringer i landet fra EU-landene. I 2005 opgjordes eksporten til 73,5 milliarder amerikanske dollars, mens importen samlet set opgjordes til 116,8 milliarder dollars, med stigninger på henholdsvis 16,3 % og 19,7 % sammenlignet med 2004. I 2006 udgjorde eksporten 85,8 milliarder USD, hvilket betød en stigning på 16,8 % i forhold til 2005. I 2007 nåede eksporten 115,3 milliarder USD (største eksportaftagere: Tyskland 11,2 %, Storbritannien 8 %, Italien 6,95 %, Frankrig 5,6 %, Spanien 4,3 %, USA 3,88 %; total EU-eksport 56,5 %.) Dog truedes betalingsbalancen af den samtidigt større import på omkring 162,1 milliarder USD (største importpartnere: Rusland 13,8 %, Tyskland 10,3 %, Kina 7,8 %, Italien 6 %, USA 4,8 %, Frankrig 4,6 %, Iran 3,9 %, Storbritannien 3,2 %; total EU-import 40,4 %; total Asien-import 27 %).
Efter år med en lave direkte udenlandske investeringer tiltrak Tyrkiet 21,9 milliarder USD på den konto i 2007 og forventes at tiltrække endnu mere i de følgende år. En række store privatiseringer, stabilitet baseret på begyndelsen på Tyrkiets optagelsesforhandlinger til EU, stærk og stabil vækst samt strukturelle ændringer i bank-, detail- og telekommunikationssektorerne har alt sammen bidraget til dennne stigning.
Demografi.
Tyrkiets population baseret på folketællingen fra 2008 er på 71,5 millioner med en tilvækst på 1,31% per år. Landets gennemsnitlige befolkningstæthed er på 92 personer per km². Den andel af befolkningen, der er bosat i byområder er 70,5%. Folk inden for aldersgruppen 15–64 udgør 66,5% af den totale befolkning, gruppen på 0-14-årige svarer til 26,4% af populationen, mens personer på 65 år og højere udgør 7,1% af totalpopulationen. Ifølge statistikker fra 2005 er den forventede levealder på 68,9 år for mænd og 73,8 år for kvinder, hvor et gennemsnit på 71,3 år gælder for den samlede befolkning. Uddannelse er obligatorisk og gratis fra en alder af 6 til 15 år. Læsefærdigheden ligger på 95,3% for mænd og 79,6% for kvinder, hvor et samlet gennemsnit ligger på 87,4%. De lave tal for kvinder skyldes primært arabere og kurdere, der bebor landets sydøstlige provinser, hvis traditionelle skikke bevirker det.
Artikel 66 i Tyrkiets forfatning definerer en "tyrker" som "enhver, der er tilknyttet den tyrkiske stat gennem statsborgerskabet". Den lovlige brug af termen "tyrkisk" som en borger i Tyrkiet er således forskellig fra den etniske definition. Størstedelen af den tyrkiske befolkning er dog af tyrkisk etnicitet. Andre større etniske grupper (store andele af hvem der i stor udstrækning er blevet "tyrkifiseret" siden Seljuk- og Osmannerperioderne) inkluderer abkhasere, adjarere, albanere, arabere, assyrere, bosniere, tjerkessere, hamshin, kurdere, lasere, pomakker, romaer, zazaer og de tre officielt godkendte minoriteter (ifølge Lausanne-traktaten): Armeniere, grækere og jøder. Der er også en befolkningsgruppe af afrotyrkere inden for Tyrkiet, som mest bor i landets vestlige kystbyer og i stor udstrækning er blandet med den lokale befolkning gennem indbyrdes giftermål. Minoriteter af vesteuropæisk oprindelse indbefatter levantere (mest af fransk, genoviansk og veneziansk afstamning) som har været tilstede i landet siden middelalderen, samt Bosporus-tyskere og Istanbul-polakker som har boet i Tyrkiet siden det 19. århundrede. Kurderne, en særskilt etnisk gruppe hovedsageligt bosat i landets sydøstlige provinser, er den største ikke-tyrkiske etnicitet. Minoriteter udover de tre officielt godkendte har ingen form for særlige gruppeprivilegier, og selve termen "minoritet" forbliver et følsomt emne i Tyrkiet. Pålidelige data for den præcise etniske fordeling af populationen er ikke tilgængelige, eftersom tallene fra den tyrkiske folketælling ikke inkluderer racetal. Tyrkisk er det eneste officielle sprog i hele Tyrkiet. Pålidelige tal for den lingvistiske fordeling af befolkningen er ikke tilgængelige af samme grunde som nævnt ovenfor. Ikke desto mindre transmitterer den offentlige station TRT programmer på arabiske, bosniske, tjerkessiske og kurdiske lokalsprog og -dialekter få timer hver uge.
Tyrkiet er officielt en sekulær stat uden nogen officiel statsreligion; den tyrkiske forfatning indeholder bestemmelse om religionsfrihed og samvittighed, men repræsenterer eller fremmer ikke en religion. Tyrkiets befolkning er overvejende muslimsk (99%), idet hovedparten er Sunni-muslimer (75%) og en stor minoritet er alevitter (15-25%). Den resterende del af befolkningen er hovedsageligt kristne (mest græsk-ortodokse og armensk-apostolske) samt jøder (96% sefardiske og 4% ashkenaziske.) Ifølge en landsdækkende undersøgelse i 2007 har 96,8% af de tyrkiske statsborgere en religion, mens 3,2% er irreligiøse og ateister. 56% af de mandlige muslimske statsborgere deltager regelmæssigt i fredagsbøn. Ifølge en rapport fra Pew Research Center i 2002 synes 65% af befolkningen at "religion er meget vigtigt", mens der i en meningsmåling foretaget af Eurobarometer i 2005 var 95% af befolkningen, der angav, at de troede "der er en Gud".
Kultur.
Tyrkiet har en meget forskelligartet kultur som er en blanding af flere elementer fra Oğuz Turkic, anatolsk, osmannisk (som selv var en fortsættelse af både græsk-romersk og islamisk kultur) og vestlig kultur og traditioner, som begyndte med vestliggørelsen af det osmanniske rige og stadig fortsætter den dag i dag. Denne blanding opstod oprindeligt som et resultat af mødet mellem tyrkere og deres kultur og folk fra de folkeslag som de mødte på vejen under den tyrkiske vandring fra Centralasien til Vesten. Da Tyrkiet vellykket ændrede sig fra det religionsbaserede tidligere Osmanniske Rige til en moderne nationalstat med en stærk adskillelse af stat og religion, fulgte en stigning i de de kunstneriske udtryksformer. I løbet af republikkens første år investerede regeringen en stor mængde ressourcer i finere kunst; såsom museer, teatre, operahuse og arkitektur. Fordi forskellige historiske faktorer spiller en vigtig rolle i defineringen af den tyrkiske identitet, er tyrkisk kultur et produkt af en indsats for at være "moderne" og vestlig kombineret med en følelse af nødvendigheden af at vedligeholde traditionelle religiøse og historiske værdier.
Tyrkisk musik og litteratur danner gode eksempler på en sådanne blanding af kulturelle indflydelser, som var et resultat af samspillet mellem det Osmanniske Rige og den islamiske verden sammen med Europa, hvilket dermed bidrog til en blanding af tyrkiske, islamiske og europæiske traditioner i det moderne Tyrkiets musikalske og litterære værker. Tyrkisk litteratur blev kraftigt påvirket af persisk og arabisk litteratur under det meste af den Osmanniske æra, selvom virkningerne fra litterære traditioner fra både Europa og det tyrkiske folk blev tydeligere hen mod Rigets ende, specielt efter Tanzimat. Blandingen af kulturel indflydelse er for eksempel dramatiseret i form af de "nye symboler [på] kulturers sammenstød og sammenfletning" som afbilledes i værker af Orhan Pamuk, vinder af Nobelprisen i litteratur i 2006.
Arkitektoniske elementer fundet i Tyrkiet vidner også om den unikke blanding af traditioner som har påvirket regionen gennem århundreder. Udover de traditionelle byzantinske elementer som er synlige i flere dele af Tyrkiet, kan der også findes mange artefakter fra den sene osmanniske arkitektur, med dens specielle blanding af lokale og islamiske traditioner rundt omkring i landet såvel som i mange tidligere territorier kontrolleret af det Osmanniske Rige. Sinan betragtes generelt som den største arkitekt indenfor den klassiske periode af osmannisk arkitektur. Siden det 18. århundrede er tyrkisk arkitektur i stigende grad blevet påvirket af vestlig byggestil, og dette kan specielt ses i Istanbul hvor bygninger såsom Sultan Ahmed-moskeen og Dolmabahçepaladset kan ses i kontrast til flere moderne skyskrabere, som alle repræsenterer forskellige traditioner.
Sport.
Den mest populære sport i Tyrkiet er fodbold. Blandt topholdene i Tyrkiet kan nævnes Galatasaray, Fenerbahçe og Beşiktaş. I 2000 cementerede Galatasaray sin rolle som en større europæisk klub ved at vinde UEFA Cuppen og UEFA Super Cuppen. To år senere sluttede landsholdet som nummer tre ved VM i fodbold 2002 i Japan og Sydkorea, mens holdet nåede semifinalerne ved EM i fodbold 2008. Atatürk Olympic Stadium i Istanbul var vært ved UEFA Champions League-finalen i 2005, mens Şükrü Saracoğlu Stadium i Istanbul var vært for UEFA Cup-finalen i 2009.
Blandt andre populære mainstream-sportsgrene kan nævnes basketball og volleyball. Tyrkiet var vært for finalerne ved EuroBasket 2001 og vil også være vært ved verdensmesterskaberne i baskerball 2010. Mændenes landshold i basketball sluttede som nummer to ved EuroBasket 2001 og nåede kvartfinalerne ved verdensmesterskaberne i basketball 2006; mens Efes Pilsen S.K. vandt Korac Cup i 1996, sluttede som nummer to ved Saporta Cup i 1993, og nåede til "Final Four" i Euroleague og Suproleague i 2000 og 2001. Tyrkiske basketballspillere som Mehmet Okur og Hidayet Türkoğlu har og været succesfulde i NBA. Kvindevolleyballholdene, specielt Eczacıbaşı og Vakıfbank Güneş Sigorta, har vundet flere europæiske mesterskaber og medaljer.
Den traditionelle tyrkiske nationalsport har været Yağlı güreş ("oliebrydning") siden Osmanner-tiden. Edirne har været vært for de årlige Kırkpınar-mesterskaber i oliebrydning siden 1361. Internationele brydeformer administeret af FILA som fristil-brydning og græsk-romersk brydning er også populære med mange sejre ved europæiske mesterskaber, olympiske mesterskaber og verdensmesterskaberne til de tyrkiske brydere, både individuelt og som landshold. En anden større sportsgren, som tyrkerne har haft succes med, er vægtløftning, idet både mandlige og kvindelige tyrkiske vægtløftere har slået flere verdensrekorder og vundet flere medaljer ved EM, VM og OL Naim Süleymanoğlu og Halil Mutlu har særligt udmærket sig ved at være nogle af de få vægtløftere, der har vundet tre guldmedaljer ved tre forskellige olympiader.
Motorsport er i nyere tid blevet populært, specielt efter optagelsen af Rally of Turkey i FIA World Rally Championship-kalenderen i 2003, og tilføjelsen af det tyrkiske grand prix til Formel 1-kalenderen i 2005. Blandt andre vigtige årlige motorsportsbegivenheder, der bliver afholdt på Istanbul Park-banen, kan nævnes MotoGP Grand Prix of Turkey, FIA World Touring Car Championship, GP2 Series og Le Mans Series. En gang imellem er Istanbul og Antalya også vært ved den tyrkiske afdeling af F1 Powerboat Racing-mesterskaberne, mens den tyrkiske afdeling af Red Bull Air Race World Series, en konkurrence for fly, finder sted over Det gyldne Horn i Istanbul. Surfing, snowboarding, skateboarding, paragliding og andre ekstremsportsgrene bliver mere og mere populære hvert år.
SF.
SF - Socialistisk Folkeparti er et dansk centrum-venstreorienteret politisk parti, hvis ideologiske udgangspunkt, som navnet antyder, er opbygget omkring socialismen eller mere specifikt folkesocialismen.
Partiet blev dannet i 1959 af det DKP-ekskluderede medlem, Aksel Larsen, som mente, at man skulle indføre socialisme via den demokratiske vej og uden diktater fra Sovjetunionen. Fra start var det et mandsdomineret parti, men ad åre fik partiet flere mærkesager som f.eks. feminisme, miljø og menneskerettigheder.
Partiet har i den sidste halvdel af 00'erne med sit gode forhold til Socialdemokratiet rykket sig mod højre, både værdipolitisk og fordelingspolitisk. Formanden har siden 2005 heddet Villy Søvndal.
Partiet har en kulturradikal-internationalistisk profil, og har i de senere år bevæget sig fra at være EU-kritiske til at være kritiske tilhængere af EU, selv om emnet stadig skaber debat i partiet, ligesom partiet også anerkender, at markedsøkonomien er en grundlæggende præmis. Partiet ønsker dog at indføre en bredere økonomisk fordeling end det er tilfældet i dag.
Især blandt unge står SF stærkt. Partiets ungdomsorganisation hedder Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), som med 3.162 medlemmer i 2008 blev den største politiske ungdomsorganisation i landet - og har været det siden.
Partiet har en stærk græsrodsbevægelse, der har vokset sig mere end dobbelt så stor i løbet af 8 år.
1958 - 1968.
Socialistisk Folkeparti blev stiftet af det ekskluderede Danmarks Kommunistiske Parti-medlem (DKP) Aksel Larsen den 24. november 1958. Splittelsen i DKP skyldtes bl.a. forholdet til Sovjetunionen. SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, fordi partiet mente, at socialismen var et udtryk for en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte.
Til folketingvalget 1960 kom partiet ind i Folketinget med 11 mandater og mistede et mandat ved folketingsvalget i 1964. I løbet af 1960'erne kom SF ind i fredsbevægelsen og gik imod atomkraft og atomvåben. Det forsøgte at "gå på to ben" ved at kombinere sit parlamentariske arbejde med aktiv deltagelse i græsrodsbevægelser.
Ved folketingsvalget 1966 fordoblede SF sit mandattal til 20 og havde sammen med Socialdemokratiet absolut flertal, hvilket Jens Otto Krag benyttede til at danne en ren socialdemokratisk regering med SF som støtteparti. Dette folketingsflertal blev populært kaldet "Det røde kabinet". Regeringsarbejdet holdt dog kun et år, og det gav samme år anledning til splittelse inden for partiet. Konflikten førte til, at Venstresocialisterne opstod som en udbrydergruppe fra SF. Ved det følgende valg i 1968 mistede SF ni mandater, og samme år gik formanden og partistifteren Aksel Larsen af og blev erstattet af Sigurd Ømann.
1968 - 1991.
I 1972 var der afstemning om Danmarks deltagelse i Fællesmarkedet. I denne sag var SF det eneste parti i Folketinget, der samlet stemte nej. Ved det såkaldte jordskredsvalget i 1973 mistede SF yderligere seks mandater, og det følgende år gik Ømann af som formand og blev erstattet af Gert Petersen. I løbet af 1970'erne ændrede SF sit program for at tiltrække nye vælgere og sociale bevægelser. Partiet kom nu til at fokusere mere på miljøet og kønspolitik. Ved folkeafstemningen om Den Europæiske Fælles Akt gik SF sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre mod det. Akten blev dog indført med et lille flertal. I løbet af 1980'erne havde partiet stabilt et mandattal på lidt over tyve i Folketinget. Ved folketingsvalget 1987 fik partiet sit højeste mandattal nogensinde på 27. Ved folketingsvalgene i 1988 og 1990 mistede SF 4 og 9 sæder. I 1991 fik Holger K. Nielsen formandsposten, efter et valg mod den mere højreorienterede kandidat Steen Gade.
1992 -.
I løbet af 1990'erne fik partiet en større politisk indflydelse. Ved afstemningen om Maastricht-traktaten stemte SF imod den. I 1993 indgik SF et historisk kompromis med de øvrige partier i Folketinget, idet SF accepterede Edinburgh-aftalen, hvilket gjorde SF til en del af Det Nationale Kompromis. Derfor accepterede SF nu også Maastricht-traktaten. På trods af den større indflydelse var støtten til partiet dalende. SF indførte et nyt partiprogram "Mod Nye Tider", som ikke længere fulgte den tidligere anti-EU-linje fra 1992. Mellem 1993 og 2001 støttede SF en regering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ledet af Poul Nyrup Rasmussen. Ved afstemningen om euroen valgte SF at stemme imod.
Tilslutningen til partiet faldt stadig, og efter at VK-regeringen trådte til i 2001, mistede SF en del indflydelse på Christiansborg. I 2005 trådte Holger K. Nielsen af som formand, og ved et kampvalg mellem Villy Søvndal, Meta Fuglsang og Pia Olsen vandt Søvndal, som siden i såvel folketingsgruppen som i sekretariatet prægede stemningen og engagementet i partiet. Der blev nu satset på mere professionalisme, brug af fokusgrupper og en langsigtet ændring af valgstrategier sattes i værk. Blandt andet begrænsedes antallet af hovedvalgområder til tre for at slå tydeligere igennem med færre slogans. Dette blev kombineret med, at tre folketingskandidater blev eksponeret bredt over hele landet. Ud over Søvndal var det Ole Sohn og Pernille Vigsø Bagge.
I løbet af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne dalede støtten til, men slutingen af 2000'erne steg det meget
Folketingsvalget i 2007 gav SF næsten dobbelt så mange mandater som ved valget i 2005, med øget tilslutning jævnt fordelt landet over. Den borgerlige regering fortsatte dog stadig. I organisationen gav de ekstra stemmer og mandater i sig selv fornyede og øgede ressourcer. Medierne havde imidlertid iagttaget Søvndals gennemslagskraft, som de gav ham lejlighed til at udfolde i mange sammenhænge. SF's position i meningsmålingerne steg kontant over nogle måneder.
I februar 2008 udtalte Søvndal sig kritisk om det ekstremiske, islamistiske Hizb-ut-Tahrir. Dét skabte stor opmærksomhed om partiet udefra samt nogen kritik internt i partiet. Borgerlige politikere og vælgere roste Søvndals retorik, hvilket i sig selv skabte usikkerhed internt i dele af partiet, som følte det omklamret af nogle af hovedmodstanderne fra højrefløjen i dansk politik. Søvndals kontante melding gav yderligere vind i sejlene i meningsmålingerne.
6. januar 2010 døde partiets næstformand, Jakob Nørhøj, pludseligt.. I april måned blev 25-årige Thor Möger Pedersen valgt som ny næstformand.
Kritik.
Både uafhængige økonomer og politiske eksperter har betegnet Socialistisk Folkepartis for i bedste tilfælde at have fuldkommen uansvarlig økonomisk politik, der vil lede til økonomisk krise lignende den Grækenland og Irland gennemlevede som følge af Finanskrisen
Flere ledende medlemmer af Socialistisk Folkeparti har været kritiseret for ikke at tage afstand fra en totalitær baggrund. Således har Ole Sohn været kritiseret for at dække over elementer fra sin baggrund som formand for DKP.
Socialistisk Folkeparti har fra flere vinkler været kritiseret for at anvende en populistisk retorik i deres forslag til at løse banderelateret kriminalitet.
Valgresultater.
SF fik en god start ved sit første folketingsvalg i 1960 ved at vinde 11 mandater. Indtil 80'erne gik det op og ned, og dette var en periode med et mandattal på 27 ved folketingsvalget i 1987. Valget den 13. november 2007 var en stor sejr for SF og fik en massiv fremgang. Med en gevinst på 12 mandater nåede SF op på i alt 23 medlemmer af Folketinget og fik dermed partiets bedste resultat siden 1988.
Geografisk fordeling af stemmerne.
SF's vælgere fordeler sig ujævnt landet over. Procentuelt har partiet størst tilslutning i de store byer. I 2005 fik SF på landsplan 6,0 % af de afgivne stemmer. I Søndre Storkreds var det 11,5 % (Blågårdskredsen 13,6 %). I Bornholms og Sønderjyllands Amtskredse 4,0 %. I Skjernkredsen i Ringkøbing Amtskreds stemte blot 2,7 % på partiet, modsat Lolland, hvor partiet fik den største procentandel.
Ideologi og mærkesager.
SF ligger til centrum-venstre, og den ideologiske base er folkesocialisme inspireret af demokratisk socialisme og grøn politik. Partiet ser et demokratisk socialistisk Danmark som det endelige mål med deres politik,
og støtter menneskerettighederne og minoriteters rettigheder.
En vigtig sag som har delt partiet er den Europæiske Union (EU). Historisk set har partiet været voldsomt Euroskeptisk. I løbet af 1990'erne, da EU begyndte at støtte de post-kommunistiske østlande (som SF følte sig historisk forbundet med) og begyndte at implementere politik orienteret mod regional udvikling, miljøbeskyttelse og social beskyttelse, blev SF mere positivt stemt overfor EU. Emnet skaber stadig debat internt i partiet.
Blandt andre mærkesager for SF er globalisering baseret på solidaritet. I det omfang søger partiet at reformere Verdenshandelsorganisationen, såvel som miljøbeskyttelse og støtte af kvinders ligestilling.
Organisation.
SF har en stærk græsrodsorganisation: medlemstallet er mere end fordoblet på 8 år. alle medlemmer kan deltage i landsmødet, men kun delegerede har ret til at stemme. Dets ungdomsorganisation, Socialistisk Folkepartis Ungdom, normalt forkortet SFU, er Danmarks største. Det tilknyttede Socialistisk Folkeoplysningsforbund (SFOF) afholder hvert år en politisk sommerlejr for medlemmer og interesserede på Livø, den såkaldte "Livø-lejr".
Forbindelser til andre partier.
SF har generelt et godt forhold til De Radikale og Socialdemokraterne, som har samarbejdet i mindretalsregeringer med støtte fra SF, samt til Enhedslisten.
Internationale organisationer.
SF er medlem af Nordisk Grønne Venstre Alliance og har observatørstatus i De Europæiske Grønne.
Mellem 1979 og 1989 har partiets Europaparlamentsmedlemmer (MEP) siddet gruppen med Kommunister og Allierede. Mellem 1989 og 1994 var partiets eneste MEP medlem af parlamentsgruppen Forenede Europæiske Venstrefløj. Mellem 1994 og 1999 var dets MEP i De Europæiske Grønne.
Mellem 1999 og 2004 i Nordisk Grønne Venstre og efter valget i 2004 valgte SF's eneste MEP Margrete Auken højst kontroversielt at sidde med i Den Europæiske Fri Alliance.
Efter valget i 2009, hvor SF gik frem til to mandater og dermed fik Emilie Turunen i parlamentet, blev både Auken og Turunen siddende i Den Grønne Gruppe.
Impuls (fysik).
Impuls i klassisk mekanik.
Der gælder impulsbevarelse dvs. at den totale impuls af alle partikler i et lukket system er konstant. Dette gælder også i relativistisk mekanik.
Impuls og impulsændring.
Undertiden definerer man størrelsen I som ændringen (efter en periode med indvirkning af kræfter) i impuls p, altså
Det kan føre til forvirring at størrelsen I sommetider blot kaldes impuls. Men normalt menes der med "impuls" den absolutte bevægelsesmængde p.
Advarsel: På engelsk er det kun størrelsen I=Δp der kaldes "impulse"; den vigtigere og mere benyttede impuls p kan kun kaldes "momentum" () på dette sprog.
Dette har intet med det danske ord (kraft)moment at gøre.
Newtons 2. lov.
Vigtigheden og oprindelsen af begrebet impuls p er Newtons 2. lov der udsiger
hvor F er den summerede kraft, og "t" er tiden.
Impuls i relativistisk mekanik.
For lave hastigheder v < c/10, i forhold til lyshastigheden c, er en
masses impuls tilnærmelsesvis givet ved den klassiske formel.
Tamagotchi.
En tamagotchi er en minicomputer (et indlejret system) med et stykke software, som simulerer et kæledyr. Tamagotchi ("tom-ah-got-chee") er altså et virtuelt kæledyr, som lever hele sit liv på en LCD skærm i en nøglering. "Tamagotchi" er en kombination af japanske "たまご" (tamago) som betyder "æg", og engelsk "watch" (ur).
Muslinger.
Muslinger ("Bivalvia") er en klasse af dyr, der hører til bløddyrene.
Transistor.
a> af salt fra havets skumsprøjt.
Ældre germanium-baserede transistorer mest med typenumre, der starter med OC.
En transistor er en elektrisk komponent af den type der kaldes for halvledere: Ligesom de gamle radiorør, er en transistors opgave at lade et svagt elektrisk signal "regulere" en mange gange større strøm eller spænding, sådan at der kommer en forstærket "kopi" af det svage signal ud i den anden ende af transistoren.
I analoge kredsløb, for eksempel et forstærkertrin, kan man groft sagt sammenligne transistoren med en lysdæmper; transistoren skal bare have et lille elektrisk signal i stedet for en drejeknap, til at "fortælle" den hvor meget strøm der skal "slippe igennem". Tilsvarende kan man i digital elektronik sammenligne transistoren med en almindelig lyskontakt; i stedet for en trykknap skal transistoren blot have et elektrisk signal, der fortæller den om den skal være "tændt" eller "slukket".
Som andre halvlederkomponenter er transistorer lavet af et halvledermateriale; et materiale med elektriske egenskaber i "gråzonen" mellem de elektriske ledere og isolatorer – ældre transistorer er oftest lavet med germanium, mens man i dag hovedsageligt bruger silicium til formålet.
På illustrationerne herover ses forskellige typer såkaldt "diskrete" transistorer, hvor hver "dims" indeholder én transistor, men transistorer indgår også sammen med andre komponenter som bestanddele i integrerede kredsløb. Som det ses på illustrationerne ovenfor til højre, har transistorer almindeligvis tre tilledninger, eller "ben" som de kaldes i fagterminologien: Et af benene, typisk kaldet "basis" eller "gate", tager imod det svage signal der skal "styre" transistoren; den strøm eller spænding der findes her, afgør hvor meget strøm transistoren "lader slippe" ind og ud gennem de to andre tilledninger.
Opdagelse - opfindelse.
Det var en svær nød at knække at lave et faststofbaseret forstærkertrin (transistoren). Den blev opdaget/opfundet i december 1947 af John Bardeen, Walter Houser Brattain og William Bradford Shockley i Bell Laboratorierne, men opfindelsen/opdagelsen blev først offentliggjort i juni 1948.
Man forsøgte at lave et elektronrør i faststof mellem ca. 1930-1947, men uden større succes. Men den 17 November 1947 lavede John Bardeen og Walter Brattain fra Bell Laboratorie, opdagerne nogle overflademålinger på et rent Germaniumkrystal, som er en halvleder, og opdagede, at to elektroder, med en indbyrdes afstand på langt under en mm, havde en kraftig indbyrdes strømindvirkning - i forhold til den fælles elektrode; bagsiden af krystallet - basen.
Andre forstærkende eller transistorlignende opdagelser.
Det vides ikke om Dr. Julius Edgar Lilienfeld byggede sine patenterede "metode og apparat til at kontrollere elektrisk strøm": "MESFET" (
US Patent 1,745,175) i 1926/1930; "MOSFET" (
US Patent 1,900,018) i 1928/1933 og en forstærker (
Transistorproduktion.
Fra 1947 til ca. 1960 (ikke tjekket) blev transistorerne håndlavet og var derfor dyre. Datidens transistorer vil med dagens priser koste ca. 1000 kr/stk.
Fra ca. 1960 (ikke tjekket) til nu anvendes litografi til masseproduktion af transistorer. Fra ca. 1970 (ikke tjekket) blev også ledningerne mellem chippen og benene (bonding wire) automatisk placeret og svejset med ultralyd. I dag (2003) kan transistorer købes for under 1 kr/stk.
I chips (integrerede kredsløb, IC'er) bliver transistorerne endnu billigere: En Intel Pentium 4 Northwood har 55 millioner transistorer
i chippen og 2 GHz-udgaven kan købes for 660 kr. (2003). Prisen per transistor er her: 0,000012 kr.!
Transistortyper.
Der findes en række forskellige typer transistorer. De mest udbredte er felteffekttransistoren (FET, Field Effect Transistor) og den bipolare transistor (BJT, Bipolar Junction Transistor). Den bipolare transistor var den mest udbredte ind til midten af 1970'erne, da den er mindre krævende at fremstille end felteffekttransistoren, som dog i dag i antal er mere udbredt end den bipolare transistor.
Herudover findes der den ikke særligt kendte og udbredte unijunction-transistor (UJT).
En transistortype, som måske ikke er en selvstændig type, er IGBT (eng. "Insulated Gate Bipolar Transistor"). Den kan bedst beskrives som en sammenbygning af en bipolar transistor og en MOSFET. Den bliver stort set kun anvendt til højeffektanvendelser.
Strømstyring.
I den mest anvendte bipolare transistorkobling; fælles emitterkobling anvendes strømstyring af input (Ib), da strømmen Ic næsten er en konstant faktor af Ib. Fordi Ic/Ib næsten er konstant for varierende Ib, har man givet den et navn: Strømforstærkningsfaktoren og benævnelsen beta, Hfe eller hFE. Den er nogenlunde konstant overfor Tchip ændringer ved Vce > 1 V. Typisk er Hfe i følgende interval for laveffekt småsignal transistorer: 10 < Hfe < 800.
Det skal bemærkes, at det er hældningen ΔIc/ΔIb, som er mest interessant i signalforstærkere.
Hvorfor er det interessant med strømforstærkning?
Det er det fordi vi er interesseret i at forstærke signaler. Det at forstærke vil sige at gange med en fast faktor, uafhængig af input-signalets styrke. F.eks. er spændingen mellem en svag og stærk radiokanal 7,5 uV og 75mV på en radioantenne ved en belastning på 75 Ohm. Via Ohms lov kan vi regne strømmen ud til at være mellem 0,1uA og 1mA. Skal vi lytte til lyden fra en radiokanal, skal vi strømforstærke mellem 1.000.000 og 100 gange, for at vi kan høre radiokanalen i højttaleren. Her forudsættes en strøm på 100mA i en højttaler på f.eks. 8 Ohm.
En transistor i fælles-emitter kobling i det lineare arbejdsområde fungerer tilnærmelsesvis som en strømstyret strømgenerator.
As We May Think.
Vannevar Bush's artikel "As We May Think", blev offentliggjort i "Atlantic Monthly" in juli 1945. Han mente at som mennesket nu vendte sig væk fra krigen, burde den videnskabelige indsats flyttes fra udvikling af de fysiske muligheder til at gøre al hidtil skabt menneskelig information lettere tilgængelig.
Artiklen beskrev noget der på mange måder kan sammenlignes med vore dages World Wide Web.
Karl 12. af Sverige.
Karl 12. var konge af Sverige fra 1697 til 1718. Han blev født 17. juni 1682 som søn af kong Karl 11. af Sverige og den danske prinsesse Ulrike Eleonore, datter af kong Frederik 3.. Kong Karl XII kendes som "Krigerkongen" i Sverige. Han tilbragte omkring halvdelen af sit liv i felten. Under Den Store Nordiske Krig var han kendt for aldrig at have et tabt et slag. Under det skæbnesvangre slag ved Poltava kom han til skade med foden og var ikke i stand til at lede tropperne. I hans sted overtog general Rehnskiöld kommandoen.
Kongens død.
Kongen blev dræbt den 30. november 1718 (i følge den julianske kalender, som Sverige benyttede. Datoen er 11. december i den gregorianske kalender, som Danmark-Norge allerede var overgået til). Han blev skudt i hovedet i en løbegrav under et angreb på fæstningen Frederiksten sydøst for Oslo. Kongens død standsede det svenske krigstogt i Norge under Store Nordiske Krig. Ti dage senere var svenskerne atter ude af Norge, også af det nordenfjeldske. Umiddelbart efter kongens død begyndte svenskerne fredsforhandlingerne, som gjorde en ende på krigen i 1721.
Vannevar Bush.
Vannevar Bush (11. marts 1890 - 30. juni 1974) var videnskabelig rådgiver for præsident Roosevelt.
Han ses normalt som ophavsmand til ideerne om hypertekst, endeligt udtrykt i artiklen "As We May Think" i "Atlantic Monthly" i juli 1945. Det system han foreslog - "Memex" (Memory Extender) - blev aldrig virkeliggjort, men dannede grundlaget for senere forskning. Men allerede i begyndelsen af 30-erne havde Bush skitseret de første ideer til Memex.
Vannevar Bush blev uddannet ved Taft University.
Bush blev medlem af National Advisory Committee for Aeronautics (NACA) i 1939, i 1940 blev han formand for National Defense Research Committee og i 1941 direktør for Office of Scientific Research and Development der bl.a. ledede Manhattan-projektet, der udviklede USA's atomvåben.
Slaget ved Axtorne.
Slaget ved Axtorne var et slag under Den Nordiske Syvårskrig.
Daniel Rantzau havde på grund af mangel på svært skyts måttet opgive at tilbageerobre fæstningen Varberghus, der var faldet til svenskerne den 15. september 1565, efter at disse den 28. august havde erobret og hærget Ny Varberg, Hallands største og vigtigste by. Da skytset endelig nåede frem, fik Rantzau budskab om, at en overlegen svensk hær under Jacob Henriksson Hästsko rykkede frem fra øst, og han måtte hæve belejringen og føre tropperne mod Falkenberg. Rantzau havde besluttet sig for at modtage et slag, idet den svenske hær var samlet under de sidste dages fremmarch og derfor endnu ikke kunne være en sammenarbejdet enhed.
Danskerne sejrede som følge af Daniel Rantzau's overlegne taktiske føring, og han stod herefter som en stor og anerkendt feltherre. Men trods sejren og erobringen af fjendens artilleri, havde hæren lidt store tab, og desuden havde store dele af den svenske hær faktisk ikke været i kamp.
En af deltagerne i dette slag var Mikkel Pedersen Gønge, "den første gøngehøvding".
Skånelandene.
Skånelandene eller Skåneland er en fælles betegnelse for de tre landskaber Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm (se kort), der tidligere var danske, men tilfaldt Sverige ved Roskildefreden i 1658. Betegnelsen bygger på det latinske "Terra Scaniae" ("Skånes land") fra middelalderen. Det er imidlertid omstridt om der er historisk belæg for at betragte de tre landskaber som en fælles region. Navnet Skåneland er tidligt blevet brugt som et andet ord for Skåne, men først fra slutningen af 1800-tallet som en fælles betegnelse for de tre tidligere østdanske landskaber.
Geografi.
Skånelandenes grænse mod Sverige fastsattes i 1000-tallet ved hjælp af fem sten langs Hallands grænse, en langs Skånes og en langs Blekinges. Disse sten står der stadig i dag.
I den tidlige middelalder gik Danmark helt til Vestfold langs hele Kattegatskysten. Senere gik Norge (Bohuslen) til Elven (nu Göta älv), som dannede grænse mellem Danmark og Norge. Efter slaget ved Svold ca. år 1000 afstod Danmark et lille landområde ved elvens munding til Sverige, det såkaldte Elvrige, hvor siden Göteborg er vokset op.
Heraldisk myte.
Kulturhistorikeren Jonny Ambrius anser det for sandsynligt, at de tre løver i det danske rigsvåben repræsenter Skåneland, Sjælland og Jylland. Der er dog intet bevis for denne heraldiske myte.
Historie.
Skåne nævnes i de ældste skriftlige kilder som en del af Danmark. Skånske Lov, der gjaldt i hele Skånelands-området, er den ældste af landskabslovene i Danmark og blev nedskrevet i 1200-tallet.
Området blev i flere hundrede år hjemsted for den blodige rivalisering mellem Sverige og Danmark. I tiden fra 1276 og til 1710 blev området invaderet 39 gange. Skåningestrofen fortæller om hvor hårdføre folk er i Skåne.
Ved freden i Roskilde blev det fastlagt, at områderne ikke måtte forsvenskes, men skulle bevare deres danske love og levevis. Tilsagnet blev gentaget i senere fredstraktater i København, Fontainebleau og Lund.
Identitet.
Skånelandsbevægelsen er en strømning som arbejder for at fremme den skånske eller skånsk-danske historie, identitet og/eller det regionale selvstyre. Der findes flere foreninger som arbejde for dette. En organisation fra Skåneland blev på basis af områdets specifikke baggrund i 1993 optaget som medlem i UNPO, der er en verdensorganisation for nationale og etniske mindretal, og i FUEN (Federal Union of European Nationalities) som har rådgivende status ved Europarådet.
9.
Århundreder: 1. århundrede f.Kr. - 1. århundrede - 2. århundrede
Årtier: 40'erne f.Kr. 30'erne f.Kr. 20'erne f.Kr. 10'erne f.Kr. 00'erne f.Kr. - 00'erne - 10'erne 20'erne 30'erne 40'erne 50'erne
Årstal: 4 5 6 7 8 - 9 - 10 11 12 13 14
"Se også 9 (tal)"
Eksterne henvisninger.
09
Daniel Rantzau.
Daniel Rantzau (1529 - 11. november 1569) var dansk feltherre.
Studerede ved universitetet i Wittenberg og gik herefter i tjeneste hos hertug Adolph af Gottorp i 1547.
Daniel Rantzau trådte i Frederik 2.'s tjeneste, da denne forberedte krig (Den Nordiske Syvårskrig) mod Sverige. Han deltog i kampene i Småland og fik kommandoen over den danske hær i Skånelandene i 1565 efter grev Günther von Schwartzburg og Otto Krumpen.
Samme år besejrede han overlegne svenske styrker i slaget ved Axtorne 20. oktober. Kong Fredrik 2. udnævnte ham til "feltoberst" og belønnede ham med bl.a. Trøjborg Slot.
1567 - 1568 ledede han det danske vinterfelttog gennem Småland og Östergötland øst om Vättern til Linköping, hvorfra han vendte ubesejret tilbage til Skåne.
Daniel Rantzau faldt under belejringen af Varberghus i 1569. Hans epitafium i Westensee Kirke ved Kiel blev beskadiget af svenskerne under Kejserkrigen, men restaureret 1917.
Daniel
Skønlitteratur.
Skønlitteratur er litteratur, der overvejende er fiktiv, dvs. opdigtet af en forfatter.
Hver af disse hovedgenrer kan videre opdeles i ikke helt faste undergenrer (fx roman, novelle, eventyr, fabel, aforisme, tragedie, komedie, lystspil, vaudeville, sonet, ballade, ode, hymne, elegi...)
Fra et forfatterfagligt synspunkt opsplittes litteratur i skønlitteratur og faglitteratur.
Epik.
Epik (eller episk digtning) betegner skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.
Disse hovedgenrer kan videre opdeles i ikke helt faste undergenrer.
Blandt de store episke genrer tælles også et par, der primært hører hjemme i ældre tid, nemlig sagaen og eposset, hvoraf epikken har sit navn.
Roman.
En roman er en længere, opdigtet prosafortælling som udgives som en selvstændig bog. En roman kan også være en føljeton i en avis eller et tidsskrift. Det var almindeligt i Frankrig og Storbritannien i 1800-tallet, og den store engelske romanforfatter Charles Dickens og de franske Alexandre Dumas udgav de fleste af deres romaner som føljetoner. Der findes også romaner, som er publiceret i elektronisk form på internet.
En roman kan være skrevet i bunden form (på vers). Eksempler er "Adam Homo" (af Paludan-Müller) og "Eugen Onegin" (af Pusjkin).
Som regel skildrer romanen menneskers liv og skæbner i en række handlingsforløb over længere tid. Fokus kan variere fra ydre begivenheder og miljøskildringer til det sjælelige og karakterudvikling.
Ordet kommer fra "romanz", som i middelalderen var betød det talesprog, som havde udviklet sig i det franske område fra "romernes sprog", latin. Ordet gik så over på en særlig genre af fortællinger på folkesproget, men efter antikke romerske forbilleder – den høviske roman, som kom på mode i Frankrig i 1100-tallet.
Historisk udvikling.
Den første egentlige roman i europæisk litteratur er Miguel de Cervantes' "Don Quijote". Den kan læses som et opgør med middelalderen og dens høviske ridderdigtning. Den indvarsler "det moderne" i europæisk idéhistorie. Set i et langt tidsperspektiv afspejler romangenrens opvæksten af et moderne tankesæt, fordi den især er brugt til at illustrere menneskelig individualitet, menneskers valg og menneskets ensomhed.
I løbet af 1800-tallet udviklede romanen sig til den mest populære litterære genre, og fra slutningen af 1800-tallet har en række forfattere ført romangenren ind på nye veje, så den forblev en hovedgenre under modernismen: Fjodor Dostojevskij, Knut Hamsun, Marcel Proust, Franz Kafka, Virginia Woolf, og Robert Musil. I Skandinavien benyttes betegnelsen Det Moderne Gennembrud om perioden i slutningen af 1800-tallet, hvor opgøret mod romantikken førte til en realistisk beskrivelse af menneskelige vilkår.
Postmodernismen eksperimenterer med både form og indhold og har spor af den opløsning, som allerede var et hovedtema i James Joyce's Ulysses. Den slår først rigtigt igennem efter anden verdenskrig. I Danmark er Hans Jørgen Nielsen en af de første postmodernister.
Formen.
Lige fra begyndelsen har forskellige forfattere eksperimenteret med formen på romanen, så der findes ingen faste regler for, hvordan en roman skal se ud. Den er typisk
Alle disse træk kan være tilsidesat i adskillige tilfælde, og værket kan stadig være en roman.
Novelle.
Novelle (italiensk "novella": "nyhed") betegner en kortere episk fortælling, der normalt beskriver et enkelt handlingsforløb eller situation og ofte har en iøjnefaldende slutning. Den omhandler gerne selve vendepunktet i karakterernes liv (i opposition til fx romanen der både kan omhandle tiden før og efter), og der er typisk få personer. Desuden foregår den inden for et begrænset stykke tid, dvs. ikke over flere dage.
En novelle er tit i/kan starte i det der hedder "in" "media" "res" - lige på og hårdt. En novelle skrives derudover enten i "1. person" (jeg) eller "3. person" (han, hun)
Novellen kan publiceres enkeltstående i magasiner, men der kan også samles flere af dem i bogform, som kaldes novellesamlinger.
I dansk litteratur hører korte fortællinger som "Sildig Opvaagnen" (trekantdrama fra 1828) af St. St. Blicher til blandt de klassiske noveller. I nyere tid bliver novellegenren brugt af forfattere som Jan Sonnergaard (f. 1963) og Helle Helle (f. 1965).
Antiroman.
Antiroman betegner en roman, der bevidst bryder med romangenrens almindelige karakteristika, for eksempel James Joyces "Ulysses", hvis handling foregår på blot en enkelt dag og ikke som i romaner generelt over et længere tidsrum.
Brevroman.
En brevroman er en roman som har form af en række breve. Brevromanen var en meget populær genre i 1700-tallet og et stykke op i 1800-tallet.
Den giver mulighed for at opleve hovedpersonen i fortællingen på nærmeste hold, hvad enten den har er en fiktiv handling eller en beretning fra det virkelige liv.
Laurids Hemmingsen.
Laurids Hemmingsen (død 1660) var husmand fra Sjolte på Sjælland. Han kæmpede sammen med Svend Povlsen, "Gøngehøvdingen".
Efter et overfald på svenskerne i Snesere præstegård blev han set på Sjolte gade ifærd med at uddele "oprørske breve" (kongens løbesedler med opfordring til modstand) beretter et tingsvidne. Da en mand - Peder Skrædder - nægter at tage imod løbesedlen truer Hemmingsen med at skyde ham "thi han havde de lange pistoler hos sig på hesten".
Laurids Hemmingsen blev senere stukket til svenskerne af bl.a. præsten hr. Albret fra Snesere. Han blev dømt til døden "af nogle ugudelige danske" og stejlet på Turebygård eller Turebyholm i maj 1660. Provsten og 12 mænd i hovedsagen fra Snesere mødte op og bevidnede at Laurids Hemmingsen havde været med Svend Povlsen i Snesere præstegård hvor to svenske kvartermestre blev ombragt. På disses vidnesbyrd blev han dømt og stejlet.
Laurids Hemmingsen har dannet forlæg for Carit Etlars Ib, Svends tro følgesvend, Dronningens vagtmester.
Dannelsesroman.
Dannelsesroman betegner en roman, som beskriver en hovedpersons livsforløb med barndom, ungdom (modning) og voksenliv. Romanens midte, hvor hovedpersonen modnes, er konfliktfyldt og præget af uforsonlighed, men dette overvinder hovedpersonen til slut, hvorved et idealiseret billede af et dannet menneske fremstår. På dansk er Meïr Aron Goldschmidts "Hjemløs" et typisk eksempel.
Nøgleroman.
Nøgleroman betegner en roman, hvori en eller flere centrale figurer kan genkendes som reelt eksisterende, selvom visse kendetegn er ændret. Et eksempel er Tom Kristensen "Hærværk". Begrebet blev aktualiseret i 2007 gennem en bred polemik om Knud Romers roman "Den der blinker er bange for døden", som bygger på forfatterens oplevelser i barndommens Nykøbing F.
Kollektivroman.
Kollektivroman betegner en roman, der ikke har én eller få hovedpersoner, men beskriver en større gruppe mennesker, der er knyttet sammen af bånd, der er bredere end en slægts. På dansk er Hans Kirks "Fiskerne" et typisk eksempel.
Udviklingsroman.
Udviklingsroman betegner en roman, der beskriver en persons hele livsforløb, uden imidlertid at kulminere i en afklaret sluttilstand, som det er tilfældet i dannelsesromanen.
Kortroman.
Kortroman betegner en blandingsgenre mellem roman og novelle, hvori forfatteren udforsker spændingen mellem disse genrers karakteristika. På dansk er Svend Åge Madsens "Kvinden uden krop" et typisk eksempel.
Trivialroman.
Trivialroman betegner en roman, der på en skabelonagtig og stereotyp måde beskriver et handlingsforløb med ikke særligt udviklede figurer.
Slægtsroman.
Slægtsroman betegner en roman, hvori en slægts udvikling skildres gennem flere generationer.
Mere snævert betegner en slægtsroman de romaner der, gennem en fremstilling af en slægt, søger at belyse de biologiske og sociale årsager og deres virkning, eksempelvis slægtens forfald eller økonomiske konkurs.
Utopisk roman.
Utopisk roman betegner en roman, hvis handling overvejende finder sted i lande, der ikke eksisterer. Utopiske romaner forholder sig typisk satirisk til samtidens eksisterende samfund. De startede med at være skildringer af idealsamfund. På dansk er Ludvig Holbergs "Niels Klims underjordiske Rejse" et typisk eksempel. I nyere tid har det udviklet sig til at man skildrer rædselssamfund, man kalder det dystopisk roman.
Folketinget.
Folketinget er navnet på Danmarks parlamentariske kammer.
Siden 1953 har det været det eneste kammer. Fra 1849 til 1953 var Folketinget et af to kamre i Rigsdagen; det andet kammer var Landstinget. Forskellen på de to var repræsentationen af vælgere. Begge kamre havde lige stor magt. Mens Folketinget oprindelig repræsenterede uafhængige landmænd, veluddannede borgere og købmænd, repræsenterede Landstinget oprindelig det gamle aristokrati.
I 1953 ændredes en del af systemet ved en folkeafstemning. Blandt ændringerne var en sammenlægning af de to kamre til ét parlament, Folketinget. Med udgangspunkt i Grundloven har Folketinget lovgivende magt sammen med den regerende monark. Monarkens rolle er dog i praksis begrænset til at underskrive de love, som Folketinget har vedtaget. Det skal ske inden for 30 dage efter vedtagelsen.
Folketinget består af 179 medlemmer valgt for maksimalt fire år. Heraf er to valgt på Færøerne og to valgt på Grønland. Efter den valgkredsreform der fulgte med kommunalreformen i 2007 vælges de danske medlemmer fra 10 storkredse.
Folketingsvalgene er hemmelige og frie. Valgmåden er forholdstalsvalg. Denne valgmåde sikrer en ligelig repræsentation af de anskuelser, der eksisterer blandt vælgerne. Ved fordelingen af mandater til valgkredsene tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og areal.
Man har valgret til Folketinget, hvis man er dansk statsborger, bor i Danmark og er fyldt 18 år, medmindre man er umyndiggjort. For at være valgbar til Folketinget må man endvidere ikke være straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør en uværdig til at være medlem. Det er Folketinget selv, som bestemmer, om medlemmerne er valgbare.
Folketingets historie.
Folketinget blev etableret ved Junigrundloven af 1849. Udkastet til grundloven var skrevet af D.G. Monrad, som derefter overlod det til Orla Lehmann til renskrivning og omskrivning til et lettere forståeligt dansk. Lehmann fandt i denne forbindelse blandt andet på ordet "Folketing" som betegnelse for det ene af de to kamre som loven foreskrev. Ordet blev accepteret og er i dag indgået i det daglige sprog.
Folketinget havde 101 medlemmer indtil 1895, hvor tallet blev hævet til 114. I året for systemskiftet, 1901, var de 49 medlemmer valgt i Jylland, 14 på Fyn, 1 på Ærø, 1 på Langeland, 40 på Sjælland, 5 på Lolland-Falster, 1 på Møn, 2 på Bornholm og 1 på Færøerne.
Samme år (1901) var fordelingen på stilling eller næringsvej følgende: 61 landbrugere, 1 handlende, 8 håndværkere og industridrivende, 13 journalister, 6 skolelærere 5 sagførere, 1 militær embedsmand 2 civile embedsmænd, 1 læge samt 16 forretningsførere, direktører og eksklusive politikere. Omtrent 54 procent af Tingets medlemmer var altså landmænd.
Med Grundloven af 1915 fik kvinder stemmeret til parlamentsvalgene og kunne stille op til Folke- og Landsting. Ved det første valg efter grundlovsændringen blev der indvalgt 4 kvinder i Folketinget, svarende til 3% af forsamlingen: Helga Larsen (S), Elna Munch (RV), Karen Ankersted (DKF) og Mathilde Malling Hauschultz (DKF).
Ved grundlovsrevisionen i 1915 blev antallet af medlemmer hævet til 151, og i 1953 til de nuværende 179, uden at antallet af valgkredse af den grund blev ændret.
Folketinget og Landstinget havde fra starten til huse på Christiansborg. Efter slottets brand i 1884 og indtil det nuværende Christiansborgs færdiggørelse (1928) havde de to ting til huse i den bygning i Bredgade, som oprindelig var operahus og siden Landkadetakademi (og som nu huser Østre Landsret).
Folketingets arbejde.
Folketingets arbejde ledes af et præsidium, der vælges ved hver folketingssamlings begyndelse. Det består af en formand og indtil fire næstformænd fra de fire største partier i Folketinget udover formandens parti. I øjeblikket er Folketingets formand Thor Pedersen (V). Desuden vælges fire tingsekretærer, der blandt andet leder Folketingets møder, hvis både formanden og næstformændene er forhindrede.
Tiltaleformen blev for år tilbage ændret. Tidligere blev folketingsmedlemmet tituleret "det højt ærede medlem" efterfulgt af hr., fru eller frøken, men i dag er det blot hr. eller fru - også om kvindelige folketingsmedlemmer, der er ugifte. Glemmer et folketingsmedlem at bruge hr. og fru, skrider formanden ind og kan i sidste instans fratage medlemmet ordet. Minstre tituleres med deres titel, fx "statsministeren" eller blot "ministeren".
Hvert folketingsår begynder med Folketingets åbning, der finder sted første tirsdag i oktober, hvor bl.a. kongehusets medlemmer overværer statsministerens åbningstale.
Efter et valg danner et eller flere partier regering, og tingets stående udvalg og kommissioner konstituerer sig. Alle Folketingets medlemmer samt ministre kan stille lovforslag, som behandles dels i udvalgene dels i Folketingssalen (hvor førstebehandling, andenbehandling og tredjebehandling finder sted).
Folketingets møder er dels fysisk tilgængelige for offentligheden, dels tilgængelige via tv, som Folketingets egen internetbaserede tv-tjeneste, Folketinget Direkte. Tinget kan vedtage at behandle en sag for lukkede døre, men det sker uhyre sjældent.
Folketingets sammensætning.
Nedenfor er gengivet Folketingets sammensætning pr. 9. december 2010 sorteret efter partibogstav, dvs. de bogstaver der benyttes at angive partierne på stemmesedlerne. Bemærk at der er sket enkelte forskydninger i forhold til Folketingsvalget i 2007, da nogle medlemmer har forladt de partier, de blev valgt for.
Regeringen Lars Løkke Rasmussen består af Venstre og Det Konservative Folkeparti, der har 64 mandater til sammen. Da der skal 90 mandater til for at have flertal, må de således søges støtte hos andre partier.
Litteratur.
Folketinget har siden valget i 1956 udgivet en håndbog efter hvert folketingsvalg. Håndbogen indeholder biografier over de valgte folketingsmedlemmer. Fra 1956 havde håndbogen titlen "Folketinget: Håndbog". Fra 1984 var titlen "Folketingets håndbog". Siden 1990 udkommer håndbogen under titlen "Folketinget efter valget".
Folketingets udvalg.
Folketingets udvalg er en række arbejdsgrupper, som Folketinget opretter og udpeger folketingsmedlemmer til at deltage i. Et udvalgs vigtigste opgave at behandle de lov- og beslutningsforslag, der henvises til behandling i udvalget, men herudover følger udvalget med i udviklingen inden for sit sagsområde, f.eks. ved at stille spørgsmål til en minister. Ministeren kan svare skriftligt eller mundtligt (ministeren kommer i såkaldt "samråd" med udvalget). Desuden kan et udvalg modtage henvendelser (deputationer) fra organisationer og andre.
Der er to forskellige udvalgstyper: "Stående udvalg", dvs. faste udvalg, og "særlige udvalg".
Folketinget har nedsat 30 stående udvalg, hvis sagsområder i vidt omfang svarer til ministeriernes ressortområder. Udvalgenes sagsområder besluttes af Udvalget for Forretningsordenen.
Særlige udvalg, der også kaldes ad hoc udvalg, nedsættes til at tage sig af enkelte sager eller særlige emner.
De fleste udvalg har 17 medlemmer, og udpegning af medlemmerne sker ved valg i Folketinget efter reglerne for forholdstalsvalg. Da partigrupperne ofte slutter sig sammen i valggrupper, afspejler et udvalgs sammensætning ikke nødvendigvis helt sammensætningen i Folketingssalen.
For medlemmerne af de fleste stående udvalg er der normalt udpeget et antal stedfortrædere. Disse skal være medlemmer af Folketinget og har ret til at deltage i udvalgsmøderne, men uden stemmeret og uden ret til at komme med udtalelser i udvalgets betænkninger.
Udvalgene vælger en udvalgsformand, og til hjælp for arbejdet tilknyttes ligeledes en udvalgssekretær, som ikke er et folketingsmedlem, men normalt en embedsmand med juridisk eller nationaløkonomisk uddannelse. Udvalgssekretæren fører protokol over udvalgets arbejde.
1850.
Eksterne henvisninger.
50
Torben Oxe.
Torben Oxe (død 29. november 1517) var søn af Johan Oxe og Inger Bille.
Han var Christian 2.'s lensmand på Københavns Slot fra 1514 og fik desuden Krogen (Kronborg) len ved Helsingør. Fængslet af kongen, der for rigsrådet anklagede ham for bl.a. giftmord på Dyveke, men han blev frifundet for anklagen.
Han blev af kongen bragt for en birketingsret af 12 bønder fra landsbyen Solbjerg og dømt: "Vi dømmer ham ikke, men hans gerninger dømmer ham".
Torben Oxe blev halshugget den 29. november 1517 i nærheden af nutidens Hauser Plads. Rigsrådet misbilligede henrettelsen.
Ekstern henvisning.
Torben
Transducer.
a> afhængig af den mekaniske position.
En komponent, som omdanner fra en energiform til en anden - eller kan give respons på en fysisk påvirkning kaldes - en transducer.
En transducer er i sin grundlæggende form en passiv komponent. Hvis komponenten er elektrisk, er den normalt 2-benet, dvs. at den har 2 tilledninger. Grunden er, at det kræver netop 2 ledninger for at formidle elektrisk strøm.
De fleste transducere kan også anvendes som sensorer.
MGP.
MGP er Melodi Grand Prix for børn og unge.
MGP blev afholdt første gang i 2000 under navnet "Børne1erens Melodi Grand Prix", og succesen blev gentaget i 2001 under det nuværende navn.
I 2002 havde idéen fanget så godt an, at den blev udvidet til at gælde hele Norden, da der i samarbejde med Sverige og Norge blev afholdt et MGP Nordic.
I 2003 blev MGP endnu større, idet der i samarbejde med EBU blev afholdt et europæisk MGP i Forum i København den 15. november 2003. Det har fået betegnelsen Junior Eurovision Song Contest.
I 2006 gik Danmark, Sverige og Norge ud af det fælleseuropæiske MGP og genoptog MGP Nordic i protest imod behandlingen af børnene i den europæiske udgave.
I 2007 bliver det nordisk samarbejde omkring MGP Nordic udvidet til også at omfatte Finland. De fire lande deltager med hver to sange i den nordiske finale, det blev afholdt den 24. november i Oslo.
I 2010 var der ikke noget MGP Nordic da Sverige trak sig ud og i stedet sendte deres vinder til Junior Eurovision Song Contest.
Dansk Melodi Grand Prix.
Dansk Melodi Grand Prix er en sangkonkurrence i Danmarks Radio. Den er afholdt siden 1957 for at finde Danmarks repræsentant til Eurovisionens Melodi Grand Prix, også kaldet Eurovision Song Contest (ESC).
DR skulle have afholdt Dansk Melodi Grand Prix i 1956, men det blev ikke til noget, fordi DR meldte for sent til Eurovision Song Contest.
Konkurrencen har været genstand for mange diskussioner, og i 1967-1977 deltog Danmark ikke i Eurovisionens Grand Prix, og der var heller ikke en national udvælgelse. I 1994, 1998 og 2003 blev der heller ikke afholdt Dansk Melodi Grand Prix, fordi Danmark var for dårligt placeret i den europæiske konkurrence årene før.
Danmark har vundet konkurrencen to gange
Dansk Melodi Grand Prix er gennem alle årene blevet varetaget af DR TV. De senere år er der kommet et ønske fra seerne om at gøre Dansk Melodi Grand Prix større ved blandt andet at indføre semifinaler.
Ved Dansk Melodi Grand Prix 2007 havde DR har valgt at indføre semifinaler. Holstebro og Aalborg var værter for semifinalerne og Forum Horsens for finalen. Dette koncept fortsatte i 2008, hvor begge semifinaler blev afviklet i DR Byen, mens selve finalen blev sendt fra Forum Horsens.
Til Dansk Melodi Grand Prix 2009 har DR valgt at droppe semifinaler og afholder i stedet én finale med 10 deltagende sange. Heraf er de seks sange udvalgt i åben konkurrence, mens de sidste fire fremføres af solister; herudover deltager fire særligt udvalgte solister som DR har inviteret.
Indtil 2008 var Dansk Melodi Grand Prix kendetegnet ved at melodierne ikke måtte offentliggøres før Grand Prix'ets afvikling.
Brødrene Olsen.
Brødrene Olsen er en dansk pop/rock-duo, der består af Jørgen Olsen (født 15. marts 1950) og Noller (Niels, født 13. april 1954), begge fra Odense.
De dannede deres første band "The Kids" allerede i 1965, da de var hhv. 15 og 11 år gamle, og allerede samme år spillede gruppen som opvarmningsband til The Kinks ved en koncert i KB Hallen.
Brødrene deltog begge i musicalen "Hair" i Cirkusbygningen i marts 1971, og senere var de på turné med forestillingen rundt i Danmark, Sverige og Norge.
Brødrene Olsen udsendte deres første album i 1972 og har siden udgivet 12 album. De har haft store hits i singlerne "Angelina" (1972), "Julie" (1977), "San Francisco" (1978), "Dans Dans Dans" (1979), "Marie, Marie" (1982), "Neon Madonna" (1985). Nogle af disse har deltaget i det danske Melodi Grand Prix, hvor enten duoen eller Jørgen Olsen alene har deltaget i alt 9 gange. Det bedste resultat opnåede duoen, da de vandt både det danske og det internationale Melodi Grand Prix i Stockholm 2000 med "Fly on the Wings of Love" - på dansk: "Smuk som et stjerneskud".
Anne Gadegaard.
Anne Mondrup Gadegaard (født 7. november 1991 i Århus) er en dansk sangerinde. Hun vandt MGP 2003 med sangen "Arabiens Drøm". Hun bor i Århus med sin far og to brødre. Hendes mor, der også var hendes manager, døde i marts 2010 af brystkræft.
Anne har optrådt i hele Danmark siden hun var 11 år, dog med en pause fra rampelyset fra 2006. Den 20. September 2010 trådte Anne Gadegaard igen på scenen, nu med trutmund og nedringet tøj, i forbindelse med at hun udgav sin første single, med sangen Blah blah.
FemininuM.
FemininuM er en gruppe bestående af Michala Riis-Vestergaard og Freja Lockenwitz.
FemininuM vandt De Unges Melodi Grand Prix 2000 med sangen "Sort sort snak".
European Broadcasting Union.
EBU eller European Broadcasting Union er en samarbejdsorganisation indenfor tv og radio. Den blev stiftet 12. februar 1950. EBU har 75 aktive medlemmer i 55 lande i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, samt yderligere 45 såkaldte associerede medlemmer. Et af de mest kendte projekter EBU står for, er det årlige Melodi Grand Prix, som er en sangskrivningskonkurrence mellem medlemslandede.
Eurovision under EBU bestod af af en række europæiske lande, hvor der via mikrobølgelink kunne udveksles radio og tv med andre europæiske lande.
Ved tv udsendelserne startede man med et logo og musik.
Grethe og Jørgen Ingmann.
Grethe & Jørgen Ingmann (1963)Grethe Ingmann og Jørgen Ingmann vandt i 1963 Eurovisionens Melodi Grand Prix med melodien "Dansevise".
Forinden havde de sammen udsendt en hel del plader. Jørgen Ingmann udsendte sideløbende en hel del plader for Metronome, hvoraf "Apache" (1960) nåede den amerikanske Billboard, som noget yderst sjældent for en dansk plade. Som en af de første i Europa brugte Jørgen Ingmann flersporsteknik på sine indspilninger, via en maskine udviklet af Fillip Voss.
Grethe og Jørgen fik 20 års musikalsk samarbejde, fra de mødtes i 1955 og til de blev skilt i 1975.
En bog om deres fælles liv og karriere blev udgivet i 2003.
Ingmann, Grethe og Jørgen
Ingmann, Grethe og Jørgen
EM i håndbold (kvinder).
Europamesterskabet i håndbold for damer er en turnering for europæiske landshold. Turneringen er blevet afholdt hvert andet år siden 1994, og Danmark har sat sit tydelige præg på mesterskaberne ved at blive nr. 1 eller 2 med undtagelse af...: 2000 (nr. 10), 2006 (nr. 11), 2008 (nr. 11) og 2010 (nr. 4).
Europamesterskabet i håndbold for damer bliver afholdt hver andet år, på alle de lige årstal. Da Verdensmesterskabet i håndbold for damer bliver afholdt hver andet år, på alle de ulige årstal, og sådan har det været siden 1993 hvor det 11. (indendørs) VM i håndbold for damer, blev det første efter det blev lavet om til at skulle spilles hver andet år, og i 1993 blev WM afholdt i Norge, og det første EM i håndbold var i 1994, og blev afholdt i Tyskland, (hvor begge Finaler stod mellen Danmark og Tyskland og ved WM i 1993 var slutstilling på 21-22, efter forlænget spilletid. Da stillingen efter ordinær spilletid var 17-17. Og ved EM i 1994 endte det med en slutstilling på 27-23, og med dette resultat blev Danmark officielt den første til at vinde et Europamesterskab i håndbold for damer)
Norge har vundet i alt fem EM-titler, i 1998, 2004, 2006, 2008 og 2010. Og Danmark har vundet tre EM-titler, i 1994, 1996 og 2002, mens Ungarn har vundet en enkelt EM-titel i 2000. Seks hold har deltaget i alle slutrunderne indtil nu, fra 1994 til og med 2010. Og det er følgende...: Danmark, Norge, Rusland, Tyskland, Ukraine og Østrig.
Placeringer.
24 lande har deltaget i EM-slutrunderne gennem tiden, og deres placeringer er sammenfattet i nedenstående tabel.
Agerumslade.
En agerumslade er en lade, som man kan køre hele vognlæs ind og losse høet på stængerne. I stedet for, som tidligere at skulle slæbe hver enkel tot hø igennem hele laden, for at lægge det på stængerne.
Smølferne.
thumb
Smølferne (les Schtroumpfs) blev opfundet af den belgiske tegner Pierre Culliford, bedre kendt som Peyo, tilbage i 1958, hvor de debuterede i Henrik og Hagbart-albummet: "Den fortryllede fløjte".
En smølf er et lille blåt væsen (3 æbler højt), der bor i et lille paddehatteformet hus.
Da tegneserien første gang blev introduceret i Danmark, kaldtes en smølf en snøvs.
I dag er Snøvsen en lille etbenet fyr, der er hovedperson i en bog af Benny Andersen. Smølferne associeres i flere sammenhæng også med sangeren Johnny Reimar som sang om Smølferne i 1977.
Kronologisk historie.
Smølferne bor i en landsby i skoven. De bliver jagtet af den onde troldmand Gargamel og hans brune kat Azrael. Gargamel vil skiftevis spise Smølferne eller lave dem til guld (han har fundet en gammel bog om alkymi, der siger, at man med 6 smølfer kan lave bly til guld). Hans planer går dog aldrig godt, og han ender altid med at stå tilbage som taberen. Smølferne har dog også venner i skoven, bl.a. Fader Tid, Moder Natur og troldmanden Homnibus.
Oprindeligt var der 98 smølfer med hvide bukser og hvide huer, der alle var hankøn. Derudover var der Gammelsmølf, som var den ældste, men ikke deres far. Han havde røde bukser og rød hue. Smølfernes navne er enten udtryk for et fysisk træk (Gammelsmølf, Stærksmølf, Klumpesmølf), et karaktertræk (Dovensmølf, Drømmesmølf, Dummesmølf, Dydigsmølf, Gnavensmølf, Skæmtesmølf, Ædesmølf), deres funktion i landsbyen (Bagesmølf, Altmuligsmølf, Bondesmølf) eller blot deres hobby (Digtersmølf, Malersmølf, Musiksmølf, Pyntesmølf).
En af Gargamels planer var at sende pigesmølfen Smølfine. Med 99 hansmølfer og kun én pige gav det en voldsom ballade i den ellers så fredelige landsby. Samtidig arbejdede hun for Gargamel, og det lykkedes hende (ved at lokke Digtersmølf) at oversvømme landsbyen. Da det blev afsløret, at hun arbejdede for Gargamel angrede hun, og Smølferne tilgav hende. Hun forlod dog landsbyen for en tid for ikke at være skyld i mere ballade, men vendte senere tilbage og bosatte sig i landsbyen.
Mens Smølfine boede udenfor landsbyen, blev det tid til at danse de 100 smølfers dans, der ifølge Gammelsmølfs tryllebog skal danses hvert 654. år for at undgå, at Smølferne de næste 654 år skal leve i ulykke. Med kun 99 smølfer gav det et problem, indtil Pyntesmølfs spejlbillede ved et lynnedslag blev levende. Smølfen, der kom ud af det, kaldes enten Spejlsmølf eller blot Smølf nr. 100.
I albummet "Småsmølferne" blev tre smølfer (Hidsigsmølf, Natursmølf og Balladesmølf) ved en fejltagelse forvandlet til børn, da de kravlede ind i et af Fader Tids ure efter Natursmølfs sommerfugl. Magien kunne ikke laves om, så de måtte finde sig i at forblive børn. Det satte lidt fut i landsbyen, at der pludselig var kommet børn, og som de flest børn var de også ulydige af og til. Da de f.eks. så, at Smølfine var ked af at være den eneste pigesmølf, besluttede de at stjæle Smølfine-formularen fra Gargamel og skabe endnu en Smølfine. Det lykkedes dem at stjæle formularen, men de brugte smølfemål i stedet for menneskemål, og derfor blev resultatet et barn, og ikke en voksen veninde til Smølfine. Den nye småsmølf blev kaldt Smølfette.
Albummet, der efterfulgt "Småsmølferne", "Babysmølfen" gav også landsbyen en ny beboer, Babysmølf, der ved en fejltagelse blev leveret til landsbyen. Smølferne nægtede dog at give ham tilbage, da storken kom for at tage ham med. Fordi de viste Babysmølf så meget kærlighed, fik de lov at beholde ham.
Smølferne på film.
Smølferne debuterede i deres første tegnefilm - Smølferne og den fortryllede fløjte i 1976, i øvrigt sammen med Henrik og Hagbart.
I Hanna & Barberas tegnefilm fra 1980'erne blev der yderligere introduceret nogle smølfer. Først kom Oldesmølf, der havde været Gammelsmølf, da Gammelsmølf var barn. Han var rejst ud for at samle elementer fra de fire verdenshjørner, der skulle bruges til at forny Smølfernes livgivende sten, der lå dybt begravet under landsbyen. Missionen mislykkedes, og han frygtede, at det ville blive Smølfernes endeligt, men med hjælp fra Homnibus og Gammelsmølf lykkedes det at forny stenens magiske egenskaber.
Oldesmølf var ikke den eneste nye smølf. Også Vildsmølf, en smølf, der var blevet tabt af storken på vej til landsbyen, og som var vokset op i en egernfamilie, blev introduceret i tegnefilmene. Senere kom også Oldesmølfs kone Oldemorsmølf, der havde siddet fanget i Slottet Bag Lås og Slå i 500 år, og hendes kæledyr, det røde dyr Smoogle.
I seriens sidste sæson rejste Smølferne ved hjælp af Oldesmølfs magiske tidskrystaller rundt i tiden. De skulle egentlig levere en Triceratops tilbage til sin egen tid (den havde været frosset inde i en gletsjer), men den magiske nøgle, der skulle samle krystallerne og bringe Smølferne tilbage til deres egen tid, gik desværre tabt, og de måtte forsøge at samle krystallerne manuelt. Det bragte dem rundt til forskellige lande og forskellige tidsaldre, hvor de bl.a. mødte Gargamels forfædre Gargotep (Egypten), McGarg (Skotland) og Gargovich (Rusland). Pga. svigtende seertal blev serien dog lukket, og man fik aldrig at vide, om Smølferne kom hjem til deres elskede landsby.
Spin-off.
Små plastfigurer af smølferne med svampehuse.
1569.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1564 1565 1566 1567 1568 - 1569 - 1570 1571 1572 1573 1574
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
69
Georg 2. af Grækenland.
right
Georg 2. af Grækenland (20. juli 1890 - 1. april 1947) var konge af Grækenland 1922-1924 og igen 1935-1947.
Korund.
Korund er aluminiumoxyd (Al2O3) på krystalform og er det næsthårdeste naturligt forekommende mineral (9 på Mohs' hårdhedsskala). Ordet korund er afledt af Hindi "kurand". Diamant er det hårdeste mineral (hårdhed 10).
Korund anvendes primært som slibemiddel og smykkesten. Kun gennemsigtigt korund anvendes til ædelsten; f.eks. rubin (forurenet med lidt krom) - og andre korundfarver kaldes safir.
Eggnog.
Et glas og en karton med eggnog
Eggnog er en engelsk juledrik der laves af æg blandet med flormelis, mælk og tilsat
alkohol og muskatnød. Den blev indført til Amerika i 1839.
Drikken kommer fra Frankrig og er i Danmark kendt som æggemælk. I Danmark er der traditionelt set tilsat rom, eller romessens, kanel og vanilje.
1785.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1780 1781 1782 1783 1784 - 1785 - 1786 1787 1788 1789 1790
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
85
1801.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1796 1797 1798 1799 1800 - 1801 - 1802 1803 1804 1805 1806
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
01
1803.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1798 1799 1800 1801 1802 - 1803 - 1804 1805 1806 1807 1808
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
03
1818.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1813 1814 1815 1816 1817 - 1818 - 1819 1820 1821 1822 1823
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
18
1841.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1836 1837 1838 1839 1840 - 1841 - 1842 1843 1844 1845 1846
Eksterne henvisninger.
41
1858.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne - 1850'erne - 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne
År: 1853 1854 1855 1856 1857 - 1858 - 1859 1860 1861 1862 1863
Konge i Danmark: Frederik 7. 1848-1863
Eksterne henvisninger.
58
1875.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1870 1871 1872 1873 1874 - 1875 - 1876 1877 1878 1879 1880
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
75
Chinon.
Chinon er en by i Vestfrankrig, beliggende ved floden Vienne. Byen har cirka 10.000 indbyggere (pr. 2001). I de senere år er byens vine blevet regnet som nogle af de bedste i Frankrig.
I 1429 mødte Jeanne d'Arc Karl VII af Frankrig i borgen, som nu er delvis renoveret og en væsentlig turistattraktion.
Chinon er fødeby for François Rabelais (1493-1553).
Saltkraft.
Saltkraft eller osmotisk kraftværk er en miljøvenlig vedvarende energikilde, som udvinder mekanisk energi via en vandturbine pga. en ca. 12-25 atm trykforskel efter naturlig osmotisk flytning af ferskvand over i saltvand via en semipermeabel membran. Så vandkraft kan komme til at bestå af to trin: vandkraft og dernæst saltkraft. Eller blot saltkraft hvor ferskvand løber ud i saltvand (f.eks. Vesterhavet
I forbindelse med et norsk forskningsprojekt i 2000 regnede man med at prisen for en kilowatttime kunne bringes ned mod 25 øre, hvis det lykkedes at udvikle metoden.
Statkraft i Norge satte Statkraft Hurum saltkraftværk i drift 24. november 2009.
Distribueret elproduktion.
Distribueret elproduktion er elproduktion som kan stå alene.
Distribueret elproduktion har vi allerede i kraft af, at mange vindmøller er el-tilkoblet. I fremtiden vil der sikkert være en endnu større del af el-nettets energi, som kommer fra decentrale kilder. Det betyder at man på en eller anden måde bliver nødt til at kunne styre kilderne og energiens retning, så man kan opretholde en stabil el-forsyning.
Malmø.
Malmø (svensk "Malmö", gammeldansk: "Malmoghe" eller "Malmhauge") er Skånes største og Sveriges tredjestørste by med 280.000 indbyggere. Byen blev grundlagt i 1275 og var i flere hundrede år Danmarks næststørste by. Øresundsbroen forbinder Lernacken syd for Malmø med Kastrup i Danmark.
Med bygningen af Øresundsbroen er Malmø blevet den svenske hovedby i den dansk-svenske Øresundsregion. I de seneste år er et stort antal danskere flyttet til Malmø, mens mange svenskere pendler til arbejde i den danske hovedstad.
Malmøs historie.
Malmø og Malmøhus (efter Braunius)
Malmø omtales i historien første gang i 1200. Bynavnet var dengang Malmoghe eller Malmhauge. Navnet er sammensat af malm (sand) og hauge (banke).
I 1437 fik Malmø sit byvåben med den skånske grif af Erik af Pommern. Kong Erik lod også opføre Malmøhus fæstning.
I den danske reformation spillede Malmø en vigtig rolle. Malmø-borgmesteren Hans Mikkelsen oversatte sammen med den i samme by bosatte lunde-kannik Christiern Pedersen Det nye testamente til dansk, og Malmø-præsten Claus Mortensen Tøndebinder udgav den første danske salmebog, Malmø-salmebogen.
Ved freden i Roskilde i 1658 måtte Danmark afstå Malmø sammen med resten af Skånelandene til Sverige. Malmø blev præget af de dansk-svenske krige både før og efter afståelsen og af forsvenskningen af Skåne under de følgende konger.
I 1659 blev ni af medlemmerne i Malmøsammensværgelsen, der havde som formål at befri Skåne fra det svenske herredømme, dømt til døden. Henrettelserne blev gennemført på Store Torv (Stortorget). Da Bartholomæus Mikkelsen, Johan Jørgensen og Jokim Brun var halshugget blev resten af dødsdommene ændret til landsforvisning.På samme sted henrettedes i 1678 Jørgen Krabbe.
I 1712 blev Malmø stærkt hærget af pesten, og ca. 300 af stadens ca. 600 huse stod tomme. Efter afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720 fulgte en længere periode med fred, hvor det igen langsomt gik fremad for byen.
Anlægningen af havnen påbegyndtes 1775 af Frans Suell. Kockums værksteder grundlagdes 1840. En af Sveriges første jernbaner indviedes mellem Malmø og Lund 1856. I 1880'erne havde den svenske arbejderbevægelses pionerer, August Palm og Axel Danielsson, Malmø som base. Sporvejen i Malmø indviedes 1887. Den baltiske udstilling i Pildammsparken fandt sted 1914. Stadsteatern i funkisstil indviedes 1944. VM i fodbold på det nye Malmö Stadion afholdtes 1958. Malmö Högskola (universitet) etableredes 1998. Øresundsbroen indvies 2000. Bomessen Bo01 fandt sted i Västra Hamnen 2001. Turning Torso, Sveriges højeste bygning, stod klar i 2005.
Malmø indgår i den europæiske rute for teglstensgotik.
Transport.
Buslinie 999 København - Malmø via Øresundsbroen. Tidtabel og priser kan ses på www.graahundbus.dk
Via Øresundstoget kan man komme fra Malmö C til Kastrup på 20 minutter og til København H på 34 minutter. Øresundstoget kører også på mellemlange distancer til Landskrona, Helsingborg, Gøteborg, Karlskrona og Växjö. De lokale Pågatåg forbinder Malmø med resten af Skåne. Der kører SJ-tog til resten af landet, herunder X2000. Citytunnellen gennem Malmø centrum blev indviet 2010-12-04, og forkortede rejsetiden til Kastrup og København H med 2-3 minutter.
Fra Malmö Sturup kan man flyve indenrigs i Sverige og til enkelte udenlandske destinationer. Den vigtigste lufthavn for Malmø er dog Københavns Lufthavn Kastrup.
Malmø har både en indre og en ydre motorringvej, og byen er et knudepunkt for europavejene E20 (Øresundsbroen), E6, E22E22, E65 og de svenske rigsveje 11 og 101.
Havnen er fusioneret med Københavns Havn under selskabet Copenhagen Malmö Port. Der foregår en stor godsomsætning, bl.a. import af biler, og er også en frihavn af betydning for hele Østersøområdet. Færgen Malmø-Travemünde udgår fra havnen. Indtil Øresundbroens færdiggørelse sejlede der flyvebåde til København samt bilfærger fra Limhavn til Dragør.
Demografi.
Malmø er en multikulturel by hvor der snakkes 150 sprog og hvor der er repræsenteret 170 nationaliteter. Af byens 293.900 indbyggere er 38 % første- eller andregenerationsindvandrere. De største grupper af indvandrer er fra følgende lande
Malmø har været genstand for international opmærksomhed på grund af den demografiske udvikling.
Kriminalitet.
I 2009 var Malmø den by med næst mest kriminalitet i sverige. Antallet var på 21.382 anmeldte forbrydelser per 100.000 indbyggere. Det er noget lavere end Stockholm (22.647) og højere end Göteborg (18.728) og højere end gennemsnittet i sverige på 15.046. Antallet af anmeldte voldelige forbrydelser har øget jævnt det sidste par årtier som lå på 593 per 100.000 indbyggere i 1989, 866 i 1999 og 1197 i 2009. I 2010 var der flere skydeepisoder i Malmø hvor en mand skød på tilfældige indvandrere, specielt indvandrer med mørk hud. gerningsmanden fik kaldenavnet laserman af medierne. Motivet for skydeepisoderne antages at være racisme.
Lene Vestergaard Hau.
Lene Vestergaard Hau (født 1959) er en dansk forsker, Ph.d. fra fysikstudiet på Aarhus Universitet. Hun startede som forskerassistent i USA og har efterfølgende arbejdet for "Rowland Institute for Science", der er et forskningscenter i Boston.
Hun er nu ansat som professor ved Harvard Universitet i instituttet for fysik.
Den 18. februar 1999 vakte hun international opsigt, da det lykkedes hende og hendes forskerteam at sænke lysets hastighed drastisk. Det lykkedes at bremse lysets hastighed fra 300.000 kilometer/sekund til 17 meter/sekund. Det blev gjort ved at køle en lille cigarformet sky af natriumatomer ned til en temperatur få milliontedele grad varmere end det absolutte nulpunkt på -273,15 grader.
I 2001 lykkedes det hende og hendes forskerteam at oplagre/stoppe en lyspuls, i en nedkølet sky af natriumatomer, ved hjælp at en koblingslaser. Når koblingslaseren lidt senere tændtes, genoptog den tidligere oplagrede lyspuls sin rejse ud af skyen.
Den nedkølede sky af natriumatomer, anvendt ved begge forsøg, er faktisk i en ny fasetilstand ud over de kendte; fast, flydende, gasform, plasma, (neutronstjerne?, kvarkstjerne?) - nemlig Bose-Einstein kondensat. Atomerne i Bose-Einstein kondensatet (BEC) er kvantefysisk sammenfiltret, hvilket bl.a. har den effekt, at hele skyen virker som et stort atom.
I 2007 var Lene Hau med til gemme lysets information i stof og derefter ca. 0,14 μm væk konvertere stofinformationen til lysinformation igen.
Hun modtog i 2010 Danes Worldwides årlige hædersbevis "Årets Verdensdansker" fordi hun ifølge Danes Worldwide eftertrykkeligt og vedholdende har sat Danmark på verdenskortet.
Kuupik Kleist.
Jakob Edvard Kuupik Kleist (født 31. marts 1958 i Qullissat) er en grønlandsk socionom og politiker, der p.t. er landsstyreformand for Grønlands Landsstyre, valgt for Inuit Ataqatigiit, som han fra 2001 til 2007 repræsenterede i Folketinget.
Baggrund.
Han blev født i Qullissat som søn af en døvstum grønlandsk kvinde og telegrafbestyrer Nikolaj Kleist, der rejste fra stedet kort efter. Bygden Qullissat var en bygd og mineby. Det offentlige placerede ham i en plejefamilie i samme by. Det viste sig at Kleist var en begavet dreng og han blev sendt en tur til Danmark som 11-årig alene og uden nogen forberedelse.. Han gik i folkeskolen i Qullissat i perioden 1966-1972. I 1972 blev bygden forladt da minen lukkede. Dette blev efterfulgt af realskole i Sisimiut 1972-1975, student fra Birkerød Statsskole i 1978. I 1983 tog han eksamen som socionom fra Roskilde Univeristetscenter.
Under hans tid i Danmark fik han problemer med stofmisbrug og havde store problemer med at klare sig. Han arbejdede i skiftende jobs i Grønland i nogen år og fik succes som sanger. Man kaldte ham den grønlandske Leonard Cohen på grund af hans dybe, hæse stemme.
Politisk karriere.
I 2001 blev han kandidat for partiet Inuit Ataqatigiit (IA). Det blev en succes og han blev nu folketingsmedlem for Grønland fra 20. november 2001 til 2007. I 2007 overtog han formandsskabet af sit parti efter Josef Motzfeldt.
Han var vicedirektør i Hjemmestyrets Uddannelsesdirektorat 1985-88, Rektor for Journalistskolen i Grønland 1988-1999. Landsstyremedlem for Offentlige arbejder og Trafik 1991-95, medlem af Grønlands Landsting 1995-96, direktør for Grønlands Hjemmestyres Udenrigskontor 1996-99. Sekretær for Selvstyrekommissionen 2000-01. Medlem af selvstyrekommissionen fra 2004.
Ejer af og direktør for konsulentfirmaet NIKISI Aps. Medlem af bestyrelsen i Inuit Circumpolar Conference (ICC) 1995-97 og for bestyrelsen for Nunatta Naqiterivia (Sydgrønlands Bogtrykkeri). Bestyrelsesformand for Tele Greenland fra 1999-2002 og for Pladeselskabet ULO.
Inuit Ataqatigiit.
Inuit Ataqatigiit (i daglig tale IA), er et politisk parti i Grønland, der blev dannet som gruppe i november 1976 og etableret som et egentligt parti i 1978. Navnet består af de grønlandske ord for henholdvis "mennesker" og "sammenhold" og kan gengives på dansk som "folkefællesskabet".
Partiet er i sin grundholdning socialistisk, og udgør den yderste venstrefløj i grøndlandsk politik. Det arbejder for grønlændernes krav om anerkendelse som et selvstændigt folk med ret til eget land samt lige muligheder og vilkår for alle i det grønlandske samfund. IA er desuden aktiv i det internationale samarbejde blandt inuit og støtter kampen for de oprindelige folks rettigheder, sådan som det kommer til udtryk i FN.
Ved valget til Grønlands Landsting 15. november 2005 fik partiet 6.517 stemmer, hvilket svarer til 22,6 pct. af de afgivne stemmer og syv mandater, hvilket var en tilbagegang på 3,0 pct og et mandat i forhold til landstingsvalget 3. december 2002, hvor partiet fik 25,3 pct. af de afgivne stemmer og otte af de 31 mandater.
Efter valget i 2002 indgik IA en koalitionsaftale med partiet Siumut og dannede landsstyre (regering), hvor partiet fik tre af syv pladser i Landstinget. Efter valget 15. november 2005 indgik partiet den 25. november 2005 en koalitionsaftale under overskriften "Fælles ansvar og samarbejde" med partiet Siumut og Atassut. Ud af landsstyrets otte landsstyreområder besatte IA to områder. Ud over Josef Motzfeldt, der fortsatte som landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender, udpegedes Asii Chemnitz Narup som Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø.
30. april 2007 trådte IA ud af koalitionen som konsekvens af grundlæggende uenighed med koalitionspartnerne om kvoter for rejefiskeri. IA fastholdt, at fiskeriet - som er en af landets væsentligste indtægtskilder - skulle holdes på et biologisk bæredygtigt niveau, mens Siumut og Atssut alene ville tage hensyn til fiskerierhvervets aktuelle økonomiske situation.
Partiet fik for første gang valgt en repræsentant til det danske Folketing ved folketingsvalget den 20. november 2001, hvor partiet var repræsenteret af Kuupik Kleist, der var medlem af Den Nordatlantiske Gruppe i
Folketinget til 2007. Kuupik Kleist er stadig medlem af Grønlands Landsting.
Juliane Henningsen blev efter folketingsvalget den 13. november 2007 partiets anden repræsentant i Folketinget.
IA er repræsenteret i kommunalbestyrelserne i 17 af Grønlands 18 kommuner, undtagen Ivittuut, hvor der er valgt 42 kandidater. Partiet har desuden repræsentanter i 21 bygdebestyrelser på kysten.
Tove Videbæk.
Tove Elisabeth Videbæk (født 7. december 1945 i Haderslev) er direktør og tidligere folketingsmedlem for Kristendemokraterne. Hun er kandidat ved Europa-Parlamentsvalget 2009 for det Det Konservative Folkeparti.
Biografi.
Hun er datter af Hans Peter og Eline Schmidt. Hun tog mellemskoleeksamen fra Hertug Hans Skole i Haderslev, blev student fra Haderslev Katedralskole i 1966, var udvekslingsstudent via American Field Service (AFS) på Edsel Ford High School Dearborn, Michigan 1963-1964, og gik på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager 1966-68. Hun har arbejdet som butiks-, bank- og kontorvikar i ferier 1959-67, som lærervikar ved Herning Kommunes skolevæsen 1972-80, som translatør og chefsekretær for KKR/TV (Københavns Kristne Radio/TV) 1986-1994 og som direktør sammesteds 1994-1998.
Hun var medlem af bestyrelsen for Den Kristne Producentkomité fra 1995, næstformand i Skandinavisk Børnemission fra 1995, medlem af TV-Inter Danmarks bestyrelse 1997-2000, medlem af KMN (Kristent Mediennetværk) fra 2000, KLF Kirke og Mediers landsstyrelse fra 2000, bestyrelsen for Ægteskabs- og skilsmissehjælpen fra 1999, bestyrelsen for ungdomsklubben Azusa fra 1999, bestyrelsen for Møltrup Optagelseshjem fra 2000, bestyrelsen for Københavns Kristne Oplysningsforbund 2000-2002, og bestyrelsen for International AID Services (IAS) fra 2001. 2006 blev Tove Videbæk landsformand for Hospice Forum Danmark, og i 2008 blev hun medlem af bestyrelsen for Palliativt Videncenter, som Hospice Forum Danmark sammen Trygfonden og fire andre foreninger på det palliative område havde fået etableret.
Hun har modtaget Sparekassen i Haderslevs legat til unge initiativrige mennesker i Haderslev 1964 samt KLF's Hæderslegat 1997.
Politik.
Hun var folketingskandidat for Kristeligt Folkeparti i Københavns Amt 1989-92, i Koldingkredsen 1992-95 og i Ringkøbing Amt fra 1996. Hun var medlem af Kristeligt Folkepartis hovedbestyrelse fra 1995 og forretningsudvalg fra 1996. Hun var folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds 1998-2005. Hun var næstformand i folketingsgruppen fra 2002 og formand for Folketingets socialudvalg fra 2001.
Den 6. juli 2008 meldte hun sig ud af Kristendemokraterne, blandt andet fordi hun fortsat ville kæmpe for afskaffelse af fri abort, i modsætning til partiets ledelse.
3. august 2008 meldte hun sig ind i de Konservative, fordi hun forventede at blive opstillet til EU-Parlamentet.
Tove Videbæk medvirker i en række debatprogrammer om Europa-Parlamentsvalget på Kanal København. Hun deltager ikke som kandidat, men ifølge eget udsagn som neutral studievært.
I maj 2009 udkom der en biografi om Tove Videbæk, "Tove Videbæk en fighter", skrevet af journalisten Henri Nissen og historikeren Jan Jensen.
Ved Europa-Parlamentsvalget d. 7. juni 2009 stillede Tove Videbæk op for de Konservative og fik ca. 23.000 personlige stemmer. Dermed var hun nr. 2 på den Konservative liste efter Bendt Bendtsen, hvilket betyder, at hun er 1. suppleant til Europa-Parlamentet.
Ved kommunalvalget i november 2009 blev Tove Videbæk valgt ind i byrådet i Ikast-Brande kommune, og er i en gruppe på 2 konservative ï byrådet.
I foråret 2010 blev Tove Videbæk opstillet til Folketinget for de Konservative i Vestjyllands Storkreds (Ringkøbing-Skjern).
Abortspørgsmålet.
Tove Videbæk udtalte til Kristeligt Dagblad den 4. august 2008, at hun har fået frihed af den konservative ledelse til at arbejde for sine egne mærkesager, herunder etiske sager og arbejdet med socialt udsatte. Hun sagde, at hun kender mange politikere i den konservative EPP-gruppe i EU-Parlamentet, der arbejder for de samme værdier, også afskaffelsen af den fri abort, stamcelleforskning, og andre etiske emner, "og derfor kan jeg fuldt ud kæmpe for mine mærkesager stadigvæk", sagde hun. Den konservative politiske ordfører, Henriette Kjær, sagde, at Tove Videbæk skulle være varsom, da partiet havde en mere liberal holdning til de etiske spørgsmål og gik ind for fri abort indtil 12. uge. Andre politikere i partiet ønsker at hæve abortgrænsen til 18. eller 20. uge.
Jens Rohde.
Jens Rohde (født 18. april 1970 i Holstebro) er medlem af EU-parlamentet for partiet Venstre. Han var tidligere folketingsmedlem for Venstre, valgt i Viborg Amtskreds (11. marts 1998 - 31. december 2006). Fra 2001 var han politisk ordfører for Venstre. Han stoppede sin politiske karriere for at blive direktør på TV 2 Radio i 2007, hvor han senere samme år blev fyret, da han var kilde til en sag i den igangværende valgkamp.
Baggrund og tidlig karriere.
Søn af tidligere koncertmester Ib Rohde og sygehjælper Renate Rohde. 9. klasse Østre Skole i Viborg 1984. Student fra Viborg Katedralskole i 1989. I årene 1994-1995 læste han statskundskab. Han har desuden taget diverse journalistkurser samt merkonomkursus i markedsføring.
Journalist ved Radio Viborg 1984-1997. Sportskommentator på Radio Viborg fra 1984. EU-reporter for Radio Viborg og Danmarks Erhvervsradio 1989-1991. Ansat på reklamebureauerne CC Marketing Silkeborg og Byro i Viborg 1991-1994. Journalist for medlem af Europa-Parlamentet, forhenværende minister Tove Nielsen. Medieunderviser på Viborg Ungdomsskole 1998. Selvstændig konsulentvirksomhed, JR media. Daglig leder af Viborg Handelsstandsforening fra 1994. Fast skribent ved De Bergske Blade.
Vandt i 2005 talentkonkurrencen "Showtime".
Jens Rohde har siden marts 2008 været direktør for virksomheden Par No 1 Evolution A/S, der er en del af kommunikationshuset Par No 1.
Politisk karriere.
Medlem af Venstre siden 1993. Koordinator for Europa-Parlamentets Juniorteam 1992-1997. Valgt til Folketinget i Viborg Amtskreds fra 11. marts 1998. Politisk ordfører fra 2001. Mediepolitisk ordfører for Venstre og medlem af kulturudvalget og forskningsudvalget og stedfortrædende medlem af Europaudvalget. Valgt til byrådet i Viborg 20. november 2001. Genvalgt til Folketinget 20. november 2001. Medlem af kulturudvalget, politisk-økonomisk udvalg, udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn. Stedfortræder i europaudvalget.
Rohde var stærk tilhænger af at Saddam Hussein skulle fjernes fra magten og arbejdede for at Danmark skulle tilslutte sig koalitionen af de villige. Han skiftede til Søndre Storkreds i 2004 og genvalgtes til Folketinget i 2005. Under Muhammedkrisen i februar 2005 anklagede han Dansk Industris medlemmer for at diskriminere Israel, fordi det var og er kutyme hos medlemmerne at fremlægge tro og love-erklæringer til arabiske kunder på at firmaerne ikke samtidig handler med Israel (noget de gør alligevel). Omkring nytår 2006 anklagede han præster for misbrug af prædikestolen som politisk talerstol, og han meldte han sig ud af folkekirken i protest, fordi biskopperne ikke havde taget afstand. Kåret til årets laks i 2006 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, fordi han som repræsentant for en lille gruppe Venstre-folk gik imod flertallet i folketingsgruppen og partiets ordfører på området og stemte ja til et lovforslag, der gav lesbiske og enliges ret til kunstig befrugtning af læger.
Jens Rohde forlod Folketinget ved nytåret 2006/2007 for at blive administrerende direktør for TV 2 Radio.
Jens Rohde blev 7. juni 2009 valgt til Europa Parlamentet for Venstre. Her bestrider han posten som gruppeformand for Venstres gruppe i Europa Parlamentet. Derudover er han næstformand i Udvalget for Industri, Forskning og Energi, samt suppleant i Udvalget for Ligestilling og Udvalget for Miljø og Sundhed.
Exit fra TV 2 Radio.
Rohde fik en advarsel fra TV 2-ledelsen, fordi han i et interview i B.T. den 26. november 2006 havde sagt følgende om Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt: "Jeg spørger bare: Hvad hvis det var en mand, der stillede op som statsministerkandidat med lige så lidt erfaring? Hun kommer ind i Folketinget uden at have vist noget og bliver formand. Hvordan ville den danske presse have reageret, hvis hun var en mand?" Den daværende direktør for TV 2, Per Mikael Jensen, der havde stået for ansættelsen af Rohde som radiodirektør, sagde samme dag til Politikens netavis, at Rohde herefter ville kunne regne med at blive fyret uden yderligere varsel, hvis han igen samtidig med sin ansættelse hos TV 2 blandede sig i dansk politik.
I de sidste dage af valgkampen til folketingsvalget 2007 blev Rohde brugt som kilde til en historie i Ekstra Bladet, hvor Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, blev beskyldt for at have lækket fortrolige oplysninger til Venstre i valgkampen 2005. Da den nye historie kom frem, blev Rohde suspenderet af konstitueret direktør Anders Kronborg i resten af valgkampen. Dagen efter valget, 14. november 2007, blev Rohde fyret for samme handling.
Socialdemokraterne.
Socialdemokraterne eller Socialdemokratiet er et politisk parti i Danmark.
Partiets navn er fortsat "Socialdemokratiet" ifølge partiets love, på stemmesedlen ved valg og i Folketingets sprogbrug, men siden kongressen i 2002 har det brugt navnet "Socialdemokraterne" i de fleste andre sammenhænge. Socialdemokratiet har bogstavbetegnelsen A ved valg, men forkortelsen S ses også.
Historie.
Partiet blev stiftet i efteråret 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff. Formålet var at organisere den hastigt fremvoksende arbejderklasse på et demokratisk, socialistisk grundlag. Siden midten af århundredet havde Danmark været inde i en industrialiseringsproces. Landbefolkningen flyttede ind til byerne og blev arbejdere, og Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give denne befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder.
I 1884 fik Socialdemokratiet valgt sine første to folketingsmedlemmer, P. Holm og Chr. Hørdum.
Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering - med Thorvald Stauning som statsminister. Han udnævnte verdens første kvindelige minister, Nina Bang, i samme år - ni år efter at kvinder fik valgret i Danmark. Under den tyske besættelse under anden verdenskrig forblev socialdemokraterne i den danske regering og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.
I hele perioden frem til 2001 har Socialdemokratiet med få undtagelser haft regeringsmagten og har dermed præget den danske samfundsudvikling på næsten alle områder. Socialdemokratiet var i hele perioden 1924-2001 Danmarks største parti.
Socialdemokratiet dannede senest regering fra den 25. januar 1993 frem til den 27. november 2001 med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister.
Partiets ungdomsorganisation hedder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Partiet er medlem af den internationale socialdemokratiske organisation, Socialistisk Internationale.
Socialdemokraterne har pr. 2008 omkring 51.000 medlemmer og fik ved valget den 20. november 2001 1.003.323 stemmer, svarende til 29,1 procent. Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 gik partiet tilbage til 867.350 stemmer, 25,8 procent af stemmerne. Det gav Socialdemokraterne 47 mandater, og dermed blev partiet Folketingets næststørste. Denne status beholdt partiet ved valget den 13. november 2007 der sikrede Socialdemokraterne 45 mandater.
Den 12. april 2005 valgte partiets medlemmer ved en urafstemning Helle Thorning-Schmidt til ny leder af partiet (Valget stod mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt) og dermed var hun partiets statsministerkandidat ved det næste folketingsvalg.
Forholdet til LO.
Indtil midten af 1990'erne udpegede Socialdemokratiet to medlemmmer til LO's forretningsudvalg, ligesom LO havde to medlemmer i Socialdemokratiets forretningsudvalg. Selv om det tætte organisatoriske bånd ikke længere er der, arbejder LO og Socialdemokratiet fortsat tæt sammen.
Iraklio.
Iraklio (Heraklion / Iráklion) er Kretas hovedstad og samtidig navnet på det største af de 4 forvaltningsområder, Kreta er opdelt i.
I 824 byggede araberne her en fæstning efter at have erobret Kreta. Efter venetianernes overtagelse af øen kom byen (og øen) til at hedde "Candia". Fra 1667 - 1669 blev byen belejret af tyrkerne og måtte til sidst overgive sig.
Efter frigørelsen fra Tyrkiet i 1897 fik byen sit antikke navn tilbage.
Folketingsmedlemmer valgt i 2001.
Folketingets medlemmer (MF) tæller 179 medlemmer (mandater). Heraf er to fra Færøerne og to fra Grønland. Medlemmerne vælges fra 19 valgkredse for en periode på fire år.
Alfabetisk liste over Folketingets medlemmer valgt ved folketingsvalget den 20. november 2001.
__NOTOC__
Kilder.
2001
Thomas Adelskov.
Thomas Strecker Lerbak Adelskov (født 25. juni 1964) er borgmester i Odsherred Kommune og tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem.
Civilt liv.
Thomas Adelskov tog 10. klasses afgangseksamen fra Nordgårdsskolen i Nykøbing Sjælland i 1982. Han blev student fra Odsherreds Gymnasium i 1984; læreruddannelsen ved Blågård Statsseminarium i perioden 1988-1993.
Han har haft job som uddannelsespolitisk sekretær ved DSU i perioden 1985-88 og efter lærerseminariet som lærer ved Sofieskolen i Bagsværd i 1994 og som daghøjskolelærer ved Odsherred Daghøjskole fra 1995 (edb, jobsøgning, personlig udvikling m.m.).
Politisk karriere.
Thomas Adelskovs politiske løbebane startede i DSU, hvor han var amtsformand i Vestsjælland 1984-85. Samtidig var han næstformand i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning 1984-85. Han var medlem af ledelsen i Danmark 92, som var en forløber for Junibevægelsen. Han blev formand for Socialdemokratiet i Nykøbing S. fra 1999. Han var Socialdemokraternes folketingskandidat i Nykøbing Sjælland-kredsen 1992-98 og i Holbækkredsen fra 2000.
Thomas Adelskovs folketingsmedlemsskab startede med, at han var midlertidigt medlem for Vestsjællands Amtskreds i en række kortere perioder mellem 1996 og 2000. Han blev fuldgyldigt folketingsmedlem for Vestsjællands Amtskreds fra 1. september 2000.
Han er arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokratiet (2006).
I marts 2008 kom det frem at han stillede op som borgmesterkandidat i Odsherred Kommune ved kommunalvalget 2009. Efter konstitueringen sammen med SF og Dansk Folkeparti blev Adelskov borgmester fra 1. januar 2010.
Keld Albrechtsen.
Keld Albrechtsen (født 16. november 1952 i Århus) er cand.scient.pol. og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten.
Albrecthsen blev student fra Vejle Gymnasium 1971 og kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet i 1983.
Han begyndte sit politiske engagement i kollegiebevægelsen, først som medlem af Skjoldhøjkollegiets forretningsudvalg 1975-1978, senere i afdelingsbestyrelsen for Brabrand Boligforenings afdeling 6 1979-1986. Fra 1993 til 1997 var han formand for Brabrand Boligforening. I 1978 blev han medlem af Århus Amtsråd for Venstresocialisterne, og var medlem frem til 1984. I 1979 blev han opstillet til Folketinget for Venstresocialisterne i Odense Sydkredsen (Fyns Amtskreds), og fra 1. november - 19. december 1980 og igen 8. oktober - 7. december 1981 var han midlertidigt medlem af tinget. Han blev opstillet i Aalborg Østkredsen (Nordjyllands Amtskreds) fra 1981 og var her midlertidigt medlem fra 14. januar - 22. februar 1982. I 1983 blev han opstillet af Nørrebro- og Bispeengkredsene (Østre Storkreds) og blev valgt 10. januar 1984. Han sad frem til 7. september 1987.
I 1985 blev hans parlamentariske immunitet ophævet, fordi han - tillige med Anne Grete Holmsgaard, Jørgen Lenger og Steen Tinning - havde brudt tavshedspligten ved at udlevere "fotokopier af monopoldirektoratets redegørelser om henholdsvis kunstgødningsbranchen og varmeisoleringsmaterialeindustrien" og skulle sigtes for dette forhold.
I 1988 var Albrechtsen med i den gruppe af VS'ere, der udarbejdede et såkaldt 'blåt papir', som året efter førte til dannelsen af Enhedslisten. Han blev i 1989 medlem af bestyrelsen og folketingskandidat i Århus Østkredsen (Århus Amtskreds) og var opstillet der frem til 2002. Han repræsenterede kredsen i Folketinget fra 21. september 1994 til valget i 2005, hvor han ikke kunne genopstille som følge af Enhedslistens interne regler.
Fra 1985 var han medlem af Folkebevægelsen mod EU, men da JuniBevægelsen blev stiftet i 1992, blev han medlem af denne.
Else Winther Andersen.
Else Winther Andersen (født 5. april 1941 i Støvring) er en forhenværende socialminister for Venstre opstillet i Randers.
Biografi.
Else Winther Andersen er datter af gårdejer Jens Winther og Alma Winther.
Uddannelse.
Hun gik på Støvring Skole 1948-55 og Østhimmerlands Ungdomsskole i 1957. Derefter gik hun på Gerlev Idrætshøjskole i 1959. Hendes uddannelse på Aalborg Universitetscenter foregik i perioden 1976-83 og var enkeltfagskursus samt uddannelse til socialrådgiver.
Politisk karriere.
Hun var midlertidigt medlem for Århus Amtskreds af otte gange fra 29. november 1988 til 30. november 1990. Hun var folketingsmedlem fra 12. december 1990 og socialminister 18. december 1990 – 25. januar 1993. Hun var partiets kandidat i Randerskredsen 1985-88 og fra 1988 i Grenåkredsen.
Øvrig karriere.
Timelønnet vikar ved Videbæk Kommunale Skolevæsen 1959-61. Medhjælpende hustru ved landbruget 1962-76. Kursusleder og underviser ved Landbrugets Oplysnings- og Konsulenttjeneste siden 1974. Socialrådgiver ved Randers Kommune 1983-90. Fra 1985 stået for en rådgivning for landmænd ved Landbrugscentret i Randers.
Medlem af Danmarks Landboungdoms landsledelse 1968-76 og medvirkede i samme periode ved udformningen af den første landbrugsuddannelse (det grønne bevis). Formand for ungdomsnævnet og medlem af skolekommissionen i Nibe 1972-80. Medlem af Randers Byråd i 1990 og igen fra 1993 til 31. dec. 2001. Formand for bestyrelsen for OK-Fonden (administration af plejehjem og ældreboliger). Medlem af bestyrelsen for Jysk Børneforsorg og for Café Lytten frem til 1999. Medlem af Repræsentantskabet for Andelskassen i Randers. Medlem af hovedbestyrelsen for Parkinsonforeningen fra 1999. Medlem af Sygekassernes Helsefond fra 1999.
Hans Andersen (politiker).
Hans Nicolai Andersen, (født 1. november 1974 i Hillerød), cand.merc.-aud. fra Hillerød.
Medlem af Folketinget for Venstre i Frederiksborg Amtskreds fra 20. november 2001–2007.
Søn af fuldmægtig Uffe Andersen og klinisk diætist Inge Lise Andersen.
Hans Andersen tog sin udannelse først folkeskolen på henholdsvis Slangerup Skole fra 1.-5. klasse 1981-86 og Kingoskolen i Slangerup fra 6.-10. klasse 1986-91. Ungdomsudannelse var hhx ved Frederikssund Handelsskole 1991-94.
HA-almen Handelshøjskolen i København 1994-97. Cand.merc.aud. Handelshøjskolen i København 1997-2000.
Controller i Falck Danmark fra 2000.
Partiets kandidat i Helsingørkredsen fra 1999.
Jytte Andersen.
Jytte Maria Andersen er tidligere Socialdemokratisk Folketingsmedlem og forhenværende. ligestillings,By- og bolig og Arbejdsminister. Hun er født 9. september 1942 i København og er datter af malersvend Boye Johansen og syerske Inga Johansen.
Hun gik i folkeskole på Sjællandsgades Skole i København 1950-58 og Engelsborgskolen i Lyngby 1958-60. derefter Købmandsskolen ved Nørreport 1960-63. Desuden har hun haft en række studieophold på arbejderhøjskoler.
Jytte Andersen har før sin politiske karriere beskæftiget sig med forskelligt fabriksarbejde samt kontorarbejde, herunder bogholderi.
Hun var medlem af Vallensbæk Kommunalbestyrelse 1974-80. Formand for Socialdemokratiet i Glostrupkredsen 1974-80. Medlem af bestyrelsen for Hovedstadens Ordblindeskole fra 1983, for Plejehjemmet Stærebo fra 1985, for Seminariet for Småbørnspædagoger på Vesterbro fra 1985, for Københavns Kvindedaghøjskole og Dagcentret Bodillestuerne fra 1987. Medlem af bestyrelsen for Pensionisthøjskolen Tisvilde fra 1987 og af repræsentantskabet for Grøndalsvænge Pensionist Center fra 1988. Bestyrelsesmedlem i Familieplejen i Frederiksborg Amt.
Desuden nedlem af Arbejdernes Fællesorganisations forretningsudvalg 1975-80. Medlem af Kvindeligt Arbejderforbund. Medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse 1977-87, af forretningsudvalget 1979-80 og af partiets familiepolitiske udvalg fra 1986.
Er næstformand i AOF's Landsforbund fra 1984. Sekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe 1981-86.
Formand for RUE, Rådet for Uddannelse og Erhverv fra 2001 og for Voksenuddannelsesrådet fra 2001.
Medforfatter til "Socialdemokratiet - hvilken fremtid?", 1981, "BFU - betalt frihed til uddannelse", 1983, "Teknologi for Fremtiden", 1986, "Folkeoplysning under Forandring", 1986, samt diverse politiske håndbøger.
Partiets kandidat i Kalundborgkredsen fra 1978 og i Bispeengkredsen fra 1981.
Var Arbejdsminister 25. jan. 1993-23. marts 1998. Bolig- og byminister 23. marts 1998-29. sept 1998. By- og boligminister 29. sept. 1998-21. dec. 2000, minister for ligestilling 28. september 1999-21. dec. 2000.
Kim Andersen (politiker).
Kim Andersen (født 17. oktober 1957 i Silkeborg) er medlem af Folketinget for Venstre. Han blev første gang valg til Folketinget i 1998.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Venstre - Midlertidigt medlem for Vejle Amtskreds 24. okt.-17. nov. 1995, 12. dec.-18. dec 1995, 29. okt.-22. nov. 1996 og 28. jan.-10. april 1997. Folketingsmedlem for Århus Amtskreds fra 11. marts 1998.
Født 17. okt. 1957 i Silkeborg, søn af folketingsmedlem, direktør Niels Andersen og Gudrun Andersen.
Folkeskolen, Th. Langs Skole i Silkeborg og Vestre Skole i Grenaa. Handelseksamen Grenaa Handelsskole.
Videreuddannelse ved Danish Centre Ltd., London, 1978, ved Danske Slagterier og Ess-Food, Axelborg, 1978-81, Stud. rer. soc. OUC 1983-84.
Sekretær ved Venstres Folketingsgruppe 1981-84. Pressechef i Dansk Landbrugs Grovvareselskab A.m.b.a.-DLG-Axelborg, 1984-87. Informationschef i Aktieselskabet Korn- og Foderstof Kompagniet, KFK, Viby J.1987-98.
Medlem af Skanderborg Byråd 1994-1998 (udtrådt 1. sept. 1998), 1. viceborgmester og ordfører for Venstre i samme periode. Medlem af Århus Amtsråd fra 1994, medlem af Økonomiudvalget.
Medlem af bestyrelsen for Dansk Landbrugspresse 1985-95 og af Landbrugets Samfundskontaktudvalg i Århus Amt 1988-90. Medlem af bestyrelsen for Gedved Statsseminarium 1992-95 og af Erhvervsudviklingsrådet for Århus Amt 1994-98. Medlem af Styrelsen for Aarhus Teater fra 1994, formand fra 2002. Medlem af bestyrelsen for Skanderborg Amtsgymnasium fra 1994 og for Skanderborg-Odder Handelsskole 1998-2002. Medlem af bestyrelsen for Investment Location Region Århus 1995-2002. Medlem af bestyrelsen for Djurslands Bank fra 1998, udpeget af Økonomiministeriet, samt af repræsentantskabet for Århus Symfoniorkester fra 1998.
Medlem af VU's landsstyrelse og forretningsudvalg 1979, næstformand for VU's Landsorganisation 1980-82. Medlem af Venstres hovedbestyrelse 1980-82 og 1990-94. Medlem af hovedbestyrelsen for Den danske Europabevægelse 1979-93, af forretningsudvalget fra 1985 og formand for dette 1988-92. Medlem af bestyrelsen for kursusejendommen Gl. Skovridergaard og formand for Gl. Skovridergaards Højskoler 1980-84. Initiativtager til»Århus Amt stemmer JA-Komiteen for et JA til Den Europæiske Union«1992.
Delegeret ved FN's 55. generalforsamling i 2000. Formand for Venstres Landsorganisations Energipolitiske Udvalg fra 1998 og energipolitisk ordfører fra 2001. Formand for Folketingets kulturudvalg fra 2001. Udvalgsposter i Folketinget i dag
Partiets kandidat i Horsenskredsen 1990-95 og i Skanderborgkredsen fra 1996.
Poul Andersen (politiker).
Poul Andersen (født 1. december 1952 i Odense) er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne. Han blev første gang valgt til Folketinget i 1990. Poul Andersen bor i Middelfart, er gift og har tre voksne sønner.
Aktuelle udvalgsposter.
Næstformand for Forsvarsudvalget. Medlem af Trafikudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Færøudvalget og Lønningsrådet.
Uddannelse og erhverv.
Sct. Hans Skole i Odense 1960-67. Jernbanegades Skole i Odense 1967-70. Udlært som klejnsmed på Odense Stålskibsværft/Lindø 1974.
Siden 1976 telefonmontør ved Fyns Telefon. Kommitteret ved hjemmeværnet 1997-2000.
Tillidshverv.
Tillidsmand for lærlingene på Lindøværftet 1971-73. Formand for Metallærlingene i Odense 1973-75. Tillidsmand for telefonmontørerne ved Fyns Telefon i Middelfart 1977-89. Medlem af forretningsudvalget for LO/Fællesorganisationen i Middelfart, Nr. Åby og Ejby 1984-86, formand 1986-91. Medlem af bestyrelsen for Dansk Teleforbund Fyn 1984-89 og kasserer 1988-89. Medlem af ungdomsskolenævnet og skolekommissionen i Middelfart 1986-89. Medlem af TV-Fredericias bestyrelse 1987-89. Medlem af Beskæftigelsesudvalget i Middelfart 1989-91. Medlem af radio- og tv-nævnet i Middelfart 1989-91. Næstformand i Middelfart Erhvervsråd 1990-91. Formand for Fællesorganisationen i Fyns Amt 1989-1991.
Næstformand for Arbejdsmarkedsnævnet Fyns Amt 1989-91. Medlem af Pensions- og Revalideringsnævnet i Fyns Amt 1989-91. Medlem af bestyrelsen for Fyns Erhvervsråd 1989-92. Næstformand for Efterskolen Billeshave fra 1989, formand 1993-2001.
Sophie Hæstorp Andersen.
Sophie Hæstorp Andersen, født 26. september 1974 i København, datter af tegner Svend Hæstorp og kostumekoordinator Pia Else Andersen
Socialdemokrat - Folketingsmedlem for Københavns Omegns Storkreds fra 13. november 2007. Har tidligere været Folketingsmedlem for Vestre Storkreds fra 20. november til 8. februar 2005. Genindtræder i Folketinget i februar 2007 ved Pia Gjellerups mandatnedlæggelse. Har desuden været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.
9. klasses afgangseksamen fra Gladsaxe Skole 1980-90. Udvekslingsstudent på Aurora Central High School, Colorado, USA 1990-91. Matematisk studentereksamen fra Gladsaxe Gymnasium 1991-94. Kandidat i statskundskab (cand.scient.pol) Københavns Universitet 2006.
Ansat i Post Danmark ved henholdsvis kontortjenesten på Søborg Postkontor og i kassetømningen på Københavns Hovedpost Center 1994-97. Studentermedarbejder for de socialdemokratiske medlemmer af Folketinget Lone Møller, Helge Mortensen og Poul Erik Dyrlund 1997-99. International sekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 1999-2001. Studentermedarbejder i Socialdemokratiets Ledelsessekretariat på Christiansborg 2001.
Formand for DSU i Gladsaxe 1994-98. Amtsformand for DSU Københavns Amt 1998-99. Næstformand for Socialdemokratiets 13. kreds, Vesterbro, 1999-2001. Medlem af Præsidiet for International Union of Socialist Youth (IUSY) 2000-2001. 2. næstformand i Socialdemokratiet i København fra 2001. Medlem af Aids-Fondets bestyrelse fra 2004.
Socialdemokraternes folketingskandidat i Brøndbykredsen fra 2007, og har tidligere været kandidat i Vesterbrokredsen fra 2001 til 2007.
Sophie er Socialdemokraternes sundhedsordfører, hvor hun især beskæftiger sig med emner som fremtidens sundhedsvæsen, røgfri arbejdspladser og læge/sygeplejerskeovervågede fixerum til narkomaner.
Charlotte Antonsen.
Minna Charlotte la Cour Antonsen (født 9. januar 1959 i København) var medlem af Folketinget for Venstre. Hun sad i Folketinget fra 1990 til 2007.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Charlotte Antonsen er datter af direktør, cand.polit. og tidligere medlem af Folketinget Poul Antonsen og lektor, cand.mag. Johanna Charlotte Dornonville de la Cour Antonsen.
Trongårdsskolen 1965-74. Matematisk student fra Lyngby Statsskole 1977.
Edb-operatør 1978-79. Studentermedhjælp i Indenrigsministeriet 1981-83. EF-konsulent 1986-91.
Medlem af Det Faglige Landsudvalg for de Samfundsvidenskabelige og Sociale Uddannelser 1983-86. Formand for Moderate Studenter 1982-83. Medlem af Det Statsvidenskabelige Fagråd 1979-81 og af Konsistorium ved Københavns Universitet 1981-83. Formand for Venstres Erhvervsudvalg i Søndre Storkreds 1985-87. Partiets EU-ordfører siden 1990.
Antonsen var partiets kandidat i Christianshavnkredsen 1984-87 og i Fredensborgkredsen fra 1987. Hun blev valgt for Venstre som folketingsmedlem for Frederiksborg Amtskreds fra 12. dec. 1990. Ved valget den 13. november 2007 fik Charlotte Antonsen ikke genvalg til Folketinget.
Elisabeth Arnold.
Elisabeth Arnold (født 28. oktober 1941 på Frederiksberg) er tidligere medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre. Hun blev første gang valg til Folketinget i 1988.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Det Radikale Venstre. - Folketingsmedlem for Århus Amtskreds fra 10. maj 1988. Medlem af Folketingets Præsidium 1. oktober 1996-11. marts 1998.
Født 20. okt. 1941 på Frederiksberg, datter af civilingeniør Viggo Arnold og husmoder Sigrid Margaret Arnold.
Nysproglig student fra Holte Gymnasium 1960. Cand.scient. (biokemi) Københavns Universitet 1969.
Afdelingsleder på A/S Dumex 1980-86, udviklingschef 1986-88. Medlem af bestyrelsen for Forskningscentret ved Hørsholm 1981-87, formand 1985-87. Medlem af bestyrelsen for A/S Dumex 1974-80 og af bestyrelsen for Danmarks Radio 1987-88. Medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1988-90 og af repræsentantskabet for Århus Symfoniorkester siden 1988. Medlem af bestyrelsen for Støttecenter Mod incest, København, 1991-93. Medlem af bestyrelsen for Ubådsfonden 1992-95. Medlem af bestyrelsen for Tryg livsforsikring og Tryg pension siden 1993. Formand for regeringens internationale ligestillingsudvalg fra 1997.
Medlem af den danske delegation i Europarådets Parlamentariske Forsamling fra 1989. Skatteordfører for Det Radikale Venstre fra 1988-98. Næstformand i Folketingets Europaudvalg 1994-2001. Det Radikale Venstres ordfører i sager vedrørende Folketingets Retsudvalg, Uddannelsesudvalg og Europaudvalg.
Partiets kandidat i Sundbykredsen fra 1979, i Enghavekredsen fra 1981, i Valby- og Slotskredsene fra 1984 og i Århus Vest-kredsen fra 1988.
Margrete Auken.
Margrete Gunnarsdatter Auken (født 6. januar 1945 i Århus) er en dansk præst og politiker som repræsenterer Socialistisk Folkeparti. Hun er datter af dr.med. Gunnar Auken og dr.med. Kirsten Auken. Hun var medlem af Folketinget 1979-1990 og igen 1994-2004. Fra 2004 er hun medlem af Europa-Parlamentet.
Hun er lillesøster til den fhv socialdemokratiske folketingspolitiker Svend Auken, og mor til Ida Auken.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Auken, Margrete Gunnarsdatter, præst, cand.theol., Valby.
Socialistisk Folkeparti - Midlertidigt medlem for Frederiksborg Amtskreds 14. nov.-15. dec. 1978. Folketingsmedlem 23. okt. 1979-11. dec. 1990 og 21. sept. 1994-30. juni 2004. Medlem af Folketingets Præsidium 1994-2004.
Zahles Seminarieskole 1951-60. Klassisk-sproglig student fra Østersøgades Gymnasium 1963. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1971.
Sognepræst ved Frederiksberg Kirke fra 1972.
Medlem af Studenterrådet ved Københavns Universitet 1963-65, af præsidiet 1963-64. Medlem af bestyrelsen for Studenterkredsen 1968-70, formand 1972-74. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1. sept.-8. nov. 1979. Medlem af Københavns Stifts flygtningeudvalg fra 1992.
Medlem af Nordisk Råd 1982-90, af præsidiet 1986-89. Medlem af repræsentantskabet for Danmarks Naturfredningsforening fra 1982. Jurymedlem af International Water Tribunal i Rotterdam 1983. Medlem af Justitsministeriets Færdselssikkerhedskommission 1986-90 og fra 1994. Suppleant i Justitsministeriets Dyreforsøgsråd 1991-93, medlem fra 1993. Medlem af Europarådet fra 1999.
Medforfatter til bøgerne "Dåben," 1977, "Kirkens Mund og Mæle," 1992, og "24 julesalmer og sange," 2001. Har desuden skrevet artikler og kronikker om miljø, trafik, kirkespørgsmål og bioetik samt udenrigs- og bistandspolitik.
Partiets kandidat i Frederiksberg Slotskreds fra 1975, i Fredensborgkredsen fra 1977, i Hillerødkredsen fra 1981, i Frederiksværkkredsen fra 1990, igen i Fredensborgkredsen fra 1994 og i Hillerødkredsen fra 1998.
Svend Auken.
Svend Gunnarsen Auken (24. maj 1943 i Århus – 4. august 2009 i København) var en dansk socialdemokratisk politiker, der var formand for Socialdemokraterne fra 1987 til 1992, i flere perioder minister og folketingsmedlem fra 1971 til sin død i 2009.
Den 23. august 2008 meddelte Svend Auken, at han for anden gang havde fået konstateret prostatakræft. Trods den alvorlige sygdom ville han fortsætte sit politiske arbejde, så længe det var muligt.. Svend Auken døde ved 5-tiden om morgenen den 4. august 2009 på Bispebjerg Hospital.
Baggrund og tidlig karriere.
Han var søn af dr.med. Gunnar Auken og dr.med. Kirsten Auken. Han havde flere søskende, heriblandt Gunvor Auken og SF-politikeren Margrete Auken.
Tillidshverv.
"Medlem af studenterrådet ved Aarhus Universitet (1962-65). Formand for Frit Forum (1964-65). Formand for Landsforeningen Sindslidendes Vel og medlem af styrelsen for Sindslidendes Fond (1976-78). Medlem af Nationalbankens repræsentantskab (1975-77) og af bestyrelsen fra (1983-). Medlem af LO's forretningsudvalg (1977) og igen (1983-87). Formand for Arbejderbevægelsens ØD-udvalg (1983-). Koordinator for Københavnergruppen af OECD's arbejdsministre (1977-82), for OECD-kvindekonferencen (1980) og for OECD-undersøgelsen af franske ungdomsproblemer (1982-83). Formand for komiteen for økonomi (1984-87) og for komiteen for miljø (1993-) under de nordiske arbejderbevægelsers sammenslutning (SAMAK). Formand for de europæiske socialdemokraters miljøudvalg (1994-). Formand for FN-konferencen, Miljø for Europa, Århus (1998)."
Eftermæle.
Lederen af den demokratiske gruppe i Repræsentanternes hus i USAs kongres, Steny Hoyer, holdt en mindetale i kongressen 8/9 2009.
Line Barfod.
Line Barfod (født 24. maj 1964 i København som datter af Werner Brandstrup Andreasen og Åse Barfod) er advokat og folketingsmedlem for Enhedslisten.
Civil biografi.
Line Barfod er student fra Rysensteen Gymnasium 1980-83. Hun gik herefter på Tidens Højskole 1983-84, inden hun startede på Københavns Universitet, hvorfra hun blev cand.jur. i 1992.
Hun var rådgiver i Studenterrådets studiegældsrådgivning i 1991 og som færdiguddannet blev hun advokatfuldmægtig hos advokat Jørgen Lokdam i 1992, advokatfuldmægtig hos advokat Knud Foldschack 1993-95 og advokat hos Advokaterne Ulla Paabøl & Knud Foldschack fra 1995. Sideløbende har hun været manuduktør i strafferet ved Københavns Universitet i perioden 1992-2000.
Hun har haft et samarbejde med Dansk Magisterforening, DJØF, GL m.fl. om at rådgive deres medlemmer om studiegæld. Desuden har hun været advokat for diverse alternative og økologiske foreninger, fonde, virksomheder, mv. samtidig med, at hun har haft almindeligt advokatarbejde såsom ejendomshandler, testamenter mv.
Politisk karriere.
Line Barfod var formand for Fælles Kurs Ungdom 1984-85 og faglig sekretær for Kommunistiske Studenter 1987-89.
Hun har været opstillet som kandidat for Enhedslisten i Frederiksborg Amtskreds 1996-98, i Århus Vestkredsen 1998-99 og i Nørrebrokredsen fra 1999.
Hun sad første gang i Folketinget på midlertidig basis for Århus Amtskreds 8. oktober - 30. november 1998. Hun blev indvalgt som fast medlem af Folketinget for Østre Storkreds ved folketingsvalget 2001.
Hun har desuden været medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse 1998-2002 og 2003-2005
Lars Barfoed.
Lars Barfoed (født den 4. juli 1957) er en dansk politiker som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 2001 og været politisk leder for samme parti siden 14. januar 2011. Barfoed var minister for familie- og forbrugeranliggender fra den 18. februar 2005 til den 14. december 2006. Den 10. september 2008 afløste han Carina Christensen som transportminister. Under ministerrokaden den 23. februar 2010 blev han udnævnt til ny justitsminister. Efter at Lene Espersen trak sig som partiformand overtog Barfoed 14. januar posten som partiets politiske leder og Finn Poulsen formandsposten.
Biografi.
Født 4. juli 1957 på Frederiksberg, søn af kaptajn Erik Barfoed og kontorassistent Tove Barfoed.
Er gift og har 3 børn og bor i Kokkedal i Nordsjælland.
Elev på Hendriksholm Skole 1964-73, matematisk-samfundsfaglig student fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole 1976 og blev. Cand.jur. på Københavns Universitet 1981
Medlem af kommunalbestyrelsen i Rødovre fra 1978 til 1985. Fra 1981 til 1982 var han juridisk sekretær for den konservative folketingsgruppe.
Det Konservative Folkeparti - Midlertidigt medlem af Folketinget for Københavns Amtskreds 4.–31. oktober 1984 og 5. november–13. december 1985.
Fra 1982 til 1985 sekretær i Dansk Arbejdsgiverforening. Fra 1985 til 1988 direktør for Dansk Organisation af Detailkæder. Direktør for Butikshandelens Fællesråd fra 1988 til 1993. Viceadministrerende direktør for Dansk Handel & Service fra 1993 til 1994. Var medlem af Forbrugerklagenævnets forretningsudvalg fra 1988 til 1994. Direktør for Finansrådet fra 1994 til 2001.
Medlem af Folketinget for Frederiksborg Amtskreds fra 20. nov. 2001. Forsat medlem af Folketinget for Nordsjællands Storkreds fra 13. nov 2007. Var minister for familie- og forbrugeranliggender fra februar 2005 til december 2006. Var formand for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe i 2008. Var transportminister fra september 2008 til februar 2010. Har været justitsminister fra 23. februar 2010. Har siden den 14-01 2011 været partiets politiske leder.
Medlem af VL-gruppe 2.
Siden 2006 har han været Kommandør af Dannebrogordenen.
Fødevareskandalen.
I foråret 2006 blev det afsløret at virksomheden Thulin havde solgt kød der havde overskredet holdbarhedsdatoen og var af ringe kvalitet, og Barfoed blev kritiseret af oppositionen i Folketinget for sit ansvar for generel mangelfuld fødevarekontrol. Dansk Folkeparti ville dog ikke stemme for et mistillidsvotum til forbrugerminister Barfoed, idet partiet ønskede at afvente en rapport om sagen fra rigsrevisionen.
I december 2006 stod det klart, at rigsrevisionens rapport rejste alvorlig kritik af ministeret. Det fik 13. december regeringens støtteparti Dansk Folkeparti til ikke længere at støtte ministeren, hvorefter denne har valgt at gå af med virking fra 14. december.
"Alt, hvad der er gjort på dette område, er sket i samarbejde med Dansk Folkeparti. Det samarbejde vil jeg da gerne takke Dansk Folkeparti for at være med til. Så meget større er min overraskelse over, at Dansk Folkeparti nu stikker halen mellem benene og løber fra det, de selv har været med til at gennemføre. Det, synes jeg, er hyklerisk af Dansk Folkeparti.
Bevæbnede vagter på danske rutefly.
I december 2010 oplyste Lars Barfoed, at regeringen agtede at indgå en aftale med de amerikanske myndigheder, som vil muliggøre bevæbnede vagter om bord på flyvninger imellem Danmark og USA.
Beslutningen er blevet kritiseret for at være udtryk for et udenrigspolitisk knæfald og for at være i strid med anbefalinger fra Statens Luftfartsvæsen og den hidtidige EU-linie om, at flysikkerheden først og fremmest skal etableres på landjorden.
En meningsmåling foretaget i januar 2011 af Epinion for DR Nyheder viste, at 55 % af de adspurgte ikke ville føle sig mere trygge med bevæbnede vagter om bord på fly.
Regeringsdannelse 2011.
Ifølge Lars Barfoed kan Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ikke sidde i samme regering.
Anne Baastrup.
Anne-Margrete Baastrup (født 7. april 1952 i Aalborg) er cand.jur., faglig sekretær og folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti.
I maj 2008 tabte hun i en urafstemning mod borgmester Bo Asmus Kjeldgaard slaget om at blive partiets spidskandidat i Københavns Kommune. Derefter meddelte hun at hun ikke vil genopstille til Folketinget.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Baastrup, Anne-Margrethe, faglig sekretær, 1667 København V.
Socialistisk Folkeparti - Folketingsmedlem for Roskilde Amtskreds 21. sept. 1994-20. nov. 2001 og for Fyns Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født 7. april 1952 i Aalborg, datter af kontorchef Jørgen Baastrup og forretningsindehaver Inger Baastrup.
Student fra Aalborghus Statsgymnasium 1970. Cand.jur. Københavns Universitet 1976.
Fuldmægtig i KL 1976-1980. Udvalgssekretær i Folketinget 1980-1987. Fuldmægtig i Ligestillingsrådet 1987-89. Faglig sekretær i FTF fra 1989.
Medlem af SF 1987. Medlem af SF-Københavns skoleudvalg 1988-93. Formand for skolenævn og medlem af bestyrelse for Bellahøj Skole 1988-92, formand for Fællesrådet for Folkeskolen i København 1990-92 og for Skole og Samfunds forretningsudvalg i København 1990-92.
Medlem af SF's hovedbestyrelse siden 1992.
Næstformand for Folketingets retsudvalg. Partiets ordfører i sager vedrørende retspolitik, uddannelsespolitik, psykiatri, kommunalpolitik m.m.
Deltaget i udarbejdelsen af forskellige programmer og debatoplæg, f.eks. debatoplægget»Mere Samfund - mindre stat«, SF's forskellige valgprogrammer samt samtlige programmer vedrørende integration og EF/EU siden 1993.
Partiets kandidat i Køgekredsen 1994-99 og Odense 1. kreds fra 1999.
Jette Bergenholz Bautrup.
Jette Bergenholz Bautrup (født 15. april 1947) er socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation og tidligere Folketingsmedlem for Søndre Storkreds fra 20. november 2001–8. februar 2005.
Biografi.
Bautrup er datter af reklamemanden Børge Bergenholz og sygehjælper Tove Bergenholz. Hun tog raleksamen på Sundby Øster Skole og Sankt Annæ Skole 1954-1964. Herefter gik hun på handelsskolen, hvor hun tog en HH på Frederiksberg 1964-1968. Hun blev socialrådgiver 1979.
Karriere.
Hun blev ansat i personaleafdelingen hos C. Olesen fra 1968-1970 og i Københavns Kommunes Sociale Forvaltning fra 1970. Hun var socialrådgiver i lokalcentret Sundby Syd i Børne-Familieteam.
Senere blev hun bestyrelsesformand for integreret institution Brydes Alle og for børnehaven Bremensgade 42 1989-1994. Hun blev medlem af SSP København fra 1997, af Politiets Lokalnævn 1993-2001 og af Skolernes Fællesråd i København 1993-97. Hun er æresmedlem af Matthæusgade Skole fra 1993.
Medlem af bestyrelsen for DSU Sundby 1965-70, for Socialdemokratiets 9. kreds 1968-78. Medlem af Borgerrepræsentationen i København 1970-78 og - efter ønsket pause - 1993-2002. Medlem af bestyrelsen for boligselskabet AKB og næstformand for Tele Danmarks landsråd. Medlem af bestyrelsen for FOA og af Hovedstadens Sygehusfællesskab fra 1997.
Hun var socialdemokratiets kandidat i Sundbykredsen 1970-78 og i Christianshavnkredsen 1993-2002.
Legater.
I oktober 2000 fik hun tildelt Gunnar "Nu" Hansens Legat på 50.000 kr. til brug for sportsaktiviteter for børn med anden etnisk baggrund, børn i gråzonen samt børn, hvis forældre ikke har midler til at betale for sportsaktiviteter, så børnene kan være med i et socialt fællesskab.
Gitte Lillelund Bech.
Gitte Lillelund Bech (født 21. januar 1969 i Århus) er en dansk politiker og forsvarsminister i regeringen Lars Løkke Rasmussen. Hun har været folketingsmedlem for Venstre siden 1999 valgt i Gladsaxekredsen (Københavns Omegns Storkreds).
Uddannelse og civil karriere.
Gitte Lillelund Bech er datter af lektor Jørgen Bech og laborant Helle Lillelund Bech. Hun er student fra Faaborg Gymnasium 1987 og blev bachelor i erhvervsøkonomi og matematik - HA(mat.) - i 1990. Bech er cand.merc(mat.) fra Handelshøjskolen i København i 1992.
Efter sin uddannelse arbejdede hun som analytiker i Danske Bank 1991-94, som konsulent hos S 1994-98 og som økonom i Nykredit 1998-99.
Politisk karriere.
Gitte Lillelund Bech var næstformand/sekretær i Venstre i Østre Storkreds (10. kreds) 1991-1996 og medlem af Bydelsrådet på Indre Østerbro 1996-2001 og formand for Udvalget vedrørende Havnen under Bydelsrådet 1996-98.
Hun har siden 1996 været partiets folketingskandidat i Gladsaxekredsen. I 1999 var hun kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre. Hun blev ved ministerrokaden i 2010 udnævnt til forsvarsminister efter Søren Gade.
I 2009 blev Gitte Lillelund Bech Ridder af Dannebrog.
Bendt Bendtsen.
Bendt Bendtsen (født 25. marts 1954 i Odense) er en dansk politiassistent, tidligere folketingsmedlem, tidligere Økonomi- og Erhvervsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, valgt for Konservative.
Biografi.
Han er søn af landmand Jørgen Bendtsen og hustru Anna Marie. Han tog realeksamen fra Odense Friskole i 1971, eksamen fra Korinth Landbrugsskole 1972. Han arbejdede ved landbruget 1971-75, påbegyndte uddannelsen til politibetjent ved Politiskolen 1975, blev politiassistent 1980 og kriminalassistent 1984 ved kriminalpolitiet i Odense. Han var næstformand i Odense Kriminalpolitiforening 1989-92.
Fra 1982 var han medlem af bestyrelsen for Næsby konservative vælgerforening, af bestyrelsen for Odense Vest-kredsen og af hovedbestyrelsen for Odense vælgerforening. Han udfærdigede partiets retspolitik, som blev vedtaget 1987. Han var medlem af Odense Byråd fra 1989 [indtil?], folketingskandidat i Odense Østkredsen fra 1990, i Fåborgkredsen fra 1992 og i Odense 3. kreds fra 1998.
I Folketinget var han midlertidigt medlem for Fyns Amtskreds 5.-24. april 1994, folketingsmedlem fra 21. sept. 1994, socialordfører 1994-95, arbejdsmarkedsordfører 1995-98 og retspolitisk ordfører 1998-99, politisk leder og gruppeformand fra 5. aug. 1999 til 2008, partiformand 2000-2008.
Han var økonomi- og erhvervsminister og vicestatsminister 2001-2008 i regeringerne Anders Fogh Rasmussen I, Anders Fogh Rasmussen II og Anders Fogh Rasmussen III. Bendt Bendtsen er kommandør af Dannebrogsordenen og placeret i rangfølgens klasse I nr. 4.
Han er medlem af VL-gruppe 61.
I Politikens humoristiske At tænke sig-rubrik optræder Bendtsen som "kriminaloverbendt Betjendtsen", forfatter til "Døgnrapporten", hvor borgerlige nøglepolitikere er tildelt forskellige politiroller og ofte fornærmer "Betjendtsen", hvilket denne dog sjældent opdager.
Anklager om modtagelse af gaver.
Den 14. marts 2009 skrev B.T., at Bendtsen i sin tid som minister havde modtaget jagt- og golfrejser samt ophold på danske godser, betalt af erhvervslivet, bl.a. firmaerne Danfoss, Danisco og Hedeselskabet. Uffe Thorndahl, borgmester i Hørsholm, anmeldte Bendtsen til politiet for bestikkelse (og skatteunddragelse for skat af de påståede gaver). Ifølge B.T. havde Bendtsen deltaget i 33 sådanne arrangementer, hvoraf 12 flerdagesture. Den 15. marts sagde Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, at ministre er underlagt forvaltningsloven, og at han vil overveje en undersøgelse af sagen. Bendt Bendtsen svarede, at der ikke var tale om gaver, fordi han udelukkende deltog i de pågældende arrangementer som minister, ikke som privatperson, da mange fra erhvervslivet fortrækker at mødes på golfbanen eller på jagt for at tale sammen og udveksle erfaringer. Ifølge B.T. var arrangementerne i ministerens offentligt tilgængelige kalender angivet som erhvervsarrangementer, men B.T. hævdede den 16. marts, at nogle navngivne direktører for virksomhederne havde oplyst, at de udelukkende inviterede Bendtsen med som privat ven eller partifælle. Pressechef for det Konservative Folkeparti Rikke Egelund hævdede, at ministre ikke er omfattet af den almindelige skattelov i denne sammenhæng, da ministre angiveligt er undtaget for skat, idet de kan kaste glans over et arrangement. Den 16. marts afviste Bendtsen alle anklager om korruption og sagde, at han ser frem til en tilbundsgående undersøgelse.
Anklager om privat brug af ministerbil.
I juni 2008 erkendte Bendtsen efter spørgsmål i Folketinget, at han havde benyttet sin ministerbil til kørsler, der i hans kalender var angivet som "private", men det skyldtes, at der var tale om "fortrolige møder". Han erkendte også at have brugt ministerbilen til jagt- og golfselskaber, men det skyldtes ifølge Bendtsen, at der var tale om netværksdannende møder, som han var inviteret til i sin egenskab af minister. Han erkendte at have brugt ministerbilen til at hente en reservedel til sin traktor i 2004, men det skyldtes, at bilen blev brugt som et rullende kontor. Lektor i forvaltningsret Jørgen Albæk Jensen hævdede, at der var tale om "graverende eksempler på overtrædelse af reglerne om brug af ministerbiler", fordi bilen også var brugt til private ferier, middage, fester og bryllup.
Oplysninger om kørslerne blev oprindelig røbet af den tidligere ministerchauffør, som var utilfreds med, at køre/hviletidsbestemmelser ikke var overholdt på grund af de mange kørsler. Jyllands-Posten havde fået aktindsigt i ministerens kalender, men da dokumenterne blev udleveret, havde embedsmænd tilføjet oplysninger 86 steder, angiveligt således, at private arrangementer fik karakter af at være tjenstlige. Ministeriet havde skrevet til Jyllands-Posten, at tilføjelserne i kalenderen var i overensstemmelse med Folketingets Ombudsmands praksis på to punkter, men senere erkendte ministeriet, at dette "ved en fejl" var formuleret forkert. Pressejurist Oluf Jørgensen ved Danmarks Journalisthøjskole hævdede, at det var "groft og helt uacceptabelt, at ministeriet misbrugte ombudsmandens autoritet." Senere fik avisen aktindsigt i kalenderen, som den så ud, før der blev tilføjet oplysninger.
I marts 2009 tildelte ombudsmanden kritik (en "næse") til Bendt Bendtsen, fordi ministeriet ændrede i kalenderen, inden den blev udleveret. "Uanset hvor ubetydelige ændringerne havde været, må en offentlig myndighed ikke ændre i et dokument, før det giver aktindsigt", skrev ombudsmanden. Han tilføjede, at hvis ministeriet havde behov for at kommentere oplysninger i et dokument, skulle det ske på et særskilt dokument.
Snyd med oplysninger i CV.
I alle årene som Økonomi- og Erhvervsminister oplyste ministeriet på sin hjemmeside, at Bendt Bendtsen havde en Højere Handelseksamen. At han skulle have gennemført samme uddannelse er tillige nævnt i Bendt Bendtsen CV hos både Folketinget, EU-parlamentet og Det Konservative Folkeparti. Avisen BT har afsløret, at Bendt Bendtsen aldrig har gennemført en sådan uddannelse, men at han udelukkende har taget to enkeltfag på aftenskole. Oplysningerne om den manglende handelsuddannelse er blevet bekræftet af Den Konservative Pressetjeneste.
Inger Bierbaum.
Inger Caroline Bierbaum (født 31. oktober 1943 i Haderslev), lærer, Møllehaven 4, 6430 Nordborg.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Sønderjyllands Amtskreds fra 21. september 1994.
Datter af husmand Nis Chr. Jørgensen og husmoder Cecilie Jørgensen.
Realeksamen Haderslev Realskole 1960. Uddannet butiksassistent 1961-63. Haderslev Statsseminarium 1963-68.
Lærer ved Hertug Hans' Skole 1968-69, ved Nordborg Skole 1969-73 og ved Østerlundskolen i Nordborg 1973-94.
Medlem af bestyrelsen for Nordals Socialdemokratiske Partiforening 1973-75. Medlem af Nordborg Kommunalbestyrelse 1974-94, formand for socialudvalget 1977-94, viceborgmester 1982-90 og igen fra 1994. Kasserer i Kommuneforeningen i Sønderjyllands Amt 1982-90 og næstformand 1990-94. Medlem af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark (SASU) 1986-94. Lægdommer i Den Sociale Ankestyrelse 1990-98. Medlem af kontaktrådet til KL 1990-94. Medlem af bestyrelsen for Haderslev Statsseminarium 1998. Medlem af Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal 1998-2001.
Partiets kandidat i Augustenborgkredsen fra 1993.
Ritt Bjerregaard.
Jytte Ritt Bjerregaard (født 19. maj 1941 i København) er tidligere overborgmester i København, valgt for Socialdemokratiet. Hun har været medlem af Folketinget, undervisningsminister, socialminister, fødevareminister. EU-kommissær og overborgmester i København.
Biografi.
Ritt Bjerregaard voksede op på Vesterbro i København som datter af snedker Gudmund Bjerregaard og bogholder Rita Bjerregaard. Hun var den ældste af tre søskende. På grund af de trange og usunde kår var hun hospitalsindlagt en del gange, indtil familien fik en kolonihave. Hun gennemførte realskoleeksamen på Christianshavns Gymnasium i 1958 og blev klassisk sproglig student i 1966 fra Statens Kursus. Hun blev uddannet lærer i 1964 fra Emdrupborg og underviste i Rødovre indtil 1966, på Skt. Klemensskolen fra 1966-70. Fra 1970-82 var hun adjunkt på Odense Seminarium. I samme periode var hun skole konsulent for Gyldendal.
Hun er gift med historikeren Søren Mørch. Ritt Bjerregaard ejer en frugtplantage i Stestrup Old på Midtsjælland, som producerer økologiske æbler.
Politisk karriere.
Hun blev valgt til Odense Byråd i 1971 og var folketingskandidat for Socialdemokratiet i Bogense-kredsen fra 1969, i Otterup-kredsen 1971-94 og i Lejre-kredsen fra 1999 til 2004. Hun var medlem af Folketinget for Fyns Amtskreds 1971-1995 og for Roskilde Amtskreds 2001-2005. Hun var undervisningsminister 27. sept.-19. dec. 1973 og 13. feb. 1975-22. dec. 1978; socialminister 26. okt. 1979-30. dec. 1981; Miljøkommissær i EU fra 1994-1999; fødevareminister 23. febr. 2000-27. nov. 2001. Fra 2006-10 var hun Overborgmester i København.
Hun har i øvrigt været lærervikar under sin studietid i Rutsker 1962-63, lærerrådsformand 1968-70, medlem af repræsentantskabet for Danmarks Lærerforening 1969-73, medlem af distriktsbestyrelsen for AOF i Fyns Amt til 1970, medlem af Odense Byråd 1970-73, ved valget i 1971 medstifter af sig egen politiske kaffeklub, formand for Sindslidendes Vel 1974-75, medlem af Den Trilaterale Kommission fra 1982, formand for OECD-ekspertgruppen til undersøgelse af ungdomspolitikken i Australien fra 1983, medlem af LO's forretningsudvalg, Socialdemokratiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråds forretningsudvalg, repræsentantskabet for Danmarks Nationalbank 1982, statsrevisor 1982-95, formand for statsrevisorerne 1990-95, deltager i Bilderberg-gruppens konferencer 1991 og 1995, formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 1981-82 og 1987-92, næstformand 1982-87, formand for Folketingets politisk-økonomiske udvalg 1982, medlem af Folketingets udvalg vedrørende dansk sikkerhedspolitik og af Europarådet til 1994, af det Udenrigspolitiske nævn 1981-95 og af europaudvalget indtil 1995, vicepræsident for CSCE (nu OSCE), formand for den danske CSCE-delegation 1992-94, vicepræsident for Socialist International Women (SIW) 1992-94, medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse fra 2006.
Kaffeklub.
Ved valget i 1971 kom en håndfuld yngre socialdemokrater ind i Folketinget. Ritt Bjerregaard brød med traditionen ved at etablere sin egen kaffeklub med de ligeledes nyvalgte Helle Degn, Svend Auken, Inge Fischer Møller og Karl Hjortnæs. Igennem årene blev kaffeklubben udvidet og kom til at spille en stor rolle i den offentlige debat.
Undervisningsminister.
Ritt Bjerregaard var undervisningsminister i en turbulent tid i 70'erne. Som undervisningsminister gennemførte hun den længe planlagte folkeskolereform og ændrede folkeskoleloven i 1975 med tilslutning fra Venstre, Radikale, SF og Kristeligt Folkeparti - et meget stort flertal. Hun afskaffede obligatorisk morgensang i folkeskolen. 5. november 1975 satte undervisningsminister Ritt Bjerregaard RUC under administration af et eksternt rektorat. Venstre og Konservativt Folkeparti ønskede RUC nedlagt, men det reddede livet takket være løsgængeren, den tidligere konservative folketingsmand, Hans Jørgen Lembourn. I 1976 indførte hun adgangsbegrænsning på universiteterne, samt sikrede mindretalsbeskyttelse. I 1977 fik Ritt Bjerregaard vedtaget loven om Erhvervsfaglige Grunduddannelser (EFG). Sammen med den tidligere departementschef Erik Ib Schmidt i spidsen lancerede hun den ambitiøse, samlede uddannelsesplan U 90 fra 1978.
Ritz-sagen.
Ritt Bjerregaard kom under heftig kritik i 1978, da hun overnattede i en kostbar suite for kr. 57.670 på luksushotellet Ritz i forbindelse med et møde i Paris. Anker Jørgensen fyrede hende som minister. Rigsrevisionen erklærede siden, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.. Det førte til en debat i Folketinget.
Socialminister.
Som Socialminister satte Ritt Bjerregaard spørgsmålstegn ved den automatik, som velfærdsstaten uddelte tilskud efter og indførte socialindkomsten. Hun talte om det professionelle behandlingssamfund og fremførte, at et stigende antal ansatte i den sociale sektor ikke nødvendigvis var til glæde for klienterne. Hun efterlyste nye former for socialbistand, dels for at spare penge, dels for at forbedre indsatsen overfor klienterne. Ritt Bjerregaard advarede mod stigende institutionalisering og anbefalede i stedet en bredere indsats, en slags genetablering af det sociale netværk, der var svundet ind i takt med samfundsudviklingen, som hun mente burde erstattes af noget mere tidssvarende.
Gruppeformand.
I 80'erne prægede hun den socialdemokratiske folketingsgruppe som en håndfast gruppeformand, der vandt anerkendelse fra alle sider. I den periode prægede hun i høj grad den politiske debat med kronikker og artikler og blev stærk forkæmper for miljøet.
Lejlighedssagen.
I 1991 måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets ledelse ikke kunne acceptere hendes valg af bolig i København. Sagen udløste en retssag, rejst af den konservative borgmester i Københavns Kommune. Efter sagen havde været undervejs i et år, opgav kommunen sagen og Ritt Bjerregaard blev renset efter, hvad der viste sig udelukkende at være en mediesag.
EU-kommissær.
I 1995 blev Ritt Bjerregaard i anerkendelse af hendes politiske talent og høje, personlige stemmetal udpeget til Danmarks Kommisær ved EU med ansvar for miljø. Hun skrev "Kommissærens dagbog" om sin tid som EU-miljøkommissær, men trak den tilbage. Politiken udgav bogen i en særsektion i avisen, og det endte med en retssag, hvor Politiken måtte betale.
Fødevareminister.
4 dage efter af Ritt Bjerregaard var tiltrådt som fødevareminister i februar 2000, kom det første danske tilfælde af kogalskab, der er en dødelig hjernesygdom. Ritt Bjerregaard handlede sammen med ministeriet hurtigt og konsekvent: Slagtemetoderne blev ændret, og der kom forbud mod salg af risikoprodukter. Disse konsekvente indgreb blev i første omgang ikke modtaget med begejstring hverken af landbruget eller fødevareindustrien. Særligt de tiltag, som medførte tilbagetrækning af fødevarer fra detailhandlen blev kritiseret. Men senere måtte branchen sande at indgrebene beskyttede forbrugerne og skabte stor tillid til danske fødevarer på eksportmarkederne.
I 2001 indførte Ritt Bjerregaard smiley ordningen. Det gav dengang anledning til stor diskussion, men i dag er ordningen almindeligt anerkendt.
Overborgmester.
I oktober 2004 blev Ritt Bjerregaard valgt som Socialdemokraternes kandidat til posten som overborgmester i København. Hun opnåede 60.338 personlige stemmer ved kommunalvalget 2005. Efter konstituering mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tiltrådte hun som overborgmester den 1. januar 2006.
En vigtig del af hendes program var at bygge 5.000 billige boliger til 5.000 kr. om måneden. Det viste sig senere at løftet ikke kunne gennemføres, men der var strid mellem Ritt Bjerregaard og hendes kritikere om årsagen. Løftet kan sammenlignes med den socialdemokratiske overborgmester Urban Hansens løfte fra 1962 om at bygge 25.000 boliger til københavnerne.
Hun regnes tit for at være en af de fire betydende socialdemokrater fra den såkaldte gyldne generation, de andre er Mogens Lykketoft, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen.
I marts 2009 meddelte Ritt Bjerregaard at hun ikke ville genopstille til overborgmesterposten. Hun gav som begrundelse at Københavns kommunes styreform var for besværlig. (Efterfølgende har regeringen under Lars Løkke Rasmussen vedtaget en ændring af styreformen i København.) Derefter blev Frank Jensen udpeget til overborgmesterkandidat ved kommunalvalget 2009.
René Skau Björnsson.
René Skau Björnsson (tidl. Skau-Björnsson) (Født 14. februar 1967 i Sønderborg).
Folketingsmedlem fra Socialdemokratiet for Århus Amtskreds fra 11. marts 1998.
Humlehøjskolen Sønderborg 1973-80, Tønder Statsseminariums Realskoles 9. klasse 1983. Student fra Tønder Gymnasiums matematisk/samfundsfaglige linje 1986. Cand.oecon. fra Aarhus Universitet, driftsøkonomisk linje, 1994.
Selvstændig virksomhed som importør af parfume og kosmetik fra 1991. Fra 1995 økonom ved familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Århus Kommune.
Formand for DSU Tønder 1984 og for DSU Sønderjyllands Amt 1984-85. Kasserer for Socialdemokratiet i Århus Kommune 1993-95. Medlem af bestyrelsen for Brabrand Boligforening fra 1997 og formand for Århus Kommunes Handicapråd fra 1998.
Medlem af hovedbestyrelsen for Socialdemokratiet 1993-98.
Partiets kandidat i Århus 4. kreds Vest fra 30. maj 1995.
Morten Bødskov.
Morten Bødskov (stud.scient.adm.) er socialdemokrat og har været folketingsmedlem for Københavns Amtskreds fra den 20. november 2001.
Født 1. maj 1970 i Karup, søn af lærer Per Bødskov og plejehjemsassistent Hanne Bødskov.
Karup Skole 1976-87, Viborg Amtsgymnasium 1987-90. Stud.scient.adm. på AUC 1991-94 og på RUC fra 2000. Bachelor i samfundsfag AUC, 1994.
International sekretær i DSU 1994-96 og forbundsformand for DSU 1996-2000. Studentermedhjælp i Socialdemokratiets Ledelsessekretariat 2000-2001 og konsulent i TVropa Kommunikation 2001-2002.
Partiets kandidat i Rødovrekredsen fra november 1999
Morten Bødskov er næstformand i folketingsgruppen og finanspolitisk ordfører.
Mariann Fischer Boel.
Else Mariann Fischer Boel (født 15. april 1943) var i perioden 2004-2009 Danmarks Europa-Kommissær med ansvar for landbrug og udvikling af landdistrikterne.
I 2008 blev Boel af Europabevægelsen kåret til Årets Europæer.
Baggrund og tidlig karriere.
Boel er født i Åsum på Fyn, datter af godsejer Hans Boel og fru Valborg.
Bent Bøgsted.
Bent Gunnar Bøgsted (født 4. januar 1956) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001 samt Frederikshavn Kommunes byråd
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Bøgsted, Bent Gunnar, specialarbejder, 9352 Dybvad
Dansk Folkeparti - Medlem af Folketinget for Nordjyllands Amtskreds fra 20. nov. 2001
Født 4. jan. 1956 i Brønderslev, Serritslev Sogn, søn af fhv. landmand Mandrup Verner Bøgsted og Kirsten Margrete Bøgsted.
Serritslev Skole 1963-70 og Skolegade Skole, Brønderslev, 1970-72.
Maskinarbejder Uggerby Maskinfabrik, Brønderslev, Aalborg Tekniske Skole 1972-76.
Avedøre Rekrut- og Sergentskole 1976-77, våbenmekaniker. Nørrejyske Artilleriregiment, Skive, 1977-86, landmand 1986-89, skibsværftsarbejder Ørskov Stålskibsværft 1990-93 og specialarbejder på Repsol, Brønderslev, fra 1993 (støbning af akrylplader).
Formand for Dansk Folkeparti i Sæby/Dronninglund fra 1999 og opstillet til kommunal- og amtsrådsvalgene i 1997 og 2001. Medlem af bestyrelsen i Skæve Borgerforening fra 2001, af bestyrelsen for Dronninglund Gymnasium og af bestyrelsen i Kommuneforeningen i Nordjylland fra 1998 samt medlem af Hjemmeværnets Distriktsudvalg Nordjylland fra 1998.
Partiets kandidat i Hobrokredsen fra 20. jan. 2001.
Sandy Brinck.
Sandy Brinck (født 3. maj 1972) er en dansk politiker som (med mellemrum) har repræsenteret Socialdemokraterne i Folketinget fra 1998. Den 24. juni 2005 meddelte Sandy Brinck, at hun med øjeblikkelig virkning forlader dansk politik og dermed Christiansborg, på grund af uoverensstemmelser om ledelsesstilen hos Socialdemokraterne. Hun tiltrådte 1. august et job som fuldmægtig i Amtsrådsforeningens social- og psykiatrikontor. Den 23 august 2007, meddelte Sandy Brinck, at hun forlader Socialdemokratiet til fordel for Socialistisk Folkeparti. Dette skyldes bl.a. Socialdemokratiets skattepolitik.
Biografiske oplysninger.
Født 3. maj 1972 i Vejle, datter af forstander Birtha Rasmussen og lagerchef Georg Emil Rasmussen.
Colette L. Brix.
Colette L. Brix (født 7. juni 1950 i København) er en dansk politiker og direktør som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Brix er folketingsmedlem for Storstrøms Amtskreds fra 20. november 2001. Partiets kandidat i Næstved-kredsen fra 1999. I Køge-kredsen siden 2007. Medlem af repræsentantskabet for Dansk Erhverv. Formand for Dansk Erhvervssammenslutning, siden 1997. Næstformand 1993-1997.
Fuldmægtig på et vekselererkontor 1968-1974. Prokurist i C.M. Møbler 1975-1986. Gymnastiklærer i Gymnastikringen 1980-1982. Eget kosmetikfirma,»Clinique Colette«, fra 1986 samt tre detailforretninger.
Peter Brixtofte.
Peter Brixtofte (født 11. december 1949 i København) er en dansk politiker. Han er tidligere skatteminister og tidligere borgmester i Farum Kommune, men forlod borgmesterposten og Farum byråd som konsekvens af Brixtofte-sagen i 2002.
Den 20. juni 2006 blev han idømt 2 års ubetinget fængsel for groft mandatsvig i den såkaldte "sponsorsag", en dom han straks ankede. Den 8. februar 2007 blev dommen stadfæstet af Østre Landsret. Procesbevillingsnævnet gav den 16. august 2007 tilladelse til, at dommen blev indbragt for Højesteret, der imidlertid den 15. april 2008 stadfæstede afgørelsen, og således idømte Brixtofte to års fængsel i "sponsorsagen". Den såkaldte "hovedsag" verserer fortsat for Østre Landsret.
Folketingskarriere.
Peter Brixtofte var medlem af Folketinget for Venstre for Roskilde Amtskreds 4. december 1973 - 14. februar 1977 og for Vejle Amtskreds 23. oktober 1979 - 7. december 1981. Midlertidigt medlem for Venstre for Vejle Amtskreds 30. maj - 5. juni 1983. Folketingsmedlem for Venstre for Fyns Amtskreds fra 12. december 1990. Skatteminister 19. november 1992 - 24. januar 1993. Ekskluderet af Venstres folketingsgruppe 14. maj 2002; derefter uden for folketingsgrupperne. Indmeldt i Centrum-Demokraterne den 24. februar 2004. Partiets hovedbestyrelse ville ikke lade Brixtofte stille op til Folketinget, før den verserende straffesag mod ham var afgjort, og han forlod Tinget efter valget den 8. februar 2005.
Velfærdspartiet.
I 2005 dannede Brixtofte et nyt parti, i første omgang under navnet "Det Socialliberale Parti". Efter indsigelse fra Venstre (hvis fulde partinavn er "Venstre, Danmarks Liberale Parti") ville Indenrigsministeriet ikke tillade Brixtoftes parti at stille op til valg under det ønskede navn, og det blev hurtigt omdøbt til "Velfærdspartiet". Ved valget 15. november 2005 til kommunalbestyrelsen (indtil 1. januar 2007 sammenlægningsudvalget) i den kommende Furesø Kommune blev Peter Brixtofte valgt ind med 946 personlige stemmer ud af i alt 1.070 stemmer på Velfærdspartiet. Stemmerne på Velfærdspartien kom for 90% vedkommende fra Farum kommune, mens kun 10% kom fra Værløse kommune. Onsdag den 28. maj 2008 besluttede Indenrigsministeriets Valgbarhedsnævn, at Peter Brixtofte var uværdig til at være folkevalgt politiker efter sin dom i Højesteret på to års ubetinget fængsel ("skal" afsones) for groft mandatsvig i sponsorsagen. Pladsen i byrådet skal forlades med øjeblikkelig virkning.
Afsoningen begyndte onsdag den 6. august 2008 i Horserød Statsfængsel.
Tillidsposter.
Medlem af Grønlandsrådet 1973-77. Medlem af Farum Kommunalbestyrelse fra 1978. Formand for skoleudvalget og kulturudvalget i Farum 1979-81, borgmester 1985-2002. Medlem af Venstres hovedbestyrelse 1978-80. Medlem af Europabevægelsens hovedbestyrelse 1967-82. Medlem af Bikubens repræsentantskab og tilsynsråd 1975-83. Medlem af bestyrelsen for Investeringsforeningen Danmark ID fra 1988. Medlem af amtsrådet for Frederiksborg Amt 1989-91. Medlem af repræsentantskabet for Lån & Spar Bank fra 1990. Formand for Folketingets Skatteudvalg 1998-99 og for Folketingets Erhvervsudvalg 1999-2001. Skatteminister fra november 1992 til januar 1993.
Dannebrogsridder 1995-2008.
Peter Brixtofte blev Ridder af Dannebrog i 1995, men måtte efter højesteretsdommen tilbagelevere ridderkorset.
Private forhold.
Han er søn af afdelingschef, cand.jur. Keld Brixtofte og Inger Elise Brixtofte.
Med bandet "Brixx" og sangen "Video video" vandt hans bror, Jens Brixtofte, det danske Melodi Grand Prix i 1982.
Skolegang: Lycée International de l'OTAN, Paris, 1960-64. Student fra Søborg Gymnasium 1967. Cand.polit. fra Københavns Universitet 1972.
Sven Buhrkall.
Sven Buhrkall (født 18. april 1949 i Agerskov) er en dansk virksomhedsrådgiver og politiker. Han er medlem af partiet Venstre og var folketingsmedlem for Sønderjyllands Amtskreds 20. november 2001 - 8. februar 2005.
Uddannelse.
Sven Buhrkall gik ud fra Øster Lindet Folkeskole i 1963 og fik derefter realeksamen fra Jels Folke- og Realskole i 1966. Derefter blev han handelsstudent fra Kolding Købmandsskole i 1971.
Han fik en kontoruddannelse i 1970 og et stipendium ved EF-Parlamentet i 1978, hvorefter han blev uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1980.
Karriere.
Han startede sin karriere som økonomikonsulent hos De Samvirkende Landboforeninger 1980-1981 og blev derefter uddannelsesleder hos Danmarks Sparekasseforening 1981-1982. Hans næste stilling var som vicedirektør i Foreningen af Danske Eksportvognmænd fra 1982 til 1988, hvorefter han blev administrerende direktør i S og GASA Spedition 1988-1994 samt administrerende direktør i S 1994-1998 og S 1995-98. Fra 1998 var Buhrkall selvstændig virksomhedsrådgiver inden for organisation, ledelse, personale, spedition, transport, toldforhold, logistik samt foredragsvirksomhed. Endvidere har han siden 1986 været ekstern lektor på Syddansk Universitet.
Bestyrelsesarbejde.
I perioden 1993-1997 var han landsformand for Dansk Speditørforening og formand for bestyrelsen i S. Han var samtidig medlem af bestyrelsen for Nordisk Speditørforbund samt for CLECAT og FIAT og for Jyske Bank fra 1998. Ydermere var han formand for Road Committee i CLECAT fra 1996, for Institut for Transportstudier fra 2000 og for Center for Anvendt Logistik og Transportforsyning fra 2001. Han var medlem af bestyrelsen for Transportøkonomisk Forening fra 1998, for Hirtshals Havn og for S samt for Gran Færdigbeton fra 2001.
Forfatterskab.
Sven Buhrkall har været medforfatter til bøgerne "Markedføring af transporter" (1986), "Virksomhedens transport- og lageropgaver" (1984), samt "Ledelse af transport- og lagerfunktioner" (1984). Desuden er han forfatter til en række artikler og indlæg.
Partiforhold.
Sven Buhrkall har været "Venstre"s kandidat i Aabenraakredsen siden december 1999.
Jacob Buksti.
Jacob Anthonius Buksti (født 7. april 1947) er tidligere socialdemokratisk trafikminister.
Biografi.
Han blev født i Udbyneder Sogn, Århus Amt som søn af Emil Holm Buksti og Dagmar Henriette Buksti.
I 1966 færdiggjorde han en matematisk-fysisk studentereksamen fra Horsens Statsskole. Han blev cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet i 1972.
Efter at have færdiggjort sin uddannelse blev han lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, hvilket job, han stoppede i 1986. Sideløbende underviste han på Forsvarsakademiet 1982-1993. Han har siden 1987 været ekstern lektor i statskundskab på Københavns Universitet og på Aarhus Universitet fra 1993 til 1994. Desuden var han politisk-økonomisk konsulent i Dansk Magisterforening 1993-1995.
Han har foretaget nogle studierejser i USA og Storbritannien i 1991.
Politik.
Formand for Socialdemokratiet i Åbyhøj 1981-86. Næstformand for Socialdemokratiet i Århus Vest-kredsen 1979-87. Medlem af Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsudvalg 1977-80 og af partiets europaudvalg 1985-86. Næstformand for Folketingets Skatteudvalg fra 1994, medlem af Folketingets Europaudvalg fra 1994 og formand fra 1998. Formand for Folketingets Erhvervsudvalg nov. 1996-jan. 1997. Medlem af Statens Ligningsråd 1994-98 og af Nationalbankens Repræsentantskab fra 1998-2000. Politisk ordfører 1998-2000. Han var leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992. Han var midlertidigt medlem for Vestre Storkreds 15.-25. juni 1993 og 14.-28. april 1994. Derefter folketingsmedlem for Vestre Storkreds 21. september 1994-20. november 2001 og for Vestsjællands Amtskreds 20. november 2001-8. februar 2005. Han var trafikminister fra 23. februar 2000 til 27. november 2001. Partiets kandidat i Valbykredsen 1989-2001 og i Ringstedkredsen fra 2001.
Stop i Folketinget.
Jacob Buksti trak sig 30. oktober 2003 som næstformand i regeringens Færdselssikkerhedskommision efter at han lørdag den 25. oktober 2003 blev stoppet af politiet for at køre 173 km/t (hvor der var en maksimumshastighed på 110) på en motorvej nær Ringsted. Lovovertrædelsen kostede ham en bøde på 2500 kr.
Inden politiet fangede Jacob Buksti havde han flere gange tordnet imod fartsyndere og skrev bl.a. på sin hjemmeside: "Og til dem, der forsøger at bagatellisere selv en lille overtrædelse af hastighedsgrænserne, vil jeg stille spørgsmålet, om det er ensbetydende med, at en lille overtrædelse af promillegrænsen heller ikke betyder noget?"
Færdselslovovertrædelsen var medvirkende til at han ved valget den 8. februar 2005 ikke opnåede genvalg til Folketinget.
Bøger og andet.
Han har skrevet bøger og tidsskriftartikler om interesseorganisationer og om arbejdsmarkeds-, landbrugs-, EF- og økonomisk politik. Udvalgte titler fremgår herunder.
Desuden har han holdt foredrag om organisationsforhold, bl.a. gennem Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed og i en lang række faglige organisationer.
Lotte Bundsgaard.
Lotte Koed Bundsgaard (født 20. januar 1973) er journalist, tidligere folketingsmedlem og minister, valgt for Socialdemokraterne.
Civilt liv.
Lotte Bundsgaards folkeskoletid foregik på Bellingeskolen i perioden 1978-88. Hun blev efterfølgende student fra Sct. Knuds Gymnasium i 1991 og uddannet folkeskolelærer på Odense Seminarium i perioden 1992-96. Hun var herefter ansat som lærer på Humlehaveskolen i perioden 1996-98, inden en politisk fuldtidskarriere tog over.
Privat er hun gift med partifællen Søren Thorsager, der er ældrerådmand i Odense Kommune. Parret bor i Dyrup i det sydvestlige Odense.
Politisk karriere.
I perioden 1990–92 var Lotte Bundsgaard formand for DSU-Odense, og efterfølgende var hun næstformand for DSU's landsorganisation 1992-96.
Hun var folketingskandidat for Socialdemokraterne i Otterupkredsen fra 1995-2006, og her blev hun ved valget 11. marts 1998 valgt ind i Folketinget. I 2000 blev hun forsvarspolitisk ordfører for partiet, og hun var by- og boligminister samt minister for ligestilling i perioden 21. december 2000 - 27. november 2001.
Hun blev genvalgt ved folketingsvalget i 2001 og 2005, og var politisk ordfører fra april 2005 - 25. april 2006. Hun skiftede opstillingskreds, så hun pr. februar 2006 er opstillet i Odense 2. kreds.
Hun er desuden medstifter af den politiske kaffeklub "Café au lait" i 1998.
Hun meddelte 21. maj 2007, at hun ikke genopstillede ved næste folketingsvalg. I stedet helligede hun sig journaliststudiet ved Syddansk Universitet.
Carina Christensen.
Carina Christensen (født 8. november 1972) er en dansk politiker som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 2001. Fra 15. december 2006 til 23. februar 2010 har Carina Christensen bestridt forskellige ministerposter. Den 26. januar 2011 blev hun udpeget som politisk ordfører i Det Konservative Folkeparti efter Henriette Kjær. Hun har ingen børn.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Minister for familie- og forbrugeranliggender fra 15. dec 2006 til 23. nov 2007
Transportminister fra 23. nov 2007 til 10. sep 2008
Kulturminister fra 10. sep 2008 til 23. feb. 2010
Det Konservative Folkeparti - Medlem af Folketinget for Fyns Amtskreds fra 20. november 2001. 15 december 2006 udpeget til Lars Barfoeds efterfølger som familie og forbrugerminister. Afløste Brian Mikkelsen som kulturminister 10. september 2008 som følge af den ministerrokade, der fulgte i kølvandet på Bendt Bendtsens afgang som formand for det Konservative Folkeparti.
Født 8. nov. 1972 i Fredericia, datter af møbelfabrikant Egon Jelling Christensen og medhjælpende hustru Jette Christensen.
Allé-Skolen, Fredericia, 1978-83, Strib Skole 1983-88, sproglig studentereksamen Middelfart Gymnasium 1991, cand.negot. Syddansk Universitet, Odense, 1998.
Assistent for Poul Schlüter, Christian Rovsing og Frode Kristoffersen i Europa-Parlamentet 1997. Odense EU-kontor i Bruxelles 1997-98. Møbelfabrikant, Rugballe Møbelfabrik A/S, Middelfart fra 2001.
Medlem af Fyns Amtsråd fra 1. januar 2002.
Medlem af bestyrelsen for Konservative Studerende i Odense 1996-2000 og for Odense Konservative Vælgerforening, 1. kreds, 1998-99.
Opstillet til Europa-Parlamentet i 1999.
Partiets kandidat i Faaborg-Ærøkredsen fra januar 1999.
Carina Christensen blev valgt til regionsrådet i Region Syddanmark, men nedlagde sit mandat ved sin udnævnelse som minister.
Siden 2008 har hun været Kommandør af Dannebrogordenen.
Ole Vagn Christensen.
Ole Vagn Christensen (født 28. maj 1943 i Torslev Sogn) er slagteriarbejder og politiker valgt af socialdemokratiet.
Socialdemokratiet - Midlertidigt medlem for Viborg Amtskreds 30. maj-5. juni 1983. folketingsmedlem 10. jan. 1984-7. sept. 1987. Midlertidigt medlem 30. okt.-23. nov. 1990. Folketingsmedlem fra 12. dec. 1990 til 2005. Han opnåede ikke genvalg ved folketingsvalget i 2005, men genindtrådte i Folketinget 1. marts 2007 som suppleant for Pernille Blach Hansen efter at have været midlertidig medlem fra 1. maj 2006 på grund af Pernille Blach Hansens orlov.
Ole Vagn Cristensen er søn af kedelpasser Poul Verner Christensen og husassistent Eva Christensen.
Vester Skole i Hjørring 1950-58. Slagterfagets lærlingeuddannelse 1959-63. Teknisk forberedelseseksamen i Thisted 1971, samme sted udvidet teknisk forberedelseseksamen 1972. DSU's lederuddannelse 1959-64. Den Socialdemokratiske Arbejderskole 1964-68 samt FIU 1965-83
Forskellige budpladser 1953-59. Slagteriarbejder fra 1963. Fra 1987 freelancekonsulent for SiD samt freelanceunderviser ved FIU. Konsulent og underviser ved FIU 1988-90.
Formand for slagterfagets lærlingeklub i Hjørring 1960-64. Medlem af Slagteriarbejdernes Fagforenings bestyrelse i Thisted 1965-85. Tillidsmand og fællestillidsmand på Thisted Andels-Svineslagteri 1967-84. Formand for Slagteriarbejdernes Fagforening i Thisted 1967-85. Udpeget af LO til Viborg Amts pensions- og revalideringsnævn 1982-84.
Formand for DSU-Hjørring 1960-64 og for DSU-Thisted 1964-67, desuden formand for DSU-Thisted Amt 1965-67. Medlem af DSU's hovedbestyrelse 1966-67. Medlem af Thisted Købstads Ungdomsnævn 1966-70. Formand for Socialdemokratiet i Thisted 1973-82. Medlem af Thisted Byråd 1974-84, formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe 1978-84. Medlem af skolekommissionen 1974-81. Formand for fritidsnævnet 1977-81. Viceborgmester i Thisted 1982-84.
Medlem af Nordisk Råd fra 1998.
Forfatter til jubilæumsbogen "Der er Fanen til forskel".
Partiets kandidat i Thistedkredsen fra 1981.
Peter Christensen (politiker).
Peter Christensen, (født 23. april 1975 i Sønderborg) er en dansk politiker.
Søn af gårdejer Anton Boisen Christensen og laborant Grete Christensen.
Medlem af Folketinget for Venstre, Sønderjyllands Amtskreds, fra 20. nov. 2001.
10. klasse på Agerskov Ungdomsskole 1991-92. Elektrikeruddannet 1993-97. Adgangskursus til diplomingeniørstudiet i Horsens 1997-98. Diplomingeniørstudiet i Horsens 1998 og i Sønderborg fra 2001.
Amtsformand for Venstres Ungdom i Sønderjylland 1996-97. Landsnæstformand for VU 1997-99. Landsformand for VU 1999-2001. Medlem af Venstres hovedbestyrelse siden 1997. Medlem af TV-Syds fondsbestyrelse 1996-99.
Venstres kandidat i Løgumklosterkredsen fra 2002 og i Tønderkredsen 2000-2002.
Har bl.a. været finanspolitisk og skattepolitisk ordfører. I april 2009 blev han sit partis politiske ordfører.
Pia Christmas-Møller.
Pia Christmas-Møller (født 21. januar 1961 i Kjellerup) er en dansk politiker, der siden 1987 har været medlem af Folketinget. Den 5. december 2007 valgte hun at blive løsgænger og dermed træde ud af Konservatives folketingsgruppe. Hun valgte til gengæld at fortsætte som partimedlem. 22. januar 2008 udtrådte hun dog af partiet, efter at hun var blevet truet med eksklusion af Bendt Bendtsen hvis hun bragte regeringen i mindretal i den såkaldte asylsag.
Christmas-Møller blev valgt ind for Konservative først i Vejle Amtskreds, siden 1998 i Københavns Amtskreds og i 2007 for Nordsjællands Storkreds.
Hendes farfar var bror til politikeren John Christmas Møller.
Erhvervskarriere.
Pia Christmas-Møller blev samfundsfaglig student fra Kolding Gymnasium i 1979. Hun fungerede herefter som lærervikar på Nordskovskolen, Haslev, 1979-1980. Fra 1981-1983 arbejdede hun som politisk medarbejder for den konservative folketingsgruppe, og i 1983-1985 var hun ansat som sekretær i Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende. Fra 1985-1987 virkede Pia Christmas-Møller som fuldmægtig i Danske Næringsdrivendes Arbejdsløshedskasse. I 2002 blev hun Master of Public Policy fra RUC.
Politisk karriere.
Pia Christmas-Møller begyndte sin politiske karriere i Konservativ Ungdom - fra 1977 til 1980 som medlem af ungdomsorganisationens forretningsudvalg og i 1980-1981 som næstformand samt medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse. Medstifter af og medlem af bestyrelsen for den danske afdeling af The Atlantic Association of Young Political Leaders 1986-1987 og formand fra 1987-1991. 8. september 1987 blev hun valgt til Folketinget, fra 1988-1995 var hun partiets arbejdsmarkedsordfører. Fra 1989-1995 varetog hun desuden posten som socialordfører. I 1990 indtrådte hun i folketingsgruppens ledelse. Fra 1990 til 1994 var hun medlem af Lønningsrådet. I 1994-1997 var hun formand for Folketingets § 71-udvalg. I 1995-1998 var Pia Christmas-Møller finansordfører. Fra 1996-2001 var hun medlem af Danmarks Nationalbanks repræsentantskab, mens hun to år senere blev formand for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg. Her sad hun også til 2001. 20. marts 1998 blev hun valgt som sit partis politiske leder og ordfører - en post hun dog kun havde frem til 2. august 1999, hvor Bendt Bendtsen overtog posten. Siden 2001 har Pia Christmas dog atter været politisk ordfører samt videnskabsordfører, og siden 2005 tilmed udenrigspolitisk ordfører. Hun er desuden vicepræsident for Europarådets Parlamentariske Forsamling. Hun er medlem af følgende udvalg i Folketinget: Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigsudvalget, Finansudvalget, Sundhedsudvalget, Udvalget for Forretningsordenen samt Udvalget for Videnskab og Teknik.
Pia Christmas var opstillet i Valbykredsen fra 1982, i Horsenskredsen fra 1986, i Hvidovrekredsen fra 1996 og har siden 2003 været opstillet i Lyngbykredsen. I 2007 var Pia Christmas-Møller opstillet i Rudersdalkredsen i Nordsjællands Storkreds.
Afsked med Det Konservative Folkeparti.
På grund af utilfredshed med ledelsesforholdene og debatkulturen i partiet forlod Pia Christmas-Møller 5. december 2007 den konservative folketingsgruppe og har siden været løsgænger i Folketinget.
Forud var Pia Christmas-Møller blevet kritiseret for at tage særstandpunkter blandt andet i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt den nye EU-traktat skulle til afstemning eller ej.
At Pia Christmas-Møller ikke kunne blive siddende som politisk ordfører efter Folketingsvalget 2007, havde også medvirkende årsag til bruddet med folketingsgruppen. I den sag følte Pia Christmas-Møller sig forbigået og henvist til ubetydelige ordførerposter.
Sidenhen førte bruddet med folketingsgruppen også til et brud med partiet.
Den 22. januar 2008 valgte Pia Christmas-Møller nemlig helt at forlade Det Konservative Folkeparti efter en trussel fra partiets politiske leder Bendt Bendtsen om eksklusion.
Den trussel blev imidlertid senere på dagen skudt ned af partiformanden i København, Svend Bergstein, som fastslog, at han ikke så anledning til eksklusion af Pia Christmas-Møller.
Truslen fra Bendt Bendtsen tog Pia Christmas-Møller imidlertid alvorligt og meldte sig derfor ud af partiet med henvisning til, at hun gerne ville undgå en eksklusionssag.
Dermed brød Pia Christmas-Møller med et parti, hun havde været medlem af i over 30 år - i en svær periode for partiet også som formand. Det samme gjorde hendes farsfars bror, John Christmas Møller, der også var konservativt folketingsmedlem og minister, men kom i modsætning til sit eget parti, og endte med at melde sig ud.
2007 blev hun Ridder af 1. grad af Dannebrog.
Kilder og eksterne henvisninger.
Pia
Kristian Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl (født 30. juli 1969 i Brædstrup, Danmark) er en dansk politiker. Han repræsenterede Fremskridtspartiet i Folketinget 1994-1995 hvorefter han som medstifter af Dansk Folkeparti skiftede til dette parti som han har repræsenteret i Folketinget fra 1995.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Kristian Thulesen Dahl, cand.merc. jur., Tinnet, 7173 Vonge.
Dansk Folkeparti. - Midlertidigt medlem for Vejle Amtskreds for Fremskridtspartiet 7. oktober-24. oktober 1993. Folketingsmedlem for Vejle Amtskreds for Fremskridtspartiet 21. september 1994-6. oktober 1995 og for Dansk Folkeparti 6. oktober 1995 -11. marts 1998. Folketingsmedlem for Fyns Amtskreds for Dansk Folkeparti fra 11. marts 1998.
Han er søn af pens. overlærer Anders Thulesen Dahl og overlærer Inge Margrethe Simoni Dahl.
Nørre Snede Centralskole 1976-85. Tørring Gymnasium 1985-88. Aftjent værnepligt ved artilleriet i Skive 1988-89. Herefter konstabel af reserven. HA-jur. fra Aalborg Universitet 1992. Cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet 1995.
Indtil 1994 byrådsudpeget bestyrelsesrepræsentant i boligforeninger og repræsentantskabsmedlem i AMU-centeret i Aalborg. Medlem af Give Byråd 1997-2006.
Landsformand for Fremskridtspartiets Ungdom 1991-95. Medlem af Fremskridtspartiets hovedbestyrelse 1994-95. Partiets spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet 1994. Medstifter af og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 6. okt. 1995 og næstformand for partiets folketingsgruppe. Medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og politisk næstformand for partiets landsorganisation fra 1996. Formand for partiets folketingsgruppe fra 1998. Medlem af Danmarks Nationalbanks repræsentantskab fra 2001. Formand for Finansudvalget fra 2001.
Fremskridtspartiets kandidat i Givekredsen 1989-95, i 1989-91 tillige i Horsenskredsen. Fra 1997 Dansk Folkepartis kandidat i Odense Vestkredsen, Odense Sydkredsen og Middelfartkredsen.
Inge Dahl-Sørensen.
Inge Fahlmann Dahl-Sørensen (født 29. juni 1947) er en dansk politiker som har repræsenteret Venstre i Folketinget fra 1988-2005.
Biografiske oplysninger.
Født 29. juni 1947 i Virum, datter af vicetoldinspektør Kristian Fahlmann Andersen og husmoder Frida Fahlmann Andersen.
Per Dalgaard Christiansen.
Per Dalgaard Christiansen (født 17. februar 1944 i Århus) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001 til 2005 og igen fra 19. juni 2009.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dalgaard Christiansen, Per, iltmontør, 8550 Ryomgaard.
Dansk Folkeparti - Medlem af Folketinget for Århus Amtskreds fra 20. november 2001 til 8. februar 2005.
Født 17. febr. 1944 i Århus, søn af Gunnar Dalgaard Christiansen og Viola Addin Christiansen.
Folkeskolen, 8. kl., Herning Højskole. Pladesmed 1964. Teknisk forberedelseseksamen, Århus Teknikum 2 1/2 år, 1972. Edb-kurser IBM og Digital 1980. Datanom 1983, Århus Købmandsskole 1988.
Teknisk assistent, Thrige Titan, Odense 1973-78, implementeringskonsulent, DataInform Århus 1978-80, Systemplanlægger, Bang & Olufsen, Struer 1980-83. Systemchef, Scandia Randers 1983-86. Selvstændig edb-softwareudvikler, Århus 1986-91. Netværksadministrator, Falcks Redningskorps, Århus 1991-97. Iltmontør, Falck Medico Århus 1997-2001.
Lokalformand for Dansk Folkeparti i Ebeltoft, Midtdjurs og Rougsø kommuner fra marts 1998. Amtsformand i Århus Amt fra april 2000. Byrådsmedlem i Midtdjurs Kommune fra 2002. Politisk valgt i VUC-centerrådet på Djursland fra april 1998.
Valgt til Midtdjurs Kommunalbestyrelse 2. november 2001. Medl. af økonomiudvalget og viksenudvalget.
Valgt til Syddjurs Kommunalbestyrelse 15. november 2005.
Partiets kandidat i Silkeborg fra 17. Aug. 1999. Kandidat i Hammelkredsen fra ultimo 2005.
Medlem af KL repræsentantskab fra maj 2006.
Medlem af midlertidig bestyrelse for VUC Djursland
Personlig sup. for Aase D. Madsen i dansk/grønlandsk Fællesråd vedr. Mineralske Råstoffer i Grønland.
Freddy Dam.
Freddy Dam (født 27. maj 1948 i Randers) er tidligere folketingsmedlem for Venstre i perioden 2001-2005.
Uddannelse og karriere.
Han tog folkeskolen på Viby, Vejlby og Aaby Skoler fra 1955-65. Han blev nysproglig student fra Århus Statsgymnasium 1968, hvorefter han læste jura på Aarhus Universitet og fik en kandidatgrad i 1974.
Herefter blev han advokatfuldmægtig hos advokat Chr. Krag, Århus, fra 1974-77, hvor han fik sin advokatbestalling. Senere i 1978 fik han møderet for landsretten og i 1983 møderet for Højesteret.
Han var ansat som advokat hos advokat Chr. Krag, Århus, 1977-78 og blev herefter selvstændig praktiserende advokat (Advokatfirmaet Freddy Dam) fra april 1978. Efter optagelse af partner/e pr. 1. januar 1988 blev han seniorpartner i Advokatfirmaet Dam & Fintel. Han var også seniorpartner i advokatfirmaet Dam Isaksen Nomanni, Viby J., i perioden 1. april-20. november 2001. Desuden associeret partner i samme firma fra november 2001 og formand for enkelte selskabsbestyrelser.
Han har været medlem af forældreråd, skolebestyrelse og foreningsbestyrelser, af InterContinental Consultants, en global forening af advokater og statsautoriserede revisorer, 1990-95 og præsident for Aarhus Sydvestre Rotary Klub 1998-99.
Hans politiske karriere blev intensiveret, da han fra juni 1999 blev Venstres kandidat til Folketinget i Århus 4. kreds.
Mikkel Dencker.
Mikkel Sjøberg Dencker (født 20. november 1975) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Medlem af Folketinget for Københavns Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født den 20. nov. 1975 på Frederiksberg, søn af speditør Peter Dencker og pædagog Ilse Sjøberg Dencker.
Præstemoseskolen 1982-92. Matematisk student fra Rødovre Gymnasium 1995. 1-årig HH Vestegnens Handelsskole 1995-96. Uafsluttede studier i henholdsvis økonomi 1996-2000 på KU og HA på Vestsjællands Handelshøjskolecenter 2000-2001.
Studentermedhjælp på Dansk Folkepartis Sekretariat 2000-2001 og serviceassistent på Q8-servicestation siden maj 2001.
Medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune fra 1998. Formand for Dansk Folkeparti i Hvidovre 1997-2001, kasserer siden 2001. Amtsformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Københavns Amt i 2001.
Partiets kandidat i Gladsaxekredsen fra august 2000 til februar 2004. Februar 2004 til maj 2007 i Amagerkredsen og siden maj 2007 i Rødovrekredsen.
Jørn Dohrmann.
Jørn Dohrmann (født 9. januar 1969 i Kolding) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Biografi.
Dohrmann er søn af landmand Olav Dohrmann og medhjælpende hustru Birthe Dohrmann.
Han afsluttede folkeskolen i 1985 og uddannede sig som mekaniker hos Frede Christensen Haderslev A/S 1985-1988 og tog en supplerende uddannelse som automatikmekaniker hos GKN Wheels Nagbøl A/S 1994-1998.
Rejsemontør for MAN lastbiler i Schweiz og Tyskland samt freelancemontør i Australien 1989-94.
Han var kasserer i DFU Vejle Amt og medlem af bestyrelsen for DF's lokalforening i Kolding til 2001. Medlem af bestyrelsen for DF i Vejle Amt. Han var partiets kandidat i Juelsmindekredsen 1999-2000 og i Koldingkredsen fra 2000. Han blev folketingsmedlem for Dansk Folkeparti for Vejle Amtskreds fra 20. november 2001.
Charlotte Dyremose.
Charlotte Baunbæk Dyremose (født 9. oktober 1977) er en dansk politiker som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 20. november 2001. Hun er uddanelsespolitisk ordfører.
Dyremose er datter af tidligere MF, arbejds- og finansminister Henning Dyremose (K) og praktiserende læge Elly B. Dyremose, og hun er gift den 14. juli 2001 med Jacob Wimpffen Bræstrup og bosat i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Hun har grunduddannelser fra Virum Skole 1984-91, Holte Grundskole og Gymnasium 1991-93 og Virum Gymnasium 1993-96.
Hun studerede tillige til Bachelor i Statskundskab ved Københavns Universitet 1997-2000 og er uddannet cand.scient.pol. derfra.
Dyremose har haft forskellige studenterjob, bl.a. praktik hos Den Konservative Informations- og Pressetjeneste på Christiansborg 2000-2001 og været dansk ambassadør/dansk formand for SRHA, Scandinavian Reining Horse Association fra 1999.
Dyremose har været partiets kandidat i Hellerupkredsen fra februar 2001, men siden i Lyngbykredsen.
Hun kom i oktober 2006 i pressens søgelys – da hun under et besøg i Kina med Folketingets Energiudvalg havde købt et ulovlig kopi af et Gucci-ur
Inge-Lene Ebdrup.
Ebdrup, Inge-Lene, (født 7. september 1975 i Aalborg som datter af landmand Henning Ebdrup og medhjælpende hustru Britta Krabsen Ebdrup), er ejendomsmægler og tidligere folketingsmedlem, valgt for Venstre men senere tilsluttet Ny Alliance.
Gravlev skole 1982-89, Bavnebakkeskolen 1989-91, Støvring Gymnasium 1991-94, AUC 1994-97. Aalborg Handelsskole fra 1999- (ejendomsmægleruddannelsen).
Ejendomsmægler hos Nybolig, Løgstør.
Medlem af Støvring Kommunalbestyrelse og Nordjyllands Amtsråd 1998-2002.
Hun var folketingskandidat for Venstre i Aalborg Nord-kredsen fra 1998 og medlem af Folketinget for Nordjyllands Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Den 11. august 2007 meldte Inge-Lene Ebdrup sig ud af Venstre, og meldte sig ind i Ny Alliance. Hun udtrykte utilfredshed med Venstres tætte bånd til Dansk Folkeparti, og især DF's "vanvittige menneskesyn". Hun blev ikke genvalgt ved folketingsvalget 2007.
Lene Espersen.
Lene Feltmann Espersen (født 26. september 1965) er en dansk folketingspolitiker, der er udenrigsminister i regeringen Lars Løkke Rasmussen. Den 27. september 2008 afløste Espersen Bendt Bendtsen som formand for Det Konservative Folkeparti efter han i forbindelse med offentliggørelsen af sin afgang den 9. september 2008 havde peget på hende som sin efterfølger.
Den 13. januar 2011 annoncerede hun sin afgang som partiformand efter en lang periode med interne kriser i partiet, hvor det konservative bagland havde krævet hendes afgang.
Baggrund.
Lene Espersen er født i Hirtshals som datter af reder Ole Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard Espersen. Hun er søster til skuespilleren Anne Sofie Espersen.
Lene Espersen gik på Hirtshals Kommuneskole 1972-81, på Hjørring Gymnasium 1981-82 og på Lester B. Pearsons United World College i Canada, 1982-84, hvor hun opnåede et internationalt baccalaureate. Hun blev Cand.oecon. på Aarhus Universitet i perioden 1984-90.
Hun var ansat som markedsanalytiker hos Århus Stiftsbogtrykkeri 1991-92. Hun skiftede til et job som systemkonstruktør hos Bankernes EDB Central i Roskilde 1992-94. Efter valget til Folketinget har hun fungeret som selvstændig konsulent, indtil ministerkarrieren udelukkede civilt arbejde.
Politisk karriere.
Hendes politiske karriere indledtes som studenterrepræsentant ved økonomisk institutråd i Århus, 1985-89. Hun blev næstformand for Danmarks Konservative Studerende 1986-88. I 1994 var hun kandidat til Europa-Parlamentet.
Lene Espersen blev opstillet som folketingskandidat i 1993 i Ringkøbingkredsen og fra 1994 i Sæbykredsen: Her blev hun valgt ind i Folketinget ved valget i 1994, og hun har siddet i Folketinget siden.
Hun blev valgt ind samtidig med to andre konservative unge kvinder, Henriette Kjær og Gitte Seeberg, — en trio der blev omtalt som Kylle, Pylle og Rylle.
Den politiske redaktør Ask Rostrup karakteriserede dem senere som "unge, smukke og blonde" og "up-coming stjerner, unge kvinder, fremadstormende, ambitiøse og dygtige politikere".
Espersen var sit partis politiske ordfører 5. august 1999 - 27. november 2001.
Justitsminister.
Så blev hun udpeget til justitsminister, en post hun bestred i regeringerne Anders Fogh Rasmussen I, II og III.
Som justitsminister var Lene Espersen med til at indføre Politireformen den 1. januar 2007.
En reform, der blev udsat fra kritik fra flere sider.
Som justitsminister var Espersen involveret i arbejdet omkring digital tinglysning fra 2003,
og hun fremsatte den tilhørende lov i 2006,
Det digitale system var det første af sin art i verden.
It-firmaet CSC skulle have leveret systemet i april 2008, men blev forsinket, og fyrede ansatte i Tinglysningen måtte genansættes.
Da systemet blev lanceret den 8. september 2009 havde Lene Espersen overladt posten til Brian Mikkelsen.
Tinglysningssystemet viste sig at have alvorlige flaskehalse og var lanceret på trods af alvorlige advarsler fra den samlede finanssektor til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.
Økonomi- og erhvervsminister.
Da partiformand Bendt Bendtsen stoppede i politik i 2008, overtog Espersen hans plads som partiformand og som økonomi- og erhvervsminister. Samtidig blev hun placeret som nummer to i statsrådsrækkefølgen. Det kaldes i pressen vicestatsminister.
Som økonomi- og erhvervsminister var Lene Espersen med til at afskaffe lukkeloven.
Da Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten i den 5. april 2009, fortsatte Lene Espersen som økonomi- og erhvervsminister.
Ved et møde i Aalborg den 20. marts 2009 modtager Lene Espersen information fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen om, at der kan spares penge ved at nedsætte det offentliges betalinger til privathospitaler.
Næste dag går Lene Espersen til pressen med denne information.
I Folketinget den 13. maj 2009 siger Lene Espersen, at udtalelsen bygger på "et grundigt arbejde, som er lavet af den konservative folketingsgruppe".
Senere bliver det klart for Folketinget, at information stammer fra arbejde i Sundhedsministeriet og ikke den konservative folketingsgruppe, og mere end et år efter Lene Espersens udtalelse i Folketinget udtrykker Finansudvalgets formand, Kristian Thulesen Dahl, "markant kritik" af Lene Espersen.
I forbindelse med denne sygehussag blev Lene Espersens spindoktor Morten Langager beskyldt for at have bedt en embedsmand i Erhvervs- og Økonomiministeriet om at slette email. Langager afviste beskyldningerne og ingen email blev i øvrigt slettet.
Udenrigsminister.
Ved regeringsomdannelsen i februar 2010 overtog Lene Espersen udenrigsministerposten.
I 2010 kom udenrigsminister Lene Espersens rejseaktivitet til voldsom debat.
I foråret meldte hun afbud til et møde om Arktis for at tage på familieferie på Mallorca.
Flere kommentatorer angreb hende for prioriteringen, blandt andre Niels Krause-Kjær og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, og efter 59 dage undskyldte hun udeblivelsen fra mødet.
Efter en episoder med et mislykket forsøg på at deltage i et møde i Kabul nåede historien også udenlandske medier. Den tyske avis "Financial Times Deutschland" beskrev hende som "den mest klodsede udenrigsminister i EU", og den britiske avis "The Telegraph" beskrev hende som "verdens værste udenrigsminister".
Den britiske avis baserede sig dog på en fejlagtig oversættelse fra den tyske avis.
Postyret førte til et markant fald i Lene Espersens popularitet.
I hendes nordjyske valgkreds viste meningsmålinger i juni 2010 en halvering af Det Konservative folkepartis tilslutning fra 13,4% ved valget til 6%.
Vælgernes tillid til Lene Espersen faldt fra 61% i marts til 27% i juli.
I forløbet fik hun dog også støtte, da Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt og Finlands udenrigsminister, Alexander Stubb omtalte hende i rosende vendinger.
Anonyme kilder i Udenrigsministeriet udtalte at hun har "en»moderne«stil, der er»befriende«i forhold til hendes forgænger, Per Stig Møller".
Afgang som politisk leder.
Presset på Lene Espersen fortsatte i december 2010 hvor flere dagblade diskuterede spørgsmålet om en nye partileder for det Konservative Folkeparti.
Den 12.-13. januar 2011, hvor hun var på tjenesterejse i Qatar, krævede en række konservative tillidsfolk hendes afgang. Da hun ved hjemkomsten ikke kunne opnå folketingsgruppens støtte, valgte hun den 13. januar kl. 19 at meddele sin afgang som partileder.
Hun fortsætter som udenrigsminister, selv om hun er gået af som politisk leder.
Privatliv.
Lene Espersen er gift med Danny Feltmann Espersen og er mor til to børn.
Hun er medlem af VL-gruppe 68.
Trafikuheld.
Lene Espersen var i september 2006 som justitsminister involveret i et trafikuheld, hvor hun overså sin vigepligt og påkørte en 31-årig kvindelig knallertkører ved et højresving. Folketinget besluttede i november 2006 at ophæve Lene Espersens immunitet, så hun kunne tiltales for overtrædelse af færdselsloven. Hun blev idømt en betinget frakendelse af sit kørekort og en bøde på 1.500 kroner. I marts 2007 bestod hun den orienterende køreprøve.
Tove Fergo.
Tove Fergo, (født 24. september 1946, i København, datter af fuldmægtig Svend Ole Andersen og Elly Andersen.) er fhv. kirkeminister.
Venstre - Folketingsmedlem for Københavns Amtskreds fra 21. september 1994 til 8. februar 2005. Kirkeminister fra 27. november 2001 til 18. februar 2005.
Jagtvejens Skole på Nørrebro. Student fra Københavns Studenterkursus 1965. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1972
Sognepræst ved Simon Peters Kirke på Amager fra 1973.
Partiets kandidat i Rådhuskredsen 1988-90 og i Gentofte- og Hellerupkredsene fra 1990.
1990-1998 medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Poul Fischer.
Poul Juhl Fischer (født 29. december 1948 i Vissenbjerg) er en dansk politiker, der var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti i Fyns Amtskreds fra 20. november 2001 til 8. februar 2005.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Søn af gårdejer Carl Fischer og husmoder Petra Fischer.
Gadsbølle Skole 1956-63, Vissenbjerg Realskole 1963-65, Odense Katedralskole 1965-68. HH - Tietgenskolen 1970-71 og HA, Odense Universitet 1971-74.
Formand for Aarup Erhvervsråd 1985-88. Medlem af bestyrelsen i Totalbanken fra 1990, formand fra 1992. Medlem af kommunalbestyrelsen i Aarup Kommune 1990-94 og fra 1998.
Partiets kandidat i Otterupkredsen fra foråret 2000.
Aage Frandsen.
Aage Frandsen (født 12. december 1941) er en dansk politiker som repræsenterede Socialistisk Folkeparti i Folketinget fra 1994 til 2005. Han sidder i dag i Dansk Ungdoms Fællesråds Valgretskommission.
Perioder som medlem af Folketinget.
Midlertidigt medlem for Århus Amtskreds
Medlem for Århus Amtskreds
Biografiske oplysninger.
Aage Frandsen blev født 12. december 1941 i Hvirring som søn af gårdejer Alfred Frandsen og gårdejer Klara Frandsen.
Folkeskole 1949-56. Efterskole Bjerre Herreds Ungdomsskole 1956-57. Præliminæreksamen 1961 og studentereksamen 1963 fra Rønde Kursus. Cand.mag. fra Aarhus Universitet (samfundsfag/historie) 1971.
Arbejde ved landbruget 1956-59. Gymnasielærer ved Aarhus Katedralskole 1971. Undervisningsassistent ved Aarhus Universitet 1973-75. Adjunkt 1975-79 og studielektor siden 1979 ved Århus Akademi.
Formand for elevforeningen på Rønde Kursus 1962-63. Medlem af Studenterrådet på Aarhus Universitet 1967-70. Medlem af bestyrelsen for SF Århus 1969-72 og 1975-77, formand 1971-72 og 1975-77. Medlem af bestyrelsen for Frijsenborg Ungdomsskole fra 1991, næstformand 1994-1999 og formand fra 1999.
Formand for bestyrelsen for Socialistisk Dagblad 1974-79. Medlem af SF's hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1972-2006. Næstformand for SF 1982-88. Formand for SF's programudvalg 1978-80 og 1988-91. Næstformand for folketingsgruppen 1996-2001. Formand for folketingsgruppen fra 2001.
Han var SF's folketingskandidat i Århus Øst 1971, i Århus Vest 1973-77, i Randerskredsen 1987-90 og i Århus Øst 1991-2005.
Claus Hjort Frederiksen.
Claus Hjort Frederiksen ved udnævnelse til finansminister
Claus Hjort Frederiksen er en dansk Venstre-politiker og nuværende finansminister. Claus Hjort Frederiksen blev indvalgt i Folketinget 8. februar 2005 for Københavns Amtskreds med 3.064 personlige stemmer. Han blev i 2004 opstillet i Lyngbykredsen og fra 2007 i Rudersdalkredsen.
Baggrund.
Claus Hjort Frederiksen blev født d. 4. september 1947 som søn af prokurist Niels Frederiksen og børnehaveleder Elna Frederiksen, født Hjort. Han blev student 1966 og cand.jur. 1972. Efter universitetsuddannelsen blev han fuldmægtig i Landbrugsministeriet 1973-77 for derefter at blive sekretær i Industrifagenes Alm. Arbejdsgiverforening 1977-79. Administrationschef i Venstres Landsorganisation og fra 1985 partisekretær (også kaldet indpisker) i Venstre.
Efter folketingsvalget 20. november 2001 blev Claus Hjort Frederiksen beskæftigelsesminister i Regeringen Anders Fogh Rasmussen I fra 27. nov. 2001. Da Anders Fogh Rasmussen trådte ud af regeringen for at blive NATO's generalsekretær, blev Lars Løkke Rasmussen statsminister. Løkke Rasmussen udnævnte Claus Hjort Frederiksen til finansminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen fra 7. april 2009.
Jesper Tynells afsløringer om ministerens "mindre demokratiske metoder".
Udsendelserne har ikke haft betydning for Claus Hjort Frederiksens karriere.
Trivia.
Claus Hjort Frederiksen er som excellence placeret i Rangfølgens klasse 1 nr. 4.
Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen, født den 19. november 1977, er en dansk socialdemokratisk politiker, medlem af Folketinget siden 2001.
Biografiske oplysninger.
Født den 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Er gift, og er mor til to børn.
Louise Frevert.
Louise Frevert (født 31. maj 1953 på Frederiksberg) er tidligere medlem af Folketinget, valgt for Dansk Folkeparti i Vestre Storkreds fra 20. november 2001 til 24. oktober 2007. Forlod partiet 8. maj 2007 og fortsatte i Folketinget som løsgænger. Fra 28. september 2007 til Folketingsvalget 13. november 2007 repræsenterede hun Centrum-Demokraterne i Folketinget.
Hun har tidligere været medlem af Det Konservative Folkeparti.
Datter af overassistent Knud Frevert Nielsen og kontorassistent Irene Nielsen.
Uddannelse og karriere.
Realeksamen fra Skolen på La Cours Vej, 1969.
Uddannet klassisk balletdanser hos Ole Palle, Det Danske Balletkompagni og Edith Fransen, Det Kgl. Teater. Deluddannet koreograf i Modern Ballet på Lincoln Center i New York 1974. Læste drama hos kgl. skuespiller Martin Hansen 1977.
Professionel balletdanser ved bl.a. The Pennsylvania Ballet og The Iranian National Ballet Company. Har arbejdet ved Det Danske Teater, Nørrebros Teater og Det Ny Teater. Koreograf på revyer, shows og teaterforestillinger.
Politisk karriere.
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti 1994-97 og 1998, for Dansk Folkeparti fra 1999-2007. Har siddet i Sundheds- og Omsorgsudvalget 1998-2001, i Skole- og Kulturudvalget 1994-97 og 1998-2001. Medlem af bestyrelsen for VUC 1994-97 og 1998-2001, for Københavns Ungdomskole 1998-2001, for Erhvervsrådet 1998-2001, for Arbejdsmarkedsrådet i København 1998-2001, for Prøvestenen fra 2001, for Integrationsrådet 1998-2001, for Billedskolen 1998-2001 og for Ungdoms- og Uddannelsesudvalget fra 1998.
Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Vestre Storkreds (opstillet i Slotskredsen på Frederiksberg) i 2001 med 2.109 personlige stemmer. Genvalgt i Frederiksborg Amt (opstillet i Frederiksværkkredsen) i februar 2005 med 7.948 personlige stemmer.
Var Dansk Folkepartis overborgmesterkandidat i Københavns Kommune ved kommunalvalget 2005.
Louise Frevert udsendte i maj 2007 en selvbiografi, "Grib chancen". Den indeholder en skarp kritik af Dansk Folkeparti, og i særdeleshed partiets leder Pia Kjærsgaard og hendes ledelsesform. I forbindelse med udgivelsen forlod Frevert partiet den 8. maj 2007, og var i en periode løsgænger i Folketinget. Fra 28. september 2007 til Folketingsvalget 13. november 2007 repræsenterede hun Centrum-Demokraterne. Partiet nåede dog ikke at samle underskrifter nok til at kunne genopstille, og Frevert forlod derfor Folketinget efter valget.
Artikler, som ingen tør trykke.
"”De nævnte unge må vi anse for at være krigsmodstandere, og ikke blot forstyrrede unge danske drenge med muslimsk baggrund, og krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle."
"Det er en uhyre kostbar løsning, og da de aldrig vil angre deres gerninger, vil de hurtigt sætte sig på fængslerne, på samme måde, som rockerne gør det i dag. Vi må nok tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag - det er langt billigere, og deres muligheder for at påvirke deres omverden bliver elimineret. Selv denne løsning er dog rimelig kortsigtet, for når de vender hjem igen, er de blot endnu mere opsatte på at dræbe danskere.”"
I begyndelsen forsvarede Louise Frevert artiklerne i Information og gjorde samtidig opmærksom på, at forslaget om russiske fængsler kun skulle opfattes som ”symbolsprog” og ”retorik”. Efter interviewet blev passagen om fængslerne dog fjernet fra den pågældende artikel.. Få dage senere blev "alle" artiklerne fjernet fra hjemmesiden, og den 30. september udsendte Dansk Folkepartis Peter Skaarup en pressemeddelelse, hvor Frevert beklagede dem, da det ikke havde været hendes mening at vække forargelse. Skaarup mente ikke, at artikelsamlingen havde stor betydning, og beskrev den som ”en svipser” fra Freverts side.. Senere samme dag udsendte Skaarup dog endnu en pressemeddelelse, som nu oplyste, at Frevert ikke havde noget kendskab til artiklerne, og at de uden hendes vidende var skrevet og lagt ud på siden af hendes webmaster, Ebbe Talleruphuus. Han ville nu blive ekskluderet. Ebbe Talleruphuus påtog sig derefter det fulde ansvar for hjemmesidens artikler og meldte sig selv ud af partiet. Frevert udtalte samtidig, at Talleruphuus havde skrevet en række forslag til læserbreve, der skulle sendes ud i hendes navn, men at hun havde bedt ham om at frasortere en række grove formuleringer, bl.a. den om de russiske fængsler.
I bogen "Louise Frevert-sagen" har debattøren Rune Engelbreth Larsen siden argumenteret for, at Talleruphuus reelt blev gjort til syndebuk for Freverts ytringer. Larsens hovedargument er, at flere af de kontroversielle artikler på hendes hjemmeside i forvejen havde været offentliggjort i dagspressen som læserbreve, underskrevet af hende selv (f.eks. den 6. april i Morsø Folkeblad), eller været bragt i let omskrevet form i hendes bog "Kort og Godt". Også denne befandt sig på hendes hjemmeside, og var blevet udsendt som valgreklame op til Folketingsvalget 2005.
"Kort og Godt " gav anledning til en særskilt debat, da Frevert både den 2. oktober og om morgenen den 3. oktober erklærede selv at have skrevet bogen, mens hun om eftermiddagen samme dag afviste ethvert kendskab til den. "Kort og Godt" blev derpå fjernet fra hjemmesiden. Den 4. oktober besluttede Frevert at tage orlov fra Folketinget. Dagen efter udtalte Peter Skaarup til Jyllands-Posten, at også bogen var skrevet af Ebbe Talleruphuus, og at Dansk Folkeparti hverken så bogen eller artiklerne som udtryk for Freverts holdninger. Den 6. oktober afviste Talleruphuus denne forklaring. Ganske vist havde han hjulpet med at skrive Freverts ideer til bogen ind på computer, men hun havde selv renskrevet den.
I første omgang førte sagen kun til, at Frevert tog orlov fra Folketinget. To måneder senere, den 22. november 2005, blev hun imidlertid indkaldt til et møde i Dansk Folkeparti, hvor hun blev frataget sin post som uddannelsesordfører, selvom hun fortsatte som kultur- og ligestillingsordfører. I Freverts selvbiografi, "Grib chancen", omtaler hun ikke hjemmeside-sagen direkte, men giver udtryk for, at partiledelsen på det nævnte møde brugte sagen som anledning til at degradere og siden isolere hende i partiet af andre årsager, nemlig at hun dels havde kritiseret Dansk Folkeparti for at være topstyret og mangle intern debat, og dels var ugleset af flere af sine partifæller pga. sin seksuelle orientering.
Skuespilkarriere.
Op til den kommunale valgkamp i oktober 2005 kom det også frem - bl.a. via ugebladet "Se og Hør" - at Louise Frevert i sin ungdom ikke blot havde medvirket i mere uskyldige erotiske film. Hun havde også under navnet Miss Lulu medvirket i regulære pornooptagelser. I perioden herefter dukkede der på nettet flere hardcore pornobilleder op, der dokumenterede dette. Louise Frevert benægtede ikke oplysningerne, men mente til gengæld, at billederne er uinteressante: (billederne) "viser jo bare en småfed kælling med lyskrøllet paryk. Det er der ingen grund til at tale om".
Eksterne henvisninger.
. Tilgængelige via bibliotek.dk på danske biblioteker.
Blaise Pascal.
Blaise Pascal (19. juni 1623 i Clermont-Ferrand - 19. august 1662 i Paris), fransk matematiker og fysiker, som lagde grunden til sandsynlighedsregningen. Han formulerede Pascals love om tryk og opfandt den hydrauliske presse. Pascal udførte et pionerarbejde indenfor sandsynlighedsregningen og hydrodynamikken. Han byggede den første regnemaskine.
I 1654 havde han en religiøs oplevelse så stærk, at den ændrede hans liv. Han forlod videnskaben og matematikken og begyndte at arbejde på en bog, som skulle forklare og retfærdiggøre kristendommen overfor tvivlende, men han døde, inden værket var færdigt. Han efterlod en imponerende samling essays og noter, som blev udgivet efter hans død under titlen "Pensées" 1670. "Pensées" var overraskende. Formuleret af en videnskabsmand ville læseren forvente, at værket var skolastisk med en perlerække af kølige argumenter for troen fra A til Z. I stedet søgte Pascal at skabe en slags åndelig krise i læseren, en identitetskrise, så læseren næsten måtte råbe på hjælp efter noget til at udfylde dette tomrum. Denne hjælp skal efter Pascals opfattelse komme fra Gud. Pascals budskab var, at fornuften var et begrænset redskab, som ikke kunne levere den endelige sandhed om Gud og universet, så vi måtte hengive os til troen. Hele livet var han svagelig, og han døde i 1662, 39 år gammel.
Snøvs.
Når en sæk er bundet til foroven, er det løse stykke over sækkebåndet en snøvs. Går snoren op, er sækken 'gået fra snøvsen'. Udtrykket bruges kun i overført betydning (se idiom) om en person, der mister besindelsen i f.eks. raseri eller sorg.
Raoul Wallenberg.
Raoul Gustav Wallenberg (4. august 1912 – 17. juli 1947?) var svensk diplomat, som under 2. verdenskrig gjorde en stor humanitær indsats i Ungarns hovedstad Budapest for at redde jøder fra holocaust. Mellem juli og december 1944 udstedte han beskyttelsespas og husede jøder, hvorved han reddede titusindvis af jødiske liv.
Den 17. januar 1945 blev han arresteret i Budapest af de sovjetiske styrker, efter at disse havde vundet kontrol over byen fra Nazityskland. Han rapporteredes død i marts. De nøjagtige omstændigheder omkring hans død har længe været omdiskuterede. I 1957 hævdede de sovjetiske myndigheder, at Wallenberg var død af et hjerteslag i Lubjankafængslet i 1947, 35 år gammel. Der foreligger imidlertid rapporter fra andre fanger i samme fængsel om, at han er set i live længe efter 1947. Den russiske regering gav i 1991 Vjacheslav Nikonov til opgave at finde frem til sandheden. Hans konklusion var, at Wallenberg døde i 1947, henrettet mens han fange i Lubjanka. Et brev til familien von Dardel og senere videregivet af Associated Press i april 2010 indeholdt oplysning om, at der var fremkommet nye beviser for, at Wallenberg "med stor sandsynlighed" var i live efter den dato, hvor de sovjetiske myndigheder hævdede ham død.
Wallenberg er blevet posthumt hædret mange gange. Han er æresborger i USA, Canada, Ungarn og Israel. Israel har også tildelt ham udmærkelsen "De retfærdige blandt nationerne". Der findes monumenter til ære for ham, og gader er blevet opkaldt efter ham over store dele af verden. I USA dannedes en Raoul Wallenberg-komite i 1981 for at "videreføre Raoul Wallenbergs humanitære idealer og ikke-voldelige mod", og som med dette formål for øje uddeler en Raoul Wallenberg-medalje.
Opvækst.
Wallenberg blev født i Kappsta i Lidingö Kommune nær Stockholm, hvor hans bedsteforældre på mødrene side, professor Per Johan Wising og Sophie Wising, havde bygget en sommervilla i 1882. Hans bedstefar på hans fars side, Gustaf Wallenberg, var diplomat og udstationeret i Tokyo, Istanbul og Sofia.
Han forældre, som giftede sig i 1911, var Raoul Oscar Wallenberg (1888–1912), en svensk søofficer, som døde af kræft tre måneder før hans søn blev født, og Maria "Maj" Sofia Wising (1891–1979). I 1918 giftede hans mor sig igen med Fredrik von Dardel (død 1979); i det ægteskab fik de en søn, Guy von Dardel, og en datter, Nina Lagergren.
I 1931 tog Wallenberg til USA for at studere arkitektur ved University of Michigan. I universitetstiden lærte han at tale engelsk, tysk og fransk. Under sine ferier udforskede han Amerika. Trods Wallenberg-familiens store rigdomme arbejdede han i forskellige jobs i sin fritid og kørte bl.a. sammen med andre unge studerende rickshaw under verdensudstillingen i Chicago i 1933.
Efter at være vendt tilbage til Sverige, hvor hans amerikanske uddannelse ikke kvalificerede ham til at virke som arkitekt, arrangerede hans bedstefar, at han fik arbejde i Cape Town i Sydafrika i et svensk firma, som solgte byggematerialer. Mellem 1935 og 1936 var han ansat i en underordnet stilling i en afdeling af Holland Bank i Haifa i Israel. Han kom igen til Sverige i 1936 og fik med hjælp af sin onkel og gudfader, Jacob Wallenberg, ansættelse i Central European Trading Company, der var et im- og eksport-selskab, som drev handel mellem Stockholm og Centraleuropa, og som ejedes af en ungarsk jøde, Kálmán Lauer.
Arbejde i Ungarn.
Miklós Horthys regering i Ungarn indførte i 1938 en række anti-jødiske foranstaltninger, som begrænsede jøders valg af erhverv og minimerede deres antal i statslige stillinger samt forbød dem at gifte sig med ikke-jøder. Lauer fandt det stadig mere vanskeligt at rejse til Ungarn, og Wallenberg blev hans betroede repræsentant. Wallenberg lærte sig hurtigt ungarsk og foretog fra 1941 hyppige rejser til Budapest. Inden der var gået et år, var Wallenberg blevet medejer af firmaet og dettes internationale direktør.
Omkring april og maj 1944, hvor det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, begyndte tyskerne og deres ungarske samarbejdspartnere en massedeportation af ungarske jøder, som nåede op på 12.000 om dagen. Forfølgelsen af jøderne i Ungarn blev hurtigt godt kendt i udlandet, da George Mantello sidst på foråret 1944 udgav, hvad der nu kendes som Vrba-Wetzler-raporten. Verdensledere som premierminister Winston Churchill, præsident Roosevelt og andre samarbejdede om at hjælpe Horthy med at sætte en stopper for deportationerne.
Præsident Roosevelt sendte i foråret Iver Olsen til Stockholm som officiel repræsentant for det amerikanske krigsflygtningeråd (War Refugee Board). Olsen så sig om efter nogen, som var villig til og i stand til at tage til Budapest og organisere et redningsprogram for jøderne der og anså Wallenberg for at være den rette mand.
Diplomat i Budapest.
Wallenberg rejste derfor den 9. juli 1944 til Budapest som førstesekretær ved den svenske legation i Budapest. Sammen med en anden svensk diplomat, Per Anger, udstedte han "beskyttelsespas" (tysk: "Schutz-Pass"), der identificerede indehaveren som svensk undersåt, der afventede tilbagesendelse til hjemlandet, og forhindrede derved hans deportation. Skønt dokumentet ikke var lovligt, så det officielt ud og blev i almindelighed accepteret af de tyske og ungarske autoriteter, som dog også af og til måtte bestikkes. Det lykkedes også den svenske legation i Budapest at forhandle en ordning på plads med tyskerne, så indehavere af beskyttelsespas blev behandlet som svenske statsborgere og var undtaget fra at bære den gulde davidsstjerne på brystet.
For penge, der var rejst af flygtningerådet, lejede Wallenberg 32 huse i Budapest og erklærede dem at være eksterritoriale og undergivet diplomatisk immunitet. Han satte dørskilte op med tekster som "Det svenske bibliotek" og "Det svenske forskningsinstitut" og ophængte store svenske flag på bygningerne for at understøtte vildledningen. Efterhånden husede disse bygninger næsten 10.000 mennesker.
Da programmet var på sit højeste, var over 350 mennesker involveret i redningen af jøderne. Nonnen Sára Salkaházi blev afsløret i at skjule jødiske kvinder og blev dræbt af medlemmer af Pilekorspartiet. Den schweiziske diplomat Carl Lutz uddelte ligeledes beskyttelsespas fra Schweiz' ambassade i foråret 1944, og den italienske forretningsmand Giorgio Perlasca udgav sig for at være spansk diplomat og udstedte forfalskede visa. Også Berber Smit (Barbara Hogg), som var datter af Lolle Smit (1892-1961), direktøren for N.V. Philips Budapest, og hollandsk spion, der arbejdede for den britiske MI6, hjalp Wallenberg og havde, ifølge hendes søn, en kærlighedsaffære med ham. Lolle Smits anden datter, Reinderdina Petronella Smit (1922-1945), døde 18. august 1945 i Bukarest.
Wallenberg begyndte at overnatte et nyt sted hver nat for at undgå at blive taget til fange eller dræbt af Pilekorspartiet eller af Adolf Eichmanns mænd. To dage før russerne besatte Budapest forhandlede Wallenberg med både Eichmann og general Gerhard Schmidthuber, øverstbefalende for den tyske hær i Ungarn. Wallenberg bestak medlemmet af Pilekorspartiet Pál Szalai til at overbringe en note, hvori Wallenberg overtalte dem til at opgive at organisere en sidste indsats i form af en dødsmarch for de tilbageværende jøder i Budapest ved at true med at få dem anklaget for krigsforbrydelser efter krigen.
Blandt dem, som blev reddet af Wallenberg, var biokemikeren Lars Ernster, som fik ophold i den svenske ambassade, og Tom Lantos, der senere blev medlem af Repræsentanternes Hus, og som boede i et de svenske, sikre huse.
Fængslet af Sovjetunionen.
Den sovjetiske Røde Hær nærmede sig Budapest tidligt i 1945, og den 17. januar 1945 blev Wallenberg beordret til marskal Rodion Malinovskijs hovedkvarter i Debrecen, mistænkt for at være spion for USA, idet krigsflygtningerådet var mistænkt for at være involveret i spionage. Wallenbergs sidste kendte ord var: "Jeg tager til Malinovskij... om det er som gæst eller fange, ved jeg endnu ikke." I 2003 tydede en gennemgang af sovjetisk krigskorrespondance på, at Vilmos Böhm kan have angivet Wallenberg navn til Stalin som en person, der skulle tilbageholdes.
Information om Wallenbergs skæbne efter hans tilbageholdelse er til dels spekulativ, skønt mange vidner påstår at have mødt ham under fængslingen.
Wallenberg blev med tog sendt fra Debrecen gennem Rumænien og til Moskva. Det kan være sket i håb om at udveksle ham med afhoppere i Sverige. Vladimir Dekanosov underrettede 16. januar 1945 svenskerne om, at Wallenberg var under de sovjetiske myndigheders beskyttelse. Den 21. januar 1945 blev han overført til Lubjankafængslet og indsat i celle 123 sammen med Gustav Richter, som havde været politiattache ved den tyske ambassade i Rumænien. Richter vidnede i Sverige i 1955 om, at Wallenberg blev forhørt i omkring halvanden time i begyndelsen af februar 1945. 1. marts 1945 blev Richter flyttet fra cellen og så aldrig Wallenberg siden.
Den sovjetisk-kontrollerede ungarske radio meddelte den 8. marts 1945, at Wallenberg og hans chauffør var blevet dræbt på vej til Debrecen og antydede, at Pilekorspartiet eller Gestapo stod bag drabene. Sveriges udenrigsminister, Östen Undén, og den svenske ambassadør i Sovjetunionen, Staffan Söderblom, antog fejlagtigt, at de var døde. I april 1945 tilbød William Averell Harriman fra det amerikanske udenrigsministerium at hjælpe den svenske regering med at klarlægge Wallenbergs skæbne, men tilbuddet blev afslået. Söderblom mødtes med Molotov og Stalin i Moskva den 16. juni 1946, men Söderblom, som stadig havde den opfattelse, at Wallenberg var død, overhørte enhver tale om en udveksling med russiske afhoppere i Sverige.
Død.
Sovjetunionen frigav den 6. februar 1957 et dokument, dateret 17. juli 1947, som indeholdt følgende: "jeg rapporterer, at fangen Wallenberg, som er velkendt for Dem, døde pludseligt i sin celle i nat, formentlig som følge af et hjerteanfald eller hjertesvigt. Ifølge de instrukser, jeg har fået fra Dem om, at jeg personligt har Wallenberg under mit opsyn, anmoder jeg om tilladelse til obduktion for at fastslå dødsårsagen... Jeg har personligt underrettet ministeren, og det er blevet beordret, at liget brændes uden obduktion." Dokumentet var underskrevet af Smoltsov, den daværende chef for Lubjankas infirmeri, og adresseret til Viktor Semjonovitj Abakumov, den sovjetiske minister for statens sikkerhed. I 1989 sendte Sovjet Wallenbergs personlige ejendele tilbage til hans familie, herunder hans pas og hans cigaretetui. Sovjetiske embedsmænd fortalte, at de fandt effekterne, da de var ved at udvide hyldeområdet i et depot.
I 1991 gav den russiske regering Vyacheslav Nikonov til opgave at undersøge Wallenbergs skæbne. Han konkluderede, at Wallenberg virkelig døde i 1947, idet han blev henrettet ved skydning, mens han var fange i Lubjanka.
Aleksander Nikolaevitj Jakovlev meddelte i 2000 i Moskva, at Wallenberg var blevet henrettet i 1947 i Lubjanka-fængslet. Han påstod, at Vladimir Krjuchkov, den tidligere chef for det sovjetiske hemmelige politi, fortalte ham om skydningen i en privat samtale. Erklæringen forklarede ikke, hvorfor Wallenberg blev henrettet og heller ikke, hvorfor regeringen havde løjet om det. Pavel Sudoplatov hævdede, at Raoul Wallenberg var blevet forgiftet af Grigorij Mairanovskij. I 2000 underskrev den russiske anklager Vladimir Ustinov en posthum kendelse, der rehabiliterede Wallenberg og hans chauffør, Langfelder, som "ofre for politisk undertrykkelse". Et antal filer med tilknytning til Wallenberg blev overgivet til den øverste russiske rabbi af den russiske regering i september 2007. De vil blive opbevaret i Moskva i Museet for tolerance, som ventes åbnet i 2011.
Afvigende opfattelser om hans død.
Adskillige tidligere fanger har påstået at have set Wallenberg senere end hans rapporterede død i 1947. I februar 1949 afgav den tidligere tyske oberst, Theodor von Dufving, som var krigsfange, vidneforklaring om Wallenberg. Mens Dufving var i en gennemgangslejr i Kirov undervejs til Vorkuta, mødte han en fange med sin egen specielle vagt og klædt i civil. Fangen hævdede at være svensk diplomat, og at han var der "på grund af en stor fejl."
Den kendte nazijæger Simon Wiesenthal søgte ligeledes efter Wallenberg og indsamlede adskillige vidneudsagn. For eksempel erklærede den britiske forretningsmand Greville Wynne, som sad fængslet i Lubjanka-fængslet i 1962 på grund af sin forbindelse med KGB-afhopperen Oleg Penkovskij, at han talte med - men ikke kunne se ansigtet af - en mand, som hævdede at være svensk diplomat. Efim (eller Yefim) Moshinsky påstår at have set Wallenberg på Wrangeløen i 1962. Et øjenvidne hævdede, at hun havde set Wallenberg i 1960'erne i et sovjetisk fængsel.
Under en privat samtale om betingelserne for de indsatte i sovjetiske fængsler, som fandt sted ved et selskab i midten af 1970'erne, rapporteres en KGB-general at have sagt, at "betingelserne kan ikke være så slemme igen, når der i Lubjanka-fængslet er en udenlandsk fange, som nu har været der i næsten tre årtier".
De sidste rapporter om Wallenberg er fra to uafhængige vidner, som fortalte, at de havde bevis for, at han var i fængsel i november 1987.
På initiativ af Raoul Wallenbergs halvbroder, professor Guy von Dardel, der var en velkendt fysiker, som havde arbejdet ved CERN, blev der i 1991 dannet en svensk-russisk arbejdsgruppe for at søge information om Wallenbergs skæbne i 11 forskellige militær- og regeringsarkiver fra det tidligere Sovjetunionen.
Guy von Dardel gjorde i øvrigt en stor indsats for at klarlægge sin halvbroders skæbne. Han rejste mere end halvtreds gange til Sovjetunionen for at deltage i samtaler og foretage undersøgelser, herunder af optegnelser fra Vladmir-fængslet. I årenes løb samlede professor von Dardel et arkiv på 50.000 sider med interviews, avisartikler, breve og andre dokumenter, som havde relation til hans forsøg på at forstå, hvad der var sket med hans broder. Mange, herunder professor von Dardel og hans døtre Louise og Marie, accepterer ikke de forskellige versioner om Wallenbergs død og kræver stadig, at arkiverne i Rusland, Sverige og Ungarn skal åbnes for uvildige forskere. Wallenbergs niece, Louise von Dardel er familiens mest aktive og vier meget af sin tid til at tale om Wallenberg og udføre lobbyarbejde i forskellige lande for at prøve at afdække oplysninger om sin onkel.
Skueproces i 1953.
I 1953 indledte den daværende ungarske statssikkerhedsmyndighed (Államvédelmi Hatóság
eller ÁVH) en skueproces for at bevise, at Wallenberg ikke var blevet overført til Sovjetunionen i 1945, men var et offer for internationale zionister. Processen var en del af Stalins anti-zionistiske kampagne.
I april 1952 kidnappedes tre ledere af det jødiske samfund i Budapest, Miksa Domonkos, László Benedek og Lajos Stöckler, af ÁVH-embedsmænd for at fremtvinge tilståelser fra dem. To påståede øjenvidner – Pál Szalai og Károly Szabó – blev ligeledes arresteret og afhørt under tortur.
Ideen om, at "Wallenbergs mordere" var ungarske zionister, blev støttet af den ungarske kommunistleder Ernő Gerő, hvilket fremgår af en note, han sendte til førstesekretær Mátyás Rákosi. Skueprocessen skulle have været holdt i Moskva, men efter Stalins og Lavrentij Berijas død blev forberedelserne afbrudt, og fangerne løsladt. Miksa Domonkos tilbragte en uge på hospitalet og døde kort tid efter hjemme, hovedsagelig af følgerne efter den tortur, han havde været udsat for.
Familien.
Raouls moder og stedfader begik med to dages mellemrum begge selvmord ved at tage en overdosis piller i 1979. Deres datter Nina Lagergren, Raouls halvsøster, tilskrev selvmordene deres fortvivlelse over aldrig at finde Raoul.
Ninas datter, Nane Maria Lagergren, blev gift med Kofi Annan.
Hædring.
Wallenberg er to gange blevet nomineret til Nobels fredspris i 1948 af mere end 80 kvalificerede indstillere og igen i 1949 af en enkelt indstiller (på dette tidspunkt kunne prisen teknisk set gives posthumt, men ideen om en sådan tildeling var kontroversiel).
Australien.
In Melbourne findes der et lille mindesmærke til ære for Wallenberg ved "Jewish Museum Holocaust and Research Centre", et monument dedikeret til ham på hjørnet af Princess Street og High Street, Kew samt et træ og et mindesæde ved St Kilda Town Hall. Det australske "Centre for Clinical Neuropharmacology" i Melbourne antog navnet 'The Raoul Wallenberg Centre' i anledning af Raoul Wallenbergs 89-års fødselsdag. I Sydney er der en Raoul Wallenberg-have og -skulptur i Woollahra samt en statue indendørs i Jewish Museum of Australia. Mindetræer er blevet plantet foran forbundsparlamentet og mange andre steder.
Canada.
Wallenberg blev i 1985 den første æresborger i Canada, og 17. januar, som er den dag, han forsvandt, blev erklæret for Raoul Wallenberg-dag i Canada.
Over hele Canada findes talrige mindesmærker, parker og monumenter, som hædrer Wallenberg. De indbefatter Raoul Wallenberg Corner i Calgary, Raoul Wallenberg Park i Saskatoon, Parc Raoul Wallenberg i Ottawa (Ontario) og et mindesmærke bag Christ Church Cathedral i Montreals centrum. Hovedindgangen til Earl Bales Park i Toronto har navnet Raoul Wallenberg Road.
Tyskland.
Både i Øst- og Vestberlin er gader opkaldt efter Wallenberg. En "Wallenberg-Straße" (navngivet i 1967) ligger i det vestlige distrikt af Wilmersdorf, mens Raoul-Wallenberg-Straße med en station på S-Bahn (navngivet i 1992) ligger i det østlige distrikt af Marzahn.
Ungarn.
I Budapest, hvor Wallenberg arbejdede, blev han udnævnt til æresborger i 2003. Han bliver mindet flere steder, herunder i Raoul Wallenberg Memorial Park, som hylder alle dem, der reddede mange af byens jøder fra deportation til udryddelseslejre, og ved den bygning, som husede den svenske ambassade i 1945.
Israel.
Israel gav Wallenberg æresborgerskab i 1986, og han er hædret på Yad Vashem-mindesmærket som en af "De retfærdige blandt nationerne", der er en betegnelse for ikke-jøder, som reddede jøder fra holocaust. Der findes mange hyldester til Wallenberg i Israel, bl.a. mindst 5 gader med hans navn. Langs en af disse gader i Tel Aviv har der fra 2002 stået en statue, som er mage til en i Budapest, skabt af billedhuggeren Imre Varga.
Rusland.
Til hans ære er der et mindesmærke i atriumgården til det russiske Rudomino-bibliotek for fremmedsprog i Moskva, og en uddannelsesinstitution i Sankt Petersborg bærer hans navn.
Sverige.
I 2001 indviedes et mindesmærke i Stockholm af kong Carl 16. Gustaf ved en ceremoni, hvor også daværende generalsekretær for FN og hans hustru Nane Maria Annan (Wallenbergs niece) var til stede. Det er et abstrakt værk, visende mennesker, der stiger op fra betonen sammen med en gengivelse i bronze af Wallenbergs underskrift. Ved indvielsen udtalte kongen, at Wallenberg "er et lysende eksempel for alle, der ønsker at leve som medmennesker." Kofi Annan priste ham som "en inspiration for os alle til at handle, når vi kan, og have modet til at hjælpe dem, der lider og har brug for hjælp."
Ligeledes findes der et mindesmærke i Göteborg, nær Hagakyrkan. Kofi Annan overværede også afsløringsceremonien her.
Storbritannien.
Der er et Raoul Wallenberg-mindesmærke på Great Cumberland Place i London uden for Western Marble Arch Synagogen, hvor dronning Elizabeth 2. og prins Charles ved to forskellige lejligheder hyldede Wallenberg.
USA.
Wallenberg blev æresborger i USA i 1981, og var den anden person, der fik denne udmærkelse (efter Winston Churchill). I 1985 omdøbtes den del af 15th Street, sydvest, i Washington D.C., hvor United States Holocaust Memorial Museum ligger, til Raoul Wallenberg Place ved Kongresbeslutning (act of Congress).
USA's postvæsen udgav et frimærke for at hædre ham i 1997. Medlem af Repræsentanternes Hus Tom Lantos, der var en af dem, som blev reddet af Wallenbergs handlinger, sagde: "Det er meget passende, at vi hædrer [ham] med et frimærke. I denne æra, som savner helte, er Wallenberg arketypen på en helt – en, som risikerede sit liv dag ud og dag ind for at redde livet for titusinder af mennesker, han ikke kendte og hvis religion, han ikke delte."
Raoul Wallenberg-monumentet findes på Raoul Wallenberg Walk på Manhattan, over for FN's hovedkvarter. Det blev bestilt af det svenske konsulat og formgivet af den svenske billedhugger Gustav Kraitz. Kraitzs værk, "Hope", er en kopi af Wallenbergs mappe, en kugle, fem søjler af sort granit og brosten, som engang lå på gaderne i den jødiske ghetto i Budapest. Et andet mindesmærke findes foran "Art and Architecture"-bygningen ved Michigan universitet, hvorfra han fik sin eksamen i arkitektur i 1935.
Blandt andre steder opkaldt efter Wallenberg er Raoul Wallenberg Traditional High School i San Francisco og Raoul Wallenberg-skolen i Brooklyn, New York.
Udmærkelser i hans navn.
Raoul Wallenberg-komitteen i USA uddeler Raoul Wallenberg-medaljen til "enkeltpersoner, organisationer og samfund, som afspejler Raoul Wallenbergs humanitære indstilling, personlige mod og ikke-voldelige handlinger stillet over for store odds."
Wallenberg-legatet ved Michigans universitet uddeler en Wallenberg-medalje og en gæsteforelæsning til fremtrædende humanitære personligheder. Universitetets Taubman College for arkitektur og byplanlægning uddeler desuden stipendier til dygtige studenter, og mange gives med det formål at gøre det muligt for disse at tage en del af deres studier i udlandet.
Film.
Der er indspillet et antal film om Wallenbergs liv, bl.a. Tv-filmen ' fra 1985 med Richard Chamberlain i hovedrollen, den svenske produktion fra 1990 "God afton, Herr Wallenberg" med Stellan Skarsgård samt forskellige dokummtarfilm, som f.eks. "Raoul Wallenberg: Buried Alive" ("Raoul Wallenberg: Levende begravet") (1984) og "Searching for Wallenberg" ("Eftersøgning af Wallenberg") (2003).
Enhedslisten.
Enhedslisten - De Rød-Grønne er et dansk socialistisk og grønt politisk parti, der er det mest venstreorienterede parti i Folketinget. Blandt hovedpunkterne for partiet er et samfund baseret på demokratisk socialisme og økologi.
Partiets listebogstav er Ø. I Folketinget anvendes forkortelsen "EL", i pressen sommetider også "Enh.", "Enhl." eller "EnL". Enhedslisten har som det eneste parti i Folketinget ingen formand, men ledes i stedet kollektivt, dog er Johanne Schmidt-Nielsen politisk ordfører og dermed de facto leder i Folketinget. Enhedslisten har ingen egentlig ungdomsorganisation, men henviser til Socialistisk UngdomsFront, som har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.
Enhedslisten blev dannet som et samarbejde mellem VS, DKP og Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1989. Nogle år efter blev partiet et egentligt parti.
Politik og ideologisk position.
Enhedslisten betegner sig selv som et demokratisk socialistisk parti. Partiet indtager ofte et særstandpunkt i forhold til de øvrige partier i Folketinget, og har som erklæret princip ved afstemninger og forlig, at man stemmer for enhver forbedring og imod enhver forringelse. I tråd med dette vedtog partiet på sit landsmøde i 2010 at man hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister efter næste folketingsvalg vil kunne stemme for en 'rød' finanslov, der ikke indeholder forringelser.
Miljø.
Partiet har siden stiftelsen prioriteret miljøområdet. Da Svend Auken i 1996 kom med at forslag til at halvere CO2-udledningen, kom Enhedslisten således med sin egen energiplan, der skulle stoppe halmafbrænding og sikre opførelsen af flere vindmøller. Målet var, at Danmark i 2030 udelukkende skulle forsynes af vedvarende energikilder.
Partiet støtter også økologi og foreslog økologisk mad i børnehaverne under kommunalvalget 2009. Ved klimatopmødet kritiserede partiet Danmarks indsats for en grønnere politik. I sit partiprogram "Miljøet omkring dig: Opfylder din kommune og dit amt minimumskravene?" skriver partiet, at det vil gå længere for at beskytte drikkevandet ved at lægge større afgift på kvælstof og forebygge forurenende kilder og fjerne allerede eksisterende.
Socialpolitik.
Partiet lægger stor vægt på at bekæmpe social ulighed og fattigdom, ligesom man er tilhænger af at styrke og udbygge velfærdssamfundet. Værdipolitisk går partiet ind for mere plads til alle former for forskellighed, bl.a. køn, seksualitet og handicap. De går også ind for en større offentlig sektor for at forhindre nedslidning af nuværende ansatte.
Folk skal selv kunne vælge, hvornår de vil tage en uddannelse, og partiet er modstander af brugerbetaling, som de mener skader folks muligheder for at kunne skaffe sig en uddannelse. Partiet ser ikke arbejdsløshed lig med dovenskab og vil afskaffe tvangsaktivering.
Udlændingepolitik.
Enhedslisten er tilhænger af en liberal udlændingepolitik, herunder afskaffelse af 24-årsreglen og tilknytningskravet samt genindførelse af modersmålsundervisning. På disse områder deler partiet til dels holdninger med Det Radikale Venstre. Johanne Schmidt-Nielen opfordrede i forbindelse med hjemsendelsen af en gruppe irakiske asylansøgere til, at man skjulte dem illegalt, og efter Kosovokrigen krævede partiet, at Danmark påtog sig et medansvar i forhold til at huse flytningene. Partiet indgik derfor et forlig med den daværende SR-regering, der indebar at 1.500 flygtninge fik opholdstilladelse i Danmark.
Religion blev et omdiskuteret tema i Enhedslisten, da Asmaa Abdol-Hamid stillede op for partiet. Debatten gik internt på, hvorvidt partiet var anti-religiøst, religionskritisk eller ikke-religiøst. Konklusionen blev, at partiet er ikke-religiøst. Politisk arbejder partiet for religionsfrihed og adskillelse af kirke og stat.
Internationalt.
Partiet har som grundlæggende princip, at fred er at foretrække frem for krig og har derfor fra starten været modstander af Danmarks deltagelse i både krigene i Afghanistan og Irak. Man er tilhænger af en ny udenrigspolitik, der bl.a. respekterer menneskerettighederne. Enhedslisten mener, at Danmark bør melde sig ud af NATO.
I forhold til EU arbejder Enhedslisten for at unionen opløses og at Danmark som led heri melder sig ud af samarbejdet, som man mener er alt for kapitalistk funderet. Søren Søndergaard er medlem af Enhedslisten og medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, mens andre medlemmer af partiet har været aktive i JuniBevægelsen.
Enhedslisten er medlem af både Party of the European Left og European Anticapitalist Left.
Økonomisk politik.
Partiet er erklæret anti-kapitalistisk og har særligt markeret sig som modstandere af såkaldt transfer pricing, der indebærer at multinationale selskaber som Coca-Cola, McDonald's og Unilever betaler skat i lande, hvor det er økonomisk mest lukrativt.
Ifølge partiet skal finanskrisen løses med skrappere kontrol med lån, indførelsen af Tobin-skat og nationalisering af banker og realkreditinstitutter. Den offentlige sektor skal afstresses og de lavestlønnede skal have højere løn. Samtidig skal de studerende også have mere i SU. Som minimum skal alle sociale ydelser hæves til 13.500 kr. om måneden.
Organisation.
I modsætning til de øvrige danske politiske partier ledes partiet kollektivt. Det fungerer som talerør for forskellige bevægelser som freds-, antidiskrimination- og fagbevægelsen Vedtægterne har dels regler om, at folketingsmedlemmer højst kan sidde i 7 på hinanden følgende år samt at folketingsmedlemmernes vederlag er på niveau med et medlem af Dansk Metal. Differencen mellem Folketingets vederlag på omkring 600.000 kr. årlig og metalarbejderens løn betales i partiskat.
Vælgerskare.
Enhedslistens fordeling af mandlige og kvindelige vælgere er næsten lige stor. Indkomsten blandt vælgerne er generelt lav med en årlig bruttohusstandsindkomst under 125.000 kr. Ifølge en undersøgelse af partimedlemmer foretaget i projektet Magtudredningen har 70% studentereksamen og 41% en lang videregående uddannelse, og partiet har forholdsvis flest uddannelsessøgende. Det er også i de store byer, at partiet har størst opbakning. 25% af vælgerne er under 29 år.
Baggrund, dannelse og støtteparti (1989 - 2001).
Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti. Baggrunden var, at DKP på sit landsmøde i 1988 ville forsøge at skabe en bredere alliance af venstreorienterede grupper. I starten blev der lagt op til en socialistisk-miljøvenlig alliance mellem DKP, De Grønne, VS, SAP, Humanisterne og Fælles Kurs og andre progressive grupper. Efter at flere af grupperne ikke kom med, blev VS og SAP de eneste, der var med til at stifte partiet.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) stod for en sovjetrussisk forståelse af socialisme og arbejdede således for kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne og planøkonomi, ligesom man ønskede at samfundet skulle styres af et kommunistisk parti, der skulle forberede overgangen til det klasseløse kommunistiske samfund. Venstresocialisterne bestod af forskellige fraktioner og ideologiske opfattelser, hvoraf nogle var betydelig mere anarkistiske i deres socialismeopfattelse end DKP.
I starten var der ikke særlig stor tro på, at partiet ville fungere. Gert Petersen, daværende formand for SF, mente at et samarbejde mellem to klart forskellige grupper som stalinister og VS'er ville slå fejl. 6 år efter blev partiet et egentligt parti, efter måneders arbejde.
Søren Søndergaard truede den daværende SR-regering med at partiet ville trække sin støtte, hvis regeringen ikke gav opholdstilladelse til ca. 1500 - 2800 serbere
Ved folketingsvalget i 1990 fik partiet 1,7% af stemmerne og kom derfor ikke over spærregrænsen. Dog ved SF's ja til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1993, skiftede mange medlemmer over til Enhedslisten, som havde en stor andel af EU-modstanderne. Da Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre kom i regering, blev Enhedslisten støtteparti. Omvendt var partiet villig til at vælte regeringen, hvis den rørte ved EU- eller miljøpolitikken. Partiets medlemstal steg kraftigt de første år, hvilket gav adgang til Folketinget i 1994. September samme år vedtog partiet den specielle regel om, at hvert folketingsmedlem skulle tjene 22.000 kr. om måneden, mens resten blev givet i partiskat. Det var også dette år, at partiets medlemmer stillede op for enten Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen ved Europa-parlamentsvalgene.
Opbakningen til partiet fortsatte i 1996 og der blev dannet nye initiativer. Partiet var med til at udvikle bydelsråd i Københavns Kommune og var også aktiv på andre områder, som kampagnen mod EU. Partiet afslørede at en serbisk advokat, der skulle gennemgå og dokumentere serbiske asylansøgeres papirer, var medlem af et serbisk fascistparti. Efter hård kamp mod SR-regeringen fik partiet af den grund trumfet igennem at ca. 1.500 - 2.800 serbiske dersertører fik dansk opholdstilladelse. Partiets folketingsmedlemmer har protesteret mod beslutninger ved at møde op i "Nej til krig"-t-shirts i 1998 mod krigen i Irak, og iklædt smoking og champagneglas i 1999 mod højere løn til politikerne.
I opposition og Asmaa Abdul Hamids kandidatur (2001 -).
Ved valget i 2001 da VK-regeringen kom til, blev partiet svækket. Da unge ikke valgte at deltage i partiet, blev Socialistisk Ungdomsfront oprettet, som er tilknyttet Enhedslisten. Samme år viste partiet et dokumentarprogram om multinationale selskabers manglede skattebetaling og de efterfølgende to år kom også store afsløringer. Året efter afslørede partiet også at Dansk Folkeparti, som i medierne viste sig som de svage beskyttere, skar ned på ældre- og socialområdet i deres kommunalbestyrelse. Ved besættelsen af Irak i 2003 arrangerede Enhedslisten store demonstrationer mod krigen i landet, og i 2005 afslørede partiet at CIA havde fragtet fanger i dansk luftrum. I 2006 arrangerede partiet også kæmpe demonstrationer mod velfærdsnedskæringerne.
Valgplakater, heriblandt Enhedslisten, ved folketingsvalget i 2007
Efter opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat i maj 2007, opstod en ophedet debat internt i partiet, fordi hun ikke ville give hånd til mænd, hvor flere fremtrædende personer har været modstander af hendes kandidatur, bl.a. med henvisning til marxismens traditionelle ateisme. Konflikten blev skærpet af, at Asmaa Abdol-Hamid har svaret uklart på spørgsmål om sit forhold til Grundloven, demokrati og sin opfattelse af skellet mellem politik og religion. Nogle kritikere har fundet spørgsmålet om Abdol-Hamids kandidatur så vigtigt, at de ikke længere støtter partiet, bl.a. det fremtrædende medlem Pernille Rosenkrantz-Theil, der forlod partiet og senere blev socialdemokrat. Enhedslisten oplevede i forbindelse med denne diskussion et fald i vælgertilslutningen. I flere meningsmålinger og i exit polls på valgaftenen den 13. november 2007 stod partiet til at miste sine mandater, men opnåede dog netop nok stemmer til fire mandater i Folketinget.
Enhedslistens vedtagne politik er, at religion skal være en fuldstændig privat sag og partiet står fast på at Asmaa Abdol-Hamid ikke er islamisk fundamentalist.
I begyndelsen af oktober 2007 vedtog partiets hovedbestyrelse at indkalde til ekstraordinært årsmøde, med henblik på at genoverveje kandidatlisten. Dette skete i forlængelse af omfattende debat om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur både internt og i den offentlige debat. Da der blev udskrevet folketingsvalg senere samme måned afblæstes årsmødet, og de interne uenigheder blev lagt til side til fordel for en samlet valgkamp.
Valghistorie.
Enhedslisten har kun haft beskeden succes ved folketingsvalgene, og støtten har været svingende. Ved valget i 1990 formåede partiet ikke at komme over spærregrænsen med sine 1,7% af stemmerne. I 1994 kom partiet ind i Folketinget med 6 mandater. I både 1998 og 2001 mistede partiet et mandat. I 2005 fik partiet endnu engang 6 mandater, men mistede dog 2 af dem ved valget i 2007.
Medlemsudvikling.
I tabellen er angivet medlemstallet d. 4/10 hvert af de pågældende år. Tallene er sammenlignelige og renset for medlemmer, der er bagud med kontingentbetaling.
Ferie.
Ferie er nogle dage uden arbejde eller skolegang, hvor man kan rekreere sig under forskelllige ferieformer eller blot slappe af.
Normalt er en "ferie" en længere række af fridage, og en weekend vil normalt ikke blive anset som en ferie. Bliver weekenden kombineret med en eller flere søgnehelligdage kan man tale om juleferie, påskeferie, pinseferie, storebededagsferie og Kristi Himmelfartsferie.
I Danmark er længden af ferie for lønmodtagere steget igennem 1900-tallet fra 3 dages ferie uden løn i 1920 til nu 5 ugers ferie med løn i forhold til ferieloven. Derudover har de fleste lønmodtager 5 dages feriefridage som er aftalt igemmen deres overenskomst eller på tilsvarende måde, hvorfor det skal bemærkes at feriefridage ikke er omfattet af ferieloven. Se udvilkingen i forhold til ferie igennem tiden indenfor CO-industri overenskoms ved - CO-industri
Ferieloven.
I Danmark er ferie for lønmodtagere på arbejdsmarkedet reguleret af Ferieloven.
Denne lov opererer med begrebene "optjeningsår" og "ferieår".
Optjeningsåret følger kalenderåret og er den periode i en ansættelse, hvor der opnås ret til feriedage, og hvor der evt. indbetales penge til feriens afholdelse.
Ferieåret følger ikke kalenderåret, men er perioden fra 1. maj til 30. april næste år, og det er den periode hvor man kan få udbetalt pengene som er opsparet i optjeningsåret.
Ølejr.
En Ø-lejr eller Ølejr er en kollektiv ferieform, som traditionelt foregår på mindre øer i Danmark, men efterhånden foregår en del ølejre også på fastlandet eller større øer.
Faciliteterne er primitive, og man bor i telte tæt på naturen. Sovetelte findes på lejren, men deltagerne skal selv medbringe madras eller underlag. Traditionelt soves der i store fælles telte, men på nogle af lejrene kan medbringes eget mindre telt.
På en ølejr mødes mennesker i alle aldre og fra alle samfundsgrupper. Madlavning sker fælles, ligesom indkøb, oprydning og hvad der ellers skal gøres sker i fællesskab på frivillig basis. En ølejr er en mere kollektiv form for camping eller en mere anarkistisk og voksen form for spejderlejr. På de fleste ølejre er der en igangsætter til at vejlede deltagere der har lyst til at give sig i kast med nogle af lejrens tilbud. Der vil typisk være en af lejrdeltagerne, der er regnskabsfører og holder rede på lejrens økonomi, men der er ingen leder. Det er alles fælles ansvar at få lejren til at fungere.
Ølejrbevægelsen arrangerer 9 forskellige ølejre, fordelt rundt om i landet. De 9 ølejre har forskellige emner hver uge, som man kan læse mere om på hjemmesiden.
Historie.
Ølejre opstod i forbindelse med det europæiske naturfredningsår 1970, hvor især 15-20 årige unge mødtes på 4 lejre, hvor man arbejdede med håndværksmæssige opgaver under lønnet vejledning (bl.a. fra spejderbevægelsen) - og med en vis form for fællesskab. Man arbejdede f.eks. med at restaurere gamle vindmøller, naturpleje og arkæologi.
I 1971 blev Ølejrbevægelsen stiftet og fra 1971-1973 blev der ydet statsstøtte. Siden 1974 har Ølejrbevægelsen været kørt, som en selvstændig forening uden statsstøtte.
I 1971 blev også den meget omtalte kvindeølejr: Femø ølejr startet.
Ølejrbevægelsen.
Ølejrbevægelsen er et non-profit-foretagende, som arrangerer ølejre. Bevægelsen er udsprunget af 1960'ernes alternativbevægelser, hvor frivillighed, lav pris og politisk holdning gik hånd i hånd. Dette præger ølejrbevægelsen endnu i dag.
Ølejrbevægelsen arrangerer ni forskellige ølejre, fordelt rundt omkring i landet. De ni ølejre har normalt forskellige emner hver uge, som man kan læse mere om på bevægelsens hjemmeside.
Der udgives hvert år en brochure, som beskriver årets ni ølejre.
Alle deltagere i sommerens lejre, bliver automatisk medlem af Ølejrbevægelsen et år frem og får også tilsendt næste års brochure.
En gruppe fra hver ølejr planlægger og afholder sommerens uger. Denne gruppe kaldes en øgruppe. Alt arbejde udføres af frivillige.
Øgrupperne bliver sammensat hvert år i september, og alle medlemmer af Ølejrbevægelsen kan melde sig til at deltage i dette arbejde.
Ølejrbevægelsen styres af et repræsentantskab, som mødes hvert år i november. I løbet af året styres arbejdet via et koordinationsudvalg.
Fyrkat.
Fyrkat er en cirkelborg fra vikingetiden, af samme type som de fem andre trelleborge og beliggende i Himmerland - det nordlige Jylland nær Hobro. Fyrkat har en indre diameter på 120 m og indeholder 16 langhuse, 4 i hver del af borgen.
Karakteristika.
Fyrkat - der er dendrokronologisk dateret til samme år (980) som Trelleborg ved Slagelse - ligger ved Hobro i bunden af Mariager Fjord og lige op til Onsild Å i Nørre Onsild Sogn.Udgravningen tyder i øvrigt på, at opbygningen af volden ikke er helt tilendebragt, men at den eksisterende del af volden er anlagt i samme arbejdsgang.
Modsat de øvrige borge er den anlagt så det dengang ikke var muligt at sejle til borgen. Og som Aggersborg ligger den også nær Hærvejen - for Fyrkats vedkommende kun ca. 1½ km øst for den østligste hærvejsrute mellem Ålborg og Viborg, hvor denne passerer Onsild å. De nyeste undersøgelser af området har vist, at en kanal førte fra området sydvest for borgen og langt ud i Onsild Ådal. Forskerne udtaler, at dette og andre fund indebærer "vidtrækkende perspektiver".
Fundene tyder på, at kongen, formentlig Harald Blåtand, bevidst lod en af sine borge opføre inderst i fjorden, hvor den smalner helt til og mødes med en å, der løber ud inde fra landet. Her lå borgen godt på et næs, beskyttet til alle sider af vand eller sumpede enge. Havde man ærinde til borgen kunne man stage eller trække sine skibe ude fra fjorden og helt ind til den. Vandet har formodentlig kun været ca. 0,5 m dybt, så det har ikke været muligt at sejle ind med råsejlet oppe. Borgens beboere har altså haft tid til at se deres gæster an fra borgens volde, før de nåede frem.
Et areal på 136 hektar blev i 1964 og 1967 fredet omkring Fyrkat.
Se kort her fra Google med.
Europæisk malle.
Den europæiske malle ("Silurus glanis", "Silurus silurus", "Silurus glanis aralensis"), (eng. Wels Catfish) kan blive mindst 60 år, 4,5 meter og kan veje 300 kg. Den kan have mange farver, men almindeligvis er den olivengrøn evt. med rødlige toner på oversiden og hvidlig på undersiden. Den europæiske malle lever af fisk, krebsdyr, mosegrise, ænder og ællinger. Større europæiske maller spiser f.eks. hunde. Den er mest et natdyr, som hævdes at kunne kravle mindre strækninger over fugtigt land.
I Danmark er den europæiske malle sandsynligvis uddød. Den sidste af en naturlig bestand forsvandt fra søerne omkring Sorø i 1799, men ligesom mange andre steder i Europa, Kina og Nordafrika har man også i Danmark udsat maller ad flere omgange. I Sorø-søerne således i 1881 af Kong Christian den 9. med 39 udsatte maller.
Dendrokronologi.
Dendrokronologi er en metode til tidsbestemmelse i år ved hjælp af årringe, der fremkommer i forbindelse med årstidernes skiften og ses på tværsnittet af en træstamme. Metoden anvendes af arkæologer til tidsbestemmelse af fund og fundsteder. Historikeren Kjeld Christensen har arbejdet med klarlægning af den dendrokronologiske dateringsrækkefølge for tiden f.Kr.. Hans arbejde dokumenterer tidsforløb for mere end 4.500 år f.Kr.: (Perioderne 6132-4455 f.Kr., 3164-2549 f.Kr., 2320-400 f.Kr.) og fra 352 f.Kr. til nutiden).
Dendrokronologi forveksles undertiden med dendrologi, der er en gren af biologien.
Om dendrokronologiens metode og forudsætninger.
Det forudsætter ikke, at træernes årringsbredde skal være ens, men kun at der er et årligt skift i årringenes bredde. Ved at sammenligne tømmer (fossilt eller recent) af samme træart, er det muligt at opstille en kurve, som gennem synkronisering af træprøverne giver en regional middelkurve. Det er ved sammenligning med denne middelkurve eller standardkronologi, at et ukendt stykke tømmer kan dateres - og måske endda egnsbestemmes.
Det er essentielt, at tømmeret stammer fra et mindre arkæologisk og geografisk afgrænset område.
Dendrokronologiens historie.
Allerede i antikken var det kendt, at træerne vækstforhold var afhængige af klima og regnmængde. Først i 1700-tallet opdagede forskere, at nogle træer dannede en årring per kalenderår, men først i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev dendrokronologien udviklet af amerikaneren Andrew Ellicott Douglass. Douglass var astronom og forskede i solpletternes indflydelse på klimaet. Han fandt ud af, at træernes vækst hang nøje sammen med klimatiske forhold. Han opstillede en regionalkurve og kunne med den datere nogle gamle indianerbopladser. Op gennem 1900-tallet fortsatte forskningen inden for dette felt, og flere lande har egne regionalkurver.
Om træer - deres biologi og deres betydning for dendrokronologien.
Træer er flerårige vækster med én vækstperiode per år. Træerne vokser både i højden (primær vækst) og i bredden (sekundær vækst) ved hjælp af deres dannelsvæv, henholdsvis apikale meristemer og kambiet. Kambiet ligger mellem bark og ved og afsætter hvert år bark udad og véd indad. I Danmark sker væksten fra april til august. I foråret stimuleres væksten af hormoner, der udsendes fra knopperne, og næringssalte og sukkerstoffer danner en ny årring. Det ved som dannes inddeles i det lyse vårved (kendetegnet ved store elementer beregnet til vandtransport) og det mørke høstved (mindre elementer – aktiviteten daler). Det er derfor tydeligt, hvornår en årring ophører og en ny begynder. Årringene er nemmest at skelne på ringporede træer, hvor vandtransporten kun sker i den yderste årring.
På egetræer er veddet inddelt i kærnetræ (døde imprægnerede celler) og splintved (lyse celler). Splinten har samme tykkelse gennem hele træets liv (for eg: 20 ringe ± 6, hvis træet er mellem 100 og 200 år).
Forskellen i træernes årringstykkelse er afhængig af, hvordan træet har været påvirket af klimatiske forhold, og det er muligt, at træet kan danne falske årring eller udsættes for frostskader. Store udsving på tykkelserne giver den fordel, at det er nemmere at sammenligne flere kurver og finde fællespunkter. Derfor er det kun muligt at opstille kronologier på ens træsorter i geografisk afgrænsede områder.
Dendrokronologien anses for den nøjagtigste dateringsmetode, arkæologien råder over - og altså mere nøjagtig end kulstof 14-metoden - men kræver en ubrudt serie af "standardårringe", hvor kulstof 14-metoden kun kræver tilstedeværelsen af kulstof. Derfor er fund af ældre tømmerkonstruktioner altid spændende: bliver der føjet en manglende årringsserie til det historiske forløb, eller bliver der mulighed for at strække kronologien år bagud i tiden?
I Danmark foretages datering af dendroprøver på Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser i København og på WM Trædateringslaboratoriet i Århus. Her findes analyserer og prøver fra omkring 1200 egestammer. De er fordelt på 368 lokaliteter over hele landet, dog flest fra Århus, Vendsyssel og det Sydfynske Øhav. På det grundlag er rekonstrueret en ubrudt, dendrologisk kurve for egetømmer fra nutiden og til 352 f.Kr.. Ligeledes er der kendskab til flere såkaldt "flydende" kronologier, der er relativt vel fastlagt gennem C-14-datering, men som ikke er led i en ubrudt serie. Disse kronologier når - med afbrydelser - til ca. 6.000 f.Kr.
Den gående malle.
Den gående malle ("Clarias batrachus") kan blive op til 60 cm. Den lever i Sri Lanka, Indien, Burma, Bangladesh, Thailand, Malaysia, Singapore, Indonesien, Filippinerne. Den er undsluppet fra farme i Florida og kan derfor findes i det meste af Florida.
Den kan gå længere strækninger over fugtig land.
1877.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1872 1873 1874 1875 1876 - 1877 - 1878 1879 1880 1881 1882
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
77
1890.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1885 1886 1887 1888 1889 - 1890 - 1891 1892 1893 1894 1895
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
90
1892.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1887 1888 1889 1890 1891 - 1892 - 1893 1894 1895 1896 1897
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
92
1893.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1888 1889 1890 1891 1892 - 1893 - 1894 1895 1896 1897 1898
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
93
1894.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1889 1890 1891 1892 1893 - 1894 - 1895 1896 1897 1898 1899
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
94
Georg Mohr.
Jørgen Mohr (latiniseret som Georg(ius) Mohr) (1640 i København - 1697 i Kieslingswalde nær Görlitz i Tyskland) var en dansk matematiker, Han foretog rejser til Nederlandene, Frankrig og England.
Hans eneste originale bidrag til matematikken var, at han beviste den sætning, at enhver geometrisk konstruktion, som kan udføres med passer og lineal, også kan udføres med passer alene. Han offentliggjorde sit bevis i bogen "Euclides Danicus," Amsterdam 1672.
Denne bog blev imidlertid totalt overset i 250 år, og æren for opdagelsen gik til italieneren Lorenzo Mascheroni, som uafhængigt af Mohr beviste sætningen i 1797.
Først i 1928 blev sagen opklaret, idet en ung matematikstuderende fandt et eksemplar af bogen hos en københavnsk antikvarboghandler. Han viste den til professor Johannes Hjelmslev, som straks indså fundets betydning. Bogen blev samme år genudgivet i faksimile med en indledning af Hjelmslev.
Mohrs prioritet er nu internationalt anerkendt, og man taler om "Mohr–Mascheronis sætning".
Man ser undertiden den påstand, at Mohrs bog var ukendt, indtil et eksemplar dukkede op i 1928. Dette er urigtigt: Bogen er registreret bl.a. i "Bibliotheca danica" og i Niels Nielsen, "Matematiken i Danmark 1528–1800" (1912). Men ingen havde gjort sig den ulejlighed at studere dens indhold.
Georg Mohr har lagt navn til Georg Mohr-Konkurrencen, som er en årlig konkurrence for matematikinteresserede gymnasieelever i Danmark.
Gregory Peck.
Gregory Peck (5. april 1916 - 12. juni 2003) var en amerikansk skuespiller, der nåede at medvirke i mere end 60 film. Han blev en af Hollywoods helt store stjerner. Han blev nomineret fem gange til en oscar og modtog den en enkelt gang.
Han blev født som Eldred Gregory Peck i La Jolla, Californien. Gregory Peck gik fra han fyldte 10. år i skole på en romersk-katolsk militærskole i Los Angeles. Efter sin eksamen gik han på San Diego's statsuniversitet. Han forlod studiet efter et år og havde i en kort periode et job som chauffør for et oliefirma. I 1936 startede han på Berkeley, hvor han blev rekrutteret af skolens teater og han deltog i fem opsætninger.
Efter sin universitetseksamen i 1939 fjernede Peck "Eldred" fra sit navn og tog til New York for at studere hos the Neighborhood Playhouse. Det var en fattig tid og han måtte ofte overnatte i Central Park. I 1942 fik han sin Broadway debut med en hovedrolle i Emlyn Williams "Morning Star". Peck fik en lang række roller under krigen, da han blev fritaget for krigstjeneste på grund af en rygskade han fik i gymnasiet.
Gregory Peck debuterede i 1944 i filmen "Days of Glory". Hans talent og gode udseende gjorde, at han blev foretrukket i helteroller, hvor han spillede alt fra bibelske figurer til romantiske hovedroller. En af hans mest kendte roller er i "Prinsessen holder fridag" fra 1953, hvor han dannede par med Audrey Hepburn.
Gregory Peck var også en samfundskritisk skuespiller og han blev anklaget for antiamerikansk virksomhed under McCarthy.
I 1989 modtog han en udmærkelse fra det amerikanske filminstitut for sin lange karriere. Gregory Peck trak sig tilbage fra sin aktive filmkarriere i starten af 1990'erne. Han døde den 12. juni 2003 i Los Angeles med sin kone Veronique ved sin side.
1449.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1444 1445 1446 1447 1448 - 1449 - 1450 1451 1452 1453 1454
Eksterne henvisninger.
49
1520.
Eksterne henvisninger.
20
1735.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1730 1731 1732 1733 1734 - 1735 - 1736 1737 1738 1739 1740
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
35
1847.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1842 1843 1844 1845 1846 - 1847 - 1848 1849 1850 1851 1852
Konge i Danmark: Christian 8. 1839-1848
Eksterne henvisninger.
47
1559.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1554 1555 1556 1557 1558 - 1559 - 1560 1561 1562 1563 1564
Eksterne henvisninger.
59
1689.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1684 1685 1686 1687 1688 - 1689 - 1690 1691 1692 1693 1694
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
89
Armand-Jean du Plessis de Richelieu.
Richelieu eller Kardinal Richelieu (9. september 1585 - 4. december 1642) var en kardinal og fransk statsmand. Han blev født som Armand-Jean du Plessis i Paris. Han tog senere navnet Richelieu fra familiens ejendom. Som 17-årig begyndte han at studere teologi, og i 1606 blev han udnævnt til biskop. I 1622 gjorde pave Gregor XV ham til kardinal. Fra 1624 var han Louis XIII's førsteminister, og han undertrykte brutalt al modstand mod monarkiet, og han bekæmpede protestanterne, huguenotterne. Han fulgte doktrinen Raison d’état, som han selv udformede. I mere end 18 år var han Frankrigs reelle magthaver ("den røde eminence"), og hans indsats gjorde Frankrig til en af Europas stormagter. Han udviklede den franske flåde og etablerede kolonier i Afrika. Richelieu var en stor elsker af kunst og lærdom. Han genopbyggede Sorbonne, understøttede lovende forfattere, og i 1634 grundlagde han Det franske Akademi.
Opvækst og bispetid.
Richelieu sandsynligvis født i Paris. Han tilhørte en adelig slægt, hvis hovedbesiddelse var godset Richelieu i Poitou, men som hverken var rig eller berømt. Faderen François du Plessis de Richelieu var blevet høvedsmand for Henrik 3.s garde og sluttede sig efter Henrik 3.s død til Henrik 4.. Han udmærkede sig i dennes tjeneste, men døde allerede 1599. Moderen Suzanne de la Porte tilhørte en anset borgerlig juristfamilie; efter mandens død var hendes stilling vanskelig, men ved Henrik 4.s hjælp lykkedes det hende at bevare slægtens ejendomme.
Den ældste søn skulle overtage disse, den næstældste være bisp i bispedømmet Luçon, som familien havde ret til at besætte; den yngstes, Jean Armands fremtid syntes derimod usikker; da han var 9 år gammel, blev han sendt til Paris, hvor han fik en undervisning noget bedre end den sædvanlige og derpå gennemgik et akademi, hvor unge adelsmænd, som var bestemte til at gå krigsvejen, uddannedes. Så trak imidlertid den broder, som skulle have været bisp, sig tilbage til klosterlivet, og det blev, da Richelieu var 17 år gammel, bestemt, at han skulle have bispedømmet.
Efter nogle få års ivrige teologiske studier udnævntes han til biskop omtrent 21 år gammel, 5 år før den lovlige alder; 2 år senere overtog han personlig ledelsen af bispedømmet.
Richelieu var og blev troende katolik, og end mere befæstedes han deri ved nært venskabsforhold til den stærkt religiøse Père Joseph. Han optog derfor også med stor iver og dygtighed sin bispegerning, skrev bøger til troens forsvar o.s.v. Men hans bispedømme var for ringe et område for hans virketrang og ærgerrighed, og hvor stærke end hans religiøse interesser var, var de politiske dog endnu stærkere.
Marie af Medici.
Allerede 1610 efter Henrik 4.s død søgte han ved en rejse til Paris at vinde de styrendes opmærksomhed. Det mislykkedes, men 4 år senere spillede han en ret fremtrædende rolle på det sidste stændermøde før enevældetiden, og november 1616 opnåede han at blive minister og at få ledelsen af udenrigs- og krigsministerierne. Han havde vundet enkedronningen Marie af Medicis tillid, og det var væsentlig hende, han skyldte sin stilling. Men allerede 1617 brast Marie af Medicis magt, og Ludvig 13. styrtede det ministerium, som havde sluttet sig til hende.
Richelieu blev nu en tid enkedronningens råddgiver, og følgen var, at de ny magthavere forviste ham først til hans bispedømme, siden til Avignon. Et par år syslede han især med religiøse spørgsmål, og han skrev nu et stridsskrift mod protestanterne; det var spidsfindigt som tidens sædvanlige teologiske indlæg, men udmærkede sig ved et vist mådehold. 1620 lykkedes det ham imidlertid at gennemføre en forsoning mellem Marie af Medici og hendes søn, kong Ludvig, og fra da af vandt han en stadig større indflydelse i de toneangivende kredse.
Politiske maximer.
Han blev kardinal, og 1624 nåede han ministerværdigheden. Da han først var kommet i forbindelse med kongen, vandt han hurtig en indflydelse over denne, som siden aldrig alvorlig rokkedes. Der er uenighed om, enten Ludvig 13. personlig følte sig tiltrukket af Richelieu eller ikke; men vist er det, at han fuldstændig sluttede sig til hans politik.
Richelieu har formet sit program i ordene: "Mit første formål var kongens myndighed, mit andet rigets storhed". "Jeg lovede kongen at anvende alle mine evner og al den myndighed, det behagede ham at give mig, til at ødelægge det hugenottiske parti, knække stormændenes hovmod, lære alle hans undersåtter deres pligt i og hæve hans navn blandt de fremmede folk til den plads, det burde indtage". Dette stemmede ganske med de anskuelser, som Ludvig 13. med næsten religiøs pligtfølelse følte sig kaldet til at hævde, og han forstod snart, at ingen kunne hjælpe ham bedre dertil end Richelieu.
Denne nærede på sin side en stor ærbødighed for kongen, også for dennes person; han søgte hans råd, og ofte var disse af ikke ringe betydning for Richelieus politik.
Udenrigspolitik.
Richelieus udenrigspolitik havde fra først af kun det mål at vinde sikkerhed for Frankrig og hævde dets anseelse, som den foregående tids usikre politik havde svækket. Men snart gik hans tanker videre. Frankrigs historiske og naturlige grænser skulle genvindes, først og fremmest Rhin-grænsen. For at nå dette måtte han vende sig mod Habsburgerne både i Østrig og i Spanien.
Dette betød, at han måtte lade Frankrig tage parti mod den katolske hovedmagt og støtte de protestantiske stater, som nu, i Trediveårskrigens tid, søgte at fælde den. Richelieu gjorde det uden skrupler. Hans katolicisme var solid nok, men vigtigere end kirkens interesser var dog for ham altid Frankrigs. Derfor rettede han straks sin hele diplomatiske kunst mod Habsburgerne; med en smidighed og overlegenhed, som hævede ham over alle tidens fremragende diplomater, greb han ind i Europas politik til gavn for protestanterne.
Fra 1635, da de diplomatiske midler ikke forslog længere, trådte Frankrig ind i krigen som de protestantiske staters hjælper, og sejrrig førtes i de følgende år kampen mod
Habsburgerne. Da Richelieu døde 1642, havde Frankrig vundet Elsass, Artois og Roussillon, besiddelser, det siden alle beholdt ved freden 1648. Frankrig var nu for den almindelige bevidsthed blevet Europas mægtigste stat.
Indenrigspolitik.
Med lige så stort Held gennemførtes Richeliues indre politik. Det blev her hans opgave at bryde enhver magt, som kunne tænkes at anvendes mod kongens myndighed. Den farligste modstander var Hugenotterne, der fra Henrik 4.s tid havde deres faste organisation og rådede over en del dikkerhedssteder. 1625 begyndte Richelieu kampen mod dem, og 1629 var deres modstandskraft brudt. Richelieu fratog dem sikkerhedsstederne og berøvede dem deres ret til at holde politiske forsamlinger, men deres religionsfrihed og deres ligeberettigelse med katolikkerne blev uanfægtet; til statens tjeneste antog han lige så godt protestanter som katolikker.
Richelieu ville ikke indlade sig på nogen art religiøs forfølgelse, hvor meget han så end blev opfordret dertil. Han ville kun udbrede katolicismen ad overtalelsens vej. Utvivlsomt var dette det klogeste; netop ad denne vej opnåede han, at bestandig flere og flere fornemme protestantiske familier gik over til katolicismen. Desuden vandt han derved, at han kunne benytte i landets tjeneste en mængde dygtige kræfter, som ellers ville være gået tabt. Og endelig bevarede han derved en vis sympati hos de protestantiske magter, som han skulle bruge mod Habsburgerne.
Mere langvarig blev kampen mod de adelige og fyrstelige stormænds uafhængighedstilbøjeligheder. I mange år havde disse stormænd været vant til at gå efter deres egne hoveder uden hensyn til kongen og hans ministre. For dem var denne myndige minister, der resolut krævede lydighed, genstand for den største forbitrelse. Gang efter gang søgte de at styrte ham. Kongens broder, Gaston af Orléans, droges ind i forsøgene derpå, siden også Marie af Medici, som mente, at Richelieu skyldte hende at føje sig efter alle hendes ønsker, og som var højst opbragt over, at hun blev skuffet i sine forventninger derom.
Den ene sammensværgelse efter den anden stiftede de mod Richelieu. Flere gange troede man at have vundet kongen mod ham, og enkelte gange følte Richelieu sig selv usikker. Men hver gang sejrede hos kongen overbevisningen om, at han ville svigte sin kongepligt, om han lod den mand falde, der evnede at tjene riget og kongedømmet som ingen anden. Over for disse sammensværgelser gik Richelieu frem med stor strenghed. Kongens broder og Marie af Medici måtte begge forlade landet, og mangen stormand straffedes med døden. Dette skyldtes ikke personlig hævnlyst; det var Richelieus stærke tro på statsmagtens hellighed, der gjorde det til pligt for ham at straffe enhver opsætsighed mod den så hårdt.
For Frankrigs udvikling blev det af megen betydning, at han med fast hånd kuede adelen og vænnede den til lydighed. Et led deri blev også befalingen om at nedrive alle fæstningsværker, som ikke tjente til grænsernes forsvar, hvad enten det var adelige borge eller bymure, og desuden hans forbud mod duellerne, der hævdedes med hårde straffe. Richelieu var ikke fri for standsfordomme; det var med overvindelse af personlige følelser, han kuede adelen, men kongens magt var dog for ham langt vigtigere end hans standsfællers.
Richelieu fjernede dog ikke blot hindringerne for enevælden, men skabte også et solidt grundlag for den. Mest betød i øjeblikket den store hær og stærke flåde, han skabte. Men ikke mindre betydningsfuld og følgerig blev hans omskabning af embedsstyrelsen. Ministeriets organisation ændredes således, at det kunne virke hurtigere og kraftigere, og Richelieu skabte for sig selv en virkelig førsteministerstilling. Den selvstændigste del af embedsstanden, parlamenterne, mistede den del i lovgivningsmyndigheden, de hidtil havde haft, og selv deres domsmyndighed indskrænkedes ved anvendelse af kommissionsdommere. De fornemme guvernører, der hidtil havde haft provinsstyrelsen, mistede deres magt og beholdt egentlig kun en æresstilling. Den virkelige magt kom til at være hos udsendinge fra ministeriet: intendanterne, en gruppe af borgerlige embedsmænd, stærkt afhængige af regeringen, som
allerede før fandtes, men som først nu rigtig fik betydning.
Langt mindre interesserede Richelieu sig for det indre reformarbejde, og finansstyrelsen var nærmest slet. Underskud og statsgæld voksede hurtig i hans tid.
Videnskab og litteratur.
Richelieu nærede en betydelig interesse for åndsliv og Litteratur. Han skrev ikke blot indlæg i religiøse spørgsmål, men sammen med forskellige forfattere prøvede han også på at skrive komedier; blandt hans medarbejdere var Corneille, men det endte med et sammenstød mellem dem.
Richelieu fik oprettet Académie française, som han tænkte sig skulde øve en vis censur over litteraturen gennem offentlige udtalelser. Det skulle gribe ordnende og ledende ind i åndslivet, som regeringen i statslivet.
Censurforsøgene mislykkedes; men under indflydelse af de ny politiske forhold omformedes ret snart den franske litteratur i den ordenens ånd, som Richelieu ønskede. Endelig fik Richelieu 1631 oprettet Frankrigs første avis, "La Gazette"; både han og kongen skrev ved lejlighed deri.
Død og eftermæle.
4. december 1642 døde Richelieu. Det berettes, at han ved afskeden sagde til kongen: "Det er min trøst, at jeg efterlader Eders kongerige i den højeste berømmelse og anseelse, det nogen sinde har nydt, og alle Eders fjender overvundne og ydmygede".
Om Richelieus overordentlige evner har alle været enige, og ikke heller kan der vel tvistes om, at hans politik blev båret af den oprigtigste overbevisning om, at således tjentes Frankrig bedst. Derimod har en del historikere i klaget over, at han ved at muliggøre den skarpt gennemførte enevælde har brudt Frankrigs naturlige udvikling og hæmmet folkets evne til selvstændig politisk cirksomhed. Andre forfattere har dog, som det synes med mere ret, hævdet, at denne enevælde netop da var det nødvendige resultat af hele Frankrigs udvikling, og at det var til stort held, at Richelieu så dygtig gennemførte den.
I 1844 fremstillede Alexandre Dumas Richelieu som ærkeskurk i sin roman "De tre musketerer", og siden har han i populærkulturen været forbundet med politiske intriger og ambitioner om magt.
Eksterne henvisninger.
Armand-Jean
1585.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1580 1581 1582 1583 1584 - 1585 - 1586 1587 1588 1589 1590
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
85
1642.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1637 1638 1639 1640 1641 - 1642 - 1643 1644 1645 1646 1647
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
42
Brændselscelle.
Illustration af brændselscelle med ioner, iontransport og stoftransport.
En brændselscelle er en transducer, der laver elektricitet ved en kemisk reaktion af f.eks. brint, metan eller metanol med ilt. Den kemiske reaktionsmetode i brændselsceller gør at den teoretiske og i mange tilfælde også praktiske virkningsgrad af omsætning fra kemisk energi til elektrisk energi er væsentligt højere end kraftvarmemaskiner.
Brændselsceller kan have en virkningsgrad på 20-70% - og højere hvis den termiske energi også benyttes.
I den kemisk simpleste brændselscelle omsættes brint og luftens ilt til elektrisk energi, termisk energi (normalt spildenergi) med vanddamp som biprodukt. Hvis stoffer med carbon tilføres brændselscellen, dannes også carbondioxid.
Brint føres ind i cellen, og tiltrækkes af den negative anode. Anoden har katalytiske egenskaber, dvs. at den kan spalte brint (H2) til positivt ladede hydrogenioner (H+) og elektroner. På den anden side af anoden er den positive katode og imellem dem en ionledende væske, en såkaldt elektrolyt.
Elektrolytten kan kun lede ioner. Ved anoden spaltes brinten altså til positive hydrogenioner, der hver har afgivet en elektron. Elektronen kan ikke bevæge sig gennem elektrolytten, men ledes derimod igennem en ekstern elektrisk belastning til den positive
Elektronen har én negativ elementarladning på ca. -1,602 x 10−19 coulomb.
Denne ladning kan på elektronens vej til katoden udnyttes som energi, f.eks. til at få lys i en glødelampe eller bare elektrisk strøm
i al almindelighed, til fx en elektrisk motor eller andre elektriske apparater.
På katodesiden pumpes dioxygen/ilt (O2) ind i brændselscellen. Disse spaltes også og de modtager elektroner fra anoden via den eksterne elektriske belastning og bliver til negative oxygenioner (O2-). De spaltede positive hydrogenioner på anodesiden tiltrækkes af de negative oxygenioner og ledes igennem elektrolytten. På katodesiden går hydrogen og oxygen sammen og danner vand (H2O).
For alle typer brændselsceller er brintreaktionen den samme, men hertil kan som sagt påregnes en mængde CO2 ved anvendelse af carbonhydrider.
Maler (håndværk).
Maler er en person der maler enten håndværksmæssigt eller kunstnerisk.
I malerfaget findes mange professionelle snævre specialer, f.eks bygningsmaler, dekorationsmaler, porcelænsmaler med en glidende overgang til de mere industrielle, f.eks. autolakerer og skibsmaler.
En bygningsmaler behandler og maler murværk, træværk og metalflader. Udover materialevalg og maleteknik har bygningsmaleren viden om farver, former og stil. Nogle bygningsmalere kan desuden imitere marmor og træsorter, også kaldet marmorering og ådring.
Arianisme.
Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 - 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var "skabt" af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at Sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.
Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi sande guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.
Luigi Galvani.
Luigi Galvani (9. september 1737 - 4. december 1798) var italiensk læge og fysiker, som fastslog eksistensen af bioelektriske kræfter i levende væv. Ved at at sætte svag strømforbindelse mellem et frølår og et metal, gik der nervøse trækninger gennem frølåret. Han adskilte dog aldrig begreberne elektricitet og biologi, og det var hans kollega Alessandro Volta, der arbejdede videre på Galvanis opdagelse og udviklede det første batteri, voltasøjlen.
Galvani har lagt navn til galvanisk kontakt, galvanisk element, galvanometeret, galvanisering og galvanisk tæring.
Opvækst.
Først tænkte han på at blive mekaniker. Senere ville han i stedet have noget med kirken at gøre, men hans forældre ønskede, at han skulle have en medicinsk uddannelse. Galvani gik på Bolognas medicinskole og blev en doktor som hans far. Ved Bolagnas universitet blev han i 1762 udnævnt til offentlig lektor i anatomi, og snart vandt han et omdømme som en dygtig men ikke specielt veltalende lærer. Han fremsatte sin teori om dyreelektricitet i sit skrift "De viribus electricitatis in motu musculari commentarius" offentligtgjort i det syvende bind af erindringerne fra Institute of Sciences at Bologna i 1791. I 1764 giftede han sig med Lucia Galleazzi, datteren af en professor på Bolognas universitet. I 1772 blev Galvani præsident over universitetet.
Lev Tolstoj.
Lev Nikolajevitj Tolstoj (russisk: Лев Николаевич Толстой,), i vesten også Leo Tolstoj (9. september 1828 - 20. november 1910) var en russisk forfatter og politisk tænker, der blev født på familiens gods i Jasnaja Poljana ved Tula syd for Moskva, Rusland. Han tilhørte den adelige Tolstoj-slægt med to andre russiske forfattere, Aleksei Konstantinovitj Tolstoj og Aleksei Nikolajevitj Tolstoj. Lev Tolstoj er verdensberømt for sine romaner Krig og fred fra 1869 og Anna Karenina fra 1877.
I 1847 forlod han universitetet uden eksamen. Han havde studeret asiatiske sprog og jura. I 1851 gik han ind i hæren og deltog i Krimkrigen i 1854. Året efter forlod han hæren og tog til Sankt Petersborg.
Han forlod Rusland i 1857 og rejste omkring i Vesteuropa en tid. Derefter slog han sig ned ved Volga på en ejendom, han havde arvet. Her skrev han et af sine mesterværker "Krig og fred" (1864-69). Romanen følger fem familiers skæbne under Napoleons invasion af Rusland. Hans næste roman "Anna Karenina" (1873-76) blev en af verdens smukkeste kærlighedshistorier.
Tolstoj gennemlevede en religiøs krise og i de næste 10-15 år skrev han især religiøse og moralske skrifter. Han overførte sin formue til sin hustru og begyndte at leve som en fattig bonde.
Den lille roman "Kreutzer-sonaten" fra 1890 opnåede selvstændig berømmelse. Den deler titel med andre kunstværker, der danner en interessant kulturhistorisk sammenhæng.
På dansk foreligger novellesamlingen "Fortællinger"(1965) med de to kendte novelle i 1. bog: "Herre og tjener" og "Jord, jord!", i 2. bog novellerne "Ivan Illitsjs død" og "Fangen i Kaukasus". Alle rummer de fremragende skildringer af tidens russiske typer og af livet i landsbyer på landet,og alle personer, høj som lav, er skildret psykologisk meget plausibelt. Et genkommende tema er grådighed, både efter jord og penge, en grådighed som bringer personerne i livssituationer hvor der opstår en mulighed for ny indsigt om det væsentlige i livet.
I 1901 blev Tolstoj udstødt af den ortodokse kirke. Han døde den 20. november 1910, 82 år gammel.
Elektronik.
a>. Output er to balancerede signaler.
Elektronik er videnskaben og teknologien om elektroniske kredsløb bestående af komponenter såsom transistorer, integrerede kredsløb, modstande og spoler. Den fundamentale forståelse af elektroniske komponenters virkemåde er et fysisk problem (faststoffysik, elektromagnetisme) mens design og konstruktion af elektroniske kredsløb er en ingeniør-disciplin.
Denne viden anvendes i apparater som ved hjælp af elektriske strømme og elektromagnetiske felter behandler information i form af signaler, eller konverterer eller distribuerer elektrisk energi. Selvom elektricitet har været anvendt siden slutningen af 1800-tallet til at overføre data via telegrafi og telefoni, er udviklingen af elektronik først rigtig begyndt ved fremkomsten af radiofoni.
Elektronik kan groft opdeles i to delområder: Analog elektronik, som blander, forstærker, filtrerer og på anden måde behandler signaler der varierer kontinuerligt indenfor givne intervaller, og digital elektronik som behandler signaler der altid antager én ud af et begrænset antal (almindeligvis 2) diskrete størrelser. Dertil findes hybride kredsløb, som formidler signaler mellem analoge og digitale systemer.
Elektronik i praksis.
I færdigbyggede elektroniske apparater er de fleste komponenter monteret på en eller flere printplader eller som tykfilmskredsløb - undtagelserne er bl.a. tunge og/eller omfangsrige komponenter som kræver en mere robust fastgørelse end en printplade kan tilbyde.
Til at forbinde elektroniske apparater med hinanden og med lysnettet anvendes ledninger og kabler forsynet med stik i forskellige udformninger til forskellige formål.
Når et nyt elektronisk apparat skal udvikles, er det ofte nødvendigt at afprøve idéen i det nye apparat i praksis inden en egentlig produktion sættes i gang. Sådanne prototype-opstillinger kan udføres enten på et breadboard, med wire wrapping-teknik eller til nød som en "elektronisk fuglerede".
Måle- og afprøvningsudstyr til udvikling og fejlfinding.
Et amperemeter (f.eks. galvanometer) som måler strømstyrke, et ohmmeter (f.eks. Wheatstones bro) som måler resistans (fænomenet modstand), samt et voltmeter der måler spænding ses ofte bygget sammen til ét måleapparat, et såkaldt multimeter eller "universalinstrument".
Et oscilloskop visualiserer signaler (spændinger) der ændrer sig kontinuerligt i form af en graf på en skærm. Det bruges til at måle spændinger og frekvenser, "tage tid" på signaler, samt en række andre ting.
Frekvens kan også måles digitalt med en frekvenstæller, eller analogt med et frekvensmeter.
En laboratorie-strømforsyning er et apparat der omformer lysnettets høje vekselspænding til de lave jævnspændinger som det meste elektronik arbejder med. Lave vekselspændinger skaffes fra særlige, variable transformatorer.
En tonegenerator, også kaldet en "funktionsgenerator", leverer et signal med en frekvens og en amplitude (størrelse) som kan vælges trinløst indenfor givne intervaller.
Til afprøvning af radioudstyr findes såkaldte målesendere, som er "tone"-generatorer der kan levere meget højfrekvente signaler som bl.a. radiomodtagere arbejder med. Radiosendere afprøves ofte under brug af en dummy-load som erstatning for en antenne: Den absorberer energien fra senderen uden at forstyrre vigtige radiotransmissioner med "prøvesignaler".
Støj.
Overalt hvor elektrisk strøm sættes "i arbejde" i elektriske og elektroniske anordninger skabes elektromagnetisk støj; populært sagt tilfældige, kaotiske radiobølger. Et eksempel på dette er termisk støj, som skabes overalt hvor den elektriske strøm møder modstand, og shot-støj.
Dertil kommer Solen og andre himmellegemer som naturlige kilder for blandt andet radiobølger; studiet af disse bølger kaldes for radioastronomi.
Støj kategoriseres efter deres frekvensspektrum (dens "indhold" af signaler, sorteret efter frekvens); man taler bl.a. om farvet støj og hvid støj.
Horatio Kitchener.
Lord Horatio Herbert Kitchener (24. juni 1850 - 5. juni 1916) var engelsk general. Han gjorde tjeneste i Palæstina (1874-1878), Cypern (1878-1882), Sudan (1883-1885) og den anden boerkrig (1902-1909). Ved 1. verdenskrigs udbrud blev han udnævnt til krigsminister. Han døde i 1916, da hans krydser rammer en tysk mine.
Fred Hoyle.
Sir Fred Hoyle (24. juni 1915 - 20. august 2001) var engelsk astronom og tilhænger af teorien om, at universet stadig udvider sig samtidig med, at der dannes nyt stof i samme forhold. Indirekte var han med til at "opfinde" termen "Big Bang" igennem en af sine publikationer, hvori han kritiserede teorien bag "Big Bang".
Saudi-Arabien.
Kongeriget Saudi-Arabien (arabisk:, al-Mamlaka al-ʻArabiyya as-Suʻūdiyya), almindeligvis omtalt som Saudi-Arabien, er et land med geografisk beliggenhed i Mellemøsten, og det største land på den arabiske halvø. Landet grænser mod Jordan i nordvest, Irak i nord og nordøst, Kuwait, Qatar, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater i øst, Oman i sydøst og Yemen i syd. Landet grænser også mod den Persiske Bugt i nordøst, og det Røde Hav mod vest. Saudi-Arabien har anslagsvis 27,6 millioner indbyggere, og et areal på cirka 2.150.000 km².
Kongeriget Saudi-Arabien bliver nogen gange refereret til som "De to hellige moskeers land", da med tanke på Mekka og Medina, som er muslimernes to helligste byer. Saudi-Arabien blev grundlagt i 1902 af Abdul-Aziz bin Saud, hvis offensiv startede i 1902 med generobringen af Al-Saud-familiens forfædres hjemby Riyadh, og kulminerede i 1932 med annonceringen og anerkendelsen af Kongeriget Saudi-Arabien.
Saudi-Arabien er det land i verden som eksporterer mest olie, og denne eksport smører den saudiske økonomi. Olie står for over 90 % af landets eksportindtægter og næsten 75 % af de statslige indtægter. Dette danner grundlaget for en velfærdsstat, som regeringen har haft problemer med at opretholde i perioder med lav oliepris. Menneskerettighedsorganisationer, som Amnesty International og Human Rights Watch, har gentagende gange udtrykt bekymringer angående menneskerettigheder i Saudi-Arabien, bekymringer som er blevet afslået af den saudiske regering.
Historie.
Mellem 1902 og 1927 gennemførte Ibn Saud en række erobringer. I 1932 blev navnet på statsdannelsen Kongeriget Saudi-Arabien. Kong Faisal (regerede 1964—1975) afskaffede slaveriet og gennemførte en række reformer indenfor undervisning og sundhedspleje.
Landet har været politisk knyttet til Storbritannien og USA. Landet deltog på allieret side i Golfkrigen mod Irak i 1991, og havde allierede baser på sit territorium. Irak angreb hovedstaden Riyadh med Scud-raketter under krigen. Det amerikanske militære nærvær er siden blevet stærkt reduceret, og landet har fået et mere anspændt forhold til USA.
Kong Fahd af Saudi-Arabien har været statsoverhoved og statsminister siden 1982, men døde i 2005. Halvbroren Abdullah af Saudi-Arabien overtog.
Flaget.
Saudi-Arabiens flag er et symbol for de arabiske ørkenfolk. En række varianter er blevet brugt efter at wahabitterne kom til magten. Grønt skal have været profeten Muhammeds foretrukne farve.
Slaget ved Svenstrup.
Slaget ved Svenstrup foregik i 1534 i Svenstrup syd for Aalborg og stod mellem oprørske bønder og adelige styrker og var et led i den borgerkrig, der kaldes Grevens Fejde.
Bønderne kæmpede under Skipper Clements ledelse og var allierede med grev Christoffer af Oldenburg og den lübske borgmester Wullenwever, som havde planer om genindsættelse af Christian 2.. De adelige styrker var ledet af Mogens Gøye og lensmanden på Kalø slot, Erik Banner.
Adelshæren med danske og holstenske ryttere og fodfolk blev samlet i Randers og besluttede at nedkæmpe bøndernes oprør uden at afvente de 2000 landsknægte, som hertug Christian havde lovet at sende til hjælp.
Adelshæren overnattede i Svenstrup, og den 16. oktober 1534 om morgenen tog Skipper Clements cirka 6000 mand opstilling på højderne nord for Svenstrup. Adelshæren blev fanget i mosedragene ved Hærvejen - Lere Sig - og led et fuldstændigt nederlag, hvorunder bl.a. de to anførere af adelshæren blev dræbt.
Svenstrup
Svenstrup
1534.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1529 1530 1531 1532 1533 - 1534 - 1535 1536 1537 1538 1539
Konge i Danmark: Christian 3. 1534-1559
Eksterne henvisninger.
34
Ambrose Bierce.
Ambrose Gwinnett Bierce (24. juni 1842 - 1913 eller 1914), amerikansk forfatter, der blev født Ohio som det 10. af 13 børn.
Kom i lære som typograf, før han gik ind i Kentucky Military Institute i 1859. Bierce meldte sig til unionshæren, da borgerkrigen brød ud. Han steg hurtigt i graderne fra menig til løjtnant. I slaget ved Kenesaw Mountain fik Bierce et næsten dødeligt sår i hovedet, hvilket førte til hans udtræden af krigen.
Hans første job indenfor journalistikken var som redaktør for "San Francisco News-Letter," og han skrev til den ugentlige klumme "Town Crier". Bierce giftede sig med Mary Ellen Day i 1871, og de fik 3 børn. Fra 1872-1874 var Bierce i England, hvor han skrev for "Figaro," og hvor han publicerede sin første bog "The Fiend's Delight" (1873). Han vendte tilbage til San Francisco i 1875, hvor han arbejdede som redaktør ved forskellige blade. Bierce begyndte at skrive for "San Francisco Examiner" i 1887, mens han arbejdede på sine egne ting. Hans erfaringer fra krigen gav stof til hans første novellesamling "Tales of Soldiers and Civilians" (1891). Det følgende år skrev han sit første bind poesi "Black Beetles in Amber" (1892). I 1896 blev han sendt til Washington D.C. af "San Francisco Examiner". Her blev han politisk reporter. Han blev måske bedst kendt for sine satiriske værker "Fantastic Fables" (1899) og senere hans berømmede "The Devil's Dictionary" (1906). I 1913 i en alder af 71 forsvandt Bierce ind i Mexico for at skrive om banditten Pancho Villa, som han beundrede meget. De nøjagtige omstændigheder ved hans død er stadig et mysterium.
1275.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1270 1271 1272 1273 1274 - 1275 - 1276 1277 1278 1279 1280
Eksterne henvisninger.
75
1471.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1466 1467 1468 1469 1470 - 1471 - 1472 1473 1474 1475 1476
Konge i Danmark: Christian 1. 1448-1481
Eksterne henvisninger.
71
1565.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1560 1561 1562 1563 1564 - 1565 - 1566 1567 1568 1569 1570
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570.
Litteratur.
Shulchan Arukh, et jødisk kodificering af halakha, trykkes af Josef Karo i Venedig.
Eksterne henvisninger.
65
1676.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1671 1672 1673 1674 1675 - 1676 - 1677 1678 1679 1680 1681
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 - - Danmark i krig: Skånske Krig 1675-1679
Eksterne henvisninger.
76
Slaget ved Little Bighorn.
Slaget ved Little Bighorn var et militært slag der fandt sted en søndag den 25. juni 1876.
Oberstløjtnant George Armstrong Custer og 264 soldater fra USA's 7. kavaleri faldt i slaget i kamp mod sioux-folket (Lakota-stammen samt deres allierede, herunder Cheyenne-stammen). Custer, den langhårede og lyshårede "Boy General", som aldrig havde tabt et slag, delte sine tropper i tre bataljoner under ledelse af en major og to kaptajner. Custer selv anførte fem kompagnier (i alt ca. 220 mand), da de rettede et overraskelsesangreb på lejren. Men den var lige så stor, som spejderne havde fortalt Custer, som desuden ikke vidste, at indianerne en uge forinden i Slaget ved Rosebud havde tvunget en stor hærafdeling på over 1.000 mand ledet af General Crook på tilbagetog.
I løbet af kort tid var Custer og hans tropper fuldstændig udslettet af måske mere end 1.500 sioux-krigere under ledelse af høvdingen Sitting Bull og strategen Crazy Horse. Fire dage senere blev de to øvrige bataljoner undsat af kavaleritropper. Ikke én af Custers soldater overlevede. To af Custers brødre - Tom og Boston Custer - omkom. I alt 647 mænd udgjorde styrken i det 7. kavaleri.
Trods sejren blev Slaget ved Little Bighorn begyndelsen til enden for de oprindelige beboere af prærien i det midterste USA. Den amerikanske regering satte alt ind på at nedkæmpe dem, og i løbet af de næste to år havde så godt som alle Sioux- og Cheyenne-stammer overgivet sig og var flyttet ind på reservater. Sitting Bull og hans Hunkpapa-sioux'er flygtede dog til Canada, hvorfra de først vendte tilbage og overgav sig i 1881.
Slaget ved Little Bighorn er blevet filmatiseret mange gange, først fremstillende en heroisk amerikansk officer i kamp mod vilde indfødte. Senere mod slutningen af det 20. århundrede, som en blodtørstig erobrers endeligt i kamp mod modige indfødte amerikanere i forsvar for deres land og levevis.
I midten af 1980'erne var en steppebrand i området årsag til, at man fandt en del effekter, som klargjorde slagets gang. Det førte senere til, at Præsident Bush i slutningen af 1991 underskrev en lov, der ændrede navnet på mindesmærket fra "Custer Battlefield National Monument" til "Little Bighorn Battlefield National Monument".
Indianerne kaldte i øvrigt området/slaget for "Greasy Grass".
Ekstern henvisning/Kilder.
Little Bighorn, Slaget ved
George Armstrong Custer.
Oberstløjtnant George Armstrong Custer (5. december 1839 – 25. juni, 1876) var en amerikansk kavaleriofficer, bedst kendt for sit nederlag i slaget ved Little Bighorn mod en koalition af indfødte amerikanske stammer anført af høvdingen Sitting Bull og strategen Crazy Horse.
Han blev som 24-årig udnævnt til midlertidig ("Brevet") general. Under den amerikanske borgerkrig udmærkede han sig ved en række dristige, men altid succesfulde kavaleriangreb, som gjorde ham til lidt af et idol hjemme i nordstaterne, hvor man kunne læse om hans bedrifter i aviserne. Han spillede desuden en stor rolle i krigens sidste dage, da hans tropper var med til at afskære sydstatshærens flugtrute. Efter borgerkrigen forsøgte han sig på de store sletter som den militære leder i kampen mod de indfødte amerikanere. Han fik en enorm presseomtale i forbindelse med et overraskelsesangreb i slaget ved Washita River den 27. november 1868. De indfødte amerikanere var svære at opspore om sommeren, hvorfor Custer forsøgte sig med et vintertogt.
Senere faldt han i unåde - måske af politiske årsager. Han blev dog taget til nåde igen, da den amerikanske hær simpelt hen ikke kunne finde de indfødte amerikanske krigere på deres fangstområder i Montana, Wyoming og South Dakota. Ved en ekspedition til Sioux-stammens hellige land: Black Hills i South Dakota fandt han rige guldforekomster. Det tiltrak mange eventyrlystne indvandrere, som overskred traktater indgået mellem regeringen og de indfødte amerikanere. Hvilket igen førte til øgede konflikter og endegyldigt til Slaget om Little Bighorn.
Efter Custers død nød han endnu en gang stor omtale som en legendarisk militær leder bl.a. takket være hustruens indsats. I de senere år diskuteres hans rolle fra en mere politisk synsvinkel, som gav mere plads til de indfødte amerikanere. Bl.a. kædes massakren ved Wounded Knee i 1890 sammen med Custers tilsvarende massakre mod kvinder og børn i 1868 samt hans forsøg på noget tilsvarende ved Little Bighorn i 1876.
George Custer er blevet portrætteret i film af følgende skuespillere Francis Ford (1912 to gange), Ned Finley (1916), Dustin Farnum (1926), John Beck (1926), Clay Clement (1933). John Miljan (1936), Frank McGlynn (1936), Paul Kelly (1940), Addison Richards (1940), Ronald Reagan (1940), Errol Flynn (1941), James Millican (1942), Sheb Wooley (1952), Douglas Kennedy (1954), Britt Lomond (1958), Philip Carey (1965), Leslie Nielsen (1966), Robert Shaw (1967), Wayne Maunder (1967 & 1990), Richard Mulligan (1970), Marcello Mastroianni (1974), Ken Howard (1977), James Olsen (1977), Gary Cole (1991), Josh Lucas (1993), Peter Horton (1996), William Shockley (1997) og Bill Hader (2009).
Elektronvolt.
Elektronvolt (symbol eV) er en måleenhed for energi. Én elektronvolt er mængden af kinetisk energi en fri elektron vinder ved at blive accelereret gennem en elektrostatisk potentialforskel på én volt.
SI-enheden for energi er coulombvolt (C·V), bedre kendt som joule (J), og der gælder
Den præcise værdi afhænger dog af ladningen af elektronen som skal bestemmes eksperimentelt. Derfor kan nye målinger i fremtiden ændre en anelse på omregningsfaktoren mellem elektronvolt og joule.
I praksis anvendes enheden ofte med præfiks, for eksempel kiloelektronvolt (keV), megaelektronvolt (MeV), gigaelektronvolt (GeV) eller teraelektronvolt (TeV).
Elektronvolt som enhed for masse, længde eller tid.
Inden for højenergifysikken regner man ofte med enheder hvor lysets hastighed formula_1 og Plancks konstant formula_2 sættes lig med det enhedsløse tal 1.
I dette system er elektronvolt også en enhed for masse idet der gælder
Reciprokke elektronvolt (eV-1) er derimod enheden for tid eller længde idet der gælder
Ud fra disse sammenhænge mellem elektronvolt og kilogram, sekund samt meter kan man konstruere enheder for andre fysiske størrelser som potenser af elektronvolt.
Varmekraftmaskine.
En varmekraftmaskine er et apparat som kan hente mekanisk energi ud af en temperaturforskel eller trykforskel mellem to reservoirer.
Stirlingmotor.
En Stirlingmotor og generator med 55 kW elektrisk effekt-output.
En varmluftmotor med en gas, som undergår en Stirling-kredsproces, kaldes en Stirlingmotor. Stirlingmotoren er en ekstern forbrændingsstempelmotor opfundet i 1816 af Robert Stirling, en skotsk præst, og ingeniør James Stirling. Opfindernes mål var dengang at skabe et sikrere alternativ til dampmaskiner, hvis kedler ofte eksploderede pga. for højt damptryk og primitive materialer.
Animation af en Alfa Stirlingmotor.
Animation af en Beta Stirlingmotor med "Rhombic Drive" (gult). Arbejdsstemplet er mørkegråt; fortrængerstemplet (her tæt) er lysegråt. Den fortrængte arbejdsgas løber igennem den eksterne regenerator (firkant til venstre). Arbejdsgassen bliver kølet på den nederste del af cylinderen - og opvarmet på den øverste del af cylinderen.
I Stirlingmotorer er en varmeregenerator en indretning, som kan genindvinde noget af energien i temperaturforskellen, når gassen flyttes mellem det varme og køligere kammer. Varmeregeneratoren kan være et metaltrådsnet, men kan med fordel i 2 og især 4-cylindrede Stirlingmotorer udformes som en modstrømsvarmeveksler. Selv hvis der ikke er en eksplicit varmeregenerator, vil dele af Stirlingmotoren fungere som en sådan, men med ringere effektivitet.
Den ideele Stirlingmotor-kredscyklus har samme effektivitet som en Carnot varmemaskine for samme input og output-temperaturer. Den termodynamiske effektivitet er højere end for dampmaskiner.
Fordi varmevekslere separerer arbejdsgassen fra varmekilden og kølekilden, kan mange forskellige typer brændsler og solenergi anvendes; selv spildvarme kan anvendes.
Stirlingmotorer kan også anvendes som varmepumper, idet tilført mekanisk energi kan omsættes til at pumpe varme med høj effektivitet. Det er i mange år blevet anvendt til kryogene anvendelser.
Stirlingmotor-typer.
En alfa eller gamma Stirlingmotor med eksternt flydende arbejdsstempel (pumpe) kaldes en fluidyne.
En beta eller gamma Stirlingmotor, hvor fortrængerstemplet er udskiftet med termoakustiske bølger hedder en termoakustisk Stirlingmotor.
Virkemåde - beta stirlingmotor.
I en encylindret beta Stirlingmotor er der 2 stempler kaldet: "Gasfortrængerstemplet" (VK) og "arbejdsstemplet" (AK). Stemplernes bevægelse er indbyrdes faseforskudt ca. 90 grader og som svarer til en vinkelforskel på svinghjulet. Gasfortrængerstemplet har en længde, som sikrer at arbejdsgassen ikke samtidig er i åben kontakt med varmekammer (rød) og kølekammer (lyseblå). I de tilfælde hvor gasfortrængerstemplet er utæt har gasfortrængerstemplet en større eller mindre varmeregeneratorvirkning. Varmeregeneratorens opbygning bør ikke lede varmen i rørhulrummenes retning, selvom gassen løber gennem her, men derimod gerne på tværs af rørhulrummene, men det er ikke et krav. Derimod er det vigtigere at varmeregeneratorens minivarmelagre har en god kontakt til den gennemstrømmende gas og med så lidt, men passende turbulens. Nogle laver varmeregeneratoren som en vandret stak af metaltrådnet.
Stirlingmotorens termodynamiske kredsproces består af 4 termodynamisk processer, som beskrives sammen med tegninger fra arbejdsfasernes yderpunkter.
Stirlingmotorens fire arbejdsfasers yderpunkter i Stirling-cyklussen.
Billede 1: Stirlingsmotorens arbejdsgas er hovedsageligt i varmekammeret (røde) og trykket er det højeste i hele kredsprocessen.
Termodynamisk proces 1→2: Det ideelt set tætte arbejdsstempel (AK) får i denne isoterme proces lov at skubbe sig udad og arbejdsgassen omdanner lidt af varmeenergien til mekanisk arbejde, der øger svinghjulets inertimoment. Gasfortrængerstemplet (VK) bevæger sig kun lidt, fordi det er 90° ude af fase med (AK).
Termodynamisk proces 2→3: Svinghjulet drejer i denne fase pga. svinghjulets inertimoment videre. Det utætte gasfortrængerstempel (VK) flytter arbejdsgassen fra det varme kammer (rød) til det køligere (lyseblå). Gassen afgiver varme til varmeregenerator, mens den løber igennem. Kammeret køles, fordi køleribberne (blålilla) har en god varmekobling til omgivelserne. Arbejdsstemplet bevæger sig kun lidt, så arbejdsgassens rumfang er stort set konstant (isochor proces), så trykket falder.
Billede 3: Stirlingsmotorens arbejdsgas er hovedsageligt i det kølige kammer (lyseblå) og trykket er det laveste i hele kredsprocessen.
Termodynamisk proces 3→4: I denne fase vil det tætte arbejdsstempel (AK) blive skubbet indad og dermed bruge mekanisk arbejde fra svinghjulets inertimoment. Ideelt set vil finde en isoterm proces sted i arbejdsgassen. Gasfortrængerstemplet (VK) bevæger sig kun lidt i denne fase.
Termodynamisk proces 4→1: Svinghjulet drejer i denne fase pga. hjulets inertimoment videre og trækker det utætte gasfortrængerstempel opad, så arbejdsgassen flyttes til det varme kammer (rød). Gassen henter varme fra varmeregenerator, mens den løber igennem. I denne fase bevæger arbejdsstemplet (AK) sig næsten ikke. Ideelt set er rumfanget konstant (isochor proces) og opvarmningen gør at trykket stiger.
Virkemåde - gamma Stirlingmotor.
a> end gasfortrængerstemplet. LTD står for "Low Temperature D'"ifferential" - på dansk lav temperaturforskel.
(2) Kølekammer - varmeenergi ud; Q2.
(4) Varmekammer - varmeenergi ind; Q1.
De 2 træk- og skub-stænger fra de 2 stempler sidder på samme sted på et svinghjul, som roterer højre om under normal drift.
I en tocylindret gamma Stirlingmotor er der 2 stempler med hver deres formål: "Gasfortrængerstemplet" (3) og "arbejdsstemplet" (1). Stemplernes bevægelse er indbyrdes faseforskudt ca. 90 grader. Gasfortrængerstemplet har en længde, som sikrer at arbejdsgassen ikke samtidig er i åben kontakt med varmekammer (nedenfor stempel) og kølekammer (ovenfor stempel). Der er ingen egentlig varmeregenerator, men stempeloverfladen tættest ved cylindervæggen har en mindre regeneratorvirkning pga. den her forbipasserende gas.
Gamma Stirlingmotorens arbejdsgang kan ligesom de andre Stirlingmotortyper opdeles i 4 termodynamiske processer.
Stirlingmotor som mekanisk generator.
Drejer Stirlingmotor akslen på grund af en temperaturforskel, virker den som mekanisk generator og energien fås i processen: Overførsel af varme fra et varmereservoir (varmt) til et andet varmereservoir (koldt).
En del af varmeenergien, vil under overførslen blive lavet om til mekanisk energi, med en øvre virkningsgrad bestemt af Carnot's formel: Effektivitet(%)= 100*(1-Tkold/Tvarm), Varmereservoir temperaturerne Tvarm og Tkold skal sættes ind i formlen i Kelvin. Kelvin= Celsius + 273,16.
Stirlingmotor som varmepumpe.
Drejer man motorakslen den modsatte vej, vil Stirlingmotoren pumpe varme den modsatte vej, fra et varmereservoir (f.eks. koldt) til det andet varmereservoir (f.eks. varmt). Det vil sige at den kan anvendes til køling (køleskabe) og/eller opvarmning af boligen. Formel: Varmepumpningseffektivitet(%)= 100/(1-Tkold/Tvarm).
Det overraskende er, at der via en varmepumpe bliver pumpet mere varmeenergi, end der tilføres mekanisk via akslen. F.eks. vil en ideel varmepumpe kunne pumpe ca. 9 gange så meget varme som der til føres mekanisk, når Tkold = -10 °C og Tvarm = 20 °C. Med kompressorbaserede varmepumper, er det almindeligt med en faktor 2 til 3.
Man får derfor mere varme ved pumpe det med en varmepumpe, end ved at omsætte energi direkte til varme (brødrister, el-radiatorer, olie- og gasfyr...).
Vandkogning på havet.
En ideel varmepumpe kan pumpe ca. 3,7 gange så meget varme, som der til føres mekanisk, når Tkold = Tvand = 0 °C ca.= 273 K og Tvarm = 100 °C = ca.= 373 K. Varmepumpningseffektivitet(%)= 100/(1-273/373) ca.= 370%.
Man skal dog huske på, at ved opvarmning at et varmereservoir fra en lavere til en højere temperatur, f.eks. opvarmning af vand fra 10 °C til kogepunktet ca. 100 °C, så vil varmepumpningens effektivitet ved start være højere end varmepumpningens effektivitet ved slut, når det ene varmereservoir har nået ca. 100 °C. Derfor vil den gennemsnitlige varmepumpningseffektivitet for hele opvarmningen ligge mellem varmepumpningseffektiviteten ved start og slut.
Mekanisk energi fra solfanger.
Mekanisk energi fra havet og en termisk-solfanger: En ideel Carnot-maskine kan ideelt hente mekanisk energi fra varmeforskellen mellem havvand og solfangervand, når Tkold = Tvand = 10 °C ca.= 283 K og Tvarm = 100 °C = ca.= 373 K. Mekanisk energi effektivitet(%)= 100*(1-283/373) ca.= 24%.
Er solfangeren under tryk, så vandet kan komme op på 200 °C, så er den ideelle mekaniske energieffektivitet(%)= 100*(1-283/473) ca.= 40%.
Hybridbil der drives af en Stirlingmotor.
I november 2007 er der lavet en prototype af en hybridbil der drives af en Stirlingmotor.
Hybridbil kan bidrage med elektricitet, da den har et 230V udtag på 500-2000W.
Pixel.
En pixel (forkortelse fra engelsk "picture" + "element") er en af de mange prikker, punkter eller ensartet farvede felter, der tilsammen som en todimensional matrix udgør et billede eller hele indholdet af en skærm. Det kan være billedet på f.eks. en computerskærm eller displayet på et digitalkamera, en mobiltelefon, en GPS-navigator, eller en anden elektronisk enhed, der er udstyret med et digitalt matrix-display. En pixel er den mindste enhed, der kan indscannes, vises på skærmen/displayet eller udskrives på en printer.
Forstørrelse af tekst, der viser de enkelte pixels
Jo flere pixels der bruges i et billede, jo tættere på originalbilledet kommer man. Antallet af pixels i et billede kaldes opløsningen. Den kan udtrykkes med et enkelt tal - f.eks. 7 megapixel (mest brugt om digitalkameraers sensorer) - som to tal - f.eks. 1280×1024 (XVGA-opløsning) (mest brugt om computerskærme) - eller (almindeligvis brugt om billedopløsning for billeder på papir) et tal, f.eks. 300 ppi (antal pixel per tomme i højden og i bredden).
Måleenheden ppi (pixels per inch) der anvendes i forbindelse med computerskærme, sensorer mv., bruges ofte (fejlagtigt) i flæng med med dpi (dots per inch), som mest anvendes i forbindelse med beskrivelse af printeres og scanneres ydeevne. En god opløsning, som en moderne printer eller scanner som minimum skal kunne præstere, er 300 dpi i begge retninger. Printerens eller scannerens opløsning kan som netop nævnt udmærket være forskellig i lodret og vandret retning, f.eks. 5.760 pixels vandret og 1.440 pixels lodret for en givet moderne printer af god kvalitet.
Kravene til opløsning varierer meget efter formålet. De største krav for en printer stilles, hvis printeren skal kunne udskrive farvebilleder i fotokvalitet. De største krav for en scanner stilles, hvis billedet, der skal indscannes foreligger som dias eller farvenegativer. Der findes på markedet scannere, der specielt er beregnet til indscanning fra dias eller farvenegativer, ligesom der også findes printere, der er specielt beregnet til udskrivning af billeder i fotokvalitet.
Freden i Roskilde.
De områder markeret med grønt blev afstået med fredsaftalen
Danmark-Norge i 1658. Freden i Roskilde. I gult; afståelse af de skånske landsdele og Bohuslän. I rødt; Halland afstået for 30 år i 1645 men nu permanent. I lilla; oprør og tilbagelevering af Trondhjems len og Bornholm i 1660.
Freden i Roskilde blev forhandlet på præstegården i Høje Tåstrup og underskrevet 26. februar 1658 i Roskilde. Det var et forsøg på at forhindre et totalt dansk nederlag til Sverige i Første Karl Gustav-krig.
Den danske konge, Frederik 3., afstod Skåne, Halland (tildelt Sverige i en periode på 30 år ved Freden i Brömsebro i 1645, men nu permanent), Blekinge og Bornholm, samt Bohuslän og Trondhjems len. Endvidere skulle Danmark spærre bælterne for svenskfjendtlige flåder, bespise svenske tropper i landet og tilbagelevere Corfitz Ulfeldts konfiskerede værdier.
Den svenske konge, Karl X Gustav, var dog ikke tilfreds med aftalen, og allerede 5. august 1658 genoptog han krigshandlingerne (Anden Karl Gustav-krig). Fredsslutningen 27. maj 1660 stadfæstede med enkelte ændringer Roskilde-freden, men tilbageførte Bornholm til den danske og Trondhjems len til den norske krone.
I aftalens § 9 garanteredes indbyggerne i de afståede danske landsdele, at de måtte beholde deres gamle rettigheder og love, privilegier og friheder uantastede. Ikke desto mindre blev der omgående iværksat en forsvenskning af de erobrede landsdele.
Der er stadig en politisk debat om § 9, som især Skånelandsbevægelsen hævder i folkeretslig forstand er juridisk bindende og i kraft.
Anholtlejren.
Fællesaktivitet på stranden, Anholtlejren ca år 2000.
Anholtlejren var en aktiv lejr i 21 år, fra 1982 til 2002. Den foregik på øen Anholt og var stiftet af nogle af Jes Bertelsens kursister.
Tv.
Tv er forkortelsen for den græsk-latinske neologisme "television" - på dansk fjernsyn. Ordet anvendes også om et tv-apparat, dvs. en fjernsynsmodtager.
Ud over at der er forskelle ved en sort/hvid udsendelser, så er der også forskelle ved
Television.
Television (tv); fjernsyn - er et system til overførsel af billedsekvenser (video) samt lyd trådløst (via tv-sendemaster), via kabel-tv, satellit-tv (via satellit/parabol) og IPTV (via internettet). Rent teknisk er der talrige måder man kan "arrangere" billed- og lydinformation i det signal der transmitteres, blot skal sender og modtager være indrettet efter samme tv-system.
Tv-apparat.
Et tv-apparat (engelsk "television set") kaldes også for en fjernsynsmodtager eller kort blot et fjernsyn.
Et tv-apparat er en video-monitor bygget sammen med en tv-tuner. Hertil kommer lyddelen som i en almindelig radioforsats, forforstærker(e) og effektforstærker(e).
Radiomodtager.
En radiomodtager, radiofonimodtager eller kort radio er et apparat, som kan modtage radiofoni, forstærke signalet og sende det ud i en højttaler.
Guglielmo Marconi demonstrerede teknikken i 1895.
Teknisk.
En radiomodtager er sammenbygningen af en radioforsats, forforstærker og en effektforstærker.
I radioantennen omdannes radiobølgerne til elektricitet. Den ledes nu via et antennekabel til forsatsen, som udvælger og forstærker den ønskede kanal i et bestemt frekvensinterval, og forsatsen foretager detektering af det modulerede signal. I en gammeldags retmodtager detekteres signalet direkte på bærebølgens frekvens. Indførelsen af superheterodynmodtagere gav en bedre og mere stabil modtager og en stor del af radiomodtagere arbejder efter dette princip nu.
Effektforstærker.
En effektforstærker (eng. "power amplifier") er det samme som en udgangsforstærker. En effektforstærkers opgave er at forstærke et audio linjesignal op til et niveau hvor en højttaler kan tilsluttes. Andre anvendelser er drivning af antenner for radiotransmission, samt, i forbindelse med en servo, at styre en DC motors omdrejningstal eller en laserdiodes lysudsendelse. Ved drivning af en højttaler er frekvensområdet typisk begrænset nedad for at opnå designlettelser overfor DC stabilitet, mens en effektforstærker anvendt i en servo oftest skal kunne afgive en fast værdi over lange tidsrum og derfor skal kunne forstærke DC signaler.
En effektforstærker mødes i praksis i hjemmets lydanlæg (receiver) og TV samt i stort set enhver computer. Der er ofte tale om brug af integrerede kredse, hvor hovedparten af elektronikken er samlet i en enkelt komponent, og der derfor kun kræves få eksterne komponenter. Udgangseffekten dækker området fra 1 til 50 W som typiske grænser. En diskret opbygget effektforstærker anvendes hvor der stilles krav til større udgangseffekt eller højere signalkvalitet end det, der kan opnås med de integrerede komponenter.
Equalizer.
En equalizer input og output er linjesignaler. En equalizer indsættes typisk efter en forforstærker og før en effektforstærker.
En equalizers primære opgave er at justere frekvensgangen via frekvensbåndskontrollerne således at output linjesignal har en lineær frekvensgang.
Sekundært kan en equalizer anvendes til at fremhæve eller dæmpe udvalgte frekvensbånd.
Forforstærker.
En forforstærkers (eng. "preamplifier" eller "pre-amp") opgave er at kunne regulere audio via en volumenkontrol og vælge mellem forskellige input audiokilder.
Lydmikser.
Lydmikser, her ELBERG BC15, fremstillet af ELBERG-ELT i Danmark. Denne type pult brugtes blandt andet i DR's afviklingscentral til at styre og monitere de enkelte programmer. Hvert apparat eller program kan justeres i lydstyrke, ligesom bas, mellemtone og diskant kan reguleres. Efter flytningen til DR Byen er det Studer On Air 3000-miksere, der benyttes i DR's afviklingscentral.
En miksers primære opgave er at kunne individuelt justere flere forskellige audiosignalers volumen og kunne dem lægge sammen til et output linjesignal. Output linjesignalet sendes ind i en eller flere effektforstærkere, sendere, optagere og lignende.
Herudover kan en mikser have de samme dele som en forforstærker.
Mikserens opbygning.
Lydmiksere kan som oftest behandle flere forskellige typer signaler. Det er blandt andet linjesignaler (der f.eks. kommer fra alle andre afspillere end en pladespiller), mikrofonsignaler. Nogle modeller har desuden indbygget RIAA-forstærkere (eller andre forforstærkere til pladespillere), så man kan tilslutte en pladespiller direkte.
Mikseren har et antal kanaler, der er det antal lydkilder, der kan være på samtidig. Nyere digitalpulte giver i praksis ubegrænset kanalkapacitet, men mest normalt er pulte med 12, 24 eller 48 indgange.
Indgangene er oftest lavet til enten at kunne håndtere mikrofonsignaler eller linjesignaler - men på nogle miksere kan man skifte mellem funktionerne.
Men signalerne skal også ud igen i mikset form. Der skal vi så over i mastersektionen på mikseren. Her er der mindst 2 udgange (stereopulte, der ses bort fra monomiksere, der næsten ikke produceres længere), 4, 6, 8 eller flere udgange. Hver af udgangene kan forbindes til en flersporsbåndoptager (eller andre apparater, hvis behovet er til det).
Desuden har mikseren som oftest et kommandomodul: Det er et kredsløb, hvor teknikeren/produceren/værten kan kommunikere med hinanden eller med eksterne kilder som eksempelvis reportagevogne, telefoner eller andre studier/kommandocentraler. Kommandomodulet er derfor adskilt fra de udgange, der kan 'gå i luften', blive optaget og så videre. Det er udelukkende til intern kommunikation.
Desuden har mikserne som regel indbygget en mulighed for at indlytte før man fysisk sender indslaget/pladen eller cd'en. Herved kan teknikeren justere lydniveauer, forholdet mellem bas, mellemtone og diskant.
Desuden kan teknikeren ved hjælp af mikseren ændre hvor eksempelvis en mikrofon skal ligge i lydbilledet, eller om lyden skal være i mono eller stereo.
Lydniveauerne aflæses ved hjælp af et instrument på mikserpulten. Der er forskellige typer af de såkaldte "metre", men typisk ses eksempelvis VU-metre (Volume Unit), med en skala gående fra -20 dB til 3 dB. Eller BBC-metre med en skala fra 0 til 7 (bemærk - det er ikke en dB-skala. På BBC-skalaen tilnærmes normalt udstyringsniveau 4). På nyere metre er PPM-søjler mere udbredte (Peak Program Meter), da de reagerer hurtigere end de ovennævnte. Det er vigtigt i digital lydproduktion, hvor signalerne ikke må komme over maksimalværdien. Det gjorde til gengæld ikke så meget med spolebånd, der godt kunne klare en kortvarig overstyring.
På nogle mikserpulte er der indbygget mulighed for at tilføje rumklang, ekko og lignende.
Her bruges mikserne.
Mikserpulte bruges til alt fra filmproduktion over radioudsendelser til diskoteker.
Princippet er ens i enhver mikser - men både teknik og praksis er meget forskelligt fra opgave til opgave. Mest fleksibel er nok miksere til radio og tv-brug, der i realiteten kan bruges både til udsendelser og til lettere indspilningsopgaver. Det særlige ved eksempelvis radiomiksere er, at teknikeren ikke blot skal kunne kontrollere lydniveauer m.v., men også kunne kontrollere afspilning m.v. Derfor er blandt andet start- og stopknapper på sådanne pulte.
Til gengæld er miksere til pladeproduktion ofte langt mere snørklede end det man har brug for på en radiostation. Desuden er der ikke de samme kontrolgrupper til eksempelvis cd-afspillere, som en 'rigtig' radiopult har.
Udsnit fra en NP-afviklingspult. Bemærk knapsektionerne til at kontrollere båndafspillere og cd-maskiner; en funktion man kun finder på radiopulte.
Frekvensbånd.
Et frekvensbånd er et større frekvensinterval, som indeholder en eller flere radiokanaler.
Radiokanal.
En radiokanal er normalt et mindre frekvensinterval, som anvendes til analog eller digital radiofoni. En radiokanal anvendes som en kommunikationskanal.
Begrebet benyttes i daglig tale ofte til at beskrive den radiostation, man kan høre på kanalen. For eksempel: "P3 er en god radiokanal."
1862.
Eksterne henvisninger.
62
1879.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1874 1875 1876 1877 1878 - 1879 - 1880 1881 1882 1883 1884
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
79
1887.
Et alvorligt ord (er hun forelsket eller gravid?)
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1882 1883 1884 1885 1886 - 1887 - 1888 1889 1890 1891 1892
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
87
1895.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1890 1891 1892 1893 1894 - 1895 - 1896 1897 1898 1899 1900
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Bøger.
"Modets røde kokarde" - Stephen Crane (amr.)
Eksterne henvisninger.
95
1766.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1761 1762 1763 1764 1765 - 1766 - 1767 1768 1769 1770 1771
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766 - - Christian 7. 1766 - 1808
Eksterne henvisninger.
66
William Thomson.
William Thomson bedre kendt som Lord Kelvin (26. juni 1824 - 17. december 1907) var en irsk-skotsk fysiker, matematiker og ingeniør.
William Thomson var professor ved Glasgow University i mere end 50 år. Ud over at lægge navn til temperaturskalaen kelvin (K), at udlede værdien for det absolutte nulpunkt og yderligere styrke fysikkens og især thermodynamikkens grundsætninger, var han hovedmanden bag udlægningen af nogle transatlantiske telegrafkabler.
1824.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1819 1820 1821 1822 1823 - 1824 - 1825 1826 1827 1828 1829
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
24
Svenska folkpartiet i Finland.
Svenska Folkpartiet, (forkortet "Sfp"), finsk "Ruotsalainen Kansanpuolue" (Rkp) er et politisk parti i Finland, grundlagt af Axel Lille i maj 1906.
Svenska folkpartiet er et borgerligt parti som arbejder for den finlandssvenske befolkningsgruppes rettigheder og interesser i Finland.
Digital radio.
Digital radio er formidlingen af digital lyd via radiofoni.
For at øge sandsynligheden for at bittene kan modtages fejlfrit anvender man en kodning, der giver størst mulig forskel mellem radiobølgen for "0" for "1". Derudover medsender man ekstra kontrol 'bits' i en kode - en slags avanceret 'tvær-sums' kontrol - til modtageren. Med disse ekstra 'bits' kan modtageren ikke blot tjekke, at de 'nyttige' 'bits' er OK; men også rette et vist antal fejlagtige 'bits'.
Det betyder, at sus og korte udfald, som analog radio, ja også analog FM-radio til tider oplever, opleves normalt ikke på en DAB-radio. Dette er en fordel ved alle digitale radio standarder.
Hvis senderens styrke øges eller modtagerens antenne forbedres eller der kun er lidt radiostøj på signalets vej, kan man sende flere bits/sekund - grænsen øges - men der er stadig en endelig grænse for den ukomprimerede overførselshastighed. Grænse kaldes - Shannon grænsen - efter den personen, der opstillede de ligninger der beregner den.
Da man udviklede DAB i årene 1988/89 til 1992/93 nærmest som et forskningsprojekt, kendte man ikke til teknikker eller til fejlrette koder, der kom tæt på Shannon grænsen. DAB overfører omkring 0.7 bit/Hz. Med samme sendestyrke, antenne og radiostøjforhold kan man i dag overføre mellem 2 og 3 bit/Hz.
Dvs. man kender egentlig godt nogle af de egnede fejlrette koder; men man mente ikke, at checkberegningerne overhovedet kunne udføres på nogen realistisk tid, selv med datidens supercomputere. Ja faktisk mente mange ikke, at det nogensinde ville blive muligt. Dette ændrede sig i radikalt i 1993, hvor nogle franskmænd opfandt en helt ny måde at lave checkberegningerne for en ny type fejlrette koder - "turbo-codes".
Radioforsats.
Kort fortalt.
En radioforsats, radiomodtager uden udgangsforstærker (eng. tuner) består af elektronik, som modtager et signal fra en valgt radiokanal i et eller andet frekvensbånd via radioantennen eller kabel-tv. Forsatsen foretager detektering af det indmodulerede signal og sender det ud som et linjesignal.
Anvendelse.
Eksempler på elektronik, som indeholder en radioforsats: Transistorradio, Ghettoblaster, Trådløs telefon, Mobiltelefon, Walkie-talkie, trådløst LAN, Bluetooth, radiour.
Amerikanske præsidenter.
Dette er en liste over amerikanske præsidenter siden USA's forfatning trådte i kraft i 1789. Listen viser også deres regeringstid, parti og vicepræsidenter. Farverne symboliserer partiet de tilhørte.
Nummereringen viser hvilket nummer i rækken de var som præsident, og det gøres ikke forskel på om de sad en eller to perioder. Undtaget Grover Cleveland, som sad i to perioder, men ikke i træk. Han tælles derfor som USA's 22. og 24. præsident.
Frem til det 20. forfatningstilføjelse blev vedtaget 23. januar 1933 trådte den nye præsidenten ind i stillingen 4. marts. Efter dette tillæg blev datoen sat til 20. januar, og den første præsident som blev taget i ed på denne dato var Franklin D. Roosevelt da han begyndte sin anden termin som præsident i 1937.
Eksterne henvisninger.
Præsidenter
Regnorm.
Regnorme ("Lumbricidae") er en familie i rækken Ledorme.
I Danmark findes der omkring 15 - 16 arter af regnorme
Vinter-OL.
Vinter-OL (de olympiske vinterlege) er en international multi-sportsbegivenhed som afholdes hvert fjerde år. Fra 1994 afholdes vinter-OL forskudt i forhold til sommer-OL, således at der hvert andet år afholdes enten sommer- eller vinter-OL.
Det seneste vinter-OL i 2010 blev afholdt i den canadiske by Vancouver. Sotji i Rusland vil være vært for det kommende vinter-OL i 2014.
Værtsbyer for vinter-OL.
Tallet i parentes angiver, hvor mange gange der har været afholdt vinter-OL det pågældende sted (by/land).
Olympiske sportsgrene.
Som olympiske sportsgrene har et stort antal sportsgrene gennem årene været repræsenteret ved de olympiske lege. Kun fem sportsgrene har været på programmet ved alle sommer-OL: atletik, cykling, fægtning, gymnastik og svømning. Ved vinter-OL har ishockey, skiløb og skøjteløb været en del af alle de afholdte lege.
Pr. 2009 er der 26 sportsgrene med 36 discipliner på programmet ved sommer-OL, der omfatter i alt ca. 300 konkurrencer, mens de olympiske vinterlege består af 7 sportsgrene med 15 discipliner og ca. 80 konkurrencer. Antallet af konkurrencer varierer en smule fra det ene OL til det næste.
Sportsgrene, discipliner og konkurrencer.
Den Internationale Olympiske Komite (IOC) skelner mellem sportsgrene og discipliner. I IOC's terminologi er en sportsgren (eller en gruppe af discipliner) repræsenteret af ét internationalt specialforbund, f.eks. styres sportsgrenen håndbold af International Handball Federation, mens svømning, udspring, synkronsvømning og vandpolo alle styres af forbundet FINA og derfor ikke betragtes som selvstændige sportsgrene men discipliner under sportsgrenen vandsport. På samme måde anses skøjteløb, der styres af International Skating Union, som en sportsgren ved de olympiske vinterlege, der består af tre discipliner: kunstskøjteløb, hurtigløb på skøjter og short track.
Ændringer.
En sportsgren eller disciplin bliver optaget på det olympiske program, hvis IOC beslutter, at det er almideligt udbredt i verden, dvs. antallet af lande som dyrker sportsgrenen anses for en rettesnor for sportsgrenens udbredelse. IOC optager imidlertid ikke motorsportsgrene på det olympiske program, selvom motorbådssejlads tidligere har været på programmet.
Ved tidligere olympiske lege blev der konkurreret i sportsgrene, der ikke længere er på det olympiske program, f.eks. polo og tovtrækning. Disse sportsgrene blev taget af programmet, enten på grund af mangel på interesse for sportsgrenen, eller fordi den manglede et internationalt specialforbund til at administrere sig. Bueskydning og tennis er eksempler på sportsgrene, som var på OL-programmet ved nogle af de første lege, men som senere blev taget af programmet af IOC, og som formåede at blive genoptaget på det olympiske program (bueskydning i 1972 og tennis i 1988).
Den seneste programændring skete den 11. juli 2005, da IOC stemte for at tage baseball og softball af det olympiske program for sommer-OL 2012. Softball og baseball er dog fortsat to af de syv sportsgrene, der kæmper for at besætte to ledige pladser på det olympiske program ved sommer-OL 2016, der skal besættes i forbindelse med den olympiske kongres i København i 2009. De fem øvrige sportsgrene er golf, rugby, squash, karate og rulleskøjteløb.
Anerkendte sportsgrene.
a>, der dog senere blev taget af det olympiske program, men eksisterer den dag i dag stadigvæk som en sportsgren.
En sportsgren kan blive optaget på OL-programmet ved fremtidige lege, hvis det bliver anbefalet af IOC's programkommision og efterfølgende godkendt ved en afstemning i IOC. Typisk bliver en sportsgren først optaget på det olympiske program som demonstrationssportsgren, inden den blev optaget på det olympiske program.
En sportsgrens internationale specialforbund er ansvarlig for at sikre, at aktiveiteterne inden for den pågældende sportsgren følger det olympiske charter, og når sportsgrenen bliver optaget af IOC får det pågældende specialforbund status som "olympisk specialforbund". Sportsgrene, som ikke er en del af de olympiske lege, bliver ofte optaget på programmet ved World Games.
Nuværende sportsgrene.
De følgende sportsgrene (eller discipliner) udgør pr. 2009 det olympiske program ved de olympiske sommerlege. Tallene i de respektive celler indikerer antallet af konkurrencer ved de enkelte lege. En prik (•) angiver at sportsgrenen var på programmet som demonstrationssport. Fem af de 26 sportsgrene består af flere forskellige discipliner. Discipliner fra samme sportsgren er grupperet under samme farve.
Olympiske vinterlege.
Før afholdelse af de første olympiske vinterlege i 1924, blev der konkurreret i kunstskøjteløb og ishockey ved sommer-OL. Disse to sportsgrene blev introduceret ved de olympiske lege i henholdsvis 1908 og 1920, med de blev flyttet til vinterlegene allerede ved den første udgave af disse. Den "Internationale Vintersportsuge", som senere blev omdøbt til "I Olympiske Vinterlege" og med tilbagevirkende kraft optaget af IOC, bestod af ni sportsgrene. Antallet af sportsgrene ved vinterlegene er nu syv, og antallet af discipliner er femten.
En sportsgren eller disciplin skal være almideligt udbredt i 25 lande på tre kontineter for at kunne blive optaget på det olympiske program for de olympiske vinterlege.
Nuværende program.
De følgende sportsgrene og discipliner udgør det nuværende olympiske program for de olympiske vinterlege. Tallene i de enkelte celler angiver antallet af konkurrencer ved de enkelte lege. De blå kolonner symboliserer de sommerlege, hvor der blev afholdt konkurrencer i nuværende vintersportsgrene, en prik (•) indikerer at sportsgrenen blev afholdt som demonstrationssport.
Tre ud af de syv sportsgrene er opdelt i flere discipliner, og i de tilfælde er disciplinerne grupperet under samme farve.
Tidligere sportsgrene.
Militærpatrulje, der blev afviklet som konkurrence ved de første olympiske vinterlege i 1924, og som sidenhen var på programmet som demonstrationssport i 1928, 1936 og 1948, regnes i dag ind under skiskydning.
Demonstrationssportsgrene.
Otte sportsgrene er blevet afholdt som demonstrationssportsgrene, men de er aldrig blevet en del af det programmet ved de olympiske vinterlege.
Græske guder.
Liste over græske guder (med angivelse af funktionsområde)
Det Nye Testamente.
Det Nye Testamente (NT) er den kristne bibels anden hoveddel, og omfatter 27 skrifter af forskellige forfattere fra den tidligste kristne litteratur, skrifter som i løbet af det 2. og 3. århundrede opnåede særstatus som helligskrift i den kristne kirke. Biblens første hoveddel er den jødiske skriftsamling på 39 skrifter kaldet Det Gamle Testamente (GT) (også kaldt Tanakh eller 'den hebraiske bibel'). De 27 skrifter i NT spænder ikke så vidt som GT, hverken med hensyn til litteraturformer, tidsrum eller i socialt spektrum.
Ordet "testamente" (latin "testamentum") er en oversættelse af det
græske ("Διαθήκη, diatheke"), der betyder 'pagt' og henviser til opfattelsen, at de kristne lever under den nye pagt som bl.a. forudsagt hos profeten Jeremias (31,31) i GT. Testamente har også betydningen 'vidnesbyrd', hvilket her spiller på tanken om åbenbaringen af Gud i Jesus fra Nazaret.
Jesus har ikke selv skrevet nogen af Det Nye Testamentes tekster.
Skrifter i Det Nye Testamente.
Testamentet indeholder fem historiske skrifter, heraf fire evangelier, der beretter om Jesu undervisning, liv og død, og en beretning om kristendommens udbredelse efter Jesu død, Apostlenes Gerninger. Hertil kommer de 13 paulinske breve til kristne menigheder i middelhavsregionen, det anonyme Hebræerbrev, Jakobsbrevet angiveligt af Jesu bror Jakob, to breve af apostlen Peter, tre breve af apostelen Johannes, et brev af Jesu bror Judas (ikke Judas Iskariot), og endelig det apokalyptiske skrift Johannes' Åbenbaring. De sidste syv breve kaldes også de katolske breve, fordi de henvender sig til kirken i almindelighed, og ikke til en bestemt menighed.
Evangelierne.
De fire første skrifter i NT kaldes evangelierne og beretter om Jesu liv, død og opstandelse. De benævnes efter deres formodede forfattere Matthæus og Johannes (apostle) og Markus og Lukas (apostel-elever). Skrifterne er i sig selv anonyme, men traditionelt tilskrives de disse apostle. De tre første evangelier kaldes i forskningen for de synoptiske evangelier, fordi de i indhold, ordlyd og komposition ligger så tæt op ad hinanden, at de kan ordnes i synoptiske kolonner.
Markusevangeliet antages at være det ældste, som forfatterne til Matt og Luk menes at have kendt og benyttet. Årsagen til ligheder og forskelle imellem disse evangelier har optaget teologer meget og kaldes for det synoptiske problem. Mest udbredt er den såkaldte tokildehypotese, der går ud på at Matt og Luk har haft en anden kilde udover Mark bestående af Jesus ord opbygget ligesom det apokryfiske Thomasevangeliet.
Johannesevangeliet skiller sig ud fra de tre første. Dels er begivenhederne i Jesu liv fortalt i en anden rækkefølge, dels er der en stor stofmængde som ikke findes i de andre og endelig bærer sproget og stilen et andet præg. Evangeliet er skrevet med et personligt præg og i et mere spirituelt univers i forhold til de tre andre. Johannesevangeliet består i vid udstrækning af lange taler, som er tillagt Jesus.
Fortællingerne om Jesus blev først overleveret mundtligt og brugt i den tidlige kirkes undervisning, gudstjeneste og forkyndelse. Evangelierne anslås af de fleste bibelforskere at være skrevet mellem år 70 og ca. 100 e.Kr. (Kilde: Gads Bibel Leksikon), dette til trods for at evangelierne selv giver sig ud for at være ældre.
Apostlenes gerninger.
Apostlenes gerninger har samme forfatter som Luk og er tænkt som en frelsehistorisk fortsættelse af evangeliet. Skriftet omhandler tiden efter Jesu opstandelse og himmelfart og beretter om kristendommens udbredelse fra Jerusalem til næsten hele den antikke verden. Hovedfigurerne er i første omgang apostlene Peter, Jakob og Johannes, men i skriftets sidste 2/3 er konvertitten Paulus hovedpersonen, hvor der berettes om hans omfattende missionsrejser i den græsk-romerske verden.
De paulinske breve.
Brevene i NT minder meget om samtidens brevlitteratur med formelle led som indledning og afslutning. Eftersom de var skrevet til specifikke menigheder på en speciel foranledning, minder de mere om samtidens officielle breve (f.eks. fra romerske administratorer) end om privatbreve, som ofte var meget korte.
De paulinske breve er skrevet omkring år 50 og er dermed de ældste kristne dokumenter vi kender. Selv om evangelierne omhander tiden før Paulus er de skrevet årtier efter. (Kilde: Gads bibelleksikon).
"Det paulinske brevkorpus" består af 13 breve som tilskrives Paulus. De ni første er til menigheder som han grundlagde på hans missionsrejser (Romerbrevet undtagen) og de 4 sidste er stilet til enkeltepersoner, der var medarbejderer til Paulus og som fungerede som menighedsledere for de nye menigheder. Disse fire kaldes også pastoralbrevene.
Ef, Fil, Kol og Filem kaldes også for fangenskabsbrevene fordi Paulus angiveligt har skrevet dem mens han sad i fængsel.
I den teologiske forskning er ægtheden af flere af de paulinske breve stærkt omdiskuteret. Pastoralbrevene og Ef anses af mange teologer for ikke at være ægte paulusbreve, Kol og 2 Thess er diskutable, mens der er konsensus omkring ægtheden af de øvrige breve.
Hebræerbrevet.
Hebræerbrevet har lidt af en særstatus i det ny testamente. Det er skrevet anonymt og har fået navn efter hvem det er stilet til nemlig hebræerne det vil sige jøderne. Helt tilbage blev det regnet for det 14. brev af Paulus hvilket gav det paulinske brevkorpus det kananoisk status, med to gange syv breve, syvtallet regnes for et helligt tal, der indikere fuldkommenhed/fuldstændighed. Brevet nævner dog ikke Paulus nogen steder og afviger meget i sprog og stil samt teologi fra de øvrige paulinske breve.
Hebræerbrevet minder mere om en teologisk afhandling end et decideret brev, og består mest af forkyndelse og formaninger. Det fortolker Kristus efter den såkaldte alexandrinsk allegorese. Forkyndelsesdelen bygger på en komparativ analyse mellem den gamle pagts formidlere: ypperstepræster, profeter og israelitiske konger, og den nye pagts formidler: Jesus Kristus.
De katolske breve.
De syv katolske breve henvender sig ikke til en enkelt specifik menighed eller person. De har navn efter deres angivelige forfattere, nemlig de to aposlte Peter og Johannes og de to brødre til Jesus Jakob og Judas.
Alle syv breve anses dog for at være pseudonyme skrifter, dvs ikke ægte apostelbreve. De tre Johannesbreve ligger i sprog og teologi så tæt på Johannesevageliet at de, sammen med Johannes Åbenbaring regnes for en særlig skriftgruppe "Johannesskrifterne."
Johannes Åbenbaring.
Johannes Åbenbaring er det sidste skrift i Det nye Testamente. Åbenbaringen er formelt set et brev, en rundskrivelse til syv menigheder i Lilleasien. Åbenbaringen beskriver forfatterens visionære oplevelser af en kommende trængselstid og den dramatiske afslutning af denne verden, med dommedag og en ny skabelse (Eskatologi). Skrifter er apokalyptisk, hvilket betyder 'åbenbaring', og skildrer de sidste tider før Jesu genkomst og etablering af Tusindårsriget. Skriftet beskriver en serie domme, der nedkaldes af engle over Jorden. Den ender med at fortælle om Jesu og Satans sidste fatale sammenstød på Jorden, mere specifikt Armageddon - et stort areal nogle kilometer udenfor Betlehem - hvor det ender med at Satan, som fører alle verdens konger imod Kristus, vil blive udslettet, og Jesus lover at der på Jorden nu vil være fred i 1000 år.
Kilder til NT.
Det ny Testamentes skrifter er alle oprindeligt skrevet på græsk. Originalhåndskrifterne er forlængst gået tabt, og vi kender dem derfor kun gennem afskrifters afskrift. Da alle skrifterne er skrevet af personer, der bekendte sig til kristendommen, anses de kun for indirekte kilder til den historiske Jesus. Skrifterne giver derimod en direkte kilde med betydningsfulde oplysninger om de første kristnes tro og menighedsliv.
De ældste bevarede håndskrifter er skrevet på papyrus (i ruller) fra det 2. til 4. århundrede.
Rylands Papyrus (P52) er det ældste bevarede fragment, og indholder et brudstykke af Joh. Et andet berømt papyrus er P46.
Kanondannelse.
Processen omkring samlingen og afgrænsningen af den nystestamentlige kanon strakte sig over 300 år fra skrifternes tilblivelse i sidste halvdel af det 1. århundrede til langt ind i det 4. århundrede. Kanontanken var kendt af kirken fra GTs kanon, der i de første århundrede fungerede som de kristnes eneste bibel.
Allerede i det 2. århundrede, hvor den kristne kirke gennemlevede en dogmatisk og organisatorisk konsolideringsproces voksede behovet for en afgrænset autoritativ skriftsamling. Selv om visse skrifter stadig var omdiskuteret var der forholdsvis konsensus om denne afgrænsning blandt de fleste af oldkirkens biskopper. Denne samling og afgrænsning skulle ruste mainstream-kirken mod andre typer af kristendom, der ikke nød samme tilslutning, heriblandt gnosticisme og montanisme.
Først i det 4. århundrede blev afgrænsningen af den nystetamentlige kanon endelig vedtaget. I forbindelse med Kejser Konstantins accept af og konvertering til kristendommen opstod kravet om uniformietet i kristendommen herunder en endelig afgrænsning af dens helligskrift.
Kanondannelsen betød dog ikke at kristendommen helt mistede sin mangfoldighed, hvilket tilstedeværelsen af fire evangelier bevidner. NT repræsenterer en mangfoldighed af kristendomsformer og formåede stadig kanondannelse til trods, at tilfredsstille en række forskellige lokale behov og teologiske særinteresser. Først og fremmest er kanondannelsen et udtryk for en fælles teologisk ramme omkring fortolkningen af den kristne tro.
Karakteristik.
I forhold til den klassiske græske litteratur er Det Nye Testamente karakteriseret som 'folkelig' litteratur, med enklere former og et mindre ordforråd. Formen er upræcis og flydende imellem skiftende genre: fortællinger, breve og formaninger, modsat fx Dødehavsteksterne fra Qumran, der er samtidige med NTs tekster og som har mere karakter af teologisk afhandling og ritual.
NT's mest særprægede litterære bidrag er evangelierne, som der ikke eksisterer nogen direkte modeller for i klassisk litteratur.
På sin vis er NT stofområde også særpræget. Påstanden om, at den historiske person Jesus fra Nazaret er Guds inkarnation udgør en bregrebsmæssig udfordring til den klassiske adskillelse mellem det fysiske og det metafysiske (det naturlige og overnaturlige). Det Nye Testamentes fortællinger er en slags 'narrative prædikener' med de historiske begivenheder som basis, men med et budskab der transcendere (overskrider) de historiske begrænsninger. Hvad der skete i tid og sted, er underordnet i forhold til, hvad det betyder teologisk, men kristen teologi er dog alligevel bundet til disse narrative prædikener fra Det Nye Testamente og kan næppe tænkes uden.
Endvidere fremgår det ingen steder i NTs skrifter, at de er blevet til med henblik på, at blive en del af den kristne kirkes kanon. Man kan derfor sige at Det Nye Testamente er kritisk overfor skrift som højeste autoritet i spørgsmål om Guds sandhed. Skrift afvises ikke, men behøver en højere autoritet, og det frelsende budskab (evangeliet) ligger i selve proklamationen (se kerygma). Det frelsende udtryk "Ordet" (Logos) knytter sig først og fremmest til Kristus og ikke til skrifterne om Kristus. Endelig er der en særpræget tone af påtrængende nødvendighed i Det Nye Testamentes tekster - de præsenterer sig som meddelelser i en kritisk fase af verdensforløbet mellem Kristi korsfæstelse og opstandelse på den ene side og den kommende dommedag på den anden. Nogle af skrifterne bærer meget præg af den forfølgelse og trængselstid som de første kristne menigheder erfarede.
Apokryfer.
Visse skrifter fra den tidlige kristendom, som ikke er kommet med i Det Nye Testamente, og som ikke tillægges samme autoritet, kaldes nytestamentlige apokryfer. Disse må holdes adskilt fra skrifter af de såkaldte apostoliske fædre, dvs. de ældste kirkefædre – generationen umiddelbart efter apostlene.
Segway PT.
Segway på robotmuseet i Nagoya
Segway i Tyskland med baglygte og nummerplade
En Segway Personal Transporter (tidligere Segway Human Transporter) er en motoriseret, selv-balancerende transportenhed, der blev opfundet og designet af Dean Kamen.
Den har tidligere gået under navnene IT og Ginger.
1726.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1721 1722 1723 1724 1725 - 1726 - 1727 1728 1729 1730 1731
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4.
Eksterne henvisninger.
26
Fuga.
En fuga, tidligere på dansk også "fuge" (lat., it. "fuga", flugt; fr. "fugue", ty. "Fuge"), er et stykke klassisk musik, som er bygget op over et tema, som gentages i som en kanon, men tempoet i temaet varieres og tilpasses, så der opnås langt større variation. Fugaen kan indgå som sats i et større værk, men ofte står den alene.
Fugaen har ofte 4, nogle gange 3 stemmer, som deles op i Sopran, Alt, Tenor, Bas. Der kan skelnes mellem Dux og Comes indsater.
Carl Scharnberg.
Carl Scharnberg (27. juni 1930 - 2. oktober 1995) var forfatter og digter, højskolelærer og politisk aktivist.
Carl Scharnberg blev kaldt "arbejderklassens digter" og "den røde digter fra Vrå". Han voksede op i et arbejderhjem i Åbenrå, faderen var skrædder, moderen rengøringsassistent. Hans opvækst var præget af 1930'ernes arbejdsløshed.
Scharnbergs bedstemor var arbejderkvinde, enke med 7 børn og med til at stifte Kvindeligt Arbejderforbund i Haderslev. I 1950'erne under Den kolde krig var han pacifist og militærnægter og kom i fængsel for sin overbevisning. Efter fængslet skrev han sin første roman. Som ung digter deltog han i en fredsmarch i England og kom hjem og startede Kampagnen mod Atomvåben. Denne første egentlige græsrodsbevægelse efter frihedskampen gennemførte fra 1960-1963 påskemarcher fra Holbæk til København og marcherede over grænsen til tyske fredsfolk. Den blev ledet af en spinkel, kæderygende, nervøs digter, som forstod at sætte præcise, følsomme ord på kravet om "Nej til atomvåbern på dansk jord" og "Stop for kerneforsøg og oprustning". Igennem 1970'erne traf man digteren og ildsjælen i mange sammenhænge, først og fremmest i modstanden mod EF og i en kulturindsats med digte, foredrag, oplæsninger og kurser i Åbenrå for tillidsmænd i fagbevægelsen. Scharnberg døde pludseligt af et hjertestop 2. oktober 1995 under et foredrag i en SID-fagforening. Få måneder forinden havde han fejret sin 65-års fødselsdag i Esbjerg sammen med de strejkende Ribus-aktivister.
Carl Scharnberg udgav, "Det kan nytte – artikler og erfaringer 1960-65", 1965, hvori Kampagnen mod Atomvåbens arbejdsmåde, politiske sigte og resultater er beskrevet.
Carl Scharnberg var redaktør af "Uofficielle Synspunkter", og han gjorde sig til en fortaler for sin egen version af copyright med sin erklæring: "Genbrug ses gerne" og det var en opfordring til mindre blade om at de frit kunne anvende Carl Scharnbergs tekster og tegninger, en opfordring, der fortsat gælder.
Masochisme.
Masochisme er en parafili, der karakteriseres ved den seksuelle lyst eller passion til at være den underkastede i et ellers erotisk forhold, der ellers sagtens kan være ligestillet. Opkaldt efter Leopold von Sacher-Masoch af den østrigske psykiater Richard von Krafft-Ebing, der efter datidens ånd tillagde betegnelsen en sygelig betydning. Derfor er den traditionelle opfattelse af masochisme: (Sygelig), kønslig tilfredsstillelse ved at lide eller blive tilføjet smerte.
Masochistens ideelle partner er en sadist, en person, der opnår seksuel tilfredsstillelse, ved at indtage en dominerende rolle i et erotisk forhold.
Richard von Krafft-Ebing.
Richard von Krafft-Ebing med hustru Marie Luise
Richard von Krafft-Ebing (14. august 1840 - 22. december 1902) var en tysk-østrigsk psykiater, der i 1886 udgav værket "Psychopathia Sexualis" (på tysk - trods den latinske titel). Heri beskriver han seksuelle 'abnormiteter', specielt homoseksualitet, som han da mente var en medfødt, mental defekt som kunne mildnes/kureres gennem hypnose. Han beskriver også andre seksuelle minoriteter, bl.a. sadisme og masochisme. Gennem sin forskning op til udgivelsen indhentede han sager fra bl.a. retssystemet, hvilket, sammen med hans grundidé, gav hans definitioner af seksuelle varationer et fælles træk: At de udsprang fra mentalt sygelige tilstande.
Senere modereredes hans opfattelse, men det forblev temmelig upåagtet, og "Psychopathia Sexualis" blev et videnskabeligt værk med betydning langt ind i det 20. århundrede.
Enterprise (rumfærge).
a>ten i omkring 6000 m højde (12. okt. 1977)
Enterprise fritflyvende med halekonus, efter at være frigjort fra en jumbojet. Svæveturen tog ca. to minutter (26. sept. 1977)
Rumfærgen "Enterprise" (NASA nr. OV-101) var den første rumfærge, NASA fik bygget. Da den kun blev bygget for afprøvning af forskellige teknikker og aldrig skulle i kredsløb, havde den ingen motorer og intet brugbart varmeskjold.
Rumfærgen skulle oprindelig have heddet "Constitution", men pga. en overvældende mængde breve sendt til Det Hvide Hus blev det besluttet at opkalde rumfærgen efter science fiction-figuren Kaptajn Kirks stjerneskib "USS Enterprise" fra TV-serien Star Trek.
Efter forliset af rumfærgen Challenger i 1986 var der tale om, at "Enterprise" skulle ombygges og anvendes som erstatning for "Challenger". Af økonomiske årsager konstruerede NASA i stedet rumfærgen Endeavour på baggrund af genbrug af reservedele fra rumfærgerne Discovery og Atlantis.
I dag kan Enterprise beses på National Air and Space Museum i Steven F. Udvar-Hazy-hangaren som ligger i Dulles International Airport i Virginia. Her skal den være indtil en 'rigtig' rumfærge kan udstilles.
Endeavour (rumfærge).
Rumfærgen Endeavour (NASA OV-105) er den nyeste af NASA's rumfærger bygget som erstatning for Challenger, der gik tabt i 1986. Bygningen begyndte i 1987 og Endeavour blev første gang sendt op i 1992.
Endeavour er ligesom Discovery også opkaldt efter et af den opdagelsesrejsende James Cooks skibe.
På den nykonstruerede rumfærge blev der lavet mere end 100 tekniske forbedringer.
Discovery (rumfærge).
Rumfærgen Discovery (NASA OV-103) blev som den tredje af NASA's rumfærger opsendt første gang i august 1984.
Discovery er opkaldt efter et af den britiske opdagelsesrejsende James Cook's skibe.
Den 29. oktober 1998 blev den 77-årige politiker og tidligere astronaut John Glenn opsendt på en 9-dages mission, for at studere rumflyvningens indvirkning på ældre mennesker.
Discovery har to gange i træk været valgt til frontfigur i NASAs "Return to Flight" program. Discovery var første rumfærge i rummet efter ulykken med Challenger, og Discovery var igen første rumfærge i rummet efter ulykken med Columbia.
Den 4. juli 2006 blev den sendt op igen på trods af en revne i skumisoleringen. Efter at to af astronauterne havde gennemført tre rumvandringer for at servicere den Internationale Rumstation og teste værktøj til at reparere rumfærgen landede den igen den 17. juli 2006. Ansatte ved NASA betegnede efter landingen rumfærgen som den der havde lidt mindst skade/slitage efter en opsendelse.
Discovery forventes udfaset i 2010 og er øremærket til National Air and Space Museum i Washington D.C.
Atlantis (rumfærge).
Rumfærgen Atlantis (NASA OV-104) blev opsendt første gang i oktober 1985. Atlantis var den fjerde rumfærge i rumfærge-programmet.
Da man byggede Atlantis baserede man sig på de erfaringer man havde gjort med de foregående rumfærger. Færgens vægt blev reduceret med 3 ton sammenlignet med den første rumfærge Columbia. Atlantis var den første af NASAs rumfærger der blev bygget med et glass cockpit
Atlantis gjorde sin første flyvning i oktober 1985. Fra 1995 og frem har Atlantis haft syv rejser i træk til den russiske rumstation Mir. Fra november 1997 til juli 1999 blev Atlantis bygget om for at kunne udføre konstruktionsarbejde på Den Internationale Rumstation.
Atlantis er opkaldt efter et skib der fra 1930 til 1966 forskede i havmiljø. Forskerne på skibet var de første til at kortlægge havbunden med elektronisk udstyr.
Jernbane.
a> i Sverige. Her passerer togene mellem København og Stockholm
En jernbane er specielt bygget til at befordre passagerer og gods med tog.
Med jernbane forstås en koncessioneret skinnevej i modsætning til en industribane, selvom skellet kan være flydende. Med koncessionen følger almindeligvis ekspropriationsret til anlæggelsen og forpligtelser omkring drift og vedligehold. En jernbane kan således ikke bare nedlægges efter ejerens forgodtbefindende.
Jernbanen består af to parallelle skinner (normalt af stål), typisk med et underlag af tværliggende sveller af træ eller beton. Svellerne holder skinnerne fast i en ensartet afstand kaldet sporvidden, som i det meste af Europa herunder Danmark er på 1435 mm (normalspor). Skinnerne lagdes tidligere i afmålte stykker og sammenføjedes på stedet enten ved fæstninger (skinnestød) eller ved at blive svejset. Kørsel på sådanne underlag medfører karakteristiske, rytmiske rystelser, når hjulene passerer skinnestødene. Med moderne teknik udlignes spændingerne i skinnerne, så skinnerne fastholdes, selvom stålet søger at udvide sig med varme (sol-kurver) og trække sig sammen i kulde. Skinnerne svejses under lægningen, hvorved man opnår en mere ensartet kørsel.
Normalt ligger svellerne på et underlag, kaldet ballast, af grus eller skærver, men ved underjordiske jernbaner eksempelvis mellem Vesterport Station og Østerport Station, Øresundstunnelen mellem Amager og Peberholm samt i Metroen ligger de på et støbt underlag.
Jernbaneulykker.
1971-1996.
Undersøgelser forestået af DSB's havarigruppe
1996-2004.
Undersøgelser i denne periode forestået af Jernbanetilsynet
2004-.
Undersøgelser forestået af Havarikommissionen
Vigerslev-ulykken.
Vigerslev-ulykken er en togulykke, som skete 1. november 1919.
Baggrund.
Fra århundreskiftet var DSB inde i en god epoke: Brugen af mere stål gjorde togene tungere, og der opstod et behov for kraftigere lokomotiver. Antallet af passagerer øgedes også fra år til år, og hvert tog bestod af flere vogne. Resultatet af kraftigere lokomotiver, højere hastighed, større vægt og flere passagerer resulterede i flere alvorlige ulykker.
Den værste ulykke hidtil skete, da et ventende tog blev ramt bagfra på Gentofte Station den 11. juli 1897. 40 personer blev dræbt og 140 skadet. Lokomotivfører Hansen – som overlevede – forklarede, at vakuumbremsen ikke fungerede, og at han ikke havde mulighed for at stoppe toget. Han blev dømt til 4 måneders fængsel, blev fyret og tabte sin pension.
I Bramminge i 1913 blev 15 personer dræbt, og myndigheder samt passagerer krævede at sikkerheden måtte bedres.
Den 1. november og maj var skiftedage i Danmark. Tyende på gårde havde 6-månederskontrakter og kunne ikke skifte arbejde udover på disse dage. De fleste ville da rejse til København for at få ny arbejdsgiver. Trafikken på disse dage var meget belastet, ofte større ned til jul og påske, al tilgængelig materiale måtte tages i brug.
Ulykken.
De tredjeklassesvognene bagerst i tog 168 fra Kalundborg var fyldt med unge mennesker med penge i pungen og i godt humør på vej til hovedstaden for at møde venner og familie og måske have et lille selskab. Toget, der var forsinket på grund af den megen trafik, skulle have passeret Vigerslev blokpost 20:35, men var der ikke før 20:50. Lige efter passering stoppede toget, og overportør Hansen gik ud for at spørge hvorfor. Årsagen var, at der var trukket i nødbremsen, da en 8 år gammel dreng havde åbnet låsen og var faldet ud af døren og ned på skinnerne. Dette var slet ikke så usædvanlig, i årene 1908-15 var så mange som 52 børn faldet ud af kørende tog i Danmark. Toget var nødt til at bakke for at finde drengen, og overportør Hansen forstod, at dette vilde tage noget tid.
Dette var meget uheldigt, da Kalundborg-toget som udgangspunkt allerede var forsinket, et tog med brandslukningsutstyr stod også ventende utålmodig på at passere – det skulde assistere ved en stor brand på Køge Havn. Det ekstra eksprestog fra Korsør ville også komme snart.
Så langt viste alle signaler rigtigt, og noget sikkerhedsproblem var endnu ikke opstået. Overportør Hansen ønskede imidlertid at give klarsignal til brandtoget, da det hastede med at få dette af sted. Han brød forseglingen, gav klarsignal til Køge-toget, gav samtidig stop til Kalundborg-toget; så langt alt vel. Det næste, han gjorde, var imidlertid hovedårsagen til ulykken, han gav af gammel vane samtidig klarsignal ved Brøndbyøster, dette var noget de ofte gjorde under stor trafik for at slippe flere tog ind i blokzonen.
Han forstod umiddelbart med skræk, hvad han havde gjort, og forsøgte at nå blokposten i Brødbyøster. De svarede ikke umiddelbart, da de stod ude for at se eksprestoget fra Korsør passere. Da de kom ind, kunne de bare beklage, at det var for sent at stanse toget, og Hansen forstod, at hvert sekund talte. Han greb en rød signallygte og løb ud til Kalundborg-toget og bad det sætte sig i bevægelse forover umiddelbart, derefter løb han bagover langs med sporet, mens han svingede lygten.
Drengen var fundet med begge ben brækket, men ellers i live. Moren, en ældre bror og konduktørene stod ved sporet med drengen, da de kunne se eksprestoget komme. I mellemtiden havde brandtoget til Køge krydset linjen, men kom aldrig til sin destination.
Først i tog 8064 fra Korsør, kom P904, lokomotivet der var DSBs stolthed, konstrueret af Busse jr. og Dorph, bygget af Hanomag i Hannover 1907-08. Lokomotivet var i stand til at opnå hastigheder på indtil 160 km/t, det kaldtes ”den høj-benede”, da den kun havde 2 drivaksler, men meget store hjul. Dette forårsagede problemer under acceleration med meget hjulspin og førte efterhvert til at nogle af disse maskiner blev bygget om. Bag lokomotivet kom en 2-akslet post-vogn, en 4-akslet godsvogn og en 4-akslet personvogn.
Tog 168 fra Kalundborg var 398 meters fra signalet på Vigerslev, da det febrilsk forsøgte at komme i gang. Tiltrods for at signalet viste stop og var synlig på lang afstand, til trods for at overportør Hansen kom løbende som en gal med sin lygte, og til trods for de bagerste lamper på Kalundborgtoget, gjorde eksprestoget ikke noget tegn til at stanse. Dampen var slået fra, men ingen om bord i toget kunne mærke noget tegn på bremsning.
21:01 kørte eksprestog 8064 i god hastighed lige ind i bagenden af tog 168. Moren med børnene, konduktørerne og den stakkels overportør Hansen var hjælpeløse vidner.
Konsekvenser.
De fem bagerste to-akslede 3. klassevogne blev totalt ødelagte og kastet ned fra det 8 meter høje banedige. Derefter landet P904 med de tre første vogne ovenpå vragrestene. I de bagerste vogne på Kalundborg-toget blev 30 mennesker dræbt. Lokomotivfører og fyrbøder blev skoldet ihjel, yderligere 8 passagerer blev også dræbt i Korsørtoget. 27 passagerer blev alvorlig skadet, 58 i alt.
Brandtoget kom ikke videre, og frontlygterne lyste den groteske scene op. Dette var det eneste tilgængelige lys på lang tid, og selv om der var redningspersonel til stede, var det vanskelig at hjælpe folk i mørket.
På Hovedbanegården forstod de snart at noget var hændt, sammenstødet havde brudt telefon- og telegraflinjerne. De antog, at ulykken var alvorlig. En reporter fra Berlingske Tidende overhørte samtalen, lejede en bil og rejste i stor hast mod Vigerslev. Han ankom 45 minutter efter ulykken og var lamslået af det skrækkelige scenario.
Næste dag, søndag 2. november, var en stor menneskemængde samlet ved ulykkesstedet. De døde og de skadede var blevet taget hånd om, men vognene og lokomotivet lå fremdeles i en eneste stor vraghøj. Mængden ødelagde snart gartneriet, der var så uheldig at være område for ulykken, ejeren fik 2600 kr. for skaden, bonden ved siden af fik 500 kr.
Totalt kostede ulykken 1.217.823,69 kr. - inklusive ødelæggelsen på tog og vogne.
Straf.
Hansen blev den 12. november 1920 dømt til 2 måneders fængsel, på vanlig fængselsmad. Han beholdt sit arbejde og sin pension. DSBs stolthed (P904) blev repareret og sat i tjeneste igen. I 1943 blev den ombygget til PR904, men 32 år på dagen efter den første ulykken, var den på ny involveret i en ulykke, front mod front med et andet lokomotiv, og denne gang blev den ikke genopbygget.
Gentofte-ulykken.
Gentofte-ulykken var en jernbaneulykke, som skete på Gentofte Station på Nordbanen den 11. juli 1897.
Lokomotivføreren på et eksprestog på vej fra Helsingør til København overså et stopsignal og kørte med høj hastighed ind i et holdende persontog fyldt med københavnere, der havde været på søndagsudflugt omkring Gentofte.
Årsagen angives normalt som menneskelig fejl (lokomotivføreren overså et stopsignal), men han - der mirakuløst overlevede kollisionen - rejste umiddelbart efter ulykken tvivl om vakuumbremsens funktion. Han blev anklaget for at være skyld i ulykken, og den 27. oktober blev han idømt 4 måneders simpelt fængsel.
Ulykken kostede 40 mennesker livet, og der var 39 hårdt sårede, 70 mindre hårdt sårede og 31 lettere sårede.
Lyntogsulykken.
Ved lyntogsulykken den 10. august 1967 blev det standsede lyntog "Sydvestjyden" påkørt bagfra med 70-80 km/t af lyntog "Nordjyden", ca. 4 km øst for Odense station.
Ved påkørslen omkom 11 passagerer, 17 blev alvorligt kvæstet og 19 lettere kvæstet.
På grund af det standsede lyntog "Sydvestjyden" viste det foregående signal "stop" for lyntog "Nordjyden".
"Nordjydens" lokomotivfører fik af fjernstyringscentralen i Odense telefonisk tilladelse til at passere signalet. Personalet i fjernstyringscentralen undlod at benytte den såkaldte togtidsskriver, der ville have afsløret, at årsagen til at signalet viste "stop", kunne være det holdende "Sydvestjyden".
Lokomotivføreren på lyntog "Nordjyden" genoptog kørslen i overensstemmelse med tilladelsen. Hastigheden frem til næste signal måtte under sådanne omstændigheder - den gang - ikke overstige 30 km/t.
Da lokomotivføreren på god afstand kunne se næste signal vise to grønne lys ("kør igennem") satte han farten op. På grund af træer og en kurve kunne han imidlertid ikke se, at der før signalet holdt et andet tog - "Sydvestjyden" - og at signalet gjaldt for dette tog.
Buran.
Den sovjetiske rumfærge med tilhørende "Energija" løfteraket
Buran (: Буран for 'snestorm') var det sovjetiske rumfærgeprogram som svar på det amerikanske rumfærgeprojekt. Sovjetiske ledere var overbevist om, at det amerikanske rumfærgeprojekt ville kunne anvendes til militære formål og derved påvirke den kolde krigs magtbalance.
Buran var det største og dyreste projekt i sovjetisk rumfartshistorie. Buran fløj kun ubemandet i rummet én gang, i 1988, før programmet blev stoppet i 1993.
Flere andre rumfærger blev mere eller mindre færdigbygget; "Ptitjka" (: Птичка for 'lille fugl') fra 1990 og tre unavngivne. Som en aprilsnar havde Vadim Lukasjevitj i 2000 fremstillet en hjemmeside med falske billeder af rumfærgen "Bajkal" (Байкал for 'natur', som i Bajkalsøen).
Læbebjørn.
Læbebjørn ("Melursus ursinus") er en sort bjørn som størrelsesmæssigt blandt bjørnene er i mellemklassen.
Lokale navne.
Læbebjørnen har en lang række lokale navne. I Nordindien og Nepal kaldes den for "bhalu." I den øvrige del af Indien kaldes den en lang række navne, herunder "rinch, reech, richwa, asval, karadi, puni karadi" eller "elugu bunti." På Sri Lanka har hannen og hunnen hver sit navn. Hannen kaldes "walaha" og hunnen "waelahinna." Fællesbetegnelsen "karadi" anvendes også. I Bhutan er navnet "doni" og i Bangladesh "bhaluk." Det danske navn har bjørnen fået efter sin specielt udviklede læbe.
Udbredelsesområde.
Læbebjørnen har sit naturlige udbredelsesområde i Indien, Bangladesh, Nepal, Bhutan og Sri Lanka. Specielt i Indien og Sri Lanka har bjørnen tidligere været meget almindelig, men den ses nu meget sjældnere i disse områder. I Indien var den en overgang frygtet udryddet. Bjørnen er registreret i Appendiks I i CITES. I alt menes bestanden at ligge på 7.000 - 10.000 individer, men det præcise tal er ukendt.
Bjørnen foretrækker græsarealer og skovområder. Disse områder er i kraftig nedgang og krybskytteri, som forsyner det alternative medicinske marked, er med til at gøre bjørnen stærkt udryddelsestruet. Krybskytterne går efter læbebjørnens galdeblære og fedtstof.
Naturlige rovdyr som vilde hunde, tigre og leoparder er også med til at presse bestanden. Disse rovdyr fanger og spiser primært unge læbebjørne.
Der er påbegyndt et arbejde blandt en række zoologiske haver for at forhindre bjørnens udryddelse.
Internationalt har følgende zoologiske haver også bestande af læbebjørne
Bestanden i zoologiske haver ligger imellem 170 og 200 individer, og de løbende konflikter, der opstår mellem de vildt levende dyr og beboede områder, gør, at de zoologiske haver på nuværende tidspunkt løbende modtager dyr til deres avlsarbejde.
Konflikt med mennesker.
Læbebjørnen er normalt meget fredelig, men den er mere aggressiv, end de øvrige bjørne i bjørnefamilien, og den afholder sig ikke fra at forsyne sig i opdyrkede marker, specielt majsmarker er den interesseret i. Den er derved blevet et af de mest farlige vilde dyr i Centralindien. Den stigende befolkning har gjort at mennesket trænger ind på bjørnens område (opdyrkning og beboelse), og læbebjørnene opsøger også opdyrkede marker med nem adgang til føde. Dette fører ofte til fatale sammenstød. En undersøgelse over perioden april 1989 til marts 1994 af Rajpurohit og Krausman viste 735 læbebjørnangreb og af disse var 48 angreb fatale.
Udseende.
Læbebjørnen er i størrelse en mellembjørn med en vægt på mellem 80 og 155 kilogram. Hunnen er en smule mindre end hannen. Bjørnen har en længde på mellem 140 - 190 centimeter. Pelsen er primært sort, men med grå og brune hår ind imellem. De grå og brune hår kan på enkelte individer give en kanelbrun farve. På brystet har den et hvidt eller cremefarvet Y-formet mønster. Den samme pelsfarve ses omkring snuden og for nogle individer omkring øjnene. Snuden er meget bevægelig, og næseborene kan trækkes sammen og lukkes. Læbebjørnen har store fødder og enorme kløer.
Halelængden ligger på mellen 10 og 18 centimeter. Skulderhøjden når bjørnen står med alle fire ben på jorden ligger på 60 - 92 centimeter. Lugtesansen er veludviklet, mens synet og hørelsen er dårlige.
Læbebjørnen er i zoologiske haver blevet op til 40 år gammel.
Føde.
Læbebjørnens føde består hovedsagelig af termitter. Læbebjørnen er specielt udviklet til netop denne slags føde, idet de øvre fortænder mangler, hvilket giver plads til at læberne kan forme en tragt. Denne tragt bruger læbebjørnen til at suge termitterne op med. Lyden af læbebjørnen i gang med at spise termitter kan høres op til 185 meter væk. Øvrige fødevalg indbefatter frugt, planter, æg, insekter, honning og ådsler. Nær opdyrkede marker spiser den også sukkerrør og majs.
Adfærd.
Læbebjørnens adfærd er ikke velkendt, da der alene er gennemført få studier i marken, og disse studier er primært foretaget fra ryggen af elefanter.
Det menes, at læbebjørnen opbygger små territorier og at hunnen og hannen alene mødes når hunnen er i brunst.
Bjørnen sover ikke vintersøvn, men har en inaktiv periode under regnsæsonen.
Læbebjørnen er normalt ikke aggressiv, men deres dårlige syn og hørelse kan gøre at mennesker kommer tæt på bjørnen. Følger den sig truet vil den forsvare sig selv og kan da være en trussel for mennesker.
Læbebjørnen er god til at klatre, men den anvender ikke denne evne hvis den er udsat for fare.
Om dagen sover den hovedparten af tiden i huler, den foretrækker især huler ved flodbanker.
Forplantning.
Læbebjørnen parrer sig i maj, juni og juli. Tidspunktet på året menes dog at være forskellig alt efter geografisk område. I Sri Lanka menes bjørnen at parre sig over en længere periode af året, mens bestanden i Indien primært parrer sig i juni. Parret er dog alene sammen i en eller to dage. Læbebjørnene er ofte meget larmende under deres parring. Drægtigheden varer fra seks til syv måneder, og hver hun føder fra 1 til 3 unger. Det normale er en eller to. Ungerne fødes i naturlige huler eller jordhuler fra september til januar (400 - 530 gram) og ungerne bliver i hulen til de er to til tre måneder gamle. Ungerne er blinde de første to til tre uger. Efter at de har forladt hulen følger de moderen i 2 til 3 år. Mødrene er kendt for at bære deres unger på ryggen. Ungerne holder sig fast ved et solidt greb i moderens lange pels.
Rolle i økosystemet.
Læbebjørnen er i sit økosystem med til at sprede frugttræer gennem de frugter som den spiser og efterfølgende efterlader via deres afføring, og de er i udbredt grad med til at holde termitbestandene nede.
Klassifikation.
Der findes ingen anerkendte underarter af læbebjørnen, men til forskningsbrug og adskillelse af geografisk udbredelsesområde anvendes følgende to betegnelser som ikke har et dansk navn.
Folklore.
Der er flere historier omkring hvordan bjørnen fik sit engelske navn. En af disse er at de første opdagelsesrejsende observerede at læbebjørnen hang med hovedet nedad i træerne, og derfor navngav den "sloth bear" (dovendyrbjørn). Den anden historie går ud på at da de første læbebjørne pelse i de sidste år af 1700-tallet blev sendt fra Indien til Storbritannien, blev læbebjørnen klassificeret af Dr. George Shaw fra the British Museum som værende i familie med dovendyr (ud fra deres lange kløer) og han kaldte dem derfor bjørnedovendyr ("bear sloths"). Det var ikke før 1810, da en levende læbebjørn blev transporteret til Paris, at klassifikationsfejlen blev rettet og navnet ændret til "sloth bear."
Læbebjørnene blev i Indien trænet af en nomadisk gruppe kaldet qualandere som rejste rundt i landet og underholdt med dyr og cirkusnumre. Herfra stammer de oprindelige dansende bjørne.
Peberholm.
a> til venstre. Billedet er taget fra luften.
Peberholm er en kunstig ø anlagt syd for Saltholm i Øresund. Peberholm blev anlagt i 1995 til brug for Øresundsforbindelsen mellem Amager og Skåne, idet øen skulle danne forbindelse mellem tunnelen under Drogden-renden (Øresundstunnelen) i vest og højbroen i øst.
Peberholm blev bygget ved hjælp af materiale, der blev tilovers ved kompensationsafgravningerne under etableringen af den faste forbindelse. Navnet "Peberholm" er dannet analogt med Saltholm (efter en konkurrence i dagbladet "Politiken").
På øen er anlagt en station, der ved transversaler gør det muligt for tog at passere fra det ene spor til det andet. Overgang mellem den svenske (tekniske) del af jernbaneforbindelsen til den danske sker ved Peberholms vestlige stationsgrænse. Dansk og svensk signalsystem er sammenkoblet, således at den tekniske grænse kan passeres af tog uden standsning.
Natur.
Ud over at være en fast støtte for Øresundsforbindelsen er Peberholm også et naturligt eksperiment. Der bliver ikke sået græs eller andre vækster på øen, og det er meningen, at plantevæksten skal ske ved naturlig spredning af frø. Yderligere håber man, at måske meget gamle vækster skal kunne etablere sig på øen, idet de kan have overlevet i mange millioner år i mudderet på havbunden. Øen er således under stadig overvågning af biologer. For at muliggøre et hurtigt indtog af planter har man brudt øens vandrette overflade ved at etablere mindre, vandfyldte bassiner samt stenhøfder lavet af sten hentet fra Øresunds bund.
Lunds Botaniske Forening havde frem til den 20. juni 2007 opdaget 454 plantearter.
Habitat for sjælden edderkop.
I juli 2005 blev der opdaget en edderkop med det latinske navn Tegenaria agrestis på øen. Edderkoppen er yderst sjælden i både Danmark og Sverige og blev første gang opdaget i Norden i Jylland i 2003. Edderkoppen formodes at være indvandret fra Sydeuropa.
Falke-ordenen.
Accipitridae er den største familie med mere end 200 arter. Fiskeørne og Sekretærfugle er de mindste, da disse to familier alene har en art henholdsvis fiskeørn og Sekretærfugl.
Rovfugle er kendetegnet ved at have store fremadrettede øjne (som har et fantastisk godt syn), lange spidse, krumme kløer og et kraftigt krumt næb.
Størrelsesmæssigt er der meget stor forskel på de enkelte arter, og hunnen er ofte også større end hannen. Hos enkelte arter af høge og falke er hunnen helt op til 50% større end hannen.
Rovfuglene har kraftige bryst- og vingemuskler til at bevæge vingerne med. Samtidig er næsten hele kroppen dækket af fjer, der gør den glat og strømlinet. Knoglerne er meget lette og ofte tilmed hule, hvilket gør vægten mindre. Samlet set gør det rovfuglene til eminente flyvere.
Til forskel fra de fleste andre fugle gylper rovfuglene klumper af ufordøjet føde op. Disse dannes i fuglens kråse (muskelmave), hvor også indtagne knogler findeles.
Spurvefugle.
Spurvefuglene ("Passeriformes") udgør over halvdelen af fuglearterne.
Mågevadefugle-ordenen.
Mågevadefugle ("Charadriiformes") er en orden af fugle, der mest lever nær vandet og spiser bløddyr eller andre smådyr.
Harald 1. Hildetand.
Sagnkonge af Danmark, som efter overleveringerne regerede fra Lejre, og faldt i slaget på Bråvellir. Det eneste vi ved om Harald 1. Hildetand er at han havde en brodersøn, som også hed Harald, og som var konge i borgerkrigen 810-814.
Derud over så nævnes han flere gange hos Saxo som en af efterfølgerne efter Angantyr, som formodentlig døde på Samsø år 728.
Sagaerne mener også, at dronning Åse gift Gudrød Vejdekonge var datter af Harald 1. Hildetand og at hun ikke var ung da hun blev gift med Gudrød Vejdekonge. Måske hun var enke efter Sigfred.
Forankre (søfart).
Forankre, at kaste anker, fra et skib, for at blive liggende i en fast position.
Kan være nødvendigt i flere tilfælde, blandt andet når sejlskibe venter på vind, opankring af et fartøj på lavt vand ved eventuel skift af last til andet eller mindre fartøj, når et fartøj ligger i venteposition for adgang til en havn, ved skibshavari etc.
Uhyre.
St. Georg og dragen, af Gustave Moreau (1880)
Uhyre er et begreb som oftest sættes i forbindelse med ondskab og grusomhed.
Det andet ord man kan bruge for uhyre er "monster", som kommer fra det Latinske ord "monstrum", som er en abnormal hændelse, ofte i den biologiske verden, som tegner på at der er noget galt med naturens orden.
Personer som foretager sig grusomme handlinger, eksempelvis tortur, mishandling, mord og andre psykopatiske gerninger, bliver ofte karaktiseret som uhyrer.
I fiktionens verden, blandt andet eventyr og mytologi, møder vi mange personer/væsener som beskrives som uhyrer.
Protist.
Protisterne (latin: "protista") er alle organismer med en cellekerne ("Eukaryota") undtagen: ("Opisthokonta" (dyr, "Microsporidia", svampe...), ("Alveolates", "Stramenopiles", "Rhodophyta", Grønne planter).
Tidligere var Protisterne alle organismer undtagen Monera (bakterieriget), Fungi (svamperiget), Plantae (planteriget) og Animalia (dyreriget). Protista omfatter også mere komplekse encellede organismer og alger.
Det skal bemærkes at der findes en del protister, som i perioder lever af fotosyntese og i andre lever af at fortære andre mikrober (uden fotosyntese).
Radioantenne.
a>, England. Kuplens formål er at minske korrosionshastigheden og sikkert skærme mod vind, så parabolens form ikke deformeres under stærk vind.
En radioantenne (eller bare antenne) er en transducer, som kan sende og modtage radiobølger (elektromagnetiske bølger) beregnet til f.eks. FM, tv, mobiltelefon, radar eller satellit.
Antennekarakteristika.
De fleste radioantenner i dag er primært designet til kun at kunne sende eller modtage radiobølger i et snævert frekvensbånd, f.eks. FM via VHF bånd II (87,5-108 MHz).
Antennetyper.
Billede af ferritantenne til langbølgebåndet og mellembølgebåndet med ferritstaven.
Antenneplacering, antennemiljø.
Alt indenfor ca. 10 bølgelængder (nærfeltet) af en antenne, kan påvirke dens udstrålingsdiagram og fødeimpedans. En antenne er mest "påvirkelig" i dens hovedkegler, dér hvor den har størst "forstærkning" i et fritfelt udstrålingsdiagram.
En antenne med mere end ca. 3 elementer er normalt mindst påvirkelig i en cirkelskive vinkelret på hovedstråleretningen og derfor kan man sætte antenner tæt på hinanden på en antennemast. Afstanden mellem antennerne bør være mindst 1/2-1 af den største anvendte bølgelængder.
Alt længere væk end ca. 10 bølgelængder (fjernfeltet) påvirker stort set ikke antennens udstrålingsdiagram og fødeimpedans, men det kan påvirke radioudbredelsen eller radioudsendelsen.
Praktiske eksperimenter.
Mennesker, der eksperimenterer med radioer og antenner kaldes radioamatører.
Anvendelsesformål.
Hver dag bruges antenner til at sende og modtage signaler (data) verden over af millioner af mennesker.
Eksempler på brug af antenner.
Generelt: Alt hvad der er forbundet uden kabler anvender i en eller anden grad antenner til udveksling af information (data).
Riberhus.
Riberhus blev bygget som kongelig borg i 1100-tallet i Ribe, på en 8 meter høj borgbanke omgivet af voldgrave. Der foregik udvidelser og tilbygninger, sidste gang i 1500-tallet under Christian 3. Slottet led hårdt under Svenskekrigene og blev nedrevet i sidste halvdel af 1600-tallet. Borgbanken, der blev undersøgt af Nationalmuseet i 1940-1941, ses endnu.
Riberhus indgår i folkesagnene om Dronning Dagmar.
Karl 11. af Sverige.
Karl XI (24. november 1655 - 5. april 1697), konge af Sverige fra 1660. Søn af Karl X og Hedvig Eleonora af Holstein-Gottorp.
Karl XI var med sin indgriben medvirkende til det danske nederlag ved Lund i 1676. Han indførte enevælden i 1680, og reducerede adelens indflydelse kraftigt. Adelens ressourcer blev anvendt til en kraftig udbygning af en civil og militær organisation under Karl XIs ledelse. Den svækkede adel gjorde at bønderne igen blev en jordejende klasse.
Desuden berygtet for at have beordret massakren på Ørkened i Skåne. Alle mænd mellem 15 og 60 år skulle dræbes, alle huse og gårde nedbrændes.
Gift med Ulrikke Eleonora - datter af Frederik 3.
Ellen Marsvin.
Ellen Marsvin (1. februar 1572 - 11. november 1649) var en dansk-svensk adelsdame og godssamler. Hun var mor til Kirsten Munk der var Christian 4.s anden hustru.
Biografi.
Ellen Marsvin var datter af lensmanden på Landskrone slot, rigsråd Jørgen Marsvin og hans hustru Karen Gyldenstierne. Hun blev født på Landskrone slot i Skåne.
Hun blev gift 29. juni 1589 med Ludvig Munk til Nørlund, der på tidspunkt var statholder i Norge. Efter hans død i 1602 blev Ellen Marsvin den 11. januar 1607 gift med lensmanden på Odensegård, Knud Rud til Sandholt. Hun blev altså enke for anden gang som 39-årig og koncentrerede sig herefter om at administrere sine mange ejendomme.
I 1615 giftede hendes datter Kirsten Munk sig med kongen. Man sagde: Christian 4.'s hustru "til venstre hånd". Kongen beundrede Marsvins økonomiske evner og hun fik bl.a. ansvar for opdragelsen af parrets børn. Selv efter kongens reelle skilsmisse fra Kirsten Munk i 1630 forblev forholdet til Ellen Marsvin godt; hun arrangerede ligefrem forholdet mellem kongen og hans nye elskerinde, Vibeke Kruse. Forholdet til Christian 4. blev ikke ved med at være lige godt men så støttede hun sig til sin datters svigersønner.
Sine ældre dage i 1640'erne opholdt hun sig på herregården Ellensborg, senere Holckenhavn på Fyn.
Referencer.
Ellen
Allegheny-Bærmispel.
Allegheny-Bærmispel ("Amelanchier laevis") er en stor, løvfældende busk eller et lille træ. Væksten er først åben og opret, men senere bliver den bredt overhængende med vandrette side­grene og hængende skudspidser. Barken er først Glat og grøn, senere bliver den rød på solsiden og grøn på skyggesiden. Til sidst er den grå og let ru. Meget gamle stammer kan få opsprækkende, grå bark. Knopperne er spredte, tilliggende og ganske smalle med røde spidser. Bladene er ovale med få, grove takker langs ran­den. Oversiden er blågrøn, mens undersiden er grågrøn. Begge sider er hårløse. Høstfarverne spænder fra gul til orange og rød. Blomstringen sker i maj, hvor de hængende klaser af hvide blomster blandes med det kobberrøde løv. De enkelte blomster er regelmæssige og 5-tallige med mange støvdragere og smalle, hvide kronblade. Frugten er et kugleformet, mørkerødt bær med blivende bæger og blålig dug. Frøene modner godt og spirer villigt i Danmark.
Rodnettet består af få, men kraftige hovedrødder og et højtliggende netværk af fint forgrenede smårødder. Bærrene er spiselige og smager rigtigt godt. De er også meget søgt af fuglene.
5 x 5 m (15 x 15 cm/år).
Busken er udbredt i de blandede løvskove i det østlige Nordamerika. Her findes den som underskov og i skovbryn på både tør, kalkholdig jord og fugtig, sur bund. I højmoserne langs kysten af Michigansøen i Indiana findes arten i de skovdækkede dele af moserne sammen med bl.a. Almindelig Skovstjerne, Almindelig Tulipantræ, Amerikansk Bøg, Amerikansk Sassafras, Feberbusk, Fernis-Giftsumak, "Gaylussacia baccata" (en art af Bukkelbær), Glansbladet Hæg, Gul-Birk, Hvid-Elm, Kanelbregne, "Maianthemum canadense" (en art af Majblomst), Nikkende Brøndsel, Rød-Ask, Rød-Løn, Skov-Tupelotræ, Sortfrugtet Surbær, Storfrugtet Blåbær, Sump-Eg, Sump-Rose, Sølv-Løn, Virginsk Vinterbær, Weymouth-Fyr og Østamerikansk Lærk
Kirsten Munk.
Kirsten Munk (6. juli 1598 - 19. april 1658). Christian 4.'s hustru "til venstre hånd" (1615 - 1628). Datter af statholder i Norge Ludvig Munk til Nørlund og Ellen Marsvin.
Forstødt af Christian 4. som følge af en affære med rhingreve Otto Ludvig af Salm og - formentlig med Ellen Marsvins mellemkomst - erstattet af sin kammerpige, Vibeke Kruse.
Brød forliget med Christian 4. og blev forvist til sine jyske godser Boller og Rosenvold i 1630. I 1635 og 1647 fængslet på Stjernholm.
Kirsten Munk opmuntrede Corfitz Ulfeldts anslag mod Danmark og blev - bl.a. af denne grund - frataget grevindetitlen i 1657 af Frederik 3. Død på Holckenhavn og begravet i Odense. Graven kendes ikke.
Kirsten
Kvantespring.
Inden for kvantefysikken betyder et kvantespring, at en elektron pludselig skifter fra én bane til en anden. Det er den mindste mulige forandring, man overhovedet kender til.
Vibeke Kruse.
Vibeke Kruse (c.1609 - 26.april 1648). Kammerpige for Christian 4.'s hustru til venstre hånd Kirsten Munk.
Efter at Kirsten Munk blev forstødt på grund af utroskab, overtog Vibeke Kruse rollen, formentlig stærkt hjulpet af Kirstens mor, Ellen Marsvin. Vibeke var praktisk taget altid i kongens selskab, selvom hun altid holdt sig beskedent i baggrunden; hun kendte sin plads, præsiderede aldrig ved kongens bord og kørte kun med 4 heste for sin vogn, selvom samtlige kongens svigersønner altid sørgede for de 6 heste, de havde ret til i henhold til deres rang. Til gengæld var hun den, kongens tilbragte de fleste år sammen med, fra 1629 til 1648.
Hans.
Hans er et anerkendt drengenavn, som er en tysk kortform af Johannes. Sankthansdag den 24. juni er en fejring af Johannes Døberens fødselsdag. Navnet er et af de mest almindelige på dansk såvel alene som brugt i sammensætninger med og uden bindestreg.
Johannes Døberen.
Johannes Døberen var søn af præsten Zakarias og Elisabeth, som var i familie med Maria, Jesu mor. Han var efter de kristne kilder at dømme sin tids mest betydningsfulde vandreasket. I den egenskab døbte han Jesus i floden Jordan.
Han har givet navn til højtiden Sankthans. Desuden har han lagt navn til en række kirker samt Sankt Hans Torv i København.
Johannes Døberen advarede Herodes mod at gifte sig med Herodias, hans bror Filips hustru, da det er en synd. Herodes arresterede Johannes Døberen, men anså ham for at være en hellig mand og var bange for ham. Det lykkedes Herodias at få sin datter Salome til at lokke kongen til at skaffe sig Johannes Døberens hoved på et fad - ved list. Kongen så Salome danse og blev så betaget af hendes dans, at han lovede hende hvad som helst for som belønning. Hun ønskede sig Johannes Døberens hoved på et fad. Kongen var ked af sit løfte, men blev nødt til at holde ord.
Oscar Wilde og Richard Strauss blev inspireret til et skuespil og en opera over emnet.
Gorm.
Gorm er et gammel dansk drengenavn, som stadig bruges. Navnet er afledt af det ældre Guttorm, som stammer fra Norge. Guttorm er afledt af det meget gamle nordiske navn Gouthrum, som betyder gudfrygtig eller "den som kun frygter guderne".
Det gamle navn Orm er en engelsk udgave af navnet Gorm.
Svampe.
Svampe (fungi, mycota'") er en stor gruppe af organismer, der tilhører biota, som er tættere beslægtet med dyr end med planter. De er ikke dyr, da disse kan formere sig anisogamt. Svampe omfatter vigtige nedbrydere af døde planter. Svampe, som lever af levende grønne planter og dyr, kaldes og er parasitter. Nogle svampe lever i symbiose med planter ved hjælp af mykorrhiza, det gælder blandt andet tåge-tragthat, som er en af de vigtigste nedbrydere af blade, grene og kviste. Nogle svampe producerer giftige substanser (mykotoxiner) og andre producerer psykedeliske stoffer.
Struktur.
Svampe inddeles strukturmæssigt i gærsvampe (encellede svampe) og "hyfeagtige" (flercellede svampe).
Mange svampes "krop" består af et trådet net kaldet et mycelium. Myceliet består igen af tråde kaldet hyfer. Nogle svampe vokser ved "blomstring" op over jorden og det kan ses som det vi kalder "svampen", som faktisk er svampens frugtlegeme eller paddehat.
Levevis.
Svampe lever især af sukker f.eks. i form af cellulose som nedbrydes til simple sukkermolekyler og derefter fordøjes af svampens mycelium. Det meste døde plantevæv består netop af cellulose, og svampe fordøjer derfor netop plantevæv. Langt de fleste svampe kan leve både i iltfri (f.eks. gærfase) og i iltrige miljøer.
Gærsvampe fordøjer normalt sukker og cellulose uden brug af atmosfærisk ilt, og en menneskestyret svampesukkerfordøjning kaldes for alkoholfermentering. Kravet for at svampesporerne kan leve op og leve er en vedholdende fugtighed, som f.eks. er opfyldt i jorden.
Drøvtyggere (får, tamkvæg...) kan ikke fordøje cellulose i sig selv, men "huser" mikroorganismer og svampe i en af deres maver, som kan nedbryde cellulose til glukose og omdanne det til fedtsyrerne eddikesyre, propionsyre og smørsyre, som drøvtyggerne så lever af.
Øl, cider og vin er resultatet af at visse typer af gærsvampe har fordøjet sukker og omdannet meget af det til ætanol. Dog kan gæren også utilsigtet indeholde gærsvampe, som omdanner noget af sukkeret til det giftige træsprit.
Brødtyper, som anvender gærsvampe til hævning, enten tilsat som "ren" gær eller som surdej, fungerer ved at gærsvampene ligesom i øl, vin og cider laver sukker om til ætanol - og under hævningsprocessen svulmer op pga. dejens klæbrige konsistens og at gærsvampene udskiller carbondioxid (CO2). Carbondioxid bliver i dejen i de små hulrum. Når brødet bages fordamper ætanolen og carbondioxiden udgasser mens brødet stivner og revner.
Blåskimmeloste laves i modsætning til alkoholfermentering i iltrige omgivelser ved, at man poder ost med svampen blåskimmel, som gør at osten får den særlige kraftige blåskimmelsmag.
Når halm, brød, frugter, grøntsager og korn efter et stykke tid evt. mugner i det fri, skyldes det andre og normalt giftige svampetyper, som fordøjer det.
Formering.
Svampens frugtlegeme kan sammenlignes med blomsten på en plante. Frugtlegemet fungerer som svampens kønnede formeringsorgan og spreder sporer der spirer til nye svampe. I naturen findes også mange andre svampearter, som ikke producerer frugtlegemer.
Formering og spredning sker under dannelse af sporer, som svarer til planternes frø. Sporer dannes sjældent direkte fra myceliet, men derimod fra strukturer af teleomorf eller anamorf karakter. Teleomorfer, står for den kønnede formering, mens anamorfer står for den ukønnede formering.
I den teleomorfe struktur sker den kønnede formering, der er et resultat af meiotisk celledeling, hvor det genetiske materiale i de dannede sporer er en blanding af det genetiske materiale fra to forskellige svampeindivider, sådan som det også foregår hos mennesket. En spore som er dannet fra svampens teleomorf og hvis genetiske materiale er en meiotisk mikstur af to andre svampes genetiske materiale, kaldes meiosporer.
Anamorfe strukturer er ikke i samme grad som teleomorfer synlige i naturen. I de anamorfe strukturer sker en dannelse af ukønnede sporer (mitosporer), der giver afkom som er eksakte genetiske kopier af modersvampen (knopskydning).
Fungi imperfecti er svampe der helt har bortreduceret evnen til at gennemgå kønnet formering og som kun sporulerer fra det anamorfe stadie. Et kendt eksempel på en sådan "uperfekt svamp" er koblingssvampen (zygomycota)) mug.
Køn.
Svampe findes hverken som hanner eller hunner; i stedet kaldes kønscellerne (isogameterne) plus-køn og minuskøn. Det er dog yderst sjældent at svampe blander gener, normalt er deres afkom kloner.
Taxonomi.
Selv om svampene traditionelt medtages i mange, botaniske undervisningsforløb og lærebøger, anses de nu for at være nærmere beslægtede med dyr end med planter, og de bliver anbragt sammen med dyrene i den monofyletiske gruppe, opisthokonta. Undersøgelser af den molekylære fylogenetik støtter svampenes oprindelse i en monofyletisk gruppe.. Svampenes taxonomi er underkonstant forandring, særligt under indtryk af den nyeste forskning, der er baseret på sammenligninger af DNA. Disse igangværende, fylogenetiske undersøgelser vender ofte op og ned på klassificeringer, der bygger på ældre og til tider noget mindre præcise metoder, der var baseret på morfologiske metoder og biologiske artsafgrænsninger, der byggede på eksperimentelle krydsningsforsøg.
Der findes ikke noget fælles, alment accepteret system på de højere, taxonomiske niveauer, og der forekommer hyppige navneændringer på alle niveauer fra og med arter og opefter. Blandt mange forskere gøres der anstrengelser for at opbygge en fælles og mere sammenhængende nomenklatur, som man kan bede folk om at bruge. Svampearterne kan tilmed have flere forskellige, videnskabelige navne alt efter deres livscyklus og formeringsmåde (kønnet eller ukønnet). Netsteder som Index Fungorum og ITIS bringer lister over de gældende navne for svampearter (med henvisning til ældre synonymer).
Den klassificering af svamperiget, der blev gennemført i 2007, er resultatet af et storstilet forskningssamarbejde, der inddrog sbesevis af svampespecialister og andre forskere, der arbejdede med svampenes taxonomi. Den opstiller syv rækker, hvoraf de to - Sæksvampe Basidiesvampe – findes i en gren, som rummer underriget Dikarya. Skemater her viser de overordnede svampegrupper (taxa) og deres slægtskab i forhold til opisthokonta og unikonta. Længden af grenene viser ikke noget om tidsskalaen under svampenes evolution.
Marie Cathrine Christiansdatter.
Marie Cathrine Christiansdatter (1628 -1628) var datter af Christian 4. og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk.
Christiane Sehested.
Christiane Sehested (15. juli 1626 på Haderslevhus - 1670) var datter af kong Christian 4. af Danmark-Norge og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Christiane bar ligesom sin moder og søstre titlen "grevinde af Slesvig-Holsten".
Allerede som 10-årig i 1636 blev hun trolovet med Hannibal Sehested. Brylluppet fejredes dog først 6. november 1642 i København, under stor pragtudfoldelse. Hendes ægtefælle var i foråret 1642 blevet udnævnt til statholder i Norge, og parret tog derfor ophold på Akershus. Frederik 3. fældede 1651 sin svoger på grund af underslæb, og parret var nu berøvet deres magt og rigdom. Christiane måtte 6. oktober 1651, efter at være kommet fra Norge til København, for sit eget vedkommende underskrive en erklæring, der stadfæstede hendes mands afståelse af hans norske godser til kronen. I de følgende år opholdt hun sig for det meste i Hamborg, men besøgte dog ofte sin moder på Boller ved Horsens. Hendes stilling var alt andet end glædelig. Efter eget udsagn havde hun aldrig været afholdt af sine søstre, ulykken forsonede dem ikke, og bitterhed og had synes at have præget hendes stemning. Men heller ikke forholdet til hendes mand var godt. Medens han var på rejser, havde han efterladt hende i yderst dårlige økonomiske omstændigheder i Hamborg. Hun hævnede sig ved at sælge hans gård og møbler og tænkte på at forlade ham, hvad hun dog opgav efter henstilling fra moderen. I 1658 vendte hun tilbage til Danmark i anledning af sin moders død, og ligesom sin mand tog hun fra august samme år ophold i svenskekongen Carl Gustavs lejr uden for København. Hendes tanker var her stærkt optagne af ønsket om at få udslettet den krænkelse, der var tilføjet hende ved, at det var forbudt hende ligesom hendes søstre at føre titel af "Grevinde af Slesvig og Holsten". Da hendes mand i sommeren 1660 blev taget til nåde af Frederik 3. og hurtig steg til fornyet magt, opnåede hun ganske vist ikke anerkendelse af sin grevindetitel, men i maj 1662 fik hun dog et nyt våben, hvorefter hun skrev sig grevinde. Ved skiftet efter sin moder havde hun fået gårdene Tybrind, Vejlegård og Lundegaard. Hun opholdte sig på den sidstnævnte gård på Fyn, da hendes ægtefælle 13. september 1666 døde i Paris. Uden at tage sig synderlig af hans sager førte hun derefter en temmelig ubemærket tilværelse. Hun døde i foråret 1670. Der findes et håndskrevet bind med folkeviser, som skal være samlet af hende.
Hedevig Ulfeldt.
Hedevig Ulfeldt (Hedevig Christiansdatter, 15. juli 1626 på Haderslevhus - 5. oktober 1678 i Christiansstad, på svensk Kristianstad) var datter af Christian 4. og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Hedevig opfostredes i en del af sin barndom hos mormoderen, Ellen Marsvin.
6. november 1642 ægtede hun på Københavns Slot den daværende lensmand på Christiansstad, Ebbe Christoffersen Ulfeldt til Ovesholm. Hun og Leonora Christina var de eneste af børnene, der var tilstede ved Christian 4.s død på Rosenborg 28. februar 1648. Få år efter greb Svigersønnernes fald og den inden for deres kreds voksende opløsningstilstand ind i hendes skæbne. Hendes mand, der på grund af mislig embedsførelse havde mistet sit len Bornholm, forlod i januar 1652 Danmark og søgte tilflugt i Stockholm, Hedevig fulgte ham dertil 2 måneder senere. Hun deltog her i det underlige liv ved Dronning Christinas hof, senere levede hun med sin mand på Braheberg i Uppland. Men forholdet mellem ægtefællerne var i høj grad ulykkeligt. Allerede under deres forlovelse, i oktober 1641, vides der at have været uenighed imellem dem, og i Sverige kom de på fuldstændig krigsfod. Ebbe Ulfeldt var uden tvivl en i høj grad brutal natur, der efter sin hustrus sigende svirede sine og hendes penge op, tyranniserede hende på enhver måde og endog truede hende med prygl. Hendes stemning over for ham var til gengæld det mest levende had; i et brev kalder hun ham "det forbandede kreatur"; sandsynligt er det også, at hun stod i kærlighedsforhold til en af hans undergivne. Til sidst kunne hun ikke udholde det længere og flygtede i oktober 1655 med sin formodede elsker til søsteren Leonora Christina, der dengang boede på slottet Barth i Pommern. Herfra rejste hun til moderen, Kirstine Munk, på Boller; hun var også tilstede ved dennes begravelse i Odense i juli 1658. Ved skiftet efter moderen tilfaldt der hende Tåsinge; men besiddelsen af dette gods tiltrådte hun først et par år efter, og den blev kun lidet glædelig for hende. Hun måtte afstå eller pantsætte stykke for stykke til sine og sin mands kreditorer og levede 1661-64 i den yderste fattigdom på Valdemars Slot. I april 1664 rejste hun til Skåne, hvor hun opholdt sig den meste tid på Ebbe Ulfeldts gård Råbelev, måske af og til på Ovesholm. Det tjener til hendes ære, at hun viste sin ulykkelige søster Leonora Christina en varm sympati under hendes fangenskab; hun korresponderede hemmelig med hende, tog en tid hendes 2 yngste sønner til sig og rejste endog lige efter Frederik 3.'s død 1670 til København for at arbejde på hendes frigivelse. Hun døde 5. oktober 1678 og blev begravet i Trefoldighedskirken i Christiansstad.
Hedevig
Dorothea Elisabeth Christiansdatter.
Dorothea Elisabeth Christiansdatter (1. september 1629 på Kronborg – 18. marts 1687 i Köln) var datter af Christian 4. og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk.
Omtales som "den kasserede frøken", idet Christian 4. mistænkte Kirsten Munk for at have en affære med Rhingreve Ludvig af Salm, og ham for at være faderen. Ludvig af Salm synes dog ikke at have været i landet omkring undfangelsestidspunktet.
Dorothea Elisabeth indtrådte i et augustinerkloster i Köln i 1646.
Corfitz Ulfeldt.
Corfitz Ulfeldt (10. juli 1606 på Hagenskov ved Assens - mellem 14. og 20. februar 1664). Søn af rigskansler Jakob Ulfeldt og dennes hustru Birgitte Brockenhuus. Gift 9. oktober 1636 med Christian 4.’s og Kirsten Munks datter Leonora Christine. Opkaldt efter farbroderen. Kendt som Danmarks største landsforræder.
Baggrund og familie.
Oldefædre på moderens side var rigsmarsk Frands Brockenhuus (død 1569 af de sår han pådrog sig under belejringen af Varberg) og admiral Peder Skram. Også Oluf Akselsen Thott" en af "Akselsønnerne" - er blandt hans forfædre, ligesom Tyge Krabbe der var hans tipoldefar.
Corfitz var på Herlufsholm skole 1613-1617; derefter blev han sendt på studierejse i flere europæiske lande sammen med fem af sine brødre fra 1618. Immatrikuleret ved universitetet i Padova 1628-29 hvor han studerede hos venetianeren Cesare Cremonini.
Arbejde hos kongen.
I december 1629 blev Corfitz Ulfeldt hofjunker og i 1630 kammerjunker hos Christian 4. Som kammerjunker var det hans ansvar at tilrettelægge kongens dagligdag.
Da han var 23 år gammel blev han trolovet med den 9-årige kongedatter Leonora Christine, og i 1636 gjorde Christian 4. ham til medlem af rigsrådet og i 1637 tillige statholder på Københavns Slot, hvorved han fik tilsyn med Københavns forvaltning og ansvaret for orlogsværftet på Bremerholm, for Tøjhuset og for Provianthuset.
På diplomatisk mission til England 1640 og 1642, og til kejseren i Regensburg 1641.
Udnævnt til rigshofmester 1. april 1643.
Sammen med Leonora Christine sendt på diplomatisk mission (ambassade) til Haag og Paris i 1646.
Konge i Danmark og flugten til Sverige.
Efter Christian 4.s død styrede Ulfeldt Danmark i flere måneder, inden svogeren Frederik 3. blev indsat som konge. Forholdet mellem de to herskelystne herrer var ikke godt. Rigshofmester Ulfeldt gjorde i forbindelse med kongevalget 1648 alt for at indskrænke kong Frederiks magt. Denne indledte på sin side en undersøgelse mod Ulfeldt, hvor hans finansadministration blev gransket. Kongen underskrev 1651 et dokument i hvilket en hel række anklager blev rettet mod rigshofmesteren, bl.a. blev han mistænkt for at have begået underslæb for flere hundredtusinder daler fra Øresundstolden, som han personligt administrerede.
Ulfeldt fandt det da bedst at flygte til udlandet og gik derefter i svensk tjeneste. I Sverige arbejdede han år efter år på at ophidse den svenske regering mod Danmark. Da Karl X Gustav 1657 bestemte sig for at invadere Danmark, sluttede Corfitz Ulfeldt sig personligt til den svenske hær og drog som fjende frem gennem sit eget fædreland. Ulfeldt lånte også velvilligt og af egen lomme den svenske konge den på denne tid svimlende sum af 150.000 rigsdaler som understøttelse; penge han med stor sandsynlighed havde stjålet fra den danske stat.
Med en dansk hjælper ved sin side og med den danske stats penge i sin kasse lykkedes det således Karl X Gustav at erobre næsten hele Danmark.
I 1658 blev Ulfeldt udnævnt til en af guvernørerne over det erobrede Skåneland. Han kom imidlertid snart på kant med Karl X Gustav og blev bl.a. anklaget for at have røbet stormen på København under den anden danske krig.
Corfitz Ulfeldt blev idømt husarrest, mens han ventede på rettergang, men havde held til at flygte sammen med Leonora Christine til Danmark, hvor de blev fængslet og anbragt på Hammershus fæstning på Bornholm. De blev dog utroligt nok løsladt efter et bønskrift mod at de afstod alt, hvad de ejede.
Under en udenlandsrejse i 1662 fortalte Ulfeldt kurfyrsten Frederik Wilhelm af Brandenburg, at han planlagde at styrte den danske konge, og han tilbød kurfyrsten Danmarks krone. Da Frederik Wilhelm afslørede ham, blev Ulfeldt dømt til døden i Danmark. Fordi han stod i ledtog med svenskerne i Karl-Gustaf-krigene og havde forrådt det danske folk, blev han erklæret for Danmarks største landsforræder. Hans ejendomme blev konfiskerede, og huset ved Løvstræde jævnet med jorden. Grunden er blevet til nutidens Gråbrødre Torv, hvor der blev rejst en skamstøtte i sten over hans forræderi.
Ham selv fik man aldrig fat på, men Leonora Christine blev arresteret under et besøg i England og sat i fængsel i Blåtårn på Københavns Slot. Hun blev først løsladt efter 22 år og døde i 1698. Corfitz Ulfeldt døde i 1664 på en lille båd på floden Aare mellem Basel og Neuenburg, som en ludfattig og forfulgt mand. Det vides ikke, hvor han ligger begravet. Den prostituerede Dina Vinhofer blev halshugget i 1651 for at have udspredt falske rygter. Tilskyndet af sin faste elsker, oberstløjtnant Walter, lod hun Frederik 3. vide, at hun efter at have stået i forhold til Ulfeldt, havde fået at vide, at han og Leonora Christine planlagde at tage livet af kongen med gift. Hun udlagde også Ulfeldt som far til sit ventede barn. Adam Oehlenschläger brugte senere motivet i sit stykke "Dina" fra 1842.
Ulfeldt selv blev halshugget og parteret på slotspladsen "in absentia" og "in effigie": en dukke, der forestillede ham, blev henrettet. Den var fyldt med rigtige tarme for virkningens skyld, blot var tarmene ikke helt friske. Leonora Christine kunne fra sin celle i Blåtårn høre det hele og troede, hendes mand faktisk blev henrettet - vinduet sad for højt til, at hun kunne se noget.
Efterkommere.
Men selve Ulfeldt-familien uddøde omkring 1760'erne, slægtens sidste mand var den østrigske storkansler Anton Corfitz Ulfeldt (1699-1769). Han fik ingen børn, så med ham uddøde slægten Ulfeldt.
Eksterne henvisninger.
Corfitz 4
Anne Cathrine Rantzau.
Anne Cathrine Christiansdatter Rantzau (10. august 1618 på Frederiksborg Slot – 20. august 1633) var datter af Christian 4. og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk.
Gift med rigsråd og rigshofmester Frands Rantzau.
Anne Cathrine
Frants Rantzau (rigshofmester).
Frants Rantzau (også Frands) (1604 – 5. november 1632 i København) var en dansk rigsråd og rigshofmester, søn af rigsråd Breide Rantzau.
Frants Rantzau blev gift med Christian 4.s ældste datter med Kirsten Munk, Anne Cahthrine Christiansdatter. Han blev i 1627, kun 22 år gammel, rigsråd og statholder i København og fik dermed ansvaret for bl.a. orlogsværftet på Bremerholm, Tøjhuset og Provianthuset. Allerede i 1632 blev han udnævnt til rigshofmester, men samme år døde han, da han druknede i Rosenborgs voldgrav efter en fest hos kongen
Ekstern henvisning.
Frants
Ich bin ein Berliner.
"Ich bin ein Berliner" er en vending, der stammer fra den amerikanske præsident John F. Kennedy.
Under en europarejse kom han den 26. juni 1963 til Berlin, hvor han blev modtaget af overborgmester Willy Brandt. På rådhuset i Vestberlin (Rathaus Schöneberg) holdt han en tale til en enorm menneskemængde, der var forsamlet på Rudolph Wilde Platz.
Baggrund.
Det var under 20 år siden Tyskland var blevet overvundet af de allierede. Tyskland (og Berlin) var delt af sejrsmagterne og den kolde krig mellem de kommunistiske lande i østblokken og den vestlige verden var på sit højeste og næppe noget sted så synlig og mærkbar som i det brohovede, Vestberlin udgjorde dybt inde i den sovjetiske besættelseszone.
Vestberlins eneste adgang til den vestlige verden gik gennem den sovjetiske besættelsezone. Efter luftbroen i 1948, der gennem 11 måneder bragte byen forsyninger frem ad luftvejen, efter at den var blevet afskåret ved lukning af biltrafikken, og efter DDR's opførelse af Berlinmuren i 1961 var byen et ømt punkt i konfrontationen mellem øst og vest. Kennedys udtryk blev derfor set som et løfte til befolkningen i Vestberlin om at blive støttet af vesten under enhver konflikt mellem parterne.
Selv sagde han efter talen til sin rådgiver og taleskribent Ted Sorensen: En sådan dag oplever vi aldrig igen, så længe vi lever.
Note.
Som et kuriosum kan bemærkes, at navneordet på tysk "ein Berliner" også betyder en berømt berlinsk kage (en Berliner Pfannkuchen), så nogle oversættere kunne have fået den galt i halsen, hvis de citerede sætningen ude af sammenhæng. Kennedy fik lokket smilet frem, da han først brugte sætningen. Hans tale blev oversat - sætning for sætning - til tysk. "Ich bin ein Berliner" blev "oversat" til "sig selv", hvilket fik oversætteren til at lyde som en papegøje. Da klapsalverne døde ud, holdt Kennedy en pause og sagde så: "I appreciate my interpreter translating my German" (tak for oversættelsen af mit tyske), hvilket udløste mere latter fra mængden.
Fascisme.
Fascesen er et symbol for fascismen
Fascisme (på italiensk, "fascismo") refererer oprindeligt udelukkende til den autoritære, politiske bevægelse, som styrede Italien fra 1922-1943 under ledelse af Benito Mussolini. Siden 1960’erne er fascisme blevet opfattet som navnet på en politisk ideologi.
Fascistpartiets symbol var det stavknippe, "fasces", som i det gamle Rom var liktorernes symbol.
I mellemkrigstiden var fascismen over alt en nydannelse, som i militariserede bevægelser splittede de traditionelle konservative partier; særligt de unge blev tiltrukket. På denne tid nåede fascismen også sit højdepunkt.
Dens økonomiske system er den Økonomiske socialisering.
Der dannedes fascistiske partier i alle lande med klar gensidig efterligning, og i en række lande fik disse partier tilstrækkelig tilslutning til at give dem indflydelse. I Italien (1922) og Tyskland (1933) kom fascistiske regimer til magten mens fascistpartier i Spanien, Portugal, Østrig, Rumænien og Ungarn var aktive ved dannelsen af fascistvenlige regeringer. I Frankrig, Belgien og Finland deltog disse partier i yderliggående, men kortvarige, fremstød mod arbejderbevægelsen. Kun i Skandinavien, Holland og Storbritannien fik de ringe tilslutning.
Baggrunden for fascismens opståelse.
Gennem den sidste halvdel af det 18. århundrede og hele det 19. århundrede finder en samfundsmæssig udvikling sted der er afgørende for opståen af fascistiske bevægelser. I det 18. århundrede finder en oplysning sted (se oplysningstiden), der i Frankrig kulminerer første gang i Den franske Revolution, der tager sin begyndelse i 1789.
De næste godt og vel hundrede år i Europa finder løbende en politisk liberalisering og demokratisering af samfundet sted. De absolutte monarkier erstattes med republikker eller konstitutionelle monarkier. Sammen med demokratiet indføres lige borgerrettigheder, hvilket også medfører ophøret af den langvarige diskrimination af jøderne.
Økonomisk markeres denne periode ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme og ved industrialiseringen. Dette løser ikke elendigheden blandt arbejderne, men skaber derimod grundlaget for en ny polarisering, der således tidligt viser sig at kunne true de nye nationalstaters indre enhed og den økonomiske elites magt – nemlig gennem den revolutionære socialisme, anarkisme eller kommunisme.
Den indre sociale polarisering fortsætter, men oplever med 1. verdenskrig (1914-1918) et foreløbigt højdepunkt. I Rusland bliver den socialistiske revolution i 1917 en realitet, mens Tyskland også i 1918 er på randen af en socialistisk revolution, i begge lande pga. den ekstreme elendighed under krigen. Det samme billede truer i andre europæiske lande ligeså.
Fascismen i Italien.
I Italien opstår den, af Benito Mussolini førte, såkaldte fascistiske bevægelse i 1919, hvor der dannes kampgrupper i særligt Syditalien, de såkaldte "fasci". I de første år havde de ikke megen opbakning, og deres program adskilte sig heller ikke meget fra de socialistiske partiers. I 1921 og 1922 bliver bevægelsen dog til den største i Italien. 22. oktober 1922 gennemførtes den såkaldte March til Rom, hvorefter den italienske konge så sig tvunget til at udvælge Mussolini som regeringschef. Mussolini blev dog ikke før 1925 enevældig hersker i Italien. Den fascistiske bevægelse forblev ved magten frem til 1943, da de allierede i 2. verdenskrig gik i land i Italien. I Norditalien forblev Mussolini ved magten frem til Tysklands nederlag i 1945.
Tyskland.
I Tyskland kom den fascistiske bevægelse omkring partiet NSDAP til magten i januar 1933 efter en langsom opbygning gennem 1920’erne. Den fascistiske magtovertagelse i Italien var et forbillede for bevægelsen, der dog på visse punkter adskilte sig fra bevægelsen i Italien og i dag for mange er et bedre eksempel på fascismen, særligt fordi den på internationalt plan spillede en langt større rolle end Italien.
Bevægelsen i Tyskland kaldte sig nationalsocialistisk. Den byggede på et nationalistisk og aggressivt racistisk, særligt antisemitisk, verdenssyn, mens kun nationalismen var bærende for den italienske fascisme. Socialismen skal ikke forveksles med den venstreorienterede ideologi, selvom nationalsocialisterne også særligt i dens første år krævede visse sociale reformer, der var et strategisk udgangspunkt for at opnå en afskaffelse af arbejdsløsheden.
Nationalsocialismen kulminerede under og i 2. verdenskrig (1939-1945), som et resultat af de tyske imperialistiske bestræbelser i særligt Østeuropa, og i den systematiske udryddelse af omkring 6 millioner jøder og mange andre mennesker, der ligeså ansås som fjender af nationen.
Frankrig.
Nogle mener, at Frankrig er landet, hvor den første fascistiske bevægelse opstod og var tæt på at komme til magten i slutningen af 1880’erne i et antisemitisk ophedet Frankrig. Bevægelsen var dannet omkring generalen Georges Boulanger og havde derfor navnet "La Boulange". Den krævede revision (af den franske konstitution), revanche (mod Tyskland efter krigen i 1870/71) og restauration (af monarkiet). Den var støttet af både venstre- og højreorienterede.
Der var i Frankrig på den tid mange lignende bevægelser, der både var nationalistiske, antisemitiske. Hadet mod Tyskland var ofte stort, særligt efter den tabte krig i 1870/71. Nogle krævede en tilbagerulning af republikken, andre accepterede det moderne Frankrig.
Frem til 2. verdenskrig var den mest betydningsfulde bevægelse Action Française med Charles Maurras, der dog aldrig blev til en massebevægelse. Under 2. verdenskrig blev Frankrig besat af Tyskland og det såkaldte Vichy-regime kommer til magten, der ledtes af fascisten og marskalen Philippe Pétain.
Spanien.
I Spanien førte politisk uro i 1930’erne til den Spanske Borgerkrig i 1936-1939 mellem højrefløjen og venstrefløjen, repræsenteret ved den folkevalgte, republikanske folkefrontsregering. Resultatet af denne blev, at højrefløjen vandt og at general Francisco Franco blev diktator i landet. Han blev ved magten frem til sin død i 1975.
Det diskuteres stadig i dag om Spanien i denne tid var fascistisk. Nogle kalder styret fascistisk, andre kalder det autoritært-konservativt. Særligt i de første årtier vil man sandsynligvis kunne kalde styret fascistisk, fordi Franco på den tid var meget afhængig af statspartiet, "FET y de las JONS" (senere Movimiento Nacional). Movimiento Nacional bestod af en række vidt forskellige højrefløjspartier, hvor særligt sammenslutningen "La Falange Española de las JONS" rummede mange fascistiske træk. De andre var mere præget af konservatisme.
Senere mistede statspartiet opbakning og mistede derfor også indflydelse, mens den katolske kirke øgede indflydelsen.
"La Falange Española de las JONS" var antikommunistisk og ønskede ligesom i Italien en korporativ-syndikalitisk organisering af produktionen. De havde også paramilitære grupper, som de italienske fasci. De var også præget af socialistiske elementer. F.eks. ønskede de en jordreform til gavn for de mindre bønder.
Den periode lige efter borgerkrigen, hvor de havde mest indflydelse, blev også kaldt den ”blå periode” og var præget af ”blå terror”, hvor hundrede tusinder af politiske modstandere blev tortureret, dræbt eller sat i koncentrationslejre.
I resten af tiden frem mod 1975 søgte særligt kirken og militæret indflydelse, men Franco formår det meste af tiden at spille dem ud mod hinanden, og de magtfulde poster besatte Franco med personer, der stod ham privat nært.
Franco havde aldrig selv en hård ideologisk linje. Han var frem for alt konservativ, ærkekatolsk, antidemokratisk og antikommunistisk. Han var villig til med magt at opretholde et autoritært styre, der plejede konservative og katolske værdier, som han så som grundlag for den spanske nation, og tilintetgøre enhver modstander, der ville ændre dette system.
Den spanske fascisme var således i hvert fald kun for en kort tid fascistisk, som i Italien eller Tyskland. Spanien adskiller sig særligt i disse år fra andre fascistiske lande, fordi der ikke førtes en aggressiv national-racistisk politik, fordi landet ikke var aktivt imperialistisk og fordi befolkningen ikke deltog aktivt i opretholdelsen af fascismen (ingen massebevægelse), men derimod var præget af en dyb apati.
Rumænien.
Rumænien havde en vigtig fascistisk bevægelse, Jerngarden.
Ungarn.
I Ungarn var det vigtigste fascistiske parti Pilekorspartiet, der regerede i 1944-45.
Andre europæiske lande.
I andre europæiske lande var der særligt under 2. verdenskrig også fascistiske bevægelser ved magten, men disse kom som oftest til magten pga. Tysklands besættelser. Dette er tilfældet for det meste af Øst- og Sydøsteuropa og de fleste nabolande til Tyskland (jf. ovenstående).
Den fascistiske ideologi.
Der er gjort mange forsøg på at definere fascismen – og der kommer stadig nye bidrag til diskussionen. Den senere diskussion tager sin begyndelse i 1963, da Ernst Nolte udgiver værket "Fascismen i sin epoke". Ernst Nolte mener, at kernen i både det fascistiske Italien, de fascistiske bevægelser i Frankrig og det nationalsocialistiske Tyskland var ens, hvilket fører ham til den slutning, at ideologierne trods nationale forskelle bundede i en fælles fascistisk ideologi.
Men i modsætning til nyere fascismeteorier er Noltes fascismeteori historisk begrænset. Han mener nemlig, at de fascistiske regimer opstod i en periode, der var præget af stor social polarisering og socialistiske revolutionstendenser, hvilket, navnlig antikommunismen (antisocialismen), var fascismens kerne.
Med erkendelsen af mange autoritære regimer og bevægelser i efterkrigstiden frem til i dag, tenderer de nyere fascismeteorier til at omfatte et bredere spektrum af bevægelser, herunder regnes både bevægelser, der særligt fører det nationalsocialistiske tankegods videre og identificerer sig positivt med det nationalsocialistiske Tyskland (i Danmark f.eks. DNSB), men også andre bevægelser (særligt dem, der kan forbindes med det såkaldte "nye højre", der hovedsageligt er en intellektuel bevægelse, men også partier, der forbindes med det nye højre, såsom NPD i Tyskland, Front National i Frankrig, Vlaams Belang i Belgien, Frihedspartiet i Østrig, Dansk Folkeparti i Danmark der tager afstand fra fascismen i mellemkrigstiden.
Det har bl.a. ført to i den nyeste forskning dominerende fascismeteoretikere, amerikaneren Matthew Lyons og englænderen Roger Griffin, til ”positive” definitioner, hvor fascismens kerne er hårdkogt nationalisme.
Begge mener, at kernen i fascismen er kampen for en genfødsel eller nyfødsel (palingenese) af nationen. Nationen kan efterfølgende opfattes som et ubrydeligt fællesskab, ”os” (byggende på etnisk, biologisk, religiøst eller lignende grundlag), hvis værdier skal styrkes, mens ødelæggende kræfter af dette fællesskab, ”dem”, skal kritiseres, bekæmpes eller ligefrem ryddes bort.
Denne generiske fascismeteori, der også kaldes "den nye konsensus" i forskningen, kan således inkludere både stærkt voldelige fascistiske regimer, som det nationalsocialistiske Tyskland, der pga. af særegne betingelser slog ud i bl.a. en eliminatorisk antisemitisme, men altså også ovennævnte bevægelse af større eller mindre nationalistiske grupperinger, der arbejder på et anti-totalitaristisk og demokratisk grundlag. Men formålet med den generiske fascismeteori er som sådan ikke at beskrive diverse historiske bevægelser, men en ideologi.
Système International d'Unités.
Système International d'Unités eller SI-systemet er et internationalt enhedssystem (navnet kommer fra fransk). SI-systemet bruges i det meste af verden på nær USA, Liberia og Myanmar. Det er en udvidelse af det tidligere meter-kilogram-sekund-system (MKS) med ekstra grundlæggende enheder.
Danmark.
Danmark har vedtaget SI-systemet ved "Lov om mål og vægt nr. 246 af 12. maj 1976" og "Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 320 af 21. maj 1977", hvilket indebærer at SI-systemets størrelser og enheder skal anvendes i myndighedspublikationer, standarder, normer, undervisningsmateriale, varedeklarationer m.v.
Grundlæggende enheder.
Der er syv grundlæggende SI-enheder, adskillige afledte SI-enheder, og et antal SI-præfikser som kan sættes foran enhederne.
Oprindelse.
Enhederne i SI-systemet er bestemt af en række internationale konferencer organiseret af Bureau International des Poids et Mesures (Det internationale kontor for vægt og mål). Den første SI-enhed blev indført i 1960 og den seneste tilføjelse er fra 1971.
Men SI eller metersystemet har rødder tilbage til omkring 1640. Det blev lavet af franske videnskabfolk, og blev udbredt i forbindelse med den franske revolution i 1789. Systemet forsøgte at definere sine enheder på en ikke-vilkårlig måde hvilket passende godt ind i revolutionens idé om "ren fornuft".
MKS-/ MKSA-systemet.
I Danmark blev systemet vedtaget ved lov 4. maj 1907 og blev det eneste lovlige 1. april 1916. Før da havde en række andre europæiske lande vedtaget systemet, bl.a. Norge ved lov 22. maj 1875 med gyldighed fra 1. juli 1882, Sverige ved lov 22. november 1878 med gyldighed fra 1. januar 1889, og Finland ved lov 16. juli 1886 med gyldighed fra 1. januar 1892.
Meter.
En meter skulle være en timilliontedel af afstanden fra Nordpolen til ækvator langs meridianen gennem Paris. Senere blev der fremstillet en platinstang med indgraverede mærker for en meter for at have en mere praktisk brugbar standard for en meter. Stangen blev opbevaret i Paris og skulle afhjælpe i tvivlsspørgsmål ved handel. På grund af en beregningsfejl blev prototypen i platin 0,2 mm for kort i forhold til den første definition. Som teknikken udviklede sig blev definitionen (men ikke længden) ændret to gange: Først til et multiplum af en bestemt strålingsbølgelængde, og sidst til den afstand lys tilbagelægger i vakuum i en bestemt tidsperiode.
a>n på enheden kilogram. Den virkelige prototype har eksisteret siden 1889 og er fortsat gældende. Den opbevares under meget beskyttede forhold, så dens vægt ændrer sig mindst muligt.
Masse og rumfang.
Enheden for masse er kilogram som var defineret som massen af en kubus med sidelængde en tiendedel meter fyldt med vand med størst mulig massefylde (hvilket er ved +4 °C). Rumfanget af kuben kaldes også en liter. Der blev senere fremstillet et metallod af platin-iridium med en masse på et kilogram, og det har siden da været brugt til definitionen.
Temperatur.
Temperaturenheden blev Celsiusgrader hvor 0 grader er temperaturen af en blanding af is og vand og 100 grader temperaturen af kogende vand. Da man senere fandt ud af at der findes en absolut minimumstemperatur, blev nulpunktet flyttet til minimumstemperaturen hvorved kelvin-skalaen blev skabt. I celsius-skalaen kaldes det absolute nulpunkt minus 273,15 grader.
Tid.
Tidsenheden er sekund som oprindeligt er fastsat så der er 86.400 sekunder på et døgn. Definitionen er raffineret adskillige gange i takt med videnskabens og målemetodernes udvikling. Der er 60 sekunder pr. minut, 60 minutter på en time og 24 timer på et døgn.
Skuespiller.
En skuespiller er den person, der agerer i en dramatisk tekst og som sådan arbejder i teater, film, tv eller radio. Skuespillere kan også optræde som sangere, dansere, stand-up'ere eller lægge stemme til en karakter i for eksempel tegnefilm.
Etymologi.
Oprindelsen til det danske ord er det tyske 'Schauspieler'. Den oprindelige betydning af det græske ord for skuespiller "hypocrite" er 'at foregive', 'at agere' eller 'den, der svarer koret' (De første græske tragedier bestod af et kor der var i dialog med en navngiven person. Sidstnævnte var den, der betegnedes 'hypocrites').
En tidligere dansk betegnelse for skuespillere var 'aktører', hvilket henviser til skuespilleren som en handlende person. 1800-tallets betegnelse for personerne i et skuespil var 'de handlende' eller 'de agerende'.
Historie.
Det første historiske vidnebyrd om en navngiven skuespillers optræden siger at det foregik i ca. 534 f.K. på Dionysosteatret i Grækenland. Mandens navn var Thespis og ifølge Aristoteles ('Poetik') var han den der opfandt skuespilkunsten (i den vestlige verden) i og med at han i stedet for at fortælle en historie som sig selv, talte og handlede som en anden karakter. Navnet indgår i det ikke længere så brugte udtryk 'Thespiskærren' om omrejsende teaterselskaber.
I antikkens Rom opnåede flere skuespillere skønt de var slaver stor berømmelse via de romerske teatres opførelser af bl.a. Plautus værker.
I almindeligt omdømme blev skuespillere betragtet som ikke-respektable personer. Denne opfattelse varede ved til op i renæssancen, hvor skuespillere end ikke kunne begraves i indviet jord. Først med Shakespeare og det Elizabethanske Teater genvandt skuespilleren en vis agtelse.
Frem til det 17. århundrede blev kvinderollerne spillet af mænd eller unge drenge fordi det indtil da var forbudt kvinder at optræde på scenen. Det blev betragtet som skammeligt og uværdigt. Venedig var det første sted der tillod kvindelige aktører og det spredte sig derefter til England og det øvrige kontinent. I samme periode begyndte skuespillerens anseelse at vokse og med filmens fremkomst i det 20. århundrede blev faget en stor attraktion og særligt populære skuespillere oplevede (og oplever) verdenomspændende berømmelse og beundring. Den amerikanske skuespiller og teaterpædagog Stella Adler gik så vidt som til at hævde at de bedste skuespillere udgjorde 'the American Aristocracy' - altså et amerikansk aristokrati. Der er dog endnu i dag visse der ikke anser skuespil for at være 'rigtigt arbejde'.
Teknik.
Skuespillerens teknik, altså de greb skuespilleren anvender til at agere en anden person, blev helt frem til det 19. århundrede overleveret i et mester-lærling forhold. Først i 1700-tallet begyndte de intellektuelle overvejelser om hvad det var skuespilleren gjorde og kunne. Franskmanden Dennis Diderot skrev o. 1777 "Dialog om skuespilkunsten" (dansk 1949), hvor han rejste spørgsmålet om skuespilleren er 'kold' eller 'varm'. Altså om skuepilleren rent faktisk føler noget eller udelukkende forstiller sig.
Den første egentlige systematiske undersøgelse af skuespillets teknik kom med den russiske skuespiller, instruktør og teaterleder Konstantin Stanislavski (1863-1938). Han brugte et helt liv på at udforske metoder til at opnå skuespillerens realistiske, overbevisende og inspirerede ageren på scenen og har lige siden været referencepunktet for hele den vestlige verdens skuespilteknik.
Kernen i Stanislavskis teknik var indlevelsen og dermed skuespillerens evne til at rive publikum med i sin overbevisende fremstilling.
Overfor Stanislavskis indlevelse hævdede tyskeren Bertolt Brecht (1898-1956) at skuespillerens vigtigste teknik var 'verfremdung' (=fremmegørelse) idet det drejede sig om at få publikum til at reflektere over handlingen i et stykke ved at gøre det velkendte fremmed.
Stanislavskis arbejde videreførtes især i USA. I 1929 grundlagdes 'The Group Theatre'. En sammenslutning af ca. 30 skuespillere, instruktører og forfattere der havde det erklærede formål at gøre Stanislavski kunsten efter, eller endog at forbedre hans teknik. 'The Group' bestod kun i 10 år, men kom til at lægge grunden for det 20. og 21. århundredes amerikanske dominans på filmområdet. Blandt andre var forfatteren Arthur Miller og filminstruktøren Harold Clurman tilknyttet gruppen.
Disse tre personligheders videreudvikling af Stanislavskis teknik, har fået den upræcise samlebetegnelse 'method-acting'. Det er en populær misforståelse af 'The method' at skuespilleren 'bliver' rollen, men realiteten er at alle tre teknikker udgør en skridt-for-skridt metode til at opnå skuespillerens overbevisende, medrivende og usynlige præstation.
Der er endnu i dag ganske stor forskel på den amerikanske og den europæiske spillestil. Det amerikanske ideal er - i forlængelse af Stanislavski - at være 100 % naturtro gennem indlevelse, mens der i den kontinentale europæiske stil er en større tendens til at gestalte en rolle og dermed distancere sig fra den.
Uddannelse.
I Danmark findes både uddannede og selvlærte skuespillere. Der er intet arbejdsgiverkrav om uddannelse og 'skuespiller' er derfor heller ikke en beskyttet titel.
Der findes fire statsstøttede skuespillerskoler og et lille antal private skoler i landet. Statens Teaterskole i København, Skuespillerskolen v/ Aarhus Teater, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og Det Danske Musicalakademi i Fredericia er offentligt støttet, mens eksempelvis ophelia i København er en betalingsskole.
Forfatter.
En forfatter er en ophavsmand, personen som har skrevet teksten, til en bog, artikel, novelle, digt (se digter), eller anden litteratur, samt manuskripter til film, tv-serier, radio mm. (se manuskriptforfatter).
Naturvidenskab.
Naturvidenskab er en akademisk aktivitet som tager sigte på at give en objektiv beskrivelse af og forklaring på fænomener og processer i naturen. På universiteterne hører fagene astronomi, biologi, fysik, geografi, geologi og kemi ind under det naturvidenskabelige fakultet. Det samme gælder matematik og i nyere tid datalogi, selv om de i kraft af deres genstandsområde og metode ikke er naturvidenskabelige. Omvendt har medicin sit helt eget fakultet, selv om studiet af menneskekroppen kan opfattes som en (højt specialiseret) underdisciplin af biologien. I nutiden vokser tværfaglige discipliner som f.eks. nanoteknologi frem.
Der er et snævert samspil mellem naturvidenskabelige landvindinger og teknologisk udvikling. Til tider har praktiske udfordringer drevet naturvidenskaben fremad. Det gælder f.eks. konstruktionen af kraftvarmemaskiner under industrialiseringen i 1700-tallets England. Andre gange har naturvidenskabelig erkendelse medført etableringen af nye erhvervsgrene. Det gælder f.eks. opdagelsen af DNA-molekylet der via molekylærbiologien ligger til grund for bioteknologien.
Selv om den moderne naturvidenskabsmand eller -kvinde er nødt til at være højt specialiseret for at kunne gøre sig forhåbning om at producere ny viden, kan man fortsat tale om et samlet naturvidenskabeligt verdensbillede, og nogle har sågår forsøgt at opstille en over de væsentligste naturvidenskabelige teorier og opdagelser.
Naturvidenskabens historie.
Naturvidenskabelig tankevirksomhed er antagelig lige så gammel som menneskeheden. Agerbrugerne i de gamle flodkulturer var afhængige af en pålidelig kalender og blev således tvunget til at studere nattehimlen. Skriftlige vidnesbyrd om naturvidenskabelig aktivitet foreligger fra antikken, hvor blandt andre Arkimedes beskæftigede sig med såvel teoretiske som praktiske problemstillinger. I den europæiske middelalder dominerede skolastikken, som byggede på det aristoteliske verdensbillede. I renæssancen erstattede argumentation baseret på iagttagelser og forsøg atter de filosofiske spekulationer. Mange peger på Tycho Brahes banebrydende astronomiske observationer som udgangspunktet for den moderne naturvidenskab. Galileo Galilei anses dog også af mange som den person som grundlagde den naturvidenskabelige metode. For første gang var der en person, som sagde, at man skulle opfatte verdenssystemet heliocentrisk og ikke, som Kirken anbefalede det, geocentrisk.
I oplysningstiden blev flere af de klassiske naturvidenskabsdiscipliner grundlagt og opgøret med de religiøse dogmers indflydelse på naturvidenskaben fuldbragt. Op igennem 1800-tallet nærmest eksploderede den naturvidenskabelige viden, og omkring år 1900 var mange af den opfattelse at den menneskelige viden om naturen i det store hele var fuldstændig. Ibrugtagningen af forbedrede måleapparater ledte imidlertid til opdagelsen af nye fænomener som viste at det langt fra er tilfældet, og hele vejen igennem det 20. århundrede er der sket banebrydende fremskridt på snart sagt alle felter.
Naturvidenskabelig metode.
Naturvidenskab har til opgave at forklare hvordan og hvorfor verden er indrettet som den er. De svar som naturvidenskaben giver, er i vid udstrækning upersonlige og kulturneutrale, og dermed objektive.
Naturvidenskab bygger på et samspil mellem empiri og teori. På baggrund af tidligere iagttagelser og undersøgelser opstilles en hypotese. Denne gøres til genstand for eksperimentel afprøvning.
Strider forsøgsresultaterne med hypotesens forudsigelser, er den falsificeret (modbevist) og må modificeres eller begrænses i sit gyldighedsområde.
I modsat fald er hypotesen ikke verificeret i streng forstand, men blot empirisk underbygget (man siger at der foreligger evidens).
Reproducerbarhed af de opnåede resultater er endvidere et ufravigeligt krav i naturvidenskab.
Efter lang tid uden falsifikation kan en hypotese ophøjes til en teori, regel eller lov, selv om denne stadig risikerer at blive modbevist.
Med andre ord regnes induktion (dvs. slutning fra enkelttilfælde til generel sammenhæng) ikke for en gyldig måde at tilvejebringe sikker viden på. Historien rummer talrige eksempler på at påstande om naturen som i lang tid har været regnet for kendsgerninger, viser sig ikke at være det. F.eks. blev det med opdagelsen af næbdyret fastslået, at der i strid med den hidtil gældende taksonomi findes dyr som både dier og lægger æg.
Visse naturvidenskabelige teorier er vanskelige at falsificere. Dette gælder f.eks. teorien om kontinentalpladedriften. I disse tilfælde kræver man i stedet at teorien forklarer de kendte sider af det fænomen som teorien udtaler sig om, herunder at der ikke findes observationer som strider mod teorien, samt at der ikke findes en simplere teori med samme egenskaber. Sidstnævnte princip er kendt som Occams ragekniv.
Moderne naturvidenskab gør i vid udstrækning brug af matematiske modeller. Medens kvalitative udsagn om naturen meget vel lader sig formulere i et sprog der ligger tæt på hverdagssproget, har matematisk sprogbrug vist sig at være en enorm styrke når det gælder kvantitative udsagn.
Bevæbnet med fx måledata og regnetekniske hjælpemidler går forskeren på jagt efter sammenhænge. I første omgang lykkes det typisk at godtgøre en korrelation mellem observerede størrelser, men fuldt tilfredsstillende er en teori først når samvariationen udtrykkes som en kausalitet, altså når man kan pege på den årsagssammenhæng som kontrollerer et fænomen.
Ved oversættelsen mellem virkelighed og model er det ofte nødvendigt at gøre simplificerende antagelser. Denne idealisering, hvor man fokuserer på den dominerende effekt og negligerer sideeffekter, har ofte bragt naturvidenskaben fremad. Inden for fysikken gælder det f.eks. Galileis erkendelse af at luftmodstand forstyrrer (hæmmer) den ideale bevægelse som legemer udfører under indflydelse af tyngdekraften.
Peder Skram.
Peder Skram (født ca. 1503 - 11. juli 1581). "Danmarks vovehals". Rigsråd, admiral. Gift med Elsebeth, der var datter af rigsmarsk Tyge Krabbe. I løbet af deres lange ægteskab fik Peder Skram og Elsebe Krabbe i alt 18 børn; 7 sønner og 11 døtre. Tre af døtrene døde ved fødslen og kun én af sønnerne og syv af døtrene overlevede deres forældre. Alene i 1566 døde fire af deres sønner.
Deltog med Henrik Gøye i felttog i Sverige og frelste ved Uppsala Mogens Gyldenstierne. Da Christian 2. var fordrevet, var Peder Skram med ved belejringen af København i 1523.
I 1532 sejlede han med en lille flåde til Norge for at finde Christian 2.'s fem skibe. Han opbragte dem ved Tønsberg og undsatte Mogens Gyldenstierne på Akershus.
Hertug Christian sendte ham efter anmodning fra Gustav Vasa til Stockholm i 1535 for at kommandere den svenske flåde, der sammen med danske og preussiske skibe skulle bryde Lübecks overmagt. Blev leder af alle flådeafdelingerne, hjulpet af den svenske admiral Per Månsson.
Efter at have jaget modstanderens flåde på flugt ved Bornholm, fortsatte han til Lillebælt, hvor han ødelagde en del fjendtlige skibe og sikrede Johan Rantzaus overførsel af tropper til Sjælland efter sejren i Slaget ved Øksnebjerg.
Peder Skram indtog herefter Langeland og Korsør. Fra juli 1535 blokerede han med flåden København og Malmø. Han blev såret, men vendte tilbage til blokaden indtil overgivelsen 29. juli 1536.
Ved Christian 3.'s kroning 1537 blev han slået til ridder og i 1539 optaget i rigsrådet. Da Den Nordiske Syvårskrig i 1563 brød ud, havde han kommandoen over den danske flåde.
Lensmand på Laholm fra 1558 (afgiftslen) - han slog flere fjendtlige angreb tilbage i 1565 og 1568.
Selv ejede han herregården Urup og fik i 1536 Harritsborg len, som han samme år ombyttede med Helsingborg Len. Peder Skram skrives i 1548 til Helsingborg Len og Landskrone slot, og han lagde grundstenen til Landskrone slot i 1549.
Se også.
Peder
Forlystelsespark.
En forlystelsespark er generel betegnelse for en tivolipark med forlystelser såsom karruseller, rutsjebaner og lignende og måske anden underholdning. Ordet bruges især om fastliggende etablissementer. Bakken, grundlagt i 1583, er verdens ældste forlystelsespark.
Temapark.
En forlystelsespark, som er baseret på ét eller flere temaer, kaldes en temapark. Typiske eksempler på temaparker er Disneyland og Legoland.
Friderich Adolph Schleppegrell.
F. A. Schleppegrell (28. juni 1792 - 26. juli 1850). Født på Brunlaug ved Larvik som søn af generalmajor Otto Heinrich von Schleppegrell og dennes hustru Cathrine Abigael Zimmer. Gift 25. juli 1828 med Johanne baronesse Juel, datter af major og baron Christian Frederik Juel af Rysensteen.
Især kendt for sin indsats i Treårskrigen hvor han ved krigsudbruddet i 1848 som oberst fik kommandoen over venstre flankekorps. Udnævnt til generalmajor 1848.
Christian de Meza.
Christian Julius de Meza (14. januar 1792 i Helsingør - 16. september 1865) var søn af læge og justitsråd Christian Jacob Theophilus de Meza og dennes første hustru Anne Henriette.
I 1842 blev han major. Ved krigsudbruddet af Treårskrigen i 1848 blev han udnævnt til ledende artilleriofficer. Han deltog og udmærkede sig i kampene ved Bov, Nybøl og Dybbøl og blev udnævnt til oberstløjtnant i 1848. I 1849 blev han chef for 6. infanteribrigade under kampene ved Sundeved. Han førte 6. brigades udfald (avantgarde) fra Fredericia 6. juli 1849.
Efter Schleppegrells fald under Slaget ved Isted overtog han kommandoen over 2. division.
De Meza blev overgeneral for den mobiliserede hær i december 1863 og overtog kommandoen ved Dannevirke i 1864. Her tog han beslutningen om at rømme den alt for svage Dannevirke-stilling 5. februar 1864 og organiserede troppernes tilbagetrækning til Dybbøl.
28. februar 1864 blev han af folkestemningen og regeringen tvunget til at træde tilbage fra overkommandoen.
De Meza døde året efter (den 16. september 1865), 73 år gammel og ligger begravet på Garnisons Kirkegård i København. Det sidste værk han nåede at skrive inden sin død, hed "Mit sidste Farvel til Medborgere".
Eventyr.
Trolde med en bortført prinsesse
Ordet eventyr betyder oprindeligt en spændende oplevelse (som det engelske ord adventure).
Men nutildags kommer vi i højere grad til at tænke på den litterære genre, når vi hører ordet 'eventyr'.
Et eventyr er en fiktiv tekst, som har eksisteret i mange, mange år. Der kan findes eventyr så langt tilbage, som der kan findes skrevne kilder.
Eventyret ender næsten altid lykkeligt, og er oftest også temmelig forudsigeligt.
Folkeeventyr.
Folkeeventyret er en fortælling, som er gået fra mund til mund igennem mange år indtil det endelig er blevet skrevet ned. Folkeeventyret har ændret sig en lille smule for hver gang det er blevet fortalt; derfor kan man også finde mange forskellige nedskrevne versioner af hvert enkelt eventyr. Folkeeventyr er derfor også meget enkle så der ikke er så meget man skal huske på.
De fleste folkeeventyr, vi kender i dag, blev nedskrevet af Brødrene Grimm og norske Asbjørnsen og Moe. Mange folkeventyr indsamlet i 1800-tallet blev udgivet i censureret form eller slet ikke publiceret, fordi deres indhold var i modstrid med tidens borgerlige moral.
Et folkeeventyr har visse meget letgenkendelige træk, som i mindre grad optræder i kunsteventyrene. Folkeeventyret er oftest uden nogen detaljeret beskrivelse af personerne og stederne i fortællingen. Ex. den smukke datter, den fattige bonde, det smukke kongeslot, et kongerige langt væk, osv. Det er ofte alt hvad vi får at vide. Folkeeventyret kan opdeles i to undergenrer,skæmte- og trylleeventyr. I skæmteeventyre gøres der grin med samfundets autoriteter med dårskab i det hele taget. Latteren rammer typisk adelen og de gejstlige.
I trylleeventyrene foregår dele af handlingen i et overnaturligt rum, der er befolket af trolde, nisser, elverpiger og drager.
I trylleeventyr indgår ofte en hovedperson, en modstander, en hjælper, en præmie (ofte en prinsesse), en afgiver af præmien og en modtager af præmien.
I eventyret møder helten en række modstandere, der vil hindre ham i at udføre sit projekt. målet for eventyrene er typisk at vinde prinsessen og det halve kongerige.
Kunsteventyr.
Den mest kendte af alle forfattere af kunsteventyr er H.C. Andersen. Kunsteventyr er aldrig mund-til-mund-fortællinger, men derimod historier som er opstået i forfatterens egen fantasi, ofte mere eller mindre inspireret af folkeeventyrene eller forfatterens eget liv.
Kunsteventyret er ofte en meget mere levende fortælling end folkeeventyret. Sproget er nuanceret, og der er detaljerede og varierede beskrivelser af personerne og stederne i historien.
De tilbagevendende træk.
Der er visse træk, som næsten altid går igen i både folke- og kunsteventyr. De kendteste træk er vel nok indledningen "Der var engang..." og afslutningen "...og de levede lykkeligt til deres dages ende."
Slaget på Isted Hede.
Slaget på Isted Hede 25. juli 1850 er det største slag i danmarkshistorien. 40.000 danske soldater kæmpede mod 34.000 slesvig-holstenere ved Isted nordvest for Slesvig.
Preussen havde efter russisk pres trukket sig ud af krigen, og slesvig-holstenerne stod alene tilbage, men mange tyske frivillige meldte sig under den slesvig-holstenske trikolore.
Den danske hær under general Krogh var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær. Den tyske øverstbefalende var den preussiske general von Willisen.
Slesvig-holstenerne indtog dog en stærk forsvarsstilling ved Isted, hvor passagen omkring landevejen Flensborg-Slesvig indsnævres af moser og søer. Forsvaret havde dermed en stor fordel.
Kampene blev indledt kl. 1 om natten, og især de indledende angreb var kostbare for de danske styrker. Mange af hærens bedste officerer udviste stort mod, måske dumdristighed, og blev dræbt. Der stod hårde kampe ved landsbyerne Isted og Øvre Stolk, og ved 8-tiden om morgenen var situationen for danskerne kritisk. I løbet af de næste timer lysnede det dog, og ved middagstid gav general Willisen ordre til tysk tilbagetog.
Men sejren var dyrekøbt. På dansk side faldt der 845 mand, heriblandt general Schleppegrell og oberst Læssøe. Slesvig-holstenerne havde 534 faldne.
Efter sejren ved Isted tog den danske hær stilling på Dannevirke.
Friedrich von Wrangel.
Maleri af Friedrich Ernst von Wrangel
Friedrich Ernst von Wrangel (1784 - 1877) var en preussisk officer, der 12 år gammel blev indrulleret i et preussisk dragonregiment. Som 14-årig udnævntes han til sekondløjtnant.
Han deltog i Napoleonskrigene sammen med bl.a. nordmændene Olaf Rye, Hans Helgesen og Schleppegrell. Senere kom de til at kæmpe mod hinanden, da Wrangel førte de tyske forbundstropper mod Danmark under Treårskrigen 1848-50.
Han udnævntes til generalfeltmarskal i 1856 og blev øverstbefalende for den preussisk-østrigske hær krigen mod Danmark indtil februar 1864. Han var på det tidspunkt 80 år gammel.
Kanal.
En kanal er et gravet vandløb eller en kunstig vandvej. Kanaler findes i to udformninger. Enten i form af (af)vandingskanaler, der bruges til, at lede vand til eller fra dyrkede arealer eller andre steder der har brug for en stabil vandforsyning (f.eks. voldgrave). Eller sejlbare kanaler der bruges som indenlandske vandveje til transport af passagerer og gods.
Ordet kanal kommer fra latin "canna" som betyder rør. Det er beslægtet med kanel, som bliver rørformet når barken tørrer.
Historie.
Man har bygget kanaler meget længe. Allerede de gamle egyptere og sumerer byggede afvandingskanaler for 5000 år siden.
Danske kanaler.
I Danmark har de sejlbare kanaler primært været brugt til, at lette adgangen til havne rundt om i landet. Eksempler på dette er kanalen til Næstved havn og Odense Kanal. Enkelte steder har kanaler være brugt til, at forkorte afstanden som skibe skulle tilbagelægge. Et eksempel på dette dette er Kanhavekanalen, der gennemskærer Samsø. Kanaler til egentlig varetransport er der kun få af i Danmarkshistorien en markant af slagsen er Esrum Kanal.
Udenlandske kanaler.
I udlandet derimod har man en lang tradition for varetransport på de indre vandveje, såvel på floder som på kanaler. En varetransport som stadig foregår og til stadighed udbygges.
Europa (måne).
Europa er en af planeten Jupiters måner, og den mindste af de fire såkaldt galileiske måner der opdaget i 1610 af Galileo Galilei — de andre tre er Io, Ganymedes og Callisto. Den har navn efter Europa fra den græske mytologi, en af Zeus' mange elskerinder. Dette navn blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse, men navnet vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Europa som "Jupiter-II" (II som i romertallet 2; Jupiters 2. måne talt "indefra").
Europas indre.
I modsætning til flertallet af måner i det ydre solsystem, ligner Europas indre den måde de indre planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars er opbygget; ligesom dem består Europa primært af silikater. Den har et overfladelag af vand, som formodes at være ca. 100 kilometer dybt, hvoraf det alleryderste lag er frosset til is. Målinger af magnetfeltet omkring Europa tyder på at en betragtelig del af Europas indre er flydende, muligvis elektrisk ledende "saltvand" neden under is-overfladen. Desuden har Europa muligvis en kerne af metallisk jern.
Overflade.
Europas overflade er meget jævn; det er meget få landskabsdetaljer der rager mere end nogle få hundrede meter op. Et af overfladens mest markante træk er de mørke linjer der ligger på kryds og tværs af hinanden over hele kloden: Det er efter al sandsynlighed tidevandskræfterne af Jupiter og de øvrige måner der skaber disse revner i overfladen — man mener at Europa-overfladen visse steder må hæve og sænke sig op til 30 meter i takt med disse tidevandskræfter.
Sådanne revner bliver tilsyneladende hurtigt fyldt op med nyt materiale, for der er næsten ikke nogen højdeforskel på terrænet i og udenfor striberne. Visse steder kan man ved nøjere eftersyn se hvordan den hvide is på hver sin side af en mørk linje har forskudt sig i forhold til hinanden, inden sprækken blev lukket.
Der er desuden meget få kratre på Europa; man kender kun til tre kratre over 5 kilometer i diameter. Europa-overfladen er desuden meget lys; dens albedo hører til de højeste værdier for alle måner i Solsystemet, og sammen med den næsten kraterfri, jævne overflade tyder det på at Europas overflade er meget ung. Sammenholdt med det meteor-bombardement som Europa må "tage imod", regner man med at intet landskab på Europa kan være mere end 30 millioner år gammelt.
Nærbillede af Europas karakteristiske mørke linjer
Den lyse overflade med dens markeringer minder meget om havis på Jorden, og sammen med den fart hvormed revner og kratre bliver fyldt ud, har dette ført til spekulationer om et dybt hav under is-overfladen: Sådant et hav kunne holdes over frysepunktet af de samme tidevandskræfter der leverer energi til Ios vulkaner. De største kratre synes at være blevet fyldt op med ny is, og på baggrund af dette, samt beregninger over hvor meget varme tidevandskræfterne kan levere, regner man med at is-kappen er et sted mellem 10 og 30 kilometer tyk. Havet nedenunder kan altså være op imod 90 kilometer dybt.
Europa har såkaldt "bunden rotation" i forhold til Jupiter, dvs. Europa vender til enhver tid den samme side mod Jupiter. Det burde give anledning til et forudsigeligt mønster i revnerne, men det er kun de alleryngste af Europas revner der passer med disse forudsigelser. Dette kan forklares hvis Europas indre roterer en anelse hurtigere end dens ydre, men sammenligninger af billeder fra Voyager- og Galilei-rumsonderne tyder på, at Europas kerne højest roterer 1 omdrejning pr. 10 000 år hurtigere end overfladen.
Et andet landskabstræk på Europa er de såkaldte "lenticulae" (latin for "fregner"): Nogle er forhøjninger, andre fordybninger, andre igen blot mørke men i øvrigt jævne områder i terrænet, mens atter andre er afgrænsede områder med mange mindre ujævnheder i det ellers så "glatte" Europa-landskab.
Atmosfære.
Observationer foretaget med Hubble teleskopet tyder på at Europa har en atmosfære, om end den er uhyre tynd; atmosfæretrykket er af størrelsesordenen 1 mikro-Pascal. Af samtlige Solsystemets måner er der kun fem andre (Io, Callisto, Ganymedes, Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton) der vides at have sin egen atmosfære. Den tynde Europa-atmosfære består næsten udelukkende af ilt, men i modsætning til den biologiske oprindelse til ilten i Jordens atmosfære kommer Europa-atmosfærens ilt fra vand der fordamper fra overfladen, hvorefter sol- og partikelstrålingen sønderdeler vandmolekylerne. Brinten har på grund af sin lave molekylevægt og Europas begrænsede tyngdekraft let ved at forlade atmosfæren, og tilbage er ilten.
Jean-Jacques Rousseau.
Jean-Jacques Rousseau (28. juni 1712 - 2. juli 1778) var en fransk filosof fra oplysningstiden. Han blev født i Geneve, Schweiz og flygtede tidligt hjemmefra og ernærede sig en tid som gravør, musiker og komponist. Hos madame de Warens fandt han for en tid et frirum, som han hensynsløst beskrev i sine "Bekendelser". Værket anses for et af litteraturens mest åbenhjertige selvbiografier.
Jean-Jacques Rousseau tilhørte den gruppe filosoffer, hvis ideer inspirerede den franske revolution. I 1741 slog han sig ned i Paris og omgikkes blandt andre Diderot og Holbach. Han bragte et nyt nodesystem med sig, som ikke blev udbredt. Rousseau fik fem børn med Thérèse Levasseur, som alle kom på børnehjem. Det står i skærende modsætning til hans kærlighed til børn og pædagogiske filosofi (i "Émile").
Årsagen har muligvis været, at Rousseau ikke følte han kunne give sine børn en ordentlig opvækst. Idehistorikeren Mihail Larsen karakteriserer Rousseau som en "guldgrube for en psykiater" og en selvglad psykopat, kleptoman, mytoman og hypokonder, der samtidigt var en meget hjertelig person. Men det kan sagtens være, at den pædagogik Rousseau fremstiller, ikke skal forstås som noget der kommer fra hjertet, men snarere en stiløvelse, der ligger i forlængelse af den klassiske humanismes hang til at skrive flot uden at interessere sig synderligt for indholdet.
Rousseau besvarede en prisopgave fra Akademiet i Dijon i 1749, som samtidig indholdt hovedtemaet for hans senere forfatterskab. Prisopgaven var en besvarelse af: har videnskaben og kunsten været med til at højne sæderne? Hans svar var benægtende. Det blev fulgt op af endnu en prisopgave i 1753 om uligheden mellem mennesker.
Han flyttede nu til Luxembourg, hvor han skrev "Den sociale kontrakt" (1762) med den kendte udtalelse: "Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker". Han mente, at vi havde indrettet politiske systemer, som ikke tillod os at være fri. Rousseau påstod, at mennesket har det bedst i sin naturtilstand, og at civilisationen og samfundet har ødelagt det. Hvis det er sandt - Rousseau påstod aldrig, at vi kunne vende tilbage til denne oprindelige, rene naturtilstand - findes der så en måde, som vi kan bevare menneskets naturlige frihed i det moderne samfund? Rousseau brugte en form for en social kontrakt til at foreslå, hvorledes individer kunne underkaste deres vilje til fælles vilje. I Hobbes' naturtilstand var mennesket krigerisk, og dets liv ondt, brutalt og kort. De manglede den sociale kontrakt til at bringe dem ud af den tilstand. Rousseaus kontrakt virkede anderledes, idet den tillod nogle af de gode ting, som var i naturen, da mennesket var på sit højeste, at vinde indpas i det moderne samfund. Skønt Rousseau ikke advokerede for nogen "tilbage til naturen" bevægelse, så udforskede hans tanker værdien af et livet tæt på naturen og risikoen ved det civiliserede liv. Ideer som blev meget populære i den romantiske periode.
Hans opdragelsesroman "Émile" dannede epoke inden for pædagogikken, idet den gik ind for en fri opdragelse af barnet.
"Den sociale kontrakt" gjorde folkeviljen til den øverste lov, og var dermed et varsel om den franske revolution.
I 1767 vendte han tilbage til Paris, hvor han døde den 2. juli 1778. Han blev begravet ved siden af Voltaire i Panthéon. Rousseau fik igennem sin fremhævelse af følelsens og det naturliges værdi afgørende indflydelse på den vestlige kultur.
Udvalgt bibliografi.
Titelbladet til første bind af den første danske oversættelse af "Emile" fra 1796.
Ord.
Et ord består af et eller flere bogstaver, har en funktion (ordklasse) og en betydning (semantik). Ord bruges også når vi snakker, og derfor er ord en måde hvorpå der kan kommunikeres med andre mennesker. Visse ord har forskellige betydninger og selv samme ord kan give en anden betydning alt afhængig af i hvilken sammenhæng det bliver brugt.
Begrebet: Ord, kan defineres som: En betydningsbærende følge af fonemer.
En person tilegner sig ord gennem hele livet, men især gennem opvæksten og skolegangen.
Smykkesten.
Smykkesten (også benævnt ædelsten, ægte og uægte sten, eller juveler) er et stykke mineral, som er forarbejdet ved slibning i forskellige former, runde, ovale, facetter osv., for anvendelse som smykker.
De fleste smykkesten er udført i et hårdt materiale, mens bløde materialer anvendes i nogle tilfælde på grund af deres klare farver eller æstetiske værdi, eksempelvis rav.
Af ca. 3.800 beskrevne mineraler, er mindre end 100 klassificeret som smykkesten.
Baseret på oxider.
Korund (aluminiumoxid krystal, (Al2O3)).
Baseret på silikater.
Silikat (SixOy), et eller flere metaller og muligvis brint.
Det meste af jordskorpen består af silikat.
Baseret på nesosilikater.
Silikat med aluminium og fluor. Formel: (AlF)2SiO4
Silikat med zirconium (ZrSiO4).
Trivia.
Udtrykket "halvædelsten" anvendes ikke længere. Ædelsten er de ægte stene (diamanter, rubiner, safirer og smaragder), opaler og chrysoberyl (uægte sten) samt de organiske perler. Andre smukke, men mindre kostbare stene kaldtes tidligere for halvædelsten. Det skabte imidlertid stor forvirring i handelen at uægte stene kunne tilføre begge grupper, så man gik bort fra betegnelsen halvædelsten.
Som oftest kendes de ædle stene på deres hårdhed, hvor diamanten er den hårdeste på Mohs' skala.
Olaf Rye.
Olaf Rye (Ole) (16. november 1791 - 6. juli 1849). Norskfødt dansk officer i Treårskrigen.
Olaf Rye var født i Bø i Telemark og gennemgik en militær uddannelse i Norge, hvor han deltog i krigen mod englænderne. Efter afståelsen af Norge i 1814 rejste Rye sammen med Friderich Adolph Schleppegrell og Hans Helgesen til Danmark, hvor de fik ansættelse i den danske hær. Rye havnede efter nogle genvordigheder i grænsefæstningen Rendsborg, hvor han tilbragte en række år, indtil han i 1842 blev oberstløjtnant og forflyttet til København.
Oprøret i Hertugdømmerne i 1848 satte ham i en vanskelig situation, da hans svoger og flere venner var blandt oprørerne. Han tøvede dog ikke, da han med stor dygtighed førte sin bataljon i slaget ved Bov, og det samme gjorde sig gældende i slaget ved Slesvig. Han blev oberst, og i 1849 ved fjendtlighedernes genoptagelse blev han generalmajor. Han fik til opgave at lede den danske hærs tilbagetog op gennem Jylland, og denne opgave udførte han med stor dygtighed. Det lykkedes ham at trække tyskerne så langt op i Jylland, at den slesvig-holstenske hær stod isoleret uden for Fredericia. Rye trak sit infanteri ud på Helgenæs, hvorfra det blev udskibet og sejlet til Fyn og herfra til Fredericia.
Rye anførte under det efterfølgende udfald fra Fredericia 5. brigade, hvor han under hård kamp om Treldeskansen, efter at hans hest var blevet skudt under ham, selv blev dræbt. Han nåede altså ikke at opleve slesvig-holstenernes nederlag.
Mange danske gader og veje er opkaldt efter Olaf Rye.
Den danske KFOR-lejr "Camp Olaf Rye" i Kosovo og Ryes Kaserne i Fredericia er opkaldt efter ham.
Dreng.
Ordet dreng bruges i dag oftest om et barn af hankøn.
Betegnelsen bruges også om et ungt menneske af hankøn; enten
I vikingetiden var en dreng et menneske af hankøn, som var myndig (over 12 år) og ugift.
Dreng kan også være en lærling, en læredreng; en der er i færd med at lære et håndværk. I uegentlig betydning, bænkdreng, doven dreng, samt bænkhage.
Synonymer og dialekt.
På bornholmsk hedder en dreng "enj hôrra", "hôrrinj", "flera hôrra", "hôrrana". Ordet er oprindelig en dialektudtale af "hyrde".
Ordet "knejt" eller "knajt" er med tiden blevet udbredt over det meste af landet, svarende til ordet "knægt", som det er en jysk udtale af.
Tekstforfatter.
Titlen tekstforfatter bruges i reklamebranchen om den person, der har til opgave at skrive kreative og fængende reklametekster. Tekstforfatteren står traditionelt for idéoplæg til ordlyden i kampagner, skriver manuskripter m.v.
Esbern Snare.
Esbern Snare (Hvide) blev født 1127 i Fjenneslev og døde 1204 på Sæbygård. Han var søn af Asser Rig (Hvide) og dennes hustru, Inger Eriksdatter.
Esbern Snare var kriger og høvding, og som bror til Absalon kæmpede han sammen med Valdemar 1. den Store i Slaget på Grathe Hede i 1157.
Esbern Snare byggede omkring 1170 borgen Kalundborg. Omkring denne opvoksede byen af samme navn. Desuden lagde han grunden til den femtårnede kirke "Vor Frue Kirke", der blev bygget af hans børn. Esbern efterlod sig tre sønner og to døtre: Jens og Absalon, der begge døde barnløse, Niels Mule, Ingeborg og Cecilie.
Den romerske skole.
Den romerske skole betegner opdragelsen af børn og unge i antikkens Rom. Opdragelsen afhang af familiens sociale position og økonomiske placering i samfundet. De rige familiers børn fik den bedste uddannelse, mens mange børn fra fattige familier slet ikke lærte at læse. I antikkens Rom var mange voksne fra de lavere sociale lag derfor analfabeter.
Barndommen.
Spædbørnsdødeligheden i datidens Rom var stor, og Plinius den Ældre nævner, at man først anså de nyfødte for livsduelige når de var syv måneder gamle.
Det var almindeligt for de bedre stillede familier at have en amme til de nyfødte børn. Senere overtog en huslærer børneopdragelsen. Læreren var ofte en slave eller frigiven person (kaldet "paedagogus") og helst fra grækenland, da både græsk og latin indgik i den almene undervisning.
Det var normalt at både piger og drenge lærte at skrive, læse og regne. Undervisningen forgik oftest i hjemmet men kunne også finde sted i det offentlige rum f.eks. på de forskellige fora. Grifler og skrivetavler af voks (kaldet "cera") blev brugt til undervisningen.
Når børne var omkring elleve år begyndte de at læse de græske klassiske tekster som f.eks. Homers "Iliaden" eller "Odysseen" og (efter år 19 f.kr.) Vergils "Æneiden".
Yderligere lærte børnene fag som historie, filosofi, astronomi og geografi.
De dårligere stillede børn fik som regel ingen undervisning men måtte hjælpe familien med at tjene penge. Især på landet var undervisningen mangelfuld.
Undervisningsmetoderne var ofte strenge. Quintilian (fra ca. 30 e.kr.) var en af de første til at ændre datidens tankegang omkring opdragelsen. Hans teori gik ud på at omsorg overfor børnene frembragte bedre resultater. Han kritiserede også lærerne for at være for dårligt uddannede og forklarede at brutaliteten i undervisningen skyldtes deres manglende viden.
Eleven bør roses, så personen kommer til at holde af undervisningen. Det er ifølge Quintilian vigtigt, at eleven selv er entusiastisk omkring undervisningen. For at opnå det er det nødvendigt med pauser i undervisningen, som skal bruges på leg og hvile. Til slut fraråder Quintilian at man bruger vold som afstraffelse overfor eleven.
Mændene.
Overgangen fra barndom til ungdom var markeret ved en religiøs fest kaldet "Liberaliafesten", der fandt sted omkring d. 17. marts. Overgangen blev vist ved, at de unge mænd tog deres mandstoga på kaldet en "toga virilis". Overgangen skete i alderen 16-17 år, og derefter var den unge mand en romersk borger. Som ung romersk borger var det vigtigt at træde i karakter og leve op til sin families forventninger og opretholde slægtens ære.
Unge mænd fra den romerske elite kunne tage videregående uddannelser f.eks retorik og jura, som de kunne bruge til at markere sig i samfundet. De kunne f.eks. vinde en retssag mod en af familiens fjender, og til dette formål var et grundigt kendskab til jura og retorik altafgørende.
Unge mænd fra andre sociale lag i samfundet vis familie ikke ejede jord kunne melde sig til hæren og forvente at bruge de næste 20 år som soldat.
Kvinderne.
Unge kvinder blev primært brugt til at skabe alliancer mellem forskellige familier via ægteskab. Først og fremmest skulle kvinder sikre slægtens videreførsel ved børnefødsler. De var næsten altid underlagt en mands autoritet enten deres ægtemands eller faderens.
Kvinderne var dog ikke altid uselvstændige og der er flere eksempler på kvindelige jordejere og kvinder, der opnår skilsmisse. Nogle historiske eksempler viser, at de romerske kvinder har været i stand til at intrigere på lige fod med mændene. Ifølge visse mandlige romerske forfattere hænger kvinder og giftmord også uløseligt sammen.
1712.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1707 1708 1709 1710 1711 - 1712 - 1713 1714 1715 1716 1717
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
12
1778.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1773 1774 1775 1776 1777 - 1778 - 1779 1780 1781 1782 1783
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
78
Matti Vanhanen.
Finlands statsminister 2003-2010, Matti Vanhanen
Matti Vanhanen er Finlands tidligere statsminister. Han blev statsminister den 24. juni 2003 efter at Anneli Jäätteenmäki måtte gå af efter at det var kommet frem, at hun havde lækket oplysninger om Finlands rolle til USA under Golfkrigen 2003.
Vanhanen valgte at træde tilbage som finsk statsminister den 18. juni 2010, hvor han officielt indgav sin afskedsbegæring til den finske præsident Tarja Halonen. Ny statsminister i Finland blev herefter Mari Kiviniemi.
Påskeæg.
Påskeæg ophængt i et træ. Tyskland
Et påskeæg er normalt et hønseæg hvor blommen og hviden er blevet pustet ud ved hjælp af to små huller.
I andre lande, f.eks. Tyskland er der stolte traditioner for at gemme æg i haven, hænge dem op i træer mv.
Et påskeæg kan også være et sjovt skjult budskab i for eksempel musik, software og film.
Marcus Fabius Quintilian.
Marcus Fabius Quintilianus, på dansk ofte blot kaldet Quintilian (udtales Kwin-ti-li-'an, da "Qu" havde en "kw"-lyd for romerne), var en romersk retor og lærer. Han blev født i den romerske provins Hispania (nuværende Spanien) omkring år 30 e.Kr. og blev på grund af dygtighed som lærer kaldt til Rom, hvor han levede og arbejdede i årene 68 fra til 96 e.Kr. Han blev den første offentligt betalte retoriklærer, "professor eloquentia", nogensinde.
I sit 12-binds værk "Institutio Oratoria", som betyder "Om uddannelsen til politiske ordførere" eller "Om undervisning af mund-arbejder" understreger han at undervisningens mål ikke kun er talekunsten, men langt mere taleren, det karakterfaste menneske, der på baggrund af en bred orientering i sin samtids videnskaber selvstændigt har fundet frem til den syntese, som alene kan give hans ord vægt.
Talekunsten er, ifølge Quintilian, ikke et spil med ord, for veltalenhed kan ikke bygge på løst bekendtskab og passiv efterligning. Den sande taler er et aktivt åndsmenneske, hvis duelighed skal stå sin prøve under hans offentlige fremtræden, ikke gennem det han siger, men gennem virkningen af hans ord.
Quintilian var talsmand for en række tanker, der var langt forud for sin tid, og som også i dag kan forekomme moderne og relevante; blandt andet gik han ind for at afskaffe den korporlige afstraffelse i skolerne.
Vindmølle.
En vindmølle er en konstruktion, der omdanner vindens energi til brugbart arbejde.
Energien fra vindmøllerne blev tidligere brugt til f.eks. at male eller og pumpe vand. i nutiden omdannes det til elektricitet. Flere steder i verden, bl.a. i Danmark, forskes der i vindmølleteknologi i et forsøg på at udnytte vindens vedvarende energi, ligesom der flere steder er opsat vindmølleparker.
Vindmøllens historie.
De første kendte vindmøller blev anvendt i Kina for 4000 år siden, og blev brugt til at pumpe vand til kunstige vandingssystemer. I Hellas anvendte man vindmøller for næsten 2000 år siden. Vindmøller vides at have eksisteret fra det 7. århundrede på højdedrag i Iran og Afghanistan, hvor de blev opstillet, hvor vinden kun blæste fra én retning, og de kunne ikke dreje vandret.
Vindmøllerne kom til resten af Europa med korstogene først på 1100-tallet. I middelalderen begyndte man at bruge vindkraft. Vindmøllerne spillede også en stor rolle under tørlægningen og genvinding af land fra Nordsøen i dele af Holland.
Historisk har vindmøllen været en vigtig maskine, som muliggjorde mekanisk forarbejdning af korn. Datidens møller modtog korn fra bonden og malede det til mel ved hjælp af den store møllesten; desuden var vindmøller vigtige ved dræning af lave områder.
Vindmøller har også haft en stor betydning for koloniseringen af Nordamerika. De store jernbanenet man byggede krævede mange vandstationer til lokomotiverne, der forbrugte store mængder vand. Dette vand skulle på de enkelte stationer pumpes op i vandtårne og til det brugte man mangevingede vindmøller til at udføre dette pumpearbejde.
Med inspiration fra vandmøller begynder vindmøller, der kan drejes vandret, at ses i Europa i det 12. århundrede. De første vindmøller i Danmark var stubmøllen, som nævnes på skrift omkring 1260. Stubmøllen var bygget af træ og stående på en fod således, at hele møllen kan drejes efter vindens retning. Senere kommer den hollandske mølle, hvor det kun er toppen der drejer. Den første hollændermølle kom til Danmark omkring 1620. I 1680erne blev der opført to oliemøller på Københavns volde. Fra omkring 1700 blev hollændermøllen opført som korn- og industrimøller overalt i Danmark. Ved de store inddæmningsprojekter i fra omkring 1850 opførtes pumpemøller, der via en vandsnegl løftede vandet
1680'erne fulgte et par oliemøller på Københavns Vold. Fra sidst i 1700-tallet bredte typen sig over hele landet som korn- og industrimøller.
I 1745 fik en engelsk smed Edmund Lee patent på krøjeværket, som er en lille vindmølle der sidder lodret, men på tværs bag på møllehatten, modsat de store vinger. Krøjeværket fungerer ved at den lille vindmølle drejer hatten til der ikke er vind til at dreje dem mere. Skifter vinden, vil de igen dreje de store vinger op mod vinden.
Ved de store inddæmningsprojekter i 1800-tallet opførtes pumpemøller, der via en vandsnegl løftede vandet. Et eksempel er den også i nutiden bevarede Vitsø pumpemølle fra 1836 i Vitsø Nor på Ærø. Den stråtækte hollandske vindmølle, regulerede med en Arkimedessnegl af egetræ vandstanden og det blev mulig at udnytte et større område til agerbrug.
Historiske vindmøller ses for eksempel på Frilandsmuseet i Kongens Lyngby.
Dybbøl Mølle er nok den mest kendte historiske vindmølle i Danmark.
Andre historiske vindmøller der har overlevet er Uldum Mølle og Øksnebjerg Mølle. Danmarks ældste bevarede vindmølle er Bechs Mølle i Svaneke.
Moderne vindmøllers historie.
1891 opførte fysikeren og opfinderen Poul la Cour, "Forsøgsmøllen" ved Askov Højskole og. omkring 1900 begyndte han at udvikle vinddrevne elværker.
Under 2. verdenskrig var der mangel på kul og olie byggede F.L. Smidth 50 60-70 kW vindmøller til elproduktion. Efter 2. verdenskrig da olie og kul igen blev hovedenergikilden, forsvandt interessen for vindkraft. Kun hos det lille sjællandske elselskab SEAS på Sydsjælland fortsatte man indtil 1957 at at bygge elproducerende vindmøller. SEAS byggede blandt andet verdens første vekselstrømsproducerende mølle Vester Egesborg Møllen ved Vester Egesborg i Sydsjælland og i 1957 Gedsermøllen. Efterhånden faldt oliepriserne så meget at interessen for vindkraft ebbede ud. Gedsermøllen blev nedlagt i 1967 og generatorhuset og de 3 vinger befinder sig nu ved Energimuseet ved Tange Sø i Midtjylland.
Efter energikrisen i 1973 var der igen en stigende interesse for vindkraft. Christian Riisager
konstruerede og startede Danmarks første egentlige serieproduktion af elmøller. I 1978 blev der opført 5 Riisagermøller. Fra 1979 til 1985 stod der en Riisagermølle på forsøgsstation RisøRisø DTU, hvor man lavede målinger for at kunne vejlede den nye danske mølleindustri. Møllen er udstillet på Energimuseet ved Tange Sø.
1978 indviede skolesamvirket Tvind ved Ulfborg i Vestjylland Tvindmøllen, som fra fra 1978 til 2000 var Danmarks største vindmølle. Den begyndte at producere strøm i 1978 og var med til at sætte uderligere gang i en egentlig forskning og udvikling inden for vindenergi. Blandt andet gik Risø i gang med at arbejde med aerodynamik, efter at forskere fra Risø beregnede Tvindmøllens vinger.
Fra omkring 1970 blev der i Danmark mange møller på 20-50 kW med 12-15 m rotordiameter og med tårnhøjder på op til 20 m. Siden er møllestørrelserne vokset, så de største møller har effekter på flere MW, rotordiametre på ca. 100 m og tårnhøjder på op til 100 m, i mange tilfælde til placeret på havet.
Anlæggelse af vindemølleanlæg er i nutiden udsat for NIMBY-effekten, som er et akronym for "Not In My Back Yard", ikke i min baghave. Fænomenet beskriver modstand mod ændringer af ens nærområde, men ikke mod ændringer i andres nærområde.
Elvindmøllens teknik.
En moderne vindmølle er en transducer, som omdanner vindenergi til mekanisk arbejde og efterfølgende til elektricitet via en generator. Moderne vindmøller bruges i dag stort set kun til fremstilling af elektricitet; i Danmark spiller de en vigtig rolle i den vedvarende energiforsyning.
Vindmøller har førhen primært været opstillet på landjorden, men inden for de seneste par år er flere vindmølleparker blevet oprettet i havet ud for kysten. Fordelen ved havvindmøller er, at placeringen på havet giver en kraftigere og mere jævn vind, og samtidig slipper man for eventuelle protester fra lokale beboere. Til gengæld er strøm produceret fra havvindmøller dyrere, dels pga. større anlægsomkostninger til fundament og havkabler, men også fordi det er vanskeligere at vedligeholde møllerne som udsættes for et stort slid på grund af det barske havmiljø.
De fleste af nutidens møllers vinger roterer mod højre og har tre vinger. Antallet af vinger er et kompromis mellem møllens ydelse, stabilitet og særligt pris. Jo flere vinger en mølle har, desto lavere vindhastigheder kan den arbejde under, da den får et større moment. F.eks. kræver en en-vinget vindmølle meget store vindhastigheder før den kan begynde at dreje, men da vingerne er den dyreste del af en vindmølle, kan det ikke svare sig at bygge vindmøller med særligt mange vinger. Vindmøller med to vinger er væsentlig mere stabile end en-vingede vindmøller, men møllen udsættes for kraftige belastning når vingerne står lodret og de modsatrettede vinger kan forstærke hinandens rystelser. For en stabil mølle kræves som minimum tre vinger. Flere vinger giver for dyre møller i forhold til gevinsten. Særligt ikke i forhold til at møllerne normalt placeres, hvor lave vindhastigheder sjældent forekommer.
På de moderne vindmøller kan skråstillingen justeres automatisk, for at få den maksimale vindstrømning omkring vingen og dermed den maksimale ydelse. Det sker ved, at hele vingen drejes om sin egen akse oftest ved hjælp af et hydraulisk system.
En vindmølle kan maksimalt tage 59 procent af den kinetiske energi ud af al vind, der strømmer gennem et areal. Hvis møllerne i en vindmøllepark står tæt efter hinanden, vil der være næsten vindstille ved den sidste mølle.
Vindmølleproduktion.
Danmark har en førende stilling i produktionen af vindmøller. Vestas er (2006) verdens største producent af vindmøller.
Verdens største vindmølle (september 2002), en 4,5 MW prototype fra den tyske firma Enercon, står i Magdeburg, Tyskland. Andre kendte vindmøllefabrikanter er Siemens Wind Power (Danmark), GE Energy (USA) og Gamesa (Spanien).
Solenergi.
Solenergi er energien i lyset fra Solen. Solens lyseffekt i Jordens afstand, er ca. 1370 W/m² målt vinkelret i forhold til solen. Soleffekten (solarkonstanten, S0) 1370 W/m² svarer til 1370 J/m² per sekund.
Ved jordoverfladen om dagen uden skyer mellem solen og målepunktet vil soleffekten, efter at være blevet filtreret af atmosfæren, være ca. 1000 W/m² målt vinkelret i forhold til solen. Nogle kalder en lyseffekt på 1000 W/m² for "1 sol" eller på engelsk "1 sun".
Da denne soleffekt afhænger af den vej som sollyset går igennem atmosfæren, er denne effekt naturligvis lavere ved højere breddegrader. Ved ækvator kommer solens stråler direkte ind på jorden, hvorved der er et minimalt tab. Jo længere nordpå/sydpå fra ækvator (afstand til ækvator) man er, jo mindre solenergi (sollys) rammer jorden per jord m². Solstrålerne rammer ikke jordens overflade vertikalt, men mere skråt. Se kortet.
Et andet eksempel er solbadning. Her bruner solen også allermest ved middagstid når man ligger ned, hvor solen står lige over hovedet på os, - morgen og aften står solen lavt og skal dermed gennem mere luft, inden den når ned på jordoverfladen.
Ved nogle få situationer kan lyseffekten godt blive højere end ca. 1000 W/m² ved jordoverfladen. Det kan ske, hvis målepunktet udover det direkte sollys, også får indirekte sollys fra f.eks. en vandoverflade eller skyer.
Energi modtaget fra solen.
a> og vi skal gemme brændstof fra sommerhalvåret til vinterhalvåret.
Eksterne henvisninger.
__NOTOC__
Boysenbær.
Boysenbær ("Rubus loganobaccus x laciniatus x idaeus") er krydsning mellem Loganbær, Almindelig Brombær og Hindbær. Krydsningsarbejdet blev foretaget i Californien af frugtavleren Rudolph Boysen, men sorten blev markedsført kommercielt af Walter Knott omkring 1935.
Det er en løvfældende busk med rankende og tornede skud og spredtstillede, uligefinnede blade. Frugterne er meget store og aflange med en mørkt brunrød farve. Smagen beskrives som brombæragtig eller loganbæragtig.
Planten bliver dyrket i USA, Canada og New Zealand på grund af det høje høstudbytte. Frugterne spises friske eller forhandles frosne, som marmelade eller som tilsætning i en lang række færdige desserter.
Almindelig Brombær.
Almindelig Brombær ("Rubus plicatus"; "Rubus fruticosus") er en løvfældende eller vintergrøn busk med lange, rankende skud. Navnet er afledt af "bremmel," der betyder tornet busk. Alle skud bærer masser af kraftige torne. Barken er først grøn og glat, senere brun og furet. Knopperne er spredte, lysegrønne og lasede. Bladene er trekoblede til femfingrede med smalle akselblade. Småbladene er ægformede med savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er gråhvid med små torne på ribberne. Blomsterne er lyserøde og sidder samlet i halvskærme. Hver frugt består af mange, små stenfrugter. Frøene modner kun godt i varme, tørre efterår og på egnede sorter.
Rodnettet ligger højt i jorden. Det består af vandret krybende hovedrødder med fine trævlerødder på. Ved nedfrysning eller hård beskæring ses mange rodskud. De lange ranker slår rod fra spidsen, hvis de får jordkontakt. De fleste brombær i Danmark danner frugt, uden at de er blevet bestøvet. Derved er der opstået en række små arter, som kun eksperter kan bestemme.
3 × 3 m (50 × 50 cm/år). De enkelte ranker kan dog blive op til 6 m!
Brombær gror herhjemme i de varmeste egne, hvor den danner overdrev, krat, skovbryn og hegn. Den optræder bl.a. sammen med Almindelig Avnbøg, Almindelig Hassel, Almindelig Hvidtjørn, Almindelig Kvalkved, Stilk-Eg, Korbær, Navr, Slåen, Vrietorn og Æble-Rose.
De vintergrønne blade er en vigtig føde for hjortene. I oldtiden blev bærrene brugt som lægemiddel imod diarré og bylder, hvilket kan skyldes det høje indhold af garvesyre.
De syrligt-søde bær smager dejligt, som de er, men er også velegnede i desserter og til bagværk og syltebrug (se Brombær (frugt)).
Jordbær (frugt).
Jordbær er en frugt med et højt indhold af C-vitamin, der anvendes til desserter, i kager, grød og syltetøj og, måske mest ofte, friskplukket med kold fløde og sukker.
Botanisk set er der tale om en såkaldt flerfoldsfrugt, hvor det, man normalt opfatter som frugten, teknisk set er en opsvulmet frugtbund, hvorpå de små brunlige frø ("kernerne") sidder. Disse frø er i botanisk forstand nødder.
Danske sorter.
"Dania" er dansk, og opstod som en krydsning af "Frigg" og "Dulcita" tilbage i 1972. Bærrene er store, og har en dybrød farve. Kødet gennemfarvet rødt, konsistensen fast og smagen mild. De små frø på den opsvulmede røde blomsterbund, som vi kender som bærret, er faktisk frø.
Andre europæiske sorter.
"Elsanta" er fra Holland, og opstod som krydsning af "Holiday" og "Gorella" i 1981. Bærrene er lyse og store med en mild syrlig smag.
"Korona" er hollandsk og opstod i 1978 da man krydsede "Tunella" og "Induka". Bærrene er store mørkerøde og skinnende. Kødet er ligeledes mørkerødt, men bliver lysere mod bærrets midte. Bærret er blødt og saftigt, og smagen er god.
"Polka" er ligeledes hollandsk og stammer fra 1987 ved krydsning af "Induka" og "Siveta". Bærret er middelstort, mørkerødt med god smag. Bærret er godt til frysning.
Nordamerikanske sorter.
"Honeyoye" fra 1979 er en amerikansk krydsning af "Holiday" og "Vibrant". Bærrene er store mørkerøde og skinnende. De har en god smag med et lavt syreindhold.
Asiatiske / Australske sorter.
"Zephyr" modner meget tidligt. Smagen er frisk og en smule syrlig.
Hundefamilien.
Hundefamilien ("Canidae") er en familie af kødædende pattedyr.
980.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne - 980'erne - 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne
Årstal: 975 976 977 978 979 - 980 - 981 982 983 984 985
Eksterne henvisninger.
80
10. århundrede.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Det 10. århundrede består af årene 901 til 1000
å
1677.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
Årstal: 1672 1673 1674 1675 1676 - 1677 - 1678 1679 1680 1681 1682
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 - - Danmark i krig: Skånske Krig 1675-1679
Eksterne henvisninger.
77
Storkefugle.
Storkefugle ("Ciconiiformes") er en orden af fugle.
Den taxonomiske opfattelse af netop denne orden varierer dog kraftigt i de forskellige kategoriseringsystemer, og en lang række senere og tidligere kategoriseringssystemer har derfor en anden opdeling.
Storkefugle kan derfor også omfatte fuglegrupperne pingviner, lommer, lappedykkere, årefodede, rovfugle og måge-vadefugle med flere, og placeringen i kategoriseringshierarkiet kan variere.
Kartoffel.
Kartoflen findes også i en lilla variant
Kartoffelplanten ("Solanum tuberosum") er en to-flerårig, urteagtig plante med opret vækst. Bladene sidder spredt, og de er fjersnitdelte med runde, helrandede afsnit. Blomsterne er violette (eller sjældnere: hvide), og de sidder endestillet i små kvaste. Frugterne er store, grønne eller violette bær.
Kartoffelplanten danner store, stivelsesholdige knolde på de underjordiske stængler. Hele planten er giftig, og det gælder i et vist omfang også knolde, som har ligget i jordoverfladen, så de er blevet grønne. Sortsvalg, forsigtig optagning, rigtig opbevaring og frasortering af smittede knolde kan begrænse angrebet af de frygtede sygdomme (se nedenfor).
0,75 x 0,50 (75 x 50 cm/år).
Den vilde art findes i plantesamfund langs bjergbække og floder på gruset bund i de centrale Andesbjerge. Her findes den sammen med bl.a. "Buddleja incana", Vild Chili ("Capsium baccatum"), Quinoa ("Chenopodium quinoa"), Oca ("Oxalis tuberosus"), Amerikansk Kermesbær ("Phytolacca americana"), Fjergræs ("Stipa") og Añu ("Tropaeolum tuberosum").
Ernæring og udbredelse.
Kartoflen er i 2008 verdens tredje mest dyrkede afgrøde efter ris og hvede.
Den har et udbytte, der er 4 gange højere end ris og hvede på samme areal.
Kina er verdens største kartoffeldyrkende nation.
I Hviderusland bliver der spist flest kartofler; 175 kilo per person om året.
Kartoflen anses som mere ernæringsrigtig end ris, hvede og majs. Feks. indeholder den langt mindre fedt end hvede og mere protein end majs.
Historie.
De tidligst kendte kartofler ("Solanum tuberosum") blev opdaget i Andesbjergene i Peru og Chile og lignede langt fra de forædlede kartofler, vi kender fra grønthandlerne i dag. De tidligste spor dateres til omkring år 4000 f.Kr., og de blev fundet ved en arkæologisk udgravning i Chiripa, ved Titicacasøens bred. Andre spor er fundet i Bolivia, Peru og ved Chiles nordlige kyster.
Spanierne røvede som bekendt Inkariget for enorme guldskatte. Men historisk set var den største skat, de hjembragte, kartoflen, der i dag er en af de vigtigste fødevarer overhovedet.
Men kartoflens popularitet var svær at få øje på i starten. Europæerne modtog den ikke med kyshånd - for den var jo ikke omtalt i Bibelen. En anden berømt plante, tomaten, led samme kranke skæbne. Pudsigt nok, for dens slægtning tobaksplanten var vel accepteret. Kartoflen blev af præstestanden erklæret uegnet som menneskespise.
Ikke desto mindre nåede kartoflen til Sevilla i 1570, hvor den i 1573 af et hospital blev brugt til bespisning. Derfra bredte den sig langsomt til resten af verden. Først til Italien og Tyskland, senere til Orienten. I Sverige tvang et kongeligt dekret svenskerne til at dyrke kartoflen.
I 1664 udgav englænderen John Forster bogen "England's Happiness Increased: A Sure and Easie Remedy against the Succeeding Dear Years", hvor han berømmede kartoflen som en hjælp mod madmangel; men i Burgund (del af det nuværende Frankrig) fik bønderne forbud mod at dyrke den, fordi kartoflen skulle føre til spedalskhed, dette med tanke på knoldenes lighed med spedalskes deformerede hænder og fødder. Den franske forfatter og filosof Denis Diderot skrev i sin encyklopædi (1751?) at "denne rod, hvordan man end tilbereder den, er smagløs og stivelsesrig."
Nu bredte kartoflen sig endelig, omend det skulle tage næsten to århundreder fra hjembringelsen fra Sydamerika, til kartoflen var alment accepteret. Omvendt betød kartoffelplantens høje produktivitet, at man kunne skære ned på brødrationerne, hvad der gjorde fattige landarbejdere fuldstændigt afhængige af kartoffelhøsten. Det fremkaldte i næste omgang en katastrofal hungersnød i Irland, da planterne blev angrebet af sygdom i 1846.
Kartoflens blomster er blandt andet også euforiserende, og virkningen minder om den samme virkning, som også fremkommer når man ryger hash.
Om navnet.
Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk "tartufolo", der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet "potet", der stammer fra spansk "patata", hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets "batata". Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel ("Ipomoea batatas").
Tilberedning.
Kartoflen bruges i mange varianter, herunder bagt kartoffel, hasselbackkartoffel, kartoffelmos, pommes frites og rösti.
Storke.
Storke ("Ciconiidae" eller underopdelt som "Ciconiinae") er en familie af fugle med 19 arter i hele verden undtagen Australien.
Sorthalset stork har på nuværende tidspunkt en underart med navnet grønhalset stork som det overvejes at gøre til en selvstændig art.
Mel Brooks.
Mel Brooks (28. juni 1926 i Brooklyn, New York, New York, USA) er en filminstruktør, manuskriptforfatter, filmproducent og skuespiller.
Jøde med humor. I filmen og albummet til "Forår for Hitler" ("The Producers") er der flere sjove bemærkninger.
Mel Brooks laver komediefilm, og er ikke bange for at gøre sig selv lidt til grin, og han er altid klar til en lille rolle i sine film. Fx som rabbiner i "Robin Hood - helte i underhylere".
Henrik 8. af England.
Henrik VIII, Konge af England, Irland og Frankrig
Henrik 8. (28. juni 1491 - 28. januar 1547), konge af England fra 1509 til 1547, blev født som anden søn af Henrik 7.
Han blev prins af Wales, da hans ældre broder Arthur døde i 1502, fire måneder efter at han var blevet gift med 16-årige Katharina af Aragonien, datter af det spanske kongepar Ferdinand og Isabella. Familierne besluttede at fastholde den engelsk-spanske alliance ved at lade Katharina ægte Arthurs lillebror, den senere Henrik 8. Imidlertid trak det ud med betaling af den aftalte medgift fra det spanske hof, så brylluppet blev forhalet fra engelsk side.
I 1509 døde kong Henrik 7., og den 22. april samme år efterfulgte sønnen ham som konge, den anden regent af dynastiet Tudor. Den 24. juni samme år blev Henrik og Katharina viet. Katharina blev snart gravid, men barnet var dødfødt. Det næste barn, der var en søn, levede kun i 53 dage. Endelig i 1516 fødte Katharina en datter, Mary. Henrik 8.'s frustration over ikke at få en mandlig arving voksede, og han forsøgte at få ægteskabet med Katharina annulleret. Katharina protesterede til Paven blandt andet af hensyn til sin datters position.
I 1533 blev Henrik 8.'s elskerinde, Anne Boleyn, gravid, og kongen fandt en løsning på konflikten ved at fastslå, at Paven ikke havde nogen myndighed i England. Herefter tvang han ærkebiskoppen af Canterbury til at godkende, at ægteskabet kunne annulleres. Dette førte til grundlæggelsen af den anglikanske kirke i England med kongen som overhoved for kirken. Katharina og datteren Mary blev tvunget til at forlade hoffet og boede på forskellige slotte i England til Katharina døde i januar 1536. Allerede i januar 1533 giftede Henrik 8. sig med Anne Boleyn, der i september fødte en datter, Elisabeth. De følgende år resulterede kun i et par aborter, så Henrik 8. begyndte at se sig om efter en ny dronning, der kunne levere den ønskede søn.
I maj 1536 blev Anne Boleyn arresteret på en anklage om utroskab, incest, og planer om mord på kongen, og allerede den 19. maj blev hun halshugget. Den 30. maj giftede kongen sig med Jane Seymour. I oktober 1537 fødte hun en søn, den senere Edward 6.. Jane kom sig aldrig over fødslen og døde nogle få måneder senere. I januar 1540 giftede kongen sig med Anna af Kleve, men brylluppet blev annulleret straks efter. Anna af Kleve, der formentlig frygtede for sit liv, bekræftede, at ægteskabet aldrig var blevet fuldbyrdet. Som belønning fik hun titel af "kongens søster" og overtog nogle af Anne Boleyns besiddelser. Seksten dage efter ægteskabets opløsning giftede den nu 49-årige konge sig med den 19-årige Catherine Howard, en kusine til hans tidligere hustru, Anne Boleyn. I februar 1542 blev også hun henrettet for utroskab. Hans sjette og sidste dronning blev Catherine Parr, som han blev viet til i juli 1543, og hende lykkedes det at overleve kongen. Han blev efterfulgt af sønnen Edward 6. Henrik 8. var en af Englands stærkeste monarker, der blandt andet sørgede for, at England udviklede sig til en stor sømagt. I hans regeringsperiode var England i krig med både Frankrig og Skotland.
Peter Paul Rubens.
Peter Paul Rubens (28. juni 1577 i Siegen - 30. maj 1640 i Antwerpen) var en flamsk maler, tegner, grafiker og diplomat,
der hovedsageligt virkede i Antwerpen. Rubens var en af de førende malere i barokken i europæisk malerkunst i 1600-tallet, og han er kendt for sine store malerier præget af bevægelse, farve og sensualitet.
Han blev adlet for sine fredsskabende fortjenester som diplomat.
Hans far blev forfulgt for sin protestantiske, calvinistiske overbevisinger, men efter faderens død blev Rubens opdraget som katolik. Denne konflikt var med til at udvikle hans kunst.
Rubens' kunst var præget af kærligheden til monumentale former og dynamiske effekter. Det kom tydeligst frem i hans værker 1620'erne, blandt andet i en cyklus bestående af 21 billeder om Marie af Medicis liv. I dag kan disse værker ses på museet Louvre.
Det sidste tiår af hans liv arbejdede han med portrætter og landskaber. Hans værker var ikke længere så dramatiske, men de genspejlede hans mesterlige beherskelse af detaljer og tekniske færdigheder.
Biografi.
Peter Paul Rubens far, Jan Rubens, var en protestantisk advokat, der var flygtet fra Antwerpen på grund af religionsforfølgelserne. Derfor blev Peter Paul Rubens født i det tyske Siegen og hovedsageligt opdraget af sin mor, fordi faderen blev sat i fængsel og senere landsforvist pga. en påstået affære med Anna af Sachsen. Peter Paul Rubens tog en uddannelse i humanistiske fag i Køln. Efter faderens død vendte moderen tilbage til Antwerpen sammen med sønnen. Efter at have afsluttet maleruddannelsen blev han optaget som mester i malerlauget i Antwerpen i 1598. I 1600 rejste han til Italien, hvor han som så mange før og efter ham blev påvirket af oldtidens kunst, og han blev ansat hos hertug Vincenzo Gonzaga af Mantua. Mellem 1603 og 1604 udførte han diplomatisk arbejde for Gonzaga i Spanien og blev her inspireret af den spanske kunsttradition. Efter moderens død i 1608 vendte Rubens hjem til Nederlandene, hvor han blev hofmaler hos ærkehertug Albrecht af Østrig og Isabella af Spanien i 1609. Han blev boende i Antwerpen og ægtede den 3. oktober 1609 Isabella Brandt, der var datter af en af byens ledende humanister, Jan Brandt. Parret fik tre børn, og Isabella døde som 35-årig i 1626. Rubens giftede sig igen i 1630 med den 16-årige Hélène Fourment (1614-73), der stod model til mange af hans værker. Rubens trak sig tilbage til "Château de Steen" syd for Antwerpen, hvor han til trods for sygdom malede udsøgte billeder af landskaber og fremstillinger af landligt liv.
George Hale.
George Ellery Hale (29. juni 1868 - 21. februar 1938) var en amerikansk astronom. I 1892 blev Hale ansat ved University of Chicago på betingelse af, at de lod bygge et stort observatorium til ham.
Antoine de Saint-Exupéry.
Antoine de Saint-Exupéry (29. juni 1900 - 31. juli 1944) var en fransk forfatter, pilot og journalist, født i Lyon.
Hans første to bøger, "Postflyveren" (1929, dansk udgave 1941) og "Flyvere i natten" (1931, dansk udgave 1941), var præget af en poetisk fascination af flyvning. Senere værker, "Blæsten, sandet og stjernerne" (1939, dansk udgave 1940) og "Krigsflyver" (1942, dansk udgave 1959), viste hans humanistiske filosofi.
Saint-Exupérys populære børnebog "Den lille Prins" (1943, dansk udgave 1950) læses også af voksne.
Hans fly forsvandt over Middelhavet under en mission i 2. Verdenskrig den 31. juli 1944. Årsagen var længe ukendt, men i år 2000 blev vragrester fra hans P-38 Lightning fundet af dykkere ud for Marseille. Vragresterne er nu udstillet på "Musée de l'Air et de l'Espace" i Paris-forstaden Le Bourget.
Dykkeren Luc Vanrell og journalisten Jacques Pradel fremlægger i bogen "Saint-Exupéry, l'ultime secret" indicier for at Luftwaffe-piloten Horst Rippert (bror til Ivan Rebroff) skød Saint-Exupéry ned.
Belgien.
Kongeriget Belgien (nederlandsk: "België", fransk: "Belgique", tysk "Belgien") er et vesteuropæisk land, der grænser mod vest til Nordsøen, mod nord til Holland, mod øst til Tyskland og Luxembourg og mod syd til Frankrig. Belgien er en føderation af det nederlandsksprogede Flandern, det fransksprogede Vallonien og den tosprogede hovedstad Bruxelles.
Landet er historisk omtrent det samme som de sydlige Nederlande. Belgien opstod ved en revolution i 1830, da det blev løsrevet fra de nordlige Nederlande (det nuværende Holland). Belgien har spillet en afgørende rolle i udformningen af EU, og Bruxelles er i dag hovedsæde for Nato og de vigtigste EU-institutioner.
Historie.
Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række af folkevandringer og kulturelle påvirkninger. Som provins i Romerriget blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske riges sammenbrud, tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til folkevandringstiden, hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra 1548 til 1648 førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, firsårskrigen.
Fra 1648 skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Holland. Med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, og protestanterne, især borgere i byerne, flygtede nu til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i 1713, overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under Napoleon blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år.
Efter Napoleons nederlag i 1815 blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, som blev starten på den belgiske stat. Landet fik sin første forfatning i 1831. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket Holland, anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, dels på grund af kul- og stålindustrien, dels på grund af kolonierne. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet.
Belgien var neutralt, men blev invaderet både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig blev Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, senere EU. Begge organisationer har sine hovedkvarterer i Bruxelles.
I 1970 blev Belgien grundlæggende delt op i tre regioner efter sproggrænsen, og i 1993 blev landet til en føderation. Den føderale opbygning består af to parallelle systemer: regionerne Flandern, Vallonien og Bryssel samt de nederlandske, franske og tyske kulturfællesskaber. Som følge heraf har Belgien fem "delstatsregeringer". Landets opbygning er stadig under debat, men ændringer kræver konsensus og fremtiden er uafklaret.
Den 22. april 2010 indgav Belgiens premiereminister Yves Leterme sin afskedsbegæring til Kong Albert 2..
Navn.
De først omtalte indbyggere i området var "belgerne", en keltisk stamme. Dette folk nævnes også af Julius Cæsar. Det latinske navn "Belgium" blev brugt i renæssancen som navn for hele det nederlandske område. Sidst i 1700-tallet blev adjektivet "belgique" også brugt på fransk. Ved opstanden mod Østrig i 1789 udråbte provinserne "Belgiens forenede stater" ("Etats belgiques unis"). Først efter revolutionen i 1830 blev navnet Belgien almindelig udbredt som en betegnelse for kun de sydlige Nederlande.
Sprogstrid.
Den politiske strid mellem fransk- og flamsktalende har både historiske, sociale, økonomiske og politiske årsager.
I tiden efter uafhængigheden talte adelen og det højere borgerskab udelukkende fransk. I 1870'erne opstod der en flamsk bevægelse. Først i 1914 blev der indført almindelig skolepligt, og indtil da var de fleste flamlændere både analfabeter og uden kundskaber i det herskende sprog. Under 1. verdenskrig var der store tab blandt flamske soldater, da de ikke forstod kommandoer fra de fransktalende officerer. Nederlandsk blev principielt ligestillet som officielt sprog i 1898, men først i 1950'erne og 1960'erne fik det samme sociale status som fransk.
Industrialiseringen af Belgien fandt først og fremmest sted i Vallonien, hvor der bl.a. var minedrift, mens Flandern var et landbrugsområde helt op til 1900-tallet. Den sociale modsætning mellem fattige, stærkt katolske flamlændere og den fransktalende elite blev derfor skærpet. Mange flamlændere flyttede dengang til Vallonien for at få arbejde. Siden 1960'erne er situationen blevet omvendt, da sværindustrien i Vallonien stort set er afviklet, mens Flandern er blevet et af Europas rigeste områder.
Sproggrænsen mellem nederlandsk, fransk og tysk blev fastlagt i 1963. Indtil da havde der været afholdt folketællinger hvert tiende år, som bevirkede at flamske kommuner efterhånden blev tosprogede, og tosprogede kommuner blev énsproget franske. Sprogtællingerne var præget af manipulation og fandt ikke sted efter 1947. Det var imidlertid de fransktalende i Vallonien som havde det stærkeste krav om at opdele landet i selvstyrende områder, hvilket skete i flere trin fra 1970'erne til 1993.
Den nordlige del af landet finansierer i dag størstedelen af det føderale budget, som blandt andet socialudgifter, hvorved der "overføres" store beløb til den sydlige del. Vallonien er socialistisk præget, og Flandern borgerligt. Det har givet øget støtte til flamske (og delvis også vallonske) separatistbevægelser, der ønsker at opdele landet i to eller give regionerne endnu mere selvstyre (en konføderation). Alternativt findes der også nogle mindre bevægelser, der vil slutte Vallonien til Frankrig.
Administration og politik.
Belgien har et særligt dobbelt føderativt system, hvor der både findes tre "regioner" (Flandern, Vallonien og Bruxelles) og tre "(sprog)fællesskaber" (det nederlandske, franske og tyske). De to begreber overlapper kun delvis og har forskellige opgaver. Regionerne står for økonomi, teknik, miljø og planlægning. Sprogfællesskaberne står for kulturelle områder som undervisning, forskning og sport. Den føderale regering står for øvrige opgaver, f.eks. forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik og socialpolitik. Selv om landet er en føderation, fordeles mere end 90 % af de offentlige udgifter centralt.
Der findes derfor fem regionale parlamenter og fem regionale regeringer i Belgien (ikke seks, da flamlænderne har slået det flamske parlament sammen med det nederlandske sprogfællesskab).
Nationalt.
Det føderale (centrale) plan styres af Belgiens regering og et tokammerparlament bestående af senatet og repræsentantkammeret ("Kamer van Volksvertegenwoordigers, Chambre des Représentants, Abgeordnetenkammer").
Regering.
Regeringen består af højst 15 ministre, lige mange nederlandsk- og fransktalende (premierministeren undtaget). Hertil kommer et antal statssekretærer. Den nuværende regering er ledet af premierminister Yves Leterme (CD&V) og består af de flamske kristendemokrater CD&V og liberale VLD samt de fransktalende liberale MR, socialister PS og kristendemokrater CDH.
Kongen spiller en rolle ved regeringsdannelse og ved løsning af kriser, hvor kongen f.eks. kan udpege en eks-politiker til at forøge at lede forhandlinger mellem sproggrupperne.
Parlament.
Repræsentantkammeret er det vigtigste organ, da det står for at støtte eller vælte en regering. Medlemmerne vælges i 11 valgkredse, svarende til provinserne, bortset fra at Bryssel er slået sammen med en del af provinsen Flamsk Brabant ("se afsnittet Bruxelles-Halle-Vilvoorde"). Der er stemmepligt, og valg afholdes normalt hvert fjerde år, men kan også holdes i utide. Valg til senatet og repræsentantkammeret holdes samtidig. Metoden er forholdstalsvalg i de enkelte valgkredse (ingen udlignings- eller tillægsmandater). Der er en spærregrænse på fem procent i hver valgkreds, som dog har liden betydning i praksis, da den største valgkreds, Antwerpen, kun fordeler 24 mandater.
Repræsentantkammeret er inddelt i to sproggrupper, som ganske vist ikke nødvendigvis er inddelt efter personernes modersmål, men efter deres valgkreds. De tysktalende indgår i den franske sproggruppe, fordi det tysktalende område er en del af Vallonien, men der er i øjeblikket ingen tysktalende medlemmer. Valgkredsen Bruxelles-Halle-Vilvoorde er tosproget, og medlemmerne kan selv vælge hvilken sproggruppe de tilhører. Sprogvalget sker når der skal aflægges ed på at overholde forfatningen, men i praksis vælger medlemmerne sprog efter det parti de er valgt for.
I dag findes der ikke længere nationale partier i parlamentet. Alle partier er enten fransktalende eller nederlandsktalende, bortset fra nogle småpartier, som ikke er repræsenteret. De to grønne partier danner dog en fælles fraktion i parlamentet.
Sproggrupperne har betydning for ændringer af grundloven, som kræver flertal i begge grupper, samt for igangsættelse af en "interessekonflikt" eller "alarmprocedure", der kan standse et forslag og henvise den til forhandling i regeringen. Systemet skal sikre konsensus mellem sproggrupperne, når vigtige ting skal besluttes, men er også blevet anset for at hæmme reformer.
Det sidste føderale valg fandt sted 10. juni 2007. Der er udskrevet valg til afholdelse 13. juni 2010.
Regioner.
Belgien er opdelt i tre føderale regioner. De to store regioner er hver inddelt i 5 provinser.
Den flamske regions hovedsæde er i Bryssel, mens den vallonske regions hovedsæde er i Namur.
Hver provins er yderligere opdelt i kommuner (nederlandsk "gemeenten", fransk "communes", tysk "Gemeinden").
Facilitetskommuner.
Efter at sproggrænsen blev fastlagt, og landet blev til en føderation, er det i dag randkommunerne der giver anledning til de fleste stridigheder. Faciliteterne indebærer, at borgerne kan få skolegang og kommunal service på deres eget sprog, men selve den kommunale administration skal foregå på regionens officielle sprog. I flere af kommunerne nægter borgmesteren og nogle af de folkevalgte at tale nederlandsk, og de anklager den flamske regering for at undertrykke deres sproglige rettigheder. Fra flamsk side mener man derimod at sprogfaciliteterne var en midlertidig ordning, som i sin tid blev indført for at lette integrationen af de fransktalende tilflyttere i de flamske lokalsamfund.
Desuden er der ti facilitetskommuner langs sproggrænsen, hvoraf to er særlig kendt for stridigheder: Comines (nederlandsk "Komen"), der ligger som en vallonsk enklave længst mod vest, og Voeren (fransk "Fourons"), der ligger som en flamsk enklave længst mod øst.
I de ni kommuner med tysktalende flertal er der faciliteter for fransktalende. I fem tilstødende kommuner med tysktalende mindretal er der principielt tyske faciliteter, der dog ikke altid efterleves i praksis.
Bruxelles-Halle-Vilvoorde.
Valgkredsen og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde omfatter både den tosprogede, men franskdominerede Bryssel-region og den omgivende del af Flandern. Det er den eneste administrative enhed der ikke følger regionsgrænserne, hvilket er et levn fra det gamle Belgien, før den føderale ordning blev indført.
En opsplitning af valgkredsen støttes af stort set alle flamske partier, men afvises af de fransktalende partier.
Fra flamsk side mener man at valgkredsen fremmer forfranskningen af området omkring Bryssel, som historisk var rent flamsk, men hvor visse kommuner i dag er domineret af fransktalende tilflyttere. "(Se også: Facilitetskommuner)" På grund af den fælles valgkreds kan fransktalende borgere stemme på de fransktalende partier, selv om de bor i et flamsk område. Der findes ingen tilsvarende mulighed for at stemme på et flamsk parti, hvis en flamlænder flytter til Vallonien.
Fra fransktalende side ønsker man at opretholde status quo, da man anser det for en grundlæggende rettighed at kunne stemme på en fransktalende politiker. Da de mest kendte partiledere er opstillet i Bryssel, kan de samtidig samle flere stemmer, hvis valgkredsen ikke deles op. Man er dog ikke afvisende over for en opdeling af valgkredsen, hvis der samtidig gives modydelser fra flamsk side, for eksempel en indlemmelse af de seks flamske randkommuner i den tosprogede Hovedstadsregion Bryssel. Dette afvises kategorisk fra flamsk side, der mener at sproggrænsen fra 1963 ligger fast. (Fransktalende politikere hævder også at politi- og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde bør bevares af effektivitetshensyn, men det har ikke direkte sammenhæng med valgkredsen).
De fransktalende i området uden om Bryssel er dog via det tværpolitiske parti Union des Francophones allerede repræsenteret i det flamske parlament og i provinsrådet for Flamsk Brabant.
Der har været diskuteret forskellige alternative løsninger, som dog ikke alle opfylder grundlovens krav. Det har været foreslået at indføre en "føderal valgkreds" (dvs. et føderalt/lokalt to-stemmesystem som i Tyskland), at slå valgkredsen sammen med distriktet Leuven, eller at udvide kredsen med Vallonsk Brabant.
Den fransktalende socialist Elio di Rupo har i januar 2008 krævet nye sprogtællinger. Avisen Le Soir krævede i 2008 som en modydelse for opslitning af valgkredsen, at Hovedstadsregionen Bryssel skulle udvides med en korridor i den ubeboede Soignes-skov, sådan at Bryssel ville komme til at hænge sammen med Vallonien. Det kræves også hyppigt at udvide hovedstadsområdet, blandt andet med den begrundelse, at det urbane område i dag er vokset ud over grænserne for Bryssel-regionen. Flandern er modstander af at afgive kommuner til sådan en udvidelse, da det frygtes at føre til yderligere forfranskning af regionen.
Grundlovsstridighed og regeringskrise.
Valgkredsen er blevet kendt grundlovsstridig ved forfatningsdomstolens afgørelse i 2003. Dommens vigtigste begrundelse var at valgkredsen bryder princippet om ligeberettigelse mellem sproggrupperne, fordi fransktalende bosat i Flandern (provinsen Flamsk-Brabant) kan stemme på fransktalende partier, hvorimod flamlændinge bosat i Vallonien ikke kan stemme på de flamske partier. Desuden er Belgien ifølge grundloven en føderal stat, hvor sproggrænsen ligger fast.
Domstolen fastsatte ingen løsning, men overlod det til politikerne med en frist på fire år, således at valgkredsen skulle være opløst senest 24. juni 2007. Forhandlinger i 2004-2005 førte til en regeringskrise, men ingen løsning. Det næste parlamentsvalg blev fremrykket to uger og afholdt den 10. juni 2007, således at politikerne kunne omgå 4 års-fristen som var fastsat af domstolen.
Parlamentsvalgene i 2003 og 2007 var antagelig grundlovsstridige, men er i praksis blevet anerkendt. Parlamentsvalget den 13. juni 2010 blev udskrevet i utide for at løse den fastlåste situation, selv om det generelt erkendtes at valget var i strid med forfatningsdommen. Afgående premierminister Yves Leterme sagde i maj 2010 om paradokset: "Valget er legalt, men imod grundloven".
Både i 2003 og 2007 nægtede flere flamske kommuner at deltage i organiseringen af valget på grund af grundlovsstridigheden. I maj 2007 anlagde kommunen Steenokkerzeel en retssag mod staten, men sagen blev udsat, da domstolen angivelig var kommet til at reservere en retssal med én dommer i stedet for en retssal med tre dommere. Desuden har flere borgere nægtet at deltage i valgene som tilforordnede eller nægtet at stemme (hvilket i Belgien er kriminelt pga. stemmepligt).
Valgkredsens fremtid var den direkte årsag til regeringskrisen i 2007-2008. Ved en afstemning i parlamentets indenrigsudvalg den 7. november 2007 stemte de flamske partier for at opdele valgkredsen, mens alle fransktalende politikere udvandrede i protest. Det var første gang, at de flamske partier benyttede deres flertal og brød princippet om konsensus. Fransktalende og tysktalende organer har påberåbt sig interessekonflikter, en særlig procedure i grundloven, som udsatte beslutningen i fire gange 120 dage.
Fra forskellig side hævdedes det at det belgiske Europa-Parlamentsvalg den 7. juni 2009 var forfatningsstridigt, fordi Bryssel-Halle-Vilvoorde-valgkredsen stadig ikke var splittet op. Kommunen Overijse meddelte at den ville boykotte valget.
Regeringskrise og valg i 2010.
De senere regeringer under premierminister Yves Leterme og Herman van Rompuy har deltagelse af de alle tre store fransktalende partier, men kun et mindretal af de flamske partier. Der er ikke fundet en løsning på Bryssel-Halle-Vilvoorde-problemet. Efter at forhandlinger ikke havde ført til et resultat, meddelte det flamske liberale parti VLD sin udtræden af regeringen den 22. april 2010. Regeringen mistede således sit flertal, og premierminister Leterme (CD&V) indgav sin afskedsbegæring. Kongen udpegede vicepremierminister Didier Reynders (MR) til at lede forhandlinger, men udskrev ikke valg.
Den 26. april accepterede kongen regeringens afgang. Den 27. april meddelte indenrigsminister Annemie Turtelboom (VLD), at et eventuelt valg ville blive gennemført på grundlag af de eksisterende valgkredse, uanset grundlovsdommen fra 2003. En gruppe flamske dommere mente, at beslutningen var ulovlig.. Nogle kommuner og grupper af vælgere truer med at at boykotte valget. Den 6. maj blev parlamentet opløst, og valg skal afholdes den 13. juni. Den afgående premierminister Leterme udtalte, at valget ville være lovligt, men imod grundloven..
Junior Eurovision Song Contest.
Junior Eurovision Song Contest er det europæiske Melodi Grand Prix for børn og unge. Konkurrencen er udsprunget af det danske MGP.
Konkurrencen blev afholdt første gang den 15. november 2003 i Forum i København, efter forsøget med et Nordisk MGP i 2002. Det var DR, som fik der idéen om en Eurovision Song Contest for børn, og det første arrangement blev derfor afholdt i Danmark. Den blev anerkendt af European Broadcasting Union (EBU) i 2003. I 2004 var det meningen, at ITV (Storbritannien) skulle være vært for en international finale, men et par måneder før aflyste de det, og NRK meldte sig frivilligt som en arrangør.
I 2004 var NRK var vært og arrangør for JESC i Lillehammer og året efter RTBF i Hasselt, Belgien. Herefter trak de nordiske lande sig ud af konkurrencen og holdt sig til deres egen udgave - MGP Nordic.
Junior Eurovision Song Contest havde stor succes de første to år. Det tredje år valgte Frankrig og Schweiz at sige farvel efter blot et års deltagelse.
I 2006 var det Danmark og Norges tur til at stoppe deltagelsen. Grunden var at de nordiske lande mente, at de etiske regler ikke passede til børn mellem 8 og 16 år. De lavede derfor et nordisk Melodi Grand Prix, sidste gang afholdt i Stockholm i november 2009.
Hvidstengruppen.
Hvidstengruppen (1943-1944) var en dansk modstandsgruppe, der under besættelsen var beskæftiget med at modtage våben, ammunition og sprængstof nedkastet fra engelske fly. Gruppen var centreret om Hvidsten Kro og kroejer Marius Fiil, der var gået ind i arbejdet på opfordring af godsejer Flemming Juncker.
Modtagearbejdet foregik ved, at der kom en kode fra den engelske radiostation BBC: "Husk at lytte" eller "Lyt igen", hvilket betød, at der ville komme én eller flere engelske Halifax-bombefly ind over området samme aften, og modtagegruppen skulle være parat. Den første aktion foregik natten mellem den 11. og 12. marts 1943 på Trinderup Hede øst for Mariager, hvor der blev nedkastet 12-14 containere, der blev skjult i et tæt krat, så de ikke umiddelbart kunne findes.
Næste dag ankom Dr. Thorup Petersen på kroen og blev inviteret på flæskeæggekage af kroejer Marius Fiil, og mens de sad der, kom Ole Geisler ind i skænkestuen. Ole Geisler havde til opgave at samle trådene omkring modstandsarbejdet i hele Jylland. Han henvendte sig til Marius Fiils gæst og spurgte, om det da ikke var doktoren? Da Dr. Thorup Petersen bekræftede, sagde Ole Geisler: "Jamen så har jeg en hilsen til Dem fra Elias". Og det var kodeordet om at der natten før var nedkastet våben og sprængstoffer ved Mariager til modstandsbevægelsen i Jylland.
Marius Fiil blev nu sat ind i tingene, og indvilligede - efter at have spurgt sin kone Gudrun til råds - i at deltage i modtagearbejdet. Samme aften kørte Marius i sin hestevogn til Trinderup Hede for at hente våben og sprængstoffer, som han transporterede til sin genbo gårdejer Stenz' gård, hvor det blev omladet til Dr. Thorup Petersens bil og kørt til Randers, hvor det blev lagt i et depot til senere brug.
For at finde en egnet modtageplads nærmere Hvidsten Kro blev kortene over lokalområdet gransket, og gruppen udvalgte et område på Allestrupgårds marker, hvor der var et mosehul, der var velegnet til at skjule containerne i, når de var tømt. Denne modtageplads blev kaldt Mustard Point og blev af englænderne betegnet som én af de bedste modtagepladser i Danmark.
Når kodesignalet lød fra BBC kl. 18.15, vidste gruppen, at den skulle være parat til at modtage forsyninger omkring midnat. Når Halifaxen kunne høres i det fjerne, blev der tændt fire signallamper - tre hvide og én rød, der lyste op i luften. Disse lamper angav vindretningen, så piloterne i flyene kunne tage højde for, hvor de skulle "droppe" containerne med faldskærme, så de ramte det rigtige sted.
Hele gruppen skulle nu arbejde hurtigt med at få tømt containerne og få slettet sporene for Gestapo. Containerne blev smidt ud i mosehuller i området, hvor de forsvandt, og indholdet blev fragtet videre først til Hvidsten og derfra så hurtigt som muligt videre til fordeling i mindre depoter i Randers. Herfra blev de distribueret videre ud til sabotagegrupper i det meste af Jylland. Her blev sprængstoffet brugt til sabotage mod jernbaner, lokomotivremiser, broer, fabrikker der arbejdede for tyskerne, og hvor der ellers var brug for det.
Gruppen blev røbet af en engelsk faldskærmsmand, der i december 1943 blev taget af Gestapo og tortureret til at fortælle, hvad han vidste. I tiden frem til den 11. marts 1944 blev kroen skygget af Gestapo, og tidligt om morgenen denne dag blev den omringet, og hele gruppen blev arresteret af tyske soldater. Otte af dens medlemmer blev af den tyske krigsret dømt til døden den 26. juni og henrettet ved skydning i Ryvangen 29. juni 1944 af den tyske besættelsesmagt.
Henrettelserne blev årsag til udvidelsen af den københavnske strejkebølge, Folkestrejken (1944), til en egentlig generalstrejke.
Hvidstengruppen var de første modstandsfolk der blev dødsdømt og henrettet i Danmark.
Det eneste endnu levende medlem af Hvidstengruppen er Svend Egon Andersen, som bor på Djursland.
Nelson Eddy.
Nelson Ackerman Eddy (29. juni 1901 - 6. marts 1967) var en amerikansk sanger og skuespiller. Eddy var operasanger, indtil Hollywood "opdagede" ham.
Hans medspiller i talrige film var sangerinden Jeanette MacDonald.
Nelson Eddy døde på scenen i 1967.
Hvidsten Kro.
Hvidsten Kro er en kongeligt priviligeret kro, som stammer fra 1634 da den første kro blev bygget ved landevejen mellem Randers og Mariager i Hvidsten nær Spentrup. Det er en af landets historiske landevejskroer.
Historie.
Digterpræsten Steen Steensen Blicher har boet i det nærtliggende Spentrup - og en gammel lade fra præstegården er flyttet til kroen og bevaret her. Dengang som nu serveres danske egnsretter på kroen. Specialiteteren er "recepten", der består af spegesild, flæskeæggepandekage serveret på pande. Kogt kød med årstidens grøntsager, flæskesteg og hjemmelavet medister med rødkål, sovs og kartofler og koldt bord med hjemmelavet pålæg og ost.
Det er forrige århundredes kropar "Marius og Gudrun Fiil", der har præget kroen. Gudrun med sin "recept" og Marius med sine opkøb af gamle ting og sager, som udstilles i de mange bygninger, som omgiver den oprindelige kro. Fiil-familien holdt 100 års jubilæum i 1984. Gudrun døde i 1972, men kroen føres videre i hendes ånd og drives i dag af Christina og Søren Fiil.
Menneskeskabt drivhuseffekt.
Den menneskeskabte drivhuseffekt (den antropogene drivhuseffekt) er ændringer af drivhuseffekten i atmosfæren forårsaget af menneskeskabte aktiviteter og affaldsprodukter.
Drivhusteorien går på, at der bliver udledet mere drivhusgas til atmosfæren ved menneskelige aktiviteter, end der optages af jordens grønne planter og havets plankton. Drivhusgassernes øgning i atmosfæren medfører ifølge teorien en øget middeltemperatur på jorden. Hvor stor den effekt er nu og vil være i fremtiden, er der uenighed og usikkerhed om.
Desuden er det usikkert hvor stor en Gaia-effekt liv har på varmebalancen.
Herudover er det muligt at tundra kan frigive store mængder kuldioxid, hvis temperaturen stiger en del mere.
Ifølge Duran G. Froese fra University of Alberta vil permafrosten, med stor sandsynlighed, kun kunne nå at tø i overfladen.
De gasser der påvirker drivhuseffekten er lattergas, metan, CFC-gasser, kuldioxid og vanddamp. Hastigheden hvormed drivhusserne øges, er faldende og især CFC-gasbidragshastigheden er faldet markant siden Montreal-protokollens ikrafttræden i 1989, grundet mange landes tilslutning til aftalen. En sekundær effekt af de tidligere nævnte drivhusgasser er mere vanddamp i atmosfæren, som er grunden til den øgede drivhuseffekt for små øgninger af f.eks. CO2, metan.
Gaia-hypotese.
James Lovelock's Gaia-hypotese er, at Jordens levende organismer regulerer biosfæredelen, så den bliver ved med at være beboelig for organismerne selv.
Følgende kilder beskriver effekter som måske har en sådan virkning.
Adolf Furtwängler.
Adolf Furtwängler (30. juni 1853 - 10. oktober 1907) var en tysk arkæolog og kunsthistoriker. Han blev kendt for sin katalogisering af de talrige historiske græske fund, som blandt andet blev gjort ved udgravninger på Olympia.
Susan Hayward.
Fra filmen "The Snows of Kilimanjaro " (1952)
Susan Hayward (30. juni 1917 – 14. marts 1975) var en amerikansk skuespiller. Efter en kort karriere som model, tog hun til Hollywood for at prøve på at få rollen som Scarlett O'Hara i "Borte med blæsten", hvilken hun dog ikke fik. I 1958 vandt hun en Oscar for sin hovedrolle i "I Want To Live".
Gottfried Wilhelm Leibniz.
Gottfried Wilhelm Leibniz (1. juli 1646 - 1716), tysk rationalistisk filosof, matematiker og politisk rådgiver.
Han arbejdede ihærdigt for at skabe en religiøs verdensfred, idet han søgte at forene videnskab og religion i en helhed. Han arbejdede også med en ide om et "folkenes forbund", der skulle bygge på staternes ligeret. Han anses for den sidste polyhistor, der beherskede hele sin samtids viden og kundskab.
Filosofi.
Leibniz udviklede differential- og integralregningen omtrent samtidig med (og uafhængigt af) Isaac Newton.
Derudover er han kendt for sin opdeling af verden i et uendeligt antal metafysiske substanser kaldet Monader, beskrevet i "Monadologie" 1714, og som er det materielles essens. Leibniz mener, at hvis den materielle verdens essens er udstrækning, som Descartes redegjorde for i sine Meditationer, medfører dette, at de materielle legemer kan deles i en uendelighed, og derfor er det absurd at tildele materien udstrækning som essens. I modsætning til Descartes´ dualistiske verdens billede har Leibniz et monistisk verdensbillede i form af "en" værensform, nemlig monaderne, som dog må siges at repræsentere et pluralistisk verdensbillede med et uendeligt antal monader - altså værenssubstanser. Disse monader har "ingen vinduer", altså er et lukket `system` som ikke kan påvirkes, og i følge Leibniz´ metafysik har Monaderne (af Gud) en præetableret harmoni, som sørger for verdensordenen. Det materielle verden er ifølge Leibniz udelukkende en fænomenverden.
Georg Christoph Lichtenberg.
Georg Christoph Lichtenberg (1. juli 1742 - 24. februar 1799) var en tysk fysiker og satirisk skribent, kendt for sine aforismer. Ved universitetet i Göttingen arbejdede han med geofysik, meteorologi, kemi, astronomi og matematik. Han opdagede princippet for xeroxkopiering.
Louis Blériot.
Louis Blériot (1. juli 1872 - 2. august 1936), fransk pilot, der den 25. juli 1909 som den første krydsede den Engelske Kanal i et fly tungere end luften. Avisen "Daily Mail" havde udsat en pris på 1.000 pund. Turen blev gennemført på 37 minutter i en Blériot XI, et monoplan med en motor på 28 HK.
Amy Johnson.
Amy Johnson (1. juli 1903 - 5. januar 1941) var en engelsk, kvindelig flyvepioner. I 1930 forsøgte hun at slå rekorden for soloflyvning fra London til Darwin, Australien - en rute på i alt 17.700 km. som hun missede med 3 døgn. The Daily Mail gav hende en pris på £10.000.
I januar 1941 forsvandt hun over Themsen på en mission.
983.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne - 980'erne - 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne
Årstal: 978 979 980 981 982 - 983 - 984 985 986 987 988
Eksterne henvisninger.
83
982.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne - 980'erne - 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne
Årstal: 977 978 979 980 981 - 982 - 983 984 985 986 987
82
934.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 880'erne 890'erne 900'erne 910'erne 920'erne - 930'erne - 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne
Årstal: 929 930 931 932 933 - 934 - 935 936 937 938 939
34
965.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne - 960'erne - 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne
Årstal: 960 961 962 963 964 - 965 - 966 967 968 969 970
"Se også 965 (tal)"
Eksterne henvisninger.
65
968.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne - 960'erne - 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne
Årstal: 963 964 965 966 967 - 968 - 969 970 971 972 973
Eksterne henvisninger.
68
974.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne - 970'erne - 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne
Årstal: 969 970 971 972 973 - 974 - 975 976 977 978 979
"Se også 974 (tal)"
Dødsfald.
74
Elektron.
En elektron er en subatomar elementarpartikel. Den har en negativ elektrisk ladning på ca. -1,6 × 10-19 coulomb og en masse på ca. 9,10 × 10-31 kg (0,51 MeV/c²), eller 0,000549 u (unit).
Elektronen bliver almindeligvis betegnet e-. Elektronens antipartikel er positronen (e+) som er identisk med elektronen, men har en positiv elektrisk ladning.
Atomer består af en kerne af protoner og neutroner med elektroner omkring sig, hvis bedste beskrivelse er tredimensionnelle stående bølger i rumtiden. Elektroner har mindre masse end de to andre partikler; en proton har en masse, der er ca. 1.800 gange så stor som en elektrons.
Elektroner tilhører en klasse af subatomare partikler kaldet leptoner, som formodes at være fundamentale. Elektronen har spin 1/2, som medfører at den er en fermion, dvs. opfylder Paulis udelukkelsesprincip og Fermi-Dirac statistikken.
Historie.
Elektronen blev opdaget af J.J. Thomson i 1897 i Cavendish Laboratoriet ved Cambridge Universitet ved undersøgelse af "katodestråler". Thomson bestemte forholdet mellem elektronens masse og ladning ved at se på katodestrålernes afbøjning i et magnetfelt.
I 1910 målte Robert Andrews Millikan elektronens ladning ved at få oliedråber til at svæve i et elektrisk felt. Dermed var både elektronens ladning og masse bestemt.
I 2008 lykkedes det for nogle forskere at filme en elektrons energifordeling, mens den red på en lysbølge.
Hver gang vi har ændret opfatning af elektroners væsen, har grunden været lagt for en ny teknologi. Dengang elektroner blev opfattet som små planeter i et miniature-solsystem, opfandt man den elektriske motor, lyspærer og telefonen. Da man gik over til at se på elektroner som udgangspunkt for stråling, fik man opfindelser med navn efter "radiation" (engelsk for "stråling"), som radio og radar. I foreløbig sidste runde, hvor man har opdaget elektronernes evne til at teleportere (forsvinde for så at dukke op igen et helt andet sted), fik vi datamaskinen, "computeren".
Tekniske detaljer.
Elektronen modelleres i kvantemekanik med Dirac-ligningen.
Elektricitet.
Når elektroner flytter sig, fri af atomkernen og når der er et nettoflow, kaldes dette flow for elektricitet eller en elektrisk strøm. Elektrisk ladning kan direkte måles med et elektrometer. Elektrisk strøm kan direkte måles med et galvanometer (amperemeter).
966.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne - 960'erne - 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne
Årstal: 961 962 963 964 965 - 966 - 967 968 969 970 971
"Se også 966 (tal)"
Noter.
66
Elementarpartikel.
__NOTOC__
En elementarpartikel er en partikel der ikke kan deles i mindre bestanddele. Grundet udviklingen i vores forståelse af naturen har betydningen ændret sig gennem historien. I dag omfatter elementarpartikler kvarker/antikvarker, leptoner/antileptoner, samt en række "kraftformidlende elementarpartikler" (se nedenfor). De tidligere partikler, der tidligere opfattedes som elementarpartikler, kan således opbygges af de ovennævnte elementarpartikler. Ligeledes er det muligt, at ny forskning vil afsløre endnu mindre byggesten end de nuværende elementarpartikler.
Fra den græske oldtid (antikken) havde man en ide om, at alt stof bestod af noget udeleligt, som på græsk kaldes "atomos" - heraf navnet atom. De blev da, i princippet, klassificeret som elementarpartikler. Den første subatomare partikel der blev opdaget, var elektronen (1897). Protonen og neutronen blev først fundet i 1918, henholdsvis 1932.
Partikelfysikken beskriver i dag elementarpartiklerne og deres vekselvirkninger i en teori der kaldes Standardmodellen. I Standardmodellen består stof af 6 kvarker, 6 antikvarker, 6 leptoner og 6 antileptoner. Disse 24 partikler antages i dag at være stofs fundamentale byggesten. Herudover eksisterer der også en række kraftformidlende elementarpartikler: gravitoner, fotoner, W-bosoner, Z-bosoner, gluoner og Higgs-partikler. Gravitonen og Higgs-partiklen er hypotetiske partikler, da de endnu ikke er eksperimentelt påvist.
Drivhuseffekt.
Drivhuseffekt er det fænomen, at glasfladerne i et drivhus tillader de kortbølgede solstråler at passere ind i drivhuset, men ikke den langbølgde varmestråling at forlade drivhuset, og resultatet bliver, at drivhuset virker som en varmefælde.
Siden industrialiseringen er der konstateret temperaturændringer og andre klimaændringer, og diskussionen går på om det er naturlige ændringer eller menneskeskabte ændringer.
Den termiske ligevægt udtrykt som Watt pr kvadratmeter beregnet som gennemsnit for perioden 2000-2004
Atmosfærisk drivhuseffekt.
Den "atmosfæriske drivhuseffekt" kendetegnes ved at Jordens atmosfære tillader den kortbølgede solstråling (sollys: (lidt UVB), UVA, synligt lys og NIR (0,7–5 µm)) at passere på vej ned til overfladen, hvor den indfangede solstråling bliver omdannet til varmeenergi. Denne udsendes af jordens overflade i form af langbølget varmestråling MIR (5–30 µm) =termisk-IR. En del af atmosfæren, de såkaldte drivhusgasser, opfanger og tilbagestråler denne form for varmeenergi. Dermed bliver jordens overflade varmere, end den ville være uden en atmosfære med drivhusgasser. Typisk bliver der nævnt et tal på -18 °C uden drivhusgasser mod en global gennemsnitstemperatur på omtrent +8,5 °C.
Omtrent 66% af den samlede drivhuspåvirkning skyldes vanddamp, altså luftbåret vand og ikke vanddråber i skyerne.
Drivhuseffekten og nedbrydningen af ozonlaget, det såkaldte "ozonhul", bør ikke forveksles. Samtidig med at ozon dannes og nedbrydes i et kemisk kredsløb af solstrålingen og nedbrydes af CFC-gasserne, virker ozon som drivhusgas.
Solen opvarmer jordoverfladen, i form af lys stråler. Jordoverfladen vil dernæst absorbere lyset, og omdanne det til varmestråling- langbølgede stråler. Disse stråler er rettet mod rummet, men bliver holdt tilbage af skyer og visse andre luftarter - drivhusgasser. Derefter bliver varmestrålingen reflekteret, og resultere i opvarmning af vores atmosfære. Den globale opvarmning kaldes for drivhuseffekten fordi, den kan sammenlignes med funktionen af et almindeligt havedrivhus. Lys er kortbølgede og kan derfor trænge ind gennem glasset, mens varmestråling er langbølget og kan ikke trænge ud gennem glasset – derfor vil der være ekstra vamrt i et havedrivhus.
Elektricitet.
Når elektroner flytter sig fri af atomkernen, og når der er et nettoflow, kaldes dette flow for elektricitet (forkortelse el'") eller en elektrisk strøm. Elektrisk ladning kan direkte måles med et elektrometer. Elektrisk strøm kan direkte måles med et galvanometer (amperemeter).
Elektrisk strøm.
Elektrisk strøm er pr. definition bevægelsen af elektrisk ladning. Typisk er denne ladning i form af elektroner, men kan også udgøres af ladede atomer, dvs. ioner.
Størrelsen af en elektrisk strøm udtrykkes som den samlede ladning der flyttes pr. tidsenhed. SI-enheden for elektrisk strøm er ampere; ved en strømstyrke på 1 ampere flyttes der 1 coulomb, eller godt seks milliarder milliarder (6,25•1018) elektroner, hvert sekund.
Definition.
Mængden af ladning "Q" der flyder pr. tidsenhed "t" er "I", som angiver "intensiteten" af strømmen.
Strømtæthed.
Strømtæthed er et mål for tætheden af elektrisk strøm. Den defineres som en vektor hvis størrelse er den elektriske strøm pr. tværsnitsareal. I SI-enheder måles strømtætheden i ampere pr. kvadratmeter.
– hvor strømmen er integralet af prikproduktet af strømtæthedsvektoren og det differentielle overfladeelement formula_11, dvs. nettofluxen gennem fladen S af det vektorfelt der beskriver strømtætheden.
Strømtætheden er en vigtig parameter i Ampères lov (en af Maxwells ligninger), som viser det direkte link mellem strømtæthed og magnetisk feltstyrke.
Strømtæthed er en vigtig faktor i design af elektriske og elektroniske systemer. De fleste elektriske ledere har en endelig, positiv modstand, hvilket får dem til at danne varme. Strømtætheden skal derfor holdes lav nok til at forhindre lederen i at smelte eller brænde op, eller i at ødelægge isoleringen. I superledere kan en for stor strømtæthed få superlederen til at "gå normal", dvs. spontant miste den superledende egenskab; først lokalt, men lynhurtigt i resten af superlederen pga. varmeudviklingen i det normalt ledende område.
Ledningsevne.
Metaller er kendetegnet ved, at de rummer mange elektroner som kan bevæge sig frit fra det ene atom i metallet til det næste, og derved blive en del af en elektrisk strøm. Tilstedeværelsen af disse såkaldt "frie elektroner" gør, at metaller generelt er gode elektriske ledere. Elektriske ledninger er gerne lavet af kobber, som er det tredjebedste metal til at lede strømmen - kun sølv og guld er bedre.
Helt rent (demineraliseret eller ionbyttet) vand er i sig selv en dårlig leder, men tilsættes vandet en smule salt, skabes positive og negative ioner som kan fungere som ladningsbærere, og derved forøges vandets ledningsevne drastisk.
Hurtig strøm af langsomme partikler.
Når man tænder eller slukker for et elektrisk kredsløb, starter eller stopper den elektriske strøm i hele kredsløbet indenfor en brøkdel af et sekund - selve "strømmen" ("elektron-bevægelsen") udbreder sig igennem ledningerne med lige knap lysets hastighed. Men "de enkelte elektroner" (eller ioner) flytter sig i meget små "skridt" ad gangen, så de ender med at flytte sig meget langsomt; denne såkaldte "drifthastighed" er typisk mindre end en millimeter i sekundet.
For at forstå dette, kan man forestille sig en ledning som et (evt. gennemsigtigt) "rør", fyldt med kugler der passer ind i røret - disse kugler er de frie elektroner i ledningen. Hvis man nu skubber en ny kugle ind i den ene ende af røret, skubber kuglerne inde i røret til hinanden, og den yderste kugle i den modsatte ende skubbes ud af røret. Dette sker nærmest "med det samme" når man putter den nye kugle i, og det er forklaringen på at elektrisk lys tænder med det samme når man trykker på kontakten.
Hvis man nu "mærker" en af kuglerne, f.eks. med en afvigende farve, kan man se hvordan den enkelte kugle rykker én plads fremad for hver ny kugle. Først når der er puttet en hel del nye kugler ind efter den mærkede kugle, kommer den ud af den anden ende: Denne langsomme vandring igennem "lednings-røret" demonstrerer den lave drifthastighed.
Elektricitet og magnetisme.
Elektriske strømme er nært knyttet til magnetisme. Hans Christian Ørsted påviste i 1820 hvordan en elektrisk strøm påvirker magnetfeltet omkring lederen, og Michael Faraday demonstrerede, at et varierende magnetfelt skaber tilsvarende varierende strømme i elektriske ledere.
Mere præcist formuleret, skaber en "ændring" i den elektriske strøm en tilsvarende ændring i magnetfeltet, og omvendt skaber ændringer i magnetfeltet omkring en leder ændringer i strømmen i lederen.
Danmarks strømforbrug.
Danmarks elforbrug ligger på omkring 5000 MW. Deraf stammer op til halvdelen fra vindkraft, alt efter hvor meget blæst der er.
Lakota.
Eddie Plenty Holes, en Sioux-indianer fotograferet 1899.
Lakota, som Lakota-folket selv skriver "Lakhota" (og udtaler: laˈkˣota), er et folk af indfødte amerikanere ("indianere"), I dag er de mest kendt under navnet "Sioux", som oprindeligt var en forvrængning af et indiansk skældsord fra deres fjende Ojibwa, som i sin tid kaldte dem Nado-wes-si-weg, dvs "slangerne/fjenderne", hvilket på fransk blev til
Nado-wes-sioux. Amerikanerne smed de første stavelser bort, og Sioux (udtalt Su) blev folkeeje.
Igen kaldte Lakotaerne sig selv Ikce Wicasa, hvilke betyder " de rigtige mennesker" hvilket i sig selv ikke er mærkeligt. Næsten alle stammer kaldte sig sådan, da de så sig selv som Kosmos.
Lakota som er den vestligste af de tre dialekter, var de mest krigerske af dem alle, de mest talrige, samt at de opfostrede de mest berømte høvdinge.
Heraf var Oglala Teton Lakota stammen nok den berømteste af dem alle.
Der var 20.000 Lakotaer i midten af det 18. århundrede, mens der i dag findes omkring 70.000, hvoraf de 20.500 stadig taler sproget.
Efter at hesten var blevet indført, blev Lakota'erne en del af præriekulturen, der havde bisonen og hesten som omdrejningspunkter. Lakotafolket var allieret med Arapaho- og Cheyenne-stammerne, og sammen besejrede de det 7. kavaleri i Slaget ved Little Bighorn i 1876. De blev selv endeligt besejret 14 år senere ved Massakren ved Wounded Knee.
Staterne North Dakota og South Dakota er opkaldt efter Sioux stammen.(Da man ikke bruger fælles navnet Sioux, bruger man Dakota)
1682.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
Årstal: 1677 1678 1679 1680 1681 - 1682 - 1683 1684 1685 1686 1687
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
82
Trædemølle.
En trædemølle er tømmerkonstruktion med et møllehjul, lavet af brædder. Hjulet drejes rundt ved at en person eller et dyr (hest eller okse) går rundt inden i det. Derved kan det trække en lille kværn eller en pumpe. Et meget ensidigt og kedeligt arbejde.
Trædemølle bruges også i overført betydning om "ensidigt gentaget arbejde".
Katharine Hepburn.
Katharine Hepburn i filmen "Stage Door Canteen" fra 1943.
Katharine Houghton Hepburn (12. maj 1907 - 29. juni 2003) var en anerkendt amerikansk skuespillerinde født i Hartford, Connecticut. Hun blev uddannet på Bryn Mawr College, Pennsylvania. Hepburn tog sin eksamen i 1928 og debuterede på Broadway samme år i "Night Hostess". I 1932 gav en prøvefilmning for RKO pictures hende en rolle i George Cukors film "A Bill of Divorcement" (1932), hvor hun spillede sammen med John Barrymore. Hepburn vandt sin første Oscar i kategorien Oscar for bedste skuespillerinde i 1933 og yderligere tre mere samt yderligere otte nomineringer i den øvrige del af sin karriere. Dette er alene overgået af Meryl Streep som har modtaget i alt 13 nomineringer (2003)- men dog kun 2 Oscar's. Katharine Hepburn er den eneste skuespillerinde med 4 Oscar's.
Af yderligere udmærkelser modtog hun i 1999, af det amerikanske filminstitut AFI, en kåring som den største kvindelige filmlegende nogensinde. Hun var mange biografgængers filmfavorit, specielt på grund af hendes høje skikkelse og fornemme fremtoning som hun kombinerede med en skarp tunge.
1938 blev Hepburn sammen med Greta Garbo, Joan Crawford og Marlene Dietrich kaldt kassegift af biografejerne i USA. Hepburn rejste hjem til Fenwick, Old Saybrook, Connecticut, der siden 1913 havde tilhørt familien.
I 1938 skrev Philip Barry teaterstykket "The Philadelpia Story" til Hepburn. Hun købte med hjælp af Howard Hughes rettighederne til skuespillet og i 1939 indgik hun en legendær handel med MGM, der katapulterede hende tilbage til Hollywood. Dette resulterede i filmen "The Philadelphia Story", hvor hun ønskede at spille sammen med Clark Gable og Spencer Tracy. Det blev dog Cary Grant og James Stewart, der med sin rolle som reporteren Mike vandt sin eneste Oscar i sit sammenspil med Hepburn. Hvilket også var tilfældet for Henry Fonda i "On Golden Pond" 1981.
I "Woman of the Year" (1942), havde hun sin første af ni roller sammen med Spencer Tracy, hvilket igangsatte en af Hollywoods mest kendte kærlighedsromancer. Selvom de var sammen indtil Tracys død i 1967, blev parret aldrig gift, da Tracy som troende katolik ikke ønskede at blive skilt fra sin kone.
Ideen til historien "Woman of the Year" stammede fra Garson Kanin's – forfatteren til "Adam's Rib" og "Pat and Mike" – men blev skrevet af hans bror Michael Kanin og Ring Lardner Jr. sammen med Hepburn, der derefter solgte skriptet til Louis B. Mayer, MGM. Og også her havde hun medbestemmelsesret til sine medspillere og instruktør som hun også havde haft ved "The Philadelphia Story".
Katharine Hepburn medvirkede i en række komedier og dramaer og spillede over for de største mandlige Hollywood-stjerner. Udover Spencer Tracy omfattede de Humphrey Bogart, Cary Grant, James Stewart, Laurence Olivier, John Wayne og Henry Fonda.
Katharine Hepburns eneste birolle i hele hendes karriere var som tante Ginny i Love Affair ellers havde hun hele sin karriere igennem haft hovedroller, hvad for skuespillere er enestående.
Som en af de få i Hollywood bestemt hun selv over sin karriere. Hun havde kun kontrakt med RKO – der købte hun sig ud, da hun fik stemplet kassegift – og senere med MGM, men med medbestemmelsesret.
Katharine Hepburn døde 96 år gammel i sit barndomshjem i Old Saybrook, Connecticut. Dødsårsagen var alderdom.
936.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 880'erne 890'erne 900'erne 910'erne 920'erne - 930'erne - 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne
Årstal: 931 932 933 934 935 - 936 - 937 938 939 940 941
Eksterne henvisninger.
36
Frederiksodde.
Frederiksodde var fra 1651 til 1664 navnet på den fæstning, som Frederik 3. lod anlægge på Bers Odde.
To måneders belejring endte den 24. oktober 1657 hvor svenskerne under ledelse af feltmarskal og rigsadmiral Wrangel stormede den ikke færdiggjorte fæstning, som måtte overgive sig efter mindre end to timers kamp. Mere end 1000 mand faldt, resten taget til fange, og blandt disse den sårede rigsmarsk Anders Bille. Han døde et par uger senere i svensk fangenskab.
I 1664 fik den navnet Fredericia.
Franz Kafka.
Franz Kafka (3. juli 1883 - 3. juni 1924) var tysksproget forfatter af jødisk familie blev født i Prag, dengang Bøhmens hovedstad lå i det østrig-ungarske dobbeltmonarki.
Temaerne for hans værker var ensomhed, frustration og undertrykkelse af individet gennem anonyme kræfter. Kafkas stil var en blanding af realisme og fantasi iblandet ironisk humor, som ofte gav en mareridtsagtig, klaustrofobisk effekt i hans værker. I sin berømte novelle "Forvandlingen" (1915) vågnede helten op og opdagede, at han havde forandret sig til et enormt insekt, udstødt af sin familie og efterladt til at dø. I "Processen" (1925) gennemgår hovedpersonen en retssag, hvor han ikke kan få forbrydelsen oplyst. Det absurde retssystem kan ses som et billede på tilværelsens vilkårlighed og uigennemskuelighed.
I modstrid med Kafkas ønske blev hans upublicerede manuskripter offentliggjort efter hans død, af hans ven den østrigske forfatter Max Brod. Blandt disse værker var hans mest berømte romaner: "Processen" (1925), "Slottet" (1926) og "Amerika" (1927). Kafka døde af tuberkulose den 3. juni 1924 på et sanatorium i Kierling i nærheden af Wien.
Familien.
Franz Kafka var søn af Hermann og Julie Kafka og voksede op i Prag i en tysktalende, jødisk middelklasse familie. Franz var den ældste i børneflokken, som udover ham bestod af to yngre brødre (Heinrich og Georg, der døde som ganske små) og tre søstre (Elli, Valli og Ottla). Franz havde fra barndommen stor respekt og beundring, men også stor frygt for faderen, som på intet tidspunkt accepterede sønnens ønske om at blive forfatter, og derfor ikke gav den støtte, han havde behov for. Franz Kafka beskriver selv sit forhold til sin far i det over 100 sider lange værk (som faderen for øvrigt aldrig fik at se) "Brev til min far" (offentliggjort 1952). Franz forlod først barndomshjemmet som 31 årig, hvor han flyttede til et lejet værelse.
Uddannelse og arbejde.
Franz Kafka blev i 1901 student fra Altstädter Staatsgymnasium og blev dr. jur. i 1906 fra Charles-Ferdinand Universitet i Prag. Derefter arbejdede Franz Kafka ved kriminalretten i Prag, senere ved en civildomstol og i 1908 fik han en stilling hos Arbeiter-Unfallversicherungsanstalt (Arbejder-ulykkesforsikringsanstalten). Kafka afskyede sit arbejde og betragtede det udelukkende som et nødvendigt onde for at tilfredsstille familien og for at skaffe brød på bordet. Kafka følte sig fanget af sit daglige arbejde og ønskede at hengive sig fuldstændigt til sin forfattervirksomhed.
1883.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1878 1879 1880 1881 1882 - 1883 - 1884 1885 1886 1887 1888
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
83
9. århundrede.
Århundreder: 8. århundrede - 9. århundrede - 10. århundrede
Personer.
Det 9. århundrede består af årene
som ofte forveksles med 800-tallet, som består af årene
å
973.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne - 970'erne - 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne
Årstal: 968 969 970 971 972 - 973 - 974 975 976 977 978
"Se også 973 (tal)"
Eksterne henvisninger.
73
948.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 890'erne 900'erne 910'erne 920'erne 930'erne - 940'erne - 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne
Årstal: 943 944 945 946 947 - 948 - 949 950 951 952 953
Dødsfald.
48
Hans Albrecht Bethe.
Hans Albrecht Bethe (2. juli 1906 – 6. marts 2005) var en tyskfødt, amerikansk fysiker, som arbejdede indenfor kvantefysik. I 1943 bad J. Robert Oppenheimer ham om at lede Theoretical Division ved Los Alamos-instituttet i forbindelse med Manhattan-projektet. Hans Albrecht Bethe modtog Nobelprisen i fysik i 1967.
1635.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1630 1631 1632 1633 1634 - 1635 - 1636 1637 1638 1639 1640
Eksterne henvisninger.
35
1808.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1803 1804 1805 1806 1807 - 1808 - 1809 1810 1811 1812 1813
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808 -- Frederik 6.
Eksterne henvisninger.
08
1839.
Eksterne henvisninger.
39
Georgia.
Georgia er en stat i USA. Georgia blev den 4. stat i USA den 2. januar 1788. Delstatshovedstaden i Georgia er Atlanta.
Historie.
Den spanske opdagelsesrejsende Hernando de Soto rejste i området i 1540 og undersøgte området inde i landet. Konflikten mellem Spanien og Kongeriget England om kontrollen over Georgia begyndte omkring 1670, da englænderne grundlagde kolonien Carolina i, hvad der i dag er South Carolina. Den britiske interesse i at etablere en koloni syd for South Carolina havde forskellige årsager; Spansk Florida var et fristed for flygtede slaver, og Frankrig byggede i 1720'erne et fort nær ved nutidens Montgomery i Alabama, og strategiske interesser gjorde den britiske regering interesseret i at etablere en ny koloni i grænselandet, der hidtil havde været åbent for spansk og fransk indtrængen. I 1733 ankom 113 bosættere fra England til, hvad der skulle blive til byen Savannah.
Provinsen Georgia var en af de 13 oprindelige kolonier, der gjorde oprør mod det britiske styre under USA's uafhængighedskrig og underskrev USA's uafhængighedserklæring i 1776 på trods af, at en stor andel af befolkningen var tro mod tronen. Under krigen flygtede en tredjedel af slaverne og opnåede frihed ved at knytte sig til de britiske styrker. Efter krigen blev Georgia USA's fjerde delstat.
I 1861 blev Georgia en del af Amerikas Konfødererede Stater, og området blev en krigsskueplads under den Amerikanske borgerkrig. I december 1864 blev store dele af staten fra Atlanta til Savannah ødelagt under general William Tecumseh Shermans march til havet. Denne begivenhed dannede den historiske baggrund for romanen Borte med blæsten fra 1936 og filmen fra 1939 af samme navn.
Den 15. juli 1870 blev Georgia den sidste konfødererede stat, der genindtrådte i Unionen.
Politik.
Indtil for nylig havde Georgias delstatsregering rekorden i etparti-dominans i USA. I over 130 år - fra 1872 til 2003 - valgte Georgia kun guvernører fra det Demokratiske Parti, og Demokraterne havde flertal i parlamentet.
Gennem 1960'erne og 1970'erne gjorde Georgia betydelige fremskridt inden for borgerrettigheder og regeringsførelse, og økonomisk vækst fandt sted. Udviklingen blev gjort endnu mere solid ved valget af Georgias tidligere guvernør Jimmy Carter til USA's præsident i 1976.
Demokraternes politiske dominans sluttede i 2003, da den demokratiske guvernør tabte valget til Georgias nuværende guvernør, Republikaneren Sonny Perdue, i øjeblikket kontrollerer Republikanerne parlamentet, og George W. Bush vandt staten ved præsidentvalget i 2004.
Georgia har 13 pladser i Repræsentanternes Hus, af hvilke p.t. 7 er Republikanere og 6 Demokrater.
Geografi.
Georgia grænser til Florida mod syd, til Atlanterhavet og South Carolina mod øst, til Alabama mod vest samt til Tennessee og North Carolina mod nord. Den nordlige del af staten udgøres af en del af Blue Ridge Mountains, en del af bjergkæden Appalacherne. Den sydlige del af staten er kyststepper. Det højeste punkt i Georgia er 1.458 m.o.h., det laveste 0.
Med et areal på 153.951 km² er Georgia nr. 24. i størrelse blandt USA's 50 delstater, og den største øst for Mississippifloden.
Klima.
Størstedelen af Georgia har et fugtigt, subtropisk klima. Somrene er typisk hede og fugtige, undtagen i højereliggende områder. Hele staten modtager en moderat til kraftig nedbørsmængde, fra 1.143 mm i det mellemste Georgia til ca. 1.905 mm i den nordøstlige del.. Det subtropiske klima er afhængigt af ikke bare breddegraden, men også af afstanden til Atlanterhavet og af højden.
Områderne nær grænsen til Florida har det mest subtropiske klima og minder om Floridas klima med hede og fugtige somre, ofte med tordenvejr om eftermiddagen, og om vinteren er der mildt og mere tørt. Det er også det område i Georgia, hvor man sjældnest oplever snefald. I bjergene mod nord er klimaet køligere, og det er dér, hvor der oftest falder sne om vinteren, dog ikke så ofte som i andre dele af Appalacherne.
Selv om Georgia har et moderat klima sammenlignet med andre af USA's delstater, er der en gang imellem ekstreme vejrforhold. Varmerekorden er 44,4 °C, og den temperatur -27.2 °C. Georgia har et af de højeste antal af tornadoer i USA. Områderne tættest på Florida modtager færre tornadoer, men det er unormalt, at tornadoerne bliver alvorlige. Georgia er også sårbar over for orkaner, selv om det er sjældent, at orkaner rammer Georgia direkte - mere normalt er det, at orkanerne først rammer Florida og dernæst når Georgia i svækket form som tropiske storme.
Byer.
Georgia har haft fem officielle hovedstæder: Savannah, Augusta, Louisville, Milledgeville og siden 1868 Atlanta.
De fem største byer i delstaten er
Økonomi.
I 2006 var Georgias bruttodelstatsprodukt 380 mia. USD, og den gennemsnitlige indkomst i 2005 40.155 USD, den 10. højeste blandt USA's delstater. Hvis Georgia var et selvstændigt land, ville dets økonomi være den 18. største i verden. Store virksomheder, der har deres hovedkvarterer i Georgia er bl.a. UPS, Coca-Cola, Delta Air Lines og CNN.
Georgias landbrugsproduktion omfatter bl.a. fjerkræ og æg, pecannødder, ferskner, jordnødder, rug, kvæg, svin, mælkeprodukter og grønsager. Der laves industriprodukter som tekstiler, transportudstyr, forarbejdede fødevarer, papirvarer, kemiske produkter, og elektrisk udstyr. Turisme er også en vigtig indtægtskilde.
Demografi.
I 2006 havde Georgia et anslået befolkningstal på 9.363.941, hvilket var en stigning på 1.177.125 siden 2000. I 2006 var Georgia befolkningsmæssigt den niendestørste delstat i USA. Delstatens befolkningstal er vokset med 44,5 % siden 1990, hvilket gør Georgia til en af de hurtigstvoksende stater i USA. Georgia overhalede i begyndelsen af 1990'erne Florida og blev den hurtigstvoksende stat i syden. Mere end halvdelen af befolkningen bor i Atlantas metropolområde.
Etnisk tilhørsforhold.
De fem største etniske tilhørsforhold i delstaten er afro-amerikansk, amerikansk, engelsk-amerikansk, tysk-amerikansk og irsk-amerikansk.
Oprindeligt var ca. halvdelen af Georgias befolkning afro-amerikanere, som før den Amerikanske borgerkrig næsten alle var slaver.
Flugten fra Sydstaterne, hvor hundredetusindevis af sorte flyttede fra det landlige syd til det industrielle nord i perioden 1914-1970, formindskede den afro-amerikanske andel af befolkningen. Andelen er siden forøget igen grundet tilbagevenden af visse afro-amerikanere. I dag er afro-amerikanere den største befolkningsgruppe i mange amter i det centrale, øst-centrale og sydvestlige Georgia så vel som i Atlanta. I følge befolkningsestimater er Georgia den delstat i USA, der har den fjerdestørste andel af befolkningen, der er af afro-amerikansk herkomst.
Religion.
Georgia deler sin protestantiske arv med mange af de sydøstlige delstater i USA. Antallet af katolikker er dog voksende grundet tilflytning fra det nordøstlige USA og latinamerikansk indvandring.
Georgias jødiske samfund stammer oprindeligt fra 42 sefardiske, portugisiske jøders bosættelse i Savannah i 1733. Atlanta har også et stort og gammelt jødisk samfund.
8. århundrede.
Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede
Personer.
Det 8. århundrede består af årene
som ofte forveksles med 700-tallet, som består af årene
å
728.
Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede
Årtier: 670'erne 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne - 720'erne - 730'erne 740'erne 750'erne 760'erne 770'erne
Årstal: 723 724 725 726 727 - 728 - 729 730 731 732 733
Dødsfald.
28
Politiken.
"Dagbladet Politiken" er en dansk avis, der udgives af Politikens Hus. Avisen udkommer i 110.230 eksemplarer mandag-lørdag og 140.441 på søndage. Læsertallet er 432.000 mandag-lørdag og 547.000 søndage.
Avisen ligger med sit socialliberale udgangspunkt længere til venstre på den politiske højre-venstre akse end de to øvrige landsdækkende morgenaviser Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten der begge anses for at være liberale/borgerlige. Bladet kan dog ikke betragtes som venstreorienteret i den traditionelle opfattelse. Avisen har hovedsæde i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
Historie.
Avisen blev grundlagt den 1. oktober 1884 i København af Viggo Hørup, Edvard Brandes og Hermann Meyer Bing. Viggo Hørup og Edvard Brandes havde sammen været redaktører af avisen "Morgenbladet", der i 1873 var startet som partiet Venstres første hovedstadsorgan. Men de blev fyret af grundlæggeren Christen Berg pga. deres radikale holdninger. De besluttede sig for at grundlægge "Politiken" som en videreførelse af deres ideer fra samarbejdet på "Morgenbladet". Hermann Meyer Bing, som også tilsluttede sig Hørups og Brandes' ideer, bidrog med sin personlige formue til at finansiere driften af avisen. Han var søn af den ene grundlægger af S og besad derfor en betydelig kapital.
I 1904 startede "Ekstra Bladet", først som tillæg til Politiken og fra 1. januar 1905 som selvstændig avis.
I 1912 flyttede de to blade ind på Rådhuspladsen.
Den 28. april 1940 bragte "Politiken" en leder, hvori Winston Churchill blev kaldt "en farlig mand". Det stod at læse et par uger efter den nazistiske besættelse af Danmark. Lederen blev til efter samtale i hjørneværelset med bestyrelsesformand Erik Scavenius, og udenrigsredaktør Einard Schou blev udset til at føre pennen.
I 1970 opgav avisen det tilhørsforhold til Det Radikale Venstre, som avisen havde haft siden starten. Siden har "Politiken" været en avis, der er udgivet på et moderat venstreorienteret grundlag. Ved folketingsvalget i 2005 opfordrede avisen på lederplads til at stemme radikalt. I det moderne Politikens egen selvforståelse er den af princip en oppositionsavis, hvad enten det er en borgerlig eller socialdemokratisk ledet regering, den er i årvågen opposition til. Politikens mål er angiveligt at være "Organ for den højeste Oplysning". Redaktionens specielle krav om kunstnerisk frihed kan af og til komme på tværs.
1. januar 2003 fusionerede Politikens Hus med den ellers holdningsmæssige ærkefjende, Morgenavisen Jyllands-Posten, og dannede selskabet Politikens Hus.
B.T..
BT-huset i Kristen Bernikows Gade
"B.T." er en dansk tabloidavis, der udgives af Berlingske Media.
B.T. blev grundlagt i 1916 af Henry Hellssen, med den østrig-ungarske avis 'Az Est' som forbillede. Formatet var halvt så stort som fx Berlingske Tidende og let at håndtere. Den typografiske opsætning var anderledes og mere tillokkende end andre avisers. Avisen bestod især af korte, kontante nyheder og artiklerne var illustreret med dominerende tegninger og fotografier.
Oplag 2008 uge 6 2008 83.300.
B.T. Central lå fra 1916 til 1977 på Rådhuspladsen 55 i København. Huset, der stadig findes, var tegnet 1896 af Philip Smidth og ombygget 1924/29 af Bent Helweg-Møller.
Dagbladet Børsen.
"Dagbladet Børsen", oftest blot "Børsen", er et dansk dagblad, der udkommer mandag-fredag med fokus på erhvervs- og finansstof, men som også dækker politik, kultur og samfundsøkonomi. Huset udgiver desuden livsstilsmagasinet PLEASURE samt håndbøger. Avisen udkommer pr. 2. halvår 2009 i 72.490 eksemplarer og læses af 216.000.
"Børsen" er grundlagt i 1896 og er nu et selskab i den svenske Bonnier-koncern.
Chefredaktør er Anders Krab-Johansen.
Dagbladet Børsens historie.
Bladet grundlægges i 1896 af vekselerer Theodor Green på ugebladsbasis, men bladet udvikler sig dog over en 3-årig periode til et dagblad, der bliver medlemsblad for Grosserer-Societetet. Samtidig etableres et forlag. To unge jurister, Holmer Green og Hendrik Stein, overtager bladet i 1901 og Stein er chefredaktør til sin død i 1944. I 1909 ophører forbindelsen til Grosserer-Societetet, og avisen fortsætter på et borgerligt-liberalt grundlag.
Efter en krise erhverver Bonnier-koncernen i 1969 49% af A/S Forlaget Børsen og med erhvervsjournalisten Erik Rasmussen og advokaten Christian Lillelund ved roret bliver bladet ført videre med følgende programerklæring "”Det nye Børsen er ikke blot en avis, men et uundværligt værktøj for den moderne erhvervsleder – og enhver, der har interesse i den dynamiske udvikling, som sker i erhvervslivet, og som vedkommer hele samfundet”".
I 1985 etableres som et af flere erhvervsmagasiner "Børsens Nyhedsmagasin", der i 2002 blev solgt til Det Berlingske Officin.
I slutningen af 1990'erne satsedes hårdt på erhvervsstoffet, hvilket resulterede i stigende oplag og konsolidering af virksomheden. I 1996 solgtes de resterende aktier til Bonnier, og Børsen blev dermed det første danske dagblad med rent udenlandske ejerinteresser. Samme år blev den hidtidige politiske redaktør Leif Beck Fallesen chefredaktør samt administrerende direktør.
Gazellevirksomheder.
Hvert år afholder Børsen en konkurrence blandt alle virksomheder i Danmark. Konkurrencen har til formål, at kåre den virksomhed som har haft den største vækst i omsætning eller brutto fortjeneste målt over en periode over 4 år. Samtidig stilles der nogle krav til virksomhedens rentabilitet og størrelse.
Eksterne henvisninger.
Børsen, Dagbladet
Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet er en landsdækkende dansk avis i tabloidformat, der udgives af Politikens Hus. Ekstra Bladet har 405.000 læsere på hverdage og 473.000 om søndagen. Oplag uge 6, 2008 er 86.500 eksemplarer. 25 % af Ekstra Bladets læsere er mellem 12 og 29 år.
Historie.
Avisen begyndte oprindeligt som et tillæg til Politiken, der omhandlede krigen mellem Japan og Rusland. "Politikens Ekstra Blad", som det i sin tid hed, udkom første gang 12. februar 1904 og indeholdt de seneste nyhedstelegrammer fra krigszonen. Avisen skiftede navn til blot "Ekstra Bladet" 21. juli 1904, og pr. 1. januar 1905 blev avisen udskilt fra Politiken med egen redaktion. Den første redaktør for Ekstra Bladet blev Frejlif Olsen, der havde været journalist på Politiken siden 1892. Olsen forblev redaktør indtil sin død i 1936, hvorefter navne som Ole Cavling, Leif B. Hendil, Harald Mogensen, Flemming Hasager, Axel Sjölin og Ambro Kragh overtog hvervet.
Avisen udkom i stort format indtil 1961, hvor man indførte det tabloidformat, bladet er udkommet i siden. Med daværende departementschef i Statsministeriet Victor Andreasens tiltræden som chefredaktør i 1963 udvikledes for alvor den ofte aggressive stil, bladet siden er blevet kendt for, og oplaget steg. Andreasen trak sig tilbage i 1976, og Sven Ove Gade var derefter chefredaktør helt til 2000 og indførte blandt andet bladets søndagsudgave i 1987.
I 2000 blev daværende folketingsmedlem og tidligere formand for Det Konservative Folkeparti Hans Engell overraskende ansat som administrerende chefredaktør. Han blev 6. september 2007 afløst af Poul Madsen.
Bent Falbert er ansvarshavende chefredaktør og Jan Jensen har titel af chefredaktør.
Slogan.
Ekstra Bladets bærende slogan "Tør - hvor andre tier" blev opfundet i 1964 og blev en fast del af avisens forside i 1967. I reklamer er sloganet "Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst!" siden 1999 blevet brugt som kampagneslogan. "Velkommen på forsiden" optræder også i kampagner. Alle slogans afspejler avisens selvforståelse, efter hvilken avisens fornemste opgave er at afsløre uretfærdigheder i samfundet som vagthund over for politikere og andre magthavere. Gennem årene er det kommet til udtryk i kampagnejournalistik om for eksempel bolighajer, skrankepaver og snyd i finanssektoren. Avisen er også ofte blevet kritiseret for ringe troværdighed og for konsekvenserne af kampagnejournalistik om følsomme emner som udlændingepolitik.
Side 9-pigen.
Siden 1976 har der på side 9 i avisen altid været et billede af en helt eller delvist topløs kvinde. I anledning af 100-års-jubilæet og på grund af faldende oplagstal forsøgte avisen sig i 2004 med en makeover. Det indebar blandt andet, at Ekstra Bladet testede et mindre format af side 9-pigen. Lytterne af et formiddagsprogram på P3 krævede straks pigen tilbage i normal størrelse - og Ekstra Bladet bøjede sig! Til gengæld skal man ikke længere regne med altid at finde hende på side 9. I 2004 besluttede redaktionen nemlig at flytte pigen længere om i avisen, hvis tophistorier kræver mere plads fremme i avisen. Der vil dog altid være en henvisning, så hun er til at finde.
Som alternativ indtægtskilde for Ekstra Bladet har Side 9 pigen siden oktober 2008 fået påført reklamer.
Årets Nytårstorsk.
Ekstra Bladet har siden 1977 hvert år efter afstemning blandt læserne kåret årets nytårstorsk, nemlig den dansker, som i årets løb har dummet sig mest. Uffe Ellemann-Jensen har rekord ved at have vundet æren hele fem gange.
Internetavis.
ekstrabladet.dk (alias eb.dk) er Danmarks største netavis (Juli 2007). Sitet blev lanceret i oktober 1997. Netavisen har egen redaktion og er altså ikke en elektronisk udgave af papiravisen.
I september 2006 lanceredes "Læserbladet" (laeserbladet.dk), Danmarks første blogavis. Her får netavisens bloggere præsenteret deres blogs.
Internet-tv.
Websiden ' startede 30. april 2007. Tv-indslagene produceres af Ekstra Bladets egen tv-redaktion i samarbejde med produktionsselskabet S.
Jyllands-Posten.
"Morgenavisen Jyllands-Posten" (ofte blot omtalt som "JP") er en af Danmarks tre store morgenaviser (de andre to er "Dagbladet Politiken" og "Berlingske Tidende"). Ansvarshavende chefredaktør er siden 2008 Jørn Mikkelsen som afløste Carsten Juste.
"Jyllands-Posten" er den mest læste avis i Danmark på såvel hverdage som søn- og helligdage. I Jyllands-Postens Fonds fundats fastslås det, at "Jyllands-Posten" skal udgives som en liberal og uafhængig avis, og den regnes almindeligvis for den mest højreorienterede af de to borgerlige landsdækkende morgenaviser (den anden er Berlingske Tidende). "Jyllands-Posten" blev etableret i 1871 og udgives i dag af Politikens Hus, der også udgiver "Politiken" og "Ekstra Bladet". Avisens hovedsæde er beliggende i Viby ved Århus, mens der også er redaktioner i København, Odense, Herning og Aalborg. "JPs slogan er "Danmarks internationale avis", og avisen er også kendt for at have et større antal udlandskorrespondenter. I udlandet er avisen mest kendt for offentliggørelsen af de 12 muhammed-tegninger.
I oktober 2006 lancerede "JP" erhvervsportalen epn.dk der hurtigt blev en af Danmarks mest besøgte. I marts 2007 fulgte forbrugsportalen fpn.dk og senere er kultursitet kpn.dk og sportssitet spn.dk kommet til.
Format.
"Jyllands-Posten" er siden august 2008 udkommet i tabloid-formatet. Overgangen fra broadsheet begyndte januar 2006 hvor avisen udskiftede sin 2. sektion med et dagligt såkaldt avismagasin der med otte forskellige emner fokuserede på forbrugsstof, udlandsstof, kultur (både "Guide" og "Kulturweekend"), biler, sport, rejser og bolig. Om søndagen udkom to. I dag dækkes de fleste af disse af 1. sektion og en ny tabloid-sektion kaldet "Puls".
Hver anden fredag medfølger enten et mande- eller kvindemagasin med navnene "Must" og "Viva".
JP Århus.
JP Århus er navnet på Jyllands-Postens Århus-sektion, som udkommer i det meste af Østjylland som et tillæg.
Deruodver udgives gratisavisen 24timer i Århus under navnet 24timer Århus+ med stof fra både JP Århus og 24timer.
Støtte til fascismen.
Historisk er avisen kendt for at indtage en klar højrekonservativ linje. I 1920'erne og 30'erne vakte avisen opsigt med dens udtalte sympati for fascismen og forståelse for det tyske nazi-diktatur. Da Benito Mussolini i 1922 blev leder af en fascistisk koalitionsregering i Italien, skrev avisen: "Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til". I 1933 argumenterede avisen sågar for indførelse af diktatur i Danmark: "Nu ved vælgerne, at folkestyret er forvandlet til et rent partistyre, uden hvilket saglige hensyn skubbes til side for de partipolitiske. Og derfor kan man gå ud fra, at et flertal af vælgerne oprigtigt ønsker diktaturet som den eneste udvej til sunde forhold i statsstyret".
Avisen var også meget positiv over for Weimar Republikkens fald og Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland. Den skrev således i marts 1933: "Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Weimar-forfatningens grav... Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkammersystem, dens lave valgretsalder - 20 år - og forholdstalsvalgmåden nemlig allerede forældet..." og senere samme måned: "Det tyske diktatur betyder således både en fordel og en fare for Europa. En fordel, fordi der derved er rejst et stærkt bolværk mod kommunismen, og socialdemokratiet på samme tid er blevet sat grundigt på plads. Og en fare, fordi det foreløbig ikke kan undgå at forøge spændingen og nervøsiteten for en ny krig."
I juni 1933 skrev J-P yderligere: "Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling. De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres..."
I Jyllands-Postens egen udlægning af dens historie udlades disse kendsgerninger, og i stedet forsøges præcist det modsatte billede fremhævet. Under afsnittet om avisens historie fra 1918 til 39 skriver Jyllands-Posten selv: "JP vendte sig i denne periode kraftigt mod Sovjetunionen og verdenskommunismen, men holdt samtidig afstand til Tyskland, især ved sit krav om forstærket dansk forsvar og sin bestandige støtte til danskheden i Sydslesvig. I 1939 gik JP i modsætning til de førende københavnske aviser mod regeringen, da den underskrev en dansk-tysk ikke-angrebspagt."
Yderligere skrives om Kaj Munk, der flere gange i avisen også havde været med til at rose Hitler og Mussolini: "En anden nyskabelse var en daglig kronik skrevet af folk uden for avisen - en flittig kronikør var præsten og forfatteren Kaj Munk. Men da Munk i 1938 i et»åbent brev«til den italienske diktator Benito Mussolini kritiserede jødeforfølgelserne i Tyskland, kom brevet på forsiden, ledsaget af et portræt af Munk."
Jyllands-Posten kritiseres for at undlade at nævne både avisens egne og Kaj Munks sympatier for fascismen og i stedet forsøge at fremhæve sig selv som store modstandere af den.
Efter tyskernes besættelse af Danmark blev avisen mere kritisk. Jyllands-Posten var som de andre danske aviser underlagt tysk censur; det besværliggjorde officiel kritik. Flere af avisens medarbejdere blev involverede i modstandskampen, og avisens telefonlinje blev ofte brugt til at kommunikere med Dansk Frihedsråd.
Anti-semitisme.
Den 15. november 1938 blot få dage efter krystalnatten hvor nazisterne i Tyskland ødelagde mere end 1000 synagoger, flere tusinde jødiske forretninger og hjem og fordrev omkring 30.000 jødiske mænd til koncentrationslejre, bragte Jyllands-Posten en leder, der udtrykte sympati for aktionen og for det nazistiske syn på jøderne. Avisen skrev blandt andet: "Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse [...] Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne - som mange andre Fastlands-Folk - har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Følelser. (...) Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder."
Apartheid.
"Jyllands-Postens" holdning til apartheid-styret i Sydafrika var også tvetydig. Gerhardt Eriksen skriver i bogen "Hvis De vil vide mere", der er en jubilæumsudgivelse udgivet i forbindelse med avisens 125-års jubilæum i 1996, at "som før fulgte bladet den udenrigske udvikling i Østeuropa, i Frankrig og i Sydafrika - alle steder med kritik over for de stedlige magthavere". Men en artikel af journalisten Ulrik Dahlin i "Dagbladet Information", der har gennemgået "Jyllands-Postens" behandling af apartheid i perioden 1960-1977, viser at den tværtimod sjældent omtalte begivenhederne i Sydafrika, og hvis den endelig gjorde var der højst anvendt notitser som ikke var kritiske. I forbindelse med apartheidsstyrets vedtagelse af anti-sabotageloven i 1962 og Nelson Mandelas livstidsdom i juni 1964 som følge af samme lov bringer avisen ikke en eneste reportage. Heller ikke ved FNs vedtagelse af den resolution nr. 1761 i november 1962 som fordømmer apartheid-styret bringer avisen noget, og det samme mønster ses ved de følgende fordømmende resolutioner som FN vedtager igennem 1960'erne og op til 1977 med resolution nr. 418.
Den 24. marts 1960 tre dage efter massakren i Sharpeville 21. marts med 69 døde demonstranter, bringer "Jyllands-Posten" en leder som kommenterer situationen i landet. Selv om lederen fordømmer den sydafrikanske regering for unødvendig brutal anvendelse af magt, fortsætter den med at forklare regimets handlinger: "Her maa det ikke glemmes, at netop Sydafrika har sine særlige problemer, som er af en hel anden art end dem, man f.eks. kender i Amerika. Den farvede befolking i Sydafrika er højst uensartet. En del af den, men dog ikke nogen større procent, er - eller var før apartheid-politikkens indvarsling - naaet op i et niveau, der kan sammenlignes med de amerikanske negres. Men det store flertal staar paa et lavt civilisatorisk stade, idet de inden for det sidste slægtled er indvandret fra steppe og jungle til arbejdsmulighederne i byerne. Man kan ikke uden videre bebrejde de hvide sydafrikanere, at de er betænkelige ved at lægge deres egen og deres lands skæbne i hænderne paa et flertal af den art."
De tolv Muhammed-tegninger.
Da "Jyllands-Posten" den 30. september 2005 publicerede tolv tegninger af profeten Muhammed, blev avisen midtpunkt for en international debat om ytringsfrihed. Konflikten skyldes at islam ikke tillader billeder af Muhammed. To tegnere modtog dødstrusler og måtte gå under jorden. Ydermere har ambassadørerne fra Tyrkiet, Saudi-Arabien, Iran, Pakistan, Egypten, Indonesien, Algeriet, Bosnien-Hercegovina og Libyen sammen med den marokkanske chargé d'affaires og lederen af den palæstinensiske delegation protesteret mod Danmark, "Jyllands-Posten" og den danske regering. I Kashmir strejkede flere hundrede tusinde mennesker ved bl.a. at lukke deres butikker.
Den 26. januar kaldte Saudi-Arabien sin ambassadør hjem fra Danmark, og en massiv boykot mod danske varer begyndte i Saudi-Arabien og gik bl.a. ud over dansk/svenske Arla.
ErhvervsBladet.
ErhvervsBladet er en dansk avis, der udkommer hver torsdag. Målgruppen er ledere og medarbejdere i danske mindre og mellemstore virksomheder. Avisen sælges i løssalg og abonnement.
Avisen blev grundlagt i 1964 af Bertel Bernhard. I starten udkom avisen månedligt. Senere blev den ugentlig udgivelse, og derefter 1974 et dagblad. I dag udkommer det igen en gang om ugen.
Bertel Bernhard drev virksomheden frem til 1998, hvor han overdrog ejerskabet til sine børn, og hans søn, Ole Bernhard, blev udnævnt som direktør.
ErhvervsBladet har siden oktober 2003 været ejet af Berlingske Media.
Weekendavisen.
"Weekendavisen" er en dansk ugeavis, udgivet af Berlingske Media, som udkommer hver fredag. Avisens ansvarshavende chefredaktør er Anne Knudsen. Oplagstallet var i 2005 60.700
Avisen ejes af Berlingske Media og er en fortsættelse af "Berlingske Aftenavis", som var avisens navn frem til oktober 1971. Avisens indhold var baggrunds- og kommentarstof indenfor politik og kultur, men fra 1980'erne har avisens fokuseret på internationale forhold, samfunds- og kulturstof, ligesom den har henvendt sig til det veluddannede segment. Siden 2000 har avisen haft et tillæg om idépolitik og -debat.
Avisens oplag steg en smule i 2006-2007, hvor det var på 60.825 i 1. halvår 2007 (Dansk Oplagskontrol). Læsertallet er imidlertid hele 291.000 læsere (Index DK/Gallup 1. halvår 2007). I 2008 var antallet af abonnenter faldet til 54.000 (december 2008 ifølge Dansk Oplagskontrol). Regnskabsmæssigt opnåede avisen i 2008 sit største overskud nogensinde på trods af det faldende oplag.
Karakteristik.
"Weekendavisen" har fem sektioner: Samfund, Kultur, Bøger, Ideer og børnesektionen Faktisk. Avisen henvender sig primært til den mere intellektuelle læser som efterspørger længere og dybdeborende artikler om politik, internationale problemstillinger, kulturelle begivenheder, bøger og forskning. Avisen er ikke primært fokuseret på 'nyheder', men i højere grad en analyse af ugens vigtigste nationale og internationale begivenheder.
Avisen "opfatter sig som en del af den borgerlige offentlighed", og er som et af de få medier stadig Des med sine læsere.
Dagbladet Arbejderen.
Dagbladet Arbejderen er Danmarks eneste socialistiske dagblad og partiavis. Det udgives af Kommunistisk Parti. Papiravisen udkommer tirsdag-lørdag, internetudgaven opdateres hver dag.
Avisen har som mål at være samlende organ for det, man betegner som den progressive og aktive del af den danske arbejderbevægelse - samt EU-modstandere, fredsaktivister og miljøforkæmpere. Avisen udtrykker i sine ledere og andre artikler Kommunistisk Partis politik.
Dagbladet Arbejderen blev grundlagt af KSML (Kommunistisk sammenslutning Marxister og Leninister) i 1978 som "Arbejderen". Til at begynde med udkom avisen månedligt. Efter stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister (ML) i 1978-1979 blev avisen dette partis centrale organ. DKP/ML videreudviklede avisen, der fra september 1982 udkom som dagblad. Fra 2006 blev ML og Kommunistisk Samling samlet under navnet Kommunistisk Parti, der derfor er nuværende udgiver. Det har ikke ændret dens redaktionelle linje.
Avisen udkommer i ca. 2400 eksemplarer.
Spejderlejr.
Spejderlejr er en primitiv form for ferie i telt eller spejderhytte, eventuelt i bivuak.
Lejre med deltagere fra flere lande kaldes ofte for en jamboree.
Årligt indbydes alle verdens spejdere til en virtuel jamboree, kaldet Internet.
Blandt de mere spektakulære lejre er spejderkorpsenes store lejre, der i Danmark ofte huser op til 20.000 spejdere på én grund.
Otto den Store.
Otto 1. af det Tysk-romerske rige
Otto den Store (23. november 912 - 7. maj 973), konge af Tyskland (936-973) og fra 962 også tysk-romersk kejser. Han overtog den tyske trone, da hans far, Henrik Fuglefænger, døde. Sønnen, Otto 2., fulgte ved Otto den Stores død faderen som kejser i 973.
Ynglingatal.
Ynglingatal er et kvad i dunkle vers. Det skal stamme fra omkring år 900 og skal være forfattet af den norske skjald "Tjodolv fra Hvine". Til Harald Hårfager.
Det skal handle om de svenske konger i fortiden.
Selv om mange af kongerne er historiske, så er nogen af dem forfædre til senere svenske konger uden selv at være svensk konge.
Dels er nogen samtidige sat efter hinanden.
Ynglingesaga, Snorre Sturlasons indledende del af Heimskringla, bygger på Ynglingatal.
Hermann Göring.
Hermann Wilhelm Göring (12. januar 1893 - 15. oktober 1946) var en tysk nazist fra 1922-1945 og politiker. Han var i en årrække udpeget som Adolf Hitlers stedfortræder.
Tidlige liv.
Hermann Göring blev født i Bayern i 1893 som søn af Heinrich Ernst Göring, som var tysk officer i en tysk koloni i Sydvestafrika, og Fransizka Tiefenbrunn, som kom fra en bayersk bondefamilie.
Heinrich Göring lod i Sydvestafrika sine kolleger udføre medicinske eksperimenter på medlemmer af herero-stammen i koncentrationslejre med raceforskning som formål. Indtil nyligt var en af hovedgaderne i Namibias hovedstad Windhoek opkaldt efter ham: Goering street.
Det meste af sin barndom boede Hermann med sine fire søskende på et slot i Bayern. Han gik ikke meget i skole, da han hadede det. I stedet legede han hjemme på slottet, at han var en fornem ridder eller konge.
I 1909 blev han sendt til den preussiske kadetskole nær Berlin, hvor familien mente, at han skulle opdrages ordentligt. Her blev han overraskende nok en ambitiøs kadet. Det var åbenbart en lettelse at slippe væk fra familien.
To år senere bestod han sin officerseksamen med højeste karakter og blev i 1913 udnævnt til løjtnant i infanteriet. Da 1. verdenskrig brød ud året efter, blev han sendt til Vestfronten, hvor han udmærkede sig og modtog jernkorset af 1. klasse.
I starten af 1915 fik Göring problemer med helbredet og blev overflyttet til de tyske flyvertropper. Her klarede han sig også langt bedre end forventet, i starten som observatør og senere som chef for Den Røde Barons enhed.
Efter et år nedskød han sit første fly og blev med 22 nedskudte fjender en berømt kamppilot i de tyske flyvertropper. Således blev han medio 1917 tildelt landets højeste medalje, Pour le Mérite, for tapperhed og for at have skudt 20 fly ned. I den forbindelse blev han forfremmet til oberstløjtnant.
Göring var en af de soldater, som ved 1. verdenskrigs afslutning følte sig forrådt af Versailles-traktaten.
Han begyndte nu at flyve post mellem Danmark og Sverige. I Stockholm mødte han i 1922 Carin von Kantzow. Hun faldt for hans enorme charme, selv om hun allerede var gift og havde et barn. De flyttede til Tyskland, hvor de blev gift i 1923. Carin døde i 1931.
Karriere.
I 1922 meldte Hermann Göring sig ind i Adolf Hitlers parti NSDAP, hvor han hurtigt blev udnævnt til SA-Gruppenführer. Han stod sammen med Hitler om ølstuekuppet i München i 1923, blev alvorligt såret og måtte flygte til Østrig med sin kone. Andre deltagere i dette kup blev arresteret, inkl. Hitler. I Østrig begyndte Göring med smertestillende medicin i form af morfin, og han var narkoman resten af livet.
Göring rejste flere år efter kuppet tilbage til Tyskland, hvor han blev næstkommanderende i SA efter Ernst Röhm og valgt ind i Rigsdagen. Han blev i 1932 rigsdagspræsident.
Året efter blev han preussisk indenrigsminister og grundlagde det frygtede hemmelige politi Gestapo. Det fortælles, at en kabaretkunstner i Berlin optrådte med et nummer sammen med tre grise af forskelligt køn og alder. Han pegede på den lille gris, som han kaldte "lille Mand", den store so, som han kaldte "fru Mand", og derefter den store han, som han præsenterede som "hr Mand (= Hermann)". Det vakte jubel, men efter kort tid kom en flok SA-folk og slæbte ham med. Nogle måneder senere var han på plads igen, ovenikøbet med grisenummeret. Han så noget medtaget ud, men pegede som før på grisene: "Lad mig præsentere Dem for familien Mann!" Han præsenterede den lille og fruen, pegede så på den store, og folk holdt vejret da han råbte: "- og på grund af det store svin der har jeg nu siddet tre måneder i fængsel!"
I 1935 blev Göring chef for Luftwaffe og deltog ivrigt i dets opbygning, og da 2. verdenskrig brød ud i 1939, udpegede Hitler ham til sin stedfortræder. Hans højeste militære rang var rigsmarskal af Tyskland. I 1938 modtog han som med udenrigsminister von Neurath storkorset af Dannebrogordenen. Samme år blev datteren Edda født. Göring var nu gift med skuespillerinden Emmy Sonnemann.
Anden verdenskrig.
Dagen efter angrebet på Nederland og Belgien opsøgte en svensk delegation Göring i anledning af situationen i Narvik. Den svenske diplomat Guinnar Hägglöf skrev senere at Göring "skreg, var påvirket af narkotika, stank af parfume, havde ligeså mange smykker på som en fornem, gammel enke, og var sminket som en gammel luder". Han havde titals skræddersyede uniformer, de fleste med guldbroderier og flettet silke. I lommerne havde han løse smaragder, som han raslede med, som andre rasler med løse småmønter. Da han i Paris fik Rotschild-familiens smykkesamling at se, stak han uden videre de to flotteste i lommen, som om han stjal lakrids i en slikbutik. I sit private tog nød han hver morgen et bad i sit røde marmorbadekar, der var bygget ekstra bredt med tanke på hans figur. Han brød sig ikke om togets slingren, der fik badevandet til at skvalpe. Derfor måtte toget stå roligt, mens han tog sit morgenbad, hvilket medførte, at alle andre tog på det nærmeste linjenet måtte standses. Først når Göring havde badet færdig, kunne transporterne af krigsmateriel og soldater gå sin gang igen.
Katastrofen ved Stalingrad var delvist Görings ansvar. Sammen med Wolfram von Richthofen, fætter til "den røde baron" Manfred von Richthofen, lovede han at oprette en luftbro, der ville sørge for forsyninger til de kæmpende tyske styrker. Luftbroen blev aldrig oprettet. Ammunition og madvarer, der blev fløjet ind, var højest oppe på 40 tons dagligt: ca 15% af dagsbehovet. For det meste modtog hæren kun 10% af de nødvendige forsyninger.
5.oktober 1942 sagde han i en radiotale: "En ting skal du vide, du tyske folk: Hvis vi taber krigen, bliver du udryddet. Jøden med sit uudslukkelige had står bag denne udryddelsestanke, og hvis det tyske folk taber krigen, bliver den næste regent en jøde. Og hvad jøde vil sige, burde I vide. Denne krig er ikke anden verdenskrig, den er den store racekrig.(...) Lad bare jøden tage forskellige masker på, vi genkender ham på snydeskaftet. Jøden står bag det hele, og det er ham, der har udfordret os til kamp på død og fordærvelse."
Nürnbergprocessen.
Selv sagde han: "Af alle de beskyldninger, som er rettet mod mig, er det påstandene om min plyndring af kunstskatte, der har gjort mig mest ondt(...)For det første er det sådan, at alle plyndrer lidt i krigstid. Men intet af min såkaldte plyndring var ulovlig(...)Jeg betalte altid for dem, eller de blev leveret gennem Hermann Göring-divisionen, som sammen med Rosenberg-kommissionen forsynede mig med min kunstsamling." Men mens Rosenberg havde fået blankofuldmagt af Hitler til at beslaglægge al kunst, der kunne bevise jødernes underlegenhed, ville Göring omgive sig med kunstværker. Det værste slag for ham var, da han opdagede, at det i virkeligheden var falskneren Han van Meegeren, der havde fremstillet en af hans kæreste ejendele, "Kristus hos Marta og Maria", som han havde troet, var malet af Jan Vermeer.
I Nürnberg fik han at vide, at general Friedrich Paulus ville vidne mod ham. Göring opfordrede sin forsvarer til at spørge "det beskidte svin, om han vidste, hvad en forræder er". I et sidste brev til sin hustru, skrev han, at de aldrig ville se ham hængt.
Selvmord.
Göring blev dømt til døden ved hængning. Han ankede ikke dødsdommen, men bad om at blive henrettet med værdighed af en eksekutionspeloton. Det blev afslået. Han begik i stedet selvmord ved at tage cyankalium. Amerikaneren Herbert Lee Stivers indrømmede i 2005 efter tilskyndelse af sin datter, at han som ung fangevogter havde givet Gõring kapselen to uger før henrettelsen. Kapselen var skjult i en fyldepen, som han overrakte sammen med et stykke papir. Ifølge Stivers havde en kvinde, han stolede på, præsenteret ham for to mænd, der fortalte ham, at Gõring behøvede noget medicin, der måtte smugles ind til ham. Historien er i dag vanskelig at verificere.
Vandmølle.
En vandmølle er en transducer, som omdanner energien i strømmende vand til mekanisk arbejde eller via en dynamo til elektricitet, dvs. vandkraft.
En vandmølle var før dampmaskinen den væsentligste kilde til energi i den ældste industriproduktion. Nærmest alle steder hvor der var tilstrækkeligt med vand, blev det stemmet op og en vandmølle anlagt.
I områder med begrænset vandgennemstrømning blev vandmøllernes aktivitet indstillet i forårs- og sommerperioden for at vandet i denne periode kunne anvendes til landbrugs- og græsningsformål. Disse vandmøller blev betegnet græsmøller eller vintermøller.
Teknik.
Bortset fra udnyttelsen af de naturlige vandstrømme virker de to møller på helt uens måder, de er uens i størrelse, de har uens beliggenhed i landskabet og deres tekniske indretning er uens.
Horisontalmøllen bestod af en lodret akse, for neden forsynet med en krans af skråtstillede skovle. Møllen virkede i kraft af den energi, som det faldende vand påførte skovlene og derved puffede disse og hjulet rundt i vandret retning. Denne mølle kunne klare sig med selv små vandmængder, når blot disse havde den fornødne bevægelsesenergi til mølleprocessen. Hverken kravene til mængde eller fald var store, hvorfor sådanne møller kunne placeres selv ved kilder. Horisontalmøllen synes fra begyndelsen at have været udnyttet ene til kornformaling, idet møllekværnen placeredes over møllehjulet. Den nedre kværnsten sad fastspændt og rørte sig ikke, den øvre kværnsten var derimod fæstnet til den roterende akse og drejede rundt sammen med den. Hele arrangementet måtte i sagens natur bygges hen over den vandstrøm, der forsynede møllen med energi.
Vertikalmøllen var mere sammensat i sin opbygning, idet den for at opfylde sin opgave måtte forsynes med et mere sammensat system af hjul og akser. Vertikalmøllen virkede oprindelig ligeledes ved vandstrålens tryk på blade, men disse udvikledes med tiden til skovle. Møllen virkede således i kraft af vandets vægtfylde og tyngdekraften, idet den var forsynet med vandskovle, som opsamlede vandet. Vand skulle påføres et stykke oppe i hjulet og derefter tvinge hjulet til at dreje i kraft af af den påførte vægt i de fyldte vandskovle for derefter i omtrent laveste stilling atter at lade skovlene afgive vandet. Et egnet arrangement findes kun få steder i naturen og denne mølletype blev derfor ofte ledsaget af vandopstemning i en møllesø (eventuelt stigbord) og en højtliggende vandkanal eller rende, der kunne sikre vandets påførsel på møllehjulets skovle så højt som muligt. Man skelner efter denne påførselshøjde mellem henholdsvis overfaldshjul, brystfaldshjul og underfaldshjul. Kravene til vandmængderne var væsentligt større end ved skatmøllen, en vejledende vandmængde var omkring ¾ m3/sek. for et enkelt overfaldshjul. Kunne der præsteres mere, kunne der også være flere møllehjul. Virkningsgraden af et overfaldshjul var 60-80%, af et underfaldshjul kun 20-30%.. Møllehjulet i vertikalmøllen var ofte ret stort, 2–3 m i diameter. Det kunne udformes på flere måder: fastgjort i midten og da ofte udformet med blade, med sidestøtter for bladene eller som egentlige skovle.
Anvendelse.
Vandkraft og den dertil knyttede mulige fabriksvirksomhed udgjorde i mange lande, herunder Danmark, et forstadie til det egentlige industrielle gennembrud.
Historie.
Vandhjulenes oprindelse fortaber sig i det ukendte. Sandsynligvis er opfindelsen gjort flere steder, dels i det østlige Middelhav, dels i Sydøstasien. I et græsk epigram af digteren Antipater fra Thessaloniki fra omkring 85 f.Kr. siges til slavinderne, der har arbejdet i møllen, at de kan holde op med det, for Demeter har befalet nymferne at overtage arbejdet.
Den græske geograf Strabo skriver som en af de første om en vandmølle i forbindelse med paladset for kongen af Pontus.
Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer.
Udnyttelsen af naturens kræfter blev i middelalderen nærmest en samfundspligt. Valdemar Atterdag (1340-75) ønskede således ikke "at åerne skulle løbe i stranden uden først at have gjort landegavn".
Nutiden.
Ved Mølleåen Nord for København ses stadig en række vandmøller, f.eks. Lyngby Nordre Mølle og Lyngby Søndre Mølle ved Lyngby Hovedgade. Også i Kongens Lyngby på Frilandsmuseet findes indtil flere forskellige vandmøller.
Tadre Mølle i Elverdamsdalen er en af de få tilbageværende vandmøller, der fortsat kan ses i funktion på sin oprindelige plads, hvor der i dag er indrettet et kulturhistorisk museum med en arbejdende møllegård fra 1800-tallet.
Akkumulator (elektrisk).
En elektrisk akkumulator eller et genopladeligt batteri er en transducer og et kemisk system, der kan lagre elektrisk energi som kemisk energi.
Kapacitet.
Kapacitet måles ved at lade cellen helt op - og dernæst aflade den med en bestemt strømbelastning - f.eks. den samme som cellens pålydende kapacitet (700mAh) aflades med 700mA indtil cellen er afladet til ca. 1 volt for NiCd, NiMH - og vistnok 2,5V for en Li-ion celle (check fabrikantens datablad - vigtigt!).
Selvafladning.
Selvafladning testes ved at lade cellen helt op og lægge cellen ved ca. 20°C i f.eks. 1-2 uger og så - f.eks. den samme som cellens pålydende kapacitet (700mAh) aflades med 700mA indtil cellen er afladet til ca. 1 volt for NiCd, NiMH - og vistnok 2,5V for en Li-ion celle (check fabrikantens datablad - vigtigt!).
Indre modstand.
Indre modstand måles med dette ESR-meter, hvor der i vejledningen står at det kan anvendes.
Levetid.
Alle akkumulatortyper får forringet deres levetid betydeligt, hvis en eller flere celler lades den forkerte vej, f.eks. pga. for stor afladning af en serieforbundet cellepakke.
Halsbarm.
a>segl, her er nr. 3 halsbarm.
Halsbarm er det forreste (luv) og nederste hjørne på et sejl. -barm kommer fra oldnordisk og betyder at bære eller at holde noget.
Hals er en tovende til at manøvrere sejlets halsbarm med.
Halsen var det tov sad det forreste og nederste hjørne på vikingeskibene, nær halsen på dragehovedet (eller heste- orme- trane- hovedet) deraf navnet.
Frille.
En frille er et gammelt ord for en ekstra samlever eller elskerinde i tillæg til hustruen. Det var typisk konger og adelsmænd, som havde en eller flere friller. Kongen havde friller ved siden af dronningen, fordi de var gift af politiske grunde. Svarer nogenlunde til en konkubine i Romerriget.
Frillebørn af tre danske konger - Christian IV, Frederik III og Christian V - fik efternavnet Gyldenløve.
Mads Mikkelsen.
Mads Dittmann Mikkelsen (født 22. november 1965 på Østerbro) er en dansk film- og teaterskuespiller, bror til skuespilleren Lars Mikkelsen.
Liv og karriere.
Han blev student fra Metropolitanskolen i 1984 og uddannet ved Århus Teaterskole og debuterede med filmen Pusher i 1996. Før han blev skuespiller, var han professionel danser i 8 år i Micado danse Ensemble, efter han tidligere i 11 år havde været gymnast og gymnastik-instruktør i Gymnastikforeningen Gefion. Privat er Mads Mikkelsen gift med koreograf Hanne Jacobsen, som han har to børn med. Desuden blev han valgt til "the sexiest man in Denmark" et par gange.
Mads Mikkelsen har bl.a. medvirket i tv-serien "Rejseholdet", hvor han spillede rollen som Allan Fischer. Ved siden af sin success i Danmark er han også blevet international kendt. Mads har spillet med i f.ex. den spanske komedie Torremolinos 73 (2003) og den amerikanske blockbuster King Arthur (2004), med Clive Owen og Keira Knightley i hovedrollerne. Desuden har han fået en af hovedrollerne som "Le Chiffre" i James Bond-film nr. 21 "Casino Royale" med Daniel Craig, Eva Green og sin danske kollega Jesper Christensen, der havde premiere 24. november 2006. Sin internationale karriere fortsætter han i rollen som komponisten Igor Stravinsky i William Friedkins "Coco & Igor", som fik premiere i foråret 2008. Filmen handler om forholdet mellem Stravinsky og den franske modeskaber Coco Chanel..
Mads Mikkelsen blev den 16. April 2010 slået til ridder af Dannebrog.
Priser.
Mads Mikkelsen har været nomineret til mange priser og har også vundet nogle for sit arbejde, som f.ex. Bodil- og Robert-priser for bedste mandlige hovedrolle (Pusher 2, 2004).
Citater.
"Jeg vil have flere actionscener, jeg er jo tidligere gymnast." (kilde: MetroXpress)
"Hvis man tror på Odin og Thor, er folk ved at dø af grin. Men det er helt ok at tro på en mand, der lavede vand om til vin og gik på en sø." (kilde: Jyllands-Posten 16. august 2007)
"Det er en universal menneskeret at vide, hvor ens familie er. En ret, som vi kan være med til at sikre for alverdens flygtninge." (kilde: http://www.refunite.org 2008)
Ribes bisperække.
Ribe bispedømme blev oprettet i 948 eller kort tid før under kong Gorm. Oprindeligt var der to biskopper på Ribe bispesæde, en dansk biskop og en tysk biskop, som befandt sig i eksil i Bremen. Først omkring 1050 blev embederne slået sammen. De første danske biskopper blev uddannet i England og måske Normandiet.
Før reformationen var der ca. 30 biskopper.
Efter reformationen har der været 38 biskopper (til 2009).
Katolicisme.
Ordet katolicisme bruges hovedsageligt om den romersk-katolske kirkes lære og virke samt om holdninger og livsformer hos den del af de kristne, der kalder sig katolikker.
Ordet katolicisme kom oftere i brug i løbet af det 17. århundrede i modreformationen. Det blev brugt som modsætning til protestantismen. Den katolske kirkes fulde navn er den "Katolske Kristne Kirke", og betegnelsen opstod efter skismet med den ortodokse(rettroende)kirke, den "Katolske Ortodoxe Kristne Kirke".
Etymologi.
Ordet katolsk kommer fra det græske ord "katholikos (καθολικος)" og betyder "almindelig", "generel" eller "universel"; kan refere normalt til den Apostolske trosbekendelses tredje led om én almindelig kirke.
Protestantisme.
Protestantisme er en af de store hovedretninger inden for kristendommen, der opstod ved reformationen som en reaktion mod den katolske kirke og som omfatter bl.a. den evangelisk-lutherske, den evangelisk-reformerte kirke, anabaptisterne foruden utallige andre grupperinger.
Protestantismen regnes ofte sammen med katolicismen og de ortodokse kirker for en af de tre hovedstrømninger inden for kristendommen.
Den danske Folkekirke er protestantisk, mere specifikt evangelisk-luthersk.
Romersk religion.
Romersk religion tog sin begyndelse i den traditionelle religion, der blev praktiseret af befolkningen i byen Rom og Tiberdalen i det centrale Italien. Da Rom var blevet centrum i et vidtstrakt imperium, kom romersk religion til at betegne en mængde meget forskelligartede kultfællesskaber og religioner, som alle blev dyrket af rigets indbyggere. De kilder vi i dag har til rådighed fortæller ikke meget om den tidligste romerske religion, som den var før 2. årh. f.v.t., og romersk religion var da allerede blevet så opblandet med især græske og etruskiske elementer, at det er meget svært at skelne, hvad der oprindeligt har været romersk. Den tidligste religion bar præg af animisme, idet så godt som alle fænomener, begivenheder og begreber fandtes personificeret i en guddom, og disse guder var aktive medspillere i dagliglivet.
Efterhånden som Romerriget voksede og blev til et imperium, der først omfattede hele den italiske halvø og siden alle landene omkring Middelhavet, blev den fremmede påvirkning af religionen endnu større. Den græske var stadig særlig stærk, og den romerske gudekreds kom i store træk til at svare til den græske, idet der ofte blev etableret faste "oversættelser" mellem det romerske og det græske panteon. Guder og kulter blev dog også importeret andre steder fra, fx blev den egyptiske gudinde Isis meget populær, ligesom Den store moder ("Magna Mater") fra Lilleasien og Mithras fra Persien. Denne udvikling betød, at man allerede i antikken diskuterede, hvad romersk religion egentlig var. Den traditionelle romerske religion mistede langsomt terræn allerede i republikkens tid. I kejsertiden vandt et bredt spektrum af nye religioner frem, men efter 4. årh. e.v.t. blev kristendommen den altdominerende religion.
Tidligste romerske religion.
Ordet religion ("religio") stammer selv fra det latinske sprog og betyder ærefrygt/respekt for især det guddommelige. I det romerske samfund blev de anerkendte religioner betegnet som "religio", de indgik som en del af statskulten, og det blev forventet at tilhængerne bad for statens bedste. Modsætningen til "religio" var "superstitio", som normalt oversættes med overtro, det betegner den forbudte religion, som ikke blev praktiseret til samfundet og menneskenes bedste, og som ligefrem kunne være samfundsomstyrtende.
Der findes ingen overleverede kilder fra Roms allertidligste historie; kun beretninger om de legendariske bedrifter omkring byens grundlæggelse fortalt af senere forfattere. Disse beretninger fortæller, at Rom oprindeligt var et kongedømme, og senere kilder indikerer, at kongerne også var religiøse overhoveder, som stod i spidsen for statskulten. Efter indførelsen af republikken blev kongens funktioner, herunder også de religiøse, delt ud på flere embeder.
Den romerske religion og kultur blev først udviklet inden for en etruskisk kontekst, og senere under stærk indflydelse fra grækerne i Syditalien. Romernes oprindelige religion bestod ikke primært af en serie myter, men af en kompleks og stadig "her og nu"-interaktion mellem guder og mennesker. Guder var tilstede i alle synlige fænomener, træer, floder, huse, dyr, personer osv., hvert eneste sted, ting og menneske havde deres egen guddom, så antallet af guder var uendeligt. I spidsen for guderne stod en triade, der bestod af himmelguden Jupiter, krigsguden Mars og folkeguden Quirinus. Allerede tidligt blev fremmede guddomme importeret særligt fra de græske områder.
Religion i republikansk tid.
Religion og samfundsinstitutioner var i hele Romerrigets historie tæt sammenknyttet. Begivenheder og handlinger, der vedrørte staten, blev altid ledsaget af ritualer. Der blev f.eks. taget varsler forud for vigtige beslutninger, offentlige embeder indebar religiøse forpligtelser og offerfester blev arrangeret året rundt på særlige dage. Statskulten var underlagt et kollegium af pontifexer ("Collegium Pontificum"), hvis leder var pontifex maximus, en slags romersk ypperstepræst. Blandt de andre præsteskaber var augurerne, som tog varsler, flaminerne, der forestod kulten for de forskellige guder, og haruspexerne, som spåede ud fra dyrs indvolde og andre naturfænomener.
Efterhånden som kontakten til den græske verden blev stærkere, blev de gamle romerske guder i første omgang associeret med de græske, og senere blev de helt identificeret med dem, og de meget righoldige græske myter blev knyttet til deres romerske modstykker: Jupiter blev opfattet som den samme som Zeus, Mars blev identificeret med Ares osv., men der var samtidigt vigtige forskelle mellem de to panteoner; Jupiter og de andre romerske guder mistede aldrig helt deres italiske præg.
Religion og filosofi.
Sammen med den øvrige græske kulturimport opnåede den græske filosofi stor popularitet i Rom, og den fik stor betydning for udviklingen af den romerske religion. I antikken skelnede man ikke i samme grad mellem religion, filosofi og videnskab, som man gør i vore dage. Kristendommen blev f.eks. af kristne ofte kaldt den højeste filosofi, og Josefus, der selv var jøde, beskrev uden videre de forskellige retninger inden for jødedommen som filosofiske skoler.
Grundidéen i den græske naturfilosofi var at opnå viden om naturen for derved at få svar på de grundlæggende spørgsmål om livet og en indsigt i kosmos. Derved kom filosofien hurtigt til at krydse ind i, hvad tidligere havde været religionens domæne. I mange tilfælde smeltede religion og filosofi sammen, for eksempel i de religiøse systemer gnosticisme og astrologi, der begge byggede på filosofiske og videnskabelige erkendelser (videnskaben skal her forstås i dens antikke kontekst).
I andre tilfælde førte filosofiens indtog i kosmologien til religionskritik og ateisme. Denne rationelle filosofi, som blandt andet blev udviklet af Epikur, fik også indflydelse i Rom. Religionskritikken udviklede sig hos Epikur til et opgør med den traditionelle mytologiske verdensforståelse. Således hævdede han f.eks., at guderne - hvis de fandtes - var underlagt de samme love som mennesket og derfor ikke kunne gribe ind i menneskets tilværelse. Modsat Epikur argumenterede en anden vigtig skole i Rom, stoikerne, for den tanke, at der gaves et guddommeligt forsyn, der kunne dirigere tingenes gang, hvilken opfattelse blev grundlaget for deres teologi. Den filosofiske religionskritik i Rom kom dog mest til udtryk gennem en udbredt kritik af den mere folkelige religiøse praksis og overtro ("superstitio").
Græsk filosofi blev tidligt meget populær i den romerske overklasse, og den fik i 1. årh. f.v.t. stor betydning for den romerske statskult. De medlemmer af patricierstanden, som traditionelt beklædte de romerske præsteembeder, havde mistet troen på de traditionelle ritualer, og derved mistede præsteembederne meget af deres prestige og indhold og blev nu mest brugt i politiske sammenhænge. Under de borgerkrige, der førte til Augustus' magtovertagelse, skete der et yderligere tab af religiøse traditioner, og den romerske religions rolle i offentlige sammenhænge blev i stigende grad reduceret til et politisk redskab. I kejsertiden, der fulgte, blev statskulten mere og mere et anliggende for kejserhuset.
Religiøse forandringer i kejsertidens Rom.
Med den store indvandring til Rom og byens medfølgende vækst til en millionby forsvandt grundlaget for den gamle religion langsomt; i bylivet forsvandt forbindelsen til den oprindelige landbrugskultur, mens nye krav og problemer opstod. Dér, hvor den gav mening, fortsatte den traditionelle religion, f.eks. i de store slægter, inden for husstanden eller i magiske ritualer, mens den andre steder, f.eks. blandt de indvandrere, som havde forladt deres slægtsegn, mistede sin betydning.
I sit eftermæle, Res Gestae, nævner Augustus, at han har genindført ”... "de gamles forsvindende skikke"...” ("exempla maiorum exolescentia"), hvormed han mener, at han har vendt udviklingen efter et århundrede, hvor statskulten i store træk blev negligeret. Denne revitalisering var dog samtidig en innovation, da de gamle ritualer fik både ny betydning og indhold, så de bruges til at understøtte Augustus’ nye position som enehersker over Romerriget.
Statskulten blev efterhånden helt et anliggende for kejserhuset. Embedet pontifex maximus smeltede hos Augustus sammen med kejserens embede, og på denne måde blev al offentlig religion i byen underlagt kejseren. De senere kejsere overtog alle titlen ved deres indsættelse – det var det eneste formelle embede, alle kejsere og kun kejserne besad. Augustus gennemførte også en reform af statskulten, hvis officielle formål det var at genoprette traditionel praksis fra før 1. årh. f.v.t. – det blev dog i alt væsentligt på kejserens præmisser.
Nye religioner.
Et overblik over religionen i Romerriget i de første århundreder efter vor tidsregning vil vise et meget broget billede. Religiøse traditioner fra alle dele af riget blev praktiseret tæt sammen og påvirkede derfor gensidigt hinanden. Flere nye religioner opstod – i mange tilfælde som blandinger af ældre. Et vigtigt element i romernes religion var dog kontinuiteten og stabiliteten i de offentlige ritualer, som hele samfundet identificerede sig med. Samtidigt var der et konstant lag af såkaldt folkereligiøsitet, der var præget af magiske og divinatoriske ritualer, dæmontro og orakler.
Mens den traditionelle religion levede videre, fandt der store forandringer sted i opfattelsen af individet i forhold til det guddommelige. Religion blev i stigende grad et udtryk for det enkelte menneskes valg mere end en selvfølgelig del af hverdagen; det var fx en personlig beslutning at lade sig indvie i en af de mange mysteriereligioner, der vandt frem på denne tid. Denne individualisering hang sammen med opblomstringen af frelsesmotivet: At mennesket kan blive frelst fra denne (dårlige) verden til en guddommelig (og bedre) efter døden. En anden vigtig tendens i tiden er monoteismen; i takt med etableringen af en romersk kosmologi udvidede de største guder også deres virkeområde og indoptog i den proces andre guders identitet. Guderne, der i tidligere tider var lokale, blev nu universelle, og hermed opstod der en grobund for missionering og i ekstreme tilfælde forfølgelse af anderledes troende.
Rom var gennem hele kejsertiden præget af mange forskellige religioner, der enten blev indført fra udlandet, opstod i byen eller var en blanding af lokale og fremmede elementer. En af de religionsformer, der havde særlig fremgang, var mysterierne. Disse henvendte sig med deres løfter om personlig frelse i højere grad til de individualiserede bymennesker end de traditionelle folkekulter. De mest populære mysteriereligioner var Isis-, Mithras- og Kybele-kulten samt De eleusinske mysterier. For at indtræde i en mysteriekult skulle man indvies i hemmelighederne gennem særlige ritualer. Der fandtes som regel flere grader af indvielser, der oftest havde en form for forening med guddommen som endegyldigt mål. Med tiden blev én frelsesreligion den dominerende: kristendommen.
Kristendommens opståen.
Kristendommen havde sit udspring i den romerske provins Iudaea, hvorfra den spredte sig først til den jødiske befolkning i de romerske byer og siden til den øvrige ikke-jødiske befolkning, stadig primært i byerne. Hvornår den kom til Rom er usikkert, men Sveton nævner i sin skildring af Claudius’ regeringstid at en gruppe jøder, der var tilhængere af en vis "Chrestos" blev fordrevet fra byen, og dette er ofte blevet udlagt som et bevis på tilstedeværelsen af kristne i Rom allerede på dette tidspunkt. Det er dog meget usikkert, om det vitterligt er de kristne, som nævnes her, idet "Chrestos" ("Den Salvede") var en udbredt titel for religiøse ledere. Det kan fastslåes med langt større sikkerhed, at de kristne var tilstede i Rom under Neros regering, da tilhængere af "Chrestus", der var dømt og henrettet af en romersk statholder i Iudæa blev anklaget for at starte Roms store brand i 64 e.v.t.
Kristendommen opstod i samme periode, som mysteriereligionerne blomstrede, og mange af de elementer, der præger den, er fælles med dem, bl.a. esoterik og idéen om den troendes symbolske død og genopstandelse. I Matthæusevangeliet findes en passage hvor Jesus beskriver disciplene på denne måde: "Jer er det givet at kende ("ginôskô") himmerrigets hemmeligheder ("mystêria")." De to begreber "ginôskô" og "mystêria" var begge meget udbredte i den sprogbrug, der kendetegnede størstedelen af mysteriereligionerne. Et andet dominerende træk ved alle mysteriereligionerne var fokus på døden fra det hidtige liv og opstandelse til et nyt og bedre gennem indvielse. Paulus beskriver i Romerbrevet dåbens betydning, bl.a. på denne måde: "Vi blev altså begravet med ham (Jesus) ved dåben, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv ("zôê")".
Kristendommen opstod i et kosmopolistisk verdensrige, hvis indbyggere blev påvirket af mange forskellige kulturer. Det har i høj grad præget en ny religion som kristendommen. Dens rødder findes derfor både indenfor den jødiske tradition, men i ligeså høj grad i tidens øvrige religiøsitet og filosofi.
Kristenforfølgelser.
I løbet af 1. årh. e.v.t. blev kristendommen forbudt i hele Romerriget, og flere kristne blev arresteret og dømt for at bekende sig til kristendommen. De fleste af de tidligste helgener var martyrer, der blev henrettet i denne forbindelse. Modstanden hos den romerske øvrighed mod denne nye religions medlemmer lå som udgangspunkt i det forhold at de var tilhængere af en person, som var blevet dømt og henrettet af myndighederne; en kriminel. Men i begyndelsen af 2. årh. bliver de kristne hovedsagelig anklaget for at dyrke en "superstitio" (overtro), som står i modsætning til "religio" (den statsunderstøttende/anerkendte religion), dvs. denne nye religion bliver nu betragtet som potentielt samfundsomstyrtende. Denne romerske opfattelse af religioner som samfundsbevarende ses blandt andet i kejser Galerius’ toleranceedikt fra 311, hvor kristendommen tillades, idet det ikke lykkedes at fjerne den helt. To år senere udstedte Konstantin den Store et generelt toleranceedikt, som omfattede alle religioner, og i sin kommentar til ediktet ser kejseren frem til den kristne guds beskyttelse: "De kristne skal bede til deres gud for Vor og Statens og deres egen velfærd".
Kristen forfølgelse af romerske hedninge.
I 4. årh. e.v.t. blev kristendommen Romerrigets dominerende religion, og allerede i 341 beordrede kejser Constans, at al hedensk gudsdyrkelse og ofring skulle ophøre i rigets vestlige del. Hans bror, Constantius, krævede i 350, at alle hedenske templer blev lukket overalt i Romerriget, og overtrædelse ville medføre dødsstraf. De kristne udnyttede situationen og plyndrede flere templer for deres rigdomme, uden dog at den traditionelle romerske religion ophørte med at blive praktiseret. Den fik endog en kort opblomstring under kejser Julian, som aktivt søgte at nedbryde kristendommens dominans til fordel for især neoplatonismen, men han døde under et felttog mod sassaniderne. Han skulle blive den sidste ikke-kristne kejser. Biskoppen i Milano, Skt. Ambrosius, fik i 382 overtalt kejser Gratian til at konfiskere de hedenske templer og præsters ejendom, og de templer, som overlevede, blev bygget om til kristne kirker. Det mest berømte eksempel er Pantheon i Rom, der blev til en kirke for alle helgener. Hans efterfølger som Østromerske kejser Theodosius fulgte til at begynde med en tolerant linje overfor de ikke-kristne religioner, men i 391 blev alle former for hedenskab alligevel forbudt. Det betød dog ikke at de ikke-kristne religioner forsvandt før flere hundreder år senere.
Kosmologi.
Moderne fremstilling af Merkur, Jupiter og Minerva
Vi kender i romersk religion ikke til nogen oprindelig kosmologi i egentlig forstand, sådan som det kendes fra fx græsk og nordisk religion.
Forholdet mellem mennesker og guder blev opfattet som en kontrakt, hvor guderne blev forpligtet til at hjælpe menneskene, når menneskene til gengæld dyrkede guderne, og ritualerne var en fornyelse og vedligeholdelse af denne kontrakt. Dette forhold blev reguleret gennem den guddommelige lov ("ius divinum"), som beskrev både individets og statens forpligtigelser over for guderne, og så længe disse forskrifter blev fulgt, var man sikret gudernes velvilje ("pax deorum"). Denne kontrakt kan forklares som en parallel til det romerske "clientela"-system.
I romersk religion fandtes flere typer af guder: Én type var de guder, som udelukkende var knyttet til bestemte funktioner, fx pløjning, eller sygdomme, fx feber - disse guder var en personifikation af disse fænomener og blev påkaldt, når det var aktuelt, men havde ikke et præsteskab eller kultfester tilknyttet. En anden type var de kollektive guder, såsom larer, penater og genii, der fortrinsvis spillede en rolle i privatkulten. Geniuskulten var dog i 3. årh. f.v.t. blevet bragt helt op på statsniveau gennem dyrkelsen af "Genius populi romani" ("Det romerske folks genius"). Senere promoverede Augustus dyrkelsen af sin egen genius i tæt sammenhæng med kulten for gudinden Roma. Endelig var der de store guder, som med tiden blev blandet sammen med det græske pantheon. Disse guder blev ikke kun associeret med enkeltstående funktioner, men havde magt over større områder, fx havet (Neptun), krigen og frugtbarheden (Mars), mens et så vigtigt område som agerbrug havde flere guder: Tellus stod for agerjorden, Ceres for kornet m.m.
Hvor den græske religion allerede tidligt er rig på mytologi, findes en sådan stort set ikke hos det romerske folk. Til gengæld havde romerne mange legendariske fortællinger om Roms grundlæggelse, som primært kendes gennem Livius' beretning, og disse har stærke strukturelle ligheder med andre indoeuropæiske myter om verdens begyndelse og skabelsen af gudernes samfund. Legenden om Æneas og Romulus kan derfor opfattes som en eksemplarisk fortælling om forholdet mellem guder og mennesker, der dannede grundlag for romernes opfattelse af kosmologien.
Religiøs praksis.
I antikkens Rom var religiøs praksis ikke begrænset til templerne, men den fandt sted i alle institutioner og i forbindelse med alle aktiviteter, lige fra krig til madlavning. I religionen blev forholdet mellem guderne og menneskene defineret ud fra et ganske bestemt regelsæt: "ius divinum" (guddommelig lov), som beskrev både individets og statens forpligtelser over for guderne. Hvis guderne blev dyrket i overenstemmelse med disse regler, ville de hjælpe menneskene. Det centrale i religionen var derfor ritualerne, som mest bestod af ofringer, renselser, processioner, påkaldelse af guderne og varselstydning — af disse elementer var ofring den vigtigste. Religionen var stærkt formalistsk, og der fandtes særlige regler for alle typer af ritualer, som skulle overholdes strengt, førend ritualet virkede.
Ved ofring ønskede en gruppe, hele samfundet eller en enkelt person at forpligte guderne over for de ofrende gennem gaver og æresbevisninger. På denne måde blev der skabt et gensidigt forhold mellem guder og mennesker, som var baseret på udveksling af gaver og tjenesteydelser. Dette forholds natur blev fyndigt formuleret i udtrykket: "Do ut des." ("Jeg giver, for at du skal give"). Denne praksis påvirkede også de nye religioner, der opstod i eller kom til Rom og derved fik et særligt romersk præg.
Religionen var opdelt mellem den private huskult og den offentlige statskult. Den romerske kultur var i det hele taget stærkt præget af denne skelnen mellem privat og offentligt, men den traditionelle privatkult var i hele perioden en spejling af den offentlige.
Privat kult.
a>er" med drikkehorn, nederst er husets genius afbildet som en slange.Den oprindelige kult i private hjem var centreret om en række upersonlige, det vil sige unavngivne guddomme, som kendtes som "lares, penates, genii" og "iunes", og de havde forskellige funktioner i den romerske husholdning. Larerne beskyttede overvejende huset eller ejendommen og penaterne beskyttede forrådet. Genius var i hjemmet en guddom tilknyttet "pater familias" (husfaderen) og juno var tilknyttet "mater familias". Familiens overhovede var "pater familias"; han var som regel slægtens ældste mandlige medlem og besad al magt inden for familien og slægten. Han kunne også være leder af en større gruppe af "clientes", som han var "patron" for. Oprindeligt må genius og juno have været et udtryk for slægtens kraft, frugtbarhed og velstand, men senere blev en genius også tilknyttet lokaliteter, menneskegrupper m.m. Når familien ofrede til "genius" var det først og fremmest familiens frugtbarhed og velstand den ofrede til, men også til "pater familias’" helbred, så i ritualet må "pater familias" og "genius" betragtes som værende en og samme. Slægten, slægtsoverhovedet og slægtens medlemmer var i ritualet det samme og blev identificeret med "genius", og når "paterfamilias" ledede kulten i hjemmet, ofrende han også til sig selv og for sig selv.
Offentlig kult.
a>. Der fandtes også en offentlig. Jupiter blev efterhånden til statens gud, og i republikansk tid kan Jupiter nærmest betragtes som Roms konge, da han besidder de tilnavne og ærebevisninger, som ifølge kilderne oprindeligt tilfaldt kongen. Den romerske religion fortsatte som statskult langt ned i kejsertiden og med den også det præsteskab. Det brugte varselstydning, "auspicium", til at aflæse, om guderne var med dem, og hvad deres vilje var. Det var offerpræsterne augurerne, der tolkede fuglenes flugt, offerdyrenes indvolde og pludseligt opståede jærtegn. Kun de havde den nødvendige viden, og de skulle bistå embedsmændene. De kunne påvirke de politiske beslutninger med tolkningen af varslerne, da statens vel var afhængig af gudernes velvilje. Denne praksis var svundet hen i løbet af det urolige 1. årh. f.Kr., men Augustus genskabte den i sin regeringstid.
I sit værk "Naturalis Historia" stiller Plinius den Ældre i forbindelse med en beskrivelse af varslernes betydning spørgsmålstegn ved, om bønnerne til guderne virker. Det viser, at der må have været en diskussion om varsler og bøn. Det fremgår af Plinius’ tekst, at der i hans tid stadig var en udbredt tro på forbindelsen mellem ulykker og forkert udførte ritualer og på bønnens og ritualets virkning som formildende på guderne. Plinius delte denne tro.
Menneskeofringer.
Dyreofringer var et vigtig element af de romerske ritualer, og de var en del af de fleste ceremonier, men romerne foretog tillige menneskeofringer. I historisk tid, dvs. efter 4. årh. f.Kr. fandt de kun sted i yderst sjældne tilfælde, og kun når statens eksistens var truet, som fx efter slaget ved Cannae hvor græske og galliske slaver blev begravet levende for at dæmpe gudernes vrede.
Andre ritualer kan være levn fra tidligere tiders menneskeofringer: dukker blev hængt fra træer eller kastet i Tiberen fra broer.
Religiøse fester.
I den tidligste periode af Roms historie, da området stadig var præget en landbrugskultur, havde årstidsritualer stor betydning. De var en meget vigtig del af statskulteni næsten hele Romerrigets historie, da romerne mente, at selve statens trivsel stod på spil ved udførelsen af disse ritualer, og at alle samfundets medlemmer skulle deltage. Hvis det ikke skete, blev det opfattet som et brud på "ius divinum", loven der styrede forholdet mellem guder og mennesker.
Fester og ritualer blev fastlagt efter en kalender, og Roms årlige almanak hed "Fasti Duirni". I den var det fastlagt, hvilke dage dage der var forbeholdt religiøse ceremonier og fester, og hvornår der var markedsdage og domsdage osv.. Fasti fandtes i to udgaver, én for bybefolkningen ("urbani") og én for landbefolkningen ("rusticani"). Alle årets dage var enten "fasti" eller "nefasti". "Fasti" betød, at at det var muligt at foretage profane handlinger som handel, domsafsigelser, valg e.lign. uden at fornærme guderne, mens "nefasti" betød, at dagen var hellig, og derfor var forbeholdt religiøse handlinger. Profane gerninger på en sådan dag, som var gudernes, var et alvorligt brud på "ius divinum".
Romerne optog ofte religionerne fra de folkeslag, som de besejrede, og de mange fremmede religioner, der vandt indpas i Rom betød, at antallet af rituelle fester voksede. De nye fester fik deres egen plads i kalenderen, og med tiden overgik antallet af helligdage antallet af hverdage. De oprindelige fester blev bibeholdt, så længe Romerriget stadig var hedensk. Blandt de vigtigste af de gamle fester var Saturnalia og Lupercaliafesten, som begge havde deres rod i de gamle landbrugssamfunds frugtbarhedsritualer. Saturnalia var en karnevalsfest, der blev fejret 17. december og syv dage frem: samfundet blev på kaotisk vis vendt på hovedet; tjenere skulle betjenes af deres herrer, og en mand af lav stand blev valgt til konge. Festen blev fejret, når vintersåningen var overstået, og den skulle sikre et godt høstår.
Kejserkult.
I kejsertiden blev kejserkulten et væsentligt element i statsreligionen. I selve Rom blev den levende kejser dog aldrig dyrket som en gud, kun hans afdøde og guddommeliggjorte forgængere blev det, men denne kult for de afdøde kejsere var nærmest kun tilstede i statskulten i Rom. I den private sfære og uden for Rom fandtes den praktisk taget ikke. I resten af imperiet var dyrkelsen af den levende kejser langt vigtigere. I selve Rom blev opfattelsen af den kejserlige magt stærkt præget af den traditionelle modstand mod kongedømmet. Æresbevisning og dyrkelse, der smagte for meget af kongedømme, var ikke socialt acceptabelt; den væsentligste grund til at kuppet mod Nero lykkedes, var den almene forargelse over at Nero mere og mere begyndte at opføre sig som en hellenistisk konge.
I Rom indeholdt alle former for sociale kontrakter en forventning om en modydelse. Hvis kejseren modtog æresbevisninger, skulle befolkningen modtage en tak i form af velgørenhed og et godt styre fra herskerens side. Den ultimative taknemmelighed fra staten over for en god hersker var hans guddommeliggørelse efter døden, men det skete kun, hvis senatet betragtede kejseren som “god”. For at straffe en “ond” kejser, kunne senatet dømme ham, som det skete for Nero. "Damnatio memoriae" var vanærelse af en regent, men ikke hans sletning fra “historien”. Guddommeliggørelse var bestemt ikke nogen tom formalitet, da forholdet mellem kejserhuset og folket var som forholdet mellem guder og mennesker eller forholdet mellem patron og klient.
Romersk religion i dag.
Den romerske religion har en særlig plads i den moderne religionsvidenskab, fordi den har leveret en række termer, som indgår som centrale begreber i forskningen: ritual, "sakral" (hellig), "deus" (gud), "initiation" (indvielse) osv. Disse termer har ændret betydning med tiden.
Mange af de romerske symboler lever som symboler som i John Grays bog: "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus".
Kristendommen opstod hovedsageligt i romersk tid, og mange af de første kristne var en del af det romerske samfund. Derfor kan mange romerske elementer i ritualerne genfindes i kristendommen. Da den civile administration var forsvundet i vest, udfyldte de kirkelige organisationer med biskopperne i spidsen ofte magttomrummet. Det indebar både verdslige og religiøse forpligtelser i lokalsamfundet. De kristne præster var nu ansvarlige for opreholdelsen af forbindelsen mellem menneskene og den guddommelige sfære. Den centrale rolle, som præsteskaberne havde haft i den romerske statskult, blev overført til den kristne præst. Hierarkiet i den romersk-katolske kirke er derfor en videreførelse af den gamle romerske præstehierarki.
Andre elementer af hellenistisk-romersk religiøsitet og kultur kom til at præge udviklingen af den tidlige kristendom. De fleste af kirkefædrene var græsktalende hedningekristne, der var uddannet indenfor den hellenistisk filosofiske tradition. Mange af de problemstillinger, der havde præget de neoplatoniske og stoiske skoler kom også til at præge den kristne teologi. Derfor fravalgte de, der udvalgte tekster til den kristne kanon, i høj grad rent mytiske og legendariske fremstillinger til fordel for de mere filosofiske.
Sekundærlitteratur.
Religion
Jøde.
Jøde er en betegnelse, der bruges om de cirka 13 millioner mennesker af jødisk oprindelse. Et mindretal er troende tilhængere af religionen jødedommen, men størsteparten regner sig som tilhørende den jødiske kulturarv uden at være troende jøder.
Den jødiske kulturarv og etnicitet.
Jødedommen og det jødiske folk deler historie og det giver derfor mening at tale om den jødiske kulturarv eller jødisk etnicitet. Jødedommens historie begynder med Jakob (også kaldet Israel), søn af Isak, søn af patriarken Abraham og Sarah, der var halvsøskende fordi de havde samme far. Etniske jøder omfatter både rettroende jøder og de der, selv om de ikke praktiserer jødedommen som religion, stadigvæk identificerer sig selv som jøder i kulturel eller etnisk betydning.
Hvornår er man jøde?
Den blotte tro på jødiske principper gør ikke en person til jøde. På samme måde medfører manglende tro på jødiske principper ikke, at man mister sin jødiske status. Jødedommen er således en kombination af en religion og en ikke-eksklusiv etnisk gruppe, dvs. en etnisk gruppe, der har en måde, hvorpå den kan tillade udefra kommende at blive medlemmer.
Halakha, jødisk lov, definerer en jøde som en person, der er barn af en jødisk mor, og alle andre som ikke-jøder. Dvs. den, der er barn af en jødisk far, er heller ikke jøde, når ikke vedkommendes mor også er jøde. For nylig har en gruppe liberale jøder brudt med denne tradition og mener nu, at enhver, der har en jødisk far eller mor, eller konverterer til religionen uanset graden af ortodoksi, må kalde sig jøde. På den anden side har nogle konservative grupper til gengæld vedtaget, at den der mister sin tro ikke længere må kalde sig jøde. Dette har skabt en dyb splittelse i det jødiske samfund.
"Jøderne under diasporaen".
Allerede længe før den adspredelse af folket, som fulgte med hovedstadens og templets ødelæggelse, havde mange jøder bosat sig uden for deres fædreland. Efter Israel’s riges undergang havde mange taget deres tilflugt dels til Ægypten, dels til Lilleasiens kyster og Grækenland (»havets øer«er det bibelske udtryk), og da også Juda rige gik til grunde, flygtede en stor mængde til Ægypten, hvor de boede især i den nordøstlige del ved Pelusium. Denne jødiske befolkning fik ny og stærk tilvækst under Ptolemæerne. Allerede Ptolemæus I førte efter sit overfald på Jerusalem 320 f. Kr. en mængde jøder som fanger tilbage med sin hær, og hans efterfølger gav ikke mindre end 100.000 fri, som nu fik bolig i landet, så at det tidligere Gosen i virkeligheden igen blev et jødisk landskab. Man regnede også, at der omtrent 40 e. Kr. levede 1 mio. jøder i Ægypten, og de havde herfra bredt sig både mod vest til Kyrene og mod syd til Etiopien og Arabien. Deres stilling var i det hele gunstig, og enkelte jøder indtog endog de højeste embeder som skatmestre og feltherrer. 160 f. Kr. fik de et eget tempel i Heliopolis (On) med en fra Jerusalem flygtet ypperstepræst, og det overlevede endog det store tempels ødelæggelse, indtil det lukkedes på kejser Vespasian’s bud 73 e. Kr. I staden Alexandria udgjorde jøder til sidst % af indbyggerne, og her udvikledes de»hellenistiske jøder«, som på den ene side tilegnede sig græsk sprog og filosofi, men på den anden side gjorde grækerne bekendte med østerlandske videnskaber og forestillinger og således blev et mellemled mellem Europas og Asiens kultur (de oversatte også, i 3. og 2. århundrede f. Kr., Gamle Testamente til græsk, Septuaginta). Dog ikke alene i Ægypten bosatte mange jøder sig, men også i de ny byer, som grundlagdes af seleukiderne i Syrien og Lilleasien (vist nok især babylonske jøder), samt i Makedonien og Grækenland; Strabon siger derfor også, at man vanskelig kunne finde et land, hvor der ikke boede jøder. De således dannede menigheder blev senere naturlige udgangspunkter for kristendommens udbredelse.
Jøderne i Rom.
Til Rom skal jøder allerede være kommet omtrent 150 f. Kr. og i større tal efter Pompejus’ tog til Jerusalem år 63. Deres mængde voksede stærkt ved hedningers overgang til jødedommen, lige som flere af stæderne (særlig Damaskus), men deres fremmede væsen vandt ikke romernes bifald (de blev senere skarpt angrebne af Juvenal og andre satirikere). Allerede under Tiberius blev de for en kort tid udviste af staden, og 4.000 overførtes til Sardinien; også forfulgtes de under Caligula, fordi de ikke ville hylde ham som gud, lige som senere under Nero og Domitian. Den første egentlige jødeforfølgelse fandt sted i Alexandria 65 e. Kr. som følge af budskabet om opstanden i Palæstina. Endnu værre gik det 50 år senere i Kyrene, hvor jøder først havde overmagten og dræbte en stor mængde hedninger, men hvor de næste år (år 116) måtte bøde herfor med 3 gange så mange liv. En samtidig opstand på Cypern siges at have kostet 240.000 jøder livet, og et nyt blodbad overgik dem i Alexandria; tallene er vist nok overdrevne, men viser dog, hvor mandsstærke jøder var uden for Palæstina. Også her var der, uagtet den frygtelige hærgning ved Jerusalems ødelæggelse (70), så mange jøder tilbage, at der i den sidste opstand (132—35) under Hadrian af Bar-Kochba (»Stjernesønnen«eller, som han senere kaldtes, Bar Kosiba,»Løgnesønnen«) omkom 580.000, mens mangfoldige bortførtes i trældom og spredtes over Romerrigets vestlige lande. En ny by, Aelia Capitolina, grundlagdes på Jerusalems ruiner, og Hadrian søgte lige frem at udrydde jødedommen, idet han forbød omskærelse og overholdelse af sabbaten og de andre fester samt lod flere af deres ypperste lærere (blandt andre Akiba) henrette. Efter templets ødelæggelse var der nemlig grundlagt flere jødiske højskoler i Palæstina, især i Jamnia, Lydda og Seforis — der var også først i Jamnia, senere i Tiberias en patriark med et Sanhedrin lige indtil 425 —, og her affattedes først Mischna (omtrent 200) og senere resten af Talmud (o: den jerusalemske, omtrent 370). Der var senere lignende højskoler i Babylonien, blandt andre i Sura og Pumbedita.
Hadrian’s efterfølger, Antoninus Pius, gav dog jøderne på ny tilladelse til at udøve deres religion, og senere fik de fulde borgerrettigheder lige som rigets andre undersåtter, ja enkelte kejsere var dem endog særlig gunstige. Men så snart kristendommen var bleven statskirke under Konstantin den Store, begyndte det tryk, som med korte afbrydelser og under afvigende former øvedes imod jøder i næsten 1500 år dels ved ligefremme påbud af kejserne, dels efter beslutninger på kirkemøderne. Allerede Konstantin forbød jøder således at gøre proselytter og at forfølge dem, der fra jødedommen gik over til kristendommen; hans søn Constantius gik videre i samme spor, og kun Julian gjorde en undtagelse, idet han beskyttede jøder lige som andre kristendommens modstandere og endog gjorde forsøg på at genopbygge templet i Jerusalem. Honorius udelukkede jøder fra hæren, og den samtidige kejser i det østromerske rige Theodosius 2. udelukkede dem fra offentlige embeder og forbød dem at bygge ny synagoger. Det var på denne tid, at den første store udjagning af jøder fandt sted, idet biskop Cyrillus år 415 fik 100.000 jøder fordrevne fra Alexandria, som havde været en af deres hovedstæder. Justinian 2. gik endnu videre end sine forgængere, idet han fratog jøder ret til at gøre testamenter og frakendte deres vidnesbyrd imod kristne al kraft, lige som han også oprettede et særligt jødekvarter i Konstantinopel og søgte at formene dem udøvelse af deres religion og deres gamle studier. Kirkemøderne gik nærmest ud på at hindre jøders indflydelse på de kristne ved at forbyde blandede ægteskaber, selskabeligt samkvem og jøders ret til at have kristne slaver; men det bedste bevis på, at stemningen hos de kristne folk ikke var så bitter imod jøder, som disse beslutninger lader formode, var, at de måtte gentages så tit. Så længe de nye folkeslag i de vestlige lande var arianere, behandledes jøder tåleligt; men da vestgoterne i Spanien 590 gik over til den katolske lære, begyndte straks forfølgelsen. Kong Sisebuth tvang en snes år senere efter sigende 100.000 jøder til at lade sig døbe, da de ellers skulle forlade landet; og da de tvangsdøbte alligevel holdt fast ved deres gamle lære og skikke, hjemsøgtes de med strenge straffe. Til sidst blev jøder lige frem gjorte til slaver, man tog børnene fra forældrene og 1ignende.
Jøderne i Persien.
Jøderne ophidsedes derfor imod vestgoterne og hilste araberne som befriere, ja ligefrem understøttede dem efter evne til at indtage Spanien 711, lige som de i sin tid (536) havde kæmpet på østgoternes side imod Belisarius, Justinian’s feltherre, da han angreb Neapel, og flere gange havde hjulpet perserne imod de byzantinske kejsere, særlig til at løsrive deres gamle fædreland, hvor de for en tid (614—628) opnåede en vis uafhængighed, I det hele var jødernes kår langt bedre i øst end blandt de kristne folkeslag. Både under parther og perser samt under de arabiske kalifer indtil 1037 havde jøder i Babylon et eget overhoved (»eksilfyrsten«), der indtog en meget selvstændig stilling. Enkelte persiske konger forfulgte dem vistnok, der i blandt den sidste, Jezdegird, men de hævnede sig også, lige som senere i Spanien, ved at hjælpe araberne til at omstyrte hans rige (640).
Jøderne i Arabien.
I Arabien havde jøderne efterhånden vundet stor udbredelse (de fik stærk tilvækst efter Jerusalems fald), og i den sydlige del dannedes der endog et eget jødisk rige, der holdt sig fra 3. århundrede indtil 530. Der kan også spores stærk jødisk påvirkning i Muhammed’s lære; men for en stor del blev jøder i Arabien nødte til at gå over til denne og smeltede efterhånden aldeles sammen med deres stammefrænder. En lignende indflydelse har de øvet i Abessinien, hvor der i lange tider var egne jødiske fyrster, og hvor den kristne kirke endnu i sine skikke bevarer mange jødiske spor (især omskærelsen). Her lever jo også 200000 Falascha’er, rimeligvis af abessinsk byrd, men med jødisk Lære.
Jøder i Afrika og Asien.
Ved Kongo-floden — og ligeledes i Indien — findes»sorte jøder, fremkomne ved samgifte mellem indvandrede jøder og oprindelige indbyggere; ved Bombay lever desuden en egen lille jødisk stamme, Beni Israel, som skal være kommet til landet for mange hundrede år siden, rimeligvis fra Arabien, og som både taler hindustan og i mange skikke ligner hinduerne. Selv til Kina skal jøder være komne i en fjern fortid; men her er de næsten gået op i det omboende folk. Intetsteds nåede jøder dog en så høj grad af timeligt velvære og åndelig udvikling som i Spanien, efter at det var indtaget af araberne. Allerede i 8. og senere i 11. århundrede indvandrede mange jøder øst fra, især fra Babylon, og de nød her store friheder, havde høje embeder, drev ikke alene handel, men også landbrug og deltog i alle industrielle arbejder. Også hengav de sig med iver til videnskabelige sysler og blev for anden gang mellemled mellem østerland og Europa; thi det var jøder som oversatte de arabiske oversættelser af gamle græske skrifter til hebraisk og i en senere tid til latin. Særligt i lægekunsten blev de hele Europas læremestere, idet de overførte kunsten til Sydfrankrig og Syditalien (højskolerne i Montpellier og Salerno) og desuden øvede den som livlæger hos mange kristne fyrster, ja selv hos flere paver. Ligeledes udmærkede de sig som astronomer, og de berømte tabeller, som Alfons 10. lod udarbejde, skyldtes jøder. Den tolerance, som over for dem rådede i den mauriske del af landet, gjorde sig også gældende i den kristne, så at ikke alene kalifer, men tillige flere spanske konger havde jøder til skatmestre, selv Ferdinand den Katolske (Abrabanel). Både i Kastilien og Aragonien fandtes store og blomstrende menigheder, til dels i særlige kvarterer af byerne (såkaldte juderia). Kun udfoldedes megen iver for at omvende jøder til kristendommen, og et yndet middel var religiøse disputatser, ved hvilke særlig døbte jøder optrådte som kristendommens forsvarere, stundom med mærkeligt held til at omvende deres tidligere trosfæller. Fra slutningen af 13. århundrede forværredes dog forholdene, og den religiøse fanatisme, som var udviklet under de langvarige krige mod maurerne, gav sig udbrud imod Jøder. 1320 gik en storm hen over jøderne i Nordspanien, da de såkaldte»hyrder«’s korstog fra Sydfrankrig strakte sig hinsides Pyrenæerne, og mange tusinder jøder faldt som ofre. 50 år senere sattes i Kastilien de kanoniske love med mange hånde udelukkelser af jøder i kraft, men værst var dog den store forfølgelse, som udbrød 1391 i Sevilla og hurtig bredte sig over hele landet, med omfattende udplyndringer og blodbad. 50.000 jøder siges at være blevet dræbt, og 100.000 gik af frygt over til kristendommen. Dog nu vendte uviljen sig især mod disse»nykristne«{marannos), der mistænktes for at have taget dåben alene på skrømt, mens de i deres hjerter endnu hyldede jødedommen. Dette var vel også i reglen tilfældet og førte de frygteligste lidelser over dem, især efter at inkvisitionen 1480 var blevet indført for at våge over deres rettroenhed. Mange tusinder faldt som ofre på kætterbålene.
Jøderne på den pyrenæiske halvø i middelalderen.
Til dels for at værne de nykristne mod forførelse og frafald bestemte Ferdinand den Katolske sig 1492, straks efter at have indtaget Granada og dermed tilintetgjort maurernes magt, til at uddrive alle jøder af landet, såfremt de ikke vilde lade sig døbe. 31. marts udstedtes påbudet, og der gaves kun 4 måneders frist. Den egentlige udvandringsdag var 2. august (dagen før Columbus gav sig ud på sin første opdagelsesrejse til Amerika), og efter jødisk tidsregning var det årsdagen (9. Ab) både for templets ødelæggelse (70) og Bar Kochba’s nederlag (135), ja selve Jerusalems indtagelse af Nebukadnezar faldt i samme måned. Det er også værd at lægge mærke til, at mens enkelte jøder medvirkede til at fremme — eller selv tog del i — Columbus’ opdagelsestogt, som ledede til så stor magt og landudvidelse for Spanien, fattede det spanske kongepar planen om at udjage alle jøder af landet. Mange jøder lod sig døbe for at redde deres velfærd og deres hjemstavn, men 200—300.000 — tidligere opgaves langt større tal, 600—800.000, hvad utvivlsomt er meget overdrevent — holdt fast ved deres tro og drog bort med tabet af næsten alt deres gods, thi udvisningen var tillige væsentlig en udplyndring. De drog især til Tyrkiet og Nordafrika, men også til Italien og Sydfrankrig, hvor de blev tålte som foregivne»nykristne«. Udvisningen udstraktes 1498 til Navarra. Men endnu fortsattes i 2—300 år inkvisitionens forfølgelser imod de nykristne, hvoraf mange i flere slægtled blev deres fædres lære tro uagtet den årvågne mistænksomhed, som omgav dem, og den grusomme strenghed, der truede dem; selv præster og munke er blevne brændte som hemmelige jøder (et jødisk sagn fortæller om en mand, der ved sin dødsseng havde en læge, en notar og en præst til stede; i sin dødsstund begyndte han at fremsige den jødiske dødsbøn, som fortsattes af de to førstnævnte og sluttedes af præsten). Under den nederlandske frihedskamp flyttede (siden 1590) mange til Amsterdam, hvor de senere åbenlyst gik tilbage til jødedommen. Andre søgte frihed i de spanske kolonier i Amerika, hvor de håbede bedre at kunne undgå opdagelse, men også herhen fulgte inkvisitionen dem. Først 1773 ophævedes i Spanien al forskel mellem ægte katolikker og ætlingene af de nykristne, og i tidernes løb gik disse helt op i det spanske folk; særlig i de højere samfundsklasser er optaget meget oprindeligt jødisk blod. Hvor nøje jøder var knyttede til Spanien, ses bedst af, at de, som flygtede til Nederlandene, endnu i 18. århundrede til dels brugte deres tidligere fædrelands sprog, lige som jøder i Østerland, blandt andet i Konstantinopel og Saloniki, endnu op i det 20. århundrede talte et gammelspansk tungemål.
Portugal, hvor jøder i den senere middelalder så temmelig delte kår med de spanske, modtog 1391 en stor mængde jødiske flygtninge fra Spanien, og 1492 drog ligeledes 80.000 jøder derhen og tilkøbte sig i dyre domme 8 måneders ophold, indtil de kunne få skibe og komme bort. Med stor ubarmhjertighed nødte man dem til at drage videre, idet de ellers blev solgte som slaver, og 1497 blev desuden de tidligere bosatte jøder forviste eller tvangsdøbte, mens skånselsløst børnene reves fra forældrene og indlemmedes til dels i landets fornemste slægter for at omvendes til kristendommen. Selvfølgelig rasede inkvisitionen her, lige som i Spanien, imod de nykristne lige indtil 1766; disses ligestilling med det øvrige folk fastsattes 2 år senere..
Jøderne i Frankrig i middelalderen.
I Frankrig var jøder talrige allerede i 5. århundrede, især i den sydøstlige del, og i den følgende tid gjorde tvende merovingiske konger (Childerik I og Dagobert I) kraftige forsøg på at omvende dem ved tvangsdåb, mens gejstligheden søgte at udelukke dem fra samkvem med de kristne. De karolingiske konger beskyttede derimod jøderne, især Karl den Store, der brugte en jøde som sendemand til Harun al Raschid, og Ludvig den Fromme, under hvem en hofkapellan Bodo endog gik over til jødedommen. Det var især i de store sydfranske handelssteder, at jøder var bosatte og vandt rigdom (drev både håndværk og landbrug), hvorhos de havde blomstrende Talmud-skoler. Under det capetingiske kongehus blev jødernes stilling slettere, og fanatiske biskopper fremkaldte gentagne, men rent stedlige forfølgelser. Men da det første korstog forestod, udbrød 1096 en almindelig forfølgelse, der kostede mangfoldige jøder (der siges 100.000) livet og drev mange andre til dåben. Endnu værre blev det dog, da Filip August 1180 først aftvang dem en stor sum i løsepenge, der efter udslettede de kristnes gæld til jøder (en femtedel af den beholdt han dog for sig selv) og til sidst (1182) jog dem ud af sit rige, nærmere bestemt af den fjerdedel af landet, der stod umiddelbart under kronen, samt fratog dem alle faste ejendomme. Vist nok åbnedes der dem 1198 igen adgang til riget, men de næste 200 år var for dem kun en række af mishandlinger. De store lensmænd fulgte villigt det givne eksempel og plyndrede deres jøder efter frit tykke; enkelte landskaber udjog dem helt; 1243 opbrændtes i Paris Talmud og andre jødiske bøger i massevis; 1306 påbød Filip den Smukke en ny omfattende udvisning og udplyndring og skønt de 1315 kaldtes tilbage»efter folkets almindelige forlangende«, blev deres kår ikke bedre. 1320 medførte»hyrderne«’s korstog grusomme forfølgelser, og disse gentoges næste år, da det viste sig, at jøder ved deres levevis og sundhedsregler undgik en farsot af spedalskhed. Endelig udjoges jøder for tredie gang 1394, og dette påbud udstraktes 100 år senere til de landskaber, der i mellemtiden var komne ind under kronen (Bretagne 1491 og Provence 1498). Hvad der gør forfølgelserne i Frankrig så påfaldende, er, at de som regel kun skyldtes kongernes og stormændenes havesyge og ikke engang havde religiøs fanatisme som begrundelse. Desuden bidrog de gentagne udplyndringer og de stadige udpresninger jøder til at blive ågerkarle for at skaffe sig midler til at tilfredsstille deres herrer, mens folkemassens uvilje derved fik næring. Hvor liden interesse, der næredes for at fremme deres omvendelse, fremgår klart af en bestemmelse fra 1255, hvor efter den jøde, som lod sig døbe, mistede alt sit gods, for at hans herre kunne blive holdt skadesløs for tabet af den indbringende undersåt. Skønt jøder ikke fra første færd har opfundet brugen af veksler, mener man dog, at de ved udstrakt brug af dette værdipapir og 1ignende blev i stand til at unddrage sig den udplyndring, som vel nærmest var tiltænkt dem ved disse udjageiser.
Jøderne i England i middelalderen.
Til England er jøder næppe komne før i midten af 8. århundrede, og først i større tal under Vilhelm Erobreren. Dennes efterfølger Vilhelm 2. holdt sin hånd over dem, ja tillod endog døbte jøder at vende tilbage til jødedommen, lige som han erklærede selv at ville gå over til denne, såfremt jøder sejrede ved en religiøs disputats. De nåede stor velstand og dannede især i London og Oxford talrige menigheder; men i 12. og 13. århundrede blev forholdene lige så slette som i Frankrig. Det var også i England, at beskyldningen imod jøder for at dræbe kristne børn af religiøse grunde (det såkaldte»ritualmord«), hvis sandhed er ubevist, men som alligevel er blevet gentaget endnu op i det 20. århundrede, første gang fremkom (3 gange i tidsrummet 1144—1180, mens den i Frankrig kun nævnes 1171). Henrik 2. gav jøder fuld frihed til at samle rigdom, men inddrog bagefter selv en stor del af byttet til brug i sine krige, og hans sønner gik villig i hans fodspor. Kongerne gjorde nemlig gældende, at de var de rette arvinger til jødernes rigdom, og disses slægtninge måtte derfor tilkøbe sig arven ved betydelige løsepenge. Især tillod Johan uden Land sig hårde udpresninger af jøder, men allerede 1189 ved Richard Løvehjerte’s kroning udbrød en jødeforfølgelse i London med mord, plyndring og ildspåsættelse, og da kongen var på korstog følgende år, efterlignedes den rundt om i landet. 100 år senere, 1290, blev jøder, 15—16.000 i tallet, alle udjagne af England, skønt kongen 2 år i forvejen havde afkrævet dem én stor sum penge netop for at tillade deres ophold.
Jøderne i Italien i middelalderen.
Langt bedre end i de vesteuropæiske lande var jødernes kår i Italien. De levede mest i de sydlige landskaber og trivedes vel under araberne på Sicilien, hvor senere kejser Frederik 2. var dem gunstig stemt. De spillede tidligt en rolle som handelsmænd, og de store handelsstæder Genua og Venedig skylder dem en del af deres opkomst, især i henseende til forbindelsen med Østerland. At Italien var delt i så mange mindre stater, kom jøder til gode derved, at de let kunde søge tilflugt eet sted, når de forfulgtes i et andet eller forjoges derfra. Også bør det mærkes, at paverne i reglen — lige som kirkens ypperste mænd, således Isidor fra Sevilla og Bernhard fra Clairvaux — beskyttede dem, dadlede forfølgelserne og særlig tvangsdåben, mens de selvfølgelig var ivrige for at fremme jødernes frivillige omvendelse. Gentagne gange har også paverne erklæret beskyldningerne for ritualmord og 1ignende for at være aldeles usande. Dog er det fra pavehoffet, ved Lateran-synoden 1215, at der som regler for hele kristenheden udgik en række strenge bestemmelser imod jøder, nærmest for at sikre en skarp adskillelse mellem dem og de kristne, og der i blandt påbudet om, at de som ydre skelnemærke skulle bære på deres kjortel en gul eller rød tøjlap i form af et hjul (det såkaldte»jødemærke«). Det blev dog først efterhånden gennemført i de ulige lande, sidst i Spanien (1369) og Portugal (1429). Ligeledes var det i Italien, at jøders tvungne afspærring i egne kvarterer (ghettoer) først gennemførtes i 16. århundrede (Venedig 1516, Rom 1555), en videreudvikling af den gamle sædvane hos jøder at bo samlede omkring deres synagoger. Også var der i 16. århundrede flere paver, som hårdt trængte jøder og underkastede dem systematisk udpresning og andre plager (afbrænding af Talmud-skrifter, pålæg om regelret overhøring af omvendelsesprædikener og 1ignende). Værst var Paul 4., der trykkede hele menigheden i Rom ned til fattigdom og sjakkerhandel. 1492 fordreves jøder fra Sicilien, der den gang stod under den spanske konge, og 1540 fra Neapel; men ellers var Italien et af tilflugtsstederne for de jøder, som fordreves fra Frankrig og Spanien. 1740 tilbagekaldtes de til de ovennævnte landskaber.
Jøderne i Tyskland i middelalderen.
I Tyskland har jødernes liv været fuldt så blodig som i de vestlige lande, og endnu langvarigere samt mere trøstesløs, fordi der ikke er noget lyspunkt. Det er tvivlsomt, om de allerede i den romerske kejsertid er komne til de vestrhinske landskaber (særlig Kom) og Sydtyskland; men under Karl den Store og hans efterfølgere bosatte de sig i hele den vestlige del som handelsmænd, især i byerne ved Rhinen. I de første århundreder var deres tilstand tålelig, men med korstogene, både 1096 og 1146, udbrød forfølgelser, der kostede mange tusinder livet, og disse optrin gentoges flere gange senere, snart i enkelte byer, snart i store landskaber, når ulykker ramte folket, eller når fanatismen ophidsede til mord og plyndring. Værst var det efter den sorte døds udbrud og under flagellanternes vilde raseri 1349; thi da blev hele menigheder afbrændte på bål eller brændte sig selv i deres huse og synagoger, når de ikke kunne undgå deres fjender. Disse forfølgelser udryddede næsten jøderne i det vestlige Tyskland og drev dem stadig længere øst på. Der blev rejst beskyldninger imod dem om, at de havde forgiftet brøndene og derved fremkaldt pesten, eller at de havde øvet ritualmord på kristne børn eller krænket Hostien. Fremdeles ophidsedes folket imod dem ved deres åger, der må ses i lyset af, at de kristne ikke måtte tage renter af deres lån. Det var desuden en næringsvej, der kunne give dem midler til at tilfredsstille fyrsternes havesyge.
Jøder blev nemlig gjorte til kejserens»kammer-knechte«, men skænkedes — eller solgtes — af ham til de andre fyrster eller til de fri rigsstæder som et indbringende privilegium, og de tjente i virkeligheden som en indirekte beskatning, idet de fik lov til at udsuge folket for siden at afstå deres bytte helt eller delvist til de store herrer. Der pålagdes dem nemlig høje afgifter, dels regelrette, dels mere specielle tilfælde - Tyskland skal heri have overgået alle andre kristne lande — og den grundsætning hævdedes lige frem, at kejseren havde fuld rådighed over deres liv og gods på grund af den beskyttelse, han ydede dem. Jævnlig tillod man sig vilkårligt at udslette eller nedsætte den gæld, der skyldtes dem; stundom fratog man dem gældsbrevene og inddrev derefter selv gælden til eget bedste. Mest ydmygende af alle afgifter var den»leibzoll«, der afkrævedes de rejsende jøder, som om de var kvæg, i hvert enkelt land eller by, de besøgte (dobbelt for en frugtsommelig kvinde). Allerede i 12. århundrede gjaldt i Tyskland den særlige»Jøde-ed«under i grelle og krænkende former, og det gamle forbud mod blandede ægteskaber skærpedes således. at de alt bestående skulle opløses med tvang, med mindre jøden lod sig døbe. Også fastsattes grusomme straffe for kønslig forbindelse mellem en jøde og en kristen kvinde. Fra 13. århundrede brugtes»jødemærket«på dragten, og efter kirkemødet i Basel 1434 gennemførtes det almindeligt, men gik dog af brug i 16. århundrede, ligeledes den såkaldte»jødehat«. Endnu i 15. og 16. århundrede fordreves jøder fra ikke få tyske landskaber og byer, og reformationen medførte ingen forbedring i deres kår. Kun indtrådte efterhånden større sikkerhed for den noget indskrænkede retslige — eller snarere retsløse — tilstand, som i tidens løb var udviklet. Når undtages visse grene af handel, særlig pengehandel, var de i virkeligheden udestængte fra enhver hæderlig næringsvej, fra grundejendom og dermed fra landbrug, fra lavene og dermed fra håndværk, og for størstedelen henviste til sjakkerhandel og lånen på pant. I reglen var de fattige, og i modsat fald måtte de skjule deres velstand for ikke at vække misundelse og udsætte sig for udpresning. Enkelte nåede i 17. og 18. århundrede til rigdom, mest som»hofjøder«, men var til gengæld særligt udsatte for folkets had. Afspærrede fra alt samkvem med deres kristne landsmænd boede de i deres snævre»judengasse«, hvor deres levevis for stivnede under talløse regler; udelukkede fra folkets åndelige liv hengav de sig til ensidigt studium af Talmud, hvorved deres spidsfindighed skærpedes, og forstandens udvikling fortrinsvis fremmedes. Den jødetype, som endnu i det 20. århundrede vakte så megen uvilje, er væsentlig en skabning af ghetto-livet, en frugt af den åndelige og legemlige indespærring, som de kristne folkeslags i århundreder fortsatte forfølgelse og undertrykkelse medførte.
Jøderne i Schweiz i middelalderen.
Jødernes stilling i Schweiz i middelalderen var i det hele som i Tyskland; de blev forfulgte 1349 under den sorte død og udjagne fra flere kantoner i 15. århundrede. Omtrent på samme vis gik det dem i Böhmen, hvortil de kom ca. 900, og i det egentlige Østrig. Også her måtte de udstå forfølgelser og udplyndringer; fra Wien udvistes de flere gange, sidst 1670, under påskud af, at de stod i forræderisk forbindelse med tyrkerne, men tilbagekaldtes 1697. Derimod hjalp de 1648 at forsvare Prag mod svenskerne og vandt derved visse rettigheder; alligevel blev de udjagne fra byen 1744, men kaldte tilbage få år efter.
Jøderne i Ungarn.
Til Ungarn skal nogle jøder være komne sammen med magyarerne ved deres indrykning i landet øst fra i 9. århundrede, men flertallet vest fra i 11. århundrede. De nød der store friheder, havde grundejendomme og fik embeder som møntmestre og skatteforpagtere; Pavernes bitre klager her over virkede kun for en kort tid af 13. århundrede. Men fra 1360 begyndte også her undertrykkelsen, og den fortsattes med få afbrydelser, indtil rigets selvstændighed gik tabt 1526. Efter, at tyrkerne var fordrevne fra Ungarn i 17. århundrede, måtte jøderne her dele kår med deres trosfæller i de andre østrigske lande.
Jøderne i Polen.
Til Polen kom jøder i 9. og 10. århundrede, men de fik stærk tilvækst senere ved flygtninge fra Tyskland under de forfølgelser, som korstogene og den sorte død førte med sig. De vandt velstand ved handel, men drev også håndværk og landbrug, optog landets dragt og gik lige som adelsmændene med sværd og gylden kæde. I 14. århundrede udbredte de sig også til Litauen og de lillerussiske landskaber. Omtrent samtidig begyndte de indvandrede tyskere at ophidse folkestemningen imod dem, og i tiden omkring 1400 forefaldt flere blodige optrin. Også bestræbte præsteskabet sig for at få de vestlige landes indskrænkende lovgivning overført til Polen, mens kongerne i reglen beskyttede jøderne, især Kasimir den Store. Fortællingen om hans jødiske elskerinde Estherka er dog kun et sagn. Efterhånden lykkedes det i. 16. århundrede at fremtvinge oprettelsen af egne jødekvarterer, pålæg om mærke på deres dragt, kopskat og udelukkelse fra embeder, og under jesuitternes indflydelse i 17. århundrede forværredes jødernes kår yderligere; deres stilling blev i flere retninger omtrent som i de vestlige lande, idet adelen ringeagtede dem og almuen hadede dem, idet de i virkeligheden trådte i stedet for den middelstand, Polen ellers savnede. I 16. århundrede kom igen en stærk indvandring vest fra, og den medbragte det jødetyske tungemål, der senere blev almindeligt blandt de polske jøder. I intet andet land nåede jøderne en talrighed som i det polske rige; men den store kosakopstand i midten af 17. århundrede bragte stor nød over dem og kostede et par hundrede tusinde jøder livet.
Jøderne i Rusland.
Til det sydlige Rusland kom tidlig jøder dels fra det byzantinske rige og Kaukasien, dels fra Khazarernes rige, hvor kongen og stormændene i 8. århundrede var gåede over til jødedommen; men 1113 udgik forbud imod deres ophold, og det gentoges senere, blandt andet 1743, hvor efter 35.000 udvistes af riget. Dog fandtes der endnu kristne sekter i Rusland helt frem til efter afslutningen af 1. verdenskrig, der tyder på jødisk indflydelse, og man har flere efterretninger om, at jødiske proselytter er blevne brændte.
Jøderne i 17. og 18. århundrede.
Det første lyspunkt i jødernes nyere historie er grundlæggelsen af menigheden i Amsterdam i slutningen af 16. århundrede, dannet af indflyttede spanske nykristne, som 1603 fik fuld trosfrihed og vendte tilbage til jødedommen. Det var mest rige og dannede slægter, som snart vandt indflydelse (Amsterdam fik spottenavnet»Ny Jerusalem«) og ved deres forbindelser med Indien i høj grad fremmede Nederlandenes handel. Også udfoldedes blandt dem et rigt åndeligt liv; både Uriel da Costa og Spinoza, den nyere filosofis grundlægger, hører herhen. Tidligt kom en aflægger af menigheden til Hamborg (1612) og derfra senere til Danmark; ligeledes 50 år senere til England. Enkelte jøder siges at være komne hertil under dronning Elisabeth, men folkestemningen må i så fald næppe have været dem gunstig. Derimod vides, at Cromwell gjorde 1655 forsøg på at skaffe jøder lovlig adgang til riget, og at jøder få år efter begyndte at flytte der over; de vandt hurtig rigdom og indflydelse samt hjalp godt til at fremme Englands opvoksende handel. 1753 vedtoges en lov, som gav jøder indfødsret efter 3 års ophold, men af hensyn til folkestemningen toges den tilbage allerede næste år, et enestående tilfælde i rigets parlamentariske historie, og jøderne måtte endnu i 2—3 menneskealdre savne adgang til embeder samt politisk og kommunal valgret, mens de ellers nød fuld personlig frihed og udstrakt næringsfrihed. Også de til Frankrig flygtede spanske nykristne fik 1550 tilladelse til at bo i Bordeaux og Bayonne og tilkøbte sig 1623 ret til åbent at vedkende sig at være jøder. Selv til Tyskland udstrakte fremskridtet sig: i årene 1730—72 udkom en række»judenordnungen«for de enkelte stater, og særlig må mærkes Frederik 1.s»Toleranceedikt«for Preussen 1750; de indeholdt vist nok endnu mange indskrænkninger, men jøder vandt dog derved lovlig grund under fødderne.
1800-tallet: jødeemancipationen.
Alt dette er dog kun forløbere for den store bevægelse, der begyndte omtrent 1780 til bedste for en forbedring af jøders stilling, og som snart førte til et væsentlig omslag, ja banede vej for deres fuldstændige ligestilling, jødeemancipationen. Bevægelsen er dobbelt. En kom fra jøderne selv, idet Moses Mendelssohn, der selv var en dygtig prosaist og skarpt havde udtalt sig mod Frederik 2.s efteraben af alt fransk væsen, virkede for at drage sine trosfæller ud af deres — på een gang tvungne og selvvalgte — afspærrethed og at knytte dem til det tyske sprog og åndsliv. Hvor langt jøder var fjernede herfra, ses bedst deraf, at han måtte lade sin tyske oversættelse af Pentateuchen (1779—83) trykke med hebraiske bogstaver, da ellers flertallet af jøder slet ikke kunne læse den. Fra den gamle rabbinske retning rejstes også stærk modstand imod hans bestræbelse. Samtidig skrev Lessing sit skuespil»"Nathan der weise"«(1779), hvori han hævdede tolerance mellem alle trosbekendelser og særlig fremstillede jøden Nathan som den vise og retfærdige (et modstykke til Shakespeare’s Shylock). Fremdeles skrev Dohm 1781—83»"Ueber die burgerliche Verbesserung der Juden"«og gjorde heri gældende, at jøder som følge af deres fortrykte stilling var et meget uheldigt, ja skadeligt element i samfundet, og at det derfor var i dettes egen interesse at forbedre deres stilling og gøre dem til nyttige borgere. Påvirket heraf gjorde Josef 2. 1782 det første alvorlige skridt til at forbedre jøders kår, gav dem fri religionsøvelse og flere andre rettigheder, afskaffede»Leibzoll«og andre tyngende indskrænkninger, men pålagde dem samtidig værnepligt, Brug af det tyske sprog i offentlige forhold og faste slægtsnavne — en ordning, som gav de østrigske embedsmænd lejlighed til at vise deres spøgefuldhed, idet de påtvang jøder latterlige eller hånlige navne, når de ikke kunne eller ville tilkøbe sig mere velklingende.
Snart fulgte andre lande efter: leibzoll blev afskaffet i Alsace-Lorraine 1784 og i Preussen 1787, og i Frankrig nedsattes en regeringskommission til at drøfte spørgsmålet om jødernes stilling (de havde allerede 1776 fået lov at bosætte sig i hele landet), mens Mirabeau 1787 gjorde almenheden bekendt med bevægelsen i Tyskland. 18. århundredes almindelige friheds- og lighedsideer kom dem særlig til gode. Den nordamerikanske unionsforfatning kundgjorde først deres ligestilling. 1790—91 vedtog den franske nationalforsamling det samme, først for de sydfranske, senere for de tyske i Alsace, og den udstraktes med de franske sejre til landene vest for Rhinen og 1796 til Holland, til dels imod de jøders ønske, der ikke ville opgive deres særstilling. 1799—1807 bortfaldt leibzoll i de mindre tyske stater, og i de nærmest følgende år optoges den franske ordning i det væsentlige i hele Vesttyskland og 1812 i Preussen. Også fra jødernes side gjordes et vigtigt skridt, idet et i Paris 9. februar 1807 samlet Sanhedrin af repræsentanter fra Frankrig, Italien og Holland udtalte landslovenes forbindende gyldighed for jøderne og den dertil svarende opgivelse af rabbinernes domsmagt i civilretlige spørgsmål samt jøders villighed til fuldt at slutte sig til de folk, blandt hvilke de boede, såfremt disse optog dem som borgere. Det åndelige røre, som Mendelssohn og hans tilhængere havde vakt hos jøder i Tyskland, gik snart over til en urolig higen efter at vinde samkvem med de kristne og efter at nedbryde de skillevægge, der holdt dem fjernede, og under den almindelige religiøse indifferentisme forlod mange jøder, især af de velhavende og dannede, deres gamle trossamfund og lod sig døbe. Hvad den langvarige undertrykkelse ikke havde formået, udrettede tolerancen på kort tid. Ligeledes viste jøder, både i Frankrig under revolutionen og i Preussen under frihedskrigen, deres taknemmelighed for den vundne frihed ved store pengetilskud og frivillig deltagelse i fædrelandets kamp.
Den reaktion, der blev rådende i Europa efter 1814, vendte sig også imod jøder, dog hverken i Frankrig eller Nederlandene, som holdt fast ved den tilståede ligestilling. I Frankrig overtog staten 1831 den jødiske gudsdyrkelses og præstestands underhold, og 1871 tilstodes der jøder i Algériet fransk indfødsret og dermed del i de rettigheder, der tilkom deres trosfæller i moderlandet. Vel søgte Ed. Drumont 1886 og følgende år at vække en antisemitisk stemning, men efter en kort opblussen døde den sporløst hen, og den internationalt opsigtsvækkende Dreyfus-sag blev kun en enestående tildragelse. Skønt jøder kun udgjorde en meget lille andel af det franske folk, havde altid adskillige jøder haft sæde i dets lovgivende forsamlinger, mens andre har indtaget vigtige embeder; særlig var der mange jødiske officerer, ja selv generaler.
Tyskland.
I Tyskland søgte derimod regeringerne at skrue udviklingen noget tilbage og at genoptage flere af de gamle indskrænkninger. Mecklenburg ophævede helt sin frisindede lov af 1812, Lubeck og Bremen jog ligefrem jøder ud midt om vinteren 1818—19, og Frankfurt a. M. genoprettede sin»judengasse«(indtil 1824). Også gav pøbelens uvilje imod jøder sig til kende i flere større byer (fra Würzburg til Hamburg) i eftersommeren 1819 med gadeopløb og»Hep-Hep«-råb, en latterlig parodi på middelalderens jødeforfølgelser (fortsat i København under»jødefejden«). Lidt efter lidt indtrådte dog et omslag i stemningen; det sporedes først i Wurttemberg, som 1828 gav jøder vigtige rettigheder, og 1833 tilstod Kurhessen dem fuld ligestilling. Siden førtes i flere tyske landdage en kamp imod regeringerne og adelskamrene til bedste for jøder, dog uden synderligt udbytte. Først 1842 gjorde Hannover og 1847 Preussen et væsentligt fremskridt, dog uden at ville indrømme jøder politiske rettigheder; men 1848 gennemførtes fuldstændig lighed i næsten hele Tyskland. Vel blev jøder i den følgende tid endnu jævnlig tilsidesatte af de»konservative«(junkerlige) ministre og navnlig udelukkede fra alle embeder, med mindre de ville underkaste sig dåben; men loven kendte ingen ulighed, og efter det Nordtyske Forbunds oprettelse 1867 blev selv Mecklenburg nødt til at opgive alle gamle indskrænkninger. Senere gjorde vist nok antisemitismen, som her kaldtes til live 1878 af hofpræst Stocker, sig stærkt gældende og fandt også her en langt frodigere jordbund end i Frankrig; den havde endog stor fremgang blandt studenterne. Man genoptog den gamle bestræbelse for at udelukke jøder fra alskens embeder og særlig fra officersposterne; men herud over og ud over en rent selskabelig udelukkelse af jøder fra visse samfundskredse formåede den ikke at gøre stor fortræd. Den kunne hverken hindre, at enkelte jøder vandt kejserens særlige yndest, eller at folket valgte ikke få jøder til rigsdagen og landdagene; under 1. verdenskrig udnævntes 2.000 jøder til officerer, hvorhos 900 fik jernkorset af første klasse.
Italien.
Ikke bedre end i Tyskland gik det jøderne i Italien efter 1814, hvor den frihed, som franskmændene havde bragt, over alt tilbagekaldtes; i Modena blev den særegne dragt igen påbudt 1831, og i Rom blev ghetto først åbnet 1847 og et par år efter på ny genoprettet. Derimod gaves der 1848 jøder fuld ligestilling i Sardinien, og derfra udstraktes den 1859—1870 til det øvrige land. Flere jøder tog del i Garihaldi’s togt 1860, og i det frigjorte Italien har ikke få jøder haft sæde i kamrene (endog været ministre lige som i Frankrig og Nederlandene) eller indtaget høje embedsstillinger; en tid lang havde hæren endog en jøde til overgeneral.
Schweiz.
I Schweiz vedligeholdt flere kantoner selv efter 1848 det gamle forbud mod jøders bosættelse, men nødtes 1865 til at opgive det, da en ændring i forbundsforfatningen udtalte alle trosbekenderes ligestilling. I England var forholdene langt gunstigere. Allerede ved den første valgreform 1832 (egentlig 1829) fik jøder politisk valgret, 1835—1845 efterhånden adgang til kommunale og statsembeder, og efter en 10-årig kamp mellem parlamentets tvende huse 1858 valgbarhed til underhuset; 3 år senere fik de adgang til dommerposter. Siden omkring 1860 har mange jøder haft sæde i underhuset, og endelig har jøder siden 1885 vundet ophøjelse til peerer.
Sydøsteuropa.
Det daværende Østrig-Ungarn, som i dette forhold dannede overgangen mellem de fremskredne vestlige lande og det endnu barbariske Østeuropa, blev længe stående ved Josef 2.s ordning fra 1782. Jøder regnedes kun for»tålte«, og man søgte at hindre deres forøgelse, blandt andet ved at forbyde ægteskaber ud over et vist tal (til gengæld fik man en stor mængde ulovlige, men ellers fuldt gyldige forbindelser); rige jøder kunne derimod godt opnå adelsskab. 1846 gjordes et væsentligt fremskridt, idet den trykkende jødeskat afskaffedes i Böhmen og Ungarn, og 1848 kundgjordes for hele Østrig jødernes fulde ligestilling, hvorhos den ungarnske rigsdag 1849 vedtog en tilsvarende beslutning, som dog ikke trådte i kraft. Under frihedskampen havde jøder ydet virksom hjælp, hvorfor også den østrigske sejrherre, general Haynau, senere pålagde deres menigheder tunge straffebøder. Efter reaktionens sejr gjordes også med hensyn til jøder et tilbageskridt. Først i december 1859 vendte man i Østrig tilbage til den i frihedsåret bebudede ordning, og så snart Ungarns selvstændighed 1867 var godkendt, blev tilsagnet fra 1849 indfriet. Jøders stilling i disse lande blev afgjort gunstig, når undtages Galizien og Bukovina, hvor jøder i mange forhold — skønt ikke efter loven — stod på et lignende trin som deres trosfæller i Rusland, og deres tal blev stærkt forøget ved indvandring øst fra. Endelig vedtoges 1895 efter hårde kampe en lov i Ungarn, hvor efter jødedommen blev et anerkendt trossamfund, ligestillet med de ulige kristne kirker. På den anden side gav gamle fordomme og jødehad udslag i den berygtede Tisza-Esslar-sag i Ungarn 1882—83, hvor man så politi og underret gå hånd i hånd med pøbelen om at hævde en aldeles ugrundet sigtelse mod nogle jøder for ritualmord. Jøderne selv har med oprigtig troskab sluttet sig til det magyarske folk. Mangfoldige jøder har i de sidste menneskealdre antaget magyarske navne, og man regner, at over to tredjedele af dem efter 1. verdenskrig brugte det magyarske sprog som deres hussprog og lod deres børn oplære deri.
Østrig.
Også til Østrig trængte antisemitismen frem, og det lykkedes den 1896 at gøre en af sine ledere, Lueger, til borgmester i Wien, som han derefter styrede til sin død 1910. Ligeledes fik hans meningsfæller (det kristeligt-sociale parti) ved valgene til rigsrådets underhus valgt ikke færre end 96 eller næsten en sjettedel af husets samlede medlemstal udelukkende fra de tyske landskaber; men hverken i de tjekkiske lande eller i Galizien. Nogen varig indflydelse vandt antisemitismen dog ikke, og i modsætning til forholdene i Tyskland var der i Østrig mange jødiske officerer, selv i de højere poster.
Polen.
Polens frie forfatning 1791 tilsagde jøder ligestilling, men den fik ingen gyldighed ved rigets snart efter følgende deling. Under det preussiske herredømme 1795—1807 blev jødernes stilling dog ikke lidet forbedret, mens den sachsiske regering i hertugdømmet Warszava var den meget ugunstig, og den senere russiske endnu hårdere. Skønt jøder allerede 1794 havde taget virksom del i Prags forsvar, nægtede den polske revolutions ledere 1831 dem dog ret til at indtræde i hæren og forsvare deres fødeland. Endnu i en menneskealder måtte jøder lide mange hånde indskrænkninger og stor tilsidesættelse fra adelens side, uagtet de for en stor del oprigtig sluttede sig til deres kristne landsmænds uafhængighedsønsker. 1862 tilstodes der dem næsten fuld borgerlig ligestilling, nærings- og opholdsfrihed, hvorhos der lovedes gradvis ophævelse af de særlige afgifter, som hidtil påhvilede dem (for»koscher«-kød, sabbatslys med mere).
Rusland.
Langt slettere var jødernes forhold i Rusland, hvor de dog udgjorde en større mængde end i noget andet land, ja over en tredjedel af alle jøder i verden. De optoges først i riget under Katharina 2. ved de gammelpolske landskabers tilknytning, men fik uden for disse kun lov til at bo i Lille- og Sydrusland, i alt i 15 guvernementer, det såkaldte»jødeterritorium«, dog under mange indskrænkninger. Ved det 19. århundredes slutning udgjorde de endog over en ottendedel af hele territoriets befolkning, men i følgende guvernementer omtrent en femtedel, og man talte derfor for spøg om»det ny jødeland«, skønt det langt fra var»et forjættet land«. 1827 pålagdes der jøder her værnepligt (først 1843 i Polen), til dels som middel til at løsrive rekrutterne fra jødedommen. Man bortrev endog børn fra forældrene for at uddanne dem til soldater (lige som de tyrkiske janitsharer). 1835 gaves en omfattende lov om jøders retslige stilling, og de fik derved en ret udstrakt næringsfrihed — dog ikke til landbrug uden for de særlige landbrugsbygder, som Alexander 1. havde grundlagt for dem — samt ret til at studere; men de blev ellers som hidtil trykkede ved tunge afgifter og alskens hæmmende bestemmelser, der yderligere skærpedes ved embedsmændenes vilkårlighed og forvrængende fortolkninger.
1843 udelukkedes de fra et 50 km bredt bælte langs grænsen under påskud af, at de drev smugleri, og 1845 pålagdes det dem at opgive deres gammeldags dragt og at bruge russisk forretningssprog (1871 udstedtes et lignende bud for Polen). Alexander 2.s frisindede styrelse kom også jøderne til gode, idet han tillod visse klasser (velhavende købmænd, videnskabsmænd og 1ignende, dygtige håndværkere og udtjente soldater) at bo over alt i riget. Men kort efter hans død udbrød der i foråret 1881 i Sydrusland voldsomme og planlagte forfølgelser (»pogromer«) med plyndring og mord, og senere i Litauen fandt omfattende ildspåsættelser sted i de jødiske kvarterer. At forfølgelserne fuldt så meget skyldtes de kristne købmænds brødnid (jøderne tvang ved deres konkurrence varepriserne ned) som almuens fordomme, er sikkert nok, lige som også, at beskyldningerne imod jøderne var usande eller overdrevne (de kristne ågerkarle tog langt højere renter, og der var større drikfældighed i de egne, hvor der ikke var jødiske værtshusholdere). Mest påfaldende var det dog, at embedsmændene så uvirksomme til eller endog åbenlyst tog del i mishandlingen; og at det hele til en vis grad havde regeringens billigelse, sås af, at der snart efter fulgte nye love, som indskærpede eller ligefrem forstærkede de tidligere indskrænkninger, blandt andet med hensyn til jøders besøg af universiteter og skoler, og desuden en tilbageførsel af en stor mængde jøder fra det egentlige Rusland, særlig fra de to»hellige«stæder, Moskva og Kiev, til territoriet, hvor de åndeligt og legemligt forkrøbledes. Hovedmassen sammentrængtes nemlig i byerne (jøderne udgjorde omtrent en tredjedel af disses befolkning), og uagtet al flid og en utrolig nøjsomhed levede størstedelen i nød og fattigdom, idet deres talrighed gjorde kampen for tilværelsen hård og lagde store hindringer for en forbedring af deres kår. Forfølgelserne 1881 gav stødet til en stærk udvandring, især til Nordamerika, men den var ingenlunde omfattende nok til at kunne lette byrden for den tilbageblivende mængde. Den store jødehader Pobjedonoszef, den hellige synodes leder, fik således kun langt fra sit ønske opfyldt at se den ene tredjedel af jøderne dræbt, den anden udjaget af riget og den sidste tvunget til dåben. 1903—1906 fandt ny forfølgelser sted i en mængde byer i Syd- og Vestrusland, hvorved mangfoldige jøder mistede liv og helbred, samt alt, hvad de ejede, og kejseren fik bag efter lejlighed til at vise sit sande sindelag imod dem, idet han som regel benådede dem, der ved domstolene var domfældte for at have deltaget i myrderierne — de»sande russiske mænd«, som de kaldte sig. De egentlige ophavsmænd blev aldrig opdagede, endsige dømte, og alt for tit syntes selve politiet og embedsmændene at stå bagved. Ligeledes fortsatte myndighederne deres plagerier mod jøderne og brugte gerne deres magt med yderste hårdhed og vilkårlighed, mens senatet som øverste domstol jævnlig søgte at yde jøder retfærdighed, men tit kom for sent til at skaffe nogen virksom beskyttelse. Efter den ny forfatnings indførelse 1906 fik jøder langt friere adgang til universiteter og højere skoler, og det blev endog tilladt de jøder, der i sin tid ved lokkemidler og trusler, særlig under de store forfølgelser, blev førte til dåben, at vende tilbage til deres gamle tro. Nogen sand ligestilling fandt dog ikke sted. 1. verdenskrig bragte stor nød og elendighed over jøderne i det russiske rige. Ikke alene strakte krigen med dens ødelæggelser og hærgning sig over alle de vestlige landskaber, hvor jøder led fuldt så meget som den øvrige befolkning; men den medførte også særlige ulykker for jøder. Således blev mangfoldige jøder, da de fremmede tropper trængte ind i riget, førte bort fra grænseegnene til østlige guvernementer, hvor den russiske befolkning ikke tog særlig venligt imod dem, og hvor de derfor førtes fra en egn til en anden, selvfølgelig til stor fortræd. Endnu værre var dog de store jødeforfølgelser, især i Ukraine (1919) med deres sædvanlige mord og plyndringer. Ofrenes tal regnes mellem 100—200.000 foruden de mangfoldige stakler, som blev vanvittige af rædslerne, og de talløse børn, som helt eller til dels mistede deres forældre og forsørgere. Under den senere opløsning af alle samfundsforhold efter revolutionen led jøderne ikke mindst. I de nye stater, der er dannede efter krigen (Polen, Litauen, letland og Estland), blev der tilsagt dem både statsborgerlige rettigheder og fuld kulturel frihed.
Rumænien.
I Rumænien, hvor den jødiske befolkning i tidsrummet efter 1860 fik en stærk tilvækst ved indvandring nord fra, blev dens forhold ikke bedre end i Rusland. Regeringen — især under såkaldte liberale ministerier — og folkets store masse enedes godt om at plage og underkue dem. Man søgte på alle måder at indskrænke deres adgang til erhverv og således gøre det umuligt for dem at forbedre deres kår. Man pålagde dem vel pligter (både skatte- og værnepligt), men gav dem ingen rettigheder. Ja, regeringen havde efter 1878 end ikke undset sig ved åbent at tilsidesætte det eneste vilkår, som Berlin-kongressen havde stillet for Europas godkendelse af landets uafhængighed, nemlig at der skulle indrømmes jøderne ligestilling, og opstillede derimod den lære, at alle jøder var udlændinge — selv de, hvis forfædre havde levet i landet i flere hundrede år — og derfor ikke kunne optages i mængdevis i det rumænske folk. Derfor fik i årenes løb også kun et forsvindende tal af jøder indfødsret, og skønt man bebrejdede dem, at de holdt sig adskilte fra det øvrige folk, gjorde man dog intet for at fremme den opvoksende slægts tilknytning til dette, men søgte tværtimod at spærre dem adgang til skolerne og derved til almindelig oplysning. Som en naturlig følge af disse forhold fandt også her en betydelig udvandring sted. Ved 1. verdenskrig fik Rumænien så store landudvidelser (russisk Bessarabien, Østrigsk Bukovina og ungarsk Transsilvanien), at jødernes antal voksede fra 250.000 til over 800.000. Regeringen måtte derfor indrømme jøderne fulde borgerlige rettigheder.
Serbien, Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet.
Serbien og Bulgarien opfyldte derimod uden tøven og uden mindste ulempe løftet om jødernes ligestilling, og den har ligeledes gældt i Grækenland siden frihedskrigen, hvad dog ikke har hindret gentagne udbrud af det gamle jødehad på Korfu. I Tyrkiet såvel som i de andre muhammedanske lande i Forasien og Nordafrika har jødernes stilling vel aldrig været gunstig, idet de er blevne regnede for en underordnet race og har været underkastede mange hånde vilkårligheder og udpresninger oven fra og alskens hån og mishandling neden fra, men de er dog aldrig blevne stadig forfulgte eller planmæssig indskrænkede i deres erhverv. 1840 fandt en blodig forfølgelse sted imod dem i Syrien, fremkaldt ved beskyldningen om et ritualmord i Damaskus på en italiensk munk. I den nyere tid blev forholdene ikke så lidt forbedrede, og mange jøder optoges i embedsstanden. Ved den nye forfatning 1908 blev endog jødernes ligestilling kundgjort.
Palæstina.
Fredskongressen efter 1. verdenskrig bragte jøderne udsigten til, at Pa1æstina, som engelske tropper 1917 fratog tyrkerne (general Appleby holdt i spidsen for sin nye korsfarerhær 9. december 1917, på en af jødernes store festdage, sit indtog i Jerusalem), var blevet bestemt til at være et nationalt hjemland for jøderne under engelsk tilsyn, dog uden derfor at blive spærret for kristne og muhammedanere, da landet jo for dem alle er et»helligt land«. Hvorledes dette formåls udførelse skulle kunne ordnes i sine enkeltheder, og hvorvidt jøder i større mængde ville drage bort fra Europa til deres forfædres forjættede land, var dog et emne, som først fremtiden kunne besvare.
Jødiske udvandringer til Nordamerika.
Som følge af den stærke indvandring fra Rusland og Rumænien havde Nordamerika, som 1848 kun talte 50.000 jøder og 1881 230.000, 1900 en jødisk befolkning af 1.419.000, hvilket tal ved senere indvandring og naturlig tilvækst efterhånden voksede til 2½ mio., så at Nordamerika blev det land, som, næst efter Polen og Ukraine, efter 1. verdenskrig havde den største jødiske befolkning; over halvdelen, 1.350.000, faldt på staden New York, der således havde den største jødemenighed i hele verden. — Også til Dominion of Canada havde jøderne i den nyere tid i stor mængde fundet vej; mens deres tal før 1880 kun opgaves til et par tusinde, var det 1911 steget til 76.000 og regnedes 1918 til 120.000. Det samme gjaldt for Argentina, hvor der 1917 fandtes 110.000 jøder, mens der ved det 20. århundredes begyndelse kun opgaves en femtedel heraf.
Jøder i Danmark.
Endnu 1651 blev det forbudt jøder at komme til Danmark uden særskilt lejdebrev fra kongen, skønt Christian 4. allerede 1630 havde givet dem opholdsret i Glückstadt og 1641 i Altona. Men 1657 udvirkede den rige Diego Teixeira i Hamburg, som havde lånt Frederik 3. penge, tilladelse for»portugisiske jøder«til at rejse omkring i landet og drive handel, og det varede ikke mange år, før enkelte jøder lige frem bosatte sig i København. 1684 fik også»tyske (polske) jøder«lov hertil, og omtrent samtidig tillodes bosættelse i Fredericia, Nakskov og Ribe. I begyndelsen af det 18. århundrede var der dog kun en snes familier i København, men tallet steg rask (var i 1726 65); som vilkår krævedes, at de skulle bygge et hus eller indrette en fabrik, men hverken dette vilkår eller kravet om lejdebrev blev strengt overholdte. Jøder boede mest i Læderstræde og dets nabogader, drev flere slags handel (især manufakturhandel) og lånte på pant; men skønt de var lidet agtede, blev de dog langt bedre behandlede end sædvanlig andetsteds. 1728 fik de vel pålæg om ugentligt at høre en omvendelsesprædiken men det faldt snart bort lige som forbudet mod at have kristne tjenestefolk. I 1737 nægtedes der dem endnu tilladelse til at bygge en synagoge, og først 1766 indrettedes en sådan i Læderstræde, men den brændte 1795. Derimod havde de en synagoge i Fredericia siden 1719. Fra 1784 henvendte regeringen sin opmærksomhed på at forbedre deres kår, og de fik efterhånden flere rettigheder, adgang til lavene (1788), til universitetet (1798), til at købe grundejendom og drive landbrug (1802), men til gengæld pålagdes der dem tjeneste i borgervæbningen (1801) og i hæren (1809). Også tillodes 1798 det første blandede ægteskab. Endelig fastsatte Forordningen af 29. marts 1814 deres retslige stilling, de fik fuld borgerret og stilledes helt under landets love, mistede deres særlige skiftevæsen og skulle bruge dansk (eller tysk) sprog i deres handelsbøger og dokumenter. 1813 var det blevet forbudt at bruge navnet»jøde«; man skulle sige»mosaitter«eller»mosaiske trosbekendere«. Tidligere brugtes også udtrykket»jødisk nation«, hvorved jøderne netop betegnedes som stående uden for folket. Siden 1793 arbejdede»Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse«for at få unge jøder oplærte i håndværk og bryde lavenes uvilje derimod, og ved M. L. Nathanson’s iver oprettedes 1805 Friskolen for drenge og 1810 Karoline-skolen for piger. 1803—37 bestod et eget højere institut for drenge, men ellers besøgte de mere velhavende jøders børn kristne skoler. Ved 19. århundredes begyndelse var jødernes tal i København omtrent 2.000, og når det 1836 knapt var vokset til 2.500, skyldtes det nærmest den stærke overgang til kristendommen. Endnu 1813 gav den gamle fordom mod jøder sig luft i en heftig pennekrig, den litterære»jødefejde«, og denne fulgtes 1819, både i København og enkelte købstæder, af en svag efterligning af de tyske pøbeloptøjer. Efterhånden tabte dog fordommen sig, og siden 1825 valgtes flere jøder til borgerrepræsentanter; 1834 fik de valgret, men ikke valgbarhed til Provinsialstænderne, og endelig ved grundloven af 1849 fuld politisk ligestilling. Den gammeldags jøde-ed fra 1747 blev allerede 1843 væsentlig ændret, og 1864 bortfaldt den særlige edsfæstelsesform. Efter, at synagogen var brændt 1795, holdtes gudstjenesten i mange mindre kredse, og der opkom heftig strid om dens fremtidige form mellem den gammeldags og den mere moderne retning. 1817—23 holdt den sidste en meget reformeret gudstjeneste med Mannheimer til præst, med dansk prædiken og danske bønner; men efter, at den nye synagoge var bleven bygget 1833, indførtes vel dansk prædiken, men de gamle hebraiske bønner og andre skikke bevaredes.
I Slesvig stod jødernes udvikling langt tilbage for, hvad der skete i kongeriget; en forordning fra 1854 stillede dem omtrent på samme trin som 1814 i kongeriget, og først 1864 hævedes de sidste indskrænkninger af de tyske magthavere. Det mosaiske trossamfund havde tidligere i flere købstæder egne menigheder med såkaldte kateketer som religionslærere og særskilt fattigvæsen (ved 19. århundredes slutning var der endnu fire sådanne); men idet jøderne i årenes løb mere og mere samledes i hovedstaden, ophørte alle disse igen. I København havde jøderne et eget repræsentantskab på 7 medlemmer og en overrabbiner; han valgtes og lønnedes af menigheden, men skulle godkendes af regeringen. Under repræsentantskabets bestyrelse var henlagt legater og kapitaler på over 6 mio. kr. 1921 fandtes der i Danmark 5.947 jøder, hvoraf i hovedstaden 4.637. Menighederne havde da i den sidste snes år fået en betydelig forøgelse ved indvandring af russiske og polske jøder.
Jøder i Sverige og Norge.
Til Sverige kom jøder først 1779 (endnu 1727 truedes enhver jøde, som vovede sig til landet, med tvangsarbejde), og 1782 fastsattes deres opholdsret i 3 byer (Stockholm, Göteborg og Norrköping). 1815 fandt der her en litterær jødefejde sted svarende til den danske to år tidligere, og samtidig gjordes der i rigsdagen heftige udfald mod jøder. Endnu 1838 gjorde regeringen forgæves forsøg på at få opholdsretten udstrakt til alle købstæder, og først 1854 lykkedes det at sætte dette igennem. Derimod fik 1838 de»mosaiske trosbekendere«betydelig udvidet næringsret i de nævnte byer. 1860 indrømmedes nedsættelsesret på landet, 1865 valgret og 1870 valgbarhed, samt adgang til de fleste verdslige embeder. 1910 var jødernes Tal 3484.
Norges grundlov 1814 udelukkede jøder fra riget, hvor de dog synes at have haft ophold i tidligere tider (særlig i Bergen); skønt Wergeland 1839 åbnede en kamp for at få denne bestemmelse ophævet, lykkedes det først ved grundlovsbestemmelsen af 21. juli 1851 og Lov af 24. september samme år. 1891 fik jøder også ret til embeder. 1910 var jødernes tal i Norge 1045.
Jødernes stilling efter 1. verdenskrig.
Uagtet al den fordom, som endnu kunne komme til orde imod jøder, kan det dog med rimelig sikkerhed siges, at den borgerlige og sociale ligestilling, som efterhånden var blevet jøder til del i Vest- og Mellemeuropa, over alt havde haft gode virkninger ikke alene for jøderne selv, men også for de folkeslag, der har ydet dem retfærdighed. Mens de under den tidligere undertrykkelse var et besværligt, ja i flere retninger skadeligt element (hvad endnu efter 1. verdenskrig viste sig i Østeuropa ved siden af deres gode egenskaber), havde de ved mellemkrigstidens begyndelse tilført folkenes liv ny kræfter, dels ved deres dygtighed og driftighed i alle forretningsforhold, dels ved deres åndslivlighed og skarpe kritiske sans. De havde alle steder oprigtig knyttet sig til de folk, blandt hvilke de boede, og vist levende deltagelse for det land, der blev deres nye fædreland. De havde fremdeles for største delen opgivet det jødetyske mål og stræbt at aflægge det særlig jødiske væsen og mange gamle skikke for således i det ydre at smelte sammen med deres kristne landsmænd; de havde optaget landets sprog som deres modersmål ikke alene i det daglige liv, men også i gudstjenesten samt lempet dennes ydre former efter den kristne kirkes forbillede (prædiken, salmesang, orgelspil). Især i Tyskland blev en stærk kamp ført mellem de ortodokse jøder og»reformjøderne«, fordi disse helt ville omdanne gudstjenesten (afskaffe de gamle hebraiske bønner) og nægte spiselovenes og 1ignende reglers bindende kraft under datidens ændrede forhold. Også Talmud-studiet gik mere og mere af brug uden for rabbinernes kreds. Selvfølgelig var omformningen stærkest blandt de dannede og velhavende klasser, og mærkeligt var det, hvorledes de fattige jøder mange steder havde bevaret vanen til at samles i frivillige ghettoer — således i Amsterdam, Wien og i Londons østlige del, ja selv i New York og Chicago, mens de tvungne ghettoer i Rom, Frankfurt a. M. og Prag for længe siden var forsvundet. I flere af de nævnte stæder, vel nærmest på grund af indvandring fra Rusland, brugte man jødetysk som omgangssprog, ja selv på egne teatre.
En stor mængde jøder var i de sidste menneskealder gået over til kristendommen eller havde i det mindste ladet deres børn døbe, vist nok tit af religiøs ligegyldighed eller for at vinde verdslig fremgang (hverken i Tyskland eller Østrig kunne 50—60 år tidligere en jøde let opnå embede uden at lade sig døbe), men også jævnlig med fuld oprigtighed, og især i England, dog tillige i Tyskland og Danmark, fandt man forholdsvis mange kristne præster af jødisk byrd. Ved blandede ægteskaber var mangfoldige jøder gåede tabt for jødedommen, mens børnene i reglen (i Tyskland tre fjerdedele) var blevne døbte, og meget»semitisk blod«var således blevet overført i de ariske folkeslags årer, ikke mindst i de adelige slægters, som havde ladet deres våbenskjolde opforgylde ved rige jødiske giftermål. Af disse grunde forklares det let, at jødernes tal i flere lande (Italien og Sydtyskland) var aftaget i den sidste menneskealder eller dog var aldeles stillestående (i Danmark var tallet 1836: 4.072, og 1890: 4.080, mens det 1901 var sunket til 3.476); andre steder ville det samme være tilfældet, såfremt der ikke var kommet tilgang udefra (indvandring øst fra). Overgang fra kristendom til jødedom fandt vist nok sted (mest i Tyskland og Østrig) men kun i ringe tal. Desuden havde jøder ydet et meget betydeligt tilskud til de europæiske folks åndsliv. Ethvert land talte blandt sine fremragende mænd flere jøder eller børn af jøder, dels i videnskab, især læge- og naturvidenskaber, men også retsvidenskab og sproggranskning (særlig udarbejdelse af ordbøger), dels i litteratur og kunst (især musik, både som komponister og virtuoser, også skuespilkunst); fremdeles som statsmænd (både Frankrig, Holland og Italien havde haft jøder som ministre) og politikere, ja selv officerer. Også i journalistikken havde jøder spillet en betydelig rolle, især i Tyskland og Østrig, men frem for alt i forretningsverdenen, idet pengemarkedet i størstedelen af Europa var i deres hænder. På den anden side havde der i stigende grad vist sig lyst hos forældrene til at lade deres børn søge højere skoler og senere uddanne sig til læger, sagførere og så videre for således at vinde en indflydelse i samfundet, som penge alene ikke kunne give. Tallet på jødiske studenter (såvel som på lærlinge i de højere skoler) var som følge heraf gennemgående langt større, end der ville tilkomme dem efter deres forhold til folkemængden (i Ungarn endog en tredjedel). Desværre veste det sig også, at ikke få mænd af jødisk byrd — vist nok selv fritænkere — tog fremragende del i det blodige voldsstyre, som under sovjetrevolutionen rådede i Rusland (Trotzki, Radek og Litvinow), og som i en kort tid (1919) også hjemsøgte Ungarn (Bela Kun). Ligeledes var der flere jøder blandt zarfamiliens mordere.
Mens jøder således i rigt mål og i mange retninger havde ladet samfundet nyde godt af deres gode evner, var de også selv blevne påvirkede af de strømninger, der gik gennem tiden, og de havde i stort tal forladt deres gamle tro for at vende sig til det nymodens fritænkeri. Samtidig var der blandt jøder af den nyere retning opkommet den lære, som fandt varme talsmænd, at jødedommen, frigjort for den historiske overlevering og særlig for forestillingen om Israel som Guds udvalgte folk, altså udviklet til ren monoteisme, var bestemt til at blive den endelige verdensreligion, der skulle fortrænge eller rettere opsluge kristendommen. Mens denne opfattelse selvfølgelig kun fremtrådte i de vestlige lande, mødte man i Østgalizien og de tilgrænsende landskaber — det område, som Franzos har kaldt»Halvasien«— en aldeles modsat retning, der oprindeligt var fremkommen kort før det Mendelssohn’ske røre, nemlig de såkaldte chassidim (de fromme). Den kastede vrag på Talmud, hvis studium ellers var så udbredt blandt de polske jøder, og foretrak derimod den mystiske kabbala, men afskyede især den hele nyere oplysning. Den ville have gudsdyrkelse i glæde og gav dette udtryk i sang, dans og (i stærk modsætning til jøders sædvanlige ædruelighed) brændevinsdrik samt viste den dybeste ærbødighed og en blind tillid til sine formentlig undergørende rabbier (»wunderrabbier«). Den var i det hele en sælsom forening af vildt sværmeri, mørk overtro og åndelig stilleståen. Endelig havde det antisemitiske røre givet stødet til at fremkalde zionismen, der netop fremhævede jøder som en nation — og ikke alene som et trossamfund — og derfor ville genopvække brugen af hebraisk som fællessprog og arbejde for en tilbagevenden til Palæstina som det sande fædreland — altså et brud med hele den udvikling, der havde præget jødernes historie i det 19. århundrede.
Jødernes antal og geografiske fordeling.
At foretage en nogenlunde nøjagtig Opgørelse af J.’s samlede Tal nu f. T. er ingen let Opgave; dog staar det fast, at J. ingensinde har udgjort en saadan Mængde som i det 20. Aarh., ligesom de ogsaa nu udbreder sig over alle fem Verdensdele, fra Norge til Sydafrika, fra Portugal til Sibirien og fra Irland til Hongkong og Singapore samt fra Kanada til Argentina. I fl. Lande holdes der ingen Tælling efter Trossamfund, og man er her alene henvist til Beregninger foretagne mere ell. mindre efter Skøn. Paa den anden Side har der i Østeuropa, hvor Hovedmassen af J. har deres Hjem, i den nyeste Tid fundet saa mange og saa voldsomme Rystelser Sted, og de ny Landes Grænser er saa uklart fastsatte, at man ogsaa der kun har at holde sig til mere ell. mindre sikre Beregninger, til Dels endog til et ret løst Skøn. Det samme gælder selvfølgelig om Landene baade i Asien og Afrika. I Nordeuropa løber Tallet op til 12000, deraf i Danmark omtrent 6000, i Sverige 3500, i Norge 1000 og i Finland 1500. I Storbritannien opgives Tallet til 250000 (1871 var der kun 50O00), i Frankrig 150000 (1911: 100000, men Alsace-Lorraines 30000 er jo siden kommet til), i Nederlandene 106000 (1910), i Belgien 10000, Schweiz 19000 (1910); endelig Spanien og Portugal 5000 og i Italien 45000, saaledes tilsammen i de vestlige Lande 580000. I Tyskland var Tallet 1910 615000, men herfra er jo udskilt Alsace-Lorraine mod I V. og de polske Landskaber mod 0., saa at det nu højst kan sættes til 550000, hvoraf en Fjerdedel i Berlin; i den østerr. Republik (d. v. s. de tyske Landskaber) 200000, næsten alle i Wien, i Tschekkoslovakiet 360000 og i det ny sydslaviske Rige (slovensk-kroatisk-serbiske) 100000 (1919), i Ungarn 400000 (1910 før Land-afstaaelserne: 907000) og i Rumænien (1920) 834000. Af Balkanlandene har Bulgarien 45000, Grækenland 120000 og Tyrkiet 75000 (største Delen i Konstantinopel). Tilbage i Europa staar endnu de polsk-russ. Landskaber, nemlig Estland 8000, Letland 65000, Lithauen omtr. 600000, Polen (med Galizien) 3300000, Ukraine 3 Mill. og i den tilbageblevne Del af det russ. Rige 250000. Disse Tal er dog vistnok temmelig usikre, og det samme gælder i endnu højere Grad Tallene for Asiens Vedk. Her opgives for Sibirien 80000, det russ. Mellemasien 20000, Kaukasien 45000, Lilleasien 80000, Syrien og Mesopotamien 80000, Palæstina 70000, Arabien 50000, Persien 30000, Afghanistan 15000 og Indien 20000; endelig et Par Tusinde i Honkong og; Singapore og nogle Tusinde paa de nederlandske Øer i Bagindien, tilsammen omtr. Yz Mill. I Afrika regnes omtr. 350000, nemlig Marokko 110000, Al-gérie 70000, Tunis 55000, Tripolis 20000, Ægypten 40000 og endelig Sydafrika 50000. Endnu staar tilbage de to ny Verdensdele. Her møder Nordamerika med 2250000, Kanada med 120000 og Argentina med 110000; endvidere findes i Vestindien henved 7000, i Brasilien 4000 og i det øvrige sp. Amerika lidt over 5000, altsaa tilsammen over 2Y2 Mill. I Australien opgives kun 20000. Herefter bliver J.’s samlede Tal henimod 14 Mill., hvoraf de 10/^ Mill. i Europa.
Bondegård.
En bondegård er en ejendom på landet, hvortil der hører husdyrhold eller jord, som dyrkes. Ordet er sammensat af "bonde" (den fastboende) og "gård" (indhegnet område, omgærdet). En typisk gård består af stuehus, stald og lade. De egentlige bondegårde havde tidligere et jordtilliggende på mindst 3 - og højst 11 tønder hartkorn.
Udtrykket "Bondegård" er det traditionelle ord for det, som landboer nu selv kalder en "landejendom". I dag bliver bondegårde ofte blot betegnet som en "gård".
Størrelser af gårde.
Traditionelt betragtedes gårde på mindst 3 og højst 11 tønder hartkorn som gårdbrug eller almindelige bondegårde. De store landbrug (fra 12 tønder hartkorn) og de små landbrug (under 3 tønder hartkorn) har andre navne.
Oversigt.
1 tønde hartkorn = 28.368 kvadratmeter.
1 tønde land = 5.516,2 kvadratmeter.
Bondestanden.
Til bondestanden regnedes traditionelt gårdmænd, boelsmænd og husmænd samt andre almuesfolk i landsbyerne. Derimod blev proprietærer og godsejere betegnet som "landmænd udenfor bondestanden".
Gårdtyper.
En typisk gårdtype i Sønderjylland er den slesvigske gård (mest som enelængede gård).
Slot.
Slot er betegnelsen for en residensbygning af repræsentativ karakter, som i reglen er opført eller har været bolig for kongelige og/eller fyrstelige personer. Boligen kunne enten være permanent eller beregnet til midlertidige ophold på besøg i forskellige området af et rige.
Ordet kommer fra nedertysk "slot", der betyder 'lås, befæstet sted, borg'.
Et lystslot er et mindre slot, ofte til midlertidigt og rekreativt betonet ophold.
Betegnelsen er antagelig ikke beskyttet i Danmark og anvendes, ofte misvisende, i forbindelse med herregårde med tårne og spir og til beskrivelse af landsteder af varierende størrelse.
Betegnelsen anvendes også om en vingård i Frankrig ("château").
1867.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne - 1860'erne - 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne
Årstal: 1862 1863 1864 1865 1866 - 1867 - 1868 1869 1870 1871 1872
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
67
Masseødelæggelsesvåben.
Begrebet masseødelæggelsesvåben bruges som en betegnelse for ikke-konventionelle våben, der har evnen til at medføre store, ukontrollerbare tab. Begrebet blev formentlig brugt første gang i 1937 med reference til masseødelæggelsen af Guernica, Spanien, ved luftbombning. Efterfølgende blev det brugt om bombningen af Hiroshima og Nagasaki. Under den kolde krig ændrede begrebet betydning, og blev nu kun brugt om de såkaldte ikke-konventionelle våben. Under optakten til invasionen af Irak i 2003 vandt begrebet stor udbredelse og blev flittigt anvendt i medierne.
Betegnelsen masseødelæggelsesvåben anvendes sædvanligvis primært blandt civilister. I militær terminologi anvender man begrebet CBRN-våben i stedet for det civile og mere udefinerbare ”masseødelæggelsesvåben”. CBRN er en engelsk forkortelse for Chemical, Biological, Radiological, and Nuclear weapons (da.: Kemiske, Biologiske, Radioaktive og Nukleare våben). CBRN er således en militær betegnelse for alle typer af masseødelæggelsesvåben eller kampstoffer, der anvender et eller flere af de fire elementer. CBRN er en nyere betegnelse, der delvist har afløst NATO's gamle betegnelser ABC (en.:Atomic, Biological & Chemical) og den senere NBC (en.: Nuclear, Biological & Chemical).
Forkortelsen NBC (på dansk Nukleare, Biologiske og Kemiske våben) blev introduceret efter opfindelsen af brintbomben, der ikke er en atombombe, men et nukleart våben, da der anvendes isotoper af brint som fusionsmateriale. Betegnelsen NBC vandt dog aldrig rigtig indpas i Danmark, hvor man mange steder fortsat bruger betegnelsen ABC (på dansk Atomare, Biologiske og Kemiske våben). CBRN inkluderer, til forskel fra de gamle betegnelser, Radiologiske våben, der er våben, som er designet til at sprede radioaktivt materiale uden en egentlig fission. En såkaldt "beskidt bombe" er netop sådan en type radiologisk våben, hvor det radioaktive stof spredes ved hjælp af konventionelt sprængstof - der er altså ikke tale om en egentlig atombombe i almindelig forstand.
Nogle steder taler man også om "CBRN-hændelser". Dette dækker over både egentlige kamphandlinger, men også hændelser, der har karakter af, og kan have samme følgeskader, som egentlige kamphandlinger begået med våben inden for ovenstående kategorier, men som er at betragte som uheld. Begrebet kaldes også ROTA; Releases Other Than Attack.
Hannibal Sehested (rigsskatmester).
Hannibal Sehested (1609 Arensburg Slot, Øsel - 1666 Paris). Statholder (i den norske del af Danmark-Norge) og rigsskatmester. Gift 6. november 1642 med Christian 4.'s og Kirsten Munk's datter Christiane.
Han blev født på Arensborg, Øsel. Søn af lensmand Claus Maltesen Sehested og Anne Nielsdatter Lykke. Kom 1629 på Sorø Akademi, og rejste i England, Holland, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Derefter var han hofmand og diplomat og blev 1640 rigsråd. Allerede 1636 var han blevet forlovet med en da tiårig datter af Christian 4. og Kirsten Munk; han ægtede hende kort efter at være blevet udnævnt til Statholder i Norge 1642.
Sehested var en rigt begavet "renæssancenatur", dristig og magtlysten som politiker, som gik samtidig efter penge, gods og alle livets glæder. I Norge fik han sin største virksomhed, hvor han i fredstid viste store organisatoriske bestræbelser for at fremme Norges næringsveje og forbedre dets styrelse; han forfulgte dog samtidig et rent politisk mål: at skaffe Norge og dermed sig selv den størst mulige selvstændighed overfor Danmark. Han fik store indrømmelser af sin svigerfader, Kongen, men stødte på mistænksom modstand fra sin svoger Corfitz Ulfeldt og det danske Rigsråd.
I 1647 led han nederlag, da de norske lensmænd skulle indbetale deres afgifter direkte til rentekammeret i København. Efter Frederik 3.s tronbestigelse 1648 blev Sehested sat under anklage for økonomiske misligheder. Hans fjender fik overtaget, og i 1651 måtte han forlade sine stillinger. Han kom under Karl Gustav-krigen til at indtage en dobbeltstilling som en slags mellemmand mellem Frederik 3. og Karl X Gustav. Efter fredsslutningen 1660 lykkedes det ham at komme i tjeneste hos den ny danske enevælde; han blev rigsskatmester (finansminister) og kom også til som diplomat på ny at udfolde politisk virksomhed i større stil. Sit livs sidste tid tilbragte han på en sendefærd til Holland, England og Frankrig. Han efterlod sig et "politisk testamente" med fremsynede reformtanker.
Se også.
Hannibal
Klitoris.
Klitoris (flertal: "klitorisser", efter latin "clitoris,", fra græsk "kleitoris": "lille bjerg") er et lille tapformet kønsorgan som er del af de ydre kønsorganer hos alle pattedyrshunner. Klitoris er homolog med mandens penis, men i modsatte til penis har klitoris ingen dobbeltfunktion (udskillelse af urin), klitoris' eneste funktion er udelukkende seksuel nydelse. Den eneste kendte undtagelse er hos den plettede hyæne, hvor hunner er udviklet så de også urinerer og føder gennem klitoris.
Anatomi.
Toppen af klitoris betegnes "klitorishovedet" ("glans clitoridis") og skaftet op til klitorishovedet som "klitorisskaftet".
Klitorishovedet er del af de ydre kønsorganer, placeret i den nedre del af venusbjerget, over skedeåbningen, hvor de indre skamlæber mødes opadtil. Klitorishovedet dækkes og beskyttes her delvist eller helt af en forhud.
Størrelsen på klitorishovedet varierer betydeligt fra kvinde til kvinde - alt fra mindre end et knappenålshoved til større end en fingerspids - i gennemsnit er størrelsen af hovedet mellem 2,5-4,5 mm. Der er ingen sammenhæng mellem klitorishovedets størrelse og kvindes alder, vægt, højde eller brug hormon præventionsmidler etc.
Klitorishovedet er det sted på kroppen med flest nervetråde, omkring 8.000 nervetråde forbinder klitoris med hjernens lystcentre, hvilket er omkring dobbelt det fundet i (det betydelige større) penishoved.
Klitorishovedet er udstyret med nogle små kirtler der udskiller et olieagtigt sekret som smører klitorishovedet så det holder sig glat og smidigt.
Klitorisskaftet strækker sig op til 10 cm ind i skeden, og deler sig i to "ben", som ligger på hver side af skeden, langs urinrøret, blæren og livmodervæggen.
Ligesom penis er klitoris bygget op af svulmelegemer, der ved seksuel opstemthed fyldes med blod og får den til at vokse og udvide sig.
Stimulation.
Stimulation af klitoris er central for kvindens seksualitet og orgasme. 75 % af kvinder kan kun opnå orgasme under samleje ved samtidig stimulering af klitoris. 95 % af kvinder kan få orgasme ved stimulation af klitoris alene.
Historie.
Den italienske anatomiprofessor Realdo Colombo mente han var den første der opdagede klitoris. I en bog fra 1559 med titlen "De re anatomica" beskriver han "sædet for kvindes fryd" og konkluderede at "Eftersom ingen har erkendt disse projektioner og deres funktion, er det rigtigt at navngive ting jeg har opdaget, den skal kaldes Venus' kærligheden eller sødme".
Colombos påstand blev omstridt af Gabriele Falloppio (som opdagede æggelederne) og som var hans efterfølger som underviser på det italienske universitet i Padova. Falloppio mente han var den første til at opdage klitoris. Begge påstande blev afvist af den danske anatom Caspar Bartholin. Bartholin mente klitoris har været udbredt kendt i medicinske kredse siden det 2. århundrede. Den græske læge Hippokrates (ca 460 f.Kr.–370 f.Kr.) beskrev den som "lille søjle" ("columella"), den persiske læge Avicenna (980–1037) navngav den "kæp/stang/stav" ("albatra" eller "virga"). Romerne kendte den i vulgært sprog som "landica".
Litteratur.
"The Clitoral Truth - The Secret World at Your Fingertips", (2002) af Rebecca Chalker ved forlaget Seven Stories Press. ISBN 1-58322-038-0 (hardcover), ISBN 1-58322-473-4 (paperback)
1543.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
Årstal: 1538 1539 1540 1541 1542 - 1543 - 1544 1545 1546 1547 1548
Eksterne henvisninger.
43
Barry White.
Barry White (12. september 1944 - 4. juli 2003) var en amerikansk pladeproducent og sanger, med en produktion af soul og disco.
Barry led af forhøjet blodtryk, hvilket betød at hans nyrer tog skade.
Barry døde som følge af nyresvigt.
Cybersex.
Cybersex er virtuel sex hvor en eller flere partnere igennem et computernetværk, eller mindre kendt over SMS eller e-mail, sender hinanden seksuelt betonede beskeder i en dialog. Cybersex er en form for rollespil hvor deltagerne forestiller sig at de har samleje ved at beskrive deres handlinger og reaktioner for at stimulere dem selv seksuelt og vække en fantasi hos dem og partneren. Cybersex indbefatter nogle gange onani. Nogle gange benyttes webkameraer.
Etymologi.
Cybersex kommer fra cyberspace, en science fiction-forestilling om en verden på Internettet, og deres fælles præfiks "cyber-" stammer fra kybernetik. Cybersex er derfor simuleringen af fysisk sex. På engelsk findes udsagnsordet "to cyber" hvor der på dansk ikke findes en direkte ekvivalens foruden den subkulturelt understøttede "at cybersexe". Det omtales derfor som "at dyrke cybersex". Den manglende udsagnsform kan tilskrives at det er svært at udtale "at cybere", hvilket kunne være den regelmæssige oversættelse.
Karakteristik.
Cybersex er blandt mange set som noget humoristisk, meningsløst eller ubetydeligt fordi det ikke indebærer nogen egentlig intimitet eller følelsesmæssig nærhed. Andre mener at de seksuelle følelser som kan opnås under virtuelle omstændigheder er meget virkelige og kan være lige så betydelige som de følelser opnået under fysisk samleje, om end begrænsede i omfang.
Cybersex afviger fra telefonsex idet det tilbyder en større grad anonymitet og tillader partnere at mødes lettere grundet Internettets struktur og internationalt omfattende tilgængelighed af meget unikke præferencer. Det meste cybersex tager faktisk sted mellem personer som aldrig har mødt hinanden før.
Applikation.
Cybersex kan spille en vigtig rolle for par der lever langt fra hinanden. Det kan samtidig benyttes af tilbageholdende personer og personer med afvigende eller atypiske seksualiteter som ikke føler at de kan udleve deres seksualitet blandt fysiske partnere enten fordi de er generte, fordi de har svært ved at etablere et seksuelt partnerskab, fordi de har en seksualitet som de har svært ved at erkende, fx homoseksualitet, eller mere ekstremt fordi udlevelsen af deres seksuelle fantasier ville have meget voldelige eller skadelige konsekvenser, fx voldtægt, snuff eller pædofili. Her virker fiktiv sex muligvis som et bedre alternativ end pornografi hvor andre nødvendigvis må gennemgå de ting man selv ønsker at undgå eller ikke kan opnå uden alvorlige konsekvenser.
En af de tilgange der forekommer til cybersex er forsøget i at simulere nær realistisk sex hvor partnerne instruerer hinanden i at gøre ting og dermed prøver at udfylde den manglende fysiske tilstedeværelse. En anden form er den mere rollespilsbetonede hvor partnerne påtager sig andre roller end deres rigtige identiteter og dermed opnår en erfaring de ikke ville kunne opnå ved fysisk sex idet deres identitet kan afvige meget fra deres egne udseender og proportioner. Blandt mere engagerede rollespillere kan cybersex virke som en del af et større plot med mere komplekse karakterer der har forhold med hinanden. Her kan det også forekomme at de involverede deltager ikke identificerer sig direkte med personerne der har cybersex, men skaber en historie i fælles forfatterskab.
Under anonym cybersex ved deltagerne ofte meget lidt om hinanden. Det er for eksempel ikke muligt at etablere hvilket køn den anden i virkeligheden er. Nogle argumenterer dog at fokus netop er kvaliteten af simuleringen, og at det kan være lige meget. For de som det betyder noget for kan webkameraer virke som et sikrende element da det er sværere at forfalske en direkte videooptagelse hvor interagering kan påkræves. Denne tendens forekommer ofte hos lesbiske da mængden af heteroseksuelle mænd som leder efter seksuelle alternativer på Internettet til sammenligning er overvældende. For bøsser eksisterer det samme behov generelt ikke.
Kommercialisering.
I modsætning til telefonsex, der ofte er kommercielt, er cybersex det sjældent. Der er dog med den stigende brug af webcams blandt private kommet en genre inden for pornografi på Internettet hvor enkeltpersoner, oftest kvinder, onanerer og dyrker sex og iagttagere, oftest mænd, kan skrive til personen foran webkameraet hvad de skal gøre. Dette er ikke cybersex i den forstand at her oftest er tale om én person der udstiller sig over for flere andre, og med den anerkendelse at mange af disse webkameraer ikke er interaktive men blot genspillede optagelser, kvalificerer det i højere grad som pornografi.
Heteroseksualitet.
Heteroseksualitet er seksualitet rettet mod mennesker af det modsatte køn.
Heteroseksualitet menes at være den mest udbredte seksuelle orientering blandt de fleste, mens en del forskningskredse mener at have fundet belæg for at mellem 70% og 85% af befolkningen har biseksuelle tendenser, som blot fortrænges, undertrykkes eller sublimeres på grund af samfundets opfattelse af hvad normal seksualitet er
Homoseksualitet.
rød er lande, hvor homoseksualitet straffes.
Homoseksualitet (af græsk "homos"; samme) er en seksualitet karakteriseret ved romantisk og/eller fysisk tiltrækning af personer af samme køn. Homoseksualitet og heteroseksualitet kan opfattes som relative begreber i hver sin ende af en kontinuerlig skala, hvorpå biseksualitet er placeret et sted midt imellem.
Antal.
I en norsk undersøgelse gav den første definition således 15%, den anden 7% og den sidste 5%, hvorimod en amerikansk undersøgelse gav tallene 8%, 6% og 2%. (se) Det må antages, at de danske tal snarere ligner de norske end de amerikanske, og at henved 5% af befolkningen definerer sig som homoseksuelle, mens der er en lidt større del af befolkningen, der fortrinsvis har sex med personer af samme køn.
Homoseksuelle organisationer angiver tallet som 10-15%. Uofficielle rundspørger (f.eks. i ugeblade og magasiner) lander typisk på tal omkring 10%. Tallene besværliggøres af, at ikke alle "praktiserende" homoseksuelle vil svare ja til at have en homoseksuel identitet, når der foretages stikprøver eller rundspørger. Nogle er bange for at være åbne omkring deres identitet og holder den dermed skjult; andre er slet ikke bevidste om deres homoseksualitet; og atter andre, der måske nok reelt er overvejende tiltrukket af deres eget køn, vil hellere beskrive sig som biseksuelle, fordi de ikke sympatiserer med den "homoseksuelle kultur" eller rettere det stereotype billede af den homoseksuelle.
Den amerikanske Kinsey-rapport fra 1948 fandt, at en betragtelig del af den mandlige befolkning havde seksuelle erfaringer med deres eget køn, og at 90-95% var mere eller mindre biseksuel. Rapporten er imidlertid blevet kritiseret for at have udvalgt et materiale, der var mere seksuelt åbent end befolkningen som sådan. Det er dog sandsynligt, at homoseksuelle aktiviteter har en anseelig udbredelse uden for den del af befolkningen, der opfatter sig som homoseksuelle. For de fleste drejer det sig om enkeltstående oplevelser, mens andre reelt er biseksuelle.
Danmarks Statistik laver ikke opgørelser over seksuel orientering. Man har derimod statistikker over, hvor mange der lever i registreret partnerskab. Det drejede sig den 1. januar 2005 om i alt 3.235 mænd og 2.718 kvinder. Til sammenligning var det i alt 1.080.247 mænd og 1.162.841 kvinder, der stod opført som "gifte". (Se) Man kan dog naturligvis ikke heraf slutte, at homoseksuelle udgør 0,30% af mændene og 0,23% af kvinderne. Sandsynligvis er homoseksuelle stadig mindre tilbøjelig til at indgå ægteskab end de heteroseksuelle, men det er formodentlig et forhold der er under ændring. Det er således betegnende, at de registrerede partnerskaber udgør en forholdsvis større andel af samtlige ægteskaber blandt de yngre end blandt de ældre
Essentialisme vs. konstruktivisme.
De fleste sociologer er i dag tilhængere af den konstruktivistiske forklaring. Den berømteste fortaler er den franske idéhistoriker Michel Foucault. I Danmark er denne position repræsenteret af f.eks. Henning Bech og Wilhelm von Rosen. Den essentialistiske fortolkning har derimod fremtrædende repræsentant i den amerikanske historiker John Boswell. Den er mere populær blandt de homoseksuelle selv, fordi de føler, at de dermed bedre kan forsvare sig imod omverdenens kritik.
Imod essentialisme taler, at det endnu ikke har været muligt at pege på gener, fysiske eller psykiske forhold, der er fælles for alle homoseksuelle. Dette kan dog blot skyldes at de endnu ikke er identificerede (det kunne for eksempel være biokemiske fænomener i fostertilstanden m.m.) og/eller at der ikke er én fælles årsag til homoseksualitet (eller for den sags skyld én fælles årsag til heteroseksualitet). Forskellige mennesker kan være blevet homoseksuelle af vidt forskellige årsager, som det måske ofte vil være fuldstændig umuligt at udrede bagefter. Der er allerede identificeret fænomener der går oftere igen hos homoseksuelle end hos heteroseksuelle. Homoseksuelle er for eksempel mere tilbøjelige til at være venstrehåndede end heteroseksuelle og det vides fra andre undersøgelser at venstre/højre-håndethed er forudbestemt fra fostertilstanden.
Der er også vist en statistisk signifikant sammenhæng mellem homoseksualitet og antallet af ældre brødre. Denne effekt kan formentlig ikke tilskrives sociologiske årsager eftersom sammenhængen også findes hos bortadopterede børn, når man kun medregner antal biologiske brødre. En mulig forklaring er at moderens immunforsvar efter gentagne graviditeter genkender og nedbryder et for kvinder fremmed stof som spiller en rolle i udvikling af drengefostres seksualitet.
Men den vestlige kulturs tvedeling i heteroseksuelle og homoseksuelle gør, at de finder sammen i en fælles identitet. Under alle omstændigheder synes opdelingen i heteroseksuelle og homoseksuelle at være speciel for den vestlige kultur. I mange førmoderne kulturer er mænds seksualitet ikke defineret ud fra en mand-kvinde-dikotomi, men orienterer sig snarere ud fra statusforskelle (alder, køn, hierarki).
Psykologi.
Freudianske forklaringer på (mandlig) homoseksualitet, f.eks. en dominerende moder eller en fraværende moder er mindre populære i dag.
Nogle undersøgelser har peget på, at bestemte placeringer i søskendeflokken medførte en større sandsynlighed for homoseksualitet end andre. Den homoseksuelle identitet kunne derfor skyldes, at personen fik en særlig rolle i forhold til de andre søskende. Visse søskendeeffekter kan dog også have en biologisk forklaring (se foregående afsnit).
Amerikanske undersøgelser viser, at drenge, der har en effemineret adfærd (på engelsk "sissies"), langt oftere udvikler en homoseksuel identitet end andre drenge. Man taler om Childhood Gender Non-Conformity (CGN) for at beskrive denne type drenge, der ofte foretrækker at lege med piger og nogle gange beskriver sig som hørende til det modsatte køn. Blandt dem, der falder inden for denne gruppe, skal det være 75%, der senere lever som homoseksuelle eller biseksuelle. Adfærden kan have en biologisk (hormonel eller genetisk) årsag, se næste afsnit. Det må dog understreges, at størstedelen af de homoseksuelle mænd ikke har haft "Childhood Gender Non-Conformity".
Biologi.
De fleste forskere tvivler på, at der findes et enkelt gen, der gør mænd til bøsser, eller et enkelt gen, der gør kvinder til lesbiske. Men der er blandt naturvidenskabsmænd en udbredt opfattelse af, at nogle mennesker er genetisk mere disponerede for homoseksualitet end andre. Denne konklusion bliver draget af undersøgelser af enæggede tvillinger, først og fremmest mænd. Én undersøgelse viser, at hvis den ene enæggede tvilling er bøsse, er der 52% sandsynlighed for, at den anden også er det, hvorimod sandsynligheden er 22% mellem tveæggede tvillinger og kun er 9,8% mellem almindelige brødre (J. Michael Bailey / R. Pillard 1991). Sådanne undersøgelser kan dog have en bias, fordi enæggede brødre, der begge er homoseksuelle, måske er mere tilbøjelige til at melde sig til en undersøgelse end de, der har forskellig seksuel disposition. Materialet, som disse forskere arbejder med, er også så lille, at det ikke er statistisk sikkert, og der er stor variation mellem de resultater, som de forskellige undersøgelser kommer til.
En populær naturvidenskabelig forklaring på homoseksualitet mener, at den senere seksuelle orientering lægges fast i fosterstadiet som en følge af hormonelle forhold i livmoderen. Der er forskellige indikationer på, at det faktisk er tilfældet for en stor del af de homoseksuelle mænd, f.eks. fingrenes relative størrelser (der angiveligt bestemmes af testosteronniveauet i fosterstadiet). Heteroseksuelle mænds pegefinger er gennemsnitligt kortere end ringfingeren målt fra spidsen til den nederste kant (forholdet 0,965), hvorimod den hos heteroseksuelle kvinder gennemsnitligt er længere. Nogle undersøgelser siger, at homoseksuelle mænd har en relativt længere pegefinger, andre, at de har en relativt kortere, og atter andre kan ikke dokumentere nogen som helst forskel (se Voracek, Manning & Ponocny, "Archives of Sexual Behavior" 34:3 (2005) 335-340).
Hypothalamus, der er den nederste del af hjernen og styrer stofskiftet, har også en gennemsnitlig forskel i størrelse mellem de to køn, og også her ligger de homoseksuelle mænd gennemsnitligt oftere tættere på det modsatte køn. Undersøgelsen (Simon LeVay 1991) er dog blevet kritiseret for, at den sammenligner overvejende raske heteroseksuelle mænd med homoseksuelle mænd, der for de flestes vedkommende er døde af aids. Det er tænkeligt, at det er sygdommen, der har forårsaget forskellen i hjernens struktur.
Den hormonelle forklaring understøttes af paralleller i dyreriget: køer, der er tvillinger til tyre, udvikler ofte en "lesbisk" adfærd (freemartinsyndromet). Blandt væddere er 6-10% seksuelt tiltrukket af andre væddere; der er forskere, der mener at kunne observere en forskel i størrelsen af hypothalamus mellem de homoseksuelle og heteroseksuelle væddere, ligesom det angiveligt skulle være tilfældet mellem homoseksuelle og heteroseksuelle mænd.
En svensk undersøgelse viser, at homoseksuelle og heteroseksuelle mænd reagerer forskelligt på mænds svedlugte og kvinders urinlugt. Man har derfor ment, at homoseksualitet skyldes en "fejl" i hypothalamus, der medfører en "forkert" reaktion på disse feromoner. Det er dog højst tænkeligt, at en person, der af en eller anden biologisk eller ikke-biologisk grund foretrækker sit eget køn, også vil reagere positivt på de lugte, der ubevidst forbindes med det køn; den forskellige reaktion på kønnenes feromoner er derfor måske ikke "en årsag til", men "en følge af" den seksuelle disposition.
Grækenland og Rom.
Oldtidens græsk-romersk kultur er et velkendt eksempel, hvor det var fuldt socialt accepteret for mænd at være forelsket i andre mænd, blot man var den aktive part.
Den græske pæderasti (der var rettet mod drenge i alderen ca. 12-18) har efter de fleste forskeres mening en rituel oprindelse. I adskillige kulturer er det udbredt, at de unge mænd indgår seksuelle forbindelser med ældre mænd som led af deres opdragelse. I Sparta og på Kreta var pæderastien stadig i klassisk tid en del af det rituelle opdragelsessystem; men i det klassiske Athen ser pæderastien ud til at have udviklet sig til et æstetisk-romantisk privatanliggende.
Platon opfattede kærligheden mellem mænd som mere ædel end kærligheden mellem mænd og kvinder, fordi den havde et åndeligt element, hvorimod heteroseksuel kærlighed var rent fysisk. I Theben havde man en berømt hærenhed, der bestod af lutter kærestepar, ældre og yngre mænd side om side, fordi man mente, det ville højne den unges mod, når han skulle vise sig over for sin ældre partner.
De græske guder, der i et og alt ligner menneskene, har man også tillagt homoerotiske erfaringer: Zeus bortførte drengen Ganymedes, Poseidon elskede Pelops, og Apollon elskede Hyakinthos, som han dog kom til at dræbe med en diskos. Også de mytologiske helte skal havde dyrket kærlighedsforhold til drenge eller yngre mænd, således Herakles' forhold til Hylas og Achilleus' forhold til Patroklos. Selv om de senere grækere opfattede sidstnævnte forhold som erotisk, er det dog ikke noget, som Homer tematiserer i "Iliaden."
Lesbisk kærlighed kendes fra Lesbos (hos Sapfo) og fra Sparta (hos Alkman). Den synes at have fulgt det samme mønster som pæderastien, idet det drejede sig om ældre kvinder, der opdrog yngre kvinder, og den indgik i den rituelle opdragelse af pigerne. I Athen og i de senere hellenistiske stater spillede den lesbiske kærlighed derimod ikke nogen fremtrædende rolle, hvilket skal ses i forbindelse med kvindens underordnede stilling i disse kulturer.
Romerne omfattede den "græske kærlighed" med ambivalens. Man fandt, at den var udtryk for græsk blødhed, men ikke desto mindre vandt de græske holdninger indpas i overklassen. Flere af kejserne havde åbne forhold til drenge og mænd. Nero giftede sig sågar med mænd, snart som gom og snart som brud. Kejser Hadrian havde en ung kæreste Antinoos, der kom ulykkeligt af dage på Nilen og efterfølgende blev officielt dyrket som en gud.
I det 2. og 3. århundrede e.Kr. kan man se en tendens til, at familieværdierne træder i forgrunden også hos filosofferne. Den græske forfatter Plutarch (2. årh. e.Kr.) har skrevet en dialog, hvor fordele og ulemper ved kærligheden til drenge og kærligheden til kvinder stilles over for hinanden, og han når til den konklusion, at kvindekærligheden er bedst, fordi den er mest stabil. En dialog tilskrevet den græske forfatter Lukian når dog til den modsatte konklusion.(Se)
Middelalderen og renæssancen.
Den 6. august 390 e. Kr., efter at kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget, indførte Kejser Theodosius dødsstraf for passiv homoseksuel praksis. Kejser Justinian udstrakte i 558 forbuddet til også at gælde de aktivt homoseksuelle.
Den tekniske betegnelse for den mandligt homoseksuelle akt var sodomi (således stadig i amerikansk lovgivning, der forbyder sådanne handlinger). I middelalderen blev homoseksuelle handlinger især sat i forbindelse med forskellige kætteriske retninger af kristendommen (det engelske skældsord "bugger" betegner egentlig en kætter fra Bulgarien).
Selv om homoseksualitet officielt var forbudt og ofte også førte til retsforfølgelse, var de italienske byer Firenze og Venedig siden renæssancen berygtede for den åbenlyse homoseksuelle praksis.
Interessant er det, at den Ortodokse Kirke kendte en slags homoseksuel vielse i middelalderen. Det blev kaldt "adelphopoiēsis" ("brødregørelse"). Præsten læste bibelvers fra Paulus' 1. brev til korintherne (12.27-13.8) og Johannesevangeliet (17.18-26), og de to venner blev velsignet og kyssede hinanden. I Vestkirken var sådanne vennevielser (latin "ordo ad fratres faciendum") derimod sjældne. Disse venskaber var et alternativ enten til et ægteskab med en kvinde eller til cølibatet. Spørgsmålet er, om disse forhold også havde en fysisk side, eller om de var rent platoniske. Det var under alle omstændigheder den romantiske side af forholdet, der var i forgrunden.
Den moderne homoseksualitet.
Regnbueflaget bruges ofte som symbol af moderne homoseksuelle.
Det moderne begreb om den homoseksuelle som en person, der primært er orienteret mod sit eget køn, og hvis identitet er grundlagt på denne disposition, stammer fra det 19. århundrede.
Tyskeren Karl Heinrich Ulrichs indførte forestillingen om et tredje køn, som han kaldte "uranier" eller "urninge" med henvisning til Platons "Symposion" (hvor det fortælles, at der er to afroditer, en himmelsk, der er rettet mod drenge og er åndelig, og en gemen, der er rettet mod både kvinder og drenge og er fysisk). Ikke længere efter blev ordet "homoseksuel" dannet og siden parallelt hermed ordet "heteroseksuel". Tyskland blev snart hjemsted for en levende homoseksuel emancipationsbevægelse, mens det gik noget langsommere i resten af verden. Det varede indtil nazisternes magtovertagelse.
I Danmark er det først efter 2. verdenskrig, at der har været arbejdet systematisk for homoseksuelles ligeberettigelse, først og fremmest med grundlæggelsen af "Forbundet af 1948", senere omdøbt til "Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske". I Danmark blev homoseksualitet først slettet af Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981. I 1989 kunne Danmark som det første land i verden indføre en juridisk ordning for homoseksuelle - registreret partnerskab - der har nogenlunde samme retsvirkninger, som der er knyttet til et ægteskab mellem en mand og en kvinde, inden da havde bl.a. Harald Søbye viet homoseksuelle. Siden har mange lande fulgt Danmarks eksempel. Flere lande har endda indført mere vidtgående ligeberettigelse end Danmark. Blandt andet har et katolsk land som Spanien fjernet krav til ægtefællers køn, således at ægteskabslovgivningen nu er helt den samme for hetero- som for homoseksuelle.
Teknologi har i nyere tid gjort det betydeligt lettere for homoseksuelle at finde ligesindede. Hvor det tidligere var besværligt og muligvis forbundet med risiko, at finde homoseksuelle bekendtskaber, kan man nu verden over holde og tage kontakt med ligesindende ved brug af internettet.
Modstand.
Eftersom homoseksualitet stadig i nogen grad er socialt stigmatiseret (homofobi), og dét mere udtalt i miljøer, der identificerer sig med traditionelle familieværdier, er der en del mænd og kvinder, der vælger at leve et heteroseksuelt liv. Der findes fundamentalistiske religiøse grupper, der mener, at de kan hjælpe mænd og kvinder til at blive omvendt fra homoseksualitet, men nogle betvivler, at en sådan omvendelse er reel.
Hvor den kvindelige homoseksualitet (den lesbiske kærlighed) ofte enten bliver overset eller bliver opfattet som et pikanteri til glæde for manden, så er det især den mandlige homoseksualitet, der møder modstand i offentligheden bliver genstand for homofobiske overfald og krænkelser ("hatecrimes"). En vigtig årsag er, at heteroseksuelle mænd (og uden tvivl også latent homoseksuelle mænd) føler sig truet af en seksualitet, der potentielt er rettet mod dem selv. Hertil kommer det, at den mandlige homoseksualitet er blevet mytologiseret i både vestlige og ikke-vestlige kulturer. Det er en mytologi, der er optaget af sex mellem mænd, og som overfører forestillinger om den aktive og passive rolle i denne kønsakt til de homoseksuelle.
De, der angriber bøsserne med ord eller vold, er således i reglen fanget i den misforståelse, at mandlig homoseksualitet ene og alene drejer sig om, at der er mænd, der søger fysisk tilfredsstillelse i (typisk analt) samleje med andre mænd. Selv om der selvfølgelig er mange bøsser, der er overordentlig interesserede i den fysiske side af kærligheden (ligesom det er tilfældet for mange heteroseksuelle), så må det imidlertid understreges, at homoseksualitet i udgangspunktet handler om kærlighed og ikke om sex. For mange bøsser er det den romantiske forelskelse i andre mænd og drømmen om at dele livet med en anden mand, der gør, at de føler, at de er bøsser. At de dyrker sex med mænd, kommer for dem i anden række som en logisk konsekvens af, at de forelsker sig i mænd.
Nationalsang.
En nationalsang eller nationalmelodi er en oftest patriotisk sang eller et musikstykke, som skal symbolisere landet ved officielle eller folkelige begivenheder. En nationalsang kan være formelt anerkendt af myndighederne i et land eller uden formel anerkendelse være i anvendelse som nationalsang.
Med udviklingen af nationalstater op igennem det 19. og 20. århundrede har de fleste lande valgt en nationalsang, som gerne synges sammen med andre sange i den nationale sangskat.
Nationalsange anvendes blandt andet ved officielle lejligheder som statsoverhoveders besøg i andre lande og i forbindelse med sportsarrangementer, hvor deltagernes landes nationalsange enten spilles eller synges, før den sportslige del af arrangementet begynder, eller hvor den vindende deltagers nationalsang spilles i forbindelse med præmieoverrækkelsen. I nogle lande synges nationalsangen i skoler, før undervisningen begynder.
I en del lande findes også regionale nationalsange, hvor delstater eller andre subnationale enheder har deres egne officielle eller uofficielle nationalsange. Tilsvarende findes der også internationale organisationer, fx EU, der har en nationalsang.
Nationalsange har ofte form af hymner eller marcher. I Latinamerika bruges normalt mere operaagtige stykker. Enkelte lande bruger en fanfare.
Hvis nationalsangen har mere end ét vers, er det almindeligt, at man kun synger det første (i Tyskland dog det tredje). Den gennemsnitlige varighed af en nationalsang er ca. ét minut. I lande, hvor der er mere end ét officielt sprog, findes der normalt en version på hvert af de officielle sprog, blandt andre Belgien, Finland, Schweiz og Sydafrika. Der findes flere eksempler på lande med fælles nationalmelodi. Eksempelvis har Finland og Estland nationalmelodien til fælles, mens nationalsangene har hver sin tekst. Der er ligeledes flere lande, som anvender den samme melodi som Storbritannien, men med forskellig tekst.
Den engelske side har en liste over lande og deres nationalsange.
Danmark.
Danmark har én nationalsang: "Der er et yndigt land" skrevet i 1823 af Adam Gottlob Oehlenschläger og en kongelig "national"sang "Kong Christian stod ved højen mast" skrevet i 1779 af Johannes Ewald.
Ved ikke-militære sportsbegivenheder i udlandet afgør de sportslige specialforbund selv, hvilken nationalsang der benyttes. “Der er et yndigt Land” synes at være den oftest foretrukne. Det er samtidigt også den de hovedbestanddelen af danskere betragter som deres nationalsang.
“Kong Christian” benyttes ved officielle lejligheder såsom kongebesøg, flådebesøg, militære sportsstævner og højtideligheder i al almindelighed, hvor medlemmer af kongehuset eller den danske eller fremmede regering er til stede i embeds medfør, eller hvor Danmarks ambassadør giver møde i egenskab af Danmarks repræsentant, f.eks. ved overrækkelse af akkreditiver.
Eventuelt kan man anvende “Kong Christian” efterfulgt af “Der er et yndigt Land”.
Færøerne og Grønland.
På Færøerne anvendes "Tú alfagra land mítt" med tekst af Símun av Skarði og musik af Peter Alberg. I Grønland bruges "Nunarput utoqqarsuanngoravit" med tekst af Henrik Lund og musik af Jonathan Petersen.
Bjarne Stroustrup.
Bjarne Stroustrup (født 30. december 1950) er en dansk datalog og opfinder af programmeringssproget C++.
Stroustrup blev født i Århus, og hans største bedrift er at han opfandt C++, skrev de første definitioner og udviklede den første udgave.
Bjarne Stroustrup er cand.scient. i matematik og datalogi (1975) fra Aarhus Universitet og ph.d. i datalogi (1979) fra Cambridge Universitet, England.
Codex Runicus.
Prøvesiden slig den ser ud i originalmanuskriptet.
Prøvesiden slig den ser ud i med vanlige latinske bogstaver.
Codex runicus er et håndskrift på 101 blade af skind ("velin") fra ca. 1300, men skrevet med runer. Det indeholder en af de ældste og bedst bevarede versioner af Skånske Lov og andre, mindre tekster.
Dets mest kendte indhold er dog ikke en tekst, men noderne til melodien "Drømte mig en drøm i nat", der i over halvtreds år blev brugt som pausesignal af Danmarks Radio.
Drømte mig en drøm i nat.
Drømte mig en drøm i nat
400px
400px
Der findes flere fortolkninger af denne tekst, da det er uklart, hvad ordene 'silki' og 'ærlik pæl' står for. Man ved dog, at pæl er en gammel måleenhed, hvorfor en mulig fortolkning af "ærlik pæl" kan være "ærlig/retfærdig bedømmelse".
En mulig fortolkning med baggrund i den lovtekst, som visen er nedskrevet sammen med, kunne være -".
Silke var i middelalderen et tegn på velstand og det kan diskuteres om hvorvidt en mulig fortolkning derfor er en som drømmer om rigdom og retfærdighed.
Melodien blev i en lang årrække brugt som pausesignal i Danmarks Radio. Visen optræder også på albummet "Valravn" af bandet med samme navn.
Den Danske konervatorielærer Goodiepal, alias Parl Kristian Bjørn Vester, har ved mangle lejligheder anvendt Melodien som undervisnings materiale, som for et eksempel i DRs tv program den 11 time.
1832.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
Årstal: 1827 1828 1829 1830 1831 - 1832 - 1833 1834 1835 1836 1837
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
32
Carl von Clausewitz.
Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz (1. juli 1780 som "Carl Philipp Gottlieb Claußwitz" i Burg ved Magdeburg - 16. november 1831 i Breslau) var en preussisk general som var militærteoretiker og reformerede hæren.
Clausewitz blev kendt gennem sit ufuldendte hovedværk "Om krig" ("Vom Kriege"), som handler om krigens teori. Hans teorier om strategi, taktik og filosofi fik stor indflydelse på krigskunsten udvikling i alle vestlige lande. Der undervises stadig i hans teorier på militærakademier og de finder også anvendelse indenfor virksomhedsledelse og Marketing.
Oprindelse.
Von Clausewitz herkomst er omstridt. Han blev formentlig født den 1. juli 1780. Han var søn af skatteopkræveren Friedrich Gabriel Clausewitz i Burg ved Magdeburg. Ifølge hans egne angivelse stammede hans familie fra en øvreschlesisk adelsfamilie. Sandsynligvis havde hans oldefar først erhvervet navnet "von Clausewitz" under forvirringen i Trediveårskrigen. Derefter var hans bedstefar Benedict Gottlob Clausewitz ansat som borgerlig teologilærer på universitetet i Halle. Da Clausewitz og to af hans brødre uden problemer blev optaget som adelige i den preussiske armé, må familiens adelige herkomst være anerkendt, også selv om den ikke lod sig bevise.
Indtil hans 12. år modtog Clausewitz kun en meget begrænset undervisning i en lokal latinskole.
På grund af hans fars gode forbindelser til det preussiske officerskorps - han havde selv gjort tjeneste i det under Syvårskrigen - blev sønnen i forsommeren 1792 under navnet "von Clausewitz" optaget som fenrik i infanteriregiment nr. 34. Til det formål lod familien hans fødselsdato forfalske til den 1. juni, for at han kunne synes ældre.
De første tjenesteår.
a> (1779–1836) efter et samtidigt litografi
I 1793 drog regimentet i krig i Første koalisionskrig, hvor han fik sine første krigserfaringer under Belejringen af Mainz. Derefter fulgte det lange felttog langs Rhinen indtil Preussens involvering i krigen sluttede med freden i Basel. Regimentet vendte tilbage til garnisonsby Neuruppin.
I årene 1796 - 1801 fik Clausewitz tid til at studere. Han læste samtidig litteratur om den franske revolution, krigsvæsen og politik, men fulgte også forelæsninger i logik og etik.
På grund af de bedst mulige anbefalinger blev han i oktober 1801 optaget som medlem af den første årgang på den af Gerhard von Scharnhorst netop åbnede krigsakademi i Berlin. Her blev han i afgørende grad påvirket af Scharnhorst, som allerede havde indset sammenhængen mellem politik og krigsførelse. Han blev også fortrolig med Immanuel Kants skrifter på akademiet. Som medlem af "Militärische Gesellschaft", en diskussionsklub for højere preusiske officerer, kom han i berøring med de mest påtrængende militære spørgsmål, og et ikke offentliggjort manuskrift, som i dag er kendt under betegnelsen "Strategien fra 1804", viser, at han allerede tænkte på at forfatte militære skrifter. I 1804 fik Clausewitz eksamen som den bedste i sin klasse og blev udnævnt til adjudant for prins August af Preussen. Dermed havde han fået adgang til hoffet og det højere selskab, hvor han bl.a. lærte sin senere hustru Marie von Brühl at kende. Året efter lod han anonymt en artikel udkomme i tidsskriftet "Neue Bellona". Den var rettet imod militærforfatteren Dietrich Adam Heinrich von Bülows værk. Det var Clausewitz første offentliggjorte artikel.
Deltagelse i Napoleonskrigene.
I 1806 deltog Clausewitz i den 4. koalisionskrig som stabskaptajn og adjudant. Efter Slaget ved Jena og Auerstedt den 14. oktober 1806 blev han taget til fange sammen med prinsen og tilbragte et år i fransk krigsfangenskab. Her analyserede han i sin "Historischen Briefen über die großen Kriegsereignisse im October 1806" den preussiske hærs nederlag. Efter hans tilbagekomst hentede Scharnhorst ham i 1809 ind i sin personlige Stab. Fra da af var han en af de vigtigste reformatorer ved reorganiseringen af hæren.
I 1810 blev han forfremmet til major og gjorde tjeneste som Scharnhorsts kontorchef og som lærer i generalstabstjeneste og taktik. Desuden underviste han som huslærer de preussiske prinser, herunder også kronprinsen og den senere tyske kejser Wilhelm 1.)
Da han i 1812 ikke følte, at han kunne støtte Napoléon Bonaparte i dennes krig mod Rusland, forlod han hæren og trådte i russisk tjeneste. Hans ven Gneisenau overlod han et patriotisk memorandum, som først blev opdaget i 1930'erne og offentliggjort under titlen "Bekendelsesskrift fra 1812". Han deltog i alle vigtige slag og påtog sig en vigtig formidlerrolle under Tauroggenkonventet
Den preussiske konge Friedrich Wilhelm 3. vægrede sig senere ved at lade "faneflygtningen" genindtræde i preussisk tjeneste. Derfor gjorde Clausewitz under Befrielseskrigene tjeneste som stabschef i et russisk korps, indtil han i april 1814 fik lov til at vende tilbage til Preussen som oberst.
I 1815 deltog han igen som stabschef for et preussisk korps i felttoget mod Napoleon, som kulminerede i Slaget ved Waterloo.
Tjeneste under Restaurationen.
I de følgende tre år fungerede Clausewitz som stabschef for August Neidhardt von Gneisenau i Koblenz. Da alle liberale reformatorer var uønskede under Restaurationen, placerede man dem må poster uden større indflydelse. I 1818 blev Clausewitz udnævnt til direktør for "Allgemeinen Kriegsschule" i Berlin, men han fik ikke tilladelse til at undervise. I september blev han udnævnt til generalmajor. I en alder af 38 år var han den yngste general i den preussiske hær. Han var ikke tilfreds med denne post, men alle ansøgninger om forsættelse blev afvist, om end han i 1821 i det mindste blev optaget i generalstaben.
I 1823-1824 skrev han "Nachrichten über Preußen in seiner größten Katastrophe". Det drejede sig igen om begivenhederne i 1806. I almindelighed gav posten ved "Kriegsschule" ham god tid til egne arbejder. Hans hovedværk "Vom Kriege" blev til i denne periode. I 1827 blev Clausewitz og hans bror officielt optaget i den preussiske adel af kongen. Det var ikke andet end en bekræftelse af familiens adelige fortid, som familien indtil da ikke klart havde kunnet dokumentere.
Først i 1830 fik han en ny post. Først som inspektør i artilleriet i Breslau, men allerede i juli samme år kom det til den Polske oprørskrig, og Clausewitz blev udnævnt til stabschef for det preussiske opservationskorps under Gneisenau. De russiske tropper bragte koleraen til Polen, og den bredte sig snart til hele Europa. Gneisenau døde også af sygdommen og Clausewitz overtog kommandoen over de preussiske tropper. Han blev imidlertid også syg af kolera og vendte i efteråret 1831 tilbage til Breslau, hvor han få dage senere døde den 16. november 1831 i en alder af 51 år. I første omgang blev han begravet i Breslau. Hans og hans kones jordiske rester blev i 1972 genbegravet på Ostfriedhof i byen Burg, og her er der også rejst et mindesmærke over ham.
Mellem 1832 og 1837 udgav han enke Marie von Clausewitz for egen regning hans efterladte skrifter.
Grundlaget for Clausewitz’ teorier.
Originaludgaven af bogen "Vom Kriege" fra 1832
Generelt.
Clausewitz var modstander af "systemmagerne". Efter hans mening kunne man ikke i krigsteorien opstille konkrete handlingsvejledninger for generaler. Han ville i stedet fastholde generelle principper, der kunne uddrages ved studier af historien og ved logisk tænkning. Også når han behandlede noget almindeligt, pegede han til stadighed på, at hans principper skulle holdes op mod realiteterne. Således mente han, at felttog kun i ringe grad kunne planlægges, da uventede forhold eller hændelser - såkaldte "gnidringer", ville gøre enhver alt for detaljeret forudgående planlægning ubrugelig efter få dage.
Clausewitz’ definition af krig.
Af "Bekendelsesskrift fra 1812" ser man, at Clausewitz indtil da var tilbøjelig til at give en nærmest eksistentiel fortolkning af krig. Dvs. at han anså krig for at være den yderste form for "et folks selvhævdelse". Denne afspejlede på enhver måde tidsånden i den franske revolution og de konflikter, der udsprang heraf, der havde medført etablering af værnepligtsarméer og guerillakrige. Sådanne folkebevæbninger og folkekrige understøtter tanken om krig som en eksistentiel kamp.
I de følgende år indsnævrede Clausewitz denne opfattelse stærkt og hævdede, at krigen nærmere skulle ses som et instrument: "Krigen er altså en voldshandling med det formål at tvinge modstanderen til at følge vor vilje."..
En af bogens mest provokerende teser var konstateringen af, at en krig starter med den angrebnes forsvar. Uden forsvar ville det ikke komme til væbnet kamp, hvilket Clausewitz anser for grundlaget for enhver krig. Han anbefalede, at man afskrækkede en potentiel modstander ved at opbygge en størst mulig hær. Den her formulerede "afskrækningtanke" i forsvarskrigen var hverken ny eller speciel, men blev til et ofte hørt grundlag for kaprustningen inden 1. Verdenskrig og under Den kolde krig.
Sammenhængen mellem formål, mål og midler.
Clausewitz analyserede sin tids konflikter ud fra en sammenhæng mellem formål, mål og midler. Enhver krig har ifølge Clausewitz et formål, som i hovedsagen bestod i at "påtvinge modstanderen vores vilje". Det præcise formål blive fastlagt af politikken. For at opfylde formålet må modstanderen gøres værgeløs, hvilket betyde, at de fjendtlige styrker må sættes ud af spillet. Dette "mål" forfølges ved hjælpe af "strategien" og kan bestå af forskellige handlinger. (Ødelæggelse af hæren i et slag, afskære den fra sin forsyningsbaser, m.fl.) Som "midler" til nå de opstillede "mål" tjener alt hvad den menneskelige forstand opdager som hjælpemiddel, dvs. alle moralske og fysiske kræfter, som en stat besidder - ikke kun dens stridskræfter.
Af denne formål-mål-middel sammenhæng ser man også betydningen af det mest kendte citat fra Clausewitz: "Krig er en forsættelse af politikken med inddragelse af andre midler". Hermed menes, at militæret altid er underlagt politikken. Politik bestemmer ifølge dette "formålet" med anvendelse af militær magt, altså af krig som middel til løsning af en konflikt. Krigen er således altid underordnet politikken.
"Absolut" og "virkelig" krig.
Resultatet af en sådan udvikling var inddragelsen af alle statslige midler, hvilket Clausewitz betegner som "Absolut krig".
Han stillede således den tankemodellen for "absolut krig" (en idealform) op mod erfaringsmodel for "virkelige krige" (en normalform) og denne måtte altid blive under det mulige ved en "absolut krig".
Moderne kritikere af Clausewitz fremstiller ham ofte som "opfinder" af den totale krig og katastroferne i verdenskrigene, uden at man tager hensyn til de begrænsninger han peger på i "virkelige krige". Begrebet "total krig" har intet at gøre med Clausewitz' teorier at gøre, men stammer fra Ludendorffs bog af samme navn fra 1935, hvor han udtrykkeligt gør op med Clausewitz' teori.
Definition af taktik og strategi.
For Clausewitz var stridskræfternes evne til at kæmpe grundlaget for al krigsførelse. Således havde kampen en central betydning og taktikken var for Clausewitz "Læren om stridskræfternes brug i kamp". Strategien derimod er "læren om brugen af de enkelte kampe til at opfylde krigens formål".
Historikeren Hans Delbrück påpegede, at allerede Clausewitz så forskellen mellem en underkastelsesstrategi og en udmattelsesstrategi. Clausewitz var således ikke den ensidige fortaler for nedkæmpelsesslaget, som hans kritikere ofte fremstiller ham som.
Indenfor taktikkens rammer ligger også den clausewitzske teori om guerillakrigen. Han betragtede denne form for krigsførelse som den mest egnede til at gennemføre en folkets krig, hvilket stadig peger på en eksistentiel form for krig. Han havde i den sammenhæng eksemplet fra Spanien for øje, hvor der mellem 1808 og 1814 udkæmpedes en sådan krig mod Napoleons tropper. Denne form for kamp, som Clausewitz betegner som "lille krig" var ikke helt ny, men det var Clausewitz som udviklede en samlet teori for guerillakrigen. Den fik senere stor betydning for Mao Zedong i den Kinesiske borgerkrig.
Angreb og forsvar.
Clausewitz anså forsvaret for den overlegne kampform, da den brugte færre kræfter. Forsvar betød for ham ikke en statisk afventen af modstanderens fremstød, men derimod en fleksibel manøvrering. Den som strategisk befinder sig i en forsvarssituation kan ifølge Clausewitz' teorier stadig optræde taktisk offensivt. (Et eksempel på en sådan offensiv-defensiv-strategi finder man i nogle af Robert E. Lees felttog under den amerikanske borgerkrig1861–1865.)
Forsvareren skal ifølge Clausewitz forblive i defensiven indtil angriberens kræfter er udtømt og forsvareren dermed har opnået en overvægt. På dette "sejrens kulminationspunkt" kan forsvareren gå over i offensiven og afslutte krigen sejrrigt. Standardeksemplet på en sådan fremgangsmåde er Napoleons felttog mod Rusland i 1812 (hvor kulminationspunktet blev nået da erobringen af Moskva ikke førte til krigens afslutning) og i det tyske angreb på Sovjetunionen i 2. verdenskrig, hvor kulminationspunktet kan henføres til sensommeren 1942. Det er trods det forkert at tro, at kulminationspunkter altid kommer når erobringen af territorium er størst. Således mener mange historikere i tilfældet med den tyske krig mod Sovjetunionen, at det indtrådte allerede efter slaget om Smolensk i 1941.
Modtagelse i det 19. og 20. århundrede.
Friedrich Engels beskæftigede sig med Clausewitz teorier i 1850'erne efter den mislykkede revolutionen i 1848. Han ville berige de historisk-materialistiske revolutionære tiltag med en praktisk militær komponent. Engels og Marx overtog bl.a. hans holdninger om angreb og forsvar og partisankrig. I deres omfangsrige kommentarer til 2. italienske uafhængighedskrig (1859) og den amerikanske borgerkrig (1861–1865) demonstrerede de hvor tæt de lå på preusseren når det drejede sig om politiske og strategiske holdninger. Man kan tydeligt se, at de havde studeret Clausewitz grundigt, af det store antal citater fra Clausewitz, som optræder i deres breve.
I den militære verden opnåede Clausewitz' bog i første omgang ikke den store opmærksomhed. Det var først chefen for den tyske generalstab Helmuth von Moltke som hjalp bogen "Om krig" til at få bred anerkendelse. Moltke reducerede Clausewitz’ teorier til deres strategiske kalkule, idet han mente at politikken kun bestemmer starten på krigen. Under selve krigen må politikken underordne sig militæret. Dette synspunkt blev grundfæstet i generalstaben allerede efter Bismarcks fald i 1890 og var blevet en tradition frem til 1. verdenskrig i en grad, så politikken under Julikrisen (1914) blev fastlagt af generalstaben.
Lenin derimod lavede under sit eksilophold i Schweiz et hæfte med uddrag af bogen "Om krig" for at være forberedt på den Russiske revolution. Lenins interesse drejede sig i første række om forholdet mellem krig og politik, angreb og forsvar samt moral. Han betegnede selv afsnittet hvor Clausewitz direkte taler om krigens underordning under politikken som det vigtigste. I Stalintiden blev Clausewitz betydning for udviklingen af marxisme-leninismen benægtet.
I det tyske Reichswehr besindede man sig under generalstabschef Beck på politikkens formagtsstilling, og da Adolf Hitler i 1934 blev ikke blot politisk men også militært statsoverhoved afspejledes de politiske mål sig klart i retningslinjerne for de militære målsætninger. Da politik her betød Hitlers personlige målsætninger, fjernede han sig langt fra det indhold det har hos Clausewitz. Heri og ikke i en statsmandsagtig forståelse af politik, lå Hitlers uenighed med Erich Ludendorff som havde deltaget i Hitlers kupforsøg i 1923 og endnu i 1936, et år inden hans død havde konstateret: "Alle Clausewitz teorier må forkastes. Derfor må politikken tjene krigsførelsen.". Begge synspunkter lå så fjernt fra Clausewitz som overhovedet muligt. Måske var det af samme grund, at den "virkelige" krig kunne nærme sig den "absolutte" i så stor grad i årene under 2. verdenskrig.
I Storbritannien formodede man at Clausewitz havde haft indflydelse på den tyske strategi under 1. verdenskrig, mens Clausewitz allerede flere år tidligere var begyndt at vinde indflydelse i Frankrig. I USA erkendte man først påvirkningen fra Clausewitz kort før 2. verdenskrig.
Siden starten på atomvåbnenes tidsalder har mange militærhistorikere udtrykt tvivl om gyldigheden af Clausewitz teorier, senest John Keegan i 1990'erne. Trods det er Clausewitz' hovedværk "Om krig" blevet til et af de mest udbredte værker i verden, og der undervises fortsat i den på mange militærskoler. I Tyskland blev der endda grundlagt et Clausewitz-selskab, der har til formål at drage nytte af Carl von Clausewitz' tanker i nutiden.
Også indenfor ikke-militære områder beskæftiger man sig med Clausewitz. Nogle af hans teorier indgår således også i pensum i virksomhedsledelse på Harvard University og forskellige andre økonomiuddannelser. Boston Consulting Group har også udgivet en bog om hans teorier.
1780.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
Årstal: 1775 1776 1777 1778 1779 - 1780 - 1781 1782 1783 1784 1785
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
80
1831.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
Årstal: 1826 1827 1828 1829 1830 - 1831 - 1832 1833 1834 1835 1836
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
31
Gerhard Johann David von Scharnhorst.
Gerhard Johann David von Scharnhorst
Gerhard Johann David von Scharnhorst (12. november 1755 - 28. juni 1813) var preussisk general, der var født i Bordenau.
Fra 1808 til 1810 var han preussisk krigsminister og indtil sin død chef for generalstaben.
Den tyske krigsmarine opkaldte et slagskib efter ham. Dette løb af stabelen i 1936, og det blev sænket af englænderne i 1943.
Se også: Scharnhorst", slagskib.
1483.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
Årstal: 1478 1479 1480 1481 1482 - 1483 - 1484 1485 1486 1487 1488
Eksterne henvisninger.
83
1546.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
Årstal: 1541 1542 1543 1544 1545 - 1546 - 1547 1548 1549 1550 1551
Eksterne henvisninger.
46
1550.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
Årstal: 1545 1546 1547 1548 1549 - 1550 - 1551 1552 1553 1554 1555
Eksterne henvisninger.
50
1581.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
Årstal: 1576 1577 1578 1579 1580 - 1581 - 1582 1583 1584 1585 1586
Eksterne henvisninger.
81
Scharnhorst (slagskib).
Billede fra pjecen A503 FM30-50, udgivet af Division of Naval Inteligence, Navy Department (USA) til indentifikation af krigsskibe under 2. verdenskrig
Den tyske krigsmarines slagskib "Scharnhorst" af Gneisenau-klassen ("Gneisenau" var søsterskib til "Scharnhorst") løb af stabelen 3. oktober 1936 på krigsmarinens værft i Wilhelmshaven og blev sat i aktiv tjeneste 7. januar 1939.
Hovedbevæbning: 9 stk 28 cm kanoner, 12 stk 15 cm kanoner, 14 stk 10,5 cm kanoner og 16 stk 3,7 cm kanoner. Dertil 6 torpedorør.
Vægt: 31.850 t - max 31,5 knob.
Deltog med "Gneisenau" og den svære krydser "Admiral Hipper" i operation "Weserübung" med sikring af landsætningsoperationerne i Norge og senere i operation "Nordmark", der havde til hensigt at genere trafikken mellem Skandinavien og England.
Den 26. december 1943 blev "Scharnhorst" sænket ved Norges kyst af overlegne britiske styrker. 1932 mand af besætningen omkom, og kun 36 blev reddet.
I oktober 2000 blev vraget "genfundet" ud for Nordkap.
"Scharnhorst" var opkaldt efter general Gerhard Johann David von Scharnhorst.
Tirpitz (slagskib).
"Tirpitz" var et tysk slagskib. Det var opkaldt efter den tyske admiral Alfred von Tirpitz og var søsterskib til "Bismarck."
Under 2. verdenskrig blev skibet sendt til Norge som en reaktion på de arktiske konvojer og De Allieredes kommandoraid på Vågsøy. Her holdt det til i norske fjorde og truede de allieredes arktiske konvojer. Truslen fra "Tirpitz" bandt mange af den britiske flådes skibe og ressourcer, og det blev derfor besluttet at prøve at sænke skibet, mens det befandt sig i en havn.
Det første forsøg på at sænke skibet gik under kodeordet "Operation Source" og fandt sted 20. september 1943 i Altafjorden i Nordnorge. Altafjorden var beskyttet i alle ender og kanter, med kraftige kanoner, søminefelter, dybdebomber og ubådsnet. Desuden var "Tirpitz" omgivet af et torpedonet. Besætningen følte sig sikre.
Det var en risikabel operation, hvor de tophemmelige mini-ubåde (X-5, X-6, X-7, X-10) nåede frem, og placerede store mængder sprængstof under "Tirpitz," der blev beskadiget. Flere af mini-ubådene nåede ikke frem, men sank med besætning undervejs.
Efter at skibet var blevet repareret, prøvede englænderne at bombe det fra luften, men det lykkedes kun at tilføje skibet overfladiske skader.
"Tirpitz" blev endelig sænket af De Allierede bombefly den 12. november 1944 i Håkøybotn vest for Tromsø. Næsten 1.000 tyske sømænd blev i den forbindelse dræbt.
Bismarck (slagskib).
Model af Bismarck bemalet til Operation Rheinübung
Bismarck var et tysk slagskib under 2. verdenskrig. Det var opkaldt efter den tyske rigskansler Otto von Bismarck og var et af sin tids største krigsskibe. Det er kendt for at have sænket den britiske slagkrydser "HMS Hood" og for den efterfølgende jagt, der førte til, at "Bismarck" sank kun tre dage senere.
Bygning.
Tyskland måtte kun bygge slagskibe på maksimalt 35.000 tons som en konsekvens af betingelserne i den britisk-tyske flådeaftale fra 1935. Processen med at designe "Bismarck" begyndte dog allerede i 1934, og skibet var officielt på 35.000 tons, men var dog i virkeligheden på 42.600 tons. Byggeriet blev påbegyndt den 1. juli 1936, men skibet kom ikke i brug før d. 24. august 1940. Tyskerne mente, at "Bismarck" ikke kunne sænkes.Dette skyldtes bl.a. den svære armering, der var op til 320 mm panserstål(lige over vandlinien). Alene pansringen vejede 19.159 t, dybgangen var 11 m uden last.
"Bismarck" var et traditionelt konstrueret slagskib, men med en meget svær pansring, høj fart og sindrig, vandtæt inddeling. Den tyske flådestrategi gik ud på handelskrig mod England i Atlanten, og med indsatsen af "Bismarck" var det meningen, at tyskerne i modsætning til tidligere nu også skulle tage kampen op og ødelægge de konvojer, hvis eskorter bestod af de ældre slagskibe, som englænderne med held hidtil havde holdt de mindre og svagere bevæbnede tyske atlantraidere på afstand med. Skibet havde en besætning på 2.250 mand, en længde på 250.5 meter og en tophastighed på 30 knob. Bevæbningen bestod primært af 8 15"-kanoner med rækkevidde på 35.000 meter, samt 12 6"-kanoner og 50 mindre kanoner, der for størstedelens vedkommende var luftværnskanoner.
Desuden var skibet forsynet med et på daværende tidspunkt supermoderne radaranlæg, der var monteret i forbindelse med ildledersystemet for hovedarmeringen og over broen.
Fremdriften blev sikret af tre skruer på hver 4,70 m i diameter,der blev drevet af Blohm & Voss turbiner med en samlet ydelse på godt 150.000 hk.
Turen ud i Atlanten.
Den 18. maj 1941 sejlede "Bismarck" ud på sin jomfrufærd som en del af Operation "Rheinübung" sammen med den svære krydser "Prinz Eugen". Egentlig var det meningen, at de to mindre slagskibe "Scharnhorst" og "Gneisenau" som efter et vellykket togt i Atlanten i januar-marts lå i den franske atlanterhavshavn Brest skulle have været med, men det kunne ikke lade sig gøre pga. reparationer. Derfor tog de to skibe alene af sted med admiral Günther Lütjens som kommanderende. Formålet med operationen var primært at true den engelske skibsfart over Atlanten, hvor man nu takket være "Bismarcks" overlegne slagkraft var i stand til at tackle selv stærkt beskyttede konvojer.
Briterne hørte om "Bismarcks" afgang gennem flere forskellige kilder; dechifrerede enigma-kodemeddelelser, allierede spioner, inklusive den norske modstandsbevægelse, som observerede skibet sejle gennem Skagerrak og via en rapport fra en svensk krydser. Derudover blev det opdaget af et Spitfire-rekognosceringsfly. Senere opfangede de to britisk krydsere "HMS Suffolk" og "HMS Norfolk" det på radaren i Danmarksstrædet mellem Island og Grønland.
Slaget i Danmarksstrædet.
Den 24. maj blev "Bismarck" angrebet af en britisk styrke, der omfattede slagskibet "HMS Prince of Wales" og flagskibet, slagkrydseren "HMS Hood", med admiral Lancelot Holland som kommanderende. "Prince of Wales" var kun lige færdigbygget, og det havde faktisk stadig værftsfolk om bord. "Hood" var bygget som en hurtig slagkrydser, men havde fået mere pansring for at få det til at minde mere om et slagskib. Det var dog stadig relativt dårligt pansret på dækket.
Fordi han fejlagtigt troede, at "Bismarck" sejlede forrest, beordrede admiral Holland al skydning til at være koncentreret om "Prinz Eugen." Kaptajnen på "Prince of Wales" opdagede dog fejlen. De britiske skibe prøvede derefter at komme tættere på "Bismarck," så "Hoods" svage dækspanser var knapt så udsat. Det betød dog, at de to engelske slagskibe pga. af retningen mod målet kun kunne benytte deres 2 forreste kanontårne, mens "Bismarck" kunne benytte alle sine 4. Før de nåede tæt nok på, blev "Hood" dog ramt. Først af "Prinz Eugen" og lidt senere af "Bismarck. Bismarcks" træffer fik "Hood" til eksplodere og knække i to dele. Kun 3 ud af en besætning på 1.418 overlevede.
"Prince of Wales" blev også ramt, men var dog i stand til at slippe væk under dække af røgslør. "Bismarck" var blevet ramt tre gange. Den alvorligste træffer i forskibet, som betød nedsat fart både på grund af lækager, og fordi man nu måtte økonomisere med brændstoffet, da forbindelse til brændstoftankene i forskibet var afskåret. Skibet blev derfor tvunget til at sejle videre for nedsat kraft med kurs mod det besatte Frankrig for at blive repareret. Briterne, inkl. det skadede "Prince of Wales", fortsatte dog med at forfølge det. "Prinz Eugen" slap væk.
Jagten.
Fast besluttet på at hævne tabet af "Hood" satte briterne alle forhåndenværende enheder ind i jagten på "Bismarck". Et angreb med fly fra hangarskibet "HMS Victorious" blev forsøgt, men uden større held. Alt imens bevægede de sig tættere og tættere på Frankrig og tysk luftherredømme. Briterne mistede en overgang kontakten med "Bismarck" i seks timer. Tyskerne var dog ikke opmærksomme på det og sendte flere radiotransmissioner, som briterne kunne bruge til at finde dem igen.
Ved solnedgang d. 26. maj angreb britiske fly igen. De kom ved en fejl til at angribe deres egen krydser "HMS Sheffield". Senere lykkedes det dog at ramme "Bismarcks" styremekanisme midt i en undvigemanøvre, så skibets ror blev fastlåst. Resultatet var, at "Bismarck" drejede rundt om sig selv ude af stand til at manøvrere. Hvis roret havde været fastlåst i en ikke-drejende stilling, kunne Bismarck stadig have manøvreret ved hjælp af sine forskellige skruer. "Bismarck" blev stoppet af et britisk dobbeltdækket Swordfish-torpedoplan.
I løbet af natten blev "Bismarck" angrebet med torpedoer af flere britiske destroyere, men dog uden at blive ramt eller selv at ramme modstanderne.
Det sidste slag.
De to britiske slagskibe "HMS King George V" og "HMS Rodney" havde været på vej mod "Bismarck" vest fra, og om morgenen d. 27. maj nåede de frem. De to skibe angreb kl. 8:47 fra ca. 20 km afstand. "Bismarck" besvarede ilden, men manglende manøvredygtighed samt det faktum, at det ikke lå lige i vandet, påvirkede dets evne til at svare igen. Med hjælp fra "Norfolk" og "Dorsetshire" lykkedes det i løbet af en halv time at få ødelagt alle "Bismarcks" kanoner samt at få dræbt hovedparten af de øverste officerer ved hjælp af et skud mod kommandobroen. På trods af denne ulige kamp, hvor "Bismarck" var uden mulighed for at bevæge sig, lykkedes det "Bismarck" at holde sig flydende. De britiske skibe var efterhånden løbet tør for ammunition, men på trods af at stort set alle strukturerne oven på skibet var ødelagt, var skroget stadigt intakt. "Bismarcks" kaptajn, kommandør Lindemann, ville dog ikke lade sit skib falde i britiske hænder, og tyskerne sænkede derfor selv "Bismarck".
De engelske krigsskibe påbegyndte redningen af "Bismarcks" overlevende besætning, men kun 115 blev reddet, da redningsarbejdet måtte opgives på grund af en ubådsalarm. Mere end 2.000 tyske søfolk omkom.
Tyskerne ville efter "Bismarck" ikke igen risikere nogen af deres slagskibe i Atlanten, og "Bismarcks" søsterskib, "Tirpitz", tilbragte det meste af krigen i en norsk fjord, indtil det blev sænket ved et flyangreb den 12. november 1944.
Alfred von Tirpitz.
Alfred von Tirpitz (19. marts 1849 - 6. marts 1930), var tysk storadmiral før og under 1. verdenskrig.
von Tirpitz var grundlæggeren af den tyske højsøflåde. Hans mål var med en stærk flådeoprustning at skabe en maritim styrke, der i det mindste kunne udgøre en alvorlig risiko for den dominerende sømagt, Storbritannien, i tilfælde af krig.
I 1916 blev han afskediget efter uoverensstemmelser i forhold til kejser Wilhelm 2.
Fregatten Peder Skram.
F 352 Peder Skram ved kaj på Holmen i København som museumsfartøj.
Fregatten Peder Skram er et dansk flådefartøj - F352. Indgik i flådens tal fra 1966 og blev oplagt januar 1988. Udgik endeligt af flådens tal den 5. juni 1990. Bygget under det dansk-amerikanske cost-sharing-program af 8. maj 1959.
Fregatten blev kendt, da den ved et uheld kom til at affyre et Harpoonmissil i september 1982. Sagen blev kendt som Hovsa-missilet.
Bøger og artikler.
Tidsskrift for Søvæsen nr. 3 2010 181. årgang
Panserfregat Peder Skram.
Panserfregatten "Peder Skram" blev påbegyndt på Orlogsværftet 19. maj 1859 som en træbygget fregat med dampmaskineri. Peder Skram skulle være en større udgave af fregatten Jylland, som var blevet påbegyndt to år tidligere. Fra 1860 diskuterede man i Danmark anvendelsen af panser på krigsskibene, inspireret af byggeprogrammerne i Frankrig og England. Efter slaget ved Hampton Roads i marts 1862, stod panserskibets overlegenhed klar, og det blev besluttet at færdigbygge "Peder Skram" som pansret fregat. I første omgang koncentrerede Orlogsværftet kræfterne om at gøre ombygningen af linjeskibet "Dannebrog" færdig, og først i sommeren 1863 genoptog man bygningen af "Peder Skram". Panserpladerne blev leveret fra England, og blev tilvirket hos Baumgarten & Burmeister, som også leverede dampmaskinen, der var den hidtil kraftigste på et dansk krigsskib. Skroget blev udformet, så der blev et indhak i pansringen agter, hvorved det blev muligt at flytte kanoner fra bredsiden, hvis der var behov for at skyde bagud (se illustration i infoboks). Skibet var opkaldt efter søhelten, admiral Peder Skram. Otto Fredrik Suenson var skibets konstruktør.
Tjeneste.
Skibet blev afleveret fra Orlogsværftet i sommeren 1866, og det første togt var som eskorteskib for kongeskibet "Slesvig", der transporterede prinsesse Dagmar til hendes bryllup i St. Petersborg. I 1867 var "Peder Skram" igen udrustet og på togt, og i 1870 indgik det for første og eneste gang i årets eskadre. Allerede i 1885 udgik Peder Skram af flåden, og maskineri og panser blev fjernet. En del af panseret blev genanvendt i Københavns befæstning. Peder Skram var herefter i en årrække reservekaserneskib og senere mål for skydeøvelser. Det blev ophugget i 1897.
Kystforsvarsskibet Peder Skram.
Peder Skram var et dansk pansret krigsskib, oprindeligt betegnet som "pansret kystforsvarsskib", fra 1912 blot "kystforsvarsskib", fra 1922 som "orlogsskib" og endelig fra 1932 som "artilleriskib". Med de tre skibe af "Herluf Trolle"-klassen fik Marinen endelig den serie homogene panserskibe, man havde ønsket i flere år. I forhold til det fem år ældre søsterskib "Olfert Fischer" var der kun foretaget mindre ændringer, og de tre skibe lignede hinanden så meget, at Marinen malede ringe på skorstenene for at skelne mellem dem.
Planen viser de svære kanontårne for og agter. Der er kahytter og messe for underofficerer i forskibet, banjer (opholds- og soverum) for matroser både for og agter, og messe og kahytter for officererne i agterskibet.
"Peder Skram" var pansret med cementeret nikkelstål fra Krupp, der havde stor modstandskraft. 24 cm kanonerne (fra Bofors i Sverige) kunne række 15.200 m mod 13.700 m i "Olfert Fischer", og skudhastigheden var øget fra 1,8 til 3 skud pr. minut. De mellemsvære 15 cm kanoner (også fra Bofors) havde længere kanonløb og havde øget rækkevidden fra 10.400 til 14.300 m, mens skudhastigheden fortsat var 7 skud pr. minut. Skibet var opkaldt efter den danske adelsmand og admiral Peder Skram.
Tjeneste.
"Peder Skram" søsattes fra Orlogsværftet den 2. maj 1908 (nybygning nummer 99) som det tredje panserskib af Herluf Trolle-klassen og med kommandohejsning i 1909. Skibet deltog i 1912 i eskorten ved afhentningen af Kong Frederik 8.'s lig i Travemünde. Skibet fik i sine første år en aktiv karriere i Marinen og deltog både i sommer- og vintereskadrer.
Under 1. verdenskrig udgjorde "Peder Skram" sammen med sine to søsterskibe og "Skjold" rygraden i den sikringsstyrke, der bevogtede de danske minefelter og markerede den danske neutralitet. Marinens store enheder gjorde på skift tjeneste i 1. eskadre i Øresund og 2. eskadre i Storebælt. I mellemkrigstiden var "Peder Skram" kun udrustet få gange. Søværnet ønskede tilsyneladende at spare på sit nye panserskib. Resultatet var også, at "Peder Skram" i 1939 var i stand til at gå 15,9 knob, altså samme fart som ved afleveringen 30 år tidligere.
Det var det eneste skib, der var tilbage af sin klasse ved udbrudet at 2. verdenskrig i 1939. Den 9. april 1940 lå det i Frederikshavn og kom ikke i kamp. Den 29. august 1943 var "Peder Skram" oplagt på Holmen under Mastekranen, og klokken 4:35 blev søventilerne åbnet som led i Flådens sænkning. Lidt efter klokken 5 lagde skibet sig til rette på bunden med slagside. Fotografier af det sænkede "Peder Skram" og Mastekranen er nok det mest kendte motiv fra Flådens sænkning.
Saltvandet ødelagde skibets maskiner, men tyskerne var i stand til at hæve det sænkede skib og slæbte det til Tyskland, hvor det kom til at fungere som artilleriskoleskib. Her blev det kort før krigens slutning sænket. Efter krigen blev "Peder Skram" i 1945 slæbt hjem til Flådestation Holmen, hvor det lå indtil det blev ophugget i 1949. Under ophugningen blev det kraftigt pansrede kommandotårn udtaget og opstillet på Forsøgsstation Risø til brug ved radioaktive målinger.
Noter.
Peder Skram, Kystforsvarsskibet
Blå Sommer.
a> afprøver en lattermaskine på Blå Sommer, 1999
Blå Sommer er navnet på Det Danske Spejderkorps' spejderlejr for alle medlemmer. Den afholdes hvert femte år (siden 1989, første Blå Sommer var i 1985). Der deltager ofte omkring 20.000 spejdere. Før navnet Blå Sommer blev indført, hed lejrene blot "korpslejr", i 1980 med titlen "Spejd 80" (En lidt anderledes korpslejr, da den bestod af 5 mindre lejre, der blev afholdt samtidig rundt i landet: Jægerspris-, Molbo-, Stevninghus-, Kaas- og Lerchenborg-lejren.
Blå Sommer blev afholdt i 1985 i Haderslev på lånt grund. Siden har lejren været afholdt på Stevninghus Spejdercenter (ved Kliplev) og den til formålet indkøbte naboejendom Holmgård.
Eksterne henvisninger.
*
Mette Lisby.
Mette Lisby (født 5. april 1968) er en dansk stand-up-komiker, skuespiller, tv-vært og forfatter. Lisby har bl.a. stået bag tv-programmer som "Ugen der gak", hvor hun både fungerede som vært og satireforfatter, og som skuespiller har hun spillet hovedrollerne som Juliane i filmatiseringerne af Jane Aamunds bøger "Klinkevals" og "Juliane" i henholdsvis 1999 og 2000. Mette Lisby er desuden datter af den danske sangskriver og sanger Bjarne Lisby.
Dansk stand-ups fødsel.
Mette Lisby var en af de få kvinder i gruppen af stand-up-komikere omkring den københavnske Café Din’s I starten af halvfemserne, hvor den danske stand-up-scene har sit udspring. Andre i gruppen omkring DIN’s inkluderer Casper Christensen, Jan Gintberg og Thomas Wivel. Lisby debuterede på DIN’s i 1992, og det varede ikke længe, før hun tog springet fra stand-up-scenerne til tv-skærmen.
TV-gennembrud.
I 1994 tv-debuterede hun som medvært på talentshowet "Ud af Skabet", og derefter blev hun vært på quizprogrammet "Stjernejoker". Men det var da hun i tre sæsoner fra 1996-1997 indtog værtsrollen i talkshowet "Linen Ud", at den brede danske befolkning for alvor fik øje på hende og hun markerede sig som en af danskernes absolutte yndlingsværter på TV. En status hun fastholdt, da hun hun i 1997 overtog værtskabet for det ugeaktuelle satireprogram "Ugen Der Gak" fra Michael Meyerheim. Mette Lisby var også hovedforfatter på "Ugen Der Gak", og havde blandt andet Frank Hvam med på sit forfatterhold.
"Linen Ud" og "Ugen Der Gak" havde uge efter uge mere end en million seere, hvilket gjorde dem til nogle af de mest sete programmer i Danmark i perioden. Som resultat modtog hun flere tv-priser: "Årets Underholdningsvært" (Billed Bladet) i 1997 og 1998, "Årets TV-favorit" (Se og Hør) 1997 og 1998, samt "Danmarks TV-Navn" (Ekstra Bladet) 1998.
Mette Lisby optrådte også i en del enkeltstående shows, samt som gæst i forskellige tv-udsendelser. Herunder blandt andet ’Nytår på TV2’ 1999, 2000 og 2001, ’Godt Nytår, Danmark’ i 2002 samt rollen som holdkaptajn i ’Noahs Ark’ i 2004.
Ved siden af TV-karrieren fortsatte Mette Lisby sin stand-up-karriere og ud over optrædender i tv-udsendelser som ’Stand-Up DK’, kunne danskerne opleve hende på scener over hele landet fra 1993 til 1996
Fra vært til stjerne.
I 1999 skabte hun sit eget sketch-tv-show, ’FC Lisby’, hvor hun arbejdede sammen med tegneren og filminstruktøren Anders Morgenthaler. Lisby var igen hovedforfatter på showet, og havde til lejligheden samlet et forfatterhold af nogle af de bedst kendte navne i dansk comedy, såsom Povl Erik Carstensen, Sebastian Dorset, Jacob Tingleff, Thomas Wivel og Mikael Wulff.
I 1999 debuterede Mette Lisby som filmskuespiller på det store lærred, da hun spillede hovedrollen i filmatiseringen af Jane Aamunds populære ’Klinkevals’. For denne præstation blev hun nomineret til en Robert i kategorien ’Bedste kvindelige hovedrolle’, og modtog en samlet anmelderskares ros. At Mette Lisby blev valgt til rollen var lettere kontroversielt i skuespillermiljøet, da Lisby ikke er uddannet skuespiller. I 2000 genoptog hun rollen som Juliane Jensen i opfølgeren, ’Juliane’.
I 2001 drog Mette Lisby på turné til alle de største byer i Danmark med sit soloshow ’One Woman Comedy Show’. Showet var udsolgt de fleste steder og blev vel modtaget i pressen.
DVD-indspilningen fra dette show solgte til platin.
I 2004 blev hun endnu engang vært på et talkshow, nemlig ’Knock Out’, en dansk udgave af det britiske ’Room 101’.
I 2001 blev hun gift med den populære radio- og tv-vært Jesper Bæhrenz.
London.
I 2005 flyttede parret til London, hvorfra de har drevet virksomheden VIVE Productions, der har udviklet tv-koncepter, brætspil og har skrevet materiale til andre komikere, samt manuskripter til tv og film.
VIVE Productions har haft stor succes med sine brætspil, der ofte relaterer sig til popkulturelle eller aktuelle emner, såsom det satiriske ’PBX’-spil, inspireret af Peter Brixtofte-skandalen. Parrets spil har solgt mere end 500.000 eksemplarer verden over.
Samtidig har Mette Lisby drevet karrieren videre i det engelske, med optrædender på britiske klubber som the Comedy Store, Tattershall Castle, Storm, Comedy Tree, Brou-Ha-Ha, Leicester Square Theatre, Comedy Café, Club 99, Electric Mouse, Latchmere Theatre, King’s Head Theatre, Comedy Camp, Phil Nichols’ Old Rope venue, Royal Comedy Gala 2008.
Mette Lisby har derudover optrådt på den prestigiøse Edinburgh Fringe Festival i 2006 og 2008, og har derudover også optrådt på Amsterdam International Comedy Festival, Brighton Comedy Festival og The Big Joke Festival I London.
Dertil kommer optrædender i Shanghai, Singapore, Hong Kong og Luxembourg. I 2007 og 2008 var hun med I BBC/Comedy Central’s ‘The World Stands Up’ samt Last Comic Standing-konkurrencen på den amerikanske tv-station NBC.
Mette Lisby forfatter-debuterede i 2007 med bogen ’Det er ikke fordi jeg er umulig - jeg er bare overtræt’ på forlaget Aschehoug. Bogen er en samling af klummer fra Søndagsavisen, som Mette Lisby har skrevet for siden 2005. Søndagsavisen har et oplag på omkring to millioner eksemplarer.
En af de største aftagere af materiale fra VIVE Productions’ hånd er den britiske stand-up-komiker Stephen K Amos. VIVE har skrevet to af hans shows, ’Stephen K Amos Gets Next To You’ og ’Stephen K Amos – Find The Funny’, samt leveret materiale til Amos’ show på Edinburgh Fringe Festival, ’Stephen K Amos’ Weekend Chat Show’.
Stephen K Amos’ shows har været megasucceser i Storbritannien, ligesom han drog på en udsolgt Australiens-turné med VIVE Productions og Mette Lisbys materiale.
Los Angeles.
I 2009 flyttede Mette Lisby med ægtemanden Jesper Bæhrenz til Los Angeles, hvor de p.t. bor. Senest har parret leveret manuskript til den skandinaviske version af den ultrapopulære Disney-sitcom ’As The Bell Rings’.
Bjarne Lisby.
Bjarne Lisby (født 1945) er sanger og sangskriver. Han er søn af Alfred Krouel og Ruth Lisby.
Bjarne Lisby er nok mest kendt for sangen om " De gamle bukser "...
Bent Larsen.
Jørgen Bent Larsen (født 4. marts 1935 i Tilsted nær Thisted - 9. september 2010 i Buenos Aires, Argentina) var en dansk skakspiller og skakstormester. Han flyttede i begyndelsen af 1970'erne til Las Palmas, men flyttede i 1982 til Argentina, hvor han boede til sin død.
De første år.
Larsen blev student fra Aalborg Katedralskole og repræsenterede Danmark i Juniorverdensmesterskabet i skak allerede som 16 årig i Birmingham i 1951 med en 5. plads som resultat. I København i 1953 opnåede han en 8. plads. Han studerede til civilingeniør, men opnåede aldrig den afsluttende eksamen, fordi han foretrak en karriere som professionel skakspiller.
Som 19-årig fik han tildelt titlen International mester og repræsenterede Danmark ved skakolympiaden i Amsterdam.. Han vandt sit første Danmarksmesterskab i 1954, og generobrede denne titel i 1955, 1956, 1959, 1963 og 1964.
Larsen som ung stormester.
Bent Larsen blev Danmarks første stormester i skak. Det skete ved afslutningen af skak-olympiaden I Moskva 1956, hvor han bl.a. imponerede ved at spille remis mod verdensmesteren Mikhail Botvinnik. Han fortsatte med at imponere, da han delte 1. pladsen i den stærkt besatte turnering i Hastings 1956–57 med 6½/9 Efter 2 mindre succesfulde sæsoner kom han stærkt tilbage med en delt 1. plads i Beverwijk i 1961
Udfordrer til Verdensmesterskabet.
Larsen blev hurtigt kendt for nogle gange at anvende usædvanlige åbninger. Han var en af de meget få moderne stormestre som lejlighedsvis anvendte Birds åbning (1. f4), og åbningstrækket 1. b3 kaldes nogle gange Nimzo-Larsen-angrebet til ære for ham (og Aaron Nimzowitsch).
Hans udsædvanlige åbningsrepetoire blev bl.a. anvendt i Interzoneturneringen i Amsterdam 1964, hvor han delte 1. - 4. pladsen med de etablerede sovjetiske stjernespillere Boris Spassky, Mikhail Tal og Vasily Smyslov. Hermed var han kvalificeret til kandidatturneringen. Han deltog i kandidatturneringen om VM i skak ved fire lejligheder: 1965, 1968, 1971 og 1977.
I kandidatdysten i 1965 tabte han i semifinalen til Mikhail Tal, en tidligere verdensmester. I 1968 tabte han i semifinalen til Boris Spasskij og i 1971 tabte han semifinalen 6-0 til Bobby Fischer, der endte med at vinde verdensmesterskabet.
I 1970 delte han 2. Pladsen i interzoneturneringen på Mallorca med 15/23. Bobby Fischer, der var på toppen af sin karriere, vandt turneringen. Efter turneringen var Bent Larsen placeret som nr. 3 på ELO-ranglisten, den højeste placering, han opnåede i karierren.
Larsen fulgte sine tidligere topplaceringer i interzoneturneringen med en sejr i 1976 i Biel i Schweiz).
De senere år.
I 1988 tabte Bent Larsen et parti til Deep Thought i Software Toolworks Championship, og blev dermed den højst rangerede FIDE-spiller (2560) og den første stormester, som blev slået af en computer i en turnering.
Larsen spillede højt op i alderen stadig lejlighedsvis turneringer. I 1999 sluttede han som nummer syv ud af ti ved de danske mesterskaber og blev nummer fire i 2002 "Najdorf Memorial knock-out" i Buenos Aires. Hans Elo-score i FIDE's liste fra.april 2009 var 2415, dvs. stadig på niveau med en god international mester.
Repræsentant for Danmark.
Bent Larsen repræsenterede 6 gange Danmark ved skakoplympiaderne, altid ved første bræt. Hans samlede score ved disse optrædener var 75/109, en imponerende score på 68.8%.
1536.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
Årstal: 1531 1532 1533 1534 1535 - 1536 - 1537 1538 1539 1540 1541
Konge i Danmark: Christian 3. 1534-1559
Eksterne henvisninger.
36
1503.
Eksterne henvisninger.
03
1864.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne - 1860'erne - 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne
Årstal: 1859 1860 1861 1862 1863 - 1864 - 1865 1866 1867 1868 1869
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
64
1869.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne - 1860'erne - 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne
Årstal: 1864 1865 1866 1867 1868 - 1869 - 1870 1871 1872 1873 1874
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
69
1426.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
Årstal: 1421 1422 1423 1424 1425 - 1426 - 1427 1428 1429 1430 1431
Eksterne henvisninger.
26
1481.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
Årstal: 1476 1477 1478 1479 1480 - 1481 - 1482 1483 1484 1485 1486
Eksterne henvisninger.
81
Anne Linnet.
Anne Linnet (født 30. juli 1953 i Åbyhøj) er en dansk sangerinde og komponist. Hun har været en del af den danske musikscene siden 1970'erne, og er én af de få sangerinder der har været populær igennem flere årtier. Hun har udgivet adskillige soloalbum og været medlem af Tears, Shit & Chanel, Anne Linnet Band og Marquis de Sade. Anne Linnet har opnået anerkendelse for hendes ærlige og ofte politiske og feministiske tekster, og hendes eksperimenterende musikgenrer. Hun har desuden gjort sig bemærket for hendes åbenhed omkring hendes biseksualitet.
Karriere.
Op gennem 1970'erne var Anne Linnet medlem af Shit & Chanel, som med sin kvindepolitiske musik uden paroler nåede ud til et bredt publikum. Derudover udgav Anne Linnet i 1978 Kvindesind, men indspillet i 1977, hvor hun fortolkede Tove Ditlevsens digtsamling af samme navn fra 1955. Produceren var Holger Laumann. Udkom på CD i 1988.
Efter Shit & Chanel fortsatte hun med nye projekter, og hun fik et stort hit med "Det er ikke det du siger" med Anne Linnet Band. I 1980'erne dannede hun Marquis de Sade, der med sin - for Anne Linnet - nytænkende rytmik var meget præget af musikken i firserne, fx Eurythmics. Denne gruppe udgav to plader, hvoraf "Hvid Magi" fostrede kæmpehittet "Venus".
I forbindelse med at Tove Ditlevsens roman "Barndommens gade" blev filmatiseret i 1986, satte Linnet melodi til en række af Ditlevsens digte - herunder "Barndommens Gade".
I 1988 udgav hun "Jeg er jo lige her". Åbningsnummeret "Tusind stykker" blev et stort hit. Björn Afzelius indspillede en svensk version, "Tusen bitar", som blev et stort hit i Sverige.
I 1989 udgav Anne Linnet "Min sang" i samarbejde med Johannes Møllehave som skrev alle albummets tekster. Dette samarbejde har også ført en lang række kirkekoncerter med sig.
I 1996 skrev hun kammeroperaen "Thorvaldsen".
I 2000 udgav hun sine erindringer. Bogen fik titlen "Hvor kommer drømmene fra." Hun har desuden udgivet digte og børnebøgerne om hunden Ivan.
I foråret 2006 udstillede hun sine malerier i Rundetårn.
I efteråret 2010 havde en dansk version af den internationale ABBA-musical "Mamma Mia!" premiere. De danske tekster er skrevet af Anne Linnet.
Privatliv.
Annet Linnet er student fra Århus Statsgymnasium, og uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium.
Anne Linnet har levet sammen med både mænd og kvinder, og er gennem tiden blevet et lesbisk ikon. Hun var fra 1974 til 1985 gift med jazzsaxofonisten Holger Laumann med hvem hun fik børnene Evamaria og Jan Martin, som siden har skiftet navn til hhv. Eva og Marcus.
I 1988 fik hun sønnen Alexander med Mads Buhl Nielsen. Alexander debuterede i 2010 som sanger under kunstnernavnet Xander. I 2006 adopterede Anne Linnet det rumænske søskendepar Maria og Peter.
Den 6. juni 2010 berettede "B.T." at Anne Linnet havde indgået registreret partnerskab og ventede barn med den 23-årige Tessa Franck.. Tessa Frank Linnet fødte den 31. juli 2010 en datter ved navn Isolde Elisabeth Franck Linnet.
Sorø-ulykken.
Sorø-ulykken den 25. april 1988 skete, da et Intercitytog fra Jylland mod København afsporedes under indkørsel til Sorø. Et Litra ME-lokomotiv (no. 1535) med syv passagervogne passerede sporskifterne i den vestlige ende af Sorø station med højere hastighed end tilladt (40 km/t ved kørsel fra venstre spor til vigespor). Hastigheden var efter havarigruppens vurdering ikke under 100 km/t og udløste afsporingen. En del af vognene i toget væltede.
Ved ulykken omkom 8 personer, 8 blev alvorligt kvæstet og 70 blev lettere kvæstet.
Sorøulykken var en af faktorerne til at DSB indførte sikkerhedsystemet ATC.
Admiral Hipper (svær krydser).
Den svære krydser "Admiral Hipper" blev bygget hos Blohm und Voss i Hamborg fra 1935 og indgik i aktiv tjeneste i den tyske Kriegsmarine pr. 29. april 1939
Krydseren, der havde navn efter Admiral Franz Ritter von Hipper, havde et deplacement på 14.247 ton.
Hovedbevæbningen var 8× 20,3 cm kanoner i fire kanontårne og 12× 10,5 cm kanoner mod fly.
"Admiral Hipper" var den første af 5 ens svære krydsere, og det eneste, der var i tjeneste før krigsudbruddet.
Franz Ritter von Hipper.
Franz Ritter von Hipper (* 13. september 1863 † 25. maj 1932) var en tysk admiral.
Han deltog i søslaget i Skagerrak og blev senere kejserlig flådechef.
Deplacement.
Deplacement, skibsteknisk vægt-tonnage, som er et mål for skibets vægt (vægten af den af skibet fortrængte vandmasse).
Operation Weserübung.
Operation Weserübung var den tyske kodebetegnelse for invasionen af Danmark ("Weserübung-Süd") og Norge ("Weserübung-Nord") under 2. verdenskrig.
Optakt til invasionen.
a> var ophavsmanden til planerne bag Operation Weserübung.
Operationen begyndte for den tyske flådes (Kriegsmarine) vedkommende den 7. april 1940. I operationen deltog bl.a. slagskibene "Scharnhorst" og "Gneisenau" samt krydserne "Admiral Hipper, Blücher" og "Lützow." Kriegsmarine led svære tab i Norge, bl.a. "Blücher" og 10 destroyere.
Hitler var egentlig ikke interesseret i hverken Norge eller Danmark. Men han var bange for, at hans modstandere Storbritannien og Frankrig skulle placere tropper i de nordiske lande og true Nazi-Tyskland derfra. Dertil kom, at den tyske flåde gerne ville have baser for ubåde i Norge. Herfra ville de lettere kunne komme ud i Atlanterhavet og true konvojerne med forsyninger til Storbritannien. Dels havde Hitler et behov for en hurtig overbevisende sejr, som kunne fjerne modstanden imod ham i militæret.
Faktisk havde Storbritannien og Frankrig planer, som berørte de nordiske lande. Nazi-Tyskland importerede jernmalm fra Nordsverige, og om vinteren, når den Botniske Bugt var lukket af is, blev jernmalmen udskibet fra Narvik i Norge. Problemet for Storbritannien og Frankrig var, at man kun kunne forhindre udskibningen af den svenske jernmalm, hvis man sendte tropper til det nordlige Norge og Sverige, og det ville de to neutrale lande ikke frivilligt gå med til. Derfor planlagde man at sige, at tropperne skulle videre til Finland for at hjælpe finnerne i Den finske vinterkrig mod russerne. Men krigen mellem Finland og Sovjetunionen sluttede, inden Storbritannien og Frankrig fik sendt deres tropper af sted.
Invasionen.
De tyske tropper gik over grænsen til Danmark kl. 4.15 om morgenen den 9. april, 1940. Det kom til kortvarige kampe i Sønderjylland og på Amalienborg Slotsplads. Men allerede kl. 6 blev det på et møde hos kongen med de vigtigste ministre og de militære chefer besluttet, at man måtte indstille modstanden. Kampene kostede 16 faldne på dansk side.
I Norge trak kampene ud i længere tid, og Storbritannien og Frankrig nåede at sende hjælpetropper til landet. Men i slutningen af maj blev de engelske og franske tropper trukket tilbage, og kort efter overgav de sidste norske styrker sig.
Rumtid.
I Einsteins specielle og almene relativitetsteori er tid og det 3-dimensionale rum slået sammen til et enkelt 4-dimensionalt manifold kaldet rumtid. Et punkt i rumtiden bliver benævnt en hændelse. Enhver hændelse har 4 koordinater (t, x, y, z).
Blücher (svær krydser).
Krydseren "Blücher" synker i Oslofjorden 9.april 1940
Den svære krydser Blücher af den tyske "Admiral Hipper"-klasse indgik i aktiv tjeneste i den tyske Kriegsmarine pr. 10. september 1939, men kunne dog først meldes kampklar i begyndelsen af april 1940 efter en del træningstogter.
Blücher blev under Operation Weserübung sænket i Oslofjorden den 9. april 1940 af norske kystbatterier placeret på fortet Oscarsborg.
Krydseren havde navn efter den preussiske generalfeltmarskal Blücher.
Præcession.
a>r hurtigt nok, vil det ikke, som man ellers skulle tro, falde ned, men præcessere langs den med sort angivne bane. Blå pil = impulsmoment, grøn pil = tyngdekraft, rød pil = drejningsmoment omkring ophængspunktet.
Præcession er et fysisk fænomen der viser sig, når et roterende objekts akse "slingrer" mens den udsættes for en udefrakommende kraftpåvirkning. Fænomenet ses almindeligvis med en snurrende snurretop, men faktisk kan alle roterende objekter udvise præcession.
Jordens præcession.
Jorden er også et roterende legeme. Dens rotationsakse hælder omkring 23,5 grader i forhold til normalen til ekliptikas plan (pol), men aksen præcesserer med en periode på cirka 25.800 år. Det betyder at himlens nordpol og sydpol samt himlens ækvator ser ud til at flytte sig i forhold til fiksstjernerne i løbet af århundrederne.
Sagt på en anden måde, så forårsager rotationen og præcession, at himmelpolen i løbet af 25.800 år beskriver en cirkel rundt om ekliptikas pol på 23,5°. Et resultat af dette er, at Nordstjernen ikke var nordstjerne, da egypterne byggede pyramiderne for ca. 5.000 år siden, og at den heller ikke vil være nordstjerne engang i fremtiden. Alle stjernepositioner ændres langsomt pga. præcessionen, og det er derfor nødvendigt at henføre positionerne i stjernekatalogerne til et bestemt år.
Præcessionen har også betydning for forårspunktets placering da forårspunktet afhænger af himlens ækvators beliggenhed. I antikken befandt forårspunktet sig i stjernebilledet Vædderen, men i dag er det flyttet langt ind i Fiskene. I fremtiden vil det komme til at befinde sig i Vandmanden ("Vandmandens tidsalder"), og så videre.
Vestlig astrologi tager udgangspunkt i forårspunktet ved inddelingen af ekliptika i stjernetegn. Præcessionen fra antikken til i dag har betydet at der ikke er overensstemmelse mellem stjernetegnene og de synlige stjernebilleder på himlen som tegnene oprindelig blev opkaldt efter. Denne forskel bliver større i fremtiden, og først om godt 20.000 år vil stjernetegn og stjernebilleder igen "passe sammen".
Posthum.
Ordet anvendes ved en handling eller begivenhed, som har direkte forbindelse med en person, som er afgået ved døden før handlingen eller begivenheden. En forfatter eller komponister vil f.eks. få udgivet sit værk posthumt, hvis han dør imellem færdiggørelsen af værket og udgivelsesdatoen. Man kan også få tildelt en pris eller æresbevisning posthumt, hvilket typisk sker for at ære den dødes minde. En forbryder kan blive dømt respektive en uskyldig kan frifindes posthumt. Udtrykket anvendes dog ikke i forbindelse med handlinger og begivenheder i forbindelse med personens død. En begravelse er almindeligvis posthum - medmindre andet angives.
Gebhard Leberecht Blücher.
Gebhard Leberecht von Blücher, Fürst von Wahlstatt (16. december 1742 i Rostock - 12. september 1819) var en preussisk generalfeltmarskal.
Blücher blev født i det svenske Pommern og var soldat i den svenske armé, men blev taget til fange af preusserne og skiftede til deres side i en alder af 18. Her blev han senere kaptajn, men faldt i unåde hos monarken Frederik II af Preussen. Han tog sin afsked fra militæret og vendte ikke tilbage før femten år senere.
Han blev preussisk general op til Napoleonskrigene, og efter det preussiske nederlag var det ham, der blev den naturlige leder af patrioterne. Da russerne havde kastet Napoleons tropper tilbage til Elben, fik Blücher status som Preussens svar på den store strateg Napoleon. Han slog denne ved Leipzig i 1813, og krigslykken vendte. Blücher tilføjede Napoleons kejserrige dødsstødet i Slaget ved Waterloo i 1815.
I 1814 blev han udnævnt til fyrste af Wahlstatt.
Han døde i 1819 i en alder af 77 år. Den Blücherske slægt kan i dag spores til bl.a. Norge, Island og Danmark.
SI-præfiks.
Et SI-præfiks er et præfiks som kan anvendes på enhver SI-enhed.
For eksempel ganger præfikset "kilo" med ét tusind, så én "kilo"meter er 1.000 meter og én "kilo"watt er 1.000 watt. Præfikset "milli" dividerer med ét tusind, så én "milli"meter er en tusindedel af en meter (der går 1.000 millimeter på en meter); og én "milli"liter er én tusindedel af en liter. Dét at det samme præfiks kan anvendes på enhver SI-enhed, er en af styrkerne af SI systemet.
Komplet SI-præfiks-tabel.
Bemærk at man i andre lande, blandt andet USA, bruger et andet system for navne på store tal.
Ordet "billion" kan således være tvetydigt i en international sammenhæng.
En af fordelene ved SI-præfikserne er at de ikke kan misforstås.
Stavningen af de forskellige præfikser kan dog variere lidt fra sprog til sprog.
Som et eksempel staves hekto- og kilo- henholdsvis "etto-" og "chilo-" på italiensk.
De samme to præfikser staves "hecto-" og "kilo-" på engelsk, der er ingen stavemåde, som er mere korrekt end andre da det, ligesom andre ord, afhænger af sproget.
Symbolerne for præfikserne er internationale og ufravigelige, så italienerne bruger også km som forkortelse for "chilometro".
SI-præfiks operatorprioritet.
Præfikset har altid højere operatorprioritet end en hvilkensomhelst eksponentiering; derfor betyder "km²" "kvadratkilometer" og ikke "kilo - kvadratmeter". For eksempel er 3 km² det samme som 3.000.000 m² og "ikke" 3.000 m² ("heller ikke" 9.000.000 m²).
Anbefalinger.
Det anbefales at anvende præfikser med eksponenter, der er delelige med tre. Hellere '100 meter' end 'en hektometer'. Bemærkelsesværdige undtagelser er centimeter, hektar (hekto-ar), centiliter og 1 dm3 (det samme som rumfanget én liter).
Bemærk at det formelle SI-præfiks for 1000 er et lille "k"; det store "K" er forkortelsen for temperaturenheden Kelvin.
Navnenes oprindelse.
Betegnelserne for de forskellige antal er for det meste afledt af græsk, men femto og atto er afledt af dansk.
Stat.
En stat er en organisation med egen fyrste (regering), der har suverænitet over et geografisk mere eller mindre afgrænset område.
Indadtil betegnes en stat ved et system af politiske institutioner, der har eneret på magten til at fastsætte og opretholde en given retsorden inden for sit territorium og det over for sin befolkning.
Staten er et ofte anvendt udtryk for hele regeringsapparatet, men kan også adskilles herfra, idet regeringen og dens embedsmænd hele tiden skiftes ud, mens staten består. Ifølge sociologen Max Weber kan staten defineres som dén organisation, der i "et menneskeligt samfund succesfuldt gør krav på at have monopol på udøvelsen af legitim vold".
"Stat" forveksles ofte med "nation", men hvor "nationen" betegner den gruppe mennesker, der lever i det ovennævnte område, så er staten den enhed, der udøver den særlige magt, som den har monopol på: Magtudøvelser, som hvis de udføres af andre end staten betragtes som forbrydelser eller vold: Kun en stat kan ekspropriere, arrestere, frihedsberøve eller henrette. Statens magtmonopol udøves af politi og militær. Staten omfatter også de organisationer, hvor de regler vedtages, som bestemmer, hvornår den må anvende sin særlige magt og til hvad, og staten omfatter de organisationer, som kan sætte de samme regler ud af kraft, f.eks. ved militær undtagelsestilstand. Filosoffen Carl Schmitt definerede suverænitet som dette at beherske undtagelsestilstanden.
I moderne demokratiske stater kan staten kun fremstå som legitim ved at hævde at den udøver sin magt på vegne af kollektivet.
Dette er ikke en forudsætning for stater i almindelighed. Den danske konge under enevælden støttede således sin legitimitet på "Guds nåde", og Ludvig den 14. af Frankrig sagde: "Staten - det er mig".
Statsdannelser.
I den løbende debat hersker der en del forvirring om begreberne stat, delstat, nationalstat, forbundsstat, helstat, statsforbund, rige, land og nation. I det efterfølgende skal der ved nøjere definitioner og eksempler klargøres, hvad de forskellige begreber henviser eller kan henvise til.
Begrebet om staten bør først adskilles fra 'nationen', hvor det sidste udelukkende refererer til folket og folkets kultur. Således udgør fx kurderne en nation, selvom de endnu ikke har deres egen stat (Kurdistan). 'Nationalstaten' betegner derimod sammenfaldet af nation og stat (en omstændighed, der ofte giver de bedste betingelser for nationalismen).
Med hensyn til 'rige' og 'land' bruges disse af og til synonym med "enten" nation "eller" stat. I Tyskland bruges ordet "Land" (plur. "Länder") egentlig som en betegnelse for delstaterne. Mere specifikt kan 'land' betegne både staten og statens territorium, og 'rige' både statens territorium og territoriets befolkning (som kan udgøre én eller flere nationer og/eller grupperinger).
Stater, statsforbund og forbundsstater.
Den mindste selvstændige stat er bystaten (græsk: "polis") eller fristaden, hvor hele staten kun omfatter en enkelt by (og måske et mindre opland).
En stat kan være en sammenslutning af delstater i en forbundsstat med adskillige fælles funktioner så som forsvar og udenrigspolitik. Derfor må en forbundsstat have en regering, til hvilken delstaternes regeringer har afgivet suverænitet. I forbundsstaten USA er en "state" ret beset en delstat.
Hvis flere stater med hver deres forfatning, love og myndigheder har fælles formelt overhoved, tales om en personalunion.
Hvis praktisk taget al suverænitet over delstaterne er koncentreret i en central regering, kan man tale om en helstat, men dette er nu mere et historisk begreb fra enevældens tid.
Stater kan indgå i et endog meget tæt samarbejde og være enige om en lang række fælles regler inden for økonomi, politik etc., uden at staterne afgiver en væsentlig grad af suverænitet. Så er der tale om et statsforbund, der altså "ikke har en fælles regering", men derimod fælles organer til varetagelse af samarbejdet.
Et statsforbund kaldes også en konføderation og en forbundsstat en føderation.
Stater og folk – nationalstater.
En stat kan godt bebos af flere folk (nationer) som f.eks. angelsaksere og keltere i Storbritannien. En nationalstat er derimod en stat, der kun bebos af ét folk, bortset fra nogle ubetydelige mindretal af indbyggere, der måske nok regner sig som en del af statens befolkning, men som også er knyttet til et andet folk. Mindretal er som regel nationale mindretal, men kan også være begrundet i andre forhold – jøder i alle lande føler sig således knyttet til det jødiske folk.
Den store samtidige indvandring til landene i Vesten har imidlertid til en vis grad udhulet begreberne, fordi mange indvandrere ikke ønsker eller kan assimileres ind i værtslandenes nation (se også integration).
Eksempler på statsdannelser.
Der er mange flydende overgange mellem begreberne, så det er formålstjenligt at belyse disse med en række eksempler.
Den dansk-norsk-slesvig-holstenske personalunion.
Mens den dansk-norsk-slesvig-holstenske personalunion indtil 1814 eksisterede, bestod den af det danske folk, det norske folk og en del af det tyske folk.
Det danske folk boede hovedsageligt i det daværende kongerige Danmark og i den nordlige og mellemste del af hertugdømmet Slesvig, og det norske folk boede hovedsageligt i kongeriget Norge, mens en del af det tyske folk hovedsageligt boede i den sydlige del af hertugdømmet Slesvig samt i hertugdømmet Holsten. Dertil kom folkene i de norske bilande i Nordatlanten.
Der var imidlertid tale om en personalunion omfattende to kongeriger og to hertugdømmer, der regeredes af én fyrste. I Danmark og Norge var han konge (efter hver sin arvehyldning), og i de to hertugdømmer var han hertug. Slesvig var derudover et dansk len (men kongen som lensherre), mens Holsten frem til 1806 fungerede som tysk len (med den tyske kejser som lensherre). Den danske konge regerede sine danske og norske undersåtter – inkl. dem i de norske bilande i Nordatlanten – via "Danske Kancelli" og sine undersåtter i de to hertugdømmer via "Tyske Kancelli" – uagtet at indbyggerne i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig overvejende var dansksprogede. Begge kancellier fik deres navne efter det sprog, de anvendte, og havde begge til huse i "Den røde Bygning" på Slotsholmen i København.
Fra helstat til nationalstat.
Norge blev afstået til Sverige i 1814 (som kompensation fik den danske konge svensk Forpommern, som senere blev mageskiftet med Preussen til gengæld for Lauenborg), og da den resterende helstat efter nederlaget i 1864 måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev Danmark en nationalstat, der kun omfattede ét folk – nemlig det danske folk. Efter genforeningen i 1920 indgik et lille tysk mindretal i Sønderjylland i den danske befolkning.
Landet havde den gang nogle besiddelser i Nordatlanten. Disse nåede deres nuværende status i flere faser. I 1944 blev Island en helt selvstændig stat, og i 1948 fik Færøerne hjemmestyre med eget lagting og landsstyre, og i 1979 fik Grønland det samme med eget landsting og landsstyre. Begge områder vælger 2 medlemmer til det danske folketing. I dag omfatter Det Danske Rige således Danmark, Færøerne og Grønland, og det er en slags forbundsstat – kaldet et rigsfællesskab – der omfatter det danske folk med et tysk mindretal, det færøske folk og det grønlandske folk.
De fremmede folkedele er imidlertid så små, at Det Danske Rige må betragtes som en nationalstat.
Det Tyske Forbund.
Den tyske folkedel i Slesvig, Holsten og Lauenborg følte sig knyttet til det øvrige tyske folk, der dengang beboede de mange tyske stater, der fra 1815 var medlem af Det Tyske Forbund, som var et statsforbund. Det eksisterede frem til 1871 – fra 1866 dog som det preussisk dominerede Nordtyske Forbund. Efter den preussisk-østrigske krig i 1866 blev Østrig udelukket fra Det Tyske Forbund, og Østrigs allierede under krigen blev simpelthen annekteret af Preussen. Det drejede sig om Hannover, Nassau, Kurhessen og den frie rigsstad Frankfurt am Main. Nogle af forbundets medlemmer var helstater, der også omfattede andre folk end det tyske, og i visse tilfælde var det kun den tyske del, der var medlem af statsforbundet. F.eks. var den polske del af kongeriget Preussen og den ungarske del af det Østrigske Kejserrige ikke medlemmer af Det Tyske Forbund. Holsten og Lauenborg var medlemmer af forbundet, men ikke Slesvig. Böhmen og Mähren havde både et tysk og en tjekkisk befolkningsdel, men disse to var både medlemmer af det østrigske kejserrige og Det Tyske Forbund.
Det Tysk-romerske Rige.
Forgængeren for Det Tyske Forbund var det Tysk-romerske Rige, der egentlig hed "Das heilige Römische Reich deutscher Nation", og som eksisterede fra 962 til 1806. De betydeligste tyske staters fyrster – herunder de såkaldte fyrstbiskopper – kårede (derfor "kurfyrster") en fællestysk konge, og han blev af paven i Rom, der gerne ville beskyttes af en mægtig, verdslig fyrste, kronet til tysk-romersk kejser og overtog den verdslige magt i Kirkestaten. Det Tysk-romerske Rige var blot et statsforbund, hvis enkelte medlemmer sågar kunne finde på at føre krig mod hinanden. Det omfattede også Østrig – det var et såkaldt "stortysk" rige – eller rettere: forbund. Man sagde dengang, at det hverken var et rige, romersk eller helligt! Det Tysk-romerske Rige blev opløst under Napoleonskrigene i 1806.
Det Tyske Kejserrige.
Efterfølgeren for Det Tyske Forbund – fra 1866 Det Nordtyske Forbund – var Det Tyske Rige – kejserriget fra 1871 til 1918, men det omfattede ikke Østrig – det var et såkaldt "lilletysk" rige. Den preussiske konge blev udråbt til tysk kejser, og stod som sådan over de øvrige tyske fyrster, men det nye tyske kejserrige havde mange fælles funktioner – f.eks. de væbnede styrker, udenrigspolitik, pengevæsen og højesteret – og var derfor en forbundsstat med en central regering, der bestod af delstater med et vist selvstyre og egen fyrste. Den lovgivende forsamling for riget var rigsdagen, og de lovgivende forsamlinger for delstaterne var landdagene.
De gamle hertugdømmer i den danske helstat, Slesvig, Holsten og Lauenborg var blevet erobret af Preussen og Østrig i 1864 og var i 1866 blevet indlemmet som provinser i kongeriget Preussen og indgik som sådanne i det tyske kejserrige. De dansktalende og dansksindede indbyggere i Slesvig blev således borgere i den preussiske delstat i det tyske kejserrige, men de følte sig også knyttet til det danske folk. På samme måde var indbyggerne i den vestlige del af Polen og indbyggerne i Elsass-Lothringen ikke en del af det tyske folk, og man kan derfor ikke sige, at det tyske kejserrige før Første Verdenskrig var en nationalstat. Der var betydelige nationale mindretal inden for riget.
Mindretallene ved den dansk-tyske grænse.
Efter folkeafstemningerne i Sønderjylland i 1920 blev dette delt ved den nuværende dansk-tyske grænse i det tyske Sydslesvig og det danske Nordslesvig. Nordslesvig kaldes også De sønderjyske landsdele. Derved aftog mindretalsproblemerne, men der er stadig indbyggere i Sydslesvig, som er borgere i Tyskland, men som føler sig knyttet til det danske folk. På samme måde er der mennesker i Nordslesvig, der er borgere i Danmark, men som føler sig knyttet til det tyske folk.
Weimarrepublik og Nazirige.
Det Tyske Rige blev efter Første Verdenskrig i 1918 til en republik, og udover Nordslesvig måtte det afstå Elsass-Lothringen og områderne i det vestlige Polen. Riget – fra 1933 Naziriget eller "Det Tredje Rige" – var frem til 2. verdenskrigs udbrud i 1939 en nationalstat, da det kun husede ubetydelige mindretal. Naziriget var en central enhedsstat. De tidligere delstater var frataget ethvert selvstyre og var reduceret til administrative enheder. I 1938 indlemmedes Østrig – det blev til Ostmark – i "Det Tredje Rige", som derfor atter kunne kalde sig et "stortysk" rige. Den bombastiske betegnelse "stortysk" er altså ikke – som mange tror – en nazistisk opfindelse. Naziriget brød sammen i 1945, og Tyskland og Østrig styredes frem til 1949 af besættelsesmagterne.
Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik.
Den nye vesttyske forbundsstat blev grundlagt i 1949. Den kom til at hedde Forbundsrepublikken Tyskland (BRD), og blev udvidet ved den tyske genforening i 1990, da områderne i den sovjetisk dominerede Tyske Demokratiske Republik (DDR) blev optaget som nye delstater i BRD. DDR var i lighed med Naziriget en central enhedsstat.
Forbundsrepublikken Tyskland omfatter i dag 16 delstater, hvoraf 3 er bystater. Den har kun få nationale mindretal f.eks. sorberne, friserne og danskerne og må derfor betegnes som en nationalstat. Det samme gælder Østrig, der både er en forbundsstat og en nationalstat med kun få og ubetydelige nationale mindretal – f.eks. Kärntenslovenierne.
Andre eksempler på forbundsstater.
Andre eksempler på forbundsstater er USA, Canada og Australien. At medlemmerne af forbundsstaten USA kalder sig States, skal man ikke lade sig forvirre af. De er rettelig delstater eller provinser, og den sidstnævnte betegnelse anvendes da også i Canada og Australien. I alle tre forbundsstater har delstaterne eller provinserne et udpræget selvstyre, men der er i enhver forbundsstat altid politisk uenighed om fordelingen af magt og kompetence mellem forbundsstaternes centrale regeringer og delstaternes regeringer. I USA går det ene store parti (Demokraterne) ind for mere magt til forbundsregeringen i Washington D.C., hvorimod det andet store parti (Republikanerne) går ind for det modsatte.
Alle tre forbundsstater er udprægede indvandrerlande. Om de kan betegnes som nationalstater i den europæiske betydning er tvivlsomt, men at man for USA's vedkommende i dag godt kan tale om et amerikansk folk og en amerikansk nation er hævet over al tvivl. Dette forhold kan imidlertid ændre sig, hvis den store indvandring fra Latinamerika, Østasien og Mellemøsten fortsætter, da de nye indvandrere ofte ønsker at bevare deres sprog og sædvaner og at bosætte sig sammen med deres racefæller og landsmænd. Dette var ikke tilfældet med den tidlige indvandring fra Nord- og Vesteuropa og kun til en vis grad tilfældet med den noget senere indvandring fra Syd- og Østeuropa. Man taler om, at USA for tiden ændrer sig fra at være en folkelig smeltedigel til et folkeligt kludetæppe.
Det forenede Kongerige eller UK (England, Wales, Skotland og Nordirland) samt Spanien og Italien er forbundsstater med visse problemer – f.eks. med selvstændighedsbevægelserne i Skotland, Baskerlandet, Catalonien og Lombardiet. UK og Spanien bebos hver for sig af flere folk såsom englændere, walisere, skotter, baskere, catalanere, castilianere, andalusiere m.v. og er altså ikke nationalstater. Derimod må Italien betegnes som en nationalstat med et østrigsk mindretal i Sydtyrol.
Frankrig.
Frankrig vil helst opfatte sig selv som en nationalstat. Derfor fortrænges det forhold, at der inden for staten findes mange mindretal – f.eks. korsikanere, italienere, bretonere, alsacere, lorrainere, flamlændere, catalanere, baskere og provencalere. Langt op i det 20. århundrede blev mindretallene søgt forfransket og i et vist omfang undertrykt.
Den Europæiske Union.
EU er en blanding af et statsforbund og en forbundsstat. Ordet "forfatningstraktat" er et slående udtryk for forvirringen – et statsforbund bygger på en traktat mellem forbundets medlemmer, mens en forbundsstat har en forfatning.
Styreform.
Styreform er måden en stat styres på, det vil sige angår statens overhoved(er).
Man skelner i hovedsagen mellem monarki, hvor stillingen som statsoverhoved går i arv og den, eller de, der kan komme til at overtage stillingen, gennem sin opdragelse forberedes bedst muligt hertil, republik, hvor statsoverhovedet vælges, og hvor der derfor ingen sikkerhed er for de forudsætninger, vedkommende har, aristokrati hvor magten ligger hos en mindre sluttet kreds af mennesker, diktatur, hvor statsoverhovedet er kommet til magten i kraft af vold og uden tilkendegivet tilslutning fra indbyggerne, samt anarki, hvor intet statsoverhoved findes og dermed ingen ansvarlig for samfundets retstilstand.
I Danmark har vi konstitutionelt monarki.
Parlament.
Et parlament er en lovgivende forsamling.
I nogle lande er parlamentet opdelt i to forsamlinger, typisk kaldet "overhus" og "underhus" eller "førstekammer" og "andetkammer", som begge skal stemme for et lovforslag for at det kan blive vedtaget. Et sådant system kaldes tokammersystem.
Parlamenterne i de enkelte lande har ofte særlige navne som man bruger i stedet for det mere generelle "parlament". Nogle af disse navne (f.eks. Sejmen og Dumaen) er navne på ét af kamrene i et tokammer-system og ikke på det samlede parlament.
Norden.
Danmark havde indtil 1953 et tokammer-system: Parlamentet hed Rigsdagen og bestod af Folketinget og Landstinget.
1750.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
Årstal: 1745 1746 1747 1748 1749 - 1750 - 1751 1752 1753 1754 1755
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
50
1745.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
Årstal: 1740 1741 1742 1743 1744 - 1745 - 1746 1747 1748 1749 1750
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
45
1749.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
Årstal: 1744 1745 1746 1747 1748 - 1749 - 1750 1751 1752 1753 1754
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
49
1754.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
Årstal: 1749 1750 1751 1752 1753 - 1754 - 1755 1756 1757 1758 1759
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
54
1759.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
Årstal: 1754 1755 1756 1757 1758 - 1759 - 1760 1761 1762 1763 1764
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
59
1760.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
Årstal: 1755 1756 1757 1758 1759 - 1760 - 1761 1762 1763 1764 1765
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
60
Styrbord.
Styrbord er et nautisk udtryk, der betyder højre side af skibet set agterfra, dvs, fra en position hvor man kigger fremad. Venstre side kaldes bagbord.
I forbindelse med sejlskibe betyder "styrbord halse" at vinden kommer ind fra højre.
Ordet styrbord stammer fra norrønt. Vikingerne styrede [stýri] deres både med styreårer (ror), som altid var fæstet på højre bord [borð]. Rorsmanden, som holdt styreåren med begge hænder, stod med ryggen [bak] mod bådens venstre side (bagbord).
Amningsmærker.
Amningsmærkerne ses over den forreste bil
Amningsmærker (tidligere også "amingsmærker") er tal på skibets for-, agterstavn samt på skibssiderne ud for middelspantet, der viser hvor dybt skibet ligger i vandet, målt fra kølens underkant til vandlinjen.
Dybden angaves tidligere i engelske fod på styrbords side og i decimeter på bagbords side. Nu om dage angives amningsmærkerne normalt udelukkende i decimeter.
Amningsmærker er et absolut mål for skibes dybgang, og adskiller sig således fra Plimsoll-mærker der er relative til det sted (og den årstid) hvor et skib lastes.
Sprogligt.
"Amning" kommer af at ame eller amne, der betyder at måle, mere specifikt at måle et fartøjs bæreevne ved at belaste det med kendte vægte.
Slovenien.
Republikken Slovenien er et land i Centraleuropa. Slovenien har en ganske kort kystlinje til Adriaterhavet og grænser op til Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien.
Siden omkring år 600 har Slovenien været beboet af slovenere, som senere kom under Østrigs herredømme. I 1918 blev området en del af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovener, der i 1941 blev delt mellem Tyskland, Italien, Ungarn, Bulgarien og Albanien, og i perioden 1945 - 1947 blev området atter en del af Jugoslavien.
Det moderne Slovenien blev grundlagt den 25. juni 1991 efter Jugoslaviens opløsning. Slovenien betragtes som den rigeste og mest vestligt orienterede region i eks-Jugoslavien. I 2004 blev Slovenien optaget i EU og NATO.
Slovenien er opdelt i 147 kommuner. De to største byer er hovedstaden Ljubljana og Maribor mod øst. Gorenje-fabrikkerne ligger i byen Velenje.
Efter sigende er der kun tre øer i Slovenien, den ene i Bled-søen "(Blejsko jezero)", den anden i Drava-floden og den tredje i Krka-floden Otočec.
I skolerne lærer de engelsk og tysk som fremmedsprog, ligesom i Danmark
1746.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
Årstal: 1741 1742 1743 1744 1745 - 1746 - 1747 1748 1749 1750 1751
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746 - - Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
46
1757.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
Årstal: 1752 1753 1754 1755 1756 - 1757 - 1758 1759 1760 1761 1762
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
57
Afledte SI-enheder.
Afledte SI-enheder er en del af SI-systemet for måleenheder og er afledt af de 7 grundlæggende SI-enheder.
1538.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
Årstal: 1533 1534 1535 1536 1537 - 1538 - 1539 1540 1541 1542 1543
Eksterne henvisninger.
38
Svømmebassin.
Et svømmebassin er et kunstigt bassin med vand, der bruges til at svømme i. Mange byer i Danmark har svømmehaller med et eller flere svømmebassiner, der bruges til motion, leg, svømmeundervisning og svømmestævner. I denne slags svømmebassiner tilsættes klor ofte vandet for at holde det rent. Svømmebassiners størrelse afhænger af hvilket formål de skal bruges til. Et svømmebassin der skal bruges til konkurrencer skal have helt bestemte mål, som er fastsat af det internationale svømmeforbund.
1809.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
Årstal: 1804 1805 1806 1807 1808 - 1809 - 1810 1811 1812 1813 1814
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
09
Nordamerika.
Nordamerika er et kontinent på den nordlige halvkugle, beliggende øst for Stillehavet, vest for Atlanterhavet, syd for det Arktiske hav og nord for det sydamerikanske kontinent. Areal ca. 24.200.000 km².
1742.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
Årstal: 1737 1738 1739 1740 1741 - 1742 - 1743 1744 1745 1746 1747
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
42
1819.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
Årstal: 1814 1815 1816 1817 1818 - 1819 - 1820 1821 1822 1823 1824
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
19
Ferdinand von Zeppelin.
Ferdinand Graf von Zeppelin, tysk luftskibskonstruktør
Ferdinand Adolf Heinrich August Graf von Zeppelin (8. juli 1838 - 8. marts 1917) var en tysk officer og luftskibskonstruktør.
Zeppelin var elev på militærskolen i Ludwigsburg og blev i 1858 udnævnt til løjtnant. I 1859 blev han indkaldt til ingeniørkorpset og han deltog fra 1863 som observatør i den amerikanske borgerkrig og senere – i 1866 - som generalstabsofficer i Den tyske krig og i Den fransk-tyske krig 1870 – 1871. Fra 1882 til 1885 var Zeppelin chef for ulanregimentet i Ulm, og derefter Württembergs gesandt i Berlin. I 1891 tog han som generalløjtnant sin afsked, men blev i 1906 udnævnt til general ved kavaleriet.
Fra 1880'erne beskæftigede Zeppelin sig med problemerne i forbindelse med styrbare balloner og begyndte i 1899 bygningen af sin første styrbare ballon, der i 1900 foretog tre flyvninger over Bodensøen. De stadig bedre resultater førte til at der blev gennemført en slags nationalindsamling (lotteri) hvor halvdelen af de indbetalte over 6 millioner mark blev sat i "Luftschiffbaugesellschaft Zeppelin G.mb.H."
I 1908 købte militæret det fuldt funktionsdygtige luftskib "Z3". Indtil 1914 befordrede "Deutsche Luftschiffahrtgesellschaft" (Delag) på mere end 1500 flyvninger hen ved 35.000 personer uden uheld.
Under 1. verdenskrig blev det klart at zeppelinere ikke var krigsegnede, da de frembød en alt for stor angrebsflade.
1838.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
Årstal: 1833 1834 1835 1836 1837 - 1838 - 1839 1840 1841 1842 1843
Eksterne henvisninger.
38
Rosettestenen.
Rosettestenen er en mørk granitsten, der blev opdaget i Nildeltaet i juli 1799, under Napoleons felttog i Egypten. På stenen var der skrevet en tekst på to sprog - egyptisk og oldgræsk med tre skrifter - egyptiske hieroglyffer, egyptisk demotisk og græsk. Da de to sidstnævnte skrifter allerede var kendte, blev stenen nøglen til dechifreringen af hieroglyfferne. Det skete i 1822 og blev udført af Thomas Young og Jean-François Champollion. Dette muliggjorde oversættelse af andre tekster med hieroglyffer.
I overført betydning kan det bruges om en vigtig brik i tydning af f.eks. fjendens koder.
Rosettestenens opdagelse.
I sommeren 1798 udsendtes Napoleon med en hær på mere end 35.000 mand til Egypten for at bryde englændernes handelsruter til Indien. Ud over soldater deltager en gruppe på ca 150 historikere og andre videnskabsmænd. Ekspeditionen bliver en militær fiasko, men en videnskabelig succes.
I juli 1799 var en gruppe franske soldater i færd med noget byggearbejde ved Fort Julien i nærheden af havnebyen Rachîd (af franskmændene kaldet "Rosette") i nildeltaet. Under nedbrydning af en gammel mur opdager den vagthavende ingeniørofficer Pierre Bouchard, at der i muren er indfældet en sort stele, som er dækket med inskriptioner. Det viser sig, at inskriptionerne er delt i tre afsnit: øverst en tekst med hieroglyffer, i midten en tekst med kursiverede tegn, som minder lidt om arabisk, og nederst en tekst på græsk. Videnskabsmændene oversætter den græske tekst, som viser sig at være et dekret fra farao Ptolemæus V (regerer fra 205 f. Kr. - 180 f. Kr.) til sine undersåtter, skrevet af en egyptisk præst i Memphis i 196 f. Kr. Man formoder, at det er den samme tekst, der er skrevet på stenen med hieroglyffer. Imidlertid når de franske videnskabsmænd ikke langt med tydningen af stenen, inden de må overlevere den til englænderne. I 1802 efter fredsslutningen bliver stenen, som er 118 x 77 x 30 cm og vejer 3/4 ton, overført til British Museum, hvor den har befundet sig siden. De franske videnskabsmænd havde imidlertid kopieret stenens inskriptioner, som hurtigt blev genstand for indgående studier af den akademiske verden.
En af de mange, som kaster sig over tydning af Rosettestenen, er den engelske fysiker Thomas Young. I en alder af 14 år beherskede han græsk, latin, fransk, italiensk, hebræisk, aramæisk, syrisk, arabisk, persisk, tyrkisk og etiopisk. Herudover studerer han medicin og botanik. I 1814 bliver Young opmærksom på, at mange grupper af hieroglyffer er omgivet af en oval, en såkaldt kartouche. Den minder om et et navneskilt, men er egentlig en løkke af reb, som skal beskytte den navngivne person mod farlig magi og trolddom. Han er klar over, at de "indrammede" hieroglyffer har en særlig betydning - muligvis navnet på den farao, som forekommer i teksten. Da han kan finde Ptolemæus' navn i den græske skrift, formoder Young, at det er hans navn. Dette viser sig senere at være et gennembrud. Desværre forfølger Young ikke denne linje, da den ikke passer med antagelsen om, at hieroglyfferne er et billedsprog - og ikke fonetisk baseret. Han mener, at forklaringen på skrivemåden for Ptolemæus er, at denne farao jo ikke er af egyptisk oprindelse. Young indstiller sine forsøg på tydning af skrifterne.
Jean-François Champollion besøger ofte Louvre Muséet, hvor han får tilladelse til at studere den kopi af Rosettestenens inskriptioner, som befinder sig der. Som 19-årig bliver han udnævnt til assisterende professor i oldtidshistorie. Champollion får nu tid til at fordybe sig i studier af det koptiske sprog og de egyptiske hieroglyffer.
Det store spørgsmål er, om skriften er ideografisk, således at hvert tegn svarer til et billede. Eller om den er fonetisk, så hvert tegn svarer til en lyd (som fx i vores sprog). Champollion arbejder først videre ud fra Youngs antagelse om, at de fonetiske tegn/bogstaver alene bruges om ikke-egyptiske tegn, hvilket bekræftes af dechifrering af navne som Alexander og Kleopatra. Men i 1822 får han fat i nogle cartoucher, som er så gamle, at de indeholder traditionelle egyptiske navne. Og det viser sig, at Youngs teori ikke holder. I virkeligheden er skriften både ideografisk og fonetisk.
I 1814, da Champollion er 24 år gammel, publicerer han nogle af sine undersøgelsesresultater, "L'Egypte sous les Pharaons", hvilket giver ham et tiltrængt økonomisk løft. Endelig i 1822, efter mere end 7 års undersøgelser, præsenterer Champollion sin samlede oversættelse af hieroglyfferne på Rosettestenen for Det franske akademi. Hans arbejde modtages med megen skepsis af den videnskabelige verden, men efterhånden som flere og flere inskriptioner oversættes ved hjælp af Champollions metode, bliver det accepteret, at han har løst den 1800 år gamle gåde. Det viser sig, at der indgår mere end 700 tegn i hieroglyf-alfabetet.
Lascaux-hulerne.
Lascaux-hulerne i Frankrig indeholder nogle af de tidligste kendte kunst - hulemalerier og de er dateret til være 15.000 til 17.000 år gamle.
Hulen blev opdaget i 1940 af en hund kaldet Robot.
20. juli-attentatet.
20. juli-attentatet er betegnelsen for et attentat mod Adolf Hitler 20. juli 1944. Attentatet blev foretaget af oberst Claus von Stauffenberg i førerhovedkvarteret "Ulveskansen" i Rastenburg i Østpreussen.
To gange tidligere havde Stauffenberg undladt at gennemføre attentatet fordi Hermann Göring og Heinrich Himmler ikke var til stede.
Men den 20. juli anbragte Stauffenberg en mappe med en bombe i, ikke langt fra Hitlers fødder. En anden officer som mappen stod i vejen for flyttede den om bag konferencebordets svære ben, og da bomben detonerede mindskedes virkningen af sprængningen af benet og den tykke bordplade samt barakkens spinkle konstruktion.
Fire af de tilstedeværende officerer blev dræbt og tyve andre blev såret, men Hitler slap med nogle knubs. Han kom sig imidlertid aldrig over chokket, storhedsvanviddet voksede, og han følte sig frelst af forsynet for at redde Tyskland.
Bag Stauffenberg stod en sammenslutning af officerer, embedsmænd og politikere.
Der havde været andre attentatforsøg, og der fandtes anden modstand i Tyskland, men oftest individuelt og uden en større sammenhængende modstandsbevægelse.
For at gennemføre et "coup d’etat" var der brug for en gruppe med indflydelsesrige personer som modstanden kunne samle sig omkring og med det nødvendige samspil med de væbnede styrker og forberedelse af civil og militær administration efter et kup. Netop i Tyskland var de væbnede styrker den eneste større bevæbnede magt, der var relativt uafhængig af partiet og som – med beslutsom ledelse – ville have kunnet vælte Hitler.
Men de væbnede styrker aflagde en troskabsed til Hitler og til det tyske rige, og denne troskabsed betød, at personer der indgik i en konspiration mod Hitler blev forrædere i dobbelt forstand ved at forråde både fædrelandets udvalgte leder og Hitler som person. De – ikke mindst militærfolk – der udgjorde den inderste kerne af konspirationen, gjorde dette ud fra en opfattelse af, at Hitlers ulovlige magtovertagelse i sig selv var et større forræderi end det de – med en tvungen edsaflæggelse – kunne begå ved at søge at fjerne ham.
Deltagere i 20. juli-opstanden.
Positionerne for deltagerne i mødet, da bomben eksploderede.
En tidlig organisator var admiral Wilhelm Canaris, der i 1935 var blevet udnævnt til chef for den militære efterretningstjeneste Abwehr. Stærkt støttet af sin næstkommanderende, general Hans Oster, gjorde Canaris en del af sin organisation – "Zentralamt" eller den såkaldte "Afdeling Z" – til et center for afvigelse. Omkring Canaris og Oster samledes efterhånden den kreds, der langt senere skulle komme til at stå bag attentatet den 20. juli.
General Ludwig Beck var chef for hærens generalstab fra 1933 til 1938, da han efter skandalerne med Werner von Blomberg og Werner Freiherr von Fritsch søgte at organisere en modstand mod Hitlers krigsplaner og derfor måtte tage sin afsked. Efter dette engagerede han sig stærkt i modstanden sammen med Leipzigs borgmester Carl Friedrich Goerdeler.
Fra diplomatiet kom Ulrich von Hassell, Tysklands ambassadør i Rom og svigersøn til storadmiral von Tirpitz. Han deltog i forhandlingerne i 1936 om en Rom–Berlin akse og så denne som endnu et skridt hen mod krig i Europa. Kort efter at Ribbentrop i 1938 blev Hitlers udenrigsminister, blev von Hassell afskediget.
Efterspil.
Den 21. juli kl 1 om natten blev oberst Claus von Stauffenberg, general Friedrich Olbricht, oberst Albrecht Mertz von Quirnheim og løjtnant Werner von Haeften efter ordre fra general Friedrich Fromm henrettet ved skydning efter en hastigt gennemført krigsret. Yderligere omkring 5.000 personer blev anholdt af Gestapo og heraf blev omkring 200 henrettet. Generalfeltmarskal Erwin Rommel blev mistænkt for at have støttet kupmagerne og fik valget mellem krigsret og selvmord. Han valgte selvmordet for at redde sin familie. Erwin Rommel blev begravet under store hædersbevisninger, som faldet i krigen.
Heraldik.
Heraldik er læren om brugen af våbenmærker og våbenskjolde. Herolderne havde kendskabet til heraldik.
thumb
719 våbenskjolde danner en anetavle
Historie.
Fra urgammel tid har krigere udsmykket deres skjolde og hjelme med farver og figurer. Fra den græske oldtid og romerrigets regimentsmærker kendes både fane og skjold i det 4. århundrede. Figurer og symboler kunne være praktiske skelnemærker i kamp, og kunne give bæreren held og styrke som en slags amuletter
Brugen af symboler på våbenskjolde som præsentation af en ridder eller en slægt udviklede sig fra 1100- til 1200-tallet med fremkomsten af adelsfamilier og udviklingen af det feudale system i Vest- og Centraleuropa. Frankrig førte an med England, Italien og Det hellige Romerske Rige (Tyskland) tæt efter. Spanien og Nord- og Østeuropa udviklede sine egne traditioner, som lignede de fire nævnte områder meget. Danmark og det øvrige Skandinavien tilhører den tyske heraldiske tradition, der er den mest enkle og oprindelige.
I forbindelse med ridderturneringernes opblomstring i 1200-tallet begyndte især franske herolder at systematisere våbenskjoldenes udformning og fastsætte regler for brugen. Fx kunne kun adelige få et våbenskjold. Det mindskede forvirringen over, at flere personer kunne havde samme våbenskjold. Det var både en ulempe i turneringer og slag.
England kopierede fagtermerne, men brugte dem på anderledes; det var muligt for byer og det bedre borgerskab at få et våbenskjold. De engelske regler udviklede sig løbende og er i dag ganske omfattende. Der tillægges de forskellige farver forskellige værdier: troskab, mod og visdom m.m., men det er tvivlsomt, om det gjaldt i heraldrikken før sen-middelalderen/tidlig renæssance.
I Tyskland blev der aldrig fastsat regler, og det stod alle frit for, adelig såvel som bonde, at lave deres eget våbenskjold. De danske konger fastlagde heller ingen regler, men udstedte i stedet et patentbrev til de ansøgere, de fandt værdige.
Til heraldikken hører ikke kun våbenskjoldet, men også hjelmen, som i tidlig middelalder kunne være et mindre kunstværk i sig selv, skabt af kogt læder med tilbehør af fjer, silke m.v.
Våbentavle.
Våbentavler anvendes undertiden til anetavler, idet våbenskjolde blev brugt som i figuren herunder. Forældrene placeres på øverste linje i midten - med faderen til venstre (sværdsiden) og moderen til højre. Farfaderen har samme våbenskjold som faderen, farmoderen står til venstre for faderen, morfaderen har det samme som moderen, og mormoderen står til højre for moderens våbenskjold. I eksemplet er Staur far, farfar osv, Benkestokk er farmor, og så videre.. Rød er mor, morfar og så videre, Rustung er mormor, og så videre... Det findes også andre måder at lave en anetavle end med våbenskjold.
Ridder.
Typer af ridderrustning.Ca. 14-16. århundrede.
En ridder (el. gl. dansk "knægt") var en kriger til hest; han er også et ikon for den periode i Europas historie, der kaldes middelalderen. Ridderen var især i højmiddelalderen langt den stærkeste militære enhed, og han nød en tilsvarende høj status. Helt frem til omkring år 1000 blev ridderen ikke opfattet som andet end en simpel professionel soldat til hest, men i løbet af det følgende århundrede udviklede de beredne krigere sig til en elitestyrke. Det var først senere, efter år 1100, at en række særlige aristokratiske idealer - ridderidealer - udviklede sig, der kom til at præge og ophøje denne krigertype, og som til dels stadig er levende. På dansk fik denne soldatertype betegnelsen ridder eller knægt, begge låneord fra tysk ("Ritter" & "Knecht").
Riddervæsnets oprindelse.
Det var en række teknologiske og samfundsmæssige forandringer i middelalderen, der til sidst skabte en helt ny samfundsklasse, og flere innovationer indenfor udstyr og taktik gjorde rytterne til en formidabelt slagkraftig enhed. Men det krævede enorme ressourcer at udruste denne krigertype og ikke mindst mange år at træne ham, og kun de rigeste fyrster havde derfor mulighed for at finansiere en sådan styrke.
Teknologisk baggrund.
Den vigtigste teknologiske forudsætning for riddervæsnet var stigbøjlen. Uden den faldt rytteren nemt af, hvis han prøvede at slå ud efter nogen med et sværd eller stikke med et spyd. I Indien findes der meget gamle afbildninger af ryttere med storetåen i en lille løkke af reb. Den moderne stigbøjle af metal blev først taget i anvendelse af rytterfolk i Centralasien, og det er her, udviklingen af den teknologi, der var grundlaget for middelalderens riddertype, begyndte.
Et af disse centralasiatiske folkeslag var "sarmaterne", der i begyndelsen af 2. århundrede var involveret i flere konflikter med Romerriget i området ved Donau. De brugte stigbøjler, sadler og lanser og var iklædt (skæl)panser fra top til tå. Romerne anerkendte deres militære styrke og hvervede bl.a. i 175 5.500 sarmatiske alaner, der skulle fungere som tungt kavaleri ved den nordlige grænse af Britannien. Romerne kaldte den sarmatiske kavaleri cataphractarii, et navn der formodentlig er afledt af deres skælpanser. Det tunge rytteri blev herefter et vigtigt element i den romerske hær.
Da hunnerne vandrede vestpå og satte skub i en lang række folkevandringer, der vendte op og ned på Romerriget, sluttede en del af sarmaterne sig til visi- og ostrogoterne, der kæmpede sejrrigt mod romerne og i sidste ende grundlagde deres egne kongeriger i hhv. Sydfrankrig og Italien. Især slaget ved Adrianopel 378 e.Kr., hvor kejser Valens blev slået af en gotisk hær, der inkluderede alanske ryttere, var afgørende; dette slag regnes normalt for ridderens indtog i Europas militærhistorie.
Samfundsmæssig baggrund.
Den vestlige del af Romerriget gik i opløsning ved overgangen fra antikken til middelalderen. I stedet opstod en række kongeriger, hvor diverse "barbarer" (ikke-romerske dynastier) organiserede sig i et hierarkisk system, ofte baseret på deres erfaringer som lejetropper i romernes grænsehær. Hærføreren, kongen, var overhoved, og under ham uddelegeredes magten og jorden til officerer. Romerhærens officersbetegnelse "dux" er for eksempel endt som adelig titel, (hertug). I disse kongeriger findes rødderne til den samfundsform, der siden er blevet kaldt den feudale, som byggede på personlige edsbånd mellem kongen og adelen.
Middelalderen kaldes med god grund "riddertiden". Ridderen var den vigtigste militære styrke, ridderen var den centrale figur i samfundet (kongens magt rakte ikke langt), og riddervæsnets fremkomst hang også sammen med det feudale systems udvikling; det var ressourcekrævende at udruste en ridder. Det krævede træning at blive god til at slås til hest, og denne skulle opdrættes til dette særlige formål. Sværd og rustning krævede desuden den ypperste smedekunst; derfor var det kun var muligt for de rigeste, dvs. for dem, der rådede over store jordområder, at betale for en ridder. For ridderen var det derfor nødvendigt at gå i tjeneste hos en person, da han umuligt selv kunne finansiere sit eget udstyr og træning. Som modydelse blev ridderen brugt af sin lensherre som magtmiddel.
Ridderidealer.
I 1100-tallet blev en række dyder knyttet til ridderen, der hidtil ikke havde været opfattet som noget særligt i forhold til andre krigere. Nu blev de bl.a. et vigtigt element i korstogsmytologien, og de blev nu opfattet som uselviske beskyttere af de svage, kvinder og ubevæbnede, og ridderens selvopfattelse som høvisk, ædel, kristen og guds kriger er bærende for middelalderens kultur. Baggrunden var, at kirken da inkluderede soldater i det gejstlige system gennem Gudsfredsbevægelsen. Ridderne fik så høj status, at de adelsmænd, som hidtil havde stået over dem, begyndte at identificere sig med dem, og en position som ridder blev nu en mulighed for at bevæge sig opad i samfundet; og for de få, endda en mulighed for at blive indlemmet i den adelige sfære.
Taktik og udrustning.
Krig og kamp var i middelalderen en kærkommen lejlighed til at vinde hæder og ære og krigsbytte. Det miljø, ridderen bevægede sig i, var ekstremt aggressivt, og her var krigen en livsform. Pauserne mellem de hyppige krige blev brugt på træning, der med tiden udviklede sig til ridderturneringer, og med at lytte til sange, der hyldede krigen og heroiske gerninger.
I kamp var den klassiske taktik for rytteriet at ride frem i en tætsluttet formation, skulder ved skulder og med fældede lanser. Åbne slag mellem to ridderhære var dog sjældne, da de altid var risikable og udfaldet ofte påvirket af tilfældigheder. I stedet bestod den foretrukne strategi i datidens krige i belejring af fjendens borge og plyndringstogter i baglandet for ved at fjerne forsyningerne at svække hans kampvilje.
En hær i middelalderen var et sammenrend af forskellige grupper. Kernetropperne var ridderne, der bestod af mindre kontigenter, der var ledet af deres egen lensherre. Derudover var der ofte forskellige typer af hjælpetropper, fx tvangsudskrevne bønder eller professionelle højtspecialiserede bueskytter. Fælles for fodfolket var dog, at de ikke havde samme status som ridderne og desuden måtte bære de største tab i slagene.
Oplæring til ridder.
I middelalderen kunne enhver fri mand blive ridder. En ridder skulle imidlertid selv stille op med hest og rustning, hvilket var dyrt. Dertil kom, at man skulle gennem en oplæring til at blive ridder, som også kostede penge. Ridderne kom derfor som regel fra en adelig (eller rig) familie.
Oplæring til ridder foregik sådan: først blev man opdraget af sine forældre til at opføre sig på rette manér. Ved 7-års alderen blev man sendt til en fyrstes hof for at arbejde som page. Pagens arbejde bestod i at være tjener. Her blev man instrueret af hoffets damer i at opføre sig dannet. Man blev undervist i kristendom. Man lærte de grundlæggende jagt- og våbenteknikker og lærte at ride hest.
Når man var 14 år gammel, kunne en ridder vælge én ud til at blive sin væbner, ridderens personlige tjener. Man sørgede for ridderens udstyr og for hans hest. Ridderen på sin side oplærte væbneren i de ting, der skulle til for at blive ridder. I takt med at man blev ældre, fulgte man med ridderen i krig og hjalp ham, hvis han blev såret under et slag.
Når uddannelsen blev skønnet til at være færdig, det vil sige omkring 18- 21 års alderen, blev man slået til ridder. Det foregik på følgende måde: aftenen før gik væbneren ind i et kapel og bad til Gud hele natten (en såkaldt vigilie). Om morgenen blev han badet (en rituel renselse) og iført en hvid skjorte, en guldtunika og en purpurfarvet kappe og derefter slået til ridder af kongen eller en ridder, der handlede på kongens vegne. En væbner kunne også slås til ridder på slagmarken, hvis han havde kæmpet usædvanligt heltemodigt. I så fald ville en ridder slå ham på skulderen med sit sværd og udtale: Vær du ridder.
Nye former efter krudtet.
Da krudtet blev opfundet i 1300-tallet tager udviklingen af kanonen fat. Dette våben kunne skyde huller i feudaladelens borgmure og var samtidig for dyrt til, at andre end konger kunne bevæbne sig dermed. På slagmarken blev håndbårne skydevåben, kombineret med fodfolk bevæbnet med lange spyd og hellebarder en modvægt til det pansrede rytteri. Det førte til, at kongen vinder styrke over adelen, og i hele Europa til en centralisering af magten.
I samme periode indstiftede de europæiske konger en række ridderordener, der skal holde de gamle dyder i hævd. Desuden formaliseres adelens rolle som samfundsklasse, skønt dens militære betydning er forbi.
Selv i vore dage lever "ridderen på den hvide hest" som et romantisk ideal om en modig og uegennyttig mand.
Ridderskab.
Ridderskab er et middelalderbegreb som omfatter ridderne.
Larve.
En larve er et livsstadie i visse dyregruppers udvikling fra unge til et voksent individ.
Hos mange insekter findes et larvestadie, f.eks. hos fluer og sommerfugle. Ved insekterne sker der en metamorfose, hvor larven i mange tilfælde totalt skifter udseende og forvandler sig til det voksne individ efter en periode som puppe.
En undtagelse fra dette er f.eks. græshopper, der ikke har et larvestadie og heller ikke undergår metamorfose.
Fisk og vandlevende hvirveldyr og bløddyr har også livsstadier, hvor de kaldes larver.
Ibenholt.
Slægten "Diospyros", som på dansk hedder henholdsvis Kaki og Ibenholt er udbredt med ca. 200 arter i Asien, Afrika og Nordamerika. Det er buske eller træer, som for det meste er stedsegrønne, men enkelte er løvfældende. Frugterne er store, saftige bær. Her omtales kun de arter, som dyrkes i Danmark, eller hvis ved eller frugter forhandles her.
Ibenholt er det danske navn for tømmer fra visse arter af slægten "Diospyros".
Sort Ibenholt.
Sort Ibenholt er en meget hård, næsten sort træsort, der stammer fra Vestafrika. Blev tidligere bl.a. brugt til de sorte tangenter på klaverer.
Burgundere.
Burgundere var et folkefærd, som i folkevandringstiden erobrede Burgund, der kaldes Bourgogne på nutidens fransk. I Middelalderen blev Bornholm kaldt for "Burgundarholm". Dette ledte til myten om at burgundere skulle være udvandrere fra den danske ø, hvilket dog intet andet end det påståede navnesammenfald tyder på. Burgunderne var et germansk folkefærd, og de kom muligvis fra området omkring floden Oder ved den tysk-polske grænse.
Skåne.
a> er rødt med gult kors
Skåne er det sydligste landskab i Sverige og ligger på den sydligste spids af den Skandinaviske halvø. Skåne udgør ét svensk län med 1,2 millioner indbyggere og indgår i Øresundsregionen. Skåne er Sveriges vigtigste landbrugsområde og en af landets tættest befolkede regioner. De største byer er Malmø, Lund og Helsingborg.
Skåne var indtil 1997 delt i Malmöhus län og Kristianstads län, men styres siden 1997 af Region Skåne, mens Skåne län varetager statens regionale opgaver. Skåne var dansk (tillige med Halland og Blekinge) indtil 1658. I de følgende århundreder gennemgik Skåne - trods løfter i freden i København - en hårdhændet forsvenskningsproces med etniske udrensninger af dansksindede og forbud mod at tale dansk. Trods disse svenske overgreb har Skåne en meget udpræget regional identitet. Skånsk har en stærkere stilling end andre dialekter i Sverige.
Historie.
Navnet Skåne kan sandsynligvis føres tilbage til urgermansk "*skaðin-awjo" ("skade-ø", "farlig kyst", vel om de farlige farvande ved Falsterbo eller Kullen), som blev overtaget af romerne som "Scadinauia", senere "Scandinauia". Skandinavien blev senere en betegnelse for hele området nord for Germanien.
Middelalder.
Historisk set er Skåne det største landskab i Skånelandene og et tidligere dansk kerneland. Adam af Bremen beskriver i 1068 Skåne som Danmarks rigeste, skønneste og vigtigste del med den talrigeste befolkning og som et stort handelsmidtpunkt. Malmø var i flere hundrede år Danmarks næststørste by.
Siden omkring 1100 holdt Danmarks ærkebiskop til i Lund, og her opbevaredes det danske rigsbanner, Dannebrog. Skånemarkedet ved Skanør og Falsterbo var næst efter Øresundstolden Danmarks vigtigste indkomstkilde.
Ærkebispesædet i Lund rådede over et område, som strakte sig fra den nordtyske kyst til Nordkalotten, og havde en central rolle for hele Norden. Allerede i 1000-tallet havde Skåne ifølge Adam af Bremen 300 kirker, flere end hele det øvrige Danmark. Kirken i Dalby bygget under Svend Estridsen i 1060 var Danmarks første stenkirke. I Skåne boede de rigeste og mægtigste danske adelsslægter.
Ingen konge kunne bestige den danske trone uden først at være hyldet af skåningerne på Sct. Libers høj ved Lund.
I den sidste danske tid var Skåne inddelt i fire len: Helsingborg Len, Malmøhus Len, Christiansstad Len og Ysted Len.
Dansk-svenske krige.
Ved freden i Roskilde 1658 blev Skåne afstået til Sverige. Denne fred indledte en længere periode med krige mellem Sverige og Danmark om herredømmet over Skåne. Ved slaget ved Lund 1676 tabte Danmark det afgørende slag.
Efter afslutningen af den Skånske krig 1675-1678 blev en fred forhandlet på plads: Frankrig tvang Danmark til at afstå fra kravet om Skånes tilbagevenden.
Forsvenskning.
Fra 1658 til 1720 var Skåne ikke inkorporeret i det egentlige Sverige, men var en slags koloni, såkaldt "inrikes, utländskt land"." Området blev styret af en generalguvernør under den svenske konge.
Flere skånske oprør mod den svenske centralmagt blev slået ned med stor brutalitet. Guerillakrigere, de såkaldte snaphaner, blev tortureret til døde, og i områder, hvor der var mange snaphaner, blev civilbefolkningen udsat for overgreb. I et tilfælde blev våbenføre mænd forsøgt henrettet.
De første halvtreds år efter freden i Roskilde blev de vigtige administrative forandringer foretaget i den proces, der kaldes Skånes försvenskning. Også i Sverige indførtes enevælde og også en hårdere styring af Skåne. Universitetet i Lund blev oprettet i 1668 bl.a. for at forsyne landsdelen med embedsmænd. Under Johan Gyllenstierna og senere Rutger von Aschenberg blev danske adelsmænd i nøglepositioner erstattet af svenske. Flere danske adelsmænd blev optaget i den svenske adel, hvilket krævede at de svor troskab mod den svenske konge, men flertallet udvandrede. Svenske adelsmænd fik støtte til at erhverve skånske herregårde.
I de første år forblev de danske præster i deres sogne, og kirkegangen foregik med dansk sprog og skik. I 1686 indførtes svensk kirkeordning og herefter også svensk katekismus og salmebog. De svenske salmer havde oftest samme melodi som de danske; i andre tilfælde blev de danske salmer oversat til svensk, hvilket var et meget vigtigt element i udbredelsen af svensk i almuen. Også den danske præstedragt blev byttet ud med den svenske.
Forsvenskningen foregik ikke ikke kun i Skåne, men den gik hårdest ud over Skåne. Forsvenskningen gik også ud over de tabte norske landsdele (Bohuslän, Jämtland og Härjedalen) og de andre tabte danske landsdele med dansk identitet (Halland og Blekinge). Især i de tidligere norske landsdele Härjedalen og Jämtland er der også blevet kæmpet som i Skåne i sin tid.
Skånsk identitet.
Forsvenskningspolitikken betød, at indflydelsen fra det danske sprog og den danske identitet blev undertrykt. Der var dog stadig tale om en særlig skånsk identitet, der i nogen grad vender sig mere mod den nærliggende storby København end mod det fjernere Stockholm. Især med tilflytningen af mange danskere til Skåne, og med de mange skåninge, der ved hjælp af Øresundsbroen kan pendle til job i hovedstaden, er der en stigende tendens i denne udvikling.
Symboler.
En uofficiel, men almindelig anerkendt Skånehymne er Nils Hanssons "Sang til Skåne" fra omkring år 1900. Også Zacharias Topelius' "Lund-sletten" fra 1868, K. G. Ossianilssons "Skånesang" fra 1905, Nils Hildestrands "Här är den bygden som fäderna röjde" og Oskar Patrik Sturzenbeckers "Det är ett "yndigt" land" fra omkring 1850 er nævneværdige. Sidstnævnte har samme versemål og begyndelsesord som Oehlenschlägers "Der er et yndigt land", fordi forfatteren ønskede, at man skulle bruge samme melodi på begge sider af Sundet.
Meningsmålinger om tilhørsforhold.
Nylige meningsmålinger foretaget af aviser har vist en overraskende stærk orientering mod Danmark. Der er flertal for en skånsk genforening med Danmark. En af aviserne var den skånske avis Helsingborg Dagblad, hvis hjemmeside den 24. december 2007 anførte svarene på spørgsmålet: ”Vilket land skulle du helst vilja tillhöra?”. Et flertal på 52,2% svarede Danmark, 35,4% svarede Sverige, mens de sidste sagde ”Inget av dem”: 10,7% og ”Vet inte”: 1,7%.
I den landsdækkende svenske avis Aftonbladet (fra Stockholm) blev de svenske internetlæsere den 26. december 2007 spurgt: ”Tycker du att vi ska ge bort Skåne till Danmark?”, et flertal på 50,8 % svarede ja. Det stemmer overens med læserne af Kvällsposten (fra Malmø) hvor 54,5% også svarede til fordel for en genforening.
Politiken spurgte den 26. december 2007 danskerne, om de ville have Skåne tilbage. De svarede følgende: ja: 63%, nej: 32% og ved ikke: 6%.
Meningsmålingerne har skabt fornyet debat i svenske og danske medier på trods af avisafstemningers repræsentative mangler.
I Aftonbladets meningsmåling deltog over 183000 personer. Repræsentative meningsmålinger udspørger normalt kun 1000-1200, men de udvælges til gengæld sådan at de afspejler befolkningen.
Tallene er interessante, også fordi svarene kom uden nogen form for politisk diskussion. Det er også kendt, at skåninger foretrækker København frem for Stockholm "langt oppe ved polarcirkelen".
Joachim von Ribbentrop.
Ullrich Friedrich Willy Joachim Ribbentrop, fra 1925 von Ribbentrop (30. april 1893 - 16. oktober 1946, henrettet) var en indflydelsesrig politiker i det nazistiske Tyskland fra 1932 til 1945, og udenrigsminister fra 1938 til 1945.
Biografi.
I sin ungdom tilbragte Ribbentrop adskillige år i udlandet, således i årene 1910 - 1914 i Canada, hvor han importerede tyske vine, men også gjorde sig gældende som medlem af det canadiske ishockey-landshold.
Ribbentrop indgik i 1920 ægteskab med Anna Elisabeth (Annelies) Henkell, der var datter af sektfabrikanten Otto Henkell (1869-1929). Han blev knyttet til svigerfaderens virksomhed som firmaets repræsentant i Berlin.
Von Ribbentrop blev medlem af NSDAP i 1932 og ydede gennem sine omfattende kontakter til indflydelsesrige kredse Adolf Hitler store tjenester, som kom Hitler til gode ved magtovertagelsen i 1933.
Den sprogkyndige von Ribbentrop blev dog - til sin skuffelse - ikke straks udenrigsminister, men tjente først Hitler som særlig udenrigspolitisk rådgiver og fra 1936 som ambassadør i London indtil han i 1938 opnåede posten som udenrigsminister.
Efter flere måneders hemmelige forhandlinger kunne han den 23. august 1939 - til verdens store overraskelse - i Moskva underskrive Ribbentrop-Molotov-pagten, der forudså en deling af Polen mellem Tyskland og Sovjetunionen og sovjetisk neutralitet i tilfælde af krig i Vesteuropa.
Efter krigsudbruddet den 1. september 1939 mindskedes von Ribbentrops indflydelse - nu var det generalerne, Hitler talte med. For at indynde sig indsatte von Ribbentrop SS-folk på de centrale poster i udenrigsministeriet.
Ribbentrop blev ved krigens slutning afskediget af Hitlers efterfølger, storadmiral Karl Dönitz.
Hans dom blev dødsstraf, og han blev hængt d. 16. oktober 1946. Hans sidste ord var "Gud bevare Tyskland". Von Ribbentrop blev 53 år.
Ludwig Beck.
Generaloberst Ludwig August Theodor Beck (29. juni 1880 – 20. juli 1944) var chef for den tyske hærs generalstab 1933 til 1938.
Efter skandalerne med Werner von Blomberg og Werner Freiherr von Fritsch søgte Beck at organisere modstand mod Hitlers krigsplaner og måtte tage sin afsked. Nu engagerede han sig stærkt i modstanden bl.a. sammen med Leipzigs borgmester Carl Friedrich Goerdeler.
Beck var en central figur i 20. juli sammensværgelsen og var udset som midlertidigt statsoverhoved.
Han blev arresteret af hjemmehærens chef general Friedrich Fromm, der selv deltog i komplottet og tvang Beck til at begå selvmord.
Weisse Rose.
Weisse Rose ("Hvide rose") er navnet på en modstandsgruppe, der i 1942 og 1943 var aktiv ved universitetet i München
Hans og Sophie Scholl kom i 1942 i kontakt med andre af de studerende, der tog afstand fra nazismen. De besluttede sig til illegal offentlig kritik og dannede studentermodstandsgruppen "Weisse Rose", der spredte seks flyveblade.
I de første flyveblade citerede de Bibelen, Laozi, Aristoteles, Novalis og Goethe. Mens de fire første flyveblade blev trykt i kun ca hundrede eksemplarer hver, og sendt til udvalgte akademikere med post, blev de to næste trykt i ca ti tusinde eksemplarer og sendt til modtagere i hele landet, deriblandt Hitler og Joseph Goebbels, men af det første flyveblad, som blev sendt ud i ca hundrede eksemplarer, blev de 35 indleveret til Gestapo.
Den 18. februar blev Sophie Scholl og Christoph Probst arresteret af Gestapo og efter tre dages forhør blev de den 22. februar fremstillet for "folkedomstolen" der lededes af den fra Berlin tilrejste, berygtede Roland Freisler, der senere ledede Folkedomstolen mod hovedmændene bag 20. juli-attentatet på Hitler.
Hans og Sophie Scholl og Christoph Probst blev dømt til døden. Vagterne gav efter dommen de tre mulighed for at være alene i kort tid inden de blev sendt til guillotinen i fængslet i München-Stadelheim.
Andre medlemmer af gruppen var Traute Lafrenz, Willi Graf, Alexander Schmorell, Jürgen Wittenstein og professor Kurt Huber.
Willi Graf blev sammen med sin søster Anneliesse arresteret 18. februar 1943 og af Roland Freisler dømt til døden den 19. april 1943. Dommen blev dog først eksekveret 12. oktober efter måneders forhør hos Gestapo, der forsøgte at få navnene på andre af gruppens medlemmer.
Hans Scholl.
Mindesmærke for Sophie og Hans Scholl og Weisse Rose, foran universitet i MünchenHans Scholl (22. september 1918 - 22. februar 1943) var sammen med søsteren Sophie Scholl medlem af den tyske modstandsgruppe Weisse Rose.
Han blev tillige med søsteren og Christoph Probst dødsdømt i München den 22. februar 1943. Samme dag blev alle tre halshugget med guillotinen.
Sophie Scholl.
Mindesmærke for Sophie og Hans Scholl og Weisse Rose, foran universitetet i München.
Sophia Magdalena "Sophie" Scholl (9. maj 1921 - 22. februar 1943) var sammen med broderen Hans Scholl medlem af den tyske modstandsgruppe Weisse Rose.
Hun var tysk student, og modstandsgruppen "Weisse Rose", var en illegal kristen gruppe, som trykte og uddelte tekster med opfordringer til det tyske folk om at gøre modstand mod det nationalsocialistiske regime.
I en alder af 22 år blev hun arresteret af Gestapo den 18. februar 1943, og den 22. februar 1943 dømt til døden i München for landsforræderisk fjendebegunstigelse, forberedelse til højforræderi og undergravelse af stridsevnen, og guillotineret samme dag, tillige med broderen Hans Scholl og Christoph Probst i fængslet "Justizvollzugsanstalt" Stadelheim.
Baggrund.
Sophie Scholl var datter af Magdalena (1881-1958) og Robert Scholl (1891-1973). Moderen var diakonissesøster, og faderen jurist og liberal borgmester i Forchtenberg og senere overborgmester i Ulm. Hun havde fire søskende, og hjemmet var kristelig-humanistisk præget. Familien Scholl var protestantisk.
Den ældste søster, Inge, skrev efter krigen flere bøger om Weisse Rose. Den anden søster i rækken, Elisabeth, giftede sig med Sophies forlovede, Fritz Hartnagel.
Politisk engagement.
Sophie Scholl troede først på nationalsosialisternes samfundsidealer, blev medlem af ungpigeorganisationen BDM (Bund Deutscher Mädel) som tolvårig og efter kort tid i BDM udnævnt til leder. Hun ændrede dog efterhånden holdning, påvirket af faderens, vennernes og enkelte læreres regimekritiske politiske meninger.
For at undgå rigsarbejdstjenesten, som var et krav for at studere ved universitetet, påbegyndte hun i 1940 en uddannelse som småbørnspædagog; alligevel blev hun tvangsudskrevet og fik oven i købet forlænget perioden med krigshjælpetjeneste. Hendes oplevelser og indtryk forstærkede hendes modstand mod det nazistiske regime.
I maj 1942 begyndte hun at studere biologi og filosofi ved Ludwig-Maximilians-Universitetet i München - ingen selvfølge i et land, hvor den tilladte kvote af kvindelige studenter var sat ned til ti procent af studentmassen. Kursene hun kunne se frem til, var bl.a: "Fødsel, ægteskab og død: Racens rolle i folkekarakteren (med lysbilleder)"; "Regressive folk, primitive racer, gamle kulturer (med lysbilleder)"; og "Krigens sociologi (åbent for almenheden)".
I sommerferien samme år udførte hun arbejdstjeneste ved jernværket i Ulm. De fleste, der arbejdede der, var kvindelige, russiske slavearbejdere, som måtte arbejde 70 timer i ugen (tyskerne slap med 60 timer i ugen), boede i barakker bag pigtrådgærdet ved siden af fabrikken, og knapt overlevede på den tildelte ration af suppe. Sophie stak lidt brød til dem, og prøvede sig frem med russiske fraser, hun havde lært. I den samme periode blev faderen fængslet fordi han havde udtalt, at Hitler var "en svøbe for menneskeheden" - og blev overhørt af sin sekretær, der angav ham til Gestapo. Dette var et chok for Scholl-familien, som havde anset kvinden som en ven. Han blev umiddelbart hentet til afhør, men sat fri igen for en tid, fordi hans konsulentfirma da var involveret i et større projekt for Ulm kommunes økonomiafdeling. Familien fik lov til at sende ham et brev hver 14. dag, og han kunne svare en gang i måneden. Nogle aftener gik Sophie hen til fængslet og stillede sig så tæt indtil som hun turde, og spillede så på sin fløjte "Die Gedanken sind frei" (= Tankerne er frie), skrevet under revolutionen i 1848.
Efter at have sonet to af de fire måneder han var idømt, blev hendes far løsladt uden nogen forklaring, dog med forbud mod at praktisere jura. Samtidigt var Sophie færdig med sine otte ugers arbejdstjeneste. Oprindeligt havde hendes broder Hans forsøgt at holde hende udenfor det illegale arbejde i "Weisse Rose", men hun insisterede på at deltage. Fra først på sommeren deltog hun i produktionen og uddelingen af Weisse Roses pamfletter.
Den 18. februar 1943 blev hun arresteret, mens hun delte disse illegale pamfletter ud på universitetet i München. Hun og broderen Hans blev opdaget af pedellen og indbragt til Gestapo i München, hvor Sophie Scholl blev forhørt af kriminaloversekretær Robert Mohr. Hun benægtede først alt, men efter at broderen tilstod, valgte hun også at tilstå. For at beskytte vennerne påtog de sig i første omgang hele ansvaret. Den 22. februar 1943 blev Sophie, broderen Hans og vennen Christoph Probst dømt til døden af Folkedomstolen i München. Folkedomstolens berygtede præsident Roland Freisler var ekstraordinært hentet fra Berlin til München for at lede retssagen, som idømte hende dødsstraf.
Samme dag som dommen faldt, blev hun henrettet med guillotine i fængslet München-Stadelheim af bøddelen Johann Reichhart under opsyn af lederen for henrettelsesafdelingen ved landretten i München, førstestatsadvokat Walter Roemer. Til stede var også Roemers assistent, en præst, en læge og tre bøddelassistenter. Hun er begravet på gravlunden "Am Perlacher Forst" ved Stadelheim fængselet.
Sophie og Hans Scholl og Chrisoph Probst ligger gravlagt ved Stadelheim-fængslet i München.
Eftermæle.
Hans og Sophie Scholl var længe de eneste ikke-kommunistiske oppositionelle fra nazi-tiden, der blev offentligt hædret af myndighederne i DDR.
Instituttet for statsvidenskab ved Ludwig-Maximilians-Universität München har fået navnet "Geschwister-Scholl-Institut" efter søskendeparret. Et stort antal pladser og gader har fået navn efter de to, enten sammen eller enkeltvis. Også Christoph Probst har fået en gade oppkaldt efter sig i München. Der findes også flere skoler, der er opkaldt efter de to søskende.
I 2003 blev en byste af Sophie Scholl afsløret i Walhalla-templet.
I 2000 stemte læserne af damebladet "Birgitte" Sophie frem til førsteplads blandt 1900-tallets mest betydningsfulde kvinder. I en meningsmåling udført af TV-kanalen ZDF i 2005, blev Sophie og Hans Scholl sammen kåret til de fjerde vigtigste tyskere gennem tiderne, foran Goethe og Bach. Blandt unge seere havnede de på førstepladsen.
Film.
Sophie Scholl er portrætteret i tre film. Lena Stolze spillede Sophie Scholl både i Michael Verhoevens film "Die weiße Rose" og Percy Adlons film "Fünf letzte Tage", begge fra 1981. I februar 2005 kom filmen "Sophie Scholl - De sidste dage", hvor Julia Jentsch spiller Scholl. Den sidste film er baseret på detaljerede og historisk korrekte dokumenter fra afhøringen af hende.
Anerkendelser.
60 år efter sin død, den 22. februar 2003, blev Sophie Scholl æret med en buste i Walhalla-templet, Donaustauf i det nordøstlige Bayern, som er et mindested for historiske tyske personligheder. Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber ærede hende ved en officiel fest i München som et symbol for hele verden for samvittighedens opstand mod den nationalsocialistiske uretfærdighed.
Christoph Probst.
Christoph Probst (6. november 1919 - 22. februar 1943) var et tidligt medlem af den tyske modstandsgruppe Weisse Rose i München.
Anholdt af Gestapo den 18. februar 1943 sammen med søskendeparret Hans og Sophie Scholl. Den 22. februar blev alle tre dømt til henrettelse, hvilken allerede samme dag eksekveredes: de fik hovedet hugget af med guillotinen.
Christoph Probst var gift og havde tre børn, den ene nyfødt. Hans kone lå med barselfeber da han blev halshugget.
Traute Lafrenz.
Traute Lafrenz (født 3. maj 1919 i Hamborg) var medlem af den tyske modstandsgruppe Weisse Rose.
Af folkedomstolen under forsæde af Roland Freisler blev hun i 1943 dømt til et års fængsel.
Traute Lafrenz rejste senere til USA.
Mønsted Kalkgruber.
Mønsted Kalkgruber ligger ved Mønsted syd for Hjarbæk Fjord og vest for Viborg. Kalkgruberne er huler i et overfladenært kalklag, hvor der i mange århundreder er blevet brudt kalk, bl.a. til fremstilling af mørtel til opbygning af kirker og klostre.
I mange århundreder drev de lokale bønder minevirksomheden, indtil i 1872 hvor rettighederne til kalken blev solgt til Mønsted Kalkværker. Helt frem til 1953 var der kalkbrydningsaktiviteter i minen.
Kalken ligger nogle steder i Nordjylland meget tæt på jordoverfladen. Dette skyldes, at saltlag, aflejret da området var dækket af et lavvandet hav, ligger i et tykt lag i undergrunden under kalken. Saltet har en lille massefylde i forhold til andre aflejrede lag. På grund af dette "flyder" saltet langsomt mod overfladen, mens de tungere lag "flyder" ned i undergrunden.
a>, der tvinger kalklagene op, så der kan laves kalkgruber som ved Mønsted og Daugbjerg
Når saltet bevæger sig mod overfladen, skubber det blandt andet kridt og kalk foran sig. Når saltlaget når grundvandet, stiger det ikke højere, da vandet opløser det og fører det bort. Kun opløste mineraler bliver tilbage og danner en gipskalot oven på saltlaget. Når saltet er nået hertil, har det nogle steder skubbet kridt og kalk så højt op, at det kun ligger få meter under jordoverfladen. Normalt ville disse lag ligge i omkring 4-500 meters dybde.
Mønsted Kalkgrube, Daugbjerg Kalkgrube og Tingbæk Kalkgrube ligger alle i sådan et hævet kalklag.
Kalken kan vaskes væk med underjordiske kilder og nedsivende vand og derved danne naturlige underjordiske gange og huler. De underjordiske gange kan falde sammen og danner derved såkaldte jordfaldshuller, hvor overfladejorden pludselig forsvinder i et hul.
Der findes ikke mange hulelevende dyr i Danmark, men specielt en enkelt dyreart har lært at udnytte hulernes konstante temperatur. Kalkgruberne i Jylland er kendt for sine store mængder af flagermus, der overvintrer i hulernes frostfrie miljø. I august samles flagermusene i hulerne for at parre sig, og derefter går de i dvale samme sted indtil foråret, hvor de dukker frem igen. I Mønsted Kalkgruber findes specielt almindelig vandflagermus og den sjældnere damflagermus.
Minen er nu om dage mest kendt som en turistattraktion, hvor der af og til afholdes koncerter i de flotte, næsten domkirkelignende store rum. Men faktisk udnyttes minen også stadig industrielt. Arla har lejet en stor del af gangarealet i minen til modning af Riberhus grubeoste. Ostene ligger til modning tre uger i de kølige gange. Her kommer temperaturen aldrig over 8 grader og luftfugtigheden er konstant omkring 98%. Dette giver et perfekt miljø til modning af oste - så perfekt at det kan betale sig at fragte ostene ned i de trange gamle minegange og vende dem hver uge i tre uger, til modningen er færdig. De fleste oste bliver derefter eksporteret til Tyskland.
Mønsted Kalkgruber er åbne for besøg fra 15. maj til 1. oktober, samt i skolernes efterårsferie, mellem klokken 10.00 og 17.00.
Intelligenskvotient.
Intelligenskvotientkurve, farverne angiver en standardafvigelse.
Intelligenskvotienten er et mål for en persons generelle intelligens. Den måles ved intelligenstests. Intelligenskvotient forkortes IK eller hyppigere IQ (engelsk).
Definitionen af IQ angiver, at det hyppigst forekommende intelligensniveau i befolkningen får IQ 100, og at de øvrige værdier er normalfordelt med en standardafvigelse på 15, 16 eller 24, alt efter, hvilken skala man bruger.
Standardafvigelse 15 er den mest brugte, og efter den skala har ca. 2% af befolkningen en IQ på 130 eller derover.
Intelligenstests kalibreres således, at den giver et resultat, der svarer til definitionen. Da befolkningens intelligens de sidste 20 år er steget en del, er en IQ på 100 højere end det var for 20 år siden.
En normal intelligenskvotient ligger i området 90 - 110. Genier som Leonardo Da Vinci, Einstein og Isaac Newton menes at have haft intelligenskvotienter over 150.
Verdens mest intelligente menneske menes at have været amerikaneren William James Sidis (1898 - 17. juli 1944), som angiveligt havde en IQ, der lå et sted mellem 250 og 300. Han lærte f.eks. sig selv latin som treårig.
Selve forkortelsen "IQ" har været inspiration til andre tal for hjernens karakteristika: "EQ" (encefaleringskvotient dvs. hjerne-kropsforhold) og "LQ" (lateraliseringskvotient dvs. håndethed).
Uendelig.
Uendelighed er betegnelsen for noget, der aldrig ender eller er uden grænser.
Uendeligt må ikke forveksles med tilnærmet uendeligt, fordi der er en helt afgørende, kvalitativ forskel på noget, der er uendeligt og noget, som er meget, meget stort (eller lille). En hændelse med meget lille sandsynlighed (som f.eks. 1 million 6-ere i træk ved tilfældige slag med en terning) vil forekomme et uendeligt antal gange, hvis der er en uendelig mængde forsøg eller tid til rådighed. Er mængden af forsøg eller tiden kun meget stor, vil antallet af indtrufne hændelser altid være endeligt.
Det synes umuligt for et menneske at sanse eller forestille sig noget uendeligt. Derimod kan begrebet forstås abstrakt ud fra nævnte negation af det endelige, hvilket gør en matematisk behandling mulig (se længere nede).
Rummet og tiden har tidligere været betragtet som uendelige størrelser.
Det klassiske græske argument for rummets uendelighed går som følger: Hvis en person står ved universets ende og kaster et spyd mod det, kan en af to ting ske: a) Spyddet flyver ud over universets grænse, b) spyddet møder modstand. I første tilfælde var grænsen ikke en reel grænse, og i det andet tilfælde må man formode, at dét der hindrede spyddet, selv ligger på den anden side af grænsen.
Ifølge moderne fysik giver det ingen mening at tale om tid før universets begyndelse ved Big Bang. Tiden begyndte altså for ca. 13,7 milliarder år siden (med en usikkerhed på 200 millioner år). Vi ved ikke, om - eller hvornår - tiden ender, så tiden er "muligvis" uendelig, dvs. evig (ud af den positive akse).
Inden for matematikken.
Talrækken er ikke praktisk uendelig, men "teoretisk uendelig". Der er en praktisk grænse for, hvor mange cifre et tal kan have for at man kan regne med det. Udviklingen inden for computere har forøget mulighederne meget, men selv den bedste computer har en grænse for sin kapacitet (hvor dét, der er brug for i dette tilfælde, er "ubegrænset" kapacitet).
Antallet af partikler der er i universet, er I Simon Singhs bog om Fermats sidste sætning angivet at være 1089, det giver en fornemmelse af store tals størrelse.
Det tredjestørste tal med et selvstændigt navn, er en googol. En googol er et éttal efterfulgt af 100 nuller, mens det næststørste navngivne tal er en googolplex hvilket er et éttal efterfulgt af en googol nuller. Det største navngivne tal er en googolplexian, som er et éttal efterfulgt af en googolplex nuller (formula_1) (se store tal). Symbolet for det "uendeligt" store tal er et liggende 8-tal (∞).
Det teoretiske arbejde med uendelige størrelser er krævende. Matematikeren Georg Cantors arbejde inden for dette område er i dag en integreret del af matematikken og benyttes f.eks. til løsning af Zenons paradoks om Achilleus og skildpadden.
I udviklingen af mængdelære har det været nødvendigt at indføre forskellige niveauer af uendelighed. Det kan vises at mængden af naturlige tal har samme størrelse som mængden af rationale tal mens mængden af reelle tal er væsentligt større. De første to mængder siges at være tælleligt uendelige og den sidste overtælleligt uendelig.
Uendelighed kan begribes og bruges.
For at forstå uendelighed er det bedst at forstå endelighed først, idet denne er defineret. Vi starter. Alt med almindelig jordmenneskeskelig forstand er endeligt, når det er defineret, uanset kompleksitet ud fra regelsætning af betragtninger. Her er så en undtagelse, og det er uendelighedsbegrebet. Uendelighed kan også erkendes eller indses.
Et godt eksempel er spørgsmålet: hvor er vi i "rummet"(cosmos)?
Havde vi en endelig definition af cosmos kunne vi give et endelig svar. Kendte vi grænsen i cosmos, så vidste vi, hvor vi var deri; men denne konstatering afføder næste spørgsmål: hvad er der på den anden side af grænsen? Indlysende indses at endelighed blot er et stoppested i uendeligheden og derfor indeholdt i denne. Det er således tanken, der rumliggør cosmos til en endelighed, men tanken søger videre, for den har tilsyneladende forstået at endelighed blot er én antagelse plukket ud af uendelig mange.
Ved nærmere eftertanke er uendeligheden egentlig mere begribelig en endelighed. Erkendes uendelighed forstås alle endeligheders medfødte begrænsninger og særlig vigtigt forstås deres indbyrdes sammenhæng og værdi. Denne klarhed er dog generelt undertrykt af mennesker, så status quo ikke forstyrres. Inden for holistisk relaterede områder er begrebet dog anvendt som udgangspunkt, netop for at afkode regelproblematiker og for at skabe varietéter til løsningsdannelse. Nogens hjerner er imidlertid så diciplinerede, så uendelighedsbegrebet forstyrrer deres mentale jeg, og de afstår fra at acceptere begrebet. Så spektret af begrebets brugere er multidifferentieret og debatten "uendelig".
Tanken er hos alle indbegrebet af uendelighed. Så erkendes uendelighed forstås at alt bevæger sig, og alt der bevæger sig skaber ændringer, og liv er netop en kontinuitet af ændringer.Dette gælder såvel mikrocosmos som makrocosmos. Det ses at uendelighed manifesterer sig i det aktuelle globale samfund idet politik, videnskab, økonomi, skoling, kirke i deres fastlåsthed og regelsathed halter mere og mere bagved den individuelle menneskelige tænkeevne, så samfundets udvikling tager sin egen vej ad den rigelige plads hos uendeligheden. Uendelighed er en tillidssag og skabt af tankerne vi alle har. Kun fordi vi skal bruge den til at rumme de løsninger vi ønsker. Så cosmiske er vi!
Til begrebet "uendelig" knytter sig "alt og intet", som henviser til det kendte univers og hvad der er ukendt - underforstået at ikke erkendte ting jævnlig bliver os bekendte.
Det, der tricker mange, er at tanken kan anskue det "objektivt" samtidig som den er i det.
Søren Gade.
Søren Gade Jensen (27. januar 1963) er en tidligere dansk politiker fra Venstre, som var forsvarsminister i perioden 2004-2010.
Baggrund og tidlig karriere.
Søren Gade Jensen er født i Holstebro og er søn af skibsfører Poul Jørgensen og sygeplejerske Anna Gade Jørgensen.
Han har to døtre Ida og Mette.
Hans kone Helle Buskbjerg Poulsen døde den 26. januar 2008 efter længere tids sygdom.
Politisk karriere.
Medlem af bestyrelsen for Venstre i Holstebrokredsen og for Venstre i Ringkøbing Amt fra 1995. Formand for Holstebro Venstre og for samarbejdsudvalget for Venstre i Holstebro Kommune 1993-95.
Folketingskandidatkandidat i Holstebrokredsen fra 1995.
Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds 12. oktober-5. november 1999. Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds fra 20. november 2001. Overtog forsvarsministerposten 24. april 2004 efter Svend Aage Jensby.
Som forsvarsminister er Søren Gade meget usædvanligt en af regeringens mest populære ministre og er at finde på top 10-listen over personlige stemmer ved Folketingsvalget 2007, hvor Søren Gade med knap 24.000 personlige stemmer i partiet Venstre kun overgås af Anders Fogh Rasmussen.
I 2005 blev han Kommandør af Dannebrog.
Skandalen omkring Jæger – i krig med eliten.
Søren Gade overvejede i 2009 at træde af som minister som følge af Forsvarsstabens håndtering af bogudgivelsen Jæger – i krig med eliten og den efterfølgende skandale, hvor forsvarschef Tim Sloth Jørgensen gik af. I DR2-talkshowet Clement Direkte blev han spurgt, hvem det ville få konsekvenser for, hvis det viste sig at den arabiske oversættelse af bogen var fabrikeret af ansatte i Forsvaret. Han svarede
Det viste sig at oversættelsen var fabrikeret af ansatte i Forsvarskommandoen.
Stopper i politik.
Søren Gade offentliggjorde den 22. februar 2010, at han forlod dansk poltik og stoppede som forsvarsminister, hvorefter Gitte Lillelund Bech tiltrådte som Danmarks forsvarsminister.
Lene Garsdal.
Lene Garsdal (født 18. januar 1947) er en dansk læge og politiker som har repræsenteret Socialistisk Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Socialistisk Folkeparti - Folketingsmedlem for Nordjyllands Amtskreds fra 1. okt. 2001.
Født 18. januar 1947 i Brønderslev, datter af lærer Gunnar David Hansen og lærer Kirsten Sand Hansen.
Brønderslev Skole 1953-54. Skals Skole 1954-62. Student Viborg Katedralskole 1965. Cand.med. Københavns Universitet 1966-73. Speciallæge i arbejdsmedicin / samfundsmedicin 1990.
Reservelæge på Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus på forskellige afdelinger 1973-77. Kandidatstipendiat på Aalborg Universitetscenter:»Arbejdsplads og erhvervssygdomme«1977- 80. Reservelæge på Aalborg Sygehus, Aalborg Psykiatriske Sygehus og Hjørring Sygehus på forskellige afdelinger 1980-85. Assisterende arbejdslæge i Arbejdstilsynet kreds Nordjyllands Amt 1985-87. Reservelæge og 1. reservelæge på Arbejdsmedicinsk Klinik, Aalborg Sygehus 1987-93. 1. reservelæge på Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning Centralsygehus 1993-94. Arbejdslæge i Arbejdstilsynet kreds Nordjyllands Amt 1994-99. Arbejdslæge i Direktoratet for Arbejdstilsynet, København 1999-2001. Lægefaglig medarbejder i branche-/visionskontor, der dækker industrien i Danmark.
Medlem af repræsentantskabet, Foreningen af Yngre Læger og Reservelægerådet, Aalborg Sygehus 1980-84. Medlem af bestyrelsen, Foreningen af Yngre Arbejdsmedicinere 1985-92. Medlem af amtsbestyrelsen og amtsrepræsentantskabet, SF Nordjylland 1994-99, fortsat medlem af amtsrepræsentantskabet. Tillidsmand for Foreningen af Arbejdslæger, Arbejdstilsynet 1999-2001.
Partiets kandidat i Hjørringkredsen 1996-97 og i Aalborg Nord fra 1997.
Pia Gjellerup.
Pia Gjellerup (født 22. august 1959 på Frederiksberg) er chef for den politiske afdeling i Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) fra 2007 og advokat samt forhenværende minister. Hun var som medlem af Socialdemokratiet folketingsmedlem for Vestre Storkreds fra 8. september 1987-2007. I foråret 1993 besad hun posten som Justitsminister og i perioden 23. marts 1998-21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter var hun indtil 27. november 2001 Finansminister.
Uddannelse.
Pia Gjellerup blev matematisk-fysisk student fra Metropolitanskolen i 1978. Derefter gik hun på Danmarks Tekniske Højskole i perioden 1978-80, hvorefter hun uddannede sig til cand.jur. på Københavns Universitet med afgang derfra i 1985. Hun fik sin advokatbeskikkelse i 1990.
Bestyrelsesarbejde.
Pia Gjellerup var formand for DSU Frederiksberg i 1982-84. Var 1982-87 medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, hvor hun var politisk ordfører i 1985-87 og i perioden 1987-2007 medlem af Folketinget. Medlem af Vanførefondens bestyrelse fra 2007 og formand fra 2008.
Folketinget.
Gjellerup har været Socialdemokratiets kandidat i Slotskredsen, Frederiksberg, i perioden 1985-2007. Hun var medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes bestyrelse i perioderne 1987-93, 1994-98 og 2001-05, herunder gruppesekretær 1990-93 og 2001-02 og gruppeformand 1994-98 og 2002-05. I 1990-93 var hun formand for Folketingets Skatteudvalg og i 1993-98 næstformand for Folketingets Finansudvalg. Hun var erhvervspolitisk ordfører i 1993-94, finanspolitisk ordfører i perioderne 1993-98 og 2001-2005 og kommunalpolitisk ordfører i 2005-07.
Hun meddelte i januar 2007, at hun ville forlade Folketinget i februar for at blive chef for Danmarks Jurist- og Økonomforbunds politiske afdeling. Hun blev afløst 20. februar 2007 af folketingssuppleant Sophie Hæstorp Andersen.
Klaus Hækkerup.
Klaus Hækkerup er en dansk politiker, fhv. borgmester, cand.polit., folketingsmedlem for Socialdemokraterne i Frederikssund Kredsen fra 10. maj 1988.
Født 24. marts 1943 på Frederiksberg, søn af fhv. minister Per Hækkerup og tidligere næstformand for Folketinget Grete Hækkerup. Folkeskolen Lillerød Skole 1950-59. Student fra Frederiksborg Statsskole 1962. Cand.polit. Københavns Universitet 1972.
Sekretær, senere vicekontorchef i Amtsrådsforeningen 1972-78. Borgmester i Fredensborg-Humlebæk 1978-88.
Gift i 1966 med Irene Norlin Jensen. 3 børn: Nick Hækkerup, Ole Hækkerup og Kalle Hækkerup.
Klaus Hækkerup har som mærkesager kollektiv trafik, grøn energi og en kritisk holdning til krigen i Afganistan og EU.
Carsten Hansen.
Carsten Mogens Hansen (født 10. januar 1957 i Odense) er en dansk folketingspolitiker, og gruppeformand for Socialdemokraterne i Folketinget.
Privat.
Han er søn af arbejdsmand Poul Hansen og hjemmehjælper Inger Hansen. Carsten Hansen afsluttede 9. kl. afgangseksamen og uddannede sig efterfølgende til VVS-montør. Han har arbejdet som varmemester og vurderingsmand.
Politik.
Carsten Hansen kom i Folketinget 11. marts 1998, da han blev valgt i Fyns Amtskreds. Siden 1995 har han været opstillet i Odense Sydkredsen, Fyns Storkreds.
Han er medlem af Uddannelsesudvalget, Udvalget for Forretningsordenen og Statsrevisorerne. Derudover er Carsten Hansen medlem af bestyrelsen i Nørre Aaby Efterskole og næstformand i AOF Danmark.
Christian H. Hansen.
Christian Hellemann Hansen (født 12. august 1963 i Odense) er en dansk politiker, som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 1998 til 2010.
Han var partiets kandidat i Herningkredsen og Skjernkredsen og var folketingsmedlem for Dansk Folkeparti fra 1998 til 2010.
1. februar 2010 vendte han tilbage til Folketinget som løsgænger. efter at have været langtidssygemeldt fra Folketinget på grund af Hortons hovedpine.
10. marts samme år offentliggjorde Hansen at han har stiftet et ny parti, Fokus som har dyrevelfærd, miljø og forebyggelse blandt sine mærkesager.
Biografi.
Han er søn af salgschef Gunner H. Hansen og forlægger Kirsten H. Hansen. Er bosiddende i Herlev og var gift med Lisbeth som han har to døtre sammen med. Har fra 2001 boet sammen med Annika.
Helsinge Realskole 1970-77. Brøruphus Ungdomsskole 1978. Folkeskolens afgangseksamen fra Møldrup skole 1980.
Konstabeluddannelse i Forsvaret 1981 og uddannet sygehjælper i forsvaret 1983, hvor han var kontraktansat til 1985.
1985 til 1988 salgschauffør, fra 1987 til 1988 selvstændig freelance salgskonsulent og freelance pressfotograf fra 1989.
Han deltog i oprøret mod Fremskridtspartiets ledelse 1993 og blev samme år valgt første gang til kommunalbestyrelsen i 1993 i Karup Kommune fra 1993-2006. Viceborgmester og medlem af økonomiudvalget og teknisk udvalg fra 1997.
Blev 1998 valgt til folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, var partiets Landbrugs- og fiskeripolitisk ordfører fra 1998 og fra 2001 medlem af Dansk Folkepartis Gruppebestyrelse, Dyrevelfærdsordfører, Næstformand i Folketingets fødevareudvalg, Uddannelsespolitisk ordfører, medlem af kommunal-, forsvars- og kirkeudvalget samt medlem af udvalget for Grønlandslove.
Udnævnt som årets dyreven 2004 af Dyrenes Dags Komité og stiftede i marts 2010 partiet Fokus.
Eva Kjer Hansen.
Eva Kjer Hansen (født 22. august 1964 i Aabenraa) er en dansk politiker fra Venstre, medlem af Folketinget og tidligere minister på flere poster i perioden 23. november 2007 til 23. februar 2010.
Politisk karriere.
Eva Kjer Hansen var medlem af Venstres Ungdoms landsstyrelse 1982-85 og havde i samme periode en række tillidsposter i VU på lokal, amts- og landsplan. Hun var medlem af Europabevægelsens repræsentantskab i Sønderjylland fra 1983. I 1985 blev hun Venstres folketingskandidat i Haderslevkredsen, fra 1990 i Koldingkredsen og siden 2007 i Kolding Sydkredsen.
Eva Kjer Hansen blev indvalgt i Folketinget første gang i 1990. I perioden 1994-1999 var hun samtidig indvalgt i Europa-Parlamentet, hvor hun var næstformand i Det Europæiske Liberaldemokratiske Parti. Som europaparlamentsmedlem var Eva Kjer Hansen medlem af Budget- og Budgetkontroludvalget og medlem af Det Særlige Undersøgelsesudvalg vedrørende Transittransporter.
Efter folketingsvalget i 2001 blev Eva Kjer Hansen Venstres socialordfører, og den 2. august 2004 blev hun udnævnt til socialminister og minister for ligestilling i regeringen Anders Fogh Rasmussen I i forbindelse med en mindre regeringsomdannelse.
I et interview i "Jyllands-Posten" den 18. september 2005 vakte Eva Kjer Hansen opsigt ved at udtale om økonomisk ulighed, at ”Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode.” En lang række af især oppositionspolitikere reagerede stærkt på udtalelsen, som Eva Kjer Hansen siden trak tilbage, efter hun dog i "Jyllands-Posten" havde understreget, at ”Jeg har en positiv vision for samfundet. Jeg synes, at de rige skal blive rigere, og at de fattige skal blive rigere. De to ting er ingen modsætning, tværtimod. Alligevel fremstiller nogle det, som om jeg skulle ønske dårligere forhold for de svagest stillede. Sikke noget vrøvl. Jeg vil bekæmpe fattigdom, ikke rigdom. Man får ikke mere velstand til de fattige ved at bekæmpe de rige.”
Eva Kjer Hansen fortsatte på de to ministerposter i regeringen Anders Fogh Rasmussen II, og ved dannelsen af regeringen Anders Fogh Rasmussen III 23. november 2007 blev hun udnævnt til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, en post, hun fortsatte på også i begyndelsen af regeringen Lars Løkke Rasmussen, men ved en større ministerrokade den 23. februar 2010 blev hun afsat som minister, hvorefter hun overtog posten som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og næstformandskabet i Europaudvalget.
Som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri støttede Eva Kjer Hansen bl.a. en ophævelse af braklægningsordningen i 2007, argumenterede for at mindske EU's landbrugsstøtte og gennemførte en ny økologilov.
Øvrig karriere og tillidsposter..
Eva Kjer Hansen tog studentereksamen fra Aabenraa Statsskole i 1983 og er bachelor.polit. fra 1989 og har tillægsuddannelsen fra Danmarks Journalisthøjskole (1991). Hun har været folketingsmedlem for Venstre siden 12. december 1990, indvalgt i Vejle Amtskreds.
Hun har været medlem af Atlantsammenslutningens Repræsentantskab fra 1990 og formand fra 2000 til 2004.
I 2005 blev hun udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen.
Privat.
Eva Kjer Hansen er datter af landmand Hans Hansen og Ellen Kjer Hansen. Hun er gift med Jörgen Berg Petersen med hvem hun har tre døtre.
Flemming Hansen.
Flemming Hansen (født 9. august 1939) er en dansk politiker som repræsenterer Det Konservative Folkeparti. Han har siddet i Folketinget fra 1984-2007 og var trafikminister fra 2001-2005 og transport- og energiminister fra 2005-2007.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Det Konservative Folkeparti - folketingsmedlem for Vejle Amtskreds fra 10. jan. 1984 til 13. nov 2007. Trafikminister fra 27. nov. 2001
Født 9. aug. 1939 i København, søn af registreret revisor Hans Hansen og hustru Gyda Hansen.
Realeksamen fra Ålholm Skole i Valby 1956. Handelsskoleeksamen i København 1959. Højere handelseksamen, Niels Brock, 1961. Merkonom med speciale i finansiering 1972.
Chefkonsulent i Danmarks Skohandlerforening 1963-72. Skohandler fra 1973 med forretninger i henholdsvis Vejle, Fredericia og Horsens.
Formand for Danmarks Skohandlerforenings uddannelsesudvalg 1977-81, næstformand for foreningen 1981-95, formand 1985-90. Medlem af bestyrelsen for Lån & Spar Bank A/S 1990-2001, for Euro Sko a.m.b.a 1994-2001, for G. Falbe-Hansen A/S og for Holst Sko A/S.
Erhvervspolitisk ordfører 1984-94, markedspolitisk ordfører 1987-89 og energipolitisk ordfører 1989-90. Næstformand for Folketingets Erhvervsudvalg 1987-90 og formand for Folketingets Valutaudvalg 1988-94 og for Skatte- og Afgiftsudvalget 1994-98. Skattepolitisk ordfører fra 1994. Medlem af DONG's repræsentantskab fra 1990 og af Europarådet fra 1993. Næstformand for European Democratic Group. Medlem af Landsskatteretten fra 1998 og af bestyrelsen for Inter Parlamentarisk Union fra 1998.
Partiets kandidat i Vejlekredsen fra 1983.
Ivar Hansen.
Ivar Kristian Hansen (1. november 1938, Agerbæk – 11. marts 2003, København) var en dansk politiker og minister.
Baggrund og karriere.
Han var søn af gårdejer Lars P. Hansen og hustru, lærer Maria Hansen.
Ministerhverv.
"Medlem af Landsskatteretten (1976-78) og (1980). Statsrevisor (1982-98), formand for statsrevisorerne 1995-98. Formand for Nordisk Råds budget- og kontroludvalg (1986-88) og for Justitsministeriets Færdselssikkerhedskommission 1986. Medlem af Folketingets Finansudvalg (1976-78), formand (1986-88). Medlem af Nordisk Råds Præsidium (1989-91)."
Tillidshverv.
Ved Hovborg Kro står en mindesten for Ivar Hansen.
Døde i Mariann Fischer Boels lejlighed.
Se og Hør skrev d. 27. marts 2008 at Ivar Hansen døde i hendes lejlighed, og at de 2 havde haft et forhold kørende i årevis. Se og Hør skriver: "Fischer Boel forsøgte i første omgang at skjule, hvad der var sket, men det slap naturligvis ud. Hun var ellers på spring til at overtage formandsposten Folketinget, men da omstændighederne omkring Ivar Hansens død kom frem, var der bred enighed om, at det næppe var passende længere. I dag sidder Mariann Fischer Boel langt fra Danmark som EU-kommissær i Bruxelles."
Pernille Blach Hansen.
Pernille Blach Hansen (født 23. marts 1974 i Kjellerup) er en dansk politiker og cand.scient.pol. Hun var folketingsmedlem fra 1998 til 2007. Hun fik orlov fra Folketinget 1. maj 2006 efter være blevet ansat som direktør for miljø og teknik i Randers Kommune og udtrådte efterfølgende af Tinget 1. marts 2007
Hun var folketingsmedlem for Viborg Amtskreds fra 11. marts 1998 til sin udtræden 1. marts 2007. Hun blev afløst af Ole Vagn Christensen.
Pernille Blach Hansen er datter af tidligere amtsborgmester i Viborg og nuværende regionsrådsformand i Midtjylland, Bent Hansen.
Kjellerup Skole 1980-90. Student Viborg Katedralskole 1993. Cand.scient.pol. Aarhus Universitet 2000.
Amtsrådsforeningens kontor i Bruxelles 1997-98 (som led i studium).
Suppleant til bestyrelsen i Socialdemokratiet i Viborg Midtby fra 1997.
Politisk ordfører 2000-2001 og miljøpolitisk ordfører fra 2000. Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe fra 2001.
Partiets kandidat i Kjellerupkredsen 1997-2000 og i Skivekredsen fra december 2000 til 2007.
Torben Hansen (folketingsmedlem).
Torben Hansen (født 11. september 1965) er en dansk politiker – først lokal-politiker i Randers og siden 2001 som medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.
Personen.
Torben Hansen er søn af murerarbejdsmand Finn Hansen og montrice Solvejg Hansen. Han er gift med Anne Marie Baadsgaard, og sammen har de tre børn. Torben begyndte sin politiske karriere som formand for DSU i Randers fra 1983-1986. Inden han fik sin plads i Folketinget var han kredsformand for Socialdemokratiet i Randers-kredsen 1989-1994. Herefter var han medlem af Randers Byråd 1994-2001, gruppeformand og politisk ordfører for den socialdemokratiske byrådsgruppe og 1. viceborgmester 1998-2001.
Torben Hansen har været folketingsmedlem for Socialdemokraterne i Århus Amtskreds fra 20. november 2001 til 13. november 2007, og har efter kommunalreformen været folketingsmedlem for Socialdemokraterne i Østjyllands Storkreds fra 13. november 2007. Torben er nu kandidat for Socialdemokraterne i Randers Nordkreds. Torben blev genvalgt ved folketingsvalget den 13. november 2007, hvor han med 10.824 stemmer blev valgt som nr. 4 af alle socialdemokraternes kandidater i Østjylland.
Han er desuden medlem af lokalrådet for Arbejdernes Landsbank Randers, medlem af repræsentantskabet i Elro samt formand studierådet, VIA, University College.
Bertel Haarder.
Bertel Geismar Haarder (født 7. september 1944) er en dansk politiker fra partiet Venstre. I øjeblikket er han medlem af Folketinget samt indenrigs- og sundhedsminister. Bertel Haarder er Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og er placeret i Rangfølgens I klasse nr. 4.
Bertel Haarder er født i Rønshoved ved Flensborg Fjord og søn af højskoleforstander Hans Haarder og Agnete Haarder, født Geismar.
Udgivelser og andre tekster.
Ophavsmand til Venstres EU-program 2001, jf. VK-regeringens EU-politik.
Trivia.
Bertel Haarder er kendt som en skarp debattør, der også som minister ofte markerer sig i avisernes debatspalter. Han skriver også gerne lejlighedssange - blandt andet til brug ved politiske sammenkomster. Desuden har han rappet til "Grand Danois" - et awardshow sendt af DR1. Han vandt i 2005 1 million i programmet Hvem vil være millionær på TV2. Sin halvdel af pengene gav han til handicap-organisationen Marjatta. Han flyttede i 1969, under sit studie ved AU, ind på Kollegium 3,3. på Kollegierne i Universitetsparken.
Bertel Haarder afslørede, i et brev til DR-journalisten, Kristian Sloth, at hans livret er risengrød. Dette står dog i skarp kontrast til et tidligere interview, med dagbladet Information, hvor han gav udtryk for, at hans livret er klar suppe med boller. Efterfulgt af suppekød og is.
Bertel Haarder er i øvrigt af den opfattelse, at passiv rygning ikke skader.
Demonstrerede i et interview 19.12.2010 med journalist Kristian Sloth fra DR et voldsomt hidsigt temperament, hvor Bertel Haarder skældte journalisten hæder og ære fra fordi han var blevet afbrudt i sin risengrød. DR lagde klippet på nettet, og denne disposition optog nationen og de nordiske lande ganske meget og delte vandene.
Svend Heiselberg.
Svend Heiselberg (født 11. maj 1935 i Århus) er en tidligere dansk folketingsmedlem for Venstre (parti) i Viborg Amtskreds fra 23. okt. 1979 til 8. feb. 2005.
Svend Heiselberg er mest kendt som venstres farverige trafikordfører og medlem af den jyske trafikmafia, men han har også varetaget en række andre poster i mange sammenhænge.
Fiskeskipper 1956. Virksomhedsejer fra 1967. Medlem af hovedbestyrelsen for Selvstændige Erhvervsdrivende i Danmark og af hovedbestyrelsen for Danmarks Havfiskeriforening 1970-80. Formand for Hanstholm Havns Fiskeriforening 1968-80. Medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Arbejde fra 1976, af hovedbestyrelsen for Ulykkesforsikring for Dansk Fiskeri 1974-80 og af repræsentantskabet for Handels- og Landbrugsbanken i Thisted.
Medlem af Hanstholm Kommunalbestyrelse 1968-81, viceborgmester 1977-81. Medlem af Viborg Amtsråd 1970-78. Formand for Venstres vælgerforening i Hanstholm og medlem af kredsbestyrelsen. Delegeret ved FN 1980 og 1982. Partiets kandidat til Europa-Parlamentet 1979 og 1984. Medlem af Person- og Vejtransportrådet fra 1985, af bestyrelsen for DDL fra 1987 og af Landsskatteretten fra 1988. Formand for Folketingets Kommunaludvalg 1983 og for Markedsudvalget 1984-87. Næstformand for Folketingets Skatteudvalg 1988-90. Medlem af Folketingets Finansudvalg fra 1990. Medlem af Thisted Kommunalbestyrelse og viceborgmester 1994-98.
Partiets kandidat i Skivekredsen fra 1978.
Anne Grete Holmsgaard.
Anne Grete Holmsgaard (født 11. august 1948) er en dansk politiker. Hun har siddet i Folketinget 1979-1986 for Venstresocialisterne, 1986 som løsgænger, og 1986-1987 og igen fra 2001 for Socialistisk Folkeparti.
I øjeblikket er hun IT-ordfører for Socialistisk Folkeparti.
Politisk karriere.
Hun er født 11. august 1948 i Odense som datter af selvstændig erhvervsdrivende Svend Holmsgaard og medhjælpende ægtefælle Grethe Holmsgaard, tog matematisk/fysisk studentereksamen 1967 Odense Katedralskole. Hun har en ikke afsluttet cand.mag.-uddannelse i historie og samfundsfag på RUC.
Holmsgaard blev politisk vakt i 1970'erne og var Venstresocialisternes kandidat i Odense Østkredsen ved valget den 23. oktober 1979, hvor hun kom i Folketinget. Hun var folketingsmedlem for Venstresocialisterne for denne kreds 23. oktober 1979 - 8. december 1981, for Aalborg Vestkredsen 8. december 1981 - 10. januar 1984 og for Gladsaxekredsen 10. januar 1984 - 30. juni 1986, uden for partierne 30. juni - 12. september 1986 og for Socialistisk Folkeparti 12. september 1986 - 8. september 1987.
Socialistisk Folkepartis kandidat i Husumkredsen fra 2000. Folketingsmedlem for Østre Storkreds fra 20. november 2001.
I 1985 blev hendes parlamentariske immunitet ophævet, fordi hun - tillige med Keld Albrechtsen, Jørgen Lenger og Steen Tinning - havde brudt tavshedspligten og skulle sigtes for dette forhold.
Hun var ansat i DSB 1987-95 (planlægningskontoret, 1988-91 chef for lederuddannelserne, 1991-92 uddannelseschef, 1992-95 produktudviklings- og markedsføringschef, DSB Intercity) og var universitetsdirektør ved Danmarks Tekniske Universitet 1995 - 1. marts 2002.
Formand for Ligestillingsrådet 1993-95, for EU Kommissionens Rådgivende Udvalg om Kvinder og Mænd 1994-95 og for Energimiljørådet 1996-2001. Medlem af UNESCO's Nationalkomite 1994-98, af Teknologinævnet 1990-94, af Rådet for Europæisk Politik 1993-97, af IT Sikkerhedsrådet 1995-97 og af Det Rådgivende Udvalg for Arktis fra 2000.
Har skrevet nogle hundrede artikler, kronikker og foredrag i perioden fra 1974 til dags dato, primært om miljøpolitik, ligestillingspolitik, ledelse af offentlige institutioner, transportpolitik, økonomisk politik, energipolitik, forsknings- og uddannelsepolitik, kristendom og forholdet mellem kirke og stat.
14. august 1993 blev hun gift med rektor Kjeld Ammundsen.
Kontrovers.
Anne Grete Holmsgaard har været stærkt kritiseret for angiveligt i 1970’erne at have benyttet sig af forherligende voldsretorik og antisemitiske klicheer både i tale og på skrift.
Selv benægter hun at have været antisemitisk, da hendes kritik udelukkende gik på nationen Israel. PET-Kommissionen skrev i 2009 en kommentar til beskyldningerne: "Det skal bemærkes, at der ikke er fundet oplysninger i PET’s arkiv, der kan kaste yderligere lys over spørgsmålet om VS’ påståede antisemitisme. Det kan tilføjes, at det er vigtigt at skelne mellem begreberne ”antizionisme” (modstand mod det jødiske folks ret til selvbestemmelse og staten Israels ret til at eksistere) og ”antisemitisme” (fjendtlighed mod personer af jødisk oprindelse)"."
Citat i "International Bulletin" i 1978.
"Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende."
Holmsgaard afviser imidlertid at have skrevet således. Hun var i 1978 ansvarlig for Venstresocialisternes "Internationale", men ikke med i redaktionen for bladet "International Bulletin".
Da Kjeld Hillingsø og Bent Blüdnikow i kronikken den 30. oktober 2010 i Berlingske Tidende brugte citatet anklagede Holmsgaard de to for "rent citatfusk".
I en efterfølgende kommentar beklagede Hillingsø og Blüdnikow, men ikke ubetinget: "Vi beklager naturligvis, hvis hun intet har haft med citatet at gøre, selvom det undrer os, at redaktionen har skrevet sådan uden at konsultere Palæstinagruppen i VS".
Fælleserklæring med PFLP.
I august 1980 er Anne Grete Holmsgaard sammen med to andre fra Venstresocialisterne, Lone Johnsen (medlem af VS' Internationale Udvalg) og Jakob Erle (medlem af partiets hovedbestyrelse), på besøg i Beirut og Saida i Libanon hos den palæstinensiske gruppe PFLP.
Mødets resultat bliver en fællesudtalelse underskrevet af Jakob Erle og Taysir Quba, der er formand for PFLPs Internationale Komité.
I fælleserklæringen hedder det: "... VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel...."
Desuden hedder det at [VS må] "også prioritere indsamlingsarbejde til støtte for PFLP...."
Til en avisartikel i 2001 udtalte Holmsgaard "Vi har aldrig forsvaret flykapringer, men vi har heller aldrig taget klart afstand fra dem. Vi balancerede på en knivsæg. Vi betragtede flykapringer som et middel i kampen."
Hun udtalte også, at det måtte være en fejl i referatet at der skulle samles penge ind til PFLP.
Citat fra "Politisk Revy" i 1984.
I følge Hillingsø og Blüdnikow skal Holmsgaard i "Politisk Revy" i 1984 have udtalt: "jeg opfattede ikke palæstinensernes kamp som terrorisme, men som befrielseskamp" om München-massakren under de Olympiske Lege 1972.
Holmsgaard har bekræfttet at citatet er korrekt og kommenterer citatet med "I interview-et svarer jeg klart på, at jeg aldrig har været fascineret af terrorismen, men der er også et element af udenomssnak.". Hun beklagede samtidig at hun ikke tog klart og explicit afstand til "de frygtelige terroraktioner" udført af forskellige palæstinensiske grupper.
Citat fra "Zionismens Israel" i 1984.
Anne Grete Holmsgaard bliver også ofte tillagt følgende delvist fiktive citat: "Jødernes binding til Israel" er "i realiteten en binding til bestemte klassekræfter. Israels konsekvente pro-imperialistiske alliancer binder ikke bare jøderne i Israel, men også jøderne til imperialismen i enhver international konflikt." En jøde kan altså bilde sig selv ind, at han tilhører venstrefløjen, kritisere Israel sønder og sammen, tage afstand fra amerikansk politik, men fordi han er jøde, på grund af hans etniske baggrund, er han en del af imperialismen. Han tilhører 'i realiteten' klassefjenden i 'enhver konflikt'."
Citatet hævdes at stamme fra bogen "Zionismens Israel",
som Holmsgaard skrev sammen med Kit Broholm i 1984. Den oven for kursiverede første del er delvist fra bogen, men forkortet og omskrevet. De efterfølgende ord om jødernes etniske baggrund er ikke Holmsgaards, men stammer i stedet fra en kommentar af journalist Martin Krasnik i "Weekendavisen".
I stedet for at være et generelt angreb på jøder advarer bogens tekst læst i mere fuldstændigt uddrag (her med det tidligere viste citat ukursiveret) om at: "Den zionistiske politik over for jøderne i Diasporaen har mange farlige perspektiver. Kampen mod assimilation og opretholdelsen af en vis grad af jødisk isolation kan danne grobunden for, at jøderne i en krisesituation kan blive udskilt som en særlig gruppe – som syndebukke. Dertil kommer" jødernes binding til Israel i realiteten er en binding til bestemte klassekræfter. Israels konsekvente pro-imperialistiske alliancer "(både til USA, men også til andre pro-imperialistiske regimer som det Sydafrikanske, regimet i El Salvador, Somoza i Nicaragua, Sadat i Ægypten m.fl.)" binder ikke bare jøderne i Israel, men også jøderne "i Diasporaen" til imperialismen i enhver international konflikt. "Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side."
Morten Homann.
Morten Homann (født 27. januar 1974 i Århus) er en dansk politiker, der repræsenterede Socialistisk Folkeparti i Folketinget fra november 2001 til oktober 2007. Han genopstillede ikke ved folketingsvalget i 2007.
Han er søn af IT-chef Karsten Jørgensen og gymnasielærer Lis Homann Jespersen. Student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1992 og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2001. Han har arbejdet som fuldmægtig ved Århus Kommunes Fritids- og Kulturforvaltning fra 2001, men fik orlov, da han blev folketingsmedlem. Siden 2008 har han været skattechef i Dansk Landbrugsrådgivning.
Morten Homann var formand for SF-Århus Nord fra 1996 til 1999, landsformand for SF's Ungdom 1998–2000, og var medlem af SF's hovedbestyrelse 2000–2002. Han var folketingskandidat i Århus Nordkredsen fra 1999 og blev indvalgt 20. november 2001.
Birthe Rønn Hornbech.
Birthe Johanne Sparrevohn Rønn Hornbech, (født 18. oktober 1943 i København) er vicepolitimester, forfatter og medlem af Folketinget for Venstre i Køgekredsen, Roskilde Amtskreds, siden 12. december 1990 samt 10. januar 1984 – 8. september 1987. Siden 23. november 2007 har hun været integrationsminister og kirkeminister.
Datter af sognepræst Christen Rainold Sparrevohn Rønn og exam.pharm. Ellen Kryger Rønn.
Student fra Aurehøj Statsgymnasium, 1963. Cand.jur. fra Københavns Universitet, 1971.
Politifuldmægtig i Roskilde 1971-76, hos Rigspolitichefen 1976-81 og vicepolitimester samme sted siden 1981. Lærer på Politiskolen 1978-84 og 1988-90.
Medlem af Det Danske Teaters bestyrelse 1987-90, af Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg 1986-95, af UNESCO's nationalkommission 1986-93. Medlem af Forbrugerrådet 1985-89, af Dansk Pressenævn 1983-85 og igen fra 1990-91, af Værnepligtsnævnet siden 1986. Medlem af Venstres hovedbestyrelse 1985-88 og 1989-91. Landsformand for LOF 1985-88. Formand for Venstres Forsvarsudvalg 1984-86, for Folketingets Kirkeudvalg siden 1990 og næstformand for Folketingets Retsudvalg fra 2001. Partiets retspolitiske ordfører fra 1994, og i spørgsmål vedr. Folketingets forretningsorden fra 1994.
Har skrevet causerisamlingen»Og så gik«, 1990,»Udlændinge i Danmark«, 1993 og bidrag til antologien»Min bedste lærer«(»Gammelfar«, statsadvokat J.M. Hertz). Gyldendals debatbøger:»Så gik der politik i det«, 1997, og»En lige venstre, 2001. Artikler om Folkekirken: Aalborg Stiftsbog 1999, Roskilde Stiftsbog 2001 og Odense Stiftsbog 2001. Phønix: Kirken og Embedet (mindeartikel om dr. theol. Leif Grane). Vartovbogen 2000: Grundloven er god nok. Kommentator på Weekendavisen 1997-98, gæsteskribent Dansk Kirketidende 2001, Kristeligt Dagblad og Politiken 2001 og gæsteanmelder i Ekstra Bladet 2001. Diverse artikler og kronikker i dagblade og tidsskrifter.
Birthe Rønn Hornbechs ministertid har været præget af en række kontroverser, og hun er kendt for sin ofte bramfrie facon og sin indædte kamp for sine synspunkter, der i nogle tilfælde er anderledes end VK-regeringens. Blandt andet har Hornbech stemt med oppositionen i spørgsmålet om øget overvågning. En kronik i dagbladet Politiken den 14. maj 2008 "Dommertørklædet og de to regimenter" harmonerede ikke med regeringens synspunkter angående brug af tørklæder blandt dommere.
I februar 2011 er Birthe Rønn Hornbechs stilling som integrationsminister blevet belastet af oplysninger om, at hun siden oktober 2008 skulle have været klar over, at Danmark brød med FN´s konvention om statsløse. Konvention giver statsløse unge mellem 18 og 21 år ret til at blive danske statsborgere, hvis de er født og opvokset i Danmark og ikke har begået alvorlig kriminalitet. Alligevel har de danske integrationsmyndigheder i mange år nægtet at give statsborgerskab til blandt andet 30 statsløse palæstinensere, der har søgt helt efter reglerne. Oppositionen har på den baggrund krævet Birthe Rønn Hornbechs afgang som minister.
Kreativitet.
Det er igennem den kreative proces, mennesket skaber fremskridt - herunder selvfølgelig også det tekniske fremskridt.
Det er en udbredt misforståelse at nogle mennesker ikke er kreative! Hvem har f.eks. ikke læst eller hørt udtalelser som: "Jeg er ikke kreativ" eller "jeg får aldrig nogen ideer". Der er intet i verden, der er mere forkert!
Vi får alle ideer til et eller andet. Det er derimod muligt at tale om hvor stor en kreativ sans eller evne, man besidder. Den kreative sans er ikke lige veludviklet hos alle.
Det er ligeledes en udbredt misforståelse at kreativitet kræver (stor) indsigt, viden eller erfaring. Kreativitet opstår igennem nysgerrighed eller forundring over en tilstand, problem, opgave eller lignende. Faktisk kan man sige at sand kreativitet opstår kun hvis man dyrker evnen til at forholde sig åben og nysgerrig til omgivelserne. Dvs. at man både skal have viljen og kunne acceptere dristighed og til tider uforsigtighed. Det er alt sammen egenskaber, vi alle har.
Kreativitet hænger uløseligt sammen med ideer og ide-generering. Ideer kan opstå igennem en (styret) kreativ proces eller nærmest komme ud af den blå himmel.
Kreativitet kan befordres ved anvendelse af metoder og teknikker. Metoderne deles overordnet op i to typer: De kreative og de systematiske metoder. Brainstorming er et eksempel på en kreativ metode. Morfologisk metode er et eksempel på en systematisk metode, hvor man via kombinatorik kan danne sig en række ideer.
Et aspekt af kreativitet findes i forhold til dets tilknytning til ordet "skabelse", idet dette udtryk henviser til den religiøse sammenhæng med kreativitet. I Bibelen står f.eks. at i "begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden", hvilket fra et teologisk synspunkt indbefatter at
skabe "ex nihilo", eller "ud af intet". For troende mennesker betyder dette ydermere at det kreative er gudgivent, og altså et menneskeligt grundvilkår.
Et yderligere aspekt af begrebet findes i Arthur Koestlers forfatterskab, idet han påpeger at kreativitet kan "opløses" i de to begreber "progression" og "regression", hver i sær er hinandens forudsætning, på samme måde som "tro og tvivl" eller "lys og mørke". Progression er den udøvende fase af den kreative proces, mens regression er den ide-genererende fase, som ikke nødvendigvis medfører handling.
Videnskab og religion.
Visse danske religionsforskere har fremført en påstand om at religion er et udtryk for menneskets basale fantasi.
Ud fra en tilgangsvinkel hvor man skelner mere skarpt, mellem videnskab og Teologi definitioner vil sådanne kategorifejl delvis kunne undgås. I videnskaben vil man således frit kunne identificere kreative tanker ud fra en formel definition som slet og ret afviser religiøse/teologiske fortolkninger. Inden for teologien vil man ligeledes kunne arbejde med religøse fantasier - uden at denne definiton tolkes nedsættende.
I tillæg til de videnskabelige og teologiske forståelser må vi desuden iagttage de rent psykologiske tolkninger.
Videnskab og kreativitet.
Videnskaben har gennem forrige århundrede givet os en ganske god forstålse af de kognitive processer som kan føre til kreative ideer. Disse processer kan man i vidt omfang opdage/fremprovokere gennem bionik, brainstorming, tilfældigeheder eller mere systematisk gennem Lateral Tænkning.
Ateister vil, uden store problemer, kunne tilsutte sig denne udlægning af kreativitet.
Religion og kreativitet.
Inden for teologien har man i århundreder arbejdet med en række radikalt anderledes definitioner. Dette blandt andet for, at kunne forstå menneskelige fantasier og kreativitet. Hvis man således vil placere begrebet kreativitet i en teologisk ramme, må man også bruge visse af disse Teologiske grundbegreber.
Hvis man således mener at menneskelig kreativitet og fantasi er en vej til religiøs indsigt ville man med god ret kunne påstå at dette også er udtryk for en Gnostisk tankegang.
Agnostikere vil naturligvis afvise Gnosis, hvorved det logiske resultat være at kreativitet "ikke" kan føre til religiøs indsigt. I en agnoistisk forståelses ramme er kreativitet altså en almen menneskelig egenskab, en egenskab som ikke har en direkte relation til en Teologisk/religiøs indsigt.
Gnostikeren vil naturligvis hævde at netop en den menneskelige fantasi, godt hjulpet af en gnostisk praksis, vil fører til indsigten. Agnostikere (og skeptikere) vil derimod afvise dette som et ringe forsøg på "videnskabeliggøre"/bevise en gnostisk indsigt.
Psykologi og kreativitet.
Psykologiens forskellige skoler har mange forskellige forklaringer på kreativitetens opståen. En generel forklaring går dog på at kreativiteten opstår i underbevidstheden. Hverved lægger psykologien sig også ofte op af den opfattelse at kreativitet i praksis kan iagttages som en subjektiv oplevelse, og evnen til at frembringe kreative ideer er betinget af forskellige subjektive forudsætninger.
Hermed kan man, måske, placere pyskologiens kreativitets forståelse som en ligeværdig "tredie position" i forhold til den religiøse og den "strengt" videnskabelige.
På linje med andre skoler henviser psykologer gerne til diverse 'kreativitets teknikker', som angiveligt skulle føre til kreative ideer. Visse skoler afviser i øvrigt at kreativitet kan føre til radikale nye opdagelser.
L. Paul Bremer.
Lewis Paul Bremer III (født 30. september 1941), blev den 6. maj 2003 udpeget som leder af genopbygning og humanitær hjælp i Irak efter krigen i 2003, dvs. leder af koalitionens civile administration. Han erstattede ved sin ankomst til landet den 11. maj Jay Garner, der havde fungeret som leder af den civile administration siden 21. april 2003.
Bremer hører til den republikanske inderkreds i USA og har siden 1966 arbejdet for udenrigsministeriet med seks forskellige udenrigsministre. Ronald Reagan udnævnte ham i 1983 til ambassadør i Holland og senere blev han chef for udenrigsministeriets antiterrorafdeling. I 1989 trak han sig tilbage fra udenrigstjenesten og blev i stedet direktør for Kissinger Associates, et verdensomspændende konsulentfirma grundlagt af USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger.
Foruden engelsk taler Bremer fransk, norsk, persisk og tysk.
Bremer havde bland andet til opgave at skabe de rette betingelser for et demokratisk styre samtidig med at han skulle sørge for at det ikke blev en fundamentalistisk islamisk regering, der overtog kontrollen med landet.
Kontroversielle beslutninger.
Få dage efter sin indsættelse, opløste han d. 23. april den irakiske hær. Det efterlod ca 400,000 vrede irakiske tidligere soldater, der muligvis har været rekrutteringsgrundlag for de irakiske oprørere. Den beslutning er senere blevet kritiseret voldsomt, fordi hæren var væsentlig for landets stabilitet.
Paul Bremer er også blevet beskyldt for ineffektivitet i genopbygningen af den irakiske infrastruktur, på nær de olierelaterede genopbygninger. Næsten alle genopbygningskontrakter gik til amerikanske firmaer, mens kun 2% af kontrakterne gik til irakiske.
I 2005 kom det frem at store mængder af de penge, der var øremærket til genopbygningen af Irak, simpelthen var forsvundet under Bremers administration.
Svend Erik Hovmand.
Svend Erik Hovmand (født 8. december 1945 i Slemminge, Sakskøbing) er en dansk politiker og tidligere skatteminister fra Venstre.
Folketingsmedlem for Storstrøms Amtskreds fra 9. jan. 1975. Energiminister 12. marts 1986-3. juni 1988. Boligminister 18. dec. 1990-25. jan. 1993. Skatteminister fra 27. nov. 2001 til 2. august 2004. Præsident for Nordisk Råd 2001.
Søn af gårdejer Johs. Hovmand og Gunnild Hovmand.
Realeksamen 1963. Tømreruddannet 1966. Teknikumingeniørstudium. Journalistuddannet 1970. Kortere studieophold i Tyskland og England.
Ansat ved nyhedsmagasinet NB 1970. Politisk medarbejder ved Dagbladet, Ringsted, 1971-74. Redaktør i Statsministeriet 1974-75. Driver informationsvirksomheden»H-Consulting«.
Formand for VU på Midtlolland 1963-66. Formand for Ringstedlejerforeningen Sdr. Park 1970-74 og medlem af bestyrelsen for Ringsted Almennyttige Boligselskab 1974-86. Formand for Midtsjællands Naturfredningsforening 1972-75. Medlem af bestyrelsen for Lolland-Falsters Folketidende 1981-86. Medlem af Ringsted Byråd, gruppeformand for Venstre 1976-86, viceborgmester 1979-86. Formand for udvalget for Ringsted Kommunale Værker 1981-85. Medlem af programrådet for Vestsjællands Amt 1974-82 og medlem af bestyrelsen for Vestsjællands Trafikselskab 1979-82. Medlem af bestyrelsen for Ringsted Handelsskole 1990-94.
Medlem af VU's landsstyrelse 1965-68 og medlem af LOF's landsstyrelse 1966-68. Medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks Naturfredningsforening 1975-79. Medlem af Lønningsrådet og af bestyrelsen for KTAS 1978-86. Medlem af Privatbanerådet 1978-82 og af Jernbanerådet 1978-79. Medlem af bestyrelsen for Kryolitselskabet Øresund 1982-86. Medlem af bestyrelsen for Naturgas Sjælland 1990-94, medlem af repræsentantskabet for DONG A/S 1988-90. Medlem af Nationalbankens repræsentantskab 1990-91. Medlem af bestyrelsen for Nucon A/S 1989-90. Medlem af bestyrelsen for Bikubens Pensionsfond. Medlem af bestyrelsen for Venstres folketingsgruppe 1978-79 og 1982-86, næstformand fra 1990. Formand for Folketingets Kommunaludvalg 1982-83. Medlem af Folketingets Finansudvalg 1978-79, formand 1982-86 og igen 1988-90. Formand for Lolland Falsters Folketidendes Fond fra 1993. Formand for Udvalget vedr. Tilsyn med Efterretningstjenesten 1993-98. Medlem af Nordisk Råd 1993-2001, formand for den danske delegation 1998-2001. Præsident for Nordisk Råd 2001.
Har skrevet»Det nære samfund«, 1973, og»Virksomheden og trafikministeriet«, 1978.
Partiets kandidat i Nykøbing Falsterkredsen fra 1974.
Høgni Hoydal.
Høgni Karsten Hoydal (født 28. marts 1966 i København) er færøsk politiker, formand for Tjóðveldi (Republikanerne). Han har været landsstyremand (minister) og nu lagtingsmedlem og medlem af det danske Folketing fra folketingsvalget i 2001.
Som politiker blev han kendt som manden der fra 1998 til 2004 forsøgte at gøre Færøerne selvstændig. I denne periode var han ligeledes minister for selvstændighed, justits og nordiske anliggender. Høgni Hoydal er i Folketinget medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, Nordisk Råd og Færøudvalget.
Biografi.
Han er søn af fiskeribiolog Kjartan Hoydal og biolog Gunvør Hoydal. Sammen med Hildur Hermansen har han sønnerne Sjúrður (* 1988), Brim (* 1990) og og datteren Helgi (* 1996).
Gik fra 1974-80 på Hoyvíkar skúli og fra 1980-83 på Eysturskúlin, hvor han tog den udvidede afgangseksamen. 1987 fik han HF på Studentaskúlin og HF-Skeiðið i Tórshavn.
Før han blev politiker arbejdede han som sømand fra 1983 til 1985 og som lærervikar fra 1987 til 1988. Fra 1988 til 1994 læste han til Cand.comm. i historie og kommunikation på Roskilde Universitetscenter, og var fra 1995 til 1998 journalist ved det færøske fjernsyn Sjónvarp Føroya.
Rikke Hvilshøj.
Rikke Hvilshøj (født 5. maj 1970 i Århus) er cand.polit., tidligere integrationsminister og medlem af Folketinget for Venstre, valgt i Vestre Storkreds fra 11. marts 1998 og i Københavns Storkreds fra 13. november 2007.
Hun er datter af cand.oecon. Søren Hvilshøj og chefsekretær Britta Bang, og er student fra N. Zahles Skole 1989. I 1997 blev hun cand.polit. fra Københavns Universitet.
Parlamentarisk karriere.
Partiets kandidat i Slotskredsen fra 1996.
Den 8. juni 2005 blev Rikke Hvilshøjs hjem sat i brand som del af et politisk attentat, se Brandattentatet mod Rikke Hvilshøj. Hun og familien kom dog ikke noget til.
Medlem af VL-gruppe 20.
Kaj Ikast.
Kaj Ikast (født 5. december 1935) er en dansk politiker som repræsenterer Det Konservative Folkeparti. Han sad i Folketinget fra 1983 til 2005 og var trafikminister i Regeringen Poul Schlüter IV 1990-1993. Kaj Ikast var med i den såkaldte jyske trafikmafia, sammen med Venstres tidligere mangeårige trafikordfører Svend Heiselberg og Helge Mortensen og Jens Risgaard Knudsen fra Socialdemokratiet.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Det Konservative Folkeparti - Midlertidigt medlem for Sønderjyllands Amtskreds 3. maj-27. juni 1983. Folketingsmedlem for Sønderjylland Amtskreds fra 28. juni 1983. Trafikminister 18. dec. 1990-25. jan. 1993. Medlem af Folketingets Præsidium fra 2001.
Født 5. dec. 1935 i Viborg, søn af plejeassistent Kristian Marius Ikast og Iris Vibeke Ikast.
Løjtnant 1961, premierløjtnant 1963, kaptajn 1969, distriktsleder for hjemmeværnsdistrikt Haderslev 1972-76, major og distriktsleder for staben ved Hjemmeværnsregion III fra 1980.
Medlem af kommunalbestyrelsen i Gram Kommune 1998-2000, 1. viceborgmester 1998-2000.
Næstformand for bestyrelsen for DDL 1984-90, medlem af repræsentantskabet for SAS 1984-90 og 1998-2001, medlem af bestyrelsen for SAS 1987-90. Medlem af Jernbanerådet 1983-90, af Kontaktudvalget til det tyske mindretal, af Persontrafikrådet og Vejtransportrådet 1983-90 og igen fra 1993. Medlem af Udetillægsnævnet 1994-2002 og af Værnepligtsnævnet 1995-2002. Medlem af Nordisk Råd samt medlem af præsidiet for Nordisk Råd fra 1998. Stedfortræder for arktisk komité fra 1998. Medlem af Kontrolkomiteen for Den Nordiske Investeringsbank, Den Nordiske Udviklingsfond og Det Nordiske Miljøfinansieringsselskab fra 1998/99. Medlem af 21-mandsudvalget for Færøerne og af Udvalget vedrørende mineralske råstoffer i Grønland fra 2002.
Medlem af politisk følgegruppe for Storebæltsforbindelsen fra 1986, formand 1990-93, medlem af politisk følgegruppe for Øresundsforbindelsen fra 1993. Politisk ansvarlig for den dansk-svenske aftale af 1991 om etablering af den faste forbindelse over Øresund. Trafikpolitisk ordfører 1983-90 og fra 1993. Formand for Trafikudvalget fra 2001.
Delegeret for KF ved FN's 45. generalforsamling i New York, 1990, EU-valgobservatør i Pakistan 1993, FN-valgobservatør i Tanzania 1995.
Årets Københavner 1991. Tildelt Amager Initiativ Pris 1991, Ekstra Bladets Nytårstorsk 1994, Hansa Prisen 1994 (Hansestædernes pris) samt The Bridge Club»Brobyggerprisen«i 1999.
Partiets kandidat i Givekredsen fra 1970, i Koldingkredsen fra 1973, i Sønderborg- og Åbenråkredsene fra 1977, fra 1979 tillige i Augustenborgkredsen.
I Politikens At tænke sig-rubrik optrådte han under navnet "Ikajkast".
Marianne Jelved.
Marianne Bruus Jelved, fhv. minister, og tidligere gruppeformand og politisk leder for Det Radikale Venstre, øgenavn "Damen med håndtasken".
Hun blev født 5. september 1943, som datter af arkitekt Sigurd Hirsbro og Else Hirsbro. Skolegangen foregik på Maglegårdsskolen i Charlottenlund fra 1950-1960 og studenterhuen fik hun på Statens Studenterkursus på Frederiksberg i 1964.
Erhvervskarriere.
Hun er uddannet folkeskolelærer fra Hellerup Seminarium i 1967. Den blev suppleret med en kandidatgrad i dansk (cand.pæd.) fra Danmarks Lærerhøjskole i 1979.
Marianne Jelved arbejdede som lærer ved Ny Østensgård Skole i Valby 1967-1975, ved Jyllinge Skole, Gundsø, fra 1975, og endelig som timelærer ved Danmarks Lærerhøjskole 1979-1987.
Politisk karriere.
Det politiske engagement begyndte, da hun i 1975 blev medlem af bestyrelsen i Dansklærerforeningens folkeskolefraktion. Hun var desuden formand for denne fra 1981-1987. I 1976 blev Marianne Jelved lærerrådsformand ved Jyllinge Skole - en post hun bestred til 1979. Fra 1978-1980 var hun fælleslærerrådsformand i Gundsø Kommune. I 1982 blev hun valgt til kommunalbestyrelsen i Gundsø, og fungerede fra 1982-1985 som viceborgmester. Fra 1982-1990 var hun desuden bestyrelsesmedlem i Det Radikale Venstre i Roskildekredsen, ligesom hun fik sæde i partiets forretningsudvalg og det kommunalpolitiske udvalg, som hun var formand for 1986-1987. Fra 1984 til 1990 var hun medlem af Kommunernes Landsforenings kontaktråd.
Marianne Jelved blev valgt til Folketinget 8. september 1987 i Roskildekredsen, men har siden valget 12. december 1990 repræsenteret Hjørringkredsen. Under den daværende socialdemokratisk ledede regering var Jelved økonomiminister fra 25. januar 1993, og fra 27. september 1994 også minister for nordisk samarbejde. Ministerperioden ophørte 27. november 2001, da Anders Fogh Rasmussen havde vundet valget og dannede sin VK-regering. Herefter var hun sit partis politiske ordfører og (fra 2006) statsministerkandidat indtil lederskiftet i 2007.
Den 15. juni 2007 stoppede Marianne Jelved som politisk leder af Det Radikale Venstre. Det skete efter en periode med svigtende tilslutning til partiet - i første omgang efter det såkaldte "radikales frihedsbrev" hvor partiet ikke ville støtte en regering ledet af andre end Jelved, og tilslutningen dalede yderligere da Naser Khader og Anders Samuelsen brød ud af partiet for at danne Ny Alliance. Marianne Jelved havde da hun stoppede været leder af Det Radikale Venstre i 17 år.. Marianne Jelved har nu posten som uddannelsespolitisk ordfører i Det Radikale Venstre.
I 2003 blev Jelved som den første kåret til årets politiker af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, fordi hun som den eneste partileder havde talt de homoseksuelles sag. Det Radikale Venstre var det første parti som satte homoseksuelles adgang til adoption og kunstig befrugtning på den politiske dagsorden.
I 2009 tiltrådt Jelved formandsposten hos Ligeværd, et udviklingsnetværk og talerør for borgere med særlige behov.
Gudmor til Carsten Mærsk.
Marianne Jelved modtog i tiden som økonomiminister og vicestatsminister et Rolex Yachtmaster guldur til 122.200 kroner af Mærsk Mc-Kinney Møller i oktober 2000, da hun navngav skibet Carsten Mærsk. "Marianne Jelved blev dengang hentet i limousine i København sammen med sin mand Jan Jelved og deres børnebørn, hvorefter de fløj i Mærsk Mc-Kinney Møllers privatfly til værftet i Odense."
"Flere eksperter har tidligere fastslået, at det er klart ulovligt for både ministre og embedsmænd at modtage mere end lejlighedsgaver som en bog eller lidt vin - da ministre skal være uafhængige."
Marianne Jelved oplyser at hun betalte skat af gaveværdien og at Hr. Møller er hendes gode ven.
Udgivelser.
Marianne Jelved har forfattet selvbiografien "Alt har sin pris" fra 1999, derudover f.eks. "Danskbogen 3", 1988. Hun var desuden redaktør på "Meddelelser fra Dansklærerforeningen" i perioden 1975-82, og af "Det er dansk: Læseplan og hverdag", 1984.
I 2005 udgav journalisten Erik Holstein bogen "Jelved - en politisk biografi", og i 2006 udgav Bjarke Larsen bogen "Jelveds Danmark".
Svend Aage Jensby.
Svend Aage Jensby (født 10. september 1940 i Vejlby) er en dansk politiker fra Venstre og folketingsmedlem 1990-2005. Jensby har desuden i 2½ år været forsvarsminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen I.
Svend Aage Jensby er søn af gårdejer Knud Nielsen og husmor Hilda Kjær Jensby, og han tog realeksamen i 1957 og studentereksamen i 1961, hvorefter han studerede jura på Aarhus Universitet, hvorfra han dimitterede som cand.jur. i 1967. Han var i perioden 1971-76 vicestatsadvokat i Aalborg, hvorpå han blev vicepolitimester ved Aalborg Politi til 1986. Siden 1986 har han været politimester i Hobro. I en årrække har han desuden været ekstern lektor i civilret samt censor ved Aalborg Universitetscenter.
Jensby blev Venstres folketingskandidat i Hobrokredsen i 1988 og var det indtil 2005. Han blev valgt ind i Folketinget ved valget 12. december 1990. I perioden 1992-2001 var han forsvarspolitisk ordfører for Venstre, og desuden var han medlem af Forsvarskommissionen 1997-2001. Efter regeringsskiftet blev han forsvarsminister 27. november 2001, men han trak sig som minister 24. april 2004 på grund af politisk uro om hans udtalelser til Folketingets Kontroludvalg. Søren Gade overtog ministerposten. Jensby genopstillede ikke til folketingsvalget februar 2005.
Carsten Bo Jensen.
"Carsten Bo Jensen" Født 5. august 1958 i København, er en dansk forfatter, musiker, sangskriver og producer.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Frederiksborg Amtskreds fra 20. november 2001.
søn af fhv. minister Erling Jensen og husmoder Ria Jensen.
Realeksamen 1976, Skolen ved Gurrevej. HF, Helsingør Gymnasium 1978. Studier i Statskundskab ved KU 1993-2002.
Konsulent i Arte 1980-82, konsulent i Dansk Metalarbejderforbund 1982-84, højskolelærer LO-Højskolerne 1984-87. Forretningsfører for Helsingør Lokalradio 1987-89. Forfatter, sangskriver, musiker og producer.
Bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet i Helsingørkredsen og i Socialdemokratiet i Frederiksborg Amt fra 1993. Medlem af Frederiksborg Amtsråd 1997-2001, formand for bl.a. Sundhedsudvalget og medlem af Økonomiudvalget m.m.
Formand for forretningsudvalget og repræsentantskabet i Kulturby ´96, 1994-97 og medlem af styrelsen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) 1997-2001.
Har skrevet bøgerne "Smålandshavet" 1990, "Drømmeskibet og andre drømme" 1991, "Det 8. ocean" 1995, og "Politikeren", samt udsendt diverse lp'er og cd'er med bl.a. rockgrupperne "Mænd i blåt", "Fyrre i Feber", "Herbie and the Heartbeats" og "Sea Bee & The D'Generation", mf.
Tildelt LO's kulturpris i 1993.
Partiets kandidat i Helsingørkredsen fra november 2000
Frank Jensen.
Frank Jensen (født 28. maj 1961) er Københavns overborgmester pr. 1. januar 2010 og fhv. minister og tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Nordjyllands Amtskreds fra 8. september 1987. Forskningsminister 27. september 1994–30. december 1996. Justitsminister 30. december 1996–27. november 2001.
Født 28. maj 1961 i Ulsted, søn af fhv. borgmester Kjeld Jensen og pædagogmedhjælper Sonja M. Jensen.
Ferslev Skole 1968-72. Støvring Bavnebakkeskole 1972-78. Hf-eksamen fra Aalborg Katedralskole 1980. Cand.oecon., Aalborg Universitetscenter, 1986.
Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitetscenter fra 1986.
Formand for DSU i Støvring 1977-78. Kasserer for DSU i Nordjyllands Amt 1978-79. Uddannelsessekretær for DSU i Nordjyllands Amt 1979-81. Formand for DSU i Nordjyllands Amt 1981-82. Medlem af forretningsudvalget for DSU 1982-84. Næstformand for Socialdemokratiet i Nr. Tranders 1985-86. Medlem af forretningsudvalget for LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til 1994. Ligeledes indtil 1994 medlem af bestyrelsen for Danmarks Nationalbank og for Dansk Liv & Pension Forsikringsaktieselskab. Medlem af Folketingets Finansudvalg 1992-94. Politisk ordfører til 1994.
Medforfatter til»Beskæftigelses- og erhvervspolitik i udvalgte kommuner i Danmark, Finland, Norge og Sverige«, 1987.
Partiets kandidat i Aalborg Nord-kredsen fra 1986.
Frank Jensen stillede op til det socialdemokratiske formandsvalg, da partiets medlemmer skulle finde afløseren for Mogens Lykketoft. Frank Jensen blev ikke valgt som formand. Det gjorde derimod Helle Thorning-Schmidt. Frank Jensen blev i 2006 afløst af Orla Hav som folketingskandidat, og han genopstillede ikke ved valget i 2007. Blev 14. december 2007 udpeget af daværende kulturminister Brian Mikkelsen som medlem af TV2s bestyrelse.
Ved kommunalvalget 2009 stillede Frank Jensen op som overborgmesterkandidat i Københavns kommune, og opnåede valg. Han tiltrådte som overborgmester den 1. januar 2010. Kort efter ansatte Københavns kommune til Frank Jensens sekretariat 4 medarbejdere, hvoraf de to havde arbejdet Frank Jensen under dennes valgkamp, ligesom de to øvrige havde tætte forbindelse til Socialdemokratiet. Frank Jensen blev i den anledning beskyldt for nepotisme, og den 3. februar 2010 meddelte Folketingets Ombudsmand, at han gik ind i sagen for at vurdere, hvorvidt ansættelserne var sket i overensstemmelse med lovgivningen.
Kristian Jensen.
Kristian Jensen (født 21. maj 1971 i Middelfart) er tidligere skatteminister i Danmark og folketingsmedlem, gruppeformand samt næstformand for Venstre, valgt i Ringkøbing Amt. Kristian Jensen er placeret i Rangfølgens klasse I nr. 4.
Kristian Jensen er søn af friskolelærer Jens Erik Jensen og friskolelærer Ellen Jensen, og har en HH-eksamen fra Lemvig Handelsskole 1991. Han har været bankelev i Unibank Lemvig 1991 og bankassistent 1993 i Unibank Brande, FinansDiplomstudiet 1993-95.
Medlem af bestyrelsen for Bøvling Ungdoms Forening 1991-93, formand for gymnastikudvalget 1991-93, træner for Brande Mix-hold 1994-97.
Medlem af Venstres Ungdoms landsstyrelse 1993, medlem af forretningsudvalget 1994 og landsformand 1995-97. Medlem af Venstres hovedbestyrelse 1995-98. Partiets IT- og idrætsordfører 1998-2001. Medlem af Jernbanerådet fra 2000. Udpeget til German Marshall Fellow i 1999. Finanspolitisk ordfører fra 2001 og næstformand i Skatteudvalget fra 2001.
Partiets kandidat i Ringkøbing Amt 1996-98 og i Herning/Ikastkredsen fra 1998, og Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds fra 11. marts 1998.
Han blev den 2. august 2004 udnævnt til ny skatteminister.
Som skatteminister modtog Kristian Jensen i januar 2005 kritik for at have linket til det liberale internetmagasin Liberator der hyldede sort arbejde.
Samtidig førte Skatteministeriet en kampagne mod sort arbejde - den såkaldte Fair Play-kampagne.
Som skatteminister modtog Kristian Jensen i maj 2009 en næse fra Folketingets Udvalg for Forretningsorden, idet udvalget udtrykte "stærk kritik" af, at skatteministeren i strid med grundloven havde administreret efter en lovgivning, der endnu ikke var blevet vedtaget i Folketinget. Konkret havde regeringen den 20. februar 2009 under Finanskrisen fremsat lovforslag om en hjælpepakke, der skulle lette byrderne for erhvervslivet ved at udskyde fristerne for betaling af a-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms, men skatteministeriet begyndte at administrere efter reglerne inden hjælpepakken kort efter blev vedtaget.
Lene Jensen.
Lene Jensen (født 26. september 1964 i København), cand.polit.
Socialdemokratiet - folketingsmedlem for Storstrøms Amtskreds fra 20. nov. 2001 indtil 31. juli 2006. Siden 1. august 2006 direktør i Danmarks Bløderforening. Hun blev afløst i Folketinget af suppleant Vibeke Grave.
Datter af afdøde blikkenslager Eilif Gunnar Jensen og fhv. rengøringsassistent Ebba Gudrun Jensen.
Øresundsvejens Skole 1970-79, HF (enkeltfag) Nørrevold 1986. Cand.polit. KU 1993.
Studentermedhjælp i Dansk Arbejdsgiverforening 1987-88, i Det Kooperative Fællesforbund 1989, i FTF 1990-91 og i Socialdemokratiets PØ-afdeling, 1991-92. Økonom i Kvindeligt Arbejderforbund 1993-2001. Retsmedlem, Landsskatteretten fra 1998.
Diverse tillidsposter i Socialdemokratiets 9. kreds 1988-95.
Formand for Frit Forum København 1990-92, Medlem af forretningsudvalget i Socialpolitisk Forening 1992-96 og næstformand i Socialdemokratiet fra 1996 til 2002. Medlem af hovedbestyrelsen for Party of European Socialists fra 1997, og er Socialdemokraternes repræsentant i Socialistisk Internationales kvindekomité.
Partiets kandidat i Nykøbing Falsterkredsen fra april 1999 indtil august 2006.
Christian Lund Jepsen.
Venstre – Midlertidigt medlem af Folketinget for Ribe Amtskreds 8. jan.-6. febr. 2002. Medlem af Folketinget for Ribe Amtskreds fra 12. marts 2003. Ikke valgt ved valget februar 2005.
Født 23. oktober 1959 i Hjerting, søn af fhv. fabrikant Jens Th. Jepsen og fhv. socialrådgiver Metha Jepsen.
Realeksamen fra Esbjerg Realskole 1976, studentereksamen fra Varde Gymnasium 1979. Uddannet lærer på Århus Seminarium 1982-86.
Sekretær i Venstres Folketingsgruppe 1986-87. Sekretariatsleder i LOF’s landsorganisation 1988-93, skoleleder ved LOF i Viborg 1994-98. Redaktør ved Viborg Bladet 1998-99. Handelschef 1999-2002. Redaktør fra 2002.
Partiets kandidat i Vardekredsen fra 2000. Stoppet som kandidat i 2006.
Debatredaktør ved De Bergske Blade 2006-2007.
Adm. direktør for Den sydvestjydske Venstrepresse A/S i Esbjerg fra 2007.
Jette Jespersen.
Jette Jespersen (født 23. august 1940) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001 til 2005.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Frederiksborg Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født 23. aug. 1940 i København, datter af maskinchef Hugo H. Samson og husmoder Carla Marie Samson.
Folkeskole 1948-55 i henholdsvis København, Løgstør og Aalborg. Handelsuddannet 1956-60. Utterslev Messe. 1 år i England 1961 og ¾ år i USA.
Selvstændig. Antik og kræmmermarked samt sommercafé.
Lokalformand for Dansk Folkeparti i Lemvig og medlem af amtsbestyrelsen i Ringkøbing Amtskreds.
Partiets kandidat i Frederiksværkkredsen siden marts 1999.
Tejne.
En tejne var en oval madkasse af brede træspåner af f.eks. Selje-Pil. De laves i husflid og i sløjdundervisningen, men de var ganske almindelige fra oldtiden til omkring år 1900. Produktet var også kendt under navnet madtejne; men andre tejner findes til andre formål.
Tejnens ovalt formede yderskal laves af brede træspåner, der blødgøres og formes omkring en kærne. Denne fremgangsmåde kaldes "svøbeteknik" og bruges også til shakersektens ovale æsker og til samesløjdens birkebarksæsker fra området birkebarkssløjd. Tejnens kendes på lågets fastgørelse ved indklemning i hakkerne i de to træstokke, der er i hver ende af tejnen på den smalleste led.
Tejner fremstilles i sløjd inden for området kulturteknikker.
Ordet bruges stadig i dag i forbindelsen "hummertejne" om de fælder, der sættes for at fange hummere.
Jørn Jespersen.
Jørn Ole Jespersen (født 4. december 1955) er en dansk politiker som har repræsenteret Socialistisk Folkeparti i Folketinget 1987-1988 og igen fra 1994-2005.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Jørn Ole Jespersen, selvstændig konsulentvirksomhed i ledelse og organisation.
Socialistisk Folkeparti - Midlertidigt medlem for Københavns Amtskreds 8. nov.-16. dec. 1983, 6.-31.okt. 1988 og 5.-26. okt. 1989, for Storstrøms Amtskreds 29. okt.-28. nov. 1993. Folketingsmedlem for Københavns Amtskreds 8. sept. 1987-9. maj 1988 og for Storstrøms Amtskreds fra 21. sept. 1994.
Født 4. december 1955 i Slagelse, søn af Jens Oluf Jespersen og Ruth Vibeke Jespersen.
Østre Skole Slagelse 1962-71, student Slagelse Gymnasium 1974, lærereksamen Blaagaard Seminarium 1982, HD i organisation og personaleudvikling, Handelshøjskolen i København 1987.
Sekretariatsleder i Organisationen for Vedvarende Energi, (OVE), lærer ved VUC i Københavns Amt, projektleder i byggefirma, uddannelseskonsulent. Selvstændig konsulentvirksomned i ledelse og organisation fra 1994.
Formand for SFU 1977-79, medlem af SF's hovedbestyrelse 1980-88 og 1990-94.
Partiets kandidat i Glostrupkredsen 1981-91 og i Vordingborg-, Langebæk- og Mønkredsen fra 1992.
Karen Jespersen.
Karen Moustgaard Jespersen (født 17. januar 1947 i København) er cand.mag. og forfatter. Hun var indenrigsminister i en socialdemokratisk regering 2000-01 og medlem af Socialdemokraterne til oktober 2006. 1. februar 2007 blev hun folketingskandidat for Venstre og blev velfærdsminister i Regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Karen Jespersen er placeret i Rangfølgens I klasse nr. 4.
Hun har særligt markeret sig i debatten om indvandring og integration, med bogen "Islamister og naivister" (2006), som hun skrev sammen med sin ægtefælle Ralf Pittelkow. I bogen retter parret kritik imod multikulturalismen.
Biografi.
Karen Jespersen er datter af arbejdsmand Knud Jespersen og viktualiehandler Anna Jespersen. Hun gik i Nansensgades Skole fra 1954 til 1964 og blev i 1966 matematisk student fra Rysensteen Gymnasium. To år senere begyndte hun at læse historie og arkæologi ved Københavns Universitet, hvorfra hun blev cand.mag. i 1977.
Erhvervskarrieren startede som redaktør af 14 dages-bladet "Politisk Revy" i 1974–77, hvorefter hun var politisk reporter på Dagbladet Information fra 1978 til 1984. Fra 1984 til 1989 var hun journalist ved TV-avisen.
I sin rolle som samfundsdebattør fungerer Karen Jespersen som forfatter, foredragsholder m.v. og er brevkasseredaktør i ugebladet Familie Journalen.
Hun er gift med den politiske kommentator Ralf Pittelkow og bor i Dragør.
Politisk karriere.
Karen Jespersen begyndte sit politiske engagement i studietiden. Hun var medlem af konsistoriet på Københavns Universitet i 1974 og medlem af studienævnet for Historisk Institut samme sted 1975–77.
Hun var medlem af Venstresocialisterne, som hun blev opstillet for i 1979, men blev ikke valgt og skiftede senere til Socialdemokratiet, som hun blev folketingskandidat for i 1989. Hun var gennem hele karrieren i Socialdemokratiet opstillet i Amagerkredsen. Karen Jespersen blev valgt til Folketinget 12. december 1990 og nedlagde sit mandat i oktober 2004.
Hun var socialminister fra 25. januar 1993 til 28. januar 1994 og igen fra 27. september 1994 til 23. februar 2000. Herefter var hun indenrigsminister til den socialdemokratisk-radikale regerings afgang efter valget den 20. november 2001. I 1994 blev hendes parlamentariske immunitet ophævet, idet hun skulle tiltales for at have kørt en fodgænger ned og altså overtrådt færdselsloven.
I 2004 gik hun mod sit partis linje, da hun stillede sig kritisk til Tyrkiets EU-medlemskab. Senere forlod hun Folketinget. Den 14. januar 2007 meddelte Karen Jespersen, at hun i oktober 2006 havde udmeldt sig fra Socialdemokraterne. Som årsag nævnte hun partiets udlændingepolitik, som hun opfattede som uansvarlig. Hun havde som indenrigsminister i 2000-01 været fortaler for en strammere kurs på området, men måtte under valgkampen i 2001 se sig slået af den fløj i partiet, som ønskede en lempeligere udlændingepolitik.
Ekstra-Bladet meddelte 31. januar 2007, at Karen Jespersen ved indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens mellemkomst ville blive opstillet som folketingskandidat for Venstre i Favrskovkredsen (Hammel-Hadsten-området). Dagen efter blev hendes kandidatur offentliggjort på et pressemøde. Her udtalte Karen Jespersen, at Venstre i dag var en bedre garant for lighed, velfærd og frihedsværdier end Socialdemokraterne.
Den 12. september 2007 blev Karen Jespersen udnævnt til social- og ligestillingsminister under Anders Fogh Rasmussen. Dermed satte hun en rekord: Hun var den første, der havde en post som fagminister i samme fagministerium - først i en socialdemokratisk ledet regering og dernæst i en borgerligt ledet regering.
I februar 2009 kaldte Karen Jespersen Muslimernes Fællesråd for ekstremister og udtalte at foreningens talsmænd Zubair Butt Hussain og Abdul Wahid Pedersen gik ind for stening. Ved Københavns Byret blev hun i oktober 2010 dømt for injurier på grund af stenings-påstanden, mens påstanden om ekstremisme ikke blev fundet injurierende. Karen Jespersen var under sagen repræsenteret af advokat Karsten Hagel-Sørensen, der tillige fungerer som statens faste advokat, Kammeradvokaten..
I en pressemeddelse den 3. april 2009, skrev Karen Jespersen, at hun ønskede at træde tilbage som velfærdsminister, men at forblive på ministerposten, indtil der var fundet en afløser.
Lars Løkke Rasmussen blev statsminister den 5. april 2009. Samme dag udtrådte Karen Jespersen af regeringen.
Lars-Emil Johansen.
Lars Emil Johansen (1946 -) er en grønlandsk politiker som repræsenterer Siumut. Tidligere landsstyreformand og nuværende folketingsmedlem.
Baggrund.
Født 24. september 1946 i bygden Illorsuit i Uummannaq Kommune, søn af handelsforvalter Kristian Johansen (død 1958) og distriktsjordemoder Elisabeth Johansen (død 1993). Johansen tog lærereksamen fra Ilinniarfissuaq (Grønlands Seminarium) i Nuuk, 1970.
Politisk karriere.
Han var partiformand for Siumut 1987-1997, sad i landstinget 1979-1997, var medlem af Landsstyret 1979-1986 og Landsstyreformand 1991-1997.
Folketingsmedlem for Grønland for partiet Siumut fra 4. december 1973 til 23. oktober 1979 og igen fra 20. november 2001. Medlem af Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.
Medlem af Grønlands Landsråd 1971-75, Grønlandsrådet 1971-79. Landsstyremedlem for erhvervsanliggender 1979-86 og landsstyreformand for Grønlands Landsstyre 1991-97.
Formand for bestyrelsen for S 1988-91, medlem af bestyrelsen for S 1986-91, af Grønlandsfly A/S (nu S) 1973-75, formand 1986-91. Medlem af bestyrelsen for Mercury Urval Greenland A/S 1997-2001 og ErhvervsudviklingsselskabetS (nu Greenland Venture A/S) fra 2000. Formand for bestyrelsen Grønlandsposten 1971-75 og 1979-91 og for S fra 1997. Vicekoncernchef for Royal Greenland 1997-2001. Formand for Grønlands Alkohol- og Narkotikaråd fra 1999 og for Den Grønlandske Havfiskeri og Eksport Sammenslutning (APK), fra 2001.
Kommandør af Dannebrogordenen, Norsk Kommandør med stjerne. Tildelt Grønlands Hjemmestyres Fortjenstmedalje Nersornaat i sølv (1989) og i guld (1991) og Russisk medalje for Fiskeindustriarbejdere.
Partiet Siumuts kandidat til Folketinget fra oktober 2001, genvalgt i 2005 og 2007.
Hans tid som politiker har dog været skæmmet af en lang række skandaler, anklager om nepotisme samt et stort alkoholmisbrug under sin udøvelse af sine politiske hverv.
Poul Qvist Jørgensen.
Poul Qvist Jørgensen (født 10. august 1941 i Sjøstrup, Aalborg Amt) er en dansk afdelingsleder.
Socialdemokratiet - Midlertidigt medlem af Folketinget for Sønderjyllands Amtskreds. Folketingsmedlem for Sønderjyllands Amtskreds 10. jan. 1984-11. marts 1998 og fra 20. nov. 2001.
Søn af overlærer Jørgen Kristian Jørgensen og husmoder Edith Agnete Qvist Jørgensen.
Realeksamen Haderslev Statsseminariums Øvelsesskole 1958. Ophold på Idrætshøjskolen i Sønderborg 1958-59. Lærereksamen Haderslev Statsseminarium 1964.
Fængselslærer ved Statsfængslet på Kragskovhede 1965-70. Undervisningsleder ved Statsfængslet ved Horserød 1970-74. Undervisningsministeriets konsulent i alkohol- og narkotikaspørgsmål for Vejle og Sønderjyllands Amter 1974-76. Afdelingsleder og ekspeditionssekretær ved socialforvaltningen i Sønderjyllands Amtskommune 1976-84. Fagkonsulent i selvejende institution under Socialministeriet, Videncenter om Alkohol samt lærer ved Københavns Fængsler 1998-2002.
Udpeget af Sønderjyllands Amtsråd til sessionsarbejdet 1978-81. Medlem af ICAA's undervisningsgruppe 1981-84. Medlem af Rødekro Kommunalbestyrelse 1978-84, formand for henholdsvis det kulturelle udvalg 1978-82 og det sociale udvalg 1982-84. Landsformand for Daginstitutionernes Landsorganisation 1984-94, formand for Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 1991-98 og formand for skibsprojektet»Sikker Havn«. Medlem af North Atlantic Assembly's underudvalg vedrørende menneskerettigheder.
Medarbejder ved»Alkohol til skræk og glæde«, 1975. Har skrevet»Alkoholdninger«, 1976,»Nogle bemærkninger om folkeskolelovens § 6, stk. 6«, 1976, samt»Alkoholdebat«, 1979.
Partiets kandidat i Løgumklosterkredsen fra 1980 og i Haderslevkredsen fra 1983.
Per Kaalund.
Per Kaalund (født 26. juni 1937 i Hjørring) er en fhv. amtsborgmester for Københavns Amt.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Københavns Amtskreds fra 21. sept. 1994.
søn af læge Einar Kaalund og jordemoder Marianne Kaalund.
Realeksamen 1954. Studenterkursus 1955. Edb-uddannelse på Kommunedata 1956-59.
Fuldmægtig Kommunedata 1962, ekspeditionssekretær 1964, produktionschef 1966, edb-chef 1970-74. Amtsborgmester 1974-93.
Medlem af Civilforsvarskommissionen 1976-93, af Øresundsrådet 1978-93 og af Øresundskomiteen 1993-94. Formand for Køge Bugt Strandpark 1975-93. I bestyrelsen for A/S Øresundsforbindelsen fra 1991, for Wonderful Copenhagen 1992-93, for Copenhagen Capacity fra 1993, for Kulturby '96 1992-93 og for Hovedstadens Udviklingsråd 1990-94. Formand for Museet for Moderne Kunst i Strandparken, Arken, 1991-93.
Formand for Socialdemokratiet i Brøndbyøster 1967-70, medlem af kredsbestyrelsen i Hvidovrekredsen fra 1967. Medlem af Brøndby Kommunalbestyrelse 1970-74, viceborgmester 1972-74. Medlem af amtsrådet i Københavns Amt 1970-93, amtsborgmester 1974-93. Medlem af Hovedstadsrådet 1974-89.
Formand for Team Danmark 1985-93, for Pensionskassen for Sygeplejersker og for PKA 1986-94. I bestyrelsen for Kommunernes Pensionsforsikring A/S 1986-90 og Højvangsseminariet fra 1993. Formand for Højvangsseminariet fra 1996. Formand for Pædagogseminariernes Bestyrelsesforening 1993-95. I repræsentantskabet for Realkredit Danmark A/S fra 1991.
I bestyrelsen for Amtsrådsforeningen 1974-94, for Sygehusrådet 1974-79, for Sygesikringens Forhandlingsudvalg 1978-79, for Den Kommunale Momsfond 1982-86, for Landsarbejdsnævnet 1982-83, for Rigshospitalet 1981-83 og for Kommunernes Lønningsnævn 1983-94. Formand for Amtsrådsforeningen 1979-86 og 1989-94. Medlem af Socialdemokratiets kommunaludvalg 1979-86 og i samme periode af partiets social- og sundhedsudvalg. I repræsentantskabet for Europæiske Kommuners og Regioners Råd (CEMR) 1989-94, Europarådets Kongres af Regionale og Kommunale Myndigheder 1974-94 og for EU's Regionalråd 1994. Medlem af Europarådet 1995.
Forsvarspolitisk ordfører 2000-2007. Formand for Udvalget til Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 2001. Medlem af NATO Parliamentary Assembly 2002.
Partiets kandidat i Hvidovrekredsen fra 1991.
Henry Kissinger.
Henry Alfred Kissinger (født 27. maj 1923 i Fürth ved Nürnberg) er en amerikansk politiker.
Efter den nazistiske magtovertagelse og med tiltagende jødeforfølgelser, flygtede familien til USA i 1938.
Han var som soldat i den amerikanske hær med til at befrie det Tyskland han var født i for nazismen.
Henry Kissinger studerede efterfølgende politisk videnskab og fik i 1954 en doktorgrad ved Harvard University og blev i 1962 professor i statskundskab.
Fra 1969 national sikkerhedsrådgiver i USA.
Tildelt Nobels fredspris i 1973 sammen med Le Duc Tho. Le Duc Tho afslog dog at modtage prisen, med den begrundelse at der på det pågældende tidspunkt endnu ikke var fred i Vietnam. Samme år som han modtog prisen havde Kissinger arbejdet sammen med det chilenske militær om at vælte den demokratiskvalgte præsident Salvador Allende.
Fra august 1973 til 1977 udenrigsminister ("secretary of state") i USA under præsident Richard Nixon og senere under præsident Gerald Ford.
Kissinger godkendte ved et møde med Suharto i december 1975 Indonesiens invasion af Østtimor. Dette skete bl.a. da Indonesien var en vigtig handelspartner for USA, og landet havde kontrol med strategiske farvande. Den efterfølgende invasion medførte en 24 årig lang besættelse af Østtimor.
Christopher Hitchens anklager i sin bog "The Trial of Henry Kissinger" Kissinger for at have været skyldig i og set med det blinde øje på omfattende folkedrab og likvideringer. Bogen blev efterfølgende dokumenteret i filmen "The Trials of Henry Kissinger".
Dr Kissinger har ud over sit forfatterskab ernæret sig ved bl.a. at oprette konsulentvirksomheden "Kissinger Consultants", der rådgiver i staten i juridiske spørgsmål.
Førerskab.
Leder hedder på engelsk manager, som kommer af italiensk maneggiare, der betyder "at føre ved hånden". En leder i en virksomhed er en person, som står i spidsen for og leder andre medarbejdere.
Vedaerne.
Vedaerne (fra sanskrit वेद "veda" "viden") er en betegnelse for de ældste de religiøse skrifter bevaret fra Indien, og er de primære levn fra Vedisk religion. Teksterne bruges stadig som helligskrifter i hinduismen.
Normalt betegner ordet veda på dansk hver af de fire "veda-samhitas", nemlig R̥gveda (eller Rigveda), Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. Disse består primært af hymner, der priser forskellige guder, og magiske formler, kaldet mantraer. De ældste dele af vedaerne, særligt af Ṛgveda, stammer tilbage fra ca. 1400 f.Kr. Vedaerne er skrevet på vedisk, en ældre form af det klassiske indiske skriftsprog sanskrit.
I Indien bruges begrebet vedaerne ofte i en udvidet betydning, hvor det også omfatter en række senere skrifter som brahmana-, upanishad- og sutra-skrifter.
Krishna.
Krishna (sanskrit कृष्ण kṛṣṇa "mørk") er navnet på en af de største guder i hinduismen. Ifølge gængs tradition er han den ottende søn af Devaki, der er søster til Kampsa, der er Krishnas onde onkel. Spådommen går på at Davakis 8 søn skal dræbe Kampsa. Krishna er en avatar af Vishnu, og i den såkaldte gaudiyavaishnavisme (herhjemme primært repræsenteret af ISKCON/Hare Krishna-bevægelsen) regnes han for den højeste person og ultimative guddom, altets ophav.
Avatar.
En avatar (sanskrit: अवतार) er i den hinduistiske mytologi en inkarnation (kropslig manifestation) af et højere væsen (guddom), eller den mest ophøjede (Gud) på jorden. Sanskrit-ordet "avatāra" betyder direkte oversat "nedstigning" ("avatarati") og betyder sædvanligvis en planlagt nedstigning til lavere planer med et specielt formål. Udtrykket bruges primært i hinduismen om inkarnationer af Vishnu, som mange hinduer tilbeder som gud. Shiva og Ganesha er ligeledes beskrevet i avatarformen, hvor Ganesha Purana og Mudgala Purana beskriver Ganeshas avatarer.
Ordet har ligeledes været brugt til at beskrive inkarnationer af Gud eller indflydelsesrige profeter i andre religioner, især dharmiske religioners tradition med at beskrive Jesus som en avatar af Gud.
Dasavatara: Ti avatarer af Vishnu i Garuda Purana.
De ti mest berømte inkarnationer af Vishnu kendes samlet som 'Dasavatara' ('dasa' betyder på Sanskrit ti). Listen er findes i Garuda Purana (1.86.10-11), og omfatter de avatarer, der har størst indflydelse på det menneskelige samfund.
Hovedparten af avatarerne på listen er kategoriseret som 'lila-avatars'.
De første fire siges at være fra satya yuga (den første af de fire yugaer eller aldre i den tidscyklus, der er beskrevet i hinduismen). De næste tre dukkede op i treta yuga, den ottende i dwapara yuga og den niende i kali yuga. Det forudsiges, at den tiende dukker op ved slutningen af kali yuga omtrent om 427.000 år.
Buddhisme.
Der er ingen egentlig fælles målsætning i Buddhismen; eller rettere - de forskellige grene og individer kan have en individuel selvvalgt målsætning. For eksempel søger den Tibetansk buddhistiske gren at nå målet at frigøre sig fra samsara gennem indsigt i sindets natur, eller ved at finde "sin indre Buddha". Den buddhistiske praksis til dagligdagen er samlet i Sikkhapada, de fem regler (10 for munke).
Hvorledes den den Buddhistiske praksis udføres afhænger også af gren og individ. Det kan siges at hovedgrenen Theravada er fokuseret mere på en intern psykologisk praksis, end bi-grenen Mahayana, som er beskæftiget mere med omgivelserne.
Buddhismen blev grundlagt af Buddha Shakyamuni (ca. 560-480 f.Kr.).
Ifølge Tibetansk Buddhistisk mytologi, er Buddha den fjerde ud af de 1.000 buddhaer, som indleder en periode med buddhisme, mens der er liv i dette univers.
Buddha Shakyamuni (også kendt som Siddharta Gautama).
NOTE: Følgende text er en af mange versioner af Buddhas historie
Siddharta Gautama er stifteren af buddhismen. Buddhismen begyndte med Siddharta Gautamas lære. Han levede i Indien for omkring 2.500 år siden. Gautama var søn af en konge. Han voksede op i et stort og rigt palads. Da Gautama skulle fødes, forudsagde en vismand, at Gautama enten ville blive en stor hersker eller en stor hellig mand. Det ville afhænge af hvilket liv han kom til at leve. Da Gautamas far havde besluttet, at han skulle efterfølge ham som konge, isolerede han ham fra omverdenen og gjorde alt for at gøre ham lykkelig. Gautama giftede sig med sin kusine, og de fik en søn, Rahula.
De fire tegn.
Selv om Gautama levede et liv i luksus, følte han sig fanget og ulykkelig. En dag kørte han trods sin fars ønske en tur i karet uden for paladsets område. Først så han en gammel mand, så en syg mand med mange smerter og så en død mand. Gautama blev chokeret over al denne lidelse. Han spurgte sin kusk, hvad det betød, og fik at vide at alderdom, sygdom og død rammer alle mennesker. Til sidst så han en asket, der var klædt i enkelt tøj. Han virkede glad og tilfreds. Gautama besluttede, at han ville være ligesom ham og søge efter forklaringen på al den ulykke, han så i verden.
Et nøjsomt liv.
Om aftenen efter køreturen forlod Gautama paladset. Han klædte sig i munkeklæder, og i seks år levede han i skovene sammen med fem hellige læremestre. Det var et meget hårdt liv. Gautama sultede sig, indtil han var så tynd som et skelet. Legenden siger, at han levede af èt riskorn om dagen. Han fandt imidlertid ikke de svar, han søgte efter.
Han bliver Buddha.
I sin fortvivlelse forlod Gautama skovene og sine rejsevenner og begav sig til byen Bodh Gaya. Mens han sad under et stort bodhitræ, blev han oplyst. Han tilbragte de næste 49 dage og 49 nætter med at meditere. Han opdagede at mennesker led, fordi de ikke var tilfredse med det, de havde. De ønskede altid mere. Han så også en vej ud af denne elendighed. Fra da af blev Gautama kendt som Buddhaen, ”den fuldt oplyste.”
Liv og død.
I de følgende 45 år rejste Buddha rundt i Indien sammen med sine tilhængere. Han levede som munk og fortalte mennesker, hvordan de kunne blive lykkelige. Han døde 80 år gammel i byen Kushinagara. Buddha døde liggende på siden i en afslappet stilling. Buddhister kalder hans død for parinirvana. Det betød, at hans arbejde som buddha var veludført, og at han nu for sidste gang kunne indtræde i nirvana. Legenden fortæller, at jordskælv rystede jorden både da han opnåede oplysning, og da han døde.
Buddha vidste af erfaring, at glæde hverken kommer af stor rigdom eller af stor lidelse. Han lærte folk at følge den Ottefoldige vej mellem de to yderpunkter. Ved at følge denne vej kunne mennesker overvinde grådighed og begær og den elendighed, som fulgte med, og lære at leve et mere omsorgsfuldt liv i deres søgen efter at nå oplysning. Buddha lærte dem også, at det var op til den enkelte at virkeliggøre sandheden for sig selv. Hans lære var kun ment som en rettesnor, som kunne være til hjælp.
Buddhisme i Østen og i Vesten.
Der findes mange beskrivelser af, hvad buddhismen er. Det er her vigtigt at vide, at der er stor forskel på den buddhisme som praktiseres i Østen og den, der praktiseres i Vesten. Buddhisme i Østen er præget af mange ritualer og traditioner, som oftest er kulturelt betingede. Buddhisme i Vesten er mere praktisk orienteret og handler først og fremmest om meditation og om at bruge buddhismen i dagligdagen.
Mahayana er en gren af Theravada.
Inden for disse to grene, findes der mange forskellige skoler, som hver lægger vægt på forskellige dele af Buddhas belæringer.
Omkring 200 år efter Buddhas død, opstod Mahayana grenen.
Lægfolk og munke/nonner.
Buddhisme kan praktiseres af både læg og munk/nonne.
Lægfolk lever et almindeligt liv med uddannelse, arbejde, familie osv. Samtidigt mediterer de og arbejder med at integrere buddhismen i deres dagligdag.
Munke og nonner lever oftest i klostre i cølibat og arbejder ikke. De hverken bidrager til eller profiterer af verden, men arbejder på at bruge deres tid på buddhistisk praksis.
"NOTE: Dette gælder KUN for de tibetanske "Hollywood-retninger". Theravada, den Mongolske Vajrayana, og flere Mahayana retningers munke og nonner, er ganske aktive i deres lokalsamfund og giver gerne en hånd med i opførelsen af en bygning eller andet arbejde. De arbejder gratis. Dette "gratis-arbejde" ER en del af deres praksis."
Napoleon 1. af Frankrig.
Jacques-Louis David - Bonaparte i Store Sankt Bernhard-passet
Napoléon Bonaparte (15. august 1769 - 5. maj 1821) var Frankrigs førstekonsul fra 1799 og franskmændenes kejser under navnet Napoléon I fra den 18. maj 1804 - 11. april 1814 og igen 20. marts - 22. juni 1815. Han erobrede og regerede det meste af det vestlige og centrale Europa.
Ungdom og karriere.
Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio på Korsika som Napoleone di Buonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han uddannedes på franske militærskoler, men kæmpede i det meste af sin ungdom for et selvstændigt Korsika. Under revolutionen sluttede han sig mest af praktiske grunde til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general; han fik sit militære gennembrud ved sin indsats under Toulons generobring 1793. Jakobinernes fald 1794 bragte ham en overgang i unåde, men 1796 blev han leder af hæren i Italien med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis fhv. elskerinde Joséphine de Beauharnais han samtidig giftede sig med. Gennem de to felttog til Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han også frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig, da han giftede sig med den østrigske Marie Louise fra Habsburg familien. Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn. Ved sit statskup i efteråret 1799 (Brumairekuppet) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.
Den Franske Revolution.
Den 14. juli 1789 råbte den fængslede Marquis de Sade til borgerne udenfor, at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Rygtet spredes hurtigt gennem Paris’ gader og selv medlemmer af kongens garde mødte op. De havde fire kanoner med, og alle uden for Bastillen blev enige om at vælte kongen. Det gjorde de ved at overtage Bastillen. Bastillen var fyldt med våben og ammunition, som borgerne fik fat på. Her startede borgerkrigen, hvor forskellige fraktioner fik magten. I 1791 kom det første resultat af borgerkrigen: en forfatning, der gav borgerne større frihed. Det var Napoleon yderst tilfreds med. Forfatningen blev hyldet med en sang La Marseillaise - i dag Frankrigs Nationalsang. Frankrig kom i krig mod Ægypten og Syrien. I 1796 gik han mod Norditalien, mens en anden fransk hær tog en mere direkte vej mod Wien. Han slog ikke kun den østrigske hær i Norditalien, men han nåede næsten også frem til Wien. Så drog han til Paris, hvor han blev hyldet som en helt. I 1798 sendtes han til Ægypten med 38.000 mand, og her vandt han Slaget ved Pyramiderne i 1798. Efter slaget lå der 20.000 døde mamelukker og omkring 300 døde eller sårede franskmænd. Napoleon fortsatte sit felttog mod Palæstina og mødte en helt anden modstand. Her led han store tab. Napoleon fandt det klogest at vende hjem. Hjemturen blev foretaget så hurtigt at den næstkommanderende ikke engang nåede at få noget at vide om sin forfremmelse, før Napoleon sendte ham et brev fra Paris. Tilbage i Paris blev han hyldet som helt igen. I starten af 1799 blev revolutionen mere og mere ustabil, og Napoleon brugte lejligheden til at lave statskup, Brumairekuppet. Direktoratet blev væltet, og Napoleons konsuler overtog magten. Han blev selv førstekonsul og var den styrende magt i Frankrig. Hans mål var at genforene Frankrig.
Førstekonsulen.
Napoleons styre som førstekonsul cementerede hans magt. Udadtil gennemførte han sejrrigt en krig mod den Anden Koalition, og 1802-03 herskede endog en kortvarig fred med England. Indadtil arbejdede han med stor energi og skabte orden og disciplin efter omvæltningerne. Organiseringen af landets provinser blev konsekvent gennemført; der oprettedes en række eliteskoler og militærakademier, som skulle uddanne en loyal embeds- og officersstand, og endelig indførtes den store lovsamling Code Civil (også kaldet Code Napoléon) 1804. Lovene beskyttede bøndernes nye ejendom og accepterede lighed for loven, men forringede både arbejderes og kvinders rettigheder. Samtidig forsonede han sig med kirken (1801) og anerkendte katolicismen som landets religion, ligesom han gav landflygtige adelige fuld ret til at vende tilbage og arbejde i hans tjeneste. Styret fungerede i øvrigt som et effektivt diktatur med censur og politistatsmetoder, men større ændringer legitimeredes af "folkeafstemninger". I disse år nød han sandsynligvis stor opbakning fra befolkningen, dels på grund af den indre ro, dels fordi landet ikke berørtes direkte af krig. Blandt Napoleons nærmeste medarbejdere var udenrigsministeren Talleyrand og politiministeren Fouché. Efter handelsstridigheder brød krigen med England atter ud 1803, og et stigende behov for mere formel magt førte til, at Napoleon 1804 opgav sin officielt republikanske rolle og indførte kejserdømmet...
Kejserdømmet til 1812.
2. december 1804 lod Napoleon sig udnævne til kejser for at sikre magten for sin slægt og for at skaffe sig mere prestige i udlandet. Hans status som kejser pegede desuden tilbage til det romerske rige og derved på kravet om et imperium. Hele hans regeringstid blev præget af krigen. Da han ikke kunne gennemføre en invasion i England, satsede han på landkrig. 1805 foretog han et sejrrigt fremstød mod den Tredje Koalition, slog den østrigsk-russiske hær ved Austerlitz (december 1805), tvang Østrig ud af koalitionen og opløste 1806 det Tysk-romerske Rige. Krigen mod Rusland fortsatte endnu et par år, hvor Preussen også trådte ind på allieret side 1806, men næsten omgående blev overvundet og besat. Ved freden i "Tilsit" 1807 trådte Rusland ud af koalitionen og accepterede Napoleons dominans mod ikke selv at afstå noget; Preussen måtte foretage store afståelser, og hele Tyskland blev reelt en vasalstat af Frankrig. Den franske flådemagt var imens gået tabt i søslaget ved Trafalgar 1805, og Napoleon prøvede derfor at blokere England til kapitulation ved fastlandsspærringen fra 1807, der skulle udelukke landet fra al handel med kontinentet. Det medførte en udvidelse af krigen for at få alle med, hvorunder Napoleon besatte Spanien og Portugal 1807-08. Det resulterede i åbent oprør, og fra 1808 rasede en blodig og hensynsløs krig i Spanien, hvor England hurtigt intervenerede. Napoleon kørte fast her, men beholdt overtaget på andre fronter. En østrigsk genindtræden i krigen 1809 førte til ny fransk sejr, og 1810 nåede Napoleon sin største sociale succes, da han blev den østrigske kejsers svigersøn. I Tyskland gærede så småt et oprør mod hans styre, men endnu o. 1810 havde han stort set styr på situationen. I hele sin regeringstid oprettede han flere steder lydstater og "uafhængige" provinser som reelt var under fransk kontrol. Han indsatte familie og medkæmpere som regenter, således broderen Jérome Bonaparte i "Kongeriget Westfalen". Og en anden broder Joseph Bonaparte først i Napoli - hvor han afløstes af svogeren Murat - og derefter i Spanien.
Fald og fangenskab.
Det blev forholdet til Rusland, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Russerne havde ikke haft økonomisk fordel af fastlandsspærringen og begyndte at tage afstand fra ham, indtil de til sidst fremtvang et brud i 1812. Samme år foretog han et stort felttog til Rusland, hvor han besatte Moskva. Russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne, således at han måtte føre hæren tilbage. Størstedelen af den gik tabt af kulde og sult (kun ca. 85.000 af 610.000 mand kom hjem). Det blev signalet til åbent oprør i Tyskland, og skønt han vandt flere store sejre, blev han omsider besejret ved Leipzig 1813, hvorefter hans herredømme brød sammen. De allierede invaderede Frankrig, hær og politikere faldt fra, og april 1814 blev han tvunget til at abdicere og tage ophold på Elba, som han styrede som en slags lokalfyrste. 1815 forsøgte han et come-back som kejser, gik i land i Sydfrankrig og satte sig i spidsen for de tropper, der var blevet sendt for at gribe ham. På kort tid lykkedes det ham at sikre sig magten i Frankrig (regeringsperioden kaldes de 100 dage), at opstille en ny hær og at indlede kampen mod de samlede europæiske magter. Ved Slaget ved Waterloo led hans hær det endelige nederlag i juni, han blev fanget og døde 5. maj 1821 som deporteret på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Der har været rygter om, at han blev myrdet på initiativ af den franske regering. Påstande om arsenikforgiftning har været fremført, men er hver gang blevet afvist som usikre og utilfredsstillende. Den officielle dødsårsag var kræft. En myte påstår at hans klassiske positur med højre hånd stukket ind mellem knapperne og hvilende på venstre side af maven skyldes smerterne fra en kræftknude i maven. 1840 overførtes hans lig til Frankrig, hvor hans sarkofag står i Invalidekirken
Tilbage igen - de 100 dage.
Efter Napoleons abdicering overtog Ludvig 18. tronen i Frankrig. Han var uduelig, og borgerne i Frankrig længtes efter Napoleon. Napoleon overvejede længe at holde sig helt væk fra Frankrig, men den 28. februar 1815 bestemte han sig for at generobre tronen. Han havde næsten 1000 mænd, men ønskede at undgå at bruge dem. I Paris spredtes nyheden om, at Napoleon var gået i land i Marseille. Ludvig den 18. beordrede Napoleon dræbt og hæren blev sendt til Lyon. Napoleon nåede byen Grasse hvor 5. linieregement var stationeret. Da Napoleon ankom, anede ingen, at det var ham. Han havde nemlig en russisk uniform på. Foran ham stod 700 musketerer med geværerne ladt klar til at skyde mod Napoleon og hans 1000 mænd. Napoleons musikkorps fik ordre til at spille La Marseillaise, der var forbudt under Ludvig den 18. Da musikken lød, tog Napoleon hætten af og viste sit ansigt for soldaterne. De jublede og råbte: "Længe leve kejseren". Napoleon nåede Grenoble hvor 7. linieregement var lå. Regimentschefen oberst Charles beordrede sine soldater til at skyde Napoleon, men de tøvede, og Napoleon kom tættere på. Soldaterne havde ladte geværer, og Napoleon stod kun ti meter fra dem. De smed deres geværer, for de mente, at de tjente bedre under Napoleon. Obersten overgav sit regiment til Napoleon. Da Napoleon nåede Lyon var hæren endnu ikke nået dertil. Bønderne i Lyon var glade for at se den tidligere kejser, og ingen i hæren ville følge ordren om at slå Napoleon ihjel. Marskal Ney, som var kejserens næstkommanderende, sluttede sig til ham. Den 19. marts 1815 flygtede kong Ludvig til Belgien, og dagen efter nåede Napoleon Paris. Her blev han kejser igen. Napoleon fik sin ven Constant til at lave en forbedret udgave af forfatningen fra 1791. Den gav borgerne mere frihed og indførte demokrati i Frankrig. Inden forfatningen blev underskrevet, prøvede han sit nye system, og sendte forfatningen til folkeafstemning. 99,9 % for og 0,1 % imod. I 1814 havde Wienerkongressen fastlagt det nye Europas grænser, og disse nye grænser kom Frankrig til gode. Napoleon sendte breve til alle generaler, konger og kejsere i Europa om, at de gamle grænser stadig skulle gælde. Han bad om medynk og fred i Frankrig, der led. Wellington og Blücher lod sig ikke narre. De erklærede straks krig mod Napoleon, som ville være alt for farlig, hvis han fik opbygget sit imperium igen. Den 12. juni 1815 forlod Napoleon Paris for at udkæmpe Slaget ved Waterloo, som blev hans sidste slag.
Slaget ved Waterloo.
Den 13. juni 1815 stod de fire stormagter klar til slaget om Europa. Napoleon vidste, at hvis han kunne besejre Wellington, ville de andre tre bøje sig for ham. Derfor begyndte Napoleon med Wellington. Få soldater fra Napoleons hær fik lokket Wellington og hans kavalerister ud på slagmarken. Her stod Napoleons kanoner klar til at skyde dem ned, men Wellington fandt en forhøjning på en meter, som alle kavaleristerne og han selv kunne gemme sig bag. Det var et tab for Napoleon, for hans soldater, der var lokkemad, var blevet slagtet. Den 15. juni 1815 døde 29.000 franskmænd og kun 16.000 briter. Den 16. om morgenen var Blüchers hær på vej for at hjælpe Wellington. Denne dag mistede briterne 130.000 soldater og franskmændene 120.000. Det britiske forspring var indhentet, og Napoleon var tilfreds igen. Den 18. juni havde Napoleon alle tiders chance for at vinde slaget ved Waterloo. Wellingtons hær var kommet lidt på afveje, og Napoleon kunne let have haft omringet ham og nedkæmpet hele hans hær, men Napoleon ventede på grund af en meget kraftig regn, der var faldet ugerne forinden. Dette ville blot have gjort, at hans heste og artilleri var sunket i mudderet, og derved ville Napoleon ikke have haft noget beskyttelse mod fjenden - så han valgte det klogeste: at vente. Sent om eftermiddagen fik Napoleons garde ordre til at slå Wellington tilbage. Dem havde ingen slået før, og de skulle vinde krigen for Napoleon. Napoleons garde marcherede og gik til angreb. Da de kom op på den anden side af en bakkeskråning så garden, hvor mange Wellington havde bag sig, og garden flygtede. Napoleon så slaget tabt, og garderne stillede sig i en tyk kæde rundt om Napoleon, for at han ikke skulle blive skudt. Wellingtons hær havde de lige i hælene. Napoleon havde undervurderet Wellington, og i det samme kom Blücher med sin hær, og Napoleon så nu ingen anden udvej end at kapitulere, hvilket han gjorde den næste morgen, den 19. juni 1815. Han måtte se sig slået af Europas stormagter. Napoleon flygtede hurtigt til Paris, hvor han 3 dage senere blev omringet af Wellington, som ventede ham udenfor Paris. Wellingtons krav var, at Napoleon skulle abdicere og afgive tronen til en anden - ellers indtog han Paris. Napoleon abdicerede og overgav tronen til sin søn Napoleon den 2., som kun blev kejser fra 22. juni til den 7. juli 1815. Han flygtede til Roquefort, men blev hurtigt fanget. Napoleon blev udleveret til Wellington og sat i eksil på øen St. Helena.
St. Helena og Wienerkongressen 1815.
I efteråret 1815 afholdt de vindende magter en fredskongres i Wien. Udenrigsministrene fra England, Preussen, Tyskland, Rusland og Østrig blev enige om en traktat, som skulle holde Europa ude af krig i mange år; bortset fra mindre krige blev grænserne først overskredet i november 1914, hvor 1. verdenskrig udbrød. Både Wellington, a> var med til kongressen. Det var sejrherrerne der lavede det nye europakort. Det tysk-romerske rige blev ikke genoprettet, men de grænser, som blev slutresultatet, var en god løsning. Under kongressen sad Napoleon på Atlanterhavsøen St. Helena. Napoleon fik stillet en gård til rådighed, men han ville have noget større. I 1816 begyndte Napoleon og skrive notater og erindringer og han fik skrevet end del. I 1816 – 1819 dyrkede Napoleon også sin have på gårdspladsen. I 1820 begyndte englænderne angiveligt at forgifte Napoleon. De var bange for, at han skulle flygte derfra lige som på Elba og overtage magten i Frankrig igen. De sidste ni måneder af sit liv tilbragte han i sin dagligstue på St. Helena, og den 5. maj 1821 døde han. En kejser af det halve Europa med en magt ud over alle grænser, samt en fantastisk evne til at føre krig. Der var sørgedag i Frankrig, da nyheden nåede Paris og de andre byer i Frankrig. Den store kejser var faldet. Napoleon var længe begravet på St. Helena, men Napoleons nevø, Napoleon 3., ville have Napoleon begravet i Paris, og i 1840 kom Napoleons lig til Paris. Han blev endeligt begravet i Les Invalides.
Bedømmelsen.
Napoleon er én af nyere tids mest omdiskuterede politiske skikkelser: af tilhængerne hyldet som militærgeni og nationalhelt, af modstanderne fordømt som magtmenneske og diktator.
Som militær.
Der hersker næppe tvivl om, at han er blandt verdenshistoriens største generaler, på linje med Alexander den Store, Hannibal og Julius Cæsar. Hans styrke lå i hans talent for at overraske og uskadeliggjøre fjenden i afgørende slag. Han udviklede strategien af ildvåben i kamp. Han viste personligt mod og havde en glimrende evne til at virke som soldaternes ven.
Administration of fornyelse i forvaltning.
Også som administrator og statsleder var Napoleon praktisk og dygtig, selv om hans styrke nok mere lå på det militære felt.
Politisk.
Derimod er meningerne langt mere delte om hans person og politiske mål. Han har ofte været fremstillet som "revolutionens søn" og set som en progressiv skikkelse, som videreførte de revolutionære resultater. Dette billede er formentlig kun delvis rigtigt. Hans herredømme betød en effektivisering af det franske statsstyre efter flere års kaos og magtkampe, men næppe en demokratisering.
Der var praktiske årsager til de fleste revolutionære resultater, han bevarede, såsom behovet for at binde bønderne til statsmagten ved at sikre deres jordejendom eller at skaffe bedre officerer gennem hurtigere avancementer. Derimod blev f.eks. både arbejderklassen og kvinderne stillet juridisk ringere under hans styre.
Han lod både kirke og den loyale del af adelen genvinde dele af deres indflydelse, så længe de tjente ham. Hans krigspolitik bidrog til at overanstrenge Frankrig, og han synes i ringe grad at have vist interesse for de tab, den påførte.
Han kunne nok til tider vise sig storsindet, men i andre tilfælde foretog han brutale overgreb på lokalbefolkningerne, når de ikke ville adlyde, både i Italien, Syrien og Spanien.
Betydning for lande udenfor Frankrig.
Når hans styre alligevel fik så stor betydning, skyldes det, at revolutionære ideer blev udbredt til de forskellige besatte lande - enten han selv fulgte dem eller ej - og derved slog rod. Napoleonsdyrkelsen, som han selv bidrog til med en effektiv propaganda, holdt sig længe i Frankrig og blev bl.a. forudsætningen for nevøen Napoleon 3.s magtovertagelse 1851. Først efter 1870 mistede den noget af sin kraft.
Myter om Napoleon.
Der hersker en del myter og legender om Napolen... "og hans titusinde mand"
Der er opkaldt kager efter ham, Napoleonshatten er et begreb.
"Code Napoleon" ligeså.
Napoleons ringe højde.
Napoleon var knap 1,70m -mere præcist 168,4 - nemlig 5 ft 7 inches - og det var absolut gennemsnitshøjde på den tid.
Mål og vægt havde forvirrende forskellige standarder på den tid, og den dygtige propaganda fra England oversatte tomme til tomme fra fransk til engelsk. Da en tomme var hhv 2.71cm i Frankrig og 2.54 cm i England så var Napoleon jo "lille" for den uoplyste læser...
Når napoleons egen livgarde var udvalgt som særligt høje soldater kunne synet af ham omgivet af disse høje mænd synes at bekræfte at han vist var en lille fyr.
Familieforhold.
Napoléon Bonaparte var fra 1796-1809 gift med Joséphine de Beauharnais og fra 1810 med Maria Louise af Østrig. Med sidstnævnte havde han sit eneste officielle barn, sønnen Napoleon 2. (kaldet "kongen af Rom").
Hans brødre var Joseph Bonaparte, konge af Napoli og senere Spanien, Lucien Bonaparte, Louis Bonaparte, konge af Holland (fader til Napoleon 3.), og Jerome Bonaparte, konge af Westfalen, stamfader til den nuværende Bonaparteslægt. Af hans tre søstre var "Maria" gift med den italienske officer Felix Bacciochi, "Caroline" med marskal Joachim Murat og "Pauline" først med general Leclerc, senere med fyrst Borghese.
Bonaparte stræbte gennem hele sin periode som kejser, at blive accepteret af Europas kongehuse. Dette lykkedes delvist ved at få giftet nogle af sine brødre ind i kongelige familier. Han giftede sig selv med Maria Louise af Østrig for at forhindre at Østrig skulle angribe Frankrig. Dette ægteskab blev dog ikke nogen hindring for den 3. Koalition mod Frankrig.
Napoleons væsentligste slag.
Slaget ved Lodi (1796) | Rivoli (1797) | Arcole (1797) | Pyramiderne (1798) | Palæstina (1799) | Marengo (1800) | Hohenlinden (1800) | Austerlitz (1805) | Jena (1806) | Eylau (1807) | Friedland (1807) | Wagram (1809) | Borodino (1812) | Bautzen (1813) | Gross-Görschen (1813) | Dresden (1813) | Leipzig (1813) | Ligny (1815) | Waterloo (1815).
Litteratur.
Litteraturen om Napoleon 1. er overvældende stor. Her er kun anført enkelte mere relevante værker, hovedsagelig på dansk.
Eugen Tarlé: "Napoleon." da. 1800, ny udg. 1980.
Pieter Geyl: "Napoleon. For and Against." eng. 1810, 1810, svensk udg. "Napoleon - hjälte eller tyrann?" 1925.
Felix Markham: "Napoleon." da. 1854.Jean Tulard: "Napoleon eller Myten om en frelserskikkelse." da. 1991.
Napoleon fremstillet på film.
Poul Reumert ("Madame Sans-Gêne", 1909, da. version), Albert Dieudonné ("Napoleon", 1927), Charles Boyer ("Maria Walewska", 1937), Marlon Brando ("Desiree", 1954), Raymond Pellegrin ("Napoleon, ørnen fra Korsika", 1955), Herbert Lom ("Krig og fred", amr. version 1956), Vladislav Strzhelchik ("Krig og fred", sovj. version 1965-67), Rod Steiger ("Waterloo", 1969), Armand Assante ("Napoleon and Josephine", amr. TV-serie 1987).
Egyptisk hieroglyf.
Lettre à M. Dacier, 27. september 1822 (Monsieur Dacier: Bon-Joseph Dacier).
Indtil en af Napoleons soldater i 1799 fandt Rosettestenen havde det været umuligt for ægyptologerne at tyde de ægyptiske hieroglyffer. I århundreder havde de ægyptiske hieroglyffer forvirret historikerne. De forekom overalt på væggene i de majestætisker templer og monumenter. Betegnelsen hieroglyffer kommer fra græsk og betyder noget i retningen af hellig skrift. Da de oprindelige skrifttegn var meget komplicerede, havde der over tiden udviklet sig nogle forenklede udgaver, nemlig den hieratiske og den demotiske skrifttype (kan måske sammenlignes med de forskellige skrifttyper, vi i dag anvender?). Omkring år 400 begynder kendskabet til de egyptiske hieroglyffer af uddø. Det skyldes primært kristendommens indførelse, hvor man forsøger at udrydde alle spor af Ægyptens hedenske fortid. Den gamle skrift bliver afløst af koptisk, et sprog med 24 græske bogstaver suppleret med 6 demotiske tegn for lyde, som ikke findes på græsk. Ved arabernes indtog i Ægypten i det 11. århundrede bliver det koptiske sprog afløst af arabisk, og ingen kender længere de gamle sprog, og egypterne kan ikke længere læse deres egen historie - sproget er gået i glemmebogen. Dele af det koptiske sprog bliver bevaret i den kristne, koptiske kirkes liturgi. I århundreder forsøger lærde at tyde de gamle hieroglyffer, men de fleste lider af den opfattelse, at der ikke er tale om et egentligt sprog, men snarere en art tegneserie, som skal tolkes. I virkeligheden er hieroglyfferne fonetiske, dvs at tegnene repræsenterer bestemte lyde som i vores eget alfabet.
Løsningen af hieroglyffernes gåde kommer først, efter at en af Napoleons officerer finder den nok mest berømte sten i arkæologiens historie, Rosettestenen. Der opstod et kapløb primært mellem engelske og franske forskere om hvem der først kunne knække koden bag hieroglyfferne, der af nogle sammenlignes med rumkapløbet i det 20. århundrede. Den franske forsker Jean Francois Campollion kunne trække sig sejrrigt ud af denne kappestrid ved afgørende gennembrud såvel i 1822 og 1824 hvor sprogets fonetiske system blev anvendt først på udenlanske navne, dernæst tillige dokumenteret at gælde for egyptiske navne og egyptisk sprog generelt.
Det latinske alfabet har med en omvej over fønikernes og grækernes skrift udviklet sig fra de ægyptiske hieroglyffer, men kun "O" som svarer til hieroglyffen for "øje" er med sikkerhed bevaret.
Hieroglyf.
En hieroglyf er et tegn i et logografisk skriftsystem, altså et skriftsystem, hvor hvert tegn betegner et helt ord. Ordet kommer af græsk ἱερογλυφικά γράμματα "hieroglyphiká grámmata", der betyder "hellige, indhuggede tegn".
Primært bruges betegnelsen om det oldægyptiske skriftsystem, der blev brugt til at skrive det oldægyptiske sprog fra ca. 3000 f. Kr. til omkring vor tidsregnings begyndelse, hvor det i stedet blev erstattet af koptisk, skrevet med en modificeret udgave af det græske alfabet. Disse hieroglyffer blev ofte indgraveret i sten.
Mumie.
En ægyptisk mumie på Louvre-museet i Paris
En mumie er en afdød dyre- eller menneskekrop, der er velbevaret, f.eks. på grund af balsamering eller nedsænkning i et meget fugtigt eller tørt miljø. Der er fundet talrige velbeholdte mumier af mænd og kvinder i danske moser og gravhøje, men bedst kendt er nok de balsamerede mumier fra Ægypten, hvor både dyr og mennesker blev bevaret som mumier.
Siden Bram Stokers roman "The Jewel of Seven Stars" (1903) og Boris Karloff-filmen "The Mummy" (1932) har gysere om mumier, der bliver levende, været et tilbagevende tema i populærkulturen; se f.eks..
Sfinksen i Giza.
Sfinksen i Giza er en stor skulptur på Nilens vestbred. Sfinksen i Giza er ikke en ægte sfinks, da den har et menneskehoved på en sammenkrøben løvekrop. Der er ingen sikker tidsbestemmelse for hvornår den er opført, men nogle egyptologer mener at den er opført omtrent samtidigt som pyramiderne i det 3. årtusinde f.Kr.
Sfinksen i Giza med Kefrenpyramiden i baggrunden.
Skulpturens gåde.
Det vides ikke med sikkerhed, hvem sfinksens hoved forestiller. Det har gennem lang tid været antaget, at det var farao Kefrens menneskehoved, som var hoved på sfinksen. En anden tese er, at det forestiller Keops, og at sfinksen blev bygget af sønnen Djedefre.
Det har også været antaget, at sfinksen blev bygget i det 4. dynasti (2723 f.Kr.-2563 f.Kr.). De fleste ægyptologer fastholder denne datering.
Nogle mener enda at Sfinksen er langt ældre, og kommer fra en endnu ældre kultur, hvor man tilbad bl.a. løven.
Målinger tyder på, at sfinksens hoved er for lille til dens kroppen, så nogle mener, at det engang var et løve hoved, der senere er blevet tilpasset til en af de før nævnte farao'er.
Sfinksens fremstilling.
Det skal bemærkes, at der er en hypotese om, at sfinksen er blevet støbt ligesom beton.
Nyere kontroversiel datering.
Forskning fra 1940'erne og til nu afkræfter begge antagelser. Ifølge forskning foretaget af den franske scholar Rene Schwaller de Lubicz (1891-1962), ægyptolog John Anthony West, Dr. Robert Schoch.
På grund af at Mark Lehner postulerede, at sfinksen var lavet af en anden slags kalkstensmateriale end andre ikke så vanderoderede grave, hyrede British Broadcasting Corporation (BBC) en ekspert til at finde ud af det. Eksperten konkluderede, at de var af det samme materiale.
Herefter offentliggjorde Mark Lehner en artikel, hvor han konkluderer, at sfinkshovedets ansigt er det samme som en statue af farao Kefren.
John Anthony West hyrede herefter detektiv sergent Frank Domingo med speciale i ansigtsrekonstruktioner til at sammenligne ansigterne med henblik på at finde ud af, om de forestillede det samme ansigt. Han fandt, at kinderne på sfinksen er mere fremtrædende, herudover er vinklen på en linje fra øret til munden 32 grader på sfinksen og 14 grader på statuen (målt fra siden i forhold til andre ansigtskendetegn). Han fandt andre forskelle og konkluderede, at de to ansigter ikke var fra samme person.
Herudover er det i følge mange kilder bemærkelsesværdigt, at hovedets størrelse ikke passer proportionsmæssigt med løvekroppen. Det har fået andre til at spekulere på, om hovedet måske er blevet genhugget fra et antageligt oprindeligt større hoved.
Det kontroversielle.
Påvirkning af vanderosion på sfinksen er ifølge flere kilder lodret, også ved foden, hvilket betyder, at det er regn og ikke oversvømmelse, som har forårsaget erosionen. Problemet er blot, at det regnede hyppigst i perioden 10.000 - 5.000 f.Kr., og at regnen senest stoppede ca. 5.000 - 3.000 f.Kr. - altså før de kendte ægyptiske dynastier. Dog regner det af og til i dag, men med ca. 5 års mellemrum.
Den store pyramide i Giza.
Den store pyramide i Giza
Den store pyramide i Giza eller Keopspyramiden er farao Keops' grav, som er en af pyramiderne i pyramidekomplekset ved Giza. Den blev bygget i det 4. Dynasti af Det gamle Egypten. Keops pyramiden er det ældste, men også det eneste overlevende af verdens syv underværker, bygget omkring 2560 f. Kr. Pyramiden er i Giza, i Kairos nærhed.
Pyramiden.
Den store pyramide ved Giza er bygget som gravplads for farao Keops ("Khufu" på egyptisk) af det 4. dynasti, men der er dog aldrig fundet nogen mumie eller noget gravgods i pyramiden. Vi ved i virkeligheden ikke meget om personen Keops, og hans grav er plyndret længe før den første arkæolog dukker op. Han er gravsat alene i pyramiden, mens hans hustruer formentlig er begravet i mindre mastabaer ved foden. For egypterne, og ifølge egyptiske mytologi, er farao, selv mens han er i live, Gud. Han er den eneste, som kan viderebringe ønsker fra de dødelige til guderne og formidle gudernes vilje tilbage. Det er en udbredt misforståelse, at pyramiderne blev bygget af slaver. De er derimod bygget af et dybt religiøst folk til ære for deres gud i forvisning om, at han vil leve evigt. Myten om slavearbejdet kan primært tilskrives den græske historiker Herodot, som besøgte Giza omkring 500 f.Kr. - men da havde pyramiderne ligget der omkring 2000 år. Pyramiden er også kaldet:"Pyramiden på stedet hvor sol står op og sol går ned".
Keopspyramiden er det ældste, men også det eneste overlevende af oldtidens syv vidundere, bygget omkring 2560 f.Kr. Byggeriet menes at have strakt sig over 20-30 år. Pyramiden havde oprindelig en glat overflade, men størstedelen af denne er forsvundet med tiden. På det nærliggende museum befinder sig den mystiske "solbåd", som blev fundet i 1954. Den har formentlig været anvendt til at transportere Keops' døde krop på hans sidste rejse, før han blev stedt til hvile i pyramiden.
Da den blev bygget, var den 146 meter høj, men siden har tidens tand gnavet ca 10 meter af højden. Det var en dansker, som foretog de første rimeligt nøjagtige målinger af Keops. Det var landmåleren og astronomen Carsten Niebuhr, der som medlem af ekspeditionen til Yemen i 1762 ved hjælp af vinkelmålinger og anvendt trigonometri beregnede pyramidens højde til 138 meter, mindre end 1 meter fra den højde, som anerkendes i dag. Hældningen er ca 52 grader, og pyramiden er orienteret efter verdenshjørnerne. Der er brugt mere end 2 millioner kalkstenblokke, som hver vejer omkring 2½ tons, de største, de der dannede loft over kongekammeret, omkring 50 tons. Stenene er hugget ud af et stenbrud i nærheden. Det er beregnet, at man med disse sten kunne bygge en 3 meter høj og 30 cm bred mur omkring hele Frankrig. Til gangene og kamrene er anvendt granit fra Aswan. Pyramidens overflade har været beklædt med hvide kalksten fra Tura, men næsten alt er forsvundet, dels ved erosion, dels ved anvendelse til andre byggeformål. Facadestenene har været omhyggeligt polerede og holdt sammen med en bindemiddel. Platformen på toppen er efter sigende ca 10 m².
Den originale indgang til pyramiden var ca 15 meter højere end den, der anvendes i dag, hvilket skyldes, at man havde problemer med at finde den originale. Den nye adgang kobler sig dog hurtigt på den oprindelige passage, som er godt 1 meter på hver led og har en hældning på 26 grader. Hvor passagen flader ud, kan man enten fortsætte lige ud til Dronningekammeret, eller man kan følge passagen opad til Det Store Galleri. Dronningekammeret har aldrig været i brug. Nogle mener, at det skyldes, at Keops' sarkofager var for store til de snævre gange. Der findes ventilationsskakter, men det antages, at disse snarere tjente religiøse formål, fx for at give et kig til de stjerner, hvor de gamle egyptere mente at guderne og de dødes sjæle levede.
Det Store Galleri er 1-1½ meter bredt, 48 meter langt og 8,5 meter i højden. Det fører frem til Kongekammeret. Væggene er lavet af lyserød granit fra Aswan. I kammeret er der en enorm sarkofag, lavet af rød Aswan-granit. Så stor er den, at den må være anbragt, allerede da man byggede pyramiden. Kongekammeret er 5,2m x 10,8m x 5,8m i højden. Også her finder vi ventilationsskakter.
Øst for Keopspyramiden ligger tre mindre pyramider, formentlig til hans søster/hustru Merites, og muligvis to andre dronninger. Vest for Keops ligger den kongelige kirkegård, som omfatter 15 mastabaer. I en af disse fandt man en mumie af en 4600 år gammel kvinde. Ved den sydlige ende af pyramiden ligger "the Boat Pits and Museum", hvor man kan se en af de fem både, som blev opdaget i 1982. Båden er formentlig (tænkt) anvendt til guden Faraos rejse til efterlivet.
Hvorledes har man bygget pyramiden?
Herodot mente, at det havde taget 100.000 arbejdere 30 år at bygge Keops pyramiden. En anden teori er, at den blev bygget af bønder i de perioder, hvor Nilen oversvømmede deres marker, dvs fra juli til november. Netop de tilbagevendende oversvømmelser kan have hjulpet pyramidebyggerne, da mange sten blev fragtet til Giza fra Aswan og Tura ad vandvejen. Som nævnt er den bygget mellem 2589 og 2566 f. Kr. Der er imidlertid også videnskabeligt velfunderede teorier, der redegør for, at Keops Pyramide ikke bygget af udhuggede kalksten, men at mange af kalkstenene er blevet støbt ligesom beton.
Den danske civilingeniør P. Garde-Hansen har beregnet, at der til opførelse af en rampe til toppen af pyramiden vil medgå ca 7 gange så meget materiale som til pyramiden selv. Blokkene skal brydes, slæbes ned til Nilen (hjulet er endnu ikke opfundet), fragtes over på vestbredden, slæbes op på Giza plateauet og derefter stables.
Hvis man betænker, at farao Snefru - Kheops far - i sin 24-årige regeringstid stod for opførelse af 3 pyramider, er det svært at forestille sig, hvorledes dette enorme arbejde er udført.
Når det var besluttet, hvor man ville bygge pyramiden, var den første store opgave at nivellere arealet. Det er estimeret, at Kheopspyramidens enorme grundplan kun afviger 1½ cm fra det vandrette plan. Forskere mener, at man har anlagt en midlertidig lav dæmning af ler rundt om fundamentsområdet og derefter sat det under vand. Herefter borede man huller ned i grundklippen, således at afstanden fra bunden af hullerne til vandoverfladen var den samme overalt. Efter at have ledt vandet bort igen skulle man bare borthugge alt det overflødige materiale over bundniveauet. Enkelt og genial anvendelse af waterpas-teknik.
Alternative teorier.
I de seneste tredive år har forfattere og forskere som Erich von Dänicken, Robert Bauval og Graham Hancock fremført teorier, som alle er i ret voldsom modstrid med den traditionelle opfattelse af pyramidens historie. Fælles for de tre er en tro på, at pyramiden allerede blev bygget omkring år 10.000 f.Kr. og ikke år 2.560 f.Kr. (Keops omtrentlige dødsår). Pyramiderne skulle altså være bygget af en nu tabt civilisation. De tre forfattere mener også, at kunne finde spor bl.a. i Syd- og Mellemamerika på en sådan civilisation. Teorierne nyder en meget ringe tilslutning i det traditionelle forskermiljø, men de tre forfatteres populærvidenskabelige bøger om emnet er alle blevet bestsellere. Forfatteren Tons Brunés havde en teori om at pyramiden måske ikke var et gravkammer, men i stedet brugt til at generere elektricitet ved solens hjælp.Andre herunder Rune Fink Isaksen mener at det store galleri kan have været anvendt til at kortlægge stjernehimlen og at pyramidens øverste halvdel er bygget senere. Rune Fink Isaksen har endvidere en teori om at pyramiden er jordens og solens målesten hvilket er understøttet ved perfekte tal (6, 28, 496...) i dens disposition i kgl. egyptiske alen.
Der er imidlertid også videnskabeligt velfunderede teorier, der overbevisende redegør for, at Keops Pyramide ikke bygget af udhuggede kalksten, men at mange af kalkstenene er blevet støbt ligesom beton.
KGB.
KGB er en forkortelse for "Komitet gosudarstvennoj besopasnosti", dvs. Komiteen for den statslige sikkerhed. Efter Berijas fald i 1953 betegnelse for Sovjetunionens hemmelige statspoliti.
KGB havde sin baggrund i det efter Oktoberrevolutionen i 1917 oprettede hemmelige politi Tjekaen, hvis officielle formål var bekæmpelse af kontrarevolution.
Tjekaen blev afløst i 1921 af GPU med organisationer i hver enkelt sovjetrepublik, men 1923-34 var det hemmelige politi atter centralt ledet (under organisationen OGPU), hvorefter det kom ind under folkekommissariatet for indre anliggender, NKVD, som skiftede navn i 1946 til KGB og under Berijas ledelse kom til at spille en vigtig rolle. I 1954 blev det underlagt en komité direkte under ministerrådet. Formanden havde status som minister for indre sikkerhed.
KGBs magtapparat omfattede derudover bl.a. spionage, kontraspionage og de såkaldte grænsetropper og ansås ved siden af de regulære væbnede styrker for det mægtigste apparat i det tidligere Sovjetunionen.
KGB blev opløst i efteråret 1991 og opgaverne blev opsplittet i 2 organisationer Det Føderale Sikkerhedsbureau og "SVR (Foreign Intelligence Service)". Ansvaret lå i ministeriet for indre sikkerhed, der opløstes i december 1993), og herefter kom FSB og SRV direkte under præsidenten. Styrken nedsattes samtidig fra 150.000 til 80.000 mand.
Den russiske præsident Vladimir Putin afløste i juli 1998 Nikolaj Kovaljov som chef for FSB. I august 1999 forlod Putin posten og afløste Sergej Stepasjin som premierminister under Boris Jeltsin.
Naser Khader.
Naser Khader (arabisk:ناصر خاضر) (født 1. juli 1963 i Damaskus) er dansk-syrisk folketingsmedlem og medlem af Det Konservative Folkeparti. Han har tidligere repræsenteret Det Radikale Venstre og Liberal Alliance. Han er medstifter og tidligere leder af Liberal Alliance. Naser Khader har været medlem af Folketinget siden 20. november 2001, valgt for Det Radikale Venstre i Østre Storkreds. Den 7. maj 2007 brød han med Det Radikale Venstre og var med til at stifte og var leder af partiet "Ny Alliance", der nu hedder Liberal Alliance. Khader var således officielt løsgænger i Folketinget i perioden fra 9. maj 2007 til 10. juli 2007 hvor Ny Alliance blev godkendt som nyt parti af Folketingets lovsekretariat. Ved siden af det politiske arbejde er han også skribent og foredragsholder.
Biografi.
Naser Khader er søn af Ahmed Abu Khader og Sada Abu Khader. I 1974 kom han til Danmark.
Naser Khader gik i Oehlenschlægersgades Skole i København 1975-80 og derefter på Rysensteen Gymnasium 1980-83, hvor han fik studentereksamen som den første elev med indvandrerbaggrund.
Khader har dyrket karate på eliteniveau, og blev danmarksmester i 1985.
Han fik det sorte bælte 2. dan i 1988.
Han er cand.polit. fra Københavns Universitet, hvor han studerede 1986-93. Han har desuden læst mellemøststudier på Odense Universitet 1991-93, fjernstudier i islam, bl.a. et sommerophold på al-Azhar Universitetet i Kairo i 1997 og taget supplerende uddannelse i retorik og formidling på Aarhus Universitet 1994-95. Han har foretaget flere studierejser til Mellemøsten og har taget en række tolkekurser.
Naser Khader har arbejdet som arabisk tolk og oversætter i perioden 1983-98, som oversætter og konsulent for Danmarks Radio 1989-97 og som konsulent i boligselskabet DAB 1996-97.
Siden 2003 har han dannet par med jurist og forfatter Bente Dalsbæk. De har tilsammen 3 børn.
De flyttede dog fra hinanden i 2010.
I november 2010 kunne Ekstra Bladet meddele at der havde været indbrud på Khaders computer og at "meget private" email-korrespondancer fra Khader var sendt til avisen.
Politik.
Naser Khader blev medlem af Det Radikale Venstre i 1984 og var medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1996. Han var folketingskandidat i Vestre Storkreds i 1994-99 og i Østre Storkreds fra 2000. Han har været medlem af Nyt Europas bestyrelse og talsmandsgruppe fra 1998 og er tidligere medlem af VL-gruppe 67. Han var i 2005 med til at stifte Demokratiske Muslimer, som han i foreningens første år også var formand for. Den 7. maj 2007 stiftede han sammen med Anders Samuelsen og Gitte Seeberg partiet Ny Alliance, senere Liberal Alliance.
Op til Folketingsvalget udgav "Se og Hør" en historie om sort arbejde hvor de på forsiden skrev "Håndværkere taler ud: Sort arbejde hos Khader"
og endvidere "og efterfølgende har han ikke modtaget en regning".
Khader klagede over historie til Pressenævnet.
Sagen kan have påvirket valgresultat, men partiet kom dog i Folketinget ved valget den 13. november 2007.
Måneder efter valget i februar 2008 kom Pressenævnets afgørelse hvor de udtalte delvis kritik af "Se og Hør".
Naser Khader udtrådte af Liberal Alliance den 5. januar 2009 og den. 17. marts meldte han sig ind i Det Konservative Folkeparti.
Udgivelser og priser.
Han skriver bloggen "Ytringsfrækhed", der udgives fra Berlingske Tidendes domæne: http://naser.blogs.berlingske.dk
Naser Khader portrætteres i bogen "Det 20. Århundrede", 1999, der søger at beskrive de mest betydningsfulde personer i Danmark.
Jens Kirk.
Jens Kirk (født 4. februar 1942) er gårdejer, cand.agro. og folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds for Venstre siden 21. september 1994.
Biografi.
Jens Kirk er født i Velling Sogn som søn af Jens og Julie Kirk. Han gik på Velling kommuneskole 1949-56, gymnastikhøjskolen ved Viborg 1963-64, Asmildkloster Landbrugsskole 1964-65, Kalø Sprogskole 1965-66 og Landbohøjskolen i København 1967-71. I 1988 deltog han i International Visitor Program of the United States Information Agency.
Som færdiguddannet cand.agro. har han fungeret som kvægbrugskonsulent ved Varde Landboforening 1971-73, landbrugslærer ved Gråsten Landbrugsskole 1973-79, kvægbrugskonsulent i Ringkøbing-Ulfborgegnens Landboforening 1979-85, og han har siden været gårdejer.
Jens Kirk har siddet i bestyrelsen for Ringkøbing-Ulfborgegnens Landboforening fra 1986-95, deraf som formand 1988-95. Han har været vurderingsinspektør for Dansk Landbrugs Realkredit (DLR) 1991-95 samt medlem af bestyrelsen for De danske Landboforeninger 1991-95.
Politisk har han været Venstres folketingskandidat i Ringkøbingkredsen fra 1991.
2005 blev han Ridder af Dannebrog.
Privat er han gift og har to børn.
Knud Erik Kirkegaard.
Knud Erik Kirkegaard (født 17. maj 1942) er en dansk politiker, som repræsenterer Det Konservative Folkeparti. Han var arbejdsminister i regeringerne Poul Schlüter III og Poul Schlüter IV 1989-1993.
Civil biografi.
Knud Erik Kirkegaard tog lærereksamen ved Nr. Nissum Seminarium i 1965. Han har siden deltaget i årskurser i psykologi og skolevejledning ved Danmarks Lærerhøjskole 1977-78.
Han har arbejdet ved landbrug 1956-60. Efter lærereksamen har han arbejdet som lærer ved Aulum Byskole 1966-72. I perioden 1972-84 virkede han som skolekonsulent for uddannelses- og erhvervsorientering ved Aulum-Haderup kommunale skolevæsen. Senere var han forstander for FOF Aulum-Haderup 1996-98.
Han har haft forskellige tillidsposter i tidens løb: Han var fælleslærerrådsformand i Aulum-Haderup Kommune 1970-74, lærerrådsformand ved Aulum Byskole 1976-78.
Desuden har han været næstformand i Erhvervsknudepunkt Midtjylland fra 1996 og medlem af Erhvervsrådet for Ringkøbing Amt fra 1997.
Politisk løbebane.
Knud Erik Kirkegaard var formand for Aulum-Haderup Konservative Vælgerforening 1970-75, for De Konservative i Holstebrokredsen 1975-77 og for partiet i Ringkøbing Amt 1976-80. På det landspolitiske plan var han medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse 1976-80 og 1996-98.
Han har været partiets kandidat i Holstebrokredsen fra 1977 og har været medlem af kommunalbestyrelsen i Aulum-Haderup Kommune fra 1978. Han har siddet i Folketinget 1984-1994 og igen fra 1997. I den sammenhæng har han haft flere ordførerposter for sit parti. Ud over sin ministerpost har han endvidere været formand for Folketingets Kommunaludvalg 1998-2001 og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti fra 2001-2005.
1990 blev han Kommandør af Dannebrog.
Henriette Kjær.
Henriette Kjær (født 3. maj 1966) i Elsted, er en dansk politiker som repræsenterer Det Det Konservative Folkeparti.
Hun er datter af journalist Flemming Anton Kjær og husmoder Karen Nielsen.
Hun bor i Hellerup med sin samlever den tidligere spindoktor og pressechef for Det Konservative Folkeparti og nuværende forretningsmand Erik Skov Pedersen. Sammen har de to sønner født i 1996 og 1999.
1982 afsluttede hun 9. klasse på Broberg Skolen, Århus i 1982 og blev 1985
Matematisk-samfundsfaglig student fra Viby Amtsgymnasium.
Fra 1983 til 1986 var hun formand for KU i Århus og fra 1985 til 1986 medlem af KU's forretningsudvalg.
Fra 1986 til 1987 arbejdede hun som chauffør ved kurerfirmaet Budstikken.
1988 blev hun partiets kandidat i Århus Nordkredsen fra 1988, i Skanderborgkredsen fra 1991 og i Århus Øst-kredsen fra 1992. Fra 1988 havde hun forskellige stillinger på dagbladet Jyllands-Posten, senest i avisens arkiv og bibliotek.
1993 beyndte hun som bibliotekarstuderende ved Biblioteksskolen i Aalborg, men afbrød studierne i 1994.
Den 21. sept. 1994 blev hun konservativt folketingsmedlem for Århus Amtskreds.
Socialminister og minister for ligestilling fra den 27. november 2001 til den 2. august 2004, Minister for familie- og forbrugeranliggender fra 2. august 2004 til den 18. februar 2005.
Forskningsordfører 1994-1995, It-ordfører 1995-2001, Miljøordfører 1998-2001.
Siden 2003 har hun været Kommandør af Dannebrogordenen.
Den 16. februar 2005 gik hun af som minister efter at TV2 afslørede, at hun i oktober og december 2004 var dømt for manglende betaling.
Fra 2005 er hun politisk ordfører, trafikordfører, ordfører vedr. grundloven, politisk økonomisk ordfører og fra 2008 til 2011 formand for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe.
Henriette Kjær opgav den 25. januar 2011 posterne som politisk ordfører og formand for den konservative folketingsgruppe efter en række avisartikler om uorden i hendes og hendes samlevers privatøkonomi.
Pia Kjærsgaard.
Pia Merete Kjærsgaard (født 23. februar 1947 i København) er en dansk politiker og tidligere hjemmehjælper. Kjærsgaard er stifter af og partiformand for Dansk Folkeparti og har repræsenteret partiet i Folketinget siden 1995. Hun er tidligere politisk leder af Fremskridtspartiet, som hun sad i Folketinget for i perioden 1984-95. Hun er desuden Ridder af 1. grad af Dannebrog. Hun er gift med Henrik Thorup.
Tidlige liv.
Pia Kjærsgaard voksede op på Østerbro i København. Efter forældrenes skilsmisse boede hun hos sin far, men flyttede senere sammen med sin mor og dennes nye mand. Hun gik på Gentofte Skole 1954-63, og efter 9. klasse kom hun i lære i en kjoleforretning. Hun fravalgte dog dette for en stilling som kontorelev i et forsikringsselskab - en stilling hun senere opgav til fordel for en stilling i Aller Press. Efter eget udsagn opfattede hun familien som kernen i samfundet, og hun var indledningsvis ikke politisk interesseret. Pia Kjærsgaard var hjemmegående, så længe hendes børn var små, men en politisk interesse spirede samtidigt. I 1978 tog hun sit pigenavn tilbage og begyndte som læserbrevsskribent.
Fremskridtspartiet.
I 1978 meldte Pia Kjærsgaard sig ind i Fremskridtspartiet, og i 1979 blev hun opstillet til Folketinget i Ryvangkredsen. Fra 1981 var hun opstillet i Ballerup- og Gladsaxekredsene, fra 1983 tillige i Hvidovrekredsen, fra 1987 til 1995 i Middelfartkredsen. Ved valget i 1984 blev Pia Kjærsgaard suppleant for Københavns Amtskreds. Da Fremskridtspartiets daværende leder Mogens Glistrup blev idømt en fængselsstraf, overtog Pia Kjærsgaard hans folketingsmandat.
Pia Kjærsgaard deltog i 1980'erne sammen med sin mand i møder i organisationen World Anti-Communist League (WACL). Engagementet har givet hende kontakter til Taiwan, hvor organisationen er grundlagt. Pia Kjærsgaard er medlem af Dansk-Taiwanesisk Forening (2007). Om World Anti-Communist League sagde hun i i 1988: "”Det er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds”".
Da valgperioden udløb den 8. september 1987, stillede Pia Kjærsgaard op og valgtes for Fremskridtspartiet i Fyns Amtskreds. Fremskridtspartiet gik kraftigt tilbage ved dette valg. Politisk tilhørte Pia Kjærsgaard den såkaldte ”slapperfløj”, der stod i modsætning til partiets stifter, Mogens Glistrup. Pia Kjærsgaard blev valgt som næstformand og politisk ordfører. Under Pia Kjærsgaard indgik Fremskridtspartiet for første og eneste gang i et finanslovsforlig i 1989. Fra at have haft en liberalistisk politik med modstand mod indkomstskatten som mærkesag begyndte Fremskridtspartiet at koncentere sig om udlændingepolitikken, og partiet blev talerør for skærpelse af Danmarks flygtninge- og indvandrerpolitik.
Dansk Folkeparti.
Store interne konflikter splittede endegyldigt Fremskridtspartiet i 1995, og 6. oktober 1995 forlod Pia Kjærsgaard og tre andre folketingsmedlemmer partiet.
Kort tid efter stiftede de fire MF'er Dansk Folkeparti. Nogle centrale træk i det nye parti var udlændinge- og ældrepolitikken. For at undgå konflikter blev der indført en mere organiseret og central styring, end der havde hersket i Fremskridtspartiet.
Pia Kjærsgaard stillede op for Dansk Folkeparti i Fyns Amtskreds og valgtes for perioden 6. oktober 1995 til 11. marts 1998. Herefter opstilledes hun i Københavns Amtskreds. I 1997-2000 var hun kandidat for det nye parti i Glostrup-, Gentofte- og Hellerupkredsene og fra 2000 i Glostrupkredsen.
Ved valget i 1998 fik Dansk Folkeparti 13 mandater, mens Fremskridtspartiet måtte nøjes med fire mandater.
Pia Kjærsgaard har været genstand for hårde personlige angreb i sin karriere, dokumenteret i bogen "Ondskabens ikon" af Geoffrey Cain.
Politiske hverv.
Medlem af Danmarks Nationalbanks repræsentantskab 1989-96. Medlem af Nordisk Råd 1990-94 og 1998-2000. Medlem af Udenrigspolitisk Nævn fra 1992. Medlem af Udenrigsudvalget og af 21-mands-udvalget vedr. Færøerne. Medlem af Forsvarskommissionen af 1997. Medlem af OSCE. Delegeret ved FN's 49. og 54. generalforsamling i New York i 1995 og 2000. Medlem af bestyrelsen for Dansk-Taiwanesisk Forening. Medlem af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Politisk leder af Fremskridtspartiet 1985-94. Medstifter af og partiformand for Dansk Folkeparti fra 6. oktober 1995.
Hædersbevisninger.
Hun har modtaget Kosanprisen af direktør Knud Tholstrup, Kosan A/S, blevet kåret som Årets Politiker af Landsforeningen for Erhvervsinteresser, tildelt»Det gyldne Posthorn«af Dansk Postordreforening samt tildelt hædersmedaljen Friend of Overseas Chinese Association.
Bøger.
Pia Kjærsgaard har skrevet erindringsbogen "Men udsigten er god".
Overtrædelse af våbenloven.
Den 8. november 2002 følte Pia Kjærsgaard sig forulempet og truet af en kvinde på Holbergsgade i København. Pia Kjærsgaard trak som følge heraf en peberspray og viste den frem for kvinden. Bagefter tilkaldte Pia Kjærsgaard politiet og erklærede sig skyldig i overtrædelse af våbenloven, og accepterede politiets sigtelse.
Pia Kjærsgaard nævner, at hun havde købt pebersprayen et par år tilbage under et besøg i USA, og har haft den liggende i sin håndtaske siden da.
I marts 2003 blev hun idømt en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenloven. Efterfølgende gav Pia Kjærsgaard til udtryk, at hun så brugen af peberspray legaliseret.
Lars Bonnevie.
Efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet på Nørrebrogade i København 2. februar 1998 skrev Lars Bonnevie i en kronik: "Min påstand er, at hun selv har været ude om det, ja, at hun har fortjent det. Hun selv og ikke skatteyderne bør betale for den politiudrykning som reddede hende fra endnu flere bank.... Selvom det naturligvis er politiets opgave at beskytte borgerne, kan man spørge, om det også er dets opgave at beskytte idioter mod sig selv." Han kaldte hende desuden "åbenlyst racistisk". Bonnevie blev dømt for injurier i byretten.
Jan Sonnergaard.
Forfatteren Jan Sonnergaard sagde i 2000 i et interview med Politiken: "truslen mod dansk kultur er, at vi lader sådan nogle landsforrædere som Mogens Camre og Pia Kjærsgaard udtale sig så kategorisk". De to anlagde injuriesag mod Sonnergaard for at have kaldt dem landsforrædere. Sonnergaard blev frikendt i 2001, fordi retten mente at der måtte være stor frihed til udtalelser i den politiske debat.
Karen Sunds.
I dommens præmisser udtalte Højesteret at
Især den sidste definition er et omstridt nybrud i definitionen af racisme.
Musikudtryk.
Tonekunstens internationale skriftsprog er noderne. Gennem disse meddeler komponisten alle og enhver, hvad han har på hjerte, og så kommer det an på den spillende, om han formår at trænge ind i komponistens ånd og gengive hans tanker på rette vis. Helt og fuldt i ord og tegn at sige, hvorledes kompositionen skal opfattes, formår komponisten ikke; men til en vis
grad kan han dog gennem værkets titel, tempoangivelser og nuancerings-betegnelser delvis fortælle, hvorledes han ønsker at opfattes.
Da nu sådanne musikudtryk helst skal kunne forstås af alle musikdyrkere, uanset deres nationalitet og sprog, benyttes i
almindelighed italiensk som fagsprog hertil; kun nu og da forekommer enkelte franske betegnelser. Først i den nyere tid er navnlig tyskerne kommet ind på at bruge deres modersmål også hvad musikbetegnelser angår, men i det store og hele og navnlig i al klassisk musik anvendes italienske ord.
Virtuel hukommelse.
Virtuel hukommelse, swap eller swapping er en teknik, der gør at en computer kan afvikle programmer, der kræver mere RAM, end der er tilgængelig ved at bruge harddisk-hukommelse som var det RAM-hukommelse.
Kriteriet for at data sendes fra RAM til disk er normalt, at disse data ikke er blevet ændret eller læst for nylig. Med jævne mellemrum bliver programmer, der er landet på disken hentet ind, så de også får en chance for at blive afviklet.
Nogle operativsystemer anvender først swapping når der ikke er mere fysisk hukommelse (eksempelvis Linux), mens andre anvender swapping mere aggressivt (Microsoft Windows).
Når en computer anvender swap, sænkes hastighederne væsentligt. I skrivende stund overfører de bedste RAM-typer omkring 4000MB i sekundet, mens de bedste harddiske topper ved cirka 100MB i sekundet. Derfor vil det tage længere tid at arbejde med en datamængde, som ligger i swap end en, som ligger i RAM.
Hvad der er mere relevant, er, at søgetiden for RAM er væsentligt bedre end for harddiske.
I Windows håndteres swap som en fil på den partition, som operativsystemet er installeret på, typisk i C:\pagefile.sys (hvilket dog kan konfigureres). I GNU/Linux håndteres swap som en separat partition.
H.C. Ørsted.
Hans Christian Ørsted (14. august 1777 i Rudkøbing - 9. marts 1851 i København) var en dansk fysiker og kemiker. Han var bror til politikeren og juristen A.S. Ørsted. Han udgav naturfilosofiske afhandlinger m.m. og stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824 og Den Polytekniske Læreanstalt i 1829. Endvidere var han stifter af forløberne til Meteorologisk Institut og Patentdirektoratet. H.C. Ørsted var en nær ven af H.C. Andersen. Ørsted betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.
Ørsted bekræftede Boyles og Mariottes undersøgelser af luftarters sammentrykkelighed. Han tilskrives i almindelighed opdagelsen af elektromagnetismen, hvilket skete i 1820. Sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme var dog allerede påvist i 1802 af Romagnosi, men dette var stort set ukendt i videnskabskredse. Ørsteds opdagelse blev derimod straks anerkendt i videnskabsverdenen, og andre arbejdede videre med opdagelsen, blandt andet Faraday, der opdagede induktionen, mens Maxwell i 1873 formulerede en endegyldig teori om elektromagnetismen.
Han konstruerede et piezometer og opdagede grundstoffet aluminium. Han var også interesseret i sprog og skabte flere nye danske ord, bl.a. ilt og brint.
Parykmager som lærer.
Hans Christian Ørsted-statue i Rudkøbing
Han tilbragte sin barndom og første ungdom i Rudkøbing, indtil han sammen med sin et år yngre bror Anders i 1793 flyttede til København. Den undervisning, brødrene fik i hjemmet, var særpræget. En tysk parykmager gav dem deres første undervisning. Mens parykmageren forsøgte at indgyde dem beundring for alt hvad der var tysk, søgte en anden lærer, en norsk student, at fremhæve Norge frem for Danmark i deres øjne. Men gennem deres ualmindeligt store videbegær, erstattede de ved udbredt selvstudie i forskellige retninger, hvad der manglede i traditionel undervisning. Hvor godt de fulgte med tidens politiske og religiøse bevægelser, skildrer den yngre bror levende i "Af mit Livs og min Tids Historie". 1794 blev de begge studenter, hvorefter de efter en kortvarig forberedelse bestod anden eksamen ved universitetet med udmærkelse i alle fag, og på grund af deres slægtskab med stifteren fik plads på Elers Kollegium.
Tidlig interesse for kemi.
Ørsted havde fra han var 12 været elev i farens apotek; kemien interesserede ham, og han læste alt hvad han kunne få fat i med kemisk indhold. Hans studie blev derfor farmakologi, og da han 1797 tog farmaceutisk eksamen, imponerede han censorerne ved sin modenhed og dygtighed. Samtidig med at han læste til eksamen, besvarede han med held to af universitetets prisspørgsmål, det ene af æstetisk, det andet af kemisk indhold. Ligesom broren var Ørsted tidligt og stærkt påvirket af Immanuel Kant, hvilket bevidnes i hans doktordisputats (1799), en latinsk afhandling, oversat til dansk med titlen "Grundtrækkene af Naturmetafysikken". Han følger her Kant næsten ord for ord, og opstiller det som den kritiske filosofis fordring, at ”alle Naturlove bør udledes af vor Kendeevnes Natur”. De her nævnte og flere mindre afhandlinger fra Ørsteds ungdom vidner om en livlig, alsidig interessere, men viser endnu ikke tegn på originalitet.
Det galvaniske element.
Det, der bragte ham ind på nye baner, var Voltas opdagelse af det galvaniske element i år 1800. I dette år havde Ørsted overtaget ledelsen af Løveapoteket under ejeren, professor Mantheys fravær. Derved fik han mulighed for selv at eksperimentere med Voltas søjle og studerede især dens kemiske effekter. For at måle disse konstruerede han 1801 et apparat, der meget minder om Faradays voltameter (voltmeter). Han var ivrig efter at rejse for at møde udlandets store kemikere og fysikere, men samtidig søgte han et professorat i fysik der var blevet ledigt efter A. N. Aasheims død. Det fik han ikke, han måtte nøjes med d. 7. november 1800 at blive adjunkt ved universitetet uden løn. Under disse omstændigheder var der intet, der holdt ham hjemme, og i sommeren 1801 begyndte han sin første udenlandsrejse, finansieret af det cappelske legat på 500 rigsdaler årligt og 400 rigsdaler fra Fonden ad usus publicos. Rejsen gik til Tyskland, hvor han i Weimar traf Johann Wilhelm Ritter, som han nærede et stort ønske om at møde. Ørsteds beundring for Ritter var velfortjent, men kun delt af få i hans samtid. Ørsted knyttede straks venskab med ham, skaffede ham senere ved Franz Xaver von Baaders hjælp en stilling i München og arbejdede under sit ophold i Paris på at skaffe ham anerkendelse og udmærkelse, men uden held. Opholdet i Berlin var på mange måder interessant og lærerigt. Han kom meget i den kendte fru Henriette Herz’ hus, hvor han foreviste nye elektriske forsøg og mødte mange store videnskabsmænd. Han hørte forelæsninger af Johann Gottlieb Fichte og Friedrich Schlegel og befandt sig i det hele taget her i omgivelser, der tiltalte ham.
I München mødte han grev Rumford, men satte særlig stor pris på bekendtskabet med Franz Baader, om hvem han har sagt: ”Han driver aldeles på, at den moralske og fysiske Natur på det nøjeste hænge sammen, og at uden en sådan forbindelse Fysikken egentlig ingen Værd har. Han stemmer i denne Henseende meget med Ritter og jeg med begge”. Det er lignende tanker som Ørsted senere forsøgte at videreføre.
Forelæsninger i Paris.
I december 1801 kom han til Paris, hvor han blev et helt år. Han hørte forelæsninger af Louis Nicolas Vauquelin, Antoine François de Fourcroy, Louis Jacques Thénard og Claude Louis Berthollet over kemi, af Jacques Charles og Jean-Baptiste Biot over fysik, af Cuvier (Georges Cuvier eller Frédéric Cuvier? – sikkert førstnævnte) over naturhistorie. Han så, at han kunne lære meget her, selvom han var forudindtaget imod det franske videnskabelige samfund, som med sin mere eksakte matematiske karakter stod i skarp kontrast til den naturfilosofiske tankegang, og selvom han tit mærkede, hvor lidt man i Paris anerkendte, hvad der blev udrettet i andre lande; han måtte finde sig i at blive spurgt om han kendte en platindigel og om han havde set et galvanisk element. Men tiden benyttede han på bedste måde ved at høre forelæsninger, se fabrikker og søge personligt bekendtskab med de største videnskabsfolk.
Professor i fysik.
Ved sin hjemkomst i januar 1804, håbede Ørsted at blive professor i fysik, men man så skævt til ham på grund af hans interesse for naturfilosofien; dog blev han tildelt en lønning på 300 rigsdaler i tre år og lige så meget til eksperimenter. Han fik overladt en samling apparater, som havde tilhørt dr. Thomas Buntzen, men måtte selv leje lokale til forelæsningerne. Disse drejede sig mest om kemisk fysik og var så stærkt besøgte, også af kvinder, at han knap kunne skaffe plads til tilhørerne. Foruden at virke som lærer, udfoldede han i disse år en ikke ubetydelig forfattervirksomhed, mere eller mindre i naturfilosofisk retning. Specialundersøgelsen interesserede ham mindre, generelle synspunkter, endog vovelige spekulationer tiltalte ham mere. For ham var spørgsmålet ikke: "Hvilke er de enkelte syrers eller basers egenskaber?" men "Hvorfor neutraliserer syrer og baser hinanden?" eller "Hvorfor må der tilsættes noget til vandet for at opløse et metal?" Overalt, hvor der blot fandtes en antydning af en besvarelse af disse sidste spørgsmål, anede han noget betydningsfuldt. Af hans afhandlinger fra den periode skal vi fremhæve "Betragtninger over Kemiens Historie", indledningsforedrag holdt i vinteren 1805-6 (Samlede og efterladte Skrifter V, 3), i hvilke Ørsteds særlige stil og tankegang for første gang træder frem. Endvidere forsøgene over klangfigurerne (Vid. Selsk. Skrifter V, 1809), som indeholder en del nye iagttagelser, navnlig omkring de støvhøje, der fremkommer, når man anvender fine pulvere til Ernst Chladnis forsøg.
Under et ophold i Berlin 1812 udarbejdede Ørsted et af sine vigtigste skrifter, "Ansichten der chemischen Naturgesetze" (Berlin 1812). Først gives en oversigt over de vigtigste stoffer og processer, dernæst behandles de elektriske kræfter fra et kemisk synspunkt, endelig anføres de grunde, der taler for, at alle legemer indeholder elektriske kræfter, som dog ikke træder åbenlyst frem, eftersom de holder hinanden i ligevægt. Han antager, at de elektriske kræfter udbreder sig ved svingninger, som fremkaldes ved fordeling. Eftersom svingningerne møder større eller mindre modstand, vil der opstå en tilsvarende varme. Lyset opstår ved elektriske svingninger i dårlige ledere. Også forholdet mellem elektricitet og magnetisme behandles her. Ørsted stod stort set alene med disse anskuelser, og de vandt heller ingen anerkendelse, da de jo ikke hvilte på noget almindelig anerkendt grundlag, og Ørsted selv evnede ikke at udvikle dem således, at deres betydning derigennem kunne blive forstået. Det blev først langt senere muligt at vinde betydningsfulde resultater ad denne vej; og den senere eksakte naturforskning arbejder netop ud fra disse synspunkter, og udtrykker sig med de samme ord. Men Ørsted kunne dog, da han otte år senere opdagede elektromagnetismen, henføre til, at den afgav en bekræftelse på hans naturopfattelse.
Elektromagnetismen.
Angående denne opdagelse har Ørsted selv udtalt følgende: Under en række forelæsninger, han holdt i foråret 1820, blev tanken om sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme særlig levende hos ham; han sendte da en stærk udladning gennem en fin platintråd og så virkelig, at en magnetnål, som befandt sig i nærheden, derved kom i bevægelse.
Men det var vanskeligt for ham at forstå virkningens natur, og han udsatte derfor den nærmere undersøgelse, indtil han havde skaffet sig et kraftigt galvanisk batteri. Han genoptog derefter forsøgene i juli måned. 21. juli 1820 udsendte han en kort latinsk beretning om forsøgene. Kun fire kvartsider stor indeholder den dog en stor mængde forsøg, som viser, at her virkelig er tale om en vekselvirkning mellem de to naturkræfter, mens legemerne, der bærer dem, og omgivelserne er uden indflydelse.
Betydningen af Ørsteds opdagelse stod straks klar for alle sagkyndige, og den blev udgangspunkt for den række opdagelser, som knytte sig til André-Marie Ampères og François Aragos navne, og som 11 år senere afsluttedes ved Faradays opdagelse af induktionen. Og at samtiden følte, hvor meget den skyldte Ørsted, er der vidnesbyrd nok om, blandt andet også i de æresbevisninger, der vistes ham fra de forskelligste sider. Skønt det i høj grad var andre, der drog konsekvenserne af opdagelsen, skal det dog fremhæves, at Ørsted viste, at loven om aktion og reaktion finder anvendelse på elektromagnetismen; derimod lykkedes det ikke ham at påvise jordmagnetismens indflydelse på en elektrisk strøm, han siger, at hans apparat var for svagt.
Senere fandt Ørsted ud af, at Gian Domenico Romagnosi opdagede elektromagnetismen allerede i 1802.
Piezometer og aluminium.
1818 begyndte Ørsted sine gennem mange år fortsatte undersøgelser over væskers og luftarters sammentrykkelighed; hovedresultaterne af hans med stor omhu udførte forsøg findes i Videnskabernes Selskab Afhandlinger 4. R. II. Selvom disse forsøg nu kun er af historisk interesse, blev det af ham til disse eksperimenter konstruerede piezometer et vigtigt hjælpemiddel ved den slags forskning. Af betydning for kemien blev Ørsteds fremstilling af aluminium (1825), navnlig på grund af den metode, han anvendte. På hans opfordring optog Friedrich Wöhler sagen, og fremstillede metallet i større mængder, således at dets egenskaber kunne fastslås.
Fra de sidste tyve år af Ørsteds liv findes ingen større videnskabelige arbejder fra hans hånd, men mange meddelelser, ofte af original karakter, vidner om den interesse og forståelse, hvormed han fulgte videnskabens fremgang. Derom vidner også den levende korrespondance, han førte med udlandets lærde. Det personlige forhold til disse holdt han ved lige ved gentagne udenlandsrejser, også i hans høje alder. Herunder må desuden nævnes hans ivrige deltagelse i de nordiske naturforskermøder, hvor han naturligt indtog en meget fremtrædende plads.
Efter at vi nu har gennemgået hovedpunkterne i Ørsteds videnskabelige arbejde, skal vi omtale andre beslægtede sider af hans virksomhed.
Ørsted, som endelig d. 18. juli 1817 blev udnævnt til professor ordinarius ved universitetet, var til stadighed interesseret i at udbrede kendskab til naturvidenskaben, også uden for de studerendes kreds. I den forbindelse udsendte han 16. oktober 1823 en opfordring til at stifte et selskab med dette formål. Selvom sagen næppe fandt den tilslutning, som Ørsted havde ventet, konstitueredes Selskabet for Naturlærens Udbredelse d. 26. marts 1824 med daværende kronprins Christian Frederik, senere kong Christian 8., som "patron". Dette selskab, som stadig eksisterer, skulle ifølge Ørsteds oprindelige idé desuden støtte industrielle virksomheder og forskning samt støtte unge, der søgte teknisk uddannelse. Ørsted blev, som naturligt var, selskabets "bestandige" direktør. Der manglede dog både menneskelige og financielle resourcer til at gennemføre Ørsteds plan. Dette blev dog delvis afhjulpet ved oprettelsen af den polytekniske læreanstalt. Georg Frederik Krüger Ursin indgav 1827 til kongen en ansøgning om oprettelse af en polyteknisk skole. Sagen blev forelagt universitetets til udtalelse; det i den forbindelse nedsatte udvalg, i hvilket Ørsted var sjælen, foreslog at give den påtænkte skole en mere videnskabelig karakter end oprindelig påtænkt. Efter at de store økonomiske vanskeligheder var overvundet, stiftedes læreanstalten d. 27. januar 1829. Ørsted blev dens første direktør, og ham tilskrives en stor del af den anseelse, den efterhånden vandt, og den ånd, hvori den er ledet.
Nye ord.
Hvor stor en vægt han lagde på sproget, ses af hans indbydelsesskrift til universitetets reformationsfest i 1814, som går ud på en gennemgribende reform af de kemiske betegnelser i de nordiske og germanske sprog. Han bragte også sagen på bane ved naturforskermødet i Gøteborg 1839. I 9. bind af hans Samlede Skrifter finder man en interessant fremstilling af hans tanker om sprogets forædling og af de fordanskninger, han har bidraget til.
Af andre ord han indførte kan nævnes: autoritetstro, brugskunst, klangbund, mindretal, sammendrag og tidevand.
Ørsted blev 1808 medlem af Videnskabernes Selskab; 1815 valgte selskabet ham til sekretær. Da han 7. november 1850 kunne fejre sit 50 års jubilæum som universitetslærer, hædredes han på mange måder af sine medborgere. En deputation indbød ham til at følge med den ud til Fasangården, som blev overladt ham på livstid. Der hyldedes han i sang og tale af Johan Ludvig Heiberg og Johan Georg Forchhammer; universitetets rektor, professor Sophus August Vilhelm Stein, overrakte ham en doktorring besat med diamanter, kongen havde udnævnt ham til geheimekonferensråd, ældre og yngre elever bragte ham deres hyldest og tak, mens Studenterforeningen optog ham som æresmedlem og afholdt et fakkeltog til ære for ham om aftenen. Dengang syntes hans åndelige og legemlige kraft og sundhed at love ham en høj alderdom, men det gik anderledes. Kun få måneder efter, d. 9. maj 1851, døde han efter få dages sygdom. 1876 afsløredes en statue af ham i Ørstedsparken i København.
Familieforhold.
Ørsted blev d. 17. maj 1814 gift med Inger Birgitte Ballum (28. marts 1789 - 3. november 1875), datter af pastor N.R.B. i Kjeldby på Møn. Hun havde tidligt mistet sin far; da de blev forlovet var hun i huset hos Ørsteds far, som var flyttet til Roskilde. Han levede med hende i et lykkeligt ægteskab til sin død. Hun skildres som en lys og livsglad natur, der med stor dygtighed og selvstændighed styrede sit hus. De havde 7 børn, 3 sønner og 4 døtre. Af sønnerne var Albert Nicolai (17. juli 1829 - 10. juni 1900) i en årrække inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt. Af døtrene blev den ældste, Karen, gift med professor E.A. Scharling, den tredje, Sophie Vilhelmine Bertha, med stiftamtmand Dahlstrøm. Den yngste, Mathilde Elisabeth, som levede ugift, udgav en samling af faderens efterladte breve og optegnelser, et meget interessant værk med værdifulde oplysninger om Ørsteds liv og om hans forhold til mange berømte mænd og kvinder.
Ørsteds verdensopfattelse.
Ligesom sin bror havde H. C. Ørsted en varm interesse for alle livets sider. Hans studie af naturen var derfor ikke kun indskrænket til fordybelsen i konkrete enkeltsager; men ligesom han med forkærlighed dvælede ved de store almene grundspørgsmål, udvidede hans granskning sig efterhånden uvilkårlig til at skabe en hel naturfilosofi, eller endda et helt tilværelsessystem, hvori intet væsentligt var oversprunget. Hele hans tidsånd havde retning mod det altomfattende; den romantiske naturfilosofi havde vundet indpas i Tyskland, og i hans tidlige arbejde var Ørsted også til dels blevet tiltrukket af denne retning. Men det gik med ham som med Adam Oehlenschläger og F.C. Sibbern: der var for meget sandhed og sundhed i det danske samfund allerede dengang, til at retningen med alle dens udskejelser kunne vinde indpas her. Ørsted blev aldrig naturfilosof i tysk forstand, men lærte hurtigt at skelne mellem, hvor langt tanken virkelig kunne føre os, og hvor den subjektive fantasi begyndte. Han fremhævede konstant med stor bestemthed, at vi altid måtte begynde med iagttagelse og forsøg og om muligt også helst efterprøve de følgende resultater på samme måde, før det kunne afgøres som faktum.
Det var den excentriske tyske forsker Ritter, der delagtiggjorde Ørsted i den naturanskuelse, at naturkræfterne ikke er adskilte og særprægede enheder knyttede til enkeltstående fænomener, men at de tværtimod tilsammen udgør en afrundet helhed, forde de alle i sidste ende hidrører fra samme skabende kraft. Naturens enhed er ikke som et mekanisk system, men som en levende organisme, der på mangfoldig vis er forbundet med den menneskelige virksomhed. Mennesket selv er et væsen fra naturen og underkastet dens love, blot med den forskel, at mennesket har bevidsthed herom.
Ånden i naturen.
På denne måde udformede Ørsted sig efterhånden den totale verdensopfattelse, han formulerede i skrifter, som for en dels vedkommende samlede i "Aanden i Naturen" (1850), flere afhandlinger om det skønne osv. Det solide naturvidenskabelige grundlag, hvorfra han gik ud, og den omhyggelige tænkning, hvormed han arbejdede sig videre frem, bestandig standsende i tide, gør, at hele hans system endnu den dag i dag i alle væsentlige træk må erkendes for rigtigt, omend en nyere tid end hist og her ville bruge andre udtryk.
Det Aandelige i det Legemlige.
I afhandlingen "Det aandelige i det legemlige" viste han, hvorledes det legemlige i sig selv er det forgængelige og omskiftelige, medens det væsentlige i det er de love, hvorefter alle dets virkninger foregå. Da vi ad tankens vej kunne finde en mængde af disse love, kunne de også kaldes fornuftlove eller naturtanker. De er ikke blot tænkte af os; men de have realitet naturen som virkende kræfter. Hele tilværelsen er således et fornuftrige, værk og åbenbaring af den levende alfornuft, Guddommen.
Naturlovenes universalitet.
I andre afhandlinger i "Aanden i Naturen" påviste Ørsted hvorledes, de sjælelige grundevner væsentlig må være de samme overalt i tilværelsen. En beboer på Jupiter må komme til den samme naturopfattelse som jordbeboeren. Også skønhedslovene og de moralske love må væsentlig være ens i hele universet. Om det skønnes væsen handlede adskillige af Ørsteds større og mindre afhandlinger. Han var i grundtrækkene enig med Kant; men hans naturvidenskabelige indsigter gjorde ham det muligt på flere områder at føre teorien videre og anvende den indgående på forskellige konkrete tilfælde, hvorved han gav grundlaget for en virkelig æstetik, der ikke som så mange forfatteres indskrænker sig til blot at være en række lyrisk-subjektive formeninger om det behandlede digterværk, maleri eller deslige, men tværtimod gav en virkelig objektiv analyse af skønhedsfølelsens opståen.
Etikken.
Også samtlige grundtræk af en etik og en religionsfilosofi vil man finde i hans afhandlinger. Det er vor etiske opgave at få vor vilje og vort liv til at stemme med den evige fornuft. Han tilskriver mennesket en begrænset frihed, men mener ikke, at guddommen af den grund nogensinde behøver at gribe vilkårlig ind i verdensløbet. Denne ytring førte ham til en interessant strid med biskop Jacob Peter Mynster ("Aanden i Naturen", 2. del), ligesom han af og til på andre punkter måtte forsvare sine religiøse anskuelser over for samtidens teologi.
Betydning.
Hvad der giver Ørsteds filosofiske frembringelser deres store betydning, er ikke blot dette, at vi her har udtalelser af en mand, der forbandt en overordentlig klar og skarp, ved naturvidenskabelige sysler trænet tænkning med det reneste og ædleste sind og en for alle livets forhold åben sans og varm interesse; men hertil kommer endnu, at forfatteren levede netop på overgangstiden mellem den såkaldte rationalistiske og den romantiske periode, påvirket af begge, men, som det synes, nærmest forenende begge perioders gode sider i sig uden i nævneværdig grad at være smittet af nogen af de to retningers ensidigheder. Der vil derfor sikkert komme tider, da hans afhandlinger, som for øjeblikket næppe have nogen udstrakt læsekreds, atter ville tiltrække sig den opmærksomhed, de i så høj grad fortjene.
Og dette af endnu en grund. Thi ligesom forfatteren vedholdende syslede med studiet af det skønne, således nærede han også den varmeste interesse for kunst og poesi. Han skrev derfor ikke blot selv digte og æstetiske recensioner; men han interesserede sig tillige i overordentlig grad for et rent og smukt sprog og en smuk fremstillingsform, og ligesom han med udpræget smag og dygtighed virkede som sprogrenser, således er også alle hans afhandlinger sande mønstre på ypperlig sprogbehandling. Her er ingen uklare kunstord og ingen tilslørende blomstertale. Selv de vanskeligste spørgsmål er her behandlede i så rammende jævne og naturlige udtryk, at den opmærksomme læser uden særlige forudsætninger føres til forståelse uden at ane, at det alene er forfatterens mesterlige fremstillingskunst, der har gjort det hele let som en leg.
Grav.
H.C. Ørsted er begravet på Assistens Kirkegård i København.
Karen J. Klint.
Karen Johanne Klint (født 6. oktober 1947 i Hemmerslev) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne for Vejle Amtskreds fra 11. marts 1998 og for Vejle Sydkredsen (Sydjyllands Storkreds) fra 13. november 2007.
Karen Klint er datter af husmand Chr. Regnar Jensen og Inger Klint Jensen.
Realeksamen. Socialpædagog 1970. Merkonom i personaleledelse Handelsskolen, Vejle. Etårig videreuddannelse Socialpædagogisk Højskole, Gedved.
Omsorgsassistent og afdelingsleder 1970-80 Forsorgscentret i Bregning, pædagogisk konsulent 1980-87, stedfortræder i voksen- & handicapafdelingen Vejle Amt 1988-93. Årskursus 1993-94. Konstitueret centerleder Sønderparken, Hornsyld, 1994-98.
Medlem af Børkop Byråd 1978-80 og Vejle Byråd 1986-98. Medlem af Kommuneforeningen i Vejle Amt 1990-94. Medlem af Socialdemokratiets bestyrelse Bredballe fra 1994. Medlem af bestyrelsen for Jelling Statsseminarium 1990-98 og medlem af bestyrelsen på Vejle Fjord, center for hjerneskadede fra 2000.
Medlem af hovedbestyrelsen for Åndssvageforsorgens Personaleforbund 1976-79 og hovedbestyrelsen for Danmarks Skolebiblioteks Forening 1990-98. Formand for Social Udviklings Fond (SUF) 1995-98.
Partiets kandidat i Vejle-Jellingkredsen 1998.
Anita Knakkergaard.
Anita Knakkergaard (født 4. september 1947) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001 til 2005.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Nordjyllands Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født 4. sept. 1947 i Aalborg, datter af repræsentant Anker Knakkergaard og dæksmager Dagny Knakkergaard.
Handelseksamen linje B Aalborg Handelsskole 1964. Børneforsorgspædagog fra Aalborg Børneforsorgsseminarium»Raaens Minde«1973. Merkonom i markedsføring Aalborg Handelsskole 1995.
Kontorassistent 1964-69, pædagog 1973-76. Selvstændig erhvervsdrivende 1976-90.
Medlem af Aalborg Byråd 1990-94 og fra 1998.
Jeppe Kofod.
Jeppe Sebastian Kofod (MPA) er født 14. marts 1974 i København. Han har siden 11. marts 1998 været folketingsmedlem for Bornholms Amtskreds for Socialdemokraterne.
Baggrund.
Jeppe Kofod blev student fra Bornholms Amtsgymnasium i 1994, er BA scient.soc. fra RUC i 2004 og Master of Public Administration fra Harvard.
Han var lærer på Nexø Ungdomsskole 1993-1994 og på Svaneke Skole 1995-1996.
Borgerlig karriere.
Jeppe Kofod tog orlov fra Folketinget i juli 2006 til juni 2007 for at rejse til USA. Her gennemførte han en mastergrad på The John F. Kennedy School of Government, en del af Harvard University i Boston.
Politisk karriere.
Jeppe Kofod var bestyrelsesmedlem i Danmarks Elev Organisation 1990-1992, i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning 1992-1994 og forretningsudvalgsmedlem i Operation Dagsværk 1992-1994.
Han var formand for DSU på Bornholm og medlem af DSUs forretningsudvalg 1996-1998.
I 1995 blev Jeppe Kofod Socialdemokratiets folketingskandidat i Bornholms Amtskreds. Han blev valgt ind i Folketinget 11. marts 1998.
Jeppe Kofod var udenrigsordfører og næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn fra 2001-2008. Han var medlem af bestyrelsen i FN-forbundet 2002-2008, og derudover var han næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2003-2005.
Han trak sig den 25. marts 2008 fra posten som Socialdemokratiets udenrigsordfører pga. et seksuelt forhold til en 15-årig pige under et påskekursus i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (se nedenfor).
2. april 2008 blev Jeppe Kofod genvalgt som folketingskandidat. Og 13. august samme år blev han udenrigsordfører igen.
I august 2009 blev Jeppe Kofod medlem af Europaudvalget.
Sex-sag.
I påsken 2008 kom den 34-årige Jeppe Kofod for alvor i medierne, fordi han om aftenen efter at have holdt et foredrag for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) havde sex med en 15-årig pige fra DSU. Episoden medførte bl.a., at Jeppe Kofod trak sig fra sine udvalgsposter og sin post som udenrigs­ordfører for Socialdemokratiet. Formanden for DSU, Jacob Bjerregaard, oplyste, at Jeppe Kofod havde forbrudt sig imod DSU's regler, og at han ikke længere er velkommen i DSU's ungdomsafdeling.
Bibliografi.
»Dansk udenrigspolitik - socialdemokratiske pejlemærker«, 2003.
»Nye vinde, nye veje«, 2002
Thor Gunnar Kofoed.
Thor Gunnar Kofoed (født 27. juni 1959 i Ibsker, Bornholm), landmand og tidligere politiker.
Medlem af Folketinget for Venstre, Bornholms Amtskreds, fra 20. november 2001 – 8. februar 2005.
Søn af landmand og tidligere minister Niels Anker Kofoed og Rita Kofoed.
CV.
Realeksamen Nexø Skole 1976. Landbrugsuddannelse på Lundby og Bygholm 1977-82, landbrugsophold i Holland 1982-83.
Bestyrer af Knarregård 1984-91, overtog gården 1991.
Medlem af Nexø Kommunalbestyrelse fra 1994, formand for social- og sundhedsudvalget 1994-98. Medlem af Bornholms Amtsråd fra 1998.
Medlem af Bornholms Kommunalbestyrelse fra 2005.
Direktør for Biogasols bornholmske bioethanolanlæg siden januar 2008.
Er i ejerkredsen omkring flyselskabet Wings Of Bornholm.
Medlem af bestyrelsen for De Samvirkende Danske Frøavlerforeninger fra 1991, næstformand 1993-96, formand fra 1996. Medlem af Landbrugsrådet fra 1996, medlem af Brancheudvalget for Frø fra 1995, formand fra 1997. Medlem af COPA's Udvalg for Markfrø fra 1996, formand fra 1997 og medlem af COPA's Udvalg for Bioteknologi fra 1999.
Han er i dag helt ude af politik.
Bodil Kornbek.
Bodil Holmgren Kornbek (født 10. august 1961) er en dansk socialdemokratisk politiker. Hun sad i Folketinget fra 2001 til 2005 for Kristendemokraterne (KD) og var 2005-2008 partiformand efter Marianne Karlsmose. Bodil Kornbek kunne ikke sikre Kristendemokraterne succes ved folketingsvalget i 2007 og blev i 2008 ikke genvalgt som KD-formand. Kort efter meldte hun sig ind i Socialdemokraterne. Den 1. januar 2010 blev hun medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Biografi.
Bodil Kornbek er født i København og blev læreruddannet på Jonstrup Seminarium 1982-87. Hun var lærer på Kongevejens Skole i Lyngby-Taarbæk Kommune til 1997 og blev viceskoleleder på Københavns Kristne Friskole og senere konstitueret skoleleder her. Skolen er skole for Pinsebevægelse, som Bodil Kornbek er praktiserende indenfor. Da hun blev indvalgt i Folketinget ved valget i 2001, tog hun orlov fra skolen.
I 1998 meldte hun sig ind i Kristeligt Folkeparti, og i februar-november 2001 var hun formand for partiet i Københavns Amt. 1999-2001 var hun partiets folketingskandidat i Rødovrekredsen, senere i Lyngbykredsen, og hun blev indvalgt for Københavns Amtskreds fra 20. november 2001.
I Folketinget blev Kornbek partiets ordfører for uddannelse, integration, ligestilling, kultur og energi. Partiet nåede ikke over spærregrænsen ved valget i 2005.
Fra 2008 er Bodil Kornbek folketingskandidat for socialdemokraterne i Grevekredsen.
Fra 2010 blev hun medlem af kommunalbestyrlesen i Lyngby-Taarnbæk.
Ulrik Kragh.
Ulrik Kragh (født 1970), ingeniør og politiker, forhenværende medlem af Folketinget for Venstre.
Født 14. januar 1970 i Vejle, søn af spildevandsoperatør Erik Kragh og laborant Tove Kragh.
Folkeskole 1976-85. Mat. fys. student Horsens Statsskole 1988. Bygningsingeniør Horsens Teknikum 1994.
Projektleder i KP-Maskiner & Produktion A/S Kjellerup 1994-95. Projektleder i ABC Stål og Coating A/S Rødekro 1995-98 og afdelingschef for stålkonstruktioner, transportanlæg og totalentrepriser i S 1998-2001.
Medlem af byrådet i Horsens Kommune valgt for Venstre 1994-98 og fra 2002. Medlem af bestyrelsen for Energi Horsens Amba, for S og S.
Han blev midlertidigt medlem af Folketinget for Vejle Amtskreds 16. marts-7.maj 1999 og 13. jan.-27. marts 2000. Medlem af Folketinget for Vejle Amtskreds 4. febr.-20. nov. 2001. Medlem af Folketinget for Søndre Storkreds fra 20. nov. 2001. Forsvarspolitisk ordfører for Venstre, medlem Folketingets Energipolitiske Udvalg og næstformand i Folketingets Boligudvalg fra 2001. Medlem af NATO Parlamentary Assembly ligeledes fra 2001. Ulrik Kragh blev ikke genvalgt ved Folketingsvalget i 2005, men genindtrådte i Tinget 9. januar 2007 som suppleant for Jens Rohde).
Partiets kandidat Horsenskredsen 1995-98 og i Christianshavns- og Amagerbrokredsen fra 28. maj. 2001.
Kommitteret for Hjemmeværnet siden 1. januar 2005.
Søren Krarup.
Søren Krarup (født 3. december 1937), er en dansk præst, forfatter og politiker og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2001.
Han er søn af sognepræst Vilhelm Krarup og Bodil Marie Krarup (født Langballe) og gift med Anette Elisabeth (født Lundsteen), med hvem han har fire børn, Agnete Raahauge, Marie Krarup Møller, Katrine Winkel Holm og Inger Krarup Brøgger. Han er sønnesøn af Alfred Krarup og fætter til Jesper Langballe, som ligeledes er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, og til Ole Krarup.
Søren Krarup er en markant og indflydelsesrig debattør på den danske, nationalkonservative højrefløj og inden for den teologiske bevægelse Tidehverv. Han har skrevet flere bøger om bl.a. kristendom, historie og politik og betragtes af såvel sine tilhængere som flere af sine politiske modstandere som en stor intellektuel kapacitet
Søren Krarup har som en række andre fremtrædende danske politikere fra Dansk Folkeparti været medlem af Den Danske Forening, men meldte sig sammen med partifællerne Jesper Langballe og Søren Espersen ud af foreningen i 2002, efter at denne offentligt havde sammenlignet islam med pest (det er her vigtigt at understrege, at det var religionen og ikke mennesket der blev kritiseret).
Søren Krarup formulerer sig ofte i skarpe vendinger og har ved flere lejligheder været genstand for offentlig debat og stor medieopmærksomhed, som fx da han i april 2007 sammenlignede det muslimske tørklæde med nazisternes hagekors. Krarup opfatter islam som en totalitær politisk ideologi (Islamisme).
Biografi.
Han blev student fra Christianshavns Gymnasium i 1957 og cand.theol. i 1965.
Han har været sognepræst i Seem og residerende kapellan ved Ribe Domkirke fra 6. september 1965-2005 og menighedsrådsformand fra 1965.
Han var bestyrelsesmedlem for Studenterkredsen i perioden 1961-63. I perioden 2000-2001 repræsenterede han sit parti i bestyrelsen for Danmarks Radio.
Han var fra 1965 medudgiver af Tidehverv og redaktør 1984.
I oktober 2000 blev han opstillet som Dansk Folkepartis kandidat i Sønderborgkredsen og blev indvalgt i Folketinget for Sønderjyllands Amtskreds den 20. november 2001.
Søren Krarup har et omfattende forfatterskab bag sig, idet han i perioden 1960-2001 har udgivet 26 bøger. Især via sin rolle i Tidehverv og som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti har han haft stor indflydelse på moderne dansk teologi og på nyere dansk national-konservativ politik.
Tidehverv, menneskerettigheder.
"Hele den moderne politiske korrekthed med dens dyrkelse af menneskerettighederne repræsenterer farisæismens selvretfærdighed i moderne kosmopolitisk og "globaliseret" udgave. Når den går til angreb mod "nationalismen" - og det vil f.eks. sige mod os, der prædiker, at med Kristus er ethvert folk, også det danske, Guds udvalgte folk, hvis syndige mennesker er sat bag deres folkelige grænser og har at befinde sig dér - så er det i virkeligheden kristendommen, den politiske korrekthed angriber."
Søren Krarups teologisk baserede synspunkt er, at man ved opstillelse af generelle menneskerettigher, der har påstået evig gyldighed og gælder alle mennesker, gør disse til afguder. Dertil definerer Søren Krarup begrebet næstekærlighed meget præcist, omfattende den umiddelbart nærmeste næste og ikke menneskeheden som sådan.
"Sådan er det med fordringen om kærlighed til næsten: Den kan der ikke laves love på, ikke regler om, ikke moral og politik på, men den hører hjemme i situationen, i øjeblikket, hvor min næste er og møder mig. Det stik modsatte af patenteret "næstekærlighed". Det modsatte af godhedsindustriens opskrifter og afpresning."
"Menneskerettighederne er vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord"
Kulturradikalismen og det fremmede.
Søren Krarup, der i slutningen af 1990'erne og efter årtusindskiftet primært er kendt for sin markante modstand mod Danmark som multikulturelt samfund og kritik af islam og muslimer, har også markeret en voldsom modstand mod kulturradikalisme, som han ofte gør den jødisk fødte Georg Brandes til synomym for. I denne sammenhæng er Søren Krarup blevet kritiseret for om Georg Brandes at have skrevet, at
"...på grund af sit jødiske blod var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid." Det moderne gennembrud beskriver Søren Krarup i denne sammenhæng som "voldtægt af den danske kultur".
I forbindelse med den omkring årtusindskiftet opståede diskussion om integration/assimilation af jøder, muslimer og andre ikke kristne befolkningsgrupper har Søren Krarup hævdet det synspunkt, at man kun kan være en fuldgyldig del af dansk kultur, hvis man er kristen - og sammenholdt med citaterne om bl.a. Brandes tilsvarende at man blodmæssigt/genetisk skal være racemæssigt i forlængelse af de "oprindelige" danskere.
Søren Krarups synspunkter i forhold til "det fremmede" og "danske jøder" samt kulturradikale har ofte ført til anklager om racisme og antisemitisme. Ph.d. Sofie Bak har fx i en afhandling søgt at påvise, at Søren Krarup allerede tilbage i 1960'erne har haft antisemitiske holdninger. I denne sammenhæng har det været fremdraget, at Søren Krarup i sin bog fra 1960 har forsøgt at rehabilitere den erklærede nazistiske, danske forfatter Harald Nielsen, der bl.a. blev berygtet for sit ønske om at indføre den fra Tyskland kendte jødestjerne i Danmark. Krarup har selv erklæret, at denne type kritik er et udtryk for politisk korrekthed.
Lad være, at hans forslag til praktiske forholdsregler imod jøderne er uhyrlige. De er bestemt af tidens metoder og udgør et fremmedelement i bogen. De er for så vidt sagen lige så uvedkommende som halshugning eller gabestok er en drøftelse af lov og ret uvedkommende idag. Anliggendet i bogen er principielt. Eller teologisk. Eller kristeligt. Og anliggendet er dommen over alt kød og dermed prædikenen om frelsen i Kristus alene.
Sydslesvig og Skåne.
Søren Krarup har givet udtryk for, at en nations grænser ikke ligger fast én gang for alle, men afgøres af indbyggernes nationalfølelse. På spørgsmålet fra Ritzau "Hvor går Danmarks naturlige grænse efter din vurdering?" svarede Krarup: "Den går så langt, der er dansk flertal." I december 2007 sagde han ifølge DR Syd: "Slesvig er gammelt dansk land. Hvis det er sådan, som det var i Sønderjylland i 1920, at der er et klart flertal for, at det gamle danske land ønsker at vende tilbage til Danmark, så er det indlysende, at en grænseregulering er på sin plads." Han mente desuden, at den historiske folkeafstemning i 1920 var baseret på "en urimelig afstemningsform". Søren Krarup udtalte til Jyllands-Posten: "Man kan leve i det håb, det gør jeg, at den sydslesvigske befolkning besinder sig på, hvor den retteligt hører til. At den egentlig er dansk. Men det afhænger af dens egen frie beslutning." Ifølge Jyllands-Posten mente han, at også befolkningen i Skåne, Halland og Blekinge havde en tilsvarende ret., men forklarede senere i et læserbrev i Jyllands Posten, at han ikke ønskede at indblande Skåne i Sydslesvig-debatten og kaldte denne tilføjelse "frugten af en journalists utroværdige vidtløftighed".
Pia Kristensen.
Pia Kristensen (født 9. april 1953) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001 til 2007.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Roskilde Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født den 9. april 1953 i Horsens, datter af litografisk offsettrykker Erik Munch og sygehjælper Tove Dvinge Munch.
Folkeskole 1960-67, realeksamen 1970, sygehjælpereksamen 1971 og handelsskoleeksamen fra Vestegnens Handelsskole 1995 og 1996.
Plejehjem, gerontopsykiatri, sindslidende/narkomaner, hospiceafdeling, genoptræningsafsnit, informationsassistent indtil 3. dec. 2001.
Medlem af bestyrelsen i Dansk Folkeparti i Solrød og af kommunalbestyrelsen i Solrød fra 1996.
Jesper Langballe.
Jesper Marquard Langballe (født 31. august 1939) er en dansk præst og politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Biografi.
Født 31. aug. 1939 i København, søn af læge Mogens Marquard Langballe og medhjælpende hustru Agnete Langballe, født Wolfhagen. Han er fætter til Søren Krarup.
Realeksamen 1955, Randers Statsskole.
Journalistuddannelse: "Skive Venstreblad" 1959-61 og "Ringkøbing Amts Dagblad" 1962-63. Journalist ved "Jyllands-Posten" 1964-72 - kulturjournalist samt redaktør af bagside med politisk satire.
Præsteuddannelse: Kirkeministeriets særuddannelse 1972-75. Sognepræst i Thorning-Grathe Sognekald 1975-2007.
Medudgiver og skribent ved "Tidehverv" fra 1982.
Kandidat for Dansk Folkeparti i Viborgkredsen fra juni 2000. Folketingsmedlem fra 20. november 2001.
Jesper Langballe blev i september 2010 portrætteret i bogen 'Langballe - en biografi' skrevet af journalisterne Mads Bregenov-Pedersen og Mads Jensen. Bogen er udkommet på forlaget People's Press.
Kirkepolitiske standpunkter.
"Skatteopkrævningen er en del af den statsstøtte, og den skal ikke udbredes til andre trossamfund. Hvis man begynder på det, hvad så med andre private foreninger? Her er der så tale om en forening med et religiøst formål. Det kunne jo lige så godt være en håndboldklub".
Synspunkter om islam og muslimer.
"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."
På baggrund af denne udtalelse ophævede Folketinget 16. juni 2010, efter anmodning fra rigsadvokaten, hans parlamentariske immunitet for at kunne sigte ham for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf. Han blev ved retten i Randers 3. dec. 2010 idømt 10 dagbøder a 500 kroner.
"Islam og kristendom kan ikke forliges. Og det har de ikke kunnet i de 1500 år, islam har eksisteret. Jeg betragter religionen islam som en fare for ethvert samfund, hvor den slår sig ned."
"Jeg har som folketingsmedlem deltaget ivrigt i integrationsarbejdet, som jeg ønsker alt godt. Men man skal ikke af hensyn til integrationen pålægge sig en selvcensur, hvor man ikke taler om de reelle problemer."
"Hvis islamiseringen får lov at køre uhæmmet i Danmark, så er der da en risiko for, at vi om nogle år får indført sharia. Det er der da."
Ideen om at islam som sådan har en strategi om at islamisere Europa, udtrykkes måske klarest i bogen 1400-års krigen som er skrevet af netop Lars Hedegaard og Langballes partifælle Mogens Camre. Denne bog henviste Langballe da også til i sit oprindelige indlæg i Berlingske Tidende, ligesom han henviste til bogen Mødom på mode af Kristina Aamand og Asif Uddin.
I modsætning til Lars Hedegaard og Mogens Camre har Kristina Aamand dog undsagt Jesper Langballes brug af hendes bog.
Erik Larsen.
Erik Larsen (født 19. maj 1944) er en dansk politiker fra Venstre.
Erik Larsen blev født i Rudkøbing som søn af malermester Aksel Larsen og Else Larsen, og han gik i Skaarup Skole 1951-58, dernæst på Hellebjerg Idrætsungdomsskole 1959-60, og senere gik han på Dalum Landbrugsskole i 1965. Det dannede grundlag for hans erhverv, idet Erik Larsen var gårdejer i perioden 1966-98.
Han blev i 1970 medlem af Egebjerg Kommunalbestyrelse, hvor han sad til 1986. I 1976 vikarierede han en kort periode som borgmester, og han overtog posten på fast basis i 1978 indtil hans udtræden i 1986. Herefter blev han formand for skolekommissionen til 1990. Endvidere var han i 1985 formand for bestyrelsen for S Svendborg Avis.
I 1987 blev Erik Larsen valgt som Venstres folketingskandidat i Svendborgkredsen, og han blev midlertidigt medlem af tinget i perioden 30. januar - 8. februar 1990, inden han ved folketingsvalget 1990 selv blev valgt ind. Han sad som repræsentant for Fyns Amtskreds til 8. februar 2005.
Larsen var formand for Folketingets Erhvervsudvalg 2001-03, formand for Venstres folketingsgruppe fra 19. marts 2003 og statsrevisor fra 25. marts 2003. 2004 blev han Ridder af 1. grad af Dannebrog.
Ester Larsen.
Ester Larsen (født 23. maj 1936 i København) er fhv. minister.
Venstre (parti) - Folketingsmedlem for Vestsjællands Amtskreds fra 21. september 1994. Sundhedsminister 7. december 1989 - 25. januar 1993.
Snoghøj Gymnastikhøjskole 1952. Matematisk-naturfaglig student fra Rysensteen Gymnasium 1955. Læreruddannet ved Frederiksberg Seminarium 1956-59. Cand.phil. fra Odense Universitet 1974.
Folkeskolelærer ved Frederiksberg Kommune 1959-63. Gymnasielærer ved Fyns Studenterkursus, og Sct. Knuds Gymnasium 1974-78.
Formand for Mesinge skolenævn 1966-78 og Viby skolenævn 1966-70. Medlem af Kerteminde Kommunalbestyrelse 1974-89 og i perioden 1978-86 formand for undervisnings- og kulturudvalget smst. Medlem af Fyns Amtsråd 1978-89 og igen fra 1993. Medlem af bestyrelsen for Kerteminde Museum 1982-89. Formand for Liberalt Oplysningsforbund i Kerteminde-Munkebo 1984-89. Medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond og Det Danske Kulturinstitut. Præsidiemedlem i Osteoporoseforeningen.
Landsformand for Liberalt Oplysningsforbund 1988-89. Medlem af Amtsrådsforeningens bestyrelse 1986-89 og igen fra 1994 samt af AKF´s sygehusudvalg. Medlem af Sygesikringens Forhandlingsudvalg 1986-89. Medlem af Tilsynsrådet for Kommunernes Revisionsafdeling 1986-89 og 1998-2001. Medlem af Venstres hovedbestyrele 1986-89.
Redaktør af de litterære antologier»Reflekslys«, 1967, og»Pragtfulde dage«, 1970, samt af tre samlinger af julehistorier, 1978, 1979 og 1980. Medforfatter til litteratursystemet»Digtning og Dansk«fra 1987.»Jul på borgen«, 1991, og»Familiekundskab - en levende bog om livet«, 1994.
Partiets kandidat i Odense Sydkredsen 1988-89 og i Sorøkredsen fra 1990.
Flemming Damgaard Larsen.
Flemming Damgaard Larsen (født 10. marts 1951 i Kirke Hyllinge) er en dansk politiker fra partiet Venstre, advokat, Slægtsforsker og foredragsholder. Han er i øjeblikket bl.a. formand for Folketingets trafikudvalg og Forbrugerordfører i Venstre.
Han er desuden formand for Trafikudvalget, næstformand for Finansudvalget, medlem af Udvalget for Forretningsordenen, Erhvervsudvalget - Forbrugerordfører, Kulturudvalget, Kommunaludvalget, Kirkeudvalget, Færøudvalget og Venstres Gruppebestyrelse
Flemming Damgaard Larsen er søn af vognmand Egon Larsen og medhjælpende ægtefælle Bodil Larsen. Som ung hjalp han sin far med vognmandsvirksomheden og kørte lastbil med kreaturer, grus og salt m.m.
Flemming Damgaard Larsen uddannede sig til jurist og arbejdede som advokat i mange år sideløbende med sit arbejde i Kommunalbestyrelsen og i Roskilde Amtsråd (1990-2006). De sidste 13 år som formand for Teknik- og miljøudvalget. I 2001 blev han valgt ind i Folketinget. Her er han nu udover formandskabet i Trafikudvalget og forbrugerordførerskabet i Venstre blandt andet næstformand i Finansudvalget samt medlem af Erhvervsudvalget, Kulturudvalget og Kirkeudvalget. Han er desuden ofte vært for omvisninger og debatarrangementer på Christiansborg. I 28 år, fra 1974 til 2002, sad Flemming Damgaard Larsen og hans far sammen i Kommunalbestyrelsen i Bramsnæs – den udsædvanlige rekord gav dem en plads i Guinnes Rekordbog.
Jens Christian Larsen.
Jens Christian Larsen (født 19. november 1942 i Flade Sogn) er en dansk lærer, fhv. skoleinspektør og politiker, der var medlem af Folketinget fra 2001 til 2005, valgt for Venstre i Frederikshavnkredsen. Han var desuden byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune fra 1986 til 2002 og borgmester 1994-1998.
Larsen blev oprindeligt uddannet kommis i 1962 og arbejdede efterfølgende i Brugsen, først i Hirtshals og senere i Vodskov. Han blev senere uddannet folkeskolelærer fra Haslev Seminarium i 1972 og blev efterfølgende lærer ved Hånbækskolen i Frederikshavn. Her var han til han i 1981 blev skoleinspektør ved Gærum Skole. Som lærer var han fagligt engageret; først som formand for lærerrådet ved Hånbækskolen 1975-1979, senere som fælleslærerrådsformand i Frederikshavn 1979-1981.
Politisk begyndte han som lokalformand for Venstre i Frederikshavn i 1975. Han sad frem til 1985, og var i perioden 1978-1987 tillige formand for partiet i Frederikshavnkredsen. I 1986 blev han valgt til Frederikshavn Byråd, og i 1994 blev han den første borgerlige borgmester i byen siden 1954. I 2000 blev han opstillet til Folketinget, og han blev valgt 20. november 2001. Han var medlem frem til valget 8. februar 2005. Ved siden af sit politiske virke har han haft flere bestyrelsesposter, bl.a. som bestyrelsesmedlem i Egnsbank Nord.
Henrik Sass Larsen.
Henrik Sass Larsen (født 29. maj 1966 i Virum) er socialdemokratisk folketingsmedlem og politisk ordfører.
Civil løbebane.
Henrik Sass Larsen gik i folkeskolen på Mosedeskolen i perioden 1973-84 og tog HF fra Greve Gymnasium 1986. Siden har han studeret HA/forvaltning ved RUC. Han har dog aldrig opnået en kandidatgrad fra universitetet.
DSU.
Som ganske ung meldte han sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og i 1988 blev han af DSU's kongres valgt til organisationens forretningsudvalg.
Fire år senere blev han valgt som forbundsformand og senere genvalgt på kongressen i 1994, inden han gik af som formand i 1996. Han blev da efterfulgt af Morten Bødskov.
Det var i denne periode, Henrik Sass Larsen grundlagde sin markante politiske profil. I en række provokerende debatoplæg forsøgte han at sætte gang i såvel den politiske som organisatoriske fornyelse af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen.
Han var blandt andet medunderskriver på debatoplægget "23:58" (To minutter i tolv), som krævede gennemgående reformer af Socialdemokratiets organisation. Oplægget var med til at danne grundlag for, at Socialdemokratiet senere indførte muligheden for at afholde urafstemning om valg af partiformand.
Endnu mere kontroversiel var dog bogen "Tilbage til Friheden" fra 1996. Bogen var en skånselsløs kritik af Socialdemokratiet, og indeholdte et samlet bud på en ideologisk fornyelse. Blandt de kontroversielle tanker var en kooperatisering af den offentlige sektor, en demokratisering af pensionskasserne samt en massiv omlægning af statens udgifter, hvor folkepensionen blandt andet skulle beskæres til fordel for velfærdens kerneydelser og samfundets svageste.
Sass Larsen betragtes af mange i partiet som kontroversiel, og han er flere gange blevet stemplet som "højreorienteret" samt "strammer" på flygtninge/indvandrerpolitikken.
Interessant er det dog, at han som formand for DSU tilhørte organisationens venstrefløj. Han kritiserede socialdemokraternes højrefløj i egenskab af formand for DSU, herunder Vestegnens socialdemokratiske borgmestre, når de var for udlændingekritiske.
Folketinget.
Henrik Sass Larsen var midlertidigt medlem af Folketinget for Københavns Amtskreds 19. januar-21. marts 1999 og 16.-22. juni 1999. Han blev indvalgt som folketingsmedlem for Københavns Amtskreds 1. oktober 2000-20. november 2001 og for Roskilde Amtskreds fra 20. november 2001.
I sommeren 2002 forsøgte han, støttet af daværende partiformand Poul Nyrup Rasmussen, at blive politisk ordfører, men posten gik i stedet til den tidligere justitsminister Frank Jensen. Sass Larsen blev i stedet formand for et udvalg, der skulle skrive et oplæg til en ny velfærdspolitik. Oplægget blev imidlertid aldrig offentliggjort, angiveligt fordi det var for kontroversielt til partiformand Mogens Lykketoft.
Under Mogens Lykketofts formandstid blev Henrik Sass Larsen gjort til skatteordfører. Her fremlagde han blandt andet en revideret skatteplan, der indførte det såkaldte "skatteloft". Dette oplæg var afstemt med Det Radikale Venstre.
Formandsvalget.
Da Mogens Lykketoft efter folketingsvalget 2005 besluttede at træde tilbage som partiformand, valgte Henrik Sass Larsen at støtte Helle Thorning-Schmidt, og da Thorning-Schmidt blev valgt som partiformand, indtog Henrik Sass Larsen en central rolle i partiets ledelse.
Han blev forfremmet til næstformand for folketingsgruppen og finans- samt udlændingeordfører, og han blev også udpeget som den ene af to socialdemokratiske repræsentanter i Nationalbankens Repræsentantskab.
27. april 2006 blev han i forbindelse med en større ændring i partitoppen udnævnt til partiets politiske ordfører.
Pia Larsen.
Pia Therese Larsen, CDM konsulent og virksomhedsejer, forhenværende medlem af Folketinget.
Venstre (parti) - Midlertidigt medlem for Københavns Amtskreds 23. nov.-29. nov. 1989, 13. dec.-19. dec. 1989, 13. marts-19. marts 1990 og 8. nov.-14. nov. 1990. Folketingsmedlem fra 12. dec. 1990.
Formand for den danske delegation til IPU - Interparlamentarisk Union (FN’s parlamentarikerforsamling), 2001-2007
I marts 2005 meddelte Pia Larsen at hun ikke ønskede at genopstille ved det efterfølgende folketingsvalg og udtrådte således af Venstres folketingsgruppe ved folketingsvalget 13. november 2007.
Pia Larsen startede i februar 2009 virksomheden minus-co2.dk http://www.minus-co2.dk/. Virksomheden rådgiver fortrinsvis mindre og mellemstore virksomheder om brug af CO2-kreditter.
Født 22. okt. 1956 i Næstved, datter af virksomhedsejer Jørgen Erik Larsen og lægesekretær og merkonom i regnskabsvæsen Alice Therese Larsen.
Kildemarksskolen i Næstved 1963-70. Student fra Næstved Gymnasium 1975. Handelshøjskolen i København 1975-77.
Korrespondent ved Sea-Land Service 1977-79. Chefsekretær ved Revisions- og Forvaltnings-Instituttet 1979-86. Direktionssekretær ved ØK Data ApS 1986-91.
Medlem af Ledøje-Smørum Byråd 1993-2001. Offentlig repræsentant i Midtbank A/S' bestyrelse 1995-2002.
Formand for Venstres Ligestillingsudvalg i Østre Storkreds og medlem af Venstres Landsligestillingsudvalg 1987-89. Næstformand for Venstre i Østbanekredsen 1987-88 og medlem af forretningsudvalget i Østre Storkreds 1988-89.
Partiets kandidat i Ballerupkredsen fra 1988.
Claus Larsen-Jensen.
Claus Larsen-Jensen (født 9. maj 1953 i København) er en dansk politiker og forfatter. Han har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet, som midlertidigt medlem fra Østre Storkreds i flere perioder i årene 1991-94 og blev fast medlem valgt i Søndre Storkreds fra 11. marts 1998 til 5. februar 2005.
Biografi.
Folkeskole 1960-67. Roskilde Private Realskole 1967-70. Roskilde Amtsgymnasium 1970-73.
Skolebestyrelsesformand Sønderbro Skole, København, medlem af Skole & Samfunds bestyrelse og Rådet for Folkeskolen 1994-98.
Forbundssekretær i DSU's Landsforbund 1978-82. Medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse 1978-82 og 1983-92. Forbundsformand for DUI-Leg og Virke 1983-89. Formand for Arbejderbevægelsens Internationale Center, AIC 1983-89. Medlem af forretningsudvalget i Arbejderbevægelsens Internationale Forum, AIF 1994-99, Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentantskab 1975-98, Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab 1995-98, bestyrelsen for AOF's Landsforbund 1983-92.
Styrelsesmedlem og formand for Arbejderbevægelsens Børneorganisationer i Norden, ABN, 1983-92. Medlem af Kontrolkomiteen i Socialistisk Ungdoms Internationale, IUSY, 1985-98. Formand for European Youth Forums komite for unge arbejderes sociale forhold i Europa 1978-80. Næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråds Internationale udvalg, ARTEs forretningsudvalg 1978-82 samt repræsentant i flere internationale faglige organisationer 1982-98. Medlem af Det Europæiske Konvent om Charter for Fundamentale Rettigheder 1998-2001.
International sekretær i SiD 1982-98 med ansvar for EU, internationalt fagligt samarbejde, transnationale selskaber, europæiske samarbejdsudvalg, faglige udviklingsprojekter i Mellem- og Sydamerika, Det sydlige Afrika, Asien og i Mellemøsten, uddannelse af faglige tillidsfolk fra Øst- og Centraleuropa fra 1990, internationale miljøforhold, indvandrer- og flygtningeforhold samt oplysningsvirksomhed.
Formand for Folketingets Europaudvalg siden februar 2000, medlem af Udenrigspolitisk Nævn og af Boligudvalget og Skatteudvalget.
Forfatter eller medforfatter til blandt andet bøgerne "Socialdemokratiet: hvilken fremtid?", 1981; "Udfordringen: Socialdemokratisk debat om Europapolitik", 1995; "Europas Fagbevægelse: Fagbevægelsens Europa?, 1997; "SiD tager globaliseringen alvorligt", 1998; "Vi forandrer verden", 1998; "Arbejderne og den 3. verdens gæld", 1994, samt et antal pjecer og artikler.
Partiets kandidat i Bispebjergkredsen 1988-94 og i Sundbykredsen fra 1998.
Svensk (sprog).
Kort over det svenske sprogs udbredelse
Svensk () er et østnordisk sprog som tales først og fremmest i Sverige, på Åland og i dele af Finland af omkring 9.500.000 mennesker. Det er i nær slægt med dansk og norsk, og talere af de tre sprog har som regel små vanskeligheder med at forstå hinanden. Svensk skiller sig ud blandt andet med sin prosodi, som kan variere markant mellem forskellige dialektområder. I dette indgår både aspekter som tryk og i visse fald tone. Sproget har et relativt stort antal vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner til sammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt af svensk er også den såkaldte "sje-lyd" (den første lyd i ordet "skjuta"), som findes i mange forskellige dialektale varianter. Selv om lignende lyde, med tydelig labialiserende udtale, findes i mange sprog, er svensk muligvis det eneste sprog i verden som benytter lyden som et fonem. Også den svenske udtale af den skrevne vokal "u" (både som lang og kort) er globalt set ualmindelig, selv om udtalen i forskellige svenske dialekter varierer.
"Rigssvensk" er den almindelige benævnelse på standardsproget som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og enhedlig i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og også fonologi, og nogle kan være vanskelige for udenforstående at forstå. Disse dialekter kaldes af sprogforskere bymål, "sockenmål" eller "bondska", og tales af relativt få mennesker i små byer, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø inden nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige.
I Finland og Estland tales dialekterne finlandssvensk, hhv. estlandssvensk.
Klassifikation og slægtskab.
Svensk er et indoeuropæisk sprog som tilhører den nordgermanske gren af de germanske sprog. Sammen med dansk tilhører det den østnordiske undergruppe, som skiller disse to sprog fra de vestnordiske sprog norsk, færøsk og islandsk. En moderne opdeling af sprogene baserer sig på gensidig forståelighed og deler de nordiske sprog ind i en fastlandsskandinavisk gruppe som inkluderer dansk, norsk og svensk, og en øskandinavisk gruppe som inkluderer færøsk og islandsk. Dette fordi dansk, i lighed med svensk og norsk, har indtaget mange lavtyske låneord, og i større grad end de andre vestnordiske sprog har fået forenklet morfologi.
Eksterne henvisninger.
Sprog
Pakkoruotsi.
Pakkoruotsi er et udtryk, som anvendes nedladende af finner om det svensk, de skal lære i skolen.
For alle, som går i en finsksproget grundskole i Finland, er det obligatorisk at lære svensk i syvende, ottende og niende klasse. Selv i gymnasiet og på universiteterne er svensk obligatorisk. Tilsvarende skal de, som går i en svensksproget skole i Finland, lære finsk fra tredje klasse. Dette skyldes, at både finsk og svensk er officielle sprog i Finland.
Mange finner ønsker at gøre svensk til et valgfrit fag i stedet for at tvinge eleverne til at lære det. Det kan jo anses at være unødvendigt for en person, som bor langt inde i det østlige Finland, flere hundrede kilometer fra den nærmeste svensktalende bygd, at skulle lære et sprog, som vedkommende måske kun kommer til at bruge nogle få gange i sit liv.
Argumenterne for og imod er mange; bl.a. synes fortalerne, at det giver Finland en højere grad af fællesskab med det øvrige Norden, og at en stor del af den nationale kultur er skrevet på svensk.
Alfred Wegener.
Professor Alfred Lothar Wegener (1. november 1880 i Berlin - 1. november 1930, Grønland), er særlig kendt for sin teori om kontinentaldriften, som først blev endeligt anerkendt i 1966, selvom teorien blev fremsat 1912.
Wegener havde ligeledes stor indflydelse på færdiggørelsen af Milanković's teori om klimacykler og deres afhængighed af variationer solindstrålingen. Uden Wegeners indsats var Milanković's teori ikke blevet kendt i en videre kreds af forskere.
Han havde også tilknytning til Danmark, da han deltog i de danske ekspeditioner i Grønland, bl.a. Danmark Ekspeditionen i 1906-08 og kunne tale dansk flydende.
Fnat.
Fnat (Scabies) er en smitsom parasitisk hudsygdom fremkaldt af fnatmiden "Sarcoptes scabiei". Fnat var tidligere indberetningspligtig. Infektionen kræver behandling, og hvis den ikke behandles, kan den udvikle sig til eksem eller andre kroniske hudsygdomme.
Fnat overføres ved berøring og befrugtede hunmider gnaver sig ind i huden og danner små gange. I disse gange lægges æg, hvorefter hunmiden dør. Der går cirka 3-10 dage fra æggene er lagt til de er udklækkede, og en ny generation af fnatmider bliver i stand til at formere sig. Indikation af smitte (røde mærker og kløe) opstår i løbet af 2-4 uger hos førstegangssmittede. Har man tidligere været smittet vil symptomerne som regel vise sig efter et par dage.
Behandling foretages almindeligvis udvortes med 5% Permethrin creme (Nix Creme) som fås i håndkøb på apoteket. Andre behandlingsformer forefindes.
For det meste varer en behandling 1 uge da man smører sig helt ind i Nix-cremen 2 gange (på voksne behøves ikke hovedet, da miderne kun sidder i løs hud, som i anus og knæhaserne). Selvom man har brugt cremen 2 gange grundigt, vil der kunne forekomme men i længere tid, grundet det at huden er blevet så tør af midernes færden og selve cremen, plus det at din krop først udskifter huden i løbet af 1-2 måneder.
Fnat er udbredt over hele verden og i alle samfundslag, og det er kun en skrøne at den kun kan overføres under seksuel kontakt.
Fnat hos visse dyr kaldes skab.
Occitansk.
Occitansk er en gruppe gallo-romanske sprog som tales i Sydfrankrig.
Occitansk tales også i Val d'Aran - en dal i Pyrenæerne i Spanien nær grænsen til Frankrig. I Val d'Aran er occitansk officielt sprog, men kaldes béarnsk. Sproget er en afart af gasconsk - der tales i Gascogne. Ca. 60% af dem der bor i dalen taler sproget, mens godt 90% forstår det. Der bor kun godt 6.000 personer i området.
Node.
En node er i musikken et abstrakt udtryk for en tones højde og varighed, tonens højde angives ved dens grundfrekvens (angivet i hertz, Hz).
Herunder ses stamtonerne for vores nodesystem, c d e f g a h c – og videre ned, i en C-dur-skala.
center
Historie.
Forløberen for noderne er neumer. Neumer blev brugt til beskrivelse af melodien i gregoriansk sang. Neumer angav ikke en absolut tone- eller rytmeværdi, men blot vink om, hvordan melodistemmen bevægede sig op eller ned. Dette system blev mest brugt som huskeregel, da der var en stærk tradtion for hvordan disse noder skulle fortolkes. Især rytmemæssigt giver neumerne langt større frihed end de noder, vi bruger i dag. Neumerne kan i dag bruges til at forsøge at genskabe gammel musik, som f.eks. Drømte mig en drøm i nat. Neumer modsvares af håndtegn, der kan bruges til at dirigere en en-stemmig melodi over for et kor.
De tidligste kendte nodesystemers linjetal kunne variere fra et til syv, gerne i forskellige farver. Efterhånden opstod der den konvention, at et system havde fem linjer, som det er i dag.
Efterhånden blev der større behov for at kunne nedskrive musik, så en 3. part kunne aflæse musikken og rytmen præcis som kunstneren ønskede, og i 1050 menes Guido af Arezzo at være kommet frem til en version, som ligner det nodesystem, vi har i dag.
Nodesystemet.
En g-nøgle, der indikerer tonen g.
Et nodesystem består af fem linjer. Noderne kan sættes enten på eller mellem linjerne. Hvert system indledes med en nøgle, der fortæller, hvordan noderne skal tolkes. I eksemplet er brugt en g-nøgle, der definerer hvor på nodelinjerne tonen g er placeret. G er placeret på nodelinje nummer 2 fra neden, hvor g-nøglen starter (midten af nøglen).
Nodernes udseende.
Nodeværdier fra helnode til 64.-delsnode.
En node har som det ses på figuren en cirkelformet del, der kaldes nodens hoved og en lodret streg, der kaldes dens hals. En helnode har ingen hals og hovedet er ikke udfyldt. En halvnode har en hals og hovedet er heller ikke udfyldt. En ottendedelsnode ligner en fjerdedelsnode, men der tilføjes en fane på halsens ende. Sekstendedelsnoder har to faner over hinanden, toogtredivedelsnoder tre osv.
Hvis flere ottendedelsnoder skal spilles efter hinanden, kan fanerne udskiftes med en bjælke. Bjælker krydser aldrig taktstreger. I nogle tilfælde udelades bjælkerne, hvis de ville have gjort læsningen af rytmen sværere. Til 16.-delsnoder, 32.-delsnoder og 64.-delsnoder bruges henholdsvis to, tre og fire bjælker ad gangen, som ved brug af faner.
Noder, der har en værdi over h midt i nodesystemet skrives med halsen nedad mens noder, der svarer til toner dybere end H har en hals, der peger opad. Hvordan h vender afhænger af sammenhængen. Hvis de fleste noder i nærheden har halsen opad, har h det også. Forskellige stemmer skrives også med halsene i forskellig retning. Sopranstemmen har altid halsene opad, mens alt vender nedad. Det samme gælder for tenor og bas.
Pauser.
Pauser fra helnodelængde til 64.-delspause.
Pauser i musikken kan også skrives som noder. En pause af helnodelængde er en lille udfyldt kasse, der hænger fra den anden linje i nodesystemet talt fra oven. En halvnodepause er en kasse, der ligger på den midterste linje i nodesystemet. Den pause, der har længde som en fjerdedelsnode skrives med et symbol, der ligner et z og et 3-tal oven i hinanden. Ottendedelspausen ligner et 7-tal. Sekstendedelspausen ligner ottendedelspausen, men der er to streger for oven i stedet for en.
Takter.
Som nævnt før er dette system udviklet for at kunne læse rytmen i en melodi. En stemme er som regel inddelt i takter. Takterne er i nodesystemet adskilt af lodrette streger gennem alle fem nodelinjer. Taktens længde defineres af taktarten, der består af to tal oven på hinanden. Det øverste tal definerer, hvor mange pulsslag hver takt indeholder, og det nederste, hvilken nodeværdi der anvendes til notation af et pulsslag. Afslutning af en takt vises med to lodrette streger i systemet. Gentagelse vises med: efter taktstregen som indleder den første takt, der skal gentages og: før taktstregen i den sidste takt, der skal gentages.
Hjælpelinjer.
Et g og c med hjælpelinjer.
For at musikeren skal kunne læse de høje og lave noder uden for nodelinjerne, kan man skrive noder, der ligger uden for systemets fem linjer ved at tilføje bi- eller hjælpelinjer som det er sket med det dybe g og det høje c i eksemplet.
Noders værdi.
Noderne har forskellig værdi alt afhængig af deres udseende. Når man skal beskrive nodernes værdi skal man tage udgangspunkt i en fire fjerdedels takt, noderne vil stadig have samme værdi selvom takten ændres, det er dog nemmere at forstå sammenhængen mellem. En helnode har en værdi af en hel fire fjerdedels takt. En halv node er så en halv fire fjerdedels takt og en 8.-delsnoder er så en 8.del af en fire fjerdedels takt osv.
Punkterede noder.
Punkterede noder er noder der er lidt langsommere og derfor har en længere varighed, deraf navnet punkteret. En punkteret node varer 1,5 gange dens oprindelige værdi.
Sammenbindinger.
Hvis man skal skrive noder med en værdi der ikke kan beskrives ved hjælp de almindelige værdier eller deres punkteringer kan man sammenbinde to eller flere noder for derved at opnå den ønskede værdi.
Fortegn.
Foran alle noder kan sættes et fortegn. Der findes to slags fortegn; ♯ og ♭. Hvis man sætter ♯ foran en node stiger denne med en halv tone, mens tonen falder en halv tone hvis ♭ sættes foran noden. Disse tegn bruges til at beskrive de toner man ikke kan på traditionel vis, hvilket er 5 toner pr. oktav. Tonen mellem c og d, d og e, f og g, g og a, a og b. Hvis der sættes ♯ før noden, sættes der -is bag på navnet. Så F♯ får navnet Fis. Hvis der sættes ♭ før noden, sættes der -es på navnet, dog kun -s hvis der er tale om A eller E. Så E♭'s navn er Es. For at ophæve et fortegn bruges tegnet ♮.
På skrift sættes fortegnet, som det ses af det foregående, efter den aktuelle node.
Friedrich Wilhelm Bessel.
Friedrich Wilhelm Bessel (22. juli 1784 - 17. marts 1846) var en tysk matematiker og astronom. Han indførte de efter ham opkaldte Besselfunktioner.
I en alder af 26 år blev han leder af det kongelige observatorium i Königsberg (nu Kaliningrad i Rusland). Han kortlagde bl.a. 50.000 stjerner i himmelrummet. En af hans største bedrifter var afstandsbestemmelsen for stjernen 61-Cygni ved hjælp af parallaksemetoden.
Bessel var født i Minden i Westfalen og døde i Königsberg.
Fagudtryk.
Næsten alle fag benytter en del ord, som kaldes for fagudtryk, de har en særlig betydning i forbindelse med faget, og bruger andre ord som er meningsløse uden for faget.
Alle ved hvad et skib er, men i fagsproget skal et skib have et mellemdæk (altså to rum under hinanden), ellers er 'skibet' kun en skude (med kun et dæk) eller en båd (med halvdæk eller bare åben).
Gustav Ludwig Hertz.
Gustav Ludwig Hertz (22. juli 1887 i Hamburg - 30. oktober 1975 i Berlin (Øst), var en tysk fysiker.
Hertz modtog nobelprisen i 1925 for eksperimenter, der bekræfter dele af kvanteteorien og som bl.a. bekræfter Niels Bohrs atommodel. Eftersom Hertz var jøde, blev han tvunget til at nedlægge sit professorat i 1934.
Gregor Mendel.
Gregor Johann Mendel (22. juli 1822 - 6. januar 1884) var en østrigsk munk og pioner inden for arvelighedslære. Han er blevet kaldt "den nyttigste munk i historien". Mendel blev født af en tysktalende famillie i et område af Østrig (området hører nu til Den Tjekkiske Republik). I sin barndom arbejdede Mendel som gartner og studerede biavl. På opfordring fra sin fysiklærer Friedrich Frantz valgte Mendel at blive munk og tog da fornavnet Gregor.
Ethvert individ har to allele gener for hver egenskab som adskilles ved dannelsen af gameter. Der dannes lige mange gameter med hvert allel, og hunlige og hanlige gameter forenes tilfældigt ved befrugtning. Den blev også kaldt for udspaltningsloven.
Gener for forskellige egenskaber fordeles uafhængigt af hinanden ved dannelsen af gameter.
Herunder en brunøjet (Bb) og en brunøjet (Bb). Dette par har 75 procents chance for brunøjede børn (BB og Bb) og 25 procent for blåøjede (bb).
Uno Larsson.
Uno Larsson (født 13. maj 1942) søn af smed John Alfred Larsson og hustru Karen Larsson, er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001-2005, valgt i Århus Amtskreds. Ud over sine politiske hverv, finder Uno Larsson også tid til at optræde både som professionel og amatørmusiker (tromme).
Han gik på Sundbyvester Skole 1949-1956, blev uddannet som automekaniker, Søborg, 1956-60. Herefter
selvstændig 1960-64, repræsentant 1964-68 og selvstændig 1968-71. Uno arbejdede i udlandet 1971-75, og igen som selvstændig 1975-92. Han var på overgangsydelse 1992-97.
Hverv.
Medlem af Randers Byråd 1997-2001. Medlem af Energi Randers' bestyrelse 1997-99 og af Teknisk Udvalg 1999-2001. Medlem af bestyrelsen for Randers Havn 1997-2001 og af Randers Atlet Clubs bestyrelse 1997. Medlem af Amtsbestyrelsen for Dansk Folkeparti fra 1997 og formand i lokalforeningen 1996-98. Medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse 1998-99. Partiets folketingskandidat i Randerskredsen fra 1997-2001.
Dagbødesagen.
"»Når man færdes i Polen føler man - undskyld udtrykket - at 80 procent af kvinderne er ludere.«" udtalte Uno Larsen på et EU-valgmøde i Randers, marts 1998. Uno Larsson blev efterfølgende idømt 10 dagbøder à 200 kroner, for to gange at have udtalt dette på et vælgermøde på Handelsskolen i Randers.
Gudrun Laub.
Gudrun Laub (født 28. november 1941 i Dronningborg) er en dansk jurist, samt politiker for partiet Venstre.
Laub blev i 1960 matematisk student fra Randers Statsskole og 6 år senere cand.jur. fra Aarhus Universitet. Efter sin embedseksamen påbegyndte hun en karriere inden for anklagemyndigheden. Først som politifuldmægtig i Horsens frem til 1973. Herefter statsadvokatfuldmægtig i Viborg for en 2-årig periode, politiassessor i Skive 1975-80, samt vicepolitimester i Hjørring 1980-86 og i Aalborg 1986-98.
Hun har i flere perioder været medlem af Folketinget. Først som suppleant for for Nordjyllands Amtskreds, hvor hun kom ind i perioden 14.-20. december 1995. Siden blev hun valgt ind i samme kreds ved valget 20. november 2001 og sad der i perioden ud indtil, der igen blev udskrevet valg til afholdelse 8. februar 2005. Og igen som suppleant fra 14. november 2006 - 1. juni 2007.
Sideløbende med sit arbejde som jurist og medlemskabet af Folketinget, har hun deltaget i forskellige former for forenings- og bestyrelsesarbejde. Hun har bl.a. været medlem af bestyrelserne i politifuldmægtigforeningen, Viborg Amts juridiske forening, HVH fonden (helhedsbehandling af voksne hørehæmmede) og Bellini Bøger. Medlem af kommunalbestyrelsen for Hjørring Kommune 1994-2006. Medlem af Sct. Catharinæ menighedsråd 2000-04. Formand for EK Aalborg, Foreningen af Erhvervskvinder. Nuværende tillidshverv: Medlem af menighedsrådet for Vindblæs Sogn og Falslev Sogn fra 2008.
Bogudgivelse.
Efter sin afskedigelse som vicepolitimester ved Aalborg Politi i 1998 skrev Gudrun Laub et partsindlæg i bogform om sine oplevelser i perioden før og efter afskedigelsen. Bogen blev i 1999 udgivet af forlaget Gyldendal under navnet "På kant med systemet" (ISBN 87-00-38408-9).
Privat.
Laub er datter af skoleinspektør Alfred Larsen og organist Katrine Larsen. Hun blev 5. august 1963 gift med forfatteren Ole Henrik Laub.
Bjarne Laustsen.
Bjarne Laustsen(født 9. december 1953 i Skivum) er maskinarbejder, søn af Harry Laustsen og hustru Anna Laustsen.
Socialdemokraterne - Folketingsmedlem for Nordjyllands Amtskreds 11. nov. 1992-20. sept. 1994 og fra 11. marts 1998.
Skivum Skole 1960-67. Østhimmerlands Ungdomsskole 1969. Udlært maskinarbejder på»Norden«. Ansat på Hydrema i Støvring 1976, tillidsmand fra 1978-92. Instruktør på Metalskolen Jørlunde fra 1994.
Formand for Metal Ungdom, Aalborg. Skolenævnsmedlem på Karens Minde Skolen 1978-85. Bestyrelsesmedlem i partiforeningen i Støvring fra 1982, formand 1984-86. Kredsformand i Aarskredsen 1986-88. Bestyrelsesmedlem Metal Aalborg fra 1985. Formand, Soc. Metal Aalborg 1985-2001. Byrådsmedlem Støvring Kommune 1986-93. Gæstelærer, Skolekontakt Aalborg 1987-92.
Formand for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg okt. 2000-nov. 2001.
Partiets kandidat i Aarskredsen 1988-91 og i Frederikshavnkredsen fra 1997.
Martin Lidegaard.
Martin Lidegaard (født 12. december 1966 i København) er cand.comm. og tidligere medlem af Folketinget, valgt for Det Radikale Venstre. Siden 1. september 2008 medstifter og arbejdende formand for danmarks grønne tænketank CONCITO.
Han er søn af forfatter Mads Lidegaard og journalist og forfatter Else Lidegaard, og bror til historikeren Bo Lidegaard. Gift med Sniff Nexø, adjunkt på Københavns Universitet, og har sammen med hende Barbara, der er født 2002.
Øvrige informationer.
Humlebæk Kommuneskole 1973-82, Helsingør Amtsgymnasium 1982-85. Cand.comm. fra RUC 1987-93.
Assistent i Bikuben 1985, Dansk Røde Kors asylcenter 1986-87, redaktør på RUC-Nyt 1988-92, freelancekonsulent for Arbejderbevægelsens Internationale Forum 1992-93, informationsmedarbejder/chef i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab med særligt ansvar for udbudsrunde i forbindelse med implementering af EU’s tjenesteydelsesdirektiv 1993-96. Informationschef og vicegeneralsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke 1996-2001 med ansvar for bl.a. politikformulering på nationalt, europæisk og internationalt niveau, presse, medlemsforening, oplysningsarbejde og Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside. Har skrevet en lang række artikler bl.a. om forholdene på Balkan.
Partiets spidskandidat i Vestre Storkreds fra 2000. Valgt ind i Folketinget ved valget den 20. november 2001 med 517 personlige stemmer.
Martin Lidegaard skiftede i efterfølgende til Roskildekredsen, hvor han blev genvalgt ved folketingsvalget 18. januar 2005. Blev ikke genvalgt til Folketinget ved valget i 2007, hvor Simon Emil Ammitzbøll overtog pladsen.
Lars Christian Lilleholt.
Lars Christian Lilleholt er en dansk politiker valgt til Folketinget i Fyns Amtskreds for Venstre. Midlertidigt folketingsmedlem 14.-31. jan. 1997 og 18. jan.-10. febr. 2000. Folketingsmedlem fra 20. nov. 2001.
Født 2. marts 1965 i Odense, søn af afdelingsleder Chresten Lilleholt og husmoder Birgit Lilleholt.
Hunderupskolen 1972-76, Giersings Realskole 1976-81, Tornbjerg Gymnasium 1981-84. Økonomiske og samfundsvidenskabelige studier ved Odense Universitet 1985-88. Danmarks Journalisthøjskole 1989-93.
Journalistpraktikant på "Vejle Amts Folkeblad" 1990-91, journalist på "Vejle Amts Folkeblad" 1993-94 og redaktionssekretær på "Fyns Amts Avis" 1994-95. Informationsmedarbejder i Danske Fjernvarmeværkers Forening 1995 og siden 1998 informationschef.
Medlem af Odense Byråd siden 1994, politisk ordfører for Venstres Byrådsgruppe 1994-2002, medlem af børn- og ungeudvalget i Odense Kommune 1994-2002, næstformand i teknik- og miljøudvalget fra 2002, medlem af bestyrelsen for Odense Energi Holding fra 2002, af Fynsværkets bestyrelse og repræsentantskab 1998-2001 og af repræsentantskabet for Naturgas Fyn fra 1994.
Medlem af VU's Landsstyrelse 1983-88 og af VU's forretningsudvalg 1984-88. Næstformand for VU's Landsorganisation 1985-88. Medlem af Venstres Hovedbestyrelse 1985-89.
Partiets kandidat i Odense 2. kreds fra 1993 og i både Odense 2. kreds og Odense 3. kreds fra 1995.
Siden 2007 opstillet og valgt i Middelfartkredsen i Fyns storskreds
Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketoft (født 9. januar 1946 i København) er socialdemokratisk folketingsmedlem, statsrevisor og fhv. udenrigs-, finans- og skatteminister.
Folketingsmedlem for Københavns Amtskreds fra 8. dec. 1981 for Socialdemokraterne. Minister for skatter og afgifter 20. jan. 1981-10. sept. 1982. Finansminister 25. jan. 1993-21. dec. 2000. Udenrigsminister 21. dec. 2000-27. nov. 2001.
Han er søn af farvehandler Axel Lykketoft og Martha Lykketoft.
Matematisk student Frederiksberg Gymnasium 1964. Cand.polit. Københavns Universitet 1971.
Ansat i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med afbrydelser fra 1966, afdelingsleder 1975-81. Gennem årene sekretær i LO's ØD- og skatteudvalg og»hvidbogsudvalget«om boligpolitik. I ledelsen for Frit Forum - Socialdemokratiske Studerende 1965-70, landsformand 1968-69. Mange partihverv siden 1965. Medredaktør af arbejds- og principprogrammer. Socialdemokratiets politisk-økonomiske ordfører og finanspolitiske ordfører 1988-91, politisk ordfører 1991-93 og fra 2001. Minister i Nyrup-regeringer 1993-2001. Formand for Socialdemokraterne 2002-2005.
Medlem af bl.a. Indkomstskatteudvalget 1975-77 og Ligningsrådet 1976-81 og 1984-93. Formand for Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg 1984-86, for Folketingets Erhvervsudvalg 1987-88 og for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg 1988-90.
Socialdemokratiets kandidat i Amagerkredsen 1980-89, i Glostrupkredsen fra 1989-2006 og i Taastrupkredsen fra 2007
Har to døtre Maja (født 1969) og Kit (født 1972) samt fem drengebørnebørn.Var 1987-2004 gift med tidligere kulturminister Jytte Hilden og giftede sig 25. juli 2005 med journalist Mette Holm. Brylluppet fandt sted i Grønland.
Fra d. 21. maj 2010 er Mogens Lykketoft sammen med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen vært på det ugentlige udenrigsmagasin "Ellemann|Lykketoft" på TV 2 NEWS.
1813.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
Årstal: 1808 1809 1810 1811 1812 - 1813 - 1814 1815 1816 1817 1818
Eksterne henvisninger.
13
1870.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
Årstal: 1865 1866 1867 1868 1869 - 1870 - 1871 1872 1873 1874 1875
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
70
1866.
Eksterne henvisninger.
66
1863.
Eksterne henvisninger.
63
1848.
Eksterne henvisninger.
48
1852.
Eksterne henvisninger.
52
1791.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
Årstal: 1786 1787 1788 1789 1790 - 1791 - 1792 1793 1794 1795 1796
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
91
Paradigmeskift.
Et paradigmeskift er et skift i tænkemåde eller nærmere betegnet et skift fra et paradigme til et andet. Begrebet blev introduceret af filosoffen Thomas Kuhn i det videnskabelige værk "The Structure of Scientific Revolutions".
Kuhns epistemologiske teori gik på, at der inden for en videnskab findes et dominerende paradigme i en tidsperiode. Denne udfordres af nye paradigmer, hvis der findes nye videnskabelige tilgange, der er bedre til at finde og løse videnskabelige problemer. Disse konkurrerende paradigmer kan sameksistere i en rum tid, men når balancen skifter fra overvejende at have flest, der støtter det oprindelige paradigme til at være flest, der støtter det nye paradigme, hvorved dette bliver det dominerende, sker en videnskabelig revolution og dermed et paradigmeskift.
Eksempler.
Kilde: Tania Ellis,"De nye pionerer", JP Forlag 2007
Tine Jensen: "Voksne er fra Saturn – Unge er fra Merkur – generationskløften på
Aase D. Madsen.
Aase Dorthea Madsen (født 25. juli 1936) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 1998 og frem til folketingsvalget i 2005. Hun gjorde sig særligt bemærket i en diskussion om biblioteker i Danmark, hvor hun kom til at lave en fejlagtig sammenregning af procenter.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Københavns Amtskreds fra 11. marts 1998.
Født 25. juli 1936 i København, datter af DSB-kontrollør Laurits Jensen og Martha Jensen.
Mellemskoleeksamen 1952. Statskontrolleret prøve i handelslære 1958 fra Købmandsskolen i København.
Brødrene Dahl A/S, regnskab 1953-56. Revisions- og Forvaltningsinstituttet, revision 1956-62. Wienberg-Hansen, prokurist 1962-64. Revisionsfirmaet H.C. Steen Hansen, revision (vikar) 1978-82.
Kommunalbestyrelsesmedlem Gentofte Kommune 1986-90. Taksationskommissionen, Københavns Amt, 1994-97. Repræsentantskabet for Kommunedata 1990-94 og for DONG fra 2001.
Medlem af DR's bestyrelse 1987-89 og 1991-95.
Partiets kandidat i Gladsaxekredsen 1997-2000 og i Hvidovrekredsen fra 2000.
Freddie H. Madsen.
Freddie Holmgaard Madsen (født 28. september 1943) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Ribe Amtskreds fra 20. nov. 2001
Født 28. sep. 1943 i Skive.
Partiets kandidat i Esbjergkredsen fra 1995.
Jens Hald Madsen.
Jens Hald Madsen (født 16. marts 1968) er markeds- og civiløkonom, tidligere borgmester og folketingsmedlem, valgt for Venstre i Roskilde Amtskreds fra 21. september 1994 til 13. november 2007.
Søn af gartneriejer Helge Madsen og medhjælpende hustru Evy Madsen.
Afsluttende eksamen fra folkeskolen i Sengeløse 1984. Matematisk-samfundsfaglig student fra Høje-Taastrup Gymnasium 1987. Højere Handelseksamen, Roskilde, 1988. Finansiel uddannelse hos Kreditforeningen Danmark 1988-90. Uddannet markedsøkonom Næstved Handelsskole, 1990-92 og civiløkonom med speciale i udenrigshandel, Niels Brock, 1992-94.
Projektmedarbejder ved miljøprojekt i det tidligere Østtyskland, 1992-93. Instruktør i Schilling Data 1993-93. Finansiel medarbejder i Nykredit.
Medlem af Roskilde Kommunalbestyrelse 1993-2001. Medlem af Fritids- og Kulturudvalget 1997-2001 og af Erhvervsudviklingsrådet 1997-2001. Formand for LOF i Roskilde 1993-2001. Medlem af Lejre Kommunes kommunalbestyrelse og borgmester fra 2002. Medlem af Roskildeegnens Erhvervsudviklingsråd fra 2002.
Medlem af Folketingets Boligudvalg 1994-2001. Boligpolitiske ordfører 1995-98, udenrigspolitiske ordfører fra 1998, medlem af Dansk Udenrigspolitiske Instituts repræsentantskab 1998-2001 og næstformand i Folketingets gruppe i Interparlamentarisk union fra 1998. Medlem af Forsvarsudvalget og Udenrigsudvalget fra 1998. Medlem af Udenrigpolitisk Nævn fra 1998, formand fra 2001. EU-observatør i bl.a. Makedonien, Mozambique og Uganda.
Partiets kandidat i Lejrekredsen fra 1992 og i Gentoftekredsen fra 29. januar 2007.
Jens Hald Madsen opnåede ikke genvalg til Folketinget ved valget i 2007.
Lissa Mathiasen.
Lissa Merethe Mathiasen, faglært ekspedient (skotøj).
Socialdemokratiet - Midlertidigt medlem for Vejle Amtskreds 6. okt.-7. nov. 1977 og 14. marts-20. marts 1978. Folketingsmedlem 4. april 1978-22. okt. 1979, for Århus Amtskreds 23. okt. 1979-12. dec. 1990 og for Vejle Amtskreds fra 12. dec. 1990.
Født 8. aug. 1948 i Gadstrup, datter af Johannes Olsen og Tove Olsen.
Folkeskolen. Handelsuddannet 1963-67. Engelsholm Højskole 1971-73.
Kontorsekretær. Højskolesekretær. Faglærer i kreative fag 1973-78.
Medlem af DSU's hovedbestyrelse 1969-74. Formand for DSU Vejle Amt 1970-74. Kasserer i Randbøl Socialdemokratiske Forening 1975-77.
Medlem af Landsskatteretten fra 1989. Formand for Erhvervsudvalget 1994-98, næstformand fra 1998. Formand for Retsudvalget fra 1998. Boligordfører fra 2001.
Partiets kandidat i Givekredsen fra 1973 og i Århus Sydkredsen fra 1979. Siden valget i 1990 partiets kandidat i Koldingkredsen.
Christian Mejdahl.
Christian Mejdahl ved en kunst-happening i Løgstør, hvor han arbejdede sammen med bysbarnet og folketingskollegaen Pernille Vigsø Bagge
Christian Mejdahl (født 31. december 1939) er en dansk politiker, som repræsenterede Venstre i Folketinget fra 1987-2007. Han var Folketingets formand fra 18. marts 2003 til november 2007.
Han er bosiddende i Løgstør i Himmerland.
Biografiske oplysninger.
Født i Tverå på Færøerne, søn af provst Erik Mejdahl og husmoder Johanne Katrine Mejdahl.
Opstillet.
Til Folketinget for Venstre i Aarskredsen fra 1984 til 2006.
Bøger, artikler osv..
Jette Hvidtfeldt har skrevet en bog, 'Med formandens tilladelse', om Christian Mejdahl, den udkom 3. november 2006 på Forlaget Sohn
Anne-Marie Meldgaard.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Århus Amtskreds fra 12. dec. 1990.
Født den 28. juni 1948 i Christianshede, datter af automobilforhandler Otto Villadsen og Inga Villadsen.
Sct. Jakobi Skole, Varde, 1955-65. Elev i toldvæsenet i 1966. Merkonom i personaleadministration 1981.
Orlov fra toldvæsenet i 1980 og ansat ved HK-Esbjerg som faglig medarbejder og underviser. Underviser ved Told- og Skatteskolen og ved Centralrådet fra 1987. Fra 1988 told- og skattefoged.
Tillidsrepræsentant i Told- og Skatteregion Århus 1985-90, næstformand i HK-Statssektoren Århus fra 1987, bestyrelsesmedlem i HK-Landsklubben i toldvæsenet fra 1989.
Formand for Socialdemokratiets partiforening i Solbjerg 1983-88, næstformand i Socialdemokratiets Århus Sydkreds siden 1985. Socialdemokratiets skatteordfører fra 1993. Medlem af Ligningsrådet fra 1993. Uddannelsesordfører fra 1994. Medlem af Arbejdsmarkedsudvalget, Uddannelsesudvalget og Socialudvalget
Partiets kandidat i Århus 3. kreds Syd fra 1990.
Brian Mikkelsen.
Brian Mikkelsen på Højbroplads i København
Brian Arthur Mikkelsen (født 31. januar 1966 i København) er Danmarks økonomi- og erhvervsminister og medlem af Folketinget, hvor han repræsenterer Det Konservative Folkeparti. Han har siddet i Folketinget siden 1994.
Han var fra 2001 kulturminister i regeringerne Anders Fogh Rasmussen I, II og III. I Lars Løkke Rasmussens første regering blev han udnævnt til justitsminister, og ved ministerrokaden 2010 blev han økonomi- og erhvervsminister efter Lene Espersen, der blev udenrigsminister.
Han er placeret i Rangfølgens klasse I nr. 4.
Uddannelse og civil karriere.
Brian Mikkelsen er søn af systemkonsulent Arne Mikkelsen og receptionist Winnie Mikkelsen. Han gik på Orcas High School 1982-83 og tog sin studentereksamen på Ballerup Gymnasium i 1986. Efterfølgende studerede han på Københavns Universitet 1986-94, og han dimitterede som cand.scient.pol. i 1994.
Ved siden af studierne havde han job hos IBM i 1986, og som interviewer for GFK/Observa 1990-92. Han var økonom i Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende (ASE) 1992-96.
Politisk karriere.
Mikkelsen var aktiv i Konservative Gymnasiaster, som forretningsfører 1985-86 og som landsformand 1986-87. Han var desuden formand for Nordiske Konservative Gymnasiaster 1986-87. Han var medlem af forretningsudvalget for KU 1987-89 og landsformand 1989-90. Derudover var han medlem af Executive Committee of Christian Democratic Youth Organisation 1989-90.
I Det Konservative Folkeparti var Mikkelsen medlem af hovedbestyrelsen 1989-91 og igen fra 1998. Han blev opstillet som partiets kandidat i Holbækkredsen i 1990, senere fra Sjællands Storkreds. Sin første periode i Folketinget opnåede han 11. marts - 18. april 1993 som vikar, og ved folketingsvalget i 1994 21. september blev han selv valgt i tinget. Han er efterfølgende blevet genvalgt ved samtlige folketingsvalg.
I Folketinget var Mikkelsen formand for § 71-udvalget vedrørende psykisk syge 1997-98. I perioden 1999-2001 var han næstformand i den konservative folketingsgruppe 1999-2001, og han har været partiets ordfører i spørgsmål vedrørende forskning, kultur og uddannelse. Da Venstre og Det Konservative Folkeparti overtog regeringsmagten 24. november 2001, blev Brian Mikkelsen udpeget som kulturminister.Da partiets formand, Bendt Bendtsen, trak sig tilbage fra politik, førte det til en mindre rokade blandt de konservative ministre, og Mikkelsen overtog i den forbindelse justitsministerposten efter Lene Espersen. Ved Lars Løkke Rasmussens store regeringsomdannelse i 2010 flyttede han endnu engang til Espersens tidligere ministerium, denne gang som økonomi- og erhvervsminister.
Kulturkanonen blev lanceret af kulturminister Brian Mikkelsen i efteråret 2004 for at værne om den danske kulturarv.
I december 2010 kom det frem at Poul Nyrup Rasmussens tidligere spindoktor, Billy Adamsen, bliver "sparringspartner" (spindoktor) for Brian Mikkelsen.
Private forhold.
Brian Mikkelsen er gift med Eliane Wexøe Mikkelsen.
Han har haft en lang række tillidsposter. Han sad således i bestyrelsen for Ledøje-Smørum Boldklub 1983-84, var medlem af bestyrelsen for FOF 1987-89 og 1998-2001 og styrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fællesråd 1989-91. Han var også medlem af Jernbanerådet 1996-2001. Af andre poster kan nævnes medlem af Teknologirådets repræsentantskab 1997-2001, rådsmedlem i Rådet for Det Danske Center for Menneskerettigheder 1998-2001, medlem af Det Danske Kulturinstituts repræsentantskab 1998-2001 og medlem af ARTE's repræsentantskab 2000-2001. Endelig var han medlem af VL-gruppe 7 2000-2001.
Brian Mikkelsen har bidraget til flere bøger om politiske emner. Han var således medforfatter til "Nicaragua", 1986, "Namibia på vej mod demokrati", 1988, "Det borgerlige gennembrud", 1991, og "Jorden - og de selvstændige", 1994. Ifølge PET-kommissionens beretning bd. 7, s. 138-139 havde Brian Mikkelsen kontakter til det sydafrikanske apartheid-styre, idet han modtog 30.000 kroner af den sydafrikanske vicekonsul Steyn, der var identificeret som agent for efterretningvsæsenet BOSS, til "oplysning" og sammen med to andre fra Konservativ Ungdom fik en rejse til en værdi af 84.000 kroner til Sydafrika med ophold på luksushoteller. Danmark havde på det tidspunkt vedtaget sanktioner mod Sydafrika. Brian Mikkelsen har erkendt sagsforløbet, men undskylder det som "ungdommeligt vovemod".
Har desuden bidraget til "Coming to a Theater Near You - Det moderne USA set gennem film", 2005, og været redaktør af "Den konservative årstid", 2004.
I 2008 blev han tildelt "Årets Arne" af Akademisk Arkitektforening 2008 med begrundelsen, at han er "den første kulturminister, der har udarbejdet en ambitiøs og visionær politik for arkitektbranchen." Han modtog Dansk Tennisforbunds Æresnål 2008 og blev Guldmedlem af Gardernetværk.dk, 2009.
Han blev den 18. juni 2006 akut indlagt på Gentofte Amtssygehus på grund af betændelse i venstre hjerteklap. Han blev udskrevet igen den 24. juli 2006 efter at han havde fået indopereret en pacemaker og blev erklæret 100% rask.
Lars Kramer Mikkelsen.
Lars Kramer Mikkelsen (26. januar 1956) er en dansk politiker og informationschef. Han er bror til Jens Kramer Mikkelsen.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Østre Storkreds København fra 11. marts 1998 – 8. feb. 2005.
Født 26. januar 1956 i København, søn af laborant Ove Kramer Mikkelsen og skrædder Tove Mikkelsen, f. Bendixen.
Realeksamen Strandvejsskolen 1973. Hf Østre Borgerdyd Gymnasium 1975. Læreruddannet Statsseminariet på Emdrupborg 1976-80.
Lærer på Kirkebjerg Skole i Vanløse 1980-94. Informationschef på Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
Bestyrelsesmedlem i Askovgården 1996-98 og i Socialt Boligbyggeris Børne- og Ungdomsklubber 1996-2001. Bestyrelsesmedlem i boligselskabet VIBO 1993-98. Bestyrelsesmedlem i Byfornyelsesselskabet Danmark 1993-98. Medlem af bestyrelsen for AKB, (Arbejdernes Kooperative Byggeforening) fra 1998. Formand for Byfornyelsesselskabet København 1993-98. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1989 til 1. april 1998.
Partiets kandidat i Husumkredsen fra marts 1997.
Anders Møller (MF).
Anders Møller (født 24. februar 1972 i Køge) er en dansk projektleder og tidligere folketingsmedlem for Venstre i Vestsjællands Amtskreds 20. november 2001. Fra 29. oktober 2002 var han løsgænger.
Anders Møllers skolegang fandt sted på Hastrupskolen i Køge, derefter på Haslev Idrætsefterskole og Hjemly Fri- og Efterskole, Ringe. Han har desuden en højere handelseksamen fra Køge Handelsskole i 1991. I 1998 gik han på Rønshoved Højskole.
Anders Møller er uddannet hos A.P. Møller-Mærsk i 1992 og var selvstændig fra 1999-2001.
Den politiske karriere begyndte som medlem af Venstres Ungdoms landsstyrelse i 1992-1994. Fra 1993-1994 var han desuden medlem af Liberalt Oplysnings Forbunds landsstyrelse. I 1994 blev han valgt til Køge Byråd, og i 1998 blev han tillige medlem af Roskilde Amtsråd. Han har været medlem af Junior Chamber fra 1996. Han tog orlov fra amtsrådet 1. januar 2002. Anders Møller var desuden formand for bestyrelsen for Køge Gymnasium frem til 2002. Fra 2002 har han været formand for Kunstmuseet Køge Skitsesamling.
Anders Møller var opstillet til Folketinget i Nykøbing Sjælland-kredsen fra 1995 til 2001.
Anders Møller blev i 1997 gennem Ekstra Bladet kendt som "Lurer-Anders", da det kom frem at han gennem et hul i væggen havde kigget på piger i solariet i Køge Svømmeland. Han stillede 2002 sit medlemskab af Venstre i bero for at skåne partiet for en sexchikanesag og trak sig senere fra politik.
Helge Adam Møller.
Helge Adam Møller (født 6. november 1942) er en dansk politiker som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget siden 1984.
Han er søn af søn af oberst Adam Møller og sekretær Gerda Møller. bror til Eva Møller. Alle tre er forhenværende medlemmer af folketinget.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Det Konservative Folkeparti - Midlertidigt medlem for Storstrøms Amtskreds 2. nov.-18. dec. 1977, 18.-31. maj og 6.-18. nov. 1981, for Københavns Amtskreds 6.-28. okt. 1983. Folketingsmedlem for Storstrøms Amtskreds fra 10. jan. 1984.
Født 6. nov. 1942 i København, søn af oberst Adam Møller og sekretær Gerda M., begge fhv. MF.
Student Næstved Gymnasium 1962. Premierløjtnant 1967 ved Gardehusarregimentet. 1971 gennemgang af amerikansk faldskærmsuddannelse ved 10. Special Forces. Generalstabsuddannet 1979-80.
Indkaldt ved Gardehusarregimentet i Næstved 1962. 1970-73 tjeneste ved Jægerkorpset, herunder uddannelse som kampsvømmer ved Søværnets Frømandskorps. 1973-84 tjeneste som kompagnichef, operationsofficer ved 2. Sjællandske Brigade, operationsofficer ved Østre Landsdelskommando og chef for operationssektionen ved militærregion V.
Formand for hovedorganisationen af officerer i forsvaret (AC), lokalafdeling Slagelse, 1977-79. Medlem af Næstved Byråd 1982-93, viceborgmester 1990-91. Medlem af Nordisk Råd 1984-93, 1988-91 formand for redaktionskomiteen, 1991-92 næstformand i juridisk udvalg og 1992-93 formand for økonomisk udvalg. Medlem af Justitsministeriets Færdselssikkerhedskommission fra 1986 til 2000, formand fra 1990 til 2000. Medlem af North Atlantic Assembly (NAA) og næstformand for den danske delegation 1993-94, formand for delegationen fra 2001 (nu NPA). 1994-98 medlem af den parlamentariske forsamling for Organization on Security and Cooperation in Europe (OSCE). Præsident for De Samvirkende danske Forsvarsbroderselskaber 1995-99. Medlem af partiets hovedbestyrelse og af dets forretningsudvalg fra 1998. Formand for den konservative folketingsgruppe fra 1998-5. aug. 1999. Medlem af Forsvarskommissionen af 1997 fra 1998. Statsrevisor fra 2000.
Partiets kandidat i Næstvedkredsen fra 1976.
Lone Møller.
Lone Birgit Halskov Møller (født 4. maj 1949 i Helsingør) er en dansk højskolelærer.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Frederiksborg Amtskreds fra 8. sept. 1987.
Født 4. maj 1949 i Helsingør, datter af tjener Steen Halskov Larsen og servitrice Kitty Halskov Larsen.
Folkeskolen Lundegades Skole, Helsingør, 1955-63. Uddannet som sygehjælper på Sygehjælperskolen på Rigshospitalet 1969.
Sygehjælper 1969-80. Miljøkonsulent for Dansk Kommunal Arbejderforbund, Helsingør afdeling, fra 1980. Højskolelærer på LO-skolen, Helsingør, fra 1983.
Fællestillidsrepræsentant på Helsingør Sygehus 1977-81. Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i Helsingørkredsen 1978-82. Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i Hillerødkredsen fra 1985. Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i Frederiksborg Amt fra 1985. Medlem af Frederiksborg Amtsråd 1981-85. Formand for Arbejdsmarkedsnævnet i Frederiksborg Amt 1986-88. Formand for AOF Frederiksborg Amt fra 1993. Næstformand for Pensionisthøjskolen i Tisvilde fra 1994.
Partiets kandidat i Hillerødkredsen fra 1985.
Per Stig Møller.
Per Stig Møller (født 27. august 1942 på Frederiksberg) er Danmarks kulturminister. Han har siden 1984 været medlem af folketinget og repræsenteret Det Konservative Folkeparti. Han var miljøminister fra 18. december 1990 til 24. januar 1993 og udenrigsminister fra 27. november 2001 til 23. februar 2010.
Per Stig var igennem 30 år gift med Sally Møller, som døde af kræft i 2001. I dag er han gift med den kinesisk fødte erhvervskvinde Xukun Ji, som kom til Danmark i år 2000. De indledte deres forhold i 2001.
Baggrund og tidlig karriere.
Han er født på Frederiksberg,
hans forældre var tidligere medlemmer af Folketinget, finansminister Poul Møller og journalist Lis Møller. Han har 2 søskende Hanne (f.1939) og Niels Erik (f.1948).
Dannebrogordenen og er placeret i Rangfølgens klasse 1 nr. 4.".
Erhvervskarriere.
"For Danmarks Radio i flg. stillinger:"
"Af tillidsposter har Møller været landsformand for Konservative Gymnasiaster 1960-61 og næstformand for Konservative Studenter 1961-62. Han var Studenterforeningens ledende senior 1970-72, landsformand for FOF 1983-89, formand for Den Konservative Klub fra 1995 og politisk ordfører 1997-98 samt formand for Det Konservative Folkeparti 1997-98."
Han modtog i 2001 Danmark Radios Rosenkjærpris.
Bibliografi.
Per Stig Møller har bl.a. skrevet
Helga Moos.
Helga Helene Moos (født 26. juli 1951) er forfatter, foredragsholder og tidligere folketingsmedlem for Venstre.
Biografi.
Helga Moos gik i folkeskole 1958-65 og tog realeksamen 1968. Efter et højskoleskoleophold 1969-70 tog hun en landbrugsfaglig uddannelse. Hun var derefter ansat ved et fjerkræprojekt i Tanzania, og fra 1974 har hun været gårdejer med ægproduktion og eget ægpakkeri 1984-92. Siden 1991 har hun fungeret som fuldtidsforfatter og -foredragsholder
Ved siden af sit erhverv har Helga Moos sammen med sin familie fungeret som værtsfamilie for AFS (American Field Service) i forbindelse med international udveksling 1993-98. Hun har været medlem af Grundlovskomiteen fra 1997, medlem af LOF's landsstyrelse fra 1999 og af bestyrelsen i Eltra, transmissions- og systemansvarlig virksomhed for elproduktion i Vestdanmark.
Politisk blev hun Venstres folketingskandidat i Augustenborgkredsen fra februar 1998, og hun blev valgt ind for Sønderjyllands Amtskreds ved valget 11. marts 1998. Ved valget 8. februar 2005 blev hun ikke genvalgt.
Helga Moos har modtaget Landbrugets Kulturpris 1991, SiD-pris for»Fuld beskæftigelse i 90'erne - hvordan?«, pris fra Ældre Sagen 1994 samt pris fra Indenrigsministeriet for»Udvikling i landsbyer og landdistrikter«.
Bibliografi.
Hun har endvidere fungeret som fast kronikør ved "Jyllands-Posten" siden 1994.
Erik Mortensen (folketingsmedlem).
Erik Mortensen (født 30. august 1943 i Hatting) er en dansk politiker og lærer, der i øjeblikket sidder i Folketinget for Socialdemokratiet for Nordjyllands Amtskreds fra 21. september 1994.
Uddannelse.
Folkeskole i Ålstrup 1950-57. Præliminæreksamen fra Rønde Kursus 1960. Uddannet radiotelegrafist i marinen 1965-66. Telegrafist med civilt certifikat. Læreruddannet ved Hjørring Seminarium 1966-71.
Karriere.
Han sejlede i handelsflåden og marinen 1961-66 og var lærer ved Tårs Skole fra 1971.
Bestyrelsesarbejde.
Formand for DSU i Hjørring 1966-70 og for Socialdemokratiet smst. 1972-76. Medlem af Hjørring Kommunalbestyrelse 1978-94, heraf i 8 år formand for socialudvalget, i 6 år formand for byplanudvalget, 1. viceborgmester i 4 år og 2. viceborgmester i 2 år. Fra 1984 formand for Boligselskabet»Vesterlund«, Hjørring. Medlem af Den Sociale Ankestyrelse 1986-94 og af Ligningsrådet fra 1998. Medlem af Hjørring Seminariums bestyrelse.
Socialdemokraternes kandidat i Hjørringkredsen fra 1993.
Helge Mortensen.
Helge Mortensen (født 9. maj 1941 i Fraugde, Odense) er en dansk politiker for Socialdemokratiet. Han blev folketingsmedlem for Ribe Amtskreds fra 10. januar 1984 og var Trafikminister i perioden 25. januar 1993 til 28. januar 1994. Han var desuden minister for kommunikation og turisme fra 28. januar 1994 til 27. september 1994 og statsrevisor fra januar 1995.
Han er far til Kim Mortensen, der er medlem af Folketinget og tidligere forstander på Esbjerg Højskole.
Uddannelse og karriere.
Han gik på Stenstrup Friskole i 1948-55 og arbejdede som Landbrugsmedhjælper på Fyn 1955-57. Derefter var han hotelportier i 1957-60. Han var telefonmontør ved Jydsk Telefon i Vejle og Århus i 1961-79. Ydermere var han højskolelærer ved Esbjerg Højskole fra 1979.
Bestyrelsesarbejde.
Han var formand for Ungdommens Fællesråd i Vejle 1968-72 og for fritidsnævnet i Vejle Kommune 1970-74. Formand for Jydsk Teleteknikerforbund 1971-79 og medlem af hovedbestyrelsen for Centralorganisationen for Telefonstanden i Danmark i perioden 1972-78. Han var desuden medarbejderrepræsentant i bestyrelsen og medlem af forretningsudvalget i Jydsk Telefon 1973-79. Formand for Arbejderbevægelsens Medieselskab i Esbjerg 1983-90.
Politisk virke.
Helge Mortensen var formand for DSU i Vejle 1962-65 og for DSU, distrikt Lillebælt, 1965-68. Derefter var han i 1965 til 68 medlem af DSU's hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Han var derefter formand for Socialdemokratiet i Vejle i perioden 1968-72 samt formand for Esbjergkredsen 1982-84.
Han var partiets kandidat i Esbjergkredsen fra 1983-2003 og har været medlem af byrådet i Esbjerg siden 1. januar 2006.
Han er desuden med i Den jyske trafikmafia.
Poul Nødgaard.
Poul Enevold Nødgaard (født 29. november 1936) er en dansk politiker. Han repræsenterede Fremskridtspartiet i Folketinget 1990-1995 hvorefter han som medstifter af Dansk Folkeparti skiftede til dette parti som han har repræsenteret i Folketinget fra 1995.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Fremskridtspartiet i Vestsjællands Amtskreds 12. dec. 1990-6. okt. 1995 og for Dansk Folkeparti 6. okt. 1995-11. marts 1998. Folketingsmedlem for Århus Amtskreds 11. marts 1998-20. Nov. 2001 og for Vestsjællands Amtskreds fra 20. nov. 2001. Medlem af Folketingets Præsidium fra 1998.
Født 29. nov. 1936 i Vive Sogn, søn af hotelejer Christian Nødgaard og hotelejer Agathe Nødgaard.
Præliminæreksamen fra Øster Vrå Private Realskole 1953. Kommunal uddannelse i Volstrup Kommune 1953-56.
Aftjening af værnepligt ved Livgarden 1957-58. Kommuneassistent i Herfølge Kommune 1958-59. Kæmner i Vigersted Kommune 1959-70. Ekspeditionssekretær i Ringsted Kommune 1970-86. Bogholder i erhvervsvirksomhed 1987-89.
Tillidsmand i Ringsted Kommune 1970-72. Medlem af Ringsted Byråd siden 1990, 1. viceborgmester 1990-94 og 1998-2001. Næstformand for Folketingets Kommunaludvalg 1990-98. Næstformand for Folketingets Indfødsretsudvalg og Folketingets Kulturudvalg 1998-2001. Formand for Folketingets Kommunaludvalg fra 2001.
Dannede sammen med tre andre folketingsmedlemmer Dansk Folkeparti den 6. okt. 1995. Formand for partiets folketingsgruppe 6. okt. 1995-20. marts 1998. Medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse siden partidannelsen 6. oktober 1995.
Fremskridtspartiets kandidat i kredsene i Holbæk, Nykøbing Sjælland og Slagelse fra 1990-95. Dansk Folkepartis kandidat 1997-2001 i Århus Vest- og Skanderborgkredsene og i Nykøbing Sjællandkredsen fra 2001.
Isvinter.
Isvinter er ved vintertide et ofte anvendt udtryk i medierne, men nogen meteorologisk definition af begrebet findes ikke.
Normalt kendetegnes en isvinter ved, at de store statsejede isbrydere må i gang når de indre danske farvande fryser til.
I Danmark har der været isvinter 15 gange inden for de sidste 100 år.
1840'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849
å
1830'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839
å
1820'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829
å
1810'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819
å
1800'erne.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809
å
1790'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799
å
1780'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789
å
1770'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779
å
1760'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769
å
Fabeldyr.
Fabeldyr er fantasiskabninger og væsner, som kan forekomme i fabler og eventyr.
1740'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749
å
1730'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739
å
1720'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729
å
1710'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719
å
1700'erne.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709
å
1898.
Mode.
Korset med rygstiver for piger på 12-13 år
Eksterne henvisninger.
98
1896.
Eksterne henvisninger.
96
1897.
Eksterne henvisninger.
97
1891.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne - 1890'erne - 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne
År: 1886 1887 1888 1889 1890 - 1891 - 1892 1893 1894 1895 1896
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
91
1889.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1884 1885 1886 1887 1888 - 1889 - 1890 1891 1892 1893 1894
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
89
1888.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1883 1884 1885 1886 1887 - 1888 - 1889 1890 1891 1892 1893
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
88
1886.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1881 1882 1883 1884 1885 - 1886 - 1887 1888 1889 1890 1891
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
86
1885.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1880 1881 1882 1883 1884 - 1885 - 1886 1887 1888 1889 1890
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
85
1884.
Eksterne henvisninger.
84
1882.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1877 1878 1879 1880 1881 - 1882 - 1883 1884 1885 1886 1887
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
82
1880.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne - 1880'erne - 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne
År: 1875 1876 1877 1878 1879 - 1880 - 1881 1882 1883 1884 1885
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
80
1878.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1873 1874 1875 1876 1877 - 1878 - 1879 1880 1881 1882 1883
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
78
1876.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1871 1872 1873 1874 1875 - 1876 - 1877 1878 1879 1880 1881
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
76
1874.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1869 1870 1871 1872 1873 - 1874 - 1875 1876 1877 1878 1879
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
74
1873.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1868 1869 1870 1871 1872 - 1873 - 1874 1875 1876 1877 1878
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
73
1872.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1867 1868 1869 1870 1871 - 1872 - 1873 1874 1875 1876 1877
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
72
1871.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne - 1870'erne - 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne
År: 1866 1867 1868 1869 1870 - 1871 - 1872 1873 1874 1875 1876
Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906
Eksterne henvisninger.
71
1865.
Eksterne henvisninger.
65
1860.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne - 1860'erne - 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne
År: 1855 1856 1857 1858 1859 - 1860 - 1861 1862 1863 1864 1865
Eksterne henvisninger.
60
1859.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne - 1850'erne - 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne
År: 1854 1855 1856 1857 1858 - 1859 - 1860 1861 1862 1863 1864
Konge i Danmark: Frederik 7. 1848-1863
Eksterne henvisninger.
59
Omaha.
Omaha er den største by i den amerikanske delstat Nebraska med 390.007 indbyggere (2000). Den har navn efter den indianerstamme, som oprindelig beboede området.
Byen er amtssæde for amtet Douglas County.
Omaha ligger ved Missouri-floden. Byen er sammen med Council Bluffs i Iowa på den anden side af Missouri River en del af det større byområde Omaha-Council Bluffs.
Kimono.
er nationaldragten i Japan. Oprindeligt refererer ordet kimono til alle typer tøj, men det er med tiden blevet betegnelsen for den lange, traditionelle dragt båret af kvinder, mænd og børn.
Kimonoer er T-formede, lige kåber, der har gulvlængde, med brede kraver og lange ærmer. Oprindeligt bar ugifte kvinder en kimono kaldet ”furisode” "furisode", (direkte oversat ”svingende ærmer”) med lange ærmer næsten ned til ankelhøjde. Disse bæres nu kun til specielle begivenheder.
Kimonoen slås rundt om kroppen, altid med venstre side over højre (undtagen når man påklæder afdøde til begravelser) og med et bredt bæltebånd, kaldet en ”obi” viklet om og bundet på ryggen. Kimonoer bæres ofte sammen med traditionelle sko, især ”geta”, en slags træ-plateausandaler med en rem mellem storetåen og de andre tæer eller ”zori”, en slags klip-klapper med en lignende rem og strømper, ”tabi”, hvor storetåen og de andre tæer er delt på samme måde.
I dag er det oftest kvinder der bærer kimono, og det sker ved særlige lejligheder. Nogle få ældre kvinder og endnu færre mænd går stadig dagligt med kimono. Mænd har ofte kimono på til bryllupper, japanske te-ceremonier og andre meget særlige eller formelle lejligheder.
Folk, der går har kimonoer som hobby, kan tage kurser i at klæde sig i og have kimono på. Kurserne favner over udvælgelse af sæson- og lejlighedspassende mønstre og materialer, sammensætning af kimono-undertøjet og tilbehøret til kimonoen, lagdelingen af under- og overkimono med de diskrete betydninger, udvælgelse og fastgøring af obi’en og andre emner. Der findes også klubber, der er optaget af kimonokultur, f.eks. Kimono de Ginza.
Der er mange forskellige typer kimonoer, som bliver brugt til forskellige lejligheder. F.eks. bryllupskimonoer, formelle kimonoer, kimonoer til familiearrangementer, sommerkimonoer og undertøjskimonoer. Nogle kimonotyper bliver kun brugt til enlige, andre kun til gifte.
En kimono består oftest af mange lag, og det er næsten umuligt at få en kimono på alene. Kimonoer fås normalt kun i én størrelse, og man tilpasser den så med bånd og folder.
Kimonoen bliver holdt sammen af flere forskellige bånd. De fleste sidder i folderne i kimonoen og kan ikke ses, men den yderste, obien, er et kunstværk i sig selv.
Historie.
Japansk kvinde med kimono, fra omkring 1870De tidligste kimonoer var særdeles prægede af traditionel, kinesisk beklædning kaldet “hanfu” gennem gensidig udveksling mellem Kina og Japan. Dette skete så tidligt som det i femte århundrede ce.
Det var dog i løbet af det ottende århundrede, at kinesisk mode blev populær blandt japanerne, og den overlappende krave blev især kvindemode. I løbet af Japans Heian periode (794-1192) ce) blev kimonoen stadig mere stiliseret, selvom man stadig havde et halvt forklæde, kaldet en ”mo”, på henover.
I løbet af Muromachi perioden (1392-1573) begyndte kosoden, en enkel kimono der tidligere ansås som undertøj, at blive båret uden hakama-bukserne over, og derved begyndte man at holde kimonoen sammen med et obi-bælte.
I løbet af Edo perioden ((1603-1967)) begyndte ærmerne at blive længere, især blandt ugifte kvinder, og obien blev bredere, mens forskellige måder at binde knuden på blev moderne.
Siden da har faconen på både mænds og kvinders kimono været stort set uændret.
Tekstiler.
Kimoner til mænd kan fås i forskellige størrelser, men kimonoer til kvinder har som regel altid den samme størrelse og længde og bliver tilpasset de forskellige kropstyper ved at folde og binde. En ideelt syet kimono har ærmer, der når til taljen, når armene sænkes, og en mands kimono skal ca. nå anklerne uden at folde den. En kvindes kimono er noget længere, og dette muliggør ohashori, den fold man kan se under obien.
Meget høje eller kraftige mennesker, f.eks. sumobrydere, bliver nødt til at få lavet en særlig skræddersyet kimono, men da hele rullen af stof bevares inden i den færdige kimono, kan man uden problemer sy kimonoen om, så den passer en anden person.
Kimono laves af én enkelt rulle stof, kaldet ”tan”. Rullerne kommer i standardmål påomkring 35 cm bred og 12,5 meter lang (nok til én voksen), og hele rullen bruges til at lave kimonoen.
Den færdige kimono består af fire rækker af stof: to længder der dækker kroppen og to kortere længder der former ærmerne. Udover det er der også smallere længder der former de to frontpaneler og med flere mindre striber der udgør kraven. Førhen blev kimonoen ofte skilt helt ad for at vaske de enkelte længder, for derefter at blive syet sammen igen.
Traditionelle kimonoer sys i hånden og stofferne og også tit håndlavede og –dekorerede. Forskellige teknikker, så som ”yūzen” farvning, bruges til at male dekorationer og mønstre til det bare stof. Mønstre der går igen på store områder af kimonoen, laves ofte med teknikken og en pencil. Med tiden har der været mange variationer i farve, stof og stil for kimonoen så vel som tilbehør og obi.
Kimonoer og obier er traditionelt lavet af silke, silkebrodering, silke crepe (som ”chirimen”) og satinstoffer (f.eks. ”rinzu”). Moderne kimonoer kan også sagtens fås i billigere, let vedligeholdelige stoffer, som bomuld, bomuldssatin, polyester og andre syntetiske fibre. Silke anses dog for at være det ideelle stof, og er en nødvendighed ved formelle lejligheder.
Sædvanligvis er vævede og farvede mønstre, der går igen over hele kimonoen, anset for at være uformelle; Formelle kimonoer har unikke motiver og mønstre der løber kontinuerligt over de forskellig stoflængder, eller langs nederste kant.
Et eksempel på yuzen farvning
I Heian perioden bar man oftest flere lag kimonoer med forskellige farver, hvor hver enkelt farvekombination havde et navn. I dag har man oftest kun en enkelt kimono på med en kortere underkimono. Dekorationen på kimonoen kan også være med til at bestemme på hvilken årstid den skal bruges. F.eks. ville et mønster med sommerfugle eller kirsebærblomster blive båret til foråret. Vandmønstre er almindelig i sommerdesigns. Et populært efterårsmotiv er det japanske ahornblad. I vinteren er designet ofte præget af bambus, grantræer og ”ume”-blomster.
Gamle kimonoer bliver hyppigt genbrugt på mange måder: De kan ændres til at lave haori, hiyoku, børnekimonoer, som lapper til en anden kimono, forskellige håndtasker, omslag eller små æsker brugt i te-ceremonier. Kimonoer med skader under taljen kan bruges sammen med et par hakamabukser der skjuler fejlen. Tilbage i historien, kunne dygtige skræddere omhyggeligt pille silketrådene fra hinanden og væve det på ny til et stof med bredde som en ”heko obi” til mænds kimono, hvor de brugte en speciel genbrugsvævemetode kaldet ”saki-ori”.
Dele på kvindens kimono.
Et diagram over kimonoens forskellige dele. Et par der bliver gift i den traditionelle dragt. Bemærk kvindens tunge uchikake (yderkåbe – se heunder)
Pris.
Piger i furisode kimonoer, klædt som “maiko” (geisha-lærlinge)
Kimonoer kan være dyre. En kvindes kimono kan let koster over 70.000 DKK;; og et helt sæt med kimono, underkimono, obi, strømper, sandaler og tilbehør lan let koste over 140.000 DKK. En obi alene kan koste mange titusinde kroner.
Dog er de fleste af de kimonoer der ejes af de der har kimono som hobby, eller dem der dyrker de traditionelle kunstarter, meget billigere. Man kan lave sin egne kimonoer og underkimonoer ved at følge et standardiseret mønster, eller ved at genbruge gamle kimonoer, Billigere og maskinlavede stoffer kan erstatte den traditionelle håndmalede silke. Der er også en voksende forretning for genbrugskimonoer, der kan koste så lidt som 100 kr. Kvinders obier bliver dog ved med at være dyre. Selvom enkle eller ensfarvede obier kan koste helt ned til 300 kr., kan selv en brugt obi koste flere tusinde kroner, og det kræver en erfaren skræddere at lave dem.
Mænds obier, selv dem af silke, har tendens til at være noget billigere, fordi de er smallere, kortere og mindre prangende end kvindernes.
Stilarter.
Kimonoer kan være alt lige fra uhyrligt formelle, til afslappede dagligdagsklæder. Graden af formalitet hos kvinders kimonoer bestemmes af dekorationen, stoftypen, farven og antallet af familiemærker (der kan være op til fem på en kimono; en på hvert ærme, ved hvert kraveben og et i nakken). Yngre kvinders kimono har længere ærmer som understreger at de er ugifte, og plejer at være mere prangende, end lignende formelle kimonoer for ældre kvinder. Mænds kimono har oftest én basal form og er af dæmpede farver. Formaliteten angives også af type og farven på tilbehøret, stoffet og antallet af familiemærker, hvor fem er et udtryk for ekstrem formalitet. Silke foretrækkes og er det mest formelle stof. Kimonoer af bomuld og polyester er generelt beregnet til afslappede lejligheder.
Kvinders Kimono.
Mange moderne japanske kvinder har ikke færdighederne til at tage en kimono på selv: En typiske kimono består af tolv eller flere dele, der matches og fastgøres på bestemte måder, og der kræves tit hjælp fra en professionel påklæder til at få kimonoen til at sidde perfekt. Påklæderne bliver booket til de fleste festlige begivenheder, og arbejder ofte i forbindelse med hår- eller make-up saloner.
Udvælgelsen af en passende kimono kræver viden om klædernes symbolisme og diskrete sociale budskaber, der alle angiver kvindens alder, giftestand og graden af lejlighedens formalitet.
Mænds Kimono.
I modsætning til kvinders kimono, er mændendes tøj meget enklere og består oftest af højst fem separate dele – fodtøj ikke medregnet.
Mænds kimono har ærmer der er syet fast til selve kimonoen og ikke mere end 8-12 cm af ærmet hænger under. Mændenes ærmer er ikke så dybe som kvindernes, og dette passer med at obien bindes lige over hoften. På kvindernes kimono kan ærmerne hænge ned over obien uden at komme i vejen.
I nutidens æra ligger de principielle forskelle mellem mænd og kvinders kimono i stoffets beskaffenhed. Typisk er mandens farver mørke, og sort, mørkeblå, mørkegrøn og brun er ikke ualmindelige. Stoffet er mat, og diskrete mønstre og teksturer almindeligt på mere dagligdags kimonoer. Mere ordinære kimonoer kan have lidt lysere farver, f.eks. lys lilla, grøn og blå. Nogle sumobrydere kan undertiden gå i ganske farverige kimonoer.
Den fineste kimono for mænd er helt sort med fem hvide ”kamon” på bryst, ærmer og ryg. En kimono med kun tre kamon er lidt mindre formel og sættes tit sammen med hvide underklæder og tilbehør.
Næsten enhver kimono kan gøre mere formel ved at tilføje et par hakama bukser og en haori (se herunder)
Vedligehold af Kimono.
Førhen skilte man ofte en kimono helt ad for at vaske den, og derefter syede man den sammen igen. Moderne stoffer og rensemetoder er blevet udviklet for at udelukke nødvendigheden af denne metode; dog er der alligevel nogen der stadig praktiserer denne traditionelle metode.
Som mange andre traditionelle japanske klæder, er der særlige måder at folde en kimono på. Disse metoder er med til at bevare klædet og forebygge krympning under opbevarigen. Kimonoer opbevares ofte omviklet med papir.
Kilder.
5.:Van Riel, Paul; Dalby, Liza; “Kimono” Stylus pub Llc, 2001, ISBN 90-74822-41-X
Jokkmokks kommun.
Jokkmokk kommun er en kommune i Norrbottens län i Sverige. Den er især kendt for sit samemarked med samesløjd, som afholdes hvert år i februar.
Byer i Jokkmokks kommun.
Jokkmokk Kommunes placering i Sverige
Plagiat.
Plagiat er et ord fra latin, som bruges om en efterligning, især af en kunstners eller forfatters værker, under foregivende af at arbejdet er selvstændigt og originalt kunstværk, ofte forsynet med en falsk signatur.
Plagiater kan være i strid med juridiske regler, herunder ophavsretten og regler om "videnskabelig uredelighed".
Desuden kan plagiater stride mod fagetiske principper og normer.
Ophavsretskrænkelser kan betyde, at man bliver dømt til at betale erstatning mv. ved en domstol. Videnskabelig uredelighed kan udløse påtaler fra et af de såkaldte Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed under Forsknings- og Innivationsstyrelsen.
Have-Gulerod.
Have-Gulerod ("Daucus carota") er en meget gammel kulturplante, der oprindeligt stammer fra Lilleasien. Den har været kendt siden middelalderen, men den orangefarvede gulerod, som vi kender den, stammer fra anden halvdel af 1800-tallet. Indtil da havde den dyrkede form hvide rødder ligesom den vilde.
Det er selve roden, der benyttes som garniture, i supper, rå i salater, som snack, i brød, kager og marmelade.
Enhjørning.
Enhjørningen er et af de mere kendte fabeldyr. Den fremstilles normalt som en hvid hest, men med et hvidt (og ofte snoet) horn i panden. Tidligere havde enhjørninger ofte gedeskæg, løvehale og klove (i stedet for hove). Enhjørningen regnes for et ædelt og venligtsindet dyr, men den er tillige sky og lader sig sjældent finde eller tæmme.
Enhjørninger i historien.
I Bibelen nævnes ofte et dyr kaldet "re‘em," som er godt og klogt, hvilket undertiden er blevet oversat som "enhjørning", men det vides ikke med sikkerhed, hvilken slags dyr dette ord henviser til.
I antikken regnede man enhjørninger for del af naturens almindelige fauna, men man mente, at de primært levede i Indien, hvilket flere antikke forfattere beskriver, bl.a. Aristoteles og Plinius den Ældre.
I middelalderen regnede man ligeledes enhjørninger for faktisk eksisterende væsener, og de blev da også beskrevet i flere bestiarier. Man tilskrev deres horn evne til at helbrede og uskadeliggøre gifte af enhver slags, ligesom det også fortaltes, at disse sky væsener kun ville lade sig tæmme af en jomfru, hvorfor man da også kunne udsætte kvinder, hvis jomfruelighed var omstridt, for en enhjørningeprøve. Marco Polo beretter forbavset om enhjørninger, han har set på sine rejser, at de var "... næppe mindre end elefanter. De har en bøffels hår og fødder som en elefant. De har ét eneste sort horn midt i panden... De har et hoved som et vildsvin... De tilbringer helst tiden med at rulle sig i mudder og slim. De er overmåde grimme at se på. De er overhovedet ikke, som vi beskriver dem, når vi fortæller, at de lader sig fange af jomfruer...". Det var rimeligvis næsehorn og ikke enhjørninger, Marco Polo var stødt på.
Den danske lærde og samler Ole Worm har vist, at i hvert fald nogle af de bevarede middelalderlige "enhjørningehorn" var narhvaltænder. Sådanne blev undertiden drevet på land i Norge af Golfstrømmen.
Den tidligere danske bank Unibank havde en enhjørning i deres logo.
Bono.
Bono (født 10. maj 1960), rigtigt navn Paul David Hewson er forsanger i den irske rockgruppe U2, der anses for at være Irlands største eksportvare i de sidste 20 år.
Barndom.
Paul David Hewson blev født på Rotunda Hospital i Dublin, Irland. Hans forældre (Iris Rankin og Robert Hewson)1960'ernes Irland; Iris var protestant, Robert katolik. Imod reglen om, at børn som blev født af forældre af forskellige trosretninger skulle oplæres i den katolske tro, blev både Paul og hans bror Norman (som var 8 år ældre) opdraget som protestanter og tog hver søndag med deres mor i kirke, imens Robert tog alene i den katolske kirke.
Pauls barndom var præget af skænderier med Norman; de kunne ikke lave noget sammen uden at slås, og den eneste Paul følte sig rigtigt knyttet til i familien var hans mor, Iris.
Forhold til religion.
Paul blev i sine unge dage døbt "The Antichrist", en hentydning til hans manglende tro på Gud. Dette tog en større drejning, da Paul som kun 14-årig mistede sin mor og bedste ven, som døde af en blodprop i hjernen. Paul begyndte at studere Bibelen nærmere og blev mere og mere troende. I løbet af de næste år blev han gode venner med nogle andre drenge fra samme kvarter som han selv (Glasnevin, en forstad til Dublin), og de dannede en form for "klub" kaldet The (Lypton) Village. Hvert medlem af the Village skulle udstyres med et kælenavn for at være fuldbyrdet medlem. Pauls nickname blev "Bono Vox", latin for smuk stemme. Af andre medlemmer var der Guggi og Gavin Friday, som Bono den dag i dag er meget knyttet til.
Dannelsen af U2.
Bono klarede sig godt i skolen, men manglede motivationen. I stedet for at lægge sine kræfter i skolearbejdet på Mount Temple Comprehensive School, udviklede han et talent for skak, og svarede senere på en annonce på skolens opslagstavle. Annoncen var skrevet af Larry Mullen (senere Jnr); en dreng som gik en årgang under Bono og som desuden havde spillet trommer i en årrække, og han var interesseret i at mødes med andre unge med musikalske drømme.
Annoncen lovede intet, men alligevel tog Bono af sted til Larrys hjem, hvor seancen skulle foregå. Bono havde på dette tidspunkt ingen erfaring med musik eller sang, men var til gengæld i besiddelse af en karisma, som få kunne diske op med, samt et kæmpe ego og masser af personlighed (hvilket desuden også gjorde ham populær blandt piger til trods for hans dengang lidt klodsede udseende).
Han var ikke den eneste, som havde svaret på annoncen - til samme audition i Larrys køkken fandt man Dave og Dick Evans, to brødre som havde bygget deres egen elektriske guitar og Adam Clayton - en berygtet elev med britisk baggrund (de andre var meget imponerede over Adams afghanske frakke og musikalske, sofistikerede udtryk, som viste sig blot at være facade.) - Et par andre håbefulde unge havde ligeså mødt op. Alle ville være guitarist - bortset fra Larry, som havde sikret sig sin plads som trommeslager.
Bono påstod efter sigende at kunne spille guitar, men da dette ikke var tilstrækkeligt overbevisende, blev han sat til at synge, hvilket han i større stil beherskede. Adam endte som bassisten og Dave Evans som guitaristen. (Dave Evans blev senere til The Edge pga. af hans markante ansigtstræk, samt hans brors medlemskab i The Village.)
U2.
U2 (som først hed Feedback, senere The Hype, og til sidst U2, efter idé af Steve Averil) etablerede sig hurtigt på Dublins punkrock-scene, og skabte sig sin egen lyd og et rygte som et godt liveband. Specielt deres karismatiske forsanger Bono imponerede med sin sceneoptræden - med hvilken han nåede ud til publikum gennem fysisk kontakt og drastiske stunts. De blev dannet i 1976 og var i 1980 i besiddelse af en kontrakt (det skal siges, at Island Records, deres daværende og nuværende selskab, var en af de sidste muligheder - der var ingen, der ville have dem) samt et flot debut album, Boy. I starten af 1980'erne blev U2 et mere og mere kendt navn, og i 1985 var de et stort navn på den internationale rockscene. Deres virkelige gennembrud, som sikrede dem stjernestatus, var tilblivelsen af klassikeren The Joshua Tree fra 1987, som vandt flere Grammy Awards og blev skamrost af kritikerne. Opfølgeren til dette fabelagtige album, Rattle & Hum, blev dog knap så stor en succes, og gruppen blev nødt til at genopfinde sig selv.
Dette skete i form af det endnu mere legendariske album Achtung Baby fra 1991 samt den gigantiske turne, Zoo TV. Tilblivelsen af Achtung Baby skete for en stor del i de legendariske Hansa-studier i Berlin og er præget af tidens strømninger, sammenbruddet i Øst, moderne elektroniske instrumenter og den generelle optimisme og weltschmerz, som på en og samme gang definerer såvel Berlin som Achtung Baby.
Rent musikalsk har U2 i løbet af 1990'erne spillet en meget mere eksperimenterende form for musik, hvor de inddrog langt flere tekniske effekter end før set i deres musik. Efter floppet med deres Popmart-turne i 1997, som næsten ruinerede dem - showet kostede en kvart million dollars at holde kørende PR. DAG trappede U2 ned, og kom i efteråret 2000 tilbage med kæmpehittet og den kritiske succes, All That You Can't Leave Behind - en tilbagevenden til rock-rødderne fra 80'erne uden at miste tidens toneklang. Albummet modtog i alt 7 Grammy Awards, og hver single fra pladen er blevet Grammy belønnet. Deres dertilhørende turné blev den næstmest indtjenende i historien.
U2 har hele vejen siden 1980'erne været kendt som samvittighedens stemme inden for rockverdenen, og bandet har lige siden begyndelsen skilt sig ud, i og med at de er et stærkt religiøst band, som aldrig har kørt macho-stilen.
U2 er anerkendt verden over og har vundet et utal af priser, udgivet 14 albums, solgt over 150 millioner plader og har nået et utroligt bredt publikum.
Trivia.
Rent privat lever Bono sammen med sin kone siden 1982, Alison Stewart, og deres 4 børn, døtrene Jordan og Memphis Eve og sønnerne Elijah Bob Patricus Guggi Q og John Abraham, i Killiney, et fashionabelt kvarter 30 minutter væk fra Dublin.
Hans kendetegn er desuden også hans dybe involvering med velgørenhedsorganisationer. Han er en anerkendt sangskriver og står for 99 % af U2's sangtekster som er kendt for at være dybe og tankevækkende.
Der er udkommet en biografi om Bono, som er skrevet af Bono's gode ven Michka Assayas. Bogen hedder: Bono - I samtale med Michka Assayas ISBN 87-7247-929-9
Freden i Knäred.
Freden i Knäred markerede afslutningen på Kalmarkrigen. Fredsforhandlingerne mellem Sverige og Danmark kom i stand på engelsk initiativ og de to parters repræsentanter mødtes den 29. november 1612 på en grænsebro i nærheden af Knäred (dengang "Knærød") i Halland.
Vilkår.
Begge lande skulle have ret til at anvende de 3 kroner som våben, dog uden ret til at kunne gøre krav på landområder tilhørende modparten.
Underskrivelse.
Allerede den 20. januar 1613 kunne fredsaftalen undertegnes. Freden garanteredes af kong Jakob af England.
Følger.
Et vigtigt resultat for den danske konge (Christian 4.) var, at svenskerne måtte betale en krigsskadeserstatning på én million rigsdaler. Som pant beholdt danskerne fæstningen Elfsborg, der var faldet til danskerne 24. maj 1612.
Drage (orm).
De gamle nordiske drager er orme, det vil sige slanger, og de kan spy eder (sprøjte med brændende gift).
Og må være store brilleslanger.
Dragen blev som ganske lille foræret til en prinsesse liggende på et guldstykke, som voksede i takt med ormen.
Eventyrdrage.
a> (dragen er lille fordi den blev overvundet, af en STOR helt)."
En eventyrdrage er et ubetinget ondt væsen, som er et symbol på Satan. På det ubevidste plan symboliserede dragen også den katolske kirkes nonneklostre, da mange adelsmænd ikke havde mulighed for at gifte sig med en kvinde af deres egen stand, fordi adelens kvinder blev sat i kloster. Men hvis en adelsmand kunne lokke en ung kvinde væk fra et kloster ligesom en ridder, som redder en kvinde fra at blive ædt en drage, så kunne han gifte sig standsmæssigt.
Typisk er eventyrdragen afbildet som et stort bevinget dinosaurlignende væsen, der kan spy ild. Den beskytter for det meste en hule med guld og er normalt associeret med en helt for eksempel Sankt Jørgen, som forsøger at dræbe den. En eventyrdrage kan også bortføre en prinsesse, men gemmer ikke altid på en skat. Kan have flere hoveder.
En lille variant af eventyrdragen er Wyvern og mere afvigende er Orm.
Drage (fantasy).
I mange fantasy-historier præsenteres drager som værende både gode og onde, og meget intelligente væsener, med evnen til at udøve magi.
I én bog er det sådan at landets magi skyldtes dragerne, da der kun fødtes troldmænd, hvis der var flere drager end troldmænd. Flere moderne drager gør jorden frugtbar dér hvor de brænder jorden af. Og de kan fungerer som en slags luftheste. Når en af de moderne drager bortfører en ung kvinde, så er det for at hun kan passe drageungerne, når dragen er ude for at jage.
Den første positive omtale af drager findes i bogen "Troldmanden fra Jordhavet" i 1968 af Ursurla K. Le Guin. Tolkien er den første som nævner en drage, som ridedyr.
Ofte er de meget gamle. Nogle drager er hjælpsomme og vise, som helte kan rådføre sig med, mens andre er grådige og vogter over store skatte.
Dragens gobelin.
I bogen er drager onde, men det gode er at alt gror så godt, hvor de har svedet jorden af. Normalt er en drage stærkere end en troldmand men hvis flere troldmand slutter sig sammen så kan de godt dræbe en drage. Men efter at alle drager er dræbt på nær en, så fødes der ikke længere nye troldmænd, mere end at der til stadighed kun er en troldmand. Alle mennesker og drager har en gobelin som blev lavet under deres fødsel eller kort efter, og som i kode spår deres skæbne. Drager kan kun formere sig ved at man væver nogen unger til dem, i den uafsluttede ende på gobelinen.
Brødrene Løvehjerte.
Dragen er en central del af Astrid Lindgrens bog Brødrene Løvehjerte.
Tina Nedergaard.
Tina Nedergaard er en dansk undervisningsminister født 28. marts 1969 i Århus som datter af gårdejer Per Nedergaard og gårdejer Birtha Nedergaard. Hun er 20. november 2001 valgt til Folketinget for Venstre (parti) Nordjyllands Amtskreds.
9. klasse afgangseksamen fra Solhverv Kost- og Realskole og matematisk-samfundsfaglig student fra Hobro Gymnasium 1988. Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 1997.
Programdirektør IUC-Europe 1997-98. Konsulent Dansk Arbejdsgiverforening 1998-2002.
Medlem af Venstres Hovedbestyrelse fra 2002.
Medforfatter af»Arbejdsmarkedsrapport«, DA, 1999 og»Erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedet«DA, 2001
Partiets kandidat i Sæbykredsen fra 1999.
Udnævnt til undervisningsminister 23. februar 2010.
Elsebeth Gerner Nielsen.
Elsebeth Gerner Nielsen (født 5. januar 1960 i Favrholt, Åsted Sogn) er fhv. minister og tidligere medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre.
Det Radikale Venstre - Folketingsmedlem for Vejle Amtskreds fra 21. sept. 1994. Kulturminister 23. marts 1998-27. nov. 2001.
Realeksamen fra Ravnshøj Skole 1977. Studentereksamen Frederikshavn 1980. Odense Universitet 1980-1986, cand.rer.soc.
Instruktor ved Odense Universitet 1982-86, undervisningsassistent smst. 1986-88. Projektleder på kulturhuset Bolbro Brugerhus 1986-88. Fuldmægtig ved social- og sundhedsforvaltningen i Storstrøms Amt 1988-89. Konsulent ved Udviklingscenteret for Folkeoplysning og Voksenundervisning 1989-92, fra 1992 forskningsleder smst.
Medlem af bestyrelsen for Det Radikale Venstre, Sydfalster, fra 1993 og fra samme år medlem af partiets hovedbestyrelse. Formand for den danske Brundtland-kampagne 1989-92. Medlem af Folketingets Teknologinævn 1991-94. Medlem af Kulturfondens bestyrelse 1992-94. Formand for Miljøministeriets»Grønne Fond«1994-97. Formand for Udvalget til sikring af traditionelle håndværk fra 1997. Miljøpolitisk ordfører og ordfører på områderne indvandrerpolitik og indfødsret fra 2001.
Har skrevet»Fremtidens AOF«, 1991,»Folk og museer«, 1992, og»På tværs af de kulturfondsstøttede initiativer«, 1993. Medforfatter til»Bæredygtigt landbrug«, 1991,»Landdistriktet leve?«, 1991, og»Miljø og udvikling«i BRUD, 1994.
Modtog i 1984 Landboforeningernes førstepris i kronikkonkurrence vedrørende andelsbevægelsens fremtid. Delt 1. præmie i Andelsudvalgets kronikkonkurrence»Andelssamfundet - vejen frem«i 1986. Den Danske Lægeforenings førstepris for prisopgave vedrørende børn og unges sundhed år 2000 (1989). Dafoloprisen 1989 for prisopgaven»Kommunalpolitikeren i centrum«. Tildelt Den grønne Nål, som er Danske Arkitekters Landsforbunds pris for bemærkelsesværdigt arbejde inden for økologi, i 1995. Modtog Dansk Forfatterforenings børnekulturpris i 1998, Dansklærerforeningens kulturpris i 1999 og Frederikshavn Kommunes kulturpris i 2000.
Partiets kandidat i Koldingkredsen siden 1992.
Elsebeth Gerner Nielsen offentliggjorde 6. september 2007, at hun pr. 1. januar 2008 forlader Folketinget til fordel for en stilling som rektor for Designskolen i hjembyen Kolding.
Kontrovers om tørklædehappening.
Den 26. april 2007 deltog Gerner Nielsen i en fotoseance iklædt hijab (muslimsk tørklæde). Det var meningen at denne happening skulle være et modsvar til Dansk Folkeparti og Søren Krarup, der skarpt har kritiseret tørklædet. Nogle dage senere udmøntede det sig i en åben debat i partiet, hvor blandt andet Naser Khader i en intern e-mail kritiserede hende for at "gå islamisternes ærinde". Partiets formand, Marianne Jelved, valgte imidlertid at forsvare hendes handling, og udtalte at det for hende er afgørende at være i et parti, hvor man kan bruge sin ytringsfrihed som man vil.
Som konsekvens af Gerners tørklæde-happening forlod den radikale rådmand på Frederiksberg, Pernille Høxbro, partiet efter 25 års medlemskab.
Holger K. Nielsen.
Holger Kirkholm Nielsen (født 23. april 1950 i Ribe) er cand.mag. og dansk politiker fra Socialistisk Folkeparti, som han var partiformand for fra 1991 til 2005.
Civil biografi.
Holger K. Nielsen blev student fra Ribe Katedralskole i 1969. Efter et ophold på Snoghøj Folkehøjskole 1969-1970 tog han 1. del af statskundskab ved Aarhus Universitet i 1973, som han supplerede til cand.mag. (samfundsfag og dansk) på Københavns Universitet i 1979. Undervejs havde han et studieophold ved Universitetet i Beograd, Jugoslavien, i 1978.
Efter afslutningen på studierne blev han sekretær ved Gruppen af Kommunister og Beslægtede i EF-Parlamentet 1979-81 og herefter fuldmægtig i Energiministeriet i 1981 og 1984-87 (afbrudt mens han første gang var indvalgt i Folketinget).
Politisk karriere.
Holger K. Nielsen var landsformand for SFU i perioden 1974-77. Han har været medlem af SF's hovedbestyrelse 1976-79 og siden 1984 og medlem af SF's forretningsudvalg 1984-87. Han er redaktør af SF's tidsskrift Praksis. Endelig var han partiformand i perioden 1991-2005.
Han var partiets folketingskandidat i Gladsaxekredsen fra 1980, i Rødovrekredsen fra 1984 og i Glostrupkredsen fra 1992. Han har været folketingsmedlem for Københavns Amtskreds 8. december 1981 - 9. januar 1984 og siden 8. september 1987.
Øvrige tillidsposter.
Holger K. Nielsen blev udpeget som medlem af Nordisk Råd i 1982.
Karsten Nonbo.
Karsten Nonbo og Karsten Lauritzen på Christiansborg i Kulturnatten 2008.
Karsten Nonbo (født 12. juli 1952) er kriminalassistent og medlem af Folketinget for partiet Venstre, valgt i Storstrøms Amtskreds fra 11. marts 1998.
Biografi.
Karsten Nonbo er født i Vordingborg og blev student fra Næstved Gymnasium i 1973, hvorefter han gik på Ollerup Gymnastikhøjskole 1973-74. Efter at have arbejdet ved landbruget i Australien i 1975 og i Canada 1976, blev han uddannet kriminalassistent på Statens Politiskole i 1978. Siden har han arbejdet ved politiet, blandt andet som SSP-arbejder 1990-98.
Af tillidshverv har Nonbo været formand for Fladså Håndboldklub 1984-88 og næstformand i Præstø Amts håndboldafdeling 1987-90.
Politisk startede han som kommunalbestyrelsesmedlem i Fladså Kommune indvalgt i 1990, og han blev socialudvalgsformand i 1994. Desuden var han formand for den kommunale ungdomsskole 1990-94. I 1995 blev han Venstres folketingskandidat i Præstøkredsen, og han blev indvalgt ved folketingsvalget 1998. Karsten var første kandidat, der blev valgt ind fra Præstøkridsen, siden tidl. statsminister Poul Hartling 25. år forinden.
I Folketinget har han siden 2005 været sit partis forsvarsordfører.
2008 blev han Ridder af Dannebrog.
Flemming Oppfeldt.
Flemming Oppfeldt (født 5. april 1956) er tidligere folketingsmedlem, redaktør og selvstændig erhvervsdrivende.
Flemming Oppfeldt er født i Roskilde, søn af K.V. Oppfeldt og Britta Oppfeldt. Han tog realeksamen i 1973, og HF-eksamen fra Birkerød Statsskole i 1975.
Landspolitik.
Flemming Oppfeldt var opstillet for Venstre i Næstvedkredsen 1986–99. Han blev indvalgt i Folketinget i Storstrøms Amtskreds ved Folketingsvalget i 1994, hvor han blev medlem af Folketingets socialudvalg, arbejdsmarkedsudvalg og boligudvalg. I slutningen af 1997 blev han udnævnt til arbejdsmarkedsordfører for Venstre.
Han opnåede ikke genvalg ved det efterfølgende valget i 1998, hvor han var opstillet i Lyngbykredsen. Ved Folketingsvalget i 2001 blev han atter valgt ind, denne gang i Københavns Amtskreds.
Flemming Oppfeldt gjorde sig i 2003 bemærket ved som den eneste fra Venstre at stemme for et forslag fra oppositionen vedr. homoseksuelles ret til adoption. Dette fik Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til at tildele ham prisen Årets Laks samme år, der tildeles en person, der tør svømme mod strømmen.
Flemming Oppfeldt var landsformand for Europa 2000 indtil 20. oktober 2004. Samme dag udtrådte han af Venstres folketingsgruppe og blev anholdt pga. anklagerne for seksuel omgang med mindreårig, se nedenfor.
Kommunalpolitik.
Flemming Oppfeldt var medlem af Farum Byråd 1986–2001, hvor han har siddet i næsten alle udvalg og været formand for socialudvalget, erhvervs- og beskæftigelsesudvalget, indvandrerudvalget, skole- og fritidshjemsudvalget samt sprogskolen. Han var borgmester i Farum Kommune i 1992–93, mens Peter Brixtofte var skatteminister.
Partipolitik.
Flemming Oppfeldt var medlem og amtsformand for Venstres Ungdom i 1972, næstformand i 1978 og landsformand i 1980–83. Han var medlem af Venstres hovedbestyrelse 1978-83, næstformand for DUF 1983–85 og formand for DUIU 1983-85.
Erhvervskarriere.
Redaktør, stiftede "Farum Nyt" 1976 samt "Værløse Nyt" og "Allerød Tirsdag" 1990. Fusionerede virksomhederne til Furesøens Mediecenter A/S, som i dag udgiver "Farum Avis, Værløse Nyt" og "Birkerød Avis." Etablerede 1981 det lille kommunikationsværksted Ansats Reklame. Etablerede detailbutikken Alverdens Vine, Farum Bytorv 1995 og Alverdens Vine, Birkerød Hovedgade samt vingrossistvirksomheden Niche Vine i/s 1999.
Priser.
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske tildelte ham i 2003 prisen som Årets laks, efter at han som den eneste fra Venstre stemte for et forslag fra oppositionen vedr. homoseksuelles ret til adoption.
Straffesag.
Den 20. oktober 2004 blev Flemming Oppfeldt anklaget for at have haft seksuel omgang med en mindreårig. Han udtrådte af Venstres folketingsgruppe, og Folketinget vedtog samme dag at ophæve hans parlamentariske immunitet, hvorefter han blev anholdt og senere varetægtsfængslet i 30 dage. Flemming Oppfeldt nægtede sig skyldig i anklagerne mod ham.
Pressen viste stor opmærksomhed i sagen, som efterhånden voksede til syv anklagepunkter. Anklageren, som krævede halvandet års fængsel, lagde vægt på at Oppfeldt havde chattet med mange unge mænd på internettet. Der blev blandt andet rejst anklage for at have "forført" tre unge mænd på 15-17 år efter straffelovens uhyre sjældent brugte forførelsesparagraf, § 223 stk. 2.
Den 7. oktober 2005 blev han af en enig domsmandsret idømt en betinget dom på 4 måneders fængsel. Han blev frikendt for de seks punkter, men kendt skyldig i at have haft seksuel omgang med den 13-årige dreng. Retten lagde vægt på, at Oppfeldt var i god tro, idet drengen flere gange havde sagt, at han var 15 år, men dommeren mente alligevel at "Oppfeldt burde jo lige have tænkt sig om. Og det må koste noget".
Jørn Pedersen (Socialdemokraterne).
Jørn Pedersen (født 1. oktober 1947) er overlærer og tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokratiet
Jørn Pedersen er født i Svostrup Sogn som søn af husmand Peder Pedersen og husmoder Maren Pedersen. Han tog realeksamen 1965 og lærereksamen på Th. Langs Seminarium 1965-70. Derefter har han været lærer samt skole- og ungdomsvejleder. Han har også været tillidsmand i Danmarks Lærerforening 1977-82.
Hans politiske karriere begyndte i DSU, som har var formand for i 1969-72. Senere var han formand for Socialdemokratiet i Silkeborg 1979-90 og medlem af Silkeborg Byråd 1982-91, heraf politisk ordfører 1986-91, formand for udvalget for miljø og planlægning 1986-90 og formand for socialudvalget 1990-91. Han har skrevet jubilæumsbogen»"Socialdemokratiet i Silkeborg 1884-1984"«, 1984.
Jørn Pedersen var Socialdemokratiets kandidat i Silkeborgkredsen siden 1989. Han blev valgt ind i Folketinget for Århus Amtskreds fra 12. december 1990. I Folketinget var han socialpolitisk ordfører fra 1993 og fra 2001 medlem af Socialudvalget, Boligudvalget, Kommunaludvalget, Trafikudvalget og Udvalget for Grønlandslove. Han blev ikke valgt ved folketingsvalget 8. februar 2005.
Marianne Pedersen.
Født 6. januar 1944 i København, datter af gårdejer Aksel Kildeberg og Mary Kildeberg.
Mellemskole, handelsskole. Uddannet kommuneassistent i Tommerup Kommune.
Medlem af Haslev Byråd 1. jan. 1982-31. dec. 1989 og 1. jan. 1994-31. dec. 2001.
Venstres kandidat i Ringstedkredsen fra 14. maj 2001 og medlem af Folketinget for Vestsjællands Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Mogens Nørgård Pedersen.
Mogens Nørgård Pedersen (født 13. oktober 1957) er en dansk tømrer, familieplejer og politiker, der repræsenterede "Kristeligt Folkeparti" i Folketinget i 1998 og Kristendemokraterne fra 2002 til 2005. Han repræsenterer i dag Socialdemokraterne i Nordjyllands regionsråd.
Mogens Nørgård var organisatorisk landsnæstformand for Kristeligt Folkeparti i 2000-2002, og han var politisk landsnæstformand for Kristendemokraterne 2005-2008.
Mogens Nørgaard blev valgt ind i det nordjyske regionsråd i 2005. Ved folketingsvalget i 2007 var han Kristendemokraternes spidskandidat i Nordjyllands Storkreds. I november 2008 skiftede han parti til Socialdemokraterne.
Thor Pedersen.
Thor Pedersen (født 14. juni 1945) er en dansk politiker. Han er medlem af Folketinget, valgt for Venstre, og var finansminister fra 2001-2007. Han er kommandør af Dannebrogordenen.
Uddannelse.
Thor Pedersen blev matematisk student fra Frederiksborg Statsskole i 1964.
Han ville have været pilot og var på et kort ophold på Hærens Flyveskole på Avnø, men der viste det sig at han havde en bygningsfejl i det ene øje og kunne derfor ikke optages som pilot.
Fra 1964-1966 var han sergent i Den Kongelige Livgarde.
Han blev cand.polit. fra Københavns Universitet i 1978.
I perioderne 1975-1981 og 1994-2001 var han direktør i en privat virksomhed (Jydsk Rengøring). Han har været bestyrelsesmedlem i flere selskaber 1994-2001.
Politisk karriere.
Thor Pedersen har været medlem af Folketinget siden 1. januar 1985, hvor han blev indvalgt for Venstre i Frederiksborg Amtskreds. Han var boligminister 12. marts 1986-9. september 1987 og indenrigsminister fra 10. september 1987-2. juni 1988. Han var indenrigsminister og minister for nordisk samarbejde 3. juni 1988-18. november 1992. Fra 19. november 1992 til 25. januar 1993 var han indenrigsminister og økonomiminister. Den 27. november 2001 blev han finansminister, hvilket han virkede som indtil 16. november 2007. Den 16. november 2007 blev han valgt til formand for Folketinget.
Thor Pedersen var medlem af Helsinge Kommunalbestyrelse 1974-1986, og borgmester i perioden 1978-86. Han var medlem af finansudvalget 1993-2001 og statsrevisor 1998-2001.
Fra 1979 til 1984 var han partiet, Ventres, kandidat i Frederiksværkkredsen og fra 1984 har han været kandidat i Hillerødkredsen.
I 2002 var Thor Pedersens boligforhold i søgelyset.
Han var blevet ejer af landejendommen Graudebjerggaard i Nakke ved Rørvig hvor der var bopælspligt.
Pedersen tilmeldte sig folkeregisteret der den 25. oktober 2000 men boede i sommerhus på Ramsvej, Ramløse det meste af tiden.
Sagen blev bragt til en forespørgelsesdebat i Folketinget af SFs landbrugsordfører Kristen Touborg.
Boligsagen førte til at regeringen i 2003 ønskede at ændre loven om bopælspligt for folketingsmedlemmer.
Thor Pedersens sag blev nævnt igen af debattører i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts boligsag i 2010.
Som Finansminister var Thor Pedersen i midten af 00erne involveret i den store danske fusion mellem energivirksomhederne DONG og Elsam.
Han er tidligere (nu hvilende) medlem af VL-gruppe 16.
Jan Petersen.
Jan Petersen (født 25. januar 1958 i Fjellerup) er en dansk politiker, der er tidligere medlem af Folketinget og fra 1. januar 2010 borgmester i Norddjurs Kommune, valgt for Socialdemokraterne. Han har tidligere arbejdet som faglig sekretær og var folketingsmedlem for Århus Amtskreds fra 12. december 1990 til 13. november 2007.
Petersen blev student fra Grenå Gymnasium i 1977.
Butiksassistent i Hornslet Brugsforening 1978-80. Butikslederassistent i Borups Plads Brugsen 1980-82. Forbundsformand i DSU 1982-86. Faglig sekretær i den uddannelsespolitiske afdeling i HK 1986-90.
Medlem af styrelsen for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) 1983-87, formand for DUF's nationale udvalg 1985-87.
Formand for DSU-Grenå 1976-77. Formand for DSU-Århus Kommune 1978-80. Medlem af DSU's hovedbestyrelse 1978-80. Forbundsformand DSU 1982-86. Medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse 1982-86 og fra 1998. Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe august 1998-dec. 2000 og fra nov. 2001, formand dec. 2000-nov. 2001.
Partiets kandidat i Grenåkredsen fra 1988.
Socialdemokratisk spidskandidat til kommunalvalget i Norddjurs Kommune ved valget i november 2009.
Lisbeth L. Petersen.
Lisbeth Beate Lindenskov Petersen er en færøsk politiker for Sambandsflokkurin (Sambandspartiet). Hun har fra 2001 været medlem af det danske Folketing hvor hun var medlem af Venstres folketingsgruppe.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Petersen, Lisbeth Beate Lindenskov, fhv. partiformand, fhv. borgmester, Tórshavn.
Sambandsflokkurin (Sambandspartiet) - Midlertidigt medlem af Folketinget 6.-19. okt. 1988. Medlem af Folketinget for Færøerne fra 20. nov. 2001. til 8. februar 2005
Født 28. febr. 1939 i Tórshavn, datter af redaktør Georg Lindenskov Samuelsen og Rachel Samuelsen.
Realeksamen fra Færøernes Mellem- og Realskole i 1955 og nysproglig student fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium 1958.
Forskellige kontorstillinger (afløser) på bl.a. sagførerkontorer i Tórshavn 1960-70, projektsekretær ved forskellige projektopgaver for Landsantikvaren, Føroya Fornminnissavn (museum) 1980-92.
Medlem af kommunalbestyrelsen i Tórshavn Kommune 1984-2000, viceborgmester 1984-92, borgmester 1992-96. Medlem af bestyrelsen af Føroya Væl (lokalvælgerforening), formand 1997-99.
Medlem af bestyrelsen og næstformand for Sammenslutningen af Færøske Kvindeforeninger, KSF, 1982-86. Medlem af Sambandspartiets styrelse 1980-90, partisekretær 1982-87. Lagtingsmedlem for Sambandspartiet fra 1990, partiformand fra 2001 til 2004. Medlem af Vestnordisk Råd (parlamentarikere fra Færøerne, Grønland og Island) fra 1990 og af formandskabet 1990-98.
Partiets kandidat i Sydstrømø valgkreds (Sudurstreymoyar Valdømi) fra 1990. Den 8. mars 2007 forklarede hun sin afsked fra politikken.
Morten Helveg Petersen.
Morten Helveg Petersen (født 14. september 1966) er cand.polit. og medlem af Folketinget siden Det Radikale Venstre i Københavns Amtskreds fra 11. marts 1998.
Liv & Karriere.
Morten Helveg Petersen er søn af forhenværende minister Niels Helveg Petersen og lektor og uddannelsesleder Hanne Elisabeth Aarup.
Han gik på La Courvejens Skole 1973-74 og 1977-82. I perioden 1974-77 gik han på Europaskolen i Bruxelles, mens faderen var embedsmand ved EF-Kommisionen. Han blev student fra Falkonergårdens Gymnasium i 1985 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1992.
Han var ansat i Europa-Kommissionen 1992-93 og i Dansk Industri 1993-98, hvorefter han blev valgt til Folketinget.
Han har været medlem af bestyrelsen i Frit Oplysningsforbund i Hvidovre, Rødovre og Hovedstaden siden 1997. Han er desuden medlem af bestyrelsen i UNICEF Danmark siden 2000.
Han har skrevet bøgerne "»Midt i maskinrummet«," 1999 og "»Enter – et personligt bud på Danmarks IT-fremtid«," 2001.
Morten Helveg Petersen har været opstillet som partiets kandidat til Folketinget i Hvidovrekredsen og Brøndbykredsen fra 1997 til 2009.
Morten Helveg Petersen meddelte d. 26. juni 2009, at han vil forlade Folketinget d. 1. august 2009 for at blive direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier. Han vil til den tid blive afløst af den 28-årige studerende Anne Marie Geisler Andersen.
Eksterne henvisninger.
Morten
Niels Helveg Petersen.
Niels Lolk Helveg Petersen (født 17. januar 1939 i Odense) er en dansk politiker for Det Radikale Venstre, medlem af Folketinget og forhenværende minister.
Han har siddet i Folketinget for Frederiksborg Amtskreds 22. november 1966-30. september 1974, for Fyns Amtskreds 15. februar 1977-1. februar 1993, og igen fra 21. september 1994. Økonomiminister 3. juni 1988-18. december 1990. Udenrigsminister 25. januar 1993-21. december 2000.
Opvækst og uddannelse.
Niels Helveg Petersen er søn af forhenværende folketingsmedlem og minister Kristen Helveg Petersen og forhenværende borgmester i København Lilly Helveg Petersen. Også Niels Helveg Petersens søn, Morten Helveg Petersen, er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre.
Han tog mellemskoleeksamen ved Nykøbing S. Borger- og Realskole i 1954 og blev student fra Stenhus Kostskole (nu kendt som Stenhus Gymnasium og HF), Holbæk, i 1957. Derefter blev han uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1965 med studieophold i statskundskab ved Stanford University, Californien, 1961-62.
I studietiden var han medlem af Radikal Ungdoms hovedbestyrelse, redaktør af "Liberté" (Radikale Studerendes blad) samt af "Studenterbladet," organ for Danske Studerendes Fællesråd. Han var også medlem af Studenterforeningens repræsentantskab.
Politisk karriere.
Helveg Petersen blev valgt til Folketinget i 1966 og var medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn samt partiets politiske ordfører 1968-74. Han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach.
I 1977 vendte han tilbage til Folketinget og blev igen politisk ordfører indtil 1978, hvor han blev valgt til formand for folketingsgruppen. Denne post beholdt han indtil 1988, hvor han blev afløst af Marianne Jelved. Han var desuden formand for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg 1982-84 og formand for Hovedstadens Udviklingsråd 1990-93.
Helveg Petersen har været opstillet som partiets kandidat til Folketinget i Nyborgkredsen fra 1964, i Fredensborgkredsen 1966-74 og i Middelfartkredsen fra 1976. I april 2008 bekendtgjorde han, at han ikke agter at genopstille.
Eksterne henvisninger.
Niels
Troels Lund Poulsen.
Troels Lund Poulsen (født 30. marts 1976) er medlem af Folketinget for Venstre, skatteminister og placeret i Rangfølgens klasse I nr. 4.
Privat er han kæreste med folketingskollegaen Sophie Løhde.
Baggrund og tidlig karriere.
Troels Lund Poulsen blev første gang valgt til Folketinget i november 2001 for Juelsmindekredsen (nu Hedenstedkredsen) og genvalgt den 8. februar 2005.
Politisk karriere.
I september 2006 overtog Troels Lund Poulsen posten som Venstres politiske ordfører. I forbindelse med valget blev han også valgt til Venstres gruppebestyrelse og til Nationalbankens repræsentantskab. Efterfølgende blev han også valgt til Nationalbankens bestyrelse.
Troels Lund Poulsen er herudover medlem af Folketingets Finansudvalg, Politisk-Økonomisk udvalg, Udenrigspolitisk Nævn og Udvalget for forretningsorden.
I 2006 blev Troels Lund Poulsen valgt til Venstres Hovedbestyrelse, hvor han også tidligere var medlem (fra 1997 til 2002).
23. november 2007 blev han udnævnt til miljøminister i Anders Fogh Rasmussens 3. regering. 23. februar 2010 blev han udnævnt som skatteminister, mens Karen Ellemann overtog Miljøministeriet.
Under sit virke som miljø minister er Troels Lund Poulsen blevet nævnt som den oprindelige ophavsmand til den kontroversielle beslutning om import af det giftige affald HCB, hexachlorbenzen fra Australien. Det nævnes således at det er Troels Lund Poulsen som godkendte det oprindelige aftale grundlag og Karen Ellemann derfor blot har arvet den kedelige sag.
Erhverv.
Erhvervsmæssigt har Troels Lund Poulsen været assistent for Venstres pressechef, Michael Kristiansen, og pressekoordinator i Ørestadsselskabet fra 1998-2001.
Kamal Qureshi.
Kamal Hameed Qureshi (født 29. juli 1970 i Pakistan) er uddannet læge og arbejder nu som politiker for Socialistisk Folkeparti.
Biografi.
Kamal Qureshi blev født i Rawalpindi i Pakistan af indisk-fødte forældre, men han flyttede med dem til København, da han var fire år gammel.
Han blev student fra Tårnby Gymnasium. Efterfølgende gik han i gang med medicinstudiet på Københavns Universitet. Han blev færdig med sit studie i 2000. Han har arbejdet som læge på Bispebjerg Hospital og som konsulent i Sundhedsstyrelsen, inden han blev valgt ind i Folketinget i 2001.
Politisk karriere.
Politisk startede Qureshi i Radikal Ungdom, men han skiftede snart til SF. I foråret 2000 blev han SF's folketingskandidat i Sundbykredsen. Omtrent samtidig blev han valgt ind i partiets hovedbestyrelse. Han skiftede snart til Søndre Storkreds, og her blev han valgt ind i Folketinget ved valget. Som folketingsmedlem er Qureshi SF's menneskerettighedsordfører.
Gennem årene har han også lavet forskelligt humanitært og foreningsmæssigt arbejde. Han har blandt andet været udsendt af Folkekirkens Nødhjælp som læge under Irakkrigen i 2003. Han har også taget initiativ til kampagnen "Frihed til forskellighed" i 2004. "Frihed til forskellighed" er med til at protestere mod den siddende regerings politik og menneskesyn. Qureshi har også gjort en indsats for AIDS-Fondet.
Qureshi blev i 2003 og 2005 kåret til årets politiker af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Han har modtaget priserne for sine talrige lovforslag og happenings, der sætter lys på forskelsbehandlingen af homo- og biseksuelle. For eksempel havde Qureshi i maj 2009 sagt ja til Amnesty International til at overvåge Baltic Pride, hvor deltagerne i tidligere år er blevet overfaldet. Dette gjorde han sammen men folketingskollegaen Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.
I sommeren 2007 skriver Ekstrabladet om Qureshis boligforhold. Qureshi lægger sag an mod sin daværende udlejer, da der er opstået uenighed omkring lejeperiodens længde. Der bliver spekuleret i om Qureshi skulle have lagt sag an blot for at udskyde en eventuel fogedforretning. Dette er dog blevet ved spekulationerne, og Qureshi har flere gange forklaret, at der var en mundtlig aftale på to års leje.
I februar 2008 anmeldes Qureshi til politiet for bedrageri. Anmeldelsen lyder på, at Qureshi skulle have benyttet et andet navn end sit eget i forbindelse med udlejning af værelse. Qureshi har selv forklaret sagen med, at han ville beskytte sit privatliv ved at være anonym. Det endte da også med, at politiet opgav sagen uden at rejse tiltale, da man ikke kunne finde noget strafbart i Qureshis boligssag
I februar 2008 skrev Ekstra Bladet en artikel, hvori de hævdede, at Kamal Qureshi havde snydt under sit universitetsstudium. Beskyldningen var, at Qureshi skulle have stjålet en opgave fra nogle medstuderende og efterfølgende have indleveret den i eget navn. Qureshi har dog fastholdt, at han har bestået alle sine eksaminer på medicinstudiet på lovlig vis - i øvrigt med gode karakterer.
I 2009 tog Qureshi sammen med to andre folketingsmedlemmer initiativ til en protest mod gudstjenesten, der finder sted i forbindelse med Folketingets åbning. Protesten gik på, at politik og religion bør være helt adskilt.
Qureshi er, udover at være menneskerettighedsordfører, også medlem af OSCE's parlamentariske Forsamling og Udenrigsudvalget
Qureshi er også kendt for at sætte fokus på mødres og fædres ulige muligheder for at få samvær med børnene efter en skilsmisse.
Privatliv.
Qureshi har taget initiativ til en række radioudsendelser, og den 13. maj 2009 lancerede han et nyt radioprogram under navnet "Kamal ka Radio" på 92,9 FM rettet mod nydanskere. Qureshi har på sin hjemmeside begrundet initiativet sådan her: "Ønsket er at skabe en medieplatform for unge med indvandrerbaggrund, så vi også kan høre om andet end de stereotype billeder, som medierne for øjeblikket prøver at skabe".
Privat var han gift med lægen Katja Majlund Qureshi indtil 2007, hvor de blev skilt. Sammen har de tre børn, Nahtashah, Safiyah og Mali.
Qureshi er en aktiv samfundsdebatør, og man kan med jævne mellemrum læse hans kroniker i diverse danske aviser.
Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke Rasmussen (født 15. maj 1964 i Vejle) er en dansk politiker, der siden 5. april 2009 har været Danmarks statsminister og fra 17. maj tillige formand for partiet Venstre.
Løkke Rasmussen var Indenrigs- og Sundhedsminister i regeringerne Anders Fogh Rasmussen I (27. november 2001-18. februar 2005) og Anders Fogh Rasmussen II (18. februar 2005-23. november 2007). Den 23. november 2007 blev Lars Løkke Rasmussen udnævnt til finansminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Den 5. april 2009 blev han statsminister som følge af at Anders Fogh Rasmussen var blevet udnævnt til generalsekretær for NATO.
Rasmussen har været medlem af Folketinget siden den 21. september 1994. Fra 1998 til 2001 var han desuden amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Selvom han ligesom sine to forgængere Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen hedder Rasmussen til efternavn er han ikke i familie med nogen af dem.
Baggrund.
Lars Løkke Rasmussen blev født i Vejle som søn af Jeppe Løkke Rasmussen og Lise Løkke Rasmussen. Familien Løkke Rasmussen flyttede til Græsted i 1971. Han blev student fra Helsinge Gymnasium i 1983 og cand.jur. fra Københavns Universitet i 1992. Fra 1990 til 1995 arbejdede han som selvstændig konsulent.
Han har siden 1989 været er gift med Sólrun Løkke Rasmussen, der er lærer. Parret har de børnene Bergur (født 1990), Lisa (født 1995) og Símun (født 1997). Familien er bosiddende i Græsted.
Venstres Ungdom og missionen til Afghanistan.
Lars Løkke Rasmussen var landsformand for Venstres Ungdom fra 1986 til 1989. Et af hans initiativer var at arrangere et alternativ til "Operation Dagsværk", en årlig indsamlingskampagne på gymnasierne, hvis midler skulle gå til tredjeverdenslande. Årsagen til iniativet var, at "Operation Dagsværk" på daværende tidspunkt var ledet af blandt andet medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) og en række venstreorienterede sympatisører. Løkkes kampagne var støttet af Venstres Ungdom, Gymnasieelevernes Landsorganisation (GLO), Venskabsforeningen Danmark-Afghanistan, KU med flere og det lykkedes at indsamle 600.000 kroner, der blev brugt på skolemateriale og skolebyggeri i sovjetisk kontrollerede Afghanistan (Kunar provinsen). Lars Løkke Rasmussen ledte en dansk delegation til Afghanistan for at aflevere de indsamlede midler, og et fotografi taget af fotograf Jørn Stjerneklar viser ham og to andre delegerede forklædt som afghanere. Et andet billede viser ham holdende en AK-47, mens han står sammen med tre mujahediner.
Amtsborgmester.
Lars Løkke Rasmussen blev i 1998 valgt til næstformand for partiet Venstre. Det skete samtidig med, at Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten efter Uffe Ellemann-Jensen. Samme år tiltrådte Lars Løkke Rasmussen posten som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, en post han besad indtil regeringsskiftet i 2001.
Minister.
Siden VK-regeringens tiltræden i 2001, har Løkke Rasmussen været centralt placeret i forhandlinger om større politiske reformer. Som indenrigs- og sundhedsminister stod han i spidsen for en række reformer og aftaler, bl.a. strukturreformen, det udvidede frie sygehusvalg og udligningsreformen. Under den internationale finansielle krise har han som finansminister bl.a. ledet forhandlingerne om en bankpakke, en kreditpakke og en skattereform.
"Løkkeposen".
I 2002 stod Lars Løkke Rasmussen i spidsen for forhandlingerne om ekstra midler til meraktivitet på sygehusområdet. Formålet var at nedbringe ventetiderne på behandling på sygehusene. Siden 2002 har regeringen afsat midler til en statslig aktivitetspulje på sygehusområdet. Puljen blev i den offentlige debat døbt "Løkkeposen".
Det udvidede frie sygehusvalg 2002 og 2007.
Lars Løkke Rasmussen forhandlede i 2002 aftalen om det udvidede frie sygehusvalg på plads med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Med indførslen af det udvidede frie sygehusvalg fik patienter ret til behandling på privathospital efter to måneders ventetid. Lars Løkke Rasmussen stod bag ændringen af ordningen i 2007, der betyder, at patienter allerede kan benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg efter en måneds ventetid.
Lars Løkke Rasmussen modtog i juni 2009 en kritik fra Statsrevisorerne for som Minister for Sundhed, at have foranlediget overbetaling i størrelsorden 900 millioner kroner til privathospitalerne. Kritikken er stadfæstet af Rigsrevisor i november 2009. Lars Løkke Rasmussen har tilkendegivet at være uenig i Rigsrevisionens rapport. Om Venstres formand, som Løkke også er, mener, at Venstre dermed underminerer Rigsrevisionens autoritet, vil han ikke svare på. Lars Løkke Rasmussen har ved flere lejligheder forsøgt at få hele episoden til at fremstå som et eksempel på at målet må hellige midlet.
Kommunalreformen 2007.
Som indenrigsminister med ansvar for bl.a. kommunerne var Løkke hovedarkitekten bag strukturreformen. Formålet var "at skabe et nyt Danmark, hvor en stærk og fremtidssikret offentlig sektor løser opgaverne med høj kvalitet og så tæt på borgerne som muligt." Samtlige efterfølgende meningsmålinger har imidlertid påvist at ca. 50% af de adspurgte tilkendegiver at kommunernes service er mærkbart forringet og at afstanden til kommunalpolitikerne er markant større.
Reformen betød at landets 271 kommuner gennem sammenlægninger, der i overvejende grad foregik frivilligt, blev til 98 kommuner. Samtidig blev de 14 amter nedlagt og erstattet af fem regioner, ligesom Københavns og Frederiksberg kommuners dobbelstatus som både amt og kommune forsvandt. Hovedparten af de gamle amters opgaver blev i forbindelse med reformen flyttet til de nye store kommuner. De nye regioner varetager i dag primært sygehusvæsenet og offentlig transport.
De nye kommunal- og regionsgrænser trådte i kraft den 1. januar 2007.
Bilagssagen.
I foråret 2008 blev Lars Løkke Rasmussen i stigende grad kritiseret for både som amtsborgmester og siden som minister i flere tilfælde at have ladet staten dække private udgifter, som burde have været afholdt for egne midler, f.eks. for restaurationsbesøg, cigaretter, taxakørsel og hotelovernatninger. En gennemgang af Lars Løkke Rasmussens bilag førte til, at han herefter betalte nogle beløb tilbage eller donerede dem til velgørende formål. I maj 2008 hævdede Nyhederne, at Løkke i 2004, da han var indenrigs- og sundhedsminister, havde ladet ministeriet betale for en hotelovernatning i København forbindelse med, at han havde været til Paul McCartney-koncert i Horsens. I maj 2008 skrev Ekstra Bladet, at Lars Løkke Rasmussen efter en privat julefrokost overnattede på hotel på Vesterbrogade (København) under navnet Jensen. Udgiftsbilag herfor, samt for leje af videofilm på hotel-værelset blev indleveret til ministeriet til refusion. Ingen af nævnte sager omhandler et strafbart forhold og fremstår mere som eksempler på omgang med offentlige midler i et omfang som de fleste vil finde kritisabelt.
Skattereformen 2009.
I februar 2009 var Lars Løkke Rasmussen hovedforhandler på den politiske aftale bag skattereformen ”Forårspakke 2.0 – Vækst, klima og lavere skat”. Reformen var en konkret udmøntning af VK-regeringens ambition om at sænke skatten på arbejde og hæve skatten på forurening. Reformen betød bl.a., at mellemskatten blev afskaffet, at bundskatten blev sat ned, og at indkomstgrænsen for topskat blev øget. Reformen indeholdt den største sænkning af marginalskatten siden indkomstskattens indførelse i 1903.
Udnævnelse til statsminister.
4. april 2009 blev statsminister Anders Fogh Rasmussen udpeget som ny NATO-generalsekretær med virkning fra 1. august 2009.
På et pressemøde afholdt umiddelbart efter udnævnelsen annoncerede Fogh Rasmussen, at han inden for de nærmeste dage ville indgive sin afskedsbegæring til Dronningen, og at han samtidig ville anbefale at der indledtes forhandlinger om dannelsen af en ny regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Dagen efter gik Fogh af, og Lars Løkke Rasmussen blev udnævnt. Fra oppositionen blev der fremsat ønske om nyvalg. Det blev ikke efterkommet, og det er der heller ikke hverken lovkrav om eller tradition for.
Lars Løkke Rasmussen er Danmarks 41. regeringschef og den 21. der kaldes statsminister.
COP15 december 2009.
Lars Løkke Rasmussen er fra mange sider blevet skarpt kritiseret for sin håndtering af COP15-lederskabet, da der ikke blev opnået en egentlig protokol i København.
Til det første møde i klimatopmødets højniveaudel, som Lars Løkke Rasmussen ledede, protesterede en række lande mod Danmarks måde at håndtere forhandlingerne, da Danmark ønskede at sætte tempoet op for at nå en aftale.
»Vi kan ikke blive ved med at tale om procedure, procedure, procedure. Nu må vi rykke fremad. Hele verden venter«, sagde Lars Løkke Rasmussen, efter at flere lande havde kritiseret den dansk ledede forhandlingsproces, som de mente var forhastet og udemokratisk.
For mange udviklingslande virkede det arrogant - også fordi procedure nu engang er et væsentligt element i FN-forhandlingerne.»Dette her handler ikke kun om procedure. Det handler om indhold. Vi har sagt, resultaterne i København skal komme i to tekster. Man kan ikke bare fremlægge en tekst fra skyerne«, svarede Kinas repræsentant i salen.
Stanislaus Lumumba Di-Aping, chefforhandler for udviklingslandenes organisation G77, borede i, hvad Løkke Rasmussen egentlig mente, når han sagde, at formændene for forhandlingsgrupperne skulle være»folk, vi stoler på«.
Kritikken af Statsministeriet blev bakket op af en række lande, der ikke havde interesse i at nå en aftale i København: Kina, Indien - og af Brasilien, som Danmark ellers havde set som en allieret.
BBC's klimakorrespondent har udtalt:»Ifølge alle mine kilder er den danske statsministers kontor ved at smelte sammen. De har ikke en handlingsplan, og de har heller ikke den diplomatiske erfaring til at lave en i tide«
Den britiske miljøminister Ed Miliband citeres for:»Denmark is doing a reasonable job (et rimeligt arbejde)«.
Det lykkedes for Lars Løkke Rasmussen at få leveret en erklæring fra mødet i København, men ikke engang hjælp fra EU-landene eller USA kunne få en aftale igennem, da FN-systemet kræver enighed - en enighed, der tydeligvis ikke var til stede i København.
Ny politik.
Den 23. februar 2010 foretog Lars Løkke den mest omfattende ministerrokade i nyere dansk politisk historie. Herved signalerede han starten på en ny politisk æra, og rokaden blev fulgt af en række forslag til besparelser gennem fastfrysning af overførselsindkomsterne, udskydelse af topskattelettelserne og suspention af skattestoppet. Forslagene markerede et egentligt et brud med Fogh - regeringernes økonomiske politik. Denne linje blev fulgt op i statsministerens åbningstale til folketinget den 5. oktober 2010, hvor Lars Løkke bebudede nye offentlige besparelser; desuden fremlagde han en omfattende ghettoplan, der skulle sikre særligt udsatte boligområder. I sin nytårstale 1. januar 2011 fulgte statsministeren disse initiativer op med et forslag om en hurtig aftrapning af efterlønen..
Pernille Rosenkrantz-Theil.
Pernille Rosenkrantz-Theil (født 17. januar 1977 i Skælskør) er en dansk politiker, der er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nuværende medlem af Socialdemokraterne.
Pernille Rosenkrantz-Theil blev student fra Vestre Borgerdyd Gymnasium i 1995. I 1998 påbegyndte hun studier i statskundskab ved Københavns Universitet og studerede i 1999 ved University of London i 1999. Studiet er ikke afsluttet.
Hun har arbejdet som vejleder ved den fri ungdomsuddannelse på Det Frie Gymnasium i 1996–97 samt kampagneleder for Operation Dagsværk i 1998–99. I 2001 arbejdede hun for Folkekirkens Nødhjælp, og i 2008 var hun kommunikations- og strategikonsulent for Fag og Arbejde.
Fra 1996 var hun medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og arbejdsudvalg. Hun blev opstillet som folketingskandidat i Østre Storkreds 1996–2001. Ved valget i 1998 blev hun 1. suppleant, og 20. april–31. juli 1999 var hun midlertidigt folketingsmedlem. I 2001 blev hun valgt i Fyns Amtskreds, og hun sad i Folketinget fra 2001 til 13. november 2007. I marts samme år havde hun offentliggjort, at hun ikke genopstillede.
Det politiske engagement begyndte allerede i gymnasietiden, hvor hun var bestyrelsesmedlem i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (1992–1995). I 1994 deltog hun i en protest-aktion mod nedskæringer på uddannelsesområdet, hvor hun, sammen med to andre bestyrelses-medlemmer, kastede levende dværghøns ned i folketingssalen fra tilhørerlogen. Hun blev dømt efter straffelovens paragraf 137 for aktionen, men slap for en dom for dyremishandling. Som folketingsmedlem var hun også tilhænger af politisk aktivisme. Således nægtede hun at tage afstand fra malingangrebet på Christiansborg i 2003, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev overhældt med rød maling som protest mod regeringens deltagelse i Irakkrigen.
I april 2008 meldte Pernille Rosenkrantz-Theil sig ud af Enhedslisten i protest mod partiets håndtering af opstillingen af den kontroversielle muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid. Hun afviste at være på vej over i et nyt parti, men 3. december kom det frem at hun havde meldt sig ind i Socialdemokraterne - selv om hun efter eget udsagn er uenig med partiet på en række områder.
Preben Rudiengaard.
Preben Georg Rudiengaard, (født 28. april 1944 i København) var borgmester i Ribe kommune fra 2001 til 2006 og administrerende embedslæge.
Civil biografi.
Preben Rudiengaard blev student fra Efterslægtselskabets Skole i 1963. Han blev cand.med. fra Københavns Universitet i 1972 og efterfølgende speciallæge inden for almen medicin og samfundsmedicin/administrativ medicin.
Han var ansat ved Tønder Sygehus i 1972-74, praktiserende læge i Skærbæk 1974-78, embedslæge i Ringkøbing Amt 1978-84 og i Ribe Amt fra 1984.
Han har været bestyrelsesmedlem i Adoption Center Århus fra 1982, forbundslæge i Dansk Svømme- og Livredningsforbund fra 1984 og bestyrelsesmedlem i Scan Research fra 1997.
Han har udgivet talrige artikler og rapporter inden for arbejdsmiljø, hygiejne, ældreforsorg og andre sundhedspolitiske emner.
1996 blev han Ridder af Dannebrog.
Politisk løbebane.
Preben Rudiengaard var næstformand for Hviding Venstre fra 1992. Han var medlem af Ribe byråd fra 1994, 1. viceborgmester 1994-98 og 2. viceborgmester 1998-2002. Han har efterfølgende været borgmester i Ribe Kommune fra 1. januar 2002.
Parallelt med den kommunale karriere har han været Venstres folketingskandidat i Vejlekredsen 1993-94 og i Ribekredsen fra 1998. Herfra blev han folketingsmedlem for Ribe Amtskreds fra 11. marts 1998.
Renomé.
Preben Rudiengaard er kendt af folket som en vinglad politiker.
Da forbudet mod rygning i kommunale bygninger trådte i kraft, lavede han en særregel om, at han godt må ryge på sit eget kontor.
I januar 2009 blev Preben Rudiengaard del af en konflikt med regeringspartneren Det Konservative Folkeparti, da han offentligt kritiserede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen for at mangle visioner. I et noget opsigtsvækkende offentligt skænderi mellem de to regeringspartier udtalte Jakob Axel Nielsen blandet andet, at "han er en populistisk enkeltsagspolitiker, og han har ikke formuleret nogen som helst samlet vision for sundhedspolitikken i den tid, jeg har været sundhedsminister".
Mavesår.
Mavesår er en fællesbetegnelse for et sår i mavesækken (latin: "ulcus ventriculi") eller et sår i tolvfingertarmen (latin: "ulcus duodeni"). Mavesårsbakterien, "Helicobacter pylori", er en bakterie, som forårsager ca. 90% af sår, der ses i tolvfingertarmen og ca. 80% af alle sår, der optræder i mavesækken.
Efter Barry Marshalls og Robin Warrens opdagelse af denne bakterie i 1982 og dens rolle i udviklingen af mavesår er behandlingen af denne sygdom forbedret betragteligt, idet en fjernelse af bakterien ved brug af antibiotika (i kombination med syrenedsættende midler) som regel medfører helbredelse.
Tidligere behandledes mavesår udelukkende med midler til reduktion af mavens indhold af mavesyre. Særligt ondartede tilfælde kunne kræve fjernelse af en del af mavesækken ved kirurgisk indgreb, men tilstanden var kronisk og kunne medføre livsvarig invaliditet.
Symptomer.
Symptomerne på mavesår kan spænde fra lette symptomer med ubehag i maven til svære symptomer med blødning, opkastning af blod og peritoneal reaktion ved perforation af mavesækken eller tolvfingertarmen.
Behandling.
Behandlingen af mavesår er afhængig af den udløsende årsag. Hvis der er påvist tilstedeværelsen af "Helicobacter pylori" vil behandlingen bestå i behandling med 2 typer antibiotika (fx amoxicillin og metronidazol) og et syrehæmmende middel (fx en syrepumpehæmmer). Hvis man ikke kan påvise tilstedeværelsen af "Helicobacter pylori" vil man forsøge at behandle med et syrehæmmende middel og fjerne en evt. udløsende årsag som fx aspirin eller alkohol.
Ved pågående blødning kan man forsøge at stoppe blødningen med endoskopisk behandling.
Ved perforation af et mavesår kræves akut operation med lukning af hullet.
John Lykoudis' behandling.
En græsk læge ved navn John Lykoudis havde en praksis i den græske by Missolonghi vest for Delfi.
Han havde i adskillige år haft mavesår da han i 1958 behandlede sig selv med antibiotika og blev kureret.
Han gentog behandling på adskillige patienter og efter positive resultater begyndte han at eksperimentere for at finde den mest effektive kombination af antibiotika.
Den endelige kombination fik navnet "Elgaco" og blev patenteret den 16. november 1961 i Grækenland.
Det er sandsynligt at han har behandlet mere end 30.000 mavesårspatienter med dette lægemiddel.
Igennem hele forløbet lykkedes det dog ikke for John Lykoudis at overbevise de græske myndigheder og resten af den medicinske etablering om fordelene ved en antibiotisk behandling af mavesår. Således lykkedes det ikke at få godkendt "Elgaco" som lægemiddel; han fik en bøde/bod i 1968 i forbindelse med en disciplinærsag, og han fik tilsyneladende en retslig tiltale.
Himinglæva.
Himinglæva er i nordisk mytologi en jættekvinde, der er datter af Ægir og Ran.
Dufa.
Dufa er i nordisk mytologi en jættekvinde, der er datter af Ægir og Ran.
Belejringen af Chania.
Belejringen af Chania var en militær konflikt mellem det osmanniske rige og venetianerne.
Byen Chania blev angrebet af en stor osmannisk flåde under Yussuf Pasha i sommeren 1645. Efter en belejring på 57 dage kapitulerede venetianerne.
Angrebet var et led i den samlede erobring af Kreta, som blev foretaget af det osmanniske rige over de 3 efterfølgende årtier.
1645.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1640 1641 1642 1643 1644 - 1645 - 1646 1647 1648 1649 1650
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
Eksterne henvisninger.
45
1646.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1641 1642 1643 1644 1645 - 1646 - 1647 1648 1649 1650 1651
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
Eksterne henvisninger.
46
Kinaskok.
Kinaskok ("Stachys affinis" el. "Stachys sieboldii") også kaldet galtetand er en urteagtig plante, der stammer fra Japan og Østasien.
Kinaskok udvikler rodknolde under jorden, der ligner jordskokker til forveksling. Knolden har ikke noget skind, og kødet er hvidt. Hvor kartofler indeholder stivelse, indeholder kinaskok stachyrose - et tetrasaccharid, oligosaccharid.
Jordskok.
Jordskok ("Helianthus tuberosus") er en flerårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Stænglerne er ru og furede, marvfyldte og forgrenede på den øverste del. Bladene er spredtstillede, stilkede og hele. De er ægformede med ru overflade. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen foregår i august-oktober (afhængigt af voksestedet og sorten), hvor man finder blomsterne samlet i sidestillede kurve fra de øverste bladhjørner.Både de lange randkroner og de rørformede skivekroner er varmt gule. De er stærkt uregelmæssige, men tvekønnede. Frugterne er nødder uden fnok.
Rodsystemet består af de pære- æble eller tenformede knolde og et stort antal trævlerødder. Knoldene oplagrer store mængder af stivelse og sukkerstoffer "inulin".
2,00 x 0,40 m (200 x 40 cm/år), heri dog ikke medtaget skud fra aflæggerknolde.
Arten formodes at stamme fra den meksikanske højslette, men da den blev dyrket af de oprindelige folk i det meste af det østlige Nordamerika, er den naturaliseret dér. Den er knyttet til lysåbne eller let skyggede voksesteder med veldrænet, men ikke for tør jord og et højt humusindhold. Da man undersøgte ”skovbrynet” (overgangsbiotopen) mellem prærien og de østamerikanske skove langs flodsletterne i det østlige Missouri, USA, fandt man Jordskok voksende dér sammen med bl.a. Canadisk Gyldenris, "Cornus drummondii" (en art af Kornel), "Helianthus grosseserratus" (en art af Solsikke), Hjertebladet Asters, Kalkunfod, "Leymus cinereus" (en art af Marehalm), Prærie-Hirse, Sol-Dagøje, "Sorghastrum nutans" (en græsart) og Virginsk Vinterbær
Planten har været dyrket i Nordamerika, længe før europæerne ankom, og den franske opdagelsesrejsende, Samuel de Champlain, fandt dem dyrket ved Cape Cod i 1605. Nogle franske nybyggere, der havde overlevet en sultvinter ved at spise knoldene, sendte dem i 1610 hjem til moderlandet, sådan at de nåede frem til Paris i 1612. Derefter blev de dyrket hist og her i Centraleuropa, indtil de blev almindeligt kendte i den sidste del af det 20. århundrede.
Rodknoldene er knudrede, og smagen er meget speciel. Som rå smager den nærmest nøddeagtig, og som tilberedt er smagen sødlig og lidt bitter. Jordskokken har et højt indhold af C-vitamin og K-vitamin samt sukkerstoffet inulin. Hvor kartofler gemmer næringsenergi i stivelse gemmer jordskokker næringsenergi i inulin.
Jordskokken kan spises revet rå i salat, eller kogt som alternativ til kartofler i kartofler og gratiner. Næringsværdien minder meget om kartofler.
Tip: Ved kogning kan tilføjes en smule citronsaft, hvorved misfarvning undgås.
Jan Mayen.
Jan Mayens placering i Nordatlanten markeret med hvidt
Jan Mayen er en 373 km² stor arktisk ø, delvist dækket af gletsjere. Her ligger også Norges eneste aktive vulkan, Beerenberg, der med sin højde på 2.277 meter er et af Norges højeste bjerge. Jan Mayen er en del af kongeriget Norge, men er ikke omfattet af Svalbardtraktaten.
Opdagelsen af øen.
De første mulige belæg for kendskab til Jan Mayen stammer fra 500-tallet, og der er grund til at tro, at øen var kendt i vikingetiden. I 1614 gav den engelske kaptajn John Clarke øen navnet Isabella. Det var samme år, som Jan Mayen fik sit nuværende navn, da Joris Carolus navngav øen efter en af sine kaptajner, Jan Jacobs May van Schellinkhout, som havde nået øen tre år tidligere.
Hvalfangst.
I begyndelsen af 1600-tallet etablerede hollandske hvalfangere flere hvaloliekogerier på øen, således at de kunne udvinde olie fra hvalspæk. For det meste var et tusind mand i aktivitet på øen i sommermånederne, og flere mindre fæstningsværker blev bygget for at forhindre plyndring. Intensiv fangst medførte næsten udryddelse af grønlandshvalen, og hvalfangsten omkring Jan Mayen sluttede mellem 1640 og 1650. Øen blev forladt, og i løbet af de næste 230 år besøgte kun få skibe øen.
Det er enkelte rester af spækkogerierne og nogle hvalfangergrave tilbage, og for nogle år siden blev to større skydevåben fundet nær hovedfangststationen.
Ny aktivitet.
Efter hvalfangstperioden i 1600-tallet var der ingen aktivitet på øen indtil slutningen af 1800-tallet. En østrig-ungarsk videnskabelig ekspedition gennemførte kortlægning og udforskning af øen i 1882-83. Ekspeditionens kort var i almindelig brug frem til 1950'erne.
I begyndelsen af 1900-tallet iværksatte nordmænd fangst af polarræve. Rævejagten ophørte i slutningen af 1920'erne, da intensiv fangst havde ført til en stærk nedgang i rævebestanden. Af de første tretten fangsthytter findes fem stadig.
Den første meteorologiske station blev oprettet i 1921 af Hagbart Ekerold, og med undtagelse af vinteren 1940-41 har der været kontinuerlige meteorologiske observationer på Jan Mayen lige siden. Af den første meteorologiske station er der kun løse rester tilbage.
Øen annekteres af Norge.
Dele af øen blev okkuperet af Meteorologisk Institutt på vegne af Norge i 1922, og hele øen fulgte i 1926. Øen blev underlagt norsk suverænitet ved kongelig resolution den 8. maj 1929, og den blev en del af kongeriget 27. februar 1930, jf. Jan Mayen-lovens § 1.
Jan Mayen blev administreret fra Oslo gennem sysselmannen på Svalbard frem til 1. januar 1995. Derefter blev Jan Mayen lagt under fylkesmannen i Nordland. At Jan Mayen er en del af det norske rige, i modsætning til de antarktiske besiddelser, gør, at konventioner, som Norge er forpligtet af, også gælder Jan Mayen, hvis der ikke er taget forbehold ved ratificeringerne.
2. verdenskrig.
Med undtagelse af vinteren 1940-41 har der været kontinuerlige meteorologiske observationer på Jan Mayen. Af frygt for tyske angreb blev det i 1940 besluttet at nedbrænde den meteorologiske station og evakuere personalet til England. Men overvejelser om den strategiske betydning af vejrobservationerne, blandt andre for konvojtransporten til Murmansk, gjorde, at man ønskede at genoptage observationerne. Året efter, i 1941, vendte personalet, sammen med norske soldater, tilbage til øen, For det meste talte styrken 52 mand. Der blev ikke gjort forsøg fra tysk side på at landsætte tropper på øen, men tyske fly og ubåde aflagde flere gange Jan Mayen besøg for at rekognoscere samt for at få vejrobservationer. Undtagelsesvis skød tyske fly mod mennesker og anlæg på observatoriebakken, men uden at forvolde større skade, hvorfor personalet kunne levere meteorologiske data gennem hele krigen.
To tyske fly styrtede ned på Jan Mayen under anden verdenskrig, og besætningen på i alt tretten personer omkom. Det første flystyrt fandt sted den 15. juli 1942 ved Flykollen, men var ukendt indtil resterne af et tysk Junkers Ju 88 D1 blev opdaget den 23. august 1950 med fire omkomne besætningsmedlemmer om bord. Det andet flystyrt fandt sted den 7. august 1942 ved Danielsenkrateret. Flyet var af typen Focke-Wulf Fw 200, og alle ni besætningsmedlemmer omkom. Området var den dag dækket af tæt tåge, så bombning ikke var mulig. Af samme grund blev flyet ikke beskudt fra observatoriebakken, da de norske styrker på grund af tågen ikke kunne afgøre om flyet var ven eller fjende. I 1959 blev resterne af besætningerne på de to fly begravet på krigskirkegården i Narvik.
I efteråret 1943 gav den norske regering USA lov til at etablere en radiolyttestation på Midt-Jan med det formål at pejle sig ind på hemmelige tyske radio- og meteorologiske stationer på Grønland. Den amerikanske base gik under navnet Atlantic City. Et krav var, at USA skulle fjerne stationen og forlade øen straks efter krigens ophør. USA blev på Jan Mayen indtil februar 1946. Den norske regering var stærkt optaget af amerikansk tilbagetrækning for at forhindre, at Sovjetunionen skulle få et påskud til at kræve lignende eller større militære anlæg på Svalbard.
Jan Mayen var den eneste del af kongeriget Norge, der under anden verdenskrig fuldt ud var under den lovlige norske regerings kontrol.
Udvidelse af den økonomiske zone.
I 1980 blev den økonomiske zone (fiskerizonen) udvidet til 200 sømil rundt om øen under protester fra naboøerne Island og Grønland. Norge godtog ved aftaler med Island den 28. maj 1980 og 22. oktober 1981 en indsnævring af Jan Mayen-zonen, ved at Jan Mayens økonomiske zone blev afgrænset af den islandske 200-sømilzone og ikke ved midterlinjen. Tvisten om afgrænsningen mod Grønlands økonomiske zone blev afgjort i Jan Mayen-sagen mellem Danmark og Norge af den Internationale Domstol i Haag i 1993. Aftalerne med Danmark og Island blev fremmet af kongen i statsråd den 13. februar 1998 og vedtaget af Stortinget den 2. april 1998.
Nedtrapning af virksomheden.
Den bemandede kystradiostation på Jan Mayen blev i 1995 nedlagt og overført til Bodø Radio, hvorfra den fjernstyres via satellit.
Loran-C-stationerne i Norge blev i 2004 besluttet nedlagt inden den 1. januar 2006, deriblandt stationen på Jan Mayen. Regeringen offentliggjorde den 9. december 2005, at den ønskede at fremme et forslag for videre drift af stationerne og den 23. juni 2006 offentliggjorde Fiskeri- og Kystdepartementet, at driften af de fire norske Loran-C-stationer ville blive forlænget til udgangen af 2009. Årsagen til forlængelsen af driften var øget interesse for det bakkebaserede navigationssystem i Europa. Departementet var blevet opfordret af blandt andre EU, Storbritannien og Frankrig til af videreføre driften af stationerne.
Geografi.
Jan Mayens placering i forhold til det norske fastland
Øen er 373 km² stor, ligger 600 kilometer nordøst for Island og 500 kilometer øst for Grønland. Den ligger omtrent 1000 kilometer fra både den norske kyst og Svalbard. Øen strækker sig 53 kilometer fra sydvest til nordøst mellem 70° og 72°N og mellem 8° og 9°V. Bredden spænder fra 2,5 til 15,8 kilometer.
Øen er opdelt i tre dele, den smalle og lave tange Midt-Jan samt de bjergrige Nord-Jan og Sør-Jan.
Naturforhold.
Jan Mayen er en del af den midtatlantiske ryg. Denne undervandsbjergkæde strækker sig sydpå til Bouvetøen og består af vulkansk fjeld, dannet for indtil en million år siden i sprækken mellem Amerikas og Europas/Afrikas kontinentalplader. Jan Mayen er den synlige top på et af disse vulkanske fjelde, hvis fod er cirka 3.000 meter under havets overflade. Jan Mayens kendetegn er den 2.277 meter høje vulkan Beerenberg, som for en stor dels vedkommende er dækket af gletsjer og udgør hele den nordlige del af øen (Nord-Jan). Beerenberg, der er en aktiv vulkan, havde sit seneste udbrud i 1985. Hele øen er af vulkansk oprindelse, men om sommeren giver mos, græs og hårdføre blomster farve til det ellers dystre landskab. Klippegrunden ligner meget store dele af Island.
Bjerge.
Jan Mayen er det eneste område i Norge, som har aktive vulkansystemer og vulkanske klippearter afsat efter istiden. Den snedækkede vulkan Beerenberg er stadig aktiv og er verdens nordligste aktive vulkan. Beerenberg er en stratovulkan og har haft seks udbrud siden 1732, med det seneste udbrud i 1985. Der kommer stadig damp fra både hovedkrateret og enkelte andre steder på øen.
Indsøer.
Ved den smalleste del af øen ligger øens to indsøer, Nordlaguna og Sørlaguna. Nordlaguna er 40 meter på det dybeste sted og var en vigtig ferskvandskilde. Men i løbet af de seneste ti år er området, der adskiller lagunen fra havet, blevet smallere, således at høje bølger slår over fra havet og gør dens vand brakt. Sørlaguna er meget større, men den er ikke ret dyb og kan udtørre om sommeren.
Klima.
Øen ligger i overgangen mellem arktisk og tempereret klima med relativt milde vintre og kølige somre med en månedlig middeltemperatur på Midt-Jan der varierer mellem +5 °C og -6 °C. Øen ligger i en lavtryksbane, som ofte fører mild luft ind sydfra. Den årlige nedbørsmængde varierer med de topografiske forhold, men måles til omkring 700 mm på Midt-Jan. Øen er ofte dækket af tåge, og de omkringliggende havområder er tilisede mellem februar og april.
Flora.
Vegetationen domineres af lavtvoksede urter, lav og mosser. Der vokser ikke buske eller træer på Jan Mayen. Enkelte arter er endemiske.
Fauna.
Afstanden til andre landområder gør at artsrigdommen er begrænset på Jan Mayen, men øen er alligevel et vigtigt ynglested for flere havfuglearter, og 27 fuglearter yngler fast på øen. De store kolonier med mallemuk, søkonge og polarlomvie anses for at have både national og international beskyttelsesværdi. Andre store forekomster af fuglearter er ride og lunde. Totalt er det observeret 98 forskellige fuglearter som besøger øen periodisk.
Polarræven var tidligere det eneste talrige pattedyr på øen, men intensiv jagt i begyndelsen af 1900-tallet førte til, at polarræven næsten blev udryddet. Klapmyds og grønlandssæl har ynglepladser på den nordvestlige del af Jan-Mayen. Isbjørne optræder uregelmæssigt, når iskanten ligger op mod Jan Mayen om vinteren.
De to mest kommercielt værdifulde havressourcer på øen er ørred og kammusling.
Søen Nordlaguna på Midt-Jan er det eneste ferskvandsøkosystem som ikke indtørrer i tørre perioder. Den har en bestand af ferskvandsørred, som man antager har været isoleret fra omverdenen mellem 1500 og 4000 år.
Demografi.
De eneste indbyggere på øen er personale fra Norges Forsvar samt Meteorologisk Institutt, i alt 18 personer. 14 personer er ansat i Forsvaret og de resterende fire af Meteorologisk Institutt. Indbyggertallet øges i sommerhalvåret hvor vedligehold bliver udført på øens installationer. Tjenestetiden er et halvt eller et helt år, og personaleskifte sker i april og oktober. Forsvarets personale driver en Loran-C-station. Både den meteorologiske station og Loran-C-station ligger få kilometer fra Olonkinbyen, hvor hele personalet bor.
Næringsliv.
Det er ingen udnytbare naturressourcer på Jan Mayen. Den økonomiske aktivitet er begrænset til drift af den norske radio- og vejrstation som ligger på øen, samt Forsvarets (Forsvarets Logistikkorganisasjon IKT) Loran-C-station.
Jan Mayen Radio.
Jan Mayen Radio var en norsk kystradiostation, bygget i 1921 ved Eldstemetten på østsiden af øen. Radiostationen bestod af en 3 kW Telefunken gnistsender og 55 meter høje træmaster til antenner. I september 1940 blev stationen ødelagt af norske styrker og personalet sendt til Island. I 1941 blev der bygget en station ved Nordlaguna på vestsiden af øen. Efter krigen blev den flyttet op på plateauet oven for Nordlaguna, som i dag hedder Libergsletta. I 1962 blev radiostationen flyttet til Helenesanden 3 kilometer nord for Norges Forsvars Loran-C-station. I 1984 blev telegrafikravet fjernet, og radiostationen blev flyttet til Forsvarets station. I 1989 blev der installeret VHF-sæt på Danielsenkrateret og i 1994 blev en MF-digital-selcall-sender installeret, med fjernstyring fra Bodø Radio. Stationen kontrolleres i dag fra Bodø Radio via satellit, men kan tages i lokal kontrol ved forbindelsesnedbrud mod Eik Jordstasjon.
Kommunikation.
Adgangsmulighederne til Jan Mayen er begrænsede. Nemmeste adgang er med fly, hvor man lander på øens 1.585 meter lange landingsbane. Jan Mayens flyveplads er udsat for vejrliget og anvendes hovedsagelig af Norges Forsvars C-130 Hercules-fly, som kommer med forsyninger hver anden eller tredje måned. Etableringen af Jan Mayens flyveplads blev påbegyndt i august 1960, og det første fly, et Catalina-fly fra Norges Luftforsvar, landede den 17. september 1960 for at hente en person der var blevet akut syg med bughindebetændelse. Det første civile fly landede den 29. oktober 1961, og var et Douglas DC-4 fra Braathens SAFE. Før flyvepladsen blev etableret, blev post til Jan Mayen om vinteren udkastet fra Catalina-fly. Øen har ingen naturlig havn, og landgang fra både kan være farlig, men det er muligt på både nord- og sydsiden.
Anders Samuelsen.
Anders Samuelsen (født 1. august 1967 -) er medlem af Folketinget for Liberal Alliance og fra 2010 tillige af Horsens Byråd. Han har tidligere været medlem af Folketinget (1998-2004) og Europa-Parlamentet (2004-2007) for Det Radikale Venstre. Den 7. maj 2007 stiftede han Ny Alliance sammen med Naser Khader og Gitte Seeberg, som begge siden har forladt partiet. I sommeren 2008 blev et nyt og mere liberalt partiprogram vedtaget, samtidig med at navnet blev ændret til Liberal Alliance. Anders Samuelsen blev partileder efter Naser Khaders farvel til Liberal Alliance i januar 2009.
Baggrund.
Samuelsen er født i Horsens og søn af Ole Samuelsen og Anna Holm. Han har fire søskende, hvoraf de mest kendte er Morten Samuelsen og Mette Bock.
Han gik på Tranebjerg Skole og blev efterfølgende student fra Viborg Katedralskole i 1986 og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1993. Anders Samuelsen arbejdede som konsulent og projektkoordinator på Døves Højskole, Castberggård fra 1994 til 1998.
I 1992 blev han gift med Lajla Dam Samuelsen, der er børnehaveklasseleder. Sammen har de to sønner, Mikkel og Emil. Parret flyttede fra hinanden i foråret 2009.
Det Radikale Venstre.
Samuelsens politiske karriere startede i Det Radikale Venstre. Han var partiets kandidat i Horsenskredsen 1994-98 og i Holbækkredsen fra 1998.
Han var midlertidigt medlem af Folketinget for Vejle Amtskreds i perioderne 5.-11. december 1997 og 31. marts 1998-20. november 2001 som stedfortræder for Elsebeth Gerner Nielsen. Desuden var han medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse 1997-98.
Han blev valgt til folketingsmedlem for Vestsjællands Amtskreds 20. november 2001, hvor han sad indtil 30. juni 2004.
Europa-Parlamentet.
Anders Samuelsen var medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre fra 13. juni 2004 - 28. november 2007, hvor han blev erstattet af Johannes Lebech.
Liberal Alliance.
I sommeren 2007 stiftede Anders Samuelsen sammen med den tidligere partikollega Naser Khader og den tidligere konservative politiker Gitte Seeberg partiet Ny Alliance. Han har siden 2007 været partiets kandidat i alle opstillingskredse i Østjyllands Storkreds. Ved folketingsvalget i 2007 blev han valgt for Ny Alliance. Partiet skiftede navn til Liberal Alliance i august 2008. Efter Naser Khader trådte ud af partiet i januar 2009 blev Anders Samuelsen partileder. Udover at være partileder har Anders Samuelsen en række ordførerskaber inden for områderne: arbejdsmarkedet, EU, finans, udenrigspolitik, politik-økonomi, skat og udvikling.
Ved kommunalvalget 2009 stillede Samuelsen op i Horsens og blev valgt.
Helge Sander.
Helge Sander (født 27. august 1950 i Ørre) er tidligere minister. Han var Folketingsmedlem for Venstre i Ringkøbing Amtskreds fra 10. janunar 1984 til 31. januar 1998. Han var Minister for videnskab, teknologi og udvikling fra 27. november 2001 til 23. februar 2010.
Realeksamen Aulum Byskole 1968. Uddannet som journalist ved "Herning Folkeblad" 1968-71.
Journalist ved "Morgenavisen Jyllands-Posten" 1972. Arrangementschef i A/S Herning-Hallen 1973-77, herunder arrangør af seksdagesløb. Medstifter af Dansk Professionelt Fodboldforbund 1977. Direktør for fodboldklubben A/S Herning Fremad 1978-79. Sekretariatschef i Divisionsforeningen i fodbold 1979-81. Konsulent på bryggeriet Carlsberg, marketingafdelingen, med hovedansvar for sportsaktiviteter 1982-87.
Medlem af Herning Byråd 1974-79 og fra 1994, viceborgmester 1994-98, borgmester 1998-2001.
Medlem af bestyrelsen for VU i Herning 1967-72, formand 1969-71, næstformand for VU i Ringkøbing Amt 1970-71. Medlem af bestyrelsen i Herning Venstrevælgerforening 1969-71, af bestyrelsen for Venstre i Herningkredsen 1969-71 og af partiets amtsbestyrelse 1970-71. Medlem af partiets hovedbestyrelse 1987-98 og fra 2001. Kandidat for partiet til Europa-Parlamentet i Ringkøbing og Viborg Amter 1992-93.
Stifter af og formand for Elevrådssammenslutningen for Vestjylland 1966-68. Formand for Herning Cykle Klub 1973-74. Medlem af Danmarks Cykle Unions (DCU) udtagelseskomité 1974-75, af DCU's repræsentantskab 1974-76, af unionens lovudvalg 1977-82 samt af Amatør- og Ordensudvalget 1982-2001. Medlem af bestyrelsen for Europahøjskolen, Møn, 1976-77. Medlem af Jernbanerådet (DSB) 1988-94, af Kristelig Lytter- og Fjernseerforenings landsstyrelse 1990-96, af bestyrelsen for Danmarks Sportsmuseum 1991-94, af DDL's repræsentantskab (SAS) 1991-97 og af Statens Ligningsråd 1992-94. Medlem af bestyrelsen for Midtjysk Skole- og Kulturfond og Nygaard Skole i Ørre 1994-2001.
Peder Sass.
Peder Sass (født 30. oktober 1943) er fuldmægtig, søn af malersvend Jørgen Johannes Sass og Ebba Sass.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Storstrøms Amtskreds fra 12. dec. 1990.
Folkeskole 1950-58. Handelsskole 1959-62. Fagskole 1963. Uddannet handelsmand i Dansk Papirforsyning 1959-65. Den Nordiske Folkehøjskole 1967. Dansk Kommunalkursus 1971-73. En række faglige kurser.
Afdelingssekretær i HK 1965-70. Fuldmægtig i Suså Kommunes skole- og kulturforvaltning 1970-78, i samme kommune beskæftigelseskonsulent 1978-84, medarbejder i socialforvaltningen siden 1984.
Tillidsmand i Suså Kommune 1970-76 og 1984-88. Hovedbestyrelsesmedlem af HK's kommunale landsforening 1972-76. Formand for DUI-Leg og Virke i Suså 1972-97. Medlem af Storstrøms Amtsråd 1974-91 og formand for Undervisnings- og Kulturudvalget 1978-91. Medlem af Statens Museumsnævn 1986-90. Formand for Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater 1989-91. Formand for Socialdemokratiets Fællesvirksomhed i Suså Kommune 1971-75. Medlem af Socialdemokratiets Fritids- og Idrætspolitiske Udvalg 1983-86, Kultur- og Fritidspolitiske Udvalg 1986-89 og Indenrigspolitiske Udvalg 1989-91. Næstformand for AOF's Landsforbund fra 1993. Landsformand for Ungdomsringen fra 1994. Socialdemokratiets idrætspolitiske ordfører samt ordfører på folkeoplysningsområdet. Medlem af Socialdemokratiets Kulturudvalg 1997-2000.
Partiets kandidat i Næstvedkredsen fra 1989.
Grete Schødts.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Fyns Amtskreds fra 10. maj 1988.
Født 11. dec. 1945 i Svendborg, datter af gårdejer Johannes Bøgebjerg Jørgensen og Elvira Jørgensen.
Folkeskolen 1953-60. Handels- og kontoruddannelse afsluttet med handelsskoleeksamen 1964.
Aftenskoleleder for Arbejdernes Oplysningsforbund 1976. Medhjælper på plejehjem 1971-78.
Formand for HK's ungdomsgruppe 1960-63. Tillidsrepræsentant 1974-78. Medlem af bestyrelsen for Husligt Arbejderforbund i Svendborg 1972-88, næstformand 1981-84, formand 1984-88. Medlem af Fyns Amtsråd 1981-85 og af Svendborg Kommunalbestyrelse 1981-88.
Gruppesekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe 1994-2001.
Partiets kandidat i Svendborgkredsen fra 1987.
Gitte Seeberg.
Gitte Seeberg (født 25. juni 1960 i København) er cand.jur. og var medlem af Folketinget. Den 8. juli 2008 blev det bekendtgjort, at Gitte Seeberg skulle tiltræde som generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden per 1. september 2008, og at hun samtidig udtrådte af Folketinget.
Oprindeligt repræsenterede hun Det Konservative Folkeparti i Folketinget 1994-2004 og i Europa-Parlamentet 2004-2007. 7. maj 2007 var hun blandt stifterne af Ny Alliance sammen med Naser Khader og Anders Samuelsen, og blev indvalgt i Folketinget for partiet ved valget i 2007. Hun forlod partiet den 29. januar 2008 og blev løsgænger.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Det Konservative Folkeparti - Folketingsmedlem for Københavns Amtskreds fra 21. sept. 1994 og for Roskilde Amtskreds 11. marts 1998-30. juni 2004.
Cand.jur. fra Københavns Universitet 1986.
Advokatfuldmægtig 1986-89. Erhvervsejendomsmægler fra 1989. Samme år påbegyndt selvstændig advokatvirksomhed.
Skattepolitisk ordfører fra 1995, finanspolitisk ordfører fra 1998 og udenrigspolitisk ordfører fra nov. 2001. Næstformand for den konservative folketingsgruppe fra 2001.
Partiets kandidat i Frederiksværkkredsen 1994-95, i Køgekredsen fra 1995.
Tidligere medlem af VL-gruppe 67.
Bruddet med Konservative.
Igennem længere tid havde Gitte Seeberg været en af de konservative, som udtalte sig kritisk overfor Dansk Folkepartis store indflydelse i dansk politik. Dette var ifølge hende selv medvirkende årsag til at hun den 7. maj 2007 forlod det Konservative Folkeparti og dannede Ny Alliance sammen med Naser Khader og Anders Samuelsen, hvilket hun opsummerede i sætningen "nok er nok".
Bruddet med Ny Alliance.
Efter uenigheder om Ny Alliances politiske profil, forlod Gitte Seeberg partiet 29. januar 2008. Hun var utilfreds med partiets beslutning om ikke at gå imod regeringen og Dansk Folkepartis aftale på asylområdet, og udtalte efterfølgende at partiet "ikke længere var hendes projekt". Seebergs udmelding fik flere andre til at forlade partiet, blandt andre spidskandidaten for Københavns Omegns Storkreds, René la Cour Sell, og flere lokalformænd.
Hanne Severinsen.
Venstre (parti) - Midlertidigt medlem for Østre Storkreds 6. oktober-13. november 1977 og 5. oktober-3. november 1978. Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds 10. januar. 1984-7. september 1987 og igen fra 10. maj 1988.
Født 12. juni 1944 i København, datter af landsretssagfører Erik Severinsen og Else Severinsen.
Student fra Johannesskolen Frederiksberg 1963. Cand.mag. (historie, samfundsfag) fra Københavns Universitet 1973.
Adjunkt ved Gentofte Studenterkursus 1971-87. Lektor ved VUC-Skjern 1988-91. Skjern Tekniske Skole 1991-92.
Næstformand for Venstres Studenter i København 1966-67. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1974-84. Formand for bestyrelsen for Radio Ådalen, Skjern/Tarm 1988-96.
Medlem af Bikubens tilsynsråd 1978-88 og næstformand for repræsentantskabet fra 1980. Medlem af bestyrelsen for Center for Menneskerettigheder fra 1990. Formand for Kosova-Komiteen i Danmark fra 1996.
Medlem af Venstres forretningsudvalg 1978-85. Venstres næstformand 1982-85. Formand for partiets ligestillingsudvalg 1982-84. Medlem af FN's Kvindekommission 1984-88, vicepræsident 1986-88. Fra 1990 medlem af Europarådet, næstformand for Europarådets liberale gruppe fra 1994, formand fra 2000. Fra 1995 næstformand for Subcommittee on Relations with European Non Member Countries og for Honoring of Commitment Commitee. Formand for Folketingets Uddannelsesudvalg 1990-98 og for Forskningsudvalget fra 1995. Ordførerskaber på udenrigsområdet og for videregående uddannelser.
Partiets kandidat i Østre Storkreds fra 1973, i Fredensborgkredsen fra 1978 og i Skjernkredsen fra 1982.
Irene Simonsen.
Irene Simonsen (født 30. december 1958 i Hvorslev Sogn) er tidligere folketingsmedlem, valgt for Venstre i Vejle Amtskreds fra 20. november 2001 til 13. november 2007.
Irene Simonsen er datter af smed Bernt Thøgersen og damefrisør Betty Thøgersen.
10 kl. + teknisk forberedelseseksamen på Ulstrup Centralskole i 1974. 1-årig handelseksamen fra Silkeborg Handelsskole i 1975. Højere Handelseksamen i regnskab og driftsøkonomi fra Horsens Handelsskole i 1980. Master i NLP ledelse og formidling fra Silkeborg NLP-institut i 1998
1979-83 selvstændig tankforpagter. 1983-85 dagplejemor. 1985-86 regnskabsmedarbejder hos Siim Jensen plast i Hornsyld. 1986-89 salgsassistent hos Jysk Telefon A/S, Horsens. 1989-90 sælger hos Telepunkt Horsens A/S. 1991-93 selvstændig virksomhed med speciale i salg & markedsføring. 1994-97 underviser på Tørring Uddannelses Center. 1997-98 leder af vejledningscenter Perronen i Vejle. 1995-99 drevet selvstændig virksomhed Cortex i Hornsyld ved siden af lønmodtagerjob. Fra 1999 fuldtidsbeskæftiget i egen virksomhed Cortex, der nu har 7 ansatte og drives videre ved siden af hvervet som folketingsmedlem.
Formand i Hornsyld-Bjerre Venstrevælgerforening. Medlem af bestyrelsen i Dansk Røde Kors, Juelsminde afd. Initiativtager og formand for bestyrelsen af Borgergruppen for integration af flygtninge i Juelsminde Kommune. Formand for Venstres amtudvalg for finans- og skattepolitik.
Medlem af bestyrelsen for Dansk Røde Kors' asyludvalg.
Partiets kandidat i Horsenskredsen siden 1999.
Sadomasochisme.
Sadomasochisme, ofte forkortet "SM" eller "S/M" er et begreb, som bl.a. betegner en seksuel orientering eller praksis, omfattende forskellige handlinger, hvori en enkelt eller flere aktører påfører enten sig selv eller en anden fysisk eller psykisk smerte. Disse praksisser er som oftest af seksuel karakter, men ikke nødvendigvis.
Betegnelsen er fremkommet ved en sammentrækning ("portmanteau") af ordene sadisme og masochisme. Når udøverne betegner sig "sadomasochister" tilkendegiver de ikke, om de hører til den ene eller anden gruppe.
Mange sadister og masochister foretrækker at kalde sig sadomasochister, fordi de oprindelige udtryk efterhånden har fået en betydning, som mest dækker de seksuelle handlinger, hvor tilføjelse/modtagelse af fysisk "smerte" er et vigtigt element. I modsætning hertil dækker sadomasochisme som begreb også en række andre seksuelle aktiviteter, der kan omfatte forskellige former for rollespil, bondage, psykisk dominans/underkastelse etc. Den intensitet og de former, sadomasochismen antager, er meget individuelle, og S/M optræder ofte i sammenhæng med fetichisme.
Sadisten og masochisten er nødvendige og ideelle seksualpartnere for hinanden, idet de har modsatte roller, som ikke kan realiseres uden den anden parts aktive eller passive medvirken. En del sadomasochister kan fungere i begge roller og har således et bredt seksuelt virkerum. En person med denne dobbelte profil kaldes med et låneord fra engelsktalende SM-miljøer for en "switch."
Niels Sindal.
Niels Sindal (født 29. april 1950) er konsulent og medlem af Folketinget for Fyns Amtskreds fra 20. november 2001 - valgt for Socialdemokratiet.
Student Vestre Borgerdyd Gymnasium 1970. Bifag i Legemsøvelser fra Odense Universitet 1974, fysioterapeut 1976.
Konsulent Odense Stålskibsværft til 1978, afdelingsleder i Fyns Amts Sygehusvæsen til 1993.
Medlem af Ærøskøbing Kommunalbestyrelse 1986-94.
Partiets kandidat i Nyborgkredsen fra 1999.
Helle Sjelle.
Helle Sjelle (født 3. marts 1971) er en dansk politiker som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 2001.
Biografi fra Folketingets hjemmeside med senere ændringer.
Det Konservative Folkeparti - Folketingsmedlem for Østre Storkreds fra 20. nov. 2001; og for Københavns Storkreds fra 13. nov. 2007.
Født 3. marts 1971 i Faxe, datter af Knud Nielsen og frisør Emmeli Sjelle Nielsen.
9. klasse afgangseksamen fra Boestofteskolen 1987. Vermillion High School, South Dakota, USA 1987-88. Sproglig studentereksamen fra Haslev Gymnasium 1988-91. Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse 1995-97. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1998-2005.
Partiets kandidat i Østerbrokredsen fra januar 2007; tidligere fra Ryvangskredsen.
Jann Sjursen.
Jann Jacob Sjursen (født 20. oktober 1963) er en dansk politiker, som har repræsenteret Kristendemokraterne. Han har siddet i Folketinget fra 1998 og var partiformand 1990-2002. Han var energiminister i Regeringen Poul Nyrup Rasmussen I 1993-1994.
Efter at have afsluttet en politisk karriere er Jann Sjursen blevet generalsekretær i bistandsorganisationen Caritas Danmark, en NGO, der arbejder med international nødhjælp og udviklingsarbejde.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Kristeligt Folkeparti - Energiminister 25. jan. 1993-27. sept. 1994. Folketingsmedlem for Århus Amtskreds fra 11. marts 1998. Gift 1989 med Karen Sjursen født Hagelskjær. 3 børn: Maria 1991, Amanda 1994 og Johan 1995.
Født 20. oktober 1963 på Frederiksberg, søn af fhv. forretningsfører Leif Sjursen og kirketjener Kirsten Sjursen.
Rosenlundskolen Skovlunde 1970-73, Lindebjergskolen, Næstved 1973-78. Hellebjerg Idrætsungdomsskole 1978-80. Student Næstved Gymnasium 1983. Børkop Højskole 1984. Haslev Seminarium 1984-88.
Generalsekretær for Kristendemokratisk Ungdom i Norden 1986-89. Lærer på Vor Frue Skole i Næstved 1988-93 og 1995-97. Ansat formand for Kristeligt Folkeparti 1997-98.
Medlem af Lokalradio- og Tv-nævnet for Næstved Kommune 1990-93. Medlem af Skatteankenævnet 1990-93.
Landsformand for Kristeligt Folkepartis Ungdom 1987-89. Landsformand for Kristeligt Folkeparti 1990-2002. Energiminister i regeringen Nyrup I 1993-94.
Partiets kandidat i Næstvedkredsen 1987-89, Koldingkredsen 1989-91 og Århus Vestkredsen fra 1991.
Jann Sjursen meldte sig ud af Kristendemokraterne den 6. Juli 2007 som protest mod partiets ændrede kurs i forbindelse med kampen mod abort.
Birthe Skaarup.
Birthe Anna Skaarup (født 12. april 1939) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 1998.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Vejle Amtskreds fra 11. marts 1998-20 nov. 2001. Folketingsmedlem for Århus Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født 12. april 1939 i København, datter af pianist Henry Andersen og Mary Andersen.
Mellemskoleeksamen Kastrup Skole 1956. Postvæsenets egen uddannelse 1955-59. Virksomhedsøkonomi, Århus Købmandsskole 1988.
Ansat ved Post- og Telegrafvæsenet 1955-61. Københavns Kul- og Koks Kompagni 1961-62. Nordisk Brand, Århus 1962-63. Selvstændig erhvervsdrivende Århus Foto Teknik 1963-95.
Medlem af Århus Amtsråd fra 1990 - 2001. Medlem af Århus Byråd 1994-98.
Medlem af Marie Brolin Tani danseteater fra 1994. Medlem af Aarhus Teaters bestyrelse og af Samarbejdskomiteen til støtte for børn og unge i Estland fra 1998. Næstformand for Psykiatri- og Handicapudvalg fra 1998.
Formand for Folketingets Sundhedsudvalg fra 2001, medlem af Uddannelsesudvalget, Socialudvalget og Alkoholpolitisk Udvalg samt tingsekretær.
Kandidat for Fremskridtspartiet i Århus Vestkreds fra 1988 og Århus Sydkreds fra 1994. Kandidat for Dansk Folkeparti i Koldingkredsen fra 1997 og i Århus Vestkreds fra 2001.
Peter Skaarup.
Peter Skaarup (født 1. maj 1964) er en dansk politiker som har repræsenteret Dansk Folkeparti i Folketinget fra 1998. Han er desuden næstformand for Dansk Folkeparti.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Østre Storkreds fra 11. marts 1998.
Født 1. maj 1964 i Århus, søn af fototekniker Hans Skaarup og regnskabsfører, MF Birthe Skaarup.
Forældreskolen i Århus 1970-79. Aarhus Katedralskole 1979-82.
Teknisk konsulent i DSB rejsebureaudivision 1986-90. Sekretariatschef i Folketinget for Fremskridtspartiet 1990-95 og for Dansk Folkeparti 1995-98.
Medlem af Østerbro Lokalråd 1995-97. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation samt økonomiudvalget fra 1. jan. 1998. Medlem af bestyrelsen for Ørestadsselskabet og Østamagerbaneselskabet fra 1998, for Copenhagen Capacity, og for Bellevue Strandpark 1998-2002. Medlem af Skatteankenævnets 5. udvalg 1998-2002, af Lokalnævnet for Københavns Politikreds 1998-2002 og af repræsentantskabet for Krogerup Højskole 1988-2002.
Medlem af Folketingets edb-styregruppe 1992-97. Medlem af repræsentantskabet for Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) 1996-99 og NATO Parlamentarian Assembly (NPA) fra 1998. German Marshall Fellow fra 1999. Næstformand for Dansk Folkeparti og for folketingsgruppen fra 1998. Næstformand for Folketingets Trafikudvalg fra 2001, medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget, Retsudvalget og Udenrigsudvalget fra 1998, 21-mands-udvalget vedr. Færøerne fra 2000, Det Politisk-Økonomiske Udvalg og Det Interparlamentariske Udvalg (IPU) 2001. Medlem af EU-konventet fra 2002.
Partiets kandidat i Brønshøj-Husumkredsen samt Østbanekredsen fra 1997.
Gift med Therese Skaarup, som sammen har 2 børn, en dreng og en pige. Peter har desuden 2 drenge fra tidligere forhold.
Ole Sohn.
Ole Sohn, politiker og forfatter, 2006
Ole Christian Liep Sohn (født 12. september 1954) er en dansk politiker (SF) og forfatter. Han var formand for Centralkomiteen i Danmarks Kommunistiske Parti 1987-1991. Efter Sovjetunionens sammenbrud, skiftede han i 1992 til Socialistisk Folkeparti, som han fra 1998 og til i dag har repræsenteret i Folketinget. I øjeblikket er han gruppeformand for SF's folketingsgruppe.
Biografi.
Ole Sohn er født 12. september 1954 i Torsted som søn af repræsentant Henning Sohn og lærer Grete Sohn.
Han gik i Egebjerg Skole 1960-1970 og på Gedved Seminarium, hf-kursus 1972-1973.
Før tiden på seminariet arbejdede han som arbejdsdreng og skibskok 1970-1972, og efter uddannelsen som jord- og betonarbejder 1973-1976.
Senere har han arbejdet som forfatter, foredragsholder og konsulent.
Formand for Danmarks Kommunistiske Parti.
Da DKP-formanden Jørgen Jensen døde i 1987 blev Ole Sohn formand.
Fra 1987 til 1989 modtog han på syv forskellige datoer sammenlagt 5,2 millioner kroner.
Ole Sohn deltog, som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, i hyldesten af DDR's 40-årsdag den 7. oktober 1989.
Ole Sohn er fra flere sider blevet kritiseret for sin deltagelse i paraden, eftersom han ifølge kritikerne på denne måde måtte siges at bifalde de omfattende krænkelser af menneskerettighederne, som det østtyske diktatur udførte på bl.a. politiske modstandere.
Fra anden side bemærkes ofte, at den sovjetiske reformkommunistiske leder Mikhail Gorbatjov også deltog i DDR-paraden. Gorbatjov blev af mange oppositionelle i DDR set og hyldet som et håb om forandring, og det er almindeligt anerkendt, at Gorbatjovs politiske linje muliggjorde Murens fald. I DKP støttede Ole Sohn Gorbatjovs reformpolitik, i modsætning til DKP’s konservative fløj.
I et brev til Erich Honecker få uger inden DDR's fald skrev Ole Sohn at den østtyske socialisme er til "stor inspiration" og Sohn takker DDR for at have "udgjort en afgørende faktor for fred, sikkerhed og afspænding i Europa".
Udgivelser.
Forfatteren Ole Sohn fortæller om en af sine bøger
Ole Sohn er forfatter til en række bøger om fortrinsvis sociale emner, herunder også biografiske beskrivelser, blandt andet om Arne Munch-Petersen.
Ole Sohn er også ejer af et bogforlag, som primært udgiver bøger og kunst fra Cuba.
Hæderspriser.
Har modtaget Lyngsie-prisen, som uddeles af Arbejdsmændenes Kulturfond i Horsens, 1991
D-dag (militært udtryk).
Ordet D-dag "(Engelsk: D-day)" er et engelsk militært udtryk, der bruges for at hemmeligholde startdatoen for en given militær operation, men ordet bliver også brugt i planlægningsfasen, før en dato er fastsat. D-dag er dagen, hvor en operation indledes, D-3 betyder 3 dage før D-dag, mens D+3 betyder tre dage efter.
Tilsvarende anvendes C-dag om deployeringsdagen og M-dag om den dag hvor fuld mobilisering starter. Ligesom man definerer dagen, definerer man også angrebstidspunktet på den pågældende dag med H-hour (klokken H) om starttidspunktet for operationen på D-dag, L-hour er tidspunktet på C-dag, hvor deployeringen starter og F-hour om tidspunktet hvor forsvarsministeren mobiliserer reserverne.
Den mest berømte D-dag.
D-dag kendes typisk for dagen hvor de Allierede startede Operation Overlord med landgang på det europæiske fastland den 6. juni 1944 under 2. verdenskrig. Forud lå en gigantisk planlægning af selve operationen samt flere afledningsmanøvrer, der skulle narre den tyske militærledelse til at omplacere troppestyrker og materiel til andre kystegne end Normandiet, hvor landgangen reelt fandt sted. Selve landgangen kaldtes Operation Neptune.
Under operationen landsatte man soldater i stort tal fra landgangsfartøjer, men også i baglandet med faldskærme og transportsvævefly. Kysten blev opdelt i landgangszonerne (fra vest mod øst) Utah Beach, Omaha Beach, Gold Beach, Juno Beach og Sword Beach.
En del af de tyske panserstyrker var på grund af interne magtkampe sendt til Sydfrankrig, og de resterende måtte i flere timer ikke indsættes, fordi Hitler sov, og man ikke kunne tillade sig at vække "Der Führer".
Alt i alt var der ca. 255.000 mand med i slaget på D-dag. Efterfølgende startede de Allierede deres videre færd mod resten af Frankrig.
D-dag er skildret i utallige bøger og flere film, bl.a. Den Længste Dag fra 1962 og Saving Private Ryan fra 1998.
Søren Søndergaard.
Søren Bo Søndergaard (født 16. august 1955 i Kyndby) er faglærer, metalarbejder og tidligere folketingsmedlem. Han er medlem af EU-Parlamentet og spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU ved Europa-Parlamentsvalget 2009.
Biografi.
Søren Søndergaard er søn af maskinmester Ernst Søndergaard og kontorassistent Birthe Søndergaard. Han tog realeksamen 1972 og højere forberedelseseksamen på Gentofte Statsskole 1972-1974. Han er uddannet svejser og skibsbygger på B&W Skibsværft 1975-1983, aftjente værnepligt ved Bornholms Værn 1977-1978, var sekretær i Socialistisk Arbejderparti 1983-1988 og faglærer ved AMU København 1988-1994.
For Enhedslisten var han kandidat på Bornholm 1990-1993 og i Gladsaxekredsen fra 1993. Han var medlem af Folketinget fra 1994 til 2005. Han var medlem af Europarådets parlamentariske forsamling og rapportør vedrørende Albanien og politiske fanger i Azerbajdjan. Ved kommunalvalget i 2005 blev han valgt ind i kommunalbestyrelsen for Gladsaxe Kommune. Da han blev medlem af EU-Parlamentet, trådte hans suppleant Anja Nørager-Nielsen ind i kommunalbestyrelsen.
Ved EU-Parlamentsvalget 2004 blev han suppleant for Folkebevægelsen mod EU. Han indtrådte som medlem, da Ole Krarup trådte ud af parlamentet på grund af sygdom i februar 2007. I parlamentet deltager han ligesom sin forgænger i GUE-NGL-gruppen.
Søren Søndergaard er medlem af budgetkontroludvalget, udvalget om borgernes rettigheder og retlige og indre anliggender og delegationen for forbindelserne med Mercosur. Han er stedfortræder i udvalget om det indre marked og forbrugerbeskyttelse og i delegationen til den blandede parlamentariske forsamling AVS-EU.
Else Theill Sørensen.
Else Theill Sørensen (født 27. april 1941) er en dansk politiker som har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Folketinget 1987-1990 og igen fra 2001.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Det Konservative Folkeparti - Folketingsmedlem for Viborg Amtskreds 8. sept. 1987-11. dec. 1990 og fra 20. nov. 2001.
Født 27. april 1941 i Skive, datter af overassistent Svend Nielsen og sygehjælper Karen Correll Lundberg.
Skive Nordre Skole og Skive Søndre Skole 1948-56. Student Viborg Katedralskole 1959. Cand.mag. (mat., fys. og kemi) Aarhus Universitet 1959-66.
Timelærer/adjunkt Skive Seminarium, 1963-73. Adjunkt Morsø Gymnasium, 1967-68 Undervist ved Danmarks Lærerhøjskole 1970-76. Adjunkt/lektor ved Skive Gymnasium fra 1968. Lektor og adm. inspektor ved Skive Gymnasium 1980-87.
Kredsformand Skivekredsen 1982-84, amtsformand 1984-87. Medl. af ligningskommissionen i Skive 1986-90 og af Skatteankenævnet i Skive 1990-2001, formand 1998-2001.
Medlem af bestyrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening 1973-74 og formand for Gymnasieskolernes Inspektorforening 1986-87. Medlem af bestyrelsen for Foreningen af Danske Skatteankenævn fra 1998.
Redaktør og medforfatter af»Tal og Mængder«, regnebogssystem for folkeskolens 1.-10. klasse.
Partiets kandidat i Skivekredsen 1986-92 og i Thistedkredsen fra 1992.
Frode Sørensen.
Frode Sørensen (født 21. januar 1946) er en dansk politiker, som har repræsenteret Socialdemokraterne i Folketinget fra 1998 til 2007. Desuden var han skatteminister i 2000-2001.
Biografiske oplysninger.
Født 21. januar 1946 i Toftlund, søn af skrædder Laurits Sørensen og bogholder Mette Margrethe Sørensen.
Karina Sørensen.
Karina Charlotte Sørensen (født 8. april 1982 i Kolding) er studerende og tidligere folketingsmedlem, valgt for Dansk Folkeparti i Vejle Amtskreds, fra 2001 til 2005. Hun blev ved indvælgelsen i øvrigt det yngste medlem af Folketinget, med sine 19 år, 7 mdr. og 12 dage.
Biografi fra Folketingets hjemmeside.
Dansk Folkeparti - Folketingsmedlem for Vejle Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Datter af børstenbinder Anker Sørensen og rengøringsassistent Rita Sørensen.
Folkeskolens udvidede afgangseksamen Almind-Viuf Fællesskole 1999, HH studerende på Nyborg-Kerteminde Handelsskole 1999-2002.
Næstformand for DFU i Vejle Amt 2000-2001, hovedbestyrelsesmedlem i DFU 2000-2001.
Partiets kandidat i Fredericiakredsen fra februar 2001.
Villy Søvndal.
Villy Søvndal (født 4. april 1952) er en dansk politiker, som har repræsenteret Socialistisk Folkeparti i Folketinget fra 1994. Han blev valgt til landsformand for partiet ved en urafstemning i 2005, hvor han afløste Holger K. Nielsen. Siden hans tiltræden har meningsmålinger givet SF en næsten konstant stigende tilslutning, og ved folketingsvalget 2007 opnåede partiet over 13 % af stemmerne (23 mandater i Folketinget).
Sit politiske engagement har Søvndal tilskrevet ungdomsoplevelser som rygsækrejsende i Latinamerika og Østeuropa.
En bog om hans liv, "Villys verden", udkom i 2008.
Biografi.
Villy Søvndal blev født 4. april 1952 i byen Linde i Struer Kommune som søn af husmand Peter Søvndal og dennes kone Agnes. Han gik i Linde Skole 1959-1966 og fortsatte sin skolegang på Nørreland Skole i Holstebro de følgende tre år, som han afsluttede med en realeksamen i 1969. Han tog hf-eksamen på Nørre Nissum Seminarium i 1971 og gik 1971-1973 på Vestbirk Musikhøjskole.
I 1976 begyndte Søvndal at studere til lærer på Kolding Seminarium. Han blev færdig i 1980 og var 1980-1992 ansat ved Kolding skolevæsen.
Kolding byråd.
Hans første politiske post var en plads i Kolding Byråd, hvor han blev valgt i 1982 med 51 personlige stemmer og sad til 1994 med undtagelse af halvanden måned i 1986 samt tre måneder i 1992, hvor han var midlertidigt folketingsmedlem for Vejle Amtskreds. Da han forlod byrådet i 1994 havde han flere personlige stemmer end den daværende borgmester.
Folketinget.
I august 1994 blev Søvndal medlem af Folketinget på fuld tid efter at have været opstillet i Koldingkredsen siden 1984. Søvndal tilhørte som Ole Sohn, Anne Baastrup og Aage Frandsen den del af det splittede SF, som nægtede at tilslutte sig en bestemt fløj i partiet.
Partiformand.
I april 2005 overtog Søvndal efter en urafstemning formandsposten for Socialistisk Folkeparti efter Holger K. Nielsen. En stor del af SF's bagland tvivlede efter udnævnelsen på hans evner som formand og brugte sloganet "Goddag til Villy, goddag til spærregrænsen". Disse kritiske røster blev dog dæmpet væsentligt, efter at SF fordoblede antallet af sine mandater i Folketinget ved folketingsvalget i 2007.
I februar og marts 2008 skabte nogle skarpe udtalelser fra Søvndal om den demokratifjendtlige islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir i Danmark opmærksomhed om hans person. Tilslutningen til SF i meningsmålinger lå i nogle uger højere end Socialdemokraternes, og andre målinger viste, at Søvndal havde større opbakning end Helle Thorning-Schmidt som leder af oppositionen.
Søvndal har selv udtalt at han mener hans styrke ligger i at "kunne kommunikere budskaber tydeligt og skarpt", i hans optimisme samt i at kunne bruge humor i den politiske debat.
Personkult.
Specielt efter hans valg til formand for SF har nogle medlemmer kritiseret partiet for at fokusere på Søvndal i en sådan grad, at det går ud over resten af partiet. Således var der flere store plakater af Villy Søvndal på SF's landsmøde i 2007, hvilket vakte en del kritik. Søvndal selv svarede senere på kritikken ved blandt andet at udtale "[...]moderne politik handler også om personer og tilliden til personer. Man er nødt til som politisk leder at kaste sin person ind. Det kan man ikke skille ad", men understregede samtidig, at han i øvrigt slet ikke var et magtmenneske.
Personlige forhold.
Han har været gift med Laila Rifbjerg, som han har tre børn med. I en årrække levede han sammen med partifællen Pernille Frahm, men i 2007 genoptog han samlivet med sine børns mor, og i 2008 blev parret på ny gift. Genforeningen varede dog kun til 2010, hvor Villy Søvndal for anden gang blev skilt fra Laila Rifbjerg.
Ole Stavad.
Ole Stavad (født 1. juni 1949 i Ejersted, Saltum Sogn) er forhenværende minister, socialdemokratisk politiker. Han er søn af husmand Ejnar Chr. Christensen og husmoder Else Christensen, født Stavad.
Saltum Centralskole 1956-65. Handelsmedhjælpereksamen Aalborg Handelsskole 1968. Sparekasseuddannet. Merkonom i finansiering ved Aalborg Handelsskole 1973.
Bestyrer i Hanherreds Sparekasse (Brovst Afd.) 1973-79. Fra 1979 bankbestyrer i Unibank A/S.
Midlertidigt medlem for Nordjyllands Amtskreds 17.-23. jan. og 19. marts-5. juli 1980. Folketingsmedlem fra 6. juli 1980. Partiets kandidat i Fjerritslevkredsen
fra 1977, i Sæbykredsen fra 1981.
Medlem af fritidsnævnet i Brovst Kommune 1974-78, af Brovst Kommunes Fællesorganisations forretningsudvalg fra 1979 og af kommunens ligningskommission 1982-85. Bestyrelsesmedlem i Brovst Socialdemokratiske Vælgerforening 1974-81 og 1983-86, kredskasserer 1974-76.
I 2009 var han borgmesterkandidat i Jammerbugt Kommune. Fra januar 2010 er han viceborgmester i kommunen.
Inger Støjberg.
Inger Støjberg ved udnævnelsen til beskæftigelsesminister og minister for ligestilling
Inger Beinov Støjberg (født 16. marts 1973 i Hjerk) er en dansk politiker, der siden 2001 har været medlem af Folketinget, valgt for Venstre i Skivekredsen (Vestjyllands Storkreds). Siden 7. april 2009 har hun været beskæftigelsesminister og minister for ligestilling, dog blev sidstnævnte ministerpost overtaget af Lykke Friis i forbindelse med ministerrokaden 23. februar 2010.
Støjberg blev student fra Morsø Gymnasium i 1993 og tog 1-årig højere handelseksamen fra Viborg Handelsskole i 1995. I 1999 blev hun uddannet fra det nu nedlagte "InformationsAkademiet", som var en kort, videregående kommunikationsuddannelse på Viborg Handelsskole. Hun var redaktør på Viborg Bladet fra 1999 til november 2001. Siden november 2001 har hun arbejdet som freelancejournalist i sin egen virksomhed, Støjberg Kommunikation.
Den politiske karriere begyndte i Viborg Amtsråd, hvortil Støjberg blev valgt i 1994. Hun sad frem til 2002 og var næstformand for undervisnings- og kulturudvalget hele perioden og medlem af teknik- og miljøudvalget fra 1998. Derudover var hun amtsrådets medlem af bestyrelsen for Bjerringbro Gymnasium og Skive Handelsskole. Hun var desuden medlem af hovedbestyrelsen i Liberalt Oplysnings Forbund fra 1996-1999 og af repræsentantskabet i Østjydsk Bank fra 2004. Internt i Venstre har hun bl.a. været formand for partiets landbrugs- og fiskeriudvalg 2001-2005, medlem af hovedbestyrelsen fra 2005 og formand for Venstres Landspolitiske Netværk for Familie og Fødevarer fra 2007.
Hun blev opstillet til Folketinget første gang i 1999 i Morsøkredsen, men har siden 2005 været opstillet i Skivekredsen.
I november 2004 udgav hun en biografi om musikduoen Sussi & Leo med titlen "Toner i livet".
Inger Støjberg har desuden været initiativtager på indsamlingen "Vi husker Darfur", hvor der blev samlet mere end 300.000 kr. ind til fordel for kvinder og børn i Darfur. Pengene blev overrakt til Folkekirkens Nødhjælp ved en
Inger Støjberg har tidligere kaldt sig "uddannet journalist", men måtte ændre sit CV da det blev afsløret, at hun ikke har en sådan uddannelse.
Ulla Tørnæs.
Ulla Pedersen Tørnæs (født 4. september 1962 i Esbjerg) er en dansk politiker for partiet Venstre, og tidligere undervisningsminister og minister for udviklingsbistand.
Hun er datter af fiskeskipper og fhv. minister Laurits Tørnæs og direktør Katty Tørnæs. Hun er gift med agronom Jørgen L. Tørnæs.
Nysproglig student fra Esbjerg Statsskole 1981. Gymnasieskoleophold i Chambéry, Frankrig, 1981-82. Odense Universitet 1982-84. Universitetsophold i Chambéry, Frankrig, 1984-85. Handelshøjskolen i København 1985-88. Københavns Universitet fra 1991.
Ansat i sekretariatet for Venstres folketingsgruppe 1986-94.
Medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget for Venstre i Østre Storkreds 1988-91.
Landsformand for Danmarks Liberale Studerende 1988-90. Vicepræsident i The International Federation of Liberal and Radical Youth 1989-93. Medlem af folketingsgruppens bestyrelse 1994-2001 og af Venstres hovedbestyrelse fra 1998. Politisk ordfører 1998-2001.
Partiets kandidat i Esbjergkredsen fra 1994.
Venstre (parti) - Folketingsmedlem for Ribe Amtskreds fra 21. september 1994. Undervisningsminister fra 27. november 2001 til 18. februar 2005 og derefter minister for udviklingsbistand indtil den 23. februar 2010.
Arne Toft.
Socialdemokratiet - Medlem af Folketinget for Nordjyllands Amtskreds fra 20. nov. 2001.
Født 20. jan. 1948 i Aalborg, søn af arbejdsmand Vilhelm Toft og medhjælp på gartneri Dagmar Toft.
Gistrup Skole 1955-62 og realskolen i Aalborg 1962-65.
Maskinlærling, Aalborg 1965-67 (ikke færdiggjort), Læreruddannelse Aalborg 1967-72, Danmarks Højskole for Legemsøvelser 1972-73.
Lærer i Rødovre 1973-74 og i Arden 1974-86 med fagene matematik, fysik og idræt. Fodboldinstruktør i DBU 1976-98.
Medlem af Arden Byråd og borgmester 1986-2002. Medlem af Erhvervsrådet i Arden 1986-2002. Medlem af Kommuneforeningen Nordjylland og af Reno Nords bestyrelse 1990-2002 samt medlem af og senere næstformand, i Arbejdsmarkedsrådet i Nordjylland 1990-2002. Medlem af Kommunekredits bestyrelse 1998-2004. Formand for Det Skæve Danmark 1998-2002.
Partiets kandidat i Hobrokredsen fra april 1999.
5 A-landskampe i fodbold i perioden 1970-74 og i alt 173 kampe for AaB.
Kristen Touborg.
Kristen Touborg Jensen (født 23. november 1943) er en dansk politiker som har repræsenteret Socialistisk Folkeparti i Folketinget fra 1994.
Biografi.
Socialistisk Folkeparti - Midlertidigt medlem for Ringkøbing Amtskreds 7.-26. okt. 1993. Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds fra 21. sept. 1994.
Født 23. november 1943 i Gudum, søn af gårdejer Laurids Touborg Jensen og husmoder Petrea Touborg Jensen.
Gudum Friskole 1950-58. Salling Ungdomsskole 1959. Lægård Landbrugsskole 1965. Uldum Højskole 1966.
Gift med Anna Marie Touborg og far til 3 børn, deriblandt Karen Touborg (Født 1972) og Mette Touborg (Født 1973), borgmester i Lejre kommune
Medlem af Lemvig Byråd for SF 1978-98, af Vestkrafts bestyrelse 1990-94. Medlem af bestyrelsen for Hypotekbanken 1997-2000.
Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1982-90 og formand for Jordbrugskommissionen for Ringkøbing Amt i samme periode. Medlem af Nykredits Styrelsesråd 1991-2001. Medlem af SF's hovedbestyrelse fra 1990 og af SF's Forretningsudvalg 1992-94.
Partiets kandidat i Ringkøbingkredsen fra 1990.
Jan Trøjborg.
Jan Trøjborg (født 14. december 1955 i Horsens) er en dansk politiker og tidligere minister, der siden 2005 har været borgmester i Horsens Kommune, valgt for Socialdemokratiet. Den 19. marts 2010 blev han valgt som formand for Kommunernes Landsforening.
Trøjborg er søn af specialarbejder Erik Trøjborg og husassistent Rita Trøjborg. Han blev i 1976 udlært som murer, og er uddannet ingeniør i 1986 fra bygnings- og miljølinjen på Horsens Teknikum.
Han var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Vejle Amt, samt medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms hovedbestyrelse, fra 1973 til 1978. Han var medlem af Horsens Byråd fra 1978 til 1986 og igen fra 2007. Fra den 8. september 1987 til den 31. december 2005 var han medlem af Folketinget, valgt for det tidligere Vejle Amtskreds. I denne periode besad han forskellige ministerposter; Industriminister (1993–1994), Trafikminister (1994–1996), Erhvervsminister (1996–1998), Forskningsminister (1998–1999), Minister for udviklingsbistand (1999–2000) og Forsvarsminister (2000–2001).
Trøjborg blev ved kommunalvalget den 15. november 2005 valgt som borgmester for Horsens Kommune, og var i 2006 formand for Sammenlægningsudvalget, og siden den nye storkommunes borgmester.
Privat er Trøjborg gift med designer Janne Lindgaard Trøjborg, med hvem han har to børn. Familien er bosat i Stenderup ved Horsens. I slutningen af marts 2010 bekendtgjorde parret at de var blevet separeret efter 12 års ægteskab.
Jens Peter Vernersen.
Socialdemokratiet - Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds fra 21. sept. 1994.
Født 3. maj 1947 i Rønbjerg ved Skive, søn af Ejnar Vernersen og Edith Vernersen.
Folkeskole i Rønbjerg 1954-61. Resen Realskole 1961-64. Skive Handelsskole 1964-66. Uddannet i handel en gros i Åge Selchaus Jernforretning 1964-67.
Faglig sekretær hos HK-Holstebro 1970-79, hos HK-Herning 1979-82. Kontorchef hos HK-Holstebro 1982-91, formand fra 1991.
Formand for Arbejdernes Fællesorganisation i Holstebro 1976-79. Medlem af Ligningskommissionen i Holstebro 1977-83. Medlem af HK's hovedbestyrelse fra 1985. Medlem af Arbejdsmarkedsnævnet i Ringkøbing Amt 1983-93, formand 1988-90 og 1992-93. Medlem af Arbejdsmarkedsrådet i Ringkøbing Amt 1993-94.
Partiets kandidat i Holstebrokredsen fra 1993.
Jens Peter Vernersen har været ordfører for skatteområdet, fødevarerområdet og er nu sundhedsordfører.
Eyvind Vesselbo.
Eyvind Vesselbo (født 3. oktober 1946, København) er medlem af Folketinget for Venstre samt selvstændig erhvervsdrivende. Han er uddannet magister i kultursociologi fra Københavns Universitet, 1978 og blev indvalgt i Folketinget ved valget 20. november 2001.
Vesselbo har siden valget i 2007 repræsenteret Østjyllands Storkreds. Indtil da repræsenterede han Århus Amtskreds. Han er opstillet i Århus Sydkredsen. I 1997-2000 var han opstillet i Valbykredsen.
Vesselbo blev genstand for medieomtale i maj 2007, efter at Politiken hævdede at han ville forlade Venstre og tilslutte sig Ny Alliance. Historien viste sig at være en and.
Eyvind Vesselbo er nu kandidat for Venstre i Gentofte samt spidskandidat til kommunalbestyrelsen.
Efter kommunalvalget i 2009 blev Eyvind Vesselbo 1. viceborgmester i Gentofte samt formand for Fritids- og kulturudvalget.
Margrethe Vestager.
Margrethe Vestager (før Margrethe Vestager Hansen, født 13. april 1968 i Glostrup) er formand for folketingsgruppen i og politisk leder af Det Radikale Venstre og forhenværende undervisnings- og kirkeminister. Hun overtog posten som politisk leder fra Marianne Jelved den 15. juni 2007.
Privat.
Margrethe Vestager er datter af Hans Vestager og Bodil Tybjerg. Hun blev student fra Varde Gymnasium i 1986 og cand.polit. ved Københavns Universitet i 1993.
Hun har været fuldmægtig i Finansministeriet 1993-95, specialkonsulent i Økonomistyrelsen 1995-97 og sekretariatschef samme sted 1997-98.
Hun var medlem af bestyrelsen for ID-Sparinvest A/S 1996-98.
Medlem af VL-gruppe 11. Hun er gift og har tre døtre.
Politisk.
Folketingskandidat for Det Radikale Venstre i Esbjergkredsen 1988-92, i Fredensborgkredsen fra 1998-2006 og i Rudersdalkredsen fra 2007. Medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse, forretningsudvalg og EU-udvalg fra 1989. Stagiaire i Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre 1991.
Redaktør af medlemsbladet Radikal Politik 1990-91. Har skrevet artikler og foredrag om politiske og politisk/organisatoriske emner, herunder EU.
Minister i Regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV fra 1998-2001.
Medlem af Folketinget for først Fredensborgkredsen og så for Rudersdalkredsen fra 20. november 2001. Efter længere tids spekulationer i pressen overtog hun den 15. juni 2007 posten som politisk leder for Det Radikale Venstre efter Marianne Jelved.
Jens Vibjerg.
Venstre (parti) - Folketingsmedlem for Vejle Nord kredsen fra 21. september 1994.
Født 1. februar 1949 i Give, søn af Gunner Vibjerg og Helga Vibjerg.
Selvstændig landmand fra 1972 til 2006.
Formand for Vejle Amts Landboungdom 1974-82. I ledelsen af Danmarks Landboungdom 1976-82. Medlem af Europæisk Råd for Unge Landmænd 1977-82. Formand for Give Mejeri og medlem af repræsentantskabet for Mejeriselskabet Danmark 1976-86. Medlem af repræsentantskabet for Mejeriernes Fællesorganisation 1981-86. Medlem af bestyrelsen for Give og Omegns Landboforening 1978-92. Formand for Regionsudvalget for Planteavl 1983-91 og i samme periode medlem af Landsudvalget for Planteavl. Medlem af Give Kommunalbestyrelse 1986-94. Formand for Teknisk Udvalg 1994 og for ligningskommissionen og skatteankenævnet 1989-94. Medlem af bestyrelsen for Kommuneforeningen i Vejle Amt 1991-94. Medlem af Arbejdsmarkedsnævnet fra 1991 og af repræsentantskabet for Naturgas Syd 1990-94. Medlem af fællesudvalget vedrørende sundhedsområdet og af bestyrelsen for Amtscentralen for undervisningsmidler til 1994.
Medlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg fra 1998, formand fra 2001. Medlem af Miljø- og Planlægningsudvalget samt Folketingets Kommunaludvalg fra 1994. Præsident for Beredskabsforbundet fra 1999 til 2004. Medlem af Naturklagenævnet fra 2001.
2005 blev han Ridder af Dannebrog.
Nicolai Wammen.
Nicolai Halby Wammen (født den 7. februar 1971 i Holbæk) er cand.scient.pol. og socialdemokratisk politiker. Han er borgmester i Aarhus Kommune.
Han afsluttede folkeskolen på Brobjergskolen i Aarhus i 1987 og tog derefter et high school-ophold i Massachusetts, USA. I 1991 blev han student fra Marselisborg Gymnasium og i 2001 blev han kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.
Formand for Frit Forum i Aarhus 1996-1997. Medlem af Aarhus Byråd 1997-2001, næstformand i den socialdemokratiske byrådsgruppe og politisk ordfører, formand for Skole- og kulturudvalget samt medlem af økonomiudvalget. Medlem af Aarhus Festuges bestyrelse 1997-2001.
Socialdemokraternes folketingskandidat i Skanderborgkredsen fra sommeren 1997 til 2004, og finansordfører for Socialdemokraterne i Folketinget fra 2001 til 2004.
Valgt som Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Aarhus i november 2004 og blev valgt som borgmester efter kommunalvalget i november 2005, hvor det lykkedes ham at slå Venstres Louise Gade og dermed generobre borgmesterposten til sit parti, der med undtagelse af 2001-2005 havde beklædt posten i al den tid, Aarhus har haft folkevalgte borgmestre.
I sin egenskab af borgmester er han formand for Aarhus Festuge, formand for Aarhus Havns bestyrelse, medlem af KLs bestyrelse, medlem af bestyrelsen for Danske Havne, næstformand i Kommunekontaktrådet for Region Midtjylland, næstformand i Kredsrådet for Østjyllands Politi, medlem af KMDs bestyrelse, medlem af Kontaktudvalget i Region Midtjylland, medlem af Vækstforum Midtjylland og medlem af formandskabet for Erhvervskontaktudvalget i Aarhus Kommune.
Nicolai Wammen dannede fra maj 2009 til marts 2010 par med Mai Henriksen, som er konservativt byrådsmedlem i Odense.
Jørgen Winther.
Jørgen Winther (født 2. juni 1945 i Uggelhuse ved Randers) er læge og tidligere medlem af Folketinget, valgt for Venstre i Århus Amtskreds. Fra 2010 er han medlem af regionsrådet i Region Midtjylland.
Han er søn af kreaturhandler Anders Winther Laursen og husmor Erna Laursen. Han blev student fra Randers Statsskole i 1964 og Cand.med. fra Aarhus Universitet i 1972.
Medicinsk karriere.
Jørgen Winther virkede som reservelæge på Horsens Sygehus 1972-74. Efterfølgende har han være praktiserende familielæge i Randers fra 1974, og fra 1989 konsulent ved medicinalfirmaet S. Han har tillige været lægebrevkasseredaktør i magasinet Hendes Verden fra 1981 og formand for "Lægeforeningen for Randers og Omegn" 1977-83.
Politisk karriere.
Winther var først midlertidigt medlem for Århus Amtskreds 10. nov.-18. dec. 1987 og senere permanent medlem fra 10. maj 1988-24. oktober 2007.Fra 1986 har han været medlem af Århus Amtsråd og fra 1994 viceamtsborgmester. Venstres sundhedsordfører siden 1988. Formand for Folketingets Udenrigsudvalg 1990-94. Delegeret ved FN's generalforsamling 1990. Formand for Folketingets udvalg vedrørende Det Etiske Råd 1994-98.
Landsforeningen Hjemmedød.
Jørgen Winther er initiativtager til og formand for landsforeningen Hjemmedød - en værdig død fra 1983. Han modtog»Ældreprisen«i 1990 for arbejdet med at skaffe bedre forhold for hjemmepleje af døende (ophavsmand til forslaget om plejeorlov i 1978).
Jytte Wittrock.
Jytte Gudiksen Wittrock (født 10. oktober 1945 i Skive) er lærer og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
Jytte Wittrock gik i folkeskole på Vinderup Realskole 1957-62. Senere gik hun på Krabbesholm Højskole 1965-66, inden hun kom på Skive Seminarium 1966-70, hvorfra hun er uddannet folkeskolelærer. Hun var efterfølgende lærer på Halsted-Aunede Centralskole.
Hendes politiske karriere begyndte som socialdemokratisk medlem af Storstrøms Amtsråd fra 1986. Senere blev hun partiets folketingskandidat i Nakskovkredsen fra 1994, og samme år blev hun valgt ind i Folketinget for Storstrøms Amtskreds ved valget 21. september 1994. Hun sad i Folketinget til valget i 2007, hvor hun ikke genopstillede.
Hun var endvidere formand for AOF-Højreby fra 1992 og Socialdemokratiets repræsentant i Arbejdernes Radio- og Fjernsynsforbund fra 1996.
Majroe.
Majroen ("Brassica rapa subsp. rapa") kendtes helt tilbage i antikkens Grækenland. Den nedstammer fra vilde kålarter, og voksede nærmest som ukrudt.
Man spiser selve knolden, der er 5-8 centimeter i diameter. Udvendig er den hvid med pink stænk omkring bladbasis, mens selve kødet er helt hvidt. Den indeholder C-vitamin og B6-vitamin.
Majroen spises enten rå i salater, dampet som garniture eller i sammenkogte retter.
Majroen er også et uundværlig tilbehør til den traditionelle Skotske Haggis
Almindelig Pastinak.
Pastinak ("Pastinaca sativa") stammer fra Central- og Sydeuropa, hvor den stadig vokser vildt i sin oprindelige form. Den har været dyrket i flere tusind år og har været en væsentlig del af hverdagskosten i dette område.
I Danmark har vi kendt pastinak siden middelalderen, hvor den blev benyttet som lægeurt.
Pastinakken har en vis lighed med persillerod, men den er både større og grovere. Smagen er kraftigt svingende fra sød til skarp.
Pastinak indeholder en del B2-, C- og E-vitamin samt fosfacin og niacin.
Den kan anvendes revet, rå, stuvet, i sammenkogte retter, gratiner og supper.
Peberrod.
Peberrod ("Armoracia rusticana") er en flerårig urt med lange blade, der udvikler lange, kraftige, cylindriske rødder med skarp smag og lugt, der forårsages af et sennepsglykosid. Peberrod indeholder tre gange så meget C-vitamin som citroner, men med den kraftige smag er den nærmest at betragte som et krydderi i madlavningen. Den bruges bl.a. i sovse, i kryddersmør eller som pynt på smørrebrød.
Peberrod stammer formentlig fra Asien men blev bragt til Europa for ca. 1000 år siden.
Allerede i Middelalderen vidste man, at peberroden havde gode egenskaber, og man brugte den mod skørbug. I Danmark har den været kendt siden det 17. århundrede.
Forsøg med drøvtyggere har vist, at overdreven indtagelse af Peberrod kan forårsage alvorlige ætsninger på slimhinderne, og i værste fald kan sennepsglykosiderne være livstruende.
Kinaradise.
Kinaradisen eller Japan-Ræddike (latin "Raphanus sativus var. acanthiformis") er en grøntsag. Denne rodfrugt er lige så vigtig for kinesere og japanere, som gulerødder er for danskere.
Kinaradisen kom først til Danmark i begyndelsen af 1980'erne. Den store rodfrugt er en forædling af ræddike, og ikke af radis. Så det mest retvisende navn er i virkeligheden det mindst brugte - Japan-Ræddike.
Rodfrugten kan blive rigtig stor - op til 45-50 centimeter lang og op til 10 centimeter tyk.
Kinaradisen anvendes snittet i salater og i vokmad. Den bør skrælles før brug, da skrællen er stærk og pebret.
Fingertang.
Fingertang ("Laminaria digitata") er en stor kraftig brunalge, der tilhører samme familie som Kombu-algen.
Fingertang vokser ved Vestkysten og den sydlige del af Østersøen. Navnet skyldes de meget lange blade, der sidder på et lille overgangsstykke mellem stængel og blad.
Fingertang findes på 1-7 meters dybde, og trives i uroligt vand. Algen plukkes ved den nederste del, og den kan koge med i supper og sammenkogte retter. Kogetiden er minimum 15-20 minutter.
Tarmtang.
Tarmtang er en dansk betegnelse – der efterhånden har vundet indpas i helsekostbranchen – for spiselige grønalger af den type, der på japansk benævnes aonori (青海苔, "aonori", "grønalger").
Aonori kan være mange forskellige arter fra især de to slægter "Monostroma" og "Enteromorpha" (rørhinde), begge af ordenen "Ulvales" (ligesom havsalat).
Mange steder i Japan og Korea dyrkes de kommercielt, enten i lavvandede bugter eller på dybt vand vha. flåder.
Rørhinder er alger bestående af lysegrønne rørformede skud.
De er meget almindelig i Danmark og vokser hvor grunden består af grus eller sten, både ved Vestkysten og i Østersøen.
Som fødevare.
Aonori indeholder mange mineraler og vitaminer.
Kan anvendes frisk eller tørret som krydderi i madlavning.
Klassifikation.
Her nævnes kun arter i ordenen "Ulvales", der almindeligvis bruges som fødevare.
Havsalat.
Havsalat ("Ulva lactuca") er en alge med 8-15 centimeter lange lysegrønne salatlignende blade.
Havsalat vokser langs Vestkysten og i den sydlige del af Østersøen. Den har et højt indhold af organisk bundet jod og jern, og den bruges frisk i salat eller koges med andre grøntsager.
Korn.
Kornmark med enkelte valmuer i forgrunden. juni 2005
Kornsorter er en gruppe af forædlede græsarter.
Rugen stammer ligesom hvede, byg og havre fra "den frugtbare halvmåne" i Mellemøsten - et område, som strækker sig fra Palæstina over det sydøstlige Tyrkiet til det nordvestlige Iran og det nordlige Irak. Her vokser stadig arter, som kan anses som stamformerne til de dyrkede kornsorter. Området betragtes af samme grund som en afgørende vigtig genbank for vore kornsorter.
Majs stammer fra Mexico, hvor det lykkedes den oprindelige befolkning ved kromosomfordobling og målrettet fremavl at skabe en højtydende afgrøde af en uanselig græsart, der stadig kaldes "majsens mor".
Ris og hirse kommer fra Østasien, hvor landbrugskulturerne i Indien og Kina tog dem ind til dyrkning.
Kendskabet til korndyrkning er nået til Skandinavien omkring 3900 f.Kr.. Dengang var byg og hvede de vigtigste kornsorter, mens byg, hvede, rug og havre er det i dag.
Korn indeholder masser af fibre, protein, B-vitaminer samt i mindre mængder E-vitamin, mineraler og umættede fedtsyrer.
Kornhøst med halmballer i baggrunden. august 2005
Kornsorter.
Prisudvikling for korn i Danmark fra 2000 til 2008
Almindelig Byg.
Almindelig Byg ("Hordeum vulgare") har en hård ydre celluloseskal, som må fjernes inden madlavning. Byg er den næstvigtigste dyrkede kornart herhjemme, og har et højt indhold af kiselsyre. Hel byg (bankebyg) kan koges som ris.
Boghvede.
Slægten Boghvede ("Fagopyrum") er udbredt med nogle få arter i Central- og Østasien. Det er enårige, urteagtige planter med hårløse stængler og spredte, spydformede blade med hel rand. Blomsterne sidder i tætte nøgler fra skudspidser og bladhjørner. Frugten er en trekantet nød, som ligner en lille bog, - deraf navnet. Her nævnes de to arter, der er dyrkede eller vildtvoksende i Danmark.
Sommerfugl.
En sommerfugl er et flyvende insekt i ordenen natsværmere og sommerfugle, ofte med iøjnefaldende farver og mønstre på sine vinger.
Sommerfuglens anatomi.
Sommerfugle har, som alle insekter, et modstandsdygtigt ydre skelet "hudskelet". Kroppen er opdelt i tre afsnit: hoved (cephalon), bryst (thorax) og bagkrop (abdomen).
Hoved.
Sommerfuglehoved, hvor man tydeligt kan se de sammensatte øjne og den oprullede sugesnabel.
Hovedet har store øjne, munddele, lange antenner (slanke eller kølleformede), der fungerer som lugteorgan og en lang snabel, der anvendes som et sugerør, og som er rullet op som en urfjeder, når den ikke bruges. Snablen gemmes bag et par behårede, leddelte vedhæng, som hedder "palperne". Gennem snablen kan sommerfuglen opsuge flydende næring, for eksempel blomsternektar, harpiks eller frugtsaft fra nedfaldne frugter. Sommerfuglen har sammensatte øjne som alle andre insekter. De er utroligt gode til at se bevægelser, og de meget sky sommerfugle er derfor næsten umulige at nærme sig.
Bryst.
Brystet bærer som hos alle insekter tre par leddelte ben. Arter under takvingefamilien har reduceret forbenene så meget, at de kun ses som små stumper. De har derfor kun 4 funktionsdygtige ben. Sommerfuglens fødder fungerer som vores tunge, idet dyrets smagssans sidder her.
Inddelingen af sommerfuglenes vinger. Mønsteret er vigtig ved artsbestemmelse.
Brystet bærer også to par vinger, som er dækket af støvagtige skæl - også kaldet sommerfuglestøv. Sommerfuglestøvet har givet sommerfuglene deres latinske navn: "Lepidoptera", der betyder "skæl-vinger". Insektvinger er stive, fordi bitte små rør, som kaldes "ribber" gør dem stivere. Hos alle dagsommerfugle danner vingernes ribber en ramme om et centralt vingefelt, som kaldes "midtcellen" (den kaldes også "diskalcellen" eller bare "cellen"). Vingens tegningsmønster spiller en stor rolle for artsbestemmelsen, og af hensyn til beskrivelsen af de enkelte træk, inddeles vingen i forskellige felter, såsom roden, diskalen, postdiskalen, submarginalen.
Bagkrop.
Størstedelen af bagkroppen er udfyldt af tarmkanal og kønsorganer. Hunnens bagkrop er normalt større end hannens; hunnen er i det hele taget normalt størst af de to køn hos de fleste sommerfugle.
Sommerfuglestøvet.
Mange dagsommerfugle har smukke farver. Farverne på vingerne kan være pigmenter i skællene, eller de kan skyldes en speciel opbygning af skælvæggene, dvs. de er "strukturfarver", der dannes ved lysets brydning i skællene (det gælder specielt de metalliske farver).
Common buckeye - en amerikansk sommerfugleart med tydelige øjepletter
Farvemønstrene kan camouflere sommerfuglen i hvilestilling, eller de kan virke afskrækkende over for dens fjender, specielt øjepletterne er her et genialt træk. Man mener, at øjepletterne rent faktisk skal efterligne øjne. På den måde har sommerfuglen en chance, hvis den bliver angrebet af en fugl. Fuglen vil gå efter øjet, og sommerfuglen kan ofte nøjes med et hak i vingen i stedet for at lade livet. Et flot dansk eksempel på en dagsommerfugl med øjepletter er dagpåfugleøjen.
Farvemønstrene spiller også en stor rolle for genkendelse af han- og hunkøn. Mange dagsommerfugles hanner har striber eller pletter af specielle duftskæl, der afgiver feromoner, der tiltrækker hunner. Skællene sidder løst og sommerfuglene mister dem efterhånden, så ældre eksemplarer ser temmelig brugte ud. Støvet er altså ikke, som mange tror, nødvendigt for at sommerfuglen kan flyve.
Natsværmere.
Natsommerfuglene, eller natsværmerne som de også kaldes, hører også til sommerfuglene, faktisk findes der langt flere arter af natsværmere end dagsommerfugle i verden. Natsværmernes farver er ikke så stærke, da de som nataktive dyr har større camouflagefordel af mørke, afdæmpede farver. Deres antenner er tæt besat med tværgående lameller med sanseceller. Dette er natsværmerens "næse". En natsværmer-hans sanseapparat kan registrere feromoner fra en hun, der er op til 8 km væk.
Æg.
Sommerfugleæg består af en hård ydre skal med et voksagtigt lag, der forhindrer at ægget udtørrer. Sommerfugleæg varierer meget i størrelse og form, så man kan kende arterne fra hinanden bare ved at se på æggene, der skal dog af og til et mikroskop til for at se de små forskelle, f.eks. i ribber på æggene.
En larve af "Macrothylacia rubi"
Larve.
Larverne er ædemaskiner med mange ben. De lever på og af blade og laver ikke meget andet end at æde. De forskellige arter af sommerfugle er tit knyttet til ganske bestemte arter af planter. Specielt stor nælde er populær blandt sommerfugle, når der skal lægges æg. Mens larverne vokser sig større, skifter de hud flere gange, inden de går over til næste livsstadie: puppen. Det ses ofte hos rødbenede larver at udklække tiden er noget mindre end hos den afrikanske choruas ethouitium.
Puppe.
Når larven har ædt tilstrækkeligt til at være udvokset, spinder den sig en puppe med en silketråd, som den selv producerer i bestemte kirtler. Inde i puppen begynder larven den store forvandling til den færdige sommerfugl.
Imago (voksen sommerfugl).
Lige når den voksne sommerfugl kommer ud af puppen, kan den ikke flyve. Den skal først folde sine vinger ud. Dette sker ved at sommerfuglen pumper blod ud i de fine ribber i vingerne og derefter lader vingerne tørre. Mens dette sker, er sommerfuglen meget udsat for rovdyr.
Nogle sommerfugle har kun en enkelt generation pr. sommer, men mange arter når flere generationer. Nogle sommerfugle overvintrer i Danmark i et af de fire stadier, mens andre arter, f.eks. tidselsommerfuglen migrerer hertil hvert forår.
Status i Danmark.
I Danmark har sommerfuglene længe haft det svært, mange arter er blevet sjældne i takt med at de små åndehuller i landskabet er forsvundet. Men siden 1990 er flere nye arter indvandret sydfra, måske som følge af varmere klima. Til de nyopdagede arter hører sydeuropæisk svalehale ("Iphiclides podalirius"), den sorthvide galathea ("Melanargia galathea") og violet perlemorsommerfugl ("Clossiana dia"). Herudover er flere meget sjældne indvandrere fra øst blevet set igen efter at have været fraværende i mange år. Hertil hører arterne østlig perlemorsommerfugl ("Agyronome laodice") og østlig takvinge ("Nymphalis xanthomelas"), der er blevet set i flere eksemplarer i Danmark i 2003. Østlig takvinge blev sidst set i Danmark i 1950'erne og østlig perlemorsommerfugl er kun fundet i to eksemplarer i Danmark tidligere.
Danske dagsommerfugle ("Rhopalócera").
Der mangler endnu foto af en enkelt af de danske dagsommerfuglearter, nemlig Østlig takvinge. Har du et foto af denne sommerfugl, og vil du gerne udgive det på Wikipedia, vil det blive meget vel modtaget.
Danske Småsommerfugle ("Micros").
Herunder viklerne, møl, halvmøl og fjermøl.
Slaget ved Svold.
Slaget ved Svold (norrønt: Svöldr) var et søslag, hvor Erik Jarl af Norge med hjælp fra Svend Tveskæg og Olof Skotkonung af Sverige besejrede Olav Tryggvason af Norge i september år 999 eller 1000. Olav Tryggvason mistede livet i slaget. Hvor slaget har fundet sted er uvist. Ifølge islandsk tradition er Svold et stednavn ved Rügen, men den ældste kilde, Adam af Bremen, henlægger slaget til Øresund. Konfliktens baggrund var forsøget på at etablere et forenet norsk kongerige, den danske kongemagts politiske interesse i landet og spredningen af kristendommen.
De islandske "Kongesagaer" indeholder de mest detaljerede beskrivelser af slaget, og ifølge dem var Olav Tryggvason på vej hjem fra Venden, da hans flåde blev overfaldet af en allieret dansk-svensk-norsk flåde. Olav Tryggvason havde kun 11 skibe med sig, heriblandt hans eget "Ormen hin lange", som var bemandet med 600 mand, deriblandt den berømte bueskytte Einar Tambeskælver; det var bruddet på hans bue, der varslede Olav Tryggvasons nederlag. Modstanderne rådede over mere end 70 skibe. Da slaget begyndte, afviste Olav i nedladende toner, at danskere og svenskere skulle kunne udgøre nogen trussel mod hans mænd, kun Erik Jarls mænd var farlige, da de, som han mente, "var norske som os selv". Ifølge sagaerne var årsagen til slaget Olav Tryggvasons uheldige frieri til Sigrid Storråde og hans problematiske ægteskab med Thyre, Svend Tveskægs søster.
Sagaernes beskrivelser af slaget, især Snorre Sturlasons i "Heimskringla", har fungeret som inspiration til utallige litterære gendigtninger af historien; fx i det store færøske kvad Ormurin Langi (fra omkring 1823) af den færøske digter Jens Christian Djurhuus.
Kontekst.
I den tidligste historiske tid var det nuværende Norge opdelt i en række konkurrerende småkongedømmer, helt uden eller kun med en svag centralmagt. Historiografisk har man traditionelt regnet Harald Hårfagers regeringstid i 9. århundrede som begyndelsen på samlingen af Norge til én stat. Arvinger og prætendenter til Hårfagers rige måtte imidlertid kæmpe med stærke regionale ledere, som fx Ladejarlerne mod nord og Vingulmark i øst, mens de danske konger hævdede overhøjhed over de sydlige egne og var ivrige efter at gøre de norske fyrster til deres vasaller. kristendommens spredning blev i 10. århundrede også en mere og mere betydningsfuld politisk faktor.
Efter udråbelsen til konge i 995 iværksatte Olaf Tryggvason hurtigt et forsøg på at omvende nordmændene til kristendommen – med alle midler.
I 970’erne blev Haakon Sigurdsson, Jarl af Lade, den mest magtfulde mand i Norge. I begyndelsen blev han støttet af Harald Blåtand, som Haakon betalte tribut til, men pga. modsætninger i religiøse sager blev forholdet mellem dem mere anspændt; Harald, der var blevet døbt som kristen, ønskede også at gøre Norge kristent, mens Haakon stædigt holdt fast i den traditionelle religion. Haakon blev i 995 afsat af de norske stormænd, og den unge kristne fyrste Olaf Tryggvason blev i stedet hyldet som Norges konge.
Olaf afviste dansk overhøjhed, men gjorde det også til sin mission at gøre sit rige kristent hurtigst muligt. I de egne, der ikke allerede var kristne, nedbrød Olaf ved hjælp af trusler, tortur og henrettelser i løbet af få år den hedenske modstand, og omkring år 1000 var Norge, i det mindste formelt, et kristent land. Hans hårde fremfærd og hurtige opstigning til magtens top betød dog, at Olaf fik mange fjender; de mest magtfulde af dem var Erik Jarl, søn af Haakon Jarl, og Svend Tveskæg, konge af Danmark. De følte begge, at Olaf havde berøvet dem deres retmæssige krav på Norge.
Udfaldet af slaget ved Svold betød, at Norge forblev opsplittet i flere årtier derefter, hvilket førte til yderligere konflikter og nye sammenstød, herunder slaget ved Nesjar og Stiklestad. Først i 1035 kom der en reel afgørelse i magtkampen, da Magnus den Gode besteg tronen i et uafhængigt Norge.
Kilder.
a>", der har haft størst indflydelse på senere tiders gengivelser.
Slaget ved Svold omtales i en række forskellige historiske værker. Det ældste af dem er Adam af Bremens (ca. 1080) værk. En af hans vigtigste kilder var Svend Estridsen af Danmark, og hans gengivelse af slaget har derfor en dansk synsvinkel. Senere brugte den danske historiker Saxo Grammaticus Adams værk som udgangspunkt for sin egen beretning i "Gesta Danorum" (ca. 1200).
De tre norske "synoptiske historier", "Historia de Antiquitate Regum Norwagiensium", "Historia Norwegie" og "Ágrip af Nóregskonungasögum" (ca. 1190) indeholder alle en kort beskrivelse af slaget, mens de islandske kongesagaer indeholder mere fyldige beretninger; den ældste af dem er Oddr Snorrason's " Olaf Tryggvason saga" (ca. 1190). På grundlag af skjaldedigte, mundtlig overlevering, lærde eksempler fra Europa og fri fantasi skabte Oddr en udførlig og detaljeret fortælling om det store slag. Den samme historie blev senere taget op af andre sagaforfattere; fx i "Fagrskinna" og "Heimskringla" (ca. 1220), de indeholdt fx begge citater fra skjaldevers. Tre islandske digte fra omkring 1200 bygger også helt eller delvis på beretninger om slaget; det drejer sig om "Nóregs konungatal", "Rekstefja" og "Óláfs drápa Tryggvasonar". Den massive fortælling, "Óláfs saga Tryggvasonar en mesta" (ca. 1300) kombinerer flere af de førnævnte kilder og udgør den yngste, længste og i realiteten mindst pålidelige kilde til de historiske begivenheder af sagafortællingerne.
Dertil kommer eksempler på samtidig skjaldedigtning, der refererer til slaget ved Svold; bl.a. værker af Hallfreðr vandræðaskáld, der var i Olaf Tryggvasons tjeneste. Hallfreðr var ikke selv til stede ved slaget, men indsamlede efterfølgende oplysninger til en lovsang om Olaf. På Erik Jarls side er der bevaret nogle strofer i kongesagaerne af Halldórr den ukristne. Det fremgår af dem, at de blev forfattet året efter, at slaget havde fundet sted, disse strofer omhandler hovedsageligt Eriks erobring af Olafs legendariske skib "Ormen hin lange". Ligeledes i kongesagaerne er der også bevaret nogle få vers af Þórðr Kolbeinssons elegi over Erik Jarl, som formentlig stammer fra omkring 1015. Endelig forfattede Skúli Þórsteinsson, der kæmpede med Erik, nogle vers om slaget i en høj alder.
Selvom moderne historikere normalt anser den samtidige skjaldedigtning som den mest pålidelige kilde, er det stadig vigtigt at tage højde for, at de er blevet bevaret som dele af en langt yngre tekst og ikke som selvstændige tekster. Disse tekster blev skrevet omkring 200 år efter, at digtene var blevet forfattet, og det er derfor usikkert, i hvilken grad de er blevet ændret i løbet af det tidsrum; desuden var det ikke skjaldens mål at videregive faktuelle oplysninger, men snarere at gengive viden, der allerede var kendt af tilhørerne på en kunstnerisk facon. Historikere må derfor ofte gribe til de langt mindre pålidelige, men mere detaljerede beretninger i sagaerne for at tolke de primære kilder.
Begivenheder der ledte op til slaget.
Snorre fortæller, at Olaf Tryggvason vil forlove sig med Sigrid Storråde på den betingelse, at hun konverterer til kristendommen. Da hun imidlertid afviser, giver Olaf hende et slag med handsken. Sigrid advarer ham om, at dette vil føre til hans død.
Ingen af de samtidige skjaldedigte fortæller os noget om årsagerne til slaget, men ifølge Adam af Bremen var det Olaf Tryggvasons danske kone, Thyri, der havde ægget ham til at føre krig mod Danmark; så da han fandt ud af, at Svend Tveskæg og Olof Skötkonung havde dannet en alliance, var han blevet så rasende, at han besluttede at indlede et angreb. De norske beretninger "Ágrip" og "Historia Norwegie" fortæller et lignede forløb; Thyri, der var kong Svends søster, havde ikke fået nogen medgift af sin bror, da hun giftede sig med Olaf. Derfor angreb han Danmark, men var så utålmodig, at han i første omgang kun fik elleve skibe med sig. Olaf håbede, at flere ville følge ham, men da det ikke skete, fortsatte han til Vendland (Pommern?) for eventuelt at finde allierede dér. Det var på hjemvejen derfra, at han blev overfaldet af Svend og dennes allierede.
Olaf offers Queen Thyri a stalk of angelica. She weeps and scolds him for not daring to face up to Svein Forkbeard and retrieve her dowry.
Islændingen Oddr Snorrason skrev en omfattende beretning om de problemer, Olafs ægteskab med den danske kongedatter Thyri medførte. Han fortæller, at hun oprindeligt var forlovet og gift med den vendiske konge Boleslaw, og at hun da havde fået en stor medgift med sig; hun ønskede imidlertid ikke at være gift med Boleslaw og sultede sig selv efter brylluppet. Boleslaw sendte hende derfor tilbage til Danmark, hvor hun til sin bror Svends store utilfredshed fik arrangeret et ægteskab mellem sig og Olaf Tryggvason. Svends dronning, Sigrid Storråde, havde længe været en modstander af Olaf og æggede derfor sin mand til krig mod ham. Svend begyndte derpå at konspirere med Sigvaldi Jarl og kong Oluf af Sverige for at lokke Olaf i en fælde. Olaf rejste siden til Vendland for at indkræve Thyris medgift og fik da nys om, at man planlagde et overfald på ham; Sigvaldi kunne imidlertid forsikre ham om, at det ikke var sandt. Olaf blev overbevist om, at rygtet ikke var sandt, og sendte derfor hovedparten af sin flåde hjem, da mange var utålmodige. Derfor havde han kun en lille flåde med sig, da han blev overfaldet nær Svold.
"Fagrskinna" og "Heimskringla" følger i store træk Oddrs beretning, dog i en forsimplet form, men afviger også på flere punkter; fx fortæller "Heimskringla", at Sigvaldi sejlede fra Vendland sammen med Olaf og en vendisk flåde for at føre ham i baghold.
Uanset om detaljerne i de ovennævnte fortællinger er sande eller ej, så havde både Svend Tveskæg, Oluf Skötkonung og Erik Jarl gode grunde til at gå imod Olaf Tryggvason. Olaf havde fx taget kontrollen over Viken i det sydlige Norge, et område, der ellers havde været under dansk overherredømme. Olaf havde også sammen med Svend ført krig i England, men havde indgået en fred, mens Svend fortsat kæmpede. Den svenske konge Oluf var på venskabelig fod med Svend, og ydermere var de beslægtede gennem ægteskab. De var derfor naturligt allierede. Erik Jarl var blevet drevet ud af sit eget arvedomæne af Olaf Tryggvason, i lighed med det der formodentlig skete for hans far Håkon Jarl; Eriks motiv var derfor sandsynligvis hævn.
Ud fra de mange forskellige og i flere tilfælde modstridende oplysninger i kilderne har historikere forsøgt at rekonstruere den mest sandsynlige årsagssammenhæng, der førte frem til selve slaget. Intet taler imod, at Olaf rent faktisk var på vej hjem fra Vendland til Norge, da han blev angrebet; mens sagaernes fremhævning af dronning Thyri og omstændighederne omkring deres ægteskabs betydning sikkert er overdrevet. Stridigheder omkring medgift eller ej, så er det sandsynligt, at Olaf forventede en snarlig krig, og at han derfor måske var i Vendland for at finde allierede til kommende kampe; det støttes dog ikke i nogen af kilderne. Sigvaldis rolle omgærdes af mystik, hans forræderi kan være en litterær tilføjelse i senere beretninger, men spor i fragmenter af samtidige skjaldedigte tyder på, at det var sandt, at han bedrog Olaf.
Tid og sted.
a>) fra sen vikingetid, fundet nær Århus; inskriptionen er skrevet til minde om en mand, der "mødte døden, da konger kæmpede"; den begivenhed, som hentydes til, kan have været slaget ved Svold.
Den eksakte dato for slaget ved Svold er belagt med en vis usikkerhed. Alle kilder, hvor slaget dateres, fortæller, at det blev udkæmpet omkrig år 1000; den ældste kilde, hvori der nævnes en dato, er "Íslendingabók", skrevet omkring 1128; her bliver det fortalt, at slaget fandt sted om sommeren. Oddr Snorrason fortæller videre, at slaget huskes for dem, der faldt på Ides septemberis", (dvs. 10. eller 11. september). "Mesta" fastlægger datoen til 9. september. Andre kilder støtter enten den ene eller den anden dato. Da flere i middelalderen anså september som årets sidste måned, er det muligt, at slaget fandt sted i det år, vi kender som 999.
Beliggenheden af Svold er behæftet med endnu større usikkerhed end datoen. Ifølge Adam af Bremen fandt det sted i Øresund., mens "Ágrip" og "Historia Norwegie" blot fortæller, at det var ud for Sjællands kyst. Den norske Theodoricus monachus stedfæster slaget til et sted nær øen Svöldr, som ligger tæt på "Slavia". "Fagrskinna" beretter om en ø ud for Vinðlands kyst, der kaldes Svölðr." Oddr Snorrason og Snorre i "Heimskringla" bekræfter begge øens navn, men fortæller intet om hvor den ligger. En bevaret strofe af A Skúli Þórsteinsson indeholder en hentydning til Svolds munding, hvilket kunne tyde på, at Svold i virkeligheden var navnet på en flod, der pga. uvidenhed om vendisk geografi blev til en ø i nordisk litteratur. Den danske "Annales Ryenses" afviger fra de øvrige kilder, idet den placerer slaget i Slien. Blandt moderne historikere diskuteres det stadig, hvor slaget fandt sted. De fleste støtter enten Øresund eller farvandet nær Rügen som kampscene.
Flåderne.
Ifølge alle de nordiske kilder kæmpede Olaf Tryggvasons mænd mod en overvældende overmagt; fx fortælles det i "Fagrskinna", at han selv kun havde en lille styrke, mens havet omkring var dækket med krigsskibe. Og i de kilder, der specifikt nævner antallet af skibe i Olafs flåde, nævner alle tallet elleve, mens antallet i modstandernes flåde varierer fra tekst til tekst.
Nogle af sagaerne refererer en strofe af Halldórr ókristna, der fortæller, at Olaf var sejlet sydpå med 71 skibe. Forskellen på flådens størrelse på ud- og hjemrejsen forklares i reglen med, at mange af skibene havde tilhørt forræderen Sigvaldi, samt at flere af de øvrige var sluppet forbi Svold, før de faldt i baghold.
Tre af Olafs skibe bliver beskrevet detaljeret i sagaerne. I "Heimskringla" fortælles det at "Tranen" var et stort hurtigsejlende krigsskib med plads til 30 roere, der havde en høj for- og bagstævn. Det var blevet bygget til Olaf og havde fungeret som hans flagskib i en periode. Det andet, som Olaf selv styrede, var både større og finere end "Tranen". Han havde konfiskeret det fra en hedning, som Olaf fik torteret til døde, fordi han ikke ville konvertere til kristendommen. På forstavnen var der et dragehoved, og en krog agter havde form som en hale. Begge dele var forgyldte. Dette skib blev kaldt "Ormen", da det med sejlet hejst lignede en bevinget drage. Snorre Sturlason beskrev det som det fineste skib i hele Norge.
a>" var "det bedste skib, som nogensinde var bygget i Norge, og det dyreste ".
"Det var en drake, bygd slik som Ormen, som kongen hadde hatt med fra Hålogaland; men dette skipet var mye større og mer forseggjort på alle måter. Han kalte det Ormen Lange, og det andre for Ormen Stutte. Det var 34 rom på Ormen Lange. Hodet og kroken var helt forgylte; og det var like høyt til relinga som et havskip. Det er det beste skip som har vært bygd i Norge og det som har kostet mest."
"Eirik jarl hadde en uhorvelig stor barde (skip med bard – skjegg – midtstykke over stavnene), som han brukte å ha i viking; det var jernkam på den øverste på hver av stavnene, og nedover fra den et jernspant så tjukt og så bredt som sjølve kjølen, og det gikk helt ned i sjøen"
Slagets forløb.
Det er usandsynligt, at nogle af sagaforfatterne havde præcise oplysninger om de enkelte begivenheder i slaget udover de få brudstykker fra de overleverede digte. Ikke desto mindre beskriver de i detaljer hovedpersonernes engagement gennem tale og handling.
Stående på øen Svold overvåger de allieredes ledere Olaf Tryggvasons flåde, mens den passerer.
"Det er ikke kong Olaf på sit skib. Jeg kender dette skib, fordi jeg ofte har set det. Det er ejet af Erlingr Skjálgsson fra Jaðarr, og det er bedre at angribe dette skib fra agterenden. Det er bemandet med sådanne karle, at skulle vi møde kong Olaf Tryggvason, så vil vi snart finde ud af, at det er bedre at finde et hul i hans flåde end kæmpe mod dette langskib.
Da Erik til slut indvilger i at angribe, praler kong Svend med, at han vil kommandere over Ormen hin lange, inden solen går ned. Til det siger Erik, mens kun få hørte det, at det aldrig ville ske, hvis han kun havde haft den danske hær til sin rådighed. Mens de allierede begynder deres angreb, skifter fortællingens synsvinkel til Olafs norske flåde..
"Svenskerne vil have en lettere og mere munter tid ved at slikke deres offerskåle end ved at borde Ormen hin lange, når de står overfor vores våben og forsøger at rydde vores skibe. Jeg forventer ikke, at vi skal frygte hestespiserne."
Det er først i det øjeblik, Olaf Tryggvason får øje på Erik Jarls styrke, at han vil erkende, at slaget vil blive svært, idet: "de er nordmænd lige som os". Sagaens vægt på Eriks bidrag står i direkte kontrast til Adam af Bremens og Saxo Grammaticus beretning. Her bliver slaget fremstillet som en dansk sejr, mens Erik og hans norske mænd ikke bliver nævnt.
Sagaforfatterne giver nordmændene al æren i slaget; fx er Erik Jarl ifølge dem den eneste af Olaf Tryggvasons modstandere, der besidder nogen form for snildhed, og den der viser sig som Olafs stærkeste modstander. Danskerne og svenskerne farer frem mod Olafs linjer og bliver slået tilbage med store tab, mens Erik angriber Olafs flanker, hvor han ét for ét rydder Olafs skibe, indtil Ormen hin lange er alene tilbage.
Flådernes slagorden, som den fremstilles i sagaerne, var den, man almindeligvis brugte gennem hele middelalderen i forbindelse med søkrig. Olaf var den defensive part, og han surrede derfor sine skibe sammen, så de dannede en fast linje. Sit flagskib placerede han centralt. Hans flåde fik derved form af en flydende fæstning, og hans eget skib, der var det største og højeste, fungerede som et tårn, hvorfra pile og spyd kunne sendes ned på modstandernes skibe; de måtte omvendt skyde opad. Sammensurringen frigav også alle hænder til kamp, i modsætning til angriberne, hvor en stor del af mandskabet skulle bruges til at navigere. Med denne opstilling kunne Olaf reducere den fordel, hans fjender havde gennem deres større antal.
Einarr Þambarskelfir.
a> prøver kongens bue, men finder den for svag.
"Einar skaut paa Eirik jarl og raaka styreknappen ovanfor hovude til jarlen, so pili gjekk inn radt til pilebande (180). Jarlen saag dit, og spurde um dei visste kven som skaut. Men i de same kom de ei onnor pil so nær jarlen, at ho flaug imillom sida og armen paa han og bak i hovudfjøli (181), so odden stod langt igjenom. Daa sagde jarlen til ein mann, som sume kallar Finn, men sume segjer at han var finsk, og som var ein dugande bogeskyttar: "Skjot den store mannen i krappe-rome, du." Finn skaut, og pili kom midt paa bogen hans Einar, nett som han spente bogen sin tridje gongen, og bogen gjekk i tvo stykke. Daa sagde kong Olav: "Kva brast der so høgt?" Einar svarar: "Norig er hendane dine, konge." "So stor bresten var de visst ikkje," segjer kongen, "tak min boge og skjot med," og kasta bogen til han. Einar tok bogen og drog han strakst fram yvi odden paa pili og sagde: "For veik, for veik er kongens boge," og kasta bogen attende og tok skjolden sin og sverde og slost med.
Den samme beretning findes i "Gesta Danorum", her sigter Einarr dog mod Konge Svend i stedet for Erik Jarl.
Kong Olafs død.
Den sidste fase af slaget, da Erik sammen med sine mænd border "Ormen hin lange".
"Men ingenting vides om kong Óláfrs fald. Det blev set, da kampen stilnede af, at han stod, stadig i live, på agterdækket af Ormen hin lange, som havde toogtredive ropladser. Men da Erik gik hen til agterenden for at lede efter kongen, var der et lysskær, der glimtede foran ham som havde der været et lyn, og da lyset forsvandt var kongen selv væk."
I andre sagaer spekuleres der i, at Olaf nåede ind til kysten, enten ved at svømme, få hjælp fra engle eller blive reddet om bord på et vendisk skib. Det bliver også foreslået, at kongen søgte frelse for sine synder ved at indtræde i en klosterorden. "Mesta" beskriver en række syn af ham i Det Hellige Land, det seneste i 1040’erne.
Disse rygter placerede Olaf Tryggvason i samme selskab som Karl den Store, kong Arthur og Frederik Barbarossa - legendariske og heroiske figurer, hvis død folk ikke kunne tro på, og som man derfor stadig ventede skulle komme tilbage. Det er fx karakteristisk, at tegneren Erik Werenskiolds billede af Olaf Tryggvason i en udgave "Snorres kongesagaer" har portrætlighed med tegnerens nabo, den norske nationalhelt Fridtjof Nansen.
Efterspil.
a>, han var Oluf Skötkonungs vasal. Det røde område kom under Svend Tveskægs direkte kontrol.
Efter slaget ved Svold blev Olaf Tryggvasons norske kongerige delt mellem de sejrende allierede. Den mest detaljerede beskrivelse af fordelingen findes i "Heimskringla", og ifølge den blev Norge delt i tre: den svenske konge Oluf fik udover fire distrikter i Trondheim Møre, Romsdal og Ranrike. Han forlenede disse områder til Jarl Svein Hákonarson, der var hans svigersøn og Erik Jarls halvbror. Svend Tveskæg tog kontrollen over Viken, som længe havde været under stærk dansk indflydelse. Den resterende del af Norge blev regeret af Erik Jarl, han blev Svends vasal. Ifølge "Fagrskinna" var opdelingen anderledes: Den svenske del bestod her af Oppland og del af Trondheim. De øvrige kilder er mindre specifikke.
De to halvbrødre Erik og Svein viste sig som kompetente jarler, da deres regering førte til vækst i deres lande. Størstedelen af kilderne fortæller, at de var konverteret til kristendommen, men samtidigt var tolerante over for tilhængerne af den traditionelle før-kristne religion. Denne politik, der afveg stærkt fra Olaf Tryggvasons brutale tvangskristning, omgjorde næsten alle Olafs missionsbestræbelser og var stort et tilbageslag for den gruppe, der ønskede at kristne hele Norge. Jarlebrødrenes rygte blev med stor sandsynlighed farvet af, at de regerede mellem de to meget aktive missionskonger Olaf Tryggvason og Olav den Hellige, og at eftertidens skribenter, som for en stor dels vedkommende var gejstlige, i reglen støttede en aktiv omvendelsespolitik og undertrykkelse af hedenskabet.
Eftermæle.
Flere faktorer har været medvirkende til at gøre slaget ved Svold til et af vikingetidens allermest berømte slag. Først og fremmest fik Olaf Tryggvason en høj status i den norsk-islandske historiografiske tradition, fordi han var den første kristne konge i Norge og derfor ham, der formelt bragte kristendommen til Island og Norge. Dertil kom, at hans dramatiske endeligt i en blodig kamp mod en overvældende overmagt havde et stort litterært potentiale. Erik Jarls hofpoeter kunne også bruge slaget til at lovprise deres herres bedrifter ved at tildele ham en afgørende rolle.
I Island, hvor man længe fortsat studerede kongesagaerne og fremstillede nye kopier af dem, gav slaget fortsat inspiration til adskillige digtere og forfattere; fx genfortælles Oddr Snorrasons beretning i verseform i en "rímur"-cyklus fra 15. århundrede, der blev kaldt "Svöldrar rímur". To andre "rímur"-cykler om samme emne blev komponeret i 18. århundrede, heraf er den ene blevet bevaret. I 19. århundrede skabte digteren Sigurður Breiðfjörð en helt ny "rímur"-cyklus, den var baseret på beretningen i "Mesta".
Med de nationalistiske og romantiske bølger i 19. århundrede og med det voksende antal af oversættelser af sagalitteraturen fik slaget ved Svold fornyet interesse også uden for Island. Omkring 1830 skabte færingen Jens Christian Djurhuus ballade med titlen "Ormurin langi"; han fulgte i hovedtræk Snorres fortælling. Denne ballade fik en god modtagelse og er stadig en af de mest populære på Færøerne. I 2002 blev en forkortet version indspillet af bandet Týr, de fik med den en del udenlandsk opmærksomhed.
I Norge skrev Johan Nordahl Brun et patriotisk stykke i 1772, som han kaldte "Einar Tambarskjelve". Det blev siden betragtet som en milepæl i norsk litteratur. Senere skrev Bjørnstjerne Bjørnson et kort digt, "Olav Trygvason", der omhandlede sorgen, der ramte nordmændene ved kongens fald. Bjørnson indledte et samarbejde med Edvard Grieg om en opera om Olaf Tryggvason, men de to blev uenige, førend arbejdet var fuldført. Mange år senere blev projektet genoptaget af Ragnar Søderlind, som fuldførte operaen. Den fik sin forsinkede premiere i september 2000 ved tusindårsdagen for slaget ved Svold. I en scene fra slaget har Søderlind inkluderet skæbnemotiver fra Wagner, Beethoven og Liszt i sin egen musik.
Eksterne henvisninger.
Svold
Svold, Slaget ved
Svold, Slaget ved
Svold
1087.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
Årstal: 1082 1083 1084 1085 1086 - 1087 - 1088 1089 1090 1091 1092
Eksterne henvisninger.
87
1082.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1077 1078 1079 1080 1081 - 1082 - 1083 1084 1085 1086 1087
Eksterne henvisninger.
82
1083.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1078 1079 1080 1081 1082 - 1083 - 1084 1085 1086 1087 1088
Eksterne henvisninger.
83
1084.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1079 1080 1081 1082 1083 - 1084 - 1085 1086 1087 1088 1089
Eksterne henvisninger.
84
1085.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1080 1081 1082 1083 1084 - 1085 - 1086 1087 1088 1089 1090
Eksterne henvisninger.
85
1086.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1081 1082 1083 1084 1085 - 1086 - 1087 1088 1089 1090 1091
Eksterne henvisninger.
86
1088.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1083 1084 1085 1086 1087 - 1088 - 1089 1090 1091 1092 1093
Eksterne henvisninger.
88
1089.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1084 1085 1086 1087 1088 - 1089 - 1090 1091 1092 1093 1094
Eksterne henvisninger.
89
1090.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
År: 1085 1086 1087 1088 1089 - 1090 - 1091 1092 1093 1094 1095
1091.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
År: 1086 1087 1088 1089 1090 - 1091 - 1092 1093 1094 1095 1096
Eksterne henvisninger.
91
1092.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
År: 1087 1088 1089 1090 1091 - 1092 - 1093 1094 1095 1096 1097
Eksterne henvisninger.
92
1093.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
År: 1088 1089 1090 1091 1092 - 1093 - 1094 1095 1096 1097 1098
Eksterne henvisninger.
93
1094.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
År: 1089 1090 1091 1092 1093 - 1094 - 1095 1096 1097 1098 1099
Eksterne henvisninger.
94
1090'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
År: 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099
Personer.
å
Pasta.
Pastadej laves typisk ved at forme en bunke mel på bordet, slå æggene direkte ud i en fordybning og blande langsomt
Pasta er et næringsmiddel fremstillet af mel af nogle kornsorter blandet med vand og/eller æg. Ingredienserne æltes sammen, og pastaen formes til forskellige faconer og tørres før den typisk koges inden brug. Frisklavet pasta har et højt vandindhold, og kan ofte kun holde sig nogle dage i køleskab. Til gengæld kan pasta opbevares i lang tid hvis den tørres.
Pasta kendes fra mange steder i verden, og både italienere, asiater og arabere hævder at være de første til at have fremstillet denne form for spise.
Pasta fremstilles typisk af hvedemel eller durummel og er hvid eller gullig når den er kogt. Der kan også være tilsat smagsstoffer som f.eks. tomat, spinat eller chili. Når det er tilfældet er pastaen ofte rød (tomat) eller grøn (spinat).
Historie.
Pastaens historie går med sikkerhed 1000 år tilbage. Den første originale pastaopskrift stammer fra omkring det første årtusindeskift. Opskriften stammer fra bogen "De arte Coquinaria per vermicelli e macaroni siciliani" (kunsten at koge siciliansk makaroni og vermicelli) skrevet af Martino Corno, chef hos den magtfulde Patriark af Aquileia.
Men pastaen er sandsynligvis ældre. I etruskiske grave har man fundet værktøj, der kunne tyde på at have været anvendt til at fremstille pasta. Og omkring Kristi fødsel nævnte kokken "Apicius" noget, der kunne lyde som lasagne i sin opskriftssamling. Pasta var særdeles velkendt i de arabiske lande, og fra disse lande spredte macaronien sig til Grækenland og Sicilien, der dengang var en arabisk koloni. Palermo var rent faktisk pastaens første egentlige hovedstad, da man historisk har fastslået, at her var den første egentlige industrielle produktion af tørret pasta - omend i meget begrænset omfang.
I 1150 berettede den arabiske geograf "al-Idrisi", at man i Trabia, omtrent 30 kilometer fra Palermo, producerede en overflod af pasta skåret i strenge, der eksporteredes til både muslimske og kristne lande - og endda per skib. Dokumenter fra 1244 og 1316 bekræfter desuden produktionen af pasta i Ligurien, og mellem 1400 og 1500 blev produktionen aldeles omfattende. I 1574 valgte man i Genova at etablere "Sammenslutningen af Pasta-Producenter", og tre år senere blev "Regler for Pasta-Mestrenes Faglige Sammenslutning" nedfældet i Savona.
I det 17. århundredes Napoli blev pasta en spise for folket. Det var mekaniseringen af pastaproduktionen, der gjorde pasta til folkespise, da priserne blev kraftigt reduceret. Det var en teknologisk revolution og pastaen trådte ind i en ny æra. I det 18. århundrede skete imidlertid drastiske ændringer. Kongen af Napoli, Ferdinando II, var ikke begejstret for at pastamagerne sad på lange bænke og brugte fødderne til at blande og ælte dejen, så han hyrede den berømte ingeniør Cesare Spadaccini til at forbedre produktionen. Resultatet blev et system, der gik ud at tilføre kogende vand til melet, hvorefter en maskine af bronze erstattede de mange fødder i æltningsprocessen.
Med tæerne ude af pastaproduktionen tildelte Venedig Paolo Adami licens til at åbne den første pastafabrik, og i 1763 fik Stefano Lucciardi et 10 års monopol af Hertugen af Parma omfattende produktion af tørret pasta (Genova stil) i byen Parma. Pastaen var trådt ind i endnu en æra - den industrielle.
Kategorisering af pasta.
Pasta bliver fremstillet i mange forskellige former og disse kan underinddeles i "korte produkter" (fx penne og skruer), "lange produkter" (fx spaghetti, makaroni, nudler) samt "plader" (lasagneplader).
Industrielt fremstillet pasta er næsten altid af durumhvedemel, der har et højere glutenindhold og derfor hænger bedre sammen uden at klistre (også uden æg). Bruges almindeligt hvedemel er tilsætning af æg generelt nødvendigt. Pasta kan også laves af mel af fx ris (risnudler), sojabønner, mungbønner (glasnudler), majs, boghvede (soba) eller kastanjer. Herudover er brugen af fuldkornsmel blevet moderne i forskellige helseprodukter (fuldkornspasta).
Med durumhvedemel er tilsætning af æg ikke nødvendig, og undgås ofte for at holde omkostningerne nede, men æg kan forbedre pastaproduktets kvalitet. Nogle producenter sælger flere kvaliteter pasta og bruger ægindholdet som indikator.
For at sikre lang holdbarhed ved stuetemperatur, tørrer man generelt pastaprodukter for at opnå lavt vandindhold (12-13%). Vandindholdet i frisk pasta er højere, og kan derfor kun opbevares få dage i køleskab.
Der kan fx tilsættes salt, farve eller smagsstoffer. Produkter til opbevaring indeholder normalt ikke salt, da saltets hygroskopiske (vandsugende) effekt forkorter holdbarheden. Farvning, f.eks. af pastapenne, kan opnås ved tilsætning af tomatpulver (for rødfarvning) eller spinatpulver (for grønfarvning). Tilsætning af smagsstoffer (f.eks. kød- eller fiskesmag) kendes fx fra "instant noodles".
I visse pastaprodukter (fx tortellini og ravioli) fyldes kød, ost eller grøntsager.
Nogle navngivne pastavarer efter form.
Pastavarer navngives normalt efter deres form, da det umiddelbart er den mest karakteriske egenskab. Nogle former bliver ofte serveret med bestemte saucer - enten fordi, det er en regional tradition, eller fordi en bestemt form passer godt til en bestemt sauce. Fx egner konkylieformet pasta sig godt til saucer med hakket kød, fordi kødet fylder konkylierne ud.
I ældre sprogbrug benævnes korte pastaprodukter "nudler"; i dag betegner nudler mest de østasiatiske nudler.
"Penne (ital. penne)": rørformede pastastykker, typisk skråt afskårede stykker på ca. 4 cm
"Skruer (ital. fusilli)": skrueformede pastastykker, typisk på ca. 4 cm
"Spätzle (sydtysk specialitet)": kugleformede eller aflange med uregelmæssig overflade, oprindeligt fremstillet af særlig våd pastadej skrabet direkte i kogende vand uden forudgående tørring.
"Tarhonya (ungarsk specialitet)": uregelmæssige pastastykker på ærtestørrelse eller mindre, der fremstilles ved at rive eller presse en meget tør mel-æg-salt dej gennem en grov si. Torhonya tørres helt før den endelige tilberedning, hvor de først steges gyldne i fedtstof og derefter koges.
"Spaghetti": pastastænger, typisk 2-3mm tykke og ca. 20 cm lange
"Nudler": er en stor gruppe østasiatiske pastaprodukter, der kan minde om spaghetti, men er tyndere og har kortere kogetid, og laves også af mange andre meltyper end hvede
"Tortellini": hjulformede pastastykker fyldt med fx parmasanost eller hakket kød
"Ravioli": runde, firkantede eller trekantede flade pastakuverter, fyldt med fx ost, kød, fisk eller grøntsager
"Canneloni": meget tykke pastarør der kan fyldes med bolognesesovs og gratineres i ovnen
Længde.
formula_1
Man benytter sig at det numeriske tegn pga. at man ikke ønsker negative længder, da det er logisk forkert at have en negativ længde. På billedet kan man se at der er 4 enheder fra A til B, og det samme fra B til A. Man ville ikke sige at der er -4 fra B til A.
1 dimensionære længder angives som differensen mellem punkterne.
formula_2
formula_3
Hvis det i stedet, som nævt, var længden fra B til A ville man se at det ville give -4 inde i det numeriske tegn, men da den numeriske operation er fortaget bliver længde til 4.
Længder I flere dimensioer, har man forskellinge afstandsformler der kan bevises. F.eks. benyttes "afstandsformlen" mellem to punkter i koordinatsystemet.
Draugen.
En Draug er, i norske sagn, et overnaturligt væsen, nærmere bestemt en dødning eller et meget håndgribeligt genfærd af overnaturlig styrke. Efter sigende kan det fjernes ved, at man graver den afdøde op, brænder ham og spreder asken i havet. Men Draugen er også et spøgelseskib.
Parsec.
Parsec er en enhed for afstande inden for astronomi.
Parsec står for "parallax of one arc sec" (på dansk "parallaksen for et buesekund") og er defineret som den ene katete i en retvinklet trekant, hvor den anden katete er jordens middelafstand til solen (1 astronomisk enhed = AU) og den modstående vinkel er på et buesekund.
Stjerners tilsyneladende størrelsesklasser sammenlignes i standardafstanden 10 parsec (absolut størrelsesklasse).
Parsec angives som enhed med forkortelsen pc.
Volumenmål.
Solen er alene i sin kubikparsec (1 pc3 = 2,938 × 1040 km3), mens stjernetætheden i kuglehobe er fra hundrede til tusinde stjerner per kubikparsec.
Til at bestemme antallet af stjerner i Mælkevejen, udvælges volumener i forskellige retninger. Populationen af stjerner tælles i disse kubikkiloparsec (1 kpc3 = 1 milliard pc3), og det totale antal bestemmes ved interpolation. Samme procedure for antallet af kuglehobe i Mælkevejen.
Til at bestemme antallet af galakser i superhobe, udvælges volumener. Populationen af galakser bestemmes og tælles i disse kubikmegaparsec (1 Mpc3 = 1 milliard kpc3), og det totale antal bestemmes ved interpolation. Det store tomrum ("void") i retning af Bjørnevogteren måles i Mpc3.
Til at bestemme mængden af stof i det synlige univers, udvælges volumener i forskellige retninger. Galakserne og kvasarerne tælles i disse kubikgigaparsec (1 Gpc3 = 1 milliard Mpc3), og resultatet bestemmes ved interpolation.
Italien.
Italien er en republik i det sydlige Europa ved Middelhavet. Det har grænse med Frankrig i vest, Schweiz og Østrig i nord, og Slovenien i øst. På grund af landets form kaldes det i folkemunde tit "Støvlelandet".
Italien var tidligere opdelt i række småstater, men blev i 1861 samlet i et kongerige under Sardiniens konge Victor Emanuel 2.
Historie.
Det moderne Italien blev dannet med foreningen i 1861. Italien har både før og efter præget den kulturelle og sociale udvikling i hele Middelhavsområdet og ligeledes påvirket hele den europæiske kultur.
I det 8. og 7. århundrede f.Kr. koloniserede grækerne det sydlige Italien og kaldte det Magna Graecia (Stor-Grækenland). På omtrent samme tid udviklede den etruskiske civilisation sig i den nordlige del af den italienske halvø. Fra det 7. til det 5. århundrede f.Kr. regerede de Romerske konger efterfulgt af den Romerske republik og det Romerske kejserrige. Tiden fra det 6. århundrede og indtil samlingen i 1861 var præget af stridende småstater. Denne tid var ligeledes præget af rige handelsbyer som Venedig og Firenze og renæssancen opstod her.
Italien var på den vindende side i 1. verdenskrig og den tabende side i 2. verdenskrig. Efter krigen var Italien medstifter af forløberen for det nuværende EU.
Politik.
Siden anden verdenskrig har Italien haft 61 regeringer. I gennemsnit har de siddet ca. 1 år.
Militær.
Italiens militær er underlagt det Øverste Forsvarsråd, der ledes af republikkens præsident. I 2008 bestod militæret af 186.798 personer i aktiv tjeneste plus 114.778 i gendarmeriet ("Carabinieri"). Som led i NATOs atomvåbenstrategi huser Italien 90 amerikanske atombomber, placeret på flybaserne i Ghedi Torre og Aviano. De samlede militærudgifter var i 2007 33,1 mia. $, svarende til 1,8% af BNP.
Hæren.
Dardo IFV (Infanteri-kampvogn) på øvelse
Den italienske hær ("Esercito Italiano") udgør Italiens landmilitære styrker. Efter værnepligtens afskaffelse er den en professionel hær med et mandskabstal på 109.703 i 2008. Dens mest kendte våbensystemer er "Dardo" infanteri-kampvognen, "Centauro" panserjageren og "Ariete"-kampvognen. Blandt dens fly og helikoptere findes Agusta A129 "Mangusta" kamphelikopteren, der har været brugt i FN-operationer. "Esercito Italiano" råder også over et stort antal Leopard 1 kampvogne og M113 pansrede mandskabsvogne.
Flåden.
Den italienske flåde ("Marina Militare") havde i 2008 et mandskab på 43.882 og skibe af alle typer, herunder hangarskibe, destroyere, moderne fregatter, undervandsbåde, skibe til amfibie-angreb, samt mindre skibe som for eksempel fartøjer til havundersøgelse. "Marina Militare" fik i 2008 et nyt og større hangarskib, "Cavour", og har også nybygningsprogrammer for destroyere, undervandsbåde og multirolle-fregatter. I nyere tid har Italien som medlem af NATO taget del i fredsbevarende operationer over hele verden.
Luftvåbnet.
a> bygges af et konsortium i fire lande, hvoraf Italien er det ene.
Det italienske luftvåben ("Aeronautica Militare") havde pr. 1. januar 2009 en styrke på 42.960 mand og 582 fly, heraf 219 kampfly og 114 helikoptere. Som foreløbig erstatning for lejede Panavia Tornado jagerfly, har luftvåbnet lejet 30 F-16A fly og fire F-16B fly og har option på flere.
De lejede fly bliver dråbevist erstattet af 121 EF2000 Eurofighter Typhoon, hvoraf de første allerede er leveret. Der er planlagt flere opdateringer til de eksisterende Tornado IDS/IDT og AMX jagerbombere. Transportkapaciteten varetages af 22 C-130 Hercules og Aeritalia G.222, hvoraf 12 er ved at blive erstattet med en ny G.222 variant, der kaldes C-27J Spartan.
Gendarmeri.
"Carabinieri" fungerer som Italiens gendarmeri og militærpoliti, og har status som republikkens nationale politistyrke. Ved den 30. konference for G8-landene i 2004, fik Carabinieri mandat til at etablere et videncenter for "Stability Police Units" (CoESPU) med henblik på at udvikle træningsstandarder for civile politistyrker tilknyttet internationale fredsmissioner.
Regioner.
Med undtagelse af Aosta-dalen er alle regioner inddelt i provinser ("province"). Under provinserne er kommunerne ("comuni") næste trin i forvaltningen.
Økonomi.
I henhold til BNP-beregninger rangerede Italien som den syvendestørste økonomi i verden i 2006, efter USA, Japan, Tyskland, Kina, Storbritannien og Frankrig, og den fjerdestørste i Europa. Ifølge OECD blev Italien i 2004 verdens sjette største eksportør af forarbejdede varer. Denne økonomi er fortsat opdelt i et udviklet industriel nord, domineret af private virksomheder, og et mindre udviklet landbrugsdomineret syd. I indekset for økonomisk frihed 2008 rangerede Italien på en 64nde-plads af de 162 lande, eller nummer 29 af 41 europæiske lande, den laveste rating i EU-15 og bag mange tidligere kommunistiske lande i Europa. Italien er ofte blevet kaldt den syge mand i Europa, med regeringer, der har problemer i forbindelse med reform-programmer.
Ifølge Verdensbankens data, har Italien en høj grad af frihed til at investere, gøre forretninger og handel. På den anden side, har Italien ineffektivt bureaukrati, forholdsvis lave ejendomsrettigheder og en høj grad af korruption (sammenlignet med andre europæiske lande), tunge skatter og stærkt offentligt forbrug på omkring halvdelen af BNP. Italien har været i økonomisk tilbagegang i forhold til de fleste andre EU-15 lande. De fleste råstoffer, der er nødvendige ved italienske industrier, og mere end 75% af energibehovet, er importeret. Over det seneste årti, har Italien ført en stram finanspolitik for at opfylde kravene i Den Økonomiske og Monetære Union og har nydt godt af lavere renter og inflationsrater. Italien kom med i euroen fra dens indførelse i 1999.
Italiens økonomiske resultater har til tider haltet bagefter, og dets EU-partnere og den nuværende regering har vedtaget en lang række kortsigtede reformer, der tager sigte på at forbedre konkurrenceevne og vækst på lang sigt. Der sker en vis gennemførelse af strukturelle reformer, med opbakning af økonomer, såsom lettelse af skattetrykket og en gennemgang af landets stive arbejdsmarked og dyre pensionssystem. På grund af den økonomiske afmatning og modstand fra fagforeningerne går reformerne dog ikke så hurtigt som oprindeligt planlagt.
Italien har et mindre antal multinationale selskaber end andre økonomier af sammenlignelig størrelse. I stedet er landets vigtigste økonomiske styrke dets store base af små-og mellemstore virksomheder. Nogle af disse virksomheder fremstiller produkter, som teknologisk kun er på et moderat og derfor står over for voksende konkurrence fra Kina og andre asiatiske vækstøkonomier, som er i stand til at underbyde dem på lønomkostninger. Disse italienske virksomheder reagerer på de asiatiske konkurrence ved at koncentrere sig om produkter med et højere teknologisk indhold, mens fremstilling af produkter med et lavere teknologisk indhold flytter til lande hvor arbejdskraften er billigere. Den lille gennemsnitsstørrelse af italienske virksomheder er stadig en begrænsende faktor, og regeringen har arbejdet for at fremme integration og fusioner, og at reformere de stive regler, der traditionelt har været en hindring for udviklingen af større selskaber i landet. Ikke desto mindre er italiensk industri misundelsesværdig for sit avancerede design og en tydelig stil, som ofte udnytter landets formidable kunstneriske arv.
Italiens store eksport er motordrevne køretøjer (Fiatgruppen, Aprilia, Ducati, Piaggio), kemikalier, petrokemikalier (ENI), elektricitet (Enel, Edison), husholdningsapparater (Merloni, Candy), fly-, rumfarts-og forsvarsindustrien (Alenia, Agusta, Finmeccanica), Skydevåben (Beretta), men landets mere berømte eksport er inden for mode (Armani, Valentino, Versace, Dolce & Gabbana, Roberto Cavalli, Benetton, Prada, Luxottica), fødevareindustrien (Ferrero, Barilla-Gruppen, Martini & Rossi, Campari, Parmalat), luksuskøretøjer (Ferrari, Maserati, Lamborghini, Pagani) og yachter (Ferretti, Azimut).
Også turismen er meget vigtig for den italienske økonomi: med over 43,7 millioner turister om året er Italien rangeret som den femtestørste turistdestination i verden.
Transport.
Jernbanenettet i Italien er med en samlet længde på 16.627 km det 17nde længste i verden, og drives af Ferrovie dello Stato. Højhastighedstog omfatter ETR-tog, som f.eks. ETR 500 der kører med hastigheder op til 300 km/t. I 1991 blev selskabet Treni Alta Velocità SpA oprettet med det særlige formål at planlægge og opføre højhastighedsstrækningerne langs Italiens vigtigste og mest mættede transportkorridorer. Disse strækninger omtales ofte som "TAV" linjer. Formålet med TAV konstruktion er at støtte rejser langs Italiens mest mættede jernbanelinjer og at tilføje sporkapacitet til disse linjer, Milano-Napoli- og Torino-Milano-Venedig-korridorerne.
Et af projektets primære formål er at udbygge jernbanenettet i Italien til et moderne og højteknologisk passagerjernbanesystem i overensstemmelse med de opdaterede europæiske jernbane-standarder. Et sekundært formål er at indføre højhastighedstog til landet og dets højt prioriterede korridorer. Når efterspørgslen på faste ruter er mindsket med åbningen af linjerne dedikeret til højhastighedstog, vil de ældre linjer primært blive anvendt til regionale jernbaneforbindelser og godstog. Med disse tanker realiserede, kan det italienske tognet integreres med andre europæiske jernbanenet, især de franske TGV-, tyske ICE-, og den spanske AVE-systemer.
Der er ca 654.676 km vej i Italien, herunder 6.957 km motorveje. Der er omkring 133 lufthavne i Italien, herunder de to knudepunkter i Malpensa (i nærheden af Milano) og Leonardo Da Vinci (i nærheden af Rom). Der er 27 store havne i Italien, den største i Genova, som også er den næststørste i Middelhavet, efter Marseille. 2.400 km vandveje gennemskærer landet.
Mad og Drikke.
Italien er kendt for især pasta og pizza, men også mange andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler (de hvide i Piemonte og de sorte i Umbrien). Bøffelmozzarella laves i den sydlige del af Italien, fortrinsvis Campania. Risotto er en typisk Norditaliensk ret.
Italien er verdensberømt for is, af andre desserter kan nævnes tiramisu og creme caramel
Italiens oste er ikke så berømte som de franske, dog er parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste), gorgonzola i dag at få i supermarkeder verden over. Ellers er italienske oste stadig regionalt bestemte.
Italien er verdens største vinproducerende land. Der er mange kendte italienske vine, især rødvine. Af de berømte distrikter kan nævnes: Amarone og Barolo fra Norditalien, Brunello og Chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin santo fra Toscana, den lette hvidvin Frascati fra Lazio, en anden dessertvin, Marsala fra Sicilien.
Italien er ikke en kendt ølproducent. Det eneste mærke der har vundet international anerkendelse er Menabrea. Af andre mærker kan nævnes Peroni, Moretti og Splügen.
Spiritus.
Italiens mest kendte spiritusmærker er bitterne Fernet Branca og ramazotti. Druebrændevinen grappa, citronlikøren limoncello og anislikøren sambuca. Der produceres også en del brandy i Italien, det største mærke er her Vecchia Romagna
Tøj.
Overklassens uhensigtsmæssige beklædning i Paris' gader, ca. 1803
Det menes at mennesker begyndte at anvende tøj for ca. 75.000-42.000 år siden.
Anvendelsen af tøj falder ikke sammen med menneskets tab af pels. Mennesket tabte pelsen for mindst 1,2 millioner år siden.
Stor bredpande.
Stor bredpande findes over det meste af Danmark, undtagen på Bornholm, Anholt og Ærø. Den findes over det meste af Europa og breder sig østpå helt til Japan. Den store bredpande findes ofte i lysninger i skove og i skovbryn, hvor den dukker op i slutningen af maj. Sommerfuglen kan ses helt ind i september, selvom arten i Danmark normalt kun har en enkelt generation pr. sommer. Syd for Alperne har den ofte 2-3 generationer. Den store bredpande har en meget hurtig flugt, men den sidder ofte stille og soler sig på blade, hvor man har en chance for at komme tæt på med et kamera. Den søger specielt føde på tidsler, trævlekroner og andre nektarrige blomster med dybe kronrør. Sommerfuglen kan ses i indtil 2.000 meter over havets overflade.
Udseende.
Hunnen er lidt større end hannen (26-34 mm vingefang; 14-17 mm forvingelængde) og har større variation i farverne end hannen. Stor bredpande kan forveksels med den sjældnere kommabredpande. Men kommabredpanden har meget tydeligere lyse felter på bagvingerne.
Sommerfuglehannens overside er gulbrun og har sorte skråstriber på forvingerne. En grøngul farve med svage, gule tern dækker undersiden. Hunnernes overside har en mørkere brun farve, men med lysere forvingebasis og lysere tern på begge vinger. De har samme farvemønster som hannerne på undersiden.
Livscyklus.
Æggene lægges på græsser med brede glatte blade. Efter to uger klækkes de og larven kommer frem. Larven overvintrer mellem sammenspundne græsblade og forpupper sig året efter i maj. Efter ca. tre uger kommer den voksne sommerfugl frem. Puppen er en lysebrun bæltepuppe med mørkebrune vingeskeder og let blåstøvet.
Larvens foderplanter.
Blåtop (Molinia caerulea), almindelig hundegræs, eng-rottehale og andre græsser.
Slaget ved Helgeå.
Norge og Sverige forsøger at mindske Danmarks indflydelse i området, ved at angribe Skåne og Sjælland, men lider så stort et nederlag i slaget ved Helgeå, at krigen stopper samme år som den begyndte.
Helgeå, Slaget ved
Helgeå, Slaget ved
Flat Earth Society.
Flat Earth Society (dansk omtrent: "Selskabet for en flad jordklode") er en organisation, der først var baseret i England og senere i Lancaster, Californien, og som advokerede for, at jorden ikke er en kugle, men derimod er flad. Ingen moderne videnskabsmænd eller religiøse grupper har støttet dette synspunkt offentligt. Selskabet er ofte blevet gjort til grin og er blevet en populær metafor for dogmatisk tænkning og hovedløs hang til traditionerne. Udtrykket "Flat-Earther" bliver nu brugt om en person, der afviser ændringer i den videnskabelige konsensus og lever i fortiden.
Bevægelsens oprindelse.
Selvom det er en udbredt misforståelse, at troen på en flad jordklode var almindelig i middelalderen, opstod idéen om, at jorden er rund, i oldtiden. Den blev promoveret af Pythagoras og Aristoteles og var accepteret af næsten alle uddannede mennesker ved Ptolemæus' tid i det 2. århundrede e.Kr. Faktisk havde Eratostenes beregnet Jordens omkreds omkring det andet århundrede f.Kr. med en fejl på cirka 2% af den nuværende anerkendte værdi. Selvom visse tidlige kristne forfattere havde nogle teologiske indvendinger, var alle veletablerede kristne grupper blevet fortalere for idéen om en rund jordklode ved begyndelsen på middelalderen. Myten om, at Christoffer Columbus med sin rejse til Amerika endelig overbeviste europæerne om jordens kugleform, er en fiktiv historie opfundet af forfatteren Washington Irving og er overhovedet ikke baseret på nogen fakta, idet Columbus aldrig udførte en fuldstændig verdensomsejling.
Den moderne fladjordsbevægelse opstod, da en excentrisk engelsk opfinder, Samuel Birley Rowbotham (1816-1884), udgav en 16 siders folder baseret på sine bogstavelige fortolkning af visse passager i Bibelen, hvilket senere blev udvidet til en bog på 430 sider, hvori han fremlagde sine synspunkter. Ifølge Rowbothams system, som han kaldte "zetetisk astronomi" ("zététicós" er græsk for "undersøgende"), er jorden en flad skive med centrum på Nordpolen og begrænset af en ismur ved sin sydlige kant, med solen, måne, planeterne og stjernerne kun få hundrede mil over jordoverfladen.
Rowbotham og hans tilhængere blev berygtet for at indgå i højlydte offentlige debatter med datidens førende videnskabsfolk. Et af disse sammenstød, der involverede den prominente naturforsker Alfred Russel Wallace, førte til adskillige retssager angående bedrageri og injurier.
Efter Robothams død etablerede hans tilhængere "the Universal Zetetic Society" (dansk: "Det universelle zetetiske selskab"), udgav et tidsskrift med titlen "The Earth Not a Globe Review" (dansk: "Jorden ikke en klode-magasinet") og forblev aktive et godt stykke ind i den tidlige del af det 20. århundrede. Efter 1. verdenskrig oplevede bevægelsen en langsom tilbagegang.
I USA blev Rowbothams idéer adopteret af en religiøs kult, den Kristne katolske apostolske kirke. Kirken, der blev grundlagt af den skotske healer John Alexander Dowie i 1895, etablerede det teokratiske samfund i Zion, Illinois ved bredden af Lake Michigan 70 km nord for Chicago. I 1906 blev Dowie afsat som kultleder af sin løjtnant Wilbur Glenn Voliva. Voliva styrede sine omtrent 6.000 tilhængere med jernhånd, og han er blevet anklaget for at misbruge deres arbejdskraft i kirkens firma Zion Industries. Eleverne i samfundets skoler blev udelukkende uddannet i doktrinen om en flad jordklode. Voliva var en pionér inden for religiøse radioudsendelser. Lytterne på hans 100.000 watt-radiostation blev udsat for tordnende fordømmelser af evolutionens onder og rundjordsastronomi. Voliva døde i 1942, og kirken gik i opløsning i en sky af økonomiske skandaler. Der fandtes stadig visse fast overbeviste fladjordstilhængere i Zion indtil 1950'erne.
Den flade jord set fra rummet.
I 1956 genoplivede Samuel Shenton, et medlem af Det britiske kongelige astronomiske Selskab og det Kongelige geografiske Selskab, Universal Zetetic Society som "the International Flat Earth Society" (dansk: "Det internationale selskab for en flad jordklode"). I forbindelse med udviklingen i det amerikanske rumprogram blev selskabet konfronteret med billeder af jorden taget af satellitter i kredsløb og, i sidste ende, astronauter, der var landet på månen. Da han blev præsenteret for de første NASA-fotografier af jorden fra verdensrummet, skal Shenton have sagt: "Det er nemt at se, hvordan sådan et fotografi ville kunne snyde det utrænede øje." Selskabet tog det standpunkt, at Apollo-månelandingerne var et svindelnummer iscenesat af Hollywood og baseret på et manuskript af Arthur C. Clarke, et synspunkt der også deles af andre personer uden tilknytning til Flat Earth Society. I en besked til en ven fra marts 2001 svarer Clarke spøgefuldt på selskabets påstande: "Jeg har skrevet til [den tidligere NASA-direktør] Dan Goldin og sagt, at jeg aldrig blev betalt for dette arbejde, og med mindre han gør noget snart, vil han høre fra mine dræberadvokater Geldsnatch, Geldsnatch og Blubberclutch" (de sidste tre navne er fiktive efternavne, der på en blanding af tysk og engelsk insinuerer pengegriskhed).
Charles K. Johnson.
I 1971 døde Shenton, og Charles K. Johnson blev Flat Earth Societys nye præsident. Under hans lederskab voksede gruppen fra nogle få medlemmer til omkring 3.000 i løbet af tre årtier. Johnson omdelte nyhedsbreve, flyveblade, kort, etc. til enhver, der bad om dem, og han holdt styr på alle ansøgninger om medlemskab sammen med sin kone Marjory, der også var en "Flat-Earther". Der kom forespørgsler om medlemskab fra adskillige lande, bl.a. Saudi-Arabien, Iran og Indien.
Den sidste verdensmodel, som Flat Earth Society søgte at udbrede, gik ud på, at menneskene bor på en skive med Nordpolen som centrum og en cirka 45 meter høj ismur ved yderkanten. Det resulterende verdenskort ligner FN's symbol, hvilket Johnson brugte som bevis for sit synspunkt. I denne model måler solen og månen begge kun 52 km i diameter.
Charles K. Johnson døde den 19. marts 2001 og efterlod Flat Earth Society til en usikker skæbne.
Paradigme.
Ordet paradigme kommer fra græsk (παράδειγμα "parádeigma", som er samensat af "para" = "hos" + "deiknynai" = "vise", og det betyder tilsammen "forbillede" eller "mønster"), heraf kommer nutidens brug: en tænkemåde eller et system af tanker og sammenhænge.
Mens paradigme tidligere alene blev brugt i videnskabelig sammenhæng, hvor det betegner den helt overordnede ramme for gyldighed af omverdens-fortolkninger, ses udtrykket i dag ofte at blive brugt synonymt med 'verdensanskuelse' eller endog 'synsvinkel'. Mens den moderne videnskab forestiller sig, at ét paradigme må være sandt, opererer mere postmoderne videnskabsteori med ikke-konkurrerende sameksistens af mangfoldige, hinanden gensidigt udelukkende paradigmer.
Paradigmer sættes ofte i forbindelse med den amerikanske videnskabsfilosof Thomas Kuhn (1922-1996). I værket Structure of scientific revolutions fra 1962 formuleres begrebet, i denne betydning, for første gang, og værket fik senere stor udbredelse. Her opfattes et paradigme som en samling af opfattelser og argumenter der deles af en gruppe af forskere. Paradigmebegrebet er populært, men anvendes ofte i en betydning der afviger fra den oprindelige formulerede af Kuhn. En generel nutidig, videnskabelig, opfattelse er, at et paradigme er mønsterdannende og identificeret ved nogle grundlæggende tankeformer og antagelser omkring videnskaben og virkeligheden. Et paradigme er en sammenhængende teoridannelse og et overordnet verdensbillede som deles ef et videnskabeligt fællesskab. Det er derfor muligt at identificere forskellige paradigmer indenfor videnskabelige domæner, hvor paradigmer eksempelvisvis kan bestå af epistemologiske retninger, som eksempelvis et hermeneutisk paradigme indenfor humaniora.
En anden betydning af paradigme er "forbillede". Et eksempel er fra Islam, hvor Muhammeds sunna (sædvane) beskrevet i Hadith-samlingerne, står som et paradigme for alle muslimer.
Teori.
En teori er et forsøg på at konstruere en forenklet sproglig model af et område af virkeligheden.
Dermed adskiller nye teorier sig fra teorier, som er blevet accepteret og derfor blevet ophøjet til det man anser for love eller simpelthen sandhed. Teori adskiller sig desuden fra praksis, idet teorien jævnfør dens forsimpling nødvendigvis må overse detaljer og undtagelser.
Hvis en maskine, handling el.lign. omtales som teoretisk, menes der, at maskinen eller handlingen er fysisk mulig, men i praksis for besværlig eller dyr at realisere (jf. hypotetisk).
Den videnskabelige teori.
Teori kommer af græsk - theoriein - at se/at beskue og oversættes normalt som "betragtning". En teori er dermed forankret i sin opfattelse mellem subjekt og objekt - forholdet mellem beskueren (teoretikeren) og den genstand, der bliver betragtet.
Normalvidenskabelige teorier.
En teori i videnskabelig forstand adskiller sig væsentligt fra brugen af teori i almindelig sprogbrug. Hvor der i almindeligt dagligsprog ofte er tale om et gæt eller en hypotese, er en videnskabelig teori logisk funderet. Normalt stilles som krav til en videnskabelig teori, at dens præmisser er fastlagt og beskrevet. En sådan teori en del af et veletableret paradigme, der forklarer de fleste eller alle observationer. Tillige skal teorien kunne give en række forudsigelser, der kan efterprøves. En videnskabelig teori kan derimod ikke bevises, da man hele tiden får ny og forbedret viden. Derfor er en videnskabelig teori kun brugbar så længe den endnu ikke er blevet modsagt af observationer af virkeligheden. Hvis eller når det sker, vil teorien så blive omformuleret, så den bedre passer med de nye observationer.
Udvikling af nye teorier.
Der kan også af og til ske et paradigmeskift, hvor en mere eller mindre grundlæggende antagelse pludseligt betvivles. Dette vil almindeligvis resultere i at en række teorier forkastes fuldstændigt, og en helt ny type af teorier opstår. Dette skete for eksempel i 1960'erne, da kontinentaldriften pludselig blev alment accepteret, fordi man fik nye målinger af havbunden.
Ny teknologi og forbedrede måleinstrumenter vil ofte give anledning til nye teorier i naturvidenskaberne, mens samfundsforandringer kan medføre nye teorier i samfundsvidenskaberne.
En videnskabelig teori repræsenterer altså hverken et gæt eller en urokkelig sandhed. Den er derimod til stadighed den model der bedst beskriver de observationer der gøres.
Svagheden.
Svagheden ved de fleste videnskabelige teorier er, at observationer af virkeligheden påvirkes af den som observerer, eller at man ubevidst eller systematisk kan udvælge målinger, som passer med teorien; og at man kan have observationer med en ukendt usikkerhed. Det vil sige, at man kan opbygge terorier som bygger på et løst grundlag. Man kan også risikere at møde teorier der er farvet af et politisk eller et religøst budskab, da videnskabsfolk jo også er subjektive mennesker og en del af det samfund som lønner dem.
Engrandøje.
Eng-randøjen er en af de almindeligste dagsommerfugle i Danmark. Engrandøjen findes på fugtige græsklædte områder og flyver fra slutningen af juli til midt i august.
Udseende.
De fleste eksemplarer er mørke på oversiden med temmelig utydelige øjepletter. Hunner har normalt tydeligst, flest og størst øjepletter på oversiden, mens hannerne har en tydelig sort plet af duftskæl på oversiden af forvingen.
Variationen i farve og pletter er dog så stor at det er svært at finde to ens eksemplarer. En speciel form "lanceolata" har forstørrede ovale øjepletter med dråbeformet pupil. Den er almindelig i Europa, men sjælden i Danmark.
Livscyklus.
Æggene klækkes efter 2-3 uger og larven lever af forskellige græsser inden den sætter sig til overvintring. Først i juni næste år er larven udvokset og forpupper sig. Efter ca. 14 dage kommer den færdige sommerfugl frem.
Distribuerede beregninger.
Distribuerede beregninger (eng. "distributed computing") er et net (eng. "grid") af almindelige (hjemme-) computere forbundet via et datanet (internettet) og ikke en databus, som konventionelle fler-processor-computere benytter til informationsudveksling. Formålet er ideelt set at anvende alle computernes ledige processorkraft til beregninger.
Ananas.
Ananas-slægten ("Ananas") er udbredt i Sydamerika. Det stivbladede rosetplanter med blomsterne samlet i et kogleagtigt aks. Her nævnes kun de arter, som har økonomisk betydning i Danmark.
Skovrandøje.
Skovrandøjen har igennem de sidste 100 år bredt sig fra resten af Europa til store dele af Danmark. Før da var den meget sjælden. Nu findes den specielt talrigt på Øerne og i Østjylland. Sommerfuglen flyver fra det tidlige forår, omkring april, til hen på efteråret omkring oktober.
Skovrandøjen holder til i alle slags skove, også de moderne intensivt drevne. Den holder til i små lysninger og solpletter, hvor hannerne opretter deres yngleterritorier og arrigt forsvarer dette mod alle indtrængende, undtaget selvfølgelig hunskovrandøjer. Skulle en sådan komme forbi forsøger hannen at forføre hende med en duftsky fra hans duftskæl, der sidder på oversiden af forvingerne.
Udseende.
Sommerfuglen har flødefarvede lyse pletter på oversiden af vingerne, vingefanget er mellem 35 og 44 mm, hvor hunnerne er størst og den individuelle variation i farve og øjepletter er ikke så stor som ved. f.eks. engrandøjen.
Foto af skovrandøjens overside
Livscyklus.
Æggene klækkes efter ca. 1 uge. Nogle larver er udvokset efter 2-3 uger, mens andre går i sommerdvale og først er udvoksede efter 2-3 måneder. Når larven er udvokset forpupper den sig. Tidligt formede pupper udklækkes efter 2-4 uger, mens sene pupper overvintrer til næste år. Halvvoksne larver er også i stand til at overvintre. På denne måde har skovrandøjen årligt 2-3 overlappende generationer.
Foderplanter.
Skovrandøjer tiltrækkes af brombær- og hindbærblomster, saft fra træer, honningdug fra bladlus, ekskrementer og overmoden frugt.
Klyngecomputer.
En klyngecomputer er et net (eng. "grid") af dedikerede computere forbundet via et datanet (internettet) og ikke en databus, som konventionelle fler-processor computere benytter til informationsudveksling. Formålet er ideelt set at anvende alle computernes processorer ved beregninger.
En klyngecomputer'"s computer er kun er samlet og installeret til at indgå i computerklyngen.
Se også.
Man skelner normalt mellem to typer klyngekomputere 1:"Grid"- typen, der typisk udgøres af forbundne computer"centre"(der kan have en, men oftest flere computere) og 2:"cluster"-typen, der typisk er almindelige servere eller PCere der er forbundet i et netværk, så de tilsammen udgør en kraftig computer.
Da almindelige servere og PCere er meget billige i ren regnekraft, kan denne løsning være en billigere vej til en supercomputer.
Da netvæket i et "cluster" er meget langsommere end det, der bruges i de specialiserede supercomputere (der til gengæld typisk er noget dyrere), er der nogle problemer hvor disse egentlige supercomputere er clustercomputerne langt overlegne.
Appelsin.
Appelsiner ("Citrus sinensis") stammer fra Burma og det sydlige Kina. Senere har de bredt sig til Indien og herefter til Europa, hvor den har været dyrket siden det 15. århundrede. Selve appelsintræet er meget gammelt - og det anslås flere steder for at være cirka 20 millioner år gammelt.
Det danske navn betyder kinesiske æbler (fra de tyske ord Apfel og China).
Appelsintræet bliver ca. 10-12 meter højt. Det er tornet og har duftende hvide blomster. Frugternes form, farve og smag afhænger i nogen grad af sorten og dyrkningsstedet, men fælles er, at de er rundagtige med en tyk, orange skræl. Frugtkødet er ligeledes orange. Det er syrligtsødt i smagen og meget saftigt med op til 35 procent saft. Bladene er fra stammens torn modsat rosens vildsatte torne præcis som en beskyttelse til det første lille blad, som afsætter et større blad i forlængelse af det lille. Bladet som er samlet et lille og så et større.
Appelsiner plukkes ofte før de er modne, hvilket desværre får indflydelse på smagen, der bliver mere syrlig og mindre aromatisk. Dette skyldes den oftest lange transportvej fra Nordafrika, Grækenland, Italien, Israel, Spanien og Tyrkiet.
Frugten spises som den er eller indgår i desserter, kager og forskellige retter. Olie udvundet af blomster og skræl anvendes til likører, læskedrikke og i parfume-industrien. Appelsinen anvendes også som dekoration - for eksempel som juledekoration med tørrede nelliker stukket i. Desuden bruges den selvfølgelig til appelsin- og multifrugtjuice.
Citron.
Citroner ("Citrus limon") stammer fra det nordlige Indien og har været dyrket i både Lilleasien og Kina i adskillige tusinde år. Citroner blev importeret til det danske hof i 1520'erne men fik først en fremtrædende placering i det danske køkken fra 1700-tallet.
I dag dyrkes citroner især omkring Middelhavet og i Californien. Det lille træ bliver 3-6 meter højt, har kraftige torne men smukke, store blomster med hvide kronblade, der er lyserøde på ydersiden. Træet blomstrer året rundt og står derfor med blomster og modne frugter på en gang.
Frugterne er gule og ægformede med en tyk, læderagtig skræl og lysegult frugtkød med en meget syrlig smag, der egner sig til mange slags madlavning, desserter samt som smagstilsætning i drikke. Citroner anvendes tillige til fremstilling af olie, pektin og citronsyre.
Grøn busksommerfugl.
Den grønne busksommerfugl ("Callophrys rubi") findes talrigt lokalt i Jylland, specielt i skovlysninger med birketræer og på klitlavninger og sandede heder. I resten af Europa findes den fra Ishavet til Sydspanien. Udenfor Europa findes den fra Nordafrika til Sibirien.
Grøn busksommerfugl er umulig at forveksle med andre danske sommerfugle. Den grønne farve er meget udtalt og følehornenes og benenes sorte og hvide striber er tydelige. Vingefanget er 22-27 mm. Bagvingen har en lille spids.
Sommerfuglens latinske navn "Callophrys" betyder "smukke øjenbryn" og hentyder til den fine hvide tegning der ses over sommerfuglens øjne.
Den grønne busksommerfugl kommer allerede frem omkring slutningen af april, starten af maj og ses indtil slutningen af juni. Sommerfuglen lægger sine æg på bl.a. gyvel, kællingetand og revling. Æggene klækkes efter en uge. Larven er udvokset efter 3-4 uger. Larven forpupper sig derefter og overvintrer på denne måde. Næste forår kommer den færdige sommerfugl frem omkring april-maj. Puppen er brun, rundagtig og ubevægelig, men den kan høres frembringe en pibende lyd.
Kællingetand, Tørst, visse, mosebølle, gyvel og mange andre planter.
Klementin.
Klementin ("Citrus clementina"), er en kernefri mandarintype, oprindeligt fremavlet af den franske præst Père Clément omkring år 1900. Visse klementinsorter kan dog indeholde kerner.
Klementinen er væsentligt større end mandarinen.
Den er en hybrid mellem appelsin og mandarin, og er derfor steril. Den danner små, saftige citrusfrugter med syrlig-sød smag. Frugten har et højt indhold af A- og C-vitamin.
Klementiner er især en populær spise omkring juletid. Anvendes som dessertfrugt.
Grapefrugt.
Grapefrugt ("Citrus x paradisi") er en stor citrusfrugt, som har været kendt i Vestindien i over 200 år. Den findes første gang beskrevet i 1814 i Puerto Rico som en tilfældig krydsning mellem appelsin og pomelofrugten.
I dag er Florida hjemsted for alle de kendte sorter, men grapefrugt dyrkes over det meste af kloden i tropiske og subtropiske egne. Grapefrugten kom til Europa i 1910.
Det store stedsegrønne træ bliver op til 5 meter højt men kan bære helt op til 700 kilogram frugter om året. Frugterne dannes i klaser lige som vindruer, og derfor er navnet grapefrugt opstået (Grape betyder vindrue på engelsk). En anden teori går ud på, at frugtens smag tidligere mindede om druens. Grapefrugtens smag er temmelig sur forårsaget af kinin i frugtsaften.
Frugterne er store, runde og lyst gule eller orange alt afhængig af sorten. Frugtkødet er normalt lysegult, men der findes også sorter med rødligt frugtkød. Disse har gerne en betydelig sødere og mindre skarp smag. Det er USA, der har inspireret os til brugen af grapefrugter, der anvendes som morgenmad, i frugtsalater og andre salater og som tilbehør til forskellige retter eller presset til juice.
Lime.
Lime (f.eks. "Citrus x aurantifolia", "Citrus x hystrix") er en frugt stammende fra Sydøstasien, hvorfra den blev importeret til Europa i det 13. århundrede. Frugten dyrkes især i Mellemamerika og Asien, og er faktisk den af de surfrugtede citrusarter, der anvendes mest i troperne. Træet bliver op til 5 meter højt og får små hvide blomster, hvorfra de små runde, grønne citrusfrugter udvikles til en diameter på omkring 5 centimeter.
Limefrugten ligner en lille, rund, grøn citron og smager lidt mere krydret end citronen - til gengæld er den aldrig bitter. Limefrugterne er kernefri og velegnet i dressinger og drinks, hvor den smukke, grønne farve pynter. Bruges også til juice og marmelade.
Almindelig blåfugl.
Den almindelige blåfugl er som navnet antyder den mest almindelige blåfugl i Danmark. Blåfuglen er ikke meget for våd bund, men bortset fra det kan den findes på vejskråninger, byggegrunde, heder, enge, overdrev, skovlysninger og andre lysåbne græsklædte pletter med forskellige ærteplanter, som er larvens foretrukne føde. De første almindelige blåfugle ses i maj og helt hen i september kan man være heldig at støde på dem.
Udseende.
Hannerne af den almindelige blåfugl er lysende blå, mens hunnerne findes i mange variationer over mørkt chokoladebrun med orange pletter til lys blå som hannen. Sommerfuglens vingefang er 25-33 mm, uden den store forskel i størrelsen mellem kønnene.
Livscyklus.
Den lange flyvetid skyldes, at sommerfuglen har op til 3 generationer på en enkelt sommer. En uge efter ægget er lagt klækkes larven. Efter ca. 4 uger forpupper den sig og sommerfuglen klækkes af puppen 10-20 dage senere. De sene larver sætter sig til overvintring tæt ved jordoverfladen ved værtsplanterne.
Larvens foderplanter.
Sommerfuglelarver er specialiserede til kun at æde nogle få planter. Larver af Almindelig blåfugl lever af: humle-sneglebælg, almindelig kællingetand eller Harekløver.
Kronløse.
Stor Nælde ("Urtica dioica") har kronløse blomster.
De kronløse er en underklasse af planter, hvis blomster har det fællestræk, at kronbladene mangler. Engler betragtede i sin systematik de kronløse som en gruppe af tidligt opståede eller mere primitive i forhold til de såkaldt helkronede og de enkle, frikronede. I dag har man - stort set - forladt den opdeling, fordi det viser sig, at disse kendetegn er opstået flere gange og uafhængigt af hinanden. De kan altså ikke bruges som ordningskriterier i taxonomien.
Frikronede.
Klit-Rose ("Rosa spinosissima") har frikronede blomster.
De frikronede er en underklasse af planter, hvis blomster har det fællestræk, at kronbladene ikke er sammenvoksede til et rør. Engler betragtede i sin systematik de frikronede som en gruppe af tidligt opståede eller mere oprindelige i forhold til de såkaldt helkronede og de meget afvigende, kronløse. I dag har man - stort set - forladt den opdeling, fordi det viser sig, at disse kendetegn er opstået flere gange og uafhængigt af hinanden. De kan altså ikke bruges som ordningskriterier i taxonomien.
Eksempler på frikronede planter.
Se tokimbladet (Dicotyledoneae).
Storplettet perlemorsommerfugl.
Storplettet perlemorsommerfugl foretrækker sandede jorder, men i nogle år bliver bestandene så store at man også kan finde den på andre lokaliteter f.eks. på brakmarker og i haver. Sommerfuglen er blevet mere sjælden end den var tidligere i den første del af det 20. århundrede. Men de seneste år, måske i takt med at brakmarker bliver mere almindelige, er der en tendens til at sommerfuglen kommer tilbage. Den er mest almindelig i Jylland. Storplettet perlemorsommerfugl dukker op først i maj og de sidste individer forsvinder først sidst i september. Den ses ofte solbadende med udbredte vinger på bar jord på kølige dage.
Udseende.
Storplettet perlemorsommerfugl er nem at kende på de store perlemorsfarvede pletter på undervingerne. På oversiden ligner den de andre perlemorsommerfugle, men dens vingeform er lidt anderledes, og de sorte pletter lidt mere markante og afrundede. Hunnen er større end hannen, vingefanget varierer meget, men ligger mellem 35-48 mm.
Livscyklus.
Det er usikkert hvor mange generationer den storplettede perlemorsommerfugl har over en sommer. Men et gæt går på omkring 3-4 generationer afhængig af hvor lang og varm sommeren er. I varmt vejr går der ikke over en måned fra ægget er lagt til den færdige sommerfugl kommer frem. Normalt klækkes æggene dog efter ca. en uge, larven forpupper sig efter 2-4 uger, og puppen klækker og den voksne sommerfugl kommer frem efter ca. 1-2 uger. Sommerfuglens overvintring er ikke helt afklaret. Man mener den overvintrer som larve, måske endda som udvokset larve, eller som puppe. Man mener dog at voksne individer af sommerfuglen ikke kan overvintre, i det mindste ikke i Danmark.
Foderplanter.
Sommerfuglen foretrækker bl.a. planten blåmunke, mens æggene bliver lagt på stedmoderblomster, f.eks. Ager-Stedmoderblomst og almindelig stedmoderblomst.
Stængelplanter.
Stængelplanter er de planter vi almindeligvis opfatter som "planter". Gruppen omfatter træer, blomster, bregner, mosser og en række andre landplanter. Alle er komplekse flercellede eukaryoter med specialiserede forplantningsorganer. Med nogle få undtagelser skaffer stængelplanterne deres energi ved hjælp af fotosyntese. Stængelplanter adskiller sig fra fotosyntetiserende, flercellede alger ved at have sterilt væv inden i forplantningsorganerne og ved at kunne danne en embryo. Desuden er stængelplanterne tilpasset livet på land, og kaldes derfor også for landplanter - nogle har dog udviklet sig til livet i vand.
München.
München blev hovedstaden i den tyske delstat Bayern i 1506. Byens Ludwig-Maximilians-universitet (LMU) blev grundlagt i 1472. I dag har München to universiteter: LMU og TU, det tekniske universitet.
Historie.
München blev grundlagt i 1158 og blev hovedstad i Oberbayern i 1225.
Den svenske konge Gustav II Adolf besatte byen i 1632.
I München havde nationalsocialisterne en stærk base lige fra bevægelsens grundlæggelse; men der var også modstand mod bevægelsen. I Münchens Bürgerbräukeller forsøgte Georg Elser den 8. november 1939 at dræbe Adolf Hitler. Hans attentat mislykkedes, og Elser blev skudt den 9. april 1945 i Dachau. Søskendeparret Sophie og Hans Scholl og andre medlemmer af "Weiße Rose" fejlede også, og søskendeparret blev henrettet i 1943.
Som andre tyske byer blev München ødelagt under 2. verdenskrig; i dag er München præget af bygninger, der spillede en rolle i Hitlers tid. Den har meget kulturliv og en smuk omegn.
I 1972 afholdtes det XX. sommer OL i München. Den bakkede Olympiapark med sine stadioner er bygget på byens ruiner (Schuttberge).
Under en terrorhandling begået af en gruppe palæstinensere omkom 11 israelske sportsfolk og flere terrorister.
Siden OL har München haft et U-Bahn-system, som stadigvæk bliver udbygget. Ved siden af U-Bahnen har München S-Bahn, sporvogn og busser. Sporvognene er moderne, og blev ikke afskaffet takket være overborgmester Hans-Jochen Vogel (SPD) i 1970'erne.
München er næsten altid regeret af SPD-borgmestre. Ligesom Bayern næsten altid er regeret af en CSU-ministerpræsident.
I 2004 bor der 1,4 mio. mennesker i München, hvoraf 25 % ikke er tyske statsborgere.
"Oktoberfest" og anden kultur.
München er verdenskendt for sin "Oktoberfest", som finder sted hvert år i september. Festen bliver åbnet af overborgmesteren og varer 16 dage på Theresienwiese (Wies'n). Oktoberfesten blev grundlagt 17. oktober 1810 med et hestevæddeløb, som var en del af kronprins Ludwig og Therese von Sachsen Hildburghausens bryllupsfest.
München har mange dejlige pladser (Marienplatz, Odeonsplatz), parker (Englischer Garten, Isarauen, Olympiapark, Nymphenburger Park), to operahuse, tre orkestre, tre pinakoteker og mange andre kunstmuseer og gallerier, teatre og biografer og det tekniske museum Deutsches Museum.
Mange gadecafeer, Biergärten og restauranter og det store og livlige bøssemiljø i Glockenbach- og Gärtnerplatzviertel skaber en afslappet stemning.
Seværdighed.
I byens ældste kerne, Altstadt, kan man endnu se bygninger (Alter Hof, Residenz) fra middelalderen.
Nøkkerose-familien.
Nøkkerose-familien ("Nymphaeaceae") er udbredt på alle kontinenter (undtagen Antarktis). Den består af urteagtige vandplanter, som ofte har langstilkede flydeblade. De har store, enlige blomster er primitivt byggede med mange skruestillede bloster- og støv-blade. Her nævnes kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende, eller som dyrkes i Danmark.
Æble-slægten.
Æble-slægten ("Malus") er udbredt med ca. 50 arter i de tempererede egne på den nordlige halvkugle. Det er løvfældende småtræer eller buske, der oftest er uden torne. Bladene sidder spredtstillet, og de er stilkede, ovale til ægformede eller elliptiske med glat eller savtakket rand (i sjældne tilfælde: lappet rand). Nogle af arterne får kraftigt røde høstfarver. Blomsterne er samlet i små stande, som sidder på knudrede kortskud. Den enkelte blomst er regelmæssig og 5-tallig med hvide eller lyserøde kronblade. Frugterne er kernefrugter med et femrummet kernehus.
Her beskrives kun nogle få arter, som er vildtvoksende, eller som dyrkes i Danmark.
Kirsebær.
Kirsebær ("Prunus") er en slægt med ca. 150 arter. Der er uenighed mellem botanikerne om systematikken i gruppen. Nogle vil dele den i to slægter: De kirsebæragtige ("Cerasus") og de blommeagtige ("Prunus"). I det følgende fastholdes alle planter som hørende til kirsebærslægten "(Prunus)." Det skal bemærkes, at der også er forvirring i den danske navngivning, hvor nogle vil kalde slægten "Prunus" for stenfrugt-slægten. Et tydeligt, fælles kendetegn er de tværgående bånd af barkporer (se billedet til højre).
En stenfrugt er en frugt hvor frøgemmet består af to lag: Yderst et lag blødt frugtkød, og inderst en hård skal ("stenen") som normalt rummer ét eller ganske få frø.
Cypres-familien.
Cypres-familien ("Cupressaceae") er en gammel familie af nåletræer med 27-30 slægter, der i alt har ca. 130-140 arter. Familien er udbredt overalt i Jordens tempererede egne. Der findes både løvfældende og stedsegrønne træer, og de modsatte eller kransstillede blade er nåleformede hos helt unge planter, men bliver senere skælformede hos de fleste arter. Koglerne kan være læderagtige, bæragtige eller helt forveddede.
Parasoltræ-slægten ("Sciadopitys") hørte tidligere til denne familie, men i dag har den sin egen familie, Parasoltræ-familien ("Sciadopityaceae"). En række slægter fra denne familie henregnedes tidligere til Sumpcypres-familien ("Taxodiaceae"), men alle slægter der tidligere henregnedes til Sumpcypres-familien henregnes i dag til Cypres-familien (undtagen Parasoltræ-slægten).
Litteratur.
"Alan Mitchell": "Træer i Nordeuropa" ISBN 87-12-23331-5
Gran-familien.
Gran-familien ("Pinaceae") består udelukkende af træarter. Alle har linjeformede nåle. Koglernes skæl har hver to frøanlæg, og de modne kogler er ved- eller læderagtige.
Abrikos (træ).
Abrikostræet ("Prunus armeniaca") er et 4 meter højt, subtropisk træ med rødlige blomster. Frugterne: abrikoser modner i august.
Træet kan dyrkes her i landet, men kun på et lunt sted og som espalier, dvs. fastholdt og beskåret helt fladt ind mod en sydvendt mur eller til nød en vestvendt, men aldrig op mod en østmur.
Ofte er det nødvendigt at foretage bestøvningen kunstigt, for træet blomstrer så tidligt, at bierne ikke flyver endnu.
Anvendelse.
Frugterne, abrikoser, kan bruges til syltetøj, henkogning eller som frugtgrød og kagefyld.
Mistelten-familien.
Mistelten-familien ("Viscaceae") er en ældre plantefamilie, som nu er blevet lagt sammen med Sandeltræs-familien. Den indeholdt bl.a. Mistelten-slægten.
536.
Århundreder: 5. århundrede - 6. århundrede - 7. århundrede
Årtier: 480'erne 490'erne 500'erne 510'erne 520'erne - 530'erne - 540'erne 550'erne 560'erne 570'erne 580'erne
Årstal: 531 532 533 534 535 - 536 - 537 538 539 540 541
"Se også 536 (tal)"
Dødsfald.
36
527.
Århundreder: 5. århundrede - 6. århundrede - 7. århundrede
Årtier: 470'erne 480'erne 490'erne 500'erne 510'erne - 520'erne - 530'erne 540'erne 550'erne 560'erne 570'erne
Årstal: 522 523 524 525 526 - 527 - 528 529 530 531 532
"Se også 527 (tal)"
Eksterne henvisninger.
27
6. århundrede.
5. århundrede - 6. århundrede - 7. århundrede - andre århundreder
Det 6. århundrede består af årene 501 til 600, det er forvekslet med 500-tallet som består af årene 500 til 599.
å
7. århundrede.
6. århundrede - 7. århundrede - 8. århundrede - andre århundreder
Det 7. århundrede består af årene 601 til 700. Det forveksles ofte med "600-tallet" som består af årene 600 til 699.
å
Pluto (dværgplanet).
Pluto er en dværgplanet beliggende i Kuiperbæltet i udkanten af vores solsystem. Den er opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi.
Percival Lowell begyndte i 1905 at lede efter Planet X. Han var overbevist om, at der måtte ligge en 9. planet udenfor Neptun, da der var fundet uoverensstemmelser i Neptuns bane. Det var uoverensstemmelser af den samme slags, som havde ført til opdagelsen af Neptun i 1846. Lowell nåede desværre aldrig selv at finde planeten, men 13 år efter hans død ansatte Lowell Observatoriet, som han selv havde grundlagt, en 26-årig amatørastronom ved navn Clyde Tombaugh, som i 1929 begyndte en systematisk fotografisk kortlægning af ekliptika. Det var denne forskning, der i 1930 førte til, at Clyde Tombaugh fandt Pluto, som officielt blev klassificeret som en planet. På det tidspunkt kendte man intet til Kuiperbæltet, men siden har det vist sig, at Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre otte planeter i solsystemet med hensyn til både størrelse, sammensætning og dens excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige objekter, man har fundet i Kuiperbæltet, og er muligvis ikke det største af disse, og af den grund herskede en del debat om, hvorvidt Pluto og andre Kuiperbælte-objekter burde klassificeres som planeter. Den Internationale Astronomiske Union vedtog imidlertid ved afstemningen d. 24. august 2006, at Pluto og de øvrige himmellegemer i bæltet ikke kan klassificeres som planeter, og Pluto blev omklassificeret til en dværgplanet.
Opdagelse.
De første "spor" af planeten Neptun var de "forstyrrelser", som dens tyngdekraft forårsagede på Uranus' bane omkring Solen. Og da det siden viste sig, at Neptun tilsyneladende også blev "forstyrret" i sin færd omkring Solen, opstod straks en teori om en ukendt "Planet X", hvis tyngdekraft kunne forklare afvigelserne i Neptuns bane.
Ved Lowell-observatoriet i Arizona, USA, var Clyde W. Tombaugh beskæftiget med rutinearbejdet i "jagten" på Planet X: at optage fotografiske billeder på glasplader ved hjælp af observatoriets teleskop, og i et blinkmikroskop sammenligne billeder taget af samme område af himlen på forskellige tidspunkter.
Og den 18. februar 1930 var der "gevinst": en lysplet havde flyttet sig på to billeder fra den 23. og 29. januar samme år. Der blev taget flere billeder for at bekræfte fundet, og den 13. marts sendte observatoriet nyheden om opdagelsen pr. telegraf til Harvard-universitetet. Man har siden hen opdaget, at Pluto tilfældigvis er kommet med på flere billeder taget så tidligt som den 13. marts 1915.
Pluto er dog alt for lille, og har alt for svag tyngdekraft, til at være "kilden" til de forstyrrelser, man mente at have observeret i Neptuns bane om Solen, og man har senere fundet ud af, at afvigelsen i virkeligheden skyldtes et forkert tal for Neptuns masse.
Navngivning.
Direktøren for Lowell-observatoriet, Vesto Melvin Slipher, blev opfordret til at skynde sig at fremsætte et forslag til et navn på det nyopdagede himmellegeme. Det strømmede ind med navneforslag fra alle egne af verden; mange af dem navne hentet i den romerske og græske mytologi, eftersom mange andre planeter og måner traditionelt er opkaldt efter mytologiske figurer. Valget af navn blev ikke lettere af, at mange af de mytologiske navne på det tidspunkt var blevet brugt på forskellige småplaneter; næsten alle navne på kvindelige mytologiske skikkelser var blevet brugt før, og navne på mandlige figurer i mytologien blev almindeligvis forbeholdt objekter med usædvanlige omløbsbaner.
Navnet "Pluto", som har vundet udbredelse i dag, blev foreslået af en dengang 11 år gammel pige, Venetia Burney, fra Oxford i England. Hendes bedstefar, der arbejdede på Oxford Universitets Bodleian Library, læste om opdagelsen i avisen "The Times" og spurgte barnebarnet, hvad hun ville kalde det "nye" himmellegeme. Og eftersom denne verden måtte være langt væk fra Solen og derfor temmelig kold, mente Venetia, at navnet på den romerske gud for underverden måtte være passende. Professor Herbert Hall Turner telegraferede dette forslag til sine kolleger i USA, og efter en næsten énstemmig votering blev navnet Pluto valgt og formelt annonceret af direktør Slipher den 1. maj 1930. Symbolet for Pluto er 18px og er Percival Lowells initialer.
Kredsløb om Solen.
Plutos omløbsbane omkring Solen er temmelig usædvanlig sammenlignet med banerne for de otte planeter i solsystemet: mens disse otte planeter "færdes" i næsten det samme fælles plan (ekliptika), så hælder Plutos baneplan med over 17 grader i forhold til ekliptika.
Hvis man havde valgt at klassificere Pluto som en planet, så ville Pluto have haft den suverænt største baneexcentricitet; Plutos bane er mere "aflang" end nogle af de otte planeter i Solsystemet. Når Pluto er nærmest Solen, kommer den faktisk inden for Neptuns bane: i nogle få af de godt 248 år, det tager Pluto at fuldføre et omløb, er det faktisk Neptun, der er den "yderste" planet i Solsystemet — sidste gang det skete, varede det i 20 år fra 7. februar 1979 til 11. februar 1999, men beregninger tyder på, at den periode, hvor Pluto ligger inden for Neptuns bane, veksler mellem ca. 13 og ca. 20 år. Forrige gang, Pluto lå inden for Neptun-banen, varede det blot 14 år, fra 11. juli 1735 til 15. september 1749, og et "Pluto-år" tidligere varede fænomenet næsten præcis samme 20 år som i 1979–1999; fra 30. april 1483 til 23. juli 1503.
Der er et temmelig præcist 3:2-forhold mellem den tid, det tager hhv. Neptun og Pluto at fuldføre et kredsløb om Solen, så tyngdepåvirkningen fra Neptun "forstyrrer" Plutos bane i et regelmæssigt "mønster"; ved hver "forstyrrelse" skifter Pluto frem og tilbage mellem to en anelse forskellige omløbsbaner, hvilket forklarer 20- og 13-års-perioderne for Plutos "færdsel" inden for Neptunbanen.
Fysiske egenskaber.
Indtil Plutos største måne Charon blev opdaget i 1978, kunne man kun gætte på Plutos størrelse og masse. Charons banedata afslørede den samlede masse for begge himmellegemer, og den viste sig at være meget lavere, end man havde gættet på indtil da. Da Charon på et tidspunkt bevægede sig ind foran Pluto, kunne man med lidt tidtagning regne sig frem til Plutos diameter; den viste sig også at være markant mindre end antaget.
De "kvalificerede gæt" man havde støttet sig til inden opdagelsen af Charon, var baseret på den albedo (evne til at tilbagekaste lys), som man mente, Plutos overflade måtte have. Da Pluto nu viste sig mindre end hidtil antaget, måtte man omvendt revidere tallet for Plutos albedo opad for at få det hele til at stemme med den mængde lys man så fra Pluto.
Størrelse og masse.
Pluto er meget mindre end Solsystemets otte planeter, både med hensyn til masse og diameter. Omkring planeterne kender man sågar syv måner, der er større end Pluto: Jordens egen Måne, og Jupiters galileiske måner Io, Europa, Callisto og Ganymedes er alle tungere end Pluto, ligesom Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton er det.
På den anden side er Pluto mere end dobbelt så stor, og mange gange tungere end Ceres, den hidtil største kendte asteroide – nu er Ceres også en dværgplanet. Og indtil opdagelsen af Eris i 2005 var Pluto samtidig større end alle andre kendte trans-Neptunske objekter (himmellegemer med baner udenfor Neptuns).
Atmosfære.
Plutos atmosfære blev afsløret i 1988 (et tidspunkt hvor Pluto var nærmest Solen), da man observerede himmellegemet bevæge sig ind foran en stjerne: når en planet uden atmosfære gør dette, forsvinder lyset fra stjernen brat, men for Plutos vedkommende svækkedes lyset gradvist, inden det forsvandt helt. Ud fra denne gradvise svækkelse af lyset har man regnet sig frem til at atmosfærens tryk ved Plutos overflade er ca. 0,15 Pa.
Atmosfæren består efter al sandsynlighed af kvælstof og kulilte på gasform, i ligevægt med de samme, "frosne" stoffer på himmellegemets overflade. Ifølge den teori skulle atmosfæretrykket dale, når Pluto bevæger sig længere væk fra Solen og derfor bliver koldere.
Men i 2002 blev Pluto igen observeret, mens den passerede ind foran en fjern stjerne i baggrunden, denne gang af to hold astronomer under ledelse af hhv. Bruno Sicardy og Jim Elliot. Deres resultater tydede på et atmosfæretryk ved overfladen på 0,3 Pa; dobbelt så meget som i 1988, hvor Pluto var tættere på Solen end i 2002.
Den indtil nu bedste teori til at forklare dette er, at Plutos sydpolare egne netop i 1987 fik Solen "at se" for første gang i over 120 år, hvorved ekstra kvælstof sublimerede fra disse egne: sådan et "ekstra tilskud" af kvælstofdampe til atmosfæren vil være årtier om at udfældes i frossen tilstand på overfladen igen.
Plutos måner.
Pluto, Charon og de nyopdagede Nix og Hydra
Pluto har i skrivende stund tre kendte måner: Charon, som blev opdaget i 1978, og to mindre måner, Nix og Hydra, der blev opdaget i 2005.
Charon.
Charon udmærker sig ved at være den største måne i forhold til sin "moderplanet"; den er godt og vel halvt så stor som Pluto selv. Barycenteret; det fælles tyngdepunkt som Pluto og Charon kredser om, ligger udenfor Plutos overflade — det ses ikke hos nogen planet i Solsystemet, og af den grund mener nogle astronomer at Pluto/Charon burde klassificeres som en dobbeltplanet.
Pluto og Charon har indbyrdes bunden rotation: ganske som Jordens måne altid vender det samme, velkendte "ansigt" mod Jorden, vender Charon altid den samme side mod Pluto. Mere usædvanligt er det, at Pluto "også" altid vender samme side mod Charon.
Ifølge tidligere teorier, der nu er forkastet, skulle Pluto og Charon være et par af Neptuns måner, der på en eller anden led var blevet "smidt ud" af deres baner omkring Neptun, men i dag mener man ikke, at Pluto nogensinde har kredset om Neptun. Omvendt menes Neptun-månen Triton at være et tidligere kuiperbælte-objekt i stil med Pluto, som er blevet indfanget i kredsløb om Neptun.
De ydre måner.
Den 15. maj 2005 lykkedes det astronomer at tage billeder af to "nye" Pluto-måner, kaldet Hydra og Nix, ved hjælp af Hubble-rumteleskopet: de er begge temmelig små, 50-150 kilometer i diameter sammenlignet med Charons 1200 km.
Udforskning af Pluto.
Pr. 2005, 75 år efter opdagelsen, ved man endnu ikke ret meget om Pluto: den har, modsat de otte planeter i Solsystemet, endnu ikke haft besøg af menneskeskabte rumsonder, og på grund af den store afstand er det begrænset, hvad man kan "se" og måle vedrørende Pluto fra observatorier her på Jorden.
Det lå ellers i "ruteplanen" for rumsonden Voyager 1 at den skulle nå ud til Pluto, men man valgte i stedet at lade sonden flyve tæt forbi Saturn-månen Titan i stedet for tæt forbi Saturn selv, selv om en tæt forbiflyvning af Saturn var nødvendig for at få Voyager 1 til at nå Pluto. På det tidspunkt kendte man hverken til Charon eller Plutos atmosfære.
NASA opsendte den 500 kg tunge rumsonde New Horizons d. 19. januar 2006: efter planen bliver den engang i 2015 det første menneskeskabte rumfartøj der besøger Pluto. Den skal studere Plutos og Charons overflader samt Plutos atmosfære, mens den med 50.000 km/t flyver forbi.
Pluto – planet eller ej?
Pluto er "udbyttet" af jagten på den hypotetiske Planet X, som skulle forklare nogle afvigelser i Neptuns bane, men det stod hurtigt klart, at Pluto ikke rigtig var, hvad man havde forventet: den er slet ikke massiv nok til at give anledning til de afvigelser, man mente at se i Neptuns bevægelser (og som i øvrigt skyldtes en fejl i beregningerne). Indtil man med opdagelsen af Charon endeligt fik fastslået Plutos størrelse og masse, var der sågar teorier fremme om, at Pluto kunne være en mørk, men meget "blank" klode, så den lille lysplet man kunne se, blot var en lille skarp lysrefleks på den blanke overflade af et meget større himmellegeme — et himmellegeme stort nok til at forårsage de formodede afvigelser i Neptunbanen.
Men Pluto er markant mindre end alle de kendte planeter. Til gengæld er den markant større end de største småplaneter, så hvilken kategori hører den til? Siden 1992 har man fundet hundredvis af trans-Neptunske objekter, som alle klassificeres som småplaneter. Det pustede liv i debatten om, hvorvidt Pluto hørte til samme "kategori" som de øvrige otte planeter i Solsystemet, eller om den skulle kategoriseres som et af de største trans-Neptunske objekter.
På generalforsamlingen i den internationale Astronomiske Union i Prag den 14. til 25. august 2006 tog man den historiske beslutning, at Pluto ikke længere kaldes en planet. En af hindringerne er, at den krydser Neptuns bane, og en planet må ifølge den nye definition ikke krydse en anden planets bane. Pluto vil fremover stadig betegnes -planet, men nu kun dværgplanet.
Sangleg.
En sangleg er en sang, hvortil der hører særlige beskrivende fagter, bevægelser og/eller dansetrin. Det er mest børn, der leger sanglege.
Aung San Suu Kyi.
Daw Aung San Suu Kyi (født 19. juni 1945 i Rangoon, Burma) er en politiker fra Myanmar, der er kendt for sine ikke-voldelige, prodemokratiske aktiviteter i landet. Hun modtog i 1991 Nobels fredspris. Efter at have siddet i husarrest i 15 af den seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af det myanmarske diktaturregime.
Hun er datter af general Aung San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritannien i 1947 og som blev myrdet af rivaler samme år.
Hun studerede ved universitetet i Oxford, hvor hun mødte sin mand, som hun har 2 børn med.
Bærmispel.
Slægten Bærmispel ("Amelanchier") er udbredt med ca. 25 arter i Europa, Nordamerika og Østasien med hovedvægten i Nordamerika. Det er løvfældende buske eller små træer, der danner rodskud i visse tilfælde. Bladene er ofte hvidfiltede, men oversiden bliver efterhånden glat. Blomsterne sidder i klaser, hvor de enkelte blomster er hvide (sjældent lyserøde). Frugterne er saftige, runde kernefrugter ("bær") med blivende bægerblade. Her nævnes kun de arter, som dyrkes i Danmark.
Benito Mussolini.
Benito Amilcare Andrea Mussolini også kaldet Il Duce (29. juli 1883 - 28. april 1945) var en italiensk diktator (1922-43) og leder af det fascistiske parti.
Mussolini var i begyndelsen af sin politiske karriere socialist, men blev ekskluderet af partiet, da han ivrigt gik ind for Italiens aktive deltagelse i 1. verdenskrig. I 1919 grundlagde han den fascistiske bevægelse og terroriserede med sine kampforbund arbejdere og faglige organisationer. Han fik støtte hertil af borgerskabet og storkapitalen. I 1921 stiftede han det fascistiske parti, og efter marchen mod Rom blev han regeringschef.
Mussolini skabte den fascistiske stat ved brug af statsterror og propaganda. Ved at bruge sin karisma, gennem total kontrol med medierne og mistænkeliggørelse af politiske rivaler nedbrød han det eksisterende demokratiske samfundssystem og skabte i stedet en korporativ stat.
Han indgik forlig med Vatikanstaten og bragte herved en meget gammel konflikt til ophør. Udenrigspolitisk var han imperialist og drømte om etablering af et italiensk imperium omkring Middelhavet med associationer til Romerriget. Han erobrede Abessinien 1935-36 og støttede Franco i Den Spanske Borgerkrig. I 1936 tilsluttede han sig Berlin-Rom-Aksen og gik ind i et nært samarbejde med Hitler. I 1939 besatte Italien Albanien, men holdt sig tilbage ved 2. verdenskrigs udbrud. Under Slaget om Frankrig i 1940 gik Italien ind i krigen på Nazi-Tysklands side, da det stod klart at tyskerne ville vinde. Den italienske krigsførelse blev imidlertid ikke nogen succeshistorie, og specielt det nordafrikanske felttog blev en katastrofe for Italien.
Efter den allierede landgang på Sicilien blev Mussolini styrtet ved et møde i Det Fascistiske Storråd i juli 1943 og interneret. Han blev imidlertid allerede i september befriet ved en dristig luftlandeaktion af tyske SS-tropper og blev af tyskerne indsat som regeringschef for en marionetregering i det nordlige, tyskbesatte Italien.
I april 1945 forsøgte han at flygte til Schweiz, men i nærheden af Comosøen blev han fanget af italienske partisaner, som hængte ham med hovedet nedad.
Barndom og ungdom.
Huset hvor Mussolini blev født, er i dag museum
Mussolini blev født i Norditalien nær landsbyen Predappio den 29. juli 1883. Han blev ikke døbt, da hans forældre var modstandere af religion. Han var søn af den fattige smed Alessandro Mussolini og forskolelærerinden Rosa Mussolini, født Maltoni. Hans mor var i en kort periode også hans lærer.
Han var opkaldt efter Benito Juarez, Amilcare Cipriani og Andrea Costa, hvilket hans far havde bestemt. Farens valgte nogle af datidens socialistiske helte, Amilcare og Andrea var to anarkosocialister og Benito Juarez en mexicansk venstrepolitiker og præsident.
Mussolinis far havde været medlem af 1. Internationale som Karl Marx og Friedrich Engels, og var også medlem af socialistpartiet i Italien. Senere har Mussolini i sin selvbiografi skrevet, at hans fars hjerte bankede for den socialistiske teori, og at han læste højt fra passager i Karl Marxs bog Kapitalen. Det var også hans far, der påvirkede ham i socialistisk retning.
Socialist.
Mussolini meldte sig i 1900 ind i Det italienske socialistparti (Partito Socialista Italiano) og arbejdede fra 1910 til 1914 som sekretær i socialistpartiet Forli og som redaktør i den lokale arbejderavis «La Lotta di Classe». Da Italien gik i krig imod Tyrkiet i 1911, blev han fængslet for at distribuere pacifistisk propaganda. Senere flyttede han til Milano for at være redaktør for socialistpartiets officielle partiavis»Avanti«. I Milano blev han en lederfigur i socialistpartiet. Han var også medarbejder på tidsskriftet ”Soffitta”.
I 1901 fik Mussolini eksamensbevis som folkeskolelærer. Det var sværere, end han havde troet, at finde et job. I byerne Legnano, Tolentino, Ancona og Castelnuovo Scrivia fik han afslag. Ikke engang hans egen hjemby Predappio ville have ham som "sostituto aiutante" (hjælpelærervikar). Han fik i februar 1902 en stilling ved folkeskolen i Pieve Saliceto i kommunen Gualtieri, den første kommune i Italien som havde et kortvarigt socialistisk lokalstyre.
Mussolini var under påvirkning af, at hans far var socialist, og han var ligeså ivrig som ham med at læse omfattende værker af Karl Marx, Mikhail Bakunin, Louis-Auguste Blanqui, Georges Sorel, Friedrich Nietzsche og Max Stirner.
Mussolini havde arvet sin fars had imod religion, især imod katolicismen. Da han var ti år gammel, blev han hylende og protesterende tvunget til skolemesse. Efter en række episoder i 1894 blev han straffet ved at blive sat fra 4. ned til 2. klasse. Det fik ham til at kaste sten på menigheden under messen, kaste et blækhus mod en lærer og knivstikke en anden elev i hånden. Herefter valgte hans forældre at trække ham ud af skolen. Senere kom han på en anden skole, hvor han klarede sig bedre, fik gode karakterer og fik en god mellemeksamen i september 1898. Han blev dog smidt ud i oktober samme år for et sammenstød med en anden elev.
Schweiz.
Seksuelle interesser var en af flere årsager til, at Mussolini fandt det bedst at rejse fra landet i de senere ungdomsår. Han havde haft sex med andres hustruer, skyldte penge, lagde sig ud med de lokale myndigheder og ville ikke i soldatertjeneste. Derfor drog han i 1902 til Schweiz, først til byen Lausanne. Han var modstander af soldatertjenesten på dette tidspunkt. Det gik dårligt i Schweiz til at begynde med: han blev anholdt for at stjæle mad og måtte tilbringe en nat i arresten. Det gav ham anledning til at lære sig tysk og fransk.
To gange blev han udvist fra Schweiz. Den 28. juni 1903 blev han fængslet for socialistisk propaganda og efter tolv dages fængsel udvist 30. juni. Den 9. april 1904 blev han opdaget med en forfalsket opholdstilladelse. Han blev holdt i arresten i syv dage i Bellinzona og så frigivet igen. Hjemme var han blevet ídømt et års fængsel for at unddrage sig soldatertjeneste. Men socialistiske og anarkistiske venner skjulte ham i den italiensktalende del af Schweiz.
På den tid var Schweiz et tilflugtsted for socialistiske radikale fra hele Europa. Mussolini kom i kontakt med russiske socialister og anarkister, bl.a. Giacinto Menotti Serrati og Angelica Balabanoff; sidstnævnte var en af Lenins medarbejdere. Hun blev ikke hans elskerinde, men lærte ham om marxisme og underviste ham i tysk, og de to forblev venner i to årtier, indtil deres politiske veje skiltes. Det vides ikke, om Mussolini mødte Lenin, men det er sikkert, at de to havde hørt og talt om hinanden.
Tiden i Schweiz var kummerlig. Mussolini drog rundt i landet, havde lejlighedsvis arbejde, men tilbagte mest af sin tid sammen med sine venner på venstrefløjen. Hans deltagelse i deres aktioner bragte ham ved flere lejligheder i konflikt med den schweiziske ordensmagt, og han var usikker på, om det var klogt at blive i landet. Han overvejede at søge arbejde i Madagaskar, tage arbejde for en socialistisk avis i New York eller slutte sig til andre socialister i eksil i den amerikanske delstat Vermont.
Tilbage til Italien.
Men i november 1903 blev der i anledning af fødslen af en tronarving til den italienske trone, Umberto, givet amnesti for italienere, som havde undgået værnepligten ved at flygte fra Italien. Det fik Mussolini til at tage tilbage til Italien og meldte sig til militærtjeneste i militærdistriktet Forli. Han forlod i nogle dage militærtjenesten for at tage til sin mors begravelse. Efter at hans mor i 1906 døde, indledte hans far et nyt forhold til Anna Guidi, hvis datter, Rachele, senere skulle blive Mussolinis kone.
Det var i 1904, at Mussolini begyndte sit journalistiske engagement, som blev en lidenskab, der fulgte ham hele livet igennem. Han skrev for forskellige socialistiske blade og aviser. I sine skriverier rettede han en voldsom kritik af reformismen, som han ikke mente var revolutionær. Han udviklede igennem årene en stadigt stærkere foragt for reformismen, og han prøvede at få hele den socialistiske bevægelse til at slutte sig til sin ideologiske definition af revolutionær syndikalisme.
Da han kom tilbage til Predappio, blev han anfører for en landarbejderstrejke, Den 18. juni 1908 blev han arresteret for trusler, og han blev straks stillet for retten og dømt til tre måneders fængsel. Men efter 15 dage blev han løsladt mod kaution. I september samme år blev han igen fængslet, denne gang i ti dage, fordi han havde arrangeret et ulovligt møde i Meldola.
I februar 1909 kom han til det østrigske Tirol, som var tosproget, og hvor den italiensktalende del af befolkningen var i overtal, også i arbejderklassen. I byen Trient fik han arbejde som sekretær for byens socialistiske arbejderforening og som redaktør af dens avis «L'Avvenire del Lavoratore». Allerede den 7. marts kom han i journalistiske klammerier med Alcide De Gasperi, redaktør for det katolske tidsskrift «Il Trentino».
Han blev medarbejder ved de tridentinske socialisters partiorgan tidsskriftet «Il Popolo». Han blev sammen med tidsskriftets grundlægger, den tridentinske journalist og socialistleder Cesare Battisti, senere delegeret ved det østrigske rigsråd. Battisti kæmpede mod partilinjen, for at den italiensktalende del af Østrig skulle løsrives og indlemmes i Italien. Selv om dette ikke stemte overens med socialistpartiets politiske linje, vandt det genklang hos Mussolini.
Den 10. september 1909 blev Mussolini fængslet i Rovereto efter at have spredt forbudt litteratur og for at have opfordret til vold; den 29. blev han udvist fra Østrig-Ungarn og vendte tilbage til Forli.
Tilbage i Italien blev han partisekretær i 1910 i Forli fortsatte sit journalistiske arbejde. Han begyndte at komme sammen med Rachele Guidi 17.januar samme år, og allerede 1.september blev Ebba født, det første af hans fem børn.
I december 1912 blev Mussolini chefredaktør for «Avanti!», som blev redigeret og udgivet fra Milano. Oplaget steg stærkt fra 20.000 til 100.000 eksemplarer.
I november 1913 startede Mussolini et nyt tidsskrift der hed ”Utopia”. Navnet var inspireret af Thomas Mores bog Utopia fra 1500'tallet. Han opfattede Thomas More som den første socialist.
1. verdenskrig.
Den 9. juli 1914 blev han valgt til byrådet i Milano. Der var fremgang for socialisterne ved de fleste regionsvalg i Italien.
I 1914 begyndte 1. verdenskrig. Først var han modstander af krigen og mente, Italien burde holde sig ude af den. Nogle måneder efter krigens udbrud ændrede han mening, og over for Cesare Battisti udtalte han, at Italiens neutralitet var meningsløs, fordi landet derved endte som passiv støttebrik for Tyskland og Østrig-Ungarn. Den 10. oktober 1914 meldte han i avisen Avanti, at han var skeptisk over for den italienske neutralitet.
Hans partikammerater så ham som en forræder imod socialismen, og han blev ekskluderet fra socialistpartiet den 24. november 1914.
Mussolini dannede sin egen avis, som støttede krigsdeltagelsen den 24. november 1914.
Den 24. maj erklærede Italien krig imod Tyskland og Østrig-Ungarn. Mussolini støttede krigen, blandt andet som reaktion på, at Østrig-Ungarn ikke ville afstå italiensktalende territorier som modydelse for Italiens neutralitet. På samme tid mente han stadig, at han var socialist. Andre mente, at han i så fald var en nationalistisk socialist.
Mussolini som soldat i 1917
Han blev indkaldt den 31. august 1915 til krigstjeneste. Den 22. februar 1917 blev han lettere såret, da en italiensk granat eksploderede, og skaderne medvirkede til, at han blev kasseret fra krigstjeneste i august 1917.
I oktober 1917 blev Italien ramt af en militær katastrofe ved Flitsch/Tolmein (Caporetto), og landet var tæt på at kapitulere. Italien kom ud af krigen med stor gæld og arbejdsløshed, og brød næsten sammen. Arbejderbevægelsen foretog, inspireret af Lenin, et revolutionsforsøg under de senere kendte «de to røde år» (Biennio rosso). Den lavede strejker og besatte fabrikker og landejendomme.
Efter krigen var Mussolini bandlyst fra det socialistiske parti og de marxistiske rækker, men han var stadigt politisk aktiv inden for nationalsyndikalistiske kredse. De ønskede en revolution, der ville erstatte Italiens parlament med en fagforeningsforsamling. De var få og havde ingen politisk indflydelse i Italien, men de havde betydning for eftertidens Mussolini og hans fascistiske tanker; mange af nationalsyndikalisterne blev senere fascister.
Fascisme.
I 23. februar 1919 grundlagde han og nogle andre Kampforbundet, og allerede ved valget i november samme år kunne det nyoprettede parti stille op med flere kandidater til nationalvalget.
Han terroriserede med sit kampforbund og fascistiske parti arbejdere og faglige organisationer. Han hadede nu socialister over alt andet, og fik støtte hertil af borgerskabet og storkapitalen, som frygtede en socialistisk revolution.
I 1921 stiftede han det fascistiske parti. Samme år blev han den 2. februar udsat for et attentatforsøg af Michele Schirru. Den 6. september 1924 blev et nyt attentatforsøg forhindret. Endnu et i november 1926.
I sommeren 1922 marcherede 10.000 fascister mod Rom for at kræve den liberalt indstillede regeringens afgang. Efter marchen mod Rom blev han regeringschef i en koalitionsregering. Den tidligere regering havde længe ønsket at få det socialistiske oprør standset.
I 1924 vandt fascisterne valget med et klart flertal og kunne danne regering alene. Mussolini blev chef for regeringen. I årene mellem 1922 og 1926 fik hans hemmelige politi stoppet den socialistiske modstand ved at slå de socialistiske ledere ihjel.
I 1926 vandt Mussolini igen valget, og efter et forbud mod socialister og kommunister begyndte Mussolini at føre den fascistiske teori ud i praksis: han begyndte en jagt på de liberale, som hurtigt flygtede fra Italien eller gik under jorden. Efter dette valg blev Mussolini hvert fjerde år indsat som statsleder af Italiens konge Viktor Emmanuel IIganske mod landets grundlov.
Det var især politiet og hæren samt sygehuse og uddannelsessteder, som regeringen satsede på.
Mussolini skabte den fascistiske stat ved brug af statsterror og propaganda. Ved at bruge sin karisma, gennem total kontrol med medierne og mistænkeliggørelse af politiske rivaler nedbrød han det demokratiske samfundssystem og skabte i stedet en korporativ stat. Som led i denne proces blev lederen for socialisterne, Giacomo Matteotti, bortført og myrdet. Fra 1927 havde fascisterne den fulde magt i Italien.
Han indgik forlig med Vatikanstaten og bragte herved en meget gammel konflikt til ophør. Udenrigspolitisk var han imperialist og drømte om etablering af et italiensk imperium omkring Middelhavet som det gamle romerriges Mare Nostrum. Han erobrede Abessinien 1935-36.
Mussolini støttede Franco i Den Spanske Borgerkrig og den spanske hærs oprør; italienske soldater kæmpede sammen med tyske mod regeringen.
Den fascistiske teori.
Fascisme (på italiensk, "fascismo") refererer til den autoritære, politiske bevægelse, som styrede Italien fra 1922 til 1943 under ledelse af Benito Mussolini. Først i 1960'erne er fascisme blevet opfattet som navnet på en politisk ideologi.
Fascistpartiets symbol var det stavknippe, "fasces", som i det gamle Rom var liktorernes symbol.
I mellemkrigstiden var fascismen over alt en nydannelse, som i militariserede bevægelser splittede de traditionelle konservative partier; særligt de unge blev tiltrukket. På denne tid nåede fascismen sit højdepunkt.
Dens økonomiske system er den Økonomiske socialisering.
Der dannedes fascistiske partier i alle lande med klar gensidig påvirkning, og i en række lande fik disse partier tilstrækkelig tilslutning til få indflydelse. I Italien (1922) og Tyskland (1933) kom fascistiske regimer til magten mens fascistpartier i Spanien, Portugal, Østrig, Rumænien og Ungarn var med i dannelsen af fascistvenlige regeringer. I Frankrig, Belgien og Finland deltog disse partier i yderliggående, men kortvarige fremstød mod arbejderbevægelsen. Kun i Skandinavien, Holland og Storbritannien fik de ringe tilslutning.
Det har ført to af den nyeste forsknings dominerende fascismeteoretikere, amerikaneren Matthew Lyons og englænderen Roger Griffin, til ”positive” definitioner af fascisme som hårdkogt nationalisme.
Begge mener, at kernen i fascismen er kampen for en genfødsel eller nyfødsel (palingenese) af nationen. Nationen kan så opfattes som et ubrydeligt fællesskab ”os” (byggende på etnisk, biologisk, religiøst eller lignende grundlag), hvis værdier skal styrkes, mens ødelæggende kræfter af dette fællesskab, ”dem”, skal kritiseres, bekæmpes eller ryddes bort.
Denne generiske fascismeteori, der også kaldes "den nye konsensus" i forskningen, kan således omfatte
Formålet med den generiske fascismeteori er at beskrive ideolog og ikke diverse historiske bevægelser.
Samarbejde med Tyskland og 2.verdenskrig.
Mussolini og Adolf Hitler inspicerer tropper i Jugoslavien
I 1937 mødtes Mussolini med Hitler i München; deres andet møde.
I 1936 tilsluttede Mussolini sig Berlin-Rom-Aksen og gik ind i et nært samarbejde med Adolf Hitler; men han holdt sig tilbage ved 2. verdenskrigs udbrud i september 1939, da den fascistiske regering ikke var enig om at gå i krig. Mussolini støttede Tyskland fuldt ud og var fascineret af Hitler.
Der var mange jøder i den fascistiske bevægelse og regering i Italien. Mussolinis jødiske elskeride Margherita Sarfatti udgav i 1925 en biografi om Mussolini.
Han indførte racelove i 1938: nu blev jøderne forfulgt som i Tyskland. I Tyskland var jøderne forfulgt fra begyndelsen af 1930'erne og især efter Krystalnatten i november 1938.
Efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1939 udnyttede Italien lejligheden til at invadere Albanien.
Under Slaget om Frankrig i 1940 gik Italien ind i krigen på Tysklands side, da han troede, at tyskerne ville vinde. Det skete dog ikke uden modstand fra Mussolinis egne rækker, idet hans udenrigsminister greve Galeazzo Ciano var modstander af nazismen.
Italiens angreb på Grækenland i 1940 var en fiasko. Tyskland måtte hjælpe de italienske soldater.
Det samme skete da de angreb Ætiopien. Men Ætiopien var for langt væk for tyskerne og landet blev hurtigt erobret af engelske soldater.
Det fik også galt for Italien, da Mussolini gav ordre til at invadere Ægypten i 1940: efter kun seks måneder var den italienske hær næsten knust af den engelske. I februar 1941 sendte Hitler atter tysk militærhjælp, denne gang til Ægypten med general Erwin Rommel i spidsen for at forhindre at Mussolinis hær blev drevet helt ud af Ægypten.
Franco, som havde vundet den spanske borgerkrig, var ikke uden skepsis over for Hitler og støttede ikke krigen, men erklærede Spanien for neutralt. Mussolini holdt fast ved Hitler, og i december 1941 erklærede han krig mod USA sammen med Tyskland og Japan
Italien invaderes.
Efter at den tyske hær i Ægypten havde overgivet sig i starten af 1943, invaderede de allierede den italienske ø Sicilien den 9. juli 1943. Invasionen blev afsluttet den 17. august 1943.
Mussolinis søn Bruno Mussolini døde i 1943, mens han testede et fly, omkring et halvt år før Mussolini blev afsat. Bruno var bombepilot under krigen. Efter sønnens død skrev Mussolini en meget følelsesbetonet bog om ham.
Flugt.
Da de allierede havde gennemført landgang i Italien (Sicilien 10. juli 1943) beordrede kong Victor Emmanuel Mussolini taget til fange. Kongen blev støttet af Storfascist rådet. Under et besøg hos kongen den 25. juli blev Mussolini arresteret, og ført væk skjult i en ambulance.
Hitler ville ikke lade sin ven i stikken og kaldte den 25. juli 1943 SS Hauptsturmführer Otto Skorzeny til sit hovedkvarter Wolfsschanze, hvor han fik til opgave at lokalisere og befri Mussolini. Skorzeny, der tilhørte specialenheden Sonderverband z.b.V Friedenthal under Walter Schellenberg, blev med henblik på denne opgave tilknyttet faldskærmstroppernes chef, general Kurt Student.
Han havde planlagt at bringe Mussolini ud via en flyflugt, og tyske faldskærmstropper havde derfor besat den nærliggende flyveplads Aquila, men Skorzeny kunne ikke få kontakt med Rom og få fat i de nødvendige fly. Den anden mulighed var at lade et let fly lande ved hotellet; det blev forsøgt, men flyet beskadigede understellet og kunne ikke lette igen. Over dem befandt sig kaptajn Gerlach, general Students personlige pilot, i et Fieseler Fi 156 "Storch" recognoseringsfly. Han gennemførte en perfekt landing, men da han hørte at Skorzeny ville have ham til at lette ikke bare med Mussolini men også med Skorzeny selv, afviste han blankt. Han gav dog efter til sidst og det lykkedes Gerlach at få flyet i luften. Få timer senere var Musssolini i Wien. Den 23. september blev han af Hitler indsat som statschef for den nordlige italienske republik.
Skorzeny blev forfremmet til SS-Sturmbannführer og fik tildelt Jernkorsets ridderkors for aktionen af Hitler.
De tyske troppers befrielse af den styrtede diktator Mussolini den 12. september 1943 fra Gran Sasso fik betegnelsen "Operation Eiche".
I juni 1944 befriede de allierede styrker hovedstaden Rom i Italien. Den befriede del af Italien indgik en våbenhvile med de allierede tropper, og erklærede krig mod Tyskland.
Mussolinis svigersøn og daværne italienske udenrigsminister, Galeazzo Ciano, blev henrettet den 11. januar 1944, da han havde været en del af kuppet mod Mussolini.
Fanget af partisaner.
Mezzegra hvor Mussolini blev henrettet
Den 26. april 1945 blev Mussolini, hans elskerinde Claretta og 31 fascister stoppet af kommunistiske partisaner ved Musso på den vestlige bred af Comosøen mellem klokken 7 og 8 om morgenen. Partisanen Urbano Lazzaro genkendte Mussolini og arresterede ham. Mussolini havde forklædt sig som tysk soldat og var fulgt med en tysk kolonne på vej hjem til Tyskland.
Den 28. april 1945 blev Mussolini, hans elskerinde Clara Petacci og regeringsmedlemmerne Francesco Barracu, Alessandro Pavolini, Fernando Mezzasomma, Paolo Zerbino og Archille Starace henrettet ved hængning. Deres lig blev hængt op i Milano med hovedet nedad. De blev hemmeligt begravet på Musoco kirkegården i Milano.
I officielle dokumenter oplyser frihedskæmperne, at det var Walter Audisio der i det italienske folks navn henrettede Mussolini.
De italienske myndigheders gav i 1946 amnesti for krigshandlinger. Henrettelsen af Mussolini er omfattet af den.
Eftermæle.
I 1946 stjal tre fascister Mussolinis lig og placerede det i en smal kiste, gemt i et kloster nær byen Pavia. Den lokale politichef konfiskerede senere liget af Mussolini og skjulte det de næste 10 år. Det lykkedes først Mussolinis enke Donna Rachelle Mussolini at få det udleveret i 1957. Benito Mussolini blev genbegravet den 1. september 1957 i familiens private gravsted i byen Predappio.
Mussolini-familien skiftede ikke navn efter krigen. Mussolinis ældste søn Romano Mussolini og hans datter, Alessandra Mussolini, styrer i dag det fascistiske parti «Azione Social». Hun er medlem af det italienske parlament og i EU-parlamentet.
Efter krigen forsøgte Mussolinis kone Rachele at opponere mod socialister og kommunister, der mente, at Mussolini var højreekstremist. Det mente hun ikke, han var.
Konspirationer om hans død.
Efter Mussolinis død er der opstået flere konspirationsteorier om omstændighederne ved hans død. Nogle mener, at han blev myrdet på ordre fra den engelske premierminister Winston Churchill af en italiensk partisan Bruno Lonati og en engelsk agent med kodenavnet»Kaptajn John«.
Det passer ikke med den gamle version, hvor den italienske diktator og hans elskerinde, Claretta Petacci, blev skudt af italienske partisaner anført af Walter Audisio. Det skete ifølge den officielle version nær søen Como 28. april 1945. Deres lig blev derefter ophængt i Milano med hovedet nedad.
Grunden til den britiske version skulle være, at Mussolini havde afslørende breve fra Winston Churchill, der tilbød en separatfred med Italien. Var sådan en aftale gået igennem, havde det været et brud på de allieredes aftale på topmødet i Casablanca om at søge Italiens, Tysklands og Japans betingelsesløse overgivelse.
Det er kendt, at Mussolini skrev et brev 24. april 1945 til Churchill med en bøn om retfærdighed og retten til at forsvare sig selv.
Samlede værker.
Mellem 1951 og 1962 udgav forlaget La Fenice Mussolinis samlede værker i, i alt 35 bind, redigeret af Edoardo og Duilio Susmel.
Myte om tog til tiden.
Benito Mussolini fik ikke “togene til at køre til tiden”, som det ellers til tider siges. Meget af togenes reparationsarbejde blev udført før Mussolini og det Nationale Facist Parti kom til magten i 1922. Fortællinger fra dengang peger på at de Italienske toges legendariske følgen af tidsplanen var mere af en myte end en realitet. Mussolinis toge var ofte udsat for strejker grundet hans konflikt med fagforeninger.
-lev.
Mange stednavne ender på -lev, (eller -s-lev, og -löv). Endelsen kommer af oldnordisk "leif" = arv, ejendom, enke. Det bruges altså i betydningen "-arv", en form for "-len", eller "-efterladenskab". Endelsen bruges næsten altid sammen med et forled, som er et personnavn, nemlig navnet på den, der havde stedet som arv eller levning.
Lev-stednavnene findes kun i to områder.
Muligvis er Herreds-inddelingen på Sjælland, Skåne og Fyn, ældre end -lev'ene. Men i Jylland må Herreds-inddelingen være yngre.
Man kan i Skåne og Nordtyskland, tydeligt se at mange "-lev" er oprettet i striber på én gang, så alle de danske "-lev" er nok nogenlunde jævnaldrende, dvs. fra folkevandringstiden (germansk jernalder: 400-600) Dette kan man blandt andet konstatere ved at det er de samme personnavne som danner forled i de forskelige dele af landet.
Man skal dog være opmærksom på at en sådan udregning mere viser hvilket endelse, som stoppede først med nydannelser, end aldren. Dels kan man tænke sig at en del ældre stednavne er omdøbt til en yngre endelse.
Mjød.
Mjød er gæret honning blandet med vand. Drikken kan krydres med almindelig mjødurt, som "giver en behagelig vinsmag til øl eller mjød". Mjød fås i flere varianter. En smager som sauternes en anden som portvin.
Mjød betegnes som "en drik for guder" og skulle være den første type alkohol lavet af mennesker.
I gamle dage kunne en stærkt krydret mjød dække over, at gæringsprocessen var gået dårligt: Husmoderen tilsatte krydderier for at dække over fejlen. En drik brygget på græskar og rabarber er ikke mjød.
Helge Rosvænge.
Helge Rosvænge (Roswaenge, Rosvaenge, oprindelig: "Helge Anton Rosenvinge Hansen") (29. august 1897 i København - 19. juni 1972 i München), var en verdensberømt dansk tenor, der havde sin karriere i navnlig Tyskland og Østrig før, under og efter 2. verdenskrig. Han havde titel af såvel prøjsisk kammersanger (fra 1934) som kongelig dansk kammersanger (fra 1936).
Efter kemistudier ved Polyteknisk Læreanstalt i København tog han sangundervisning i København og Berlin. Han debuterede i Neustrelitz i 1921 som Don José i "Carmen".
Han var førstetenor ved Staatsoper i Berlin fra 1929 til 1944 og sideløbende hermed knyttet til Wiener Staatsoper. Han sang ved festspillene i Salzburg fra 1933 til 1939, sang "Parsifal" i Bayreuth i 1934 og 1936 (men optrådte ellers ikke i Wagner-partier), spillede på Covent Garden i 1938 og i Paris i 1941.
Få år efter krigen genoptog han sin virksomhed på scenerne i Wien og Berlin. Hans afskedskoncert fandt sted i Musikverein i Wien i 1959, men han fortsatte med at give enkelte forestillinger, koncerter og tv-optrædener. I takt med, at det blev praksis at synge opera på originalsproget, måtte Rosvænge, der hidtil havde sunget sine roller på tysk, i de senere år af sin karriere nyinstudere store dele af sit repertoire.
Rosvænge var ildeset i Danmark efter krigen, da han betragtedes som nazi- og tyskvenlig. Han blev dog hverken dømt, anklaget eller sigtet for noget strafbart forhold. Han forblev dansk statsborger hele livet.
Rosvænge udsendte tre bøger. Han medvirkede i flere film, og der foreligger et utal af lydoptagelser og grammofonindspilninger med ham, hvoraf flere er udsendt på CD.
Helge Rosvænge er begravet på Glostrup Nordre Kirkegård.
Gaden "Rosvaengegasse" i 1220 Wien er opkaldt efter ham.
Tidselsommerfugl.
Tidselsommerfuglen er den mest udbredte dagsommerfugl i verden. Kun på Antarktis og i Sydamerika mangler den. Sommerfuglen overvintrer ikke i Danmark, men kommer hertil i forsommeren fra Nordafrika og Mellemøsten. Antallet af tidselsommerfugle i Danmark varierer meget fra år til år. Det ser ud til, at hvert tiende år er specielt tidselsommerfugl-år.
Udseende.
Tidselsommerfuglen er temmelig stor med et vingefang mellem 50-60 mm. Den ses tit på sommerfuglebuske, hvor man kan nyde dens klare orange farver og sorte og hvide pletter. Tidselsommerfuglens underside er mindst lige så spraglet som oversiden. Der er ikke den store forskel på kønnene, og variationen er i det hele taget lille.
Livscyklus.
Indvandrende sommerfugle lægger æg på mange forskellige blomster. Ægget klækkes efter 3-7 dage. 3-4 uger senere er larven udvokset og forpupper sig. Efter to uger klækkes puppen, og den voksne sommerfugl kommer frem.
Foderplanter.
tidsler, bynke, nælder, katost og potentil.
Det hvide C.
Det hvide C er en sommerfugl, som ikke er almindelig i hele Danmark, men findes i nogle år i større tal især på Sydsjælland, Nordsjælland, Møn, Lolland, Falster og Bornholm, Eksemplaret her er dog fotograferet på Nordfyn, 29. juli 2003. Det hvide C holder til ved eller i skove hvor humle eller stor nælde vokser. Den kan dog sagtens træffes andre steder også, da den flyver meget omkring.
På vingeundersiden ses tydeligt den hvide tegning, der giver arten navn
Udseende.
Det hvide C får sit navn fra en meget tydelig tegning på undersiden af bagvingen, der ofte ligner bogstavet C. Resten af undersiden på vingerne fremstår i orange-brunlige farver. Det er den sommerfugl af takvingefamilien i Danmark med mest takkede vinger, specielt hannen har i nogle tilfælde næsten haler på bagvingerne. Vingefanget er 44-50mm, hvor hunnen er lidt større end hannen.
Livscyklus.
Sommerfuglen overvintrer som voksen i f.eks. hule træer. De vågner omkring marts-april. Æggene klækker efter 1-3 uger. Alt efter temperaturen tager larvestadiet mellem 15 og 40 dage. Herefter forpupper larven sig og puppen klækkes efter et par uger.
Foderplanter.
Larven lever på Humle og Stor Nælde.
Navn.
Navn. Fra germansk "namo", indoeuropæisk "nomn", latin "nomen", græsk "onoma".
Et ord eller en ordforbindelse som bruges til at udpege nogen eller noget ved tiltale eller omtale.
Begrebet navn har flere betydninger og indgår i forskellige sammenhænge.
1853.
Eksterne henvisninger.
53
1854.
Eksterne henvisninger.
54
1855.
Eksterne henvisninger.
55
1856.
Eksterne henvisninger.
56
1857.
Eksterne henvisninger.
57
1840.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1835 1836 1837 1838 1839 - 1840 - 1841 1842 1843 1844 1845
Eksterne henvisninger.
40
1842.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1837 1838 1839 1840 1841 - 1842 - 1843 1844 1845 1846 1847
Konge i Danmark: Christian 8. 1839-1848
Eksterne henvisninger.
42
1843.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1838 1839 1840 1841 1842 - 1843 - 1844 1845 1846 1847 1848
Konge i Danmark: Christian 8. 1839-1848
Eksterne henvisninger.
43
1844.
Eksterne henvisninger.
44
1845.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1840 1841 1842 1843 1844 - 1845 - 1846 1847 1848 1849 1850
Eksterne henvisninger.
45
1846.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne - 1840'erne - 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne 1890'erne
År: 1841 1842 1843 1844 1845 - 1846 - 1847 1848 1849 1850 1851
Eksterne henvisninger.
46
1830.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1825 1826 1827 1828 1829 - 1830 - 1831 1832 1833 1834 1835
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
30
1833.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1828 1829 1830 1831 1832 - 1833 - 1834 1835 1836 1837 1838
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
33
1834.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1829 1830 1831 1832 1833 - 1834 - 1835 1836 1837 1838 1839
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
34
1835.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1830 1831 1832 1833 1834 - 1835 - 1836 1837 1838 1839 1840
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
35
1836.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1831 1832 1833 1834 1835 - 1836 - 1837 1838 1839 1840 1841
1836 var et skudår og begyndte med en fredag.
Eksterne henvisninger.
36
1837.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne - 1830'erne - 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne 1880'erne
År: 1832 1833 1834 1835 1836 - 1837 - 1838 1839 1840 1841 1842
Eksterne henvisninger.
37
1820.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1815 1816 1817 1818 1819 - 1820 - 1821 1822 1823 1824 1825
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
20
1821.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1816 1817 1818 1819 1820 - 1821 - 1822 1823 1824 1825 1826
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
21
1822.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1817 1818 1819 1820 1821 - 1822 - 1823 1824 1825 1826 1827
Eksterne henvisninger.
22
1823.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1818 1819 1820 1821 1822 - 1823 - 1824 1825 1826 1827 1828
Eksterne henvisninger.
23
1825.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1820 1821 1822 1823 1824 - 1825 - 1826 1827 1828 1829 1830
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
25
1826.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1821 1822 1823 1824 1825 - 1826 - 1827 1828 1829 1830 1831
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
26
1827.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1822 1823 1824 1825 1826 - 1827 - 1828 1829 1830 1831 1832
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
27
1828.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1823 1824 1825 1826 1827 - 1828 - 1829 1830 1831 1832 1833
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
28
1829.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne - 1820'erne - 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne 1870'erne
År: 1824 1825 1826 1827 1828 - 1829 - 1830 1831 1832 1833 1834
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
29
1810.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1805 1806 1807 1808 1809 - 1810 - 1811 1812 1813 1814 1815
Eksterne henvisninger.
10
1811.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1806 1807 1808 1809 1810 - 1811 - 1812 1813 1814 1815 1816
Eksterne henvisninger.
11
1812.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1807 1808 1809 1810 1811 - 1812 - 1813 1814 1815 1816 1817
Eksterne henvisninger.
12
1800.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1795 1796 1797 1798 1799 - 1800 - 1801 1802 1803 1804 1805
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
00
1802.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1797 1798 1799 1800 1801 - 1802 - 1803 1804 1805 1806 1807
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
02
1804.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1799 1800 1801 1802 1803 - 1804 - 1805 1806 1807 1808 1809
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
04
1805.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1800 1801 1802 1803 1804 - 1805 - 1806 1807 1808 1809 1810
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
05
1806.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1801 1802 1803 1804 1805 - 1806 - 1807 1808 1809 1810 1811
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
06
1807.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne - 1800'erne - 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne
År: 1802 1803 1804 1805 1806 - 1807 - 1808 1809 1810 1811 1812
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
07
1814.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1809 1810 1811 1812 1813 - 1814 - 1815 1816 1817 1818 1819
Konge i Danmark: Frederik 6. - 1808-1839
Eksterne henvisninger.
14
1815.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1810 1811 1812 1813 1814 - 1815 - 1816 1817 1818 1819 1820
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
15
1816.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1811 1812 1813 1814 1815 - 1816 - 1817 1818 1819 1820 1821
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
16
1817.
Århundreder: 18. århundrede - 19. århundrede - 20. århundrede
Årtier: 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne - 1810'erne - 1820'erne 1830'erne 1840'erne 1850'erne 1860'erne
År: 1812 1813 1814 1815 1816 - 1817 - 1818 1819 1820 1821 1822
Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839
Eksterne henvisninger.
17
Nielsine Nielsen.
Nielsine Nielsen (10. juni 1850 - 8. oktober 1916) var Danmarks første kvindelige akademiker.
Startede i 1889 praksis som læge i København.
Græs-familien.
Græs-familien ("Poaceae" / " Gramineae") er en gruppe af planter hvor væksten sker fra vækstpunkter, der ligger beskyttet midt i planten i bunden af bladskederne. Familien er også let at kende på de karakteristiske "knæ", der findes på stråene.
a> i blomst. Læg mærke til de fjeragtige hunblomster og de rødlige, hængende hanblomster.
Skematisk fremstilling af en græsplante
Siv-familien.
Siv-familien ("Juncaceae") er urteagtige planter, der er udbredt over hele verden. Arterne mangler mykorrhiza. Planterne har runde stængler og ofte også rundede blade. I flere af dem findes SiO2 som fine nåle i cellerne.
Familien har kun få slægter, og her nævnes kun de to som er repræsenteret ved arter, der ses jævnligt i Danmark.
Pile-familien.
Pile-familien ("Salicaceae") består af arter, som er træer eller buske med spredte, helrandede blade. De bittesmå blomster er samlet i rakler, og da arterne er særbo, findes hver art som rent hanlige eller rent hunlige individer.
Se også.
Pil (Salix) i Danmark
725.
Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede
Årtier: 670'erne 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne - 720'erne - 730'erne 740'erne 750'erne 760'erne 770'erne
Årstal: 720 721 722 723 724 - 725 - 726 727 728 729 730
25
Græsrandøje.
Græsrandøje eller stort okseøje er Danmarks talrigeste dagsommerfugl. Den findes alle steder med højt græs og ses i Danmark fra juni til september.
Udseende.
Sommerfuglen er meget mørkebrun i farven, er temmelig stor af en randøje og har orange underside på forvingerne. Hannen har en stor mørk plet af duftskæl på forvingen og en lille øjeplet omgivet af orange farve. Hunnen har ingen duftskæl, øjepletten er større, og den har desuden et lyst bånd på undersiden af bagvingen.
Livscyklus.
Græsrandøjens æg klækker efter 2-4 uger. Den lysegrønne larve lever på mange forskellige græsser. Larven overvintrer og i maj næste år er den udvokset og forpupper sig. Efter 2-4 uger klækkes puppen og den voksne græsrandøje kommer frem.
Niccolò Machiavelli.
Niccolò Machiavelli (3. maj 1469 - 21. juni 1527) var en italiensk forfatter.
Niccolò var den næstældste søn af Bernardo di Niccolò Macchiavelli - en jurist med et vist omdømme - og hans hustru Bartolommea di Stefano Nelli. Begge forældre tilhørte Firenzes (den florentinske) landadel; familien nævnes første gang i 1120. I et af sine hovedværker, Fyrsten (1513, udgivet 1532; dansk 1876), som er en lærebog i politik, forklarer han sit mål som Italiens befrielse, og i sin bog hævder han, at alle midler er tilladt for en fyrste, der vil styrke sin og især statens magt. En dygtig fyrste må være skrupelløs.
Det kneb for familien at leve af sine ejendomme, så Bernardo søgte stilling bystyret og fik ansættelse som juridisk rådgiver ved skatteopkrævningen. Det gjorde ham meget bitter, idet familien gennem århundrederne havde kæmpet om magt og indflydelse i byen sammen med andre familier, og netop skatteopkrævningen blev af de nye magthavere - Medicierne - anvendt for at ruinere modstandere og udelukke ethvert håb om at afkaste deres åg.
Hvor Bernardo blev bitter og angreb kirken, søgte moderen trøst der, skrev digte til Jomfru Marias ære og søgte at påvirke sønnen. Bernardo mente, at Niccolò skulle studere jura, så han kunne skaffe sig et levebrød som embedsmand, men hverken moderens eller faderens ønsker fik nogen betydning. Så vidt vides lærte Niccolò aldrig græsk, og han skaffede sig kun den nødvendigste lærdom for et medlem af en gammel anset familie. Dvs. regning, italiensk og latin. Han var desuden advokat.
I 1498 indtrådte han 29 år gammel i bystyrets tjeneste. På det tidspunkt var Medicierne fordrevet og republikken genindført i Firenze. Machiavelli kom til at spille en vis politisk rolle, ikke mindst fordi han fungerede som diplomatisk udsending for bystaten. Hans første mission gik til Catharina Sforza i Forli.
Medicierne vendte tilbage til magten i Firenze i 1512 og i november samme år blev Niccolò Machiavelli afskediget fra byens styre og senere fængslet, anklaget for at have deltaget i kupplanerne. Han frigaves og sendtes i eksil i San Casciano. I 1513 afsluttede han sit værk "Fyrsten" ("Il Principe"), formentlig tænkt som en vejledning i statsmandskunst til Medicierne. "Fyrsten", der er hans hovedværk, bygger bl.a. på hans kendskab til Cesare Borgia - i den grad, at Cesare Borgia ses som personificeringen af "Fyrsten" og dermed helten i bogen.
Machiavellis forsøg på tilnærmelse til Medicierne lykkedes kun i det omfang, at af Giulio di Giuliano de' Medici i 1520 bad ham skrive en historie om Firenze ("Istorie fiorentine"). Guiliano var, da værket var færdigt, blevet pave Clemens VII. Dette minimale samarbejdet med Medicierne kompromitterede ham, og er højst sandsynligt grunden til, at han ikke fik plads i byens styre, da Medicierne i 1527 atter blev fordrevet.
Betydning.
"Fyrsten" fik meget stor betydning i Europa, for udgivelsen af den foregreb en tendens til enevælde. Fyrsterne læste Machiavellis nøgternt–ironiske beskrivelser som en anbefaling af kynisme og en opfordring til hårdhændet behandling af modstandere. Det Stockholmske Blodbad (en massehenrettelse af medlemmerne af det svenske rigsråd foranstaltet af Christian 2.) er et berygtet eksempel på de realpolitiske konsekvenser af læsningen. Erasmus af Rotterdam og Frederik den Store af Preussen skrev hver deres version af "Fyrsten".
1469.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
Årstal: 1464 1465 1466 1467 1468 - 1469 - 1470 1471 1472 1473 1474
Konge i Danmark: Christian 1. 1448-1481
Eksterne henvisninger.
69
1513.
Eksterne henvisninger.
13
1527.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne - 1520'erne - 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne
Årstal: 1522 1523 1524 1525 1526 - 1527 - 1528 1529 1530 1531 1532
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
27
Elme-familien.
Elme-familien ("Ulmaceae") er udbredt med 18 slægter udbredt i i alle verdensdele undtagen Australien og Antarktis. De fleste arter findes dog i Asien. Det er løvfældende eller stedsegrønne træer eller buske med spredte blade og vingede nødder. Alle planter af Elme-familien angribes af det symbiotiske skadegørerpar: Elmesyge (Ophiostoma ulmi) + Elmebarkbille (Scolytus sp.) Her omtales kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende eller dyrket i Danmark.
Korsblomst-familien.
Korsblomst-familien ("Brassicaceae") er en familie med flere end 350 slægter og ca. 3700 arter, som er udbredt i hele verden (undtagen Antarktis). Arterne har følgende vigtige fællestræk: 4-tallige blomster der minder om kors (deraf navnet), en særlig type frugter der kaldes "skulper", og nogle kemiske stoffer der for det meste lugter og smager af sennep. Bladene er enkle eller fingrede med hel rand eller grove lapper. At blomsterne er 4-tallige betyder, at der er fire kronblade og fire støvdragere. Frugterne er skulper, som er aflange kapsler, der åbner sig nedefra. De rummer mange, olieholdige frø. Den type kemisk stof der giver den sennepsagtige smag kaldes en sennepsolie, disse sennepsolier findes i alle dele af planterne. Familien rummer mange flere slægter end dem, der er nævnt her.
Løg-familien.
Løg-familien ("Alliaceae") er en familie med 73 slægter og 1605 arter, der er udbredt i Sydamerika og det nordlige Eurasien. Arterne kan genkendes på deres lugt, deres forholdsvis tykke og bløde blade og deres forholdsvis små blomster, som sidder i skærmformede stande. Her omtales kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Taks-familien.
Taks-familien ("Taxaceae") er en plantefamilie, der består af arter, som er stedsegrønne træer med flade, linjeformede nåle. Harpiks findes ikke i veddet, men derimod i små kirtler i nålene. Planterne er tvebo, og frøet ligner et bær, fordi det er omgivet af et kødfuldt skæl.
Svalehaler.
Svalehaler ("Papilionidae") er en familie af sommerfugle. Familien omfatter cirka 600 arter som er udbredt i hele verden, dog mest under varmere himmelstrøg.
Fuglevingearterne, som er verdens største sommerfugle, er en del af denne familie.
Udseende.
Svalehalernes vinger er typisk mørke med pletter, bånd eller partier af farverne hvid, orange, gul, grøn, rød eller blå.
Familien har fået navn efter de karakteristiske haler som de har på bagvingerne. Det er dog ikke samtlige arter i familien som er udstyret med disse haler.
Natsværmere og sommerfugle.
Natsværmere og sommerfugle ("Lepidoptera") er en orden af "natsværmere" og "sommerfugle". Ordet "lepidoptera" kommer fra oldgræsk og betyder "skællede vinger".
Ordenen er meget omfangsrig med mere end 165.000 arter inddelt i 127 familier.
Sommerfuglene adskiller sig fra natsværmerne ved at have kølleformede følehorn. Begge har små overlappende skæl på vinger og krop samt mangeleddede følehorn.
Folklore.
Sommerfuglene indgår i en lang række af sagn og betydninger i de gamle og nuværende kulturer.
I det gamle Grækenland var sommerfuglen den form, som sjælen fløj bort fra legemet i, når man døde. Det gamle græske symbol for sjælen var Psyche - en pige med sommerfuglevinger.
I Mexico har man i Tula (hovedstad for toltekerne) fundet en statue af en kriger med et billede af en sommerfugl på sin brystplade. Sommerfuglen menes derfor at have været et symbol for de toltekiske krigere, måske som et symbol for et kort, men herligt liv.
Generelt er der ud over i Mexico en lang række udsmykninger af sommerfugle i de tidligere civilisationers bygningsværker. Aztekerne (1200-1525) dyrkede også en sommerfuglegud.
I Sagnet om Etain, et gammelt sagn fra Irland, fortælles der om Etain, der blev forvandlet til en vandpyt af sin første kone (Han havde giftet sig med en anden kvinde). I vandpytten kom en larve til live, og den blev forvandlet til en smuk sommerfugl, der herefter blev beskyttet og vogtet af guderne.
I det gamle kinesiske eventyr (om Zhu Yingtai og Liang Shanbo) bliver begge de to hovedpersoner forenet som sommerfugle, efter at de begge er døde af ulykkelig kærlighed.
Dette tema med sommerfugle og ulykkelig kærlighed ses også i operaen "Madame Butterfly" af Puccini.
I malerkunsten i 1800-tallet var sommerfuglene inspiration til en lang række malerier, som portrætterede dem som små feer med menneskelegemer og sommerfuglevinger.
Også i litteraturen indgår sommerfuglen som inspirationskilde. I Lewis Carolls eventyr om "Alice i Eventyrland" er det en piberygende larve, der fortæller Alice om det at ændre størrelse.
Klassifikationssystem.
Sommerfugle og natsværmere har ikke et alment accepteret klassifikationssystem. Alt efter kilde vil der derfor være anvendt forskellige systemer og varierende sprogbrug. Enkelte sommerfuglearter har også haft flere forskellige videnskabelige navne.
På Wikipedia er beskrivelserne af udseende med mere for henholdsvis sommerfugle og natsværmere placeret under disse respektive opslagsord.
Betegnelserne dagsommerfugle, småsommerfugle med flere anvendes også, og der er under disse navne også kort beskrevet, hvad disse betegnelser normalt dækker over.
Vær opmærksom på, at en lang række af de klassifikationssystemer, der fremgår af diverse materiale, vil være hypoteser, som ikke er blevet endeligt afprøvet ved strengt videnskabelige biologiske metoder.
Tabeloversigterne er endvidere udarbejdet med de primære klassifikationskategorier, men det er ikke ualmindeligt, at sommerfugle opdeles i over- og underfamilier samt i slægter.
Runesten.
En runesten er en gravsten eller en anden mindesten med runeindskrift. Der findes over tusinde runesten på trods af, at de fleste runesten i Danmark er forvitrede eller blevet brugt til andre formål i de sidste 900 år, og der er ikke lavet nye runesten i de sidste 700 år. Der findes cirka 220 runesten i Danmark (inklusive Sydslesvig og Skåneland). I Sverige findes mere end 3000 runesten, i Norge næsten 70.
Desværre er sproget på runestenene ikke særligt godt kendt, så det er svært at læse og forstå, hvad der står på stenene. Særligt fordi indskrifterne er skrevet på et poetisk sprog som ellers ikke er bevaret.
-leben.
Der findes et område af Tyskland, i Thüringen og Sachsen-Anhalt, hvor noge stednavne ender på -leben, og denne endelse kan have forbindelse til de stednavne, som i Danmark ender på "-lev".
Den mest kendte by, som slutter på "-leben", er Martin Luthers hjemby Eisleben.
Leben
Helgennavne.
Oversigt over helgennavne og visse af deres synonymer, der supplerer oversigterne over de enkelte helgener. Mange helgener omtales stort set altid med helgenbetegnelsen Sankt eller med tilføjelsen...den Hellige, hvorimod andre stort set aldrig omtales med denne betegnelse. I denne oversigt er alle de medtagne opført med helgenbetegnelsen Sankt forrest, og med link til artikler om den enkelte helgen. (Den mest omfattende rummer næsten 7000 navne, så dette er kun et lille udsnit.)
Almindelig ene.
Almindelig Ene ("Juniperus communis") er en stedsegrøn, nålebærende plante med en meget variabel vækstform. Der findes alt lige fra fladt krybende over runde, krukkeformede og helt uregelmæssige buske til cylindriske og søjleformede træer. Nålene er sylespidse og sidder i kranse á tre. Busken danner den spiselige bærkogle, der kendes som ene-bærret. Frugten er to år om at udvikle sig til en sort, blådugget lille bærkogle. Frøene modner godt og spirer villigt i Danmark.
Almindelig Ene kan blive meget gammel. I Norge er fundet individer, som er mere end 1000 år gamle, og veddet er stadig helt friskt. Denne egenskab har været brugt meget ved etablering af hegn og skel. I Danmark så bliver de kun ca. 150 år. Almindelig Ene angribes - dødeligt - af enebærrust.
5 × 2 m (25 × 5 cm/år).
Busken er vildtvoksende på hedestrækninger i den høje form og en lav langs kysterne i Danmark. Almindelig Ene er en hårdfør plante, som er findes på alle slags jordbundsforhold og på hele den tempererede del af den nordlige halvkugle, - når blot dens eneste vækstkrav bliver opfyldt, nemlig at få lys nok.
Bærkoglerne kan bruges som krydderi. Smagen er kendt fra Steinhäger, gin og genever. Ofte anvendes tørrede bær i madlavningen.
Planten er af slægten Ene og kaldes også Almindelig Enebær. Plantens navn betyder optændings-brænde, og har ikke noget med bærret at gøre.
Kulstof 14-datering.
Kulstof 14-datering er en metode til datering ved hjælp af kulstoffet i organisk materiale ud fra oplysninger om den procentvise fordeling af kulstof-14-isotopen i forhold til andre kulstof-isotoper i materialet.
Teoretisk grundlag.
Denne omdannelse er relativt almindelig, da kvælstof udgør tæt ved 80% af jordens atmosfære. Den største produktion af kulstof-14 sker i ca. 9 til 15 km højde, og på større breddegrader, dvs. tættere ved polerne. På trods af det, er kulstof-14 spredt jævnt ud over hele atmosfæren, hvor der sker en omdannelse til kuldioxyd (CO2) ved reaktion med ilt. Under antagelse af at den kosmiske stråling er konstant over lange tidsperioder, dannes kulstof-14 i samme tempo som det nedbrydes ved radioaktivt henfald. CO2 findes også opløst i havvand. Såfremt denne antagelse er korrekt, vil forholdet mellem radioaktivt og stabilt kulstof altså være konstant i jordens atmosfære og i havvand: ca.0,000000001 promille (600 milliarder atomer pr. mol).
Levende planter omsætter luftens kuldioxid, og vil derfor have en tilsvarende procentvis fordeling af kulstofisotoper. Dyr og mennesker der lever af planter har et tilsvarende forhold mellem radioaktivt og stabilt kulstof. Men når de dør, slutter denne stadige "fornyelse" af de ustabile kulstof-14-atomer. Da kulstof-14 er ustabilt og derfor gradvis omdannes til andre isotoper ved radioaktivt henfald, vil andelen af denne kulstofisotop gradvis falde i et eksponentielt aftagende, men ganske veldefineret tempo, uafhængigt af ydre faktorer, kan man ud fra forholdet mellem de forskellige kulstofisotoper beregne hvor lang tid siden det er at materialet ophørte med at få tilført "frisk" kulstof-14, dvs. hvornår materialet "døde".
Oprindeligt blev dateringen gennemført ved måling af radioaktivt henfald, men denne metode var relativt upræcis, og desuden forbundet med en del statistisk usikkerhed. Præcisionen er blevet væsentligt forbedret med brug af massespektroskopi, en teknik hvor man tæller de enkelte atomer i en given prøve. Denne teknik har også den fordel at man kan måle på en langt mindre prøve end hidtil, sådan at man kan nøjes med at bore et mindre hul i en knogle for at få det fornødne materiale, frem for at skulle destruere en hel lårbensknogle.
Metodens indførelse i Danmark.
Under studierejse i USA i 1947-48 lærte den tyskfødte Hilde Levi kulstof-14-metoden at kende. Nationalmuseet viste interesse for metoden og Hilde Levi tog initiativ til at opbygge et dateringsapparat, der - taget i brug i 1951 - blev det først af sin art i Europa.
Hilde Levi.
Hilde Levi (9. maj 1909 - 26. juli 2003) var dr. phil i kemi og fysik.
Hilde Levi, der var af jødisk afstamning, fik en doktorgrad i kemi og fysik ved Universitetet i Berlin i 1934. Nazisternes dominans i Tyskland gav hende ikke nogen fremtid der og hun fik gennem International Federation of University Women i stedet tilknytning til Niels Bohrs institut for teoretisk fysik. Hun var assistent for den ungarske kemiker Georg von Hevesy der arbejdede med anvendelse af radioaktive indikatorer i biologien.
I 1943 måtte Hilde Levi flygte til Sverige hvor hun resten af krigen arbejdede på Wenner-Gren-Instituttet i Stockholm. Da Niels Bohr efter krigen afviklede engagementet i den biologiske forskning fik Hilde Levi tilbud om at fortsætte ved August Kroghs Zoofysiologiske Laboratorium i København - her arbejdede hun til pensioneringen i 1979.
Under en studierejse til USA i 1947-48 fik hun kendskab til anvendelse af kulstof-14 til datering af kulstofholdige materialer og da hun kom tilbage til Danmark viste Nationalmuseet interesse for metoden. Hun tog derfor initiativ til opbygning af et apparat til kulstof 14-datering, der - som det første af sin art i Europa - kunne tages i brug i 1951 og bl.a. blev anvendt til datering af "Grauballemanden".
Under studierejsen i USA havde hun også stiftet bekendtskab med autoradiografi, hvilket Finseninstituttet havde nytte af, da man undersøgte virkningerne af thorotrast.
Fra 1952 til 1970 var Hilde Levi konsulent i forbindelse med Sundhedsstyrelsens arbejde med at udvikle lovgivning om strålebeskyttelse.
Ædelgran.
Ædelgran ("Abies") er en slægt, rummer ca. 40 arter, som er udbredt på den nordlige halvkugle. Det er store, stedsegrønne nåletræer, som er kendetegnet ved de oprette kogler, der falder fra hinanden ved modenhed. Desuden har Ædelgran i modsætning til den nærtstående slægt, Gran-slægten, ikke-stikkende nåle. Det normale kromosomtal er 2 n = 24.
Her beskrives de arter, som dyrkes i Danmark.
Taks.
Taks ("Taxus") er en planteslægt, som har 6 arter. Her nævnes kun 2 (og en hybrid), som er almindeligt brugt i Danmark
Litteratur.
Alan Mitchell, "Træer i Nordeuropa." ISBN 87-12-23331-5
Ingvar Cronhammar.
Ingvar Cronhammar, (17. december 1947), er billedhugger og uddannet på Århus Kunstakademi 1968 - 1971. Ingvar Cronhammar er oprindelig svensk, men har boet i Danmark siden 1965. Markerede sig i 1970'erne i det århusianske kunstmiljø med Zygo-gruppen sammen med Thorbjørn Laustsen, Per Kramer, Freddy Halle og Niels Erik Jensen.
Især kendt for sine monumentale skulpturer i det offentlige byrum, "Juggernaut" ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Emdrup, 1991. "Eye of the Shadow", Struer Gymnasium, 1992. Camp Fire, Odense Tekniske Skole, 1993. "Omen", Visby, Sverige, 1993. "Elia", ved Herning, 2001 og det rødt lysende hus med vandfald "Red Fall" i Randers fra 2002.. Ingvar Cronhammar står også bag eksteriørbearbejdning af" Kastrup Koblingsstation", ved Københavns Lufthavn for Københavns Belysningsvæsen, Københavns Lufthavne og Øresundskonsortiet, i samarbejde med arkitektfirmaet Gottlieb & Paludan, en opgave for Statens Kunstfond udført i 1999. Ingvar Chronhammars gennembrudsværk er "The Gate" fra 1988 - en kæmpe installation, der mindede om et maskinrum med blandt andet turbiner, hvalkranie og projektørlys og turnerede rundt fra kunstmuseum til kunstmuseum, med start i Århus.
Ingvar Cronhammar var fra 1990-1995 leder af billedhuggerskolen på Det fynske Kunstakademi. Han har også siddet som medlem af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum fra 2002-2004.
Inspirationskilder.
I tillægget, Kulturweekend, 7. februar 2008, til Jyllands-Posten fortæller Cronhammar at "...fem overskrifter har været og er stadig betydningsfulde brikker i mit liv," de 5 er Emanuel Vigelands Mausoleum, George S. Patton Jr., Gavin Bryars: "Jesus Blood Never Failed Me Yet", Ursaab (prototypen på Saab) og Herman Melville: "Moby Dick"
Elia (skulptur).
Elia er en skulptur ved Herning Kunstmuseum, tegnet af Ingvar Cronhammar.
Elia, der blev afsløret 27. september 2001, er en stålkuppel, der med en diameter på 60 meter i terrænhøjde rejser sig over marken ved Herning. Fra toppen af kuplen (ca. 11 meter oppe) rejser sig fire stålsøjler, så den samlede højde udgør ca. 32 meter. To 10 meter brede trapper er anlagt på hver side af skulpturen.
Midt i skulpturen sidder en stor gasbrænder, som en gang i løbet af en 18 dages periode laver en 8,4 meter høj og 1 meter bred ildsøjle i omkring 25 sekunder. Tidpunktet for udladningen er tilfældig og styres af en computer.
Douglasgran.
Douglasgran ("Pseudotsuga") er en slægt med fem arter af store nåletræer, som er udbredt langs vestkysten af Nordamerika og i Kina og Japan. De kan kendes på de bløde, ikke-stikkende nåle og de små, hængende kogler med synlige frøskæl. Douglasgraner er blandt verdens højeste træer, og også i Danmark har de højderekorden. I møbelindustrien kaldes veddet for "Oregon Pine".
Niels Ryberg Finsen.
Niels Ryberg Finsen (15. december 1860 i Tórshavn - 24. september 1904 i København) var en dansk-færøsk læge født på Færøerne (af islandsk slægt).
Finsen var søn af amtmand Hannes Finsen og Johanne Sofie Caroline Christine, født Formann. Han gik på Herlufsholm Kostskole fra 1874-76, men blev student i Reykjavik i 1882 og tog medicinsk embedseksamen fra Københavns Universitet i 1890, i 1898 blev han professor i medicin.
Finsen studerede lysets virkning på huden. I 1893 offentliggjorde han sin første artikel "Om Lysets Indvirkninger paa Huden", der i 1896 efterfulgtes af "Om Anvendelse i Medicinen af koncentrerede kemiske Lysstraaler", hvori han beskriver lysbehandling af hudtuberkulose. Samme år oprettede han i København "Finsens medicinske Lysinstitut" (i daglig tale "Finseninstituttet").
I 1903 modtog Finsen nobelprisen i medicin for sin behandling af lupus vulgaris (hudtuberkulose) med lys.
Niels R. Finsen udgav i 1893 som den første i verden en afhandling herom.
Han var Ridder af Dannebrog.
Kilder.
Niels Ryberg
Kommunisme.
Kommunisme (af latin "communis", fælles; "communitas", Fællesskab, Sameje). Udtrykkene kommunisme og socialisme taget under eet betegner de mangfoldige teorier og bevægelser, hvis formål er helt eller delvis at "afskaffe privatejendomsretten og det på denne opbyggede samfundssystem, og at erstatte den med en eller anden form for fællesskab med hensyn til ejendom, produktion og fordeling af produktionsudbyttet". Udgangspunktet for disse teorier og bevægelser er dette, at alle mennesker har lige ret til at få sine behov tilfredsstillet, og at det derfor gælder om at skaffe den størst mulige lighed i adgangen til de materielle goder. Også anarkisterne bekæmper privatejendomsretten, men medens anarkisterne er lige så afgjorte modstandere af statsmagten som af privatejendomsretten, vil kommunister og socialister gennemføre deres fællesejendomsordning væsentligst ved hjælp af en stærk
statsmagt. Mellem disse systemer er der dog ulige overgangsformer.
Man har forsøgt på ulige måder rent teoretisk at sondre mellem kommunisme og socialisme; som oftest på den måde, at man definerede
socialismen som den samfundslære og politik, der har til mål at ophæve privatejendomsretten alene til produktionsmidlerne, medens
arbejdsudbyttet fordeles efter det ydede arbejdes værdi, der selvfølgelig kan være højst uens; kommunismen betegnedes da som den teori, der går et skridt videre og ikke alene tilstræber fællesskab i produktionen, men tillige i fordelingen, således at også fordelingsprocessen foregår kollektivt, at altså enhver gøres delagtig i de materielle goder efter sit behov. En kendt parole, der i grove træk beskriver idegrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov".
De mange former for kommunisme.
I virkeligheden kan de mangfoldige systemer, teorier og bevægelser, der tager sigte på en gennemgribende reform af de nuværende
ejendomsforhold, vanskelig adskilles skarpt i systematisk henseende; ofte har en tænker betegnet sit system som kommunistisk, medens en anden har betegnet sit ganske tilsvarende system som socialistisk. Det er betegnende, at den moderne socialismes teoretiske grundlægger, Karl Marx, fra først af slår sine teser fast i et skrift med titlen»"Det kommunistiske Manifest"«.
Man kan - lidt forenklet - skelne mellem ulige rørelser og samfundsformer, som havde større eller mindre udtalte islæt, der kunne henregnes under kommunistisk tankegang: urkommunisme, klosterkommunisme, kommunistiske kolonisamfund, statskommunistiske samfund.
Urkommunisme.
Ved undersøgelsen af samfundenes tidligste økonomiske historie støder man på en primitiv kommunisme i form af samfund, der formenes i stor udstrækning at have været bygget på fælles besiddelse og drift; dette gælder såvel jagt- og fiskeristadiet og hyrdestadiet som det første agerbrugsstadium. Gruppen, slægten eller stammen tilegner sig og besidder i fællesskab fiske- og jagtpladserne, græsgangene eller den dyrkelige jord, medens de enkelte medlemmer kun udøver en benyttelsesret. Trods fællesskabsprincippet er der dog — i hvert fald på hyrdestadiet og agerbrugsstadiet — "ikke tale om nogen gennemført social lighed", blandt andet fordi slaveri anvendes meget, og allerede meget tidligt bliver de mobile værdier genstand for privatejendom. Fælleseje til jorden finder man hos alle folkeslag, der er blevet stående på et primitivt kulturtrin, lige op til det 20. århundrede, men naturligvis således, at fællesskabet kommer til at omfatte mindre og mindre dele af jorden, idet ulige magthavere - navnlig adelen, kongerne og kirken - meget tidligt fik eller tog jord til selvejendom. Fælleseje til og fællesdrift af jorden genfinder man i mere eller mindre grad i det ulige landsbyfællesskaber, der peger tilbage mod en fælles agrarkommunisme. Overlevede levn heraf spores endnu, blandt andet i de fælles overdrev og almindinger.
Antikken.
Affødt af den store økonomiske og sociale ulighed og afhængighed, der fulgte med privatejendommens gennemtrængen, opstod der i
tidens løb talrige systemer, teorier og bevægelser, som tilsigtede en udjævning af ulighederne og misforholdene, og da hyppigst med
mere eller mindre udpræget kommunistisk tendens.
Opfattelsen af samfundet som en producerende organisme var den antikke tænkning ganske fremmed; og en kommunistisk lighed i fordeling, endsige lighed i forpligtelse til arbejde, er en forestilling, man ikke støder på hos nogen statsmand eller samfundsfilosof i oldtiden. Denne tid har overhovedet ingensinde videnskabeligt beskæftiget sig med produktionsproblemet, end mindre udviklet nogen teori om produktionsfællesskab efter moderne kommunistisk opfattelse. Ganske vist opstod der med Phaleas fra Chalcedon en tænker, der anbefalede alle borgeres lige adgang til jordejendom og industriens (håndværkets) overgang til statsdrift (det vil sige dens formidling ved statsslaver, — en reform, der på Aristoteles’ tid endog forsøgtes praktisk gennemført i Epidamnus), og ganske vist priste Platon kommunismen som den ideale samfundsforfatning og underkaster dens principper en indgående udredning; men hverken hos denne (hvis samfundsteori med dens kunstige parringsvalg er strengt aristokratisk) og forøvrigt heller ikke i det gamle Hellas møder man nogen gang et forsøg på at ombytte det bestående samfunds allerede for længst grundfæstede privatøkonomiske organisation med en kommunistisk. De store sociale kampe, der førtes fra de brede befolkningslags side, var ikke rettet mod privatejendomsretten som sådan, men kun mod den altfor ulige fordeling.
Lige så lidt kom det i den romerske rige hverken teoretisk eller praktisk til kommunistiske bevægelser. Selv under de voldsommeste sociale storme, som i slavekrigene, er der kun tale om formueforskydninger, ikke om sfskaffelse af ejendomsretten og privatkapitalen som sådan.
Kristendommen.
Man har undertiden villet tillægge de første kristne kommunistiske tendenser, men næppe med rette; i hvert fald har der ikke været tale om en kommunisme i moderne forstand. Når det således i Apostlenes Gerninger 2, 44—45 meddeles, at de rige solgte deres ejendele for at skænke pengene til de fattige, står man kun over for en sjælden grad af velgørenhed. På det samme standpunkt står kirkefædrene, og når de senere kanonister lærte, at fælleseje er en Gud velbehagelig ordning, må man ikke heraf slutte, at de mere end urkristendommen og kirkefædrene forfægtede en ny produktionsordning. "Kristendommens store indsats er at bringe til anerkendelse menneskenes lighed, først og fremmest for Gud, men dernæst for loven og derigennem skabe agtelse for arbejdet"; om produktionens organisation bekymrede den sig ikke. Selv de kristelige ordens- og klostersamfund med deres fællesskab i henseende til ejendom og husholdning har ikke til hensigt at reformere samfundet, allermindst økonomisk, men kun at "skaffe»Herrens Udvalgte«den materielle mulighed for at fjerne sig fra verden og dens fristelser; den kommunistiske organisation er her ikke et mål, men et middel".
Kættere og katharer.
Til en synderlig videregående gennemførelse af kommunismens princip nåede man heller ikke gennem hele middelalderen. Det mangler ikke i dette tidsrum på heftige sociale kampe. Men som regel var målet for disse enten at realisere det urkristelig asketisk-mystiske ideal af sværmerisk næstekærlighed eller blot at udligne den meget store ulighed i besiddelsesforholdene og de deraf følgende sociale misforhold, derimod ikke at afskaffe privatejendommen som princip. Hos en stor del af de kristelige sekter bliver askesen den vigtigste livsregel, og sammen med forsagelsen af det jordiske gods vågner da kommunistiske forestillinger til mere eller mindre klar bevidsthed. Omkring 1030 finder man således i Norditalien kættere, der for domstolene erklærede:»"Vi har al vor ejendom fælles med alle mennesker"«. Ejendomsfællesskabet blev endvidere prædiket i slutningen af det 11. århundrede af de såkaldte katharer eller valdenser, der blev blodigt udryddet i albigenserkrigene. En lignende lære optræder ved overgangen fra 12. til 13. århundrede hos»begharderne«i Nederlandene, hvorfra de snart udbredte sig over Tyskland, Frankrig og England. Mod slutningen af 13. århundrede grundlagde Gerhard Grqot fra Deventer samfundet»Det hellige Livs Brødre«, og omtrent på samme tid opstod»patarenerne«’s eller»Apostelbrødrene«’s sekt i Parmia, hvorfra de fandt udbredelse til Spanien, Frankrig og Tyskland.
Renæssancen.
En sværmerisk kommunisme, der hvilede på apokalyptiske forestillinger, forkyndtes i overgangsperioden mellem middelalderen og den nyere tid af»gendøberne«, der 1534 gjorde et forsøg på at oprette deres tusindårige rige i Münster, et forsøg, der kvaltes i blod og grusomme forfølgelser; Gendøberne fandt tilflugt i Böhmen, hvor under navnet»mähriske brødre«deres små og spredte, kommunistisk organiserede samfund endnu fandtes i første fjerdedel af 17. århundrede. Alle de her nævnte og endnu mange andre sektbevægelser med kommunistiske tilløb fra middelalderen og begyndelsen af den nyere tid havde deres rod først og fremmest i religiøse motiver; de påberåbte sig alle Bibelen. Ved siden heraf forekom dog også stærkt udbredte revolutionært-kommunistiske tendenser af mere nøgternt og jordisk præg, der fik deres udslag i de store»bondekrige«, som hærgede Frankrig 1358, England 1381 og Tyskland 1525.
Kommunisme bevidst opfattet som ideal for menneskeligt samliv og en lykkebringende samfundsorden møder man første gang hos Thomas More i hans berømte, på latin, affattede "Utopia", det vil sige det land, som ingensteds findes, der udkom første gang 1516 og senere i talrige udgaver og oversættelser, lige som det fandt en mængde efterligninger lige ned til vore dage i de såkaldte»statsromaner«, det vil sige fremstillinger af fingerede samfund, hvor forfatteren forudsatte sit ideal for den retslige, økonomiske og sociale organisation realiseret, idet han kritisk sammenligner de opdigtede med de virkelig eksisterende forhold. I ly af sin fiktion priser More kommunisme som det mest hensigtsmæssige middel til at berede alle mennesker (og ikke blot en flok udvalgte) den tryggeste og mest udstrakt nydelsesrige tilværelse. Det asketiske eller overhovedet det religiøse element træder i hans epokegørende skrift helt i baggrunden for anerkendelsen af den materielle livsnydelses ret.
Utopia har i tidens løb fundet talrige efterlignere lige ned til vore dage. I»"Solstaten"«(1620) af Campanella er kommunisme strengt gennemført ikke blot på produktionens, men også på konsumtionens område. I Morelly’s "Code de la nature" (Paris 1755) er utopien udviklet til et helt socialt system, helt løsrevet fra fiktionens ramme. I realiteten er også dette værk dog en ægte utopi. I modsætning hertil står Jean Meslier, der i sit skrift drager de praktiske konsekvenser af angrebene på privatejendomsretten; for ham er anerkendelsen af menneskenes naturlige lighed bitter alvor; Særejendommens erstatning ved en kommunistisk ordning, den centraliserede stats opløsning i økonomiske kommuner, der er forpligtet til gensidig hjælp, gennemførelse af absolut lighed i arbejde, konsumtion og opdragelse, er for Meslier ikke blot en drøm, men et mål, han anser for praktisk opnåeligt, og som han opfordrer til at efterstræbe med magt. Boissel opstillede i 1789 en række programmatiske punkter og anbefalede en taktik, der i meget minder om det moderne socialdemokrati. Først under den store franske revolution kom det til en praktisk politisk-kommunistisk bevægelse. Lederen af denne var Gracchus Babeuf. Denne mand drog de praktiske konsekvenser af de oven for anførte tænkeres skrifter. Karakteristisk er det, at han og hans tilhængere kaldte sig»de lige«. Men revolutionen, hvis socialpolitiske program allerede var gennemført, ville intet vide om kommunisternes lighed, og Babeuf blev henrettet i maj 1797. Den bevægelse, han gav sit navn, var dermed kvalt.
1800-tallet.
Med den gennembrydende kapitalistiske produktionsordning kom der en tid, hvor det ene store kommunistiske system efter det andet blev opstillet; men de blev nu i stærkere grad knyttet til de virkelige økonomiske og sociale forhold (jfr. Engel’s bog»"Kommunismens Udvikling fra Utopi til Virkelighed"«). Og først fra den tid begyndte de kommunistiske ideer at trænge ned i de bredere befolkningslag. De første systemer fra denne tid er Saint-Simon’s, Fourier’s og Owen’s. Fra denne tid forsvandt udtrykket kommunisme mere og mere og erstattedes af udtrykket socialisme.
Betegnelsen kommunisme anvendes stadig om de mange praktiske forsøg, der i nyere tid har været gjort på at oprette kommunistiske samfund ad kolonisatorisk vej, navnlig i større antal i Amerika; disse forsøg er efter kortere eller længere tid fuldstændig mislykkedes. Når man undertiden i kommuneopstanden i Paris 1870—71 har villet se et udbrud af latent kommunisme inden for de bredere samfundslag, beror dette til dels på en misforståelse; Kommunen var i første række et forsøg på en politisk revolution, hvis mål var en føderativ republik af indbyrdes uafhængige kommuner; men meget tyder dog på, at den kommunale uafhængighed for folket i Paris blot var et middel, og at den sociale omvæltning var målet. Udtrykket kommunistisk anarkisme anvendes om Kropotkins, Bakunin’s og Proudhon’s lære. i modsætning til på den ene side den individualistiske anarkisme (Stirner o. fl.), på den anden side til statskommunismen.
Statskommunisme.
En ny æra oplevede kommunisme efter den russiske revolution af 1917, idet det russiske, bolshevikiske socialistparti, der tog regeringsmagten i hænde ved opstanden oktober 1917, antog navnet»det kommunistiske parti«. Partiets program var dog nøje knyttet til det marxistiske system, altså det samme som ligger til grund for den moderne socialisme, men det var mere radikalt og holdt sig tættere op til doktrinerne. Forskellen mellem de kommunistiske og de socialistiske (socialdemokratiske) partier lå væsentligst i taktikspørgsmaalet, idet kommunisterne erklærede sig som tilhængere af en udpræget revolutionær taktik (proletariatets diktatur).
I de fleste lande opstod der efter den russiske revolution erklærede kommunistiske partier i tilslutning til det russiske; i nogle lande fik disse partier efterhånden ret stor betydning, således i Norge, Bulgarien, Tyskland, Frankrig og Italien. Disse partier var sammensluttet i en meget stærkt centraliseret international organisation, den kommunistiske eller Tredje Internationale, med hovedsæde (eksekutivkomité) i Moskva; de enkelte landes partier var ganske underordnet centralen, de kaldes alle»Sektioner af tredie Internationale«. Kommunisternes formål var i første linje en stærk statssocialisme; alt økonomisk liv skulle centraliseres i statstruster, og produktionen skulle helt igennem organiseres som stordrift, de bedste tekniske hjælpemidler og den mest yderliggående arbejdsdeling skulle anvendes; fuldstændig lighed mellem alle statens borgere skulle indføres, om fornødent ved tvang. Penge, pengevurdering og handel skulle afskaffes, og produktionen såvel som fordelingen skulle indrettes udelukkende under hensyntagen til individernes behov. Den teoretiske og praktiske fører for denne kommunistiske bevægelse var Vladimir Uljanov (Lenin); af andre fremragende navne kan nævnes Trotskij, Sinovjev og Bucharin. I disse mænds skrifter (f.eks. i Lenin’s»"Stat og Revolution"«) finder man også omtalt et såkaldt»andet kommunistisk trin«(i tilknytning navnlig til Friedrich Engel’s teorier), hvor statsmagten ville være uddød, og hvor det kommunistiske, klasseløse samfund skulle fungere frit og automatisk (disse teorier nærmer sig stærkt de anarkistiske). De kraftige forsøg, partiet gjorde i Rusland på at gennemføre en stærk statssocialisme i nøje overensstemmelse med programmet, opgav man af forskellige årsager midlertidigt i 1921, foretog et brat omsving og vendte i ret stor udstrækning tilbage til den privatkapitalistiske driftsmåde.
Kommunistisk ideologi og praksis.
Kommunisme er en revolutionær ideologi på grund af dens kritik af kapitalismen som et værktøj til undertrykkelse af arbejderklassen. Kommunisme er i sin grundvold angiveligt syndikalistisk, og teorien forudsiger, at staten med tiden vil "visne hen", når de fleste af et givent samfunds medlemmer er blevet kommunister (jf. det kommunistiske menneske). Praksis har imidlertid vist, at der i samlige "kommunistiske" lande har været et stærkt centraliceret, totalitært et-partistyre under en militær-ideologisk junta og støttet af et kraftigt politistyre, der driver efterretningsvirksomhed, fængsler og myrder alle anderledes tænkende - ofte vilkårligt efter den siddende diktators eller juntas anvisninger. Den historiske erfaring har vist, at i samme øjeblik, undertrykkelsen lettes, bryder det kommunistiske diktatur sammen.
Der findes flere akademiske og politiske skoler i forståelsen af kommunismen, og der er ikke etableret almen enighed om de praktiske konsekvenser af ideologiens udbredelse. Inden for den såkaldt "totalitaristiske skole" er det en udbredt opfattelse, af kommunistiske bevægelser naturnødvendigt arbejder sig frem mod totalitarisme og undertrykkelse, mens den "komparative skole" har peget på de store indbyrdes forskelle mellem det utal af kommunistiske organisationer og stater, der har eksisteret. I praksis har en lang række regeringer, der betegnede sig selv som kommunistiske, stået bag omfattende undertrykkelse og udrensninger. En politisk praksis, der i høj grad står i modsætning til det kommunistiske idegrundlags budskab om lighed og frihed.
Kommunistiske samfund i det 20.århundrede.
Det første eksempel på en kommunistisk magtovertagelse fandt sted i Rusland 1917 - hvis vi ser bort fra det mislykkede forsøg i 1871 i Paris. De kommunistiske ideer fra magtovertagelsen i Rusland 1917 blev spredt og kopieret ud over hele jordkloden. Realpolitisk fik Lenins og Stalins bolsjevikiske parti succes. Da Komintern dannedes (1919) blev den et instrument til at udbrede den kommunistiske revolution til hele verden. Komintern havde ikke meget mere end 100.000 kommunistiske medlemmer på kloden ved stiftelsen i 1919, men ved opløsningen i 1943 havde den stalinstyrede Komintern flere millioner medlemmer og var det største parti i flere europæiske og asiatiske lande. Komintern blev afløst af Kominform i 1947. Komintern blev styret af en såkaldt eksekutivkomite (EKKI), der var domineret af repræsentanter for Sovjetunionens kommunistiske parti. Efter Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen i anden halvdel af 1920´erne blev ensretningen af både sovjetsamfundet og Komintern voldsomt forstærket, og en central opgave for de internationale kommunistpartier blev nu af forsvare opbygningen af Socialismen i et land i Sovjet. Egentlig fri diskussion af såvel teoretisk som praktisk art ophørte i samme periode.
Efter 2. verdenskrig stod Sovjetunionen bag indsættelsen af erklæret kommunistiske og sovjettro regeringer i en lang række østeuropæiske lande. Disse regimer anvendte Sovjetunionen som forbillede for samfundsudviklingen og udfoldede en omfattende censur og undertrykkelse af befolkningerne i den efterfølgende periode.
En række kilder mener, at nøglen til forståelse af udformningen af den sovjetiske kommunisme findes i V. I. Lenins skrifter. Disse - der i øvrigt ikke udgør noget sammenhængende eller konsistent hele - har som fremtrædende træk, at den socialistiske udvikling skal drives frem af en revolutionær, intellektuel avantgarde, der med basis i arbejderklassen hensynsløst skal sikre en omformning af samfundet fra kapitalisme til kommunisme. Andre har bestridt dette med henvisning til, at Stalins omvæltning af Sovjetsamfundet fra slut-20'erne havde større betydning end de politiske forandringer, Lenin tog del i.
Som gennemsnitstal fra hovedkilder opregnes antallet af ofre for regimer, der har betegnet sig selv kommunistiske, til 81 millioner myrdede (ikke medregnet krigsofre) Disse tal fordeler sig med ca. 20 millioner i Sovjetunionen og 65 millioner i Kina; de øvrige ca. 15 millioner fordeler sig på de kommunistiske lande i Central- og Østeuropa samt Afghanistan, Cambodja (Kampuchea), Korea, Vietnam, Afrika og Latinamerika.
Kritik.
Kommunismen kritiseres bl.a. for at være grundlæggende i uoverensstemmelse med den menneskelige natur, bl.a. omkring ejerskabsforhold. Det antages af nogle, at det er en naturlig og automatisk proces, at et menneske tilegner sig ejendom (jordarealer/territorium eller fysiske ejendele). Skulle et kommunistisk samfund realiseres, ville dets grundteser således være i strid med det basale menneskelige behov for ejendom. Spørgsmålet er dog, om behovet for konkurrence eller behovet for samarbejde er vigtigst for mennesker (og andre biologiske arter). Den russiske tænker og naturvidenskabsmand Peter Kropotkin pegede i bogen "Mutual Aid" på, at alle organismer udvikler sig gennem gensidig hjælp. Disse tanker er i nyere tid videreudviklet af den amerikanske biolog Lynn Margulis, der peger på, at alle flercellede organismer er udviklet gennem samarbejde mellem oprindelige, éncellede væsener.
Kommunismen kritiseres også for sine negative samfundsøkonomiske konsekvenser, da man ved at fratage kapitalisterne frugten af deres investeringer vil fjerne incitamentet til at udføre det arbejde, der fører til udbyttet/overskuddet. Ud fra denne synsvinkel vil indførelsen af kommunismen nulstille den velstand, som den vestlige verden nyder i dag. Dette synspunkt støttes af socialistiske staters kollaps omkring 1990 efter en langvarig stagnationsperiode.
Kommunistiske stater.
Lande der enten er eller har været kommunistiske
Demokratiske stater med kommunistisk valgt regering
Projekt Danske Dyrenavne.
Projekt Danske Dyrenavne arbejder for at skaffe gode, entydige danske navne til danske insekter og andre smådyr.
Projekt Danske Dyrenavne har til huse på Institut for Curriculumforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet, i et samarbejde med Entomologisk Forening. Deres arbejde udføres med hjælp fra en række zoologiske institutioner og specialister.
De har på nuværende tidspunkt navngivet følgende grupper
Navngivningslisterne kan downloades i pdf-format fra projektets hjemmeside, dagsommerfugle dog undtaget.
Ved artikeloprettelser på den danske Wikipedia er den entydige navngivning fra Projekt Danske Dyrenavne et godt udgangspunkt.
Ugler (sommerfugle).
Ugler ("Noctuidae") er en familie af sommerfugle. Familien omfatter cirka 22.000 arter som er udbredt i hele verden.
En enkelt art af disse sommerfugle suger blod, og der er mange af arterne som kan være alvorlige skadedyr, idet de kan gøre skade på næsten alle - for mennesker - vigtige afgrøder.
Udseende.
Uglerne har smalle forvinger og brede bagvinger. Hovedparten af arterne har dæmpede farver, men enkelte undtagelser har farverige og mønstrede bagvinger.
Forplantning.
Uglerne har typisk to måder at placere deres æg. De lægger dem enten ved foden af deres værtsplanter eller umiddelbart i jorden ved planten.
Efter klækning søger larverne føde på værtsplanten efter mørkets frembrud, som de enten tygger i eller direkte borer sig ind i.
1368.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1363 1364 1365 1366 1367 - 1368 - 1369 1370 1371 1372 1373
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340-1375
Eksterne henvisninger.
68
1604.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1599 1600 1601 1602 1603 - 1604 - 1605 1606 1607 1608 1609
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
04
1626.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1621 1622 1623 1624 1625 - 1626 - 1627 1628 1629 1630 1631
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
26
Dagsommerfugle.
Dagsommerfugle ("Papilionoidea") er en gruppebetegnelse for seks familier af sommerfugle.
"Libytheidae" er den eneste af ovenstående familier som ikke har arter i Danmark.
Samtlige familier hos sommerfuglene kan ses kategoriseret under sommerfuglenes ordensbetegnelse: Natsværmere og sommerfugle.
Betegnelsen dagsommerfugle er ikke en kategoriseringsenhed, da specielt bredpanderne menes at have en anden afstamning end de øvrige familier under dagsommerfugle.
Samtlige dagsommerfugle kan kendes på, at de mangler et vingekoblingsapparat mellem for- og bagvinge. Alle øvrige sommerfugle har dette apparat. Dagsommerfugle indtager deres hvileposition ved, at vingerne klappes sammen over ryggen.
Nåletræ.
Nåletræer ("Pinophyta") danner en ganske lille række, der kun rummer én, nulevende klasse.
Nåletræ kaldes veddet fra stor gruppe af planter, som har det til fælles, at deres vedceller viser mere primitive træk end løvtræernes. Det skal dog ikke forstår sådan, at arterne er tilbagestående, for de er tvært imod meget levedygtige og hårdføre på deres naturlige biotoper. Nåletræer kendes i reglen på, at langt de fleste af dem har nåle i stedet for blade.
Almindeligvis tiltager veddets styrke, jo smallere årringene er, og det gælder i høj grad for nåletræsved. Årringenes bredde hænger sammen med levevilkårene: jo dårligere vilkår, jo smallere årringe (og altså: jo bedre ved), men de kan naturligt nok blive for smalle.
Bjørnedyr.
Tardigrader ("Tardigrada") eller bjørnedyr er små segmentdelte dyr, sandsynligvis beslægtet med leddyr eller hjuldyr/fladorme - tilhørsforholdet er ikke endeligt afklaret. Tardigrader er i dag indplaceret i deres egen dyreorden. De blev første gang beskrevet af J.A.E. Goeze i 1773 ('kleiner Wasserbär' = lille vandbjørn). Tardigrada-navnet betyder "langsomtgående" og blev givet af Spallanzani i 1776.
Bjørnedyr er små dyr, som for de fleste arters vedkommende har 4 par ben. Der er indtil dato (2007) beskrevet mere end 800 arter, men forskere regner med, at der eksisterer mindst 10.000. De største voksne bjørnedyr har en kropslængde på op til 1,5 mm, de mindste 0,05 mm og hører dermed til de mindste flercellede dyr, der findes. Nyklækkede larver kan være mindre end 0,05 mm.
Bjørnedyr lever af at udsuge plante- og dyreceller. Langt de fleste lever på planter og på landjorden findes de fortrinsvis på mosser og lav. Bjørnedyr bevæger sig langsomt på en nærmest bjørneagtig måde, og de ligner faktisk teddybjørne når de ses forfra. Deres farve er ofte kraftige, og spænder fra røde og gule til olivengrøn.
Mesotardigrada tæller kun én art, som er fundet i en varm svovlkilde i Japan.
Heterotardigrada er typisk ferskvands- og landlevende bjørnedyr - der er dog en enkelt saltvandslevende art.
Drab.
Drab er en handling (eller i sjældne tilfælde en undladelse) der direkte medfører en anden persons død.
Drab er som udgangspunkt uønskeligt og strafbart, men i en række situationer kan drab være lovligt, eller i hvert fald straffrit. Om et lovligt eller straffrit drab er berettiget afhænger ofte af en moralsk vurdering eller af synsvinklen (nødret).
Straffelovens drabsbegreb.
Hertil kommer en række særlige drabsbestemmelser, fx om en moders drab på sit nyfødte barn (tidligere betegnet "barnemord"), om hjælp til selvmord eller om vold med døden til følge. Der henvises også til drabsbestemmelserne som gerningsindhold i terrorismebestemmelsen.
Monark (sommerfugl).
Monark er en sommerfugl som meget sjældent ses i Danmark. Man har alene fundet nogle vingestumper på Thy i 1978. Sommerfuglen har sin oprindelse i USA og Mexico, og den er kendt for at vandre langt. Disse vandringer kan føre den så langt som til New Zealand, Australien og Europa. I Europa har den nu slået sig ned i Spanien, de Kanariske øer (del af Spanien) og Portugal.
Arten blev kategoriseret af Carl von Linné i 1758.
Udseende.
Monarkens forvingelængde (fra rod til spids) er fra 37-50 millimeter. Den kan nemt kendes på de kraftige farver og tydelige mønstre. Kun den noget mindre "Danaus chrysippus", der lever på de Kanariske øer minder lidt om monarken. Monarkens måde at bevæge sig på adskiller sig også tydeligt fra de andre danske sommerfugle. Monarken flyver med langsomme vingeslag og får derved en glidende flugt, i modsætning til de hjemlige arters mere flagrende flugt.
Larve.
Monarkens larve anvender silkeplanter som foderplante. Fra værtsplanten optager larven en gift som den signalerer med sine kraftige farver. På den måde undgår sommerfuglen at blive spist. Det er dog kun nogle individer der optager nok gift til at være uspiselige, men da alle individer signalerer fare er det noget af en chance at tage for et rovdyr med monarker på menuen. Monarken har adskillige generationer i løbet af et år. Den tåler ikke frost, men kan migrere over meget lange afstande - over 3000 km.
Trusler.
Monarken er stadig stærkt udbredt i USA og Mexico, men der foregår en ivrig debat omkring, hvilke følger dyrkningen af den gensplejsede Bt-majs har for sommerfuglen.
Foderplanter.
Asclepias-planter (dyrkede eller indslæbte) eller andre slægter af Svalerodfamilien.
Iris (sommerfugl).
Iris er en af de flotteste sommerfugle man kan møde i Danmark. Den er langt fra almindelig, da Danmark ligger på grænsen for dens nordligste udbredelse, men man kan være heldig at møde den i skove med forekomst af seljepil og gamle ege. Specielt kan man være heldig at lokke den til i perioden 20 juli til 15. august med en sur sok, eller lidt gammel ost - irisen elsker alskens ulækre og stinkende sager.
Iris er udbredt i Mellemeuropa fra Frankrig i vest til Rusland i øst. Sommerfuglen flyver fra juni til august og dens flyvehøjde er fra 50-1.500 meter.
Arten blev kategoriseret af Carl von Linné i 1758.
Udseende.
Hannen hos irisen er let genkendelig på sit flotte blå skær, der kun ses i bestemte vinkler. Irisen har et vingefang omkring 58-72mm og er 40-50mm lang. Den er dermed en af de største dagsommerfugle i Danmark. Hunnen er mørkebrun på undersiden med brede hvide bånd. Hannen har også de hvide tegninger, men har herudover to røde ringe på bagvingerne som udgør øjepletter. Bagsiden af vingerne hos begge køn er smykket med tegninger i rødt, sort, hvidt, og gråt. Her findes en tydelig øjeplet på forvingerne.
Livscyklus.
Æggene bliver lagt på oversiden af seljepilens blade. 14 dage senere kommer larven frem. Larven gennemgår flere hudskifter inden vinteren kommer. I foråret vågner larven igen og æder videre til engang i juni, hvor den forpupper sig. 2-3 uger senere kommer den voksne iris frem fra puppen. Da sommerfuglen er så nært knyttet til en enkelt planteart: seljepil, er den temmelig sårbar. Har man opdaget iriser i en skov er det derfor en god ide at skåne seljepilene der.
Foderplanter.
Seljepil, eg og undtagelsesvis bævreasp.
Poppelsommerfugl.
Poppelsommerfuglen er ikke set i Danmark siden 1961 og må nok desværre betragtes som uddød herhjemme. Til gengæld findes den så tæt på som i Sverige. I Vesteuropa og Sydeuropa er den temmelig sjælden, mens Central- og Østeuropa har større bestande. Poppelsommerfuglen er som irisen tæt knyttet til en enkelt planteart - nemlig bævreasp. Da sommerfuglen fandtes i Danmark kunne man træffe den i Roden skov på Lolland i perioden 25. juni - 29. juli.
Udseende.
Hannen ligner en hun af arten iris, på grund af den mørkebrune overside, men han kan kendes på, at bagvingerne ingen øjepletter har. Derimod har bagvingerne orange kanter. Hunnen af poppelsommerfuglen har brede hvide bånd på bagvingerne. Undersiden af vingerne har et metalskinnende blå-grønt skær. Poppelsommerfuglen er omtrent lige så stor som irisen og har dermed et vingefang omkring 58-72mm.
Livscyklus.
Ægget lægges på bævreasp, eller i sjældne tilfælde på andre poppelarter. Efter en uge klækkes det og larven kommer frem. I september forbereder larven sig til overvintring. Når træerne springer ud året efter kommer larven atter frem. I juni forpuppes den og ca. 3 uger senere, i slutningen af juli, kommer den voksne sommerfugl frem.
Foderplanter.
Bævreasp.
Hvid admiral.
Hvid admiral er temmelig sjælden i Danmark. Den voksne sommerfugl ses ofte i skovlysninger, gerne med frodig underskov med bevoksninger af blomstrende brombær. Danmark er sommerfuglens nordligste grænse. I øjeblikket findes den så vidt vides ikke i de andre nordiske lande. I Danmark er den specielt udbredt på Bornholm, i Nordsjælland og på Lolland-Falster, mens Jylland og Fyn ikke har huset den siden 1986.
Udseende.
Den hvide admiral har sort overside, med et tydeligt hvidt bånd der løber over både for- og bagvinger. Ses sommerfuglen fra oversiden kan den forveksles med hanner af iris og store eksemplarer af nældesommerfugl. Den hvide admirals underside er dog helt unik. Her findes tegninger i rustrødt, perlemor og blågrå.
Hunnen er en anelse større end hannen, deres vingefang er omkring 55 mm. Hvis man er heldig kan man træffe den hvide admiral fra starten af juli til lidt ind i august. Perioden påvirkes dog meget af vejret. I varme forår ses sommerfuglen tidligere, kølige somre forlænger flyvetiden længere ind i august. Hyppigheden af den hvide admiral afhænger meget af temperaturerne i forsommeren.
Livscyklus.
1-2 uger efter ægget er lagt klækkes det og larven kommer frem. Ved slutningen af sommeren i august-september spinder den sig et skjul af blade og overvintrer deri. Når værtsplanten, som ægget er lagt på, vågner næste forår vågner larven også og æder løs. I begyndelsen af juni er den udvokset og forpupper sig. Puppen af den hvide admiral er særligt smuk. Den er grøn med sølvfarvede pletter og horn.
Foderplanter.
Almindelig Gedeblad også kaldet kaprifolium, Dunet Gedeblad eller snebær.
Amager.
Amager (udtales typisk "Arma'r") er en ø i Øresund på 96,29 km² tæt på Sjællands østkyst.
Der bor 171.200 indbyggere på Amager, som er Danmarks tættest befolkede ø. En person der er født eller er bosiddende på øen Amager, bliver kaldt en amager (udtales "a'mager") eller (spøgende) amagerkaner.
Øen består mest af lavt frugtbart land. Amager er i det 20. århundrede gjort større ved inddæmning af Kalveboderne. Nu er store dele af Amager bymæssigt bebygget, selvom Dragør og Kastrup stadig har landbrug, skov og naturområder. Desuden er øen omkranset af strande.
Administrativt er øen delt i Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune. Den københavnske del er opdelt i bydelene Amager Øst og Amager Vest.
Amager er forbundet med Sjælland via en række broer og tunneler og med Sverige via Øresundsbroen (eller Øresundsbron).
Historie.
Nederlændere blev af Christian 2. i 1521 inviteret til at dyrke grøntsager på Amager, for at kunne forsyne hans kone, dronning Elisabeth med grøntsager. Nyere forskning tyder på, at indvandrerne i Store Magleby kom fra flere steder i de daværende Nederlande, inklusive det nuværende Belgien, hvor Elisabeth kom fra.
Amager var indtil omkring 1970, foruden meget andet, også det sted hvor københavnerne afleverede deres affald. Derfor bliver øen til tider stadig (i folkemunde), kaldt for Lorteøen. Se evt. R98
Forbindelser til Sjælland og Sverige.
Amager er forbundet med Sjælland via broerne Knippelsbro, Langebro, Sjællandsbroen og Kalvebodbroerne samt en unavngivet jernbane- og cykelbro lidt syd for Sjællandsbroen. Hertil kommer Bryggebroen, der er en cykel- og gangbro mellem Langebro og Sjællandsbroen, og som åbnede i efteråret 2006. Desuden er Københavns Metro ført i tunnel fra Sjælland til Christianshavn tæt på Knippelsbro. Derudover er øen forbundet med Sverige via Øresundsbroen (eller Øresundsbron) - fra Kastrup på Amager til Lernacken sydvest for Malmø.
Kirsebærtakvinge.
Kirsebærtakvingen er en sommerfugl. Den er en sjældenhed i Danmark i dag, men omkring 1940 var der så mange, at de sås som skadedyr i villahaver omkring København. Siden 1987 er sommerfuglen kun fundet en enkelt gang på Bornholm. Måske hænger dens forsvinden bl.a. sammen med, at Danmark ligger på dens nordligste udbredelsesgrænse samt den udbredte elmesyge og brugen af sprøjtemidler i frugthaver. Man kan være heldig at møde kirsebærtakvingen fra slutningen af juni til og med september i skove og krat med små lysninger, hvor værtsplanterne elm, pil, bævreasp og fuglekirsebær findes. Sommerfuglen kan ses i indtil 1.500 meter over havets overflade.
Udseende.
Kirsebærtakvingen er en forholdsvis stor sommerfugl med et vingefang omkring 56-68mm. Den ligner i første omgang nældens takvinge, men kan kendes på de fire sorte pletter på forvingen, og på at den mangler de blå pletter langs forvingesømmen. Herudover er kirsebærtakvingen noget større end nældens takvinge. Sværere er det at kende den fra de sjældne sommerfugle, det hvide L og østlig takvinge. Det hvide L har en snehvid plet ved forvingekanten, men den østlige takvinge er uhyre svær at skelne i naturen. Kun farven på benene er et sikkert tegn der adskiller de to arter. Kirsebærtakvingen har sorte hår på benene, mens østlig takvinge har gule hår.
Livscyklus.
Efter 2-3 uger klækkes ægget omkring maj, når træer og buske får friske blade. Efter en måned er larven udvokset og forpupper sig. Larven er sort med fine, hvide prikker. Den har orange ryg- og sidelinjer samt talrige orangebrune torne. Larverne lever sammen i et fælles spind. Efter 2-3 uger klækkes puppen og den voksne sommerfugl kommer frem. Puppen er en brun hængepuppe som er fæstnet til foderplanten. Kirsebærtakvingen har kun en enkelt generation årligt, det er den voksne sommerfugl, der overvintrer - gerne i hule træer eller i brændestabler.
Foderplanter.
Elm, poppel, pil og andre løvtræer samt frugttræer.
Det hvide L.
Det hvide L er en sommerfugl. Den er kun fundet 4 gange i Danmark tilbage i 1901. Den har en noget østligere udbredelse end Danmark, men findes også i Nordamerika. I Østeuropa kan sommerfuglen træffes omkring juli - september.
Udseende.
Det hvide L kan kendes på den hvide plet ved forvingespidsen, de sorte pletter og de takkede vinger. Midt på bagvingeunderkanten findes et hvidt mærke der ligner et L eller et V.
Livscyklus.
Æggene klækkes efter et par uger. Puppen ligner kirsebærtakvingens med sølvpletter på ryggen. Der er kun en enkelt generation pr. år.
Foderplanter.
bævre-asp, pil eller elm.
Sørgekåbe (sommerfugl).
Sørgekåben optræder nogle år i stort tal, som f.eks. den 26. august 1983 på Bornholm, hvor der på et lille område fandtes op mod 50.000 individer. Om de var indvandret eller om de alle var opvokset på stedet vides ikke. I Sverige og Finland er sørgekåben almindelig, men i Norge, i Danmark og England er den kun sjældent på visit. Den findes overalt i Asien og i Nordamerika i den tempererede zone. Den kan primært ses i fugtige, lyse skove og enge hvor dens foderplanter pil og birk er udbredte. Den kan leve i op til 2.000 meters højde. Sørgekåben er en af de sommerfugle, som ikke suger nektar fra blomster, men derimod får sin næring fra moden frugt og træsaft.
Udseende.
Sørgekåben kan ikke forveksles med nogen andre sommerfugle i verden. Den mørke sortviolette farve på forsiden af vingerne, brudt af en meget tydelig gul (eller hos ældre eksemplarer hvid) bort langs vingekanterne gør sørgekåben helt unik. Langs borten er en række blå pletter. Vingefanget er 62-77 mm.
Livscyklus.
Æggene klækkes efter 2-3 uger. Efter 6 - 7 uger som larve forpuppes den. Larven er sort med fine, hvide pletter og rustrøde rygpletter. Den har endvidere lange grenede torne på begger sider af hvert led. Larverne lever sammen i et fælles spind. Puppen klækkes igen efter 2-3 uger. Puppen er en brungrå hængepuppe, som er fæstnet til foderplanten. De voksne sommerfugle overvintrer og bliver først kønsmodne næste forår. Der er derfor kun en enkelt generation af sørgekåber pr. år. Den voksne sommerfugl ses derfor i to perioder hver sommer: fra april - maj og fra juli til september.
Foderplanter.
Seljepil, birk, elm og bævreasp.
Nældesommerfugl.
Nældesommerfuglen er temmelig usædvanlig, da forårs og sommergenerationen ikke ligner hinanden (Fotoet illustrerer forårsformen). Nældesommerfuglen er som navnet antyder knyttet til planten Stor Nælde og opholder sig gerne i områder, hvor denne plante forekommer, dvs. i frodige skovlysninger, langs veje, kanaler og grøfter, moser og tilgroede enge. Man kan være heldig at træffe sommerfuglen i det syd-østlige Danmark, den har bredt sig her indenfor de sidste ca. 100 år. Nældesommerfuglen er ikke som de andre takvinger territoriel.
Udseende.
Nældesommerfuglen er den mindste danske dagsommerfugl af takvingefamilien. Vingefanget er på 31–42 mm. Hunnen er større end hannen og har rundere vinger. Arten hedder på både svensk, tysk og engelsk "landkort-sommerfugl". Det skyldes en meget karakteristisk tegning i beige, chokoladebrun og blå på undersiden af vingerne, der kan ligne lidt et landkort med stier, veje og forskellige landområder.
På afstand ligner forårsvarianten perlemorsommerfugle, mens sommervarianten ligner den hvide admiral lidt. Forskellen i udseendet mellem de to generationer afhænger af om larven har været i dvale.
Livscyklus.
Æggene bliver hægtet på planten Stor Nælde, som guirlander, der ligner plantens blomsterklaser. Efter 5-6 dage klækker æggene og larverne kommer frem. Larven er udvokset efter 3-4 uger, hvorefter den forpupper sig. Pupper af første generation klækkes efter ca. 2 uger og bliver til den voksne sommervariant, mens pupper af anden generation normalt overvintrer og bliver til den voksne forårsvariant næste år.
Forårsgenerationens flyvetid starter normalt midt i maj. Midt i juli er de næsten væk igen, men herfra flyver sommergenerationen i stedet helt hen til omkring midt i august. I ekstra varme somre findes en ekstra sommergeneration, det skete f.eks. i 1992.
Foderplanter.
Stor Nælde, mælkebøtte, Ager-Tidsel og Hjortetrøst.
Kejserkåbe (sommerfugl).
Kejserkåben ("Argynnis paphia") er ikke til at tage fejl af, når man ser den fra undersiden. Her changerer den i grønt, hvidt og violet. De første kejserkåber ses omkring 1. juli og indtil omkring 1. september. Sommerfuglen holder til i skovlysninger og skovbryn. I gamle dage var den knyttet til stævningsskove, men i dag lever den også i gamle skove, der får lov til at passe sig selv. Kejserkåben er på kraftig tilbagegang i Danmark, muligvis på grund af mangel på lysåbne varierede skove. Indtil omkring 1990 var sommerfuglen talrig i f.eks. Nordjylland ved Rold skov og Lille Vildmose, men efter 1990 er den kun kendt i få eksemplarer f.eks. fra Rebild, og uden for Nordjylland i skovene omkring Vejle fjord, Gudbjerg skov på Fyn og Gribskov i Nordsjælland. Midtsjælland, Sydsjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm har dog stadig talrige bestande. Kejserkåben står da også på den danske rødliste, som moderat truet.
Udseende.
Vingeundersiderne changerer som nævnt i grønt, hvidt og violet. På oversiden af vingerne har sommerfuglen en varm orange farve med sorte og mørkebrune pletter. Hannen har fire striber af mørke duftskæl på forvingerne - hunnerne mangler disse duftskæl og kan forveksles med markperlemorsommerfuglen. Kejserkåben er dog ret stor med et vingefang omkring 54-70 mm.
Livscyklus.
Der er en generation årligt. Æggene lægges på et træ eller en træstub i umiddelbar nærhed af violplanter. Efter ca. 2 uger klækkes ægget. Kort tid herefter sætter larven sig til overvintring og vågner først det næste forår. Der æder den af violplanterne til den forpuppes midt i juni. Efter 2-4 uger klækkes puppen og den voksne sommerfugl kommer frem.
Foderplanter.
Lind, brombær og kærtidsler. Larverne lever på flere forskellige violarter - f.eks. hundeviol, Krat-Viol, skovviol og martsviol.
Neil Armstrong.
Neil Alden Armstrong (født 5. august 1930) var den amerikanske astronaut, som blev det første menneske, der betrådte månen, hvilket skete den (21. juli 1969, Apollo 11).
Amstrong blev født i Wapakoneta, Ohio og gjorde tjeneste i Koreakrigen som jagerpilot. Neil Armstrong gik på University of Purdue, der ligger i West Lafayette, Indiana. Han blev herefter civil testpilot for NASA og fløj raketflyet X-15. Armstrong blev udvalgt til astronaut i 1962.
Efter månelandingen forlod han NASA og blev professor i ingeniørvidenskab på universitetet i Cincinnati. Han blev af præsident Ronald Reagan udpeget til medlem (næstformand) i Rogers-kommissionen, der skulle undersøge ulykken med rumfærgen Challenger.
Neil Armstrong er gift og har to børn. Han lever i dag i Ohio.
Rødlig perlemorsommerfugl.
Rødlig perlemorsommerfugl ("Boloria euphrosyne") er en sommerfugl i takvingefamilien ("Nymphalidae")
1701.
Konge i Danmark: Frederik 4. 1699-1730. Danmark i krig: 1700-1721 Den store nordiske krig
Eksterne henvisninger.
01
1702.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1697 1698 1699 1700 1701 - 1702 - 1703 1704 1705 1706 1707
Konge i Danmark: Frederik 4. 1699-1730. Danmark i krig: 1700-1721 Den store nordiske krig
Eksterne henvisninger.
02
1703.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1698 1699 1700 1701 1702 - 1703 - 1704 1705 1706 1707 1708
Eksterne henvisninger.
03
1704.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1699 1700 1701 1702 1703 - 1704 - 1705 1706 1707 1708 1709
Eksterne henvisninger.
04
1705.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1700 1701 1702 1703 1704 - 1705 - 1706 1707 1708 1709 1710
Eksterne henvisninger.
05
1706.
Eksterne henvisninger.
06
1707.
Eksterne henvisninger.
07
1708.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1703 1704 1705 1706 1707 - 1708 - 1709 1710 1711 1712 1713
Eksterne henvisninger.
08
1709.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne - 1700'erne - 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne
År: 1704 1705 1706 1707 1708 - 1709 - 1710 1711 1712 1713 1714
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
09
1710.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1705 1706 1707 1708 1709 - 1710 - 1711 1712 1713 1714 1715
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Begivenheder.
Den Sorte Død komme til Helsingør med et skib fra Lübeck.
Året efter spredes den til København hvor omkring 1/3 af befolkning dør.
Henvisning.
10
1711.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1706 1707 1708 1709 1710 - 1711 - 1712 1713 1714 1715 1716
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
11
1713.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1708 1709 1710 1711 1712 - 1713 - 1714 1715 1716 1717 1718
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
13
1714.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1709 1710 1711 1712 1713 - 1714 - 1715 1716 1717 1718 1719
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
14
1715.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1710 1711 1712 1713 1714 - 1715 - 1716 1717 1718 1719 1720
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
15
1716.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1711 1712 1713 1714 1715 - 1716 - 1717 1718 1719 1720 1721
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
16
1718.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1713 1714 1715 1716 1717 - 1718 - 1719 1720 1721 1722 1723
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
18
1719.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne - 1710'erne - 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne
År: 1714 1715 1716 1717 1718 - 1719 - 1720 1721 1722 1723 1724
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
19
Danske monarkers valgsprog.
Danske monarkers valgsprog er en mindst 500 år gammel tradition. De danske kongers tradition med valgsprog var en måde for monarken at udtrykke en eller flere værdier som vedkommende ønskede skulle præge landet. I tidligere tider optrådte kongens valgsprog ofte på mønterne, ofte skrevet på latin.
Jordbær-Hindbær.
Jordbær-Hindbær ("Rubus illecebrosus") er en staude eller en halvbusk med en opret og stivgrenet vækst. Stænglerne er kantede og hårløse, men tornede. De bærer de spredtstillede blade, der er uligefinnede med lancetformede småblade. Bladranden er dobbelt savtakket, og begge bledsider er græsgrønne. Blomstringen sker i juli-september, hvor man finder de hivde, regelmæssige blomster siddende endestillet enten enligt eller i halvskærme. Frugterne er rundagtige, bredt kegleformede eller knudrede og lysende røde.
Rodnettet består af forveddede jordstængler, som bærer trævlede rødder og knopper til overjordiske skud. Frugterne smager sødligt-fadt.
0,50 x 1 m (50 x 10 cm/år)
Planten hører hjemme i Japan, hvor den findes i plantesamfund under lyse løvskove eller i lysninger og bryn. Den kan også brede sig på ruderater og opgivet jord. På Takayama Experimental Site i 1.500 m højde findes planten i en 40-årig, blandet løvskov, domineret af forskellige Birkearter i en bundbevoksning sammen med bl.a. "Clematis stans" (en Skovranke-art), "Fraxinus lanuginosa" (en Aske-art), Have-Hortensia, Have-Løn, Japansk Kristtorn, Japansk Lærk, Japansk Røn, Kalopanax, Kamtjatka-Birk, Kinesisk Elefantgræs, Kuriler-Magnolia, Palmebladet Bambus, Pensel-Fyr, Rødnervet Løn, Skrue-Ædelgran og Solcypres
Bærrene er smukke, men bedst anvendelige som pynt på kager og desserter. Bærsmagen bliver kraftigere i et køligt klima, og plukkede bær bør ligeledes opbevares køligt.Planten kan – med forsigtighed – bruges som en kraftigt voksende bunddækkeplante.
Bær.
Billede af nogle få bærtyper.
Botanisk er et bær en kødet frugt med kerner i, f.eks. tomat eller solbær. I daglig tale kaldes en lang række andre frugter også bær, f.eks. jordbær og kirsebær, selv om de botanisk set ikke er bær.
1720.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1715 1716 1717 1718 1719 - 1720 - 1721 1722 1723 1724 1725
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
20
1721.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1716 1717 1718 1719 1720 - 1721 - 1722 1723 1724 1725 1726
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Danmark i krig: Den store nordiske krig 1700-1721
Eksterne henvisninger.
21
1722.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1717 1718 1719 1720 1721 - 1722 - 1723 1724 1725 1726 1727
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4.
Eksterne henvisninger.
22
1723.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1718 1719 1720 1721 1722 - 1723 - 1724 1725 1726 1727 1728
Frederik 4. var konge af Danmark
Eksterne henvisninger.
23
1724.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1719 1720 1721 1722 1723 - 1724 - 1725 1726 1727 1728 1729
Eksterne henvisninger.
24
1725.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1720 1721 1722 1723 1724 - 1725 - 1726 1727 1728 1729 1730
Eksterne henvisninger.
25
1727.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1722 1723 1724 1725 1726 - 1727 - 1728 1729 1730 1731 1732
Eksterne henvisninger.
27
1728.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1723 1724 1725 1726 1727 - 1728 - 1729 1730 1731 1732 1733
Eksterne henvisninger.
28
1729.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne - 1720'erne - 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne
År: 1724 1725 1726 1727 1728 - 1729 - 1730 1731 1732 1733 1734
Eksterne henvisninger.
29
1730.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1725 1726 1727 1728 1729 - 1730 - 1731 1732 1733 1734 1735
Konge i Danmark: 1699-1730 Frederik 4. - - Christian 6. 1730 - 1746
Eksterne henvisninger.
30
1731.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1726 1727 1728 1729 1730 - 1731 - 1732 1733 1734 1735 1736
Konge i Danmark: Christian 6. 1730 - 1746
Eksterne henvisninger.
31
1732.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1727 1728 1729 1730 1731 - 1732 - 1733 1734 1735 1736 1737
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
32
1734.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1729 1730 1731 1732 1733 - 1734 - 1735 1736 1737 1738 1739
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
34
1736.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1731 1732 1733 1734 1735 - 1736 - 1737 1738 1739 1740 1741
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
36
1737.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1732 1733 1734 1735 1736 - 1737 - 1738 1739 1740 1741 1742
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
37
1738.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1733 1734 1735 1736 1737 - 1738 - 1739 1740 1741 1742 1743
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
38
1739.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne - 1730'erne - 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne
År: 1734 1735 1736 1737 1738 - 1739 - 1740 1741 1742 1743 1744
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
39
1740.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1735 1736 1737 1738 1739 - 1740 - 1741 1742 1743 1744 1745
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
40
1741.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1736 1737 1738 1739 1740 - 1741 - 1742 1743 1744 1745 1746
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
41
1743.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1738 1739 1740 1741 1742 - 1743 - 1744 1745 1746 1747 1748
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
43
1744.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1739 1740 1741 1742 1743 - 1744 - 1745 1746 1747 1748 1749
Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746
Eksterne henvisninger.
44
1747.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1742 1743 1744 1745 1746 - 1747 - 1748 1749 1750 1751 1752
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
47
1748.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne - 1740'erne - 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne
År: 1743 1744 1745 1746 1747 - 1748 - 1749 1750 1751 1752 1753
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
48
1751.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1746 1747 1748 1749 1750 - 1751 - 1752 1753 1754 1755 1756
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
51
1753.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1748 1749 1750 1751 1752 - 1753 - 1754 1755 1756 1757 1758
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
53
1755.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1750 1751 1752 1753 1754 - 1755 - 1756 1757 1758 1759 1760
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
55
1756.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1751 1752 1753 1754 1755 - 1756 - 1757 1758 1759 1760 1761
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
56
1758.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne - 1750'erne - 1760'erne 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne
År: 1753 1754 1755 1756 1757 - 1758 - 1759 1760 1761 1762 1763
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
58
1761.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1756 1757 1758 1759 1760 - 1761 - 1762 1763 1764 1765 1766
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Noter.
61
Parasoltræ.
Parasoltræet ("Sciadopitys verticillata") er et mellemstort, stedsegrønt nåletræ med en opret, kegleformet vækst. Grenene sidder i kranse, og stammen er som regel gennemgående. Barken er først lysegrøn og furet, men snart bliver den rødbrun og blank. Gamle grene og stammer har en bark, som er furet og afskallende på langs. Knopperne er ægformede og lysegrønne. Fra hver knop fremkommer et skud med kransstillede dværgskud, der hver bærer to sammenvoksede, lange nåle. Hver nål er lysegrøn og har en dyb fure langs midten. Blomstringen sker i sommertiden, og koglerne er ægformede med brede, tilbagrullede skæl og dråber af udsondret harpiks. Fråene er næsten runde med en vinge hele vejen rundt langs randen.
Rodnettet er forholdsvist svagt og kræver adgang til både konstant ilt og fugtighed på samme tid.
20 x 4 m (30 x 10 cm/år)
Slægten fandtes allerede i tertiærtiden og var udbredt over hele den nordlige halvkugle indtil den 3. sidste istid, hvor den blev udryddet overalt undtagen i Japan, hvor arten nu er endemisk. Her findes den som underskov i blandede løv- og nåleskove på øerne Honshu, Shikoku og Kyushu. I Kyushu University Forests vokserden på bjerskråninger med 3500 mm årlig nedbør og lavaundergrund sammen med bl.a. "Acer mono", "Betula grossa", "Fagus crenata", Japansk Fyr, Japansk Ædelgran, Pensel-Fyr, "Quercus crispula" og Siebold-Hemlock.
Stuartia rostrata.
"Stuartia rostrata" (eller "Stewartia rostrata") er et langsomt voksende, løvfældende løvtræ fra Kina. Træet er varmeelskende, men hårdført.
1762.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1757 1758 1759 1760 1761 - 1762 - 1763 1764 1765 1766 1767
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
62
1763.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1758 1759 1760 1761 1762 - 1763 - 1764 1765 1766 1767 1768
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
63
1765.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1760 1761 1762 1763 1764 - 1765 - 1766 1767 1768 1769 1770
Konge i Danmark: Frederik 5. 1746-1766
Eksterne henvisninger.
65
1767.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1762 1763 1764 1765 1766 - 1767 - 1768 1769 1770 1771 1772
Konge i Danmark: Christian 7. 1766 - 1808
Eksterne henvisninger.
67
1768.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1763 1764 1765 1766 1767 - 1768 - 1769 1770 1771 1772 1773
Konge i Danmark: Christian 7. - 1766-1808
Eksterne henvisninger.
68
1769.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne - 1760'erne - 1770'erne 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne
År: 1764 1765 1766 1767 1768 - 1769 - 1770 1771 1772 1773 1774
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
69
1770.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1765 1766 1767 1768 1769 - 1770 - 1771 1772 1773 1774 1775
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
70
1771.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1766 1767 1768 1769 1770 - 1771 - 1772 1773 1774 1775 1776
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
71
1773.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1768 1769 1770 1771 1772 - 1773 - 1774 1775 1776 1777 1778
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
73
1774.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1769 1770 1771 1772 1773 - 1774 - 1775 1776 1777 1778 1779
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
74
1775.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1770 1771 1772 1773 1774 - 1775 - 1776 1777 1778 1779 1780
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
75
1776.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1771 1772 1773 1774 1775 - 1776 - 1777 1778 1779 1780 1781
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Begivenheder.
Kvinderne i New Jersey får valgret. De mister den igen i 1807.
Eksterne henvisninger.
76
1777.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1772 1773 1774 1775 1776 - 1777 - 1778 1779 1780 1781 1782
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
77
1779.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1720'erne 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne - 1770'erne - 1780'erne 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne
År: 1774 1775 1776 1777 1778 - 1779 - 1780 1781 1782 1783 1784
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
79
1782.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1777 1778 1779 1780 1781 - 1782 - 1783 1784 1785 1786 1787
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
82
1787.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1782 1783 1784 1785 1786 - 1787 - 1788 1789 1790 1791 1792
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
87
Genevesøen.
Genevesøen eller Genfersøen (fransk: "Lac Léman" eller "Lac de Genève"; tysk: "Genfersee") er den næststørste ferskvandssø i Centraleuropa. Søen er delt mellem Frankrig og Schweiz.
Trivia.
Genfersøen omtales af flere forfatter bl.a. Julius Cæsar, Henrik Pontoppidan og H.C. Andersen.
Meter.
En meter (symbol m) er et mål for længde og en grundlæggende SI-enhed, der bruges verden over til almindelige og videnskabelige formål. I det 18. århundrede blev meteren defineret af Det Franske Videnskabsakademi som længden mellem to mærker på en platin-iridium stang, beregnet som en ti-milliontedel af afstanden fra jordens geografiske ækvator til nordpolen gennem Paris. I dag er en meter defineret af det Internationale Bureau for Mål og Vægt som længden af den vej lys gennemløber i det tomme rum i løbet af tiden 1/299.792.458 sekund.
Metersystemet blev indført i Danmark ved lov den 4. maj 1907 og med ikrafttrædelsesdato 1. april 1912.
Længde.
Med de sædvanlige SI-præfikser dannes bl.a.
Areal.
En kvadratmeter (symbol m²) svarer til arealet af et kvadrat med en sidelængde på en meter. På tilsvarende vis kan afledes kvadratcentimeter (symbol: cm²), et kvadrat med sidelængde på en centimeter (dvs. 1/10000 m²), kvadratkilometer (symbol km², 1 million m²) osv.
Volumen.
En kubikmeter (symbol m³) svarer til volumenet af en kubus (terning) med en sidelængde på en meter. På tilsvarende vis kan afledes kubikdecimeter (symbol: dm³), en kubus med sidelængde på en decimeter (dvs. 1/1000 m³, svarende til en liter), kubikcentimeter (symbol: cm³, 1/1000000 m³, svarende til en milliliter) osv.
Eksterne henvisninger.
__NOTOC__
Japansk Kryptomeria.
Japansk Kryptomeria ("Cryptomeria japonica") eller Sugi er et stort, stedsegrønt nåletræ med en slank og kegleagtig vækstform. Grenene kan blive nedhængende med opadbøjede spidser. Barken er først grøn og dækket af kloagtige nåle. Derefter bliver den grå med døde, brune nåle, og til sidst er den grå og opsprækkende i smalle strimler. Rigtigt gammel bark består af smalle strimler af den rustbrune underbark. Knopperne er ikke særligt tydelige, for de ligner små, bitte skud. Nålene er ret stive, krumme og kloagtige. Fra hver nål løber en køl ned langs skuddet. Farven er gulgrøn på alle sider. Hunblomsterne er først hængende rosetter fra skudspidserne. Senere retter de sig op og bliver til kuglerunde kogler. Frøene bestøves som regel ikke her i landet, da den kræver fremmed bestøvning.
Rodnettet består af nogle kraftige, dybtgående hovedrødder og talrige, højtliggende siderødder. Veddet er højt værdsat i Japan, hvor det bruges som bygningstømmer og til møbler. Kryptomerie kan skades i hårde vintre.
15 × 6 m (25 × 10 cm/år).
Japansk Kryptomeria gror i de fugtige bjergskove i Japan og Kina, hvor nedbørsmængden ligger på 3-4000 mm om året, og hvor vintrene er snerige og somrene er regnfulde og varme. På den nordvestlige side af de stejle toppe, som dannes af den centrale, japanske bjergkæde, og i det nordlige Honshu findes nåleskove, som rummer denne art sammen med bl.a. "Betula schmidtii" (en art af Birk), Dværg-Kristtorn, Have-Løn, Hønsebenstræ, Japansk Hemlock, Japansk Røn, Japansk Thuja, Japansk Troldnød, Pensel-Fyr, "Quercus crispula" (en art af Eg), "Rhododendron metternichii" og Sol-Cypres
Træet plantes på forsøgsbasis i flere danske skovdistrikter, og de afhøstede kviste sælges som pyntegrønt under navnet: Japangran.
Mastodont.
Mastodonterne var en slags elefantlignende snabeldyr med stødtænder i underkæben. Deres meget kraftige kindtænder var måske beregnet til knusning af vedplanter.
De havde en vis lighed med mammutter ("Mammuthus"), men var ikke nært beslægtede med dem.
Andet.
Mastodont er dannet ud fra græsk μαστός, "mastos", "brystvorte" + οδούς, "odous", "tand", hvilket refererer til nogle karakteristiske udvækster på deres kindtænder.
Ordet mastodont kan også betyde: "nogen eller noget der er meget stort og uhåndterligt".
Øresund.
Kort over Øresundsområdet fra 1800-tallet
Øresund er et stræde beliggende mellem Sjælland og Skåne. Tidligere var Øresund et helt dansk farvand, men danner nu rigsgrænse mellem Danmark og Sverige. Middeldybden angives til ca. 11 meter, men området består af både lavvandede bugter og områder med dybder op til omkring 40 meter på det smalle stykke mellem Helsingør og Helsingborg. Sundet er 118 km langt og 4 til 28 km bredt. Det afgrænses i nord mod Kattegat af en linje fra Gilbjerg Hoved (lidt vest for Gilleleje) til Kullen. Det afgrænses i syd mod Østersøen af en linje Stevns fyr-Falsterbo.
Bunden er meget forskelligartet, men generelt kan man sige, at de lavvandede områder er domineret af sandbund, og de dybere områder har store mængder af silt og ler. I mindre områder findes desuden stenrev, muslingebanker og blotlagt grundfjeld. Visse steder i Køge Bugt findes nunatakker af undergrundens kalk.
Mellem Amager og Malmø ligger en gammel randmoræne benævnt Drogden Sill, hvor vanddybderne ikke overstiger 10 meter. Denne tærskel er for en stor del styrende for vandgennemstrømningen.
Sundet er ansvarlig for ca. 25 procent af vandudskiftningen mellem Østersøen og Kattegat/Nordsøen. Øresund har generelt en nordgående overfladestrøm, der fører brakvand fra Østersøen mod Kattegat. Fra Kattegat strømmer saltvand sydpå langs bunden. De to vandmasser blandes under normale, vindstille forhold ikke, men danner et springlag med en stor gradient, hvad angår salinitet og temperatur. Springlaget ligger sædvanligvis i cirka 10-12 meters dybde. Kun i få situationer vil vinden være kraftig nok til at opblande vandsøjlen og dermed bringe saltvand fra Kattegat til Østersøen.
Oprindelsen til navnet.
Forleddet ør(e) betyder en 'gruset strandbred', efterleddet 'sund' betyder et 'smalt farvand'. Navnet betyder altså "Det smalle farvand ved den grusede strandbred".
Inderbark.
Tværsnit af en egestamme. Vækstlaget ses til højre som den linje, der adskiller bark og ved.
Inderbarken eller kambium er nåletræernes og de tokimbladede træers og buskes sekundære vækstlag, som findes mellem veddet og den del af barken, som er af kork. I vækstlaget dannes der nyt ved indad mod forrige års ved, mens der dannes bark udad under den gamle bark. Når planterne har deres tykkelsesvækst placeret yderst, men under barken, medfører det, at barkens omkreds efterhånden ikke passer til veddets omkreds. Derfor revner barken ofte på langs (f.eks. eg og lærk), men problemet kan også løses ved, at gammel bark falder af i flager (f.eks. platan og taks, og nogle få arter klarer at holde barken ung og elastisk, så den forbliver glat (f.eks. bøg og unge træer af ædelgran)
Det er indlysende, at denne vækstmetode giver planterne stor styrke og stabilitet, men det gør også det vigtigste vækstorgan meget udsat. Skader på barken vil altid føre til omfattende svækkelser i vækstlaget på stedet.
Arboretet (Hørsholm).
Arboretet er en botanisk have kombineret med forskning og uddannelse, der ligger i Hørsholm. Arboretet er en enhed under Skov & Landskab ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet. Plantesamlingen rummer ca. 2.000 arter og er den største samling af planter og træer i Danmark.
Navnet stammer fra det latinske "arboretum" - se arboret.
De mange træer er grundlag for fakultetets nationale og internationale forskning i træer og buskes genetiske ressourcer. Denne forskning omfatter dendrologiske, genetiske og genøkologiske forskningsprojekter.
Arboretet tjener desuden undervisningsformål for fakultetets studerende samt som formidlingsaktivitet for offentligheden. Arboretets website er tilknyttet en omfattende database med informationer om mere end 10.000 plantearter.
Arboretet og Forstbotanisk Have har dagligt åbent for offentligheden fra 07.30 til solnedgang; hunde og hunde må ikke medtages.
Okkergul pletvinge.
Okkergul pletvinge ("Melitaea cinxia") er en sommerfugl i Takvingefamilien.
Mørk pletvinge.
Mørk pletvinge er en sommerfugl i takvingefamilien.
Den sidste nadver (Leonardo).
Den Sidste Nadver er et vægmaleri af Leonardo da Vinci for hertug Ludovico Sforza, kaldet "Il Moro".
Maleriet fremstiller "Den Sidste Nadver" som beskrevet i Bibelen.
Maleriet på 460 x 880 cm findes i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano. Leonardo da Vinci indledte arbejdet i 1495 og afsluttede det i 1498. Leonardo brugte lang tid på at finde de rette modeller til apostlene. Abbeden blev utålmodig og klagede til Ludovico Sforza. Leonardo svarede, at han kunne gøre maleriet færdigt hurtigere, hvis abbeden ville sidde model til Judas.
"Den Sidste Nadver" blev malet på en tør væg ("al secco") i stedet for på våd kalk, så det er ikke en fresko. På grund af maleteknikken har værket ikke modstået tidens tand, og allerede 20 år efter færdiggørelsen viste det tegn på nedbrydning. Det har siden det 16. århundrede gennemgået flere restaureringer, den seneste tog 22 år. Den 28. maj 1999 kunne værket atter ses.
Maleriet skildrer det øjeblik, hvor Jesus forkynder, at en af hans tolv disciple vil forråde ham. En detalje ved maleriet er, at apostelen til højre for Jesus, traditionelt apostlen Johannes, har feminine træk. En teori, der først publiceredes i "The Templar Revelation", hævder, at denne skikkelse i virkeligheden er Maria Magdalene (se udsnitsforstørrelsen). Teorien optræder som et centralt element i Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet, hvor den bruges til at underbygge den påstand, at Leonardo da Vinci var overhoved for den hemmelige orden "Sions Priorat". Kunsthistorikere insisterer på, at skikkelsen forestiller apostlen Johannes, der gerne i samtiden skildredes med drengede eller feminine træk, men det er i det hele taget karakteristisk for mange af Leonardos malerier, at figurerne er meget kønsneutrale.
Mellem de to apostle til højre for Johannes (til venstre for betragteren), ses en kniv holdt af en tilsyneladende herreløs hånd. Armen kan være et symbol på Judas' forræderi.
Den sidste nadver blev i 1980 optaget på UNESCO's liste over verdenskulturarv.
Den Sidste Nadver af Leonardo da Vinci
Hedepletvinge.
Hedepletvinge er en sommerfugl som lever i tempererede egnes vådområder. Her trives den blandt græsserne og blomsterne.
Livscyklus.
Hedepletvinge har i Danmark flyvetid i første halvdel af juni.
Foderplante.
Hedepletvinges larve er specielt glad for djævelsbid.
Foranderlig blåfugl.
Foranderlig blåfugl kan i Danmark ses i det meste af Jylland, på Bornholm og på Nordsjællands kyst. Den har tidligere været udbredt på følgende lokaliteter, hvor den nu er forsvundet: Lolland-Falster, Fyn, Midtsjælland og Østjylland.
Arten blev kategoriseret af Carl von Linné i 1761.
Udseende.
Foranderlig blåfugl har smallere sort søm, men ligner ellers både argusblåfugl og astragelblåfugl. Hunnernes farve varierer fra brune til mere eller mindre blå. De har orange pletter i sømfeltet.
Livscyklus.
Foranderlig blåfugl er på vingerne fra juli til august og da primært på heder og i højmoser.
Larvens foderplanter.
Foranderlig blåfugls larve lever på hedelyng og mange forskellige ærteblomsterede.
Argusblåfugl.
Argusblåfugl er en sommerfugl i familien Blåfugle.
Arten blev kategoriseret af Carl von Linné i 1758.
Sortbrun blåfugl.
Arten blev kategoriseret af Fabricius i 1793.
1784.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1779 1780 1781 1782 1783 - 1784 - 1785 1786 1787 1788 1789
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
84
1786.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne - 1780'erne - 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne
År: 1781 1782 1783 1784 1785 - 1786 - 1787 1788 1789 1790 1791
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
86
1790.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1785 1786 1787 1788 1789 - 1790 - 1791 1792 1793 1794 1795
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
90
1792.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1787 1788 1789 1790 1791 - 1792 - 1793 1794 1795 1796 1797
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
92
1793.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1788 1789 1790 1791 1792 - 1793 - 1794 1795 1796 1797 1798
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
93
1794.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1789 1790 1791 1792 1793 - 1794 - 1795 1796 1797 1798 1799
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
94
1795.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1790 1791 1792 1793 1794 - 1795 - 1796 1797 1798 1799 1800
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
95
1796.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1791 1792 1793 1794 1795 - 1796 - 1797 1798 1799 1800 1801
Konge i Danmark: Christian 7. 1766 - 1808
Eksterne henvisninger.
96
1797.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1792 1793 1794 1795 1796 - 1797 - 1798 1799 1800 1801 1802
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
97
1798.
Århundreder: 17. århundrede - 18. århundrede - 19. århundrede
Årtier: 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne 1780'erne - 1790'erne - 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne 1840'erne
År: 1793 1794 1795 1796 1797 - 1798 - 1799 1800 1801 1802 1803
Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Eksterne henvisninger.
98
1601.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1596 1597 1598 1599 1600 - 1601 - 1602 1603 1604 1605 1606
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
01
Vojens.
Vojens (tysk: "Woyens") er en stationsby i Sønderjylland, nær Haderslev. Den har 7.735 indbyggere (2010) og er beliggende i Vojens Sogn, ikke langt fra motorvej E45. Byen ligger i Haderslev Kommune og tilhører Region Syddanmark. Vojens er station på jernbanen Fredericia - Padborg.
Byen har blandt andet en Efteskole(ungdomsskole), En 10. Klasse, To folkeskoler, ensvømmehal, skøjtehal, togstation, gokartbane og speedwaybane samt et ishockeyhold i den bedste danske ishockeyliga, SønderjyskE Ishockey. SønderjyskE Ishockey er en klub i Sønderjysk Elitesport. Hvert år bliver verdens største træf for ishockeyfans afholdt her.
Firmaet Gram, der producerer hvidevarer som køleskabe og komfurer, har hovedsæde i Vojens.
Vojens var indtil 2007 hovedby i Vojens Kommune.
Rødplettet blåfugl.
Arten blev kategoriseret af Denis & Schiffermüller i 1775.
Punkt.
Et punkt er en stedangivelse uden udstrækning. Punktets koordinater angives med samme antal som den dimension, punktet er i.
Et uendeligt antal sammenhængende punkter danner en kurve. En lige kurve kaldes en linje.
Punkter findes inden for en lang række videnskaber.
Eksempler.
"Smeltepunkt"/"frysepunkt", "kogepunkt", "absolut nulpunkt": Den éndimensionelle Celsius-temperaturskala er defineret ud fra vands henholdsvis smeltepunkt/frysepunkt sat til 0 °C og kogepunkt sat til 100 °C og inddelt i lige store inddelinger. Der er en nedre grænse for temperatur, som kaldes det absolutte nulpunkt og findes ved -273,15 °C.
"Højdepunkt": På geografiske kort angives tit de højeste punkter i landskabet, hvor de er fundet via trigonometriske målinger. Selv om selve kortet er todimensionelt, så er højdepunkterne angivet i tre dimensioner: længdegrad, breddegrad og højde.
Overført betydning: I karriereforløb tales ofte også om højdepunkter, men disse er todimensionelle, hvor tiden er den ene akse og succesen den anden akse.
Nunatak.
Nunatak (kalaallisut: nunataq) er et grønlandsk ord for en bjergtop, som er så høj, at den rager op igennem en kappe af indlandsis eller igennem en gletsjer.
Zeusstatuen i Olympia.
Zeusstatuen i Olympia er rejst til ære for gudernes konge Zeus, for hvem de olympiske lege blev holdt. Statuen stod i det gamle Olympia, på vestkysten af Grækenland, ca. 150 km vest for Athen.
De Olympiske Lege blev for første gang holdt år 776 f.Kr. og der startede den græske kalender også. Zeus' tempel blev designet af arkitekten Libon og det blev bygget omkring år 450 f.Kr.. Fordi det græske imperium voksede, mente man ikke at den simple doriske stil var nok længere. Man var nødt til at lave moderniseringer. Man besluttede at lave en statue. Til denne "hellige" opgave tilkaldte man den athenske billedhugger Phidias. Mange tilbedere og andre besøgende kom i de følgende år.
I det 2. århundrede var man nødt til at reparere den aldrende statue. Den romerske kejser Caligula prøvede at flytte statuen til Rom i det første århundrede e.Kr., men transportmidlet som hans arbejdere havde lavet kollapsede. I år 391 e.Kr. blev de Olympiske Lege stoppet, og Zeus' tempel blev beordret lukket af Theodosius 1.. Senere blev Olympia ødelagt af jordskælv og flodbølger, og templet blev ødelagt af en brand i det 5. århundrede e. Kr. Statuen var dog tidligere blevet flyttet til Konstantinopel af nogle rige grækere. Ved en brand i år 462 e. Kr. blev den dog ødelagt. I dag er kun fundamentet, de faldne søjler og nogle murbrokker og sten tilbage hvor templet stod.
Flere år inden byggeriet begyndte, havde Phidias udviklet en teknik til at lave store guld- og elfenbensstatuer. Først lavede han et træskelet og derefter formede han guldpladerne, som han så lagde på yderst. Hans arbejdsplads findes stadig og har ca. samme størrelse som templet havde. Statuen kunne næsten ikke være i templet og Phidias blev kritiseret for at have lavet statuen for stor.
Zeus var lavet som siddende. Hvis han rejste sig op, ville han have løftet taget af templet. Tanken om at Zeus kunne løfte taget af et helt tempel, blot ved at rejse sig op, var med til at øge det indtryk man fik, når man så statuen der i sig selv var stor. Soklen var 6,5 m bred og 1 m høj. Selve statuen var 13 m høj.
Tronens ben var dekorerede med sfinkser og bevingede figurer. Der var også græske guder og mytefigurer. På hovedet havde han en olivenkrans af guld. I hans højre hånd havde han en sejrsfigur af guld og elfenben, i den venstre havde han et scepter, hvori alle slags metaller var indlagt. Rebet om hans liv var af guld, og det var hans sandaler også. Hans beklædning var dekoreret med dyr og liljer. Tronen var udsmykket med guld, ædelsten, elfenben og ibenholt.
Af og til, blev den også udsmykket med gaver fra konger. Den mest bemærkelsesværdige gave var et tæppe fra den syriske konge Antiochus 4.. Det var vævet i mange mønstre og i fønikiske farver. Der blev lavet kopier af statuen, men ingen af dem har dog overlevet til i dag. Man har prøvet at lave rekonstruktioner af statuen, men de blev ikke særlig gode. Indtil videre kan vi altså kun tænke os til, hvordan det største græske skulpturarbejde har set ud.
Erik Sigsgaard.
Erik Sigsgaard (født 7. februar 1938) er en dansk seminarielektor, børneforsker og tidligere politiker. Sigsgaard var medlem af Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation i 1960'erne og 1970'erne for Socialistisk Folkeparti og senere Venstresocialisterne.
Sigsgaard blev uddannet lærer fra Statsseminariet på Emdrupborg i 1960, læste pyskologi ved Københavns Universitet 1958-1962 og blev cand.pæd. fra Danmarks Lærerhøjskole i 1982.
Politisk engagerede han sig tidligt i Socialistisk Folkeparti, men var i 1967 med til at sprænge partiet og danne Venstresocialisterne. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1962-1970 og 1974-1975 samt af Folketinget 1964-1971 og 1975-1976.
Siden 1980'erne har Erik Sigsgaard forsket i institutioner for såvel børn som voksne. Han har fra 1998 været ansat ved Center for Institutionsforskning ved Professionshøjskolen UCC i Glostrup.
Han blev særlig kendt for sit såkaldte skældud-projekt, der fandt sted 1994-2002, hvor han undersøgte og dokumenterede omfanget af skældud i danske børneinstitutioner samt undersøgte dennes skadelige effekt på børn. Som led i projektet angav han forslag til andre former for kommunikation. Han benyttede sig af interviews med børnene for at indfange det såkaldte "børneperspektiv" (frem for voksenperspektivet).
Elfenben.
Elfenben er et hårdt, hvidt eller gulligt animalsk materiale, oftest fra elefantens lange runde stødtænder. Anvendelsen har gennem tiderne været udskæringsarbejder som f.eks. skakbrikker, smykker, klavertangenter, som indlæg i møbler samt mindre brugsgenstande som eksempelvis kamme. Traditionelt regnes elfeben fra den Afrikansk skovelefant ("Loxodonta cyclotis") som den mest værdifulde.
Elfenben er omfattet af handels- og eksportforbud for at bevare bestanden af elefanter.
Der findes erstatninger for elfenben udover plastik, bl.a. elfenbensnødden.
Elfenben bliver i dag handlet ulovligt på det sorte marked.
Brun rotte.
Brun rotte ("Rattus norvegicus"), også kendt som vandrerotte, er en gnaver, der normalt har en kropslængde på ca. 28 og 45 cm med hale.
hunnerne vejer ca. mellem 200-400 g. hanner mellem 300 og 700 g. de kan dog komme op og veje mere under rette omstændigheder.
Tænderne vokser gennem hele livet og de har i alt 12 kindtænder + 4 fortænder. de lange og kraftige fortænder som kendetegner gnavere er gode til at få hul på f.eks. nødder som er en del af deres oprindelige føde
Levesteder: over alt men hovedsageligt i kloakrør, huse og lossepladser hvor der er rigeligt med føde.
Kønsmoden: 7-8 uger for hunner. hannerne lidt senere dog får de som regl først unger når de er 3-4 mdr.
Antal unger pr. kuld: gennemsnitligt 8. kan dog godt få op til 20.
Sort rotte.
Sort rotte (Lat.: "Rattus rattus") er en gnaver, der også kendt som skibsrotte, husrotte, "pestrotte". Denne art var den oprindelige i Europa. Den er betydeligt mere specialiseret end den brune rotte, og den foretrækker en føde, der består af korn og kornprodukter. Den brune rotte, der kom hertil fra Indien med skibsfarten, er derimod opportunist og kan leve af nærmest alt, så den har næsten fortrængt den sorte rotte. Sammenlignet med den brune rotte er den sorte rotte dårligere til at svømme, men mere adræt og klatrer bedre, hvilket giver den mulighed for at flygte opad.
På trods af sit navn findes den i flere forskellige farver. Den er oftest sort til lys brun med en lysere bug. En typisk rotte vil være omkring 15-20 cm lang med yderligere 20 cm hale. I et optimalt miljø vil den føde unger hele året i kuld på 6 til 10 unger. Rotten kan blive omkring 2-3 år gammel. Den sorte rotte kan danne sociale grupper på op til 60 individer.
1452.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
Årstal: 1447 1448 1449 1450 1451 - 1452 - 1453 1454 1455 1456 1457
Konge i Danmark: Christian 1. 1448 - 1481
Eksterne henvisninger.
52
1519.
Eksterne henvisninger.
19
Rotte.
Rotter er en fælles betegnelse for forskellige arter af gnavere i slægten Rattus. Der findes omkring 56 forskellige rottearter. Disse pattedyr er større dyr end deres slægtninge musene, men vejer sjældent over 500 gram. Rotter anses ofte for at være skadedyr, som aktivt bliver udryddet af mennesker. Rotter lever nemlig bl.a. af affald, og kan dermed være med til at sprede en masse sygdomme med sig. Men rotten kan også ses som et vigtigt nyttedyr, da den (sammen med musen), er det dyr der bliver mest anvendt, når der skal laves forsøg til udvikling af ny medicin. Tamrotter bliver også holdt som kæledyr.
Europæisk muldvarp.
Den europæiske muldvarp ("Talpa europaea") lever bl.a. af regnorme og larver. Den anses som regel for et skadedyr i beboelsesområder og marker, men er et gavnligt dyr i skove, da den gennemlufter jorden.
Cesare Borgia.
Cesare Borgia (1476-1507) uægte søn af den spanske kardinal Rodrigo Borgia (senere Pave Alexander VI) og bror til bl.a.Lucrezia Borgia.
Cesare blev født af Rodrigo Borgias elskerinde Giovanna "Vanozza" Catanei, der også fødte ham Giovanni (Juan), Lucrezia og Goffredo (Jofre).
Cesare Borgia ses ofte som personliggørelsen af Machiavellis "Fyrsten".
Luca Pacioli.
Luca Pacioli (* 1445 † 1517), var søn af Bartolomo Pacioli.
Han var Franciskaner-munk og matematiker. Nær ven af Leonardo da Vinci.
Betragtes som opfinder af det dobbelte bogholderi, som han beskrev i værket "Summa de Arithmetica, Geometria, Proportioni et Proportionalita" i 1494.
Pacioli har desuden i 1497 beskrevet det gyldne snit i værket "De Divina Proportione" (trykt 1509), som Leonardo da Vinci skal have illustreret.
Kongeegen.
Kongeegen er et gammelt egetræ i Jægerspris Nordskov ved Jægerspris. Det har en anslået alder på 1500 - 2000 år, hvilket formodentlig gør det til Nordeuropas ældste egetræ. Træet kan oprindeligt have stået på en åben fugtig eng, og det kan være derfor, at det er så lavstammet. Træet har i mange år stået i et fredet område, som er drænet så skoven kan vokse i højden, derfor er træet i dag døende.
Storkeegen og Snoegen stod i samme skovområde, men Storkeegen var et stort træ indtil det brækkede i 1943 og den sidste gren faldt i en orkan i 1981, og Snoegen døde 1991, kvalt af skyggen af de høje træer. Den havde da nået en alder af 400-700 år.
Antigua og Barbuda.
Antigua og Barbuda er et land i Caribien, bestående af de to øer Antigua og Barbuda. Syd for landet ligger den øen Guadeloupe, mod sydøst øen Montserrat og mod vest Saint Kitts og Nevis.
Politik.
Antigua og Barbuda er et konstitutionelt monarki, der er medlem af Commonwealth of Nations, hvorfor Antigua og Barbudas regenter er det britiske kongehus og statsoverhovedet er derfor Elizabeth 2. af Storbritannien. Regeringschefen er premierministeren, som leder de tokamrede parlament – Antigua og Barbudas parlament.
Indlandsis.
Indlandsis er en gletsjerkappe, som dækker et landområde, der er større end 50.
000 km². I nogle tilfælde kan et helt kontinent være dækket af indlandsis. I moderne tid findes de eneste eksempler på indlandis i Antarktis og Grønland, men under den seneste istid var store dele af Nordamerika, Europa og Patagonien permanent isdækkede. De nuværende eksempler på indlandsis er geologisk set relativt unge; indlandsisen på Antarktis opstod formentlig første gang i tidlig Oligocæn, hvorefter den dog forsvandt og genopstod flere gange indtil slutningen af Pliocæn. Siden da har kontinentet permanent været dækket af is. Den grønlandske indlandsis opstod ligeledes i Pliocæn, hvor dannelsen af iskappen fandt sted med så stor hastighed, at endog meget velbevarede fossiler af fortidige planter kan findes på Grønland i dag.
Gletscherområder, der er mindre end 50.000 km², betegnes som iskapper. I lighed med indlandsis vil iskapper normalt føde en række gletsjere i deres periferi.
Selvom overfladen er meget kold, er temperaturen ved underkanten af isbræen højere pga. geotermisk varme, og derfor forekommer der visse steder en afsmeltning nedefra. Smeltevand skaber her en glat overflade mellem isen og undergrunden, der får isen til at glide hurtigere, og der dannes derved isstrømme.
Indlandsis i dag.
Kort over Grønland som viser indlandsisens tykkelse.
Grønland.
Indlandsisen på Grønland dækker et areal på 1,7 millioner km², hvilket svarer til omkring 81 % af Grønlands totale areal. Den indeholder ca. 2,8 millioner km³ is, som, hvis den smeltede, ville medføre en stigning af vandstanden i verdenshavene på 7,2 meter.
Tykkelsen er flere steder på mere end 2 kilometer og på det tykkeste mere end 3 km. Middeltykkelsen er 2.135 meter.
Indlandsisen på Grønland er omtrent 110.000 år gammel.. Den blev formentlig dannet gennem en sammensmeltning af flere isolerede iskapper og gletsjere i sidste del af Pliocæn eller omkring begyndelsen af Pleistocæn som følge af en klimaændring, hvor den globale gennemsnitstemperatur faldt; under denne epoke var der flere istider. På Grønland skete nedisning hurtigt.
I de sidste årtier har den grønlandske indlandsis mistet noget af sit volumen. Det er for nyligt blevet estimeret gennem målinger af ændringen af isens totale masse, at indlandsisen årligt mister omkring 239 km³. Disse målinger kommer fra NASA’s satellit GRACE opsendt i 2002..
Antarktis.
Indlandsisen på Antarktis er den største ismasse på Jorden. Den dækker et område på næsten 14 millioner km² og indeholder ca. 30 millioner km³ is. Det er omtrent af 90% alt ferskvand, der befinder sig på hele Jorden, der her er bundet i form af is. Hvis den smeltede, ville verdenshavene stige med 61,1 meter. I det østlige Antarktis hviler iskappen på en større landmasse, men i det vestlige Antarktis dækker den et arkipelag, og bunden befinder sig flere steder mere end 2.500 m under havets overflade. Dette område vil derfor være havbund, hvis isen forsvandt herfra.
Landhævning.
Den enorme masse fra en indlandsis skaber et kæmpe tryk på jordskorpen, som derfor presses ned af isens tyngde. Områder, der tidligere har været dækket af en iskappe, vil opleve en landhævning, da isens tyngde tidligere trykkede jordoverfladen ned.
Under den seneste istid nåede indlandsisen i Nordeuropa en højde på mere end 3 km, og eftersom jordskorpens tæthed er omtrent tre gange så stor som isen, anslår man, at jordoverfladen blev trykket omkring 1.000 m ned.. I takt med at isen forsvinder, opstår der en såkaldt isostatisk landhævning. Det vil sige en landhævning, der er 'passiv' og ikke er opstået gennem fx bjergdannelse. Landhævningen foregår hurtigst lige efter, at isen er forsvundet, men derefter aftager den eksponentielt. Områder i fx Skandinavien oplever stadig landhævninger efter sidste istid. Den største hævning findes i Sverige i dag, nemlig i Norrland, især Ångermanland, hvor kysten har hævet sig 15 meter de seneste 500 år. I dag hæver området sig cirka 7 mm/år. I Danmark findes den største landhævning ved Læsø, der hæver sig med cirka 5 mm/år.
Isridser på en klippet. De mest tydelige ridser fremtræder til venstre for tændstikæsken i retningen fra vandet mod betragteren. Den diagonale sprække er ikke en skurestribe.
Skurestriber.
Skurestriber er spor efter gletscherbevægelser, der findes på klipperflader. De kan afsløre, at et område engang har været dækket af indlandsis. Striberne er dannet af sten, der har været indefrosset i isen og har siddet fast på undersiden. Når isen har bevæget sig henover overfladen, har disse klippestykker skrabet furerne. Striberne fortæller derved også, i hvilken retning isen har bevæget sig. I de tilfælde, hvor skurestriber krydser hinanden, er de ikke dannet på samme tid, men er udtryk for, at isens drift har skiftet retning, eller der er tale om spor efter flere forskellige nedisninger.
Jordlag.
I forbindelse med at en indlandsis smelter forneden, dannes der forskellige jordarter; det kan fx være moræne, glacialt og postglacialt ler, sand og silt. Gennem studier af jordlagene kan man se, hvordan afsmeltningen af isen er foregået. Moræne er en aflejring, der består af både sand, sten og ler, og den dannes ved gletscherkanten af materiale, som er ført med isen gennem afsmeltningen af isens underside.
Globale opvarmning effekter.
Grønlands og formodentligt Antarktis’ iskapper har tabt noget af deres masse, idet den samlede afsmeltning fra gletsjerne nu overgår den samlede akkumulering af is, primært i form af nedbør. Ifølge FN’s.klimapanel har den hidtidige afsmeltning resulteret i en stigning af vandstanden i verdenshavene på omkring 0.21 ± 0.07 mm/år mellem 1993 og 2003.
IPCC forudsiger, at massetabet fra Grønlands indlandsis fortsat vil overstige akkumulationen fra snefald, og at iskappen derfor med tiden gradvist vil trække sig tilbage. Det forventes, at akkumuleringen fra nedbør fortsat vil overstige afsmeltningen i Antarktis, men dette er dog omgærdet med en vis usikkerhed.
Mesopotamien.
Mesopotamien (Μεσοποταμία "Mesopotamia") kommer fra oldgræsk og betyder landet mellem (μεσο "mesos") floderne (ποταμός "potamos"). Der sigtes til området mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak. Flere af de tidligste kulturer har ligget i dette område: Siden ca. 5000 f.Kr. har der været byer og paladser fra skiftende kulturer.
Den første velkendte kultur i området var den sumereriske, omfattende bl.a. Ur-kulturen og Uruk-kulturen. Arkæologiske udgravninger i det nordlige Mesopotamien har ganske vist påvist endnu ældre kulturer, men sumererne kendes som den ældste veldokumenterede civilisation, idet der er fundet talrige lertavler med sumerisk kileskrift, som beskriver et velfungerende samfund.
Området var derpå længe delt i to: Assyrien og Babylonien. Det nordlige Mesopotamien var indtil ca. år 600 f.Kr. beboet af assyrerne med centrum i området omkring byerne Mosul (det daværende Nineve), Arbil og Tikrit, mens Babylonien lå i det sydlige Mesopotamien, dvs. i området mellem det nuværende Bagdad og (cirka) Basra.
Mesopotamien har siden været under bl.a. græsk, romersk og persisk indflydelse indtil araberne indtog området i år 656. I 1534 blev området overtaget af tyrkerne i det Osmanniske Rige, og under 1. verdenskrig fortrængte englænderne tyrkerne i 1915 og overtog det nuværende Irak, som de havde herredømmet over til 1932, hvor Irak opnåede selvstændighed som et kongerige under det Hashemittiske dynasti.
Monarkiet holdt indtil 1958, hvor et statskup førte general Abdul Karim Qassim til magten. Efter et par mellemspil med skiftende militære herskere, tog Ba'ath partiet magten i 1968. Ret hurtigt lykkedes det Saddam Hussein at få en betydelig magt, og i 1979 overtog han præsidentembedet og fik kontrol over revolutionsrådet.
Efter Golfkrigen i 1991 blev styret rent diktatorisk, men efter Irakkrigen i 2003 blev Saddam Hussein styrtet, senere fanget og stillet for en irakisk domstol, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.
Fra forhistorie til historie (8000-3000 f.Kr.).
Omkring 8000 f.Kr. begyndte man i Mesopotamien (se Frugtbare halvmåne) at opdyrke jorden og domesticere planter og dyr. Det krævede hårdt arbejde, men det forøgede mængden af føde betydeligt, og befolkningen voksede mærkbart. Det var den skelsættende landbrugsproces, der var sat ind: fra at mennesket bare indsamlede og jagede føde, kunne det nu også selv producere sin føde.
Efterfølgende flyttede mange ned fra de nordlige bjerge til de frodige grønne vidder i det nordlige Mesopotamien, som rigt vandes af himlen selv. Det var derfor ikke nødvendigt at etablere et omfattende overrislingssystem som i syd; og henimod 6000 f.Kr. strakte primitive byer sig i en bue fra de armenske bjerge i vest til Zagrosbjergene i øst.
Omkring 5000 f.Kr. begyndte floddalen i syd at blive beboet. Her var regnen yderst sparsom, så det krævede en omfattende kunstvanding, før den potentielt rige jord kunne blive frugtbar og dyrkes. Denne udfordring krævede en høj grad af organisation, som kunne fordele arbejdet med vandingssystemerne og sikre deres vedligeholdelse. Mesopotamiens velstand afhang gennem hele dets historie af et stærkt lederskab, der kunne sikre et velfungerende kanalsystem.
Manglen på sten, træ, metal og andre råstoffer tvang beboerne i floddalen til at handle med omverdenen. Der skabtes derfor en tekstilindustri med uldbearbejdelse, der kunne forsyne dem med vigtige og profitable varer udefra. Man nåede også vidt med ler og vand, der bl.a. blev brugt til at bygge alt fra ydmyge skure til storslåede paladser og templer; selv de kæmpemæssige tempeltårne blev bygget af lersten. Det er en blanding af hakket strå, ler og vand, som presses ned i forme, så de kan tjene som tegl. For at blive hærdet tørres de i solen eller brændes. Det er den samme teknik, som man kan se brugt den dag i dag i Mellemøsten.
Med det rige landbrug fulgte en kompleks social struktur, da befolkningen blev samlet i større fællesskaber; urbaniseringsprocessen var i gang, og henimod 3500 f.Kr. opstod de første egentlige byer med en rig specialisering. Perioden har fået navn efter den enorme bystat Uruk i det sydlige Mesopotamien, som var verdens største by på det tidspunkt med monumentalarkitektur og fremragende kunsthåndværk. Bystaten blev rigt forsynet af underlagte byer og havde en række handelskolonier i den nære Orient. Det økonomiske fokus var en central tempeladministration, der som kirken i Middelalderen var storgodsejer med store kornmagasiner, der blev brugt til betaling af arbejdere, til eksport og som nødforsyning i krisetider. Det var også et social fokus for byen, der optog efterladte børn og dyrkede den samlende bygud. Man var først og fremmest søn af sin by, som var identisk med byens gud.
Omkring 3400 f.Kr. opstod i Uruk verdens første skriftsprog, og hermed træder dette samfund fra forhistorien ind i historien. I starten var skriften en ren billedskrift, som blev brugt til at lette regnskabsføringen. Men efterhånden blev den mere brugbar til lærde udfoldelser, og gradvis blev tegnene gjort lettere at skrive, ved at de blev stiliseret til egentlige sammensætninger af de karakteristiske kileaftryk, som har givet skriftformen sit navn - kileskrift.
De første imperier (3000-2000 f.Kr.).
I den efterfølgende tidlig-dynastiske periode (2900 f.Kr.-2350 f.Kr.) skete en betydelig befolkningsvækst, som gjorde pladsen trang ved de livgivende floder Tigris og Eufrat, langs hvis bredder byerne nødvendigvis skulle ligge. Det medførte grænsestridigheder mellem forskellige bystater, der indgik i forskellige alliancer med et skiftende overherredømme. Den øgede befolkningsmængde forstærkede behovet for lov og orden, og ved siden af de økonomiske tekster finder vi fra denne periode en mængde retsprocedurer.
Den enkelte byherre var bygudens repræsentant, hvilket med andre ord vil sige, at han var samfundets leder. Identifikationen mellem bygud og by kan ses på den berømte Gribbestele: I en scene på den ene side af mindestelen ses Kong Eannatum af Lagash (ca. 2400 f.Kr.) lede en falanks (tungt infanteri med spyd, der beskyttes af en mur af skjolde), som tramper hen over den slagne fjende fra bystaten Umma, mens løver og gribbe fortærer deres nøgne kroppe. På den anden side af stelen ses Lagash' bygud Nin-girsu med en stridskølle i den ene hånd og et fangstnet i den anden fyldt med fjender fra Umma: Kongen sikrede Lagash' sejr over Umma, og byguden fangede sit bytte.
Fra denne periode stammer de fantastisk rige kongegrave i Ur med en indtil da ukendt gravskik. Foruden et væld af prægtige smykker af guld og ædelstene fandt man skeletter af hoffolk og tjenere, som har fulgt deres herre i døden. I den største af gravene fandt man ikke færre end 80 mennesker, som synes at have taget gift og være sovet stille ind som en del af kongens øvrige gravgods.
Bystaterne blev til sidst underlagt Sargon den Store (2334-2279 f.Kr.), som efter at være steget op fra ubemærkethed besejrede Lugalzaggesi af Umma. Kort forinden havde denne konge besejret arvefjenden Lagash og underlagt sig det meste af det sydligste Mesopotamien, som efter den dominerende sumeriske befolkningsgruppe kaldes Sumer.
Sargon den Store indledte den oldakkadiske periode (2350-2100 f.Kr.) og skabte verdenshistoriens første imperium med central administration og stående hær, der forblev i hans families hænder de følgende tre generationer. Det strakte sig fra Middelhavet i nordvest til den Persiske Golf i sydøst og havde monopol på en rig oversøisk handel med så fjerne egne som Bahrain, Oman og Indien.
Bortset fra nedkæmpelse af indre oprør førte Sargon den Store og hans barnebarn Naram-Sin (2254-2218 f.Kr.) kampagner i fjerne egne som Syrien og det iranske højland. Helt ned til den nybabyloniske periode i første halvdel af det 1. årtusind finder vi legender om disse to store konger med Sargon som den arketypiske gode konge og Naram-Sin som hans modsætning. Den kendteste af disse er Sargons fødselslegende, der ligger tæt op ad Bibelens historie om Moses' opkomst i Egypten. Ifølge legenden blev Sargon lagt i en sivkurv af sin mor, der som ypperstepræstinde ikke måtte føde børn, og sat i floden Eufrat. Floden førte ham bort til en vanddrager, der løftede ham op i sin spand og satte ham til at arbejde i haven. Dette er den gamle historie om herskeren som sit lands gartner, og legenden fortsætter med, at Sargon i færd med havearbejdet blev gudinden Ishtars yndling og derfor regerede over mesopotamierne i 55 år.
Perioden har fået navn efter kongebyen Akkad, der samtidig har lagt navn til hele området nord for Sumer og Sargons folk, akkaderne. De talte et østsemitisk sprog, som på kongelig foranledning begynder at dukke op i indskrifterne fra denne periode i stedet for sumerisk, som er af uvis oprindelse. Det vides ikke præcist, hvornår disse folk indvandrede til floddalen, men allerede fra 2.700 f.Kr. er de godt blandet med sumererne.
Mesopotamien var ubeskyttet geografisk og blev gang på gang genstand for invasioner fra den store syriske steppe i vest og fra Zagrosbjergene i øst. Folkene bragte deres egne skikke med sig og berigede således den mesopotamiske kultur, dog uden at de ændrede den radikalt. Den oldakkadiske periode afsluttes med et indfald af gutæere fra Zagrosbjergene, der formindskede det akkadiske imperium til kun at omfatte nogle få bystater.
Gutæerne blev af mesopotamierne selv beskrevet som en horde af barbariske udyr. Et typisk udtryk for mesopotamiernes fornemmelse af at være det civiliserede midtpunkt i en verden omgivet af ukultiveret vildskab; et etnocentrisk billede som genfindes hos andre imperialister gennem tiderne.
Dioritstatue af Gudea af Lagash Bystaten Lagash formåede at unddrage sig de værste skrammer, og under Kong Gudea nød Lagash stor velstand med storslåede bygningsarbejder i byen Girsu, som var bystatens administrative center.
Der blev også komponeret store litterære værker på et fremragende sumerisk. Det kendteste er Gudeas byggeindskrift på to store lercylindre, der fortæller, hvordan byguden Nin-girsu i en drøm henvendte sig til Gudea om at bygge hans tempel, og hvordan Gudea efterfølgende renser stedet rituelt og importerer håndværkere og byggemateriale til templet fra fjerne egne.
De sumeriske bystater slap fri af de fremmedes kløer, da gutæerne blev fordrevet af Utu-hegal af Uruk på en uge. Den store befrier blev sandsynligvis væltet af Ur-nammu (2112-2095 f.Kr.), som han havde indsat som sin næstkommanderende i Ur.
Ur-nammu grundlagde Ur-III dynastiet (2100-2000 f.Kr.), hvorunder det sydlige Mesopotamien blev genforenet i et stort bureaukratisk imperium med en række lydstater. Imperiet benyttede et redistributionssystem, hvor alle ejendomsoverførelser efter kongeligt dekret fra Kong Shulgi (2094-2047 f.Kr.) blev registreret inden for de enkelte afdelinger i institutionerne for at imødegå økonomiske vanskeligheder. Dette enorme bureaukrati krævede selvsagt et stort antal skrivere, der har gjort samfundet til et af de mest læsekyndige i oldtiden.
I denne periode opstod en række nye genrer i litteraturen, og sumerisk blev genindført som rigssprog, efter at være drevet på retur af akkadisk.
Lokal modstand mod centralmagten opløste langsomt riget indadtil, som yderligere lå under pres fra en sand syndflod af indvandrende amoritter fra den vestlige steppe. I et frugtesløst forsøg på at afskærme dem byggede man som i Kina en enorm mur på 270 km, der krydsede både Tigris og Eufrat.
I 2004 f.Kr. lå Ur udhungret hen med tilsaltede marker og ventede på skibslæs med korn fra nord, da elamitterne fra naboriget Elam i øst greb chancen. De udplyndrede hovedstaden totalt og førte Kong Ibbi-Sin (2028-2004 f.Kr.) bort til Elam som krigsfange.
Det tidlige 2. årtusind (2000-1500 f.Kr.).
Ur-III dynastiets fald skabte et politisk tomrum, hvori de to bystater Isin og Larsa indbyrdes kæmpede om herredømmet over flodsletten og den prestigefyldte titel som konge af Ur. Disse to byer har givet Isin-Larsa perioden (2000-1800 f.Kr.) dens navn.
Allerede i 2017 f.Kr. havde Ibbi-Sins general Ishbi-Erra (2017-1985 f.Kr.) frigjort sig fra Urs overherredømme og ophøjet sig til konge af Isin. Få år efter Urs fald formåede han at fordrive de indtrængte elamitter.
Under hans regering fulgte mange gode år med økonomisk fremgang og fred, som gav kunsten og litteraturen mulighed for at blomstre.
Nogle af Mesopotamiens største historiske og litterære værker er fra denne periode så som de fantastisk smukke klagesange, der begræder barbarernes ødelæggelser i slutningen af det 3. årtusinde og tildeler en af samtidens konger æren for at have genrejst den faldne civilisation. Sumerisk var uddødt på dette tidspunkt på bekostning af akkadisk, men man holdt det kunstigt i live ved flittige afskrifter: som det langt senere skete med latin i Europa vedblev det med at være et fornemt sprog længe efter, at det var forsvundet som talesprog.
I 1932 f.Kr. grundlagde indtrængte grupper af amoritter fra vest et dynasti i Larsa under Kong Gungunum, som formåede at fravriste Isin den vigtige handelsby Ur, der var et knudepunkt i kobbertransporten fra Bahrain.
I 1894 f.Kr. blev et andet amoritisk dynasti grundlagt i Babylon af Sumu-abum, der under Hammurabi (1792-1750 f.Kr.) nød en stor politisk og kulturel fremvækst. Han indleder den oldbabylonske periode (1800-1550 f.Kr.). Hammurabi er særligt kendt for sin store lovstele og interesse for retslige anliggender. Foroven på hans stele, Kodex Hammurabi, der har været opstillet i flere af de babyloniske byer, ses kongen foran solguden Shamash, der overrækker ham symbolerne på lov og orden. Kongen var nemlig sat på jorden for at være hyrde for sit folk og lede dem i retfærdighed og velstand.
I 1792 f.Kr. besejrede Kong Rim-Sin I af Larsa bystaten Isin, som derved blev Babylons eneste større rival i syd. Den største rival i nord var Shamshi-Adad I (1813-1781 f.Kr.) af Assyrien, der havde indsat to af sine sønner som vicekonger i byerne Ekallatum og Mari. Efter Shamshi-Adad I's død smuldrede riget, og Kong Zimrilim genvandt kontrollen med Mari.
Den efterfølgende periode præges af en række skiftende alliancer mellem småstater, uden at nogen af småkongerne er i stand til at opnå et overherredømme. Kong Hammurabi af Babylon formåede at udnytte denne situation til fulde: han var en dreven politiker, der sprang fra alliance til alliance, og da de alle havde udslettet hinanden med hans hjælp, sad Hammurabi tilbage og havde underlagt sig et rige, der strakte sig fra Mari i nordvest til Elam i øst.
Allerede kort efter Hammurabis død begyndte riget at smuldre, da han skæbnesvangert havde fjernet stødpuden mod kassiter fra Zagrosbjergene. Sammen med hittittere og hurrittere lagde de nu et betydelig pres på Babylon fra nord.
Dødsstødet kom i 1595 f.Kr., da hittitterkongen Mursilis I efter et togt mod Aleppo foretog et lynangreb mod Babylon, hvorefter han plyndrede og ødelagde den totalt.
Den oldassyriske periode (1950-1800 f.Kr.) er kendetegnet ved bystaten Assurs centrale placering i en livlige handel. I Anatolien har man fundet flere tusinde lertavler med handelskorrespondancer mellem Assur og deres handelsstationer og handelskolonier i Anatolien, der politisk og administrativt var organiseret under assyrerne i byen Kanesh. Arkiverne viser, at familiefirmaer med sæde i Assur importerede tin fra Afghanistan og tekstiler fra Babylonien, som blev eksporteret videre til Anatolien. Her blev det solgt af familiens repræsentanter med stor profit til gengæld for sølv og guld. Dette netværk blev brudt omkring 1750 f.Kr. af uvisse årsager, og fra omkring 1700-1350 f.Kr. indtraf en mørk periode i Assyriens historie.
Den storpolitiske scene (1500-1000 f.Kr.).
Efter Babylons fald indledtes en mørk tidsalder i den mellembabylonske periode (1550-1100 f.Kr.), som først kendes fra det kassitiske dynasti (1415-1150 f.Kr.).
Kassiterne værnede om traditionen, og man kan sige, at de blev mere babylonske end babylonerne selv. De foretog en flittig restaurering af de traditionelle mesopotamiske guders templer og anvendte sågar sumerisk i stedet for deres eget sprog til at skrive med i en sådan grad, at vi næsten intet véd om kassitisk. Mange af de tekster, vi kender fra den senere nyassyriske periode, blev hyppigt indsamlet og kanoniseret til standardværker i denne periode, hvor skriften blev for de lærde og gjort unødigt indviklet.
Storpolitisk kendes perioden bedst fra Amarnaarkivet i egypterkongen Akhenatons nyanlagte hovedstad, som afslører et avanceret, politisk net med det akkadiske sprog som internationalt diplomatsprog. Arkivet består af korrespondancer mellem stormagterne Egypten, Mittani og Hittitterriget samt korrespondancer med småkonger. Babylon indtager rollen som et lille rige på sidelinien, der er sig selv nok blandt stormagterne.
Det kassitiske dynasti blev bragt til ende i 1160 f.Kr., da den elamittiske konge Shutruk-Nahhunte plyndrede Babylonien. Ved denne lejlighed blev bl.a. Hammurabis gamle lovstele taget som krigsbytte til den elamittiske hovedstad Susa. Dette er verdenshistoriens første kendte tilfælde, hvor en erobrer plyndrer fjendens kulturarv og pryder sin egen hovedstad med krigsbyttet.
Assur-uballit I (1363-1328 f.Kr.) sikrede Assyriens uafhængighed fra Mittaniriget i vest; ved gentagne angreb fulgte han sin fars arbejde til dørs og delte Mittaniriget mellem Assyrien og Hittitterriget.
Dette er den mellemassyriske periode (1350-1075 f.Kr.), hvor Assyrien blev en ekspansiv militærmagt. Grænseområderne mod nord, øst og vest var ubeskyttet geografisk, så Assyrien måtte beskytte dem regelmæssigt med felttog, der ligeledes sikrede væsentlige ressourcer. Det gav grobund for en krigerideologi, hvor statsguden Assur befalede kongen at gå i krig mod ondskaben, der truede Assyrien.
KileskrifttavleI begyndelsen af 1100-tallet f.Kr. begyndte en massiv folkevandring fra vest af de såkaldte Havfolk, som bragte Hittitterriget og mange af de store kystbyer ud til Middelhavet til fald.
Mesopotamien kom under pres fra indvandrende aramæere fra vest, der dog aldrig formåede at rende det assyriske hjerteland over ende. Aramæerne var et nomadefolk fra den arabiske halvø, som slog sig ned i små kongedømmer omkring de store babyloniske byer. De brugte en alfabetskrift til at skrive aramæisk, som gradvist erstattede de akkadiske dialekter babylonisk og assyrisk som talesprog. Skriften blev skrevet med blæk på pergament, som holder sig langt dårligere end kileskriftstavlerne af ler.
Tekster i Mesopotamien blev almindeligvis skrevet på flodler, som der var rigeligt af. Med en griffel blev tegnene presset ned i den fugtige lertavle, som efterfølgende blev lagt til tørre i solen eller brændt for at hærdes. Det er brugen af ler til at skrive på, som har resulteret i en umådelig rigdom af kilder fra det gamle Mesopotamien, der stadig vælder op af jorden den dag i dag. Desværre plyndres lertavlerne ofte af røvere, som i strid med UNESCO er bestilt af rigmænd og antikvitetshandlere med henblik på salg på det sorte marked. Det løsriver kilderne fra deres historiske sammenhæng og ødelægger fuldstændigt deres videnskabelige værdi.
Det nyassyriske imperium (1000-600 f.Kr.).
Efter at det assyriske hjerteland var kommet helskindet igennem den aramæiske indvandring, indledte Adad-nirari (911-891 fvt.) en ekspansiv politik i den efterfølgende nyassyriske periode (911-612 f.Kr.).
De assyriske interesser lå mod vest, og Kong Assurnasirpal II (883-859 f.Kr.) nåede som den første af de nyassyriske konger frem til Middelhavet. Han indførte nye militære strategier og gjorde de besejrede egne til assyriske provinser med guvernører. Assurnasirpal II genopbyggede hovedstaden Nimrud og opførte et nyt palads med en fremragende nyskabelse, som kom til at revolutionere paladsarkitekturen: Hundredvis af alabastrelieffer var opstillet langs paladsets vægge med religiøse og politiske scener. Budskabet har været klart for de besøgende: Dette var verdens hovedstad og kongen dens ubestridte leder.
Efter Assurnasirpal II's efterfølger Shalmaneser III (858-824 f.Kr.) indtraf en generel svækkelse af det assyriske rige med oprør og borgerkrig til følge. Riget blev genrejst af Tiglat-pileser III (744-727 f.Kr.), der udvidede det assyriske hjerteland, førte vedvarende kampagner mod vest og sikrede sig Babylons krone. Han var den første, der for alvor udøvede tvangsforflytninger i det assyriske imperium, hvor grupper af mennesker fra den ene del af riget simpelthen blev forflyttet til den anden, så de ikke kunne opretholde loyalitet over for lokalsamfundet og bevare politiske kontakter, der kunne true de assyriske interesser.
Det sargonidiske dynasti (721-612 f.Kr.) blev indledt af Sargon 2. (721-705 f.Kr.), der som sin navnebror Sargon den Store var en tronraner af ukendt herkomst. Han flyttede hovedstaden til den nyanlagte by Khorsabad og førte en række felttog. Under ét af disse felttog mod landet Tabal i det sydlige Anatolien omkom han, og han kunne ikke efterfølgende modtage en passende begravelse. Derfor frygtede man hans døde ånd, der udelukket fra underverdenen hvileløst ville rase omkring på steppen.
Sønnen Sankerib (704-681 f.Kr.) flyttede hovedstaden til Nineve af frygt for at dele faderens ilde skæbne og gjorde den prægtigere, større og bedre end under nogen af forgængerne. Han opførte også det, som i senere legender blev kendt som Babylons hængende haver; - det var Sankeribs kongelige lysthave i Nineve med bjerglandskaber, eksotiske dyr og planter samt rislende vandløb, som blev forsynet gennem et sindrigt system af kanaler, akvædukter og arkimediske vandskruer. Kong Sankerib ophørte med at føre årlige felttog og anvendte i stedet aggressiv gengældelse til at opretholde den assyriske anseelse og er bl.a. kendt for belejringen af Jerusalem og ødelæggelsen af Babylon. Sankerib endte sine dage med at blive snigmyrdet af to af sine sønner.
Sankerib blev hævnet og efterfulgt af en tredje og yngre søn ved navn Esarhaddon (680-669 f.Kr.), der som den første mesopotamiske hersker erobrede Egypten.
Kong Esarhaddon genopbyggede det ødelagte Babylon, som var den evige sten i assyrernes sko: Kulturen havde sit udspring i Babylonien, som fra urtiden havde været sæde for den mesopotamiske civilisation. Denne kulturelle overlegenhed gjorde, at Babylonien indtog en særstilling i assyrisk politik og blev behandlet med fløjlshandsker. Da genstridige sydlige stammer af aramæere og kaldæere begyndte at blande sig på den babyloniske scene og tilrane sig magt, var den eneste løsning militær mellemkomst.
Efter bitre erfaringer sikrede Esarhaddon arvefølgen for sønnen Assurbanipal (668-627 f.Kr.) med en traktat forseglet med statsguden Assurs segl fra den oldassyriske periode, et mellemassyrisk segl og Sankeribs segl. Assurbanipal er den sidste store assyriske konge, der blandt andet førte felttog i Egypten og erobrede den elamittiske hovedstad Susa. Herved blev der indirekte banet vej for mederne i det nordlige Iran, som sammen med babylonerne erobrede Nineve i 612 f.Kr. og bragte perioden til ende. Grunden til det mægtige assyriske imperiums pludselige fald, skal søges i en økonomisk svækkelse. Som en ekspansiv magt var dets økonomi blevet afhængig af tilstrømningen af ressourcer fra de undertvungne områder, men da disse var udtømte efter Assyrien havde nået topmålet af ekspansion, og en erobring af Egypten viste sig at være for bekostelig, faldt rigets økonomi fra hinanden. Assurbanipal er særligt kendt for sit store bibliotek i Nineve med mange tusinde tekster indsamlet fra hele riget og de prægtige løvejagtsscener på hans relieffer.
Det kaldæiske imperium (600-540 f.Kr.).
Den nybabylonske periode (625-539 f.Kr.) er kendetegnet som et mægtigt handelsimperium. Det indledes af kaldæeren Nabopolasser (625-605 f.Kr.), som var med til at bringe Assyrien til fald. I det kaos, der fulgte efter Assurbanipals død, gjorde han sig til konge af Babylon d. 23. november 626 f.Kr. og grundlagde det kaldæiske dynasti. I 616 f.Kr. havde han sikret sig kontrollen med Babylonien og vendte sig mod det hadede assyriske hjerteland. De marcherede op langs Eufrat og nedkæmpede assyriske hære og deres allierede fra Egypten. Uden held angreb de Assur i 615 f.Kr. og måtte tage tilflugt i Tikrit, hvor de blev belejret af den assyriske hær. Det følgende år blev Nimrud plyndret og Assur besejret af Kong Kyaxares af Medien. Da Nabopolasser nåede frem til det allerede faldne Assur, allierede han sig med Kyaxares i nærheden af byen, der lå hen i ruiner. Efter tre måneders belejring af Nineve, bragte de byen til fald i 612 f.Kr. De plyndrede og hærgede byens paladser og templer og satte byen i brand. En gruppe assyrere flygtede til Harran i det sydlige Tyrkiet, der med egyptisk støtte forblev deres sidste bastion indtil 609 f.Kr., da babylonerne indsatte en garnison.
Babyloniens eneste større fjende var nu Egypten, hvis interessesfære lå i Levanten. I 610 f.Kr. kom de assyrerne til hjælp i Harran, og i 609 f.Kr. besejrede og dræbte de Kong Josias af Judæa ved Megiddo og slog sig ned sammen med resterne af den assyriske hær i Karkemish. I foråret 605 f.Kr. angreb kronprinsen Nebukadnezzar II (604-562 f.Kr.) og nedkæmpede den egyptiske hær med store tab på begge sider. Resterne af hæren jagede han gennem Syrien, men da Nebukadnezzar II's far døde 16. augúst 605 f.Kr., måtte Nebukadnezzar II opgive jagten og drage til Babylon, hvor han blev kronet 7. september 605 f.Kr. Efter sin kroning fortsatte han sin kampagne i Syrien, konsoliderede sin fars rige og sikrede sig de regelmæssige betalinger af skat og tribut fra de undertvungne områder ved årlige felttog, der stadfæstede riget og afstraffede de genstridige. Det var en videreførelse af den gamle, succesfulde assyriske politik.
Ishtarporten på Pergamonmuseet i Berlin
Den store mængde krigsbytte og tribut tillod Nebukadnezzar II omfattende bygningsprogrammer i Babylon og andre steder; i hovedstaden byggede han bl.a tempeltårnet Etemenanki, senere legenders Babelstårn, den store processionsvej og Ishtarporten, der begge var smukt dekoreret med relieffer af nogle af de store guders hellige dyr og andre motiver i glaseret tegl. Under de store folkelige nytårsfester kom guderne i deres kultstatuer til fra hele landet og blev båret gennem byen ad processionsvejen og ført ud igennem Ishtarporten til et tempel på steppen for at besejre kaosmagterne. Fra Bibelen er Nebukadnezzar II særligt kendt for sin deportation af jøderne efter sin erobring af Jerusalem i 597 f.Kr. Han førte også flere felttog mod Egypten, som han uden held forsøgte at erobre.
Efter Nebukadnezzar II's død i 562 f.Kr. fulgte en række turbulente år. Efter to års regering, blev Nebukadnezzar II's søn efterfulgt af sin svigerbror, der regerede i tre år. Han blev efterfulgt af en ung søn, der blev myrdet tre måneder senere i juni 556 f.Kr. Konspiratorerne udnævnte den gamle hærchef Nabonid (559-539 f.Kr.) til konge, som 30 år tidligere havde forhandlet fred mellem Medien og Lydien, efter at den berømte måneformørkelse 28. maj 585 f.Kr. afbrød den bitre kamp.
Nabonid var søn af guvernøren i Harran. Hans mor, der blev 104 år gammel, havde været hofdame hos Assurbanipal. Hun var præstinde for måneguden Sin i Harran, hvis tempel var blevet ødelagt af babylonere og medere i 609 f.Kr. Allerede i begyndelsen af sin regeringstid beordrede Nabonid sin mors tempel genopbygget, som længe forblev et vigtigt center for måneguden: Frem til det 3. årh. evt. kunne gudens halvmåne ses på romerske mønter præget i Harran. Nabonid indsatte også sin datter som ypperstepræstinde for Sin i Ur, ligesom Sargon den Store havde indsat sin datter Enheduanna 2000 år tidligere. Sargons datter skrev en række smukke hymner til guderne og er verdenshistoriens første kendte forfatter. Nabonid forsøgte at reformere religionen ved at ophøje Sin til den øverste gud og udfordrede herved statsguden Marduks præsteskab. Da der udbrød pest og hungersnød i Babylonien med en inflation på op til 50 %, blev det af Nabonid tilskrevet deres forræderi over for Sin. Han indsatte sin søn Belshazzar som regent i Babylon og ledte et felttog gennem Syrien og Libanon og videre frem til den vigtige karavaneby Taima i det norvestlige Saudi-Arabien, hvor han forblev i 10 år. De præcise grunde for dette frivillige eksil er ukendte, men det betød at Marduk-præsterne ikke kunne holde de store nytårsfester, hvorunder kongen skulle afgive sin kongeværdighed foran Marduk, have lussinger og bekende, hvad han ikke havde gjort, før han kunne genoptage kongedømmet.
I 540 f.Kr. vendte Nabonid tilbage og stod overfor en ny magtbalance; de tidligere så magtfulde medere og lydere var blevet besejret af perserne, der efterfølgende kom til at regere hele Mellemøsten. I efteråret 539 f.Kr. nedkæmpede perserkongen Kyros den babylonske hær ved Opis og marcherede videre ned til Sippar. Byen blev indtaget 10. oktober, Nabonid flygtede, og kun to dage senere marcherede den persiske hær ind i Babylon uden kamp. Tropperne omringede Marduks tempel og sørgede for, at nytårsfestens religiøse ceremonier, som foregik derinde, ikke blev forstyrret.
Kong Kyros førte en kraftig propaganda og vandt megen støtte for sin liberale politik og religiøse tolerance, der uden tvivl blev ledsaget af mere likvide argumenter. Det var denne konge, som af jøderne blev set som en frelser, JHVHs sendebud, der befriede dem fra fangeskab og tillod dem at genopbygge templet i Jerusalem. Han siges af perserne selv at være blevet hyldet som befrieren fra den kætterske Narbonids tyranni, da han udnævnt af Marduk selv triumferende marcherede ind i Babylon 29. oktober.
Hermed var det sidste selvstændige styre i Mesopotamien bragt til ende for de næste 2.500 år. Først efter 1. verdenskrig blev Mesopotamien etableret som den nye stat Irak under britisk mandat i 1921, og i 1932 blev landet selvstændigt.
Efterspil.
Med undtagelse af nomader, der boede i telte, og marskboerne i syd, der boede i sivhytter, byggede de gamle mesopotamiere deres huse i lersten. Når det ikke brændes, er dette byggemateriale ikke særligt holdbart, og da der i modsætning til træ var rigeligt af det, rev man gerne det gamle hus ned, udjævnede jorden og byggede et nyt ovenpå. Det betød, at der efterhånden blev ophobet lag på lag af ruiner efter tidligere beboelser og dannet det, man med et arabisk ord kalder en tell, en byhøj. Gennem årtusinderne blomstrede den ene store kultur efter den anden op på sine forgængers ruiner, som lå aflejret i byhøjens lag; den dag i dag er disse byhøje et meget karakteristisk træk i landskabet i Mellemøsten som evigt vidne om en ufattelig gammel verden.
De gamle borgere i oldtidens Mesopotamien var klar over de fantastiske rigdomme, der lå gemt i deres gamle byhøje, og en bevidsthed om landets umådeligt rige kulturarv dukkede mildest talt op af jorden.
Man udførte antikvariske undersøgelser, havde antikvitetssamlinger, lavede forfalskninger, udførte indskrifter med ældre tegnformer og fantaserede omkring skrifttegnenes udviklingshistorie.
Den oldkyndige babylonerkonge Nabonid var en flittig antikvar. Under restaureringen af de gamle kultcentre i Babylonien undersøgte han deres fundament og fandt gamle indskrifter og genstande fra en fjern fortid; han gravede bl.a. i Sippar, hvor han nåede helt ned i lag fra den oldakkadiske konge Naram-Sins tid (2254-2218 f.Kr.). Nogle af fundene opbevarede han i et slags museum i tempelanlægget i Ur, hvor han havde indsat sin datter som ypperstepræstinde. Blandt fundene var en statue af Kong Shulgi fra Ur-III dynastiet(2094-2047 f.Kr.), en af Larsa-kongernes lersøm fra det tidlige 2. årt. samt en kassitisk grænsestele fra slutningen af det 2. årtusinde.
Indtil midten af det 19. århundrede var i den vestlige verden Mesopotamiens historie kun kendt fra beretninger i Bibelen og enkelte antikke forfattere. I det 12. århundrede finder vi de første iagttagelser af de gamle ruinhøje fra en rejsende i området, som siden skulle blive fulgt af flere nysgerrige sjæle. I det 17. og 18. århundrede beskrev europæere Persepolis' ruiner og lavede kopier af oldpersiske kileindskrifter, som delvis blev tydet af den tyske forsker Georg Grotefend i 1802. Blandt de tidlige rejsende var Carsten Niebuhr, der besøgte Nineve i 1766 under den danske ekspedition til Det lykkelige Arabien.
De første videnskabelige undersøgelser i Mesopotamien blev foretaget af orientalisten Claudius Rich, der blev efterfulgt af den unge Henri Austen Layard. I begyndelsen af 1840'erne havde han rejst rundt i området og var blevet dybt betaget af de gamle, hemmelighedsfulde ruinhøje, så i en alder af 28 år begyndte han i november 1845 at grave i Nimrud, hvor han fandt Assurnasirpal II's palads. Det følgende år foretog han nogle prøvegravninger i Nineve, hvor han året efter fandt Sankeribs palads og sammenlagt afdækkede 3 km med assyriske paladsrelieffer. Mere end nogen anden gjorde Austen Henry Layard Mesopotamiens historie kendt for en begejstret victoriansk offentlighed, der drømte om, at man kunne finde helt tilbage til Adams og Evas tid.
Den gamle kileskrift blev brugt fra slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. frem til det 1. århundrede e.Kr. til at skrive hen mod femten forskellige sprog så som akkadisk, (assyrisk og babylonisk), sumerisk, eblaittisk, elamittisk, hittittisk, hurrittisk, urartæisk, ugaritisk og oldpersisk. Skriften blev tydet på baggrund af en tresproget klippeindskrift af Kong Dareios 1. ved Bisutun i det sydvestlige Iran. Efter en møjsommelig kopiering af den oldpersiske indskrift udgav Sir Henry Rawlinson en tydning i 1846. I anden omgang blev resten af indskriften kopieret, og i 1851 tydede han den babyloniske indskrift.
Efterfølgende blev den sidste på elamittisk tydet af Edwin Norris på baggrund af Henry Rawlinsons notater i 1855. Hermed var grunden lagt til en kileskriftforskning, der fortsættes den dag i dag af assyriologien.
Guldkysten.
Guldkysten (Gold Coast) var en britisk koloni ved Guineabugten i Vestafrika. I 1957 blev Guldkysten til det uafhængige land Ghana.
Guldkysten blev dannet som koloni i 1821, men navnet havde i lang tid været i brug af europæerne om områdets kyststrækning, på grund af de rige guldforekomster.
Guineabugten omfattede Guldkysten, Slavekysten og Elfenbenskysten, opkaldt efter de enkelte områders vigtigste handelsvarer. Guld, slaver og elfenben drejede det sig om for europæerne i hele området, men i forskellig målestok. Europæiske skibe, der anløb Guineabugten i 16- og 1700-tallet, gik oftest i trekantfart med disse tre varer i lasten.
Briterne udvidede gradvis koloniens territorium ved erobringstogter mod lokale stammer, Ashantikonføderationen og andre europæiske lande, der havde etableret små kolonier i området.
I 1946 blev ashantiprotektoratet Britisk Togoland og Fante-protektoratet indlemmet i Guldkysten, og dermed konsolideret som én koloni. Da Guldkysten blev uafhængig ni år senere, fik den navnet Ghana.
Terningsommerfugl.
Terningsommerfuglen tilhører gruppen af "metalmærker", der findes i mange former og farver i udlandet, specielt i Amerika. Sommerfuglen er erklæret uddød i Danmark. Den er desværre ikke set her siden 1960. Terningsommerfuglen kunne findes på Sjælland på små enge og i skovlysninger i perioden 20. maj til 10. juni. Sidste findested var Allindelille Fredskov. Den findes stadig i Sverige, England og Tyskland, selvom den også her er blevet sjældnere. I Mellemeuropa er den ret udbredt.
Sommerfuglen er meget tæt knyttet til planten kodriver. Stævningsskove og græsningsskove gav sommerfuglen de rigtige betingelser for overlevelse, da det ikke er ligegyldigt hvilken slags kodriverplanter der findes på stedet - de skal være modne planter, der er ved at blive fortrængt af buske og andre urter.
Udseende.
Terningsommerfuglen har et vingefang omkring 28 mm. Ved første øjekast kan den minde om en bredpande, tættere på kan oversiden af terningsommerfuglen minde om en pletvinge, men vingebagsiden har to rækker af lyse/hvide pletter på en rødbrun bund. Hun-terningsommerfuglen har seks ben som de fleste insekter, men hannen har som takvingerne kun fire regulære ben.
Livscyklus.
Æggene bliver lagt på Hulkravet Kodriver. Efter 14 dage klækkes de. Larverne æder kun af planten om natten og gemmer sig om dagen. Efter ca. 6 uger (i august) forpuppes larven. Puppen overvintrer og til foråret, efter ca. 9 måneder, kommer den voksne terningsommerfugl frem.
Foderplanter.
Hulkravet kodriver, i Tyskland findes den også på Fladkravet Kodriver og i England også på storblomstret kodriver.
Blåfugle (sommerfugle).
Blåfugle ("Lycaenidae") er en familie af sommerfugle. Familien består af cirka 6.000 arter.
Guldhale (sommerfugl).
Guldhale er udbredt i lyse skove, parker, skovbryn og krat. I Danmark kan den specielt ses ved kratområder med dens foderplante slåen. Mere specifikt i Nordsjælland, Østjylland og Sydfyn.
Trusler.
Guldhale er meget modtagelig over for pesticidanvendelse, og sommerfuglen ses derfor ikke i områder som er blevet sprøjtet.
Blåhale (sommerfugl).
Blåhale kan ikke kun ses i Danmark, men også i det øvrige Europa, Asien og Afrika. Specielt der hvor dens foretrukne foderplante, egetræet, er udbredt. Blåhale er en af de sommerfugle, som ikke drikker nektar, men derimod flagrer rundt oppe i træerne, hvor de lever af honningdug.
Arten blev kategoriseret af Carl von Linné i 1758.
Retsvidenskab.
Retsvidenskab er den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med jura. Jura er en gruppe af emner, der behandler lov, offentlige forskrifter, aftaler og andre retshandeler.
Retsvidenskaben kan deles op i de dogmatiske discipliner og de almene discipliner.
Retsdogmatikken.
Retsdogmatikken er en samlet kategori for juraens praktiske discipliner og beskæftiger sig med løsningen af problemstillinger inden for gældende ret. Langt hovedparten af juridisk faglitteratur omhandler retsdogmatikken, ligesom hovedparten af det juridiske studium beskæftiger sig med disse discipliner.
Grundlæggende kan man inddele de enkelte retsdogmatiske discipliner i to kategorier: Privatretten og den offentlige ret. Imellem de to kategorier findes procesretten, der danner bro imellem den private og offentlige ret.
Privatretten beskæftiger sig med en række specialområder, f.eks. formueretten (der består af obligationsretten og tingsretten), familieformueretten, selskabsretten m.fl.
Inden for offentlig ret beskæftiger man sig typisk med statens anliggender, såsom statsretten, forvaltningsretten, EU-retten og folkeretten.
Retsvidenskab.
Retsvidenskaben er juraens almene element og er i forhold til retsdogmatikken, der typisk er rettet mod at løse problemstillinger inden for gældende ret, en samling metadiscipliner, der fokuserer på rettens grundlæggende teori, filosofi, historie, samfundsmæssige påvirkninger og ikke mindst metode. På det praktiske niveau forsøger nogle jurister at forbedre samfundet ved at studere, hvordan ret udøves og fremsætte forslag til, hvordan den burde udøves. Sidstnævnte kaldes retspolitik.
Retsvidenskaben angribes typisk igennem to analysemetoder: Den analytiske, der beskriver hvad ret ”er”, samt den normative, der beskriver, hvordan retten ”burde være”. Objektet for analysen kan f.eks. være sager ved domstolene eller retten, som den er udformet af lovgiver.
Inden for analytisk retsvidenskab indtager man et neutralt synspunkt og et beskrivende sprog, når man referer til et retssystem. Man fokuserer på, hvad systemet er og ikke på, hvad det skulle eller burde være, hvormed man undgår at skulle besvare moralske, etiske og værdiladede spørgsmål.
Normativ retsvidenskab overvejer, hvad ret er, og hvad den burde være, moralske og etiske spørgsmål, samt hvilke værdier er vigtigere end andre. Blandt de vigtige spørgsmål, den normative retsvidenskab forsøger at besvare, er: Hvad er rettens rette funktion? Hvilke værdier er så vigtige, at en forbrydelse imod disse bør straffes? Hvad er retfærdighed? Har man medfødte rettigheder – og i bekræftende fald, hvilke da?
Af pædagogiske årsager har man på de juridiske uddannelsesinstitutioner valgt at dele faget op i en række selvstændige fag. Disse kan være retssociologi, retshistorie og retsteori (somme tider kaldt retsfilosofi eller retslære). Alle elementer indgår imidlertid i en større helhed.
I Danmark kaldes det retsvidenskabelige studium for "jura", der er latinsk flertalsform af "jus", der betyder "ret". Flertalsformen bruges, fordi jura i et historisk perspektiv indbefatter videnskaben om de to retter: Den verdslige ret og kirkeretten, (også kaldet kanonisk ret).
Det hvide W.
Foderplanter.
Gammel elm og i sjældnere tilfælde lind og andre træer.
Egesommerfugl.
Egesommerfugl ("Satyrium ilicis") er en sommerfugl i blåfugle familien.
Foderplanter.
Egesommerfuglen anvender som navnet antyder forskellige egearter (mest små buske) som foderplanter.
Slåensommerfugl.
Slåensommerfugl ("Satyrium pruni") ses oftest i tæt slåenkrat, deraf dens navn. Dens leveområde er endvidere primært solåbne skove og vejkanter eller lignende områder.
Slåensommerfuglen er meget sjælden i Danmark. I resten af Europa kan den ses i Mellem- og Østeuropa, Irland, Skotland, Holland, Belgien og Norge.
Udseende.
Slåensommerfuglens han har et bånd af orange pletter på bagvingerne, hunnen har ofte mere tydelige orange pletter på forvingerne end hannen.
Foderplanter.
Som navnet antyder er slåensommerfuglens foderplante primært slåen. I sjældnere tilfælde dog også sveskeblomme.
1602.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1597 1598 1599 1600 1601 - 1602 - 1603 1604 1605 1606 1607
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
02
1603.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1598 1599 1600 1601 1602 - 1603 - 1604 1605 1606 1607 1608
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
03
1605.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1600 1601 1602 1603 1604 - 1605 - 1606 1607 1608 1609 1610
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
05
1606.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1601 1602 1603 1604 1605 - 1606 - 1607 1608 1609 1610 1611
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
06
1607.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1602 1603 1604 1605 1606 - 1607 - 1608 1609 1610 1611 1612
Konge i Danmark og Norge: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
07
1608.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1603 1604 1605 1606 1607 - 1608 - 1609 1610 1611 1612 1613
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
08
1609.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1604 1605 1606 1607 1608 - 1609 - 1610 1611 1612 1613 1614
Eksterne henvisninger.
09
1610.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1605 1606 1607 1608 1609 - 1610 - 1611 1612 1613 1614 1615
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
Eksterne henvisninger.
10
1611.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1606 1607 1608 1609 1610 - 1611 - 1612 1613 1614 1615 1616
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648. - Danmark i krig: Kalmarkrigen 1611-1613
Eksterne henvisninger.
11
1612.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1607 1608 1609 1610 1611 - 1612 - 1613 1614 1615 1616 1617
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648. - Danmark i krig: Kalmarkrigen 1611-1613
Eksterne henvisninger.
12
1613.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1608 1609 1610 1611 1612 - 1613 - 1614 1615 1616 1617 1618
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648. - Danmark i krig: Kalmarkrigen 1611-1613
Eksterne henvisninger.
13
1614.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1609 1610 1611 1612 1613 - 1614 - 1615 1616 1617 1618 1619
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
14
1615.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1610 1611 1612 1613 1614 - 1615 - 1616 1617 1618 1619 1620
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648.
Eksterne henvisninger.
15
1616.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1611 1612 1613 1614 1615 - 1616 - 1617 1618 1619 1620 1621
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
16
1617.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1612 1613 1614 1615 1616 - 1617 - 1618 1619 1620 1621 1622
Eksterne henvisninger.
17
1618.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1613 1614 1615 1616 1617 - 1618 - 1619 1620 1621 1622 1623
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648.
Eksterne henvisninger.
18
1619.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1614 1615 1616 1617 1618 - 1619 - 1620 1621 1622 1623 1624
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
19
1620.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1615 1616 1617 1618 1619 - 1620 - 1621 1622 1623 1624 1625
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648.
Eksterne henvisninger.
20
1621.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1616 1617 1618 1619 1620 - 1621 - 1622 1623 1624 1625 1626
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648.
Eksterne henvisninger.
21
1623.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1618 1619 1620 1621 1622 - 1623 - 1624 1625 1626 1627 1628
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
23
1624.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1619 1620 1621 1622 1623 - 1624 - 1625 1626 1627 1628 1629
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
24
1625.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1620 1621 1622 1623 1624 - 1625 - 1626 1627 1628 1629 1630
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
25
1627.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1622 1623 1624 1625 1626 - 1627 - 1628 1629 1630 1631 1632
Eksterne henvisninger.
27
1628.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1623 1624 1625 1626 1627 - 1628 - 1629 1630 1631 1632 1633
Eksterne henvisninger.
28
1630.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1625 1626 1627 1628 1629 - 1630 - 1631 1632 1633 1634 1635
Eksterne henvisninger.
30
1631.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1626 1627 1628 1629 1630 - 1631 - 1632 1633 1634 1635 1636
Eksterne henvisninger.
31
1632.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1627 1628 1629 1630 1631 - 1632 - 1633 1634 1635 1636 1637
Eksterne henvisninger.
32
1633.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1628 1629 1630 1631 1632 - 1633 - 1634 1635 1636 1637 1638
Eksterne henvisninger.
33
1634.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1629 1630 1631 1632 1633 - 1634 - 1635 1636 1637 1638 1639
Eksterne henvisninger.
34
1636.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1631 1632 1633 1634 1635 - 1636 - 1637 1638 1639 1640 1641
Eksterne henvisninger.
36
1637.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1632 1633 1634 1635 1636 - 1637 - 1638 1639 1640 1641 1642
Eksterne henvisninger.
37
1638.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1633 1634 1635 1636 1637 - 1638 - 1639 1640 1641 1642 1643
Eksterne henvisninger.
38
1639.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1634 1635 1636 1637 1638 - 1639 - 1640 1641 1642 1643 1644
Eksterne henvisninger.
39
1640.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1635 1636 1637 1638 1639 - 1640 - 1641 1642 1643 1644 1645
Eksterne henvisninger.
40
1641.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1636 1637 1638 1639 1640 - 1641 - 1642 1643 1644 1645 1646
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
41
1640'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649
å
1630'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne - 1630'erne - 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne
År: 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639
å
1620'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne - 1620'erne - 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne
År: 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629
å
1610'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne - 1610'erne - 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne
År: 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619
å
1600'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609
å
1650'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659
å
1650.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1645 1646 1647 1648 1649 - 1650 - 1651 1652 1653 1654 1655
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
50
1647.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1642 1643 1644 1645 1646 - 1647 - 1648 1649 1650 1651 1652
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
Eksterne henvisninger.
47
1643.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1638 1639 1640 1641 1642 - 1643 - 1644 1645 1646 1647 1648
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
Eksterne henvisninger.
43
1644.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1639 1640 1641 1642 1643 - 1644 - 1645 1646 1647 1648 1649
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648
Eksterne henvisninger.
44
1648.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1643 1644 1645 1646 1647 - 1648 - 1649 1650 1651 1652 1653
Konge i Danmark: Christian 4. - 1588-1648, - Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
48
1649.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne - 1640'erne - 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne
År: 1644 1645 1646 1647 1648 - 1649 - 1650 1651 1652 1653 1654
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
49
1652.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1647 1648 1649 1650 1651 - 1652 - 1653 1654 1655 1656 1657
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
52
1653.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1648 1649 1650 1651 1652 - 1653 - 1654 1655 1656 1657 1658
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Den fuldkomne fisker udgives i London, skrevet af Izaak Walton og Charles Cotton.
Eksterne henvisninger.
53
1654.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1649 1650 1651 1652 1653 - 1654 - 1655 1656 1657 1658 1659
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
54
1655.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1650 1651 1652 1653 1654 - 1655 - 1656 1657 1658 1659 1660
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
55
1656.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1651 1652 1653 1654 1655 - 1656 - 1657 1658 1659 1660 1661
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
56
1657.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1652 1653 1654 1655 1656 - 1657 - 1658 1659 1660 1661 1662
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670 - Danmark i krig: Karl Gustav-krigen - 1657-1660
Eksterne henvisninger.
57
1659.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne - 1650'erne - 1660'erne 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne
År: 1654 1655 1656 1657 1658 - 1659 - 1660 1661 1662 1663 1664
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670 - Danmark i krig: Karl Gustav-krigen - 1657-1660
Eksterne henvisninger.
59
1661.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1656 1657 1658 1659 1660 - 1661 - 1662 1663 1664 1665 1666
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
61
1662.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1657 1658 1659 1660 1661 - 1662 - 1663 1664 1665 1666 1667
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
62
1663.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1658 1659 1660 1661 1662 - 1663 - 1664 1665 1666 1667 1668
Konge i Danmark: Frederik 3. - 1648-1670
Eksterne henvisninger.
63
1664.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1659 1660 1661 1662 1663 - 1664 - 1665 1666 1667 1668 1669
Eksterne henvisninger.
64
1665.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1660 1661 1662 1663 1664 - 1665 - 1666 1667 1668 1669 1670
Eksterne henvisninger.
65
1666.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1661 1662 1663 1664 1665 - 1666 - 1667 1668 1669 1670 1671
Eksterne henvisninger.
66
1667.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1662 1663 1664 1665 1666 - 1667 - 1668 1669 1670 1671 1672
Eksterne henvisninger.
67
1669.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1664 1665 1666 1667 1668 - 1669 - 1670 1671 1672 1673 1674
Eksterne henvisninger.
69
1670.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1665 1666 1667 1668 1669 - 1670 - 1671 1672 1673 1674 1675
Konge i Danmark: Frederik 3. 1648-1670 Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
70
1671.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1666 1667 1668 1669 1670 - 1671 - 1672 1673 1674 1675 1676
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
71
1673.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1668 1669 1670 1671 1672 - 1673 - 1674 1675 1676 1677 1678
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
73
1674.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1669 1670 1671 1672 1673 - 1674 - 1675 1676 1677 1678 1679
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
74
1675.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1670 1671 1672 1673 1674 - 1675 - 1676 1677 1678 1679 1680
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 - - Danmark i krig: Skånske Krig 1675-1679
Eksterne henvisninger.
75
1678.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1673 1674 1675 1676 1677 - 1678 - 1679 1680 1681 1682 1683
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 - - Danmark i krig: Skånske Krig 1675-1679
Eksterne henvisninger.
78
1680.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1675 1676 1677 1678 1679 - 1680 - 1681 1682 1683 1684 1685
Eksterne henvisninger.
80
1681.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1676 1677 1678 1679 1680 - 1681 - 1682 1683 1684 1685 1686
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
81
1683.
Eksterne henvisninger.
83
1684.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1679 1680 1681 1682 1683 - 1684 - 1685 1686 1687 1688 1689
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
84
1685.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1680 1681 1682 1683 1684 - 1685 - 1686 1687 1688 1689 1690
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
85
1686.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1681 1682 1683 1684 1685 - 1686 - 1687 1688 1689 1690 1691
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
86
1687.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1682 1683 1684 1685 1686 - 1687 - 1688 1689 1690 1691 1692
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
87
1688.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1683 1684 1685 1686 1687 - 1688 - 1689 1690 1691 1692 1693
Eksterne henvisninger.
88
1690.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1685 1686 1687 1688 1689 - 1690 - 1691 1692 1693 1694 1695
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
90
1691.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1686 1687 1688 1689 1690 - 1691 - 1692 1693 1694 1695 1696
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699
Eksterne henvisninger.
91
1692.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1687 1688 1689 1690 1691 - 1692 - 1693 1694 1695 1696 1697
Eksterne henvisninger.
92
1693.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1688 1689 1690 1691 1692 - 1693 - 1694 1695 1696 1697 1698
Eksterne henvisninger.
93
1694.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1689 1690 1691 1692 1693 - 1694 - 1695 1696 1697 1698 1699
Eksterne henvisninger.
94
1695.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1690 1691 1692 1693 1694 - 1695 - 1696 1697 1698 1699 1700
Eksterne henvisninger.
95
1696.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1691 1692 1693 1694 1695 - 1696 - 1697 1698 1699 1700 1701
Eksterne henvisninger.
96
1697.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1692 1693 1694 1695 1696 - 1697 - 1698 1699 1700 1701 1702
Eksterne henvisninger.
97
1698.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1693 1694 1695 1696 1697 - 1698 - 1699 1700 1701 1702 1703
Eksterne henvisninger.
98
1699.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1694 1695 1696 1697 1698 - 1699 - 1700 1701 1702 1703 1704
Konge i Danmark: Christian 5. 1670-1699 - - Frederik 4. 1699-1730
Eksterne henvisninger.
99
1690'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne 1680'erne - 1690'erne - 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne 1740'erne
År: 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699
å
1680'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne 1670'erne - 1680'erne - 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne 1730'erne
År: 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689
å
1670'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne 1660'erne - 1670'erne - 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne 1720'erne
År: 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679
å
1660'erne.
Århundreder: 16. århundrede - 17. århundrede - 18. århundrede
Årtier: 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne - 1660'erne - 1670'erne 1680'erne 1690'erne 1700'erne 1710'erne
År: 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669
å
Ottearmet blæksprutte.
Den ottearmede blæksprutte ("Octopus vulgaris") er almindelig langs de vesteuropæiske kyster lige fra Danmark i nord til Portugal i syd. Den findes også i Middelhavet. Den lever mest på havbunden, hvor den kan gemme sig og lure efter føde, men sjældent på dybere vand end 200 m. Dens kappes længde er 50 cm, dens totallængde kan blive op til det dobbelte. Kroppen er ægformet, og hovedet er smallere end kroppen.
Den bruger sine lange fangarme til at trække sig frem med og til at fange sit bytte med. De otte arme er omtrent af samme længde og dobbelt så lange som kroppen. Blæksprutten har ikke noget skelet, den består kun af bløddele, bortset fra dens mund, der sidder midt mellem dens mange arme og ligner et meget skarpt papegøjenæb. Den fanger sit bytte ved at lamme det med spyt fra sine giftkirtler.
Blækspruttens føde består af krebsdyr som krabber og rejer, og den kan også tage hummere og døde dyr. Den kan selv blive bytte for torsk og havtaske, der finder føde ved havbunden som blæksprutten selv. Somme tider lykkes det den at flygte, for hvis blæksprutten føler sig truet, sprøjter den en mørk væske ud i vandet for at forvirre fjenden.
Den ottearmede blæksprutte kan skifte farve så hurtigt og effektivt at det får en kamæleons evner til at blegne. På grund af dens bløde krop som kun består af bløddele udover næbbet kan den også skifte form hvilket gør camouflagen perfekt. Den kan også klemme sig gennem et hul på størrelse med sin mund.
Eledoneblæksprutte.
Eledoneblæksprutten er en lille ottearmet blæksprutte (Eledone cirrosa eller Eledone cirrhosa) som også findes i danske farvande.
Tiarmet blæksprutte.
Den tiarmede blæksprutte eller Loligoblæksprutten ("Loligo forbesi" eller "Loligo forbesii") lever bl.a. i danske farvande overalt, hvor den kan finde føde. Den er et fritsvømmende bløddyr. Dens mund er et næb, der sidder inde mellem dens arme. Inden i dens bløde krop har den bl.a. gæller, hjerte og en blæksæk. Blæksprutten har to store øjne. Den skider, sprøjter blæk og sprøjter det luftfiltrerede vand ud samme sted.
Den tiarmede blæksprutte jager i stimer. Den lever af fisk og snegle, som den griber med de lange fangarme med sugekopper på. Nogle gange forfølger den sit bytte helt op over overfladen. Den svømmer meget hurtigt pga. den slanke, strømlinede krop.
Dens fjender er fisk, sæler, havfugle, tandhvaler og mennesker.
Storebælt.
Storebælt er farvandet mellem Sjælland og Lolland på den ene, Fyn og Langeland på den anden side. Det er den midterste af de tre forbindelsesveje mellem Kattegat og Østersøen, og det benyttes fortrinsvis af skibe, hvis dybgående hindrer dem i at passere sundet.
Grænser.
Storebælt begrænses mod nord af en linje mellem Refsnæs og Fynshoved, mod syd af en linje mellem Gulstav på Langeland og Kappel kirke på Lolland. Det adskilles fra farvandet syd for Fyn ved en linje mellem Thurø og Næshoved på Langeland, fra Smålandsfarvandet ved en linje fra Korsør over vestsiden af Egholm, Agersø og Omø til østpynten af Onse Vig på Lolland.
Langelandsbæltet.
Langelandsbæltet er navnet på den sydlige del af Storebælt, syd for en linje mellem Hov, Langelands nordpynt, og Omø vestpynt. Ved Østerrenden forstås løbet mellem Sprogø østrev og Halskov rev, ved Vesterrenden løbet mellem Sprogø vestrev og Knudshoved.
Indskæringer, fjorde, bugte og vige.
På Sjællands kyst er følgende store indskæringer: Kalundborg fjord, der går ind mellem halvøerne Refsnæs og Asnæs, Jammerland bugt mellem Asnæs og Reersø, Musholm Bugt mellem Reersø og Halskov. Indskæringer i Lolland er: den lille Onse vig på øens nordside og Nakskov fjord med Taars vig på vestsiden, nord for den lave halvø Albuen. Indskæringer i Fyn er: Kerteminde bugt, mellem Stavreshoved og Risinghoved, og Nyborg fjord, vest for halvøen Østerø, hvis østligste pynt er Knudshoved. I syd ligger følgende øer: Romsø ved Fyns kyst, ca. 5 km nordøst for Stavres Hoved, skilt fra Fyn ved Romsø sund, Musholm ud for den nordlige del af Musholm bugt, ca. 4 km syd for Reersø, Sprogø midt i bæltet mellem Halskov og Knudshoved, Egholm, Agersø og Omø ved grænsen til Smålandsfarvandet, Thurø ud for Fyns sydøstpynt og skilt fra denne ø ved Skaarupør sund, samt endelig den lille Vensholm på landflakket mellem Onse vig og Nakskov fjord.
Rev og grunde.
Rev strækker sig ud fra halvøerne Refsnæs, Asnæs og Halskov samt fra Sprogø såvel mod øst som mod vest. I syd findes mange grunde, af hvilke her skal nævnes de vigtigste. Lysegrunde med 5 m vand ud for Jammerland bugt, Elefant Grund med 3 m omtrent midt mellem Reersø og Romsø, Ryggen med 5 1/2 m på 1/3 af afstanden fra Fyns Hoved til Asnæs. Fra Ryggen syd efter langs Fyns kyst til Romsø ligger følgende grunde med 6 à 7 m vand: Stubberup Knold, Romsø Tue, Polyphem og Torskepladen. Ud for Musholm bugt ligger Slettings grund med 4 1/2 m. Fra Langelands vestkyst strækker sig en ca. 2 km bred, undersøisk ryg nord over. Denne ryg, der har flere dybe gennemskæringer, er overgået med grunde og puller, og på den ligger 3 små holme, nemlig Vresen, Langesand og Smørstakken. Broen er navnet på et flak, der strækker sig fra Hov mod nordøst, og på enden af hvilket ligger den for store skibe farlige Vengeance grund med mindste dybde af 6 m. Ud for Lollands vestkyst ligger et flak, hvorpå findes flere puller, Albu Triller, mens Landgrunden øst for Langeland er smal og har flere små grunde: Tetens grund, Snøde rev og Nebble revler, der dog ikke strækker sig over 1 km ud fra kysten. Af puller skal endelig nævnes: Puller vest for Asnæs, Romsø puller og Rønnen ud for Romsø, Sprogø puller, Dronning Maries puller og Vresens puller mellem Sprogø og Vresen.
Dybdeforholdene i syd er på de fleste steder i høj grad vekslende; men der er få farvande, hvor loddet, benyttet med Omsigt, kan give bedre vejledning for sejladsen i tåge, og hertil bidrager væsentlig den forsænkning, der hedder Dyberende, som med 30 m's dybde og derover, indtil 60 m, næsten uden afbrydelse strækker sig på langs gennem hele bæltet.
Strømforhold.
Strømforholdene er meget indviklede og uregelmæssige. Den nordgående strøm er fremherskende med alle vinde fra nordnordøst gennem øst og syd til vestsydvest; den sydgående kun med vinde mellem vest og nordnordøst; særlig giver vind fra nordvest så godt som altid rask sydgående strøm. Den nordgående strøm løber dog sjældent i hele bæltets bredde; ofte løber den i den ene side af bæltet og sydgående strøm i den anden side; til andre tider løber den nordgående strøm på begge sider af bæltet, mens der samtidig løber modsat strøm på en smallere eller bredere strækning i midten. Strømmens retning påvirkes meget af de stedlige forhold, men hovedstrømmen følger i almindelighed Dyberende. Strømmens hastighed kan nå op til ca. 3 sømil, selv under tilsyneladende rolige forhold.
Storebæltsforbindelsen.
Storebæltsforbindelsen forbinder Fyn (Nyborg) med Sjælland (Korsør) via Sprogø og erstatter de tidligere bil- og jernbanefærger.
Biltrafikken ledes udelukkende over bro. Det vil sige en lavbro mellem Fyn og Sprogø, og fra Sprogø til Sjælland via en hængebro.
Togtrafikken afvikles ligeledes over en lavbro mellem Fyn og Sprogø, men fortsætter fra Sprogø til Sjælland via en tunnel i undergrunden mellem de 2 landsdele.
Johan Herman Wessel.
Johan Herman WesselJohan Herman Wessel (6. oktober 1742 - 29. december 1785 i København) var en dansk-norsk digter og skuespilforfatter. Storebror til matematikeren og kartografen Caspar Wessel og grandnevø til Peter Wessel Tordenskjold.
J.H. Wessel kom i latinskole i Christiania 1758 og rejste 1761 til København for at blive student og vendte ikke siden tilbage til Norge. Han 'læste' ved Københavns universitet og erhvervede en lavere filosofisk eksamen.
Hans hovedværk er sørgespilparodien "Kierlighed uden Strømper" (1772), en satire over den tomme konvention. Hans mest kendte digt er Smeden og Bageren.
Eksempler.
Titelbladet til førsteudgaven af Johan Hermann Wessels "Kærlighed uden strømper" fra 1772.
Johan Herman Wessels håndskrift. En billet til teatrets direktør kammerherre Warnstedt angående Wessels oversættelse af Monvels tekst til to-akts syngestykket "De tre Forpagtere" opført første gang den 30. oktober 1780.
Chinchilla.
Chinchillaen ("Chinchilla lanigera") er en gnaver. En fuldvoksen chinchilla vejer fra 400-1000 g. I naturen vejer de dog fra 400-600 gram, hvor hunnerne er størst.
Grunden til at de er blevet avlet så store, er så der er mere pels på det enkelte dyr, og de er derved mere egnede i pelsfarme.
Chinchillaen elsker højder, og lever derfor også i bjergene. Derfor er det vigtigt hvis man holder chinchillaer i fangeskab, at udvikle deres klatreevner, f.eks., via store grene eller bjælker. Chinchillaen kan med deres lange og puskede hale navigere i de store højder.
Chinchillaerne kommer fra Sydamerika hvor de lever i huler og sprækker i klipperne i Andesbjergene. Dyrene holder sammen i store kolonier gerne med over 100 individer. Den vilde chinchilla er dog i dag stort set udryddet som følge af rovdrift pga. dens fine pels.
I dag opdrættes chinchillaer i pelsfarme og de holdes også som kæledyr.
Derudover hører chinchillaer også til den gruppe af gnavere der føder fuldt udviklede unger. Det vil sige at ungerne er født med pels, åbne øjne, og de har skiftet mælketænder.
Der er som udgangspunkt to arter af chinchillaer: Den "langhalede" og den "korthalede". Chinchillaen lever i op til 5.000 meters højde, og tåler derfor ikke ret godt temperaturer over 25 grader. Til gengæld er kulde ikke noget problem for chinchillaen, og det er også grundet kulden, at chinchillaen føder fuldt udviklede unger.
Chinchillaen er overvejende nataktiv, men kan dog ses siddende fremme i det tidlige morgenlys, og i den sene aftensol.
Chinchillaen lever udelukkende af den meget begrænsede vegetation, der hovedsageligt består af grove tornede græsarter, og urter. Her ud over er de også kendt for at leve af de kaktussorter der findes der hvor de lever.
Dyrene gnaver et hul nede ved jorden, der går ind i midten af kaktussen, hvor de så kravler op på indersiden, og herfra æder blomsterne der sidder højere oppe på planten.
Chinchillaen bruger sine forpoter som en hånd, til at tage fat om sin mad. De har dog ikke en tommelfinger som vi. Der er ikke meget vand i de områder chinchillaen kommer fra, så chinchillaens væskebehov bliver dækket gennem det den spiser.
Som hos andre gnavere vokser chinchillaens tænder gennem hele livet, for at kompensere for det hårde slid de bliver udsat for, ved at tygge den grove føde.
Chinchillaen findes i flere farvevariationer, men den oprindelige farvevariation er grå - også kaldet standard grå. De andre farvevariationer er mutationer der er fremkommet i fangenskab, og siden er avlet videre på.
De mest kendte farvemutationer er beige, hvid, velvet (TOV), ebony, safir og violet.
De mere ukendte er charcoal, wellman beige, lester black, french blue m.m. Det er tvivlsomt om disse mutationer stadig bliver avlet på.
Der er dog to mutationer man skal være specielt opmærksom på, hvis man vil avle på chinchillaer.
Det er dyr der har farvegenet for Hvid, og dyr der har farvegenet for TOV (Touch Of Velvet).
To dyr med et hvidt farvegen må ikke sættes sammen, da dette gen i dobbeltdosis vil udgøre en såkaldt lethal faktor. Det samme gælder hvis man sætter to dyr med TOV-farvegen sammen.
Herudover er det vigtigt at hunnen er større end hannen hvis man beslutter sig for at få et par der har forskelligt køn, da man ellers kan risikere unødige komplikationer under fødslen.
Chinchillaen føder 1–4 unger, hvor 1–2 unger er det mest normale.
Hunnen har dog 6 brystvorter og er derfor i stand til at få helt op til 6 unger, men dette sker meget sjældent, og ungerne er ofte så små i så store kuld, at næsten alle, hvis ikke alle, vil dø.
Hunnen er i stand til at aktivere sine brystvorter. Hermed menes der, at hvis hunnen får 1 unge, er det kun en vorte der kommer mælkeproduktion i, mens det ved 2 unger ved være to, ved 3 tre og så videre.
Chinchillahunnen har en stor risiko for at komme til at mangle kalk i forbindelse med en fødsel, og efter en fødsel. Derfor får hunner ofte kalktilskud i forbindelse med graviditeter.
1501.
Eksterne henvisninger.
01
1502.
Eksterne henvisninger.
02
1504.
Eksterne henvisninger.
04
1505.
Eksterne henvisninger.
05
1506.
Eksterne henvisninger.
06
1507.
Eksterne henvisninger.
07
1508.
Eksterne henvisninger.
08
1509.
Eksterne henvisninger.
09
1510.
Eksterne henvisninger.
10
1511.
Eksterne henvisninger.
11
1512.
Eksterne henvisninger.
12
1514.
Eksterne henvisninger.
14
1515.
Eksterne henvisninger.
15
1516.
Eksterne henvisninger.
16
1517.
Eksterne henvisninger.
17
1518.
Eksterne henvisninger.
18
1521.
Eksterne henvisninger.
21
1522.
Eksterne henvisninger.
22
1523.
Eksterne henvisninger.
23
1524.
Eksterne henvisninger.
24
1525.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne - 1520'erne - 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne
År: 1520 1521 1522 1523 1524 - 1525 - 1526 1527 1528 1529 1530
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
25
1526.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne - 1520'erne - 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne
År: 1521 1522 1523 1524 1525 - 1526 - 1527 1528 1529 1530 1531
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
den landflygtige dronning Elisabeth af Danmark
Eksterne henvisninger.
26
1528.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne - 1520'erne - 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne
År: 1523 1524 1525 1526 1527 - 1528 - 1529 1530 1531 1532 1533
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
28
1529.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne - 1520'erne - 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne
År: 1524 1525 1526 1527 1528 - 1529 - 1530 1531 1532 1533 1534
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
29
1530.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1525 1526 1527 1528 1529 - 1530 - 1531 1532 1533 1534 1535
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
30
1531.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1526 1527 1528 1529 1530 - 1531 - 1532 1533 1534 1535 1536
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
31
1532.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1527 1528 1529 1530 1531 - 1532 - 1533 1534 1535 1536 1537
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
32
1533.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1528 1529 1530 1531 1532 - 1533 - 1534 1535 1536 1537 1538
Konge i Danmark: Frederik 1. 1523-1533
Eksterne henvisninger.
33
1537.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1532 1533 1534 1535 1536 - 1537 - 1538 1539 1540 1541 1542
Konge i Danmark: Christian 3. 1534-1559
Eksterne henvisninger.
37
1539.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1534 1535 1536 1537 1538 - 1539 - 1540 1541 1542 1543 1544
Eksterne henvisninger.
39
1540.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1535 1536 1537 1538 1539 - 1540 - 1541 1542 1543 1544 1545
Eksterne henvisninger.
40
1541.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1536 1537 1538 1539 1540 - 1541 - 1542 1543 1544 1545 1546
Eksterne henvisninger.
41
1542.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1537 1538 1539 1540 1541 - 1542 - 1543 1544 1545 1546 1547
Eksterne henvisninger.
42
1544.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1539 1540 1541 1542 1543 - 1544 - 1545 1546 1547 1548 1549
Eksterne henvisninger.
44
1545.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1540 1541 1542 1543 1544 - 1545 - 1546 1547 1548 1549 1550
Eksterne henvisninger.
45
1547.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1542 1543 1544 1545 1546 - 1547 - 1548 1549 1550 1551 1552
Eksterne henvisninger.
47
1548.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1543 1544 1545 1546 1547 - 1548 - 1549 1550 1551 1552 1553
Eksterne henvisninger.
48
1549.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1544 1545 1546 1547 1548 - 1549 - 1550 1551 1552 1553 1554
Eksterne henvisninger.
49
1550'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559
å
1540'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne - 1540'erne - 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne
År: 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549
å
1530'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne - 1530'erne - 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne
År: 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539
å
1520'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne - 1520'erne - 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne
År: 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529
å
1510'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne - 1510'erne - 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne
År: 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519
å
1500'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne - 1500'erne - 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne
År: 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509
å
Bermuda.
Bermuda er en øgruppe i Atlanterhavet øst for USA. Hovedstaden er Hamilton. Øerne er en del af et stort koralrev.
Bermuda indgår som det ene hjørne i bermudatrekanten.
Enid Blyton.
Enid Blyton (11. august 1897, London - 28. november 1968, London), var en engelsk forfatter til mere end 600 børnebøger. De blev solgt i 600 millioner eksemplarer i oversættelser til næsten 100 sprog. Fx "De fem-bøgerne").
I en lang årrække var Enid Blyton ikke anerkendt af BBC, der ikke ønskede at interviewe hende. Forfatterskabet blev fundet for "let".
Lord Ismay.
Lord Ismay (Hastings Lionel Ismay, 1st Baron Ismay) (21. juni 1887 – 17. december 1965) var NATO's generalsekretær fra 1952-1957.
Napalm.
En amerikansk flodbåd, der skyder napalm i Vietnam.
Napalm er en millitær form for benzin-gele, der typisk nedkastes fra fly i form af brandbomber.
Ordet napalm er et portmanteau af stoffet "na"phten og fedtsyren "palm"itat, der blandet med benzin danner en klæbende gele. Formålet var oprindeligt at nedsætte benzinens brændbarhed, da man under 1. verdenskrig havde problemer med det nye våben - flammekasteren. Her oplevede man, at brændstoffet ofte var brændt op, før det ramte målet.
Napalm blev taget i anvendelse under 2. verdenskrig i flammekastere og i en tykkere form i brandbomber. Først senere udviklede man de fra Vietnamkrigen kendte napalmbomber, der i realiteten er en stor, aerodynamisk tank med et brandrør.
Napalm selvantænder ikke. Faktisk er den nye type napalm (Napalm-B, hvor man anvender polystyren og benzen som tilsætningsstoffer) sværere at få ild i, da benzinen er så godt bundet, at der ingen brandbare dampe opstår. Men lidt er der alligevel om snakken, for napalm klæber til alt som en tyk, klæbrig grød, og det at den er i klumper gør, at den har svært ved at køle af, når der først har været ild i den. Det betyder, at man ikke kan kvæle ilden effektivt ved f.eks. at vikle en ramt person ind i et tæppe. For når ilden er slukket og tæppet fjernes, er napalmen stadig så varm, at den antænder igen, når der kommer ilt til.
En FN-konvention fra 1980 forbyder anvendelsen af napalm og andre brandmidler mod civilbefolkninger. Men den gælder principielt kun de lande, der har underskrevet den. USA har tiltrådt dele af konventionen, men ikke den protokol der forbyder brugen af napalm og har flere gange efterfølgende anvendt napalm, bl.a. i Irak og Afghanistan. Det kan tilføjes, at den protokol USA ikke har tiltrådt ikke forbyder brugen af napalm mod militære mål, kun mod civile.
Heinrich Himmler.
Heinrich Luitpold Himmler (7. oktober 1900 - 23. maj 1945) var en tysk nazist fra 1923 - 1945. Han var en af Hitlers mest betroede medarbejdere, og leder af SS (Schutzstaffel) og sikkerhedspolitiet fra 1929, og blev senere indenrigsminister. Han blev dømt som massemorder og var besat at spiritisme.
Tidligt liv.
Heinrich Himmler blev født 7. oktober år 1900 i München som søn af Anna Heyder og en skolelærer ved navn Gebhard Himmler. Faren havde været privatlærer for prins Heinrich af Bayern, som hans mellemste søn blev opkaldt efter. De tre børn - Gebhard, Heinrich og Ernst - voksede op i et konservativt katolsk hjem, men uden antisemitisk påvirkning. Faren noterede bekymret, at Heinrich i løbet af et skoleår havde haft 160 fraværsdage pga sygdom. Historikeren George Hallgarten husker klassekammeraten Heinrich som "det mildeste lam, man kan tænke sig". Læreren roste drengens flid, og han var accepteret i kammeratflokken. Men hans svage fysik gjorde gymnastiktimerne til en plage. I studietiden nægtede studenterforbundet flere gange at give ham æresoprejsning fordi han ikke svingede bægeret flittigt nok; men da han fremskaffede en lægeattest, fik han indvilliget en "øldispensation".
Faren håbede på, at Heinrich ville følge i hans fodspor og blive lærer, så Himmler gik på Landshut Hochschule i München og fik sin eksamen i starten af 1918. Under første verdenskrig var han blevet officerskadet i 1918. Helst ville han til marinen, men de accepterede ikke ansøgere med briller. I eftertid pyntede han på det faktum, at krigen var forbi før han nåede at komme til fronten - så i "Håndbog for den stortyske Rigsdag" fra 1943 oplyses det at Himmler havde været i kamp som syttenårig. Han var rasende og meget skuffet over at Tyskland havde overgivet sig.
I 1918 efter krigen blev Himmler medlem af "Freikorps", en sammenslutning af flere paramilitære grupper, som også Rudolf Hess var medlem af. Det var en privat hær af primært højreorienterede, tidligere tyske soldater der var rasende over Tysklands nederlag, og som ønskede at forsvare landets grænser mod et angreb fra Den Røde Hær, og angribe kommunister og andre venstreorienterede grupperinger indenfor Tysklands grænser. Senere i 1923 tilsluttede han sig NSDAP. Otto Strasser lo da Himmler forsikrede at han "ville skyde sin mor", hvis Hitler bad ham om det, og ovenikøbet være "stolt over tilliden", men da Strasser forstod at det var alvor fra Himmler, sagde han: "Heinrich, du skræmmer mig."
Himmler og nationalsocialismen.
Selv om kuppet i München mislykkedes, og Hitler senere blev idømt en fængselsstraf, var Himmler stadig hans trofaste følgesven, overbevist om, at Hitler ville føre Tyskland til storhed.
Den 3. juli 1928 blev Himmler gift med Margarete Boden. Hun var otte år ældre end han og lærte ham om naturmedicin og homøopati. Sin medgift investerede hun i en kyllingefarm hun drev i München-forstanden Waltrudering, mens Himmler for det meste var på farten i politiske ærinde. 8.august 1929 blev deres eneste barn født, Gudrun Burwitz, som i dag er kendt som meget aktiv indenfor SS-veteranernes hjælpeorganisation "Stille Hilfe" (= Hjælp i stilhed).
Marga adopterede også en dreng, som Himmler ikke viste megen interesse. Om Marga sagde Reinhard Heydrichs kone Lina: "Buksestørrelse 50, det er alt, hvad der kan siges om hende". I 1942 fik Himmler sønnen Helge med sin sekretær Hedwig Potthast, som han kaldte "Häschen" (= lille hare). I 1944 fik de datteren Nanette. Himmler ønskede skilsmisse fra Marga, men hun nægtede af hensyn til Gudrun. I stedet fik Himmler indredet et komfortabelt hjem for Häschen og deres to børn i nærheden af Hitlers Berghof.
I 1928 blev Himmler en del af "Sturmabteilung"(SA) som blev ledet af Hermann Göring.
SA var en voldelig organisation, hvad der ikke helt passede Himmlers personlighed. Han blev så i januar 1929 forfremmet til at lede Hitlers personlige vagtmandskab, SS, med titlen SS-Reichsführer. På dette tidspunkt var SS ikke nogen stor enhed, men det fik Himmler hurtigt lavet om på. Han steg hurtigt i graderne til leder uden at gå gennem de samme rang-trin som andre SS-folk. Samtidig blev han også øverstbefalende for Gestapo, det hemmelige politi, der var oprettet af Göring.
Himmler udviklede SS til den stærkeste paramilitære organisation i Det Tredje Rige. Da han blev udnævnt, havde SS alene 280 medlemmer, men i 1933, da nazipartiet overtog magten i Tyskland, havde organisationen 52.000 medlemmer. Med Hitlers tilladelse fik SS en enorm politimæssig indflydelse i Tyskland og senere i de erobrede områder. Organisationen blev også den primært ansvarlige indenfor områderne sikkerhed, efterretning og spionage.
Himmler og Göring var enige om at SA og dens leder Ernst Röhm begyndte at udgøre en trussel mod den nazistiske ledelse af Tyskland. Röhm havde en venstreorienteret filosofi og så frem til en revolution til fordel for arbejderklassen. Himmler og Göring overbeviste Hitler om at noget måtte gøres ved SA. Dette førte til De lange knives nat i 1934, hvor en lang række SA-ledere blev henrettet. Himmler og Göring gennemførte arrestationer og drab i samarbejde med Reinhard Heydrich, Kurt Daluege og Walter Schellenberg udførte henrettelsen af Röhm og en lang række andre højtrangerende SA ledere. Himmlers kontrol over det interne tyske militær var nu total.
I 1936 opnåede Himmler yderligere magt, da Hitler gav ham kontrollen over det hemmelige tyske politi, Gestapo. Politiet blev nu også lagt ind under SS, og omorganiseret fra "Landespolizei" til "Ordnungspolizei". Himmler overtog parolen fra Weimar-tiden ("Politiet, din venn og hjælper!"), men i praksis var ånden en ganske anden. I "akademiet for tysk retsvæsen" oplyste han: "Om de andre jamrer over lovbrud, er mig fuldstændigt ligegyldigt. I virkeligheden lægger vi grundlaget for en ny ret gennem vort arbejde: Det tyske folks ret til at leve." Han satte op et nitid reglement for at forhindre unødig brutalitet i koncentrationslejrene, men gav samtidig overgriberne frit spillerum til den værste sadisme. I 1938 holdt han tale for nyankomne fanger i Dachau (koncentrationslejr)-lejren: "I ved, at I er her som varetægtsfanger. Det betyder, at vi skal gøre alt for at ivaretage jeres sikkerhed." Her måtte han tage en pause, fordi vogterne brølede af latter.
Himmler reorganiserede SS i 1940 og omdøbte det til Waffen-SS, som efter seks måneder havde mere end 150.000 mand under sine emblemer. Ansøgerne måtte være mindst 1,70 meter høje og opfylde racemæssige kriterier. Himmler fik et lysbillede af hver eneste ansøger til SS lagt på sit skrivebord. Selv ville han være blevet afvist - han var ikke høj nok. Hans massør gennem mange år, Felix Kersten fra Finland, og stabschefen Karl Wolff, har fortalt hvor hundeangst Himmler til trods for sin magt var for Hitler. "Ingen, som ikke selv har set det, ville have troet, at en mand med Himmlers fuldmagter var bange når han skulle hen og få ordrer hos Hitler." Når mødet var vel overstået, var Himmler hver gang lige lettet, som hvis han havde bestået en eksamen.
Efter Himmlers ordre brugte SS skarp ammunition under øvelser. Når dette blev kritiseret, pralede Himmler af at de mange, der følgelig blev dræbt under øvelse, var "dybt moralske ofre". Kersten overhørte, at Göring ved en anledning gjorde nar af det. Göring fortalte Himmler at også han nu ville indføre realisme i luftvåbenet, nemlig sådan: "Under faldskærmhop to gange med faldskærm - tredje gang uden!" Det fremkom ikke, om Himmler forstod spøgen. Kersten sagde om ham: "Når Himmler sloges for noget, intrigerede han, og når han kæmpede for sine såkaldte idéer, var det med list og bedrag...Han havde en middelaldersk, feudalsk, machiavellisk og ond karakter."
Himmler var en sand dyreven, som tog afstand fra jagt og tog til orde for, at dyrebeskyttelsesforeninger burde have politimyndighed - men om menneskeforsøg skrev han i november 1942 at han personligt tog "ansvar for at stille kriminelle og antisociale elementer fra koncentrationslejrene til rådighed for eksperimenterne. De fortjener kun at dø." Han sørgede for økonomisk støtte til eksperimenterne i Dachau, hvor han ven, dr Sigmund Rascher, pinte fanger i hjel ved at åbne deres hjerter uden brug af narkose, spærre dem inde i undertrykskamre eller køle dem ned til minus 30 grader i bassin med is og vand. Til sidst måtte dr Rascher alligevel overføre forsøgene til Auschwitz, da nabolaget i Dachau klagede over al den skrigen. En af kvinderne nægtede dr Rascher alligevel at bruge til eksperimenter, da hun havde blondt hår, blå øjne og nordisk kropsbygning.
På dette tidspunkt ønskede den 32-årige Rascher at gifte sig med Karoline Diehl, en 48-årig koncertsangerinde. Himmler nægtede, fordi hun sandsynligvis var for gammel til at få børn. Året efter nedkom hun dog med to sønner, og Himmler gav sin tilladelse til ægteskab. Men da Diehl året efter fik et tredje barn, blev Rascher mistænksom. Ingen af børnene lignede jo forældrene? Diehl blev presset til at indrømme at hun kun havde ladt som hun var gravid, mens hun fik sin kusine til at hjælpe sig med at finde fortvivlede mødre, der kunne tænkes at give sit spædbarn væk. I desperation havde de også stjålet en baby fra en børnehjem. For ikke at blive afsløret på en fødeklinik, havde Diehl simuleret hjemmefødsel ved hjælp af rød maling. Himmler lod både Diehl og hendes uopmærksomme ægtemand fængsle. Mod slutten af krigen var han så led og ked af parret, at han lod dem begge henrette på sin personlige ordre.
Anden verdenskrig.
Heinrich Himmler sammen med bl.a. Rudolf Hess
Under 2. verdenskrig fik en af SS' afdelinger opgaven med at organisere og administrere Tysklands koncentrationslejre og efter 1941 udryddelseslejrene i Polen. Disse specielle SS'ere hed SS-Totenkopf. Også sigøjnere, kommunister og homoseksuelle blev opsporede. I 1941 gav Himmler personligt ordre til, at hans egen nevø, "Obersturmbannführer" Hans Himmler, blev skudt i Dachau-lejren - for homofili. I en tale for SS-officerer i Bad Tölz i 1937 viste Himmler til arkæologen Herbert Jankuhns forskning på moselig, og fremlagde som et faktum, at det drejede sig om desertører og homoseksuelle, der blev henrettede af sine stammefæller som straf for sine overtrædelser af oldtidens germanske lov: "De ærværdige professorer...ved ikke, at de i 90 af 100 tilfælde står overfor en homoseksuel, der er blevet druknet i en mose...det var helt enkelt afslutningen på et abnormt liv." Til indtægt for dette syn tog han også den romerske historiker Tacitus' værk "Germania", selv om Tacitus aldrig besøgte de germanske stammer eller på noget tidspunkt kendte nærmere til deres forhold, da han beskrev dem.
Himmler må siges at være en af de øverste ansvarlige for massedrabet på jøder under krigen. Bl.a. var det SS, der på Wannseekonferencen besluttede, hvad der skulle ske i koncentrationslejrene. Himmler var fanatisk i sin tro på NSDAPs race-teorier, og benyttede disse, kombineret med germansk mysticisme, til at forsvare SS' folkemord: "Jeg har sat mig for at fremdyrke en ny germansk stamme(...)Udvælgelsen skal ske brutalt og uden menneskelig sentimentalitet." Ifølge Himmlers "Forlovelses- og giftermålsordre" af 31.december 1931 måtte en SS-mand ikke indgå ægteskab, medmindre bruden var "sund, genetisk rask og racemæssig mindst ligeværdig". For Himmler var den en kilde til bekymring, at raceforskeren Hans F.G. Günther i 1925 havde konkluderet med, at kun 6-8% af alle tyskere var renracet nordiske, 45-50% viste spor af nordisk blod, mens henved halvparten tilhørte en laverestående race. Ikke mindst bekymrede det tyske raceforskere, at det var så svært at skille mellem jøder og ikke-jøder, men de mente, at jøder ialfald bevægede sig anderledes end andre - jøder slæbte fødderne, når de gik Da Himmler fartede rundt i Polen i sit private tog i september 1939, beordrede han sine folk til at finde frem til nogle "kriminelle eksemplarer" blandt de lokale jøder. Han plejede så at pege med sin officersstav på visse karakteristika hos ældre mænd, der rystede af skræk: "Disse mennesker er skadedyr," oplyste han. Befolkningen på Krim var derimod en kilde til stor forvirring. Han beordrede de muslimske tsjakavere udryddet, fordi de angiveligt nedstammede fra jøder, der flygtede fra den spanske inkvisition, hvorimod han benådede karaitterne, der lever som fromme jøder, men er et tyrkisk folk som taler et tyrkisk sprog.
SS-manden Werner Bests kone oplyste ved en anledning Himmler om, at hun ikke syntes, han eller de øvrige partiledere så særlig nordiske ud. Han svarede uforstyrreligt, at selv om han ikke så nordisk ud, havde han ialfald en nordisk hjerne. Som ung havde han bortforklaret at Jesus var jøde med en absurd teori om at Jesus i virkeligheden var søn af en romersk centurion og dermed arier.
Straks efter invasionen af Polen sendte Himmler sine "Einsatzkommandos" - mobile morderbander - til landet med lister over hvem som skulle dræbes - præste, rabbinere, jurister, landmænd, læger, lærere. Det var ren terror. En brite bevidnede i den lille by Bydgoszcz, hvordan en flok spejderdrenge mellem 12 og 16 år blev stillet op mod en mur på torvet og skudt. Der blev ikke opgivet nogen grund, og en præst, der kom løbende for at give drengene den sidste olie, blev dræbt med fem skud. 34 af byens ledende forretningsfolk og købmænd blev skudt: "Pladsen var omgivet af soldater med maskingeværer."
Himmler bekymrede sig for SS-mordernes psyke. Kurt Werner fra Spesialkommando 4 udtalte med typisk selvmedlidenhed: "Skytterne stod bag jøderne og dræbte dem med nakkeskud...Det er umuligt at forestille sig, hvilken psykisk styrke som forlangtes for at udføre det beskidte job...Jeg måtte være der nede i grøften hele formiddagen. Der måtte jeg skyde om og om igen." I sin bekymring over dette beordrede Himmler 12.december 1941 følgende: "Det er en hellig pligt...at tilse personligt at ingen af mændene der udfører denne svære pligt, bliver brutaliserede eller lider skade på sind og karakter", og konkluderer: "Der må være aftener, hvor mændene...sidder til bords og spiser et godt tysk måltid i mest muligt hjemlige former, og hvor tiden fyldes med musik, foredrag og indføring i de skønne områder af tysk ånds- og sjæleliv." 17.juli 1942 besøgte han Auschwitz, og overvar personligt gasningen af en transport på 449 hollandske jøder, efterfulgt af selskabeligt samvær med rødvin. Himmler var ifølge lejrkommandanten Rudolf Höss i "udmærket, ja, glimrende humør", drak et glas vin og røg ovenikøbet, "hvad han ellers ikke plejede at gøre". Himmler underrettede ved den anledning Höss om, at "de arbejdsudygtige jøder skal udryddes hensynsløst".
Sin mest berygtede tale holdt Himmler til SS i Poznan 4.oktober 1943: "De fleste af jer ved hvordan det er, når 100 lig ligger der samlet, når 500 ligger der, eller når 1.000 lig ligger der. At have udholdt dette og fortsat...have sin anstændighed i behold, det har gjort os hårde. Dette er et ærerigt kapitel i vor historie, som aldrig er skrevet og aldrig skal skrives." Netop ved at vise, at jødeudryddelserne skulle hemmeligholdes, afslørede Himmler, at han havde fuld indsigt i at de var alt andet end ærerige for tyskerne som folk.
I forbindelse med 20. juli-attentatet mod Hitler i 1944, blev mange ledere i Abwehrarresteret og henrettet. Abwehr-chefen Wilhelm Canaris blev hængt 9.april 1945, selv om han havde været i husarrest og ikke kunne deltage i komplottet. Himmler fik alligevel overtalt Hitler til at henrette ham og opløse Abwehr, sådan at Himmlers SD blev den eneste efterretningstjeneste. Om Claus von Stauffenbergs familie udtalte Himmler at den "skal udslettes til sidste led". Han fik flere hundrede medlemmer af de sammensvornes familier sat i koncentrationslejr. Stauffenbergs svigermor og en af hans onkler var blandt dem, der omkom. Det begrundede Himmler, helt fejlagtigt, med at de gamle germanere praktiserede blodhævn. Oprettelsen af "Volkssturm", hvor man sendte mindreårige til fronttjeneste, begrundede han ligeledes fejlagtigt med at han i gamle sagaer skulle have læst, at "sø-germanerne" når forlis truede, råbt: "Drenge over bord!" og derefter kastede mindreårige drenge i vandet, mens kvinder og våbenføre mænd blev skånet.
Martin Bormanns søn Martin jr., der er blevet katolsk præst, fortæller, at han som barn besøgte Himmler med sin mor og søster. Himmlers sekretær Hedwig Potthast sagde højtideligt, at gæsterne skulle få noget interessant at se, og tog dem med op til et værelse i loftsetagen, hvor bord og stole var lavet af menneskeknogler. Bækken udgjorde sæder, en stol havde ben lavet af menneskeben og menneskefødder. Bagefter viste hun dem en udgave af Mein Kampf, indbundet i hud fra ryggen på et menneske.
Overtro.
Röhm havde spottende kaldet Himmler "der Anhimmler" (= afgudsdyrkeren), fordi han var så overtroisk. I 1935 grundlagde han foreningen Ahnenerbe (= Ane-arv), der efterhånden voksede til 40 afdelinger, hvor folk fik til opgave at lede efter den hellige gral og Henrik 1. Fuglefængers skelet. Ifølge Kersten mente Himmler at han selv var en reinkarnation af Henrik 1., som i øvrigt gav ham gode råd i drømme. 2.juli 1936 fejrede Himmler tusindårsdagen for Henrik 1.s fødsel i krypten i Quedlinburg domkirke. Året efter blev ceremonien gentaget; da blev kongens skelet gravlagt. Knoglerne stammede ikke fra kongen, men arkæologerne følte sig pressede til at komme med noget, som Himmler havde forlangt.
Ahnenerbe blev finansieret gennem "katteøjne" (= refleks i cykelpedaler). En tidligere chauffør hos Hitler, Anton Loibl, havde i sit værksted udpønset, at små stykker rødt glas på pedalerne gjorde cyklisterne synlige i mørke. Desværre havde også en anden tysker en lignende opfindelse inde til patentbeskyttelse. Nu sørgede SS for, at Loibl var den, der fik patentet, og i 1938 sørgede Himmler for at få en ny vejtrafiklov vedtaget, så alle nye tyske cykler skulle være udstyret med Loibls refleks-pedaler. Bare i løbet af 1938 modtog Ahnenerbe 77.740 Reichsmark fra salget af cykelpedaler.
Himmler var tilhænger af teorien om "verdensisen", som den østrigske ingeniør Hans Hörbiger havde udtænkt. Efter Hörbigers mening er der store mængder is i verdensrummet, som danner ringe med en glødende sol. Et bevis på dette er hagl, som ifølge Hörbiger kommer direkte fra verdensrummet. Himmler var overbevist om teoriens rigtighed, og sørgede for at afskedige en sagsbehandler, blot fordi denne havde tilladt sig at indhente kritiske kommentarer fra tidens videnskabsmænd. Hörbiger påstod, at Jorden engang havde været omgivet af seks måner, og efterhånden som de én efter én havde snurret ind mod Jorden i spiral, havde gravitationen dannet en flodbølge som et kolossalt reservehjul rundt om ækvator. Månerne var så i tur og orden eksploderet i atmosfæren, hvorved havvandet igen kunne flyde ud over planeten. Ifølge Hörbiger havde den sidste eksplosion fundet sted for 11.000 år siden. Kun i højtliggende områder som Andes og Himalaya havde flora og fauna kunnet klare sig, og Ahnenerbe planlagde ekspeditioner til disse områder, på jagt efter spor efter en oprindelig nordisk befolkning. Ahnenerbes første leder, Herman Wirth, placerede disse urgermanere på Atlantis, og beskrev deres civilisation som et matriarkat styret af vølver (vikingetidens kvindelige religionsfortolkere, der kunne spå Sådan en feministisk verdensorden appelerede ikke til Hitler, og Himmler blev nødt til at erstatte Wirth med den mere jordnære Walther Wüst. Men Wirth inspirerede med sine syner kaffemillionæren Ludwig Roselius, der opfandt den koffeinfri kaffe, til "Haus Atlantis" - et imponerende anlæg i byfornyelsesprojektet i Bremens Böttcherstrasse.
I 1933 var Karl Maria Wiligut dukket op i Himmlers liv, uden at oplyse om at han kom fra en lukket afdeling efter at have truet sin kone Malwina på livet. Wiligut var en 67-årig eks-officer, som hævdede at nedstamme fra guden Tor, og at han besad en "ane-hukommelse", der afslørede, at germanernes historie gik tilbage til 228.000 f.Kr, dengang der fandtes "tre sole på himmelen", og at Bibelen egentlig blev skrevet i Tyskland. Til trods for Wiliguts omfattende problemer med alkohol, ansatte Himmler ham straks som afdelingsleder ved "Hovedkontor for race og bosætning" i München. Wiligut studerede runer og byggede en religion op omkring saksernes verdenstræ Irminsul. Han fik omsider afsked, da det blev afsløret, at han havde prøvet at overbevise sin unge sekretær, Gabriele Dechend, om at Himmler havde gjort hende den ære at udpege hende som den, der skulle have børn med Wiligut. Hun sagde til Himmler, at det ikke ville blive aktuelt, og Himmler, der var ret snærpet, blev bestyrtet over at blive beskyldt for at have foreslået noget sådant. I efteråret 1939 blev Wiligut derfor officielt udmeldt af SS. Imidlertid var Himmler overbevist om, at Torshammeren var et virkeligt våben. 28.maj 1940 skrev han til Ahnenerbes leder Wüst: "Jeg er overbevist om, at det ikke drejer sig om naturligt lyn og torden, men snarere om en tidlig, højt udviklet form for krigsvåben skabt af vore forfædre, hvad selvfølgelig kun aserne, havde herredømme over, og som krævede uhørt gode kundskaber om elektricitet." I november 1944 fremlagde det tyske firma "Elemag"s ingeniører udkast til et gigantisk elektrisk våben, der ville lamme de allieredes elektriske udstyr, fra radar til deres panservognes tændingssystem. "Elemag" påpegede det "fænomen, at elektriske vibrationer via ultrakortbølge også skaber mulighed for at ionisere den atmosfære de trænger ind i, og derved forårsage en modsat elektrisk reaktion - med andre ord omformer de atmosfærens isolationsmateriale til en spændingsleder". 8.januar 1945 svarede SS' tekniske stab, at udkastet ikke var andet end fantasi. Himmler troede dem ikke, og sendte straks forslaget videre til forskningsrådets plankontor. To fremtrædende videnskabsmænd, den ene ekspert på elektromagnetisme, blev sat på sagen. I begyndelsen af februar 1945 svarede de at "Elemag"s egne udtalelser mangler forståelse for de teknologiske og fysiske processer det ville medføre".
Krigens slutning og efter krigen.
Himmler i sin celle efter sit selvmord
Himmler havde i slutningen af 1944 mistet troen på en sejr for Tyskland. Ifølge Kersten fortrød han, at han havde forfulgt kirken, da den i eftertid havde "vist sig som den stærkeste", og han løslod derfor 27 gejstlige fra koncentrationslejrene med besked om at de skulle bede for ham.
Mod slutningen af 1944 blev Himmler sat til at lede en armégruppe Oberrhein på Vestfronten, indtil han i begyndelsen af 1945 blev flyttet til en tilsvarende stilling mod Den Røde Hær. Han havde ingen erfaring fra felten, og blev hurtigt afsat. En general der kæmpede på Østfronten, mente at grunden til Himmler havde påtaget sig dette job, var at skaffe sig lidt heltestatus til brug efter krigen.
Himmler var af den opfattelse at hvis det nazistiske Tyskland skulle have en chance for at overleve, var det nødvendigt at opnå fred med England og USA. Samtidig forhandlede han med den svenske grev Folke Bernadotte om at få de danske-norske jøder befriet fra KZ-lejrene. Da Hitler opdagede, at "trofaste Heinrich" bag hans ryg prøvede at indgå fredsaftaler (offentliggjort over Radio London 28.april), rasede han i timevis over "verdenshistoriens skammeligste forræderi", fratog Himmler alle hans embeder, og beordrede ham skudt. De to havde allerede taget afsked med hinanden i førerbunkeren i Berlin nogle dage forinden.
I et forsøg på at undgå at blive arresteret forklædte Himmler sig som et medlem af gendarmeriet, men blev genkendt og fanget den 22. maj i Bremen af en engelsk hærenhed. Da den britiske militærlæge C. J. Wells dagen efter ved undersøgelse ville se ind i munden på ham, bed han i en kapsel med cyanid som hans kone hævdede han havde gået med siden krigen brød ud. Briterne pakkede ham ind i et camouflage-net og begravede ham på et ukendt sted på Lüneburgs hede. Himmler blev 44 år gammel.
Seth.
I den ægyptiske mytologi er Seth bror til guden Osiris og til gudinderne Isis og Nephthys.
Seth symboliseres som et egyptisk uidentificeret dyr med et krummet snude og kantede, lange ører.
Seth er den oprindelige hersker over Nedre Egypten, mens hans bror, Osiris, hersker over Øvre Egypten. Osiris får magten over Seths område, og i jalousi slår Seth Osiris ihjel, skærer ham i stykker og spreder delene over hele Egypten. Isis finder dog alle delene, samler Osiris og ægter ham da han bliver konge af underverdenen.
Da Osiris' og Isis' søn Horus vokser op, hævner han mordet på sin far og slår Seth ihjel, hvorefter han selv overtager tronen. Seth bliver fordrevet til Sahara-ørkenen vest for Egypten.
Seth fremstilles ofte som guden for kaos og uorden. Fra det 19. dynasti tages Seth til nåde, og man ser ham herefter som den gode gud, han var før. Her bliver hans position ændret til guden for beskyttelse mod fremmede. Seth repræsentere den destruktive seksualitet.
Seth indgår i den helioplitanske - nigudskreds, som barn af Geb og Nut. Han spiller en mytologisk vigtig rolle som Osiris' morder og fjende af arvingen Horus. Han er Res' beskytter, og han står i solbådens forstavn for at bekæmpe Apofis (kaosslangen). Han er herre over ørkenen.
Suså.
Suså eller Susåen er Sjællands største (og Danmarks 5. største) vandsystem og længste å beliggende i det sydlige Sjælland nord for Næstved.
Geografi.
Åen udspringer i Tingerup Tykke ved Rønnede. Herfra slår den en bue mod nordvest og kommer forbi Haslev, Ringsted og Sorø og endelig sydover mod Næstved. Susåen har sit udløb i Karrebæksminde Bugt. På sin vej løber den igennem Danmarks 8. største sø, Tystrup-Bavelse Sø. Området og skovene omkring Tystrup-Bavelse-søerne er gjort til Danmarks første naturpark.
Suså er fra istiden for cirka 15.000 år siden og blev dengang formet af is og smeltevand.
Flora og Fauna.
Naturindholdet i Susåen er ganske højt, til trods for at store dele af åen er blevet reguleret i tidens løb (nogle steder allerede så tidligt som i 1600-tallet). Der er omkring 20 forskellige fiskearter i åen, hvilket er meget for et østdansk vandløb. Bestandene er dog små for mange arters vedkommende, og flere af dem er rødlistede (truede dyrearter).
Floraen i selve åen er yderst interessant, blandt andet med forskellige vand-aks-arter og pilblad. Floraen langs åen er generelt ikke særligt interessant, da størsteparten af arealerne langs åen allerede tidligt blev udnyttet til landbrug.
Store dele af Susåen og dens omgivelser er Natura2000 område.
Åens forløb.
Åen mangler slyngninger og gode bundforhold, store sten og grus, for at plante og dyrelivet kan trives optimalt. Ifølge Skov og Naturstyrelsen måtte vedligeholdelsen af vandløbet gerne være mindre hårdhændet, ligesom styrelsen mener at der ledes for mange næringsstoffer ud i Tystrup-Bavelse Sø og Dybsø Fjorde.
Historie.
Susåen har siden middelalderen haft betydning som transportvej. Karrebæksminde fungerede som omladningshavn, hvor lasten blev omladet mellem skibe og pramme, der kunne flådes op ad åen. Det oprindelige udløb fra Karrebæk Fjord til Karrebæksminde Bugt blev i 1806-12 erstattet af en ny kanal.
I 1930 besluttede byrådet i Næstved at bygge en kanal mellem Karrebæksminde og Næstved, således at skibe kunne gå helt ind til Næstved. Kanalen og havnen var færdige i 1937. En af hovedinteressenterne var De Forenede Papirfabrikker. Den gamle papirfabrik, placeret ved åen tæt på Næstveds centrum, blev erstattet af en ny fabrik på havnen. Kanalen fra fjorden til Næstveds nye havn afskar Susåens løb forbi Appernæs. I Næstved ses i dag resterne fra den gamle papirfabrik ved åen. 'Kranøen', hvor prammene i sin tid lagde til, har stadig sin karakteristiske kranbane højt i vejret. Sluseanlægget er suppleret med et stenfyldt stryg, som fisk kan passere.
Ved anlægget af havnen i 30'erne blev åens forløb fra Lille Næstved til udløbet i havnen overdækket og pladsen anvendt til en firesporet vej. Denne del af åen er for nyligt atter frilagt til glæde for byens befolkning. Betonkanalen, der tidligere førte åen, anvendes nu som regnvandsbassin.
Susåen atter centralt element i bylivet i Næstved.
Med frilæggelsen af Susåen i Næstveds bymidte, hvor der tidligere var en stor parkeringskælder, har åen atter bragt liv til byen. I gamle dage gik åens bred helt op til Boderne midt i Næstved By, og med fritlæggelsen af Susåen, løber den nu igen næsten langs med de oldgamle bygninger midt i byens centrum.
Man kan gå til Susåen fra byens midte på få sekunder, og den store parkeringsplads der er anlagt ved dens bred i Næstveds centrum, er konstrueret således at den kan bruges som skueplads for alverdens forestillinger. De senere år er der blandt andet afholdt Sankt Hans bål på pladsen, som har samlet byens befolkning ved åens bred, præcis som i Middelalderen.
Blokerende mindretal.
Et blokerende mindretal er en betegnelse for en gruppe af stemmeberettigede ved en afstemning, der ved at stemme imod eller undlade at stemme for et forslag forhindrer, at et kvalificeret flertal opnås.
Begreb anvendes bl.a. i EU-sammenhæng, hvor et blokerende mindretal af lande i Rådet, der tilsammen repræsenterer 26 stemmer, kan blokere en vedtagelse, som kræver kvalificeret flertal.
Asia-Europe Meeting.
ASEM er en forkortelse for Asia-Europe Meeting. Formålet med organisationen er at udvide samarbejdet mellem medlemslandene, som er EU og 10 asiatiske lande: Brunei, Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Singapore, Thailand, Vietnam, Japan, Kina og Sydkorea.
Slagelse.
Slagelse er en by på Sydvestsjælland med 31.918 indbyggere (2010) og samtidig en af Danmarks ældste byer. Byen er Sjællands ottendestørste og ligger i Slagelse Kommune, der hører under Region Sjælland. Navnet "Slagelse" kommer af det olddanske ord "slagh" som betyder "sænkning i terrænet", og af "else" der er et andet ord for "løse".
Som handelsby har den et stort opland og er et naturligt centrum med sine gågader og indkøbscentre, ikke mindst med Vestsjællandscentret som det helt store handelssted. I den sydøstlige del af Slagelse finder man Antvorskov Kaserne hvor Gardehusarregimentet holder til. Kasernen har 200 ansatte og kan huse op til 2000 soldater. Byen er ligeledes præget af en række uddannelsesinstitutioner, såsom pædagogseminariet, handelshøjskolen, sygeplejeskolen, gymnasiet og Teknisk skole samt en masse offentlige folkeskoler, og en række private.
Midt i byen finder man én af de ældste teglstenskirker i Danmark, nemlig Sankt Mikkels Kirke bygget i 1300-tallet, og i den sydlige ende af byen ligger ruinerne af Antvorskov Kloster, der blev overdraget til munkeordenen johanniterne i 1164 af kong Valdemar den Store. I byen finder man desuden egnsmuseet Slagelse Museum. Ca. 7 kilometer vest for byen ligger Vikingeborgen Trelleborg som er en ringborg fra Vikingetiden.
Historie.
Indre gård i "Slagelse Kloster"
I oldtiden lå der et hedensk kultsted, hvor de lokale folk tilbad og ofrede til deres guder, indtil en Roskilde Biskop ved navn Svend Nordmand opførte én af landets første stenkirker omkring år 1000. Da Antvorskov Kloster kom til i midten af 1100-tallet, rejste folk langvejs fra til klosteret for at blive helbredt af munkene, hvilket satte yderligere gang i handelen. Blandt disse munke var en mand ved navn Hellig Anders, som har fået en kilde, Hellig Anders' Kilde opkaldt efter sig. Byen fik sine købstadsprivilegier af kong Erik Menved den 13. december 1288, men allerede tidligere oprettede Knud den Store et fast møntsted i byen. I de næste århundreder byggede man et helligåndshus og et spedalskhedshospital ligesom adskillige kirker skød op. I 1300-tallet led byen meget under Den Sorte Død, og ikke mindre end en fjerdedel af befolkningen blev revet væk af denne pest. I 1500-tallet virkede en teolog ved navn Hans Tausen som munk på klosteret, indtil han drog mod Wittenberg i Tyskland for at studere ved universitetet. Da han vendte hjem, var han overbevist lutheraner og holdt i 1525 sin første lutheranske prædiken i klosterets kirke. Efterhånden forfaldt klosteret, og i 1580 blev det bygget om til et slot, hvorpå kong Frederik 2. efter al sandsynlighed døde af druk i 1588.
Mellem 1515 og 1804 var Slagelse ramt af en række storbrande, der ødelagde meget af det helt gamle bymiljø, men enkelte bygninger overlevede, bl.a. en gammel kirkelade fra slutningen af middelalderen som i årene 1616 og ind i 1800-tallet var latinskole i byen. De berømte digtere/forfattere, B.S. Ingemann, Jens Baggesen og H.C. Andersen var elever på skolen, hvilket dog ikke var nogen succes for især sidstnævnte, som befandt sig på skolen fra 1822-26. Underviseren dr. S. Meisling gjorde tiden hård for unge Andersen. Jernbanestrækningen (København)-Roskilde-Korsør kom til byen i 1856, men stationen blev anlagt lidt nord for byen; og i 1881 anlagde man byparken Slagelse Lystanlæg. Egentlig stationsby blev Slagelse dog først i 1892 med flytning af stationen ind til byen og opførelsen af den nuværende stationsbygning, tegnet af arkitekten N.P.C. Holsøe. I 1909 blev der bygget et elværk i byen, som næsten 90 år senere, i 1995, blev til Slagelse Musikhus.
Nyere historie.
Efter kommunalreformen 2007 består den fusionerede Slagelse Kommune nu af 4 tidligere kommuner nemlig Skælskør, Korsør, Hashøj og den tidligere kommune omkring selve Slagelse by.
Slagelse har siden 1990'erne været meget omtalt i medierne indenfor håndbold, primært kvindehåndbold, og ikke mindst pga. Slagelse DT, dengang den karismatiske træner Anja Andersen stod i spidsen for holdet. Klubben vandt flere danmarksmesterskaber og sågar det europæiske klubmesterskab Champions League tre gange (2004-2005-2007). Efter Anja Andersen forlod klubben i 2008 har den taget sit gamle navn igen, Slagelse FH, og spiller nu (2010) i den næstbedste række, 1. division. Klubben har hjemmebane i Antvorskov-Hallen med plads til ca. 2300 tilskuere.
Et nyere tiltag inden for fodboldens verden er FC Vestsjælland der siden 1. juli (2008) har overtaget Slagelse B&Is eliteholdsplads i Danmarksturneringen. Hovedaktionær i projektet er Kurt Andersen. Klubben spiller pt. i 1. division.
"Skt. Mikkels Kirke" set fra Stenstuegade
Geografi.
Slagelse ligger ved motorvejen E20 og er samtidig et østdansk jernbaneknudepunkt, dels mellem Odense og København, dels mellem byen selv og Tølløse på Nordvestsjælland. Byen ligger ca. 18 kilometer fra Korsør og Storebæltsbroen. Efter Kommunalreformen er kommunen kendetegnet ved en række større bycentre indenfor et område på nu 567 km2, som fungerer som primære service-, beskæftigelses- og handelscentre for regionen.
Kasket Karl.
Kasket Karl (originaltitel: Andy Capp) er en tegneserie, skrevet og tegnet af Reg Smythe. Serien fik sin debut i "The Daily Mirror" i 1957. Serien blev en stor succes i Storbritannien og senere også i andre lande.
Seriens hovedperson Kasket Karl er en kæderygende alkoholiseret mand, der altid bærer sin ternede sixpence, og som ofte er i konflikt med sin kone. Hovedvægten ligger på kyniske jokes.
1551.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1546 1547 1548 1549 1550 - 1551 - 1552 1553 1554 1555 1556
Eksterne henvisninger.
51
1552.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1547 1548 1549 1550 1551 - 1552 - 1553 1554 1555 1556 1557
Eksterne henvisninger.
52
1553.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1548 1549 1550 1551 1552 - 1553 - 1554 1555 1556 1557 1558
Eksterne henvisninger.
53
1554.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1549 1550 1551 1552 1553 - 1554 - 1555 1556 1557 1558 1559
Eksterne henvisninger.
54
1555.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1550 1551 1552 1553 1554 - 1555 - 1556 1557 1558 1559 1560
Eksterne henvisninger.
55
1556.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1551 1552 1553 1554 1555 - 1556 - 1557 1558 1559 1560 1561
Eksterne henvisninger.
56
1557.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1552 1553 1554 1555 1556 - 1557 - 1558 1559 1560 1561 1562
Eksterne henvisninger.
57
1558.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne - 1550'erne - 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne
År: 1553 1554 1555 1556 1557 - 1558 - 1559 1560 1561 1562 1563
Eksterne henvisninger.
58
1560.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1555 1556 1557 1558 1559 - 1560 - 1561 1562 1563 1564 1565
Eksterne henvisninger.
60
1561.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1556 1557 1558 1559 1560 - 1561 - 1562 1563 1564 1565 1566
Eksterne henvisninger.
61
1562.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1557 1558 1559 1560 1561 - 1562 - 1563 1564 1565 1566 1567
Konge i Danmark:Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
62
1563.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1558 1559 1560 1561 1562 - 1563 - 1564 1565 1566 1567 1568
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
63
1564.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1559 1560 1561 1562 1563 - 1564 - 1565 1566 1567 1568 1569
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
64
1566.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1561 1562 1563 1564 1565 - 1566 - 1567 1568 1569 1570 1571
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
66
1567.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1562 1563 1564 1565 1566 - 1567 - 1568 1569 1570 1571 1572
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
67
1568.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1563 1564 1565 1566 1567 - 1568 - 1569 1570 1571 1572 1573
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
68
1570.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1565 1566 1567 1568 1569 - 1570 - 1571 1572 1573 1574 1575
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588; Danmark i krig: Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570
Eksterne henvisninger.
70
1571.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1566 1567 1568 1569 1570 - 1571 - 1572 1573 1574 1575 1576
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
71
1572.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1567 1568 1569 1570 1571 - 1572 - 1573 1574 1575 1576 1577
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
72
1573.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1568 1569 1570 1571 1572 - 1573 - 1574 1575 1576 1577 1578
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
73
1574.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1569 1570 1571 1572 1573 - 1574 - 1575 1576 1577 1578 1579
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
74
1575.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1570 1571 1572 1573 1574 - 1575 - 1576 1577 1578 1579 1580
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
75
1576.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1571 1572 1573 1574 1575 - 1576 - 1577 1578 1579 1580 1581
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
76
1577.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1572 1573 1574 1575 1576 - 1577 - 1578 1579 1580 1581 1582
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
77
1578.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1573 1574 1575 1576 1577 - 1578 - 1579 1580 1581 1582 1583
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
78
1579.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1574 1575 1576 1577 1578 - 1579 - 1580 1581 1582 1583 1584
Eksterne henvisninger.
79
1580.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1575 1576 1577 1578 1579 - 1580 - 1581 1582 1583 1584 1585
Eksterne henvisninger.
80
1582.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1577 1578 1579 1580 1581 - 1582 - 1583 1584 1585 1586 1587
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
81
1584.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1579 1580 1581 1582 1583 - 1584 - 1585 1586 1587 1588 1589
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
84
1586.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1581 1582 1583 1584 1585 - 1586 - 1587 1588 1589 1590 1591
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
86
1587.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1582 1583 1584 1585 1586 - 1587 - 1588 1589 1590 1591 1592
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588
Eksterne henvisninger.
87
1588.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1583 1584 1585 1586 1587 - 1588 - 1589 1590 1591 1592 1593
Konge i Danmark: Frederik 2. 1559-1588 og Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
88
1589.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1584 1585 1586 1587 1588 - 1589 - 1590 1591 1592 1593 1594
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Magnus Heinason (den færøske fribytter)bliver Henrettet på gråbrødretorv, en tragisk historie
vor da Christian 4. ikke endu var gammel nok til selv at beside magten, var det en af kongens
rodgivere Walkendorf, beskyldte ham for en voldtægt på en nosk adelig.
Retsagen tog 10 minutter og så kom domsafsigelsen, og han fik ham henrettet.
Nogle år efter da Christian d.4 opdagede at hans fars bekendte, var ført bag lyset af Walkendorf, fratog kongen al hans rigdom og han døde som en fattig mand.
Eksterne henvisninger.
89
1590.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1585 1586 1587 1588 1589 - 1590 - 1591 1592 1593 1594 1595
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
90
1591.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1586 1587 1588 1589 1590 - 1591 - 1592 1593 1594 1595 1596
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
91
1592.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1587 1588 1589 1590 1591 - 1592 - 1593 1594 1595 1596 1597
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
92
1593.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1588 1589 1590 1591 1592 - 1593 - 1594 1595 1596 1597 1598
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
93
1594.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1589 1590 1591 1592 1593 - 1594 - 1595 1596 1597 1598 1599
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
94
1595.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1590 1591 1592 1593 1594 - 1595 - 1596 1597 1598 1599 1600
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
95
1596.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1591 1592 1593 1594 1595 - 1596 - 1597 1598 1599 1600 1601
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
96
1597.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1592 1593 1594 1595 1596 - 1597 - 1598 1599 1600 1601 1602
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Eksterne henvisninger.
97
1599.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1594 1595 1596 1597 1598 - 1599 - 1600 1601 1602 1603 1604
Konge i Danmark: Christian 4. 1588 - 1648
Begivenheder.
Koldinghus får sit Kæmpetårn, som giver slottet sin karakteristiske profil. Navnet Kæmpetårn skyldes de fire kæmper, der var placeret i hvert sit hjørne af tårnet og hvoraf kun "Hercules" er tilbage. Bygherre var Christian 4.
William Shakespeares skuespil "As You Like It" ("Som man behager") har premiere.
Eksterne henvisninger.
99
1600.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne 1590'erne - 1600'erne - 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne 1650'erne
År: 1595 1596 1597 1598 1599 - 1600 - 1601 1602 1603 1604 1605
Konge i Danmark: Christian 4. 1588-1648
Eksterne henvisninger.
00
1590'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne 1580'erne - 1590'erne - 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne 1640'erne
År: 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599
å
1580'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne 1570'erne - 1580'erne - 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne 1630'erne
År: 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589
å
1570'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne 1560'erne - 1570'erne - 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne 1620'erne
År: 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579
å
1560'erne.
Århundreder: 15. århundrede - 16. århundrede - 17. århundrede
Årtier: 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne 1550'erne - 1560'erne - 1570'erne 1580'erne 1590'erne 1600'erne 1610'erne
År: 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569
å
Skørbug.
Skørbug er en sygdom der skyldes mangel på C-vitamin (L-askorbinsyre). Sygdommen medfører hudblødninger, opsvulmen og blødning i tandkødet og på knoglernes yderside, appetitløshed, vægttab og træthed. Dette kan også medføre at tænderne begynder at falde ud.
Sygdommen udvikles efter 4-7 måneder på ensidig kost. Navajo indianere er specielt følsomme.
For C-vitamin er ADT for tiden 60 mg, men 5 mg skulle være nok til at holde skørbugen væk.
Jens Munk, en dansk-norsk sørejsende, oplevede under sin opdagelsesrejse i 1619 til Hudson Bay, hvad det vil sige, at en hel besætning får skørbug. Af hans besætning på 64 mand, overlevede kun 3, inklusiv ham selv. I sin dagbog har han anført udførelige beskrivelser af sygdommen.
Stikkelsbær-busk.
Stikkelsbær ("Ribes uva-crispa") er en lav, løvfældende busk med bred og overhængende vækst. Grenene er stærkt tornede. Barken er først grågrøn, men senere bliver den gråsort og sprækker op. Knopperne er spredte og lysegrå. Bladene er runde med 3-5 lapper og takket rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomsterne sidder tre og tre i bladhjørnerne. De er hvidgrønne med store bægerblade. Frugterne er gule eller rødbrune, hårede bær med blivende bæger. Frøene spirer villigt i Danmark.
Rodnettet er fint forgrenet og meget højtliggende. Grenene slår rod, hvis de rører jorden i længere tid. Stikkelsbær bliver angrebet af en meldug, "Stikkelsbærdræber", som danner et tæt, brunt lag på blade, skud og bær. De podede, opstammede buske trives bedst.
1 x 1,5 m (5 x 10 cm/år).
Stikkelsbær vokser i Danmark, hvor den findes vildt og forvildet i skovbryn, krat og hegn på mineralrig muldbund.
Frugterne af denne busk hedder Stikkelsbær.
Stor ildfugl.
Stor ildfugl lever i sumpe og tørvegrave. Den menes at være uddød i Danmark, hvor den havde en bestand ved Horreby Lyng på Falster mellem 1937 og 1954. Den kraftige afvanding og overgroning af Horreby Lyng var årsag til artens tilbagegang.
Udseende.
Stor ildfugl er som navnet antyder en stor sommerfugl af en ildfugl at være. Den er orangerød på oversiden og en gråblå farve med sorte prikker og orange sømbånd på undersiden.
Livscyklus.
Stor ildfugl har flyvetid i juli måned.
Foderplanter.
Larverne af stor ildfugl lever på blade af skræppearter der vokser ved eller i vand.
Dukatsommerfugl.
Foderplanter.
Dukatsommerfuglens foderplanter er almindelig syre og rødknæ.
Sort ildfugl.
Foderplanter.
Sort ildfugls foderplanter er syre og gyvel.
Råbåndsknob.
Et råbåndsknob er et af de bedst kendte knob, som bruges til at forene to stykker tov, der er nogenlunde lige tykke. Dog må tovstykkerne ikke være for stive, da knobet så nemt går op. Det kan bl.a. bruges til at beslå sejl, binde knuder på pakker osv. Hvis de to tovender er for forskellige, kan man i stedet bruge fx et flagknob til at binde dem sammen.
Kællingeknuden er en fejlagtig udgave af råbåndsknobet. Man er ikke i tvivl, hvis man har bundet det forkert. Ved råbåndsknobet vil enderne komme til at ligge pænt parallelt med sig selv (se billede), mens de ved en kællingeknude vil komme til at ligge ud i en ret vinkel (som et kryds).
Fremgangsmåde.
Man starter med at binde en halvknude af de to ender, som de fleste også kender det fra bindingen af et snørebånd. Derefter binder man en halvknude mere, som dog skal vende omvendt. Det vil sige, at den rebende, der ligger øverst ved første halvknude, også skal ligge øverst ved anden.
Ordets oprindelse.
Ordet råbåndsknob stammer helt tilbage fra vikingetiden. Dengang fæstede man sejlet til råen (sidder på tværs af masten og holder sejlet) med råbånd der blev bundet i dette knob - altså råbåndsknob.
Mudder.
I sedimentologien bruges betegnelsen mudder for sediment med en kornstørrelse under 2 µm. Tidligere benyttedes betegnelsen ler, men da ler er karakteriseret ved at være særskilte mineraler (f.eks. montmorrilonit, smectit, illit mv.) der ganske vist har en lav kornstørrelse, valgte man at benytte mudder for finkornet aflejring, der ikke er ler.
I denne sammenhæng benyttes endvidere kohæsivt sediment for sediment, der har mulighed for at aggregere. Kohæsivt sediment omfatter alle lermineraler og en del af mudderfraktionen.
Wikimedia.
Wikimedia-fonden (engelsk Wikimedia Foundation) er en paraplyorganisation for Wikipedia, Wiktionary, Wikiquote, Wikibooks, Nupedia, med flere. Det er et non-profit selskab organiseret under gældende lov i Florida, USA. Fonden blev officelt annonceret af direktøren for Bomis og medgrundlægger af Wikipedia Jimbo Wales den 20. juni 2003. Navnet "Wikimedia" blev første gang brugt af Sheldon Rampton i en e-mail på postlisten WikiEN-l, og domænenavnet wikimedia.org blev sikret til fonden af Daniel Mayer, en af Wikipedias meget aktive medforfattere.
Målet med fonden er at stimulere væksten og udviklingen i WikiWiki-baserede projekter med åbent indhold og at sørge for at det komplette indhold af disse projekter af tilgængeligt for offentligheden, gratis og uden reklamer. I tillæg til at sørge for den allerede meget aktive encyklopædi på mange sprog ved navn Wikipedia, så er der også en ordbog ved navn Wiktionary, en encyklopædi af citater ved navn Wikiquote og en samling af e-bøger der henvender sig til studerende ved navn Wikibooks. Fonden tager sig også af det næsten døde Nupedia-projekt (det er ikke en wiki, men det er åbent indhold).
Med annonceringen af fonden, overførte Wales også ejerskabet af alle Wikipedia-, Wiktionary- og Nupedia-domænenavne til Wikimedia sammen med ophavsretten til alt materiale i forbindelse med projekterne, der er lavet af ansatte på Bomis eller af Wales selv. De computere, der bruges til at køre alle Wikimedia-projekterne, er også doneret til fonden af Wales. Desuden har mange bidragsydere til Wikipedia doneret penge til indkøb af ekstra udstyr, når Wikipedias stigende popularitet har nødvendiggjort det.
Wales har tidligere ved flere lejligheder nævnt at båndbredde og strøm fortsat vil blive sponsoreret gratis af Bomis til disse projekter. Håbet er, at eksistensen af denne non-profit fond vil muliggøre, at der kommer nok donationer og gaver til at sikre den fortsatte vækst af hver af Wikimedia-projekterne.
Der har været omfattende diskussioner om, hvordan en bestyrelse skal sammensættes, og hvilke beføjelser den skal have. Det er ikke helt klart hvordan dette vil indvirke på Wikimedia og alle projekterne.
Lokale chapters.
Verdenskort hvor lande med chapters er blå
Wikimedia-projekterne har en global mål. For at forsætte denne succes på et organisatorisk niveau opbygger Wikimedia et internationalt netværk af tilknyttede organisationer.
Lokale chapters er selvstændige foreninger, der har samme mål som Wikimedia Foundation og støtter dem indenfor en specificeret geografisk region. De støtter Wikimedia, Wikimedia fællesskabet og Wikimedia projekterne på forskellige måder  — bl.a. ved at indsamle midler, organisere lokale events og projekter samt at sprede Wikimedias budskab: Frit indhold og wikikulturen.
Lokale chapters er selvstændige foreninger uden juridisk kontrol med og ansvar for Wikimedia Foundations hjemmesider og vice versa.
Rav.
En velbevaret hanedderkop (Araneae) i baltisk rav. Hele edderkoppen har en længde på ca. 2,5 mm.
Rav (C10H16O) er forstenet harpiks af bl.a. Guldlærk (Pseudolarix amabilis). En betingelse for, at der dannes rav, er, at harpiksen ender i havet og ligger der i mindst 30-50 millioner år. Først efter denne lange iltfrie proces med trykpåvirkninger, hvorved plantesaften forandrer sig, og olieindholdet reduceres, dannes det rigtige ægte rav. Overgangsformerne mellem harpiks og ægte rav kaldes kopal. Dette materiale er mere porøst, så man kan knække flager af med en negl. Verdens ældste rav er 235-231 millioner år gammelt, og det er fundet i Østrig og Bayern. Danmarks ældste rav er fundet på Bornholm og er 170 millioner år gammelt. Rav, der er fundet som opskyl på en strand, anses for at være finere end rav gravet ud af jorden. Hvis man er heldig, kan man finde fossiler af insekter i ravklumper.
Rav kan brænde og giver derved en dejlig duft. Når man gnider på rav, udvikles statisk elektricitet. Når ravet udnyttes til smykker, bliver det tit opvarmet og senere slebet og poleret. Alt efter hvilken opvarmningsmetode man anvender, kan man skabe forskellige farver og sprængningsmønstre. Det siges, at ravsmykker har bedst af at blive brugt. Kontakten med huden holder ravet fint blankt, mens det bliver mat og kedeligt af at blive efterladt i en skuffe.
Helt siden oldtiden har mennesket anvendt rav og ravsmykker som betalingsmiddel, og siden dengang har ravet haft en rolle som vidundermiddel mod alskens dårligdomme. Derfor findes også utallige mundheld og historier om ravet - én af historierne fortæller, hvordan rav blev til: Da frugtbarhedsgudinden Frejas mand forsvandt, græd hun bitre tårer. De tårer, der landede på jorden, blev til guld, mens de tårer, der landede i havet, blev til rav.
Göran Persson.
Göran Persson (født 20. januar 1949) er en svensk socialdemokratisk politiker og Sveriges tidligere statsminister,
Baggrund.
Han er født i Västra Vingåker i Södermanlands len. Hans forældre var Karin Persson (f. Jonson; 1924–99), født i Furingstad i Östergötland, og Thomas Persson (1911–07), født i Västra Vingåker. Persson voksede op med fire søskende: de ældre søskende Kerstin (f. 1943) og tvillingarna Jan och Bo (f. 1945) samt den yngre broder Bengt (f. 1950).
Politisk karriere.
Göran Persson var borgmester i en årrække i den lille kommune Katrineholm. I 1989 blev han "skoleminister" i Undervisningsministeriet, i Ingvar Carlssons første kabinet, og det varede indtil valget i 1991, da Socialdemokraterne blev stemt ud af regeringskontorerne. Som skoleminister gennemførte Persson med succes "kommunaliseringen" af de svenske skoler. Da Socialdemokraterna igen i 1994 fik regeringsmagten blev han finansminister. Persson var en af hjernerne bag "Persson-planen", som blev præsenteret i 1994, og som fokuserede på den vanskelige økonomiske situation.Sverige led på den tid stadig under den recession som begyndte i de tidlige 90'ere, med høj arbejdsløshed og et stort budget-underskud. Statsminister Carl Bildt havde baseret sig på en skrøbelig koalition mellem Moderaterne og 3 andre liberale og konservative partier, med en anstrengt grad af samarbejde. Udfaldet af 1994 valget blev en succes for socialdemokraterne, da de opnåede mere end 45 % af stemmerne.
Som finansminister var en stor del af hans arbejde fokuseret på at opnå en sund financiel balance i økonomien. Persson gør ofte opmærksom på at han "ryddede op" efter Bildt.
Partileder og statsminister.
I 1996 blev Persson udpeget til vice-statsminister i stedet for Mona Sahlin, for at lede landet når Carlsson trådte tilbage. Persson fortsatte hvor han slap som finansminister - ved konstant at være i spidsen for regeringens bestræbelser på at aflaste Sveriges kroniske budgetunderskud. I 1994, var det årlige underskud omkring 13% af BNP. Men, efter at have implementeret velfærds-nedskæringer og skatteforhøjelser faldt det til et forventet 2.6% af BNP i 1997, hvilket bragte Sverige i en position, hvor det kvalificerede sig til at deltage i den europæiske økonomiske og monetære union. Men prisen var høj: Arbejkdsløsheden voksede til 13 %, for så pludselig at falde til 6,5 % samme år. Göran Persson nævner selv budgetsaneringen som sit største politiske resultat: "detta att vi lyckades återvinna en bra sysselsättning och en stark ekonomisk utveckling utan att behöva fördärva grunderna för vårt välfärdssamhälle. Och vi gick hårt fram, vi gav oss på pensionärernas bostadsbidrag, även om detta beslut togs tillbaka senare, och barnbidragen, flerbarnstillägget, till och med kungahusets apanage, och ingen yrkesgrupp undantogs".
Han har været tilfreds med at holde Sverige uden for ØMU - i 1997 modsatte han sig, at Sverige skulle slutte sig til Euro-zonen ved dens start i 1999 - idet en svag krone har været en af hovedårsagerne til at svenske eksportvirksomheder har kunnet konkurrere og erobre markedsandele, og dermed bidraget positivt til Perssons genopretning af svensk økonomi. Han var statsminister fra 21. marts 1996 til 6. oktober 2006.
Medvirker til at bryde isolationen af Nordkorea.
Under det svenske EU-formandskab i første halvår af 2001 rejste Persson sammen med Javier Solana og EU-kommissær Chris Patten til Nordkorea, og de kom tilbage med det samme indtryk: "De folk er på ingen måde vanvittige. De er meget velorienterede, og de er parate til at forhandle." Det bekræftede det indtryk, som Ruslands præsident Vladimir Putin og USAs udenrigsminister Madeleine Albright havde fået kort forinden, og sidstnævnte havde endda opbygget en personlig menneskelig relation med Nordkoreas leder, Kim Jong-il, og prøvede at få sin chef, Bill Clinton til at engagere sig og rejse til Nordkorea for at forhandle. Clinton ønskede dette, men der var ikke politisk opbakning til det i Washington. Stærke kræfter ønskede at Clinton i stedet skulle engagere sig i fredsprocessen i Mellemøsten - som kørte af sporet i efteråret 2000.
Persson afgik efter Riksdagsvalget 2006 som statsminister og partileder. Som statsminister afløstes han af Fredrik Reinfeldt. På en ekstra partikongres i marts 2007 afløste Mona Sahlin ham som socialdemokratisk partileder. Han udtrådte af Riksdagen i april 2007.
Persson og Bush i Det Ovale Værelse, 28. april 2004
Persson og Bush i Det Ovale Værelse, 28. april 2004
Bermuda-trekanten.
Bermuda-trekanten er et område, der ligger mellem Bermuda, Florida og Puerto Rico. Området er berygtet for at mange skibsforlis, flystyrt og lignende sker i området, hvilket har fået folk til at udvikle forskellige teorier om årsagerne til ulykkerne.
Jordens magnetfelt.
En teori bygger på, at ulykkerne sker som følge af, at kompasnålen ikke peger mod Nordpolen, men mod den magnetiske nordpol, hvilket i dette område skulle give en stor forskel.
Et lignende område findes øst for Japan, hvor der også sker mange ulykker.
Geologi- eller vejrfænomener.
Dels er det sådan at de tropiske have ofte rammes af pludselige lokale uvejr, foruden at jordskred på havbunden kan give kæmpeudslip af metangas som kan gøre havet så fuldt af bobler, at vandet ikke kan bære skibene.
Hverken ror eller skrue virker i det boblefyldte vand, så skibet slingrer fra side til side og stopper. Da boblerne ikke kan stige op under et skib, så samler de sig under det, indtil skibet synker lidt, fordi boblerne ikke kan bære skibet, så bliver boblerne skubbet væk, hvorefter der samler sig et nyt lag bobler.
Trafikeret område.
Området, hvor Bermuda-trekanten ligger, er et særdeles trafikeret område og en teori går simpelthen ud på, at det er grunden til at der kunne forsvinde flere skibe og fly i dette område end i mindre trafikerede områder.
Korncirkler.
korncirkler i form af en Triskelion.
Korncirkler er en fællesbetegnelse for geometriske mønstre i kornmarker.
Korncirkler er geometriske formationer af nedlagte planter, der danner et mønster når planterne ligger ned. Disse "tegninger" i terrænet er blevet fundet i alle former for afgrøder og i vilde planter.
Korncirklens historie.
Korncirkler er for de fleste er især kendt fra England, hvor de er nævnt i skriftlige kilder fra 1600-tallet. I Frankrig, er korncirkler første gang omtalt i en hekseproces i byen Assenencourt i 1590 (Remigus, Nicholaus: Deamonolatria. Frankfurt 1590), og i det sydlige Afrika kender vi dem fra begyndelsen af 1900-tallet.. Korncirkler er også omtalt flere hundrede år tilbage i sagn og folklore i Europa og Nordamerika. Fra midten af 1800-tallet refereres de relativt hyppige i både England og i andre europæiske lande.
Fra midten af 1980'erne, blev det rapporteret flere, større og mere komplekse korncirkler i England, og senere også i Tyskland, Holland, Belgien, Canada og Italien. Siden begyndelsen af 1990'erne har det været rapporteret om 200 korncirkler rundt om i verden hvert år, hvoraf cirka halvdelen i England I Danmark er der siden 1995 blevet registreret ca. 30 korncirkler.
a>mønster, og dækkede et område på 12 til 14 fodboldbaner.
Rød-Eg.
Rød-Eg er et stort, løvfældende træ med en kegleformet til rundagtig vækstform. Stammen er ret og gennemgående til toppen. Hovedgrenene er vandrette med opad bøjede spidser. Barken er først olivengrøn med gråligt vokslag. Senere bliver den lysebrun, og til sidst er den grå med smalle furer. Knopperne er spredte, rødbrune og ægformede, tæt samlede mod endeknoppen. Bladet er omvendt ægformet med brede, spidse lapper. Oversiden er mørkegrøn og skinnende, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er rød på unge træer. Senere bliver bladene blot brune. Hanrakler og hunblomster ses kort efter løvspring. Rød-Egens agern sidder i en flad skål, og de modner over 2 år. De spirer villigt.
Rodnettet består af en dybtgående pælerod og nogle tæt forgrenede hovedrødder. Finrødderne ligger lige under overfladen. Kernevedet er ikke så holdbart, som hos andre egetræer.
30 x 20 m (50 x 30 cm/år). Bliver omkring 80 år gammel. Modsat stilkeg som bliver omkring 375 år.
Rød-Eg hører hjemme i blandingsskove i det østlige USA og Canada, hvor den optræder på veldrænet, næringsrig og let sur bund. I området omkring Roosevelt i New Jersey, USA, findes arten i skove og som pionertræ sammen med bl.a. Almindelig Konvalbusk, Almindelig Tulipantræ, Amerikansk Bøg, Amerikansk Knapbusk, Amerikansk Nældetræ, Amerikansk Platan, Amerikansk Vin, Blyant-Ene, Brunfrugtet Surbær, Glansbladet Hæg, Hvid Ask, Hvid Hickory, Klatre-Vildvin, Koral-Sumak, Pennsylvansk Vokspors, Rød-Løn, Skov-Tupelotræ, Sukker-Birk, Sump-Eg, Sump-Rose, Virginsk Ambratræ, Virginsk Troldnød, Virginsk Vinterbær, Weymouth-Fyr og Østamerikansk Hemlock
Empati.
Empati er evnen til at genkende og forstå andres følelser. Det beskrives ofte som evnen til at sætte sig i andres sted (ikke at forveksle med sympati, som er evnen til at "dele" en følelse med en person, dvs. at man selv oplever samme følelse som personen). I empatien føler man sig "ind i" den anden, i sympatien føler man "med" den anden.
Indføling.
Ordet empati stammer fra græsk og kommer af "en" - ind og "patos" - følelse. Det var den tyske filosof Theodor Lipps, der knæsatte indfølingen eller empatien som et nøglebegreb i forsøget på at forklare, hvordan vi er i stand til at leve os ind i hinandens følelsesliv. Ifølge Lipps er empatien en følelse, der opleves som om, at den ikke tilhører os selv, men i stedet hører til en person eller et objekt uden for os selv. På denne måde kan vi have særegne oplevelser af at have basale følelser som sorg, glæde og vrede, som pludselig hidrører fra en anden. Følelsen er stadig vores egen: vi registrerer den andens følelse og er derefter i stand til selv at indoptage og udtrykke den på en distinkt måde. Igennem evnen til empati kan man få adgang til andre menneskes følelsesliv, hvilket dog ikke er det samme som at føle som dem, men ikke desto mindre er det muligt at nå til en indsigt i, hvordan formen af deres følelser tager sig ud.
Simulationsteorien.
I en serie af fysiologiske eksperimenter, udført af italienske neurofysiologer på makak-aben (Gallese 1996), blev der opdaget, at et specifik klasse af neuroner ("mirror neurons"), der normalt bliver aktiveret under udførelsen af formålsrettede håndbevægelse såsom at gribe, holde og flytte objekter, også blev aktiveret, når aberne observerede tilsvarende håndbevægelser udført af andre. Senere er der, med andre metoder, blevet udført lignede eksperimenter på mennesker, der indikerer, at et tilsvarende system eksisterer i menneskehjernen (Gallese 2001). Den kropslige, automatiske og ubevidste proces bevirker imidlertid, at observatøren kan få adgang til den andens verden uden brug af propositionel, teoretisk fremgangsmåde. Det samme ser ud til at være på spil i aflæsningen af mentale tilstande: flere forsøg har derudover demonstreret, at observation af andre handlende individer, der bliver berørt eller viser bestemte ansigtudtryk, udløser aktivitet i neurale netværk, der også er aktive, når observatørerne selv handler, bliver berørt eller viser bestemte ansigtudtryk (Leslie, 2004).
Genkendelsens fænomenologi.
Inden for fænomenologien er empati især blevet udforsket af Edmund Husserl og hans elev Edith Stein, der udpeger empati som et begreb, der ikke kan afgrænses til en indlevelse i den andens følelser eller erfaringer, sådan som Lipps ellers betonede det (Stein, 1912). I forlængelse af Husserls analyse uddybes i stedet ligheden som en fundament, der muliggør erfaringen af den anden. Dette implicerer, at udgangspunktet for vores forståelse og genkendelse af andre er vores egen egocentriske synsvinkel. Vi kan genkende og indleve os i andre mennesker eller dyr, fordi de til en vis grad ligner os selv.
Et andet vigtigt punkt i den fænomenologiske analyse af empati er den virkning, den empatiske evne har for den menneskelige "selvforståelse". Vores anlæg for empati er er så højt udviklet, at vi ikke kun kan danne os en erfaring af andres sindstilstand, men vi er derudover også i stand til at erfare andres empatiske forståelser af os selv. På den måde oplever vi ikke kun os selv indefra, men også som genkendelige udefra fra den andens perspektiv, hvilket er med til at etablere vores fornemmelse af os selv. Derved er ens følelse af et selv uadskilleligt fra genkendelsen fra den anden og vores empatiske evner til at erfare denne genkendelse. Ud fra denne vinkel er evnen til at tage den andens perspektiv en forudsætning for at kunne forholde sig til sig selv (Stein, 1912).
Empati og social forståelse.
Den mentale fleksibilitet, der ligger bag kapaciteten til at tage den andens perspektiv er et krævende og delvist kontrolleret proces, man bevidst kan aktivere. Dette er blevet illustreret i et eksperiment (Skotland 1969), hvor den gruppe af personer, der blev bedt om at forestille sig i andres sted, producerede et langt stærkere respons både på fysiologisk og et verbalt niveau, end den gruppe, der kun skulle observere den samme handling. Det viser, at det er nemmere at forestille sig, hvordan en anden person har det, hvis man tager udgangspunkt i, hvordan man selv ville have det i den lignende situation. Derfor er udgangspunktet altid biased i forhold til et selv-perspektiv. Man tillægger andre sine egne følelser på grund af den egocentriske bias, men netop derved er man i stand til at sætte sig ind i andres følelser. Selv-perspektivet er dog stadig det grundlæggende udgangspunkt: vi er ikke i stand til at slukke for vores eget perspektiv, når vi prøver udlede den andens, og det kræver betragtelige evner og anstrengelser at representere en andens synsvinkel, og muligheden for en egocentrisk forvrægning er altid til stede (Flavell 1977). Sådan bruger vi på et ubevidst niveau vores egne kropslige og emotionelle processer som en målestok for forståelse af andre.
Emotioner, kognition og empati.
Empatien har været i så afgørende en karakter for menneskeartens overlevelse og udvikling, hvor det har været vitalt at kunne aflæse udtrykkene hos andre og derefter være i stand til at reagere hensigtmæssigt, at den er indlejret i mange forskellige områder i vores hjerne i lighed med andre emotionelle systemer. Empatien gør, at vi kan aflæse og skelne imellem de mange forskellige emotionelle udtryk, der ligger i vores udtryksrepertoire, hvor der skelnes mellem grundlæggende og komplekse emotioner.
Der er en skelnen mellem automatisk og kontrolleret empati. Den automatiske empati er en umiddelbar genkendelse af en intention eller følelse, mens kontrolleret empati drejer sig om en mere vedholdende og tilbundsgående forståelse af et andet menneskes sindstilstand. Forskellen mellem de to grader af empati er ikke forbundet med, hvorvidt den socialle interaktion udspiller sig mellem ægtefæller, mellem gode bekendte eller mellem vildfremmede. Derimod afgøres forskellen af en automatisk, emotionel respons på den ene side, og så en delvis bevidst, emotionel og kognitiv proces på den anden side. Det kognitive aspekt viser sig, at denne forståelsesprocedure på paradoksal vis kræver en form for mental adskilthed mellem de to interagerende subjekter. Adskillelsen kan tjene til at illustrere det særegne ved empati, fordi konstitueringen af empati fordrer adskillelse forstået på den måde, at empatien drejer sig om at forstå den andens tilstand, og det kræver en form for distance - i modsætning til sympati, hvor man føler med en andens sorg, glæde eller frygt, og derved søger at ophæve distancen. Det er ikke hensigtsmæssigt at betragte empati som hverken en handlingssimulation eller en ren følelsesmæssigt akt. Empati kræver i stedet en kompleks interaktion mellem følelse og tanke.
Definitioner.
C. D. Batson: “Other-oriented feelings congruent with the perceived welfare of another person.” Batson, C. D. (1994). Why act for the public good? Four answers. Personality and Social Psychology Bulletin, 20, 603-610, p. 606.
Nancy Eisenberg: “An affective response that stems from the apprehension or comprehension of another’s emotional state or condition, and that is similar to what the other person is feeling or would be expected to feel” (2002, p. 135).
Eisenberg, N. (2002). Empathy-related emotional responses, altruism, and their socialization In R. J. Davidson & A. Harrington (Eds.). Visions of compassion: Western scientists and Tibetan Buddhists examine human nature (pp. 131-164). London: Oxford University Press.
Martin Hoffman: “An affective response more appropriate to another’s situation than one’s own” (1987, p. 48)
Hoffman, M. L. (1987). The contribution of empathy to justice and moral judgment. In N. Eisenberg & J. Strayer (Eds.), Empathy and its development (pp. 47-80). Cambridge: Cambridge University Press.
Roy Schafer: “Empathy involves the inner experience of sharing in and comprehending the mometary psychological state of another person” (1959, p. 345)
Schafer, R. (1959). Generative empathy in the treatment situation. The Psychoanalytic Quarterly, 28, 342-373.
Sikkim.
Sikkims lokalisering mellem Nepal og Bhutan
Sikkim er en indisk bjergstat og ligger mellem Nepal, Tibet og Bhutan. Dens hovedstad er Gangtok. Befolkning: 540,493 (2001 folketælling). Areal cirka 7000 kvadratkilometer.
Det 8600 meter høje bjerg Khangchendzonga (Kachenjunga) ligger i den vestlige del af Sikkim.
Sikkim blev en vasalstat af Britisk Indien i det 19. århundrede og var et indisk protektorat fra 1947 indtil 1975. I 1975 gjorde en folkeafstemning Sikkim til en del af Indien, og monarkiet blev afskaffet.
Det kræver speciel tilladelse at komme ind i Sikkim.
Bjergene i Sikkim er så høje, at de når op i en klimazone, som svarer til danske forhold, så fks. "rhododendron campanulatum", fra Sikkim kan gro i Danmark, omend blomsterne ofte er så tidligt udsprungne, at de bliver ødelagt af senfrost.
Vestbengalen.
Vestbengalen er en delstat i det nordøstlige Indien og omkranser det vestlige og nordlige Bangladesh. Befolkningen er på cirka 75 millioner.
Hovedstaden er Calcutta (officielt Kolkata) der ligger i den sydlige del af staten.
Den nordlige del er bjergrig med blandt andet byerne Siliguri og Darjeeling. Mellem New Jalpaiguri og Darjeeling kører et lille tog, der har været på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1999.
12 kilometer øst for Siliguri findes områdets lufthavn Bagdogra.
I den nordøstlige del findes naturreservatet Jaldapara.
Af berømte personer fra Vestbengalen er statistikeren Prasanta Chandra Mahalanobis fra Calcutta, fysikeren Satyendra Nath Bose og økonomen Amartya Sen.
Richard M. Stallman.
Richard Matthew Stallman (født 16. marts 1953) og kendt under sine initialer RMS, er en central person i fri software-bevægelsen, grundlægger af GNU-projektet og Free Software Foundation.
Han opfandt begrebet copyleft til at understøtte bevægelsen og fremhæve konceptet for den meget udbredte softwarelicens GNU General Public License (GPL).
Han er også en bemærkelsesværdig programmør med sine store bedrifter herunder teksteditoren Emacs, oversætteren GCC og aflusningsprogrammet gdb som alle er en del af GNU-projektet.
Hans indflydelse er væsentlig i opbygningen af de moralske, politiske og juridiske rammer for fri software-bevægelsen som et alternativ til leverandørejet software-udvikling og -distribution.
Bagdogra.
Bagdogra er en by og lufthavn i det nordlige Vestbengalen i Indien.
Flyselskaberne Jet Airways og Indian Airlines har forbindelse til Calcutta, Delhi, Guwahati og Patna fra Bagdogra.
Indian Airlines.
Airbus fra Indian Airlines i Chennai Airport
Indian Airlines Limited eller Indian (tidligere Indian Airlines Corporation) er et indisk flyselskab, der hovedsagelig flyver indenrigsflyvning i Indien kombineret med udenrigsflyvning til nabolandene.
Selskabet blev grundlagt 15. juni 1953 som et statsejet selskab og blev delvis privatiseret i 1994. Det indiske lavpris-flyselskabet Alliance Air er ejet af Indian Airlines. I 2005 ændrede Indian Airlines navn til Indian, som led i en større publicity-kampagne samt indgåelse af et tættere samarbejde med Air India.
Selskabet har en flyflåde bestående af i alt 60 fly fordelt på 3 Airbus A300, 56 Airbus A320 og 2 Dornier Do 228 (pr. maj 2007). Selskabet har omkring 20.000 ansatte.
Indian Airlines (Indian) blev med virkning fra 15. juli 2007 sluttet sammen med Indiens nationale luftfartsselskab Air India. Begge selskaber opererer fortsat under eget navn, men på længere sigt vil alle Indians aktiviteter blive underlagt firmanavnet Air India.
ICAO-kode: IAC - IATA-code: IC
Ingeniør.
Ingeniør er en person, der beskæftiger sig med ingeniørvidenskab som konstruktion, planlægning og styring af proces, produktion og produkter.
I Danmark er den højeste ingeniøruddannelse studiet til civilingeniør - cand.polyt / cand.scient.techn. Uddannelsen er normeret til 5 år og udbydes af Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet Det Tekniske Fakultet og Aarhus Universitet.
De 3½-årige ingeniøruddannelser til diplomingeniør (tidligere akademiingeniør og teknikumingeniør) udbydes af langt flere uddannelsesinstitutioner landet over.
I lighed med "software arkitekt" benyttes "software ingeniør" ofte som betegnelse for softwareudviklere, men betegner ikke en specifik uddannelse.
Araberen al-Jazari betegnes af nogle som den første egentlige ingeniør. I 1206 færdiggjorde han en bog med beskrivelser og illustrationer af 50 mekaniske instrumenter.
Danmarks Tekniske Universitet.
Den Polytekniske Læreanstalt, Danmarks Tekniske Universitet (i daglig tale Danmarks Tekniske Universitet eller blot DTU, eng.: "Technical University of Denmark") er en selvejende uddannelses- og forskningsinstitution til uddannelse af civilingeniører og diplomingeniører samt forskning inden for ingeniørvidenskab.
Historie.
Københavns Universitets Geocenter, tidligere Danmarks Tekniske Højskole
DTU blev oprettet i 27. januar 1829 af fysikeren H.C. Ørsted under navnet Den Polytekniske Læreanstalt, som i starten dog hørte til Københavns Universitet. Kun to uddannelser som ingeniør blev i starten udbudt, nemlig "anvendt naturvidenskab" (i dag kemiretningen) og "mekanik" (i dag produktion og konstruktion/maskin).
Indtil 1889 havde læreanstalten lokaler i Studiestræde, så i J.D. Herholdts kompleks i Sølvgade ved Botanisk Have (København) som i 1930 blev udvidet med et anlæg i Øster Voldgade ved arkitekt C.O. Gjerløv-Knudsen. Pladsen blev for trang, så i perioden 1962-1974 flyttede man til Lundtoftesletten ved Lyngby.
Navnet "Danmarks Tekniske Højskole" (DTH) blev første gang officielt benyttet i 1933 og skiftet i 1994 til "Den Polytekniske Læreanstalt Danmarks Tekniske Universitet" som i daglig tale forkortes til "Danmarks Tekniske Universitet" eller blot initialerne "DTU".
I 1957 startede man "Danmarks Ingeniørakademi" (DIA), da uddannelseskapacitet til civilingeniør var for lav og introducerede dermed akademiingeniøruddannelsen, som senere er blevet til diplomingeniøruddannelsen.
I 1995 blev DTH/DTU fusioneret med Danmarks Ingeniørakademi og Helsingør Teknikum og senere blev DTU i 1997 udvidet med Ingeniørhøjskolen Sydsjælland.
Det nye DTU har ca. 7.000 studerende og ca. 4.500 ansatte.
International placering.
På "Times Higher Education Supplement" (THES) rankliste udgivet i 2007 over verdens universiteter kom DTU ind som nummer 130 efter Aarhus Universitet (nr. 114) og Københavns Universitet (nr. 93).
I 2008 satte Times Higher Education DTU på 20. pladsen over verdens førende ingeniørvidenskabelige institutioner baseret på citeringsimpakt, svarende til en tredjeplads i Europa efter Max Planck-selskabet og ETH Zürich.
På Leiden Ranking 2010 er DTU placeret som nummer syv på top 100-listen over de højest rankede europæiske universiteter målt på den såkaldte crown indicator.
Størrelse.
DTU angiver at have ca. 7.000 studerende, omtrent 700 ph.d.-studerende og at optage omkring 700 udenlandske studerende om året. Der er omkring 4.500 ansatte, mere end halvdelen er forskere (inkl. ph.d.-studerende). I 2010/11 var optaget på 1.216 nye studerende.
DTUs campus er opdelt i fire kvadranter, som i et koordinatsystem. Dette system er opdelt af en række kvadrantveje. Nils Koppels, Asmussens, Henrik Dams og Knuth-Wintherfeldts Allé i nord-sydgående retning og Anker Engelundsvej der går øst-vest. De fire kvadranter er tildelt en af de fire hovedretninger inden for ingeniørkunsten; Bygning, Kemi, Elektronik og Maskin. Senere er der kommet flere underetninger til, såsom IT der er en udspringer af elektronikretningen, eller Design & Innovation som udspringer af Maskin-retningen.
Institutter.
Universitetets kerneydelser dvs. uddannelse, forskning, innovation og myndighedsbetjening varetages af institutterne inden for hver deres faglige felt. DTU har (januar 2008) 22 institutter. Den 1. januar 2008 gennemførte DTU en omdøbning af alle institutter for at fremstå som et samlet universitet efter fusionen i 2007.
Æresdoktorer.
Æresdoktorgraden er tildelt omkring 200 personer gennem læreanstaltens historie. ()
Fodnoter.
Tekniske Universitet
Rømer.
Rømer er et dansk efternavn.Blandt dets bærere finder man Ole Rømer (hvis fader stammede fra Rømø og antog efternavnet af den grund), der har lagt navn til Rømer-satellitten og Rømer-skalaen.
Der har også været Rømere på Bornholm.
Der har også været en adelsslægt ved navn Rømer.
Hans-Henrik Ørsted.
Hans-Henrik Ørsted (født 13. december 1954 i Grenaa) er en dansk cykelrytter og indehaver af timerekorden på 48,14472 km i tidsrummet 9. september 1985 til 26. september 1986, hvor den blev slået af Francesco Moser med næsten 400 meter.
Hans-Henrik Ørsted vandt bronze i 4 km forfølgelsesløb ved de Olympiske Lege 1980 i Moskva.
Cykling.
Cykling er flere ting, der involverer en cykel: en sportsgren udført på cykel eller en måde at transportere sig på.
Cyklingens historie.
Forløberen for en cykel blev kaldt dræsinen. Den var meget tung og klodset, og netop derfor blev den kun legetøj for få.
50 år senere havde en københavner en cykel med hjem fra Paris. Velocipeden som den blev kaldt. Denne slags cykel blev først hurtigt populær, men forsvandt hurtigt igen. I 1860 kom der først rigtigt gang i salget. Selvom det stadig ikke var alle, der syntes godt om cyklen. Velocipeden gik da også af mode igen og forsvandt helt fra Danmark. I udlandet blev de dog ved med at eksperimentere og opfandt nye modeller, som eksempel bicyclen.
Bicyclen kom til Danmark nogle år efter. Denne slags cykel var stadig utrolig svær at bestige. Cyklen var meget høj, så høj at det var farligt for personen, som cyklet på den, at falde ned. Der skulle meget små ujævnheder til for at rytteren fløj over styret.
Bicyclen fik en længere levetid end de andre. 2 til 3 gange om måneden holdt Dansk Bicycle Klubben udflugter, hvor medlemmerne cyklet ture.
I København, hvor de fleste cyklister holdt til, var de utroligt upopulære. Der blev råbt efter dem, kastet ting og stykket pinde ind i hjulene. Der blev lavet en lov om cyklerne skulle holde tilbage for både kørende og ridende.
I 1886 blev væltepeteren afløst af en mere stabil cykel, en sikkerhedsbicycle. Denne cykel havde to næsten lige store hjul med kædetræk til baghjulet, næsten som den slags, vi kører på i dag.
Cykelsportens start.
Det første offentlige velocipedevæddeløb blev afholdt allerede i april 1869. Men det var først da sikkerhedsbicycle'en kom til landet, at cyklen blev betragtet som brugbar til væddeløb. De blev forsynet med et racerstyr - et styr der bøjer nedad.
I 1888 åbnede cykelbanen i Ordrup, og fem år senere åbnede Clubben Cyclistens træbane i Bernstorffsgade bag Tivoli. Banerne var forsynet med hævede sving af enten træ eller cement.
Opfindelse af cykelslangen.
Cyklen havde på dette tidspunkt massive gummihjul. Mr. Dunlop havde en søn, der kørte på cykel. Sønnen brokkede sig meget over de mange bump og stød, han fik, når han cyklede. Derfor ville Mr. Dunlop forbedre cyklens køreegenskaber. Efter mange forsøg, havde han opfundet en cykelslange med luft i. Dette gjorde, at hans søn kunne cykle langt mere behageligt, selv på meget knoldede steder. Der var også en anden fantastisk egenskab med de nye hjul, man kunne cykle meget hurtigere.
”Efter utallige mislykkede Forsøg lykkedes det ham endelig at fremstille en brugelig Ring, på hvilken hans Søn nu kunde sidde blødt, hvor han tidligere var blevet gennemrystet. Saa at sige var alle Ubehaglighederne forsvundne som Dug for Solen, og Opfinderens Søn gled nu let hen over Ujævnheder, der forhen ville have bragt hans Knogler til at rasle.”
Dette gjorde, at man med lethed kunne cykle meget hurtigere end før. At cyklen blev et hurtigere transportmiddel, gjorde at der var mange flere der begyndte at cykle.
De første cykelklubber.
Starten på sporten var forbundet med stiftelsen af Dansk Bicycle Club den 7. maj 1881. Det var hovedsagelig i København, men provinsen fulgte hurtigt efter. Det var først i 1883, der blev stiftet de første cykelklubber.
Nationale sportsfester i Danmark.
De nye baner, man havde bygget, gjorde, at man fik en bedre mulighed for en effektiv træning, og at man kunne invitere udenlandske gæster til at deltage i løbene. Så der blev holdt nationale sportsfester.
Et normalt program for den nationale sportsfest kunne være at man den ene dag var i Nykøbing og dyrkede et par sportsgrene som fx langbold, fodbold. m.m. Så den anden dag var de måske i Odense og dyrkede nogle andre sportsgrene. Sådan forløb hele festen i en måned.
Sportsfesten gav et rigtig billede af tiden 1888, blandt andet fordi nogle af sportsgrene havde andre navne end hvad de har i dag. Fx er bicycle i dag blevet til cykelløb, barreøvelse, som i dag hedder redskabsgymnastik, reckøvelser, som i dag er bag spring. Det var et meget tidstypisk billede, fordi de sportsgrene, der var med til sportsfesten, også var dem, der var mest kendt i landet på det tidspunkt. Den nationale sportsfest blev en stor succes, for både publikum og finalister. Denne fest fik mange gode anmeldelser og meget ros.
Den nationale sportsfest blev afholdt i København i 1888. Hele festen var i gang i en måned. På den måned var der både fremvisninger og konkurrencer. Der deltog 20 foreninger, 308 sportsmænd og 14 lærere var med til at konkurrer mod hinanden. Der var dog nogle sportsgrene man ikke holdt konkurrencer til, det var blandt andet cricket og cykelløb. Formålet med at lave sådan en sportsfest var for Danmarks vedkommende at man kunne etablere sig et forhold til andre lande.
Disciplinerne var blandt andet højdespring, længdespring, barreøvelser, voltigering, ringe, trapez-øvelser, smidighedøvelser, cykling og cricket (ingen præmie) og reckøvelser (bagspring).
De første kvinder på cykel.
I de forskellige cykelklubber var størstedelen af medlemmerne mænd. Efterhånden som tiden gik, kom der flere og flere kvindelige medlemmer.
De første kvindelige medlemmer skulle have nogle bestemte slags cykler, det skulle være nogle cykler der var nemme at cykle på. Cyklerne skulle være så nemme, at damerne ikke skulle udføre for meget arbejde når de skulle ud og køre.
Cyklerne skulle være så nemme, at damerne ikke skulle udføre for meget arbejde, når de skulle ud og køre. Det mest kendte kvindelige medlem var Johanne Jørgensen, hun satte flere rekorder. Hun var også en af de første kvinder til at cykle på en herrecykel med knæbukser på. Mange udenlandske blade og tidsskrifter bragte artikler og billeder af Johanne Jørgensen.
Perioden frem til 1. verdenskrig.
Fra 1895 og op til 1. verdenskrig var løbene også præget af den danske Thorvald Ellegaard både i Danmark og i udlandet.
Cyklen som transportmiddel.
Cyklen er billigere end en bil, og kan benyttes af børn og andre uden kørekort.
I nogle lande benyttes cyklen mere end andre. Cyklen har sin klare økonomiske fordel i fattige lande, hvor befolkningen ikke i så høj grad af råd til biler. I rige lande er cyklen også meget udbredt, da den giver motion, er miljørigtig og i byerne ofte er hurtigere end bilen og den offentlige transport.
Fritidscykling.
Cykling foretages ikke kun med transport som formål. Cykling er sundt, og opfattes af nogle som dejlig motion. Nogle områder er mere velegnede til cykling end andre. Et fladt landskab samt gode veje og stier for cyklister kan tiltrække cykelturister. I Danmark har man lavet nationale og regionale cykelruter for at fremme fritidscyklingen.
Cykelsport.
Cyklen bruges i mange sportsgrene. De længste distancer foregår på landevejen, mens der køres hurtigst på cykelbanen. Endelig køres dog også uden for vejene (Cycle cross) eller på ramper (BMX). Cykling kan også kombineres med andre sportsgrene (duatlon og triatlon).
De fleste discipliner dyrkes både amatører og proffesionelle. Især i landevejsløb er der mange topprofessionelle og penge involveret. De store etapeløb som Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España er nogle er de helt store sportsbegivenheder med medieovervågning fra store dele af verden.
Triatlon.
Triatleter på vej i vandet.Triatlon eller triathlon er en multisportsgren og olympisk disciplin bestående af svømning, cykling og løb i netop denne rækkefølge.
Det første triatlonstævne blev afholdt 4. september 1921 i Marseille i Frankrig, hvor svømmeklubben Petit Perillon afholdt et løb, der blev kaldt "Course des Trois Sports", som kan oversættes til "løbet med de tre sportsgrene". Distancerne var 7 km cykling, 5 km løb og 200 m svømning.
Triatlon, som det kendes i dag, stammer fra San Diego i Californien i USA, hvor der i september 1974 blev afholdt en konkurrence omfattende 6 amerikanske mil løb, 5 mil cykling og 500 yards svømning. Triatlon blev en olympisk disciplin ved OL i Sydney 2000. Den olympiske distance består af 1500 m svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Disse distancer er valgt, fordi de allerede var på OL-programmet inden for de respektive sportsgrene.
Regler.
De tre discipliner svømning, cykling og løb gennemføres uden pauser, idet der dog skiftes tøj og sko undervejs. Der er en lang række regler for skiftene. De vigtigste er, at man ikke bevidst må genere andre, og at man ikke må cykle i skiftezonen. Sker dette får udøveren en advarsel eller diskvalificeres.
Derudover er der nogle specifikke krav til udøvelsen af disciplinerne.
Svømning.
I svømmekonkurrencen starter alle samlet (der findes varianter med jagtstart - typisk sprintdistancer - hvor deltagerne starter enkeltvis med fast interval). Badehætte er obligatorisk. Er vandet under 23°C (lang distance) eller 22°C (kort distance) er det tilladt at bruge våddragt. Ved lavere vandtemperaturer end 18°C (lang distance) eller 16°C (kort distance) bliver svømmedistancen forkortet.
Cykling.
Svømme-cykle-skift, også kaldet T1: Man skal iføre sig sin cykelhjelm før man må tage sin cykel.
Cykle-løbe-skift, også kaldet T2: Man skal sætte sin cykel, før man må tage sin cykelhjelm af.
Stævner og distancer bliver delt op i draft og non draft. Som ofte er OL-distancen draft på eliteniveau. På de lange distancer, er der stadig tale om non draft-stævner.
Draftstævner.
På visse - typisk kortere - distancer, på eliteniveau er det nu tilladt at ligge "på hjul". Ændringen gør cykeletapen mere taktisk end tidligere. Dette er også ensbetydende med at et stævnes udfald kan afgøres i svømmefasen. I almindelighed afgøres draftstævner dog i løbefasen, da de førende cyklister oftest kommer til skiftezonen i en gruppe.
Non Draft-stævner.
World Triathlon Corporation, den organisation som står bag Ironman-stævnerne: 7 meter mellem cyklerne.
ITU / ETU (herunder DK): 10 meter mellem cyklerne.
Ved overhaling skal den overhalende trække 2 meter ud til siden. Overhalingen skal være gennemført inden for 30 sekunder. Når den overhalende har overhalet, er det den overhaledes pligt at falde tilbage, så afstandsreglen bliver overholdt.
Hvis disse ikke bliver overholdt, kan dommerne udstede straf. Typisk en strafrunde på løbeturen á eksempelvis 400 meter. Det kan også være en "stop and go"-straf. hvor man skal stoppe og løfte begge hjul fri fra jorden, hvorefter man må fortsætte. På Hawaii er straffen at man ved T2 skal vente i en straffeboks i 4 min.
Løb.
Den eneste regel er at udøverne må gå eller løbe (ikke kravle på alle fire).
Svømning.
Badehætte, svømmebriller, våddragt og evt. næseklemme.
Cykling.
Der skal køres på almindelige cykler med trekantramme, og cyklen skal have et racerstyr som ved landevejsløb. Der må monteres en bøjle på styret, dog skal bøjlen være lukket i enderne og må ikke stikke længere ud end bremsegrebene.
Her må enkeltstartscykler benyttes, hvilket inkluderer deciderede enkeltstartsstyr, med gearskiftere ved bar-enderne.
Der skal cykles med godkendt hjelm.
Løb.
Løbesko og ofte en kasket, da konkurrencerne ofte bliver afholdt i varme og solbeskinnede områder. Det er forbudt med bar overkrop i cykel og løb.
Duatlon.
Duatlon er en multisportsgren bestående af cykling og løb.
I et duatlonstævne løber-cykler-løber man. Hvis første løbetur erstattes af svømning er der tale om triatlon.
Der køres både duathlon på kort distance (10 km løb, 40 km cykling og 5 km løb) og på distancer optil 10 km løb, 150 km cykling og 30 km løb som man kører i den legendariske Powerman Zofingen i Schweiz. De største langdistancekonkurrencer arrangeres af Powerman-organisationen, som har en gennemgående world cup, hvor de bedste duatleter i verden konkurrerer. Blandt de mest kendte duatleter er brødrene Benny og Joerie Vansteelant. Benny døde som følge af et tragisk biluheld i 2007 efter at have domineret sporten i et årti. Joerie er den mest dominerende aktive duatlet og er bl.a. verdensmester fra både 2007 og 2008 på den lange distance. De mest kendte danske duatleter er Aksel Nielsen, Søren Bystrup, Simon Jensen, Kenneth Rasmussen og Hans Fischer Mogensen.
Låneord.
Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog (modsat arveord, der har været i sproget fra ældste tid).
På dansk skelner man ofte mellem låneord og fremmedord. Denne skelnen er mindre almindelig på sprog som engelsk.
Låneord.
Ved låneord forstås de ord, der er blevet "fordanskede". Eksempelvis er fransk "milieu" blevet til dansk "miljø". Kendetegnende for låneord er, at de ofte betegner dagligdags forhold.
Fremmedord.
Ved fremmedord forstås de ord, der har bevaret deres "fremmede" form. Kendetegnende for fremmedord er, at de betegner forhold, der kun eller overvejende kendes fra det land, hvorfra ordet stammer eller er hentet.
Multisportsgren.
Multisportsgren er en sportsgren bestående af to eller flere discipliner, der afvikles enten efter hinanden eller ind imellem hinanden. Hvis præstationerne i de enkelte discipliner bedømmes på forskellig vis, vil der være et samlet pointsystem eller en konvertering mellem de enkelte resultater.
Center for Leksikografi.
Center for Leksikografi blev oprettet i 1996 og er et forskningscenter under Institut for Sprog og Erhvervskommunikation ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Centrets formål er at forske i ordbogsteori i bredeste forstand, og det er et internationalt anerkendt center for ordbogsforskning.
Center for Leksikografi forsker især i ordbogsfunktioner, dvs. hvilken hjælp ordbøger kan give brugerne i bestemte situationer, og hvordan brugerne af ordbøger bedst kan få adgang til de data, ordbøgerne indeholder.
Centrets medarbejdere publicerer ikke kun videnskabelige bøger og artikler i nationale og internationale fagtidsskrifter, men også trykte og elektroniske ordbøger inden for mange områder, fx Engelsk-Dansk Erhvervsordbog (Gyldendal 2006), Regnskabsordbogen Engelsk-Dansk (Thomson 2007), Den Danske Netordbog og Den Danske Idiomordbog.
Flod.
En flod er et vandløb af en vis størrelse både i længde og bredde. Oprindeligt er en flod et vandløb, som er så stort, at det stiger hvert forår, når sneen tør i bjergene.
Det er omdiskuteret, hvad der kan kaldes en flod. Den mest brugte, men mindst kendte definition er, at en flod er en å beliggende uden for Norden. Den anden definition er, at en flod er større end en å, og en å er større end en bæk.
Danmark har ifølge sidstnævnte definition de to floder Gudenåen og Skjern Å.
En større å beliggende i Norden uden for Danmark kaldes en elv.
Den Danske Netordbog.
Den Danske Netordbog var en korpus-baseret dansk ordbog, der blev udgivet af Center for Leksikografi og lå frit tilgængeligt på nettet. Den blev lukket den 26. august 2005, på grund af manglende økonomisk støtte til færdiggørelse.
I november 2006 blev ordbogen tilgængelig på ordbogen.com mod betaling
Eksterne link.
Netordbog
Louisiana (kunstmuseum).
Louisiana - museum for moderne kunst er et førende dansk museum for moderne kunst og blev indviet i Humlebæk 14. august 1958.
Louisiana er ikke kun en samling af nutidskunst, men også et samspil mellem kunst, arkitektur og landskab.
Louisiana fik sit navn af hofjægermester Alexander Brun. Han opførte den villa (1855), som stadig udgør hovedindgangen i det nu af flere gange udvidede museum, og villaens navn er nok inspireret af de i alt tre kvinder han nåede at gifte sig med - alle tre hed Louise.
Museet er grundlagt af Knud W. Jensen, der også var museets direktør til sin død i 2000.
Museets samling af moderne kunst omfatter internationale kunstnere som Jean Arp, Max Ernst, Pablo Picasso og Andy Warhol. Der er årligt mellem fire og seks større udstillinger af moderne og nutidig kunst. Der er endvidere, film, koncerter, børnehus, café og museums-butik med kunstbøger, grafik, plakater og design.
Museets direktør siden 2001 er Poul Erik Tøjner.
Museum.
Museum (latinisering af det græske "museion": sted eller tempel dedikeret til muserne) er en permanent institution med almennyttigt formål (non-profit), der virker for samfundet og dets udvikling, er åben for offentligheden, og som forsker i, indsamler, bevarer, formidler og udstiller materielle vidnesbyrd om mennesket og dets omgivelser i studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed.
Definitionen er formuleret af International Council of Museums (ICOM), som er en komité under UNESCO. I dansk sammenhæng præciseres definitionen yderligere i Museumsloven, der i § 2 foreskriver, at museerne har til formål
De 7 statslige og 116 statsanerkendte museer i Danmark (januar 2010), der modtager statstilskud, er omfattet af museumsloven. Men derudover findes der er stort antal private, fonds- og foreningsejede museer, som ikke er omfattet af lovens forskrifter eller de formelle definitioner af, hvad et museum er.
Efter deres karakter falder museer i de tre hovedkategorier kunstmuseum, naturhistorisk og kulturhistorisk museum. Herunder kan de kulturhistoriske museer yderligere opdeles efter emnemæssigt indhold (teknisk museum, søfartsmuseum, landbrugsmuseum osv.).
Kunstmuseum.
Et kunstmuseum er et museum, hvor der udstilles kunst.
De fleste kunstmuseer har både permanente og skiftende udstillinger.
Barn.
Et barn er et menneske, der endnu er så ungt, at det ikke er blevet voksent.
I Danmark og i følge internationale love er man juridisk barn, indtil man fylder 18 år og bliver myndig. Dette medfører en særlig beskyttelse, for eksempel imod dødsstraf og militærtjeneste. Børnebegrebet svarer dog i andre sammenhænge ikke nødvendigvis til det juridiske. Ordet barndom refererer oftest til mennesker i alderen 0-12 år.
Inden for den danske Folkekirke har barnet en særstilling i kraft af Biblens fremstilling af Jesu lære, der fortæller, at: "Den som ikke modtager Guds rige som et lille barn skal slet ikke komme ind i det." jævnfør den danske bibeloversættelse Det Nye Testamente, Matthæusevangeliet, Kapitel 18, vers 2, af Bibelselskabet.
Dialekter.
Almindelige ord der varierer i danske dialekter fremhæves ofte for gæster i lokalområdet. Således også ordet barn, der på bornholmsk hedder "bælli" i ental og "bælla" i flertal.
Voksen.
I Danmark bliver man i dag myndig og dermed voksen på sin 18 års fødselsdag. Selvom man skulle blive umyndiggjort, er man stadig voksen. Tidligere blev man voksen ved konfirmationen, hvor de fleste skulle hjemmefra og "ud at tjene".
Myndighedsalder.
Myndighedsalderen er en juridisk betegnelse for den alder, man skal have for at man kan stå for egne handlinger og alene tegne sig i juridiske forhold såsom kontraktindgåelse uden forældres eller anden myndighedsindehavers samtykke.
I Danmark er myndighedsalderen 18 år; indtil da er man mindreårig, men kan indgå begrænsede aftaler.
Den kriminelle i Danmark er 14 år, og den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år. Valgretsalderen er 18 år, men den behøver ikke at være sammenfaldende med myndighedsalderen, og har ikke altid været det.
Som myndig får man ud over stemmeretten, ret til at tage kørekort til motorkøretøjer, købe cigaretter og komme lovligt på diskotek.
Lærk.
Lærk ("Larix") er en planteslægt af hårdføre, høje, løvfældende nåletræer. Nålene er linjeformede, og de sidder i bundter á 20-30 stk. på vorteagtige kortskud. Lærk har små, oprette kogler.
Solvind.
Solvind er den modulerede, vedvarende udstråling af store mængder partikler fra Solen. Solvinden er solens kosmiske stråling.
Solvind kan muligvis bruges som drivkraft til rumfartøjer ved hjælp af store sejl eller skærme. Accelerationen vil være lille, men den opnåede hastighed kunne blive betydelig selv i astronomiske afstande. Teorien er dog anfægtet og mangler stadig at blive testet i praksis, hvilket dog blev forsøgt i 2005 med opsendelsen af Cosmos 1. Det blev dog rapporteret d. 26. juni 2005 at man ikke kunne få kontakt med sonden efter opsendelsen.
Rumfartøj.
Lockheed Martin X-33 skulle udvikles til afløseren til de nuværende rumfærger, men blev nedlagt i 2001.
Et rumfartøj er et fartøj til brug i rummet, dvs. uden for jordens atmosfære. Eksempler på rumfartøjer er astronomisatellitter, satellitter, rumsonder, raketter, månebiler, rumstationer og rumfærger.
Trafikken i rummet er i dag ekspanderet i en grad at rumaffald kan udgøre et problem. Det globale antal kommercielle opsendelser siden år 2000 er mindst på 35 til 40 per år og antallet af rumfartsagenturer øges. Længere tids ophold i rummet på rumstationer er allerede i gang og også forskning i muligheder for bosættelse på andre planeter. Rumrejser, der engang kun var for testpiloter og uddannede astronauter, er nu nået et nyt niveau med rumturisme.
For at rejse i rummet kræves et rumfartøj. Tanken om rumrejser er ikke ny Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) tegnede modeller mens forfattere som Jules Verne (1828-1905) og H.G. Wells (1866-1946) skrev om rejser i rummet.
De første ingeniørvidenskabelige teorier hvoraf raketter blev bygget til rumfart blev skrevet af Robert Goddard - "A Method of Reaching Extreme Altitudes" (1920)" og Hermann Oberth "Rakete zu den Planeräumen" (1923)".
Sidst i 1950'ene efter at teknologien med raketter og brændstof var udviklet nok blev de første rumfartøjer sendt af sted.
I 1960'ene begyndte de første rumrejser med besætning. Rumfartøjerne skulle designes til at medbringe passagerer. For at opholde sig i rummet må mennesket beskytte sig mod vakuum og stråling, ved længere tids ophold i rummet udvikles der knogleskørhed pga. manglende tyngdekraft.
Teknologi.
"Long Duration Exposure Facility" (LDEF) var i rummet fra april 1984 til januar 1990. Oprindeligt skulle den kun være oppe i elleve måneder.
Traditionelt drives rumfartøjer frem af raketmotorer som f.eks. kontrolleret forbrænder brint og ilt. Nogle nyere rumsonder anvender en mere effektiv ion-motor.
I fremtiden kan det tænkes at man kan komme til at anvende antistof og almindeligt stof, hvilket vil være en særdeles masseeffektiv fremdriftsform.
Giles.
Giles er en britisk tegneserie udgivet som hæfter i årene 1943 - 2001 og tegnet af Carl Giles (29. sept. 1916 - 1995). Men mange af Giles striber er stadig ikke udgivet andre steder end i aviserne, som han arbejdede for.
Carl Giles tegnede i 50 år striber til "Daily Express" og "Sunday Express" og dokumenterede derved Englands historie og udvikling fra 2. verdenskrig, over Falklandskrigen og Golfkrigen 1991 op til i dag. Carl Giles blev syg i starten af 1990'erne og måtte derfor stoppe arbejdet med sine striber.
Giles-striben udgjordes ofte af en enkelt ramme med realistisk baggrund, stiliserede figurer og en overskrift, der angav en figurs reaktion på en situation. Baggrunden indeholdt tit en sidehistorie. Fra 1945 udvikledes "the Family" - faste karakterer, der gik igen i striberne i mange år, specielt Grandma Giles var her en personlighed.
Carl Giles var en fremragende tegner, selv baggrundene i striberne er fine i detaljen og i balance. Mange originaltegninger blev skænket til gode formål, f.eks. julekort, solgt til fordel for forskellige organisationer. Carl Giles var socialist og mange af hans jokes gik ud over den kongelige familie i England. Trods det hænger en del af hans værker i dag på Buckingham Palace og Prins Charles skrev forordet til jubilæumshæftet - nr. 50 med Giles-striber.
Blåringet blæksprutte.
Den blåringede blæksprutte (Flere arter: "Hapalochlaena lunulata", "Hapalochlaena fasciata", "Hapalochlaena maculosa") er en lille blæksprutte med en længde på nogle få centimeter. Den er meget giftig som følge af symbiose med tetradotoxinproducerende bakterier. Den lever ved Australiens kyster og i Sydøstasien.
Sepiablæksprutte.
En Sepiablæksprutte ("Sepia officinalis") er tiarmet. Den har blåt blod. Man kan af og til finde blækspruttens sepia-skaller ved nogle af de danske kyster.
Blækket fra sepiablæksprutter (Sepia spp.) har tidligere været anvendt som skriveblæk.
Nautil.
En nautil (f.eks. "Nautilus pompilius pompilius") er et bløddyr med et sneglelignende hus, som lever i havet. Nautildyr kan have op til 90 tentakler og er mellem 3 og 30 cm i diameter.
Fangarm.
En fangarm eller tentakel er et bevægeligt følehorn hos hvirvelløse dyr.
Samleje.
Samleje (lat. "coitus") er den menneskelige form for kopulation og en almindelig form for sex. Selvom samlejets biologiske formål er reproduktion, dyrkes det også for nydelsen og som et udtryk for kærlighed og følelsesmæssig intimitet. Samleje spiller ofte en stor rolle i menneskers forhold til hinanden; i mange samfund er det normalt for par at have samleje ofte med brug af præventive midler, og dermed dele nydelsen og styrke deres følelsesmæssige bånd selvom de bevidst undgår graviditet.
Samleje kan også henvise til flere andre udtryk for seksuel praksis, deriblandt oralsex og analt samleje. Udtrykket "at dyrke sex" henviser til alle eller nogle af formerne for samleje. Ordet samleje kommer af et andet, ældre udtryk for sex, at "ligge sammen".
Før samleje har man ofte forspil, som fører til en seksuel opstemthed af parret, hvilket fører til erektion af penis og naturlig smørelse af skeden.
For at have samleje indsættes den erigerede penis i skeden og en af, eller begge, seksualpartnerne bevæger deres hofter for at skubbe penis frem og tilbage inde i skeden for at skabe friktion, oftest uden helt at fjerne penis. På denne måde stimulerer de sig selv og hinanden, og fortsætter ofte indtil de får orgasme og (i mandens tilfælde) udløsning.
Seksuel reproduktion.
Samleje er menneskers mest grundlæggende måde at reproducere sig på. Under udløsning, som ofte er følge af mandens orgasme, sender en række muskulære sammentrækninger sæd indeholdende mandens gameter, kendt som sædceller eller sperm, fra penis til skeden. (Ved brug af visse præventive midler, som kondomer, vil spermen næsten aldrig nå ægget.)
Spermens efterfølgende vej fra skedeåbningen går gennem livmoderhalsen og ind i livmoderen, og derfra videre til æggelederne. Der er millioner af sædceller i hver udløsning, for at øge chancen for at befrugte en ægcelle. Hvis kvindens orgasme sker under eller efter mandens udløsning, vil den midlertidige reducering af skedens størrelse og sammentrækningerne af livmoderen hjælpe sædcellerne med at nå æggelederne, selvom kvindens orgasme dog ikke er et krav for at blive gravid. Hvis der er et frugtbart æg i æggelederne, vil mandens gameter slutte sig til ægget, hvilket resulterer i en befrugtning af ægget og dannelsen af en ny embryon. Når et befrugtet æg når livmoderen, sætter det sig fast i livmoderslimhinden (kendt som "endometrium") og graviditeten begynder.
Oralsex.
Oralsex består af alle seksuelle aktiviteter som involverer brugen af munden, tungen og nogle gange halsen for at stimulere kønsorganerne. Det udføres nogle gange uden nogle andre seksuelle aktiviteter indblandet. Oralsex kan indbefatte det at konsumere sperm eller vaginal væske.
Analsex.
I et heteroseksuelt, analt samleje (paedicatio mulieris) anvendes anus i stedet for skeden. Analt samleje er også en typisk form for sex mellem to mænd (homoseksualitet).
Funktion ud over reproduktion.
Mennesker, bonoboer og delfiner er alle arter som har heteroseksuel opførsel selv når hunnen ikke er brunst, altså ikke er et sted i sit reproduktive cyklus hvor der kan foregå vellykket befrugtning.
Hos både mennesker og bonoboer har hunnen en relativt skjult ægløsning, så ofte ved hverken manden eller kvinden om hun er frugtbar i øjeblikket. En mulig grund til dette unikke biologiske træk kan være at dannelsen af stærke følelsesmæssige bånd mellem seksualpartnere er vigtigt for social ageren og, i menneskenes tilfælde, længerevarende partnerskab snarere end øjeblikkelig seksuel reproduktion.
Mennesker, bonoboer og delfiner er alle intelligente sociale dyr, hvis samarbejdende opførsel opnår langt mere end et individ alene. Hos disse dyr har brugen af sex udviklet sig fra simpel reproduktion til også at tjene yderligere sociale funktioner. Sex forstærker intime sociale bånd mellem individer til at danne større sociale strukturer. Det resulterende samarbejde kan anspore til kollektive handlinger som hjælper med hvert enkelt af gruppens medlemmers overlevelse.
Alex Comfort og andre postulerer tre potentielle fordele ved menneskers seksuelle handlinger: reproduktive, forholdsrelaterede og fornøjelsesrelaterede. Mens opfindelsen af P-pillen og andre højeffektive former for prævention i midten og slutningen af det 20. århundrede øgede folks evne til at adskille disse tre fordele, overlapper de stadig ofte hinanden og i avancerede mønstre. For eksempel: Et frugtbart par kan have samleje med brug af prævention ikke kun for at opleve seksuel nydelse (fornøjelsesrelateret), men også som en måde at udtrykke en følelsesmæssig intimitet (forholdsrelateret), hvilket dermed gør deres forhold mere stabilt og bedre i stand til eventuelt at få børn i fremtiden (udskudt reproduktivt). Samme par kan lægge eftertryk på forskellige aspekter af samlejet ved forskellige lejligheder, f.eks. være legesyge ved en lejlighed (fornøjelse), opleve dybt følelsesmæssigt sammenhold ved en anden (forhold), og senere, efter at have stoppet med at bruge prævention, forsøge at opnå en graviditet (reproduktiv, eller snarere reproduktiv og forholdsrelateret).
a> kombineres ofte med kys, kærtegn og omfavnelse.
Vanskeligheder ved samleje.
Mens det fungerer som en effektiv stimulering af penis, er visse former for samleje dog mindre gode til stimulering af klitoris, da den er lille og udenfor skeden. Op mod 70 procent af alle kvinder opnår sjældent eller aldrig orgasme under samleje uden brug af simultan, direkte stimulering af klitoris med f.eks. fingrene. De fleste kvinder kræver en sådan direkte stimulering, og ligegyldighed overfor dette faktum ses ofte som grunden til kvindelig anorgasme.
Anorgasme er manglen på orgasme under ellers nydelsesfuld stimulering. Det er langt mere udbredt blandt kvinder end mænd. Tilstanden kan være forbundet med et psykologisk ubehag, eller en aversion, overfor seksuel nydelse, eller en grundlæggende mangel på viden om, hvad kvinden finder fysisk nydelse i og hvad der ville kunne resultere i orgasme. Dette kan også føre til at kvinden kan komme til at skamme sig over at hun "burde" være i stand til at få orgasme, og få partneren til at føle at han ikke har ophidset hende nok. Onani er en velunderstøttet måde for en kvinde at udforske sin krop og finde ud af hvad hun personligt føler er rart. Manglen på en partner kan fjerne følelsen af nervøsitet, og i højere grad lade kvinden slappe af. Det kræver god kommunikation og tålmodighed at hjælpe en kvinde, som har svært ved at få orgasme, til at få orgasme. Om kvinden selv føler at det er et problem at hun ikke kan opnå orgasme, er meget afhængigt af personen, men mange kvinde føler det frustrerende.
Nogle mænd lider af impotens. De, hvis impotens skyldes medicinske årsager, kan benytte midler som Viagra, Cialis og Levitra. Mange læger fraråder dog brugen af disse stoffer, fordi de kan have alvorlige bivirkninger som øget risiko for hjertestop. Derudover skjuler brugen af stoffer det underliggende problem som er skyld i impotensen - i stedet for at løse det. En alvorlig medicinsk tilstand kan udvikle sig hvis den ikke behandles.
En mere udbredt tilstand blandt mænd er for tidlig udløsning.
Vaginisme er en ufrivillig spænding af bækkenmuskulaturen, hvilket gør samleje pinefuldt, og nogle gange umuligt.
Dyspareuni er et medicinsk begreb som omhandler smertefuld eller ubehagelig samleje, men ikke specificerer årsagen.
Etik og lovgivning.
Derudover er der i visse kulturer tabu eller forbud mod seksuelle forhold mellem personer af forskellig etnicitet, slægt eller social baggrund (f.eks. forskellig kaste). Nogle kulturer og religioner, bl.a. islam og jødedom, forbyder samleje når en kvinde har menstruation.
I mange religiøse eller moralske opfattelser er vaginalt samleje den eneste tilladte seksuelle aktivitet, da kun den er nødvendig for at avle børn og sikre reproduktionen. Af samme grund har kun meget få religioner eller samfund betragtet selve det vaginale samleje som tabu. Et eksempel på totalforbud mod sex fandtes hos den kristne sekt shakers. Der findes i mange samfund delkulturer, hvor medlemmerne skal leve i cølibat, f.eks. præsteskabet i den romersk-katolske kirke, medlemmer af religiøse ordener og buddhistiske munke.
Samleje mod partnerens vilje (eller evt. uden informeret samtykke) omtales som voldtægt og betragtes som alvorlig kriminalitet verden over.
De fleste lande har fastlagt en seksuel lavalder, som er minimumsalderen for lovligt at dyrke sex. I de fleste tilfælde er den et sted mellem 12 og 18 år, oftest 14-16 år, i Danmark 15 år.
San Marino.
Republikken San Marino (på italiensk: "Serenissima Repubblica di San Marino") er verdens femtemindste land. Det er helt omsluttet af Italien og ligger mellem regionerne Emilia-Romagna og Marche, tæt ved den adriatiske kyst og ved Rimini. Oven på fjeldklippen Monte Titano ligger fæstningsværket La Guaita. San Marino er en af de ældste republikker i verden. Den første forfatning stammer fra året 1263.
Republikken ligger vest for Rimini og nyder godt af ca. 3 millioner turister pr. år, som med euro som valuta køber momsfrit ind i de mange butikker. Derved spares i forhold til det omgivende Italien en moms på pt. 20%. San Marino er kendt for dets Formel 1 løb, Grand Prix di San Marino, der siden 1980 er blevet afviklet den første søndag i maj på Imola-banen i nærheden af Milano. På den måde har Italien to Grand Prix løb.
San Marinos areal udgør 61 km². Der bor knap 30.000 indbyggere i landet, hvoraf en del opfatter sig som italienere og ikke santamarinere. Med denne størrelse er det ikke overraskende, at landet er erklæret neutralt med observatørstatus i De alliancefrie landes bevægelse. For en sikkerheds skyld har San Marino siden 1862 haft en venskabsaftale med Italien. Landet er medlem af OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), Europarådet og FN.
Landet styres af det såkaldte Storråd, der er landets lovgivende forsamling. Det består af 60 medlemmer, som vælges for fem år ved direkte valg. Storrådet vælger en regering på 10 medlemmer. Denne fungerer som landets øverste myndighed. Hvervet som hhv. statsoverhoved og regeringsleder varetages af to "kaptajner", der sidder seks måneder ad gangen fra hhv. 1. april og 1. oktober. Denne styreform minder lidt om konsul-styret i det gamle Rom. Det er lige før, at hele befolkningen kan nå at blive statsoverhoved eller medlem af parlamentet mindst én gang i deres tilværelse. Alle væsentlige beslutninger skal træffes i enighed mellem de to kaptajner. Man kan først genvælges til kaptajn efter 3 år. Når en valgperiode er overstået, kan enhver borger i de følgende tre dage få foretræde for en særlig ret og indbringe klager over den afgående kaptajns embedsførelse.
Historie.
Monte Titano, som San Marino ligger på, har været beboet siden forhistorisk tid. Legenden fortæller, at San Marino blev grundlagt den 3. september år 301 af en kristen stenhugger Marinus, som oprindelig kom fra øen Rab i Dalmatien, Kroatien. Sammen med sin ven Leo flygtede de til Rimini fra kejser Diocletians kristenforfølgelser. Marinus fik problemer med en amorøs kvinde, som hævdede at være hans hustru og afslørede ham som kristen, så han måtte flygte til Titano bjerget. Ved ankomsten blev hans æsel ædt af en bjørn, men det lykkedes Marinus at overbevise bjørnen om, at den måtte overtage æslets arbejde. En anden historie beretter, at Marinus fik foræret Titano bjerget af dets ejermand/kvinde, da han helbredte hendes søn for en sygdom. Her grundlagde Marinus et lille kristent samfund og byggede et kloster. Vennen Leo etablerede sin egen menighed i nærheden. Både Marinus og Leo blev helgenkåret efter deres død.
Samfundet blev ledet af af familieoverhovederne, der udgjorde et et råd, Arengo. Fra 1243 udpegede rådet en såkaldt "kaptajn". I 1463 indgik San Marino en alliance med herrren i Rimini - Sigismondo Pandolfo Malatesta. Alliancen holdt ikke, og striden afsluttedes med, at pave Pius 2. forærede San Marino byerne Fiorentino, Montegiardino og Serravalle. Senere samme år sluttede byen Faetano sig til. I 1631 blev nationen anerkendt af pavestaten, hvilket selvfølgelig er vigtigt, da næsten hele befolkningen er romersk-katolsk. San Marino har kun to gange i sin lange historie været besat af fremmede styrker: I 1502 af Cesare Borgia og i 1739 af kardinal Alberoni. I 1866 blev republikken San Marino formelt etableret.
I 1797 blev San Marino omringet af Napoleons soldater under ledelse af general Berthier. Han krævede udlevering af en biskop, som var en af Napoleons fjender, og truede med at indtage byen, San Marino trak klogeligt tiden ud og meldte, at man ville imødekomme kravet, men "desværre" stak biskoppen af i mellemtiden. Den regerende kaptajn forsikrede Napoleon om byens venskab, hvilket ikke alene resulterede i, at man undgik straf, men man fik oven i købet tilbudt gaver i form af korn og kanoner samt territoriale udvidelser. San Marino afslog det fristende tilbud, hvilket sikkert sparede den for repressalier efter Napoleons nederlag.
Da Benito Mussolini kom til magten i Italien, overtog San Marinos fascister også kontrollen og bevarede den, indtil Mussolini blev afsat. Inden da blev San Marino tvunget ind i anden verdenskrig på aksemagternes side. Englænderne gennemførte et enkelt bombeangreb, som kostede 60 mennesker livet. Under krigen søgte ca. 100.000 personer tilflugt i den lille republik, som ellers bare husede 15.000 indbyggere.
Geografi.
San Marino er en enklave i Italien og grænser op til regionerne Emilia-Romagna og Marche. Den lille bjergkæde Appenninerne er dominerende ved San Marino, og har et meget ujævnt terræn. Det højeste punkt i landet, tinden af Monte Titano, ligger 749 m (2457 ft) over havets overflade. San Marino er det tredjemindste land i Europa, kun Vatikanstaten og Monaco er mindre.
Klima.
Klimaet i San Marino er tempereret, med varme somre og både milde og kolde vintre. San Marinos nationale center for meteorologi og klimalogi i distribuerer lokale vejrforhold.[9]
Se også.
*
Kønsorgan.
Kønsorganer eller kønsdele ("genitalia" - fordansket "genitalier") er de organer som benyttes til forplantning blandt mennesker og dyr.
Stikvåben.
Stikvåben er håndvåben som benyttes til at stikke fjenden med.
Leddyr.
Et leddyr er bl.a. karakteriseret ved at have et ydre skelet, der primært består af polysakkaridet kitin. Leddyr har ikke et indre skelet.
Håndvåben.
Håndvåben er våben, som kan håndteres med en eller begge hænder.
Roskilde.
Roskilde ligger på Østsjælland og er en af Danmarks ældste byer, med en beliggenhed ud til den sydøstlige del af Roskilde Fjord. Den er hovedby for Roskilde Kommune midt mellem København, Ringsted, Holbæk og samtidig Danmarks 10. største by med 46.701 indbyggere (2010). Byen tilhører Region Sjælland.
Med sin infrastruktur er byen et regionalt knudepunkt og har været det ihvertfald siden 1700-tallet med anlæggelsen af Roskildevej 1770-76, indvielsen af Vestbanen i 1847 og senest anlæggelsen af Holbækmotorvejen i 1960'erne og Roskilde Lufthavn i 1970'erne.
Kulturelt kendes byen for Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet og Roskilde Festivalen. Byen ligger for enden af Roskilde Fjord i et kuperet terræn, hvilket gør, at Domkirken kan ses fra store dele af Nordøstsjælland. For kommunens indbyggertal se "Kilder".
Historie.
Der har været et herredstingsted ved Roskilde inden byen blev bygget. Der er endnu ikke fundet arkæologiske beviser på byens grundlæggelse, men ifølge Adam af Bremen og Saxo Grammaticus kom Harald Blåtand i 980'erne rejsende fra Jelling til Roskilde, hvor han byggede en kongsgård og en kirke (på stedet, hvor Roskilde Domkirke står nu). Denne kirke blev Blåtand senere begravet i og Roskilde blev, i første omgang, bygget op omkring denne trækirke. Saxo angiver også en tidligere sagnkonge, Ro eller Roar, som byens grundlægger, hvilket kunne forklare navnet.
Byens beliggenhed, i Sjællands centrum og helt ned til Roskilde Fjord (dengang en del af Isefjorden), var meget central og førte til, at mange flyttede til byen. I år 1014 bliver Svend Tveskæg begravet i den kirke, som han selv havde bygget.
Omkring 1150 opførte Svend Grathe Sankt Jørgensbjerg Kirke og Sankt Ibs Kirke, uden for byens volde.
Disse kirker og klostre præger den dag i dag fortsat vej- og stednavne i de gamle dele af den indre by.
I 1268 fik byen købstadsrettigheder, byen var stadig på dette tidspunkt sandsynligvis den største og vigtigste by i Danmark.
Helt frem til 1443 forblev byen rigets hovedstad og hjemsted for konger og biskopper, men derefter gik det hastigt ned ad bakke for byen. Under Reformationen, hvor den katolske kirke blev lukket ned i Danmark, forsvandt den sidste rest af større betydning for den tidligere så store by. Dog fortsatte brugen af Roskilde Domkirke som begravelsessted for konger og dronninger.
I løbet af 1600-tallet blev byen plaget af den landsdækkende pest, Svenskekrigene og en række ødelæggende brande. I løbet af 1700- og 1800-tallet rejste byen sig dog noget, og blev i 1835 valgt som centrum for Den Sjællandske Stænderforsamling.
I 1847 åbnede Danmarks første jernbanestation i Roskilde. Den 26. juni samme år kørte det første danske tog sin jomfrurejse fra København til Roskilde og voksede senere ligesom andre danske byer kraftigt under industrialiseringen, og er i dag Danmarks 10. største by.
I 1955 åbnede motorsportsbanen Roskilde Ring, som samlede mange motorsportsarrangementer til de 85 arrangementer, som nåede at blive afholdt inden banen måtte lukke på grund af støjgener i 1968. Der blev 2 gange afholdt arrangementer i den mest prestigefyldte kategori Formel 1, og banen var et centrum for den banebaserede motorsport på Sjælland.
Vikingeskibsmuseet åbnede i 1969 og blev kraftigt udvidet i 1997.
I starten af 1970'erne blev byen kraftigt udvidet som kulturby: I 1971 afholdtes den første Roskilde Festival, og samme år indviedes Roskilde Amtgymnasium. Roskilde Universitet (RUC) blev grundlagt i 1972, i 1973 åbnede lufthavnen og senest åbnede butikscenteret Ro's Torv i år 2003.
Roskilde Domkirke.
Byens største attraktion er Roskilde Domkirke, der var den eneste domkirke på Sjælland indtil det 20. århundrede. Domkirken, som er fra den tidlige middelalder og i gotisk stil, er gravplads for en lang række af de danske konger og dronninger. En del kongelige begravelseskapeller er derfor blevet tilføjet bygningen og har dermed ændret bygningens fremtoning.
Domkirken er en væsentlig turistattraktion sammen med Vikingeskibsmuseet, og besøges årligt af flere end 115.000 turister.
Roskilde Festival.
Hvert år siden 1971 er der blevet afholdt Roskilde Festival i byen. Festivalen er med sine over 100.000 gæster Nordeuropas største musikfestival.
I kraft af festivalens betydning indenfor dansk musik, er det besluttet at opføre Danmarks Rockmuseum i byen.
Stedsegrøn.
Stedsegrøn kaldes en plante, når den har grønne blade hele året. Visse arter er det, man kalder vintergrønne, dvs. at de beholder bladene, indtil de nye blade foldes ud ved løvspring. I modsætning til disse to grupper har man de løvfældende planter, som taber bladene om vinteren, hvor der er koldt, eller i tørtiden, hvor vandtabet er for stort for planten.
De fleste stedsegrønne planter beholder bladene i halvandet år til fem år, men rekorden ligger på omkring 40 år ("Pinus longaeva").
Til højre ses billeder af de fire danske, stedsegrønne træer: De tre nåletræer og det stedsegrønne løvtræ.
Kirsebær-Kornel.
Kirsebær-Kornel er en løvfældende busk eller et lille træ med en bred, flad krone. Buskformen har flere oprette hovedgrene, mens træformen har én gennemgående stamme og udspærrede til overhængende hovedgrene. Barken er først gråbrun med grøn skyggeside, senere bliver den lysebrun med spredte korkporer, og til sidst er den grå og opsprækkende. Knopperne er modsatte, brune, tilliggende og spidse (blomsterknopper dog runde og udspærrede!). Der er stor afstand mellem de enkelte knoppar. Bladene er ægformede med lang spids. Randen er hel, og ribberne er bueformede. Oversiden er skinnende grøn, mens undersiden er blågrøn. Høstfarven er brungul. Blomstringen sker før løvspring, dvs i marts-april. Blomsterne er gule, og de sidder i små skærme på grene, der er mere end fem år gamle. Frugterne ligner tøndeformede kirsebær med samme, røde farve. Frøene modner godt, men de skal ligge i jorden tre vintre, før de kan spire.
Rodnettet består af dybtgående hovedrødder og fint forgrenede og højtliggende trævlerødder. Veddet er hårdt og hvidt. De røde frugter er sure, men velegnede til saft og syltning (cocktail-bær).
8 x 5 m (20 x 20 cm/år). Buskformen er dog en del lavere: 4 x 4 m.
Kirsebær-Kornel danner skovbryn, krat og underskov sammen med f.eks. Almindelig Liguster, Almindelig Syren, Dværg-Mandel, Mispel og Parykbusk på tør, gruset og kalkholdig bund i Balkan-landene.
Cirkeludsnit.
Et cirkeludsnit, også kaldet en "sektor", er det stykke af en cirkel som afgrænses af cirklens periferi og en centervinkel dannet af to radier.
Vinkel.
En vinkel er en geometrisk figur bestående af 2 linjestykker eller halvlinjer med et fælles begyndelsespunkt.
En vinkels mål angiver populært sagt forskellen mellem de 2 linjestykkers hældning. Vinkelmålet i radianer er forholdet mellem længden af en cirkelbue tegnet mellem linjestykkerne med centrum i det fælles begyndelsespunkt og cirkelbuens radius. En vinkel vil således ligge i intervallet 0 til 2π idet omkredsen af en cirkel er 2π gange radius.
Radianmål er praktiske at regne med i mange trigonometriske og andre matematiske sammenhænge. I dagligdags, ikke-matematiske sammenhænge, måles vinkler imidlertid ofte i grader (°) eller sjældnere i nygrader. En hel cirkel svarer til 360° eller 400 nygrader.
Råolie.
Råolie er den ubehandlede olie, som udvindes fra jordens undergrund. Ved raffinering behandles råolien således at der opnås flere produkter efter fysiske og kemiske egenskaber.
Generelt om Olie.
Olie var tidligere ensbetydende med planteolier af forskellig slags. Da man fandt oliekilder i jorden, kom produkterne derfra til at hedde "jordolie" eller "stenolie" (egentlig blot en oversættelse fra latin petra oleum) for at kunne adskilles fra de gammelkendte planteprodukter (sml. "terpentin" med "mineralsk terpentin"). Massefylden på olie er mellem 0,65 og 1,02, oftest mellem 0,82 og 0,94. Produkter baseret på råolie kaldes "petrokemiske produkter".
Oliekrisen.
En oliekrise er den mest almindeligt forekommende form af energikriser. En energikrise er en fællesbetegnelse for enhver større mangelsituation i leveringen af energiressourcer til et land. Dette kan tage form af, at energi ikke kan anskaffes, eller at voldsomme prisstigninger gør, at energi ikke kan fremskaffes til alle formål. Energikriser har som oftest store effekter på den øvrige økonomi; recessioner sker jævnligt i kølvandet på energikriser i en eller anden form. Når energiprisen stiger, medfører det, at produktionsomkostningerne i andre erhverv stiger. Forbrugerne vil i forbindelse med oliekriser primært opleve stigninger på benzinprisen, sekundært stigninger på varer, der afhænger af prisen på olie (f.eks. plastikprodukter eller landbrugsvarer). Dette kan medføre en mindsket tro på udviklingen og dermed et mindre forbrug hos den enkelte forbruger.
Cirkel.
En Cirkel er en geometrisk figur i et (todimensionelt) plan. Matematisk omtales en cirkel som det geometriske sted for de (uendeligt mange) punkter som har en bestemt, konstant afstand formula_1 fra cirklens centrum. Afstanden formula_1 kaldes for cirklens radius, og den kurve som punkterne i denne afstand danner, er cirklens periferi. Der er 360 grader i en fuld cirkel.
Linjer i og omkring en cirkel.
Linjer og arealer i og omkring en cirkel
Visse rette linjer og linjestykker spiller en særlig rolle for cirklen, og har følgelig fået entydige navne.
Cirklen og tallet formula_3 ("pi").
a> af konstanten formula_3
Man har længe vidst at der består et helt konstant forhold mellem omkredsen af og diameteren i enhver cirkel: Dette forhold er et irrationalt tal, og betegnes med det græske bogstav formula_3.
Alternativt til formula_3 kan man bruge cirkelkonstanten formula_16, så formlerne bliver
Cirklens ligning.
Beviset for denne påstand kommer af, at man kan konstruere en retvinklet trekant som har en radie som sin hypotenuse, og beregne denne hypotenuses/radies længde ved hjælp af den pythagoræiske læresætning - alle radier har pr. definition samme længde.
Sammen med betingelser såsom "tangenter står altid vinkelret på en radius" kan man bruge ligningen for en cirkel til at fastlægge ligninger for tangenter, afgøre om en linje (beskrevet ved en ligning) er en sekant eller tangent til cirklen, og flere andre ting.
Kugle.
En kugle er en rumgeometrisk figur. Der er mange eksempler på omtrent kugleformede elementer; billardkugle, planeten Jorden (er dog lidt fladtrykt pga. rotationen), Solen, kuglerne i et kugleleje.
Kugleoverfladen eller kugleperiferien har uendelig mange sammenhængende punkter, som ligger i samme afstand fra et bestemt punkt kaldet centrum. Eksempler på omtrentlige kugleskaller; bordtennisbold, sæbeboble, fodbold, basketballbold, håndbold.
En kugles størrelse angives af dens radius "r", som netop er afstanden mellem centrum og dens overflade. Afstanden fra et punkt på overfladen gennem centrum til et andet punkt på overfladen kaldes diameteren og har længden to gange radius.
Matematisk beskrivelse af kuglen.
Ud fra ovenstående oplysninger kan man matematisk vise kuglens ligning.
formula_1
Dette skal forstås, således at kugleoverfladen kan beskrives som en punktmængde K. Denne punktmængde er defineret ved længden af en vektor formula_2, som altså udgør radius i kuglen.
Punktet C udgør altså centrum i kuglen, alt imens at P, er et såkaldt løbende punkt.
Vi kan endvidere tildele hver af de to punkter et koordinatsæt, som til sidst skal munde ud i kuglens ligning.
Kuglens centrum beskriver vi ved følgende tre koordinater i rummet: formula_3
Samtidig beskriver vi det løbende punkt ved følgende koordinatsæt: formula_4
Rumfanget mellem 2 kugleoverflader med hver deres radius, men med fælles centrum.
Kvadrat.
Et kvadrat er en plan firkant, hvori alle sider er lige lange, og alle fire vinkler er rette (90°).
Et kvadrats størrelse angives med sidelængden "s". Da kvadratets areal er lig med "s"², bruges ordet "kvadrat" også indenfor matematikken om et tal opløftet til 2. potens; således omtales størrelsen "s"² som "kvadratet på "s".
Terning.
Forskellige sekskantede terninger til spil.
Forskellige blandede terninger til spil.
En terning (eller hexaeder) er et platonisk legeme som består af seks firkantede sideflader, med tre der mødes ved hvert hjørne.
Terningen er en særlig type kvadratisk prisme, rektangulært parallelepipedum og triangulært trapezoeder, og den er dual i forhold til oktaedret.
Den sekssidede terning er den almindeligste form for terning til spil. I rollespilssammenhæng kaldes den også "d6" (fra engelsk "die": terning).
Tre dimensioner.
De kanoniske koordinater til hjørnene af en terning med midtpunkt i origo er (±1,±1,±1), mens massen af terningen udgøres af alle punkter (x0, x1, x2) med -1 < xi < 1.
En terning kan indskrives i et dodekaeder sådan at hvert hjørne af terningen svarer til et hjørne af dodekaedret og hver kant er en diagonal i én af dodekaedrets sideflader; ved at tage alle sådanne terninger opstår den regulære sammensætning af fem terninger.
Sammensætningen af to tetraedre er dannet fra terningen på en sådan måde. Terningen er unik iblandt de platoniske legemer i at den kan dække rummet fuldstændigt, og anvendes mange steder af denne grund.
For eksempel presses sukker tit til terninger, som indeholder en passende mængde til at forsøde drikke, og den kendte sekssidede terning er terningeformet.
Fire dimensioner.
I den firedimensionelle geometri har modparten til terningen et særligt navn – en tesserakt eller en hyperterning.
Arbitrært antal dimensioner.
I et "n"-dimensionelt rum kaldes terningens modpart for en "n"-dimensionel terning, eller bare terning, hvis det ikke skaber forvirring.
Spil.
En terning bliver ofte også benyttet til spil, dette sker da muligheden for at få samme resultat to gange i træk, er ganske minimal "1 til 6".
Hver spilterning indeholder derfor et nummer på hver flade, nummeret kan være alt fra et til seks.
Nummerne er ikke skrevet som tal, man skal derimod tælle pletterne, (se billedet).
Forbrændingsmotor.
Forbrændingsmotor, er en maskine, eksempelvis en stempelmotor i hvis cylindre en blanding af brændstof og luft forbrændes og derved frembringer et tryk, som bevæger maskinens stempler.
Hovedgrupper.
Forbrændingsmotorer er inddelt i to hovedgrupper,eksplosions- og dieselmotorer, efter den metode brændstof og luft tilføres og forbrændes i cylindrene.
Eksplosionsmotorer.
I eksplosionsmotoren tilføres der cylinderen en blanding af forstøvet og fordampet brændstof samt luft, som komprimeres under et højt tryk, og antændes enten ved en elektrisk gnist, gløderør eller glødehoved, hvorved blandingen øjeblikkelig antænder eksplosionsagtig under samtidig trykstigning.
Rumfanget over stemplet forøges ikke væsentligt under forbrændingen.
Dieselmotorer.
I dieselmotoren komprimeres luften til et tryk, som er væsentlig højere end for eksplosionsmotoren, brændstof indsprøjtes lidt før kompressionens ophør, og indsprøjtningen vedvarer under forbrændingen.
Antændelsen sker ved selvantænding fordi den komprimerede lufts temperatur overstiger brændstoffets selvantændelse-stemperatur.
Princip.
Forbrændingen indledes ved konstant rumfang og fortsættes under konstant tryk.
Typer af forbrændingsmotorer.
Arbejdsgangen i en forbrændingsmotor angives i henhold til arbejdsgangen for indsugning af brændstof og luft, kompressionen, forbrænding med ekspansion og udstød af restprodukter.
Totaktsmotoren.
i en totaktsmotor sker der en eksplosion hver gang stemplet bevæger fra top
Firetaktsmotoren.
I firetaktsmotoren udføres ovennævnte operationer under fire stempelslag, det vil sige to omdrejninger af motorens krumtap.
Arbejdsgang.
Hvis arbejdsgangen kun sker i den fra krumtappen vendende cylinderende, kaldes motoren enkeltvirkende.
Sker arbejdsgangen i begge cylinderender, kaldes motoren dobbetvirkende.
Partibogstav.
Et partibogstav eller listebogstav, officielt bogstavbetegnelse, er det bogstav, som repræsenterer et parti eller en liste på stemmesedlen ved et offentligt valg i Danmark. Bogstaverne er kendt fra valgplakater. Partibogstavet er ikke nødvendigvis det samme som partiets forkortelse.
Partibogstaverne blev første gang indført i forbindelse med valgmandsvalgene til Landstinget i 1901, og de blev igen brugt ved kommunalvalget i 1908. Fælles, landsdækkende bogstav for de enkelte partier blev indført ved kommunalvalget i 1936 og folketingsvalget i 1943. Rækkefølgen af bogstaverne i det landsdækkende system var baseret på partiernes størrelse i Københavns Borgerrepræsentation.
Ved folketingsvalg og EU-valg beholder de opstillingsberettigede partier deres bogstav fra valg til valg. Bogstavet er fortsat reserveret, hvis partiet ikke deltager i valg i nogle omgange.
Ved kommunale valg er bogstaverne reserveret for de partier, som er opstillingsberettiget til folketingsvalg (eller har deltaget i et af de senere folketingsvalg). Andre lister får tildelt et bogstav af valgbestyrelsen. Ofte tager man dog hensyn til listernes ønsker og det bogstav, som de traditionelt har anvendt. Ved kommunale valg kan flere lister få samme bogstav, der så suppleres med et tal (f.eks. "V1, V2, V3"). På den måde kan et parti opstille flere lokale lister, der indgår i listeforbund.
Formålet med partibogstaver er formentlig at gøre optællingen nemmere. Tabeller og beregninger kan nemmere opstilles, når der kun skal bruges et bogstav, men det er nødvendigt at bogstavet er entydigt. Til gengæld er partiforkortelser (f.eks. "Kons., Rad., Socdem.") ikke officielt reguleret i Danmark, i modsætning til en del andre lande.
Island, Færøerne og Grønland anvender samme system som det danske. I andre lande bruges der ofte tal (f.eks. i Tyskland), forskellige gængse partiforkortelser (f.eks. i Sverige) eller - som oftest - ingen særlig betegnelse ud over partiernes navne.
Liste over danske partibogstaver.
Listen omfatter bogstavbetegnelser ved folketingsvalg siden 1943 og Europaparlamentsvalg siden 1989. Fremhævede partibogstaver deltog i Folketingsvalget 2007, mens "kursiverede" partibogstaver deltog i seneste Europaparlamentsvalg, 2009.
Bændeltang-familien.
Bændeltang-familien ("Zosteraceae"), som også kaldes "Ålegræs-familien", er en familie af stauder, der lever på den kystnære havbund. De fleste af arterne lever hele deres liv under vandet, hvor de endda danner trådagtigt pollen, som er tilpasset spredning i vandet. Planterne har båndagtige blade, som manglerspalteåbninger. Rodnettet er trævlet og sidder ligesom bladene på krybende jordstængler.
Liv.
Livet kan defineres som det udødelige DNA, der passerer fra generation til generation med kønscellerne. Fra denne kønslinje afspringer den dødelige soma eller kroppen i hver generation. Dannelsen af individet afhænger af transskriptionen af det genetiske kode ved hjælp af RNA, der således bestemmer de enzymer og andre proteiner, der dannes, og dermed kontrollerer cellens metabolisme.
Der er mange organismer som bliver betragtet som levende, men som ikke opfylder alle ovenstående punkter. For eksempel er et frø eller en spore ikke i stand til selvbevægelse. Mange bakterier respirerer ikke, men anvender andre kemiske systemer.
Mere overordnet kan "liv" beskrives som noget der er i stand til at reproducere sig selv samt har et stofskifte. Denne definition får straks frøet og bakterien fra ovenstående eksempel til at "passe bedre ind".
vira bliver typisk ikke betragtet som organismer, fordi de alene ikke kan formere sig eller lave stofskifte, men kræver en vært.
En del forskere mener ikke at vi endnu (2007) har definitionen på liv.
Formodet liv baseret på DNA med fosfor erstattet af arsen.
Den 2. december kl. 20, 2010 dansk tid blev det offentliggjort, at et team ledet af Felisa Wolfe-Simon, har fundet en mikrobe, som ser ud til at leve med DNA med fosfor erstattet af arsen - inklusiv stofskifteprocesser. Mikroben er døbt GFAJ-1 og er fundet i saltsøen Mono Lake, Mono County, Californien.
Bjerg-Sydtaks.
Bjerg-Sydtaks ("Podocarpus nivalis") er et lille, stedsegrønt nåletræ med en opstigende, forvreden og busket vækst. Barken er først lysegrøn og furet af nedløbende bladar. Senere bliver den lysebrun og stribet. Gamle grene og stammer får en rødbrun bark, som løsner sig i tykke strimler. Knopperne sidder spredt, og de er skjoldformede og lysebrune, men ses ikke meget, da de er skjult ved bladfoden. Bladene er bredt nåleformede med tydelig spids og én ribbe langs midten. Begge sider af nålene er græsgrønne og hårløse. Planterne er enkønnede, og hanlige individer bærer pollenkogler ved bladhjørnerne, mens de hunlige har frugtanlæg ligeledes i bladhjørnerne. Frugterne er nøddeagtige og ægformede, delvist omgivet af en bæragtig, rød skål.
Rodsystemet er højtliggende, men meget kraftigt.
0,50 x 2,00 m (5 x 25 cm/år). I hjemlandet findes dog helt træagtige eksemplarer, der når næsten 15 m højde på gunstige voksesteder.
Arten har sit naturlige udbredelsesområde på Sydøen i New Zealand, hvor den findes i bjergene mellem den 37. og den 46. sydlige breddegrad. Klimaet er køligt med megen nedbør, både regn og sne. På de tørre, østvendte bjergskråninger i det centrale Otago, Sydøen, New Zealand, voksede arten i oprindelige skove sammen med bl.a. flere arter af Bjergte, flere arter af "Coprosma" (i Krap-familien), flere arter af "Dracophyllum" (i Lyng-familien), Duft-Hebe, "Leucopogon colensoi" (en art af Hvidskæg), Myrtetæppe, flere arter af "Nothofagus" (i Bøge-familien), "Phyllocladus alpinus" (en art i sin egen familie under Gran-ordenen), flere arter af "Pimelea" (i Dafne-familien), Pletter i luften, flere arter af "Pseudopanax" (i Vedbend-familien), Rosenmyrte, "Rubus schmidelioides" (en art af Brombær), "Sophora microphylla" og Træasters
Sinbad.
Sinbad (Sinbad Søfareren eller Sindbad Søfareren) er navnet på en legendarisk arabisk sømand (fra det nuværende Bagdad, Irak), som oplever talrige fantastiske eventyr. Hans eventyr er led i "Tusind og en Nat".
Frit spænd.
Frit spænd er den største afstand mellem en konstruktions to nærmeste understøttelsespunkter.
I forbindelse med en bro er det den største afstand mellem to bropiller.
Hængebroer er den type broer, som indtil videre giver det største frie spænd med Akashi-Kaikyo-broen på 1.991 meter som det p.t. (2005) største.
Bro (flertydig).
"Broer" kan være fysiske såvel som mentale og sociologiske.
Bro (konstruktion).
a>, tysk jenbanebro,den største murstensbro i verden.
En bro er en konstruktion til transport som forbinder to punkter over et som regel ufremkommeligt område.
Broen på et skib kaldes sådan, fordi den før i tiden forbandt de 2 hjulkasser til skovlhjulene på hjuldampere.
Kendte broer.
Listet efter verdensdele og lande, herefter alfabetisk. Bemærk at listen er ukomplet.
Tidsskrift.
Et tidsskrift er et periodisk udgivet skrift indeholdende artikler omhandlende et mere eller mindre afgrænset emne.
Som synonym for "tidsskrifter", der udkommer med et fast interval, bruges ofte periodika (flertal af periodikum). Udkommer et tidsskrift med ét nummer om året, betegnes det ofte årbog. Visse kategorier af tidsskrifter betegnes magasiner og omtales generelt som "ugeblade" og "månedsblade", afhængigt af deres udgivelsesfrekvens.
Et tidsskrift kan være forbeholdt medlemmerne af en forening eller en interessegruppe, så man modtager det som en del af medlemskabet. Andre tidsskrifter kan man abonnere på eller købe i løssalg.
Et tidsskrift kan også være politisk relateret, og kan eksempelvis være en partiavis eller et medlemsblad fra et politisk parti, der igennem dette kan kommunikere med medlemmerne og få sine politiske holdninger publiceret.
Det første danske tidsskrift var "Nye Tidender om lærde Sager", der begyndte at udkomme i 1720. Efter talrige navneskift endte det sine dage som "Dansk Litteratur-Tidende" i 1836.
Et tidsskrift kan identificeres entydigt ved hjælp af dets ISSN.
Ugeblad.
Ugeblad er et tidsskrift som udkommer ugentligt og ofte med populære artikler i modsætning til faglige artikler.
En undergenre under ugebladsgenren er de såkaldte dameblade, der i vinkling, emnevalg og layout målrettes kvinder.
Kastration.
En kastrat eller en gilding er en person eller et dyr, der har fået kønskirtlerne fjernet, eller på anden vis fået fjernet kønsdriften.
Mænd er gennem tiden blevet kastreret ud fra forskellige motiver; se kastratsanger, eunuk.
Kastrering af dyr sker for kæledyrenes vedkommende for at frembringe et roligere gemyt og undgå ildelugtende territorialafmærkninger.
Man kastrerer slagtedyr for kødets skyld, mens det for trækdyrene gælder om at gøre dem roligere og stærkere.
Ø.
En ø er et landområde helt omgivet af vand ved normalvandstand, der er mindre end et kontinent og større end en sten eller et skær.
En lille ø kaldes for en holm eller småø. Øer kan ses i havene, i oceaner, i søer eller i floder. Størrelsen varierer kraftigt fra små slam- og sandøer på få kvadratmeter til Grønland som med sit areal på på 2.166.086 km², hvor af 410.449 km² er isfrit, er Jordens største ø. Australien er større, men regnes for at være et kontinent.
Danske øer større end 100 km².
Se også listen over alle beboede danske øer.
Verdens 20 største øer.
betragtes ikke som øer, men som fastland.
Øer, der kun fandtes på kortene.
I 1820'erne rejste hvalfangeren Benjamin Morrell rundt på havene og "opdagede" øer, der ikke eksisterer. Nogle af Morrells øer blev værende på verdensatlaserne i mere end hundrede år, og voldte adskilligt besvær for kommissionen, der skulle trække datolinjen gennem Stillehavet i 1875 og 1910. Sir Walter Raleigh skabte i sin "History of the world" fra 1614 betegnelsen "painter's wife's island" (= "tegnerkoneø"). Betegnelsen viser tilbage på Raleighs oplevelse, efter at han i Magellanstrædet havde taget spanjolen don Pedro Sarmiento til fange. Sarmiento blev udspurgt om en ø, der fandtes på hans kort, men som Raleigh og hans mandskab var ude af stand til at finde. Sarmiento forklarede, at øen ikke fandtes. Den var simpelthen indtegnet, fordi hans korttegner havde haft sin kone siddende ved siden af, da kortet blev tegnet, og hun ville gerne have en ø opkaldt efter sig. Peter Heylyn udtrykte i sin "Cosmography" fra 1659 frygt for, at der fandtes mange "tegnerkoneøer" rundt om på søkortene.
Organisation.
Organisation er en gruppe mennesker, som formelt er samlet om samme mål eller interesser.
Organisation er samtidig et fag inden for erhvervsøkonomiske uddannelser.
Bergebet organisation fokuserer blandet andet på det enkelte individ, virksomhedsledelse, projektledelse og motivation.
Til at analysere en organisation kan man anvende modeller som Maslows behovspyramide, Herzbergs motivationsteori, Porters værdikædeanalyse og Hofstedes kulturanalyse.
Stege.
Stege er hovedbyen på Møn og har 3.856 indbyggere (2010). Byen er helt sammenvokset med Lendemarke, som ligger vest for Stege Havn, adskilt ved en kort bro over det smalle sund, der samtidig er indsejlingen fra Stege Bugt til Stege Nor. Byen hører under Vordingborg Kommune i Region Sjælland.
Steges historie.
Byen voksede op omkring borgen Stegehus fra Valdemar den Stores tid. Frem til 1246 var Jakob Sunesen høvedsmand på Stegehus og formentlig ansvarlig for opførelsen af Stege Kirke. Erik 4. Plovpenning holdt i 1247 sin halvbror Knud af Blekinge fanget på Stegehus, men han blev befriet af lübeckerne. Omkring 1252 sad en af lübeckernes allierede, den tyske ridder Henrik Æmeltorp som høvedsmand på borgen og i 1290 en anden tysk adelig, Hintze Halkenhagen.
Stege blev under Erik 5. Klipping købstad i 1268.
I 1310 kom borgen atter under kronen, men ved Danmarks pantsætning under den kongeløse tid, var Stege besat af tyske pantejere. Valdemar 4. Atterdag fik i 1348 indløst Møn og Falster og overdraget Stegehus, og han var formentlig ansvarlig for en udbygning af borgen. Høvedsmænd på Stegehus var Henning Moltke 1323, Fikke Moltke 1362, rigsråd Jens Rud 1396-1401, Valdemar Bydelsbak 1419, grev Vitslav af Eberstein, Erik Aagesen Thott 1457-64, Laurens Axelsen Thott 1465, Axel Valkendorf 1480, Vincens Iversen Dyre 1485, Mogens Gøye 1500 og Jørgen Rud 1503.
Et voldanlæg omkring Stege blev gravet i slutningen af 1400-tallet, og voldgraven fyldt med vand. Der var en mur langs voldgraven og tre tårne med porte og vindebro. Den ene port er den bevarede Mølleport (se nedenfor), mens de to andre lå ud for Langestræde og Rådhusstræde (tidligere Skammestræde).
a> i Stege By's bog, men er formentlig fra slutningen af 1400-tallet
Fra 1505 forlenedes Stegehus til Anders Bentsen Bille under hvem voldanlægget i 1510 fik sin ilddåb, idet lübeckerne forsøgte at indtage Stege. Det mislykkede, men Møns anden købstad, Borre, blev lagt øde. Men Bille, som havde støttet Frederik 1., måtte i 1534 bortrejst se Stegehus erobret, plyndret og nedrevet af Steges borgere, som støttede Christian 2.. Af grev Christoffer havde Stege-borgerne som belønning fået Ulvshale, men Christian 3. tog dette igen, og borgernes ledere blev henrettet.
I 1540 brændtes i Stege den første kvinde i Danmark dømt som heks.
I 1557 blev Stegehus og Møn forlenet til Niels Truidsen Ulfstand til Barsebæk, som mistede det som følge af gæld i 1563 og kun kortvarigt fik det igen i 1566.
En bemærkelsesværdig retssag fandt sted i Stege i 1567. Den ny præst Iver Bertelsen trolovede sig med enken efter den tidligere præst for at sikre sig embedet, men ville ikke gifte sig med hende. Han udelod tilmed eksorcismen fra dåbsritualet. Han blev derfor dømt til døden; men straffen blev dog senere ændret til livstidsfængsel og fortabelse af gods.
I 1634 blev Corfitz Ulfeldt lensmand på Stegehus. Da Ulfeldt udnævntes til Rigsrådet 1636, blev han gift med Leonora Christina og boede på Møn 1636-1637.
Da Sverige genoptog angrebet mod Danmark efter freden i Roskilde 1658, blev Møn i 1659 via Bogø besat. Møn blev plyndret, men Stege undgik de værste ødelæggelser ved at betale en kontant sum. Øen var besat af Sverige frem til 1660, og udplyndringen var starten på en lang nedgangstid, der også ramte Stege hårdt. I 1672 havde Stege kun 656 indbyggere.
Møn blev i 1664 pantsat til hollænderen Gabriel Marselis, men kongen beholdt Stege By.
En stor del af bymuren og 2 byporte blev nedrevet under Samuel Christoph von Plessen 1685-1697, som anvendte materialerne til opførelsen af Nygårde (nu Marienborg).
Stege Kommune fik Danmarks første kvindelige borgmester, Eva Marie Madsen (B), der var borgmester 25. januar 1950 - 14. marts 1950.
Da Møn Kommune i midten af 1990'erne skulle opføre en ny skole i byen, fandt man under udgravningen mærker, der af arkæologer fra Sydsjællands Museum blev identificerede som flere hustomter fra bondestenalderen. Husene fremstod tydeligt i den sandede undergrund, hvor man kunne se spor efter fra vægge og de store stolper som har båret taget. I et af husene fandtes også spor efter et ildsted.
Morten Flyvebom og Lars Larsen fra Møn har efterfølgende rekonstrueret et af husene. Huset er i dag noget forfaldent, men giver dog et indtryk af hvordan det så i bondestenalderen.
Seværdigheder i Stege.
Byens grundplan stammer fra middelalderen, og byens mølleport er fra slutningen af 1400-tallet. Ved siden af mølleporten ligger Empiregården, som er en købmandsgård fra 1813, som siden 1958 har rummet Møns Museum.
Nær Stege Kirke er en gammel latinskole med murværk fra 1400-tallet. På torvet ligger "Kammerrådgården". som er en gulkalket købmandsgård fra 1770'erne opført for Kammerråd Puttfercken. I 1881 overtog købmandsslægten Carøe ejendommen. Overfor er apoteket, som er en nyklassicistisk bygning fra omkring 1799. Det tidligere rådhus på torvet er i renæssancestil efter tegninger af M.G.B. Bindesbøll fra 1854. På torvet ligger også en bygning, der, som facaden afslører, tidligere var sæde for Møns Spare- og Laanekasse, men som i dag huser en advokatforretning, drevet af advokat Mogens Jensen.
Ved havnen ligger købmandsgården Hages Gård fra 1799 og en toldbod fra 1848. På den vestlige side af havnen mod Lendemarke åbnede i 1884 De Danske Sukkerfabrikker en fabrik, hvis bygninger i dag huser en række forskellige mindre virksomheder.
Stegeborg blev udgravet i 1980'erne i forbindelse med byggeri på havneområdet, men der er i dag intet at se af Stegeborg, mens voldanlægget om Stege er bevaret som Danmarks eneste middelalderlige byvold. Stege ligger på en tange, og volden skærmer byen på landsiden mod øst fra kyst til kyst.
1268.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1263 1264 1265 1266 1267 - 1268 - 1269 1270 1271 1272 1273
Eksterne henvisninger.
68
Foxtrot.
Foxtrot er en pardans som er opstået i USA omkring 1914. Den danses i 4/4-takt.
Dens oprindelse tilskrives en vaudeville-skuespiller ved navn Henry Fox som opfandt den til brug for optrædende som ikke beherskede den vanskeligere two-step. Men navnet knytter sig muligvis også til en amerikansk betegnelse for en trav-art, "fox trot", som ses hos heste.
Dansen opstod blandt New Yorks sorte befolkningsgrupper men udbredte sig hurtigt i både USA og Europa. Dansen var fra starten en relativt langsom i sin rytme, men blev hurtigt tilpasset et højere tempo som omkring 1920 lå på omkring 34-42 takter i minuttet. Og netop omkring 1920 begynder man at standardisere dansen så danseskoler kan undervise eleverne på en ensartet måde.
I midten af 1920'erne kom charleston frem med sit hurtige tempo og overtog for en tid en del foxtrots popularitet. Og selvom charleston-moden forsvandt ret hurtigt havde den påvirket foxtrot i en grad så der opstod en ny "quick-foxtrot" dans. Denne dans er siden blevet etableret som quickstep.
Den langsommere, oprindelige foxtrot blev også videreudviklet og bliver nu ofte betegnet slow foxtrot eller slowfox, som er en internationalt standardiseret sportsdans normeret i et tempo på 30 takter i minuttet.
Violet ildfugl.
Foderplanter.
Violet ildfugls larver har rødknæ og syrearter som foderplanter.
Violetrandet ildfugl.
Foderplanter.
Violetrandet ildfugls larve har almindelig syre, rødknæ og pileurt som foderplanter.
Baffin Island.
Baffin Island er verdens femtestørste ø. Øen har et areal på 507.451 km², og beliggende i Ishavet. Baffin Island er en del af Nunavut i Canada.
1500.
Eksterne henvisninger.
00
1499.
Eksterne henvisninger.
99
1498.
Eksterne henvisninger.
98
1497.
Eksterne henvisninger.
97
1496.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1491 1492 1493 1494 1495 - 1496 - 1497 1498 1499 1500 1501
Eksterne henvisninger.
96
1495.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1490 1491 1492 1493 1494 - 1495 - 1496 1497 1498 1499 1500
Konge i Danmark: Hans 1481 - 1513
Eksterne henvisninger.
95
1494.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1489 1490 1491 1492 1493 - 1494 - 1495 1496 1497 1498 1499
Eksterne henvisninger.
94
1491.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1486 1487 1488 1489 1490 - 1491 - 1492 1493 1494 1495 1496
Eksterne henvisninger.
91
1490'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499
å
1490.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne - 1490'erne - 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne 1540'erne
År: 1485 1486 1487 1488 1489 - 1490 - 1491 1492 1493 1494 1495
Konge i Danmark: Hans 1481 - 1513
Eksterne henvisninger.
90
1489.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1484 1485 1486 1487 1488 - 1489 - 1490 1491 1492 1493 1494
Eksterne henvisninger.
89
1488.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1483 1484 1485 1486 1487 - 1488 - 1489 1490 1491 1492 1493
Eksterne henvisninger.
88
1487.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1482 1483 1484 1485 1486 - 1487 - 1488 1489 1490 1491 1492
Eksterne henvisninger.
87
Pest.
Pest er en infektionssygdom forårsaget af en bakterie ved navn "Yersinia pestis", men ordet har dog også været brugt mere generelt om epidemier med stor dødelighed.
"Yersinia"-pest kan manifestere sig som byldepest og lungepest.
"Yersinia pestis"-sygdommen har sandsynligvis været den samme som den sygdom der ramte Europa voldsomt i middelalderen og de efterfølgende århundreder: Den sorte død.
Nu om dage ses sygdommen stadig i visse dele af verdenen, dog i mindre omfang.
Den kan behandles med antibiotika, og ved hurtig iværksat behandling kan resultatet være godt.
Historisk baggrund.
Spredningen af byldepesten i Europa efter 1347.
Det er specielt den anden pandemi der betegnes "Den sorte død".
Bakterien blev identificeret under den tredie pandemi og transmissionen via rottelopper blev da også forstået.
Nogle få eksperter har sat spørgsmålstegn om den to første pandemier var forårsaget af "Yersinia pestis".
De fleste eksperter accepterer dog denne forklaring.
Den Justinianske Pest.
Den Justinianske Pest spredte sig fra Centralasien til Europa og Lilleasien og angives at have hærget i 500-tallet og fremad.
Epidemien er estimeret til at have forårsaget 40 millioner dødsfald.
Den sorte død.
Til Konstantinopel og videre til Sicilien i 1347.
Første udbrud i Skandinavien var i havnen i Bergen i Norge i 1349, men allerede samme år var den spredt i både Sverige og Danmark.
Sygdommen kom ifølge et sagn til Danmark med et norsk skib, der kom fra England, og som strandede i det nordlige Jylland, da hele besætningen var død. I det følgende år rasede den i al sin heftighed, og det antages at omtrent halvdelen af befolkningen døde. Store distrikter lå fuldstændig øde efter pesten, saaledes endnu 20 år efter 98 gårde og møller og 71 huse i Roskilde Stifts besiddelser. Da Valdemar Atterdag i 1357 byggede et slot i Randers, var det af materialer fra 11 nedbrudte kirker fra affolkede sogne.
Sygdommen bevægede sig de næste 350 år rundt i Europa med skiftende intensitet, indtil den efter endnu en voldsom epidemi, der i 1711 dræbte omkring 1/4 af Københavns befolkning,
Den tredie pandemi.
I den tredie epidemi spredte pest sig fra Yunnan i Kina i sidste halvdel af 1800-tallet.
I 1894 havde sygdommen etableret sig i Hong Kong hvorfra den spredte sig til Bombay i 1896 og derfra til adskillige havnebyer rundt om i verdenen, som for eksempel San Francisco.
I forbindelse med denne pandemi undersøgte Alexandre Yersin bakterien i Hong Kong i 1894.
Franskmanden Paul-Louis Simond identificerede bakterien i døde rotter og foreslog sygdomstransmissionen via rottelopper, som det nu er kendt.
I 1910 havde bakterien etableret sig i gnavere på alle beboede kontinenter, men efter 1920 døde pandemien ud som følge af international regulering omkring rotter.
Denne epidemi er estimeret til at have forårsaget 12 millioner dødsfald, — langt de fleste i Indien.
Årsag.
Gnavere, som rotter og præriehunde, kan være værter og ved bid fra deres lopper overføres bakterien til mennesker og forårsager byldepest.
Lungepest kan opstå på grund af indånding af bakterien ved kontakt med pestramte.
Symptomer.
Symptomer på byldepest er høj feber, træthed, muskelsmerter, kvalme og opkast.
Desuden ses de karakteristiske ømme hævelser omkring inficerede lymfeknuderne.
Diagnose.
I første omgang er diagnose af byldepest baseret på symptomerne.
Mistanken kan styrkes hvis patienten har rejst i risikoområder.
F1-antigen kan ofte detekteres i serum ved hjælp af immunoassay.
Endelig kan PCR anvendes til at påvise DNA fra bakterien.
Behandling og vaccination.
Statens Serum Institut foreslår ciprofloxacin, rifampicin og gentamycin, og desuden symptomatisk behandling i form af respiratorbehandling og væsketerapi.
Forebyggende behandling anbefales for folk der har haft kontakt til mistænkte eller fastslåede tilfælde af lungepest.
Patienter med mistanke om pest skal respiratorisk isoleres indtil lungepest er udelukket.
En vaccine for loppebåren pest er tilgængelig.
Den beskytter tilsyneladende ikke mod lungepest.
Nutidens forekomst og hyppighed.
I dag forekommer sygdommen i visse dele af Asien, Afrika, Sydamerika og det vestlige USA.
I Kasakhstan findes bakterien hos ørkenrotter.
I 2003 var der efter mere end 50 års pause udbrud af byldepest i Oran, Algeriet,
og i 2009 var en anden nordafrikansk by, Tubruq, Libyen ramt af 16-18 tilfælde.
10 til 15 amerikanere rammes hvert år af byldepest.
På verdensplan var der mellem 1979 og 1993 rapporteret om 16.312 tilfælde af pest blandt mennesker og 1668 dødsfald.
I 2009 døde en amerikansk forsker muligvis som følge af smitte med byldepest gennem sit arbejde.
Biologisk våben.
Flere lande har udviklet pest som biologisk våben.
Fra 1939 til august 1945 udviklede japanere en række forskellige biologisk våben, heriblandt pest, ved et institut i Pingfan syd for Harbin, Manchuriet.
Det siges at Pingfan var i stand til at producere 500 millioner pestinficerede lopper om året.
Amerikanske kilder nævner at 106 fanger døde i medicinske eksperimenter med pest.
Nogle ofrer blev dræbt af store doser morfin for at sygdomsudviklingen kunne studeres.
Tyskerene havde pestbakterier under Anden Verdenskrig ved det medicinske militærakademi ved Posen.
Ved Fort Detrick siges amerikanerne at have haft pestinficerede lopper i slutningen af 1950erne.
Den desertede sovjetiske mikrobiolog Vlademir Pasechnik fortalte at hans institut i Leningrad havde forsket i pest.
Britterne mente ud fra hans vidneudsagn af sovjetiske biologisk våben forskere havde udviklet antibiotika-resistente pestbakterier.
På øen Vozrozhdeniye i Aral sø havde sovjetterne et udendørs testcenter hvor aber blev udsat for pest.
I 1995 bestilte den amerikanske mikrobiolog Larry Harris "Yersinia pestis" bakterien hos et firma.
Firmaet kontaktede senere myndighederne, der fandt bakterierne opbevaret i handskerummet i hans bil, og han blev tiltalt for at have misbrugt et laboratorie-registreringsnummer.
Den sorte død.
Kort over pestens spredning ved det første udbrud i Europa
"Den sorte Død" var en epidemi af historisk pest, der spredte sig i Europa i 1300-tallet og hærgede de næste århundreder.
Siden 1900 menes det, at epidemien og den følgende pandemi var udbrud af moderne pest forårsaget af bacillen "Yersinia pestis".
Epidemien angreb Messina i 1347, og Den sorte Død spredtes herefter med stor hast op gennem Europa.
Ud fra de sparsomme kilder og det begrænsede talmateriale antages det, at den første bølge dræbte mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning. De næste epidemier ramte mindre hårdt. Den faldende mortalitet kan være en følge af resistens mod sygdommen. Men det er snarere en følge af, at europæerne blev bedre til at dæmme op for sygdommen med en stadigt mere effektiv karantæne. Det sidste angreb ramte - med skæbnens ironi - Messina i 1743. Derefter er sygdommen ikke set i Europa.
Historisk gennemgang.
I 1331 brød der pest ud i Hubei-provinsen centralt i Kina. Kilden var sandsynligvis en latent smitte blandt smågnavere i Yunnan og Burma, 800 km længere mod syd. De næste tyve år spredte smitten sig til resten af Kina. At dømme efter folketællinger omkom mindst 20 millioner. Kamelkaravanerne langs Silkevejen bragte smitten mod vest. I 1346 var pesten nået frem til den mongolske hær, der belejrede den genovesiske havneby Kaffa på Krim (nu Feodosija). Belejringen blev afbrudt af pestens voldsomhed, og mongolerne fortrak. Men nu brød sygdommen ud inde i byen, og i panik satte de overlevende kurs mod hjemlandet. Da de sejlede ind i Messinas havn i oktober 1347, tog de smitten med til Europa. Først ca. 1550 to hundrede år senere var Europas folketal igen oppe i 75 millioner.
I 1563 måtte engelske soldater rømme deres forsvar af Le Havre efter udbrud af pest.
De hjemvendte soldater forårsagede en epidemi, og det anslås at over 21.000 døde alene i London.
I 1625 indførte Christian den 4. pestlovgivning i Danmark med krav om isolering.
Under Den Store Nordiske Krig ramte pesten 1709-1713 østersøegnene, herunder Danmark.
Pesten kom til Helsingør i 1710 med et skib fra Lübeck.
I 1711 spredte pesten sig til København hvor den dræbte omkring 1/3 af befolkning.
En politirapport fra slutningen af 1711 angav 22.535 dødsfald af Københavns ca. 60.000 indbyggere.
Flere assistenskirkegårde blev anlagt til aflastning.
To blev anlagt uden for voldene, den ene ved i området ved den nuværende Niels Ebbesensvejs skole (Skolen ved Søerne).
Årsag.
De fleste eksperter godtager, at pestens gentagne udbrud skyldes infektioner med bakterien "Yersinia pestis".
Alternative forklaringer.
I de seneste år har visse forskere stillet spørgsmålstegn ved den traditionelle forklaring på Den sorte Død.
Disse kendsgerninger kunne pege mod en smitte direkte fra menneske til menneske, og en inkubationstid, som var lang nok til, at smittede, men endnu ikke syge mennesker kunne nå frem til endnu ikke ramte områder. Undersøgelser i England (Scott & Duncan 2000) peger på en inkubationstid på 37 døgn, hvad der stemmer godt med virus som sygdomsårsag. Det stemmer også godt overens med, at byen Venezia fik fjernet pesten ved at gennemføre en karantæne på 40 døgn for alle tilrejsende.
Datidens forklaringer.
Den sorte død var et komplet mysterium for datiden, og forklaringerne var derfor lige så mangfoldige, som de var ukorrekte. En af de meget udbredte var baseret på en kombination af middelalderens lære om astrologi og antikkens lære om miasmer (usund luft/besmittelse), der forklarede at planeternes placering havde ført til en fordampning af alt vandet i Det Indiske Ocean, så den dårlige luft fra de rådnede fisk var skyld i epidemien.
En anden, mere skæbnesvanger forklaring var, at jøderne havde forgiftet brøndene, og der var som følge heraf voldsom forfølgelse af jødiske indbyggere i Europas lande. I Strasbourg blev 2.000 jøder myrdet af en folkemængde 14.februar 1349, og da var smitten ikke engang nået frem til byen.
Den måske mest anerkendte forklaring var dog, at pesten var Guds straf mod mennesket. Der herskede generelt en dommedagsstemning, der resulterede i en ekstrem religiøsitet hos nogle og en ekstrem løssluppenhed hos andre - som det også skildres i "Dekameron" af Giovanni Boccaccio. Den ekstreme religiøsitet førte mange steder til flagellante optog, der var udtryk for utilfredshed med gejstligheden og religiøs fanatisme.
Symptomer.
Illustration af den sorte død fra Toggenburgbibelen (1411)
Sociale og økonomiske eftervirkninger.
I tiden op til epidemien havde Europa oplevet en hidtil uset befolkningstilvækst, dertil det var nået mætningspunktet, arbejdsløsheden var som konsekvens heraf stor, og godsejerne sad i en gunstig position, da de kunne fastlægge bøndernes løn og arbejdsbetingelser, som det passede dem. Men da den sorte død med ét rev en kæmpe del af befolkningen væk, ændredes datidens økonomiske forhold fuldstændigt. Der var udpræget mangel på arbejdskraft og kornpriserne faldt sammen med efterspørgslen.
Godsejerne havde to muligheder for at bevare kontrollen med jorden;
Udviklingen i forholdet mellem godsejerne og bønderne forløb derfra forskelligt fra land til land, men generelt blev forholdene især forværret for bønderne i områder med få eller ingen byer, da de ikke kunne flygte til byerne og finde arbejde - dvs. hovedsagligt Østeuropa.
Madagaskar.
Republikken Madagaskar er en østat i det Indiske Ocean, beliggende 400 kilometer fra Mozambique på Afrikas østkyst. Med sine 590.000 km² er hovedøen, der også hedder Madagaskar, jordens fjerdestørste ø. Den blev adskilt fra Afrika for millioner af år siden. Den er befolket af mennesker af blandet afrikansk og indonesisk herkomst. Den er hjem for fem procent af verdens plante- og dyre-arter, hvoraf 80 procent er enestående for Madagaskar. Blandt de mest bemærkelsesværdige eksempler på biodiversitet er primaten lemuren, tre endemiske fugle-familier og baobab-træet. Det mest talte sprog på Madagaskar er malagasy.
Øen er verdens ottende mest befolkede ø. Madagaskar er blandt de 100 fattigste lande i verden. 80 % af befolkningen lever af landbrug.
Madagaskar har ikke rigtig nogen årstider. De har en varm "vinter" samt en varm sommer.
Historie.
Madagaskars skrevne historie begynder i det 7. århundrede, da araberne oprettede handelsstationer langs nordvestkysten. Kontakt med europæerne begyndte i 1500-tallet, da den portugisiske kaptajn Diego Dias fik øje på øen efter hans skib var kommet bort fra en flåde, der var på vej mod Indien. I slutningen af det 17. århundrede, oprettede franskmænd handelsstationer langs østkysten. Fra omkring 1774 til 1824, var det blandt piraternes foretrukne steder at hærge.
I Middelalderen begyndte høvdingerne i de forskellige bosættelser på øen at udvide deres magt, ved at handle med Madagaskars naboer i det Indiske Ocean, særligt i Nordafrika, Mellemøsten og Indien. Store høvdigedømmer begyndte at dominere betragtelige områder på øen. Blandt disse var sakalava-høvdingedømmerne Menabe, hvis centrum lå i den nuværende by Morondava, og Boina, hvis centrum lå i den nuværende provinshovedstad Mahajanga.
Sakalavaernes indflydelse var spredt over de nuværende provinser Antsiranana, Mahajanga og Toliara. Men med den britiske flådes dominans i det Indiske Ocean og den arabiske slavehandels ophør, mistede sakalavaerne magt til den ny trussel fra merinaerne. En overgang blev betsimisarakaerne fra østkysten også forenet, men den var kortvarig.
Fra 1790'erne lykkedes det merina-herskere og at opnå hegemoni over størstedelen af øen, og også kysten. I 1817 indgik merinaernes hersker og den britiske guvernør af Mauritius en traktat der afskaffede slavehandlen, som havde været et vigtig element i Madagaskars økonomi. Til gengæld modtog øen militær og økonomisk bistand fra briterne. I flere årtider var den britiske indflydelse stærk, hvorunder merinaernes hof konverterede til presbyterianismen, kongregationalismen og den Anglikanske Kirke.
Briterne accepterede indførelsen af fransk protektorat over Madagaskar i 1885, imod med tiden at få kontrol med Zanzibar (nu en del af Tanzania) og som en del af en overordnet definition af områdets indflydelsessfærer.. Absolut fransk kontrol over Madagaskar blev oprettet med militær magt i 1895-1896, og merinaernes monarki blev afskaffet. I december 1904 gjorde den russisk-baltiske flåde ophold ved Diego Suarez for at laste kul og proviant, før de fortsatte mod deres skæbnesvangre møde med den japanske flåde i slaget om Tsushima. Før de russiske søfolk forlod havnen, skulle de landsætte de dyr, som de havde anskaffet sig, blandt andre aber, rødhalede boaer og en krokodille.
Under 2. verdenskrig kæmpede malagasy-tropper i Frankrig, Marokko og Syrien. Umiddelbart før Frankrigs fald, gik Tyskland i gang med at planlægge deportation af alle Europas jøder til Madagaskar, kendt som Madagaskarplanen. Planen blev aldrig sat i værk. Efter Frankrigs overgivelse til Tyskland, administrerede Vichy-regeringen Madagaskar. Britiske tropper besatte den strategisk placerede ø i 1942, for at forhindre at den ville blive besat af Japan. Storbritannien overdrog øen til de Frie Franske Styrker i 1943.
I 1947, med den franske prestige på et lav niveau, blev et nationalistisk oprør slået ned efter flere måneders bitre kampe. Frankrig oprettede i 1956 reformerede institutioner under Loi Cadre-planen, og Madagaskar bevægede sig i fredsommelig mod uafhængighed. Malagasy-republikken blev udråbt den 14. oktober 1958, som en autonom stat inden for det Franske Fællesskab. En provisorisk regeringperiode afsluttedes med vedtagelsen af forfatningen i 1959 og fuld uafhængighed den 26. juni 1960.
Vallensbæk.
Vallensbæk er en københavnsk forstad beliggende ved Køge Bugt 16 kilometer sydvest for det indre København, med 13.477 indbyggere (2010). Vallensbæk grænser op til Ishøj i vest, Brøndby Strand i øst og Køge Bugt Motorvejen i nord.
Forstaden har tre skoler; Pilehaveskolen (Nord), Vallensbæk skole(tæt op ad landsbyen) samt Egholmskolen (Syd). Vallensbæk er en meget langstrakt og forskelligartet kommune: Mod syd er der strand, S-togsstation, stationscenter og socialt boligbyggeri. I midten landsby med branddam og kirke fra middelalderen. Mod nord ensartede forstadsvillakvarterer.
Vallensbæk Sogn anno 1778.
"Vallensbæk Sogn" i Smørum Herred, Københavns Amt, Sjællands Stift. Dertil hører Vallensbæk, 14 hele gårde, 2 halve gårde, 34 huse.
Kirken er af salig etatsråd Nissen sat i meget smuk stand.
præste- og degneboligen følger uden betaling og afgifter mand efter mand.
Af Glostrup og Vallensbæk kirkers indkomster underholdes bestandig 10 fattige drenge og piger, som nyder ugentligt 3 mark til deres 15. år.
Her ligger bemeldte salig etatsråd Nissen og hans frue i et dertil af ham indrettet begravelse.
Almindelig Skælrod.
Almindelig Skælrod ("Lathraea squamaria") er en ejendommelig, flerårig snylteplante. Den overjordiske del af planten består af en opret, kraftig og hårløs stængel, som bærer skælformede og helrandede blade. Både blade og stængel mangler klorofyl, og de er blege med et let, lyserødt skær. Blomstringen sker i april-maj. Blomsterne sidder i bladhjørnerne hele vejen op ad stænglen. De er 4-tallige og uregelmæssige med lyserød læbeblomstkrone og udragende, hvide støvdragere og støvfang. Frugterne er 4-delte med nødagtige spaltefrugter.
Rodnettet består af den tykke jordstængel, som bærer skælformede blade, og de trævlede rødder. Planten snylter på rødderne af specielt Hassel, men også på Elm, Kristtorn, Abild, Bøg, El, Vedbend, Poppel, og måske flere træarter. Man har kunnet måle, at arten - trods sin snylten - ikke har betydning for udbyttet af hasselnødder.
0,20 x 0,07 m (20 x 7 cm/år), heri ikke medregnet skud fra jordstænglen.
Arten er udbredt i Central- og Vestasien samt i Europa med enkelte forekomster i det østlige Danmark. Den findes i gamle, skyggefulde løvskove, på fugtig, næringsrig muldbund under hassel eller under de andre værtsarter. Da planten er en helsnylter, vil den altid forekomme sammen med de nævnte værtsplanter.
Skanør-Falsterbo.
Skanør-Falsterbo, officielt Skanör med Falsterbo, er en by i det sydvestligste Sverige. Byen var indtil 1754 to byer: Skanør og Falsterbo. Byen har i dag ca. 7.000 indbyggere.
Byen var residensby for Skånes sydvestre len, indtil Malmø overtog hvervet i midten af 1500-tallet. Mellem Falsterbo og Skanør afholdtes fra 1100-tallet til 1500-tallet sildemarked, Skånemarkedet. Kongen fik skat af saltet, som anvendtes til at konservere (salte) sildene, og skatten fra markedet var en af de væsentligste indtægtskilder for bl.a. Valdemar 4. Atterdag.
Falserbonæsset er i dag gennemgravet af Falsterbokanalen.
Knob (fart).
Knob er en fartangivelse brugt til søs og i luften. Fartenheden knob betegner antallet af sømil i timen = 1,852 km/t = 0,514 m/s. Sømil eller international nautisk mil blev fastlagt som en international længdeenhed i 1929, som i dag er udbredt til alle lande.
Udtrykket "knob" stammer fra sejlskibenes tid, hvor man smed et bræt i vandet fra fartøjet og talte antallet af målsatte knuder, som brættet kunne trække ud af en rulle tov, på en bestemt tid og dermed beregne hastigheden gennem vandet.
Udtrykket knob benyttes for fartøjers fart, men også ofte om vindhastighed.
Afstanden 1 sømil = 1,852 km er fastlagt som et bueminut på en storcirkel på jorden.
Knob.
Et knob (fra Engelsk "knot") kaldes også stik (fra Hollandsk).
I princippet findes der uendeligt mange forskellige knob, men det er begrænset, hvor mange der kan have en praktisk funktion. Da det er et krav at andre også kan løsne og binde ens knob igen.
Nogle vigtige knob er Råbåndsknobet, Flagknobet og læsejlsstikket.
Bemærk at der findes knuder, som ligner de korrekte knob, f.eks. kællingeknuden og mindst tre fejlagtige udgaver af Flagknobet. Problemet ved de ukorrekte knob er, at de kan gå i bekneb, så de er næsten umulige at løse efter at have været belastet, eller at de nedsætter tovværkets trækstyrke. Forsøg har vist, at en enkelt kællingeknude på et stykke reb nedsætter trækstyrken med ca. 50%.
Energi.
a> er den første som anvender termen energi i moderne betydning.
Energi kommer fra græsk "εν" = "i" og "εργον" = "arbejde". I hverdagssproget betegner energi legemlig og åndelig kraft. I fysikken betegner energi evnen til at udføre arbejde eller opvarme noget. Energi kan omdannes fra en form til en anden, men hverken opstå ud af ingenting eller tilintetgøres. Den samlede energi i universet er således konstant.
Energi er et abstrakt begreb som vanskeligt lader sig definere præcist. Det har imidlertid vist sig at være meget nyttigt at operere med størrelsen energi når man skal beskrive de processer der forløber i et fysisk system. Der omsættes bl.a. energi ved temperaturændringer og overgange mellem tilstandsformer, når en genstand deformeres eller ændrer beliggenheds- eller bevægelsestilstand, i forbindelse med emission og absorption af elektromagnetisk stråling, og når atom- eller kernefysiske reaktioner forløber.
Historisk overblik.
Snart sagt alle de processer som forløber i naturen, herunder hverdagens gøremål, involverer forbrug, eller rettere omsætning af energi. På de moderne kraftvarmeværker bliver den energi, som findes i brændslet omdannet til elektrisk energi og varme. Energien transporteres ud til forbrugerne hvor den forsyner husholdningernes varme- og lyskilder samt et væld af el-forbrugende apparater.
I begyndelsen var mennesket henvist til den energi som findes i føden og i sollyset. Ved ildens tæmning blev det muligt at udnytte den kemiske energi som er bundet i organisk materiale i form af træ. Efter landbrugets indførelse kunne den energi som er bundet i husdyrenes foder nyttiggøres i form af animalsk trækkraft. Senere kom man på at bygge vindmøller og vandmøller for udnytte den energi som findes i strømmende luft og vand. Siden den industrielle revolution er menneskehedens energiforbrug eksploderet, og det har derfor været nødvendigt at inddrage stadig større energiressourcer for at opfylde behovet. Fossilt brændsel (kul, gas, olie) har længe spillet og spiller stadig hovedrollen. I nyere tid er det blevet muligt at udnytte den energi som frisættes ved kernefysiske processer. De traditionelle kernekraftværker repræsenterer en overgangsteknologi, eftersom mængden af tilgængeligt fossilt brændsel er begrænset, medens de projekterede fusionkraftværker vil kunne levere en nærmest ubegrænset mængde energi hvis de lader sig realisere. I nyeste tid spiller vedvarende energi (solenergi, vandenergi, vindenergi) atter en væsentlig rolle.
Enheder for energi.
Energi angives almindeligvis i SI-enheden joule (J). 1 J er lig 1 kg m²/s². En joule er en lille energienhed set i relation til menneskekroppen. Den gennemsnitlige, daglige energiomsætning for et menneske er af størrelsesorden 10 megajoule.
En lidt ældre energienhed er kalorie (cal). Per definition er 1 cal den energi som kræves for at opvarme 1 g vand fra 14,5 grader Celsius til 15,5 grader Celsius. Kalorien er en praktisk enhed ved kalorimetriske undersøgelser. 1 cal er lig 4,18 J.
Den elektriske energi som kraftværkerne leverer, måles i kilowatt-timer (kWh), hvor kilo er det dekadiske præfiks for 103, watt er SI-enheden for effekt, og h er en forkortelse for "hour" eller "hora" som betyder time på hhv. engelsk og latin). En kWh er således 3,6 megajoule.
På atomart niveau er enheden elektronvolt (eV) praktisk. Per definition er 1 eV den energi som omsættes når en elementarladning gennemløber et spændingsfald på 1 volt. 1 eV er lig 1,602 x 10−19 J.
Mekanisk energi.
Kinetisk energi er energi der knytter sig til legemer i bevægelse. Hvis en partikel med masse formula_1 bevæger sig med hastigheden formula_2 er den kinetiske energi givet ved formlen
Tæt på Jordens overflade kan man beregne den potentielle energi for en partikel der befinder sig i Jordens tyngdefelt vha. formlen
hvor formula_1 er partiklens masse, formula_8 er tyngdeaccelerationen, og formula_9 er højden over et vilkårligt valgt nulpunkt. Det generelle udtryk for den potentielle energi som knytter sig til massetiltrækningen mellem to legemer er
hvor formula_1 og formula_12 betegner legmernes masser, formula_13 er legmernes indbyrdes afstand, og formula_14 er den universelle gravitationskonstant.
Ved sammenpresning eller strækning af en fjeder oplagres potentiel energi. Man kan beregne størrelsen af den oplagrede energi vha. formlen
hvor formula_16 er fjederkonstanten, og formula_17 er afvigelsen fra ligevægtslængden.
Elektrisk energi.
a> udlades store mængder elektrisk energi i korte tidsrum.
Når ladningen formula_21 gennemløber det elektriske spændingsfald formula_22, omsættes energien
Når spændingsfaldet over en komponent i et elektrisk kredsløb er formula_22, og den elektriske strømstyrke gennem komponenten er formula_25, omsættes der i tidsrummet formula_26 energien
Den potentielle energi der knytter sig til den elektriske vekselvirkning mellem to ladninger er givet ved
hvor formula_29 er vakuumpermittiviteten, formula_21 og
formula_31 er størrelsen af de to ladninger (regnet med fortegn), og formula_13 er ladningernes indbyrdes afstand.
Magnetisk energi.
hvor formula_34 er størrelsen af det magnetiske moment, formula_35 er den magnetiske fluxtæthed, og formula_36 er vinklen. Den potentielle energi er altså mindst når momentet er orienteret parallelt med det ydre felt.
Kemisk energi.
Ved kemiske reaktioner frisættes eller bindes energi. Til praktiske formål spiller forbrændingsreaktioner, hvor ilt fungerer som oxidationsmiddel, hovedrollen.
Den fysiologiske brændværdi for sukker er 17 MJ/Kg.
Fossilt brændsel er organisk materiale som er omdannet under temperatur- og trykpåvirkninger. Brændværdien for de forskellige typer af kul, olie og gas varierer mellem 30 MJ/kg og 50 MJ/kg.
Hydrogen reagerer med oxygen under vandudvikling med brændværdien 120 MJ/kg.
Kerneenergi.
Ved kerneprocesser konverteres en lille masse til store mængder energi. Det er en konsekvens af Albert Einsteins masse-energi-ækvivalensprincip, som kan udtrykkes i formlen
Ved kemiske reaktioner er den frisatte energi så lille at massetabet er praktisk taget umåleligt. Ved kernefysiske processer kan indtil 1 % af brændslets masse komverteres til energi.
Strålingsenergi.
a> er nu som før Jordens primære energikilde.
hvor formula_46 er vakuumpermeabiliteten.
Uden for Jordens atmosfære er solstrålingens intensitet 1,35 kW/m². En del af strålingen reflekteres af Jordens atmosfære, men solindfaldet på Jordens overflade er desuagtet enormt, nemlig af størrelsesorden 1017 joule (svarende til Danmarks årlige omsætning af elektrisk energi) per sekund.
I mange sammenhænge er det nødvendigt at opfatte elektromagnetisk stråling som en strøm af partikler – fotoner – der vekselvirker med stof. Man kan beregne den energi som en foton repræsenterer ved at benytte formlen
hvor formula_9 er Plancks konstant, og formula_49 er frekvensen af den elektromagnetiske stråling.
Termisk energi.
Varme er energi af lav kvalitet i den forstand at andre former for energi altid kan omdannes fuldstændig til varme, mens det modsatte ikke er tilfældet. Energikvaliteten er lavere jo lavere temperaturen af varmereservoiret er.
hvor formula_1 er genstandens masse, formula_53 er temperaturændringen, og formula_54 er den specifikke varmekapacitet for det materiale som genstanden er lavet af.
hvor formula_1 er massen af det stof som er smeltet eller fordampet, og formula_57 er den specifikke smelte- eller fordampningsvarme.
Den gennemsnitlige kinetiske energi der knytter sig til en frihedsgrad på mikroskopisk niveau er givet ved formlen
hvor formula_59 er Boltzmanns konstant, og formula_60 er den absolutte temperatur.
Energikilder.
Udnyttelse af en energikilde involverer i de fleste tilfælde brug af en transducer, som omdanner energien fra en form til en anden. Nyttevirkningen ved omdannelsen er et mål for hvor effektivt energikilden udnyttes.
Da energien ikke altid produceres når der er mest brug for den, har man endvidere udviklet forskellige metoder til energilagring.
Fossile energikilder.
Kul, olie og gas tegner sig i vor tid for hovedparten af verdens energiforbrug. Ressourceknaphed, utilstrækkelig forsyningssikkerhed og CO2-forurening er de væsentligste problemer herved.
Kul findes i forskellige kvaliteter spændende fra tørv over brunkul til stenkul.
Olie er en blanding af kulbrinter som ved raffinering bearbejdes til en række brændstoftyper og råprodukter i den petrokemiske industri, herunder benzin. Efterhånden som de lettest tilgængelige oliereserver udtømmes, intensiveres bestræbelserne på at udnytte den olie som findes bundet i olieskifer og oliesand rationelt.
Naturgas er betegnelsen for mineraloliens flygtigste komponenter.
Kerneenergi.
Kernekraftværkerne udvinder energi ved spaltning (fission) af isotoper af tunge grundstoffer, hovedsageligt uran og plutonium. Kernekraft byggende på fissionsbrændsel kan potentielt levere et betydeligt bidrag til energiforsyningen mange år frem i tiden, men problemerne med opbevaring af det radioaktive affald er endnu uløste.
Kernekraft baseret på sammensmeltning (fusion) af isotoper af lette grundstoffer befinder sig endnu i udviklingsfasen. Lykkes det at producere energi med udgangspunkt i deuterium og lithium i stor skala, er verdens energiforsyning sikret langt ud i fremtiden.
Vedvarende energikilder.
Vedvarende energikilder betegner energikilder som ikke slipper op inden for en overskuelig fremtid. Energilagringsproblematikken er meget udtalt i forbindelse med udnyttelse af vedvarende energikilder. Brændselscelleteknologien er et muligt svar på denne udfordring.
Biobrændsel omfatter brænde, som til specielle formål bearbejdes til trækul, halm og biogas. Bioethanol er et muligt alternativ til benzin.
Solenergi udnyttes dels til opvarmningsformål vha. termiske-solfangere og til fremstilling af elektricitet vha. solceller.
Vandkraft betegner udnyttelse af vands beliggenhedsenergi vha. dæmninger og turbiner. Hertil føjer sig i nyere tid tidevandskraft og bølgeenergi.
Vindkraft er udnyttelse af luftens bevægelsesenergi vha. vindmøller, som i Danmark har givet grobund for en milliardindustri.
Hvor jordskorpen slår revner, f.eks. på Island, er der mulighed for at udnytte geotermisk energi.
Se også.
Distribueret elproduktion - Energioverførsel - Energistrategi - Oliekrise
Henrik Fuglefænger.
Henrik 1. (* 876, † 2. juli 936) også kaldet Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler) var hertug af Sachsen fra 912 og konge af det østfrankiske rige fra 919 til sin død. Først i løbet af det 11. århundrede blev "De tyskes rige" omtalt.
Hertug Henrik af Sachsen, som også havde Thüringen under sig, blev valgt af frankerne og sachserne til konge af det østfrankiske rige i 919. Senere sluttede svaberne og bayrerne sig til valget, og det lykkedes ham at få Rhinområdet under sin krone.
Henrik nedstammede fra det liudolfingske dynasti, som var en sachsisk adelsslægt, der førte sine aner tilbage til den hertug Widukind, som var Karl den Stores modspiller. Henriks far var Otto af Sachsen, som grundlagde det ottonske dynasti.
Henrik blev efterfulgt af sin søn, kong Otto den Store.
Otto 2. (Tysk-romerske rige).
Otto II (955 - 7. december 983 i Rom) tysk-romersk kejser (973-984).
Efterfulgte sin far Otto den Store.
Efterfulgt af sin søn Otto 3..
Otto 3. (Tysk-romerske rige).
Otto III (980- 23. januar 1002) var tysk-romersk kejser
Efterfulgte sin far Otto 2..
984.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne - 980'erne - 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne
Årstal: 979 980 981 982 983 - 984 - 985 986 987 988 989
Eksterne henvisninger.
84
11. århundrede.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Personer.
Det 11. århundrede består af årene 1001 til 1100,
som ofte forveksles med 1000-tallet, som består af årene 1000 til 1099.
å
12. århundrede.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Personer.
Det 12. århundrede består af årene
som ofte forveksles med 1100-tallet, som består af årene
å
13. århundrede.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Personer.
Det 13. århundrede består af årene
som ofte forveksles med 1200-tallet, som består af årene
å
14. århundrede.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Personer.
Det 14. århundrede består af årene
som ofte forveksles med 1300-tallet, som består af årene
å
1178.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne - 1170'erne - 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne
Årstal: 1173 1174 1175 1176 1177 - 1178 - 1179 1180 1181 1182 1183
Eksterne henvisninger.
78
1158.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne - 1150'erne - 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne
Årstal: 1153 1154 1155 1156 1157 - 1158 - 1159 1160 1161 1162 1163
Konge i Danmark: Valdemar 1. den Store 1146-1182
Eksterne henvisninger.
58
1201.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1196 1197 1198 1199 1200 - 1201 - 1202 1203 1204 1205 1206
Eksterne henvisninger.
01
Mælkebøtte.
Mælkebøtte ("Taraxacum") eller løvetand er en slægt af stauder med pælerod og nogle få, hule stængler, hver med en endestillet kurv. Bladene er rosetstillede. Slægten består af ca. 1000 apomiktiske arter, der er inddelt i 13 grupper. Her nævnes kun de arter, der er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Mælkebøtten er også kendt som Løvetand, og går desuden under forskellige navne i danske dialekter og lokalsprog. I Han Herred egnen i Nordjylland kendes mælkebøtte under navnet Troldhekse, og i Himmerland har der enkelte steder været anvendt navnet Lopblomst.
1486.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1481 1482 1483 1484 1485 - 1486 - 1487 1488 1489 1490 1491
Henvisninger.
86
1485.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1480 1481 1482 1483 1484 - 1485 - 1486 1487 1488 1489 1490
Eksterne henvisninger.
85
1484.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1479 1480 1481 1482 1483 - 1484 - 1485 1486 1487 1488 1489
Eksterne henvisninger.
84
1482.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1477 1478 1479 1480 1481 - 1482 - 1483 1484 1485 1486 1487
Eksterne henvisninger.
82
1480.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1475 1476 1477 1478 1479 - 1480 - 1481 1482 1483 1484 1485
Eksterne henvisninger.
80
1479.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1474 1475 1476 1477 1478 - 1479 - 1480 1481 1482 1483 1484
Eksterne henvisninger.
79
1478.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1473 1474 1475 1476 1477 - 1478 - 1479 1480 1481 1482 1483
Eksterne henvisninger.
78
1477.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1472 1473 1474 1475 1476 - 1477 - 1478 1479 1480 1481 1482
Eksterne henvisninger.
77
1476.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1471 1472 1473 1474 1475 - 1476 - 1477 1478 1479 1480 1481
Eksterne henvisninger.
76
1475.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1470 1471 1472 1473 1474 - 1475 - 1476 1477 1478 1479 1480
Eksterne henvisninger.
75
1474.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1469 1470 1471 1472 1473 - 1474 - 1475 1476 1477 1478 1479
Konge i Danmark: Christian 1. 1448-1481
Eksterne henvisninger.
74
1473.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1468 1469 1470 1471 1472 - 1473 - 1474 1475 1476 1477 1478
Eksterne henvisninger.
73
Ærkebiskop.
Ærkebiskop er betegnelsen for den ledende biskop i et område under den romersk-katolske kirke. Enkelte reformerede kirkesamfund har bevaret betegnelsen selv om de har brudt med den romersk-katolske kirke. Den engelske kirke har en ærkebiskop i York og en i Canterbury. Ærkebiskoppen af Canterbury opfattes af mange som en slags formelt overhoved for hele den anglikanske kirke.
Norden fik sin egen ærkebiskop med sæde i Lund fra 1104, da Asser blev ærkebiskop, med Danmark, Norge og Sverige samt tilhørende kolonier under sig. I 1153 fik Norge egen ærkebiskop i Nidaros (i dag Trondhjem) og 1164 fik Sverige sin i Uppsala. Indtil 1104 var Norden underlagt ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.
Gudenå.
Gudenåen set mod nord. Billedet er taget på trækstien, tæt ved Sminge Sø.
Gudenå også kaldet "Gudenåen" er på trods af navnet en flod beliggende i Østjylland og er med sine ca. 176 km Danmarks længste vandløb, men ikke den vandrigeste - denne ære tilfalder Skjern Å. Åen og dens tilløb afvander tilsammen et areal på 2643 km².
Geografi.
Gudenåen har sit udspring i Tinnet Krat nordvest for Tørring, 65 m over havet (), og har sit udløb i Randers Fjord, ved Randers. Den er sejlbar for kanofart fra Tørring og afvander et areal på størrelse med Fyn. Gudenåen er 176 km lang og løber gennem byerne Ry, Silkeborg, Bjerringbro, Langå og Randers.
Historie.
Det nybyggede stryg efter opstemningen ved den tidligere Silkeborg Papirfabrik
Den øverste del af Gudenåen har tidligere haft flere forskellige navne. Det allerøverste, bækagtige forløb har heddet Hammermølleå, lidt længere nede hed åen Stovgårdså, Træden Å, Bredvadå og Vorvadså. Fra og med udløbet fra Mossø hed den Sønderå eller blot Den Store Å. Det var først på strækningen neden for Silkeborg, at åløbet bar navnet Gudenå, som betyder, "den til guderne indviede". I Snorres Heimskringla bruges betegnelsen "Godnarfjördr" om Randers Fjord, og i Øm Klosters krønike fra begyndelsen af 1200 tallet hedder den "Guthnesse"..
Helt tilbage fra oldtiden har Gudenåen været én af Jyllands hovedveje. Det vidner de mange bopladser om, og på trods af mange fald og forhindringer har det nok været lettere at transportere ting ad vandvejen end gennem et vildnis helt uden eller med elendige veje.
Man har i gamle retsprotokoller fundet vidnesbyrd om pramfart i 1400-tallet. Kong Christoffer af Bayern (1418-48) bekendtgjorde, at "trækkarle havde lov til at slæbe pramme op langs åen med tov".
I 1799 blev der udarbejdet en plan, som indebar regulering af ålegårdene og anlæggelsen af en handelsplads ved Silkeborg, men planen strandede på modstand fra lodsejerne langs åen, ikke mindst fra Ans Kro, der frygtede konkurrencen om købmandshandlen, som de stort set havde eneret på.
I den første del af 1800-tallet anlagde man den første træksti.
Efterhånden blev pramfolkene dygtigere, og der blev anlagt tørvefabrikker og teglværker langs åen, som udviklede sig til egnens hovedtrafikåre for både varer og passagerer.
Med anlæggelsen af Silkeborg Papirfabrik og oprettelsen af en handelsplads nåede pramfarten sin storhedstid. Der var i 1842 oprettet en åbestyrelse, der nåede frem til en aftale mellem lodsejerne langs åen og pramfolkene, og som opkrævede en afgift af prammene til vedligehold af ruten. I 1851-52 opnåede man en bevilling på finansloven til uddybning af åen og anlæggelsen af en ordentlig trækvej. Denne trækvej er i dag udlagt som gangsti med offentlig adgang, og den er spadsereturen værd med det rige plante- og dyreliv, som man oplever langs åen.
Vandkraft.
I tidens løb har vandkraften været udnyttet flere steder langs Gudenåen. Danmarks største vandkraftværk, Gudenaacentralen, har siden indvielsen i 1921 og frem til nu produceret elektricitet ved at udnytte kraften i Gudenåen.
Sejlads.
Om sommeren er det tilladt at sejle i kano på Gudenå fra Tørring. Nærmere udspringet er der for smalt til sejlads. Dels er det besværligt at sejle dér, og dels er det gjort ulovligt for at beskytte bredderne.
Å.
Giber Ås udløb i Kattegat ved Moesgård strand.
En å er en vandstrøm, der stille bevæger sig gennem det danske landskab. Åer er ofte udmundingssteder for bække, jf. udtrykket "mange bække små gør stor å".
Ottetalsknob.
Ottetalsknob (af nogen kaldet ottetalsstik) eller flamsk knob er et knob, som bruges til at lave et stopknob på et reb, så det ikke løber ud af blokke, karabinhager og lignende genstande, som rebet løber igennem. Desuden kan et ottetalsknob på en tamp i et andet knob (som f.eks. et pælestik) forhindre, at tampen glider gennem knobet, så dette løsner sig. Mange foretrækker at benytte ottetalsknob som stopknob frem for et af de forskellige overhåndsknob.
Sømil.
En international sømil (også kaldet international nautisk mil) er en længdeenhed benyttet til søs og ved flyvning. Den danner grundlaget for hastighedsenheden knob.
En international sømil svarer til et bueminut (1/60 af en breddegrad) af en storcirkel på jordens overflade. Da der har hersket usikkerhed om omkredsens længde, har der også været variationer fra det ene land til det andet om længden af en sømil. På en international hydrografisk konference i 1929, fastsatte man længden af en sømil til 1.852 meter, svarende til at man afrundede omkredsen af en storcirkel til 40.000 km. Denne længde af en sømil er siden accepteret af de fleste lande.
800-tallet.
Hundrede-tal: 700-tallet - 800-tallet - 900-tallet
der ofte forveksles med 9. århundrede bestående af årene
å
700-tallet.
Hundrede-tal: 600-tallet - 700-tallet - 800-tallet
der ofte forveksles med 8. århundrede bestående af årene
å
600-tallet.
Hundrede-tal: 500-tallet - 600-tallet - 700-tallet
der ofte forveksles med 7. århundrede bestående af årene
å
500-tallet.
Hundrede-tal: 400-tallet - 500-tallet - 600-tallet
der ofte forveksles med 6. århundrede bestående af årene
å
300-tallet.
Hundrede-tal: 200-tallet - 300-tallet - 400-tallet
300-tallet består af årene 300 til 399, der ofte forveksles med 4. århundrede bestående af årene 301 til 400.
å
900-tallet.
Hundrede-tal: 800-tallet - 900-tallet - 1000-tallet
der ofte forveksles med 10. århundrede bestående af årene
å
1000-tallet.
Hundrede-tal: 900-tallet - 1000-tallet - 1100-tallet
der ofte forveksles med 11. århundrede bestående af årene
å
1100-tallet.
Hundrede-tal: 1000-tallet - 1100-tallet - 1200-tallet
der ofte forveksles med 12. århundrede bestående af årene
å
1200-tallet.
Hundrede-tal: 1100-tallet - 1200-tallet - 1300-tallet
der ofte forveksles med 13. århundrede bestående af årene
å
1300-tallet.
Hundrede-tal: 1200-tallet - 1300-tallet - 1400-tallet
der ofte forveksles med 14. århundrede bestående af årene
å
1400-tallet.
Hundrede-tal: 1300-tallet - 1400-tallet - 1500-tallet
der ofte forveksles med 15. århundrede bestående af årene
å
1500-tallet.
Hundrede-tal: 1400-tallet - 1500-tallet - 1600-tallet
der ofte forveksles med 16. århundrede bestående af årene
å
1600-tallet.
Hundrede-tal: 1500-tallet - 1600-tallet - 1700-tallet
der ofte forveksles med 17. århundrede bestående af årene
å
1700-tallet.
Hundrede-tal: 1600-tallet - 1700-tallet - 1800-tallet
der ofte forveksles med 18. århundrede bestående af årene
å
1800-tallet.
Hundrede-tal: 1700-tallet - 1800-tallet - 1900-tallet
Europæiske regenter i 1800-tallet - Krige i 1800-tallet - Danmarks ekspansion efter 1864
der ofte forveksles med 19. århundrede bestående af årene
å
1900-tallet.
Hundrede-tal: 1800-tallet - 1900-tallet - 2000-tallet
der ofte forveksles med 20. århundrede bestående af årene
å
2000-tallet.
Hundrede-tal: 1900-tallet - 2000-tallet - 2100-tallet
der ofte forveksles med 21. århundrede bestående af årene
å
22. århundrede.
Det 22. århundrede består af årene 2101 til 2200, og forveksles således let med 2100-tallet, der består af årene
04
Hundrede-tal.
Hundredetal er en ofte benyttet måde at angive en årrække på hundrede år, hvor hundredetalsdelen er den samme.
Forveksles ofte med århundrede, som med samme hundredetal ligeledes dækker en årrække på 100 år, men startende 99 år tidligere.
Eksempel.
1800-tallet er årrækken fra 1800 til 1899, altså alle med en hundredetalsdel på 18.
Det 18. århundrede er årrækken fra 1701 til 1800.
Gravhund.
En gravhund er en lavstammet hunderace avlet med henblik på jagt i andre dyrs grave (f.eks. grævling og ræv).
Gravhund er en af de mest populære hunderacer. Blandt andet har det danske kongehus i en længere årrække haft gravhunde.
På tysk og engelsk hedder gravhund 'dachshund' (=grævlingehund). Gravhunde blev avlet bl.a. med det formål at få små, hurtige jagthunde, som kunne bevæge sig ned i huller og tunneler.
I dag er hunden dog i lige så høj grad en familie- og selskabshund
Typer.
De opdeles desuden i miniature, dværg og standard, samt farve og aftegninger.
Dansk Gravhundeklub er racerepræsentant i Danmark.
Boeing 747.
Boeing 747, populært kaldet jumbojet, er et fire-motoret passagerfly med to passagerdæk bygget af Boeing-fabrikkerne og indtil videre det næststørste passagerfly i brug i dag (kun overgået af Airbus A380). Flyet kendes let på sin karakteristiske "pukkel", som indeholder det øverste dæk og cockpittet.
Historie.
Boeing lancerede sin "Jumbo Jet" i juli 1966 som en forventning til et fremtidigt marked for langt større fly, end der fandtes på daværende tidspunkt. De første jetfly var blevet lanceret i 1950'erne og havde haft en enorm indflydelse på charterturismen, når det galdt afstande og mængden af passagerer.
Første testflyvning skete 9. februar 1969, og 2. september samme år blev den første Boeing 747 leveret. Pan American var første kunde til det nye fly med en ordre på 25 styk, og muligheden for at transportere langt flere passagerer på samme fly betød drastiske fald i omkostninger pr. passager, som igen gjorde, at endnu flere fik råd til at rejse. Allerede i 1970 blev næste udgave, 747-200B, lanceret med højere startvægt, kraftigere motorer og længere rækkevidde. Rene fragtudgaver blev også leveret.
Med -300 udgaven lanceret i 1980 fik 747'eren det udseende, der bedst kendes i dag. Det øvre dæk blev forlænget, der blev lavet et hvileområde for flypersonalet og selvfølgelig plads til flere passagerer. Oftest var flyene indrettet med økonomiklasse på det store nedre dæk og første- eller businessklasse forrest og på det øvre dæk. Enkelte udgaver var dog økonomiklasse hele vejen igennem og blev især brugt på korte indenrigsruter i Japan med høj kapacitet.
747-400 fløj første gang i april 1988 og introducerede en række forbedringer. Dette var det første fly med winglets, to-pilots EFIS-cockpit, nye motorer, højere max startvægt og endnu længere rækkevidde. Fragtudgaven af -400 har det korte øvre dæk fra -200 modellen. Senest er Boeing begyndt at tilbyde konvertering af ældre passagerudgaver til fragtfly, kaldet 747-400BCF (Boeing Converted Freighter). -400 er den model, der har været længst i produktion og har affødt en række varianter.
Boeing har valgt at fortsætte udviklingen af den populære Jumbo Jet som svar på Airbus' indtog på markedet med deres A380 og lancerede i 2005 den nye 747-8 Intercontinental. Den er lidt større end 747-400 og trækker på meget af teknologien udviklet til 787 Dreamliner. Første kunde er belgiske Cargolux, som har bestilt 10 fragtudgaver.
I alt er der leveret jumbojets.
Enkelte 747-varianter har fundet vej til militær tjeneste. Uden tvivl er det mest kendte eksempel det amerikanske luftvåbens VC-25, oftest kendt som Air Force One. USA benytter også typen som luftbåren kommandostation (E-4) og senest som platform til det fremtidige laservåben, AL-1. Iran og Japan er også blandt de militære kunder, primært som VIP-fly. En anden højt profileret 747 er NASA's 747-100, som er modificeret til at bære den amerikanske rumfærge på ryggen.
Air Force One.
Air Force One i København (2005)
Marine One i København (2005)
Air Force One er kaldenavnet på det af det amerikanske luftvåbens fly, der befordrer USA's præsident.
Oftest bruges som Air Force One et af to modificerede Boeing 747-200B-fly som i starten af 1990'erne blev bygget specielt til formålet. Disse er designeret VC-25.
Air Force One har været i København fire gange ved præsidenterne Clintons (1997), Bushs (juli 2005) og Obamas besøg (2. oktober 2009) og (18. december 2009). Der bliver typisk af sikkerhedshensyn lukket for anden flytrafik i lufthavnen omkring ankomst og afgang af Air Force One, og i USA er der en permanent no fly-zone på 25 sømil omkring præsidenten og hans fly.
Ved de to første besøg i København deltog begge de næsten identiske VC25-fly. På halefinnen ses forskellige identifikationskoder for flyene: "28000" på det ene og "29000" på det andet fly. Alle flyvninger med disse fly udføres af flyverdetachementet "Presidential Airlift Group", som er en del af "Air Mobility Command, 89th Airlift Wing".
De to VC-25 er stationeret i Andrews Air Force Base i delstaten Maryland.
Flyet har en rækkevidde på 12.600 km og har plads til mere end 70 passagerer. Der er to indgange til flyet, en forrest og en agterst. Den forreste er den fornemme og den agterste er mindre fornem. Mange oppositionsledere er blevet fornærmet over at skulle bruge 'bagdøren'.
Når præsidenten rejser med fly, disponerer han desuden ofte over både helikopter og skudsikker limousine. Igen anvendes nummerbetegnelser - idet helikopteren kaldes Marine One da den stilles til rådighed af USA's marinekorps. Tilsvarende for de andre våbenarter findes "Army One", "Navy One" (kun brugt éen gang - 1. maj 2003), "Coast Guard One" (aldrig brugt) og "Executive One", når det drejer sig om et, rekvireret, civilt fly.
Tilsvarende vil fly med den siddende amerikanske vicepræsident hedde "Air Force Two", "Marine Two" osv.
Tidligere Air Force One.
a>-fly med kaldenanvnet "the Sacred Cow".
Air Force One har ikke altid været en Boeing 747. Tidligere har der været brugt Boeing 757, Boeing 737, Boeing 707, Douglas C-54 Skymaster (DC-6), Boeing 314 Clipper, B-24 Liberator. Teknisk set er "Air Force One" blot kaldenavnet på det fly fra US Air Force, præsidenten flyver med. Skulle han en dag have for eksempel en demonstrationstur i bagsædet på et jagerfly, vil dette få kaldenavnet "Air Force One" mens han er om bord.
Litteratur, video.
Air Force One er ofte blevet anvendt i både litteratur og film.
I 1997 spillede Harrison Ford præsident i filmen "Air Force One", hvor han bliver kidnappet af russiske terrorister. I den populære tv-serie "Præsidentens mænd (The West Wing)" fra 1999 indgår flyet også som en vigtig institution.
Trivia.
Præsident Clinton fik ved sit besøg overrakt en bycykel: "Citybike One".
Elvis Presleys privatfly "Lisa Marie" blev ofte benævnt "Hound Dog One" med et spøgefuldt hint til "Air Force One".
Flyvemaskine.
Patruljefly fra den amerikanske grænsekontrol
En flyvemaskine (også kaldet et fly eller et aeroplan) er et luftfartøj med faste vinger, eller en helikopter der kan "stå stille" i luften. Fastvingefly har en vis minimumshastighed under hvilken de staller. En flyvemaskine er desuden defineret som værende "tungere end luft" i modsætning til for eksempel en varmluftballon eller et luftskib.
Historie.
Den 17. december 1903 gennemførte brødrene Wright (Wilbur og Orville Wright) historiens første bemandede flyvning med en motoriseret maskine med større massefylde end den omgivende luft (i modsætning til f.eks. balloner og luftskibe). Forinden havde andre pionerer, bl.a. Otto Lilienthal, eksperimenteret med svæveflyvning, og det var ved systematiske studier af deres resultater, at Wright-brødrenes "Flyer" blev en succes.
Jacob Ellehammer påbegyndte i 1905 en række forsøg med en motordreven flyvemaskine på øen Lindholm (i Smålandsfarvandet). Allerede den 12. september 1906 lykkedes det ham at hæve sig fra jorden med sin flyvemaskine, der var bygget som todækker (biplan). Ellehammer må derfor anses for at være den første, der i Europa fløj med en motordreven flyvemaskine. Desværre blev rekorden ikke anerkendt, fordi hans fly var tøjret til en pæl, så den ikke fløj frit, men i en cirkel.
De første ca. tyve år havde flyvemaskiner oftest to eller flere sæt vinger (biplaner eller triplaner - til den sidste kategori hører bl.a. den navnkundige "Røde Baron", Baron von Richthofens ildrøde Fokker Dr.I), men under 1. verdenskrig gennemgik teknologien alligevel en rivende udvikling med hensyn til aerodynamik og lette, men ydedygtige motorer.
Og under 2. verdenskrig pressedes flyvningens udvikling yderligere frem: Udviklingen af store bombefly lærte flyfabrikkerne at "bygge stort", og sammen med jetmotoren havde fabrikanterne redskaberne til at skabe de store passager-jetfly som blev grundlaget for 1960'ernes eksplosive vækst i den civile luftfart.
Flyvemaskiner fungerer kun som sådanne i en egentlig atmosfære, og rumfærgen må siges at have udvidet flyvemaskinens praktiske anvendelsesområde ud til denne grænse for Jordens atmosfæres vedkommende. Der foreligger i øvrigt planer om at anvende et ubemandet fly med en computer "ved pinden" i Mars' atmosfære med henblik på at studere store områder af planetens overflade.
Flyindustri.
I Danmark findes flere forskellige firmaer, som sælger flyreservedele til luftfartsindustrien. Her kan nævnes Satair, som er den største danske virksomhed indenfor branchen, mens S på trods af få år i brancen følger lige efter. Flyindustrien går også under det kortere og engelskinspirerede navn Aviation.
Skib.
Et skib er en genstand, der kan sejle på vand og er i søfarten større fartøjer til søgående sejlads. De er normalt delt op i flere hovedgrupper, krigsskibe, handelsskibe, fiskeskibe og fritidsskibe.
Forskellen imellem et "skib" og "fartøj" er, at et skib er et stort "fartøj", med flere rum under hinanden.
20 BRT synes at være skillelinien. "Båd" og "jolle" anvendes om helt små enheder. "Skude" anvendes om mindre - især gamle - enheder, da skibene i dag bygges større.
I andre sammenhænge - som f.eks. de internationale søvejsregler - defineres skib meget bredt som ethvert "flydende materiel... der anvendes eller kan anvendes som transportmiddel på vandet"; under den definition er både en windsurfer, en pram og et hangarskib at betragte som et skib. I denne juridiske sammenhæng skelnes der så videre mellem bl.a. maskindrevet skib, fiskeskib og sejlskib, idet disse skibstyper har forskellige rettigheder og pligter i forhold til hinanden, når de mødes under sejlads.
Der findes en særlig skibsterminologi til beskrivelse af forhold omkring skibe og sejlads.
Skibe findes i mange udgaver, og deres betegnelser kan være afledt af fremdrivningsmetoden, brugerne og anvendelsen. Betegnelserne kan også kaldes skibstyper.
Ordet skib bruges også til rumfartøjer, der kan kaldes for rumskibe og om store styrbare balloner - såsom Zeppelinere - der kaldes luftskibe, da de flyder på luften, ligesom et skib på vandet.
Skibes lastekapacitet - Plimsoll-mærke, er det uformelle navn for lastelinjemærke, det anvendte danske udtryk, der viser det mindste tilladelige fribord under forskellige forhold, i forbindelse med skibes lastekapacitet
Søfartens Bibliotek er det danske fagbibliotek for søfart og biblioteket har en særdeles stor samling af litteratur om skibe. Biblioteket er åbent for alle.
Skibsforlis.
Nogle af de værste skibsforlis har været "Estonias" og "Titanics" forlis.
Stik.
Ordet "stik" kan også bruges i forbindelse med retning. F.eks. "stik nord", med betydningen direkte mod nord.
Maribo-Bandholm Jernbane.
Maribo-Bandholm Jernbane (MBJ), der betragtes som Danmarks første rigtige privatbane, åbnedes den 2. november 1869. Banen forbandt Maribo midt på Lolland med havnebyen Bandholm på øens nordkyst.
I de første år lå banens station i Maribo i købmand Quades gård. Fra 1879, da det Lolland Falsterske Jernbaneselskabs (LFJ) jernbane mellem Nykøbing Falster og Nakskov åbnedes, måtte Bandholmbanen dreje mod vest, og der sluttes til den nye hovedlinje. Togene fra Bandholm bakkede så ind til den nye Maribo station, og tog til Bandholm bakkede tilsvarende et stykke vestud, inden de kørte mod Bandholm.
I Bandholm byggede man lidt uden for Knuthenborgs vestlige port en station til banen. Stationsbygningen er i dag fredet.
Allerede i 1879 indgik banen driftsfællesskab med Det Lolland-Falsterske Jernbaneselskab. Først i 1952 indgik banen som en del af Lollandsbanen.
Persontrafikken nedlagdes i oktober 1952, medens der stadig sporadisk forekommer godstrafik.
Maribo-Bandholm Jernbane er fortsat i drift dog som museumsjernbane (veteranbane) - "Museumsbanen Maribo-Bandholm".
Maribo - Bandholm 2. november 1869
Avaji.
Avaji er en ø i Kii-kanalen, der er beliggende mellem Honshu og Shikoku i Japan. Øen har et areal på 566 kvadratkilometer.
Autun.
Autun er en by beliggende i Frankrig ved floden Arroux. Byen hed i romertiden Augustodunum og har talrige ruiner.
Barrow.
Barrow er en flod i Irland. Barrow er 191 kilometer lang og udmunder i Atlanterhavet.
Bladrullesyge.
Bladrullesyge er en virussygdom som ses hos kartofler. Sygdommen blev i Danmark første gang registreret i 1905.
Sygdommen hæmmer kartoffelplantens vækst og knolddannelse. Bladrullesyge spredes fra kartoffelplante til kartoffelplante med sugende insekter som vektorer. Det gælder f.eks. bladlus og tæger.
1470.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1465 1466 1467 1468 1469 - 1470 - 1471 1472 1473 1474 1475
Konge i Danmark: Christian 1. 1448-1481
Eksterne henvisninger.
70
1472.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1467 1468 1469 1470 1471 - 1472 - 1473 1474 1475 1476 1477
Eksterne henvisninger.
72
1468.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1463 1464 1465 1466 1467 - 1468 - 1469 1470 1471 1472 1473
Konge i Danmark: Christian 1. 1448-1481
Eksterne henvisninger.
68
1467.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1462 1463 1464 1465 1466 - 1467 - 1468 1469 1470 1471 1472
Eksterne henvisninger.
67
1466.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1461 1462 1463 1464 1465 - 1466 - 1467 1468 1469 1470 1471
Eksterne henvisninger.
66
1465.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1460 1461 1462 1463 1464 - 1465 - 1466 1467 1468 1469 1470
Eksterne henvisninger.
65
1464.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1459 1460 1461 1462 1463 - 1464 - 1465 1466 1467 1468 1469
Eksterne henvisninger.
64
1463.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1458 1459 1460 1461 1462 - 1463 - 1464 1465 1466 1467 1468
Eksterne henvisninger.
63
1462.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1457 1458 1459 1460 1461 - 1462 - 1463 1464 1465 1466 1467
Eksterne henvisninger.
62
1461.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1456 1457 1458 1459 1460 - 1461 - 1462 1463 1464 1465 1466
Eksterne henvisninger.
61
1460.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1455 1456 1457 1458 1459 - 1460 - 1461 1462 1463 1464 1465
Eksterne henvisninger.
60
1459.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1454 1455 1456 1457 1458 - 1459 - 1460 1461 1462 1463 1464
Eksterne henvisninger.
59
1458.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1453 1454 1455 1456 1457 - 1458 - 1459 1460 1461 1462 1463
Eksterne henvisninger.
58
1457.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1452 1453 1454 1455 1456 - 1457 - 1458 1459 1460 1461 1462
Eksterne henvisninger.
57
1456.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1451 1452 1453 1454 1455 - 1456 - 1457 1458 1459 1460 1461
Eksterne henvisninger.
56
1455.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1450 1451 1452 1453 1454 - 1455 - 1456 1457 1458 1459 1460
Eksterne henvisninger.
55
1454.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1449 1450 1451 1452 1453 - 1454 - 1455 1456 1457 1458 1459
54
1453.
Eksterne henvisninger.
53
1451.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1446 1447 1448 1449 1450 - 1451 - 1452 1453 1454 1455 1456
Konge i Danmark: Christian 1. 1448 - 1481
Eksterne henvisninger.
51
1450.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1445 1446 1447 1448 1449 - 1450 - 1451 1452 1453 1454 1455
Eksterne henvisninger.
50
1448.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1443 1444 1445 1446 1447 - 1448 - 1449 1450 1451 1452 1453
Eksterne henvisninger.
48
1450'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne - 1450'erne - 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne
År: 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459
å
1460'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne - 1460'erne - 1470'erne 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne
År: 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469
å
1470'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne - 1470'erne - 1480'erne 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne
År: 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479
å
1480'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne - 1480'erne - 1490'erne 1500'erne 1510'erne 1520'erne 1530'erne
År: 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489
å
Kyst.
En kyst er skillelinjen mellem land og hav. Det findes forskellige kysttyper som fladkysten og skræntkysten (klinten).
Kyster udvikles under hensyn til naturkræfter som vind, bølger, tidevand, landhævning og havstrømme.
Mast.
En mast er en oprejst genstand, f.eks. en pæl eller et rør, der bærer et eller andet.
Skibsmaster lavet af træ er ofte samlet af flere stykker tømmer. På store sejlskibe var f.eks. stormasten dels samlet af flere stykker tømmer, holdt sammen af masteringe af jern, dels samlet i flere sektioner, således at undermasten gik fra mastefoden til mærset (her storemærs), hvorover næste sektion fortsatte. I en præcis terminologi er den egentlige mast kun den nederste del, som går gennem skibets skrog, mens de øvrige dele kaldes stænger. Den første stang efter masten hedder "den faste stang" eller "mærsestangen" og går til sallingen. Derover kan der komme endnu en stang, "bramstangen", og på skibe med firdelte master er der øverst en "røjlstang".
På fartøjer med tre eller flere master er den bageste som regel den mindste, fordi den ikke kan støttes af en mast bagved, og ikke kan støttes så langt ud til siden og bagud med barduner, fordi skibet bliver smallere agterud.
Den højeste mast, på fartøjer med tre eller flere master, er som regel den næst bageste, fordi store sejlskibe altid har den største stabilitet noget agter for midtskibs. At stabiliteten er størst på det sted skyldes skrogets strømlinede form.
Fidusen ved at have mere end en mast, er at sejlene kan gøres mindre, så det bliver nemmere at sætte sejl og ikke mindst at bjerge dem igen i storm og kuling. I et søslag var det også en fordel med to master, frem for en, da skibet kunne vende hurtigere ved hjælp af sejlene. Et enkelt stort sejl er dog altid det hurtigste, hvis det passer til vindstyrken.
Københavns Amt.
Københavns Amt var til og med 31. december 2006 en administrativ del af Sjælland, Amager og Saltholm omkring København. Amtet dækkede ikke Københavns og Frederiksberg Kommuner, der begge havde status som selvstændige amter.
Amtsgårde.
Københavns Amts amtsgård lå fra 1952 til ca. 1990 på Blegdamsvej i Københavns Kommune - altså uden for amtet. Denne amtsgård blev efter indvielsen udsmykket med de 18 kommuners kommunevåbener, men disse blev taget ned igen efter nogle år.
Ca. 1990 opførte amtet en ny amtsgård i Glostrup syd for stationen.
Strukturreformen.
Som led i strukturreformen ophørte amtet pr. 31. december 2006, og dets opgaver videreføres af Region Hovedstaden, de storkøbenhavnske kommuner og staten. Amtsgården overgik til Retten i Glostrup.
Arden Kommune.
Arden Kommune var indtil Kommunalreformen (2007) en kommune i Nordjyllands Amt, navngivet efter stationsbyen Arden.
Kommunen havde i hver af de seks mest betydende byer en kommunal skole. Dog er skolen i Oue overgået til privatskolen Lille Virgil. I Vebbestrup er der tillige privatskolen Solhverv, som tidligere var en kostskole.
Arden by ligger syd for Aalborg.
Rold Skov navngivet efter byen Rold er den mest kendte seværdighed i Arden kommune, idet kommunen dækker hele den sydlige del af skoven.
Arden Kommune er efter kommunalreformen 2007 en del af Mariagerfjord Kommune, sammen med Hadsund Kommune, Hobro Kommune og den vestlige del af Mariager Kommune.
Hest.
Hesten ("Equus caballus") er et hovbærende pattedyr.
Den er tågænger, dvs. den går på spidsen af tæerne, og heste har på hver fod kun en enkelt tå, der svarer til menneskets langefinger og midterste tå. Tåens negl danner en hov, som hesten går på, men på blød jord kan den også hvile på tåspidsen lige efter hoven. På hård vej eller under belastning bør der tages vare for hestens hove vha. korrekt beskæring, boots eller hestesko, så hesten ikke lider overlast. Hesten har en "kastanje" på hvert ben, lige over knæene. Det er et rudiment af hestens tommelfinger.
Heste er planteædere og flokdyr (i polygyne flokke). En hest bliver sjældent ældre end 30 år. Der findes en række synonymer for hest, heriblandt øg og krikke, der begge har negativ klang.
Der findes røde, sorte, brune, skimlede, "palomino," brogede, "buckskin" og stikkelhårede, men den oprindelige farve var "dun," som i Danmark ses på blandt andet fjordheste; en karakteristisk cremegul farve med hvid man og en sort streg "ål" ned over ryggen.
Dyret blev tæmmet af mennesket i Mellemøsten for henved 8000 år siden. Tidligere har den været meget anvendt som transportmiddel og trækkraft.
Vildheste findes endnu i form af den udrydningstruede Przewalskis hest ("Equus przewalski") på de centralasiatiske stepper. På Gotland lever der vilde Gotlandsrusser på Lojsta Hed. Herudover findes vilde tamheste - efterkommere af undslupne tamheste f.eks. mustangerne i Nordamerika og Sydfrankrigs Camarqueheste.
Instinkter.
Hesten har tre grundlæggende instinkter: Foder-, flok- og flugtinstinktet.
Disse instinkter findes i alle heste, og er ikke tilærte egenskaber. Man skal derfor tage hensyn til hestens natur i træningen, og ikke tillæge hesten nogle menneskelige egenskaber (Hesten kan fx ikke "hævne" sig).
Foderinstinktet betyder, at hesten vil søge efter mad for at overleve. Dette kan man udnytte i træningen ved at give godbidder som belønning for ønsket adfærd.
Flokinstinktet er gennem evolutionen blevet udviklet for at forøge hestens chancer for at overleve ved at danne flokke. Dette kan forvirre rovdyr. Hvis en hest pludseligt løber, følger de andre automatisk med. Sådan kan de beskytte sig mod rovdyr.
Heste på film.
Animation af en hest i galop
Gesandtskab.
Gesandtskab eller Legation er en stats officielle repræsentation i en anden stat med henblik på varetagelse af hjemlandets politiske og økonomiske interesser. Gesandtskaber og legationer ledes af en chef af lavere rang af ambassadør. Betegnelserne er siden 1950'erne erstattet af ambassade, der tidligere kun blev anvendt om stormagternes repræsentationer.
Viljandi.
Fellin, nu Viljandi, er en by i Estland, beliggende 70 km øst for byen Pärnu. Byen blev først omtalt som Fellin i 1211. Også formen Felin er set.
1447.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1442 1443 1444 1445 1446 - 1447 - 1448 1449 1450 1451 1452
47
1446.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1441 1442 1443 1444 1445 - 1446 - 1447 1448 1449 1450 1451
Eksterne henvisninger.
46
1445.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1440 1441 1442 1443 1444 - 1445 - 1446 1447 1448 1449 1450
Konge i Danmark: Christoffer 3. af Bayern 1440-1448
Eksterne henvisninger.
45
1444.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1439 1440 1441 1442 1443 - 1444 - 1445 1446 1447 1448 1449
Konge i Danmark: Christoffer 3. af Bayern 1440-1448
Eksterne henvisninger.
44
1442.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1437 1438 1439 1440 1441 - 1442 - 1443 1444 1445 1446 1447
Eksterne henvisninger.
42
1441.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1436 1437 1438 1439 1440 - 1441 - 1442 1443 1444 1445 1446
Eksterne henvisninger.
41
1440.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1435 1436 1437 1438 1439 - 1440 - 1441 1442 1443 1444 1445
Eksterne henvisninger.
40
1439.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1434 1435 1436 1437 1438 - 1439 - 1440 1441 1442 1443 1444
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
39
1437.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1432 1433 1434 1435 1436 - 1437 - 1438 1439 1440 1441 1442
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
37
1436.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1431 1432 1433 1434 1435 - 1436 - 1437 1438 1439 1440 1441
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
36
1435.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1430 1431 1432 1433 1434 - 1435 - 1436 1437 1438 1439 1440
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
35
1434.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1429 1430 1431 1432 1433 - 1434 - 1435 1436 1437 1438 1439
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
34
1433.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1428 1429 1430 1431 1432 - 1433 - 1434 1435 1436 1437 1438
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
33
1432.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1427 1428 1429 1430 1431 - 1432 - 1433 1434 1435 1436 1437
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1412-1439
Eksterne henvisninger.
32
1431.
Eksterne henvisninger.
31
1430.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1425 1426 1427 1428 1429 - 1430 - 1431 1432 1433 1434 1435
Eksterne henvisninger.
30
1430'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne - 1430'erne - 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne
År: 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439
å
1440'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne - 1440'erne - 1450'erne 1460'erne 1470'erne 1480'erne 1490'erne
År: 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449
å
1420'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429
å
Arad.
Arad er en by i det vestlige Rumænien. Byen var indtil 1919 en del af Ungarn. Byen er hovedstad i distriktet Arad af samme navn. Den ligger ved floden Mureş.
Skjern Å.
Skjern Å er en å med karakter af flod på det nedre løb. Den er beliggende i det vestlige Jylland og er Danmarks vandrigeste vandløb.
Skjern Å er Danmarks fjerdelængste å.
Geografi.
Skjern Å løber blandt andet tæt forbi byen Skjern, som har navn efter åen.
Skjern Å har udløb i Ringkøbing Fjord ved Skjern å deltaet, som i øvrigt er Danmarks eneste floddelta. Store områder omkring den nedre del af åen og dens tilløb fra Arnborg til udløbet i Ringkøbing Fjord er udpeget til nationalpark, hvis etablering startede i efteråret 2008.
Skjern Ås tilløb.
I den sidste istid (weichsel-istiden), der ca. varede fra 118.000 år siden til for 11.500 år siden, der lå et stort isskjold over hele Danmark på nær Vestjylland. Da isen smeltede, blev Vestjylland til smeltevandsslette, hvor de lettest transportable morænesedimenter blev aflejret, dvs. mest sand og silt. I resten af Danmark er der blevet aflejret de tungere sedimentaflejringer, der har skabt det morænelandskab, vi ser i dagens Danmark.
Randmorænen blev skabt, der hvor isskjoldet stoppede. Isen havde skubbet sedimenter ligesom en bulldozer til omkring Klosterhede i nord og mellem Ikast og Silkeborg i midten af Jylland. I bundmorænen ved Tinnet krat syd for Silkeborg udspringer Skjern Å og Gudenåen 70m over havets overflade.
Der hvor smeltevandet har skabt Skjern Å, kaldes det fluviale landskab. Da isen smeltede, skar Skjern å sig gennem morænelandskabet fra Saale-istiden. Smeltevandet, der dannede Skjern Å, løb mellem Skovbjerg bakkeø og Ølgod bakkeø. Bakkeøerne i Syd- og Vestjylland er aflejringer fra Saale-istiden (forrige istid). Resten af Danmark er aflejringer fra sidste istid. Over alle bakkeøerne er der det, der kaldes et typografisk skel.
Når regnvandsskyer bliver presset op pga af forhøjninger i landskabet fx ved hjælp af vestenvinden, så fortættes skyerne og giver regnvand på den anden side. Det resulterer i forøget regnvand i Midt og Sydjylland. (billede) Det regnvand bliver så samlet i åer og vandløb ligesom Skjern å. omkring 98% af vandet i Skjern Å er regnvand, nedbørs vand.
Nedbør der falder på bakkeØ'erne, forhøjninger, m.m, vil alt efter jordbundstyper og grundvands spejlet, udløbe ved bakkefoden, der ved bliver nedbøret samlet imellem bakkerne, og er med til at bibeholde Åløbene.
Plante- og dyreliv.
Skjern Å er blandt andet kendt for Skjern å laksen, som vandrer op i åen for at gyde.
Historie.
Skjern Å blev rettet ud i 1960'erne, hvilket var en katastrofe for naturen og miljøet, hvorfor den i forbindelse med et meget stort naturgenopretningsprojekt 1990'erne fik sit naturlige forløb tilbage.
Brodsø.
Brodsø er en bølge, som bryder på åbent vand. Brodsøer er meget kritiske for mindre skibe, da det kan få dem til at kæntre.
Sydvest (hovedbeklædning).
Sydvest er en bredskygget hovedbeklædning benyttet af søfolk i hårdt vejr.
En sydvest er ofte gul eller grøn og hører sammen med tilsvarende regnfrakke og waders.
Kompasretning.
Kompasretningerne beskriver de geografiske retninger, herunder de fire verdenshjørner. Retningen tænkes angivet fra ethvert punkt på en plan flade (et geodætisk kort) eller en kugleflade (en globus).
Kompasretninger.
Flere af kompasretningerne har haft navne fra gammel tid (se nedenfor), men de øvrige kan beskrives ved angivelse af et antal grader, hvor retningen nord fastlægges som = 0°, og hvor gradtallet er stigende i solens retning (= "med uret"). Traditionelt svarer 360° til hele cirklen, men en ny skala opererer med en opdeling i 400 enheder, kaldet gon.
De navngivne kompasretninger.
Kompasrose med alle navngivne kompasretninger
Kompasretninger i navigation.
Når man taler om f.eks. en "nordlig vind", betyder det, at vinden kommer fra nord. Derimod er går en "nordlig strøm" fra syd mod nord. Tilsvarende gælder for de øvrige retninger. Dette modsætningsforhold leder undertiden til forvirring.
Nord.
Man skelner i fly- og skibsnavigation mellem
Øst.
Øst var fra oldtiden det verdenshjørne, man orienterede sig ud fra. De første landkort havde af samme grund øst opad. Det betød, at solsiden (syd) befandt sig på den "rette", dvs. den højre, side.
Vore kirker har med få undtagelser koret orienteret efter øst, og stadigvæk er der mennesker, der insisterer på at blive begravet med kistens hovedende mod den hellige retning: øst.
Sydvest.
En sydvest er også betegnelsen for en hovedbeklædning.
Koalitionens civile administration i Irak.
CPA havde til huse i det republikanske palads i Bagdad
Den irakiske premierminister Ayad Allawi (venstre), L. Paul Bremer (midten) og præsident Ghazi Ajil al-Yawar (højre) efter overdragelsen af den fulde regeringsmagt til den irakiske overgangsregering 28. juni 2004
Den amerikansk ledede koalitionens midlertidige administration i Irak (engelsk: Coalition Provisional Authority eller CPA) blev oprettet 21. april 2003, for at fungere som en midlertidig regering i landet, efter invasionen af Irak.
Administrationen blev først ledet af den pensionerede general Jay Garner, der også havde ledet dens forgænger, "afdelingen for genopbygning og humanitær hjælp" (engelsk: "Office for Reconstruction and Humanitarian Assistance" eller "ORHA"), men på grund af hans uenighed med den amerikanske regerings politik om at opløse det gamle Irakiske statsapparat totalt, blev han allerede 11. maj 2003 afløst på posten af L. Paul Bremer. Den midlertidige administration var en underafdeling af det amerikanske forsvarsministerium.
Den danske repræsentant i administrationen var ministerråd Torben Gettermann.
Den midlertidige administration overtog mange steder i Irak Saddam Husseins gamle paladser, hvorfra de ledede Irak.
Den midlertidige administration overgav magten til den irakiske overgangsregering 28. juni 2004, og blev dermed nedlagt. L. Paul Bremer forlod Irak samme dag.
Opgaver.
CPA var ansvarlige for uddelingen af udviklingsstøtte fra udviklingsfonden for Irak i året efter invasionen. Fonden var afløseren for det tidligere olie-for-mad program, og gav blandt andet midler til iraks program for indkøb af hvede, programmer for opbygning af elektricitets- og olieinfrastruktur, udstyr til iraks sikkerhedsstyrker, statslige lønninger og driften af statslige ministerier.
CPA's historie.
CPA's første handling under Paul Bremer var at udstede en ordre om at alle medlemmer af baath partiet skulle fjernes fra det offentlige system i Irak. 23. maj opløste CPA's anden ordre formelt den irakiske hær. 22. juli 2003 dannede den midlertidige administration det Irakiske Regerende Råd, en samling af eksilirakere, der var modstandere af Saddam Husseins styre, og som overtog mange af opgaverne.
Selvom det Irakiske Regerende Råd stadig var underlagt CPA, havde det stadig flere nøgleansvarsområder. Opgaverne inkluderede udpegningen af repræsentanter til FN, ministre til midlertidige poster og udarbejdelsen af en midlertidig grundlov, kendt som "Transitional Administrative Law", der blev brugt til at regere det irakiske samfund indtil en permanent grundlov kunne blive skrevet og godkendt af folket.
14. december 2003 holdt CPA en pressekonference i Bagdads grønne zone hvor det blev offentliggjort at Saddam Hussein var blevet fanget den foregående nat.
Isbryder.
a> på 25.000 tons (læg mærke til isbryderstævnen)
En isbryder er et skib særligt konstrueret til at bryde is på f.eks. en flod eller på havet. Denne isbrydning sker for at sikre, at skibstrafikken kan fortsætte sin drift. Man bryder en sejlrende, som skibene kan benytte sig af.
I dag har de største isbrydere et deplacement på 25.000 tons, og deres nukleare fremdrivningsmaskineri producerer ca. 60 megawatt. Isbrydere med traditionelt fremdrivningsmaskineri (enten dieselfremdrivning eller diesel-elektrisk fremdrivning), producerer ca. det halve.
Den første isbryder menes at være den russiske isbryder "Pilot" fra Kronstadt, bygget i 1864. Efterfølgende byggede de fleste nationer med isdækkede havområder isbrydere, der gradvist blev større og stærkere.
Teknologi.
Isbryderne kan ud over dette være udstyret med forskellige systemer, der kan lette isbrydningen. Som eksempler kan nævnes et krængningssystem (enten vandtanke, hvor vandet trykkes fra side til side - eller store pumper, der pumper vandet under isen over på - skiftevis - den anden side af isbryderen), dampdyser (hvor der blæses dampbobler ud under isen, som får den til at krakelere) eller helikopter til isrekognoscering.
Storå.
Storå er en å beliggende i det vestlige Jylland med udløb i Nissum Fjord.
Storå er Danmarks andenlængste å.
Historie.
Der har været flere oversvømmelser af Holstebro by gennem tiderne. Men den største kendte oversvømmelse indtraf den 18. marts 1970. Først på vinteren 69/70 var der hård frost,hvorpå der kom der et stort og længerevarende snefald, så der kom til at ligge sne på jorden i hele Storås opland. Midt i marts gik vinden i sydvest, temperaturen steg brat, og den ophobede sne smeltede meget hurtigt. Da jorden nedenunder sneen var frosset, kunne den ikke opsuge væden, så vandet strømmede ned i alle småvandløb i storåsystemet, og det fik vandstanden til at stige voldsomt. Der findes billeder af det oversvømmede Holstebro, hvor man sejlede rundt i små både i gaderne i byens lavere dele.
Efter oversvømmelsen besluttede Holstebro Byråd, at Storå skulle reguleres på en strækning fra Vængerne vest for Holstebro og op til Vandkraftsøen. Reguleringen bestod i en uddybning af bunden og en forøgelse af åens bredde. Men projektet blev ikke helt gennemført, for efter nogle år var pengene brugt, og bekymringen for oversvømmelser var aftaget en del. Ved Østerbrogade blev der så lavet et stryg som udlignede forskellene mellem den regulerede og den ikke-regulerede bund. På Holstebro Museum kan man se billeder af oversvømmelsen, og på Holstebro Kommunes hjemmeside kan man finde yderligere oplysninger om Storå.
Lilleå.
Enten alene eller med et andet stednavn foran.
Bathymetri.
Bathymetri er en geometrisk repræsentation af bundniveauer i fx en sø eller et hav. En bathymetrisk beskrivelse kan fx benyttes til navigation. Man benytter ligeledes bathymetriske data til opstilling af numeriske modeller der skal beskrive vandstrømninger.
Varde Å.
Varde Å er en å beliggende i det sydvestlige Jylland og Danmarks tredjelængste vandløb.
Geografi.
Varde Å dannes ved sammenløb af Grindsted Å og Ansager Å. Kort efter sammenløbet mødte vandløbet engang Ansager Stemmeværk, som ledte det meste af vandet til Karlsgårde Sø gennem Ansager Kanal. Nu ledes alt vandet forbi Hodde og dermed forbi Karlsgårde sø som nu kun modtager vand fra Holme å.
På den nedre del slynger åen sig smukt forbi Nørholm Gods og hede. Ved Sig passeres Sig Fiskeri - et af landets største dambrug. Nu omdannet til et model dambrug der dog stadig tager vand ind fra Varde Å, da ejeren mener at grundvandet er for okkerholdigt. Et kort stykke efter tilløbet af Holme Å får Gl. Varde Å sit vand tilbage fra Karlsgårde Sø, hvorved vandføringen øges.
Varde Å gennemløber Varde by og munder ud i Ho Bugt nord for Esbjerg.
Varde Å er det eneste større vadehavsvandløb, hvor udløbet ikke er reguleret med diger og sluseporte. Dette resulterer i helt specielle naturforhold, bl.a. påvirker tidevandet i Ho Bugt både vandstand og strømhastigheden langt op i Varde Å, ofte helt op til afløbet fra Karlsgårde Sø.
Kommunegrænser.
Varde Å udgør på visse strækninger grænsen mellem Varde Kommune og Esbjerg Kommune
Plante- og dyreliv.
Varde Å inklusiv de nedre strækninger af Ansager Å og Grindsted Å udpeget som EU-habitatområde. Udpegningen omfatter også hovedparten af de tilstødende lavbundsarealer
i ådalen. I udpegningsgrundlaget for habitatområdet er snæblen og flodperlemuslinegen betegnet som såkaldte prioritereterede arter, der skal lægges særlig vægt på ved varetagelsen af bestemmelserne vedrørende habitatområder.
Historie.
Den 15,5 km lange strækning af Varde Å mellem Ansager Stemmeværk og afløbet fra Karlsgårde Sø mistede ca. 90 % af sin vandføring i 1945 i forbindelse med udvidelse af Karlsgårde Vandkraftværk med anlæg af Ansager stemmeværk og Ansager Kanal. Karlsgårdeværket blev oprindeligt etableret i 1920’erne, hvor der blev etableret en ca. 6,7 km lang Holme Kanal, der starter ca. 500 m vest for Holme Å’s krydsning af landevej 475 og har udløb i Karlsgårde Sø’s østende. De nedstrøms ca. 1,4 km af Holme Kanal blev i forbindelse med 1945 projektet udvidet, således at strækningen i dag indgår som den nedstrøms del af Ansager Kanal.
Strækningen mellem Hessel og Nørholm blev uddybet og rettet ud i 1950’erne. Strækningen, der oprindeligt var 10 km lang og havde 35 åslynger, blev reduceret til 5 - 6 km åløb med kanalagtigt forløb. På den regulerede strækning blev der anlagt fire betonstyrt.
En stor del af åens reguleringer er tilbageført ved en naturgenopretning med støtte fra EUs Life programs Snæbel-projektet
Roning.
Varde Å bruges aktivt til roning, af Varde Roklub. Roningen foregår mellem april og oktober, og strækningen der roes på, er mellem Karlsgårdeværket og Tarphagebroen.
Største Vardelaks.
Med en vægt på 20,4 kilo og længde 121 cm blev den største laks fanget lørdag 17 april 2010 indtil videre. Tidligere på måneden blev en laks på 17, 18 og 19 kilo fanget.
Sejl.
Båd drevet frem ved sejl
Et sejl er et stofstykke, der primært anvendes på både og skibe til at fange vinden for at give fremdrift eller som støttesejl for at mindske rulning. I skibsterminologi findes mange navne for de enkelte typer sejl. Sejl har også været brugt f.eks. på ældre vindmøller til at sætte på vingerne, så disse sattes i rotation af vinden.
Virkemåde.
Når flere sejl monteres på samme skib, bliver det samlede areal, og dermed fremdriften, større. Men man kan i visse situationer opnå yderligere fremdrift ved at udnytte det aerodynamiske samspil mellem flere sejl, så den samlede effekt bliver større end for sejlene hver for sig. Man udnytter her "kanaleffekten" hvor luften presses imellem sejlene og på den måde får større strømningshastighed.
Materialer.
Gennem tiden har man brugt sejl af talrige materialer: Uld, bomuld, skind, forskellige plantefibre og endog metalplader. I moderne sejl er syntetiske fibre, som f.eks. polyester, langt de mest almindelige. De syntetiske materialer har mange fordele frem for organiske, som slidstyrke, holdbarhed og modstandsdygtighed mod forrådnelse. Til sejlsport på højteknologisk eliteplan bruges nu sejl med kulfiber og kevlartråde, som normalt kan kendes på den mørke farve.
For at gøre sejlet vindtæt og formstabilt er dugen er normalt meget tætvævet og til tider bruger men desuden varmebehandling eller impregnering for at forbedre dem yderligere. I moderne sejlmageri går man i stigende grad over til at fremstille stoffet ved forskellige kombinationer af vævning, støbning eller ekstrudering. På den måde kan man få stoffer der er meget stærke og stabile.
Sejlets form får det normalt ved man sammensyer baner med kurvede sider eller ved at lægge kurver ind i sejlets lig. Moderne, højteknologiske sejl kan man fremstille i ét stykke og her fremkommer formen ved at støbe det over en krum skabelon.
Debian.
Debian er både navnet på det ikke-kommercielle fri software-styresystem, Linux-distribution Debian, og navnet på den gruppe af frivillige fra hele verden, som vedligeholder distributionen, kaldet Debian-projektet. Debian anvender Linux-kernen, men de fleste grundlæggende værktøjer kommer fra GNU-projektet, derfor navnet GNU/Linux.
Debian er blandt andet kendt for sit pakkehåndteringssystem, kaldet apt, der gør det forholdsvis nemt at opgradere fra både nyere og ældre udgaver af Debian og en næsten ubesværet af installere nye pakker, og som desuden kan fjerne gamle pakker fuldstændigt. Debian-projektet beskriver Debian som "det universelle styresystem".
Debian-projektet støttes af donationer gennem Software in the Public Interest, en almennyttig organisation.
Navnet Debian kommer fra dets grundlægger, Ian Murdock og hans kone, Debra. Ordet "Debian" udtales derfor som navnenes tilsvarende stavelser på amerikansk-engelsk: /deb' ē ən/.
Flere kommercielle Linux-distributioner er baseret på Debian, blandt andre Lindows (Nu kendt som Linspire), Xandros og Libranet. Desuden er Ubuntu baseret på Debian.
Der arbejdes på at tilpasse (engelsk: "port") Debian til andre frie kerner ud over Linux, blandt andre Hurd og BSD.
Debian GNU/Linux-versioner.
Den seneste udgivne version af Debian kaldes "stable" (stabil). Desuden er der to ikke-udgivne forgreninger: "unstable" (ustabil), hvor den daglige udvikling foregår, og "testing" (test), som er en trin på vejen til den næste stabile udgave.
Alle versioner af Debian-distributionen har navn efter figurer i tegnefilmen "Toy Story". Den ustabile udgave af Debian (unstable) hedder altid "sid", efter drengen i filmen, der ødelægger sit legetøj. Debian-udgivelserne har dog intet tilfælles med Disney-filmen ud over navnet.
Versionen efter "lenny" har fået kodenavnet "squeeze".
Projektets organisation.
Debian-udviklerne vælger årligt en projektleder blandt sine egne medlemmer. Debians projektleder har flere særlige beføjelser, men han har ikke den absolutte myndighed over projektet. Han kan blive stemt ud eller en beslutning kan omgøres ved en afstemning blandt udviklerne jf. proceduren for generelle resolutioner. I praksis sker det sjældent. (Mens dette skrives, var det over et år siden den seneste afstemning jf. proceduren for generelle resolutioner, dog med undtagelse af valget til projektleder, som skal afholdes hvert år.)
Debians projektleder har ret til at uddelegere sin myndighed og flere udviklere har fået særligt ansvar som projektlederens delegater, som for eksempel Debians hold af systemadministratorer (der kender root-adgangskoden til
projekets computere), og den udgivelsesansvarlige, der opsætter mål for, hvornår distributionen skal udgives, forestår processen og tager den endelige beslutning om, hvornår der skal udgives. Mange delegater beholder deres poster gennem flere projektleder-perioder; de vigtigste positioner varetages af personer, der har været projektmedlemmer gennem lang tid og som folk har tillid til, og selv når der kommer en ny projektleder, er der kun få udskiftninger af delegater.
En oversigt over mange vigtige positioner i Debian-projektet findes på. Mange af, men ikke alle, disse positioner er uddelegeret af projektlederen.
Hvervning af udviklere, motivering og fratrædelse.
Debian-projektet modtager løbende ansøgninger fra folk, der ønsker at blive udviklere. Disse ansøgere skal igennem en omfattende kontrolprocedure, der identificerer ansøgeren, dennes motivering, forståelse af projekets mål (beskrevet i den sociale kontrakt), samt vedkommendes tekniske færdigheder.
En Debian-udvikler kan når som helst trække sig tilbage fra sin position, ved at sende en besked derom til medlemmerne (eller blot til Debians systemadministratorer, hvis man ønsker diskretion). Kontoen bliver slettet og den kryptografiske nøgle slettes fra projekets nøglering (engelsk: key ring) (der sørger for, at uploadede pakker, signeret af udvikleren, accepteres i arkivet; se nedenfor).
Debian-pakkers livsforløb.
Alle Debian-pakker har en vedligeholder (normalt kun én, men nogle gange varetager små udviklerhold særligt komplicerede programmer). Det er vedligeholderens ansvar, at være på omgangshøjde med nye udgivelser fra den officielle forfatter af programmellet (kaldet "opstrøm" eller "upstream"), hvis der er en sådan, samt sikre at pakken kan tilpasses til alle de maskinarkitekturer, som Debian understøtter, desuden skal vedkommende sikre at pakken lever op til Debians tekniske regler, rette fejl i pakken, som brugerne har rapporteret (brugerne kan være andre Debian-udviklere), og forbedre pakken, så den bliver lettere at bruge, får flere indstillingsmuligheder, bliver mere sikker og så videre.
Lejlighedsvist udsender en pakkevedligeholder, en ny udgave af en pakke, ved at uploade den til mappen "incoming" i Debians pakkearkiv (eller en "upload-kø", hvor der kører et periodisk batch-job, som overfører pakker til mappen incoming). Med mellemrum (pt. en gang dagligt), gennemløbes mappen "incoming" af en automatiseret proces, der sikrer at uploadede filer er i orden (alle påkrævede filer er til stede) og at pakken har en digital signatur fra en Debian-udvikler. Signaturen skal være fremstillet ved hjælp af OpenPGP-kompatibelt programmel. Alle Debian-udviklere har offentlige nøgler. Pakker signeres af to grunde: 1) for at markere ikke-signerede pakker, der kan være uploadet af en ondsindet person udenfor projektet, og som derfor ikke behandles yderligere, og 2) tillade registrering i tilfælde af, at en pakke indeholder en alvorlig fejl, en overtrædelse af reglerne (engelsk: policy) eller ondsindet kode.
Hvis det viser sig, at pakken i "incoming" er signeret korrekt og ellers er i orden, overføres den til et området i arkivet kaldet "pool'en". I første omgang er accepterede pakker kun tilgængelige fra den "ustabile" programsamling, der indeholder de mest ajourførte udgaver af alle pakker.
Dog er ny kode også uprøvet kode, hvorfor pakkerne opbevares i dette udviklings-/kvalitetssikringsområde i flere dage (den præcise opbevaringstid er afhængig af, hvor meget det "haster" med det uploadede).
En udgivelseskritisk fejl i en pakke, som mange pakker er afhængige af, eksempelvis et delt bibliotek, kan derfor forhindre mange pakker i at blive overført til test-området, fordi det pågældende bibliotek betragtes som defekt.
Den udgivelsesansvarlige, som er en af projektleders delegater, kan i overensstemmelse med retningslinjerne, kan nogle måneders varsel annoncere, at han har besluttet at udgive distributionen. Dette sker når alle vigtige
programmer er forholdsvis ajourførte i programsamlingen med udgivelseskandidater for alle arkitekturer, som det er planlagt at udgive, og når alle andre mål, den udgivelsesansvarlige har opsat, er opfyldt. På det tidspunkt bliver
alle pakker i programsamlingen med udgivelseskandidater en del af den udgivne programsamling.
En pakke - særligt gamle, stabile og sjældent opdaterede pakker - kan på samme tid tilhøre mere end én programsamling. Programsamlingerne er blot pegepinde til pakkerne i "pool'en", der er omtalt ovenfor.
Red Hat Linux.
Red Hat Linux er en af de mest populære Linux-distributioner, og er mest populær i USA. Den fremstilles af Red Hat, Inc (kendes på aktieindekset NYSE som RHT).
Det er en af de "midaldrende" Linux-distributioner; version 1.0 blev udgivet i 1994. Den er ikke så gammel som Slackware, men helt sikkert ældre end mange andre distributioner. Red Hat Linux var den første Linux-distribution, der brugte RPM som sit pakkeformat, og med tiden har det fungeret som et udgangspunkt for flere andre distributioner, som for eksempel den desktop-orienterede Mandrake Linux (oprindeligt ikke andet end "Red Hat Linux med KDE"), og Yellow Dog Linux (grundlæggende "Red Hat Linux med understøttelse af PowerPC"), ASPLinux (grundlæggende "Red Hat Linux med bedre understøttelse af andre tegnsæt end det latinske").
Marked.
Red Hat Linux markedsføres primært som et styresystem til servere. Den er også populær i virksomheder, der driver computerfarme og lignende, da det indbyggede skriptværktøj til installering, "kickstart", gør det muligt, hurtigt at indstille og opsætte standardiseret hardware. Fra version 8.0 har Red Hat også haft desktop-maskiner i virksomheder, som målgruppe.
Det har altid været muligt at downloade hele Red Hat Linux pakken gratis. Betalte man for Red Hat Linux fik man styresystemet plus alle programmerne på CD og man havde derudover adgang til support.
I slutningen af 2003 ophørte Red Hat med den videre udvikling af Red Hat Linux og satser nu kommercielt kun på deres "Red Hat Enterprise Linux". Denne udgave af Linux kan ikke downloades gratis.
Red Hat sponsorerer nu den videre udvikling af Fedora, der ligesom tidligere udgaver af Red Hat Linux kan downloades gratis og i realiteten er næste version efter version 9.
Særlige kendetegn.
Red Hat Linux installeres ved hjælp af et grafisk installationsprogram kaldet "Anaconda", der anses for nemt at anvende for nybegyndere. Der er også et indbygget værktøj kaldet "Lokkit" til opsætning af firewall-funktionalitet.
Fra og med Red Hat Linux 8.0 blev UTF-8 slået til som systemets standard til indkapsling af skrifttyper. Dette gjorde man ved at ændre værdien af "LANG" i /etc/sysconfig/i18n fra for eksempel "da_DK" til "da_DK.UTF8". Det har ikke den store betydning for engelsk-talende brugere, men når man anvender den øverste halvdel af tegnsættet ISO 8859-1, indkapsles tegn på en radikalt anderledes måde sammenlignet med tidligere. Det syntes blandt andre fransk- og svensk-talende brugere var en stor omvæltning, fordi deres gamle filsystem så meget anderledes ud og måske ikke længere var brugbart. Ændringen kan omgøres ved at fjerne ".UTF-8"-delen af "LANG"-indstillingen.
Distributionen leveres også med et meget kritiseret og samtidig et meget rost desktop-tema kaldet "BlueCurve", der ser ud på næsten samme måde, uanset om man kører det under GNOME 2 eller KDE.
Multimedie.
Fra og med Red Hat Linux 8.0 leveres styresystemet uden mulighed for at afspille MP3-filer på grund af patent-problemer.
Østlig takvinge.
Østlig takvinge er en stor sjældenhed i Danmark, da den kommer fra noget østligere egne. Tilbage i 1954 var der en "invasion" af østlig takvinge på Bornholm, hvor der blev indsamlet 5 eksemplarer. Herudover har der netop været en invasion af østlig takvinge, der er blevet set i flere eksemplarer i Danmark i 2003. Østlig takvinge holder til i lysninger i skove og skovbryn, gerne ved piletræer. Den østlige takvinge flyver fra april-juni og igen, når de nye voksne individer kommer frem i juli-september.
Udseende.
Det er meget svært at kende den østlige takvinge fra kirsebærtakvingen. Kun farven på benene er et sikkert tegn, der adskiller de to arter. Kirsebærtakvingen har sorte hår på benene, mens østlig takvinge har gule hår.
Livscyklus.
Den østlige takvinge har en enkelt generation om året. De voksne individer overvintrer som hos mange andre takvinger.
Foderplanter.
Pil, asp og elm.
Vidå.
Vidå (tysk: "Wiedau", jysk "æ Virå", frisisk: "Widuu") er en å beliggende i Sønderjylland.
Geografi.
Åen gennemløber Rudbøl og Rudbøl Sø samt sluserne Højer Sluse og Vidå Sluse.
Historie.
Åen er i stor udstrækning styret via dæmninger og pumpestationer, da den vander store dele af Tøndermarsken. Mellem Ejderen og Vidåen bosatte sig i middelalderen Nordfrisere.
Ribe Å.
Ribe Å er en å beliggende i det sydvestlige Jylland.
Ribe Å slynger sig det sidste stykke fra Ribe mod Kammerslusen
Geografi.
Åen gennemløber Ribe by, hvor den deler sig i henholdsvis
Ribe Østerå og Ribe Vesterå. Efter Ribe løber åen mod
Vadehavet, som nås gennem Kammerslusen.
Historie.
Stikord: Opdagelse, ændring af forløb, udvikling, tilflytning, fraflytning, kendte mennesker
Andesteg.
Andesteg er en traditionel middagsret til fejring af højtiderne mortensaften og juleaften. Hovedingrediensen er en hel and, som typisk steges i ovn. Grunden til, at der spises andesteg eller gåsesteg til mortensaften er, at Skt. Morten ifølge legenden blev afsløret i en gåsesti af skræppende gæs, hvorefter man gjorde ham til biskop.
Sankt Morten.
Sankt Morten (ca. 315 – 11. november 397) er en katolsk helgen. Han hedder også "Martin af Tours" og kaldes til tider på dansk "Morten Bisp". Han er skytshelgen for husdyr og tiggere og fransk nationalhelgen.
Han kom oprindelig fra Sabaria i den romerske provins Pannonien (nuværende Szombathely, Ungarn), men flyttede tidligt til Pavia i Italien. Skt. Mortens far var en højtstående officer i den romerske hær, og da Skt. Morten var 15 år gammel måtte han også tjene i hæren. Han blev udstationeret i Gallien (det nuværende Frankrig).
Historie.
En af de mest kendte historier handler om en kappe - en soldaterkappe - som han splitter ad i 2 dele og giver den ene halvdel til en frysende tigger. Samme nat fik han et syn, hvor Jesus fortalte ham, at han selv var den arme tigger. Han drømte også, at Jesus gav ham den halve kappe tilbage.
Da Morten vågnede næste morgen, var hans kappe hel igen. Kappen gav anledning til navnet kapel, og den opbevares den dag i dag i Paris.
På grund af drømmen og miraklet lod Skt. Morten sig døbe næste dag. Han forlod hæren og blev munk i nærheden af Tours, hvor han grundlagde et kloster i Poitiers.
Morten missionerede på ture i det vestlige og centrale Frankrig. Han blev derved så populær, at befolkningen i Tours ønskede ham som biskop i år 371. Han nægtede dog at bo inden for bymuren og lod derfor et kloster opføre udenfor. Klosteret blev senere kendt som Marmoutier.
Traditioner.
a> i klosteret i Cantauque (Frankrig).
Ifølge overleveringen ønskede Skt. Morten ikke at være biskop. Han gemte sig i et skur fyldt med gæs, men de skræppede op og afslørede ham. Han blev således biskop mod sit ønske og indførte samtidig 11. november som officiel gåse-slagtedag, som i Danmark er Mortensdag.
Denne historie er således grunden til, at man i Danmark traditionelt spiser gås eller and Mortens aften den 10. november.
I Flandern og de katolske dele af Tyskland og Østrig går børnene i procession med lanterner på Mortens aften. Forrest rider en mand udklædt som Skt. Morten, mens børnene synger om Skt. Morten og lanternerne.
Et gammelt dansk vejrvarsel siger, at vejret på Mortens aften varsler vejret juleaften. Hvis vejret er mildt på Mortens aften, bliver det efter sigende hvid jul.
Martin Luther blev født den 10. november og er opkaldt efter Den Hellige Martin, da katolikker ofte navngiver børn efter en helgen.
315.
Århundreder: 3. århundrede - 4. århundrede - 5. århundrede
Årtier: 260'erne 270'erne 280'erne 290'erne 300'erne - 310'erne - 320'erne 330'erne 340'erne 350'erne 360'erne
Årstal: 310 311 312 313 314 - 315 - 316 317 318 319 320
Eksterne henvisninger.
15
397.
Århundreder: 3. århundrede - 4. århundrede - 5. århundrede
Årtier: 340'erne 350'erne 360'erne 370'erne 380'erne - 390'erne - 400'erne 410'erne 420'erne 430'erne 440'erne
Årstal: 392 393 394 395 396 - 397 - 398 399 400 401 402
Eksterne henvisninger.
97
Flagguirlande.
Flagguirlande er en guirlande med flag på.
Små flagguirlander er traditionel julepynt på juletræet i Danmark.
I store udgaver benyttes flagguirlander som oppyntning til fødselsdagsfester.
Julebuk.
En julebuk er (nu om dage) en buk lavet af halm, der er bundet sammen med røde snore. Tidligere brugtes begrebet fortrinsvist om en person klædt ud som buk, der sammen med andre i lystigt lag gik fra hus til hus i juletiden i håb om at få mad og drikke.
"Julebukken" kendes stort set kun i Norden. Dens oprindelse fortaber sig i fortidens mørke, men skikken er af stor ælde og julebukken er således et af de ældste, nordiske julesymboler. Ét bud på julebukkens oprindelse er, at det er et levn fra en gammel vikingeskik med i julemåneden at ofre en buk for at få et godt år; andre mener, at julebukken kan være opstået ud af middelalderens kirkelige julespil, der ofte inkluderede en hornet djævel, hvorfra der kan trækkes visse paralleller til julebukken.
316.
Århundreder: 3. århundrede - 4. århundrede - 5. århundrede
Årtier: 260'erne 270'erne 280'erne 290'erne 300'erne - 310'erne - 320'erne 330'erne 340'erne 350'erne 360'erne
Årstal: 311 312 313 314 315 - 316 - 317 318 319 320 321
Dødsfald.
16
Kirkeåret.
Kirkeåret i den danske folkekirke begynder den første søndag i advent og slutter den sidste søndag efter Trinitatis.
Kirkeåret følger derfor et solår ækvivalent med den sædvanlige gregorianske kalender, dog således at det altid starter på samme ugedag: Den første dag i kirkeåret (kirkeårets nytår) er søndagen i intervallet 27. november til 3. december (inklusive) efter den sædvanlige kalender.
Påsken og med den andre af årets helligdage har en varierende placering som afhænger af månens faser. Men der er dog ikke tale om et egentligt måneår således som det kendes fra den muslimske kalender og dens placering af ramadan.
Kirkeårets opbygning.
Kirkeåret har en bestemt struktur. Adventstiden bygger op til jul; dernæst følger nytåret og Helligtrekongertiden. Så følger Fasten, der afsluttes ved påske. Efter påsketiden kommer pinse, og resten af året er Trinitatistiden.
Septuagesima.
Septuagesima er den 9. søndag før påske; navnet betyder "den 70.", underforstået "dag før påske", selv om dagen kun ligger 63 dage før påske.
Seksagesima.
Seksagesima er den 8. søndag før påske; navnet betyder "den 60.", underforstået "dag før påske", selv om dagen kun ligger 56 dage før påske.
Quinquagesima.
Quinquagesima er den 7. søndag før påske (fastelavns søndag); navnet betyder "den 50.", underforstået "dag før påske", selv om dagen kun ligger 49 dage før påske.
Denne dag bliver benævnt som "fastelavns søndag" i dag. Betegnelsen "Quinquagesima" bruges ikke i daglig tale i vor tid længere.
Julekalender.
En julekalender er en kalender startende med 1. december og sluttende med 24. december – altså juleaften.
Julkalenderen kommer oprindeligt fra Tyskland.
Den traditionelle julekalender består af to stykker karton oven på hinanden. Der skæres eller prikkes huller til 24 låger i den øverste, så man hver dag kan åbne en låge, og et gemt motiv træder frem bag lågen. De traditionelle julekalendere er Børnenes U-landskalender (udgivet af DR) og en kalender fra TV 2. Disse kalendere fungerer som appetitvækkere for tv-julekalenderne på de to kanaler – hver dags motiv refererer til det afsnit der bringes samme aften. De to traditionelle julekalendere fungerer samtidig som indsamling til velgørende formål; overskuddet fra DR's kalender går til børn i fattige lande og overskuddet fra TV 2's kalender går til Julemærkehjemmene i Danmark.
Andre kalendertyper.
En variant af julekalenderen er slikjulekalenderen, hvor der bag hver af de 24 låger gemmer sig chokolade eller lignende.
Pakkekalenderen eller gavejulekalenderen er en kalender hvor der er en lille gave til hver af de 24 dage i julen. Det er ofte en delvist hjemmelavet kalender, hvor pakkerne er indkøbt separat. En variant af denne kalender er adventskalenderen med en gave til hver søndag i advent.
Skrabekalenderen er en kombination af skrabelodder og julekalender.
Julekalendere i tv.
Begrebet julekalender findes også i fjernsynet. Her betyder julekalender som oftest en tv-serie - bestående af 24 afsnit - hvor julen er et centralt tema. Hver dag i december op til juleaften sendes et afsnit. DR indledte det og det blev hurtigt en tradition i 1962 med kalenderen "Historier fra hele verden". Traditionen var fra starten målrettet mod børn, og tv-serien blev understøttet af en almindelig kalender, fra 1977 kaldet Børnenes U-landskalender, som kan købes overalt. Navnet dækker over, at overskuddet fra salget af kalenderen går til et humanitært formål, oftest i form af et projekt i et U-land.
Fra 1990 satsede også TV2 på tv-kalendere. Desuden udvidede kanalen begrebet, idet man samme år lancerede den første egentlige voksen-julekalender, "Jul i den gamle trædemølle". Også det blev en succes, som blev gentaget de følgende år, selv om der skulle gå over ti år, inden DR bidrog med deres første voksen-julekalender.
En af de mere kendte julekalendere i Danmark er TV2's "Alletiders Jul" der blev vist i 1994. Denne kalender blev så populær at der i de efterfølgende år blev lavet 3 efterfølgere, samt en biograffilm, "Pyrus på pletten". TV2 viste i 2005 julekalenderen "Jul I Valhal", som i 2007 blev fulgt op af filmen "Guldhornene".
Derudover viste Kanal København omkring 1991 "Jul i Postgaarden" og "Kuk i Julen".
I 2009 viste DR julekalenderen "Pagten" der blev rigeligt rost, og blev belønnet med priser.
Karton (papir).
Karton er papir i flere lag med en gramvægt på over 170 g/m². Dette giver karton egenskaber ved bukning, falsning osv., som almindeligt papir ikke har.
Jo højere gramvægt, des stivere er kartonet. Meget stift karton benyttes ofte indendørs til skilte.
Gramvægt.
Gramvægt (også kaldet papirvægt) er masse per arealenhed.
Enheden for gramvægt er gram per kvadratmeter (g/m²). Ofte angives det blot som gram (g).
Værdien for papirs og kartons gramvægt er et udtryk for, hvor kraftig det er. Almindeligt kopipapir er normalt på 80 g/m², mens karton først starter med 170 g/m² og går op til adskillige hundrede g/m².
Ved frankering af et brev er dets vægt af betydning. Et tip til en overslagsberegning af vægten: Hvis det er kopipapir (80g), så er vægten af et A4-ark lig 80 delt med 16 = 5 gram. Det er fordi et A4-arks areal er en sekstendedel kvadratmeter.
Anker (drengenavn).
Lidt flere end 1600 danskere hedder Anker ifølge Danmarks Statistik.
Amanda (Kerteminde).
Amanda er en granitstatue ved Langebro i Kerteminde forestillende en ung fiskerpige. Den blev opstillet i 1954 og er blevet byens vartegn.
Allusionen er til en populær (anonym) skillingsvise, "Min Amanda var fra Kerteminde" (se bog af Thomas Thomsen: "Min Amanda var fra Kerteminde", Århus 2003).
Anna.
Anna er et dansk pigenavn. Der er tale om en græsk form af det hebraiske "channah", der betyder ynde.
Navnet findes i flere variationer, blandt andet Anne, Ann, Anni, Annie, Anita, Anja. Desuden er det meget anvendt i sammensætninger med og uden bindestreg, som Anne-Marie, Ann-Sofie og Anne-Lise'".
Navnene Hanna og Hanne kan være variationer af Hannah, eller en kortform af Johanna/Johanne.
Annisette (pigenavn).
Annisette er et dansk pigenavn.
Anja (pigenavn).
Anja er et dansk pigenavn og betyder "fælles". Navnet findes i nærtbeslægtede varianter, herunder Ania, Annia og Anya.
Oprindelsen er en russisk kæleform for Anna/ Anne - Anya, som er en latinsk udgave af "Hannah".
Det stammer også fra de hebraiske ord "nåde" og "gunst": "Channah" Det er mest brugt i Skandinavien, Tyskland og Slovenien. I engelske og alle spanske skrivemåder er det Anya, man bruger.
I Danmark findes der omkring 10.500 kvinder med navnet, ifølge Danmarks Statistik.
Navnet Anja har i Danmark ikke nogen navnedag
Alberte (pigenavn).
Alberte er et pigenavn, der er afledt af drengenavnet Albert, som betyder "ædelbåren". Albertine og Alberta er variationer af navnet. Omkring 1.100 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.
Anita (pigenavn).
Anita er et pigenavn, der ligesom Anna, er afledt af det hebraiske "hannah" = "ynde".
Navnet er oprindeligt et kælenavn i Spanien og Portugal, en diminutiv form af Anna. Varianter på dansk omfatter blandt andet Anitta og Anitha'".
Det danske kongehus.
Det danske kongehus består af dronning Margrethe 2. og hendes familie.
Verdens næstældste kongehus.
Det danske kongehus er verdens næstældste efter det japanske og består af en lang kongerække med navnkundige monarker, af hvilke adskillige kendes under forskellige særprægede tilnavne. Vi kender navnene på utallige konger helt tilbage fra jernalderen, men den indbyrdes rækkefølge er sværere at få fastlagt. Derfor må vi nøjes med at kalde nogle af dem for sagnkonger. Her kan bl.a. nævnes: Kong Skjold, Frode Fredegod, Prins Amled (kendt som „Hamlet“ i Shakespeares skuespil), Vermund, Rolf Krake, Uffe hin Spage o.m.a. Man er imidlertid ikke i tvivl om, at Danmark siden arilds tid har været styret af konger, hvilke naturligvis har haft hird (livgarde), embedsmænd (politiske rådgivere), statsreligion (den nordiske gudeverden, asatroen på Odin og Thor), militært væsen (opdelinger af landet i skipæn: områder, der hver skulle stille med et fuldt bemandet og udrustet skib til ledingsflåden), handel og velstand (infrastruktur), rigeligt landbrug med gode fødevarer (almen sundhed), teknik (know-how), sprog og folkesind (kultur) og selvfølgelig undersåtter (loyale medborgere).
Kongen forsvarer sit land og folk.
Den fornemmeste opgave, kongen havde, var at holde landet udenfor krig og ulykker; men kunne dette imidlertid ikke undgås, var kongens opgave da at forsvare sine landsmænd med væbnet magt. Udelukkende et ordnet samfund ville kunne føre tingene ud i livet i Danmark. Og for ikke at blive nedkæmpet og opslugt af en fremmed magt – politisk og religiøst – måtte en ophøjet og overordnet magt stå bagved … en konge. Kongen sørgede på den måde for sikkerhed, hvor borgerne måtte betale tilbage, hvis landet kom i nød. Det var med stor fordel, at landet havde sin konge; landet var et kongerige … ligesom i dag. Det var derfor som ledetanke – ganske som i dag – for Gud, Konge og Fædreland. Indtil 1660 e.Kr. var de danske konger valg-konger, dvs. de skulle vælges på tinge i de vigtige landsdele af rigets mest indflydelsesrige stormænd. Det danske demokrati har derfor ældgamle aner … med ældgamle konger der går langt, langt tilbage i tiden.
Prinser og prinsesser.
De danske kongelige blev, efter skik og brug, gift med andre kongelige fra Europas øvrige fyrstehuse. Tit var den danske konge søn af den forrige konge, prins af Danmark eller i alt fald nært beslægtet. Den romerske forfatter Tacitus beskrev i år 98 e.Kr. efter et besøg i vor del af verden, at …»ofte udpegedes der ved hvert Valg en Person fra samme Slægt, som man antog var af Guddommelig Oprindelse … en germansk Konge havde endnu en Betydningsfuld Funktion, idet han var Stammens selvskrevne Hærfører«. Flere kongelige dynastier har hersket i Danmark; men her skal blot tales om de to seneste. Med kong Christian I i 1448 blev det oldenborgske kongedynasti indført i Danmark. Han var søn af grev Dietrich den Lykkelige af Oldenborg og Delmenhorst og grevinde Hedvig, som var datter af grev Gerhard VI af Holsten, og samtidig søster til hertug Adolf af Slesvig. Kongen var således på mødrene side efterkommer i 6. slægtled af kong Erik V Klipping. Kong Frederik VII var den sidste mandlige oldenborger fra Det Oldenborgske Hus, idet han ingen børn fik. Han var søn af Christian VIII og dronning Charlotte Frederikke. Tilsammen beklædte 16 oldenborgske konger den danske trone i Danmark i 415 år. Kong Christian IX blev så den første i Det Glyksborgske Hus i 1863. Han var søn af hertug Frederik Wilhelm af Glyksborg m.m. og prinsesse Louise af Hessen-Kassel (en søster til kong Frederik V's dronning). Kongen nedstammede, gennem hertug Hans den Yngre, fra kong Christian III.
Prinsesse Alexandra af Sayn-Wittgenstein-Berleburg.
Hendes Højhed Prinsesse Alexandra af Sayn-Wittgenstein-Berleburg (i daglig tale blot Prinsesse Alexandra af Berleburg) blev født den 20. november 1970 i København. Hun er datter af H.K.H. Prinsesse Benedikte af Danmark og H.H. Prins Richard af Berleburg.
Prinsesse Alexandra er ikke arveberettiget til den danske trone, jævnfør Frederik IX's samtykke til prinsesse Benediktes ægteskab med prins Richard; hvis prinsesse Alexandra skulle være arveberettiget, skulle hun være flyttet til Danmark, da hun blev skolepligtig.
Navn, titel og prædikat.
Prinsesse Alexandras fulde navn, titel og prædikat på dansk er "Hendes Højhed Alexandra Rosemarie Ingrid Benedikte, prinsesse af Sayn-Wittgenstein-Berleburg, grevinde af Pfeil og Klein-Ellguth".
På tysk hedder hun "Ihre Hoheit Alexandra Rosemarie Ingrid Benedikte, Prinzessin zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, Gräfin von Pfeil und Klein-Ellguth".
Civilstand, børn og statsborgerskab.
Prinsesse Alexandra af Berleburg blev gift den 6. juni 1998 på Gråsten Slot med Grev Jefferson-Friedrich Volker Benjamin af Pfeil og Klein-Ellguth.
Sammen har de sønnen Friedrich Richard Oscar Jefferson greve af Pfeil og Klein-Ellguth (født den 14. september 1999 på Rigshospitalet i København) og datteren Ingrid Alexandra Irma Astrid Benedikte komtesse af Pfeil og Klein-Ellguth (født den 16. august 2003 på Rigshospitalet i København).
Prinsesse Alexandra blev dansk statsborger den 19. maj 1998.
Fregatfugle.
Fregatfugle ("fregatidae") er en familie af fugle med fem arter.
Fregatfugle er alle store, sorte eller sorte og hvide, med lange vinger og kløftede haler. Hannerne har stærkt farvede strube punge.
De går eller svømmer ikke, og kan ikke lette fra en flad overflade. De befinder sig størstedelen af tiden i luften, og lander kun for at hvile sig eller yngle. Dette foregår i træer eller på klipper. De lægger et eller to hvide æg.
Amerikanske gribbe og kondorer.
Amerikanske gribbe og kondorer eller Vestgribbe ("Cathartidae") er en familie af fugle med syv arter. Familien er geografisk afgrænset til Nord- og Sydamerika, hvor de findes fra Ildlandet til det sydlige Canada.
Den taxonomiske placering af denne familie er omdiskuteret. Oprindeligt regnedes den til rovfuglene, men mange regner den som nærmere beslægtet med storkefuglene.
De fleste vestgribbe optræder hyppigt i flokke ved ådsler og på overnatningspladser, og én art kan også yngle i løse kolonier. Hos de tre arter i slægten Cathartes, heriblandt kalkungribben (C. aura), spiller lugtesansen en væsentlig rolle i lokaliseringen af ådsler. De mindre vestgribbe lægger to æg, mens de tre største arter kun lægger et enkelt. Disse er kongegribben (Sarcorhamphus papa), en hvid og sort, hovedsagelig skovlevende fugl fra Syd- og Mellemamerika, og de to kondorer, andeskondoren (Vultur gryphus) og den californiske kondor (Gymnogyps californianus). Kondorerne, der er blandt de største flyvende fugle (op til 15 kg og 320 cm i vingefang hos andeskondoren), er så længe om at opfostre en unge, at de kun yngler hvert andet år.
Ravnegrib.
Ravnegribben ("Coragyps atratus") er ikke nær så udbredt som kalkungribben, og den har en mere sydlig udbredelse i Nordamerika set i forhold til netop kalkungribben.
Ravnegribben er det eneste medlem af slægten Coragyps'".
Zero.
"Zero" er en sang skrevet af Billy Corgan og indspillet af Smashing Pumpkins. "Zero" blev udgivet som ep og blev den tredje single fra dobbeltalbummet "Mellon Collie and the Infinite Sadness" fra 1995.
Singlen blev i USA udgivet 23. april 1996, mens den europæiske udgave først kom nogle måneder senere. I USA blev singlen en kæmpe succes og blev den tredje single på stribe fra Smashing Pumpkins, der opnåede guld, dvs. med mere end 500.000 solgte eksemplarer i USA.
"Zero" var den første sang, som Billy Corgan skrev til dobbeltalbummet. Sangen kendes ved det specille guitar-riff og det imponerende arbejde af trommeslager Jimmy Chamberlin. "Zero" er placeret som nummer 238 på digitaldreamdoor.com's liste over sange med de bedste trommer inden for rockmusik.
B-sider.
Alle b-sider er skrevet af Billy Corgan.
"Pastichio Medley" er en 23 minutter lang medley af diverse demooptagelser fra bandets studieindspilninger til "Mellon Collie and the Infinite Sadness". Tracket indeholder ca. 70 bidder af hidtil ikke-udgivet sange.
1429.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1424 1425 1426 1427 1428 - 1429 - 1430 1431 1432 1433 1434
Eksterne henvisninger.
29
1428.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1423 1424 1425 1426 1427 - 1428 - 1429 1430 1431 1432 1433
Eksterne henvisninger.
28
1427.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1422 1423 1424 1425 1426 - 1427 - 1428 1429 1430 1431 1432
Eksterne henvisninger.
27
1425.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1420 1421 1422 1423 1424 - 1425 - 1426 1427 1428 1429 1430
Eksterne henvisninger.
25
1424.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1419 1420 1421 1422 1423 - 1424 - 1425 1426 1427 1428 1429
Eksterne henvisninger.
24
1423.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1418 1419 1420 1421 1422 - 1423 - 1424 1425 1426 1427 1428
Eksterne henvisninger.
23
1422.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1417 1418 1419 1420 1421 - 1422 - 1423 1424 1425 1426 1427
Eksterne henvisninger.
22
1421.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1416 1417 1418 1419 1420 - 1421 - 1422 1423 1424 1425 1426
Eksterne henvisninger.
21
1420.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne - 1420'erne - 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne 1470'erne
År: 1415 1416 1417 1418 1419 - 1420 - 1421 1422 1423 1424 1425
Eksterne henvisninger.
20
1419.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1414 1415 1416 1417 1418 - 1419 - 1420 1421 1422 1423 1424
Eksterne henvisninger.
19
1418.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1413 1414 1415 1416 1417 - 1418 - 1419 1420 1421 1422 1423
Eksterne henvisninger.
18
1417.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1412 1413 1414 1415 1416 - 1417 - 1418 1419 1420 1421 1422
Eksterne henvisninger.
17
1416.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1411 1412 1413 1414 1415 - 1416 - 1417 1418 1419 1420 1421
Eksterne henvisninger.
16
1415.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1410 1411 1412 1413 1414 - 1415 - 1416 1417 1418 1419 1420
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
15
1414.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1409 1410 1411 1412 1413 - 1414 - 1415 1416 1417 1418 1419
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
14
1413.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1408 1409 1410 1411 1412 - 1413 - 1414 1415 1416 1417 1418
Konge i Danmark: Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
13
1412.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1407 1408 1409 1410 1411 - 1412 - 1413 1414 1415 1416 1417
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-"1412" og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
12
1411.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1406 1407 1408 1409 1410 - 1411 - 1412 1413 1414 1415 1416
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
11
1410.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1405 1406 1407 1408 1409 - 1410 - 1411 1412 1413 1414 1415
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
10
1409.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1404 1405 1406 1407 1408 - 1409 - 1410 1411 1412 1413 1414
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
09
1408.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1403 1404 1405 1406 1407 - 1408 - 1409 1410 1411 1412 1413
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
08
1407.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1402 1403 1404 1405 1406 - 1407 - 1408 1409 1410 1411 1412
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
07
1406.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1401 1402 1403 1404 1405 - 1406 - 1407 1408 1409 1410 1411
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
06
1405.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1400 1401 1402 1403 1404 - 1405 - 1406 1407 1408 1409 1410
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
05
1404.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1399 1400 1401 1402 1403 - 1404 - 1405 1406 1407 1408 1409
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
04
1403.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1398 1399 1400 1401 1402 - 1403 - 1404 1405 1406 1407 1408
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
03
1402.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1397 1398 1399 1400 1401 - 1402 - 1403 1404 1405 1406 1407
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
02
1410'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne - 1410'erne - 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne 1460'erne
År: 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419
å
1400'erne.
Århundreder: 14. århundrede - 15. århundrede - 16. århundrede
Årtier: 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne - 1400'erne - 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne 1450'erne
År: 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409
å
1390'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399
å
Tomme mængde.
Den tomme mængde er i matematik en mængde uden elementer.
Den tomme mængde skrives Ø, formula_1 eller. Traditionen med at bruge det dansk/norske bogstav Ø som betegnelse for denne mængde, skyldes Nicolas Bourbaki der formentlig var inspireret af bogstavets lighed med symbolet for nul.
Navnegruppen (Dansk Ornitologisk Forening).
Navnegruppen (NAG) er en gruppe under Dansk Ornitologisk Forening. Gruppen blev stiftet den 20. januar 1996 efter et større forarbejde af nu afdøde Lasse Kreutzfeld.
Gruppen navngiver samtlige verdens fuglearter i en uofficiel liste. Seneste opdatering er fra den 25. maj 2003.
Verdenslisten følger systematikken i Burt L. Monroe, Jr. og Charles G. Sibley's "A World Checklist of Birds".
Ved artikeloprettelser på den danske Wikipedia er den entydige navngivning fra Navnegruppen et godt udgangspunkt.
Navngivning af danske insekter og andre smådyr kan ses på Projekt Danske Dyrenavne.
Anne Marie Mangor.
Anne Marie Mangor i 1862
Anne Marie Mangor (12. juni 1781 i København – 16. maj 1865 sammesteds) var en dansk forfatter af kogebøger. Anne Marie Mangor blev som kogebogsforfatterinde kendt under navnet "Madam Mangor". Hun udsendte i 1837 anonymt og på eget forlag sin første kogebog, der indeholdt en række forud afprøvede opskrifter med nøjagtig angivelse af mål og tid. Denne første kogebog og de to efterfølgende er blevet anvendt gennem mere end hundrede år og samlet trykt i meget stort oplag.
Anne Marie Mangor, der var datter af assessor i Hof- og Stadsretten Andreas Bang og dennes hustru Anna Sybille f. Terkelsen, blev 16. oktober 1800 gift med cand.jur. Valentin Nicolai Mangor (14. april 1770 - 4. april 1812), der var søn af stadsfysikus Chr. Elovius Mangor, og havde embede som fuldmægtig i hof- og stadsretten, denne stilling opgav han dog i 1803 for at indtræde i en fordelagtigere plads i handelsverdenen, hvor han først arbejdede hos forskellige, og i 1811 selv løste borgerskab som grosserer, han døde imidlertid pludselig 4. april 1812, så hans hustru i en alder af 31 år blev enke med 3 små døtre.
Kårene var meget knappe; enkelte kærlige slægtninge og venner ydede nogen bistand, men der måtte arbejdes ihærdig og vises stor nøjsomhed. En med åndsdannelse samt et lyst kristeligt sind forbunden virksom og selvstændig karakter førte dog Madam Mangor ubøjet igennem denne trange periode, og den udvej, der i så henseende fik størst betydning såvel for hende selv som for mange andre, var udarbejdelsen og udgivelsen i 1837 af "Kogebog for smaa Husholdninger". Det materiale, hun benyttede som grundlag hertil, bestod af optegnelser, som hun i årenes løb havde nedskrevet, oprindelig til vejledning ved sin egen husførelse, som hun efterhånden forøgede betydelig, også ved bidrag fra sin bekendtskabskreds. Hun underkastede alle anvisninger omhyggelige prøver, inden de offentliggjordes, så at det hele prægedes af en heldig nøjagtighed i mål- og tidsangivelser m. m. Bogens formålstjenlighed synes bekræftet ved den for danske forhold særdeles store udbredelse, den har fået - i 1887 allerede 28 oplag, de fleste på 3000 eksemplarer. Senere forfattedes en "Fortsættelse af Kogebog for smaa Husholdninger" (1841), udarbejdet efter samme regler som hovedværket, af hvilket det må betragtes som en udvidelse; deraf haves nu 20 Oplag, og af "Syltebog" (1840) foreligger 22. oplag. De 3 bøger foreligge nu i henholdsvis 34., 26. og 28. Oplag. En børnebog, "Kogebog for Smaapiger", udkom i 1847 og er oversat på Svensk. Under Krigen 1864 skrev Madam Mangor, der med sit varme, patriotiske sind inderlig ønskede at kunne mildne det byrdefulde liv for Hæren, en "Kogebog for Soldaten i Felten", der gav kort og følge værdig anvisning til naturalforplejningens tilberedning på en hensigtsmæssig måde. Papir og trykning leveredes uden vederlag af Madam Mangors kommissionsboghandler og bogtrykker, og den lille bog fordeltes i mange tusinde eksemplarer som gave til armeen, hvor den gjorde god fyldest.
Madam Mangors litterære arbejder er dog ikke indskrænkede til det husøkonomiske område alene. I 1843 udgav hun "En Bedstemoders Fortællinger for sine Børnebørn", en samling vakre småhistorier for børn indtil 10 års alderen, og i 1852 udkom "Tante Cousine", en karakterskildring, som ved sin pålidelige fremstilling af selvoplevede begivenheder og iagttagelser giver bidrag til forståelse af livet i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Madam Mangors døtre var efterhånden blevne gifte, og da hendes forfattervirksomhed gav hende ikke ubetydelige indtægter, befriedes hun for bekymringer for udkommet. I hendes hyggelige, om end tarvelige, hjem samledes ofte en livlig kreds af ældre og yngre slægtninge og venner, der følte sig stærkt tiltrukne af den varmhjertede husfrue.
Hun er begravet på Assistens Kirkegård. Hun er malet af C.A.Jensen 1835 og Emil Bærentzen 1846.
1353.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
Årstal: 1348 1349 1350 1351 1352 - 1353 - 1354 1355 1356 1357 1358
Eksterne henvisninger.
53
Dværgblåfugl.
Dværgblåfugl kan i Danmark alene ses på nogle afgrænsede områder i Nord- og Midtjylland samt på Fyn og Sjælland. Dværgblåfugl lever omkring klitter, skråninger med tyndt jordlag og grusgrave.
Arten blev kategoriseret af Fuessly i 1775.
Udseende.
Dværgblåfuglen kan kendes på sin ringe størrelse og sin brune overside. Den kan dog sommetider forveksles med skovblåfugl.
Larvens foderplanter.
Sommerfuglelarver er specialiserede til kun at æde nogle få planter. Dværgblåfuglens larve lever på rundbælg.
Landskrona slot.
Landskrona slot eller Landskronas Citadel (før 1658) er et citadel beliggende i Landskrona, Skåne, Sverige.
Byggeriet af citadellet blev påbegyndt i 1549 (eller 1543) af Peder Skram med Christian III som bygherre. Slottet, der mere er et militært anlæg – en fæstning – end et slot stod færdigt i 1559. Slottet omkransedes af en ringmur og en voldgrav på 70 meter. Der var fra Øresundssiden adgang over en vindebro.
I 1589 påbegyndte Jørgen Ottesen Brahe, som var lensmand på Landskrone 1588-91, bygningen af en bolig for lensmanden.
20. marts 1644 angreb svenskeren Gustav Horn Landskrone by og slot. Byen var blevet rømmet og han kunne gå direkte over til en belejring af slottet med dets 300 mands besætning. 7. april overgav fæstningen sig og der indsattes i stedet en svensk besætning på 1000 mand.
1399.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1394 1395 1396 1397 1398 - 1399 - 1400 1401 1402 1403 1404
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
99
1398.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1393 1394 1395 1396 1397 - 1398 - 1399 1400 1401 1402 1403
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
98
1397.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1392 1393 1394 1395 1396 - 1397 - 1398 1399 1400 1401 1402
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
97
1396.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1391 1392 1393 1394 1395 - 1396 - 1397 1398 1399 1400 1401
Konge/Dronning i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Eksterne henvisninger.
96
1395.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1390 1391 1392 1393 1394 - 1395 - 1396 1397 1398 1399 1400
Eksterne henvisninger.
95
1394.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1389 1390 1391 1392 1393 - 1394 - 1395 1396 1397 1398 1399
Eksterne henvisninger.
94
1393.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1388 1389 1390 1391 1392 - 1393 - 1394 1395 1396 1397 1398
Eksterne henvisninger.
93
1392.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1387 1388 1389 1390 1391 - 1392 - 1393 1394 1395 1396 1397
Eksterne henvisninger.
92
1391.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1386 1387 1388 1389 1390 - 1391 - 1392 1393 1394 1395 1396
Eksterne henvisninger.
91
1390.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne - 1390'erne - 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne 1440'erne
År: 1385 1386 1387 1388 1389 - 1390 - 1391 1392 1393 1394 1395
Eksterne henvisninger.
90
1389.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1384 1385 1386 1387 1388 - 1389 - 1390 1391 1392 1393 1394
Eksterne henvisninger.
89
1388.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1383 1384 1385 1386 1387 - 1388 - 1389 1390 1391 1392 1393
Eksterne henvisninger.
88
1387.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1382 1383 1384 1385 1386 - 1387 - 1388 1389 1390 1391 1392
Eksterne henvisninger.
87
1386.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1381 1382 1383 1384 1385 - 1386 - 1387 1388 1389 1390 1391
Eksterne henvisninger.
86
1385.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1380 1381 1382 1383 1384 - 1385 - 1386 1387 1388 1389 1390
Eksterne henvisninger.
85
1384.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1379 1380 1381 1382 1383 - 1384 - 1385 1386 1387 1388 1389
Eksterne henvisninger.
84
1383.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1378 1379 1380 1381 1382 - 1383 - 1384 1385 1386 1387 1388
Eksterne henvisninger.
83
1382.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1377 1378 1379 1380 1381 - 1382 - 1383 1384 1385 1386 1387
Eksterne henvisninger.
82
1381.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1376 1377 1378 1379 1380 - 1381 - 1382 1383 1384 1385 1386
Eksterne henvisninger.
81
1380.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1375 1376 1377 1378 1379 - 1380 - 1381 1382 1383 1384 1385
Eksterne henvisninger.
80
1380'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne - 1380'erne - 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne 1430'erne
År: 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389
å
1370'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379
å
1379.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1374 1375 1376 1377 1378 - 1379 - 1380 1381 1382 1383 1384
Eksterne henvisninger.
79
Norges politik.
Norges politik beskriver Norges administrative og politiske strukturer.
Norge er et parlamentarisk repræsentativt-demokratisk konstitutionelt monarki, hvor med statsministeren er landet regeringschef og regenten er statsoverhovedet.
Den nuværende statsminister er Jens Stoltenberg og nuværende konge er Harald 5.
Regering.
Den norske regering er ledet af en statsminister. Den nuværende statsminister er Jens Stoltenberg, der blev valgt ved parlamentsvalget i 2005.
Politiske partier og valg.
Nordmændene går til valg hvert 4. år – altid på den anden mandag i september. Ved seneste valg i 2009 bevarede koalitionen af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet det flertal, de første gang opnåede i 2005.
Geopolitiske enheder.
Norges primære geopolitiske opdeling er i 19 "fylker" (svarende til de danske amter eller regioner). Hvert af norges fylker har en guvernør (en "fylkesman").
Disse fylker er igen delt op i i alt 434 kommuner.
Territorier.
Norge fik suverenitet over Svalbard i og med Svalbardtraktaten i 1920. Bjørneøen regnes som en del af Svalbard, mens Jan Mayen ligger lengere mod vest.
Norges krav i Antarktis er underlagt Antarktistraktaten.
Den privat-initierede okkupationen av Østgrønland i 1931 blev afvist af Den internationale Domstol i Haag i 1933.
Bellis (pigenavn).
Bellis er et dansk pigenavn.
I 2007 var der iflg. Danmarks Statistik 11 piger med navnet.
Brunhilde (tegneserie).
Brunhilde (eng.: "Broom-Hilda") er en amerikansk tegneserie, skabt af Russell Myers i 1970, med en uhumsk heks af samme navn. Øvrige medvirkende er trolden Osvald (eng.: "Irwin Troll"), som er usædvanlig blid men knapt så klog, og gribben Grifberg (eng.: "Gaylord Buzzard"), som er lærd og noget snobbet.
Horns krig.
Horns krig var en krig i 1644 i Skåne, opkaldt efter den svenske øverstbefalende Gustav Horn. Den er den mest brutale svenske plyndringskrige i Skåne..
Længe efter Horns krig regnede skåningene med "X antal år efter Horns krig".
Det svenske rigsråd besluttede i 1643 at angribe Danmark, og uden krigserklæring angreb svenskerne i en knibtangsmanøvre: feltmarskal Lennart Torstensson rykkede ind i Jylland (Torstenson-krigen) og plyndrede store dele af landet, imens Gustav Horn med 11.000 mand invaderede Skåneland.
Den svenske fremfærd var nådesløs, og mange byer blev nedbrændt og udplyndrede. Store dele af det nordlige og vestlige Skåne, det sydlige Halland samt det vestlige Blekinge blev ødelagt.
Svenskerne erobrede Lund, Landskrone (nu Landskrona), Helsingborg, Laholm og Engelholm (nu Ängelholm). Antallet af regulære soldater til forsvar var ringe, men en stor skare friskytter under Bent Mogensen ydede hård modstand. Det lykkedes de stærke fæstninger i Christianstad (nu Kristianstad) og Malmø (Malmøhus) at holde stand.
Carmen (pigenavn).
Carmen er et spansk pigenavn, der også bruges på mange andre sprog.
Navnet har katolsk baggrund. Det hentyder til Jomfru Maria, således som hun påkaldes som "Vor Frue af Karmelbjerget". Sammenlign navne som "Maria Annunciata, Maria Assunta," osv. hvor "Maria" ofte underforstås.
Navnet er forholdsvist sjældent i Danmark, idet kun 317 personer bærer navnet. Det har dog de seneste 10 år sket en forholdsvis kraftig stigning i antallet af personer med navnet.
Chili (pigenavn).
Chili er et dansk pigenavn.
Diana (pigenavn).
Diana er et pigenavn, der stammer fra latin, idet Diana var romersk gudinde for jagt. Navnet forekommer også på dansk i forskellige variationer, blandt andet: Diane, Dianna og Dianne. I alt lidt over 3.500 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.
Ea (gud).
Ea er en vandets gud i babylonisk-assyrisk mytologi.
M/F Fenja.
M/F Fenja er navnet på en af FanøFærgens færger. Den sejler mellem Esbjerg og Nordby på Fanø. Søsterfærgen hedder F Menja.
De er opkaldt efter jættepigerne Fenja og Menja fra den nordiske mytologi.
Ruten ejes nu januar 2008 af Clipper Group der er hjemmehørende i København.
Se også.
Fenja
Flammepunkt.
Flammepunktet er den minimumstemperatur, hvor en væske under normale trykforhold afgiver dampe i en antændelig koncentration.
Eksempelvis benzin afgiver ved almindelig stuetemperatur antændelige dampe - dvs. flammepunktet ligger under stuetemperatur.
Antændelsestemperatur.
Antændelsestemperaturen er den laveste temperatur, som et brændbart stof skal opvarmes til for, at det kan antændes i atmosfærisk luft.
Denne egenskab udnyttes i vid udstrækning ved brandslukning, hvor man ved hjælp af vand søger at "nedkøle" det brændende objekt til en temperatur under antændelsespunktet.
Kaffeklubben Ø.
Robert E. Peary - Opdager af Kaffeklubben Ø
Kaffeklubben Ø, på grønlandsk "Inuit Qeqertaat", er en grønlandsk ø, opdaget i 1900 af Robert E. Peary. Det er verdens nordligste landpunkt, hvis man ser bort fra sandbanken Oodaaq Ø. Den ca. 1 km lange ø ligger på 83° 40' nordlig bredde og 29° 50' vestlig længde, 37 km øst for Kap Morris Jesup. I 1921 blev øen for første gang besøgt af Jubilæumsekspeditionen 1921 - 1923.
Øen er opkaldt efter en uformel kaffeklub dannet af bl.a. af ekspeditionsdeltagere fra Mineralogisk Museum, Københavns Universitet.
Joe Zawinul.
Joe Zawinul – (egt. "Josef Erich Zawinul") – (7. juli 1932 i Wien – 11. september 2007 i Wien) var en østrigsk jazzpianist, komponist, orkesterleder og arrangør.
Joe Zawinul spillede piano og keyboard og var særdeles anerkendt som komponist.
Tidligt liv.
Josef Erich Zawinul var søn af arbejder, Josef Zawinul, og kokkepige, Maria Hameder. Hans farfar stammede fra Sydmähren, mens farmoderen var ungarsk Sinti. Moderen kom fra en landsby i Wienerwald, var amatørsanger, spillede klaver og havde absolut gehør.
Josef blev født og voksede op i "Landstraße", hvor han gik i skole med den senere østrigske præsident, Thomas Klestil.
Tidlig karriere.
Joe Zawinul blev uddannet som klassisk pianist på musikkonservatoriet i Wien og han spillede efterfølgende i forskellige radio og studiebands, før han i 1959 rejste til USA på et stipendium til musikstudier ved "Berklee College of Music". Josef var dog allerede så dygtig, at hans lærer på Berklee ytrede noget i retning af: "Her kan du intet lære, gå ud og spil professionelt i stedet." Han spillede i forskellige grupper, bl.a. i trompetisten Maynard Fergusons band og i saxofonisten Cannonball Adderleys gruppe. I to år turnerede han og indspillede plader med sangeren Dinah Washington. I slutningen af 1960'erne spillede han i den meget stilskabende Miles Davis' gruppe.
Moden karriere.
I 1971 dannede Zawinul gruppen "Weather Report" sammen med saxofonisten Wayne Shorter. Gruppen blev opløst i 1986, men Zawinul fortsatte, først alene og efter samling af en ny gruppe musikere som "the Zawinul Syndicate".
I 2004 åbnede Zawinul en ny jazzklub i Wien. Jazzklubben med navnet "Birdland" er opkaldt både opkaldt efter 1940'ernes og 1950'erne's berømte jazzklub i New York og efter et af "Weather Report"s mest kendte numre komponeret af Zawinul selv.
Joe Zawinul døde efter kort indlæggelse på et hospital i Wien af kræft. Hans kone Maxine (1941-2007) var død blot få uger forinden. Parret efterlod tre sønner, Erich, Ivan og Anthony. På foranledning af Wiens borgmester, Michael Häupl, blev Zawinul tildelt en æresgrav på "Zentralfriedhof". Graven ligger ca. to minutters gang fra Beethovens og Brahms' gravsteder.
Weather Report.
Weather Report er et rock-jazz-fusionsband, startet i 1971 af Joe Zawinul og Wayne Shorter. Bandet har huset mange store trommeslagere (Peter Erskine, Omar Hakim, Alex Acuna, Chester Thompson m.fl.), percussionister (fx Don Alias og Manolo Badrena) og bassister Miroslav Vitous, Alphonso Johnson, Jaco Pastorius, Victor Baily. indtil gruppen i 1986 blev opløst. Gruppen indspillede 16 plader, hvoraf "Heavy Weather" fra 1977 med hittet "Birdland" blev den mest populære.
Grus.
Grus er i almindelig tale udtryk for en blanding af sten og sand og kan bredt defineret dække jordpartikler med en diameter mellem 2 og 20 mm. Ofte menes der: brolægningsgrus, som netop er meget lerholdigt. Produktet mekanisk stabilt grus (stabilgrus) er under skarp kontrol, da dets evne til at lade sig komprimere og dermed bære trafikbelastning hænger nøje sammen med at kornkurven er jævn og ubrudt. Grus graves op fra grusgrave.
Sprogbrugen og definitionerne er forskellige på Sjælland (Østdanmark) og i Jylland (Vestdanmark). I vest er sand materialer op til ca. 1 mm, grus er materialer på ca. 1-3 mm og det derover er sten. I øst er sand noget større (alle kornede jordtyper, med mindre de enkelte partikler kan skelnes på afstand), grus kan være op til ca. 20 mm. og derover er der enighed om, at det er sten.
I Dansk Standard 404 nomenklatur for sand-, grus- og stenmaterialer er den geotekniske betegnelse for grus en kornstørrelse på 2-20 mm.
Giuseppe Verdi.
Giuseppe Fortunino Francesco Verdi (9. eller 10. oktober 1813 - 27. januar 1901) var en italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af de mest indflydelsesrige komponister fra det 19. århundrede. Hans værker opføres ofte i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur som fx "La donna è mobile" fra "Rigoletto", "Va, pensiero", det hebraiske slavekor fra "Nabucco", "Libiamo ne' lieti calici", drikkesangen fra "La traviata" og triumfmarchen fra "Aida". Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret.
Tidlige liv.
Verdi blev født som søn af Carlo Giuseppe Verdi og Luigia Uttini i Le Roncole en landsby nær Busseto, der lå i departmentet Taro, som var en del af det første franske imperium efter annekteringen af Hertugdømmet Parma og Piacenza. Dåbsregisteret anfører den 11. oktober, at han blev "født i går", men da dagen ofte regnedes fra solnedgang, betyder det, at Verdi blev født enten den 9. eller 10. oktober. Dagen efter blev han døbt i den romersk-katolske kirke, "Joseph Fortuninus Franciscus". Dagen derpå tog Verdis far sin nyfødte med ind til Busseto, hvor barnet blev opført som "Joseph-Fortunin-François".
Mens han stadig var barn, flyttede forældrne fra Piacenza til Busseto, hvor barnet kunne få en uddannelse og besøge det store bibliotek i jesuitterskolen. I Busseto modtog Verdi sin første undervisning i komposition.
Han fortsatte sine studier i Milano som 20-årig. Han modtog privatundervisning i kontrapunkt og gik til operaforestillinger og koncerter med specielt tysk musik. Det var i Milano, at han blev overbevist om, at han skulle forfølge en karriere som teaterkomponist. I midten 1830'erne deltog han i "Salotto Maffei", en salon ved Clara Maffei.
Tilbage i Busseto blev han byens musiklærer, og med støtte fra Antonio Barezzi, en lokal købmand og musikelsker, der længe havde støttet Verdis musikalske ambitioner i Milano, gav Verdi sin første offentlige optræden i Barezzis hjem i 1830.
Da Barezzi elskede Verdis musik, inviterede han ham til at være musiklærer for datteren Margherita, som Verdi hurtigt blev forelsket i. De blev gift den 4. maj 1836, og Margherita fødte to børn, Virginia Maria Luigia (26. marts 1837 - 12. august 1838) og Icilio Romano (11. juli 1838 - 22. oktober 1839). Begge døde som spæde, mens Verdi arbejdede på sin første opera, og kort tid efter døde Margherita (18. juni 1840). Verdi blev dybt påvirket af sin kone og sine børns død.
Første anerkendelse.
Opsætningen af hans første opera, "Oberto, conte di San Bonifacio", i november 1839 på Milanos Teatro alla Scala fik en vis succes, og Bartolomeo Merelli, teatrets impresario, tilbød Verdi en kontrakt på yderligere to værker. Det var under arbejdedet med sin anden opera,"Un giorno di regno ossia il finto Stanislao", at fru Verdis kone. Operaen havde premiere i september 1840 og blev en fiasko. Verdi overvejede fortvivlet at opgive komponistkarrieren, men Merelli overtalte ham til at skrive "Nabucco", og ved premieren i 1842 var Verdi pludselig berømt.
Nu fulgte i de næste ti år 14 operaer. "I Lombardi alla prima crociata" kom i 1843, "Ernani" i 1844 og "Luisa Miller" i 1849. Operaerne blev gradvis mere og mere fyldige, og orkestret fik efterhånden en større og kraftigere rolle. Som et brud med konventionen i det 19. århundredes italienske opera forsøgte Verdi sig med en opera uden en kærlighedshistorie og skrev "Macbeth" i 1847.
I 1847 blev "I Lombardi" revideret og omdøbt til "Jérusalem". Den blev sat op på "Opéra National de Paris". Verdi måtte gå ind på en række parisiske konventioner og omarbejdede værket i den franske grand opéra-stil.
Mellemår.
Engang i midten af 1840'erne, efter Margherita Barezzis død, indledte Verdi en affære med Giuseppina Strepponi, en sopran i slutningen af sin karriere. Deres samliv før ægteskabet var skandaløst, og Verdi og Giuseppina blev gift den 29. august 1859 Collonges-sous-Salève nær Genève. Da Verdi boede i Busseto med Strepponi, købte han en ejendom i kort afstand fra byen i 1848. I første omgang boede hans forældre der, men efter moderens død i 1851 gjorde han Villa Verdi på Sant'Agata i Villanova sull'Arda til sit hjem resten af livet.
Et af Verdis største mesterværker "Rigoletto" fik premiere i Venedig i 1851. Operaen er baseret på skuespillet "Le Roi s'amuse" af Victor Hugo. Librettoen gennemgik væsentlige ændringer, før censuren var tilfreds, og komponisten var på nippet til at opgive det hele flere gange. Operaen blev en stor succes. Med "Rigoletto" blev Verdis idé tydelig om det musikalske drama som en blanding af heterogene elementer, der afspejler den sociale og kulturelle kompleksitet. Operaen udviser en særpræget blanding af komedie og tragedie og en stor variation i det musikalske udtryk.
Nu fulgte den anden og tredje af de tre store operaer fra Verdis "mellemperiode": I 1853 blev "Il Trovatore" sat op i Rom og "La Traviata" i Venedig. Traviata er blandt hans mest kendte operaer i dag, men ved premieren fik den ikke en god modtagelse. Den var baseret på den yngre Alexandre Dumas' stykke "La Dame aux camélias".
Senere kompositioner.
Mellem 1855 og 1867 fulgte en strøm af store Verdi-operaer: "Un ballo in maschera" (1859), "La forza del destino" (bestilt af det kejserlige teater i Sankt Petersborg og opført i 1862) og en revideret version af "Macbeth" (1865). Andre lidt mindre ofte opførte værker omfatter "Les vêpres siciliennes" (1855) og "Don Carlos" (1867), begge bestilt af pariseroperaen og sunget på fransk. I dag opføres disse to sidstnævnte operaer som oftest i reviderede italienske versioner. "Simon Boccanegra" fulgte i 1857.
I 1869 blev Verdi bedt om at komponere et afsnit til et requiem til minde om Gioachino Rossini. Tanken var, at det skulle være en samling af musik af italienske komponister. Dette requiem blev udarbejdet og afsluttet, men det blev aflyst i sidste øjeblik og ikke opført i Verdis levetid. Verdi skød skylden på dirigentens manglende entusiasme; han var Angelo Mariani, der længe havde været Verdis ven. Episoden førte til et mellem dem. Sopranen Teresa Stolz, som senere fik et stærkt forhold til Verdi, var Marianis forlovede, men hun forlod ham ikke længe efter. Fem år senere omarbejdede Verdi "Libera Me", hans bidrag til requiet, og gjorde det til en del af sit eget "messe" til ære for den berømte romanforfatter og digter Alessandro Manzoni, der døde i 1873. Det blev uropført i domkirken i Milano den 22. maj 1874.
Verdis grand opéra, "Aida", menes at været bestilt til festlighederne i forbindelse med åbningen af Suez-kanalen i 1869, men ifølge en kritiker, afviste Verdi Khedives opfordring til at skrive en "ode" til det nye operahus i Cairo, som han havde planer om at indvie som en del af kanalåbningen. Operahuset blev rent faktisk åbnet med en opførelse af "Rigoletto". Senere i 1869-1870, fik en ny henvendelse med et ønske om en opera, men igen afviste han. Da han fik at vide, at Charles Gounod ville få bestillingen og derefter Richard Wagner, begyndte Verdi at vise interesse, og en aftale blev undertegnet i juni 1870.
Sopranen Teresa Stolz var forbundet med "Aida", "Requiet" og en række andre Verdi-partier). Rollen som Aida blev skrevet til hende; hun optrådte dog ikke ved verdenspremieren i Kairo i 1871, men sang partiet ved den europæiske premiere i Milano i februar 1872. Hun var også solist i den første og mange senere opførelser af Verdis "Requiem". Det var en udbredt opfattelse, at hun og Verdi havde en affære, efter at hun forlod Angelo Mariani. Om der er nogen sandhed i påstanden, kommer næppe for dagens lys, men efter Giuseppina Strepponis død var Teresa Stolz en nær ven af Verdi.
Efter "Aida" skrev Verdi efter 1873 en strygekvartet og rekviet over digteren Alessandro Manzoni.
Verdi og Wagner, som stod for hver sin musikalske "skole", havde et dårligt forhold til hinanden, selv om de aldrig har mødtes. Verdis bemærkninger om Wagner og hans musik er få og ikke velvillige, omend han dog stærkt beklagede den tyske komponists død. Af Wagners bemærkninger om Verdi er kun en velkendt. Efter at have lyttet til Verdis "Requiem", skal Wagner have sagt, at det ville være bedst ikke at sige noget.
Sidste år og død.
I de følgende år reviderede Verdi nogle af sine tidligere partiturer og kom med nye versioner af "Don Carlos", "La forza del destino" og "Simon Boccanegra".
I 1879 blev Verdi opfordret til at skrive en ny opera, "Otello". Pga. revisionerne af de tidligere operaer blev "Otello" først færdig i 1886. Værket bygger på Shakespeares Othello og er komponeret til en libretto af den yngre komponist Arrigo Boito, som har komponeret "Mefistofele"). Operaen, der er Verdis mest kraftfulde og tragiske værk, uropførtes i Milano i 1887. Musikken kan ikke let opdeles i separate "numre". Arturo Toscanini spillede cello i orkestret ved urpremieren og begyndte her sit venskab med Verdi, som han ærede lige så højt som Beethoven).
Verdis sidste opera, "Falstaff", hvis libretto også var af Boito, er baseret på Shakespeares "The Merry Wives of Windsor" og Victor Hugos oversættelse. Den komiske opera havde premiere i 1893 og blev en international succes. Den viser Verdis geniale forhold til kontrapunkt.
I 1894 komponerede Verdi en kort ballet til en fransk produktion af "Otello", og balletmusikken blev hans sidste orkestrale komposition. År senere, registrerede Arturo Toscanini musikken til RCA Victor med NBC Symphony Orchestra som supplement til sin indspilning af den komplette opera fra 1947.
I 1897 færdiggjorde Verdi sit sidste værk, en komposition til den gamle latinske tekst "Stabat Mater". Det var det sidste af fire religiøse værker, Verdi komponerede, "Quattro Pezzi Sacri", som opføres sammen eller hver for sig. Uropførelsen af de fire værker fandt sted den 7. april 1898 i Paris. De fire værker er: "Ave Maria" for blandet kor, "Stabat Mater" for blandet kor og orkester, "Laudi alla Vergine Maria" for damekor og" Te Deum" for blandet kor og orkester.
Den 29. juli 1900 blev kong Umberto I af Italien myrdet; mordet forfærdede den aldrende Verdi.
Sine sidste år tilbragte Verdi som en rig og respekteret mand i Milano. Under sit ophold på "Grand Hotel et de Milan" fik Verdi et slagtilfælde den 21. januar 1901. Han blev svagere og svagere og døde seks dage efter, den 27. januar 1901. Arturo Toscanini dirigerede et orkester og kor med musikere fra hele Italien ved statsbegravelsen i Milano. Begravelsen er den offentlige begivenhed, der har tiltrukket det største antal mennesker i Italiens historie.
Verdis rolle i "Risorgimento".
Musikhistorikere har længe fortalt om det berømte "Va, pensiero"-kor fra tredje akt af "Nabucco". Myten fortæller, at når "Va, pensiero"-koret blev sunget i Milano, der tilhørte den del af Italien, der var under østrigsk herredømme, reagerede publikum med nationalistisk iver og identifikation med de landsforviste slavers klagesang over deres tabte hjemland ved at kræve stykket spillet dacapo. Da regeringen havde forbudt ekstranumre, ville ønsket være yderst betydningsfuldt. Forskningen har ikke kunnet bekræfte myten. Hvis publikum ønskede et ekstranummer, var det ikke "Va, pensiero", det drejede sig om, men snarere salmen "Immenso Jehova," sunget af den hebraiske slaver for at takke Gud for at redde folket. I lyset af disse nye oplysninger har Verdis rolle som den musikalske frontfigur i "Risorgimento" måttet nedtones.
På den anden side afbrød teatrets håndværkere, hvad de var i gang med under en prøve på operaen og applauderede "Va, pensiero". Verdis musik skal i stigende være identificeret med italiensk nationalisme fra sommeren 1846, hvor navnet på en person i "Ernani" blev ændret fra Carlo til Pio, en henvisning til Pave Pius IXs amnesti til politiske fanger.
Myten om Verdi som Risorgimentos komponist har også ført til påstande, om at sloganet "Viva Verdi" blev brugt i hele Italien som hemmeligt akronym for Vittorio Emanuele Re d'Italia (Victor Emmanuel, konge af Italien) som henvisning til Victor Emmanuel II, der dengang var konge af Sardinien.
Da Verdi blev kørt sit sidste hvilested på Casa di Riposo per Musicisti dirigerede Arturo Toscanini et kor på 820 sangere i "Va, pensiero". Ved casa'et blev "Miserere" fra "Il trovatore" sunget.
Verdi blev valgt som medlem af deputeretkammeret i 1861 efter en anmodning fra premierminister Cavour. Verdi søgte sin afsked i 1865. I 1874 blev han udnævnt til Senator af Kongeriget af kong Victor Emanuel II.
Stil.
Verdis musik er præget af Rossini, Bellini, Meyerbeer og ikke mindst Donizetti og Mercadaante. Med undtagelse af "Otello", "Aida" og Falstaff viser hans værker ikke påvirkninger fra Wagner. Selv om han respekterede Gounod, undgik Verdi omhyggeligt at lære noget fra franskmanden, som mange i Verdis samtid betragtede som den største nulevende komponist. Nogle steder i "Aida" tyder i hvert fald på kendskab til værker af den russiske komponist Mikhail Glinka, som Franz Liszt efter sin rundtur i det russiske imperium som pianist udbredte kendskabet til i det vestlige Europa.
Gennem hele sin karriere brugte Verdi kun sjældent det høje C i sine arier for tenor med henvisning til, at muligheden for at synge den pågældende node foran et publikum ville distrahere den udøvende både før og efter tonen. Men han gav høje C'er til "Duprez" i "Jérusalem" og "Tamberlick" i den oprindelige version af "La forza del destino". Det høje C, der ofte høres i arien "Di quella pira", findes ikke i Verdis partitur.
Verdi insisterede på tålmodigt at opsøge plots, som passede til netop hans temperament som komponist. I tæt samarbejde med sine tekstforfattere sikrede han sig, idet han var klar over, at det dramatiske udtryk var hans force, at libretto var renset for alle "unødvendige" detaljer og "overflødige" personer, så der kun var roller fyldt med lidenskab og scener med rigt drama tilbage.
Mange af hans operaer især fra 1851 er en fast bestanddel af standardrepertoiret. Kun Giacomo Puccini har af italienske operakomponister nået Verdis popularitet.
Politisk betydning.
I modsætning til de fleste af de visuelle kunstarter var operaen kommercielt rentabel og tilgængelig for de fleste klasser i samfundet. Den var derfor et effektivt middel til at nå det 19. århundredes offentlighed. Verdi satte i sit musikteater ædle idealer op mod korrumperet magt, fædrelandskærlighed op mod uundgåelige krav om opofrelse og død, og lidenskab op mod behovet for social orden.
Andre kulturelle referencer.
"After Aida" er et skuespil med musik i lighed med "Amadeus"; det skildrer Verdis forhold til sin librettist Arroigo Boito.
Verdi betyder bogstaveligt "Josef Grøn". Komikeren Victor Borge henviste ofte til den berømte komponist som "Joe Green", idet han mente, at "Giuseppe Verdi" blot var hans "kunstnernavn". Den samme vittige undersættelse indgår i filmen "Evil Under the Sun" af Patrick Redfern.
Der er mange teatre opkaldt efter Verdi i Italien.
Hans Ulrik.
Hans Ulrik (født 28. september 1965 i København) er en dansk saxofonist.
Hans Ulrik har spillet med en lang række danske og udenlandske musikere, foruden at have indspillet foreløbig ni plader som leder.
Senest er hans indspilninger med gruppen Hans Ulrik Jazz and Mambo blevet meget anmelderrost.
Som sideman har bl.a. samarbejdet med Frans Bak været meget udbytterigt.
Hans Ulrik mestrer foruden tenorsaxofonen en række andre træblæseinstrumenter, herunder blokfløjte, pennywhistle, sopransaxofon og klarinet.
Udover den mere sofistikerede jazzmusik som Ulrik normalt forbindes med, har han også spillet med en del popmusikere, herunder Trine Dyrholm, Lex og Klatten, Det brune punktum og Lene Siel.
Polen.
Polen ("polsk": Polska), officielt Republikken Polen ("polsk": Rzeczpospolita Polska) er et land i Centraleuropa og grænser til Tyskland mod vest, Tjekkiet og Slovakiet mod syd, Ukraine og Hviderusland mod øst, og Østersøen mod nord, Litauen og Rusland (i form af Kaliningrad-enklaven) mod øst. Polen deler søgrænser med Danmark og Sverige. Med et areal på 312 679 km² er Polen verdens 69. største land og det 9. største i Europa. Polens befolkning udgør 38,5 millioner indbyggere og gør det til det 33. mest befolkede land i verden.
Den første polske stat opstod i 966 med et territorium som Polens moderne grænser. Polen blev et kongedømme i 1025 og gik i 1569 ind i en langvarig union med Storfyrstendømmet Litauen og dannede Den polsk-litauiske realunion. Realunionen var blandt de mest magftulde, rigeste og folkerigeste stater i Europa i løbet af dens eksistens (1569-1795) og var kendetegnende for en magtfuld adel (Szlachta), som udgjorde 15 procent af den samlede befolkning. Til sammenligning var det tilsvarende procenttal i Frankrig på daværende tidspunkt 1,5 %, mens det i England var 1,5-3 %. Den Polsk-Litauiske Realunion var en yderst mangfoldig stat med et betydeligt antal af etniciteter og med en dertilhørende udpræget religionsfrihed i forhold til Europas resterende stater. Realunionen blev opløst i 1795, og Polen blev delt mellem sine nabolande Rusland, Prøjsen og Østrig. Polen vandt sin selvstændighed tilbage i 1918 efter 1. verdenskrig. I 1926 gennemførte general Pilsudski et militærkup og gjorde landet til en diktaturstat. Under 2. verdenskrig blev Polen besat af Stortyskland. Efter krigen blev Polen omdannet til et kommunistisk "østblokland" under sovjetisk kontrol. Efter flere år med politiske kampe afskaffede Polen det kommuniske styre i 1989, og landet blev uformelt kendt som "Den tredje polske republik".
I dag er Polen et parlamentarisk demokrati bestående af seksten voivodskaber og er det sjette mest befolkede medlemsland i EU. Landet er desuden medlem af NATO, FN, OECD, WTO og flere andre internationale organisationer.
Historie.
Polens historie indledes i det 10. århundrede, da Piast-familien, som regerede området, besejrede og forenede flere slaviske stammer. I 966 modtog Polen kristendommen fra Tjekkiet.
I 1569 indgik Polen og Litauen Lublinunionen og dannede "Republikken af to Nationer".
"Republikken" (egentlig "Samvældet"), som bestod af det nuværende Polen, Litauen, Letland, Estland, Hviderusland, dele af Ukraine, dele af Rumænien og dele af Rusland, blev delt mellem nabolandene, Kongeriget Preussen, det Russiske Kejserrige og De Habsburgske Arvelande (Østrig) i 1772, 1793 og endeligt i 1795, hvor Polen forsvandt fra det europæiske kort som selvstændig stat.
Polen genvandt sin frihed den 11. november 1918. I 1926 gennemførte general Pilsudski et militærkup og indførte diktatur. Den 1. september 1939 angreb Tyskland landet, hjulpet af sovjetiske tropper den 17. september 1939 som følge af Ribbentrop-Molotov pagten (underskrevet af Tyskland og Sovjetunionen den 23. august 1939).
Dermed var delingen af Polen mellem Tyskland og Sovjetunionen fuldbyrdet. Det polske territorium var besat af Sovjetunionen og Tyskland frem til 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen, og tyskerne erobrede hele det polske territorium fra Sovjet. Hitlers regime slog ekstra hårdt til mod den polske civilbefolkning. Tyskerne myrdede over seks millioner polske statsborgere, hvoraf over halvdelen var jøder. Hertil kom materielle ødelæggelser: blandt andet Warszawa blev jævnet med jorden. Mange af de tyske udryddelses- og arbejdslejre, som nazismens ofre blev transporteret til, blev opført på polsk jord under den tyske okkupation. Sovjet undertrykte ligeledes den polske befolkning, hvorpå massemordet på polske officerer i Katyn-massakren er et eksempel. Sovjet sendte hundredetusindvis af polakker til arbejdslejre fx i Sibirien og Kasakhstan. Republikken blev genoprettet efter krigen, men som følge af sovjetisk-britisk-amerikanske aftaler blev landegrænserne forskudt mod vest, og Polen blev en socialistisk republik medlem af Warszawa-pagten. I 1980'erne tilkæmpede polakkerne sig større selvstændighed via den første frie fagforening Solidaritet under ledelse af Lech Wałęsa. Det førte til, at Polen som første medlem af Warsza-pagten indførte frie valg og brød med det kommunistiske styre i 1989. Polen fik NATO-medlemskab i 1999 og EU-medlemskab i 2004.
Den 10. april 2010 styrtede den polske pendant til Air Force One ned med blandt andet Polens præsident, Lech Kaczyński og hans kone, Maria Kaczyńska, under et mislykket 2. landingsforsøg i Smolensk, Rusland. Om bord var såvel landets viceudenrigsminister, Andrzej Kremer, den polske hærchef, Franciszek Gagor, samt den polske centralbankchef, Slawomir Skrzypek.. Præsidenten og flere af de andre topfolk var på vej til en mindehøjtidelighed for 70-års dagen for en massakre på 20.000 polakker under 2. verdenskrig.
På nuværende tidspunkt er formanden for parlamentet, Bronisław Komorowski, blevet indsat som fungerende præsident, inden der skal fastsættes dato for nyvalg inden 14 dage inden for en 2 måneders periode.
Politik.
a>en. Sejmen har en historie tilbage til 1182, og har siden 1989 haft funktionen som underhus i Polen
Polen er en demokratisk republik, med præsidenten, som vælges ved frie valg for en periode på fem år, som statsoverhoved. Regeringsstrukturen koncentrerer sig om Ministerrådet ledet af statsministeren. Nuværende statsminister er Donald Tusk. Præsidenten udnævner kabinettet efter statsministerens forslag, normalt fra flertalskoalitionen i tokammerunderhuset Sejmen. Sammen med ministerrådet udgør præsidenten landets udøvende magt. Nuværende præsident er Bronisław Komorowski.
Polen har et tokammerparlament, som består af Sejmen (som vælges gennem proportionale valg og har 460 repræsentanter) og Senatet (som vælges gennem et blokvalgssystem og har 100 senatorer). Sejmen har en spærregrænse på fem procent, som imidlertid ikke gælder for etniske partier. Grundloven blev skrevet i 1997. (Polens første grundlov af 1791 er verdens næstældste. Det var den, der var grundlaget for polsk rigsdag: et veto på rigsdagen forkastede samtlige forslag). Når Sejmen og Senatet afholder fællessession danner de Nationalforsamlingen ("Zgromadzenie Narodowe"). Tokammerparlamentet udgør den lovgivende magt i landet.
Den dømmende magt udøves af domstolene Højesteret ("Sąd Najwyższy"), Den øverste forvaltningsdomstol ("Naczelny Sąd Administracyjny"), Konstitutionsdomstolen ("Trybunał Konstytucyjny") og Statsdomstolen ("Trybunał Stanu"). Efter godkending af Senatet udpeger også Sejmen Ombudsmanden ("Rzecznik Praw Obywatelskich") for en periode på fem år.
Efter valget i 2007 er partiet Platforma Obywatelska i regeringsposition, men har ikke flertal og er derfor gået i koalition med Polskie Stronnictwo Ludowe. Blandt de øvrige partier i parlamentet findes Prawo i Sprawiedliwość og Lewica i Demokraci.
Administrativ inddeling.
Polen er inddelt i 16 voivodskaber (provinser; polsk "województwo"). Voivodskaberne deles yderligere ind i 379 powiater (distrikt: 65 bydistrikter og 314 landdistrikter) og 2 478 gminaer (kommuner; 307 bykommuner, 582 blandede kommuner og 1 589 landkommuner).
De polske navne på voivodskaberne skal i sin fulde form skrives sammen med "województwo", for eksempel "województwo wielkopolskie" (storpolske voivodskaber).
Økonomi.
Polens økonomi er stabil, og siden kommunismens fald er landet gået ind for en liberalisering af økonomien. Polen var en af de sovjetiske lydstater, som havde stærkest økonomi og blev det første land i Central- og Østeuropa, som gik fra planøkonomi til markedsøkonomi. Privatiseringen af små og større statsselskaber samt en liberal lov for markedsetablering har ført til en stor udvikling i den offentlige sektor og forbrugerrettigheder. Landets mange kulminer er basis for energisektoren.
Restruktureringen og privatiseringen af kul-, stål-, jernbane- og energisektoren er pågået siden 1990. Mellem 2007 og 2010 planlagde den polske regering at indføre 20 offentlige selskaber på det polske aktiemarked, inkluderet dele af kulindustrien. Frem til (2007) har de største privatiseringer været salget af det nationale telekommunikationsfirma "Telekomunikacja Polska" til "France Telecom" i 2000 og indføringen af 30 % af andelene til Polens største bank – "PKO Bank Polski" – på det polske aktiemarkedet i 2004. Statssektoren bidrager i dag til 25 % af landets BNP.
I 2002 arbejdede 16,1 % af befolkningen i landbrugssektoren, 29 % i industrien og 54,9 % i servicesektorer. Polen har et stort antal små private gårdsbrug i landbrugsektoren, der trænger til ændringer. Hovedindustrierne er maskinbygning, jern og stål, kul, kemikalier, skibsbygning, næringsmiddelprocession samt produktion af drikke, glas og tekstiler. Polens udstrakte brug af kulenergi gør, at Polen i dag er et af verdens mest forurenende lande med en ekstrem høj CO2-udledning.
Landets hovedstad og økonomiske centrum Warszawa ligger på førsteplads i Centraleuropa med hensyn til udenlandske investeringer. BNP-væksten har været stor og holdt sig stødig fra 1993 til 2000 med en kort nedgangsperiode fra 2001 til 2002. Integrationen med EU har givet et positivt udslag på økonomien, med en årlig vækst på 3,7 % i 2003, i forhold til 1,4 % i 2002. I 2004 lå BNP-væksten på 5,4 %, i 2005 3,3 % og i 2006 5,8 %. Den polske regering har sat som mål at øge BNP til 6,5-7,0 % i 2007.
I dag er Polen EU's sjetestørste økonomi og den 23. største i verden. Landet er blevet et attraktivt investeringssted for udenlandske firmaer fra hele verden. Dette skyldes i stor grad Polens gunstige geografiske placering, en indre socialøkonomisk stabilitet og EU-medlemskabet. Samlet udgjorde udenlandske investeringer i årene 1990-2006 over 87 milliarder dollar. Kun i 2006 udgjorde de over 10 milliarder dollar. Polens største importpartnere er Tyskland, Italien, Rusland, Frankrig, Kina og Holland, mens de største eksportpartnere er Tyskland, Italien, Frankrig, Storbritannien, Tjekkiet og Rusland.
Den største udfordring den polske økonomi står ovenfor i dag er overgangen til eurozonen, og dermed valutabyttet fra złoty til euro. Overgangen planlægges mellem 2009 og 2012 eller 2013. Efter Polens medlemskab i EU har der været arbejdskraftsudvandring til andre EU-lande (særlig Irland og Storbritannien) på grund af en høj arbejdsløshed (11,8 % i februar 2007).
Nu har Polen fjorten særlige økonomiske zoner (fx Kostrzyn - Słubice Særlig Økonomisk Zone;).
De mest udviklede regioner økonomisk set er det masoviske og schlesiske voivodskap. Nederst på listen ligger derimod det subkarpatiske voivodskab samt voivodskaberne Lublin og Opole.
Demografi.
Polen har tidligere været et mødested for mange sprog, kulturer og religioner. Særlig fandtes der et rigt jødisk liv i Polen før nazisters holocaust, da Polens jødiske befolkning på tre millioner blev reduceret til 300 000 overlevende. Følgene af 2. verdenskrig, særlig forskydningen af Polens grænser til området mellem Curzon-linjen og Oder-Neisse-linjen og den efterfølgende afvandring af millioner af mennesker, gav Polen en etnisk ensartet befolkningssammensætning for første gang i landets flerkulturelle historie. En lille polsk minoritet findes i nabolandene Ukraine, Hviderusland og Litauen samt i andre lande. Der findes også en stor gruppe etniske polakker i USA.
Ifølge det statistiske centralbureau i Polen lå Polens indbyggertal mod slutningen af 2005 på 38 635 144. Det gav en befolkningstæthed på 122 indbyggere per km² (i byer om lag 1 105/km², på landsbygden 50/km²). Den naturlige tilvækst var negativ og lå på -0,04 %. Gennemsnitlig levealder var 70,5 år for mænd og 78,9 år for kvinder. 61,5 % af befolkningen boede i byer de fleste i byområderne omkring Katowice (Øverschlesiske industriområde), Warszawa (Warszawa-agglomeratet), Łódź (Łódź-agglomeratet), Gdańsk (Trippelbyen) og Kraków (Kraków-agglomeratet). I indbyggertal lå Polen på 30. plads i verden (omtrent 0,7 % af verdens befolkning) og på 9. plads i Europa (omtrent 5,4 % af Europas befolkning).
Af befolkningen i 2002 anså 96,75 % sig som polakker, mens 1,23 % erklærede en anden nationalitet. 2,03 % af befolkningen erklærede ikke nogen national tilhørlighed. De største minoriteter er schlesiere (173,2 tusind), tyskere (152,9 tusind), hviderussere (48,7 tusind), ukrainere (31 tusind), sigøjnere (12,9 tusind), russere (6,1 tusind), lemkere (5,9 tusind) og litauere (5,8 tusind). Der findes også mindre grupper kasjubere, slovakker, vietnamesere, franskmænd, amerikanere, grækere, italienere, bulgarere, israelere, armenere, tjekkere, engelændere, tatarer og karaitter. Det polske sprog, som tilhører den vestlige gren af de slaviske sprog, er landets officielle sprog. I 15 gminaer er desuden tysk, kasjubisk og litauisk hjælpesprog.
Demografisk udvikling.
Under den første polske statsdannelse hørte landområder med et areal på over 250 000 km² med én million indbyggere. På Kasimir III den stores tid var landet (ca 270 000 km²) beboet af over 2,5 millioner mennesker. Det var først unionen med Litauen som førte en radikal demografisk og territoriel vækst med sig. Under Stefan Báthory omfattede landområderne over 1 million km², mens befolkningen mod slutningen af det 16. århundrede sandsynligvis var på ni millioner. Da Polen mistede sin selvstændighed under landets delinger talte den multietniske stat mindst 13-14 millioner indbyggere, samtidig med at en betydelig del af befolkningen brugte et andet sprog end polsk (mod slutningen af det 18. århundrede udgjorde denne gruppe omkring 60 % af befolkningen). Efter at Polen genvandt sin selvstændighed efter 1. verdenskrig boede nogle millioner mennesker med ikke-polsk etnicitet inden for landets grænser. Før 2. verdenskrig var Polen en multietnisk stat, hvor minoriteterne udgjorde en tredjedel af befolkningen. I mellemkrigstiden øgedes folketallet fra 27,2 millioner til 35,2 millioner. Efter krigen gjorde grænseforskydningen og forflytningen af millioner af mennesker Polen til en etnisk enhedsstat for første gang i landets historie. Minoriteterne udgør pr. 2007 ikke mere end 3 % af befolkningen.
Uddannelse.
Det offentlige skolevæsen i Polen er gratis, og omfatter børnehave ("przedszkole"), grundskole ("szkoła podstawowa"), ungdomsskole ("gimnazjum"), videregående skole ("liceum"), teknisk skole ("technikum"), yrkesskole ("szkoła zawodowa"), artistisk skole ("szkoła artystyczna") og andre. Systemet omfatter ikke højere uddannelse, som udgør en egen statslig administrationssektor og har en grundlovsgaranteret selvstændighed. Grundloven giver alle retten til uddannelse.
Skolegang er obligatorisk til attenårsalderen, men det er kun grundskolen og ungdomsskolen, som har status som obligatoriske institutioner. Grundskolen varer seks år: fra syv- til trettenårsalderen. Ungdomsskolen varer tre år og afsluttes med en eksamen. Den videre uddannelse omfatter hovedsagelig normal og profileret videregående skole (treårig) eller teknisk skole (fire år), den sidstnævnte en kombination af praktisk og teoretisk uddannelse. Begge ender i eksamen artium ("matura") og kan afsluttes med forskellige højere uddannelser som bachelorgrad ("licencjat"), mastergrad ("inżynier" og "magister"), doktorgrad ("doktor") og habilitation ("doktor habilitowany"), som så kan krones med en professortitel.
I dag har Polen mere end 500 institutioner for højere uddannelse, blandt andet 18 traditionelle universiteter i storbyerne Gdańsk, Bydgoszcz, Katowice, Kraków, Lublin, Łódź, Bielsko-Biała, Białystok, Olsztyn, Opole, Poznań, Rzeszów, Toruń, Szczecin, Warszawa, Wrocław og Zielona Góra samt 16 tekniske, 10 medicinske og 9 landbrugsuniversiteter og talrige højskoler for kunst, musik, teater, økonomi og flere andre områder.
Polsk uddannelseshistorie.
Uddannelsen af det polske samfund var et mål for rigets monarker siden begyndelsen af det 12. århundrede. I 1364 blev Det jagellonske universitet grundlagt af Kasimir III den store som et af Europas ældste og mest prestigefyldte. Universitetet i Wrocław blev grundlagt i 1505 af polske Władysław II af Böhmen og Ungarn, Universitetet i Wilno (nu Vilnius) i 1579 af Stefan Báthory, Universitetet i Poznań i 1611 af Sigismund III Vasa og Universitetet i Lwów (nu Lviv) i 1661 af Jan II Kasimir. Senere oplevede polsk videnskab en vis stagnation på grund af at landet blev stærkt svækket og ødelagt af en række krige i det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Under Polens kunstelskende konge Stanisław August Poniatowski begyndte den imidlertid at blomstre op igen. Blandt andet blev verdens første uddannelsessdepartement oprettet i 1773 ("Komisja Edukacji Narodowej"). Under Polens delinger og 2. verdenskrig virkede uddannelsesinstitutionerne som undergrundsinstitutioner i skjul mod besættelsemagterne. Det polske skolesystem blev reformeret i 1999. Grundskolen blev da sat ned fra otte til seks år, mens den fireårige overgrundskolen blev delt i en treårig ungdomsskole og en treårig videregående skole.
Byer.
Pr. 1. januar 2007 var der 891 byer i Polen. Den mindste af byerne, Wyśmierzyce, tæller kun 884 indbyggere, mens den største, Warszawa, er med sin befolkning på 1 700 000 to tusind gange større.
Estland.
Republikken Estland ("Eesti Vabariik") eller blot Estland ("Eesti") er et land i det nordøstlige Europa med grænse til Østersøen i vest og nord (inklusiv den Finske Bugt i nord). Landet har endvidere grænse til Letland i syd og Rusland i øst. Estland blev en uafhængig stat i 1918 og i 1934 gennemførte Päts diktatur. Annekteret af Sovjetunionen i 1940. Estland erklærede sig uafhængig den 20. august 1991. Siden 2. april 2004 har Estland været medlem af NATO, og siden 1. maj samme år også af Den Europæiske Union.
Etymologi.
Navnet Estland menes at stamme fra den romerske historiker Tacitus, der i sin bog Germania (ca. 98 e.Kr.) beskrev et folk kaldet Aestii. Tilsvarende gamle skandinaviske sagaer henviser til et land kaldet Eistland, tæt på det danske, tyske, hollandske, svenske og norske udtryk Estland. Tidlig latin og andre gamle versioner af navnet er Estia og Hestia.
Historie.
Estland har været befolket af finsk-ugriske stammer siden forhistorisk tid. De blev kristnet efter langvarige korstog, som endte i 1227, da Danmark havde erobret den nordlige del af landet og den tyske ridderorden Sværdridderne den sydlige del. Danmark beholdt det nordlige Estland besat indtil år 1346. Efter dette var der tysk herredømme i den nordlige del af landet, indtil Sverige erobrede denne del i 1561. Der var dog russiske invasioner i både 1481 og 1558, men de blev begge slået tilbage. Den sydlige del, Livland, var under tysk styre, til Den polsk-litauiske realunion erobrede provinsen i 1580'erne.
I 1300 og 1400-tallet voksede hovedstaden Tallinn kraftigt, og den blev en Hansestad i Hanseforbundet. Navnet betyder "Danskerborgen". Estland blev protestantisk i 1524.
I 1625 kom hele fastlands-Estland under svensk herredømme. Svenskerne beholdt den administrative inddeling i to provinser. Estland var betegnelsen på kyststriben i nord langs Den Finske Bugt, mens Livland i syd også omfattede dele af det nuværende Letland. Denne inddeling varede indtil 1900-tallet. Kong Gustav II Adolf tvang den tyske adel til at give bønderne større frihed og oprettede et trykkeri og et (tysksproget) universitet i Tartu i 1632.
Under Den Store Nordiske Krig blev Sverige knækket som stormagt, da Rusland erobrede Estland og Livland i 1710. En erobring, som blev bekræftet ved Freden i Nystad i 1721. Men godsejerne og byboerne forblev overvejende tysktalende under hele det russiske styre, og estisk sprog blev stort set kun talt af bønderne.
Efter det russiske kejserriges sammenbrud under Oktoberrevolutionen erklærede Estland sig uafhængig d. 24. februar 1918. I 1934 indførtes diktatur i Estland.
Sovjetunionen tvang Estland til at tillade oprettelsen af militærbaser i oktober 1939 som følge af hemmelige tillæg til Molotov-Ribbentrop-pagten med Tyskland. I juni 1940 blev landet fuldstændig besat, og Sovjetunionen tog fuld kontrol over styret. Ved et valg samme år fik kommunisterne flertal i parlamentet, som anmodede om, at landet måtte blive optaget i Sovjetunionen som Estiske SSR. Det skete formelt i august 1940, men tilføjelsen blev ikke anerkendt af andre stater end Tyskland og dets allierede. Mange politikere, militære og intellektuelle, blev henrettet eller deporteret.
I 1941 kom Estland under tysk besættelse, da Tyskland angreb Sovjetunionen.
Sovjetiske styrker befriede landet i 1944. De sovjetiske styrker deporterede tidligere medlemmer af Waffen-SS og andre nazister ved massedeportationer i marts 1949. Sideløbende gennemførte de en tvangskollektivisering. Forholdene bedrede sig dog gradvist efter Stalins død. Grundet naboskabet til Finland og adgangen til at se finsk fjernsyn blev Estland den af sovjetrepublikkerne, som blev stærkest påvirket af vestlige værdier og vestlig kultur. Under det sovjetiske "tøvejr" med glasnost og perestrojka voksede en politisk bevægelse for national selvstændighed frem. Sovjetunionens sammenbrud gjorde løsrivelsen mulig.
Det estiske medlemskab i Sovjetunionen varede til d. 20. august 1991. De sidste tidligere sovjetiske tropper forlod Estland d. 31. august 1994.
Det danske inspektionsskib "Beskytteren" blev doneret til Estlands flåde den 21. november 2000, hvor skibet blev omdøbt til Admiral Pitka.
Estland blev medlem af EU d. 1. maj 2004.
Estland blev også medlem af NATO i 2004.
Religion.
En stor del af den estiske befolkning er lutheranere, men der er også ca. 35% russisk ortodokse og baptister.
Geografi.
Estland er underinddelt i amter ("maakond") samt land- og by kommuner.
Højeste punkt er Suur Munamägi.
Hviderusland.
Hviderusland også kaldt Belarus (Белоруссия Belorussija), er et land i det østlige Europa.Landet hedder officielt Republikken Hviderusland (Рэспубліка Беларусь),
Landet har tidligere været en del af Sovjetunionen. Hviderusland har 9,6 millioner indbyggere (2009), hvoraf 11,5 % er russere
Geografi.
Hviderusland er hovedsageligt et fladt land uden naturlige grænser som dækker et areal på 207.600 kvadratkilometer. Nabolandene er Rusland i øst og nordøst, Letland i nord, Litauen i nordvest, Polen i vest og Ukraine i syd. Landskabet præges af omkring 3.000 floder og 4.000 indsøer, skov og marker samt visse steder sumparealer, mens man i nord finder bakker op til 345 meter over havoverfladen.
Hviderusland har et typisk indlandsklima, med fugtige, kolde vintre og varme, fugtige somre. Januar - 5 grader Celsius, juli + 18 grader Celsius.
Demografi.
81% betegner sig selv som etniske hviderussere, mens 11% betegner sig selv som russere. Derudover findes der et betydeligt polsk (ca. 4%) og ukrainsk (ca. 2%) mindretal.
Religion.
Den hviderussiske grundlov garanterer religionsfrihed, men i praksis bliver dette ikke overholdt af det hviderussiske myndigheder. På trods af at der ikke er nogen statskirke har Den hviderussisk-ortodokse kirke (som er en del af Den russisk-ortodokse kirke) en speciel stilling, og det er en hvis grad af diskriminering mod protestanter. Udenlandske missionær
har store problemer med at operere i Hviderusland, og landet har også været plaget af antisemittisme.
80 % tilhører russisk-ortodokse, 14 % katolske, 4 % tilhører østlige religioner (muslimer, bahaier og hinduer) og 2 % protestanter. 18 % af det ortodokse og 50 % af katolikkerne går jævnligt i kirken.
Administrativ inddeling.
Hviterussland er delt ind i seks "voblaster" (Amter), der har navn efter deres administrationscentrum. Hver voblast har en valgt politisk forsamling ("oblsovet"), og en administration udnævnt af præsidenten. Voblastene er igen delt ind i "rajoner" (kommuner).
Der ud over har landets hovedstad Minsk en uafhængig status ("horad"). Minsk er aadminstrationscentrum i Minsk voblast, men er ikke underlagt voblasten.
Styreform.
Officielt er Hviderusland en republik, men reelt er landet et diktatur. Det er under præsident Aleksandr Lukasjenkos styre ulovligt at forsamles i større grupper, der er ikke religionsfrihed eller ytringsfrihed og pressen er underlagt censur. Der bliver afholdt valg i landet, men internationale observatører har fundet omfattende eksempler på valgfusk. Ved det sidste valg blev oppositionsledere og meddemonstranter arresteret, og først løsladt igen efter valget.
Sprog.
Både hviderussisk og hviderussisk er officielle sprog i Hviderusland. Den hviderussisk grundlov giver også en vis beskyttelse til minoritetssprog.
Russisk er det mest brugte sprog i hviderusland. 63% af befolkningen bruger russisk i det daglige, og også blandt etniske hviderussere dominerer russisk. Etniske ukrainere og jøder i hviderusland bruger også for det meste russisk. Blandt den polske minoritet er hviderussisk det mest almindelige sprog med russisk som nummer to. polsk bruges af under 5 % af det etniske polakker.
Menneskerettigheder.
Vestlige menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International har udtrygt sin bekymring for en række menneskerettighedsbrud i landet. Blandt disse er forsvindinger politivold og manglende ytringsfrihed og orginisationsfrihed. Lukasjenko-administrationen bliver også beskyldt for at slå ned på fagforeninger, oppositionsbevægelser, ikke-ortodokse kirkesamfund, ikke-statslige organisationer og organisationer som kæmper for minoritetsrettigheder.Hviderusland er også det sidste land i Europa som praktiserer dødsstraf.
Makedonien (område).
Makedonien ("Μακεδονία", "Македониа" eller "Македонија") er en geografisk og historisk region på Balkan-halvøen i Sydøst-Europa, med et areal på 67.000 km² og et befolkningstal på næsten 4,9 millioner.
Makedonien i oldtiden.
For en grundig gennemgang af Makedoniens oldtidshistorie, se Alexander den Store.
Ukraine.
Ukraine (ukrainsk: "Україна" russisk:Украина) er et land i Østeuropa med 46,5 mio. indbyggere. Grænselandene er Rusland, Polen, Hviderusland, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Moldova. I syd støder det op til Sortehavet, hvor halvøen Krim ligger. Ukraine er arealmæssigt næst efter Rusland det største land geografisk beliggende i Europa. Hovedstaden er Kiev med 2,6 mio. indbyggere. Indtil 1991 var Ukraine en delstat i Sovjetunionen.
Politik.
Ukraine er en demokratisk republik hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges i flertalsvalg for femårsperioder, og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg.
Krim har en speciel politisk status sit eget parlament. Vedtagelser fra dette parlament kan alligevel overstyres af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov.
Landet har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunestyrer og ordførere i byerne bliver valgt i direkte valg, og har kontrol over egne budgetter.
Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, noget som staten indtil nu ikke har kunnet styre.
Den nuværende præsident Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab i NATO, men for medlemskab i EU, så længe det ikke ødelægger forholdet til Rusland.
Premierminister Julia Timosjenko er også provestlig. Hun var tilhænger af medlemskab såvel i NATO som EU, men har vendt i spørgsmålet om NATO.
Den tidligere præsident Viktor Jusjtjenko er provestlig, og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU.
Geografi.
a>, den vigtigste by i det vestlige Ukraine.
Ukraine er Europas næststørste land efter den europæiske del af Rusland. Landet har et areal på 603.700 km² og en kystlinje på 2.782 km.
Landskabet i Ukraine består hovedsageligt af frugtbare sletter eller stepper, hvoraf den største er den Pontisk-Kaspiske slette, samt højsletter. Gennem disse løber floder som blandt andet Dnepr, Dnestr og sydlige Bug. Alle disse løber ud i Sortehavet eller det mindre Azovske Hav. I sydvest danner Donau-deltaet grænsen mod Rumænien. Landets eneste bjergområde er Karpaterne i vest, hvor man finder Ukraines højeste bjerg Hoverla (2061 moh.), og Krimbjergene på Krim-halvøen i den sydlige del af landet.
Ukraine har hovedsageligt et tempereret klima. På Krim er klimaet mere lig det, man finder i kystområderne i Middelhavet. Der kommer mest nedbør i vest og nord, og mindre i øst og sydøst. Vintertemperaturene varierer fra kølig langs kysten af Sortehavet til koldt i indlandet. Generelt er der høje sommertemperaturer i landet.
De fem største ukrainske byer er hhv. Kyiv (hovedstad), Kharkiv, Donetsk, Dnipropetrovsk og Odesa, hver med mere end 1.000.000 indbyggere.
Økonomi.
Ukraines bruttonationalprodukt per indbygger er ca. en femtedel af gennemsnittet for EU, men siden år 2000 har landet vist store vækstrater på op til 12.1% i 2004. Ukraines vigtigste eksportartikler er militærudstyr, metaller, rør, maskiner, benzinprodukter, tekstiler og landbrugsvarer. Energiforsyningen er afhængig af olie og gas fra Rusland, hvilket gentagne gange har skabt uoverensstemmelser med nabolandet.
Tjekkiet.
Tjekkiet (formelt: Den Tjekkiske Republik), Tjekkisk: Česko (formelt: "Česká republika") er med sine nuværende grænser et ungt land. Det blev dannet den 1. januar 1993 som den ene af to arvtagere efter det tidligere Tjekkoslovakiet. Tjekkiet består af de to historiske landskaber Bøhmen og Mähren og en lille del af landskabet Schlesien. Det er omgivet af land på alle sider og grænselandene er Tyskland i nord og vest, Østrig i syd, Slovakiet i øst, og Polen i nord.
Historie.
I 1989 gennemlevede det gamle Tjekkoslovakiet den fredelige Fløjlsrevolution, og landet blev pr. 1. januar 1993 delt i Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkiet blev medlem af NATO i 1999 og den 1. maj 2004 medlem af EU.
Geografi.
Landet består af de to historiske landskaber Bøhmen og Mähren, samt en lille del af landskabet Schlesien.
Landet har landegrænse til Tyskland i nord og vest, Østrig i syd, Slovakiet i øst og Polen i nord.
Tjekkiet er et fladt land omgivet af bjerge. Landet er ganske frodigt, takket være de mange floder, der gennemskærer landet. Af disse kan nævnes Elben og Moldau.
Administrativ inddeling.
Siden 1. januar 2000 har Den tjekkiske republik bestået af 14 regioner (i henhold til Tjekkiets lov 129/2000 "o krajích" (om regioner), som erstattede den gamle paragraf 1/1993 i Tjekkiets konstitution "o Vyšších územně správních celcích" ("om højere geo-administrative enheder")). Den tjekkiske republik består af tretten "kraj" (almindeligvis oversat med region, og en hovedstad ("hlavní město"; som har status som kraj). De 76 gamle distrikter ("okresy", ental "okres") eksisterer fortsat og har forskellige dele af statsadministrationen, f.eks. retsvæsen.
Mad og drikke.
Karakteristisk for den varme mad i Tjekkiet er tjekkisk knödel, der findes i flere variationer. De to hovedtyper er "houskové knedlíky" baseret på mel, gær og små brødstykker og "bramborové knedlíky" baseret på mel og kartofler. Begge typer laves ved at ælte en dej med æg og mælk, forme aflange klumper på størrelse med et lille brød og koge disse. De kogte dejstykker skæres i skiver med en tråd inden serveringen. Til dagligt købes de færdige. Der findes også runde knödeltyper, f.eks. med skinke, sauerkraut og/eller løgfyld og til dessert f.eks. "ovocné knedlíky" (frugtknödel), der er fyldt f.eks. med jordbær og ligeledes kogt.
Til knödel spises næsten altid en form for kød, rigeligt sovs og sauerkraut. De berømteste retter er "svíčková" (betyder slet og ret mørbrad), der er oksemørbrad med knödel og en tyk sovs med gulerødder - ofte også med flødeskum og tyttebærsyltetøj! En anden er "vepřo-knedlo-zelo", hvilket betyder svinekød-knödel-sauerkraut.
Efter kommunismens fald og den nye åbenhed er de traditionelle tjekkiske restauranter blevet suppleret med en lang række restauranter fra hele verden, herunder alle de store internationale fastfood-kæder.
Slovakiet.
Slovakiet er et land i Centraleuropa. Landet er omgivet af land på alle sider og grænselandene er Østrig, Ungarn, Ukraine, Polen, og Tjekkiet.
Den 6. oktober 1938 erklærede Slovakiet, der fra 1918 havde været en del af Tjekkoslovakiet, sit selvstyre inden for rammerne af Tjekkoslovakiet. Den 31. oktober 1938 udstak Hitler retningslinjer for Tjekkoslovakiets fremtid, der indebar at Slovakiet blev en "selvstændig" stat under stærk tysk indflydelse. Den slovakiske stat blev udråbt den 14. marts 1939 og eksisterede indtil afslutningen af 2. verdenskrig. Derefter var den igen en integreret del af Tjekkoslovakiet, der udviklede sig til en demokratisk stat efter vestligt mønster efter kommunismens fald i 1989.
Den Slovakiske Republik genopstod som selvstændig stat den 1. januar 1993 efter den fredelige deling af det tidligere Tjekkoslovakiet. Det slovakiske nationalråd vedtog allerede i september 1992 en selvstændig forfatning.
I dag er størsteparten af befolkningen romersk-katolske (65 %), mens protestanter (6,5 %), græsk-katolske, ortodokse samt jøder og andre trossamfund også er repræsenteret i landet.
Historie.
Det nuværende Slovakiet var en del af Kongeriget Ungarn, og af det forenede kejserlige og kongelige monarki Østrig-Ungarn frem til 1918, da det blev en del af den nye stat Tjekkoslovakiet. Slovakiet blev oprettet som egen stat første gang i 1939 som følge af Münchenaftalen, og landet var allieret med Nazi-Tyskland under krigen. I 1945 blev landet igen en del af det genoprettede Tjekkoslovakiet, som var kommunistisk styret og under stærk indflydelse fra Sovjetunionen frem til 1989. Efter Sovjetunionens fald blev staten Slovakiet genoprettet 1. januar 1993. Slovakiet blev medlem af Den Europæiske Union i maj 2004.
Geografi.
Det slovakiske landskab er præget af bjerge, hvor bjergkæden Karpaterne dækker den nordlige halvdel af landet. Karpaterne inkluderer også Tatrabjergene op imod grænsen til Polen. I Tatrabjergene er landets højeste punkt, Gerlachovský štít på 2665 meter. Landskabet her præges af dale og indsøer, og er populære vintersportsdestinationer.
De vigtigste slovakiske floder er Donau, Váh og Hron.
Klimaet i Slovakiet er en blanding af tempereret og kontinentalt, med relativt varme somre og kolde, fugtige vintre. Årlige gennemsnittemperaturer varierer i fra 9-10 °C i lavlandet i syd til ca. 5 °C i bjergene i nord.
Byer.
Bratislava er hovedstaden og har 428.672 indbyggere (1. januar 2006).
Politik.
Slovakiet er en demokratisk republik med et parlamentarisk flerpartisystem. Det sidste parlamentsvalg var i juni 2006, og sidste præsidentvalg i april 2004.
Statsoverhoved er præsidenten, siden 2004 Ivan Gašparovič. Gašparovič efterfulgte Rudolf Schuster, og sidder i en femårsperiode til 2009. Gašparovič tilhører partiet Bevægelsen for demokrati.
Størstedelen af den udøvende magt ligger hos lederen af regeringen, premierministeren, almindeligvis lederen for det største parti i nationalforsamlingen. Premierministeren udvælges af præsidenten, men behøver parlamentarisk flertal. Resten af regeringen udnævnes af præsidenten på anbefaling fra premierministeren. Slovakiets nuværende premierminister er Robert Fico, fra partiet Smer – sociálna demokracia.
Den lovgivende magt ligger hos det tokammerede 150 repræsentanter store nationalråd for den slovakiske republik ("Národná Rada Slovenskej Republiky"). Repræsentanterne vælges for fireårsperioder, med et propotionalt valgsystem.
Den dømmende magt er hos højesteret ("Ústavný súd"), de 13 medlemmer bliver valgt af præsidenten efter at have blevet nomineret af nationalrådet.
Slovakiet har været medlem af EU siden 1. maj 2004 og NATO siden 29. marts samme år. Landet er også medlem af FN, og sad i sikkerhedsrådet i perioden 2006-07.
Regioner.
Slovakiet er inddelt i 8 regioner (slovakisk: "kraj", flertal "kraje"). Disse har navn efter regionens hovedby. Regionerne har siden 2002 haft en vis grad af selvstyre.
Hver region er også delt op i mange kommuner eller distrikter ("okresy", ental "okres"). Der er tilsammen 79 kommuner i Slovakiet.
Økonomi.
Slovakiet har efter kommunismens fald gennemført den vanskelige overgang fra planøkonomi til en moderne markedsøkonomi. Den store privatiseringsreform er næsten færdig, banksektoren er næsten udelukkende i udenlandske hænder og udenlandske investeringer er øget.
Slovakiet har de sidste år haft en stor økonomisk vækst. Med en vækst i BNP på 8,9% i 2006 placerer Slovakiet sig helt i toppen i OECD.
Arbejdsløsheden nåede en top på 19,8% i 2001, men er faldet betragteligt siden 2003. I marts 2007 var den på 8,9%. Økonomisk fremgang og eksport af arbejdskraft har bidraget til nedgangen, men den er fortsat blandt de højere i EU.
Inflationen har svinget kraftigt i 2000-tallet, og gik fra 12,0% i 2000 ned til 3,3% i 2002. Den gik derefter noget op, og var på 3,7% i 2005.
Mad.
Svinekød, oksekød og fjerkræ er de vigtigste kødvarer i Slovakiet, med svinekød som den mest populære af en betydelig margin. Blandt fjerkræ, er kylling det mest almindelige, selv om ænder og gæs også er godt etableret. Vildt, især vildsvin, kanin og andet dyrekød, er også almindelig tilgængeligt hele året. Lamme- og gedekød er også tilgængeligt, men for de flestes vedkommende ikke så populært.
Vin er fælles i alle dele af Slovakiet. Slovakisk vin kommer overvejende fra de sydlige områder langs Donau og dens bifloder; den nordlige halvdel af landet er for koldt og bjergrigt.
Øl (på slovakisk Pivo) er også populært i hele landet.
Musik.
Populærmusik begyndte at erstatte folkemusik i begyndelsen af 1950'erne, da Slovakiet var en del af Tjekkoslovakiet; Amerikansk jazz, R&B og rock and roll var meget populært, og sideløbende vals, polka, og csárdás blandt folkemusikformer.
Demografi.
Udvikling af befolkningen mellem 1993 og 2003
Majoriteten af Slovakiets befolkning er slovakisk (86%), ungarerne (10%) er den største minoritet, andre minoriteter er sigøjnere, tjekkere, tyskere, ukrainere og polakker.
Den slovakiske grundloven giver religionsfrihed, majoriteten (69%) tilhører den romersk-katolske kirke, den største minoritet er protestanter (10%), desuden er der 120.000 jøder.
Det officielle sprog er slovakisk men i nogle områder benyttes også ungarsk.
Litauen.
Republikken Litauen (, Žemaitisk: "Lietovas Respoblėka") er et land i Nord-Europa, det sydligste af de tre baltiske lande. Landet ligger langs Østersøens sydøstlige bred og grænser til Letland i nord, Hviderusland i øst og sydøst og Polen og den russiske eksklave Kaliningrad oblast mod sydvest. Tværs over Østersøen ligger Sverige og Danmark. Landet har en befolkning på 3,28 millioner, og dets hovedstad og største by er Vilnius.
I 1300-tallet var Litauen det største landet i Europa, og dagens Hviderussland, Ukraina samt dele af Polen og Rusland var underlagt Storhertugdømmet Litauen. Med Lublinunionen fra 1569 formede Polen og Litauen en ny stat, Den polsk-litauiske realunion. Realunionen varede i over to hundrede år, indtil nabolandene systematisk afviklede det fra 1772 til 1795. Ved delingen af realunionen overtog Det Russiske Kejserrige størstedelen af det litauiske territorium.
Efter 1. verdenskrig blev Litauens uafhængighedserklæring underskrevet den 16. februar 1918, og landet blev på ny en suveræn stat. Fra 1940 blev Litauen besat af Sovjetunionen og derefter af Nazityskland. Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning i 1944 trak nazistene sig tilbage, og Sovjetunionen besatte Litauen igen. Den 11. marts 1990 blev Litauen den første sovjetrepublik som erklærede sin uafhængighed.
Inden den globale finansielle krise 2007-10, havde Litauen en af de hurtigst voksende økonomier i EU. Litauen er medlem af NATO, Europarådet og EU. Litauen blev fuldgyldigt medlem af Schengen-samarbejdet den 21. december 2007. I 2009 var Vilnius Europæisk kulturhovedstad og samme år fejrede Litauen tusindårs jubilæet for sit navn.
Etymologi.
Første omtale af Litauen fra 1009
Den første kendte omtale af navnet Litauen () er fra 1009, i analerne fra Quedlinburg (). I Quedlinburg analerne omtales en latiniseret udgave af den slaviske form af navnet "Lietuva" - "Litua" udtales [litvā]. Selv om det er klart, at navnet stammer fra et baltisk sprog, diskuterer sprogforskere stadig betydningen af ordet.
Der har været gjort flere forsøg på at forbinde "Lietuva" med Keltiske stednavne, med latinske eller italienske ord. Men disse forsøg mangler støtte i sprogforskningen. Ifølge en udbredt folkelig opfattelse stammer ordet "Lietuva" (Litauen) fra det litauiske ord "lyti" (at regne). Der er imidlertid ingen seriøs videnskabelig støtte for denne teori, idet ordet "Lietuva" har endelsen "-uva" da det oprindelige ord ikke har nogen endelse. En sandsynlig kandidat er "Lietā". Da mange baltiske ethonymer stammer fra hydronyms, har lingvister søgt efter oprindelsen blandt de lokale hydronyms. Normalt har sådanne navne udviklet sig som en proces: hydronym → stednavn → etnonym.
En lille flod ikke langt fra Kernavė, i det centrale område i den oprindelige litauiske stat og sandsynligvis den første hovedstad i det senere Storhertugdømme Litauen, krediteres normalt som kilde til navnet. Denne flods oprindelige navn er "Lietava". Med tiden kan endelsen "-ava" have ændret sig til "-uva", da de to er samme type endelse. Floden flyder i lavlandet og oversvømmer ofte sine bredder, derfor vil den traditionelle litauiske form "Liet" direkte kunne oversættes som "lietis" (at spilde), som stammer fra urindoeuropæisk "leyǝ-".
Historie.
De første mennesker bosatte sig i det litauiske område efter den sidste istid i det 10. årtusinde f.Kr. Urindoeuropæiske stammer, der indvandrede i 3.-2. årtusinde f.Kr., blandede sig gennem et årtusinde med den lokale befolkning og dannede forskellige baltiske stammer.
Litauen, oprindeligt befolket af splittede baltiske stammer, samledes i 1230 af fyrst Mindaugas (ca 1200-1263). Da han 1251 lod sig døbe, blev det muligt for ham at slutte fred med litauernes gamle fjende, Den Liviske Orden. Den 6. juli 1253 blev han kronet til konge af Litauen af ærkebiskoppen af Riga, og herskende over mellem 300.000 og 400.000 undesåtter. Han brød med Den Liviske Orden i 1261 og afsværgede sandsynligvis kristendommen, slog ordensridderne i slaget ved Durbe, og oppmuntret de hedenske prøjssiske nabostammene til oppstand mot tyskerne. I 1263 blev han myrdet af hans nevø Treniota, og det hedenske Litauen blev igen mål for den Tyske Orden og Liviske Ordens korstog.
Storfyrstendømmet Litauen.
Gediminas (1315—40) grundlagde Storfyrstendømmet Litauen og udvidede landet mod syd og øst. Efter hans død deltes riget mellem hans 7 sønner, af hvilke dog Algirdas og Keistus snart fik magten. Stridighederne mellem disse to brødres arvinger kom til at udgøre et meget væsentligt moment i Litauens historie. Algirdas’ søn Jagello blev storfyrste efter ham (1377—1454); han antog kristendommen 1386 under navnet Vladislav, og da han samme år giftede sig med Polens dronning Hedvig, blev han konge af Polen; hermed indledtes Polens og Litauens union.
1381 grundlagdes det første romersk-katolske bispedømme i Vilnius, og det andet i Miedniki i Žemaitija 1417. Litauen havde til tider fuldstændigt selvstyre under egne storfyrster, men stod under Polens konge; således var Vytautas den Store, storfyrste af Litauen 1392—1430, under ham nåede Litauen sin magts højdepunkt: grænserne strakte sig da fra Østersøen til Sortehavet. Da Vytautas døde 1430, gjorde Vladislav sin broder Svidrigello til storfyrste i Litauen, denne var tilhænger af den ortodokse kirke, men fortrængtes af Vytautas’ broder, der støttedes af det romersk-katolske parti. Svidrigello, som kun beholdt Volhynien og Kiev, blev myrdet 1440, og kronen gik derfor over til Vlodislavs yngste søn, den umyndige Kasimir, som 1444 modtog tilbud om Polens krone. Hans litauiske formyndere gjorde visse fordringer, blandt andet hævdede de Litauens ret til Podolien og Halytsj-Volynia, et spørgsmål, som senere vedblev at være stridsemne. Efter Kasimirs død 1492 overlod litauerne tronen til hans søn Alexander, mens polakkerne valgte dennes ældre broder Johan Albrecht til konge.Da Johan Albrecht døde 1501, blev Litauen atter forenet med Polen under Alexander, men først 1569.
Den polsk-litauiske realunion (1569-1795).
Den polsk-litauiske realunion blev oprettet i 1569 ved undertegnelse af Lublinunionen. Der indførtes fælles kongevalg, fælles rigsdag mens Polen og Litauen beholdt egen lovgivning og administration herunder et separat hær og valuta. Men i sidste ende påvirkede poloniseringen alle aspekter af litauiske samfud: politik, sprog, kultur og den nationale identitet. Fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet blomstrede kunst, kultur og uddannelse, næret af renæssancen og den protestantiske reformation. Fra 1573 valgtes den polske konge og Storfyrsten af Litauen af adelen, der fik stadigt flere privilegier. Disse privilegier, især "liberum veto", der gav hvert enkelt adelsmand vetoret, førte til anarki og opløsning af staten.
Under den livlandske krig (1655-1661), var den litauiske territorium og økonomien ødelagt af den svenske hær. Før det fuldt ud kunne komme sig, blev Litauen igen hærget under Store Nordiske Krig (1700-1721). Krigen, pest og hungersnød resulterede i et tab på ca 40% af landets indbyggere. Fremmede magter, navnlig Rusland, blev dominerende spillere i indenrigspolitik i Den polsk-litauiske realunion. Talrige fraktioner blandt adelen brugte deres privilegier til at forhindre enhver form for reform. Til sidst blev unionen delt i 1772, 1792, og 1795 af det Russiske Kejserrige, Preussen, og det Habsburgske Østrig.
I det Russiske Kejserrige (1795-1914).
Ved delingen blev størstedelen af Litauen en del af det russiske imperium. Efter resultatløse opstande i 1831 og 1863 gennemførte tsaristiske myndigheder en række russificeringspolitikker, herunder et forbud mod den litauiske presse og lukning af kultur- og uddannelsesinstitutioner, og Litauen blev en del af en ny administrativ region kaldet Nordvestlige Krai.
Efter den Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), da de tyske diplomater på Berlinerkongressen krævede at Rusland tilbageleverede områder til det Osmanniske Rige blev forholdet mellem Rusland og Det tyske kejserrige kompliceret og det russiske imperium genoptog opførelsen af borge ved dets vestlige grænser som forsvar mod Tyskland. Blandt andet opførtes et 65 km2 stort fort i Kaunas.
Mellem 1868 og 1914 udvandrede cirka 635.000 litauere, næsten 20% af befolkningen. Et stort antal af litauere udvandrede til USA i 1867-1868 efter en hungersnød i Litauen. På trods af udvandringen voksede ideen om et uafhængigt Litauen gennem årene, som blev grundlaget for det uafhængige Litauen.
Under revolutionen 1905 samledes en nationalkongres, som samledes 21.—22. november 1905 i Vilnius. Kongressen stillede krav om selvstyre for Litauen, og krav om litauisk sprog i kirkerne og skolerne.
Det uafhængige Litauen (1918-1940).
Den 16. februar 1918 under 1. verdenskrig, mens Litauen stadig var besat af tyske tropper, vedtog det Litauens Råd () Litauens uafhængighedserklæring. Da Tyskland tabte krigen den 11. november 1918 dannede Litauens Råd den første regering, under ledelse af Augustinas Voldemaras, vedtog en foreløbig forfatning, og påbegyndte opbygningen af de grundlæggende administrative strukturer.
Litauens udenrigspolitik var domineret af territoriale stridigheder med Polen og Tyskland. Vilnius området, og Vilnius, den historiske hovedstad i Litauen, blev besat af den polske hær under Żeligowskis mytteri i oktober 1920, som oprettede Central-Litauen, der to år senere blev indlemmet i Polen. I 19 år var Kaunas den midlertidige hovedstad i Litauen. Den polske besættelse af Vilnius blev stærkt senteret af Litauen, og der var ingen diplomatiske forbindelser mellem de to stater for det meste af perioden mellem de to verdenskrige.
Klaipeda-regionen var under administration af Folkeforbundet, men i januar 1923 rykkede litauiske friskarer ind og besatte området. I marts 1923 fik Litauen kontrol over Klaipeda-regionen, hvilket endeligt blev anerkendt i en konvention vedtaget af Folkeforbundet i 1924.
Kuppet i 1926.
I 1926 gennemførte militæret et kup, der afsatte den demokratisk valgte regering og bragte Litauens nationale union, et af de mindste og tidens mest konservative parti, til magten. De kristelige demokrater støttede kuppet og indsatte Antanas Smetona som præsident. I flere omgange ændrede Smetona forfatningen, hjemsendte Seimas og undlod at udskrive nyvalg. Antanas Smetona regerede Litauen i 14 år som autoritære præsident frem til 1940, hvor han og hans familie flygtede til Nazityskland.
2. Verdenskrig.
I 1940 efter udbruddet af 2. verdenskrig besatte Sovjetunionen Litauen i overensstemmelse med Molotov-Ribbentrop-pagten. Da Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941 trak de sovjetiske tropper sig tilbage, og landet blev besat af tyskerne. Efter tilbagetrækning af de tyske besættelsesstyrker fra Litauen blev den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik oprettet. Den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik blev senere en del af Sovjetunionen i 1944.
Under henholdsvis de tyske og sovjetiske besættelser fra 1940 til 1954 mistede Litauen omkring 780.000 af sine indbyggere. Alene under Holocaust myrdedes omkring 200.000 jøder i massakrer i Litauen. Det anslås, at 120.000-300.000 flyttede til andre dele af Sovjet, blev sendt i eksil i Sibirien eller blev dræbt, mens andre valgte at flytte til lande i vesten.
I forlængelse af de sovjetiske reformtiltag glasnost og perestrojka i slutningen af 1980'erne voksede kravet om litauisk selvstændighed frem. Litauen, ledet af Sajūdis, en anti-kommunistisk og anti-sovjetiske uafhængighedsbevægelse, proklamerede Litauens uafhængighed den 11. marts 1990.
Det uafhængige moderne Litauen (1990-nu).
Litauen var den første sovjetiske republik til at erklære sig uafhængig, selv om sovjetiske styrker forsøgte at forhindre det. Den Røde Hær angreb Vilnius tv-tårnet om natten den 13. januar 1991 og dræbte 13 civile litauere, men kunne ikke knække litauernes vilje til selvstyre. De sidste sovjetiske tropper forlod Litauen den 31. august 1993.
Den 4. februar 1991 anerkendte Island som det første vestlige land Litauen, mens Sverige blev det første land der åbnede en ambassade i landet. USA og andre vestlige lande havde aldrig anerkendt den sovjetiske annektering af Litauen, Letland og Estland.
Litauen blev medlem af FN den 17. september 1991. Den 31. maj 2001 blev Litauen det 141. medlem af WTO. 4. januar 1994 blev landet det første af de baltiske lande, som søgte medlemskab i NATO. Den 29. marts 2004 blev landet medlem af NATO, og i maj samme år medlem af Den Europæiske Union.
Geografi.
Litauen er beliggende i det nordlige Europa. Det har omkring 99 km sandet kyststrækning, hvoraf kun ca 38 km er direkte ud til Østersøen, og som er korteste blandt land ved Østersøen, resten af kysten ligger i læ af Den kuriske landtange. Litauens største is frie havn, Klaipėda, ligger ved den smalle udmunding af den kuriske indsø (), en lavvandet lagune, som strækker sig mod syd til Kaliningrad. Den vigtigste flod, Nemunas, og nogle af dens bifloder har international skibsfart.
Den litauiske landskab har været glattet af gletschere. De højeste områder er morænerne i den vestlige og østlige højland, med den maksimale højde er Aukštojas bakke på 294 m. Terrænet har utallige søer, for eksempel Vištytis sø, og vådområder, en blandet skovzone dækker næsten 33% af landet. Litauen ligger på grænsen mellem kystklima og fastlandsklima, med våde, milde vintre og somre. Ifølge en geografisk beregningsmetode, ligger Litauens hovedstad, Vilnius, kun et par kilometer syd for det geografiske centrum af Europa.
Plantegeografisk kan Litauen deles mellem de central-europæiske og østeuropæiske provinser med borealt klima. I henhold til WWF, kan Litauen opdeles i to økoregioner: De centraleuropæiske blandede skove og sarmatisk blandede skove.
Klima.
Litauens klima, der svinger mellem kyst- og fastlandsklima, er relativt mildt. Gennemsnitlige temperaturer på kysten er -2,5°C i januar og 16 °C i juli. I Vilnius er den gennemsnitlige temperatur -6 °C i januar og 16 °C i juli. 20 °C er hyppigt på sommerdage og 14 °C om natten, selv om temperaturen kan nå 30 eller 35 °C. Nogle vintre kan der være meget koldt. -20 °C sker næsten hver vinter. Vinter ekstremer er -34 °C i kystområderne og -43 °C i den østlige del af Litauen.
Den gennemsnitlige årlige nedbør er 800 mm ved kysten, 900 mm i det Žemaitiske højland og 600 millimeter i den østlige del af landet. Det sneer hvert år, det kan sne fra oktober til april. I nogle år kan der falde slud i september og maj. Vækstsæsonen er på 202 dage i den vestlige del af landet og 169 dage i den østlige del. Alvorlige storme er sjældne i den østlige del af Litauen, men almindelig i de kystnære områder.
Kontinuerlige temperaturmålinger fra det baltiske område dækker ca 250 år. Dataene viser, at der var en varmeperiode i sidste halvdel af 1700-tallet og at 1800-tallet var en forholdsvis kølig periode. En varmeperiode i begyndelsen af 1900-tallet kulminerede i 1930'erne, efterfulgt af en mindre afkøling, som varede indtil 1960'erne. En tendens til opvarmning har varet lige siden.
Litauen oplevede en tørke i 2002, som medførte skov og mose brande. I løbet af sommeren 2006 ramtes Litauen af hedebølge, ligesom resten af Nordvesteuropa.
Politik.
a> Litauens præsident siden den 12. juli 2009.
Litauen erklærede sig uafhængig den 11. marts 1990. Ved de første almindelige valg efter uafhængigheden den 25. oktober 1992, støttede 56,75% af det samlede antal vælgere den nye forfatning. Der var intense drøftelser om forfatningen, især præsidentens rolle. En særskilt folkeafstemning blev afholdt den 23. maj 1992 om spørgsmålet og 41% af samtlige stemmeberettigede støttede genopretning af præsidentembedt. Til sidst blev et semipræsidentielt system aftalt.
Det litauiske statsoverhoved er præsidenten, som vælges direkte for en femårig periode. Præsidenten kan højst vælges for to på hinanden følgende perioder. Stillingen som præsident er stort set ceremoniel; de vigtigste opgaver er ansvaret for udenrigspolitikken og den national sikkerhedspolitik. Præsidenten er hærens øverstkommanderende. Præsidenten udnævner, gennem godkendelse af Seimas, premierministeren og, efter premierministerens indstillingen, resten af regeringen, samt en række andre top embedsmænd og dommere ved samtlige domstole.
Dommere ved forfatningsdomstolen (), der sidder for ni år, udnævnes af præsidenten (tre dommere), formanden for Seimas (tre dommere) og formanden for højesteret (tre dommere). Det litauiske etkammersystem, Seimas, har 141 medlemmer, der er valgt for fire år. 71 af medlemmerne af Seimas vælges ved flertalsvalg i enkeltemandskredse, og de øvrige 70 medlemmer vælges ved landsdækkende forholdstalsvalg. Seimasvalg har en spærregrænse på 5%, kun registrerede partier kan opstille.
Udenrigsrelationer.
Litauen blev medlem af FN den 18. september 1991, og deltager i en række af FNs organisationer og en række internationale aftaler. Det er også medlem af OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), NATO, Europarådet og EU (Den Europæiske Union). Litauen opnået medlemskab i WTO (Verdenshandelsorganisationen) den 31. maj 2001 og arbejder på at blive optaget i OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) og andre vestlige organisationer.
Litauen har ambasader i 94 lande på seks kontinenter og konsulater i to lande. Litauens liberale lovgivning om statsborgerskab har afsvækket spændingerne med nabolandene. Litauens suspension af to etnisk polske kommunalbestyrelser anklaget for at blokere reformer og illoyalitet under august 1991 kuppet nedkølede forbindelserne til Polen, men med markant forøget bilateralt samarbejde og med afholdelse af valg i disse kommuner og underskrivelsen af en bilateral venskabsaftale i 1994 normaliserede forholdet. Selv om en tilsvarende bilateral venskabaftale blev indgået med Hviderusland i 1995, har Litauen deltaget i EUs og USAs opfordringer til regeringen i Hviderusland om at vedtage demokratiske og økonomiske reformer.
Litauen har diplomatiske forbindelser med 149 lande.
Administrativ inddeling.
Den nuværende administrative opdeling blev etableret i 1994 og ændret i 2000 for at opfylde krave fra EU. Litauen har en tredelt administrative opdeling. Landet er inddelt i 10 amter (), som yderligere er opdelt i 60 kommuner (), som består af over 500 seniūnijos ().
Amterne er styret af amtmænd () udpeget af staten. De sikrer, at kommunerne overholder lovgivningen og forfatningen. Amtskommuner overvåger lokale kommunalbestyrelsers gennemførelse af de nationale love. Da amterne har begrænsede funktioner er der flere forslag til at reducere deres antal og organisere regioner på grundlag de historiske-etnistiske regioner i Litauen eller de fem største byer med befolkningstal over 100.000.
Kommunerne er den vigtigste administrative enhed. Nogle kommuner kaldes "distrikts kommuner", ofte forkortet til "distrikt", mens andre kaldes "by kommuner", undertiden forkortet til "by". Hver kommune har sin egen folkevalgte kommunalbestyrelse. Tidligere var der valg til kommunalbestyrelsen hvert tredje år, nu finder det sted hvert fjerde år. Kommunalbestyrelsen vælger borgmesteren og udnævner seniūnijosmedlemmer. Der er fremsat forslag om direkte valg af borgmestrene og seniūnijosmedlemmer, men det ville kræve en ændring af forfatningen.
Seniūnijos, der overstiger 500, er den mindste enhed og spiller ingen rolle i den nationale politik. De tilbyder nødvendige offentlige serviceydelser i kvarterer og landsbyer, for eksempel anmelder seniūnijos i landdistrikterne fødsler og dødsfald. De er mest aktive i den sociale sektor: opsøger trængende enkeltpersoner eller familier og uddeler forskellige former for bistandshjælp. Selvom seniūnijos ville kunne styrke lokalt initiativ til løsning af landdistrikternes problemer, klages der over at de ikke har nogen reel magt, og får for lidt opmærksomhed.
Militær.
Soldater fra Litauens Specialstyrker under træning
Litauens væbnede styrker har et aktivt personel på 14.621, 2.165 af dem er civilt ansatte (tal fra okt. 2010) og understøttes med 100.000 reservestyrker. Værnepligten ophørte i september 2008
Litauens forsvar system er baseret på begrebet "totalt og ubetinget forsvar" med mandat fra Litauens nationale sikkerhedsstrategi. Målet for Litauens forsvarspolitik er at forberede samfundet på generelt forsvar og til at integrere Litauen i vestlige sikkerheds- og forsvarstrukturer. Det litauiske forsvarsministerium er ansvarlig for kampstyrkerne, eftersøgnings- og redningsoperationer og efterretningsoperationer. Kamstyrkerne har deltaget i internationale operationer på Balkan, i Irak og deltager i Afghanistan med 208 mand.
De 5.400 grænsevagter falder ind under det litauiske indenrigsministeriums tilsyn og er ansvarlige for beskyttelse af grænserne, pas og told, og deler ansvaret med flåden for smugling og narkotikahandel. En særlig sikkerhedsafdeling varetager VIP beskyttelse og kommunikationssikkerhed.
Økonomi.
Kort der viser gennemsnitsindkomsten i EU
Litas, den nationale valuta, har været knyttet til euroen siden den 2. februar 2002 med kursen 1,00€ = 3,4528LTL.
Før indtræden af EU havde Litauen den højeste økonomiske vækstrate blandt kandidatlande på 8,8% i tredje kvartal 2003. Litauens økonomi voksede i gennemsnit 8% om året i de fire efterfølgende år drevet af en omfattende udenlandsk lånoptagning, hektisk vækst i privat efterspørgsel, hvor store dele var låne finansieret, alerede i 2008 udgjorde den private lånoptagning 40% af bankernes samlede låneportefølje. I 2009 bestod bankernes samlede pengebeholdning af 26 mia. € hvoraf 20,7 mia. € var udenlandske låneoptagelser. Ifølge officielt offentliggjorte tal har EU-medlemskabet givet næring til en styrkelse af turistsektoren. Bruttonationalproduktet styrtdykkede med 15% i 2009, samme år voksede Litauens offentlige underskud eksplosionsagtigt til næsten 9,5% af BNP, underskuddet i 2008 var på 3,2%, og EU accepterede at Litauen, sammen med Malta, fik udsættelse for nedbringelsen af statsunderskuddet. Den officielle arbejdsløshed nåede 13,7% i 2009, en stigning fra 5,8% i 2008. De vigtigste investorlande i Litauen i 2004 var: Danmark (15,2%), Sverige (15,0%), Tyskland (11,4%), Rusland (8,4%) og Finland (7,8%). Mere end 60% af de samlede investeringer i Litauen foretages af de 15 oprindelige EU-lande.
Strukturelt foregår der et langsomt skift i retning af en videnbaseret økonomi med særlig vægt på bioteknologi (industriel og diagnostisk). Større bioteknologiproducenter har produktionsanlæg i Litauen, ligesom der produceres laserudstyr. Også mekanisk/elektronisk industri og informationsteknologi (IT) ses som mulige udviklings områder i Litauen. I følge Verdensbanken steg værdien af den højteknologiske eksport fra 6% i 2005, 8% i 2006, 11% i 2007 til 11% i 2008 af den samlede eksport, (Danmark2008 16%, Norge2008 20% og Sverige2008 16%)). Fra 2008 til 2009 faldt industriproduktionen med 21,6% I 2009, samme år lancerede regeringen en højprofileret kampagne for at tiltrække udenlandske investeringer og udvikle eksporten.
I 2009 var de vigtigste eksportmarkeder: Rusland (13,08%), Letland (10,13%), Tyskland (9,54%), Polen (7,39%), Estland (7,01%), Holland (5,02%), Hviderusland (4,53%), Storbritannien (4,41%), Danmark (3,87%), Sverige (3,37%). De vigtigste importlande var: Rusland (30,73%), Tyskland (11,10%), Polen (9,97%), Letland (6,29%), Holland (4,03%), Italien (3,81%), Belgien (2,98%), Sverige (2,69%), Estland (2,59%) og Frankrig (2,47%).
Litauen har planer om at skifte til euroen den 1. januar 2014.
Litauen har en fast personskatteprocent på 21% uden progression. De almindelige lønindkomster og pensioner ligger væsentligt lavere end i de øvrige EU-medlemsstater. Ifølge Eurostat-data var gennemsnitsindkomsten i Litauen 55% af EU-gennemsnittet (2009) (i 2008 61%), (Danmark 121% (2009)). De lave lønninger er en central årsag til den omfattende udvandring det seneste tiår.
Litauen tilbyder særlige incitamenter til investeringer i den højteknologiske sektorer og har en selskabsskat på kun 5-15% (Danmark 25% (2009). En undersøgelse fra 2005 af det britiske Economist Intelligence Unit (EIU) om livskvalitet har Litauen på en 63. plads med et index på 6,033 af 10, (Norge 3. plads, index 8,051, Sverige 5. plads, index 7,937 og Danmark 9. plads, index 7,797).
Litauens centralbank.
Litauens bank () er Litauens centralbank. Banken har sine rødder tilbage i 1768, da Litauen og Polen var i union. Seimas etablerede i 1792 "Bank Polski i Litewski" (). Imidlertid forhindrede Polens deling i 1795 den videre opbygning.
Efter 1918 benyttede Litauen valuta fra flere forskellige lande. I følge en aftale med den tyske bank "Darlehnkasse Ost" benyttedes tyske mark som betalingsmiddel, men på baggrund af Tysklands hyperinflation i 1922 vedtog Seimas en lov om oprettelse centralbank. Centralbanken blev fra 1940 en del af det Sovjettiske banksystem.
Efter selvstændigheden 11. marts 1990 blev centralbanken genetableret, og litaen genindført. De første lita var i omløb fra 31. oktober 1991.
Siden 2004, hvor Litauen blev medlem af EU, er centralbanken medlem af Det Europæiske System af Centralbanker. Banken selvstændig i forhold til regeringen, og stræber efter en lav og stabil inflation. Centralbankstyret består af en leder, to visechefer og to medlemmer. Litauens bank har afdelingskontorer i Kaunas og Klaipeda.
Banken fastsætter blandt andet udlånsrenten. Pr. 31. oktober 2010 var udlånsrenten til privatforbrug 16,93%, til huskøb 5,93%.
Vilnius' fondsbørs.
Vilnius' fondsbørs er ejet af NASDAQ OMX Group, som også driver børserne i bl.a. København, Stockholm, Helsingfors, Tallinn og Riga samt værdipapircentralerne i Estland og Letland. Børserne i Vilnius, Tallinn og Riga har et samarbejde, der gør det nemmere at handle på hinandens børser. OMX er noteret på børserne i Stockholm, Helsingfors og København.
Banker i Litauen.
Efter selvstændigheden i 1991 privatiseredes Litauens banksektor. Mange af bankerne er siden opkøbt af skadinaviske banker. De tre største banker, som har en samlet markedsandel på 80 % er, de to svenske banker, SEB-bank og Swedbank samt norske DnB NOR under navnet DnB NORD bankas, Med opkøb af den finske bank Sampo bank blev Danske bank aktiv på det litauske bankmarked under navnet Danske bankas. 5 filialer af udenlandske banker led tab i 2008, mens de resterende 3 filialer af udenlandske banker havde overskud. De største underskud var: Swedbank 1.053 mio. LTL, SEB-bank 855.6 mio. LTL, Danske bankas 433,9 mio. LTL og DnB NORD bankas 402.6 mio. LTL. Også Nordea Bank Finland Plc, Lithuania Branch led tab, dog kun på 40.5 mio. LTL.
Infrastruktur.
Diesellokomotiv 2M62 på Radiviliškis banegård
Trafik.
Litauen har en stor betydning som transitland mellem Centraleuropa og Nordeuropa, mellem Kaliningrad Oblast og det russiske hovedland, og mellem Hviderusland og Skandinavien. Litauen har også en vigtig funktion som olietransitland. Kaunas, den næststørste by, er central i trafikplanlægningen i Litauen, da hovedstaden, Vilnius, ligger i en "død vinkel" nær på grænsen til Hviderusland.
Veje.
Litauens vejnet er under stadig udbygning. De vigtigste motorveje er A1, som forbinder Vilnius med Klaipėda via Kaunas, A2, der forbinder Vilnius med Panevėžys samt Europavej E67, "Via Baltica", fra Prag i Tjekkiet via Warszawa, Kaunas, Riga og Tallinn til Helsinki i Finland. E67 er ved at blive ombygget til motorvej. Motorveje rundt om Šiauliai samt i regionen Telšiai er under opførelse.
Med et gennemsnit på 219 trafikdræbte per million indbyggere ifølge EU (VCÖ) er trafikken i Litauen det farligste vejnet i EU.
Jernbaner.
Litauen fik sin første jernbaneforbindelse i midten af 1800-tallet, da Warszawa - Sankt Petersborg jernbane blev indviet. Den omfattede en strækning fra Daugavpils via Vilnius og Kaunas til Virbalis. De litauiske jernbaners vigtigste netværk består af 1749 km med en sporbredde på 1.524 mm hvoraf 122 km er elektrificeret. Der er 22 km jerbane i drift med standard sporvidde på 1,435 mm. En jerbane med standard sporvidde, "Rail Baltica", der skal forbinde Helsinki - Tallinn - Riga - Kaunas - Warszawa og videre til Berlin, er under opførelse, og ventes at nå Kaunas ved udgangen af 2013.
Den direkte togforbindelser mellem Vilnius og Warszawa gik indtil 1990 gennem hviderussisk territorium. For at undgå grænseformaliteter køres nu af en alternativ rute med omstigning i Šeštokai i Litauen over Suwalki i Polen via grænsestationen i Mockava.
Havne.
I Klaipeda er Litauens største havn med færgeforbindelser til hele Østersøområdet, blandt andet Karlshamn, København, Kiel og Sassnitz). Havnen har stigende betydning for godstrafikken. Deruover benyttes Nemunas som vandvej ind i landet. Neumas er sejlbar op til Kaunas.
Luftfart.
Litauen har fire internationale lufthavne: Vilnius International Airport, Kaunas International Airport (i Karmėlava), og de mindre lufthavne Palanga International Airport og Šiauliai International Airport. Fra den mest trafikerede, Vilnius International Airport, med 1,3 millioner passagerer i 2009, er der forbindelse til mange europæiske lande.
AirBaltic har flere daglige afgange til Københavns lufthavn.
Bustrafik.
Busser spiller en vigtig rolle for såvel nationale som international personbefordring (f.eks € Lines eller Ecolines). Den direkte nattrafik mellem Vilnius og Warszawa drives af PKP med højkvalitets ICbusser.
Energi.
Ignalina-atomkraftværket, som i 1990'erne og 2000'erne leverede op til 75% af el til Litauen, var bygget under sovjettiden. Anlægget svarede til Tjernobyl-kernekraftværket med sin mangel på en solid struktur. værket blev lukket som en betingelse for Litauens indtræden i EU: reaktor # 1 blev lukket i december 2004, reaktor # 2 blev lukket ned den 31. december 2009.
Gas-og fuelolie kraftværket, Lietuvos Energija, i Elektrėnai, er i øjeblikket er det eneste værk til dækning af spidsbelastninger. Værket vil være i stand til forsyne tilstrækkelig el til det litauiske marked frem til 2015. Men konsekvensen er en høj afhængighed af forsyninger af fossile brændstoffer (gas og tung olie) fra Rusland. Elproduktionen i 2005 var 745 GWh For igen at reducere denne afhængighed diskuteres opførelse af et nyt atomkraftværk.
Andre primære kilder til Litauens el er Kaunas vandkraftværk. Elproduktionen i 2005 var 363,1 GWh.
Kruonis pumpekraftværket er det eneste pumpekraftværk i de baltiske lande. Værket anvendes til dækning af spidsbelastninger på el-nettet og har en produktionskapacitet på 900 MW.
I de seneste år er vedvarende energi mere brugt, især produktionen af energi fra biomasse. Dette støttes bl.a. af EU-midler. 10 vindmøller er i drift eller under opførelse i den vestlige del af Litauen. Accepten af vedvarende energi er beskeden og stats tilskudene er faldende.
Kommunikation.
Ifølge Speedtest.net's hjemmeside, viste en test i 1. december 2010 at Litauen har de næst hurtigste upload og download hastigheder i verden, skoler og virksomheder ikke medregnet.
Demografi.
Befolkningstal i Lithuania (i millioner) fra 1950-2010
Siden bondestenalderen er beboere i den litauiske område ikke er blevet erstattet af en anden etnisk gruppe, så der er en stor sandsynlighed for, at indbyggerne i dag Litauen har bevaret deres forfædres genetiske sammensætning af relativt uforstyrret af folkevandringstiden, selv uden at blive egentlig isoleret fra dem. Den litauiske befolkning synes at være relativt homogen, uden større genetiske forskelle mellem etniske undergrupper.
En analyse fra 2004 af mtDNA af den litauisk befolkning viste, at litauerne er tæt på indoeuropæisk og finsk-ugrisk-talende befolkning i Nordeuropa. En haplogruppe SNP-test viste at litauerne var tættest beslægtet med letterne, esterne, og finnerne.
Ifølge skøn fra 2009 var aldersstrukturen i befolkningen som følger: 0-14 år, 14,2% (mænd 258.423/kvinder 245.115) 15-64 år: 69,6% (mænd 1.214.743/kvinder 1.261.413) 65 år og derover: 16,2% (mænd 198.714/kvinder 376.771).
Den litauiske befolkning har været stadigt faldende siden løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1990. 1992 var der lidt over 3,7 millioner indbyggere, i 2000 var der 3,5 mio, 1. januar 2008 var der 3,37 mio. indbyggere. Til dette fald med migration (se nedenfor), ligesom fødselsunderskud. I 2002 var der 30.000 fødsler i Litauen (8,6 per 1.000 indbyggere), i 2007 var der 32 250 fødsler (9,6 per 1.000 indbyggere). I 2007 var det nationale gennemsnit af dødsfald 13,5 per 1.000 indbyggere.
Siden slutningen af 2. verdenskrig har Litauen oplevet en omfattende vandring fra land til by, i 1959 levede 60% af befolkningen på landet, i 1970 var forholdet afbalanceret, og i 1990 levede 66% af befolkningen i byerne og kun 33% på landet.
Udvandring.
Siden 2001 er 121.547 personer officielt udvandret, samtidigt anslås det at omkring 132.100 litauere er udvandret til uden officielt at flytte adresse siden 2001. Den samlede udvandring har side 2001 været på nærved 254.000 eller 7,27%. Den største udvandring foregik i årene 2004 (ca. 32.500) og 2005 (ca. 48.000) efter indtræden i EU. Som følge af udviklingen i Hviderusland er indvandringen fra nabolandet steget, men er fortsat et godt stykke under 1.000 personer om året.
Etnicitet.
Langt den største del af befolkningen består af litauere. Der er dog også nationale mindretal i landet.
Polakkerne er det største mindretal i Litauen. Polakkerne er koncentreret Vilnius amt, i den østlige del af Litauen, især i landdistrikterne omkring Vilnius og området omkring landsbyen Dieveniškės, hvor der er et stort polsk mindretal. Det polske mindretal er indvandret gennem århundreder under den Polsk-litauiske realunion.
Flertallet af russere er flyttet til Litauen under og efter 2. verdenskrig, hvor landet var en del af Sovjetunionen. Den russisk-talende befolkning er koncentreret i hovedstaden Vilnius, havnebyen Klaipeda, regionen Lille Litauen () og industribyerne Elektrėnai og Visaginas.
Indtil holocaust udgjorde litauiske jøder, "Litvaks", 220.000. Jøder indvandrede så tidligt som i 700-tallet, men indvandringen tog rigtig fart fra 1784. Under holcaust blev 206.800 jøder myrdet af nazisterne og litauiske kolaboratører. Indtil da blev Vilnius kaldt Litauens Jerusalem.
Tatarerne og Karaiterne er tyrkisktalende mindretal, som kom til Litauen efter Storfyrste Vytautas togt på Krim i 1398.
Sprog.
Fordelingen af de baltiske sprog i baltikum (skitseret).
Litauisk.
Litauisk er et af de Østbaltiske sprog, som også omfatter lettisk og de 2 dialekter Žemaitisk og Letgallisk. Litauisk er modersmål for 2.694.000 af litauens indbyggere. De baltiske sprog betragtes af lingvister som nogle af de mest arkaiske stadig anvendte indoeuropæiske sprog.
Andre sprog.
Polsk er modersmål for ca 358.000 indbyggere, russisk for ca 344.000, hviderussisk for ca 63.000, ukrainsk for ca 45.000, tatarisk for ca 5.100, lettisk for ca 5.000 og karaitisk for ca 300. I Klaipeda og på den kuriske landtange taler nogle få litauere fortsat tysk.
Gennem den århundreder lange tilstedeværelse af russisk og polsk sprog i Litauen er en del polske og russiske ord og sætninger importeret i litauisk.
Letland.
Republikken Letland ("lettisk: Latvijas Republika") er et land i det nordøstlige Europa. Landet har grænse til Østersøen og er et af de tre baltiske lande sammen med Estland og Litauen, som er Letlands nabolande mod henholdsvis nord og syd. I øst grænser landet op til Rusland og Hviderusland.
Historie.
Letland ("lettisk: Latvija") blev først et konkret geografisk område efter uafhængigheden i 1918. Før den tid var Letland hovedsagelig opdelt i regionerne Livland, Kurland, Semgallen, Letgallen (Latgale) samt større byer med privilegerede rettigheder. Regionernes og byernes administrative størrelser har gennem de forgangne århundreder ændret sig.
Efter den tyske biskop Albert gik i land i 1201 og grundlagde Riga, blev området domineret af Den Tyske Orden frem til 1500-tallet. Derefter fik Polen-Litauen større indflydelse. I 1621 blev Livland erobret af den svenske konge Gustav 2. Adolf, og det blev svensk i 1629. I slutningen af 1600-tallet drev Kurland gruberne på Eidsvoll og Kongsberg i Norge. Hertugdømmet Kurland forblev selvstændigt. Efter Slaget ved Poltava i 1709 blev Livland russisk, og Kurland fulgte efter i 1795.
Den 18. november 1918 erklærede Letland sig selvstændigt (de facto) fra Rusland og fik sin frihed (de jure) 11. august 1920 efter den Lettiske krig for uafhængighed. I 1934 gennemførtes diktatur ved Ulmanis. Den 17. juni 1940 blev landet okkuperet af sovjetiske styrker og blev en sovjetrepublik som følge af Molotov-Ribbentrop-aftalen. 1941 blev Letland invaderet af nazi-Tyskland og blev igen invaderet i 1945 af de sovjetiske tropper, der holdt landet besat til 21. august 1991, da landet igen blev selvstændigt.
Politik.
Letland har et parlament kaldet ("Saeima") med 100 medlemmer, som bliver direkte valgt for en periode på fire år. Præsidenten vælges af parlamentet for en periode på fire år. Præsidenten udnævner statsministeren, der udpeger sin regering, som derefter må vinde et tillidsvotum i parlamentet.
Den 20. september 2003 resulterede en folkeafstemning i 66,9% ja-stemmer for indtrædelse i EU, og den 1. maj 2004 blev Letland medlem af unionen. Landet har været NATO-medlem siden den 29. marts 2004.
Geografi.
Store dele af Letland er skovdækket, og landet har over 12.000 små floder og over 3.000 søer. Lubānas er Letlands største indsø (82 km²). Daugava er den længste flod. Dens totale længde er 1.020 km, hvoraf 367 km løber i Letland.
Det meste af landet består af frugtbare lavlandssletter med enkelte bakker i den østlige del af landet. Det højeste punkt er Gaiziņkalns (eller Gaiziņš), som er 312 m.
I nordvest ligger Rigabugten mod Østersøen. Hovedstaden Riga ligger inderst i denne bugt ved floden Daugavas udløb. Andre større byer er Daugavpils længere op langs denne flod og Liepāja på vestkysten.
Det lettiske klima er maritimt og tempereret med kølige somre og moderat kolde, snerige vintre. Letland er inddelt i 26 distrikter ("lettisk: rajoni" (flertal) "rajons" (ental)) og 7 byer med særstatus, se oversigt nederst på siden.
Økonomi.
Efter selvstændigheden har Letland afskaffet planøkonomien og er overgået til privat ejerskab af selskaber, banker og jord. Staten har dog beholdt et delvist ejerskab i enkelte større selskaber. Letland blev medlem af WTO i februar 1999.
Letlands overgangsøkonomi blev hårdt ramt af den russiske krise i 1998, og efter dette har lettiske myndigheder og selskaber orienteret sig mere mod eksport til EU-lande, hvilket har mindsket Letlands afhængighed af Rusland.
Finanskrisen 2008 ramte Letland så hårdt, at det var på randen af bankerot.
Demografi.
Letterne er de oprindelige indbyggere i Letland. Ca. 60% af landets indbyggere er etniske letter, mens ca. 27% er af russisk herkomst, og de udgør dermed den største minoritet i landet. I nogle byer, for eksempel Daugavpils og Rēzekne, er russere i majoritet. Minoriteter fra andre lande som Hviderusland, Ukraine, Polen og Litauen bor også i Letland. Denne blanding af folkeslag er stort set et resultat af indvandring under sovjettiden, hvilket reducerede andelen af etniske letter i landet fra ca. 80% i 1935 til 52% i 1989.
Sprog.
Lettisk er et indoeuropæisk sprog tilhørende den østbaltiske sproggruppe. Det skrives med latinske skrifttegn, men har egne diakritiske tegn. som i hovedsagen er hentet fra det tjekkiske alfabet. Sproget er nærmest beslægtet med samogitisk, letgallisk, litauisk og de nu uddøde sprog gammelpreussisk og selisk.
Louise Winteler.
Louise Winteler (25. marts 1834 - 31. marts 1925) var dansk lærerinde. Hun var datter af Matthias Winteler (Heide i Ditmarsken) og Louise Charlotte Volkens og blev uddannet til lærerinde i Altona i 1850-1851. Herefter blev hun privatlærerinde i Holsten i 1851 og fra 1853 privatlærerinde (tysksproget) i Odense.
I Odense grundlagde hun en dansksproget privatskole, der fra 1887 afholdt almindelig forberedelseseksamen og fra 1903 fik dimissionsret til studentereksamen. Staten overtog i 1918 skolen - "Sct. Knuds Gymnasium".
Som en af de første i Danmark anvendte hun klasseundervisning og indførte som den første i Danmark skolekøkkenundervisning (i 1898).
Louise Winteler arbejdede desuden på, gennem udveksling af lærere, at fremme nordisk samarbejde og var desuden engageret i at forbedre vilkårene for lærere ved pigeskolerne.
Geneviève (pigenavn).
Geneviève er et dansk pigenavn, også brugt i mange andre sprog.
Skovblåfugl.
Arten blev kategoriseret af Carl von Linné i 1758.
1378.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
Årstal: 1373 1374 1375 1376 1377 - 1378 - 1379 1380 1381 1382 1383
Eksterne henvisninger.
78
Nørlund Slot.
Nørlund slot (Ravnkilde Sogn, Års Herred) var i 1300-tallet blot et tårn, der blev kaldt "en røverhule", og som Valdemar Atterdag lod nedrive i 1355. Borgen blev genopbygget og dannede fortsat udgangspunkt for udplyndring af rejsende mellem Randers og Aalborg. I slutningen af 1300-tallet gav dronning Margrete 1. ordre til at nedrive borgen.
Ludvig Munk arvede Nørlund i 1570, og han begyndte i 1581 at opføre Nørlund slot.
Slottet stod færdigbygget i 1597, og året efter fødte Ludvig Munks unge kone, Ellen Marsvin, datteren (Kirsten Munk), som senere blev kong Christian den 4.`s hustru.
Nørlund / Torstedlund Godser er på 2281,1 hektar.
Haloklin.
Skilleflade i en vandsøjle betinget af forskelle i salinitet (saltholdighed).
Pyknoklin.
Pyknoklin er en skilleflade i en vandsøjle betinget af temperatur- og salinitetsændringer.
Leopold von Sacher-Masoch.
Leopold von Sacher-Masoch, (27. januar 1836 † 9. marts 1895), var en østrigsk baron, der skrev et par værker om erotisk underkastelse. Den kendteste - 'Venus i Pels' - omhandler en ung mand, Severins forelskelse i en kvinde, og han ønsker at hun skal underkaste ham og behandle ham som slave. Bogen afspejler Sacher-Masochs eget liv.
I slutningen af 1800-tallet opkalder psykiateren Krafft-Ebing begrebet masochisme efter Sacher-Masoch.
Riga.
Riga (()) (russisk:Рига, estisk:Riia) er hovedstaden i Letland. Byen ligger i Rigabugten ved Østersøen og har ca. 713.016 indbyggere (2008). Det er den største by i de baltiske stater. Letlands nationalforsamling "Saeima", samt regering og præsident har også sæde i byen.
Floden Daugava går gennem byen, som har tre hoveddele: Den gamle bydel, centrum på østbredden og Pardaugava på vestbredden. I den gamle bydel og centrum ligger mange bygninger i Art Nouveau-stil, og den gamle bydel rummer tillige mange bygninger fra middelalderen. Byen er relativt flad, og over tagene rager spirene på de mange kirker, samt det 368,5 meter høje tv-tårn, der er den højeste konstruktion i byen og det tredjehøjeste tårn i Europa.
Forstæderne er domineret af brede gader og boligblokke fra sovjettiden.
Historie.
Ifølge en lokal legende blev udgifterne til grundlæggelsen af Riga dækket af det efterladte guld fra Store Kristaps, der var en mand, der levede af at bære folk over floden. En nat hørte han barnegråd på den modsatte bred og bar barnet over floden. Det var kun ved at bruge alle sine kræfter, at han kunne bære barnet over. Da han vågnede næste morgen, var barnet væk, og i dets sted stod en kiste med guld. Da Kristaps døde, blev dette guld brugt til at bygge Riga.
Den historisk dokumenterede grundlæggelse af byen regnes dog til år 1201, da den fik byprivilegier af ærkebiskop Albert von Buxthövden, som flyttede dertil fra Ikšķile. Tyske købmænd etablerede dog Riga allerede i 1158 som et handelssted i nærheden af lokale stammer. I 1200-tallet blev byen hovedstad i Livland, som tilhørte den Tyske Orden, et rige med flydende grænser som strakte sig over store dele af Baltikum og senere Preussen. En tyskkulturel tilknytning har præget Rigas historie i et længere tidsrum, og tysk var byens eneste officielle sprog frem til 1891.
Riga med sine befæstninger blev base for tyske fremstød mod de baltiske stammer. I løbet af 1200-tallet øgedes handelen, og byen blev et af de vigtigste knudepunkter mellem øst og vest.
Fra 1289 var byen med i det mægtige Hanseforbund. Hanseforbundets beskyttelse og handel gav Riga et solidt økonomisk fundament frem til slutningen af 1300-tallet, da Hanseforbundets mange konkurrenter svækkede forbundets indflydelse.
I 1500-tallet på Martin Luthers tid blev området protestantisk. Efter en periode som fri by (1561-1581) under det tysk-romerske rige kom Riga under den polsk-litauiske realunions kontrol. Mellem 1621 og 1710 tilhørte den Sverige og var i denne tid den største by i det svenske rige. Derefter kom den under russisk styre. Efter Den Store Nordiske Krig voksede Riga til en ledende havneby og senere industriby inden for det russiske rige. I starten af 1900-tallet havde Riga en befolkning på ca. 280.000 og var den næststørste by i det russiske imperium (efter Sankt Petersborg). Af befolkningen var halvdelen baltiske tyskere, en femtedel letter, en femtedel russere og en tiendedel jøder.
I perioden 1914–1920 blev byen hårdt ramt af 1. verdenskrig, da den lå tæt på frontlinjen. Udover ødelæggelserne blev 500 fabrikker og 200.000 personer bestående af arbejdere og deres familier evakueret til mere centrale dele af det russiske rige.
Senere fulgte den russiske revolution og den deraf følgende borgerkrig. 18. december 1918 blev Letland erklæret som en suveræn stat, og Riga blev dens hovedstad. Efter selvstændighedserklæringen fulgte den Lettiske krig for uafhængighed (1918-1920). Både byen og landet generelt var stærkt præget af krigenes ødelæggelser, men i løbet af 1920'erne genopbyggedes Riga til at blive et center for handel, uddannelse og kultur.
Dette varede frem til 2. verdenskrig, da Sovjetunionen under Josef Stalin invaderede Letland og igangsatte massedeportationer af både lettere og tyskere og en brutal russificering af landet. I krigens løb blev russerne kastet ud af landet af tyske styrker, som også deporterede Rigas betydelige jødiske befolkning. Mod slutningen af krigen erobrede Sovjetunionen landet på ny, og Riga blev hovedstad i den Lettiske Socialistiske Republik, ind til Sovjetunionen gik i opløsning 45 år senere. I mellemtiden forsøgte man at kolonisere landet med russere, mens mange letter, der havde været nazister, blev deporteret til Sibirien, og der bor derfor i dag (2006) ca. 42 % russere i byen, mod ca. 9 % før krigen.
De økonomiske reformer fra midten af 1980'erne ledet af Mikhail Gorbatjov kendt som perestrojka, førte til, at mange sovjetiske republikker, inklusive Letland fik deres selvstændighed, og den 21. august 1991 blev Riga atter hovedstad i et selvstændigt Letland. Efter selvstændigheden blev mange kommunistiske gadenavne og monumenter fjernet. Under denne periode mistede mange russere og ukrainere deres lettiske statsborgerskab og flygtede ud af landet. Dette førte til, at letter i 2006 med 43 % igen blev den største befolkningsgruppe.
Fra 2004 førte ankomsten af lavprisluftfartsselskaber til billigere flytransport fra andre europæiske byer som London og Berlin. Dette medførte en kraftig forøgelse af antallet af turister.
Byvåben.
Byens våben (se infoboksen øverst) blev godkendt d. 31. oktober 1925 og fornyet i 1988. Det viser en åben port og to tårne, som symboliserer byens uafhængighed. Over porten er to korslagte sorte nøgler, som henviser til paven, og over nøglerne er et gyldent kors og en gylden krone, som symboliserer underdanighed overfor biskoppen. Den store version af våbnet holdes af to gyldne løver, der symboliserer rigaboernes styrke.
Geografi.
Riga ligger på en flad og sandet kystslette ved Rigabugten, der er opstået efter afslutningen af den sidste istid for ca. 11.000 år siden. Sletten der ligger 1–10 m over havet er præget af en mængde søer og floder, hvoraf den vigtigste er Daugavafloden, som flyder gennem Riga fra syd til nord og deler den på midten. Riga ligger ca. 10 km fra flodens udmunding i Rigabugten.
Arealet på 307 km²; er fordelt på 67 km² boligområder (22 %), 54 km² industriområder (17 %), 25 km² veje og gader (8 %), 58 km² parker (19 %) og 49 km² vand (16 %). Floden løber gennem byen, og i den sydligste del af den gamle bydel kan man spadsere langs dennes bred.
Klima.
Riga har et maritimt og tempereret klima, hvor vintrene dog kan være ekstremt kolde grundet den nordlige placering. De koldeste måneder er januar og februar, hvor gennemsnitstemperaturen ligger på -6 °C, men hvor temperaturen fra tid til anden kan komme helt ned på minus 25 grader. Da byen er beliggende relativt tæt på havet, kan der i efteråret forekomme en del regn og dis. Snedækket kan forblive op til 80 dage. Somrene er til gengæld varme i Riga med en gennemsnitstemperatur på 16 °C, og hvor den højeste måling er 36 °C.
Miljøforhold.
Som mange andre østeuropæiske byer har Riga problemer med forurening. Forureningsproblemet tog sin begyndelse med indutrialiseringen og den kraftige befolkningsvækst i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. I 1960'erne blev problemet forøget da der skete en kraftig forøgelse af udledningen fra industrien grundet Sovjetunionens ønske om øget industrialisering. Efter selvstændigheden i 1991 blev afsætningsmulighederne for landbrug og industri dårlige og der skete en kraftig nedgang i deres aktiviteter. Dette medførte en midlertidg forbedring af miljøet i og omkring Riga.
I dag har bystyret og landet sat ind på flere fronter for at forbedre især luft- og vandkvaliteten. Luftkvaliteten er søgt forbedret af Letlands kommunale luftkontrolafdeling og dette er også lykkedes. Luftkvaliteten er dog ikke helt god nok og især om vinteren er der for meget svovldioxid som kommer fra energiproduktion. Vandkvaliteten i floden, Rigabugten og søerne er forbedret markant efter kloakkerne i Riga er blevet forbedret, bl.a. med støtte fra de skandinaviske lande og Tyskland. Den forbedrede vandsituation har bl.a. medført at flere af strandene langs Rigabugten har fået det blå flag.
Bystyret har ligeledes søgt at forbedre miljøet ved at etablere et grønt bælte med skov omkring Riga, på samme måde som London og flere andre britiske byer. Formålet med bæltet er både at beboerne skal have rekreationsmuligheder og at byens negative påvirkning på miljøet skal minimeres.
Demografi.
Riga er den befolkningsrigeste by i Baltikum med 717.000 indbyggere. På baggrund af data fra 2006 udgøres befolkningen af 43 % etniske lettere og 42 % etniske russere. Dertil kommer 4 % hviderussere, 4 % ukrainere, 2 % polakker, 1 % jøder og 4 %, der tilhører andre befolkningsgrupper. Den meget store minoritet af russere kan ikke ses i gadebilledet, da alle skilte og offentlige opslag er på lettisk (russiske skilte i det offentlige rum er forbudte). Næsten al reklame formidles også på lettisk. Der er nogle spændinger mellem befolkningsgrupperne, men de fører sjældent til voldelige episoder.
Af indbyggerne er 55,4 % kvinder og 44,6 % mænd. Riga distriktet har den ældste befolkning i Letland, idet middelalderen var 41,7 år i 2006.
Indbyggerudviklingen.
Riga var en storby med påvirkning udover det nærmeste område fra det 17. århundrede til starten af det 20. århundrede, hvor den først var den største by i det svenske rige og dernæst den næststørste by i det russiske rige. Indbyggertallet var støt stigende frem til 1. verdenskrig. I årene fra 1913 til 1920 skete en drastisk tilbagegang i indbyggertallet, hvilket skyldes begivenheder under 1. verdenskrig, hvorunder bl.a. 200.000 indbyggere blev evakueret til Centralrusland bl.a. til brug i den russiske krigsøkonomi. Igen i perioden 1930 til 1945 ses et fald i indbyggertallet, hvilket her skyldtes deportationer og dødsfald i forbindelse med 2. verdenskrig. Disse befolkningstilbagegange kom byen sig aldrig over og byens betydning blev mindre. Ved Sovjetunionens sammenbrud var der omkring 15 byer der var større.
Indbyggertallet toppede i 1990 med 909.000 indbyggere. Siden da er indbyggertallet faldet kraftigt, og det falder stadig, så tallet i dag ligger på 717.000. Tilbagegangen skyldes blandt andet udvandringen af russere, hviderussere og ukrainere efter uafhængigheden, da disse og deres børn født før 1991 ikke automatisk fik statsborgerskab i det uafhængige Letland. Desuden har der været en del emigration af alle befolkningsgrupper til især Storbritannien og Irland i de senere år. Tilbagegangen skyldes også til dels en lav fødselsrate. Fødselsraten i Riga var i 2006 10,3 pr. 1.000 indbyggere og dødsraten 14,0 pr. 1.000 indbyggere. Hvis ikke den nuværende udvikling vender, vil byens befolkningstal i 2050 være halveret.
Her vises en liste over udviklingen i antal indbyggere i Riga fra 1767 til 2008.
Indbyggere efter sprog og nationalitet.
Sammensætningen af Rigas befolkning fordelt på modersmål eller nationalitet vises i nedenstående tabel for årene 1867 til 2006.
2006 udgøres befolkningen af 43 % etniske lettere og 42 % etniske russere. Dertil kommer 4 % hviderussere, 4 % ukrainere, 2 % polakker, 1 % jøder og 4 % der tilhører andre befolkningsgrupper
På trods af at befolkningen med russisk modersmål ikke udgjorde et flertal, blev russisk i 1891 det officielle sprog. Hidtil havde det officielle sprog været tysk, og også majoriteten af indbyggerne havde tysk som modersmål. I dag er lettisk det officielle sprog i landet, men der undervises også i minoriteternes modersmål, og disse beskyttes og udvikles til stadighed.
Byledelsen.
Byen administreres af en borgmester (fra juli 2009 Nils Ušakovs), tre viceborgmestre og et byråd. Borgmesteren og viceborgmestrene vælges af byrådet blandt sine 60 delegerede.
Borgmesteren er byrådets ordfører under debatter og repræsentant overfor retsvæsenet og staten. Viceborgmestrene varetager borgmesterens opgaver hvis borgmesteren ikke er tilstede, samt leder de afdelinger af byens styre som de er ansvarlige for.
Byrådet er delt mellem forskellige partier og lister. Som noget særligt kan de delegerede danne fraktioner og dermed opnå fordele. En fraktion skal mindst bestå af tre delegerede. pr. 2008 er der tre fraktioner: Folkepartiet (9 delegerede), Latvijas Pirmā partija/Latvijas ceļš (8 delegerede) og Uafhængige delegerede (3 delegerede).
De delegerede vælges af indbyggerne i byen hvert 4. år, den anden søndag i marts. Hvert distrikt kan vælge fra 7 til 15 byrådsmedlemmer alt efter hvor mange indbyggere, der er i distriktet.
Byadministrationen ledes af en direktør (i 2005 Ēriks Škapars).
Riga har i dag en speciel økonomisk status i Letland som "frihavn". Det betyder blandt andet gunstige skatteregler for selskaber, som opererer inden for frihavnszonen, ingen moms på de fleste varer og tjenester og ingen brændstofafgifter. Den eneste anden frihavn i landet er Ventspils, mens Rēzekne og Liepāja er "specielle økonomiske zoner".
Byrådets historie.
Byrådet i Riga har en lang historie. Det nævnes allerede i dokumenter fra 1210. De første spor af et byråd med formel magt stammer fra dokumenter fra 1225. I 1200-tallet styrede byrådet byen og virkede som lovgivende magt, og fra 1300-tallet overtog det desuden den dømmende magt. I begyndelsen af 1200-tallet var rådsmedlemmerne valgt for et år af gangen, men siden hen begyndte de at vælge deres egne efterfølgere, og til slut var stillingen som rådmand et livslangt virke. Byrådet repræsenterede den tyske overklasse.
Efter 1581, da rådet kom ind under Polen-Litauen, blev byrådets rettigheder indskrænket. I slutningen af 1500-tallet var byrådet også i klammeri med de mægtige lav om, hvordan byen skulle styres, noget som kulminerede i "kalender-optøjerne" i perioden 1584–1589. I begyndelsen af 1600-tallet blev byrådet støttet af svenskekongen (Riga var da under Sverige), og der kom uro på ny.
Riga faldt under det russiske zardømme i 1710 og blev en provins, og efter reformer i 1783 var det generalguvernøren, som styrede byen. Byrådet forsøgte med vekslende held at tilegne sig magt igen i årene, som fulgte, men først en russisk reform vedrørende byadministration i 1870 dannede grundlag for en udvidelse af byrådets indflydelse. I 1877 blev denne reform også implementeret i Riga. Byrådet blev nydannet sammen med byadministrationen, og en borgmester blev valgt. Dette system blev også brugt, da Letland blev selvstændigt første gang (1918–1940).
Under sovjetisk besættelse blev byen delt i seks zoner, og i hver zone blev et "folkeråd" indsat. Dette råd blev i teorien valgt af folket, men i praksis iværksattes der kun tiltag beordret af sovjetmyndighederne.
Administrativ inddeling.
Riga by består af seks administrative regioner, Kurzeme (mod nordvest), Zemgale (mod sydvest), Latgale (mod sydøst), Vidzeme (mod øst), samt Centrum og Nordlige distrikt i city og mod nord. De fire første er navngivet efter de lettiske regioner Kurland, Semgallen, Letgallen og Livland.
Riga er ligeledes inddelt i 47 bydele kaldet "mikroregioner" (). Mikroregionen der dækker Rigas ældste bydel hedder Vecrīga.
Økonomi.
Riga står for omtrent halvdelen af produktionen i Letland. Hovederhvervene er finansiel virksomhed, offentlige tjenester, mad og drikke, farmaceutisk industri, trælast, trykning og forlagsvirksomhed, tekstiler, møbler og telekommunikation. Mere end 50 % af de lettiske virksomheder er registreret i Riga-regionen. Næsten alle vigtige finansinstitutioner i Letland ligger i Riga, inklusive Letlands Nationalbank. Import- og eksportvirksomhed har altid været vigtig for byen og blev endda endnu mere betydningsfuld, da Letland blev indlemmet i EU 1. maj 2004. Den største fødevaremesse i Baltikum afholdes årligt i Riga.
Nogle af de største lettiske virksomheder som Laima, Aldaris og Rigas Miesnieks har deres hovedkontorer i Riga.
Letlands overgang til markedsøkonomi efter selvstændigheden medførte store ændringer for Riga. I 1991-92 blev ca. 90 % af de lokale virksomheder privatiseret. Denne privatisering inkluderede alle brancher lige fra det gamle GUM i den gamle bydel til små detailhandlere. Den officielle produktion er faldet siden 1989, men Riga er stadig det største industrielle center i Letland og Baltikum.
Siden overgangen til markedsøkonomi er andelen der er ansat i den offentlige sektor faldet, mens andelen i den private sektor er steget. Den store gruppe russere og andre, der ikke har lettisk statsborgerskab er forhindret i at arbejde i det offentlige. Derfor er mange lettiske virksomheder ejet af russere.
Riga havn ligger i den nordlige del af Riga og er isfri 10 måneder om året. Den er en vigtig fragtskibshavn. Havnens kapacitet er (i 2005) 20 millioner ton om året. Frihavnen udvides for tiden, og den er medlem af IAPH, ESPO, BPO og Europe Cruise Organization. Udvidelsen kommer, da havnens transport forventes øget på grund af øget handel med Kina samt tidligere sovjetrepublikker.
En anden vigtig kilde til udenlandsk valuta er turismeindustrien. Antallet af turister faldt i de første år efter uafhængigheden, men er siden steget. Udover de turister der kommer for det billige øl og de utallige forlystelsesmuligheder satser bystyret også på at tiltrække konferencer og kongresser. Riga by besøges af lige over halvdelen af de turister, der kommer til Letland.
Shopping.
Butikkerne i Riga er spredt rundt omkring i byen. Centrum huser mange gamle butikker og mærkevarebutikker, mens de større shoppingcentre findes i forstæderne. Hovedhandelsgaden i centrum er Audeju, der også er hjemsted for byens ældste supermarked, "Centrs".
Lidt syd for centrum findes Rigas centrale marked. Markedet blev oprindeligt etableret i 1201, samtidigt med etableringen af byen. I dag ligger markedet bag tog- og busstationen i fem gamle zeppelinerhangarer. Markedet fik sin nuværende placering i 1924-30 hvor hangarerne blev rejst. De giver i dag plads til et af Europas største markeder af sin slags.
Uddannelse.
En række akademiske institutioner hører hjemme i byen, herunder Letlands Universitet, som både er det ældste universitet i Letland (stiftet 1918) og det største med ca. 28.000 studerende. Derudover findes bl.a. Rigas tekniske universitet, Riga Stradins universitet () og Riga-afdelingen til Handelshøjskolen i Stockholm ().
Udover de almindelige gymnasier har Det Nordiske Gymnasium () specialiseret sig i de nordiske sprog, så man kan vælge svensk, norsk eller dansk sammen med engelsk, som fremmedsprog. Der er 144 grundskoler i Riga (pr. 2006).
Uddannelseshistorie.
Rigas bybibliotek ("Bibliotheca Rigensis") blev grundlagt i 1524 og her kunne lærde studere bøger, men ikke tage en formel uddannelse. Biblioteket startede med 5 bøger som blev overdraget fra borgmesteren til "offentlig brug". Siden er biblioteket vokset meget og har nu navnet Det lettiske akademiske bibliotek.
Den første højere uddannelsesinstitution i Riga var Rigas Polytekniske institut, som blev grundlagt i 1862. Institutionen var både Letlands og det Russiske Kejserriges første polytekniske institut. Inden da måtte folk fra Riga tage til andre byer for at få en højere uddannelse Tilknyttet institutionen var bl.a. Wilhelm Ostwald som fik Nobelprisen i kemi i 1909, Paul Walden, Piers Bohl og Friedrich Zander
Det Polytekniske institut blev restruktureret i 1919 og omdannet til det første klassiske universitet i landet under navnet Letlands Universitet. Mellem 1919 og 1940 var Letlands Universitet den største højere uddannelsesinstition i Letland. Under anden verdenskrig flygtede mere end 60 % af underviserne på Letlands Universitet til vesten. Efter krigen udskiltes flere fakulteter fra universitetet og blev selvstændige som bl.a. Latvian University of Agriculture, Latvian Academy of Medicine og Riga Technical University. Ligeledes blev Rigas Polytekniske Institut genskabt i 1958. Under den sovjetiske tid var meget af den forskning der foregik i Riga med henblik på at tilgodese Sovjetunionen og ikke Letland.
I forbindelse med Sovjetunionens kollaps fra slutningen af 1980'erne fik uddannelsesinstitutionerne i Riga mere selvstændighed og de arbejdede bl.a. på at styrke de internationale kontakter.
Offentlig transport.
Offentlige transportmidler drives af SIA Rīgas Satiksme og omfatter pr. 2006 64 buslinjer, 20 trolleybuslinjer, 11 sporvognslinjer samt minibusser. Minibusserne kører faste ruter, men ikke til faste tider, og stopper kun ved stoppestederne, hvis nogen vil af eller på. De er det hurtigste alternativ, men også det dyreste. De andre transportmidler følger ruteplaner og er billigere. I 2006 transporterede der samlet 287,4 mio. passagerer i de offentlige transportmidler, hvilket var en stigning på 5 % sammenlignet med 2005. Af disse betalte 55 % fuld pris, 34 % kørte til rabatpris og 10 % kørte gratis. Grunden til at så mange kørte gratis er at det er gratis for børn op til 7 år at benytte offentlig transport.
De første hestetrukne busser begyndte at køre i 1852 og i 1913 kørte de første elektriske busser. Ligeledes var de første sporvogne fra 1882 hestetrukne, men elektrificeringen af sporvognene begyndte dog allerede i 1901. Trolleybusserne begyndte at køre fast fra 4. november 1947.
Sovjetmyndighederne havde planer om en undergrundsbane i Riga, men miljøforkæmpere fik sat en stopper for planerne i 1986. Der er dog kommet nogle kort ud, som viser mulige ruter for linjerne. Kortene viser at der skulle have været 3 linjer, der alle krydser centrum.
Privat transport.
Den private transport i Riga udgøres primært af biler. I centrum er der dog også mange gående idet almindelig bilkørsel siden 1980'erne kun har været tilladt for beboere og for varelevering og derudover kræver en særlig tilladelse.
Antallet af biler pr. 1.000 indbyggere er fra 1997 til 2004 steget fra 175 til 306 og det forventes at stigningen fortsætter og vil være fordoblet i 2014. De to største grunde til trafikproblemerne i Riga er i følge en rapport udarbejdet af byrådet at mange arbejdspladser er lokaliseret i centrum og at der er for få muligheder for at krydse Daugavafloden. I de senere år er der begyndt en udflytning af arbejdspladser til forstæderne hvilket på langt sigt vil mindske problemet.
For at håndtere transportudfordringerne på lidt kortere sigt er der derudover planlagt to store byggeprojekter som skal sikre en bro over Daugava og en nordlig omfartsvej. Broen over Daugava er døbt den Sydlige Bro og første etape blev færdig i 2008. Hele broen forventes færdig i 2012. Den Sydlige Bro er for nuværende det største byggeprojekt i Baltikum i 20 år, og den vil hjælpe til at reducere trafikpropper og mængden af trafik i byens centrum. Den nordlige omfartsvej under navnet Riga Nordlige Transport Korridor, som er en motorvej der vil løbe nord om byen og bl.a. forbinde havnen med motorvejsnettet er planlagt til at starte i 2010. Også dette byggeri vil medføre at der er mindre trafik der vil passere igennem centrum af Riga. Dette projekt vil mindske den tunge trafik fra havnen og styrke den øst-vestlige transportkorridor.
Transport til og fra Riga.
Riga er et vigtigt knudepunkt for transporten i Letland. Byen har en stor havn, landets største lufthavn samt er udgangspunkt for hovedvejene i landet. Derudover er Riga endestation for den eneste motorvej i Letland som går fra Jūrmala. Generelt er trafikken både til og fra Riga øget betydeligt i de senere år og der er blevet investeret store beløb i forbedring af infrastrukturen.
Riga havn, der er isfri ti måneder om året, er den tredjestørste i Baltikum, efter Ventspils i Letland og Klaipėda i Litauen. Fra havnen er der forbindelse til bl.a. Helsinki, Stockholm, Kiel og Lübeck.
Riga er centrum for vej- og jernbanenettet i Letland. Vejnettet består af en række hovedveje, hvoraf E22 krydser Riga fra øst til vest, E77 fra nordøst til syd og E67 fra nord til syd. E77 er en del af motorringvejen omkring Riga, der samlet består af vejene A5 og A4.
Med jernbane er det i praksis kun muligt at komme til Riga fra øst. Der er daglige afgange mod Moskva og Sankt Petersborg, samt afgange til Kiev, Lviv, Vilnius, Tallinn og Odessa. Der er ligeledes lokaltog til Jurmala ved havet.
Grundet de lidt vanskelige forbindelser over land kommer de fleste turister til byen gennem lufthavnen, der ligger 13 km sydvest for Rigas centrum. Fra lufthavnen er der forbindelse til bl.a. London, München, Frankfurt og Oslo. Lufthavnen havde i første halvår af 2008 ca. 1,6 mio. passagerer, hvilket er 17 % over første halvår 2007, hvor der samlet var 3,1 mio. passagerer for hele året. Antallet af passagerer i lufthavnen er blevet tidoblet fra 1993 til 2007 fra 310.000 til 3,1 mio. passagerer. Lufthavnen forventer at der i fremtiden vil være 5-6 mio. passagerer. Lufthavnen blev forskønnet og moderniseret i 2001 i forbindelse med 800-års byjubilæet.
Riga var under den kolde krig ligeledes hjemsted for to luftbaser: Rumbula og Spilve.
Kultur.
Riga fejrede i 2001 Europæisk Kulturmåned, som en mindre udgave af en Europæisk kulturhovedstad. Det var samtidig året hvor byen kunne fejre 800-års jubilæum og Letland 10 år som uafhængig. I forbindelse med disse begivenheder blev lufthavnen bl.a. renoveret for at forberede til den forventede stigning i turismen.
Letterne mener at Riga var stedet hvor det første juletræ i 1510 blev pyntet og sat indenfor.
Musik og teater.
Den største musikfestival i Riga er de landsdækkende Sangfestivaler, hvor den seneste blev afholdt i 2008. Sangfestivalerne er blevet afholdt i Riga med uregelmæssige mellemrum siden 1873. Sangfestivallerne ses som en demonstration af lettisk uafhængighed og enhed og de spillede derfor en stor rolle i tiden op til afhængigheden i 1991. Der afholdes lignende festivaller i de øvrige baltiske lande.
Der afholdes også adskillige mindre musikfestivaler fx jazzfestivalen Riga Ritmi, Riga Music Festival (traditionelt musik), Bach Music Festival (musik af Johann Sebastian Bach), Riga Opera Festival (opera), Early Music Festival (traditionel og folk).
Allerede i det 16. og 17. århundrede havde Riga en veludviklet musikkultur. Men kulturen blomstrede først rigtigt i Riga i det 18. århundrede. Dette skete i forbindelse med, at Johann Gottfried von Herder, der var bosat i byen mellem 1764 og 1789, udgav en række lettiske folkesange i 1774, som var oversat til tysk, hvilket passede godt til den overvejende tyske befolkning. Herudover var Richard Wagner en årrække bosat i byen og fungerede da som leder på den opera, som var blevet opført for det tysk-baltiske borgerskab. En tysksproget teatergruppe opførte fra 1782 stykker i Riga, men den første lettisksprogede forestilling kom først i 1818. Den første lettisk organiserede forestilling kom dog først i 1868, da "Rigas Lettiske Forening" arrangerede en lettisk udgave af "Jeppe på Bjerget" af Ludvig Holberg.
I forbindelse med rekonstruktionen af Rigas centrum fra 1856, blev der afsat en plads til byens nye teater. Dette blev færdiggjort i 1863. Teatret blev også brugt til opera. I 1957-58 og igen i 1990-95 gennemgik bygningen større moderniseringer. Efter den seneste modernisering er der plads til 933 gæster. I 2001 blev der bygget et anneks med plads til teknisk og kunstnerisk personale samt en sal med plads til 300 gæster.
Film og tv.
Riga er centrum for filmproduktionen i Letland og huser en række produktionsselskaber og filmstudier og der afholdes hvert år en filmfestival, "Riga International Film Festival (IFF)". Derudover findes der et museum dedikeret til film, "Riga Film Museum", der åbnede i 1988, samt en filmskole, The Riga School of Poetic Documentary Cinema.
En af de mest betydende og kendteste film produceret i Riga er "Vai viegli būt jaunam?" (Dansk: "Er det nemt at være ung?") fra 1986, som skildrer en gruppe unge mennesker i slut 1980'erne. Filmen fik stor succes, både i Sovjetunionen og i udlandet.
Der er en række landsdækkende lettiske tv-kanaler, der alle sender fra Riga. De statsejede LTV1 og LTV7, og derudover en række private herunder LNT og TV3. Derudover sender TV 5 lokalt i Riga.
Arkitektur.
De vigtigste seværdigheder i Riga er knyttet til byens historie og specielt den gamle bydel er seværdig. Byens oprindelse fra middelalderen ses særlig tydeligt i arkitekturen med spor af gotisk og barok arkitektur. Fra en senere periode er der en stor mængde bygninger i Art Nouveaustil og centrum af byen regnes som den bedste samling af Art Nouveau-bygninger i Europa og står på UNESCOs Verdensarvsliste.
Udover Art Nouveau-bygninger er der blandt andet 24 lagerbygninger fra middelalderen i den gamle bydel, det mest kendte eksempel på middelalderarkitektur kaldes Tre brødre ("Drīs brāļi"). Den eneste tilbageværende byport kaldes Svenskeporten ("Zviedru vārtis").
Centralt i den gamle bydel står domkirken påbegyndt i 1211. Gennem århundrederne er domkirken blevet bearbejdet og fremstår i dag som en blanding af romansk stil, renæssance, barok og klassisk arkitektur. Katedralens orgel med 6.768 piber er et af verdens største, især af de, der bruges jævnligt. Andre kirker er der mange af, men den mest kendte er St. Peter, som med sit 137 meter høje spir rager op over byen. Den mest fremtrædende russisk-ortodokse kirke bliver kaldt "planetariet" i folkemunde, eftersom sovjetmyndighederne brugte bygningen til dette formål under besættelsen.
Museer og mindesmærker.
Riga Slot, som rummer to af byens fineste museer og desuden er bolig for landets præsident.
Riga har omtrent 50 større og mindre museer. Et af de vigtigste er Letlands nationalhistoriske museum, som ligger i Riga Slot og viser Letlands historie fra istiden til i dag. Riga by- og søfartsmuseum ligger væg til væg med Domkirken og har historie tilbage fra 1700-tallet. Besættelsesmuseet ligger i den gamle bydel ved siden af Sorthovedernes Hus og er et eksempel på bastant, sovjetisk arkitektur. Der er en vis uenighed om, hvorvidt bygningen bør blive stående som den er, som et minde om besættelsestiden, eller om den bør rives ned og erstattes af en bygning, som passer mere til de historiske omgivelser. Krigsmuseet ligger i Krudttårnet nær den gamle bymur. Lidt uden for centrum ligger motormuseet med blandt andet biler ejet af Stalin og Brezjnev. I den nordøstlige udkant af byen ligger Friluftsmuseet ("Brīvdibas muzejs"), et etnografisk museum. Riga har også to store kunstmuseer.
Blandt få tilbageværende minder fra sovjettiden kan man se mindesmærket over lettiske infanterister ("strēlnieki") udenfor besættelsesmuseet, og en meget større skulptur som hædrer de faldne fra revolutionen i 1905 ved Daugavas højre bred.
Det mest kendte monument er Frihedsmonumentet, rejst som et symbol for lettisk frihed og uafhængighed i 1935. Det er en søjle med en kvindeskikkelse, som holder tre stjerner, symboler på de tre oprindelige landskaber i Letland. På forsiden er en inskription, "Tēvzemei un Brīvībai", oversat "for fædreland og frihed". Monumentet blev ikke revet ned under sovjettiden, men sovjetiske myndigheder oversatte betydningen til, at kvindeskikkelsen var moder Rusland, og de tre stjerner var de baltiske republikker.
Fritid og parker.
Riga har en række store parker og 19 % af byens overflade er dækket af parker, noget som i alt udgør over 54 km². En af de kendeste er Bastejkalnsparken med frihedsmonumentet som sammen med Riga kanal omslutter den ældte del af byen. Denne park er etableret hvor Rigas volde løb indtil 1860'erne. Derudover ligger bl.a. Esplanadeparken og Arkādijas park.
Riga er hjemsted for Baltikums eneste permanente cirkusbygning, Riga Cirkus. Bygningen er fra 1888 og kan huse 1.030 gæster. Derudover ligger Riga Zoo og en forlystelsespark i den nordvestlige del af byen i bydelen Mežaparks, som mest består af grønne områder.
Natteliv.
Rigas natteliv udgår fra centrum, hvor der er en række klubber, barer og diskoteker. Det billige øl, en ikke så stram lovgivning mht. udeservering, larm og prostitution gør at der er et meget livligt natteliv. Nogle af stederne satser på at tilbyde faciliteter til polterabends og dette kan være generende for den almindelige turist og de lokale. Der er dog rigeligt af steder hvor man kan gå i byen, så selv den mest kræsne gæst kan finde et sted, der falder i hans smag.
Sport.
Riga har haft en stærk position inden for idræt, blandt andet blev det russiske zardømmes interne olympiade i 1914 og VM i ishockey 2006 afholdt i Riga.
Gamle idrætsklubber inkluderer Rigas skytteforening (stiftet 1859), Riga gymnastikklub (1862), Riga roklub (1872), Riga kejserlige sejlklub (1878) og Riga cykelforening (1886). Letlands sportsunion blev stiftet i Riga 6. marts 1921 og blev senere til Letlands forenede sportsforeninger, som repræsenterer landet internationalt, for eksempel ovenfor IOC. Under verdenskrigene var der ingen organiseret aktivitet i byen, og efter 1945 blev al organiseret idræt overtaget af de sovjetiske myndigheder.
Indtil 2006 var Skonto Stadion Rigas største sportsarena. Det stod færdig i 1996 og blev renoveret til Melodigrandprix i 2003. Det kan rumme 6.500 tilskuere og består af fire haller. Der arrangeres mesterskaber i fodbold, ishockey og andre sportsgrene på stadionet. Et større stadion, kaldet Arena Riga, åbnede i 2006 til VM i ishockey. Det kan rumme 12.500 tilskuere på et område på 58.000 m², hvoraf over 22.000 m² er dækket af tag.
Ishockey er Letlands nationalidræt, og af Rigas mange foreninger er foreningen HK Riga 2000 den mest fremtrædende og også en af de mest succesrige i landet idet de har vundet ligaen 5 gange inden for de sidste 10 år.
Udover Ishockey er fodbold også en populær sport. Siden turneringen blev genoptaget i 1991 har Skonto FC, der blev stiftet i 1991, vundet mesterskabet 14 gange (1991-2004), samt cuppen syv gange i samme periode.
Siden 1991 er Riga Maraton blevet afholdt. I 2007 var der ca. 1.000 der fuldførte. Traditionen med maratonløb i Riga blev startet med folkesangsmaratoner i 1980'erne.
Ensianblåfugl.
Ensianblåfuglen ("Maculinea alcon") kan i Danmark ses på Læsø, ved Skagen og ned langs den jyske vestkyst. Den ses ikke andre steder i landet.
Arten blev kategoriseret af Denis & Schiffermüller i 1775.
Livscyklus.
Ensianblåfuglens larve passerer tre hudskifter, hvorefter den lader sig dumpe ned på jorden. Her bliver den samlet op af røde stikmyrer, fordi sommerfuglelarven efterligner duften af myrernes egne larver, og bliver båret med ned i tuen. Den dufter for myrerne så godt, at den uden videre bliver fodret af arbejdere og endda også fornøjer sig med myrernes egne larver. Den bliver i boet et år til den har forpuppet sig, og forlader så boet som sommerfugl.
Larvens foderplanter.
Ensianblåfuglens larve har som navnet antyder ensian-arter som foderplante; specielt klokke-ensian er et yndet valg.
Anker (søfart).
Et anker er en konstruktion til fastgøre et skib eller båd til et vandområdes bund.
Desuden findes drivankre, der driver efter et skib og virker ved at bremse skibets fart i vandet. Ofte anvendes et drivanker for at holde stævnen op mod vinden i perioder, hvor skibet mangler fremdrift.
Smeltepunkt.
Smeltepunkt er den temperatur, hvor et stof går fra fast form til flydende form.
Betragter man den modsatte proces (flydende form til fast form) bruges betegnelsen frysepunkt. Vands smeltepunkt/frysepunkt ligger f.eks. på 0 grader celsius.
Renheden af et stof kan bestemmes ved at afprøve stoffets teoretiske frysepunkt overfor dets reelle. For eksempel har vand med et højt saltindhold et lavere frysepunkt - dette udnyttes, som bekendt, om vinteren, når der spredes salt på vejene for at undgå, at vandet derpå fryser til is.
Ræv.
En ræv er et altædende landlevende rovdyr under pattedyrene i hundefamilien ("Canidae").
Ræve lever alene og har strengt opdelte territorier. De kan blive op til 10-12 år, men det er dog sjældent at det sker i naturen. Ræven bor som regel i en rævegrav, se bl.a. enkeltrørsgrav.
I Danmark findes arten rød ræv ("Vulpes vulpes"), der hører til de ægte ræve. Den røde ræv har traditionelt flere navne i Danmark alt efter variationerne i dyrets farve. Der findes f.eks. Brandræv, Moseræv og Korsræv.
Blandt mennesker kan udsagnet ”snu som en ræv” optræde.
Det er ikke uden grund. Ræven er snu.
Ræven optræder mere og mere hvor mennesker lever, og ses ofte i storbyer.
Kontakt med ræven skal man undgå, da den kan have Skab (sygdom) og Hundegalskab (rabies). Hvis en ræv ikke er bange for mennesker, kan det være et tegn på, at den har hundegalskab.
Kludeeg.
En kludeeg er et træ, som i folketroen bliver betragtet som helligt. Som regel består det hellige i, at man kan få en sygdom helbredt ved at efterlade et stykke tøj på træet, deraf navnet kludeeg. Nogle kludeege har også et naturligt hul, som man kan kravle igennem, hvorefter der skulle ske forskellige magiske ting.
Der findes kludeege mange steder i Danmark.
Bistrupskovene på Midtsjælland.
Kludeegen ved Bistrupskovene på Midtsjælland var indtil sin død i august 2003 Danmarks tredjeældste eg, kun overgået af Kongeegen ved Jægerspris og Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave.
Træet menes at have været 600–900 år gammelt.
Kludeegen var mere end 30 meter høj og havde en omkreds på 12,5 meter.
Navnet kludeegen opstod, da træet blev betragtet som helligt og dermed kunne helbrede sygdom, hvis man efterlod et stykke tøj på træets grene.
Specielt i efterkrigsårene ophængte tuberkulosepatienter tøjstykker og femører på træet.
Leestrup Skov.
Kludeegen i Leestrup Skov er et "klogt træ". Ifølge folketroen kunne kloge træer helbrede forskellige sygdomme og skavanker. Oprindeligt var Kludeegen også et "hul-træ" dvs. at der var en åbning, som den syge skulle igennem. Til ceremonien kunne høre, at man tog en smule bark med, men også at der blev hængt et tøjstykke op på træet.
Rødbyhavn.
Rødbyhavn er en lille by på Lolland med 1.905 indbyggere (2010), beliggende på øens lavtliggende sydkyst. Den blev anlagt som havn til Rødby i 1912, og den nuværende færgehavn stammer fra 1963. Rødbyhavn har jernbane- og bilfærgeforbindelse til Puttgarden på øen Femern i Tyskland. Byen befinder sig i Lolland Kommune og tilhører Region Sjælland.
Fra Rødbyhavn er der 4 kilometer til Rødby, 21 til Maribo, godt 30 til Nakskov, 44 til Nykøbing Falster, 60 til Vordingborg, 97 til Næstved og 163 kilometer til København.
Haag.
Haag (nederlandsk: "Den Haag", officielt " 's-Gravenhage") er residens- og regeringsby i Nederlandene, hvor Amsterdam er hovedstad. Byen har cirka 441.000 indbyggere, med forstæderne 705.000, og er dermed landets tredjestørste by.
Byen er et administrativt og kulturelt centrum, den er hjemsted for Den Internationale Domstol, EuroPol og andre folkeretslige organer samt en lang række kendte bygninger som Mauritshuis (Rembrandtsamling), Fredspaladset (bygget 1907-1913) samt miniaturebyen Madurodam.
Amsterdam.
a>" (den gamle vejerbod) ved Nieuwmarkt
Amsterdam er den største by og hovedstad i den europæiske stat Nederlandene. Byen er dog ikke sæde for regeringen og parlamentet – en rolle der i stedet tilfalder landets tredjestørste by, Haag. Amsterdam har 780.000 indbyggere (med forstæder 2.300.000) og er en del af Randstad-området (en konurbation af flere store og mellemstore byer), som har ca. 7.500.000 indbyggere.
Byen er bl.a. kendt for Rijksmuseum, Van Gogh-museet, Rembrandt-museet, Anne Franks hus, kanalerne og de mange cykler. Et andet kendt sted er red-light districtet "de Wallen" og de såkaldte "Coffeeshops", hvor der bl.a. serveres cannabis.
Lige uden for Amsterdam ligger en af Europas mest trafikerede lufthavne, Amsterdam Schiphol Airport.
Navnet "Amsterdam" er udledt af de hollandske ord "Amstel" og "dam", det vil sige en dæmning ("dam") i floden Amstel.
Historie.
Amsterdams tidligste historie kan spores til et tidspunkt i 1200-tallet, hvor der var et mindre fiskersamfund ved åen Amstels bredder. I 1204 opførte Giesebrecht II, herre til Amstelland, borgen "t'Aemstel", og senere anlagde hans søn en dæmning, eller "dam", der lukkede åen for vandet fra IJfjorden, for at skabe en havn ved Amstels udløb.
Amsterdam omtales første gang 1275, da grev Floris 5. af Holland gav den begrænsede privilegier under navnet Amstelledamme. I 1296 kom byen, som herren af Amstel havde haft i len, direkte under greven af Holland. Sin første forfatning fik byen i 1300, og i det følgende århundrede medfulgte yderlige privilegier.
Byen tog ivrig del i handelen på Østersøen. På Skånemarkedet var amsterdammerne de mest fremtrædende blandt de hollandske købmænd. Byen var dog ikke medlem af Hanseforbundet, men handlede ivrigt med de deltagende byer. I 1481-1494 blev der bygget en bymur for at befæste byen. Muren blev bygget af bystyret på opfordring af Maximilian 1. af det Tysk-romerske rige som ønskede at byen skulle være bedre beskyttet. "De Waag" og "Schreierstoren" er rester efter to af portene.
I 1500-tallet blev byen et fristed for religiøse, der var forfulgt i deres hjemland, bl.a jøder fra Spanien og Portugal, som flygtede fra den spanske inkvisition og huguenotter fra Frankrig. Jøderne grundlagde en omfattende diamanthandel, som byen dog stort set mistede efter anden verdenskrig grundet deportationen af den jødiske befolkning. Med diamanthandlen fik byen et nyt opsving, som også nød godt af den stadigt stigende Østersøhandel. Da den nederlandske frihedskrig (1568–1648) brød ud, holdt Amsterdam sig en tid tilbage, og først i 1578 sluttede den sig til oprøret. Da Antwerpen blev erobret af Spanien i 1585 og dens handel ødelagt, slap Amsterdam for sin største konkurrent, og nogle af købmændene fra de erobrede provinser flygtede til Amsterdam, hvorved byens egentlige storhedstid begyndte. Mellem 1585 og 1595 skete der næsten en fordobling af byens indbyggerantal.
I 1600-tallet var byen en af verdens ledende finans- og søfartsbyer samt centrum for landets kolonirige. I 1602 oprettedes det ostindiske Handelskompagni og i 1621 det vestindiske Handelskompagni; i 1622 havde Amsterdam 100.000 indbyggere og var en af Europas største byer. Amsterdam gjorde kraftig modstand mod statholdernes overgreb. Prins Vilhelm 2. af Oranien erobrede dog byen i 1650, mens et tilsvarende forsøg mislykkedes for Ludvig 14. af Frankrig i 1672.
Ved midten af det 18. århundrede var Amsterdam Europas førende handelsby, men i 1787 blev den erobret af preusserne, igen i 1795 af franskmændene og derefter blev den gjort til hovedstad i den Bataviske Republik og i 1808 ligeledes i Kongeriget Holland. Da dette i 1810 forenedes med det Franske kejserrige under Napoleon, blev Amsterdam fællesrigets tredjestørste by. Napoleonstiden medførte dog en betydelig nedgang i handel og befolkningstal. Efter etableringen af Kongeriget Nederlandene som en selvstændig stat i 1815 kom der igen en stabil udvikling, og Amsterdam blev atter en af verdens rigeste byer. Slutningen af 1800-tallet bliver derfor af og til betegnet som Amsterdams anden guldalder.
Kort før første verdenskrig blev der bygget nye forstæder. Under krigen var Holland neutral, men led lige som resten af Europa under mad- og brændselsmangel. Manglerne udløste større oprør, hvori flere mennesker blev dræbt.
I anden verdenskrig invaderede Tyskland Holland den 10. maj 1940 og opnåede kontrol over landet fem dage efter. Tyskerne indsatte et nazistisk civilt styre i Amsterdam, der bl.a. forfulgte jøderne, hvilket fik nogle mennesker i Amsterdam til at hjælpe jøderne, hvormed de også selv risikerede forfølgelse. Det skønnes at ca. 107.000 jøder blev deporteret fra Holland til koncentrationslejrene, heriblandt en ung tysk pige ved navn Anne Frank, der posthumt er blevet berømt for sin dagbog. Kun omkring 5.000 af de deporterede hollandske jøder overlevede krigen. I de sidste måneder af krigen brød kommunikationen med resten af landet ned, og det blev svært at skaffe mad og brændsel. Hunde, katte og rå sukkerroer blev spist for at holde sig i live, og de fleste træer i Amsterdam blev fældet for at skaffe brændsel. Ligeledes blev alt træ taget fra de deporteredes hjem.
Efter anden verdenskrigs ødelæggelser blev byen genopbygget. Den kulturelle revolution i 1960’erne og 1970’erne gjorde Amsterdam til "magisch centrum" (magisk centrum) i Europa grundet at ”blød” narkotika var tolereret. I perioden var husbesættelser ligeledes udbredte. Husbesættelserne ledte til opgør med udlejerne, hvoraf nogen havde forbindelser til mafiaen og demonstrationer mod regeringen og kongehuset. I løbet af 1980’erne steg antallet af udenlandske indbyggere kraftigt, primært personer fra Surinam, Tyrkiet og Marokko. I denne periode tog udflytningen til forstæderne ligeledes fart og Amsterdam udviklede sig fra at være en relativ fattig hollandsk by til at være en af de rigeste grundet den øgedes procentdel af serviceerhverv i forhold til industrierhverv.
I 1992, styrtede et fragtfly fra El Al ned i Bijlmermeerområdet i Amsterdam Zuidoost. Denne katastrofe der kostede 43 personer livet kaldes "Bijlmerramp".
Efter årtusindeskiftet begyndte sociale problemer som sikkerhed, etnisk diskrimination og opdeling mellem religiøse og sociale grupper at udvikle sig. 45% af befolkningen i Amsterdam har ikke-hollandske forældre. Amsterdam er karakteriseret ved en (tilsyneladende) accept af social og kulturel tolerance. Den sociale tolerance blev bragt i fare af mordet på den hollandske filmskaber Theo van Gogh i 2004 af Mohammed Bouyeri, en islamisk fundamentalist. Borgmesteren i Amsterdam, Job Cohen, og hans oldermand for integration Ahmed Aboutaleb formulerede en politik der skulle "holde ting sammen" og involverede social dialog, tolerance og hårde straffe til dem, der brød loven.
Geografi.
Byen Amsterdam ligger ved bredderne af floderne Amstel og Schinkel samt ved IJ-søen.
Amsterdam spreder sig ud syd for Amsterdam hovedbanegård, der ligger ved IJ-søen. Hovedgaden hedder Damrak og leder ud i Rokin. Området øst for Damrak er det ældste område og er kendt som "de Wallen" ("murene") efter de middelalderlige mure omkring byen - dette område indeholder bl.a. byens red-light district. Syd for "de Wallen" ligger det gamle jødiske kvarter Waterlooplein. Et område, oprindeligt fra det 17. århundrede, kendt som "Grachtengordel", der bl.a. inkluderer tre koncentriske kanaler, omkranser byens hjerte. Udenfor "Grachtengordel" ligger bydelene Jordaan og Pijp, som oprindeligt blev bygget til arbejdere, men som nu er befolket af studerende, kunstnere og familier, som vil lidt væk fra centrum, og disse bydele udgør tilsammen latinerkvarteret. Øst for "Grachtengordel" ligger Museumplein, der rummer byens vigtigste museer, og Vondelpark, der er en park fra det 19. århundrede opkaldt efter den hollandske forfatter Joost van den Vondel.
Flere dele af byen og det omgivende område ligger på koge og kan kendes på dets suffiks "-meer", der betyder 'sø', som fx Aalsmeer, Bijlmermeer, Haarlemmermeer og Watergraafsmeer.
Kanalerne.
De nuværende primære koncentriske kanaler er fra inderst til yderst: Singel, Herengracht ("Herrekanalen"), Keizersgracht ("Kejserens kanal"), Prinsengracht ("Prinsens kanal") og yderst Singelgracht.
En typisk kanal i Amsterdam
Amsterdams kanalsystem er det succesfulde resultat af aktiv byplanlægning. I det tidlige 1700-tal, hvor immigrationen var stor, blev der udarbejdet en omfattende plan med fire primærkanaler formet som koncentriske halvcirkler, hvor enderne skulle munde ud i IJ-søen. De tre inderste kanaler omkranser den gamle bymidte og området fra den inderste kanal til den yderste er kendt som "grachtengordel", som var planlagt til beboelsesbygninger. Den fjerde og yderste kanal, den nuværende Nassau/Stadhouderskade, var planlagt til forsvarsformål og styring af vandet. Forsvarsværkerne ved Nassau/Stadhouderskade bestod af en voldgrav og jorddiger med porte ved hovedvejene, men ellers ikke noget teglstensbyggeri.
Det var ligeledes planlagt at grave kanaler imellem de koncentriske hovedkanaler langs radier; at grave et sæt parallelle kanaler i Jordaan-kvarteret (primært til transport af varer); at omdanne den eksisterende inderste kanal (Singel) fra forsvarsformål til beboelsesformål samt at bygge mere end 100 broer.
Udgravningerne bevægede sig fra vest til øst i hele bredden af projektet som en gigantisk vinduesvisker (hvilket historikeren Geert Mak beskriver det) – "ikke" fra centrum og ud. Byggeri af bygninger i den nordvestlige sektor blev påbegyndt i 1613. Efter 1656, hvor kanalerne i den sydlige sektor havde været færdige et stykke tid, begyndte man ligeledes at bygge bygninger her. Den østlige del af kanalbyggeriet mellem Amstel-floden og IJ-søen blev dog aldrig færdiggjort. I de følgende århundreder blev området brugt til parker, plejehjem, teatre og andre offentlige faciliteter samt til kanaler uden en overordnet plan.
Det overordnede vejnet.
Motorvejsnettet i Holland er designet med Amsterdam som centrum. I 1932 blev det bestemt, at 8 motorveje nummeret fra 1 til 8 alle skulle udgå fra Amsterdam. Forhindringer, som udbruddet af anden verdenskrig og skiftende prioriteter, ledte dog til ændringer, hvormed vejene A1, A2, A4 og A8 nu tager sin begyndelse i Amsterdam, mens resten af de planlagte veje sammenkobles med en af de andre uden for byen. Mellem 1968 og 1974 blev ringvejen A10 åbnet.
Frakørsler på A10 tillader biler at komme ind i centrum ad en af de 18 byveje, der er nummeret s101 til s118. S100 kaldes centrumring og er en mindre ringvej, der omslutter den centrale del af byen.
Klima.
Amsterdam har et moderat tempereret klima, hvor vejrsystemerne er stærkt påvirkede af Amsterdams nærhed til Nordsøen mod vest og dennes fremherskende nordvestenvinde. Vintrene er milde, i gennemsnit over frysepunktet, frostgrader er dog ikke usædvanlige for eksempel i forbindelse med, at østlige og nordøstlige vinde blæser ind fra Centraleuropa, Skandinavien og Rusland. Somrene er lune. Dage med målbart nedbør er almindelige, men alligevel har Amsterdam et gennemsnit på mindre end 760 mm nedbør pr. år. Det meste nedbør falder som støvregn eller let regn. Storme fra vest kan dog medbringe meget regn på en gang, hvilket skaber problemer i byen, idet de store mængder vand skal pumpes til højereliggende landområder eller til havet omkring byen. De store vandområder gør skyede og tågede dage almindelige især i de køligere måneder, oktober til marts.
Byadministration.
De 15 bydele i Amsterdam
Som alle hollandske kommuner ledes Amsterdam af en borgmester, en oldermand og et kommunalråd. I modsætning til de fleste andre hollandske kommuner er Amsterdam underinddelt i 15 "stadsdele" (bydele), et system der blev indført i 1980'erne for at øge det lokale selvstyre. Bydelene er ansvarlige for mange aktiviteter, der tidligere blev styret fra centralt hold. Fjorten af disse har deres eget folkevalgte byråd. Den femtende, Westpoort, dækker Amsterdam havn og har kun meget få indbyggere og ledes derfor af de centrale kommunale myndigheder. Lokale beslutninger træffes på bydelsniveau og kun beslutninger, der berører hele byen som fx store infrastrukturprojekter, træffes af det centrale byråd.
Stor-Amsterdam.
Stor-Amsterdam er en betegnelse for et større område bestående af flere kommuner. Der benyttes forskellige definitioner på, hvad der er inkluderet i Stor-Amsterdam. Herunder bliver de fire definitioner som anvendes om Stor-Amsterdam-områder specificeret med hensyn til omfang og befolkning.
"Grootstedelijke Agglomeratie Amsterdam" havde i 2006 en befolkning på 1.021.870. Denne definition inkluderer kun kommunerne Amsterdam, Zaanstad, Wormerland, Oostzaan, Diemen og Amstelveen.
"Groot Amsterdam" inkluderer 15 kommuner og havde en befolkning på 1.211.503 i 2006.
Dette er COROP-region 23. Udover Amsterdam er Aalsmeer, Amstelveen, Beemster, Diemen, Edam-Volendam, Graft-De Rijp, Haarlemmermeer, Landsmeer, Oostzaan, Ouder-Amstel, Purmerend, Uithoorn, Waterland og Zeevang.
"Stadsregio Amsterdam" inkluderer 16 kommuner og havde pr. 1. januar 2004 en befolkning på 1.343.346. Forskellen til Groot Amsterdam er, at den relativt tætbefolkede Zaanstad og Wormerland er inkluderet og Graft-De Rijp ikke er. Hele området har en størrelse på 896,96 km², hvoraf 718,03 km² er land.
"Stadsgewest Amsterdam" består af den centrale del, dets satellitbyer og det mellemliggende landbrugsareal, som er socio-økonomisk forbundet til Amsterdam. Dette inkluderer udover de ovenfor nævnte kommuner i den centrale del bl.a. kommunerne Abcoude og Almere. Dette område har et areal på 1.896,97 km², hvoraf 1.447,36 km² er land. Pr. 1. januar 2006 havde området et indbyggertal på 2.191.259.
Amsterdam er desuden en del af det sammenhængende område Randstad, der har en befolkning på ca. 7.500.000 og udover Amsterdam bl.a. består af byerne Haag, Rotterdam og Utrecht.
Nationaladministration.
Den nuværende version af den hollandske forfatning nævner kun "Amsterdam" og "hovedstad" ét sted (kapitel 2, paragraf 32): "Kongens kroning finder sted i "hovedstaden Amsterdam" ("de hoofdstad Amsterdam"). Tidligere versioner af forfatningen nævnte "byen Amsterdam" ("de stad Amsterdam"), uden at nævne ordet hovedstad. Ihvertfald ligger regeringsbygningen, parlamentet og højesteret for Holland i Haag (og har altid gjort, hvis der ses bort fra perioden 1808-1810). Udenlandske ambassader ligger ligeledes i Haag. Selvom Amsterdam er hovedstad for landet, er Amsterdam "ikke" hovedstad i den provins, Nordholland, hvor den ligger, hvis hovedstad er Haarlem.
Økonomi.
Udvikling på den sydlige bred af IJ
Amsterdam er den finansielle og forretningsmæssige hovedstad i Holland og en af de vigtigste forretningsbyer i Europa. Mange store hollandske virksomheder og banker har deres hovedsæde i Amsterdam, inklusiv ABN Amro, Akzo Nobel, Heineken, ING Groep, Ahold, Delta Lloyd Group og Philips. KPMG International's globale hovedkvarter ligger nærved i Amstelveen, ligesom det europæiske hovedkvarter for Cisco Systems.
Selvom mange virksomheder ligger langs de gamle kanaler, er der flere og flere virksomheder, der beslutter at flytte til et nybygget kontortårn udenfor byens centrum. Sydaksen (Zuidas) er præget af banker og er tiltænkt at blive det nye forretningsansigt for Holland.
Amsterdams børs (AEX), som er verdens ældste børs, er nu en del af den paneuropæiske børssammenslutning Euronext. Den er stadig en af de vigtigste europæiske børser.
Indkøb.
Amsterdams butikker strækker sig fra stormagasiner som Metz & Co (grundlagt i 1740 på Leidsestraat), Maison de Bonneterie (en parisisk inspireret butik grundlagt i 1889, med indgange ved Kalverstraat og Rokin) og De Bijenkorf (grundlagt i 1870 som en lille butik langs Nieuwendijk som i dag er et imponerende stormagasin på Damrak/Dam Square), til små specialitetsbutikker som Lambiek, en tegneseriebutik og De Bierkoning, et ølbutik med mere end 1.000 forskellige ølmærker på lager.
National Geographic har udråbt Dappermarket som den 8. bedste handelsgade i verden. De mest luksuriøse butikker ligger dog på P.C. Hooftstraat, med forretninger som Chanel, Prada, Gucci, Dolce & Gabbana og Armani.
Transport i byen.
Amsterdam er kendt for at være en af de mest cyklistvenlige byer i verden og det skønnes, at der er én million cykler i byen. De fleste hovedfærdselsårer har cykelstier, og der er cykelstativer spredt over hele byen. Cykeltyverier er dog almindelige, hvorfor amsterdammerne bruger solide låse.
I centrum af byen har man også taget et stort hensyn til cyklisterne, og en del gader er ensrettede eller helt lukkede for biler. Ligeledes skal bilisterne betale høje parkeringsafgifter.
Amsterdam har som mange andre storbyer mange biler i centrum, og admistrationen i Amsterdam arbejder på at få færre biler på vejene. Byrådet giver således tilskud til delebiler og carpooling med initiativer som "Autodelen" og "Meerijden.nu".
Offentlig transport i Amsterdam drives af Gemeentelijk Vervoerbedrijf, Connexxion og Arriva og består af busser og sporvogne. Gemeentelijk Vervoerbedrijf driver ligeledes Amsterdams fire metrolinjer. En femte metrolinje (Zuidlijn")) er under konstruktion og er planlagt til at være færdig i 2012. Der er ligeledes flere færgeforbindelser over IJ-bugten, to der er gratis til cykler og fodgængere og to, hvortil der skal købes billet. Til at transportere folk ad Amsterdams vandveje er der ligeledes vandtaxaer, en vandbus og kanalrundfarter.
Transport ud og ind af byen.
Amsterdam betjenes af otte jernbanestationer, der drives af Nederlandse Spoorwegen (De hollandske statsbaner).. De internationale afgange begynder i Amsterdam Centraal. Fra stationen er der regelmæssig afgang til destinationer i Belgien,Danmark,Frankrig, Tyskland og Schweiz. Disse tog drives bl.a. af Nederlandse Spoorwegen, Thalys, CityNightLine og InterCityExpress.
Udover togforbindelser til internationale destinationer er det ligeledes muligt at tage bussen, da Eurolines har busruter fra Amsterdam til destinationer over hele Europa.
Amsterdam Schiphol Airport (forkortes "AMS") ligger mindre end 20 minutter med tog fra Amsterdam Central Station. Den er den største lufthavn i Holland, den fjerdestørste i Europa og den tiendestørste i verden. Den betjener omkring 42 mio. passagerer om året og er base for KLM, der siden 2004 har været en del af Air France-KLM. Schiphol er den tredjetravleste lufthavn i verden målt på udenrigsflyvningerne.
Historisk demografisk udvikling.
I det 16. og 17. århundrede var de ikke-hollandske immigranter til Amsterdam for det meste huguenotter, flamlændere, sefardiske jøder og westfaliere. Hugenotterne ankom efter Fontainebleau-ediktet i 1685, de flamske protestanter ankom under Firsårskrigen, og de sefardiske jøder flygtede fra forfølgelse i Spanien og Portugal. Westfalierne kom hovedsageligt til Amsterdom af økonomiske grunde, og de fortsatte med at flytte til Amsterdam de følgende århundreder.
De første masseimmigrationer var af personer fra Hollandsk Ostindien, der kom til Amsterdam i 1950'erne, efter at Ostindien var blevet selvstændigt under navnet Indonesien i 1949. I 1960'erne var det især gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet, Marokko, Italien og Spanien, der kom til Amsterdam. Efter Surinam blev selvstændigt i 1975, kom der en stor bølge af indvandrere derfra, for det meste til Bijlmermeer-området. Ligeledes kom der immigranter fra det øvrige Europa og Nordamerika.
I 1970'erne og 1980'erne flyttede mange "gamle" amsterdammere til "nye" byer som Almere og Purmerend, efter den tredje Landplanlægningslov blev vedtaget. Loven opfordrede til suburbanisering og gjorde det muligt at skabe såkaldte "groeikernen", direkte oversat "vækstkerner". Unge akademikere og kunstnere flyttede ind i områderne Pijp og Jordaan, som var blevet forladt af dem, der flyttede. De ikke-vestlige immigranter, der kom i denne periode, bosatte sig for det meste i de sociale byggerier i Amsterdam-West og Bijlmermeer.
Uddannelse.
Amsterdam har to universiteter: Amsterdam Universitet (Universiteit van Amsterdam) og Vrije Universiteit. Andre højere uddannelsesinstitutioner tæller en kunstskole, De Rietveldacademie, Hogeschool van Amsterdam og Amsterdamse Hogeschool voor de Kunsten. Amsterdams Internationale Institut for socialhistorie er et af verdens største dokumentations- og forskningsinstitutioner omhandlende socialhistorie og specielt arbejderbevægelsens historie.
De fleste grundskoler i Amsterdam er almindelige offentlige skoler, men derudover findes der skoler baseret på bestemte overbevisninger. Nogle af disse skoler baserer deres undervisning på bestemte pædagogiske teorier som Montessoriskolerne, mens andre baserer sig på religion. Tidligere var det næsten udelukkende romerske-katolske og protestantiske skoler, men efter øget muslimsk indvandring er der sket en stigning i antallet af muslimske skoler.
Kultur.
I den sidste halvdel af det 16. århundrede arrangerede Amsterdams Rederijkerskamer (Amsterdam retorikinstittut) konkurrencer mellem forskellige institutter i at oplæse poesi og drama, og i 1638 fik Amsterdam dets første teater (Stadsschouwburg). Denne bygning nedbrændte senere, og den nuværende teaterbygning er fra 1894. Der blev optrådt med ballet så tidligt som 1642/1645 på dette teater. Opera kunne ses i Amsterdam fra 1677, i begyndelsen kun Italienske og franske operaer, men fra det 18. århundrede ligeledes tyske. I det 18. århundrede blev fransk teater populært. I det 19. århundrede var den folkelige kultur centreret omkring området Nes (bl.a. vaudeville og koncerter). Metronomen, en af de vigtigste fremskridt i klassisk europæisk musik blev opfundet her i 1812 af Dietrich Nikolaus Winkel. Ved slutningen af århundredet blev Rijksmuseum og Gemeentelijk Museum bygget, og i 1888 blev det nuværende verdensklassesymfoniorkester Concertgebouworkest etableret i Concertgebouw. Med det 20. århundrede kom film, radio og fjernsyn. De primære fjernsynsstudier er dog beliggende udenfor selve Amsterdam i Hilversum og Aalsmeer.
I 1987 var Amsterdam Europæisk kulturhovedstad.
Turistattraktioner.
a>Amsterdam er kendt for sine mange fremragende museer inklusiv Rijksmuseum, Stedelijk Museum og Rembrandt-museet. Van Gogh-museet huser verdens største samling af malerier og tegninger af Vincent van Gogh. Anne Franks hus er ligeledes en populær turistattraktion.
Amsterdams botaniske have er grundlagt i de tidlige 1600'ere og er en af verdens ældste botaniske haver med mange gamle og sjældne eksemplarer, heriblandt den kaffeplante, der tjente som stamtræ for hele kaffekulturen i Mellem- og Sydamerika.
Amsterdam er også berømt for sit red-light district, "de Wallen" i centrum af byen. Vinduesprostitution er lovligt i Holland i visse områder. Centreret omkring de Wallen sælger coffeeshops hash. Det er ikke 100 % lovligt at sælge hash, men det tolereres når mængder på under 5 g. er involveret. Aldersgrænsen for at komme ind på en sådan café er 18 år.
Sydvest for byen ligger verdens største blomsterpark, Keukenhof.
Sport.
I 1928 var Amsterdam vært for sommer-OL. Det olympiske stadium, der blev bygget til lejligheden, er nu renoveret og bruges både til kulturelle arrangementer og til sportsbegivenheder.
Amsterdam er hjemby for fodboldklubben Ajax, der spiller i den bedste hollandske række, "æresdivisionen". Klubbens hjemmebane er det moderne stadium Amsterdam ArenA, der ligger i den sydlige del af byen.
Amsterdam er ligeledes hjemby for det berømte isstadion Jaap Eden, der blandt andet bruges til ishockey og hurtigløb på skøjter. Amstel Tijgers spiller på denne bane i den hollandske førstedivision. Der har været afholdt mange internationale konkurrencer på denne bane i speed skating.
Byen har ligeledes et baseballhold, Amsterdam Pirates, der spiller i den hollandske førstedivision. Der er desuden tre hockeyhold: Amsterdam, Pinoké og Hurley, der spiller deres kampe omkring Wagener Stadium. Disse hold regnes ofte for at spille i Amsterdam, men spiller dog alle deres kampe i nabobyen Amstelveen. Der er også et basketballhold, Amsterdam Astronauts, der spiller i den hollandske førstedivision, og som spiller deres kampe i Sporthallen Zuid nær det olympiske stadion.
Siden 1999 har byen Amsterdam æret sine bedste sportsfolk ved Årets sportsmand i Amsterdam. Bokseren Raymond Joval og hockeyspilleren Carole Thate fik de første priser.
Nyborg.
Nyborg er en købstad på Fyn med 16.539 indbyggere (pr. 2010). Byen ligger ved Storebælt og er forbundet med Sjælland via Storebæltsforbindelsen. Den ligger i Nyborg Kommune og hører til Region Syddanmark.
Nyborg Slot, der er Nordens ældste kongeborg fra 1170, ligger i byen, og kirken er fra 1300-tallet. Byen er hjemsted for Danmarks ældste friluftsteater, Nyborg Voldspil.
Historie.
Det ældste Nyborg synes at have ligget på "Helgetoften" nord for Nyborg Slot- i dag nær Nyborg Sygehus. På dette sted blev en kirke opført o. år 1175 som anneks til Hjulby Kirke, Nyborg sogn, og byen har nok haft sammenhæng med anlæggelse af "Nyborg Slot" på samme tid. Bydelen afbrændtes imidlertid i 1534 under Grevens Fejde og forsvandt. I 1200-årene voksede byen imidlertid på holmene øst for slottet. Den stående kirke østligst i byen antages at være påbegyndt i 1300-årene, dateret arkitektonisk, og var stadig under opførelse i 1400-årenes begyndelse. Imidlertid var kirken på Helgetoften indtil førnævnte brand stadig byens sogne- og hovedkirke, selvom begge dog endnu var annekser til Hjulby kirke.
Byen antages at være anlagt på to småholme i bunden af Nyborg Fjord, hvor Ladegårdsåen oprindeligt løb ud. Holmene benævnes ”Slotsholmen”, der udover selve slotsholmen afgrænses af "Torvet", "Korsgade" og "Vestervoldgade", og ”kirkeholmen”, der dækkes af et øvre "Adelgade", "Gammel Torv", kirken og "Baggersgade". Herimellem skal ligge ”fylden”, bestående af dynd- og tørveaflejringer samt fyldlag, der slører de oprindelige terrænforhold.
Berømte bysbørn.
Note: Erik Ballings far, Ejnar Balling, var intet ringere end præst i Nyborg Sogn. Det var for øvrigt Ejnar der døbte Holger Juul Hansen.
Helsingør.
Helsingør er en by og bydel i Helsingør Kommune i det østlige Nordsjælland ved den smalleste del af Øresund. Lige på den anden side af Øresund ligger Helsingborg. Byen har 46.189 indbyggere (2010) (hvoraf Helsingør bydels andel udgør omkring 28.650 indbyggere når Snekkersten og Espergærde fraregnes) og er den tredjestørste by i Nordøstsjælland efter København og Roskilde. Den er havne- og færgeby med hyppige afgange via bilfærge samt passagerfærge til Helsingborg i Skåne. Helsingør er verdenskendt pga. Kronborg og Hamlet - på engelsk kaldes byen "Elsinore".
Kommunale forhold og udvikling.
Hele Helsingør Kommune tæller et indbyggertal på 61.053 (2009). Kommunen ligger i Region Hovedstaden.
Helsingør er igennem en stor udbygning og fornyelse (2007-2012), der bliver brugt flere milliarder på nyt stort Kulturværft, nyt søfartsmuseum, Kronborg fritlægges, udvidelse af Nordhavnen og strandpark, nye store luksus ejerlejligheder tæt på vandet, nye erhvervsområder samt Helsingør får nyt egnsteater "HamletScenen" som kommer til at forgå i det nye Kulturværft samt på Kronborg. Det største boligkompleks bliver i 2010-2011 fornyes og flere ældre lejligheder laves for i alt ca 500 mill.
Der arbejdes på at byen skal have en fast forbindelse til Helsingborg, Sverige. Løsningen forventes at blive den såkaldte HH-tunnel.
Historie.
Helsingør er oprindeligt placeret på den yderste spids af Nordsjælland på den lille stribe hævet landjord fra sidste istid.
Byen nævnes første gang i 1231 som en lille købstad ved "Flynderborg". I 1426 får byen udvidede købstadsrettigheder af Erik af Pommern, som samtidig flyttede bebyggelsen til området omkring Sankt Olai Kirke. Omkring samme tid indførtes Øresundstolden hvilket betød en kraftig stigning i handelen i Helsingør. Tolden gik direkte til kongen, men når skibe alligevel skulle lægge til for at betale told, kunne de ligesågodt proviantere. Øresundstolden har haft en afgørende indflydelse på Helsingørs historie. Slottet "Krogen" blev anlagt som en direkte følge heraf. I 1500-tallet blev dette kraftigt ombygget og omdøbt til "Kronborg".
Helsingør ligger kun 5 km fra Helsingborg. Før afståelsen til Sverige havde disse to byer torvfællesskab, hvilket var unikt for to nabobyer på den tid, ikke bare i Danmark, men i hele det nordlige Europa.
Helsingør blev på den måde afhængig af skibsfarten på godt og ondt. I krigs- og ulykkestid kunne det umiddelbart mærkes i Helsingør, som for eksempel ved pesten i 1710-1711 som dræbte 1/3 af byens indbyggere.
Til gengæld kom de udenlandske ideer hurtigt til Helsingør i kraft af den store kontakt med udenlandske handels- og søfolk som Øresundstolden gav. Dette kan blandt andet i dag ses på mange bygninger omkring i Helsingør.
Øresundstoldens ophævelse i 1857 satte byen i dyb økonomisk krise, da skibene ikke længere behøvede at ankre op for at betale told. Men allerede i 1882 begyndte et nyt kapitel i Helsingørs historie, da S åbnede. Dette blev startskuddet til industrialiseringen i Helsingør.
Færgeforbindelser.
I 1892 åbnedes færgeforbindelsen til Helsingborg, og da Kystbanen åbnede i 1897, blev Helsingør til et trafikknudepunkt til resten af Skandinavien.
I 1930'erne voksede Helsingørs befolkning betragteligt, og byens areal tredobledes indtil 1970'erne.
Efter 2. verdenskrig havde DSB monopol på tog- og bilfærgetraffiken til Helsingborg, men i 1950'erne startede svenske "Linjebuss" en konkurrerende bilfærgelinje, LB-færgerne, fra to terminaler på Kronborgsiden af havnen. Og i 1960'erne tilkom de norskflagede Sundbuserne for passagerer uden bil.
I 1970'erne og 1980'erne afgik en båd tæt på hver femte minutt til Helsingborg og de tre rederier transporterede årligt over 30 milloner passagerer. (DSB-færgerne og Sundbuserne afgik hvert kvarter og LB-færgerne hvert tyvende minut.
I denne periode var der også en linie fra Snekkersten til Helsingborg med et eneste gammelt fartøj.
Handel og erhverv.
Som den trediestørste by i Nordøstsjælland med både indbyggere og seværdigheder er byen fyldt med mange specielle butikker (ca. 350 butikker) og mange store kædebutikker, Helsingør er et handelscentrum for Nordøstsjælland og Helsingborg-området inden for mange produktgrupper, handelslivet er domineret af hovedstandens indbyggere, grænsehandelen med Sverige og de mange turister fra hele verden som kommer og ser Kronborg.
Helsingør tiltrækker mange store og små virksomheder i disse år, da byen for alvor har åbnede op for salg af erhvervsgrunde og fokuserer meget på erhvervslivet, i dag er det alle slags firmaer der bosætter sig i byen og omegn. (eks. Siemens, Bavarian nordic, triumph, Peter Beier Chokolade, Nordsjællands polti's hovedsæde, Oticon, Laurits.com, Løgstrup, Coloplast, Miss coffee, 2010 → Signal's hovedkvarter & Staples hovedkvarter). Helsingør har rigtig mange iværsættere bl.a. inden for kunst, IT, detail. Helsingør tilbyder også iværksætterkurser. nordsjælland's erhvervsliv har en stor del af sine virksomheder i Helsingør da byen er porten til resten af Skandinavien og der bor mange mennesker med de rette uddannelser i området.
Iværksætteri.
Byen har en stor iværksætter ånd og derfor er der også en del kontorfællesskaber fx på Badevej 2A, Iværksætterhus med 10 pladser i et af kronborgs kronværker huse, Helsingør erhvervspark (i gang med udvidelse okt. 09 ca. 2500m2 til kontor samt lagerlokaler) samt planer om 3 nye steder tæt på stationen.
Indkøbscentre.
Helsingør Bycenter, Prøvestenscentret (pladskrævende produkter), Gefionscentret, Borupgaardcentret, Meretecentret.
Kultur.
Helsingør by og omegn har et meget livligt kulturliv med Kronborg som centrum, se dem alle under, Seværdigheder. Helsingør Revyen er kendt tilbage fra 1917.
Sport.
I Helsingør og omegn er ex. mulighed for golf, fodbold, håndbold, MTB, windsurf, squash, sejlads, tennis, fægtning, skydning, kampsport samt ca. 5 fitness centre. Der er lige blevet afsat et stort beløb til fornyelse af atletik station samt der kommer multipark med parkour, skøjtebane (vinter), skateboard samt friluftscene (2010) ved Prøvestenscentret.
Arkitektur.
Helsingør har været forskånet for store brande, hvorfor en stor del af bymidten i dag består af huse fra 1500-1800 tallet. Det er dog især de to store kirkebebyggelser, der dominerer Helsingør. Byens domkirke, Sankt Olai Kirken er byens ældste bygning, de ældste dele af kirken stammer fra 1200-tallet, hvor den var på størrelse med en lille romansk landsbykirke. Kirken, som den står i dag, er dog fra 1559. Kirken er bemærkelsesværdig på grund af de mange indvendige udsmykninger, hvoriblandt kalkmalerierne og prædikestolen bør fremhæves.
Ved siden af domkirken findes Sankt Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster. Klosteret er et karmeliterkloster, som i dag står som det mest velbevarede klosteranlæg i hele Norden. Især imponerende er de nyrestaurerede kalkmalerier og orglet, der stort set ser ud, som det gjorde i 1660'erne, da den berømte komponist og organist Dietrich Buxtehude spillede på det.
Helsingør er blandt andet hjemsted for LO-skolen og Den Internationale Højskole.
Helsingør Theater. Det gamle teater er nedrevet. Det er blevet genopbygget 1961 i Den Gamle By i Århus, hvor det i dag bruges til kulturelle begivenheder.
Uddannelse.
Helsingør har mange tilbud til unge og ældre der er gymnasier, handelskole, HTX, Erhvervsskolen Nordsjælland, VUC, teknisk skole, Den internationale højskole og mange tilbud for videreuddannelse eks. på LO skolen inden for ledelse m.m. På grund af Øresundssamarbejdet kan man bruge Helsingborg Campus som er et universitet som andre i Danmark, det har 13 forskellige uddannelsesretninger på enten bachelor eller masterniveau, fortrinsvis indenfor biologi, ingeniørfag, ledelse og markedsføring. Derudover udbydes også en lang række kortere kurser, Campus ligger kun 5 km fra Helsingør.
Sorø.
Sorø ligger på Sydvestsjælland og har 7.743 indbyggere (2010). Navnet kommer af "Sor Ø", da det oprindelige munkekloster lå på et landområde omkranset af sø og mose. Byen er i de ældste kilder benævnt "Sor". Andre mener, at navnet er en afledning af det olddanske "sør" der betyder "dynd", men kan også have betydningen "dyndet ved søen". Byens indbyggere kaldes soranere. Byen ligger i et område med skove og adskillige søer, hvoraf Sorø Sø og Tuelsø er de største. Den sydlige forstad kaldes Frederiksberg og den nordlige forstad kaldes Pedersborg. På frederiksberg ligger Sorø station, og mange kalder derfor Frederiksberg for Sorø stationsby, men bliver dog ikke kaldt det blandt soranerne.
Sorø er regionshovedby i Region Sjælland og ligger centralt placeret på denne del af Sjælland. Byen befinder sig tæt på motorvejen E20 og har således gode adgangsveje til såvel hovedstaden som Vestdanmark. Der er 13 kilometer til Dianalund, 15 til Slagelse, 16 til Ringsted, 29 til Næstved, 33 til Korsør og 36 kilometer til Holbæk.
Byens historie.
Sorø opstod som bebyggelse i år 1142, da stormanden Asser Rig grundlagde et benediktinerkloster for munke på stedet. Benediktinerne havde dog ikke succes med at drive klosteret, og derfor udskiftede stormandens søn, Biskop Absalon, denne munkeorden med cisterciensere, der havde gode evner som jord- og godsforvaltere. Det sydvestsjællandske Sorø Kloster voksede snart til Nordens største og rigeste klosterområde, hvilket foranledigede besøg af adskillige danske konger, bl.a. Christoffer 2., Valdemar Atterdag og Oluf 2., som alle ligger begravet i Sorø Klosterkirke den dag i dag. De mange kongebesøg gav Sorø megen anseelse i Middelalderen.
Klosterets status skulle dog snart ændre sig i en anden retning. Da Reformationen indtraf i 1536, var Sorø Kloster udelukkende et alderdomshjem for gamle og svagelige munke, og i forbindelse med den sidste munks død stiftede Frederik 2. i 1586 en kostskole på stedet for borgerskabets og adelens drenge, med navn "Sorø Lærde Skole" der senere skulle blive til Sorø Akademi. I 1638 fik byen købstadsrettigheder i forbindelse med, at Christian 4. oprettede et ridderakademi tæt ved skolen, hvor hans sønner skulle oplæres. Da forfatteren og digteren Ludvig Holberg i 1700-tallet testamenterede sine ejendomme og det meste af sin formue til Akademiet, byggede man i 1747 de første selvstændige undervisningsbygninger, men sammen med Holbergs gamle bibliotek brændte disse bygninger i 1813. Enkelte gamle bygninger overlevede dog bl.a. pavillonerne Molbechs Hus og B.S. Ingemanns Hus begge fra 1740. Den nuværende hovedbygning er fra 1827.
Frem til midten af 1800-tallet var Sorø mest en by for håndværksmænd og skolefolk, da skove, søer og moser vanskeliggjorde større handel i området. I 1856 kom den øst-vest-gående sjællandske jernbane til byen, og der blev oprettet en station lidt syd for centrum. I modsætning til andre danske byer betød jernbanens fremkomst ingen øget industrialisering i Sorø-området, og byen vedblev at være en "skoleby" frem til nutiden. Sorø opretholdt dog en status som politisk administrationscenter i området - først i Sorø Amt, siden som hovedby i Vestsjællands Amt og senest hovedkvarter for den noget større Region Sjælland.
Nutiden.
Sorø har adskillige kulturelle arrangementer og foreninger at byde på. I Storgade ligger Sydvestsjællands Museum med lokalhistoriske samlinger fra oldtid til nyere borgerskabs- og sydvestsjællandsk bondekultur. Desuden en aktiv købmandsbutik fra 1880 og en mindestue for salmedigteren B.S. Ingemann. I samme gade ligger Vestsjællands Kunstmuseum med en større samling kunstværker fra Middelalderen til nutiden, bl.a. værker af berømte malere fra Den danske Guldalder og Skagen-egnen. Sorø Akademi er ligeledes et besøg værd, ikke mindst Hauchs Samling der viser Akademiets gamle fysikapparater.
På det idrætsmæssige område, har Sorø en fodboldklub ved navn, ligesom der findes en golfforening ved navn Sorø Golfklub og en skakforening med navnet Sorø Skakklub. Sorøs største forening er dog Sorø Antenneforening med ca. 4800 medlemmer (2007).
I omegnen af Sorø by er der mulighed for vandreture rundt om Sorø Sø på afmærkede stier, og på selve søen kan man i sommerhalvåret få en rundtur med Sorø Bådfart. Få kilometer øst for byen ligger Midtsjællands Svæveflyveklub, hvorfra det er muligt at se hele byen fra luften.
Blurb.
Blurb er den korte beskrivelse af en bog, som normalt er trykt på bogens omslag. Udtrykket blev skabt af den amerikanske forfatter F.G. Burgess (1866-1951).
Sahara.
Et sammensat satellitbilede af Sahara-ørkenen.
Sahara er en ørken i Afrika. Det er verdens største ørken. Navnet Sahara kommer fra det arabiske ord Sahhra som betyder ørken.
Dagtemperaturen i Sahara kan snige sig op på 57 grader, hvorimod nattemperaturen ofte er under frysepunktet.
Trans-Sahara-handelen mellem Maghreblandene ved Middelhavet og Vestafrika foregik langs en handelsrute over Sahara-ørkenen, som var i brug fra det 8. århundrede til sidst på det 16..
Svendborg.
Svendborg er en havne- og søfartsby på det sydlige Fyn, med 27.113 indbyggere (pr. 2010). Svendborg er en gammel by og har selv i moderne tid bevaret sin ældre bykerne med smalle gader, torve og gårdmiljøer. Den er Fyns næststørste by efter Odense, ligger i Svendborg Kommune og hører til Region Syddanmark. Byen fejrede i 2003 sin 750-års fødselsdag.
Svendborg ligger på en bakkeskråning ved farvandet Svendborgsund nær Svendborgsundbroen der forbinder Fyn med Tåsinge og er desuden endestation for jernbanestrækningen, Svendborgbanen. Fra Svendborgs havn går der færger til Ærø, Drejø, Skarø, Hjortø og Birkholm.
Byen har altid været præget af søfart, idet beliggenheden ved Svendborgsund i relativ kort afstand til den vestlige Østersøs øvrige havnebyer, har gjort den til et ideelt sted for fremmede skibe. Også i nutiden er Svendborg driftig inden for søfart – med mange hjemmehørende skibe og rederier.
Danmarks største virksomhed har sin oprindelse i Svendborg, idet kaptajn Peter Mærsk Møller og sønnen Arnold Peter Møller i 1904 købte et brugt dampskib og efterfølgende dannede "A/S Dampskibsselskabet Svendborg". I 2003 blev det fusioneret med "Dampskibsselskabet af 1912 A/S" og fik navnet S. Dette selskab er i dag kendt i de fleste havne verden over.
Fra Svendborg er der 19 kilometer til Rudkøbing på Langeland, 22 til Ringe, godt 24 til Faaborg og knap 42 kilometer til Odense.
I marts 2008 blev Svendborg optaget i det internationale samarbejde af Cittaslow-byer.
Byens ældste historie.
I 1100-tallet blev en borg anlagt ved sundet og et lille fiskerleje voksede efterhånden frem omkring den. Da Svendborg blev til en by, hed den oprindeligt "Swineburg" (i 1200-tallet). Man mener "Swineburg" betyder "borgen med svin", forstået som en lokalitet med særligt mange vildsvin inden for murerne. Det er også muligt der hentydes til hvalen "marsvinet". I den efterfølgende tekst vil byen dog blive omtalt som "Svendborg".
Svendborg var allerede i Middelalderen en vigtig handels- og håndværksby, bygget op omkring byens hovederhverv, søfart. I 1229 blev byen nævnt for første gang, da Valdemar Sejr i et brev til sin søn "Valdemar den Unge" godkendte at sønnen måtte give Svendborg og det sydlige Fyn som gave til sin hustru "Prinsesse Eleonora".
Valdemar Sejrs søn Hertug Abel, (den senere kong Abel af Danmark) besatte i 1247 byen og lod den befæste, hvorefter Erik Plovpenning indtog byen og afbrændte den. Seks år senere den 25. februar 1253 fik Svendborg sine købstadsrettigheder, udstedt af Christoffer 1. og blev herefter en vigtig købstad med gode adgangsforhold til havet. Det var dog ikke fred, der prægede Svendborg de følgende år. I 1289 belejrede Marsk Stig købstaden, og året efter i 1290 hærgede den norske konge Erik Præstehader byen med plyndringer og nedbrænding af adskillige kvarterer.
De følgende 25 år var der fred indtil "Hertug Christoffer Fyn" (den senere kong Christoffer 2.) sent i efteråret 1316 invaderede og plyndrede Svendborg. Han var Erik Menveds oprørske bror og var gået i ledtog med tyske tropper under angrebet. Godt 30 år senere i 1348 var det en usynlig fjende der hærgede byen, nemlig Pesten også kaldet Den sorte død. Det kostede en stor del af Svendborgs befolkning livet.
Lidt øst for bykernen findes i dag et parkanlæg ved navn Caroline Amalie Lund og her eksisterede en borg ved navn Ørkild Slot frem til 1500-tallet. Men under Grevens Fejde i 1534 indtog oprørske styrker, ledet af Grev Christoffer af Oldenburg, byen, støttet af flere af det lokale byråds medlemmer, og Ørkild Slot, der agerede bispestolens fæstning, blev indtaget og brændt ned. I dag kan man endnu se resterne af borgens voldsted i parkanlægget.I 1535 ca. ét år efter ødelæggelsen, lykkedes det Johan Rantzau i Slaget ved Øksnebjerg at besejre oprørerne, men Svendborg blev efterfølgende plyndret af Rantzaus landsknægte. Fejdens sejrherre Christian 3. blev hyldet i Odense senere samme sommer. Efter Grevens Fejde begyndte byen langsomt at komme på fode igen, ikke mindst takket være en øget handel med fødevareprodukter. I denne fremgangsrige periode blev byens ældste verdslige bygning Anne Hvides Gård opført i 1560 af adelsfruen Anne Hvide, der var blevet enke. Hun havde mistet sin mand Jesper Friis, godsejer på Rødkilde, fire år tidligere. Byens fremgang varede lige til året 1602, hvor pesten endnu engang vendte tilbage.
I 1600-tallet hærgede Svenskekrigene det danske rige, og heller ikke Svendborg gik ram forbi. Tværtimod gik det meget hårdt ud over byen, idet mere end 70 huse og gårde blev forladt af beboerne, mens en stor del af købstaden blev lagt i ruiner. Udvandringen fra Svendborg forsatte de næste årtier og i 1672 havde byen kun 1.000 indbyggere. Det blev dog langsomt bedre i 1700-tallet selvom købstaden ramtes af storbrande i 1749 og 1769. Først i 1800-tallet kom der endelig fremgang for den sydfynske by.
Udsigt fra Frue Kirke i begyndelsen af 1900-tallet
Fra 1800-tallet og frem.
Frem til midten af det 19. århundrede så det ikke ud til at Svendborg skulle slippe for de plager der havde ramt byen de sidste mange århundreder. I forbindelse med Napoleonskrigene blev købstaden besat i 1808 af spanske og franske tropper og i 1853 hærgede en voldsom koleraepedemi byen. Men lyspunkterne begyndte at komme med Industrialiseringen i Danmark. I 1845 begyndte man at indsætte kørende post fra Nyborg til Svendborg to gange om ugen, i 1872 opstod Fattiggården "Viebæltegård" og lidt tidligere i 1865 opførtes Navigationsskolen på "Færgevej". Grundet et længere fravær af krig og sin beliggenhed ved Svendborgsund, kom der gang i skibsfarten i byens havn, kornhandelen øgedes og havnen blev efterfølgende udvidet. I 1876 byggede man en sydfynsk jernbanelinje til Odense og dampskibsfarten satte for alvor gang i handelen på havene. Der blev fra 1870 til 1910 søsat ca. 370 skibe, og sammen med tilkøbte skibe betød det, at Svendborg Tolddistrikt (Svendborg, Tåsinge og Thurø) pludselig var landets næststørste søfartsområde.
Byen voksede. I 1890 havde den knap 8.800 indbyggere og omkring år 1900 var befolkningstallet på godt 11.000. Et centralsygehus opførtes i 1891, og jernbaneforbndelser mod Nyborg og Faaborg blev anlagt i henholdsvis 1897 og 1916. Ved Svendborg Havns udløb lå en lille ø ved navn "Frederiksø", hvor man i 1916 anlagde et skibsværft. Dette værft udvidedes og fungerede i mange år, indtil en økonomisk krise satte ind i 1990´erne. Der fandtes lignende værfter ved bugten Thurø Bund. I 1931 blev Sørup og Sct. Jørgens kommuner indlemmet i "den daværende Svendborg Kommune". Den økonomiske udvikling stagnerede en smule under 1. verdenskrig, under depressionen i 30´erne og under 2. verdenskrig. I slutningen af sidstnævnte verdenskrig, 1945, blev to medlemmer af Familien Halberg myrdet som hævnakt for sabotage imod besættelsesmagten i byen.
Svendborg fejrede i 1953 sin 700-års fødselsdag og rutebilstationen indviedes. I 1966 blev et endnu større bygningsværk, med vital betydning for byen, indviet. Der er tale om Svendborgsundbroen, som hermed blev Danmarks første styltebro. Broen eksisterer den dag i dag og er 1220 meter lang og fra toppen er der vid udsigt over hele Svendborgsund-området. Denne bro udvidede Svendborgs opland med Tåsinge og Langeland, eftersom Langelandsbroen var blevet færdiggjort i 1962.
Moderne tider.
I 1990´erne ramtes Svendborg af en økonomisk krise. Adskillige af byens store arbejdspladser lukkede, og mange borgere blev arbejdsløse. Arbejdspladserne var bl.a. Svendborg Stålskibsværft og en fabrik, hvor man producerede Kellogg's - Cornflakes. Det gav Svendborg en tvungen imageforandring fra værfts- og fabriksby til i højere grad at være handels-, skole- og turistby. Det er fortsat byens rolle i dag.
Siden 1950´erne havde Svendborg haft socialdemokratisk styre i byen. I 2005 vandt Venstre dog borgmesterposten efter mange års opposition, dog overgik Svendborg kommune igen til socialdemokratisk styre ved valget i 2009. I 2007 trådte Kommunalreformen i kraft, Gl. Svendborg Kommune og Fyns Amt forsvandt, mens den større Svendborg Kommune og Region Syddanmark tog over.
Videregående uddannelser.
Navigationsundervisningen i Svendborg startede allerede i 1820, og med årene er der kommet flere uddannelsesinstutioner til for f.eks skibsførere, skibsofficerer, navigatører, maskinmestre, skibsassistenter, handel, sygeplejersker og et uddannelsescentrum for lærere i Skårup. I sommer 2008 lukkede Kogtved Søfartskole, hvor det første semester af skibsføreruddannelsen blev afholdt. Uddannelsen afholdes nu på Frederiksøen og på SIMAC, som er Danmarks centrale uddannelsessted for skibsofficerer.
Tog.
På Svendborgbanen er der fra Svendborg Station og Svendborg Vest Station jernbaneforbindelse til Odense over Ringe.
Rutebiler.
Desuden er der rutebilforbindelser til blandt andre Odense over Ringe hhv. Ørbæk, Nykøbing Falster over Rudkøbing og Spodsbjerg-Tårs, Faaborg samt Nyborg.
Færger.
Fra havnen er der færgeforbindelser til Ærøskøbing, Skarø, Drejø og Hjortø.
I sommerhalvåret er der turistsejlads med S Helge til Vindebyøre, Christiansminde, Troense, Grasten på Thurø og Valdemars Slot.
Veje.
Svendborgmotorvejen (Primærrute 9) er en motorvej, der går fra Odense til Svendborg, motorvejen åbenede i den 25 juni 2009.
Flytrafik.
Fra Sydfyns Flyveplads på Tåsinge er der taxaflyforbindelse til blandt andet Ærø og København.
Teatre.
I Svendborg ligger bl.a Baggårdteatret og Svendborg Teater, som i løbet af året opfører forestillinger fra forskellige teaterturnéer. I juni og august afholdes der i Svendborg Teaters sal, revyen Rottefælden, der er Danmarks ældste fungerende revy, og et af Svendborgs kulturelle kendetegn.
Kunst.
Der er flere gallerier i byen og på Vestergade holder Svendborg Amts Kunstforening til i Kunstbygningen, med en permanent udstilling af billedhuggeren Kai Nielsens skulpturer, skiftende udstillinger og andre aktiviteter
Film.
Hvert år i slutningen af august bliver publikumsprisen for året bedste film uddelt i Svendborg, også kaldet en Svend.
Medier.
Fyns Amts Avis' bygning i Svendborg
Kendte danskere med tilknytning til Svendborg.
Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller, 2009Æresborger i Svendborg siden 2001
Massefylde.
Massefylde eller (massetæthed, densitet, vægtfylde) er forholdet mellem et stofs rumfang og dets masse. Massefylden er tætheden af massen per rumfang, en liter vand har større tæthed end en liter luft og derved større massefylde. Massefylde betegnes med det græske bogstav (Rho) formula_1
Metaller og flydende stof har større massefylde mens gas har mindre massefylde, ligesom tungmetaller har større densitet end letmetaller. I metallerne sidder atomerne tættere end i gas der har stort tomrum mellem molekylerne. Jo tættere atomerne sidder jo flere er der plads til, i samme rumfang. Massefylden påvirkes af temperatur og atmosfærisk tryk.
Massefylden er temperaturafhængig, da de fleste stoffer udvider sig ved opvarmning og trækker sig sammen ved afkøling, uden at massen ændres. For gassers vedkommende er massefylden også trykafhængig, idet gassers volumen bestemmes af kombinationen af tryk og temperatur. Når man angiver massefylden, bør man derfor også altid angive ved hvilken temperatur, og for gassers vedkommende tillige ved hvilket tryk, massefylden er målt.
Rumfanget er volumen og angives i liter, kubikmeter eller andre enheder til måling af rumfang.
Massen angives som gram, kilo eller andre enheder til at måle vægt.
Arkimedes.
Hvis et stofs massefylde er mindre end en væskes massefylde, kan stoffet flyde omkring væskeoverfladen. Hvis stoffet har en større massefylde, synker det ned i bunden af væsken. Der ses bort fra væskens overfladespænding. Denne opdrift kaldes Arkimedes' princip efter den græske matematiker og fysiker Arkimedes.
Arkimedes skulle finde ud af hvor meget guld der var i kong Hieron 2's kongekrone. Kongen mistænkte guldsmeden for at snyde ved at benytte halvdelen af det guld han havde fået af kongen og i stedet benyttet sølv. Historien fortæller at Arkimedes fandt løsningen mens han var i bad. Hvis han sænkede kongekronen ned i badekarret skulle mængden af vand stige med det der svarede til en guldkrone, men det gjorde det ikke. Da sølv har en mindre massefylde end guld kunne Arkimedes konstatere at guldsmeden havde snydt kongen. Når et legeme sænkes ned i vandet, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væske vejer (Arkimedes´ Lov, ca. 250 f.kr.).
Se også.
Amedeo Avogadro
Elverfolk.
En elv er i den nodeuropæiske folklore en potentielt skadevoldende, men i nogle tilfælde også godgørende, naturånd.
Elverfolk er en gruppe af overnaturlige væsner fra den nordeuropæiske folklore. Fra den danske og svenske folklore omfatter de bl.a. feer, ellepiger, elledrenge og nøkker. I Tyskland bruges betegnelsen "elfen", i England "elf", i Sverige "älv", I Norge bruges ordet "alv" kun sjældent, og synonymt med vætter. Forestillingerne om elverfolket bygger i på den ældre før-kristne religion, og der er klare paralleller til de kollektive mindre guddomme, der kendes fra bl.a. nordisk religion; heriblandt især alferne (norrønt: álfr). I fortællingerne om elverfolk kan der dog også spores træk der kendetegner andre mytologiske væsner, fx dværge, vætter og jætter. De er også nært beslægtet med andre folkloristiske væsener som fx nisser, de underjordiske og huldrer.
Ændringen af alfernes status, hvor de fra at have været lokale guddomme til at blive små naturånder, var forbundet med religionsskiftet i Norden, hvor den kristne mytologi gradvist fortrængte den før-kristne nordiske. Den gamle religion levede til en hvis grad videre i folkloren, men den indeholdt også mange kristne elementer. Især i det 16. århundrede ændredes elvernes karaktér hastigt, da de blev til små og skadevoldende væsener; i tidligere tider havde man opfattet dem som værende af normal menneskelig størrelse. Deres boliger fandtes somregel under jorden i høje, bjerge, brønde, kilder eller vandløb.
I tidlig moderne og i moderne tid er elverne i britisk og nordisk folklore blevet associeret med de sydeuropæiske feer, først i Storbritannien senere i primært Danmark og Sverige. Disse væsner, der kan spores igennem fransk folklore til romersk mytologi, bliver normalt fremstillet som ungdommelige, utroligt smukke og meget små og bevingede væsener. I 19. århundredes romantik blev der i litterære kredse gjort forsøg på, at genskabe elverne i deres oprindelige form. I denne periode blev de ofte fremstillet som unge mænd og kvinder af stor skønhed. Disse fremstillinger lagde grunden til elverne i 20. århundredes fantasylitteratur, hvor særligt J. R. R. Tolkiens værker fik stor indflydelse. Hans elvere bygger desuden i høj grad på den nordiske mytologi.
Mytologisk og historisk baggrund.
Forestillingerne om elverfolk har ændret sig meget gennem historien. I før-kristen tid blev de, under navnet alfer opfattet som lokale guddomme, der var knyttet til det opdyrkede kulturlandskab og menneskenes bosteder. Det var i reglen navnløse kollektive guder, der var nært knyttet til de store guder, dvs. aserne og vanerne. Meget tyder på, at de var repræsentanter for afdøde medlemmer af slægten, og at de havde magt over frugtbarhed, sundhed og velstand. I hedensk tid havde man en række ritualer, som indgik i en alfekult, bl.a. alfeblót, nogle af dem har sandsynligvis overlevet i den senere folklore. Alferne og forestillingerne omkring er relateret til de animistiske strukturer, der kendes fra næsten alle traditionelle religioner i verden.
I den norrøne litteratur findes en mere systematiseret beskrivelse af alferne. Særligt hos Snorre Sturlason finder man en klar struktur, hvor de fremstilles en slags guderace af lavere rang, der færdedes sammen med de større guder. Deres hjemverden var ”Alfheim”, og frugtbarhedsguden Frej var deres fyrste. Hos Snorre findes der også en distinktion mellem de såkaldte Lysalfer, der boede i Alfheim og som lå i himlen, og Svartalferne, der levede under jorden og var nært knyttet til dværgene. Desuden nævnes ”dunkelalferne”. Det er imidlertid meget usikkert i hvilken grad denne opdeling bygger på udbredte forestillinger, eller om det er Snorres eget påfund.
Elvere i nordisk folklore.
a> (1857-1914). Akvarellen viser en huldre, der opløses som tåge efter hun har lokket en ung mand ud i mosen.
I nordisk folklore, som er en blanding af nordisk mytologi og elementer fra kristen mytologi optræder der flere forskellige typer af væsner, typisk af hunkøn, der samlet betegnes som elverfolk. I Danmark bliver de kaldt "elver" eller "ellefolk", på svensk "alv" eller "älva" og på norsk "alv", men de optræder kun sjældent i den lokale folklore, og når de gør det, er det altid benyttet som synonym med huldrefolk eller vætter. Det er en kategori af underjordiske væsener, som sandsynligvis er mere beslægtet med dværgene end alferne. Disse er også sammenlignelige med de islandske "huldufólk" og de bornholmske "underjordiske". I Danmark og Sverige har nissen og tomten mange ligheder med disse underjordiske, men de er primært knyttet til gården og boligen.
I Danmark og Sverige er elverne væsener, som er adskilte fra vætterne, selv om grænserne mellem dem i mange tilfælde er uklare. I reglen beskrives de som meget smukke piger, som var hule i ryggen og som levede i skoven, i krat eller i moseområder sammen med elverkongen, og afbildes typiske som blonde, klædt i hvidt tøj og (som mange væsener i nordisk folklore) rasende og ondskabsfulde når de blev fornærmede, og af og til lokke folk i døden, ligesom lygtemænd. Elverne var ikke udelukkende unge og smukke. I det svenske eventyr "Lilla Rosa och Långa Leda", kommer der en elverkvinde i slutningen og redder heltinden, Lille Rosa, på betingelse af at kongens køer ikke længere skal græsse på hendes jordhøj. Denne elverkvinde er beskrevet som en smuk, ældre kvinde.
Elvere kunne blive set dansende på gravhøje om natten og i tågen om morgenen. De efterlod en form for ringe, der hvor de havde danset deres runddanse. De bliver kaldt "elverringe" eller "hekseringe", og er i virkeligheden en svamps frugtlegemer. Det var en udbredt forestilling, at det medførte kønssygedomme, hvis man urinerede i en sådan ring. I det svenske eventyr "Hyrdedrengen" opstår en elverring i græsset efter elvernes dans. Eventyret ender med at elverkongen hjælper, den hyrdedreng, der opdagede elverne med at frelse prinsessen. H. C. Andersen fortæller i "Elverhøi" (1845) om elverfolkets og andre naturånders fest i Elverhøj en sommernat.
Hvis et menneske så på elvernes dans, ville han opdage at selv om der tilsyneladende kun var passeret et par timer, kunne der havde gået mange år i den virkelige verden. Dette tidsfænomen er genfortalt i Tolkiens "Ringenes herre", da det fremgår at tiden tilsyneladende står stille, mens hovedpersonerne opholder sig i elverrigerne Kløvendal og Lothlórien. Denne forestilling har en fjern parallel i den irske sídhe. I den norske folkevise "Olav Liljekrans" fra senmiddelalderen (som Henrik Ibsen brugte som forlæg for stykket "Olaf Liljekrans") inviterer elverdronningen ham til en dans, men han afslår da han ved hvad der vil ske dersom han begynder at danse. Og desuden er han på vej hjem til sit eget bryllup. Dronningen tilbyder ham gaver, men han afslår igen. Hun truer med at tage ham af dage, men han rider af sted og dør derefter af den sygdom, som hun har forbandet ham med. Hans unge brud dør af hjertesorg.
"Elverkors" blev anset som beskyttende mod ondskabsfulde elver.
I nogle fortællinger optrådte de som sygdomsånder. Almindeligvis drejer det sig om hududslæt, som i Norge stadig kaldes elveblest. For at beskytte sig selv mod ondskabsfulde elvere brugte man elverkors ("Alfkors, Älvkors" eller "Ellakors") som blev skåret ind i bygninger eller andre objekter. Det eksisterede i to former. En som var et pentagram, og som fortsat var i brug tidlig i 19. århundrede i Sverige, hvor det blev malet eller skåret ind i døre, vægge og værktøj for at beskytte det mod elvere. Og en form, som var et ordinært kors, der skåret ind i runde eller aflange sølvplader. De blev båret om halsen som talisman. I nogle egne blev det også placeret på alteret i løbet af tre sammenhængende søndage.
Skålgruber er særlig form for helleristning. De er blevet fundet overalt i Skandinavien, og blev i ældre tider i Sverige kaldt "älvkvarnar". Det peger mod at de tidligere er blevet brugt i en rituel sammenhæng, hvor man har ofret fødevarer (måske smør) i disse gruber til elvere. Det er usikkert, hvor gammel en sådan skik er, og hvor længe den har været i brug. Skålgruberne er runde fordybninger i sten, og de har er også blevet tolket som et kvindeligt seksualsymbol, dvs. en repræsentation af de kvindelige kønsorganer.
Island.
Alfehuse i nærheden av Strandakirkja i sydlige Island.
I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på "huldufólk" eksistens, eller som ikke vil udelukke deres eksistens. Dette kan sandsynligvis til en vis grad skyldes tiltag, der skal fremme turisme. I et studie fra 2007 ved Islands Universitet ledet af Terry Gunnell, professor i folklore, viste dog, at mere end halvdelen af islændingene ikke ville afvise eksistensen af elvere og spøgelser. En anden undersøgelse fra 1974 af professor i psykologi og samfundsvidenskab, Erlendur Haraldsson, viste (ifølge Fréttablaðið) nogenlunde det samme. Gunnell konkluderede at islændingene tilsyneladende er mere åbne overfor for fænomener som divination, spøgelser og alfer end andre nationer."Huldufólk" stammer fra de nordiske alfer, og lever bjerge og sten.
Britisk folklore.
En fremstilling af den alfelignende Puck i engelsk folklore.
I den britiske folklore tidlig moderne tid bliver elvere normalt portrætteret som små, flygtige folk, der ofte blev beskrevet som usynlige, med en ondskabsfuld personlighed. De var imidlertid ikke onde i sig selv, men kunne irritere mennesker. I den britiske tradition har elverne store ligheder med feer, som oprindeligt stammer fra fransk eller gælisk folklore. "Elfs" optræder i både engelske og skotske ballader og folkeeventyr. Disse historier indeholder ofte en rejse til Elphame eller Elfland (bygger på "Álfheim" fra den nordiske kosmologi). Det er et eventyrligt rige, der i nogle tilfælde også er et skræmmende og uvelkomment sted. Elveren bliver i nogle tilfælde fremstillet i et positivt lys, men er i mange tilfælde en skummel figur, der ofte er ude på mord eller voldtægt. I det fleste ballader er elveren af hankøn, og dronningen af "Elfland" er næsten den eneste kvindelige "elf", som omtales.
Med tiden har ordet "elf" på engelsk, ligesom det litterære begreb "fairy", udviklet sig til at blive en generel betegnelse for forskellige naturånder, bl.a. Puck, gnomer, Robin Goodfellow, brownies i Skotland, og hobgoblins i Northumberland, og lignende. Disse begreber er, ligesom de beslægtede termer i andre europæiske sprog, ikke længere klart adskilte i folkloren.
Tysk folklore.
I den tyske folklore blev elvere, i lighed med den britiske, primært benyttet som forklaring på sygdomme og ulykker. De blev beskrevet som ondskabsfulde spøgefugle, der kastede sygdomme mod folk og fæ, og som gave dem onde drømme. Kun meget lidt materiale, alfer eller "elben" er blevet bevaret fra oldhøjtysk udover substantivformen "alp", flertal "alpî", "elpî". Middelhøjtysk har et hunkøns entalsform "elbe" og flertal "elbe", "elber", men ordet forekommer kun sjældent i tekster, og er hovedsageligt bevaret i adjektivet "elbisch". Hankønsformen "alp" er blevet bevaret i moderne tysk som "albtraum" i betydningen ‘‘mareridt’‘. Den arkaiske form "alptraum" betyder ‘‘elver-tryk’‘; det tyder, at man antog, at mareridt var et resultat af at en elver sad på den sovendes bryst. Dette svarer i store træk den nordiske tro på maren som red forbi og kunne give sovende onde drømme, og eventuelt døden under søvnen, deraf det danske ord mareridt, tilsvarende det svenske "mardröm". Fra Sydeuropa kendes de parallelle legneder om incubi og succubi.
Den gamle tyske form "elb/alp" er i dag næsten fuldkomment blevet erstattet af den engelske form "elf", "elfen" via tyske oversættelser fra 18. århundrede af William Shakespeares "En skærsommernatsdrøm". Jacob Grimm anvendte i hans "Deutsches Wörterbuch" formen ‘‘unhochdeutsch’‘ om ordet Elf, og beskrev det som lånt ‘‘tankeløst’‘ fra engelsk. J.R.R. Tolkien blev inspireret af Grimm og anbefalede i 1967, at man brugte den virkelige tyske form til oversættelsen til tysk af "Ringenes herre", hvilket skete i 1972.
"Der Erlkönig", af Albert Sterner, ca. 1910, hvor elverkongen er blevet til et uhyggeligt varsel om død.
Som beskrevet over kunne en alvekonge tidvis opptre blant overveiende kvinnelige alver i Danmark og Sverige, og i det tyske middelaldereposet "Nibelungenlied" spiller en dverg ved navn Alberich en viktig rolle. Alberich kan bokstavelig oversettes til «elf-hersker», noe som ytterligere bidrar til forvirringen i forholdet dverg-alv som ble observert allerede i "Den yngre Edda". Via den franske Alberon, det samme navnet har gått inn i engelsk som Oberon – en legendarisk konge av alvene og feene i William Shakespeares "En midtsommernattsdrøm" (se nedenfor).
Johann Wolfgang von Goethe legende om elverkongen, "Der Erlkönig", har tilsyneladende sin oprindelse i Danmark, han og baserede sit digt på «Erlkönigs Tochter», en oprindeligt dansk historie, som blev oversat til tysk af Johann Gottfried Herder. I den oprindelige danske version var det elverkongens datter, "ellerkone", der var hovedpersonen, frem for elverkongen selv, og som søgte at fange eller forlede mennesker for at tilfredsstille hendes begær, jalousi og hævntørst. I henhold til tysk og dansk folklore synes denne elverkonge at ha været et varsel om død, ganske lig banshee, et kvindeligt spøgelse, der varsler død i irsk mytologi. I modsætning til banshee optræder elverkongen "kun" for den person, som skal dø. Den form han fremtræder i fortæller desuden personen hvilken død de vil få: et smertefuldt udtryk betyder en smertefuld død, mens et fredfuldt udtryk varsler en fredfyldt død. Dette aspekt af legenden blev især fremhævet af Goethes digt. Det blev senere sat i musik af Franz Schubert.
I den historie i Brødrene Grimms eventyr, "Die Wichtelmänner", er titlens hovedpersoner to nøgne dukker, som hjælper en skomager i hans arbejde. Da han belønner dem for deres indsats med tøj, bliver de så glade at de løber af sted og aldrig bliver set igen. Selv om disse Wichtelmänner egentligt er beslægtet med væsener som nisser og dværge, er fortællingen på engelsk blevet oversat til "The Elves and the Shoemaker". Den gav siden J. K. Rowling inspiration til husalferne i Harry Potter-fortællinger.
Variationer af den tyske "elp" omfatter også mosefolket eller skovfolket. "Weisse frauen" ("Hvide frue") er en anden mulig parallel. Jacob Grimm knyttede ikke disse væsener direkte til elverne, men andre forskere har set en mulig kobling mellem dem og de skinnende lysalfer fra nordisk mytologi.
Christmas elf.
I USA, Canada, Storbritannien og Irland er elvere (elfs) en vigtig del af folkloren omkring Julemanden ("Santa Claus"). "christmas elfs" fremstilles typisk som små grønklædte elvere med spidse ører, lange næser og spidse hatte. De fungerer som Julemandens hjælpere i hans værksted på Nordpolen, hvor det legetøj, som børnene skal have i julegave fremstilles. Disse væsener har mange træk til fælles med de nordiske dværge. Julemandens elverhjælpere har også en stor rolle i flere eventyr, bøger og film, fx filmen "Elf" fra 2003.
Forestillingerne om den lille men arbejdsomme "christmas elf" har haft stor indflydelse på opfattelse af elvere i populærkulturen, og er parallelt med Tolkiens elverfolk, de mest udbredte elvertyper i moderne anglo-amerikansk kultur. Elvere af denne type er flere ganege blevet brugt i markedsføringsøjemed, fx af fødevareproducenten Kellogg's, der har brugt elverne Snap, Crackle og Pop (på dansk:"Piff! Paff! Puff!") som maskoter for "Rice Krispies".
"Poor little birdie teased", (stakkels lille fugl som bliver drillet) af illustratoren Richard Doyle. Viser en traditionel engelsk "elf", fra den nyere folklore, som et lille menneskelignende skovvæsen.
Nyere litteratur og kultur.
Påvirkningen fra skønlitteraturen har haft stor betydning for distanceringen af elverne fra deres mytologiske ophav. I det Elizabethanske England opfattede William Shakespeare elvere som småfolk, og han betragtede øjensynligt elvere og feer som samme gruppe af væsener. I skuespillet "Henrik IV", del 1, akt II, scene iv, lader han Falstaff kalde på Prins Henrik, ’’you starveling, you elfskin!’’, og i hans "En skærsommernatsdrøm" lader han elverne være næsten lige små som insekter. På den anden side gør Edmund Spenser elverne lige store som mennesker i "The Faerie Queene".
Under indfldtelse af Shakespeare og Michael Drayton (1563-1631) blev elvere og feer opfattet som små væsener. I viktoriansk litteratur er elvere i illustrationer normalt fremstillet som meget små menneskelignende mænd og kvinder med spidse ører og huer. Et eksempel er Andrew Langs eventyr "Princess Nobody" (1884), illustreret af Richard Doyle, hvor feerne er småfolk med vinger som sommerfugler, og elverne er småfolk med røde hatte. Det var undtagelsen når elvere optrådte fuld størrels; som fx i Lord Dunsanys "The King of Elfland's Daughter" (1924). I den lokale folklore i det nordlige England og sydlige Skotland vedblev elverne med af have samme størrelse som mennesker. Eksempelvis i fortællinger som "The Queen of Elfan's Nourice" og andre lokale varianter.
Fairface fe af Sophie Anderson
Elverne i romantikken.
Romantikken var en kulturel strømning i 19. århundrede, hvor man bl.a. lagde vægt på fantasi, følelser, natur og folkeliv. Og et af de mange fænomener, der dukkede op i den forbindelse var elvermystikken. Den fik især en opblomstring i England og var forbundet med nationalromantikken. Litterært havde elverne været til stede siden Edmund Spenser og Shakespeare, og med dem en indflydelse fra klassiske antikke forestillinger om nymfer. Der opstod forskellige kategorier af alfer; elverne fik et ungdommeligt udseende og menneskelig størrelse, mens feer blev små, fik sommerfuglvinger og blomsterhatte. Dette ideal blev gennemgående i hele 19. århundrede, og blev populariseret ikke mindst hos Elsa Beskow og Johan Sebastian Welhaven. Han brugte ofte elvere som stemningsskabere i sin naturromantiske lyrik.
Elverne kom også til at spille en hvis rolle i den skandinaviske romantik. I Norge gjorde Henrik Wergeland brug af elvere i en del af sine skuespil, især farcerne. I Papegøien fra 1834 repræsenterer elverne "den rigtige side" (digterens egen) i en parafrase over samtidens kulturkonflikten. Disse elvere er små af vækst, men det pointeres, at de ånderne af døde dyr, som hovedpersonen har pint ihjel. Mod slutningen af stykket er der en reel mulighed for at hovedpersonen kan blive forvandlet en natteelver. I nissespillet "Den Constitutionelle" fra 1839 optræder en elverhær af "sifuliner" under ledelse af elverkongen Sifaheddin. Disse slås også på den rette side, og deres modstanderne er tudserne og grågubberne under ledelse af Mara og nissekongen Grim. Elverhæren repræsenterer i dette stykke poesien og de lyse tanker hos menneskene. Mens deres modstanderne bliver efterhånden suppleret med legioner af "nihilitter", dvs. tomme ord, som gør kampen aldeles håbløs.
I Danmark og Sverige blev elverforestillingerne påvirket af britiske idéer. På dansk er ordene alf og elver blevet adskilte, og alfer (dansk) og älvor (svensk) bliver i mange tilfælde brugt synonymt med fe (engelsk: fairiy). Et eksempel er eventyret "Alfen og rosen" af H. C. Andersen, her bliver alfen beskrevet som så lille, at han kan have en rosenblomst som hjem, og har vinger som når fra skuldrene og til benne. H.C. Andersen var dog udmærket bekendt med de traditionelle danske forestillinger om elverfolk. I "Alferne paa Heden", som findes i tredje kapitel af rejsebogen "Skyggebilleder" (1831), fremstilles alferne mere i retning af folklorens elverfolk. Han beskriver som smukke kvindelige væsner, med hul ryg, der lever i bakker og kampesten, og som kunne danse en mand til døde.
Elvere i fantasy.
Fantasygenren i 20. århundrede er primært groet ud af 19. århundredes Romantik, hvor filologer som Andrew Lang og brødrene Grimm indsamlede folkeeventyr, som de frit genfortalte og udgave i populære værker. Et af de første moderne fantasyværker var "The King of Elfland's Daughter" fra af Lord Dunsany. Den mest indflydelserige forfatter indenfor genren var imidlertid J. R. R. Tolkien.
Elvere hos Tolkien.
Tolkien udgav i 1937 "Hobbitten", men her spiller elverne kun en mindre rolle. To år senere holdt han en forelæsning kaldet "On Fairy-Stories", hvor han introducerede begrebet "Fantasy". Han betegnede det som en: "higher form of Art, indeed the most nearly pure form, and so (when achieved) the most potent". I Tolkiens senere værker kom elverne til at spille en langt mere central rolle i fortællingerne.
I Tolkiens verden beskrives elverne som menneskelignende ædle væsener. Selv om de bliver stillet et direkte spørsmål giver de gerne et svar lige mystisk som elveren selv. En elver bekymrer sig ikke om det verdslige, men lever og ånder for naturen. Over alt andet elsker de at tage hånd om deres egne børn, for selvom de lever længe, så får de kun få børn. Sang, musik og fest hører er essentielt for dem. De er aldrig syge og behøver kun lidt søvn, i stedet slapper de af gennem samtaler og sang. Den elver som ikke bliver udsat for sorg eller vold, lever et evig liv. En elver kan kendes på sit ansigt, der er både ungt og viser livserfaring, deres melodiske stemme, spidse øre og deres evne til at bevæge sig lydløst. Elvere har også fremragende syn og hørelse, samt en uforklarlig dragning til havet, ofte uden nogensinde at have det.
Post Tolkien.
Tolkiens værker blev efter 1960 så populære, at elvere bygget på hans model, blev faste ikke-menneskelige figurer i mange andre værker i fantasygenren, ikke bare bøger, men også film, rollespil og computerspil. Post-Tolkien fantasy-elvere, fx populariseret af rollespilsmodellen "Dungeons & Dragons", fremstillet normalt som smukkere og klogere end mennesker og med skarpere sanser. De beskrives også med bedre evner indenfor magi og som mentalt stærkere, men ikke nødvendigvis fysisk stærkere. Traditionelt er elverne blevet fremstillet som androgyne væsener, fx uden skægvækst, men i det senere år har de i flere værker fået en mere maskulin karaktér. En vigtigt træk er deres lange spidse ører. Arven fra Tolkien er så massiv, at brud med Tolkiens model flere gange har været en væsentlig pointe i fortællingen, det gælder bl.a Wendy og Richard Pinis tegneserie "Elverfolket" og Terry Pratchetts "Discworld".
1377.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1372 1373 1374 1375 1376 - 1377 - 1378 1379 1380 1381 1382
Eksterne henvisninger.
77
1376.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1371 1372 1373 1374 1375 - 1376 - 1377 1378 1379 1380 1381
Eksterne henvisninger.
76
Konføderationens flag.
Amerikas Konfødererede Stater havde i sin korte levetid en række flag.
The Bonnie Blue Flag.
Med oprindelse i Florida tidligt i 1800-tallet var "Bonnie Blue Flag" uofficielt konføderationens (Sydstaternes) første flag - Syden forenet under én stjerne.
The Stars and Bars, Konføderationens første flag.
Dette flag blev anvendt fra 4. marts 1861 til maj 1863 som det officielle flag for de syv stater der trak sig ud af Unionen. Senere fik de følgeskab af yderligere seks stater. Det skabte forvirring på slagmarken fordi det i så høj grad lignede Unionsstyrkernes Stars and Stripes. Hvis noget flag skal betegnes som konføderationens flag, er det dette.
The Stainless Banner.
Dette blev konføderationens andet officielle flag, anvendt første gang 1. maj 1863. Når det ikke blæste på slagmarken blev flaget forvekslet med det hvide flag som tegn på overgivelse, fordi kun den hvide del kunne ses.
Det tredje nationalflag.
Dette er det tredje officielle flag, der indførtes 4. marts 1865, kort før konføderationens opløsning. Den røde lodrette stribe blev tilføjet for at modvirke forveksling med det hvide flag der anvendtes af parlamentærer og som tegn på overgivelse.
Kampflaget.
Konføderationens kampflag (Battle Flag) var kvadratisk, normalt ca. 90 x 90 cm. Det blev anvendt i kamp fra maj 1863 til Konføderationens undergang. Det blå i "sydkorset" var "navy blue", i modsætning til den meget lysere blå farve, der fandtes i flådens gøs "Naval Jack".
The Naval Jack.
Konføderationens "Navy Jack", anvendt af flåden, var rektangulært. Det blev kun anvendt på sydstaternes krigsskibe fra 1863 til 1865. Flaget omtales nu om stunder ofte - fejlagtigt - som Sydstaternes officielle flag.
__NOTOC__
Gøs.
Gøs er søfartsudtrykket for det flag, som hejses på gøsstagen i stævnen af et orlogsfartøj. Gøsen hejses, når skibet ikke er "let", dvs. ligger ved kaj eller ligger for anker.
Den danske gøs er en mindre udgave af orlogsflaget.
Celsius.
Celsius-skalaen er en temperaturskala, der — populært sagt — har 0 grader ved rent vands frysepunkt og 100 grader ved rent vands kogepunkt, begge ved standard-tryk. Temperatur efter Celsius-skalaen angives °C
I 1742 beskrev den svenske fysiker Anders Celsius en skala, hvor vand kogte ved 0 grader og frøs ved 100 grader. Denne skala blev i 1747 vendt om, sandsynligvis af Carl von Linné.
Siden 1954 er den formelle definition af 1 grads temperaturforskel i Celsius-skalaen den samme som 1 kelvin, nemlig 1/273,16 af vands trippelpunkt, og 0 °C er defineret som 273,15 kelvin. Efter de nyeste målinger ligger vands frysepunkt stadig meget tæt på 0 °C, men kogepunktet er kun 99,984 °C.
Celsius-skalaen er den almindeligst anvendte, idet Fahrenheit-skalaen dog stadig anvendes i blandt andet USA
formula_1
formula_2
Således svarer en temperatur på 20 °C til 68 °F
Kelvin-skalaen anvender samme inddeling som Celsius-skalaen, men har nulpunkt ved det absolutte nulpunkt svarende til -273,15 °C
Abel Tasman.
Abel TasmanAbel Janszoon Tasman (1603-1659) var en hollandsk søfarer og opdagelsesrejsende, født i Lutjegast, en landsby i provinsen Groningen. Han er bedst kendt for sine rejser i 1642 og 1644, ansat af VOC (det Hollandske Ostindiske Kompagni), hvor han "opdagede" (fra et europæisk synspunkt) øerne Van Diemen's Land (nu Tasmanien) og New Zealand. Han kortlagde også store dele af Australien.
Skarphed.
Skarphed er graden af en ægs evne til at skære eller dele.
Skarphed kan defineres som afstanden mellem æggens (den slebne del af klingen) -to sider på en kniv, på det korteste sted samt materialets hårdhed. Jo mindre afstanden er når de to sider mødes, jo bedre er kniven til at skære/dele den molekylestruktur der skæres i.
Også: I overført betydning, at være skarp, at være skarpsindig = at kunne gennemskue noget, at kunne finde frem til den optimale løsning til et problem, uden at prøve sig frem.
Storsejl.
En tremaster. Storsejlet er nr. 12 på billedet
Storsejlet er det nederste sejl på stormasten. Det er ikke nødvendigvis skibets største sejl, selvom det næsten altid er tilfældet.
Kirke (bygning).
En kirke er en bygning, hvor kristne ritualer udføres og menigheden samles regelmæssigt.
Etymologi.
Kirke kommer af det græske "kyriakós", dvs. "det som hører herren til". Ordet bruges i Den autoriserede danske Bibeloversættelse af 1992 til at betegne det græske ord "ekklesia" som på almindelig græsk var betegnelse for forsamlingen af frie borgere. Det er i denne betydning, at ordet anvendes i en kristen sammenhæng bl.a. i det Ny Testamente, Apostlenes Gerninger 19,39.
Danske kirkebygninger.
De tidligste kirkebygninger i Danmark var af træ, hvoraf ingen dog er bevaret. En del af de ældste kirker i Danmark er bygget af kløvet kamp, granitkvadre, frådsten og kridtsten. Fra 1200-tallet blev hovedparten dog opførte af tegl.
Mange kirker står i de rå sten, mens mange andre er kalket hvide. Nogle få er kalket i okkerfarver i nuancer fra lys gul til mættet rød.
De ældste danske kirker er bygget i romansk stil som er baseret på et firkantet meget spartansk skib og et kor - udviklingen ledte hurtigt mod at også en apsis blev tilføjet. Et godt eksempel på en romansk kirke er Tjørring Kirke.
Kirkebyggeriet udviklede sig med inspiration fra sydligere dele af Europa til at opførelserne blev i gotisk stil. Denne stil er langt mere prangende og er udviklet under indflydelse af de øverste kirkemænds ønskede magtvisende position. Det største særpræg ved gotiske kirker er de hvælvede lofter. Eksempler på disse er Roskilde Domkirke og Århus Domkirke.
I de seneste århundrede når der enten skulle bygges nye kirker eller ombygges gamle er der ikke benyttet nogen karakteristisk stil. Arkitekterne har mere eller mindre fået frie tøjler blot det krævede indhold var i kirken. Et sådant eksempel ses i Grejsdal Kirke.
De fleste kirker i Danmark kan bruges som kompas, da bygningen for det meste er øst-vest vendt med kirketårnet mod vest, og kirkekoret (med alteret i) mod øst, eksempelvis er Stepping Kirke en undtagelse. Dette forhold skyldes, at da den kristne kirke blev statsreligion i Romerriget overtog den efterhånden de officielle romerske basilikaer som er bygget øst-vest vendt. I basilikaens østende var den romerske kejserkults Sol Invictus, som sidenhen blev erstattet af kristne symboler såsom Jesus på korset.
Kirke (trosretning).
Kirke stammer fra græsk "kyriakón", et adjektiv i intetkøn til "kýrios" "herre". Kirke betyder med andre ord "det som hører Herren til". Ordet er en betegnelse for et samfund af religiøst troende, normalt en kristen trosretning, f.eks. den lutherske kirke og den romersk-katolske kirke. Desuden bruges udtrykket om alle kristne - "verdenskirken".
Dyd.
En dyd er et religiøst eller moralfilosofisk begreb, der betegner en moralsk værdifuld egenskab eller god handling. Ordet kommer fra det norrøne "dygð", som er beslægtet med verbet "at du", og betød oprindelig "duelighed" eller "dygtighed". Det latinske ordet for dyd og styrke, "virtūs" (fra "vir" "mand"), og det græske "aretē" har lignende oprindelser.
Dyd kan på dansk også betyde jomfrudom, kønslig renhed, kyskhed og ærbarhed.
Dyd i moralsk betydning er en oplært egenskab eller et såkaldt internaliseret handlingsmønster.
I Aristoteles' lære om dydsetik er dyd det et menneske må opnå for at få et godt liv, og dyden består af forskellige egenskaber som må indrettes efter samfundet. Eksempler på disse egenskaber er: mod, visdom, ærlighed, retfærd, godhed. Disse egenskaber må finde et midtpunkt mellem to ekstremiteter. F.eks. er fejhed og dumdristighed ekstremiteter for mod, og man må finde balancen mellem de to. Dette fører til det Aristotoles kalder et menneske med [telos], god karakter.
Mil.
Mil eller mile er en længdeenhed, som ofte er forskellig fra land til land. Det kommer gennem plattysk fra latin 'milia (passuum)' som betyder 'tusind (skridt)'. Milen blev officielt afskaffet i Danmark i 1907, hvor det metriske system blev indført (se også).
Der findes også forskellige mil eller miles inden for forskellige områder f.eks. sømil inden for søfart.
International mil.
International mil (eng. "mile") er en længdeenhed på 1.609,344 m.
Amerikansk mil.
Amerikansk mil eller Amerikansk mile (el. mere præcist U.S.Survey mile) er en længdeenhed på 1.609,34722 m.
En U.S. Survey mile er defineret som 6336/3937 kilometer. Enheden anvendes af det amerikanske geodætiske institut til brug for matrikulering og lignende.
Til almindelig brug i USA anvendes den internationale mile eller "britiske mile" som er omkring 3 mm kortere (1.609,344 m).
Dansk mil.
Milepæl fra Holstebrokanten i Frilandsmuseet.
En dansk mil eller blot mil er en længdeenhed på 7.532,48 m.
En mil er 12.000 alen. En mil blev ofte inddelt i fjerdingvej, dvs. en kvart mil (1.883 m).
Mil benyttes ikke mere i Danmark, men langs de danske veje kan der stadig ses gamle milepæle. Milepæle blev ikke kun opsat ved hele antal mil, men ofte også ved kvarte, halve og trekvarte mil.
Romersk mil.
Romersk mil er en længdeenhed på ca. 1479 m (Latin: 1 "romersk mil" = "mille passus", pl.: "milia passuum").
En romersk mil bestod af 1000 dobbeltskridt.
Ofte blev der opstillet en sten ved hver romersk mil fra Rom. Disse sten kaldes milepæle (Latin: "milliarium").
Svensk mil.
Svensk mil (og norsk) er en længdeenhed på 10.000 m. Før metersystemet blev indført i Sverige (1889), var den 10.688,54 m. 10.000 meter blev da i begyndelsen kaldet "nymil". Mil er stadigvæk en "levende" enhed både i Sverige og Norge, men i officielle sammenhænge bruger man som regel kilometer (og de øvrige meterenheder).
Andre navne for distancen 10.000 meter er "myriameter" (hvor "myria-" er et uofficielt præfiks for 10.000) og "metrisk mil". Den sidste betegnelse er dog tvetydig, idet den også (især på engelsk) bruges om 1.500 meter.
Ordet "mil" har sin oprindelse i det latinske "mille passus" (= tusinde dobbeltskridt), der tilsvarede ca 1,5 km når den romerske hær marcherede, og er nogenlunde bevaret i en engelsk "mile".
Svensk sømil.
Svensk sømil er i svensk søfart en tidligere benyttet længdeenhed på 7.420,44 m.
En svensk sømil er det samme som en geografisk mil.
En svensk sømil er en gammel enhed, som ikke benyttes længere, da man i Sverige benytter den almindelige sømil.
Dansk sømil.
Dansk sømil var i søfarten en længdeenhed på 1.851,11 m.
En dansk sømil skal ikke forveksles med en international sømil på 1.852 m, selvom forskellen er på under 1 meter.
En sømil deles i Danmark i 10 kabellængder, der fra metersystemets indførelse i 1907 er på hver 185,2 meter.
Citronmåler.
Citronmåleren er almindelig i det meste af Danmark. Om foråret kan man være heldig at se den om formiddagen, men ellers flyver den mest om natten.
Udseende.
Citronmåleren er nem at kende på sin kraftige gule farve og de brunlige og orange småpletter på forvingerne. Den kan minde lidt om en citronsommerfugl, der dog er noget større, men de to arter er sjældent fremme på samme tidspunkt på dagen. Citronmålerens vingefang er 26-44 mm.
Livscyklus.
Citronmåleren har tit to generationer i løbet af en sommer. Første generation kommer frem omkring maj og juni, mens anden generation kommer frem i perioden august - oktober.
Foderplanter.
Hvidtjørn, slåen, røn, frugttræer, pil, bøg, hassel, eg. Den voksne citronmåler holder af syrener.
Geografisk mil.
Den danske og tyske geografiske mil er en længdeenhed på 7.421,43 meter og blev defineret af Ole Rømer. En geografisk mil er defineret som 4 bueminutter. Den danske og tyske geografiske mil er næsten den samme længde som en svensk sømil. I Norge og Sverige blev denne enhed anvendt som sømil ("sjømil"), indtil det 20. århundrede.
Andre steder er en geografisk mil defineret som 1 bueminut langs jordens geografiske ækvator, omkring 1.855 meter (6087,15 internationale fod).
Enheden geografisk mil anvendes ikke så meget mere; den er tæt relateret til den internationale sømil, som oprindeligt blev bestemt som ét bueminut langs jordens storcirkel og den internationale sømil er i dag 1.852 meter.
Buesekund.
Buesekund er en enhed til måling af vinkler som svarer til 1/3600 grad og 1/1296000 cirkel.
Der går 60 buesekunder på 1 bueminut.
Bueminut.
Bueminut er 1/60-del af en grad og 1/21600-del af en cirkel (Hvis cirklen er jordens omkreds, på ca. 40.000 km, svarer et bueminut til 1,852 km og er altså det samme som en sømil).
Bueminut angives med " f.eks. 32°17'.
Et bueminut består af 60 buesekunder.
Der går 60 bueminutter på 1 grad.
Nygrad.
Nygrad er et moderne (indført 1791 i Danmark?) vinkelmål tilpasset decimalsystemet.
Enheden benævnes gon og anvendes i Danmark meget af landinspektører. Den omtales også i spøg som "spejdergrader", fordi kompasser til brug i vandresport ofte benytter denne enhed. Til gengæld anvendes den aldrig inden for matematikken, her benyttes grader og radianer.
En hel cirkel har altså 400 gon.
Kløverblåfugl.
Kløverblåfugl er en sommerfugl, som ikke er særlig udbredt i Danmark. Den kendes fra to fund henholdsvis på Læsø og på Lolland.
Kløverblåfuglen strejfer en del omkring, og kan ses i juni ofte på frodige grøfte- og vejkanter.
Arten blev kategoriseret af Poda i 1761.
Udseende.
Kløverblåfuglens sølvgrå underside har nogle karakteristiske store, sorte pletter på forvingen samt et blågrønt område i dens rodfelt. Oversiden er blå.
Larvens foderplanter.
Kløverblåfuglens larver lever på ærteblomstrede som stenkløver eller astragel.
The Star-Spangled Banner.
"The Star-Spangled Banner" er USA's folkelige nationalmelodi. Teksten blev skrevet i 1814 af den 35-årige Francis Scott Key efter at han havde overværet bombardementet af Baltimores Fort McHenry under 1812-krigen. Key havde entret et britisk krigsskib for at forhandle frigivelsen af en ven som var blevet anklaget for at huse britiske desertører. Den britiske kommandant var villig til at frigive begge, men af sikkerhedsgrunde først dagen efter, da den britiske flåde angreb fortet i løbet af natten.
Den næste dag skrev Key et digt, "The Defense of Fort McHenry." Musikken til teksten var en dengang populær melodi, "To Anacreon in Heaven", som blev skrevet omkring 1800 af John Stafford Smith. Denne har også været nationalmelodi for Luxembourg.
Melodien blev USA's nationalmelodi den 3. marts 1931.
Når den synges offentligt (før større sportsbegivenheder) bliver versene efter det første ofte udeladt.
"America the Beautiful", "My Country, Tis of Thee" og "God Bless America" bliver ofte opfattet som uofficielle amerikanske nationalmelodier.
Terrænstreg.
Terrænstreg (fork. TS) er en enhed til angivelse af en vinkel og er 1/6400-del af en cirkel.
En terrænstreg er defineret som den mest spidse vinkel i en retvinklet trekant, hvor forholdet mellem den korte og lange katete er 1:1000.
Terrænstreger angives normalt som heltal og benævnes TS, f.eks. 4480"TS".
En cirkel er inddelt i 6400 terrænstreger.
Terrænstreger benyttes især i militæret.
Deger.
Deger er et antal på 10 stykker.
Dusin.
Dusin er et antal på 12 stykker. Ordet dusin kommer fra latin "duodecim". Duo betyder "tve" eller "to". Deci betyder "ti".
Tylvt.
Tylvt er et antal på 12 stykker, som benyttes om tømmer.
Ellers benyttes dusin om et antal på 12 stykker.
Tylvten.
Tylvten blev også betegnelsen på en gruppe på tolv personer der i avisen "Dagen" oktober 1818 havde udsendt et manifest vendt mod digteren Jens Baggesen til forsvar overfor dennes angreb mod Adam Oehlenschläger. Det var en del af den langvarige litterære strid der, med skiftende intensitet, havde verseret mellem disse to siden begyndelsen af århundredet. Gruppen bestod af: Poul Martin Møller, Carsten Hauch, Niels Bygom Krarup, B.S. Ingemann, Chr. Winther, Peder Hjort, Just Mathias Thiele, Nicolai Christian Møhl, Gustav Adolph Dichman, Nicolai Christian Levin Abrahams, Andreas Gottlob Rudelbach og Johannes Christian Lütken Manifestet udfordrede Baggesen til at disputere Oehlenschlägers digterværd på latin med upartiske dommere fra Københavns Universitet. Baggesen besvarede manifestet ved at indrykke sin egen annonce vendt mod de tolv, og snart blussede den strid, der senere blev betegnet tylvtestriden, op. Det var Baggesen der fandt på navnet tylvten (eller "tylten" som han skriver), og det optrådte i mange af de digte som udgjorde hans del af indlæggene i striden.
Tømmer.
Tømmer er fældede træstammer samt halvfærdige produkter heraf.
Definition: Trædimension over 3 tommer på hver led.
Snes.
Snes er et antal på 20 stykker. I ældre tid blev betegnelsen lille snes brugt om et antal på 18.
Musikinstrument.
Et musikinstrument er et objekt der bruges af en musiker til at frembringe musik med. Selvom der findes eksempler på at alt fra damplokomotiver til brændestykker er blevet brugt som musikinstrumenter, opfatter man normalt et musikinstrument som værende skabt specifikt med det formål at skabe musik.
Et musikinstrument kan bruges til akkompagnement af andre musikinstrumenter eller vokalister, eller det kan bruges solo.
Man bruger som grundregel bestemte typer instrumenter til forskellige genrer, men det hænder dog at der f.eks. bruges klassiske instrumenter i pop/rock sammenhænge og andre krydsninger.
Vokal.
Lyd der fremkaldes ved at stemmelæberne sættes i svingninger af luft fra lungerne.
Sang.
Stemmefunktion som modsat tale frembringer en lyd som det menneskelige øre kan aflæse som en specifik tonehøjde. Der findes betegnelser som inddeler sangere efter køn og hvilket stemmeleje de er i stand til at synge i. De mest kendte betegnelser er sopran, alt, tenor og bas.
Strygeinstrumenter.
Undergruppe af strengeinstrumenter hvor lydgiveren er en bue som stryger hen over strengene, der derved sættes i svingninger.
Rød ræv.
Den røde ræv ("Vulpes vulpes") er et mellemstort rovdyr. Den har et velkendt udseende og kan kun forvekles med den lidt mindre, og meget sjældnere fjeldræv. Den røde ræv har en kropslængde på ca. 70 cm, halelængde omkring 40 cm. Hannen vejer ca. 8 kg. mens hunræven vejer ca. 6,5 kg. Der er dog fundet ex. på hanræve på op til 11 kg.
Ræven er udbredt og almindelig i hele norden. Udbredt har den været i hele dette århundrede, men der er i perioden sket en væsentlig bestandstigning i alle nordiske lande. Der findes forskellige grunde hertil. Ændringer i klimaet, i menneskets jagt af ræven, de store rovdyrs tilbagegang, ændringer i landskabet, der har lettet adgang til hovedføden, mus, samt lettere adgang til affald er alle faktorer som kan have indflydelse på rævens bestandstigning. Der var dog stor tilbagegang i populationen i 1970'erne og 80'erne pga. skabmiden.
I Danmark er den røde ræv siden 1950'erne i stor stil indvandret til byerne, hvor den i høj grad finder sin føde i affaldscontainere mv. Visse steder betragtes den efterhånden som et skadedyr.
Bjergkæde.
Andeskæden ved positionen 70° vest, 35° syd. Fotograferet fra en NASA-satellit.
En bjergkæde (også kaldet cordillera, sierra eller serra) er en gruppe af bjerge (ofte aflang), der normalt er forårsaget af pladetektoniske fænomener. For eksempel er Himalaya i Asien resultatet af, at den indiske plade skyder sig ind under den asiatiske plade.
Bjergkæderne på oceanbunden er derimod dannet ved, at pladerne fjerner sig fra hinanden, sådan at flydende magma kan vælde op fra havbunden. Her er den midtatlantiske ryg et godt eksempel.
__NOTOC__
1375.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1370 1371 1372 1373 1374 - 1375 - 1376 1377 1378 1379 1380
Eksterne henvisninger.
75
1374.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1369 1370 1371 1372 1373 - 1374 - 1375 1376 1377 1378 1379
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340 - 1375
Eksterne henvisninger.
74
1373.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1368 1369 1370 1371 1372 - 1373 - 1374 1375 1376 1377 1378
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340 - 1375
Eksterne henvisninger.
73
1372.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1367 1368 1369 1370 1371 - 1372 - 1373 1374 1375 1376 1377
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340 - 1375
Eksterne henvisninger.
72
1371.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1366 1367 1368 1369 1370 - 1371 - 1372 1373 1374 1375 1376
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340 - 1375
Eksterne henvisninger.
71
1370.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne - 1370'erne - 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne 1420'erne
År: 1365 1366 1367 1368 1369 - 1370 - 1371 1372 1373 1374 1375
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340 - 1375
Eksterne henvisninger.
70
1369.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1364 1365 1366 1367 1368 - 1369 - 1370 1371 1372 1373 1374
Eksterne henvisninger.
69
1367.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1362 1363 1364 1365 1366 - 1367 - 1368 1369 1370 1371 1372
Eksterne henvisninger.
67
1366.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1361 1362 1363 1364 1365 - 1366 - 1367 1368 1369 1370 1371
Eksterne henvisninger.
66
1360'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369
å
1365.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1360 1361 1362 1363 1364 - 1365 - 1366 1367 1368 1369 1370
Eksterne henvisninger.
65
1364.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1359 1360 1361 1362 1363 - 1364 - 1365 1366 1367 1368 1369
Eksterne henvisninger.
64
1363.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1358 1359 1360 1361 1362 - 1363 - 1364 1365 1366 1367 1368
Eksterne henvisninger.
63
1362.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1357 1358 1359 1360 1361 - 1362 - 1363 1364 1365 1366 1367
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340-1375
Eksterne henvisninger.
62
1361.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1356 1357 1358 1359 1360 - 1361 - 1362 1363 1364 1365 1366
Eksterne henvisninger.
61
1360.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne - 1360'erne - 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne 1410'erne
År: 1355 1356 1357 1358 1359 - 1360 - 1361 1362 1363 1364 1365
Eksterne henvisninger.
60
Skovhvidvinge.
Skovhvidvinge ("Leptidea sinapis") tilhører en helt speciel underfamilie og slægt: "Leptidea". Arterne under denne slægt findes kun i Europa og Asien. Hannen har en helt speciel parringsadfærd, når han finder en uparret hun. Han opfører næsten en hel lille dans, med specielle bevægelsesmønstre af antenner og snabel.
Skovhvidvingen flyver fra midten af maj til juli. Sommerfuglen er specielt knyttet til ekstensivt drevne og lysåbne skove med meget bundvegetation f.eks. stævningsskove. I dag findes sommerfuglen kun fast på Bornholm i Almindingen, hvor den især holder sig til lysninger. Bestanden her er meget lille - omkring 100 individer, men skoven bliver drevet med specielt hensyn til sommerfuglen, så artens sidste tilholdssted i Danmark ikke ødelægges. Skovhvidvingen burde være mere udbredt i Danmark, eftersom den er ganske almindelig både nord og syd for os, manglen på egnede levesteder kan være årsagen til dens tilbagegang.
Udseende.
Skovhvidvingen ligner lille kålsommerfugl. Men skovhvidvingen har smallere vinger med grå aftegninger på undersiden af bagvingerne. Vingefanget er omkring 37-43 mm. Hunnen er noget større end hannen, hun har rundere vinger og en svagere farvet plet på forvingen i forhold til hannens tydelige mørke plet. Der er også en forskel mellem 1. og 2. generation af sommerfuglen, da 2. generation har mest udtalt forskel mellem kønnene.
Livscyklus.
En uge efter ægget er lagt klækkes det. Efter 3-4 uger er larven udvokset og forpupper sig. Hvis det er varmt i vejret klækkes puppen samme år og 2. generation kommer frem, men oftest overvintrer puppen til næste år, hvor den klækkes i midten af maj efter ca. 10 måneder.
Foderplanter.
Fladbælg, musevikke, viol og tusindfryd.
Søren Norby.
Søren Norby (død 1530 ved Firenze) var en dansk søkriger.
Norby deltog sandsynligvis i krigene mod Lübeck og Sverige i 1530. Chef for en eskadre under angreb på Ålandsøerne og straffetogter mod venden i 1509 og 1511 samt deltager i slag mellem danske og lybsk flåde ved Bornholm 1511 - slaget endte uafgjort.
Søren Norby forlenedes som belønning med Børringe Kloster i fri forlening samt Haraldsborg Len som pantelen. I 1514 blev han lensmand på Island.
Christian 2. gjorde ham i 1517 til flådens øverstbefalende og samtidig lensmand på Visborg og Gotland under krigen mod Sverige.
Han indtog Øland (og Borgholm) i 1519 og i 1520 spærrede han Stockholm fra søsiden. Senere samme år blev han lensmand på Kalmar slot.
Han søgte at bekæmpe Gustav Vasas oprør i Dalarna og drev svenskerne ud af Finland og væk fra Ålandsøerne. Christian 2. gav ham derefter i 1522 Finland og Norbotten i forlening, men i 1523 mistede han herredømmet over Borgholm på Øland og Kalmar slot. Med base på Gotland - som han ville bevare for Danmark - opbragte han mange skibe tilhørende Lübeck og anerkendte derfor efter svenske angreb Frederik 1. som sin lensherre.
Da betingelserne i Malmørecessen af 1. september 1524 overlod Gotland til den svenske konge, nægtede Søren Norby at forlade Visborg.
På initiativ af danskerne blev han afskåret fra forsyninger fra Sverige og hansestæderne, og han gav sig derfor til atter at opbringe handelsskibe, inden han gjorde landgang i Blekinge og rykkede ind i Skåne hvor bønderne i stort tal sluttede sig til ham. På vegne af Christian 2. lod han sig derefter hylde på Lunds landsting.
Da han belejrede Helsingborg blev han slået af Frederik 1.'s feltherre Johan Rantzau i slaget ved Lund og slaget ved Bunketofte.
Søren Norby indgik 28. juni 1525 forlig med danskerne og fik Lyckå og Sølvesborg i forlening mod at afgive Gotland. Herfra fortsatte han sine tvister med Gustav Vasa og Lübeck, men led det endelige nederlag i et søslag mod danske, svenske og lybske flåder ved Blekinge den 24. august 1526.
Efter at være undsluppet til Livland sluttede han sig til Christian 2. i Nederlandene i 1528. Han gik i kejserlig tjeneste og deltog i belejringen af Firenze fra 1529. Han faldt ved Firenze i 1530.
Mellem Englandsvej og Amagerbrogade på Amager (Københavns kommune) ligger Søren Norbys Allé, ligesom der i Søheltekvarteret i Frederikshavn findes en Søren Norbys Vej.
Sortåret hvidvinge.
Sortåret hvidvinge ("Aporia crataegi") er en af de større dagsommerfugle. I Danmark svinger antallet af sommerfuglen meget. De første individer kommer frem omkring 20. maj og sommerfuglen forsvinder igen omkring 1. august. Sortåret hvidvinge ses mest i Jylland, øst og syd for Limfjorden, mens det er næsten 50 år siden den sidst blev set på øerne. Men sommerfuglen er i fremgang og findes nu på Samsø, hvorfra der ikke er langt til f.eks. Nordfyn. Sortåret hvidvinge foretrækker åbne skove, krat og levende hegn med tjørn og røn.
Udseende.
Sortåret hvidvinge er en smule større end den almindelige store kålsommerfugl. Hannen er tydeligt sort og hvid, mens hunnen kan have mere brunlige tegninger, og hendes hvide skæl kan være næsten helt gnedet af, så hun virker gennemsigtig. Hunnen er noget større end hannen og har rundere vinger.
Livscyklus.
Efter 2-3 uger klækkes æggene. Larverne lever i små kolonier sammen på værtstræet. I september spinder de blade sammen og overvintrer flere larver tæt sammen i skjulet. I april kommer larverne frem igen og æder videre. Efter 14 dage som puppe kommer den voksne sommerfugl frem i maj - juni.
Foderplanter.
Tjørn, almindelig røn, slåen, æble, pære, mirabelle og blomme.
Anders Bille (rigsmarsk).
Anders Eriksen Bille (19. marts 1600 - 10. november 1657) var dansk rigsmarsk.
Søn af Erik Jensen Bille(1570-1600) til Rønnovsholm og hustru Mette Banner Andersdatter(1575-1614).
Som ung i udenlandsk krigstjeneste - han blev i 1626 løjtnant i hertug Bernhard af Weimars rytterregiment i Christian 4.s hær i Tyskland og i 1627 blev han ritmester.
Han fik tildelt Rygårds len i 1631 og var lensmand på Øsel fra 1634 til 1642. I 1642 rigsmarsk og blev samtidg forlenet med Vestervig len som han i 1650 fik ombyttet med Skanderborg len.
Anders Bille deltog på dansk side i Torstenson-Krigen 1643 til 1644. Efterfølgende rejste han i 1646 spørgsmålet om en ny hærordning idet han mente at den nationale hær skulle øges og befæstningsanlæggene styrkes. Ordningen trådte først i kraft 1653.
Da svenskekrigene brød ud i 1657 blev Anders Bille øverstbefalende over styrkerne i Holsten. Han måtte efter at have erobret Bremen stift trække sig tilbage til Frederiksodde (Fredericia) hvor han blev hårdt såret, da svenskerne stormede fæstningen 24. oktober 1657. Han døde et par uger senere i svensk fangenskab.
Anders Bille blev 14. december 1628 gift med Sophie - datter af Jacob Eriksen Rosenkrantz til Arreskov og hustru Pernille (Gyldenstierne). Hustruen overlevede Anders Bille med 10 år og døde 1667.
Anders
1350'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359
å
1359.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1354 1355 1356 1357 1358 - 1359 - 1360 1361 1362 1363 1364
Eksterne henvisninger.
59
1358.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1353 1354 1355 1356 1357 - 1358 - 1359 1360 1361 1362 1363
Eksterne henvisninger.
58
1357.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1352 1353 1354 1355 1356 - 1357 - 1358 1359 1360 1361 1362
Eksterne henvisninger.
57
1356.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1351 1352 1353 1354 1355 - 1356 - 1357 1358 1359 1360 1361
Eksterne henvisninger.
56
1355.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1350 1351 1352 1353 1354 - 1355 - 1356 1357 1358 1359 1360
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag 1340-1375
Eksterne henvisninger.
55
1354.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1349 1350 1351 1352 1353 - 1354 - 1355 1356 1357 1358 1359
Eksterne henvisninger.
54
1352.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1347 1348 1349 1350 1351 - 1352 - 1353 1354 1355 1356 1357
Eksterne henvisninger.
52
1351.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1346 1347 1348 1349 1350 - 1351 - 1352 1353 1354 1355 1356
Eksterne henvisninger.
51
1350.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne - 1350'erne - 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne 1400'erne
År: 1345 1346 1347 1348 1349 - 1350 - 1351 1352 1353 1354 1355
Eksterne henvisninger.
50
1340'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349
å
Roger David Casement.
Roger David Casement (1. september 1864 - 1916), engelsk diplomat og irsk revolutionær.
Under 1. verdenskrig organiserede han en brigade af irske krigsfanger. Tyskerne sendte dem i en ubåd til Irland, hvor de blev arresteret. Casement blev dømt til døden og hængt i 1916.
Vane (nordisk mytologi).
Vanerne (norrønt: vanr, vanir) var navnet på den ene gudeslægt i nordisk mytologi. De associeres i reglen til frugtbarhed, kærlighed og rigdom, men knyttes også til andre funktioner som døden. Engang havde vanerne ligget i strid med den anden gudeslægt aserne, men de sluttede fred efter en langvarig krig; ved freden skulle nogle vaner udveksles med medlemmer af aseslægten som gidsler. Gidslerne var de tre mest berømte vaner, Njord, Frej og Freja, som siden levede i blandt aserne. Deres krig var den første i verden.
Karakteristik.
Da de vaneguder, vi kender, blev koblet til frugtbarhed (enten havets, jordens eller den menneskelige) bliver vanerne i al almindelighed beskrevet som frugtbarhedsguder i litteraturen. I begyndelsen af 20. århundrede blev der fremført en teori om, at vanerne repræsenterede en ældre religion i Norden, der blev erstattet af en indtrængende asekult. Denne teori havde en vis udbredelse, indtil den franske religionsforsker Georges Dumézil påviste lighederne mellem vanekrigen og andre mytologiske konflikter hos forskellige indoeuropæiske kulturer. Vanernes oprindelse var uklar, det er dog tydeligt, at de hverken tilhørte asernes eller jætternes slægt (de to mest betydningsfulde grupper i mytologien). I kilderne er de af samme slags væsen som aserne. Vanerne stod under aserne, og deres inferiøre position skyldtes ifølge Snorre Sturlasons fremstilling deres egen dumhed efter fredsafslutningen med aserne.
Etymologi.
Ordets oprindelse stammer muligvis af den indoeuropæiske rod "*wen-" ("at stræbe eller "vinde"). Det er muligvis også kognat til navnet på den romerske kærlighedsgudinde Venus og den arkaiskgræske wanax (konge). En alternativ rod kunne være "*wenos", der betyder "at begære". Den protogermanske rod er "*Wanizaz", der er beslægtet med angelsaksisk wynn (glæde, lyksalig). Vanerne kendes praktisk taget ikke fra sydgermanske kilder, kun fra Norden, hvor de kendes fra mange sammenhænge bl.a. i mange stednavne.
Levn og skriftlig overlevering.
Vaneguden Frej og hans orne, Gyldenbørste; et dyr der blev associeret med vanerne.
Mange stednavne overalt i Norden vidner om en udbredt dyrkelse af vaneguder; deres udbredelse tyder på, at hovedområderne har været omkring Vestfold, Trøndelagen og Mälarregionen. De islandske kilder tillagt Snorre Sturlason beretter kun lidt om vanerne i Yngre Edda, men det fremgår alligevel af disse tekster, at de blev anset som meget magtfulde væsner.
Vanernes samfundsform var på visse punkter forskellig fra asernes, fx var familiestrukturen ganske anderledes, idet søster giftede sig med bror, noget der var forbudt i Asgård (og i det nordiske samfund i det hele taget). Skikken blev dog afskaffet som led i fredsafslutningen efter krigen.
Den romerske forfatter Tacitus omtaler i sit etnografiske værk, "Germania" fra 1. århundrede e.Kr., dyrkelsen af en gudinde ved navn Nerthus i det sydlige Danmark. Navnet et sprogligt beslægtet med Njord og tyder på, at vanerne allerede blev dyrket i 1. århundrede e.Kr.. Tacitus’ beskrev, at hendes kult var en frugtbarhedskult med optog, hvor gudestatuer blev transporteret rundt på vogne; en lignende skik blev mere end 1.000 senere beskrevet i Gunnar Helmings saga i forbindelse med Frejskulten i Sverige. Gudinden fremstilles af Tacitus som en Terra Mater, men hun kan muligvis også være en ældre vanegud pga det sproglige slægtskab mellem hendes navn og Njords.
Vanaheimr.
Vanerne holdt til i Vanaheim, også kaldet Vanaland. Ifølge Snorres "Heimskringla" optræder guderne som fortidens helte og konger. Vanerne levede i området nord for Sortehavet ved floden, der hedder "Tanakvísl eða Vanakvísl". "Tanakvísl" kan betyde enten "en biflod til" eller mundingen til "Tanais" (det antikke navn for floden Don). Denne stedfæstelse er snarere en euhemeristisk historiefortolkning af mytologien end udtryk for den før-kristne opfattelse af vanernes oprindelse, da beskrivelserne i andre myter tyder på, at vanernes verden lå i underverdenen.
Paralleller/religionsskifte.
Tidligere har ideer om, at myterne afspejlede et historisk sammenstød mellem to forskellige religioner, haft stor udbredelse. I nyere tid er de blevet afvist af de fleste forskere. Krigen mellem vaner og aser blev, sammen med deres status som landbrugs og frugtbarhedsguder, tidligere i 20. århundrede anset som tegn på, at vanerne i ældre tid havde udgjort en panteon, der på et tidspunkt blev erstattet af asernes. Lignende teorier blev fremført omkring Titanerne, der blev besejret af de græske guder i en krig. Begge de gamle gudeslægter blev erstattet af gudefamilier, der residerede i himlen; det var en afspejling af, at ktoniske jordguder og frugtbarhedskult blev erstattet af mere krigeriske himmelguder. Lignende fortællinger kendes fra andre kulturer, bl.a. den babyloniske myte om guder, der blevet forstødt af nye i Enûma Eliš, og kampene mellem Yam og Hadad og Vritra med Indra. Dumezil har siden foreslået at parallellerne i virkeligheden skyldes en fælles indoeuropæisk grundmyte, der i forskellig form findes i flere kulturer.
Andre har associeret vanerne med samerne i det nordlige Skandinavien, det folk nordboerne kaldte "finnar". På den baggrund er det foreslået, at det var mindet om kampe mellem germanske indvandrere og den samiske urbefolkning, der var blevet bevaret i myten om vanekrigen.
Teorier.
I langt hovedparten af alle førmoderne samfund har årstidernes skiften spillet en altafgørende rolle for menneskenes liv. Derfor har de ofte fået en stor betydning i folkereligionerne. Selv om det er nærliggende, har vi ingen sikre spor efter en sådan årstidskult i Norden. Gro Steinsland har foreslået, at historien om Njords og Skades vekslen mellem boliger kan være en parallel til middelhavskulturernes myter om frugtbarhedsgudernes bortrejse i vinterhalvåret, og derved være levn til en egentlig årstidsmyte.
Hilda Ellis Davidson mente også, at dyrkelsen af vanerne i lighed med Odins indbefattede vanekulten mange elementer, der havde paralleller i den cirkumpolare shamanistiske tradition.
Relation til aserne.
Af kilderne fremgår det, at vanerne havde en underlegen position i forhold til aserne, Margaret Clunies Ross forklarer deres drab på de gidsler, Høner og Mimer, som aserne havde udleveret til dem med, at de ikke forstod deres egentlige værdi. Selv havde de sendt deres bedste mænd Njord og Frej. Vanerne blev derfor optaget i asernes samfund på deres betingelser, med det resultat, at de ikke længere kunne gifte sig indenfor deres egen æt, idet ægteskab mellem søskende ikke længere var tilladt. Hun mener endvidere, at de mandlige vaner nu kun havde mulighed for at finde hustruer blandt jætterne. Vanekvinder giftede sig ikke med jætter, selvom Freja var stærkt efterstræbt. Hun mener, at deres underlegenhed i forhold til aserne betød, at vanerne nødvendigvis måtte alliere sig med dem, for at beskytte deres egen position mod jætterne.
Clunies Ross mener, at det mytologiske ægteskabssystem må afspejle det faktuelle historiske. Derfor blokerede det for muligheden for ligeværdig forhold de forskellige slægter, når aserne ikke giftede sig med medlemmer af andre grupper. I det nordiske samfund giftede medlemmer af højere sociale grupper sig helst ikke med medlemmer af lavere, dog var der en tendens til at kvinder giftede sig ’’over deres stand’’, men der skulle helst ikke være for langt afstand mellem dem. Ved at nægte mænd fra andre grupper at gifte sig med deres kvinder, markerede aserne en højere social status.
Relation til alfer.
Hilda Ellis Davidson mente, at vanerne var knyttet til døden og især forfædrenes efterliv i gravhøjen; fx blev Frej gennem offerritualer forbundet til højen, ligesom han blev sat i forbindelse med de døde gennem sin tilknytning til alferne. Fra forskellige kilder har vi kendskab til forestillinger om, at de døde levede videre inde i højen.
Det er en mulighed, at vanerne var det samme som alfer, hvilket bl.a. Anders Bæksted har foreslået. Både alfer og vaner var underjordiske væsner, der havde magt over frugtbarheden. Og Frejs gård bliver i digtet "Griminismál" kaldt "Álfheimr (Alfehjem)". I den forekommer udtrykket "aser og alfer", hvor det betyder "alle guderne". På den baggrund er der muligt, at alferne også blev opfattet som medlemmer af vanernes slægt, da udtrykket kan tolkes som om, at "alf" og "vane" var synonymer. Det kan også betyde, at alfer blev opfattet som mindre guddomme, mens vaner var de højere guder indenfor frugtbarhedskulten.
Et andet forhold, der kan forklare en sådan relation, er at begrebet "vanr" kendes udelukkende fra det nordgermanske sprogområde, mens ord, der etymologisk er beslægtede med "álfr" forekommer i flere vestgermanske navne og skrifter.
Potentielle vaner.
Identifikationen af andre guddomme som vaner er stadigt debatteret indenfor studiet af den nordiske religion; fx om Skaði, Lýtir, Gerðr og Óðr skal karakteriseres som vaner. Óðr bliver meget kort nævnt som Frejas forsvundne husbond i eddaerne, men ellers ved vi ingenting om ham; han kan imidlertid også være et aspekt af Odin. Der kan desuden også være en forbindelse mellem Heimdal og vanerne, hvis ophav ellers er hyldet i mystik.
Moderne vanetro.
De moderne bevægelser indenfor rekonstruktionen af nordisk religion, der fokuserer på vanerne, kaldes "Vanetro" i modsætning til "Asetro".
Hjerte (organ).
Hjertet (latin "cor," genitiv "cordis") er det organ (en muskel), som pumper blodet rundt i kroppen på dyr og mennesker. Hjertet indeholder endvidere ledningsvæv og hjerteklapper.
Hjertet hos mennesker, pattedyr og fugle er inddelt i fire kamre, adskilt ved fire klapper, hos krybdyr og padder tre kamre og fisk to kamre. Hjertet på et menneske er cirka på størrelse med en knyttet hånd og placeret i brystkassen ("thorax") lidt til venstre for kroppens midterlinie ("medianplan"). Det slår, i hvile, cirka 60-100 slag i minuttet. Iltet blod pumpes ud i kredsløbet via hovedpulsåren ("aorta") og uiltet blod via lungearterien ud i lungekredsløbet. Hjertet har et indbygget elektrisk ledningssystem (impulsledningssystemet), som styrer og koordinerer muskelsammentrækningerne. Hjertets egen blodforsyning sker gennem kranspulsårerne, som hvis de bliver forkalkede kan give anledning til hjertekramper og blodpropper.
Opbygning.
Forkamrene trækker sig sammen og der pumpes blod ned i hjertekamrene.
Hjerte (geometri).
Det røde hjerte forbindes med kærlighed
Hjerte er en geometrisk figur bestående af to spejlvendte kurver, som mødes i en spids indad og en spids udad. For kardioiden (en epicykloide) mangler spidsen udad dog.
Hjerter.
Hjerter er en af de fire kulører i et almindeligt
Datalogi.
Hjerter symbolet findes i tegnsættet unicode.
Spillekort.
De fire kulører klør, ruder, hjerter og spar
Det almindeligste sæt spillekort i Nordeuropa, Nordamerika, Afrika og Asien er det franske sæt. Det består af 52 blade opdelt i fire farver eller kulører på hver 13 kort: spar, hjerter, klør og ruder. I det franske sæt er hver af de 13 kort nummereret som es, 2-10, knægt, dame og konge. Pakker med det franske sæt er desuden som regel forsynet med 3-4 jokere.
Der findes fire andre sæt af traditionelle vestlige spillekort: Det italienske på 52 blade, det spanske på 48 blade, det tyske på 36 blade og det schweiziske på 48 blade. Det mest udbredte af disse sæt er det spanske, der udover Spanien også anvendes mange steder i Latinamerika. I Tyskland anvendes det tyske sæt kun i Sydtyskland, mens nordtyskerne bruger det franske sæt. I alle lande bruger man det franske sæt til de internationale kortspil bridge og poker.
Italienske: sværd, stave, bægre og mønter
Spanske: sværd, køller, bægre og mønter
Tyske: agern, blade, hjerter og klokker
Schweiziske: agern, skjolde, blomster og klokker
Oprindelig repræsenterer de fire kulører stænderne i middelaldersamfundet. Sværdet (spar) for adelen, alterkalken (hjerter) for gejstligheden, mønten (ruder) for købmændene og hyrdestaven (klør) for bønderne. Dette system er bedst bevaret i de italienske og spanske sæt, der er de ældste.
Tarotkort.
Tarotkort er et sæt på 78 kort, der er beslægtet med de øvrige vestlige spillekort, men adskiller sig ved at have en særlig, permanent trumffarve på 21 kort kaldet tarotter. I Danmark bruges tarotkort til at spille dansk tarok. Tarotkort anvends både til at spille forskellige varianter af tarot (tarok) og til at spå.
Spar (kulør).
Spar er en af de fire kulører i et almindeligt sæt spillekort. Navnet kommer af spansk "espada" (= sværd), pga de stiliserede, spidse sværdblade på kortene.
Datalogi.
Spar symbolet findes i tegnsættet unicode.
Klør (kulør).
Klør er en af de fire kulører i et almindeligt
Bridge.
Klør er kulør i bridge, der har lavest værdi. Har en spiller meldt f.eks. to klør, kan dette overgås af en to-melding i en hvilken som helst af de øvrige farver eller uden trumf.
Davoserjazz.
Et spil Davoserjazz består af en samling forskellige spil (antallet kan variere). Et af disse spil går ud på at få så få klør som muligt i stik. Hver klør koster ét strafpoint. I et senere spil gælder det tilsvarende om at undgå at hjemtage klør konge i et stik. Dette koster femten strafpoint. Sidste spil ("kabalen") startes efter mange regler med, at den der har klør syv, lægger dette kort på bordet.
L'hombre.
I L'hombre kaldes klør es for basta og er i trumfspil altid tredjestørste trumfkort, uanset farven af trumf.
Datalogi.
Klør symbolet findes i tegnsættet unicode.
Ruder.
Ruder er en af de fire kulører i et almindeligt
Datalogi.
Ruder symbolet findes i tegnsættet unicode.
Kulør (kortspil).
De fire kulører i et almindeligt kortspil.
Kulør (også kaldet farve) i kortspil er de fire forskellige kulører spar (♠), hjerter (♥), klør (♣) og ruder (♦), hvoraf der hver er 13 spillekort.
I bridge er kulørerne rangeret, så "spar" er den mest betydende, dernæst "hjerter", så "ruder" og til sidst "klør".
I l'hombre betegner "kulør" specielt "spar". Således betyder "solo kulør" et solospil med spar som trumf.
Selvom de fire kulører også kaldes farver, så består de kun af de to farver sort for "spar" og "klør" samt rød for "hjerter" og "ruder".
Begrebet "kulør" kan også træffes i andre spil end kortspil; for eksempel opererer mahjong med de tre kulører "cirkler", "bambus" og "skrifttegn".
I overført betydning benyttes spillekortsudtrykket "at bekende kulør" om, at man klart fortæller sin mening eller holdning om et bestemt emne eller en bestemt situation.
Rasmus Lerdorf.
Rasmus Lerdorf (født 22. november 1968) er en dansk-grønlansk softwareudvikler, som er ophavsmand til serverside-scriptsproget PHP til generering af dynamiske websider.
Lerdorf blev født i Godhavn/Qeqertarsuaq i Grønland og flyttede fra Danmark til Canada med sine forældre i en alder af 13 år.
I 1995 startede Lerdorf sit PHP-projekt, som sidenhen har udviklet sig til et succesfuldt open source-programmeringssprog. Han holdt sit første foredrag i Danmark under Reboot 1.0-arrangementet i maj 1998. Siden september 2002 har han været ansat hos Yahoo! Inc.
Rasmus Lerdorf er en væsentlig figur i open source-bevægelsen, og står sammen med Linus Torvalds (Linux) og Michael Widenius (MySQL) bag initiativet "No Software Patents".
Lerdorf er gift med Christine Lerdorf med hvem han har sønnen Carl AlexandeR Lerdorf (navnet er et rekursivt akronym, derfor det store R).
Sydamerika.
Sydamerika er et kontinent med en størrelse på ca. 17,8 mio. km² hvoraf det meste af arealet ligger syd for ækvator. Sydamerika ligger mellem Stillehavet og Atlanterhavet og er forbundet med Nordamerika ved Panamatangen i Mellemamerika.
Historisk har de såkaldte ABC-stater (Argentina, Brasilien og Chile) forsøgt at samarbejde, blandt andet for at mindske USA's indflydelse på kontinentet.
Geografi.
Sydamerika har et blandet landskab med kæmpe floder, regnskov, ørken og høje bjerge. Den 6570 km lange Amazonflod løber igennem Amazonjunglen. Flodens bækken dækker et enormt område på 8 mio. km². Andesbjergene strækker sig hele vejen fra nord til syd af kontinentet. Bjergene er forholdsvis nye og er dannet ved at Nazca-pladen skubber sig ind under den sydamerikanske plade, som derved trykkes op. Højderne når helt op på 6959 meter ved Aconcagua i Argentina og ned på 105 meter under jordens overflade. Atacamaørkenen i Chile er det tørreste sted på kloden.
Historie.
De første mennesker kom formodentligt til sydamerika fra Rusland over Beringstrædet, ned gennem Amerika. De var indianere. Mest kendt er nok inkaerne.
Efter Columbus fandt Amerika i 1492, har europæerne strømmet til kontinentet i håb om rigdom, magt eller lykke. Alle lande i Sydamerika har været underlagt et europæisk land. Venezuela var det første land til at blive set af europæerne i 1499.
Langt størstedelen af landene har været koloniseret af Spanien, mens Portugal overtog Brasilien. Guyana og Surinam blev overtaget af Holland. Det har haft stor betydning for landene mange år fremover. De oprindelige indianske sprog er mange steder udryddet. I 1800-tallet opnåede de fleste af landene uafhængighed(på nær Surinam(1975) og Guyana(1975)). De næste mange år har generelt været problematiske med borgerkrig, diktaturer og udgang fra fattigdom. Der har desuden været meget få stridigheder om grænserne som følge af afkoloniseringen
Demografi.
Sydamerika har en befolkning på 370 mio. mennesker. Det er en broget mængde, da man har de oprindelige indianere blandet med europæerne, immigrerende asiatere samt efterkommere af afrikanske slaver. I den vestlige del i Andesbjergene er størstedelen af befolkningen indianere, mens europæere dominerer i Argentina, Chile, Brasilien og Uruguay. Det er lidt svært at sige noget nærmere da racerne bliver blandet efter mange år. Befolkningstætheden er for det meste lille, men på den sydlige del af Atlanterhavskysten er der kommet storbyområder som Rio De Janeiro, Sao Paulo, Santiago og Buenos Aires.
1 (tal).
Det danske ord "en" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
Andet.
1
2 (tal).
Det danske ord "to" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning. Angående den gamle bøjning af navneord i total (dualis): se under 3.
6 (tal).
Det danske ord "seks" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
8 (tal).
Det danske ord "otte" deler etymologi med de andre indoeuropæiske sprogs ord for det samme og lader ikke til at have nogen bagvedliggende betydning.
Andet.
8 er også et lykketal i kina, bl.a. er dage som 8, 18, og 28 helligedage for kinesere.
Haderslevhus.
Haderslevhus nævnes første gang i 1326, da Christoffer 2.s søn sad fanget indtil borgen 3 år senere blev afbrændt af jyderne.
__TOC__
Bygningshistorie.
Christian 1. underskrev 1448 sin håndfæstning på borgen, og Christian 3. blev i 1525 statholder(?) på "Haderslevhus", hvor også hans søn - den senere Frederik 2. - blev født i 1534.
Da hertug Hans den Ældre overtog borgen i 1540 omtales den som en ren røverrede, og han iværksatte bygningen af Hansborg - Danmarks første renæssanceslot.
Da Hertug Hans døde i 1580 arvede Frederik 2. slottet, og i 1597 blev Christian 4. viet på "Haderslevhus" til Anna Catharina af Brandenburg. Senere benyttede han slottet til elskovsmøder med Kirsten Munk.
I 1627 brændte store dele af Haderslev, og byen blev besat af Torquato Conti. I 1644 fulgte Torstensons besættelse, og slottet blev brændt af. Det blev ikke genopført, men stenene anvendtes i stedet af byens borgere til genopbygningen af byen.
Gaffel (bestik).
En gaffel er et redskab man kan bruge til at håndtere mad med. Fra tilberedning til indtagelse.
Den almindelige gaffel, som benyttes til at spise med, kaldes en spisegaffel og indgår normalt i et bestik sammen med en kniv og en ske.
Den ældste gaffel var den skæve gaffel, som man brugte til at tage kød op af en gryde med. Den er nævnt i Moseloven.
Men det var først ret sent, at man fik gafler til at spise med.
Gaffelsejl.
Gaffelsejl, et firkantet sejl, som holdes udspilet af en bom, gaffel, langs overkanten af sejlet.
Piet Hein.
Piet Hein (16. december 1905 – 17. april 1996) var en dansk digter, forfatter, opfinder, matematiker og verdensborger. Hein brugte pseudonymerne "Kumbel", "Kumbel Kumbell" og "Notorius Jubelco".
Piet Hein voksede op i en veluddannet familie, hvor kunstnere og videnskabsmænd (blandt andre Niels Bohr) færdedes, og hans mors kusine var mor til Karen Blixen.
Efter matematisk studentereksamen på Metropolitanskolen flyttede han til Stockholm for at gå på den kongelige svenske kunsthøjskole. Uden at have gjort studiet færdigt flyttede han tilbage og læste teoretisk fysik på Københavns Universitet, en uddannelse han heller ikke afsluttede.
Kumbels "Gruk" er verdensberømte. De fleste er skrevet på dansk, men mange er oversat til mere end tyve sprog. Det er korte underfundige digte, ofte med tegninger, der forener glæde med sorg, mørke med lys. Det blev til mellem 7- og 9.000 af dem. Ét at de første og mest kendte var om den "lille kat på vejen, der sgu var sin egen".
Hein er også kendt for sine geometriske figurer superellipsen (superellipsebordet), superellipsoiden og superægget.
Piet Hein havde en vis tilknytning til Skjern, hvorfra hans æg fra The Super Egg World Center solgtes til over 30 lande. "Ægproduktionen" var dengang et succesfuldt samarbejde mellem Piet Hein og Th. Skjøde Knudsen
Som matematiker var Hein optaget af kombinatorik, herunder spil. Han opfandt i 1942 spillet Hex, oprindeligt Polygon.
En af Piet Heins forfædre er den hollandske søofficer og folkehelt Piet Pieterszoon Hein.
Se også.
"Denne artikel omfatter det danske multitalent Piet Hein. For hans forfader, den hollandske søofficer og folkehelt, se Piet Pieterszoon Hein.
Piet
Bog (bøgens nødder).
Bøgens nødder, der kaldes bog, er små, trekantede nødder, som er ca. 15 mm lange og 7 mm brede. Nødderne sidder i en pigget skål, som modner 5-6 måneder efter bestøvningen, dvs. hen over efteråret. Blomstring og frøsætning er særligt rig i året efter en solrig og tør sommer, selv om det er sjældent, at træerne har kræfter til at bære to år i træk.
Bog er et vigtigt fødeemne for mange af skovens fugle og gnavere, men også for drøvtyggere og vildsvin. Tidligere var bog et vigtigt element i det at drive svin på olden. Olden er en samlebetegnelse for skovtræernes nødder (bog, agern og kastanjer), som er spiselige for tamdyr.
Bog er meget næringsrige (de indeholder ~ 20% protein og ~ 45% olie), men også let giftige for mennesker på grund af deres indhold af tannin, trimethylamin (eller fagin) og oxalsyre. Dette har man omgået under hungerperioder ved at formale nødderne og udtrække giften ved at udvande melet. Ved presning af 100 kg nødder kan man desuden udvinde 30 kg af en ugiftig madolie.
Bog.
En bog er typisk en samling af flere end 48 papirsider påtrykt én eller flere tekster og/eller billeder eller andet kognitivt stimulerende materiale. Siderne i bogen er beskyttet i et omslag (for- og bagside), og som helhed repræsenterer bogen en bestemt, traditionel måde at organisere indhold på. Mindre bøger, pjecer eller småtryk består af færre end 48 sider.
Bøger opdeles i forskellige formater afhængigt af det antal gange arkene er foldet. A4 (kvart) er foldet fire gange osv. Af praktiske årsager er en bog med en højde på under 25 cm er en "oktav", en højde på mellem 26 og 35 cm er en "kvart", og bøger derover er "folioer. Når bogens bredde er større end højden, tales der om oblong eller tværoktav, -kvart og -folio.
Inden for Biblioteks- og informationsvidenskab kaldes en bog for en monografi til forskel fra periodiske publikationer som tidsskrifter, aviser, ugeblade mv.
Før trykpressens opfindelse blev stort set alle bøger møjsommeligt kopieret ved håndkraft. Det gjorde en bog til en sjælden og meget værdifuld ting. I den tidlige middelalder var det kun kirken, universiteterne og rige adelsfolk, der havde midler til at eje bøger eller få dem fremstillet. De første bøger blev skrevet på sider af pergament eller kalveskind. Senere blev de skrevet eller trykt på papir.
En hel side kunne skæres ud i relief på en træplade, som kunne anvendes til at producere mange eksemplarer af denne ene side. At producere en hel bog på den måde var en meget omstændelig affære.
Reliefteknikken er brugt til at fremstille verdens ældste trykte bog. Den er fundet i Kina og dateret til 868 e. kr., dvs. 587 år før Gutenbergs bibel. Ligeledes i Kina blev der omkring 1045 eksperimenteret med et trykkesystem af lertyper fastgjort med voks i smalle træskinner, men der er ikke bevaret nogen eksemplarer af bøger trykt med denne teknik.
Gutenbergs bibel blev udgivet i 1455 i et oplag på ca. 200, og det var den første maskinelt masseproducerede bog i verden. Det revolutionerende ved Gutenbergs teknik var, at den byggede på genanvendelige, løse blytyper.
I Danmark var det den tyske bogtrykker Johan Snell, der indførte bogtrykkerkunsten, da han i 1482 startede sin forretning i Odense. Der gik 13 år, inden Gotfred af Ghemen trykte den første bog i Danmark og på dansk: "Den danske Rimkrønike".
Kirken havde ikke længere at have monopol på bogfremstilling.
Bogtrykkerkunstens hurtige udbredelse førte store omvæltninger med sig. Mediet skulle finde sin form. Sidenummerering, som forekommer os så naturligt, dukkede først op omkring 1470.
Bogen blev hvermandseje i forbindelse med folkebiblioteker, som skaffede alle adgang til information. Senere har bogklubber, billigbøger, It-hæfter mv. gjort det muligt for alle at eje en bog.
Bogbindere og forfattere solgte de første bøger. Senere overtog boghandlere; de havde i en periode monopol på salget i Danmark. Et Internationalt Standard Bognummer (ISBN) anvendes til entydig identifikation af bogen på tværs af landegrænser.
Udviklingen i informationsteknologien medfører eksperimenter med forskellige former for elektroniske bøger, og en E-bog (elektronisk bog) er fremstillet af Amazon.
Sort Natskygge.
Sort Natskygge ("Solanum nigrum") er en enårig, urteagtig plante med en opret og busket, åbent forgrenet vækst. Stænglerne er hårløse og lysegrønne. De bærer spredtstillede blade, som er ægformede med hel eller rundtandet rand. Oversiden er græsgrøn ligesom undersiden. Begge sider er ganske svagt hårede. Blomstringen sker i juli-oktober, hvor de hvide blomster sidder i fåblomstrede stande fra bladhjørnerne. De enkelte blomster er regelmæssige, 5-tallige og har fem tæt samlede, gule støvdragere. Frugterne er sorte bær med mange frø.
Rodnettet er svagt udviklet, men groft forgrenet. Alle dele af planten er giftige.
0,80 x 0,80 m (80 x 80 cm/år)
Artens oprindelige hjemsted er ukendt, for i dag er den udbredt og naturaliseret overalt i verden, hvor den optræder som ukrudt mellem enårige kulturplanter. I bykernen af Strasbourg findes den sammen med bl.a. Almindelig Fuglegræs, Almindelig Hyrdetaske, Almindelig Korsknap, Almindelig Løgkarse, Almindelig Svinemælk, Enårig Rapgræs, Glat Vejbred, Grå-Bynke, Gul Sennep, Hvidmelet Gåsefod, Lodden Dueurt, Skvalderkål og Stinkende Storkenæb.
Dawn Fraser.
Dawn Fraser (født 3. september 1937) er en australsk svømmer og Australiens hidtil største kvindelige atlet. I sin karriere satte hun 28 verdensrekorder og vandt 8 olympiske medaljer.
Nolo.
Nolo er en melding i kortspil som f.eks. l'hombre og whist, der betyder, at melderen enten påtager sig at undgå at få stik eller skal tage så få stik som muligt.
Vor Frue Kirke (København).
Vor Frue Kirke i København er domkirke i Københavns Stift. Det har den været siden stiftets oprettelse i 1922. Kirken er tilegnet Jomfru Maria, som især tidligere også blev kaldt Vor Frue. Der har været en kirke på stedet siden det 12. århundrede, men kirkebygningen er brændt og genopbygget flere gange. Tre gange har den været brændt helt ned til grunden og er efterfølgende erstattet af en ny bygning. Den nuværende kirke er bygget i begyndelsen af det 19. århundrede i klassicistisk stil.
Første kirkebygning.
Vor Frue Kirke er opført på Nørregade i hjertet af byen. Den tidligste hentydning til kirken findes i et dokument, udfærdiget af Absalon i 1185, der kvitterer for modtagelse af tiende til bygning og udsmykning af "den hellige Marias kirke". Men først i ca. 1200 var Vor Frue Kirke klar til indvielse. Det menes at være sket i marts på Mariæ bebudelsesdag, og denne dag i kirkeåret holdes stadig i hævd som kirkens fødselsdag. Denne kirke var opført på byens højeste punkt og bygget af kridtsten.
Den nye kirke fik status som kollegiatkirke til Roskilde Domkirke og blev udstyret med et stort præsteskab: dekan, kanniker og vikarer. Der blev også knyttet en domskole til kirken. De såkaldte domskoler blev efter reformationen overtaget af staten og omdøbt til latinskoler.
Anden kirkebygning.
I 1314 blev denne kirkebygning hærget så voldsomt af en brand, at der blev bygget en ny kirke. Denne gang blev den opført i teglsten, der var et mere moderne materiale.
Da København senere fik status som hovedstad af Erik af Pommern og voksede i størrelse, blev kirken gjort til kongens hovedkirke. Den havde været brugt af kongerne tidligere. I 1363 fandt et kongeligt bryllup mellem Valdermar Atterdags datter Margrete og den norske kong Håkon den 6. sted her. Men kongekroningerne, der begyndte i 1170, havde der hidtil været tradition for at foretage i forskellige kirker i riget, og Christoffer af Bayerns kroning i 1443 fandt f.eks. sted i Ribe Domkirke. Hans dronning, Dorothea af Brandenburg, blev efter vielsen i 1445 som den første nogensinde kronet i Vor Frue Kirke. Hun kom oven i købet til at opleve det igen fire år senere, da hun som enkedronning blev viet til kong Christian 1. i kirken i 1449 med efterfølgende kroning af dem begge.
Da Københavns Universitet blev oprettet i 1479, blev Vor Frue Kirkes dekan rektor for universitetet, kannikerne udgjorde universitetets lærerstab, og domskolen lagde som en start lokaler til til universitetet.
Tredje kirkebygning.
Under Københavns brand 20.oktober 1728 udbrændte kirken igen i en sådan grad, at den måtte erstattes af en ny bygning. Dens gotiske kirketårn knuste i sit fald ikke blot kirketaget og alt inventar, men også kisterne under kirkegulvet blev smadret. Men byggeriet gik hurtigt, og allerede i 1738 kunne man indvi den nye kirkebygning, med et kobberspir der var 120 meter højt (det nuværende tårn er kun 58,5 meter højt) og kunne ses halvvejs til Roskilde. Men denne kirke fik den korteste levetid af dem alle, da en brandraket ramte spiret under englændernes bombardement i 1807 og medførte kirkens totale nedbrænding.
Den nuværende kirke.
Thorvaldsens Kristus og de Tolv Apostle
Kirken blev endnu engang nyopført. Denne gang i i klassicistisk stil under ledelse af arkitekten C.F. Hansen. Det lykkedes at genanvende dele af det gamle murværk, herunder tårnet, og kirken blev indviet i 1829).
Vor Frue Kirke blev domkirke i Københavns Stift i 1922.
Udsmykning.
Thorvaldsens Kristus og de Tolv Apostle dominerer kirkens indre. Udvendigt skildrer indgangens tympanon Johannes Døberens prædiken. Centralt overfor kirkens indgang står en obelisk.
Kirkens musikliv.
Sangen i Vor Frue Kirke varetages dels af et professionelt voksenkor, Vor Frue Kantori, dels af Københavns Drengekor.
Mange kender kantoriet fra morgenandagterne, som transmitteres af radioens P2 Musik kl. 8.07 på alle hverdage. Herudover synger koret ved de fleste højmesser, samt alle øvrige gudstjenester og kirkelige handlinger. Der er 16 sangere ansat i Kantoriet, der ledes af kantor Lars Sømod, der også er organist ved Vor Frelser kirke i København. Sangerne har sideløbende med tjenesterne i Domkirken ansættelse i f.eks. Radiokoret, Operakoret, Ars Nova eller andre professionelle ensembler.
På de fleste søndage fra september til maj, er der drenge fra Københavns Drengekor (5. klasse), der under ledelse af domkantor Ebbe Munk synger til højmesserne sammen med herrerne fra Vor Frue Kantori.
Både Kantoriet og Drengekoret giver desuden koncerter og medvirker ved musikgudstjenester og vespere.
Lørdag er der også typisk orgelmatinéer.
Orgelspillet i kirken varetages af domorganist Flemming Dreisig og 2. organist Hanne Kuhlmann.
Domkirke.
Domkirke eller katedral er hovedkirken i et stift, hvortil der i middelalderen var knyttet et domkapitel. Den er hovedkirke for en biskop eller ærkebiskop som er stiftets øverste kirkelige autoritet. Navnet stammer fra
det latinske "domus," Herrens Hus.
Stift.
Stift er et kirkeligt, geografisk område bestående af provstier, der er inddelt i sogne.
Den øverste kirkelige myndighed i et stift er biskoppen. Et stift er med andre ord den lokale biskops embedsområde. Hvis stiftets biskop er ærkebiskop, kaldes stiftet også et ærkestift.
Hovedkirken i et stift kaldes en domkirke eller en katedral. I Danmark er provsten ved domkirken domprovst (tidligere stiftsprovst) og er biskoppens stedfortræder.
Danmark er inddelt i 11 stifter, heraf et på Grønland.
Historisk.
Bispedømme er den ældre dansk-norsk betegnelse for et stift, hvor biskoppen er den kirkelige leder. I Norge bruges betegnelsen bispedømme stadig.
Bispedømmerene i Danmark blev oprettet under Svend Estridsen der ønskede at frigøre den danske kirke fra bispedømmet Hamborg-Bremen. Ifølge Adam af Bremen blev de første danske bispedømmer dannet ved et møde mellem Svend Estridsen og ærkebiskop Adalbert af Bremen i 1053. Her blev Danmark inddelt i 8 bispedømmer: Slesvig, Ribe, Århus, Viborg og Vendsyssel-Thy vest for Lillebælt samt Odense, Roskilde og Lund, øst for Lillebælt. I starten blev bisperne udnævnt fra Hamburg-Bremen, og de flest biskopper kom derfra; Det var Adalbarts plan at gøre Nordtyskland og Norden til et samlet patriarkat. Dette stødte dog på modstand fra Pave Gregor 7. der hellere ville støtte Svend Estridsens plan om at oprette en nordisk kirkeprovins. Dette blev dog først realiseret i 1104, efter kongens død, med oprettelsen af kirkeprovinsen i Lund.
Bispedømmerne var før reformationen blandt landets største ejendomsbesiddere.
Adils.
Adils var i den nordiske sagnhistorie en svensk konge.
Er nævnt i sagnhistorien om Rolf Krakes eventyrlige rejse til svenskekongen i Uppsala.
Adils [ra.-l (ældre Adisl), sv. Sagnkonge, Søn
af Ottar; har vistnok levet c. 500-550. Fordreven
af sin Farbroder Onela eller Aale, vandt han
Riget ved Geaternes Hjælp; herom for-
var det i et slag paa Vaner-Isen, han fældede
Kong Åle den Uplandske med Hjælp af Rolf
Krakes tolv Bersærker. Adils er i Sagnet gift
med Rolfs Moder, Yrsa; om Rolfs Færd til
Upsal, se Rolf Krake. Danske Sagn kender
Disse sidste Sagn er vel senere knyttede til den engang sagnkendte Kong Adils.
Kap Verde.
Kap Verde (port. "Cabo Verde") er en øgruppe i Atlanten, beliggende ca. 500 km ud for Afrikas vestkyst og er en selvstændig republik. Navnet betyder "Det Grønne Forbjerg".
De dengang ubeboede øer blev opdaget af portugiserne under de store opdagelsesrejser i midten af det 15. århundrede og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændig i 1975 efter nellikerevolutionen i Portugal den 25. april 1974. Kap Verdes største by er hovedstaden Praia, der ligger på øen São Tiago, som samtidig er Kap Verdes mest folkerige ø.
Opdagelsen af øerne.
Den portugisiske prins Henrik Søfareren engagerede den venetianske kaptajn og opdagelsesrejsende Alvise Cadamosto til at udforske atlanterhavskysten af Afrika. På Cadamostos anden færd i 1456 opdagede han flere af Kap Verdes øer.
Da Cadamosto og hans mænd ankom til Kap Verde, var øerne ubeboede, og på vegne af den portugisiske krone gjorde han krav på øgruppen. I det påfølgende årti udforskede kaptajnerne Diogo Dias og António Noli resten af øgruppen på vegne af Henrik Søfareren.
Portugisisk kolonisering og den første europæiske bosætning i troperne.
Når man ser øerne i dag, er det vanskeligt at forstå, at de var så grønne (portugisisk: "verde") og frodige, at portugiserne seks år senere (i 1462) skulle komme tilbage til øen São Tiago (Santiago) for ar grundlægge byen Ribeira Grande (nu Cidade Velha). Ribeira Grande var den første permanente europæiske bosætning i troperne.
Slavehandel.
På grund af sin beliggenhed ud for Afrikas vestkyst, som var strategisk i forhold til handelsruten mellem Afrika, Europa og den nye verden, blev Kap Verde en vigtig havn og knudepunkt for slavehandelen.
Øgruppens økonomiske vækst som følge af slavehandelen tiltrak sig pirater, herunder Sir Francis Drake fra England. Drake plyndrede Riberia Grande (nu Cidade Velha) i 1582 og 1585. Efter et fransk angreb i 1712 mistede Riberia Grande sin betydning i forhold til Praia, som blev hovedstad i 1770.
Nedgangstider.
I 1747 blev øerne ramt af den første af mange tørkeperioder, som siden dengang har ramt øerne med omtrent fem års mellemrum. Forholdene blev forværret på grund af afskovning og overgræsning. Tre større tørkeperioder i det 18. og det 19. århundrede førte til, at over 100.000 personer sultede ihjel. De portugisiske koloniherrer sendte kun meget lidt hjælp til øboerne under tørkeperioderne.
Fra midten af det 19. århundrede afskaffede flere lande slavehandelen, noget som påvirkede Kap Verdes økonomi i negativ retning. Velstanden, som havde været stigende under slavehandelstiden, forværredes gradvis. Tørkeperioderne og økonomiske nedgangstider gjorde, at mange kapverdere emigrerede til New England i slutningen af det 19. århundrede.
2. verdenskrig.
Perioden under 2. verdenskrig blev ekstra tung for øerne, da de blev ramt af tørkeperioder med efterfølgende hungersnød, vulkanudbrud og en stærk tilbagegang i skibstrafikken. Dette førte til at økonomien kollapsede, og som tidligere var hjælpen fra kolonimagten begrænset, og mange tusinder døde af sult.
Uafhængighed fra Portugal.
I perioden 1910-25 havde Portugal 40 forskellige regeringer samt 18 revolutioner og kupforsøg, og i 1926 skete det sidste af en lang række militærkup i Portugal. Landet blev et højreorienteret diktatur, som betragtede kolonierne som et middel til at øge landets velstand, og at disse måtte udvikles i Portugals og portugisernes interesse. Flere tilfælde af hungersnød, høj arbejdsløshed og fattigdom samt de portugisiske koloniherrers manglende evne til at løse problemerne medførte øget modstand mod kolonimagten i befolkningen.
Men Portugals diktator António de Oliveira Salazar ville ikke give slip på kolonierne så let som briterne og franskmændene havde gjort. Efter 2. verdenskrig holdt Portugal fast på sine kolonier, der fra 1951 blev omtalt som oversøiske territorier. De fleste afrikanske kolonier opnåede uafhængighed i perioden 1957-64, men ikke de portugisiske.
Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed (Partido Africano da Independência da Guiné e Cabo Verde - PAIGC) blev stiftet i 1956 af Amílcar Cabral. Efter tre års forberedelser var det klar med sin første aktion, som markerede starten på en femten år lang befrielseskrig for Kap Verde og Portugisisk Guinea. Det skete 3. april 1959 i forbindelse med strejken i Pijuguitihavnen i Port of Bissau i Portugisisk Guinea. Kolonipolitiet (P.I.D.E) slog ned på strejken og åbnede ild mod de strejkende havnearbejdere, og 50 personer omkom. Foruden lokale kræfter deltog også 10.000 sovjetiske og 35.000 portugisiske soldater i den efterfølgende frihedskrig, der skulle vise sig at blive den længstvarende af de afrikanske befrielsekrige.
I april 1974 blev fascistregimet i Portugal afsat i et militærkup kaldet nellikerevolutionen. Det nye regime overførte magten i Kap Verde til en overgangsregering, og i 1975 fik republikken Kap Verde fuld uafhængighed med Aristides Pereira fra PAICV som præsident. Pereira lovede at lede en demokratisk og socialistisk nation, da han blev valgt til præsident, men han forværrede i stedet landets økonomiske situation og forfulgte dissidenter af regimet. Kap Verde blev nu til en etpartistat, og landet indgik alliancer med lande som Folkerepublikken Kina og Libyen. Etpartistyret varede til 1990.
Forsøg på union med Guinea-Bissau.
Efter uafhængigheden prøvede PAIGC at forene Kap Verde og Guinea-Bissau til en nation. PAIGC kontrollerede regeringen i begge lande, men et kup i Guinea-Bissau i 1980 satte en stopper for planerne. I Kap Verde styrede PAICV (associeret med PAIGC) helt frem, til der i 1991 blev afholdt valg, som resulterede i et regeringsskift. PAICV blev genvalgt i 2001.
Demokratisering.
På baggrund af øget pres for større politisk frihed indkaldte PAICV parlamentet til et hastemøde i februar 1990 for at diskutere ændringer i konstitutionen med henblik på at afvikle etpartistyret. Oppositionsgrupperne samlede sig i hovedstaden Praia for at danne Bevægelsen for demokrati (Movimento para a Democracia - MpD) i april 1990, hvor målet var at kunne stille op til præsidentvalget i december 1990.
Etpartistyret blev afskaffet 28. september 1990, og det første flerpartivalg til parlamentet blev afholdt i januar 1991. MpD fik flertal i parlamentet, og MpD's præsidentkandidat Antonio Mascarenhas Monteiro slog PAICV's kandidat med 73,5 % af stemmerne. Monteiro afløste landets første præsident, Aristides Pereira, som havde haft magten siden 1975.
Ved det næste valg i december 1995 øgedes tilslutningen til MpD yderligere, hvor partiet fik 50 af de 72 sæder i nationalforsamlingen, og efterfølgende blev MpD's præsidentkandidat genvalgt ved præsidentvalget i februar 1996.
Ved præsidentvalget i 2001 kæmpede to tidligere statsministre om hvervet, Pedro Pires og Carlos Veiga. Pires var statsminister under PAICV's regime, mens Veiga var statsminister i størstedelen af Monteiros præsidentperiode. Præsidentvalget blev en politisk gyser, hvor Pires vandt med blot 17 stemmer.
Styreform.
Kap Verde er et parlamentarisk demokrati med et flerpartisystem, hvor statsministeren er regeringschefen. Statsministeren bliver valgt af nationalforsamlingens 72 medlemmer ("Asembleia Nacional") og indsat af præsidenten. Statsministeren udpeger regeringens ministre. Regeringen og nationalforsamlingen har til sammen den lovgivende magt, mens den dømmende magt, domstolene, er uafhængige heraf.
Kap Verdes forfatning blev vedtaget i 1980 og revideret i 1992. Der bliver afholdt valg af præsident, der sidder i en femårsperiode. Medlemmerne af nationalforsamlingen vælges ved almindeligt valg, og de nominerer statsministeren, der formelt udpeges af præsidenten. De udnævner endvidere dommerne i højesteret sammen med statsministeren og præsidenten.
Efter uafhængigheden i 1975 etablerede Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed (PAIGC) et etpartisystem. Partiet skiftede navn til Det afrikanske parti for Kap Verdes uafhængighed (PAICV) i 1980, da Kap Verde ville løsrive sig fra Guinea-Bissau på grund af uroligheder i Guinea-Bissau.
I 1991 gav PAICV efter for presset om at indføre flerpartivalg, og det første blev vundet af Bevægelsen for demokrati (MpD). MpD fik flertallet i nationalforsamlingen og gik sejrende ud af præsidentvalget. I 2001 vandt PAICV præsidentvalget og fik flertallet i nationalforsamlingen.
Kap Verde er et stabilt demokrati, og valgene bliver anset som frie og retfærdige. Landet har en fri presse og et velfungerende retsvæsen.
Nationalforsamlingen.
Kap Verdes første nationalforsamlingsvalg fandt sted i juni 1975. Fra starten kunne kun medlemmer af PAIGC stille op. Fra valget i 1985, hvor antallet af sæder blev udvidet til 83 kunne uafhængige kandidater stille op, dog kun hvis de var godkendt af PAICV.
I 1990 blev Kap Verde et af de første lande i Afrika, som afskaffede etpartistyret og indførte demokrati. Antallet af sæder var da på 79, hvilket blev reduceret til 72 i 1995.
Herunder ses fordelingen på partier af pladser i parlamentet ved valgene fra 1995 og frem.
Kommuner.
Kort over Kap Verde med angivelse af kommunenavne
Porto Grande - havnen i Mindelo, São Vicenteøen
Øer.
Detaljeret kort over Kap Verde
Øgruppen Kap Verde består af 10 hovedøer og 8 mindre øer, som er inddelt i to øgrupper: Barlaventos (nordlige øgruppe) og Sotaventos (sydlige øgruppe).
Alle øerne er vulkanske, og en aktiv vulkan findes på den ene ø, Fogo ("Pico de Fogo" - Fogobjerget). Seneste udbrud var i 1995.
Byer.
Størstedelen af Kap Verdes befolkning bor i hovedstaden Praia eller på øen Santiago. I alt 55 % af befolkningen (265.066 pr. 2005) bor på denne ø.
Økonomi.
Fiskere ved havnen i Tarrafal på øen São Nicolau
Kap Verde er en lille nation, som mangler resurser og har oplevet store kriser og mangel på vand (landet har ingen ferskvandskilder). Landbrug er vanskelig på grund af mangel på regn og begrænset til kun fire af øerne i det meste af året. Størstedelen af landets BNP stammer fra serviceindustrien. Kap Verdes økonomi har været stærkt stigende siden slutningen af 1990'erne, og landet har nu en gennemsnitlig levestandard. Kap Verde har tætte bånd til Portugal på det økonomiske plan og har knyttet sin valuta op mod den portugisiske escudo, siden 1999 til euro.
Den tidligere portugisiske statsminister José Manuel Durão Barroso, der i 2004 blev præsident for Europa-Kommissionen, har lovet at hjælpe Kap Verde til at blive bedre integreret med EU via et udvidet samarbejde med Portugal. I marts 2005 opfordrede den tidligere portugisiske præsident Mário Soares EU om at indlede medlemskabssamtaler med Kap Verde, hvilket dog ikke er blevet taget til følge.
Handelspartnere.
Kilde 2006: "WTO Trade Profiles" (stat.wto.org)
Befolkning.
De fleste indbyggere på Kap Verde er mulatter, der er efterkommere af hvide portugisiske nybyggere og sorte afrikanske slaver. Europæiske forfædre inkluderer også spanske og italienske sømænd, som fik tildelt land på øerne af Portugal, samt portugisiske jøder, som flygtede fra inkvisition. I tillæg har Kap Verde hollændere, englændere, franskmænd, arabere, amerikanere, brasilianere, kinesere fra Macau og jøder fra Libanon og Marokko. Alle disse indgår i det, som omtales som "mestiçobefolkningen", det vil sige personer med både europæisk og ikke-europæisk herkomst.
De fleste portugisere flyttede fra Kap Verde i forbindelse med landets selvstændighed i 1975.
Der bor flere kapverdere uden for landet end i Kap Verde selv. Der er store kapverdiske samfund i USA (500.000), Portugal (80.000) og Angola (45.000). Der er også et større antal kapverdere i São Tomé og Príncipe, Senegal, Brasilien, Guinea-Bissau, Frankrig, Spanien og i Nederland.
Befolkningsgrupper og religion.
De fleste indbyggere (93,2 %) tilhører Den katolske kirke, men troen er påvirket af lokale traditioner. 6,8 % af indbyggerne er protestanter.
De første katolske præster kom til øerne i 1462. Fransiskanerne kom i 1466, og i 1532 blev der oprettet et bispedømme, "Santiago de Cabo Verde", som også omfattede Afrikakysten mellem Gambiafloden og Kap Palmas. Jesuitterne virkede der mellem 1604 og 1642, og i 1656 kom de første kapucinere. I dag (2006) er de fleste af præsterne enten kapverdere eller goanesere. Et nyt bispedømme, "Mindelo", blev oprettet i 2003 og omfatter den nordlige ørække ("Barlavento").
Protestanterne udgør en lille minoritet. De fleste er "nazarenere", som indledte sit missionsarbejde der i 1903. Adventisterne etablerede en kirke på øerne i 1935.
Sprog.
Kap Verdes officielle sprog er portugisisk og det sprog, som bliver brugt i skoleundervisningen, administration og medier. I det daglige er kreolsk, der indeholder en blanding af portugisiske og vestafrikanske ord, udbredt. Der findes mange varianter af kreolsk på Kap Verde, og forskellen mellem varianterne kan være betydelig mellem hver enkel ø. Hovedskellet er mellem de sydlige (Sotavento) og nordlige (Barlavento) dialekter.
Næsten hele ordforrådet stammer fra portugisisk, men grammatikken har mange fællestræk med andre kreolsprog. Verber bøjes ikke i person, og der er få uregelmessige verber. Dialekten på São Vicente er nærmest portugisisk, og bádiu fra det indre af Santiago er mere som Guinea-Bissau-kreolsk. Kapverdiansk har mange lighedstræk med papiamento på de Nederlandske Antiller.
Det er efter selvstændigheden kommet en del litteratur på de forskellige kreolske dialekter, specielt på bádiu, som bliver talt på hovedstadsøen Santiago og São Vicente. Kreolsprogets prestige er steget, og en organisation (ALUPEC) arbejder på at gøre Santiagos version af kreolsk til landets officielle sprog. Forskellen mellem de kreolske dialekter på de forskellige øer har imidlertid været en stor hindring for en ændring. Tradition og det forhold, at eliten behersker portugisisk, er andre hindringer.
Kultur.
Kap Verdes kultur reflekterer landets portugisiske og afrikanske rødder. Kendte musikformer er morna, koladera, funana (Santiago), batuku (Santiago), finason (Santiago), mazurka, valza (vals), kontradanza og lundum (Boa Vista). Koladera har fået moderniserede former, som kola-zouk, zouk love og pasada. Morna er en kapverdisk musikform i samme genre som portugisisk fado, brasiliansk modinha og argentinsk tango. Teksterne er som regel på kreolsk, og instrumenterne, som bliver brugt, er klarinet, cavaquinho, harmonika, ferrinho (en metalstang man skraber på med en ske eller kniv, for at holde rytmen i funana), violin, piano, cimboa (en enstrenget violin), skarptrommer (brugt i tabanka-optog), konkylier (brugt i tabanka-optog) og guitar. Kizomba er blevet populært på øerne de seneste år, men er oprindeligt en angolansk musikstil.
Hver af Kap Verdes ni øer har sin favorit blandt de forskellige stilarter. Mest afrikansk indflydelse finder man på Sotavento, øgruppen i syd, hvor funana, batuku, finason og koladera dominerer. I Barlavento, øgruppen i nord, dominerer den europæiske påvirkning. Her findes blandt andet morna, vals, mazurka og kontradanza. Lundum er i dag så godt som forsvundet, men kan fortsat opleves ved private fester.
Den kendte jazzmusiker Horace Silver er halvt kapverdisk. Hans hit "Cape Verdean Blues" fra 1965 er den eneste med klar reference til barndomshjemmet, hvor faren og hans venner jammede med udgangspunkt i traditionelle sange. Ellers finder man kapverdere i både Duke Ellingtons orkester og Machitos latinske orkester.
Turisme.
I de senere år er der opstået en del turisme på øen Sal, hvor den internationale lufthavn også ligger. Øen er flad og gold, men har lange sandstrande langs sydkysten. Passatvinden og de meget stejle vulkanske øer gør stedet ideelt til surfing og vindsurfing, der også er en væsentlig del af kernen i turismen på Sal. Den lokale befolkning på Sal er meget begrænset. På de øvrige øer er turismen meget begrænset. Her kan sproget udgøre en barriere, da kun få taler engelsk.
Samfærdsel.
Mindelo, Praia og Tarrafal er Kap Verdes tre havnebyer.
Kap Verde har 1.100 km vej, hvor 858 km er asfalteret. Der findes ingen jernbaner.
Kap Verdes lokale flyselskab Cabo Verde Airlines (TACV) betjener alle landets syv lufthavne samt opererer med ruter til udlandet. Kap Verdes vigtigste internationale lufthavn er Amilcar Cabral internationale lufthavn på øen Sal.
Turisme.
*
Carolinerne.
Carolinerne er en større øgruppe i Stillehavet nord for Ny Guinea. Den østlige del af øerne hører til Mikronesien, mens den vestlige del hører til Palau.
Carolinerne blev en spansk koloni 1686, men solgtes 1898 til Tyskland. 1914 erobredes øgruppen af Japan og da Tyskland fratoges sine kolonier ved Versailles-freden 1919, blev øgruppen et japansk mandatområde. USA tog øgruppen under 2. verdenskrig, og delte området i Mikronesien og Palau. Mikronesien fik selvstændighed i 1986, mens Palau måtte vente til 1994.
Scotland Yard.
Scotland Yard (NSY), kendt som "Met", er hovedkvarteret for det engelske Metropolitan Police, den politistyrke som er ansvarlig for opretholdelse af lov og orden i Stor London, eksklusivt området City of London, som bliver betjent af Londons politi.
Udtrykket Scotland Yard eller New Scotland Yard, i daglig tale "the Yard", bruges ofte som et metonym for Metropolitan Police.
Den nuværende, (2010), Scotland Yard bygning, som er beliggende i byområdet Westminster, er opkaldt efter den bygning man tidligere opererede fra.
Administrative opgaver udføres fra Empress State Building, som er beliggende i Hammersmith og Fulham medens kommunikationsopgaver administreres fra Central Communications Command, som er hjemhørende i Hendon, Bow og Lambeth.
Litra.
Litra er betegnelsen for et bogstav, der anvendes til nummerering i stedet for et tal.
Litra bruges også som bogstavbetegnelse af et lokomotiv eller en togvogn. Dette er beskrevet i artiklen Litra (tog).
Łódź.
Łódź er, befolkningsmæssigt, Polens tredjestørste by og hovedstaden i Województwo łódzkie i midten af landet. Byen er hovedcenteret for tekstil- og filmindustrien samt elektronik- og underholdningsbranchen i Polen. Med sine universiteter, teatre, museer og den verdensberømte filmhøjskole er Łódź også et vigtigt akademisk og kulturelt center.
Byen præges af en stor udviklingsdynamik og er for tiden inde i en stærk investeringsbølge. Den har status som powiat, og udgør sammen med omkringliggende områder Storbyområdet Łódź med omkring 1.150.000 indbyggere.
Łódź fik byrettigheder af kong Vladislav II Jagello i 1423. Storhedstiden kom imidlertid først i begyndelsen af 1800-tallet. Den lille landbrugsby, som i 1820 talte knapt tusind indbyggere, blev da omdannet til et af Europas største centre for tekstilindustri med over en halv million indbyggere lige før udbruddet af 1. verdenskrig. De to verdenskrige standsede imidlertid den eventyrlige udvikling. Efter anden verdenskrig blev Łódź Polens uformelle hovedstad frem til genopbyggelsen af Warszawa.
Landbrugsbosætningen.
Łódź nævnes første gang i 1332 som landsbyen "Łodzia" i et dokument hvor hertug Władysław Ziemiowic af Łęczyca og Dobrzyń bekræfter landsbyens tilhørighed til kapittelet i Włocławek. Det første forsøg på at give landsbyen byrettigheder fandt sted i 1414 på initiativ fra Włocławek-biskopen, uden resultat. Det var først et dokument, underskrevet af kong Vladislav II Jagello, i 1423 som gav landsbyen byrettigheder efter magdeburgsk lov. Indbyggerne blev samtidig fritaget fra al jurisdiktion fra voivoder, slotsforvaltere og andre statsmyndigheder. De havde retten til, at oprette lokale myndigheder og til, at organisere to markeder om året. Frem til slutningen af 1600-tallet udviklede Łódź sig imidlertid langsomt, og var ikke mere end en mindre landbrugsby.
Under den svenske invasion af Polen (1655-1660) blev byen affolket. Den forblev frem til slutningen af det 18. århundrede en mindre bosætning på handelsvejen mellem Masovia og Schlesien, underlagt biskoperne i Włocławek-bispedømmet. I 1777 havde byen 265 indbyggere og bestod af 66 bygninger.
Med Polens anden deling i 1793 – da landet ikke længere eksisterede som selvstændig stat – kom byen under preussisk administration under sit tyske navn "Lodsch". Den havde på det tidspunkt ca. 191 indbyggere, og de preussiske embedsmænd overvejede endda, at fratage Łódź byrettighederne. Med Polens tredje deling i 1798 overtog de preussiske myndigheder kirkegodset og nationaliserede byen. Med tiden voksede Łódź’ rolle, og efter Napoleons sejr mod Preussen blev byen indlemmet i hertugdømmet Warszawa i 1806. Det var imidlertid ikke før efter byen tilfaldt det russiskkontrollerede Kongress-Polen i 1815, at udviklingen virkelig tog fart.
Industrialiseringen.
Af helt afgørende betydning, for Łódź’ senere opblomstring, var den polske regerings plan om opprettelse af fabrikbyer, som skulle udgøre grundlaget for en national industri. Efter initiativ fra Stanisław Staszic og senere Rajmund Rembieliński, som begge så det økonomiske potensiale i Łódź-området, opstod en sådan tekstilindustribosætning i Łódź. Den blev anlagt syd for byens datidige centrum ("Stare Miasto") i årene 1821-1823 som "Nowe Miasto" («Den nye by»). Oprettelsen af det nye beboelsesområde førte ikke bare til en radikal demografisk vækst, men også til flytningen af byens centrum: Det trapezformede gamle bytorv ("Stary Rynek"), som var midtpunktet i jordbrugsbyen Łódź, blev forladt til fordel for den nyanlagte, ottekantede Frihedsplads i Nowe Miasto. I årene 1824-1828 blev den nye industribosætning "Łódka" grundlagt, denne gang langs Nowe Miastos hovedakse Piotrkowska-gaden.
En konstant tilstrømning af arbejdere, forretningsmænd og håndværkere fra hele kontinentet gjorde Łódź til det største center for tekstilindustri i Kongress-Polen og det russiske rige. Nybyggerne kom hovedsageligt fra de sydlige dele af Tyskland og Böhmen, men også fra lande som Portugal, England, Frankrig og Irland. Det var dog først og fremmest polakker, jøder og tyskere, som bidrog til byens udvikling. Tilflyttere blev garanteret hjælp fra myndighederne, især med tanke på byggegrunde, lån og fabrikbyggeri.
Den første bomuldsfabrik åbnede i 1825, og 14 år senere åbnede både Polen og Ruslands første dampdrevne fabrik i byen ("Den hvide fabrik"). Łódź stod for produktionen af uld-, lind- og bomuldstekstiler, som hovedsageligt blev eksporteret til Rusland, Kina og Persien. Byen bød på store muligheder og blev hurtigt kendt som "Det forjættede land". Med tiden udviklede den sig til at blive et af verdens ledende centre for tekstilproduktion.
Mod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet oplevede Łódź en rekordhøj demografisk vækst. I løbet af et årti blev den lille landsby (med 4 000 indbyggere i 1830 og 40 000 i 1865) en industri metropol med 300 000 indbyggere i 1900 og 500 000 indbyggere i 1914.
Byen gik ind i en stagnationsperiode efter den antirussiske Novemberopstand, som resulterede i toldbarrierer og reducerede handelsmuligheder fra Ruslands side. I 1850 blev den pålagte told mellem Rusland og Kongress-Polen afskaffet. Łódź kunne nu sælge sine varer på det russiske markede og dette bidrog på ny til byens økonomiske udvikling. I 1865 fik byen desuden jernbaneforbindelser til Wien og Warszawa, og nogen år senere også til Białystok. Dette blev en vigtig forudsætning for, at byens indbyggertal blev fordoblet hvert tiende år i perioden 1823-1873.
I anden halvdel af 1800-tallet voksede de store fabrikanters industriimperier – især Ludwik Geyer, Izrael Poznański, Karol Scheibler og Ludwik Grohman – som alle satte betydelige spor efter sig i bybilledet. De var ejere af smukke villaer, paladser og enorme fabrikområder. De sidstnævnte fungerede nærmest som selvstændige byer – ved siden af fabriksbygningerne fandtes egne skoler, butikker, brandvæsen, sygehus og boligområder for arbejderne. Rundt om de gigantiske tekstilfabrikker opstod banker samt kultur- og videnskabsinstitutioner. Årene 1870-1890 markerede den mest intense industrielle udvikling i byens historie, men samtidig voksede forskellen også mellem fabrikanternes formuer og arbejdernes fattigdom. Łódź blev snart et af hovedcentrene for den socialistiske bevægelse i Kongress-Polen. I 1892 blev de fleste fabrikker i byen lammet af en stor strejke med over 70.000 deltagende arbejdere. Arbejderklassen deltog også i den antirussiske 1905-revolutionen, hvor over 300 arbejdere blev dræbt i kampe med tsarpolitiet.
Mod slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede var Łódź det største industricenter i Kongress-Polen, og oplevede kraftig demografisk- og størrelsesmæssig vækst. Nye bydele blev grundlagt, og flere af de omkringliggende landsbyer blev indlemmet i Łódź.
Første verdenskrig og mellemkrigstiden.
Frem til 1. verdenskrig voksede byens befolkning konstant. I 1914 var Łódź en af de mest tætbefolkede industribyer i verden (13.280 indbyggere pr. kvadratkilometer). Et af krigens største slag på Østfronten blev udkæmpet nær byen i 1914, og under første verdenskrig blev byen besat af Tyskland. Krigen standsede den industrielle og demografiske udvikling i Łódź, og de fleste fabrikker blev ødelagt af tyskerne.
Efter krigen – da Polen i 1918 havde genvundet sin selvstændighed – befriede indbyggerne byen ved selv at afvæbne og deportere de tyske soldater. Under og efter første verdenskrig mistede Łódź 40 % af sin befolkning, først og fremmest på grund af værnepligt, sygdom og det faktum, at en stor del af den tyske befolkning flyttede til Tyskland efter krigens slutning i 1918.
Efter krigen blev der gjort forsøg på, at genoprette byens tidligere økonomiske position, men den store industrielle vækstperiode var alligevel slut. Der blev samtidig lagt arbejde i udviklingen af kultur og videnskab i Łódź.
I 1922 blev byen hovedstad i Łódź-voivodskabet. Den store depression i 1930'erne og handelsembargoen mellem Tyskland og Polen lukkede markedet for polske tekstiler i vest, mens Den russiske revolution (1917) og borgerkrigen i Rusland (1918-1922) satte en stopper for handelen i øst. Byen blev, som følge heraf, skueplads for store protestmøder og arbejderoprør.
I 1925 åbnede flyvepladsen Lublinek nær Łódź.
I mellemkrigsårene var Łódź mødeplads for forskellige nationer og kulturer – i 1931 bestod byens befolkning af 52 % polakker, 33 % jøder og 14 % tyskere.
2. verdenskrig.
Under Tysklands invasion af Polen blev Łódź forsvaret mod de første tyske angreb af general Juliusz Rómmel. Byen blev imidlertid erobret af tyske tropper den 8. september 1939. Under besættelsen blev byens indbyggere udsat for masseudryddelser, fordrivelse eller deportering til koncentrationslejre, og de tyske nazister oprettede mange fængsler og lejre i byen. Under krigen var Łódź et af de største centre for polsk modstandskamp i Det tredje rige.
Łódź skulle ifølge de tyske planer egentlig blive en polsk enklave, men den nazistiske ledelse indlemmede alligevel Łódź i det tyske rige. Denne indlemmelse ble foretaget efter ønske fra Arthur Greiser – den lokale guvernør for Reichsgau Wartheland – og flere af de etniske tyskere som boede i byen. Byens navn blev samtidig ændret til "Litzmannstadt" efter den tyske general Karl Litzmann, som havde erobret byen under første verdenskrig. Imidlertid nægtede mange tyskere fra Łódź, at blive "Volksdeutsche", og blev i stedet deportert til Generalguvernementet.
I begyndelsen af besættelsen blev alle polske religiøse og patriotiske symboler fjernet fra byen, og samtlige polske gade- og stednavne ændret. Blandt andet blev Tadeusz Kościuszko-monumentet revet ned på Polens nationaldag den 11. oktober 1939, og Piotrkowska-gaden fik navnet "Adolf Hitler Straße".
a>, brændt ned af tyske nazister i 1939.
Næsten alle synagoger i byen blev brændt ned, og nazisterne oprettede hurtigt en ghetto i byen og befolkede den med 200.000 jøder som boede i Łódź-området (Ghetto Litzmannstadt). Kun 900 personer overlevede likvideringen af ghettoen i august 1944.
I nærheden af Łódź blev der også bygget flere arbejds- og koncentrationslejre for områdets ikke-jødiske befolkning, blandt dem var det berygtede Radogoszcz-fængsel og flere mindre lejre for romanifolket og polske børn.
Ved slutningen af anden verdenskrig havde Łódź mistet 420.000 (67 %) af sin førkrigsbefolkning – 300.000 jøder og 120.000 polakker. I januar 1945 flygtede byens tyske befolkning af frygt for den røde armé.
Łódź led også store tab som følge af, at byens fabrikmaskiner blev plyndret og sendt til Tyskland. Til trods for relativt små tab på grund af bombing og krigsføring, var størsteparten af infrastrukturen i Łódź alligevel væk.
Den røde armé marcherede ind i byen 18. januar 1945, og med tiden blev Łódź del af Folkerepublikken Polen. Efter at have frigjort området fra Nazi-Tyskland, gik den røde armés soldater hårdt frem mod lokalbefolkningen, som blev udsat for mord, voldtægt og plyndring. Samtidig blev flere polske modstandskæmpere stillet foran sovjetisk ret og henrettet på grund af sin loyalitet til den polske eksilregering.
Efter anden verdenskrig.
Efter anden verdenskrig forandrede byens demografiske struktur sig radikalt. For første gang i sin flerkulturelle historie fik Łódź en tilnærmet etnisk ensartet befolkningssammensætning bestående næsten kun af polakker. I 1945 havde Łódź færre end 300.000 indbyggere, men dette tal begyndte snart at vokse med flygtninger fra den ødelagte hovedstad Warszawa og de polske landområder i øst styret af Sovjetunionen. Også den polske regering flyttede til Łódź, som frem til 1948 fungerede som Polens uformelle hovedstad. Der fandtes planer om, at flytte hovedstaden til Łódź permanent, men denne idé vandt ikke stor støtte, eftersom genopbyggelsen af Warszawa startede i 1948.
Efter kommunisterne fik magten i Polen tabte mange industrifamilier sine ejendomme, da alle private virksomheder blev nationaliseret.
Takket være samarbejdet med andre lande i østblokken kunne Łódź eksportere varer til Østeuropa. Byen blev igen et vigtigt center for tekstilindustrien, som imidlertid ikke overlevede den økonomiske overgangsperiode i 1990'erne i Polen efter kommunismens fald. Den industrielle krise i Łódź førte til høj arbejdsledighed, men tvang samtidig byen til at udvikle nye industrigrene. Der blev satset på avanceret teknologi, med gunstige resultater. Samtidig blev der lagt meget arbejde i udviklingen af uddannelse, og i dag fremstår Łódź som et af Polens største akademiske centre. Der er også blevet lagt stor vækt på restaureringen af byens historiske centrum og revitaliseringen af gamle fabrikskomplekser, noget Piotrkowska-gaden samt handels- og rekreationscentret Manufaktura er gode eksempler på.
Etymologi.
Oprindelsen til byens navn kendes ikke. Enkelte hypoteser afleder navnet på byen, fra efternavnet "Łodzic", mens andre binder navnet til det gammelpolske ord "łoza" (piletræ), til elven "Łódka" eller fornavnet "Włodzisław". "Łódź" betyder ellers "båd" på polsk, noget som også kommer frem på byens våbenskjold.
Det polske adjektiv for byen er "łódzki" (maskulinum singularis), mens byens indbyggere kaldes i for "łodzianie" i flertal, "łodzianin" (maskulinum singularis) og "łodzianka" (femininum singularis).
Geografi.
En park ved elven Łódka i Łódź.
Łódź ligger i det centrale Polen i en afstand af 393 km fra grænseovergangen til Tyskland i Świecko, 227 km fra grænseovergangen til Tjekkiet i Cieszyn, 336 km fra grænseovergangen til Hviderusland i Terespol og 332 km fra Østersøen (Gdańsk). Byen ligger 133 km vest for landets hovedstad Warszawa.
Gennem Łódź løber 18 mindre floder og vandløb: Ner, Łódka (tidligere kaldet Ostroga, med sidefloden Bałutka), Dobrzynka, Gadka, Jasień (med sidefloden Karolewka), Olechówka (med sidefloden Augustówka), Jasieniec, Bzury, Łagiewniczanka, Sokołówka (med sidefloden Brzoza), Aniołówka, Wrząca, Zimna Woda og Miazga. Der er imidlertid tale om små vandløp, som i byens centrum for det meste løber skjult i underjordiske kanaler. Til sammen er 1,29 km² af byarealet dækket af vand.
I Łódź krydses jernbanelinierne fra Warszawa og Koluszki, Toruń og Kutno, Poznań og Ostrów Wielkopolski, samt landevejene fra Gdańsk og Toruń, fra Konin, Wrocław, Piotrków Trybunalski og Częstochowa samt fra Warszawa. I nærmeste fremtid vil de to transeuropæiske motorveje A1 og A2 krydse hinanden i en afstand af omkring 10 kilometer fra byen.
I 2003 blev det geografiske midtpunkt i Łódź lokaliseret. Det ligger 100 meter i sydlig retning fra krydset mellem Julian Tuwims gade og Przędzalniana-gaden i bydelen Widzew.
Łódź grænser mod byerne Aleksandrów Łódzki, Konstantynów Łódzki, Zgierz, Pabianice og gminaerne Aleksandrów Łódzki, Andrespol, Brójce, Nowosolna, Pabianice, Rzgów, Stryków og Zgierz.
Klima.
Byen ligger i et tempereret område, i overgangszonen mellem det maritime og kontinentale klima. De koldeste måneder er januar og februar med middeltemperaturer mellem -3 °C og -12 °C. Den varmeste månede er juli med middeltemperaturer mellem 17,7 °C og 21 °C. Den årlige middeltemperatur ligger på 8,4 °C, mens den årlige gennemsnitsnedbør ligger mellem 550 og 600 millimeter.
Administrativ inddeling.
Inddeling i bydele samt det højeste og laveste punkt i Łódź.
Administrativt set er Łódź en en bykommune med status som powiat. For den administrative betjening af indbyggerne findes en inddeling i fem regioner eller ikke-administrative bydele for virkeområdet til bystyrets delegerede. De fem regioner er Bałuty, Górna, Polesie, Śródmieście og Widzew, som igen deles ind i 37 mindre administrative enheder ("osiedla").
Bydelenes historie.
Den første opdeling af Łódź i mindre enheder fandt sted under den tyske besættelse i 2. verdenskrig. Tyskerne indlemmede mange omkringliggende byområder i byen, og delte det forstørrede byområde op i mindre administrative enheder. Efter frigørelsen blev statussen fra før krigen genoprettet, både med tanke på byens inddeling og byområdernes indlemmelse. Senere blev nogle landsbyer imidlertid indlemmet og den 27. maj 1946 blev Łódź’ område forstørret og byen delt ind i tre bydele: "Północ" ("Nord"), "Południe" ("Syd") og "Śródmieście" ("Midtbyen").
I 1954 blev den administrative inddelingen forandret til syv bydele: "Bałuty", "Chojny", "Polesie", "Ruda", "Staromiejska", "Śrómieście" og "Widzew". Den 1. januar 1960 blev denne opdeling forandret og en ny administrativ inddeling blev indført. Denne varede længst og er stadig til stede i byens idbyggeres bevidsthed: Som følge af reformen blev bydelen Staromiejska indlemmet i Bałuty, mens bydelene Chojny og Ruda blev slået sammen til den nye bydele Górna. De andre bydeles grænser blev også forandret. Fra den tid af var Łódź inddelt i fem bydele: Bałuty (byens nordlige del), Górna (byens sydlige del), Polesie (byens vestlige del), Śródmieście (byens centrum) og Widzew (byens østlige del).
Efter 1960 forandrede grænserne til de enkelte bydele sig ofte. Dette skette ikke på bekostning af nabobydelene, men på bekostning af omkringliggende byområder som blev indlemmet i byen. Den sidste store ændring fandt sted 1. januar 1988, da bydelene Widzew og Górnas områder blev forstørret betragtelig.
Den 1. januar 1993 blev opdelingen af Łódź i bydele formelt ophævet, samtidig med, at byen blev en bykommune, fra 1. januar 1999 med status af powiat. For den administrative betjening af befolkningen i byen, blev Łódź imidlertid delt op i fem "regioner". Disse udgør virkeområdet til bystyrets delegerede, med samme navn og områder som de tidligere bydele. Łódź er desuden delt ind i 37 administrative "osiedla" ("bosætninger"), som har status som hjælpeenheder for gminaen. Med sit virkeomfang og sine kompetencer tilsvarer de imidlertid formelt ikke bydele.
Bydelenes navne.
Bydelene, som blev oprettet i 1946, fik navn etter sin geografiske placering på byens område ("Północ" – "nord", "Południe" – "syd", "Śródmieście" – "Midtbyen"). Bydelene Bałuty, Chojny og Widzew fra 1954 blev opkaldt efter landsbyer, som tidligere lå i centrum af disse bydele, og som blev indlemmet i byen før første verdenskrig. Bydelen Ruda fik navn efter landsbyen Ruda Pabianicka, som udgjorde en selvstændig enhed frem til 1946. Bydelen Staromiejska ("Den gamle by") fik sit navn, fordi den omfattede byens ældste områder, mens bydelen Śródmieście ("Midtbyen") blev anlagt i byens centrum. Polesies Områder («efter skoven», eventuelt «skovens plads») var frem til 1945 mindst urbaniseret: Karolew og Retkinia, som i dag er store boligområder i Polesie, var i lang tid landsbyer omringet af skove. Den sydlige bydel Górna, som blev oprettet i 1960, blev opkaldt efter hovedtorvets oprindelige navn: Rynek Górny ("Det øvre torv", i dag Władysław Reymonts plads).
Demografi.
Łódź hae siden 1800-tallet hørt til Polens største byer.
I 1790 boede der kun 190 mennesker i Łódź. Halvtreds år senere var indbyggertallet på 20.150, og med industriudviklingen i byen voksede dette tal til 168.513 i 1894. Allerede i 1850 var Łódź den største by befolkningsmæssig efter Warszawa i Kongress-Polen. I løbet af bare et århundrede blev byens befolkning øget 1000 gange. En så hurtig demografisk vækst i det 19. århundrede er uden sidestykke i hele Europa. Befolkningen i andre europæiske byer på denne tid blev højst seksten gange større.
I begyndelsen af 2. verdenskrig havde Łódź 672.000 indbyggere. Under krigen mistede 400.000 mennesker livet, men allerede i 1950 lå innbyggertallet på 620.000. Den største faktor for denne befolkningsvækst var migration fra ødelagte byer og områderne i øst, som blev annektert af Sovjetunionen. Den demografiske struktur forandrede sig imidlertid radikalt. I 1939, lige før krigsudbruddet, bestod befolkningen af 52 % polakker, 33 % jøder, 14 % tyskere og et mindretal russere. Efter de tyske nazisters holocaust og den tyske befolknings flugt fra byen bestod Łódź i 1947 derimod af 93 % polakker. For første gang i sin flerkulturelle historie fik byen en etnisk ensartet befolkningssammensætning. Den demografiske udvikling fortsatte frem til begyndelsen af 1990'erne, og i 1989 opnåede Łódź med sine 851.700 indbyggere det største befolkningstal i sin historie. I 1990'erne begyndte dette tal at falde, hovedsageligt på grund af tekstilindustriens fald.
Den 31. december 2006 havde byen 760.251 indbyggere, noget som gav en befolkningstæthed på 2593/km². Af disse var 346.181 mænd og 414.070 kvinner. De fleste indbyggere boede i bydelen Bałuty (218.144), men det var Śródmieście som havde den største befolkningstæthed (over 11.000/km²). Den naturlige tilvækst udgjorde i 2005 -6,1 per 1000 indbyggere, og migrationssaldoen -1,4/1000.
Ifølge uofficielle tal fra det polske statistiske centralbureau skal Kraków i månedsskiftet juni/juli 2007 have overgået Łódź med nogle hundrede indbyggere. Officielle tal fra det statistiske bureau, publiceret i maj 2008 bekræfter dette. Per 31. december 2007 udgør forskellen mellem Łódź og Kraków over 3.000 indbyggere. Demografer forklarer dette statistiske skifte med den negative tilvækst i Łódź, som skyldes byens indbyggereres relativt høje alder. Der noteres samtidigt flere dødsfald end fødsler. Migration kan også have haft en vis betydning. Blandt dem som vælger at migrere rejser de fleste til Warszawa og Wrocław, hvor arbejdsløsheden er lavere og lønningerne højere. Ifølge bystyret i Łódź vil byen i nærmeste fremtid igen passere Kraków i indbyggertal, hovedsageligt på grund af den store interesse byen oplever på investeringsmarkedet i dag, og det faktum, at flere kvinder i byen nærmer sig fødealderen.
Seværdigheder.
Łódź er rig på seværdigheder som vidner om byens tidligere storhedstid. Dette genspejles i det historiske bycentrum og i de mange fabrikskomplekser, som findes i byen. Ulig andre polske byer oppstod Łódź’ centrum som det er i dag først i 1800-tallet, og kendetegnes ved et rektangulært netværk af lange og smalle gader som er tætbebygget med rækker af murstenshuse. Man kan finde både representative, rigt udsmykkede bygninger og mere beskedne lejlighedshuse.
Łódź udviklede sig til en storby i tiden da historismen, art nouveau og modernismen dominerede i arkitekturen, og disse stile præger i særdelighed byen. I byarkitekturen kan man finde neoromanske former, nygotisk stil, florentinsk og romersk renæssance samt franske motiver. Arkitekturen beriges ydderligere med russisk-bysantinske elementer, og før 2. verdenskrig også med den mauretanske stil, som fandtes i flere af byens synagoger.
Af hovedinteresse er de store fabrikskomplekser, der tilhørte Karol Scheibler (Księży Młyn) og Izrael Poznański (Manufaktura), et stort antal fabrikantresidenser, den representative Piotrkowska-gaden samt flere sakralbygninger. De sidstnævnte genspejler måske på bedste måde byens flerkulturelle fortid, hvor polakker, jøder, tyskere og russere levede side om side. I Łódź findes selvfølgelig både katolske, protestantiske, ortodokse og jødiske kirkegårde og gudshuse. En undtagelse er imidlertid de mange smukke synagoger som fandtes i byen tidligere, men som blev brændt ned af tyske nazister under 2. verdenskrig.
Også arkitekturen viser forskellige stilarter med påvirkninger og impulser fra både øst (Sankt Petersborg, Riga) og vest (Berlin, Paris, Wien). Den mest betydningsfulde arkitektur blev rejst efter tegninger af landsmændene Hilary Majewski, Gustaw Landau-Gutenteger, Dawid Lande og Piotr Brukalski. Mange vigtige bidrag kom også udefra, blandt andet fra Berlin (Franz Schwechten, Alfred Balcke og Wilhelm Martens), Wien og Wrocław (dengang kendt som Breslau). Det samme kan siges om det mangfoldige og stilrige indre i byens kirker, som ved siden af firmaer fra Łódź også blev udformet i værksteder i Warszawa, Dresden, Berlin, Wien, Zittau, Sankt Ulrich, Riga, Sankt Petersburg, Leipzig og Venedig.
Piotrkowska-gaden og Frihedspladsen.
Piotrkowska-gaden er den længste handelsgade i Europa, og samtidig en af de længste gågader. Den går ud i nord fra Frihedspladsen, som er en af få oktogonformede pladser i verden. På pladsen findes Tadeusz Kościuszko-monumentet og ved udløbet til Piotrkowska-gaden Pinsens kirke og det klasicistiske Rådhus som begge udgør porten til den berømte gade.
På Piotrkowska-gaden kan man, som i Hollywood Walk of Fame, finde berømte polske skuespilleres og regissøres stjerner ("Aleja Gwiazd").
Gaden er derudover rig på representative murstenshuse i art nouveau og eklektisk stil fra det 19. og 20. århundrede. Blandt flere af de vigtigste kan nævnes Karol Scheiblers Murstenshus (nr. 11), Dawid Sendrowicz' murstenshus (nr. 12), Wilhelm Landaus bankhus (nr. 29), Dawid Szmulewicz’ murstenshus (nr. 37), Oskar Kons murstenshus (nr. 43), Poznańskiernes murstenshus (nr. 51), Herman Konstadts murstenshus (nr. 53), Hotel Grand (nr. 72), Ludwik Geyers aktieselskabs tidligere sæde (nr. 74), Huset under Gutenberg (nr. 86), Teodor Steigerts murstenshus (nr. 90), Siemens' tidligere kontorhus (nr. 96), Skoenes Hus (nr. 98), Szaja Goldblums murstenshus (nr. 99), Esplanada (nr. 100), Henryk Sachs’ murstenshus (nr. 107), Familien Schychts murstenshus (nr. 128) og "Krusche i Ender" murstenshus (nr. 143). Ved Piotrkowska-gaden 152 findes også verdens største graffiti.
Ved siden af murstenshusene findes også en række palæer og fabrikker ved gaden. De vigtigste er Maksymilian Goldfeders palæ (nr. 77), Juliusz Heinzels palæ (nr. 104), Juliusz Kindermanns palæ (nr. 137), Karol Haertigs palæ (nr. 236), Markus Silbersteins fabrik (248), Robert Schweikerts palæ (nr. 262), Familien Scheiblers palæ (nr. 266), Familien Steinerts palæ (nr. 272) og Den hvide fabrik (nr. 282).
Sakralbygninger.
Den katolske Łódź domkirke (Piotrkowska-gaten 273), egentlig St. Stanisław Kostkas katedral, er med sine 101 meter byens højeste bygning. Ikke langt derfra ligger den evangelisk-augsburgske St. Matteus kirke (Piotrkowska-gaten 283).
Andre vigtige katolske kirker er St. Georg kirke, Helligkorskirken, Jesu hellige hjertes kirke, Pinsens kirke samt St. Anton kirke. Sidstnævnte befinder sig i Las Łagiewnicki lige ved Franciskanerklostret. De ældste sakralbygninger i Łódź er St. Roch kapel og St. Anton kapel.
I byen findes også den ortodokse St. Aleksander Nevskij-katedralen og St. Olga kirke. Tidligere fandtes flere synagoger, som imidlertid gik tabt under 2. verdenskrig. De vigtigste var Alte Sził-synagogen, Ezras Israel Synagoge og Den store synagoge. Den eneste virkende synagogen i dag er Reicher-synagogen.
Fabrikantresidenser.
Łódź har mange fabrikantpalæer. Ved siden af de store fabrikskomplekser byggede fabrikanterne imponerende palæer til sig selv og sine familier. De kunne også stå længere væk fra fabrikkerne.
Det mest overdådige palæ i byen er utvilsomt Izrael Poznańskis palads ved Ogrodowagaden, som samtidig er Europas største fabrikantresidens. Palæet blev bygget lige ved Poznańskis enorme fabrikskompleks som i dag huser Manufaktura. Fabrikanten byggede også palæer til sine sønner (Karol Poznańskis palæ og Maurycy Poznańskis palæ) og sin datter (Jakub Hertz’ palæ).
Også Karol Scheiblers palæ blev bygget ved ejerens fabrikker i Księży Młyn. Af andre vigtige fabrikantresidenser kan nævnes Reinhold Richters villa, Ludwik Grohmans palæ, Edward Herbsts palæ, Wilhelm Lurkens’ palæ og Kopischs blegeri.
Kirkegårde.
a> er Europas største jødiske kirkegård.
De mest kendte kirkegårde i Łódź er Doły kirkegård, Den gamle kirkegård samt Den nye jødiske kirkegård. Sidstnævnte er Europas største jødiske kirkegård, og her ligger samtidig verdens største jødiske grav – Izrael Poznańskis mausoleum. De tre kirkegårde er alle af stor kunsthistorisk betydning, særligt Den gamle kirkegård, med sakrale kunstværker som Scheiblers kapel, Heinzels kapel og Gojżewski-familiens mausoleum.
Andre bygninger.
Bygninger rejst i art nouveau findes også udenfor Piotrkowska-gaden. Nogle af de bedste eksempler er Reinhold Bennichs villa, Leopold Kindermanns villa, Zygmunt Dejczmans murstenshus, Leon Rappaports villa, Ryszard Szymmels villa og Rachmil Lipszycs murstenshus.
Flere representative bygninger blev rejst til nationale institutioner. Eksempler er Telefoncentralen PASTs bygning, PBKs sæde, PKO BPs sæde, Hovedpostkontoret og Polens nationalbanks sæde. I sidstnævnte ligger Europas største banksal.
Andre interessante bygninger er blandt andet Hotel Savoy og Hotel Polonia Palast, som ved siden af Hotel Grand hører til byens mest traditionsrige hoteller; Mieczysław Pinkus’ murstenshus, Nissen Rosenblums murstenshus, Edward Lungens murstenshus, Auerbach-brødrenes murstenshus, Kreditselskabet, Grohmans tønner og bygningerne ved Stanisław Moniuszkos gade.
Grønne Łódź.
I Łódź findes over 30 parker af stor økologisk og social betydning. De dækker næsten 10 % af byarealet. 11 af parkerne regnes som kulturseværdigheder, og flere af dem blev anlagt i 1800-tallet og var oprindeligt private fabrikantparker. Med tiden blev de åbnet for arbejderne og den øvrige befolkningen. Den ældste offentlige park, Park Źródliska, blev anlagt i 1840 som Polens næst ældste efter Den saksiske have i Warszawa. I denne park findes det berømte Łódź Palmehus.
Indenfor byens grænser findes også Las Łagiewnicki, som med sine 1205,45 hektar er Europas største bypark. Blandt andre grønne attraktioner kan nævnes Łódź Zoo og Łódź Botaniske Have.
Kultur.
a> er det næststørste teater i Polen.
Łódź har et veludviklet og mangfoldigt kulturliv indenfor blandt andet musik, teater, litteratur, kunst og film, med flere årlige festivaler.
Langs den repræsentative Piotrkowska-gade, som samtidig er Europas længste handelsgade, findes modesaloner, biografer, kunstgallerier, banker og eksklusive butikker. Den byder også på Polens måske bedste udvalg af restauranter og værtshuse, og om sommeren også ølhaver, hvis traditioner strækker sig tilbage til 1800-tallet.
Teatre.
Byen har et rigt teaterliv med over 20 teaterscener. Her virker blandt andet flere dramatiske teatre, en række børneteatre, Musikteatret og Teatr Wielki, som er et af Europas største. Det har siden sin åbning i 1967 opført over 270 premiereforestillinger, og specialiserer sig i operaer, operetter og balletforestillinger.
Musik.
Det musikalske liv i byen repræsenteres fra den klassiske side af Filharmonia Łódzka ("Łódź Filharmoni"), som blev grundlagt i 1915. Det filharmoniske orkester er et af Polens fremmeste og har gæstespillet i næsten hele Europa, USA og det fjerne Østen. Af kendte polske musikgrupper fra Łódź kan nævnes Trubadurzy, Varius Manx, Ich Troje og Blue Cafe.
Film.
Som Polens største filmindustricenter har byen fået kaldenavnet "Hollyłódź". I anden halvdel af det 20. århundrede blev de fleste polske film produceret her.
I "Wytwórnia Filmów Fabularnych" ("Hovedfilmstudiet") laves dokumentar- og undervisningsfilm, blandt andet Maciej Drygas’ "Usłyszcie mój krzyk", som vandt Felix-prisen på The European Film Awards.
I det berømte filmstudie "Se-ma-for" opstod kendte tegneserier som Miś Uszatek, Colargol, Zaczarowany ołówek eller Kot Filemon. Det var også her Zbigniew Rybczyński lavede sin Oscarvinnende kortfilm "Tango".
Łódź er for øvrigt kendt for sin verdensberømte filmhøjskole, hvor blandt andet Andrzej Wajda, Roman Polański og Krzysztof Kieślowski begyndte sine karrierer. Fra 2000 holdes den prestigefulde filmfestival Camerimage i Łódź.
Festivaler.
De vigtigste festivaler i byen er filmfestivalen "Camerimage", "Festiwal Dialogu Czterech Kultur" ("De fire kulturers festival"), "Międzynarodowy Festiwal Fotografii" ("Den internationale fotografifestival") og Fiesta Libre. Blandt de mere artistiske arrangementer er særlig "Łódzkie Spotkania Baletowe" ("Balletmøder i Łódź") populær. Hvert andet år præsenteres de nyeste trender indenfor verdensballetten på Teatr Wielkis scene.
Økonomi.
Finanscenteret i Łódź strækker sig langs Józef Piłsudskis allé.
I lighed med hele voivodskabet er Łódź et af de økonomiske centre som udvikler sig hurtigst i Polen. Grunden til dette er byens gunstige geografiske placering i midten af landet, samt tre trafikknudepunkter som opstår i eller omkring Łódź: motorvej, jernbane og luftfart.
Tekstilindustrien, som byen var et af verdens største centre for i 1800- og 1900-tallet, har stadig mindre betydning. I 1990'erne fulgte en stor nedgang indenfor tekstilbranchen og byen blev tvunget til, at udvikle nye industrigrene. Dette førte til, at Łódź gik fra at være en falden tekstilmonokultur, til at blive en af de mere attraktive investeringsregioner i Polen. I dag har særlig udviklingen af nye teknologier, infrastruktur (udbygningen af lufthavnen, motorveje samt moderniseringen af jernbaneforbindelsen med Warszawa) og investeringen indenfor de tre brancher BPO (Business Process Offshoring), logistik og husholdning stor betydning for byen.
Łódź huser mBank, Multibank, Polska Grupa Farmaceutyczna (den største medicindistributør i Polen) og BOT (største producent af elektrisk energi i landet). Her findes også kontortjenestecentrene for GE Money Bank og Philips. Sidstnævntes europæiske center for bogføring i Łódź betjener 115 afdelinger i 20 lande. Også det polske lavprisflyselskab Centralwings har sit sæde her.
Łódź er blevet et dominerende center for produktionen af husholdningsudstyr i Europa, efter at Merloni Indesit og Bosch/Siemens valgte at investere her. Andre firmaer som har investeret i byen i de seneste år er Gillette (som har bygget sin største fabrik i Łódź), VF Corporation, ABB, Hutchinson, Precise Technology, Ericpol Telecom, TP SA og ComArch. For tiden bygger konsulentselskabet Accenture det såkaldte informatikcenteret «Demo», og CitiBank opretter sin bogføringscentral her. I 2007 påbegyndte den amerikanske computerproducent Dell, arbejdet med at bygge sin fabrik i byen, med 2.500 arbejdspladser. I løbet af seks år vil 12.000 nye arbejdspladser opstå takket være Dell og dennes samarbejdspartnere. Fabrikken skal producere servere og to typer bærbare PCer. Størstedelen skal sælges i Polen og det centraløstlige Europa.
a>, det største handelscenter i byen.
På det seneste er store handels- og rekreationscentre opstået i byen, blandt andet Galeria Łódzka og Manufaktura (sidstnævnte har et areal på 27 hektar). Det er særlig Łódzka Specjalna Strefa Ekonomiczna («Den specielle økonomiske zone Łódź») som har bidraget til industriudviklingen i byen de seneste år. Den økonomiske zone, som er en af 14 i Polen, åbnede i 2005 flest fabrikker af alle zonerne. I løbet af ti år (1997-2007) er over 1 milliard euro blevet invisteret i zonen, og over 10.000 nye arbejdspladser er opstået.
I forhold til andre polske storbyer har Łódź høj arbejdsløshed og af den grund et lavere velstandsniveau blandt sine indbyggere. Grunden til dette er i stor grad tekstilindustriens fald, men takket være nye investeringer er arbejdsløsheden faldet systematisk i de seneste år. I 2003 udgjorde den 19,1 %, i 2004 18,4 %, i 2005 16,4 % og i 2006 11,9 %. Gennemsnitslønnen er derimod steget fra 2.037 złoty i 2003 til 2.349 złoty i 2006. Den er alligevel lavere end i andre storbyer i Polen.
Uddannelse.
a> er et af Polens største.
Łódź er et af de vigtigste akademiske centre i Polen. Byen er hjemsted for over 100.000 studenter fordelt på 23 professionshøjskoler, hvoraf seks er statslige og 17 er private.
Blandt de statslige universiteter findes den verdenskendte Filmhøjskole samt Universitetet i Łódź og Det tekniske universitet, som hører til landets største og bedste højskoler, med til sammen 20 fakulteter og over 60.000 studenter.
Andre offentlige højskoler er Det medicinske universitet, Musikhøjskolen og Kunstakademiet. Derudover har byen over 195 grundskoler samt 196 videregående skoler.
Historie.
Der blev lagt meget arbejde i uddannelsesudviklingen i Łódź efter 1. verdenskrig, da byen mistede sin position indenfor tekstilindustrien. Ved Polens selvstændighed i 1918, blev et af hovedmålene, at genopbygge og udjævne det polske skolesystem i tiden efter Polens delinger. Også en ny lovgivning måtte udformes. I 1919 blev almen skolegang genindført i Łódź for første gang i det "selvstændige" Polen.
Også tiden efter 2. verdenskrig viste sig at være frugtbar for uddannelsessektoren i byen. På grund af ødelæggelserne i Warszawa blev hovedstaden uformelt flyttet til Łódź. Der blev af den grund oprettet mange centrale institutioner i byen, og en stor del av intelligentsiaen flyttede hertil. Denne situation udløste i betydelig grad Łódź’ videre metropolittiske udvikling. Efter at Warszawa blev genopbygget blev der i særdeleshed satset meget på uddannelse i byen, og i dag fremstår Łódź som et vigtigt center for kultur og videnskab med et stort intellektuelt potensiale.
Transport.
En typisk sporvogn af typen 850Na i Łódź.
Łódź er et vigtigt trafikknudepunkt. Gennem eller i nærheden af byen går de internationale veje E75 (Finland … Gdańsk – Toruń – Łódź – Częstochowa – Cieszyn – Tjekkiet) og E30 (Tyskland – Poznań – Stryków (Łódź) – Warszawa – Terespol – Hviderusland) samt hovedvejene 1, A2, 14 og 72.
I byen virker 71 busruter, hvoraf syv er natruter. Samtidig findes gratis busruter som finansieres af varehuse og indkøbscentre. 70 % af busserne er moderne lavgulvsbusser. De to vigtigste rutebilstationer er "Łódź Centralna" og "Łódź Północna".
Også sporvogne hører til de mest populære transportmidler i byen. De 19 sporvognsruter, hvoraf fire er regionale, betjenes blandt andet af 15 moderne lavgulvssporvogne af typen Cityrunner. Man kan også støde på ældre modeller som 850N. I den nærmeste fremtid skal "Łódzki Tramwaj Regionalny" («Łódź Regionssporvogn») opstå. Den moderne sporvognsrute skal gå gennem byerne Zgierz, Łódź og Pabianice.
De vigtigste jernbanestationer i Łódź er "Łódź Fabryczna" (med afgange til Warszawa, Kraków, Olsztyn og Bielsko-Biała) og "Łódź Kaliska" (med afgange til blandt andet Bydgoszcz, Gdańsk, Katowice, Kraków, Lublin, Poznań, Szczecin, Toruń, Warszawa og Wrocław). Byen har også en moderne godsstation med lagerkapacitet på 53.000 m². Den kan betjene 2.000 vogne dagligt. I nærmeste fremtid skal der dessuden bygges en hurtigtoglinie mellem byerne Warszawa, Łódź, Poznań og Wrocław.
I byen findes den internationale Władysław Reymont Lufthavn Łódź, med flyruter til blandt andet Warszawa, Paris, Rom, Dublin, London og Liverpool.
Langs Piotrkowska-gaden har fodgængere også muligheden for at blive transporteret med cykkeltaxaer.
Vilnius.
Vilnius (Vilna forekommer; polsk "Wilno", hviderussisk "Вільня", russisk "Вильнюс)" er Litauens hovedstad. Byen har ca. 560.000 indbyggere i selve byen og er beliggende i den sydøstligste del af landet. Vilnius har været Litauens historiske hovedstad siden middelalderen, men blev først i 1991 hovedstad i et frit Litauen. Den er administrations- og handelsby og ligger på begge sider af floden Neris. Byen er også hovedsæde for Vilnius amt.
Byen er sammen med Linz i Østrig Europæisk kulturhovedstad i 2009.
Oprindelsen af byens navn.
Det antages, at Vilnius, på samme måde som så mange andre byer, har fået sit navn efter floden, hvis bredder byen er lagt ved, dvs. Vilnia (polsk "Wilejka").
Geografi.
Neris er den største flod, der løber gennem Vilnius
Byen ligger i det sydøstlige Litauen hvor Vilnia-floden "(lit. Vilnelė)" løber sammen med Neris-floden. Den ucentrale beliggenhed skyldes at landets grænser har ændret sig gennem århundrederne. Vilnius var tidligere ikke bare det kulturelle, men også det geografiske center i Storhertugdømmet Litauen og var også en vigtig by i den polsk-litauiske realunion.
Afstanden mellem Vilnius og Østersøen og Klaipėda, den vigtigste litauiske havneby, er ca. 312 km. Afstanden er ganske stor, men andre byer som Kaunas, Šiauliai og Panevėžys kan nås hurtigere og enklere. De ligger henholdsvis 102, 214 og 135 km fra hovedstaden.
Vilnius by strækker sig for tiden over 402 km². Bebygget areal dækker 20,2% mens grønne områder udgør 43,9% og floder og vand strækker sig over 2,1% af kommunen.
Klima.
Klimaet i Vilnius betragtes som fastlandsklima i Köppens klimaklassificering. Den årlige gennemsnitstemperatur er +6,1 °C, i januar er det - 4,9 og +17,0 grader Celsius i juli. Gennemsnitlig nedbør er ca. 661 mm i året.
Varme somre med dagtemperaturer over 30 °C forekommer, men stort set er klimaet lig det, man finder i den nordlige del af Tyskland, Danmark og Sydsverige.
Oprindelse.
Vilnius har været beboet i mange århundreder, noget som er påvist gennem en række arkæologiske fund i forskellige bydele. Byen er muligvis identisk med den glemte hovedstad Voruta under kong Mindaugas I. Litauerne har en velkendt legende om grundlæggelsen af byen: ifølge historien blev Vilnius bygget efter at den daværende storhertug Gediminas på en rejse sammen med sin druide havde en mærkelig drøm om en jernulv stående på en bakke, hylende op mod himlen. Da han bad druiden, "krivis" Lizdeika, om en tydning af drømmen fik han til svar, at han måtte bygge et slot på denne bakke, som havde en strategisk beliggenhed ved de tre floder ("Vilnia", "Neris" (også kendt som "Vilija") og " Vingria" (nu underjordisk)), og en stor by omkring bakken, således at denne store by ville blive kendt verden over. I så fald har Gediminas på mange måder ført det hedenske Litauen tilbage til Mindaugas' vestlige og kristne Europa ved at grundlægge en hovedstad på samme sted, hvor den tidligere hovedstad lå, samtidig med at byen fik sit nuværende navn.
I skriftlige kilder.
Byen er første gang omtalt i skriftlige kilder med det nye navn Vilnius i 1323. Vilnius blev kendt, efter at Gediminas sendte et invitationsbrev til tyske handelsmænd.
Den oprindelige del af byen var slottet bygget af Gediminas på "Slotsbakken". Vilnius blev grundlagt som by i 1387, da den fik byrettigheder af Vladislav II Jagello (1386–1434). Byen var oprindeligt befolket af stedlige rutenere, men snart begyndte befolkningen at vokse, og håndværkere og handelsmænd af andre nationaliteter slog sig ned i byen.
Udvikling.
Mellem 1503 og 1522 blev byen omsluttet af en bymur med ni byporte og tre tårne. Vilnius nåede højden af sin udvikling under Sigismund II Augustus's styre da han flyttede sit hof til byen i 1544. I de næste århundreder udviklede Vilnius sig til at blive en større og mere moderne by. Denne vækst skyldtes delvis grundlæggelsen af Vilnius Universitet af konge og storfyrste Stefan Báthory i 1579.
Universitetet udviklede sig til at blive et af de vigtigste videnskabelige og kulturelle centre i regionen og det vigtigste videnskabelige center i Storfyrstedømmet Litauen. Selvsagt var det politiske, økonomiske og sociale liv i fuld sving. Dette underbygges af byens statutter fra 1500-tallet, hvoraf de sidste først og fremmest var i kraft i 1800-tallet. I 1769 blev Rasos-kirkegården etableret.
Vilnius var under Den polsk-litauiske realunion i en hurtig udvikling og åben for migranter fra både øst og vest. Befolkningsgrupper som polakker, litauere, hviderussere, jøder, russere, tyskere, karaitter og andre slog sig ned i byen. Hver gruppe bidrog på sin måde, og på denne tid var det gode tider for håndværk, handel og videnskab. I 1655 blev Vilnius indtaget af russiske styrker og blev plyndret, nedbrændt og befolkningen blev massakreret. Det tog mange år, før byen kom sig igen, selv om befolkningsmængden hurtigt var tilbage, og i begyndelsen af 1800-tallet var byen den tredjestørste i Østeuropa. Dette fremtvang en nedbrydning af bymuren, og efter perioden 1799-1805 stod kun Aušros Vartai "(Morgengryets port)" (også kendt som "Miedniki-porten" og "Ostra Brama") tilbage.
Efter den tredje deling af Polen i 1795 blev Vilnius indlemmet i Rusland og blev guvernementshovedstad. I 1812 blev byen erobret af Napoleon på hans færd mod Moskva. Efter at dette felttog havde slået fejl, trak hæren sig tilbage til et område, hvor tusinder af franske soldater døde og blev gravlagt i skyttegravene, de selv havde bygget nogle måneder tidligere. Efter novemberopstanden blev universitetet lukket, og undertrykkelsen stoppede byens videre udvikling. Under januaropstanden i 1863 var der svære kampe i byen, men fred og orden blev genoprettet af Mikhail Muravjev. Muravjev gik under kaldenavnet "Korikas" eller "Wieszaciel" ("Bøddelen") af byens indbyggere på grund af de mange henrettelser, han beordrede. Efter opstanden blev undertrykkelsen udvidet og litauisk, polsk og hviderussisk blev forbudt.
Første verdenskrig og mellemkrigstiden.
Under 1. verdenskrig var Vilnius okkuperet af Tyskland fra 1915 til 1918.
Udsigt over Vilnius i 1912
I 1919 blev Vilnius proklameret hovedstad i den kortlivede Litauiske og hviderussiske socialistiske sovjetrepublik. Den blev besejret den 1. januar 1919 af polske forsvarsstyrker, som var rekrutteret blandt lokalbefolkningen. Byen blev derefter erobret af bolsjevikkerne, som kom ind fra øst. Den 19. april 1919 var byen igen erobret af den polske hær under kommando af Edward Rydz-Śmigły, men den 14. juli var den igen tabt til russiske styrker.
Lige efter det russiske nederlag i Slaget om Warszawa i 1920 leverede Den Røde Hær byen over til den nye stat Litauen på sin vej østover. Men den 9. oktober 1920 erobrede den litauisk-hviderussiske division i den polske hær (general Lucjan Żeligowski) byen efter et arrangeret mytteri. Byen og dens opland blev proklameret som staten Central-Litauen. Efter at der var afholdt valg til det central-litauiske parlament, blev området den 20. februar 1922 indlemmet i Polen. Litauen nægtede imidlertid at opgive kravet på byen, og konflikten forhindrede et normalt forhold mellem de to lande gennem hele mellemkrigstiden, hvor byen Kaunas derfor var Litauens de facto-hovedstad.
Folkeforbundets ambassadørkonference godkendte status quo i 1923, selv om byen forblev et omstridt område mellem Polen og Litauen (der i sidstnævnte land betragtede Vilnius som dets grundlovsmæssige hovedstad). Litauen afstod fra at acceptere polsk overherredømme over Central-Litauen og ikke før 1938-ultimatumet genoptog litauiske myndigheder med Polen og således "de facto" godtog nabolandets grænser.
For anden gang i historien oplevede Vilnius en periode med hurtig udvikling. Stefan Batory-universitetet blev genåbnet, og byens infrastruktur blev betydeligt forbedret. I 1931 havde Vilnius 195.000 indbyggere, som gjorde den til Polens femtestørste by.
September 1939 - juni 1941.
Anden verdenskrig indledtes med den tyske invasion af Polen i september 1939. Som et resultat af Molotov-Ribbentrop-pagten rykkede Den røde hær ind den 19. september 1939 og befriede Vilnius fra næsten 20 års polsk besættelse. Byen var påtænkt som hovedstad i Hviderusland, men efter samtaler i Moskva den 10. oktober 1939 blev byen og opland overført til Litauen mod etableringen af sovjetiske militærbaser flere steder i landet. Den 28. oktober 1939 trak Den røde hær sig tilbage til Vilnius forstæder (til Naujoji Vilnia), og Vilnius blev overdraget til den litauiske regerings kontrol. Overdragelsen fejredes med en litauisk, militær parade den 29. oktober 1939 gennem Vilnius centrum. Den litauiske regering tog straks initiativ til at ”litauisere” byen, for eksempel gennem at ”litauisere” polske skoler. Imidlertid blev hele Litauen annekteret af Sovjetunionen i juni 1940. En sovjetisk regering blev oprettet med Vilnius som hovedstad for den nyoprettede Den Litauiske Sovjetrepublik. Omkring 35.000–40.000 af byens indbyggere blev arresteret af NKVD og sendt til Gulag.
Den tyske besættelse.
Den tyske indmarch i Vilnius
I juni 1941 indledte Tyskland Operation Barbarossa mod Sovjet Unionen. Kort efter blev Vilnius erobret.
Under den nazistiske besættelse blev to ghettoer oprettet i den gamle bydel til Vilnius store jødiske befolkningsgruppe.
Den mindste ghetto blev udslettet i oktober 1941, den største eksisterede til 1943. Et mislykket ghettooprør 1. september 1943, organiseret af Fareinigte Partizaner Organizacje (forenede partisaners organisation)omtalt som FPO, den første jødiske partisan enhed i Nazi-besatte Europa, efterfulgtes af den endelige ødelæggelse af den store ghetto.
Under Holocaust blev næsten 95 % af den 265.000 store jødiske befolkning i Litauen dræbt af tyske enheder i samarbejde med litauiske kollaboratører.
I Paneriai, ca. 10 km sydvest for Vilnius centrum, dræbtes alene mellem 70- og 100.000, de 50-70.000 var polsk-, litauiske jøder, 20.000 polakker og ca. 8.000 russere.
Blandt de første ofre var 7.500 sovjetiske soldater, taget som krigsfanger og skudt i 1941.
Slaget om Vilnius.
Slaget om Vilnius udførtes af enheder fra Den røde hærs tredje Hviderussiske Front efterfølgende afslutningen på Den røde hærs Minsk offensiv, de stod overfor resterne af Tredje Panzer og Fjerde Arme.
Enheder af Fjerde Arme, hovedsageligt Femte Panzer division forsøgte at holde jernbane knudepunktet ved Molodechno på jernbanelinien fra Minsk til Vilnius, men knudepunktet blev indtaget den 5. juni 1944 af enheder fra Den røde hær, og de sovjetiske styrker nåede Vilnius den 7. juli.
Den 8. juli var byen omringet, indesluttende den tyske garnison, som havde fået ordre til at holde byen uanset omkostningerne. Sovjettropperne kæmpede sig vej ind i byen under intense gade- til gade kampe sammen med enheder fra det polske hjemmeværn og jødiske partisaner fra FPO. Den 13. juli lykkedes Den røde hær at splitte de tyske styrker i selve Vilnius i to lommer omkring fængslet og observatoriet. 12-13.000 tyske soldater var tabt i Vilnius, og byen var endeligt befriet hen mod aften den 13. juli.
Slaget om Vilnius er også husket som Operation Ostra Brama af det polske hjemmeværn.
Efterkrigstiden.
Efter 2. verdenskrig besluttede sovjetiske myndigheder at forvise den polske befolkning fra Litauen og Hviderusland. Denne beslutning blev implementeret under den såkaldte repatriation og organiseret i fællesskab af sovjetiske og polske myndigheder. Når man ser bort fra, at denne repatriation var frivillig, og at visse dele af den polske befolkning ikke deltog i den, var den meget omstridt både menneskeligt og juridisk set. På denne måde blev byens befolkningssammensætning fuldstændig ændret, og de fleste bånd til byens fortid og traditioner blev brudt.
Disse hændelser påvirkede den demografiske situation i byen i en vis grad. Alligevel var byens vækst i efterkrigstiden den vigtigste faktor for den demografiske udvikling. Væksten i de litauiske byer i denne periode og den synkende befolkning på landet førte til en hurtig befolkningsvækst efter omkring 1960. På denne måde blev den demografiske fordeling af de forskellige etniske befolkningsgrupper i Vilnius mere sammenfaldende med resten af Litauen. Vilnius blev mere litauisk, end den havde været selv flere århundreder tidligere. På den anden side er der en stor polsk befolkningsgruppe, som først og fremmest plejer sine traditioner.
Frigørelse.
I begyndelsen af 1987 fandt der massedemonstrationer sted mod sovjetstyret i byen. Den 11. marts 1990 erklærede den øverste sovjet i den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik sig uafhængig af Sovjetunionen og genoprettede det selvstændige land Republikken Litauen, som var blevet indlemmet af Sovjetunionen i 1940. Sovjetunionen reagerede den 9. januar 1991 med at sende troppestyrker, og den 13. januar angreb sovjetiske styrker vigtige bygninger, hvorved 14 personer mistede livet, og over 700 blev alvorligt skadet. Alligevel anerkendte Sovjetunionen Litauen som et selvstændigt land efter augustkuppet i Moskva samme år. Den officielle anerkendelse kom den 6. september, fire dage efter at USA gjorde det samme. Vilnius havde da ikke været hovedstad i Litauen siden de to korte perioder i 1918 og 1920.
Demografi.
Vilnius by er det største bysamfund i Litauen og samtidig det mest forskelligartede, hvor indbyggere af litauisk nationalitet udgør mindre end 60 %. De nationale minoriteter i Vilnius er polakker, russere, hviderussere, ukrainere, jøder, tatarer, romaer, karaites og andre. De fleste af dem har boet i byen i århundreder. Der er mange litauiske, polske og russiske skoler sammen med andre minoritets skoler. Byen har mange forskellige religiøse samfund: forskellige kristne trosretninger, det største antal jøder i Litauen, et relativt stort antal muslimer og karietes, som har en synagoge i Vilnius, ligesom betragtelig del af befolkningen erklærer sig som ateister.
Fordelt på nationalitet.
I 2007 var der ca. 554.400 inbyggere i Vilnius. Af dem var 57,8 % litauere, 18,7 % polakker, 14 % russere, 4 % hviderussere og 0,5 % jøder, resten ca. 5 % var andre nationaliteter.
Administrative enheder.
Vilnius er det administrative centrum i Litauen med de vigtigste politiske, økonomiske, sociale og kulturelle institutioner beliggende i byen. Vilnius amt (litauisk: "Vilniaus Apskritis") og Vilnius bykommune (litauisk: "Vilniaus miesto savivaldybė") har hovedsæde og administrativt centrum i Vilnius, og selvom Vilnius ikke er en del af Vilnius distrikts kommune (litauisk: "Vilniaus rajono savivaldybė") har også distrikts kommunen hovedsæde og administrativt centrum i Vilnius.
Vilnius bykommune.
Vilnius bykommune, bestående af Vilnius by, byen Grigiskes og tre landsbyer i oplandet styres af Vilnius byråd med 51 medlemmer. Byrådet vælges hvert fjerde år; kandidaterne opstilles af registrrede, godkendte politiske partier. Med virkning fra 2011-valget bliver personlig opstilling, uafhængigt af partierne muligt. Byrådet vælger borgmester, fire vicebormestre og kommunaldirektør på sit første møde.
Bystyrelsen har 12 medlemmer hvor borgmesteren er formand.
Vilius Navickas, fra det konservative parti, har været borgmester i Vilnius siden februar 2009.
Vilnius' bydele.
Kort over Vilnius' bydele. Tallene på kortet svarer til numrene på listen
I Vilnius er der 21 Seniūnijos (engelsk: "elderships") er baseret på kvarterer.
Vilnius, et økonomisk center.
Vilnius er det største økonomiske center for Litauen og et af de største finansielle centre for Baltikum. Selvom byen kun er hjemsted for 15 % af Litauens befolkning, genererer det omkring 35% af Litauens BNP. Baseret på disse indikatorer er BNP per indbygger baseret på købekraftsparitet i 2005 på ca. 33.100 dollars, hvilket er over EU-gennemsnittet.
Vilnius bidrag til Litauens samlede økonomi.
Vilnius bidrog med over 4,6 milliarder litas til det nationale budget i 2004. Dette beløb udgør omkring 37 % af det samlede budget. Kaunas, den næststørste by, bidrog til sammenligning kun med 1,5 milliarder. Vilnius modtog til gengæld 360 millioner litas i budgettet, hvilket kun svarer til 7,7 % af byens bidrag. Denne forskel forårsagede en del konflikt med centralregeringen, idet Vilnius krævede en større andel af de midler, byen genererede.
Turisme.
En vigtig kilde til indtægter for Vilnius er turismen, idet der i 2007 kom mellem 1 og 1,5 mio. udenlandske turister til Vilnius. Dette er en fordobling i forhold til 2005. De største grupper var fra polakker (18 %) og tyskere (11 %).
Banker i Vilnius.
Efter selvstændigheden i 1991 privatiseredes Litauens banksektor. Mange af bankerne er siden opkøbt af skadinaviske banker. De tre største banker, som har en samlet markedsandel på 80 % er, de to svenske banker, SEB-bank og Swedbank samt norske DnB NOR.
Alle banker, de fleste hoteller, mange restauranter og forretninger accepterer Visa-kort.
Vilnius' fondsbørs.
Vilnius' fondsbørs er ejet af OMX, som også driver børserne i bl.a. København, Stockholm, Tallinn og Riga. Børserne i Vilnius, Tallinn og Riga har et samarbejde, der gør det nemmere at handle på hinandens børser.
Der er planer om at bygge et World Trade Center i Vilnius. Centret finansieres af danske og litauiske investorer
Handel.
Der er en række store markeder i Vilnius. Det største i Litauen, Gariunai marked (litauisk "Gariūnai turgus"), ligger i Paneriai bydel, i udkanten af Vilnius. Ved banegården ligger det nyrestaurerede Hales marked (litauisk "Halės turgus") og Kalvariju marked (litauisk "Kalvarijų turgus") ligger i Kalvariju gatvė på højre side af Neris.
Butikscentre i Vilnius.
Et af de største butikscentre i Nordeuropa ligger i bydelen Šeškinė, og dækker 143.000 m². Det består af tre dele under samme tag, Akropolis samt de to mindre dele Ermitazas og Maxima. Akropolis udgør 110.000 m² af hele centret og består af 102 butikker og 8 biografsale. En hel ishockeybane har fået plads inde i centrets café-område. De to andre centerdele er Ermitažas som bl.a. sælger IKEA-varer, og supermarkedet Maxima med ca. 48 kasser. Butikscentret står for omkring 20 % af al detailvareomsætningen i den litauiske hovedstad og er en betydelig seværdighed også for litauere fra andre dele af landet. De nyeste butikscentre i Vilnius er Panorama butikscenter i Zverynas og Europa butikscenter i Snipiskes.
Transport.
Motorvejen Vilnius-Kaunas-Klaipeda her ved Kauna
Vilnius er udgangspunkt for motorvejene Vilnius-Kaunas-Klaipėda og Vilnius-Panevėžys. Selv om Neris-floden er sejlbar, så findes der ingen rutebåde, og årsagen er delvis, at Neris kun er sejlbar til Jonava-området. Fra Vilnius internationale lufthavn går de fleste internationale flyvninger til de vigtigste europæiske destinationer. Vilnius jernbanestation er et andet vigtigt trafikpunkt med jernbaneforbindelse til Klaipeda i vest, Tallinn i nord, Warszawa i syd og Moskva i øst. Byen har også dets eget jernbanemuseum.
Der findes et trolleybus-net i byen. Der er planer om at bygge et sporvognsnetværk, men det er usikkert, om det bliver til noget.
Offentlig transport.
Vilnius har et veludviklet offentligt transportsystem. Der er over 60 bus- og 20 trolleybus-linjer, trolleybusnetværket er et af de største i Europa. Over 250 busser og 260 trolleybusser transporterer omkring 500.000 passagerer hver arbejdsdag. De første egentlige busruter blev etableret i 1926, og den første trolleybus blev introduceret i 1956.
Det offentlige transportsystem er domineret af nye lavgulvs Volvoer og Mercedes-Benz busser samt Solaris trolleybusser. De nye Solaris busser (bygget i Polen) er 15 m lange med tre aksler. Der er stadig mange traditionelle Skoda-busser i drift, men mange af disse er blevet moderniseret. De nye busser er et resultat af en moderniseringskampagne, der begyndte i 2003. Som en del af moderniseringen annoncerede busselskabet UAB "Vilniaus autobusai" i 2007 at de ville indføre naturgas busser.
I 2007 blev et nyt elektronisk månedskortsystem introduceret. Kortet kan købes i butikker og aviskiosker og fyldes op med det ønskede beløb f.eks. via Internettet. De tidligere månedskort var i brug indtil august 2008.
En enkeltbillet koster 2 litas (0,58 €), hvis der benyttes e-kort, kontantbilletter koster 2,50 litas (0,72 €) mens månedskort koster 70-100 litas (20-30 €). Studerende, pensionister og handicappede modtager op til 80 % rabat på billetprisen.
Ved siden af det officielle offentlige transportsystem er der et antal private busselskaber. De opkræver omtrent den samme takst som de kommunale busser og følger sommetider de samme ruter. Der er et utal af forskellige ruter f.eks. fra forskellige områder til Gariūnai marked.
Teater og opera.
Det nationale drama teater med de tre muser, Drama, Tragedie og Komedie, over indgangen
Der er en række teatre i Vilnius bl.a. Litauens nationale drameteater den Litauiske opera og ballet, Det Akademiske teater, det Statslige ungdomsteater, det Russiske teater, det Litauiske folketeater, Vilnius' Universitetsteater, Vilnius gamle byteater og Anzelika Cholina danseteater.
For de musik- og kunstinteresserede er der også mulighed for at uddanne sig på Litauens akademi for musik og teater og Kunstakademiet.
Operaen i Vilnius kan føres tilbage til 1636, hvor en italiensk trup opførte den første operaforestilling i byen på slottet.
Museer.
Der ligger en række museer i byen, bl.a. Litauens nationalmuseum som blev grundlagt i 1855. Museet har levet en omtumlet tilværelse grundet invasioner fra Polen, Tyskland og Rusland. Museet fik sin nuværende navn i 1992, og ligger, med flere afdelinger på slottet.
Derudover ligger også en række andre museer i Vilnius bl.a. Litauens kunstmuseum, Kunstindustrimuseet, Europos Parkas, en skulturpark og Holocaust udstilligen. I Trakai, Litauens historiske hovedstad, 28 km vest for Vilnius, ligger Trakai historiske museum, på slottet, i øvrigt er Trakai et besøg værd. I Kernave, Litauens svar på Pompeii, 38 km nordvest for Vilnius, ligger Kernaves historiske, arkæologiske museum. Kernave blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste 2004.
Guggenheim-Eremitage museet er planlagt til at åbne i 2011. Museet vil indeholde udstillinger af værker fra Sankt Petersborgs Eremitage museum og Guggenheim Museet sammen med andre samlinger.
Arkitektur.
Sankt Annas kirke i Vilnius, tæt på slottet
I lighed med de fleste middelalderbyer har Vilnius middelalder-by udviklet sig rundt om rådhuset (litauisk "Vilniaus rotušė"). Hovedstrøget, Pilies gatve, strækker sig fra rådhuspladsen (litauisk "Rotuses aikste") til domkirkepladsen (litauisk "Katedros aikste") ved slottet. Andre gader slynger sig rundt om slottet. Husene tilhørte feudale storfolk og godsejere, ligesom der er kirker, butikker og værksteder. I den gamle by findes mange trange og krogede gader og hyggelige gårdspladser.
Det historiske midtpunkt i Vilnius, den gamle by, er en af de største i Østeuropa (3,6 km²). De mest værdifulde historiske og kulturelle bygninger og findesteder er koncentreret her. Bygningerne i den gamle by – de udgør omkring 1500 – blev bygget gennem flere århundreder og er derfor en samling af mange forskellige arkitektoniske stilarter. Selv om Vilnius ofte kaldes en barokby, vil man også finde mange bygninger i gotisk arkitektur, renæssance og andre stilarter. De vigtigste seværdigheder i byen er Gediminas slot og domkirkepladsen, der symboliserer hovedstaden. Sammen udgør de også indgangen til det historiske centrum.
Vilnius Centrum blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste 1994 grundet byens imponerende sammensætning af gotiske, renæssance, barok- og klassicistiske bygninger. Lige udenfor byen strækker en lille del af Struves meridianbue som også er på UNESCOs Verdensarvsliste.
Vilnius' gamle bydel.
Som de fleste middelalderbyer har Vilnius' gamle bydel udviklet sig omkring rådhuset. hovedgaden Pilies gatvė, der strækker sig fra rådhuset til guvernørens palads. Andre gader slynger sig rundt om slottet, som tilhørte feudale dejlige mennesker og ejere af ejendomme, kirker, butikker og værksteder. Som den middelalderlige Vilnius udviklet sig radialt udviklet de smalle og snoede gader og små hyggeligt gårdhaver.
Den historiske bymidte i Vilnius "Senamiestis seniūnija" er en af de største i Østeuropa (3.6 km²). De mest værdifulde historiske og kulturelle bygninger og arkæologiske interessante steder er koncentreret her. Bygningerne i den gamle by, omkring 1500, blev bygget over flere århundreder og er en samling af mange forskellige arkitektoniske stilarter. Selv om Vilnius ofte kaldes en barokkby, findes der gotiske arkitektur, renæsance og andre stilarter. Hovedattraktionerne i bydelen er Gediminas slot og Domkirkepladsen, som er symbol på hovedstaden. Sammen er de indgangen til det historiske centrum. Vilnius' gamle bydel kom i 1994 på UNESCO World Heritage.
I 1995 blev den eneste kendte skulptur af Frank Zappa afsløret i centrum af Vilnius med tilladelse fra regeringen.
Det var den litauiske billedhugger Constantine Bogdana, som tidligere havde lavet buster af Vladimir Lenin, der udødeliggjorde Zappa.
Parker, pladser og kirkegårde.
Vingis Park, som er byens største, var skueplads for adskillige store demonstrationer under Litauens kamp for selvstændighed i 1980'erne. Sereikiškės Park, nær Gediminas tårnet bruges til koncerter, festivaler og udstillinger.
Domkirkepladsen i den gamle by er omgivet af en række af byens historisk vigtigste steder. Lukiškėspladsen er den største i centrum og omkranses af adskillige kommunale bygninger. En stor statue af Lenin i midten blev fjernet i 1991. Rådhuspladsen har i lang tid været stedet, hvor messer, fejringer og vigtige begivenheder fandt sted, inklusiv Kaziukasmessen. Byens juletræ står ligeledes her. Statsceromonier er ofte blevet afholdt på Daukantaspladsen, overfor præsidentpaladset.
Rasos-kirkegården, indviet i 1801, er stedet, hvor bl.a. Jonas Basanavičius og andre underskrivere af uafhængighedserklæringen i 1918 ligger begravet. Ligeledes er den polske leder Józef Piłsudskis hjerte begravet her.
To af de tre jødiske kirkegårde i Vilnius blev ødelagt under sovjettiden. Omkring 18.000 begravelser har fundet sted på
Franciskanerordenens kirkegård, etableret i 1810. Den blev lukket i 1970'erne, men er nu ved at blive restaureret.
Antakalnis kirkegården, etableret i 1809, indeholder mindesmærker for polske, litauiske, tyske og russiske soldater sammen med gravene af dem, der blev dræbt under Januarbegivenhederne.
Kulturhovedstad 2009.
Vilnius var samtidigt med den østrigske by Linz Europæisk kulturhovedstad i 2009. Arrangementet skulle vise Vilnius som en moderne europæisk by med en rig fortid. I forbindelse med dette var der en lang række kulturelle arrangementer og der blev gennemført omfattende moderniseringer af infrastrukturen.
Uddannelse.
Vilnius Universitet - universitetets hovedbygning ligger på hjørnet af Pilies gatve og Universiteto gatve
Alle større litauiske videregående uddannelsesinstitutioner er beliggende i Vilnius. Det største universitet i Litauen med næsten 23.000 studerende er Vilnius universitet. Grundlagt i 1579 er det ligeledes det ældste. Af andre store uddannelsesinstitutioner ligger også Det tekniske universitet, Mykolas Romeris universitet (et juridisk universitet) og det Pædagogiske universitet. Derudover er der en række specialiserede uddannelsesinstitutioner med universitetsstatus som General Jonas Žemaitis militærakademi i Litauen, Litauens akademi for musik og teater, Vilnius kunstakademi, den Nationale M. K. Čiurlionis skole for kunst og European Humanities University samt over 40 forskningsinstitutter.
Sport.
Vilnius maraton er blevet afholdt hvert år siden 2004. Arrangementet begyndte i 2001 som et 10 km løb, men blev i 2004 udvidet til et maratonløb. I 2006 blev halvmaraton introduceret.
Vilnius har to fodboldklubber, der spiller i den bedste litauiske række, FK Žalgiris Vilnius (mestre i '91, '92 og '99) og FK Vėtra.
Vilnius har ligeledes to basketballklubber, der spiller i den bedste litauiske række, BC Lietuvos Rytas (mestre i 2000, '02 og '06) og BC Sakalai (mestre '94).
Klaipėda.
Klaipėda () (russisk:Клайпеда) er en by i det nordvestlige Litauen. Klaipėda ligger ved udsejlingen fra den Kuriske Bugt til Østersøen. Som Litauens eneste havn, er der færgeterminal med forbindelser til Sverige og Tyskland. Nogle af de ældre bygninger er maleriske bindingsværkhuse, der ligner dem, der findes i Tyskland, Frankrig, England, Danmark og Sydsverige.
Befolkningstallet faldt fra 207.100 i 1992 til 185.936 i 2007. Populære badebyer tæt på Klaipėda er Nida mod syd på Den kuriske landtange, og Palanga mod nord.
Historie.
Byen var det tidligere Østprøjsens nordligste havneby og blev efter 1. Verdenskrig sammen med området nord for floden Nemunas overtaget af Folkeforbundet og overgivet til international styring under fransk ledelse og senere overtaget af Litauen. Byens store tyske mindretal stemte i mellemkrigsårene for tysk politisk styring. Klaipėda og omgivende område Memelland blev 22. marts 1939 atter besat af Tyskland og forenet med Østprøjsen. Klaipėda blev hårdt ramt af de allieredes bombardementer under 2. verdenskrig, og kun ca. 1 km² af den oprindelige by er bevaret. En stor del af de tysksindede indbygere flygtede med de nazistiske styrker under tilbagetrækningen i 1944, andre blev, i flg. fredsslutningen efter 2. Verdenskrig forflyttet til Vesttyskland. En del tysksindede blev mellem 1945 og 1948 sendt til Sibirien som krigsfanger.
Administrative enheder.
Klaipėda er det administrative centrum i Klaipėda amt () og Klaipėda bykommune () har hovedsæde og administrativt centrum i Klaipėda, og selvom Klaipėda ikke er en del af Klaipėda distriktskommune () har også distriktskommunen hovedsæde og administrativt centrum i Klaipėda.
Klaipėda bykommune.
Klaipėda bykommune styres af Klaipėda byråd. Byrådet vælges hvert fjerde år og har 31 medlemmer; kandidaterne opstilles af registrerede, godkendte politiske partier. Med virkning fra 2011-valget bliver personlig opstilling, uafhængigt af partierne muligt. Byrådet vælger borgmester på sit første møde.
Klaipėdas bydele.
Klaipėda består af 2 bydele: Melnragė og Giruliai.
Mærsk-koncernen i Klaipėda.
I 1996 overtog Mærsk-koncernen skibsværftet Baltija i Klaipėda, der bl.a. var underleverandør ved bygningen af verdens største containerskib "Emma Mærsk", men efter beslutningen om lukningen af Lindøværftet er Baltija igen sat til salg.
Kaliningrad.
Kaliningrad ("russisk": Калининград) hed fra 1255 til 1946 Königsberg ("russisk": Кёнигсберг). Byen var hovedstad i Østpreussen, det tidligere hertugdømme Preussen og en gammel tysk hansestad. I slutningen af 2. verdenskrig blev den erobret af Sovjetunionen og i 1946 omdøbt til Kaliningrad efter Sovjetunionens daværende statsoverhoved Mikhail Kalinin. Byen ligger i dag i Kaliningrad oblast, der er en russisk eksklave mellem Polen og Litauen.
Ved folketællingen i 2006 havde byen 423.651 indbyggere.
Historie.
Königsberg ("tysk": "kongens bjerg") blev grundlagt i 1255 af den Tyske Orden under deres erobring af Preussen, hvilket markerede begyndelsen på germaniseringen af området, der tidligere havde været beboet af preusserne, en baltisk stamme. Byen blev opkaldt efter kong Ottokar 2. af Bøhmen, der kom til området med de baltiske eller nordiske korsfarere.
Efter tabet af Marienburg til Polen, blev Königsberg fra 1457 hovedstad i den religiøse stat under den Tyske Orden, reduceret til hertugdømmet Preussen ved den anden traktat i Thorn i 1466. Ordenens territorier blev sekulariseret i 1525, og Preussen kom i 1618 i personalunion med Brandenburg under kurfyrsterne Hohenzollern, der i 1701 udråbte kurfystendømmet Brandenburg og hertugdømmet Preussen som kongeriget Preussen. Som en del af kongeriget Preussen var Preussen (siden 1772 kaldt Østpreussen) efter det Tysk-romerske riges fald i 1806 del af den tyske konføderation (Deutscher Bund) 1815-66 og af det tyske kejserrige fra 1871.
Byporten "Kongens Port" fra omkring 1850
Königsberg blev et center for kundskab, specielt matematik, og fostrede flere prominente personer som matematikerne Christian Goldbach og David Hilbert samt filosoffen Immanuel Kant. I 1736 anvendte matematikeren Leonhard Euler arrangementerne af broer og øer ved Königsberg som udgangspunkt for de syv königsbergske broer, et matematisk problem, der blev grundlaget for topologien.
Under 2. verdenskrig led byen under stor ødelæggelse fra britiske bombeangreb i 1944. Den historiske bymidte blev fuldstændig ødelagt, herunder domkirken, slottet, alle kirkene i den gamle bykerne, det gamle og det ny universitet og det gamle havnekvarter.
9. april 1945 overgav den militære ledelse af byen under ledelse af general Otto Lasch sig til de sovjetiske styrker, og byen blev overladt til Den Røde Hær. De fleste indbyggere var flygtet til Øst - og Vesttyskland, og de ca. 200.000, der blev tilbage blev deporteret af Sovjetunionen i 1945-49.
I 1946 omdøbtes byen til "Kaliningrad" efter Sovjetunionens formelle statsoverhoved, Mikhail Kalinin. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er det blevet diskuteret at give byen dens gamle navn tilbage, lige som det skete i St. Petersburg (Leningrad) og Volgograd (Stalingrad), først og fremmest fordi "Kaliningrad" ikke længere er politisk stuerent på grund af stalinisternes forbrydelser.
Den russiske stavemåde af det oprindelige navn er Кёнигсберг ("Kjonigsberg").
Efter tres år, hvor Kaliningrad fortrinsvis blev brugt som militær flådebase af Sovjetunionen, er byen i dag et blandet syn med en stor befolkningstilvækst pga. at mange flytter til Kaliningrad fra den øvrige del af Rusland og andre lande, der tidlige var en del af Sovjetunionen. Der er heriblandt mange rige russere. Det har medført et stort byggeboom i 2002-2008, men det er svært for den jævne lønmodtager at købe boliger. Der er ikke de samme muligheder som i Danmark for at optage lån til køb af bolig. Med hjælp fra tyske midler er en del kulturminder som Königsberger Dom blevet genopbygget.
Ved skæbnens ironi er eksklaven atter et stridens æble i stormagtspolitikken. I 1930'erne ville den tyske kansler have en landkorridor mellem Königsberg og resten af Tyskland, efter at Østpreussen var blevet adskilt fra resten af landet efter 1. verdenskrig. I dag er det Rusland, der kræver frie rejsemuligheder mellem Kaliningrad og Rusland gennem EU-landene Litauen og Polen, der er en del af Schengen-samarbejdet.
Klima.
Kaliningrads klima er under indflydelse af Atlantiske luftstrømme. Januar er koldeste måned med - 2,3 grader Celsius, juli er varmeste måned med + 17,4 grader Celsius. Årsgennemsnit er + 7,3 grader Celsius (Danmark 7-8 grader Celsius). Nedbøren er 654 mm. pr. år.
Kultur og seværdigheder.
I Kaliningrad findes Immanuel Kant Museet, Museet for Historie og Kunst (med en kendt Preussen samling) og et Ravmuseum. På et skib- " Witjas" - i floden findes et Oceanografisk Museum. Byen er hjemsted for Kaliningrad Filharmonikerne, Kaliningrad Kammerorkester, et kendt sangkor, et Dramateater og et Dukketeater (Kaliningradski teatr kukol).
Hvor byen før krigen var tæt bebygget, er der nu parker og brede alleer, så Kaliningrad virker meget grøn.Der er en Botanisk have og et Zoo. Domkirken er bevaret og istandsat ligesom de gamle byporte stadig står.
Der findes en Luthersk kirke samt en nybygget Russisk ortodoks kirke - Kristi Frelserkirke. Fra bus- og togstationen er der forbindelse til Zelenogradsk og Svetlogorsk, der er badesteder med fine sandstrande.
Uddannelse.
Kaliningrad er hjemsted for Immanuel Kant Universitetet, Baltisk Institut for Økonomi og Finans samt et Fiskeriakademi.
Erhverv.
Kaliningrad er del af en særlig russisk økonomisk zone, som har medført høj økonomisk vækst herunder investeringer fra mange tyske firmaer samt danske firmaer inden for landbrugssektoren. Derudover er vigtige erhvervsgrene i Kaliningrad fiskeriet, skibsværfter (Jantar værftet),maskinindustri (bl.a fjernsynsfremstilling) samt bilfabrikken Avtotor.
Tallinn.
Tallinn, Lyndanisse (til 1918: Reval,) er hovedstad og største by i Estland. Byen har 410.050 indbyggere (2010) og ligger på den nordlige kyst af Estland, 80 km syd for Helsinki.
Byen blev i 1219 erobret af danskerne, der solgte den til Den tyske Orden i 1346. Tallinn var under svensk herredømme fra 1561 til 1720, hvor svenskerne tabte deres besiddelser i Baltikum under Den store nordiske krig til Rusland. Fra 1919 til den sovjetiske besættelse (efter 2. verdenskrig) var Tallinn hovedstad i Estland. I 1991, efter Estlands selvstændighed, blev Tallinn igen hovedstad.
Byens gamle by, "Vanalinn", blev opført i UNESCO's Verdensarvsliste i 1997.
Baggrund for navnet (etymologi).
Baggrund for navnet "Tallinn(a)" kommer med sikkerhed fra estisk sprog. Ordets oprindelige betydning er omdiskuteret. Den mest brugte forklaring er, at ordet stammer fra "Taani-linn(a)", som på estisk betyder "Danskerbyen" eller "Danskerborgen". Men ordet kan også komme af "tali-linna" (Vinterbyen) eller "talu-linna" (Husbyen).
Endelsen "-linna" ugrisk, svarer til "-burg" på tysk og "-grad" på slavisk og betyder oprindeligt fæstning, men er i dag mest synonym med endelser på bynavne.
Tallinna erstattede det tidligere officielle tyske navn "Reval" i 1918, da Estland opnåede selvstændighed fra Rusland. I begyndelsen af 1920'erne blev byens navn ændret fra Tallinna til Tallinn.
Historiske navn.
Det tyske og svenske navn Reval (Latin: "Revalia", gammelsvensk: "Räffle") opstod i 1200-tallet fra det estiske fylke "Rävala". Andre kendte historiske navne på Tallinn er "Lindanise" (se slaget ved Lyndanisse), "Lyndanisse" på dansk, "Lindanäs" på svensk, "Kesoniemi" og "Rääveli" på finsk og "Kolyvan" (Колывань) og "Ledenets" på gammelt østslavisk.
Legenden bag navnet Reval.
Et af mange forsvarstårne i Tallinns bymur
Den danske kong Valdemar 2. var på hjortejagt i Toompea, hvor han fik øje på en kronhjort. Kongen kunne lide dyret og beordrede, at det skulle fanges levende. Uheldigvis for kongen stak hjorten af og røg ned fra en klippe og brækkede nakken. På tysk betyder Reh-fall "Hjortefald". Navnet Reval er ifølge legenden udledt af Reh-fall.
Et af forsvarstårnene i bymuren, som går omkring Tallinns gamle by, hedder "Kiek in de Kök" (Plattysk for "Et kig ind i køkkenet"). På væggen til dette tårn er der en skulptur, som skildrer denne hjortejagt på Toompea (Domberg).
Hjortefald-teorien bestrides af mange historikere, som mener, Reval kommer fra det gamle estiske amt Revalia. I tillæg er der flere nedskrivelser af navnet Reval flere år, før den danske konges første besøg i Estland i 1219.
Historie.
Sydkysten af Den Finske Bugt antages at være blevet befolket af stammer, som talte østersøfinsk omkring 2. årtusinde f.Kr..
I 1154 var Tallinn angivet på et verdenskort, som blev tegnet af den arabiske kartograf al-Idrisi på ordre fra kongen Roger 2. af Sicilien.
Slaget ved Lyndanisse og påfølgende dansk styre.
Tallinns store våbenskjold, som stammer fra Valdemar 2.
Som en vigtig havn for handel mellem Rusland og Skandinavien blev Tallinn central i ekspansionsplanerne for Den tyske Orden og Danmark under De nordlige korstog i begyndelsen af 1200-tallet, hvor kristendommen blev påtvunget lokalbefolkningen.
Efter at have samlet en meget stor hær drog kong Valdemar 2. af Danmark mod Estland med 1500 langskibe i et korstog mod, det danskerne så som de hedenske estlændere. Flåden nåede Estlands nordlige provins Revele i begyndelsen af juni 1219. Med i flåden var udover kongen ærkebiskop Anders Sunesen og biskop Theoderik af Estland. I hæren var også flere af kongens vasaller, tyskere under grev Albert og sorbere under Vitslav 1. af Rügen.
Korsfarerne slog sig ned ved Lyndanisse (dagens Tallinn) og begyndte at opføre en borg, "Castrum danorum", som senere på estisk blev til Tallinn, danskerborgen. Under bygningen af borgen kom flere estiske forhandlere på besøg for at trække tiden ud, mens de selv samlede deres hær.
Om aftenen den 15. juni 1219 angreb esterne danskerne og deres allierede fra fem retninger i det, som i dag er kendt som slaget ved Lyndanisse. Biskop Theoderik blev dræbt af esterne, som troede, de havde dræbt kongen. Alt tydede på et katastrofalt nederlag for korsfarerne. Imidlertid blev sorberne ikke opdaget af den estiske angrebsstyrke. Vitslav gennemførte et hurtigt modangreb, som standsede den estiske fremrykning. Dette gav de øvrige korsfarere tid til at samle sig og omgruppere, hvorefter de i fællesskab klarede at drive den estiske hær på flugt. Tallinn og store dele af dagens Estland blev efter dette underlagt Danmark.
Ifølge sagnet knælede ærkebiskop Anders Sunesen i bøn på en bakketop under slaget. Da han rakte armene mod himlen, rykkede danskerne frem, da armene blev sænket på grund af træthed, trak de sig tilbage. Hjælpere kom til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit mest intense, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, som faldt ned fra himlen. Dette opmuntrede de danske soldater yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar bekendtgjorde, at det korsflag, som gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske flag, i dag kendt som Dannebrog.
I 1200-tallet tillod den danske konge, at bystyret i Reval (som byen den gang hed) måtte benytte hans personlige våbenskjold, tre blå løver med kroner på gylden baggrund.
Hanseforbundet og tysk dominans.
I byen blev der stort set talt tysk, og tysk var det officielle sprog, men estisk kultur blev bevaret, fortrinsvis af bønder uden for bymurene. Fra 1285 var byen medlem af Hanseforbundet, en handelsorganisation med udspring i den tyske by Lübeck i 1200-tallet.
I 1343 var der et oprør mod kirken, og danskerne solgte Tallinn sammen med deres andre fastlandsbesiddelser i Nordestland til Den tyske Orden. Dette indledede en langvarig tysk dominans.
Efter den livlandske krig mellem Rusland, Polen og Sverige kapitulerede Tallinn til Sverige i 1561. Byen forblev svensk i henved 200 år. Den svenske periode omtales af estlændere som ”den gode, gamle svenskertid”.
Den Store nordiske krig.
De svenske tropper stationeret i Tallinn kapitulerede under Den Store Nordiske Krig og overgav byen til Rusland under freden i Nystad 30. august 1721. Mens svenskerne havde søgt at begrænse tyskernes indflydelse, genoprettede den russiske zar Peter 1. alle deres rettigheder.
Estlands selvstændighed i 1918.
24. februar 1918 blev uafhængighedserklæringen proklameret i Tallinn, og byen blev hovedstad i den uafhængige stat Estland, og det gamle våbenskjold fra Valdemar 2.'s tid blev indført som statens nationalsymbol. Under sovjettiden blev symbolet forbudt, men genindført ved selvstændigheden i 1990. Uafhængighedserklæringen blev efterfulgt af en tysk okkupation og en befrielseskrig mod Rusland. 2. februar 1920 indgik Estland en fredsaftale med Rusland (Sovjetunionen) i Tartu, hvor Rusland for altid lovede at anerkende Estlands uafhængighed.
2. verdenskrig.
Under 2. verdenskrig blev Estland først besat af Sovjetunionen i 1940-41, derefter af Tyskland 1941-44 og igen af Sovjetunionen i 1944. Estland blev efter krigens slut annekteret af Sovjetunionen, og Tallinn blev hovedstaden i den estiske socialistiske sovjetrepublik.
Estlands selvstændighed i 1991.
a> blev Estlands nationalsang både ved selvstændigheden i 1920 og 1991
Estland har siden 1869 arrangeret nationale sangfestivaler. Her kombineres mange af de estiske sang- og musiktraditioner med nationale sange. Sangfestivalen har gennem sin 130-årige historie fungeret som estisk, national opposition mod zarherredømmet og sovjetstyret, fejret estisk selvstændighed (1920-1940 og 1991-) og har været en arena for estisk nationalisme og sangtraditioner.
Den estiske løsrivelsesproces fra Sovjetunionen kaldes Den syngende revolution, og den første protestperiode blev blandt andet udløst af Tjernobylulykken og sovjetiske planer om massiv udnyttelse af de estiske gylleforekomster. Glasnost gjorde det muligt at gennemføre en fjernsynsserie, som åbnede øjnene på folk og skabte en bevidsthed om, hvad sovjetisk styre havde betydet i form af rovdrift og forurening. Der opstod ønske om at få kontrol over egne resurser.
Den syngende revolution startede i forbindelse med natsangfestivalen i Tallinn sommeren 1988, hvor sovjetpatriotiske sange i løbet af natten blev byttet ud med forbudte sange med nationalt indhold. I september samme år blev en ny sangfestival arrangeret. I 1990 sang 30.000 korsangere for 450.000 tilhørere i parken Lauluväljak. Den syngende revolution varede i fire år, til Estland opnåede selvstændighed i 1991.
Tallinn i dag.
Foruden danske og tyske indslag bærer Tallinn også præg af, at den har været underlagt Sverige og Rusland. Zaren byggede bl.a. Alexander Nevskij-katedralen til minde om en person, som estlænderne ser på som en undertrykker.
I dag udgør Tallinn et dynamisk vækstcenter i Østersøregionen, og byen har på mange måder haft succes efter omvæltningerne, som fulgte Sovjetunionens fald, på en relativt vellykket måde.
Politik.
Tallinn styres efter en parlamentarisk styringsmodel. Dette indebærer, at et byråd (byregering) er ansvarlig overfor bystyret, på samme måde som en regering er ansvarlig over for nationalforsamlingen.
Bystyret er Tallinns øverste organ og vælges af byens stemmeberettigede befolkning for fire år. Bystyret ledes af Tallinns borgmester, som er Toomas Vitsut (2005), og består af 63 bystyremedlemmer. Sidste kommunevalg var 16. oktober 2005.
Byrådet er Tallinns regering og består af syv personer, byrådslederen (Jüri Ratas, valgt i 2005) og seks byrådsmedlemmer.
Administrative bydele.
Tallinn er inddelt i otte administrative bydele (estisk: "linnaosad", ental: "linnaosa").
Mustamäe i vest i byen er et højhusområde, hovedsagelig bygget i sovjettiden. Byens tekniske højskole og en fremvoksende teknologipark ligger i bydelen.
Pirita helt i øst er et fritids- og villaområde. Her ligger byens gæstehavn, den største badestrand, den botaniske have og flere parker. Floden Pirita jõgi, som er den største i området, går gennem bydelen
Geografi.
Kort over Estland med Tallinns placering på den centrale nordkyst
Tallinn ligger på sydsiden af Den Finske Bugt i det nordlige, centrale Estland.
Tallinns største indsø er Ülemistesøen (9,6 km²) og er byens største drikkevandskilde. Harkusøen er Tallins næststørste indsø og er på 1,6 km².
Tallinns højeste punkt er 64 moh og ligger i Nõmme i den sydvestlige del af byen.
Kystlinjen er på 46 km og omfatter tre halvøer: Kopli, Paljassaare og Kakumäe.
Økonomi.
I tillæg til at være landets største havn og hovedstad har Tallinn haft en positiv udvikling indenfor informationsteknologibranchen (IT). 13. december 2005 karakteriserer den amerikanske avis The New York Times Estland og Tallinn som "et slags Silicon Valley i Baltikum". Skype er en af de mest kendte it-virksomheder, som holder til i byen. Mange af byens it-virksomheder ligger i det tidligere sovjetiske Institut for kybernetik, et institut som har fået meget af æren for Estlands fremgang indenfor it.
Andre vigtige erhvervsveje i Tallinn er tekstil- og madindustri, samt service- og offentlig sektor.
Demografi.
Som følge af den sovjetiske besættelse efter anden verdenskrig og en bevidst russisk koloniseringspolitik udgør russere i dag en meget stor andel af byens befolkning.
Befolkningsudvikling.
Tallinn har 401.694 indbyggere (marts 2005).
Ifølge Eurostat, EU's statistikbureau er Tallinn en af de hovedstæder i unionen, som har den største andel af ikke-EU-borgere bosat. Kun nærliggende Riga har så stor en andel ikke-nationale indbyggere. 27,8 % af indbyggerne kommer fra lande udenfor EU, dette skyldes hovedsagelig immigration fra andre sovjetrepublikker under den sovjetiske periode (1944-1991). Mange af disse immigranter og deres efterkommere har ikke estisk statsborgerskab.
Ifølge Estlands officielle statistikbureau udgør estlændere 53,7 % af Tallinns befolkning i 2006, mens etniske russere udgør 36,5 %.
Seværdigheder.
Toompea Loss, den estistiske parlamentsbygning
Toompea.
Toompea (Domberg) var tidligere stedet, hvor Estlands centralmyndigheder havde deres sæde. Først holdt biskopperne til her, derefter Den tyske Orden, derefter det baltisk-tyske adelskab. Den estiske regering holder til her i dag sammen med mange ambassader.
Gamlebyen.
Oversigtsbillede over Tallinns gamleby, "Vanalinn"
Tallinns gamleby var tidligere en hansestad og var center for regionens handel i middelalderen, hvor det oplevede en storhedstid. På trods af at gamlebyen op gennem tiderne er blevet angrebet, plyndret, raseret og bombet, anses den som en af de bedst bevarede gamlebyer i Europa. Gamlebyen blev sat på UNESCO's verdensarvliste i 1999. Myndighederne har sat gang i et omfattende restaureringsarbejde efter flere år med manglende vedligehold.
Kadriorg.
Bydelen har en stor træhusbebyggelse fra 1800-tallet, hvor et større restaureringsarbejde er sat i gang efter mange års forfald.
Det tidligere sommerpalads, som Peter den Store fik opført til sin anden hustru dronning Katharina 1., ligger i Kadriorg, bygget lige efter den store nordiske krig af Niccolo Michetti. Paladset bruges i dag af Estlands kunstmuseum og som præsidentbolig. Kadriorg ligger 2 km øst for bycentret.
Pirita.
Pirita ligger to kilometer nordøst for Kadriorg
Transport indad i byen.
Tallinn by har et omfattende netværk af offentlig transport, fordelt på bus, sporvogn og trolleybus. Billetpriserne anses som rimelige (7 EEK), og det er en enhedspris uanset afstand. Billetter kan købes på forhånd eller hos chaufføren, det sidstnævnte er dyrere.
Fly.
Fly fra Air Baltic på Tallinn lufthavn
Tallinn lufthavn ligger 4 km sydøst for Raekoja plads (Rådhuspladsen). I 2007 startede en udvidelse af flypladsen, arbejdet skal være færdig i 2008. Transport ind til centrum betjenes af en busrute eller taxa.
Passagertrafik.
Helikopter fra Copterline på Helsinki-Malmin lufthavn
Helikopter.
Indtil august 2005 var der en helikopterrute med afgang hver time til Helsinki. Ruten blev drevet af Copterline, som reklamerede med, at ruten var den hurtigste hovedstad-til-hovedstad-rute i verden. Helikopteren lettede fra Linnahall på udsiden af gamlebyen og ikke fra flypladsen. Den 10. august 2005 styrtede helikopteren ned, efter at være startet fra Tallinn, og alle 14 om bord blev dræbt.
Tog og vej.
Inde i en estisk togvogn
Togene er elektriske og drives af togselskabet Elektriraudtee. Togsættene er en blanding af moderniserede, ældre EMU-tog fra sovjettiden og nybyggede togsæt. Den første elektriske togstrækning i Tallinn blev åbnet i 1924 og var på 11,2 km til Pääsküla.
Rutebusser er også tilgængelige til disse byer samt andre destinationer som bl.a. Sankt Petersborg i Rusland og Riga i Letland. Selskabet EVR Ekspress driver nattogsruten til Moskva.
Hovedvejen "Via Baltica" (del af E 67 fra Helsinki til Prag) forbinder Tallinn med landene sydover (Letland, Litauen, Polen).
Færge.
Færge fra Eckerö Line i Tallinn havn
Den mest brugte passagerfærgestrækning er ruten til Helsinki, som ligger cirka 80 km nord for Tallinn. Turen tager 1 time og 20 minutter med hydrofoil og 4 timer med konventionel færge.
Klima.
Klimadiagram for Tallinn med oversigt over nedbør og temperaturer
Vådt og moderate temperaturer om vinteren. Nordisk klima om sommere, med gennemsnitlig dagtemperatur på 15-20°C. Moderate nedbørsmængder gennem hele året, men stigende om foråret og sommeren.
Uddannelse.
Det største uddannelsessted for højere uddannelse i Tallinn er Tallinns teknologiske højskole (estisk: Tallinna Tehnikaülikool - TTÜ) med 11.000 studenter. Etableret i 1918.
Universitetet i Tallinn (estisk: Tallinna Ülikool) med rødder tilbage til 1919, er et af de største uddannelsessteder for højere uddannelse i Estland med sine 6.640 studenter.
Minsk.
Minsk (hviderussisk: "Мiнск", russisk: "Минск", polsk: "Mińsk (Litewski)", litauisk: "Minskas") er hovedstad og største by i Hviderusland. Byen ligger ved floderne Svislach og Niamiha. Minsk er ligeledes hovedkvarter for Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG). Som nationens hovedstad har Minsk en speciel administrativ status i Hviderusland og er ligeledes administrativt center for Minsk voblast (provins) og Minsk raion.
Historie.
De tidligste referencer til Minsk kan dateres til det 11. århundrede (1067). I 1242 blev Minsk en del af Storfyrstendømmet Litauen og modtog byprivilegier i 1499. Fra 1569 var byen hovedstad i Minsk voivodskab i den Den polsk-litauiske realunion. Byen blev annekteret af Rusland i 1793 som en konsekvens af Polens anden deling. Fra 1919–1991 var Minsk hovedstad i Hviderussiske SSR.
Geografi.
Minsk er beliggende i det sydøstlige område af Minskbjergene, en region af rullende bjerge, der går fra sydvest til nordøst - det vil sige til Lukomskaye-søen i det nordvestlige Hviderusland. Den gennemsnitlige højde over havet måler sig til 220 m. Minsks geografi blev formet under de to seneste istider. Floden Svislotsj, som løber igennem byen fra nordvest til sydvest, er beliggende i "urstrohmtal", en antik floddal formet af vand flydende fra smeltende is i slutningen af den seneste istid. Minsk blev oprindeligt grundlagt på bjergene. I løbet af det 20. århundrede kom byen dog til at inkludere de mere flade områder i sydøst. Den vestlige del af byen er den mest bjergprægede.
Minsk er beliggende i et område med blandet skov, som er typisk for det meste af Hviderusland. Der kan stadig ses skov i udkanten af byen, især i nord og øst. Noget af skoven blev omdannet til parker (fx Chelyuskinites Park), da byen voksede.
Klima.
Minsk har en varm sommer (fugtigt kontinentalklima) takket være dens beliggenhed mellem den fugtige luft fra Atlanterhavet og den tørre luft fra landområderne i Eurasien. Dens vejr er dog ustabilt og har tendens til at skifte ofte.
Den gennemsnitlige januartemperatur er på -6,1° Celsius, mens julitemperaturen ligger på 17,8 °C. Den laveste temperatur blev noteret d. 17. januar 1940 og var på hele -40 °C hvorimod den højeste temperatur, noteret d. 29 juli 1936, var 35 °C.
Luften er ofte fugtig med luftfugtighedsniveau på 80-90%, især i den kolde sæson. Gennemsnitligt er der 135 fugtige dage om året, hvorimod der kun er 6 tørre. Dette resulterer jævnligt i tågedannelse, som er mest almindelig i efteråret og foråret. Minsk får årligt en nedbørsmængde på 646 mm, hvoraf en tredjedel falder i den kolde periode (som sne og regn) og to tredjedele i den varme periode. I årets løb er de fleste vinde vestlige og nordvestlige, hvilket bringer kølig og fugtig luft ind fra Atlanten.
Økonomi.
Minsk er den økonomiske hovedby for Hviderusland. Den har udviklet industri- og tjenesteydelsesektorer, der ikke blot varetager byens behov, men hele landets.
Industri.
Byen har over 250 fabrikker. Dens industrielle udvikling startede i 1860'erne og blev understøttet af jernbanerne, der blev bygget i 1870'erne. Det meste af den industrielle infrastruktur blev dog ødelagt under første verdenskrig og især under anden verdenskrig. Efter den sidste krig var udviklingen af byen især bundet op på industriens udvikling. Minsk forvandledes til et kæmpe produktionscentrum for lastbiler, traktorer, gear, optisk udstyr, køleskabe, tv og radioer, cykler, motorcykler og ure. Udover maskin- og elektronikproduktionen havde Minsk også tekstil-, mad- og trykkeindustri. Under sovjetperioden var udviklingen af industrien hængt op på udbydere og markeder inden for Sovjetunionen og unionens sammenbrud i 1991 bevirkede et seriøst økonomisk sammenbrud i 1991-1994. Under Alexander Lukashenkos regeringstid i 1995, hvor byen indførte neo-keynesianske politikker, blev meget af den grovindustrielle produktion genoptaget. Ulig mange andre byer i Østeuropa blev Minsk ikke groft deindustrialiseret i 1990'erne.
Omkring 40% af arbejdsstyrken er stadig aktiv inden for fremstillingssektoren. Over 70% af de producerede varer bliver eksporteret fra Hviderusland. Eksporten er især rettet mod Rusland og andre medlemmer af SNG. Minsk besidder dog ikke den nyeste teknologi og det bedste udstyr og er derfor på visse punkter ikke konkurrencedygtig efter internationale standarder.
Cypern.
Cypern (græsk Κύπρος (Kýpros), tyrkisk Kıbrıs; også på dansk udtalt med k-lyd, ['kypôn], selv om stavningen er med C foran en fortungevokal) er en ø i Middelhavet, 50 km syd for Tyrkiet.
Internationalt er Republikken Cypern anerkendt som hele øens retmæssige regering, men den kontrollerer kun de sydlige to tredjedele af øen. I 1974 invaderede Tyrkiet Cypern og besatte den nordlige tredjedel af øen. Siden da er Nordcypern (TRNC) blevet oprettet, men denne regering anerkendes ikke af andre stater end Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke længere den græsk-cypriotiske regering på Sydøen, heller ikke som regering over den sydlige del af øen. Ved invasionen i 1974 flygtede tusindvis af grækere mod syd, og den tyrkiske hær fordrev næsten alle resterende grækere fra Nordøen. Fra Sydøen flygtede og udvandrede tilsvarende næsten hele det tyrkiske mindretal til Nordøen. Hvor både Nordøen og Sydøen således havde været 80 % græsk og 20 % tyrkisk før 1974, var øen i 1975 reelt delt i en etnisk græsk og en etnisk tyrkisk del. I daglig tale omtales de to områder derfor tit som henholdsvis "den græske" og "den tyrkiske del" af Cypern.
Siden 1977 har der været forhandlinger om at genforene øen, men uden held. Der var internationale forhåbninger om, at der ville komme et gennembrud på topmødet i København, der banede vejen for EU's udvidelse mod øst, men det blev en fiasko. Tilsyneladende var den græske Glafkos Clerides klar til at skrive under, mens den tyrkiske Rauf Denktash fik kolde fødder. Op til Cyperns optagelse i EU prøvede FN's generalsekretær Kofi Annan at få tilslutning til en ny fredsplan. "Annanplanen". I en folkeafstemning på begge dele af øen fik planen tilslutning på den tyrkiske side (64,9 % stemte "ja"), mens et stort flertal af den græske befolkning afviste planen som utilstrækkelig og stemte "nej" (75,8 %). Grækernes vigtigste indvending mod planen var, at de mente, at den ville give for få af flygtningene fra 1974 retten til at vende hjem (ca. halvdelen.) 1. maj 2004 blev Cypern officielt optaget i EU. Officielt er hele øen nu medlem af EU (da verdenssamfundet anerkender Republikken Cyperns suverænitet over hele øen). Reelt er det kun den regeringskontrollerede græske del, der er optaget, og EU-lovgivningen (det såkaldte Acquis Communautaire) bliver ikke indført på Nordøen, før der er indgået en politisk aftale om hele øens fremtid. Den manglende løsning på Cypernkonflikten anses for den vigtigste forhindring for tyrkisk medlemskab af EU. Det er fx et stort politisk problem, at Tyrkiet har indgået en toldaftale med EU, men samtidig forbyder cypriotiske fly og skibe (1/4 af EU's handelsflåde) at nærme sig Tyrkiet.
Historie.
Kypros betyder kobber på græsk, da øen er rig på kobberforekomster.
De ældste beboelser går helt tilbage til tiden 7.000 f. Kr. Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten. Der er fundet rester af fartøjer af sten fra denne periode samt potteskår. Senere - omkring 3000 f. Kr begyndte man at udnytte øens rige kobberressourcer, som har givet navn til øen. Dette bragte stor velstand til øen, og man begyndte at handle især med Lilleasien, Egypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f. Kr. kom en bølge af indvandrere fra Grækenland og medbragte deres sprog, deres religion og deres kultur. De byggede bl.a. byen Paphos. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien.
Alexander den Store slår perserne, og Cypern bliver en del af hans verdensrige. Efter hans død bliver Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden er nu Paphos.
Cypern bliver også opslugt af det romerske imperium, først som en provins under Syrien. Den utrættelige rejsende og missionær Paulus, som vi efterhånden har 'mødt' et utal af steder, kristnede øens konsul, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans trofaste følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev kirkens første biskop. Som så mange andre tidlige kristne led han martyrdøden og blev begravet i hemmelighed.
Efter delingen af det romerske rige bliver Cypern en del af det østromerske rige, styret fra Byzans. Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige Land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni klostret. Flere jordskælv i det 4- århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget på den tid. Hovedstaden flyttede nu til Constantinople. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.
På vej til Jerusalem strander Richard Løvehjerte på Cypern, som han indtager (når han nu alligevel er her). Han gifter sig med Berengaria af Navarree i Limassol, som her bliver kronet til engelsk dronning. Richard sælger øen til Tempelridderne for 100,000 dinarer.
Også en dansk konge besøgte Cypern på den tid. Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.
I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombygger og befæster byerne for at kunne modstå angreb fra ottomanerne (tyrkerne). I 1570 blev Cypern dog indtaget af tyrkerne, som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, 3 biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode bliver tyrkiske embedsmænd indsat i alle embeder og et stort antal købmænd og soldater flytter til øen. Nutidens tyrkisk cypriotiske indbyggere er efterkommere af dem.
Den engelske besættelse.
Fra 1878-1960 er Cypern under britisk administration. Dette er et led i en handel, hvor England forpligter sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 er Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Dette får dog ende, da Tyrkiet deltager i 1. verdenskrig på Centralmagternes side side, og i 1925 bliver Cypern en engelsk kronkoloni. I 1954 fremsætter England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteres af den tyrkiske del af befolkningen, men er ikke tilstrækkeligt for den græske, som starter en befrielseskrig, der varer i næsten 5 år. Den græske dels modstandsgruppe ledes af oberst Grivas, men også tyrkerne danner en modstandsgruppe.
Den dag i dag er der venstrekørsel på Cypern og det juridiske system er en tro kopi af det britiske.
Republikken Cypern.
I 1960 opnår Cypern selvstændighed efter aftale mellem England, Grækenland og Tyrkiet. Som en del af aftalen bevarer England to baser på øen (Sovereign Base Areas: Akrotiri og Dhekelia). Cyperns første præsident bliver ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græske befrielsesbevægelse. Der er dog stadig spændinger mellem de to store befolkningsgrupper, grækere (80%) og tyrkere (20%). I 1964 opretter FN en fredsbevarende styrke på Cypern for at forhindre episoder mellem de to befolkningsgrupper.
Cypern er fødestedet for Aphrodite
I 1974 forsøges et kupforsøg mod Makarios, som tvinges til at søge beskyttelse på den engelske base i Akrotiri, hvorfra han via England kommer til New York. Her anmoder han FN om hjælp. Tyrkiet benytter deres traktatlige ret til at beskytte den tyrkiske befolkningsgruppe og besætter ca. 1/3 af øen med 40.000 soldater under en invasion af øen som foregår over to omgange i sommeren 1974.
Tyrk-Cyprioter flygter til den tyrkisk besatte del og Græsk-Cyprioter til den græske del. Denne situation varer ved den dag i dag.
FidoNet.
FidoNet er et netværk til udveksling af meddelelser og filer, som blev anvendt af BBS'er før udbredelsen af Internet tog fart.
Det blev grundlagt i 1984 af Tom Jennings, som en måde at netværksforbinde sit BBS-program, "Fido", på.
Senere blev andre BBS-programmer, der understøttede den samme protokol, optaget i netværket.
FidoNet er (normalt) et opringningsbaseret system, hvor knudepunkterne (eller "noderne" af engelsk "node") forbinder sig med hinanden og udveksler filer ved hjælp af et antal protokoller.
Da forbindelserne mellem knudepunkterne sker via de samme telefonlinjer, som BBS'ernes brugere anvender, finder udvekslingen af filer mellem knudepunkterne sted på bestemte tidspunkter i løbet af dagen.
FidoNet har sine egne standarder for netmail (svarende til Internets e-mail), echomail (Usenet-lignende nyhedsgrupper, i FidoNet Danmark kendt som "konferencer") og filoverførsler.
Nyere standarder beskriver hvordan FidoNet-meddelelser og filer kan transporteres via IP, så FidoNet kan anvende Internet som en transportvej.
En del af FidoNets echomail-konferencer findes i Usenets hierarki af nyhedsgrupper og der er tjenester, som kan anvendes til udveksling af e-mail mellem Internet og FidoNet.
FidoNets medlemmer er computeramatører (mange af dem er også hackere og radioamatører), og der er fri adgang til netværket.
FidoNet er organisatorisk opbygget som en træstruktur.
Der er fuldautomatiske programmer som "noder" og slutbrugere ("points") kan anvende.
En almindelig programpakke består af en "mailer" (et program, der håndterer den fysiske udveksling af filer og meddelelser mellem systemer), en "tosser" (der klargør meddelelser til overførsel, udfører overordet dirigering af hvor meddelelserne skal sendes hen og desuden fungerer nogle gange som grænseflade til brugerens programmel), samt forskellige andre værktøjer.
Slutbrugerens programmer er blandt andre et postlæsningsprogram, foruden ovennævnte programmer.
På grund af Internets, og dermed Usenets nyhedsgruppers, store udbredelse er antallet af brugere af FidoNet faldet voldsomt, men det er stadig særdeles populært i Rusland.
Da FidoNets udbredelse var på sit højeste i Danmark, var der omkring 8.000 brugere, mens der på verdensplan var 50.000 til 100.000 brugere; de præcise tal kendes ikke, da kun "noder" skal registreres.
Europa.
Europa er en verdensdel som strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen. Det udgør den vestlige tredjedel af kontinentet Eurasien. Siden 1700-tallet er grænsen mellem Europa og Asien almindeligvis blevet anset at gå langs Ural; først bjergkæden og derefter floden; Det Kaspiske Hav, Manytsch-lavningen nord for Kaukasus, eventuelt Kaukasus-bjergkæden, Sortehavet, Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne.
Europas samlede fladeareal er 10.506.000 km², det vil sige 6,7 % af landmasserne på Jorden. Samlet folketal er på omkring 710 millioner, hvilket udgør 14 % af alle mennesker i verden. Europa består af 44 selvstændige stater, hvoraf Rusland er den største og mest folkerige, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste.
Etymologi og begrebshistorie.
Dette afsnit tager for sig hvad ordet "Europa" har betydet, og hvilket geografisk område det refererer til, og hvordan dette har ændret sig de sidste 2500 år.
Det græske begreb Europa er sandsynligvis blevet afledet fra de græske ord "eurys" (= "bred") og "ops" (= "ansigt"), hvor ‘bred’ er blevet et beskrivende ord for jorden i sig selv i den (rekonstruerede) urindoeuropæiske religion. Enkelte sprogforskere har derimod antydet at Europa er baseret på et semitisk ord som det akkadiske "erēbu" i betydningen "solnedgang". Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. Ligeledes antages det at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske "asu", "solopgang".
For den græske geograf Hekataios bestod den kendte verden af to verdensdele: Europa og Asien. Grænsen gik ved det Ægæiske Hav, Azovske Hav og Marmarahavet og floden Don. For historieskriveren Herodot var Asien identificeret med det store Perserrige, mens Europa var den græske civilisation.
Almindelig brug af ordet som den almindeligste betegnelse for det vi i dag opfatter som Europa, hører til moderne tid. I antikken omtalte man det romerske rige som "Rom" eller "Imperium Romanum". Der fandtes da ikke noget geografisk udtryk som inkluderede riget nord for Middelhavet og som desuden inkluderede områderne beboet af germanske og slaviske stammer i Nord- og Østeuropa.
Ordet spredte sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte som blev genfortalt i senantikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta hvor hun fødte Minos, Rhadamanthus, og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, og ikke stedet hun blev ført til. Som andre græske myter er denne myte nok ikke ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertid for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og omkring 500 f.Kr. havde betydningen også begyndt at omfatte landene nord for Grækenland.
Denne myte er blevet overbragt af tre af senantikkens historiefortællere: St. Augustin, Isidor af Sevilla og Orosius. Det er usikkert hvor de regnede grænsen mellem verdensdelene ("orbis terrarum"). For Orosius gik grænsen mellem Asien og Europa gennem floden Don og det Azovske Hav. Orosius blev kilde for 900-tallets frankiske lærde Richter af St. Rémy som fremstillede verden som tre "orbis plaga" hvor "Mare Nostrum" (Middelhavet) var skellet mellem verdensdelene. Richter regnede flere af folkeslagene som slog sig ned i Europa i Folkevandringstiden for at komme fra Asien. Lombardernes historieskriver Paulus Diaconus (død 797?) regnede lombarderne for at have flyttet fra øen Scandinavia på grund af overbefolkning. Det virker som om Scandinavia da ikke blev regnet som en del af Europa. Dette fordi grad af civiliserethed var blevet introduceret som et kriterium for at være en del af "Europa".
I senantikken og middelalderen var det mere normalt at skille mellem "Kristenheden" og hedenske områder end at bruge betegnelsen Europa. Men indenfor "Kristenheden" begyndte begrebet Europa gradvis at få den betydningen det har i dag. Ved at referere til "Europa" i hyldningsdigt til frankiske konger viste de både at de var lærde og belæst i den antikke arv, samtidig som referencer til Kongen som "Europas konge" gav aspirationer om fremtidige landerobringer. Om magten ikke strakte sig langt udover Frankerriget, kunne skaldene i det mindste smigre kongen med at han var berømt i "hele Europa". I hoffet til Karl den Store blev referencer til Europa-begrebet hyppigere. For eksempel priste Catwulf Kong Karl i 775 for at have blevet udpeget til at blive Europas konge ("Regni Europae"). Hoffet til Karl den Store brugte imidlertid helst begrebet "Imperium Christianum", ikke det geografiske begreb Europa som betegnelse på sit rige. Karolingerne opfattede hovedstaden Aachen som det andet Rom, og sit rige som Romerrigets genkomst i Europa. Der er blevet overleveret flere kilder hvor Karl omtales som "rex, pater Europe" (konge, Europas far).
En anden terminologi som i middelalderen blev brugt for at skille det som vi i dag regner som (Vest)Europa fra verden for øvrig er skillet Oksidenten / Orienten. Oksidenten, af latin "Oc + cadere" ~ (dit solen) falder ned = Vesten. Oksidenten var da den vestlige kristenhed, som udgjorde størstedelen af Europa.
Lærde kristne i 600-tallet som Isidor af Sevilla udregnede fra sit bibelske historiesyn verdens befolkning for at stamme fra Noas edterkommere: Jafet, Sem, og Ham. Europæerne stammede fra Jafet, derfor havde folkeslag som frankerne, alemannerne, latinerne og briterne alle samme ophav.
Skellet mellem Øst- og Vesteuropa.
Det begrebsmæssige skel mellem Vesteuropa og Østeuropa blev introduceret af oplysningsfilosoffen Voltaire i en biografi over den svenske kong Karl 12. fra 1731.
Dette skel blev cementeret under den kolde krig, da de østeuropæiske lande blev sovjetiske vasalstater. Efter Berlinmurens fald, ville enkelte genoplive udtrykket Østmiddel-Europa for at skabe kontinuitet til historien før verdenskrigene. Imidlertid ser det ud til at ordet Centraleuropa er blevet det hyppigst brugte begreb for at beskrive de eks-kommunistiske stater som ikke var en del af Sovjetunionen.
Europa i andre sprog.
Et stort antal af verdens sprog benytter ord som er afledet fra "Europa" for at referere til kontinentet, for eksempel benytter kinesisk det fonetisk lignende ord Ōuzhōu (欧洲).
Palæolitisk.
Homo erectus og Neandertalerne slog sig ned i Europa længe før det moderne menneske, Homo sapiens sapiens viste sig. De ældste menneskeben er fundet i Dmanisi, Georgien, dateret 2.000.000 år tilbage. De tidligste spor af det moderne menneske kan stamme 35.000 år tilbage i tiden. Spor efter permanente bosætninger kan dateres til det 7. millenium f. Kr., i Bulgarien, Rumænien og Grækenland.
Neolitisk.
Den neolitiske tidsperiode nåde Centraleuropa i det 6. millenium f. Kr. og Nordeuropa i det 5. og 4. millenium. Der er ingen præhistorisk kultur som dækker hele Europa.
Bronzealderen.
Bronzealderen er en betegnelse på en periode i menneskets historie som fandt sted mellem stenalderen (nogen steder kobberalderen) og jernalderen. Perioden har fået sit navn fordi bronze var det mest avancerede materiale man havde for tilvirkning af redskaber, våben og smykker på den tid. Bronze er en legering som består af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Den var meget kostbar, og man brugte derfor fortsat en mængde stenredskaber helt frem til romersk jernalder.(Opdelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev oprindelig formuleret af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.)
Bronzealderen indtræffer til forskellige tider, afhængig af hvilke steder man snakker om. De ældste kendte bronzegenstande er fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder det sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr., Kina 2000 f.Kr., og Skandinavien 1800 f.Kr.
Jernalderen.
Jernalderen er i arkæologien regnet som den tidsperiode hvor brugen af jern er fremtrædende i produktionen af våben og redskaber. I Danmark begyndte jernalderen fra omkring år 500 f.Kr., men de tidligste spor af jernudvinding er meget ældre, måske så tidligt som år 3000 f.Kr. Det tog bortimod 1000 år fra menneskeheden opdaget jernudvinding til kundskaben nåde Norden. Jernalderen begyndte på forskellige tider på forskellige steder i Europa.
I Europa og Asien efterfølger jernalderen bronzealderen, mens den i resten af verden efterfølger stenalderen direkte. Det er vanskeligt at tidfeste jernalderen nøjagtigt for en enkelt region, men det refererer til den tidsperiode hvor brugen af jern er det mest avancerede metalarbejde til en civilisation.
Oldtidens Grækenland og Romerriget.
Oldtidens Grækenland var enerådende og nyskabende indenfor forskellige styreformer (det athenske demokrati), filosofi, videnskab, politik, sport, teater og musik. De græske bystater grundlagde flere kolonier ved Sortehavet, Middelhavet, Lilleasien, Sicilien og i Syditalien. Den græske verden kom til et halt ved den Peloponnesiske Krig, og den senere Makedoniens ekspansion i det 4. århundrede f.Kr.
Meget af den græske kundskab blev assimileret af romerne og spredt udover det europæiske kontinent. Romerriget havde sit center ved Middelhavet, og kontrollerede alle de nærliggende lande omkring havet. Den nordlige grænse var i form af naturlige hindringer, som floderne Rhinen og Donau. Under kejser Trajan, i det andet århundrede, nåede riget sit territorielle højdepunkt, hvor Storbritannien, Dakien (dagens Rumænien) og dele af Mesopotamien var inkluderet. Kejserrigets første periode, "Pax Romana", bragte fred med sig, civilisation og effektive centraliserede regeringer til de underlagte områder, men i det 3. århundrede begyndte riget at skrante gennem en serie af borgerkrige og økonomiske, samt sociale kriser.
Vikingetiden.
Vikingetiden er en periode i nordeuropæisk historie som strækker sig fra sidste del af 700-tallet til midten af 1000-tallet.
Middelalderen.
Middelalderen regnes i Europa som tiden mellem 500 og 1500 e.Kr. eller mellem Romerrigets fald og Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Det er også almindeligt at anse middelalderen som slut i 1492, da Christoffer Columbus ankom til Amerika.
Den sorte død.
Kort som viser den sorte døds udbredelse 1347 - 1351
Den sorte død, en byllepest, er den største katastrofe verden har oplevet i fredstid. Italien blev ramt i 1347, og pesten spredte sig videre via handelsveje til andre dele af Europa og det nordlige Afrika og Mellemøsten gennem 1348. Videre spredte den sig til Mesopotamien, Sydspanien, Nordeuropa (bl.a. Danmark) og til sidst Rusland i 1351. Polen lukkede sine grænser, og blev sparet for pesten. Island blev delvis sparet, siden mandskaberne på skibene stort set døde før de kom frem. Ca. 1/3 af befolkningen her døde.
Reformationen.
Reformationen var en religiøs omvæltning fra katolicisme til protestantisme i dele af Europa i 1500-tallet, udløst af Martin Luther. Reformationen spredte sig senere fra Nordtyskland til Skandinavien, Schweiz og Frankrig. I England opstod der parallelt en reformation baseret på politiske hensyn, som senere tog meget af den samme retning som reformationen på kontinentet.
Napoleonskrigene.
Napoleonskrigene udspandt sig fra 1800 til 1815 i kølvandet af den franske revolution. Tidsperioden blev frem for alt præget af kampen mellem Napoléon Bonapartes Frankrig på den ene side og Storbritannien, de tyske stater og Rusland på den anden. Frankrig led det endelige nederlag ved slaget ved Waterloo i 1815.
Restaurationstiden.
Wienerkongressen blev afholdt fra 1814 til 1815 og havde som mål at genskabe magforholdene i Europa før de 25 år lange revolutions- og Napoleonskrigene. Kongressen fastslog politiske grænser som kom til at vedvare til 1914, og slog fast at princippet om fyrstesuveræniteten skulle være diktere magtforholdene, ikke folkesuveræniteten.
1. og 2. verdenskrig.
Politisk kort over Europa 1941-42
1. verdenskrig er en af de blodigste krige nogensinde udkæmpet i Europa. Den varede fra august 1914 til 11. november 1918, og medførte væsentlige ændringer af Europa-kortet. Nye stater opstod efter nationalstatprincippet; Østrig-Ungarn forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre centraleuropæiske stater (mens Tyskland blev omformet fra monarki til republik).
2. verdenskrig var den mest omfattende militære konflikt i verdenshistorien, og involverede en stor del af verdens lande og blev udkæmpet samtidig i flere verdensdele. Selv om der havde været krig Asien siden 1931; er mest udbredte opfatning blandt faghistorikere og folk flest at 2. verdenskrig udbrød i Europa i 1939, da Tyskland invaderede Polen 1. september med påfølgende krigserklæringer fra Storbritannien og Frankrig.
2. verdenskrig raste frem til 1945, og endte med aksemagtenes totale nederlag. I løbet af krigen havde hele 60 millioner mennesker mistet livet, noget som gør 2. verdenskrig til historiens blodigste konflikt.
Mod slutningen af 1944 var Tyskland hårdt presset på alle fronter. Krigen til søs var tabt, Østeuropa var faldet i sovjeternes hænder, og på vestfronten var de allierede overlegne så vel i luften som på bakken. Den 8. maj 1945 undertegnede Tyskland en betingelsesløs kapitulation overfor de allierede, og dagen efter blev dette gentaget overfor de sovjetiske styrker.
Den russiske revolution.
Den russiske revolution i 1917 var en politisk bevægelse i Rusland som endte med at den provisoriske regering som havde erstattet zar, blev smidt. Den førte til oprettelsen af Sovjetunionen som varede til 1991. Revolutionen havde to forskellige faser. Den første var Februarrevolutionen, som fjernede zar Nikolaj 2. af Rusland, den sidste zar, og som forsøgte at oprette en liberal republik. Den anden fase var Oktoberrevolutionen, hvor sovjeterne tog magten fra den provisoriske regering. Denne revolution var inspireret og senere kontrolleret af Vladimir Lenins Bolsjevik-parti. Mens mange historiske begivenheder fandt sted i Moskva og St. Petersborg var det også en bred bevægelse i landsbyer hvor bønder beslaglagde og omfordelte landområder.
Den kolde krig.
Den kolde krig (1948–1989) var rivaliseringen som udviklet sig efter 2. verdenskrig mellem grupperne af nationer som praktiserede forskellige ideologier og politiske systemer. På den ene side var Sovjetunionen (U.S.S.R.) og dens allierede, ofte refereret til som Østblokken. På den anden side var USA og dens allierede, ofte refereret til som Vestblokken. Man siger gerne at den kolde krig endte i 1989, da Berlinmuren faldt, eller i 1991, da Sovjetunionen blev opløst.
Den Europæiske Union.
Den Europæiske Union har trinvis udviklet sig siden 1953 fra at være et regeringssamarbejde på afgrænsede politiske områder, til at blive en vidtgående statssammenslutning hvor beslutningskompetance på flere lovområder er overført til fællesorganerne.
Geografi.
Geografisk er Europa en del af den større landmasse kendt som Eurasien. Kontinentet begynder ved Uralbjergene i Rusland, hvilket definerer Europas østlige grænse mod Asien. Den sydøstlige grænse med Asien er ikke universelt defineret. Det er almindeligt at definere Uralfloden eller Embafloden som mulige grænser. Grænsen fortsætter med Det Kaspiske Hav og derefter Kaukasus-bjergene, alternativt Kurafloden i Kaukasus. Derefter videre til Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne. Dette kompletterer grænsen mod Asien. Nogle geografer anser i stedet Aserbajdsjan og Armeniens sydlige grænser med Iran og Tyrkiets sydlige og østlige grænser med Syrien, Irak og Iran som grænsen mellem Asien og Europa af kulturelle årsager. Middelhavet deler Europa og Afrika i syd. Den vestlige grænse er Atlanterhavet, men Island, meget længere ude end det nærmeste punkt i Afrika, er også anset for at være en del af Europa. Europas geografiske center er ikke fastslået, men bliver debatteret af geografer.
Ideen om at Europa er et kontinent er ikke universelt godtaget. Nogle ikke-europæiske tekster refererer til et Eurasien-kontinent, eller til et europæisk underkontinent, fordi Europa ikke er omgivet af hav, og i meget større grad er et kulturelt heller end et geografisk definerbart område.
Landformer.
De to største landformer er "hoved-Europa" og Skandinavien i nord, skilt fra hinanden af Østersøen. Tre mindre halvøer, Den iberiske halvø, Italien og Balkan, springer ud i Middelhavet fra syd. Østover udvider Europa sig indtil grænsen mod Asien ved Uralbjergene.
Landskabet i Europa varierer meget over relativt små områder. De sydlige områder består af bjerge. Bevæger en sig opover synker terrænet fra de høje Alper, Pyrenæerne og Karpaterne gennem høje bjergområder ind til de lave områder i nord. Høje bjerge eksisterer også langs den nordvestlige havgrænse, begyndende vest på De britiske øer, og fortsætter langs hele Norge.
Europas landformer består i tillæg til den generelle beskrivelse også af en række afvig. Underregioner så som Den iberiske halvø og Italien har sine egne komplekse geologiske strukturer, på samme måde som "hoved-Europa" også indeholder afvig så som bjergplateauer, floddale og kratere. Island og De britiske øer har egne geologiske strukturer. Mens Island er et eget land i Nordsøen som kun tilhører Europa af politiske grunde, mens De britiske øer er høje områder som var knyttet til fastlandet, indtil det stigende havniveau adskilte området til en ø.
Kontinentets mange forskellige geologiske landformer var med på at gøre sit til at forskellige nationer gennem historien etablerede sig i Europa, og blev holdt adskilt længe.
Floder.
Europas længste flod er Volga med 3531 kilometer. Derefter kommer Donau med 2850 kilometer og tredje længste er Ural (2428 km) som ligger ved grænsen til Asien. Andre mindre floder er Dnepr (2290 km), Don (1950 km), Petjora (1809 km), Kama (1805 km), Oka (1500 km), Belaja (1430 km) og Dnestr (1352 km).
Bjerge.
Hvilket bjerg, der er Europas højeste, afhænger af, om Kaukasus regnes med som en del af Europa.
Indsøer.
Den største indsø er Ladoga i Rusland, den næststørste er Onega i Rusland og den tredjestørste Vänern i Sverige.
Øer.
Den største ø er Storbritannien. Andre store øer er Island, Irland, Sicilien, Sardinien, Korsika, Kreta, Cypern, Sjælland, Svalbard, Novaja Zemlja og Mallorca.
Lande i Europa.
Dertil kommer Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, der alle er medlemmer af Europarådet, men som ligger syd for Kaukasus-bjergene, der af mange anses for at være grænsen mellem Europa og Asien (sammen med Ural-bjergene). Derfor hører disse lande ikke fysisk til Europa.
Sranan tongo.
Sranan tongo er et kreolsprog som tales i Surinam.
Det fungerer som et fællessprog for landets mange sprogsamfund som bl.a. omfatter engelsk, hollandsk, javanesisk, en lokal variant af hindi og flere indianske sprog. Omkring 100.000 mennesker har det som modersmål.
Sranan tongo er en blanding af hollandsk, engelsk, portugisisk og central- og vestafrikanske sprog. Det er et typisk kreolsprog uden bøjninger og med et enkelt ordforråd.
1259.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
Årstal: 1254 1255 1256 1257 1258 - 1259 - 1260 1261 1262 1263 1264
Konge af Danmark: Christoffer 1. - 1252-1259 - -
Erik 5. Glipping - 1259-1286
Eksterne henvisninger.
59
1219.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1214 1215 1216 1217 1218 - 1219 - 1220 1221 1222 1223 1224
Skandinavien og Østersøområdet i 1219
Eksterne henvisninger.
19
1252.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
Årstal: 1247 1248 1249 1250 1251 - 1252 - 1253 1254 1255 1256 1257
Eksterne henvisninger.
52
Jakob Erlandsen.
Ærkebiskop Jakob Erlandsen († 1274). Han var søn af Erland og Cæcilie (der var datterdatter af Sune Ebbesen).
Som domprovst i Lund deltog han som advokat for Erik 4. Plovpenning i koncilet i Lyon i 1245, men talte for Niels Stigsen (biskop i Roskilde) mod kongens ønske og fik derefter beslaglagt både sine kirkelige indkomster og sit arvegods. Blev senere forligt med kongen.
Paven udnævnte ham i 1250 til biskop af Roskilde, og han fik derefter på pavens foranledning udleveret sit gods og byen København. København fik af ham sin første stadsret i 1254, og samme år blev han ærkebiskop i Lund.
Kom i strid med kongen om en række kirkelige forhold (bl.a. gejstlige ledingsbyrder, skattebyrder, ærkebispens lenspligt og bispevalgene). Jakob Erlandsen oprettede skoler i Roskilde og Lund og fik ved kirkemødet i Vejle i 1256 vedtaget, at riget ville blive pålagt interdikt, såfremt en biskop fængsledes eller led overlast med kongens formodede samtykke.
Under striden med kongen blev ærkebispestolen frataget alle privilegier. Han nægtede at krone tronfølgeren og gik i forbund med kongens fjender. Christoffer 1. fængslede ham i 1259, men han blev frigivet af Christoffers enke dronning Margrete Sambiria. Han fortsatte sine stridigheder med kongemagten, men opholdt sig mest i nabolandene. I 1272 forelagde han sin sag i Rom, hvor der blev opnået forlig med kongen.
Jakob Erlandsen døde på Rygen på vej hjem fra Rom i 1274. Ved opgravning og undersøgelse af liget har man i nyere tid fastslået, at han blev dræbt med en pil fra en armbrøst.
Symbolisme (stilperiode).
Symbolisme er en kunstnerisk stilperiode i Europa 1890-1910. I Danmark 1890-1910.
Præsentation.
Perioden er blevet kaldt ved mange navne i litteraturhistorien: Senromantik, det sjælelige gennembrud (Helge Rode i bogen "Det sjælelige Gennembrud"), det lyriske gennembrud og det moderne sammenbrud (begge Vilhelm Andersen i "Illustreret dansk Litteraturhistorie"). Den første betegnelse refererer til stilperioden i starten af 1800-tallet, og de efterfølgende spiller på den foregående stilperiode, naturalismen, som også kaldes det moderne gennembrud efter Georg Brandes' bog "Det moderne Gjennembruds Mænd".
Periodebeskrivelse.
Huset med tårnet på Frederiksberg, Johannes Jørgensens bopæl 1891-93, som gav navn til tidskriftet 'Taarnet'.
Betegnelsen det lyriske gennembrud tager fat i et kendetegn ved perioden: Hvor Naturalismen foretrak prosaen (novellen og romanen) til sine værker, blev poesien vækket til live igen af Symbolismen.
Symbolismen i Danmark var centreret om tidsskriftet "Taarnet", som blev redigeret af Johannes Jørgensen. Det var også her Symbolismens manifest blev offentliggjort i december 1893. Artiklen rummer en skarp afstandtagen fra Georg Brandes og naturalismen.
Symbolismen rummede en genetablering af en metafysisk, bagvedliggende virkelighed. Vi kan ikke se verden som den er, men i glimt kan digteren ane det bagvedliggende, og det er det, han skal give videre i sin poesi. I denne tanke kan ses ligheden med Romantikken, men hvor digteren også var det særlige individ der kunne ane sammenhængen i verden.
Der er to store figurer i den danske symbolisme: Sophus Claussen og førnævnte Johannes Jørgensen; og når man betragter deres digte har de ikke umiddelbart meget tilfælles. Det har gjort at Bo Hakon Jørgensen i sin periodegennemgang på Adl.dk har valgt at skelne mellem to retninger: Den transcendente og den humane symbolisme. Den første er Johannes Jørgensen retningen; her er digterens søgen rettet mod et trosobjekt - og i Jørgensens eget tilfælde mod Gud. Han konverterede i 1896 til katolicismen.
Den humane symbolisme er Claussens retning, hvor den metafysiske oplevelse ikke rettes udad men indad i stedet; det er digtet og kunsten der er målet for oplevelsen af verden. Hans poesi er på mange måder "Art pour l'art", kunst for kunstens skyld. Når det er sagt er det Sophus Claussen der har overlevet til i dag; hvor Johannes Jørgensen let kan virke tung, er Sophus Claussens poesi stadig fyldt med liv.
Sankt Petersborg.
Sankt Petersborg (også kaldet "Petersborg"),(, dvs. Sankt-Peterburg), i daglig tale også kaldet Питер (dvs. "Piter"), er en verdensby beliggende ved floden Neva i det nordvestlige Rusland. Byen har officielt 4,1 mio. indbyggere, men det reelle indbyggertal er sandsynligvis meget højere pga. ulovlig indvandring til byen fra Ruslands landdistrikter og tidligere sovjetrepublikker som f.eks. Kirgisien.
Byen har tidligere været kendt som Petrograd (Петроград, 1914–1924) og Leningrad (Ленинград, 1924–1991). Det nuværende russiske navn er tysk inspireret.
En af byens berømte indbyggere er Ruslands eks-præsident og nuværende premierminister Vladimir Putin.
Historie.
Sankt Petersborg blev grundlagt i 1703 af Peter den Store i, hvad der dengang var en sump. Provinsen Ingermanland, hvori byen blev grundlagt, var officielt stadig svensk territorium, men blev overtaget af Rusland i starten af Den store nordiske krig (1700–1721). Området blev officielt afstået til Rusland i 1721. Byen blev anlagt for at fungere som et "vindue til Europa" som led i Peter den Stores planer om at tiltrække vesteuropæiske kunstnere, intellektuelle, håndværkere m.v.
Efter udbruddet af 1. verdenskrig blev byen 31. august 1914 omdøbt på ordre af tsar Nikolaj 2. for at undgå, at den russiske hovedstad fortsat bar et tyskklingende navn. Det nye navn Petrograd betød, ligesom det oprindelige navn, "Peters By". Byen blev efter Februarrevolutionen 1917 og tsardømmets fald hjemsted for i alt tre borgerlige regeringer, der arbejdede for at give Rusland en grundlov og afholde frie valg. Den borgerlige regerings magt blev imidlertid (med held) udfordret af bolsjevikpartiet, der krævede magten overdraget til fabriksarbejderne på trods af, at disse udgjorde et meget lille mindretal i byen og endnu mindre på landsplan.
Afgørende for at bolsjevikkerne kunne overtage magten i byen under den efterfølgende Oktoberrevolution var Lenins ankomst til byen. Han var af tyskerne blevet hjulpet ud af sit eksil i Schweiz.
Oktoberrevolutionen i 1917 brød ud i Petrograd og blev startskuddet til den russiske borgerkrig. Under denne blev byen en højborg for bolsjevikkerne og var sammen med Moskva disses stærkeste bastion. Byen forblev Ruslands hovedstad, indtil Lenin og hans styre flygtede til Moskva 5. marts 1918. Lenin døde i Moskva 23. januar 1924, og 3 dage efter blev Petrograd omdøbt til Leningrad ("Lenins By").
Da Finland blev angrebet i november 1939, blev dette forsøgt retfærdiggjort ved en påstand om, at Sovjetunionen ville styrke forsvaret af Leningrad. Historiske finske bosætninger lå stadig ind mod Leningrads forstæder, fordi Peter den Store havde anlagt sin hovedstad på fremmed erobret land. Stalin ønskede at deportere hele områdets finske befolkning.
Under 2. verdenskrig blev byen udsat for kraftige tyske angreb, men det lykkedes aldrig tyskerne at erobre byen. I stedet belejrede de byen i over 900 dage, hvor byen kun havde forbindelse til resten af Sovjetunionen via en jernbane over Ladoga-søen. Belejringen af Leningrad kostede ca. 800.000 af byens 3.000.000 indbyggere livet. Byen blev på grund af sit mod den første sovjetiske by, der fik hæderstitlen "Helteby". I visse officielle sammenhænge bruges navnet "Heltebyen Leningrad" stadig.
Efter Sovjetunionens sammenbrud udskrev bystyret i Leningrad en folkeafstemning om, hvorvidt byen skulle have sit gamle navn tilbage. 54% stemte for, og 6. september 1991 var Sankt Petersborg tilbage på landkortet. Provinsen, der omkranser byen, bærer imidlertid stadig det sovjetiske navn Leningrad Oblast. Selve byen er en føderal by.
Klima.
Sankt Petersborg har et moderat kontinentalt klima. I januar er gennemsnitstemperaturen - 6 grader Celsius, i juli er gennemsnitstemperaturen + 18 grader Celsius. Nedbøren er ligeledes moderat (ca. 610 mm pr. år - som i Danmark), og er jævnt fordelt over året. I juni er byen berømt for sine "hvide nætter" pga. sin nordlige beliggenhed.
Seværdigheder.
Sankt Petersborgs indre bydele med kanaler, broer og bygninger er på UNESCO's Verdensarvsliste.
Af vigtige seværdigheder i byen kan nævnes: a>
Zenit Skt. Petersborg.
Byens fodboldhold hedder Zenit Skt. Petersborg. De spiller i den bedste russiske række, og vandt 2008-udgaven af UEFA cuppen.
Klubbens forhenværende angriber Andrej Arsjavin er anfører for det russiske landshold.
Voivodskab i Polen.
Et voivodskab (pl. "województwo") er en provins i Polen. Det svarer til det danske amt.
Andre slaviske lande har også voivodskaber. Ordet kommer fra en gammel slavisk ordrod, "wojewoda", som betyder soldaterfører. Wojewoda'er havde typisk også kommandoen over soldaternes by, derfor blev voivodskabet en naturlig del af staten. I dag er voivodskaber ikke længere forbundet med militær, men er kun administrative enheder.
I 1975 - 1998 var Polen opdelt i 49 mindre provinser.
*
Hammershus.
Hammershus. Set fra øst. 2003, Foran personerne har der stået et højt porttårn med vindebro, og den høje mur i baggrunden stammer fra laden
Hammershus er en ruin af en middelalderborg på Bornholms klippeknude ud til kysten syd for Hammerknuden på Bornholms nordvesthjørne.
Den menes grundlagt omkring 1255 af ærkebiskoppen Jakob Erlandsen. Rimeligvis har der forud ligget en tilflugtsborg, idet der er bevaret et lille stykke jordvold, og klippen er oplagt til en borg. Jakob Erlandsen skrev, at han blot udbyggede en eksisterende borg, da Kong Valdemar klagede over, at han brød forbuddet imod at bygge nye borge.
I 1265 blev borgen erobret af Erik Glipping, men blev givet tilbage til ærkebiskoppen i 1276, så den under de efterfølgende ærkebiskopper Jens Grand og Esger Juul kunne spille en vigtig rolle i magtspillet mellem konge og kirke.
Erik 6. Menved var utilfreds med, at fredløse kunne søge ly på borgen, og i 1319 lykkedes det marsken Ludvig Albertsen Eberstein at indtage borgen.
Eberstein var først kongens høvedsmand på borgen, men da den i 1321 blev givet tilbage til ærkebiskoppen af Christoffer 2., var han borgherre for ærkebispesædet i Lund. I 1324 - 1325 forsvarede han borgen mod angreb og belejring af rigsmarsk Peder Vendelbo. Efter 16 måneders belejring overgav Eberstein sig, og kong Valdemar Atterdag overtog herredømmet over borgen, men gav den kort efter tilbage til ærkebispesædet, der beholdt borgen indtil 1522, da Christian 2. gjorde krav på Hammershus og efterfølgende satte biskoppen fra Odense, Jens Andersen Beldenak, i varetægt på borgen.
I 1522 blev Hammershus erobret af lübeckerne. De istandsatte borgen og benyttede den i de år, de fra 1526 havde Bornholm i pant. Fra 1576 var Hammershus atter på den danske konges hænder. Den fik lov at forfalde og betragtedes efterhånden som utidssvarende som fæstningsværk.
Ved Roskildefreden i 1658 fik svenskerne også Bornholm, og de indsatte Johan Printzenskiöld som guvernør. Bornholmske oprørere ledet af Jens Pedersen Kofoed slog ham ihjel i Rønne og erobrede dagen efter borgen. Herefter tilbød de øen til den danske konge.
Efterhånden mistede Hammershus sin betydning som fæstning. Den blev anvendt som statsfængsel for bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt, der blev indsat i 1660. Efter deres flugt fra Manteltårnet og efterfølgende tilfangetagelse blev de placeret i et mørkt slotskapel, men senere igen indsat i Blåtårn - på hver sin etage.
I 1743 blev Hammershus rømmet og derefter anvendt som stenbrud. I 1822 blev borgen - ruinen heraf - fredet.
Hammershus er anlagt på en 74 meter høj klippe og fylder med sine forborge et areal på henved 35.000 kvadratmeter. Ringmurene har en længde på omkring 750 meter. Mod havet er der stejle klipper og til de andre sider vanskeligt passabelt, klippefyldt terræn.
Nordenden af Bornholm med Hammershus ruin, omkring 1900
Kirke (institution).
Kirke kaldes den statsanerkendte, kristelige institution.
I middelalderen var der ofte modstridende interesser mellem stat (kongen) og kirke (ærkebiskoppen).
Fantasia (1940).
"Fantasia" er en Disney-tegnefilm fra 1940, bestående af en otte animerede sekvenser med hver sin historie, som uden dialog ledsager otte klassiske musikstykker. Hver af de otte animerede sekvenser indledes af en fortæller, som optræder sammen med orkesteret i normalt filmede sekvenser (dvs. ikke tegnet/animeret); i en af disse optræder dog også filmens lydspor.
"Fantasia" hører blandt Walt Disneys mest nyskabende og enestående tegnefilm - bl.a. var det den første film med stereolyd. Alligevel blev den oprindeligt en økonomisk fiasko, svigtet af både det finkulturelle koncertpublikum og Disneys normale familiepublikum. Walt Disney var sønderknust og droppede sine planer om jævnligt at føje nye sekvenser til filmen.
I dag er "Fantasia" dog anerkendt som et af Disney-studiets største præstationer, en unik, kunstnerisk milepæl ikke blot som tegnefilm men i filmhistorien som helhed. I 1999 fulgte en fortsættelse, "Fantasia 2000", hvor "Troldmandens lærling"-sekvensen fra den oprindelige film optræder blandt helt nye sekvenser.
Indhold.
Sekvenserne i "Fantasia" er meget forskellige fra hinanden og lader sig vanskeligt beskrive samlet. Derfor vil de herunder blive omtalt hver for sig.
Sekvens 1: "Toccata og fuga i d-mol" af Johann Sebastian Bach.
Denne sekvens starter som en almindelig koncertoptagelse med The Philadelphia Orchestra dirigeret af Leopold Stokowski. Men gradvis forvandler sekvensen sig til en animeret leg med former og farver, der benytter både figurative (fx violinbuer) og abstrakte afspejlinger af musikken. Sekvensen blev designet af bl.a. Oskar Fischinger, hvis ideer dog var lige et nummer for komplekse for Disney. Bachs "Toccata og fuga i d-mol" blev oprindeligt komponeret for orgel, men er her arrangeret for symfoniorkester af Leopold Stokowski (der i øvrigt arrangerede og dirigerede al filmens musik, som han også var med til at udvælge).
Sekvens 2: "Nøddeknækker-suiten" af Pjotr Iljitj Tjajkovskij.
Et lille fepige vækker et naturlandskab til live. Syv paddehatte danser en kinesisk dans. Blomster danser ballet på en vandflade. I vandet danser guldfiskene. En gruppe tidsler danser en russisk dans. Visne blade danser på vinden.
Sekvens 3: "Troldmandens lærling" af Paul Dukas.
Mickey Mouse har hovedrollen som troldmandens lærling, der fortryller et kosteskaft men mister kontrollen over situationen. Sekvensen blev oprindeligt lavet som selvstændig Silly Symphonies-kortfilm, men så fik Disney ideen til en længere film med sekvenser bygget over klassisk musik. Sekvensen optræder også i "Fantasia 2000". Efter sekvensen løber Mickey Mouse op til dirigentpodiet og hilser på Stokowski.
Sekvens 4: "Sacre du printemps" af Igor Stravinskij.
Dramatisk men realistisk fremstiling af Jorden og livets skabelse fra stjernetåger, vulkanudbrud og floder af glødende lava til de første primitive væsner, kulminerende i dinosaurernes æra med jordskælv, tørke og voldsomme kampe på liv og død. Da filmen blev lavet, var det stadigvæk ret kontroversielt at tænke på livets opståen som et resultat af naturkrafter frem for guddommelig skabelse. I årevis blev Stravinskij-sekvensen brugt i amerikanske skoler til at vise livets opståen. Stravinskij besøgte Disney-studiet, mens "Fantasia" var i produktion, og var oprindeligt begejstret over alle aspekter af projektet, men da filmen ikke umiddelbart blev den forventede succes, begyndte han at omtale "Fantasia" som et makværk, der havde ødelagt hans musik.
Sekvens 5: "Pastoralesymfonien" af Ludwig van Beethoven.
Et besøg i antikkens Grækenland, befolket af mytologiske skabninger: Enhjørninge, kentaurer, flyvende heste (Pegasus), englebørn og to af Olympens guder: Vinguden Selenus/Bacchus (to figurer her forenet til én) og en skadefro, lynkastende Zeus. Det er filmens mest udskældte sekvens, idet dens nuttede stil ofte anses som uværdig både for græsk mytologi og Beethovens musik. Men for et børnepublikum hører Beethoven-sekvensen til filmens højdepunkter. De topløse kentaur-piger (designet af Freddy Moore) ville være utænkelige i en nutidig Disney-tegnefilm.
Sekvens 6: "Timernes dans" af Amilcare Ponchielli.
En ballet-parodi danset med stor, komisk alvor af strudse, flodheste, elefanter og alligatorer. Sekvensen er opdelt i fire scener - morgen, dag, aften og nat - med hver sin gennemførte, grafiske design-ide, og udgør på mange områder et af filmens kunstneriske højdepunkter. Sekvensens animator Norman Ferguson er bedst kendt for sin animation af Pluto. Musikken er hentet fra et balletindslag i Ponchiellis opera "La Gioconda" (1876).
Sekvens 7: "En nat på Bloksbjerg" af Modest Mussorgskij.
Kæmpedæmonen Chernobog vågner på sin bjergtinde og fremmaner en ekspressionistisk hærskare af skeletter, hekse og andre gespenster. Da en kirkeklokke varsler daggryet, forsvinder han tilbage ind i sin bjergtinde. Chernobog er ikke, som Disney-studiets pr-folk engang hævdede, baseret på filmoptagelser af Bela Lugosi, men på optagelser af figurens animator, Bill Tytla.
Sekvens 8: "Ave Maria" af Franz Schubert.
Et religiøst optog af pilgrimme vandrer langsomt gennem et skovlandskab, der tager form af en katedral. Sekvensen er især berømt for sit meget lange, teknisk komplicerede slutskud, som tog ni fotografer tre døgn at filme med Disney-studiets enorme multiplane-kamera. Både "Ave Maria"-sekvensen og "En nat på Bloksbjerg" er designet af den danske kunstner Kay Nielsen.
Tekniske noter.
"Fantasia" har gennem årtierne været udsendt i adskillige versioner, idet Disney-studiet eksempelvis har fjernet to kentaur-figurer, der i dag ville blive betragtet som racistiske. I 1950'erne blev toppen og bunden af billedet fjernet for at få det til at passe med tidens nye, bredere filmformat. I 1990 blev musikken genindspillet med moderne lydteknik, men man er siden vendt tilbage til at bruge den oprindelige Stokowski-indspilning.
Olympisk disciplin.
Olympisk disciplin er en disciplin inden for en sportsgren, som er med ved de olympiske lege, det vil sige de olympiske sportsgrene.
Romerriget.
Romerrigets udbredelse i henholdsvis; 133 f.v.t. (rødt), 44 f.v.t. (orange), 14 e.Kr. (gult) og 117 e.v.t. (grønt)
Romerriget gennemgik en lang udvikling fra bystat ved Tiberen til et verdensrige, som omfattede alle lande rundt om Middelhavet, som romerne med selvfølelse kaldte "Mare Nostrum", vort hav. Undertiden bruges også navnet Rom som betegnelse for hele det ekspanderende rige, der i princippet stadig var en bystat, som herskede over en lang række provinser og lydlande, som blev styret af statholdere og lydkonger. I den dunkle fortid blev det styret af konger. Rom blev republik, ind til magten i det sidste århundrede før Kristi fødsel gik til en kejser.
Det Romerske Kejserrige var det største og vigtigste af alle Antikkens storriger. Romerriget blev grundlagt af Augustus efter hans sejr ved Søslaget ved Actium 31 f.Kr.. Riget havde en 200 års storhedstid fra år 1 e.v.t. til ca. 200 e.v.t. Derefter blev Romerriget offer for anarki, økonomisk krise, rivaliserende generaler og invasion af germanske stammer. Disse uroligheder kulminerede i år 395 med delingen af Romerriget i to: Det Østromerske og Vestromerske Rige. Enden på kejserriget knyttes ofte til det Vestromerske Riges fald i 476. Det Østromerske Rige, senere kaldt det Byzantiske kejserrige, forblev stabilt og overlevede til 1453, hvor det blev erobret af Osmannerriget.
Romerriget har haft en stor indflydelse på regeringsledelse, retsvidenskab, arkitektur og på mange andre områder i Europa. Se f.eks.: romertal, latin, julianske kalender.
Tyskland kan anses som en arvtager efter Romerriget. Kejseren af det Tysk-Romerske rige blev kronet som romersk kejser af paven i Rom fra 843 til 1806. Tysklands våben er den romerske ørn. Rusland, hvis zardømme indtil 1917 støttede sig på byzantinske traditioner, og Frankrig med Napoleon) har begge stræbt efter at opnå samme magt og status som romerne.
Historie.
Der findes ældgammel beboelse i Rom, men byen Rom og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge traditionen grundlagt af brødrene Romulus og Remus den 21. april 753 f.Kr. Indtil den sidste konge, Tarquinius II Superbus blev myrdet i 509 f.Kr. blev Rom ledet af konger, hvorefter byen blev en republik med to konsuler i spidsen, valgt for et år ad gangen. I republikkens sidste mange år spillede sejrrige hærførere en stadigt stigende rolle i magtspillet i Rom, og det medførte talrige borgerkrige.
Julius Cæsars diktatur varede kun kort, og han skabte ikke en styreform, som andre kunne overtage efter ham. Først hans grandnevø, Octavian, senere kaldt Augustus, gjorde kejserstyret til en institution, som andre kunne overtage uden militære konflikter om magten. Den første kejsertid kaldes for principatet efter "princeps", der var betegnelsen for ledende mænd under den romerske republik såvel som for kejseren. Det betød, at kejserne styrede i republikkens navn. Overtagelsen foregik under store problemer på grund af Senatets rolle som garant for tronfølgen. Den næste periode, anarkiet, var præget af blodige borgerkrige om kejsertronen. Tiden efter år 284 e.Kr. bliver kaldt for dominatet, fordi kejseren begyndte at optræde som en "dominus", herre, og kejserstyret blev ikke længere søgt skjult bag republikkens facade.
Ekspansion, geografi og grænseland.
På det territorale højdepunkt under Trajan strakte riget sig fra Den iberiske Halvø og de Britiske øer i vest til Mesopotamien i øst. Riget kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om Middelhavet, som romerne kaldte for "Mare Nostrum", vores hav. Middelhavsområderne udgjorde majoriteten af Romerriget, og de rigeste af de romerske provinser med subtropisk klima var ideelle til landbrug.
Selv om Romerrigets territorium varierede, forblev hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige: floder eller bjerge, der let kunne forsvares af de stationerede, romerske legioner. Grænserne kaldtes for "Limes Romanus". I provinsen Britannia var Hadrians mur "limes" mod caledonerne i Skotland. I provinsen Germania Superior og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede Limes Germanicus området ved floderne Donau og Rhinen mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store Sahara-ørken. Den var en fuldstændig uoverstigelig grænse for invasioner fra afrikanske stammer. Men i Mellemøsten manglede en naturlig grænse, og det var her, Roms største fjender, Partherriget og sassaniderne, truede.
Romerne og Partherriget havde mange stridspunkter om herredømmet over Armenien. Romerne sejrede oftest over partherne, men blev forhindret i fuldstændigt herredømme over området, fordi Partherriget var alt for stort. Partherne kunne bare trække sig længere tilbage mod øst, reorganisere sig og sætte et nyt angreb ind mod romerne.
Politik.
Styreformen i kejserriget var et diktatur styret af kejseren. Begyndelsen af kejserperioden er kendt som principatet. En styringsform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set uafhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste deres uafhængighed på grund af fraflytning til landet.
Den første kejser, Augustus, kaldte sig i senatet "princeps" og "primus inter pares", først blandt ligemænd. Det lod som om, at republikken forsat fungerede, men reelt lå al magt hos den romerske hær, som kejseren havde absolut kontrol over. Princepstitlen var for Augustus en måde at vinde gunst fra senatet og skulle forhindre ham i at lide samme skæbne som sin grandonkel, Julius Cæsar. Romerrigets sikkerhed lå i hænderne på legionerne, og det var her, Augustus' magtbase lå. Hæren var en kostbar instutition, som statsadministrationens skulle sikre ved at beskatte befolkningen. De mest succesrige kejsere var dem, som klarede at opretholde loyaliteten og disciplinen hos legionærne. De dårligere kejsere måtte bestikke hæren for at opretholde magten, men det viste sig ofte som en ringe garanti.
Enden på principatet var ganske enkelt enden på republikken: kejserens generaler opnåede personlige bånd til og loyalitet fra tropperne, noget de mest ambitiøse udnyttede. Styreformen forandrede sig til dominatet. Den nye styreform voksede ud af krisen i det tredje århundrede, og specielt borgerkrigene viser krisen. Kejserne i denne periode var oftest generaler, der kom til magten ved hjælp af krig og kup.
I teorien måtte senatet vælge den nye kejser, men i praksis blev arvefølgen dynastisk: de mandlige arvinger blev valgt til kejsere. Det Nervan-antoninske dynasti var en undtagelse, da arvingerne ikke var biologiske, men adopterede sønner. Det kunne skyldes, at der var mangel på mandlige arvinger, men det kan også være, at kejserne valgte arvinger, de mente ville gøre et bedre arbejde for Romerriget. Resultatet var de fem store kejseres og Romerrigets storhedstid. Denne stabile periode endte, da Marcus Aurelius valgte sin søn Commodus som arving. Hans regeringstid endte med borgerkrig. Under disse borgerkrige var det den stærkeste, som ville have kontrollen, og ofte var der flere kejsere, som krævede deres plads på tronen. Dynastierne i Romerriget endte til stadighed i interne stridigheder, og mægtige generaler kæmpede om magten.
Administration.
Statsstyringen forandrede sig med kejserriget. I starten blev meget af arbejdet udført af de samme magistrater som i republikken. Men som tiden gik, blev ansvaret lagt over til frigivne slaver, specielt under kejser Claudius. Statsmagten blev langsomt, men sikkert centraliseret gennem Romerrigets historie. I republikken styrede byerne og provinserne sig selv. Et af hovedtrækkene i "Pax Romana", den romerske fred, var, at de fleste byer i Romerriget sjældent fik besøg af hæren. I kejsertiden begyndte befolkningerne at flytte fra byerne til landet. Det og den stadig stærkere og mere centraliserede kejsermagt førte til, at byerne mistede deres selvstyre. Flytningen fra byerne havde mange årsager; hovedårsagen var den øgede lovløshed, som hjemsøgte kejserriget i krisetiden. Byerne blev et let bytte for både barbarernes invasion og terroren fra hæren, som skulle beskytte dem. Mange byer blev forladt. Kun kejseren og hans hær kunne opretholde stabiliteten. Det øgede behovet for militær krævede endnu højere skatter, som igen krævede en stærk, centraliseret stat.
Oprør, og deres politiske konsekvenser.
I fredstid var det relativt let at styre riget fra Rom. Et oprør var forventet og opstod ganske regelmæssigt gennem historien: En general eller en guvernør fik loyaliteten fra sine undersåtter gennem karisma, love og bestikkelse. Legionerne var spredt rundt om i riget. Derfor havde oprørslederen normalt én eller to legioner under sig.
Der blev tilkaldt lokale legioner, og oprørene blev knust. Hvis ikke kejseren var svag, inkompetent eller hadet, ville disse oprør forblive lokale og isolerede hændelser.
I krigstid kunne en general have flere legioner under sig. Af den grund var det almindeligt, at kejseren af sikkerhedsmæssige årsager holdt nogle af generalens familiemedlemmer som gidsler for at undgå, at generalen skulle rejse en oprørsk hær. Under det jødiske oprør, der begyndte i år 66, holdt kejser Nero Vespasians søn Domitian og hans svigersøn Quintus Petillius Cerialis som gidsler for at sikre Vespasians loyalitet. Ironisk nok endte Neros regeringstid med et oprør fra prætorianergarden, som var blevet bestukket af general Galba.
Prætorianergarden var et vigtigt magtmiddel i kejsertiden. Dens loyalitet blev ofte købt, og garden blev stadig mere grådig. Legionerne ved grænserne fuglte livgardens eksempel og blev vigtige aktører i borgerkrigene. Det var en farlig udvikling, som svækkede hele den romerske armé.
Hovedfjenderne i vest var de barbariske stammer på den anden side af Rhinen og Donau. Octavian havde prøvet at besejre disse stammer, men led et fatalt nederlag i Teutoburgerskoven i år 9. De germanske stammer udgjorde en stor trussel, men de var for splittede, fordi interne magtkampe tog det meste af deres tid. I øst var hovedfjenden Partherriget, der prøvede flere forgæves invasioner af Romerriget.
Under borgerkrigene udnyttede Roms fjender muligheden til at invadere de romerske provinser. De to fronter øst og vest blev politisk vigtige på grund af legionerne, som var stationeret der. Lokale ledere startede oprør, der kulminerede i større krige. Romerriget havde få problemer med at kontrollere den vestlige grænse. Presset fra begge fronter skabte problemer. Hvis kejseren befandt sig i øst, blev der mulighed for en general at gøre oprør i vest, og modsat. Kejseren måtte befinde sig i nærheden af tropperne for at have den størst mulige kontrol, og med rigets enorme størrelse var det umuligt for en kejser at befinde sig nær to fronter samtidig. Det var et stort problem for mange kejsere og en kilde til mange kriser i løbet af kejsertiden.
Økonomi.
Republikkens erobringer frem til Augustus' regeringstid havde skabt et stort indre marked, der omfattede hele Middelhavsområdet, Vesteuropa, og rigets grænseområder. De økonomiske forhold, særligt de som omhandlede landbruget, varierede meget mellem de varme, tørre områder i Nordafrika og Arabien, og de mere frugtbare og fugtige provinser, Britannien, Gallien og Balkan. Middelhavet og de store floder, Rhinen, Rhône og Donau fungerede som handelsruter. Romerne byggede også et vidtstrakt og velbygget vejnet, både til militært og civilt brug. Vejnettet strakte sig endda over høje bjerge som Pyrenæerne og Alperne og bidrog til effektiviseringen af handel over længere afstande.
Hovedhjørnestenen i den romerske økonomi var alle de byer, som var centrum for al industriel produktion, handel og forbrug. Selvom al handel og produktion foregik i byerne, var det landbefolkningen, som var størst, og landbruget var den dominerende sektor i økonomien.
De største centre i Romerriget var selve Rom, Alexandria, Antiokia, Karthago, Efesos og i senantikken Konstantinopel, alle med et indbyggertal mellem 100 000 og 1 million. Frem til det tredje århundrede e.v.t. var de politisk-økonomiske forhold gunstige. Riget var ét valutaområde. Frem til krisen i det tredje århundrede var der, bortset fra grænsekonflikter og lokale oprør, næsten universel fred i riget, også kaldet for "Pax Romana". De store hærstyrker, der var stationeret langs grænserne, var med til at skabe et stabilt og trygt miljø for produktionen i provinserne. Mod slutningen af det andet århundrede øgedes presset mod grænserne. Med dette pres kom et behov for flere soldater i legionerne. Dette fik meget at sige for rigets økonomi, da kejserne blev nødt til at øge skatterne proportionalt for at følge udviklingen med rekrutteringen. Efter år 235 var den økonomiske krise, kombineret med den militære, i færd med at føre Romerriget mod randen af sammenbrud. Under det severiske dynasti begyndte skattepresset at stige. Manglen på arbejdskraft, der kom af krigene og alle pestudbrudene, bidrog også til nedgang og krise. Hvor alvorlige disse tilstande var, er vanskeligt at sige, da der foreligger få pålidelige kilder fra denne periode.
Provinserne ved Rhinen blev hårdest ramt af krisen i det tredje århundrede. De blev ofre for germanske invasioner og et voksende gallisk rige. Andre regioner som Egypten og Britannien blev ramt i mindre grad. Mod slutningen af det tredje århundrede fik Romerriget en høj inflation, da den menige befolkning i større grad mistede tilliden til det allerede vaklende og devaluerede pengesystem. Priserne steg voldsomt i store dele af riget.
Religion.
I republikkens tid blev religionen organiseret under et strengt system af præstekontorer, der blev ledet af Pontifex maximus, ypperstepræsten.
Den stadig større kontakt med grækerne gjorde, at de romerske guder mere blev forbundet med de græske guder. Jupiter blev opfattet som havende samme guddommelighed som Zeus. Mars blev set som Ares og Neptun som Poseidon. I det første århundrede f.Kr. førte den stadige assimilation med græsk mytologi til en nedgang i de romerske, religiøse ritualer, selv om deres politiske roller blev vedligeholdt. Under kejsertiden blev religionen mere og mere knyttet til kejserens person, og mange kejsere blev guddommeliggjort efter deres død.
Under Romerriget blev flere udenlandske kulter populære som dyrkelsen af den egyptiske gudinde Isis og den persiske Mithras. I det andet århundrede e.Kr. begyndte kristendommen at sprede sig i Romerriget, og den blev officiel religion i Romerriget under Konstantin den Store omkring år 330. Forbud mod dyrkelse af andre religioner end kristendommen kom år 391 ved kejseren Theodosius.
Navne og titler.
Det er vanskeligt at oversætte klassisk latin, da ordenes betydning forandrer sig med tiden. Navnet Cæsar var i sin oprindelige form et familienavn. Octavian (den senere kejser Augustus) arvede sit navn fra sin adoptivfar, Julius Cæsar. Det skete for at sikre hans personlige anseelse. Skikken forsatte med Octavians arvtagere, og navnet Cæsar ændrede sig til at være en titel, svarende til nutidens "kejser." Dermed blev Octavian i antikken også kendt som Romerrigets første kejser og anerkendt som den "anden Cæsar". Senere er titlen ændret til "Kaiser" på tysk og "Tsar" på russisk. Navnet Augustus var en titel, Senatet tildelte Octavian; siden har denne titel været brugt som personnavn på ham, og det var i antikken ikke et navn, som blev brugt. Titlen blev antaget af senere kejsere. Senere blev det sådan, at kejseren kaldtes Augustus, mens tronfølgeren fik titlen Cæsar.
"Imperator" var oprindeligt en titel, der blev givet til sejrende, militære kommandanter. Denne titel tog kejserne også til sig, og den udviklede sig senere til den engelske betegnelse "Emperor." "Imperium" betød magt i Antikkens Rom og blev brugt under Republikken uden nogen kejserlig betydning; senere blev ordet til en generel betegnelse for et vidtstrakt storrige som det romerske.
Mickey Mouse.
Mickey Mouse er en tegnefilm- og tegneseriefigur skabt af Walt Disney som også lagde stemme til ham i de første år ved at tale i falset. Siden 1983 har tegnefilmsdubberen Wayne Allwine været Mickeys stemme, men efter hans død i 2009 har Bret Iwan overtaget rollen. På dansk hed figuren oprindeligt "Mikkel Mus" i de tidlige striber i ugebladene. Det navn blev droppet, da bladet Anders And & Co. udkom i 1949. Mickey Mouse optræder ofte sammen med Fedtmule og hunden Pluto, på film også med Anders And.
Historien om hans tilblivelse siges at være, at Walt Disney sad i et tog på vej til Chicago sammen med sin kone Lillian i 1928 efter at have tabt rettighederne til Oswald the Lucky Rabbit. Han var nu ude på at skabe en figur, der kunne være en erstatning og havde ideen til en lille sort mus. Han viste sin kone tegningen og sagde, at han skulle hedde Mortimer Mouse, men Lilian foreslog navnet Mickey.
15. maj 1928 optrådte Mickey Mouse for første gang i en tegnefilm, "Plane Crazy", og 18. november samme år kunne han ses i "Steamboat Willie", der var Disneys første tegnefilm med et synkroniseret lydspor, efter den blev der lavet et lydspor til "Plane Crazy". Sidstnævnte blev det store gennembrud for figuren, der i mange lande er mere populær end Anders And. Den ene række kortfilm efter den anden blev produceret med Mickey Mouse, og det var populære forfilm i datidens biografer. De var i sort-hvid, modsat Silly Symphony-serien, der var i farver.
Mickey var i starten en lille sort mus i røde shorts og uden nogen pupiller i de hvide øjne. Det blev han også ved med at være et stykke tid i farver. Sideløbende med filmene blev der tegnet avisstriber af Floyd Gottfredson.
Han blev omgivet af bipersoner, der efterhånden halede ind på ham i popularitet. Især Anders And halede hurtigt ind på ham, og i den første Mickey-film i farver "Spil op" (The Band Concert) 1935 medvirker Anders som et irritationsmoment for Mickey, der forstyrrer hans koncert ved at spille fløjte, og det var ham der løb af med publikums latter.
Efterfølgende kommer "trio-filmene," hvor Mickey, Anders og Fedtmule er et fast trekløver. I disse film er Mickey oftest den, der prøver at redde situationerne efter de andres klummerier, men han kunne ikke redde sin stjernestatus i konkurrencen med de to andre. Efterhånden gled han stille ud, han fik en succes med "Den tapre lille skrædder" i 1938 og gæsteoptrådte i "Fantasia" (1940) som Troldmandens Lærling, nok en af de mest populære sekvenser i denne film.
Den sene Mickey får pupiller på øjnene og går klædt i pænt jakkesæt. Han er dermed også blevet en mere pæn figur, der har fjernet sig fra den tidlige sorte mus' sprælske temperament.
De fleste blade med Disney-tegneserier rundt om i verden bærer Mickeys navn modsat i de skandinaviske lande, hvor det er Anders And. Men uanset det, så er han fast figur i disse blade, og i tegneserierne er han blevet en detektiv, der hjælper Politimester Striks i forbryderjagten med Fedtmule som fast følgesvend, men han kan også være en almindelig småborger, der må opdrage sine nevøer Mik og Mak og dyrke sit kæresteliv med Minnie Mouse.
Disse serier var ofte i starten striber af fra aviserne, men siden blev der tegnet historier til bladene, hvor især Paul Murry blev den dominerende kunstner.
På nutidens film og serier har Mickey Mouse dansk stemme af Anders Bircow.
Ekstern henvisning.
Mouse, Mickey
Mouse, Mickey
Pluto (tegneseriefigur).
Pluto er tegneseriefiguren Mickey Mouses hund i Walt Disneys tegnefilm og tegneserier. Hans navnløse debut var i Mickey-filmen "The Chain Gang" fra 1930, samme år som dværgplaneten Pluto blev opdaget. Anden optræden var i "The Picnic" fra november 1930. Her er han Minnie Mouses hund og hedder Rover. Det var først i den tredje film, "The Moose Hunt" fra 1931, at han fik navnet Pluto. Det siges, at da man hos Disney ledte efter et navn til denne hund, så Walt en notits i en avis om den nye planet og syntes at det var et passende navn. I dens tidlige tegnefilm ikke var helt klart hvem den tilhørte, i nogen syntes det at være Anders And, i nogen Minnie Mouse, men efterhånden blev det stadfæstet, at han var Mickeys hund.
Pluto er gul, har en lang krop og halvlange ben samt en tynd, sort hale. Af race minder den lidt om en gravhund, men den er større. Den fremstilles som naiv og halvdum, men meget sød. Der findes en række tegnefilm, hvor Pluto har hovedrollen. Han har en kort medvirken, i tv-serierne Rap Sjak, og Bonkers. Men han medvirker fast i tv-serien Hos Mickey, hvor han får dansk stemme af Lars Thiesgaard. Den animator, der havde hovedansvaret for ham, var Norm Ferguson.
Filmene, hvor han er hovedperson, er ofte præget af, at han kommer i klammeri med den ene og den anden. Det kan være Chip og Chap, men det kan også være andre, enkeltstående figurer. En stor bulldog har været genganger i flere film. Der har også i visse film været en lille hun-gravhund, der stjæler hans hjerte.
Også i serierne har han haft sine egne serier, hvor han er hovedperson. De er ofte karakteristiske ved, at hans tanker og refleksioner gengives i fortællende tekst til billederne. I disse serier kan Mickey og hans venner være bipersoner, men de kan også være fraværende. Pluto er i disse serier ofte en dagdrømmer, der drømmer om at blive f.eks. cirkusstjerne eller dagens helt. Hans forsøg på det ender oftest galt, men alligevel kan han så gøre noget godt uforvarende.
Tegnefilm.
Tegnefilm var i starten film, hvor de enkelte delbilleder er tegnede. I dag findes der dog en del flere måder at lave tegnefilm på. Der er fx computeranimation og stop-motion.
De tidligste tegnefilm blev lavet i starten af det 20. århundrede. De var korte og humoristiske, og denne brug af tegnefilm har været dominerende siden. I 1937 udgav The Walt Disney Company den første succesfulde tegnefilm i spillefilmslængde - "Snehvide og de syv dværge," og banede dermed vejen for senere produktioner af denne type.
Med computerens indtog i slutningen af 80'erne og i løbet af 90'erne er dele af animationsprocessen blevet lettere. Det er dog normalt først ved rentegningsprocessen, at computere tages i brug - brugen af tegneblok og blyant indtil da er endnu normen. Computere har ud over at lette animationsprocessen gjort det muligt at inkludere computeranimation i ellers traditionelle tegnefilm, hvilket benyttes af flertallet af nyere produktioner.
Tegnefilmen i spillefilmslængde har siden computeranimationsfilmens fremkomst midt i 90'erne støt mistet popularitet, mens computeranimationsfilmene har stået for den ene kassesucces efter den anden. Derfor har flere af de største producenter, heriblandt Disney og DreamWorks, besluttet at holde helt op med at producere tegnefilm og i stedet satse på computeranimationsfilm.
Tegnefilm og computeranimationsfilm.
Tegnefilm og computeranimationsfilm hører begge til i kategorien animationsfilm, men det er vigtigt at gøre sig klart at computeranimationsfilm ikke er tegnefilm.
I computeranimationsfilm (eks. "Shrek") skabes først en figur i et program såsom 3D Studio Max. For at animere denne figur flytter man den derefter i små præcist definerede bevægelser - ikke ulig stop-motion, dog med flere muligheder.
I tegnefilm (eks. "Løvernes Konge") tegnes figuren, eller dele af den, på ny for hver bevægelse.
Computeranimationsfilm foregår næsten altid i et tredimensionalt rum, mens tegnefilm som oftest bruger todimensionale baggrunde og forgrunde. Det er dog ikke unormalt for tegnefilm at bruge tredimensionale rum i enkelte sekvenser.
Nyere tegnefilm (eks. "Prinsen af Egypten") bruger ofte også tredimensionale figurer, men kun i mindre roller, der ikke udspiller sig tæt nok på 'kameraet', til at seeren lægger mærke til det. Hvorvidt de centrale figurer er computermodelerede eller tegnede er centralt for, om en animationsfilm anses for at være en tegnefilm eller en computeranimationsfilm.
Valhal.
Valhal (af oldnordisk "Valhöll", "de slagnes hal") er i nordisk mytologi Odins bolig i Asgård. Det er stedet for "Einherjerne", de vikinger der dør ærefuldt i kamp ("Val" betyder "kampplads" eller "slagne").
Valhal har 540 porte og der kan komme 800 krigere ud på en gang ad hver port. Taget er dækket med gyldne skjolde og væggene er gjort af spydskafter.
Einherjerne kæmper dagligt indbyrdes for at træne til kampen mod jætterne ved Ragnarok, og hver aften genoplives de af valkyrierne og bringes tilbage til Valhal, hvor de spiser kød skåret fra grisen Særimner og drikker mjød.
Valhal har lagt navn til den kendte danske tegneserie Valhalla, som er oversat til 10 sprog. Navnet "Valhalla" er den angelsaksiske version af navnet Valhal.
Valhalla (tegnefilm).
"Valhalla" er en dansk tegnefilm fra 1986, instrueret af den danske tegner Peter Madsen og den amerikanske animator Jeffrey James Varab, og baseret på Peter Madsens tegneserie af samme navn.
Filmens produktion var genstand for en række skandaler, bl.a. den største budgetoverskridelse i dansk filmhistorie, men den færdige film solgte flere billetter end nogen anden dansk film det år, og tegnernes erfaringer dannede basis for en markant opblomstring af den danske animationsbranche.
I februar 2003 blev der startet en underskriftsindsamling for at få filmen udgivet på dvd. Da der var indsamlet 2000 underskrifter blev indsamlingen stoppet. Da havde Sandrew/Metronome lovet at udgive filmen, og den blev udgivet i to udgaver. Filmen fik endda lov til at vende tilbage til biografen store lærred med repremiere den 18. juli 2003.
Originale stemmer.
Filmen blev animeret til et engelsksproget lydspor, som derfor er filmens originale og kan høres på dvd'en.
Danske stemmer.
Det danske lydspor blev skrevet og indtalt efter filmens færdiggørelse og følger derfor ikke mundbevægelserne helt præcist.
Springflod (film).
"Springflod" er en dansk film fra 1990, skrevet og instrueret af Eddie Thomas Petersen, og med Jesper Gredeli Jensen som den ungdomskriminelle Franco og Trine Dyrholm som den vestjyske pige Pauline i hovedrollerne.
Rongorongo.
Rongorongo er en slags hieroglyffer på Påskeøen. De udgør ikke noget fuldstændigt skriftsprog, men er tegn for de almindeligste ord for at understøtte hukommelsen.
Druide.
En druide var en keltisk præst i oldtiden.
Tidevand.
Tidevand er den regelmæssige stigning og fald i havets overflade, som er forårsaget af månens (primært) og solens (sekundært) uensartede tyngdefelter (også kaldet tidevandskræfter).
Stigende tidevand betegnes flod, faldende tidevand betegnes ebbe. Ved fuldmåne og nymåne forstærker effekterne fra månen og solen hinanden, og der kommer en specielt kraftig flod, der kaldes springflod. Hvis der samtidig er kraftig vind, forstærkes floden, så der fås stormflod.
Tidevand kan i Danmark især opleves i Vadehavet ved Jyllands sydlige vestkyst.
Forklaringen på, at der er to tidevandsbølger i døgnet, er, at den effektive kraft, man vil opleve et givet punkt på jorden, er en sum af både et tyngdefelt (fra både jorden og månen) og en (modsatrettet) centrifugalkraft fra jordens og månens indbyrdes rotation. Bevæger man sig fra centrum af jorden imod månen (eller solen) øges tyngdekraften fra denne, mens den modsatrettede centrifugalkraft mindskes. Det giver et øget træk imod månen. Hvis man derimod bevæger sig væk fra månen, mindskes tyngdekraften og centrifugalkraften øges. Dette vil effektivt få oceanerne til at bevæge sig imod de to punkter på jordoverfladen, der er hhv. længst fra og tættest på månen.
Springflod.
"Springflod" er en kraftig tidevandsflod. Den indtræffer ved fuldmåne og ved nymåne, når månens og solens indflydelse forstærker hinanden. Ved springfloden befinder sig solen og månen på hver sin side af jorden og trækker hver vandet ud til flodzonerne. Springfloden fremkommer også, hvis solen og månen trækker til samme side på én gang.
Nipflod.
"Nipflod" er en svag tidevandsflod. Det forekommer hver 14. dag ved halvmåne (altså i første og sidste kvarter af månefaserne), hvor solens og månens bølger modvirker hinanden og flodbølgen bliver derfor lavere end normalt. Samtidig er ebbevandet tilsvarende højere. Ved nipfloden er der altså mindre forskel på høj- og lavvande end normalt.
Lübeck.
Hansestaden Lübeck eller Lybæk er en af de tyske hansestæder beliggende ud til Østersøen cirka 60 kilometer nordøst for Hamburg. Byen er med sine 210.892 indbyggere (2008) den næststørste by i delstaten Slesvig-Holsten. Lübecks marcipan er kendt i hele verden.
Byen er placeret ved floden Trave. Den gamle del af byen er en ø omgivet af floden og kanalforbindelsen. Byen har en havneby, Travemünde, som ligger cirka 15 kilometer nordøst for den gamle del af byen.
Historie.
Lübeck er kendt tilbage til Karl den Stores tid.
Byen ligger på en gammel handelsrute fra Nordsøen op ad Elben og til den nærmeste flod, Trave, som løber ud i Østersøen. Der blev allerede i 1398 anlagt en kanal på strækningen Stecknitzkanalen.
Det nuværende Lübeck blev grundlagt i 1143 og var under Danmark fra 1203-25. Byen var igennem det 14. og 15. århundrede den førende by i Hanseforbundet og Tysklands næststørste by (efter Köln). Christian 3. besejrede under Grevens Fejde i 1534-36 byen, og dens indflydelse faldt herefter, fordi ummelandsfarerene gjorde hansestædernes monopol uønsket, og det gav Danmark-Norge støtte fra stormagterne i de følgende krige.
I 1815 blev byen medlem af Det tyske Forbund og i 1871 af det Tyske kejserrige. Lübeck var en selvstændig bystat fra 1226 til 1937, da den blev indlemmet i den preussiske provins Schleswig-Holstein, nu delstaten af samme navn i Forbundsrepublikken Tyskland. Natten mellem den 28. og 29. marts 1942 - natten før palmesøndag - blev Lübeck ramt af det første større britiske fladebombardement af en tysk by under 2. Verdenskrig. Der opstod betydelige skader i den gamle bydel, bl.a. brændte domkirken samt Mariekirken med den berømte frise kaldet Dødedansen eller "Døden fra Lübeck".
Bygninger.
Den gamle del af Lübeck har en lang række middelalderbygninger, hvilket har gjort, at byen er kommet på UNESCO's verdensarvliste. Blandt de væsentligste bygninger er de fem kirker, hvoraf de ældste er fra det 13. og 14. århundrede. De mest berømte er Mariekirken, Lübeck Domkirke, og Jakobikirken.
Lübecks gader er også kendt for sine smukke facader.
Det var i ældre tid kun muligt at få adgang til byen igennem fire store byporte. Den mest kendte af disse byporte var Holstentor, som blev bygget i 1478.
Kendte personer fra byen.
Brøderne Heinrich og Thomas Mann omkr. 1900.
Lübeck Julemarked.
Allerede for 350 år siden blev juletraditionerne i Lübeck nævnt som noget ganske særligt. I dag har Nordtysklands mest berømte julemarked bredt sig ud over det meste af byen med kreative dekorationer og eventyrhaven.
James Alfred Van Allen.
James Alfred Van Allen (7. september 1914 - 9. august 2006) var en amerikansk fysiker, som opdagede Van Allen-bælterne. Bælterne, som er med til at mindske strålingen på Jorden, opstår når ladede partikler fra solvinden rammer ind i Jordens magnetfelt og derved bremses/afbøjes.
Elizabeth 1. af England.
Dronning Elizabeth 1., dronning af England, Irland og Frankrig
Elizabeth 1. (7. september 1533 - 24. marts 1603), dronning af England fra 1558-1603, datter af Henrik VIII og dennes anden hustru, Anne Boleyn. Inden Elizabeth blev 3 år gammel, havde faderen ladet hendes moder halshugge i Tower. Kongens næste hustru, Jane Seymour fødte kongen den længe ønskede søn, Edward, som fulgte Henrik 8. på tronen efter faderens død som Edward 6. Den unge Edward led (vistnok) af tuberkulose og døde i 1553. Maria 1. af England, datter af Henrik 8. og Katharina af Aragonien, fulgte broderen på tronen. Hun blev kendt som Bloody Mary. Ved Marias død blev Elizabeth dronning af England. Det skete den 17. november 1558.
Elizabeth sad i flere år fængslet i The Tower i London, på befaling fra sin søster Maria I. Maria så Elizabeth som en trussel, fordi Elizabeth ikke var katolik, men mere støttede den protestantiske retning, som også Elizabeths mor. Maria endte dog med at løslade Elizabeth; hun kunne ikke halshugge sin egen søster, selv om flere af Marias rådgivere anbefalede hende at gøre det.
Elizabeths første udfordring var truslen fra hendes kusine, den skotske - og katolske - dronning Marie Stuart, som havde et stærkt og legitimt krav på den engelske trone. Da Marie Stuart måtte flygte fra Skotland, blev hun anbragt i husarrest i England. Her blev hun kontaktet af en oprørsk adelsmand, der ville hjælpe hende med at undslippe, så hun kunne lede et oprør mod Elizabeth. Imidlertid blev de breve, der blev udvekslet, overvåget af Elizabeths chefspion, Francis Walsingham, og på grundlag heraf blev Marie dømt til døden. Elizabeth underskrev dødsdommen, og Marie Stuart blev henrettet den 8. februar 1587. Marie Stuart havde et tæt samarbejde med den spanske konge, som ønskede hende indsat på den engelske trone for at få en allieret i England, og ikke mindst for at få en katolsk regent, som der var i Spanien.
Efter at have slået den "uovervindelige" spanske armada blev England den protestantiske højborg. England begyndte nu at etablere sig som en sømagt med dristige kaptajner som Hawkins, Drake og Raleigh. Tiden bragte også en renæssance for litteraturen med navne som Shakespeare, Marlowe og Spenser. Elizabeth 1. efterlod et rigt land ved sin død og det er ikke uden grund at hendes regeringstid kaldes den elizabethansk tidsalder eller guldalderen.
Døden fra Lübeck.
Dødedansen eller Døden fra Lübeck var et 30 meter langt maleri i Mariekirken i Lybæk af Døden i kædedans og malet i 1463 formodentlig af Bernt Notke. Det blev ødelagt ved et allieret luftangreb palmesøndag 1942.
Hypnos.
Hypnos er søvnens gud i den græske mytologi. Han er en tvillingebror til Thanatos, dødens gud og søn af gudinden, Nyx, nattens gudinde.
Ironi.
Ironi er en måde at udtrykke sig på, ved at sige det modsatte af, hvad man mener. Ved fx at drille, lave sjov eller demonstrere uholdbarheden af et synspunkt på en måde, der virker mindre aggressiv end en direkte tilbagevisning.
Ironien virker efter hensigten, hvis modtageren er i stand til at gennemskue den; ironikeren kan hjælpe til denne afkodning ved at vise det med sit kropssprog.
Ironi uden ord.
Normalt indbefatter ironi ord, men den omfatter i virkeligheden alle "ytringer" og kan udelukkende være handlinger: Hvis en person har talt overbevisende imod en bestemt handling, kan en ironisk ytring gøre, at han eller en tilhører demonstrativt gør lige præcis det, der er blevet talt imod.
Ironi kan indskrænkes til begivenheder, 'skæbnens ironi'. Skæbnens ironi bruger samme virkemidler som den sproglige ironi, men begivenheder. Således kan det opfattes ironisk, at begivenheder foregår, mens andre begivenheder straks ændrer billedet. Alanis Morissette giver i sit hit "Ironic" fra 1995 nogle eksempler på skæbens ironi: "It's like a traffic jam/When you're already late/He won the lottery/And died the next day" (Overs.: Det [skæbnens ironi] er som en traffikprop/når man allerede er for sent på den/Han vandt lotteriet/og døde næste dag). I det første tilfælde er det ironisk, at trafikproppen kun har en lille betydning, fordi man alligevel kommer for sent. Altså en slags subtil 'underdrivelse'. I det andet tilfælde er det ironisk, at gevinsten viste, at guderne så nådigt på den heldige vinder, mens hans (skæbnebestemte) død dagen efter viser det stik modsatte.
Visse teoretikere - de såkaldte præskriptivister - mener, at ordet ironi bruges fejlagtigt, hvis det i disse sammenhænge, kun henviser til uheldige omstændigheder. Man kan selvfølgelig sige, at det er klart at skæben ingen ironi kan udtrykke, hvis skæbnen ikke eksisterer, - selvom mennesker åbenbart ikke kan lade være med at tolke begivenheder, som om der var en skæbne til. Men er selve det forhold i så fald ikke ironisk?
Ironi i kulturen.
Ironi siges have en så prominent plads i den danske kultur, at den kan besværliggøre kommunikationen med andre kulturer.
Ironi bruges af danskere blandt venner, som straks kan gennemskue den. Ironi kan også bruges i den offentlige debat - fx i form af et glødende avisindlæg om et vanvittigt forslag - men risikoen er stor for at visse tungt opfattende læsere ikke forstår ironien.
Hvis ironien ikke opfattes straks, kan det virke fornærmende: Man blev narret, og man kan let tro, at ironikeren antyder, at man ikke er så hurtig i opfattelsen. Ironi har dog ikke det formål at fornærme, skade eller håne, som sarkasme har. Der er en fin grænse imellem ironi og sarkasme: Ironien i sig selv er aldrig ondsindet, selv om en ondsindet ytring også kan have et ironisk indhold. Et eksempel: "Du minder mig om en gris, men det skal du ikke være ked af, da jeg finder grise nogen af de mest respektable dyr i verden."
I skriftsproget markeres ironi ved brug af;-) - et blink i øjet skrevet med tegn. Dermed markeres der, at der her er noget usagt, ironisk.
Denne praksis kan også bruges i andre sammenhænge som i slutningen på en tør debat.
Ironi i verdenslitteraturen.
Sokrates beskrives af Xenophon, Platon og Aristofanes som den største ironiker fra den klassiske græske oldtid.
Digteren Poul Martin Møller skrev i 1835 en ganske lille artikel om ironi. Den var på fem sider og blev først trykt i 1842.
Indholdet diskuterede han med Søren Kierkegaard inden denne skrev sin magisterkonferens om ironi med titlen: "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates". Kierkegaard forsvarede afhandlingen den 29. september 1841 og konfereredes med magistergraden den 26. oktober 1841.
ETA.
ETA graffiti.ETA (Euskadi Ta Askatasuna; "Baskerlandet og Friheden" på baskisk) er en militant, baskisk selvstændighedsbevægelse, som især i det nordlige Spanien kæmper for et selvstændigt, socialistisk Baskerland, adskilt fra Frankrig og Spanien, der i øjeblikket kontrollerer Baskerlandet. ETA bliver af Spanien, Frankrig, EU og USA betragtet som en terrororganisation. Dens motto, "Bietan jarrai" (dansk: "fortsæt begge"), refererer til de to figurer i ETAs symbol, "slangen" (der symboliserer hemmeligholdelse og snuhed) og "øksen" (der symboliserer styrke).
Organisationen blev dannet 31. juli 1959, og udviklede sig hurtigt fra en gruppe, der ønskede at fremme den traditionelle baskiske kultur, til en paramilitær separatistgruppe.
ETAs målsætning.
Gennem 1980'erne har organisationens målsætninger dog ændret sig. Kravet om en socialistisk regering forekom ETA at være urealistisk og upraktisk, og ETAs målsætninger er blevet mere pragmatiske. Dette afspejledes i 1995-manifestet "Demokratisk Alternativ", der tilbød våbenhvile med den spanske stat, hvis den spanske regering ville anerkende baskernes ret til selvbestemmelse i det baskiske territorium. Selvbestemmelsen skulle ifølge manifestet opnås gennem en folkeafstemning om, hvorvidt Baskerlandet skulle fortsætte som en del af Spanien eller skulle fungere som et selvstændigt land.
Gennem tiden har ETA haft flere målsætninger, såsom kamp mod
ETA forsøger at fremme sine mål gennem terrorbomber og likvideringer.
ETAs kontekst.
ETA er en del af hvad der er kendt som Den Baskiske Frihedsbevægelse ("Movimiento de Liberación Nacional Vasco", MLNV på spansk). Den Baskiske Frihedsbevægelse består af en lang række venstreorienterede nationalistiske organisationer, der støtter baskisk selvstændighed. Gruppen indeholder, udover ETA, blandt andet det nu ulovlige politiske parti Batasuna.
Under Franco-styret havde ETA bred folkelig opbakning, også udenfor den baskiske region. For mange spaniere repræsenterer ETA selve modstanden mod diktaturet og bl.a. så mange folk det som en stor sejr da ETA i 1973 dræbte den spanske premierminister i et bombeattentat. Efter at Spanien blev demokratisk i 1975 er opbakningen til ETA dog mindsket væsentligt. Dette har afspejlet sig i tilbagegang for de partier, der ikke vil tage afstand fra ETAs metoder. En stor del af befolkningen i Baskerlandet støtter ETAs mål (Ifølge en meningsmåling i maj 2004 støtter 33% af befolkningen baskisk uafhængighed, 31% støtter en føderal model, 32% støtter øget autonomi og kun 2% ønsker mere centralstyring), men en meget stor del af befolkningen tager afstand fra valget af metoder (87% finder, at man kan kæmpe for sine mål uden vold ifølge den samme meningsmåling).
ETAs taktik.
ETA opererer primært i Spanien og har fokuseret på såkaldt "militære" mål (der også omfatter politi og politikere), men har også ramt civile.
ETA kræver ifølge en politiundersøgelse mere en en halv milion kroner om dagen for at finansiere sine handlinger. Dette bliver finansieret gennem revolutions-skatterne og røveri, afpresning og kidnapning, og Batasuna er anklaget for at støtte ETAs operationer økonomisk, ligesom ETA er blevet anklaget for våbensmugling. ETA har også af og til røvet butikker for våben. Ofte har bevægelsen haft store våbenlagre, særligt i den franske del af Baskerlandet, hvor politiindsatsen er væsentligt lavere end i den spanske del.
Permanent våbenhvile.
Den 22. marts 2006 rapporterede de spanske medier (fx), at ETA havde erklæret en "permanent våbenhvile, og en meddelelse fra ETA blev sendt i spansk TV. Ifølge organisationens talsmand ville våbenhvilen begynde fredag den 24. marts. Dog har der siden både været bombeangreb og senest et snigmord fra ETA.
Officielle reaktioner på våbenhvilen.
Den spanske socialistiske regering manede først til forsigtighed, selvom de reagerede positivt på erklæringen fra ETA. Det konservative "Partido Popular" ("folkepartiet") var mere pessimistisk i forhold til ETAs besked og hævdede, at der kun er tale om en pause. De opfordrede regeringen til fortsat "kamp mod terrorisme" og til, for alt i verden ikke at forhandle.
Da en fraktion af ETA sprængte en bombe i lufthavnen i Madrid i december 2006, reagerede den spanske regering prompte ved at afbryde al form for diplomatisk kontakt med ETA og begynde en ny hård kurs med øget politiindsats osv.
Politisk opbakning.
Det politiske parti Batasuna, der tidligere var kendt som Euskal Herritarrok og Herri Batasuna støtter ETAs målsætninger, og tager ikke direkte afstand fra ETAs metoder. Partiet får typisk omkring 10% af stemmerne i Baskerlandet.
Batasuna bliver af mange, inklusive de spanske domstole, betragtet som ETAs politiske fløj, selvom partiet selv nægter, at det forholder sig således. Det spanske parlament påbegyndte ulovliggørelsen af Batasuna i august 2002, et træk som mange fandt for voldsomt. Den spanske højesteret erklærede Batasuna ulovligt d. 18. marts 2003, og fandt det bevist, at Batasuna havde mange kontakter til ETA og rent faktisk var en del af ETA. Batasuna blev derfor markeret som en terrororganisation af USA i maj 2003 og af alle EU-lande i juni 2003.
Alle spanske politikere, der ikke er tilknytet Batasuna og lignende politiske partier, skal have en permanent eskorte (livvagter eller politi), for at beskytte sig mod ETA. ETA har i 2005 udtalt, at de ikke længere vil angribe spanske politikere. Den spanske regering har dog taget afstand fra denne udtalelse og krævet, at ETA tager fuldstændig afstand fra brug af vold. Dette har ETA dog nægtet indtil videre.
Under Francos diktatur.
ETA blev stiftet af unge nationalister, der i en periode var tilknyttet det baskiske nationalistparti PNV. Bevægelsen blev stiftet i 1953 som en diskussionsgruppe på Deusto universitet i Bilbao/Bilbo. Bevægelsen hed oprindeligt EKIN, fra det baskiske verbum "at handle". Løsrivelsen fra PNV var tilsyneladende fordi gruppen fandt PNV for moderat i modstanden mod Franco. PNV var modstandere af vold, og ETA støttede oprettelsen af en baskisk modstandsbevægelse.
I deres oprindelige platform, der blev skabt på deres første forsamling i Bayonne i 1962, krævede ETA "historisk regenerationisme"; den baskiske historie blev betragtet som en skabelsesproces af en baskisk nation. ETA mente, at baskisk nationalisme var defineret ved kendskab til det baskiske sprog (Euskara), hvilket stod i modsætning til PNV's definition, der fokuserede på etnicitet. I modsætning til PNV's eksplicitte katolicisme definerede ETA sig selv som multireligiøse og tog afstand fra det katolske hierarkiske system. De støttede socialisme og "uafhængighed for Euskardi (Baskerlandet), på en måde, der kan fungere i et europæisk føderalt system".
I 1965 erklærede ETA sig som marxister-leninister. Den politiske linje har varieret gennem tiden, men ETA har altid erklæret sig som socialister i den ene eller anden form. I sine tidlige år var ETA primært fokuseret på intellektuelle diskussioner og sabotage af infrastruktur og spanske symboler, og ved at hænge de forbudte baskiske flag op.
Det er ikke muligt at sige, hvornår ETA gik over til at anvende henrettelser som politisk virkemiddel eller hvad der var den første henrettelse, der blev associeret med ETA. ETA selv betragter henrettelsen af Luis Carrero Blanco, der var udpeget som Francos efterfølger, i december 1973 som den første aktion, mens andre betragter eksempelvis drabet på en betjent i det spanske civilpoliti (José Pardines Arcay), der havde stoppet ETA-medlem Xabi Etxebarrieta's bil, som det første eksempel på ETAs nye politik.
Under overgangen til demokrati.
Efter Francos død, under overgangen til demokrati, blev ETA opsplittet i to organisationer, flertallet blev en del af ETA politisk/militær, ETA(pm), et mindretal blev en del af ETA militær, ETA(m). ETA(pm) accepterede det spanske tilbud om amnesti for alle ETA-fanger, stoppede al vold og blev en del af partiet Euskadiko Ezkerra ("Baskisk venstrefløj"), som senere blev opsplittet.
ETA(m) blev efter en periode igen kendt som ETA, og tillagde sig en endnu mere yderliggående og voldelig position. Perioden 1978-80 blev ETAs mest voldelige, med hhv. 68, 76 og 91 dødsfald.
Under Franco-styret blev ETA tolereret af den franske regering, og kunne derfor frit bevæge sig gennem fransk territorium. Hvor længe, den franske regering tolererede ETA er omdiskuteret, men det er alment anerkendt, at Frankrig i dag samarbejder tæt med den spanske regering mod ETA.
Under demokrati.
ETA lavede deres første bilbombe-angreb i Madrid i september 1985, hvilket medførte et dødsfald og 16 sårede. I juli 1986 dræbte en anden bilbombe 12 medlemmer af "Guardia Civil" og sårede 50. I juli 1987 kom Hipercor-angrebet, et angreb i et storcenter i Barcelona, der resulterede i 21 døde og 45 sårede. ETA hævdede, at det spanske politi var blevet advaret om Hipercor-angrebet, men ikke havde gjort noget for at evakuere centeret.
I en krig mod ETA blev den spanske antiterrorgruppe GAL ("Grupos Antiterroristas de Liberación", "Antiterrorist befrielses-grupperne") aktiv. GAL foretog henrettelser, kidnapninger og tortur, ikke kun af ETA-medlemmer men også af civile, mange af hvilke man senere har fundet ud af ikke havde nogen tilknytning til ETA. I 1997 blev flere medlemmer af GAL dømt og fængslet; ikke bare almene soldater, men også politikere, blandt andet en tidligere indenrigsminister. Ingen tilfælde af aktioner af denne type er blevet bevist i retten udover aktioner i perioden 1986-87, selvom ETA-støtter jævnligt hævder, at de spanske sikkerhedsstyrker bryder menneskerettighederne og anvender tortur. Internationale organisationer, såsom Amnesty International, har ved flere lejligheder støttet disse påstande.
I 1986 blev "Gesto por la Paz", "Bevægelsen for Fred", stiftet. De begyndte at lave stille demonstrationer i Baskerlandet efter voldshandlinger, hvad enten voldshandlingerne var ETA- eller GAL-aktioner. Disse var de første systematiske demonstrationer mod terrorisme i Baskerlandet.
I 1988 underskrev alle baskiske partier (undtagen Herri Batasuna) en erklæring, der havde som hensigt at stoppe ETAs voldelige handlinger. Få uger senere erklærede ETA 60 dages "våbenhvile", en våbenhvile, der blev udvidet flere gange. Der forhandledes mellem den spanske regering og ETA samme år, men ingen enighed blev opnået, og ETA vendte tilbage til brugen af vold.
I denne periode havde den spanske regering en politik med at løslade dømte ETA-medlemmer, man mente oprigtigt havde taget afstand til voldshandlinger. Idet man hævdede, at disse folk ville "falde tilbage", hvis man løslod dem i Baskerlandet, omfordelte man ETA-fanger til fængsler udenfor Baskerlandet. Franco havde i øvrigt en tilsvarende politik. Dette medførte massive protester i Baskerlandet under slogannet "Euskal presoak - Euskal Herrira" (Baskiske fanger til Baskerlandet).
I 1992 blev ETAs tre topledere, den militære leder Francisco Mujika Garmendia ("Pakito), den politiske leder José Luis Alvarez Santacristina ("Txelis") og den logistiske leder José María Arregi Erostarbe ("Fiti") - der ofte blev kaldt "ETA-holdet" eller Artapalo-kollektivet - arresteret i den fransk-baskiske by Bidart. Dette medførte ændringer i ETAs ledelse. Efter to måneders våbenhvile tog ETA endnu mere yderliggående metoder i brug. Der blev kreeret såkaldte "Y-grupper", der bestod af mindreårige, der lavede forskellige former for gadekamp, såsom brandpåsættelse (af alt fra busser til affaldsspande) og brug af molotovcocktails. Eksistensen af disse Y-grupper er dog ikke anerkendt af ETA, der mener, at dette er en undskyldning brugt af den spanske regering for at give mindreårige i baskerlandet lange fængselsstraffe for gadeaktioner.
I 1995 fremførte ETA atter et fredsforslag, kaldet Demokratisk Alternativ, der tilbød våbenhvile med den spanske stat, hvis den spanske regering ville anerkende baskernes ret til selvbestemmelse i det baskiske territorium. Selvbestemmelsen skulle ifølge manifestet opnås gennem en folkeafstemning om, hvorvidt Baskerlandet skulle fortsætte som en del af Spanien eller skulle fungere som et selvstændigt land. Den spanske regering forkastede dette forslag.
Terrorangrebet den 11. september 2001 synes at have givet ETA et stort nederlag. Dette skyldes dels den mere vidtgående anti-terrorlovgivning, Spanien har indført, dels den øgede internationale koordination af indsats mod terrorisme, dels en nedgang i den internationale opbakning til ETA. I 2002 medførte den mere vidtgående "indsats mod terror", at man kunne forbyde både den baskisk nationalistiske ungdomsbevægelse Jarrai og partiet Herri Batasuna (der ofte omtales som "ETAs politiske arm", både i og udenfor Spanien). Flere ETA-aktioner er efter sigende efterfølgende blevet forpurret af spanske sikkerhedsstyrker. Således blev to ETA-medlemmer eksempelvis arresteret i 2003 efter at have lagt sprængstof i en togvogn i Madrid.
Da det socialistiske parti PSOE vandt regeringsmagten i Spanien ved valget kort efter Terrorangrebet den 11. marts 2004 indledtes der en fredsproces med ETA. Formålet var, at få den baskiske nationalisme ind på en demokratisk ikke-voldelig sti og man ophævede dermed forbuddet mod forskellige baskiske partier, der tidligere havde støttet ETA. Samtidig indledte man begrænsede forhandlinger med ETA og fik en gensidig våbenhvile på plads, dvs. at ETA skulle stoppe deres angreb og regeringen skulle stoppe forfølgelsen af ETA.
Forhandlingerne mødte stor kritik i befolkningen, i medierne og især i det konservative parti Partido Popular. Denne politiske linje sluttede brat, da ETA detonerede en bilbombe i Madrids lufthavn Barajas i december 2006, hvor to personer omkom.
I efteråret 2008 lykkedes det spansk politi og civilgarden at fange flere ledende medlemmer af ETA, bla Mikel Garikoitz Aspiazu Rubina kendt som "Txeroki" der mentes at være den øverstkommanderende. ETA svarede igen med en bilbombe ved et universitet i Pamplona, hvor ingen dog omkom.
I december 2008 skød og dræbte ETA en medarbejder der arbejdede på konstruktionen af linje af det såkaldte AVE højhastighedstog til Baskerlandet og i februar 2009 sprængte de en bilbombe på en fabrik i Madrid, der leverer komponenter til det samme projekt. Ingen kom til skade ved angrebet på fabrikken. ETA er mod toglinjen til Madrid pga. den symbolværdi det har, at have en direkte linje mellem Baskerlandet og Spaniens hovedstad. Desuden menes angrebet at være motiveret af, at to baskiske nationalistpartier blev forbudt at stille op til lokalvalgnene i marts 2009.
I sommeren 2009 sprang ETA flere bomber omkring turiststeder i Spanien, bl.a. 30. juli på Mallorca, hvor til civilgardister døde og et antal mennesker såret.
1330'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339
Personer.
å
1320'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329
Personer.
å
1310'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319
Personer.
å
Blide.
En blide var en krigsmaskine fra middelalderen. Dens konstruktion muliggjorde effektive kast af genstande f.eks. sten, brændende genstande, døde dyr eller sågar mennesker, oftest mod belejrede borge og byer.
Når bliden kastede døde dyr, var det for at sprede sygdom blandt borgens indbyggere.
Det menes, at kineserne var de første til at bruge blider allerede i det 6. århundrede. Kendskabet til de nye og meget effektive belejringsmaskiner spredte sig mod vesten til de arabiske lande og kom i det 9. århundrede til Europa.
Der har i mange år eksisteret moderne replikationer af disse enorme krigsmaskiner. Middelaldercentret har den største danske blide, og den blev bygget i anledning Nykøbing Falsters 700 års jubilæum i 1989. Denne blide var i lang tid den største i verden, men i juni 2005 blev den overgået af en blide på Warwick Castle i England.
Blidens opbygning og virkemåde.
Bliden virker efter vægtstangsprincippet, og den udmærker sig ved at være i stand til meget effektivt at overføre beliggenhedsenergi (potentiel energi) til bevægelsesenergi (kinetisk energi) i et projektil. Den består af en lang hovedarm (vægtstangen), der roterer omkring en aksel. I den ene ende af hovedarmen hænger kontravægten (drivkraften) tæt på akslen. I den anden ende er der monteret en slyngepose, i hvilket projektilet ligger - langt fra akslen. Når bliden lades, står hovedarmen låst med slyngposen mod jorden og ballasten oppe i luften, som indeholder den potentielle energi, der skal drive værket.
Når hovedarmen ikke længere holdes fast, vil den begynde at rotere, og slyngposen følger med, imens den accelereres i en rotationsbevægelse. På et tidspunkt, bestemt af vinklen mellem slyngeposen og hovedarmen, frigives projektilet, der nu vil forsætte sin bane mod målet.
1300'erne.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309
Personer.
å
1290'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299
Personer.
å
1280'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289
Personer.
å
1270'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279
Personer.
å
1260'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269
Personer.
å
1250'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259
Personer.
å
1240'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
År: 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249
Personer.
å
1230'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
År: 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239
Personer.
å
1220'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
År: 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229
Personer.
å
1210'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
År: 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219
Personer.
å
1200'erne.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
År: 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209
Personer.
å
1190'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
År: 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199
Personer.
å
1180'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne - 1180'erne - 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne
År: 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189
Personer.
å
1170'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne - 1170'erne - 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne
År: 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179
Personer.
å
1160'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne - 1160'erne - 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne
År: 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169
Personer.
å
1150'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne - 1150'erne - 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne
År: 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159
Personer.
å
1140'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne - 1140'erne - 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne
År: 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149
Personer.
å
1130'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne - 1130'erne - 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne
År: 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139
Personer.
å
1120'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne - 1120'erne - 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne
År: 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129
"Se også 1120 (tal), 1121 (tal), 1122 (tal), 1123 (tal), 1124 (tal), 1125 (tal), 1126 (tal), 1127 (tal), 1128 (tal) og 1129 (tal)"
Dødsfald.
å
1110'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne - 1110'erne - 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne
År: 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119
Personer.
å
1100'erne.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne - 1100'erne - 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne
År: 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109
Personer.
å
1080'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
År: 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089
Personer.
å
1070'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne - 1070'erne - 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne
År: 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079
Personer.
å
1060'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne - 1060'erne - 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne
År: 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069
Personer.
å
1050'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne - 1050'erne - 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne
År: 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059
Personer.
å
1040'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne - 1040'erne - 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne
År: 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049
Personer.
å
Los.
Lossen (slægten latin "Lynx") er et rovdyr i kattefamilien. En voksen los vejer typisk mellem 5 og 30 kilogram.
1030'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne - 1030'erne - 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne
År: 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039
Personer.
å
1020'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne - 1020'erne - 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne
År: 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029
Personer.
å
1010'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne - 1010'erne - 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne
År: 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019
Personer.
å
1000'erne.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne - 1000'erne - 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne
År: 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009
Personer.
å
Biskop.
Biskop (eller bisp) er overhovedet i det kirkelige geografiske område stift. Biskoppen fungerer samtidig som den ledende præst ved stiftets domkirke.
Paven har sin position gennem at være biskop af Rom, og som udtryk for opgøret med Paven, blev de katolske biskopper i de protestantiske områder afløst af superintendenter med lidt andre beføjelser. Betegnelsen biskop genindførtes dog relativt hurtigt. I sin egenskab af territorialfyrste betegnes han fyrstbiskop.
Nuværende biskopper i den danske folkekirke.
Se en komplet oversigt over biskopperne gennem tiderne i bisperækkerne.
990'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne - 990'erne - 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne
År: 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999
Personer.
å
980'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne - 980'erne - 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne
År: 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989
Personer.
å
970'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne - 970'erne - 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne
År: 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979
Personer.
å
960'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne - 960'erne - 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne
År: 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969
Personer.
å
950'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 900'erne 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne - 950'erne - 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne
År: 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959
Personer.
å
940'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 890'erne 900'erne 910'erne 920'erne 930'erne - 940'erne - 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne
År: 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949
Personer.
å
930'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 880'erne 890'erne 900'erne 910'erne 920'erne - 930'erne - 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne 980'erne
År: 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939
Personer.
å
920'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 870'erne 880'erne 890'erne 900'erne 910'erne - 920'erne - 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne
År: 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929
Personer.
å
910'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 860'erne 870'erne 880'erne 890'erne 900'erne - 910'erne - 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne
År: 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919
Personer.
å
900'erne.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 850'erne 860'erne 870'erne 880'erne 890'erne - 900'erne - 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne
År: 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909
Personer.
å
890'erne.
Århundreder: 8. århundrede - 9. århundrede - 10. århundrede
Årtier: 840'erne 850'erne 860'erne 870'erne 880'erne - 890'erne - 900'erne 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne
År: 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899
Personer.
å
1095.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne - 1090'erne - 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne 1140'erne
Årstal: 1090 1091 1092 1093 1094 - 1095 - 1096 1097 1098 1099 1100
Eksterne henvisninger.
95
Solplet.
Solpletter er områder på Solens overflade, hvor magnetfeltet er særligt intenst, typisk 5000 gange kraftigere end Jordens magnetfelt. Solpletterne er på størrelse med Jorden, men kan variere mellem 4.000 og 50.000 km i diameter. Da det er svært for et plasma at bevæge sig på tværs af et kraftigt magnetfelt, undertrykkes den del af energitransporten ud gennem Solen, der foregår ved konvektionsvarme. Derved bliver solpletterne cirka 1000 grader koldere end deres omgivelser. Da lysintensiteten tilnærmelsesvis er proportional med temperaturen i 4. potens, står solpletterne frem som mørke pletter på den varmere omgivende soloverflade. Man ved ikke nøjagtigt hvordan disse solpletter opstår, men det er en almen opfattelse, af de er et produkt af Solens dynamo (eller rettere, af Solens magnetiske aktivitet), der har en periode på cirka 22 år.
Solpletterne følger en mængde statistiske regler; den vigtigste er nok den, at de altid optræder parvis. Derudover er den østligste solplet i et solplet-par altid nærmere ækvator, end den vestligste solplet i parret: Den linje, der går mellem de to solpletter, danner typisk en vinkel på 4 grader med den lokale breddecirkel. De to solpletter i et par har også altid forskellig polaritet (dvs. hvis den ene er en magnetisk nordpol, er den anden en sydpol).
Solpletter blev observeret og beskrevet af Galilei i Renæssancen.
Solpletter kommer regelmæssigt med 11 års mellemrum. Det påvirker radiokommunikationen omkring polarcirklen, og når solpletterne er på maksimum ses nordlys/sydlys ved Van Allen-bælterne.
Ur.
Et ur eller kronometer er et mekanisk eller elektronisk apparat til visning af tiden.
Historisk har uret haft uvurderlig betydning, og al historie eksisterer kun i kraft af tidens måling. Derudover har uret stor betydning ved navigation (til bestemmelse af geografisk længde), og der findes et stjernebillede ved navn Uret.
I nutidens elektronisk tidsalder er tid, tidsmåling og opdeling af arbejdsprocesser i umådelig små tidsintervaller af enorm betydning for alle computerrelaterede processer.
Ur (geologi).
Ur eller talus er de dynger af stenblokke, som ligger neden for en stejl bjergskråning, fordi bjerget eroderes, blandt andet ved vanderosion og frostsprængning. Opbygningen af bjerge er altid ledsaget af erosion, og såfremt bjergdannelsesprocessen er standset, vil erosionen over tid udslette selv de højeste bjerge.
Ur (oldtidsby).
Ur er en oldtidsby i det sydlige Mesopotamien i riget Sumer, beboet af sumererne. Ur-kulturen udgjorde sammen med bl.a. Uruk-kulturen den (overordnede) sumeriske kultur, den tidligste veldokumenterede kultur i verden.
Ifølge 1 Mos 11,31 stammede Abraham fra Ur: "Så tog Tera sin søn Abram, sin sønnesøn Lot, der var søn af Haran, og sin svigerdatter Saraj, sin søn Abrams kone, og sammen forlod de Ur i Kaldæa for at drage til Kana'ans land. De kom til Karan, hvor de slog sig ned."
Jordskred.
Jordskred i Richmond, Virginia (USA) efter orkanen Gaston i 2004
Et jordskred er en bevægelse eller udglidning af jordmasser på skrånende terræn langs glideplaner af ler eller klippe.
Steder for jordskred.
Jordskred finder først og fremmest sted i bjergområder, hvor virkningerne kan blive meget voldsomme for både naturen og den stedlige befolkning.
I Danmark forekommer jordskred oftest ved skrænter og stejle skråninger efter perioder med stærk nedbør, hvorunder de øverste jordlag er blevet mættede med vand og bliver for tunge og ustabile i forhold til de underliggende, understøttende jordlag.
Jordskred kan især iagttages langs kysternes klinter og skrænter og skreddene indgår i de naturlige erosionsprocesser.
Ral (geologi).
Ral er sten i størrelse fra 30 til 80 millimeter.
Ral benyttes blandt andet til fremstilling af beton.
Klippe (geologi).
En klippe er en markant opragende terrænform af geologisk karakter. Der er meget få klipper i Danmark, men Bulbjerg, Møns Klint, Stevns Klint og Bornholm er eksempler på steder i Danmark med klipper. Den sproglige oprindelse er ifølge Dan Hemming: "Guldhornenes tale" relateret til udsagnsordet klippe (som med en saks), idet opragende klippepartier i havstokken klippede hul i bådene. På samme måde kommer skær (klippeskær) af skære, igen med bådene som dem, der blev udsat for skæring. Her afspejles, at klipper almindeligvis forekommer i kystzonen (kystklipper, klippekyst). De fleste klipper er i betydeligt omfang udformet ved erosion (erosionsrester). Tektoniske kræfter (bjergkædedannelse, forkastningsvirksomhed) vil dog i de fleste tilfælde have medvirket til at forme og hæve terrænet således, at erosionen kan få fat.
Et forkert brug af ordet "klippe" breder sig i disse år, hvilket der skal advares imod. Årsagen til fejlen skal findes i, at det engelske ord "rock" både betyder bjergart (f.eks. "metamorphic rock") og klippe som terrænform (f.eks. "Ayers rock"), men dog med overvægt på førstnævnte betydning, idet sidstnævnte betydning dækkes af ordet "cliff". Bid venligst mærke i følgende: Det er ikke korrekt sprogbrug at omtale geologisk materiale i undergrunden som klippe. Her skal bruges ordet bjergart. En håndterbar bjergartsprøve betegnes et håndstykke, ikke klippestykke. Klippestykker finder man i terrænet fortrinsvis ved foden af klipper, hvorfra de er fraspaltet ved erosion. Blandt de bjergarter, der opbygger klipperne er grundfjeldets metamorfe bjergarter hyppige, men stejle klipper kan sagtens bestå af selv svagt hærdede bjergarter som kalk og skifer.
Stillehavet.
Stillehavet (Stille Ocean) er jordens største hav (169,2 millioner km²) og dækker en tredjedel af jordens overflade. Ækvator deler havet i det Nordlige Stillehav og det Sydlige Stillehav. Marianergraven i den nordvestlige del er det dybeste punkt i verden og når en dybde på 10.911 meter.
Navnet "Stillehavet" kommer af, at Ferdinand Magellan, da han i 1500-tallet nåede havet, beskrev det som 'smukt og fredeligt'. Deraf navnet 'Stillehavet' - selvom det ikke er roligere end de andre oceaner.
Stillehavet har omkring 25.000 øer, for eksempel Samoa, Tonga, Cook-øerne, New Zealand, Hawaii, Påskeøen, Tahiti og Chatham.
Øerne i den østlige del af Stillehavet benævnes Polynesien.
Stillehavet dækker 32 % af jordens samlede overflade og udgør 46 % af alt hav.
Sten.
En sten er et mindre, løst stykke fast geologisk materiale af bjergart. Ved en diameter under 20 mm taler man om grus, men afgrænsningen opad er mere usikker. I princippet kan en sten være stor som et bjerg (se Uluru (Ayers Rock)), når blot den opfylder kravet om at være tydeligt adskilt fra grundfjeldet. Meget store sten kaldes ofte for monolitter.
Sten bliver inddelt efter de processer, der dannede dem. På den måde opstår grupperne eruptiver, sedimenter og metamorfe stenarter. Eruptive sten er dannet ud fra smeltet magma, sedimentsten er opstået ved sammenpresning af nedbrudte bjergarter, og metamorfe sten blev skabt ved opvarmning, omlejring og sammenpresning i stor dybde af eruptiver eller sedimenter. I de tilfælde, hvor der findes aftryk af organisk materiale i stenen, taler man om fossiler.
Amerika.
Verdenskort der viser hele Amerika.De dominerende sprogområder i hele Amerika
Amerika er den samlede landmasse indeholdende Nordamerika (inklusive Mellemamerika) og Sydamerika og dækker 8,3% af jordens totale areal (28.4% af dens landareal) og ca. 14% af jordens befolkning.
Betegnelsen "Amerika" med tilhørende adjektiv "amerikansk" bruges dog også ofte som en kort betegnelse for Amerikas Forenede Stater (USA), og dette kan indimellem føre til forvirring, men det korrekte er imidlertid, at Amerika er en en samling af flere verdensdele, og at USA er et land i verdensdelen Nordamerika.
De oprindelige befolkninger i Amerika kaldes normalt indianere, et navn der opstod, fordi Christoffer Columbus fejlagtigt troede, han havde fundet søvejen til Indien.
Historie.
Før den europæiske opdagelse (og efterfølgende kolonisering) af Amerika, levede der flere oprindelige folkeslag i Amerika, deriblandt aztekerriget (1248 - 1521), inkariget (1197 — 1572) og mayaerne i Sydamerika, og flere indianerstammer deriblandt sioux, apache og cherokee i Nordamerika.
Amerika blev opdaget af Leif den Lykkelige eller Bjarke Herlufsøn ca. 985-986, ved et tilfælde. Han navngav de fire forskelige dele Markland fordi det var skovbevokset, Vinland fordi det var fuld af vinranker som Frankrig (det ligger på samme breddegrader) Bjørneø, fordi den var fuld af isbjørne, Helluland fordi det var fuld af sten. Helluland havde indlandsis, det kunne han se på dens genskær på himlen.
Leif den Lykkelige købte Bjarkes skib ca. år 1000, ud fra den plan, at man kunne overvintre i Markland og fælde træer hele vinteren og så sejle hjem med træet om foråret.
I 1492 genopdagede Christoffer Columbus så Amerika, da han forsøgte af finde en søvej til Indien vestover.
Etymologi.
Den tyske kartograf Martin Waldseemüller (1470-1521) anvender ordet Amerika for første gang i 1507. Han læser noget korrespondance fra Amerigo Vespucci (1451-1512), hvor sidstnævnte som den første fastslår at det er et nyt kontinent og ikke Asien. Andre navne for Amerika var Vestindien, Terra Incognita (Ukendt land) og Mundo Nuevo (den nye verden).
Trave (flod).
Trave er en flod, som løber ud i Østersøen i byen Travemünde. Floden løber gennem Lübeck, som ligger 15 km sydvest for udløbet.
Trave er forbundet med Elben via Stecknitzkanalen.
Paraquat.
Paraquat, er en sprøjtegift der blandt andet benyttes i citrus- og olivenplantager. Paraquat er et af de mest brugte ukrudtsmidler i verden. Brugen af stoffet er dog kontroversiel på grund paraquats giftighed og den uheldige egenskab at man ikke kan behandle forgiftede patienter med nogen form for modgift. Sygeforløbet er langvarigt og smertefuldt for såvel patient som for de magtesløse behandlere.
På mennesker kan indtagning af paraquat forårsage en uhelbredelig lungesygdom og i svære tilfælde død. Paraquat er særdeles giftigt da indtagelse af blot 20 mg per kilo legemsvægt er dødelig. Stoffet er forbudt i Danmark, Sverige, Finland, Østrig og Norge og brugen er begrænset i USA, Ungarn og Tyskland.
Paraquat blev brugt til at udrydde marihuanaplanten i Mexico hvorved der kom rester af stoffet i illegal amerikansk marihuana.
Paraquat sælges blandt andet som dichlorid og di(methylsulfat).
Syngenta's produkt Gramoxone indeholder paraquat som det aktive stof.
I 2003 har der været diskussion om at harmonisere EU regler om paraquat i henhold til direktivet EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler. I oktober 2003 blev det besluttet at lade paraquat forblive på EU's positivliste. Imidlertid anlagde Sverige med støtte af Danmark, Østrig og Finland sag ved EF Retten i Første Instans med påstand om annullation af direktivet. Sverige vandt sagen.
Øresundstolden.
Kronborg slot blev opført for at bevogte indgangen til Østersøen
Øresundstolden indførtes i 1427 eller 1429 af kong Erik 7. af Pommern. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem Helsingør og Helsingborg, skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del.
Det var ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem Storebælt eller Lillebælt.
For at styrke magten, han udøvede over Øresund, lod han bygge Malmøhus fæstning, grundlagde købstaden Landscrone (Landskrona) og gjorde København til hovedstad. Ved Helsingør lod han opføre borgen Ørekrog eller Krogen, forgængeren til Kronborg, som sammen med slottet i Helsingborg, Kernen (Kärnan), overvågede tolden.
Det var ved Helsingør, de fremmede skibe måtte ligge og vente på at betale Øresundstold. Det fik en enorm økonomisk betydning for byen, og gjorde den kendt i hele Europa. Måske er det anledningen til, at William Shakespeare lod sit berømteste drama, "Hamlet," foregå i Helsingør ("Elsinore").
I 1567, mens Peder Oxe var rigshofmester, blev det ændret til en afgift af lasten, hvilket tredoblede indtægterne.
For at undgå, at skibene bare sejlede udenom, blev der også opkrævet told ved Storebælt og Lillebælt.
Afgiften var i hele sin tid en væsentlig del af kronens indtægt, men var ilde set i de øvrige nationer. Øresundet blev det, man i moderne sprogbrug kalder geopolitisk. For de store søfarende nationer gav tolden påskud til stadig indblanding i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog.
Sverige var fri for Øresundstold i perioden 1658-1720. I 1857 blev Øresundstolden ophævet efter internationalt pres på en handelskonference og et tilbud om erstatning på 33,5 mio. rigsdaler (67 mill. kr.) fra bl.a. USA. De årlige indtægter ar på daværende tidspunkt omkring 2,8 mio. Rd., så betalingen svarede ca. til 12 års indtægter. Dette kan synes af lidt, men der skal tages højde for, at der var stor uvilje mod at betale tolden i resten af verden. Af de nationer, der forpligtede sig til at betale erstatning, har Brasilien endnu ikke betalt (kilde: Kustode på Kronborg). De skulle have betalt en mio. rigsdaler (ca. 2 mio. kr.). Ved et officielt statsbesøg i Danmark af Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva i september 2007 eftergav statsminister Anders Fogh Rasmussen Brasiliens gæld.
Palle Lauring skriver i bogen "Danmark i Skåne" om Øresundstolden: "Øresund, dejlige Øresund, strømmen fuld af sild, skibe, penge og blod. I fem hundrede år persede vi penge ud af alverdens skippere her. I bytte gav vi Skåne, Halland, Bleking, Gotland og Øsel. Plus hvad vi gavmildt udleverede af norsk land. Hvor meget man så vil beregne de fem hundrede års toldindtægter til, var det en dårlig handel."
Knudsen-relationerne.
Knudsen-relationerne er et ligningssæt til bestemmelse af vandføringer i marineområder. Relationerne er opkaldt efter den danske oceanograf Martin Knudsen.
Hvis bevarelsessætningen opstilles for både vandvolumen og for vandmasse kan formlerne kombineres og benyttes til at udregne vandføringer. Princippet bag relationerne er ret simpelt men skal det anvendes på større komplicerede systemer er det ikke uproblematisk da det er svært at holde styr på transport af volumen og masse i naturlige systemer. Ved mere komplicerede systemer anvendes således typisk dynamiske modeller til beregning af vandføringer.
Martin Knudsen.
Martin Hans Christian Knudsen (15. februar 1871 i Hasmark - 27. maj 1949 i København) var en dansk fysiker og oceanograf, professor ved Københavns Universitet 1912-1941. Han er især berømt for opstillingen af et sæt formler til bestemmelse af vandføringer, de såkaldte Knudsen-relationer.
Makakaber.
Makakaber ("Macaca") er abeslægt af Marekattefamilien.
Makakaber bliver brugt som forsøgsdyr.
Vinland.
"L'Anse aux Meadows" i det nordvestlige hjørne af New Foundland
Vinland var et af de tre områder Leif den Lykkelige i følge sagaerne opdagede og navngav i Nordamerika ca. år 1000, nemlig Vinland, Markland og Helluland. Vinland kan både betyde græsland (tundra) og land fuld af vin; Markland betyder skovland og Helluland betyder stenland. Leif den Lykkelige havde valgt at udforske en opdagelse Bjarke Herulfsøn havde gjort ca. 986, da han var kommet ud af kurs på vej til Grønland.
Vinland er det af de tre områder, der er sået mest tvivl om. Således er det beskrevet, at der i Vinland var laks i åerne, og at der groede druer vildt. Man har ikke været i stand til at finde et område, hvor dette for tusinde år siden kunne lade sig gøre, da laks holder til mere nordligt og de vilde vindruer mere sydligt.
Professor, dr.phil Gísli Sigurðsson har indsnævret mulighederne en del ved at benytte sig af fund på bopladsen i L'Anse aux Meadows. Her udgravede man tre nødder og et stykke ved af Grå Valnød ("Juglans cineria"), hvis nærmeste voksested findes på sydsiden af Saint Lawrence-bugten. Samme sted finder man Flodbred-Vin ("Vitis riparia") og en græsart, "Elymus virginicus", som kan minde om hvede (mere præcist: Spelt ("Triticum spelta")) i akset. Ud fra disse data placerer han - forsøgsvis - "Vinland" ved Miramichi Bay. Kun arkæologisk forskning kan af- eller bekræfte den hypotese.
To opfattelser.
Hvis man har fundet vindruer i Vinland og har kendt planten, er det en rimelig antagelse at navnet simpelthen betyder vindrue-land. Modsat så er "vin" et gammelt nordisk ord, der betyder eng eller græsmark.
Hvis Vinland betyder græsland, så må det være et tundraområde og hvis det betyder Vin-land, så må det ligge forholdsvis langt imod syd.
Vinland = græsland.
På gamle kort er Vinland blevet tegnet som en ø, derfor mener mange, at øen Newfoundland vil være det bedste bud på stedets placering. Denne teori er blevet styrket efter fundet af en tidligere vikinge-bosættelse i L'Anse aux Meadows på Newfoundland i 1960'erne, som eventuelt kunne være stedet, hvor Leif den Lykkelige overvintrede, eller også kan det være biskop Erik, da man også fandt et bogbeslag (se Vinlandskortet). Andre mener, at det nordlige Labrador er græslandet. Og at Markland (det skovklædte sydlige Labrador) er det sydligeste af de områder, som man kender fra sagaerne.
Vinland = vindrue-land.
Dog mener andre, at Vinland må have været en del af fastlandet, og at det formentlig lå mere sydligt, da det er beskrevet, at der groede vilde vindruer i området.
Det var en gammel opfattelse, at Jorden kun havde tre kontinenter, med et cirkelformet verdenshav uden om. Derfor måtte alt land i havet være øer. Derfor er vinland tegnet som en ø.
Det var Adam af Bremen, som var den første til at bruge navnet Vinland på skrift.
Leni Riefenstahl.
Berta Helene Amalie Riefenstahl, eller blot Leni Riefenstahl'", (22. august 1902 - 8. september 2003) var en tysk skuespillerinde, danserinde, filmfotograf og -instruktør, berømmet for sin æstetiske sans. Hun blev især berømt for sit kontroversielle arbejde som Hitlers chefinstruktør, i hvilken funktion hun bl.a. lavede den meget berømte og imponerende propagandafilm Triumph des Willens. Hendes karriere sluttede brat efter 2. verdenskrig, fordi hendes arbejde for Nazi-Tyskland og hendes nære venskab med Adolf Hitler og Joseph Goebbels var alt for kompromitterende. Hun blev dog ikke kendt skyldig i krigsforbrydelser.
På trods af hendes kontroversielle baggrund beundres hun alligevel for at være en pioner inden for udviklingen af den filmiske æstetik. Selv om propagandaen i hendes film er frastødende, bliver hendes filmkunst alligevel betragtet som enestående, og hun beundres især for den måde, den menneskelige, til tider nøgne krop blev skildret på.
Fra danser til propagandafilminstruktør.
Efter at have droppet dansekarrieren pga. et skadet knæ, forsøgte hun sig med stort held som skuespillerinde, hvor hun især i stumfilm blev til noget af en filmstjerne i det meget blomstrende tyske filmmiljø under Weimarrepublikken.
I 1932 fik hun chancen for selv at stå bag kameraet, hvor hun i starten kunne udvikle sit talent indenfor fiktionsfilm med filmen Das Blaue Licht. Filmen blev en stor succes og vandt bl.a. sølvmedaljen ved filmfestivalen i Venedig. Hun blev nu fejret nationalt for sin første filmproduktion. Allerede på dette tidspunkt begyndte føreren Adolf Hitler at fatte interesse for den lovende instruktør og hendes åbenlyse talent for filminscenering.
Ved et af nazisterne arrangeret massemøde hørte Leni Riefenstahl i februar 1932 Adolf Hitler holde en af sine folkeforførende taler, og Leni Riefenstahl var med det samme fascineret af den kraft og vilje, han lagde for dagen, nok mest ud fra et kunsterisk synspunkt, for særligt politisk interesseret blev hun aldrig. Det kom til brevveksling mellem de to, og kort tid efter opnåede Leni Riefenstahl sin 13-årige karrieres højdepunkt som rigsfilminstruktør for Nazi-Tyskland.
Filmene om de store partisamlinger - Sieg des Glaubens, Triumph des Willens.
I august 1933 blev hun tilbudt at lave en propagandafilm om den femte partisamling i Nürnberg. "Der Sieg des Glaubens" (Troens sejr) fik premiere i december 1933, men blev pga. Röhm-putschet pillet af plakaten kort tid efter. Det nu forbudte SA havde nemlig spillet en stor rolle i Riefenstahls første propagandafilm.
Filmen var dog ikke så god som hendes senere produktioner, og de nazistiske afdelinger var heller ikke så øvede, som de senere ville blive. Filmen blev til en slags prøveklud for både Riefenstahl og for den nazistiske organisation.
Gennem venskabet med den radikale antisemit Julius Streicher kunne hun i 1934 slippe uden om en gæld, hun havde til en tidligere medproducent af jødisk afstamning.
Hun fik nu også tilbuddet om at lave en film om rigspartiets sjette samling. Denne gang var hun bedre forberedt, og filmen blev et bevis på hendes evner. "Triumph des Willens" (Viljens triumf) er en af de mest veludførte propagandaproduktioner nogensinde.
Efter i syv måneder at have klippet og redigeret de hundrede timers råmateriale, hvor hun ofte benyttede helt nye og selvopfundne teknikker, kunne den fire timer lange film i marts 1935 få premiere i Ufa-Palast i Berlin med føreren som tilskuer.
Udover en perfektionistisk koreografi af de nazistiske partisoldater får Leni Riefenstahl ved hjælp af filmiske virkemidler føreren til ikke bare at virke fysisk stor, men også til at fylde på en mere subtil og snedig måde. Føreren er overalt uden at trænge sig alt for meget på, og hele tiden omgivet af trofaste, loyale, uniformerede soldater, alle sammen uden nogen form for individualitet, men blot del af en større masse underlagt førerens nådige og alfaderlige beskyttelse og vilje.
Selviscenesættelsen af partiet NSDAP bliver i denne film perfekt udført, og publikum begejstres.
Filmene om OL i 1936.
De olympiske lege i Berlin i 1936 var en fremragende propagandamulighed for det unge Nazi-Tyskland til at promovere sig selv. I disse film skulle Leni Riefenstahl nu prøve en ny form for filmgenre, hvor hun ikke selv kunne instruere aktørerne.
Prologen til disse Olympia-film er den berømte indgangsscene med ruinerne af Akropolis i Athen og den efterfølgende overblænding til de antikke græske statuer og deres smukt formede kroppe, som pludselig går over i en statue af en diskoskaster, for til sidst at ende i en levende, nøgen atlet, der udfører atletiske discipliner.
Pga. af hendes succes med Olýmpia-filmene håbede hun nu på at kunne komme til at lave film også i Hollywood. Hun blev da også inviteret derover, men uheldigvis for hende faldt hendes tur til Metro-Goldwyn-Mayer lige præcis sammen med rigskrystalnatten i november 1938. Amerikanerne var rystede over udviklingen i Tyskland, og hun boykottedes herefter af alle indflydelsesrige personer. Hun nåede dog at møde bl.a. Walt Disney og Henry Ford.
Efterkrigstid.
Efter krigen blev Leni Riefenstahls fortsatte karriere bremset effektivt af hendes arbejde for Nazi-Tyskland. Ingen ville have noget at gøre med hende, og nogle af hendes film blev sågar forbudt i Vesttyskland. Hun måtte opleve den tort at blive stemplet som medløber under afnazificeringsprocessen umiddelbart efter krigen.
Hun formåede efterhånden at genoprette respekten om sin person, især gennem sit arbejde med afrikanske folkeslag, og nogle flotte film om disse gav hende lidt oprejsning.
Leni Riefenstahl døde i 2003 i en alder af 101 år.
Göteborg.
Göteborg (på dansk også Gøteborg) ligger på begge sider af Göta älvs sydlige udløb i Kattegat ved den svenske vestkyst og er med en halv million indbyggere Sveriges næststørste og Skandinaviens fjerdestørste by.
Göteborg ligger i Västra Götalands län på grænsen mellem landskabene Västergötland og Bohuslän. Göteborg er residensstad for Västra Götalands län og stiftsby i Göteborgs stift. Hovedparten af Göteborgs kommune indgår i "Göteborgs tätort", der også omfatter dele af Mölndals kommune og Partille kommune. De dele af byen, der ligger nord for elven, finder man på Hisingen, der er Sveriges fjerdestørste ø med ca. 125.000 indbyggere.
I byens midte ligger den ældste del af Göteborg med "Gustav Adolfs torv" og "Stora Hamnkanalen", der er den eneste tilbageværende rest af det oprindelige kanalsystem i Göteborg. Her finder man også en række af byens historiske bygninger, bl.a. det gamle arsenal "Kronhuset" fra 1600-tallet, "Kristina kyrka" ligeledes fra 1600-tallet og "Ostindiska kompaniets hus" fra 1700-tallet.
Hovedgaden er "Kungsportsavenyn", der i daglig tale bare kaldes "Avenyn", og den forbinder "Kungsportsbron" med "Götaplatsen" hvor man finder "Göteborgs museum", "Göteborgs stadsteater", "Konsthallen" og "Göteborgs konserthus".
Göteborg er en moderne industri-, handels- og eventby med et godt erhvervsklima og gode uddannelsesmuligheder. Byens internationalt orienterede udsyn har skabt et levende kulturklima, hvor tradition blandes med fornyelse.
Historie.
Der findes også et hellemaleri ved Tumlehed på Hisingen.
Lödöse.
På grund af vedvarende plyndringer fra søfarende tvinges dette samfund i 1100-tallet til at flytte ca. 40 km op ad Göta älv, hvor de grundlægger Lödöse, der i dag anses som forløberen for Göteborg. Den ældste dokumentation for navnet Lödöse, vi har kendskab til, kommer fra historieværket "Gesta danorum", "Saxos Danmarkshistorie", fra slutningen af 1100-tallet, hvor byen omtales. Der er senere referencer til Lödöse i de islandske sagaer.
Lödöse voksede hurtigt i betydning som Sveriges port mod vest, og i løbet af 1100-tallet har byen tre kirker, en kongsgård og et kongeligt møntværk. De konstante stridigheder med danskerne medførte dog, at man kun havde uhindret adgang til havet fra midt i 1200-tallet til begyndelsen af 1400-tallet. I disse knap 200 år oplever Lödöse sin storhedstid.
Der var en omfattende handel med de andre skandinaviske lande samt med Tyskland, Skotland, England og Nederlandene. Tyskland blev den dominerende handelspartner, og "Hanseforbundet" havde repræsentation i byens magistrat. Fra udlandet importeredes det, man ikke selv kunne fremstille, og eksporten bestod af bl.a. animalske produkter samt tømmer og jern.
I 1200-tallet bygges borgen "Lödösehus" til forsvar af byen. Borgen bliver i 1300-tallet et af Sveriges mægtigste fæstningsanlæg og var omkranset af både dobbelte og tredobbelte voldanlæg. Borgen havde status som "riksborg" og tjente som opholdssted for den svenske kongefamilie.
Som forsvarsbastion mister borgen dog med tiden sin betydning. Der anlægges tre nye fæstningsanlæg i området. "Gullbergs fäste" bygges tæt ved Säveån i 1303, og "Lindholmens borg" på Hisingen følger efter i 1333. I begyndelsen af 1300-tallet anlægges også fæstningen Elfsborg (svensk "Älvsborg") på Klippan. Men svenskerne var stadig plaget af den danske og den norske told.
I 1400-tallet er Lödöse blandt Sveriges seks vigtigste byer. Det svenske rigsråd beslutter, at der skal anlægges en ny by tættere ved Göta älvs udløb, og flertallet af Lödöses indbyggere flytter til den nye by Nya Lödöse, der grundlægges 1473 i det, der i dag er bydelen Gamlestaden.
Lödöse findes stadig, men nu under navnet Gamla Lödöse.
Älvsborg Stad.
Göteborg i baggrunden med "Älvsborg" forrest til højre på et stik fra ca. 1700.
"Nya Elfsborg" på Kyrkogårdsholmen ved indsejlingen til Göteborg.
I middelalderen var området omkring Göta älvs udløb delt mellem Sverige, Norge og Danmark. Stedet havde stor økonomisk og militærstrategisk betydning for alle tre lande og sikrede Sverige adgang til Kattegat og Nordsøen. For at styrke sin position byggede svenskerne i 1300-tallets første halvdel tre nye fæstningsanlæg i regionen.
Et af disse anlæg var fæstningen "Elfsborg" eller "Älvsborg" ved Klippan, der ligger i den nuværende bydel Kungsladugård i Göteborg. Fæstningen får en begivenhedsrig historie og oplever de næste 300 år bl.a. at være pantsat af den danske dronning Margrete 1. - den falder i hænderne på svenske oprørere, bliver belejret af norske tropper, og må se sig besat, nedbrændt og genopbygget af danskerne i flere omgange.
Omkring fæstningen opstår et mindre bysamfund baseret på fiskeri, handel og håndværk. I midten af 1500-tallet beslutter kongen, Gustav Vasa, at byen Nya Lödöse skal flyttes til fæstningen "Älvsborg", og byen Älvsborg Stad grundlægges sydvest for fæstningen. Älvsborg Stad får dog et brat endeligt.
I 1563 nærmer danske tropper sig byen, og svenskerne beslutter selv at brænde byen ned, så den ikke falder i fjendens hænder. De danske soldater belejrede fæstningen, som kapitulerede kort efter. Indbyggerne vendte tilbage til Nya Lödöse. Fæstningen forstærkes herefter og udbygges i flere omgange, men mister sin strategiske betydning i 1600-tallet.
Svenskerne har i mellemtiden anlagt større og mere moderne fæstningsanlæg ved Stora Billingen og "Nya Elfsborg" på Kyrkogårdsholmen. Den svenske konge Karl XI beslutter derfor i 1660, at den gamle fæstning skal raseres ved sprængning. Dog skal interiøret overflyttes til den nye fæstning ved Kyrkogårdsholmen. 1673 var raseringen afsluttet. Af slottet findes i dag kun ruiner tilbage.
Der er ikke bevaret noget fra Älvsborg Stad i dag.
Göteborg grundlægges.
Göteborg på et stik fra 1705 med de tydlige voldanlæg.
Den første egentlige bebyggelse i det nuværende Göteborg tager sin begyndelse i 1604 på ordre fra Karl IX, og nederlandske håndværkere med viden om kanalbyggeri kan begynde at opføre en by ved Färjenäs - det nuværende Färjestaden på Hisingen. Man ønsker at have en befæstet by nær elvens udmunding, der kan beskytte handelen. Byen brændes ned af danske tropper allerede i 1611, og bliver ikke genopbygget.
I 1619 grundlægges Göteborg af den svenske konge Gustav II Adolf. Man ønsker at anlægge en by efter nederlandsk mønster omkring et system af kanaler, der dels kan virke som dræn for området, og dels vil lade byen kunne fungere som havn. De større skibe kunne ankre op ude i elven, og godset blev fragtet frem og tilbage mellem skibene og pakhusene langs kanalerne i mindre både.
De mange nederlandske håndværkere fik sammen med den skotske, engelske og tyske arbejdskraft stor indflydelse på byens hurtige udvikling og vækst med deres knowhow og håndværksmæssige kundskaber. Byen bærer stadig præg af deres indflydelse i arkitekturen, og visse kvarterer i Göteborg adskiller sig i dag væsentligt fra den traditionelle nordiske byggestil, man ser fra samme periode.
Göteborgs første "stadsstyrelse" ("byråd") bestod af 10 hollændere, 7 svenskere og en skotte. I 1621 fik byen stadsprivilegier.
"Ostindiefararen" - en fuldskala kopi af et handelsskib fra 1700-tallet, der i 1745 gik på grund og sank i indsejlingen til Göteborg.
Som erstatning for fæstningen "Älvsborg" begynder man i 1650 at bygge "Nya Elfsborg" på Kyrkogårdsholmen ved indsejlingen til Göteborg som et led i befæstningen af byen. I denne periode blomstrer handelen, og havnens betydning som dynamo for regionen stiger, efterhånden som rt stadigt større kvantum jern- og trævarer skibes ud fra Göteborg.
I 1700-tallet var Göteborg centrum for den svenske handel med Kina og fjernøsten gennem "Ostindiska kompaniet", der blev grundlagt i 1731 som Sveriges første internationale handelsvirksomhed. Der skabtes i løbet af 1700-tallet store rigdomme i byen, der samtidigt oplever et byggeboom, hvor det ene store palæ og pakhus bygges efter det andet. Napoleonskrigene gavnede den svenske eksport til især England. Med pengene kom også bankerne til Göteborg, og i løbet af 1800-tallet bliver byen et økonomisk kraftcentrum.
Storbyen Göteborg.
Der etableres uddannelsesinstitutioner, og bl.a. "Chalmers tekniska högskola" og "Göteborgs universitet" er fra denne periode. Under den store emigrationsbølge i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Göteborg den store udrejsehavn mod vest. Fra Göteborg sejlede man til England, hvorfra rejsen til Amerika kunne fortsætte.
Emigranter i Göteborgs havn på vej til USA i 1905 under den store emigrationsbølge.
I løbet af 1800-tallets sidste halvdel bliver Göteborg en moderne industri- og storby. I havnen opsuger de nye værftsindustrier stadig mere arbejdskraft. "Götaverken", "Lindholmen" og "Eriksberg" bliver sammen med andre virksomheder nye vartegn og økonomiske lokomotiver for regionen. Kommende internationale virksomheder som "SKF" og "Volvo" etablerer sig.
Den stadig voksende handel gør havnen i Göteborg til Skandinaviens største eksporthavn. Efter 2. verdenskrig står Sverige med et intakt produktionsapparat, fyldte ordrebøger og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Göteborg oplever igen en stor tilgang af arbejdskraft fra Nederlandene, og byen oplever økonomisk fremgang. Den internationale værftskrise i 1970'erne og 1980'erne ramte dog Göteborg hårdt med virksomhedslukninger og arbejdsløshed.
Göteborg har efterfølgende formået at omstille sig og tilpasse sig de forandringer, der er sket i samfundet op gennem 1970’erne og 1980’erne. Man har kunnet fastholde eksisterende virksomheder og tiltrukket nye. Göteborg er i dag en moderne multikulturel metropol med store indkøbscentre, eksklusive strøg, et levende kulturliv og en traditionsrig cafékultur.
Med sine uddannelsesmuligheder tiltrækker Göteborg især mange unge, hvilket sætter sit præg på byens musikliv. Der er mange spillesteder med faste husorkestre, og på "Ullevi stadion" og i "Scandinavium" har de største artister optrådt. Byen har formået at komme ud af krisen og har satset på kultur, uddannelse og handel. Byen har med held brandet sig selv som førende kultur- og eventby.
På de gamle industrigrunde ved havnen bygges der boliger og kontorer, og tilvæksten af kundskabstunge og højteknologiske virksomheder er stigende. I 1994 blev havnens mest prominente byggeri, "Göteborgsoperan", indviet.
Befolkningstilvæksten 1670-2005.
Göteborg har haft en næsten eksplosiv udvikling i befolkningstilvæksten. I 1670 boede der ca. 4.000 mennesker i Göteborg. Nu, lidt mere end 330 år senere, er der næsten en halv million. Hele "Storgöteborg" tæller i alt 905,729 indbyggere.
Skærgården ved Göteborg.
Göteborg skærgård med de største øer.
Göteborg skærgård indeles i den nordlige og den sydlige skærgård. Den sydlige skærgård indgår i Göteborg Kommune og ligger i "landskapet" Västergötland, mens den nordlige skærgård indgår i Öckerö Kommune og ligger i "landskapet" Bohuslän ved spidsen af "Hisingen".
Yderst i Göteborg skærgård ligger øen "Vinga", hvor den svenske troubadour Evert Taube kommer fra. Den er lidt speciel, idet den hverken tilhører den nordlige eller den sydlige skærgård. Den er helt sin egen. Øen "Hönö" er særlig kendt for sin "Hönö-kaka", der ikke er en kage men et fladt, blødt brød, som fiskerne tog med sig på havet, da det har lang holdbarhed.
Brødet smager fortrinligt med smør og ost, og kan kun anbefales, skulle man komme på de kanter. Men ellers kan det købes i de fleste supermarkeder i selve Göteborg.
"Brännö" er kendt for sine mange musikalske arrangementer med sangfestivaler og "dans på Brännö brygga" - som det synges i en kendt svensk vise af Lasse Dahlqvist.
Der er færgeforbindelse til de fleste af de større øer. Den sydlige skærgård når man fra "Saltholmen" og den nordlige med bilfærge fra "Lilla Vargholmen". Flere af øerne er desuden indbyrdes forbundet med broer.
Administration og forvaltning.
Göteborg kommune ledes af en "kommunstyrelse" på 13 "kommunalråd", der udnævnes af "kommunalfullmäktige", og fungerer som kommunens politiske forvaltningsorgan med ansvar for at lede, koordinere og styre driften af Göteborg.
Kommunfullmäktige.
Tallene i parentes angiver mandatfordelingen fra valget i 2006.
Stadsdelsnämndsområderna.
Administrativt er byen inddelt i 21 områdeforvaltninger, "stadsdelsnämnder", med ansvar for bl.a. børnepasning, skole, hjemmepleje og ældreomsorg i hver sin bydel, "stadsdelsnämndsområde". Disse administrative enheder er sammensat af i alt 94 sammenhængende boligkvarterer, "primärområden", med et gennemsnitligt indbyggertal på ca. 5000.
Der er ansat ca. 45.000 personer i Göteborgs kommune. Heraf er de 30.000 tilknyttet de 21 "stadsdelsförvaltningar". Göteborg kommune omsætter årligt for ca. 34 milliarder svenske kroner.
Transport og infrastruktur.
Göteborg satser på den kollektive trafik og har et velfungerende sporvognsnet.
Uddannelsesmuligheder.
Göteborgsregionen kendetegnes af et tæt samarbejde mellem handelsuddannelserne, universitetet, erhvervslivet og de offentlige myndigheder og organisationer. Regionen råder over mere end 25 gymnasier samt "Göteborgs Universitet", "Sahlgrenska universitetssjukhuset" og "Chalmers tekniska högskola".
Industri og handel.
Færge til Frederikshavn og til Kiel.
Gøteborgsregionen er Skandinaviens industrielle centrum i kraft af sin centrale beliggenhed mellem København, Oslo og Stockholm. Der findes i regionen mere end 900 virksomheder med udenlandske ejere, og den udvikling er for opadgående. Indenfor en radius af 300 km fra Gøteborg findes 50 % af Skandinaviens samlede industrikapacitet, og flere tunge industrikoncerner har hovedsæde i Göteborg - bl.a. Volvo, SKF, ESAB og Hasselblad AB.
Havnen i Göteborg er Nordens største havn, og en stor del af den svenske import og eksport går via Göteborgs havn. Tilvæksten af vidensintensive og højteknologiske virksomheder har været mærkbar de senere år. Turisme, sportsarrangementer og store events er blevet vigtige indtægtskilder for byen.
Der er særdeles gode indkøbsmuligheder i Göteborg. Man finder da også et af Nordeuropas største indkøbscentre, Nordstan, i byen. Her er otte bykvarterer på i alt 60.000 m² lagt under tag, hvilket giver ca. 320.000 m² forretningsareal i flere etager. Nordstan har omkring 170 butikker og restauranter samt i nærheden af 150 kontorer og omsætter for ca. 3 milliarder kr. om året med 29 millioner kunder.
Højeste bygninger.
Gothia Towers set fra Lisebergstornet.
Fritid og underholdning.
"Kungsportsavenyn", "Avenyn" i Göteborg - Byen kaldes også "Lilla London".
Göteborg er kendt for et levende cafémiljø.
Byen fik sine to første "kaffehuse", "Granbergska kaffehuset" og "James Carnegies kaffehus", i 1770'erne, og lige siden har caféerne været en del af gadebilledet i byen. "Rubenssons konditori" på "Östra Larmgatan" var i midten af 1800-tallet en musikcafé og samlingsstedet for tidens unge intellektuelle. "Verdandi" på "Husargatan" var samlingsstedet for de politisk radikale i begyndelsen af 1900-tallet.
I løbet af 1900-tallet udskilles to typer cafémiljø i Göteborg. Der var "arbejdercaféerne", hvor man også kunne få serveret enkel husmandskost, og der var "konditorierne", som var bagerier med kaffeservering. I 1960'erne ændredes måden, man var sammen på. Hvor man tidligere mødtes på caféerne, samledes man nu foran fjernsynet. Efter den generelle stagnation i 1970'erne blev man i 1980'erne påvirket af den kontinentale cafékultur, og ændrede koncepterne på Göteborgs caféer, hvorefter der kom en ny opblomstring af cafélivet.
I dag er Göteborg Sveriges mest cafétætte by. Man finder især caféerne i kvartererne omkring "Vasagatan", "Linnégatan" og indenfor voldene. Fire af byens restauranter har fået en stjerne i 2006 års udgave af Guide Michelin. Syv gange mellem 1996 og 2005 er en kok fra Göteborg kåret som "Årets Kock" i Sverige. Man kan finde spisesteder og udskænkningssteder i alle prisklasser og etniske afskygninger.
Events og arrangementer.
"Göteborgsoperan" - operahuset fra 1994 blev bygget som led i renoveringen af havneområdet i Göteborg.
Museer og udstillinger.
"Stora trappan" i "Världskulturmuseet" - museet har mennesket og fællesskabet som gennemgående tema.
Göteborg råder over en række stærke museer og samlinger, der kan fortælle om byens historie, ligesom kunsten i alle dens afskygninger er repræsenteret.
Lokal humor.
Der er med tiden udviklet en helt speciel lokal humor, "Göteborgshumorn", som med held har spredt sig til det meste af Sverige, især via fjernsynet, film og revyer. De lokale vittigheder har ofte parrene "Kålle" og hans kone "Ada" samt "Osborn" og hans kone "Beda" som hovedroller. De er arketyper på den typiske indbygger i Göteborg - de tilhører arbejderklassen, er meget lokalpatriotiske og festglade med et særdeles afslappet forhold til de stærke drikke, og så ynder de to par at lave sjov med og om folk fra især Stockholm og Skåne. Dog altid med et glimt i øjet.
Göteborg er også hjemstedet for den svenske crazyhumor efter engelsk forbillede. Figuren "Kurt Olsson", som fremstilles af den lokale skuespiller Lasse Brandeby, fik sin debut på en lokalradiostation i Göteborg i midt-80'erne, og kort efter blev det til film og flere tv-shows, hvor "Kurt Olsson" især gjorde sig bemærket, ved altid at skulle forklare, hvordan teknik og avancerede apparater fungerer.
Det lykkes dog aldrig for ham, men han formår altid at rode sig ud i indviklede fremstillinger, hvorefter han opgiver sit forehavende. I programmerne optrådte også et dameorkester, hvor "Gudrun", der spiller på triangel, var genstand for hans store kærlighed.
I begyndelsen af 80'erne opstod også revytruppen "Galenskaparna och After Shave", der vel er det tætteste, man kommer på en svensk udgave af Monty Python. De kombinerer akademiske ordspil med lokal vestsvensk bondehumor, og har med en lang produktion af film, tv-underholdning og revyoptrædener fejret stor succes i Sverige. Deres tv-serie og senere film "Macken", hvor de portrætterer to brødre, "Roy" og "Roger" og deres daglige dont med at passe tankstationen "Roys och Rogers Bilservice", er næsten kult i dag.
Især huskes vendingen "ring mig sen!", og konstateringen at lige meget, hvad en kunde skal have repareret, så koster det altid et sted mellem 50 kr. og 3000 kr. – dog kan den endelige pris først fastsættes, når reparationen "ér" gennemført.
Den linje fortæller en hel del om folkesjælen i Göteborg.
I Göteborg ynder man også at omdøbe bygninger, steder og institutioner. Således er operahuset i folkemunde omdøbt til "Ackordcentralen", en af de lokale politistationer kaldes "Batongskjulet", og "Scandinavium" kaldes alment for "Salohallen" efter ishockeymålmanden Tommy Salo.
Men også Stockholm får en lille hilsen fra Göteborg, idet "Riksdagen" omtales som "Pratbubblan" - taleboblen.
Forlystelser og rekreation.
Ligesom New York har "Central Park", har Göteborg "Slottsskogen", der ligger som en grøn oase midt i byen. Men man råder også over internationale sportsarener og Nordens største forlystelsespark.
Sport og motion.
"Nya Ullevi" benyttes til idræt, fodbold og rockkoncerter.
Göteborg har altid været en by med stærk tilknytning til sporten. Det har især været fodbold, ishockey og boksning - de traditionelle "arbejdersporte", der har fundet et publikum i byen.
"IFK Göteborg", også kaldet "Blåvitt", "Änglarna" eller "Kamraterna", er byens fodboldstolthed. Fodbolden fylder meget i Göteborg, og foruden IFK Göteborg spiller også de lokale BK Häcken, GAIS og Örgryte IS i den bedste svenske liga, Allsvenskan.
Med Ingemar Johansson fik man den sidste hvide verdensmester i professionel sværvægtsboksning i mere end 40 år. Hans kampe sidst i 1950'erne og først i 1960'erne mod den amerikanske bokser Floyd Patterson, (1935-2006), er blevet en del af byens og Sveriges historie.
På ishockeyfronten er det "Frölunda HC", også kaldet "Frölunda Indians", der samler byen.
Den svenske højdespringer og tidligere verdensrekordholder Patrick Sjöberg og trespringeren Christian Olsson er begge fra Göteborg, ligesom en række andre svenske topatleter.
Der er et bredt udvalg af tilbud til den sports- og idrætsinteresserede i Göteborg. Både til den aktive udøver og til den, der foretrækker at følge det fra tribunen. Med fodbold- og atletikstadionet "Ullevi" og sportsarenaen Scandinavium som scene afholder Göteborg jævnligt internationale mesterskabskonkurrencer.
Berømte bysbørn.
Statue af Evert Taube ved "Packhuskajen" i Göteborg havn skuende ud mod øen "Vinga"
Nuuk.
Nuuk (egl. Næsset, dansk navn: Godthåb) er hovedstaden i det selvstyrende danske territorium Grønland og landets største by (2010: 15.496 indbyggere). Nuuk er grundlagt i 1728 af Hans Egede, men stedet har været kendt af inuit længe før. Nuuk ligger ved mundingen af Godthåbsfjorden ("Nuup Kangerlua") på Grønlands vestkyst, cirka 240 km syd for den nordlige polarcirkel. Nuuk ligger i Sermersooq Kommune.
Byen består af flere topografisk definerede bydele; Nuuk som har været beboet i århundreder, Nuussuaq hvor bebyggelsen er indledt i slutningen af 70'erne og Qinngorput hvor de første boliger blev taget i brug i 2003.
Historie.
Byen blev grundlagt i 1728 af den dansk-norske missionær Hans Egede, efter at han flyttede fra Håbets Ø, hvortil han ankom i 1721. Allerede i det første år i Nuuk, sendte Kong Frederik 4. på Hans Egedes foranledning tre fregatter til Grønland. Disse medbragte personel og materialer til at bygge et fort. Langt det meste personel bestod af straffefanger og skøger, og de fleste døde inden for det første år af skørbug og andre sygdomme. I 1730 forlod guvernøren og det meste af befolkningen området, og i 1736 forlod Hans Egede selv Grønland, hvorefter Herrnhutternes missionærer overtog området.
I 1850'erne var Grønland - og især området omkring Nuuk - i stor krise. Europæerne havde medbragt sygdomme og en kultur, der havde kollideret med grønlændernes, og mange grønlændere levede i fattigdom. I 1853 ankom H. J. Rink til Grønland, og han så at grønlænderne havde tabt en stor del af deres kultur og identitet. Derfor startede han Grønlands første avis "Atuagagdliutt" i 1861; avisen fik en indfødt grønlænder som redaktør. Denne avis kom senere til at betyde meget for den grønlandske selvforståelse, men med udspring i Nuuk.
Under Anden Verdenskrig sker der igen et spring i retableringen af den grønlandske identitet. Samuel Kleinschmidt reformerede og uniformerede den grønlandske retskrivning. Dette betød, at grønlændere nu havde et fælles skriftsprog, og efterfølgende blev der samlet et landsråd under Eske Bruns ledelse i Nuuk. I 1940 oprettedes et amerikansk og et canadisk konsulat i Nuuk. Landsrådet blev i 1946-betænkningen fortsat inddelt i en nord- og en syddel, men holdt fælles møder hvert andet år. I forbindelse med nyordningen i 1950 blev de to landsråd lagt sammen til ét. Landsrådet blev nedlagt den 1. maj 1979 hvor Grønlands Hjemmestyre blev dannet. Siden har Grønlands Landsting, landsstyre og administration ligget i Nuuk, ligesom der også findes konsulater der.
Indtil den 1. januar 2009 var Nuuk hovedby i Nuuk Kommune, der blev en del af Sermersooq Kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen.
Historiske bygninger i Nuuk.
Den mähriske brødremenighed, Herrnhut var aktiv på det meste af vestkysten, og i Nuuks sydlige bydel findes Herrnhut-missionens gamle bygninger. I dag anvendes bygningerne af Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.
Grønlands Seminarium ("Ilinniarfissuaq") i Nuuk har i mere end 150 år været hjemsted for læreruddannelsen. Tidligere forestod seminariet også uddannelsen af kateketer. Mange af landets mest fremtrædende politikere er uddannet på seminariet i Nuuk.
Geografi.
I december står solen op ved 10-tiden og går ned ved 14.30-tiden. Til gengæld er der fra slutningen af maj og til begyndelsen af august lyst hele døgnet. Klimaet er lavarktisk med gennemsnitstemperaturer på syv grader i juli og minus otte grader celsius i januar.
a>, der kan ses næsten overalt i Nuuk, og som har lagt navn til den landsdækkende avis, Sermitsiaq.
Den 1. januar 2009 blev Nuuk Kommune, som et led i den grønlandske kommunalreform, en del af den nye Sermersooq Kommune. Byen var indtil 31. december 2008 været hovedby i Nuup Kommunea / Nuuk Kommune, som også omfattede de to bygder Kapisillit og Fiskenæsset med hhv. 68 og 248 indbyggere (2007). Efter kommunesammenlægningen huser Nuuk rådhuset og den væsentligste del af administrationen i Kommuneqarfik Sermersooq som kan oversættes med "den kommunale administration med megen indlandsis".
Nuuks fjelde omfatter vartegnet Sermitsiaq, der også har givet navn til en avis og som er 1.207 meter højt, samt Lille og Store Malene. Lille Malene er mål for vintersportsaktiviteter, idet en skilift betjener bakkerne i snesæsonen., mens Store Malene tiltrækker vandrere om sommeren, fx fra vandreklubben. Hjortetakken er også et af Nuuks karakteristiske fjelde.
Nuuk ligger ved en af verdens største og mest forgrenede fjorde, Godthåbsfjorden ("Nuup Kangerlua"). I fjorden findes bl.a. øerne Storø ("Qingaq"), hvor der søges efter guld, samt Bjørneøen ("Qoornup qeqertarsua").
Et stort, fladt landområde nordvest for Nuuk, Nordlandet ("Akia") er hjemsted for rensdyr,
mens der rundt omkring i fjordsystemer findes flere nedlagte bygder, bl.a. Kangeq og Qornoq.
Byens udformning.
Nuuk består af fire bydele: Midtbyen, Nuussuaq, Qinngorput samt det mindre kvarter, Qernertunnguanut, der ligger mellem midtbyen og Nuussuaq. Midtbyen og Qernertunnguanut ligger i postnummer 3900, Nuussuaq og Qinngorput i postnummer 3905.
Midtbyen er vokset ud fra den gamle kolonihavn, hvor Hans Egede gik i land i 1728 for at grundlægge byen efter årene på Håbet Ø. Den historiske bebyggelse ved kolonihavnen adskiller sig væsentligt fra midtbyens øvrige kvarterer, som er præget af moderne bebyggelsesformer som fx Myggedalens enfamilieshuse eller Radiofjeldets eller Store Slettes betonblokke, der er opført i 1960'erne og 1970'erne. Boligblokken Blok P, der er kendt som Grønlands største blok og som huser ca. 2 % af landets befolkning, ligger på Kongevej i midtbyen. Midtbyen er byens – og landets – politiske og kulturelle centrum. Byens butikker og spisesteder findes også her, især ved Imaneq, Aqqusinersuaq og på Spindlers Bakke.
Nuussuaq er udbygget i 1980'erne og er præget af lavt etagebyggeri i mange forskellige farver, såvel stærke signalfarver som sarte pastelfarver. Nuussuaq ligger på et stort fjeld, der gennemskæres af en sprængt tunnel i området ved Industrivej.
Qernertunnguanut er en mindre bydel, der udelukkende præges af boligbyggeri. Qinngorput ligger for foden af fjeldet Store Malene på den anden side af havneindløbet og er byens nyeste kvarter. Bydelen er som Qernertunnguanut et udpræget beboelseskvarter.
Byen har ingen parker, da den ligger nord for trægrænsen i et lavarktisk miljø, men der er en række rekreative områder og pladser, fx Aqqaluks plads, fodboldbanen ved arsiffik på Store Slette, området omkring dronningevarden på Radiofjeldet og de grønne arealer ved Tuujuk på Lille Slette.
Kultur.
Godthåbhallen benyttes af sportsudøvere, primært håndboldspillere.
Katuaq er Nuuks og Grønlands kulturhus og skal "stimulere og udvikle kulturlivet i Grønland under udøvelsen af et alsidigt, frit og uafhængigt kunstnerisk skøn i samarbejde med institutioner, organisationer, personer og selskaber. Fonden skal medvirke til at udbrede kendskabet til nordisk kunst- og kulturliv i Grønland og til grønlandsk kunst- og kulturliv i Norden". Katuaq har en stor sal, hvor der spilles teater og holdes koncerter. Katuaq har desuden en intimsal, som er ramme om foredrag og kunstneriske arrangementer i mindre skala. Der er ofte kunstudstillinnger i Katuaqs foyer ligesom den benyttes til rockkoncerter.
Katuaqs store sal fungerer som byens biograf; den mest populære film i 2008 var "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige", som blev set af 2.440 gæster.
Før Katuaq blev indviet fungerede forsamlingshuset på Aqqusinersuaq som biograf.
Nuuk Kunstmuseum er et museum for grønlandsk kunst, stiftet af erhvervsmanden Svend Junge.
Silamiut er Grønlands professionelle teatertrup og spiller forestillinger i Katuaq og i KNR's gamle lokaler på H.J. Rinksvej, ligesom den tager på turné på kysten.
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fortolker Grønlands og Nuuks fortid. Museet er beliggende i kolonihavnen og har udstillinger om byens og landets historie, kunst og kunsthåndværk. Arkivet har 3.148 hyldemeter
Landsbiblioteket, Nunaata Atuagateqarfia (egl. "vores lands bogsamling"), ligger i bymidten på gågaden og har til huse i et blåt og grønt hus. Biblioteket tilbyder en skøn- og faglitteratur for voksne, en børneafdeling, en avislæsesal og en internetafdeling.
Forlagene Atuagkat, Milik Publishing og Atlantic Music har også hjemme i Nuuk.
Nuuk råder over to større sportshaller, Godthåbhallen, der havde 40 års-jubilæum i 2009 og Inussivik, en mulitihal der ligger ved den gamle heliport på Vandsøvej. Svømmehallen Malik, der åbnede i 2004 og nåede 1.000.000 besøgende i 2009, ligger i Nuussuaq og er tegnet af KHR Arkitekter.
Kommunalpolitik i Nuuk.
Kommunens politiske ledelse varetages af borgmesteren, Åse Chemnitz Narup (IA). Borgmesteren sidder på et mandat fra 994 vælgere.
Kommunalbestyrelsen består af 21 medlemmer, der er valgt for en fireårig periode. Medlemmerne repræsenterer ikke blot Nuuk, men også andre byer, der indgår i storkommunen Sermersooq, som er verdens næststørste kommune efter sammenlægningen af de kommunale forvaltninger i Paamiut (Frederikshåb), Ivittuut (Grønnedal), Ammassalik og Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) pr. 1. januar 2009.
Medlemmerne blev dog allerede valgt i 2008 til et overgangsudvalg, som skulle forberede den grønlandske kommunalreform.
Kommunens forvaltninger.
Kommunen er administrativt opbygget af et sekretariat, en økonomi- og erhvervsforvaltning, en kommunikationsforvaltning, en velfærdsforvaltning, en forvaltning for anlæg og miljøforvaltning samt en udviklingsforvaltning.
Kommunens administration ledes af en administrerende direktør. Niels Kreutzmann, tidligere direktør for Bornholmstrafikken, sad på posten i otte måneder. Thorkild Lauridsen fungerede i stillingen, indtil Claus Steensgaard Jensen overtog den fra nytåret 2010, men han blev fritstillet med omgående virkning fra 2. maj 2010. Stine Johansen er fungerende direktør, den fjerde person på posten siden kommunens oprettelse.
Folkeskoler.
Nuuk har fem folkeskoler. Atuarfik Samuel Kleinschmidt, der er opkaldt efter herrnhutermissionæren, er beliggende på Radiofjeldet i midbyen, Qorsussuaq, der betyder den ”store grønne” på grønlandsk, ligger i kort afstand fra Ilinniarfissuaq, Kangillinguit Atuarfiat, der er byens nyeste folkeskole, ligger i Nuussuaq, ligesom Nuussuup Atuarfia gør det. Byens friskole er ligeledes beliggende i Nuussuaq.
Ungdomsuddannelser.
Nuuks ungdomsuddannelser kan tages på det almene gymnasium ("GU" i daglig tale), handelsgymnasiet og teknisk gymnasium. Gymnasiet ligger på C.E. Jansensvej, mens Niuernermik Ilinniarfik ligger i en blå bygning på Aqqusinersuaq.
Transport.
Nuuks vejnet forbinder alle byens dele: Hovedfærdselsåren gennem bymidten er Aqqusinersuaq (grønlandsk for "den store vej"). To veje fører ud af centrum, dels H.J. Rinksvej efter den danske geograf og etnolog, dels 400-vej, der har navn efter længden. Begge veje leder over i Eqalugalinnguit som fører mod Nuussuaq, en bydel der blev bygget i 80’erne. Nuussuaq er forbundet med Qinngorput, der er udbygget efter årtusindskiftet, via Borgmester Anniitap Aqqusernga, der blev indviet i 2008 og fik navn efter Nuuks nyligt afdøde borgmester, Agnete Davidsen.
Der er kun byveje i Nuuk og således ikke veje mellem Nuuk og andre byer, idet transport over større afstande i Grønland foregår pr. skib eller fly. Vejnettet er samlet set på 100 km, som befærdes af 2.591 køretøjer.
Nuuk har to taxaselskaber; Nuuk Taxi havde længe været eneste operatør i byen, men kommunalbestyrelsen gav i 2007 Taxagut (grønlandsk: "Vores taxa") tilladelse til at åbne en konkurrerende central den 8. januar 2008. Antallet af taxaer i byen var ultimo 2007 på 58.
Nuuks kommunale busselskab, Nuup Bussii S, der betjener byen med tre ordinære buslinjer og tre skolebusser. Nuup Bussii har 42 stoppesteder fordelt i Nuuk, hvoraf en del er forsynet med læskure.
Nuuk har en cykelsti langs Eqalugalinnguit og et særligt afmærket spor til snescootere.
Nuuk har en lystbådehavn samt en atlanthavn, hvorfra Diskolines "M/S Sarfaq Ittuk" medtager passagerer. Royal Arctic Line har desuden her sit kajanlæg, hvorfra skibe sendes i rutefart på den grønlandske kyst, ligesom terminalen modtager forsyningsskibe fra Aalborg, mens erhvervsfiskere kan komme til kaj og indhandlingsfaciliteter her.
Nuuk Lufthavn har direkte forbindelser til Paamiut (Frederikshåb), Kulusuk, Maniitsoq (Sukkertoppen), Narsarsuaq samt Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), hvorfra der er direkte forbindelse til København. Nuuk lufthavn er indviet i 1979 og er den ældste af landets regionale lufthavne. Nuuk lufthavn beflyves af Air Greenland og Air Iceland; sidstnævnte har dog blot en sommerrute mellem Nuuk og Reykjavík.
Venskabsbyer.
Nuuk har et venskabsbysamarbejde med en række byer, syv i Norden og fire i den øvrige verden.
I Nuuk er Lyngby-Taarbæk-vej fx opkaldt efter den nordsjællandske venskabsby, som også leverer byens juletræ. Aalborg, hvorfra varer til Grønland primært udskibes, er også venskabsby med den grønlandske hovedstad. Aalborg og Nuuk har desuden stiftet et erhvervsnetværk, der skal fremme byernes gensidige interesser i et samarbejde.
Øvrige verden.
Nuuk er desuden aktiv i "World Winter Cities Conference for Mayors", en sammenslutning for byer med klimatisk barske forhold. Nuuk var vært for konferencen i 2008.
Mexico.
Mexico eller Mexicos Forenede Stater (på spansk "México", "Estados Unidos Mexicanos" eller "República Mexicana"; den alternative stavemåde "Méjico" er udbredt i Spanien, men anvendes næsten ikke i resten af den spansk-talende verden) er et nordamerikansk land, der mod nord grænser op til USA, mod syd til Guatemala og Belize, mod vest til Stillehavet og mod øst til den Mexicanske Golf og det Caribiske Hav.
Historie.
"El Castillo", Chichen Itza, Yucatán
Mexico var hjemsted for flere avancerede indianske civilisationer, såsom mayaerne og aztekerne. Spaniernes ankomst i det tidlige 16. århundrede og deres sejr over aztekerne i 1521 markerede begyndelsen af Mexicos kolonitid. Et ønske om uafhængighed fra Spanien førte til en lang krig, der endte med landets uafhængighed i 1821. Efter uafhængigheden blev det mexicanske territorium langsomt mindre. Landområder i det nordlige Mexico tabtes eller solgtes til det invaderende USA (se den mexicansk-amerikanske krig). I 1860'erne led landet under Frankrigs militære besættelse, der blev nedkæmpet af den mexicanske patriot Benito Juárez.
Porfirio Diaz' lange diktatur førte til den mexicanske revolution i 1910. Revolutionære styrker besejrede den føderale hær, men på grund af interne stridigheder forblev landet i konflikt i yderligere to årtier. Fra slutningen af revolutionen, kontrollerede P.R.I. (Det Institutionelle Revolutionære Parti) landet indtil udgangen af det 20. århundrede.
Politik.
Områder som er påvirket af Mexicos narkotikakrig i stor grad er markert med rødt
Forfatningen fra 1917 beskriver en føderal republik, hvis beføjelser er opdelt i tre uafhængige dele, den udøvende, lovgivende og dømmende. Historisk er den udøvende del den dominerende, med beføjelser tildelt præsidentembedet, der bekendtgør og udfører lovene vedtaget af parlamentet, Unionskongressen eller "Congreso de la Unión".
Siden 1997 har parlamentet spillet en rolle af stigende vigtighed, da oppositionspartierne for første gang høstede mange stemmer. Præsidenten lovgiver også efter beføjelse inden for visse økonomiske og finansielle områder, med magt uddelegeret fra kongressen. Præsidenten vælges ved flertalsafstemning blandt den voksne befolkning i en 6-årig periode og kan ikke genvælges. Der er ingen vicepræsident; hvis præsidenten afsættes eller afgår ved døden, vælger kongressen en provisorisk præsident.
Unionskongressen består af to kamre: senatet ("Cámara de Senadores") og de deputeredes kammer ("Cámara de Diputados"). Fortløbende genvalg er ikke tilladt. Senatorer vælges for 6-årige perioder, og deputerede for 3-årige perioder. Senatets 128 pladser besættes ved en kombination af direkte valgte og proportionelle repræsentanter. I de deputeredes kammer (andenkammeret) vælges 300 af de i alt 500 deputerede direkte som de eneste repræsentanter for deres distrikter, mens de resterende 200 vælges ved en tilpasset form for proportional repræsentation fra fem valgregioner. De 200 proportionelle repræsentanters pladser blev oprettet for at hjælpe mindre partier med at blive valgt ind i kammeret.
Stater.
Mexico er opdelt i 31 stater ("estados") og et føderalt distrikt ("Distrito Federal"), som er hjemsted for hovedstaden Mexico City.
Geografi.
Mexico grænser op til to store have, Stillehavet (med Cortezhavet mellem hovedlandet og den Californiske Halvø) i vest og i øst den Mexicanske Golf og det Caribiske Hav der fører til Atlanterhavet. Her er der kystnære stepper, mens resten af Mexico består af højdedrag og barske bjerge, blandt andre vulkaner, hvoraf den højeste er Pico de Orizaba på 5.700 meter.
Terrænet og klimaet varierer fra ørken mod nord til tropisk regnskov mod syd. Mexicos største floder er Rio Grande (der blandt mexicanerne er kendt som "Rio Bravo"), Grijalva, Balsas og Yaqui.
Billedmontage fra kampen mod narkotikakartellerne i december 2006 - 2007.
Økonomi.
Mexico har en fri markedsøkonomi med en blanding af moderne og forældet industri og landbrug, i stigende grad domineret af den private sektor. Antallet af statsejede virksomheder i Mexico er faldet fra mere end 1.000 i 1982 til færre end 200 i 1999. Præsident Ernesto Zedillo Ponce de Leóns administration fortsatte med at privatisere og udvide konkurrencen inden for havne, jernbaner, telekommunikation, elektricitet, distribution af naturgas og lufthavne, som blev iværksat af hans forgængere Miguel de la Madrid og Carlos Salinas de Gortari.
En stærk eksportsektor fungerede som stødpude for den økonomiske nedtur i 1995 og førte til reetableringen i 1996-1999. Privatforbrug blev vækstens største drivkraft, efterfulgt af stigende beskæftigelse og højere lønninger. Mexico har stadig behov for at løse mange strukturelle problemer, mens landet kæmper for at modernisere sin økonomi og højne levestandarden. Indtægtsfordelingen er meget ujævn, idet de 20 procent, der tjener mest, står for 55 procent af indtægterne.
Efter en 6,9 procents vækst i 2000, faldt bruttonationalproduktet 0,3 procent i 2001, med USA's faldende vækst som den primære årsag. Positiv udvikling i 2001 var blandt andet et fald i inflationen til 6,5 procent, et stort fald i renteindtægter og en stærk peso, som vandt 5 procent mod USA's dollar. Handlen med USA og Canada er tredoblet siden NAFTA blev oprettet i 1994. Mexico prøver at få lignende handelsaftaler i stand med de fleste latinamerikanske lande, og har underskrevet en frihandelsaftale med EU, der placerer 90 procent af handlen under frihandelsaftaler og mindsker landets afhængighed af USA.
Karteller.
Eftersøgte medlemmer af Arellano-Felix-kartellet i 2009.
Alliancer eller aftaler mellem narkotika-karteller har vist sig at være hyppige. Siden februar 2010, er de store karteller blevet justeret ind i to fraktioner, med den ene integreret af Juárez-kartellet, Tijuana-kartellet, Los Zetas og Beltrán-Leyva kartellet, den anden fraktion er integreret af Golf-kartellet, Sinaloa-kartellet og La Familia-kartellet.
Våbensmugling.
Colt AR-15 AK-47 style rifle ("Cuerno de chivo") a> med granatkaster.
Skydevåben er ikke lovligt tilgængeligt for salg i Mexico, så narkokartellene må smugle dem gennem USA, guatemalanske grænser, eller ved søen. Våbene bliver købt i små mængder og smuglet til Mexico nogen få af gangen for ikke at vække mistanke. De sædvanlige våbene som bliver smuglet er af typen AR-15 og AK-47, FN 5,7 kaliber semi-automatiske pistoler og en række .50 kaliber rifler og maskingevær. 30% af AK-47-riflerne som bliver beslaglagt i Mexico er blivet modificeret til Automatvåben. Det er også rapportert at granatkastere bruges mod sikkerhedsstyrkerne, og mindst tolv M4 med M203 granatkastere er blivet konfiskeret. Det bliver også antaget at nogen af disse våben og relateret tilbehør er blivet stjålet fra amerikanske militærbaser. Det er imidlertid antaget at mange af disse militære våben som granater og raketter er bliver erhvervet af karteller gennem den enorme tilgang fra våben fra krigene i Mellemamerika og Asien.
Offentlige indgreb i 2006.
Selv om volden mellem narkokartellerne opstod længe før krigen begyndte, havde regeringen generelt en passiv holdning til volden i 1990erne og i begyndelsen af 2000. Dette ændrede sig 11. december 2006, da den nyvalgte præsident Felipe Calderón sendte 6500 føderale soldater til delstaten Michoacán for at afslutte narkotikavolden der. Denne handling regnes som den første store aktion gjordt mod kartelvolden, og er set som udgangspunktet for krigen mellem regeringen og narkotikakartellene. Calderón har fortsat sine anti-narkotika-soldater, der er på ca 45.000 soldater sammen med statslige og føderale politistyrker.Indtil videre
Demografi.
Mexico er det spansk-talende land i verden, som har flest indbyggere og har den næststørste befolkning i Latinamerika efter det portugisisk-talende Brasilien. Omkring 60 procent af befolkningen har en blandet etnisk baggrund kendt som mestizer, hvoraf 30 procent er indianere og omkring 9 procent er af europæisk afstamning. Landet er overvejende romersk-katolsk (89 procent), med omkring 6 procent tilhørende forskellige protestantiske trosretninger, mens de resterende 5 procent enten tilhører andre mindre religioner eller ikke er tilknyttet en religion.
Litteratur.
Mexicos litteratur har navne som som nobelpristageren Octavio Paz og Laura Esquivel, som har haft succes med bogen "Como agua para chocolate" "(Hjerter i chili)".
Der findes bevaret litteratur fra førcolumbiansk tid.
Anna Lindh.
Ylva Anna Maria Lindh (19. juni 1957 i Enskede, Stockholm – 11. september 2003 i Stockholm) var en svensk politiker, valgt for Sveriges socialdemokratiska arbetareparti, og udenrigsminister fra 1998 til sin død.
Lindh var uddannet jurist fra Uppsala Universitet i 1982. Hun blev medlem af Riksdagen samme år, og var medlem frem til 1985 og igen fra 1998. I 1984 blev hun valgt til den første kvindelige formand for den socialdemokraiske ungdomsorganisation, Sveriges Socialdemokratiska Ungdomsförbund. Hun var miljøminister 1994-1998 og udenrigsminister fra 1998. Gift 1991 med Bo Holmberg - sammen har de to børn.
Under et privat besøg i stormagasinet Nordiska Kompaniet i Stockholm den 10. september 2003 blev Anna Lindh overfaldet og såret alvorligt af knivstik. Hun døde dagen efter af sine kvæstelser.
Hun var af mange udråbt til at blive Sveriges næste statsminister, og ifølge en portrætbog af Olle Svenning, der blev udgivet i august 2005 om statsminister Göran Persson, var han parat til at træde tilbage og overlade posten til Anna Lindh, da hun blev myrdet.
Hendes morder, Mijailo Mijailović, blev først idømt fængsel på livstid for mordet. Straffen blev senere omstødt til psykiatrisk forvaring i juli 2004, for så atter at blive omstødt af "Högsta domstolen" til livsvarigt fængsel i december.
Drabet var blot et ud af fire mord udført af galninge i løbet af sommeren.
17 år tidligere var Sverige ramt af et mord på en anden markant socialdemokratisk politiker: mordet på den daværende statsminister Olof Palme.
Edward Teller.
Edward TellerEdward Teller (f. 15. januar 1908 † 9. september 2003). Ungarsk født amerikansk kernefysiker, kendt som brintbombens "fader".
Sortplettet blåfugl.
Sortplettet blåfugl ("Maculinea arion") blev kategoriseret af Carl von Linné i 1758.
Udseende.
Med et vingefang på ca. 4 cm. er sortplettet blåfugl den største af de danske blåfugle. Omkransende de blå for- og bagvinger har den en bred mørk søm, som er lidt kraftigere hos hunnen. På forvingernes overside har den 5-6 sorte pletter, som har givet arten navn. Arten varierer dog en del, og det er ikke helt ualmindeligt at se individer, hvor pletterne mangler helt. Dette gælder i høj grad på Møn, hvor det skønnes at være gældende for ca. hver femte sortplettet blåfugl. På undersiden har arten også markante sorte pletter, samt blågrøn metalglans ved roden af bagvingen.
Livscyklus.
Ægget lægges i blomsterhoveder af værtsplanten og klækker i løbet af en uges tid. Den lille larve lever af blomster og modnende frø i 2-3 uger, hvorefter den forlader planten og lader sig adoptere af myrer af slægten Myrmica. Myrerne transporterer den nu ca. 3 mm lange larve til myreboet, hvor den lever som parasit af myrernes yngel indtil det følgende forår. Blåfuglelarven forpupper sig i myreboet og den voksne sommerfugl klækker normalt i sidste halvdel af juni eller første halvdel af juli.
Larvens foderplanter.
Især timian, men merian bruges også.
Syv dødssynder.
a>'s maleri "The Seven Deadly Sins and the Four Last Things", 1485.
De syv dødssynder er en klassifikation af synder, som oprindeligt blev brugt i tidlig kristen undervisning til at uddanne og instruere tilhængere i menneskets tendens til at synde.
En dødssynd er bestemt som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov. I traditionel katolsk teologi skelnes mellem tilgivelig synd og dødssynd, der i dag kaldes svaghedssynd eller alvorlig synd.
Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud og river som sådan den troende ud af nåden. Hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse. Protestantiske teologer afviste tidligt, at der skulle være nogen forskel mellem "tilgivelige synder" og "dødssynder". I den opfattelse er al slags synd nemlig udtryk for et oprør mod Gud.
Hver af de syv dødssynder har en modsvarende dyd blandt de syv hellige dyder. Identifikationen af og definitionen på de syv dødssynder, har igennem tiden været en flydende proces, som det generelt er tilfældet med mange aspekter af religion, og ideen om hvad synderne egentlig refererer til har ændret sig med tiden.
Denne proces skyldes, at synderne ikke er beskrevet i en sammenhængende form i Biblen, og derfor må definitioner ofte findes i forskellige gejstlige og andre litterære værker. Fra begyndelsen af det 14. århundrede, blev de syv dødssynder et populært tema blandt kunstnere i Europa, hvilket gjorde dødssynderne til en fast bestanddel af den kristne kultur og den kristne bevidsthed generelt overalt i verden.
Anden del af Dantes Den guddommelige komedie, Purgatorio, har siden renæssancen været en af de mest benyttede kilder, men senere fortolkninger af dødssynderne - især blandt konservative pinsemissionske og protestantiske bevægelser, har i stedet antydet, at konsekvensen af at begå en dødssynd er evig tortur i Helvede, frem for mulig renselse i Skærsilden.
Plasmodium falciparum.
"Plasmodium falciparum" er den alvorligste malariaparasit for mennesker.
Den undertype af malaria den fremkalder kaldes også falciparum-malaria.
Parasitten gennemgår tre hovedstadier: To i menneskets lever og røde blodceller og et i malariamyggen.
Det meste af Plasmodium falciparum genom blev færdiggjort i 2002 og
"P. falciparum" er nærmest knyttet til "Plasmodium reichenowi", der er en tilsvarende parasit som rammer chimpanser.
Ny klassifikation.
Iflg. Taxonomicon er "Plasmodium falcipare" en protozo, som er et "nyt" rige under domænet Eucaryota.
Århus Amt.
Århus Amt var indtil 1. januar 2007 en administrativ del af Jylland omkring Jyllands største by Aarhus, samt Samsø og Anholt. Det fik sin daværende udstrækning ved kommunalreformen i 1970 med en sammenlægning af Randers, Skanderborg og Aarhus amter (pånær Horsens, Nørre Snede, Brædstrup og Tørring-Uldum kommuner, der blev lagt til Vejle Amt). Samtidig blev Samsø flyttet fra Holbæk Amt til Århus Amt.
Århus Amt var med omkring 40.000 flere indbyggere end Københavns Amt det folkerigeste i landet.
I forbindelse med Strukturreformen blev området en del af Region Midtjylland, med undtagelse af de nordligste dele af Mariager Kommune, der blev en del af Region Nordjylland.
Kilder.
Amt
Samfund.
Et samfund er en samling af individer, som har organiseret sig i et fællesskab, hvori de i et eller andet omfang deler institutioner, kultur og/eller normer. I liberalismen og socialismen er et samfund identisk med en nation eller stat. I konservatismen ses samfundet som underliggende den overordnede stat, men kan i andre sammenhæng være større end en given stats suverænitetsområde, blandt dette ses i Hizb ut-Tahrir.
Eksempelvis danner de kristne menigheder i Danmark et samfund, som har helt andre dimensioner end den danske stats. Samfund kan også være identisk med subkulturer, hvad der i reglen ikke skaber problemer (jf. det ovenstående eksempel). Kun når småsamfundene begynder at anfægte statens autoritet (retshåndhævelse, suverænitet, grænsekontrol, flagning osv.) kan der opstå konflikter.
Vores samfund har ændret sig gennem tiden. Det kan deles ind i tre kategorier: det traditionelle samfund, det moderne samfund og det senmoderne samfund. I Danmark betegner det traditionelle samfund tiden indtil industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Den næste periode er det moderne samfund, som er karakteristisk for det danske samfund indtil murens fald i 1989. Det senmoderne samfund er den samfundstype, som vi lever i begyndelsen af.
Samfund associerer til begreber som: statistik, demografi, politik, økonomi, lov og ret, statsforvaltning, lokalforvaltning, uddannelse, opdragelse, undervisning, kulturformidling, forsikring, forsorg, omsorg, folkekultur mv.
Død.
Død er betegnelsen for afslutningen på alle biologiske organismers liv. Død kan enten betegne en hændelse eller en tilstand. Mange forskellige faktorer kan resultere i en organismes død; jagt, sygdom, ødelagte livsbetingelser, alderdom, underernæring eller fysiske skader. De primære dødsårsager for mennesker i den vestlige verden er sygdomme i forbindelse med alderdom. Traditioner relateret til død er udbredt og en vigtig del af den menneskelige kultur, og er central i mange religioner. Inden for lægevidenskaben er kriterierne for definitionen af død blev mere kompliceret efterhånden som videnskaben udvikler sig.
Dødskriterier.
I Danmark opererer man med hjertedød og hjernedød, når man taler om menneskelige dødskriterier. Pludselig død indtræder ved svære læsioner: fald, skudsår, knusning, ved visse hjertesygdomme osv. Overgangen fra liv til død sker i almindelighed jævnt, undertiden gennem en dødskamp (agoni), hvor navnlig åndedrætsbesvær er det mest fremtrædende. Dødsrallen er det rallende åndedræt, som i nogle tilfælde kan høres i den sidste stund, inden døden indtræder. Døden er indtrådt, når respirationen og hjerteslaget er standset.
Læger konstaterer dødens indtræden ved at kigge efter andre kliniske tegn, der regnes som sikre dødstegn, herunder den 4 til 12 timer efter døden opståede stivhed i musklerne (rigor mortis), hvorved bevægelighed i leddene umuliggøres. Dødsstivheden indtræder først i nakken, derefter i underkæbens muskler. Kort efter døden optræder også ligpletter (livores), der er blodudtrædninger ("blå mærker") på de dele af liget, som ligger lavest: som regel ryggen og undersiden af benene. Tillige kontrolleres om der er vejrtrækning og om hjertet slår. Ved omhyggelig iagttagelse af disse symptomer kan døden konstateres sikkert.
En række tilstande kan ligne død mere eller mindre: koma, vegetativt stadie, "Minimally Conscious State", locked-in-syndrom og skindød.
Definition.
Det nærmeste biologer kommer til at definition af døden, er at beskrive den som "livprocessernes ophør". Døden er et sammenbrud af det ellers så nøje koordinerede samspil af processer i organismens indre. Når cellernes stofskifteprocesser ophører, og der indtræder forrådnelse, er døden en realitet, der ikke kan ændres. Døden er således en irreversibel proces, dvs. en proces, der kun kan foregå i én retning og ikke kan vendes.
Den encellede organisme behøver teoretisk set aldrig at dø, mens der er noget, der tyder på, at flercellede organismer for de fleste celletypers vedkommende har "indkodet" et maksimalt antal delinger i deres arveanlæg. På den måde er der sat en grænse for deres evne til at forny sig. F.eks. er nervecellerne hos mennesket kun i meget ringe omfang i stand til at dele sig. Det antal hjerneceller man fødes med, og opbygger indtil 21-års-alderen, er det maksimale, og resten af livet formindskes antallet langsomt, men konstant.
Alle cellerne i en menneskekrop dør ikke på én gang. Celler, der ikke har så stort et iltforbrug, kan fortsætte deres funktioner flere timer - ja i gunstige betingelser i endog dage eller uger - efter at åndedræt og hjertevirksomhed er ophørt med af fungere. Det gælder bl.a. cellerne i øjets hornhinde, i knoglerne og i huden. Det sidste medfører, at hår og skæg faktisk kan vokse lidt efter dødens indtræden, om end størstedelen af denne effekt opstår ved, at huden falder lidt sammen, hvorfor skægstubbe træder lidt tydeligere frem. Det er ikke ualmindeligt, at et mandligt lig barberes, før de pårørende får det at se. Til slut bukker dog også disse celletyper under, dels på grund af den føromtalt iltmangel, del på grund af de giftige stoffer, der dannes under forrådnelse.
Døden i kulturen.
Døden ses ofte personificeret som manden med leen - en skeletmand, gerne i kutte, og udstyret med en le. Han bliver dog nogle gange også afbilledet med et timeglas i sin hånd som et symbol på at tage tid på livet og vente på døden.
Døden i kristendommen.
"Lazarus, vor ven er gået til hvile". Disciplene troede at Jesus mente, at Lazarus lå og sov for at komme sig af sin sygdom. Men de tog fejl. Jesus forklarede: "Lazarus er død." Det ses at Jesus sammenlignede døden med hvile og søvn.
Døden i en naturvidenskabelig fortolkning.
Modsat de fleste religiøse opfattelser anses døden ifølge evolutionslæren for et naturligt gode for alle livsformer, inklusive menneskeheden. Uden døden ville der ikke kunne gives plads for nye individer at komme til, og der ville i så fald aldrig kunne ske nogen fornyelse af fx menneskeslægten.
En sådan fornyelse (via små fortløbende ændringer i de arvelige egenskaber – de såkaldte mutationer) tilsikrer mennesket en vedblivende optimal afstemthed over for en evig foranderlig omverden. Et Neandertal-menneske, som nutidsmennesket delte fælles forfader med for ca. en halv mio. år siden – for ikke at tale om de endnu ældre Australopithecus-mennesker (tre-fire mio. år tilbage) – ville uvægerligt få det endog meget svært med både at kunne leve og overleve under de for tiden eksisterende livsbetingelser for nutidsmennesket i dag. Forestillingen om et kommende evigt liv her på Jorden for særligt udvalgte (rettroende?) individer må derfor anses for uholdbar.
Alle levende individer kan betragtes som en del af en større, samlet livsproces her på Jorden, der med rødder millioner af år tilbage i tiden rækker videre og langt ud over det enkelte individ og ind i fremtiden. Alle mennesker kan således siges at være et betydningsfuldt led i én lang ubrudt kæde af det liv, der tilhører menneskeheden. Og alle skylder de dermed deres afdøde forfædre livet, ligesom de selv også må se døden imøde for at kunne give plads for deres egne efterkommere. Det kan derfor være af interesse for ethvert nulevende menneske at se meningen med livet som en opgave, der består i stedse at arbejde for menneskehedens fremtid - og altså ikke primært arbejde for sin egen personlige lykke, sådan som bl.a. den velkendte og meget udbredte politiske ideologi i form af liberalismen foreskriver, eller for sin egen personlige "frelse" som fx kristendommen forkynder.
Meningen med døden i naturvidenskabelig forstand er kort sagt at give plads for efterkommere, hvis ofte kun svagt ændrede genetiske udstyr i forhold til forældregenerationen dog rummer muligheden for en (endnu) bedre afstemt tilpasning til de eksisterende livsbetingelser. Det drejer sig om livsbetingelser, der såvel tryghedsmæssigt og miljømæssigt som klimatisk og ressourcemæssigt altid har været under gradvise forandringer og fortsat vil undergå gradvise forandringer. En bedre afstemt tilpasning hos hver generation til livets udfordringer vil ikke alene øge overlevelsen, men også evnen til både at kunne efterlade sig afkom og til at kunne beskytte og varetage afkommets tarv, indtil dette omsider selv når kønsmoden alder. Menneskeheden ville gå til grunde på smertefuld vis og forsvinde som art her på Jorden, dersom den ikke fortsat lod sig ændre og lod sig udvikle både biologisk og kulturelt i takt med ændringerne i dens naturlige miljø og livsbetingelser. Der er her tale om en udviklingsproces, der langt overvejende alene vil være styret og bestemt af omgivelsernes selektionstryk (og altså ikke af nogen påstået guddommelig skaberkraft, skæbne, karma el.lign.)! Og de nødvendige fortløbende ændringer hos alt liv vil kun kunne tilvejebringes via et evigt kredsløb af gentagne generationsskifter, dvs. via fødsel og død. Kun selve livet som naturfænomen består, sideløbende med alle andre evigtvarende naturlige processer her på Jorden, som fx de tilbagevendende årstider, månefaser, tidevandsændringer, vejrskifter, osv.
Modsat praktisk taget alle de store religioners tydninger af tilværelsen samt de fleste anerkendte filosofiske livsanskuelser er pointen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt således kort og godt, at døden er et naturligt gode - medmindre den uforvarende kommer før tid, dvs. før muligheden for et bidrag til menneskehedens (eller artens) fortsatte beståen.
- Eller sagt med andre ord: Uden døden, intet liv!
Impotens.
Impotens eller erektil dysfunktion er manglende erektionsevne, så det ikke er muligt at gennemføre et samleje på tilfredsstillende vis.
Årsagen til impotens kan både være fysiologisk, medicinsk eller psykisk.
Medicinsk behandling foregår som systemisk tabletbehandling med lægemiddelstofferne sildenafil (Viagra®), vardenafil (Levitra®) eller tadalafil (Cialis®). Ved manglende eller utilfredsstillende effekt af tabletbehandling kan der behandles lokalt med injektionsvæsker indeholdende lægemiddelstofferne alprostadil (Caverject® Dual, MUSE®) eller aviptadil/phentolamin (Invicorp®).
Køn.
Individerne hos mange levende væsener inddeles i to (eller flere) kategorier som kaldes køn. Individer fra forskellige kategorier kan formere sig ved kombinere dele af deres arvemateriale til nye individer, en proces som kaldes kønnet formering. Typisk vil en art have to køn: hankøn og hunkøn. Hunkøn er defineret som det køn som producerer de største gameter (kønsceller). Kategorien er ikke nødvendigvis den samme gennem et individs livscyklus.
Køn i planter og svampe.
De fleste blomsterplanter er tvekønnede, dvs. at det samme individ både producerer hankønnede (små) og hunkønnede (store) kønsceller, oftest i de samme blomster. Andre planter er tvekønnede, men med enkønnede blomster (enbo), eller helt enkønnede (tvebo), eller har forskellige kombinationer heraf (flerbo). Andre planter bruger normalt kun ukønnet formering.
Svampe og nogle andre organismer har mere end to køn. De formerer sig kønnet ved bidrag fra to individer med (hvilke som helst) forskellige køn.
Køn i dyr.
Flere arter, for eksempel regnorme, bier og gekkoer, kan både formere sig kønnet og ukønnet. Hos de årevingede insekter, som omfatter bierne, kan dronningen (dvs. en fuldt udviklet hun) lægge både befrugtede og ubefrugtede æg. De befrugtede æg bliver til hunner (arbejdere eller dronninger afhængigt af fodringen i larve-stadiet). De ubefrugtede æg, med kun det halve antal kromosomer, bliver til droner (hanner). Hos andre arter, for eksempel regnorme, er alle individer hermafroditter hvilket vil sige at de samme individ både har han- og hunlige kønsorganer.
Hos pattedyr, fugle og andre arter afgøres kønnet af særlige kønskromosomer, kaldet X og Y hos patterdyr, og Z og W hos fugle. Hanpattedyr har normalt ét X- og ét Y-kromosom, mens hunnerne normalt har to X-kromosomer. Alle individer har således mindst ét X-kromosom. Y-kromosomet er almindeligvis kortere end X-kromosomet som det danner par med, og hos flere arter mangler det helt. Det er modsat hos fugle hvor hannerne har to Z-kromosomer, og hunnerne ét Z- og ét W-kromosom.
Hos nogle arter, bl.a. krokodiller og mange insekter, kan kønnet afgøres af miljøfaktorer som for eksempel temperatur. Nogle arter, bl.a. nogle fisk, kan ændre køn mens de lever.
Molekyle.
I kemi som alle andre steder er et molekyle en sammensætning af to eller flere atomer.
For eksempel er vand (H2O) et molekyle, der består af 2 hydrogenatomer og 1 oxygenatom. Og O2 er et molekyle der består af to oxygenatomer.
Et molekyle er karakteriseret ved, at alle atomerne i molekylet er bundet sammen ved hjælp af kovalente bindinger, dvs. at atomerne deler et eller flere elektronpar imellem sig, i modsætning til salte, der kun hænger sammen ved hjælp af elektrostatiske kræfter (ion-ion-tiltrækning).
Rumelevator.
Principskitse for rumelevator (modvægten behøver ikke at være en stor sten). Ikke skalatro.
En rumelevator er blevet foreslået som afløser af raketter og rumfærger til at bringe mennesker, satellitter og varer op til den geostationære bane om Jorden.
Idéens historie.
Idéen om at have en elevator-transport op i rummet blev introduceret i 1895 af den russiske videnskabsmand Konstantin Tsiolkovsky, der mente man burde bygge et gigantisk tårn med en stor (men traditionel) elevator og en borg på toppen i geostationært kredsløb om jorden. Denne idé er praktisk umulig da strukturen ville kollapse under sin egen vægt.
I 1961 fik en anden russisk videnskabsmand, Jurij N. Artsutanov, idéen at man kunne lave en rumelevator ved at have et udstrakt bånd med massemidtpunkt i geostationært kredsløb om jorden (36.000 km over jorden). Problemet var nu reduceret til at man ikke kendte noget stof der var stærkt nok til at holde til det enorme træk jordens rotation ville udsætte elevatorkablet for.
Arthur C. Clarke introducerede i 1978 ideen til et bredere publikum i sin roman "Fontænerne i Edens have" (The Fountains of Paradise). Han forventer selv at alle problemer vil blive løst og rumelevatoren bygget "ti år efter alle stopper med at grine - og de er stoppet nu".
Den Moderne Rumelevator.
Konceptet fik sin moderne form efter at Bradley C. Edwards gennemførte et studium af mulighederne for at bygge en rumelevator for NASA. Et af hovedtrækkene i rapporten blev at materialet rumelevatoren skulle bygges af nu kendes. Det er carbonnanorør der blev opdaget omkring 1990 og nu nærmer sig det stadium hvor de kan bruges i praksis. Et andet vigtigt resultat blev at båndets længde blev forøget fra ca. 40.000 km til 100.000 km, hvilket betyder at man ikke har brug for ret stor en modvægt. Desuden blev der foretaget sikkerhedsanalyser for alle tænkelige farer. Dette medførte at den mest sandsynlige placering for rumelevatoren er i Stillehavet ud for Perus kyst. Det er på ækvator hvor der ingen storme er, der er heller ingen lyn, og faren for terrorangreb ude midt i Stillehavet er ret lille. Båndet bliver krummet hvilket vil minimere den skade minimeteorer kan give.
Organisationen Spaceward Foundation har som de første fået en pose penge af NASA til at udlove i NASAs "Centennial Challenges" program der handler om at gennemføre gennembrud inden for teknologi. Dette betyder at der fra i år gennemføres konkurrencer hvor man kan vinde penge for at løse forskellige rumelevatorrelaterede opgaver.
Kalundborg Fjord.
Kalundborg Fjord er en 12 kilometer lang fjord mellem halvøerne Røsnæs og Asnæs. Fjorden er mellem 11 og 17 meter dyb.
Inderst i fjorden ligger byen Kalundborg med Kalundborg Havn, der er en dybvandshavn.
Tennessee Williams.
Thomas Lanier Williams III, kendt som Tennessee Williams (26. marts 1911 - 25. februar 1983), amerikansk dramatiker. Han er specielt kendt for sine filmatiserede skuespil "Omstigning til Paradis" fra 1947 og "Kat på et varmt bliktag" fra 1955. Begge er skuespil fra de amerikanske sydstater med skildringer af lidenskabelige kvinder.
Bindingsværk.
Bindingsværk er en bygningskonstruktion, som var almindelig byggeskik fra oldtiden og gennem middelalderen frem til omkring 1920. Rammer af tømmer, som udfyldes med murværk, lerklining, bulværk eller lignende. Bindingsværk udføres som regel i moduler, kaldet fag. Den typiske længde på et fag er i Danmark omkring 1,5 m (5' fod). En normal husbredde er på 4,5 m (15'), men bredder på 6 m (20') og 7,5 m (25') forekommer også især i slutningen af perioden.
Bindingsværksbygninger kan opføres i op til syv stokværk, svarende til seks etager plus stuen; det er dog meget sjældent med fem eller flere stokværk.
Sliske.
Sliske er betegnelsen for et skrående underlag med skråplan lignende virkning og som regel med opbuede sider eller rørformet, som kan anvendes til at lade objektet glide nedad - eller trække eller rulle noget tungt, guidet (pga. af siderne) fra et sted til et andet.
En sliske blev tidligere stavet som slidske.
En vandrutsjebane er en sliske.
Cagliari.
Cagliari er hovedbyen på Sardinien.
Selve Cagliari har 166.000 indbyggere (2002) og næsten 500.000 i hele byområdet, som inkluderer forstæderne: Elmas, Assemini, Capoterra, Selargius, Sestu, Monserrato, Quartucciu, Quartu Sant'Elena.
Cagliari er hjemsted for regionalregeringen (il giunta) for Sardinien. Fra Cagliari er
der færgeforbindelse til Civitavecchia, Palermo og
Tunesien, og flyforbindelse til bl.a. Bologna, Milano,
Det danske konsulat i Cagliari ligger i Via Roma; lige overfor
Jan Masaryk.
Jan Masaryk (14. september 1886 - 10. marts 1948) var en tjekkoslovakisk statsmand, søn af Tjekkoslovakiets første præsident Tomas Garrigue Masaryk.
Efter Tjekkoslovakiets oprettelse i 1918 var han ansat i Udenrigstjeneste, bl.a. som den første tjekkoslovakiske chargè d`affaires i USA i 1919 - 1920 og ambassadør i London 1925 - 1938. I protest mod underskrivelsen af München-aftalen abdicerede han og søgte politisk asyl i Storbritannien. Fra 1940 fungerede han som udenrigsminister i eksilregering i London og han fortsatte på denne post i Prag efter befrielsen i 1945. Han var en fremtrædende fortaler for samarbejde mellem Øst og Vest.
I 1948 kom det kommunistiske kup, og Masaryk fortsatte på udenrigsministerposten, selv om han ikke var kommunist. Kort efter blev han dræbt ved et fald fra et vindue i ministeriet, og man er aldrig nået til bunds i de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet.
Jack Hawkins.
Jack Hawkins (14. september 1910 - 18. juli 1973), engelsk skuespiller. "The Bridge on the River Kwai" (1957), "The League of Gentlemen" (1961) og "Lawrence of Arabia" (1962, General Allenby).
1349.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1344 1345 1346 1347 1348 - 1349 - 1350 1351 1352 1353 1354
Se også.
1349 er også navnet på et norsk black metal-band. Se 1349 (band).
Eksterne henvisninger.
49
1348.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1343 1344 1345 1346 1347 - 1348 - 1349 1350 1351 1352 1353
Eksterne henvisninger.
48
1347.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1342 1343 1344 1345 1346 - 1347 - 1348 1349 1350 1351 1352
Eksterne henvisninger.
47
1346.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1341 1342 1343 1344 1345 - 1346 - 1347 1348 1349 1350 1351
Eksterne henvisninger.
46
1345.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1340 1341 1342 1343 1344 - 1345 - 1346 1347 1348 1349 1350
Eksterne henvisninger.
45
1344.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1339 1340 1341 1342 1343 - 1344 - 1345 1346 1347 1348 1349
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag konge af Danmark 1340-1375
Eksterne henvisninger.
44
1343.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1338 1339 1340 1341 1342 - 1343 - 1344 1345 1346 1347 1348
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag konge af Danmark 1340-1375
43
1342.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1337 1338 1339 1340 1341 - 1342 - 1343 1344 1345 1346 1347
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag konge af Danmark 1340-1375
Eksterne henvisninger.
42
1341.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1336 1337 1338 1339 1340 - 1341 - 1342 1343 1344 1345 1346
Konge i Danmark: Valdemar 4. Atterdag konge af Danmark 1340-1375
Eksterne henvisninger.
41
1340.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne - 1340'erne - 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne 1390'erne
År: 1335 1336 1337 1338 1339 - 1340 - 1341 1342 1343 1344 1345
Konge i Danmark: Den kongeløse tid 1332-1340 - - Valdemar 4. Atterdag konge af Danmark 1340-1375
Eksterne henvisninger.
40
1339.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1334 1335 1336 1337 1338 - 1339 - 1340 1341 1342 1343 1344
Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
39
1338.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1333 1334 1335 1336 1337 - 1338 - 1339 1340 1341 1342 1343
1332-1340 Den kongeløse tid
Eksterne henvisninger.
38
1337.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1332 1333 1334 1335 1336 - 1337 - 1338 1339 1340 1341 1342
Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
37
1336.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1331 1332 1333 1334 1335 - 1336 - 1337 1338 1339 1340 1341
Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
36
1335.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1330 1331 1332 1333 1334 - 1335 - 1336 1337 1338 1339 1340
Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
35
1334.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1329 1330 1331 1332 1333 - 1334 - 1335 1336 1337 1338 1339
Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
34
1333.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1328 1329 1330 1331 1332 - 1333 - 1334 1335 1336 1337 1338
Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
33
1332.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1327 1328 1329 1330 1331 - 1332 - 1333 1334 1335 1336 1337
Konge i Danmark: Christoffer 2. 1329-1332 - - Den kongeløse tid 1332-1340
Eksterne henvisninger.
32
1331.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1326 1327 1328 1329 1330 - 1331 - 1332 1333 1334 1335 1336
Eksterne henvisninger.
31
1330.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne - 1330'erne - 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne 1380'erne
År: 1325 1326 1327 1328 1329 - 1330 - 1331 1332 1333 1334 1335
Eksterne henvisninger.
30
1329.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1324 1325 1326 1327 1328 - 1329 - 1330 1331 1332 1333 1334
Konge i Danmark: Valdemar 3. 1326-1329 -- Christoffer 2. 1329-1332
Eksterne henvisninger.
29
1328.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1323 1324 1325 1326 1327 - 1328 - 1329 1330 1331 1332 1333
Eksterne henvisninger.
28
1327.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1322 1323 1324 1325 1326 - 1327 - 1328 1329 1330 1331 1332
Eksterne henvisninger.
27
1326.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1321 1322 1323 1324 1325 - 1326 - 1327 1328 1329 1330 1331
Eksterne henvisninger.
26
1325.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1320 1321 1322 1323 1324 - 1325 - 1326 1327 1328 1329 1330
Eksterne henvisninger.
25
1324.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1319 1320 1321 1322 1323 - 1324 - 1325 1326 1327 1328 1329
Eksterne henvisninger.
24
1323.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1318 1319 1320 1321 1322 - 1323 - 1324 1325 1326 1327 1328
Eksterne henvisninger.
23
1322.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1317 1318 1319 1320 1321 - 1322 - 1323 1324 1325 1326 1327
Eksterne henvisninger.
22
1321.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1316 1317 1318 1319 1320 - 1321 - 1322 1323 1324 1325 1326
Eksterne henvisninger.
21
1320.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne - 1320'erne - 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne 1370'erne
År: 1315 1316 1317 1318 1319 - 1320 - 1321 1322 1323 1324 1325
Eksterne henvisninger.
20
1319.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1314 1315 1316 1317 1318 - 1319 - 1320 1321 1322 1323 1324
Eksterne henvisninger.
19
1318.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1313 1314 1315 1316 1317 - 1318 - 1319 1320 1321 1322 1323
Eksterne henvisninger.
18
1317.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1312 1313 1314 1315 1316 - 1317 - 1318 1319 1320 1321 1322
1316.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1311 1312 1313 1314 1315 - 1316 - 1317 1318 1319 1320 1321
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
16
1315.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1310 1311 1312 1313 1314 - 1315 - 1316 1317 1318 1319 1320
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
15
1314.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1309 1310 1311 1312 1313 - 1314 - 1315 1316 1317 1318 1319
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
14
1313.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1308 1309 1310 1311 1312 - 1313 - 1314 1315 1316 1317 1318
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
13
1312.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1307 1308 1309 1310 1311 - 1312 - 1313 1314 1315 1316 1317
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
12
1311.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1306 1307 1308 1309 1310 - 1311 - 1312 1313 1314 1315 1316
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
11
1310.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne - 1310'erne - 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne 1360'erne
År: 1305 1306 1307 1308 1309 - 1310 - 1311 1312 1313 1314 1315
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
10
1309.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1304 1305 1306 1307 1308 - 1309 - 1310 1311 1312 1313 1314
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
09
1308.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1303 1304 1305 1306 1307 - 1308 - 1309 1310 1311 1312 1313
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
08
1307.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1302 1303 1304 1305 1306 - 1307 - 1308 1309 1310 1311 1312
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
07
1306.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1301 1302 1303 1304 1305 - 1306 - 1307 1308 1309 1310 1311
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
06
1305.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1300 1301 1302 1303 1304 - 1305 - 1306 1307 1308 1309 1310
Eksterne henvisninger.
05
1304.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1299 1300 1301 1302 1303 - 1304 - 1305 1306 1307 1308 1309
Konge i Danmark: Erik 6. Menved 1286-1319
Eksterne henvisninger.
04
1303.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1298 1299 1300 1301 1302 - 1303 - 1304 1305 1306 1307 1308
Eksterne henvisninger.
03
1302.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1297 1298 1299 1300 1301 - 1302 - 1303 1304 1305 1306 1307
Eksterne henvisninger.
02
1301.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1296 1297 1298 1299 1300 - 1301 - 1302 1303 1304 1305 1306
Eksterne henvisninger.
01
1300.
Århundreder: 13. århundrede - 14. århundrede - 15. århundrede
Årtier: 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne - 1300'erne - 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne 1350'erne
År: 1295 1296 1297 1298 1299 - 1300 - 1301 1302 1303 1304 1305
Eksterne henvisninger.
00
1299.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1294 1295 1296 1297 1298 - 1299 - 1300 1301 1302 1303 1304
Eksterne henvisninger.
99
1298.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1293 1294 1295 1296 1297 - 1298 - 1299 1300 1301 1302 1303
Eksterne henvisninger.
98
Narsaq.
Narsaq ("Sletten") beliggende i Vestgrønland og Kujalleq Kommune. Byen ligger på en halvø adskilt af sundene mellem Tunulliarfik (skandinavisk: Eiriks Fjord) og Nordre Sermilik (skandinavisk: "Breidafjord") på positionen ca. 61°N. Ordet Narsaq kan fra grønlandsk oversættes til ”sletten”, og byen breder sig da også ud over et stort, fladt område, der brat afløses af høje fjelde. Byen har givet navn til den tidligere Narsaq Kommune.
På sygehuset i Narsaq er der to læger og der er 14 sengepladser. Der er også en tandklinik.
Historie.
Fra 985 til ind i 1400-tallet havde området en ret stor befolkning af nordboere; nogle af nordboernes vigtigste gårde lå i kommunen, det gælder bl.a. Erik den Rødes Brattahlid (det nuværende Qassiarsuk) og bispegården Gardar (det nuværende Igaliku). Blot tre km nord for Narsaq ligger ruinerne af nordboernes Dyrnes, og umiddelbart vest for byen ligger den såkaldte Landnamsgård fra omkring år 1000, og dermed en af de ældste daterede nordboruiner.
Simiutak nær Narsaq hed under 2.verdenskrig Bluie West Three.
Narsaq opnåede status som by i 1959, men den blev oprindeligt anlagt som handelsstation under navnet Nordprøven i 1830, et udliggersted under Kolonien Julianehåb, det nuværende Qaqortoq.
Byen var indtil 1. januar 2009 hovedby i Narsaq Kommune.
Erhverv.
Hovederhvervet i byen er fiskeri, hvor der især fanges rejer og krabber. Rejerne sælges af fiskerne i området til Royal Greenlands fabrik i Narsaq, hvor de forarbejdes og eksporteres.
Den frodige natur i området er grundlaget for det andet af kommunens bærende erhverv, der er fåreavl. Inden for kommunens grænser er der 25 fåreholdersteder, typisk bestående af en eller to familier, der huser 31 af Grønlands 53 besætninger af får. På fåreholderstederne produceres lam, fortrinsvis til hjemmemarkedet, der slagtes på Grønlands eneste slagteri, S i Narsaq, der er datterselskab af S. Fåreavlernes opdyrkede arealer omfatter bl.a. nordboernes gamle marker i Østerbygden og i området findes mange ruiner efter nordboerne, bl.a. ved fåreholderstederne Nunataaq, Tasiusaq og Sillisit..
Et tredje stort erhverv i området er turisme. Narsaq by er således udgangspunktet for mange aktiviteter og udflugter, fordi byen ligger tæt ved indlandsisen og let kan nås pr. båd. Det samme gælder dalene og baglandet, der er et eldorado for såvel vandrere, lystfiskere som interesserede i geologi. I området er der gode fiskemuligheder lige som der findes mange sjældne sten og mineraler.
I Narsaq blev startet Grønlands første bryggeri Greenland Brewhouse, som bryggede øl på gletcheris, der blandt andet eksporteres til udlandet.
Men Royal Greenland a/s i Narsaq lukker på grund af mangel på rejer.
Narsarsuaq.
Narsarsuaq Lufthavn (IATA: UAK, ICAO: BGBW) er en grønlandsk flyveplads beliggende i Narsarsuaq med en betonlandingsbane på 1830 m x45 m. I 2008 var der 33.491 afrejsende passagerer fra flyvepladsen fordelt på 3.275 starter (gennemsnitligt 10,23 passagerer pr. start).
Narsarsuaq Lufthavn drives af Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavnsvæsen. Statens Luftfartsvæsen fører tilsyn med flyvepladsen.
Trafikforbindelser.
Narsarsuaq Lufthavn er hovedlufthavn i Sydgrønland og en af fire internationale lufthavne på Grønland. Udover almindelig rutetrafik anvendes den af mindre fly, som ikke kan klare turen mellem Nordamerika og Europa i et stræk. Bygdens befolkning på ca. 160 personer er stort set alle beskæftigede med driften af lufthavnen eller servicefaciliteterne.
Narsarsuaq er også et populært turistmål pga. nærheden til Erik den Rødes boplads med den første kristne kirke på det amerikanske kontinent i det nuværende Qassiarsuk. Fra Narsarsuaq kan man også sejle til Igaliku med ruinerne af nordboernes domkirke Gardar. Det er desuden muligt at gå gennem Blomsterdalen til Den døde bræ. I Narsarsuaq ligger en del af Københavns Universitets "Det grønlandske arboret", hvor man eksperimenterer med skovplantning.
Historie.
Narsarsuaq Lufthavn eller Bluie West One (BW-1) blev startet op i 1941 for at det amerikanske forsvar kunne
I det dengang ubeboede Narsarsuaq fandt man en stor moræneslette hvor der relativt let kunne anlægges landingsbaner. Den første landingsbane blev etableret i Sydgrønland under 2. verdenskrig af U.S. Army på en relativt ustabil moræneundergrund, der var belagt med store måtter i form af kraftigt metalnet, som gav en nogenlunde stabil landingsbane.
Landingsbanen Bluie West One blev anlagt nær sydspidsen af Grønland, hvor landsbyen Narsarsuaq i dag ligger. U.S. Army indledte konstruktionen i juni 1941, og de første fly landede her i januar 1942. Bluie West One blev en vigtigt transitknudepunkt og optankningssted for de amerikanske fly undervejs til og fra krigsskuepladsen. Under sit højdepunkt under 2. verdenskrig var omkring 4.000 amerikanere beskæftiget med at holde basen i drift og det anslås at omkring 10.000 fly landede her undervejs mellem Europa og USA.
Blandt de øvrige amerikanske baser i Grønland var de mest betydningsfulde Bluie West Eight det nuværende Kangerlussuaq og Bluie East One på den tyndt befolkede østkyst.
Lufthavnen blev anlagt i 1941 af amerikanerne under kodenavnet Bluie West One. Under 2. verdenskrig var det den vigtigste militærbase i Grønland.
Narsarsuaq var placeret lige midt mellem det amerikanske kontinent og den amerikanske base i Island. Tusindvis af militærfly på vej fra USA og Canada til krigsskuepladserne i Europa mellemlandede derfor i Narsarsuaq for at tanke. Basen blev også i mindre grad brugt til bekæmpelse af tyske ubåde i Nordatlanten.
Efter freden i Europa den 8. maj 1945 gik strømmen af fly den anden vej mod krigsskuepladserne i Stillehavet. Under Koreakrigen fra 1951 - 54 oplevede Narsarsuaq en opblomstring, hvor store dele af basen blev renoveret. Netop Koreakrigen har givet anledning til historier om, at tusindvis af soldater - såret i Koreakrigen - i hemlighed skulle være fragtet til basens med henblik på lægehjælp. Såvel basens daværende amerikanske øverstbefalende samt den danske forbindelsesofficer kaptajn Kirkegaard har kategorisk afvist alle sådanne historier. Basen havde een ambulance og 250 sengepladser på hospitalet, som i forvejen skulle servicere basens cirka 3.000 menige soldater og cirka 200 officere med familier.
I sommeren og efteråret 1958 forlod amerikanerne basen på grund af omprioriteringer og basens faldende strategiske betydning. Thule Air Base i det nordligste Grønland havde nu større strategisk betydning. I 1959 forliste skibet "Hans Hedtoft" syd for Kap Farvel, og samtlige ombordværende omkom. Det blev derfor besluttet at genåbne Narsarsuaq som civil lufthavn og base for isrekognosceringstjenesten.
I basens storhedsperiode 1951-1958 var den danske stat repæsenteret ved kaptajn Karl Kristian Kirkegaard, som virkede under titlen forbindelsesofficer.
Der har været påstande om at lufthavnen i Narsarsuaq er blevet anvendt af CIA fly på hemmelige hemmelige missioner, blandt andet under transporter af fanger til og fra hemmelige fængsler. Den danske regering har afvist ethvert kendskab til noget sådant, ligesom regeringen har afvist en uvildig undersøgelse. En DR-dokumentar har forsøgt at påvise, at CIA har anvendt dækselskaber og i strid med konventionerne har udnyttet såvel dansk som grønlandsk luftrum ligesom de i utallige tilfælde har tanket op i lufthavnen i Narsarsuaq med CIA-fly under dække af, at det skulle være private fly, uden samtidig at kunne dokumentere, at dansk territorium eller luftrum har været brugt som en del af fangetransportprogrammet. Den danske regering nægter fortsat at foretage en uvildig undersøgelse af CIAs luftbårne aktiviteter gennem dansk og grønlandsk luftrum.
Hyben.
thumb
Hyben er de orange, højrøde, brune eller sorte frugter fra en af ca. 10 arter af vilde roser, hvoraf langt den almindeligste nu er den indførte Rynket Rose ("Rosa rugosa"). Frugterne fra alle roser består af blødt frugtkød, der omgiver hårde, hvide frø. Frugterne indeholder store mængder C-vitamin, A-vitamin og kalcium, men det er først og fremmest hyben fra Rynket Rose eller "hybenrose", der anvendes til syltning og fremstilling af gele, saft, suppe og te.
I de senere år har pulveriserede, tørrede hyben fra Hunde-Rose fundet anvendelse i naturmedicinen, hvor produktet anses for at afhjælpe eller i hvert fald mildne gigtsmerter i leddene.
Sort Morbær.
Sort Morbær ("Morus nigra") er et lille, løvfældende træ med en bredkronet vækstform. Stammen er kort og knudret, og grenene er udspærrede. Barken er først grøn og en smule håret. Senere bliver den brun, og på gamle grene er den gråbrun og korkagtig. Knopperne sidder spredt, og de er lysegrønne, glatte og spidse. Bladene er hjerteformede med en groft takket kant. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i juli-august, men den ses ikke, da blomsterne er grønne. Frugterne er sammensatte "bær", der ligner brombær påfaldende meget. De danner ikke modent frø i Danmark.
Rodnettet er groft og dybtgående (hvis ellers jorden er porøs nok). Frugterne er meget velsmagende, når de er fuldmodne. Til gengæld har de ikke stor holdbarhed. De kaldes morbær. Beskæring bør udføres i december for at undgå, at træet "bløder".
10 x 10 m (15 x 10 cm/år).
Sort Morbær har været dyrket så længe, at man ikke ved, hvor træet egentlig stammer fra. Meget tyder f.eks. på, at det er tilpasset forholdene på Kaukasusbjergenes skråninger. I "Alnus-Pterocarya"-skovene vokser på fugtig og dårligt afdrænet bund langs kystsletten syd og sydvest for Sortehavet. Her findes arten sammen med bl.a. "Acer insigne" (en art af Løn), Almindelig Ask, Almindelig Buksbom, Almindelig Figen, Almindelig Nældetræ, Almindelig Skovranke, Almindelig Vin, Asiatisk Kaki, Bittersød Natskygge, Bær-Perikon, Finnet Bispehue, Granatæble, Græsk Træranke, Iransk El, Kaukasisk Vedbend, Kaukasisk Vingevalnød, Kristustorn, Laurbær-Kirsebær, Læge-Jasmin, Mispel, "Smilax excelsa" (en art af Sarsaparil) og Sommer-Hyld
Multebær.
Multebær ("Rubus chamaemorus") er stauder med en krybende og fladedækkende vækstform. Stænglerne bærer hver to blade og én blomst. Bladene er runde med fem afrundede lapper. Bladranden er savtakket. Overside og underside af bladet er ensartet lysegrønne. Blomsterne er hvide og regelmæssige. Frugterne er bær, der i formen minder om hindbær. De er først røde, men bliver ved modenhed gule.
Multebær er en kræsen plante, som er nøje knyttet til sin niche. Rodnettet er svagt udviklet og stærkt afhængigt af kontakt med mycorrhizasvampe.
0,20 × 2 m (20 × 20 cm/år).
Planten er udbredt i alle de nordiske lande, og især i Sverige og Finland nyder bærret stor udbredelse som spisefrugt. I Danmark er multebær yderst sjældne og findes kun i Store Vildmose og i Portlandmosen i Lille Vildmose. Multebær er opført på Skov- og Naturstyrelsens Rødliste 1997 som sjælden planteart i Danmark Planten findes i højmoser og andre mineralfattige og sure biotoper, hvor den vokser sammen med bl.a. Rosmarinlyng, Hedelyng, Revling, Klokkelyng, Smalbladet Kæruld, Tue-Kæruld, Tranebær og flere arter af Tørvemos.
Multebærfrugt er særdeles velegnede til syltning. Det indeholder meget C-vitamin samt benzoesyre, som gør bærrene holdbare.
Have-Ribs.
Have-Ribs ("Ribes rubrum") er en løvfældende busk med en opret til overhængende vækstform. Barken er først gråbrun med striber på langs. Senere bliver den mørkebrun og skaller af i lange strimler. Knopperne er spredte, spidse og mørkebrune med fine hår. Bladene er 3-5 lappede med savtakket rand og hjerteformet afslutning ind mod stilken (sml. Vild Ribs). Oversiden er mørkegrøn og undersiden er lysere grøn. Blomsterne sidder i lange klaser, der igen sidder i bundter ved bladhjørnerne på ældre grene (fra 3-4 år). Hver blomst er lille og gulgrøn. Kronbladene er trådagtige, mens bægerbladene er farvede og ligner kronblade. Bærrene er røde (enkelte sorter dog gule eller hvide!). Frøene spirer villigt i Danmark.
Rodnettet ligger højt i jorden med mange, fine rødder. Grene, som rører på jorden, slår rod på én sæson. Veddet lugter syrligt af ribs, så snart saften stiger i foråret. Frugterne indeholder stoffer, der modvirker åreforkalkning. Sorterne giver bedst udbytte ved fremmedbestøvning. Ribs formodes at stamme fra Norden, hvor den har været dyrket siden middelalderen. De tidligste fund dateres helt tilbage til jernalderen.
2 x 2 m (20 x 20 cm/år).
Ribs gror vildt i Danmark. Her findes den på våd og mineralrig bund (krat og ellesumpe) i let skygge.
Det er for frugternes skyld, at man dyrker denne busk. De hedder Ribs
Rønnebær.
Rønnebær er frugterne af Almindelig Røn ("Sorbus aucuparia") -
De er sure, sagde ræven, og der er noget om det.
Tidligere blev rønnebær brugt som urindrivende middel, imod nyresten og imod skørbug.
Rønnebær i mad og drikke.
Rønnebær indgår som en vigtig ingrediens i Gammel Dansk. Bærrene kan også bruges til at give smag til øl eller spiritus. Rønnebær bruges imod forkølelsessår og herpes, især drikken.
Smagen er bitter, og rønnebær egner sig bedst til syltning. Rønnebær kan laves til gelé, som er god som tilbehør til vildt.
Frysning af rønnebær har den fordel, at det reducerer den sure og bitre smag, som ubehandlede rønnebær har. Til gengæld falder indholdet af pektin efter frysning, hvilket gør dem mindre egnede til gelé og marmelade.
Rønnebærrene indeholder et skadeligt stof, parasorbinsyre, som i værste fald kan give nyreskader ved indtagelse. Derfor bør man enten varmebehandle eller fryse bærrene før anvendelse. Begge dele fjerner risikoen for forgiftning.
Solbær-busk.
Solbær ("Ribes nigrum") er en lille, løvfældende busk med opret vækst. Senere kan gamle grene blive nedliggende. Barken er først gulbrun og glat, men derefter mere grå og til sidst næsten sort. Både bark, knopper og blade er tæt besat med duftende kirtler. Knopperne er spredte og rødbrune, næsten glatte. Bladene er 3-5 lappede med savtakket rand og en friskgrøn farve. Blomsterne sidder i lange klaser fra bladhjørnerne. De er klokkeformede med grøn yderside og rødlig inderside. De sorte bær har glat skind og blivende bæger. Frøene spirer villigt i Danmark.
Rodnettet er meget højtliggende og fint forgrenet. De nedliggende grene, der rører jorden, slår rod. De dyrkede sorter er fremmedbestøvede. På Solbær ses tit en filtagtig, brun belægning på undersiden af bladene. Det er sommerstadiet af Weymouth-fyrrens blærerust.
2 x 2 m (20 x 20 cm/år).
Solbær gror vildt i Danmark. Her findes den i fugtige krat og ellesumpe, hvor der er et højt indhold af kalium og magnesium.
I gammel lægekunst benyttede man afkog af bladene imod gigt, urinvejssygdomme og astma.
Frugterne af denne busk hedder Solbær.
Halvleder.
a>r består af en udelt skive.
Monokrystallin silicium-halvlederstang inden den skæres i skiver med en diamantsav og poleres.
Halvledere er materialer, der har en elektrisk ledningsevne, der ligger mellem de ledende materialer og de isolerende. Der er ikke nogen skarp definition af, hvad en halvleder er, men det er typisk materialer med en resistivitet, der ligger i området fra ca. 10-5 til ca. 107 Ω · m.
Halvlederen silicium.
De moderne halvlederkomponenter er typisk baseret på grundstoffet silicium. Det er grunden til, at man er begyndt at bruge begrebet 'halvleder' om elektroniske komponenter (diode, transistor, solcelle, computer CPU, ram), der er lavet af halvledende materialer.
Silicium anvendes i mere end 99,9 % af halvlederkomponenterne i dag (2003).
Silicium udvindes af specielt udvalgt sand. Hovedbestanddelen i sand er SiO2 (Siliciumdioxid, kvarts).
Ohms lov.
Modstand R med en vis strøm igennem sig I og en vis spænding over sig V = U. Den afsatte effekt i modstanden R er P.
Ohms lov er en empirisk lov, der giver sammenhængen mellem elektrisk strøm ("I"), elektrisk spænding ("U") og fænomenet elektrisk modstand ("R") for en stor gruppe stoffer. Betegnelsen lov er misvisende, da udtrykket ikke gælder generelt.
Baggrund og formler.
Ohms lov er navngivet efter fysikeren og matematikeren Georg Simon Ohm, der var den første, som systematisk undersøgte forskellige materialers modstand. Hans resultater blev publiceret i "Die galvanische Kette, mathematisch bearbeitet" fra 1827.
Ved at kombinere disse to formler kan man få følgende sammenhænge
Hvis man altså blot kender to af disse fire variable, kan man udlede de to andre.
Typiske stoffer, der følger Ohms lov er metaller og urent kulstof. Superrent krystallinsk kulstof er en halvleder.
Kulstofmodstande følger derfor Ohms lov, og kaldes for lineære kredsløbselementer.
Typiske eksempler på komponenter, der ikke følger Ohms lov, er dioder. For en diode gælder den såkaldte "diodekarakteristik", og sammenhængen mellem påtrykt spænding og resulterende strømstyrke er ikke lineær.
Foruden ohmsk modstand, der er en materialeegenskab, findes der også en vekselstrømsmodstand, "impedans". Dette fænomen optræder for spoler og kondensatorer. De magnetiske og elektrostatiske felter, der frembringer denne effekt, optræder også i ledninger og kulmodstande. Det medfører, at hvis man påtrykker vekselspænding på disse kredsløbselementer, så vil der optræde spole- og kondensatorvirkning i dem, og de følger ikke længere Ohms lov.
Ohms lov med komplekse tal.
Hvis man påtrykker vekselspænding på en spole eller en kondensator, vil der ikke være en lineær sammenhæng mellem spænding og strømstyrke, hvis man betragter disse variable som funktion af tiden. Hvis man derimod betragter dem som en funktion af frekvensen for den påtrykte spænding, så kan man definere en vekselstrømsmodstand, impedans, der er konstant for en given frekvens. Man kan da betragte spoler og kondensatorer som lineære kredsløbselementer og vælge at sige, at de følger Ohms lov. Vekselstrømskredsløb beskrives bekvemt ved at bruge komplekse tal.
Generelle kredsløbsudtryk.
Disse to love udtrykker henholdsvis ladnings- og energibevarelse.
Almindelige misforståelser og forældede betegnelser.
Det er en almindelig misforståelse, at Ohms lov har generel gyldighed. Dette er ikke tilfældet, som forklaret i indledningen. De generelle kredsløbsudtryk er Kirchhoffs love.
I visse fysiklærebøger for gymnasiet omtales noget, der kaldes Ohms 2. lov, Ohms udvidede lov o.l. Disse udtryk anvendes ikke i standardværker om fysik og elektrisk kredsløbslære, da de primært har historisk interesse. Elektriske spændingskilder, herunder batterier, beskrives fuldt ud ved Ohms lov og Kirchhoffs love.
Formelbogstaverne U, R og I har deres oprindelse i de tyske ord: U = Unterschied, (spændings)forskel; R = Resistanz, modstand; I = Intensität, intensitet (strømstyrke). P er formentlig afledt af engelsk Power, effekt.
Kalø Slotsruin.
Kalø Slotsruin med dæmningen i forgrunden
Kalø Slotsruin set fra borgbanken
Kalø Slotsruin er resterne af et tidligere kongeligt slot, beliggende i Kalø Vig ved Djurslands sydkyst, ca. 2 km. fra Rønde mellem Århus og Ebeltoft (Bregnet Sogn, Øster Lisbjerg Herred,Randers Amt).
Grundlæggelsen.
Kongeborgen Kalø Slot blev oprindeligt grundlagt af kong Erik Menved omkring 1313 som én af mindst fire borge i Jylland for at styrke kongemagten efter omfattende bondeopstande. Borgen blev anlagt på en ø ude i Kalø Vig, som blev forbundet med fastlandet via en kunstig dæmning. De nye borges formål var altså at tvinge den omkringboende befolkning til lydighed, hvorfor disse "tvangsborge" selvsagt var forhadte. Christoffer 2. måtte således i sin håndfæstning i 1320 acceptere, at de nye borge skulle nedrives igen. Kalø blev nedbrudt allerede et årti efter opførelsen, men ret betydelige rester stod dog tilbage. Om det var kong Christoffer eller sønnen Valdemar Atterdag, der påbegyndte genopførelsen af borgen, er ikke klarlagt.
Borgen pantsat.
Ved rigets opløsning ved Christoffer 2.'s død var Jylland pantsat til Grev Gert af Holsten, som igen pantsatte Kalø til Claus Limbek, der var grevens underbefalingsmand i Nørrejylland. I 1343 indløste kong Valdermar Kalø-området, men Claus Limbek blev siddende som panteherre på borgen i al fald til efter 1348. Herefter sad der skiftende kongelige høvedsmænd på borgen, men mod slutningen af sin regeringstid pantsatte kong Valdemar Kalø igen, nu som dækning for et lån hos Århus' biskop Bo Mogensen. Herefter tilfaldte lenets indtægter bispens kasse indtil 1407, da dronning Margrethe indløste pantet.
Lensslot og statsfængsel.
I perioden fra 1407-1661 blev borgen og den gods styret af forskellige adelige lensmænd. Lenet var regnet for at være et af de vigtigste i landet, og det var oftest rigets mægtigste mænd, der sad inde med Kalø Len. Blandt dem må nævnes rigshofmesteren Otte Nielsen Rosenkrantz (død 1477) og dennes tipoldesøn rigsråden Jørgen Ottesen Rosenkrantz. Under Erik Eriksen Banner, der var lensmand i perioden 1514-1554, fik borgens fangehul en ret prominent beboer. Kong Christian 2. havde taget seks svenske gidsler med til Danmark. De var stillet som sikkerhed forud for et møde med den svenske rigsforstander Sten Sture den yngre. Blandt gidslerne var den ganske unge Gustav Vasa, som Christian 2. lod fængsle på Kalø i perioden 1518-19. Gustav Vasa fik mod løfte og håndslag til Erik Banner, lov til at bevæge sig frit omkring på borgen og i området onkring den. Hjemlængslen til Sverige blev måske for stor, for Gustav Vasa brød sit løfte, og efter et års ophold på Kalø flygtede han forklædt som bonde til Lübeck, hvor han ankom september 1519. En anden berømt fange var præsten Søren Quist, der i 1625 blev dømt og henrettet for et mord, han ikke havde begået.
Borgen nedrives.
Efter enevældens indførelse i 1660 mistede Kalø sin betydning. Som fæstning var den forældet, og borgen var ret forfalden. Da lenene nu også blev nedlagt, skulle lensmanden heller ikke have sin bolig her. I 1661 skænkede Frederik 3. borgen med ladegård og gods til sin søn Ulrik Frederik Gyldenløve. Han beholdte den dog kun til 1670, da han blev statholder i Norge, hvorfor Kalø ikke var en så praktisk besiddelse. Kalø blev da igen krongods, men i 1672 skænkede Christian 5. Kaløs bygninger og materialer til halvbroren Gyldenløve, der lod den forfaldne borg nedrive. Tilbage stod alene de skrællede tårnmure, stumper af ringmurene og fruerstuen. Materialerne fra nedrivningen blev sejlet til København og brugt til opførelsen af Charlottenborg på Kongens Nytorv. Området med den ruinen blev nu græsningsarealer for får og kreaturer. Stedet hørte, som de øvrige gods under Kalø Hovedgaard.
Fredning og restaurering.
I de næste århundreder henlå ruinen i ubemærkethed. Familien von Jenish, der ejede Kalø Hovedgaard, lod slotsruinen, dæmningen, stranden og skovene bagved frede. Med Nationalmuseets hjælp indledte man samtidig de første undersøgelser og restaureringsarbejder på slotsruinen.
I 1903 begyndte det store arbejde med at frilægge og restaurere Kalø. Ruinens redningsmand blev arkitekten C. M. Smidt, der fra 1908 var blevet leder af Nationalmuseets 2. afdeling for mindesmærkernes bevaring. For hans indsats er der opsat en mindesten ved stien op til ruinen. På grund af pengemangel var der lange afbrydelselser i arbejdet. I begyndelsen af 1930´erne truede hovedtårnets sydvestlige hjørne med at styrte ned. Der blev iværksat en pengeindsamling i lokalområdet, der blandt andet omfattede et stort folkemøde på Kalø med sang, taler, dans og optræden. Det indsamlede beløb blev doblet op ved fondsstøtte, og restaureringsarbejdet kunne fortsætte.
Under den tyske besættelse fortsatte arbejdet, men værnemagten anvendte flere gangen ruinen som skydeskive ved øvelser, men dog uden de store skader på de tykke mure.
Der har siden været flere restaureringsarbejder og arkæologiske undersøgelser af ruinen. Senest i sommeren 2006, hvor ridebanen foran broen blev udgravet og undersøgt.
Yndet udflugtsmål.
Slotsruinen på Kalø er nu et yndet udflugtsmål, hvor bl.a. borgens centrale hovedtårn og voldanlæggene endnu kan beses.
Rønde Amatørteater afvikler om sommeren "Kalø-spillene" ude ved ruinen.
Lere Sig.
Lere Sig er området beliggende øst for hovedvej A10 overfor Leregård mellem Svenstrup og Aalborg. Oprindelig et sumpet vådområde med engdrag på ca. 35 ha med afløb via Guldbækken. I 1534 var området særdeles sumpet og nærmest uigennemtrængeligt for de tungt udrustede adelige ryttere under slaget ved Svenstrup. I forbindelse med dræningsarbejde omkring 1910 blev det lavtliggende område stort set udtørret.
Néstor Kirchner.
Néstor Kirchner ved sin tiltrædelse, 25. maj 2003.
Néstor Carlos Kirchner Ostoić (25. februar 1950 i Rio Gallegos - 27. oktober 2010 i El Calafate) var en argentinsk politiker og præsident i perioden 2003-2007.
Kirchner var peronist og har været guvernør for Santa Cruz-provinsen fra 1991 til 2003, da han blev Argentinas præsident ved en valgsejr over den tidligere præsident Carlos Menem (1989-1999).
Selvom Menem vandt den først valgrunde den 27. april 2003, fik han alene 24 procent af de gyldige stemmer, cirka 2 procent mere end Kirchner. Dette var dog en lille sejr, da Menem generelt havde et negativt omdømme blandt en stor del af den argentinske befolkning og derfor reelt ikke havde nogen chance for at vinde anden valgrunde. Efter en række af dage med spekulationer, hvor opinionsmålingerne viste en massiv Kirchner sejr med 30-40 procent flere stemmer end Menem, trak Menem sig. Dette gjorde automatisk Kirchner til argentinsk præsident.
Kirchner efterfulgte Eduardo Duhalde den 25. maj 2003.
Kirchners kone, Cristina Fernández de Kirchner, er fulgt i ægtemandens spor og overtog posten som Argentinas præsident fra ham i december 2007.
Velociraptor.
"Velociraptor" er en slægt af dinosaurer, der tilhørte familien Dromaeosauridae. Det var fuglelignende rovdinosaurer, som levede for mellem 85 og 80 millioner år siden. Velociraptor kunne blive op til 2,7 m lang med en hoftehøjde på 0,5 m.
Sammenligning af størrelsen mellem en Velociraptor og et menneske
Kløer og tænder.
Velociraptorerne havde stærke kæber, med rækker af skarpe tænder. Disse gav dyret, sammen med de karakteristiske og store kløer, et imponerende våben. Dets kløer kunne nå en størrelse, som er sammenlignelig med tænderne på den uddøde sabeltiger.
Jurassic Park-filmen.
"Velociraptor" spiller en central rolle i Spielberg-filmen Jurassic Park. For at gøre den mere uhyggelig er den i filmen i nogen grad modelleret efter en anden slægt "Deinonychus", som var mere end dobbelt så stor som den rigtige "Velociraptor".
1286.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1281 1282 1283 1284 1285 - 1286 - 1287 1288 1289 1290 1291
Eksterne henvisninger.
86
Kalvehave.
Kalvehave er en lille by på Sydsjælland med 686 indbyggere (2010) beliggende ud til Ulvsund. Byen hører til Kalvehave Sogn i Vordingborg Kommune og har via Dronning Alexandrines Bro forbindelse til Møn.
Byen var tidligere færgeby: færgerne ("Møn, Koster" og "Gudrun") sejlede mellem Kalvehave og Koster indtil broen indviedes i 1943. Der er stadig færge fra Kalvehave til den lille ø Lindholm, der er hjemsted for Statens Veterinære Institut for Virusforskning, hvis 80-100 medarbejdere dagligt 80-100 personer til/fra øen, der betjenes af to færger, hvoraf den ene hedder "Virus" med henvisning til øens funktion.
Kalvehave lå før 2007 i den nu nedlagte Langebæk Kommune.
Fra 1897 til 1959 var byen endestation for den 22 kilometer lange Kalvehavebane, der forbandt Vordingborg og byen. Kalvehave ligger i Region Sjælland.
Stednavnets nedarvede udtale er ['kal-ha:v], altså to stavelser, og kun det sidste v udtales. I nyere tid står den gamle udtale foran en ændring, så rigsdansketalende forsøger at indføre fire stavelser og to v'er i ordet. Derfor har der også været stillet forslag om at ændre skrivemåden til "Kallehave", så ortografien svarede lidt mere til udtalen.
Rudolf Steiner.
Rudolf Steiner (27. februar 1861, Kraljevic Kroatien - 30. marts 1925, Dornach nær Basel i Svejts) var en østrigsk filosof, okkultist, Goetheforsker, pædagog, arkitekt, dramatiker, social tænker og esoteriker. Han er bedst kendt som grundlægger af antroposofien og Steinerpædagogikken.
Bibliografi.
Udover 20 bøger har R.S. offentliggjort en lang række skrifter og artikler og afholdt omkring 5.900 foredrag i ind- og udland. Mange af disse er oversat til en række sprog – herunder dansk eller norsk.
Nikita Khrusjtjov.
Nikita Sergejevitj Khrusjtjov (russisk: Ники́та Серге́евич Хрущёв) (17. april 1894 - 11. september 1971) var en sovjetisk politiker. Han var førstesekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti 1953-64 og formand for ministerrådet 1958-64.
Han var en af kommandanterne i Slaget om Stalingrad under 2. verdenskrig. I årene op til 1953 udførte Khrusjtjov Stalins ordrer med en lydighed, der i slutningen af 1940'erne gav ham øgenavnet "Slagteren fra Ukraine". Egentlig var han imod Lenins og især Stalins ideer, men for at overleve fulgte han ordrerne.
Den 15. september 1959 blev Nikita Khrusjtjov den første sovjetiske leder, som besøgte USA.
Khrusjtjov var Sovjetunionens leder under Cubakrisen i oktober 1962. Enkelte historikere mener, at Khrusjtjovs håndtering af krisen var en medvirkende årsag til, at han tabte magtkampen i kommunistpartiet og blev afsat som leder to år senere.
Han efterfulgtes af Leonid Bresjnev.
Han besøgte Danmark i 1964, hvor han fik lejlighed til at møde bl.a. statsministerfruen Helle Virkner i deres hjem på Egernvej 61 på Frederiksberg. Under et senere toiletbesøg stjal spioner fra Forsvarets Efterretningstjeneste Khrusjtjovs afføring for at finde ud af, om han var syg. Det var han ikke.
1297.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1292 1293 1294 1295 1296 - 1297 - 1298 1299 1300 1301 1302
Eksterne henvisninger.
97
1296.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1291 1292 1293 1294 1295 - 1296 - 1297 1298 1299 1300 1301
Eksterne henvisninger.
96
1295.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1290 1291 1292 1293 1294 - 1295 - 1296 1297 1298 1299 1300
Eksterne henvisninger.
95
1294.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1289 1290 1291 1292 1293 - 1294 - 1295 1296 1297 1298 1299
Eksterne henvisninger.
94
1293.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1288 1289 1290 1291 1292 - 1293 - 1294 1295 1296 1297 1298
Eksterne henvisninger.
93
1292.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1287 1288 1289 1290 1291 - 1292 - 1293 1294 1295 1296 1297
Eksterne henvisninger.
92
Tamkvæg.
Tamkvæg ("Bos taurus") er udviklet ud fra uroksen ("Bos primigenius"). Tamkvæget regnes tit som en underart af Uroksen med det videnskabelige navn "Bos primigenius taurus".
Kvægracer.
M = malkerace, K = kødrace
Korte facts.
Herefordkvæget findes i to racer; polled og horned. Polled er født uden anlæg til horn.
Alle kreaturer i Danmark skal bære et øremærke, der angiver et femcifret nummer på fødegården og et firecifret løbenummer (også kaldet et CHR-nummer).
En slagtekalv vejer normalt 400-450 kg når den sendes til slagteriet. Dette giver en såkaldt slagtevægt (det brugbare) på 200 kg, hvilket er mindstegrænsen for EU-støtte til opfedning af slagtekvæg. Denne vægt nås ca. 13-15 måneder efter fødslen for de fleste racer.
SDM og RDM.
Sortbroget Dansk Malkerace forkortes til SDM, og Rød Dansk Malkerace forkortes til RDM.
Hvis man krydser SDM og RDM, vil afkommet sandsynligvis blive ensfarvet sort, dog mulighed for en rødbrun stribe langs ryggen. Dette skyldes dominerende og vigende genetiske egenskaber.
Det er kommet som et chok for mange, at den røde danske malkeko - førhen kendt som rødt fynsk kvæg - er ved at forsvinde.
Den blev fra omkring 1970 stærkt opblandet med amerikansk og canadisk brunkvæg, og i dag er der kun ca. 150 rene dyr tilbage.
Grunden til fortrængningen var en delvis fejlslagen forædling: Yver og patter var blevet alt for store, mælken var tynd og malkningen sen, kødsætningen for dårlig og blandt andre skavanker havde mange køer efterhånden også fået svært ved at kælve.
Det kneb også efterhånden med forplantningsevnen, fordi mange tyres sperm er for spaltede i hovedet så de ikke kunne gennembryde æggets membran.
Ligesom de fleste andre danske husdyr er også den røde malkeko opstået ved krydsning mellem hjemlige og importerede dyr. Der forekom altid røde dyr blandt det desværre meget fåtalige spraglede "økvæg" på øerne øst for Lillebælt, men det røde farveslag blev først enerådende efter en kraftig indkrydsning med 3 forskellige slesvigske kvægracer - alle røde.
Der var dels tale om det uddøde midtslesvigske kvæg, det store, ligeledes uddøde, Ballum kvæg og det mindre, men godt malkende, Angler kvæg.
Der førtes en del kreaturer af disse racer til København, hvor de hovedsageligt opstaldedes i brændevinsbrænderier og bryggerier, hvor dyrene fededes op med masken, hvilket også gav god mælk. Nogle af dyrene har givetvis også fundet vej til bøndernes stalde, og indkrydsningen i økvæget må givetvis have forbedret dette.
Den bevidste avl med de røde køer startede - ifølge traditionen - netop da en sådan slesvigsk kvægdrift omkring 1840 passerede Ryslinge. En rød ko kælvede ud for smeden hus, og da kalven ikke kunne vinde med, fik han den.
Denne røde tyrekalv blev sidenhen stamfar til, en berømt s1ægt af røde køer, og i sidste halvdel af forrige århundrede opstod der tilsvarende stammer andre steder på øerne. Den røde malkeko slog dog først for alvor igennem i det tyvende århundrede.
Der har altid været sortbroget kvæg i Jylland. Helt tilbage til middelalderen har der været en livlig handel med kvæg til Nordtyskland og Holland. Med kvægdrifterne langs Hærvejen (okse­vejen) blev der leveret stude og avlskvæg til de store markeder sydpå. Ofte var der også dyr med tilbage til Jylland. Den sorte farvetegning kunne derfor findes i landene langs Nordsøen. I midten af 1800-tallet begyndte en egentlig renavl og i 1881 udkom den første stambog i Danmark. Racen fik navnet Sortbroget jydsk Malkekvæg, men der var også gråbrogede dyr imellem.
Det jyske kvæg blev renavlet frem til 1949. Dette år blev alt det sortbrogede og gråbrogede kvæg som var slået sammen til én race - SDM - sortbroget dansk malkekvæg. Foruden det jyske kvæg var der efter genforeningen med Sønderjylland i 1920 kommet tysk og hollandsk kvæg til Danmark. I mange år forud for sammenlægningen til SDM var der i Danmark en hård og ikke altid venlig debat om "det rigtige" i at slå jyderne sammen med de såkaldte "hollændere". Ved dannelsen af SDM i 1949 blev racen en åben avlsproduktion med dyr fra Dan­mark, Tyskland, Holland og Sverige. Senere kom Holstein Friesian ind.
I slutningen af 1800-tallet blev der ført sortbroget kvæg fra Holsten og Friesland til Amerika (Holstein Friesian). Her udviklede racen sig anderledes end i de gamle hjemlande. I Europa var det en toformålsrace (mælk og kød). I Amerika blev der udelukkende avlet efter en højtydende malkeko. I 1966 blev der importeret tyresæd fra USA til Danmark, og som det skete i resten af verden, blev de gamle arveanlæg fortrængt af gener fra den nordamerikanske Holstein. Derfor er navnet i dag SDM - Dansk Holstein.
SDM - Dansk Holstein er den altdominerende race i Danmark og udgør med ca. 400.000 ydelseskontrollerede køer 70% af Danmarks kobestand.
1291.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1286 1287 1288 1289 1290 - 1291 - 1292 1293 1294 1295 1296
Eksterne henvisninger.
91
Statsoverhoved.
Et statsoverhoved er den øverste, formelle leder af en nation. Et statsoverhoved kan have mange forskellige funktioner og være forskelligt betitlet afhængig af styreformen i sit land. I en republik (fx Frankrig eller USA) vil statsoverhovedet ofte være en præsident, der er folkevalgt for en given embedsperiode.
En anden form for statsoverhoved er en monark, der enten kan være valgt eller have arvet sin position. I Danmark, der er et arveligt, konstitutionelt monarki, er Dronning Margrethe statsoverhoved.
Et statsoverhoved besidder ikke nødvendigvis formelle magtbeføjelser, men har ofte en ceremoniel eller kulturelt betinget funktion. Statsoverhovedet ikke nødvendigvis regeringsleder eller udstyret med andre politiske opgaver.
Svendborgsund.
Svendborgsund set fra en båd i retning mod Bratenskoven.
Svendborgsund er farvandet, der adskiller Fyn fra Tåsinge. I vest munder det ud i Det Sydfynske Øhav ved øen Skarø, og i øst munder det ud i henholdsvis Thurø Sund og Skårupøre Sund, nærmest adskilt af Thurøbroen, der for størstedelen er en dæmning.
I den vestlige ende ligger Lehnskov Huse på Fyn - et yndet sted for surfere - og på Tåsinge den skovbeklædte Vornæs pynt. To kilometer længere inde, på næste næs, står Bækkehave fyr, og yderliger en kilometer fremme ligger Tåsinge Flyveplads. Overfor på Fyn ligger byen Rantzausminde, som er opkaldt efter feltherren Johan Rantzau, der i 1535 besejrede den Lybske flåde netop ud for dette sted.
Hvor farvandet snæver ind ligger den private ø Iholm, hvor der i 1853 blev fundet en vikingeskat. Tidligere var den i manufakturhandler Chr. Wiggers' besiddelse, og derfor går den i lokale kredse også under navnet Wiggers Ø.
Længere inde igen ligger Kogtved Søfartsskole, som stoppede sine maritime uddannelser i 2008. Lige før Svendborgsundbroen ligger Sankt Jørgens Kirke på en lille høj i parken. På den anden side broen ligger den runde lystbådehavn, hvor man stadig kan ane færgeanlægget fra før broens tid. Indtil november 1966 foregik al trafik herfra til Vindeby, direkte overfor på Tåsingesiden. Her er sundet med ca. 400 meter smallest. Ved lystbådehavnen ligger tillige: "Svendborgsunds sejlklub", som er Danmarks ældste sejlklub.
Hvor sundet knækker ind mod selve Svendborg, breder Tåsinge sig ud med halvøen Skansen, et fredet, offentligt område hvor kvæg og/eller får får lov at græsse. Lige vest herfor lå indtil en gang i halvfemserne den lille ø Koø.
Blot 100 meter ud for molen i Svendborg ligger Frederiksø, hvor der indtil 1999 var et stålskibsværft. På øen er der også et træskibsværft, som endnu virker i al sin glans.
Øst for byen ligger den lokale strand Christiansminde, som efter byggeriet af rensningsanlægget Egsmade i firserne, atter er blevet et yndet udflugtsmål for badegæster. Overfor ligger det rekreative område Vindebyøre, som for en stor dels vedkommende er campingplads. Den om sommeren fungerende sundfærge, Helge, ligger til ved anløbsbroerne både i Christiansminde og Vindebyøre.
Georges Bizet.
George Bizet (egl. Alexandre-Cesar-Leopold Bizet) (25. oktober 1838 - 3. juni 1875) var en fransk komponist født i Paris. Han er ophavsmand til en af de mest populære franske operaer, "Carmen " (1875).
En begavet musiker.
Alexandre-César-Leopold Bizet blev født på 78 rue de la Tour d'Auvergne i Paris den 25. oktober 1838. Han blev hurtigt omdøbt til Georges den 16. marts 1840. Hans far, der først var frisør og barber, blev omskolet og begyndte at undervise i sang i 1837. Hans mor var pianist og lærte ham at spille på instrumentet. Hans onkel Francois Delsarte var professor i sang og specialist i Gluck og berømt i hele Europa. Opera og klaver satte derfor deres præg på Bizet fra starten.
Han viste hurtigt talent for musik og blev optaget på "Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse de Paris" i en alder af ni år og modtog undervisning i klaver af Marmontel. Han fik andenpræmien for klaverspil i 1851 og førstepræmien i 1852. Samme år begyndte han orgelklasse hos Benoist. I 1853 begyndte han at modtage undervisning i komposition hos Jacques Fromental Halévy, der havde skrevet operaer, herunder La juive, og som også havde regnet Charles Gounod blandt sine elever. Den unge Bizet modtog andenpræmie for orgel og fuga i 1854 og førstepræmien i 1855. Han arbejdede også med Peter Zimmermann, Marmontels forgænger på konservatoriet.
I efteråret 1855, i en alder af sytten år, komponerede han på en måned sin første symfoni, i C-dur, et værk der er præget af stor livlighed, inspireret af Gounods første symfoni, som han også udgav i en version for firehændigt klaver. Denne symfoni i C blev først genopdaget i 1933 i konservatoriets arkiver og blev førsteopført to år senere i Basel. I 1856 vandt syngespillet Le Docteur Miracle (førsteopført 9. april 1857) førstepræmie i en konkurrence arrangeret af Jacques Offenbach ex æquo med en anden novicekomponist, Charles Lecocq.
Prix de Rome og Villa Medici.
Da han var 19, vandt han Prix de Rome for kantaten "Clovis et Clotilde". Denne pris var et prestigefyldt udgangspunkt for en karriere som komponist, og belønningen var tre år i Villa Medici. Académie de France i Rom, som Napoléon Bonaparte havde overført til Villa Medici, modtog unge kunstnere for at hjælpe dem med at forbedre deres kunst; til gengæld skulle kunstnerne producere et årligt værk, der skulle forelægges til bedømmelse i Paris. Disse værker blev kaldt "envois de Rome" (forsendelser fra Rom). Opholdet i Italien væk fra familien var af stor betydning for den unge musiker, der fandt en lykke i at være fri og i Roms skønhed og den omgivende natur. Dette lykkelige ophold hjalp Bizet til at vokse og overvinde de strenge regler, som skolen og hans mor havde pålagt ham. "Le Bizet de Carmen est né en Italie ! " (Carmens Bizet blev født i Italien!).
Et svært familieliv og økonomiske vanskeligheder.
Georges Bizets grav på Père-Lachaise-kirkegården i Paris.
Tilbage i Frankrig helligede Bizet sig undervisning og komposition. Han er knap 25 år gammel, da Leon Carvalho i 1863 bestiller Les Pêcheurs de Perles til en libretto af Carré Corman til opførelse på Théâtre Lyrique. Berlioz anmelder værket positivt i "Journal des Débats" den 8. oktober 1863 efter at have nydt "un nombre considérable de beaux morceaux expressifs pleins de feux et d'un riche coloris" ("et betydeligt antal af smukke stykker fyldt med udtryksfuld stemning og flotte farver"). Dette værk er en opmuntrende succes for den unge komponist; det modtager atten opførelser.
På bestilling og til en libretto af J.H.V. St. George og J. Adenis, der frit har bearbejdet en roman af Walter Scott, "The Fair Maid of Perth " komponerer Bizet i 1866 "La Jolie fille du Perth", en opera i fire akter, som får premiere året efter.
Bizet bliver gift den 3. juni 1869 med Geneviève Halévy, hans kompositionslærers datter. Den unge komponist var da 30 år gammel, den unge kvinde kun 20. Han gifter sig således ind i Halévy-familien, en stor jødisk familie, der på daværende tidspunkt havde stor betydning i det franske samfund. Hans svigerfar er medlem af instituttet og livslang sekretær i "Académie des Beaux Arts"; Ludovic Halévy, den librettist der skrev librettoen til "Carmen" sammen med Henri Meilhac, er Genevièves fætter. Med Geneviève får han en søn, Jacques (1872-1922).
Han producerede mange klavertransskriptioner af operaer på vegne af forlagene Choudens og Heugel. Under krigen i 1870 sluttede han sig til nationalgarden og flyttede derefter til Libourne. Han kommer til Vesinet med sin far og derefter, i 1871, til Paris efter Pariserkommunen. Samme år komponerer han Petite suite d'orchestre, uddraget af hans Jeux d'enfant, for firehændigt klaver. Den bliver førsteopført den 2. marts 1873 på Théâtre de l'Odéon af Édouard Colonne. "Djamileh" bliver samme år opført på Opéra-Comique.
Den 1. oktober 1872 får han opført "L'Arlesienne" på Théâtre du Vaudeville, men værket tages af plakaten efter efter tyve forestillinger. Han udgiver en orkestersuite fra værket samt en version for firehændigt klaver. Orkestersuiten får premiere i november 1872 ved Concerts Pasdeloup og får en uforglemmelig succes. "Patrie" for orkester opføres sidst i 1872 ved Concerts Pasdeloups vintercirkus.
Bizet havde forestillet sig et komfortabelt liv efter sine tidlige succeser på Opéra-Comique, men de gentog sig ikke og "Les Pêcheurs de perles", "La Jolie fille de Perth", "Djamileh" og "L'Arlesienne" blev ikke kronet med stor succes og mange opførelser. En stor del af livet måtte Bizet arbejde for forlagene og med klaverundervisning for at klare sig. "Je travaille à me crever" ("Jeg er ved at drukne i arbejde") og "Je mène une existence insensée" ("Jeg fører et vanvittigt liv") skrev han bl.a. i sine breve.
Hans familieliv var ikke lykkeligere. Han kunne ikke dele sine problemer og bekymringer med sin kone Geneviève, der var en nervøs person, men måtte skjule dem for hende. I løbet deres ægteskabs seks år opnåede de ikke at finde parforholdets lykke.
Carmen, hans mesterværk.
I 1875 slog Bizet sig ned i den lille landsby Bougival for at afslutte orkestreringen af "Carmen" og imødekomme denne nye bestilling fra Opéra-Comique, der ønskede "une petite chose facile et gaie, dans le goût de notre public avec, surtout, une fin heureuse" ("en lille let og glad ting efter vores publikums smag og, frem for alt, med en lykkelig slutning"). Han skulle få brug for al sin og librettisten Ludovic Halévys vedholdenhed for at overbevise direktøren for operakompagniet om at acceptere denne opera, der lå så langt fra forventningerne. Efter tre måneders utrætteligt arbejde var "Carmen", hans mesterværk, klar. Halévy havde samarbejdet med Henri Meilhac om librettoen; de to havde også skrevet teksterne til de mest berømte operaer af Jacques Offenbach: "La Belle Hélène", "La Vie parisienne" og "La Périchole. Bizet deltog i alle prøverne, som var udmattende: Han stødte sammen med sangerne, der ikke var vant til at bevæge sig på scenen og spille deres karakterer med den naturlighed, som Bizet forventede af dem, og med musikerne, som fandt denne opera for vanskelig og med direktøren som var forbitret over stykkets tema, som han fandt uanstændigt.
Den 3. marts 1875 blev Bizet slået til ridder i æreslegionen, den dag "Carmen" fik en premiere, der viste sig at være en katastrofe. Musikere og sangere var middelmådige, sceneskiftene tog lang tid, så salen efterhånden blev tømt. Offentligheden og kritikerne var oprørte over denne historie, som pressen fordømte i moralens navn. Bizet var bestyrtet. Han havde pådraget sig en halsbetændelse, men besluttede mod alle råd til at søge tilflugt i sit hus i Bougival. Den 29. maj 1875 badede han i det iskolde vand i Seinen og fik umiddelbart efter et akut anfald af gigtfeber. Hans helbred forværredes, og om natten mellem den 2. og 3. juni indtraf der hjertekomplikationer, og han døde i en alder af 36 år.
"Carmen", der bygger på en novelle af Prosper Mérimée, er en af de hyppigst opførte operaer i verden. Publikums forkastelse af værket ved premieren skyldtes primært dets, publikums, moralske og borgerlige konformisme. Carmen er en løs kvinde uden religion eller respekt for den etablerede orden; hun går fra elsker til elsker og finder ingen regler udover dem, hendes frihed og fornøjelse dikterer hende. I Frankrig i slutningen af det nittende århundrede kunne publikum kun være chokeret over denne kvinde og historien om en brændende passion, der ender skidt, men i Europa gjorde "Carmen" efter Bizets død hurtigt indtryk; den første triumf fejrede værket i Wien i oktober 1875. Brahms overværede entusiastisk tyve forestillinger. Richard Wagner og Nietzsche talte også blandt beundrerne af det værk, som Tjajkovskij spåede ville være det mest berømte i verden indenfor ti år. Først da Carmen havde fået succes i hele verden, herunder USA og Rusland, tog Opéra Comique den igen på repertoiret, "une histoire pure et limpide comme celle d'une tragédie antique, qui commence dans la naïveté d'une carte postale et s'achève dans le sang" ("en historie ren og klar som en tragedie som begynder naivt og ender i blod" (J.-F. Sivadier, instruktør).
Kalv (dyreunge).
Kalve kaldes visse pattedyrs unger.
Hvalers, oksers herunder køers, nogle hjortes og nogle antilopers unge kaldes en kalv.
Undtagelser herfra er f.eks. rådyrets unge, der kaldes et lam.
Kalv (geografi).
Navnet kalv hentyder til, at småøen naturligt tilhører (er et barn af) et større stykke land.
Johann Wolfgang von Goethe.
Johann Wolfgang von Goethe malet af Joseph Karl Stieler i 1828
Johann Wolfgang von Goethe (28. august 1749-22. marts 1832) var en tysk forfatter, videnskabsmand og filosof.
Goethe blev især berømt for som ung forfatter at præge Sturm und Drang-perioden, og i en ældre alder at være nærmest synonym med den litterære retning, Weimarklassikken. Goethe var enorm produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer, romaner og naturvidenskabelige afhandlinger, men blandt hans vigtigste værker er bl.a. "Den unge Werthers lidelser" "Faust" og "Zur Farbenlehre" (farvelære). Han inspirerede Darwin med sin uafhængige opdagelse af de menneskelige premaxilla-kæbeknogler.
Johann Wolfgang von Goethe blev født i Frankfurt am Main i 1749. Han studerede jura, og allerede under sin studietid skrev han mange digte. I 1775 kom han til Weimar, og her blev han, indtil han døde. Han blev minister, og hertug Karl August blev hans ven. Goethe forelskede sig i mange kvinder, bl.a. Charlotte von Stein, der også boede i Weimar. Deres forhold varede i 12 år, men hun forlod aldrig sin mand og sine 12 børn. Til hende skrev han digtet ”Wandrers Nachtlied I”. 8 år senere forfattede han i Illmenau ”Wandrers Nachtlied II”. Begge digte handler om længsel – efter kvinden og efter døden.
Ungdom.
Goethe tilegnede sig igennem sin opvækst kundskaber inden for matematik, geografi, naturkundskab og historie og lærte sig desuden 7 fremmedsprog. Faderen ønskede at Goethe skal tage en juristuddannelse og sendte ham derfor til Leipzig som 16-årig. Rokokoens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen var fyldt med på det tidspunkt, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.
Inden sin afrejse var han i venners lag kendt som en digter, der skriver kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsætter i Leipzig, hvor han digter lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læser om klassisk litteratur, oversætter litteratur samt tilegner sig færdigheder i tegning og radering.
Sorg og sygdom.
En afgangseksamen fra sine juriststudier opnår han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten blev forlovet, medførte stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vendte således nedbrudt hjem til Frankfurt i en alder af 19 år.
Faderens bebrejdelser over hans manglende juristeksamen medførte en yderligere svækkelse af hans helbredstilstand, men Goethe overvandt sygdommen og kastede sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra pietistiske kredse brød han samtidig med rokokoen og fordybede sig i emner som religion, astrologi og alkymi. Heri lå spiren til det eksistentielle og metafysiske kæmpedrama "Faust".
Goethe drager til Strasbourg for hurtigt at få sine studier afsluttet, og det var samtidig her, han mødte "Johann Gottfried Herder", som gav ham indblik i nye horisonter, såsom Shakespeare og folkedigtning. Årene 1770-71 betragtes således som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han fandt gotikken. Han vendte hjem til Frankfurt som nyuddannet jurist, men syntes stadig ikke at kunne finde interesse for det juridiske.
Digtningen, nu i frirytmiske former, forblev hans passion og afspejler samtidig den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejder flere skuespil, og derudover ét af sine mest berømte værker "Die Leiden des jungen Werthers" (1774), som er baseret på hans egen forelskelse i en i forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i romanen er således trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Denne får dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun har været meget lokal, men herefter udvikles til et verdenssprog. Ungdommen begynder at gå klædt som hovedpersonen, forherliger naturen som i romanen, og enkelte begår endda selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Romanen bliver derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og bliver midlertidigt forbudt i flere lande.
Goethes vennekreds kom efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som fik stor betydning for ham igennem resten af livet. Da han senere rejste til Schweiz, blev han ligeledes ven med hertug Carl August af Sachsen-Weimar, der er stærkt optaget af naturvidenskaberne, en interesse som får betydning for Goethes eget arbejde.
Han tiltrådte en ministerstilling og overtog ledelsen af Weimar-teatret, som han dog fratrådte igen i 1817 på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden blev Weimar under hans ledelse en ledende kulturby, og teatret blev landets førende. Goethes statslige stilling undergravede imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren, og måske i særdeleshed af Frau Charlotte von Stein, som han stod i nært forhold til, afdæmpedes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstattede det kraftgeniale og særprægede.
I 1786 forlod han det snævertsynede Weimar og rejste til Italien. Dette skift i scenarie medførte en slags menneskelig befrielse og stilistisk set en stærkere betoning af det plastiske og det objektive. Hans 2 år lange ophold i Italien sammenfattedes via breve hjem og artikler i "Italienische Reise" (1816-17).
Med inspiration fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejdedede han senere, under diskussion med dramatikeren og digteren "Friedrich Schiller", som han senere indledte et nært samarbejde med, ideen om "planternes metamorfose" - et forsøg på at finde frem til "urplanten" ud fra møjsommelige betragtninger og ikke abstrakte overvejelser. Urplanten skulle tjene som bevisførelse på, at enhver planteart har en fælles urform. Samtidig påviser han, at mennesket har et mellemkæbeben, hvilket bestyrkede hans tanke om, at hvad der findes hos dyrene, også må findes hos mennesket. Derudaf konkluderede han, at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.
Italiensopholdet affødte desuden en undren over malernes farvevalg - den æstetiske vurdering, som han ikke finder forklaret ud fra "Newtons" teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkastede således denne teori og udarbejdede sit værk "Zur Farbenlehre" (1810), der fremførte farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger disse en mystisk symbolik. Goethe opfandt også begrebet "komplimentærfarver", dvs. gul overfor violet som det bedste eksempel.
I 1806 ægtede han Christiane Vulpius med hvem, han fik flere børn, men hvoraf kun sønnen August overlever den spæde alder. Forholdet til Charlotte von Stein var et "røgslør", Vulpius var Goethes husholderske og aldeles ikke adelig, snarere meget bondsk. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til Vulpius, både et digt om dannelse men også en dyb kærlighedserklæring, hvis man ser rigtigt efter. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet, aldrig skulle overgå ham.
Goethes død i et rum i Weimar.
Goethe var kun i ringe grad i pagt med det 19. århundredes tendenser, idet han afviste såvel de nationale som de liberale strømninger, samt romantikken som sådan. Hans alderdomsdigtning og stil får et særpræg, der udelukker enhver indordning i en større sammenhæng. Hele hans udvikling fra de rebelske "Sturm und Drang"- år til den harmoniske klassicisme og visdom i hans modne år kan aflæses i hovedværket "Faust". Fra 1823 blev "Johann Eckermann" Goethes privatsekretær, og han opmuntrede Goethe til at færdiggøre fortsættelsen af "Faust": "Faust II". Et aldersværk er ligeledes "Wahlvervandtschaften", der faktisk går ind for kollektiv-tanken, det er ikke noget hippierne opfandt.
Eckermann havde mange personlige samtaler med Goethe, som blev skrevet ned og udgivet i "Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens" (1835); en bog med personlige, filosofiske og poetiske elementer.
1832 udkom "Faust II", som i eftertiden er blevet betragtet som hans mest berømte værk. "Faust" er såvel en nyfortolkning af den velkendte legende om den middelalderlige magikerlærling Johann Faust som en allegori over menneskets liv i alle dets facetter. Værkets betoning af individets frihed og styrke til at undersøge aspekter af menneskelige "og" guddommelige elementer, indskrev det som det første store værk inden for den moderne individualisme.
Djursland.
Djursland er en stor halvø midt på Jyllands østkyst lige nord for Århus og syd for Randers og Randers Fjord.
De største byer er havnebyen Grenaa beliggende på Djurslands østkyst med færgerute til Anholt, Rønde og hovedstaden på Mols Ebeltoft med Fregatten Jylland og det gamle rådhus.
På Djursland ligger også Jyllands eneste rundkirke i Thorsager.
Fra omkring 1970 og de næste ti år flyttede mange byboer, specielt københavnere, til nedlagte landejendomme på Djursland. Fra 1974 til ca. 1985 organiseret i "Djurslands Kollektive Indkøbsforening", ofte bare kaldt "DKI" eller "Djurslandskollektiverne".
Ebeltoft.
Ebeltoft (tidl. "Æbeltoft") ligger på Djursland og er hovedby på Mols. Byen er med sine 7.559 indbyggere (2010) den største by og eneste købstad i Syddjurs Kommune, beliggende på vestsiden af halvøen Hasnæs i Ebeltoft Sogn. Ebeltoft tilhører Region Midtjylland.
Byen er et af Danmarks største rejsemål på grund af dens farverige butiks- og museumsliv (herunder bl.a. Farvergården, Fregatten Jylland og Glasmuseet), og den fordobler næsten sit indbyggertal i industriferien i forhold til resten af året. En grund til dette kan også være den smukke natur i de nærliggende "Mols Bjerge" og de mange badestrande i området.
Mols-Linien anløber byen med hurtigfærger til Sjællands Odde. Filmhøjskolen eller "The European Film College" blev oprettet i 1993 på bakkerne nord for Ebeltoft med status af folkehøjskole. Forfatter Troels Kløvedal har base i en lille by lidt uden for Ebeltoft.
De seneste år har Ebeltoft mistet mange arbejdspladser og bygger nu hovedsageligt sin økonomi på turismen, hvilket også medfører, at der de seneste år er fokuseret mere på turismen i byen, og mange nye butikker er åbnet. Mange af Ebeltofts butikker er specielle, som fx livsstilsbutikker og et bolsjekogeri. Desuden finder man i og omkring byen Danmarks største koncentration af små studioglasværksteder.
Ebeltoft var tidligere hovedby i Ebeltoft Kommune, men har siden 2007 tilhørt Syddjurs Kommune.
Historie.
I år 1301 udstedte kong Erik Menved købstadsprivilegier til Ebeltoft.
Ebeltoft er den eneste østjyske købstad med en vestvendt havn.
Ebeltoft Rådhus (1789).
Ebeltoft Rådhus fra 1789Det Gamle Rådhus i Ebeltoft blev bygget i 1789 og er en af Ebeltofts største turistattraktioner.
Det Gamle Rådhus blev opført i 1789 som erstatning for byens første rådhus, der havde ligget på ca. samme sted og var fra 1576. Bygningen er tegnet af den kendte arkitekt Anders Kruuse (1745-1811) fra Horsens og bygget af den lokale bygmester, Just Møller.
Allerede i 1840 var bygningen blevet for lille til det oprindelige formål. Et nyt rådhus blev bygget på torvet, og det gamle blev i stedet brugt som vagtlokale for vægtere og brandmænd samt udlejet til privatbolig. Bygningens høje spir var fortsat et vigtigt sømærke.
Bygningen blev restaureret i årene 1906-09, og herefter blev Det Gamle Rådhus hjemsted for Ebeltoft Museum. Efter restaureringen kom bygningen til at fremstå i renæssancestil med bindingsværk, som om der var tale om det oprindelige rådhus fra 1576. Hvis formålet var at få en fredning gennemført, lykkedes manøvren.
Hvis huset skulle restaureres med henblik på at fremvise det originale udseende fra 1789 i nyklassicistisk stil, skulle det have været pudset og hvidkalket, som det kan ses på gamle fotografier.
Litteratur.
Vedsted, Jakob: "Det gamle Rådhus i Ebeltoft", Ebeltoft 1989. ISBN 87-983403-0-1
Molbohistorie.
En molbohistorie er en ældre, fiktiv historie om molboers dumheder.
Disse er i dag rykket lidt mere mod sydvest til Århus, hvor det nu drejer sig om århusianernes dumheder i århushistorier.
Molbohistorier kan i vid udstrækning sammenlignes med vittigheder om blondiner. I molbohistorierne gøres dog grin med personer af begge køn og alle aldre.
Molbohistorierne er i dag en form for turistattraktion, og i byen Ebeltoft (som populært kaldes Mols Hovedstad, selv om den faktisk ligger uden for Mols-området) fortælles historierne på guidede ture rundt i byen.
Molbo-historierne kan i dag købes i bogform i flere forskellige udgaver.
Tilsvarende fortællinger i andre lande.
I andre lande har man også fortalt historier, som svarer til eller direkte ligner molbohistorier. I Tyskland drejer det sig om historier om "die Schildbürger", der er indbyggere i den fiktive by "Schilda", og som bedriver ting, der ligner molboernes gerninger til forveksling. I England har man: "the Wise Men of Gotham".
Molbohistoriernes afløser blev så "århushistorierne", der er lidt anderledes, og som direkte svarer til, eller måske endog er oversat fra de tyske "Ostfriesenwitze", der fortælles om østfriserne, der har hjemme i den nordvestlige del af Niedersachsen.
Tyr (gud).
Tyr (norrønt: "Týr") er i nordisk mytologi en af aserne. I de islandske skrifter fra middelalderen har han en sekundær rolle i forhold til guder som Odin og Thor. Han fremstilles i disse kilder primært som rets og krigsgud. I vikingetiden var han en blegnet baggrundsfigur, men tidligere havde han haft større religiøs og mytologisk betydning. Tyr kendes også fra andre germanske mytologier; på gotisk hed han fx 'Teiws", på angelsaksisk "Tīw" og oldhøjtysk "Ziu".
Hans familiebånd er usikre; i følge Snorre Sturlasons Yngre Edda er Tyr søn af Odin, mens han ifølge eddadigtet "Hymerskvadet" er han søn af jætten Hymer. Den vigtigste Tyrmyte er bindingen af Fenrisulven. Den beskriver hvordan Tyr mistede sin højre hånd, da han lagde uhyret i lænker. Sammenligninger med andre myter, tyder på, at denne myte har en høj alder. Tyr optræder desuden i "Hymiskviða" i den Ældre Edda, hvor han hjælper Thor med at skaffe et bryggekar, som er stort nok til, at der kan brygges øl til alle guderne i én omgang. Den lille rolle, Tyr spiller i den bevarede nordiske mytelitteratur, tyder på, at han i den sene før-kristne periode, hvor den skriftlige overlevering blev til, har stået i skyggen af guder som Odin og Thor. Desuden peger stednavnematerialet på, at Tyr i vikingetiden hovedsageligt blev dyrket i Danmark.
Etymologi.
De forskellige germanske navne for Tyr stammer alle fra proto-germansk "*Tîwaz" (el. "*Tē₂waz"), og det er beslægtet med det rekonstruerede navn på hovedguden i proto-indoeuropæisk religion, "*Dyéus" (el. *"Dyáus"). Dette og er udviklet fra proto-indoeuropæisk "*d_i~e_us", der betyder dag/himmel, det betyder ifølge Folke Ström, at "*Tîwaz" givetvis må have været navnet kan have været germanernes navn for himmelguden. Denne tolkning har ført til spekulationer om, at han har været den vigtigste gud i Norden, og at navnet kan have været germanernes navn for himmelguden. Denne tolkning gør Tyr til en parallel til de den græske gud Zeus den romerske gud Jupiter, der begge blev opfattet som de øverste guder deres panteon og var himmel og herskerguder. *"Dyáus" udviklet fra IE *d_i~e_us = dag/himmel. Ordet "týr" betyder også "gud" på norrønt; i islandske tekster bruges ordet "týr" fx som grundord til kenninge for andre guder, fx "Sigtýr", der betyder Sejrsgud, og "Valtýr" (Valens gud), der begge er Odinsnavne, mens "Reiða týr" var kenning for Thor, kendes endda i flertalsformen "tívar".
Den ældste kendte forkomst i germanske kilder af ord, der med sikkerhed er beslægtet med det norrøne týr, er to tekster fra 8. og 9. århundrede. Det yngste er det gotiske håndskrift "Codex Vindobonensis 795", hvor "*teiws" (nedskrevet som "tyz"). Det ældste er den oldhøjtyske Wessobrunn prædikenen, hvor ordet "*ziu" (nedskrevet som "cyo-") optræder. Inskriptionen på Negauhjelmen fra 2. århundrede kan indeholde en proto-germansk udgave "teiva", men denne tolkning er meget omstridt.
Det er også blevet foreslået, at han er relateret til den ældre guddom Tuisto, der omtales af Tacitus i "Germania fra ca. 1. århundrede e.v.t.
Tyr ofrer sin højre hånd.
Karakteristik.
Tyr var en gammel guddom, dvs. han er kendt fra de ældste kilder til germansk religion. Fra sydgermanske kilder, kan vi se at Tyr i de område fungerede som krigsgud, idet han gerne blev identificeret med den romerske gud Mars. Dette har bl.a. givet sig udslag i navnet på ugedagen tirsdag, den samme dag, som på latin kaldes "dies Martius". Dagen har samme navn på andre germanske sprog; bl.a. svensk "Tisdag", engelsk "Tuesday", allemanisk "Zischtig". På tysk hedder dagen "Dienstag", der stammer fra navnet Mars thingsus, der formentlig er en romaniseret udgave af Tyr/Tiwaz. Hans vigtigste attribut var sværdet, krigere ristede fx t-runer på sværd (runen ligner i sig et sværd).
Jan de Vries foreslog i 1935 at Tyr muligvis også gud for retfærdighed og tinget. Dette synspunkt støttes af, at han i nordiske myter bliver associeret med tinget, rettergang og lov.
Mulige paralleller.
Tyr er nærmest fraværende i det svenske, norske og islandske stednavnemateriale. Derimod forekommer en anden gud Ulls navn ofte i det område og praktisk ikke i Danmark. Han er i lighed med Tyr blevet tolket som en ældre himmelgud, der i vikingetiden havde mistet sin betydning. På den baggrund har Folke Ström foreslået, at Ull blot var ét af navnene på den ældre nordiske himmelgud, dvs. at Ull var den nordskandinaviske parallel til Tyr.
I en tekst, der tilsyneladende er blevet brugt i forbindelse med dåb af germanske hedninge, og som findes bevaret i Vatikanet, omtales en triade af djævle, som hedningen blev bedt om at afsværge. De tre er Odin, Thor og Saxnot. Det må formodes, at det drejer sig om de tre mest fremtrædende hedenske guder, og det er derfor blevet foreslået, at Saxnot er en variant af Tyr.
Alter dedikeret til Mars Thingsus. Opført i 3. århundrede i Housesteads, Northumberland.
Den vestgermanske Ziu/Tiw.
Dyrkelsen af Tyr/Tiwaz/Ziu har tilsyneladende været udbredt over hele det germanske område i før-kristen tid. I Wessobrunn prædikenen fra 8. århundrede omtales de alemanniske "Cyowari" ("Cyos (Tyrs) dyrkere") og deres hovedstad "Ciesburc" (Augsburg). I "Excerptum ex Gallica Historia" fra Ursberg kloster (ca. 1135) fortælles det at "dea Ciza" var Augsburgs skytsgudinde. Ifølge denne krønike blev "Cisaria" grundlagt af suebiske stammer som forsvarsværk mod romerne. Denne gudinde, "Zisa", kan være et kvindeligt modstykke til "Ziu", ligesom "Dione" var det til "Zeus".
Navnet Mars Thingsus ("Thincsus") er fundet i en inskription på et alter fra 3. århundrede i forbindelse med det romerske fort Vercovicium ved Housesteads i Northumberland. Det blev formentlig opført af frisiske lejetropper udstationeret ved Hadrians mur. Det er blevet tolket som "Tingets Mars". Og er formentlig en romaniseret udgave af den germanske Tyr.
Den nordgermanske Tyr.
I de islandske værker Ældre og Yngre Edda er der flere henvisninger til den centrale Tyrsmyte, hvor det beskrives hvordan guderne fik bundet Fenrisulven. Dyret var blevet så stort, at kun Tyr turde made det, og ingen kæde kunne holde til udyrets kræfter, indtil nogle dværge lavede kæden Gleipner. Den virkede som en silkesnor, men var lavet af seks ’’umulige’’ ting: lyden af kattens trin, kvindens skæg, bjergets rødder, bjørnens sener, fiskens åndedræt og fuglens spyt. Fenris fornemmede gudernes list, og krævede derfor, at én af dem lagde sin hånd i dens mund som pant. Tyr, der beskrives som viis og modig gik ind på aftalen. Da ulven ikke kunne komme løs jublede alle guderne, undtagen Tyr, han mistede sin hånd.
I Snorres fortælling om Ragnarok berettes det, at det er Tyrs skæbne at møde hunden Garm, Hels vagthund. Den har måske oprindeligt været identisk med Fenris, hvorved den endelige kamp kan opfattes som en fortsættelse af den ovennævnte myte om den bundne ulv. I de to udgaver af Völuspá nævnes han dog ikke i forbindelse med Ragnarok.
I digtet "Lokasenna" bliver Tyr hånet af Loke, fordi han ustraffet har avlet et barn med hans hustru. Dette er den eneste kendte reference til Tyrs ægreskabelige status, ligesom barnets eventuelle identitet er helt ukendt. Anders Bæksted har foreslået, at dette forhold er noget digteren selv har fundet på.
I "Hymiskviða" optræder jætten Hymir som Tyrs far. I andre tekster bruges kenningen "Hymirs æt" om jætterne. Tyrs slægtskab med jætterne omtales ikke andre steder, og i Yngre Edda beskrives han som Odins søn. Bæksted mener, at denne forvirring hænger sammen med Tyrs svindende status i vikingetiden, hvor myterne om ham efterhånden var blevet glemt. Hans mors navn kendes ikke, men hun beskrives i "Hymiskviða" på en måde, der var passende for en gudinde. I denne myte sammenlignes Tyr med Thor. Tordenguden viser sig dog som den stærkeste, da kun han er i stand til at bære Hymers kedel. Udover Thors søn, Magne, er Tyr den eneste, der sammenlignes i styrke med Thor i den kendte mytologi.
Arkæologiske spor.
På et af guldhornene fra 5. århundrede er der en afbildning af en person, der først mader en stor slange, og som derefter ses siddende med kun én hånd ved siden af slangen. Det er blevet tolket som en tidlig udgave af myten om Tyr og Fenris.
Tyrseng er et gammelt navn for en engdrag i Viby Jylland. Den gennemstrømtes af en vandløb der kaldes "Dødeå". Andre stednavne i området, heriblandt "Onsholt" ("Odins Holt/skov") og "Viby" (indeholder betegnelsen vi) tyder på, at området har huset et stort hedensk helligsted. På stedet er der fundet spor efter ofringer, der går 2,500 år tilbage i tiden.
Stednavne.
Da "týr" også kan betyde "gud", kan disse stednavne også være hentydninger til guderne i al almindelighed, og ikke specifikt til Tyr.
Guld-Azalea.
Guld-Azalea ("Rhododendron luteum") er en løvfældende busk med en åben vækst. Barken er først lyse­grøn. Senere bli­ver den stribet lysegrøn/beige, og til sidst er den gråbrun og af­skallende. Knopperne er spredte. æg­formede med tydelig spids, store og lyse­grønne. Bladene er samlet tæt op under skudspidsen. Over- og underside er lyse­grøn med en rødlig toning og behåret. Randen er bølget eller let bugtet. Høstfarven er gul til orange. Blomsterne springer ud i maj, og de er samlet i løse knipper ved skudspidserne. De en­kelte blomster er gule og klokkeformede med stærk og sød duft. Frugterne er brune kapsler. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet består af fine, tæt forgrenede trævlerødder, der ligger meget højt i jor­den. Aza­lea er - som alle planter i Lyng-familien - stærkt afhængig af samlivet med én eller flere mycorrhizasvampe.
2 x 3 m (30 x 40 cm/år).
Guld-Azalea vokser på bjergenge eller som un­derskov i lyse birke- eller nåleskove i Karpaterne, på Balkan og i Kaukasus.
Busken er egnet til fuld sol eller halvskygge i surbundsbedet.
Ludwig van Beethoven.
Ludwig van Beethoven (døbt 17. december 1770 - 26. marts 1827) regnes for en af de betydeligste tyske komponister og afgjort den komponist, der har haft størst indflydelse på udviklingen af tysk kompositionsmusik efter 1800.
Beethovens liv.
Beethoven var opdraget i den romersk-katolske tro, men antog senere en mere uortodoks, deistisk holdning.
Ludwig van Beethoven blev født i Bonn, hvor faderen var sanger hos kurfyrsten. Faderen pressede Beethoven til som ganske lille at modtage meget intensiv musikundervisning for at lancere sønnen som "vidunderbarn" med Mozart som forbillede. Det lykkedes dog aldrig. Det var formentlig i barndommen, at Beethovens fremherskende karaktertræk: bryskhed og indadvendthed, blev grundlagt.
Omkring 1790 begyndte Beethoven en karriere som omrejsende pianist og klaverlærer, men blev snart lige så berømt i de aristokratiske musiksaloner for sine temperamentsudladninger (han nægtede f.eks. at spille, når publikum snakkede) som for sine åbenlyse musikalske talenter.
Tiltagende døvhed tvang ham til at opgive løbebanen som udøvende musiker omkring 1797, men han var i mellemtiden blevet så anerkendt som komponist, at han kunne leve af bestillingsarbejder, indtægter fra udgivelsen af sine værker samt lejlighedsvis optræden som dirigent af større orkestre.
Samtiden betragtede ham som den største komponist efter Mozart, og han blev sammen med digteren Goethe betragtet som de største eksempeler på en egensindig, romantisk kunsternatur.
Selv om visse af Beethovens tidlige værker vækker mindelser om de senere værkers klippestyrke, er hans 1700-tals musik i det store hele lige så munter og ukompliceret som Haydns. Dette gælder for den første symfoni, de første 12 klaversonater, den muntre septet samt de seks violinsonater opus 18.
Senere brød hans indadvendthed igennem med fuld klassicistisk stråleglans, men mørkere og mere intens, som f.eks. den 5. og 7. symfoni og den 4. klaverkoncert.
I 1802 fik Beethoven at vide, at hans tiltagende døvhed ikke kunne kureres, men ville tiltage, indtil han til sidst ikke ville kunne høre noget som helst. Dette medførte en omvæltning i hans karakter, der omgående prægede hans værker; en blanding af inderlig sjælekval og et forsøg på at gribe skæbnen i struben og ændre den. Musikken mistede intet af sin intensitet eller melodiske genialitet, men derimod voldsomheden fra hans virtuose år. Hovedelementerne var nu eftertanke og inderlighed. Mange af Beethovens populæreste værker stammer fra denne periode: Kejserkoncerten, violinkoncerten og mange af hans fornemste klaversonater, f.eks. Appassionata og Waldstein
Fra 1819 var han så døv, at han var helt afhængig af, at folk skrev ned, hvad de ville sige til ham. Hans musik blev stedse mere eksperimenterende og selvfordybende. I denne sidste periode, frem til hans død, finder vi nogle af romantikkens allerstørste musikalske monumenter: Den niende symfoni med fjerdesatsen, der indeholder teksten fra Schillers Ode "An die Freude" i storladen opsætning for solister og kor, samt den fantastisk intense og udfordrende "Missa Solemnis".
Ved sin død i 1827 var Beethoven nærmest helt isoleret fra sine omgivelser, trukket helt ind i sig selv. Han døde som en økonomisk særdeles velstillet mand.
Hans fødehjem i Bonn rummer en interessant udstilling om komponistens liv.
Dronning Dagmar.
Dronning Dagmar (ca. 1186 - 24. maj 1212) var som Valdemar 2. Sejrs hustru dansk dronning. Hun var født prinsesse Markéta Přemyslovna af Bøhmen som datter af den senere kong Ottokar 1. og Edel af Meissen på kongeborgen Vyšehrad i Prag.
Kun omtrent atten år gammel bliver hun i 1205 forlovet med den danske Konge, som bejler til hende ved sin svend Strange den Unge. Den mand, hun giftede sig med, var "konge af Guds nåde" og både over "de danske og de slaver". Det var det, han kaldte sig, og det var den politiske og religiøse vision - et dansk/slavisk storrige. Deres bryllup står i Lübeck samme år. Dagmar dør i barselsseng den 24. maj 1212, efter hun i 1209 havde født kongen sønnen, Valdemar den Unge (Valdemar den Tredie). Han dør året efter sin moder den 24. maj 1213 og ligger begravet ved sine forældres side i Ringsted ved venstre side af kongen.
Dagmar kom til en meget anerkendt og velanskrevet konge i Europa. Hans far Valdemar d. Store og ærkebiskop Absalon havde fået helgenkåret Valdemars far, Knud Lavard.
Sagnet om Dagmar i folkevisen.
Dronning Dagmar står for eftertiden som en sagnskikkelse; en dronning med et godt og retskaffent hjerte forenet med legemlig tække og ynde skaffede hende et ry i samtiden, som holdt sig op gennem middelalderen, da de mundltligt overeverede viser om hende blev nedskrevet og bevaret for efteriden i folkevisen. Vore gamle viser ved at fortælle os langt mere om Dronning Dagmar, end krønikerne. Som historiske kilder er de højst unøjagtige; derimod giver de os eftertidens senmiddelalderlige anskuelse af denne dronnings liv og tænkemåde.
Vi har ikke mindre end fire sådanne viser. De tvende første skildrer os hendes brudefærd; den ene, hvorledes Hr. Strange Ebbesen sendes i dette ærinde til Bøhmen, tilligemed den unge Hr. og Hr. Oluf Lykke, samt Biskop Peder af Sjælland og Hr. Albert af Eskildsø; hvorledes de sejle over salten sø, kaste anker på sand, sende bud til kongen af Bøhmen, ankomme og beværtes; hvorledes Hr. Strange leger tavl med den unge frøken, medens kongen og dronningen rådslår i deres lønkammer; og hvorledes han vandt den unge brud, og på sin herres vegne blev viet til hende. På silke vandrer bruden til strande, og kommer i land ved Mandø, hvor hun ser kongen over tre riger tumle sin ganger på hviden strand, og hvor hun på sit spørgsmål af Stranges mund hører sin herres og brudgoms røst. En havfrue spår på skibsfarten, at hun kommer til at lade sit unge liv (som følge af barselssengen).
I den tredje folkevise berettes, hvordan Dagmar går i forbøn for den fængslede biskop af Slesvig, biskop Valdemar, der havde siddet i fængsel i 14 år, først i Nordborg, siden på Søborg ved Gurre, hvor dronningen fattede medlidenhed med ham. Det sker i 1206. Hans tak var straks at forene sig med landets ydre fjender, for med deres hjælp at rette et fjendtligt anslag mod de danske øer, men ingen af vore krøniker har deri fundet anledning til at dadle dronningens godhed.
"Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,"
"til Ringsted mon de hende vente."
"Alle de fruer, i Danmark er,"
"dem lader hun til sig hente."
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"I hente mig fire, I hente mig fem,"
"I hente mig af de vise,"
"I hente mig frem for alle dem"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"Liden Kirsten hun kom ad døren ind,"
"hun skinned så rød af gulde,"
"hun kunne ej lys i kronen se,"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"Nu, kanst da læse og skrive med skel"
"og løse mig af min pine,"
"da skal du slide skarlagen rød"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"Gud hjælpe, min dronning, din pine"
"er hårder' end jern og stål."
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"Læsten hun tog og den hellige bog,"
"hun læste alt, hvad hun kunne,"
"og blad hun vendte så sørgelig,"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."
"De fulgte Dronning Dagmar ud og ind,
"det blev jo længer jo værre.
"Mens der er nu ikke bedre råd,
"I sende bud efter min herre!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Vil Gud det have, må så det ske,
"at døden han skal mig gæste,
"I sende straks bud til Skanderborg
"og hilser fra mig på det bedste!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Og det da var den liden smådreng,
"han lod sig ej længe forlide,
"før han rykte sadel fra bjælken ned
"og lagde på hors den hvide.
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Ind da kom den liden smådreng,
"han var så snild i tale sin
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dronning Dagmar har mig til eder sendt,
"hun længes så fast og overbrat,
"hun hvener sig lydt i sale."
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"at dø skulle Dagmar hin unge!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Der kongen han drog fra Skanderborg,
"men der han kom til Gredstedbro,
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Der han red over Randbøl Hed',
"der han kom over Riber Bro,
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Der er stor ynk i fruerbur,
"Dronningen døde i liden Kirstens arm,
"der kongen red op ad stræde.
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Og hør I, min herre og konge prud!
"I tør ikke klage og kvide,
"for I haver fået en søn i dag,
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,
"jeg beder eder hver og alle,
"I bede en bøn for Dagmars sjæl,
"at hun måtte med mig tale!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Jeg beder eder, fruer med høvisk hu,
"så mange, som her ere inde,
"I bede en kristen bøn for mig,
"at jeg må tale med hende!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Så falde de ned på deres knæ,
"så mange, som der var inde,
"for mindelig bøn og kongelig gråd
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dronning Dagmar rejste sig op på bår',
"hvi gjorde I mig den møde?"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Dog ingen tør ved at ræddes for mig,
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den første bøn, jeg beder nu,
"Alle fredløse mænd, dem give I fred,
"og løs alle fanger af lænker!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den anden bøn, jeg beder om,
"den er eder selv til fromme,
"I tage ej Bengerd udi favn,
"hun er så besk en blomme!"
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"I tage liden Kirsten til eders viv,
"hul er så bold en jomfru,
"men falder det anderledes i hånd,
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Den første bøn, I beder om,
"den under jeg eder så gerne,
"men jeg tager ej liden Kirsten til viv
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Vil ikke I tage liden Kirsten
"så farer I dog til Portugal!
"Alt efter så besk en verne."
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Min ædle herre! nu har jeg talt,
"vil mer af mig i vide?
"Der sidder Guds engle i Himmerig,
"de må fast efter mig lide."
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
"Nu er det tid, jeg farer herfra,
"Himmerigs klokker de ringe for mig,
"- Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar
I folkevisen fremsættes ønsket om at løse landets fanger af deres jern, og at give de fredløse fred. Kongen opfyldte virkelig i hendes levende live hendes fromme ønske om at mildne forholdene for de indsatte i landets fængsler og desuden at eftergive de forhadte plovskatter.
Hendes andet ønske til kongen om ikke at ægte Bengerd viser sig imidlertid at være uopfyldeligt, idet kongen 2 år efter Dagmars død faktisk ægter Bengerd (den portugisiske prinsesse Berengaria).
Kvantekemi.
Kvantekemi er anvendelsen af kvantemekanik på kemiske problemstillinger.
Beskrivelsen af, hvordan elektroner opfører sig i atomer og molekyler med hensyn til reaktivitet er et betydningsfuldt område indenfor kvantekemien.
Da kvantemekaniske undersøgelser af atomer anses for at ligge på grænsefladen mellem fysik og kemi, og ikke altid medtages i kvantekemien, anser man ofte de tyske videnskabsmænd Walter Heitler og Fritz London's beregning på hydrogenmolekylet (H2) i 1927 som værende den første ægte kvantekemiske beregning (selvom Heitler og London normalt betragtes som fysikere). Heitler og London's metode blev videreudviklet af to amerikanske kemikere, John C. Slater og Linus Pauling, til "Valence-Bond" (VB) metoden (også kaldet Heitler-London-Slater-Pauling (HLSP) metoden). I denne metode er opmærksomheden primært rettet mod hvordan atomer parvist påvirker hinanden, og metoden har derfor en tæt sammenhæng med den klassiske kemis beskrivelse af en kemisk binding mellem to atomer.
Friedrich Hund og Robert S. Mulliken udviklede en alternativ metode, hvor elektronerne beskrives ved hjælp af matematiske funktioner, delokaliseret ud over et helt molekyle. Hund-Mulliken metoden (eller molekylorbital (MO) metoden) er ikke så intuitiv, set fra kemikerens synspunkt, men da det har vist sig, at den er bedre end VB-metoden til at forudsige egenskaberne for molekyler, er det i praksis kun denne metode der bruges i dag.
Camille Saint-Saëns.
Charles-Camille Saint-Saëns var en fransk komponist (9. oktober 1835 - 16. december 1921). Blev af samtiden meget anerkendt for sine sprudlende musikstil, der forenede det mest pompøse fra romantikken med en for ham særegen impressionistisk klang og dynamik. Var oprindelig uddannet organist i Paris, og senere dirigent, skønt han sjældent selv dirigerede sine værker.
Han skrev tolv operaer (blandt andre "Samson og Dalila"), fem symfonier, fire symfoniske digtninge (blandt andre "Danse macabre"), kortere værker for orkester og solister (blandt andre "Dyrenes karneval"), samt utallige mindre korværker og kammermusik.
Hans hyppigst opførte værk er den tredje symfoni, der ofte betegnes "Orgelsymfonien", der helt usædvanligt er skrevet for symfoniorkester og orgel.
Når Saint-Saëns' Klaverkoncert nr. 2 i g-mol (1868) fremføres i danske koncertsale, vækker 2. sats altid munterhed fordi sidetemaet er identisk med begyndelsen af Lange-Müllers melodi til Serenaden i "Der var engang" ("Natten er svanger med Vellugt fin").
Fosfor.
Fosfor, også kendt som "phosphor" i fagligt sprog (på græsk betyder "phôs" lys og "phoros" betyder bærende, altså lys-bærende) er et grundstof som har symbolet P og atomnummer 15. På grund af at fosfor er så reaktionsvillig, så finder man ikke frit i naturen.
Fosfor er en vigtig brik i opbygningen af DNA og RNA og er desuden et essentielt stof for alle levende celler. Fosfor bruges også til fremstilling af gødning, hvilket er den vigtigste kommericielle egenskab som den har.
Desuden finder man fosfor i sprængstoffer, nervegas, fyrværkeri, pesticider, tandpasta og vaskemidler.
Historie.
Det var den tyske alkymist Hennig Brand som opdagede fosfor i 1669 under bearbejdelse af urin. Urin indeholder en hel del opløst fosfor i forbindelse med et normalt stofskifte. Mens han arbejdede i Hamborg prøvede Brand at destillere nogle salte ved at inddampe noget urin. Processen resulterede i hvidt materiale som lyste i mørke og brændte fantastisk. Da fosfor er selvlysende kaldte han det "min ild" og troede, at han havde isoleret et af grækernes fire grundelementer: jord, ild, vand og luft.
Fosfor blev først gjort kommencielt for tændstikindustrien i det 19. århundrede ved at afdestillere fosfordampe fra bundfældet fosfat, opvarmet i en retort. Tændstikker fra den tid som blev lavet med fosfor, var giftige og derved farlige for mennesker, hvilket resulterede i mord, selvmord og forgiftninger (ved uheld, ikke bevidst).
Biologisk betydning.
Stoffet indgår i dyrs celler og væv, fortrinsvis i formen fosfat.
Mennesket.
Fosfor er af helt afgørende betydning for mennesket, og kroppens behov for fosfor dækkes igennem føden, med en maksimal anbefalet mængde på 70 mg pr. kg kropsvægt dagligt. Menneskelegemet indeholder i alt 800-1.200 g fosfor, hvoraf det meste (80-85%) i skelettet, fordi det sammen med calcium benyttes til opbygning af knoglemasse.
Fosfor findes især i mælk, nødder, frugt og grønt (bælgplanter), hvede og ris. Nyrerne regulerer fosformængden ved at udskille overskydende mængder af stoffet med urinen, og ved at tilbageholde fosfor, hvis der er mangel på det.
Sygdomstilstande.
Mangel på fosfor kan give muskelsvaghed, og knoglesvind kan optræde, hvis stoffet mangler i længere tid. Manglen kan optræde hos for tidligt fødte og hos personer, hvor tarmsygdom forhindrer optagelsen.
For meget fosfor i kroppen er også farligt, fordi calciummængden i blodet vil stige. Symptomet kan f.eks. være kramper.
Forholdsregler.
Der findes et bredt udvalg af fosfors organiske forbindelser og nogen af dem er meget giftige. Flourfosfat estere er blandt de giftigste neurotoksiner som man kender til. En god del af de organiske fosfor forbindelser er netop brugt på grund af deres giftighed som i for eksempel pesticider og våben/krig i form af et neurotoksin. De fleste uorganiske fosfat forbindelser er forholdsvis ikke giftige og et vigtigt næringsstof for planter. Hvis du vil læse mere om fosfors uønskede bivirkninger i miljøet, se eutrofiering.
Den hvide fosfors allotropi bør altid opbevares i vand, da den udgør en seriøs brandfare da den meget gerne vil reagere ilten i luften. Hvis man skal rodde med den, så bør man bruge en tang, for hvis fosfor kommer i kontakt med ens hud, så forsager den alvorlige forbrændinger.
Når den hvide form af fosfor bliver udsat for sollys eller opvarmet i dens egen damp til 250oC, så transformerer den til den røde form af fosfor. Den røde form antænder ikke af sig selv og den er ikke ligeså farlig som den hvide form. Alligvel bør man håndtere det med forsigtighed, da den omdanner sig til den hvide form igen inden for nogle bestemte temperatur intervaller og udsender desuden giftige dampe bestående af fosfor oxider, hvis man varmer det op.
Hexadecimale talsystem.
Det hexadecimale talsystem er baseret på basen (base er også kendt som grundtal eller radix) 16, hvor vi normalt regner i 10-talsystemet. Radixet eller grundtallet angives ved at skrive det nedenfor tallet. De ekstra cifre (udover 0 - 9) udgøres af bogstaverne A-F, således at A16=1010, B16=1110, C16=1210, D16=1310, E16=1410, F16=1510.
Som i alle positionstalsystemer er - når det angår heltal - pladsen længst til højre 'enerne' (160 - husk på at et tal opløftet i nulte potens altid giver 1. Således er 160 = 1).
Den næste plads (som vi i titalssystemet kender som 10'erne) er så 'sekstenerne' (161). Derefter er det 'tohundredeseksoghalvtredserne' (162) på den plads hvor 100'erne (102) befinder sig i titalssystemet. På den fjerde plads kommer 'firetusindogseksoghalvfemserne' (163) og så fremdeles.
Talsystemet bruges i computerne, der dybest set arbejder i det binære talsystem (2-talsystemet, der kun har cifrene 0 og 1). Fidusen er, at med 4 pladser i 2-talsystemet kan man tælle op til 15 (F i hex), så med 8 pladser (8 bits) kan man gå op til FF(hex). Disse 8 bits er lig 1 byte.
Talord.
Hex-Systemmet har ingen faste talord, men langt de fleste bruger det græske alfabet til at sige tallene fra A til F, eller blot nævner tallene/bogstaverne i rækkefølge.
Kodning i spil.
I mange spil, til f.eks. spilsystemet Nintendo DS, kan der, ved hjælp af kode-modulet Action Replay DS, opnås en række snydekoder, som bruger netop det hexadecimale talsystem. Her kan en hvilken som helst ting (f.eks. et våben eller et møbel), have sit eget hex(adecimal)nummer, som, hvis de andre dele af koden er sat rigtigt sammen, giver dig netop den valgte ting.
Prokaryot.
Prokaryot betyder egentlig 'før kerne'. Prokaryoter er, hovedsageligt, en-cellede organismer, som ikke har cellekerne. Bakterier og mitochondrier er prokaryoter.
Udover at mangle cellekerne har prokaryoter heller ikke visse organeller, som mitochondrier og kloroplastre (grønkorn). Arvemassen er organiseret i et ringformet DNA-stykke evt. suppleret med små ringformede mini-stykker DNA, kaldet plasmider.
Størrelsen af prokaryoter er typisk 0,5 - 2 µm og cellemembranen er meget tynd. Prokaryoter opdeles systematisk i to hovedgrupper: Archaebacteria (arker) og Eubacteria.
Modsætningen til prokaryot er eukaryot.
Diode.
En diode er et elektronisk komponent med to elektroder/terminaler, kaldet anode og katode: Dens funktion er populært sagt elektricitetens modsvar til en ensretterventil; under normale driftsbetingelser kan der gå elektrisk strøm fra anoden til katoden, men ikke den anden vej. Dioder kan realiseres på forskellige måder, f.eks. som et radiorør, en halvleder, eller ved hjælp af en gas, som f.eks. i kviksølvensretteren.
Ensrettende halvlederdiode.
Når disse to doterede dele N og P sættes sammen, så lader komponenten kun elektrisk strøm løbe via PN, men ikke i retningen via NP.
Da elektroner (negative ladning) løber i modsat retning af strømmens, sker der følgende: Elektronerne kan løbe via NP, men ikke i retningen PN.
Forklaringen på dette er i den tynde zone mellem P og N. Her vil frie elektroner blive bundet i de nærliggende "huller". Det betyder at denne zone er elektrisk isolerende ved 0 volt over NP.
Når der påtrykkes en positiv spænding over NP, vil elektronerne og hullerne løbe væk fra NP-zonen og resultatet er, at der ingen elektrisk strøm løber, fordi der ingen frie ladningsbærere er.
Fotodiode og solcellediode.
Når en diode absorberer fotoner med en egnet bølgelængde vil dioden fungere som en strømgenerator, der er stort set proportional med lysstyrken. Det er NP-zonen, som under fotonabsorptionen genererer en elektron og et hul.
En effektiv lysdiode fungerer også som en retningsbestemt solcellediode, men med det areal som lysdiodens linsetværsnit har.
Ensrettende elektronrørsdiode (radiorørsdiode).
Den mest kendte ensrettende elektronrørsdiode har et lufttomt rør med to elektroder, hvoraf den ene har let ved at afgive elektroner (katode) og den anden ikke let kan (anode).
Halvleder diodetyper.
Halvlederbaserede dioders to terminaler kaldes, ligesom elektronrørsdioden, for elektroder, hvor den ene kaldes katode og den anden kaldes anode.
Tåge-Tragthat.
Tåge-tragthat ("Clitocybe nebularis") er en hatsvamp, som er en af verdens vigtigste nedbrydere af døde plantedele.
Svampen er lys, og hatten er lysegrå på oversiden med ligesom et støvlag.
Det særlige ved svampen er dog at myceliet kan blive så tykt, at det kan ses som hvide tråde med det blotte øje.
Flere svampebøger angiver svampen som spiselig, mens andre angiver den som uspiselig. Nogle mennesker reagerer med kraftige allergi-symptomer, herunder diarre og opkastning der for den ukyndige næppe kan skelnes fra forgiftningssymptomer.
Præcolumbiansk.
Præcolumbiansk er et udtryk, der refererer til kulturerne i den nye verden i perioden før den betydelige europæiske påvirkning fandt sted. Mens udtrykket teknisk set refererer til perioden før Christoffer Columbus, dækker den i praksis normalt de oprindelige kulturers fortsatte udvikling, indtil de blev erobret eller i betydelig grad påvirket af europæerne, selvom dette skete årtier eller endog århundreder efter Columbus' første landgang.
Udtrykket "præcolumbiansk" anvendes særligt ofte i debatter om de store oprindelige civilisationer i den nye verden, såsom dem i Mesoamerika (eksempelvis aztekerne og mayaerne) og Andes (inka-riget, moche, osv).
Vandreblok.
Vandreblok på Waterville Plateau i Douglas County, Washington.
En vandreblok er en sten, af en type, der kun findes som grundfjeld i et mindre område, og som er blevet ført med af indlandsisen (under istiden) og efterladt da isen smeltede (det der ofte, noget fejlagtigt, benævnes "da den trak sig tilbage"). Da stenens oprindelse kan stedfæstes ganske nøje, kan den afsløre, hvilke egne isen har passeret undervejs.
Verdens største vandreblok, Okotoks-vandreblokken, ligger i provinsen Alberta i Canada. Den vejer 15.000 tons og har målene 9*41*18 meter (se omtalen på det officielle netsted for delstaten Albertas regering).
Googol.
1 googol = 10100 = 10.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000
Navnet googol blev opfundet i 1938 af Milton Sirotta, som på det tidspunkt var 9 år gammel. Hans onkel, den amerikanske matematiker Edward Kasner spurgte ham om hvad man skulle kalde et meget stort tal, nemlig 1 efterfulgt af 100 nuller. Milton fandt så på navnet googol. Edward Kasner populariserede senere navnet i sin bog "Mathematics and the Imagination".
Tallet googol har givet navn til søgemaskinen Google. Her tænker man på det enorme antal hjemmesider, Google holder styr på.
En googolplex er formula_2, altså et ettal efterfulgt af en googol nuller.
Tower Bridge.
Tower Bridge fotograferet i 2006
Tower Bridge er en bro i London over floden Themsen. Bygget i 1894.
Den er en dobbelt vippebro, hvis hejseværk oprindeligt var drevet af dampmaskiner, men nu er elektriske. Broen har et sydtårn og et nordtårn, der er udformet i stil med Tower of London, som den ligger lige ved siden af. Den forbinder bydelene Tower Hamlets og Southwark.
Da mange har brugt broen til at begå selvmord fra, er der nu afskærmet med glas.
I dag er broen kun oppe for skibe omkring hundrede gange om året, mens man i tidligere tid havde den oppe over tusind gange, og man skal nu dagen før skriftligt anmode om at få åbnet broen.
Interatomar.
Interatomar betyder "mellem atomer", for eksempel interatomar tiltrækning = tiltrækning mellem atomer, interatomare kræfter = kræfter, hvormed atomer påvirker hinanden.
Intermolekylær kraft.
Intermolekylær betyder "mellem molekyler", for eksempel intermolekylær tiltrækning = tiltrækning mellem to eller flere molekyler, intermolekylære kræfter = kræfter, hvormed to eller flere molekyler påvirker hinanden. En in"ter"molekylær reaktion er en reaktion mellem to forskellige molekyler i modsætning til en in"tra"molekylær reaktion, hvor én del af et molekyle reagerer med en anden del af det "samme" molekyle.
Slaget ved Antietam.
Slaget ved Antietam blev udkæmpet nær Sharpsburg den 17. september 1862. Det var det første store slag i Den Amerikanske Borgerkrig, der fandt sted på Nordstaternes område. Slaget var det blodigste éndags slag i amerikansk historie med omkring 23.000 soldater dræbt eller såret.
Efter at have forfulgt Sydstaternes hær under general Robert E. Lee ind i Maryland, igangsatte Unionshæren under generalmajor George B. McClellan en række angreb mod Lee's hær som lå i defensive stillinger bag Antietam Creek. Ved daggry den 17. september igangsatte generalmajor Joseph Hooker's korps et kraftigt angreb mod Lee's venstre flanke. Angreb og modangreb bølgede hen over Miller's majsmark og kampen opslugte Dunker Church. Unionsangreb mod hulvejen gennembrød efterhånden Sydstatshærens centrum men Unionshæren udnyttede ikke fordelen. Om eftermiddagen gik generalmajor Ambrose Burnside's korps i aktion og erobrede en stenbro over Antietam Creek og rykkede frem mod Sydstatshærens højre fløj. På et afgørende tidspunkt ankom generalmajor A.P. Hill's division fra Harpers Ferry og iværksatte et overraskende modangreb, som dreb Burnside tilbage og afsluttede slaget. Selv om han var i undertal 2:1 sendte Lee hele sin styrke i kamp, mens McClellan bruge mindre end trefjerdedele af sin hær, hvilket muliggjorde at Lee kunne stoppe de føderale styrker. I løbet af natten konsoliderede begge sider deres linjer. Trods de voldsomme tab fortsatte Lee med at forpostfægte med McClellan hele den 18. september mens han trak sin anslagne hær syd for floden.
Selv om han havde overlegenhed i antal lykkedes det ikke for McClellans angreb at opnå den fornødne tyngde, hvilket tillod Lee at modangribe ved at flytte styrker langs indre linjer for at møde alle udfordringer. Trods rigelige reserve som kunne være sat ind for at udnytte lokale successer mislykkedes det for McClellan at ødelægge Lees hær. Ikke desto mindre var Lees invasion af Maryland slut, men han kunne trække sin hær tilbage til Virginia uden indblanding fra den overforsigtige McClellan. Selv om slaget taktisk set var uafgjort, lignede det så meget en sejr, at det gav præsident Abraham Lincoln tilstrækkelig rygstød til at udstede Emancipationserklæringen.
Baggrund og kampagnen i Maryland.
Robert E. Lees Army of Northern Virginia— på 45.000 mand—brød ind i staten Maryland den 3. september 1862 efter deres sejr i det Andet slag ved Bull Run den 29. august. Lee's strategi var at søge nye forsyninger og rekrutter fra grænsestaten Maryland, som husede et betydeligt antal sydstatssympatisører, foruden at påvirke opinionen inden de forestående valg i Nordstaterne. Det viste sig, at effekten af Lee's handlinger var blandet. Indbyggerne i Maryland lod sig ikke imponere af lyden af "Maryland, My Maryland" fra Army of Northern Virginias militærorkeste, som Lee havde håbet, og den svage strategiske sejr, som Unionens hær opnåede ved Antietam, formindskede enhver succes som Lee måtte have haft med at vinde hjerter og hjerner i folkene fra Maryland. Nogle konfødererede politikere, inklusiv præsident Jefferson Davis, troede at muligheden for at få international anerkendelse ville vokse hvis de vandt en militær sejr på Nordstaternes grund. En sådan sejr kunne give anerkendelse og økonomisk støtte fra Storbritannien og Frankrig, selv om der ikke er noget der tyder på, at Lee mente at Syden skulle basere sine militære planer på denne mulighed.
Mens McClellan's 90.000-mand store Army of the Potomac manøvrerede for at opfange Lee fandt to Unionssoldater (Corporal Barton W. Mitchell og First Sergeant John M. Bloss fra 27th Indiana Volunteer Infantry) opdagede en tabt kopi af Leeøs detaljerede slagplan—Special Order 191—pakket rundt om tre cigarer. Planen antydede at Lee havde delt sin hær og sendt afdelinger til Harpers Ferry i West Virginia og Hagerstown i Maryland), hvilke gjorde dem hver især sårbare overfor at blive isoleret og besejret hvis McClellan reagerede tilstrækkelig hurtigt. McClellan ventede ca. 18 timer inden han besluttede at benytte disse oplysninger og flytte rundt på sine styrker, og spildte dermed en mulighed for at besejre Lee afgørende.
Der var to væsentlige træfninger i Maryland kampagnen inden det store slag ved Antietam: Stonewall Jacksons erobring af Harpers Ferry og McClellans angreb gennem Blue Ridge Mountains i Slaget ved South Mountain. Det første var betydningsfuldt fordi en stor del af Lee's hær var fraværende da slaget ved Antietam begyndte, idet den havde travlt med at påse Unionsgarnisonens overgivelse, den anden fordi hårdnakket modstand fra Sydstatshæren ved to bjergpas forsinkede McClellans fremrykning tilstrækkelig til at Lee kunne samle resten af sin hær ved Sharpsburg.
Sydstaterne.
General Lees Army of Northern Virginia var organiseret i store infanterikorps.
De resterende enheder var kavalerikorpset under generalmajor J.E.B. Stuart og reserveartilleriet under brigadegeneral William N. Pendleton. Andet korps var organiseret med artilleriet tilknyttet hver division i modsætning til første korps, som havde artilleriet på korpsniveau.
Unionen.
Generalmajor George B. McClellan's Army of the Potomac, forstærket med enheder fra John Pope's Army of Virginia omfattede 6 infanterikorps.
Slaget.
Overblik over slaget ved Antietam.
Lee placerede sine tilrådighed tående styrker nær byen Sharpsburg bag Antietam Creek langs en lav bakke den 15. september. Selv om det var en effektiv defensiv position var den ikke uigennemtrængelig. Terrænet gav udmærket beskyttelse for infanteriet, med jernbane og stendiger
limstensklipper stak op af jorden og små hulninger og lavninger. Creeken foran deres front var kun en mindre barriere 18-30 meter bred og nogle steder kunne man vade over foruden at der var tre stenbroer med 1,5 km imellem sig. Det var også en prekær position fordi Sydstatshæren havde Potomac i ryggen og kun et enkelt overgangssted ved Botelers Ford ved Shepherdstown i West Virginia var i nærheden, hvis retræte skulle blive aktuelt. Vadestedet ved Williamsport, Maryland var 16 km nordvest for Sharpsburg og var blevet brugt af Jackson under hans march til Harpers Ferry. Placeringen af Unionens styrker under slaget gjorde uhensigtmæssigt at overveje retræte i den retning, og den 15. september udgjorde styrken under Lee's direkte kommando kun 18.000 mand, og var kun 1/3 af Unionshærens størrelse.
De første to af Unionens divisioner ankom om eftermiddagen den 15. september og hovedparten af resten ankom samme aften. Selv om et øjeblikkeligt angreb om morgenen den 16. september ville have haft en overvældende fordel i antal var McClellans særkende hans forsigtighed, og hans tro på at Lee havde over 100.000 mand fik ham til at udskyde sit angreb en dag. Det gav sydstathæren mere tid til at forberede forsvarspositioner og tillod Longstreet's korps at nå frem fra Hagerstown og Jacksons korps, undtagen A.P. Hill's division at ankomme fra Harpers Ferry. Jackson forsvarede den venstre, nordlige, flanke med basis ved Potomac floden, Longstreet den sydlige højre flanke, som havde basis på Antietam, en linje som var ca. 6,5 km
lang. Efterhånden som slaget udviklede sig og Lee flyttede rundt på enhederne kom disse korpsgrænser til at overlappe hinanden ganske betydeligt.
Om aftenen den 16. september beordrede McClellan Hookers I korps til at krydse Antietam Creek og afdække fjendens stillinger. Meades division angreb forsigtigt styrkerne under Hood nær East Woods. Efter mørkets frembrug fortsatte artilleribeskydningen mens McClellan fortsatte med at placere sine styrker. Det var hans plan at overvælde fjendens venstre flanke. Han var nået til denne beslutning på grund af den måde broerne over Antietam var placeret. Den nedre bro (som snart fik navnet Burnsides bro) kunne beskydes fra Sydstaternes stillinger på bakkerne over den. Den mellemste bro på vejen fra Boonboro kunne beskydes med artilleri fra højderne ved Sharpsburg; men den øvre bro var 3 km øst for sydstatshærens kanoner og kunne overskrides i sikkerhed. McClellan planlagde at bruge mere end halvdelen af sin hær på angrebet, først to korps med støtte fra et tredje og om nødvendigt et fjerde. Han ville samtidig igangsætte nogle afledningsangreb mod sydstatshærens højre flanke og han var parat til at angribe centrum med sin reserver hvis blot et af angrebene blev en succes. Forpostfægtningen i East Woods fortalte Lee hvad McClellans havde planer om, og han forberedte sin forsvar herefter. Han flyttede folk til sin venstre flanke og sendte hastemeddelelser til sin to divisionschefer, som endnu ikke var ankommet til slagmarken: Lafayette McLaws med to divisioner og A.P. Hill med en division.
McClellans planer var dårligt koordineret og blev også ringe udført. Han fortalte hver enkelt korpschef hvad hans rolle bestod i, men undlod at beskrive den samlede slagplan. Terrænet på slagmarken gjorde det svært for den enkelte korpschef at følge med i hvad der skete rundt omkring, og McClellans hovedkvarter lå mere end 1,5 km bag fronten (at Philip Pry house, øst for creeken), hvilket gjorde de svært for ham at styre de enkelte korps. Derfor foregik slaget næste dag som tre adskilte og stort set uafhængige slag: om morgenen i den nordlige endeaf slagmarken, ved middagstid på centrum og om eftermiddagen mod syd. Denne mangel på koordination og koncentration af McClellans styrker tillod Lee at flytte rundt på sine styrker og møde hver offensiv.
Morgenen.
Angreb af I Korps, 5.30 to 7.30 om morgenen
Slaget begyndte ved daggry omkring kl. 5.30 den 17. september med et angreb langs Hagerstown Turnpike af Unionens I korps under Joseph Hooker. Hookers mål var plateauet hvorpå Dunker Church lå. Kirken var en beskeden kalket bygning som tilhørte den lokale menighed af tyske baptister. Hooker havde omkring 8.600 mand, hvilket var lidt mere end de 7.700 forsvarere under Stonewall Jackson, og denne forskel blev mere end opvejet af, at sydstatshæren lå i en stærk forsvarsposition. Abner Doubledays division rykkede frem på Hooker's højre side, James Ricketts's rykke på venstre side ind i East Woods, og George Meade's Pennsylvania Reserves division udfoldede sig i centrum og en smule bagved. Jacksons forsvar bestod af divisionerne under Alexander Lawton og John R. Jones på linje fra West Woods over hovedvejen (turnpike) og langs den sydlige ende af Millers majsmark. Fire brigader blev holdt i reserve inde i West Woods.
Da de første Unionssoldater dukkede frem fra North Woods og ind i majsmarken begyndte en artilleriduel. Sydstaternes ild kom fra et hestetrukket artilleribatteri under J.E.B. Stuart mod vest og fire batterier under oberst Stephen D. Lee fra højdedraget overfor Dunker Church mod syd. Unionen skød tilbage med 9 batterier på bakkekammen bag North Woods og fire batterier af 20 punds riflede Parrott kanoner 3 km øst for Antietam Creek. Sammenstødet førte til store tab på begge sider, og blev beskrevet af oberst Lee som "artilleri helvede".
Da han så glimtene fra de skjulte sydstatssoldaters bajonetter på majsmarken, stoppede Hooker sit infanteri og bragte fire batterier artilleri frem, som skød granater og skrå over hovederne på Unionens infanteri og ind i marken. Artilleri og riffelild fra begge sider skar som en le og mejede både korn og soldater ned.
Døde konfødererede soldater fra Starke's Louisiana Brigade på Hagerstown Turnpike nord for Dunker Church.
Meade's 1. brigade af pennsylvaniere, under brigadegeneral Truman Seymour, begyndte at rykke frem gennem East Woods og udvekslede ild med oberst James Walker's brigade af tropper fra Alabama, Georgia og North Carolina. Da Walker's mænd tvang Seymour's tilbage, med hjælp fra Lee's artilleri, gik Rickett's division ind i majsmarken og blev også flået i småstykker af artilleriet. Brigadegeneral Abram Duryée's brigade marcherede direkte ind i salver fra oberst Marcellus Douglass's Georgia brigade. Da de modstod kraftig ild fra 225 meters afstand og da mangelen på forstærkninger betød at de ikke vandt terræn beordrede Duryée tilbagetrækning.
Forstærkningerne, som Duryée havde ventet—brigader under brigadegeneral George L. Hartsuff og oberst William A. Christian—havde vanskeligheder med at nå frem. Hartsuff blev såret af en granat, og Christian sprang af sin hest og flygtede bagud i rædsel. Da soldaterne var blevet samlet og var rykket ind i majsmarken blev de mødt af den samme artilleri og infanteriild som deres forgængere. Da Unionens større antal begyndte at gøre sig gældende greb Louisiana "Tiger" Brigaden under Harry Hays ind i kampen og trængte Unionens soldater tilbage til East Woods. 12. Massachusetts infanteriregiment havde tab på 67%, hvilket var det højeste nogen enhed havde den pågældende dag. Tigrene blev slået tilbage, da Unionshæren bragte et batteri af 3 tommer feltartilleri frem og rullede det direkte ind i majsmarken hvor det afgav point-blank ild, som slagtede Tigrene, som mistede 323 ud af deres 500 mænd.
Mens kampen i majsmarken forblev et dødvande var Unionens fremstød nogle få hundrede meter mod vest mere succesfulde. Brigadegeneral John Gibbon's 4. Brigade fra Doubleday's division (der kort før havde fået navnet "Jern brigaden" rykkede frem langs hovedvejen og skubbede Jacksons mænd til side. De blev stoppet af et angreb fra 1.150 mand af Starke's brigade som afgav en kraftig ild på 25-30 meters afstand. Den konfødererede brigade trak sig tilbage efter at have været udsat for en kraftig modgående beskydning fra Jern brigaden, og Starke blev dødeligt såret. Unionens fremstød ved Dunker Church blev genoptaget og skar et stort hul i Jackson's forsvarslinie, som var tæt på at kollapse. Selv om det kostede dyrt, gjorde Hookers korps stadige fremskridt.
Konfødererede forstærkninger ankom lige efter kl. 7. Divisionerne under McLaws og Richard H. Anderson ankom efter en nattemarch fra Harpers Ferry. Omkring kl. 7.15 flyttede General Lee George T. Anderson's Georgia brigade væk fra hærens højre flanke for at støtte Jackson.
Kl. 7 rykkede Hoods division med 2.300 mand gennem West Woods og trængte Unionens tropper tilbage gennem majsmarken igen. Texanerne angreb med særlig ildhu, fordi de blev tilkaldt fra deres reserveposition mens de var ved at få det første varme morgenmåltid i mange dage. De fik hjælp fra tre brigader af D.H. Hill's division, som ankom fra Mumma Farm, sydøst for kornmarken og af Jubal Early's brigade, som trængte gennem West Woods fra Nicodemus' Farm, hvor de havde støttet Jeb Stuart's hesteartilleri. Hood's mænd bar hovedparten af kampen, og betalte en høj pris —60% tab—men de forhindrede at den defensive linje brød sammen og holdt I Korps tilbage. Da han blev spurgt af en anden officer om hvor hans division var, svarede Hood: "Død på slagmarken".
Hookers mænd havde også betalt dyrt, men havde ikke nået deres mål. Efter to timer og tab på 2.500 mand var de tilbage hvor de startede. Majsmarken, et areal omkring 225 meter dybt og 360 meter bredt, var skueplads for ubeskrivelig ødelæggelse. Det blev beregnet at majsmarken skiftede hænder ikke mindre end 15 gange i løbet af morgenen. Hooker bad om hjælp fra de 7.200 mand i Mansfield's XII Korps.
Angreb fra XII Korps, 7.30 til 9.00
Halvdelen af Mansfield's mænd var nye rekrutter og Mansfield selv havde heller ingen erfaring. Han havde overtaget kommandoen blot 2 dage tidligere. Selv om han var en veteran med 40 års tjeneste bag sig havde han aldrig ført et stort antal tropper i kamp. Bekymret over om hans mænd ville stikke af under ild rykkede han dem frem i en formation, som var kendt som kolonne af kompagnier samlet i masse. En sammenklumpet formation hvor et regiment var opmarcheret 10 mand i dybden i stedet for normalt 2. Da hans mænd rykkede ind i East Woods udgjorde de et glimrende mål for artilleriet, "næsten så godt et mål som en lade". Mansfield selv blev ramt af en kugle fra en snigskytte og døde senere samme dag. Alpheus Williams overtog midlertidigt kommandoen over XII Korps.
Rekrutterne fra Mansfields 1st Division kom ingen vegne mod Hoods linje, som blev forstærket af D.H. Hill's divisioner under Colquitt og McRae. 2nd Division af XII Corps, under George Sears Greene, brød derimod igennem McRae's mænd, som flygtede under den fejlagtige tro, at de var ved at blive omringet af en manøvre på deres flanke. Dette gennembrud i linjen tvang Hood og hans tropper, som var i undertal, at omgruppere i West Woods, hvor de havde startet dagen. Greene nåede frem til Dunker Church, Hooker's oprindelige mål, og fordrev Stephen Lee's batterier. Unionstropper holdt det meste af området øst for hovedvejen (turnpike).
Hooker forsøgte at få samling på de spredte rester af hans I Korps for at fortsætte angrebet, men en skarpskytte fik øje på generalens karakteristiske hvide hest og skød Hooker gennem foden. Kommandoen over I Korps gik over til general Meade, fordi Hookers rangældste underordnede, James B. Ricketts, også var blevet såret. Men med Hooker borte var der ingen general tilbage med tilstrækkelig autoritet til at samle styrkerne i I og XII Korps. Greenes mænd kom under hæftig beskydning fra West Wood og trak sig tilbage fra Dunker Church.
I et forsøg på at omgå de konfødereredes venstre flanke og lette trykket på Mansfields mænd blev Sumners II korps kl. 7.20 beordret til at sende to divisioner i kamp. Sedgwick's division med 5.400 mand var den første som overskredAntietam, og de gik ind i East Woods men den hensigt at svinge mod venstre og tvinge de konfødererede sydpå ind i angrebet af Ambrose Burnside's IX Korps. Men planen gik skævt. De mistede kontakten med William H. French's division, og kl. 9 igangsatte Sumner, som ledsagede divisionen sit angreb med en utraditionel angrebsformation. Tre brigaer i tre lange linjer men side ved side med kun 45-60 meter mellem linjerne. De blev først angrebet af konfødereret artilleri og dernæst på tre sider af divisionerne under Early, Walker og McLaws, op på under en halv time blev Sedgwick's mænd tvunget til at trække sig uordnet tilbage til deres udgangspunkt med tab på over 2.200. Sumner er blevet fordømt af de fleste historikere for sit uovervejde angreb, hans mangel på koordination med I og XII korps' hovedkvarterer, miste kontrollen med French's division, da han ledsagede Sedgwick's, undlade at gennemføre tilstrækkelig recognoscering inden han igangsatte sit angreb og for at vælge en usædvanlig angrebsformation, som blev så effektivt omgået af hans konfødererede modpart. Nyere forskning af historikeren M.V. Armstrong har vist at Sumner foretog en passende recognoscering og at hans beslutning om at angribe hvor han gjorde var berettiget ud fra den information han var i besiddelse af.
De afsluttende handlinger i morgenens fase af slaget foregik omkring kl. 10 da to regimenter af XII Korps rykkede frem, blot for at støde på John G. Walkers division, som netop var ankommet på Sydstatshærens højre flanke. De kæmpede i et område mellem majsmarken og West Woods, men snart blev Walkers mænd tvunget tilbage af to brigader af Greene's division og Unionshæren erobrede et område i West Woods.
Morgenens fase sluttede med tab på begge sider på tilsammen næsten 13.000 herunder to af Unionens korpschefer.
Midt på dagen.
Angreb fra XII og II Korps, fra kl. 9 til 13.
Midt på dagen flyttede kampene sig til centrum af de konfødereredes linjer. Sumner havde fulgt morgenens angreb med Segdwicks division men en anden af hans divisioner under French havde mistet kontakten med Sumner og Sedgwick og fortsatte af uforklarlige årsager sydpå. Ivrig efter en mulighed for at komme i kamp fandt French forposter på sin vej, og beordrede sine mænd fremad. På det tispunkt opdagede Sumner's aide (og søn) French og beskrev de forfærdelige kampe i West Woods og formidlede en ordre om at aflede de konfødereredes opmærksomhed ved at angribe deres centrum.
French stod overfor D.H. Hill's division, der var på omkring 2.500 mand, under halvdelen af det som French havde. 3 af Hill's 5 brigader var blevet revet op under morgenens kamp. Denne sektor af Longstreets linje var i teorien den svageste. Men Hill's mænd lå i en stærk defensiv stilling, på toppen af en trinvis stigning i en hulvej, som udgjorde en naturlig skyttegrav.
French igangsatte en række angreb af brigade-størrelse mod Hill's improviserede brystværn omkring kl. 9.30. Den første brigade bestod mest af uerfarne tropper under brigadegeneral Max Weber og blev hurtigt mejet ned af kraftig riffelild. Ingen af siderne anvendte artilleri på dette tidspunkt. Det andet angreb blev gennemført af flere rå rekrutter under oberst Dwight Morris, og de blev også udsat for kraftig ild, men afslog et modangreb fra Robert Rodes Alabama Brigade. Det tredje angreb under brigadegeneral Nathan Kimball omfattede tre regimenter af veteraner, men de blevogså ramt af ild fra hulvejen. French's division havde tab på 1.750 (ud af 5.700 mand) på under en time.
FOrstærkninger ankom på begge sider og kl. 10.30 sendte RObert E. Lee sin sidste reservedivision 3.400 mand under generalmajor Richard H. Anderson—af sted for at forstærke Hill's linje og forlænge den mod højre. Hermed forberedte han sig på et angreb, som skulle omgå French's venstre flanke. Men på samme tid ankom de 4.000 mand i generalmajor Israel B. Richardson's division på French's venstre side. Det var den sidste af Sumner's divisioner, som var blevet holdt tilbae af McClellan da han organiserede sine reserver.
Forrest i dagens fjerde angreb mod hulvejen var den irske brigade under brigadegeneral Thomas F. Meagher. Mens de rykkede frem med smaragdgrønne flag blafrende i vinden red en regimentspræst fader William Corby, frem og tilbage langs fronten og råbte tilgivelser, som dem den katolske kirke foreskriver for de som skal dø. (Corby gjorde noget lignende i Slaget ved Gettysburg i 1863.) De primært irske immigranter i brigaden mistede 540 mand til kraftige salver af riffelild inden de blev beordret til at trække sig tilbage.
General Richardson sendte personligt brigaden under brigadegeneral John C. Caldwell i kamp omkring middag (efter at have fået at vide at Caldwell var bagude bag en høstak), og endeig vendte strømmen. Andersons sydstatsdivision havde ikke været til megen hjælp for forsvarerne efter at general Anderson blev såret tidligt i slaget. Andre nøglepersoner gik også tabt, herunder George B. Anderson (ikke i familie). Andersons erstatning, oberst Charles C. Tew fra 2nd North Carolina, blev dræbt få minutter efter at han havde overtaget kommandoen. Oberst John B. Gordon fra 6th Alabama fik fire alvorlige sår under slaget. Han lå bevidstløs, med hovedet ned i sin kasket, og fortalte senere kolleger at han kunne være blevet kvalt i sit eget blod, hvis ikke det var for en Nordstatssoldat, som tidligere havde skudt et hul i kasketten, som blodet kunne løbe ud af. Rodes blev såret i hoften, men var stadig på slagmarken. Disse tab bidrog direkte til forvirringen i de følgende hændelser.
Da Caldwells brigade rykkede rundt om de konfødereredes højre flanke så oberst Francis C. Barlow og 350 mand fra 61st og 64th New York et svagt punkt i linjen og erobrede en knold, som havde udsyn til hulvejen. Det gav dem mulighed for at skyde på langs af vejen og gøre den til en dødsfælde. I et forsøg på at vende rundt for at møde denne trussel blev en kommando fra Rodes misforstået af oberstløjtnant James N. Lightfoot, som havde erstattet den bevidstløseJohn Gordon. Lightfoot beordrede sine mænd til at vende rundt og machere væk, en ordre som alle 5 regimenter i bridaden troede også vedrørte dem. Sydstatstropper begyndte at strømme mod Sharpsburg, deres linje var tabt.
Richardsons mænd var i skarp forfølgelse da en artillerikoncentration, som general Longstreet i en fart havde samlet, drev dem tilbage. Et modangreb med 200 mand ført af D.H. Hill kom rundt om Unionens venstre flanke nær hulvejen, og selv om de blev drevet væk af et voldsomt angreb fra 5th New Hampshire, stoppede det kollapsen i centrum. Tøvende beordrede Richardson sin division til at falde tilbage til nord for højderykken der lå ved hulvejen. Hans division havde tab på omkring 1.000 mand. Oberst Barlow blev alvorligt såret og Richardson dødeligt såret. Winfield S. Hancock overtog kommandoen over divisionen og selv om Hancock senere fik et fint ry som en aggressiv divisions- og korpschef betød det uventede lederskifte at momentum i Unionens fremstød gik tabt.
Blodbadet fra 9.30 til 13 ved hulvejen gav den navnet "Bloody Lane" og efterlod omkring 5.600 døde og sårede (3.000 fra Unionen, 2.600 konfødererede) langs den 700 meter lange vej. Og en stor mulighed opstod. Hvis denne ødelagte del af den konfødererede linje blev udnyttet kunne Lee's hær blive delt i to og muligvis blive besejret. Der var rigelige styrker til rådighed til at gøre det. Der var en reserve på 3.500 kavalerister og 10.300 infanterister fra General Porters V korps, som ventede nær den midterste bro 1,5 km borte. VI korps var netop ankommet med 12.000 mand og general William B. Franklin var klar til at udnytte gennembruddet, men Sumner, som var den højest rangerende korpschef beordrede ham til ikke at rykke frem. Franklin appellerede til McClellan, som forlod sit hovedkvarter i baglandet for at høre begge sider, men tilsluttede sig Sumners beslutning og beordrede Franklin og Hancock til at holde deres stillinger.
Senere på dagen hørte lederen af en anden reserveenhed nær centrum, V korps' generalmajor Fitz John Porter, anbefalinger fra generalmajor George Sykes, som kommanderede hans 2. division om at endnu et angreb skulle sættes ind i centrum, en ide som interesserede McClellan. Det siges, at Porter sagde til McClellan: "Husk på general, at jeg har kommandoen over den sidste reserve i den sidste hær i republikken". McClellan tøvede, og endnu en mulighed var tabt.
Eftermiddag.
Angreb fra IX Korps, kl. 10.00 til 16.30
Kampen flyttede sig til den sydlige ende af slagmarken. Ifølge McClellans slagplan skulle generalmajor Ambrose Burnside og IX Korps gennemføre et afledningsangreb til støtte for Hooker's I Korps, i håb om at fjerne de konfødereredes opmærksomhed fra det planlagte hovedangreb mod nord. Burnside fik imidlertid besked på at vente indtil han fik direkte ordre på at igangsætte angrebet, og den kom først frem til ham kl. 10. Burnside var mærkeligt passiv under forberedelserne til slaget. Han var utilfreds med at McClellan havde opgivet den tidligere struktur, hvor flankens ledere rapporterede direkte til ham. Tidligere havde Burnside kommanderet en flanke, som havde omfattet både I og IX korps og nu havde han kun ansvar for IX Korps. Da han implicit nægtede at opgive sin højere autoritet behandlede Burnside først generalmajor Jesse L. Reno (dræbt ved South Mountain) og dernæst brigadegeneral Jacob D. Cox fra Kanawha Divisionen som korpschefer og lod ordrer til korpset gå gennem sig.
Burnside havde fire divisioner med 12,500 tropper og 50 kanoner øst for Antietam Creek. Overfor ham var en styrke, som var blevet stærkt udtyndet af at Lee havde flyttet enheder væk for at afstive den venstre flanke af de konfødereredes linje. Ved daggry stod divisionerne under brigadegeneralerne David R. Jones og John G. Walker i forsvarsposition, men kl. 10 var alle Walkers folk og oberst George T. Anderson's Georgia brigade væk. Jones havde kun ca. 3.000 mand og 12 kanoner til rådighed overfor Burnside. Fire tynde brigader bevogtede højdedragene nær Sharpsburg, især et lavt plateau ved navn Cemtery Hill. De resterende 400 mand fra 2nd og 20th Georgia regiment, under kommando af brigadegeneral Robert Toombs, med to artilleribatterier—forsvarede Rohrbach's Bridge, en 38 meter lang stenbro, som var den sydligste overgang over Antietam. Den ville blive kendt i historien som "Burnside's Bridge" efter dette slag. Broen var et vanskeligt mål. Vejen hen til den løb parallelt med creek-en og var udsat for fjentlig ild. Broen kunne beskydes far en 30 meter høj skovklædt skrænt på vestsiden, overstrøet med klippeblokke fra et gammelt stenbrud, hvilket gjorde beskydning fra infanteri og skarpskytter i godt beskyttede positioner en farlig forhindring for overgangen.
Antietam Creek var i denne sektor sjældent mere end 15 meter bred, og på adskillige strækninger var vandet kun en meter dybt og udenfor sydstatshærens rækkevidde. Burnside blev stærkt kritiseret for at overse denne kendsgerning, først af den konfødererede stabsofficer Henry Kyd Douglas. Det vanskelige terræn på den anden side af den til tider lavvandede creek gjorde imidlertid at overgangen over creeken var den forholdsvis lette del af et vanskeligt problem. Burnside fokuserede i stedet sin plan på at storme broen mens han samtidig krydsede et vadested, som McClellans ingeniører havde fundet en kilometer længere nede, men da tropperne nåede frem til det opdagede de, at siderne var for stejle til at de kunne komme op af dem. Mens oberst George Crook's Ohio brigade forberedte sig på at angribe broen med støtte fra brigadegeneral Samuel Sturgis's division kæmpede resten af Kanawha divisionen og brigadegeneral Isaac Rodman's division igennem tykt krat i forsøget på at finde Snavely's Ford, 3 km nede af creeken med den hensigt at falde de konfødererede i flankenm.
Crooks angreb på broen blev anført af en skyttekæde fra 11th Connecticut, som blev beordret til at rydde broen så tropperne fra Ohio kunne krydse og angribe bakkerne. Efter at have været udsat for en kraftig ild i 15 minutter trak folkene fra Connecticut sig tilbage med 139 døde og sårede - en tredjedel af deres styrke, herunder anføreren oberst Henry W. Kingsbury, som blev dødeligt såret. Crook's hovedangreb fejlede da hans manglende kendskab til terrænet fik hans mænd til at nå creek-en knap en halv kilometer oppe ad floden, hvor de udvekslede skudsalver med sydstaternes skyttekæder i de næste timer.
Mens Rodman's division fortsat kæmpede sig mod Snavely's Ford, besluttede Burnside og Cox endnu et angreb på broen fra en af Sturgis's brigader, anført af 2nd Maryland og 6th New Hampshire.
De blev også ofre for sydstatshærens skarpskytter og artilleri, og deres angreb faldt fra hinanden. På dette tidspunkt var det middag, og McClellan var ved at miste tålmodigheden. Han sendte kurer efter kurer for at bevæge Burnside til at rykke frem. Til en af sine aides sagde han: "Sig til ham, at selv om det koster 10.000 mand må han rykke frem nu". Han øgede presset ved at sende sin generalinspektør, oberst Delos B. Sackett til Burnside, som reagerede indigneret: "McClellan lader til at tro, at jeg ikke gør mit bedste for at tage denne bro. De er den 3. eller 4. som er kommet til mig denne morgen med tilsvarende ordrer."
Det tredje forsøg på at tage broen kom kl. 12.30 med Sturgis's anden brigade under kommandoe af brigadegeneral Edward Ferrero. Forrest var 51st New York og 51st Pennsylvania, som med tilstrækkelig artilleristøtte og et løfte om at en nyligt afskaffet whiskyration ville blive genindført hvis angrebet lykkedes angreb ned ad bakke og indtog positioner på den østlige side. De manøvrerede en erobret howitzer i position og skød dobbelte ladninger af kardæsker hen ad broen og nåede ind til 20 meter fra fjenden. Omkring kl. 13 var sydstatshærens beholdninger af ammunition ved at være brugt op og Toombs hørte at Rodmans folk var på vej over Snavelys Ford på deres flanke. Han beordrede tilbagetrækning. Hans soldater fra Georgia havde tilføjet Unionstropperne et tab på over 500 og selv kun mistet omkring 160. Hertil kom at de havde forsinket Burnsides angreb på den sydlige flanke i mere end tre timer.
Burnsides angreb gik igen i stå helt af sig selv. Hans officerer havde undlagt at transportere ammunition over broen, som i sig selv var ved at blive en flaskehals af soldater, artilleri og vogne. Det medførte endnu to timers forsinkelse. General Lee brugte denne tid til at styrke sin højre flanke. Han beordrede alle til rådighed stående artillerienheder frem, om end han ikke gjorde noget for at styrke D.R. Jones's alvorligt underlegne styrke med infanterienheder fra venstre fløj. I stedet satsede han på at A.P. Hills lette division, som på dette tidspunkt var i gang med en udmarvende 27 km march fra Harpers Ferry ville nå frem. Klokken 14 havde Hills mænd nået Botelers Ford og Hill kunne kontakte den lettede Lee kl. 14.30. Denne beordrede ham til at opstille sine mænd til højre for Jones.
Unionshæren var ganske uvidende om at 3.000 nye tropper ville stå overfor dem. Burnsides plan var at omgå Sydstatshærens svækkede højre flanke, gå mod Sharpsburg og afskære Lee's hær fra Boteler's Ford, deres eneste flugtvej over Potomac. Klokken 15 efterlod Burnside Sturgis's division i reserve på den vestlige bred og rykkede vestpå med over 8.000 tropper hvoraf de fleste var friske, og 22 kanoner til nærkampstøtte.
Et indledende angreb blev anført af 79th New York "Cameron Highlanders" og lykkedes mod Jones'
talmæssigt underlegne division, som blev presset tilbage forbi Cemetery Hill og til 200 meter fra Sharpsburg. Længere mod venstre rykke Rodman's division frem mod vejen til Harpers Ferry. Den forreste brigade under oberst Harrison Fairchild kom under kraftig artilleribeskydning fra et dusin fjendtlige kanoner placeret på en bakke foran deres front, men de fortsatte med at ryke frem. Der var panik i Sharpsburgs gader, som var stoppet af retirerende sydstatssoldater. Af de 5 brigader i Jones's division var kun Toombs' brigade fortsat intakt, men han havde kun 700 mænd.
A. P. Hill's division ankom kl. 15.30 og Hill delte sin kolonne så to brigader rykke mod sydøst for at beskytte hans flanke og de andre tre - ca. 2.000 mand rykkede ind til højre for Toombs's brigade og forberedte et modangreb. Kl. 15.40 angreb brigadegeneral Maxcy Gregg's brigade af South Carolinere den 16th Connecticut på Rodman's venstre flanke i majsmarken tilhørende John Otto. Folkene fra Connecticut havde været i tjeneste i blot 3 uger, og deres linje brød sammen med 185 døde og sårede. 4th Rhode Island kom frem til højre for dem, men havde svært ved at se i den høje majs og blev desorienteret af at mange sydstatssoldater var i nordstatsuniformer, som de havde erobret ved Harpers Ferry. De flygtede også og efterlod 8th Connecticut langt fremme og helt isoleret. De blev drevet hele vejen ned at bakkerne mod Antietam Creek. Et modangreb af regimenter fra Kanawha divisionen lykkedes ikke.
IX Corps havde lidt tab på omkring 20% men havde stadig dobbelt så mange mænd som de sydstatsenheder de stod overfor. Nervøs over sammenbruddet på sin flanke beordrede Burnside alle sine mænd tilbage til den vestlig bred af Antietam, hvor han indtrængende forlangte flere mænd og artilleri. McClellan var i stand til at hjælpe ham med et enkelt batteri. Han sagde: "jeg kan ikke gøre mere. Jeg har intet infanteri". Rent faktisk havde McClellan to friske korps i reserve, Porter's V og Franklin's VI, men han var for forsigtig, og bekymret over muligheden for et snarligt modangreb fra Lee. Burnsides mænd tilbragte resten af dagen med at bevogte broen som de havde lidt så meget for at erobre.
Efterspil.
Slaget var ovre kl. 17.30. Dagens tab var voldsomme på begge sider. Unionens tab var på 12,401 heraf 2.108 dead. De konfødereredes tab var på 10.318 medh 1.546 døde. Det svarede til 25% af Unionens og 31% af sydstaternes styrke. Flere amerikanere døde den 17. september 1862 en på nogen anden dag i nationens militærhistorie, inklusive D-dag under 2. verdenskrig og 11. september 2001. Om morgenen den 18. september forberedte Lee's hær sig på at forsvare sig mod et angreb, som aldrig kom. Efter en improviseret våbenhvile hvor begge sider kunne bjerge og udveksle sårede, begyndte Lees styrker om aftenen at trække sig tilbage over Potomac og tilbage til Virginia.
Præsident Lincoln var skuffet over McClellans indsats. Han troede at McClellan's forsigtige og dårligt koordinerede handlinger i felten havde ført til at slaget endte uafhængjort i stedet for et ødelæggende konfødereret nederlag. Historikeren Stepjem Sears er enig.
Præsidenten var endnu mere forundret over at fra den 17. september til den 26. oktober trods gentagne appellser fra krigsministeriet og præsidenten selv afviste McClellan at forfølge Lee over Potomac, angiveligt fordi han manglede udstyr og var bange for at strække sine styrker for langt. Den øverstkommanderende general Henry W. Halleck skrev i sin officielle rapport: "En så stor hærs inaktivitet overfor en slagen fjende og i den mest favorable årstid til hurtige bevægelser og en energisk kampagne var en sag som gav anledning til megen skuffelse og beklagelser. " Lincoln fratog McClellan kommandoen over Army of the Potomac den 7. november, hvilket i praksis afsluttede generalen militære løbebane.
Slaget mindes på Antietam National Battlefield.
Intramolekylær.
Intramolekylær betyder "indenfor samme molekyle", f.eks. er en intramolekylær reaktion en reaktion, hvor én del af et molekyle reagerer med en anden del af det samme molekyle. I modsætning til en in"ter"molekylær reaktion, hvor to uafhængige molekyler reagerer med hinanden (kan være ens eller forskellige).
Kogepunkt.
Kogepunktet er den temperatur hvor et stof overgår fra flydende form til gasform. F.eks. ligger vands kogepunkt på 100 grader celsius ved 1 atmosfæres tryk. Kogepunkt kan forkortes TK.
Kogepunktet kan også kaldes fortætningspunkt når man betragter den modsatte proces: overgang fra gas til væske. Men det er den samme temperatur.
Bjerg.
Bjerg i Alaska, 'Becharof National Wildlife Refuge'.
Bjerge kan være dannede ved vulkansk aktivitet, ved forskydninger i jordskorpen eller ved borterodering af omkringliggende, bløde bjergarter.
Det er omdiskuteret, hvilke kriterier, der gælder for, at en bakke kan kaldes et bjerg. Men der er i vore dage almindelig enighed om, at ingen bakker i Danmark kvalificerer sig til titlen, selvom de har et navn, hvor ordet bjerg indgår. I Encyclopædia Britannica er et krav en minimumshøjde på 610 meter.
Relativt nye bjerge er dannede ved forskydninger i jordskorpen og kendetegnes som store bakker med smalle kløfter. De midaldrende bjerge har brede dale, der er fyldt op med grus og sten. Helt gamle bjerge er klippeknolde, hvor kun det hårdeste står tilbage som øer på en slette - f.eks. mesa eller plateau. Det vil sige, at kløfterne gradvis bliver til dale, som bliver bredere, som vokser sammen til sletter, efterhånden som bjergkammene forsvinder.
Det højeste bjerg i verden er Mount Everest (Nepal), mens det højeste i Europa er Mont Blanc i Alperne.
Klimatiske forhold.
Jo længere man bevæger sig op ad et bjerg, jo koldere bliver det. En tommelfingerregel siger, at temperaturen falder 1 °C for hver 200 meter. Som følge heraf har mange høje bjerge konstant snedække på toppen, selvom de ligger i tropiske områder. Snedækket stammer desuden fra nedbør, der tiltager i takt med, at højden stiger.
De bjerge, der ligger tæt på have, vil modtage store mængder med nedbør fra vindsiden, da den fugtige luft fra havet tvinges op over bjerget, og derved bliver luften afkølet. Vanddampen bliver til dråber, og det begynder at regne. På den modsatte side af bjerget vil luften være meget tør, og derfor falder der ikke så meget regn. Nogle gange kan luften være så tør og varm, at der på læsiden af bjerget ligefrem opstår en ørken.
Over et bestemt punkt/grænse vokser der ikke træer. Denne grænse kaldes for trægrænsen. Over trægrænsen vil der i stedet kun vokse buske og græs. Under grænsen kan der være meget frodigt med planter, og nedbørsforholdene kan skabe optimale vækstbetingelser for ellers sjældne plantearter.
Selvom træerne nemt kan tåle hård frost, er det en forudsætning, at temperaturen ligger over 0 °C i en del af året. Ellers kan de ikke vokse, sætte nye skud og blomstre.
Verdens højeste bjerge.
Der er 14 bjerge i verden, som er 8.000 meter over havets overflade eller mere.
Fjeld.
Et fjeld er betegnelsen for en landskabsformation, som hæver sig kraftigt i forhold til sine omgivelser. På norsk kaldes fjeld for "fjell" og på svensk for "fjäll".
Der findes ikke en entydig definition på landskabsformationen "fjeld", men betegnelsen anvendes ofte om bjerge, som er så høje at deres øverste del, når over trægrænsen og dermed mangler skovvækst, er mindre ufrugtbare og ofte snedækkede.
Andre betegner alle højdeformationer over en vis højde som "fjeldet", eksempelvis områder over 1000 meter over havet.
Bjergbestigere og klatrere anvender ofte betegnelsen "fjeld" om selve den stejle klatrefacade som er det primære udgangspunkt for deres aktiviteter, uanset i hvilken højde, dette "fjeld" ligger (eksempelvis Kullen, som ikke ligger særlig højt).
Rutsjebane.
Rutsjebane blev tidligere stavet "rutschebane". Rutsjebaner benytter tyngdekraften på en sådan måde, at passagerer oplever tyngdeændringer (inkl. G-påvirkninger) - ofte med korte perioder af vægtløs tilstand, så det "kilder" i maven. Tyngdeændringer opnås ved, at rutsjebanen skiftevis buer nedad og opad.
Legetøjsrutsjebane.
Rutsjebaner kan bruges hele året.
En legetøjsrutsjebane er en form for rutsjebane og sliske fortrinsvis til børn. forskellen mellem en legetøjsrutsjebane og en rutsjebane er at legetøjsrutsjebaner for det meste kun går skråt ned og den er ikke motordrevet, en rutsjebane er en motor-drevet maskine der snor sig rundt i alle muglige vinkler
Vandrutsjebane.
En vandrutsjebane er en større sliske og rutsjebane til børn og voksne i badetøj, hvor der i rutsjebanen løber vand for at man glider hurtigere ned.
Bakke (geologi).
En bakke er en del af landskabet som er højereliggende end omgivelserne, men som ikke er et bjerg. Der er ingen entydig skillelinje mellem bakker og bjerge. Bjerglandskaber som Alperne betegnes dog på dansk sjældent som bakker. Omvendt findes der i Danmark ingen landskabsformer, om hvilke man vil bruge betegnelsen bjerge (selvom ordet bjerg indgår i utallige stednavne).
Bakker beskrives ofte i forhold til et punkts højde over havets overflade. Men det er misvisende. En bakke skal primært defineres ud fra, hvor stejle dens sider er, og hvor stor en højdeforskel der er fra bund til top. De to største bakker i Danmark er således Aborrebjerg på Møn og Himmelbjerget ved Silkeborg.
Aarhus Universitet.
Aarhus Universitet (AU, eng.: "Aarhus University") er med 38.000 studerende Danmarks næststørste universitet.
Uddannelser og fag.
Aarhus Universitet udbyder en stor skare af uddannelser indenfor mange områder, som Medicin, Oplevelsesøkonomi og Datalogi.
Du kan se udvalget af uddannelser på
Ønsker du at undersøge specifikke fag, kan du se dem på
Historie.
Mindetavle for arbejdere dræbt under luftangrebet i 1944
Aarhus Universitet er oprettet i 1928 som et privat initiativ under navnet "Universitetsundervisningen i Jylland". Ved indvielsen den 11. september 1928 startede 78 studerende. I 1934 fik det humanistiske fakultet statsanerkendelse, statsstøtte og eksamensret. Indtil da skulle man til København for at færdiggøre studierne. I 1936 blev et økonomisk og et juridisk fakultet oprettet. I 1942 blev Det Teologiske Fakultet oprettet, og Det Naturvidenskabelige Fakultet blev oprettet i 1954. Universitetet var privatejet frem til 1970 hvor staten gik ind i ejerskabet.
Under krigen havde Gestapo sit jyske hovedkvarter på universitetet, nærmere betegnet i kollegierne IV og V ud mod Langelandsgade. Efter anmodning fra modstandsbevægelsen gennemførte det engelske Royal Air Force derfor et angreb. Det skete den 31. oktober 1944. Ved dette angreb blev hovedbygningen svært beskadiget, og de to kollegiebygninger blev helt ødelagt. Arkitekten C.F. Møller blev begravet under ruinerne af hovedbygningen, men blev efter nogle timer hjulpet ud og slap uden mén. Ikke alle arbejdere på byggeriet slap så heldigt, og i hovedbygningen er der opsat en mindetavle for de 10 omkomne arbejdere og to, der omkom 22. september 1941 under forberedelserne til opførelsen af hovedbygningen.
C.F. Møller fortalte senere, at det første han spurgte om, da han kom til bevidsthed efter angrebet var, om "buerne var blevet ødelagt". Det var de murede buer, som udgør udsmykningen af hovedbygningen mod Ringgaden og parken. Hvis de var blevet ødelagt, vidste han nemlig, at der aldrig ville blive penge til genopbygning. Men heldigvis var buerne ikke beskadiget.
Aarhus Universitet husede Danmarks første professor i sociologi (Theodor Geiger, fra 1938–1952) og i 1997 professor Jens Christian Skou der modtog Nobelprisen i Kemi for opdagelsen af Natrium-kalium-pumpen.
Arkitektur.
Universitetets bygninger er anerkendt for deres arkitektoniske kvalitet, bl.a. ved optagelse i Kulturministeriets kanon i 2006 som et af de tolv mest betydningsfulde arkitektoniske værker i Danmarks kulturhistorie.
Anlægget er fra starten planlagt efter 1. præmieprojektet i konkurrencen om Universitet i 1931 Udført af arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann sammen med havearkitekten C.Th. Sørensen. De første bygninger, der stod klar i 1933, er tegnet af disse. Senere bygninger er opført i samme stil, med C.F. Møller som arkitekt. Udseendet skyldes blandt andet, at Forenede Jydske Teglværker støttede universitetsprojektet med en million gule mursten.
Universitetets hovedbygninger er samlet i og omkring et smukt morænelandskab, Universitetsparken, C.Th. Sørensen, der gennem årene er blevet udvidet en del. I harmonisk samspil med den kuperede park danner de ensartede bygninger en smuk 'campus', der har opnået international berømmelse. De karakteristiske gulstensbygninger i Universitetsparken rummer et samlet etageareal på 246.000 m². Derudover råder universitetet over en række bygninger uden for parken med et samlet etageareal på 59.000 m².
I Universitetsparken finder man desuden Steno Museet, Naturhistorisk Museum, Antikmuseet samt kollegier.
Tidligere havde også Århus Kunstmuseum til huse i området.
Fest- og studenterforeninger.
Der findes talrige festforeninger og studenterforeninger på universitetet, bl.a. @lkymia (kemi), Biogas (festforening) (biologi), Die Rote Zone (fredagsbar) (molekylærbiologi, molekylærmedicin og bioteknologi), Økonomisk Forening (økonomi); Juridisk Selskab, The European Law Students' Association - ELSA, Konservative Jurister, Alternative Jurister, Seriøse Jurister (jura); Politologisk Forening (statskundskab), Fredagscaféen (Datalogi og IT), PANIK (Institut for Informations- og Medievidenskab), TÅGEKAMMERET (matematik, fysik, datalogi, matematik-økonomi, og nanoteknologi), Den ultra hemmelige Huejunta (fysik), HIKIUN (forhistorisk arkæologi), SIDAH (middelalder- og renæssancearkæologi), Utile Dulci (klassisk filologi), Århus medicinerrevy, Nanorama (nanoscience) og Umbilicus (medicin).
Internationalt renommé.
"Times Higher Education" placerede Aarhus Universitet som det 63. bedste universitet blandt de ca. 17.000 universiteter i verden i 2009. Universitetet rangerer desuden som nr. to blandt nordiske lande på samme liste, kun overgået af Københavns Universitet. Shanghai Jiao Tong University præsenterer hvert år en "Academic Ranking of World Universities" i hvilken Aarhus Universitet i 2007 blev placeret på delt 102. plads blandt verdens 500 bedste universiteter..
Aarhus Universitet er medlem af den europæiske Coimbra Group, i hvilken bl.a. University of Oxford, University of Cambridge, Uppsala universitet, Université Catholique de Louvain og Trinity College Dublin er medlemmer.
Referencer.
*
Epicenter.
Jordskælv i en forkastningszone og dets epicenter
Epicenter (græsk: "ἐπίκεντρον") er det punkt på jordoverfladen, der er lodret over det punkt, hvor et jordskælv eller en underjordisk eksplosion udløses. Epicenteret er placeret direkte over hypocenteret, der er det sted, hvor energien frigives. Hypocentre optræder ofte langs forkastningszonerne imellem de enkelte kontinentalplader
Rystelserne fra et jordskælv er kraftigst ved jordskælvets epicenter, dvs. på det sted, hvor noget i undergrunden flyttede sig i et ryk. Ved større jordskælv kan rystelserne mærkes flere hundrede kilometer borte. Fintfølende måleinstrumenter, kaldet seismografer, kan opfange rystelserne fra et jordskælv flere tusinde kilometer borte.
Et jordskælv er sjældent en "punktbegivenhed". Jordskælv opstår oftest når to af jordens store kontinentalplader langsomt presses mod og under hinanden, eller skubbes fra hinanden (ved spredningsryggene i oceanerne), eller langs med hinanden som ved i Jordskælvet i Haiti 2010. Spændingen opbygges langsomt og på et eller andet tidspunkt giver undergrunden efter, og de to plader rykker i forhold til hinanden. Epicenteret er så der, hvor materialet gav efter, men brudfladen mellem de to plader har en udbredelse og pusten går noget ud af opsprækkningen indtil den går i stå og jordskælvet standser. Så derfor er positionen hypocenteret (og dermed også epicenteret) en vigtig position at fastlægge.
Floddelta.
Et floddelta opstår ved at en flod forgrener sig for at nå havet; selve deltaet består af disse forgreninger og det land som ligger imellem dem.
Et floddeltas jord er våd og normalt næringsrig, da vandstrømmens hastighed sænkes, hvilket forårsager udfældning af vandets medbragte partikler. Det er grunden til at folk bosætter sig ved floddeltaer; der er frisk, frodig jord til dyrkning. Når floden går over sine bredder bliver der faktisk afsat næringsrigt slam på jorden, så set i dette lys er det godt. Dæmninger forhindrer de fleste oversvømmelser, men forhindrer afsættelse af næringsrigt slam længere væk fra floden og dennes delta.
Dannelse.
Delta betegner de landdannelser, der opstår omkring visse flodmundinger ved aflejring af de faste stoffer, floderne fører med sig. Navnet deltaer benyttedes først af grækerne til betegnelse af Nilens mundingsområde på grund af ligheden mellem det af flodens arme omsluttede trekantede landskab og tegnet for det græske bogstav D (Δ), senere gik det over på lignende dannelser ved flodmundinger ikke blot i havet, men også i indsøer. Enhver flod fører faste bestanddele med sig, men efterhånden som strømmens hastighed aftager, aflejres de tungere dele, og kun de lettere dele af materialet når ud til mundingen. Hvis der uden for flodmundingen er stærk ebbe og flod, bølgegang eller strøm, vil det medbragte materiale hurtig blive skyllet bort og først aflejret på roligere steder med større havdybder. Hvis bevægelserne i vandet derimod ikke er stærke nok til at bortføre alt det medbragte materiale, bliver en del af det liggende uden for flodens munding og kan der hobe sig op, indtil det til sidst når op til vandspejlet. På tider, hvor floden er særlig vandrig, kan den endnu overskylle det nydannede land, men ved almindelig vandstand vil dette som oftest bevirke, at floden deler sig i to arme uden om det, og hvis dette gentager sig flere gange, dannes der til sidst en flad slette, der vokser videre og videre ud i vandet, gennemskåret af flodens forgreninger. Deltaer dannes derfor i reglen kun på sådanne steder, hvor havet ikke er for dybt og vandets bevægelser mindre stærke, således navnlig inden for ørækker, i rolige bugter eller i strandsøer; sådanne strandsøer opfyldes efterhånden af deltaer, og dannelsen kan føres videre ud i havet, men kun få floder formår at danne deltaer ud i det åbne hav, som fx Po-floden. Som eksempler på deltaer, dannede i strandsøer, kan nævnes Rhinen, Rhône, Nilen og Weichsel. Ofte smelter flere floders deltaer sammen, således Ganges med Bramaputra og Rhinen med Maas og Schelde. Deltaets størrelse antager ofte betydelige dimensioner.
Materialer.
Deltaer består af et lag af grus, sand og ler, og ifølge deres dannelsesmåde må deltaer nødvendigvis altid præsentere sig som jævne, flade strækninger, der ofte ligger så lavt, at de må skærmes ved dæmninger og diger mod oversvømmelser; de her byggede byer præsenterer sig også på forsk. måder beskyttet mod vandets indtrængen, således hviler husene i den nedre del af Bangkok ved Menam på høje pæle, og New Orleans skærmes ved høje dæmninger for Mississippis oversvømmelser. I deltaer, der er taget under kultur som Po- og Rhin-deltaerne, har man ved diger tvunget floden til at forblive i eet og samme begrænsede leje, i hvilket derfor en stor del af det materiale afsættes, som ellers ville udbredes over hele deltastrækningen. Som følge heraf stemmes vandspejlet højere op, faldet og dermed hastigheden forringes, og bundfældningen bliver større, så at de omboende nødes til at lade digerne følge bevægelsen opad. På denne måde er det nu fx kommet så vidt, at Po-flodens bund ligger højere end det nærmest omliggende land, og at beboerne af de hollandske poldere med stort besvær må hæve det overflødige vand op til floden for således at skaffe det afløb.
Betydning.
Deltaet afgiver en yderst frugtbar jordbund, og de fleste deltaer fremtræder også med en meget talrig befolkning, som Hoanghos og Yangtsekiangs i Kina, Ganges' i Indien, Nilens i Ægypten, Rhinens i Holland. Særlig i Ægypten viser delta sin store betydning ved kontrasten mod det omgivende ørkenland; mærkværdig nok ligger Rhônes delta endnu til dels hen uden at være taget under kultur.
For handel og samkvem er derimod deltaer med deres ofte grundede flodarme ikke så heldige, man ser derfor også hyppigt, at de store handelsstæder ikke ligger i deltaer, men ved deres begyndelse, fx Kahirah, eller ved deltaets sider, fx Alexandria, Marseille og andre.
Tivoli Friheden.
Tivoli Friheden er en forlystelsespark i Århus. Den ligger kønt i skoven i udkanten af det centrale Århus.
Parken havde 365.000 besøgende i 2009, og det tal er stigende. Parken har undergået en stor forandring de seneste år, så parken i dag fremstår med pæn belægning og masser af blomster og springvand.
Historien.
Navnet "Friheden" anvendtes fra 1880'erne og frem til 1924 for den nordligste del af Marselisborgskovene. Denne skov var siden 1300-tallet blevet kaldet Havreballe Skov. En overgang i 1700 og 1800-tallet anvendtes navnet Ladegårdsskoven. Herskabet på Marselisborggård, som ejede skoven, gav i slutningen af 1800-tallet adgang til denne i sommerhalvåret.
Når man om søndagen tog fra den trange købstad ud til skoven, var det friheden, man befandt sig i. Heraf muligvis navnet. Her serverede skovfogeden øl, vand, kaffe og kringle. Skovfogeden havde så travlt, at "marselisudvalget" i 1903 følte sig nødsaget til at gøre byrådet opmærksom på, at skovfogeden var mere traktør end skovfoged.
Byrådet lyttede og efterkom beslutningen om at tillade den unge restauratør Hans Rising at overtage opgaven med at servere for gæsterne. Han søgte kommunen om at opføre en pavillon på
et åbent areal i skoven, hvilket han fik lov til. Området kaldte han "Friheden", og det tog ham kun 2 måneder at opføre pavillonen, og Restaurant Terrassen blev indviet d. 31. juli 1904.
Pavillonen blev tegnet af arkitekt S. F. Kühnel, som også har tegnet brandstationen i Ny Munkegade og Mejlborg Århus Centrum. Dette var cirka samme tid som Århus Sporveje åbnede sin første elektriske sporvej med endestation kun få minutters gang derfra.
Aftalen med kommunen indebar at Hans Rising betalte en årlig leje af jorden på 500 kr samt leverede et passende antal borde til spisning af medbragt mad, udleje service, samt stille kogende vand til rådighed til kaffebrygning.
Til dem som krævede luksus, kunne man i Restaurant Terrassen erhverve en større frokost for 75 øre, og for 10 øre ekstra pr. person hørte der snaps til.
Restaurant Terrassen var meget populær, særligt fra år 1909 hvor der var koncerter på musiktribunen hver søndag. Dengang kunne man opleve datidens store solister som Lauritz Melchior og Gerda Christoffersen.
Ved særlige lejligheder blev Friheden afspærret, og Rising tog entré. Dette var specielt ved trækplastret "ildfest" med illumination og fyrværkeri. Af og til var vejret ikke til udflugt i skoven når disse disse arrangementer blev afholdt, men dette nød eleverne på den nærmeste skole godt af, da Hans Rising inviterede børnene fra de små klasser til gratis kage og sodavand. Fra 1924 anvendtes atter navnet Havreballe Skov for selve skovområdet efter beslutning i Byrådet.
Det er først efter første verdenskrig, at Friheden begynder at minde om det, vi i dag kender ved en forlystelsespark. Her bliver Hans Risings restaurant samlingssted for mange af Århus' folkefester. Socialdemokraterne vælger i 1925 at flytte deres grundlovsfest fra Vennelystparken til Friheden. Dengang kunne man opleve talere som Stauning og Jeppe Aakjær. Ved disse fester begyndte man at opstille forlystelser som karruseller, gynger og skydetelte.
I 1927 udløb kontrakten mellem Hans Rising og kommunen, men kommunen valgte hurtigt at genforpagte den. Herefter tilbyggede Hans Rising den oprindelige restaurant, da han knapt nok kunne følge med efterspørglen på foreningsfester. Det er denne bygning som den dag i dag huser Tivoli Teatret.
I de efterfølgende år blev der fremsat mange ideer om at anlægge en decideret folkepark. Man havde blandt andet smugkigget lidt til den odenseanske, hvor der var sammenhæng mellem zoologisk have og folkepark. Der blev derfor bl.a. fremsat et forslag om at bygge en tunnel under Stadion Allé til det daværende Århus Zoo. Dette blev dog aldrig til noget.
I 1949 fik Friheden en minigolfbane, og året efter kom der et friluftsskakbræt foran restauranten, ligesom at der blev indkøbt vandcykler så man kunne sejler en tur i søen. Skovfogeden Ladefoged havde store planer for søen og fremsatte en idé om at Fregatten Jylland skulle ligge fast som restaurationsskib, men dette blev dog ikke til noget.
I 1954, efter 50 år, Takkede Hans Rising af som restauratør for Restaurant Terrassen, og herefter kom der for alvor gang i snakken om en fokepark.
Byrådet kontaktede den aalborgensiske restauratør Dan Christophersen, som også var komponist og revyinstruktør, og han overtog forpagtningen af Restaurant Terrassen, og han fremsatte ideen om at opstille permanente forlyselsesforretninger, hvilket i 1957 blev gennemført på forsøgsbasis. Det blev en så stor succes, at der allerede året efter blev indgået et kompagniskab om driften af en decideret tivolipark mellem Århus Kommune og tivoliejer Marinus Kobberrød.
D. 2. maj 1958 var Folkeparken endeligt en realitet og åbnede med en bragende succes med over 400.000. Festfyrværkeriet på den store åbningsdag andtændte det gamle skovfogedhus, der hvor det hele startede. Dette forhindrede dog ikke århusianerne i fortsat at kalde folkeparken "Friheden", skønt navnet officielt var "Århus Folkepark". Dette tog man senere konsekvensen af, og ændrede navnet til "Tivoli Friheden". Besøgstallet holdt dog ikke og begyndte i årene efter at falde. Dette skyldtes formentlig at der på daværende tidspunkt ikke var ret mange forlystelser. Dette forsøgte man at rette op på ved køb af flere forlystelser og en fordobling af budgettet til sang og musik. Det gik herefter meget op og ned ad bakke for Tivoli Friheden, og i 1984 gik parken i Betalingsstandsning, og Århus kommune overtog den fulde drift. Kommunen istandsatte tivoli teatret for et millionbeløb, ligesom at man i perioden 1992 - 1996 omlagde parken for 13 millioner kroner. Det "kunstige åndedræt" fungerede, og i februar 2000 kunne parken igen stå på egne ben, og driften overgik til Tivoli Friheden A/S, som i dag står for driften.
Friheden har også de seneste år fået nye store forlystelser såsom det 50 meter høje tårn SKY TOWER hvor man kan opleve at springe ud fra 40 meters højde. Den 20. juni 2008 blev den nye store ruchebane "Cobra" på 400 meter og en højde på 25 meter efter flere forsinkelser indviet - mindre end to uger senere, fredag den 4. juli 2008, blev forlystelsen ramt af en alvorlig ulykke. Flere gange dagen igennem havde vogntoget sat sig fast, men det kulminerede, kort før lukketid, da en del af vogntoget knækkede af og kvæstede 4 passagerer. Den eller så populære Crazy Tiger måtte vige pladsen for denne nye store rutchebane: Cobra. Dog er Crazy Tiger kun sat på lager, da der ikke var nogle interesserede købere der ville give nok for den vilde tiger. Derfor menes det at Crazy Tiger vender tilbage i sæsonen 2009.
Planlagte forlystelser.
Desuden vil Marselisborghallen blive inddraget i forlystelsesparken.
Lokalplanen blev 1. December 2008 godkendt af et flertal i magistraten, og blev 4. Februar 2009 vedtaget med et flertal i Århus Byråd.
Boghandel.
Bogudsalg i en svensk boghandel.
En boghandel er en butik, der sælger bøger. Oftest sælger de også papirvarer, ligesom mange også sælger dvd'er og computerspil.
Forlagenes egne bogklubber, hård konkurrence med supermarkeder og stormagasiner samt en gradvis opgivelse af faste priser på nye bøger, og heraf følgende konkurrence på udsalgsprisen, truer de mindre boghandelers eksistens eller selvstændighed.
En del af de større boghandler driver desuden forlagsvirksomhed, og forlagene driver samtidig boghandel. Dette er en dansk specialitet. I de fleste lande er de to slags virksomhed adskilt.
I løbet af de senere år er stadig flere boghandler blevet en del af de dominerende kæder på markedet; Arnold Busck og koncernen Indeks Retail, der driver Bog & Idé samt en række mindre kæder. Med undtagelse af britiske WH Smith, der driver fire butikker i Københavns Lufthavn, er udenlandske aktører endnu ikke gået ind på det danske bogmarked.
Menstruation.
Menstruation (fra latin "mens" = måned) er en naturlig udstødning af ægceller, ca. et æg og blod fra livmoderens overflade, som kønsmodne kvinder oplever med cirka en måneds mellemrum. Kvinder er de eneste som kan få menstruation.
Menstruationen er cyklisk fra den dag, kvinden får sin første menstruation. Normalt varer en cyklus ca. 28 dage, men den kan også vare både lidt mindre og lidt mere. Blødningen varer ca. 5 til 7 dage, der kan dog være store individuelle udsving. Når kvinden får sin første menstruation, er hun kønsmoden. Menstruationscyklussen starter med, at der modnes en ægcelle, der fører frem til ægløsningen (ovulation). Efter ægcellen har forladt æggestokken går den ned gennem æglederen og fortsætter til livmoderen. Hvis ægget ikke befrugtes i løbet i nogle dage, udstødes det sammen med slimhinderne fra livmoderens inderside. De udstødte slimhinder og det medfølgende blod kaldes "menses". Cyklus er styret af de kvindelige kønshormoner og hypofysen.
Ordet "menses" kommer af det latinske ord for måned.
I nogle kulturer er den første menstruation lig med at være blevet voksen.
Der kan godt gå mere end en måned imellem de første menstruationer. Både hård fysisk træning og sult kan forstyre menstruationen.
Kvindens alder ved hendes første menstruation varierer meget. Fra 6 til 18 år, i dag er 12 år ganske normal, men for 200 år siden var 18 år det normale. En ung piges første menstruation kaldes "menarchen".
Menstruationssmerter.
Nogle kvinder har kraftige smerter i forbindelse med menstruation, men det varierer fra kvinde til kvinde, såvel som over tid. Brug af p-piller kan også påvirke smerten.
Puppe.
En puppe er et livsstadium for et insekt.
Insektet starter som æg. Derefter klækkes det som larve. Larven spiser og vokser og går så ind i puppestadiet. Under puppestadiet indtager det ikke føde og bevæger det sig ikke (nogle pupper kan dog "vrikke"), men omdannes fra larve til voksent insekt. Mange insektarter indkapsler sig i puppestadiet i en kokon, en slags indkapsling der beskytter puppen mod udefrakommende trusler.
Ordet puppe kommer af det latinske "pupa" som betyder dukke, og henviser til puppens ubevægelighed.
Takvingefamilien.
Takvingefamilien er en familie af dagsommerfugle med 5-6000 arter.
Ismand (tilråb).
I biografernes ungdom omkring 1910 var filmene korte og blev derfor hele tiden afbrudt af pauser med anden underholdning, hvorunder man kunne købe is (og slik), som var en vigtig indtægt for biografen. Film var dyre, og man kunne ikke sætte billetprisen så højt, at folk ikke kom ind.
Da man fik længere film med en form for handling, indlagde man stadig pauser i filmen, hvor man kunne købe slik og is. Nogle af pauserne var, når helten og heltinden kyssede hinanden langvarigt, da det samtidigt var det frækkeste, man kunne vise.
I pauserne kaldte man på ismanden for at købe is (og slik). Han kunne ikke betjene alle på en gang, og folk kunne ikke stå i kø. Derfor tog han dem, som skreg højest, først for at lukke munden på dem.
Det hører med til historien, at det ikke forstyrrede, at man råbte under filmen, da det jo var stumfilm.
Derfor kan man i dag stadig i spøg råbe ismand, når man ser nogle, der kysser hinanden længe, på film eller andetsteds.
Skærsliber.
En skærsliber (oprindelig skærslipper) var en vandringsmand, som levede af at slibe knive og sakse for folk.
Han havde en trækvogn med en hånddrevet slibesten.
I 1900-tallet blev det almindeligt med en cykel med en påmonteret slibemaskine drevet af cyklens pedaler. Cyklen blev sat på støttefod når der skulle slibes.
Skærsliberens kundegrundlag smuldrede i takt med, at kvinder i stigende grad blev udearbejdende.
Endnu i 2007 findes der dog stadig vandrende skærslibere i Danmark
Skærslibere i kunsten.
En af Johannes V. Jensens "Himmerlandshistorier", "Hverrestens-Ajes" ("Anders med slibestenen") handler om en fattig mand der forsørgede sin familie ved at drage rundt i omegnen og slibe for folk.
Sydpolen.
Den geografiske sydpol ligger på 90 grader sydlig bredde og er det ene af de to punkter på Jordklodens overflade (den geografiske sydpol og nordpol), hvorom Jorden roterer.
Kapacitetsdiode.
En kapacitetsdiode (eller varactor-diode) er en halvlederkomponent som har en kondensatorvirkning, der ændres som funktion af spændingen over den. En kapacitetsdiode er i princippet en almindelig diode som man har optimeret til netop kapacitetsdiode formål.
Sådan virker en kapacitetsdiode.
I alle halvlederdioder findes et lag, det såkaldte "depletion layer" som ikke indeholder frie ladningsbærere og som derfor er elektrisk isolerende. Frie ladningsbærere er enten elektroner (N-"forurenede" område) - eller "huller"; steder hvor der "mangler" en elektron i halvlederkrystalgitteret (P-"forurenede" område). "Depletion" betyder tømning eller dræning - her i betydningen drænet eller tømt for frie ladningsbærere.
Men lige i overgangen mellem N og P området, hvor diodevirkningen er, vil NP-zonen ingen ladningsbærere have i "lederetningen" op til ca. -0.6V for silicium og ca. -0,1V for germanium baserede halvledere - eller højere i spærreretningen.
Med andre ord; tykkelsen af det ladningsfrie isolerende lag afhænger af spændingen over dioden; har denne spænding den rigtige polaritet og en vis størrelse, svinder det isolerende lag ind til et punkt hvor strømmen kan gennembryde det og derved gå igennem hele dioden.
Ved alle andre spændingsforhold vil de to elektrisk ledende halvlederområder N og P være adskilt af et "depletion layer" og dermed virke som en elektrisk kondensator. Da kapaciteten i en sådan blandt andet afhænger af afstanden mellem de ledende flader, vil den spærrende diode fungere som en kondensator, hvis kapacitet afhænger af jævnspændingen over dioden.
Alle halvlederkomponenter har kapacitetsdiodevirkning.
Faktisk er det sådan, at "alle" MOSFET, FET, dioder og transistorers parasitiske/utilsigtede kapaciteter virker som kapacitetsdioder - tænk også på den berømte/berygtede miller-kapacitetsvirkning mellem kollektor og basis. De ændrer kapacitet som funktion af spændingen over diode, gate-source, gate-drain og drain-source-strækninger.
Et eksempel er i denne superregenerative modtager. Svingningskredsen afstemmes af en almindelig 1 amperes effektdiode 1N4004, der anvendes som kapacitetsdiode.
Forkastningszone.
En forkastning er en brudzone i jordskorpen og de dybeste forkastninger deler Jorden i sektioner af tektoniske plader. Disse går ned gennem Jordens skorpe og øverste kappe. Pga. gnidninger mellem pladerne vil der opstå jordskælv på disse områder og jordskælvenes epicentre samler sig i linjer, der kaldes forkastningszoner.
Den største forkastningszone i Danmark er Sorgenfrei-Tornquist-zonen. Den starter i Skagerrak og går nord-syd ned igennem Kattegat, under Anholt, vest om Kullen under Esrum Sø og ud i Nivåbugten og igennem Øresund mod sydøst igennem Skåne, ved Barsebäck, og vest om Bornholm parallelt med øens vestkyst.
Forkastningstyper.
Kontinenter og oceaner hviler på pladerne, bevægelserne kan medføre sammenstød eller adskillelse pladerne imellem. Jordskælv er et sikkert resultat af bevægelserne, men i visse tilfælde kan der også opstå vulkansk aktivitet.
Storfrugtet Tranebær.
Storfrugtet Tranebær ("Vaccinium macrocarpon") er en stedsegrøn, tæppedannende dværgbusk med en lavt krybende vækst og meget tynde, trådformede grene. Knop­perne er spredte, ægfor­mede og rød­brune. Bla­dene er lancetformede med hel rand. Oversiden er græsgrøn, læderag­tig, stiv og let skinnende, mens undersiden er lyst grågrøn. Om vinteren farves bladene rødbrune, dog sådan at de bliver grønne igen om foråret. Blomsterne sidder en­kelt­vis eller få sammen i blad­hjørnerne. De er lyserøde, klokkeformede, men ret små. Frugterne er overra­skende store, kirsebær­røde, eller brunrøde bær med sej skal. Frøene kan modne hos os, og de spirer villigt på egnede steder.
Rodnettet er meget fint, næsten trådagtigt. Planten har et samliv med en svampe­art, som den er meget afhængig af for sin trivsel (mycorrhiza). Skuddene slår rod, hvor de kommer i kontakt med jord.
0,30 x 1 m (10 x 10 cm/år).
Planten vokser i højmoser i det østlige Nordamerika (Newfoundland til North Ca­rolina). På Plum Island, Essex County, Massachusetts, vokser den i lavningerne mellem klitterne sammen med bl.a. Almindelig Giftsumak, "Amelanchier canadensis" (en Bærmispel-art), Amerikansk Asp, Brunfrugtet Surbær, Filtet Spiræa, "Hypericum boreale" (en Perikon-art), Klatre-Vildvin, Liden Præriegræs, Liden Soldug, Pennsylvansk Vokspors, Pille-Lyonia, Rød Løn, "Solidago sempervirens" (en Gyldenris-art), Steller-Bynke, Storfrugtet Blåbær, Strand-Fladbælg, "Viburnum recognitum" (en Kvalkved-art) og Virginsk Vinterbær. Den er desuden fundet naturaliseret i klitmoser på den hollandske ø Terschelling.
HyperSCSI.
HyperSCSI er en effektivt designet dataprotokol, der kan overføre diskdata med op til 100 MByte/s (Byte!) over Gigabit ethernet datanet. I stedet for f.eks. UltraSCSI 320 kabler på max. 15m, kan diskene placeres flere km (fiber) eller 100 m (over TP-kabler) væk fra serverne.
William Golding.
William Gerard Golding (19. september 1911 - 19. juni 1993) var engelsk forfatter.
Skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman "Fluernes Herre" i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen på grund af hans mesterværk.
Jeremy Irons.
Jeremy Irons (født 19. september 1948) er en engelsk skuespiller. Han har vundet en Oscar for bedste mandlige hovedrolle, en Tony Award, to Emmy Awards, to Golden Globe awards og en Screen Actors Guild Award.
Han startede som skuespiller i et teater. Senere begyndte han at få roller i diverse TV-serier, og blev særligt populær efter sin rolle i Evelyn Waugh’s "Brideshead Revisited" fra 1981. Han fik samme år også rolle i filmen "Den franske løjtnants kvinde", hvor han spiller overfor Meryl Streep.
Privat er han gift med den irske skuespillerinde Sinéad Cusack, som han har to børn med.
Engblåfugl.
Engblåfugl kan ses på ikke for våde enge og arealer ved søer og vandløb. Dens flugt er usikker med korte svæv. Den er udbredt i Danmark, specielt i Jylland, men er generelt i Europa i tilbagegang på grund af at dens levesteder indskrænkes. Sommerfuglen har to generationer på et år.
Arten blev kategoriseret af Rottemburg i 1775.
Udseende.
Engblåfuglhunnen er brun på begge sider og er uden tegninger. Hannen derimod har, en for blåfugle, typisk violetblå overside, som har sorte kanter. Undersiden er gråbrun med sorte pletter omkranset af hvid.
Livscyklus.
Engblåfugl har flyvetid fra juni til august.
Larvens foderplanter.
Engblåfuglens larve har kløver, specielt rødkløver, som foderplante.
Længdekreds.
Verdens længdekredse (gullige kurver) og breddekredse (vandrette blålige kurver inkl. stiplede).
Jordens overflade er opdelt i et koordinatsystem bestående af længdekredse og breddekredse. Da jorden er rund, har man fundet det praktisk at opdele den i vinkelstykker målt i grader. En cirkel opdeles i 360 grader.
Længdekredsene, der også kaldes meridianer, er tænkte halvcirkler der går fra nordpolen til sydpolen (geografiske nordpol og sydpol). Der er 360 længdekredse. Én af disse går gennem Greenwich uden for London og kaldes "nulmeridianen". Den første meridian øst herfor kaldes 1 grad østlig længde. Den næste kaldes 2 grader østlig længde, og så fremdeles. Det tilsvarende gælder for meridianer vest for nulmeridianen. Den sidste meridian, som også er modsat nulmeridianen benævnes 180 graders længde. Afstanden mellem længdekredsene bliver mindre jo tættere man kommer på polerne. Ved ækvator er afstanden 111,12 km.
Graderne underopdeles i minutter og sekunder. En grad opdeles i 60 minutter og et minut i 60 sekunder. Et breddeminut svarer til én sømil, altså 1852 meter. Efterhånden er det mere almindeligt at angive minutterne som decimaltal frem for at bruge sekunder.
En bøje ved Frederikshavn har positionen 57 grader 22,5 minutter nordlig bredde, 10 grader 56,7 minutter østlig længde.
Moderne notation: 57° 22,5' N 10° 56,7' Ø.
Lidt ældre: 57° 22'5 N 10° 56'7 Ø.
Ældre notation med sekunder: 57° 22'30" N 10° 56'42" Ø.
Bestemmelse af længdegraden.
Under sørejser var det tidligere et betydeligt problem at bestemme længregraden på åbent hav. Oftest sejlede man langs kysterne og nøjedes med at måle breddegraden, som kan bestemmes ved måling af stjerners højde over horisonten.
Længdegraden kan bestemmes med kendskab til tiden i længdegradsystemets nul-punkt - f.eks. Paris eller Greenwich, og da ure var ganske upræcise før 1700-tallet var det derfor problematisk at bestemme længdegraden. Længdegraden kan bestemmes ud fra observationer af solens position i forhold til horisonten, men kun med samtidig kendskab til tiden. Udviklingen af kronometre i 1700-tallet var derfor et vigtigt skridt til hjælp for navigation til søs.
John Harrison udviklede det første brugbare kronometer efter at 'the Board of Longitude' i England havde udskrevet en konkurrence for nøjagtige ure der kunne tåle at være til søs.
Han var i kapløb med den daværende astronom Royal der ville udvikle en metode til tidsbetsemmelse ud fra nøjagtige observationer af Månens position i forhold til stjernerne, hvilken er længdegradsafhængig.
Harrison mødte skepsis og kritik fra øvrigheden, men hans største kritiker var ham selv - han udviklede hele 4 kronometre inden han var tilfreds. Urene H1-H4 er nu udstillet i National Maritime Museum, Greenwich.
Breddekreds.
Breddekredsene er de linjer i det globale koordinatsystem, som forløber parallelt med ækvator. På en globus ses de som cirkler, der går rundt om jorden vinkelret på længdekredsene. Breddekredsene har samme indbyrdes afstand overalt, nemlig 111,12 km. Men til gengæld bliver de kortere i omkreds, jo nærmere man kommer på polerne. Den længste er ækvator, som har nummeret nul (dvs. den 0te breddekreds). Breddekredsene udtrykker stigende afstand fra ækvator med stigende gradtal. Breddekredse nord for ækvator benævnes "nordlig bredde", ligesom breddekredse syd for ækvator benævnes "sydlig bredde".
Specielle breddekredse.
De specielle breddekredse er ækvator, vendekredsene, polarkredsene og polerne.
Ækvator.
Jordens ækvator er den længste breddekreds, og den deler kloden i to halvdele, den nordlige og den sydlige halvkugle. Hvis Jorden var en perfekt kugle med radius = 6371,2 km, burde ækvator have en længde på 40.031 km, men da Jorden er en smule sammentrykt ved polerne, er den virkelige længde ca. 0,3% længere, sådan at ækvator måler ca. 40.077 km, mens længdekredsene måler 40.009 km.
Vendekredsene.
De såkaldte "vendekredse" ligger på 23° 27' nordlig, henholdsvis sydlig bredde. Mere populært er de kendt som "Krebsens vendekreds" og "Stenbukkens vendekreds". Her står solen på den 21. juni (henholdsvis den 21. december) nøjagtigt i zenit ved middagstid.
Polarkredsene.
Omvendt er polarkredsene udtryk for den bredde (66° 33' nordlig, henholdsvis sydlig bredde), som afgrænser de egne, der kan få midnatssol om sommeren og polarnat om vinteren.
Polerne.
Jordens poler ligger præcist på den 90. nordlige, henholdsvis sydlige bredde. De danner de korteste breddekredse, da de kun er punktformede. I de samme punkter samles alle meridianerne. Som følge af polernes punktform, kan man kun kan se ét verdenshjørne fra dem: på nordpolen udelukkende sydlig retning, og på sydpolen udelukkende nordlig retning.
1290.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne - 1290'erne - 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne 1340'erne
År: 1285 1286 1287 1288 1289 - 1290 - 1291 1292 1293 1294 1295
Eksterne henvisninger.
90
1289.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1284 1285 1286 1287 1288 - 1289 - 1290 1291 1292 1293 1294
Eksterne henvisninger.
89
1288.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1283 1284 1285 1286 1287 - 1288 - 1289 1290 1291 1292 1293
1287.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1282 1283 1284 1285 1286 - 1287 - 1288 1289 1290 1291 1292
Eksterne henvisninger.
87
1285.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1280 1281 1282 1283 1284 - 1285 - 1286 1287 1288 1289 1290
Eksterne henvisninger.
85
1284.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1279 1280 1281 1282 1283 - 1284 - 1285 1286 1287 1288 1289
Eksterne henvisninger.
80
1283.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1278 1279 1280 1281 1282 - 1283 - 1284 1285 1286 1287 1288
Eksterne henvisninger.
83
1282.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1277 1278 1279 1280 1281 - 1282 - 1283 1284 1285 1286 1287
Eksterne henvisninger.
82
Bredbladet Kalmia.
Bredbladet Kalmia ("Kalmia latifolia") er en art af Kalmia-slægten.
Blomstrer med lys rosa- hvide blomster i juni.
Vokser langsomt til middelkraftigt. Efter 10 år ca. 100 cm høj.
1281.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1276 1277 1278 1279 1280 - 1281 - 1282 1283 1284 1285 1286
Eksterne henvisninger.
81
1280.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne - 1280'erne - 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne 1330'erne
År: 1275 1276 1277 1278 1279 - 1280 - 1281 1282 1283 1284 1285
Eksterne henvisninger.
80
1279.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1274 1275 1276 1277 1278 - 1279 - 1280 1281 1282 1283 1284
Eksterne henvisninger.
79
1278.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1273 1274 1275 1276 1277 - 1278 - 1279 1280 1281 1282 1283
Eksterne henvisninger.
78
1277.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1272 1273 1274 1275 1276 - 1277 - 1278 1279 1280 1281 1282
Eksterne henvisninger.
77
1276.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1271 1272 1273 1274 1275 - 1276 - 1277 1278 1279 1280 1281
Eksterne henvisninger.
76
1274.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1269 1270 1271 1272 1273 - 1274 - 1275 1276 1277 1278 1279
Eksterne henvisninger.
74
Pagodebusk.
Pagodebusk ("Enkianthus campanulatus") er en lille, løv­fældende busk med en slank og opret vækst. Hovedgre­nene er stift op­rette, mens sidegrenene er kransstillede og næsten vandrette. Gamle buske kan have en meget uregelmæssig vækst. Barken er først rød og glat, men se­nere bliver den brun, og til sidst er den grålig og svagt furet. Knopperne er spredte, men de sidder så tæt, at de virker nærmest kransstil­lede. Bladene er elliptiske med fint savtak­ket rand. Hver tak ender i en fin tråd. Bladene er friskt grønne og stift hårede på begge sider. Høstfarven er gul til ildrød. Blomstringen sker lige før løvspringet i maj. Blom­sterne sidder i halvskærme fra bladhjør­nerne. De enkelte blomster er klokkeformede og gul­lige med røde aftegninger. Frugterne ses sjæl­dent i Danmark.
Rodnettet er højtliggende og består af mange, fint forgrenede smårødder.
3 x 2,5 m (12 x 10 cm/år).
Busken indgår i skovbrynene hos ege-bøge blandings­skovene på østskråningerne af Hokkaidos, Shikokus og Honshus bjerge (Japan). Her er kli­maet fugtigt med snerige vintre, pludselige forår og monsunregn hele sommeren. I løvfældende skove i Mount Ishizuchi på Shikoku findes arten sammen med bl.a. "Fagus crenata (en art af Bøg), "Fraxinus lanuginosa" (en art af Ask), Have-Hortensia, Japansk Bambus, Japansk Konvalbusk, Japansk Kristtorn, Japansk Røn, Japansk Skimmia, Japansk Stuartia, "Quercus crispula" (en art af Eg), Skrue-Ædelgran, Sol-Cypres og Viftebladet løn
1273.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1268 1269 1270 1271 1272 - 1273 - 1274 1275 1276 1277 1278
Eksterne henvisninger.
73
1272.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1267 1268 1269 1270 1271 - 1272 - 1273 1274 1275 1276 1277
Eksterne henvisninger.
72
1271.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1266 1267 1268 1269 1270 - 1271 - 1272 1273 1274 1275 1276
Eksterne henvisninger.
71
Almindelig Revling.
Almindelig Revling ("Empetrum nigrum") (Sortebær) vokser på heder og tørvemoser. Det er en lave, krybende dværgbuske med opstigende grene. Barken er lysebrun og glat. Bladene er nåleagtige og faste. Blomsterne er små og lyserøde, og sidder særbo, sådan at der findes rent hanlige og rent hunlige planter. Bærrene er små og faste med hårde sten.
Rodnettet er fint og trådagtigt, men planten lever i symbiose med mycorrhizasvampe, så den klarer sig på selv mager, udpint jord. Bærrene smager melet og ikke specielt lækkert.
0,30 × 2,50 m (30 × 4 cm/år).
Planten hører hjemme på den nordlige halvkugle, hvor den optræder på heder og i moser. På området Grønnestrand ved Jammerbugten vokser arten på ugræssede heder neden for den gamle kystklint sammen med bl.a. Almindelig Tranebær, Blåtop, Bølget Bunke, Hedelyng, Klokke-Lyng og Mose-Pors
Underarten Fjeld-Revling ("Empetrum nigrum ssp. hermaphroditum") er en vigtig del af vegetationen på Grønland.
Revling kan bruges som saft eller suppe. Og så er de fortrinlige til hjemmelavet Bjæsk eller Bitter. Planten er egnet som bunddække i surbundsbede.
1270.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne - 1270'erne - 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne 1320'erne
År: 1265 1266 1267 1268 1269 - 1270 - 1271 1272 1273 1274 1275
Eksterne henvisninger.
70
1269.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1264 1265 1266 1267 1268 - 1269 - 1270 1271 1272 1273 1274
Eksterne henvisninger.
69
1267.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1262 1263 1264 1265 1266 - 1267 - 1268 1269 1270 1271 1272
Eksterne henvisninger.
67
1266.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1261 1262 1263 1264 1265 - 1266 - 1267 1268 1269 1270 1271
Eksterne henvisninger.
66
Nedliggende Bjergte.
Nedliggende Bjergte ("Gaultheria procumbens") er en stedsegrøn dværgbusk. Væksten er tæppedannende med oprette skud og talrige udløbere. Barken er først lysegrøn og glat, men senere bliver den brun/beige stribet. Knopperne er spredte, ægformede og lysegrønne, men de ses ikke meget. Bladene er elliptiske og helrandede med en læderagtig, skinnende, mørkegrøn overside og en lysegrøn underside. Enkelte blade bliver klart røde om efteråret. Blomsterne sidder 1-3 sammen i bladhjørnerne. De er hvide eller lyst rosa og krukkeformede. Frugterne er mørkerøde, blanke bær. Frøene modner godt og spirer villigt (under de rette betingelser!).
Rodnettet består af fine, tæt forgrenede og højtliggende hoved- og siderødder. Planten er afhængig af en bestemt mycorrhiza-svamp. Frugterne kan spises, men smagen er meget speciel. Der er konstateret svampeangreb, der forårsager nedvisning af planterne dog uden at udrydde bestanden, idet planterne spredes livligt ved hjælp af udløbere. Bærrenes duft er meget speciel: den kendes fra tyggegummi-aroma eller parfumen på de velkendte, grønne kugler i urinaler.
0,2 x 0,3 (2 x 5 cm/år), med udløbere bliver bredden dog væsentligt større!
Busken vokser i skovlysninger i Allegheny-bjergene og skovområderne i det nordlige USA og de sydlige egne af Canada, hvor bunden er sandet og let skygget. Da europæerne slog sig ned i det nordvestlige Ohio (1817-1832), rummede lysningerne i den oprindelige, åbne egeskov Nedliggende Bjergte sammen med bl.a. Almindelig Skyggeblomst, Amerikansk Konval, Amerikansk Sassafras, "Anemone quinquefolia", "Aralia nudicaulis" (en staudeart af Aralie, ofte kaldet ”Sarsaparil”), Blommebladet Surbær, "Carex pensylvanica" (en Star-art), Carolina-Rose, "Gaylussacia baccata" (en Bukkelbær-art), Glansbladet Hæg, "Helianthus divaricatus", (en Solsikke-art), Hvid Eg, Lav Blåbær, "Malus coronaria" (en Æble-art), Pinse-Viol, Plettet Storkenæb, Ru Gyldenris, Rød Løn, Skarlagen-Eg, Skarlagen-Jordbær, Sump-Eg og Virginsk Troldnød
1265.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1260 1261 1262 1263 1264 - 1265 - 1266 1267 1268 1269 1270
Eksterne henvisninger.
65
1264.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1259 1260 1261 1262 1263 - 1264 - 1265 1266 1267 1268 1269
Eksterne henvisninger.
64
1263.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1258 1259 1260 1261 1262 - 1263 - 1264 1265 1266 1267 1268
Eksterne henvisninger.
63
1262.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1257 1258 1259 1260 1261 - 1262 - 1263 1264 1265 1266 1267
Eksterne henvisninger.
62
1261.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1256 1257 1258 1259 1260 - 1261 - 1262 1263 1264 1265 1266
Eksterne henvisninger.
61
1260.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne - 1260'erne - 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne 1310'erne
År: 1255 1256 1257 1258 1259 - 1260 - 1261 1262 1263 1264 1265
Eksterne henvisninger.
60
Busket Bjergte.
Busket bjergte ("Gaultheria shallon") er en lille, bestanddannende og stedsegrøn busk med en overhængende vækst. Grenene er zig-zag-formede fra begyndelsen, men efter nogle år er de mere rette. Barken er først rødlig (i hvert fald på lyssiden) og uregelmæssigt behåret. Senere bliver barken lysegrøn, og gamle grene kan få en brun, afskallende bark. Bladene er læderagtige og ægformede til runde med fint savtakket rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er lyst grågrøn. Blomstringen sker i maj-juli, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede klaser. De enkelte blomster er krukkeformde, regelmæssige og 5-tallige med sammenvoksede, hvide eller svagt lyserøde kronblade. Frugterne er sortrøde bær, der er spiselige.
Rodnettet er fint og filtagtigt. Planten er afhængig af samliv med én eller flere svampearter (mykorrhiza). Alle dele af planten er besat med kirtelhår.
1,00 x 1,50 m (30 x 40 cm/år), heri ikke medregnet skud fra udløbere.
Planten er oprindeligt hjemmehørende i det vestlige, kystnære Nordamerika fra Alaske til Californien. Alle steder findes den på sur bund, dels i skygge under store træer og dels som tæt, fladedækkende krat i fuld sol. I Puget-sænkningen i staten Washington, USA, findes arten i plantesamfund, domineret af Grøn Doglasgran sammen med bl.a. Almindelig Ørnebregne, Amerikansk Linnæa, Amerikansk Skovstjerne, Amerikansk Tørst, Bjørne-Brombær, Broget Skumspiræa, Ellebladet Bærmispel, "Galium triflorum" (en art af Snerre), "Goodyera oblongifolia" (en art af Knærod), Grøn Douglasgran, Hvid Snebær, Kæmpe-Løn, Næb-Hassel, "Polypodium glycyrrhiza" (en art af Engelsød), Sværdbregne, "Vaccinium parvifolium" (en art af Bølle) og Vestamerikansk Mahonie
Busket Bjergte er en udpræget surbundsplante, og den kan bruges i fugtige surbundsbede. Desuden bruges afskårne skud meget som staffage i blomsterbuketter. Den oprindelige befolkning bruger te af plantens blade mod betændelser både indvortes og udvortes.
1258.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1253 1254 1255 1256 1257 - 1258 - 1259 1260 1261 1262 1263
Eksterne henvisninger.
58
1257.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1252 1253 1254 1255 1256 - 1257 - 1258 1259 1260 1261 1262
Eksterne henvisninger.
57
Irsk Lyng.
Irsk Lyng ("Daboecia cantabrica") er en stedsegrøn dværgbusk med en tueformet vækst. Grenene er oprette til nedliggende, og barken er først lysegrøn, men bliver snart lysebrun. Bladene er spredtstillede, elliptiske og helrandede. Randen er lidt indrullet, og oversiden er mørkegrøn og blank, mens undersiden er hvidfiltet. Blomstringen sker i juli-september, hvor man kan se de rødviolette, krukkeformede blomster sidde i endestillede stande. Frugterne er tørre kapsler med frø, som kun sjældent modner i Danmark.
Rodnettet er højtliggende og tæt forgrenet. Finrødderne danner rodfilt, som er forbundet med livsnødvendige mykorrhiza-svampe.
0,60 × 0,60 m (5 x 5 cm/år).
Irsk Lyng er knyttet til områder med megen nedbør og sur bund, gerne højmose. I Roundstone Bog, County Galway, Irland vokser arten i en højmose sammen med bl.a. Almindelig Kambregne, Almindelig Kongebregne, Bredbladet Mangeløv, Dynd-Padderok, Eng-Karse, Eng-Viol, Grøn Star, Grå-Lyng, Hedelyng, Hvid Næbfrø, Klokke-Lyng, Kær-Ranunkel, Mangestænglet Sumpstrå, Mose-Pors, Mose-Troldurt, "Pinguicula lusitanica" (en Vibefedt-art), Rundbladet Soldug, Rød Tørvemos, Smalbladet Kæruld, Tormentil og Øret Pil
1240.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1235 1236 1237 1238 1239 - 1240 - 1241 1242 1243 1244 1245
Eksterne henvisninger.
40
Læderløv.
Læderløv ("Chamaedaphne calyculata") er en stedsegrøn dværgbusk med en opstigende vækst. Barken er først brun og dækket af rustrøde skæl, men senere bliver den gråbrun og glat. Knopperne er spredtstillede, kegleformede og rødbrune. Bladene er læderagtige og ægformde til elliptiske med fint takket, indrullet rand og langt udtrukket spids. Oversiden er grågrøn, mens undersiden er dækket af rustrøde skæl. Blomstringen sker i maj, hvor man kan finde blomsterne samlet i endestillede, bladbærende klaser. Blomsterne er regelmæssige og krukkeformede med hvide kronblade, der hver har en udadbøjet spids. Frugterne er kapsler.
Rodnettet er fintforgrenet og danner rodfilt. Planten er afhængig af mykorrhiza en én eller fler svampe. Bladene er giftige.
0,50 x 1,00 m (10 x 20 cm/år)
Læderløv er udbredt i Nord- og Østasien, Nordamerika og Nord- og Østeuropa. I Danmark findes den kun som dyrket. Den er knyttet til fugtig og sur bund i fuld sol, og man finder den i højmoser og lyse fyrreskove. Ved Stevens Pond, nær Manchester i New Hampshire, USA, findes arten sammen med bl.a. Almindelig Bregnepors, Amerikansk Knapbusk, Amerikansk Kermesbær, Klatre-Vildvin, Lav Blåbær, Mose-Pors, Nedliggende Bjergte, Rundbladet Sarsaparil, Rynket Grå-El, Smalbladet Kalmia, Storfrugtet Blåbær, Sump-Rose og Virginsk Vinterbær
Meningitis.
Meningitis er en inflammation af hjerne- og rygmarvshinderne, "meninges". Tilstanden skyldes oftest infektion af bakterier (fx meningokokker eller pneumokokker), virus (fx i forbindelse med fåresyge eller røde hunde), svampe (fx kryptokokker eller gærsvampen Candida) eller parasitter (fx afrikansk sovesyge), men også mekanisk eller kemisk påvirkning kan fremkalde meningitis. De klassiske symptomer er voldsom hovedpine, nakkestivhed, lysfølsomhed og feber, en tilstand der kaldes "meningisme".
Purulent meningitis, det vil sige meningitis fremkaldt af bakterier, har alvorligere følgeskader og en højere dødelighed end viral meningitis, men kan til gengæld forsøges behandlet med antibiotika. De tre hyppigste årsager til purulent meningitis er meningokokker (gramnegative bakterier af arten "Neisseria meningitidis"), pneumokokker (grampositive bakterier af arten "Streptococcus pneumoniae") og den gramnegative "Haemophilus influenzae" type B (“HiB”), i nævnte rækkefølge. Af disse forekommer meningokokmeningitis overvejende hos børn og unge, og HiB-meningitis næsten udelukkende hos små- og spædbørn. Pneumokokmeningitis er den almindeligste årsag til meningitis hos voksne og ældre i Danmark, og oftest som følge af lungebetændelse eller mellemørebetændelse.
Flame war.
Flame war er at hetze eller føre hadekampagne i debatfora på internettet.
Svalehale (sommerfugl).
Svalehalen ("Papilio machaon") har været forsvundet fra Danmark siden 1978 og går tilbage i hele Nordvesteuropa i takt med at de større åbne og våde engarealer og moser afvandes eller gror til. Da den fandtes i Danmark kunne man møde den fra slutningen af maj til hen i juli. I varme år optrådte en 2. generation herefter, som først forsvandt hen i august. Svalehalen foretrækker fugtige enge og moser med værtsplanterne kærsvovlrod og angelik. Svalehalen træffes stadig næsten hvert år i Danmark, men kun som strejfer fra Sverige eller Tyskland.
Udseende.
Svalehalen er meget karakteristisk og kan ikke forveksles med andre sommerfugle i Danmark. Den har et vingefang omkring 8 cm, som dog varierer meget - mellem 5 cm og 9 cm. Herudover har den lange tydelige haler på bagvingerne. Svalehalen har tydelige gule og sorte tegninger, men den gule farve kan variere meget fra næsten hvid til næsten orange. På bagvingerne findes en kant af blå metalskinnende pletter. Nogle individer har, som på fotoet også orangerøde pletter i denne bort.
Livscyklus.
I Danmark havde svalehalen som regel kun en enkelt generation, selvom der i varme år kunne optræde en 2. generation. I Sydeuropa findes der dog ofte 2 eller 3 generationer. Æggene lægges på kærsvovlrod og efter en uge klækkes det. Larven er i det sidste stadium meget karakteristisk, stor og citrongul med sort-grønne striber. Hvis den forstyrres kan den udskyde et organ på hovedet med en ildelugtende syrlig lugt. Larvens advarselsfarver og lugt signalerer at den er giftig. Fra midten af juli forpuppes larverne og de overvintrer i dette stadie. I de varme år kan pupperne klækkes allerede efter 2-3 uger hvorved 2. generation fremkommer.
Svalehalens larve er let at kende
Foderplanter.
Svalehalens larver lever på Kærsvovlrod, angelik, vild gulerod og evt. andre skærmplanter.
Pigfinnefisk.
Pigfinnefiskene kaldes også Percomorphi eller Acanthopteri omfatter omkring 40% af alle fisk og er den støreste orden af hvirveldyr. Pigfinnefiskene består af over 7000 forskellige arter.
Apollo (sommerfugl).
Apollo findes typisk i bjergområder, men i Skandinavien kan man finde den helt ned på kysten. Desværre yngler den ikke i Danmark, men er yderst sjældent fundet som strejfer her. Den ses fra midt i juli til ind i september. Apolloen holder til på stenet grund med sankthansurt og lignende stenurter. Apolloen er fredet i det meste af Europa og optaget på Washington-konventionen.
Udseende.
Apolloes udseende varierer enormt, faktisk er den underinddelt i over 300 forskellige underarter. De danske apolloer har alle været af den store variant med et vingefang omkring 9 cm, der normalt findes i Mellemsverige. Sommerfuglen er hvid, med sorte og grå tegninger. På bagvingerne har de fleste individer to røde eller orange tydelige ringe.
Livscyklus.
Ægget lægges på eller i nærheden af værtsplanten. Larven overvintrer i ægget. I april klækkes ægget. I juni er larven udvokset og forpupper sig. Efter 2-3 uger klækkes puppen og den voksne apollo kommer frem.
Foderplanter.
Tidsler, knopurt, blåhat, skær, Sankt Hans-urt og andre stenurter og skærmplanter.
Rhododendron 'Blue Peter'.
Sorten 'Blue Peter' er en hybrid, hvor Pontisk Rododendron formentlig har været den ene af forældrearterne. Det er en middelhøj busk med en løs og kugleformet vækst. Bladene er stedsegrønne og meget store. Oversiden er mørkegrøn, blank og let hvælvet, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker ved månedsskiftet maj-juni, hvor busken bærer stande med 11-14 store, lysviolette blomster, der hver har en mørkerød svælgtegning. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
1,50 x 2,00 m (8 x 15 cm/år)
Sorten er - som alle bladstedsegrønne - sart over for barfrost. Den bør derfor plantes i let skygge fra bygninger eller overstandere.
Mnemosyne (sommerfugl).
Mnemosyne er uddød i Danmark. Den sidste blev set 5. juni 1961. Den holdt til i lysninger i løvskove og kunne ses fra sidst i maj til ca. 1 juli. Sommerfuglen er muligvis forsvundet som en konsekvens af fredskovsforordningen, der fra 1805 forbød græsning i danske skove. Græsning havde tidligere favoriseret speciel bundvegetation. Planten liden lærkespore var en af mange planter, der nød godt af græsningen. Nu da græsningen er forsvundet er liden lærkespore gået kraftigt tilbage. Præcis denne plante er mnemosynens vigtigste foderplante i Danmark. Mnemosynen er spredt udbredt i resten af Europa.
Udseende.
Mnemosyne er på størrelse med sortåret hvidvinge. Men mnemosynen har tydelige sorte pletter på kanterne af forvingerne. På spidserne af forvingerne, langs sømmen findes et glasklart gennemsigtigt felt. Mnemosynen er i familie med apollo, men mangler de tydelige mere udtalte sorte pletter og de røde øjepletter. Herudover er mnemosynen noget mindre. Hunnen kan kendes fra hannen ved at hun har en glinsende sort bagkrop, mens hannens bagkrop er besat med grå hår.
Livscyklus.
Ægget lægges og overvintrer til april næste år. Her klækkes det. Larven finder en liden lærkespore og lever af planten til den er udvokset efter ca. en måned. Herefter forpupper den sig blandt visne blade og puppen klækkes efter 3 - 4 uger.
Foderplanter.
Liden lærkespore, fingerlærkespore, tjærenellike, forskellige blomstrende skærmplanter.
Malle.
Maller ("Siluriformes") er en meget forskelligartet gruppe af fisk. De findes i alle typer af ferskvandområder, med arter på alle kontinenter undtagen antarktis. Nogle arter fra familierne "Ariidae" og "Plotosidae" findes også i saltvand. Deres størrelse varierer fra den største ferskvandsfisk, den europæiske malle til de mindste.
Maller har ligesom andre "Ostariophysi" det weberske apparat til at høre højfrekvente lyde med.
Nogle maller kan kravle længere afstande over fugtigt land.
I øjeblikket (ca.2003) er der 35 mallefamilier, men antallet ændrer sig hele tiden på grund af igangværende taksonomisk arbejde.
Maller har ingen skæl. Alle maller, undtagen medlemmer af "Malapteruridae" (elektrisk malle), har en stærk, hul giftpig på deres rygfinne og brystfinner.
Maller kan i nogle tilfælde spise ænder eller lign.
Maller er vigtige spisefisk over hele verden.
Sydeuropæisk svalehale.
Sydeuropæisk svalehale ("Iphiclides podalirius") er en meget sjælden tilflyver til Danmark. Den er kun observeret i 1997 på Bornholm og i 1998 på Sydsjælland. Den flyver fra marts til oktober, i Tyskland dog fra maj til juli. Længere sydpå har den to generationer. Danmark har dog nok for kolde og våde somre til at sommerfuglen kan slå sig ned her.
Udseende.
Den sydeuropæiske svalehale er nem at kende på den zebrastribede overside, de meget lange sorte haler og røde øjepletter på bagvingerne. Sommerfuglens vingefang er på omkring 6-9 cm. Halerne er længere end hos svalehale.
Livscyklus.
Puppen er en bæltepuppe, der er gul eller brun, når den overvintrer. Om sommeren er den grøn.
Foderplanter.
Sydeuropæisk svalehales larve foretrækker slåen som foderplante, men kan også ses på Fugle-Kirsebær.
Catawba-Rododendron 'Boursault'.
Catawba-Rododendron 'Boursault' er en stedsegrøn busk med en bred, halvkugleformet vækst og udspærrede, kun svagt forgrenede hovedgrene. Barken er først lysegrøn og hårløs, men senere bliver den grå og jævn. Meget gamle grene kan få en afskallende bark. Bladknopperne sidder spredtstillet, men ofte tæt samlet mod spidsen af skuddet. De er slanke, lysegrønne og hårløse. Bladene er elliptiske og helrandede med indrullet rand. Oversiden er mørkegrøn og glat, mens undersiden er elepidot og lysegrøn. Blomsterknopperne sidder endestillet på skuddet og ligner bladknopperne, bortset fra at de er betydeligt mere opsvulmede og violet tonede. Blomstringen foregår i juni, hvor man finder op til 17 enkeltblomster samlet i hver hovedformet stand. De enkelte blomster er 5-tallige og regelmæssige med blåviolette kronblade, der er sammenvoksede til en tragt med frie flige. Frugterne er kapsler med få frø.
Rodnettet er tæt og filtagtigt tyndt. Planten er afhængig af samliv (mykorrhiza) med én eller flere svampearter. Alle dele af planten er giftige.
1,50 x 1,50 m (15 x 15 cm/år)
Sorten kræver fuld sol til let skygge for at kunne blomstre ordentligt. Jordbunden skal være veldrænet, men samtidig vedvarende fugtig, og den må være sur og humusrig. På den baggrund kan planten bruges til hæk eller som solitærbusk.
Catawba-Rododendron 'Grandiflorum'.
Sorten har en kraftig, rund vækstform med opstigende grene og store, friskgrønne og ovale blade. Den blomstrer i maj-juni med store kompakte blomsterklaser. De enkelte blomster er lyslilla med en gulbrun tegning.
2 x 2 m efter 10 år.
Sorten er hårdfør og sund, og det gør den velegnet som hækplante og som solitærbusk.
Karpefisk.
Karpefisk tilhører overordenen "Ostariophysi". Fisk der tilhører "Ostariophysi" har det weberske apparat til at høre højfrekvente lyde med. Karpefisk har kun en enkelt rygfinne og har tænder i halsen (eng. pharyngeal teeth) i stedet for munden. Andre fisk har en kødfuld ekstra "adipose" finne.
Den mest bemærkelsesværdige familie blandt karpefiskene er karperne og elritserne. De udgør den største familie af fisk med medlemmer på alle kontinenter undtagen Australien. De lever næsten kun i ferskvand.
Bronzealder.
Bronzealderen er kulturperioden mellem stenalder (eller nogle steder kobberalder) og jernalderen.
Bronzealderen har sit navn efter bronze, der var det mest avancerede materiale til redskaber, våben og smykker. Bronze er en legering af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Stenredskaber var forsat i brug frem til romersk jernalder.
Bronzealderen indtræffer på forskellige tidspunkter i forskellige områder: de tidligst kendte bronzegenstande stammer fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder broncen sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr. og Skandinavien 1800 f.Kr. I Kina kendes bronze fra 2000 f.Kr..
I Fjernøsten bruges en anden teknik til støbning end i Mellemøsten og Europa.
I den første tid er bronce kun til ornamenter i sparsom mængde, da tin var svært tilgængeligt. Først omkring 2000 f.Kr. blomstrer den internationale samhandel, fordi tin udvindes i England, og det bliver nu muligt at lave våben og redskaber i større mængder.
Fra omkring år 1800 f.Kr. var der en selvstændig nordisk bronzealderkultur. Kobber og tin til bronzen blev byttet for rav og skind. Det blev byttet mod flint i Nordnorge.
Fra Danmark sejledes flint langs Norges kyst. Skindene blev sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev solgt i England for tin.
Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal.
Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig en organiseret handel styret af en magtfuld overklasse. Det var dyrt at udruste de lange handelsrejser.
Forskellen på ældre og yngre bronzealder er især skiftet fra jordfæstegrave til ligbrænding og ændringer i stil, smykker og andre genstande.
Inddelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev udtænkt af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.
Et af de bedst kendte danske fund fra bronzealderen er Egtvedpigen fra ca. år 1300 f. Kr.
Biller.
Planche med forskellige biller, Georgij Jacobson, 1905-15
Biller ("Coleoptera") er en orden af insekter. Biller er karakteriseret ved at have hårde dækvinger, der skjuler flyvevingerne. Billerne har som sommerfuglene fuldstændig forvandling, dvs. de klækkes fra æggene som larver. Larverne æder sig større og forpupper sig derefter. Først når puppen klækkes kommer den voksne bille frem.
Characiformes.
"Characiformes", karpelaksordenen, har ligesom andre "Ostariophysi" det weberske apparat til at høre højfrekvente lyde med.
Mensa.
Mensa er en international forening, stiftet i England i 1946, med det formål at give intelligente mennesker fra alle samfundslag mulighed for at mødes under afslappede former.
Det er en non-profit organisation uden politiske eller religiøse tilhørsforhold. Vedtægterne udelukker ganske enkelt formulering af meninger på Mensas vegne. Foreningen tæller 100.000 medlemmer på verdensplan, fordelt på 100 lande. I ca. 50 af landene findes der aktive foreninger. Mensa Danmark er lige som andre nationale afdelinger en selvstændig forening med egne vedtægter og generalforsamling. Mensa International stiller dog visse minimumskrav til vedtægterne i de nationale afdelinger.
Ordet "mensa" betyder "bord" på latin. Navnet er valgt, fordi Mensa er en forening, hvor alle kan samles "om det runde bord" uanset alder, tro og nationalitet.
For at blive medlem af Mensa skal man i en anerkendt intelligenstest måles til en intelligenskvotient på over 130 (standardafvigelse 15). Det svarer til at man tilhører de 2% af befolkningen som har den højeste intelligens.
Mensa Danmark består af 25% kvinder og 75% mænd. Dette betyder ikke at mænd er klogere end kvinder, men derimod at mænd meget oftere bliver testet end kvinder. I andre lande er kønsfordelingen meget anderledes. Tjekkiet har for eksempel et stort flertal af kvinder. Mensa Danmark har (pr. 5. april 2009) 1.138 medlemmer ud af cirka 120.000 mulige medlemmer.
Logo.
Mensas nuværende logo blev tegnet omkring 1970 af Peter Devenish.
Logoet forestiller et stiliseret kvadratisk bord set skråt oppefra, således at det minder om et M. På bordet står en globus.
Logoets firkantede bord er blevet kritiseret for at passe dårligt til en rundbordsforening. Peter Devenish har derfor designet et nyt logo. Det nye logo er af Mensa International anerkendt som alternativ til det nuværende logo, men det bliver alligevel ikke brugt.
Stenalder.
— Lyserød indikerer områder med bronze-arbejde.
Stenalderen er den periode, hvor sten er det mest avancerede materiale til redskaber og våben. Stenalderen efterfølges af bronzealderen og jernalderen. Andre materialer, der anvendtes i stenalderen, er træ, knogler, tak, skind og plantefibre.
Jægerstenalderen begyndte på Afrikas savanne for ca. 2,4 millioner år siden, hvor menneskets forfædre, Homo habilis, skabte de første redskaber af sten. I Danmark er der ingen helt sikre fund fra tiden før den seneste istid, Weichsel-istiden, se dog Vejstrup Skov, Hollerup, Fænø og Seest. Først fra slutningen af istiden, der ophørte ca. 9.500 år f.Kr., har vi et mere detaljeret billede af kulturerne.
Bondestenalderen indledtes med udviklingen af det første landbrug i den frugtbare halvmåne (som lå i det nuværende Libanon, Syrien, det sydøstlige Tyrkiet, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran) for 10.000 år siden. Siden bredte landbruget sig (eller blev opfundet lokalt) til de store flodkulturer; Egypten ved Nilen, Mesopotamien mellem Eufrat og Tigris, Indus i Nordindien og Huang-Ho (den gule flod) i Nordkina. Landbruget nåede til Danmark ca. 4000. år f.Kr.
Da bronzen nåede til Danmark ca 1700 f.Kr., ophørte stenalderen. Mange kulturtræk fortsatte imidlertid langt op i bronzealderen, såsom jordfæstelse i gravhøje. Stenredskaberne fortsatte, fordi de var billige, frem til den ældste jernalder.
Bondestenalderen er perioden, hvor gravmonumenter med kæmpesten blev almindelige i Vesteuropa. Man taler da om megalit-kulturen.
Bidevind.
Bidevind er skibsterminologi og angiver en vindretning i forhold til skibet. (Ordet stammer fra hollandsk "bij de wind," hvor "de" er den bestemte artikel.)
Sejlene på et sejlskib er sådan indrettet at man kan få fremdrift næsten uanset hvor vinden kommer fra. Det er dog ikke muligt i direkte modvind. Bidevind er det tætteste man kan sejle på modvind, typisk 30-45 grader, med moderne lystbåde, og 55'-66' med fladbundede både og de store gamle sejlskibe.
Bidevind udtales med hårdt d og tryk på vind.
Christian Jürgensen Thomsen.
Christian Jürgensen Thomsen (29. december 1788 i København - 21. maj 1865) var en dansk arkæolog og museumsmand, der grundlagde verdens første etnografiske museum i 1849.
Kort fortalt.
Christian Jürgensen Thomsen formulerede opdelingen af oldtidens kulturer i treperiodesystemet stenalder, bronzealder og jernalder. Denne opdeling blev grundlaget for arkæologisk forskning i hele Europa.
11. december 1816 afløste Thomsen Rasmus Nyerup som sekretær for Oldsagskommissionen, hvor han især arbejdede med at organisere kommissionens samlinger og fik i 1819 åbnet Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager for offentligheden. I 1832 blev han inspektør på Møntkabinettet i København sammen med Ole Devegge og med P.O. Brøndsted som direktør. Efter dennes død i 1842 blev Thomsen direktør for Møntkabinettet.
Thomsen anlagde en enorm møntsamling - ca. 27.000 stykker. Testamentarisk skænkedes Møntkabinettet 114 danske typer, som manglede i dettes samling. Resten bortauktioneredes.
Biografi fra DBL.
Faderen var justitsråd Christian Thomsen, en anset og velstående grosserer og skibsreder, der tillige blandt andet var direktør ved Nationalbanken. Også moderen, den kloge og fromme Hedevig Margretha født Jürgensen, var af handelsslægt. Hjemmet havde efter alle vidnesbyrd været fortræffeligt; børnenes opdragelse, der var foruden Chr. J. Thomsen endnu 5 yngre sønner, blev ledet forstandig og mildt. Den ældste søn fik privat undervisning hos den senere professor Christian Brorson; der lagdes vægt på moderne sprog, men ikke på "lærdom". Som ældste søn valgte C.J. Thomsen efter sin faders ønske at gå handelsvejen og begyndte som ganske ung at deltage i arbejdet på dennes kontor. Imidlertid havde han allerede som dreng mange interesser, heriblandt en møntsamling, hvilket blandt andet førte til, at han i 1807 kom i berøring med daværende kunstkammerforvalter Johan Conrad Spengler. Hans interesser for kunst kom herved, samt ved berøringer med andre fremragende mænd af samme kreds, i stærkere bevægelse, og i de følgende år blev han en flittig besøger, også af maleri- og kobberstiksamlingerne, ligesom han selv begyndte at samle på kobberstik. Foreløbig var det dog alene sideinteresser, der dyrkedes i den fritid, som hans handelsvirksomhed levnede.
I 1807 oprettedes kommissionen for oldsagers opbevaring med overkammerherre A.W. Hauch som formand og universitetsbibliotekar Rasmus Nyerup som sekretær. Med sidstnævnte var Thomsen gentagne gange kommen i berøring, hvilket ligeledes gjaldt Fr. Münter, den senere biskop, der også var medlem af kommissionen. I 1816 ønskede Nyerup, der følte sig gammel og svag, at fratræde, og til sin efterfølger anbefalede han nu sammen med Münter i de varmeste ord Thomsen, om hvem han senere i sin levnedsbeskrivelse udtalte, at»Mage til ham til sådan en Post findes ikke i 7 Kongeriger«. I september samme år påfulgte da også Thomsens udnævnelse til kommissionens sekretær; i selve kommissionen indrømmedes ham først sæde 11 år senere. Med sekretærposten fulgte tillige bestyrelsen af Oldnordisk Museum, der kort før kommissionens oprettelse var blevet stiftet af Nyerup og havde fået anvist en beskeden plads i et afsidesliggende værelse i universitetsbibliotekets lokale på Trinitatis kirkeloft. I årene nærmest efter 1807 blev museets samlinger noget forøget, men det var generelt ret uordnet og ikke tilgængeligt for offentligheden. Men fra 1816 forandredes forholdene, og fra den tid af er så vel det oldnordiske museums historie som de efterhånden tilkommende søstersamlingers på det nøjeste knyttet sammen med Thomsens. Hans hovedvirksomhed blev fra da af stedse mere ved museerne, om han end, så længe faren levede, i ikke helt ringe omfang arbejdede i hans forretning. Efter hans død, 1833, styrede han den endog alene til året efter moderens død, 1840. Dog synes han aldrig at have følt nogen egentlig glæde ved handelslivet, og det var ham en lettelse, da han på en tilfredsstillende måde kunde afslutte husets sager.
Ved Thomsens tiltrædelse fik oldsagssamlingen liv og vækst. Hvad der var indsamlet, blev nu ordentlig opstillet, og allerede 1819 blev museet tilgængeligt for publikum. Fra samme tid begynder også Thomsens nære forhold til de besøgende, i det han næsten altid selv var til stede, foreviste og forklarede genstandene og derved skabte interesse og god vilje over for samlingen. I 1832 fik den bedre og lettere tilgængelige lokaler på Christiansborg Slot, hvor den navnlig efter en større udvidelse 1838 havde en ret god plads, indtil det 1853 lykkedes Thomsen at skaffe gunstigere vilkår på Prinsens Palæ. I 1816 var antallet af museumsnumre kun omkring 1000. I 1844 tilkom der ved opløsningen af det kunstmuseum, hvori en del af det gamle kunstkammers sager vare optagne, en ikke ringe forøgelse, navnlig af kostbarere danefæ, og ved Thomsens død talte museet i det hele omkring 24 000 numre, svarende til et noget større antal enkelte genstande.
Da oldsagskommissionen opløstes 1849, fik Thomsen alene som direktør ledelsen af museet (i 1838 havde han fået titel af inspektør), medens ledelsen af omsorgen for mindesmærkernes bevaring overtoges af Worsaae, dog således, at de i forening havde det samlede tilsyn med samtlige fortidsminder.
Under ofte vanskelige forhold, også økonomisk, var der god brug for Thomsens praktiske sans, hans mådehold og evne til at lempe sig og bie til gunstig tid. Udviklingen af Oldnordisk Museum var hans kæreste virksomhed, den vil til alle tider stå som hans hovedværk, men det var ingenlunde den eneste. Efter Rasmus' død 1832 blev han sammen med Devegge inspektør ved Møntsamlingen, medens P.O. Brøndsted blev direktør. Også her var Thomsen sjælen i styrelsen. Møntsamlingen på Rosenborg havde indtil da været næsten ganske utilgængelig, selv for studerende; nu blev den åbnet for publikum, uden betaling; kataloger udarbejdedes, og samlingen forøgedes stærkt, navnlig ved dannelsen af en planmæssig ordnet samling af middelalderlige mønter. Fra Brøndsteds død 1842 var Thomsen dens direktør.
For Kunstmuseet og Malerisamlingen var Spengler direktør til sin død 1839. I hans sidste år havde Thomsen været hans medhjælper og blev nu udnævnt til inspektør ved begge samlinger, for maleriernes vedkommende i forening med Høyen. Således ledede han Kunstmuseets opløsning få år efter. Også i Malerisamlingen lod hans udmærkede kenderegenskaber og gode smag ham gøre fyldest, selv over for en på sit område så kyndig mand som Høyen. I forening arbejdede de på indførelsen af renere principper i samlingen, og ligeledes opnåede de straks efter tiltrædelsen, at den blev tilgængelig for publikum, dog kun ved personlige pengeofre. Overhovedet var Thomsen i disse år, da de nationale samlinger skabtes og omformedes, virksom på mange hold. Således deltog han i den ordning, som af det kongelige partikulære rustkammer dannede den historiske våbensamling på Tøjhuset, 1838, i ordningen af portrætsamlingerne efter Frederiksborg Slots brand og i organisationen af samlingen på Rosenborg.
Af større betydning var dog hans virksomhed for de mere arkæologiske museer. Efter at han på en rejse til Wien havde set en betydelig samling af grønlandske sager, forestillede han så indtrængende kongen, Frederik 6., det upassende i, at landet ikke selv ejede en grønlandsk samling, at det lykkedes ham at virkeliggøre ældre tanker om et etnografisk museum, der så 1849 som det første i Europa åbnedes på Prinsens Palæ og hurtig tog vækst. Han blev fremdeles medlem af den kommission, der skulle modtage Christian 8.s til staten overdragne samlinger. Af kongens antikke oldsager og en del genstande fra Kunstmuseet oprettedes nu 1851 et antikkabinet. I alle de hidtil nævnte samlinger arbejdes der i virkeligheden endnu i det væsentlige inden for de af Thomsen angivne rammer. Til hans sidste år hører også oprettelsen af et museum for skulptur og kunstflid, ligeledes på Prinsens Palæ. For dette museum, der skulle synes at bygge på tiltalende ideer, lykkedes det ham imidlertid ikke at oparbejde tilstrækkelig interesse, således at det efter hans død er blevet opløst.
Thomsen var således først og fremmest museumsmanden. Men ud fra de samme grundegenskaber hos ham, den udmærkede evne til at samle og organisere og det heldige greb på at skabe klarhed af kaos og uorden, opstod også hans store videnskabelige bedrift, opstillingen af tredelingssystemet.
Opfattelsen af oldsagerne havde indtil begyndelsen af det 19. århundrede været meget løs og uforstående. Ved studiet af fortidslevningerne havde man i rigeligt mål taget fantasien til hjælp, navnlig når det gjaldt om at tilpasse oplysninger fra oldtidsskrifterne på oldsagerne. Med Thomsen begynder betragtningen af oldsagerne selv. Først tøvende og usikkert, snart klart og bestemt sondrede han det ligedannet fra det forskellige, erkendte, hvad der hørte sammen i tid, og hvor der var kronologisk forskel. I fortegnelsen over museets tilvækst 1816-20 ("Antikv. Annaler" III), hvori Thomsen i det mindste havde del, mærkes systemet endnu ikke. Først i "Ledetraad til nordisk Oldkyndighed" (1837) fremsatte han i skrift sin opfattelse: at der i oldtiden må sondres mellem en sten-, bronze- og jernalder, hvori efter hinanden sten, bronze og jern have været hovedemnerne for våben og skærende redskaber. Imidlertid havde da allerede i flere år museet været opstillet efter systemet. For 1830 haves vidnesbyrd herom gennem optegnelser af den senere bekendte svenske rigsantikvar B.E. Hildebrand, og når Geijer i 1832 nævner tredelingen, byggede han utvivlsomt på, hvad han havde hørt og set under sit ophold i København 1825. Fra samme år stammer F.H. Jahns "Nordens, især Danmarks, Krigsvæsen i Middelalderen". Heri meddeles på forskellige andre punkter "Oldgranskernes Tvivl", medens rækkefølgen sten-, kobber-, jernvåbenold meddeles som noget almindelig kendt. Et og andet kunde tyde på, at Thomsen allerede et par år tidligere har været klar over forholdet. Dette er af en ikke ringe betydning, i det der i Tyskland, hvor man en tid lang på det heftigste bekæmpede systemet, senere var tilbøjelighed til at anse den i andre henseender så højt fortjente G. F. Lisch for tredelingens ophav. Efter at de her i korthed antydede oplysninger er blevet fremdragne, synes man nu også i Tyskland stedse mere at anerkende Thomsens fortjenester. Selv gjorde han ikke direkte propaganda for systemet. Han var såre forsigtig med at opstille teorier og endnu mere med at lade dem komme frem. Så vel hans naturel som det, at han var autodidakt, bevirkede, at han ikke meget gav sig af med skribentvirksomhed. Der foreligger fra hans hånd, foruden "Ledetraaden", kun nogle, til dels ligesom denne halv anonyme, museumsarbejder (blandt andet "Om Guldbrakteaterne og Brakteaternes tidligste Brug som Mønt", tekst til dele af tavleværket "Atlas for nordisk Oldkyndighed", skrevet efter opfordring af Rafn, i "Annaler f. nord. Oldkynd". 1855 og "Fund ved Vaalse paa Falster, de occidentalske Mønter" i "Annaler" 1842-43), men "Ledetraaden" vil til gengæld alle dage indtage en hædersplads i dansk arkæologisk litteratur.
Offentligheden kendte mest Thomsen som museumsmanden med det aldrig trættede samlertalent og specielt som Oldnordisk Museums leder. Ved ham gik betydningen af de nationale samlinger ind i den almindelige bevidsthed. I sine senere år havde han under sig Oldnordisk Museum, Etnografisk Museum, Møntsamlingen, Antiksamlingen, Malerisamlingen og Museet for Skulptur og Kunstflid, og dem alle omfattede han med varme og interesse. Oldnordisk Museum stod vel nok hans hjerte nærmest. Her færdedes han tidlig og silde, foreviste oldsagerne, forklarede dem og vandt ved sit ejendommelige, varme og hjertefulde, livlige væsen alle, med hvem han kom i berøring. Dette vidner samtiden enstemmig, og ikke mindst herved var det, at han i sin levetid skaffede museet en tilgang som intet andet lands. Hans popularitet har levet længe efter, at han selv var gået bort. For sine underordnede, var han en faderlig ven, for de unge studerende den altid hjælpsomme vejleder. Meget tiltalende var således, hans forhold til den noget yngre B. E. Hildebrand, kendt fra en delvis offentliggjort brevveksling. Han havde stor evne til at forhandle, også med Rigsdagen, måske nogle gange, efter de yngres mening, i sine sidste år med lidt for meget konfliktsky. Personlig var han beskeden og tarvelig. Hans lønning var stedse ringe, og til 1832 oppebar han slet ingen gage. For egen regning foretog han en del rejser, til Sverige, Wien, Paris, London. Kun da han 1861 fra kong Frederik 7. overbragte Kejser Napoleon 3. en gave af oldsager, rejste han på offentlig bekostning.
En så fremskudt virksomhed kunne ikke blive uden ydre anerkendelse. Allerede 1821 udnævntes Thomsen til Kancelliråd, 1845 fik han etatsrådstitlen, og 1854 blev han konferensråd. Kommandørkorset af Dannebrog modtog han 1851, og 1858 modtog han ved en kongelige Håndskrivelse Storkorset. Til det våbenskjold, der, om ikke Frederiksborg Slots Brand var kommen imellem, skulle have været udført for ham, havde han valgt devisen: «Først Sagerne, så Skrifterne», og et våben, der hentydede til tredelingstanken. Endvidere bar han forskellige udenlandske ordener, ligesom et stort antal lærde udenlandske selskaber havde valgt ham til korresponderende medlem eller æresmedlem. Af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog blev han medlem 1816; af Oldskriftselskabet var han medlem fra dets stiftelse i 1825, en kort tid før sin død dets vicepræsident, efter Wegener. Det smukkeste udtryk for den almindelige højagtelse for ham var vel nok dette, at medlemmer af Rigsdagen i 1860, efter opfordring blandt andet af H.N. Clausen, Hother Hage og Orla Lehmann, udførtes hans buste af Herman Wilhelm Bissen i marmor til opstilling i museet. Selv bad Thomsen om, at man ville lade eftertiden afgøre, "hvorvidt jeg fortjener den hæder, som min velvillige og mildtdømmende Samtid har tiltænkt mig". Busten blev da efter hans død opstillet i museets forhal. Også ved hans død, der indtraf 21. maj 1865 efter nogen tids sygelighed, fremkom talrige vidnesbyrd om den almindelige sympati, der næredes for hans personlighed.
Thomsen var ugift. Hans egen møntsamling overgik 1868 til staten. Ved sit testamente oprettede han dels et familielegat, dels et legat, der skulle "virke for Restaurering af Oldtidsminder, til at fremme Kunst og til at fremme det udmærkede Håndværksarbejde" ("Thomsens Legat", kapitalformue oprindelig o. 40.000 kr., nu noget mere).
Landgangsbro.
En landgangsbro er en anordning, hvorpå man kan gå om bord på et skib.
Landgangsbroen kan have forskellige udformninger lige fra et simpelt bræt til en trappe, som kan køres eller hejses hen til skibssiden.
Megalit.
En megalit (af græsk: "megas" = "stor" + "lithos" = "sten", altså egentlig "kampesten") betyder oprindeligt blot en stor, ofte ubearbejdet, løs sten, som findes i landskabet. Derfra er ordet blevet overført til at betegne monumenter, der er bygget af den slags stenmateriale. De kan stå alene ("bautasten") eller sammen med mindre sten. I Danmark findes de ofte som gravmonumenter men nogen få bautasten findes også i Danmark.
De ældste megalitter kendes fra Bretagne i Nordfrankrig fra ca. 4000 f.Kr.. Her kaldes de "maenhir" (= "lang sten"). Udbredelsen strækker sig over den Iberiske Halvø, Frankrig, Sicilien, Sardinien, Apulien (Italiens "hæl"), de britiske øer, Nordtyskland, Danmark og den sydlige del af Sverige.
Den kendteste er nok Stonehenge i England, der er anlagt ca. 3100 f.Kr.
I Danmark anlagdes stendysserne mellem 3500 f.Kr. og 2800 f.Kr.
Det må bemærkes at den nordeuopæiske Megalit-kultur var ret selvstændig i forhold til andre megalitter.
Omkring 2800 f.Kr. skete der et skift til enkeltgrave i høje uden stensætning. Enkeltgravene er ofte lagdelte. Nye begravelser er sket oven på en gammel høj, der så har fået et nyt lag jord. Enkeltgravskulturen kaldes somme tider Stridsøksekulturen eller stridsøksefolket, og blev før i tiden regnet for de første spor af indoeuropæisktalende folk i landet.
Struds.
Strudsen ("Struthio camelus") eller mere korrekt masaistrudsen er verdens største nulevende fugl. Den er også kendt under navnet afrikansk struds. Strudsen er op til 2,5 meter høj og kan ikke flyve. Til gengæld er strudsen udviklet til at løbe stærkt. Den har lange muskuløse ben og dens to tæer på hver fod peger begge fremad. Strudsens topfart ligger omkring 65 km/timen, hvorfor det også er forsøgt at afvikle strudsevæddeløb i bl.a. Afrika og Arabien.
Strudsen er ikke specielt intelligent. Dens hjerne er meget lille, men den klarer sig forbløffende godt alligevel. Dens store øjne er placeret højt på en lang hals, så den let opdager rovdyr på den afrikanske savanne, hvor fuglen hører til.
Strudsen har i mange år leveret produkter til mennesket. Tidligere var strudsefjer meget populære til pynt på klædedragter. I dag opdrættes strudse på strudsefarme til fabrikation af strudsekød, der langsomt vinder frem på markedet. Kødet er magert, men minder lidt om oksekød.
Nandu.
Nandu, eller stor nandu som den også kaldes, lever på pampassen i det østlige Sydamerika.
Orkanen Isabel.
Orkanen Isabel var en kæmpe kategori 5-orkan. i Atlanterhavet i september 2003, den ramte land på østkysten af USA som en kategori 2 orkan torsdag eftermiddag den 18. september. Centrum af orkanen ramte land lidt syd for Cape Hatteras i North Carolina omkring klokken 13.00 lokal tid.
Isabel var på størrelse med staten Colorado, og den havde en ødelæggende effekt på et temmelig stort område. Totalt blev der rapporteret over 4,3 millioner mennesker uden strøm. Heraf 525.000 i North Carolina, 1.250.000 i Maryland, 78.000 i District of Columbia, 160.000 i New Jersey, 500.000 i Pennsylvania, 50.000 i Delaware, 21.000 i West Virginia. Virginia blev hårdest ramt med mere end 1,6 millioner mennesker uden strøm.
Isabel var den største orkan i det midtatlantiske USA siden orkanen Floyd ramte det samme område i 1999. De mange skader efter Isabel bevirkede den største oversvømmelse i dele af Virginia siden 1972.
Strudse.
Strudse er en familie af fugle med en slægt og to nulevende arter, der begge lever i Afrika.
Afrikansk struds har tidligere været anvendt som en fællesbetegnelse for de to strudsarter. Masaistruds omtales i daglig sprogbrug oftest blot som struds.
Strudsefugle.
Strudsefuglene ("Struthioniformes") har alle mistet evnen til at flyve. De mangler den fremtrædende kam på brystbenet, hvor flyvemusklerne ved andre fugle fæstner. Fjerene ved strudsefuglene er ikke sammenhængende og kan ikke bruges til flyvning. Herudover mangler strudsefuglene også den oliekirtel, som andre fugle bruger til at vedligeholde fjerenes vandafvisende effekt. Strudsefuglene har kun tre tæer på hver fod. Alle tre tæer vender fremad.
Nanduer.
Nanduer ("Rheidae") er en familie af strudsefugle med kun en slægt og 2 arter.
Nanduen lever på pampassen i det østlige Sydamerika. Den minder meget om den afrikanske struds og den australske emu. Nanduen har grå fjerdragt, den vejer omkring 20–25 kg og bliver 1,20–1,40 meter høj. En nandu kan blive 20–25 år gammel og er kønsmoden omkring sit 3. år. Hannen står for yngelplejen indtil kyllingerne kan klare sig selv efter 6 måneder.
Phoberomys pattersoni.
Guinea-zilla ("Phoberomys pattersoni") var en gnaver som levede for ca. 8 millioner år siden omkring det nordlige af Sydamerika. Den levede både på land og i vandet og vejede ca. 700 kg.
Højriis Slot.
Højriis i midten af 1800-tallet, før den store ombygning
Højriis Slot (bliver også stavet Højris Slot) et et slot eller herregård ved Sallingsund på Mors ca. 7 km syd for Nykøbing. Højriis Slot er kendt tilbage fra middelalderen.
Den første kendte ejer var en ridder Johan Skarpenberg, som var en af Dronning Margrete 1.s betroede mænd. Han er nævnt i skriftlige kilder fra 1397 og ejede mange andre store gårde bl.a. Spøttrup i Salling. Han ligger begravet i Viborg Domkirke.
Højriis er i tidens løb ombygget flere gange. Dets nuværende arkitektur stammer fra 1859, da godsejer Galtrup Gjedde lod tårnet opføre. I 1865 ombyggede kammerherre C.A.L. Steensen Leth slottet med de karakteristiske takkede gavle.
I det 20. århundrede ramte herregårdenes nedgangstider Højriis hårdt, og allerede i slutningen af 1940'erne var det meste af slottet ubeboet, og det trefløjede bygningskompleks blev ramt af et omfattende forfald.
Siden 1994 har en omfattende restaurering fundet sted. Riddersalsfløj og havefløj er nu tætte, og omfattende skader i fundamenter og murværk er repareret. Senest er et stykke af nordfløjen retableret, tårnets murværk repareret og tårnuret sat i stand.
Højriis er privatejet og ikke fredet. Midlerne til restaurering samt vedligeholdelse af slot og park kommer fra turismen.
Højriis Gods er på 434 hektar.
Bo Holmberg.
Bo Lindor Holmberg (17. november, 1942 i Härnösand, Sverige - 11. februar 2010 i Stockholm) var en svensk socialdemokratisk politiker, der var statsråd i perioden 1982 - 1988 samt rigsdagsmedlem i perioden 1985 - 1996. Han var landshøvding i Södermanlands len I perioden 1996 - 2005.
Han var gift med tidligere udenrigsminister Anna Lindh fra 1991 til hendes død i 2003.
Landshøvding.
Landshøvding er i Sverige og Finland titlen på chefen for länsstyrelsen og formanden i dennes bestyrelse, og dermed regeringens øverste repræsentant i lenet. Landshøvdingen udpeges af regeringen.
Landshøvding svarer nogenlunde til statsamtmand i Danmark og fylkesmand i Norge.
Cesare Cremonini.
Cesare Cremonini (eller Cremonino, latiniseret Caesar Cremoninus), 1550-1631. Lærd venetianer, hvis filosofi var en syntese af Aristoteles og kristendommen.
Corfitz Ulfeldt studerede under ham i Padova i 1628 og blev senere citeret for at have udtalt, at alt hvad han havde lært, skyldtes Cremonini.
Stefan Ankjær.
Stefan Ankjær (5. januar 1820 i Horsens – 24. juli 1892 i København) var en dansk officer og folketingsmedlem.
Han blev student i 1836 og studerede teologi, men kom 1842 på Den Kongelige Militære Højskole, hvis ingeniør- og generalstabsafdelinger han gennemgik, hvorefter han som premierløjtnant kom til tjeneste ved artillerikommandoen i Jylland.
Året efter blev Ankjær adjutant ved Artillerioverkommandoen og deltog i kampene ved Kolding og ved Gudsø samt i slaget ved Fredericia, mens han 1850 gjorde tjeneste ved rytteriet og deltog i kampen ved Hollingsted. Om efteråret blev han ansat som kompagnikommandør ved 3. Bataljon, men udnævntes 1851 til kaptajn i generalstaben. I fem år var han nu virksom ved dens topografiske sektion, hvorfra han overgik til Krigsministeriet. Her fik han overdraget forskellige hærordningsarbejder, og desuden blev han sekretær i den rådgivende komité og medlem af flere kommissioner.
Da Oberst Lundbye blev Krigsminister i 1863, ansattes Ankjær, der året i forvejen var blevet major, som direktør for Krigsministeriets kommando og havde som sådan en betydelig indflydelse, såvel inden det kom til et fredsbrud med Tyskland, idet det skyldtes hans initiativ, at nogle midler til krigens forberedelse stilledes til Krigsministeriets rådighed, som under selve krigen, da mange personskifter fandt Sted.
Efter Lundbyes afgang blev Ankjær ansat som stabschef ved det nørrejyske armékorps. Straks efter krigen udgav han»Bemærkninger og Berigtigelser i Anledning af Rigsrådets Udvalgsbetænkning om de fra Krigsministeriet modtagne Oplysninger«samt»Forslag til Organisation af den danske Armé«.
Allerede tidligere havde Ankjær optrådt som forfatter, idet han 1858-63 udgav»Geografisk-Statistisk Håndbog«og flere afhandlinger, deriblandt en fremstilling af de nordiske rigers stridskræfter (1860).
I foråret 1865 blev Ankjær stabschef ved 2. Generalkommando, 1867 oberst af generalstaben og 1871 chef for 20. Bataljon, hvorefter han i efteråret 1874 udnævntes til general og chef for 1. Jyske Brigade. Efter 1884 at have kommanderet øvelsesdivisionen i Jylland, udnævntes han 31. januar 1885 til generalløjtnant og kommanderende general i 2. Generalkommandodistrikt, mens han kort tid efter blev Storkors af Dannebrog; 1888 tog han sin afsked.
Ankjær var 1856-1863 medlem af Rigsrådet for København og af Rigsdagens Folketing 1861-1862 og 1863-1864 for Ribe Amts 2. Kreds, af Rigsrådets Landsting 1864-1865 og 1865-1866 for 2. Kreds og af Folketinget for Viborg Amts 2. Kreds fra 1872, til han blev general, da han opgav sin politiske virksomhed.
Rhododendron 'Lee's Dark Purple'.
Sorten 'Lee's Dark Purple' er en hybrid, hvor en Catawba-Rododendron-hybrid formentlig er krydset med "Rhododendron maximum". Det er en kraftigt voksende busk med en bredt opret, etagedelt og åben vækst. Bladene er stedsegrønne, elliptiske og let vredne. Oversiden er meget mørkt grøn, blank og let hvælvet, ens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker ved slutningen af maj til midt i juni, hvor busken bærer åbne stande med 10-15 store, mørkviolette blomster, der hver har en gullig svælgtegning. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
2,50 x 3,00 m (10 x 15 cm/år)
Sorten er temmelig hårdfør, så den kan bruges i ethvert surbundsbed.
Stephen King.
Stephen Erdwin King (født 21. september, 1947 i Portland Maine), er en succesfuld amerikansk forfatter, der især er kendt for sine gyserromaner. Han er gift med forfatterinden Tabitha King og bosat i Bangor, Maine i USA. King's bøger er ekstremt populære og blandt de bedst sælgende bøger nogensinde. Han har desuden skrevet manuskripter til film og tv-serier.
King's hovedpersoner er ofte almindelige mellemklassefamilier, børn, og ofte forfattere,
der bliver kastet ud i tiltagende rædselsvækkende omstændigheder. Han skriver også mere almindelige litterære værker, deriblandt novellerne "The Body", "Rita Hayworth and Shawshank Redemption" og "The Green Mile" (senere filmatiseret som henholdsvis "Stand by Me" og "The Shawshank Redemption" samt "The Green Mile"). King viser også, at han har en bred viden om gysergenren i sin fagbog "Danse Macabre", som samler flere årtiers bemærkelsesværdige værker inden for litteratur og film.
Biografi.
Stephen King blev født i Portland, Maine i 1947 som søn af Donald og Nellie Ruth Pillsbury King. Da King var to år gammel, forlod hans far (født David Spansky) familien, og Ruth King opfostrede alene Stephen King og hans to år ældre adopterede storebror David, ofte under trange økonomiske forhold. En del af hans barndom blev tilbragt i Fort Wayne, Indiana, hvor hans fars familie boede på det tidspunkt, og i Stratford, Connecticut. Da Stephen blev elleve, bragte hans mor børnene tilbage til Durham, Maine, for at blive. Hendes forældre, Guy og Nellie Pillsbury, var blevet svagelige med alderen, og Ruth King var blevet overtalt af sin søster til at overtage den fysiske pleje af det ældre par. Andre familiemedlemmer stillede et lille hus i Durham til rådighed og gav økonomisk støtte. Efter at Stephen's bedsteforældre gik bort, fik Mrs. King et arbejde i "kitchens of Pineland", køkkenet i forbindelse med et nærliggende boligområde for mentalt handikappede. Stephen King gik på Durham Elementary School og derefter den nærliggende Lisbon Falls High School, hvor han blev færdig i 1966.
King har skrevet siden sin barndom. Når han var i skole, skrev han ofte plagiater af, hvad han læste på det tidspunkt, og solgte dem til sine venner. Dette var ikke populært blandt hans lærere, og han blev tvunget til at betale pengene tilbage, da det blev opdaget.
Historierene blev kopieret med en duplikator, som hans bror David brugte til at kopiere David's avis, "Dave's Rag", som han selv udgav. "Dave's Rag" indeholdt lokale begivenheder, og Stephen hjalp ofte til. Omkring trettenårs-alderen fandt Stephen en kasse med hans fars gamle bøger i sin tantes hus. Det var hovedsageligt gyser og science fiction bøger, og han blev øjeblikkeligt grebet af de genrer.
Fra 1966 til 1970 studerede King engelsk ved University of Maine i Orono. I de sidste år skrev King en kolonne, "King's Garbage Truck" (King’s skraldevogn), i universitetsmagasinet "THE MAINE CAMPUS”. Han var også aktivt medlem af elevrådet. Han
mødte Tabitha Spruce ved bogstakkene i Fogler biblioteket ved "University of Maine", hvor de begge arbejdede som studerende. De blev gift i januar 1971. Hans universitetsperiode er beskrevet i anden del af "Hearts in Atlantis".
Ved sessionen kort efter eksamen blev han fundet uegnet til militæret på grund af: højt blodtryk, nedsat syn, platfodethed og punkteret trommehinde.
Efter at han afsluttede universitetsstudierne som bachelor i engelsk og opnåede et certifikat til at undervise på gymnasieniveau, kunne han ikke straks få en plads som lærer, og han tog derfor et job som arbejder ved et industrielt vaskeri. Herfra fik han inspiration til novellen "The Mangler".
På dette tidspunkt boede han og hans familie i en campingvogn. De levede af hans løn som arbejder og hendes studielån og opsparing, og det var somme tider svært at få betalt regningerne, og pengene fra novellerne, hovedsagelig trykt i herremagasiner, var meget velkomne.
Stephen solgte sin første professionelle novelle "The Glass Floor" til "Startling Mystery Stories " i 1967. Igennem de første år af deres ægteskab fortsatte han med at sælge historier til herremagasiner, og mange af dem er senere blevet samlet i bogen "The Night Shift" eller er dukket op i andre sammenhænge.
King udviklede i denne periode også et alkoholmisbrug, der fulgte ham i over et årti.
I efteråret 1971 begyndte Stephen at undervise afgangsklasserne i engelsk ved "Hampden Academy", folkeskolen i Hampden, Maine. Han fortsatte med at skrive noveller og arbejde på romaner om aftenen og i weekenderne.
I løbet af denne periode begyndte King på flere noveller. En af dem fortalte historien om en ung pige med psykiske evner. Frustreret smed han den i skraldespanden. Senere fandt han ud af, at Tabitha havde reddet den, og hun opfordrede ham til at skrive den færdig som "Carrie". Han sendte den til "Doubleday & Co" og glemte den næsten. Noget tid senere i efteråret 1973 modtog han et tilbud for den med et forskud på $2,500 (ikke et stort forskud for en roman, selv på den tid). På mors dag det år fik Stephen den sande værdi af "Carrie'’ at vide af hans nye redaktør ved Doubleday, Bill Thompson, da rettighederne til billigbogsudgaven blev solgt for $400,000. Dette kæmpesalg af billigbøger gav ham midlerne til at forlade undervisningen og skrive på fuld tid.
I slutningen af sommeren i 1973, flyttede de deres voksende familie til det sydlige Maine på grund af Stephen's mors svigtende helbred. Her lejede de et sommerhus ved "Sebago Lake" i "North Windham" vinteren igennem, Stephen skrev her sin næste udgivne roman i et lille rum i garagen, først med titlen ”Second Coming”, så ”Jerusalem's Lot”, før det blev ”Salem's Lot”. Februar 1974 døde hans mor af livmoderkræft i en alder af 59.
"Carrie" blev udgivet i foråret 1974. Det efterfølgende efterår forlod familien King Maine og tog til Boulder, Colorado. Her boede de i under et år, hvor Stephen skrev "The Shining", der foregår i Colorado. De vendte tilbage til Maine i sommeren 1975 og købte et hus i Lakes-regionen i det vestlige Maine. I det hus færdiggjorde Stephen "The Stand", som også foregår mest i Boulder. "The Dead Zone" blev også skrevet i Bridgton.
I "On Writing", indrømmer King, at han på det tidspunkt var konstant fuld, og at han var alkoholiker i over et årti. Han siger, at han har baseret den alkoholiske fader i "The Shining" på sig selv, selv om han ikke ville indrømme det i mange år.
I 1977 tilbragte de tre måneder af et planlagt et års ophold i England, afkortede rejsen og vente hjem i midten af december, hvor de købte et nyt hus i Center Lovell, Maine. Efter at have boet der en sommer, flyttede de nordpå til Orrington, nær Bangor, så Stephen kunne undervise i kreativ skrivning ved "University of Maine" i Orono. I efteråret 1979 flyttede de tilbage til Center Lovell. I 1980 købte de et andet hus i Bangor og beholdt huset i Center Lovell som sommerhus.
Kort efter udgivelsen af "The Tommyknockers", greb King's familie og venner endelig ind mod hans misbrug. De tømte hans affald ud på tæppet foran ham for at vise ham beviserne for hans misbrug: øldåser, cigaretskodder, rester af kokain, Xanax, valium og NyQuil. Han søgte hjælp og stoppede med alle former for stoffer og alkohol sidst i firserne.
King’s fans vil lægge mærke til, at King’s karakterer er blevet rigere igennem årtierne, men ikke så stejlt som King's egen formue. Hans tidligste værker ("Carrie", "The Shining", og meget af værket "Night Shift") omhandler arbejdsklasse-familier, der kæmper fra lønningsdag til lønningsdag i et minimumslønnet job; værkerne fra sidst i firserne omhandlede mellemklassefolk som lærere og forfattere, og hans værker fra sidst i halvfemserne handler nogen gange om piloter, forfattere og andre, der ofte har råd til to huse. Hele vejen igennem har hans værker været utroligt populære.
King´s kristne tro skinner igennem i flere af bøgerne. Fx er "Begærets butik" en fortælling om Satan og hans fristelser, mens Jesus-figuren er central i "Den grønne mil", og "Desparation" omhandler Guds godhed.
Bilulykke.
I sommeren 1999, var King midt i "On Writing: A Memoir of the Craft"; han havde færdiggjort erindringssektionen og havde forladt bogen i næsten atten måneder, usikker på hvordan han skulle fortsætte, og om det var besværet værd. King meddeler, at det er den første bog, han har ladet ligge, siden han skrev "The Stand" flere årtier tidligere. Han havde lige besluttet at fortsætte bogen, og havde 17. juni skrevet en liste med spørgsmål, han ofte blev spurgt om i forbindelse med at skrive og andre, han ville ønske at blive spurgt om. 18. juni havde han skrevet fire sider af sektionen omkring at skrive. 19. juni, gik han en tur, efter at havde kørt sin søn til lufthavnen og var på vej hjem for at se "The General's Daughter" med sin familie. Da han gik op ad en bakke, kom en Dodge varevogn op over bakketoppen, ramte ham, og kastede ham omkring 4.2 m (14 feet) op i luften. Bilens fører var Bryan Smith. King var tæt på at ramme bilens dørstolpe og undgik lige nogle spredte klippestykker på jorden, nær hvor han landede. Begge dele ville højst sandsynlig have dræbt ham eller lagt ham i permanent koma. Ude af stand til at rejse sig, blev King hurtigt kørt til det lokale hospital, der erklærede, at de ikke kunne behandle ham. Han blev derefter fløjet til et andet hospital; i helikopteren faldt hans lunger sammen. Derudover var hans ene ben brækket mindst ni steder og andre skader var en revnet knæskal, brækket højre hofte, fire brækkede ribben, og skader på rygraden otte steder. Tilfældigvis havde King samme år skrevet det meste af "From a Buick 8", hvori en af personerne dør i en bilulykke, men King siger, at han prøvede at lade være med at lægge for meget i det.
King blev udskrevet fra hospitalet efter tre uger, hvorefter fulgte et halv dusin operationer på hans ben ledsaget af psykisk terapi. I juli 1999 fortsatte han på "On Writing", selv om hans hofte stadig var skadet, og han kun kunne sidde i knap fyrre minutter ad gangen, før smerterne blev uudholdelige. Med tiden blev hans tilstand bedre. Der er blevet meddelt, at King tilgav føren og købte bilen for $1,500 (og senere fik den knust og kasseret for at undgå, at den senere skulle dukke op på eBay).
King har vist sig selv i "Det mørke tårn (The Dark Tower)" serien, hvor King indsatte sin ulykke i den sidste roman, hvori helten ’’Roland Deschain’’ og hans venner forsøger at forhindre, at King bliver alvorligt såret af bilen.
Skrivestil.
I King's faglitteratur bog "On Writing: A Memoir of the Craft", diskuterer King sin skrivestil i både længde og dybde. King er overbevist om, at en god historie ikke kan fremkaldes bevidst, og at handlingen ikke skal fastlægges på forhånd, men er bedre tjent ved at fokusere på et enkelt "frø" af historien, hvorfra historien kan opbygge sig selv. King begynder ofte en historie uden nogen ide om, hvordan den vil ende. Han nævner, at han halvvejs i "Det mørke tårn (the Dark Tower)" seriens lange skriveperiode, næsten 30 år, modtog et brev fra en kvinde med kræft, som spurgte, hvordan bogen ville ende, da hun højst sandsynligt ikke ville leve længe nok til at høre den. Han erklærede, at det vidste han ikke. King tror stærkt på denne stil, og erklærer, at alle hans bedre bøger er fremkommet ved friskrivning.
Han er kendt for sine rigt detaljerede, sammenhængende indre referencer, hvor mange historier der ikke synes at have forbindelse med hinanden er sammenkædet med bipersoner, fiktive byer eller andenhåndsreferencer til begivenheder i foregående bøger. Samlet set er King's værker (som han hævder er centreret omkring hans kæmpeværk "Det mørke tårn (Dark Tower)") en bemærkelsesværdig historie, der dækker hele perioden fra tidernes begyndelse (med en unik skabelses beretning) og frem til nutiden.
King's bøger er også fyldt med referencer til den amerikanske historie og kultur, især den mørkere, mere frygtelige side af dem. Disse referencer er generelt spundet ind i karakterernes baggrund og forklarer ofte deres frygt. De tilbagevendende referencer er kriminalitet, krig (især Vietnam krigen) og racisme.
King er også kendt for sine folkelige, informative beretninger, som hans fans ofte refererer til som "konstante læsebøger" eller "venner og naboer." Han bruger denne stil som kontrast til det ofte ærværdige eller skræmmende indhold i mange af historierne.
King har en meget simpel opskrift på, hvordan man lærer at skrive godt: Læs fire timer om dagen og skriv fire timer om dagen. Hvis du ikke kan finde tid til det, siger han, kan du ikke forvente at blive en god forfatter.
King har også en simpel definition på, om man har talent for at skrive: "Hvis du skrev noget, som nogen sendte dig en check for, hvis du indløste checken, og den ikke var dækningsløs, og hvis du så betalte elregningen med pengene, så betragter jeg dig som talentfuld" (fra "Everything You Need to Know About Writing Successfully - in Ten Minutes").
Kort efter sin ulykke skrev King første udkast af bogen "Dreamcatcher" med en notesblok og en Waterman fountain kuglepen, "verdens bedste tekstbehandlingsprogram". Han bruger dog normalt en Apple Macintosh computer.
King i de seneste år.
I 1994 vandt King en O. Henry pris for sin novelle, "The Man in the Black Suit", og i 2003 blev King æret med "Lifetime Achievement Award" af National Book Awards. I 2003 modtog han også "The National Book Foundation Medal for Distinguished Contribution to American Letters".
Stephen King har også skrevet seks bøger under pseudonymet Richard Bachman. King iscenesatte en falsk begravelse for Bachman efter at pseudonymet blev offentligt kendt. Det skabte inspiration til bogen "The Dark Half", hvori en novellist iscenesætter begravelsen af sit pseudonym som gyserforfatter efter at have fået en "seriøs" novelle udgivet, men som derefter finder ud af, at hans andet jeg ikke vil forlade ham helt så let.
King har også skrevet en kort novelle under navnet John Swithen - "The Fifth Quarter".
King spillede tidligere guitar i bandet "Rock Bottom Remainders", men har ikke optrådt med dem i nogle år. Bandets medlemmer er: Dave Barry, Ridley Pearson, Scott Turow, Amy Tan, James McBride, Mitch Albom, Roy Blount Jr., Matt Groening, Kathi Kamen Goldmark og Greg Iles.
King er også livsvarig fan af baseball-holdet Boston Red Sox og ses jævnligt ved både hjemme- og udebanekampe. I 1999 skrev han bogen "The Girl who loved Tom Gordon", der havde den tidligere Red Sox spiller Tom Gordon som en af hovedpersonerne. Han var for nyligt medforfatter til en bog med Stewart O'Nan om deres “rutsjebane reaktion” på Red Sox's 2004 sæson, der kulminerede med, at de vandt 2004 American League Championship Series og World Series. Den har titlen "Faithful".
King giver sit syn på popkulturen i en spalte på bagsiden af "Entertainment Weekly" hver anden uge.
Stephen og Tabitha uddeler legater til lokale “high school” studenter og støtter mange lokale og nationale velgørenhedsarrangementer.
Familie.
Stephen King bor i Bangor, Maine med sin hustru Tabitha King. Efter at deres børn er flyttet hjemmefra, tilbringer Stephen og Tabitha nu deres vintre i et stort hus ved havet, beliggende nær den den Mexicanske golf i Nokomis, Florida. Resten af året tilbringer de i deres huse i Bangor og Center Lovell. De har tre børn: Naomi Rachel, Joe Hill (der optrådte i filmen "Creepshow" og selv har skrevet flere noveller og bøger) og Owen Phillip, og tre børnebørn. Owen Kings første novellesamling blev udgivet i 2005.
Andre forfattere.
På grund af deres enorme popularitet sammenlignes King ofte med Dean R. Koontz, og deres fans giver ofte udtryk for deres ønske for, at de skulle skrive en bog sammen.
Begge forfattere har erklæret, at det er umuligt. Det er primært på grund af Kings vane med at gøre livet surt for sine personer, og Koontz' vane med altid at lave en uklar, men lykkelig slutning.
Bibliografi.
Da listen er på over 60 titler er de listet under Stephen Kings bibliografi.
Film og tv.
King frigav sine film til instruktørstuderende for en dollar, og trods forfærdet ved behandlingen er det meste af hans arbejde filmatiseret. I 1986 besluttede han sig for at instruere ’’Maximum Overdrive’’ selv, med en drejebog, han havde skreven med inspiration fra (men "ikke" baseret på) hans novelle "Trucks." Denne oplevelse lader til at have vækket hans lyst til at instruere.
Liste over Stephen King-film
Leonard Cohen.
Leonard Norman Cohen (født 21. september 1934) er en canadisk digter, forfatter, sangskriver og sanger. Cohen blev født i en jødisk familie af højere middelstand, der boede i den jødiske bydel i Montreal kaldet Westmount.Han er efterkommer af immigranter fra Litauen og Polen. Leonard Cohen har to børn, Adam født i 1972 og Lorca født i 1974. Leonard Cohen er i dag bosat i Los Angeles i USA.
Cohen albumdebuterede i 1967, men inden da havde han allerede etableret sig som skønlitterær forfatter. Hans første digtsamling udkom i 1956.Med en universitetsgrad i litteratur fra to universiteter (Columbia og McGill) lå det da også lige for, og Cohen fik faktisk stor succes med romanerne 'The Favourite Game' (1963) og 'Beautiful Losers' (1966), inden han i 1967 konverterede til singer/songwriter.
Der er indspillet over 2000 covers af Cohens sange og han er blevet en del af både det prestigefyldte Canadian Music Hall of Fame, Canadian Songwriters Hall of Fame og the Order of Canada, det største canadiske hædersbevis.
Debutalbummet var 'Songs Of Leonard Cohen', og den blev hurtigt en kultplade, ikke mindst i Europa.
Da Leonard Cohen i forvejen havde et vist internationalt ry som skønlitterær forfatter af intellektuelt tilsnit, regnede de fleste med, at hans tid som 'popsanger' ville begrænse sig til det enkelte forsøg.
Man gjorde imidlertid regning uden vært, for i 1969 fulgte 'Songs From A Room' og i 1971 'Songs of Love and Hate'. Begge var albums, der viste, at hans enkle melodier og ligeså enkle men karakteristiske sangforedrag hang godt sammen med de indadvendte tekster, som mange lyttere alligevel kunne identificere sig med. Den europæiske kærlighed var gensidig, idet Leonard Cohen en årrække i 60'erne brugte den græske ø Hydra som fast base.
Efter tre plader på fire år kom der mere uregelmæssighed ind i Leonard Cohens produktion, og selvom standarden i reglen var høj, var slagkraften aftagende helt frem til 1988 med én undtagelse: Det besynderlige partnerskab med producer Phil Spector i 1977 og pladen 'Death of A Ladies Man', som en tid blev betragtet som en misforståelse, men som efter godt 25 år holder på sin helt egen måde.
I 1988 udgav han albummet 'I'm Your Man', og den nu 54-årige troubadur med pubertetsproblemerne stod stærkere end nogensinde før. Endog hans stemme havde udviklet sig i en mere udtryksfuld retning.
Efter 'The Future' i 1992 valgte han at gå i kloster en årrække som buddhistmunk for så at vende tilbage igen i 2001 med 'Ten New Songs'.
I en lang årrække arbejdede Leonard Cohen sammen med Jennifer Warnes, som især i koncertsammenhæng var en slags coach og vokal kapelmester, og som i 1987 udgav et hyldestalbum, 'Famous Blue Raincoat', udelukkende med sange af Leonard Cohen. I USA fik hun større succes, end han havde haft, mens pladen blev overset i Europa.
I 2004 samledes Anders Dohn, (som havde oversat) Nikolaj Nørlund (som producerede) og en række danske kunstnere (bl.a. Jens Unmack, Under Byen og Povl Dissing) om at lave et album med Leonard Cohen-sange på dansk. 'På danske læber' udkom i juni 2004 og nåede en førsteplads på den danske albumhitliste. Samme år udkom Cohens foreløbigt sidste album, det spartanske og bagudskuende 'Dear Heather'.
Leonard Cohen har desuden medvirket i nogle film, dog uden større slagkraft.
Girolamo Savonarola.
Girolamo Savonarola (21. september 1452 i Ferrara - 23. maj 1498i Firenze) var dominikanermunk og prædikant. Han medvirkede til, at der blev oprettet en slags kristen, demokratisk republik i Firenze, noget som var blandt andet den mægtige bankfamilie de' Medici meget imod. Vatikanet og hans fjender i Firenze gik til modangreb og i 1498 blev han dømt for kætteri og henrettet.
Savonarola besad ikke på noget tidspunkt formel magt i Firenze. Hans indflydelse beroede på hans karismatiske udstråling, som kom til udtryk i hans voldsomme prædikener, der varslede om frygtelige tider, og nogle af hans profetier gik faktisk i opfyldelse, hvilket er med til at forklare den indflydelse han fik i byen.
Savonarola hævdede at stå i direkte kontakt med gud og arbejdede ivrigt for en radikal puritansk reform af samfundet. Han anså klostertilværelsen som samfundsidealet. Han kritiserede også de dårlige sæder i kirken hårdt og nægtede at anerkende pave Alexander VI af Borgia slægten, som han anklagede for at være en hedning og kætter. Han er således på sin vis en forløber for den protestantiske reformation, som siden blev ført kraftigt frem af Martin Luther. I begyndelsen fik Savonarola vældig tilslutning især blandt de lavere stænder og samfundslag i Firenzes befolkning. Han manede alle til at forsage alle kødelige lyster og vende tilbage til den enkle kristne tilværelse. I alle samfundslag fandt han støtter, heriblandt tilsyneladende også maleren Sandro Botticelli (1445-1510). Hans tilhængere, der blev kaldt Flæberne (italiensk: Piagnoni), foranstaltede de såkaldte Forfængelighedens Bål, hvor luksusgenstande, fint tøj, bøger med erotisk indhold og kunstværker, især malerier der viste nøgne mennesker, blev kastet på bålet. Men det er misvisende at sige, at Savonarola var en fjende af kunst. Det sidste forfængelighedens bål blev gennemført tidligt i 1498, men der brød uroligheder ud på Piazza della Signoria, Firenzes rådhusplads. Da mente Vatikanet, Franciskanerne og Dominikanerne, at tingene var gået for vidt, så i april blev Savonarola anklaget for kætteri, hængt og derefter brændt sammen med sine to nærmeste hjælpere Silvestro Maruffi og Domenico de Pescia.
Tangens.
Tangens er en trigonometrisk funktion inden for matematikken. Tangens til en vinkel er lig sinus til den pågældende vinkel divideret med cosinus til samme vinkel. Funktionen indførtes af den danske matematiker Thomas Fincke i hans "Geometria rotundi" (1583).
formula_1
Tangens og den retvinklede trekant.
Sider og vinkler i en retvinklet trekant
formula_2
Afledet funktion.
Lidt specielt for tangensfunktionen findes der på grund af dens definition faktisk flere forskellige beskrivelser af den afledede funktion. Nedenfor ses de tre forskellige måder man kan beskrive den på. Såfremt man bruger den trigonometriske identitet kan man frembringe en løsning hvor cosinus i anden potens indgår. Denne løsning er desuden en variant af definitionen på en anden trigonometrisk funktion kaldet sekantfunktionen, sec, nemlig kvadratet til den. Man kan også vælge at udføre divisionen hvorved man får en funktion hvorved tangens selv indgår.
formula_3
Stamfunktion.
formula_4
formula_5
Rækkerepræsentation.
Følgende er Taylorrækken for tangensfunktionen, for udviklingspunkt i 0. "Bet der indgår er de såkaldte Bernoullital.
formula_6
1256.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1251 1252 1253 1254 1255 - 1256 - 1257 1258 1259 1260 1261
56
1255.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1250 1251 1252 1253 1254 - 1255 - 1256 1257 1258 1259 1260
Eksterne henvisninger.
55
1254.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1249 1250 1251 1252 1253 - 1254 - 1255 1256 1257 1258 1259
Eksterne henvisninger.
54
1253.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1248 1249 1250 1251 1252 - 1253 - 1254 1255 1256 1257 1258
Eksterne henvisninger.
53
1251.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
År: 1246 1247 1248 1249 1250 - 1251 - 1252 1253 1254 1255 1256
Eksterne henvisninger.
51
1250.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne - 1250'erne - 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne 1300'erne
Årstal: 1245 1246 1247 1248 1249 - 1250 - 1251 1252 1253 1254 1255
Eksterne henvisninger.
50
Halland.
Halland er et svensk "landskap", der er stort set sammenfaldende med Hallands län. Mod syd danner Hallandsåsen grænse mod Skåne, i øst grænser Halland op til Småland, i nord til Västergötland og mod vest ligger Kattegat.
Halland var en del af de gamle danske "Skånelandene" (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm). Fra Brømsebrofreden i 1645 har Halland været svensk.
Købstæder i Halland: Falkenberg, Halmstad, Kungsbacka, Laholm og Varberg.
Gennem Halland løber åerne Lagan, Nissan, Ätran og Viskan. Remsen "Laga Ni, så äta vi" skal hjælpe til at huske rækkefølgen (fra syd til nord).
Den legendariske "Gøngehøvding" Svend Poulsen kom fra den sydhallandske by Laholm.
Prinsesse Lilian er hertuginde af Halland. I 1976 blev hun gift med prins Bertil, hertug af Halland. Prins Bertil døde i 1997.
Blekinge.
Blekinge er et svensk landskab, der grænser op mod Skåne og Småland med en lang kystlinje mod Østersøen. Også kaldet Bleking eller Blegind på dansk. Navnet kommer måske fra ordet "bleke" som betyder roligt vand. Blekinge udgør administrativt Blekinge län. Landskabet og länet er næsten identiske.
Blekinge var en del af de gamle danske "Skånelandene" (Skåne, Halland, Bornholm og Blekinge). Fra Roskildefreden i 1658 har Blekinge været svensk.
Dialektalt har Blekinge altid været et grænseland mellem dansk og svensk. Gamle østdanske ord og vendninger er bevaret i det blekingske dagligsprog: f.eks. bøge (bokskog på svensk), låmme (ficka), meet (mycket), pude (huvudkudde), neg (kärve), trua (hota) etc.
Den vestligste del af Blekinge med Listerlandet var oprindelig en del af Skåne. I 1648 lagdes grænsen om. De ældste danske runestene fandtes i øvrigt i Lister.
Blekinge udgjorde sammen med det nordøstlige Skåne det pro-danske kerneland for modstandsbevægelsen (friskytterne og snaphanerne) mod svenskerne. Folkeoprøret i 1676 startede i det østligste Blekinge.
Som et led i forsvenskningen grundlagde svenskerne købstæderne/flådebaserne Karlskrona og Karlshamn i Blekinge. De gamle danske byer i Blekinge er Sölvesborg, Ronneby (Rønneby) og Christian 4.'s fæstningsby Kristianopel (Christianopel).
Norges geografi.
Norge er et land med mange bjerge og søer. Her er det Søen Snåsavatten lige før tordenvejr bryder løs.
Norges geografi er generelt forreven og bjergrigt. Kystlinjen på mere end 20.000 kilometer afbrydes af stejle fjorde samt et virvar af øer og holme. Norge kendes også som landet med midnatssolen, idet det delvis ligger nord for polarkredsen. Her går solen ikke ned ved midsommer, og om vinteren er de mange dale i lange perioder uden lys.
Norge følger Nordatlanten i hele sin længde. Tre have udgør kystlinjen. Nordsøen i sydvest, Skagerrak i syd og det Norskehavet til vest og Barentshavet til nordøst. Norges højeste punkt er Galdhøpiggen med sine 2.469 meter.
Det norske klima er tempereret, specielt langs kysten som påvirkes af golfstrømmen. Klimaet inde i landet er mere hårdt, og i den nordlige del hersker mere arktiske forhold.
De vigtigste lavlandsområder er langs Skagerraks kyst og omkring Oslofjorden og Trondheimsfjorden.
Areal.
Norges areal er på 385.199 km² hvoraf Svalbard udgør 61.020 km² og Jan Mayen 377 km². Søer og elve udgør 19.522 km² og bræer udgør 3.170 km² når man ser bort fra Svalbard og Jan Mayen.
Landsdele og Fylker.
Norge er organiseret som en centralt styret stat og består af 19 provinser kaldet fylker, tidligere kaldet amter. Disse er fordelt på 5 landsdele, og er opdelt i i alt 431 kommuner.
Højeste bjerge.
De højeste bjerge er: Galdhøpiggen, Glittertind, Storen (Store Skagastølstinde) og Store Styggedalstinde.
Snøhetta er det højeste bjerg udenfor Jotunheimen.
Større floder.
Norges længste floder er Glomma, Pasvikelven, Numedalslågen, Gudbrandsdalslågen med Vorma, Tanaelv, Drammensvassdraget langs Begna, Skiensvassdraget, Otra, Trysilelven og Altaelven.
Større søer.
Norges 10 største søer er: Mjøsa, Røssvatnet, Femunden, Randsfjorden, Tyrifjorden, Snåsavatnet, Tunnsjøen, Limingen og Øyeren.
Større øer.
Norges 10 største øer er: Spitsbergen, Nordaustlandet, Edgeøya, Hinnøya, Senja, Barentsøya, Langøya, Sørøya, Kvaløya og Kvitøya.
Fraregner man Svalbard er de største øer: Hinnøya, Nordland/Troms; Senja, Troms; Langøya, Nordland;Sørøya, Finnmark; Kvaløya, Troms; Ringvassøy, Troms; Hitra, Sør-Trøndelag; Seiland, Finnmark; Austvågøy, Nordland og Andøya, Nordland.
Længste fjorde.
Norges 20 længste fjorde er: Sognefjorden, Hardangerfjorden, Trondheimsfjorden, Porsangerfjorden, Oslofjorden, Nordfjord, Boknafjorden, Varangerfjorden, Romsdalsfjorden, Storfjorden, Lyngenfjorden, Ofotfjorden, Laksefjorden, Ullsfjorden, Kvænangsfjorden, Foldfjorden, Tanafjorden, Ranfjorden, Tysfjorden og Norfolda.
Nationalparker.
Rondane blev ved oprettelsen i 1962 Norges første nationalpark.
Norges (hvis man ser bort fra Svalbard) fem største nationalparker er Hardangervidda nationalpark, Saltfjellet-Svartisen nationalpark, Blåfjella-Skjækerfjella nationalpark, Dovrefjell-Sunndalsfjella nationalpark og Øvre Anárjohka nationalpark.
Svalbards fem største nationalparker er Sør-Spitsbergen nationalpark, Nordvest-Spitsbergen nationalpark, Nordre Isfjorden nationalpark, Nordenskiöld Land nationalpark og Sassen-Bünsow Land nationalpark.
Glomma.
Glomma eller Glåma (oprindelig Glaumr, af raumr: «larm, dunder») er den længste elv i Norge, ca. 604 km lang. Den danner Nordeuropas vandrigeste fos, Sarpsfossen i Sarpsborg. Elven har sit udspring i Aursunden nordøst for Røros og munder ud i Oslofjorden ved Fredrikstad. Den løber gennem Hedmark, Akershus og Østfold fylker. Glomma er hovedelv i flodsystemet (Vassdraget) af samme navn, som har et areal på 42.441 km² (hvoraf 422 km² ligger i Sverige). Begge navneformerne er autoriserede og brugt af "Statens kartverk".
Broen over Glomma ved Fredrikstad i Norge
George Orwell.
Eric Arthur Blair (25. juni 1903 – 21. januar 1950), bedre kendt under pseudonymet George Orwell, var engelsk forfatter og journalist. Orwell var politisk og kulturel kommentator samt romanforfatter og nok den mest beundrede engelsksprogede essayist i det 20. århundrede. Han er bedst kendt for to romaner, "Kammerat Napoleon" (originaltitel "Animal Farm") og "1984" (originaltitel "Nineteen Eighty-Four).
Ungdom.
Blair blev født den 25. juni 1903 i Motihari, Indien, da landet var en del af det britiske imperium og ledet af den britiske Raj. Blairs far, Richard Walmesley Blair, arbejdede i opiumdepartementet under civiladministrationen. Hans mor, Ida Mabel Blair (født Limouzin) tog ham med tilbage til England, da han var 1 år. Han så ikke sin far igen før 1907, da Richard var i England i 3 måneder, inden han vendte tilbage til Indien igen. Eric havde en ældre søster, Marjorie, og en yngre søster, Avril. Han beskrev senere sin familiebaggrund som "den lavere del af den øvre middelklasse".
Uddannelse.
Da han var 6 år, blev Blair sendt til en anglikansk sogneskole i Henley-on-Thames, hvor hans søster tidligere havde gået. Han har aldrig beskrevet sit ophold på skolen, men han må have gjort et godt indtryk, for 2 år senere anbefalede skolelederen ham til en af de på den tid mest succesrige forberedelsesskoler i England, St. Cyprian's School i Eastbourne, Sussex. Blair havde fået et stipendium. så hans forældre skulle kun betale halvdelen af, hvad det normalt kostede. Mange år senere skrev han med bitterhed om sin tid på St. Cyprian's i essayet "Det var vel nok en dejlig tid" (originaltitel "Such, Such Were the Joys"). Men Blair opnåede imidlertid også stipendier til både Wellington College og Eton, mens han var på St. Cyprian's.
Efter et år på Wellington flyttede Blair til Eton, hvor han var fra 1917 til 1921. Senere skrev han, at han havde været "relativt lykkelig" på Eton, der tillod de studerende en rimelig grad af frihed, men han skrev også, at han holdt op med at lave noget for alvor, efter han kom dertil. Meldingerne om hans akademiske præstationer på Eton varierer; nogle hævder, at han var en dårlig studerende, mens andre siger det modsatte. Han var tydeligvis ikke vellidt af visse lærere, som ikke brød sig om, hvad de opfattede som manglende respekt for deres autoritet. I sin tid på skolen blev Blair venner for livet med adskillige af de senere britiske intellektuelle, bl.a. Cyril Connolly, der senere blev redaktør på tidsskriftet "Horizon", som udgav mange af Orwells mest berømte essays.
Burma og de tidlige romaner.
Da Blair var færdig med sine studier på Eton, og da hans familie ikke kunne betale for universitetet, og da han ingen udsigt havde til yderligere stipendier, meldte han sig til "Indian Imperial Police" i Burma. Han endte med at hade imperialismen, og da han i 1927 var på orlov i England, besluttede han sig til at forlade politiet og blive forfatter. Han brugte senere sine oplevelser i Burma i romanen "Burma dage" (originaltitel "Burmese Days") og i essays som f.eks. "En hængning" (originaltitel "A Hanging") og "Jeg skyder en elefant" (originaltitel "Shooting an Elephant").
I 1928 flyttede han til Paris, hvor hans tante boede, og hvor han håbede at kunne ernære sig som freelance-journalist. Men mangel på succes tvang ham til at tage arbejde som bl.a. opvasker – beskrevet i hans første bog "Paris og London på vrangen" (originaltitel "Down and Out in Paris and London") fra 1933.
Syg og fattig flyttede han tilbage til England i 1929 og brugte sin forældres hus i Southwold, Suffolk som base. Mens han skrev på hvad der skulle blive til "Burma dage", foretog han hyppige udflugter som vagabond som led i det, der på det tidspunkt var blevet til et bogprojekt om underklassen. Samtidig bidrog han regelmæssigt med tekster til John Middleton Murrys tidsskrift "New Adelphi".
Blair gjorde "Paris og London på vrangen" færdig i 1932, og bogen udkom tidligt det efterfølgende år, mens han arbejdede som lærer på en privatskole i Hayes, Middlesex. Blair tog pseudonymet George Orwell umiddelbart før, "Paris og London på vrangen" udkom. Det vides ikke præcist, hvorfor han valgte det navn. Han kendte til og syntes om floden Orwell i Suffolk og fandt tilsyneladende det enkle i fornavnet George tiltrækkende. Han forkastede tre andre potentialle pseudonymer: Kenneth Miles, H. Lewis Allways og P. S. Burton.
Orwell trak på sine erfaringer som lærer i romanen "A Clergyman's Daughter", som han skrev i sine forældres hus i 1934, efter at dårligt helbred havde tvunget ham til at opgive lærergerningen. Fra slutningen af 1934 til begyndelsen af 1936 arbejdede han som deltidsassistent i en boghandel med brugte bøger i Hampstead, hvilket senere blev beskrevet i romanen "Keep the Aspidistra Flying" fra 1936.
"The Road to Wigan Pier".
I begyndelsen af 1936 bad Victor Gollancz fra "The Left Book Club" Orwell om at skrive en reportage om fattigdommen blandt arbejderklassen i de kriseramte områder i Nordengland – det blev til bogen "The Road to Wigan Pier" fra 1937. Første halvdel af bogen er en social dokumentar om hans rejser i Lancashire og Yorkshire, og den starter med en malende beskrivelse af arbejdet i kulminerne. Anden halvdel af bogen er et langt essay, hvori Orwell beskriver sin opvækst og udviklingen af sin politiske bevidsthed – og det er samtidig en skarp afstandtagen fra hvad han opfattede som venstrefløjens uansvarlighed. Gollancz var bange for, at anden halvdel ville støde "The Left Book Clubs" læsere og tilføjede en udglattende indledning til bogen, mens Orwell var i Spanien.
Kort efter at Orwell havde færdiggjort sine undersøgelser til bogen, giftede han sig med Eileen O'Shaughnessy.
Den spanske borgerkrig og "Hyldest til Catalonien".
I december 1936 tog Orwell til Spanien for at kæmpe på den republikanske side i den spanske borgerkrig mod Francisco Francos nationalistiske opstand. Selvom han tog af sted på egen hånd, blev han en del af Independent Labour Partys (ILP) gruppe, der bestod af ca. 25 briter, som sluttede sig til militsen under POUM (Partido Obrero de Unificación Marxista), der var et revolutionært socialistisk parti, som IKLP havde tilknytning til. POUM og den radikale fløj af det anarko-syndikalistiske CNT (Confederación Nacional del Trabajo) mente, at Franco kun kunne besejres, hvis arbejderklassen i den spanske republik afskaffede kapitalismen – en holdning der var grundlæggende i strid med det spanske kommunistparti og dets allierede (der fik våben og hjælp fra Sovjetunionen), og som gik ind for en koalition med de borgerlige partier for at slå Franco. I månederne efter juli 1936 fandt der en omfattende social revolution sted i Catalonien, Aragonien og andre områder, hvor CNT stod særligt stærkt. Orwell beskrev med stor sympati den egalitære ånd, der herskede, da han ankom til det revolutionære Barcelona i bogen "Hyldest til Catalonien" (originaltitel "Homage to Catalonia").
Orwell siger selv, at han kom med i POUM og ikke de kommunistkontrollerede Internationale Brigader ved et tilfælde – men hans oplevelser, især hvordan han med nød og næppe undslap kommunisternes undertrykkelse af POUM i juni 1937, gjorde ham positivt stemt overfor POUM og til en anti-stalinist resten af livet.
Mens han var ved fronten, blev han skudt i halsen af en snigskytte og næsten dræbt. Han skrev i "Hyldest til Catalonien", at folk ofte mente, at det var heldigt, at han overlevede, mens han personligt mente, at det ville have været endnu mere heldigt, hvis han slet ikke var blevet ramt.
2. verdenskrig og "Kammerat Napoleon".
Efter at være vendt tilbage til Storbritannien ernærede Orwell sig som freelance-anmelder, især i "New English Weekly" (indtil han blev uenig med tidsskriftet pga. dets pacifistiske holdning i 1940) og derefter primært i "Time and Tide" og "The New Statesman". Han meldte sig til "Home Guard" umiddelbart efter krigens udbrud og modtog senere en medalje.
I 1941 begyndte Orwell at arbejde for BBCs "Eastern Service", hvor han primært arbejdede med radioprogrammer, der skulle sikre støtte fra Indien og Østasien til Storbritanniens krigsindsats. Han var udmærket klar over, at han arbejdede med propaganda og skrev, at han følte sig som en appelsin, der var blevet trådt på af en meget beskidt støvle. Krigstidens "Ministry of Information" blev inspirationen til Ministeriet for Sandhed i romanen "1984". Ikke desto mindre gjorde Orwell en stor indsats for BBC, hvor han også havde lejlighed til at arbejde tæt sammen bl.a. T.S. Eliot og E.M. Forster. Orwells beslutning om at holde op i BBC i 1943 skete kort tid efter udgivelsen af en rapport, der bekræftede ham i hans bekymring m.h.t. radioudsendelserne, nemlig at der kun var få indere, der lyttede. Det virker også, som om han var utålmodig for at komme i gang med at skrive den bog, der skulle blive til "[Kammerat Napoleon".
Orwell blev litteraturredaktør på "Tribune", der var et tidsskrift på venstrefløjen. Her arbejde Orwell indtil 1945 og skrev en næsten ugentlig klumme kaldt "As I Please".
I 1944 færdiggjorde Orwell den anti-stalinistiske allegori "Kammerat Napoleon". Bogen udkom det efterfølgende år og blev en stor succes hos både anmeldere og læsere. Bogen bevirkede, at Orwell for første gang havde en god indtægt. Mens "Kammerat Napoleon" var ved at blive trykt, forlod Orwell "Tribune" for (i en kort periode) at blive krigskorrespondent for "The Observer". Han var en nær ven af "The Observers" redaktør og ejer, David Astor, og Orwells ideer havde stor indflydelse på Astors redaktionelle linje.
På vej til "1984".
Orwell vendte tilbage fra det europæiske fastland i foråret 1945, kort tid efter at hans kone var død under en operation (de havde for nyligt adopteret en lille dreng, Richard Horatio Blair, født i maj 1944).
De næste tre år arbejdede Orwell som journalist – primært for "Tribune", "The Observer" og "Manchester Evening News", selvom han også skrev for mange små politiske og litterære tidsskrifter. Samtidig arbejdede han på sin mest kendte bog, "1984", der udkom i 1949. Man mener, at titlen kommer fra det år, bogen blev færdig, nemlig 1948, med de to sidste tal byttet rundt. Oprindeligt havde Orwell kaldt bogen "The Last Man in Europe", men forlæggeren Fredric Warburg foreslog ændringen.
Orwell skrev det meste af romanen, mens han boede på en fjerntliggende gård på øen Jura ud for Skotlands kyst. Han var flyttet dertil i 1946 på trods af at hans helbred på det tidspunkt var meget dårligt.
I 1949 fik Orwell en henvendelse fra en ven, Celia Kirwan, der netop var begyndt at arbejde for "Information Research Department" (IRD) under det engelske udenrigsministerium. Afdelingen var blevet oprettet af Labour-regeringen og skulle udgive pro-demokratisk og anti-kommunistisk propaganda. Orwell gav hende en liste med 37 forfattere og kunstnere, som han mente ville være uegnede til at bidrage til IRD pga. deres pro-kommunistiske holdninger. Listen, der ikke blev offentliggjort før 2003, omfatter primært journalister (bl.a. redaktøren af "New Statesman", Kingsley Amis), men omfattede også skuespillere som f.eks. Michael Redgrave og Charlie Chaplin. Orwells grunde til at give listen til Kirwan forbliver uklare, men den mest sandsynlige forklaring er også den mest enkle: Han hjalp en ven i en sag – anti-stalinisme – som de begge gik ind for. Der er intet der tyder på, at Orwell nogensinde opgav den demokratiske socialisme, som han konsekvent plæderede for i sine værker – eller at han mente, at de forfattere, han nævnte i listen, skulle undertrykkes. I øvrigt var Orwells liste god nok: de nævnte personer havde alle på et eller andet tidspunkt offentligt støttet Sovjetunionen eller kommunismen.
I oktober 1949 giftede Orwell sig med Sonia Brownell. Orwell døde i London i en alder af 46 år af tuberkulose, som han sandsynligvis havde pådraget sig i den periode, han beskrev i "Paris og London på vrangen". Han var ofte indlagt på hospitalet de sidste tre år af sit liv. Han ligger begravet på "All Saints" kirkegård i Sutton Courtenay, Oxfordshire.
Politiske holdninger.
Det var dog hans oplevelser under den spanske borgerkrig, der spillede den største rolle i udviklingen af hans socialistiske holdning. Efter på nært hold at have oplevet hvordan det Sovjet-støttede revolutionære venstre undertrykte politiske modstandere, var Orwell blevet indædt anti-stalinist, og han meldte sig efter at være vendt tilbage fra Catalonien ind i Independent Labour Party.
I 1943 havde hans holdninger udviklet sig videre. Han blev ansat på "Tribune" som litteraturredaktør og var frem til sin død demokratisk socialist og venstreorienteret tilhænger af Labour-partiet (selvom han næppe kunne kaldes ortodoks). Han støttede Labour i valgkampen i 1945 og gik generelt ind for partiets politik, mens det havde regeringsmagten – selvom han også var yderst kritisk over for partiets tilbageholdenhed på visse vigtige punkter, og han foragtede den udbredte pro-sovjettiske holdning hos Labours venstrefløj.
Selvom han aldrig var hverken trotskist eller anarkist, var han stærkt påvirket af trotskisternes og anarkisternes kritik af Sovjet-regimet og af anarkisternes understregning af individets frihed. Mange af hans nærmeste venner i midten af 1940'erne tilhørte den lille gruppe af anarkister i London.
Han var også åben for argumenter fra det liberale højre, der gik ind for det frie marked. I en anmeldelse fra 1944 i "The Observer" accepterede han en del af den kritik af det kollektivistiske tyranni, der blev fremført i Friedrich von Hayeks "The Road to Serfdom". Selvom han mente, at Hayek ikke var opmærksom på, at "a return to 'free' competition means for the great mass of people a tyranny probably worse, because more irresponsible, than that of the state", tilføjede han, at "in the negative part of Professor Hayek's thesis there is a great deal of truth. It cannot be said too often – at any rate, it is not being said nearly often enough – that collectivism is not inherently democratic, but, on the contrary, gives to a tyrannical minority such powers as the Spanish Inquisitors never dreamt of".
I sine sidste år havde Orwell, til forskel fra sine kammerater på "Tribune", kun liden sympati for zionismen og var imod oprettelsen af staten Israel, som beskrevet af kollegaen Tosco Fyvel i dennes bog "George Orwell: A Personal Memoir". Orwell skrev i 1945, at kun få englændere var klar over, at den palæstinensiske problemstilling handlede om hudfarve, og at en indisk nationalist, for eksempel, sandsynligvis ville holde med araberne. Orwell og Fyvel diskuterede hyppigt, og Orwell beklagede sig ofte til sine venner over "Tribunes" holdning. Han sagde – fejlagtigt – til Julian Symons, at Fyvel, der var litteraturredaktør, var ansvarlig for "Tribunes" overdrevne forsvar for zionismen, og at Labour-politikeren og zionisten Richard Crossmann påvirkede bladet gennem Michael Foot og Fyvel. Men faktisk skyldtes bladets pro-zionistiske holdning lige så meget redaktøren Jon Kimche.
Selvom Orwell bekymrede sig for, om de palæstinensiske arabere nu også fik en fair behandling, var han – karakteristisk nok – lige så bekymret på vegne af jøder i almindelighed; f.eks. skrev han i foråret et længere essay med titlen "Anti-semitism in Britain" for "Contemporary Jewish Record". Orwell advarede om, at antisemitismen var på fremmarch, var irrationel og uimodtagelig for argumenter. For ham var den psykologiske tilgang den eneste brugbare måde at gribe problemet an på: At finde ud af, hvorfor antisemitter accepterede så mange absurditeter på dette ene punkt, mens de kunne være fornuftige nok på andre. I hovedværket "1984" anvender Partiet antisemitiske holdninger under de To Minutters Had mod Emmanuel Goldstein, den arketypiske forræder.
Orwell var også en tidlig fortaler for et føderalt socialistisk Europa; en holdning, der bl.a. er beskrevet i hans essay fra 1947, "Toward European Unity", udgivet i Partisan Review.
Værker.
Orwell var mest kendt for sin journalistisk, som den kom til udtryk i essays, anmeldelser, klummer i aviser og tidsskrifter og i hans reportagebøger "Paris og London på vrangen" (der beskriver en fattig periode i hans liv i disse byer), "The Road to Wigan Pier" (der beskriver livsbetingelserne for de fattige i Nordengland og klasseskellene generelt) samt "Hyldest til Catalonien" (der beskriver hans oplevelser under den spanske borgerkrig).
Nutidige læsere lærer oftest Orwell første gang som romanforfatter, især via hans uhyre populære romaner "Kammerat Napoleon" og "1984". Begge er allegorier over Sovjetunionen; den første over den russiske revolution, den anden over livet under den stalinistiske totalitarisme. "1984" er ofte blevet sammenlignet med Aldous Huxleys Fagre nye verden; begge er virkningsfulde dystopiske romaner om en "imaginær" fremtid med statskontrol – den første trøstesløs og den anden overfladisk lykkelig.
Indflydelse på det engelske sprog.
En del af sproget i "1984" har vundet indpas i det engelske sprog (og andre sprog for den sags skyld) – eksempelvis "Big Brother" eller "Big brother is watching you" (i Paul Monrads oprindelige danske oversættelse "Store Broder" og "Store Broder ser dig", selvom man i Danmark nu om stunder primært benytter sig af den engelske vending).
"Tankepoliti" stammer også fra "1984" og bruges ofte om enhver krænkelse af ytringsfriheden. Det bruges især i sammenhænge, hvor det "hævdes", at der er ytringsfrihed. For eksempel kan en konservativ hævde at være offer "det politisk korrekte tankepoliti", selvom vedkommende nok ikke ville beskrive KGB som "tankepoliti", på trods af at han nok mener, at KGB i høj grad var med til at undertrykke ytringsfriheden i Sovjetunionen.
Tillægsordet orwellsk er primært afledt af det system, der beskrives i "1984". Det bruges ofte om enhver form for undertrykkelse fra en regerings side, men bruges især om eufemistisk og misvisende sprogbrug fra regeringsside med politisk formål.
Orwell plæderede for vigtigheden af en ærlig og klar sprogbrug (og beskrev, hvordan misvisende og vag sprogbrug kan bruges til politisk manipulation) i sit essay fra 1946, "Politics and the English Language.
Varianter af sloganet fra "Kammerat Napoleon", "Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre" bruges ofte i situationer, hvor der i teorien er lighed, men ikke i praksis. For eksempel kan påstanden om at rige folk bliver lempeligere behandlet af retsvæsenet på trods af lighed for loven opsummeres som, at "alle forbrydere er lige, men nogle forbrydere er mere lige end andre".
Litterære påvirkninger.
Andetsteds har Orwell rost Jack London, især hans bog "The Road". Orwells reportage om fattigdom i både "Paris og London på vrangen" og "The Road to Wigan Pier" minder desuden meget om Jack Londons "Afgrundens folk", hvori den amerikanske forfatter forklæder sig som arbejdsløs sømand for at undersøge livsbetingelserne for de fattige i London.
Af andre forfattere, som Orwell beundrede, kan nævnes G. K. Chesterton, George Gissing, Graham Greene, Herman Melville, Henry Miller, Tobias Smollett, Mark Twain, Evelyn Waugh, H. G. Wells og Jevgenij Zamjatin.
Desuden forsvarede han offentligt forfatteren P. G. Wodehouse mod beskyldninger for at være nazi-sympatisør.
Denne artikel er en oversættelse af artiklen "George Orwell" på den engelske Wikipedia. Hvor sådanne foreligger, henvises til danske oversættelser af Orwells værker.
Mallebrok.
Mallebrok indgår i den danske oversættelse af den første linje i den franske soldatersang "Malbrouck s'en va-t-en guerre" fra det 16. århundrede: "Mallebrok i krigen drager". Ligeledes optræder han i børnerimet "Mallebrok er død i krigen" (der som "Major Brack" er indspillet på pladen "Rackbag" af den svensk-norske folkemusikgruppe "Folk och rackare").
Det har været diskuteret hvorvidt "Malbrouck" faktisk var hertugen af Marlborough (f.eks. i Lademanns leksikon og Gyldendals Leksikon).
Sangen stammer efter al sandsynlighed fra en franskmand og er skrevet efter slaget ved Malplaquet i 1709. Senere dukker den i Frankrig op med titlen "Marlbrough s'en va-t-en guerre"
Sangen kendes dog også med den engelske tekst "For he's a jolly good fellow". Der er mindre forskelle i melodierne på den franske, den engelske og den danske version af sangen om Mallebrok. Der findes versioner med og uden det refrain, der i den danske børnesang er omdigtet til "Filiongongong og tingelingeling".
1011.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne - 1010'erne - 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne
År: 1006 1007 1008 1009 1010 - 1011 - 1012 1013 1014 1015 1016
Eksterne henvisninger.
11
Sporvidde.
Normalspor (Sandnes station i Norge)
891 mm smalspor (Roslagsbanen, Sverige)
Sporvidde er den indvendige afstand mellem skinner på en skinnevej - det være sig jernbane, sporvej, rutsjebane, minebane etc.
Afstanden måles som mellem indersiden af skinnehovederne. Normalspor har en sporvidde på 1435 mm som fastlagt af George Stephenson i forbindelse med anlægget af Stockton Darlington Railway - normalt anerkendt som verdens første jernbane. Smalspor betegner sporvidder under 1435 mm, bredspor tilsvarende over 1435 mm.
Preussische Kleinbahngesetz fra 1892 fastlagde fire sporvidder som værende dækkende for behovet i Preussen og denne lov blev normdannende for hele det nordtyske område og nabolande, herunder Danmark. Den største af de i denne lov fastlagte smalspor, 1000 mm (benævnt meterspor), blev stort set enerådende blandt danske smalsporede jernbaner og anvendtes også af Århus sporveje (derimod havde roebanerne en sporvidde på 700 mm og Faxe Jernbane 791 mm, mens andre industribaner kunne have nærmest vilkårlige sporvidder), mens man eksempelvis i Sverige i stedet hyppigt brugte 891 mm (svarende til tre svenske fod) og i Norge 1067 mm (kaldt kapspor efter dens dominans i Kap-provinsen).
Årsagen til valg af smallere sporvidder var ofte økonomisk, i det smalsporede baner kunne anlægges med skarpere kurver og dermed bedre tilpasses de lokale forhold uden fordyrende ekstra anlæg. Imidlertid betød brugen af forskellige sporvidde at gods skulle omlades manuelt. Det var upraktisk, og i takt med stigende lønninger blev ekstraomkostningerne tilsvarende større. En række smalsporede baner blev derfor efterhånden ombygget til normalspor eller nedlagt. Andre steder indførtes specialmateriel, som normalsporede godsvogne kunne læsses op på, så omladning af godset kunne undgås.
Også den anden vej i forhold til bredspor opstod der problemer. Her er de gængse løsninger i dag enten at udskifte hjulsættene på vognene eller benytte hjulsæt, hvor hjulene kan forskydes til siden.
Normalspor er stort set enerådende i Nordamerika og på europæiske hovedlinjer med undtagelse af Den Iberiske Halvø, Irland og de tidligere russiske - senere sovjetiske - domæner (således Finland). Bredspor er til gengæld dominerende i Sydamerika, Indien og som nævnt Spanien, Portugal og Rusland. Kapspor bruges af en del afrikanske lande og Japan, mens metersporet er dominerende i enkelte lande i Afrika og Asien.
Den mindste sporvidde anvendt ved jernbaner er 260 mm; den skulle kunne opleves på Wells Walsingham Light Railway (10 km). En sporvidde på 2000 mm skulle stadig kunne opleves på CairnGorm Mountain Railway. En sporvidde på 2440 mm har været anvendt på en tømmerbane i USA (Oregon) og endelig skal der have været planer i Tyskland i 1930'erne om et stamnet af baner i Europa med en sporvidde på 3000 mm.
Kort over den dominerende sporvidde i forskellige lande.
Mesoamerika.
Mesoamerika er området, der går fra det centrale Mexico og gennem Mellemamerika, hvor et antal kulturelt beslægtede civilisationer opstod før Columbus' opdagelse af den nye verden. Mesoamerikansk er et generelt tillægsord der refererer til den gruppe af præcolumbianske kulturer.
Nogle fælles mesoamerikanske træk er blandt andre intensivt landbrug, overvejende baseret på majskorn; dyrkelse af guder, blandt andre en regngud, en solgud, en fjerklædt slangegud (Quetzalcoatl); anvendelsen af en rituel kalender på 260 dage foruden en solårskalender; opførelse af templer ovenpå trin-pyramider; et rituelt boldspil; samt forskellige andre artistiske og kulturelle skikke.
Mesoamerikanske civilisationer er blandt andre olmeker, maya, mixteker, zapoteker, huasteker, tarascan, teotihuacan, totonak, tolteker og azteker.
Mesoamerikansk boldspil.
Det mesoamerikanske boldspil var en sport med rituelle associationer, som blev spillet i mere end 3000 år af befolkningen i Mesoamerika i præ-columbiansk tid, og nogle få steder bliver det stadig spillet af deres indianske efterkommerne i området.
Som man kan forvente med et spil, der har været spillet i så lang tid i flere forskellige lande, har spillets regler med tiden og stedet ændret sig, så det mesoamerikanske boldspil mere præcist kan beskrives som en familie af beslægtede spil. Nogle udgaver blev spillet af to personer, andre af to hold.
Spillene havde det tilfælles, at de blev spillet med en hård gummibold på en bane formet som det store bogstav "I".
Aztekerne kaldte spillet "tlachtli" mens andre central-mexicanske folk kaldte det "tlaxtli", "ulama" hed spillet i Sinaloa (hvor det stadig spilles), mens "poc-ta-tok" var det yucatekiske maya-navn for spillet.
Et mål på muren omkring boldbanen i Chichén Itzá.
Alle præ-columbianske ruiner af en vis størrelse i området, har mindst en boldbane, ofte flere. Gamle byer med særligt flotte boldbaner i god bevaringsstand er blandt andre Copan, Iximche, Monte Albán, Uxmal og Zaculeu; den største af de gamle boldbaner befinder sig i Chichén Itzá, dækkende et areal på 166 gange 68 meter.
Selvom man spillede boldspillet som tidsfordriv, og børnene spillede det som en leg, havde spillet også vigtige rituelle aspekter, og store formelle boldspil blev afholdt som rituelle begivenheder. Spillet mellem konkurrerende hold symboliserede kampene mellem guderne i himlen og underverdenens herskere. Bolden symboliserede solen. I nogle af disse rituelle spil, blev anføreren for det tabende hold halshugget som en menneskeofring. Hans kranium blev brugt som indmaden i en ny gummibold.
Popol Vuh, der ofte benævnes som "mayaernes bibel", indeholder lange afsnit der fortæller om rituelle boldspil mellem heltetvillingerne og underverdenes herskere.
Boldspillere og boldspillet er hyppigt anvendte temaer i mesoamerikansk kunst.
Spansk (sprog).
Spansk eller castiliansk () er et romansk sprog i den Iberoromanskgruppe, der udviklede sig fra flere sprog og dialekter i den centrale-nordlige del af den Iberiske Halvø i løbet af 800-tallet og gradvist spredtes med udvidelsen af kongeriget Castilien i det centrale og sydlige dele af den iberiske halvø under senmiddelalderen.
Moderne spansk udviklet gennem "tilpasning af konsonanterne" "(Reajuste de las sibilantes)", der begyndte i 1400-tallet. Sproget fortsatte at optage ord fra en række andre sprog, samt udvikle nye ord. Spansk blev især bragt til det amerikanske kontinent men også Afrika, Asien og Stillehavsområdet med udvidelsen af det spanske imperium mellem 1400-tallet og 1800-tallet, hvor det blev det vigtigste sprog for regeringen og handel.
I 1999 var der 358 millioner mennesker, der talte spansk som en modersmål og i alt 417 millioner spansktalende på verdensplan. I øjeblikket er disse tal op til henholdsvis 400 og 500 millioner mennesker. Spansk er det andet mest anvendte modersmål i verden, efter mandarin kinesisk. Mexico har den største befolkning med spansk som modersmål. Spansk er et af de seks officielle sprog i De Forenede Nationer, og et af de officielle sprog i Den Europæiske Union, og Unasur. Spansk er det andet mest studerede sprog i verden, efter engelsk.
Historie.
Castiliansk udviklede sig fra vulgærlatin (det latinske hverdagssprog), der var blevet indført til den iberiske halvø af romerne under den 2. puniske krig omkring 210 f.Kr., med indflydelse fra indfødte sprog som keltiberisk, baskisk og andre paleo-hispaniske sprog, og senere ydre påvirkninger, især Arabisk i den andalusiske periode.
Lokale udgaver af vulgærlatin menes at have udviklet sig til castiliansk i den centrale-nordlige del af den iberiske halvø i 800 og 900-tallet, i et område defineret af fjernliggende landområder Álava, Cantabrien, Burgos, Soria og La Rioja, inden for kongedømmet Castilien. Castiliansk udviklede store forskellei forhold til det nærmest beslægtede Llionsk, med en høj grad af baskiske indflydelse. Denne særprægede dialekt spredte sig gradvis syd på i forbindelse med Reconquista.
I 400-tallet gennemgik castilianske en dramatisk ændring med tilpasning af konsonanterne "(Reajuste de las sibilantes)". Typiske træk ved den spanske historiske fonologi omfatter modration (Latin vita, spansk vida), palatalisering (latin annum, spansk año, og latin anellum, spansk anillo) og brydning af trykstærke korte e og o fra vulgærlatin (Latin terra, spansk tierra latinske novus, spansk nuevo). Lignende fænomener findes i andre romanske sprog.
Den første spanske grammatik (Gramática de la Lengua Castellana), og i øvrigt den første grammatik i samtlige moderne europæisk sprog, er skrevet i Salamanca i 1492 af Elio Antonio de Nebrija. Da han præsenterede den for dronning Isabella, spurgte hun ham, ifølge en anekdote, hvad man kunne bruge af et sådant værk, og han svarede, at sproget er grundlaget for et imperium.
Fra 1500-tallet og frem var sproget blevet bragt til Amerika og Spansk ostindien gennem den spanske kolonisering. Miguel de Cervantes Saavedras indflydelse på det spanske sprog fra 1600-tallet har været så stor, at spansk ofte kaldes la Lengua de Cervantes ("Cervantes sprog").
I 1900-tallet blev spansk introduceret i Ækvatorial Guinea og Vestsahara samt til områder af USA, der ikke havde været en del af det spanske imperium, f. eks. spansk Harlem i New York.
Mange spansktalende spaniere kalder sproget "español", mens de fleste spaniere, der taler andre sprog, kalder spansk for "castellano" (castiliansk), da mange regioner, har to modersmål - castellano og det regionale sprog (catalansk, baskisk eller galicisk). I spanske skoler er det officielle navn castellano. Samtidigt anvendes betegnelsen castellano i de latinamerikanske lande, español betyder den spanske nationalitet. På dansk omtales sproget som spansk, mens castiliansk er den dialekt, der tales i den spanske region Castilien.
Geografiske udbredelse.
Spansk er anerkendt som et af de officielle sprog i De Forenede Nationer, Den Europæiske Union, Organisationen af Amerikanske Stater, Organisationen af iberisk-amerikanske stater, Den Afrikanske Union, De Sydamerikanske nationers forbund, Den Latinske Union og Det caribiske fællesskab og fællesmarked og har retlig status i North American Free Trade Agreement.
Kilder.
Weekendavisen, tillæg: Ideer Nr. 06 - 12. februar 2010 side 10-11
Flæskeklanner.
Flæskeklanner ("Dermestes lardarius") er en bille på cirka 6-9 millimeters længde. Billen kan virke lodden på ryggen. Den kan om sommeren ses i spisekammeret og andre steder hvor der opbevares fødevarer.
Barkbille.
Barkbille er en bille på cirka 4-6 millimeter. Barkbillehunnen har små fordybninger bagtil på sine dækvinger, som bruges som en form for øse når hun graver gange under træernes bark. Øsen bruges til at transportere boremelet væk med. I gangene lægges æggene. Barkbillehunnen laver et fast mønster af gange alt efter arten.
I de seneste år har forskellige arter af elmebarkbiller samarbejdet med svampen "Ceratocystis ulmi", sådan at sygdommen elmesyge blev overført fra elmetræ til elmetræ med træernes død til følge. For tiden raserer en tilsvarende sygdom, egesyge, de amerikanske egetræer. Den overføres af egebarkbiller og skyldes svampen "Ceratocystis fagarum".
Danske jernbaner.
Eksisterende selskaber.
Jernbanevirksomheder der driver trafik / jernbaneinfrastruktur i Danmark
Nedlagte selskaber - privatbaner.
">" viser det evt. afløsende selskab. Hvis dette er skrevet med fed eksisterer det stadig.
De store jernbanelove.
Jernbanelovene fra 1894, 1908 og 1918, indeholdt hjemmel til anlæg og drift af de fleste af de danske jernbaner - også til en del, der aldrig blev til noget.
Romersk mytologi.
Romersk mytologi betegner fortællinger om guder i den romerske religion. Den kom til udtryk på flere måder. De to vigtigste var den gamle kultiske form og den primært litterære form. Mens den litterære opstod sent og i høj grad var baseret på lån fra den græske mytologi, adskilte den traditionelle kultrelaterede mytologi sig meget fra den græske religion.
Myter i traditionel religion.
I modsætning til fx grækerne og egypterne brugte romerne ikke myter i forbindelse med dyrkelsen af deres guder. De blev først skrevet mod slutningen af den republikanske tid, da romerske digtere adopterede den græske opfattelse af guderne. Den romerske gudsopfattelse var mere abstrakt og meget anderledes end fx den græske måde at tænke på guderne, hvor myterne var et vigtigt element i beskrivelsen af dem. En græker ville sikkert fortælle myten om Demeters store sorg over Hades’ bortførelse af hendes datter Persefone, hvis han fx skulle fortælle, hvem denne gudinde var. En romer, der blev spurgt om gudinden Ceres, ville derimod med stor sandsynlighed fortælle, at hun havde en præst, Flamen, og tilhørte en triade af frugtbarhedsguder, der også omfattede Liber og Libera. Han ville måske endda nævne en række mindre guddomme for nogle specialiserede funktioner, der også var knyttet til hende; fx Sarritor (lugning), Messor (høst), Convector (fragtning af høsten), Conditor (opbevaring af forråd), Insitor (såning) og mange flere.
Den arkaiske romerske ”mytologi” bestod ikke af fortællinger om guderne, men snarere af forbindelser mellem gudernes indbyrdes og komplekse relationer mellem mennesker og guder. I stedet for myter havde der inden for den romerske religion udviklet sig et strengt rituelt system, hvor præsteskaber, ritualer og gudernes indbyrdes relationer var ordnet. Romerske legender om en formativ urtid var dog ikke ukendte. Der fandtes en rig tradition af historier om byens grundlæggelse og tidligste historie, og disse legender omhandlede menneskenes handlinger, men der forekom ofte en eller anden form for guddommelig intervention. De oprindelige historier blev i lighed med myterne suppleret med materiale fra græske heltekvad, fx blev Æneas, en af skikkelserne fra den Trojanske krig, gjort til stamfader for Romulus og Remus. Denne tendens kulminerede i den tidlige kejsertid med "Æneiden" af Vergil og "Ab urbe condita" af Livius.
Da romerne kom til at regere et stort imperium, blev den romerske religion påvirket af fremmede folkeslags traditioner, og romerne importerede mange nye guddomme, religioner og kultfællesskaber. Især blev den græske mytologi assimileret i den romerske, og myter om græske guder blev nu associeret med romerske. Kildematerialet om den tidlige form for romersk mytologi er dog sparsom, og den viden, vi har om den i dag, stammer især fra yngre forfattere, der ønskede at redde den traditionelle religion fra fremmed forurening. En forfatter var Marcus Terentius Varro. Andre samtidige var dog stærkt påvirket af de hellenistiske strømninger og indarbejdede gerne græske elementer i romersk materiale, se fx Ovids Fasti.
Oprindelige romerske og italiske guder.
I den romerske rituelle praksis skelnedes der klart mellem to forskellige grupper af guder; "di indigetes" og "di novensides" eller "novensiles." "Indigetes" var de oprindelige guder i den romerske statskult, og deres navne og karakteristika bliver indikeret af de titler, de ældste præsteembeder bar. 30 af dem blev dyrket i forbindelse med særlige festivaler, der blev afholdt på bestemte tidspunkter i løbet af året. "Novensides" var guder, hvis kult var blevet indført inden for historisk tid, ofte som reaktion på en akut krisesituation eller for at opfylde et bestemt behov. Et berømt tilfælde var overførslen af Magna Maters helligdom til Rom.
De gamle forhistoriske guder omfattede udover "di indigetes" en stor gruppe af specialguder, som var knyttet til helt bestemte funktioner. Det kunne fx være pløjning. De fragmenter, som er bevaret af pløjeritualerne, tyder på, at en særlig guddom blev påkaldt ved hver ny fase i et arbejde, fx en ny for hvert element inden for arbejdet. Guddommenes navne var ofte afledninger af ordet for den aktivitet, de repræsenterede. Den tidlige romerske kultpraksis skal derfor snarere beskrives som "polydaimonisme" frem for polyteisme; kultdeltagerne opfattede ikke de guder, de påkaldte, som meget andet end navne og funktioner, og de beskrev dem primært som "numen" ("kræfter"), som manifesterede sig under helt særlige omstændigheder.
"Indigetes" karakteristika og de fester, hvormed romerne fejrede dem, viser, at det tidligste romerske samfund ikke blot var et landbrugssamfund, men i høj grad også et krigersamfund, hvor kamp var hyppigt forekommende. De oprindelige guder repræsenterede hver især vigtige elementer i romernes dagligliv, og en vigtig gud som Mars besad egenskaber, der både var knyttet til krig og til landbrug.
Guder og Gudinder.
Liste over romerske guder (med angivelse af primære funktioner)
Azteker.
Aztekerne er et mesoamerikansk folk fra det centrale Mexico med en rig mytologi og kulturarv.
På nahuatl, aztekernes oprindelige sprog, betyder ordet "azteker" "en der kommer fra Aztlán". Aztekerne refererede også til sig selv som "mexica"er, (udtalt [mesjíka]) oprindelsen til navnet "Mexico". Den moderne anvendelse af navnet aztekere som et fælles udtryk dækkende alle folkeslagene, som ved handel, skikke, religion og sprog var forbundet med mexicaerne, blev foreslået af Alexander von Humboldt.
Legender.
Aztekernes skabelsesberetning fortæller om fire store aldre, som gik forud for den nuværende verden og som alle endte med katastrofer. Den femte alder overlevede takket være en gud, Nanahuatzin, der ofrede sig og blev til solen.
Ifølge legenden kom Aztekerne fra stedet Aztlán i nord og rejste mod syd til Texcoco-søen i det centrale Mexico og blev i følge myten vejledt af deres gud Huitzilopochtli. Da de ankom til en ø i søen, så de en ørn der åd en slange, mens den sad på en nopal-kaktus, dette var det som Huitzilopochtli havde sagt var tegnet på at de havde fundet deres nye hjem på dette sted. Aztekerne byggede byen "Tenochtitlan" på stedet og den er i dag Mexico Citys centrum. Den legendariske ørn er afbildet på det mexicanske flag.
Axayacatl og overtog kontrollen med mixtekerne og zapotekerne. I 1481 herskede hans søn Tizoc i kort tid, før han blev erstattet af sin yngre bror Ahuitzol, som reorganiserede hæren. Riget var på sit højeste under hans ledelse. Hans efterfølger var Motecuhzoma II (bedre kendt som Moctezuma II)
Kejserriget.
Aztekernes kejserrige er ikke en helt korrekt analogi til rigerne i den europæiske historie, da det var etnisk blandet og den vigtigste embedsmand i Tenochtitlans regering ofte blev kaldt "Aztekerns kejser", mens hans titel "huey tlatoani" kan oversættes til "talsmand". Med Tenochtitlan stigende storhed, fik embedet dog med tiden mere magt og på Auitzotls tid er "kejser" en passende analogi.
Aztekernes militær havde noget der svarede til militærtjeneste med en kerne af professionel krigere. Når en aztekisk kriger havde taget 4-5 fanger, kunne han opnå rangen jaguar-ørne-kriger.
Aztekernes vigtigste fødevarer var majs, bønner og
squash. De brugte også i vid grad maguey. Anvendelse af bomuld og smykker var begrænset til eliten. Kakaobønner blev anvendt som penge. Undertvungne byer betalte årlig tribut i form af luksusvarer som fjer og udsmykkede dragter.
Aztekerne lavede kunstige øer eller "chinampaer" i Tenochtitlan-søen, som de opdyrkede.
Ofringer.
Aztekerne var berygtede for deres religiøse menneskeofringer, som de udførte i stort tal. Aztekerne førte "blomsterkrige" for at tage mennesker til fange til brug i ofringerne, som de kaldte "nextlaualli", "betaling af gæld til guderne" så solen kunne stå op hver morgen. Harvard-professoren David Carrasco har sammenlignet denne praksis med at "få krigen hjem i stuerne" i moderne tv.
Materialist-antropologen Marvin Harris har foreslået at ofrenes kød indgik i aristokratiets kost som en belønning, da aztekernes kost manglede proteiner. Ifølge ham kunne aztekernes økonomi ikke støtte bespisningen af slaverne, så flokkene af fanger var "levende kød". De fleste andre historikere som har specialiseret sig i Mesoamerika, mener at der har været rituel kannibalisme i forbindelse med menneskeofringer, men at menneskekød aldrig har været en vigtig del af aztekernes kost.
Tilbagegang.
Aztekerne blev erobret af Spanien i 1521 og overgav sig efter et langt slag til Hernan Cortes, i spaniernes forsøg på at finde guld. Cortes med sine op imod 500 mand kæmpede ikke alene, men med måske 150.000-200.000 allierede fra Tlaxcala og siden fra Texcoco, som havde modsat sig aztekisk styre. Han nedkæmpede Tenochtitlans styrker den
13. august 1521. Koppe- og tyfusepedemier som europæerne havde bragt med sig, dræbte omkring 75 procent af befolkningen. Mexico City blev bygget på ruinerne af Tenochtitlan.
Oplysninger om aztekerne er bevaret i kolonitidskilder som Codex Mendoza, opsamlet i 1541.
Nahuatl tales stadig af over en million mexicanske indianere.
The Everly Brothers.
The Everly Brothers var en amerikansk musikduo bestående af brødrene Isaac Donald "Don" Everly (født 1. februar 1937) og Philip "Phil" Everly (født 19. januar 1939).
Duoen slog igennem i 1957 med fine vokalharmonier akkompagneret af akustisk guitar med rødder i countrymusikken (deres forældre var countrymusikere), men bevægede sig efterhånden over i rockgenren gennem blandt andet et skift til elektriske guitarer. På grund af deres nydelige udseende og deres harmoniske sang blev de ikke betragtet som kontroversielle som flere af de øvrige tidlige rockmusikere som Little Richard og Elvis Presley, men eftertiden viser deres betydning for rockmusikkens udvikling.
Duoen havde sin storhedstid i anden halvdel af 1950'erne og de første år i 1960'erne, men en kombination af indkaldelse til militærtjeneste og den britiske invasion betød, at The Everly Brothers aldrig genvandt deres position. De udsendte fortsat plader, til de gik hver til sit i 1973. De fandt sammen igen i 1983, og Paul McCartney skrev til duoen nummeret "On The Wings Of A Nightingale", der blev et pænt hit. Siden har brødrene optrådt med mellemrum, blandt andet deltog de på Simon & Garfunkels genforeningsturne i 2003-04.
Phil Everly har sideløbende haft en solokarriere, hvor han blandt andet har indspillet sange med Cliff Richard med en vis succes.
Betydning.
The Everly Brothers fik stor betydning i den tidlige rock-æra ved at forbinde countrymusikken med rocken. Desuden påvirkede deres vokalarbejde mange senere grupper, ikke mindst mange af de britiske grupper som Beatles samt amerikanske som Simon & Garfunkel. Paul McCartneys "On The Wings Of A Nightingale" skal også i den forbindelse ses som en tak til gruppen.
The Everly Brothers var blandt de første ti navne, der blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1986, og siden er de optaget i Hall of Fame for såvel country som rockabilly.
Everly Brothers, The
Everly Brothers, The
Maya.
a>, hvis storhedstid var i det 8.-9. århundrede.
Mayaerne er et folk i det sydlige Mexico og det nordlige Mellemamerika med en 3000-årig historie. Mayaerne var en del af de mesoamerikanske præcolumbianske kulturer. Mayafolket forsvandt aldrig; der bor millioner i området og flere af dem taler et af maya-familiens sprog. Denne artikel beskriver især mayaernes civilisation før spaniernes erobring.
Geografisk position.
Den geografiske udbredelse af Maya civilisationen kendt som Maya området strakte sig over de sydlige mexicanske stater Chiapas, Tabasco og Yucatán-halvøens stater: Quintana Roo, Campeche og Yucatán. Mayaområdet strakte sig også over hele den nordlige centalamerikanske region og vore dages Guatemala, Belize, El Salvador og det vestlige Honduras.
Som den største subregion i Mesoamerica omfattede den et stort og varieret landskab, fra de bjergrige regioner af Sierra Madre til de halvtørre stepper af det nordlige Yucatán. Klimaet i området varierer enormt, eftersom de lavtliggende områder er særlig udsatte for orkaner og tropiske storme, som hærger Caribien
Oprindelse.
Arkæologiske fund fortæller, at mayaerne begyndte at bygge ceremoniel arkitektur for ca. 3000 år siden. Der er nogen uenighed om grænserne og forskellene mellem de tidlige mayaer og deres naboer i den før-klassiske mesoamerikanske civilisation, olmeker-kulturen. Olmekerne og de tidlige mayaer lader til at have haft indflydelse på hinanden.
De tidligste monumenter består af enkle begravelseshøje, forløberne for de pyramider.
Senere forsvandt olmekerkulturen efter at have præget Yucatán-halvøen, det nuværende
Mayaerne byggede de berømte byer Tikal, Palenque, Copán og Kalakmul, foruden Dos Pilas, Uaxactun, Altun Ha og mange andre i området. De etablerede et landbrugsintensivt og bycentreret rige bestående af mange uafhængige bystater. De mest bemærkelsesværdige monumenter er de pyramider, som blev bygget i de religiøse centre og herskernes tilhørende paladser. Andre vigtige arkæologiske levn er udskårne stenplader kaldet "stelae" (mayaerne kaldte dem "tetun" eller "træ-sten"), som afbilleder herskere og i hieroglyftekster beskriver deres slægt, krigstriumfer og andre gerninger.
Kunst og arkitektur.
Maya vase i keramik fra det 7ende til 10ende århundrede. Fundet i det Nordlige Guatemala. Den afbillede figur er den unge Majsgud.
Mange betragter mayaernes kunst og arkitektur fra deres "klassiske epoke" (200 til 900 e.kr.) som den mest avancerede og smukkeste i den nye verden. Udskæringerne og stukreliefferne i Palenque og skulpturer i Copan er særligt smukke og viser en yndefuldhed og nøjagtighed i betragtningen af den menneskelige form, der mindede de tidlige arkæologer om de klassiske civilisationer i den gamle verden, og derfor fik epoken dette navn. Der er kun bevaret få antydninger af de klassiske mayaers veludviklede malerkunst. Det er overvejende begravelseslertøj og anden mayakeramik som har overlevet. En bygning i Bonampak indeholder tidlige murmalerier, der er bevaret ved et heldigt tilfælde. Dechifreringen af mayaernes alfabet har vist, at kunstnerne signerede deres værker.
Mayaerne havde en meget veludviklet kalender, som strakte sig flere tusind år frem i tiden. Deres sidst oprettede kalender endte ved d. 21. december 2012. Der er mange som er fortalere for at det er verdens undergang, også Nostradamus havde den tanke at verden går under denne dato. Mange er uenige i, at undergang skulle ske når mayaernes kalender udløber, de mener, at en ny kalender træder i kraft umildbart efter.
Skriftsystem.
Mayaernes skriftsystem (ofte kaldet "hieroglyffer" pga en overfladisk lighed med den egyptiske skrift, som den ikke er beslægtet med). Den er en kombination af fonetiske symboler og ideogrammer. Det er det eneste skriftsystem i den præ-colombianske nye verden, som fuldstændigt kan repræsentere det talte sprog i samme omfang, som det skrevne sprog i den gamle verden. Dechifreringen af mayaernes skrifter har været et langsommeligt arbejde. Dele af skrifterne blev dechifreret i det sene 19. og det tidlige 20. århundrede (især de dele, der har med tal, kalenderen og astronomien at gøre), men i begyndelsen af 1960'erne og 1970'erne kom det store gennembrud, hvorefter dechifreringen gik hurtigt. Størstedelen af mayaernes tekster kan læses næsten i deres helhed på det oprindelige sprog. Desværre beordrede spanske præster kort efter erobringen, at alle mayaernes bøger skulle brændes. De fleste steninskriptioner overlevede især i byer, der allerede var forladt, da spanierne ankom, mens kun tre bøger og nogle få sider af en fjerde er bevaret fra de ældgamle biblioteker. Aflange gipsstykker og afskallet maling er hyppige opdagelser i mayaarkæologien; det er de sørgelige rester bøger, men alt det organiske materiale er nedbrudt.
Matematik.
Mayaerne (eller deres olmekiske forgængere) udviklede uafhængigt begrebet "nul" og faktisk brugte de nullet i flere århundreder før den gamle verden og anvendte et tyvetalssystem; se mayaernes tal).
Inskriptioner viser, at de arbejdede med summer på op til flere hundrede millioner. De foretog meget nøjagtige astronomiske observationer; deres kort over månens og planternes bevægelser svarer til eller overgår alle andre civilisationer, der arbejede med observationer foretaget med det blotte øje. Mayaernes beregninger af solårets længde var i nogen grad bedre end den gregorianske kalender.
Mayaernes tilbagegang.
Maya-"embedsmænd" i Guatemalas højland, 1891
I det 8. og 9. århundrede e.kr. begyndte det at gå tilbage for den klassiske mayakultur og de fleste byer i det centrale lavland blev forladt. Krige, økologisk udbytning af landbrugsjorden og tørke, eller en kombination, betragtes som årsager til tilbagegangen. Der er arkæologiske beviser på krigsførelse, sult og oprør mod eliten i forskellige udgravninger i det centrale lavland.
Mayaernes byer i det nordlige lavland i Yucatán trivedes fortsat i nogle århundreder. Nogle af de vigtigste steder på den tid var Chichen Itza, Uxmal, Etzna og Coba. Efter de herskende dynastiers fald i Chichen Itza og Uxmal herskede Mayapan over hele Yucatan indtil et oprør i 1450; området blev omdannet til bystater indtil spaniens erobring.
De postklassiske mayastater trivedes fortsat i det sydlige højland. Et af mayakongedømmerne i området Quiche er kendt for det bedste historiografiske og mytologiske arbejde, Popol Vuh.
Spanierne påbegyndte deres erobring af mayaernes områder i 1520'erne. Nogle mayastater gjorde lang og hårdnakket modstand. Den sidste mayastat blev ikke nedkæmpet af de spanske autoriteter før 1697.
Spaniens amerikanske kolonier var næsten afskåret fra resten af verden, og ruinerne af de store ældgamle byer var derfor kun kendt af beboerene. I 1839 havde den amerikanske rejsende John Lloyd Stephens hørt om ruiner i junglen og besøgte Copan, Palenque og andre steder sammen med den engelske arkitekt og tegner Frederick Catherwood. Deres illustrerede beretninger om ruinerne vakte stor interesse blandt befolkningen i området, og ruinerne blev igen vitale bindeled til den mesoamerikanske arv.
Meget af den nuværende landlige befolkning i Guatemala og Belize er mayaer og maya er deres primære sprog; der findes også stadig en mayakultur i det landlige Mexico.
1249.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1244 1245 1246 1247 1248 - 1249 - 1250 1251 1252 1253 1254
Eksterne henvisninger.
49
1248.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1243 1244 1245 1246 1247 - 1248 - 1249 1250 1251 1252 1253
Eksterne henvisninger.
48
1247.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1242 1243 1244 1245 1246 - 1247 - 1248 1249 1250 1251 1252
Eksterne henvisninger.
47
1246.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1241 1242 1243 1244 1245 - 1246 - 1247 1248 1249 1250 1251
Eksterne henvisninger.
46
1245.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1240 1241 1242 1243 1244 - 1245 - 1246 1247 1248 1249 1250
Eksterne henvisninger.
45
1244.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1239 1240 1241 1242 1243 - 1244 - 1245 1246 1247 1248 1249
Bøger.
44
1243.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1238 1239 1240 1241 1242 - 1243 - 1244 1245 1246 1247 1248
Eksterne henvisninger.
43
1242.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1237 1238 1239 1240 1241 - 1242 - 1243 1244 1245 1246 1247
Eksterne henvisninger.
42
1241.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne - 1240'erne - 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne 1290'erne
Årstal: 1236 1237 1238 1239 1240 - 1241 - 1242 1243 1244 1245 1246
Konge i Danmark: Valdemar 2. Sejr 1202-1241 - - Erik 4. Plovpenning 1241-1250
Eksterne henvisninger.
41
1239.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1234 1235 1236 1237 1238 - 1239 - 1240 1241 1242 1243 1244
Eksterne henvisninger.
39
1238.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1233 1234 1235 1236 1237 - 1238 - 1239 1240 1241 1242 1243
Eksterne henvisninger.
38
1237.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1232 1233 1234 1235 1236 - 1237 - 1238 1239 1240 1241 1242
Eksterne henvisninger.
37
1236.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1231 1232 1233 1234 1235 - 1236 - 1237 1238 1239 1240 1241
Eksterne henvisninger.
36
1235.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1230 1231 1232 1233 1234 - 1235 - 1236 1237 1238 1239 1240
Eksterne henvisninger.
35
1234.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1229 1230 1231 1232 1233 - 1234 - 1235 1236 1237 1238 1239
Eksterne henvisninger.
34
1233.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1228 1229 1230 1231 1232 - 1233 - 1234 1235 1236 1237 1238
Eksterne henvisninger.
33
1232.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1227 1228 1229 1230 1231 - 1232 - 1233 1234 1235 1236 1237
Eksterne henvisninger.
32
1231.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1226 1227 1228 1229 1230 - 1231 - 1232 1233 1234 1235 1236
Eksterne henvisninger.
31
1230.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne - 1230'erne - 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne 1280'erne
Årstal: 1225 1226 1227 1228 1229 - 1230 - 1231 1232 1233 1234 1235
Eksterne henvisninger.
30
1229.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1224 1225 1226 1227 1228 - 1229 - 1230 1231 1232 1233 1234
Eksterne henvisninger.
29
1228.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1223 1224 1225 1226 1227 - 1228 - 1229 1230 1231 1232 1233
Eksterne henvisninger.
28
Håndbold.
En typisk scene under en håndboldkamp
Håndbold er en holdsport, hvor to hold på syv spillere (6 markspillere og en målmand) prøver at score ved at kaste bolden i modstandernes mål. Sporten spilles på en 20×40 meter stor bane med et mål på 3×2 meter i hver ende. En kamp varer 2×30 minutter (dog spiller de yngste alderstrin i kortere tid). Det hold, som i løbet af kampen har scoret flest gange i modstandernes mål, har vundet.
De 7 spillere får inden de kommer på banen tildelt en plads som målmand, back, fløj, playmaker eller streg. På banen er der en streg, en målmand, to back spillere og to fløj spillere og en playmaker af gangen. Målmandens opgave er at beskytte målet, og målmanden er den eneste, der må røre bolden med fødderne, dette dog kun i målfeltet. De 6 markspilleres opgave er at forsvare holdets mål og score i modstandernes mål. Som markspiller skal man mestre forskellige forsvars- og angrebssystemer. Flere systemer giver et mere varieret og uforudsigeligt spil, og det er sværere for modstanderen at kæmpe mod.
Den vigtigste "rekvisit" næst efter håndbolden er harpiks. Det bruges til at gøre bolden klistret, så den er nemmere at holde fast på (dette bruges dog ikke på de yngste alderstrin).
Regler.
Bolden må ikke berøre foden; sker dette dømmes der frikast til det andet hold, hvis berøringen ikke er med vilje. En spiller der derimod tager bolden med foden med vilje dømmes der frikast imod og spilleren der rørte bolden med foden får en 2 minutters udvisning. Hvis bolden ryger ud af banen, får det hold der ikke rørte bolden sidst, bolden. Desuden kan der dømmes passivt spil hvis en spiller forholder sig passivt med bolden i sin varetægt for længe. Det bliver markéret med, at dommeren (eller dommerne) løfter deres ene hånd i luften og det angribende hold har nu omkring 5 sekunder (det er en vurderingssag fra dommer til dommer) til at få skudt. Bliver der skudt og bolden rammer målet (dvs. stolpen eller målmanden) bliver "timeren" nulstillet og det angribende hold kan bygge et angreb op igen. Hvis en forsvarsspiller desuden får en udvisning eller gult kort mens "hånden er oppe" kommer hånden ned igen og "timeren" starter forfra. Desuden må spillerne kun tage 3 skridt, med bolden i hånden.
Ved hvert mål er der et målfelt. I dette felt må kun den forsvarende målmand stå. Befinder en angrebsspiller sig i feltet, med bolden i hånden, overgår bolden til modstanderen og målmanden kaster den fra målfeltet videre til en markspiller.
I siden af banen er der et udskifterfelt. Spillere der skal skiftets ud og spillere der skal på banen skal blive inden for dette felt når de krydser banens linje. Den spiller der skal skiftes ind må ikke løbe på banen før, at den spiller der skal ud, står med begge fødder uden for banen. Ellers er der en udvisning til indskiftningsspilleren. Hvis bolden rammer taget eller en anden fastgjort genstand over spillefladen gives bolden til det hold der ikke har rørt bolden sidst og "frikastet" tages ved sidelinjen.
Hvis der undervejs i et angreb foretages uretmæssige ting af det forsvarende hold og det vel at mærke er inden for 3-meter feltet gives der 3-meter, altså en slags frikast.
En udvisning er på to minutter. Tre af disse fører til et rødt kort. Spilleren kan ikke deltage mere i kampen og der går to minutter før en anden spiller må sættes ind. Der gives desuden gule kort. Når en spiller har to gule kort giver det en udvisning.
Hvis en spiller angriber en modspiller på en sådan måde at der er fare for modspillerens helbred
bliver spilleren diskvalificeret (rødt kort). Spilleren kan ikke deltage i resten af kampen, men må
erstattes af en anden spiller efter 2 min.
Hvis en spiller slår eller spytter på en modspiller bliver spilleren bortvist, denne straf medfører at
spilleren ikke mere kan deltage i kampen og der må IKKE indsættes en ny spiller i stedet for. Holdet
må således fuldføre kampen med en spiller mindre på banen.
Historie.
Normalt tildeles lærer og oberstløjtnant Holger Nielsen fra Ordrup ved København æren for opfindelsen af håndbold. I hvert fald var det ham, der som den første i 1906 kunne udgive et regelsæt for håndbold, ligesom det i øvrigt var ham, der i 1932 opfandt den verdensberømte Holger Nielsen-metode til kunstigt åndedræt. Nielsen var på mange måder en alsidig mand. Ved de første olympiske lege i 1896 blev han en af de danske helte, da han vandt sølv i sabelfægtning og bronze i pistolskydning. Den initiativrige og fremsynede Holger Nielsen var lærer på Ordrup latin- og Realskole, og i 1898 tilrettelagde han for eleverne: ”… et Spil med hænderne, Haandbold, som kunde spilles på en mindre Plads, f. Eks. I en Skolegaard.”
Men allerede året før havde en anden lærer i Nyborg spillet håndbold med sine elever. Rasmus Nicolaj Ernst var 24 år gammel, og var næsten nyansat på Borger- og Kommuneskolen i Nyborg, da han i 1897 begyndte at spille et helt nyt spil med sine elever. Han kaldte det håndbold. To forskellige steder i landet og næsten samtidig blev spillet født, og der skulle ikke gå længe, før de to pionerer mødte hinanden. I 1905 flyttede Ernst nemlig til sundbyen Helsingør, hvor han fik ansættelse på Helsingør Højere Almenskole. Med det samme tog han fat på håndbolden på den nye skole, og lagde dermed grunden til den senere så berømmede håndboldkultur i Helsingør.
De to håndboldpionerer boede nu tæt på hinanden i det nordsjællandske, og det var derfor helt naturligt, at de to skoler skulle mødes i den første registrerede håndboldkamp. Den fandt sted i 1907 i Helsingør, og kampen blev et godt eksempel på, at der endnu ikke var helt klarhed om reglerne. Rasmus Nicolai Ernst skrev om kampen i sin dagbog: ”I 1907 modtog Skolen en udfordring fra Ordrup til en Haandboldkamp. Helsingør og Ordrup var vist paa det Tidspunkt de eneste Skoler, der spillede Haandbold. Holger Nielsen, Ordrup, havde lavet nogle regler, som vi her ved Skolen ikke kendte, vi spillede efter Regler, som jeg havde lavet i Nyborg allerede 1897-98. Kampen blev et frygteligt Nederlagt for Helsingør 21-0”.
Det var dog især i Tyskland at spillet blev udformet som et turnerings- og udendørsspil. Det første VM for herrer blev afholdt i Berlin i 1938. Spillet blev introduceret på det olympiske program i 1936, dog som et udendørs spil (markhåndbold med 11 spillere) og ikke som det i dag udbredte indendørs spil med 7 spillere. Senere i 50'erne indførtes 2-dommersystemet, som også benyttes i dag. Det var højskolelærer Hans-Jørgen Nielsen fra Sønderborg Idrætshøjskole, som fik den gode idé. Håndbold kom på det olympiske program i 1972. Damernes turnering kom på programmet i 1976 ved OL i Montreal. Første gang det danske damelandshold var med til OL var i 1996 i Atlanta, hvor holdet vandt guld. I 2000 og 2004 vandt holdet også guld. Danmark er det eneste hold der har vundet OL-guld tre gange i træk i damehåndbold.
Håndbold er en af de mest udbredte sportsgrene i Danmark, kun overgået af fodbold og badminton. Dansk Håndbold Forbund har 146.173 medlemmer (2003), både aktive og passive i 988 foreninger.
Personligheder.
Dansk håndbold har altid været præget af store personligheder. På kvindesiden har specielt Tonje Kjærgaard, Anja Andersen og Camilla Andersen vist sig som helt enestående i tiden under Ulrik Wilbek. Hos herrerne er det særlig de venstrehåndede profiler fra henholdsvis 50'erne og 60'erne Mogens Olsen og Jørgen Petersen, der skiller sig ud.
Andre personligheder fra starten af 1980'erne er træner Leif Mikkelsen der med Morten Stig Christensen, Hans Henrik Hattesen, Per Skaarup, Erik Veje Rasmussen, Michael Fenger og Jens Erik Roepstorff. der aldrig kom helt til tops men fik tre flotte fjerdepladser fra VM i 1978 og 1982 til OL 1984.
Men også i de senere år har markante personligheder som Joachim Boldsen, Lars Christiansen, Kasper Hvidt og Lars Jørgensen henrykket nationen med de nervepirrende kampe ved VM i Tyskland.
Også på trænersiden har dansk håndbold markeret sig. Hans Jensen, Leif Mikkelsen, Jan Pytlick og Ulrik Wilbek har alle sat deres markante aftryk på sportens udvikling.
Positioner på banen.
Blå er i forsvar og rød er i angreb.
Agersnegl.
Agersneglen ("Deroceras agreste") har en længde på 30-55 millimeter. Agersneglen er én af de snegle, som "mangler" det hårde skalhus. Den er udbredt og kan, når den i regnfulde somre formerer sig kraftigt, anrette betydelige skader på afgrøder som jordbær og salat.
Rhododendron 'Scintillation'.
Sorten 'Scintillation' er en hybrid, som har de fleste gener fra arten "Rhododendron fortunei". Det er en mellemstor busk med en næsten rund, kompakt vækst. Bladene er stedsegrønne og bredt ovale og hvælvede. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker ved månedsskiftet maj-juni, hvor busken bærer talrige stande hver med op til 14 lyserøde blomster, der hver har en brunrød svælgtegning. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
2,00 x 2,50 m (10 x 10 cm/år)
Sorten er ret hårdfør. Den kan bruges i ethvert surbundsbed.
Rhododendron 'Polaris'.
Krydsning: "Rho". "yakushimanum" x 'Omega'.
Udspringer med et væld af blomster i mange rosa nuancer. Der er indtil 18 enkeltblomster i de tætte klaser.
Meget ofte både 2 og flere knopper på hvert skud der udspringer primo juni.
Væksten er svag, tæt og rund.
Efter 10 år kun ca. 90 cm høj og 110 cm bred. En særdeles hårdfør plante med helt sin egen udstråling!
Rhododendron 'Scarlet Wonder'.
Krydsning: "Rhododendron forrestii" var. "repens"-hybrid.
Lysende røde tragteformede blomster med sort tegning i begyndelsen af maj. Om vinteren er blomster- knopperne dekorativt rødbrune.
Efter 10 år ca. 70 cm høj og 110 cm bred.
Prins Eugen af Savoyen.
Prins Eugen af Savoyen (1663 - 21 april 1736) var en østrigsk feltherre.
Som femte søn af hertugen af Savoyen valgte Eugen en international militær karriere, men efter et mislykket forsøg på at blive optaget i den franske hær gik han i stedet i østrigsk tjeneste. Hans indsats i felttoget mod osmannerne skaffede ham posten som øverstkommanderende for de allierede styrker i den Spanske Arvefølgekrig sammen med Hertugen af Marlborough. Efter slaget ved Blenheim førte Eugen primært krigen i Norditalien mod franske styrker. Han opnåede stor politisk indflydelse efter krigen, bl.a. som statholder i Nederlandene. Hans sommerresidens i Wien, Belvedere, er ligesom hans kollega Marlboroughs slot optaget på Unescos verdensarvsliste.
Boglunge.
En boglunge er et åndedrætsorgan hos visse landlevende spindlere så som skorpioner og primitive edderkopper.
Boglungen har sit navn fordi den ligner en opslået bog. Der er en bølget skillevæg med blod på den ene side og luft på den anden side. Luftarter kan udveksles mellem blod og luft gennem skillevæggen. Som regel er der tilstrækkelig udveksling til at det er unødvendigt at bruge muskelkraft til at tilføre luft.
Lille Kålsommerfugl.
Lille Kålsommerfugl ("Pieris rapae") er en af de almindeligste danske dagsommerfugle. I opblomstringsår (hvor mængden af parasitter på sommerfuglen har været lav og vejrforholdene i foråret har været optimale) kan de forekomme i store mængder og optræde som skadedyr i haver, hvor de som stor kålsommerfugl lever på kålplanter. Larverne kan afpille kålen så kun ribberne står tilbage. Lille kålsommerfugl optræder over hele Danmark, kun i skove og på heder findes den ikke. Den lille kålsommerfugls flyvetid starter normalt i begyndelsen af maj og varer til omkring oktober. I år med store forekomster af sommerfuglen kan man være heldig at se egentlige træk af store flokke i juli. Sådanne træk kan foregå over flere hundrede kilometer. Som pesticider er blevet mere og mere anvendt i landbruget er det dog ikke længere så almindeligt at se den lille kålsommerfugl på træk.
Udseende.
Den lille kålsommerfugl ligner umiddelbart stor kålsommerfugl. Men den lille kålsommerfugls tegning på forvingespidsen er grålig i stedet for sort og strækker sig ikke så langt ned langs vingesømmen (kun 1/4 af vingesømmen mod den store kålsommerfugls 2/3 af vingesømmen). Lille kålsommerfugls vingefang er kun på ca. 45 mm. Hunnen har noget tydeligere tegninger end hannen og kan være gullig i stedet for hvid.
Livscyklus.
Lille kålsommerfugl har typisk tre generationer over en sommer. Æggene lægges og klækkes efter ca. 5 dage (i varmt vejr kan der dog gå kun 2 dage). Larven er udvokset efter ca. 2 - 3 uger og den forpupper sig dermed. I varmt vejr klækkes puppen efter kun en uge, så den fuldvoksne sommerfugl kun er ca. 25 dage om udviklingen fra ægget lægges. Efterårets pupper overvintrer til næste forår.
Foderplanter.
Kål, raps, kålroe og mange andre arter af korsblomster f.eks. Almindelig Løgkarse, Strand-Sennep og Ager-Sennep. Fælles for foderplanterne er, at de kan danne sennepsolier som kemisk forsvar. Kålormene undgår dannelse af dette forsvarsstof ved hjælp af et særligt protein, nitrilspecificerende protein.
Grønåret Kålsommerfugl.
Grønåret Kålsommerfugl ("Pieris napi") er ikke en plage for haveejere med kål som de to andre pieris-arter: stor og lille kålsommerfugl, da den grønårede kålsommerfugls larver lever på løgkarse og andre vilde korsblomster, men ikke på kål. Den grønårede kålsommerfugl vandrer heller ikke som de to andre kålsommerfuglarter. Man kan møde sommerfuglen i skove og i områder med næringsrig og gerne fugtig jord. Den dukker frem samtidig med aurora i begyndelsen af maj og kan ses helt hen først i oktober. Den grønårede kålsommerfugl er almindelig over hele landet, selv på mindre øer og den er også meget almindelig over hele Europa.
Udseende.
Den grønårede kålsommerfugl kan forveksles med både stor og lille kålsommerfugl, men den har små gråsorte trekantede pletter på forvingens søm, der markerer ribberne, hunnens tegninger er her tydeligere end hannens. Bagvingernes underside har farvede ribber, der fremtræder olivengrønne. Den olivengrønne farve bliver dog svagere om sommeren. Artens farver varierer meget mellem generationerne og mellem hvert individ.
Livscyklus.
Den grønårede kålsommerfugl har to generationer hen over sommeren i Danmark. Æggene lægges på korsblomster, gerne sammen med æg af aurora. Larverne fra de to arter konkurrerer ikke, da auroralarverne æder af skulperne og larverne af grønåret kålsommerfugl æder plantens blade. Efter en uge klækkes æggene og larverne er udvoksede efter 2-3 uger. Larverne forpupper sig herefter og puppen klækkes efter ca. en uge. Den anden generation overvintrer i puppestadiet til næste forår.
Foderplanter.
Almindelig Løgkarse, Eng-Karse, Vand-Karse, Vej-Sennep, Stor Fladstjerne og forskellige arter af Kål.
Grønbroget kålsommerfugl.
Grønbroget kålsommerfugl ("Pontia daplidice") kan ses flyvende på strande, ruderatpladser og brakmarker. Den fortrækker bar jord og et varmt mikroklima. Den er en sjælden gæst i Nordvesteuropa, med undtagelse af Gotland, hvor der er en fast ynglebestand. Sommerfuglen har i over 20 år været forsvundet fra Danmark. Først i 1992 dukkede den op her igen og menes nu at være i fremgang. En af årsagerne til sommerfuglens fremgang kan være at den er varmeelskende, og de senere år har været forholdsvis varme i Danmark. De sene larver kan i kolde år ikke nå at forpuppe sig til overvintringen inden de dør af kulde. En anden årsag kan være den øgede braklægning af marker i landbruget, hvilket øger mængden af mulige levesteder for sommerfuglen. Den grønbrogede sommerfugl kan mødes fra starten af maj til først i september. Af og til kan den finde på at foretage egentlige træk som stor og lille kålsommerfugl.
Udseende.
Den grønbrogede kålsommerfugl ligner ved første øjekast de andre kålsommerfugle, men den er faktisk nem at kende. På forvingerne ses en meget kraftig sort midtplet og den sorte tegning på kanten af vingerne er brudt af hvide felter, hvilket ikke ses ved de andre kålsommerfugle. Den grønbrogede kålsommerfugls underside er helt speciel med tydelige olivengrønne brogede tegninger. Der er en del variation mellem de forskellige generationer og mellem kønnene. Vingefanget ligger mellem 34 og 48 mm.
Livscyklus.
Sommerfuglen findes i to generationer i løbet af et år. Æggene lægges på korsblomster, der vokser på blottet jord, hvor solen kan varme igennem. Efter en uge klækkes ægget. Larven lever af blomster og skulper, men kan være nødt til at leve af blade tæt på jorden i kolde år. Efter 2-4 uger er larven udvokset og forpupper sig. Puppen efter 1. generation klækkes efter ca. 2 uger, mens pupper af 2. generation overvintrer til næste forår.
Larvens foderplanter.
Vejsennep, strandsennep, raps, kiddike, svinesennep, reseda, lucerne, samt andre korsblomster og kurvblomster.
Aurora (sommerfugl).
Aurora ("Anthocharis cardamines") er den sommerfugl i Danmark, hvor hannen er nemmest at kende med de flotte orange forvingespidser. Sommerfuglen er en ægte forårsbebuder i april, men den kommer rigtigt frem i stort tal ca. samtidig med at mælkebøtterne springer ud midt i maj. Auroraen findes overalt på blomsterrige og fugtige enge med læ, men den kan også ses i haver, hvor løgkarse findes. Det meste af Danmark har forekomster af aurora undtagen et smalt bælte langs den jyske vestkyst fra Hanstholm til Esbjerg.
Udseende.
Han (Sidder på en Løgkarse)
Aurorahannen er nem at kende på de orangegult farvede forvingespidser. Bagvingerne er på undersiden farvet i en mosaik af olivengrønt og hvidt. Hunnen er sværere at kende fra kålsommerfuglene, da den mangler den orange tegning. Men hun kan kendes på den olivengrønne mosaik på bagsiden af bagvingerne, og hendes vinger er mere afrundede. Hunnernes vingefang er ca. 4 - 5 mm større end hannernes. Normalt er sommerfuglenes vingefang imellem 37 - 47 mm, men der kan forekomme dværgformer, hvis larverne har manglet tilstrækkelig føde.
Livscyklus.
Ægget bliver lagt på korsblomster, da larverne lever af plantens frøskulper. Ægget er citrongult og klækkes efter ca. 5 - 6 dage. Undersøgelser har vist at en plante skal have mindst 4 frøskulper for at larven kan overleve, og skulperne skal have den helt rigtige alder, for at larven kan æde dem. Aurorahunnen skal derfor udvælge værtsplanterne med omhu og kun lægge et enkelt æg på hver plante. Når larven er udvokset efter 2 - 3 uger, forpupper den sig. Puppen overvintrer og klækkes næste forår omkring april.
Larvens foderplanter.
Eng-Karse, Almindelig Løgkarse, Almindelig Gåsemad, flere arter af Kalkkarse, Tårnurt, og andre korsblomster, herudover Judaspenge og Vedvarende Måneskulpe. Fælles for foderplanterne er, at de kan danne sennepsolie som kemisk forsvarsstof. Aurora-larverne undgår dannelse af dette forsvarsstof ved hjælp af et særligt protein, nitrilspecificerende protein.
Slesvig by.
Prospekt af Slesvig by fra Georg Braun og Franz Hogenbergs "Civitates Orbis Terrarum" (1500-tallet).
Slesvig by i 2006 med kongeengen og domkirken
Slesvig (tysk "Schleswig") er et administrativt centrum i Sydslesvig i delstaten Slesvig-Holsten og bispesæde. Slesvig har ca. 24.500 indbyggere. Byen er opstået på nordsiden af fjorden Slien, efter at vikingehandelspladsen Hedeby opløstes.
Navnet.
I 804 forkommer navnet "Sliestorp", senere kaldtes byen "Slesvig". Byens navn er sammensat af ordene "Sli" og "Vig". Navnet Slesvig betyder altså "Bugten ved Slien". På den lokale danske dialekt kaldtes byen "Sljasvig" med betoning på den anden stavelse.
Geografi.
Geografisk set ligger Slesvig i det sydvestlige Angel cirka 30 kilometer syd for Flensborg. Købstaden strækker sig næsten i en halbkreds omkring Slien.
Direkte nord for Slien ligger Slesvigs bykerne med domkirken og fiskerbyen Holmen. Øst for Holmen ligger Slesvigs nye bydel På Friheden ("Auf der Freiheit") med det nye danske gymnasium. Vest for den gamle by ligger den i 1600-tallet opvoksede bydel Lolfod ("Lollfuß"). Syd for Gottorp Slot og tæt ved nabobyen Bustrup befinder sig Frederiksberg ("Friedrichsberg"). Nord for den indre by ligger Nystaden ("Neustadt") og Sankt Jørgen eller Jørgensby med byens psykiatriske klinikker. Mellem Gottorp og Lolfod skyder sig den lille bydel Hesterberg ind.
Historie.
Slesvig mistede allerede i den tidlige middelalder status til Lübeck som handelsby, men bevarede sin politiske og religiøse status. Slesvig blev flere gange befæstet med både borg og bymur, senest med Gottorp Slot, hvorfra Sønderjylland i en længere tidsperiode blev styret. I 1459 var slottet en overgang i Christian 1.s besiddelse. I 1522 oprettedes her et møntsted, hvor der blev slået mønter for blandt andet Frederik 1. og Christian 3.
Allerede i 948 blev byen bispesæde. Her virkede også biskop Poppo, som døbte Harald Blåtand. I 1020 indviedes den første domkirke.
Allerede omkring 1100 oprettede den daværende danske konge Erik Ejegod Mikaelsklostret. Klostret befandt sig uden for byens grænser på Mikaelsbjerget. I 1191/1196 blev klostret flyttet fra Slesvig til Gudholm i Angel. Klosterkirken blev endnu i 1900-tallet anvendt som sognekirke. Omtrent 100 år senere blev Sankt Hans Klostret på Holmen oprettet. I 1234 kom Gråklostret til, som blev oprettet på initiativ af hertug Abel. Gråkloster var i middelalderen beboet af munke fra Franciskanerordenen og var indrettet i Slesvigs tidligere danske kongegård. Et år senere kom med Maria Magdalene Kloster byens fjerde kloster til. Maria Magdalene Kloster var et dominikanerkloster og befandt sig lige syd for domkirken. Efter reformationen blev klosteret lukket. På samme sted byggedes senere den såkaldte Hattensche Hof.
I 1115 indsat kong Nils sin unge nevø Knud Lavard som jarl i Sønderjylland. Knud Lavards bopæl blev Jørgensborgen på Mågeøen. I 1200 fik Slesvig som den første danske by stadsret.
I 1250 lod hertug Abel myrde sin bror kong Erik Plovpenning på Slien. Abel blev betragtet som ansvarlig for mordet, men det lykkedes ham at få 24 riddere til at sværge på hans uskyld ved landstinget i Viborg, hvorefter han blev kåret til konge den 1. november 1250.
I 1356 hærgede pesten i byen og en stor del af byens indbyggere døde.
I 1482 blev Missale Slesvicense trykt i byen. Missalet regnes for et højdepunkt i dansk bogtryk. Med reformationen kom det såkaldte Gråkloster i byens besiddelse. Klosterkirken blev i 1530 ombygget til Rådhuset. Efter landsdelinger i 1544 og frem til 1701 var Slesvig hjemby for de gottorpske hertuger. I 1600-tallet eksisterede der formodentlig en bro mellem Slesvig og Mågeøen.
I 1711 blev forstæderne Lolfod og Frederiksberg indlemmet i byen.
I 1800-tallet blev den slesvigske stænderforsamling oprettet og fik indtil 1850 til huse i Slesvigs rådhus.
Efter de dansk-tyske krige blev byen tysk. I 1883 blev Slesvigs eneste byport i Langegade Høje Port eller Angelboport (på tysk "Hohe Tor" eller "Angelboetor") nedrevet. Langegade var i middelalderen den eneste vej ud af byen til Angel. I årene 1888 til 1894 blev den nygotiske 112 meter høje domkirketårn bygget.
Slesvig er i dag amtsby i kreds Slesvig-Flensborg. Byen har en beskeden industri og huser både den slesvig-holstenske overlandsret og landsforvaltningsret. Desuden er byen centrum for et stort psykiatrisk hospital.
Byen har med "Hiort Lorenzen-Skolen", "Gottorp-Skolen" og A.P. Møller Skolen i den nye bydel "På Friheden/Auf der Freiheit" tre danske skoler og en række danske foreninger og institutioner. A.P.Møller Skolen blev indviet den 1. september 2008. Skolen er en gave af A.P. Møller-Fonden.
Den danske billedhugger Herman Wilhelm Bissen og den danske malere Asmus Jacob Carstens kom fra Slesvig.
Kirker.
Byens femskibede domkirke Sankt Petri, som er opført i perioden fra 1100-tallet til 1400-tallet, er siden 1894 forsynet med Nordtysklands andenhøjeste kirketårn og rummer både en række hertugelige gravmonumenter og adskillige mindelser om de dansk-tyske forbindelser. Pragtfulde er især Hans Brüggemanns altertavle Bordesholmalteret, som oprindeligt hørte hjemme i klostret i Bordesholm og kong Frederik 1.`s gravmæle. Også kong Nils skal være gravsat her, men graven kendes ikke.
Trefoldighetskirken i bydelen Frederiksberg er bygget i årene 1650/1651 under hertug Frederik 3. Den enskibede kirke er opført i munkesten. Det nygotiske tårn kom til under prøjserne i 1872.
Ved siden af domkirken findes også en dansk, en katolsk samt en baptistisk kirke. Den nuværende danske menighed i Slesvig blev oprettet i 1922. De holdt de første år gudstjeneste i Slesvighus og i slotskirken på Gottorp Slot. Først i 1968 blev Ansgarkirken indrettet. Kirken blev indrettet i den forhenværende Ansgarskole. Baptistkapellet i Byvejen er opført i 1877. Kapellet er dermed den ældste baptistkirke i Slesvig-Holsten.
Af Slesvigs middelalderlige klostre kan nævnes Gråklostret i den indre by og Sankt Hans Kloster på Holmen.
Museer.
Byen rummer museerne "Schleswig-Holsteinische Landesmuseen" på Gottorp Slot med den genoprettede barokhave Nyværkhave ("Neuwerkgarten") og den gottorpske kæmpeglobus, bymuseet "Stadtmuseum" i Günderoth Gård og folkemindemuseet "Volkskunde Museum" på Hesterberg.
Bymuseums speciale er fotoudstillinger af høj karat. Folkemindemuseet har de seneste år vist en lang række utraditionelle udstillinger, flere af dem er semi-permanente, bl.a. en kriminalhistorisk udstilling om Tysklands første kvindelige bankrøver.
Teatre.
Slesvigs byteater hører ind under den slesvig-holstenske landsdelsscene med spillesteder i både Slesvig, Flensborg og Rendsborg. Landsdelsscenen blev stiftet i 1974. Udover landsdelsscenen findes også en nedertysk amatørteater ("Schleswiger Speeldeel"). Sydslesvigsk Forenings teaterudvalg tilbyder derudover også danske gæstespil i Slesvig Teater.
Andre bygninger.
Ved Rådhuspladsen findes det privilegerede hofapotek fra 1517. Apoteket blev opført af den daværende slesvigske hertug og senere danske kong Frederik 1. på fundamenterne af Knudsgildets forhenværende gildehus. Hofapoteket var det første offentlige apotek i Sønderjylland. Bygningen, som nu rummer en cafe, har været fredet siden 1973.
Mariehospitalet ved vejen mellem Domkirken og Rådhuspladsen blev opført i 1790. Hospitalet er opkaldt efter den daværende kronprinsesse Marie Sophie Frederikke, der blev gift i 1790 med den senere danske kong Frederik 6. Vielsen fandt sted på Gottorp Slot. Mariehospitalet var dengang en del af byens fattigvæsen. I dag indgår bygningen i byens plejehjem.
Den klassicistiske Plessengård vest for domkirken blev oprettet 1798 under navnet Bellevue. Under de slesvigske krige fungerede bygningen som lazaret. I dag findes her byens turistinformation.
Andre markante bygninger er blandt andet Rådhuset, i hvilket den sønderjyske
stænderforsamling holdt sine møder indtil 1846; Prinsens Palæ i Frederiksberg, hvor nu landsarkivet har til huse; toldhuset fra 1700-tallet, som i dag rummer et hotel og den såkaldte røde elefant, som ligger overfor slottet, og hvor den slesvig-holstenske højesteret har sæde i dag.
Kongeengen.
Udsigt over Kongeengen og Mågeøen
Ud mod Slien findes med Kongeengen ("Königswiesen") et lille parkområde. Her findes blandt andet idrætspladser, en lille vikingelegeplads og et cirka 14 meter høj udsigtstårn. Det cirka 16 hektar store parkområde skæres af en lille øst-vest gående vandkanal. Ved Kongeengen ligger også byens badested "Louisenbad" og klubhuset af Slesvigs danske roklub.
Kongeengen var også stedet hvor den landskabsarkitektoniske udstilling "Landesgartenschau" med over 20 emnehaver såsom en urtehave med helbredende planter fandt sted i 2008. Udstillingens maskot var med henvisning til Slesvigs historie en lille vikingedreng. Havdeudstillingen omfattede også kulturelle arrangementer, blandt andet en dansk kulturuge.
Holmen.
Umiddelbart øst for byens centrum ligger den idylliske bydel Holmen. Holmen er Slesvigs fiskerbydel, hvor indbyggerne i århundreder har haft deres egne sæder og skikke. Betegnelsen Holmen betyder "lille ø".
Infrastruktur og transport.
Slesvigs kollektive trafik drives af "Verkehrsbetriebe Schleswig-Flensburg". Rutebilstationen ligger centralt ved den gamle kredsbanegård. Byens banestation ligger derimod udenfor bycentret i bydelen Frederiksberg. På Slien sejler færger fra Slesvig til blandt andet Kappel. Vest for kommunens grænser forløber motorvejen A 7, som fortsætter nord for den dansk-tyske grænse som Sønderjyske Motorvej. Den er en del af Europavej E45.
Byens sidste sporvogne i drift kørte i 1936 ("se Slesvig Sporveje").
Stapelholm.
Stapelholm (tysk) eller Stabelholm (dansk) er området mellem floderne Trenen og Ejderen i Slesvig-Holsten. Det sumpede land mellem flodarmene fungerede i praksis som en række øer uden nogen central bebyggelse og først ved anlæggelsen af Frederiksstad i udkanten mod Nordfrisland, fik man en egentlig by.
Stabelholm var et grænseegn mellem Ditmarsken, Nordfrisland og det øvrige Slesvig.
Slien.
Slien danner grænsen mellem Angel og Svans.
Slien er en indfjord ved Østersøens vestlige ende mellem Angel (tysk "Angeln") og Svans (tysk "Schwansen"). I lighed med de østjyske fjorde er Slien en oversvømmet tunneldal dannet i seneste istid. Ved udmundingen ligger byen Kappel og i bunden købstaden Slesvig by. Den danske konge Erik Plovpenning døde på Slien.
Slien er i dag et kendt sejlsportsområde. Populære feriesteder er Masholm, Kappel, Arnæs, Mysunde og Slesvig. To broer ved Kappel og Lindånæs (Lindånæsbroen) og to færger ved Brodersby/Mysunde og Arnæs fører over fjorden. Sli-regionen er siden oktober 2008 anerkendt som naturpark.
Geografi.
Slien har med en længde på cirka 42 km delvis flodagtig karakter og udmærker sig blandt andet ved et usædvanligt varieret forløb med mange bugtninger og nore (f.eks. Haddeby Nor eller Ornum Nor). Fjorden har en gennemsnitlige bredde på 1,3 km og en gennemsnitlige dybde på 3 m, hvilket giver en samlet vandoverflade på 54,6 km² og en volumen på cirka 163,8 mio m³. Sliens smalleste sted er med 120 meter ved Mysunde og Brodersby. Ved den Store Bredning når Slien en bredde på 4,2 kilometer. Bredden ved den Lille Bredning måler 2,1 kilometer. Store og Lille Bredning er adskilt af den 280 meter brede Stegsvig Snævring ved Stegsvig. Sliens dybeste punkt måler ikke mere end 15 meter.
Fjorden indeholder brakvand. Saltindholdet varierer lidt fra Sliens munding til Slesvig by, hvor det er lavest. Mundingen mod Østersøen ved Sliminde spærres af sandbanker og holdes kunstigt åben.
Området omkring fjorden præges af et varieret bakkelandskab med mange mindre byer. Centrale landsbyer er Risby, Sørup, Satrup og Sønder Brarup samt søhandelspladserne Kappel og Arnæs. I modsætning til Angel er halvøen Svans syd for Slien stærkt præget af godsdrift. Karakteristisk for hele området er de mange levende hegn (på tysk "Knick") mellem markerne og udstrakte sandstrande og kystklinter ud til Østersøen.
Historie.
Fjorden er primært formet af ismasser og smeltevand i løbet af den sidste istid (Weichsel-istiden) for cirka 120.000 til 10.000 år siden. Formodentlig var det en gletsjertungers erosion (subglaciale erosion), som formede tunneldalen. Bakkerne omkring fjorden består for en stor del af moræneler fra tilbagetrækkende gletsjer.
I vikingetiden var Slien sammen med Ejderen og Trenen en international handelsrute over Jyllands smalleste sted. I bunden af fjorden ved Haddeby Nor lå dengang vikingebyen Hedeby, som senere blev forladt til fordel for byen Slesvig. Hedeby Museum fortæller nu historien om den forladte by. Andre vikingetidige bebyggelser ved Slien var blandt andel Kosel og Fysing. Vest for halvøen Rejsholm fandt arkæologerne i 1992 planker fra en stor søspærring, som blev dateret til 736. I 2001 bjærgede arkæologer resterne af et nordisk fragtskib cirka 80 meter ud for landsbyen Karskov (Karschau). Skibet har været 25 meter lang og mindst 6,60 meter bred. Skibsvraget kunne dendrokronologisk dateres til omkring 1138. Senere mistede Slien sin betydning som international handelsvej, da skibene blev større og ikke længere kunne besejle den flade fjord.
I middelalderen oprettede Erik af Pommern med Svaneborgen ved Sundsager over for Arnæs og med Kongeborgen i Bonert mindst to middelalderlige borge. Slien indgik i Danmarks sydlige grænseværn sammen med Dannevirke og Egernførde Fjord. På det smalleste sted ved Mysunde hindrede danske stillinger både i 1850 og 1864 tyskerne i at sætte over til Angel og dermed omgå Dannevirke.
Slien var også hjemsted for stort sildefiskeri. Sliens mange sildehegne nævnes allerede i et dokument fra 1431, hvori blandt andet omtaltes et sildehegn foran Ellebjerg. På Holmen i Slesvig er der endnu aktive slifiskere. I Kappel findes nu det sidste sildehegn (sildegærde) i Europa. Det består af flere pæle, som banket ned i fjorden og som er forbundet med hinanden med et fletværk af træ. Især sild, ål, pigfinnefisk, brasen og andre hivdfiske bliver fisket.
På den syd for fjorden liggende halvø Svans og i det østlige Angel blev omkring 1500-tallet etableret en række godser, som præger landskabet op til i dag.
Navnet.
Sliens oprindelige navn var Angel. Angel var altså før ikke knyttet til landskabet Angel. Navnet er afledt af det norrøne ord "angr", som betyder "snæver". Angel betyder altså "trang fjord", som passer godt på den lange og smalle Sli.
Det nuværende navn Slien menes at have været benyttet kun om den indre Sli (den Store og Lille Bredning ved Slesvig by). Ordet menes at hænge sammen med "Slæ". Slæ betyder siv og vandplanter, som findes her.
Øerne.
I Slien findes flere øer og holme. Øerne i fjorden er små og lavt beliggende og i dag ubeboede. Direkte foran Slesvig by ligger Mågeøen. På denne lille ø byggede midt i 1100-årene Knud Lavard borgen "Sankt Jørgensborg". Øen er i dag et naturområde.
Tæt ved Mysunde (ud for Kongeborgen) ligger den idylliske holm Kidholm (på tysk "Kieholm"), hvor før holdtes gedekid. I dag kendes holmen under navnet Kærlighedsø (eller "Liebesinsel").
Andre øer er Gottorp Slots ø, Flintholm eller Hestholm. Den lille ø Lindholm foran Lindå er i dag oversvømmet.
Kongedrabet.
På vandet ved Mysunde blev kong Erik Plovpenning halshugget den 9. august 1250 (Sankt Laurentius nat) efter hans sammenkomst med hertug Abel på Mågeøen. Liget blev derefter sænket ned i Slien. Siden har man sagt, at mågerne over Slien skriger "Erik, Erik". De kaldes for "Abels ravne" eller for "Eriks duer". Liget blev senere fundet ved fjordens sydbred. På stedet blev oprettet kapellet "Finis Terrae" (verdens ende).
Ved Store Brednings vestre udløb byggede Knud Lavard borgen Kil. Knýtlingesaga siger, at sundet kunne spærres med jernlænker. På højderne ved fjordens bredder ligger endnu rester af andre volde som f.eks. Margretevolden.
Kendte fysikere.
Mange kendte fysikere fra det 20. og 21. århundrede findes på listen over modtagere af Nobelprisen i fysik.
Paus.
Paus, de Paus, en norsk adelig slægt. En linje forlenedes af H. H. Paven grevelig værdighed.
Våben (som beskrevet i Gerber).
"I rödt fält ett silfverne oxhofvud, växande ur vänstra sköldranden, samt i öfre högra hörnet en gyllene sexuddig stjärna; två hjälmer, på den högra två buffelhorn, växelvis delade i silfver och rödt, på den vänstra en vinge i silfver och svart; hjälmtäcken till höger i silfver och rödt, till vänster i silfver och svart".
Strømsvigt.
Grene forårsager en kortslutning mellem elledninger under en storm.
Strømsvigt er et tab af elforsyningen, der oftest forekommer pludseligt og uforudsigeligt.
Større strømsvigt kan skyldes en fejl i et elkraftværk.
En medvirkende årsag til, at strømsvigt får større og større omfang, er den store sammenkoblingsgrad og udligning mellem forskellige kraftværker.
Når et kraftværk kobler ud på grund af en teknisk fejl, vil de andre i en ideel verden udligne ved at producere mere. Når det fejlende kraftværk ikke kan udlignes, eller der opstår fejl i de centrale dele af transmissionsnettet, vil de resterende/isolerede værker ikke kunne kompensere for den manglende kraft. De overbelastes og kobler ud for at beskytte sig selv. Derved forværres situationen for de resterende værker på nettet og en dominoeffekt er i gang.
For at genstarte nettet skal de enkelte områder isoleres og strømforsynes i den takt, de enkelte kraftværker eller nettet kan bære.
Man kan ved store udfald godt konstatere, at der er noget galt, men på grund af den store strøm kan man ikke altid koble dele af netværket fra.
Derfor oplever man, at et strømsvigt, som i sig selv kunne klares på kort tid, kommer til at omfatte store områder og tager mange timer at retablere.
Til beskyttelse mod strømsvigt anvendes nødstrømsgeneratorer og UPS (fra engelsk: uninterruptible power supply).
Bob Fosse.
Bob Fosse (23. juni 1927 – 23. september 1987) var amerikansk filminstruktør og koreograf. Hab opnåede verdensberømmelse, især med filmen "Cabaret" fra 1972, der havde Liza Minnelli i hovedrollen.
Irving Berlin.
Irving Berlin (11. maj 1888-22. september 1989) var en amerikansk komponist og forfatter.
Han hed oprindeligt Israel Isidore Baline og blev født i Tjumen, Sibirien i Rusland, i 1893 emigrerede han med sin familie til USA. Efter faderens død i 1896, var Berlin nødt til at arbejde for at overleve, blandt andet solgte han aviser og optrådte på gaden. De barske økonomiske realiteter ved at være nødt til at arbejde for ikke at sulte, påvirkede Berlin i pengesager for resten af livet. I 1911 blev sangen "Alexander's Ragtime Band" springbrættet til en musikalsk karriere der omfattede mere end tusinde sange, blandt andre mange successrige Broadway-musicaler.
Berlins første sangtekst var til "Marie from Sunny Italy" i 1907, samme år som han ændrede sit navn. Han skrev musikken til mange Hollywood-film, blandt andre "Top Hat" (1935) foruden sange som "White Christmas" fra filmen "Holiday Inn" (1942). Berlin var lige så produktiv på Broadway, hvor han måske er bedst kendt for "Annie Get Your Gun" (1946), selvom han holdt op med at skrive efter "Mr President" blev en fiasko i 1962.
I sine sidste år levede han nærmest som eneboer, hvorfor han ikke deltog i den fest der blev holdt til ære for ham på hans 100-års fødselsdag.
En anden kendt sang af Irving Berlin er "God Bless America", en patriotisk amerikansk sang, skrevet i 1918 og ændret i 1938 til at være en sang om fred efter Adolf Hitler kom til magten i Tyskland og fordi Berlin var jødisk immigrant fra Sibirien.
Irving Berlin døde i New York City i en alder af 101 år og er begravet på Woodlawn Cemetery i Bronx, New York.
Molière.
200pxJean-Baptiste Poquelin bedre kendt som Molière (15. januar 1622 - 17. februar 1673) var en fransk forfatter og af mange anset for verdens største komedieforfatter. Han blev født i Paris.
Molière voksede op i en meget velstående hoftapetserermesterfamilie. Han studerede hos jesuitterne på "Collège de Clermont" (Nu Lycée Louis-le-Grand). Hans far ønskede at han skulle studere jura, men det ville Molière ikke. Han ville hellere skrive skuespil end arve sin fars indbringende stilling ved hoffet.
Allerede som 21-årig opsatte han sit første stykke, som gik i tre år. I 1658 spillede han for kongen og oprettede snart efter et egentligt teater. Fra 1659 udgav han mindst et værk om året. Hans produktion strakte sig fra simple farcer til meget sofistikerede komedier, som gjorde nar af menneskelig svaghed og tåbelig adfærd.
I "Tartuffe" skabte Molière en af sine berømte personer, en religiøs hykler. Stykket var så provokerende, at Louis XIV, som selv fandt det underholdende, ikke tillod offentlig opførelse i fem år for ikke at fornærme det magtfulde franske kleresi.
Molière døde mens han selv spillede hovedrollen i "Den indbildt syge". Han besvimede på scenen og døde nogle timer senere i sit hjem.
Murphys love.
Murphys love er betegnelsen for en række populære ordsprog, eller talemåder, der har det tilfælles, at de bringer et meget negativt syn på, hvordan en given situation kan udvikle sig. Disse vendinger samles ofte til én enkelt sætning: Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt.
Baggrund.
Ifølge bogen "A History of Murphy's Law" af Nick T. Spark, har forskellige samlinger af forskellige personer gennem årene, gjort det umuligt at pege på, hvem der først fandt på Murphys love. Angiveligt skulle navnet henvise til Edward A. Murphy, Jr. og hans forsøg på at anvende nye måleapparater. Således skulle man have fundet på navnet, som en reaktion på Murphys udtalelser efter, at han konstaterede, at apparaterne ikke virkede efter hensigten.
Fra 1948 til 1949 foregik der et projekt benævnt MX981 på Muroc Field (senere Edwards Air Force Base) med det formål at teste menneskets tolerance over for g-kræfterer under kraftig deceleration. Testene anvendte en raketdreven slæde monteret på en jernbane med en serie af hydrauliske bremser for enden.
Til de indledende tests, blev der anvendt dukker, der blev spændt fast til et sæde i slæden, men senere tests blev foretaget med Murphys kollega John Stapp. Under forsøgene, rejste nogen tvivl om nøjagtigheden af de instrumenter, der skulle måle Stapps påvirkninger. Murphy foreslog at anvende ekstensometre på selestrammerne, for at måle påvirkningen under hans kraftige deceleration.
Efter afslutningen af forsøgene, viste det sig, at måleinstrumenterne ikke havde målt noget som helst. Imidlertid havde de kunnet fungere korrekt, hvis man havde tilsluttet dem omvendt. På dette tidspunkt udtrykte en forfærdet Murphy de berømte ord, selvom han inden start var blevet tilbudt tid til at kalibrere og teste instrumenterne, hvilket han havde afvist.
I et interview med Spark, fortæller en anden ingeniør på stedet, George Nichols, at skylden af Murphy blev rettet imod assistenten med ordene "Hvis den fyr har nogen som helst mulighed for at begå en fejl, vil han"."
Rhododendron sinogrande.
Rhododendron sinogrande er en rododendronart i underslægten Park-Rododendron.
Sinogranden er udbrededt i det nordlige og vestlige Yunnan, i Burma og det sydlige og østlige Tibet. Mest i 2100-3400 meters højde.
Beskrivelse.
Planten har enorme blade på helt op til 70 cm længde belagt med gråligt indumnet. Blomsterne er cremehvide til lys gul med rød ganeplet i ca. april-maj.
Bemærk: Denne plante er ikke egnet til dyrkning i haver uden særlige beskyttelseforanstaltninger. Men en perle for samlere.
Knud Lavard.
Knud Lavard (ca. 1096 – 7. januar 1131 i Haraldsted) var jarl af Sønderjylland.
Knud Lavard var den eneste legitime søn af Erik Ejegod og Bodil, og halvbror til Harald Kesja, Erik Emune og Ragnhild (mor til Erik Lam). Han blev muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil døde under en pilgrimsrejse til Palæstina i 1103. Derfor voksede han op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar, op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.
Knuds farbror, kong Niels, udnævnte i 1115 Knud til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obodritterne i Holsten. Efter på denne måde at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til tronen. Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til en borgerkrig, der først endte i 1157, da Valdemar blev enekonge.
Knud var gift med Ingeborg af Novgorod, der var af russisk-svensk familie. I hendes familie anvendtes navnet "Vladimir", der på dansk blev til "Valdemar". I øvrigt blev sønnen Valdemar (parrets første) født 7 dage efter mordet på faderen.
I kraft af et lensforhold til den tyske kong Lothar herskede han også over obodritterne med titlen knés eller knjaz. Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt "brødgiver", jf. engelsk "lord".
Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret.
På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel, som forsvandt efter reformationen. Det blev genfundet i 1883.
Kapellet er bygget af regelmæssige kvadre af frådsten. Frådsten er kalksten, der er skåret ud af aflejringer, der kan findes ved kildevæld i Østdanmark. Stenen er blød og let at udskære, men hærder, når den kommer op i luften. Kapellets mure er såkaldte kassemure, med en yder- og en indermur. Mellemrummet er udfyldt med flintbrokker, lagt i kalk. Gulvet i kapellets skib var af tegl, lagt i et zig-zag mønster. Skibet er på et tidspunkt blevet forlænget, måske i forbindelse med helgenkåringen af Knud Lavard. På et senere tidspunkt er kapellet forsynet med hvælv.
Legender fortæller, at en hellig kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. Gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme i stort tal til kapellet og helligkilden. Efter reformationen mistede kapellet og helligkilden deres betydning, og blev hurtigt glemt. Først i 1883 blev kapellet genfundet og udgravet. Trods eftersøgning har man ikke fundet rester af helligkilden.
Hør også.
"Knud Lavard", på albummet af Skousen & Ingemann "Herfra hvor vi står"
Masse (fysik).
I fysik er begrebet masse et udtryk for mængden af stof i et legeme.
De to masse-begreber er indholdsmæssigt helt forskellige, men de mest omhyggelige eksperimenter har vist at de to betydninger giver det samme resultat, indenfor den målenøjagtighed, det har været muligt at opnå. Se også ækvivalensprincippet.
I SI-systemet måles masse i kilogram.
Johan Ludvig Runeberg.
Johan Ludvig Runeberg (Jakobstad, 1804 - Borgå, 1877) regnes som Finlands nationaldigter, en status, som især skyldes "Fänrik Ståls sägner", som har været af stor betydning for den finske nationalidentitet, og hvor han skildrer en række af de deltagende i krigen 1808-09, herunder general Sandels og feltmarskal Klingspor. Runeberg har også skrevet Finlands nationalsang "Vårt land", og arbejdede desuden med en række af antikkens versmønstre, som han gav nordisk indhold.
Denne mand har også givet navn til Projekt Runeberg, det nordiske digitale bibliotek.
Kilde.
Lars-Ove Larsson: Vem är vem i svensk historia ISBN 91 518 2647 X
Kvarts.
Billede af ametyst-kvartskrystaller (øverst, violet, lilla).
Tektosilikat af bruttoformel SiO2 (siliciumdioxid), som også kaldes kvarts. Et af de almindeligste mineraler i jordskorpen og betydningsfuldt for lavas viskositet.
Kvarts danner mindst 9 forskellige krystalgittertyper og 2 af dem er piezoelektriske i bestemte retninger i forhold til krystalgitteret. Krystaller med den piezoelektriske egenskab anvendes i elektronikken.
Elektrisk egenskab.
Nogle kvartskrystaller vil under tryk fra visse retninger blive elektrisk ladet. I 1922 fandt W.G. Cady ud af, at krystallernes elektriske svingninger kunne bruges til at måle radiobølgers frekvenser. Siden da har de elektriske egenskaber ved kvarts været anvendt på mange andre måder, bl.a. i ure, sonar, og som linser i mikroskoper, der udnytter, at ultraviolet lys kan trænge igennem krystallen.
Gary Larson.
Gary Larson (f. 1950), amerikansk tegner. Gary Larson er særligt kendt for tegneserien "langt ude" (eng.: "The Far Side"), som med enkle virkemidler, gerne en enkelt ramme og en enkelt sætning, anlagde en skæv humoristisk vinkel på dagligdags fænomener og sproglige vendinger. Blandt figurer der ofte optræder finder man køer og videnskabsfolk.
Gary Larson trak sig tilbage d. 1. januar 1995.
Rhododendron 'Kermesina'.
Rhododendron Kermesina er en rødviolet Japansk Azalea. Den blomster i maj på den nordlige halvkugle og kan blive 75 cm høj efter 10 år.
Ganymedes (mytologi).
Romersk buste af Ganymedes, på Louvre
Ganymedes er i græsk mytologi en skøn, ung kongesøn. Zeus forblændes af hans skønhed og bortfører ham til Olympen som sin mundskænk og elsker.
Ganymedes er søn af kong Tros af Frygien og bror til Ilus.
Chiapas.
Chiapas er en stat i den sydøstlige del af Mexico. Chiapas grænser op til de mexicanske stater Tabasco mod nord, Veracruz mod nordvest og Oaxaca mod vest. Mod øst har Chiapas grænse til Guatemala og mod syd til Stillehavet. Chiapas har et areal på 73.887 km².
I 2003 blev indbyggertallet anslået til 4.224.800. Cirka 1 million indbyggere er efterkommere af den oprindelige befolkning i Mellemamerika og Caribien. Mange af Chiapas' indbyggere er fattige bønder bosiddende i landlige områder. Omkring en tredjedel af befolkningen er helt eller overvejende af mayaafstamning. I de landlige områder taler mange næsten intet spansk; i alt omkring 250.000 indbyggere.
Statens hovedstad hedder Tuxtla Gutiérrez, den økonomisk vigtigste by er Tapachula, mens turister bedst kender byen San Cristóbal de Las Casas. I Chiapas ligger blandt andre også de gamle mayaruinbyer Palenque, Yaxchilan, Bonampak og Tonina.
I kolonitiden blev Chiapas regeret fra Guatemala. Da Guatemala i 1823 blev selvstændig, blev Chiapas en del af Mexico.
Chiapas har en af de højeste grader af fejlernæring i Mexico, og det anslås at berøre mere end 40 procent af befolkningen. I 1994 blev delstatens navn i hele verden efter zapatisternes opstand. Zapatisterne, der har slået sig sammen i EZLN ("Ejército Zapatista de Liberación Nacional"), kæmper for den oprindelige befolknings rettigheder og udvikling, mod følgerne af globaliseringen.
I begyndelsen af oktober 2005 var Orkanen Stan årsag til en af de største naturkatastrofer ikke kun i Chiapas, men også i Hidalgo, Oaxaca, Puebla og Veracruz.
Delstatens ISO 3166-2-kode er MX-CHP.
Campeche (by).
Byen Campeche,(også kendt som San Francisco de Campeche) i den mexicanske delstat af samme navn, Campeche, befinder sig på breddegrad 19.85°N og længdegrad 90.53°V, på kysten ved den Mexicanske Golf. Byens indbyggertal var i 2002 omkring 230.910.
Campeche blev grundlagt i 1540 af spanske conquistadorer som "San Francisco de Campeche", oven på den allerede eksisterende maya-by Canpech eller Kimpech.
Den præ-columbianske by menes at have haft 3.000 huse og forskellige monumenter, hvoraf kun lidt er bevaret.
Byen har stadig mange af de gamle bymure og befæstninger fra den spanske kolonitid, som beskyttede den (ikke altid med held) mod pirater og fribyttere. På grund af bevaringsniveauet og kvaliteten af dens arkitektur, kom byen i 1999 på UNESCO's verdensarvsliste.
Campeche var en vigtig havneby i Yucatan indtil midten af det 19. århundrede, hvor den blev overhalet af Sisal og siden Progreso.
Historisk er byen den næststørste og vigtigste på halvøen (efter Mérida) indtil slutningen af det 20. århundrede og den forøgede udvikling i Quintana Roo. I 1840'erne havde byen et indbyggertal på omkring 21.000.
Guatemala.
Republikken Guatemala er et land i Mellemamerika i den sydlige del af det nordamerikanske kontinent, omgivet af både Stillehavet og det Caribiske Hav. Mod nord har det grænse til Mexico, mod nordøst Belize og mod sydøst Honduras og El Salvador. Álvaro Colom Caballeros er Guatemalas nuværende præsident. Han er Guatemalas første venstreorienterede præsident siden Jacobo Arbenz blev styrtet i 1954.
Historie.
Ruinerne af Maya Templet Tikal II
Fra det 4. til det 11. århundrede var El Petén-regionens lavlandsområder hjertet i en blomstrende maya-civilisation.
Efter lavlandsstaternes kollaps fortsatte maya-staterne i det centrale højland indtil de blev erobret af spanierne, der i 1523 ankom og koloniserede området. Mens det ikke lykkedes at erobre departementet Alta Verapaz med sværdets magt, blev det erobret af missionærer med korsets magt. Næsten alle præ-colombianske maya-bøger blev brændt af spanierne, men en af de bevarede bøger er Popol Vuh, de præ-colombianske mayaers skabelsesberetning.
Guatemala blev uafhængigt fra Spanien i 1821, først som en del af Mellemamerikas Forenede Provinser. Men denne føderation gik i opløsning under en krig der varede fra 1838 til 1840, hvorefter Guatemala blev en uafhængig nation.
Guatemalas historie har siden været kendetegnet af revolutioner, statskup og ikke-demokratiske regeringer. I flere tilfælde har USA grebet ind, fx i 1954, hvor den demokratisk valgte, reformvenlige præsident Jacobo Arbenz blev væltet ved et kup planlagt og finansieret af CIA.
Borgerkrigen 1960-96.
Borgerkrigen mellem guerillaerne og den USA-støttede Guatemalanske hær kostede 200.000 mennesker livet 83 % af dem var Maya'er. Begge sider brugte terror, men regeringssiden stod for 93 % af den og guerillaerne 3 %.. Præsident Bill Clinton kom i marts 1999 meget tæt på at give en undskyldning for USAs indblanding, da han sagde at Washington "was wrong" i at have støttet Guatemalanske sikkerhedsstyrker i en brutal mod-offensiv kampagne (Engelsk: "a brutal counterinsurgency campaign") "som slagtede tusinder af civile". Statsstøttede voldelige handlinger stoppede i 1983, hvilket medførte flere på hinanden følgende mere eller mindre succesrige demokratiske valg fra 1985 til dags dato. Det seneste officielt demokratiske valg var i 2007. Guatemala har endnu ikke afhjulpet problemet med ulighederne i dets landbrugsbaserede økonomi, hvor 1 procent af befolkningen kontrollerer over 60 procent af landområderne og værdierne.
Organiseret kriminalitet og social uro.
Efter 36 års borgerkrig i Guatemala blev der underskrevet en fredsaftale i 1996 mellem regeringen og oprørersbevægelsen URNG. Siden da, har landet været præget af stor social uro og organiseret kriminalitet blandt alle sociale samfundslag som har styret landet via korruption, afpresning, dødstrusler og vold.
I løbet af de seneste år er volden i Guatemala eskaleret. I 2008 blev der i gennemsnit begået 17-18 drab om dagen i et land med knap 13 millioner indbyggere, hvoraf størstedelen af drabene var narkorelateret. I 96-98% af tilfældende slipper de kriminelle for straf. Narkobandernes udbredelse i samfundet og deres kyniske metoder skaber stor usikkerhed blandt den lokale befolkning.
Geografi.
Bortset fra kystområderne er Guatemala overvejende bjergrigt, med et varmt, tropisk klima - mere tempereret i højlandet. De fleste større byer ligger i den sydlige del af landet; de største byer er hovedstaden Guatemala City, Quetzaltenango og Escuintla. Den store sø Lago de Izabal ligger tæt ved den caribiske kyst.
Belize.
Belize (på spansk normalt Belice) er et lille land i Mellemamerika ved det Caribiske Hav med grænser til Mexico mod nordvest og Guatemala mod vest og syd. Mod øst over den Honduranske Golf ligger Honduras i en afstand af 75 km, hvor landene er tættest hinanden.
Belize er det eneste engelsktalende land i Centralamerika, og landet var tidligere kendt som Britisk Honduras. Dets nuværende navn stammer fra Belize City og Belize-floden. Belize City er landets eneste større by, og har desuden landets vigtigste havn og er dets tidligere hovedstad. Den nuværende hovedstad hedder Belmopan.
I det Caribiske Hav ud for Belize ligger verdens andenstørste koralrev. Som en anden seværdighed kan nævnes grotten Actun Tunichil Muknal.
Belize er hjemsted for et af de få jaguarreservater i verden og utallige mayaruiner, hvor den mest kendte er Altun Ha. Mange af ruinerne er endnu ikke blevet udgravet.
Caribien.
Caribien (eller Caraibien), Vestindien eller De Vestindiske Øer er en gruppe af øer i det Caribiske Hav. Øerne består af 25 territorier, blandt andre uafhængige stater, oversøiske besiddelser og områder.
Navnet Vestindien stammer fra Christoffer Columbus teori om at de amerikanske kontinenter, han rent faktisk ankom til i 1492, var Indien. Caribien består af de Store Antiller, de Små Antiller og Bahamas, og er en del af Nordamerika.
Caribiske Hav.
Det Caribiske Hav er et hav, der støder op til Atlanterhavet og ligger syd for den Mexicanske Golf. Mod syd er det afgrænset af Venezuela, Colombia og Panama, mod vest af Costa Rica, Nicaragua, Honduras, Guatemala, Belize og Mexicos del af Yucatán-halvøen, mod nord af de Store Antiller (øerne Cuba, Hispaniola, Jamaica og Puerto Rico) og mod øst af de Små Antiller.
Det Caribiske Hav dækker omkring 2.754.000 km².
Havets dybeste sted er Caymanrenden, mellem Cuba og Jamaica, 7.500 meter under havoverfladen.
Hele området, særligt de mange øer, er kendt som Caribien.
Jamaica.
Jamaica (udtales på dansk "Sha-Maj-Ka") er en østat og den tredjestørste ø i det Caribiske Hav lidt syd for Cuba, og har et areal på 10.990 km², hvoraf ca. en tredjedel er beboeligt. Jamaica er bjergrigt, og det højeste punkt er Blue Mountain Peak. Jamaica har omkring 2,7 mio. indbyggere (2005).
Folket.
Størstedelen af indbyggerne på Jamaica stammer oprindeligt fra Afrika, men der er dog også mindre grupper af kinesere, indere, arabere og europæere. Levevilkårene er ikke særligt gode. Der har tidligere været stor emigration til Storbritannien og USA, og der sker stadig en meget betydelig vandring fra land til by, hvilket har betydet en stor tilvækst af slumkvarterer især i hovedstaden Kingston.
Jamaica er en betydelig producent af bauxit, som udgør halvdelen af landets eksport.
Landbruget spiller en stor rolle, men store firmaer sidder på størsteparten af jorden. Først og fremmest dyrkes der sukkerrør, men også bananer er en stor afgrøde, ligesom der dyrkes tobak, majs, kartofler og citrus. Jamaica kan dog ikke brødføde sig selv, og der er en betydelig fødevareimport.
Turismen er det vigtigste valutaskabende erhverv, og specielt på øens nordkyst findes der store hotelbyggerier.
Sproget.
Det officielle sprog på Jamaica er engelsk, men man har også et lokalt sprog ved navn patois, et kreolsprog, som bygger på engelsk og også enkelte spanske ord og betoninger. Den jamaicanske patois bliver ofte brugt i forskellige musikgenrer. Ikke kun af jamaicanske kunstnere, men også af amerikanske og engelske sangere. Specielt indenfor rap er det man kalder "raggamuffin style" meget populært.
De fleste indbyggere er kristne protestanter. Det tidligere britiske tilhørsforhold afspejles i, at mange er anglikanere. Rastafari-bevægelsen er et speciel national religion, der primært findes blandt de sorte og især i blandt de fattigste indbyggere.
Før religionen (at kalde det religion er misvisende idet der mere er tale om en form for ideologi) blev kendt som "The Rastafarian Movement" blev den ideologi rastafarinismen er bygget på, omtalt som Marcus Garveys idealer, der byggede på de sortes frigørelse og deres tilbagevenden til det afrikanske "homeland." I 1920érne talte Marcus Garvey, en indfødt jamaicaner, om at der skulle bygges en afrikansk stat for afrikanerede, der var blevet taget fra deres oprindelige land. Han sagde til sine følgere at de skulle "se mod Afrika, fordi en konge ville blive kronet der." Mange mener at Garvey talte om sig selv fordi han allerede var blevet valgt til "The provincial President of Africa" af hans egen "United Negro Improvement Association", men nogle forstod budskabet mere bogstaveligt. Blandt disse var folk fra jamaicas arbejderklasse, der troede på Garvey’s "Tilbage til Afrika bevægelse." De anså Garvey for at være profet, mere specifikt en reinkarnation af Johannes Døberen. Som en konsekvens af dette opfattede mange kroningen af den etiopiske Ras Tafari af Ethiopien til Kejser Haile Selassi d. første i 1937, som en opfyldelse af profetien og udråbte Haile Selassie til I Jah, eller Gud.
Medlemmer af rastafari bevægelsen spiser ikke svinekød, da de anser grisen for at være et urent dyr. Mange af dem klæder sig i farvestrålende tøj som rød, gult og grønt. Symbolet af en løve går også ofte igen i udsmykning af tøj og smykker. Som oftest dækker kvinderne deres hår, mens mændene lader håret vokse i såkaldte dreadlocks. Der er forholdsvis få rastafaraer på Jamaica i forhold til de andre religioner, men mange jamaicanere lader sig inspirere af farverne og til dels også nogle af de ideologier rastarinismen bygger på.
Den mest berømte rastafari er nok reggae musikkeren, Bob Marley, der blev født i et fattigt kvarter på Jamaica, men som voksen formåede at sælge i tusindvis af plader og spillede overalt i verden med sit band "The Wailers."
Nationalsporten er cricket, men også fodbold (ikke amerikansk fodbold, men europæisk) er meget populært. I 1998 lykkedes det, det jamaicanske fodboldhold at kvalificere sig til VM i Frankrig og hele øen befandt sig i en sand glædesfest. Jamaica har aldrig tidligere (eller senere) været med til et VM i fodbold. Desværre gik det ikke ret godt for "The Reaggae boys," som holdet blev kaldt, og de gik ikke videre efter indledende kampe.
Historie.
Arbejdere i en sukkerrørplantage omkring 1880
Oprindeligt var Jamaica beboet af arawakindianere, der kaldte øen for Xamayca, der betød "kildernes land".
Da Christoffer Columbus i 1494 kom til øen, erklærede han den for spansk område og gav den navnet Santiago.
I 1655 erobrede englænderne Jamaica. I 1600-tallet var Jamaica i høj grad blevet et center for sørøveri i Caribien, men englænderne fik ryddet op, og herefter blev Jamaica i stedet et af verdens førende centre for slavehandel, og de store sukkerrørsplantager på øen baserede sig på en slaveøkonomi. Storbritannien beholdt øen helt til 1962, hvor Jamaica blev en selvstændig nation, dog inden for Commonwealth.
Landet har siden uafhængigheden været regeret skiftevis af højre- og venstrekræfter.
Katharina von Bora.
Katharina von Bora (29. januar 1499 i Lippendorf - 20. december 1552 i Thorgau) var en tysk nonne, der blev en af de tidligste protestanter. Hun var gift med reformatoren Martin Luther.
Katharina von Bora var datter af adelsmanden Hans von Bora og hustru Katharina, født Haupitz, der døde allerede i 1505. Faderen giftede sig kort efter igen, og Katharina blev sendt i kloster i Brehna (nær Halle), formentlig allerede i 1505. Hun blev i 1508 flyttet til klostret i Nimbschen (nær Grimma), hvor i forvejen hendes faster Magdalene von Bora var nonne og hendes moster Magarete von Haubitz var abedisse. Den 8. oktober 1515 aflagde hun nonneløftet. I klostret lærte hun at læse og skrive samt latin. Men Katharina blev efterhånden utilfreds med livet i klostret og fattede interesse for den lutherske reformbevægelse. Sammen med andre nonner i klostret lagde Katharina planer om at flygte, og gruppen bad hemmeligt Martin Luther om hjælp til deres forehavende. Luther efterkom deres bøn og sendte i påsken 1523 en vogn, som de med assistance fra Leonard Koppe, en rådsherre fra Thorgau, undslap i. Nonnerne blev bragt til Wittenberg, hvor Luther hjalp dem til giftermål. Katharina blev optaget i Cranach den ældre's hjem, men vægrede sig ved at gifte sig med andre end Luther selv. Dette skete den 27. juni 1525 efter en forlovelse på blot 14 dage.
Parret bosatte sig i det gamle augustinerkloster i Wittenberg, som kurfyrsten af Sachsen stillede til rådighed. Her forvaltede Katharina landbruget, drev kvægavl og bryggeri, mens hun havde Luther og hans studenter og gæster på kost. Under pesten drev hun endvidere et hospice, hvor hun sammen med sine ansatte kvinder plejede de syge.
Katharina von Bora og Martin Luther fik 6 børn. I 1526 Johannes, i 1527 Elisabeth (død 1528), i 1529 Magdalena (død 1542), i 1531 Martin, i 1533 Paul og endelig i 1534 Margarethe.
Kort efter Luthers død i 1546 flygtede Katharina under den schmalkadiske krig til Magdeburg. Hun forsøgte at vende tilbage, men måtte kort efter i 1547 flygte igen, denne gang til Braunschweig. Hun kunne dog vende hjem senere på året, men fandt sine bygninger og landbrug ødelagt. Med støtte fra et par fyrster indrettede hun sig beskedent, indtil hun i 1552 p.gr.a. pest og misvækst igen forlod Wittenberg. Denne gang flygtede hun til Thorgau, hvor hun imidlertid kom ud for en trafikulykke ved byporten. Hun døde kort efter af følgerne.
Wollemia nobilis.
"Wollemia nobilis" eller måske "dinosaur-træ" er et bemærkelsesværdigt nåletræ. Det blev opdaget så sent som 1994 nær Lithgow af David Noble i nogle smalle stejle kløfter med regnskov i Wollemi National Park i New South Wales, 150 km nordvest for byen Sydney i Australien.
Det seneste fossil som ligner "Wollemia nobilis", er 2 millioner gamle. Det var derfor en sensation, da træet blev opdaget. Der er fundet fossiler af træet som ligner, der er 175 millioner år gamle.
Beskrivelse.
"Wollemia nobilis" er et stedsegrønt træ som kan blive 25–40 m høj. Barken er meget særpræget, mørkebrun og knubret, citeret for at ligne "Coco Pops"-morgenmad.
"Wollemia nobilis" er særpræget ved at en sidegren fra stammen ikke selv har grene.
Kultivering og anvendelse.
Siden opdagelsen er der blevet dannet et formeringsprogram med det formål at sælge planten verden over.
"Wollemia nobilis" blev sat til salg i Australien fra 1. april 2006. Det blev sat til salg i Vesteuropa i juni 2006 og i USA i december 2006. I andre lande blev det sat til salg i 2006. I Danmark har det været til salg siden april 2008.
"Wollemia nobilis" tolererer temperaturer mellem -5°C and 45°C og der er rapporter om, at det kan overleve ned til -12°C. Træet kan klare fuld sol og fuld skygge. Som mange andre Australske træer, er Wollemia disponeret for den skadelige svamp "Phytophthora cinnamomi" og dette begrænser muligheden for anvendelse som tømmer.
Sérgio Vieira de Mello.
Sérgio Vieira de Mello (15. marts 1948 - 19. august 2003) var en brasiliansk FN-diplomat, som i over 34 år arbejdede for de Forenede Nationer og opnåede respekt og ros over hele verden for sit arbejde i FN's nogle gange ubestemmelige humanitære programmer. Vieira de Mello blev født i Rio de Janeiro og læste filosofi på Sorbonne-universitetet i Paris, før han som 21-årig begyndte på sin karriere i FN. Han var en elskværdig og attraktiv person, og talte flydende engelsk og fransk, foruden sit modersmål portugisisk.
I maj 2003 blev Vieira de Mello udnævnt til FN's særlige udsending i Irak, en opgave der oprindelig skulle have varet fire måneder. Om eftermiddagen den 19. august 2003 blev han imidlertid dræbt ved bombningen af Canal Hotel i Bagdad.
Elsker.
En elsker er en mand, som man har et seksuelt forhold til, uden at have til hensigt at indgå i et parforhold med ham. Det er ofte samtidig med, man har en kæreste eller ægtefælle.
Det kvindelige modstykke til en elsker hedder en elskerinde.
Elskerinde.
Elskerinde er en kvinde, som man har et seksuelt forhold til samtidig med, man har en kæreste eller ægtefælle.
Det mandlige modstykke hertil hedder en elsker.
Skilsmisse.
Skilsmisse er ophævelse af et tidligere indgået ægteskab eller registreret partnerskab.
Skilsmisse (eller opløsning af ægteskabet) er den endelige afslutning af en ægteskabelig forening, med annullering af juridiske pligter og ansvar for ægteskabet og opløser ægteskabet mellem parterne. I de fleste lande kræver skilsmisse godkendelse af en domstol eller en anden myndighed i en juridisk proces. Den juridiske proces for skilsmisse kan også indebære spørgsmål om ægtefællebidrag, forældremyndighed, børnebidrag, fordeling af ejendom og deling af gæld.
I de fleste vestlige lande, er skilsmissen ikke en ikke en ugyldiggørelse af ægteskabet, som i en annullation, men det annullerer den ægteskabelige status for parterne. Hvor monogami er lov, tillader skilsmissen hver tidligere partner at gifte sig med en anden. Hvor flerkoneri er lovligt, giver skilsmissen kvinden lov til at gifte sig med en anden. Skilsmisselove varierer betydeligt rundt omkring i verden. Skilsmisse er ikke tilladt i nogle lande, såsom i Malta og i Filippinerne, men en annullation er tilladt. I perioden 1971-1996, blev skilsmisse legaliseret i fire europæiske lande: Spanien, Italien, Portugal og Irland.
Skilmisseloven i Danmark.
Betingelserne for skilsmisse er beskrevet i "Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning". Reglerne forvaltes af Familiestyrelsen "(tidl. Civilretsdirektoratet)" og er ens for både heteroseksuelle ægteskaber og for registrerede partnerskaber - bortset fra, at kun heteroseksuelle par har krav på mægling hos en præst. Administration og rådgivning sker i dag ved Statsforvaltningen, tidligere Statsamtet og endnu tidligere ved Tamperretten.
Den første betingelse for at opnå skilsmisse er, at forholdet er indgået på lovlig vis. Ellers vil det i stedet blive "omstødt".
Skilsmisse "efter" forudgående separation.
Skilsmisse i andre tilfælde forudsætter en bevilling af separation, som gives af Statsforvaltningen "(tidl. Statsamtet)".
Efter seks måneder kan partnerne opnå skilsmisse, forudsat at de er enige om det. Men efter et års separation kan forholdet opløses, hvis blot den ene part anmoder om det.
En part i forholdet, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til separation. Men hvis parterne genoptager samlivet, bortfalder separationen. Hvis et par således forsøger at genoptage forholdet i løbet af separationen, men fejler, må de starte forfra med en ny anmodning om separation.
Retsvirkninger af separation og skilsmisse.
Allerede ved bevilling af separation ophæves de fleste af de juridiske virkninger af ægteskabet hhv. det registrerede partnerskab. F.eks. arver man ikke længere automatisk hinanden, og retten til livsforsikring bortfalder normalt også.
Statsforvaltningen varetager vilkårsforhandling i forbindelse med separation og skilsmisse. Hvis parterne ikke kan blive enige, bliver sagen afgjort ved en domstol.
Prævention.
a>et er en almindelig form for prævention.
Prævention (af latin "praevenire" – at komme foran) betyder forebyggelse. I Danmark bruges begrebet først og fremmest indenfor medicin og juraen. I medicinsk betydning er det beskyttelse mod uønsket graviditet, men i de senere år har denne definition i stigende grad blevet udvidet til også (eller udelukkende) at fokusere på forebyggelse af kønssygdomme. I den sidste betydning vil begrebet sikker sex være synonymt med "prævention".
Udtrykket familieplanlægning anvendes som regel med samme betydning som prævention.
Ofte består prævention i en fysisk eller kemisk hindring af at sædcellen når frem til ægget og befrugter det.
Svangerskabsafbrydende midler.
Selvom disse ikke strengt taget er prævention, da de benyttes under eller efter befrugtning, så listes de alligevel her.
Kondom.
Et kondom er et hylster, som rulles på penis inden samleje således at sæden ikke kommer videre.
Kondomer benyttes både som prævention og til at hindre spredning af seksuelt overførte sygdomme.
Et kondom kaldes også et præservativ. Desuden findes der en lang række slangord for
Kondomer adskiller sig fra øvrige præventionsformer ved at de både beskytter mod uønsket graviditet og seksuelt overførte sygdomme.
Historie.
De første kondomer blev fremstillet af vævet stof, men var ikke særlig effektive. De første
virkningsfulde kondomer blev fremstillet af fåretarme eller af andre dyrs membraner, og kan også fås i nutiden. De regnes for mere følsomme, da de bedre kan overføre kropsvarmen, men er dog ikke lige så effektive som de syntetisk fremstillede kondomer mod uønskede svangerskaber og mod sygdomme som f.eks AIDS.
De første kondomer i nyere tid blev opfundet i midten af det 16. århundrede, men de var ikke særlig behagelige, og derfor brugte næsten ingen dem. Med tiden blev kvaliteten af kondomer bedre. Kondomer blev først lovlige i Danmark i 1880'erne; før dette var det ulovligt, og kunne medføre bøde for både at bruge og sælge dem.
Hvordan man bruger et kondom
Seksuel orientering.
Seksuel orientering betegner en persons seksuelle personlighed, herunder retningen eller målet for personens seksuelle eller romantiske længsel, følelser, fantasier og handlinger. Begrebet bruges især til at skelne mellem homoseksuelle, biseksuelle og heteroseksuelle personer, men den juridiske definition dækker enhver seksuel retning inklusive f.eks. transvestisme, fetichisme og sadomasochisme. Det danske begreb seksuel orientering er derfor mere bredt end det engelske sexual orientation, der ikke nødvendigvis omfatter andet end hvilket køn en person er tiltrukket af. Betegnelserne seksuel præference og seksuel tilbøjelighed har samme betydning.
Typisk opfattes seksuel orientering som et spektrum gående fra tiltrækning udelukkende mod eget biologisk køn (homoseksualitet) til tiltrækning udelukkende mod det andet biologiske køn (heteroseksualitet), med de seksuelle orienteringer derimellem betegnet som biseksualitet. Denne fremstilling kendes fra Kinsey-skalaen for seksuel historie.
Herudover bruges betegnelsen aseksuel om personer der ikke oplever seksuel tiltrækning til andre mennesker, mens ambiseksuel sommetider anvendes som synonym for biseksuel, androseksuel om en en person, der oplever tiltrækning rettet mod mænd, gynoseksuel om en en person, der oplever tiltrækning rettet mod kvinder samt panseksualitet tiltrækning af alle køn, herunder transseksuelle.
Der er en lang række åbne spørgsmål vedrørende seksuel orientering. Nogen mener at seksuel orientering er genetisk bestemt, andre at den fastlægges i de første to-tre leveår, og atter andre at der er tale om et valg. Nogen mener at seksuel orientering er statisk, andre at den kan forandres eller forandrer sig over tid. Denne debat kompliceres af, at seksuel orientering har mange facetter, herunder indre oplevelse af tiltrækning, seksuelle fantasier, seksuel adfærd, romantisk tiltrækning, osv. Klein grid er et forsøg på at indfange kompleksiteten af seksuel orientering.
Hertil kommer, at køn ikke er en entydig størelse. En persons biologiske køn og sociale køn er således ikke altid det samme. En transvestit eller transgender person kan have ét biologisk køn, men opleve sig selv som tilhørende et andet køn, eller fremstille sig sådan i social kontekst. Den seksuel orientering for f.eks. transgender personer lader sig derfor kun vanskelligt beskrive i de traditionelle kategorier.
Klassificering af personer i kategorier af seksuel orientering er kontroversielt. Nogen foretrækker klassificering ud fra "indre orientering", mens andre foretrækker seksuel eller romantisk adfærd, og andre igen foretrækker selv-identifikation.
Juridisk.
Begrebet seksuel orientering blev almindeligt i dansk sprogbrug i 1987 da den lovmæssige beskyttelse mod diskrimination pga. race m.m. blev udvidet til også at omfatte seksuel orientering. Lovændringen var bl.a. foranlediget af at AIDS-epidemien havde ført til øget diskrimination af homoseksuelle og at Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske havde påpeget behovet for beskyttelse af homoseksuelle mod diskrimination. Dermed fulgte Danmark en række anbefalinger fra Europaparlamentet, Europarådet og Nordisk Råd. Under det forudgående kommisionsarbejde fandt man det naturligt at udvide beskyttelsen til at omfatte alle seksuelle minoriteter i modsætning til den norske lovgivning der kun beskytter homoseksuelle. I bemærkningerne til lovforslaget nævnes eksempelvis transvestisme.
Den juridiske definition på seksuel orientering omfatter både seksuel adfærd og indstilling. Med andre ord omfatter den lovmæssige beskyttelse både seksuelle følelser (uanset om disse kommer til udtryk i handlinger) og seksuelle handlinger (uanset om disse er i overensstemmelse med de indre følelser eller tilbøjeligheder).
Det er understreget i bemærkningerne at loven mod diskrimination ikke ændrer grænserne for hvad der er lovlig seksuel adfærd. Det er således tilladt at diskriminere imod en ulovlig seksuel handling, men det er ikke lovligt at diskriminere personer med en bestemt seksuel følelse. Denne skelnen mellem følelse og adfærd blev udtrykt klart under Folketingets forhandlinger hvor bl.a. Jørgen Lenger præciserede at det f.eks. vil være ulovligt for en restaurant at afvise en pædofil person hvis denne kommer for at spise, men det er tilladt for en børnehave at afvise at ansætte en pædofil hvis denne tidligere har begået en seksualforbrydelse under sit arbejde i en tilsvarende institution.
Beskyttelsen mod diskrimination inkluderer også transvestitters og transseksuelles påklædning. Det er således tilladt for en restaurant at afvise en mand der ikke er tilstrækkeligt pænt påklædt, men det er ikke tilladt at afvise en mand der er transvestit, hvis han er klædt på en måde der er passende for kvinder. I den såkaldte "Kjole-Ole sag" i 2007 fik en radioforhandler således en bøde på 3000 kr. for at nægte at betjene en transvestit. Derimod vil det formentlig være tilladt at afvise en ekshibitionist i en minimal påklædning eller en fetichist klædt i lak og læder. Man kan muligvis argumentere at fetichisten eller ekshibitionisten gennem sin påklædning eller afklædning inddrager tilskueren i en en seksuel handling, hvorimod en transvestit eller transseksuel blot klæder sig i overensstemmelse med sin kønsidentitet.
Det er uklart om antallet af partnere (f.eks. monogami el. polygami) er aspekter af seksuel orientering.
Sapfo.
Sapfo eller Sappho (født ca. 630-612 f.Kr., død ca. 570 f.Kr.) er oldtidens mest kendte kvindelige digter og en af de ni kanoniske græske lyrikere. Hun levede på øen Lesbos og digtede på den æoliske dialekt. En del af hendes digte handler om kærlighed til unge piger, og Sappho har derfor lagt navn til den lesbiske kærlighed.
Liv.
Senere kilder fortæller adskillige detaljer om Sapphos liv, men det er uvist, hvor meget der er ægte, og hvor meget der beror på videredigtninger af oplysninger fundet i hendes digte.
Hun skal tilhøre en gammel mytilensk adelsfamilie, men måtte flygte til Sicilien af politiske grunde. Ca. 591 f.Kr. vendte hun tilbage til Lesbos og dannede en skole for unge piger, som hun underviste i musik og dans.
Det byzantinske leksikon Suda oplyser, at Sappho var gift med en handelsmand ved navn Kerkylas, med hvem hun fik datteren Kleis. Suda fortæller også, at hun havde tre veninder Atthis, Telesippa og Megara, "som hun blev beskyldt for at nære en skændig kærlighed til".
En anden tradition fortæller, at hun var ulykkelig forelsket i færgemanden Phaon og til sidst tog livet af sig selv ved at kaste sig ud fra en klippe. Ovid har skrevet et digt, der skal forestille at være et kærlighedsbrev fra Sappho til Phaon.
I hendes egne digte er hendes navn skrevet Psapphō (Ψάπφω)
Digtning.
Papyrus med et nyopdaget Sappho-digt (Altes Museum, Berlin)
I oldtiden kendte man ni bøger (dvs. bogruller) med digte af Sappho. Det meste er imidlertid gået tabt og kendes kun som fragmenter i egyptiske papyri eller citater hos senere forfattere. Det drejer sig om hymner, bryllupsdigte og kærlighedsdigte.
Sappho er oldtidens vigtigste kvindelige forfatter, og hun var berømt for sin klare og udtryksfulde sprog. I et epigram tilskrevet Platon bliver hun ligefrem kaldt for den tiende muse. Den romerske digter Catul gav sin elskerinde pseudonymet Lesbia med henvisning til Sappho og forfattede en gendigtning af ét af Sapphos digte. Horats tog ligeledes Sappho som et af sine forbilleder.
Det sapphiske vers er opkaldt efter Sappho, fordi hun havde en forkærlighed for denne verseform.
Pige.
En pige er betegnelsen for ethvert menneske af hunkøn fra fødslen gennem barndommen og ungdommen frem til personen bliver voksen. Ordet kan også betyde en "ung kvinde".
I visse dialekter bruges andre ord for pige, eksempelvis i bornholmsk, hvor det hedder "en pibel" og "flera pibla". Udtrykket "en peia" anvendes oftere om en ansat tjenestepige, eller for bevidst at gøre det lettere for udefra kommende at forstå hvad man siger.
Demografi.
I 2004 var der over en milliard piger i verden. Siden 1700-tallet har man vurderet kønsopdelingen til at være omkring 1.050 drenge for hver 1.000 piger der fødes og kønsselektion fra forældrenes side har yderligere reduceret antallet af piger, der bliver født. Selvom de Forenede Nationers Internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR) har bekendtgjort at "grunduddannelse skal være obligatorisk og frit tilgængeligt for alle", er der en lidt mindre sandsynlighed for at piger får en ordentlig skolegang (70%:74%). Der har været verdensomspændende forsøg på at lukke dette hul (såsom gennem 2015 Målene), og det vurderes, at være lukket siden 1990.
Køn og miljø.
En pige leger med papirdukker - noget som man også traditionelt ser som en aktivitet for piger.
Biologisk køn påvirkes af miljøet på måder som man endnu ikke forstår fuldt ud. Identiske tvillingepiger adskilt ved fødslen og genforenet flere årtier senere har vist både overraskende ligheder og forskelligheder. I 2005 bemærkede Kim Wallen fra Emory University "Jeg tror at spørgsmålet om 'natur kontra opfostring' ikke er meningsfuldt, fordi det behandler dem som individuelle faktorer, hvorimod alting i virkeligheden er natur og opfostring." Wallen sagde at kønsforskellene fremkommer meget tidligt og kommer gennem en underliggende forkærlighed som drenge og piger har for deres valgte aktiviteter. Piger foretrækker ofte legetøj og andre objekter som de kan interagere med, mens drenge sandsynligvis vil foretrække "ting som de kan manipulere og gøre noget ved." Ifølge Wallen vil forventningerne ikke desto mindre spille en rolle i hvordan piger klarer sig akademisk. For eksempel, hvis piger som er gode til matematik får at vide at en test er "kønsneutral" vil de klare testen godt, men hvis de på forhånd får at vide at drenge tidligere har klaret testen bedre end piger, vil pigerne ikke klare sig lige så godt. Forfatter Judith Harris har udtalt at bortset fra deres genetiske bidrag, har den opfostring som forældre foretager sandsynligvis mindre indflydelse på deres børn på lang sigt end andre miljømæssige aspekter, såsom børnenes jævnaldrende.
I England har studier foretaget af National Literacy Trust vist at piger generelt klarer sig indlæringsmæssigt bedre end drenge i alderen 5 til 14 år, hvor de tydeligste forskelle er indenfor det at kunne læse og skrive. Herudover har piger en tendens til at klare sig bedre end drenge på GCSE-niveau i England. Historisk set har piger manglet standardiserede tests. I 1996 var gennemsnitsresultatet på 503 for amerikanske piger af alle racer på den verbale SAT-test 4 point mindre end drengenes resultat. Indenfor matematikken var pigernes gennemsnit 492, hvilket var 35 point mindre end drengenes. I 2006 førte pigerne over drengene på den verbale del af SAT-testen med 11 points. Et studie fra University of Chicago i 2005 viste at hvis der er flertal af piger i klasseværelset forbedrer det drengenes akademiske fremførelse.
Bøhmen.
Bøhmen (tysk: "Böhmen", tjekkisk: "Čechy", latin: "Bohemia") er en historisk region i Centraleuropa, der oprindeligt var et eget kongerige underlagt det tysk-romerske rige. Da det kom under habsburgerne, blev det en del af deres rige, som for nemheds skyld kaldtes Østrig. I dag udgør det sammen med det noget mindre Mähren ("Moravia", "Morava") staten Tjekkiet ("Česká republika (Česko)"). Hovedstaden er Prag ("Praha"). Bøhmen grænser i nord til Schlesien, der i dag er en del af Polen, i øst mod Mähren, i syd mod Østrig og i vest og nordvest mod Tyskland.
Historie.
Romerske forfattere er de første, der nævner området som hjemland for boierne, en keltisk stamme, der gennem det latinske "Boiohaemum" ("boierne") har givet regionen dens navn. I det første århundrede før Kristus var området beboet af germanske stammer, der senere emigrerede vestover og i det 6. århundrede e.Kr. blev erstattet af de slaviske forløbere for nutidens tjekkere.
Efter at have befriet sig selv fra avarerne i det 7. århundrede, kom Bøhmen under Premyslide-dynastiets herredømme, der varede indtil 1306, da Wenzel III. blev myrdet i Olomouc. Med omvendelsen til kristendommen i det 9. århundrede blev nære forbindelser knyttet til det østfrankiske kongedømme, da tilhørende det karolingiske kejserdømme, senere kendt som det tysk-romerske rige, som Bøhmen blev en del af fra det 10. århundrede.
Titlen "konge af Bøhmen" blev allerede tildelt de premyslidiske hertuger Vratislav II (1085) og Vladislav II (1158) og blev arvelig i 1198 under Ottokar I, hvis sønnesøn Ottokar 2. grundlagde et kortvarigt imperium, der også omfattede nutidens Østrig. I midten af det 13. århundrede begyndte en stærk tysk immigration til områderne, der delvis erstattede tabene som følge af den mongolske invasion i 1241. I 1347 blev Karl IV Bøhmens konge; han grundlagde 1348 i Prag det første universitet i Centraleuropa. Bøhmen blev frem til det tyvende århundrede stærkt præget af tysk kultur, og det officielle sprog var tysk fra begyndelsen af 1600-tallet. De tyskkulturelle indbyggere udgjorde i høj grad eliten som byborgere, adel og godsejere, mens almindelige bønder i højere grad var udgjort af de slavisktalende tjekkere.
Bøhmen forblev et eget kongedømme underlagt den tysk-romerske kejser frem til 1627 og blev derefter en østrigsk provins. Efter første verdenskrig blev det en del af det nyoprettede Tjekkoslovakiet. Den sidste konge af Bøhmen var Karl III (Habsburger). Bøhmen udgjorde sammen med Mähren det tyske rigsprotektorat Bøhmen-Mähren 1939-1945 og blev derefter igen en del af Tjekkoslovakiet. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev det i 1993 en del af den nye stat Tjekkiet.
Kultur.
Det bøhmiske køkken og den bøhmiske blasmusik er berømt.
Kendte personer fra Bøhmen.
Dronning Dagmar
Flitsbue.
Ordet flitsbue stammer fra neder-tysk, "flitzboge", fra ca. 1500-tallet til 1700-tallet og "flitz" betyder pil(e), altså en pilebue. Egentlig stammer ordet "flitz" fra gammelt fransk og betyder "at flyve".
Ordet er dannet som en modsætning til en låsebue (armbrøst) som skyder med bolte, og som modsætning til langbuen som er kraftigere, men mindre præcis.
Man kan selv lave en legeflitsbue af et stykke træ; det skal være frisk og fra et kraftigt træ som fx eg eller elm. Pilene kan man lave fra et piletræ. Gør aldrig pilene spidse, og sigt aldrig på nogen, da den kan gøre skade hvis man rammer dem.
Købstæder i Danmark.
En købstad er en bebyggelse med særlige privilegier, typisk opnået ved kongelig indvirken. Disse privilegier indbefattede ofte
Derudover kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.
Siden kommunalreformen i 1970 har de danske købstæder ingen særlig status.
Stadsretternes oprindelse og tildeling.
Købstadsrettigheder blev i middelalderen tildelt af "byherren", det vil sige den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen, men også en hertug (således greven af Holsten, hertuger af Sønderjylland, Nørrejylland og Halland), en ærkebiskop (således for de bornholmske købstæders vedkommende), en biskop (således biskoppen af Roskilde, der var byherre for København), eller abbedissen og konfessoren af et kloster (således Maribo). Tildelte rettigheder gjaldt kun så længe, den pågældende havde overherredømmet og/eller var i live: således havde den svenske konge herredømmet over Skåne i midten af 1300-tallet og udstedte 1353 en stadsret for Malmø, men da Valdemar Atterdag havde genvundet Skåne, fik Malmø en ny stadsret. Hver gang, en konge døde, måtte stadsretten fornyes, og skete det ikke, havde stedet mistet sin særstilling.
Det var imidlertid ikke muligt for en hertug at påtvinge en købstad en bestemt stadsret, hvis stedets indbyggere ikke var enige heri.
Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode.
Selve udstedelsen af stadsrettighed skete skriftligt. Ofte var det en kendt og anset stadsrettighed, som byherren gav lov til at måtte bruges af ansøgeren. Sådanne "udlån" af stadsretter skete blandt andet med stadsretterne for København, Lund, Malmø, Odense, Ribe, Roskilde, Slesvig, Viborg, Aalborg og Århus; Tønder fik lov til at anvende Lybæks stadsret. Hvis en byherre fandt, at der var bestemmelser i en stadsret, som ikke passede, var der mulighed for at tage forbeholdt for disse bestemmelsers ibrugtagen. På lignende måde kunne en ufyldestgørende stadsret suppleres med bestemmelser hentet fra andre stadsretter.
Købstædernes fordeling og beliggenhed.
I løbet af middelalderen oprettedes et net af købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk dækkede stort set hele kongeriget og Sønderjylland bortset fra Jyllands, Skånes, Hallands og Blekinges indre (kystfjerne) egne. Mange steder, blandt andet på Lolland og Falster, var netværket så tæt, at købstæderne dårligt kunne opnå et opland af betydning. En del af denne tæthed skal ses i lyset af nærheden til Hansastæderne langs Østersøens sydkyst, men også de vigtige vandveje gennem Øresund og i Vadehavet medvirkede til købstæders opkomst i disse områder; en del købstæder opstod i tilknytning til "sikringen af overfart mellem landsdelene". De fleste købstæder lå tillige i tilknytning til datidens "hovedvejsnet", hærstræderne eller hærvejene, og den del af dette vejnet, der løb igennem købstaden, fik ofte navnet "Algade" (fx Holbæk).
Følgen af de tætte købstadsnetværk var, at en del købstæder med tiden atter mistede deres rettigheder, mens omvendt mere levedygtige steder med tiden fik tillagt sig købstadsrettigheder. Fra tid til anden gjorde kongemagten forsøg på ved mere eller mindre udtalt tvang at ændre købstadsbeliggelsesfordelingen, men ofte kun med ringe held.
Købstædernes byplaner.
Nyboder - en planlagt bydel
Det er sandsynligt, at de fleste "middelalderlige købstæder" er mere eller mindre planlagte med regulerede gadenet og torveplads og med en opdeling af bygrunde med faste eller regulerede mål. I takt med byens vækst blev baggader anlagt parallelt med hovedgaden og med nye bygrunde udstukket, blandt andet langs bagsiden af de oprindelige grunde. Den derved opståede byplan fik betydning for købstadens sociale geografi (standsinddelingen) helt frem til den industrielle tid, hvor der atter skete en forandring. I hele denne tid boede købstadens overklasse (købmandsfamilier med videre) langs hovedgaden, håndværkere i de næstmest tiltrækkende områder, mens byens dårligst stillede blev henvist til yderområder. Man skelner mellem to slags middelalderkøbstæder: strandkøbing og akselkøbing. Akselkøbingen fik sit navn af, at den lå inde i landet, hvorfor varerne fra oplandet blev bragt til torvet med vogne, på hjul og aksel. Mens torvet i nogle købstæder fra starten var planlagt som sådant (Assens, Fåborg og Nakskov er eksempler herpå), klarede man sig andre steder med udvidelser af byens hovedgade, Algaden (således i Holbæk).
Senere købstadsanlæg skete ligeledes efter regulære byplaner. Dette gælder ikke mindst de købstæder, der blev anlagte som led i rigets forsvar, således Christianspris, Fredericia, Kristianstad, Kristianopel, Hørsholm, Frederiksværk og andre, ligesom man i gamle byer forsøgte at indpasse nye byplaner i de gamle strukturer (fx Nyboder i København). Kendetegnende for renæssancens og enevældens anlagte købstæder er således byplaner med symmetrier og geometriske former, gadeplaner med radiale eller rektangulære former, ligesom fæstningsanlægget blev anlagt med en rundkredsagtig form, polygonale fæstningslinier med fremspringende, flerkantede bastioner og voldgrave foran.
Jernalder og vikingetid (indtil 1050).
Wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wiker fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel, Gudme på Fyn, Tissø, Boeslunde og Lejre på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Slöinge og Uppåkra i Skåne. I omgivende lande kendes Helgø og Birka i Mäleren, Kaupang ved Oslofjorden med flere. Kendetegnende er, at de fleste af disse steder opgives henimod vikingetidens ophør. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlingskraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Wikerne lader sig i historisk tid bedst sammenligne med udskibningssteder, ladesteder og skipperbyer, hvis trivselsgrundlag var lige så stærkt eller skrøbeligt.
Middelalderen (1050-1536).
De ældste bebyggelser, som siden fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Kendetegnende er, at de fleste købstæder anlagdes ved åer eller mindre vandløb, ofte på "steder hvor disse krydsedes af vejforbindelser og hvor der var overfart eller vadested". Medvirkende ved denne beliggenhed synes dels at være muligheden for at sejle til og fra staden med den ikke særligt dybtgående skibstype, der var i brug indtil omkring år 1200. Desuden synes vandløbene at have haft betydning ved vandforsyning til husholdninger og vandkrævende virksomhed, blandt andet ferskvandsfiskeri og driften af "vandmøller". Vandmølledrift i købstæder kendes blandt andet fra Ribe, Vejle og Roskilde. Nogle udviklede sig i kraft af en "domkirke" eller et "kloster", andre som "torvekøbinger", der skyldte handelen deres opkomst, og atter andre var "borgbyer", der voksede op i ly af et af 1100-tallets nye borganlæg. Flere af de tidlige købstæder var tillige tidlige "udmøntningssteder", således Hedeby/Slesvig by, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Kun undtagelsesvis fandt udmøntning sted uden for købstæderne. Fra 1200-tallet blev det reglen, at et "marked" ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse.
Omkring 1070 omtaler Adam af Bremen en række "civitas", det vil sige biskopsæder eller domkirkebyer: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund. Roskilde omtaltes som kongesæde. Desuden nævnes Aalborg og byer ved de østjyske fjorde uden nærmere angivelse. Ringsted og Slagelse omtales allerede inden år 1100 som købstæder. 1140 gav Erik Lam Næstved torveprivilegier.
Prospekt af Flensborg fra 1500-tallet. Fra Georg Braun og Franz Hogenbergs "Civitates Orbis Terrarum".
Den magtpolitiske forskydning i Østersøområdet under Valdemarerne frem til 1225, hvor den danske rolle i samhandelen brydes, fik stor betydning for opvæksten af en række danske købstæder, således Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg, Assens, Fåborg, Svendborg, Rudkøbing, Nakskov, Sakskøbing, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg og Køge.
Den krise, som ramte landet med Den sorte død i 1348 bevirkede, at nogle af de gamle købstæder mistede deres købstadsrettigheder, således Skibby og Søborg på Sjælland, Borre på Møn og Herrested på Fyn.
Erik af Pommern gjorde som konge ihærdige forsøg på at styrke købstæderne: "Købstadsforordningen af 1422" indskærpede købstædernes monopol på handel og håndværk. Dette var især vendt mod hansekøbmændene, der mange gange købte deres varer direkte fra danske godsejere, bønder og fiskere. Med den nye forordning sikrede man, at der kom en dansk købmand som mellemhandler. Forordningen gav også hvert håndværkerlav eneret på udførelse af arbejde indenfor deres fagområde.
Købstæderne fik også udvidet selvstyre. Det daglige ansvar med kontrol af håndværk og handel samt udligning af skatter skulle varetages af 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, der blev valgt blandt byens større handelsfolk. Byrådsarbejdet var ikke lønnet, men efterhånden gav stillingen en række privilegier bl.a. fratagelse af byskat, og ofte fik de en særskilt del af byens fællesjord til græsning af deres kreaturer. Ligeledes kunne afgørelser fra bytinget i en række større byer ankes til byrådet, der også mange gange havde domsmyndigheden i handels- og arveretssager.
Endelig oprettede Erik af Pommern et antal nye købstæder: Kerteminde, Skagen, Landskrona, Maribo og Korsør.
Ved reformationen 1536 fandtes i hele Danmark (medregnet Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge) 85 købstæder. Med et betjeningsopland på 2 mil (det vil sige i en afstand af op til 15 km fra staden) var hele landet vel betjent, bortset fra det indre Jylland, Himmerland, Vendsyssel og de indre dele af Skåne, Halland og Blekinge; til gengæld var de danske øer og dele af især den skånske kyst ofte inden for betjeningsafstand af mere en een købstad, hvilket - alt andet lige - bidrog til at vanskeliggøre disses vækst og velstand.
Renæssancen (1536-1660).
Det Danmark, der i 1536 fremstod af borgerkrigens og grevefejdens kaos, var i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian 3. og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel. Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere - kronen og hovedgårdene - tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant. Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian 2.s landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet. Også købstæderne nød i nogen grad fordele af denne udvikling: blandt dem, der deltog i denne studehandel, var købmanden Jens Bang i Aalborg.
Tiden fra omkring 1550 og frem til omkring 1800 var præget af "merkantilismen", en tankegang gående ud på at sikre sig en gunstig handelsbalance, hvor værdien af udførslen oversteg værdien af indførslen og derved sikrede landet et overskud i penge, desuden at virke for oprettelsen af nye industrier og at fremme handelen ved monopoler, toldbeskyttelse og støtte til virksomheder og handelskompagnier, herunder ved at oprette virksomheder drevet for statens regning. Bag hele denne virksomhed stod målet: at styrke riget og statsmagten.
Det andet hensyn, der spillede en stor rolle i Kronens købstadspolitik, var "forsvarsmæssige forhold". Flere fæstninger blev udtænkt, nogle bygget og - for at tilgodese rigets udvikling - tillige ofte forsynet med købstadsprivilegier til næringslivets fremme.
Flere af disse var fæstningsbyer og anlagt først og fremmest af militærstrategiske årsager. Foruden de nævnte havde kronen flere andre projekter, således en omflytning af Bredsted i Sønderjylland omkring 1615. Derudover anlagdes nye købstæder i Norge og i Holsten.
Sideløbende forsøgte Christian 4. med ulige tiltag for at fremme købstædernes udvikling: tiltag efter tiltag blev sat i gang, fx nye kompagnier omkring 1620: 1619 Islandske Kompagni, 1620 Klædekompagniet, 1621 Østersøkompagniet og Guineakompagniet. Alle modtog de omfattende støtte fra statens side uden, at det hjalp stort.
Ligeledes stod han for opførelsen af adskillige nye bygninger i København: Børsen, Tøjhuset, Provianthuset, Trinitatis Kirke, Rundetårn, Regensen, Holmens Kirke, Rosenborg - samt bydelen Nyboder. Hvortil kommer købstaden Christianshavn på Amager, der trods sin formelt selvstændige stilling indgik som et led i det samlede, københavnske fæstningsværk.
Christian 4.s mange tiltag fik dog kun begrænset betydning for købstadsudviklingen. Ulige tilbageslag i form af "krige, økonomiske kriser, brande, oversvømmelser og sygdomsepidemier" bevirkede, at der alt i alt var tale om stagnerende samfund. Kort før sin død udfærdigede kongen 1647-48 et forhandlingsoplæg til rigsrådet, hvori det blandt andet siges, at "det vil holdes i agt, at man erlanger en vis stabel i København til de fremmede, som dér kan være fri i deres huse og logementer til at ekscersere deres religion, aldenstund kommercium intet slår til ved vore egne at drive til disse rigers forbedring".
"Krige, kriser og epidemier (1625-1660)".
Randers - købstadsbygning fra 1600-tallet
Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645) og sidst - og værst - Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang.
Allerede 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under "Karl Gustav-krigene" ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, blandt andet til Ribe der nærmest omdannedes til en kæmpemæssig flygtningelejr. "Ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret". Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Aabenraa. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen.
Baggrunden for disse var den ændrede tilstand efter Torstenson-krigen. Ved freden i 1645 havde Danmark-Norge måttet afstå Halland for en 15-årig periode. Dermed var den faste landforbindelse mellem Skåne i syd og Norge i nord blevet afbrudt. Hvor sejladsen mellem de to kongeriger tidligere havde kunnet ske langs den hallandske kyst, var danske skibe nu henvist til at sejle langs den jyske østkyst indtil Fladstrand og derfra den korteste rute over Kattegat til Marstrand, hvorfra sejladsen videre nordover atter kunne ske langs en kyst på den danske konges hænder. Hals blev oprettet dels for - sammen med Marstrand - at kunne kontrollere (så vidt muligt) farvandet på dette strategisk vigtige sted (og dermed tillige sikre, at Sverige - trods besættelsen af Halland - alligevel ikke havde fri adgang til verdenshavet mod vest), dels at beskytte indsejlingen til Limfjorden, lige som stedet var velbeliggende for et toldsted for hele Limfjordsområdet. Fredericia lå på det vigtige sted Bersodde, hvor muligheden for at beskytte overfarten mellem Fyn og Jylland fra et eventuelt svensk angreb over Kattegat var bedst. Begge steder fik tillige tildelt købstadsrettigheder.
Enevælden indtil landboreformerne (1660-1780).
Krudttårnet - en del af Fladstrand Fæstning bygget i 1686-1690.
Frederikssund udviklede sig som en slags ladeplads for købstaden Slangerup men satte med tiden denne i skyggen.
Dertil kom fæstningsanlægget i Fladstrand. Dettes oprettelse synes til dels at være sket i lyset af freden i København 1660, hvor Danmark måtte afstå ikke blot Skånelandene men tillige Bohuslen med Marstrand. Derved forøgedes behovet for et udskibningssted så nordligt i Jylland som muligt, og havnen ved Fladstrand var efter forholdene en af de bedste muligheder, der fandtes. Stedet kunne således tjene såvel handelsmæssige som forsvarsmæssige hensyn, men af disse synes sidstnævnte i begyndelsen at have vejet tungest.
Atter igen efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: 1662 Islandsk Kompagni, 1670 Ostindisk Kompagni, 1671 Vestindisk Kompagni, 1672 Guinesisk Selskab. Desuden førsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671, 1681, 1682, 1688, 1698 og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder. eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives. Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes 1685 erfaringen: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt" Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke.
Antallet af "købstæder" var lille, og de fleste af disse forblev meget små gennem hele 1700-tallet; Endnu i 1801 havde de fleste danske købstæder og flækker kun nogle få hundrede indbyggere. Kendetegnende var det, at de største købstæder lå i Sønderjylland og Holsten.
"Kilder: Degn (1987) tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Købstæder med mere oprettede mellem 1600 og 1801 er vist med kursiv."
Kendetegnende for disse er, at de fortrinsvis havde økonomiske hensyn bag sig. Til gengæld havde man i det lange tidsrum fra den unge enevælde til afslutningen af Store Nordiske Krig ladet flere steder drive handel, håndværk og skibsfart uden særrettigheder hertil: Allinge-Sandvig, Fladstrand, Løgstør, Nørresundby, Hillerød og Nibe. Kun de to sidstnævnte var med (og da blandt de første), da man atter gav sig i kast med at udnævne nye købstæder.
Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej.
Tiden fra 1800 til 1970.
1818 fik Fladstrand langt om længe købstadsrettigheder og ophævet til købstad under navnet Frederikshavn. Derefter blev egentlige købstadsrettigheder først tildelt igen ved århundredeskiftet: Esbjerg fik købstadsrettigheder i 1899, Løgstør, Silkeborg og Nørre Sundby i 1900, Frederiksværk i 1907, Herning i 1913, Struer i 1917 og endelig Vester Brønderslev i 1921. Fælles for disse byer var, at de havde udviklet sig til oplandsbetjenende industri- og handelsbyer ved egen fremdrift; tildelingen af købstadsstatus var snarere en følge af amtskommunale skatteforhold end udtryk for et behov for at fremme bydannelse i de pågældende egne
Den udvikling, som det danske samfund gennemgik i første halvdel af 1800-tallet, førte kun til mindre ændringer i de befolkningsmæssige - og dermed bebyggelsesmæssige - forhold. Sideløbende med kornhandelstiden oplevede landet en vis afvandring til købstæderne, og omkring midten af århundredet var opstået de første tilløb til forstadsbebyggelser uden for købstædernes administrative område - et forvarsel om den gennemgribende forandring, som da endnu blot var i sin vorden.
Det var først fra omkring midten af 1800-tallet, at det førindustrielle samfund oplevede et begyndende opbrud. Det er skæbnens ironi, at købstædernes virkelige blomstring først indtraf i takt med afviklingen af deres særrettigheder.
Fra midten af 1800-tallet blev købstadsrettighederne udhulet ved nye love. Eneretten til handel blev således indskrænket ved næringsfrihedsloven fra 1857, der trådte i kraft ved nytår 1862. Allerede høkerloven i 1856 havde svækket købstædernes særstilling væsentligt. Indtil 1920 bevarede de dog fortsat eneretten på håndværk og handel i en vis afstand, men denne ret blev undergravet ved muligheder for undtagelser efter samtykke.
Købstæder hørte normalt ikke under amtskommunen. Dette betød blandt andet at byen ikke deltog i amtsrådsvalg. Købstaden havde selv ansvaret for de opgaver som på landet hørte under amtsrådet. De bornholmske købstæder hørte dog under amtskommunen indtil 1959.
I 1958 fik Skjern som den sidste by købstadsrettigheder.
Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelsen købstad er nu kun en historisk titel.
Stationsbyer i Danmark.
En stationsby er en by med en jernbanestation, og benævnelsen bruges som betegnelse på byer, hvis opståen og udvikling overvejende er sket under indflydelse fra jernbaneforbindelsen.
Nogle stationsbyer, såsom Brønderslev, Herning og Skjern opnåede at blive købstæder, andres udvikling gik i stå ved nedlæggelse af jernbanen, mens en del selv derefter bevarede deres rolle som lokale handelssteder for en omegn - somme tider til erstatning for stagnerende købstæder - eksempelvis Hadsund og Aars.
Ofte har stationsbyen navn efter en ældre landsby. Nogle landsbyer blev integreret i den nye stationsbybebyggelse, andre lå for langt væk til dette og fortsatte den sideløbende eksistens, så man i dag har to byer med samme navn. Eksempler på dette er Taastrup, Jyderup, Tommerup og Fårup.
Beliggenhed.
Stationsbyernes beliggenhed blev bestemt af jernbanen, der var datidens nye og yderst konkurrencedygtige samfærdselsmiddel. Landstationer åbnede landets indre op og spredte samhandelen til de egne, der hidtil havde ligget langt fra købstæder og fra kysternes ladepladser og udskibningssteder. På grund af jernbanestationernes stærke tiltrækningsevne blev langt de fleste af de nye handlende og industrier mellem 1870 og 1960 lagt i tilknytning til en station, og "stationsby" blev derfor det naturlige navn på de bebyggelser, der her voksede frem.
Indre opbygning.
Et fælles træk ved mange stationsbyer er et forholdsvist reguleret vejnet. Stationsbyerne har dog uens træk, hvilket skyldes de ulige vilkår, de er udviklet under. I mange tilfælde udvikledes stationsbyen langs en vej, der mere eller mindre vinkelret krydsede jernbanen (eksempelvis Vejen, Tølløse, Ullerslev, Nørre Alslev, Ringe, Sandved, Holeby). I andre tilfælde udvikledes en hovedgade parallelt med jernbanen (Kværndrup, Skjern, Aalestrup). Nogle større stationsbyer udviklede tydelige hovedgadestrøg (Brande, Haslev). For andre stationsbyer er dette træk mindre udtalt. Kendetegnende for de fleste stationsbyer er, at posthuset ofte lå lige ved stationen. Tæt herved lå som regel tillige købmand og hotel. Industri lå almindeligvis på den modsatte side af jernbanen eller den krydsende vej i forhold til boligerne og med sidespor til jernbanen (Holeby, Vejen). Ofte udvikledes boligområder ved samlede udstykninger, enten langs en enkelt vej eller i form af samlede boligkvarterer. Men som helhed lader der sig ikke tegne noget ensartet billede af stationsbyernes indre opbygning, også fordi de landskabelige og ejermæssige forhold ofte spillede en stor rolle for den måde, stationsbyernes arealer blev anvendt på.
Stationsbyernes opdeling efter egenart.
Søllested stationsby på Lolland. Hovedgaden med udsigt mod jernbaneoverskæringen
Der er gjort ulige tiltag for at opdele stationsbyer efter deres størrelse (det vil sige indbyggertal) og efter deres udbud af arbejdspladser (eller sagt med andre ord: efter indbyggernes sysselsætning) og tjenesteydelser.
Ved en opgørelse efter indbyggernes erhverv vil langt de fleste stationsbyer i første halvdel af 1900-tallet kunne betegnes som industribyer. Dette skyldes enten, at et flertal af indbyggerne var beskæftiget ved håndværk og industri, eller at disse erhverv beskæftigede forholdsvis flere end handel og tjenesteydelser henholdsvis landbrug og fiskeri (se nedenfor).
Af de mulige inddelinger er inddeling efter omfanget af tjenesteydelser imidlertid den, der giver det mest præcise resultat. Den giver nemlig mulighed for at skelne mellem byer uden noget opland, byer med et mindre opland (omkring 5 km), byer med et større opland omtrent svarende til de gamle købstæder (omkring 15 km) og byer med opland omfattende en større landsdel (her kan kun Esbjerg komme på tale).
Årsager til stationsbyernes opståen og udvikling.
Stationsbyernes opståen og udvikling er nært knyttet til den samfundsmæssige udvikling under industrialiseringen, det vil sige fortrinsvis fra 1870 til 1960. De udviklede sig for at udfylde det forøgede behov for vareudveksling mellem på den ene side landbruget og den industri, som voksede frem i landdistrikterne, og på den anden side det omgivende samfund med de gamle købstæder og omverdenen. De forhold, som medvirkede ved stationsbyernes opkomst og blomstring, kan sammenfattes med disse hovedpunkter: landbrugets omlægning, jernbanenettets udvikling, næringsfrihedens indførelse og i tilknytning hertil de oplandsmæssige forhold, industrialiseringen.
Landbrugets omlægning.
Det synes klart, at landbruget som næringsvej har haft betydning for den bebyggelsesmæssige udvikling. Dette gælder især for Danmark, idet der er klare sammenhænge mellem udviklingen inden for det danske landbrug og den samtidige udvikling i de nye stationsbyer. Denne sammenhæng, der tillige knytter an til de lovgivningsmæssige og næringsmæssige forhold, er bedst udtrykt af geografen "Aage Aagesen": ”"Mekaniseringen og omlægningen af landbruget i den følgende tid [efter 1860] medførte, at bonden i væsentligt omfang opgav selvforsyningen og begyndte at handle i landsbyen, hvor der således, begunstiget af den nye næringslov, opstod købmænd, håndværkere o.lign. Der foregik med andre ord en ændring af landsbyens erhvervsstruktur. Denne ændring begunstigedes af jernbaneanlæggene"”. Som det fremgår, binder Aage Aagesen landbrugets indflydelse sammen med den tekniske udvikling, næringslovgivningen og jernbaneanlæggene.
Der foreligger en undersøgelse af sammenhængen mellem datidens nye byers indbyggertal 1911 og det dyrkede areals og kreaturholdets størrelsen 1861 samt selvejets udbredelse og disse forholds udvikling mellem 1860/1861 og 1895 (1896/1898). Heraf er draget den slutning, at selvom der kan påvises en positiv sammenhæng ”"kan landbrugsstrukturen omkring de nye byer tydeligvis ikke isoleres som forklaringsfaktor; dertil spiller de mere individuelle kvalitative og naturligvis også de geografiske og demografiske forudsætninger for meget ind"”. ”"Man kan sige, at landbrugssektorens modernisering som helhed hørte til blandt stationsbyernes vækststimulerende impulser, men at det lokale landbrug næppe i sig selv havde nogen afgørende lokaliserende indflydelse på, hvor stationsbyen opstod, og hvor stor den blev"”. Udviklingen inden for dansk landbrug var uens fra egn til egn, hvorfor enkle sammenhænge ikke lader sig udlede. Et kendetegnende fælles træk de fleste steder er imidlertid den arbejdsdeling mellem det egentlige landbrug og de hjælpetjenester i form af forsyninger udefra (fx gødning) og aftagelse og bearbejdelse af landbrugets frembringelser, der fandt sted (mejerier, slagterier, sukkerfabrikker med flere). Udgangspunktet for en forståelse af disse sammenhænge må være at skelne mellem landbrugets omlægning (indre udvikling) og landbruget som opland for købstæder og nye bymæssige bebyggelser.
Landbruget udviklede sig indadtil via udstykninger, frasalg/overgang fra fæste til selveje og opdyrkning af hidtil uopdyrkede jorder, hvilket skabte mulighed for nye jordbrugere. Herudover skabte mekanisering og andre driftsomlægninger behov for nye redskaber og hjælpemidler og dermed en pengeøkonomi. Landbrugets påvirkning udadtil skyldtes omlægningen til pengehusholdning og bestod i behovet for markeder, møller, landbrugs- og højskoler, forsamlingshuse, banker og sparekasser, dyrlæger, mejerier, slagterier, købmænd, korn- og foderstofhandler, landbrugsindustri samt fragtmuligheder. Disse tjenester blev i stigende grad samlede i købstæder og bymæssige bebyggelser og bidrog derved til udviklingen af disse. Den tid, hvor landbruget fortrinsvis spillede en rolle, faldt efter 1870 og skal ses i lyset af kornhandelens sammenbrud.
"Kornhandelstidens sammenbrud (1860-1885)".
Tiden 1840-1870 er kendt som "kornhandelstiden". Dansk landbrug havde da en stor udførsel af korn til England, Hamborg og Nederlandene. Denne skete dels direkte, dels i samvirke med handelshuse i Hamborg. "I 1860-erne og 1870-erne brød den store kornhandelsperiode sammen". Det skete i flere omgange og af forskellige årsager. Som følge af krigen i 1864 blev samvirket med de hamborgske handelshuse afbrudt, hvilket førte til en afmatning for de syddanske ladepladser og købstæder, der havde levet af denne samhandel. I 1868 besluttedes det af bygge en ny udskibningshavn ved Esbjerggårde i det sydvestlige Jylland, hvilket sammen med det samtidigt opbyggede jernbanenet og den indførte næringsfrihed bidrog til en fuldstændig omstilling af samfærdslen og varefragten. Endelig indebar den såkaldte landbrugskrise (fra 1875), fremkaldt ved udbuddet af billigt korn fra Ukraine og USA, en fuldstændig omstilling af landbruget fra kornavl til fedevarefremstilling, herunder kvalitetssikrede kødprodukter, mælk og æg. Denne omstilling tog imidlertid tid, og en bivirkning blev, at behovet for arbejdskraft i landbruget faldt kraftigt, hvilket førte til en voldsom stigning i afvandringen fra landdistrikterne til købstæder og snart også til udvandring. 1866 blev Det danske Hedeselskab stiftet og en indsats for opdyrkning af hidtil uopdyrkede arealer satte ind - ikke mindst af de jyske heder. Denne udvikling faldt sammen med landbrugskrisen i resten af landet og bevirkede en ganske anden udvikling i det midtvestjyske område end andetsteds. Hvor der i det meste af landet skete en nettoafvandring fra landsognene, var der i det midtvestjyske område en kraftig befolkningsfremgang, dog med aftagende styrke frem til århundredeskiftet.
"Den andelskapitalistiske periode (1885-1930)".
I begyndelsen af 1880-erne fandt landbrugskrisen sin løsning i form af andelskapitalismen. I 1882 oprettedes det første andelsmejeri i Hjedding i Sydvestjylland, og snart begyndte man at bygge andelsmejerier over hele landet. Andelsmejerierne var i nogen grad en videreudvikling af de fællesmejerier, der i 1860-erne blev oprettet ved siden af de traditionelle herregårdsmejerier. En tilsvarende udvikling skete inden for slagterierne: De første eksportslagterier oprettedes i København i 1860-erne, og med andelstankens gennemslag på slagteriområdet i 1887 blev der grundlag for at oprette andelssvineslagterier uden for hovedstaden. De fleste andelsslagterier blev lagt i købstæderne, men enkelte også i byer i landdistrikterne: Vejen (1885-92), Odder (1889) og Haslev (1896) og 1900-1914 tillige i Hammel (1906), Aars (1909), Brønderslev, Bjerringbro, Hadsten og Struer (1912), derefter Gråsten (1924), Rødding og Vojens (1925) samt Ballen, Allingåbro, Ansager, Fjerritslev, Grindsted, Hurup og Vrå (1931). Dertil kom oprettelsen af private slagterier for det stedlige opland, således i Hadsund (1903), Bylderup-Bov og Skærbæk (1924), Give og Mørke (1928), Skjern (1929) og Dybvad (1932). Ved siden af disse blev der oprettet brugsforeninger og forsamlingshuse, højskoler og landbrugsskoler, landboforeninger m.v. I umiddelbar tilknytning til landbruget må tillige ses oprettelsen af margarinefabrikker, sukkerfabrikker og saftstationer samt maskinfabrikker, der fremstllede landbrugsredskaber. Banker og sparekasser, handlende og håndværkere, dyrlæger, hospitaler, læger, tandlæger og apoteker foruden en stadigt voksende stand af embedsmænd i landdistrikterne betjente landbefolkningen i bredere forstand. Samlingen af disse virksomheder i stations- og vejbyer indebar en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem by og land, idet tidens nye bydannelser blev samlingssteder for de bymæssige tjenester, mens de tilbageværende landområder blev forbeholdt landbruget (i visse egne skovbruget). "Landbruget var således på een gang råvareleverandører til en del af de i stationsbyerne beliggende virksomheder og samtidig kunder for de handlende i stationsbyer og købstæder". Denne udvikling synes at have nået et toppunkt i årene fra 1900 til 1915, men som fremgået gav landbruget vedvarende bidrag til de nye byers udvikling også i mellemkrigstiden.
Jernbanenettets udvikling.
Samtiden var aldrig i tvivl om den store betydning, jernbanestationerne havde for fremkomsten af stationsbyerne. Selv i de tilfælde, hvor en vis byudvikling var sket tidligere, skulle den opvoksende bys fremstående borgere nok vide at få skaffet en jernbaneforbindelse til byen, hvis det overhovedet var muligt. Vil man danne sig et indtryk af stationens evne til at opsamle bymæssige funktioner, kan det gøres ved at sammenligne to på hinanden følgende oversigter over funktionsudbudet i byerne med henblik på at opgøre de i mellemtiden forekomne ændringer. Ved at holde stationsbyer og andre byer indbyrdes adskilte skulle det være muligt at afgøre, om der er nogen påviselig forskel i udviklingen mellem de to bebyggelsesformer. Interessen samler sig dels om slutningen af det 19. århundrede, der almindeligvis regnes for tiden for de nye byers opkomst, dels om tiden mellem 1900 og 1955, hvor banenettet stort set var udbygget, og den offentlige vejfærdsel forbedredes med rutebiler.
"Udviklingen indtil århundredeskiftet".
I forbindelse med jernbanernes anlæggelse og stationernes åbning i anden halvdel af 1800-tallet blev der mange steder ret hurtigt opført funktioner, der trak andet forretningsliv og virksomheder til sig: For Borup på Sjælland er det oplyst, at godsejeren på Svenstrup gods var forudseende nok til at købe “"den Del af Borup Præstegaards Jord, som laa op til Jernbanen og der opføre en Lægebolig, et Gæstgiveri med Rejselade og et Købmandssted med et betydeligt Kornmagasin og et Korntørringsapparat"”. For Fyns vedkommende kan som eksempler nævnes, at året efter åbningen af hovedbanen 1865 blev der i Nørre Aaby oprettet en høkerhandel og et kornpakhus. I 1868 blev der knyttet en kro til dette kornpakhus. Ved anlæggelsen af Assensbanen 1884 åbnedes i Glamsbjerg en købmand med kornpakhus og gæstgivergård, ligesom der opkøbtes jord til udstykning og i Ullerslev en korn- og produkthandel. I Aarup blev der straks efter banens åbning i 1865 bygget et par købmandsgårde og en lægebolig og allerede året efter en mængde ejendomme, blandt andet en gæstgivergård. I 1870 blev apoteket i Gripsvad flyttet til byen, og i 1873 stiftedes ”Aarupforeningen” med 55 medlemmer. Eksemplerne tyder på, at det især var kroer, købmænd med kornhandel og læger, der fandt vej til de nye stationer. Men også fabriksvirksomhed synes hurtigt – om ikke udelukkende – at være lagt efter jernbanen.
Hvis man forudsætter, at en jernbanestation kunne påvirke disse forhold i en omkreds af 5–10 km, viser det sig, at et meget stort antal af datidens stationer var gunstigt beliggende for dannelsen af et eget opland. Dette opland kunne selvsagt både tiltrække andre oplandsbetjenende næringer (handel, tjenester) og samtidig selv forstærkede deres betydning ved disses tilkomst. Som det skal vises i anden sammenhæng, har fragtforholdene øjensynligt også spillet en rolle for de tidligt anlagte fabriksvirksomheders beliggenhedsvalg.
Det lader sig fastslå, at i tiden mellem 1870 og 1900 skete opkomsten af et nyt net af oplands- og/eller industribyer. I dette forløb kom stationsbyerne til at spille en fremtrædende rolle. Ved at sammenligne funktionsudbuddet i stationsbyerne omkring 1870 med forholdene omkring 1900 skulle det være muligt at belyse forholdene nærmere. Det viser sig da, at de fleste steder, der omkring 1870 kun havde en station i den forløbne periode var blevet forsynet med en lang række oplandsfunktioner foruden fabriksdrift og mejeri. Nogle af disse byer udviklede sig fortrinsvis som oplandsbyer, andre som industribyer og atter andre som mangesidige byer med både oplandstjenester, handel og industri. Af steder, hvor jernbanen "ikke" blev fulgt op af nogen bydannelse af betydning før 1900 kan nævnes Beder, Bording, Bred, Ellidshøj, Hatting, Hvam, Højslev, Kvissel, Kvistgaard, Pindstrup, Rødkærsbro, Stilling, Stoholm, Svenstrup, Tolne, Tylstrup og Ullerslev. Flere af disse byer skulle først opleve deres gennembrud i begyndelsen 1900-tallet. De fleste af disse steder lå enten inden for et læbælte eller i nærheden af en mere udviklingsdygtig stationsbykonkurrent. Af bydannelser, der ikke skyldes jernbanen, kan nævnes: Odder, Hørsholm, Fredensborg, Brædstrup, Herning, Kjellerup, Hammel, Fjerritslev, Helsinge og Høng – alle byer med tingsted opståede før jernbanernes anlæggelse, desuden Assens, Brande, Dronninglund, Egtved, Farsø, Fuglebjerg, Grindsted, Glumsø, Hjallerup, Horslunde, Lyngby, Nørre Nebel, Pandrup, Ruds Vedby, Rønde, Skibby samt Ørsted, der enten aldrig fik jernbane eller først fik det på et tidspunkt, da byudviklingen var i fuld gang. Usikkerhed om jernbanens betydning for byudviklingen er der for Faxe, Hornslet, Ringe, Otterup, Uldum, Jelling, Skals, Tørring, Mørke, Asnæs, Hvalsø, Hornsyld, Steenstrup, Brovst, Hornum og Halvrimmen.
Nørre Nebel er stadig en virksom stationsby
Af byer, der først udviklede sig til stationsbyer efter 1900 kan nævnes: Balle, Bramdrupdam, Bred, Brenderup, Dianalund, Dybvad, Ejstrupholm, Engesvang, Farum, Fårevejle, Galten, Gjern, Glumsø, Godthåb, Gørlev, Herfølge, Herlufmagle, Hundslund, Hvalpsund, Hørning, Karup, Knabstrup, Knarreborg, Kongerslev, Lillering, Nørre Broby, Pedersborg, Stenderup-Krogager, Stoholm, Storvorde, Sunds, Svenstrup, Thyregod, Thyborøn, Tylstrup, Vegger, Vorbasse og Ørbæk. Fælles for disse sent blomstrende byer var, at industri og/eller institutioner spillede en forholdsvis stor rolle i deres udvikling, mens handel og andre oplandstjenester var af mindre betydning, hvilket sikkert skyldes, at behovet for egentlige oplandsbyer stort set allerede var opfyldt ved århundredeskiftet.
Sammenfattende kan 107 stationsbyers opkomst med ret stor sikkerhed tilskrives jernbanen, 16 er usikre og 27 bymæssige bebyggelser (heraf 10 tingbyer) skyldes ikke - eller kun i ringe grad - jernbanen. Dertil kan man lægge, at visse forholdsvis veludviklede vejbyer (Bælum, Holsted, Jægerspris, Mern, Rønde, Svinninge, Stokkemarke) stagnerede i de samme årtier, som stationsbyerne blomstrede. På denne baggrund må det være rimeligt at sige, at jernbanestationen i høj grad var en byskabende faktor i slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede.
"Befolkningsudviklingen 1901-1955".
De to byer ligger med en indbyrdes afstand af 3 km. Alkjær drager på grundlag heraf slutningen, at ”"det er Stationsbyen, der har faaet Befolkningstilvæksten, mens Landsbyen paa det nærmeste er stagneret"”.
Foruden tilfældet Kirke Værløse – Lille Værløse stationsby, hvor hovedstadens nærhed kunne tænkes at spille ind, er der kun et fåtal af steder, der kan siges at opfylde de tidligere angivne forudsætninger. Med de trykte folketællinger som kilde skal gives nogle eksempler.
I Holbæk Amt havde "Jyderup Stationsby" allerede ved århundredeskiftet passeret Jyderup kirkeby. Stationsbyen havde en svagere befolkningsvækst mellem 1901 og 1916, men til gengæld noget stærkere mellem 1916 og 1935. Beklageligvis lader udviklingen sig ikke senere følge, da kirkeby og stationsby mere eller mindre voksede sammen. Det lader sig dog fastslå, at det fortrinsvis var stationsbyen, der voksede og hvor industrien blev lagt, mens den gamle landsby udviklede sig i kraft af nærheden til netop stationsbyen. I Præstø Amt kan Hårlev kirkeby og stationsby sammenlignes. Som det ses var kirkebyens indbyggertal fra 1921 faldende, mens stationsbyens fortsatte med vækst indtil 1930. En sammenligning af Hesselager kirkeby og stationsby i Svendborg Amt viser, at dels havde Hesselager stationsby allerede ved århundredeskiftet passeret den gamle kirkeby, og dels havde stationsbyen forholdsmæssigt en svagere befolkningsnedgang mellem 1911 og 1916 og en stærkere vækst mellem 1916 og 1935 samtidig med, at kirkebyen stagnerede. Af tallene ses, at denne udvikling fortsatte frem til 1955.
Af tallene ses, at dels havde Rye stationsby allerede ved århundredeskiftet passeret Gammel Rye kirkeby, dels havde stationsbyen en langt stærkere vækst mellem 1906 og 1935 samtidig med, at kirkebyen stagnerede. Trods vækst mellem 1935 og 1955 har den gamle kirkeby slet ikke kunnet følge med udviklingen i stationsbyen. Tørring Stationsby havde allerede ved århundredeskiftet klart passeret den gamle kirkeby. Stationsbyen havde en langt stærkere vækst mellem 1906 og 1921 samtidig med, at kirkebyen stagnerede. Til gengæld stagnerede stationsbyen fra 1921 til 1935, men kirkebyen voksede. For tiden mellem 1935 og 1955 er kirkebyen stagneret, mens stationsbyen derimod er vokset.
Af udviklingen i tallene for Brovst kirkeby og- stationsby i Hjørring Amt kan sluttes to ting. Dels havde stationsbyen passeret den gamle kirkeby allerede i 1911, hvor de første sammenlignelige indbyggertal foreligger. Dels havde stationsbyen en langt stærkere vækst mellem 1911 og 1935 samtidig med, at kirkebyen stagnerede. Af tallene ses, at denne udvikling fortsatte helt frem til 1955. Udviklingen i Gl. Holsted og Holsted Stationsby i Ribe Amt viser to ting. Dels havde Holsted stationsby endnu ikke nået den gamle kirkeby i 1906, hvor de første sammenlignelige indbyggertal foreligger. Dels havde stationsbyen en langt stærkere vækst mellem 1911 og 1935. Af tallene ses desuden, at denne udvikling fortsatte helt frem til 1955 således, at kirkebyens forspring blev stadigt mindre. I Tønder Amt i Sønderjylland viser udviklingen for "Brede by" og Bredebro Stationsby i Brede Sogn at her havde stationsbyen også en langt stærkere vækst end landsbyen efter genforeningen.
Sammenfattende kan det siges, at jernbanen - alt andet lige - i forhold til steder uden jernbanestation gav stationsbyer en konkurrencefordel med hensyn til befolkningsudvikling, og at dette varede i det mindste til bilismens store gennembrud efter 1960.
Næringsfriheden og oplandets betydning.
Blandt de sædvanligvis omtalte årsager til fremkomsten af nye bydannelser er næringslovgivningen, idet næringerne i løbet af 1800-tallet blev givet fri i flere trin: Udgangstilstanden var blevet fastsat i Christian 5.s Danske lov, der i 3-13-23 bestemte, ”"at ingen Haandværksmand maa bo paa Landsbyen undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere som gøre sorte Potter, Hjulmænd, Murermestre, Skindere, Vævere, Skrædere som sy Vadmel og de Skomagere, som sy Bøndersko"”. Endvidere bestemte lovens 3-13-24: ”"Ingen, hvo det være kan, maa bruge noget Kjøbmandsskab paa Landet og i Landsbyerne til Forprang … eller sælge nogen Kramvare, Staal, Salt eller fremmed Humle, under Varernes Forbrydelse".” Ligeledes bestemte 3-13-26, at ”"Bønderne skulle føre deres Varer til Købstæderne og dem paa offentlige Axeltorve og Markeder falholde og ej dem til Høkere og Forprangere, som Landet omløbe, sælge".” Allerede i 1815 blev det tilladt at foretage visse opkøb af varer i landdistrikterne, og der skete en vis regulering af landhåndværkenes forhold, selvom håndværket fortsat fortrinsvis skulle udøves i stæderne. I1816 og 1822 udstedtes to forordninger, der gav visse muligheder for undtagelser fra reglerne herom. Ved lov af 1823 blev det tilladt at udøve håndværk på landet, hvis amtmanden eller kancelliet gav de fornødne tilladelser. Det var ikke tilladt håndværkerne at sysselsætte medhjælpere eller modtage bestilling fra byboerne. Ved en forordning af 1845 blev det tilladt landboerne at opkøbe og til købstæderne indbringe og der sælge alle varer fremstillet af jordbrugets, husdyrholdets, havedyrkningens og fiskeriets frembringelser samt skovbrugets frembringelser og tørv, herunder varer frembragt ved nogen bearbejdelse eller ved husflid. I 1856 blev landhøkerhandelen frigivet, og det blev tilladt alle, der opfyldte visse almindelige betingelser, at forhandle de almindelige høkervarer og alle vigtigere urtekramvarer, dog i reglen ikke inden for 1 mil fra nærmeste købstad. Ved næringsloven af 1857 (ikrafttrådt 1862) blev lavsmonopolet ophævet, og engros- og detailhandel i landdistrikterne blev tilladt uden for købstædernes såkaldte læbælter (brugsforeninger og fabriksvirksomhed var ikke omfattet af denne begrænsning men kunne ske frit). I 1873 blev møllenæringen frigivet, og i 1920 blev læbæltebestemmelserne endeligt afskaffet.
"Udviklingen i antallet af næringsdrivende".
Den enkleste måde at belyse næringslovgivningens betydning på er at sammenligne antallet af næringsdrivende henholdsvis før og efter lovens ikrafttræden. For næringsloven af 1857, ikrafttrådt 1.1.1862, ses i henhold til folketællingerne følgende udvikling: antallet af købmænd og høkere voksede fra 288 i 1860 til 923 i 1870, antallet af urtekræmmere voksede fra 16 til 22, antallet af boghandlere fra 6 til 20, antallet af manufakturhandlere fra 6 til 25, antallet af vognmænd fra 198 til 274, antallet af gæstgivere med videre fra 647 til 808. I alt for disse næringsgrupper var det en stigning fra 1161 i 1860 til 2072 i 1870. Heraf tør udledes, at der med mere end en tredobling i antallet af købmænd og høkere endnu inden for samme årti som loven trådte i kraft var et stort og hidtil udækket behov for dagligvarehandlende i landdistrikterne. Dette indtryk uddybes, hvis man yderligere tager hensyn til de brugsforeninger, som fra 1866 oprettedes i stort tal rundt om i landet. Til gengæld synes behovet for udvalgsvarehandlende i landdistrikterne endnu ved lovens ikrafttræden at have været meget lille.
"De næringsdrivendes beliggenhedsvalg".
Da de næringsdrivende fik mulighed for at flytte ud i landdistrikterne, måtte de foretrække de steder, der bød på de bedst mulige vilkår. Hvad angår hvilke forhold, der blev udslagsgivende ved beliggenhedsvalget, har to standpunkter hidtil stået over for hinanden: ifølge det ene var det oplands- og færdselsforholdene, der styrede valget, ifølge det andet var det allerede tilstedeværende oplandstjenester, der trak handel og håndværk (og jernbaner) til.
En undersøgelse af de næringsdrivendes beliggenhedsvalg forudsætter, at det er muligt at belyse dette på en overskuelig måde. En vanskelighed består deri, at en del landsbyer og vejbyer efterhånden fik jernbaneforbindelse, hvorfor en enkelt talmæssig oversigt ikke lader sig opstille. Der er herefter to måder at belyse beliggenhedsvalget på: enten kan man søge at – for udvalgte bebyggelser og år – lave en landsdækkende oversigt over forekomst henholdsvis ikke-forekomst af købmænd, eller man kan for et større eller mindre område søge at lave en kortlægning af købmændenes beliggenhed. De to fremgangsmåder kan støtte hinanden. Under hensyn til den udvikling, der skete i slutningen af 1800-tallet, ikke mindst mellem 1885 og 1900, må tiden omkring 1870 være at foretrække ved en belysning af, hvor den første bølge af købmænd slog sig ned.
Det forhold, at disse tjenester ikke var jævnt fordelte i landdistrikterne men samlede sig mere eller mindre på et fåtal steder, gjorde, at der således allerede ved næringsfrihedens indførelse fandtes et antal oplandsbetjenende steder dels i gamle landsbyer, dels ved landeveje, dels i tilknytning til ladesteder og lignende. Da de tidligste jernbaner og jernbanestationer yderst sjældent blev lagte under hensyntagen til disse samlingssteder, måtte jernbanestationerne således konkurrere på ulige vilkår med landsbyerne om handlendes og håndværkeres gunst. Hertil kommer, at indtil omkring 1870 var størstedelen af kongeriget ganske uden jernbaneforbindelse. Det er derfor ikke urimeligt på forhånd at vente, at en meget stor del af de nye købmænd ville foretrække at bosætte sig ved disse samlingssteder selv i tilfælde, hvor der overhovedet fandtes en jernbanestation at vælge.
Den topografiske beskrivelse J.P.Trap: Danmark, 2. udgave viser sammenhængen mellem jernbanestation og købmænd omkring 1870 (det vil sige efter første oprettelsesbølge efter næringslovens ikrafttræden). Trap omtaler omkring 200 købmænd. Skønt der således er store huller i oversigten, tegner der sig et tankevækkende billede: blandt de daværende stationsbyer havde 17 købmand, 19 ikke, blandt byer med tingsted havde 7 købmand, 7 ikke, blandt ladepladser havde 14 købmand, 7 ikke, og af andre steder havde 46 købmand, 38 ikke; endelig lå 7 købmænd uden tilknytning til nogen bebyggelse. Dette antyder, at fordelingen af steder med henholdsvis uden købmand i 1870 stort set var den samme for jernbanestationer og for andre datidige bebyggelsesmæssige samlingssteder. Man kan derfor med en vis ret sige, at købmændene om muligt valgte jernbanestationerne "på lige fod med" tingsteder, ladepladser og større landsbyer. Alligevel var det øjensynligt kun omkring halvdelen af jernbanestationerne, der meget hurtigt fik egen købmand. Denne ulighed i udgangsvilkårene skulle siden påvirke de ulige bebyggelsers udvikling væsensforskelligt.
Mens der således ikke synes tvivl om, at forekomsten af en jernbanestation ved de handlendes valg af beliggenhed i byernes oprindelsesfase, er det ligeså interessant at se på tiden efter byernes opkomst, herunder efter bilismens gennembrud i 1920-erne.
"De handlendes betydning for byerne".
Med henblik på at vurdere de handlendes betydning i de nye byer skal omtales en oversigt over dels de handlendes andel af byernes indbyggertal sammenlignet med de handlendes andel af landsognenes indbyggertal som helhed, dels hvor stor en andel af de handlende, der slog sig ned i de nye bymæssige bebyggelser.
Det viser sig da for det første, at en ikke ubetydelig andel af de handlende (16-18%) var bosat i landsognene allerede inden næringsfrihedens indførelse, og denne voksede til henved en fjerdedel af den samlede befolkning sysselsat ved handel allerede kort derefter. For det andet det sig, at andelen af de nye byers indbyggere, som er sysselsat ved handel og omsætning, er klart større end i landsognene som helhed allerede i 1870, og at andelen vokser frem til 1901, hvorefter den næsten stagnerer.
"Byernes rangorden".
Hvis man vil danne sig et indtryk af næringsfrihedens og oplandsforholdenes rolle i udvidet betydning, må man søge at "rangordne byer og steder efter deres oplandsmæssige betydning". Som et mål for denne betydning kan opstilles mangfoldigheden i udbuddet af oplandstjenester, idet det må huskes, at de stadig flere handlende og håndværkere udgjorde en del af denne mangfoldighed. Dette indebærer, at enhver ændring – tilgang eller afgang – i antallet af oplandstjenester i sig selv måtte påvirke alle senere valg af beliggenhed for nye oplandstjenester. Desuden må huskes, at det umiddelbart kunne være en fordel at udbyde en tjeneste der, hvor den hidtil ikke havde været udbudt. Disse ”tilbagekoblinger” indebar på den ene side en vis samling af ulige oplandstjenester, på den anden side en vis spredning af samme slags tjenester til flere ulige steder, hvilket gjorde forudsigelse af udviklingen for det samlede netværk af oplandstjenester umuligt.
For 1855 ses, at de almindeligst forekommende tjenester var kirke, præstegård, skole og kro, idet disse oplandstjenester fandtes i de fleste kirkelandsbyer. Fra disse oplandstjenester var der et stort spring op til den næste gruppe: læge og apotek. I 1852 var der i hele Danmark 625 læger, de fleste selvsagt i købstæderne men et antal dog også på landet. Dette hang sammen med, at der omkring 15 år tidligere havde været godt 100 ubefordrede læger, hvoraf en del måtte flytte på landet for at overleve. De øvrige undersøgte oplandstjenester: tingsted, birkedommer/herredsfoged, postekspedition, marked, valgsted og sygehus (hertil ikke medregnet fattiganstalter) fandtes i yderst begrænset omfang og temmelig spredt. Ser man i stedet på de enkelte steders forsyning med oplandstjenester, skiller Silkeborg, Hørsholm, Odder, Herning, Fredensborg og (tildels) Tarm sig ud som de mest velforsynede, idet kun disse steder udover de mere hyppigt forekommende tjenester havde postekspedition og marked; i stedet for at have marked var Fredensborg valgsted. Dernæst følger en gruppe bestående af Hammel, Vestervig, Fjerritslev, Holsted og (tildels) Bælum, idet disse steder havde tingsted og herredsfoged- eller birkedommerbolig. Så er der atter et spring ned til næste gruppe omfattende Ringe, Grindsted, Ørsted og Hornslet med læge og apotek. De øvrige steder havde kun de fire almindeligste af de her undersøgte oplandstjenester. I modsætning til oplandstjenesterne kan hverken jernbanestation eller fabriksvirksomhed (i bredeste forstand) indpasses i den opstillede rangorden på en meningsfuld måde. For jernbanestationernes vedkommende skyldes det, at der kun fandtes een jernbane i hele kongeriget: banen fra København til Korsør. For fabrikkernes vedkommende er hovedårsagen den, at fabrikkerne var henviste til at udnytte vandkraften fra landets større vandløb (Mølleåen, Gudenåen m.fl.). Den øvrige virksomhed udgjordes af stedbundne bedrifter såsom teglværker og kalkbrud samt landbrugstilknyttede virksomheder såsom møller, bagerier, bryggerier og lignende. I rumlig henseende og for tiden omkring næringslovens vedtagelse, det vil sige omkring 1855, fandtes der i hele kongeriget Danmark således i alt 12 indlandssteder, der efter deres oplandstjenester kunne kaldes oplandsbyer. Af disse lå de 10 uden for købstædernes læbælter, kun Fredensborg lå inden for Hillerøds og Lyngby inden for Københavns læbælte. Et blik på kortet over datidens læbælter viser i øvrigt, at på Sjælland lå de eneste steder, der ikke var omfattede af læbælte, nordvest for Hovedstaden (hvor Hørsholm fyldte behovet), langs Kattegatkysten (hvor Frederiksværk og senere Helsinge voksede frem) på Vestsjælland (hvor Svinninge senere voksede frem) og på Sydsjælland (hvor Haslev og Faxe senere voksede frem). På Fyn lå de eneste områder i et bælte tværs over Midtfyn (hvor Ringe, Kværndrup og Aarup senere voksede frem) og ved Kattegatkysten (hvor Otterup senere voksede frem). I Østjylland var de vigtigste områder Hads herred (hvor Odder fyldte behovet), Norddjursland (hvor Ørsted var under fremvækst), Vendsyssel (hvor Vester Brønderslev senere voksede frem), Himmerland (hvor Bælum opfyldte behovet og hvor Aars og Aalestrup senere voksede frem) og i Thy (hvor Fjerritslev og Vestervig fyldte behovet). De øvrige steder lå alle i Vestjylland og udfyldte behovet hér.
For tiden omkring 1870 ses at være sket en stor udvikling. Først og fremmest er der i den mellemliggende tid sket en omfattende tilflytning af købmænd og det i en sådan udstrækning, at de sammen med læge, apotek og postekspeditioner udgjorde mellemgruppen af funktioner med hensyn til udbredelse. Også antallet af læger, apoteker, posthuse, sygehuse foruden naturligvis håndværkere og handlende samt, ikke at forglemme fabriksvirksomheder og jernbanestationer. Disse forandringer afspejler de to store ændringer i datiden: næringsfrihedens indførelse (eller rettere næringsbegrænsningernes indskrænkning) og den begyndende industrialisering, der frigjorde fabrikkerne fra bindingen til vandkraften og som slog igennem samtidigt i købstæderne og på landet. Jernbanenettet var under voldsom udbygning, men hovedbanenettet var endnu ikke færdigudbygget, og de fleste jernbanestationer var så nye, at de endnu ikke havde haft mulighed for at påvirke næringslivet i synligt omfang. Beliggenheden af industrivirksomheder og jernbanestationer lader sig derfor heller ikke på denne tid indpasse i rangordningen på en meningsfuld måde. Ser man i stedet på byerne, kan Silkeborg, Odder, Hørsholm, Hammel, Brædstrup, Fredensborg, Helsinge, Svinninge og Kjellerup udskilles som de mest velforsynede. Til en mellemgruppe hørte Rønde, Galten, Vamdrup, Haslev, Vejen, Stokkemarke, Faxe, Uldum, Hornslet, Borup, Bjerringbro, Ringe, Farsø, Egtved, Brørup, Grindsted og andre. Til gruppen af steder med de mest almindelige oplandstjenester hørte 27 byer. Det er påfaldende, at alle de nævnte bebyggelser lå uden for de da (mindskede) læbælter. Uden for den egentlige rangordning fandtes et antal steder med station og/eller industri samt enkeltstående oplandstjenester. Det var således endnu omkring 1870 muligt at udskille grupper af landsbyer med enkelttjenester: markedsbyer (Hjallerup m.fl.), skolebyer (Ryslinge m.fl.), industristeder (Ryomgård m.fl.).
For tiden mellem 1870 og 1900 kan "Kongeriget Danmarks Handelskalender" bidrage til at belyse udviklingen. En sammenligning mellem 1. udgave (1883) og 2. udgave (1887) tyder på, at der omkring midten af 1880-erne skete en stor stigning i antallet af håndværkere og handlende. Som eksempel kan nævnes Ullerslev stationsby på Fyn. I 1883 boede kun 3 af i alt 15 næringsdrivende i postdistriktet ved stationen (en købmand, en skrædder og en skomager), mens der i 1887 yderligere fandtes mejerist, dyrlæge, portør, landpost, slagter, musiker, teglmester og stationsforstander.
Omkring 1900 – knap 40 år efter næringslovens ikrafttræden – var antallet af oplandsbebyggelser vokset til 52 (+ 10 usikre), der alle lå uden for købstædernes læbælter. I de mellemliggende år var der sket en voldsom udvikling: nye oplandstjenester var kommet til, og gammelkendte oplandstjenester var tiltaget i stort omfang ikke mindst ved jernbanestationerne. Jernbanestationer var nu blevet så udbredte, at de sammen med de i mellemtiden tilkomne forsamlingshuse nu udgjorde mellemgruppen af oplandstjenester med hensyn til udbredelse. Af mere sjældent forekommende oplandstjenester bemærkes som helt nye banker/sparekasser og et stort antal tilkomne markeder, højere skoler og sygehuse.
Omkring 1960 - da stationsbyæraen havde kulmineret - var landet forsynet med et velfordelt net af oplandstjenester, hvor de største uden for købstæderne lå så langt fra disse som muligt - derfor ofte kaldet midtvejsbyer - og derved udfyldte det tomrum, som købstæderne havde levnet. I langt de fleste tilfælde var det netop en stationsby, der havde evnet at fylde dette "hul".
Stationsbyernes udviklingsforløb.
Stationsbyernes udviklingsforløb var ikke ens. Nogle stationsbyer var en videreudvikling af en gammel bebyggelse - ofte en gammel landsby - mens andre opstod på bar mark. Nogle stationsbyer lå inden for en købstads læbælte med de begrænsninger for næringslivet, som dette indebar. Andre var uden denne begrænsning med de muligheder, dette indebar. Hvis en købstad i nærheden havde en stærk udvikling, kunne det "smitte af" på stationsbyen. Nogle stationsbyer blev hjemsted for handlende, embedsfolk og offentlige eller halvoffentlige tjenester, andre for industrivirksomhed. Landbrugets trivsel spillede også en stor rolle for mange stationsbyers udvikling. Held eller uheld med de stedlige tiltag for at fremme en stationsbys udvikling måtte påvirke dette. Helt særegne vilkår gjaldt for Esbjergs udvikling. Stationsbyernes udviklingsvilkår og -forløb er omtrent så mangesidige, som der var byer.
Mellem 1870 og 1885 fremvoksede et stort antal nye bymæssige bebyggelser i tilknytning til jernbanestationer. De blev anlagt på bar mark og var i begyndelsen meget små med måske kun 50-100 indbyggere. De kunne også vokse frem i nærheden af landsbyer, hvorved der opstod dobbeltbyer, idet det gamle landsbysamfund og det nye stationsbysamfund voksede sammen. En stor del af disse tidlige stationsbyer fik allerede straks fra begyndelsen kro, købmand og kornpakhus, sjældnere læge, apotek, dyrlæge, postsamlingssted, bageri, mølle, foruden en række håndværkere og handlende.
Det første industrielle opsving (1885-1900).
I tiden mellem 1885 og 1930 nåede stationsbyerne et foreløbigt højdepunkt i deres udvikling. Allerede mellem 1885 og 1900 voksede et stort antal nye byer op, og de fleste nye byer blev fra starten vel forsynede med oplandstjenester foruden større eller mindre industrivirksomheder: mejeri, savværk, cykelværksted (ofte kaldet “cykelfabrik”), maskinværksted (ofte en videreudvikling af en oprindelig smedie og ofte kaldet “maskinfabrik”), bryggeri eller maltfabrik, teglværk eller cementfabrik. Desuden fik en del byer marked, højere skole, bank eller sparekasse, forsamlingshus, brugsforening og lignende. De største af tidens nye byer, der ved århundredeskiftet allerede havde mere end 500 indbyggere, lå ofte mere end 10 km fra en købstad, ligesom deres indbyrdes længde også var mere end 10 km. Dette taler for, at en vigtig forudsætning for disse byers opkomst var et opland på 5 km eller mere; desuden voksede en del byer øjensynligt op i tilknytning til en større fabrik eller offentlig virksomhed.
Baggrunden for denne udvikling må øjensynligt i første række søges i købstædernes samtidige udvikling. Købstæderne kunne ganske enkelt ikke opsuge hele den indvandring, der skete i anden halvdel af 1800-tallet, ikke mindst efter landbrugskrisen i 1870-erne. En modvandring fandt sted, ganske givet fremmet af næringsfrihedslovgivningen, der gav næringsdrivende ret til at bosætte sig på landet uden for købstædernes læbælte. Dette kan ses dels af folketællingernes fødestedsoplysninger (fra 1845), dels af folketællingernes oplysninger om seneste opholdssted før tilflytning (fra 1901 til 1921). En oversigt fra tællingen 1901 viser således, at af landområdernes befolkning var 108.159 tilflyttet fra stæderne, heraf 32.593 fra hovedstaden og 75.566 fra provinsbyerne. En meget stor del af disse tilflyttere var øjensynligt håndværkere, købmænd og handlende, folk i tjenesteydende næringer og embedsfolk, der havde fået deres uddannelse og næringsbrev i købstæderne men foretrak at bosætte sig på landet. Af fødestedsopgivelserne i folketællingerne fra 1870, 1880 og 1890 ses, at de i købstæderne fødte udgjorde 25-40 % af de næringsdrivende på landet. Fordelingen af de største af disse nye byer antyder en betjeningsfordel, når rejseafstanden til de gamle købstæder blev for stor. Mange nye byer kunne derfor slå sig op på at betjene et større eller mindre opland. Desuden betød næringsfriheden, at der rundt om i landet blev startet en fabriks-virksomhed, der trak anden udvikling med sig.
Det første industrielle opsving topper (1900-1915).
Tiden mellem 1900 og 1915 udgjorde de nye bydannelsers foreløbige højdepunkt. De fleste byer nåede i disse år at få mølleri, savværk eller maskinsnedkeri, maskinfabrik, teglværk og/eller cementstøberi, hvis de ikke allerede havde, desuden trælasthandel, isenkræmmer, bank, sparekasse, sagfører, vandværk, gasværk og elektricitetsværk. Byerne voksede stærkt, og mange nåede op over 750 indbyggere. Samtidig synes der at være en tendens til rangorden med hensyn til oplandstjenester.
"Sønderjyllands stationsbyer".
Inden for Danmark har de sønderjyske (nordslesvigske) stationsbyer tildels en særstilling på flere måder: for det første bevirkede den tyske besættelse af landsdelen en langt "svagere befolkningsvækst" (15% i Nordslesvig mod 65% i Nørrejylland i tiden fra 1864 til 1910).
Dernæst skete "landbrugsudviklingen" under ganske anderledes vilkår: Landsdelen befandt sig ikke alene politisk inden for det tyske rige, men også økonomisk inden for de "tyske landbrugstoldmure og under de tyske fødevareregler". På den ene side beskyttede det landbruget mod den udenlandske konkurrence. På den anden side satte det rammer, der bevirkede en langsommere udvikling - Sønderjylland var den yderste nordlige afkrog, langt fra de stærkt voksende industricentre i sydligere i det tyske rige. Den langsommere industrialisering af landbruget medførte en langsommere vækst i de stationsbyerne, der først langt senere nærmede sig de sjællandske, jyske og fynske byer i størrelse. Det forhold bekræfter, at det er landbrugsudviklingen, der var drivkraften i byernes udvikling.
Samtidig "lå købstæder og flækker tæt" i Sønderjylland, hvilket bevirkede, at der kun var beskedne muligheder for nye byer for at skabe sig et eget opland: kun Rødding, Gram, Skærbæk, Toftlund og Tinglev lå forholdsvis langt fra købstæder og havde derfor forholdsvis gode udviklingsmuligheder. Efter Genforeningen med Danmark 1920 lukkede grænsen af for den største af købstæderne, Flensborg, og sammen med den store nye grænsebanegård, toldkontor, m.m. Padborg en chance. Padborg voksede fra næsten ingenting til en mellemstor stationsby i løbet af få år efter 1920 og tog i de følgende år en del af væksten fra Tinglev.
Mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig (1915-1945).
Mange byer stagnerede, fordi de ikke kunne opfylde nogen af disse krav. Omvendt er det påfaldende, at flere byer med stærk befolkningsfremgang i kriseårene netop havde en samtidig industriel fremgang.
Eksemplerne viser, at - fraset de mindste stationsbyer (Regstrup i Holbæk amt, Østrup i Ålborg amt) - voksede håndværk i disse krisetider med 50-100%.
Også handelen i stationsbyerne klarede således kriseårene ganske godt. Især de større stationsbyer (Jyderup, Mørkøv, Aars og Aalestrup) udviste betydelig fremgang.
For "industriens" vedkommende tegner billedet sig mindre entydigt, mest fordi der skete voldsomme udskiftninger: gamle virksomheder lukkede, nye kom til. Vigtigst er det sidste, at stationsbyer også i mellemkrigsårene kunne tilbyde industrien egnede betingelser for beliggenhedsvalg.
Billedet af stationsbyernes betydning i mellemkrigstiden forstærkes ved inddragelse af oplysninger om offentlige og visse private tjenester: af Danmarks 97 "retskredse" i 1940 lå 13 i bymæssige bebyggelser, af 75 "kredslæger" boede 7 i stationsbyer, og listen over stedlige "banker" omfatter 22 stationsbyer. De fleste "tekniske skoler" i stationsbyerne blev oprettede 1890-1910, men oprettelserne fortsatte indtil omkring 1930. "Handelsskoler" blev frem til 1920 oprettede i Faxe, Haslev, Odder og Vejen, men i mellemkrigstiden oprettedes yderligere i Glumsø, Glamsbjerg, Ringe, Aars, Bjerringbro, Bramming, Brædstrup, Brørup og Hadsten.
For at fuldstændiggøre billedet kan nævnes, at jernbanerne endnu i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig stod for en meget omfattende varefragt, ikke mindst mellem indlandet og havnebyer. Således fragtedes med jernbane 1938-39 af kul og koks fra København 4.300 t til Lyngby, 17.800 t til Roskilde, 6.200 t til Hillerød, 100 t til Holbæk, 6.500 t til Ringsted, 1.100 t til Slagelse, 1.300 t til Frederikssund, 10.200 t til stationer mellem Valby og Roskilde, 11.400 t til stationer mellem Lyngby og Hillerød, og 3.500 t til stationer mellem Klampenborg og Helsingør. Tilsvarende fragtedes 8.900 t fra Korsør til Slagelse, og yderligere fragtedes fra Korsør til stationer på Slagelse-Værslev, Høng-Tølløse og Slagelse-Næstvedbanerne samt til Sorø. Fra Køge sendtes kul og koks til Roskilde og Haslev. Fra Kalundborg sendtes 9.300 t til byer i indlandet, heraf 8.800 t alene til Gørlev (altovervejende til sukkerfabrikken). Fra Odense sendtes i alt 5.375 t til fynske byer med statsbanen, mens mængderne for Nyborg, Middelfart og Assens vedkommende var under 200 t. Fra Esbjerg blev sendt 7.100 t til Varde, 3.500 t til Ribe, 5.600 t til stationer mellem Lunderskov og Esbjerg, 2.800 t til stationer mellem Ribe og Tønder, og 1.100 t til Kolding. Fra Århus blev sendt 16.600 t til Silkeborg, 5.300 t til Viborg, 1.400 t til Skanderborg, 400 t til Skive, 1000 t til stationer mellem Århus og Randers, og 900 t til stationer mellem Århus og Ryomgård. Fra Struer sendtes 4.200 t til Holstebro. Fra Aalborg sendtes ladninger til Vendsyssel: Brønderslev, Vrå og 6.800 t alene til Hjørring. Fra Vejle leveredes til stationer på strækningen Vejle-Give-Brande-Herning. Foruden kul og koks spillede jernbaner en stor rolle for fragt af oliekager, kød og flæsk, smør samt æg; heraf skete en stor del mellem Esbjerg på den ene side, hele Jylland og dele af Fyn på den anden. Da der under Anden Verdenskrig skete en omfattende brydning af brunkul ved Ronum-Gejlbjerg, Sandfeld og Søby ved Brande, skete fragten ligeledes med jernbanen fra Brande til Vejle, fra Thyregod gik mindre landninger til Horsens, og endelig skete desuden fragt fra Troldhede over Grindsted til Kolding. Foruden fragt stod jernbanerne selvsagt tillige for en stor del af rejsebefordringen.
Omstilling til nye tider (1945-1960).
De første år efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev fortrinsvis kendetegnet ved tilbagevenden til førkrigstider, dog var bilismen i fremgang. Enkelte jernbaner blev nedlagt. Alligevel udviste stationsbyerne også i disse år en større befolkningsvækst end nærliggende vejbyer (jævnfør ovenfor).
Nye tider (1960-).
Omkring 1960 var handel og oplandstjenester kommet så nær fuldbyrdelsen af den udvikling, der var sat med næringsfrihedens indførelse: der var da udviklet og fuldbyrdet et "netværk af oplandscentre" i større og mindre byer med en veludviklet rangorden dels med hensyn til stedernes indbyrdes betjeningstilbud, dels med hensyn til de udbudte varers og tjenesters forekomst samtidig med en vis samling i bestemte betjeningsklasser. Omfanget af tjenester var vokset. I midten af 1800-tallet var der kun få såsom købmand, kro, læge, apotek med flere. Nu var der mere end hundrede, og hver by havde et betjeningsudbud, der afspejlede størrelsen af det opland, som den enkelte by betjente. Disse oplande havde nået en vist fasthed med hensyn til størrelse og afgrænsning, der havde kunnet anes allerede omkring århundredeskiftet. Endnu omkring 1960 var det muligt for Danmark som helhed at udskille 44 større "handelsområder" og 64 mindre "handelsdistrikter", hver med sit større eller mindre centerområde, hvor henholdsvis et større og et mindre betjeningsudbud af udvalgsvarer og tjenesteydelser fortrinsvis blev søgt.
For industriens vedkommende nåede også denne et højdepunkt i betydning omkring 1960, som ikke siden skulle overgås. Nu var tiden kommet, hvor fortsat industriel udvikling muliggjorde frigørelse af arbejdskraft til fordel for de såkaldte serviceerhverv.
Tiden efter 1960 kendetegnes af to træk: For det første ved, at "personbilens voldsomme vækst" skabte helt nye og friere forudsætninger for befolkningens valg af bopæl og sysselsætningssted samtidig med, at de "tidligere oplandsbaner i stort omfang blev nedlagte". Derved skete en stigende spredning af befolkningsvæksten, fremmet af privatbilerne. Vækstområderne voksede fra at udgøre 18 % af landets areal i årene 1955-60 til henved 29 % i tiden 1965-70. Udviklingen er i bebyggelsesmæssig henseende gået fra forstadsdannelser til "byspredning med tilhørende fjernpendling". Ligeledes er tidligere tiders søgning til et enkelt pendlingsmål afløst af pendling til flere mål; der tales om "arbejdskraftoplande" fastlagte derved, at enhver kommune henregnes til samme arbejdskraftopland som den kommune, hvortil den har størst udpendling. I 1970 var Danmark derved inddelt i 51 arbejdskraftoplande med en gennemsnitlig rejselængde på 20 km. Samtidig førte bilismen til skærpet konkurrence mellem de handlende, hvor nye "butikscentre" og storforretninger blev indrettet efter bilejerskab og bidrog til, at mange mindre og spredt boende handlende lukkede. Til gengæld synes bilismen at have fremmet fremstillingsvirksomhed i de mindre bymæssige bebyggelser, såvel udflytninger som nydannelser. Under bilismens vilkår ophæves tidligere tiders tilknytning mellem by og opland, tidligere tiders beliggenhedsfordele for fremstillingsvirksomheder og skævheder mellem ulige egnes adgang til tjenester. Dermed ophæves tillige ensartetheden eller fællestræk ved bebyggelsesudviklingen i ulige egne. I færdselsmæssig henseende er enhver udvikling muliggjort, og det er nu snarere andre forhold som fx "byplanlægning", der styrer udviklingen.
For det andet skete der et grundlæggende skift i handels- og tjenesteydelsernes fordeling og oplandsforhold: Indtil midten af 1950-erne var der ikke sket meget inden for dansk detailhandel. Selvom den voksende befolkning og et stigende forbrug gav større omsætningsmuligheder, var der endnu ikke sket nydannelser af betydning i varesalget af samme slags, som da allerede var sket i USA og til dels Sverige. Det var endnu de gamle butikstyper fra før krigen, der var fremherskende. I slutningen af 1950-erne begyndte imidlertid at ske forandringer inden for detailhandelen, som siden tiltog i omfang og hastighed. "Selvbetjeningsformen, supermarkeder og varehuse" blev stadig mere almindelige foreteelser og medvirkede til, at detailhandelen skiftede egenart. Stadig flere mindre butikker lukkede, ikke mindst i landdistrikterne men også i mange byer. I begyndelsen af 1960-erne slog nye "butikscentre" igennem og ændrede indkøbsmønsteret. Det blev bygget som samlede komplekser og tilpasset den voksende skare af bilkørende kunder med gode parkeringsforhold og adgangsveje. Desuden skete en brancheglidning, idet mange handlende og ikke mindst supermarkederne i stigende grad begyndte at forhandle andre varer end de daglige fødevarer, hvorved udvalgsvarehandelen til dels blev trængt. Samtidig indebar den da stadig mere omfattende byplanlægning, at nye, større boligområder ofte blev planlagt enten med et eget butikscenter eller under hensyn til butikscentre i nærheden, hvorved købstædernes gamle bymidteforretninger mistede betydning i handelen.
Sideløbende med udviklingen i handel og tjenesteydelser skete der forandringer i den offentlige betjening, idet den del af tjenesteydelserne, der påhvilede det offentlige - børnehaver, skoler, sports- og fritidsanlæg, biblioteker med mere -nu i stigende grad blev lagt ud fra samlede helhedsmålsætninger, hvilket atter fremmede eller hæmmede befolkningens søgen til bestemte steder (servicecentre).
For stationsbyerne fik disse udviklingstræk vidtgående betydning. I første omgang i form af nedlæggelse af jernbanelinier, ikke mindst de såkaldte sidebaner. Den fremvoksende bilisme og busliniedrift modvirkede dog ofte stationsbyernes tilbagegang i form af friere valg af bopæl, arbejdssted og søgning af tjenester. De friere konkurrencevilkår indebar skærpet konkurrence om kunder og om at tiltrække fremstillingsvirksomheder, og mange - også tidligere stationsbyer - evnede at hævde sig også under de nye vilkår. Beliggenhed, dels som midtpunkt for et opland, dels i rimelig nærhed af større arbejdspladscentre, var medvirkende til at fastholde befolkningen som værende bosat i stationsbyer, herunder i forhenværende stationsbyer. Derimod forholdt det sig anderledes for forretningslivet. Her var evnen til at tilbyde de samme fordele som andetsteds med hensyn til mangfoldighed i udbudte butiks- og tjenesteydelser - herunder supermarkeder og lignende - af ikke ringe betydning for byernes rolle i det nye bebyggelsesmønster. Kommunalreformen 1970 bidrog i nogen grad til samling af butikker og tjenester i de nye kommunecentre gennem en bevidst kommuneplanlægning. Sådanne tiltag fik en vis støtte fra staten gennem planer og redegørelser, der bekræftede rigtigheden af disse.
Et andet og ikke mindre betydeligt tiltag var gennem offentlig planlægning at udlægge større, samlede områder til industri og lignende formål. I begyndelsen havde disse præg af at samle industrilignende virksomheder i områder, hvor industrien i forvejen havde samlet sig, men ret hurtigt fik sådanne planer præg af at være ubebyggede arealer med god adgang til større veje. Omkring 1960 havde Johannes Humlum gjort sig til talsmand for, at motorveje var (eller kunne blive) medvirkende til industrilokalisering, men han var mere end en menneskealder for tidligt ude, og de tidligste motorvejsanlæg blev lavet ikke for at nyudvikle områder men for at betjene allerede tilstedeværende befolknings- og industrisamlinger. Planlægningen fik derfor i vid udstrækning en rolle som fastholder af den hidtidige jernbaneprægede tids bebyggelsesmønster. Dette skulle vedvare til midten af 1990-erne.
Med opførelsen af den faste Storebæltsforbindelse, den faste Øresundsforbindelse med banebetjening af Kastrup Lufthavn, den københavnske Metro og lignende tiltag i 1990-erne skete der en afgørende "genstyrkelse af banenettets betydning i samfærdselsmønsteret, ikke mindst personbefordringen". Togene blev atter fyldte med rejsende, og den forbedrede banebetjening indebar et voldsomt fremstød for de byer, der lå i tilknytning til jernbanenettet. Fjernpendlingen har været stadig voksende, ikke mindst i de bånd, der havde fast og hurtig banebetjening i form af lyntog, intercitytog og regionaltog samt naturligvis de såkaldte Øresundstog-forbindelserne til Skåne, Halland og Blekinge. De fulde virkninger heraf lader sig næppe overskue, ikke mindst fordi nye tiltag til yderligere forbedringer af banenettet er at forudse inden for en overskuelig fremtid. Stationsbyerne - de der fortsat har banebetjening - kan se fremtiden i møde med fortrøstning.
Jyderup.
Det gamle "Tornved Rådhus" i Jyderup
Jyderup i Jyderup Sogn er en by med 3.951 indbyggere (2010) beliggende på Nordvestsjælland i Holbæk Kommune, Region Sjælland. Byens vartegn er Jyderup Kirke, der stammer fra slutningen af 1100-tallet.
Om byen.
Jyderup var engang opdelt i to bydele; stationsbyen med station på Nordvestbanen i vest og kirkebyen i øst. Kirkebyen er den ældste del af byen. Nu er de to vokset sammen, men dog delt af Skovvejen. Byen har en stor kommuneskole, samt en svømmehal bygget i 1973.
Tidligere (før 2007) var Jyderup hovedby i Tornved Kommune.
Mange flytter fra københavnsområdet til provinsen og en del vælger Jyderup, grundet naturen og byens beliggenhed op til søen Skarridsø.
Miljø.
Jyderup ligger op til tre skove; Bjergsted Skov, Stokkebjerg Skov og Aggersvold Skov - hvilket gør byens omegn til et meget naturrigt område med masser af dyreliv. Der er 14 kilometer til havet ved Havnsø. Desuden findes en gammel ruin kaldet "Dronning Margretes Ruin" (opkaldt efter Dronning Margrete 1.), som ligger ved Skarridsø.
Mexicansk-amerikanske krig.
Den mexicansk-amerikanske krig var en krig, der blev udkæmpet af USA og Mexico mellem 1846 og 1848. I USA kendes den også som den Mexicanske krig; i Mexico kendes den også som den nordamerikanske invasion af Mexico og USA's krig mod Mexico.
Forhistorie.
Krigen brød ud på grund af grænsestridigheder mellem Mexico og Texas. Efter at have opnået uafhængighed fra Mexico i 1836 blev Republikken Texas annekteret af USA i 1845, men der var ikke enighed om grænsedragningen mellem Mexico og Texas. Samme år fornærmede USA's regering Mexico ved at tilbyde at købe Californien og New Mexico.
USA's præsident James K. Polk beordrede general Zachary Taylor til at overtage kontrollen med landområderne mellem floderne Rio Grande mod syd og Nueces mod nord som begge lande gjorde krav på. Kampe brød ud den 24. april 1846, da også mexicansk kavaleri red ind i området, og omringede USA's fortropper; flere blev dræbt. Efter grænsestridigheden og slagene ved Palo Alto og Resaca de la Palma, erklærede USA's kongres krig den 13. maj 1846. Nordstatsfolk var generelt imod krigserklæringen, mens sydstatsfolkene støttede den. Mexico erklærede krig den 23. maj.
Krigens gang.
Efter USA's krigserklæring mod Mexico indtog USA's styrker flere byer i Californien, blandt andre (midlertidigt) Los Angeles. Slaget ved Monterrey fandt sted i september 1846. Den 22. februar 1847 fandt slaget ved Buena Vista sted, hvor general Taylor besejrede mexicanerne under ledelse af Antonio Lopez de Santa Anna, hvilket sikrede USA's erobring af Californien og New Mexico. Slagene ved Veracruz, Cerro Gordo og siden slaget ved Chapultepec (i udkanten af Mexico City) fulgte, da USA's hær under ledelse af general Winfield Scott trængte ind i hjertet af Mexico. Hans invasion begyndte den 9. marts 1847.
Et interessant træk ved krigen var Saint Patricks Bataljon ("San Patricios"), som var en gruppe på omkring 500 mand (overvejende irsk-fødte) amerikanerne, der deserterede fra USA's hær til den mexicanske. Mange af dem kæmpede imod, hvad de hævdede, var USA's brutale og racistiske diskrimination. Mange følte et slægtskab med Mexico, fordi de var katolikker. De blev hængt; USA sørgede for at det sidste de så, var nedtagelsen af det mexicanske flag og hejsningen af USA's flag, da krigen var vundet. Nogle historikere hævder, at mændene var krigsfanger, andre argumenterer for, at de var forrædere og desertører. I nutidens Mexico er der mange monumenter for disse soldater.
Fredsslutning og efterspil.
Traktaten ved Cahuenga, underskrevet den 13. januar 1847, stoppede kampene i Californien. Traktaten ved Guadalupe Hidalgo, underskrevet den 2. februar 1848, stoppede krigen og gav USA uimodsagt kontrol over Texas foruden Californien og størstedelen af Arizona og New Mexico.
Mexico tabte halvdelen af sit areal i krigen. Sejrherrerne, USA, betalte ved fredsslutningen 15 millioner dollars for de erobrede arealer
Ifølge oplysninger fra USA's kontor for krigsveteraner døde den sidste af USA's krigsveteraner, Owen Thomas Edgar, den 3. september 1929 i en alder af 98 år.
Nyspanien.
Nyspanien (på spansk Nueva España) var navnet på det nye spanske koloniale territorium i Nordamerika fra omkring 1525 til 1821. Hovedstaden i Nyspanien var Mexico City. Nyspanien blev regeret af en vicekonge udnævnt af kongen af Spanien. Nyspaniens territorium dækkende hele det nuværende Mexico, Mellemamerika til Costa Ricas sydlige grænse og dele af USA, blandt andre de nuværende stater Californien, Arizona, New Mexico og Texas, med landekrav længere mod nord med upræcist definerede grænser.
Filippinerne blev administreret som en koloni hørende under Nyspanien.
Robert Palmer.
Robert Palmer, født Alan Robert Palmer i Yorkshire, England (19. januar 1949 - 26. september 2003) var en britisk musiker, der i midten af 1980'erne opnåede stor popularitet bl.a. takket være sine musikvideoer på tv-stationen MTV.
Palmer døde i Paris af et hjerteanfald, 54 år gammel.
Robert Palmer fik i sin karriere en række hits, herunder "Addicted to Love" og "Some Guys have all the Luck". Ud over sin solokarriere dannede han sammen med medlemmer af Duran Duran også gruppen Power Station.
Hokkaido.
Hokkaido (北海道 "Hokkaidō"), er Japans nordligste ø. Der er en række aktive vulkaner på øen, som ved deres udbrud har dræbt et stort antal mennesker.
Befolkningen er på cirka fem millioner mennesker, deriblandt efterkommere efter urbefolkningen på øerne, ainu-folket.
Klimaet i omkring 1000 meters højde på øens midte svarer til Danmarks klima, bare med mere sne på. Øens nordøstside, som vender imod Sibirien, er den koldste del.
Plantevækst.
"Quercus mongolica var. grosserrata", Kamtjatka-Birk ("Betula ermanii"), "Betula platyphylla var. japonica", Sachalin Ædelgran ("Abies sachalinensis"), Hondo Gran ("Picea jezoensis"), Bambusarterne: "Sasa senanensis" og "Sasa kurilensis". Højt i bjergene vokser der Japansk lærk.
Hokkaidogræskar er en spiselig, stærkt orange og dekorativ sort af græskar, der i sæsonen findes i de fleste grøntafdelinger i danske supermarkeder. Sorten er dog ikke en naturlig del af Hokkaidos vegetation.
Telefonsex.
Telefonsex er en telefonsamtale med sex som hovedemne og i de fleste tilfælde med mindst den ene samtalepartners seksuelle tilfredsstillelse som mål.
Telefonsex kan både ske mellem etablerede seksualpartnere eller som sexarbejde (en seksuel tjenesteydelse).
Seksualpartner.
Seksualpartner eller "sexpartner" er en person med hvem en anden person udfører seksuel aktivitet.
Benyttes ofte i betydningen, at de to seksualpartnere regelmæssigt udøver seksuelle aktiviteter sammen.
Udløsning.
Udløsning eller ejakulation er udtømning af kønskirtler ofte i forbindelse med seksuel stimulering.
For mandens vedkommende indebærer udløsning udtømning af sæd. De ufrivillige sædudtømninger, som unge drenge begynder at opleve, når de kommer i puberteten, kaldes pollutioner. Det kan typisk ske, mens de sover.
For kvindens vedkommende kan der ske udtømning af en speciel kirtel, som aktiveres ved g-punkts stimulering.
Fejlagtigt tror mange, at for mandens vedkommende er udløsning og orgasme det samme. Det skal dog bemærkes at i langt de fleste tilfælde sker de samtidigt.
G-punkt (kønsorgan).
300px
"Kvindens kønsorganer:"
1. Æggeleder 2. urinblære
3. kønsben 4. urinrør 5. klitoris 6. kønslæber
7. skede 8. æggestok 9. colon sigmoideum
10. livmoder 11. fornix vaginae 12. livmoderhals
13. endetarm 14. Endetarmsåbning
G-punkt (Gräfenberg-punkt) er et område ca. 2-4 cm inde i kvindens skede i væggen ud mod kønsbenet, som specielt kan stimuleres seksuelt, hvor ved en g-punkts-orgasme kan opnås.
Der er dog ikke fundet noget anatomisk holdepunkt for at stedet findes, hverken makro- eller mikroskopisk.
Mellem 10% (en kilde) og 50% (en anden kilde) af kvinderner kan blive stimuleret via g-punktet.
Andre mener, at g-punktet er en myte skabt i 1944 af den tyske gynækolog Ernst Gräfenberg.
Nogle kvinder ejakulerer under orgasme, uanset stimulation af g-punktet.
Det fremføres til tider, at prostata hos mænd skulle kunne fungere som et mandligt g-punkt.
Af og til blusser diskussionen op i medierne om g-punktet eksisterer.
Skede (kønsorgan).
Skeden (latin: "vagina", som direkte oversat betyder "skede" i meningen hylster), er den første del af pattedyrhunners indre kønsorganer. Skeden er en cylinderformet passage der forbinder livmoderen gennem livmoderhalsen med den ydre del af kroppen. Indgangen til skeden omkranses af de indre skamlæber (kønslæber). Det er i skeden manden indfører penis under samleje og at kvindens menstruationsblod udskilles af kroppen, og at babyer bliver bragt til verden under fødsel.
Ordet "skede" eller "vagina" bliver ofte fejlagtigt brugt om kvindes ydre kønsorganer. Den rigtige term for de ydre kønsorganer er vulva (eller latin "pudenda").
Anatomi.
Åbningen af skeden ud mod kroppen betegnes som "skedeåbningen" og siderne på skeden som "skedevæggen".
En kvindes (menneske) skede er et elastisk såkaldt "potentielt rum", som ved afslapning eller stramning af skedens muskler kan tilpasse sig næsten enhver penisstørrelse; skeden er ikke, som mange fejlagtigt tror, en åben beholder, et "hul" i kroppen. Længden på en ikke-stimuleret skede varierer men er i gennemsnit omkring 6 til 7,5 centimeter langs forvæggen og omkring 9 centimeter langs bagvæggen. Under seksuel ophidselse udvider skeden sig både i længde og bredde. I den ene ende munder skeden ud i livmoderhalsen og den anden i skedeåbningen. Skedeåbningen kan være delvist lukket af en lille membran kaldet mødommen som normalt vil briste ved første samleje, om end den kan være bristet før af andre grunde.
Smørelse.
En række kirtler kaldet bartholinske kirtler (opkaldt efter den danske læge Caspar Bartholin den Yngre), placeret nær skedeåbningen og nær livmoderhalsen udskiller et vaginalsekret der holder skeden glat og fungerer som smørelse under samleje. Sekretet er under indflydelse af det kvindelige kønshormon østrogen og en speciel bakterieflora (lactobaciller) der hjælper med til at holde skeden sund og beskytter mod infektioner. Sekretet har desuden en "sur" pH-værdi på omkring 3,8-4,2 der hjælper med til at regulere bakteriefloraen. Sekretet er normalt hvidligt og lugtfrit, ændring af farve eller lugtgener i forbindelse med vaginalsekret kan være indikation på en bakteriel ubalance. Selve skedevæggen afgiver også en fugt, selv om den ikke indeholder nogen kirtler. Før og under ægløsning vil livmoderhalsen producere en slim, der gør skeden til et mere gæstfrit sted for sæd at overleve i.
Sex.
Koncentrationen af nervetråde i og omkring skedeåbningen kan give kvinden behagelige følelser, hvis den stimuleres under sex. På skedens forvæg, omkring 3–5 centimeter oppe fra skedeåbningen, findes en erogen zone kaldet g-punktet. Nogle kvinder oplever en intens følelse af nydelse hvis G-punktet bliver stimuleret under sex. Eksistensen af G-punktet er et omstridt spørgsmål. Nogle forskere benægter fuldkommen dets eksistens, andre at følelsen ved stimulation i virkeligheden stammer fra skenes kirtler og ikke noget specielt sted på skedevæggen. Dette underbygges af at en G-punktsorgasme muligvis kan lede til kvindelig ejakulation og at skedens kirtler er en kvindelig homolog med mandens blærehalskirtel, der producerer hovedparten af mandens ejakulationsvæske.
Menstruation.
Under menstruation fungerer skeden som en kanal for udskillelses af menstruationsblod. I moderne samfund vil dette normalt blive opsamlet af tamponer, menstruationsbind, mm.
Fødsel.
Under fødsel fungerer skeden som passage fra livmoderen, hvor babyen opholder sig indtil fødslen, til verdenen udenfor kvindes krop. Under fødslen betegnes skeden ofte som "fødselskanalen". Skeden vil under fødslen udvide sig til mange gange dens normale bredde.
Penis.
Penis (flertal "peniser", "penes") er et eksternt kønsorgan der ses hos visse hvirveldyr og hvirvelløse dyr af biologisk hankøn.
Penisen er et reproduktivt organ, og tjener for placentale pattedyr også som det eksterne organ til vandladning. Den findes generelt på pattedyr og reptiler.
Etymologi.
Ordet "penis" er taget fra det latinske ord for "hale." Nogle mener at det stammer fra indoeuropæisk "pesnis", og det græske ord πεος = "penis" fra indoeuropæisk "*pesos".
Det latinske ord "phallus" eller "fallos" (fra græsk φαλλος) bruges somme tider til at beskrive penisen, selvom "fallos" oprindeligt blev brugt til at beskrive billeder, afbildninger af eller udhuggede skulpturer af penisen.
Adjektivformen af ordet penis er penil. Dette adjektiv bruges ofte til at beskrive det mandlige kønsorgans forskellige tilhørende strukturer, som ofte findes hos mange former for hvirvelløse dyr. Flertalsformen kan både være "peniser" og "penisser".
Slang.
Som med næsten ethvert andet aspekt af den menneskelige krop, der er involveret i seksuelle eller ekskretionelle funktioner, eksisterer mange slangord for penis, såsom "pik", "diller" eller "tissemand" - sidstnævnte ord er betegnende for penis' funktion ved urinering ("at tisse").
Struktur.
Anatomisk diagram over en menneskepenis.
Penis ligger på forsiden af pungen ("scrotum") og under symfysen.
Organet inddeles i en tilhæftet del penisroden ("radix penis"), som ligger skjult under roden af pungen, og en fri bevægelig del bestående af penisskaftet ("corpus penis") og penishovedet ("glans penis"). Det er i daglig tale den frie bevægelige del, der bærer navnet penis.
Penisroden består af tre svulmelegemer. Et spongiøst svulmelegeme ("bulbus penis") i midtlinien og to kavernøse svulmelegemer ("crura penis") i siderne. "Bulbus penis" er bundet op til den del af bækkengulvet ("diaghragma pelvis"), der hedder ("diaghragma urogenitale"); derudover er den dækket af en muskel ("musculus bulbospongiosus"). Urinrøret ("Urethra") løber gennem "bulbus penis". De to svulmelegemer "crura penis" er aflange og kegleformede. De er bundet op til de forenede rami på hoftebenet ("os coxae"). De er hver især dækket af en "musculus isciocavernosus".
Penisskaftet ("corpus penis") består af en fortsættelse af de tre svulmelegemer.
Et kavernøst legeme ("corpus cavernosus") i hver side, der er en fortsættelse af de to "crura penis" og et spongiøst legeme ("corpus spongiosum penis") i midlinien, der er en fortsættelse af "bulsbus penis", og derfor også her indeholder urinrøret ("urethra").
Penishovedet ("glans penis") er den perifere ende af det spongiøse legeme ("corpus spongiosum penis"). Formen er nærmest kegleformet med basis vendende mod penisskaftet ("corpus penis"). Yderst ses den ydre urinrørsåbning ("ostium urethrae externum"). Til siderne og bagud ender den i en prominerende krave ("corona glandis"). Undersiden har en midtstillet fure hvori forhuden ("preputium") hæfter. Forhuden er en hudduplikatur, der normalt dækker over penis, når denne er slap, mens den trækkes tilbage, når penis er erigeret. Indersiden af forhuden og den nederste del af glans penis (penishovedet) er sæde for en række kirtler de tysonske kirtler ("glandulae preputiales"), der secernerer et fedtholdigt sekret.
Penis er ud over penisrodens tilhæftning, som er beskrevet ovenfor, også fikseret til kroppen via 2 ligamenter: "lig. suspensorium penis" og "lig. fundiforme penis".
Pubertet.
Ved pubertetens begyndelse begynder testiklerne at udvikle sig, og kønsorganerne vokser. Penisen begynder at vokse i alderen mellem tidligst 10 og senest 15. Væksten er oftest fuldeldt ved 18-21 år. I løbet af processen begynder pubeshår også at vokse frem over og omkring penis.
Seksuel homologi.
Penisens glans er homolog til klitorishovedet (også kaldet "glans clitoridis"); corpora cavernosa er homolog til klitoris' krop; skrotum er homolog til de små ("labia minora") og store ("labia majora") skamlæber; og forhuden er homolog til klitorisforhuden. Raphe eksisterer ikke i kvinder, da de to halvdele ikke er forbundet hos dem.
Erektion.
En erektion er stivhed og rejsning af penis, der sker ved seksuel opstemthed, selvom dette også kan ske i ikke-seksuelle situationer. Den primære fysiologiske mekanisme, som bringer en erektion, er den autonome dilation af de arterier som fører blod til penis, hvilket lader mere blod fylde de tre erektile vævskamre i penisen, og får den til at blive længere og stivere. Det nu fyldte erektile væv presser mod og forsnævrer de vener, der fører blod væk fra penis. Mere blod tilføres penis end der fratages og en ligevægt nås, hvor en jævn mængde blod flyder ind i de udvidede og ud af de forsnævrede vener; en fast erektil størrelse nås ved denne ligevægt.
Erektion gør samleje nemmere, selvom det ikke er nødvendigt for flere andre seksuelle aktiviteter.
Erektionsvinkel.
Erigerede penis kan pege i forskellige retninger, alt afhængigt af spændingen af ligamentet der holder penis i en pågældende position. Den følgende tabel viser hvor almindelige forskellige erektionsvinkler er for en stående mand. I tabellen betyder nul grader at penis peger direkte op mod maveregionen, 90 grader er vandret og fremad mens 180 grader er at pege direkte mod personens fødder. Den mest almindelige vinkel er opad.
Udløsning.
200px
En udløsning eller "ejakulation" er afgivelsen af sæd fra penis, og ledsages oftest af en orgasme. En række muskelsammentrækninger leverer sæd, som indeholder mandlige gameter kendt som sædceller, fra penis (og ind i skeden hvis det er med reproduktiv intention ved samleje).
Udløsning kan ske spontant mens man sover (en natlig udløsning eller 'våd drøm').
Udløsningen har to faser: "udledningen" og den "egentlige udløsning". Udløsningsrefleksens udledningsfase er under den sympatiske nervesystems kontrol, mens selve udløsningsfasen kontrolleres af spinalrefleks på niveau med spinalnerverne S2–4 via pudendalnerven.
Størrelse.
Forskellige undersøgelse har opnået forskellige resultater, men der er konsensus om, at den gennemsnitlige erigerede menneskepenis har en længde mellem 12.9-15 cm med 95% på (10,7 cm, 19.1 cm).. Det typiske omkreds er omkring 12,3 cm, når den er fuldt erigeret. Gennemsnittet af penisstørrelser er en smule større end medianens størrelse. Det betyder at de fleste peniser er mindre, end den gennemsnitlige penisstørrelse.
Et forskningprojekt som opsummerede mange offentliggjorte studier lavet af læger af forskellig nationalitet, viser at på globalt plan ligger størrelsen på en erigeret penis i gennemsnit mellem 9,6 og 16 cm. Det er blevet foreslået at denne forskel ikke kun skyldes genetik, men også miljømæssige faktorer såsom kultur, kost, udsættelse for kemisk forurening, osv. Endokrin disruption fra at være udsat for kemisk forurening er blevet forbundet med deforme kønsdele hos begge køn (blandt mange andre problemer).
Ændring af kønsdelene.
En omskåret penis, slap og erigeret.
Den mest udbredte form for ændring af kønsdelene er omskæring: fjernelsen af dele af eller hele forhuden af diverse kulturelle, religiøse eller mediciske grunde. I mange tilfælde fjernes frenulum og en del af huden på skaftet også.
Mindre almindeligt er det, at penis bliver piercet eller dekoreret af andre former for body art. Set bort fra omskæring er næsten alle former for ændringer af kønsdelene noget som gøres fordi personen ønsker det af æstetiske grunde eller for øget følsomhed. Blandt de bedst kendte former for penispiercing er Prins Albert-, apadravya-, ampallang-, dydoe- og frenumpiercingen. Forhudsgendannelse eller strækning er en anden form for kropsforandring, såvel som et implantat under penisskaftet.
Biologisk mandlige transseksuelle som får kønsskifteoperation får kirurgisk ændret deres penis til en neovagina. I det omvendte tilfælde bruges falloplastik.
Der findes også andre former for indgreb som kan ændre penis, selvom de sjældent foretages i Vesten uden en diagnosticeret medicinsk grund. Bortset fra penektomi så er den måske mest radikale as disse subincision, hvorved urinrøret deles langs penis' underside. Subincision stammer oprnideligt fra aboriginerne men foretages nu også andre steder i verden.
Lolland-Falster.
Lolland-Falster er en samlet betegnelse for de to danske øer Lolland og Falster.
De to øer er skilt af en smalt sund kaldet Guldborgsund med Lolland mod vest og Falster mod øst.
Rumstation.
Rumstationer er kunstigt skabte konstruktioner, der har til formål at tillade mennesker at leve i rummet udenfor Jordens atmosfære. En rumstation adskiller sig fra andre bemandede rumfartøjer ved ikke at have større selvstændig fremdriftssystem eller mulighed for at lande. I stedet bruges andre fartøjer til at transportere materiel og personer til og fra rumstationen. Rumstationer er designet til middel-lange ophold i rummet i perioder på uger, måneder og endda år.
Rekord for det længste ophold i rummet blev sat af Valeri Polyakov, der opholdt sig 437,7 dage om bord i Mir fra 1994 til 1995. I 2005 har i alt 3 personer haft enkeltophold i rummet på over 1 år - alle om bord i Mir.
Rumstationer gennem tiden.
Efter den kontrollerede nedstyrtning af Mir i 2001 er Den Internationale Rumstation den eneste af disse der på nuværende tidspunkt er i kredsløb om jorden. Den har været bemandet uden pause siden 30. oktober 2000.
Tissemand.
Tissemand er et almindeligt brugt ord for penis, men kan også være et idiom for mænd, hvis arbejde det er at passe offentlige toiletter. Sidstnævnte er dog mest brugt i folkemunde, og er ikke en officiel stillingsbetegnelse.
Pik.
Pik kan henvise til flere forskellige betydninger.
Tissekone.
Tissekone er et almindeligt brugt ord for vulva, men kan også være et idiom for kvinder, hvis arbejde det er at passe offentlige toiletter. Sidstnævnte er dog mest brugt i folkemunde, og er ikke en officiel stillingsbetegnelse.
Amygdala.
Amygdala (på dansk mandelkernen) er et lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Den er en del af det limbiske system og har forbindelser til hypofysen, binyrerne, lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Amygdala kan udløse forskellige viscerale og autonome reaktioner (vejrtrækning, kredsløb, mave-tarmkanal).
Der er omkring 12 millioner neuroner i menneskets amygdala.
Amygdala er involveret i posttraumatisk belastningsreaktion.
Opdeling.
Amygdala kan deles op i en basolateral og en kortikomedial del. Den kortikomediale del modtager fra de autonome processer.
Dette er specielt thalamus, hypothalamus, lugtelap, septumkerner, dopaminerge kerner i mesencephalon.
Den basolaterale derimod modtager fra neostriatale kerner, frontallap thalamuskerner og dopaminerge kerner – faktisk al sanseinformation.
I aber har man ved ødelæggelse af den kortikomediale del, opdaget, at de har en passiv opførsel og øget smaskning.
Ved ødelæggelse af den basolaterale del er der øget frygt.
Kvindens kønsorganer.
300px
1. Æggeleder 2. urinblære
3. kønsben 4. urinrør 5. klitoris 6. kønslæber
7. skede 8. æggestok 9. colon sigmoideum
10. livmoder 11. fornix vaginae 12. livmoderhals
13. endetarm 14. Endetarmsåbning
Kvindens kønsorganer er de specielle organer kvinder har, som bruges til forplantning og i stor grad også seksuel aktivitet.
Kønsorganerne deles typisk op i indre og ydre kønsorganer.
Gat.
Gat kommer af det nederlandske ord "gat" = "åbning". Ordet bruges om den fælles åbning for tarm og kønsorgan hos fisk og fugle af begge køn. Her udskilles dyrenes afføring og henholdsvis æg eller sæd.
Ernst Gräfenberg.
Ernst Gräfenberg (26. september 1881 i Adelebsen ved Göttingen, Tyskland – 28. oktober 1957 i New York, USA) var en tysk gynækolog der fandt g-punktet, som er opkaldt efter ham ("Gräfenberg-punkt").
Masse (materiale).
Masse eller pasta er en dejagtig mængde ensartet, tyktflydende eller letformérbart materiale.
Allehelgensaften.
Allehelgensaften er aftenen før Allehelgensdag(som er 1. søndag i november). I følge folketroen er det den aften hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løs, for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på Allehelgensdag. Hallowen fejringen foregår i Danmark den 31. oktober da tradition er overtaget fra USA.
Historisk.
Allehelgensaften er (i lighed med Allehelgensdag) stort set gået i glemmebogen i den danske kultur, idet den blev afskaffet under helligdagsreformen af 1770. Den er ved at vinde indpas i dansk kultur igen, under det amerikanske navn, i dag fejrer man det efter den amerikanske model.
Allehelgensaften blev egentlig til under et andet navn ("Samhain") som en hedensk højtid blandt kelterne i Irland og Storbritannien. I det 19. århundrede blev traditionen taget med til Nordamerika af hovedsageligt irske, skotske og andre immigranter, som transporterede de forskellige versioner af traditionen med sig. I det 19. århundrede startede dagen, ifølge kirken og den florentinske kalender, ved solopgang.
Allehelgensaften i USA (Halloween).
a> med udskårne huller, formet som et ansigt, er symbol på Halloween
I USA og de øvrige engelsksprogede lande kaldes allehelgensaften for Halloween og er under det navn en stor festdag, der med et glimt i øjet lægger vægt på gys og gru med hekse, spøgelser, spindelvæv, edderkopper, horrorfilm, osv.
Halloween kan sammenlignes med traditionen omkring fastelavn i Danmark. I begge traditioner klæder børn sig ud og går rundt og banker på nabokvarterets døre for at få slik (i USA siger børnene "trick or treat", altså "slik eller ballade"). I Danmark foregår dette dog overvejende om dagen, mens det i USA foregår om aftenen. Mens fastelavn primært er en børnefest fejres Halloween også af voksne.
En af de kendteste Halloween-skikke er at udskære orange græskar (pumpkins) med skræmmende ansigter og bruge dem som lamper, såkaldte "Jack o' Lanterns". De traditionelle Halloween-farver er sort og orange.
Etymologi.
Ordet Halloween er en forkortelse af All-Hallow-Even, da det var aftenen før "All Hallows' Day" (Allehelgensdag). Helligdagen var en dag med religiøse festligheder i en række nordeuropæiske og hedenske traditioner, indtil paverne Gregor III og Gregor IV flyttede den gamle kristne Allehelgensdagsfest fra d. 13. maj til d. 1. november
Begrebet Halloween i Danmark.
Den amerikanske "Halloween" begyndte at vinde popularitet i Danmark, da "Ekstra Bladet" i 1998 tog initiativet til det første af en række årlige Halloween-arrangementer i Scala, med gyserfilm-maratoner, gevinster til bedste udklædning mv. I år 2000 begyndte Fætter BR at sælge Halloween-ting, og i 2006 begyndte Tivoli at holde Halloween-åbent i efterårsferien, hvor haven til lejligheden dekoreres med græskar, hekselandsby osv.
I 2008 deltog 264.000 mennesker i Tivolis Halloween-arrangement, der åbnede første gang i 2006, og som har gjort efterårsferien til Havens mest besøgte periode om året — inklusive både sommer og jul. I 2010 holdt Halloween i Tivoli åbent fra kl. 10.00 om formiddagen hver dag i åbningsperioden d. 15. til og med d. 24. oktober. Sædvanligvis har Haven tradition for at åbne, når Rådhusuret slår kl. 11.00, men man åbnede i efterårsferien 2010 en time tidligere for de mange børnefamilier, der besøger Tivoli i denne periode.
Halloweens popularitet i Danmark kan direkte måles i den nationale græskarproduktion, der i løbet af få år er steget til 400.000 græskar i 2008.
Datoforvirring.
En forskel mellen den skandinaviske og amerikanske allehelgensaften er, at danskere ikke ser så nøje på datoen; dansk festligholdelse ligger gerne før eller efter 31. oktober, mens man i USA betragter Allehelgensaften som en national helligdag på størrelse med juleaften.
Placeringen på den 31. oktober skyldes at det er aftenen før 1. november, som traditionelt er Allehelgensdag. I den danske folkekirke er Allehelgensdag af praktiske grunde flyttet til den første søndag i november.
Oceanografi.
Oceanografisk frontale systemer på den sydlige halvkugle.
Oceanografi (sammensat af de græske ord "ωκεανός" der betyder "verdenshav" og "γράφω" som betyder "at skrive") eller oceanologi er en gren af geovidenskaberne og er læren og udforskningen af verdenshavet.
Oceanografi dækker en bred vifte af emner, inklusiv havorganismer og økosystemers dynamik; havstrømme, havbølger og geofysiske fluiddynamik; pladetektonik og havbundens geologi; og strømmene af forskellige kemiske stoffer og fysiske egenskaber i verdenshavet og gennem dets afgrænsninger. Disse forskelligartede emner viser de mange discipliner oceanografer blander for at øge viden om verdenshavet og forstår processerne i det: biologi, kemi, geologi, meteorologi og fysik.
Bølge.
Bølge i kølvandet på fanøfærgen
Metal-telt, der beskytter mod trykbølger
Bølger er svingninger der forplanter sig. Bølger kan udbrede sig i vakuum (elektromagnetiske bølger), eller de kan udbrede sig i et medium eller i en faseovergang mellem 2 medier.
Bølger flytter energi, og ikke masse. Det er grunden til at man ikke bliver båret af sted af bølgerne hvis man er i vandet.
I en "periodisk bølge" er der konstant afstand mellem bølgetoppene. Disse skabes ved at udsende bølger med samme frekvens.
Bølgers hastighed.
Man kan udregne periodiske bølgers hastighed med en simpel formel.
Eksempler.
I 2007 blev det offentliggjort at der findes en nyopdaget svag bølgetype på metaloverflader, som kaldes akustiske overfladeplasmoner.
Mange vanddyr som f.eks. hvaler kommunikerer vha. svage trykbølger halvvejs rundt om jorden.
Eksterne henvisninger.
__NOTOC__
Hangarskib.
Fire hangarskibe med eskorte under Operation Enduring Freedom 18. april 2002
Et hangarskib er et militært fartøj, hvis væsentligste funktion er at være base for en flystyrke. Hangarskibe indgår normalt i en større gruppe af krigsskibe, som muliggør at et land kan anvende en militær flystyrke over store afstande uden at være afhængig af lokale landbaserede baser. Hangarskibe er normalt de største skibe som indgår i et lands flådestyrke.
Et hangarskib har et gennemgående flyvedæk for at udnytte skibets fulde længde. Skibets bro, kontroltårn, skorstene og radarer er samlet i "øen" yderst i styrbord side. Dette giver hangarskibe et asymmetrisk udseende. Under flyvedækket er der hangarer og værksteder. Flyene bringes op til flyvedækket med store, åbne elevatorer. Hangarskibsfly er udrustet med halekrog, der ved landing skal gribe fat i en af flere bremsewirer på tværs af landingsbanen. Bremsewiren er i begge ender fastgjort til tunge vægte og flyet går fra 230 km/t til 0 på to sekunder. Siden jetalderens begyndelse har de større hangarskibe haft vinklede flyvedæk. Fordelen ved et vinklet flyvedæk er, at ved mislykket indfangning af bremsewiren, vil flyet kunne lette for at prøve igen. Ved tidligere design ville det uheldige fly kollidere med allerede landede fly. Yderligere kan fly lette og lande simultant. Opsendelsen af jetfly foregår med dampdrevne katapulter, der accelererer flyet fremad. Sea Harrier bruger skihop i stedet for.
Et hangarskib af Nimitz-klassen drives frem af to atomreaktorer og fire dampturbiner, er mere end 300 meter langt og koster omkring 5 milliarder dollars at bygge. Kun ni lande har hangarskibe: Frankrig, Indien, Rusland, Spanien, Brasilien, Italien, Thailand, Storbritannien og USA. Kina er i besiddelse af et tidligere sovjetisk hangarskib "Varyag", men de fleste flådeanalytikere er af den opfattelse, at Kina ikke har nogen intentioner om at gøre skibet operationsdygtigt.
Farvede jakker.
Dækspersonale på et amerikansk hangarskib, med forskelligt farvede jakker
Første Verdenskrig.
Stormagterne anvendte hangarskibe som baser for vandflyvere. Vandflyverne anvendte havet som startbane og blev hejst om bord på skibene til optankning og vedligeholdelse. Forskellige krydsere blev ombygget til at afprøve operation af hjuludstyrede fly og i juli 1918 udførte Royal Navys HMS "Furious" historiens første angreb med landfly fra et skib. Syv Sopwith Camels bombede den tyske zeppelinerbase i Tønder med to ødelagte luftskibe til følge.
2. verdenskrig.
Japanske dykbombefly varmer op (1941)
I stillehavskrigen blev der udkæmpet adskillige søslag mellem Japans og USA's hangarskibsudrustede flåder. I december 1941 angreb 414 fly fra 6 hangarskibe den amerikanske flådebase Pearl Habor og satte US Navy's slagskibsstyrke ud af spillet.
I 1942 mistede US Navy 5 af deres 8 hangarskibe, men modtog kun 1 nybygning (USS Essex). De amerikanske værfter byggede dog adskillige hangarskibe senere i krigen og elleve måtte afbestilles ved fredsslutningen. De japanske hangarskibspiloter var dygtige, men deres tab blev ikke erstattet.
Kirk Douglas.
Kirk Douglas (født 9. december 1916) er en amerikansk filmskuespiller.
Kirk Douglas blev født som Issur Danielovitch Demsky. Hans søn Michael Douglas er også filmskuespiller.
John Cleese.
John Marwood Cleese (født 27. oktober 1939) er en britisk komiker, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør, født i Weston-super-Mare i amtet Somerset. Hans komiske talent viste sig, da han var medlem af Cambridge Footlights Revue, mens han læste jura på Downing College ved universitetet i Cambridge.
Han blev berømt som et af medlemmerne af Monty Python-truppen, især for sketchene "Cheese Shop" ("Ostehandleren"), "The Ministry of Silly Walks" ("Ministerieret for gakkede gangarter") og "Dead Parrot" ("Død papegøje"), og senere som den forfærdelige hotelbestyrer Basil Fawlty i serien Halløj på badehotellet, som han skrev med sin daværende hustru Connie Booth. Cleese er kendt for sin evne til at udtrykke forargelse og skabe postyr.
Hans families efternavn var tidligere "Cheese" (ost), men hans far Reginald Francis Cheese, en forsikringssælger, ændrede sit efternavn til "Cleese", da han gik ind i hæren i 1915.
Sammen med Robin Skynner skrev Cleese flere bøger om, hvordan man håndterer sine pårørende: "Familier - og hvordan man overlever dem" og "Livet - og hvordan man overlever det". Bøgerne er en løbende dialog mellem Skynner og Cleese.
Han producerede og optrådte også i flere succesrige film om virksomhedskultur, blandt andre "Meetings, Bloody Meetings" (Møder, forbandede møder) og "More Bloody Meetings" (Flere forbandede møder) om, hvordan man arrangerer og afholder et møde med succes.
Da Monty Python-kollegaen Graham Chapman døde af kræft, holdt Cleese en særdeles mindeværdig tale til begravelsen, hvori han blandt andet brøstede sig af at være den første til at sige "fuck" til en mindehøjtidelighed, direkte på TV.
John Cleese har desuden gæstet det danske sketchshow "Casper og Mandrilaftalen", hvor han spillede flere roller.
Cleese blev i 2008 skilt, og dommeren besluttede at han skulle give omkring 110 millioner danske kroner til sin tidligere hustru. Efter skilsmissen har Cleese bl.a. Reklameret for Elgiganten.
Herning.
Herning ligger i Vestjylland og er hovedby i Herning Kommune. Byen er den fjerdestørste i Region Midtjylland og har 45.890 indbyggere (2010) inkl. Tjørring, Snejbjerg, Lind, Birk, Hammerum og Gjellerup, som via industrikvarterer er vokset sammen med selve købstaden. Herning er dermed Danmarks 12. største by.
Historie.
Navnet kommer af det ældre "Hørningh" ("horn", dvs. fremspringende bakke, og endelsen "-ing").
Herregården Herningsholm blev opført i 1579. Med 21 indbyggere i 1840 var Herning langt fra at være en by. Opdyrkningen af heden i begyndelsen af 1800-tallet medførte stigende befolkningstal og Herning udviklede sig som handelscentrum for området. Noget atypisk for bydannelser opstod byen Herning omkring et tinghus og et apotek. Da landevejen mellem Ringkøbing og Silkeborg blev anlagt igennem den sparsomme bebyggelse i 1840'erne, begyndte landsbyen at vokse.
De tyndt befolkede og fattige heder i Midt- og Vestjylland havde fra gammel tid tradition for uldproduktion. Bønder og hyrder strikkede strømper og andet uldtøj som blev videresolgt af omvandrende hosekræmmere. Indbyggerne kaldes også uldjyder, i dag lettere spøgefuldt. Husfliden udviklede sig til en omfattende tekstilindustri i Herning, Ikast og Brande. I 1873 anlagdes et dampdrevet uldspinderi, som i 1876 blev til en klædefabrik. Året efter blev Herning endestation for jernbanen fra Skanderborg-Silkeborg. I 1887-89 blev den romanske middelalderkirke nedrevet og erstattet af den nuværende Herning Kirke. Flere bygninger fra perioden er Hotel Eyde fra 1893, Herning Tinghus fra samme år og Missionshuset Bethania fra 1898. Forfatteren Nis Petersens barndomshjem fra 1905 eksisterer stadig (Nygade 14). Omkring 1900 havde Herning ca. 4.000 indbyggere. Ved Torvet står Hedebanken fra 1912, som i dag regnes for en af byens smukkeste bygninger.
Herning blev købstad i 1913, en tid hvor udviklingen yderligere tog fart med mange nye tekstilvirksomheder og anden industri i området. I Hosebinderlaugets Hus fra 1919 mødtes tøjfabrikanterne og koordinerede deres trikotageindustri, og også jern-, metal- og møbelindustri udviklede sig mærkbart i det 20. århundrede. Herning fik gymnasium, centralsygehus, seminarium og et vist teater- og musikliv.
Fra 1941 oprettedes der i hele landet civilforsvarskorps. Den første kolonne fik til huse på Herningsholm, der blev indrettet til kaserne. I 1966 flyttede kolonnen til en egentlig kaserne i den nordvestlige del af byen. Afdelingen er i dag Beredskabsstyrelsen Midtjylland.
I 1961 åbnede Herning Højskole med sit markante højhus i 16 etager i den østlige udkant af byen. Højskolen måtte lukke i 2007 af økonomiske årsager.
I 1982 anlagdes et stort kraftvarmeværk syd for byen. Siden er adskillige høje bygninger skudt op i Herning. Torvet blev restaureret i 1996.
Herning er to gange blevet kåret som Årets By: i 1965 for at være "en god by at leve i" og i 2003 for at være "en by med spræl i".
Herning har også vundet kampen om beliggenheden af et kommende supersygehus blandt i alt to i Region Midtjylland. Sygehuset er planlagt til at ligge i Gødstrup tæt ved Herning.
Geografi og trafik.
Herning ligger som et vej- og jernbaneknudepunkt på den tyndt befolkede vestjyske hede, der i dag for størstedelen er opdyrket. De nærmeste nabobyer er Ikast (11 km mod øst), Brande (25 km mod syd), Ringkøbing (44 km mod vest), Holstebro (34 km mod nordvest), Silkeborg (35 km mod øst) og Viborg (48 km mod nordøst). Længere bort er der 79 km til Århus, 66 kilometer til Vejle og 128 kilometer til Aalborg.
Jernbanerne Struer-Vejle (DSB) og Skjern-Århus (Arriva) krydser hinanden i Herning. IC-forbindelsen Struer-København betjener Herning i totimersdrift. Forbindelsen Herning-Århus betjenes i halvtimesdrift, og forbindelsen Herning-Skjern i timesdrift. Endvidere findes regionaltogsforbindelsen Struer-Fredericia som betjenes i totimersdrift. Herning ligger 25 km fra Karup Lufthavn og 57 km fra Billund Lufthavn. 5 km nordøst for byen ligger Herning Lufthavn, der ikke har fast rutetrafik. Jernbanen Herning-Viborg eksisterede fra 1906 til 1971 (godstrafik til 1977).
Rute 15 (Herningmotorvejen), fra Herning til Århus, åbnede i 2002 fra Herning til Bording. Efter fastlæggelsen af ruteføringen for den sidste etape af motorvejen - gennem det nordlige Silkeborg - forventes Herningmotorvejen at være færdiggjort i 2016. I 2006 åbnede det første stykke af Rute 18 (Midtjyske Motorvej) øst om Herning, fra Sunds til Brande, hele strækningen Herning-Vejle forventes klar i 2014.
Erhverv.
Herning er kendt som kongres- og messeby på grund af Messecenter Herning. Den store multiarena, Jyske Bank Boxen som er blevet bygget ved MCH Messecenter Herning, er pt. Danmarks eneste. Den store arena med plads til 12- 15.000 tilskuere blev indviet af Lady Gaga i oktober 2010, men fik sin ilddåb med udsolgte mellemrunde- og finalekampe i forbindelse med europamesterskaberne i kvindehåndbold i december 2010. Den traditionelle tekstilindustri præger ikke Herning og nabobyerne på samme måde som tidligere, og mange af arbejdspladserne er flyttet til udlandet. I Herning ligger en stor Danish Crown-filial, et af Danmarks største svineslagterier.
Herning er i dag et væsentligt økonomisk center og en by i vækst, i modsætning til mere stagnerende områder i Midt- og Vestjylland. Dette skyldes især, at byrådet gennem mange år har haft en bevidst strategi om at tiltrække arbejdspladser og udbygge kulturlivet. Herning er kendt som en driftig handelsby med et stort udbud af både kædebutikker og specialbutikker. For at fastholde positionen som den førende handelsby i området blev HerningCentret udvidet i 2006 og igen i 2009, til i dag at rumme 75 butikker.
Blandt byens førende virksomheder er Egetæpper stiftet af Mads Eg Damgaard, Herning Tankskibsrederi, Bankernes EDB-Central og herreundertøjsproducenten JBS.
Kultur og seværdigheder.
I det nordøstlige hjørne af byen ligger "Blichermuseet" på herregården Herningsholm. Her findes udstillinger om den berømte digter Steen Steensen Blicher, som skildrede hedeegnen.
Herning Museum er oprettet i 1892 og beretter om hedeboernes kulturhistorie; desuden er et lille frilandsmuseum med egnsbygninger tilknyttet.
I den østlige udkant af byen ligger Herning Kunstmuseum, der kendetegnes af arkitekten C.F. Møllers keramisk farvede bygning, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. Bygningen er fra 1976 og indeholder mere end 4.000 kunstværker af dette kunstnerægtepar. Den øvrige del af kunstmuseet er oprettet i en skjortefabrik fra 1965. I samme bydel står Elia, en 32 meter høj og 60 meter bred, sortmalet, fabrikslignende skulptur der udspyr en 8 meter høj stikflamme hvert 18. døgn. Skulpturen er skabt af Ingvar Cronhammar i 2001.
Steven Holl præsenteret som manden der skulle tegne Hernings kommende kunstmuseum (Heart) som blev indvidet 09.09.2009 Herning har fået en fantastisk spændende bygning, der udover at huse kunstmuseet også bliver hjemsted for Socle du Monde biennalen og Ensemble MidtVest.
Danmarks Fotomuseum skildrer fotografiets historie siden 1839. Baboon City er et indendørs forlystelsescenter for børn og voksne. Ved Haunstrup, 12 km vest for Herning, ligger dyreparken Jyllands Park Zoo.
I 1954 åbnede udstillingsbygningen Herning-Hallen, der senere voksede og blev til Messecenter Herning.
I 2004 indviedes SAS Arena, et fodboldstadion nær Messecentret med plads til 12.000 tilskuere og hjemsted for FC Midtjylland. I 2005-06 etableredes to nye badesøer, Fuglsang Sø og Holtbjerg Sø. Grøn Koncert er efter ti års fravær igen kommet til Herning. DGI bygger p.t. et wellness-center med et tilhørende 12-etagers højhus (heraf 9 etager til boliger) i Herning midtby.
2007 blev Herning udpeget som nationalt industriminde af Kulturarvsstyrelsen.
Algeriet.
Algeriet (arabisk: الجزائر, fransk: Algérie'") er et land i det nordlige Afrika, der ligger ud til Middelhavet og grænser op til Tunesien, Libyen, Niger, Mali, Mauretanien, Vestsahara og Marokko. Forfatteren Albert Camus og fodboldspilleren Zinedine Zidane er fra Algeriet. Yves Saint Laurent er bl.a. også født i Algeriet.
Historie.
Algeriet opnåede selvstændighed i 1962 ved Evian-aftalen efter Algierkrigen.
Over 100.000 mennesker er blevet dræbt siden 1991, hvor regeringen aflyste et valg
hvor Den Islamiske Frelserfront stod til at vinde.
Klima og miljø.
Klimaet er tørt til halvtørt, med milde, regnfulde vintre og varme, tørre somre ved kysten. I højere områder er det mere tørt med kolde vintre og varme somre. Om sommeren blæser den varme, sandfyldte scirocco-vind almindeligvis.
Nogle af Algeriets miljøproblemer er jorderosion, udslip af urent kloakvand, vandforurening fra olieraffinaderier samt en mangel på frisk vand. Algeriet har skrevet sig på, men ikke ratificeret FN-aftalen om forbydelse af atomvåben. Al elektricitet produceres ved hjælp af fossile brændstoffer.
Kultur.
Musikstilen raï kommer fra Algeriet.
Økonomi.
Olieindustrien er den vigtigste indtægtskilde i Algeriet, og svarer til 30% af BNP og over 95% af eksportindkomsten. Algeriet har verdens femtestørste naturgas-reserver, og er verdens næststørste naturgas-eksportør. Når det gælder olie, har landet verdens 14. største reserver. For at mindske afhængigheden af olie som næringskilde forsøger regeringen at sprede investeringer til andre brancher, men man har løbende problemer med en høj arbejdsløshed og lav levestandard.
Partier.
Liste over de tre største politiske partier i Algeriet.
Lyd.
Lyd er den gentagne forplantning af trykbølger gennem luft. Som andre bølger kan disse trykbølger beskrives ved deres frekvens, dvs. antallet af bølger per tidsenhed (Hz eller s-1). Et normalt menneske kan høre lyde i frekvensområdet fra 20 Hz til cirka 20000 Hz. Desuden kan bølger beskrives ved deres bølgelængde, som er afstanden fra bølgetop til bølgetop. Bølgelængden står i et omvendt forhold til frekvensen, idet frekvensen kan beregnes som lydens hastighed divideret med bølgelængden. Endelig kan lydbølger beskrives ved deres styrke (amplitude). Amplituden vil angive lydstyrken, som ofte måles i dB.
Lyd bevæger sig som bølger gennem forskellige stoffer, som f.eks. luft eller vand, hvilket gør, at der er fuldstændigt stille i
rummet, da vakuumet ikke kan bære lyden rundt.
Man kan lagre lyd elektronisk - i tonefilmens barndom gjorde man det ved hjælp af lys - grammofonplader lagrede lyd som små ujævnheder i rillen på en lakplade (senere vinylplader) - senere anvendtes magnetiske materialer i forbindelse med en båndoptager.
Kendte lagringsmedier er bånd til båndoptager, videobånd og tilbehør til datamater, f.eks. disketter, fastdiske, CD-ROM mv.
Når lyden er omdannet til data på et medie, kan disse komprimeres, så de ikke fylder så meget. En Audio-CD kan rumme ca. 74 min. lyd i hifi-kvalitet (44,1 kHz) - hvis man komprimerer ved hjælp af MP3-metoden, kan man lagre ca. 15 gange så meget. Der tabes ofte kvalitet ved kompression, dog er der undtagelser (f.eks. FLAC og APE). Der forskes meget i metoder, der går videre end MP3, f.eks. Ogg Vorbis, som er fri software.
Poppel.
Poppel ("Populus") er en slægt af hurtigt voksende, løvfældende træer. Visse arter af Poppel kaldes også Asp'", som er det gamle, danske navn for disse træer.
Jesuiterordenen.
Jesuiterordenen (latin: "Societas Jesu," "Jesu Selskab"), katolsk orden grundlagt i 1534 af Ignatius af Loyola og stadfæstet af paven i 1540.
Ordenen havde ingen ordensdragt eller klostre. Det var en orden af præster, der ubetinget skulle stille sig til rådighed for paven.
Jesuiterordenen var i en periode en af de mægtigste organisationer indenfor den katolske kirke, og spillede en afgørende rolle under modreformationen og i den katolske hedningemission.
Oprindeligt måtte den kun have 60 medlemmer, men denne begrænsning blev ophævet i 1543, og i løbet få år spredte den sig over det meste af verden, hvor den mange steder fik stor indflydelse; Den arbejdede for den katolske kirkes verdensherredømme, og i Paraguay i Sydamerika overtog jesuitterne helt magten.
Ordenen blev ophævet i 1773, men genoprettet i 1814, og driver i dag en lang række skoler og universiteter, hovedsageligt i USA.
Jesuiterordenens kendetegn.
Jesuiterordenens mottoer er: "Ad mairoem Dei gloriam" "Til større ære for Gud". Det andet er "Tro og Retfærdighed".
"Iesu Societas" i dag.
Jesuiterordenen har altid været indflydende på en meget stille måde, både i politik og i Kirken, hvilket har dannet meget misundelse gennem tiderne, men også i dag, især iblandt deres kammerater af andre ordener og medlemmer af Kirken. Det har nogle gange måtte betyde hårde tider for ordenen, og endda en ophævelse.
"Jesu soldater" som jesuiterne ofte bliver kaldt, blev i starten dannet for at beskytte Kirken imod Protestantismen og bevare de troende i Den Katolske Kirke. Ifølge Sankt Ignatius var opdragelsen disse "soldaters" vigtigste våben, hvilket har ført til en stærk tradition af jesuiterskoler rundt om verden.
Jesuiterne har i dag ikke så meget magt i Den Katolske Kirke, som de har haft, mest fordi de sidste paver ikke har været særlig gode venner med dem. Benedikt XVI har tilgængeld vist sig positivt overfor jesuiterne. Alligevel er ordenens "general" igennem tiderne altid blevet kaldt for "Den Sorte Pave", på grund af hans store indflydelse og på grund af, at jesuiternes ordensdragt er sort. Den nuværende Sorte Pave er spanieren Adolfo Nicolás.
Jesuiternes intellektuelle kamp imod Protestantismen endte for længe siden. I dag er jesuiterne et stort eksempel på økumeni og har i dag, udover skoler og universiteter i den vestlige verden, en lang række missioner i Sydamerika, Afrika og især i Indien, hvor der bliver bygget skoler og andre velgørenhedsbygninger, udover at lære de infødte om Jesus og Evangeliet med deres eget liv som eksempel. Alt i samarbejde med andre munke- og nonneordener fra Den Katolske Kirke. Man kan udpege at næsten 200 nye munke, der ville ind i ordenen i 2007 kom fra Indien.
Ordenens medlemmer er ikke kendt for at have et fredeligt liv inde i et kloster, men for at være sammen med den fattigste del befolkningen, hjælpe dem og uddanne dem. Denne radikale måde at leve Jesus ord på har skabt meget polemik inden i Kirken, eftersom jesuiterne faktisk leder den progresistiske fløj i Den Katolske Kirke. Befrielsesteologien, forsvar af homoseksuelle og "feministiske" idéer inden for Den Katolske Kirke er noget den såkaldt "kirkelige højrefløj" (Opus Dei, Neokatekumenalske Vej...) der lige nu har meget stor magt i Kirken, ikke kan lide.
Jesuitterne er derfor altid bundet til Den Katolske Kirke, og er i dag flittige under store beskyldninger, angreb og pres fra deres egen Kirke, men optræder som altid ved disse stunder uden at kny, diskrete, lydige i deres løfter og tavse i deres arbejde, imens de venter på deres tur.
I dag er jesuiterordenen, sammen med Franciskanerordenen, én af de største munkeordener i den Romerskatolske Kirke, med næsten 20.000 munke rundt om kloden.
Jesuiterskoler.
Den første jesuitskole blev grundlagt 1548 i Messina på Sicilien. I 1599 blev ordenes pædagogiske håndbog "Ratio atque Institutio Studiorum Iesu" udgivet. Fire opgaver stod i fokus for jesuitterne: Undervisning, skriftemål, prædiken og mission. Loyola havde personligt sat undervisning højt, ud fra en ret moderne pædagogik, der ikke lagde vægt på terperi. Jesuitternes skoler kunne hurtigt vise til så gode resultater, at romerske lærere der underviste efter de gamle metoder, tabte elever og i ren desperation gik løs på jersuitternes skole. I perioden 1773-1814 (imellem jesuiterordenen ophævelse og genoprettelse) blev 546 skoler lukket. I 2001 er antallet af jesuiterskoler (gymnasier) på verdensplan 316, heraf er 128 skoler placeret i USA, Mellemamerika og Sydamerika, 57 skoler i Europa, 11 skoler i Afrika og Mellemøsten, 120 skoler i Asien. I Danmark er der én jesuiterskole: Niels Steensens Gymnasium, der blev grundlagt i 1950.
Michelangelo di Caravaggio.
Michelangelo Merisi da Caravaggio (1571 - 1610), var en italiensk maler. Han revolutionerede maleriet omkring år 1600. Malerierne fremstår i en dramatisk stil med figurer i skarpt lys på en mørk baggrund, kaldet clairobscur (fransk), eller chiaroscuro (italiensk.)
Som følge af et voldsomt temperament var han ofte på kant med loven. I 1606 flygtede han fra Rom, fordi han havde dræbt en mand i kamp. Nye dokumenter fra Roms politi vier, at manden han slog ihjel var Ranuccio Tommassoni, en alfons fra Roms prostiturede kvarter. Mordet var nøje planlagt og ikke et udslag af et pludseligt raseri, som Caravaggio var kendt for.
I følge dokumenter fra Roms politi var det planlagte mord arrangeret af i alt otte mænd, der alle er navngivet i politi-rapporten.
Efter drabet lykkedes det Caravaggio at flygte. En af hans venner, der selv blev såret, blev stillet for retten. Caravaggio tog til Napoli og derfra videre til Malta, hvor han slog sig ned, udenfor Roms juridiske rækkevidde. På Malta blev han optaget hos malteserridderne, også kaldet johanniterridderne, og ordenens stormester udnævnte Caravaggio til riddernes officielle maler. Senere boede han på Sicilien, hvor han udførte adskillige opgaver. Pave Paul den 5. dødsdømte ham in absentia for drabet på Tommassoni. Hans indflydelsesrige venner sørgede i midlertid for, at han kunne benådes for sine forbrydelser i almindelighed - drabet i særdeleshed. Og efter forhandlinger med pavens nevø, Scipione Borghese, blev hans benådning arrangeret, men på vej tilbage til Rom døde han 38 år gammel af malaria i den lille by Port'Ercole.
Rom markerede sidste år 400-året for Caravaggios død. Det skete blandt andet med en stor udstillingen af den gale malers hovedværker og den udstilling blev set af over 750.000 mennesker. En ny udstilling af statsarkiver om Caravaggios liv i Rom kan ses frem til 15. maj 2011.
Lutspilleren, oliemaleri fra cirka 1595 af Caravaggio
Georges Clemenceau.
Georges Benjamin Clemenceau (28. september 1841 - 24. november 1929), fransk politiker. Clemenceau var premierminister i perioderne 25. oktober 1906 - 20. juli 1909 under præsident Armand Fallières og 16. november 1917 - 18. januar 1920 under præsident Raymond Poincaré.
Clemenceau er én af de centrale skikkelser i den Tredje Franske Republik. Han stammede fra en velhavende, oprindelig protestantisk, republikansk familie i Vendée, uddannedes som (ikke praktiserende) læge og deltog i oppositionen mod Napoleon 3., 1865-69 opholdt han sig i USA. Under den Fransk-tyske krig trådte han for alvor ind i politik, var borgmester i Montmartre, protesterede mod freden 1871 og tog en kort tid del i Pariserkommunen. Gennem 1870'erne og 1880'erne blev han en førende oppositionspolitiker på den borgerlige venstrefløj og kom navnlig i første række efter Gambettas død. Han var medlem af Nationalforsamingen 1876-89 og af Senatet fra 1902. Hans virke i disse år var ofte af destruktiv art, idet han ustandselig medvirkede til at styrte de siddende regeringer og kun få gange selv blev minister. Desuden optrådte han som skarp fortaler for Paris' selvstyre. Som udpræget kamplysten enspænder stod han ofte isoleret blandt de øvrige politikere og gik under øgenavnet "Tigeren".
Politisk tilhørte Clemenceau det franske radikale venstre, jakobinernes arvtagere, han var overbevist republikaner, modstander af kirkens magt, tilhænger af visse sociale reformer men tillige yderst fransknational. I de unge år stod han visse socialistiske politikere nær, men gled med tiden noget til højre, dog uden at forlade sit partistandpunkt. Grundtanken i hans udenrigspolitiske holdning var tyskfjendtligheden. Hele sit liv var han præget af 1871-nederlaget og betragtede Tyskland som Frankrigs farligste fjende, der for enhver pris måtte standses. Han var derfor ikke særlig interesseret i den franske kolonipolitik, men ønskede koncentration om europæiske forhold. Sidst i 1880'erne kom han i modvind, da han støttede den politiske eventyrer, general Boulanger, som han dog siden vendte sig imod, og han svækkedes ved en delvis indblanding i Panamaskandalen 1893. Til gengæld fik han et udpræget come-back i Dreyfus-affæren, hvor han blev én af hovedmændene for at give Dreyfus oprejsning og hjalp forfatteren Zola med hans indlæg - det berømte slagord "J'accuse" ("Jeg anklager!") synes opfundet af Clemenceau. 1906-09 var han første gang regeringschef; hans tid gik med kamp mod strejker, hvilket fjernede ham fra hans tidligere meningsfæller.
Under Første Verdenskrig kom Clemenceaus politiske storhedstid. I begyndelsen deltog han udelukkende i oppositionen mod de skiftende regeringer, men i kriseåret 1917 blev han omsider for anden gang premierminister med næsten diktatorisk magt. Han koncentrerede al kraft om krigsførelsen, slog ned på alle forsøg på særfred og bidrog uden tvivl til at holde kampånden ved lige, lige til sejren blev vundet.
Under fredsforhandlingerne i Versailles 1919 spillede han en hovedrolle som én af "de fire store". Hans hovedmål var Tysklands uskadeliggørelse og svækkelse, han kæmpede for at sikre Frankrigs grænser og erstatninger fra Tyskland, han havde her USAs præsident Woodrow Wilson som vigtigste modspiller. Eftertiden har bedømt ham hårdt for de strenge krav til Tyskland i Versailles-freden og til tider givet ham medskyld i nazismens gennembrud. Denne kritik er dog sandsynligvis kun delvis rigtig; flere af de andre allierede ledere stillede større økonomiske erstatningskrav end han, og i nogle tilfælde bidrog han til at dæmpe krav fra mere yderligtgåede franske kredse.
Trods successen i Versailles fandt mange franskmænd hans resultater utilstrækkelige, og han benyttede sit nederlag ved præsidentvalget januar 1920 til at trække sig helt ud af politik. Sine sidste år tilbragte han på rejser samt i isolation i Vendée.
Han var meget kunstinteresseret og støttede sin ven, maleren Claude Monet, ligesom han i flere år var ven med Georg Brandes. Han skrev også flere populærhistoriske værker, bl.a. om den græske politiker Demosthenes.
Blandt de franske politikere, som har været påvirket af ham, kan især nævnes Charles de Gaulle i dennes yngre år.
Clemenceau var medlem af Det franske Akademi fra 1918 til sin død.
Edward Herbert Thompson.
Edward Herbert Thompson (28. september 1857 - 11. maj 1935) var en amerikansk arkæolog, som studerede mayaernes civilisationer og udgravede byer og religiøse bygningsværker i Chichen Itza på Yucatán-halvøen.
Seymour R. Cray.
Seymour R. Cray (28. september 1925 – 5. oktober 1996) var en amerikansk elektroingeniør og pioner indenfor anvendelse af transistorer i computere og siden udvikler af supercomputere til brug for store erhvervsvirksomheder og læreanstalter.
Hornblad-ordenen.
Hornblad-ordenen ("Ceratophyllales") har følgende fællestræk: Det er vandplanter, der indeholder delfinidin, alkaloider og æetriske olier. Bladene er modsatte med tornede bladrande.
Canella-ordenen.
Nogle af "Austrobaileyales" har også været inkluderet her. Under det ældre Cronquists system blev de inkluderet i Magnoliales, som de er beslægtede med.
Barbadoskirsebær-ordenen.
I det ældre Cronquists system var disse familier were spredt mellem flere ordener, hvoraf ikke særligt mange tilhørte "Rosidae". De mest bemærkelsesværdige var "Polygalales", "Violales", "Theales", "Linales" og "Euphorbiales".
Græskar-ordenen.
I det ældre Cronquists system blev de første 4 familier placeret i ordenen "Violales" i "Dilleniidae" med "Tetramelaceae" anbragt i "Datiscaceae". De andre familier blev distribueret ud over forskellige ordener.
Pors-familien.
Pors-familien ("Myricaceae") består af arter, som er buske eller sjældnere: træer. De indeholder harpiksagtige stoffer. Bladene er spiralstillede, aromatiske og usammensatte. Bladranden er hel til tandet. Arterne har sædvanligvis knolde med kvælstofsamlende strålesvampe. Arterne indeholder ikke cyanider, alkaloider og iridoider. Derimod har de flavonoler, kaempferol, quercitin, myricetin og ellaginsyre. Hernævnes kun de slægter, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Birke-familien.
Birke-familien ("Betulaceae") består af løvfældende træer og buske, som er fordelt på 6 slægter og 120 arter. Bladene er spredtstillede og hele. De hanlige blomster er samlet i hængende rakler. De hunlige blomster er kogleagtige, oprette eller hængende. Frugten er en enrummet nød med eller uden vinge.
Bøge-familien.
Bøge-familien (Fagaceae) er en familie med 7 slægter og 670 arter, der er udbredt i de kolde, tempererede og subtropiske egne. Det er stedsegrønne eller løvfældende træer eller sjældnere: buske. De stilkede blade sidder skruestillet. Bladene er hele med glat, tandet eller dybere indskåret rand. Blomsterne er samlet i rakler, der enten består af rent hunlige eller rent hanlige blomster. Begge slags findes dog på samme plante. Frugterne er nødder, der sidder 3 sammen i en skål. Derfor kaldtes familien tidligere for "Skålfrugt-familien".
Her beskrives kun slægter, der er repræsenteret ved arter, som vokser vildt i Danmark, eller som bliver dyrket her.
Se også.
Eg (Quercus) i Danmark
Lyng-ordenen.
Lyng-ordenen ("Ericales") rummer mange familier og slægter. Den er kendetegnet ved, at arterne indeholder tanniner og triterpener (heri indbefattet saponiner). Bladene sidder spiralformet.
Bemærk, at slægterne i "Myrsinaceae" og "Theophrastaceae" nu (2009) iflg. APG III systemet er optaget i denne familie.
Ensian-familien.
Ensian-familien ("Gentianaceae") er udbredt over hele verden, men med tyngdepunktet i de tempererede egne. Blandt arterne findes både urter, buske og træer. Planterne er hårløse, de er afhængige af mycorrhiza, og de opsamler aluminium. Familiens arter indeholder ikke stivelse, men i stedet oligosaccharider. Flere arter bruges som lægeplanter på grund af deres indhold af tanniner og alkaloider. Her omtales kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der dyrkes, eller som er vildtvoksende i Danmark.
Ranunkel-familien.
Ranunkel-familien ("Ranunculaceae") består af 62 slægter og ca. 2.500 arter, der oftest er urter med spredte, håndnervede mere eller mindre delte blade, ofte med stor bladskede, men ingen akselblade. Blomster i kvastformede stande. Undersædig. Mange, frie, skruestillede støvblade. Planterne i denne familie er som regel giftige.
Her beskrives kun de slægter, som dyrkes i Danmark, eller som er vildtvoksende her.
Bemærk, at Sølvlys ("Cimicifuga") er overført til Druemunke ("Actaea") efter de seneste undersøgelser. Tilsvarende er Vorterod-slægten ("Ficaria") nu overført til Ranunkel ("Ranunculus"). Endvidere er arterne i den tidligere slægt "Pulsatilla" nu overført til slægten Anemone.
Gerhard Christoph von Krogh.
Gerhard Christoph von Krogh (10. oktober 1785 Aastrup ved Haderslev - 12. april 1860) Dansk officer. Søn af kammerherre, hofjægermester Friderich Ferdinand von Krogh og Rosina Elizabeth von Frankenberg und Proschlitz. Gift 6. februar 1813 med Siegfriede Victorine Knuth.
Ved krigsudbruddet i 1848 (Treårskrigen) overtog han kommandoen over en brigade.
Under våbenstilstanden 1848-49 var han kommanderende general i Jylland og forestod bl.a. forbedringen af fæstningen Fredericia.
Overgeneral i 1849 med Frederik Læssøe som stabschef.
Udmærkede sig i angrebet på Sundeved i 1849, men fik senere skylden for flådens nederlag i Eckernförde, hvilket medførte at han blev afsat. Senere blev han frikendt af en undersøgelseskommission og genansat, nu som overgeneral for hele landhæren i 1850. Ledede som overgeneral Slaget på Isted Hede som han gik sejrrigt ud af.
Kommanderende general i Slesvig fra 1851 og i Holsten og Lauenburg med hovedkvarter i Kiel.
Fritaget for kommando i 1856 på grund af sygdom. Han flyttede herefter til København og fik en bolig i det daværende Frederik VI's Palæ (Schacks Palæ; senere kaldet
Christian IX's Palæ – det sydøstlige af Amalienborg-palæerne) og fra 1858 en hædersgave fra staten på 15.000 rigsdaler.
Kroghsgade i Århus opkaldt efter ham.
Kilder/henvisninger.
Gerhard Christoph von
Lyng-familien.
Lyng-familien ("Ericaceae") er en familie, som er rig på slægter og arter. Det er træagtige planter med mycorrhiza, hvad der gør det muligt for dem at leve under meget næringsfattige jordbundsforhold ("surbundsplanter"). Bladene er indrullede langs randen, som er hel, savtakket eller tandet. Blomstringen sker fra skudspidsen. Arterne indeholder quinoner.
Siegfriede Victorine Knuth.
Siegfriede Victorine komtesse Knuth. (30. maj 1790 - 1866). Datter af greve Adam Christopher Knuth og Sophie Magdalene Moltke.
Gift 6. februar 1813 med Gerhard Christoph von Krogh dansk overgeneral i Treårskrigen.
Siegfriede Victorine
Audrey Hepburn.
Audrey Hepburn, oprindeligt Audrey Kathleen Ruston, (født 4. maj 1929, død 20. januar 1993) var en belgisk født, britisk/amerikansk filmskuespiller.
Kærlighedsliv.
Audrey Hepburn og Andrea Dotti (1963)
I 1952 blev hun kædet sammen med James Hanson. Hun kaldte det "Kærlighed ved første blik". Selvom de nåede at gøre sig klar til at blive gift, mente Audrey alligevel ikke at deres ægteskab kunne fungere, da hun regnede med at deres karriere ville holde dem adskilt. Audrey endte derfor med kun at blive gift to gange. Den ene gang med skuespilleren Mel Ferrer og den anden gang med den italianske doktor Andrea Dotti. Hun fik et barn med hver af de to mænd. Sean, født 1960 med Mel, og Luca, født i 1970 med Dotti.
Død.
I 1992, da Audrey var på vej tilbage til Schweiz fra et besøg i Somalia følte hun smerter i underlivet. Hun konsulterede en specialist men fik ingen afgørende resultater. Hun besluttede at få det undersøgt yderligere mens hun var i Los Angeles i oktober. Den 1. november valgte lægen at udføre en laparoscopy og opdagede kræft i underlivet og valgte derfor at operere. Et par dage senere konstateredes yderligere problemer. Selv om hun fik stærk smertelindrende medicin var dette ikke nok til at dumle smerten. Derfor valgte lægerne at operere endnu en gang. Efter en time på operationsbordet kunne kirurgerne konstantere, at kræften havde spredt sig for meget, og at der ikke var noget håb om helbredelse.
Audrey Hepburn døde i Schweiz den 20. januar 1993 som 63-årig.
1227.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1222 1223 1224 1225 1226 - 1227 - 1228 1229 1230 1231 1232
Bøger.
27
Natskyggeordenen.
Natskyggeordenen ("Solanales") er en orden af dækfrøede planter. Ordenens arter har mange forskellige alkaloider (pyrrolizidin, tropan og pyrrolidin) samt O-methylflavoner. Bladene sidder skruestillet og spredt. Frugten er et bær.
1226.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1221 1222 1223 1224 1225 - 1226 - 1227 1228 1229 1230 1231
Eksterne henvisninger.
26
1225.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1220 1221 1222 1223 1224 - 1225 - 1226 1227 1228 1229 1230
Eksterne henvisninger.
25
1224.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1219 1220 1221 1222 1223 - 1224 - 1225 1226 1227 1228 1229
Eksterne henvisninger.
24
1223.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1218 1219 1220 1221 1222 - 1223 - 1224 1225 1226 1227 1228
Eksterne henvisninger.
23
1222.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1217 1218 1219 1220 1221 - 1222 - 1223 1224 1225 1226 1227
Eksterne henvisninger.
22
1221.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1216 1217 1218 1219 1220 - 1221 - 1222 1223 1224 1225 1226
Eksterne henvisninger.
21
1220.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne - 1220'erne - 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne 1270'erne
Årstal: 1215 1216 1217 1218 1219 - 1220 - 1221 1222 1223 1224 1225
Eksterne henvisninger.
20
1218.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1213 1214 1215 1216 1217 - 1218 - 1219 1220 1221 1222 1223
Eksterne henvisninger.
18
1217.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1212 1213 1214 1215 1216 - 1217 - 1218 1219 1220 1221 1222
Eksterne henvisninger.
17
1216.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1211 1212 1213 1214 1215 - 1216 - 1217 1218 1219 1220 1221
Eksterne henvisninger.
16
1215.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1210 1211 1212 1213 1214 - 1215 - 1216 1217 1218 1219 1220
Eksterne henvisninger.
15
1214.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1209 1210 1211 1212 1213 - 1214 - 1215 1216 1217 1218 1219
Eksterne henvisninger.
14
1213.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1208 1209 1210 1211 1212 - 1213 - 1214 1215 1216 1217 1218
Eksterne henvisninger.
13
1212.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1207 1208 1209 1210 1211 - 1212 - 1213 1214 1215 1216 1217
Eksterne henvisninger.
12
1211.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1206 1207 1208 1209 1210 - 1211 - 1212 1213 1214 1215 1216
Eksterne henvisninger.
11
1210.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne 1200'erne - 1210'erne - 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne 1260'erne
Årstal: 1205 1206 1207 1208 1209 - 1210 - 1211 1212 1213 1214 1215
Eksterne henvisninger.
10
1209.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1204 1205 1206 1207 1208 - 1209 - 1210 1211 1212 1213 1214
Eksterne henvisninger.
09
1208.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1203 1204 1205 1206 1207 - 1208 - 1209 1210 1211 1212 1213
Eksterne henvisninger.
08
1207.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1202 1203 1204 1205 1206 - 1207 - 1208 1209 1210 1211 1212
Eksterne henvisninger.
07
1206.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1201 1202 1203 1204 1205 - 1206 - 1207 1208 1209 1210 1211
Eksterne henvisninger.
06
1205.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1200 1201 1202 1203 1204 - 1205 - 1206 1207 1208 1209 1210
Eksterne henvisninger.
05
1204.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1199 1200 1201 1202 1203 - 1204 - 1205 1206 1207 1208 1209
Eksterne henvisninger.
04
1203.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1198 1199 1200 1201 1202 - 1203 - 1204 1205 1206 1207 1208
Eksterne henvisninger.
03
1202.
Århundreder: 12. århundrede - 13. århundrede - 14. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1197 1198 1199 1200 1201 - 1202 - 1203 1204 1205 1206 1207
Eksterne henvisninger.
02
1200.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne 1190'erne - 1200'erne - 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne 1250'erne
Årstal: 1195 1196 1197 1198 1199 - 1200 - 1201 1202 1203 1204 1205
Eksterne henvisninger.
00
1199.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
Årstal: 1194 1195 1196 1197 1198 - 1199 - 1200 1201 1202 1203 1204
Eksterne henvisninger.
99
1198.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
Årstal: 1193 1194 1195 1196 1197 - 1198 - 1199 1200 1201 1202 1203
Eksterne henvisninger.
98
1197.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
Årstal: 1192 1193 1194 1195 1196 - 1197 - 1198 1199 1200 1201 1202
Eksterne henvisninger.
97
1196.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
Årstal: 1191 1192 1193 1194 1195 - 1196 - 1197 1198 1199 1200 1201
Eksterne henvisninger.
96
1195.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
Årstal: 1190 1191 1192 1193 1194 - 1195 - 1196 1197 1198 1199 1200
Eksterne henvisninger.
95
1194.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne - 1190'erne - 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne 1240'erne
Årstal: 1189 1190 1191 1192 1193 - 1194 - 1195 1196 1197 1198 1199
Eksterne henvisninger.
94
Rhododendron 'Persil'.
Sorten "Persil" er en meget anvendt Azalea-hybrid, der har rent hvide blomster med et stort, gult øje. Derfor er navnet lånt fra et af datidens mest kendte vaskepulvere. Blomsterstanden har 8-12 enkeltblomster, der hver er ca. 6 cm i diameter. Væksten er svag til middelkraftig og løst opret. Planten har en størrelse af 1,5 x 1 m (15 x 19 cm/år).
Ikke-synlige træk omfatter rodnettet, som er fint og trådtyndt. Planten er afhængig af afhængig af konstant fugtighed, men også let og uhindret ilttilgang til rødderne. Sorten danner symbiose med de såkaldte "ericoide" mycorrhizasvampe.
Anvendelse.
Busken er fuldt hårdfør under danske forhold. Den kan bruges i surbundsbede, hvor der er fuld sol eller halvskygge.
Rhododendron 'Cunninghams White'.
Rododendron-sorten 'Cunningham's White' er en krydsning mellem Rhododendron caucasium og Rhododendron ponticum var. album, og den er blandt de mest kendte sorter af denne slægt. Det er en stor, stedsegrøn busk med middelkraftigt med rund tæt vækst. Bladene er ovale, helrandede og læderagtige, og de sidder tæt samlet nær skudspidsen. Bladknopperne er lysegrønne og slanke, mens den endestillede blomsterknop er meget kraftig. Busken kan kendes på, at blomsterknopperne bliver rosafarvede umiddelbart før udspring. I midten af maj springer de ud og bliver til hvide blomster med sartgul tegning. Blomsterklaserne har ca. 9-13 enkeltblomster, hvor hver af de klokkeformede blomster er ca. 5 cm i diameter. Frugterne er tørre kapsler, der i reglen danner modent og spiredygtigt frø.
Rodnettet er - som hos alle Rododendron - meget tæt og fint forgrenet. Planten er afhængig af "ericoid" mykorrhiza med bestemte arter af svampe. Sensommerblomstring fra september helt frem til oktober ses ofte. Sorten kan ind i mellem være plaget af døde knopper om foråret, men er ellers meget sund.
1,20 x 1,30 m (15 x 20 cm/år)
Sorten er hårdfør og meget villig - også på ugunstig jordbund, men den trives dog bedst i læ og halvskygge. Den er egnet somsolitætplante eller hækplante, og den bliver ofte brugt som grundstamme ved podning.
Rhododendron 'Furnivals Daughter'.
Sorten 'Furnivals Daughter' er formentlig opstået ved en selvbestøvning af sorten, 'Mrs. Furnivall'. Det er en middelhøj busk med en løs og kugleformet vækst. Bladene er stedsegrønne, bredt ovale og meget store. Oversiden er friskgrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker fra slutningen af maj til lidt ind i juni, hvor busken bærer stande med 8-12 store, lysrosa blomster, der hver har en mørkerød svælgtegning. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
2,50 x 2,50 m (15 x 15 cm/år)
Sorten er - som alle bladstedsegrønne - sart over for barfrost. Den bør derfor plantes i let skygge fra bygninger eller overstandere.
Rustbladet Alperose.
Rustbladet Alperose ("Rhododendron ferrugineum") springer ud tidligt i april med aflange pinkfarvede blomster. Den vokser langsomt, og når efter 10 år ca. 60 cm højde og bredde.
Planten kan bruges i plantesamlerens surbundsbed, hvor man kan sikre den det absolut bedste dræn.
Kirgisistan.
Kirgisistan (kirgisisk: Кыргызстан, "Kyrgyzstan"), også Kirgisien eller fejlagtigt "Kirgistan", officielt den Kirgisiske Republik, er et bjergrigt land i Centralasien mellem Kina, Kasakhstan, Tadsjikistan og Usbekistan. Hovedstaden er Bisjkek. Landet var en sovjetrepublik indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Landets unge demokrati var stabilt under den tidligere præsident Askar Akajev i 1990’erne, men har senere bevæget sig mod autokrati og autoritært styre. Efter revolutionen i Kirgisistan i 2005 trak præsident Akajev trak sig ud, og den politiske situation i landet er for tiden usikker.
Etymologi.
Landet har navn efter folkeslaget "kyrgyz", kirgisere, som er et tyrkisk ord for tallet 40 med flertalsendelsen "-lz". Det henviser til legenden om nationalhelten Manas, som forenede fyrretyve stammer mod khitanerne. Man inddeler traditionelt kirgiserne i 40 stammer, som også symboliseres ved de 40 stråler fra solen i landets flag.
Andet led i navnet er "-stan", som forekommer i mange geografiske navne i Centralasien. Det er et iransk (persisk) ord for sted, som kommer af den indoeuropæiske rod "*stā-" (stå) og er beslægtet med bl.a. russisk "stan" (boplads), latin "status", "stare" (stå) og ord som "stå, sted, stad, stand" i de germanske sprog.
Bindevokalen "i" forekommer også i navne som Afghanistan, Pakistan, Tadjikistan, Uzbekistan og Turkmenistan, men ikke i Kazakhstan.
Kirgisistan, Kirgisien og "Kirgistan".
På dansk forekommer også navnet "Kirgistan", som bl.a. bruges af Folkekirkens Nødhjælp og Ritzau, ofte sammenblandet med Kirgisistan eller Kirgisien. Denne oversættelse bygger på en misforståelse af ordets to sammensatte dele, "kirgis-" og "-stan". Ordets første led er folkenavnet "kirgisere", som ender på s. Tilhængere af "Kirgistan" udtaler ofte ordet med tryk på sidste stavelse, inspireret af engelsk, men dette er i strid med de andre danske navne på "-stan", der har tryk på første led.
Udenrigsministeriet, DR og de fleste dagblade bruger Retskrivningsordbogens officielle navneform, Kirgisistan. Denne form er en oversættelse af det kirgisiske navn "Kyrgyzstan", som er den gængse betegnelse, mens det officielle navn er den Kirgisiske Republik. Landet bruger selv alle betegnelserne "Kirgisien", "Kirgisische Republik" og "Kirgisistan" på sin hjemmeside for ambassaden i Tyskland, som også dækker Skandinavien.
Kirgisistan og "Kirgistan" forekommer først på dansk fra midten af 1990'erne. Det traditionelle navn Kirgisien, som bygger på det russiske navn "Kirgizija", forekommer også stadig på dansk. Efter Sovjetunionens opløsning var der i de nye, selvstændige centralasiatiske stater bestræbelser for at gøre navne og begreber mindre russiske og mere nationale, dvs. for de fleste af landenes vedkommende mere tyrkiske, da man i fire af de fem centralasiatisk republikker taler tyrkiske sprog. Derfor mener nogle at navnet Kirgisien er et "russisk" navn, som kun må bruges om regionen i det russiske kejserrige og Sovjetunionen, men ikke om den nuværende stat. Det officielle sovjetiske navn var imidlertid ikke Kirgisien, men Kirgisiske SSR (socialistiske sovjetrepublik).
I sprogbasen Korpus DK foremkommer i den nyeste version (2007) navnet Kirgisistan 23 gange, Kirgisien 12 gange og Kirgistan 9 gange.
På engelsk foretrækker man typisk det ikke-oversatte "Kyrgyzstan" eller "Kyrgyz Republic".
Historie.
Kirgisisk historie føres af kirgisiske og kinesiske historikere tilbage til 201 f.Kr. De tidligste forfædre til kirgiserne antages at være tyrkfolk i den nordøstlige del af det nuværende Mongoliet. Senere vandrede disse stammer til det sydlige Sibirien og slog sig ned langs Jenisej fra det 6. århundrede til det 8. århundrede. De spredte sig til Tuva og forblev der indtil mongolerne begyndte at røre på sig i det 13. århundrede, da kirgiserne immigrerede mod syd.
I det 12. århundrede blev islam den dominerende religion. De fleste kirgisere er sunnimuslimer af Hanafi-retningen.
I løbet af det 15. og 16. århundrede slog kirgiserne sig ned i det nuværende Kirgisistan. Det sydlige område kom under khanen i Kokand i begyndelsen af det 19. århundrede, men det blev senere annekteret af det russiske imperium i 1876. Der fulgte utallige oprør mod tsarens styre, og mange kirgisere fortrak til i Pamir-bjergene i Afghanistan. I 1916 indførte værnepligt i den russiske hær, hvilket medførte et oprøret i Centralasien der blev slået ned på nådesløs måde, og mange kirgisere flygtede til Kina.
Sovjetisk styre blev etableret i 1918, og i 1924 blev det Kara-kirgisiske autonome område oprettet inden for den russiske sovjetrepublik. Begrebet kara-kirgisisk blev brugt indtil midten af 1920'erne for at skille dem fra kasakherne, som også blev omtalt som kirgisere. I 1926 blev det autonome område til Den autonome kirgisiske socialistiske sovjetrepublik. I 1936 blev Den kirgisiske socialistiske sovjetrepublik fuldgyldigt medlem i Sovjetunionen.
19. august 1991 var der et forsøg på at kuppe præsident Askar Akajev i Kirgisistan. Efter at kupforsøget mislykkedes, meldte Akajev og vicepræsident German Kusnetsov sig ud af det sovjetiske kommunistparti, og hele partiets politibureau og sekretariatet gik af. Efter en afstemning erklærede Kirgisistan uafhængighed 31. august 1991. Kirgisisk blev gjort til det officielle sprog fra september 1991. I oktober 1991 stillede Akajev op til præsidentposten uden modkandidater og fik 95% af stemmerne.
I december 2001 fik russisk også status som officielt sprog.
I forbindelse med krigen i Afghanistan oprettede USA en luftbase i Manas i 2001.
I 2009 erklærede Kirgisistans præsident, Kurmanbek Bakijev, at han ville lukke base.
Denne meddelelse kom efter løfter fra Rusland om finansiel støtte.
Politik.
Grundloven fra 1993 fastsætter styreformen til en demokratisk republik. Den udøvende magt er præsidenten og statsministeren. Parlamentet består af to kamre. Den dømmende magt består af højesteret, forfatningsdomstolen, lokale domstole og en statsadvokat.
I marts 2002 protesterede man i Aksy i den sydlige del af landet mod arrestationen af en oppositionspolitiker. Fem demonstranter blev skudt og dræbt af politiet, hvilket udløste protester i hele landet. Præsident Akajev indledte en reformproces med deltagelse af politikere og repræsentanter for civilsamfundet, men processen endte i et grundlovstillæg som skulle styrke præsidenten og svække parlament og forfatningsdomstol. I februar 2003 blev den nye forfatning godkendt ved en folkeafstemning, der var præget af uredelighed.
Valg til et nyt etkammerparlament med 75 medlemmer blev afholdt 27. februar og 13. marts 2005, men valgsvindel var udbredt. OSCE har vurderet at valget ikke var frit og retfærdigt, men der var alligevel forbedringer fra valget i 2000. I den sydlige del af landet rejste der sig protester mod valgsvindel, som førte til vidt udbredte krav om at præsidenten og hans regime skulle trække sig. 24. marts fandt en demonstration sted med 15.000 deltagere, med ødelæggelser og plyndring til følge. Præsidentbygningen blev stormet, præsident Akajev flygtede til Kasakhstan, og statsminister Nikolai Tanajev gik af. Samme dag blev valget annulleret, og 25. marts blev Kurmanbek Bakijev udnævnt til fungerende præsident og statsminister.
Akajev fik senere politisk asyl i Rusland. Efter først at have opfattet begivenheden som et statskup, trak han sig fra embedet 4. april.
Den 10. juli 2005 vandt den fungerende præsident Bakijev præsidentvalget med 89 % af stemmerne, og han blev indsat den 14. august. Men i 2006 begyndte den folkelige opbakning at svinde på grund af fortsatte korruptionsproblemer og mordet på tre medlemmer af parlamentet.
Provinser.
Kirgisistan er delt ind i syv provinser ("oblasty") samt to uafhængige byer ("shaar"), nemlig Osj og hovedstaden Bisjkek.
Hver provins består af et antal distrikter ("raion"), administreret af regeringens tjenestemænd. Desuden findes landsbyer ("aiyl okmotus", bondesamnfund) med folkevalgte borgmestre og råd.
Geografi.
Kirgisistan ligger midt i Centralasien uden adgang til havet og grænser op til Kasakhstan, Kina, Tadsjikistan og Usbekistan. Bishkek i nord er landets hovedstad og største by med 900.000 indbyggere (2005). Næststørst er den ældgamle by Osj i Fergana-dalen nær grænsen til Usbekistan. Den vigtigste flod er Naryn, som flyder mod vest gennem Fergana-dalen ind i Usbekistan. En anden stor flod er Kara Darya, som møder Naryn i Usbekistan, hvor de danner Syr Darya, der munder ud i Aralsøen.
Bjergområdet Tian Shan udstrækker sig over det meste af landet, mens resten består af dale og floder. Issyk-Kul i det nordvestlige Tian Shan er landets største sø og verdens næststørste bjergsø (Titicacasøen er større). Det højeste punkt er Pik Pobedy med 7430 meter over havet. Bjergtoppen findes i Kakshaal-Too-bjergkæden, som udgør grænsen mod Kina, og den betragtes som det nordligste bjerg med en højde over 7000 meter.
Klimaet varierer stærkt i de forskellige regioner. Fergana-dalen i sydvest er subtropisk og har sommertemperaturer op mod 40 °C. De nordlige højder er tempererede. Tian Shan har tørt og kontinentalt klima, der i store højder er arktisk. De koldeste områder har omkring 40 dages frost årligt, og selv ørkenområder oplever konstant snefald i denne periode."[!?]" Tungt snefald i bjergene om vinteren giver store mængder smeltevand, som ofte skaber problemer længere nede.
Enklaver og eksklaver.
I Fergana-dalen, mellem byerne Margilan og Fergana og omsluttet af uzbekisk territorium, ligger den lille kirgisiske landsby Barak med 627 indbyggere.
Der er fire uzbekiske enklaver i Kirgisistan: byerne Sokh og Shakhrimardan samt de små områder Chuy-Kara (Kalacha) og Dzhangail.
Der findes to tadsjikiske enklaver i Kirgisistan: byen Vorukh og en lille bosætning nær Kairagach.
Økonomi.
Kirgisistans økonomi blev voldsomt påvirket af Sovjetunionens sammenbrud, da stort set al kirgisisk eksport gik til andre dele af Sovjet. I de første år i 1990’erne måtte fabrikker og statslandbrug lukke, og økonomien var dårligere end i nogen anden del af den tidligere Sovjetunion, dog med undtagelse af det krigshærgede Armenien, Aserbajdsjan og Tadsjikistan.
Regeringen ønskede at indføre fri markedsøkonomi, men overgangen blev hæmmet af det tabte marked. Efter stabilisering og økonomiske reformer blev landet optaget i WTO i 1998. Der har været betydelig støtte fra den Internationale Valutafond, Verdensbanken og Asiens Udviklingsbank. Siden da er økonomien styrket, men det er stadig vanskeligt at sikre årlige omsætninger og etablere et socialt sikkerhedsnet.
I 2002 står landbruget for 35,6 % af landets BNP og beskæftiger omkring halvdelen af befolkningen. På grund af den bjergrige geografi er dyrehold den vigtigste gren af landbruget, og uld, kød og mejeriprodukter er vigtige varer. Mindre end 8 % af landet er opdyrket, og agerbrug er koncentreret til lavlandet mod nord og udkanten af Fergana-dalen. Den vigtigste planteavl er hvede, sukkerrør, kartofler, bomuld, tobak, grøntsager og frugt.
Landet er rigt på mineraler (kul, guld, uran, antimon og andre sjældne metaller). Regeringen prøver at tiltrække udenlandske investeringer inden for metallurgi, særlig udvinding af guld.
På grund af bjergene og de enorme vandmængder kan der produceres masser af hydroelektrisk energi. Landet har kun små olie- og gasforekomster, og benzin og gas importeres.
Eksporten består hovedsagelig af metaller og mineraler, uld og andre landbrugsprodukter og elektricitet. Importen består af olie og naturgas, metaller, kemikalier, maskiner, træ og papir, visse madvarer og byggematerialer. De vigtigste handelspartnere er Tyskland, Rusland, Kina og nabolandene Kasakhstan og Usbekistan.
Demografi.
Hele 34,4 % af befolkningen er under 15 år, mens kun 6,2 % er ældre end 65 år. Landet er hovedsageligt et landbrugssamfund, hvor kun 33,9 % af befolkningen bor i urbane områder. Befolkningstætheden er 29 indbyggere pr. km².
Den største etniske gruppe er kirgisere, et tyrkisk folkeslag med mongolsk og kinesisk islæt. Kirgiserne udgør 69,5 % af befolkningen. Derudover findes der 9,0 % russere koncentreret i nord og 14,5 % uzbekere i syd. Mindre minoriteter er uyghurer (1,1 %), tadsjiker (1,1 %), kasakher (0,7 %), dunganere (1,2 %), tyrkere (0,9 %), koreanere (0,3 %), ukrainere (0,5 %) og en meget lille gruppe af tyskere.
Man inddeler traditionelt kirgiserne i 40 stammer, som også er markeret i landets flag.
Den fremherskende religion er sunni-islam (91 %). Den russiske befolkning er russisk-ortodoks.
Den radikale islamiske bevægelse Hizb ut-Tahrir står stærkt i Kirgisistan.
Efter uafhængigheden blev der fra officiel side arbejdet på at gøre kirgisisk til det herskende offentlige sprog. Russisk er stadig udbredt, og den ikke-kirgisiske befolkning behersker for det meste ikke kirgisisk.
99 % af befolkningen kan læse og skrive, og der er ni års skolepligt. Et ambitiøst program for at omstrukturere det gamle sovjetiske uddannelsessystem har været hæmmet af manglende økonomiske ressourcer og fragang af lærere. Kirgisisk bliver i stigende grad brugt som skolesprog i stedet for russisk, men der er mangel på kirgisiske lærebøger.
Kultur.
Det nationale epos Manas fortæller om det kirgisiske folks uafhængigheds kamp mod kineserne og kalmykerne i det 9. århundrede. Det episke digt, opkaldt efter hovedpersonen, fylder omkring en halv million vers og er et af de længste episke værker i verden.
Tush kyiz er traditionelle broderede vægtæpper. De farverige motiver viser blomster, planter, dyr, stiliserede horn, kirgisisk landsbyliv og traditioner. Tæpperne væves af ældre kvinder, hvilket kan tage flere år. De skænkes til en søn eller datter som minde om deres bryllup og hænges over parrets ægteseng.
De 40 stråler fra den gule sol i landets flag symboliserer de 40 traditionelle kirgisiske stammer. Linjerne inde i solen er en jurte.
August Krogh.
Schack August Steenberg Krogh (15. november 1874, Grenå – 13. september 1949, København) var en dansk zoolog og fysiolog. Gift 24. marts 1905 med Marie Krogh.
Krogh voksede op i Grenå og blev uddannet fra Københavns Universitet, hvor han i 1916 blev professor i dyrefysiologi. Han satte bl.a arbejdet med forbedring af insulinfremstilling i Danmark i gang, hvilket førte til oprettelsen i 1923 af Nordisk Insulinlaboratorium, som senere indgik i Novo Nordisk.
Han blev tildelt Nobelprisen i medicin i 1920 for opdagelsen af den kapillarmotoriske regulationsmekanisme. I 1945 blev han Grenås første æresborger i forbindelse med byens 500-års jubilæum som købstad. Han omtales i bogen Det 20. århundrede - De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark.
Rhododendron augustinii.
Rhododendron augustinii er en rhododendronart fra Hubei og Sichuan i Kina.
Den blomstrer omkring begyndelsen af maj med hvide eller violette blomster (kan variere) med gulbrun plet. Den har en opret vækstform og efter 10 år er den ca. 140 cm høj. Augustiniien tåler fuld sol, men er mere hårdfør på en halvskygget plads.
De former af arten, som man dyrker i Danmark, plejer at være forholdsvis hårdføre.
Rhododendron calophytum.
En Rhododendron calophytum har sin oprindelse i Kina i Sichuan og Yunnan i 1800 - 4000 meter.
Det er en stor busk/et lille træ med enorme blade på indtil 30 cm længde. Blomsten er hvid til pink i reglen med stor rød plet og tegning i april. Den kan have op til 30 blomster i standen. Det er en særdeles smuk bladplante, der tillige er en af de mest hårdføre storbladede arter. Den trives bedst i halvskygge og læ og bør beskyttes mod streng barfrost.
Rhododendron canadense.
"Rhododendron canadense" er en løvfældende busk (”azalea”) med en opret, tyndgrenet vækst. Barken er først rødlig og tæt dunhåret, men senere bliver den rødbrun og efterhånden lysegrå. Gamle grene får en bark, som er gråbrun og fint furet. Knopperne er spredtstillede, ægformede og orangerøde. Bladene er kortstilkede og ovale med hel, indrullet rand. Ved løvspring er de helt dækket af hår på begge sider, men senere bliver de mere glatte. Oversiden er blågrøn, mens undersiden er noget lysere. Høstfarven er gylden. Blomstringstidspunktet afhænger af vejrforholdene, men det ligger altid før løvspring. Blomsterne er samlet i små, endestillede halvskærne med 2-6 blomster. De enkelte blomster er 5-tallige, men let uregelmæssige, fordi de øverste tre kronblade er næsten sammenvoksede, mens de to nederste er frie og helt smalle. Kronbladene er lyserøde. Frugten er en orangerød-rustbrun kapsel med mange frø.
Rodnettet er fint og filtagtigt. Planten er afhængig af samliv med én eller flere mykorrhizasvampe.
1,00 x 0,80 m (10 x 8 cm/år)
Arten er udbredt i det østlige Canada og New England-staterne i USA. Den trives i lysåbne, fugtige eller våde moser, sumpområder og skovlysninger med næringsfattig og sur jord (lavt pH). I de mange vådområder i staten New Hampshire, USA, vokser arten sammen med bl.a. Almindelig Kongebregne, Almindelig Strudsvinge, Almindelig Thuja, Amerikansk Knapbusk, Amerikansk Snabelkalla, Brunfrugtet Surbær, Grønlandsk Post, Hvid Dværgcypres, Kardinal-Lobelie, Mose-Pors, Pile-Kornel, Rød-Ask, Skov-Tupelotræ, Smalbladet Kalmia, Sort-Gran, Storfrugtet Tranebær, Sump-Rose, Virginsk Vinterbær og Østamerikansk Lærk
Rhododendron fortunei.
"Rhododendron fortunei" er en stdsegrøn busk med en opret, én- til flerstammet, træagtig vækst, som er åben og etagedelt. Barken er først lysegrøn og svagt håret, men senere bliver den lysebrun. Gamle grene kan blive grå og afskallende i barken. Knopperne er spredtstillede, lysegrønne og spidst ægformede, og de fleste er samlet i bundter ved skudspidserne, hvor den endestillede blomsterknop er klart størst. Bladene er ovale, læderagtige og lidt hængende. Oversiden er mat grøn, mens undersiden er gulgrøn. Blomstringens sker sidst i maj til først i juni. De klokkeformede, hvidelysviolette eller svagt rosa blomster har flødefarvet svælg, og de er samlet i endestillede stande med 8-12 blomster. Frugterne er tørre kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtagtige finrødder. Planten er afhængig af symbiose med mykorrhiza-svampe.
5,00 x 3,50 m (20 x 15 cm/år).
Arten hører hjemme i Kinas Sichuan- og Hunanprovinser, hvor den vokser som underskov i 600-900 meters højde. I modsætning til de fleste andre Rododendron-arter er denne tolerant over for et højt kalkindhold i jorden. I nærheden af Qiangdao og Yantai i Shandong provincen findes den sammen med bl.a. Almindelig Kiwi, Aesculus chinensis, Chimonanthus praecox, Hydrangea chinensis, Liriodendron chinense, Magnolia denudata og Magnolia officinalis.
Rhododendron discolor står meget tæt på Rhododendron fortunei, og de kan kun adskilles fra hinanden ved, at R.discolor har forholdsvis mere smalle blade.
Rhododendron fulgens.
"Rhododendron fulgens" er en stedsegrøn busk med en kugleformet, tæt vækst. De unge skud er lysegrønne og glatte, men senere bliver de rødbrune. Gamle grene har rødbrun og helt glat, afskallende bark. Knopperne er spredtstillede, spidse og lysegrønne, men de skifter farve hen mod løvspring til karminrødt. De læderagtige blade er kortstilkede og ovale med hel rand. Oversiden er blågrøn, halvblank og glat, mens undersiden er dækket af et rustrødt filtlag. Blomstringen sker i april-maj, hvor man ser de højrøde, klokkeformede blomster sidde samlet i endestillede stande. Frugterne er 5-rummede, smalle, aflangt-cylindriske kapsler med mange frø.
Rodnettet er meget fint og filtagtigt. Planten er afhængig af symbiose med én eller flere svampearter (mykorrhiza).
2,50 x 2,50 m (25 x 25 cm/år)
Arten hører hjemme i rododendron-tykninger i 3.700-4.500 meters højde, dvs. oven for skovgrænsen i det nordøstlige Indien, Sikkim, Bhutan og Nepal. I det centrale Bhutan findes den sammen med bl.a. "Acanthopanax cissifolius", Bjerg-Skovranke, Blå Ene, Blå Lærkespore, Eng-Kabbeleje, Fjeld-Viol, Himalaya-Birk, Himalaya-Storkenæb, Krans-Konval, "Lonicera myrtilloides", "Sorbus microphylla" og Tibetansk Perlekurv.
Rhododendron 'H. C. Dresselhuys'.
Sorten 'H. C. Dresselhuys' er hybrid mellem Rhododendron 'Atrosanguineum' og Rhododendron 'Doncaster'. Det er en kraftigt voksende busk med en opret og bred, skærmformet vækst. Bladene er stedsegrønne, bredt elliptiske og store. Oversiden er friskgrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker fra slutningen af maj til lidt ind i juni, hvor busken bærer stande med op til 21 mellemstore, purpurrøde blomster, der hver har en brunlig svælgtegning. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
3,00 x 2,00 m (15 x 15 cm/år)
Sorten er kun ganske lidt sart over for barfrost. Den kan derfor plantes i ethvert surbundsbed.
'Dr. H. C. Dresselhuys', 'Dr. HC Dresselhuys' og 'Dr. HC Dresselhuis'
SMil.
Foreningen SMil er en forening for sadister og masochister med lokale afdelinger i København, Odense, Århus og Aalborg. Foreningen er ikke-kommerciel og er ikke partipolitisk.
Ved foreningens start 21. maj 1979 dækkede foreningen hele Danmark (med enkelte medlemmer i Sverige og Norge), men havde kun rådighed over lokaler i København. I midten af 1980'erne skete en knopskydning ud fra medlemmernes ønske om at have en regionsopdelt forening, så medlemmerne havde mødelokaler i overskuelig afstand, og den nuværende struktur med lokalforeninger dannedes. I 1983 startede SMil Århus. Fire år senere, i 1987, åbnede SMil Fyn, og i 1990 kom SMil Aalborg til.
SMil arrangerer en 'sommerlejr' SISC (SMils International Summer Camp) og driver en bogcafe i København. I perioden 1979-2004 udgav foreningen desuden publikationen "SMil-bladet".
SMil Norge dannedes i 1988 af SMil-medlemmer i Norge, og den er nu en selvstændig forening med samme formål som moderforeningen i Danmark.
Sverige havde en SMil-forening et års tid eller to i starten af 80'erne, men den måtte lukke, bl.a. på grund af den mere restriktive svenske lovgivning.
Navnet SMil er ikke en forkortelse (dog til tider tolket som SadoMasochistisk Interesseredes Landsforening), men angives at være valgt for at indikere, at foreningens medlemmer anser sadomasochisme for at være noget positivt.
SISC.
Et af rummene på SISC
Foreningen startede i 1992 SISC (SMil International Summer Camp), som ejer en stor ombygget gård, hvor der hele sommeren arrangeres internationale sommerlejre, med et specifikt emne for hver uge.
Rhododendron impeditum 'Moerheimii'.
Sorten Rhododendron impeditum 'Moerheimii' er en hybrid, hvor "Rhododendron impeditum" formentlig har været den ene af forældrearterne. Det er en lav busk med en kompakt og kugleformet vækst. Bladene er stedsegrønne og bredt ovale. Oversiden er blågrøn og blank, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker ved månedsskiftet april-maj, hvor busken bærer talrige stande med forholdsvis små, lysviolette blomster. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
1,50 x 2,00 m (8 x 15 cm/år)
Sorten er - som alle bladstedsegrønne - sart over for barfrost. Den bør derfor plantes i let skygge fra bygninger eller overstandere.
'Moerheim's Pink' blomstrer i maj med pinkrosa tragtformede blomster i åben klase med indtil 8 blomster.
Rhododendron 'Baden Baden'.
Krydsning: "Rho". 'Essex Scarlet'? x "forrestii" var. "repens".
Smukke rent røde krusede blomster med svag sort tegning i begyndelsen af maj.
Kompakt bredopret middelkraftig vækst. Ca. 90 cm efter 10 år.
Mexicanske revolution.
Den mexicansk revolution var en periode med ustabilitet og borgerkrig i Mexico, som begyndte med udbredt modstand mod diktatoren Porfirio Diaz i 1910 og sluttede med det Institutionelle Revolutionære Partis (PRI) kontrol af Mexico i 1930'erne.
Efter at Francisco Madero i 1910 tabte præsidentvalget til diktatoren Porfirio Diaz efter et valgresultat, der af mange blev betragtet som værende valgsvindel, flygtede Madero og andre, som tilhørte det Liberale Parti, til USA for at lave, hvad der blev kendt som Saint Louis-planen (fordi den blev forfattet og proklameret i Saint Louis, Missouri). Den bekendtgjorde, at valget var ugyldigt, og opfordrede befolkningen til at gribe til våben den 20. november samme år. Der iværksattes mange oprør (med deres egne planer) rundt omkring i landet, med mænd som Aquiles Serdan, Pancho Villa, Emiliano Zapata og senere Venustiano Carranza og Alvaro Obregón i spidsen.
Selvom Porfirio Diaz blev afsat og sendt i eksil på mindre end et år, var personlige ambitioner og manglen på én ledelse årsag til, at kampene fortsatte i mange år. Den nyvalgte præsident Madero havde hverken støtte fra sine tidligere allierede, der hævdede at revolutionens mål ikke var opnået, eller fra det gamle regime. I 1913 blev Madero og hans vicepræsident myrdet. Den tidligere revolutionære og leder af de væbnede styrker, Victoriano Huerta, tog magten og blev hurtigt beskyldt for at have planlagt mordet på Madero sammen med USA's ambassadør, hvilket fik krigen til at fortsætte. En alliance af moderate og radikale revolutionære (Carranza, Obregón, Villa og Zapata) besejrede og fordrev Huerta i 1914 men kom straks i indbyrdes krig. Carranza anerkendtes af de moderate kræfter som præsident, men de yderligtgående revolutionære fortsatte kampen helt til 1920. Under denne næsten permanente borgerkrig udstedtes 1917 en ny forfatning, som i alt fald på papiret garanterede demokratiske rettigheder, befolkningens ret til jorden, sikring af statens magt over kirken osv. Den er stadig det officielle grundlag for politisk liv i landet.
Efter mange års poltisk og militær uro, kendetegnet ved at revolutionens helte snigmyrdede hinanden (Obregón dræbte 1920 Carranza, der 1919 havde dræbt Zapata i et baghold), blev landet stabiliseret i 1930'erne efter oprettelsen af det Nationalistiske Mexicansk Parti (PNM, der senere blev det Institutionelle Revolutionære Parti, PRI) med General Plutarco Elias Calles som præsident. Det lykkedes PNM at overbevise de fleste af de tilbageværende revolutionære generaler om at opløse deres personlige hære og oprette den mexicanske hær, hvorfor dens dannelse af nogle betragtes som den reelle afslutning på den mexicanske revolution. Endelig gennemførtes af præsident Lázaro Cárdenas (1934-40) en række hårdt tiltrængte jordreformer, som afbødede de værste af fortidens sociale skævheder.
Revolutionen medførte også den politiske tradition med loyalitet (nogle hævder underlegenhed) overfor den aktuelle præsident, en tradition der varede omkring 60 år.
Se også.
Revolution
Mexico (stat).
Delstaten Mexico (ofte forkortet til "Edomex" for "Estado de México") er en delstat i midten af landet af samme navn, Mexico. Den er mod nord afgrænset af Hidalgo, mod øst af Tlaxcala og Puebla, mod syd af Morelos og Guerrero og mod vest af Michoacan. Delstaten Mexico dækker et areal på 21.461 km². I 2003 havde delstaten et anslået indbyggertal på omkring 14.030.000, mens indbyggertallet i 1900 var 934.468 og overvejende bestod af indianere.
Stat
Mexicos Føderale Distrikt.
Mexicos Føderale Distrikt eller Distrito Federal ("DF") er et område i landet Mexico, som ikke er del af nogen af de mexicanske stater, men administreres af Mexicos føderale regering. Hovedparten af Mexico City ligger inden for det føderale distrikt.
Delstaten Mexico grænser op til DF på tre sider, samt mod delstaten Morelos i det mere landlige og bjergrige syd. Det pæreformede føderale distrikt dækker et landareal på 1.479 km², med et indbyggertal på 8.591.000 ifølge folketællingen i år 2000. Det er den almindelige opfattelse, at der bor mellem 20 og 22 millioner mennesker i og omkring Mexico City.
Af administrative årsager er DF opdelt i 16 "delegaciones" (kvarterer): Álvaro Obregón, Azcatpotzalco, Benito Juárez, Coyoacán, Cuajimalpa, Cuauhtémoc, Gustavo A. Madero, Iztacalco, Iztapalapa, Magdalena Contreras, Miguel Hidalgo, Milpa Alta, Tláhuac, Tlalpan, Venustiano Carranza og Xochimilco.
ISO 3166-2-koden er MX-DF.
Føderale Distrikt
Porfirio Díaz.
José de la Cruz Porfirio Díaz Mory (15. september 1830 – 2. juli 1915) var en diktator, som (bortset fra en fireårig periode) regerede Mexico fra 1876 til 1911.
Díaz var mestits, født i Oaxaca i en fattig familie. Efter korte jurastudier gik han militærvejen, sluttede sig til det liberale parti og kæmpede i de forskellige borgerkrige. Specielt under den franske intervention i 1860’erne udmærkede han sig ved dygtighed, og det skyldes bl.a. hans ledelse, at modstanden blev nedkæmpet. Disse år skabte ham et ry som krigshelt. Han havde oprindelig stået præsident Benito Juárez ret nær, men efter 1867 kølnedes forholdet, formentlig fordi denne frygtede hans magtstilling i hæren. Efter et valgnederlag 1871 og et mislykket kupforsøg måtte Díaz flygte til USA, men han havde mange tilhængere i Mexico, og 1876 fordrev han efter en kort borgerkrig Juarez’ efterfølger og tog selv magten.
Díaz’ magtperiode, ofte kaldet "el Porfiriato", varede 35 år (1876-1911). Han valgtes til præsident i første omgang, indsatte en stråmand indtil hans egen diktatorstilling var sikret og lod sig derefter regelmæssigt ”genvælge” imod reglerne. Formelt var han liberal, men reelt var de konservative med hans magtovertagelse kommet tilbage ad bagvejen. Både over for kirken og godsejerne førte han en velvillig politik. Han accepterede f.eks. gejstlighedens erhvervelse af ejendomme, men håndhævede samtidig officielt de antikirkelige love og havde derfor kirken på sin side. Godsejerne overtog i vidt omfang den herreløse jord som bønderne ikke havde råd til at købe efter de gamle fællesbrugs opløsning, og der skabtes derfor store godskoncentrationer. Vigtigst var det, at han skabte lov og orden efter mange års borgerkrige. Alle oprør blev slået brutalt ned og der indførtes et landgendarmeri til at holde øje med alle oprørstendenser. Samtidig svækkede han eventuelle rivaler i hær og administration ved ustandselig at forflytte dem og holdt således også militæret i et fast greb.
Den store nyskabelse i Díaz' regering var moderniseringen. Under hans styre begyndte industrialisering og kapitalisering at gøre sig gældende. Gennem lov-og-orden-politikken blev udenlandske selskaber, især nordamerikanske, fristet til at investere i Mexico og flere frugt og handelskompagnier etableredes i landet. Samtidig udbyggedes vejnet og havne, således at transportmulighederne til udlandet blev langt større end før. Storbyerne – især Mexico City og Veracruz - gennemgik en sanering og modernisering nærmest efter fransk forbillede, og fra begyndelsen af 1900-tallet stod Mexico på overfladen som en moderne, velfungerende og økonomisk dynamisk stat.
Medaljens bagside var en voldsom social skævhed. Moderniseringen kom hovedsagelig udenrigshandelen til gode, mens landdistrikterne forblev fattige og tilbagestående. Godsejernes magtudvidelse øgede proletariseringen af bønderne, og de udenlandske selskabers udbytning af dårligt betalt arbejdskraft førte efterhånden til helt urimelige lønforhold. Samtidig forsømte Díaz i flere henseender sider af Mexicos råstoffer, bl.a. asfaltproduktionen, hvor landet tidligere havde været selvforsynende. Skønt Díaz’ styre var mindre terroristisk end flere andre samtidige latinamerikanske diktaturer, slog han jernhårdt ned på al modstand, og arbejdslejre skød op rundt om i landet. Mod slutningen af hans regering var de sociale spændinger på landet derfor vokset eksplosivt.
I 1890’erne søgte Díaz at modernisere sit styre ved at ansætte en form for hjernetrust, kaldet ”los scientíficos” (de videnskabelige), en kreds af liberal-konservative økonomer og akademikere som leverede en slags ideologisk begrundelse for diktaturet. Vigtigst var finansministeren José Limantour, som i diktatorens senere år fungerede som hans højre hånd. Denne gruppe søgte at fremstille regimet som et hårdt men nødvendigt styre for at opdrage den uvidende befolkning og reformere det tilbagestående land
Efter 1900 voksede imidlertid en stærk opposition frem mod Díaz også i overklassen, dels blandt godsejere som følte sig forfordelt, dels blandt kredse som var utilfredse med USA's stærke indflydelse i landet. Denne opposition førte til sidst til styrets fald. Den samlede sig om den moderat-liberale politiker Francisco Madero som stillede op til præsidentvalget 1908, hvor han ganske vist tabte, men snart flygtede til USA og samlede oppositionen om sig. Det udløste 1910 revolutionen. Díaz, som på dette tidspunkt synes alderdomssvækket, kunne ikke beherske situationen, især ikke da bønder og arbejdere under Villa og Zapata rejste et virkeligt oprør, og foråret 1911 trådte han efter stærkt pres tilbage og flygtede til Frankrig, hvor han døde som en velhavende mand.
Benito Juárez.
Mindesmærket "Hemiciclo a Juárez" i Mexico City
Benito Pablo Juárez (21. marts 1806 - 18. juli 1872) var en zapotekisk indianer, som i to perioder (1861-1863 og 1867-1872) var Mexicos præsident. Juárez anses ofte som Mexicos største og mest populære leder.
Juárez blev født i landsbyen San Pablo Guelatao i Oaxaca. Forældrene var bønder og døde før han fyldte fire år. Han arbejdede i kornmarkerne og som hyrde indtil han fyldte 12 år, men den 17. december 1818 vandrede han til byen Oaxaca for at uddanne sig og få et bedre liv. På det tidspunkt var han analfabet og talte ikke spansk, kun zapotekisk.
I byen blev han ansat som tjener i en husholdning og arbejdede ivrigt på at uddanne sig. En lægbroder af Franciskanerordenen Antonio Salanueva blev imponeret over unge Benitos intelligens og lærelyst, og hjalp ham med at blive optaget på byens præsteseminarium. Han tog sin afsluttende eksamen fra seminariet i 1827 og læste derefter jura.
Juárez blev advokat i 1834 og dommer i 1842. Han var staten Oaxacas guvernør fra 1847 til 1853, hvor han blev sendt i eksil på grund af sine indvendinger mod Antonio Lopez de Santa Annas korruption.
Han tilbragte sit eksil i New Orleans, Louisiana, hvor han arbejdede i en cigarfabrik.
Juárez vendte tilbage til Mexico i 1855 og sluttede sig til oppositionspartiet "Liberales"; to år senere vandt det valget og Juárez blev Mexicos retspræsident under præsident Ignacio Comonfort. "Conservadores"partiet gjorde oprør og der udbrød borgerkrig. Juárez afløste Comonfort som provisorisk præsident. Juárez ankom til Mexico City den 11. januar 1861 for at genetablere den nationale enhed. I marts samme år blev han valgt som præsident for en fireårig periode.
Frankrig invaderede Mexico i 1862 efter Napoleon IIIs planer om at oprette et marionetstyre i landet. Efter hårde kampe blev Juárez og hans regering tvunget til at trække sig tilbage til den nordlige del af landet.
Juárez ledte den mexicanske modstand mod den franske invasion og indsættelsen af marionetkejseren Maximilian af Habsburg. Maximilian tilbød Juárez amnesti og positionen som statsminister, men Juárez nægtede at acceptere monarkiet og en regering påtvunget af en fremmed magt. I 1867 blev de sidste franske tropper og Maximilians allierede slået og fordrevet fra landet. Samme år blev Juárez genvalgt som præsident.
Benito Juárez var en progressiv reformist, der gik ind for demokrati, lige rettigheder for landets indianske befolkning ogt en formindskelse af den store indflydelse, den romersk-katolske kirke havde på mexicansk politik.
Benito Juárez døde af et hjerteanfald, mens han arbejdede ved sit skrivebord i Nationalpaladset i Mexico City.
Juárezs berømte citat huskes stadig i Mexico: "El respeto al derecho ajeno es la paz", som betyder "Respekt for andres rettigheder er fred." Citatet står på staten Oaxacas flag.
Juárez fødselsdag (21. marts) er en national helligdag i Mexico ("se: Fiestas Patrias").
"Se også:" Mexicos historie.
Juárez har været skildret i film af skuespillerne Paul Muni (1939), Jason Robards, Sr. (1940), Fausto Tozzi (1965), Helmut Schellhardt (1988) og Luis Valdez (1994).
Se Neapel og dø.
Se Neapel og dø! er en ældgammel italiensk talemåde. På italiensk ("Vedi Napoli e poi muori") indeholder sætningen et ordspil, idet ordet "dø" ("muori") udtales ligesom navnet på byen Mori, der ligger i nærheden af Napoli (Neapel). Betydningen bliver så: "Se først Napoli, og så Mori" (underforstået: som er langt mindre interessant).
Johann Wolfgang von Goethe brugte også talemåden i sin Italienske Rejse.
Den berømte, tyske digter skriver: "Vedi Napoli e poi muori!" siger de her. "Se Neapel og dø!" Når ingen neapolitaner vil vige fra sin by, når deres digtere synger om denne egns lyksalighed, så kan man ikke fortænke dem i det, selv om der også skulle stå et par Vesuver i nabolaget. Man har slet ikke lyst til at tænke sig tilbage til Rom herfra; overfor denne frie egn forekommer Verdenshovedstaden ved Tiberen én som et gammelt, grimt placeret kloster..."
"Se Venedig og dø" er ikke en oprindelig talemåde. Som det ses er det en forvanskning af en gammel talemåde, men derfra gik udtrykket ind i Gasolin-sangen "Se Venedig og dø", oprindeligt fremført af Lone Kellermann og Rockbandet. Det er også forvansket til "Se Århus og hold i kø".
Latinamerika.
Latinamerika sigter etymologisk til de dele af det amerikanske dobbeltkontinent, hvor der tales romanske sprog som fransk, spansk og portugisisk. Men normalt anvendes betegnelsen snævrere om de lande, hvor de officielle sprog er spansk og portugisisk - og hvor en stor del af indbyggerne identificerer sig som "latinamerikanere" eller "latinos".
Man hører imidlertid ofte (misvisende) "Latinamerika" anvendt som samlende betegnelse for de amerikanske lande syd for USA. En række lande i Mellemamerika, Sydamerika og Caribien, har imidlertid fransk, engelsk eller hollandsk som de dominerende sprog. Desuden er det spansktalende Puerto Rico teknisk set en del af USA, ligesom store dele af USA af historiske årsager og i kraft af indvandring er præget af latinamerikansk kultur.
Betegnelsen "Latinamerika" anvendtes første gang af Napoleon III under den franske besættelse af Mexico (1862-1867). Franskmændene håbede at betegnelsen ville styrke Ærkehertug Maximilian i hans bestræbelser på at blive kejser af Mexico. I dette lys er det en historisk ironi, at betegnelsen i dag ekskluderer de fransktalende områder.
Latinamerikanske lande.
Caribiske Hav
SMART-1.
Månen, optaget med en 8" amatørkikkert
Den kun 366 kg tunge SMART-1 fik et gratis lift med en europæisk Ariane 5 løfteraket fra Kourou i Fransk Guyana, d. 28. september 2003 kl. 01.14 dansk sommertid. Ariane 5's hovedlast var de to kommunikationssatelliter INSAT 3E (indisk) og e-BIRD (fælleseuropæisk), der tilsammen var lettere end Ariane 5's lasteevne. Ulemperne ved det gratis lift var at opsendelsen blev forsinket af at den ene kommunikationssatellit skulle kalibreres og at SMART-1 skulle passere den tætteste del af Van Allen-bælterne. En geostationær satellit passerer med en kemisk raket Van Allen-bæltet på få timer, mens SMART-1 brugte måneder i Van Allen-bæltet. SMART-1 blev derfor specialbygget til at modstå de ladede partikler med bl.a. pådampet guld på udsatte steder.
En ionmotor har en ekstrem langsom acceleration og fra det lave kredsløb, sonden blev afleveret i, blev SMART-1 via en spiralbane sendt til Månens tyngdefelt. Derefter blev ionmotoren brugt til at decelerere til et, i marts 2005 opnået, månekredsløb med periselen på 450 km og aposelen på 3.000 km. I alt kostede rejsen 59 kg xenon.
Når et fartøj er i kredsløb om Månen, er det dødsdømt pga. uens træk fra Solen og Jorden, samt masseforskelle på Månen. Før eller siden vil det kollidere med Månen, når det ikke længere har brændstof til at løfte sin bane. Ved hvert kredsløb kom SMART-1 cirka en kilometer tættere på Månen og efter 1½ års kredsløb om Månen ville SMART-1 falde ned på Månens bagside d. 17. august 2006. For at vride det sidste ud af missionen, brugte man de sidste 7 kg xenon til at hæve banen så SMART-1 ville ramme Månens forside, et sted hvor det var nat.
4. september 2006, efter 2.860 kredsløb, sluttede missionen med et brag da SMART-1 styrtede ned i "Lacus Excellentia" (Fortræffelighedens Sø), nær Tychokrateret ved Månens sydpol. Nedslaget kunne observeres fra store teleskoper på Hawaii og i Japan. Det sidste døgn før nedslaget, optog stjernenavigationskameraet fra danske Terma A/S nærbilleder af Månens natside.
CAS-nummer.
CAS-numrene er unikke talkombinationer, der bruges til at identificere kemiske forbindelser. Ethvert kemikalium, der beskrives i litteraturen, bliver tildelt et CAS-nummer af "Chemical Abstract Service", der er en afdeling af "The American Chemical Society". I marts 2009 er der tildelt over 43 millioner CAS-numre, og der kommer dagligt nye til. CAS-numrene har ingen mening i sig selv (de kan nærmest betragtes som en form for "serienummer"), og formålet med dem er, at de skal gøre søgninger i kemiske databaser lettere, da mange stoffer har flere navne. Man kan søge på CAS-nummeret i de fleste større databaser over kemikalier. CAS-numrene bruges internationalt.
Mellemamerika.
Mellemamerika er området mellem den sydlige grænse i Mexico i Nordamerika, og den nordvestlige grænse i Colombia i Sydamerika. Geografer betragter ikke Mellemamerika som et kontinent; det betragtes normalt som en geografisk del af Nordamerika. Nogle geografer kalder Mellemamerika for en stor landtange; i denne geografiske betydning, er dette nogle gange inklusive den del af Mexico som ligger øst for Tehuantepec-landtangen, nemlig de mexicanske stater Chiapas, Tabasco, Campeche, Yucatán og Quintana Roo. Det er den mest udbredte holdning, at Mellemamerika ligger indenfor grænserne af landene mellem Mexico og Colombia.
Geografi.
Mellemamerika har dermed et areal på omkring 540.000 km² og en bredde mellem Stillehavet og det Caribiske Hav spændende fra 560 km til 50 km.
Historie.
Desuden var der i det tidlige 19. århundrede et land ved navn Mellemamerika, som bestod af de nuværende lande Guatemala, Honduras, El Salvador, Nicaragua og Costa Rica (og en del af den moderne mexicanske stat Chiapas). Dette land var også nogle gange kendt som Mellemamerikas Forenede Provinser eller Mellemamerikas Forenede Stater.
Det beslægtede udtryk Mesoamerika anvendes normalt om de præ-columbianske indianske kulturer i området, der bredte sig mod nord til det centrale Mexico.
Farvekodning af elektroniske komponenter.
Farvekodning af elektroniske komponenter er international og anvendes meget på modstande og kondensatorer og til dels på små spoler og små dioder, til at vise værdi eller mulig belastning. De har også været anvendt til at mærke signalledninger og kabler, specielt til telefoni og digitale bus-kabler.
Farve-ciffer parrene, som anvendes i modstandseksemplerne nedenfor er standard, men tolerancen og de højere multiplikatorværdier anvendes kun på modstande.
Eksempel 1 - for 3 eller 4 båndede modstande, E12, E24.
Det første bånd A er båndet tættest på en af tilledningerne.
+- - - - - - - - - - - - -+
+- - - - - - - - - - - - -+
E12 værdier med 3. bånd sort (x100).
bånd A er det 1. betydende ciffer af modstandsværdien i ohm
bånd B er det 2. betydende ciffer
bånd D hvis tilstede, indikerer værdiens tolerancen i procent (ingen farvebånd betyder 20%)
Eksempel 2 - for 5- eller 6-båndede modstande, E96,E192.
+- - - - - - - - - - - - -+
---|AA BB CC DD EE FF |---
+- - - - - - - - - - - - -+
bånd A er det 1. betydende ciffer af modstandsværdien i ohm
bånd B er det 2. betydende ciffer
bånd C er det 3. betydende ciffer
bånd E indikerer værdiens tolerancen i procent
bånd F hvis tilstede, indikerer modstandsværdiens temperaturafhængighed.
For at hjælpe med at kende bånd læseretningen, har nogle modstandsfirmaer lavet en farvet prik ved sidste bånd eller gjort det sidste bånd bredere.
Andre eksempler.
Modstande bliver målt i ohm, så ' betyder 4700 ohm, 1% tolerance.
Kondensatorer bliver målt i pikofarad (pF), så "gul violet rød" betyder 4,7nF (4700pF).
Et eksempel på en diode farvemærkning er på en del 1N4148 dioder, de er i så fald mærket med ringene: gul brun gul grå.
Marie Krogh.
Marie Krogh (25. december 1874 - 26. marts 1943) var en dansk fysiolog og læge. Gift med nobelpristageren August Krogh 24. marts 1905.
Marie Krogh tog medicinsk eksamen 1907 og blev dr. med. i 1914. Deltog bl.a. i sin mands videnskabelige arbejde og i den forbindelse i en ekspedition til Grønland i 1908 for at undersøge grønlændernes ernæring og stofskifte. Hun underviste ved statens lærerhøjskole fra 1915 i fysiologi og senere i næringsmiddellære. Foretog desuden undersøgelser af lungernes og stofskiftets fysiologi og skjoldbruskkirtlens funktion.
Medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber fra 1939.
Marie Krogh blev i 1930 tildelt Tagea Brandts rejselegat.
Anthony Hopkins.
Anthony Hopkins (født 31. december 1937), walisisk teater- og filmskuespiller. Han modtog i 1991 en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i filmen "Ondskabens øjne" ("The Silence of the Lambs"). En anden stor præstation - hvorfor han modtog en Golden Globe i 1994 - ydede han i "Resten af dagen" ("The Remains of the Day").
Bette Davis.
Bette Davis (udtales Betty) (Ruth Elisabeth Davis) (5. april 1908 Lowell, Massachusetts, USA – 6. oktober 1989) var amerikansk filmskuespillerinde.
Under anden verdenskrig grundlagde Davis sammen med skuespilleren John Garfield Hollywood Canteen. Hollywood Canteen var skueplads i filmen "Stage Door Canteen" fra 1943.
Efter anden verdenskrig havde hun et comeback med filmen – "Alt om Eva" ("All About Eve").
Hun var den første skuespiller, der blev nomineret til 10 Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Hun har vundet 2 for "En farlig kvinde" og "Jezebel". I 1977 blev hun kåret for sit livsværk af det amerikanske filminstitut (AFI). Hun var den første kvinde, der modtog prisen.
Ligeså var Davis den første kvinde, der overtog hovedsædet i Motion Picture Academy of Arts and Siences som præsident.
Bette Davis døde 1989 nær Paris i Neuelly-sur-Seine, Frankrig, efter at hun havde deltaget i en international filmfestival i Donestia-San Sebastian, Spanien, hvor hun blev æret. Hun var på vej hjem til Los Angeles.
Hun er begravet i Forest Lawn – Hollywood Hills Cemetery i Los Angeles, Californien, USA.
Davis spillede med i over 100 film.
1950'erne.
200px
Parts per million.
Parts per million eller forkortelsen ppm betyder milliontedele.
David Livingstone.
David LivingstoneDavid Livingstone (19. marts 1813 - 1. maj 1873) var skotsk læge, missionær og opdagelsesrejsende, der forsøgte at finde Nilens kilder.
Det mørke Afrika.
For kun 150 år siden kendte europæerne næsten intet til det indre Afrika. For dem var Afrika "det mørke kontinent". Bortset fra den enorme kyst-linje var næsten intet blevet udforsket. De store floder: Nilen, Congofloden (Zaire) og Zambezi var vanskelige at besejle. Derfor var det svært at nå frem til det indre Afrika med båd. Så sent som i 1840 havde europæerne kun udforsket områder, som lå tæt ved kysterne.
I gammel tid mente man, at Afrika var Jordens store sydlige kontinent. Og den mægtige Nil måtte være nøglen til hele kontinentet. Man vidste ikke, hvor langt Afrika strakte sig mod syd. Man fortæller, at den romerske kejser Cæsar sejlede langt op ad Nilen sammen med Kleopatra, den egyptiske dronning. Det skete nogle år før begyndelsen af vores tids-regning.
Efter Cæsars død gik der mere end 1500 år, inden den første europæer så Afrikas sydlige spids. Det var portugiseren Bartolomeu Dias, der kom så langt i 1488.
Det fortælles, at en farao sendte nogle fønikere ud på en rejse rundt om Afrika, og 2 år senere dukkede de op i Rødehavet. De fortalte, at de var stoppet to gange undervejs for at så korn, og at de havde oplevet solen stå i nord. Den sidste oplysning har fået mange til at tvivle på historien. Men hvis det er rigtigt, måtte de have set solen stå i nord, syd for ækvator.
Næsten 400 år senere døde Livingstone i 1873, mens han var på jagt efter Nilens kilder i det centrale Afrika.
Da Livingstone begyndte sine rejser i 1840'erne, herskede araberne over Nordafrika og store dele af østkysten. Omkring 1840 rejste en ny bølge af europæere til Afrika. De nye indvandrere kom ikke for at fortsætte boernes og slavehandlernes grusomheder. De var lærere, missionærer og læger. En af dem var Livingstone, der ankom i 1841.
Barndom og opvækst.
David Livingstone blev født i et lille arbejderhjem i Glasgow den 19. marts 1813. Forældre og fem børn måtte deles om et enkelt værelse på blot 4 x 3 meter. Her skulle de både leve, lave mad, spise og sove. Den slags hjem blev stillet til rådighed for arbejderne på det lokale bomuldsspinderi i begyndelsen af 1800-tallet. Her boede han, til han var 23 år. Den unge David var ikke meget hjemme. Tre ud af fire arbejdere på fabrikken var børn, som måtte arbejde seks dage om ugen. Davids arbejdsdag gik fra kl 8 om morgenen til kl 6 om aftenen.
Sammen med andre børn klatrede han mellem maskinerne. Det var et varmt arbejde. David skulle sørge for, at spindemaskinerne blev forsynet med jævn og ubrudt tråd. Der var dage, hvor han gik og løb 32 km mellem de larmende maskiner.
Fabrikken drev en skole for børnene, men der var ikke mange, der orkede at gå dér. David var én af de få. Han læste hver aften mellem kl. 8 og 10 og hans lærer var forbløffet over hans store begærlighed efter viden.
Som 21 årig blev han færdig med sin lægeuddannelse, som han havde taget på Glasgow universitet.
Ankomsten til Afrika.
Skibsrejsen fra England til Cape Town i Sydafrika tog tre måneder. Her gik Livingstone i land i marts 1841. Rejsen over land til Kurman tog to måneder. Han var dybt skuffet over Kurman. Missionsstationen var grundlagt af Robert Moffat, som havde fortalt om 'røgen fra 1000 landsbyer', hvor der endnu aldrig havde været missionærer. Livingstone havde derfor ventet, at stationen var travlt optaget med at kristne afrikanere. Nu så han, at Kurman ikke var meget mere end en stor landsby. Efter 20 års arbejde havde man kun kristnet cirka 30 afrikanere, og der var ingen landsbyer i nærheden.
Livingstone drog ud på tre rejser fra Kurman. Den første gik mod nordøst og fandt sted mellem september og december 1841. Allerede i juni 1843 havde han rejst ca. 850 km dybere ind i Afrikas indre. Hans mål var at starte en ny missionsstation. Den skulle ligge i Mabotsa.
Roger Edwars var leder af stationen i Kurman, mens Moffat var i England. Sammen med Edwars drog Livingstone ud i august 1843 for at starte den nye mission. Tre måneder senere vendte han tilbage til Kurman for at møde Moffat. Denne var vendt tilbage sammen med sin kone og to døtre, Ann og Mary. Livingstone boede hos dem i julen 1843. Ved det næste besøg i Kurman friede han til Mary Moffat. Han var begyndt at føle sig ensom i arbejdet i missionens grænseland.
Nær ædt af løven.
Efter at han var vendt tilbage til Mabotsa, var han nær omkommet i 1844. En løve havde angrebet landsbyens får, og Livingstone gik ud for at skyde den. Løven blev kun såret, og den gik til angreb, inden han kunne nå at lade igen. Han blev væltet omkuld, og løven bed sig fast i hans venstre overarm. Den rystede ham, som "når en terrier ryster en rotte". Han blev alene reddet af Mebalwe, en kristnet afrikaner. Han var fulgt med Livingstone fra Kurman for at undervise de indfødte. Meblawe og en anden afrikaner tirrede løven, så den angreb dem i stedet. De blev begge alvorligt såret, før løven faldt om, dræbt af Livingstones skud.
Livingstone måtte selv behandle sine sår og tage sig af den ødelagte overarm. Såret gav ham mange smerter, før det begyndte at hele.
Han vendte tilbage til Kurman for at komme sig. I maj 1844 blev han forlovet med Mary Moffat. David og Mary Livingstone blev gift d. 9. januar 1845 i Kurman. Familien måtte ofte flytte, da Livingstone ønskede, at Mary skulle med på hans rejser. Hvert nyt sted skulle hun oprette en skole for afrikanernes børn. Samtidig fødte hun fem børn på blot seks år.
Opdagelsesrejserne.
David Livingstones "Missionary Travels and Researches in South Africa" fra 1857 som fortæller om Livingstones første rejse, blev en international succes. Allerede året efter, i 1858, kom den første danske oversættelse "Livingstones Reise i Syd-Afrika". Herefter fulgte de følgende år de resterende bind.
Livingstone var ofte uenig med Roger Edwards. Derfor besluttede han at drage videre, og det blev begyndelsen til hans mange rejser. Hans første rejse gik til Chonwane i 1846. Landsbyen lå 65 km nord for Mabotsa. Da familien havde været i Chonwane i 18 måneder, løb alle kilder tør for vand. Den lokale høvding, Sechele, førte sit folk til et nyt område ved Kolobeng, der lå 65 km mod nordvest. Livingstone flyttede med.
Gennem hele sin tid som missionær omvendte Livingstone kun ét menneske til kristendommen. I oktober 1848 døbte han høvding Sechele. Glæden varede dog ikke længe, for omvendelsen varede ikke seks måneder. Sechele nægtede at opgive skikken med flere koner. Derfor drog Livingstone ud på to rejser mod nord gennem Kalahari-ørkenen i 1849 og 1850. Hans erfaringer fra disse rejser fik ham til at opgive livet som missionær. Nu blev han opdagelsesrejsende.
Hans mål var at nå frem til den mystiske sø, Ngami. Afrikanerne sagde, at den lå nord for Kalahari. Den første rejse varede fra juni til oktober 1849.
På den anden rejse var hele familien med. Dette var ikke uden fare for Mary, som ventede deres fjerde barn. De nåede frem til Ngamisøen og tilbage til Kolobeng igen, inden den lille pige blev født. Men hun døde kun seks uger gammel.
På trods af den lille piges død tog Livingstone og familien med på den næste rejse gennem Kalahari (april til september 1851). Også denne gang var Oswell med. Med afrikanske førere gik rejsen gennem mange hundrede kilometer land uden vand. Deres mål var "landet med de mange floder", som skulle ligge nord for Zougafloden.
Nu red Livingstone og Oswell mod nord for at søge efter en stor flod, som Sebetwane havde fortalt om. De rejste i zig-zag for at dække en større del af området. Den 4. august 1851 nåede de frem til Zambeziflodens øvre løb. Livingstone døbte floden "Shesheke". Det var navnet på den nærmeste Makololo-landsby. Imens blev Mary og børnene tilbage i lejren ved flodbredden.
Livingstone var ikke klar over, at hans kone og børn var sejlet til England fra Cape Town i 1852, og der gik 5 år, inden han så dem igen. Men da var han blevet Storbritanniens mest berømte opdagelsesrejsende.
Mellem november 1853 og maj 1856 gennemførte Livingstone en af historiens mest fantastiske rejser. Det var formentlig første gang i hele verden, at et menneske havde rejst gennem Afrika fra kyst til kyst, i hvert fald det første historisk overleverede tilfælde. Rejsen gik over næsten 6.500 km. Den førte ham gennem landene, som vi nu kalder Angola, Zambia og Mozambique. I al den tid var Livingstone alene bortset fra de afrikanske bærere. Rejsen krævede stort mod, men han blev holdt oppe af sin tro på, at han arbejdede for Gud.
Operatorprioritet.
I aritmetik og elementær algebra er der visse regler for i hvilken rækkefølge algebraiske matematiske udtryks operatorer med operander skal evalueres.
Tolteker.
Toltekerne var et ældgammelt indiansk folk, som dominerede meget af det centrale Mexico mellem det 10. og 12. århundrede e.kr. Deres sprog, nahuatl, blev også talt af aztekerne.
Som et militaristisk folk, kan de have plyndret byen Teotihuacan (ca. 750). Toltekerne sammensmeltede de mange små stater i det centrale Mexico, til et rige regeret fra deres hovedstad, Tulum (også kendt som Tolán), nu Tula, Mexico. De var dygtige tempelbyggere. Deres indflydelse spredte sig over meget af Mesoamerika i den postklassiske epoke.
Toltekisk indflydelse på maya-civilisationen i Yucatán-halvøen er betydelig og især tydelig i byen Chichen Itzá.
Toltekerne (eller, som nogle siger, en fiktiv udgave af dem) er blevet gjort berømte i de sidste årtier af forfatteren Carlos Castaneda.
Moctezuma I.
Moctezuma I (også kendt som Moctezuma Ilhuicamina, hvor efternavnet betyder "bueskytte mod himlen") var en aztekisk regent i byen Tenochtitlan.
Moctezuma udvidede det aztekiske riges grænser ud over México-dalen til golf-kysten. Han undertvang de huastekiske og totonakiske folk og fik dermed adgang til eksotiske varer såsom kakao, gummi, bomuld, frugt, fjer og konkylier.
Han tog magten i 1440 som efterfølger til Itzcóatl og blev efterfulgt af Axayacatl.
Moctezuma II.
Moctezuma II eller Montezuma II (1466-1520; aztekisk kejser fra omkring 1502 til 1520), arving efter Auitzotl, var en aztekisk regent over byen Tenochtitlan, som forøgede Tenochtitlans magt til total dominering af dens søsterbyer Texcoco og Tlatelolco. Han er især kendt fordi han var ved magten, da spanierne erobrede Mexico.
I foråret 1519 modtog han de første rapporter om fremmedes landgang på østkysten af riget. Den 8. november 1519 mødte han Cortes, som han troede var guden Quetzalcoatl.
I Cortes' fravær udsendte viceguvernøren et dekret om, at de rituelle menneskeofringer skulle ophøre. Folket gjorde oprør, og spanierne tog Moctezuma til fange. Den 1. juli 1520, i et forsøg på at berolige en oprørt menneskeskare, viste Moctezuma sig på sit palads' balkon hvorfra han appellerede til sine landsmænd om at trække sig tilbage. Befolkningen var forfærdet over deres kejsers delagtighed med spanierne og overdyngede ham med sten og kastepile. Han døde kort tid efter angrebet. Moctezuma blev efterfulgt af Cuitlahuac og Cuauhtemoc. Det følgende år havde det aztekiske rige fuldstændig overgivet sig til spanierne.
Benævnelser.
Moctezuma II, omtales nogle gange kun som Moctezuma. Brugen af romertallet i navnet, stammer fra moderne tid, for at kunne skelne ham fra den "anden" Moctezuma, Moctezuma I.
En anden måde at skelne dem på, end ved hjælp af romertal, er at Moctezuma I var "Moctezuma Ilhuicamina" og Moctezuma II var "Moctezuma Xocoyotzin". Det første betyder "enspænder, som skyder pile mod himlen". "Xocoyotzin" betyder blot "den yngre".
Teotihuacán.
Teotihuacan er en kommune i delstaten Mexico i Mexico.
Kommunen dækker et areal på i alt 82,66 km² og havde ifølge folketællingen i år 2000 et indbyggertal på 44.653. Den er mest kendt for at være hjemsted for Teotihuacán-pyramiderne.
Arkæologiske udgravninger.
Teotihuacan var den største by i det præ-columbianske Amerika. Den ligger i delstaten Mexico i Mexico, ca. 40 km nordøst for Mexico City. "Teotihuacan" er et aztekisk navn, som betyder "gudernes sted".
Ifølge legenden var det her guderne mødtes for at planlægge skabelsen af mennesket. Navnet "Teotihuacan" refererer også til den civilisation, som byen dominerede, og som i sin storhedstid dækkede det meste af Mesoamerika.
Teotihuacán set fra Månens pyramide
Byen Teotihuacan blev bygget omkring år 300 f.Kr. og havde sin storhedstid fra 300 til 600 e.kr., hvor den var centrum for en indflydelsesrig kultur. Da byen var på sit højeste, dækkede den et areal på 13 km² og var formentlig hjemsted for over 150.000 indbyggere, måske endda så mange som 200.000. Arkæologiske fund viser at byen havde kvarterer med indbyggere fra andre dele af Mesoamerika, såsom mixtekere, zapotekere og
mayaere. Den brede centrale boulevard var omgivet af imponerede ceremoniel arkitektur, blandt andre Solens pyramide, Månens pyramide, Quetzalcoatls tempel og mange mindre templer og paladser.
Desværre har man ikke kendskab til nogen gamle tekster fra Teotihuacan, men byen nævnes lejlighedvist i tekster i mayaernes monumenter, hvilket viser at Teotihuacans adel rejste til, og giftede sig ind i, lokale herskerfamilier så langt væk som i Honduras.
Omkring år 650 var det begyndt at gå tilbage for Teotihuacan som stormagt. Byen blev plyndret og nedbrændt, måske af indvaderende toltekere omkring år 750 e.kr.
Man glemte aldrig eksistensen af denne store by. Den ødelagte by blev i aztekernes tid et valfartssted, den forbløffede besøgende
conquistadorer og har været en af de mest besøgte attraktioner for besøgende i Mexico siden det 19. århundrede. Mindre arkæologiske udgravninger blev foretaget i det 19. århundrede og i 1905 begyndte man på større udgravnings- og restaureringsprojekter, hvor solens pyramide blev
færdigrestatureret til festligholdelsen af ethundredeårsdagen for Mexicos uafhængighed i 1910.
Teotihuacan er stadig en stor turistattraktion og der er nu også et museum, og de arkæologiske udgravninger på stedet fortsætter.
Popol Vuh.
Første side af rabinal-udgaven af "Popol Vuh", der befinder sig i Newberry Library, Chicago, Ayer Collection.
Popol Vuh ("Rådsbogen") er en maya-bog med skrifter indeholdende mayaernes skabelsesberetning og de religiøst vigtige historier om helte-tvillingerne.
Den bedst kendte og mest komplette udgave af Popul Vuh er i quiché-folkets mayasprog. Efter Spaniens erobring af Guatemala skrev nogle mayaer hemmelighed kopier af de gamle hieroglyf-bøger, men med latinske bogstaver. En af disse bøger blev opdaget omkring 1702 af en præst Francisco Ximénez i den guatemalanske by Chichicastenango. Han afskrev bogen i stedet for at brænde den. Desuden tilføjede han en spansk oversættelse. Denne kopi endte i San Carlos-universitetets bibliotek i Guatemala City, hvor den blev opdaget af Etienne Brasseur de Bourbourg og Carl Scherzer i 1854. De udgav få år senere franske og spanske udgaver; de første af mange oversættelser.
Efter de mytologiske afsnit giver manuskriptet med detaljerede oplysninger om grundlæggelsen af Quiché-kongedømmet og dets historie i Guatemala og forbinder den kongelige familie med guderne for at retfærdiggøre styret og give det guddommelig ret. Manuskriptet er i Newberry Library i Chicago, USA.
Præ-columbiansk maya-begravelseslertøj indeholder ofte afsnit af teksten i Popul Vuh skrevet med hieroglyffer og illustrationer af scener fra legenderne. Nogle historier fra Popul Vuh bliver fortsat fortalt af moderne mayaer; historier optaget af antropologer i det 20. århundrede kan have bevaret dele af de gamle sagn i mere komplette udgaver end Ximénez' manuskript.
Oprindelige amerikanere.
Oprindelige amerikanere (indianere og nordamerikanske inuitter) er en samlet betegnelse for de folkeslag og deres efterkommere, som boede i Amerika før den europæiske kolonisering. Nogle af disse etniske grupper findes stadig.
De levede endnu der, da Leif den Lykkelige opdagede Amerika eller hvad de kaldte "Den Nye Verden". Vikingerne lod dem være og "koncentrerede" sig mere om Grønland end Amerika. Så Christoffer Columbus "opdagede" derefter Amerika under sin søgen efter Indien og troede så han havde opdaget Indien (og tog samtidig al æren for at have fundet Amerika). Han opkaldte så de indfødte indianere.
I Canada anvender man nu generelt det politisk korrekte udtryk "First Nations/Premières Nations" (de første nationer), når man taler om de oprindelige amerikanske folk. I Alaska er udtrykket "Alaskan Native" (indfødt fra Alaska) dominerende af juridisk-lovmæssige grunde samt på grund af tilstedeværelsen af inuit-, yupik- og aleut-folkene.
I resten af USA er den politisk korrekte betegnelse nu "Native Americans" ("indfødte" (eller "hjemmehørende", "naturlige") "amerikanere"). For eksempel sendte præsidentkandidat John Kerry en hilsen til "Native Americans" i en valgkampsdebat forud for præsidentvalget i 2004.
Verdens største skulptur, Crazy Horse Memorial, er ved blive indhugget i et bjerg i South Dakota, USA, på initiativ af overlevende fra Lakota-stammen, der deltog i Slaget ved Little Bighorn. Den symboliserer de oprindelige beboere af de store sletter i det midterste USA.
Indianere udgør officielt flertallet af befolkningen i Bolivia og Guatemala og har betydelige befolkningsandele i andre spansktalende amerikanske lande, dog måske med undtagelse af Costa Rica, Cuba, den Dominikanske Republik og Uruguay.
Klassifikation.
Etnografer opdeler normalt USA's oprindelige befolkning i ti geografiske regioner, som har fælles kulturelle træk, se
Trivia.
Der er et stjernebillede der hedder Indianeren.
Bing Crosby.
Bing Crosby (Harry Lillis Crosby, 2. maj 1903 - 14. oktober 1977) var en amerikansk sanger og filmskuespiller. Hans største hit var med Irving Berlins sang "White Christmas", som blev en af de bedst sælgende indspilninger. Han erklærede i 1971 handelskrig mod Danmark på grund af det danske laksefiskeri ved Grønland.
Emu.
Emuen ("Dromaius novaehollandiae") er det næststørste medlem af strudsefamilien med sin højde på cirka 150- 190 centimeter og en vægt på 30-55 kilogram. Emu anvendes som betegnelse både for familien af emufugle, emu-slægten og for den eneste nulevende art. Emuen kan løbe op til 50 km/t og kan blive op til 30 år gammel.
Emuen er udbredt over det meste af Australien. Bestanden menes at ligge på omkring 800.000 individer.
I dag findes kun en enkelt art; før europæerne kom til Australien fandtes hele tre forskellige arter.
Føde.
Emuen æder frisk græs, græsfrø, rødder, insekter og frugter. Den kan normalt klare sig igennem længere tid uden vand.
Portræt af en emu, fotograferet i Bangalore, 2010
Parts per billion.
Parts per US billion (forkortet ppb): betyder milliardedele eller 1 del pr. 10-9
Parts per trillion.
Parts per trillion eller forkortelsen ppt er amerikansk-engelsk og betyder billiontedele.
Kylle, Pylle og Rylle.
Kylle, Pylle og Rylle er i Disneys tegneserier Andersine Ands tre niecer.
I slutningen af 90'erne brugtes begrebet også drillende om 3 unge kvindelige konservative folketingsmedlemmer: Henriette Kjær, Gitte Seeberg og Lene Espersen.
Produktion.
Produktion er fremstilling af et produkt gennem en eller flere processer med henblik på salg.Man snakker også om produktion inden for frembringelse af film, her kaldet en filmproduktion.
Produktion kan foregå i private hjem (køkkenbord og garage) over mindre værksteder til meget store fabrikker.
Produktion kan deles op efter produktionstype.
Planlægning.
Planlægning er de indledende, tankemæssige og logistiske aktiviteter inden selve udførelsen. Planlægning kan være lineær, sådan at den er fuldstændigt afsluttet, før iværksættelsen begynder, - eller den kan være dynamisk, sådan at den fortsætter også under hele iværksættelsen bl.a. på grundlag af konstant feedback fra processen.
Den første model kan slå over i stivhed og rethaveri, mens den sidste trues af usikkerhed og vankelmod.
Projektledelse.
Projektledelse er ansvaret, rollen og opgaven med at planlægge, organisere og styre en afsat mængde ressourcer frem mod et fastlagt mål og formål - se projektmål. Som fagområde trækker projektledelse på elementer fra både styring og ledelse. Det ligger i projekters natur, at de skaber forandringer, hvorfor projektledelse som regel også vil være tæt forbundet med forandringsledelse og kommunikation. Som med ledelse er der også med projektledelse usikkerhed om hvorvidt det er nødvendigt at have ekspertice om det tekniske/faglige område man (projekt)leder.
Der er mange definitioner på et projekt; men som regel defineres projekter som rettede mod et fastlagt mål og som tidsbegrænsede, med begrænset budget og begrænsede mængder af ressourceindsats (mennesker, penge osv.). Hertil nævnes ofte, at projekter er unike (i modsætning til drift, hvor man har prøvet før), komplekse og med behov for mange kompetencer og dermed ofte for tværorganisatorisk samarbejde.
Uanset definitionen er projekter et valg. Et valg om at gøre en særlig omtanke og planlægningsindsats for at løse den givne udfordring. Omtanken og planlægningsindsatsen kommer til udtryk i en række discipliner, som tilsammen udgør fagområdet projektledelse.
Projektledelses historie.
De første deciderede projektledelses-værktøjer blev udviklet omkring afslutningen af 2. verdenskrig og i starten af den kolde krig. Især det amerikanske forsvarsministerium (Department of Defense) og senere NASA spillede en vigtig rolle i fagets tidlige udvikling. Det amerikanske forsvarsministerium havde brug for værktøjer til at styre meget komplekse udviklingsprocesser, som involverede mange leverandører. Det amerikanske forsvarsministerium udviklede bl.a. metoden PERT (Program Evaluation and Review Technique) til at analysere og beskrive processerne i et projekt og hvordan disse relaterer til hinanden.
Senere spredtes projektledelse som disciplin via militærindustrien til hele industrien og herefter stort set til alle dele af det professionelle samfund. Især konsulenter har siden 80’erne være med til at udbrede viden om projektledelse til nye områder.
I Europa stiftes IPMA, International Project Management Association omkring 1965 som interesseorganisation for projektledere i Europa. IPMA er en paraply-organisation for projektleder-foreninger i europæiske lande. Ud over at bidrage til projektlederes kompetenceudvikling afholder foreningen også eksaminer og tildeler certifikater i projektledelse.
I Danmark hedder foreningen Dansk Projektledelse.
I USA blev foreningen PMI, Project Management Institute oprettet i 1969 som en international interesseorganisation for projektledere. PMI udviklede en af de første standarder for projektledelse i form af foreningens publikation PMBOK, Project Management Book Of Knowledge (p.t. i version Fourth Edition, 2009). PMI og PMBOK fik i de kommende år stærk indflydelse på bl.a. ISO's guides om projektledelse. Ud over at bidrage til projektlederes kompetenceudvikling afholder foreningen også eksaminer og tildeler certifikater i projektledelse. I Danmark hedder den nationale afdeling Copenhagen Denmark Chapter.
I perioden frem til 2011 udvikler ISO en egentlig standard for projektledelse ISO 21500.
Fremgangsmåder i projektledelse.
For at komme fra start til slut i et projekt anvendes forskellige fremgangsmåder eller filosofier. Fremgangsmåderne kaldes under et for projektmodeller. Afhængig af projektets karakter og udfordringer kan der vælges en passende projektmodel. Er projektet forudsigeligt og gennemskueligt kan klassiske trin-for-trin projektmodeller anvendes. Er projektet uforudsigeligt og uigennemskueligt bør såkaldte iterative projektmodeller anvendes. Nyere projektmodeller er mere smidige eller agile end de mere stive klassiske modeller.
Projektmål.
Projektmål er de mål, der fastsættes under projektplanlægningen, og som skal indfris ved projektets afslutning.
Under hele projektet styres der efter projektmålet eller -målene, hvilket kaldes projektledelse.
Der skelnes mellem mål og formål. Formål beskriver, hvorfor vi gennemfører et projekt (f.eks. for at reducere CO2). Mål beskriver hvad vi vil frembringe for at opnå formålet (f.eks. at skabe en oplysningskampagne om at vaske ved 500)
Undervejs kan projektet have nogle delmål, som vil lette den mere detaljerede styring. Disse delmål kaldes for milepæle.
Milepæl (delmål).
Milepæl kaldes delmål i et projekt.
Projektets milepæle fastsættes under projektplanlægningen.
Projektets endelige mål kaldes projektmål.
Milepæl.
En milepæl er en afstandsmarkering langs en vej og har været brugt mange steder i verden. I Danmark blev milepæle opsat ved hele antal mil og ofte også ved halve, kvarte og trekvarte mil. Milepælenes anførte afstande måles fra definerede nulpunkter, gerne markeret med nulpunktsten. I begyndelsen var de danske milepæle træpæle nedsat i jorden, men de blev senere afløst af milesten, selvom ordet milepæl fortsat blev anvendt ved stenmarkeringerne.
I nyere tid, hvor kilometer har erstattet mil som længdemål, er de gamle milesten blevet erstattet af nye kilometersten (oprindeligt af granitsten eller lignende, senere af plaststolper og opsat for hver 200 m).
Vejlængderne er på de sjællandske hovedlandeveje regnet fra Københavns gamle fæstningsporte, men i øvrigt er udgangspunkterne i reglen uens for hver egn.
Milepælens historie.
Ordet milepæl kommer fra det latinske "milliarium". De var oprindeligt af sten, i form som obelisker, lavet af granit, marmor eller en anden lokal stenart. De blev flittigt anvendt af romerske vejbyggere og var en vigtig del af ethvert romersk vejnetværk.
De første romerske milepæle, som kendes, kommer fra Via Appia. I centrum af Rom stod den "Gyldne Milesten", der blev rejst som det symbolske centrum i Romerriget. Denne sten er siden forsvundet, men fænomenet var inspirationen for Washington D.C.-nulpunktsstenen "The Zero Milestone", hvorfra alle vejdistancer i USA skulle opmåles.
Europa.
I Europa blev afstanden målt ud fra et specifikt punkt i en by, hvorfor mange veje blev opkaldt efter byerne i hver sin ende af dem. F.eks. i London i Storbritannien er det en metalplade på Charing Cross, som er nulpunktet, hvorfra afstande fra London til andre byer måles.
USA.
I det nordamerikanske Interstate Highway System måles afstandene normalt fra afstanden til den nærmeste sydlige eller vestlige statsgrænse, mens amtsveje normalt anvender amtets grænse som nulpunkt. Ofte er frakørsler nummereret i forbindelse med den nærmeste milepæl, kaldt "mile-log" systemet. En del seværdige og historiske ruter, f.eks. langs Blue Ridge Parkway i North Carolina og Virginia og Overseas Highway i Florida Keys, anvender milepæle som markeringer for seværdigheder.
Indien.
Milepæle på indiske hovedveje har typisk hvide baggrunde med gule toppe (på nationale hovedveje) eller grønne toppe (på statshovedveje). Byernes navne og afstandene er malet med sort. Navnene på de nærmeste byer er også skrevet med afstanden i kilometer. På ikke opdelte hovedveje anvendes milepæle på begge sider af vejen, som angiver afstanden til de nærmeste byer i begge retninger. Hovedvejens nummer er skrevet øverst på milepælen, summen af afstanden mellem de to nærmeste byer i hver retning er angivet på siden af den.
De tidligste milepæle.
De første beviser på en egentlig vejopmåling findes i perioden under dronning Margrete 1.'s regering. Hun forordnede, at man skulle anlægge kroer for hver fjerde mil på de farbare veje. Man ved til gengæld ikke, om der også blev brugt afstandsmålere udover kroerne.
Det var først Frederik 2., om hvem man ved, at han lod opsætte stolper og tavler henholdsvis for hver hele og halve mil i forbindelse med et storstilet projekt med anlæggelsen af nye vejanlæg på Sjælland. Disse var åbenbart et oplagt mål for vandalisme, for allerede 1586 klagede kongen over, at pælene og tavlerne fandtes "afslåede" på vejstrækningerne. Også under Christian 4., som anlagde en ny vej mellem København og Roskilde, har der været tale om træpæle som vejmarkeringer. Ingen af disse tidlige milepæle eksisterer i dag.
Ole Rømer.
a> og København, lidt syd for Hillerød.
Først under Christian 5. blev en mere længerevarende løsning med milepæle i sten, milesten, udført. Det var astronomen Ole Rømer, som blev udnævnt til at forestå dette arbejde. Rømer gik videnskabeligt til værks og fastlagde indledningsvis længden på en mil, noget som tidligere havde kunnet variere fra egn til egn. Han fastsatte den til 12.000 alen, dvs. 7.538 meter. Denne standardisering holdt sig helt til indførelsen af metersystemet i Danmark i 1907.
Han gik derefter i gang med opmålingen af vejene. Dette foregik med et såkaldt hodometer, en milevogn, der opmålte, mens man kørte af sted med den. Fra høsten 1691 begyndte opmålingen. I det første halve år blev der kun sat pæle som afmærkning af hver kvarte mil, men fra marts 1692 bød kongen, at Rømer skulle anlægge små høje, hvorpå hver milepæl skulle placeres. Højene skulle omgives af en krans af kampesten, og milepælene skulle også være af hugget kampesten.
Man kender kun lidt til Rømers opmåling fra samtidige kilder, og selv om der foreligger et kort over opmålingerne, er det langtfra sikkert, at der blev opsat milepæle af sten på hele den opmålte strækning. På et kort lavet af Videnskabernes Selskab fra 1762 kan man ret nøjagtigt se, hvor mange af Rømers sten, der eksisterede 60-70 år efter arbejdet. Det viser, at stenene stod forholdsvis intakte på Sjælland og Fyn, mens de kun eksisterede i Øst- og Nordjylland foruden få eksemplarer på Århus-egnen.
Rømers milesten var meget simple i udførelsen. Med prikker var kvartemilene angivet med en prik for 1/4 mil, 2 for 2/4 og 3 for 3/4 mil. Ved hver hele mil bestod stenen enten udelukkende af et tal, eller i få tilfælde af et tal med Christian 5.s monogram ovenover. Der eksisterer i dag kun ét eksemplar af monogramstenen, den findes på Frilandsmuseet i Kongens Lyngby.
Milepælene angav længden fra den nærmeste nulpunktssten, som var opsat i midten af alle større byer. I København var der sat en nulpunktssten ved hver byport. Der findes i dag ikke nogle nulpunktssten fra denne periode, så det er umuligt at vide, hvordan disse så ud.
Tiden efter Ole Rømer til 1793.
a> efter kopi af den gamle sten, som befinder sig i Frilandsmuseet.
Efter det storstilede projekt gik der en rum tid, før nye tiltag blev sat i værk. Først i slutningen af Frederik 5.'s regeringstid blev en ny opmåling beordret på J.H.E. Bernstorffs opfordring og initiativ. Det blev sat under den franske vejingeniør Jean Marmillods ledelse. Han skulle forestå det store arbejde med at istandsætte hovedvejene over hele riget og om muligt rette dem ud og forbedre dem. Desuden skulle han anlægge Kongevejen mellem Lundehuset til Rudersdal og videre over Hirschholm Slot til Fredensborg. Den blev sat i værk i 1764, foruden at anlæggelsen af en ny vej til Roskilde blev beordret samme år. Frederik 5. døde dog, før disse blev færdige, men anlægsarbejdet blev fortsat under Christian 7.
Til anlæggelsen af disse prestigeveje var der også tegnet nye prægtige milesten af marmor. Det er tidligere blevet antaget, at det var billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der stod for designet af disse nye stene, men Ejvind Draiby anser det for mere nærliggende, at det var Marmillod selv, der stod for tegningerne.
De nye sten bestod af store obelisker af norsk marmor for hver hele mil, med forgyldte kroner og kongemonogrammer med navnetrækket for enten Frederik 5. eller Christian 7. Der blev fortsat sat monogrammer for Frederik 5. op på stenene et godt stykke tid ind i Christian 7.s regeringsperiode, før man gik over til at anvende Christians monogram. Halvmilestenen var mindre udgaver af helmilestenen, begge disse typer af milepæle blev anbragt på kunstnerisk udhuggede sokler, som ligeledes var lavet af marmor.
4M, fra Rudersdal Bakke. Genanvendt Ole Rømer-sten.
Kvartmilestenen var for størstedelens vedkommende Ole Rømers gamle milepæle, som blev vendt om og fik indhugget kongemonogram og afstandsangivelse. Således blev på Sjælland næsten alle Rømer-stenene genanvendt på denne måde.
Marmoret har dog ikke kunne tåle det nordiske vejrlig på samme måde som granit, og det har resulteret i, at størstedelen af disse sten enten er gået til grunde eller har krævet stærk restaurering for at overleve. På vejene København-Korsør og Roskilde-Elverdam kan man stadig se soklerne fra disse sten, men det er de nye granitmilesten, som er placeret på disse.
Det var kun på Sjælland, at man nåede at opsætte marmormilepælene på alle strækninger under Christian 7. På Fyn og Jylland var man delvist gået i gang med arbejdet, blandt andet som følge af Christian 7.'s store vejforordning af 1793, der beordrede mange af de gamle veje sløjfede til fordel for anlæggelsen af nye hovedveje. I mange tilfælde blev de gamle Rømer-sten stående, og de er i dag således de eneste tegn på, at der har været en vigtig vej i denne periode. Det var også i denne periode, at nedlæggelsen af de sidste milehøje blev foretaget. I dag eksisterer der kun ganske få af disse.
På strækningen Silkeborg-Viborg kan man finde en del milepæle af granit kun med en simpel afstandsangivelse. De må være opsat i perioden lige efter 1793-forordningen, hvor man også allerede var begyndt at tale om at anvende lokale materialer i stedet for det kostbare og skrøbelige norske marmor. På Kolding-egnen er ligeledes fundet sten, der er ganske særlige for området. De består af simple talangivelser stillet i en lang række ovenpå hinanden. Disse lokale sten er udtryk for, at det er de lokale amtmænd, der mange steder i Jylland lod opstille sten efter Forordningen af 1793, til forskel fra de mere kostbare sten på Sjælland, som blev opsat på foranledning af kongen selv.
På lokalt initiativ, først og fremmest i Nordjylland, blev der desuden allerede under Frederik 6. rejst obeliskformede sandstensmilepæle, hvor afstandsangivelsen står indhugget i en oval fordybning midt på stenen.
Senere tid.
Milepæl af granit fra Roskildevej. Rejst under Christian 8., men med genbrugt sokkel og nyindhugget Frederik 5. monogram.
a>s regeringstid, sandsynligvis 1854. På Kongevejen mellem Hillerød og København.
I starten af 1800-tallet begyndte der at komme flere og flere indberetninger om milepæle, der forvitrede. Det blev klart, at de mange marmorstene måtte udskiftes. Det skete i første omgang i 1842, hvor man rejste de kegleformede milepæle af granit, ofte oven på soklerne fra de gamle marmorstene. Det skete efter resolutionen af 19. marts 1842, som bl.a. lød: "at hvor nye milepæle rejses for gamle, forfaldne bliver det samme kongelige navneciffer, som var anbragt på den gamle milestøtte, ogsaa at anbringe paa den nye, der træder i dens sted.". Disse nye sten fik altså som oftest, især på Sjælland, hvor marmorstenene var mest udbredt, stadig indhugget enten monogrammet for Frederik 5. eller Christian 7., selv om de var opført under Christian 8. eller Frederik 7.
Det var planen at færdiggøre opsætningen af disse i 1846 for Sjælland, Fyn 1847 og 1848 i Jylland. Men på grund af Treårskrigen blev planerne væsentligt forsinkede. På Sjælland blev det meste rejst inden 1848, bortset fra Strandvejen til Helsingør, Hillerød-Helsingør-vejen og Hillerød-vejen fra Rudersdal. Her blev stenene først opsat under Christian 8. og fik derfor denne konges monogram.
På Fyn blev stenene udhugget af fynsk granit af lokale stenhuggere. Der findes både kegleformede og obeliskformede sten med monogrammer for såvel Frederik 7. som Christian 8. På Brahesborg har man samlet et stort antal af disse sten fra Fyn og udstillet dem i slottets have.
I Jylland brugtes mest de store kegleformede granitsten på de større veje. Undtagelsen herfra findes i udkantsområderne, hvor andre typer blev taget i brug. I Sønderjylland opsattes rektangulære sten på cirka én meters højde. De blev overmalet og brugt til andet formål af tyskerne efter 1864, men for størstedelens vedkommende genskabt efter genforeningen i 1920.
Kilometersten.
Kilometersten mellem Hillerød og København.
19 km mærke af sten og plastik på Bornholm
I slutningen af 1800-tallet udmærkede milestenene sig ved at variere lokalt, men for de flestes vedkommende var de små, forholdsvis simple og med letlæselige informationer. I 1907 gik man over til metersystemet, og alle milestenene var med ét forældede. Man gik i stedet over til kilometersten. Disse var tegnet af arkitekten P.V. Jensen Klint efter en landsdækkende konkurrence. De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.
Nulpunktssten i København.
I København findes 4 nulpunktssten, der hver især markerer afstanden fra den byport hvor de er placeret til byer omkring København.
Siden 1967 har alle milepæle været fredet og beskyttet efter Naturfredningslovens bestemmelser.
I dag anvendes plastic som kilometersten, både på motorveje og de mindre veje i Danmark. Disse plasticpæle vaske en gang imellem med roterende børster påsat en traktor.
Labyrint.
Labyrinten er et ældgammelt universelt motiv. Grundstrukturen/ idéen er en gang hvis krumning/ drejning gør det umuligt at se enden. Enden af gangen er som regel placeret midt i labyrinten, således at gangen bugter sig her rundt om. Labyrinten er et sted at finde vej - et sted at fare vild, den byder på udfordringer i det uvisse. De ældste labyrinter er envejede og organiske af form, mens senere typer er udbygget med blindveje og kan være kantede eller afrundede.
Gennem tiderne er labyrinten, anvendt som motiv for musik, litteratur, billedkunst, film, teater m.m. og den anvendes i arkitekturen, religionen, filosofien og psykologien.
Den mest kendte labyrint er Kong Minos’ konstreret af Daidalus på Knossos. Labyrinten har flere funktioner. Den kan være skabt således, at man ikke kan finde ud af den når man først er kommet ind (Knossos). Den kan også ad snørklede veje føre ind til centrum, der dermed markeres som målet for søgningen. Det er tilfældet med de store labyrinter som blev indbygget i gulvene på flere af de franske katedraler (Chartres). Førstnævnte type findes i Danmark i parken til Egeskov slot, hvor den første blev plantet 1730. Den nuværende, tegnet af Piet Hein, er formodentlig Europas største. Sidstnævnte type ses som et kalkmaleri fra 1480’erne i Hesselager kirke, skabt af Træskomaleren.
Løsningen på gåden er som altid: koncentration - at slippe ud af en labyrint sker ved at holde den ene hånd på væggen uden at slippe, dette vil i de klassiske labyrinter altid føre til en udvej. Løsningen af den mere mentale labyrint vil altid være en mere flyvsk størrelse.
Labyrintspil var tidlige spil/lege hvor mennesket selv optrådte, senere brætspil hvor mennesket blev erstattet af brikker, på papir blev spillene gjort 2-dimensionelle. Med computeren blev de labyrintiske spil atter 3-dimensionelle.
Verdens største permantente labyrint, Samsø Labyrinten, er indrettet i en tidligere plantage ved Nordby. Større, midlertidige, labyrinter er skabt i majs- og kornmarker.
Trojaborg.
Den ældste type labyrinter er Trojaborg som har været den almindeligste type langt oppe tiden. Disse findes også som serværdighed på øen Gotland.
Romersk labyrint.
Romerske labyrinter minder om en Trojaborg men gangene skåret over så man skal vende flere gange. Denne er fra midelalderen.
Andre labyrinter.
I slutningen af 1800-tallet dukker de nye labyrinter op med flere gange, men man skal stadigt ind til midten. Bemærk, at man også skal finde ud igen, når man har nået ind. Man tegnede ikke i bladene, så at bare kunne følge stregen ud igen.
Labyrint fra et blad fra 1893
Labyrint fra et blad fra 1893
Den Grønne Labyrint.
Den Grønne Labyrint blev bygget i 1993. Labyrinten er nu mere end 15 år gammel, så hækken er både høj og tæt, og det er lidt af en udfordring at finde vej i den.
- og se den på luftfoto
Sider per minut.
Sider per minut (eng. pages per minut) og forkortes ppm.
Sider per minut benyttes mest til angivelse af printere, scannere og kopimaskiners hastighed. Nogle gange opgives tal for forskellige opløsninger samt om det er i sort/hvid eller farve.
Damaskus.
Damaskus (Arabisk دمشق Dimashq eller ash-Sham الشام) er hovedstaden i Syrien, og landets største by. Damaskus regnes for at være verdens ældste kontinuerligt beboede by.
Damaskus' storhedstid lå under de umayyadiske kaliffer fra 661 til 750, hvor Bagdad blev hovedstad for det muslimske storrige, idet abbasiderne overtog kalifatet.
Den gamle bydel er præget af sin lange historie og har mange smalle krogede gader, utallige bazarer og en række kirker, mausolæer og moskeer, hvoraf den berømteste er Umayyademoskeen.
Anders Andersen.
Anders Andersen (1. oktober 1912 - 13. april 2006) var en dansk landmand og politiker for partiet Venstre. Født på Benzonslyst nord for Grenå. Efter en lang og indflydelsesrig politisk karriere som blandt andet finansminister (1973-1975) og økonomiminister (1978-1979 og 1982-1987) forlod han politik i 1987.
Han blev i 1979 udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen.
Frederik Læssøe.
Werner Hans Frederik Abrahamson Læssøe (23. september 1811 i København - 25. juli 1850) var en dansk officer, som især er kendt fra Treårskrigen. Han var søn af Margrethe Juliane Signe Læssøe og bror til præsten Kristian Frederik Læssøe og maleren Thorald Læssøe.
Læssøe var ved krigsudbruddet 1848 stabschef ved hæroverkommandoen. Deltog i kampene ved Bov, Nybøl og Dybbøl. Efter nederlaget ved Egernførde blev han fjernet fra overkommandoen. Som medlem af general Ryes stab deltog han i Slaget ved Kolding i 1849. Udnævnt til oberst i 1850 og førte 12. bataljon i Slaget på Isted Hede hvor han faldt under angrebet på Grydeskoven. Begravet i Flensborg.
Læssøesgade i København er opkaldt efter ham.
Kilder/henvisninger.
H.C. Andersen var en nær ven af Læssøe og hans familie. Se hans mindedigt i
Rhododendron 'Lavendula'.
Sorten 'Lavendula' er en hybrid, hvori indgår bl.a. arterne "Rhododendron russatum", "Rhododendron saluenense") og "Rhododendron rubiginosum". Det er en lav busk med en bredt opret, kompakt vækst. Bladene er stedsegrønne, bredt ovale og aromatisk duftende. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker ved månedsskiftet maj-juni, hvor busken bærer talrige stande af lavendelblå blomster, der hver har en brunrød svælgtegning. Frugterne er tørre, opsprækkende kapsler.
Rodnettet er meget tæt forgrenet med filtede finrødder. Planten er afhængig af at få etableret en symbiose med mykorrhiza-svampe.
1,00 x 1,00 m (10 x 10 cm/år)
Sorten er - som alle bladstedsegrønne - sart over for barfrost. Den bør derfor plantes i let skygge fra bygninger eller overstandere.
Rhododendron 'Blue Tit Magor'.
Krydsning: Rhododendron impeditum x Rhododendron augustinii
Blomstrer med lilla blomster fra slutningen af april.
Vokser middelkraftigt bredopret. Efter 10 år ca. 100 cm høj.
Oprindelse: Begge forældrearterne stammer fra Kina.
Rhododendron saluenense.
Meget langsomtvoksende art fra Kina.
Væksten er kompakt og lav. Efter 10 år ca. 35 cm høj.
Nagano.
Byen Nagano (長野市; "nagano-shi") på øen Honshu i Japan, er i Danmark bedst kendt som værtsby for Vinter OL i 1998, hvor Danmark vandt sølv i curling for kvinder.
Faststofkemi.
Faststofkemi (eller fastfasekemi) dækker over studiet af faste stoffer og materialer. Faststofkemien beskæftiger sig med både syntesen, strukturen og de fysiske egenskaber af faste materialer. Der er derfor et stort overlap med faststoffysik, mineralogi, krystallografi, keramik (keramiske materialer), metallurgi, termodynamik, materialevidenskab og elektronik med fokus på syntesen af nye materialer.
Haveazalea.
Haveazalea ("Pentanthera") er en underslægt, som består af mange arter af løvfældende buske, som ofte er hårdføre. De bliver sjældent mere end 2,5 m høje. Her omtales kun de arter, som dyrkes i Danmark.
Louise Fribo.
Louise Fribo (født 3. juli 1970) er en dansk sanger, skuespiller og danser.
Hun synger også opera, som man f.eks. kan høre i den dansk version af Disney-filmen Mary Poppins. Derudover har hun også lagt stemme til Belle i den danske udgave af Disneys "Skønheden og udyret".
I sæsonen 2009/2010 synger hun "Frasquita" i Bizets "Carmen" på Det Kongelige Teater.
FaDB.
FaDB er en forkortelse for Foreningen af Danske Biologer. Det er en forening for lærere med biologi i gymnasiet, på seminarier eller biologer i privat stilling.
Skæl.
Skæl er små hårde eller bløde plader af horn, som vokser ud af huden på krybdyr og fisk. Fugle har skæl på benene, og deres fjer regnes for at være udviklet fra skæl. Skældyret, som er et pattedyr, har skæl der er udviklet af sammenvokset hår. Sommerfugles vinger er beklædt med mikroskopiske skæl kaldet sommerfuglestøv. Mennesker har 20 skæl, en for enden af hver finger og tå.
Skæl bruges også som betegnelse for flager af hud, der drysser ud af hovedbunden på mennesker. Disse skyldes i de fleste tilfælde at shampooen ikke er skyllet helt ud af håret.
Hajer har ikke rigtige skæl som andre fisk, men deres hud er derimod beklædte med mikroskopiske "tænder" - kalkholdige skæl, der umiddelbart giver huden en ru overflade som sandpapir, men som mindsker vandmodstanden og dermed gør hajen hurtigere.
Nation.
I dagligdags sprogbrug kan grænserne være uklare mellem begreber som folk, nation og stat med flere. Akademisk skelnes der dog mellem en nation, forstået som en gruppe mennesker med fælles national identitet, og en stat, forstået som et sæt institutioner med myndighed inden for et territorium.
Ordet "nation" har haft skiftende betydninger gennem historien. Det latinske ord "natio" anvendtes i betydningen "afstamning" eller "race" (bogstaveligt kan "natio" oversættes som "det, der er blevet født"). Formen "nation" menes at være opstået i 1300-tallets Frankrig, på universitetet i Paris, som betegnelse for grupper af studerende med samme sprog og samme hjemland. Gennem middelalderen, renæssancen og oplysningstiden anvendtes "nation" i flæng om både folk, race, land og stat, og først i løbet af 1800-tallet begyndte orbogsdefinitioner at definere "nation" som et særskilt begreb i forhold til stat og land.
__NOTOC__
Nationsbegreber.
Den tyske historiker Friedrich Meinecke var en af de første, der forsøgte sig med en akademisk begrebsafklaring af fænomenet "nation". I hans tysklandshistorie "Weltbürgertum und Nationalstaat. Studien zur Genesis des deutschen Nationalstaats" fra 1907 skelnede Meinecke mellem to nationstyper: Kulturnationen og statsnationen. Kulturnationen var kendetegnet ved nogle almene kulturelle fællestræk, og statsnationen ved nogle fælles politiske grundværdier. Senere nationalismeforskning har i nogen udstrækning bygget på Meineckes opdeling, som til tider kaldes "den tyske" og "den franske" nationstype, eller "den østlige" og "den vestlige" type (Hans Kohn).
Den "franske" nationstype har rødder i Den Franske Revolution, hvor fælles værdier omkring "frihed, lighed og broderskab" og liberale politiske grundholdninger definerede de, der hørte til den nye, franske nation. Religion, kulturelle normer og sprog var mindre afgørende - enhver kunne i princippet regnes som franskmand, blot han sluttede op bag de fælles politiske grundholdninger, som den franske republik byggede på. Også den amerikanske nation kan siges at være af den "franske" type, idet fælles grundværdier omkring frihed, demokrati og "life, liberty and the pursuit of happines" historisk set har været mere afgørende for amerikansk national identitet end sprog og bestemte kulturelle fællestræk.
I den "tyske" nationstype er nationen baseret på tilstedeværelsen af en fælles kultur, særligt
et fælles sprog og en fælles historie. Kun vanskeligt kan man blive en del af nationen, hvis ikke man er født og opvokset indenfor den pågældende kultur. Særligt nationale reaktioner mod Napoleons imperiebygning samt overnational, oplyst enevælde benyttede sig af sådanne argumenter om folkeegenart og kulturbestemt national identitet.
Rhododendron wasonii.
Art fra Centra Sichuan i 2300-3700 meters højde.
Blomstrer med gule, hvide eller pink blomster med svage prikker i klaser med indtil 15 blomster i maj.
Ovale-lancetformede blade med rødbrunt indumenteret underside.
Rhododendron traillianum.
"Rhododendron traillianum" er en stedsegrøn busk eller et lille træ med en stift opret vækst. Barken er først lysegrøn, men inden for et år bliver den rødbrun og glat. Senere kan gamle grene og stammer få en gråbrun, afskallende bark. Knopperne er lysegrønne og spidst ægformede. Bladene er læderagtige og ovale med tydelig spids og indrullede bladrande. Oversiden er mat mørkegrøn, mens undersiden er rustbrun på grund af et pulveragtigt "indument". Blomstringen sker i april-maj, og blomsterne er klokkeformede og hvide (eller svagt lyserøde) med røde svælgpletter. De sidder samlet i endestillede, tætte stande. Frugterne er tørre kapsler med mange frø.
Rodnettet er meget fint og trævlet. Planten er afhængig af mykorrhiza med én eller flere svampearter.
2 x 2 m (10 x 10 cm/år).
Arten hører hjemme i det sydvestlige Sichuan, det sydøstlige Tibet og det vestlige Yunnan, hvor den optræder som underskov sammen med flere arter af Ædelgran på sur, næringsfattig bund i 3000-4600 meters højde over havet.
Sommerfuglestøv.
Sommerfuglestøv er betegnelsen for de mikroskopiske små taglagte skæl på en sommerfugls vinger. Skællene er flade og hule omdannede hår. Hvert skæl har en lille stilk hvormed det er fæstnet til vingens overflade.
Sommerfuglevingens farver og mønstre dannes af skællene. Nogle skæl giver farve ved forskellige farvepigmenter, f.eks. melanin og pteridin, mens andre giver metalliske refleksfarver ved lysets brydning i skællenes struktur.
Farverne på sommerfuglens vinger hjælper den til at signalere til artsfæller og til at camouflere sig i forhold til rovdyr. Nogle sommerfuglearter har udviklet en speciel skræmmeadfærd overfor rovdyr: Hvis nogen kommer for nær slår sommerfuglen vingerne ud og åbenbarer et sæt store uhyggelige stirrende øjne, dannet af mønstre af farvede skæl. Mange rovdyr vil tøve før de sætter tænderne i sådan en modstander og det giver sommerfuglen tid til at flygte. Andre rovdyr vil gå efter øjet, og sommerfuglen kan dermed ofte nøjes med et hak i vingen i stedet for at lade livet. Et flot dansk eksempel på en sommerfugl med øjepletter er dagpåfugleøjen.
Hansommerfuglene har specielle omdannede skæl, der er forbundet med duftproducerende kirtler, der frigiver feromoner - duftstoffer - til at tiltrække hunner med. Disse duftskæl sidder tit samlet i et mønster f.eks. en plet et bestemt sted på hannens vinger.
Skællene, specielt de mørkfarvede, hjælper sommerfuglen med varmeregulering. Herudover menes det, at skællene har en afstivende virkning på vingerne, at de forøger vingearealet, og at de letter vandafvisningen og dermed virker selvrensende.
Sommerfuglestøvet sidder ikke særligt godt fast på sommerfuglens vinger. Derfor taber dyret skællene efterhånden og vil ende med at se temmelig slidt ud.
Når skællene falder af, er det en ulempe for dyret, men det er en skrøne at sommerfuglen dør, hvis man kommer til at gnide sommerfuglestøvet af den.
Basidiesvampe.
Basidiesvampe (Basidiomycota) er en række inden for svamperiget. Den indeholder tre klasser samt slægten Hyphobasidiofera, der ikke er placeret ind under disse ordener.
Ca. 2-3% af lav indeholdes i basidiesvampe-rækken.
Kalmarunionen.
Erik af Pommern krones til konge over det samlede Norden, 17. juni 1397
Kalmarunionen er det historiografiske navn for personalunionen mellem Danmark, Sverige (inkl. Finland) og Norge (inkl. Island, Færøerne, Grønland, Shetlandsøerne og Orkneyøerne) fra 1397 til 1523
Efter Oluf 2.s død som 17-årig i 1387 fortsatte hans mor, Margrete 1., sine allerede igangværende bestræbelser for at samle Norden under én konge, og hun blev valgt til "Danmarks frue og husbonde og rigets fuldmægtige formynder".
Presset af et tronkrav fra kong Albrecht af Mecklenburg blev hun i 1388 af det norske rigsråd valgt til regerende dronning i Norge, og hendes fostersøn Erik af Pommern blev anerkendt som tronfølger. I marts valgtes hun også som regent i Sverige.
Efter at Margrete havde slået Albrechts hær og taget ham og hans søn Erik til fange i slaget ved Åsle 1389, blev Lindholm Slot (Lindholmen) ved Børringesøen ("Börringesjön") i det sydvestlige Skåne skueplads for et afgørende møde mellem de stridende parter. Ved mødet på Lindholm Slot den 17. juni 1395 blev der sluttet en fred, der blev forudsætningen for det møde i Kalmar, der resulterede i de aldrig afsluttede forhandlinger om Kalmarunionen to år senere. Selve dokumentet er kun et udkast, der aldrig blev ratifiseret af rigsråderne.
17. juni 1397 blev Erik 7. af Pommern i Kalmar af den danske og den svenske ærkebiskop kronet til konge af de tre nordiske riger.
Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1. i 1457 kronet i Uppsala, og Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.
I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470.
Også Christian 1.s efterfølgere, kong Hans og Christian 2. forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture, men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør, og 6. juni 1523 blev Gustav Vasa konge, hvilket egentligt betød en afslutning på Kalmarunionen. Men det var dog først i 1524,at enden på unionen blev vedtaget på skrift.
Den politiske baggrund.
Oversigt over de kongelig slægter i Skandinavien i tiden omkring Kalmaruniones oprettelse. tryk to gange på billedet for at læse det.
Når det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne. Da det senere gik galt med at holde sammen på Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men også at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.
Konflikter.
Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Schleswig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, som var en forstyrrelse af svenskernes eksport(især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmeråd ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev sat af som konge af unionen, som blev overtaget af Christopher af Bayern.
I kraft af tomrummet efter Christophers død i 1448, valgte Sverige Karl VIII til konge med intention om at oprette unionen under den svenske trone. Karl blev også valgt til konge af Norge det følgende år, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end de svenske og norske tilsammen, og fik det danske gehejmeråd til at udnævne Christian den første af Oldenburg til konge.
I løbet af de næste syv årtier dominerede kampen om magt og krigene mellem Sverige og Danmark unionen.
Efter den midlertidigt succesfulde erobring af Sverige af Christian den anden og efterfølgende Stockholm blodbad i 1520, startede svenskerne endnu en oprørsgruppe, som fordrev de danske styrker igen i 1521. Mens uafhængigheden var blevet genindført, sørgede valget af Kong Gustav af Vasa d. 6. Juni 1523, for genoprettet uafhængighed og praktisk herredømme for Sverige og opløste den uformelle union. Dagen, hvor Gustav af Vasa blev kronet har siden været nationaldag for Sverige indtil 2005, hvor det blevet lavet til en almindelig feriedag.
Den Nordiske Syvårskrig.
Den Nordiske Syvårskrig blev udkæmpet mellem 1563 og 1570. Begge parter gik i krig med stor entusiasme: På den ene side Danmark-Norge (med deres allierede Polen og Lübeck); på den anden side Sverige.
Begge parter havde et ønske om at blive dominerende i Norden. Sverige ønskede at åbne søvejen gennem Østersøen og Øresund, og Danmark havde et ønske om at genskabe Kalmarunionen.
Krigen begyndte i Østersøen den 30. maj 1563, hvor en dansk flådeafdeling ud for Bornholm skød varselsskud for at få en svensk flådeenhed til at stryge topsejlet som tegn på accept af dansk overherredømme i Østersøen. Skuddet ramte det svenske admiralskib, og det kom til en kamp mellem de ni danske og 19 svenske skibe. Svenskerne erobrede fire danske skibe med næsten 500 mand.
I juni indgik Danmark en alliance med hansestaden Lübeck og i oktober forbund med Polen.
Allerede den 31. juli blev de danske og lybske fejdebreve (krigserklæringer) afleveret i Stockholm.
Krigen blev ført med især tyske og skotske lejesoldater - på dansk side næsten 25.000 landsknægte.
Den 4. september 1563 kapitulerede den svenske fæstning Elfsborg (Älvsborg) ved Sveriges eneste adgang til havet i vest (Kattegat). Elfsborg ligger mellem det norske Bohuslen i nord og danske Halland i syd og beherskede landforbindelsen mellem de danske og norske landsdele.
Den svenske konge Erik 14. sendte en hær ind i Halland, men måtte trække sig tilbage, da den danske hær rykkede frem og besejrede svenskerne ved Marekjær (Mared) nær Halmstad. Den dansk-lybske flåde var stærk, men formåede ikke at blokere sejlads til og fra Sverige.
Eriks tropper begyndte i efteråret 1563 systematisk at ødelægge Blekinge for at skabe en forsvarszone til Danmark. Det førte den 3. september 1564 til en massakre på Rønnebys indbyggere. Alle byens indbyggere, 2.000 børn, kvinder og mænd, blev hugget ned. Erik XIV skrev til det svenske rigsråd: "Rødt som blod farvedes vandet i rendestenene. Forsvarerne havde nu tabt modet i den grad, at vi stak dem ihjel som en flok svin. Ingen skånedes undtagen nogle kvinder og børn, som finnerne slog ihjel". Erik 14.'s mål var en total udryddelse af Blekinges befolkning, som skulle fjernes fra jordens overflade for at gøre plads for en rent svensk kolonisation. Overlevende blekinger skulle føres i samlet trop til Kalmar og videre til Stockholm. "For det er bedre at have et øde land end et fjendeland", skrev den svenske konge.
I 1563 fik skåningen Mikkel Pedersen Gønge og hans hageskytter, der havde dannet et frivilligt korps for at forsvare deres hjemstavn, ordre til at "vogte Grænserne i Gønge, Willands og Nørre-Åsbo hærreder" og i "Grænseegnene gøre Fjenden den Afbræck, han mægtede". Hér brugte svenskerne for første gang på ordet "snaphane"; et skældsord mod Mikkel Pedersen og hans hageskyttekompagni. Siden blev det brugt for al modstand, de mødte i form af bevæbnede bondeskarer.
Svenskerne under franskmanden Claude Collart indtog og holdt Trondheims len i Norge. Angrebet blev slået tilbage af en norsk styrke under Erik Munk, og de svenske styrker overgav sig den 22. maj 1564.
Svenskerne havde indtaget fæstningen og byen Varbjerg og foranstaltet et blodbad blandt forsvarerne. Hele besætningen med undtagelse af kommandanten Hans Holck og nogle andre adelsmænd blev likvideret.
Den 20. oktober 1565 besejrede danske tropper under Daniel Rantzau en overlegen svensk styrke i Slaget ved Axtorne nær den danske fæstning Varbjerghus.
Der blev holdt fredsmøde på den tyske kejsers initiativ den 15. juli 1570 i Stettin. Mødet resulterede i Freden i Stettin den 13. december samme år. Frederik 2. godkendte fredsaftalen den 25. januar 1571.
Alle gensidige fordringer blev opgivet, og alle erobringer skulle tilbagegives. Som pant for en krigsskadeserstatning fra Sverige beholdt Danmark fæstningen Elfsborg.
Eksterne henvisninger.
Nordiske Syvårskrig, Den
Nordiske Syvårskrig, Den
Nordiske Syvårskrig, Den
Nordiske Syvårskrig, Den
Slimdyr.
Slimdyr er en infrarække af protozoer, i rækken "Amoebozoa".
Myxozoa.
Myxozoa er en gruppe af mikroskopiske en-cellede parasitter.
Protozo.
Protozoer ("Protozoa") er encellede organismer med cellekerne. Protozoer har visse egenskaber som f.eks. selvbevægelse. De er heterotrofe og bliver almindeligvis i dag klassificeret som hørende under riget protister. Nogle mindre grupper af protozoer kan sikkert opfattes som separate riger.
De fleste protozoer er mikroskopiske, da de fleste har en størrelse på ca. 0,01-0,05 mm, selvom nogle naturligt kan blive så store som 0,5 mm.
Protozoer er allestedsnærværende i vandmiljøer og i jorden og de spiller en vigtig rolle i økologien. Nogle protozoer er parasitter og kan give alvorlige sygdomme f.eks. ved indtagelse af forurenet drikkevand.
Sangsvane.
Sangsvanen ("Cygnus cygnus") er en af de tre arter af svaner vi har i Danmark. Den er en almindelig træk- og vintergæst nordfra, med ankomst omkring oktober. Den har et vingefang omkring 145 - 160 cm og er dermed på størrelse med knopsvanen. Sangsvanen er dog nem at kende, da den virker slankere og bærer halsen mere rankt end knopsvanen. Dens næb er gult med sort spids. Dog har ungfuglene, som på fotoet, lyserødt næb og grå fjerdragt. Når sangsvanen flyver kan den udstøde høje trompeterende lyde, men til gengæld mangler den karakteristiske svirplyd fra vingerne, som man kender fra knopsvanen.
I milde vintre overvintrer ca. 12.000 sangsvaner i Danmark. Det er ca. halvdelen af hele den skandinavisk/nordrussiske bestand af sangsvaner! Om vinteren flokkes svanerne i ishuller med grundt vand når fjordene fryser til. Sangsvanen og pibesvanen holder af at græsse på marker i modsætning til knopsvanen.
John Maxwell Coetzee.
John Maxwell Coetzee (født 9. februar 1940) er sydafrikansk forfatter. Den 2. oktober 2003 modtog han som den fjerde afrikaner nobelprisen i litteratur.
Han blev født i Cape Town som John Michael Coetzee (han ændrede senere sit mellemnavn), og hans yngre år blev delt mellem denne havneby og Worcester. Han studerede ved Cape Towns universitet, hvor han fik en grad i matematik og engelsk.
I begyndelsen af 1960'erne flyttede han til England, hvor han for en tid arbejdede med computere. Efterfølgende begyndte han studier i litteratur ved Texas universitet, hvorefter han underviste i engelsk og litteratur på New Yorks statsuniversitet i Buffalo indtil 1983.
I 1984 rejste han retur til Sydafrika til et professorat i engelsk litteratur ved Cape Towns universitet. Ved sin aftrædelse i 2002, flyttede han til Adelaide, Australien hvor han blev ansat ved Adelaides universitet.
Han blev den første forfatter som blev tildelt "Booker Prize" to gange: "The Life and Times of Michael K" i 1983 og "disgrace" i 1999. Da han generelt ikke ønskede at deltage i pressedækningen deltog han ikke i overrækkelsen. Udover sine romaner udgav han også videnskabelige arbejder samt oversættelser.
Vanillin.
Vanillin findes i naturen, bl.a. som smagens hovedbestanddel i vaniljeplanten.
Vanillin kan fremstilles syntetisk ud fra lignin eller eugenol, og da syntetisk vanillin er meget billigere end ægte vanilje, benyttes det ofte til at give vaniljesmag i forskellige fødevarer, f.eks. flødeis. Det giver dog ikke en nær så fin og kompleks smagsoplevelse som ægte vanilje.
Planteplankton.
Planteplankton er små alger og svampe der flyder i vandet.
Planteplankton er den ene af to hovedtyper plankton, den anden er dyreplankton.
En tredje gruppe gruppe er bakterieplankton, der spiller en stor rolle for omsætningen af især opløste organiske stoffer i de frie vandmasser, som udskilles af planteplanktonet.
Ægte sæler.
De ægte sæler eller øreløse sæler er den ene af to hovedgrupper af pattedyr inden for underordenen sæler "Pinnipedia". Ægte sæler adskilles fra "Øresælerne" (Otariidae, pelssæler og søløver) på kraniekarakterer, fraværet af et ydre øre og bagluffernes anatomi. De ægte sæler kan således ikke folde baglufferne ind under kroppen og gå på dem, men må nøjes med at mave sig frem på land.
Indeholder alle sæler fra Arktis og nordlige Atlanterhav
Indeholder Munkesælerne, de Antarktiske ægte sæler og søelefanterne
Ringsæl.
Ringsæl ("Phoca hispida") lever i de arktiske egne (herunder Grønlands kyster), i Østersøen, i russiske og finske ferskvandssøer samt ved den japanske stillehavskyst.
Ringsælen kan veje op til 100 kilogram og er dermed den mindste af de arktiske sæler. Den kan blive 120-190 centimeter lang. Pelsen har brunlige eller grålige nuancer, og den ligner dermed den spættede sæl. Den kan genkendes på små mørke pletter på ryggen, der omkranses af en lys ring.
Fødevalget består af fisk, krebsdyr og blæksprutter. Under jagten kan ringsælen dykke ned til 90 meter for at fange sit bytte.
Ringsælen kan blive op til cirka 40 år gammel. Den bliver kønsmoden ved sit 5-6 leveår, hvor hunsælen føder en unge i perioden marts - april. Ungen fødes i en snehule ovenpå isen. Ungen er ved fødslen og indtil den får sin vandskyende pels efter 14 dage hvid og uldhåret. Ungen overlades til sig selv, når den bliver to måneder gammel. Kun i parringstiden er han- og hunsælerne sammen.
Isbjørnen er ringsælens største fjende, men også polarræv og spækhugger spiser ringsæler. Isbjørnen fanger som oftest sælen ved dennes åndehul eller i dens sælhi under sneen. Ringsælen er i stand til at holde sit åndehul åbent selv når isen er to meter tyk. Dette gør sælen ved at bruge sin snude og kløerne på forlufferne til med jævne mellemrum at gennembryde åbningen.
Mennesket anvender ringsælens kød til føde, og skindet anvendes til tøj og støvler.
Osama bin Laden.
Et computergeneraret billede af sådan man formoder at han ser ud idag fra 2009
Sheikh Osama bin Muhammad bin 'Awad bin Laden(ʾUsāmah bin Muḥammad bin ʿAwaḍ bin Lādin) (født 10. marts 1957 i Riyadh i Saudi-Arabien), bedre kendt som Osama bin Laden (أسامة بن لادن)kommer fra en familie af entreprenører tæt knyttet til den saudiske kongefamilie.
Han studerede religion og ingeniørvidenskab, samtidig med at han var med i ledelsen af familiens virksomheder. Hans stærke religiøse overbevisning fik ham i 1973 til at slutte sig til de lokale islamiske grupper, og i 1979 drog han til Afghanistan, efter at det daværende Sovjetunionen havde invaderet landet.
Han var med i kampene mod besættelsesmagten og oprettede træningslejre, som bl.a. blev finansieret af amerikanske økonomiske midler. Her bevæbnede han arabiske frivillige og finansierede deres rejse til Afghanistan. Det var i denne periode han formodes at have opbygget forbindelser til arabiske bevægelser i dele af den muslimske verden.
Efter at Osama bin Laden i et sambejde med USA og forskellige islamiske bevægelser havde været aktivt medvirkende til at fordrive russerne fra Afghanistan, var han ikke længere til så stor nytte for USA som under den sovjetrussiske besættelse. Dette var formentlig medvirkende til at USA afskar forbindelsen til bin Laden, som derefter alene havde islamiske alliancer.
Osama bin Laden er mistænkt for at finansiere en serie bombedrab over de senere år, fx mod USA's ambassade i Nairobi, Kenya den 7. august 1998. Han menes at stå bag en række omfattende foreninger: Den Internationale Islamiske Front, Den islamiske Hær og Al-Qaida.
Efter angrebene mod ambassaderne i Nairobi og Dar es-Salaam i 1998 affyrede USA omkring 100 cruise-missiler mod nogle baser i Afghanistan og mod en lægemiddelfabrik i Sudan i Nordøstafrika. Missilerne gjorde ingen større skader på baserne, men gjorde Osama bin Laden til en helt i den muslimske verden.
En anden version af sådan han formodes at se ud
Et år efter kunne den arabiske tv-kanal "Al-Jazeera" den 9. august 1999, fortælle at 2 militærfly fra USA var landet i Pakistan med kommandostyrker, der skulle slå til mod Osama bin Laden og hans terrornetværk.
Efter terrorangrebet den 11. september 2001 mod World Trade Center i USA blev mistanken rettet mod Osama bin Laden og hans Al-Qaida netværk. Den 20. september opfordrede et råd af afghanske religiøse ledere Talibanstyret til at anmode bin Laden om at forlade Afghanistan. Det må dog konstateres, at Osama bin Laden tog afstand fra at være involveret i angrebet på World Trade Center den 11. september, og det holdt han fast på indtil USA hævdede at de havde fundet videobånd, hvor han angiveligt hævdes at deltage og selv udtale at han stod bag. Det er indtil dato uafklaret hvorfor Osama bin Laden først nægtede at stå bag 11. september, når han ellers altid har været meget hurtigt ude med at erklære sig selv og sin organisation ansvarlig, men det er sandsynligt at han først ville afvente reaktionerne.
FBI efterlyser ikke eksplicit Osama Bin Laden for at stå bag terrorangrebet den 11.september 2001, men for meddelagtighed i terrorangreb generelt, og mistænker ham stadigt for ansvaret for 11.september-angrebet. Grunden til at 11.september ikke er nævnt på listen er at FBI ikke efterlyser personer før de formelt er sigtet.
Osama bin Ladens skæbne er pt. uvis, men Al-Jazeera formidler af og til lydbånd, der hævdes at være fra Osama bin Laden. Blandt visse militante og fundamentalistiske muslimske grupper er han blevet et frihedsikon for islam, men han har tilsyneladende ikke bred opbakning i den muslimske verden og betragtes af det meste af verden som en terrorist og ekstremist.
Hans nuværende dusør er $25 millioner.
Kappebavian.
Kappebavianen lever på åbne stepper, bjergsider og ørkener i det østlige Afrika i lande som Etiopien, Sudan og Somalia. Den er endvidere udbredt i det sydvestlige Arabien.
Kappebavianerne lever sammen i flokke som tæller en han, seks til otte hunner og deres unger.
Disse mindre grupper er organiseret i større enheder, og de største flokke tæller op til 700 individer. Det er især om natten, at kappebavianerne drager fordel af sikkerheden i de store flokke, for det er på den tid af døgnet at bavianernes værste fjende, leoparden, går på jagt.
Kappebavianhunnen får en unge efter en drægtighedsperiode på 170-173 dage.
Michel Foucault.
Michel Foucault (15. oktober, 1926 - 25. juni, 1984) var en fransk filosof og professor i "tankesystemernes historie". Han havde en enorm indflydelse på mange områder herunder litteraturvidenskab, filosofi (særligt videnskabsfilosofi i den frankofone verden), historie, psykoanalyse, videnskabshistorie og videnssociologi.
Han anses som postmodernist og poststrukturalist (selvom nogle anser hans tidlige arbejder, som "Les mots et les choses", for strukturalistisk - i forordet til den engelske udgave af dette værk benægter han dog dette).
Store linjer.
En grundlæggende tanke i forfatterskabet er at intet er universelt. Selv mennesket har ikke en ahistorisk evig natur, men er et resultat af historien. Det mest grundlæggende ved mennesket er kroppen, men også den er "konstrueret" historisk i en eller anden grad.
Et andet emne der behandles er magten. Magten analyseres igennem de modstandskampe, der bekæmper den. Disse er kampe imod undertrykkelse, kampe imod udbytning og kampe imod "subjektivering"(kilde).
"Subjektivering" er en form for magt, hvor den enkelte tildeles en identitet/natur, hvad enten han vil det eller ej. Sindssyge er et eksempel på dette. Tidligere tolererede man gale mennesker (i nogle samfund betragtes de tilmed som i forbindelse med guderne), men i det moderne samfund begyndte man at tildele de gale en identitet som sindssyge.
I den sene del af Foucaults forfatterskab bliver hans værks hovedperson de forbindelseslinier (fr. "dispositif") der går til og fra det objektiverede og det subjektiverede menneske og de anordninger som udvirkes i forskellige sociale elementer.
Forfatterskab.
Foucaults bog "Overvågning og straf" behandlede udviklingen af fængselsvæsnet, "Galskabens historie" behandlingen af sindssyge, "Klinikkens fødsel" medicinens og hospitalsvæsnets udvikling og "Ordene og tingene" diskuterede videnskaberne. Foucault færdiggjorde ikke "Seksualitetens historie" før sin død, men de første bind behandlede blandt andet psykiatriens konstruktion af perversion.
Foucault blev født i Poitiers, og døde i Paris af HIV/AIDS-relaterede komplikationer.
En introduktion til Foucaults vigtigste begreber til diskursanalyse.
Foucault udviklede aldrig nogen færdig teori, man kan lægge ned over forskellige
empiriske problematikker, hvilket også ville være mod hensigten med hans
samlede arbejder. Derimod var hensigten at problematisere forskellige aspekter
af menneskets erfaring og væren i samfundet, for på den måde at åbne vores
øjne for, hvordan vi forstår os selv, seksualitet, sygdom eller død - temaer som
alle er væsentlige i Foucaults forfatterskab.
En beskrivelse af hans mange undersøgelser kan bestemmes som nutidshistorie, og overordnet kan man beskrive hans mange studier som undersøgelser i de historisk variable forhold mellem magt, viden og subjektivitet. Tre begreber, som alle var hovedtematikker i hans forfatterskab. Disse tre tematikker og deres indbyrdes forhold behandles i det efterfølgende.
Magt, viden og subjektivitet.
I modsætning til den gængse opfattelse af begrebet magt, ser Foucault ikke magt som værende noget negativt eller destruktivt, men nærmere som en elementær kraft der er en grundkomponent i sociale relationer; enhver relation er derfor en magtrelation. Han ser magt som en sofistikeret teknik til afretning af os som individer, eksempelvis ved at gøre os manipulerbare eller kontrollerbare. Det vil med andre ord sige, at han ser magten som en art selvdisciplinering eller selvledelse, og ikke som værende direkte udøvet af en diktator. Hans opfattelse af magt står i kontrast til marxisternes, som så magt som et instrument til klassedominans, opstået på baggrund af økonomiske interesser eller styrkemæssige forhold. Ifølge Foucault er magt altså ikke en ressource, der er knyttet til bestemte aktører eller interesser. Magt er snarere en kraft, der er indlejret i enhver social relation, og enhver relation er derfor også en magtrelation; han ser således magten som en neutral evne til at forårsage, påvirke og forandre.
For at anskueliggøre Foucaults magtforståelse, er det nødvendigt at fjerne sig fra indgroede forestillinger om, at magt blot er noget der praktiseres inden for retslig praksis. Fokus skal rettes mod de administrative teknikker, der benyttes til kontrol og normalisering. Med normalisering, eller homogenisering, mener Foucault, hvordan magten søger at fremme en bestemt adfærd for mennesker i en bestemt kontekst. Der er eksempelvis en række forskellige, men også ens normer for hvordan vi bør opføre os på et universitet eller et sygehus. Magten siges at have to formål, dels at disciplinere det enkelte individ, dels at regulere befolkningen, eller som Foucault siger det: "Magtens højeste funktion er ikke at udslukke, men fuldstændig at gennemtrænge livet". Dette må nødvendigvis indebære, at magten infiltrerer samfundet, individet, vores velfærd, sundhed, moral osv. Ved hjælp af føromtalte teknikker er magten således i stand til at forme individer, deres aktiviteter, samt deres indbyrdes relation.
Foucault nævner nogle væsentlige iagttagelser, hvor de administrative teknikker er blevet benyttet på eksempelvis skoler, sygehuse, kaserner etc. til bl.a. at individualisere, sammenligne og homogenisere. Individualiseringen sker ved at rette sig mod det enkelte individ. Et eksempel er den differentierede undervisning i folkeskolen. Sammenligningen kan ske ved at udvikle standardiserede skemaer, der kan være med til at gøre forskellige individer målbare - typisk ved måling af evner og meninger. Endelig kan der ske en homogenisering ved at underlægge forskellige individer de samme grundlæggende mål, f.eks. ved at ensrette individer til at adlyde ordrer og udvise respekt, som det eksempelvis foregår i militæret. Man kan så spørge, hvorledes magten formår at forårsage, påvirke, forandre, ja ligefrem gennemtrænge livet. En væsentlig faktor, siger Foucault, er magtens gensidige afhængighed med viden. Enhver oplysning - dvs. formidling af viden - former et dispositiv (dette vil blive uddybet senere), som bearbejder verden på en bestemt måde, og derigennem virker regulerende på de subjekter, som beboer den (Andersen and Christensen 2000). Oplysning er derfor ikke simpel formidling af viden, men resulterer i dispositiver og i sidste ende magtudøvelse - regulering af den oplyste, subjektet. Der findes altså ikke oplysning, uden at der er magt på spil og derfor ingen neutral formidling af viden.
Denne magt udøves i højere grad med henvisning til normer, videnskab, etik og moral end eksempelvis lovgivningen. Udøvelse af magt, styring og regulering af samfundet sker altså ikke gennem en allestedsnærværende stat eller den udøvende magt, men gennem incitamenter, rådgivning, uddannelse, pjecer etc. (Hermann 2000). Dette betyder dog ikke, at magten altid udøves bevidst - magten bliver også udøvet ubevidst; eksempelvis kan en pjece blive opfattet på en måde, som virker disciplinerende, uden at det nødvendigvis har været forfatternes hensigt med den.
Foucault er ikke interesseret i magtens væsen eller magtindehaveres intentioner, eller helt generelt i subjektets intentioner, men derimod i udøvelsen og dens effekt. Når magt skal analyseres, er det interessante magtrelationerne; at undersøge hvordan magtmekanismerne virker og notere sig den tilsigtede såvel som den utilsigtede virkning. Foucault pointerer endvidere, at magtens tilstedeværelse har en konsekvens; hvor der findes magt findes der også modstand, og kun her findes
modstanden (Hermann 2000). Det vil dermed også sige, at modstand ikke er en universel kraft, der findes i en bestemt form, da den altid vil stå i relation til magten. Modstanden kan opstå i flere forskellige afskygninger, eksempelvis spontan, isoleret, organiseret, kompromisvillige, uforsonlige etc.
Relationen mellem magt og viden er ifølge Foucault igen relateret til subjektet og diskursens positionering af samme. Han mener, at subjekter skabes i diskurser, samt objekterne, vi kan vide noget om. Foucault er som nævnt ovenfor ikke interesseret i subjektets intentioner og mulige bagvedliggende motiver i dets handlinger. I følge Foucault er det interessante derimod de positioner, der bliver stillet til rådighed af diskursen, samt hvordan disse positioner sætter rammer for aktørers virken i det sociale rum. På samme måde som dispositivet virker regulerende, således virker også subjektpositioner regulerende på subjektet, i kraft af de betydnings- og meningsrammer, der er blevet stillet til rådighed af diskursen - dette vil blive uddybet i et senere afsnit. Derfor har positionerne stærk indflydelse på aktørers ageren og handlen i det sociale rum. Dog ikke mere end at disse aktører kan vælge andre positioner at agere inden for, hvis ikke de opfylder aktørens behov for at udtrykke sig på en bestemt måde. Med andre ord fastlåses aktøren ikke i en position, men bliver derimod “tilbudt” positioner, hvorfra de, ifølge diskursen, kan tale og handle legitimt og meningsfuldt.
Foucaults forståelse af diskurs.
"(...) The term discourse can be defined as the group of statements that belong to a single system
"Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive
formation. (...Diskursen) består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for". (Jørgensen and Phillips 1999:22).
Foucault ser altså grundlæggende diskurser som serier af udsagn afgrænset af et samtalerum, eksempelvis medicinverdenen eller på et universitet. Diskursens emne er ikke givet på forhånd og bliver ikke fastlagt af eksterne faktorer, men derimod af de udsagn der bliver fremført i samtalerummet. Foucault retter dermed sin opmærksomhed mod udsagnet i sin analyse af diskurser og disses mulighedsrum. Mere præcist angivet er Foucault interesseret i at afdække reglerne for,
hvilke udsagn der bliver accepteret som meningsfulde og sande i en given historisk periode.
Med sandhed mener Foucault en diskursiv konstruktion, hvor et vidensregime udpeger, hvad der sandt og falsk. I teorien har vi uendelig mange muligheder for at skabe udsagn, men der er mange udsagn, som ingen vil kunne finde på at ytre, idet de ville blive opfattet som falske eller meningsløse. Det vil med andre ord sige, at diskursen, og de historiske regler der gennemsyrer den, sætter grænserne for, hvilke udsagn der er mulige at ytre, samt hvilke der er meningsgivende.
Vi kan nu sammenkæde de tre hovedtematikker, magt, viden og subjektivitet, der alle har præget Foucaults forfatterskab. Disse tematikker er alle til stede i en given diskurs, og i kraft af deres normgivende og regulerende karakter former de indirekte diskursen i de udsagn, der bliver fremført af aktørerne inden for diskursens rammer. Sagt på en anden måde ville det ikke være meningsfuldt at
tale om diskurser, hvis ikke man også inddrager magt, viden og subjektivitet, da det er disse tematikker, der ligger til grund for en formning af diskursen. Det er gennem disse tematikker at udsagnene får ’liv’, og mulighed for at forårsage, påvirke og forandre, altså konstituerer diskursen.
For at anskueliggøre sit syn på en diskursanalyse, laver Foucault en analogi mellem arkæologi og forskning i historie, hvor fokus i begge tilfælde er hvilke lag, der skal adskilles fra andre, hvilke brud og usammenhæng der hersker mellem forskellige perioder og artefakter (Foucault 2005: 3-4). Dette fokus er ligeledes det Foucault har i forhold til diskursanalyse hvor han også peger på lag, brud og usammenhæng i forhold til analysen (Foucault 2005: 23). Det er i disse lag, brud og usammenhæng i historien en given diskurs skal analyseres, eftersom den sætter rammerne for hvordan vi italesætter forskellige sociale objekter eller praksisser.
I Foucaults øjne handler en diskursanalyse derfor om at “udgrave” alle lag vedrørende en given diskurs, dvs. sætte sig ind i det spektrum af udsagn der, relateret til hinanden på kryds og tværs, alle er med til at forme den pågældende diskurs, ligesom man i arkæologien skal grave lag på lag frem, for at skabe sig et nogenlunde billede af fortiden. Med andre ord anviser Foucault, i "The Archaeology of Knowledge", en analyse fra oven, hvor man analyserer hele diskursive formationer (se nedenfor) omfattende tusinder af udsagn og diskurser, dvs. en analyse som indebærer mange tekster. Men man kan også se antydningerne af en analyse fra neden, hvor det er det enkelte udsagn i en diskurs, der er i fokus.
Udsagnet og diskursiv formation.
"At first sight, the statement appears as an ultimate, undecomposable element that can be isolated and introduced into a set of relations with other similar elements." [...] "The atom of discourse." (Foucault 2005: 90).
Følgelig er udsagnet også det primære analyseobjekt i en diskursanalyse. For at analysere diskurser skal man derfor se på alle de relationer, der kan skabes mellem disse udsagn. Relationerne kan være mange og forskellige, og derfor vil en analyse heraf blive en undersøgelse af udsagnenes spredning og udbredelse, da man nødvendigvis skal kende de forskellige udsagns placering i forhold til hinanden, førend relationerne mellem dem kan undergå en analyse. Der tales om en diskursiv formation, når man kan definere regelmæssigheder mellem objekter, forskellige typer af udsagn og begreber - altså et system af spredning og udbredelse. De vilkår en sådan formation er underlagt kaldes formationsregler. Disse regler er eksistensvilk år, og strukturerer hvordan objekterne, udsagnene og begreberne, står i relation til hinanden i en given diskursiv formation, samt hvordan de opretholdes, ændrer sig og helt forsvinder.
Den diskursive formation er et slags rammeværk for hvad man kan sige og gøre i forhold til en given diskurs, dvs. den udstikker ’normer og regler’ for vores handlen. Den diskursive formation kræver derfor en vis form for regelmæssighed i dens udsagn og tager i en vis udstrækning monopol på udsagnene. Det forholder sig dog ikke sådan, at vi ikke kan handle udenfor denne formation - at den fuldstændigt determinerer udsagnene, derimod skal den diskursive formation forstås som relativ og fleksibel; den udgør, de udfoldelsesmuligheder man har mht. til ens handlen. Den diskursive formation adskiller sig således fra diskursen på den måde, at den sætter betingelserne for vores handlen inden for diskursen; den afgør altså, om vi handler inden for den ene eller anden diskurs.
De tre begreber, udsagn, diskurs og diskursiv formation er således de begreber, Foucault mener man indledende skal bruge til en identifikation af diskursen. Udsagnet er som tidligere nævnt diskursens mindste enhed, som gennem dens tilsynekomst og relationer giver liv til andre udsagn. En diskurs er ifølge Foucault en gruppe af udsagn, som alle er underlagt nogle regler eller eksistensvilkår altså en diskursiv formation. Disse tre begreber er tydeligvis alle forbundne i denne henseende, men for at begribe alle de komplekse relationer, der hersker mellem udsagn, og de forskellige formationer som diskurser er underlagt, må man undersøge hvorfor givne udsagn eksisterer og på hvilken baggrund.
Objekters formning.
For at komme dette eksistensgrundlag nærmere og dermed få uddybet en analyse af begrebet diskursiv formation yderligere, kan man undersøge de objekter en given diskurs har dannet, dvs. beskrive, hvilke “kræfter” et givet objekt har været underlagt og hvad der har bestemt deres eksistens som objekt i en diskurs. En diskurs er nemlig kendetegnet ved at konstruere de objekter, som den behandler eller omfatter. Der er flere ting, der skal undersøges vedrørende et objekt førend man kan komme disse “kræfter” nærmere. Eftersom objekterne er afhængige af og eksisterer i relation til hinanden i et netværk grid of specification ifølge hvilket objekterne bliver inddelt, relateret, regrupperet og klassificeret i forhold til andre objekter, er det er en beskrivelse af disse relationer, der har særlig interesse i en diskursanalyse.
Relationerne gør det muligt at danne hele nye grupper af forskellige objekter. Det vil sige, at en diskursiv formation er etableret, hvis det er muligt at vise hvordan hvilket som helst objekt i diskursen finder sin plads og opståen. I forhold til objekterne søger diskursanalysen således at afdække, hvorledes de er blevet italesat og dermed gør andre fortolkninger af objektet utilgængelige. Italesættelsen eller dannelsen af et objekt fordrer altså, at man kun kan have bestemte holdninger og meninger om det, dvs. at der kun er ´en “rigtig”måde at tale om objektet på.
Subjektpositioner.
Som tidligere nævnt er diskursen og udsagnet også kendetegnet ved deres anvisning af subjektpositioner. Ud fra disse positioner, som bliver stillet til rådighed af diskursen, kan der tales og handles på en meningsfuld og legitim måde, og aktører kan ved at indtage en sådan position blive subjekt for en diskursiv strategi. Til positionerne knytter sig altså nogle forventninger om, hvordan man skal opføre sig, hvad man kan sige og ikke sige; det er altså, når der tales og handles inden for netop disse rammer, at tale og handling er meningsfuld. Det er her vigtigt, at skelne mellem aktører og positioner, idet positionerne blot er produkter af en given diskurs. Der er her ikke tale om, at en aktør er fastlåst i en position, men at der tilbydes flere mulige positioner som der kan tales og ageres ud fra.
Aktøren ses ikke som suverænt, men determineres ud fra diskurserne, og endvidere er det fragmenteret, dvs. at aktøren kan indtage flere forskellige positioner, alt efter hvilke positioner de forskellige diskurser stiller til rådighed. Overgangen fra ´en position til en anden sker ofte ubevidst for aktøren, men i tilfælde hvor modstridende diskurser, stiller forskellige positioner til rådighed, er aktøren overdetermineret. Man siger at aktøren bliver interpelleret, fremsat i forskellige positioner
på ´en gang, og der opstår dermed en konflikt, om hvilken position aktøren skal indtage.
Begrebsnetværk.
Diskurser og udsagn er kendetegnet ved deres tilhørsforhold til begrebsnetværk, dvs. at udsagnene i en diskurs indgår i et relationelt begrebsmæssigt netværk, og den gruppe af relationer der eksisterer mellem begreberne i netværket, betegnes som en begrebsmæssig formation: [...] "system of conceptual formation". Med det menes der, at et udsagn ikke har mening i sig selv, men at det skal indgå i et begrebsnetværk, altså står i relation til en række tilsvarende udsagn for at give mening.
Ved at relatere forskellige begreber til hinanden, former udsagnene begreberne, og det er gennem denne formning af begreber, at begrebernes spredning i f.eks. et værk, kan beskrives. Spredningen karakteriserer en type af diskurs, hvilket i sidste ende er målsætningen - at kunne analysere og beskrive diskurser. Sidst skal det påpeges, at disse netværk ikke regulerer begrebernes status, at det udelukkende er udsagnene der har indflydelse på dette.
Diskursiv strategi.
Indtil videre er en diskursiv formation kendetegnet ved en bestemt fremstilling af objekter, subjektpositioner og begreber. Men i henhold til reglerne for en given diskursformation kunne andre objekter stadig være blevet italesat, andre subjektpositioner anvist og andre begreber aktualiseret. Strategierne er således dem, der sætter begrænsningerne for en diskursiv formations potentielle mulighedsrum, dem der indsnævrer formationen. For at beskrive en diskursiv formations udseende
skal man derfor have fat i disse begrænsninger. Den diskursive strategi defineres som en afgrænset meningsfuld regularitet af udsagn, indenfor hvilken der findes enighed om, hvad man strides om; man kan sige, at strategien er med til at definere meningen med kampen mellem et antal aktører. I en strategi er der således en overordnet sammenhæng mellem et antal udsagn, en regularitet, og udsagnet er altså kendetegnet ved at indgå i en strategisk relation. Strategien er en måde at tale på i en bestemt diskurs og er i denne forstand afgrænset, idet den indeholder udsagn med en bestemt sammenhæng. Man kan sige, at den betinger diskursens realisering. Sagt på en anden måde kan strategier forstås som generelle tematikker i diskursen. Strategierne hører, i modsætning til ovenstående tre instanser, både til diskursens indre og ydre karakter, dvs. strategierne betegner relationer og regulariteter mellem udsagn i den enkelte diskurs samt relationer og regulariteter diskurser imellem.
Dispositiv.
Dispositivet kan siges, at være sammenfattende i forhold til en række strategier, og er generaliseret i den forstand, at det hæver sig over den enkelte diskurs, og dermed kan formes af mange forskellige
diskurser. Dispositivet udgør de dominerende mønstre, som tilbyder løsninger på bestemte problemer og situationer. Generelt kan begrebet ikke defineres på normal vis; Foucault definerer ikke selv dispositivet noget sted, men varierer i sin opfattelse af dispositiv gennem sit forfatterskab. En gennemgående tendens er dog, at det fremtræder som en generaliseret binær (egentlig: todelt) skematik. Med dette menes, at et dispositiv deler verden op i rigtigt og forkert, det tilladte og det forbudte.
Man kan sige, at et dispositiv er en foreskrivende instans, som eksempelvis loven, da denne en består af lovmæssigheder, der deler verden op i det tilladte og det ikke tilladte. Derfor er et dispositiv med til at forme og organisere samfundet og aktørernes sociale liv. Et dispositiv har som en foreskrivende instans en organiserende effekt på samfundet, men samtidig bliver det formet af italesættelser og ageren i forskellige diskurser i samfundet, og kan derfor ikke betragtes som værende statisk; dispositivet kan altså ændre form over tid. En analyse af dispositiver i en diskurs, kan således bidrage til at afdække hvilke handlinger, vidensmønstre etc. der, ifølge dispositivet, betragtes som “rigtige”.
Foucaults inspirationskilder.
Videnskabsmænd hvis værker har haft en enten åbenlys eller indrømmet stærk indvirkning på Foucaults tanker er opgjort nedenfor.
Moa.
Moaerne var en familie af Strudsefugle som alle er uddøde.
Moa betyder på polynesisk "spiselig fugl". De 11 arter levede på New Zealand indtil omkring år 1700, hvor den sidste blev udryddet, angiveligt på grund af maoriernes jagt på den. Indtil omkring år 1000 havde New Zealand ikke kendt til pattedyr - heller ikke mennesker. Men omkring dette tidspunkt nåede maorierne til stedet fra Polynesien. Mange dyr i New Zealand var ikke tilpasset den jagt, der nu gik ind, både fra menneskene, men også fra de pattedyr, der blev bragt med.
I dag kan man være heldig at finde moaskeletter i huler på sydøen. Hulerne har huller eller svage punkter i loftet, hvor uheldige fugle er gået igennem og derefter ikke har kunnet finde ud igen. Der går ofte rygter om folk der har set levende moaer i New Zealand. Men som med den uddøde tasmanske pungulv i Australien, hvorom der også regelmæssigt bliver rapporteret, er det vist desværre meget usandsynligt at så stort et dyr har kunnet skjule sig på trods af de mange uvejsomme skovområder på Sydøen.
Den største moa-art kæmpemoaen blev op til 3 meter høj og vejede omkring 250 kilo. Dermed var elefantfuglen fra Madagaskar en smule tungere, men den blev ikke helt så høj. Elefantfuglen og de nulevende kiwi-fugle er begge i familie med moaen, de er alle klassificeret som strudsefugle, der bl.a. har det til fælles at de ikke kan flyve.
Moaen på fotoet er en rekonstruktion, der står udstillet på Auckland Museum i New Zealand.
Kiwier.
Kiwierne er de mindste arter indenfor strudsefuglene. De lever kun på New Zealand og er tilpassset et liv, hvor det, som hos de andre strudsefugle, ikke er nødvendigt at kunne flyve. New Zealand husede ikke større rovdyr før mennesket kom til øerne. Først indenfor den senere tid er disse introduceret, først med maorierne og senere med europæerne bl.a. i form af rotter, hunde og katte. Disse rovdyr gør stort indhug i bestanden af bl.a. kiwier på New Zealand, så kiwierne må betragtes som truede når de indslæbte rovdyr ikke kan holdes under kontrol.
Kiwier lever i huler i skovbunden. De lever af småinsekter - orme, edderkopper, biller og nedfaldne frugter. Til dette har de udviklet helt specielle kendetegn. Kiwiens lange næb er udviklet til at stikke i jorden og fange insekter, de har endda udviklet næseborene, så de sidder på spidsen af næbbet, et karaktertræk ingen andre fugle besidder. Herudover har kiwierne lange knurhår ved næbroden, der hjælper dem i fødesøgningen, der altid foregår om natten. Om natten kan man tit høre kiwiens karakteristiske snøftelyde, der fremkommer, når de forsøger at rense næseborene for jord. Kiwiernes ben er korte og kraftige, med lange kløer på tæerne. De bruges til opskrabning af skovbunden for at skræmme insekter frem.
Selvom kiwien ser temmelig speciel og lidt kluntet ud er den overraskende adræt når den bevæger sig. De kraftige ben bærer den hurtigt frem og stabiliteten opnås ved at kiwien bevæger hovedet og halsen i en karakteristisk hoppende bevægelse.
Kiwien er populær i New Zealand. faktisk så populær, at europæerne har taget navnet til sig. Der lever altså to forskellige folk med to forskellige kulturer på New Zealand: Maorierne, oprindelig fra Polynesien og kiwierne, oprindelig fra Europa.
Af alle fugle har kiwierne forholdsmæssigt set det største æg. Et kiwiæg fylder op til 20% af hunnens kropsvægt. Til sammenligning fylder verdens tungeste æg - strudseægget kun omkring 2% af strudsehunnens kropsvægt.
Remmesæl.
Remmesæl lever hovedsagelig i drivisen, og man ser den aldrig på land.
Navnet har den fået på grund af dens tykke skind, som man anvendte til at fremstille kamikker, harpunliner og hundeskagler med.
Sælen har en gråbrun pels uden tegninger.
Rododendron med smukke blade eller tæt vækst..
Ofte tænker man kun på Rododendrons blomster. Men blomstringen er kun en kort periode, mens bladene er der hele året eller ihvertfald om sommeren. Mange er værd at dyrke for de smukke blade.
Alperose.
Alperose-sektionen ("Rhododendron") omfatter nogle småblomstrede arter, deriblandt de to, som vokser på hver sin biotop i Alperne. Det skal dog understreges, at der er betydelig forvirring og uenighed om taksonomien for hele slægten Rododendron.
Brun kiwi.
Brun kiwi ("Apteryx mantelli") er en strudsefugl, der lever på New Zealand. Den holder til i de tætte skove på Nordøen. Arten opdeltes i 2003 i tre arter: den brune kiwi ("Apteryx mantelli"), tokoekaen ("Apteryx australis") og rowien ("Apteryx rowi"). Fuglen er New Zealands nationalfugl.
Den brune kiwi bliver omkring 55 cm høj. Den har en tæt gråbrun fjerdragt uden halefjer. Fjerene er som ved de andre strudsefugle ikke sammenhængende og fjerdragten virker derfor nærmere som en tyk blød pels. Tidligere inden kiwierne var truet af udryddelse brugte maorihøvdingene kiwiskind som klædedragt.
Ligesom de andre strudsefugle kan den brune kiwi ikke flyve. Den har dog nogle små stumper tilbage af vingerne. Dyret er nataktivt, den søger ved hjælp af det lange næb og lugtesansen sin føde - orme, edderkopper, biller og nedfaldne frugter - i skovbunden.
Den brune kiwi danner par for livet. Omkring senvinter–forår finder hannen og hunnen sammen. Hannen graver en hule i skovbunden, og hunnen lægger æg her. Hannen udruger æggene, hvilket tager omkring 78–82 dage. Når æggene er klækket bliver kyllingerne i hulen nogle dage indtil de dukker frem. Hannen oplærer derefter kyllingerne i livet udenfor hulen.
Konspirationsteori.
Genrebestemmelse.
”Konspirationer findes. Men ikke alle uforklarlige hændelser er konspirationer”. Citatet hentyder til, at der findes mange eksempler på veldokumenterede konspirationer. Konspirationsteorier er teorier, som ikke er veldokumenterede, eller som fremlægger en dokumentation, der ikke anerkendes af forskere på området. Konspirationsteorier leverer uverificerbare svar på spørgsmål om komplicerede sager. De skelner ikke klart mellem fakta og fiktion, hvorved de er beslægtede med - eller i nogle tilfælde udbygninger af - vandrehistorier. Fortællinger om konspirationer har ofte en struktur, der ligner myternes. Der er nogle regler for denne genre i litteraturen. De er også beslægtede med krimier, fordi de tilbyder opklaring af en gåde, som forekommer uløselig.
Konspirationsteoriens psykologi.
Der er næppe tvivl om, at konspirationer er populære i befolkningen. En forklaring er, at stort set alle har været med til at sprede rygter og/eller været offer for rygter. De fleste af dem, der har været udsat for mobning i skolen kan identificere sig med offerrollen. Derfor er vi modtagelige for konspirationsteoriernes budskaber om den onde overmagt og de uskyldige, der er forfulgte af denne overmagt. Da George W. Bush med stor effekt talte om ”ondskabens akse” efter 11. september 2001, udnyttede han på en måde befolkningens forventninger om en større sammensværgelse.
Konspirationsteorier har også en anden psykologisk effekt. De er et værn mod tilfældigheder. Tilfældigheder kan ikke bekæmpes og er derfor meningsløse. Men konspirationer kan bekæmpes. I amerikanske thrillers er det den ”ensomme ulv”, der tager kampen op og afslører bagmanden. Bagmanden skal helst være en betydningsfuld person. En stakkel passer dårligt i rollen.
Små og store konspirationer.
En konspiration bliver generelt vanskeligere at gennemføre jo flere mennesker, der er involveret, hvilket kan bruges som et første kvalitetscheck af en konspirationsteori. En konspiration mellem en folkevalgt politiker og hans suppleant om, at politikeren skal gå af lige efter valget, er i høj grad gennemførlig, omend en teori derom kan være vanskelig at bevise. Derimod vil en konspiration mellem verdens brandmænd om at påsætte brande i hinandens distrikter for at holde beskæftigelsen oppe være særdeles vanskelig at gennemføre på grund af antallet af folk, der er involveret.
Kendetegn.
Konspirationsteorier ses bl.a i filmen: "Det som ingen ved"
Konspirationsteoriers virkning.
Den kendte danske ekspert Dan H. Andersen har advaret om, at konspirationsteorier kan lamme grundlaget for politiske beslutninger, fx hvis budskabet er, at sex med en jomfru kan kurere AIDS eller at der eksisterer en verdensomspændende sammensværgelse.
Rododendron med duft.
Nedenstående liste rummer arter og sorter, der har duft enten i blomsterne eller i bladene. Listen er opdelt i to hovedgrupper: de "elepidote" (de ikke-behårede) og de "lepidote" (de behårede). Derefter er opdelingen foretaget efter "subgenus" (underslægt), art og sort, henholdsvis "hybrid" (krydsning). Planternes væksthøjde er angivet efter 10-15 år.
Virus (biologi).
Et biologisk virus (flertal "vira", "virus" eller "virusser") er en lille partikel, som består af et stykke DNA eller RNA, ofte pakket ind i et capsid (proteinkapsel) og evt. en plasmamembran. Viruspartiklen fungerer som en parasit da den kræver en celle for at kunne kopiere sine gener og sig selv. Da viruset ikke har et stofskifte, er det ofte svært at bekæmpe virussygdomme medicinsk.
Opdaget af botanikeren D. Iwanowski i 1892 da vand fra en syg tobaksplante, efter at have været filtreret i et bakteriefilter, inficerede en rask tobaksplante. Virus betyder gift.
I 1935 krystalliserede virologen W. M. Stanley TMV (tobaksmosaikvirus) og påviste viras semilivsform.
Vira har ikke et traditionelt slægtskab, de er nærmest beslægtet med deres værtsorganismer. Tobaksmosaikvirus er tættere beslægtet med tobaksplanten end den er beslægtet med influenzavirus, der igen er tættere beslægtet med mennesket.
2/3 af alle vira inficerer planter, resten inficerer dyr og bakterier (bakteriofag).
Der er en lighed mellem virus-DNA og værtsorganismens nonsens-DNA. Vira er formentlig undsluppen nonsens-DNA og nedkæmpes i de fleste tilfælde af immunsystemet.
De fleste vira har en negativ korttidseffekt eller langtidseffekt for værten, men i få situationer kan vira være en fordel.
Klassifikation.
Skematisk fremstilling af et "Adenovirus".
Baltimore klassifikation.
Deler virus i 7 grupper, efter deres arvemasse og deres replikationsmetode.
Lav (symbiotisk organisme).
Lav eller lavsvamp er svampe (Mest fra sæksvampe, skivelav-ordenen ca. 97-98% – og "Basidiomycota" ca. 2-3%;), der har en symbiose med grønalger (for visse grupper dog cyanobakterier eller brunalger).
Lav er nøjsomme og kan indtage voksesteder som er utilgængelige for andre organismer med fotosyntese, fx steder helt uden jord. Det kan være træstammers bark, klipper og murværk. Under ekstreme forhold kan laver være enerådende i vegetationen, fx under højalpineog højarktiske forhold. Nylig forskning fra ESA viser, at visse arter af laver kan klare længere ophold i rummet
Laver der vokser på hårde overflader er ofte skorpeformede, mens jordboende laver kan være stærkt forgrenede som små buske. Epifytiske lave har ofte brede, flade løv. Endelig findes også gelé-agtige former.
Mange lavtyper ynder et fugtigt miljø, men alligevel lysbeskinnet miljø. Det finder de fx på nordsider af træstammer og bygninger.
Levevis.
På grund af symbiosen med alger eller cyanobakterier er lav fotosyntetiserende og reducerer derfor CO2 til sukker til begge organismers fordel. Begge symbianter får vand og næringsrige mineraler fra regn, tåge og støv. Svampesymbionten beskytter algen ved at holde på vandet og fungerer som et større fangområde end algerne selv. Nogle lavsvampe henter næringssalte fra underlaget.
Lav har ingen rødder og behøver ikke en fast vandtilførsel som planter gør og dette gør lav i stand til at gro steder, hvor langt de fleste planter ikke kan gro. Det er f.eks. på nøgne klipper, gold jord eller sand og på mange menneskefremstillede strukturer som f.eks. vægge, tage og monumenter. Mange lavtyper gror som epifytter; dvs. på andre planter, på f.eks. grene og stammer, men lav er ikke en snylter.
Når lav tørrer ud, brækker de i små stykker som senere kan gro videre når de får fugt igen.
Koraldyr.
Et koraldyr (latin "Anthozoa") er et dyr, som kan leve af fotosyntese eller ved at fange mikrober med tentakler. Koraldyr findes både som bløde hornkoraller og som hårde stenkoraller, der har et indre skelet af kalk. De sidste er de kendte rev-byggere. De revbyggende koraller lever i symbiose med alger.
Koralrevenes liv trues nu af blegning som følge af den globale opvarmning og af havenes forsuring. Siden starten af industrialiseringen har havenes temperatur og pH, surhedsgrad, ændret sig markant som følge af udledningen af kuldioxyd. Forsuringen forventes at spille en stor rolle for kalkdannende koraller og mange andre havlevende organismer som kalkflagellater (nanoplankton), foraminiferer, pighuder, krebsdyr og bløddyr. Dette kaldes også det andet kuldioxydproblem.
Eksterne henvisninger.
Forskellige døde koraller i et akvarium.
Elefantfugl.
Elefantfuglene ("Aepyornithidae") er en uddød familie af strudsefuglene med to slægter "Aepyornis" og "Mullerornis". De sidste elefantfugle uddøde omkring 1650, muligvis pga. menneskets indvandring.
Fuglene levede på Madagaskar og var verdens største fugle nogensinde. De kunne blive over 3 meter høje og veje mere end 500 kilo. Dermed er de i konkurrence med moaerne om at være verdens største fugle, da nogle moaer blev endnu højere, men de vejede ikke så meget. Elefantfuglenes æg er også de største æg, der har nogensinde har eksisteret, idet de overgår selv de største dinosaurers æg.
I modsætning til strudsen, der er høj og elegant, var elefantfuglen temmelig kompakt og kraftig. Den var ikke tilpasset et liv på savannen, men derimod nærmere et liv i tæt skov.
Man mener, at de store elefantfugle gav inspirationen til sagnene om fuglen Rok, der bl.a. optræder i fortællingerne om Sinbad Søfareren. Marco Polo var den første, der anvendte navnet elefantfugl om den store fugl. H.G. Wells skrev om elefantfuglen i bogen "Aepyornis Island."
Francis Crick.
Francis Harry Compton Crick (8. juni 1916 – 28. juli 2004) modtog i 1962 nobelprisen i medicin sammen med andre. Publicerede sammen med James Dewey Watson i "Nature" i 1953 strukturen af DNA og de to blev dermed den moderne molekylære genetiks fædre.
Crick besøgte i sidste halvdel af 1970'erne Danmark og holdt flere forelæsninger, blandt andet ved Aarhus Universitet.
LGB.
LGB er en forkortelse for Laser Guided Bomb, en bombe, der kastes fra en flyvemaskine og derpå ledes mod målet ved hjælp af laserstyring. Bomberne kan enten laves til laserstyring, eller et LGB-kit kan påmonteres 'dumme' bomber (konventionelle bomber). Dette kit indeholder styrbare finner og et hoved med en lasersensor.
Belysning af målet ("tagging") kan også ske af en person på jorden med en "Laser Designator", men normalen er at det sker fra et fly. Det kan ske at måludpegningen sker fra eet fly, mens bomberne kastes fra andre.
Ikke alle fly har mulighed for måludpegning, f.eks. kan LANTIRN (Low Altitude Navigation and Targeting Infrared for Night) kun monteres på F-14, F-15E og F-16C/D, mens bomberne også kan kastes af flere andre flytyper.
Der findes flere andre typer laserudpegning, blandt andet "Nite Hawk", der er udviklet specielt til F-18 Hornet i flyets C- og D-modeller (Night Attack Hornet).
Grunden til at man ikke kan montere et laserudstyr på et tilfældigt fly er, at udstyret, der sidder under flyet i en pod, i høj grad skal arbejde sammen med flyets avionics.
GBU.
GBU er forkortelsen for "Guided Bomb Unit" - en bombe, der kan styres mod målet. Efterfølges gerne af et løbenummer for den pågældende ammunitionstype, f.eks.GBU-28.
Andre forkortelser for bombetyper:MK, BLU, CBU.
Firemavedrøvtygger.
Den biologiske underorden firemavedrøvtyggere indeholder mange af de velkendte græssende pattedyr f.eks. tamkvæg, geder, får og antiloper.
Ikke alle drøvtyggere hører til firemavedrøvtyggerne - kameler og lamaer f.eks. og der er andre store græssende pattedyr, f.eks. kænguruer og heste.
Hjorte.
Hjorte ("Cervidae") er en familie af firemavedrøvtyggere i ordenen Parrettåede hovdyr ("Artiodactyla").
Fiktion.
I fiktion trækker flyvende rensdyr Julemandens slæde. En anden kendt fiktionshjort er Bambi. I den oprindelige historie af Felix Salten, var han et Rådyr; men i Disneyfilmen er han en Hvidhalet hjort.
I Nordisk mytologi lever de fire hjorte Dain, Dvalin, Dunør og Duratro i toppen af Yggdrasil.
Hjorte som symbol.
I kunsten er Hjorten et symbol på menneskets krop og sjæl.
Parrettåede hovdyr.
Parrettåede hovdyr ("Attiodactyla") er en pattedyrsorden, der bærer deres vægt på 3. og 4. tå, i modsætning til uparrettåede hovdyr der hovedsageligt bærer vægten på 3. tå.
Der er omkr. 220 arter i ordenen.
Evolutionær historie.
Som med mange andre pattedyrsgruppe dukkede parrettåede pattedyr første gang op under den tidlige eocæn
(omkring 54 millioner år siden). I udseende mindede de om nutidens dværghjorte: små, kortbenede væsner, der spiser blade og de bløde dele af planter. I den sene eocæn (omkring 46 millioner år siden) var de tre moderne undergrupper allerede udviklede: suina (grise-gruppen), tylopoda (kamel-gruppen) og ruminantia (ged og kvæg-gruppen). Ikke desto mindre var parrettåede pattedyr langt fra dominerende på dette tidspunkt, da de uparrettåede hovdyr (forfædre til vore dages heste og næsehorn) var langt mere succesfulde og langt talrigere. Parrettåede pattedyr overlevede i nicheroller og beboede marginale habitater. Det var sandsynligvis på dette tidspunkt at deres komplekse fordøjelsessystem blev udviklet, hvilket gjorde dem i stand til at overleve på føde af dårligere kvalitet.
Opdukkelsen af græsser under den sene eocæn og deres efterfølgende spredning under miocæn (omkring 20 millioner år siden) indvarslede en stor ændring, da græsser er svært fordøjelige. De parrettåede pattedyr med deres højtudviklede maver var bedre egnede til at tilpasse sig til den hårde, næringsfattige diæt, og de fortrængte relativt hurtigt de uparrettåede pattedyr som de dominerende land-levende planteædere. Den nu uddøde familie artiodactyla, som udvikledes under miocæn, inkluderede bl.a. arterne ampelomeryx, tauromeryx, triceromeryx samt andre.
Okse.
Okser er dels en betegnelse for medlemmer af underfamilien "Bovinae", dels en betegnelse for kvæg, ofte kastrerede tyre, til at trække vogne.
Desuden betegnes kød af tamkvæg som oksekød.
Jenny Lind.
Jenny Lind "egentlig Johanna Maria Lind" (6. oktober 1820 i Stockholm - 2. november 1887 i Worcestershire), svensk operasangerinde, kendt som "den svenske nattergal". Allerede som 10-årig begyndte hun at synge vaudeviller.
Hun fik sin operadebut som 18-årig. På grund af overbelastning blev hun sendt til Paris, hvor hun studerede en tid og havde engagementer både der og i Tyskland.
Under et ophold i London sloges teatrene om at få hende på programmet. I 1850 tog hun på en årelang turné til USA. Siden 1843 var hun veninde med H.C. Andersen, som besøgte hende i Berlin i 1845.
I 1849 mødte hun i London pianisten, komponisten og dirigenten Otto Goldschmidt, som ledsagede hende på en turne i USA, hvor de blev gift i 1852.
Efter hun trak sig tilbage fra fra scenen, blev hun i 1883 professor i sang ved the Royal College of Music i London. Hun blev britisk statsborger i 1859 og døde i Malvern, Worcestershire, England.
Nina Bang.
Nina Henriette Wendeline Bang (6. oktober 1866 i Kastellet, København – 25. marts 1928 i København) Dansk politiker og undervisningsminister for Socialdemokratiet, historiker, socialist og marxist. Hun var Danmarks første kvindelige minister og nr. 2 i verden.
Hun blev født i Kastellet i København i et konservativt miljø som datter af musikdirektør og krigsråd Ellinger.
Efter studentereksamen erhvervede hun en magistergrad i historie. Hun blev politisk interesseret og begyndte at skrive i "Social-Demokraten." 1913-18 var hun socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Hun blev den første kvindelige minister i Danmark og den anden i verdenshistorien, da hun blev undervisningsminister i Staunings regering 1924-26 (Alexandra Kollontai blev i 1919 den første i verden som medlem af den sovjetiske regering). Ved hendes død i 1928 bemærkede det tyske blad "Vorwärts" om hende: "Endelig et mandfolk".
Omtales i bogen Det 20. århundrede - De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark redigeret af Connie Hedegaard og Claus Hagen Petersen.
Nældecelledyr.
Nældecelledyr eller Polypdyr er en gruppe af relativt enkle flercellede dyr der lever i vandet og hovedsagelig i havet.
a> (') i en dybde og sted, hvor man før i tiden ikke regnede med at finde liv.
Rødhals.
Rødhalsen ("Erithacus rubecula") også kaldet rødkælken er en lille spurvefugl. Den findes i stort set alle haver i Danmark, hvor der fodres fugle og kan nemt kendes på det røde bryst, de tynde ben og de små sorte knappenålsøjne.
Det tydeligt røde bryst og rødhalsens sang bruges hele året i kampen om territorierne. Fuglene foretrækker skove og krat, men også gerne ældre haver og parker. De søger føde i lav vegetation og på jorden.
De fleste rødhalse trækker til Vest- og Sydvesteuropa og Nordafrika om vinteren, men enkelte fugle vælger i varme vintre at blive i Danmark.
Stor rødhalseunge. Bemærk at den mangler rød hals...
Armbrøst.
En armbrøst er en bue med en mekanisk anordning, der kan holde den spændt med en pil eller bolt, og som udløses ved tryk på en aftrækker.
De ældste armbrøste kendes fra kinesiske grave fra 5. århundrede f.Kr., og i 2. århundrede f.Kr. var de et vigtigt våben i kinesisk krigskunst.
Hos romerne blev de brugt som jagtvåben, og det blev de også anset for at være op i middelalderen. Armbrøsten blev betragtet som et "uhæderligt" våben i krig, fordi det ikke kræver andet af skytten, end at han kan sigte og trykke på aftrækkeren. Buen er til gengæld et krævende våben at mestre.
I løbet af middelalderen blev den udviklet til et mere og mere kraftfuldt våben. Horn og træ blev erstattet af stål i stadig højere kvalitet, og indviklede tandhjulsmekanismer til at trække strengen tilbage blev opfundet. Armbrøsten blev et frygteligt våben, der kunne gennembore ringbrynjer på lang afstand.
Med krudtets opfindelse kom skydevåben, der overgik og erstattede den på slagmarken.
Sværd.
Sværd fra slutningen af middelalderen
Et sværd er et håndvåben lavet af et langt skarpt stykke metal kaldet en klinge. Stærke klinger er damaskeret, hvilket vil sige at metallet er lagdelt (typisk stål). Klingen og dermed sværdet kan have én eller 2 skarpe kanter - æg og kaldes henholdsvis et enægget sværd og et toægget sværd. Et enægget sværd kaldes en sabel.
Sværdets længde kan variere, men det er længere end en daggert. De ældste sværd udvikledes af stadig længere daggerter i bronzealderen (ca. 3000 f.Kr.).
Antikkens græske krigere brugte et ca. 60 cm langt tveægget sværd, "xiphos", og et tungere enægget, "machaira". Romerske legionærer anvendte et kort, bredt stiksværd, "gladius;" deres ryttere det lidt længere "spatha" der kunne både stikke og hugge. I middelalderen blev ryttersværdet tungere og længere. Ofte med greb til to hænder, eller "halvanden hånd" (bastard-sværd). Udbredelsen af skydevåben gjorde ikke sværdet overflødigt, men gav det nye funktioner. Uden rustning var det nødvendigt at parere, og nye slanke og lette stiksværdtyper vandt frem.
Krumme sværd var brugt i hele Asien. Med tyrkernes kampe mod Østrig-Ungarn blev de introduceret i Europa, og modificeret til ryttersablen, der først og fremmest er et hugvåben.
At smede et sværd har gennem tiderne krævet det ypperste af tidens smedekunst. Metallet skal holde sig skarpt og må ikke bøje, men på den anden side må det ikke knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt men skørt, med det blødere smedejern.
Stål.
Stål er en legering af jern med kulstof. Andre legeringselementer (silicium, mangan, chrom, nikkel, titan, etc.) kan derudover indgå for at forbedre legeringens egenskaber i en bestemt retning.
Stålproduktion.
I stål er hovedbestanddelen jern (Fe), også kaldet basismaterialet. Udover jern er der også andre grundstoffer, disse bliver kaldt legeringselementer. Legeringselementerne er enten naturlige følgestoffer fra råjern, eller blevet tilsat fra stålværket.
Stål er jern med mindre end ca. 2 % carbon. Det meste af al støbejern bliver omdannet til stål. Ved at reducere indholdet af urenheder, fx carbon, i jernet og tilsætte andre stoffer, bliver støbejernet omdannet til stål. Urenhederne bliver fjernet i en ovn. Dette gøres ved at 70 % støbejern og 30 % skrotjern bliver blandet sammen med calciumoxid, hvor der samtidig bliver blæst ren ilt ned i blandingen. Ilten omdanner carbon og svovl til carbonoxid og svovloxid, mens calciumoxiden omdanner nogle af urenhederne til slagge der lægger sig på overfladen af smelten. Slaggen skummes af og kommer dermed ikke med i de støbte emner. På denne måde bliver indholdet af carbon reduceret til <2 % og der vil kun være meget lidt svovl og phosphor.
Ståltyper.
Der bliver bl.a. tilsat legeringselementer for at få nye og bedre egenskaber for stålet, fx hårdheden, slidstyrken, hærdbarheden og mange andre.
Stål i ældre tid.
I ældre tid brugtes, især til våben, "damasceret" stål (efter byen Damaskus). Det var en teknik, hvor rent jern opkulledes ved opvarming i en lukket ovn sammen med kulstof. Dette kunne give helt op til 1,8% kulindhold. Ved at smede det sammen med rent jern kombinerede man de to materialers egenskaber til et materiale, der var hårdt og fleksibelt på samme tid, faktisk ligesom vores tænder; en hård emalje udenpå og blødt ben indeni.
Trojansk hest.
Trojansk hest er navnet på et krigslist, hvor fjenden lokkes til selv at lukke en hær ind bag sine forsvarsværker. Oprindelig udtænkt af Odysseus (se den trojanske hest).
I computerjargon betegner trojansk hest et ondsindet computerprogram (også kaldet malware), der er gemt i et tilsyneladende nyttigt program, f.eks. en falsk sikkerhedsopdatering. Effekten er typisk, at der installeres en bagdør på offerets computer, sådan at "fjenden" lukkes ind bag de (virtuelle) forsvarsværker. Ligesom i den græske mytologi kaldes det krigeriske indhold i "computer-hesten" for en trojaner. Den mest kendte computer-trojaner er serverprogrammet Back Orifice.
Tower of London.
Model af Tower of London.
's Royal Palace and Fortress (sædvanligvis forkortet til Tower of London eller simpelthen Tower) er en borg i det centrale London på Themsens nordlige bred og tæt ved Tower Bridge. Den ligger i London Borough of Tower Hamlets adskilt fra den østlige del af City of London af det åbne område Tower Hill. Det er den ældste bygning, som bruges af den britiske regering.
Opførelsen af den ældste del, White Tower, blev påbegyndt under Vilhelm Erobreren. Denne del er bevaret, men den store fæstning, som findes i dag, er et resultat af udvidelser foretaget gennem flere århundreder.
Slottet blev anlagt udenfor City of London, og var tidligere kernen i "Liberties of the Tower of London". Dets primære funktion var at være et befæstet palads for monarken. Efterhånden blev Tower ikke mindst anvendt som fængsel og rettersted, specielt for fanger af høj rang. Tower har i tidens løb haft mange andre funktioner, og er fortsat stedet, hvor Storbritanniens kronregalier opbevares.
Tower blev i 1988 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste som "et typisk eksempel på normannisk militærarkitektur".
Historie.
Tower blev grundlagt af Vilhelm Erobreren efter hans sejr i 1066 antagelig med byggestart i 1078. At bygge fæstninger var et centralt element i normannernes krigførelse. Angelsakserne havde mange små fæstninger af træ, men disse var svage, og man havde ikke udarbejdet gode metoder til at forsvare dem. Derimod var normannerne stærkt optaget af at sikre erobrede områder ved at bygge fæstninger, som de kunne føle sig trygge i, hvis angelsakserne skulle gøre oprør.
I begyndelsen var Tower ligeledes et mindre fort, bygget af træ, men Vilhelm beordrede senere, at dette skulle nedrives og erstattes af noget mere solidt. Det skulle, som han udtrykte det, være et symbol på hans magt, en fæstning til forsvar og et fængsel til hans fjender. White Tower stod klar omkring 20 år senere, opført ved Themsens bred inden for det sydøstlige hjørne af Londons romerske bymur. I det næste århundrede bestod Tower of London kun af denne ene bygning med en lille borggård og en enkelt "ringmur".
Første udvidelse.
Den første udvidelse blev påbegyndt i 1189 af rigskansleren William Longchamp, mens Richard Løvehjerte var på korstog. Borggården rundt om White Tower blev fordoblet, og der rejstes en ringmur med tårne. Mod øst indgik den allerede eksisterende romerske bymur i anlægget. Uden for muren blev der gravet en voldgrav, som blev fyldt med vand fra Themsen. Arbejdet blev fuldført i 1199 af Richards bror og efterfølger, Johan uden Land.
Under Henrik III (1216–1272) blev slottet for første gang et egentligt kongeligt palads, idet han mod syd mellem White Tower og Themsen lod opføre nye kongelige lejligheder. Han oprettede også en dyrepark for at have underholdning inden for murene.
Man kom ind i den indre borggård gennem den nu ødelagte "Coldharbour Gate" mod nordvest, og den var beskyttet af en væg, som var forstærket af Wakefield Tower mod sydvest, Lanthorn Tower mod sydøst og det nu ødelagte Wardrobe Tower mod nordøst. De godt indrettede Wakefield Tower og Lanthorn Tower var en del af dette nye palads, der havde den nu nedrevne Great Hall liggende mellem sig. Tower forblev en kongelig residens indtil Oliver Cromwell lod nogle af paladsbygningerne nedrive.
Slottet fuldføres.
Den nye hovedport mod land blev stærkt befæstet, idet der på nordsiden af den ydre mur blev anlagt tre bastioner, hvis omkreds alle er cirkelbuer: "Brass Mount", "North Bastion" og "Legge's Mount".
Middle Tower (i centrum) beskytter indgangen udefra over den (nu) tørre voldgrav. På den vestlige side var der en port, "Middle Tower", med et nu fjernet fremskudt forsvarsværk ved navn "Lion Tower". Voldgraven passeredes i den sydvestlige hjørne via en bro af sten, som førte fra Middle Tower til Byward Tower.
I St Thomas' Tower blev der indrettet nye kongelige lejligheder.
Fæstningen indtages.
Under bondeoprøret i 1381 blev Tower indtaget af oprørerne, og Simon Sudbury, ærkebiskop af Canterbury og rigskansler, blev myrdet. Fæstningens fald skyldtes ikke svagheder i forsvarsværkerne, men at garnisonen ikke forsvarede slottet. Da det blev indtaget, havde kong Richard II(1377-1399) nemlig forladt det for at forhandle med oprørerne, og da en stor folkemængde kom til Tower, frygtede soldaterne, at kongens liv ville være i fare, dersom de gjorde modstand.
Tower blev igen indtaget i 1460 under rosekrigene. Det blev da bombarderet og belejret, og garnisonen valgte at kapitulere på gode vilkår frem for at udkæmpe en kamp, de ikke mente at kunne vinde.
Flere funktioner.
Tower of London i 1597
Efter at Edvard I havde udvidet Tower, blev flere vigtige institutioner henlagt dertil: Det største kongelige skatkammer og det største møntslageri, rigets hovedarsenal og et arkiv for offentlige dokumenter. Bryggerne langs flodbredden blev udvidet for at gøre det lettere at transportere ting ind og ud af Tower. Det var også i denne periode, at Tower først blev taget i brug som fængsel, hvilket senere i tudortiden(1485–1558) og elisabethansk tid(1558–1603) skulle blive en vigtigere funktion.
Ny karakter.
Ved restaurationen i 1660 begyndte en ny fase i Towers historie. Især under kong Karl II skete der store forandringer. Hans far, Karl I, havde mistet kontrollen over London under den engelske borgerkrig, og Karl II ønskede at forhindre en gentagelse, hvorfor slottet blev kraftig oprustet med artilleri, og arsenalet blev udvidet.
Samtidig begyndte slottet at være åbent for besøgende. Kronregalierne blev udstillet, og der blev oprettet en udstilling af historiske våben. Tower blev samtidig stadig brugt som fængsel, men i langt mindre grad end under Tudormonarkerne. Det var nu først og fremmest under større nationale kriser, som jakobiteroprørene i 1715 og 1745 og Den Franske Revolution, at man placerede fanger der. Royal Mint og dokumentarkivet lå stadig i Tower.
Det militære aspekt blev igen styrket i 1826, da Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington, blev konstabel af Tower of London. Han troede, som mange andre, at en revolution kunne bryde ud i England når som helst, og mente, at sikringen af Tower var et centralt spørgsmål. Royal Mint var allerede da flyttet væk, men Wellington fik også nedlagt dyreparken og flyttet dokumentarkivet. Da Grand Storehouse, den største arsenalbygning, blev ødelagt af en brand i 1841, fik han bygget en ny stor arsenal- og barakbygning. Wellington mente desuden, at publikum ikke burde have adgang til Tower, men dette vandt han ikke gehør for.
Turistattraktion.
Da Wellington døde i 1852, var frygten for en revolution ikke længere aktuel. Tower havde længe været en turistattraktion, og da man ikke mere havde militært behov for Tower, kunne dette aspekt videreudvikles. Prins Albert, dronning Victorias gemal, opfordrede til, at Tower skulle omformes til et nationalt monument og fik støtte til dette. Arsenalbygningerne blev gradvis revet ned, og middelalderstrukturerne blev restaureret eller genopbygget. Ved slutningen af Victorias regeringstid i 1901 havde Tower en halv million besøgende hvert år, et enormt antal i en tid, hvor masseturismen endnu ikke havde gjort sit indtog. Mod slutningen af 1990'erne var antallet af besøgende steget til over to millioner om året, hvoraf tre fjerdedele var udlændinge.
Verdenskrigene.
Under 1. verdenskrig forblev Tower åbent for publikum. Men det nye element i krigførelsen, luftangrebet, førte til, at man af og til måtte lukke det. Den tyske kejser havde ved krigens begyndelse givet klar ordre til, at historiske monumenter og kongelige slotte i London ikke skulle være bombemål, men sigtemetoderne var lidet nøjagtige, og Tower ligger nær Londons økonomiske centrum og nær et industriområde på sydsiden af Themsen. Den 13. juni 1917 faldt en bombe i voldgraven ved Legge's Mount; den eksploderede ikke, men under senere bombetogter fik Tower nogle skader. En af dem, på Bowyer Tower, blev dog ikke forårsaget af en tysk bombe, men af en luftværngranat, der var affyret fra Tower Bridge, og som ikke eksploderede, men faldt ned på tårnet. Kanonen blev kommanderet af Charles ffoulkes, kuratoren for Tower Armouries, og stillingen blev kendt, da den 19. maj 1918 nedskød et tysk bombefly, det eneste som blev skudt ned over London under første verdenskrig.
Under verdenskrigen blev Tower igen brugt som fængsel. Elleve tyske spioner blev henrettet ved skydning der mellem november 1914 og april 1916. Nogle af dem blev skudt ved voldgraven, andre på en lille skydebane, som var blevet oprettet til soldaterne skydeøvelser. Den kendteste fange i denne periode var sir Roger Casement, en irsk nationalist, som blev fundet skyldig i højforræderi. Efter nogle dage i Tower blev han henrettet i Pentonville fængsel den 3. august 1916.
Under 2. verdenskrig blev Tower brugt som opsamlingscenter for krigsfanger. Omkring 180 fanger passerede Tower på deres vej til krigsfangelejre i det nordlige England, de fleste af dem fra Luftwaffe eller fra ubåde. To af fangerne var specielle: Den tyske generalkonsul på Island, Dr. Gerlach, sad der i tre og en halv måned i 1940, og Rudolf Hess sad i Queen's House i fire dage i april 1941. Wing Commander i RAF, George Salaman, blev placeret i samme celle for at udspionere Hess, idet han udgav sig for at være officer i Luftwaffe. Skønt han sad der under dække og ikke som rigtig fange, er Salaman den sidste englænder, som har været låst inde i Tower. Towers rolle som fængsel under krigen sluttede med henrettelsen af spionen Josef Jakobs på skydebanen den 14. august 1941.
Bombninger under Blitzen, specielt i perioden fra september til november 1941, forårsagede omfattende skader på Tower. Omkring femten højeksplosive bomber og et stort antal brandbomber ramte slottet. Flere bygninger blev helt ødelagt, heriblandt "North Bastion" og "Master of Assay Office". Under hele krigen var Tower lukket for publikum og åbnede først igen 1. januar 1946.
Efter 2. verdenskrig.
I efterkrigstiden blev Tower restaureret og renoveret. Det mest synlige for turisterne var, at murene blev renset for flere århundreders sod. Desuden blev nogle midlertidige installationer fra krigen fjernet, bl.a. blev den sidste bunker fjernet i 1959.
17. juli 1974 blev morterrummet i White Tower ramt af en bombeeksplosion, hvor en person blev dræbt og 41 kom til skade. Ingen har påtaget sig ansvaret for bomben, men politiet mente, at IRA stod bag.
Der er ikke længere nogen kongelig bolig i Tower of London, men det er fortsat et kongeligt palads, hvorfor der altid er to gardister fra Dronningens garde til stede, mens Tower er åbent for publikum. Den ene er placeret udenfor Jewel House og den anden ved Queen's House.
Fanger i Tower.
Tower blev brugt som fængsel for personer af høj stand og for religiøse dissidenter. Fanger af høj stand, som i enkelte tilfælde omfattede kongelige, havde som regel ret komfortable forhold, mens de religiøse fangers forhold var kummerlige.
Den første fange, som blev indsat i Tower, var Ranulf Flambard, som var biskop af Durham. Han blev i 1100 fundet skyldig i afpresning. Ranulf havde selv været ansvarlig for dele af Towers udbygning, efter at den første arkitekt, Gundulf, flyttede tilbage til Rochester. Han blev også den første, som flygtede fra Tower, hvilket skete ved, at han fik smuglet et tov ind i cellen i en vintønde og brugte det til at klatre ned ad muren. At han som fange fik leveret vin i en tønde, giver et indtryk af det komfortniveau, afsoningen skete under.
a> sad fængslet i Tower i tretten år og havde sin kone og deres to børn med sig.
Formelt ophørte Tower med at være fængsel i 1820, men som denne oversigt viser, blev det i specielle tilfælde brugt også efter dette tidspunkt.
Tortur.
a>' signatur på sin tilståelse; øverst lige efter tortur på strækbænken, og nederst otte dage efter torturen. Effekten på hans evne til at styre hånden er åbenbar.
Towers torturkammer er berygtet, men blev brugt sjældnere, end der i tidens løb er gået rygter om. Brug af tortur blev tidligt begrænset i England, og det var først og fremmest fanger, som var indsat i Tower af religiøse grunde, som tortureredes. Der var faktisk ikke noget permanent indrettet torturkammer, men tortur foregik enten i kælderen i White Tower eller i fangernes celle.
Blandt torturinstrumenterne var en strækbænk og Scavengers datter, to torturinstrumenter med modsat funktion: Førstnævnte strakte fangens krop, mens sidstnævnte pressede den sammen. Begge forårsagede uudholdelige smerter og forvoldte skader, som ofte var permanente.
Anne Askew er den eneste kvinde, for hvem der foreligger dokumentation for tortur i Tower. Hun blev indsat der i 1546 efter at være tiltalt for kætteri. Sir Anthony Kingston, som var konstabel for Tower of London, fik ordre til at afhøre hende under tortur for at tvinge hende til at angive andre protestanter. Hun blev lagt på strækbænken, men holdt ud på en måde, som fik Kingston til at beundre hende. Han nægtede at fortsætte torturen, så rigskansleren Thomas Wriothesley, 1. jarl af Southampton, måtte overtage den.
Henrettelser.
Kriminelle fra de lavere klasser blev sædvanligvis henrettet ved hængning på Tyburn eller et andet rettersted i byen, mens dødsdømte af højere rang blev halshugget på Tower Hill lige uden for Tower.
Syv fanger af høj byrd, herunder to dronninger, blev halshugget på retterstedet i Tower.
Kvinder fra lavere klasser blev hængt offentligt, men det overgik ingen kvinder af højere byrd at blive henrettet på Tower Hill, idet det i stedet foregik afskærmet inden for murene. Syv personer er blevet henrettet inde i selve Tower, heraf fem kvinder. Henrettelsen fandt sted på Tower Green, og de blev derefter gravlagt i det kongelige kapel St Peter ad Vincula lige ved siden af. Enkelte adelige, som blev henrettet på Tower Hill, er ligeledes stedt til hvile i dette kapel. Retterstedet er nu afmærket med et skilt, men dets placering er ikke præcis, idet der ikke var et permanent skafot på Tower Green, og stedet for opstillingen af det midlertidige skafot varierede en del.
George Plantagenet, 1. hertug af Clarence og broder til Edvard 4. af England, blev henrettet for højforræderi i Tower i februar 1478, men ikke ved halshugning. William Shakespeares version, ifølge hvilken han blev druknet i en tønde malvasiavin, er nok ren fantasi, men hans død bar nok mere præg af at være et mord end en legal henrettelse.
To andre kongelige fanger, som antages at være blevet myrdet i Tower, er prinserne i Tower, Edvard V og hans yngre bror Richard af Shrewsbury, 1. hertug af York. Ifølge Thomas Mores "History of Richard III" lukkede deres onkel, Richard III, de mordere ind, som kvalte dem med puder.
Under begge verdenskrige henrettedes der spioner i Tower på en lille skydebane, som nu er fjernet. Den sidste henrettelse skete som nævnt 15. august 1941, da den tyske agent Josef Jakobs blev skudt af en peleton fra Scots Guards.
White Tower.
White Tower er den ældste bygning, påbegyndt omkring 1078 under Gundulf af Rochesters ledelse og antagelig fuldført omkring 1097. Den blev bygget som bolig for kongen og konstabelen, med kongen på øverste etage og konstabelen nedenunder. Da Tower blev udvidet under Richard I, flyttede konstabelen ud til en ny lejlighed ved ringmuren. Kongen flyttede ligeledes til en nyopført paladsbygning. White Tower var dog stadig med sine tykke mure et sikkert tilflugtssted for monarken og Det kongelige råd i krisetider.
De kongelige lejligheder blev undertiden brugt til at huse fanger af høj rang, og det var her Ranulf Flambard blev anbragt i 1100. Flere andre kongelige og gejstlige skulle følge efter i tidens løb. Det skete, at mindre heldige fanger blev placeret i kælderen, men der var ikke noget permanent fangehul der.
Inden slutningen af Elizabeth I's regeringstid var White Tower blevet et magasin, hvor der var lager for slottets ubrugte møbler og den kongelige garderobe. I løbet af det 18. århundrede blev de fleste rum taget i brug som militære lagerrum, og der blev foretaget flere strukturelle ændringer. Til sidst blev lagrene flyttet ud, og Royal Armouries' våbenudstilling fik plads i rummene.
Bygningen er 27,4 m høj og måler 35,9 m fra øst til vest og 32,6 m fra nord til syd. Murene er 4,6 m tykke ved jorden og 3,3 m i toppen. Materialet er såkaldt "Kentish rag", som er en kraftig kalksten fra området omkring Maidstone. I bygningens hjørner og vinduesåbninger, er der brugt en finere kalksten fra Caen i Normandiet. Væggene blev hvidkalket, hvilket har givet tårnet sit navn.
Over bygningens brystværn rejser sig fire tårne, hvoraf tre er rektangulære, mens det nordøstlige er rundt for at rumme en vindeltrappe. I 1675 brugte astronomen John Flamsteed det runde tårn som observatorium, før han flyttede til Greenwich. Tårnenes kupler er fra Henrik VII's tid.
I 1715 blev vinduerne forstørret, hvilket gjorde White Tower mindre egnet som fæstning, men gav langt mere lys i rummene. To par af de originale normanniske vinduer er bevaret i øverste etage over indgangspartiet. Indgangen, som bruges nu, er den oprindelige, men trappen er en rekonstruktion. Den er placeret højt over jorden for at gøre det vanskeligt at bruge en rambuk mod den.
St Johannes' kapel.
St Johannes' kapel i White Tower er et godt bevaret eksempel på tidlig normannisk kirkearkitektur. Det er opført i kalksten fra Caen, som er udekoreret med undtagelse af kapitælerne. Proportionerne i kapellet er gode og leder blikket mod apsis med alteret. Mens det var et kongeligt kapel var det rigt dekoreret, og den enkle tilstand, det er i nu, er derfor vildledende, idet alle dekorationerne blev fjernet i 1550 under reformationen i England. Efterhånden blev kapellet taget i brug som dokumentarkiv. Da dokumenterne blev flyttet til en bygning udenfor Tower i 1857, blev det foreslået, at kapellet skulle være et tøjhus for hæren, men i stedet blev det restaurereret og igen taget i brug som kapel. Kapellet har status som Royal Peculiar og bruges ved specielle anledninger.
Wakefield Tower.
Wakefield Tower blev bygget mellem 1220 og 1240 under Henrik III. Kongen boede selv i tårnet, som er det største i Tower of London bortset fra White Tower. Det var hjertet i Henrik III's Tower og et af hovedstøttepunkterne i hans forsvarsværker, som gav kontrol over den hovedport ved flodbredden, der senere blev indlemmet i Bloody Tower. Det nederste kammer havde udsigt over floden indtil omkring år 1280, hvor der skete en udfyldning ud mod den. Det øverste rum var Henrik III's soveværelse, som havde store vinduer mod landsiden og en stor pejs. Selv om det meste af udsmykningen er væk, kender man dets omtrentlige udseende fra de instruktioner, Henrik III gav om det.
Under Edvard I blev tårnets øverste kammer et forværelse til den nye kongelige lejlighed i St Thomas' Tower, og det er muligt, at det blev brugt som tron- eller audienskammer. En trone, kopieret fra St. Edvards stol i Westminster Abbey, står i dag i rummet.
I østvæggen er der et stort vindue med glasmaleri på det sted, hvor kongens privatkapel tidligere lå. Man kan se enkelte rester af denne brug, blandt andet et sakrarium (til vask af liturgiske kar) og en sedilia (siddeplads for den præst, som gjorde tjeneste). Kapellet er særlig knyttet til Henrik VI. Efter at han blev taget til fange af Edvard IV i 1471 under rosekrigene, blev han holdt fanget i Wakefield Tower, men kort tid efter blev han myrdet, mens han bad i kapellet.
Tårnet blev i lang tid, fra før Henrik VI blev fængslet der, brugt som dokumentarkiv, men i det 19. århundrede blev det i stedet udstillingslokale for kronregalierne, indtil de blev flyttet til Jewel House i 1967. Det er nu blevet restaureret, blandt andet ved at det originale murarbejde med stenhuggermærker er blevet frilagt, og tagkonstruktionens tømmer er blevet istandsat.
Lanthorn Tower.
Lanthorn Tower blev bygget samtidig med Wakefield Tower. Det blev ødelagt af brand i 1774, og ruinerne blev kort tid efter fjernet. Den nuværende bygning er en rekonstruktion fra viktoriansk tid og indeholder en udstilling, som giver en introduktion til den inderste borggård og middelalderpaladset. Flere genstande fra det 13. århundrede er udstillet der.
Det er sandsynligt, at det var i dette tårn Elizabeth I sad, mens hun stadig var prinsesse (under Maria I). Tårnet var i det 18. århundrede kendt som Queen Elizabeth's Tower, og standarden var høj nok til at huse en prinsesse, som ikke var fængslet for forræderi, men som blev holdt isoleret for ikke at kunne konspirere.
Salt Tower.
Salt Tower rejstes omkring år 1238. En af de første, som boede i det store kammer der, var John Balliol, Skotlands afsatte konge. Han sad fængslet der fra 1297 til 1299. I tudortiden var kammeret konstant i brug som fængsel, og det er specielt kendt for, at katolske præster sad der under Elizabeth I. Blandt andet blev John Gerard tortureret i Salt Tower. Der er bevaret nogle indskrifter på væggene fra denne periode, herunder en med et IHS-monogram, navnet Maria og jesuiterordenens motto "Ad maiorem Dei gloriam".
Broad Arrow Tower.
Broad Arrow Tower har i dag en udstilling, hvor kammeret er genskabt, som det kan have set ud, da sir Simon de Burley boede der. Han var privatlærer for den unge Richard II og måtte søge tilflugt der under bondeoprøret i 1381.
Constable Tower.
Dette tårn blev opført under Edvard I, men dets nuværende udseende er for det meste en genopbygning fra det 19. århundrede.
Martin Tower.
Colonel Thomas Blood forsøgte i 1671 at stjæle kronregalierne fra Martin Tower.
I tudortiden blev dette tårn brugt som fængsel, og der er bevaret flere indskrifter fra denne tid.
Martin Tower var i 1669 det første sted, hvor kronregalierne blev udstillet. De var oprindeligt i stueetagen, mens vagten, "Keeper of the Regalia", boede i etagen oven over. I 1671 stjal Colonel Thomas Blood regalierne fra tårnet, men havde ikke held til at komme ud af fæstningen med dem.
Brick Tower, Flint Tower og Bowyer Tower.
Brick Tower, Flint Tower og øverste etage af Bowyer Tower blev genopbygget i det 19. århundrede. Det menes at have været i Bowyer Tower, at George Plantagenet, 1. hertug af Clarence, blev henrettet eller myrdet i 1478.
Devereux Tower.
Devereaux Tower med White Tower til højre.
Devereux Tower har navn efter Elizabeth I's yndling Robert Devereux, 2. jarl af Essex, der sad som fange der efter sit fald, og til han blev henrettet på Tower Green. Det står ved det nordvestlige hjørne af den indre borggård, og vender mod City of London.
Beauchamp Tower.
Beauchamp Tower blev bygget under Edvard I omkring 1281 og erstattede porthuset fra Henrik III's udvidelse. Interiøret viser, at der blev brugt megen teglsten, hvilket er kendetegnende for bygninger fra Edvard I's tid, og hvilket på den tid var en innovation i engelsk slotsbygning.
Det er opkaldt efter Thomas de Beauchamp, 12. jarl af Warwick, som sad fængslet der fra 1397 til 1399 på foranledning af Richard II. Det var specielt egnet til fanger af høj rang, fordi det havde et stort kammer, og fordi det lå lige ved konstabelens bolig. Senere sad blandt andet John Dudley, 1. hertug af Northumberland og hans fem sønner der, og under Elizabeth I døde Philip Howard, 20. jarl af Arundel, i tårnet.
Bell Tower.
Bell Tower og ringmuren hen til Bloody Tower stammer fra den første udvidelse af Tower of London i 1190-årene. De stod da helt nede ved floden. Tårnet blev antageligt bygget i to etaper. Den nederste etage er polygonal, mens den øverste er rund. I de sidste fem århundreder har en klokke ringet hver dag, når portforbudet indtræder i Tower. Den nuværende klokke er fra 1651.
I tudortiden sad en række højtstående personer fængslet i Bell Tower. Det var blandt andet Thomas More, Arbella Stuart og antagelig også James Scott, 1. hertug af Monmouth. Ifølge traditionen skal også Elizabeth I have siddet der i Maria I's regeringstid, og et stykke af muren udenfor kaldes af den grund Elizabeth Walk. Det er dog mere sandsynligt, at hun sad i Lanthorn Tower, som havde en langt højere standard.
Bloody Tower.
Rekonstrueret renæssanceinteriør i Bloody Tower.
Bloody Tower var den oprindelige port fra flodsiden til den indre borggård, indtil St Thomas' Tower blev opført. Det øverste niveau blev ombygget under Edvard III omkring 1360. På nederste niveau findes hejseværket, som kontrollerer porten, og der var oprindelig også en indre port. Kammeret i tårnet var en luksuslejlighed. Det blev brugt til flere fanger af høj rang som ærkebiskopperne Thomas Cranmer og William Laud af Canterbury og George Jeffreys, 1. baron Jeffreys.
Tårnet hed oprindelig Garden Tower, fordi det ligger ved siden af løjtnantens have, men i løbet af tudortiden fik det navnet Bloody Tower, "Det blodige tårn", fordi Jakob I under et besøg i 1604 blev fortalt, at det var der prinserne i Tower blev myrdet. Om dette er tilfældet vides imidlertid ikke. Der blev fundet to skeletter, som kan være prinsernes, i nærheden af White Tower i 1674, og der er kun et gammelt rygte, som knytter dem til Bloody Tower. To andre dødsfald fandt derimod sikkert sted i Bloody Tower: Henry Percy, 8. jarl af Northumberland, skød sig antagelig der i 1585 for at undgå at blive dømt for højforræderi og dermed få slægtens ejendomme konfiskeret (en anden mulighed er, at han blev myrdet), og i Jakob I's regeringstid blev sir Thomas Overbury forgiftet i tårnet.
Tårnet er nu møbleret på den måde, som det kan have set ud, mens sir Walter Raleigh sad fængslet der i tretten år, fra 1603 til 1616. I denne periode blev tårnet forhøjet med en etage mere for at give tilstrækkelig plads til Raleigh og hans familie, som boede hos ham.
Queen's House.
Queen's House er en L-formet bindingsværksbygning i tudorstil. Den var oprindelig kendt som Lieutenant's House og fik først sit nuværende navn under dronning Victoria. Bygningen ændrer navn i forhold til monarkens køn. "Resident Governor of the Tower of London", løjtnantens moderne sidestykke, har sin bolig der, og huset er derfor ikke åbent for publikum.
Også i denne bygning har der siddet mange vigtige fanger, direkte under løjtnantens opsyn. Ifølge traditionen var Anne Boleyn den første, og den næste Catherine Howard, henholdsvis Henrik VIII's anden og femte hustru, som begge blev henrettet på Tower Green. Det er muligt, at Catherine blev holdt som fange der, men historien om Anne stemmer ikke, eftersom bygningen først blev opført i 1540, fire år efter at hun blev henrettet. Historien kunne have en kerne af sandhed, dersom hun var indsat i den bygning, som lå på stedet tidligere, men det virker usandsynligt, at den var af tilstrækkelig standard for en dronning, selv om denne var dømt for højforræderi. I rådskammeret i den øverste etage er der et mindesmærke for krudtsammensværgelsen, fordi Guy Fawkes blev afhørt i dette rum både før og efter, at han blev tortureret. Den sidste fange i bygningen var Rudolf Hess, som sad der fire dage i maj 1941.
St Peter ad Vincula.
St Peter ad Vincula er et kongeligt kapel med status som Royal Peculiar. Det er det sidste hvilested for dem, som blev henrettet på Tower Green og for mange, som døde på Tower Hill. Den første kirke på stedet var sognekirke for området udenfor det oprindelige Tower of London, men da Henrik 3. udvidede slottet, kom den til at ligge inden for murene. Den nuværende bygning er fra perioden 1519–1520, altså fra Henrik VIII's regeringstid.
Kapellet indeholder en række monumenter over officerer ved Tower og deres familiemedlemmer. Blandt kendte personer, som er stedt til hvile der, er dronningerne Anne Boleyn, Catherine Howard og Lady Jane Grey, samt de to katolske helgener Thomas More og John Fisher. I 1876 blev gulvet gravet op med dronning Victorias billigelse, og de skeletdele, som kunne identificeres som Anne Boleyn, blev gravlagt igen foran alteret.
Waterloo Block og Jewel House.
Garder fra Coldstream Guards uden for Jewel House.
Waterloo Block, tidligere kendt som Waterloo Barracks, er en kaserne med plads til mere end tusind soldater. Den blev bygget, mens hertugen af Wellington var konstabel i Tower og er opført i nygotisk stil.
Den vestlige ende er kendt som Jewel House og har fra 1967 huset kronregalierne.
Royal Fusiliers Museum.
Royal Fusiliers Museum ligger i den tidligere officersmesse, som nu er hovedkvarter for Royal Regiment of Fusiliers. Dette regiment blev grundlagt 1685, oprindeligt for at bevogte Towers kanoner. Efterhånden blev det indsat i tjeneste andre steder, og museet viser regimentets historie både i Tower og på opgaver i og udenfor Storbritannien.
Hospital Block.
Hospital Block, der oprindeligt var kontorbygning for Board of Ordnance, blev bygget i perioden 1699–1700 og blev senere ganisonens sygehus.
New Armouries.
New Armouries blev bygget for Board of Ordnance 1663–1664. Den bliver nu brugt af Royal Armouries.
St Thomas' Tower.
Den berygtede Traitor's Gate, hvortil fanger ankom i båd.
St Thomas' Tower står i den ydre mur mod Themsen. Tårnet blev rejst under Edvard I mellem 1275 og 1279 for at erstatte Henrik III's kongelige lejlighed i Wakefield Tower. Hallen er blevet rekonstrueret, og et kapel har fået isat nyt, farvet vinduesglas. Man har ladet et kammer forblive urestaureret, så man kan se, hvor meget rummene har forandret sig gennem århundrederne. I forbindelse med kroningen af Anne Boleyn i 1532, blev det meste af tårnet ombygget for at højstående medlemmer af hoffet kunne indkvarteres der.
Tårnet er mest kendt for porten Traitor's Gate, "Forræderporten", som erstattede den tidligere flodport fra Henrik III's tid i Bloody Tower bag ved. Til denne ankom mange af fangerne i Henrik VIII's tid med båd til Tower. Bag Traitors Gate fandtes en maskine, som blev brugt til at løfte vand op i en cisterne på taget af White Tower. Den blev i starten drevet af tidevandet eller trukket af heste, men senere af damp. Omkring 1724 blev den tilpasset til at kunne udbore kanonløb, men blev fjernet i 1860'erne. Der var også en anden port, som var en privat indgang for kongelige, der ankom via floden. Under
Edvard III blev den erstattet af en ny port i Cradle Tower, tæt på Lanthorn Tower.
Well Tower.
Well Tower, "Brøndtårnet", er muligvis det eneste tårn udover White Tower, som har beholdt sit oprindelige navn. Dette til trods for, at navnet er lidt misvisende, idet der ikke er nogen brønd i tårnet, men derimod skakter, gennem hvilke man kunne hejse bøtter ned og hente vand op fra Themsen.
Dyreparken i Lion Tower.
Den kongelige dyrepark blev oprettet i det 13. århundrede, sandsynligvis omkring 1235 under Henrik III, men måske allerede i 1204 under Johan. De første dyr blev hentet fra en dyrepark, som Henrik I havde oprettet i 1125 i Woodstock. I 1235 fik Henrik III tre leoparder i bryllupsgave – men det var muligvis snarere løver, eftersom de to arter ofte blev forvekslet i middelalderen – af Frederik 2. af det tysk-romerske rige. I 1264 blev de flyttet til "The Bulwark", som i den anledning blev omdøbt til "The Lion Tower". Dette tårn lå ved den vestlige indgang til Tower. Under Elizabeth I blev dyreparken nogle gange åbnet for offentligheden. Der er fundet et løvekranium, som ved kulstof 14-datering er tidsfæstet til mellem 1280 og 1385, hvilket gør det til den ældst kendte forekomst af et af de store kattedyr på De britiske øer.
Inden 1804 var dyreparken blevet regelmæssigt åbnet for publikum. Det var i denne dyrepark, at William Blake så den tiger, som skal have inspirereret ham til at skrive digtet "The Tyger". Den sidste direktør, Alfred Cops, som overtog posten i 1822, kom til en zoologisk have, der var i forfærdelig dårlig forfatning. Han skaffede nye dyr og udgav et illustreret, videnskabeligt katalog. Men dyrehavens dage i Tower sluttede, da London Zoo skulle åbne i Regent's Park, og af kommercielle hensyn, hensynet til dyrenes velfærd og ønsket om at opruste Tower som fæstning betød, at dyrene blev flyttet. De sidste forlod Tower i 1835. Det meste af Lion Tower blev nedrevet, så kun porten Lion Gate står tilbage.
Yeoman Warders.
Blandt de ting, som Tower of London er internationalt kendt for, er Yeoman Warders, som mange bedre kender under betegnelsen "Beefeaters". Der er 35 af dem, og lederens titel er "Chief Yeoman Warder", mens hans næstkommanderendes titel er "Yeoman Gaoler". Yeoman Warders er underlagt Constable of the Tower. I 2007 blev Moira Cameron den første kvindelige Beefeater.
De bærer til daglig en mørk blå hverdagsuniform med monarkens monogram i rødt og med røde striber. Når monarken besøger Tower, eller når Warders er på vagt under en statsceremoni, bærer de traditionelle røde uniformer med guldstriber fra Tudortiden, ret lig de uniformer, som Yeomen of the Guard bærer. Deres oprindelige funktion var at være den britiske monarks personlige livvagter og fangevogtere. I dag har the Yeoman Wardens kun ceremonielle opgaver og fungerer stort set som turistguider. Stillingerne besættes af pensionerede officerer fra hæren og marinen, og det anses for en ære at opnå dem.
Den ældste og en af de interessante ceremonier på Tower er "Ceremony of the Keys". Det er den ceremonielle lukning af Tower for natten og har fundet sted hver aften, mere eller mindre uforandret, i 700 år.
Blandt Yeoman Warders er det blevet en sport at fremvise den typiske britiske knastørre humor for turisterne, især når de skal svare på spørgsmål, som de har fået tusind gange før. Et par typiske eksempler: Da en turist spurgte, hvor folk blev halshugget, svarede vagten: "Normalt lige over skuldrene", og en kvinde, som spurgte, om alle ravnene blev gravlagt på samme sted, fik svaret fra en vagt: "Nej, frue, kun de døde".
Ravnene.
Det er en gammel tradition, at der skal være mindst seks ravne i Tower of London. Karl II skal have krævet dem fjernet, fordi de forstyrrede den kongelige astronom John Flamsteed under hans arbejde (se White Tower). Men det skete ikke, fordi nogen fortalte kongen den legende, at dersom ravnene forlader Tower, vil White Tower, monarkiet og riget falde. Efter borgerkrigen og henrettelsen af Karl I, ville kongen ikke udfordre skæbnen og fik i stedet flyttet observatoriet til Greenwich.
Towers officielle historiker, Geoffrey Parnell, har ikke fundet nogen skriftlig reference til ravnene, som er ældre end 1895, men ingen ved, hvornår de først kom til, og hvornår legenden opstod. Vilde ravne var tidligere almindelige i London, specielt i nærheden af kødmarkederne. Det er derfor muligt, at ravne, som levede af affald fra markedet ved Eastcheap, på et tidligt tidspunkt begyndte at holde til i Tower.
Under 2. verdenskrig døde alle ravne undtagen en, Grip, af chok under The Blitz. Før Tower blev genåbnet i 1946 sørgede man for at have seks ravne på plads.
I 2006 blev ravnene flyttet indendørs i en periode af frygt for fugleinfluenza, men fra juli samme år har de atter gået på plænerne.
Når ravne dør, bliver de gravlagt på området, og deres navn bliver føjet til på et skilt ved graven.
Kronregalierne.
Kronregalierne, eller kronjuvelerne, har været opbevaret i Tower of London siden 1303, efter at de blev stjålet fra Westminster Abbey. De fleste af de stjålne juveler menes at være genfundet kort tid efter. Efter kroningen af Karl 2. blev de låst inde, men publikum kunne få adgang til at se dem ved at betale en afgift til vogteren. Denne ordning sluttede imidlertid, da Thomas Blood stjal regalierne efter at have bundet og kneblet vogteren.
Regalierne blev derpå opbevaret i Wakefield Tower i omtrent hundrede år, hvor de blev beskyttet af væbnede vagter. Under 2. verdenskrig blev de fjernet af sikkerhedsgrunde og opbevaret enten i hvælvingen under Sun Life Insurance Company i Montreal i Canada sammen med Bank of Englands guldreserve, i Round Tower i Windsor Castle eller i Fort Knox i USA. Blandt disse er Windsor det mest sandsynlige sted, eftersom regalierne ikke bør forlade riget.
I 1967 blev de flyttet til et nyt Jewel House i Tower, hvor de fortsat befinder sig. Det er ofte lange køer for at komme til at se dem, og for at kunne håndtere de mange besøgende og samtidig kunne håndhæve sikkerheden, må de besøgende stå på et rullende fortov, som fører dem langsomt forbi regalierne.
Spøgelser.
Genfærdet af "Queen Anne Boleyn", halshugget i 1536 for forræderi mod kong "Henry VIII", hjemsøger angiveligt kapellet i "St. Peter ad Vincula", hvor hun ligger begravet, og er blevet set gå rundt i White Tower bærende sit hoved under armen.
Andre spøgelser skulle være "Henry VI", "Lady Jane Grey", "Margaret Pole" og "Prinserne i Tower".
I januar 1816 var en vagtpost på vagt uden for Jewel House vidne til et uforklarligt genfærd af en bjørn, der kom imod ham, og efter sigende døde han af forskrækkelse et par dage senere.
I oktober 1817 skete noget endnu mere uforklarligt; rørformede, glødende genfærd blev set i Jewel House af 'Keeper of the Crown Jewels' Edmund Lenthal Swifte. Genfærdet svævede over skulderen af hans kone, hvilket fik hende til at udbryde: "Oh, Christ! it has seized me!" ("Åh, Kristus! Det har taget mig!")
Andre navnløs og formløse rædsler er blevet rapporteret for nylig, af nattepersonalet i Tower.
Skældyr.
Skældyr ("Pholidota") er en underorden indenfor pattedyrklassen. Underordenen består af blot en enkelt familie manidae.
Skældyr er insektædende pattedyr, der engang var udbredt i hele verden, men nu er begrænset til fire arter i Afrika, og tre i Sydøstasien.
Skældyret lever af myrer og termitter. Den graver hul på insektboet med sine kraftige forben med store kløer og slikker dem op med sin lange tunge. Kraniet er aflangt og tandløst, underkæben er reduceret. Tungen kan række 25 cm ud og har muskelrødder der når helt ned til dens bækken! Det vigtigste kendetegn er de store skæl der dækker hele dens krop så den ligner en grankogle med ben. Når den bliver truet ruller den sig sammen til en kugle.
Skældyret minder meget om myreslugeren og bæltedyret, som også er insektædere med lange tunger, kraftige graveforben og ingen eller få tænder. Tidligere gjorde det at man regnede dem for at være nært beslægtede, men i dag regner man blot med at der er tale om parallel udvikling. Skældyret mangler en række karakteristiske træk ved skelettet som de andre har. Derfor placeres myreslugere og bæltedyr, sammen med dovendyr, i deres egen orden, Xenarthra.
Langbue.
LangbueEn langbue er en lang kraftfuld bue, et simpelt våben, typisk lavet af takstræ, ca. 180 cm lang og med et D-formet tværsnit.
Langbuen er især er berømt på grund af de engelske yeomen, der brugte dem på slagmarken ved Crécy (1346) og Agincourt (1415) under hundredårskrigen mod Frankrig.
En trænet langbueskytte skal kunne skyde 6 skud i minuttet, altså én pil hvert 10. sekund.
De fleste professionelle bueskytter var dog i stand til at affyre op mod 18 pile i minuttet.
En kraftig langbue kan skyde op til ca. 400 meter, men har ikke den store effekt på tungt pansret kavaleri klædt i f.eks. pladejakker, pladerustninger, hjelme og skjolde.
Til gengæld gik engelske yeomen-bueskytter efter det tunge kavaleris heste. Grunden til dette er, at en pil fra en langbue hurtigt mister sit moment. Det var derfor næsten umuligt for en langbueskytte direkte at gennembryde panser, med mindre han var indenfor en rækkevide af 20 meter. Den enkelte bueskytte var af denne grund som regel beskyttet af en spydbærer som sidemand.
Styrken af langbuer varierer meget, men de kraftigste, der er fundet, var op imod 180 pund. Så kraftige buer må dog forventes at høre til blandt sjældenhederne. På en mere normal langbue kræver det en trækkraft på omkring 500 newton (50 kg) at spænde en langbue. Men der findes også langbuer, der kræver langt mindre trækkraft. Arkæologiske fund af bueskytter viser små forandringer på arm- og skulderknoglerne på grund af den langvarige træning.
En langbue er ikke så præcist et våben som en flitsbue, da man ikke kan slippe buestrengen så hurtigt, at sigtet ikke forstyrres. Men hvis flere bueskytter arbejder sammen, kan de totalt stoppe et tungt og langsomt rytteri.
Verdens ældste langbuer er fundet i Holmegårds mose på Sjælland i 1944. De er ca. 9000 år gamle. To af dem var næsten komplette elmetræsbuer. Til buerne har man brugt pile med spidser af flintesten, og de knoglefund, man har fra jægerstenalderen, viser, at våbenet har været effektivt til jagt.
Egnede træsorter.
Særligt iberisk taks regnes for godt buetræ, men andre træsorter som ask, elm og røn er egnede.
Laminatbuer, altså buer, der består af to forskellige slags træ, kendes helt tilbage fra middelalderen. Særlig kombinationen af ask og elm er repræsenteret. Den ene træsort er god til at strække sig, mens den anden kan komprimeres. Det særlige ved taks er, at splintveddet (den yderst del af træet) er godt til at strække sig, mens kernetræet kan komprimeres.
The Beatles.
The Beatles er en af de mest indflydelsesrige musikgrupper nogensinde. Udover at være en kommerciel kæmpesucces var gruppen også stilsættende hvad angår design, markedsføring og rent musikalsk. Gruppen var fire drenge fra Liverpool, der både var venner, men også konkurrenter, der bestandigt forsøgte at overgå hinanden. Kernen i gruppen var komponisterne Lennon & McCartney, der sammen og hver for sig skrev en lang stribe hitsange, som næsten alle blev indspillet af gruppen selv.
Det var John Lennon der fandt på at gruppen skulle hedde The Beatles.
Gang på gang op igennem deres karriere satte gruppen nye rekorder for, hvad der var opnåeligt indenfor populærmusikken. Gruppen blev i starten betragtet som et teenagefænomen med vildt hår og skrigende fans. Deres turnéer blev temmelig kaotiske pga. horder af fans som blokerede lufthavne og gader, når gruppen besøgte en by. 1963 til 1966, hvor gruppen stoppede sin turnevirksomhed, var højdepunktet i "Beatlemania" (Beatlegalskaben), som medierne døbte fænomenet.
The Beatles havde sit udgangspunkt i Mersey-beaten, med dens specielle rytme og lyd inspireret af sømændenes import af amerikanske soul-plader. Da gruppen flyttede til London for at indspille plader og derefter fik sit nationale og internationale gennembrud, blev de i høj grad eksponenter for British Invasion genren.
Fra udkantsbyen Liverpool lykkedes det gruppen at erobre verden i bogstavelig forstand. Deres musik har gået sin sejrsgang verden over og influeret på, hvordan populærmusik fortolkes. Gruppen har leveret noget af den mest kopierede musik, der er skrevet. Heriblandt sangen "Yesterday", som af nogle anses for at være den mest kopierede sang nogensinde.
Gruppen var meget eksperimenterende i sit udtryk, men samtidig i stand til at gøre de mest rabiate nyskabelser acceptable inden for populærmusikken. Gruppen startede med rå beatmusik, for så at kombinere den hårde rock med bløde ballader, elektriske instrumenter med klassiske arrangementer, indiske instrumenter og båndklip spillet forlæns, baglæns og som tilfældigt sammenklippede lydfragmenter.
Medlemmer.
Gruppen bestod fra den første pladeindspilning i 1962 til sin opløsning i 1970 af John (Winston) Lennon (guitar, klaver, mundharpe og vokal), (James) Paul McCartney (bas, klaver, guitar og vokal, på enkelte numre også trommer), George Harrison (guitar, sitar og vokal) og Ringo Starr (Richard Starkey) (trommer og vokal).
Medlemmerne var som personer vidt forskellige, men fungerede som en meget dynamisk og kreativ enhed.
John Lennon.
"John Lennon" var stifteren af gruppen og blev af mange betragtet som gruppens leder.
Han var den mere poetiske og hans sange ses derefter; det er poesien frem for melodierne der dominerer, i modsætning til Paul McCartney. Han stod dog for nogle af de mest kendte Beatles sange som f.eks Lucy in the Sky with Diamonds, Norwegian Wood (this bird has flown), Because osv. Lennon var gruppens rytme guitarist men begyndte senere at spille leadguitar sammen med Harrison.
Paul McCartney.
"Paul McCartney" var gruppens kønne ansigt og smukke stemme. Han spillede frem for alt bass men også guitar og trommer. Kompositorisk er han kendt for iørefaldende ballader som "Yesterday", "Hey Jude" og "Eleanor Rigby" og lange symfoniske skæringer som "The Long And Winding Road", men også for nogle af de hårdeste rock sange som "Helter Skelter". Desuden havde han en forkærlighed for den barokke humor, som han fx lader komme til udtryk i "Maxwell's Silver Hammer".
George Harrison.
"George Harrison" var den eftertænksomme type, der blev religiøst vakt af mødet med hinduismen. Han var musikalsk meget åben og fik introduceret bl.a. indisk folkemusik som en del af lyduniverset hos The Beatles. I dag bliver han omtalt som den stille person i gruppen, dette er dog ikke sandt. Som komponist bidrog han bl.a. med "Here Comes the Sun", "Taxman" og "While My Guitar Gently Weeps". Han skrev langt færre sange end Lennon og McCartney gjorde. George Harrison spillede ofte leadguitar, hans stil var meget melodisk. Han brugte nu og da slide og var på mange måder stilskabende.
Ringo Starr.
"Ringo Starr" (faktisk Richard Starkey, hans mange fingerringe gav ham navnet "Ringo") var den mindst udfarende som komponist, men havde dog en egen sang på næsten hvert album. Han havde dog ikke selv skrevet dem, bortset fra "Don´t Pass Me By" fra The White Album, og "Octopus`s Garden" fra Abbey Road, disse sange fik han en smule hjælp fra de andre til at skrive. Derudover skrev han i fællesskab med Lennon & McCartney "What Goes On" fra Rubber Soul.
Han havde stor betydning i gruppen som den, der kunne få kamphanerne til at samarbejde.
Andre.
Ifølge mange iagttagere er produceren George Martin "den femte beatle", da hans arbejde med arrangementer og produktion var altafgørende for den høje kvalitet i gruppens udgivelser. Men ifølge George Martin selv var hans tilknytning til gruppen rent professionel.
I de tidlige år havde gruppen i en periode kunstmaleren Stuart Sutcliffe med på bas og Pete Best på trommer. Stuart Sutcliffe forlod gruppen i 1961 for at hellige sig malerkunsten og døde i 1962 som følge af en hjerneblødning. Pete Best blev afskediget af gruppens øvrige medlemmer til fordel for Ringo Starr.
I gruppens sidste år hvor de udelukkende arbejdede i studier, var enkelte kendte musikere med på deres indspilninger (fx Eric Clapton og Billy Preston), men ingen af dem havde en fast tilknytning til gruppen. Heller ikke John Lennons anden kone Yoko Ono eller Paul McCartneys kone Linda McCartney havde nogen direkte andel i gruppen, skønt rygter vil vide at de begge forsøgte at præge gruppens arbejde.
Historie.
The Beatles tog sit udgangspunkt i John Lennons skifflegruppe "The Quarry Men" og sammen med Paul McCartney dannedes "The Silver Beatles" i 1958. McCartney tog en yngre skolekammerat ved navn George Harrison med og John Lennon sin kammerat Stuart Sutcliffe.
Gruppen havde en rimelig succes på Liverpools spillesteder, men gruppen søgte til Hamborg for at tjene penge ved at optræde på værtshuse i det berygtede Reeperbahn-kvarter. "Star Club" var gruppens favoritværtshus. Her stiftede de unge drenge bekendtskab med nogle af livets værste sider, bl.a. narkotika, som de anvendte for at klare de lange arbejdsdage på scenen. Gruppen returnerede til Storbritannien efter at George Harrison var blevet udvist fra Tyskland. Han var endnu ikke fyldt 18 og kunne derfor ikke få arbejdstilladelse.
Efter et kort ophold i Liverpool tog gruppen endnu en tur til Hamborg. Gruppen havde da fået en ny manager i form af Brian Epstein, hvis vigtigste kvalifikation var, at han ledede sin fars pladeforretning i Liverpool og havde gode kontakter inden for musikbranchen. Gruppen fik dels rutine og – efter råd fra Brian Epstein – pudset deres noget rå stil af, samtidig med at de tjente ekstra penge. Under opholdet i Hamborg mødte de Klaus Voormann og Astrid Kirchherr, som efter sigende designede den berømte Beatles-frisure efter at gruppen havde været på en badetur.
En stor del af gruppens image var i de tidlige år: Frisuren, lædertøjet og de specielle støvler. Alle formet under deres ophold i Hamborg i 1962. Især det lange pagehår var en helt utrolig provokation i de tidlige 60'ere.
De første pladeudgivelser var især baseret på singler. De to første singler var P.S. I Love You, udgivet 5. oktober 1962, og Ask Me Why, udgivet 11. januar 1963. Disse udgivelser blev så senere genudgivet bundtvis på LP-plader. Indspilningerne skete i et meget frugtbart samarbejde med produceren George Martin, der med sin baggrund som klassisk komponist kunne introducere Beatlerne til hele paletten af klassiske instrumenter. Der er ingen tvivl om, at George Martin har haft enorm indflydelse på gruppens tekniske og musikalske udvikling, selvom han ikke egentlig var en del af gruppen.
I løbet af årene 1962-1965 flyttede gruppen sig fra at være en ren rockgruppe (dengang kaldet beat), til at inddrage ballader ("Yesterday") og symfoniske værker ("Eleanor Rigby"). Højdepunktet i Beatlemania nåedes i 1964, da der var Beatles-indspilninger på de første fem (og syv af de første ti) pladser på Billboard Magazines "Top Pop Singles Chart", en bedrift der endnu ikke er gentaget eller overgået. På hjemmefronten blev deres succes så stor, at Dronning Elizabeth II tildelte gruppens medlemmer ordenen MBE. Også her kom der stærke reaktioner i form af returnerede medaljer fra krigsveteraner.
I 1966 stoppede gruppen sin turnévirksomhed for at hellige sig studieproduktionerne. Og i årene fra 1966-1969 lavede de stadigt mere avancerede produktioner.
Albummet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" blev en af de mest grænseoverskridende pladeudgivelser i 1960'erne. Pladen var et koncept, hvor helheden imellem musik, tekst og det grafiske layout på pladeomslaget blev integreret i ét sammenhængende udtryk.
The Beatles var utroligt dygtige til at placere sig i mediebilledet. De udnyttede alle de nye medier og muligheder til det yderste. De var i meget høj grad bevidste om deres PR-muligheder. Gruppen indspillede to spillefilm, "A Hard Day's Night" (1964) og "Help!" (1965). I samme periode lykkedes det gruppen at erobre det amerikanske marked på deres første turné og med deres anden turné at afholde en serie af koncerter med et næsten mytisk renommé (Hollywood Bowl og Shea Stadium). Gruppens første optræden på amerikansk TV i The Ed Sullivan Show blev set af 73 millioner amerikanere, hvilket fortsat er et af de højeste antal seere nogensinde. Den konstante mediefokus og vægtningen af hver en udtalelse i medierne, medførte naturligvis også fejltrin. John Lennon kom for skade at sige at "gruppen var mere populær end Jesus". Dette medførte en voldsom reaktion især i USA, hvor gruppens musik blev forbudt på mange radiostationer, og der blev arrangeret afbrændinger af plader på store offentlige bål. Ironisk nok mindskede dette ikke gruppens popularitet, men medførte tværtimod, at gruppen blev kendt også blandt det mere voksne publikum.
Den indbyrdes dynamik i gruppen betød også, at de fire musikere gradvist gled i hver sin retning. Hele deres karriere i 1960'erne var én lang udviklingsproces. I 1967 døde deres manager Brian Epstein og gruppen forsøgte først selv at styre både økonomi og – ikke mindst – hinanden. Gruppen tilbragte den tidlige del af 1968 i Rishikesh, Uttar Pradesh, Indien, hvor de studerede transcendental meditation hos Maharishi Mahesh Yogi. I 1968 forsøgte de at oprette deres eget produktionsselskab Apple Records, der dels skulle varetage gruppens egne produktioner, men også fungere som katalysator for nye talenter. Kunstnerisk var det en success, der kastede en del nye talenter frem på scenen bl.a. Mary Hopkins. Forretningsmæssigt var det en katastrofe og stærkt medvirkende til gruppens endelige opløsning i 1970 og en efterfølgende dramatisk retssag mellem McCartney på den ene side og de tre øvrige på den anden.
Opløsningstendenserne blev tydelige med gruppens dobbeltalbum "The Beatles" (også kaldet "det hvide album") fra 1968. Her fungerede de fire beatler praktisk talt som hinandes studiemusikere. Den fælles linje var brudt. I starten af 1969 begyndte gruppen på projektet "Let it be", hvor et filmhold fulgte gruppen under indspilninger af et nyt album. Desværre var projektet alt for sent ude. Filmen viser en gruppe i fuld opløsning, med skænderier og fuldstændig mangel på samarbejde. En del af filmen var gruppens sidste offentlige optræden i form af en koncert på toppen af Apple-bygning i London. Projektet blev lagt på hylden efter indspilningerne var afsluttet, pga. utilfredshed med resultatet. Ingen i projektet var nu i tvivl om, at The Beatles var et overstået kapitel. George Martin blev noget overrasket over igen at blive kontaktet af gruppen for at indspille endnu et album. Det lykkedes de fire at indspille et af de mest helstøbte og stærkeste album i gruppens karriere. I slutningen af 1969 kom albummet "Abbey Road" på gaden. Ganske symptomatisk hed det sidste nummer på pladen "The End", også selvom det efterfulgtes af et lille humoristisk klip kaldet "Her Majesty". Gruppen besluttede efter en tænkepause at lade produceren Phil Spector prøve at rette op på det sløje resultat fra indspilningerne af "Let it be". Et lidt rodet album, men alligevel med klassikere som Let it Be og Across the Universe. Allerede i slutningen af 1969 havde John Lennon meddelt de 3 andre af The Beatles at han ville i gang med en solokarriere. I foråret 1970 blev The Beatles officielt opløst.
Der har konstant været rygter om, at The Beatles skulle gendannes. Men det har kun været løse rygter. Dog har der været et par optrædender, hvor det har været tæt på. Ringo Starr skrev en drillesang "Early 1970", som handler om hans tre gamle venner. Omkvædet siger "og når de kommer til byen, ved jeg, at de vil spille med mig", og i 1973 lykkedes det ham at få alle sine tre gamle venner med på den samme plade "Ringo" – dog ikke samtidig. På dens første skæring spillede Ringo Starr, John Lennon, George Harrison og Klaus Voormann sammen på Lennons ironiske og selvbiografiske nummer "I'm the Greatest".
Efter mordet på John Lennon i 1980 var en egentlig genforening udelukket.
Til den store velgørenhedskoncert "Live Aid" i 1985 var der rent faktisk en aftale om at de tre beatler skulle optræde sammen, men Ringo Starr bakkede ud. Det blev derfor kun en solooptræden af en skuffet McCartney. I 1995 lavede beatlerne endnu et mediestunt, da de udgav det første album i trilogien "The Beatles Anthology". Det viste sig, at Yoko Ono havde give de tre beatler et par demobånd med de to ikke tidligere udgivne sange "Free as a Bird" og "Real Love". Begge numre var sange af John Lennon. Derudover blev sangen "Now and Then" overgivet til de tre beatler, dog uden at den blev færdiggjort. Sammen havde de arrangeret sangene og tilføjet deres egne stemmer og instrumentering. De to "nye" beatles-sange indgik i serien af gamle fraklip samlet af den officielle Beatles-biograf Mark Lewisohn.
Se også.
Paul is Dead
Eksterne kilder/henvisninger.
Beatles, The
Beatles, The
Beatles, The
Liverpool.
Liverpool er en by i England, Merseyside med cirka 540.000 indbyggere.
Liverpool indgår som en del af storbyområdet Merseyside og er den næstvigtigste havneby i landet efter London.
Liverpool blev i 2004 optaget på UNESCO's verdensarvsliste for byens rolle i verdenshandelens udvikling og for dens havneteknologi.
I 1190 blev navnet stavet "Liuerpul", der skal have betydet "muddervandspølen". Navnet kan også komme af "Elverpool" (= ålefloden), da der er en del ål i Mersey. Norske vikinger kaldte stedet "Hlidarpoll", moderne norsk "Lierpoll", altså de skovklædte skråninger (lier) ved det stille vand (poll).
Byen er mest kendt for sine to fodboldklubber Everton FC og Liverpool FC og for at have opfostret The Beatles
Byen er i gang med at blive restaureret og bycentrum fremstår i dag som en moderne storby.
Tabasco.
Tabasco (staves historisk også Tobasco) er en stat i Mexico. Tabasco grænser op til de mexicanske stater Veracruz mod vest, Chiapas mod syd og Campeche mod nordøst. Mod vest har Tabasco grænse til provinsen Peten i Guatemala, mod nord ligger den Mexicanske Golf. Tabasco ligger på den nordlige del af landtangen Tehuantepec.
Generelle oplysninger.
Byer i Tabasco er blandt andre Ciudad Pemex, Emiliano Zapata, San Miguel, Tenosique, Tortuguero, olmeker-ruinerne La Venta og maya-ruinerne Comalcalco.
Veracruz (stat).
Veracruz er en af de 31 stater i Mexico. Staten befinder sig i den østlige del af landet, mellem 17°10' og 22°38' nord og mellem 93°55' og 98°38' vest. Staten har et areal på 72.815 km², desuden hører flere øer i den Mexicanske Golf til staten, de dækker yderligere 58 km². Dens ISO 3166-2-kode er MX-VER.
Veracruz grænser op til staterne Tamaulipas mod nord, Oaxaca og Chiapas mod syd, Tabasco mod sydøst, Puebla, Hidalgo og San Luis Potosí mod vest og den Mexicanske Golf mod øst. Hovedstaden er Xalapa. Med 6,9 millioner indbyggere er staten Veracruz den tredjemest folkerige i landet, efter det Føderale Distrikt og staten Mexico.
Klimaet på sletterne ved kysten og i det meste af staten, er varmt med en høj luftfugtighed. Ved bjergudløberne er klimaet køligt og luftfugtigheden er høj. Kun i bjergområder er klimaet koldt og det regner i rigelige mængder. Fra juni til oktober er Veracruz udsat for cykloner.
Det formelle navn er Veracruz de Ignacio de la Llave, eller kort Veracruz-Llave - da navnet blev ændret fra blot "Veracruz" til ære for general Ignacio de la Llave, som døde i 1863 under den franske invasion af Mexico.
Vigtige byer.
Byen Papantla og de præ-columbianske ruiner El Tajín ligger også i Veracruz.
Veracruz (by).
Veracruz er en by i den mexicanske stat Veracruz. Byen befinder sig 105 km ad den føderale hovedvej 140 fra statens hovedstad Xalapa. Den omtales ofte som "Puerto de Veracruz" eller "Veracruz Ciudad" for at skelne den fra staten af samme navn.
Veracruz er den største mexicanske by på østkysten og er en travl havneby. Da Veracruz er en naturlig havn, har der været kæmpet om den gennem hele dens historie, og den bærer tilnavnet "Fire gange heroisk" som reference til udsmidningen af spanierne i 1815, fordrivelsen i 1838 af den franske flåde under kagekrigen ("Guerra de los pasteles"), og modstanden mod USA's besættelser i 1847 og 1914. Under den mexicansk-amerikanske krig indtog USA's styrker under ledelse af general Winfield Scott byen den 29. marts 1847 efter Belejringen af Veracruz.
Puebla (by).
Den mexicanske by Puebla ligger lidt over 100 km sydøst for Mexico City på 19.05°N 98.22°V og er hovedstad i delstaten af samme navn, Puebla. Det anslåede indbyggertal i 2003 var 1.345.500. I byens historiske del er meget af den spanske arkitektur fra kolonitiden bevaret og den er derfor på UNESCO's verdensarvsliste. Nogle er de historiske bygninger er bemærkelsesværdigt godt istandsat; mens mange er i en meget ringe stand.
Den 5. maj 1862 besejrede general Ignacio Zaragozas hær de franske ekspeditionsstyrker nær Puebla, i Slaget ved Puebla.
Puebla er hjemsted for "mole", en kraftig krydret sovs indeholdende chokolade og nødder.
Studio Ghibli.
er et Japansk animationsstudie og et forhenværende datterselskab af Tokuma Shoten. Studiets følelsesladede anime er rost i høje toner i hele verden. Dets navn stammer fra øgenavnet som Italienerne gav deres rekognosceringsfly der opererede i Sahara under anden verdenskrig. Ordet var afledt af det arabiske ord for "varm vind som blæser igennem Sahara"(også kendt som sirocco). Selvom det italienske ord udtales med et hårdt /g/, så er den japanske udtale af studiets navn). Grunden til at navnet blev valgt var at man mente at studiet blæste en frisk vind i den japanske animationsindustri. Selskabets logo er karakteren Totoro fra filmen Min Nabo Totoro.
Historie.
Studiet blev grundlagt i 1985. Det bestyres af den anerkendte instruktør Hayao Miyazaki samt hans kollega og læremester Isao Takahata og Toshio Suzuki - Studio Ghiblis administrerende ansvarshavende instruktør og producent. Studiets oprindelse kan spores tilbage til 1983. Det var dengang at mangaversionen af Nausicaä of the Valley of Wind blev populær efter at animeens første manuskript blev afslået. Nausicaä endte med at blive produceret af Topcraft og filmens succes dannede baggrunden for grundlæggelsen af Ghibli.
Tokuma er Studio Ghiblis moderselskab og de har overdraget The Walt Disney Company videorettighederne til alle Ghiblis tegnefilm som ikke hidtil var blevet distribueret på verdensplan. Heriblandt fik Disney de verdensomspændende distributionsrettigheder til Princess Mononoke og Chihiro og heksene udenfor Japan. Miyazakis seneste film, Det levende slot, blev bygget på en bog af den britiske forfatter Diana Wynne Jones, hvis værker er blevet udgivet bl.a. i Canada og USA.
Komponisten Joe Hisaishi har stået for lydsporet til alle de film Miyazaki har produceret med Studio Ghibli. Studiets nok berømteste og mest anmelderroste film, Grave of the Fireflies blev ikke instrueret af Miyazaki men af Isao Takahata. Det er en sørgelig tegnefilm der fokuserer på to forældreløses liv under slutningen af anden verdenskrig i Japan. Det er et af de eneste Ghibli tegnefilm som Disney pure nægtede at distribuere. I Danmark blev filmen distribueret af Atlantic Film AB i 2006.
Der har været et tæt samarbejde mellem Studio Ghibli og bladet Animage, der ofte trykker eksklusive artikler om studiet og dets medlemmer i en sektion kaldet "Ghibli Notes". Illustrationer fra Ghiblis animéer og andre værker pryder ofte Animages forsider.
Studiet er kendt for ikke at tolerere at man censurerer noget fra deres film når de bevilges til distribution i udlandet. Denne stillingtagen stammer fra den katastrofale eftersynkronisering af Miyazakis Nausicaä of the Valley of Wind. En stærkt censureret version af animéen blev udgivet i USA under navnet Warriors of the Wind. Da Princesse Mononoke blev licenseret af Miramax, sendte Miyazakis producer et katana-sværd til Harvey Wienstein med en anmærkning hvor der stod "no cuts", for at understrege Ghiblis "nul censur" politik.
Ved en Studio Ghibli pressekonference den 17. januar 2007, fortalte Toshio Suzuki at titlen til Miyazakis næste film ville blive annonceret i maj 2007. Under den nittende udgivelse af det Japanske nyhedsprogram "NNN News Realtime" i maj blev det annonceret at filmens titel ville være Gake no ue no Ponyo (på dansk: "Ponyo på Klinten"). Den bliver udgivet i sommeren 2008.
Ghibli-museet.
Der findes et museum for Ghibli i Mitaka, som er en forstad til Tokyo. På Ghibli-museet, kan man se reproduktioner af kulisserne til nogle af deres animéer. Der bliver udstillet en række originale tegninger, samt en række animerede kortfilm som studiet producerer regelmæssigt. Museet inkluderer desuden også en 1:1 krammedyrsreproduktion af det flinke uhyre i "Min Nabo Totoro". Der er også en 1:1 reproduktion af robotten i Laputa på museets tag. Der er kun et begrænset antal billetter til museet, som udelukkende kan købes via forudbestilling. I Japan kan man senest købe dem en måned før ved supermarkedskæden Lawson. I udlandet kan man senest bestille en billet tre måneder før ved et af de mange verdensomspændende centrale indkøbsbureauer.
Animéer.
Herunder følger en kort resumé af handlingen i Ghiblis hovedværker. Hvor det er muligt angives den danske titel af animé-filmen samt dens oprindelige navn på japansk. Skulle filmen ikke være blevet udgivet i Danmark, angives titlen på engelsk og japansk.
Nausicaä of the Valley of the Wind.
風の谷のナウシカ ("Kaze no tani no Naushika", 1984)
Under den store krig kendt som de "Syv Dages Ild" tilintetgjorde den industrielle civilisation sig selv.
Tusind år senere overlever menneskene i de regioner af Jorden som ikke blev forurenet. Fukai er en kæmpeskov som producerer sporer der er giftige for menneskene. Denne skov vinder i tiltagende grad territorium og gør kommunikationen mellem menneskene sværere. Fukaien beskyttes af kæmpeinsekter som har tilpasset sig klimaforandringerne. Oomuerne (王蟲, insekt konger) er Fukaiens herskere på grund af deres størrelse og deres intelligens.
Vindens Dal er en zone som havvindene beskytter mod sporerne. Den bebos af et par hundreder fredelige mennesker. Vindens Dal indblandes i en krig mellem Pejite og Tolmekia; to kongeriger som strides om ejerskabet af en Krigsgud. Krigsguden er et af de biologiske våben som blev anvendt for at lægge Jorden øde under de "Syv Dages Ild".
Nausicaä, datter af Vindens Dals konge, bliver dybt involveret i denne konflikt. Vejledt af sin kærlighed til alle levende væsner, heriblandt Oomuerne, bliver hun en vigtig skikkelse i denne konflikt. Hun vil forsøge at afbryde krigen på enhver tænkelig måde.
Nausicaä blev produceret før Ghibli af Topcraft, så det er i teknisk forstand ikke en Ghibli-film. Men filmens succes fik flere af Topcrafts gamle medlemmer til at danne Studio Ghibli.
天空の城ラピュタ ("Tenkuu no shiro Rapyuta", 1986)
Et luftskib bliver angrebet af pirater. Sheeta er en ung pige der er låst inde på et værelse på luftskibet. Hun flygter under angrebet, men falder ud af luftskibet. Da det sker, lyser smykket, hun bærer om halsen pludseligt og bremser hendes fald inden hun falder til jorden.
Pazu er en ung dreng som arbejder i en mine som luftskibet passerer under angrebet. Han ser Sheeta falde mens hun svæver og griber hende. Sheeta og Pazu bliver hurtigt gode venner og Pazu fortæller hende, at han leder efter Laputa, en sagnomspunden by, der svæver i himmelen. Laputa er ruinerne af en almægtig civilisation. Men hvad har Sheetas mystiske smykke med Laputa at gøre? Hjulpet af Pazu vil Sheeta forsøge at undslippe mændene, der forfølger hende og finde frem til den mystiske by i himmelen.
Grave of the Fireflies.
Historien foregår under anden verdenskrig i Japan i sommeren 1945. Vi følger to børn, Seita (14) og hans lillesøster Setsuko (4). Da deres moder omkommer under det amerikanske luftbombardement af Kobe, bliver de to søskende efterladt til sig selv. Seita forsøger forgæves at kontakte faderen, som arbejder i den japanske hær. De to børn bosætter sig hos deres tante, som bor med sin datter og en mand, der lejer en del af huset. Tanten fortæller Seta og Setsuko at de skal arbejde hvis de vil spise og hun retter konstant på deres manerer.
De to søskende får nok af tanten og beslutter sig for at bosætte sig i den bunker de søgte ly i tidligere. Den første nat hvor Seita og Setsuko overnatter i bunkeren, oplyses den af tusinder af ildfluer. Børnene har sværere ved at finde mad og Setsuko bliver syg af underernæring. Det er på det tidspunkt, at Seita begynder at stjæle den lokale farmers tomater.
Forfatteren Akiyuki Nosaka skrev en delvis biografisk novelle som Grave of the Fireflies følger meget nøje. En 5 år gammel japansk pige lagde stemme til Setsuko. Grave of the Fireflies betragtes af mange kritikere som den stærkeste animerede antikrigsfilm til dato. Takahata har dog afsløret i et interview at han ikke selv betragter Grave of the Fireflies som en antikrigsfilm.
Min Nabo Totoro.
I 1950erne slår en universitetsprofessor, Hr. Kusakabe, og hans to døtre Satsuki (11 år) og Mei (5 år) sig ned i deres nye hus på landet. Huset er tæt på hospitalet hvor Kusakabes kone er indlagt.
Mens hun udforsker omgivelserne møder Mei Totoro, et kæmpeuhyre som er skovens vogter. Totoro ledsages af to mindre væsner af samme art. Den mindste er hvid og den mellemste er blå. Fra da af holder Mei Totoro med selskab. Hun finder også ud af at hendes nye ven har mange magiske evner. Da "Min Nabo Totoro" var bioaktuel i Japan, kunne man købe billetter til både den og Grave of the Fireflies som blev vist efterfølgende.
Kiki - den lille heks.
Ligesom alle andre hekse der når 13 års alderen, må Kiki forlade sine forældre og bosætte sig i en anden by i et år. Hun skal leve af at udøve et arbejde knyttet til hendes evner som heks. I byen Koriko vil Kiki, ledsaget af sin sorte kat Jiji, distribuere pakker på sin flyvende kost. Byen historien udspiller sig i er inspireret af Skandinavien.
Only Yesterday.
Only Yesterday fortælles i første person af den 27 år gamle Taeko, som er ved at blive bevidst om at hun ikke har fået noget ud af sit liv siden sin barndom. Taeko rejser ud på landet for at møde sin søsters svigerfamilie. På togturen dertil drømmer hun om sin barndom i 1966 mens hun nærmer sig en vigtig beslutning i hendes nutid i 1982. Hendes minder og nutiden tegnes i to forskellige stilarter. Desuden er karakterernes læber animeret efter synkroniseringen, hvilket er en sjældenhed i animé film.
Porco Rosso.
”Denne film fortæller historien om den modige gris kaldt ”den røde gris”, som slås mod himlens pirater for sin ære, sin elskede madonna og sine ejendele. Historien udspiller sig i Middelhavet dengang vandflyverne var havets ubestridte herskere”. Det er den indledende tekst man kan læse på japansk, italiensk, tysk, fransk og arabisk i starten af Porco Rosso.
I mellemkrigstidens Italien under den økonomiske lavkonjunktur og fascismens opgang på en fortabt ø i Adriaterhavet, bliver en gammel pilot fra det italienske luftvåben forvandlet til en gris. Han lader sig omskole til dusørjæger og bliver kendt under navnet Porco Rosso. Historiens temasang er ”Le Temps des cerises”.
I hans røde vandfly oplever han mange dramatiske begivenheder: han jagter luftens pirater som har for vane at udplyndre regionens turister, hjælper gidseltagne rejsende, deltager i luftdueller og flykapløb. Desuden gør han alt for at flygte fra det hemmelige italienske politi.
Jeg kan høre havet - Ocean Waves.
Da den attraktive Rikako Muto (17 år gammel) flytter fra Tokyo til Konchi på øen Shikoku udvikler der sig et trekantsforhold mellem hende og to gode venner, Taku Morisaki og Yutaka Matsuno. I begyndelsen er Rikako meget arrogant og fjern og det lykkedes hende ikke at blive en del af klassens sammenhold. Det viser sig at hun er meget usikker og at hun har det svært fordi hendes forældre er ved at skilles.
Denne anime skulle give Studio Ghiblis yngre medlemmer muligheden for at lave en film til et lavt budget. Men filmen endte med at koste mere end forventet og overskride den forventede produktionstid. Filmen blev udgivet i Danmark i 2009 af PAN Vision AB.
Pom Poko.
平成狸合戦ぽんぽこ ("Heisei Tanuki Gassen Ponpoko", 1994)
I 1960erne oplever Japan en stærk vækst og der er en stor mangel på boliger. Konstruktionsprogrammer igangsættes for at forvandle dele af landet til nye byer, især omkring den høje Tamadal øst for Tokyo. I skoven lever tanukierne. De er både rigtige dyr og legendariske væsner knyttet til kitsuneerne. Den daglige ødelæggelse af deres "Lebensraum" bekymrer tanukierne. De beslutter sig for at forenes for at sætte en stopper for byggeriet.
Whisper of the Heart.
Hovedkarakteren i Whisper of the Heart er Shizuku. En pige på 14 som går i de ældste klasser i Tama New Town udenfor Tokyo. Hun elsker at læse og skrive i sin fritid, men hendes forældre ønsker at hun ville passe sin skole bedre og fokusere mere på sin adgangseksamen til gymnasiet. Hun elsker at læse eventyr og forsøger at omskrive ”Country Roads” til japansk, det tager al hendes tid.
En dag får Shizuku øje på en fed kat i toget hun er på. Hun følger den udenfor toget til et antikvariat. Hun møder butikkens ejer, en flink gammel mand som viser hende et gammelt ur som han er ved at restaurere. Kun ved klokkeslaget 12, kommer en dværg og en elver ud af klokken. Et eventyr fortæller at elverprinsessen, som er blevet forvandlet til et får, kun kan vise sig kort når klokken slår tolv. Dværgkongen, som er hendes store kærlighed, kommer ud for at se hende på det tidspunkt hver dag. Shizuku lægger også mærke til en lille statuette af en kat, iklædt pænt tøj. Katten kaldes baronen og den bliver inspirationskilden til den historie Shizuku skriver.
Whisper of the Heart var den første japanske film som brugte Dolby Digital formatet.
Princess Mononoke.
Historien udspiller sig i det middelalderlige Japan (Muromachi eraen). Ashitaka (Ashi=ben, Taka=høj), en ung kriger fra Emishi stammen, bliver forbandet efter at have dræbt et vildsvin som var blevet til en dæmon. Landsbyens oldinge fortæller ham at han er forbandet men at han skal søge årsagen til verdens uheld og hans forbandelse. Han bliver indblandet i en krig mellem guder, som beskytter skoven og naturen, og mennesker som vil sprede deres civilisation.
My Neighbors the Yamadas.
ホーホケキョ となりの山田くん (Hoohokekyo Tonari no Yamada-kun, 1999)
My Neighbors the Yamadas handler om en Japansk familie og begivenheder i deres hverdag. Der er tale om en række komiske historier og den eneste røde tråd i handlingen er familien Yamadas tilstedeværelse. Karaktererne er ikke tegnet i den typiske Ghibli stil - de ligner mere karakterer fra de japanske avisstriber (yonkoma manga). På trods af gode anmeldelser blev filmen et box office-flop. Det var den første Ghibli film som udelukkende blev animeret og farvelagt på computer.
Chihiro og heksene.
千と千尋の神隠し (Sen to Chihiro no Kamikakushi, 2001)
Chihiro og hendes forældre skal flytte hus. På vejen dertil farer de vildt og ender med at befinde sig foran en mystisk gang. For enden af gangen finder de en efterladt landsby. Chihiros forældre er sultne, så de beslutter sig for at spise mens Chihiro udforsker landsbyen. Chihiro ser ånder og løber skræmt tilbage til hendes forældre, men hun finder ud af at de er blevet forvandlet til grise. Hjulpet af den mystiske Haku vil hun begynde at arbejde i et badehus så hun ikke også bliver forvandlet til en gris. Badehuset bebos af et utal af fantasivæsner som hver vil forsøge at hjælpe eller hindre Chihiro i at bryde hendes forældres forbandelse.
The Cat Returns.
The Cat Returns er en indirekte fortsættelse af Whisper of the Heart.
Ud over disse spillefilm har Ghibli også produceret en række kortfilm og dokumentarfilm. I en af disse dokumentarfilm kan man se Pixars John Lasseter (manden bag Toy Story), som flere gang har udtalt at han er en stor fan af Ghiblis animéer. Desuden har Studio Ghibli også suppleret animationen til en række reklamefilm som blev udsendt i japansk fjernsyn.
Hidalgo (stat).
Santa María fra La Quebradora
Hidalgo er en stat i det centrale Mexico, med et areal på 20.502 km². I 2000 havde staten et anslået indbyggertal på 2.231.000. Staten er opkaldt efter den mexicanske uafhængighedsleder Miguel Hidalgo.
Statens hovedstad er Pachuca. I staten ligger også byen Tula som er hjemsted for de ældgamle tolteker-ruiner af samme navn.
ISO 3166-2-koden er MX-HID.
San Luis Potosí (stat).
San Luis Potosí i Mexico
San Luis Potosí er en delstat i Mexico, med et areal på 62.848 km².
Staten ligger i den nordlige del af republikkens centrale del og grænser op til de mexicanske stater Jalisco, Guanajuato, Queretaro, Hidalgo, Veracruz, Tamaulipas, Nuevo Leon, Coahuila og Zacatecas. I 2003 var det anslåede indbyggertal i staten 2.353.000. ISO 3166-2-koden er MX-SLP.
San Luis Potosí er opdelt i kommunerne Aguascalientes, Asientos, Calvillo, Cosío, Jesús María, Pabellón de Arteaga, Rincón de Romos, San José de Gracia, Tepezalá, San Francisco de los Romo og El Llano.
Foruden hovedstaden San Luis Potosí, ligger blandt andre også byerne Ciudad Valles, Matehuala og Río Verde i staten.
Statens indbyggere er blandt andre de oprindelige folk huasteker og chichimeker.
Farao.
En farao var en gudekonge i det gamle Egypten, man mente at faraoen var søn af Ra.
Direkte oversat betyder ordet "Det store hus". Grunden til at farao ikke betyder konge eller gud er fordi at man dengang ikke måtte tiltale kongen direkte.
Oaxaca (stat).
Den mexicanske delstat Oaxaca (udtales "oa-HA-ka") ligger på den sydvestlige del af landtangen Tehuantepec. Oaxaca grænser op til delstaterne Guerrero mod vest, Puebla mod nordvest, Veracruz mod nord og Chiapas mod øst. Syd for Oaxaca ligger Stillehavet. Byens hovedstad hedder også Oaxaca.
Oaxaca har et areal på 95.364 km² og er den femtestørste stat i republikken Mexico. I 2003 havde den et anslået indbyggertal på 3.597.700. ISO 3166-2-koden er MX-OAX.
Staten befinder sig i bjergkæderne Sierra Madre Sur og Sierra Madre Oriental-bjergkæderne og disses dale.
Oaxaca er det historiske hjem for zapoteker- og mixteker-folkene. Mexicos mest berømte leder, præsident Benito Juarez, kom fra den oaxacanske landsby San Pablo Guelatao.
Historie.
I de tre årtusinder før aztekerne ankom i 1436, var de mest magtfulde og indflydelsesrige grupper i hvad der i dag er Oaxaca, zapotekerne, mixtekerne og mixerne. Den civilisation disse grupper opnåede, kan ses på vigtige arkæologiske steder som Monte Albán, Mitla, Cerro de Minas, Guiengola og Huijatzoo.
Da aztekerne slog sig ned ved Cerro del Fortín og ned til den nuværende Carmen Alto-kirke, hvor deres tempel lå, ændrede indflydelsen sig. Statens navn kommer af den nahuatl-betegnelse, aztekerne gav den centrale del rundt om hovedstaden, "Huaxyácac" eller stedet med huaje-træerne, på grund af det store antal leucaena-sorter.
Da spanierne ankom mindre end et århundrede senere, syntes de det var svært at udtale og navnet endte med at blive det nutidige Oaxaca, som navn på både byen og staten. Den bosættelse som spanierne grundlagde i 1512 med navnet "Segura de la Frontera", senere kendt som "Nueva Antequera", blev officielt ophøjet til en royal by i 1532 efter dekret fra kejser Carlos V, som gav byen navnet "Antequera de Guaxaca".
San Pablo Guelatao.
San Pablo Guelatao er en by i staten Oaxaca, Mexico, omkring 55 km fra byen Oaxaca. Den er fødested for Mexicos mest berømte leder, præsident Benito Juárez. Omkring 1810 (i Juarez' ungdom) havde den mindre end 100 indbyggere. I 2001 havde byen et anslået indbyggertal på 1.200.
San Pablo Guelato ligger i Sierra Madres-bjergene. Flertallet af befolkningen er zapotekiske indianere.
Rhododendron carolinianum.
Rhododendron carolinianum eller "Rhododendron minus var. minus" er en art fra det østlige Nordamerika.
En alperose med lyse blomster.
Spejdercenter.
Et spejdercenter er en lejrplads til spejdernes lejre og arrangementer.
Et spejdercenter har (i modsætning til de almindelige lejrpladser) en fast stab af centermedarbejdere, der ulønnet planlægger og afvikler lejre (centersommerlejre og weekendarrangementer) og spejderløb (konkurrencer).
Et spejdercenter har oftest hyttefaciliteter i forbindelse med lejrpladsen, og er tillige defineret ud fra aktivitetstilbud (instruerede 'lektioner' af spejderfaglig, miljømæssig, personlighedsudviklende eller oplevelsemæssig karakter) og et tilhørsforhold under FKCU (Fælleskorpsligt centerudvalg, koordineret af de forskellige spejderkorps).
Enkelte spejdercentre er 'søcentre', dvs. deres aktiviteter koncentreres omkring sejlads i mindre sejlskibe/sejljoller, og deres aktiviteter i land er mindre i fokus.
Terminologien 'spejdercenter' ses ofte brugt helt uden raison i forbindelse med kursuscentre eller blot hvor mere end een spejderhytte ligger samlet i en by.
Spejderhytte.
En spejderhytte er en hytte eller hus til brug for spejderaktiviteter. Hver spejdergruppe har deres ugentlige møder i deres spejderhytte. Bymæssige forhold kan gøre, at spejderne mødes i lokaler på skoler, i forbindelse med kirker eller blot i boligmassen. I sådanne tilfælde benævnes lokalerne logisk nok anderledes.
En del spejdergrupper (specielt fra storbyerne) har derudover en mindre hytte i landlige omgivelser til weekendture, enten som egen ejendom eller i fælleseje med andre spejdergrupper.
Spejdergruppe.
En spejdergruppe er den mindste selvstændige enhed i spejderkorpsene. Afdelingerne/grenene i en spejdergruppe kaldes mini, junior, trop og klan. Aldersgrupperingerne varierer de forskellige spejderkorps imellem, men generelt kan man blive spejder fra 6-års-alderen.
En spejdergruppe ledes af gruppebestyrelsen, der er de enkelte afdelingers ledere i samarbejde med gruppelederen og forældrerepræsentanter.
Flere spejdergrupper danner sammen en 'division' eller en 'region', der oftest geografisk dækker en eller flere kommuner. Divisionerne samles i distrikter eller områder. Distrikter eller regioner er organiseret under de forskellige spejderkorps Divisioner, distrikter/områder og regioner er mest koordinerende og administrerende enheder.
Blåmejse.
Blåmejsen (Cyanistes caeruleus, tidligere Parus caeruleus)
Er en art af familien af Mejse (Paridae). er en lille meget almindelig mejse i Danmark. Den bliver omkring 11,5 cm. Har et kraftigt kort næb og er en smule mindre end musvitten. Den lille fugl er let at genkende med sin blå og gule fjerdragt, og findes i Centraleuropa og Nordeuropa.
Blåmejsens fortrukne levesteder er løvfældende- og blandede skove, man møder dem dog sjældent i nåleskove.
Blåmejsen er også almindelig i parker, haver og krat. Har man sat foderbræt op vil blåmejsen være en af de flittigste gæster året rundt, Her spiser den mest fedt og nødder. Den kan ikke klare at spise store frø, fordi dens næb er så spinkelt og tyndt. Blåmejsen hamstrer ikke som de fleste andre mejser - bortset fra musvitten.
Udover Europa, er den tilstede i nogle tilstødende områder i Asien, i Nordafrika og på De Kanariske Øer. Bestanden på De Kanariske Øer er ofte betragtes som en selvstændig art (den Afrikanske Blåmejse, Cyanistes teneriffae).
Blåmejsens foretrukne føde, om sommeren hovedsageligt insekter og edderkopper. Udenfor yngletiden øges betydningen af frø og anden plante-baseret kost f.eks. fra bøge- og birketræer, under fourageringen er Blåmejse afhængig af deres færdigheder, at kunne klamrer sig til den yderste grene og hængende på hovedet, på udkig efter mad.
Den bygger oftes reder i hule træ, og redekasser. De primære konkurrenter til reder og søger føde er noget større Musvit.
Særdeles aggressiv fugl. Rækker man hånden hen til en rugende fugl puster den sig op og hugger ud efter fingeren.
Blåmejsen yngler i huller - gerne redekasser. De kan få op til 17-18 æg i et enkelt kuld. Ungerne fodres af begge forældre med små insekter, indtil de er store nok til at forlade reden.
Udseende og kendetegn.
Blåmejsen har en kropslænge på næsten tolv centimeter, noget mindre end Musvitten. Med det lyseblå parti i nakken, over issen og den sorte stribe gennem øjet, er der ingen forvekslings muligheder i Centraleuropa, da ingen anden sangfugl ligner blåmejsen. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Irisen er brun, fødderne er mørkegrå og har grå kløer.
Landsknægt.
En landsknægt (fra ty. "Landsknecht", jf. lanseknægt) betegner en lejesoldat, der tjener fodfolket i en hær. Ordet bliver især brugt om tyske lejesoldater i det 15. og 16. århundrede.
Rhododendron flinckii.
Rhododendron flinckii er en blomst. Arten findes i samlingen på Gammel Køgegård.
Mérida (Mexico).
Mérida er hovedstaden i den mexicanske stat Yucatán. Byen ligger i den nordlige-centrale del af staten, ca. 34 km fra den Mexicanske Golf, på 20.58°N bredde og 89.62°V længde. I 2005 var indbyggertallet omkring 734.153.
Mérida blev bygget i det 16. århundrede efter ordre fra den
spanske conquistador-familie Montejo, oven på ruinerne af maya-byen "Ti'ho", der havde ligget der i århundreder. Nogle udhuggede sten fra den ældgamle Ti'ho kan stadig ses, genbrugt i nogle af de spanske koloniale bygninger. Nogle mayaer anvender stadig navnet Ti'ho, når de refererer til Mérida.
Meget af Méridas arkitektur fra den koloniale periode til det 18. og 19. århundrede kan ses i byens centrum. Fra kolonitiden til midten af det 19. århundrede, var Mérida omgivet af en bymur, for at beskytte det spanske og latinamerikanske indbyggere mod periodiske oprør blandt den oprindelige maya-befolkning. Flere af de gamle spanske byporte er bevaret, men det moderne Mérida er vokset et godt stykke udenfor bymurerne.
Vejret i Mérida er varmt og der er en høj luftfugtighed. Byen og staten Yucatán er noget isoleret fra resten af landet, og det viser sig på mange måder. Mange af indbyggerne er efterkommere af mayaer, der tager tingene med ro, er vittige, romatiske og glade.
Maden er god, med en stærk maya-indflydelse. Der er en tydelig Yucatán-dialekt i det spanske, og man hører stadig maya-sproget.
La Trova Yucateca er en dejlig, romantisk musikstil, mens den traditionelle "jarana" også er populær. Mérida er kendt for sine gode hængekøjer, som ikke udvider sig, når man bruger dem.
Méridas kælenavn er "Den hvide by", både på grund af de mange hvide bygninger og fordi indbyggerne holder byen meget ren.
Mérida blev navngivet efter den spanske by af samme navn, oprindeligt (på latin) Augusta Emerita. Se Mérida (Spanien).
Bartolomé de las Casas.
Broder Bartolomé de Las Casas (født 1484 i Sevilla, død 1566 i Madrid) var dominikanermunk, præst og til sidst biskop i Mexicos Chiapasprovins. Han var teologisk uddannet, men blev en overgang bosætter og slaveejer i den nye verden. På baggrund af brutal tortur og folkedrab begået af spanske kolonister, skiftede han holdning og blev berømt som fortaler for indianernes rettigheder. Hans skrift "En kortfattet beretning om ødelæggelsen af Vestindien" giver et levende indtryk af conquistadorenes grusomheder især i Caribien, Mellemamerika og det nuværende Mexico, hvor han selv var vidne til de mange begivenheder, han beskriver.
Las Casas forklarede, at han efter sin ankomst til den nye verden støttede det barbariske misbrug af lokalbefolkningen, men snart blev overbevist om, at de rædselsfulde gerninger med tiden ville medføre en guddommelig straf, som ville føre til Spaniens eget fald. Han søgte at forklare kong Filip 2. af Spanien, at frem for at slå indianerne ihjel var det spaniernes ansvar at gøre dem kristne, hvorefter de ville blive loyale, spanske borgere. For at undgå at indianerne blev gjort til slaver, foreslog Las Casas i stedet, at afrikanere skulle transporteres til Amerika, men senere ændrede han også mening på dette område, da han så slaveriets effekt på afrikanerne.
de las Casas regnes i dag for "indianernes apostel" og byen San Cristóbal de las Casas i det sydlige Mexico er delvist opkaldt efter ham.
Rhododendron macrophyllum.
Rhododendron macrophyllum er en rhododendron-art fra Californien.
R. macrophyllum vokser i naturen i den dybe skygge af store nåletræer. Den må derfor ikke udsættes for vintersol.
Gråbåndet bredpande.
Gråbåndet bredpande ("Erynnis tages") holder til i små kolonier på sandede jorder, f.eks. overdrev, heder og klitter. Sommerfuglen er i løbet af kort tid gået voldsomt tilbage og findes nu stort set kun i Jylland og på Læsø. I resten af Europa findes den overalt, undtagen på øerne i Middelhavet. I Holland er sommerfuglen dog næsten uddød.
Man kan møde den gråbåndede bredpande fra sidste halvdel af maj til lidt ind i juli. Sydligere findes den også med en 2. generation, der kan ses helt ind i august. Den gråbåndede bredpande har en helt speciel måde at overnatte på. Den sætter sig på en stængel og folder vingerne, så oversiden vender opad, på samme måde som en hvilende natsværmer. Det er den eneste danske dagsommerfugl, der indtager denne vingestilling i hvile.
Udseende.
Gråbåndet bredpande er en af de mest uanselige arter af dagsommerfugle i Danmark. Vingefanget er 24-29 mm. Sommerfuglen er brun, med svage lysere partier og prikker i gråt og beige, specielt langs vingekanten findes en fin lille række lyse prikker på både for og bagvinger. Hunnen har lidt mere kontrastrige farver. Hannen har en kant af duftskæl på forvingerne.
Livscyklus.
Ægget er gult eller lysegrønt, men skifter hurtigt farve til appelsinfarvet. Efter et par uger klækkes det og larven kommer frem. Larven lever i et lille skjul spundet af kællingetandens blade. I august spinder larven sommerens sidste bladskjul, hvori den overvintrer og næste forår forpupper sig i. Efter ca. en måned klækker puppen og den voksne sommerfugl kommer frem.
Larvens foderplanter.
Almindelig Kællingetand eller eventuelt andre nærtbeslægtede planter som Sump-kællingetand eller andre ærteblomstrede. I udlandet er også kendt timian, Håret Høgeurt, kronvikke og hesteskokløver.
Spættet bredpande.
Spættet bredpande ("Pyrgus malvae") er den mindste bredpandeart i Danmark. Når mælkebøtterne blomstrer flyver denne sommerfugl, dvs. fra sidst i april til først i juni. Spættet bredpande holder til på frodige blomsterrige og gerne lidt fugtige steder, men den kan være svær at få øje på på grund af dens ringe størrelse og hurtige flugt. Sommerfuglen er jævnt udbredt i hele Danmark, men mangler på nogle af de større øer, f.eks. Anholt, Læsø, Ærø, Langeland og Bornholm. Omkring 1983 forsvandt sommerfuglen pludselig fuldstændigt på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn. Siden da er der kun fundet meget få individer i dette store område. Ingen ved hvad denne tilbagegang skyldtes.
Udseende.
Spættet bredpande er som de andre bredpandearter temmelig uanselig og meget lille med et vingefang på 20-24 mm. Den tilhører slægten "Pyrgus", hvoraf mange arter er uhyggeligt svære at skelne fra hinanden. Men i Danmark har vi kun to arter fra denne slægt - spættet bredpande og fransk bredpande, og de er heldigvis nogenlunde til at kende fra hinanden. Spættet bredpande kan ligne fransk bredpande, men kan kendes på de tydelige hvide pletter på bagvingerne. Variationen i de hvide pletter på vingerne er dog meget stor indenfor arten. Når sommerfuglen suger nektar eller hviler sidder den med vidt udbredte vinger.
Livscyklus.
I Danmark har spættet bredpande kun en enkelt generation pr. år, i modsætning til sydligere himmelstrøg hvor den findes i to generationer. Sommerfuglen lægger sine æg på f.eks. skovjordbær. Efter ca. 10 dage kommer larven frem. Larven lever i skjul, først i et lille spind, den selv har lavet på et blad, senere i et lille "telt" formet af bladstumper. Efter et par måneder er larven udvokset og forpupper sig. Puppen overvintrer fra august til maj, hvor den voksne sommerfugl kommer frem.
Larvens foderplanter.
Skov-Jordbær, Krybende Potentil, agermåne, tormentil, ranunkler, mælkebøtter, kællingetand.
Spejlbredpande.
Spejlbredpande ("Heteropterus morpheus") er kun fundet i 15 eksemplarer i Danmark og det er tvivlsomt at den yngler her. Det første eksemplar blev fundet i Roden Skov på Lolland i 1939. I Nordtyskland er den ret almindelig og her flyver den fra sidst i juni til først i august. Spejlbredpanden foretrækker frodige blomsterrige enge og skovlysninger, med forekomst af planten blåtop.
Udseende.
Vingeoversiderne er ensfarvet brun med lyse frynser og enkelte små lyse pletter. Undersiden er derimod meget flot, med 12 store ovale lysegule til hvide pletter indrammet med mørkebrune streger på en orangegul bund. De to køn ligner hinanden og der er ringe variation indenfor arten. Spejlbredpanden har et vingefang på op til 36 mm og er dermed en af Europas største bredpander.
Livscyklus.
Ægget lægges på græsblade og klækkes efter ca. en uge. Larven lever i et rør den har konstrueret ud af et græsblad. Her overvintrer larven til næste forår, hvor den forpupper sig i juni. Efter et par uger kommer den voksne spejlbredpande frem fra puppen.
Larvens foderplanter.
Blåtop (Molinia caerulea), kattehale og mynte.
Stregbredpande.
Stregbredpande ("Thymelicus lineola") kan ses fra omkring Sankthans til helt hen i august. Den flyver overalt på ugødede solrige områder med græsser, f.eks. i de brede rabatter langs veje. Stregbredpanden findes overalt i Danmark undtagen på Anholt og der er kun fundet få individer fra Als, Ærø og Møn. Herudover findes sommerfuglen over det meste af Europa helt op til Sydnorge. Stregbredpanden hører som skråstregbredpanden under slægten "Thymelicus". De er kendetegnet ved at have en ekstremt lang snabel og kan dermed suge nektar på blomster med meget lange og dybe kronrør.
Udseende.
Stregbredpanden kan forveksles med skråstregbredpanden. Begge arter kan nemt kendes fra de andre bredpander, da de har en ensartet nougatbrun farve uden lyse vingepletter, men med en tynd sort søm på vingerne. Stregbredpanden kan kendes fra skråstregbredpanden ved at den har kulsorte følehornsspidser, mens skråstregbredpanden har orangebrune følehornsspidser. Har man fanget en han er det også forholdsvis nemt at bestemme arten på duftskællene på vingerne. Stregbredpandehannens duftskæl former en kort, lige og meget smal stribe, mens duftskællene hos skråstregbredpanden former en lang bue. Stregbredpanden er også en smule mindre end skråstregbredpanden. Stregbredpandens vingefang er kun 22 - 27 mm.
Livscyklus.
Æggene lægges på græsser. Larven overvintrer inde i ægget til næste forår. Sidst i april klækkes ægget. Larven er fuldt udvokset først i juni og forpupper sig dermed. Efter 15 - 20 dage klækkes puppen og den voksne stregbredpande kommer frem.
Larvens foderplanter.
Horsetidsel, blåhat, knopurter, oksetunge, Almindelig Kvik, hundegræs, almindelig rajgræs, krybende hestegræs, draphavre, bjergrørhvene, kærstar og engrottehale.
Skråstregbredpande.
Skråstregbredpande ("Thymelicus sylvestris") er en "sommerfugl", som findes overalt i Jylland, på Fyn, Langeland og Læsø. Til gengæld findes der kun to eksemplarer fra Sjælland, og man mener, at den har svært ved at krydse Storebælt. Arten forekommer heller ikke i resten af Norden, men den findes næsten overalt i resten af Europa. Skråstregbredpanden ligner meget den nært beslægtede stregbredpande og de to arter findes tit på samme lokaliteter. Begge arter har lange snabler, der er velegnede til at suge nektar, også på blomster med meget lange kronrør. Det menes dog, at skråstregbredpanden foretrækker lidt mere fugtige områder end stregbredpanden. Skråstregbredpanden flyver fra Sankthans til en uge ind i august.
Udseende.
Skråstregbredpanden er som stregbredpanden ensartet nougatbrun - orange på oversiden af vingerne, med en mørkebrun kant. Umiddelbart kan det være svært at kende forskel på de to arter, men skråstregbredpandens antennespidser har en orangebrun farve, mens stregbredpandens antennespidser er kulsorte. Hannerne af de to arter har forskellige duftskæl. Hvor stregbredpandehannens duftskæl former en tynd lige linje, former skråstregbredpandehannens duftskæl en tykkere buet linje på vingeoversiden. Skråstregbredpanden er en smule større, da den har et vingefang på 23 - 28 mm.
Livscyklus.
Ægget klækkes efter ca. 3 uger. Den lille larve spinder en silkekokon, som den overvintrer i. I slutningen af april næste forår kommer larven frem igen og æder sig stor i løbet af 6 - 7 uger, hvorefter den forpupper sig. Puppen klækkes efter ca. 2 uger.
Larvens foderplanter.
Fløjlsgræs, krybende hestegræs, engrottehale, bjergrørhvene og Blåtop (Molinia caerulea).
Kommabredpande.
Kommabredpanden ("Hesperia comma") er sjælden i Danmark og på tilbagegang. Den er næsten uddød på øerne, selvom den indtil midten af det 20. århundrede var almindelig lokalt over hele landet. Kun ved Skallingen, i Thy, på Skagen, på Læsø og på Samsø findes der stadig gode bestande. Sommerfuglen holder til på varme og ugødede overdrev med forekomst af planten fåresvingel. I Danmark er dette typisk tørre sandede og stenede strandoverdrev og klitområder. Flyvetiden for sommerfuglen strækker sig fra sidst i juli til sidst i august eller først i september.
Udseende.
Kommabredpanden kan ligne stor bredpande. Men kommabredpanden er den eneste bredpande med de tydelige snehvide firkantede pletter på vingernes bagside. Hannens duftskæl på forvingernes overside ligner et komma. Det gør mange andre bredpandehanners duftskæl også, men kommabredpandehannens sorte duftskæl omslutter en tynd stribe sølvskinnende hår. Ældre eksemplarer af kommebredpanden kan dog være svære at skelne fra den store bredpande, da de hvide pletter hurtigt falmer, når sommerfuglen bliver lidt slidt. Hunnen er lidt større end hannen og deres vingefang ligger omkring 24 - 32 mm.
Livscyklus.
Ægget lægges næsten udelukkende på græsarten fåresvingel. Ægget overvintrer og klækkes i begyndelsen af april. Når larven er udvokset forpupper den sig og puppen klækkes efter 2 - 3 uger.
Foderplanter.
Fåresvingel, knopurt, blåhat, tidselarter.
Mosehøsommerfugl.
Mosehøsommerfugl ("Colias palaeno") er en sjældenhed i Danmark, der er indtil i dag kun set omkring 200 - 300 individer, halvdelen er fra den varme sommer i 1992, hvor arten invaderede Danmark fra Sverige. Den er knyttet til tørvemoser i skove, hvor planten mosebølle forekommer. Hvis man vil træffe mosehøsommerfuglen flyver den i perioden fra starten af juni til slutningen af juli. Sommerfuglen er sjælden i Danmark, dels fordi dens foretrukne levested langsomt forsvinder og dels fordi de overvintrende larver har svært ved at finde ud af, hvornår det er forår og i mange tilfælde kommer frem for tidligt og dør af sult og kulde. Der er dog håb om at sommerfuglen kan etablere sig her, hvis dens levesteder beskyttes, da den ganske ofte indvandrer til Danmark og muligvis tidligere havde en lille ynglende bestand på Nordsjælland.
Udseende.
Hannen er tydeligt gul, mens hunnen kun er svagt gullig, men nærmere hvid. Begge køn har en tydelig mørkebrun vingesøm og tydelige røde frynser langs denne. På undersiden af forvingerne findes en lille firkantet hvid midtplet.
Livscyklus.
Æggene lægges på planten mosebølle. De klækker efter ca. en uge. I august går larven i vinterdvale i et lille spind den har spundet på mosebølleplanten. I løbet af efteråret falder spindet ned sammen med de visne blade og larven overvintrer på jorden, næste forår kommer larven frem igen. Sidst i maj eller først i juni er larven udvokset og forpupper sig.
Foderplanter.
Mosebølle, mosepost
Orange høsommerfugl.
Livscyklus.
Kun én generation i løbet af sommeren (maj-september). Den foretrækker åbent græsland og findes kun her i landet som tilflyver eller eventuelt som en anden generation i sensommeren.
Foderplanter.
Larven lever på Kløver ("Trifolium"), Serradel ("Ornithopus sativus"), Lucerne ("Medicago sativa") og Vikke ("Vicia").
Citronsommerfugl.
Citronsommerfuglen ("Gonepteryx rhamni") er årets tidligste dagsommerfugl i Danmark. Den voksne sommerfugl kommer frem fra vinterdvalen allerede i starten af marts. Citronsommerfuglen holder til hvor dens værtsplanter tørst og vrietorn findes, dvs. i fugtige blandingsskove, krat og haver med tørstetræer. Den voksne sommerfugl er dog en god flyver og kan derfor ses mange andre steder også. Citronsommerfuglen er almindelig i hele Danmark.
Udseende.
Citronsommerfuglen er ikke til at tage fejl af. Hannen er strålende gul, mens hunnen er mere dæmpet grønhvid. På vingernes undersider findes to orange midtpletter, og forvingerne har herudover en karakteristisk spids. Der er ikke meget variation i udseendet mellem forskellige individer, og sommerfuglens vingefang er mellem 51-60 mm.
Livscyklus.
Ægget lægges i maj på enten tørst eller vrietorn. Efter ca. en uge klækkes larven. Larven lever af tørstetræets blade og gnaver karakteristiske ovale huller i dem. Efter en måned er larven udvokset og forpupper sig. I slutningen af juni klækkes puppen efter et par uger, og den nye generation af sommerfuglen kommer frem. Den voksne sommerfugl kan træffes helt hen i slutningen af oktober i varme år. Den søger føde for at opbygge reserverne til vinterdvalen, da det er den voksne sommerfugl, der overvintrer. Sommerfuglen overvintrer i det fri, gerne i løvet af stedsegrønne planter, f.eks. kristtorn og vedbend, her kan den overleve at blive dækket af sne og rim.
Foderplanter.
Tørst, vrietorn, kåltidsel, rødkløver, mælkebøtte og andre kurvblomster.
Mexicanske Golf.
Den Mexikanske Golf i 3-D-perspektiv.
Den Mexicanske Golf er en stor havbugt der støder op til, og næsten er omsluttet af, Nordamerika.
Golfens østlige, nordlige og nordvestlige kyster ligger i USA, (mere specifikt staterne Florida, Alabama, Mississippi, Louisiana og Texas); dens sydlige kyster ligger i Mexico (mere specifikt staterne Tamaulipas, Veracruz, Tabasco, Campeche, Yucatán og Quintana Roo); mod sydøst ligger Cuba. Golfen er forbundet med Atlanterhavet via Florida-stræderne mellem USA og Cuba, og med det Caribiske Hav via Yucatán-renden mellem Mexico og Cuba.
Den Mexicanske Golfs samlede areal er omkring 1.600.000 km², hvoraf den sydlige tredjedel ligger i troperne. Golfstrømmen, en varm atlanterhavstrøm og en af de stærkeste havstrømme, man har kendskab til, har sin oprindelse i golfen. Golfen besøges ofte af kraftige atlantiske orkaner, hvoraf nogle har været årsag til mange dødsfald og store ødelæggelser.
Campeche-bugten i Mexico udgør en væsentlig del af den Mexicanske Golf. Desuden er der utallige bugter og mindre fjorde langs golfens forrevne kystlinje. Flere floder har deres udløb i golfen, den mest kendte er Mississippi-floden. Landet og de mange smalle rev, der udgør golfens kyst, er kendetegnet ved at være lavland bestående af marskland og sumpområder, foruden strækninger med sandstrand.
Kontinentalsoklen er ganske bred de fleste steder langs kysten. Ved hjælp af boreplatforme hentes oile op fra den, de fleste platforme befinder sig i den vestlige del af golfen. En anden vigtig kommerciel aktivitet er fiskeri; der fanges store mængder af forskellige fiskearter, foruden rejer og krabber, og fra mange bugter og sunde hentes østers i stor stil. Andre vigtige industrier langs kysten er shipping, petrokemisk behandling og opbevaring, fremstilling af papir, samt turisme.
Nævneværdige kystbyer er blandt andre Tampa, St. Petersburg, Pensacola i Florida, Mobile i Alabama, New Orleans i Louisiana, Beaumont og Houston i Texas (alle i USA), Veracruz og Mérida (i Mexico) og Havana på Cuba.
Golfens kystområder blev først bosat af indianere fra Amerika, blandt andre fra de højtudviklede kulturer i Mexico.
Under den europæiske opdagelse og kolonisering, blev hele området skueplads for stridigheder mellem spaniere, franskmænd og englændere. Den nuværende kultur i kystområdet er primært spansk-amerikansk (Mexico, Cuba) og engelsk-amerikansk (USA).
Sichuan.
Sichuan er en centralt beliggende provins i Kina, beliggende øst for Tibet. Provinsen dækker 485.000 km², og dermed er området den største provins i det sydvestlige Kina. Sichuan har 109 millioner indbyggere, hvoraf de 98% er hankinesere, mens resten er fordelt på 14 etniske mindretal. Provinsen er bjergrig med mange vandløb, hvoraf det vigtigste er Chang Jiang (= Yangtses øvre løb). Sichuan er rigt på ressourcer: kul, olie, naturgas, titan, kobber, vanadium, guld og salt.
Sichuan kan opdeles i to topografiske halvdele: Sichuan højsletten i vest og det røde bækken i øst. Sichuan højsletten er egentlig en fortsættelse af den tibetanske højslette med flere nord-syd gående bjergrygge. Området har mange, højtliggende græsgange og skovklædte tinder. Den rummer to autonome regioner med dels tibetanere og dels Yifolket. Det røde bækken har subtropisk klima og rigelig sommerregn. Hele landskabet er opdyrket, terrasseret og kunstvandet. Det er meget tæt befolket, men da det er omgivet af bjerge, har det været meget isoleret igennem historien. Fra 1950'erne har omfattende vej- og jernbanebyggeri dog åbnet adgangen til området.
Området omfatter 3 autonome præfekturer, 19 byer, 165 amter, 8 autonome amter og et industri-landbrugsdistrikt. Hovedstaden er Chengdu (= "den perfekte storby"), men provinser har mange andre større byer, bl.a. Dukou, Leshan, Luzhou, Nanchong, Neijiang, Wanxian, Xichang, Yibin og Zigong. Kæmpebyen Chongqing blev i 1997 udskilt fra provinsen og danner nu en selvstændig byregion.
Beskrivelse.
Sichuansletten er et frugtbart område med lave bakker og sletter, der helt er omgivet af bjerge. Mod vest og nord ligger grænsen til Tibet, mod syd har man Yunnanhøjsletten og mod øst findes der et flere hundrede km bredt bælte af mellemhøje bakker, der gennemskæres af Yangtzefloden. Sichuansletten består af lave bakker og flodsletter, og den ligger på et sted, hvor flere floder samles for at flyde sammen med den mellemste del af Changjiang (Yangtze) floden. Selv om den er omgivet af forrrevne bjerge, er sletten selv et yderst frugtbart og produktivt landbrugsområde. Klimaet er subtropisk med kølige, overskyede vinterdage og varme, tågefyldte somre.
Geologiske forhold.
Landskabet består af et lavtliggende slettelandskab mod øst ("Det røde bækken" = den egentlige Sichuanslette), en højtliggende slette mod vest: Sichuan-plateauet, som egentlig er en udløber af den tibetanske højslette, et bjerglandskab i den midterste del af lavlandets sydlige udkant og nogle højtliggende sumpe midt for mod nord.
Lavlandet omfatter udstrakte områder med en undergrund af rødlig sandsten og violette skifre, der danner grundlaget for frugtbare landbrugsjorde. Sletten brydes af lave kalkstensbjerge, som når op i 700 m højde. I den vestlige del af Sichuan sletten får Yangtze tilløb fra floderne Minjiang-Dadu He, Tuojiang og Jialing, og på Sichuansletten forenes den med Yalong. Der, hvor floderne når frem til lavlandet, nedsættes strømhastigheden, og de afsætter deres indhold af sedimenter.
Randbjergene er Minshan, Longmen, Micang og Daba bjergene mod nord, Wushan kæden mod øst og Shaluli, Qionglai og Daxuebjergene mod vest. Mod syd går landskabet mere jævnt over i Yunnans bjerge.
Klimaforhold.
Klimaet på Sichuansletten er mildt med meget varme somre (26 til 29 °C) kølige vintre (5 til 8 °C). Bjergene nord for sænkningen beskytter mod vinterkulden ved at spærre for den sydgående, kolde luftstrøm fra Centralasien. I januar har man på de laveste dele af sletten har man 3-8 °C, på Sichuan-plateauet ÷9-+3 °C og mod syd 8-13 °C. I juli er det 25-29 °C i lavlandet, 11-17 °C på plateauet og 22-26 °C mod syd.
Den årlige nedbør er på 1.000 mm i Det røde Bækken, 500-700 mm på Sichuan-plateauet og 800-1.200 mm mod syd. De omgivende bjerge forhindrer luftbevægelse, og det lavtliggende bækken bliver med mellemrum udsat for temperaturinversion (populært sagt: låg over slettens luftmasse). I sommertiden er det ofte overskyet eller meget diset, og tåge forekommer på mange vinterdage. I Chengdu i den vestlige del af Sichuansletten har man faktisk tåget vejr gennemsnitligt mere end 300 dage om året.
Administrativ inddeling.
Sichuan er inddelt i 21 enheder på præfekturniveau (Én subprovinsiel by, 17 bypræfekturer og 3 autonome præfekturer).
Disse 21 enheder på præfekturniveau er inddelt i 181 enheder på amtsniveau (43 distrikter, 14 byamter, 120 amter og 4 autonome amter). Disse er igen inddelt i 4782 enheder på kommuneniveau (1865 bykommuner (towns), 2586 kommuner (townships), 93 etniske kommuner (ethnic townships) og 238 subdistrikter).
Efter at Chongqing blev udskilt som provinsuafhængig by, ble Chengdu ny hovedstad.
Natur.
På grund af en lang historie med intensiv, menneskelig udnyttelse har Det røde Bækken meget lidt tilbage af de oprindelige biotoper. Nogle tempelskove og visse hellige bjerge som Leshan eller Dazushan rummer rester af den oprindelige klimaksvegetation, som er løvskove. Når man ser bort fra visse halvvilde enklaver på flodsletterne, findes de mest udstrakte, naturlige skove på de nedre skråninger af Sichuanbækkenets randbjerge, heriblandt bjerget Emei, som gennem århundreder er sluppet for at få sine skove fældet, fordi det er helligt.
Flora.
Den oprindelige vegetation i Sichuanbækkenet bestod sandsynligvis af en blanding af subtropiske Ege (egentlige ege, "Quercus", men også arter af "Castanopsis"), Laurbær ("Laurus") og "Schima" (en slægt i Lyng-familien). Forskellige arter i Laurbær-familien formodes at høre hjemme på sletten, og blandt dem er "Machilus, Lindera, Litsea" og Kanel nogle af de vigtigste. Det er svært at vide noget om disse skoves præcise sammensætning, for de er forsvundet for længst, men man formoder, at klimaksskovene i lavlandet har lignet de plantesamfund, der er kendt fra tilsvarende klimaforhold andre steder i Kina.
Udyrkede eller ekstensivt dyrkede områder af Det røde Bækken omfatter skovløse skråninger med buskadser af Rododendron, "Vaccinium bracteatum" og "Myrica nana". Steder, som har haft ro i nogen tid, kan have åbne bevoksninger af "Pinus massoniana" eller Kryptomeria ("Cryptomeria japonica"), som dog ofte er plantet. Kalkstensbjergene har buskads- og skovvegetationer, der er meget markente med "Platycarya", Sichuan peber ("Zanthoxylum planispinum") og forskellige rosenarter.
Biodiversitet.
Sandsynligvis er dette hot spot botanisk set det rigeste tempererede område i verden, selv om biodiversiteten ikke er fuldstændigt beskrevet. Variationen mellem karplanterne vurderes til at være på ca. 12.000 arter, dvs. 40 % af alle plantearter i Kina. Af dem er de 3.500 arter (eller 29 %) og mindst 20 slægter endemiske, heri medregnet 100 endemiske bregner og 20 endemiske nøgenfrøede. To plantefamilier er også endemiske for Sichuan i deres helhed: Det drejer sig om "Circaeasteraceae" og den monotypiske "Acanthochlamydaceae".
Området er et refugium adskillige gamle plantearter, der ikke findes andre steder i verden. Der er repræsentanter for slægterne Rododendron, "Rhodiola, Kingdonia" og "Circaeaster". Mere end 25 % af alverdens Rododendronarter (230 forskellige) findes i bjergene, og mange af dem er endemiske og meget sjældne.
Nede i Det røde Bækken fandtes der engang nogle sjældne planter, som stadig kan ses under på de omgivende forbjerge, hvor der er subtropiske forhold. Det drejer sig bl.a. om træbregnen "Cyathea spinulosa", Duetræet ("Davidia involucrata") og nåletræet "Cathaya argyrophylla".
Emei Shan.
Emei Shan er måske et af de bedste steder at se rester af den frodige Sichuan slettes subtropiske skove og de tilhørende dyrearter. Emei Shan er et isoleret kalkstensbjerg i den østlige udkant af forbjergene. Det når 3.099 m og betragtes som et af de botanisk set mest rige og varierede bjerge på den nordlige halvkugle. Emei Shan har mange planter og dyr, der er endemiske, eller som har en begrænset udbredelse som f.eks. Omei-Rosen og den tibatanske, stumphalede Makakabe, "Macaca tibetana", en abeart med kortere hale og længere hårklædning end den nærtstående og mere udbredte Rhesusabe.
Situationen i dag.
Sichuan sletten har været under menneskelig indflydelse i mere end 5.000 år, og Det røde Bækken er et sted, som er blevet voldsomt omformet af menneskers virke. Det kæmpemæssige kunstvandingsprojekt ved Dujiang var allerede i drift for mere end 2.000 år siden, og i nutiden har Sichuan sletten en befolkning på 84,3 millioner mennesker (1997), fordelt på ca. 485.000 km². Befolkningstætheden i området er på næsten 175 personer pr. km², og det gør Det røde Bækken til et af de tættest befolkede landbrugsområder i verden. I nyere tid er byområderne begyndt at brede sig, og de naturlige landskaber er derfor begrænset til stejle bakkeskråninger og nogle få tempelskove.
Erosion er et alvorligt problem i det tæt opdyrkede Sichuan, for landskabet er topografisk varieret, og selv med hældningsgrader på op til 40% bliver skråningerne brugt til dyrkningsformål. Desværre kan det ikke svare sig at omdanne skråningerne til terrasser, når hældningsgraden overstiger 10%, fordi konstruktionsomkostningerne bliver for høje. For tiden er der forsøg i gang med konturpløjning som sikring mod erosionen, men de foreløbige resultater er ikke opmuntrende.
Forhistorie.
Det første bevis for menneskelig bebyggelse er fundet af simple redskaber og en hjerneskal fra ældre stenalder. Under den yngre stenalder (ca. 8.000 f.Kr. – 2.000 f.Kr.) brugte man økser, lerkrukker, bennåle og primitive våben. De første egentlige kulturer i Sichuan blev skabt af Ba og Shu folkene, som boede i nutidens Liangzhou fra ca. 2000 f.Kr. Shufolket levede på Chengdusletten, mens Ba-kongeriget havde sit centrum i det østlige Sichuan. Mange efterladenskaber fra Shu og Ba kan ses på Sichuans provinsmuseum.
Kongeriget Shu.
For 23 hundrede år siden flyttede en Shu-hersker, Kaiming 9., sin hovedstad lidt mod øst og gav den navnet Chengdu i det håb, at den en dag ville blive en storby. Siden da har Chengdu været Sichuans hovedstad. Den isolerede beliggenhed og landets rigdomme har medført, at Sichuan har været selvstændigt i flere perioder. Området havde først sine forbindelser mod syd, men ca. fra og med 400 f.Kr. blev det koloniseret fra staten Qin og dermed integreret i Kinas kulturkreds.
Qinherskere.
Under den urolige periode mellem 453 f.Kr. og 221 f.Kr. erobrede en Qin-hersker Shu kongeriget, og for at kunne udnytte den frugtbare slette og sikre sin control med Sichuan flyttede tusinder af Qin-folk ind i landet. Kejseren lod bygge tykke bymure omkring Chengdu i 311 f.Kr., og han opdelte byen i to halvdele: den største for administrationen og hæren, og den mindste for købmænd og bønder, som ellers mest boede uden for murene. En flod blev omdirigeret, så den kunne fylde voldgravene omkring byen, og selv om murene ikke findes længere, omkranser floderne Fu og Nan stadig det, der var datidens by, før de forenes og strømmer sydpå.
Blomstringstid.
Slettens rige jord og blomstrende økonomi gjorde den strategisk vigtig, og i 2.000 år har både krigsherrer og herskere værdsat den højt. Det var yderligere et fremskridt, da det i 316 f.Kr. lykkedes Li Bing at tæmme et par af de uregerlige flodløb og udnytte deres vand til kunstvanding. Efter den tid har Chengdu været udbygget mange gange, og den har været et økonomisk og socialt centrum for hele Sichuan, som bl.a. har haft brokadefremstilling siden Han-dynastiet (25-220). Den berømteste herre i Chengdu var muligvis Liu Bei, en fjern slægtning til den kejserlige familie, der slog på sin arvemæssige ret og løsrev Shu i årene mellem 220 og 263.
Chengdu blev Kinas vigtigste by under Tang-dynastiet (618-907). En af de største udvidelser af byen skete i 879, da embedsmanden Gao Bin forøgede byens areal, så den kunne rumme 120 gader.
Nyeste tid.
I 1940'erne var Chengdu og Chongqing de første baser for 'Flying Tigers', en berømt gruppe af amerikanske og kinesiske kamppiloter, som bekæmpede japanerne under 2. verdenskrig. Byerne blev senere støttepunkter for Nationalistpartiet, men medlemmerne flygtede til Taiwan, da Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949, og den røde hær befriede Chengdu i 1950.
Efter at Deng Xiaoping, der selv stammer fra Sichuan, fik magten i 1977, har Sichuan gennmgået flere økonomiske reformer og ofte været førende i nybruddet. Blandt de vigtigste reformer har været indførelsen af 'ansvarlighedssystemet', der opbryder kommuner og udlejer jord til bønderne. Til gengæld skal de sælge en del af deres udbytte til regeringsfastsatte priser, men ellers har de lov til at handle på det frie marked, som de ønsker. Reformerne har også nået industrisektoren, og det har været afslutningen på mange statsejede foretagender, men også begyndelsen på en vækst i Kinas arbejdsudbytte.
Et andet resultat er, at Sichuan er blevet rigere, sådan at næsten alle boliger i byerne har fået farvefjernsyn, vaskemaskiner og køleskabe. Kaiming 9.s tanke om en storby på Chengdusletten er blevet virkeliggjort i en grad, der må overgå hans vildeste fantasi.
Lepidote.
Lepidote er gartnerlatin og betyder skjold-håret. Det vil sige at nogle af hårene på planten er fortykket i en skive, som med god vilje og en stærk lup kan ligne et skjold.
De rododendron som ikke har hår med skiver på er Elepidote
Perlemorrandøje.
Perlemorrandøje ("Coenonympha arcania") er en sommerfugl i Takvingefamilien.
Skov-bjergrandøje.
Skovbjergrandøjen ("Erebia ligea") er en sommerfugl.
Sandrandøje.
Sandrandøjen ("Hipparchia semele") er den største randøje i Danmark. Den holder som navnet antyder til på sandede lokaliteter, heder, klitter, strandoverdrev eller klippeheder. Den findes langs hele den jyske vestkyst, på Djursland, på nordkysten af Sjælland, langs sydkysten af Limfjorden, på Samsø og Læsø og ved kysten på Bornholm. Den holder af at sidde og sole sig på den bare jord og er her så godt kamufleret at den er meget svær at få øje på. Man kan være heldig at se sommerfuglen i perioden mellem 1. juli og midt i september.
Udseende.
Der er meget stor variation i sandrandøjens udseende. Vingefanget er op til 56 mm, hunnen er normalt størst og har de største øjepletter. I hvile sidder sommerfuglen med vingerne klappet sammen og forvingerne næsten skjult af bagvingerne. Men forstyrres sommerfuglen løfter den forvingerne, så øjepletten kommer til syne.
Livscyklus.
Efter æggene er lagt går der 2 - 3 uger før larven kommer frem. Larven overvintrer. Næste forår i marts begynder den at vågne op igen og omkring 1. juni forpupper den sig. Puppen laves i et lille hul i jorden, som larven graver og forer med silke. Først efter 4 - 5 uger klækkes puppen og den voksne sommerfugl kommer frem.
Foderplanter.
Timian, hedelyng, klokkelyng, tidsel, mandstro, fåresvingel, hvene, opret hejre, rottehale og hjælme.
Vejrandøje.
Vejrandøjen ("Lasiommata megera") flyver fra omkring 15. maj til sidst i september, først i oktober. Den foretrækker tørre solrige områder, f.eks. i grusgrave, på skrænter og klitter, diger, stengærder og jordveje. Vejrandøjen er bundet til bakket terræn og dens udbredelse i Danmark er derfor noget varieret. Den er almindelig på Sydfyn, Nordsjælland, Samsø, Djursland og Bornholm, uden for disse områder findes den kun lokalt eller er sjælden.
Udseende.
Vejrandøjen tilhører en slægt af sommerfugle, der har hårede øjne, dvs. mellem hver del af de sammensatte øjne gror der små fine hår. Det latinske slægtsnavn hentyder til dette kendetegn. Vejrandøjen er smukt ravgul-brun med sorte tegninger på vingerne. Hannen har en bred stribe sorte duftskæl på skrå hen over oversiden af forvingen. Begge køn har her også en tydelig sort øjeplet. Vingefanget hos arten er omkring 35 - 44 mm. Der er en del variation indenfor arten, enkelte individer kan have flere mindre øjepletter på forvingen.
Livscyklus.
Normalt findes der to generationer af sommerfuglen i løbet af en sommer i Danmark. Kun i ekstremt varme år, hvor 1. generation kommer frem tidligt, kan der findes eksemplarer af en 3. generation. Ægget lægges på forskellige græsarter og det klækkes efter en uge. Larverne fra 1. generation vokser sig store på en måned og forpupper sig så. Larver af 2. generation sætter sig til overvintring som halvvoksne. Omkring 15. juli kommer den voksne sommerfugl frem fra puppen. De voksne sommerfugle kan ses til langt ind i september. Næste forår kommer de første friske voksne individer frem omkring 15. maj.
Foderplanter.
Kløver, lucerne og andre kurvblomster, almindelig hundegræs, svingel, stilkaks, Bølget Bunke og andre græsarter.
Bjerg-vejrandøje.
Bjergvejrandøjen ("Lasiommata petropolitana") er ikke hjemmehørende i Danmark. Den er meget almindelig over det meste af Europa og findes i Sverige så tæt på som i Skåne. Hvorfor den er så sjælden i Danmark er lidt af et mysterie, den er kun fundes i to sikre eksemplarer i Nordsjælland. Bjergvejrandøjen holder af stenede steder i åbne skove, på stendiger, i grusgrave og i rabatter langs vejene. Flyvetiden er fra midt i maj til sidst i juni.
Udseende.
Bjergvejrandøjen ligner meget Skov-vejrandøjen, men bjergvejrandøjen er den mindste af de to med et vingefang på kun 34 - 44 mm. Bjergvejrandøjen har også en tidligere flyvetid. Bjergvejrandøjen har tydelige striber på tværs hen over for- og bagvingen. Øjepletten på forvingen har tit små ekstra pletter omkring sig.
Livscyklus.
Bjergvejrandøjen har en enkelt generation over sommeren. Ægget klækkes efter 1-2 uger. Efter 4-6 uger er larven udvokset og er da omkring 30 mm lang. Når larven er udvokset forpupper den sig. Larven overvintrer i puppen og først efter 10 måneder klækkes den voksne sommerfugl.
Foderplanter.
Almindelig hundegræs, rød svingel og fåresvingel.
Catawba-Rododendron.
Catawba-Rododendron ("Rhododendron catawbiense") er en stedsegrøn busk med en bred, åben vækstform. De få, svære grene er opstigende til nedliggende. Barken er først grøn og glat. Senere bliver den brun og let stribet. Til sidst er den grå og furet. Knopperne er spredte, men sidder samlet tæt op under skudspidserne. De er ægformede med tydelig spids, tykke og lidt klæbrige. Bladene er store, elliptiske, helrandede og læderagtige. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er meget lyst grøn. Blomsterne sidder samlet i store halvskærme ved skudspidserne. Den enkelte blomst er klokkeformet og lys violet. Frugterne er tørre kapsler. Frøene spirer villigt.
Rodnettet består dels af kraftige, højtliggende hovedrødder, og dels af meget fine, tæt forgrenede siderødder helt oppe under jordskorpen. Planten er helt afhængig af at få skabt samliv med én eller flere svampearter, som udvider og styrker rodnettet (mycorrhiza). Arten danner naturhybrider med Rhododendron maximum. Desuden krydses den spontant med Pontisk Rododendron, og afkommet er meget hårdført. Nye undersøgelser har vist, at det er denne hybrid, der er skyld i den invasion af europæiske skove, som Pontisk Rododendron har fået skylden for. Alle dele af planten er giftige, da den indeholder diterpenet "grayanotoksin"
4 x 4 m (20 x 20 cm/år).
Arten stammer fra Allegheny-bjergene i North Carolina og i Virginia, hvor den vokser omkring 1800 m over havet. Der danner den underskov i de blandede løvskove på østvendte, fugtige bjergskråninger med sur jord.
Elepidote Rododendron.
Elepidote Rododendron (af græsk "e" + "lepidos" = "uden skæl") kaldes de Rododendron (arter, krydsninger eller sorter), som "ikke" har skælagtige hår på undersiden af bladene. Dette ene træk bruges ofte til en grov opdeling af de mange slags Rododendron, som er i handlen. Udtrykket modsvares af de lepidote, som netop "har" disse hår på bladene. Ofte vil de elepidote Rododendron være lidt mere sarte end de lepidote, da skælhårene giver beskyttelse mod udtørring.
Efter de nyeste DNAundersøgelser (2004) over slægten Rododendron, har man måttet lave en ny opdeling i fem underslægter, hvoraf den ene ("Rhododendron" subgenus "Hymenanthes") rummer alle de elepidote (og løvfældende Azalea'er).
OS/2.
OS/2 er et styresystem udviklet af IBM. Navnet betyder "Operating System/2", fordi det skulle være det foretrukne styresystem på IBM's "2 (2)"-produktserie af andengenerations personlige computere. Oprindeligt skulle OS/2 have erstattet MS-DOS og blev udviklet i et samarbejde mellem IBM og Microsoft. Derfor er OS/2 hvad angår udseende, anvendelse og funktionalitet, på mange områder ikke vidt forskellig fra Windows; men der er også ligheder med UNIX. OS/2 1.0 blev udgivet i 1987.
Samarbejdet mellem IBM og Microsoft gik i opløsning mens version 1.3 blev udviklet, da IBM overtog hele ansvaret for projektet. Microsoft og IBM havde oprindeligt indgået det kompromis, at IBM skulle udvikle OS/2 2.0, mens Microsoft skulle udvikle OS/2 3.0; men den aftale faldt helt til jorden. Microsoft udgav Windows 3.1 som sit svar på IBM's OS/2 2.0. Både Windows 95 og OS/2 kom til at understøtte 32-bits API'er.
Alt i alt lykkedes det ikke OS/2 at blive populær blandt forbrugerne og anvendes i dag overvejende indenfor visse nicher, hvor IBM traditionelt står stærkt. Eksempelvis i mange banker, særligt pengeautomater i USA (ATM'er) kører OS/2 med en tilpasset brugergrænseflade. Ikke desto mindre er der stadig et lille, trofast fællesskab af OS/2-brugere.
Selvom IBM kort efter udgivelsen af Warp 4 i 1996, begyndte at komme med antydninger til, at OS/2 med tiden ville blive trukket tilbage, har virksomheden endnu ikke offentliggjort en dato for, hvornår der ikke længere kan opnås support på produktet. Den seneste version fra IBM er 4.52, som blev udgivet til skrivebords- og serversystemer i december 2001. Den seneste udgave fra Serenity Systems, hvis udgave kendes under navnet eComstation, er 1.1, udgivet i maj 2003. IBM leverer stadig jævnlige rettelser og opdateringer. IBM opfordrer deres kunder, som ofte har meget komplekse programmer, til at gå over til forretningsorienterede teknologier som Java og browserere på en platformsuafhængig måde. Når først kundernes programmer er overført, anbefaler IBM at skifte til et andet styresystem, uden at komme med specifikke anbefalinger.
Selvom nogle har håbet på, at IBM ville udgive OS/2 som Open Source, vil det næppe ske, da OS/2 indeholder tredjepartskildekode, primært fra Microsoft. Dog har Open Source-styresystemer som Linux allerede indirekte draget fordel af OS/2 via IBM's udgivelse af filsystemet JFS, som er tilpasset OS/2-kode.
OS/2 udvikles og sælges stadig, med IBM's velsignelse, af Serenity Systems under det nye navn eComStation eller blot eCS.
Bølleblåfugl.
Arten blev kategoriseret af Knoch i 1781.
Isblåfugl.
Arten blev kategoriseret af Schneider i 1792.
Havana.
La Habana, hvis officielle navn er Ciudad de la Habana, (på dansk Havana) er hovedstaden i republikken Cuba og den næststørste by i Caribien med et indbyggertal på 2,1 millioner. Det er samtidig navnet på en af Cubas provinser.
Historie.
Conquistadoren Diego Velasquez de Cuellar grundlagde i 1515 på øens sydkyst den første by på Cuba kaldet La Habana, men flyttede i 1519 byen til dens nuværende placering.
Havanna var oprindeligt et handelssted og blev hovedstad i den spanske koloni Cuba i 1607, og blev den vigtigste havneby i de spanske kolonier i den Nye Verden.
Havanna led under fribytteres nedbrænding af byen i 1538 samt plyndringer i 1553 og 1555. Storbritannien indtog byen i 1762 og gav den det følgende år i bytte for Florida. Efter at have fået byen tilbage gjorde spanierne den til den bedst befæstede by i Amerika.
Under spiritusforbudstiden i USA i 1920'erne, blev Havanna et populært feriemål for amerikanere; nat- og spilleklubberne overlevede ophævelsen af spiritusforbudet, men de fleste blev lukket i 1959 efter den cubanske revolution. Det var i denne periode de mange amerikanerbiler kom til Cuba, disse biler præger stadig i dag bybilledet i Havanna trods deres efterhånden ringe stand.
I det gamle Havanna er der bevaret meget af den spanske koloniale arkitektur og bydelen er et af UNESCOs verdensarvssteder i.
Placering.
Havana er placeret i den nordvestlige del af Cuba og udgør en selvstændig provins, Ciudad de La Habana. Byen strækker sig vest og sydpå fra bugten Bahia de la Habana.
Byen grænser op til Floridastrædet mod nord og til provinsen La Habana i alle andre retninger.
Klima.
Klimaet er ligesom klimaet på resten af øen tropisk (Köppens: Aw) med meget få udsving i temperaturen, men dog med en klar opdeling i våd og tør årstid.
Byen ligger ikke direkte i orkanbæltet (på Cuba rammer de normalt sydkysten). I 2005 ramte orkanen Dennis dog byen og forårsagede store ødelæggelser på bygningerne i den gamle bydel.
Californiske Halvø.
Satellitfoto af den Californiske Halvø
Den Californiske Halvø (på spansk Baja California) er en smal og aflang halvø i det vestlige Mexico. Halvøen er ca. 1.200 km lang og maksimalt 240 km bred, og er dermed større end Italien og næsten dobbelt så lang som den amerikanske delstat Florida. Størstedelen af halvøen er domineret af Sonoraørkenen.
De mexicanske delstater Baja California og Baja California Sur ligger på halvøen. Mod nord ligger den amerikanske delstat Californien og den vestlige udløber af den mexicanske delstat Sonora, mod vest ligger Stillehavet og mod øst den Californiske Golf.
Halvøens to kyster er meget forskellige, ved Stillehavskysten kan man i den kolde strøm se hvaler, på vej til og fra deres sydlige ynglepladser. Golfen, der også er kendt som "Mar de Cortez" efter sin europæiske opdager, kan derimod sammenlignes med Middelhavet, da vandet er varmere. Nogle steder ved den sydlige del af halvøen kan man om natten opleve naturfænomenet bioluminescens. Man kan også se sæler og delfiner på jagt efter fisk.
Baja California.
Baja California ligger på den Californiske Halvø og er en stat i det vestlige Mexico på nordenden af halvøen, ofte med tilføjelsen "Norte" for at undgå forvekslinger med det mexicanske navn for halvøen, som også er Baja California. Mod nord grænser staten op til USA, mod vest til Stillehavet, mod øst til Sonora og Cortezhavet, og mod syd til Baja California Sur.
Staten havde i 2001 et anslået indbyggertal på 2,6 millioner, langt flere end i Baja California Sur. Mere end 75 procent af indbyggerne bor i byerne statens hovedstad Mexicali, og Tijuana.
Kommuner.
Baja California er opdelt i fem kommuner: Ensenada, Mexicali, Playas de Rosarito, Tecate, og Tijuana.
Baja California Sur.
Baja California Sur er en stat i Mexico, som ligger på den sydlige del af den Californiske Halvø, syd for den 28. breddegrad. Staten har et areal på 73.677 km² og i 2003 havde den et anslået indbyggertal på 463.500.
Statens hovedstad er La Paz. I staten ligger også turistbyen Cabo San Lucas.
ISO 3166-2-koden er MX-BCS.
Kommuner.
Baja California Sur er opdelt i fem kommuner: Comondú, Mulegé, La Paz, Loreto og Los Cabos.
Cubanske revolution.
Ved den cubanske revolution styrtedes diktatoren Fulgencio Batista af 26. juli-bevægelsen, og en ny national linje under ledelse af Fidel Castro oprettedes i 1950'erne. Officielt begyndte revolutionen den 26. juli 1953, da en gruppe oprørere med deltagelse af Fidel og Raúl Castro angreb Moncada-kasernen i Santiago.
Ekstern henvisning.
Revolution
Fidel Castro.
Dr. Fidel Alejandro Castro Ruz (født 13. august 1926) var Cubas præsident i et diktatorstyre fra 1959 til 2008 og er i dag forsat formand for Cubas Kommunistiske Parti. Han tog magten i landet den 16. februar 1959 hvor han som leder af 26. juli-bevægelsen afsatte den USA-støttede præsident Fulgencio Batista og blev premierminister. Den 3. december 1976 blev han præsident for Republikken Cuba. I 2006 blev Castro alvorligt syg, og han overlod sine arbejdsopgaver til broderen Raúl Castro der stadig er fungerende præsident. Den 19. februar 2008 meddelte Fidel Castro, at han ikke genopstiller som præsident og øverstkommanderende for Cuba ved valget den 24. februar 2008 pga sit dårlige helbred. Raúl Castro blev valgt som præsident efter Fidel Castros afgang.
Baggrund.
Castros blev født uden for ægteskab, fordi faderen ikke kunne få skilsmisse fra sin kone før Fidel var otte år. Af samme grund blev han døbt sent. Forældrene var fattige analfabeter (som dog senere lærte at læse). De arbejdede i landbruget. Hans far var udvandret fra Galicien i Spanien, mens moderen var født på Cuba af en slægt fra Kanarieøerne.
Fidel fik en borgerlig uddannelse og engagerede sig tidligt politisk og militant mod Fulgencio Batistas styre; fra 1956 i åben guerilla-krig mod Batista. 2. januar 1959 rykkede oprørere ledet af Ernesto "Che" Guevara ind i Havanna, mens Fidel og broderen Raúl indtog Santiago de Cuba. Efter kort tid blev Castro Cubas enevældige magthaver.
Castro iværksatte en omfattende alfabetiseringskampagne, opbyggede et sundhedssystem og udmærkede sig ved en kulturpolitik af høj standard. Samtidig udviklede hans styre sig i totalitær retning. Det medførte fængsling og eksil for titusinder af kontrarevolutionære. USA forsøgte at isolere styret på Cuba, der sluttede sig tæt til Sovjetunionen. I 1962 kunne udviklingen have udløst en atomkrig, da Sovjetunionen var på vej til at opstille mellemdistanceraketter på Cuba (Cubakrisen).
Castro understøttede aktivt befrielses- og oprørsbevægelser i Angola og Mozambique. I international politik markerede Castro sig i 1970'erne og 1980'erne i De alliancefrie landes bevægelse. Han arbejdede tæt sammen med Chiles præsident Salvador Allende 1970-73.
Efter alvorlige økonomiske tilbageslag som følge af Sovjetunionens sammenbrud, amerikansk handelsblokade og en aldeles fejlslagen økonomisk reformpolitik i 1990'erne er der gennem de senere år sket en vis opblødning på Cuba, der bl.a. satser på udbygning af turismen.
I november 2005 gik der rygter om, at Fidel Castro var alvorligt syg af Parkinsons sygdom. I juli-august 2006 blev præsidentposten midlertidigt overgivet til broderen Raúl i forbindelse med, at Castro blev opereret for en tarmlidelse.
Castro skulle have overlevet 637 attentatforsøg.
Castro er kendt for at have afholdt verdens længste tale som varede i over 7 timer og Fidel selv hævder ikke at have forberedt sig forinden.
Castro har en enkelt gang besøgt Danmark, idet han deltog i Verdenstopmødet om social udvikling i København i marts 1995.
Han var 26 år gammel, da han d. 26. juli angreb Monchada-kasernen i Santiago de Cuba, revolutionens gennembrud: Movimiento 26 de Julio – 26. Juli-bevægelsen i daglig tale M 26-7. Det er tydeligt, at tallet 26 fik stor betydning for hans liv. Fidel Castro har derfor valgt d. 26 når han har skullet tage vigtige beslutninger.
Familie.
Fidel Castro var gift med Mirta Díaz-Balart fra 1949 til 1955. Med hende har Castro en søn, Fidel "Fidelito" Castro Díaz-Balart. Mirta Díaz-Balart blev senere gift med en anden mand og levede en kort tid i Spanien, før hun vendte tilbage til Cuba. Fidelito voksede op i Cuba og var leder af Cubas atomenergikommision, indtil hans far fik ham fyret.
Mirta Díaz-Balarts nevøer Lincoln Diaz-Balart og Mario Diaz-Balart sidder i USAs Kongres for det republikanske parti og er kritikere af Castrostyret.
Fidel har fem andre sønner med sin anden kone Dalia Soto del Valle. Det er Alexis, Alexander, Alejandro, Antonio, og Angel.
Imens Fidel var gift med Mirta, havde han en affære med Naty Revuelta, der resulterede i en datter med navnet Alina Fernández-Revuelta. Alina forlod Cuba i 1993, forklædt som en spansk turist og søgte asyl i USA. Hun er kritiker af sin fars politik.
Fidels søster Juanita Castro har boet i USA siden begyndelsen af 1960'erne og medvirkede i 1965 i en dokumentarfilm af Andy Warhol.
Formue.
I 2005 skrev det amerikanske erhvervsblad, Forbes, at Fidel Castro er blandt de rigeste mennesker i verden med en anslået formue på 550 millioner US dollars. Forbes øgede senere beløbet til 900 millioner efter rygter om penge på en konto i Schweiz. Fidel Castro, der overvejede at sagsøge bladet, svarede at anklagerne var "løgn og sladder" og at de var del af en amerikansk kampagne "Hvis de kan bevise at jeg har en bankkonto i udlandet med 900 millioner, med 1 million, 500,000, 100,000 eller 1 US dollar på så vil jeg træde tilbage." Erhvervsbladets påstand om Fidels formue er desuden aldrig blevet bevist.
Fulgencio Batista.
Fulgencio Batista y Zaldívar (16. januar 1901 – 6. august 1973) var den halvkonstitutionelle leder af Cuba fra 1940 til 1944 og landets præsident fra 1952 til 1959.
Biwa.
Biwa (琵琶) er en japansk lut med fire silkestrenge. Pipa (琵琶) er en kinesisk lut.
Polyhistor.
a>, et godt eksempel på en polyhistor.
Polyhistor er en betegnelse for en person med viden i mange fag. Omkring 1700 var de enkelte videnskaber vokset så meget i omfang, at en enkelt person vanskeligt kunne beherske flere (endsige mange) fag. Betegnelsen bruges derfor næsten kun om tidligere tiders videnskabsmænd.
Uddød.
Fossiler af uddøde ammoniter fra Fur Museum
Uddød betyder at en art ikke længere findes på jorden, dvs. at alle individer inden for arten er døde. Dog kan man også tale om, at en art er uddød inden for et bestemt område, hvor den tidligere levede. F.eks. er ulven uddød i Danmark.
Når en art er uddød på jorden, er det umuligt at genskabe den. Eksempler på uddøde arter kunne være alle dinosaurarterne, som man nu kun kan finde rester af i form af forsteninger. I nyere tid er mange andre arter uddøde som f.eks. den tasmanske pungulv, quaggaen, dronten og moaen, og det forventes blandt biologer, at 90-95% af alverdens dyre- og plantearter uddør inden for ganske få århundreder.
Der findes bestemte perioder i jordens historie, hvor der er sket masseuddøen af arter. Et eksempel er den såkaldte Pg-grænse, hvor næsten alle dinosaurer uddøde inden for en meget kort periode for 65 millioner år siden. Der findes flere forskellige teorier om, hvorfor dinosaurerne uddøde. Nogle mener, det skyldtes et meget kraftigt meteornedslag i den Mexicanske Golf, kaldet Chicxulub krateret. Et bestemt iridium-rigt jordlag, hvor grundstoffet iridium formentlig stammer fra et meteor, genfindes over hele jorden, menes at understøtte denne teori. I Danmark kaldes laget fiskelerlaget og findes i Stevns Klint. Katastrofer som den her nævnte er forekommet mange gange igennem tiderne, og masseuddød er forekommet mindst fem gange: for 65 millioner år siden, for 200 millioner år siden, for 250 millioner år siden, for 360 millioner år siden og for 440 millioner år siden.
Er en art uddød i et område, bliver det vanskeligt at lokke den tilbage igen. Det skyldes ofte, at miljøet er ændret, så levebetingelserne for arten ikke længere opfyldes. F.eks. er Danmark alt for kultiveret til at ulven ville kunne genetablere en bestand her. Omvendt kan det også skyldes, at den oprindelige arts niche er blevet optaget af en ny art. Som et eksempel kan det nævnes, at Vandpest har indtaget mange søer og vandhuller, hvor der tidligere var andre rankegrødearter. Det forsøges dog af og til at genindføre en ellers uddød art i et område, bl.a. gennem naturgenopretning og udsættelser af individer af arten i området. Et eksempel kunne være på Klosterheden i Jylland, hvor en flok bævere på forsøgsbasis er genudsat trods det, at bæveren i flere hundrede år har været uddød i Danmark. Bæveren hjælper med til naturgenopretningen i området og kan måske bringe flere lokalt uddøde arter tilbage dertil.
Man forsøger at redde arter, der er i fare for at uddø totalt ved at frede dem og deres leveområder. F.eks. er sneleoparden og pandaen fredet og et målrettet avlsarbejde forsøger at forhindre, at de få individer, der er tilbage går til grunde uden at give et bidrag i form af levedygtige stærke unger til den lille bestand. Udrydningstruede arter med små og isolerede populationer står i konstant i fare for at blive indavlet. Yderligere bliver arten endnu mere svækket, da f.eks. modstandskraft mod sygdomme tabes med faldende individantal.
I enkelte tilfælde har man forsøgt at rekonstruere eller nærmere at efterligne en uddød art ved at avle på nulevende lignende arter - et eksempel kunne være uroksen - så man får en form, der ligner den uddøde. Desværre er det kun en efterligning, de oprindelige gener og karakteristika for arten er gået tabt og kan aldrig fuldstændigt rekonstrueres ud fra en lignende nulevende art.
Man håber på med tiden måske at kunne lave bedre efterligninger ved hjælp af genteknologi og kloning, så f.eks. en mammut-lignende art kan opstå. Der findes rester af uddøde mammutter, hvor der er håb om at finde genrester, som man kan bygge efterligningen op efter. Men som med de udrydningstruede arter er der et stort problem med indavl her, da man kun vil have en enkelt udgave fra et enkelt individ, af den oprindelige arts genkombination på denne måde. Kloning af dette individ vil være eneste måde at opformere nye individer til en bestand på, og de vil være meget sårbare overfor f.eks. sygdomme.
Udtrykket uddød bruges også inden for sprogvidenskaben, nemlig om "uddøde sprog" (som f.eks. Kornisk, Latin og Tokharisk).
Lene Kaaberbøl.
Lene Kaaberbøl (født 24. marts 1960 i København) er en dansk forfatter. Cand.mag. i engelsk og dramaturgi fra Aarhus Universitet. Inspireret af Tolkiens "Ringenes Herre" og Ursula K. Le Guins trilogi om "Jordhavet" foregår mange af Lene Kaaberbøls bøger i mytiske fantasy-middelalderuniverser. Bag dette gemmer sig fine personskildringer og meget jordnære problemstillinger om at skulle vokse op og blive voksen. Kaaberbøl er medejer af forlaget Phabel.
Senest har hun skrevet forordet til bogen
'22 tricks - om at skrive godt', 2007, ISBN 87-7055-099-9
Serien er oversat til adskillige sprog og udgivet eller planlagt udgivet i bl.a. USA, England, Sverige, Japan, Tyrkiet, Frankrig, Tyskland, Holland, Rusland, Litauen, Norge og Færøerne. Skammer-serien er planlagt til filmatisering i løbet af 2007.
"W.I.T.C.H."-bøgerne er skrevet på engelsk og siden oversat til dansk og andre sprog.
Parallelt med bøgerne findes tegneserien "W.I.T.C.H.", som udgives i bladet "W.I.T.C.H.". Tegneseriehistorierne (som tegnes og skrives internt i Disney) kommer siden i særlige bøger (W.I.T.C.H-sagaerne).
I 2005 var Lene Kaaberbøl idéforfatter på TV 2s julekalender Jul i Valhal, sammen med Mette Finderup og Merlin P. Mann.
Petanque.
Lene Kaaberbøl vandt sølv ved VM i petanque i Frankrig 2000.
Fase (stof).
Mindre kendte faser omfatter magnetiske stoffers paramagnetiske og ferromagnetiske faser.
Definition.
Selvom faser er begrebsmæssigt simple, er de svære at definere præcist. En god definition af et systems fase, er et område i parameterrummet af systemets termodynamiske variable, hvor den "frie" energi opfører sig matematisk analytisk.
Det kan også udtrykkes ved, at 2 forskellige tilstande af et system er samme fase, hvis de kan afbildes til hinanden uden hop eller knæk i enhver af deres termodynamiske egenskaber.
Når et system går fra en fase til en anden, vil der generelt være et hop eller knæk, hvor den frie energi er ikke-analytisk. Dette benævnes en faseovergang, faseskift. Almindelige kendte faseovergange er smeltning (fast til flydende) og fortætning (kondensation, gas til flydende). Grundet denne ikke-analytiske, vil den frie energi på begge sider af faseskiftet være 2 forskellige analytiske funktioner, så en eller flere termodynamiske egenskaber vil opføre sig meget anderledes efter faseskiftet.
Den mest undersøgte termodynamiske egenskab er varmekapacitet. Ved et faseskift vil varmekapacitetsgrafen enten gå mod uendelig, hoppe til en anden værdi eller knække (en af funktionens afledede vil være diskontinuert).
"Mulige varmekapacitetsgrafer (C) som funktion af temperaturen (T) ved et faseskift."
Fasediagram.
Et systems forskellige faser kan repræsenteres med et fasediagram. Diagrammets akser er de relevante termodynamiske variable. For simple mekaniske systemer anvendes hovedsageligt tryk og temperatur. Den følgende figur viser et fasediagram for et typisk stof som udviser en fast-, flydende- og gas-fase.
Anvendelse.
P * V = n * R * T
Formlen gælder netop kun når stoffet er på gasform. Hvis noget af stoffet fortættes eller sublimerer, så gælder formlen ikke. Så længe formlens variable er strengt matematisk positive er formlen analytisk, lige meget hvilken variabel der isoleres.
Steen Steensen Blicher.
Steen Steensen Blicher (11. oktober 1782 - 26. marts 1848) var en dansk præst og forfatter, født i faderens præstegård i Vium. Han tog embedseksamen fra pastoralseminariet i 1809. Blicher virkede som præst i Thorning og i Spentrup, men er bedst kendt for sine digte, noveller og oversættelser af internationalt kendte værker.
Biografi.
Blicher voksede op som enebarn, fordi hans mange søskende døde kort efter fødslen. De mange spædbørns skæbne var stærkt medvirkende til, at Blichers mor udviklede en ”sindssygdom”.
I 1809 tog Blicher sin embedseksamen fra pastoralseminariet, hvorefter han holdt sin prøveprædiken i Regenskirken d. 3. Januar 1810. Efter samme år at have indgået ægteskab med Ernestine Juliane Blicher (f. Berg), bosatte han sig i Randers. Her underviste han en kort periode som adjunkt ved latinskolen, hvorefter han blev forpagter hos sin far i Randlev præstegård. Hans hustru var enke og bragte en mindre formue med ind i ægteskabet, men statsbankerotten 1813 betød, at parret mistede det meste af opsparingen. Økonomiske problemer fik ham herefter til at søge embede som præst, men først i 1819 blev han ansat ved Thorning Kirke. Præstegårdens gamle landbrugslænger rummer i dag Blicheregnens Museum med en Blicher-udstilling med førstetryk af en række af hans værker. Han forlod embedet i 1825, hvor han tiltrådte en noget bedre aflønnet stilling i Spentrup Sogn ved Randers.
Fra 1826 var Blicher involveret i et projekt, "Tidsskriftet Nordlys. Et Maanedskrivt", som imidlertid måtte indstilles i 1829 af økonomiske årsager. I 1828 var han separeret fra sin hustru i et halvt år, men ægteskabet blev genoptaget. 1830’erne betegnede hans kommercielle gennembrud som novelleforfatter, bl.a. med udgivelsen af Samlede Noveller, bd. 1-4, der udkom i 1833 og 1834.
1839 var han hovedmand bag det første Himmelbjergmøde. Efter interne uenigheder med de øvrige medlemmer af komitéen, blev han nægtet adgang til disse fra 1844.
Blicher havde et svagt helbred, og var allerede i 1801 alvorligt syg, ligesom han i 1837 havde overvundet en helbredsmæssig krise. Sygdommen, bitterheden over at være isoleret fra ”det gode selskab”, og et tiltagende forbrug af alkohol var medvirkende til, at han forsømte sit embede, og efter gentagne klager over hans tjenesteforsømmelse blev han i maj 1847 afskediget med pension. Blicher døde i 1848 i Spentrup.
Kritik.
I mange af Blichers fortællinger udgør det midtjyske hedelandskab en melankolsk baggrund for fortællingen. Hans elskede hede er således et omdrejningspunkt i forfatterskabet. Dette udgangspunkt var i 1835 grundlaget for, at J. N. Madvig karakteriserede størstedelen af novellerne som idylliske egnsfortællinger (Biedermeier -traditionen), og han fremhæver den jyske lune, der præger fortællingerne. Han anser de af historierne, der beskæftiger sig med mindre idylliske temaer, for at være af ringere kvalitet.
I en længere periode efter Blichers død blev hovedvægten hos kritikerne lagt på de biografiske træk i Blichers forfatterskab. I 1904 betegnede Jeppe Aakjærs 3-bindsværk om Blicher en ændring i tolkningen af Blicher, hvor han gendrev den Biedermeier ’ske læsning af Blicher. I stedet fremhævede han Blichers evne til at beskrive tragiske menneskeskæbner, baseret på Blichers tragiske livsforløb. Hans Brix anskuede derimod de dystre træk ved novellerne som udtryk for Blichers indsigt i den menneskelige natur og seksualitet. Efter 1920, hvor Sigmund Freuds "Det ubevidste" blev oversat til dansk blev vægten på det psykologiske element i novellerne fremherskende.
Søren Baggesens disputats et det hidtil mest omfattende værk om Blicher. Han fastlægger først genren for de blicherske noveller, som betegnes som realistiske skæbnenoveller, hvor personerne beskrives i uundgåelige skæbnebestemte situationer.
Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk realisme og Blichers bedste noveller handler om menneskelig ulykke, som er uden for den enkeltes kontrol. Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher – fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en fortælleposition, hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet. I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle.
Kanonisering.
I 2006 blev Præsten i Vejlbye en del af kulturkanon, bl.a. begrundet i, at ”stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig”: Begrundelsen er ledsaget af et citat: ”Blicher er ikke bare den første af den danske litteraturs store fortællere, han er en af de få tragiske digtere, den danske litteratur overhovedet har”.
Henry John Heinz.
Henry John Heinz (11. oktober 1844 - 14. maj 1919) var en amerikansk forretningsmand.
Heinz var et blandt otte børn født af John Henry og Anna Schmidt Heinz. Begge forældre havde deres rødder i Tyskland. De slog sig ned i Pittsburgh i Pennsylvania, i det område som i dag kendes som South Side.
Heinz grundlagde en virksomhed, som fremstillede madvarer og ingredienser til mad som ketchup, pebersauce, oliven, syltede løg, sennep, bagte bønner, supper og meget andet. Efter hans død i 1919 videreførte familien den store virksomhed.
Eleanor Roosevelt.
Det Hvide Hus' portræt af Eleanor Roosevelt
Eleanor Roosevelt (11. oktober 1884 - 7. november 1962) var præsident Franklin D. Roosevelts hustru og dermed USA's førstedame; arbejdede som social reformator, diplomat og forfatter.
Eleanor Roosevelts tip-tip-tip-oldefar var bror til Franklin D. Roosevelts tip-tip-oldefar.
Bobby Charlton.
Sir Robert "Bobby" Charlton CBE (født 11. oktober 1937 i Ashington, Northumberland, England) er en tidligere engelsk professionel fodboldspiller som var med til at vinde VM, og som blev kåret til Årets Fodboldspiller i Europa i 1966. Han spillede i Manchester United i næsten hele sin fodboldkarriere, hvor han blev kendt for sine angrebsinstinkter fra midtbanen og sine frygtede langskud. Han er lillebror til en anden professionel fodboldspiller og verdensmester, Jack Charlton.
Han begyndte at spille for Uniteds førstehold i 1956, og over de efterfølgende to sæsoner fik han en regelmæssig plads på holdet, som også var den gang han overlevede München-ulykken i 1958. Efter at han havde hjulpet United med at vinde The Football League i 1965, vandt han også en VM-guldmedalje med England i 1966, og endnu en Football League-titel med United det efterfølgende år. I 1968 var han anfører for Manchester Uniteds hold som vandt European Cup, hvor han scorede to mål i finalen, og dermed gjorde han at hans hold blev det første engelske hold til at vinde turneringen. Han scorede flere mål for England og United end nogen anden spiller. Han fik også spillet flere kampe for Manchester United end nogen anden spiller (758), en rekord der blev slået af Ryan Giggs i Champions League-finalen i Moskva den 21. maj 2008, og som stadig er en aktiv spiller. Charlton er blevet bedømt af mange til at være en af de bedste engelske spillere nogensinde.
Da han spillede for Englands landshold indtil 1970, var han landets mest spillende spiller, han har spillet 106 gange for landet på højeste niveau. Denne rekord er siden blevet slået af Bobby Moore, Peter Shilton og David Beckham.
Han forlod Manchester United i 1973, hvorefter han blev spillende træner for Preston North End, men besluttede at, det at være træner ikke var noget for ham og tog afsked efter en sæson. Efter at have været vikarierende træner i Wigan Athletic F.C. i et lille stykke tid, blev han en del af Manchester Uniteds gruppe af direktører i 1984, og blev en direktør i oktober 2008. Han satte målscoringsrekorder for både England og Manchester United, og begge rekorder er stadig ikke overgået 35 år efter hans karrierestop som spiller. Han blev adlet som ridder i 1994.
Elektrisk kondensator.
Foto af forskellige kondensatorer. Fra venstre til højre; keramisk kondensator, keramisk skivekondensator, blokkondensator, rørformet keramisk kondensator, polystyren-kondensator, blokkondensator i plastkasse, elektrolytkondensator.
En elektrisk kondensator (også kaldet en kapacitor) er en elektronisk komponent, der er indrettet til at have en vis elektrisk kapacitet (fysisk størrelse som måles i farad) - en evne til (på kort sigt) at opbevare en vis mængde elektrisk ladning (elektrisk energi).
Groft sagt kan en kondensator sammenlignes med et opladeligt "batteri" (element) - en kondensator op- og aflades blot meget hurtigere og indeholder blot en forsvindende brøkdel af den elektriske energi der kan opbevares i et opladeligt element af tilsvarende rumlig størrelse.
Opbygning.
I praktiske kondensatorer, er dette arrangement bygget eller støbt ind i en "indpakning" af plast, aluminium eller keramik, så blot de to tilledninger "stikker ud" af komponenten.
Kondensatoren og DC-kilder(jævnspænding).
Hvis man forbinder kondensatorens to tilledninger med en jævnspændingskilde, vil spændingkildens positive pol trække de frie elektroner ud af den ene plade, og fylde elektroner på den plade der er forbundet til kildens negative pol; der går altså en strøm i kredsløbet. Denne proces varer i praksis ganske kort; strømstyrken i kredsløbet falder eksponentielt mod noget nær nul.
Den plade der er tilsluttet den positive pol, har nu et underskud af frie elektroner, og får derved en positiv elektrisk ladning. Denne positive ladning udøver en elektrisk tiltrækningskraft på det overskud af frie elektroner, som den anden (nu negativt ladede) plade har modtaget fra strømkildens negative pol.
Afbryder man nu forbindelsen mellem kondensatoren og strømkilden, vil de elektriske kræfter holde de frie elektroner "fast" i den negativt ladede plade, og derfor ligger der over kondensatorens tilledninger en spændingsforskel meget nær ved strømkildens polspænding.
I kondensatorer med kapaciteter under ca. 1 mikrofarad (1 μF = 10-6 farad) "siver" denne opbevarede ladning dog hurtigt, bl.a på grund af en indre, elektrisk "utæthed" (kaldet tabsmodstand) i kondensatoren. Men en kondensator på et par tusinde mikrofarad og en lille lommelygte-pære kan man demonstrere den oplagrede elektriske energi ved at koble kondensatoren til pæren, og konstatere at denne lyser op et kort øjeblik: I løbet af det øjeblik "undslipper" elektronerne i den negativt ladede plade ud gennem pærens glødetråd og ind i den positivt ladede plade, og derved udligner forskellen i antallet af frie elektroner i de to plader. For en kort stund tjener kondensatoren altså som en strømkilde der trækker en jævnstrøm igennem pæren.
Kondensatoren og vekselstrømme.
Strømmen fra en vekselstrømskilde skifter retning med en vis frekvens (regelmæssig hyppighed), så hvis man kobler en kondensator til vekselstrømskilden, vil strømkilden "pumpe" frie elektroner først fra den ene plade til den anden, og øjeblikket efter i den modsatte retning. Så i modsætning til situationen med jævnstrømskilden, bliver en vekselstrømskilde aldrig "færdig" med at fylde den ene og tømme den anden plade i kondensatoren for frie elektroner - selv om der hele tiden løber en vekselstrøm i kredsløbet.
Denne egenskab anvendes i analoge kredsløb til at filtrere og "sortere" et signal efter frekvenser. Et eksempel er et stereoanlægs knapper for bas og diskant; her anvendes en variabel modstand ("knappen") sammen med en kondensator til at forstærke eller dæmpe enten dybe eller høje toner (hhv. lave og høje frekvenser) mere eller mindre end andre toner/frekvenser.
Mål og egenskaber for kondensatorer.
For at begrænse materialeforbruget søger fabrikanter af kondensatorer bl.a. at gøre afstanden mellem de ledende plader mindst mulig, men et meget tyndt isolerende lag mellem pladerne sætter en grænse for hvor store elektriske spændinger (potentialforskelle) der kan være mellem de to plader. Overskrides denne grænse, ioniseres det ellers isolerende materiale, og der opstår en kortslutning mellem de to plader; en "genvej" som den oplagrede elektriske energi straks benytter til at udligne ladningsforskellen. Derved udvikles varme, som kan "sammensvejse" de to ledende plader så der opstår en permanent kortslutning i komponenten.
Kondensatorer leveres i praksis med oplysninger (som evt. kan være påtrykt komponenten, eller angivet ved en farvekode på komponentens ydre) om "både" kondensatorens elektriske kapacitet, "og" den maksimale spændingsforskel der må være over tilledningerne - det sidste for at undgå ionisering i, og kortslutninger igennem det isolerende dielektrikum.
Forskellige typer kondensatorer.
Kondensatorer bruges i elektroniske kredsløb til en lang række forskelligartede formål, i kapaciteter fra omkring en pikofarad (1 pF = 10-12 farad) og op til nogle tiendedele farad, og med forskellige spændingsgrænser.
Keramiske kondensatorer.
Keramiske kondensatorer har typisk kapaciteter fra 1 picofarad til omkring 100 nanofarad (1 nF = 10-9 farad), og består af to metalskiver forsynet med hver sin tilledning. Disse er adskilt og omgivet af et keramisk materiale, som derved tjener både som det isolerende dielektrikum og som "indpakning" af hensyn til komponentens mekaniske stabilitet.
Da det anvendte keramiske materiale har en høj dielektricitetkonstant, kan denne type kondensator fremstilles med kapaciteter (og spændingsmæssige begrænsning) der er store set i forhold til komponentens rumlige dimensioner og simple konstruktion. Til gengæld varierer det keramiske materiales dielektricitetskonstant (og dermed også kondensatorens elektriske kapacitet) med spændingsforskellen mellem de to ledende plader, hvilket gør keramiske kondensatorer uegnede til visse anvendelser.
Blokkondensatorer.
I denne type kondensatorer anvendes strimler af metal- og plastikfolier (to af hver slags, og med metalfolierne forbunder til hver sin tilledning), som er lagt sammen, og derefter viklet eller foldet sammen til en (som regel) firkantet "blok", som rumligt fylder lidt i forhold til sin elektriske kapacitet og spædningsgrænse.
Kondensatorer af denne slags har typisk kapaciteter fra ca. en nanofarad og op til cirka en mikrofarad (1 μF = 10-6 farad).
Elektrolytkondensatorer.
Billede af elektrolytkondensatorer. De kondensatorer der har kun har tilledninger i én ende kaldes radiale - og aksiale, hvis i begge ender.
Disse kondensatorer leveres typisk med kapaciteter fra lidt under en mikrofarad, og op til nogle tiendedele farad. Her udgøres den ene ledende plade af et stykke sammenrullet folie af aluminium, hvis overflade er blevet ætset ru - dette giver foliet et meget stort overfladeareal. Den ætsede overflade er blevet behandlet med ilt, så de yderste aluminiumatomer i foliet er gået i kemisk forbindelse med ilten og derved danner et isolerende og mikrometertyndt lag af aluminiumilte.
Den anden "plade" udgøres af en elektrisk ledende "pasta", som omgiver det sammenrullede folie og "trænger ned" i alle de ætsede fordybninger og ujævnheder i foliet, og derved danner en elektrisk leder med omtrent samme (store) areal som foliets.
Pasta og folie er i praksis "emballeret" i en lille cylindrisk beholder af aluminium, som samtidig udgør den ene af kondensatorens to tilledninger.
Tantal-elektrolytkondensatorer.
Billede af tantalkondensatorer. Den yderst til højre er vist en aluminiumkondensator.
Tantal-elektrolytkondensatorer benytter en teknik svarende til de "almindelige" elektrolytkondensatorer nævnt ovenfor, blot baseret på grundstoffet tantal. Med denne teknik kan man have samme elektriske kapacitet og spændingsgrænse indenfor mindre rumlige dimensioner. Desuden begynder problemerne som følge af selvinduktion først at vise sig ved højere frekvenser end for de almindelige elektrolytkondensatorer.
Variable kondensatorer.
a>-, folie-, folie-kondensator. Den sidste er en afstemningskondensator.
Kondensatorer fås også i variable udgaver. F.eks. med isolationmateriale af luft, folie eller keramik.
Torben Gettermann.
Torben Antonio Gettermann (født 19. maj 1951 i Sønderborg) er dansk ambassadør.
Han var Danmarks repræsentant ved CPA (Coalition Provisional Authority) i Bagdad i Irak fra maj 2003 til 29. juni 2005. Torben Gettermann har tidligere været vicekonsul i Saudi-Arabien, attaché i Mexico og førsteambassadesekretær i Budapest. Han blev ansat i Udenrigsministeriet i marts 1980.
Sri Lanka.
Sri Lanka er en stat i sydlige del af Asien, bestående af en større ø og et antal småøer, der ligger sydøst for Indien. Sri Lanka blev indtil 1972 kaldt Ceylon. Sri Lanka var et af de lande, der blev hårdt ramt af tsunamien som følge af Jordskælvet i det indiske ocean 2004 den 26. december 2004.
Landets historie er præget af en konflikt mellem den singalesiske majoritet og den tamilske minoritet. Singhaleserne udgør 74 % af landets befolkning, mens tamilerne udgør 26 %.
I 1983 forværredes konflikten og udviklede sig efterhånden til en regulær borgerkrig med hundredvis af dræbte og sårede, og 100.000 berørte civile. Mere end 40.000 tamiler fra Sri Lanka emigrerede til den indiske delstat Tamil Nadu, og et stort antal flygtninge fortsatte til Europa.
Øen er verdens syvende mest befolkede ø.
Sri Lankas flag har i midten en guldløve, som holder et sværd. I flagets side mod stangen findes en grøn og en orange stribe, og det er indrammet af en gul bort. Flaget blev indført som Sri Lankas nationalflag i 1948.
Sri Lankas nationalsport er cricket, hvor de har et af verdens bedste landshold og nogle af de bedste spillere i verden.
Regionalt samarbejde i Sydasien.
Sri Lanka er sammen med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC (en forkortelse for "South Asian Association for Regional Cooperation"). SAARC blev stiftet i marts 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde inden for regionen, samt øge samhandel mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan.
Det er også det eneste ikke indiske sted hvor der lever vilde påfugle.
Ekstern henvisning.
*
Demokratiske Republik Congo.
Den Demokratiske Republik Congo (fork. DR Congo) eller Congo Kinshasa er et land i Afrika. Landet hed Belgisk Congo før uafhængigheden i 1960 og Zaïre fra 1971 til 1997.
Landet grænser til Centralafrikanske Republik og Sudan mod nord, til Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania mod øst, til Zambia og Angola mod syd og til Republikken Congo mod vest.
Både Den Demokratiske Republik Congo og Republikken Congo ligger ved Congofloden i det vestlige Centralafrika. Da Den Demokratiske Republik Congo skiftede navn fra Congo til Zaïre i 1971, skiftede Congofloden også navn til Zaïrefloden. Floden fik navnet Congo tilbage, efter at landet gik tilbage til navnet DR Congo i 1997.
Historie.
Efter at have været underlagt folkestammer som kongo, baluba, lunda og azande, kom hele regionen i 1885 under den belgiske kong Leopold 2.´s formynderskab. Grundet brutal udnyttelse af den oprindelige befolkning samt udbredt korruption var Belgien i 1908 nødsaget til at proklamere regionen som en belgisk koloni; derpå udviklede landet sig med en økonomi baseret på diamanter, palmeolie og tin til et af Afrikas rigeste lande i de derpå følgende årtier. Slutningen af 1950'erne blev en opbruddets tid, præget af krav om uafhængighed fra afrikanernes side, politiske reformer, der til sidst kulminerede i oprettelsen af den suveræne stat Congo (-Kinshasa) i 1960.
Derefter blev staten opdelt i seks provinser, samtidig med der blev dannet en centralregering med Patrice Lumumba (1925-61) som landets første ministerpræsident. Han tilhørte den knap så dominante stamme Batatela og kom snart i modvind fra blandt andre præsidenten Kasavubu og provinsen Katangas premierminister Moise Tshombe, der begge var medlemmer af større stammer. I september 1960 blev Lumumba afsat og året efter fængslet; da han førtes til Katanga, blev han myrdet.
Som følge af premierminister Tshombes ønske om Katangas selvstændighed, opstod der en regional krise, der i det internationale samfund fik navnet "Congo-krisen".
I 1963 intervenerede FN i krisen og fik efterhånden kontrol over Katangas væbnede styrker. Som følge heraf flygtede Tshombe ud af landet, men vendte allerede tilbage i 1964 og overtog posten som ministerpræsident. Han blev dog 1965 entlediget af præsident Kasavubu, der selv samme år blev afsat af general Mobutu Sésé Séko Nkuku Ngbendu wa Za Banga (1930-1997). Denne grundlagde i 1967 partiet MRP og blev landets enevældige diktator. Det lykkedes ham at forbedre økonomien og forholdet til udlandet, men det skete på mange af hans landsmænds bekostning. Ved valgene i 1970, 1977, 1984 og 1988 lykkedes det ham at vinde næsten 100% af stemmerne.
I løbet af 90'erne faldt hans magt drastisk, og han måtte acceptere et udbredt ønske om demokrati, samtidig med han fik en politisk konkurrent, Etienne Tshisekedi. I 1997 blev han fordrevet af en oprørsbevægelse under ledelse af Laurent Kabila (1939-2001), der tilbage i 1964 havde ført et forgæves oprørsforsøg i det østlige Congo.
Hans popularitet blev dog hastigt forvandlet til en bitter skuffelse fra folkets side på grund af korruption og nepotisme; i 2001 blev han skudt og dræbt af sin egen livvagt. En regional uro, der havde glødet siden Kabilas magtovertagelse i 1997, brød nu ud i lys lue og udviklede sig til det der senere blev betegnet "Den Afrikanske Verdenskrig". Selvom man var hurtig til at indsætte sønnen Joseph Kabila som statsoverhoved, kunne man ikke forhindre voldelige sammenstød rundt om i landet. I 2003 sendte FN hjælpetropper til det uro-plagede land.
Geografi.
Satellitfoto over Demokratiske Republik Congo
Demokratiske Republik Congo er med sine 2.345.410 km², verdens 12. største land og det tredjestørste i Afrika. Landet ligger i Centralafrika og grænser til Centralafrikanske Republik og Sudan mod nord, til Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania mod øst, til Zambia og Angola mod syd og til Republikken Congo mod vest. Landet inkluderer den største del af Congofloden, som afvander et areal på næsten 1 million km². Landets eneste udløb til Atlanterhavet er en tynd stribe land på den nordlige bred af Congofloden.
Klima og plantebælter.
Klimaet i Den Demokratiske Republik Congo er overvejende "fugtig-varmt", og årligt falder der i gennemsnit op til 2000 mm vand i hele regionen. Der eksisterer to forskellige regntider på hver sin side af ækvator; i nord regner det fra april til oktober, i syd fra november til marts. På savannen i syd og i bjergene mod øst er klimaet subtropisk og i højderne tempereret. På de øverste bjergtinder falder der sporadisk sne.
Infrastruktur.
Transport via flodvejene har fra gammel tid været det førende befordringsmiddel i Congo, der har en af Verdens længste sejlbare floder (Congo, tidligere Zaïre). Vejnettet er i en slet forfatning, og det bliver jævnligt yderligere forringet af tropiske regnskyl fulgt af oversvømmelser og væltede træer.
Undervisning og uddannelsessystem.
Siden uafhængigheden er uddannelsesvæsenet blevet udviklet, og i dag er der minimum seks års skolepligt. Det nationale universitet fra 1971 blev i 1981 udstykket i tre: Kinshasa Universitet, Kisangani Universitet og Lubumbashi Universitet, der samlet tæller 20.000 studerende.
Man har anslået, 22-23% af befolkningen er analfabeter, hvilket i forhold til afrikanske standarder er relativt lavt. Alligevel hersker der problemer i uddannelsessystemet; blandt andet fordi udgifterne for uddannelse per person sjældent er højere end 1$ (jævnfør Danmarks 2.450$).
Økonomi.
Økonomien er hovedsagelig baseret på de primære erhverv samt en smule småhandel. Glansen fra kolonitiden plejes kun af en begrænset eksport af sukker, kaffe og palmeolie, men generelt hæmmes udenlandshandlen af den vedvarende mangel på infrastruktur. Landbrug beskæftiger cirka 70% af befolkningen, og mange bønder lever af selvforsyningsagerbrug. For at spare agerjord anvender bønderne etagedyrkning. en metode, hvor planterne, som navnet antyder, sås i etager; midt på bedriften kan man have lave planter, rundt om disse højere foderplanter som hirse og sorghum, mens man i periferien kan have palmer eller frugttræer, klatreplanter kan sno sig op ad. På denne måde kan man så mange afgrøder, uden at mangel på sol og vand er et problem.
Congo har en stor udlandsgæld som løber op på 9,4 mia. USD (2006), mens den økonomiske vækst var på 6,4 %. Landet har enorme resurser, så som 70% af verdens industridiamanter, 75% af verdens kobolt, det meste af verdens rågummi, samt store mængder guld, sølv, kobber, olie, zink, tin, mangan, wolfram, jern, kul og radium, som samlet gør Congo til verdens potentielt rigeste land. Borgerkrigene har desværre forhindret udnyttelsen, og minerne er periodevist lukket. Congo rummer også halvparten af alt uran i verden. Da amerikanerne slap atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, kom 80% af uranet i bomberne netop fra Congo.
Demografi.
Ifølge estimater fra 2008 har Demokratiske Republik Congo en befolkning på 66.514.506. Den forventede levealder er 53,98 år.,; anslået 47,1% er under 15 år. Fødselsraten er estimeret til 43 fødsler pr. 1000 personer, dødeligheden er 11,88. Børnedødeligheden ("børn op til 5 år") er 208 pr. 1000, og Demokratiske Republik Congo har dermed verdens 7. højeste børnedødelighed.
Sprog.
Kort over sprogene i Demokratiske Republik Congo
Landet har mere end 250 forskellige etniske grupper; de største af disse er kongo, luba og anamongo. Selv om 700 lokale sprog og dialekter tales, varierer sprogene pga. brugen af fransk og andre afrikanske sprog som kikongo, tshiluba, swahili og lingala, hvoraf det sidste er hærens officielle sprog.
Religion.
Kristendom er den mest udbredte religion i Demokratiske Republik Congo med 70% af befolkningen, katolikker 50% og protestanter 20%. Kimbanguister udgør 10%, muslimer 10% og andre sekter og traditionelle religioner 10%.
Etnisk sammensætning.
Ifølge Geographica findes der over 250 folkestammer i landet, fortrinsvis bantufolk: Kongo, baluba, mongo og mangbetu-azanda er hovedgrupperne. Disse oprindelige folkestammer udgør 51% af befolkningen. Derudover findes der store minoriteter af folk fra Sudan, Rwanda og Angola, der er flygtet til landet under borgerkrigene i deres hjemlande.
Hutu/tutsi - et raceprincip?
Ved belgiernes ankomst til Congo i 1885 blev der organiseret en omfattende raceadskillelse. Den oprindelige befolkning blev af belgierne delt i tre kaster: tutsierne, også kaldet watutsi, der var høje, lyshudede kvægavlere fra det nedre Sudan, og som udgjorde et aristokrati i samfundet; hutuerne, også kaldet bahutu, der var lave, mørkhudede agerdyrkere fra det østlige Congo, Rwanda og Burundi, der udgjorde en af tutsierne undertrykt majoritet, samt pygmæerne (mbuti- og twa-folk), der legemsmæssigt var de laveste. Disse var jægere og samlere og indgik ofte i et symbiotisk samarbejde med bondebefolkningen, hos hvilken pygmæerne byttede sig til landbrugsvarer, de ikke selv kunne skaffe.
Under belgierne blev alle medlemmer af de forskellige etniske grupper tildelt særlige identitetskort, så koloniherrerne vidste, hvem de havde med at gøre. Et problem for belgiere såvel som den oprindelige befolkning var blot, at det at være hutu eller tutsi rettere var et kulturelt princip i stedet for et racemæssigt princip; enhver, der ejede kvæg, kunne nemlig blive tutsi, mens enhver, der dyrkede jorden, modsat kunne blive hutu. Problemet gav anledning til spændinger mellem hutuer og tutsier, mens pygmæerne nærmest blev marginaliseret.
Under urolighederne, der fulgte efter belgiernes afgang i 1960, kom mange af modsætningerne mellem hutuer og tusier til udtryk; helt galt gik det dog i nabolandene Rwanda og Burundi, hvor et folkemord blev en realitet i henholdsvis 1962 og 1994.
Terræn og miljø.
Blandt de første, som udforskede det indre af DR Congo, var David Livingstone og Henry Morton Stanley. Det eneste bemærkelsesværdige topografiske træk ved Congo må siges at være det enorme Congo-bækken, også kaldet Congo-bassinet. Ved grænsen til Great Rift Valley i øst hæver bækkenet sig op til den vulkanske bjergkæde Ruwenzori, der brat glider nedad til dalens mange store søer. I dette område findes der både regnskov og tågeskov, der danner hjemsted for den nu næsten uddøde, endemiske bjerggorilla samt okapien. I syd findes der savanne med giraffer, løver, antiloper og næsehorn. I kolonitiden var Congo et oplagt og yndet mål for eventyrlystne europæer, især belgiere, der ønskede at tage på safari.
Lillie Langtry.
Lillie Langtry også kendt som Jersey Lily (13. oktober 1853 – 12. februar 1929), engelsk skuespiller. Hun var prinsen af Wales' (den senere Edward VII's) elskerinde. Han blev gift med den danske prinsesse Alexandra. Lillie døde i 1929, og efter hendes ønske blev hun begravet på Jersey, hendes elskede fødeø.
Margaret Thatcher.
Margaret Hilda Thatcher (født "Roberts" 13. oktober 1925) er en engelsk politiker og regeringsleder, medlem af Storbritanniens parlament (Underhuset) fra 1959, undervisningsminister 1970-74, premierminister 1979-1990. Hun afløste Edward Heath som leder af Det Konservative Parti i 1975.
Thatcher blev valgt til premierminister i 1979 under sloganet "Labour isn't working" - et mangesidet ordspil, der afspejlede en betydelig utilfredshed, ikke mindst med omfattende strejker i vinteren 1978-79, siden kendt som utilfredshedens vinter, "the winter of discontent".
Thatcher var kendt for sin ubøjelige vilje opsummeret i det berømte citat "The Lady's not for turning!", og i tilnavnet "jernladyen", som den sovjetiske avis "Røde Stjerne" gav hende allerede i 1976. Hun sejrede i krigen om Falklandsøerne i 1982 mellem Argentina og Storbritannien. Kun få havde regnet med, at hun og landet ville udkæmpe en krig på den anden side af kloden.
Storbritannien var plaget af svære økonomiske balanceproblemer, inflation og stagnation i 1970'erne. Krisen var akut, da Thatchers forgænger James Callaghan i 1976 måtte søge hjælp hos Den Internationale Valutafond, som til gengæld krævede ændringer i den økonomiske politik. Dette var usædvanligt og ydmygende for et vesteuropæisk land.
Mens en række europæiske lande, navnlig Tyskland, havde formået at overvinde fattigdommen fra den første efterkrigstid, sakkede Storbritannien bagud i forhold til resten af Europa. Thatchers kur var radikal. Inflationen skulle bekæmpes, statsejede selskaber skulle privatiseres, der skulle ryddes op i de offentlige finanser, og de meget høje skatter skulle ned. Inflationsbekæmpelsen betød, at ledigheden de første mange år forblev høj, men politiken virkede efterhånden. Efterfølgerne John Major og Tony Blair har i store træk fortsat hendes politik, og Storbritannien har for længst genvundet sin position blandt Europas og Verdens førende økonomier.
Trods den upopulære økonomiske politik vandt Thatcher en jordskredssejr ved valget i 1983. Det tilskrives dels hendes store popularitet efter Falklandskrigen og dels hendes "Right to Buy" politik. Sidstnævnte gav beboere i (det som i Danmark svarer til) sociale boligbyggerier ("Council Housing") ret til at købe deres lejligheder relativt billigt.
En af hendes største udfordringer var minearbejderstrejken i 1984-85 - minearbejdernes fagforbund har traditionelt været en magtfaktor i engelsk politik, men Thatcher formåede at få folkestemningen over på sin side, og havde samtidig, gennem en oparbejdelse af store kullagre, held til at undgå, at befolkningen blev ramt af strømafbrydelser og andre forsyningsproblemer. Strejken endte 3. marts 1985, uden at minearbejderne havde opnået noget som helst. Nogle kommentatorer, herunder politiske modstandere, ser livtaget med fagforeningerne som hendes største sejr, og det har da også stået klart, at ingen engelsk fagforening har haft en indflydelse efter 1985, der kunne måle sig med den, man så før minearbejderstrejken.
I de senere år er det kommet frem, at Thatchers regering i 1984-85 godkendte salget og bygningen af en kemisk fabrik i Falluja, Irak. Denne fabrik har efter sigende været benyttet til produktion af kemiske våben, som bl.a. har været anvendt mod den kurdiske befolkning i det nordlige Irak. Der er dog ingen beviser for, at den britiske regering var klar over irakernes motiver, og antydninger om det modsatte må alene tolkes som hendes modstanderes forsøg på at tilsmudse eftermælet. Fabrikken blev da også officielt kontrolleret af den irakiske diktator, Saddam Husseins, stats virksomhed for produktion af pesticider.
I 1987 vandt hun sin tredje valgsejr i træk, men begyndte snart at miste en stor del af sin popularitet på grund af økonomisk tilbagegang og høje renter samt indførelsen af den såkaldte "poll tax", en standardskat på kommunalt plan til delvis erstatning for den mere almindelige proportionale eller progressive beskatning. I de sidste år blev hendes markante skepsis over for EU også problematiseret inden for Det Konservative Parti, og i november 1990 opstod der kampvalg om formandsposten i partiet. Thatcher fik flest stemmer i første valgrunde uden dog at få flertal. Hun valgte efterfølgende at trække sig fra anden valgrunde og støttede i stedet John Major, som valgtes til ny formand og premierminister.
Begrebet thatcherisme kom til at henvise til hendes politikker samt aspekter af hendes etiske perspektiver og personlige stil, herunder moralske absolutisme, nationalisme, interesse i den enkelte, og en kompromisløs tilgang til at opnå politiske mål.
Thatcher udtrådte i 1992 af parlamentet, hvorefter hun udnævntes til baronesse Thatcher af Kesteven, medlem af det engelske overhus og i 1995 ridder (eng. Lady) af Hosebåndsordenen.
Margaret Thatcher har i de seneste år været ramt af flere hjerneblødninger og lider af senildemens, hvorfor hun i dag kun sjældent ses i det offentlige liv. Hendes mand Denis døde 26. juni 2003.
Lars von Trier.
Lars von Trier (født 30. april 1956 i København som "Lars Trier") er en verdensberømt dansk filminstruktør.
Navnet.
Mellemnavnet "von" opstod som en morsomhed på filmskolen. Ifølge Triers medstuderende Thomas Gislason (fortalt i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007) kaldte en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier ham "von" for at karakterisere eleven som aristokratisk i sit filmsyn. I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette "von", som siden er blevet hængende.
Instruktøren.
Hans film har fra starten båret præg af eksperimenteren med mediet. Allerede i sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "Befrielsesbilleder" tog han fat på det hypnotiserende udtryk i sin filmæstetik, som siden er blevet videreført i både hans "Europa-trilogi" og i tv-serien "Riget".
Ligeledes bærer hans film præg af hans opsætning af regler for produktionen. De gængse etikker for filmskabelse overskrides ofte, og i stedet tilføres nye regler. Det ser man f.eks. i spillefilmen "Epidemic", der skulle produceres for under en million kroner.
Et godt eksempel på Lars von Triers brug af regler til eksperimenterende "vridning" af mediet er "De fem benspænd". Her sættes Jørgen Leth til at genskabe sin film "Det Perfekte Menneske" fra 1967 fem gange under forskellige regelsæt, fastsat af Lars von Trier.
Til "Direktøren for det hele" introduceres en anden formel binding, Automavision, ifølge hvilken en computer styrer kameraets indstillinger og bevægelser.
Lars von Triers udvikling fra de meget æstetiserede film, fra "Nocturne" til Epidemic, har Trier ændret fokus til det det mere dybdepsykologiske fortællinger i hans hjerte-triologi. Her fik æstetikken mindre fokus og det håndholdte kamera fik for alvor fik sit indtog i hans film. "Dogville-trilogien" er en ny fase, hvor man kan sige, at begge elementer forenes på ny i en Brecht-fremstilling.
Han er kendt for – sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen – at have udviklet dogmebevægelsen, Dogme95.
Ved den årlige internationale filmfestival i Cannes, hvortil de fleste af von Triers spillefilm er blevet udvalgt, vandt han juryens førstepris for "Breaking the Waves". I 2000 vandt han endelig den eftertragtede Gyldne Palme for filmen "Dancer in the Dark".
I 2009 vandt von Trier Nordisk Råds Filmpris for Antichrist. Han er Ridder af Dannebrog.
Inspirationen.
Som 10-årig fik Lars Trier et smalfilmskamera og han begyndte snart at lave kortfilm. Den unge Trier fik som 12-årig sin debut som skuespiller med hovedrollen i den af Thomas Winding instruerede ungdomsserie "Hemmelig sommer" (1969).
Lars von Triers inspirationer inkluderer blandt andet Carl Th. Dreyer, Ingmar Bergman, Andrei Tarkovsky og Bertolt Brecht. Til tv-serien Riget var hans største inspiration David Lynchs "Twin Peaks".
Tv-fiktion.
Riget-serierne, der blev instrueret sammen med Morten Arnfred, handler om og udspilles på Rigshospitalet i København.
Eksterne henvisninger.
Lars von
Dogme95.
Dogme95 er en bevægelse inden for film, der blev udviklet i 1995 af de danske filminstruktører Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Kristian Levring, og Søren Kragh-Jacobsen.
Den første dogmefilm var Thomas Vinterbergs "Festen" (1998), herefter fulgte Lars von Triers "Idioterne." Senere har mange andre instruktører skabt dogmefilm, f.eks. den amerikanske instruktør Harmony Korine, som lavede den første ikke-europæiske dogmefilm Julien Donkey-Boy.
Dogmesekretariatet lukkede i 2002. I alt 212 film var registrerede som dogmefilm på Dogme95's website.
Frekvens.
Frekvens er et mål for hvor hurtigt regelmæssige gentagelser af et givet fænomen forekommer. Begrebet bruges ofte til at beskrive hvor hurtigt (sekund)-1 (s-1). Denne enhed kaldes også hertz (opkaldt efter tyskeren Heinrich Rudolf Hertz), og forkortes Hz.
Angives en frekvens f.eks. til 35 Hz, skal det således tolkes sådan at det beskrevne fænomen gentager sig selv regelmæssigt 35 gange hvert sekund.
En svingnings frekvens kan beregnes som 1/svingningstiden.
Cyklisk frekvens og vinkelfrekvens.
Den "normale" frekvens kaldes også "omdrejningsfrekvensen" eller den "cykliske frekvens" og angives i matematiske og fysike formler ofte med symbolet "f".
Elektrisk spole.
a> - har massiv jernkerne. Radio højfrekvensspole variabel via ferritkernen. Radio højfrekvensspole med ferrit-klokke (rødmalet).
Enhver praktisk elektrisk leder besidder i større eller mindre grad en egenskab, som kaldes for selvinduktion (en fysisk størrelse som måles i henry). En spole er en elektrisk leder, som er fremstillet til at have en ganske bestemt selvinduktion.
Sådan virker en spole.
Da man får mest selvinduktion ud af et givet stykke elektrisk leder ved at vikle det sammen til en "spole", består en elektrisk spole netop af et stykke sammenviklet metaltråd (minder lidt om en skruefjeder).
En spole kan enten være lavet af kraftig ("stiv") metaltråd, som er viklet om en "spoleform" uden andet end tråden selv til at bære vægten (en såkaldt luftspole). Eller en noget tyndere tråd kan være viklet på et lille "bærende stativ" af f.eks. plast.
I midten af spolen kan man anbringe en "kerne" af enten jern eller ferrit - tilstedeværelsen af en sådan kerne forøger spolens selvinduktion.
Spoler og jævnspænding.
Forbinder man de to frie ender af lederen i en spole til en jævnspændingskilde, begynder strømmen ikke at flyde med det samme - i stedet stiger strømstyrken lineært (ideel spole uden ohmsk modstand og med en ideel jævnspændingskilde). Hvis spolen har en ohmsk modstand, hvad de fleste spoler har, så vil strømmen først stige lineært og senere stige asymptotisk mod en maksimal værdi bestemt af spændingskilden og spolens modstand.
Mens strømstyrken tiltager, opbygger spolen et magnetfelt - man kan efterfølgende demonstrere at spolen er magnetisk, og af samme grund kaldes en jævnspændingsspole med kerne også for en elektromagnet (eller solenoide).
Spoler og vekselspænding.
Hvor "XL" er den induktive reaktans, "Z" er spolens impedans, ω er vinkelfrekvensen, "f" er frekvensen i hertz og "L" er spolens induktans i henry.
Belgisk Congo.
Belgisk Congo var en belgisk koloni i Centralafrika fungerende mellem 1908-1960. Den belgiske stat overtog kolonien fra kongen Leopold II af Belgien, som havde taget det personligt til sig i årene 1885-1908 under navnet Fristaten Congo. Efter uafhængigheden den 30. juni 1960 blev landet navngivet Congo, senere Zaire, nu Congo. Den mineralrige provins Katanga blev under kolonitiden administeret til stor del af mineselskabet, "Union Minière du Haut Katanga". Flaget blev skabt i Fristaten Congos periode, men forblev stort set uændret indtil landet uafhængighed.
Republikken Congo.
Republikken Congo eller Congo Brazzaville er et selvstændigt land i Afrika.
Republikken var tidligere en fransk koloni og opnåede uafhængighed i 1960.
Congofloden i det vestlige Centralafrika danner grænse til den Demokratiske Republik Congo.
Geografi.
Republikken Congo ligger i den centrale-vestlige del af Afrika syd for Sahara, omkring ækvator. Mod syd og øst afgrænses landet af Congofloden og dens biflod Ubangifloden. På den anden side af disse floder ligger den Demokratiske Republik Congo. Landet har også grænser mod Gabon mod vest, Cameroon og Centralafrikanske Republik mod nord og Cabinda (Angola) mod sydvest. Landet har en kort kystlinje mod Atlanterhavet.
Landets hovedstad, Brazzaville, ligger i den sydlige del af landet ved Congofloden, lige over for Kinshasa, hovedstaden i DR Congo.
Den sydvestlige del af landet er en kystslette.
Ekstern henvisning.
*
De Uafhængige.
Partiet De Uafhængige blev dannet i 1953 af den tidligere venstrepolitiker Knud Kristensen som krævede en fastere borgerlig politik i forhold til Socialdemokratiet. Partiet var med 58.573 stemmer ved Folketingsvalget i 1953 kun godt 1.400 stemmer fra at blive repræsenteret med 4 medlemmer i Folketinget, og en reform af valgloven var da også et kernepunkt i partiets program.
Partiet beklagede sig op gennem 1950'erne over at skulle være udsat for en bevidst kampagne fra de etablerede partiers side - blandt andet ved at blive holdt uden for den Radio- og TV-transmitterede partilederrunde før Folketingsvalget i 1957, på trods af at partiet var opstillings-berettiget. Af samme grund udtog partiet stævning mod Statsradiofonien (det senere Danmarks Radio), og fik siden ved både Landsretten (1957) og Højesteret (1959) medhold i, at det uretmæssigt var blevet holdt uden for. Da var det dog for sent, valget var overstået, og De Uafhængige måtte indkassere en tilbagegang på godt 5.000 stemmer ved valget i 1957.
Sagen var imidlertid med til at fremstille De Uafhængige som "den lille mands parti" der blev knægtet af de store, etablerede partier. Billedet blev yderligere understøttet af, at Statsradiofonien ændrede på procedurerne, så man kunne omgå landsretsdommen og stadig holde De Uafhængige ude af medierne.
Resultatet var en stor fremgang ved Folketingsvalget i 1960, hvor partiet med over 80.000 stemmer kom i Folketinget med 6 mandater. Repræsentationen blev, let formindsket, fastholdt ved valget i 1964 med 5, men i 1966 kom partiet atter under spærregrænsen.
Ved Folketingsvalget i 1973 fik De Uafhængige i et liste-samarbejde med Fremskridtspartiet, Det Nye Højre og Centerpartiet valgt fire medlemmer til Folketinget. Alle forlod på den ene eller anden måde Fremskridtspartiets gruppe i løbet af 1974: én døde, én nedlagde sit mandat, én blev løsgænger, og én (Birgit Busk) udtrådte 21. februar 1974 for at repræsentere De Uafhængige til Folketingsvalget i 1975.
Partiet er ikke repræsenteret i Folketinget, og forsøger i øjeblikket at samle nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg.
Transformator.
Lavfrekvens-transformatorer (laveffekt). Formålet med kobberfolien om transformatoren til venstre er at dæmpe den magnetiske udstråling, den er ikke en egentlig vikling. Bemærk jern-lamineringen.
En transformator, transformer eller trafo er et arrangement af mindst 2 magnetisk tæt koblede spoler, hvoraf mindst én fødes med vekselstrøm med en vis strømstyrke og spænding - og resten (mindst én) leverer en vekselstrøm ved en anden strømstyrke og spænding. Transformatorer designes til at have en høj virkningsgrad.
Transformator stregtegning. Til venstre (Primær spole) kommer vekselstrøm ind, i eksemplet er det 12 volt og 1 ampere, det er altså 12 watt. Til højre (sekundær spole) kommer der også vekselstrøm ud, nu er det dog 24 volt og 0,5 ampere, altså stadigvæk 12 watt.
Sådan virker en transformator.
I en "almindelig" transformator er to lange elektriske ledere ("ledninger", som regel tråde af kobber belagt med en elektrisk isolerende "lak") viklet op omkring den samme kerne.
De to frie ender af den ene trådvikling, den såkaldte "primærvikling" ell. "primærspolen", tilsluttes en vekselstrømskilde - derved danner denne vikling et magnetfelt som skifter retning og styrke med samme frekvens som vekselstrømmen.
I den anden trådvikling, "sekundær-viklingen" ell. "sekundærspolen", inducerer det vekslende magnetfelt en elektrisk strøm, og derved kommer sekundærviklingen i sig selv til at fungere som en vekselstrømskilde - selv om der ikke er nogen "direkte" (galvanisk) forbindelse mellem den oprindelige vekselstrømskilde og transformatorens sekundære trådvikling.
Mål og egenskaber for en transformator.
En af transformatorens primære anvendelser er at omsætte vekselstrøm ved én spænding og strømstyrke, til vekselstrøm ved en anden spænding og strømstyrke. Dette opnås ved at have forskellige antal vindinger (antal gange tråden er ført rundt om kernen) i hhv. primær og sekundærviklingen, idet spændingerne over de to tråde er ligefrem proportionale med antallet af vindinger.
For at overholde den klassiske fysiks lov om energiens bevarelse, skal den elektriske effekt der omsættes i primær- og sekundær-kredsløbet være lige store i den ideelle, tabsfri transformator (I en praktisk transformator er der altid en lille smule tab, som viser sig ved at transformatoren bliver "håndlun" eller decideret varm når den har arbejdet i nogen tid). Som en følge af energiens bevarelse samt primær- og sekundær-spændingernes proportionalitet med antallet af vindinger, er strømstyrken i primær- og sekundær-kredsløbene "omvendt" proportionale med antallet af vindinger.
10 kilovolt transformer, der forsyner et mindre bysamfund i Danmark.
Problemet er bl.a. at ved lave frekvenser fordres mange vindinger for at høj reaktans kan opnås, men som bieffekt fås en stor kondensatorvirkning mellem spolens vindinger - og for høje frekvenser lav kondensatorvirkning.
Det betyder, at hvis antallet af viklinger i sekundærspolen er dobbelt så stort som i primærspolen, så er volttallet i sekundærspolen dobbelt så stort som i primærspolen. Amperetallet halveres så i henhold til den fysiske lov om energiens bevarelse (hvis man ser bort fra varmetab mm.
Der føres 12V og 1 amp ind i primærspolen, det er i alt 12 watt.
I primærspolen er der 200 viklinger, i sekunderspolen er der 400.
Antallet af viklinger fordobles altså, så fordobles volttallet også, så der nu er 24V, og da watt-tallet stadig skal være 12 halveres antallet af ampere, så der nu kun er 0,5 amp.
Begrænsning af hvirvelstrømstab.
I mange transformatorer er kernen udformet som en "blok" af talrige tynde plader af jern i samme facon, som ved hjælp af en isolerende "lak" holdes mekanisk sammen, men elektrisk isoleret fra hinanden.
Havde man brugt en massiv jernblok som kerne i transformatoren, ville der dannes "hvirvelstrømme" - elektriske strømme der "løber i ring" inde i den elektrisk ledende jernkerne. Dette "hvirvelstrømstab" (der giver sig til kende ved at transformatorkeren virker som varmekilde) begrænses, men elimineres ikke helt, af at kernen deles op i tynde, elektrisk isolerede plader.
Det mest spøjse er, at hvirvelstrømstab netop er ønskelige i f.eks. induktionskomfure og HF-induktionsovne.
Transformatorer i radioudstyr.
a>. Den fungerer også som antenne, da den kobler til LB og MB elektromagnetiske signaler via magnetisk kobling fordi ferritstaven ikke er lukket i en sluttet kurve.
I radioteknisk udstyr bruges transformatorer også til impedanstilpasning - disse transformatorer arbejder dog ved så høje frekvenser, at metoden med den lagdelte kerne ikke fungerer, fordi de dannede hvirvelstrømme her kan "cirkulere" inden i de enkelte, isolerede jernplader.
Skal en transformator til brug ved høje frekvenser forsynes med en kerne, laves denne ofte af ferrit, som er pulveriseret jern indstøbt i et elektrisk isolerende stof. De enkelte jernkorn er for små til at selv højfrekvente hvirvelstrømme kan dannes, men tilsammen forbedrer de den magnetiske induktion mellem de to trådviklinger.
Litzetråd.
Den kombinerede langbølge(venstre)- og mellembølge(højre)-transformator/radioantenne på billedet er viklet med litzetråd. Litzetråd er mange individuelt isolerede tynde kobbertråde, som samlet er omspundet med f.eks. bomuld eller pålagt teflon.
Formålet med litzetråd er at tage højde for strømfortrængningen for vekselstrømme, ved at øge ledningens yderzone. Strømfortrængning er et fysisk fænomen, som har den virkning, at strømmen hovedsageligt løber i yderzonen af en leder. For f.eks. 50 Hz løber 95% af strømmmen i de yderste 7-9 mm kobber.
En massiv kobberstang med f.eks. en radius på 50 mm er ligesågod en leder for 50 Hz som et kobberrør med samme radius, men med en godstykkelse på 7-9 mm.
For langbølgesignaler på ca. 100-500 kHz er strømmens indtrængningsdybde langt mindre, end for 50 Hz.
De 3 spoler foroven til venstre i billedet, er også vilket med litzetråd.
Krydsviklede spoler.
I billedet ses også at langbølge-transformatorens "store" spole er krydsviklet, hvilket har det formål at minske en spoleviklings utilsigtede egenkondensatorvirkning fra vinding til vinding.
Gustaf Horn.
Gustaf Horn (22. oktober 1592 - 10. maj 1657. Svensk greve og soldat, rigsråd 1625, feltmarskal 1628, generalguvernør i Livland 1652, rigsmarsk 1653. Ledede slaget ved Breitenfeld 1631. Den svenske sejr i det slag skyldes for en stor del Gustav Horn.
Gift 1628 med Kristina Oxenstierna (1609-1631), far til Agneta Horn (1629-1672).
Gustav Horn måtte lægge navn til Horns krig (1644-1645), en af de mest brutale plyndringskrige - og der har været en del at vælge imellem - svenskerne har udsat Skåneland for.
Gustaf
Archaea.
Arkerne (fra græsk αρχαία "Archaea" "de gamle") er en af de 3 domæner af levende organismer sammen med eubacteria og eucaryota. Arkernes separate identitet blev opdaget i 1970'erne af Dr. Carl Woese fra University of Illinois ved hjælp af genetisk sammenligning. Oprindeligt blev arkerne benævnt arkebakterier og de andre prokaryote blev benævnt eubacteria, men der er en stigende tendens til at indskrænke termen bakterie til eubacteria. Arkerne kan behandles som et enkelt rige eller et domæne.
Mange arker lever i ekstreme miljøer, inklusiv temperaturer som overstiger kogende vands som i f.eks. gejsere, meget saltet vand, surt eller alkalisk vand eller "black smokers" (i f.eks. atlanterhavsryggen?). Arkerne har en stor diversitet i både morfologi og fysiologi.
Noget forskning tyder på at Euryarchaeota er tættere på eukaryote end på Crenarchaeota. Er dette tilfældet vil riget Archaea blive opgivet. Mikrobiologer som anser bakterier for at være parafyletiske argumenterer også med, at Archaea ikke er tilstrækkeligt forskellige fra bakterier til at blive betragtet som en separat gruppe.
Lysdiode.
Billede af lysdioder. Den lilla tonede lysdiode er en infrarød lysdiode.
Diagram med formodstande til lysdioder med forskellig spændinger
Foto af nogle lysdioder, venstre lysdioder i et 7-Segment-display.
En lysdiode (eng. LED for "light-emitting diode") er en elektronisk komponent og en transducer, som omsætter elektrisk energi til et smalt bølgelængdeinterval i en af følgende områder:, synligt eller lys.
Opdagelse.
Dette billede viser en replikation af H.J. Rounds eksperimenter hvor han opdagede en lysdiodeeffekt. En nål forbundet til minus sat på et SiC-krystal som er forbundet til plus. Ved en spænding på 9 V og en strøm på 30 mA kan en lille gulgrøn "glød" ses ved kontakten mellem nål og SiC-krystal. Det kan ses på det forstørrede område nederst til højre
Længe før man forstod halvledernes virkemåde, opdagede H.J. Round en lysdiode-effekt i SiC i 1907. Han kaldte det koldt lys, fordi krystallet ikke var varmt ligesom en glødelampe. Oleg Losev (1903-1942) genopdagede lysdiode-effekten i ZnO krystaller i 1921. Lyset fra krystallet blev kaldt Lossew-lys.
I 1934 opdagede G. Destriau en lysdiode-effekt med Zinksulfid (ZnS). Først i 1962 kunne man lave fuldt menneskeskabte lysdioder.
Anvendelse.
Historisk startede lysdioder med at blive anvendt i lommeregnere, digitale armbåndsure, måleinstrumenter og som statusvisning i radioapparater, TV og forstærkere.
I løbet af 1990'erne kom de røde og grønne effektive (high-bright) lysdiodeudgaver, hvilket gjorde at de kunne anvendes som cykelbaglygte. Senere kom høje effektive (ultra high-bright) i blå lysdiodeudgaver. Den blå farve muliggjorde, at en lille klat fluorescerende stof placeret oven på den blå lysdiodechip omdannede noget af det blå lys til gult. Det blev fra omkring 2003 markedsført som en hvid lysdiode, da menneskets øjne opfatter en blanding af gult og blåt lys som hvidt. Disse anvendes bl.a. som cykelforlygter.
Lysdioder anvendes herudover primært som bilbaglygter (rød), udrykningsblink (blå), lyssignaler (ved vejkryds (rød, gul og grøn) og fodgængerfelter (rød og grøn)). Men der forskes på højtryk for at lave højeffektive højeffekts ultraviolette lysdioder med henblik på belysning overalt - til belysning af gader og i boliger.
Igennem mange år er de effektive lysdioder blevet til som spin-off i de succesfulde forsøg på at lave højeffektive halvlederlasere med mindre bølgelængder end rødt og grønt lys - f.eks. blåt og ultraviolet. Dette er årsagen til Blu-rays fremkomst.
Det menes, at nye højeffektive lysdioder kan anvende kvanteøer til effektivt(55-100%) at omsætte UV-lys til fuldspektret hvidt lys.
En anden metode til at lave fuldspektret hvidt lys er nævnt i denne kilde.
Fra ca. 2009 gør lysdioderne sit indtog i LCD-skærmes bagbelysning. Grundet lysdiodernes høje virkningsgrad, spares 10-40% af energiforbruget. Lysdiodebagbelysningen holder normalt længere end de traditionelle koldkatode lysstofrør.
Sådan virker en lysdiode.
En lysdiode er i elektrisk forstand en "normal" faststof-diode (en pn-overgang i et halvledermateriale i en chip), men det særlige ved "lys"-dioden er, at både selve halvledermaterialet og det "hus" komponenten er bygget (støbt) ind i, er mere eller mindre gennemsigtige. Den aktive lysdiodechip, der hvor lyset kommer fra, er mindre end 1*1 mm stor.
En fri elektron i halvledermaterialet besidder lidt mere energi end en elektron, der er fanget i halvledermaterialets krystalgitter-struktur, så når en elektron "falder i" et hul, afgiver den en foton ("lys-partikel") hvis energi svarer til forskellen mellem den frie og den bundne elektrons energiniveauer.
Jo stærkere valenselektronerne er bundet i det halvledermateriale man anvender, jo større er energiforskellen mellem den frie og den bundne elektron, og dermed energien i den frigivne foton. Da bølgelængden er omvendt proportional med fotonenergien, giver større energiforskel mere kortbølget (blåt eller violet) lys, mens en mindre forskel giver mere langbølget lys (rødt eller infrarødt lys).
Effektivitet.
Lysmængden fra en lysdiode er ikke høj og ligger mellem 0,1 og 250 lumen. Dioder kan således afgive lige så meget lys, som en 25W glødepære (250 lumen). Et standard 36 W lysstofrør afgiver til sammenligning 3.350 lumen.
Lysmængden målt i forhold til den forbrugte energi er forbedret meget de seneste år. I 2006 kunne man lave dioder med 50 lm/W og i 2007 blev dioder med 100 lm/W lanceret. Dette skal sammenlignes med glødepærens 10 lm/W og lysstofrørets 93 lm/W.
Fremtiden.
Da en lysdiode, i forhold til en almindelig glødepære, bruger langt mindre energi, vil EU højest sandsynligt gøre salg af glødepærer ulovligt fra 2010, hvor energisparepærer og LED pærer bliver fremtiden. Se evt.
Foton.
Fotonen er den elementarpartikel, der er ansvarlig for elektromagnetiske fænomener, eksempelvis elektromagnetisk stråling som røntgenstråling, ultraviolet lys, synligt lys, infrarødt lys, mikrobølger og radiobølger.
Fotonen adskiller sig fra andre elementarpartikler, f.eks elektroner eller kvarker, ved at den ikke besidder nogen hvilemasse. I vakuum bevæger den sig med lysets hastighed, "c".
Som alle kvanter besidder fotonen både bølge- og partikelegenskaber (Partikel-bølge dualitet). Bølgeegenskaberne inkluderer brydning i linser og interferens. At fotonen også besidder partikelegenskaber kommer til udtryk ved, at den kun kan vekselvirke med stof ved at overføre en kvantiseret mængde energi givet ved
hvor "h" er Plancks konstant og formula_2 er fotonens bølgelængde. I modsætning hertil kan en almindelig bølge overføre eller modtage vilkårlige mængder af energi. For synligt lys er en enkelt fotons energi omkring formula_3 joule, en relativt lille energi, men nok til at excitere et enkelt molekyle i øjets fotoreceptorer og dermed bidrage til synssansen.
Udover at have en energi har fotoner også en impuls og en polarisering. Eftersom fotonen følger kvantemekanikkens love, er det ofte tilfældet, at dens egenskaber ikke har veldefinerede værdier. Derimod er de beskrevet ved en sandsynlighed for at måle en bestemt polarisering, position eller impuls. Selvom en foton er i stand til at excitere et enkelt molekyle, er det f.eks. ofte ikke muligt på forhånd at bestemme "hvilket" molekyle, der bliver exciteret.
Fysikere benytter ofte beskrivelsen af en foton, som en partikel der bærer elektromagnetisk stråling. Indenfor teoretisk fysik kan fotonen dog også betragtes som formidler af enhver type elektromagnetisk vekselvirkning, eksempelvis magnetfelter og elektrisk frastødning/tiltrækning mellem elektrisk ladede partikler.
Fotonen som koncept, blev udviklet gradvis omkring årene 1905-1907 af Albert Einstein for at forklare eksperimentelle observationer, der ikke stemte overens med den klassiske bølgebeskrivelse af lys. Specifikt forklarede foton-modellen lys' energis afhængighed af frekvens, samt stof og strålings evne til at være i termisk ligevægt. Andre fysikere forsøgte at forklare disse observationer med semiklassiske modeller, hvor lys stadig blev beskrevet ved Maxwells ligninger, men hvor de materialer der udsendte og absorberede lyset var kvantiserede. Disse modeller medvirkede til udviklingen af kvantemekanikken, men yderligere forsøg underbyggede Einsteins hypotese om at lyset er kvantiseret. Lyskvanterne er fotoner.
Fotonkonceptet har ledt til store fremskridt indenfor både eksperimentel og teoretisk fysik, f.eks. laser, Bose-Einstein-kondensat og kvantefeltteori. Ifølge standardmodellen for partikelfysik, ligger fotoner til grund for alle elektriske og magnetiske felter og de er selv et produkt af kravet om at de fysiske love har visse symmetrier for ethvert punkt i rumtiden. Fotonens indbyggede egenskaber -- ladning, spin og (fravær af) masse -- er bestemt ud fra disse symmetrier.
I 2007 lykkedes det at fastholde og måle tilstedeværelsen af en mikrobølgefoton i op til et halvt sekund mellem to superledende spejle.
Uxmal.
Adivino, en person næsten ved toppen holder fast i en kæde, der løber langs de (ganske stejle) trin
Det firlængede såkaldte nonnekloster i Uxmal
Uxmal er en stor præcolumbiansk mayaruinby i staten Yucatán i Mexico. Den ligger 78 km syd for Mérida (110 km fra Mérida på landevej 261 til Campeche). 15 km syd-sydøst for byen Muna.
Uxmal udtales "Uusj-mahl". Stednavnet er præ-columbiansk og de fleste mener, at det er et ældgammelt mayaudtryk, som betyder "bygget tre gange", selvom nogle mayasprogforskere er uenige.
Tidlig historie.
Uxmal er en populær turistattraktion og der er gjort et stort arbejde for at genopbygge og restaurere bygningerne, mens der kun har fundet meget få egentlige arkæologiske udgravninger og forskning sted, derfor vides det ikke hvor længe byen var i brug og indbyggertallet (omkring 25.000) er kun et meget løseligt gæt, som kan ændre sig hvis bedre oplysninger kommer for dagen. Det meste af den arkitektur, som i dag kan ses, blev bygget mellem cirka år 700 og 1100.
Maya-historikerne skrev, at Uxmal blev grundlagt omkring år 500 af "Hun Uitzil Chac Tutul Xiu". I generationer blev Uxmal regeret af Xiu-familen og stedet var det mest magtfulde i det vestlige Yucatán, i et stykke tid dominerede den i en alliance med Chichen Itza hele det nordlige mayaområde. Efter år 1200 lader der ikke til at være foretaget større byggerier, hvilket måske hænger sammen med Uxmals Chichen Itzas fald og en forskydning af magten på Yucatán til Mayapan. Xiu-familien flyttede deres hovedstad til Maní og indbyggertallet i Uxmal gik tilbage.
Efter Spaniens erobring af Yucatán (hvor Xiu'erne allierede sig med spanierne), antyder tidlige koloniale dokumenter at Uxmal ind i 1550'erne stadig var et beboet sted af nogen vigtighed, men der blev ikke bygget en spansk by på stedet og Uxmal blev snart stort set forladt.
Beskrivelse af området.
Selv før restaureringsarbejdet var Uxmal i en bedre stand end mange andre mayasteder, fordi byen var usædvanligt godt bygget. Meget blev bygget med veludhuggede sten uden brug af gips til at holde sammen på bygningerne. Stedets maya-arkitektur er i elegance og skønhed kun sammenlignelig med den i Palenque. Maya-arkitekturens puuc-stil er dominerende. Takket være en god bevaringsstand, er det en af de få mayabyer hvor tilfældigt besøgende kan få et godt indtryk af, hvordan hele det ceremonielle center så ud i gamle dage.
Et antal andre tempelpyramider, firkantede bygninger og andre monumenter, nogle af betydelig størrelse og i forskellige grader af bevaring, befinder sig også i Uxmal.
Flertallet af hieroglyfinskriptionerne var på en række stensteler, som mod sædvane var grupperet på en enkelt platform. Stelerne afbilder de gamle herskere i byen, og de viser tegn på at være blevet ødelagt og væltet med vilje i oldtiden; nogle er blevet rejst op og istandsat.
Et yderligere tegn på en mulig krig eller slag finder man i resterne af en mur som omkransede det meste af det ceremonielle center.
En stor stenbelagt hævet fodgængervej forbinder Uxmal med Kabah, der ligger ca. 18 km mod syd.
Ruinernes moderne historie.
Stedet, der ligger nær Mérida ved siden af en vej til Campeche, har tiltrukket mange besøgende siden Mexico blev uafhængig. De første detaljerede oplysninger om ruinerne blev udgivet af Jean Frederic Waldeck i 1838.
John Lloyd Stephens og Frederick Catherwood aflagde Uxmal to længere besøg i 1840'erne, hvor arkitekten og tegneren Catherwood efter sigende lavede så mange kortlæggelser og tegninger at de kunne have været brugt til at
bygge en kopi af byen (desværre er de fleste af tegningerne gået tabt).
Désiré Charnay tog en række fotografier af Uxmal i 1860. Omtrent tre år senere besøgte Carlota af Mexico; som forberedelse til hendes besøg, fjernede de lokale myndigheder nogle statuer og arkitektoniske elementer, som afbillede fallos-temaer.
Sylvanus Morley lavede et kort over området i 1909 indeholdende tidligere oversete bygninger. Den mexicanske regerings første projekt til sikring af bygningerne mod at styrte sammen eller forfalde endnu mere fulgte
i 1927. I 1930 ledte danskeren Frans Blom en ekspedition finansieret af Tulane University, hvor der blandt andet blev lavet gipsafstøbninger af "nonneklosterets" facader, en kopi af bygningen blev konstrueret og fremvist på verdensudstillingen i 1933 i Chicago i USA. I 1936 påbegyndtes endnu et reparations- og sikringsprojekt af den mexicanske regering under ledelse af José Erosa Peniche.
Dronning Elizabeth II af Storbritannien aflagde et besøg den 27. februar 1975 i forbindelse med indvielsen af stedets "lyd- og lysshow"; da præsentationen nåede til det punkt, hvor lydsystemet afspillede mayaernes bøn til Chac, blev de forsamlede notabiliteter pludselig udsat for et styrtende regnvejr, på trods af at det var midt i tørkeperioden.
Der er opført to hoteller og et lille museum på området.
Ladoga.
Ladoga(russisk:Ладожское Озеро) er Europas største ferskvandssø, placeret i det nordvestlige Rusland tæt på den finske grænse. Ladoga har tilløb fra Onega gennem Svir og afløb gennem Neva til Finske Bugt.
Søens areal er på cirka 17.700 kvadratkilometer.
Fra 1617-1721 gik grænsen mellem Sverige og Rusland igennem søen, og igen i 1812-1940 var søen grænse mellem Finland og Rusland.
Ladoga-sælen "Phoca hispida ladogensis" er en underart af ringsælen, der er endemisk for Ladoga.
Krystal (elektronik).
Et krystal er i elektroniske sammenhænge en komponent, som indeholder et piezoelektrisk materiale formet som en plade, skive eller gaffel, der kan være kvarts eller keramik. Herefter forsynes det med to elektroder, eksterne tilledninger/terminaler og indbygges i et beskyttende hus.
Anvendelse.
Krystallet indgår oftest i et oscillatorkredsløb eller i elektriske filtre.
Kvartsbaserede krystaller.
En kvartskrystal formet som plade, kan pga. mekaniske årsager, kun svinge på grundtoner mellem ca. 0,1-10 MHz. Måden man får det til at svinge ved højere frekvenser, er ved at anvende det på en ulige overtone. Krystallet på billedet med frekvensen 27,095 MHz er faktisk et krystal på ca. 9,032 MHz, som bringes til at svinge på 3. overtone.
Det at et kvartsbaseret krystal har en høj godhed muliggør oscillatorer og filtre med lav støj og forvrængning.
Andet.
Da et krystal ændrer sig lidt med temperaturen, har man (ved præcisionsapparater) oprindeligt haft dem siddende i en lille opvarmet dåse - en krystalovn - der holder temperaturen stabil, oftest omkring 60-70 grader. Teknologien har nu muliggjort en fabrikationsmetode, så man præcist kan forudberegne krystallets temperaturdrift. Derved kan oscillatorkredsløbet beregnes med komponenter der har en tilsvarende (men modsat) temperaturkoefficient, så man kan undgå den besværlige og dyre krystalovn. En sådan TCXO (Temperature Compensated Xtal Oscillator) er stabil indenfor 2 minutter, hvorimod en krystalovn gerne skulle have 20-30 min. at blive stabil på.
Halveringstid.
Halveringstid betegner den tid der går før en (eksponentielt) aftagende størrelse er halveret.
Matematisk kan halveringstiden beskrives som følger: Når formula_1 er en eksponentielt aftagende funktion, er halveringstiden formula_2
defineret ved at formula_3 for alle værdier af "t".
Når regneforskriften angives på formen formula_4 hvor 0 < "a" < 1, er halveringstiden givet ved formula_5.
Fysisk halveringstid.
I fysik er halveringstiden et statistisk mål for hvor længe atomkerner af en ustabil isotop kan eksistere før de henfalder. Betragter man et antal identiske atomkerner, vil halvdelen af kernerne være henfaldet efter én halveringstid. Efter endnu en halveringstid er der halvdelen af halvdelen dvs. en fjerdedel af de oprindelige kerner tilbage og så videre. Når "N" betegner antallet af kerner til tiden "t", "N"0 betegner antallet af kerner til at begynde med, og "T"½ er halveringstiden, gælder
således formula_6.
Et svagt radioaktivt stof har lang halveringstid. Eksempelvis har 238-U en halveringstid på 4,5 milliarder år og er ikke særlig radioaktivt. Et stærkt radioaktivt stof har kort halveringstid. Eksempelvis har 131-I en halveringstid på 8,2 dage og er altså stærk radioaktivt.
Henfaldskonstanten "k" er per definition den relative henfaldssandsynlighed per tidsenhed for kerner af en given isotop. Der er følgende sammenhæng mellem halveringstiden og henfaldskonstanten: formula_7.
Biologisk halveringstid.
I biologi benyttes halveringstider bl.a. til at beskrive udskillelsestiden for stoffer fra organismen. Det kan f.eks. dreje sig om miljøgifte, tungmetaller, rusmidler, hormoner og medicin.
Butylparaben.
Butylparaben er et stof som blandt andet benyttes til konserveringsmiddel i kosmetiske produkter (som f.eks. cremer). Stoffet er udbredt fordi det kun i mindre omfang giver anledning til allergiske reaktioner. Tilgengæld har Butylparaben vist sig at være hormonforstyrrende.
Apple Inc..
Apple Inc. (tidligere Apple Computer) er en IT-virksomhed beliggende i bydelen Silicon Valley i Cupertino, Californien. Apple er grundlagt 1. april 1976. På Macworld-konferencen den 9. januar 2007 offentliggjorde Apple, at de fjerner "Computer" fra firmanavnet.
Det primære forretningsområde er IT-produkter som eksempelvis Macintosh-computeren, MP3-afspilleren, iPod og mobiltelefonen iPhone.
Firmaet har ry for at være stærkt innovativt på sine kerneområder, ikke mindst i designet af hard- og software. Under ledelse af den britiskfødte designer Jonathan Ive har Apples designafdeling således designet iMac-, Powerbook- og iBook-computere, der alle er blandt de mange Appleprodukter, der har vundet designpriser. Flere Appleprodukter er endvidere udstillet på Museum of Modern Art i New York.
I årene efter 2001 har Apple blandt andet i kraft af den meget udbredte mp3-afspiller iPod opnået en bemærkelsesværdig eksponering af alle firmaets produkter, som langt overgår firmaets procentvise markedsandel på verdensmarkedet, der i starten af 2006 lå på omkring 6%. På andre områder er Apple dog førende. Således besidder iPod'en i 2006 en markedsandel på omkring 75%, ligesom at Apple via iTunes Music Store står for omtrent 85% af det globale salg af digital musik på nettet.
Siden 1997 har Apple været ledet af medstifteren Steve Jobs, der måtte forlade Apple 12 år tidligere efter interne magtkampe i bestyrelsen. Steve Jobs vendte tilbage til Apple i 1996, efter Apple opkøbte IT-virksomheden NeXT, som Jobs havde stiftet kort efter sin afgang fra Apple i 1985.
Administrerende direktør Steve Jobs med Apples logo i baggrunden
Forhistorie.
Før han blev medgrundlægger af Apple, havde Steve Wozniak været en elektronikhacker, og i 1975 begyndte han at deltage i Homebrew Computer Clubs møder, hvor han blev inspireret af, hvad der foregik.
På det tidspunkt var de eneste generelt tilgængelige mikrocomputer-CPU'er Intels 8080'ere til 179 dollar og Motorolas 6800'er til 170 dollar. Wozniak foretrak 6800'eren, men havde ikke råd til nogen af dem. Derfor måtte han nøjes med at kigge, lære og designe computere på papir, indtil den dag hvor han fik råd til en CPU.
Da MOS Technologies frigav den berømte 6502'er i 1976 til 25 dollar, begyndte Wozniak med det samme at udvikle en udgave af BASIC til den chip. Da han var færdig med det, begyndte han at designe den computer, som hans BASIC skulle køre på. 6502'eren var designet af de samme personer, der havde designet 6800'eren, da mange i Silicon Valley forlod deres arbejdspladser for at blive selvstændige. Wozniaks tidligere 6800-papircomputer krævede kun mindre ændringer for at kunne køre på den nye chip.
Han gjorde maskinen færdig og tog den med til møderne i Homebrew Computer Club for at fremvise sit system. Der mødte han sin gamle ven Steve Jobs, der interesserede sig for de fremtidige kommercielle muligheder i disse små hobbymaskiner.
De tidlige år.
Steve Jobs og Steve Wozniak havde været venner i nogen tid, og det lykkedes Jobs at gøre Wozniak interesseret i at samle og sælge maskinen. Jobs kontaktede en lokal computerforretning, The Byte Shop, der sagde, at de ville være interesserede i maskinen, hvis den kunne leveres i færdigsamlet stand. Ejeren, Paul Terrell, gik så vidt som til at bestille 50 eksemplarer af maskinen og betalte 500 dollar pr. maskine ved levering. Apple I, som maskinen blev døbt, havde en salgspris i butikkerne på 666$.
Maskinen havde kun nogle få bemærkelsesværdige funktioner. En af dem var, at den brugte et fjernsyn som skærm, hvor mange andre maskiner slet ikke havde en skærm. Dette var dog ikke som skærmene på senere maskiner, og tekst blev vist ved kun 60 tegn pr. sekund. Maskinen Apple I indeholdt også bootstrap-kode på rom, som gjorde det lettere at starte den. Slutteligt, på kraftig opfordring fra Paul Terrell, designede Wozniak også en grænseflade til kassettebåndoptagere, som man kunne hente og gemme programmer ved den den gang hurtige hastighed, 1200 bps. Selvom maskinen var ganske simpel, var den ikke desto mindre et designmesterværk, som anvendte langt færre dele end andre på samme niveau, og Wozniak fik hurtigt ry for at være en mesterdesigner.
Sammen med endnu en ven, Ron Wayne, begyndte de tre at samle maskiner. Ved hjælp af forskellige metoder, bl.a. ved at låne plads hos venner og familie, sælge forskellige skattede ejendele (såsom regnemaskiner og en VW-bus), nasseri og nogle hvide løgne, lykkedes det Jobs at skaffe de nødvendige dele, mens Wozniak og Wayne samlede dem. De blev leveret i juni og blev som aftalt betalt ved leverancen. Med tiden blev der bygget 200 eksemplarer af Apple I.
Men Wozniak var allerede gået videre. Årsagen til mange af designvalgene i I'eren var de begrænsede midler, der var til rådighed til konstruktionen af prototypen. Med indtægterne fra salget kunne han nu begynde at fremstille en stærkt opgraderet maskine, Apple II.
Internt var den primære forskel, at tv-grænsefladen var helt lavet om, så den nu kunne opbevare oplysninger i hukommelsen. Nu var det ikke kun nyttigt til simpel visning af tekst. Apple II havde også grafik og med tiden også farver. Samtidig bad Jobs om et stærkt forbedret kabinet og tastatur, med den tanke at maskinen skulle leveres i køreklar stand. Dette var næsten tilfældet for de Apple I-maskineres vedkommende, som de havde solgt til Byte Shop, men man skulle stadig slutte forskellige dele sammen og skrive kommandoen, der startede BASIC.
Opbygning af sådan en maskine ville kræve langt flere penge. Jobs begyndte at søge finansiering, mens Wayne var lidt nervøs på grund af en mislykket forretning fire år tidligere og forlod på et tidspunkt virksomheden. Jobs mødte "Mike" Markkula der var medunderskriver på et banklån på 250.000 dollar, og de tre dannede Apple Computer den 1. april 1976.
Nu hvor de både havde kontanter og et nydesignet kabinet, blev Apple II frigivet i 1977 og betragtes generelt som den computer, som skabte hjemmecomputermarkedet. Der blev solgt millioner af maskiner til godt ind i 1980'erne. Da Apple omdannedes til et aktieselskab i 1980, tjente de flere penge end nogen anden amerikansk virksomhed, siden Ford blev aktieselskab i 1956, og med ét blev de den virksomhed i historien, som skabte flest millionærer.
Der blev bygget flere forskellige modeller af Apple II-familien, bl.a. Apple IIe og IIg, som stadig findes i mange skoler i USA.
Macintosh.
I 1980'erne stod Apple overfor en spirende konkurrence på markedet for personlige computere. Den største af disse var IBM, det første "store navn" i computerindustrien. IBM's PC-model, som kørte DOS (Disc Operating System og licenseret til IBM af Bill Gates), erobrede store andele af det voksende marked for skrivebordscomputere i store virksomheder.
Flere mindre virksomheder anvendte Apple II, men virksomheden mente, at man havde brug for en nyere og mere avanceret model i konkurrencen på markedet for skrivebordscomputere til virksomheder. Derfor var designerne af Apple III nødt til at opfylde Jobs høje og nogle gange upraktiske mål. Blandt dem var undladelsen af en ventilator til køling - det siges, at Jobs syntes de var "uelegante". De nye maskiner havde det med at blive overophedede, og det var nødvendigt at tilbagekalde de fleste tidlige modeller. Apple III var også dyr, og selv om virksomheden i 1983 udsendte en opdateret udgave, var den i det store hele en fiasko.
Samtidig arbejdede forskellige grupper i Apple på en helt ny form for personlig computer, med avancerede teknologier såsom en grafisk brugerflade, en computermus, objektorienteret programmering og netværksmulighed. Disse personer, bl.a. Jef Raskin og Bill Atkinson, var fortalere for, at Steve Jobs gjorde sådanne computere til virksomhedens fokus.
Først da de i december 1979 viste ham Xerox PARCs arbejde på Alto, besluttede Jobs sig for, at fremtiden lå i sådanne grafikintensive, ikonvenlige computere og støttede de konkurrerende Apple Lisa- og Apple Macintosh-projekter. Xerox gav Apples udviklere adgang til PARC-faciliteterne mod at få 1 million dollar i Apple-aktier på trods af indsigelser fra nogle af PARC-forskerne, hvoraf mange (eksempelvis Larry Tesler) endte med at arbejde for Apple. Lisa fik sin debut i januar 1983 og kostede 10.000 dollar. Igen frigav Apple et produkt, som var forud for sin tid, men alt for dyr (virksomheden fulgte det samme møster i nogle år), og det mislykkedes igen for Apple at erobre virksomhedsmarkedet. Produktionen af Lisa ophørte i 1986.
Midtvejs i udviklingen blev kontrollen med Lisa-projektet taget fra Jobs, der snart vendte opmærksomheden mod Macintosh-projektet, som oprindeligt var tænkt som en økonomiudgave af Lisa. Apple Macintosh blev frigivet i 1984 med en nu berømt reklame baseret på George Orwells roman "1984." Den indlysende mening var, at Mac'ens nye "brugervenlige" grafiske brugerflade ville frigøre IBM PC-brugerne.
Macintosh var, og er fortsat, en succes for Apple, men ikke en så stor succes, som den kunne have været. Under et besøg i Apples hovedkontor i Cupertino, fremviste Jobs en prototype af Mac'ens GUI til Bill Gates, der nu var administrerende direktør for Microsoft. I 1985 blev Microsoft Windows frigivet, Microsofts eget GUI til IBM PC'ere. På det tidspunkt fremstillede mange virksomheder IBM PC-kompatible computere, billige kopier af PC'en. Apple tillod ikke, at andre computerfabrikanter klonede Mac'en. Selvom den første udgave af Windows var Mac'en teknologisk underlegen, kostede Windows og en PC-klon mindre end det halve af, hvad en Mac kostede, og der var desuden flere programmer tilgængelige til Windows.
I løbet af 1990'erne begyndte Microsofts andel af de nye computerbrugere at blive større end Apples. Microsoft og Windows blev en af det 20. århundredes største forretningssucceser, og Apple blev aldrig igen verdens førende fabrikant af personlige computere. I 2003 var Apple markedsandel svundet ind til mindre end 5 procent. Virksomheden havde økonomiske problemer, da Microsoft den 6. august 1997 med en stærkt symbolsk gestus købte aktier uden stemmeret for 150 millioner dollar i virksomheden og til gengæld forpligtede sig til at videreudvikle Officepakken til Macintosh-platformen i en årrække fremover.
De senere år.
Efter en intern magtkamp med den nye administrerede direktør John Sculley i midt-1980'erne, forlod Jobs Apple og grundlagde NeXT Computer, der efter en lovende start dog endte med at blive en fiasko. Senere, i et forsøg på at redde virksomheden, købte Apple NeXT og dets UNIX-baserede styresystem NeXTSTEP, og dermed vendte Jobs tilbage til Apples ledelse. En af hans første opgaver som administrerende direktør var at igangsætte udviklingen af iMac, der reddede virksomheden fra døden, mens man fik tid til at finde et styresystem.
En bærbar udgave af Macintosh, PowerBook'en, blev introduceret i begyndelsen af 1990'ere. Andre produkter fra Apple er bl.a. styresystemerne ProDOS, Mac OS og UX, netværksprodukter som AppleTalk og multimedieprogrammer som QuickTime. Produkter, som ikke fremstilles mere, er bl.a. Apple Power Mac G4 Cube og den håndholdte computer Apple Newton.
Nyere produkter er blandt andre Apple AirPort, som anvender trådløs netværksteknologi til at forbinde forskellige computertyper til Internettet uden brug af kabler. Desuden iBook og G5-computeren.
I 1998 afslørede Apple det nye alt-i-ét-design af iMac.
Apple har også introduceret Mac OS X, en ny udgave af deres styresystem, som forener UNIX stabilitet, pålidelighed og sikkerhed med Macintosh'ens brugervenlighed i et styresystem for både erhvervs- og private kunder.
Apple-computere som PowerBook'en og siden også iBook og iMac ses ofte som rekvisitter i film og tv-serier. På et tidspunkt havde Apple en reklamekampagne for PowerBook'en, som viste klip fra filmen Mission Impossible. Apples produkter har bl.a. også medvirket i tv-serien 24 Timer.
Foruden computere har Apple også fremstillet populær forbrugerelektronik. I 1990'erne frigav Apple Newton'en, en håndholdt computer. Den havde middelmådig succes, men var tydeligvis mange år forud for sin tid.
I oktober 2001 lancerede Apple iPod, en bærbar digital musikafspiller. Den var bemærkelsesværdig på grund af den store mængde lagerplads, oprindeligt 5 gb, med plads til omkring 1.000 sange. Apple og hus-designeren, Jonathan Ive, har siden opdateret iPod-serien flere gange, med en slankere og mere kompakt udformning, kompatibilitet med Windows, fotolager og -fremvisning og lagerplads på op til 60 gb. Apple var ikke sen til at følge op på den første succes med en række markante annoncer af dansende menneskeskygger, produktplacering i film og tv, mund-til-øre-hjælp fra den evigt loyale Mac-fanskare og senere samarbejde med store bilfirmaer som BMW. Og ikke mindst de meget synlige hvide høretelefonledninger var med til at forbinde iPod med en fornemmelse af kvalitet, der symboliserede "status" for de fleste.
Apples aftaler i 2002 med fem store pladeselskaber (i dag også med mere end 500 mindre) om at slutte sig til Apples nye tjeneste til hentning af musik, iTunes Music Store, var en revolution i musikindustrien. I modsætning til andre musiktjenester koster alle sange, hhv. album, det samme; og kunderne "ejer" den musik, de køber. Efter nedhentning kan man med få begrænsninger brænde sangene til cd, dele og spille sangene på op til tre computere og naturligvis overføre sangene til en iPod.
De første to millioner solgte sange fra den roste iTunes Music Store blev hentet på kun 16 dage; alle købt via Macintosh-computere. iTunes er dog også tilgængelig til Windows.
I slipstrømmen på iPod'ens succes fulgte et stigende og uhørt stort antal tilbehør fra 3. partsfirmaer - sendere til trådløs overførsel af sange til en radiomodtager, hylstre, tasker, burrebånd til overarmsmontering ved motionsløb, ekstrabatterier, høretelefoner, mikrofoner, eksterne højttalerkonsoller til festbrug, autoopladere og meget andet - alt sammen til iPod.
"The iPod Effect" eller "the iPod Halo Effect" kaldes dét fænomen, at Windowsbrugere, der køber en iPod, på grund af Apples design og brugervenlighed overvejer at lade deres næste computer blive en Mac - en migration, som kun har reel effekt i et købedygtigt og æstetisk bevidst publikum, men ikke desto mindre fordoblede salget af solgte Mac'er i 2004.
Eksterne henvisninger.
*
POSIX.
POSIX er et fælles navn på en række beslægtede standarder defineret af IEEE, formelt kaldet IEEE 1003. Det internationale standardnavn er ISO/IEC 9945. Standarderne udsprang af et projekt, der blev påbegyndt omkring 1985, som havde det formål at standardisere applikationsprograms-grænsefladen til programmer designet til at køre på varianter af styresystemet UNIX. Udtrykket "POSIX" blev foreslået af Richard Stallman som svar på ønsket fra IEEE om et navn, der var til at huske. På engelsk er det næsten et akronym for Portable Operating System Interface, hvor X'et står for API'ets oprindelse i UNIX.
I cirka 15 dokumenter specificerer POSIX bruger- og programgrænseflader til styresystemet. Som standard er kommando- og skriptskallen Korn-shell. Andre brugerprogrammer, tjeneste og værktøjer er awk, echo, ed, samt hundredvis af andre. Krævede programtjeneste er grundlæggende O (fil-, terminal- og netværks-) tjenester.
Der medfølger et POSIX-testværktøj kaldet PCTS eller Posix Conformance Test Suite.
Da IEEE har krævet meget høje priser for POSIX-dokumentationen og ikke tillader at standarderne offentliggøres på Internet, er man begyndt at hælde til Single UNIX Specification"-standarden, som er åben, modtagelig for kommentarer fra alle og frit tilgængelig på Internet. Den laves af The Open Group.
Til Linux-systemer har Linux Standard Base flere fælles udvidelser og komplementære de facto-standarder.
The Rolling Stones.
The Rolling Stones er et engelsk rockband. Bandet blev dannet i London af Brian Jones, og blev med tiden ledet af sangskrivningsparret forsangeren Mick Jagger og guitaristen Keith Richards. Gruppen startede med at spille blues, R&B og rock ’n’ roll, og senere andre genre som country, reggae og disco.
Under den amerikanske tour i 1969 blev "The Stones" introduceret som, og bliver det stadig, "The biggest rock and roll band in the world". Bandet har udgivet over 30 albums med deres eget arbejde., og har haft 37 top 10 singles
I 1989 kom The Stones i Rock and Roll Hall of Fame, og i 2004 blev bandet stemt ind i magasinet Rolling Stone som nummer 4 på listen over de "100 greatest artist of all time". "The Stones" image som nogle usoignerede og tvære unge mænd, bliver stadig efterlignet af musiker den dag i dag. "The Rolling Stones" har solgt over 200 millioner albums.
Grundlæggelsen 1960-1962.
Keith Richards og Mick Jagger gik begge to på Dartford Maypole County Primary School, hvor de var skolekammerater. I oktober 1961 rendte de tilfældigvis ind i hinanden, efter ikke at havde set hinanden i nogle år, på en togstation i Dartford. Keith stod med sin guitar, og Mick havde nogle blues-plader under armen. Sammen tog de hjem for at høre dem. Mick gik på det tidspunkt på London School of Economics, og Keith gik på Sidcup Art School.
Sammen med deres fælles ven Dick Taylor dannede de bandet "Little boy blues and the blue boys". "The Stones" grundlægger og multikunstner Brian Jones og pianisten Ian Stewart var også aktive inden for musikken i London. Jones spillede sammen med "The Ramrads and blues Inc" og "Alexis Korner’s blues Inc". Mick og Keith mødte guitaristen Brian (og senere Charlie Watts) efter at have set en annonce i musikbladet "The Melody Maker" som var sat i af Alexis Korner. Denne søgte efter en musiker til Alexis Korner’s Blues Incorporated der holdt til i Ealing Club.
I juni 1962 kom bandet til at bestå af Mick Jagger, Keith Richards, Ian Stewart, Brian Jones, Dick Taylor og trommeslageren Tony Chapman. Gruppen tog navneforandring til "Rolling Stones" efter blues-sangeren fra Chicago Muddy Waters sang.
1962-1965.
Ud over Jones, Jagger, Richards og Stewart bestod gruppen oprindeligt også af Dick Taylor på bass og forskellige trommeslagere som for eksempel Mick Avory (senere med i The Kinks), Tony Chapman og Carlo Little, og guitaristen Geoff Bradford.
Den 12. juli 1962 spillede gruppen for første gang offentligt som "The Rolling Stones". På scenen var Mick Jagger, Keith Richards, Brian Jones, Ian Stewart på klaver, Dick Taylor på bass og Tony Chapman på trommer (selv om der nogle steder står at det var Mick Avory).
Jones havde intentioner om at bandet primært skulle spille Chicago blues, men både Jagger og Richards sørgede for at få noget rock’n’roll ind i form af Chuck Berry og Bo Diddley.
Dick Taylor forlod bandet efter kort tid for at vende tilbage til skolen. Han dannede senere sit eget band "The pretty things". Han blev erstattet af Bill Wyman (der havde sin egen forstærker) som officielt blev medlem i 1962. Guitaristen Geoff Bradford forlod også bandet før det begyndte at få succes.
I januar 1963 kom trommeslageren Charlie Watts til.
The Beatles gæstede dem efter et show i London og hjalp dem med at skabe kontakt til manageren Andrew Loog Oldham, og George Harrison opmuntrede "Decca Records" til at underskrive en kontrakt med dem, hvilket de gjorde i maj 1963. Populariteten af "The Stones" i England gav mod til at andre pladeselskaber begyndte at skrive kontrakter med R'n'B -bands, hvilket resulterede i en stor stigning af R’n'B-bands.
Oldham betragtede ikke Stewart som et muligt teenager-idol og fyrede ham. Selv om Stewart blev fyret, forsatte han med at indspille og optræde sammen med "The Stones" indtil sin død i 1985.
Efter deres kontrakt med "Decca" begyndte "The Stones" at turnere i England og Europa. Deres første tour i England var tætpakket med amerikanske stjerner som Ike og Tina Turner, Bo Diddley, The Ronettes, The Every Brothers og Little Richard.
Den første tour viste desuden "The Stones" ændring fra at være et rhythm'n'blues-band til mere et popett band, hvilket resulterede i en kraftig reduktion i de blues-sange bandet spillede live.
Opfølgeren til det første "Rolling Stones"-album "The Rolling Stones No. 2" (I USA hed det "The Rolling Stones, Now!") indeholdt en del coversange, men også sange fra Jagger/ Richards var at finde derpå.
Bandet begyndte på et skema der udelukkende bestod af at turnere foran skarer af skrigende teenagere. Mens de turnerede i Amerika, begyndte "The Stones" at indspille eksklusivt på "Chess Club" i Chicago og "RCA Studios" i Los Angeles. Keith Richards udtalte sig bagefter i London, "at ingen kunne få den helt rigtige amerikanske lyd frem, som vi efterlyste."
På deres første tour i Amerika i juli 1964 optrådte de på alle mulige shows som for eksempel "The Ed Sullivan Show"- der gjorde at Ed sagde at han aldrig ville hyre bandet, for senere at gøre det alligevel. Deres optræden på "The Dean Martin Show" fik værten, Martin, til at komme med jokes om bandet. Specielt gik vittighederne ud over bandets lange hår. Det fik mange, inklusive Bob Dylan, til at sige at de syntes at Dean skulle undskylde.
1965- 1969.
Hjulpet på gled af Oldham blev Jagger og Richards mere produktive og scorede deres første nummer 1. i England med sangen "The Last Time" i 1965 som de selv havde skrevet.
Den amerikanske udgave af Out Of Our Heads indeholdt klassikeren "(I Can’t Get No) Satisfation". Indtil da havde "The Stones" været mindre populære i USA end deres kollegaer The Beatles og The Dave Clark Five. "Satisfation " markerede også det første af mange nummer 1. hits for "The Stones".
Med albummet Aftermath i 1966 udgav "The Stones" deres første album udelukket med sange skrevet af Jagger og Richards. Aftermath indeholdt også den ca.12 minutter lange sang "Going Home", der var den første af slagsen på et album der var på hitlisterne.
I 1967 blev Jagger og Richards arresteret efter en politi razzia i Keith Richards hjem, Redlands Bust, under en fest, og de blev sigtet for besiddelse af stoffer. "The Times" valgte at udgiv lederen "Who Breaks A Butterfly Upon A Wheel", hvor der blev skrevet at straffene ikke ville havde været så hårde hvis det havde været anonyme mennesker. Det endte med at de begge to blev løsladt.
I maj 1967, kort tid efter Jagger og Richards retssagen, blev Brian Jones anholdt for besiddelse af hash, kokain og metamfetamin. Han slap med en bøde og betinget dom, men fik at vide at han skulle søge professionel hjælp.
Bandet begyndte straks at indspille en ny single "We Love You", som var en tak for alt den loyalitet deres fans havde vist dem under deres retssag. Sangen havde gæsteoptræden af John Lennon og Paul McCartney, og i starten af sangen hørte man lyden af fodtrin og en celledør der smækkede i. Rygtet siger at det var hemmelige lyd optagelser fra fængslet i London, hvor Richards havde tilbragt en nat.
De arbejdede derefter på et nyt album. Som Jagger regnede med skulle være bandets modstykke til The Beatles album Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Pladen som blev udgivet under navnet: Their Satanic Majesties Request, blev optaget under vanskelige omstændigheder. Flere af bandets medlemmer levede under truslen om at komme i fængselet. Det hele blev så kaotisk at det lykkes Bill Wyman, at få en af sine egne sange med på albummet. Sangen "In Another Land" blev skrevet og sunget af ham selv.
Resultatet af albummet fik kun en lunken modtagelse. Anmelderne havde opserveret at albummet og sangene ikke levede op til det "The Stones" tidligere havde præsenteret. Albummet lignede meget Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, hvilken gav mere kritik (selv af John Lennon), der beskyldte "The Stones" for at ride på The Beatles bølge.
Selvom Jagger stemplede albummet som "noget lort", viste et utal af numre forbedringer af Jagger og Richards sangskrivning. Specielt sangen "2000 Light Years from Home" (som blev skrevet af Jagger mens han kort var tid i fængslet).
Imidlertid kæmpede de to sangskriver indbyrdes og sammen om at tage magten i bandet, (og for Keiths vedkommende også Anita Pallenberg) fra deres daværende leder Brian Jones, hvis mentale stabilitet blev værre og værre.
Det personlige forhold var ved at være tyndslidt mellem Jones og Richards, da de i maj 1968 udgav singlen "Jumpin' Jack Flash", og senere samme år kom albummet Beggars Banquet, der viste at bandet ikke havde givet slip på deres blues rødderne.
Til trods for spændingen mellem dem producerede Jagger og Richards sammen med Jimmy Miller, der var en producer på vej op, et af deres mest bemærkelsesværdig album Beggars Banquet, med blandt andre sange som "Sympathy for the Devil" og "Street Fighting Man", hvilket gav dem titlen som "Det Bedste Rock & Roll Band i Verden".
Et større og større misbrug af stoffer gjorde Brian Jones mere og mere uberegnelig. Rock and Roll Circus blev et af hans sidste projekter. Han udeblev i stigende grad fra indspilningerne eller blev ikke inviteret med til dem. Der blev lagt planer om at tage på tour til USA igen, men Jones var ikke i stand til at få lavet en arbejdstilladelse.
Med et begrænset bidrag til Beggars Banquet, og et endnu mindre til Let It Bleed blev han tvunget til at trække sig ud af bandet efter det berømte nat besøg fra Jagger, Richards og Watts den 8. juni 1969. Han blev erstattet af den 20-årige jazz-inspirerede guitarist Mick Taylor, der kom fra John Mayall & the Bluesbreakers. Han aflagde prøve til bandet den 14. maj 1969, og blev afsløret som medlem af bandet under en pressekonference den 13. juni i Hyde Park.
Jones trak sig tilbage til sit hjem i Sussex, Cotch Farm, et hus der tidligere havde tilhørt forfatteren bag Peter Plys bøgerne A.A. Milne, hvor han forsatte med sit store forbrug af alkohol på den lokale pub. Han planlagde også sit comeback ved at danne et nyt blues band.
Imidlertid inden der var gået en måned efter hans afgang, og to dage inden "The Rolling Stones" skulle give en koncert i Hyde Park, blev han fundet druknet i sin swimming pool omgivet af statuer fra Peter Plys bøgerne. Selvom dødsårsagen blev offentliggjort at være druknedøden, bliver der den dag i dag, stadig spekuleret over de mystiske omstændighed ved hans død.
1969- 1972.
Til trods for Brian Jones pludselige død, blev koncerten i Hyde Park afholdt foran 200.000 fans. Mick Jagger læste op af Percy Bysshe Shelleys "Adonais", og bagefter slap de hundredvis af sommerfugle ud som en hyldest til den afdøde guitarist.
Koncerten viste "The Stones" nye guitarist Mick Taylor, som Keith bagefter påstod "måske spillede bedre end jeg gjorde".
Bandets optræden – med misbrug af stoffer fra nogle af band medlemmerne - var kaotisk og blev fanget af "Granada Television" og senere vist på engelsk tv under titlen "Stones In The Park".
Bandet havde lige udgivet deres første plade med det nye team, hvor sangen "Honky Tonk Women" var på. Det blev udgivet den 3 juli 1969, og faldt sammen med Brian Jones død, og blev nummer 1. i England.
"Let It Bleed" fulgte efter i december og blev hurtigt til en klassiker med sangene "Gimme Shelter", "You Can't Always Get What You Want" og et tilbageblik på deres rødder med nummeret af Robert Johnsons sang "Love in Vain".
I november begyndte de på deres USA tour 1969. Det amerikanske publikum prøvede ikke længere at drukne musikken med skrigeri, men var i stedet blevet kritiske lytter.
Som Charlie Watts beskrev det senere, det var første gang de faktiske kunne høre hvad de spillede.
Sammenspillet mellem Keith Richards og Mick Taylor (det blev i 2004 udgaven af "Guitarplayer Magazine" kåret som det bedste guitar duo nogle sinde) fungerede optimalt og beviste at de var stærke sammen.
I forsøget på at genskabe succesen fra Hyde Park, og på at tilbyde "The Stones" eget udstyr i en dag til det verdensberømte festival "Woodstock", kulminerede turen med Altamont Free Concert, på det omtalte Altamant Speeway bane der lå omkring 65 kilometer fra San Francisco. Koncerten blev en stor fiasko.
Grateful Dead havde forslået at de skulle hyre de lokale Hells Angels til at være (ikke personlige) vagter, og fortalte "The Stones" at det var bedre at invitere dem end ikke at gøre det.
Englene blev dog hurtig beruset af de rigelige mængder af gratis øl, der blev givet til dem som noget af betalingen, og delte derfor ikke den stemning der var blandt de 300.000 koncert gæster. Kampen mellem fansene og vagterne nåede kogepunktet da Meredith Hunter, en ung afroamerikansk mand, blev banket og slukket ned af en af Englene efter at have trukket sit våben til forsvar, under bandets optræden af sangen "Under My Thumb". Koncerten fra Altamont, og mordet blev dokumenteret i Albert & David Maysles film "Gimme Shelter".
Selvom touren i 1969 havde fået et dårlig optale med Altamont, så de fleste stadig "The Stones" på toppen. Uden at være hæmmet af Jones og med tilføjelsen af den jazz inspireret Taylor kunne det ikke være bedre. Deres producer Jimmy Miller kaldte dem for "Det bedste hvide r’n’b band jeg endnu har set."
"Get Yar Ya- Yas Out" blev det live albums navn som de udgav i forbindelse med tournéen. Den berømte kritiker Lester Bangs mente at det var et af de bedste live albums han havde hørt.
I 1969 udløb bandet kontrakt med Decca Records. De mellemliggende år, efter de havde skrevet kontrakt med "Decca", havde gjort dem til internationale superstjerne, men til trods for det nægtede de at skrive en ny kontrakt. De indspillede en sidste single for at fuldføre de sidste obligatoriske krav. Det var singlen "Cocksucker Blues" som aldrig blev udgivet.
De forlod "Decca Records" for at danne deres eget pladeselskab. "Sticky Fingers" blev udgivet i marts 1971 og var det første album udgivet at Rolling Stones Records. Det forsatte hvor Let It Bleed havde sluppet med nogle af deres bedst kendte sange som "Brown Sugar", deres country inspireret "Wild Horses", den drømmeagtige "Moonlight Mile" og en version af Marianne Faithfulls sang "Sister Morphine", der handlede om hendes eget forhold til heroin.
Mick Taylor begyndte i stigende grad at arbejde sammen med Mick Jagger, hovedsagelig på grund af Richards stigende forbrug af stoffer, og Jagger var irriteret over Keith upålidelighed.
Da Keith Richards problemer med stoffer voksede begyndte Mick Jagger, at søge andre omgangskredse. Han giftede sig med den nicaraguanske model Bianca Pérez-Mora Macías, og parrets jetset liv gjorde kløften mellem Richards og Jagger større.
Presset fra det engelske skattevæsen, på grund af uindbetalt indkomstskat, fik deres nyansatte business rådgiver Prince Rubert Lowenstein, en society ven af Mick Jagger og efterkommer af Rothschild familien, til at rådgive dem om at flytte til udlandet for at undgå den.
De besluttede til sidst at droppe England til fordel for det sydlige Frankrig. Bandets medlemmer skulle nu til at vænne sig til den nye livsstil, med vekslende succes.
Specielt Bill Wyman følte sig med det samme hjemme i sit nye hus på en bjergside, og blev gode venner med den franske maler Marc Chagall. Richards havde på den anden side anbragt sig solidt i sit hus, London Cheyne Walk, og betalte ikke sine regninger før i sidste minut.
I Frankrig lejede Richards efter et stykke tid det gotiske slot "Villa Nellcöte", som havde været brugt som hovedkvarter for de lokale nazister SS under 2. verdenskrig, og lejede værelser ud til de andre i bandet eller til dem som hængte ud der.
Ved at bruge det mobile studie Rolling Stones Studio (nu ejet af Cantos Music Foundation) kunne de begynde at optage deres næste album, dobbelt albummet Exile On Main St. i Keith Richards kælderrum. De fik efter sigende deres elektricitet ved at stjæle den fra den nærliggende tog station.
Stilen på albummet var i høj påvirket af det tidligere The Byrds- og The Flying Burrito Brothers-medlem Gram Parsons. Parsons var ven og drug-buddy med Keith Richards og han hang ofte ud i studiet under optagelserne. Som det var tilfældet med Byrds, lykkedes det Parsons at åbne Stones' øjne for countrymusikken, hvilket i høj grad influerede lyden på albummet. Ved udgivelsen af "Exile On Main St." blev det ofte beskyldt for at være rodet, upoleret og usammenhængende. I dag betragtet albummet generelt som et af bandet hovedværker.
Filmen der blev lavet, og delte navn med singlen "Cocksucker Blues" blev aldrig udgivet officielt, men det er en dokumentar omkring deres tour i 1973, Pacific tour. De viser dem i nord Amerika, og for første gang i Japan og Australien.
1973- 1974.
Da albummet Exile On Main St. var blevet færdigt lod Jagger de andre i bandet forstå, at han var mere interesseret i sit jetset liv, og ville derfor ikke begynde på at skrive opfølgeren. Deres album blev efterfølgende i stigende grad lavet stykke for stykke af forskellige bandmedlemmer på forskellige tidspunkter. Specielt for Jagger og Richardss vedkommende når de fandt sammen, og specielt blev sammen længe nok for at lave noget.
Da det endelig blev færdigt havde albummet Goats Head Soup stærke sange som for eksempel "Winter", "Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)" og "Coming Down Again" sunget af Keith Richards, og det kendte hit "Angie". Mange troede at den handlede om David Bowies nye kone. Men i virkeligheden var det endnu en sang af Keith Richardss om Anita Pallenberg.
Den populære ballade "Waiting On A Friend" blev også optaget i sammen tidsrum som Goats Head Soup, men blev ikke udgivet før otte år efter på Tattoo You.
Under tilblivelsen af pladen kom der endnu en sag om stoffer, denne gang var det var fra tiden i Frankrig.
Med den europæiske tour i 1973 viste "The Stones" at de var i topform. Specielt Mick Taylor spillede strålende solo på sangen "Midnight Rambler" og "You Can’t Always Get What You Want" sammen med Keith Richards på rytme guitar.
En live optagelse den 17. oktober i Bruxelles skulle være offentliggjort men på grund af en del problemer, blev den det ikke.
I slutningen af det år tog de til Musicland i München for at indspille deres næste album It's Only Rock 'n' Roll som udkom i 1974. Der var endnu flere problemer. Deres normale producer Jimmy Miller blev bed om at forlade studiet på grund af hans uberegnelighed og stofmisbrug.
Den nye plade blev den første der kun var produceret af Jagger & Richards under titlen The Glimmer Twins. Både albummet og singlen af samme navn blev hits uden den efterfølgende tour.
Nær slutningen af 1974 begyndte Taylor at blive utålmodig over, at der ikke havde været nogle tour siden oktober 1973.
Bandet var kommet til et punkt hvor de ikke var i studiet samtidigt. Jagger begyndte at blive mere og mere rasende over Richards opførelse, der var blevet mere og mere uforudsigeligt.
De andre band medlemmer endte med at betale Richards regninger og bøder som var kommet som følge af hans liv. Hvilket endte med at hele bandet blev nægtet at rejse ind i bestemte lande, og dermed mistede de den indtægt.
Taylor brugte en del tid sammen med Mick Jagger med at skrive og indspille sange, mens Richards ofte var fraværende.
Jagger lovede derfor Taylor at han ville blive krediteret på nogle af sangene fra Goats Head Soup og It's Only Rock 'n' Roll. Da dette ikke skete alligevel, og det viste sig at der ikke var udsigt til nogle tour i slutningen af 1974 og at der var et hold i München der var klar til at begynde på et nyt album, chokerede Taylor hele musikverdenen ved at annoncere at han forlod "The Rolling Stones".
1974- 1982.
Resten af bandet begyndte at indspille det næste album Black and Blue. De prøvede forskellige guitarister for at finde en erstatning. De besluttede sig til sidst for Ron Wood. Wood havde tidligere bedt Mick Taylor om hjælp til sit solo album. Taylor begyndte derefter at hænge mere ud på "The Wick", Ronnies hus, og en dag tog han Keith Richards med som også blev venner med Wood. Mick Taylor og Ron Wood havde faktisk kendt hinanden siden de var teenagers. De spillede på de samme klubber i London med bands som The Gods og The Birds.
I 1974 var Wood stadig guitarist i bandet The Faces, hvor forsangeren Rod Stewart kort tid efter blev solist.
Wood havde allerede bidraget på It's Only Rock 'n' Roll, men hans første offentlige optræden blev i 1975 touren til Amerika. Det var ikke kun en ny guitarist "The Stones" kunne vise frem men også en ny scene. Udover deres normale scene var der desuden en gigantisk oppustelig fallos, og et reb som gjorde det muligt for Jagger at svæve hen over hovederne på publikummet. Dette gav anledning til endnu en skrid mellem Richards og Jagger. Den praktiske Richards mente at det ville tage fokusset væk fra musikken, men endnu en gang havde Jagger ramte rigtigt.
Snart blev den slags shows næsten obligatoriske for bands på tour i midten af 1970'erne. Andre artister der fulgte efter "The Stones" var Queen, Elton John og Kiss. Bandets tour blev i de efterfølgende år dyrere og mere detaljerede.
Selvom "The Rolling Stones" formået at være populære i den første halvdel af 1970erne, begyndte anmelderne i stigende grad at være tilbageholden overfor bandets produkter og plade salget faldt efterfølgende på det grundlag.
Dog havde Keith Richards andre ting at tænke over i 1977. Richards heroin misbrug havde taget overhånd.
Jagger havde valgt at optage et live album, Love You Live, i Toronto, fordi de ikke havde udgivet et live album siden 1970'ernes Get Yer Ya- Yas Out!.
Alle de andre i bandet var kommet og ventede kun på Richards, så de sendte ham et telegram for at spørge hvor han blev af. I mellemtiden var Richards og hans familie fløjet ind fra London, og han var blevet taget af den canadiske told med en brændt teske og hash. Næste dag, medbragte politi en arrestordre på Anita Pallenberg, RCMP (Royal Canadian Mounted Police) opdagede desuden 22 gram heroin på deres værelse. Anklagen lød på import af stoffer til Canada, hvilket kunne give op til syv års fængsel hvis han blev dømt. Senere blev det dog fundet ud af, at han havde anskaffet sig stofferne efter han var kommet ind i landet.
Til trods for anholdelsen havde bandet to shows i Toronto de skulle spille, men der fik de mere ballade ved da der blev fundet ud af at den frasepareret og nylige skilte kone til den canadiske premierminister, Pierre Trudeus, var blevet set feste sammen med bandet efter et show.
Sagen mod Richards forsatte i over et år. Keith Richards modtog til sidst en betinget dom, og blev beordret til at give to gratis koncerter til fordel for den lokale velgørenhed.
Dette gav anledning til en af Richardss første musikalske projekter uden for "The Rolling Stones" (der kom mere da Jagger solo karriere begyndte) da han sammen med Wood dannede bandet "The New Barbarians", for at optræde i showet.
Dette motiverede Richards til at gøre et sidste forsøg på at få sit stof misbrug under kontrol, hvilket blev meget succesfuldt. Det var også enden på hans forhold til Anita Pallenberg, hvilket havde været meget anspændt siden deres tredje barn (en baby dreng ved navn Tara) døde, og hendes manglede evner til at få styr på sit heroin misbrug, mens Keith Richards kæmpede med at blive clean.
Mens Richards prøvede at få styr på sine juridiske og personlige problemer forsatte Jagger med sit jetset liv. Han var tit gæst på Studio 54 i New York, ofte i selskab med modellen Jerry Hall.
Hans ægteskab med Bianca Jagger endte i 1977.
På det tidspunkt var punk rock begyndt at få stor indflydelse, og "The Stones" blev i større og større grad kritiseret for at være forfalden, aldrende millionærer og deres musik blev betragtet af mange som sløvt eller irrelevant.
The Clash forsanger Joe Strummer gik endda så lang som til i sin sang "1977", at synge "Ingen Elvis, Beatles eller The Rolling Stones".
I 1978 lavede bandet albummet Some Girls som blev deres første succesfulde album i en del år. Jagger og Richards så ud til at havde kanaliseret meget af den personlige uro der omgav dem til at lave noget virkelig kreativt.
Med den bemærkelsesværdige udtagelse af den disco inspireret "Miss You" (en hit single og fast nummer til live shows), og country balladen "Far Away Eyes" var alle sangene på albummet udstyret med hurtig guitar dreven rock and roll (motiveret af punk rock scenen). Der var også balladen "Beast of Burden" (som viste sammenspillet mellem Richards og Wood guitarene "som vævede sig ind i hinanden"), og albummet blev rost da det både var et klassisk "Stones" album og et sammendrag af slutningen af 1970'ernes trends.
Gruppens efterfølgende tour til USA i 1975, med jævnlige berusende optræden, var ikke desto mindre en stor succes.
Men gruppen tog ikke på tour til Europa det efterfølgende år som de havde for vane hver tredje år siden 1967.
De gik ind i 1980erne med at begynde at lave efterfølgeren til den succesfulde Some Girls, det var albummet Emotional Rescue som udkom i midten af 1980'erne. Den var bygget op på samme musikalske måde som dens forgænger, men manglede alligevel noget.
Indspilningerne af pladen blev efter sigende plaget af kaos og Jagger og Richards forhold satte bundrekord. Keith Richards, der var blevet mere ædru end de sidste ti forgangene år, og var begyndt igen at tage kontrol over studiet, noget som Mick Jagger var blevet vant til at have alene, og en magtkamp mellem dem begyndte at danne en dyb kløft.
Selvom Emotional Rescue var på toppen på begge sider af Atlanten, blev den nedgjort af kritikerne for at være glansløs og selvmodsigende.
Tidligt i 1981 var gruppen frisk og besluttede sig for at tage på tour til USA det år, selvom det ikke gav meget tid til at skrive og indspille et nyt album, for ikke tale om at indøve det. Resultatet af det blev albummet Tattoo You, der blev lavet af de ikke brugte og ikke færdiggjorte sangene fra tidligere indspilninger, (for eksempel "Waiting On A Friend" der blev lavet i 1972 samtidigt med Goats Head Soup) og to helt nye sange "Neighbours" og "Winter". Det havde også den meget populære single "Start Me Up" (først indspillet i 1972 som et reggae nummer men ikke udgivet), der viste at Richards stadig var i stand til at skrive musik af samme kvalitet som ti eller femten år tidligere.
Nogle sange på albummet ("Waiting For A Friend" og "Tops") havde Mick Taylor som guitarist, da de brugte de gamle indspilninger hvor han havde spillet, mens jazz saxofonisten Sonny Rollins spillede på "Slave" og "Waiting On A Friend".
Tattoo You blev godt modtaget af kritikerne der betegnede albummet som et solidt stykke arbejde.
I midten af 1981 begyndte bandet at øve sig til den efterfølgende tour i USA i "Studio Instrument Rentals (SIR)" der lå på vest 52. gade og 8. avenue i Manhattan Hell’s Kitchen, det tidligere "Cheetah Club". Mens de var i "SIR" optog "The Stones" musikvideoen "Start Me Up" i optagelse rummet nummer 1.
De optog også "Waiting On A Friend" i Manhattan omkring den tid. Deres "American Tour 1981" var deres hidtil største, længste og mest farvestrålende til dags dato. De spillede på indendørs og udendørs stadier i over tre måneder, og det var den mest indbringende tour det år.
Nogle af deres shows blev optaget og filmet hvilket resulterede i live albummet Still Life (American Concert 1981) fra 1981, og "Hall Ashby" koncert film "The Rolling Stones: Let’s Spend The Night Together" fra 1982.
Midten af 1982 havde "The Stones" 20 års jubilæum. De tog på deres første Europæiske tour i over seks år, og fik selskab af den tidligere "The Allman Brothers Band" pianist Chuck Leavell der forsatte med at indspille og optræde med "The Stones" den dag i dag.
I slutningen af året underskrev de en multi- million dollars kontrakt med deres nye pladeselskab "CBS Records".
1983- 1993.
Gennem de tidlige og indtil midten af 1980erne begyndte Jagger og Richards forhold at vakle mere, og det kom til at gå ud over deres plader. Da bølgerne gik højest blev striden kaldt "World War III" i den engelske presse.
Undercover fra 1983 blev betragtet som bandets forsøg på at få "The Rolling Stones" lyd til at passe sammen med de trends der var på det tidspunkt.
Til trods for den positive kritik ("Rolling Stone" gav den fire en halv stjerne) blev albummet ikke godt modtaget af deres fans og solgte under forventning. Deres tilhørende videoer, som blev optaget i Mexico for at spare penge, fik også skarp kritik. Således blev videoen til "Undercover of the Night" kritiseret for at ligne et rigtigt attentat, og "Too Much Blood" for at være for meget inspireret af knivstikkeri på film og billeder.
"The Stones" havde underskrevet en ny kontakt med "CBC Records" i 1982, og Jagger havde desuden også underskrevet en kontrakt på et soloalbum. Den hidsige Richards så dette som et brud i forpligtelsen til bandet. Til trods for det udsendte Jagger sit første album i 1985.
Sidst på året lavede Bill Wyman en film, "Rewind", som Mick Jagger hjalp til med. "CBS" udgav også en opsamlings-cd under samme navn Rewind, som var fra årene 1971- 1984.
For at gøre alting værre døde deres pianist, road manager og ven gennem mange år Ian Stewart af et hjerteanfald i 1985.
Ifølge Keith Richards gjorde Ian Stewarts død, at de mistede den person, der havde holdt sammen på bandet. Jagger brugte mere tid på sin solokarriere end på "The Stones". Derfor blev meget af materialet til albummet Dirty Work skrevet af Richards i samarbejde med Wood, til stor forskel fra de andre albums. Mick Jagger nægtede efterfølgende at tage på tour med dem på grund af helbredsproblemer hos Richards, Wood og Watts, der ikke var i stand til at turnere.
Da "The Stones" i 1987 modtog en "Lifetime Achievement Award" for at havde opnået så meget i musik, kritiserede Richards åbenlyst Jagger.
I 1988 udsendte Keith Richards så sit soloalbum, "Talk Is Cheap", som han i første omgang havde nægtet at lave på grund af sin loyalitet til "The Stones", men gjorde det alligevel, for han havde ikke andet at lave. I modsætning til Jaggers soloudspil, blev albummet modtaget godt af både fans og anmeldere.
Tidligt i 1989 blev hele "The Rolling Stones" inklusiv Mick Taylor, Ron Wood og Ian Stewart (posthum) medlemmer af Rock and Roll Hall of Fame.
Efter at stykke tid kølede uvenskabet mellem Keith Richards og Mick Jagger ned, og de kunne begrave deres strid. Med et nyt syn og forståelse for hinanden begyndte de at indspille et nyt album som "The Rolling Stones". Det blev albummet Steel Wheels med singlerne "Mixed Emotions", "Rock Return To Form" og "Almost Hear You Sigh". "Continantal Drift" var med musik fra "Jajouka", som i sin tid blev optaget af Brian Jones under turen til Nordafrika i 1967, hvor Keith Richards stjal kæresten Anita Pallenberg fra ham.
Den efterfølgende USA tour, "Steel Wheels", var første gang man kunne se "The Stones" på tour i syv år (sidste gang var Europa touren i 1982), og det blev endnu en gang en af deres største.
Da touren nåede Europa i 1990 havde den skiftet navn til "Urban Jungle". Optagelserne fra touren blev i 1991 til live albummet Flashpoint. Live albummet havde også to nye sange, der var blevet indspillet i 1991. Det var hit singlerne "Highwire" og "Sex Drive".
Touren blev den sidste for Bill Wyman, der efter års spekulationer og til slut mistede interessen for at tage på tour, forlod officielt bandet i januar 1993. Han udgav derefter selvbiografien "Stone Alone".
1993- 1999.
Efter Bill Wyman havde forladt "The Stones" forsatte bandet med de resterende fire, og i 1991 skrev de kontrakt med Virgin Records. Virgin genindspillede "The Rolling Stones" albums fra Sticky Fingers til Steel Wheels samt de tre live albums.
Desuden udgav de i 1993 som var en opsamlings cd der skulle tage over hvor Rewind (1971-1984) havde sluppet i 1984.
Sammen med "The Stones" pianist Chuck Leavell begyndte de på at indspille deres næste studie album i 1993. Charlie Watts blev bedt om, at vælge den nye bassist. Han valgte den respektabel Darryl Jones, som efterfølgerne spillede på albummet Voodoo Lounge. Han spillede også på den verdensomspændte "Voodoo Lounge Tour" i 1994 – 1995. Voodoo Lounge blev lovprist af fans og anmelder, selvom den ikke opnåede den samme status eller popularitet som "The Stones" albums fra 1970erne.
Under deres verdenstour optog de under forskellige shows, og resultatet blev live albummet Stripped fra 1995, hvor der var coversang af Bob Dylans sang "Like a Rolling Stone", samt klassiker som "Shine a Light", "Sweet Virginia" og "The Spider and the Fly".
"The Stones" sang "Start Me Up" blev brugt af Microsoft til deres Windows 95 styresystem. "The Stones" havde aldrig før brugt deres sange til reklamer.
I følgen legenden Microsoft grundlægger Bill Gates havde han spurgt Jager, hvor meget rettighederne til sangen ville koste. I stedet for at afvise ham, havde Jagger svaret 14 millioner $, en sum han selv syntes lød ekstrem høj. Men Gates havde accepteret buddet.
I virkeligheden havde "The Stones" og Microsoft ligget i forhandlinger i over tre måneder, og til sidst havde de accepteret et meget lavere tilbud end historien sagde.
"The Stones" havde så lavet en version uden den afgået Bill Wyman, for at slippe for at skulle betale ham. Men Microsoft havde forlangt og fået den originale version.
Mange år efter i 1999 brugte Apple Computer brugt "She's a Rainbow" til deres iMac. De blev sagsøgt af Andrew Loog Oldham, der hævdede at have copyright på den.
"Bittersweet Symphony" blev nomineret til en Grammy for bedste sang, til ærer for sangskriverne. Men på grund af nogle problemer med copyright blev det i stedet en Grammy til "Mick Jagger & Keith Richards".
"The Rolling Stones" endte 1990'erne med albummet Bridges to Babylon, der blev udgivet i 1997 og det fik en blandet modtagelse. Albummet havde en ny bassist Doug Wimbish. Han blev tilbudt at blive i fast bassist i bandet, men afslog og var derfor ikke med på den efterfølgende tour.
Darryl Jones blev hentet tilbage i stedet, og har været sammen med bandet lige siden.
Til trods for den mislykkede single "Babylon" blev salget det samme som ved de foregående plader. Men en stor succes blev "Bridget To Babylon Tour" der gik igennem Europa, Nordamerika og mange andre stedet.
Der kom igen et live album No Security, og denne gang var alle på nær to ("Live with Me" og "The Last Time") aldrig blevet udgivet før på nogle live albums.
2000-.
I 2002 udgav "The Rolling Stones" et greatest hit album, Forty Licks, der strakte sig over hele deres karriere. Det indeholdt også fire nye sange indspillet af holdet Jagger, Richards, Watts, Wood, Leavell og Jones. Det samme år kårede "Q Magazine" "The Rolling Stones" som et af de "50 bands man burde se inden man døde", og "Licks Touren" i 2002 – 2003 gav folk mulighed for det. Den 30 juli 2003 tog de til Toronto, Ontario, Canada hvor de afhold en koncert som en hjælp til byen, der havde lidt fysisk og psykisk under SARS epidemien. Der var over 400.000 mennesker til den koncert. Den 4 november 2003 spillede bandet for første gange overhovedet i Hong Kong som et led i deres "Harboue Fest", også på grund af SARS.
Den 26. juli 2005, på Mick Jaggers fødselsdag annoncerede bandet navnet på deres nye album A Bigger Bang, der blev udgivet den 6 september og fik en stærk modtagelse, inklusiv en lang artikel i "Rolling Stone" (der tit bliver betragtet som bandet støtte). Albummet inkluderet sangen "Sweet Neo Con", som måske var en af "The Stones" mest kontroversielle sange i lang tid. Sangen var skrevet af Mick Jagger som en kritik af den amerikanske nykonservatismen. Sangen blev næsten taget af albummet på grund af protester fra Richards, der fortrak musik uden indflydelse fra politik eller aktuelle emner, fordi han mente at sådan sange ville skabe problemer.
Den efterfølgende tour "A Bigger Bang" begyndte i august 2005 og besøgte lande som Nordamerika, Sydamerika og forskellige steder i Asien. De spillede gratis foran et ca. 1.5 millioner mennesker på Copacabana i Rio de Janeiro.
I slutningen af 2005 havde touren sat ny rekord med $162 millioner i indtægt, og slog dermed den tidligere rekord der var sat i Nordamerika som også blev sat at "The Stones" i 1994.
Efter en koncert i 2006 blev Keith Richards fløjet til hospitalet i maj 2006 for at få fortaget en hjerneoperation efter tilsyneladende, at være faldet ned fra en kokospalme på øen Fiji. Dette resulteret i 6 ugers hvile for ham, og bandet måtte skubbe deres tour i Europa. Den efterfølgende måned blev det rapporteret at Ron Wood var på en afvænningsklinik, på grund af sit alkohol misbrug. På grund af de problemer måtte koncerten i Danmark udskydes. Den 3. september 2006 optrådte "The Stones" så for ca. 86.000 tilskuere i Horsens. Koncerten var den sidste optræden på gruppens "A Bigger Bang"-turné i Europa.
I 2006 blev "A Bigger Bang" kåret som den mest indbringende tour overhovedet, da den havde givet bandet indtægt på et samlet beløb af $ 437 millioner. Det Nordamerikanske tour ($ 138,5 millioner) fik dem ind på en tredje plads over de mest indtjenende tour. Kun overgået af deres egen tour i 2005 ($ 162 millioner), og U2 ($ 138,5 millioner).
"The Stones" tog igen på tour til Europa i 2007, og endnu engang gæstede de Danmark. Denne gang blev koncerten afholdt i Parken.
Elektronisk komponent.
En elektrisk komponent eller elektronisk komponent er en indretning konstrueret til at have ganske bestemte elektriske egenskaber, som regel "emballeret" i et "hus" med ydre tilledninger (kaldet "ben"). Disse komponenter forbindes indbyrdes så de tilsammen danner et elektronisk kredsløb; som regel ved at de monteres på en printplade der giver det samlede kredsløb mekanisk stabilitet og sørger for den inbyrdes forbindelse mellem komponenterne.
Man bruger også at sammenkoble adskillige "simple", såkaldte "diskrete" komponenter, i ét og samme hus; en sådan sammensat komponent kaldes for et integreret kredsløb - et eksempel på dette er moderne mikroprocessorer, som indeholder adskillige milloner transistorer.
Dokumentation.
Til så godt som enhver komponent der fremstilles, leverer fabrikanterne et såkaldt datablad; et dokument med alle tekniske oplysninger om deres produkts egenskaber og begrænsninger. I nogle tilfælde, f.eks. for kondensatorer og modstande, kan al relevant information dog trykkes eller på anden måde indikeres på komponentens hus.
Oversigt over diskrete elektroniske komponenter.
Diskrete komponenter kan inddeles i to hovedkategorier; "aktive" og "passive" komponenter. I moderne elektronik bruges for de aktive komponenters vedkommende næsten altid halvleder-komponenter, mens man før halvlederteknologien blev udviklet benyttede radiorør.
Eksterne henvisninger.
*
Arboret.
En samling af cypresser i Strybing Arboretum (en afdeling i San Francisco Botanical Garden).
Et arboret (afledt af det latinske "arboretum" = "sted med træer") er en forstbotanisk have, der primært rummer samlinger af vedplanter, dvs. træer og buske af forskellige arter.
Et af de tidligste arboreter i Europa er arboretet "Arboretum Trsteno" ved Dubrovnik i Kroatien. Dets oprindelse er ukendt, men det omtales allerede i 1492, da en akvædukt blev bygget for at forsyne det med vand. Akvædukten er stadig i brug.
Danmarks nationalarboret ligger i Hørsholm og blev oprettet i 1936 som en afdeling af Landbohøjskolen. Et allerede eksisterende forstbotanisk arboret på 4 ha blev udvidet til over 25 ha. Det har i dag lagt hovedvægten på planternes naturlige miljø, botanisk geografi, artsvariation, evolution og taksonomi. Desuden forædles økonomisk betydningsfulde træarter.
Rudkøbing.
Rudkøbing er den største by på Langeland med 4.641 indbyggere (2010) beliggende midt på øen. Byen vender mod vest ud mod Det Sydfynske Øhav og har en lille havn med skibsværft samt færgeforbindelser til Strynø og Ærøs sydøstlige havneby Marstal. Lige nord for Rudkøbing bevæger primærrute 9 sig i vestlig retning over Langelandsbroen til Siø og videre mod Tåsinge og Fyn, mens den i østlig retning går mod havnebyen Spodsbjerg, hvorfra der er færge til Lolland. Som den øvrige del af Langeland, ligger øens hovedby i Langeland Kommune og hører til Region Syddanmark.
Rudkøbing er en gammel købstad og har undgået en voldsom industriel udvikling inden for den centrale bykerne. Derfor er byen præget af krogede brostensbelagte gader og smalle stræder med ældre købmandsgårde og småhuse fra gammel tid.
Seværdigheder i byen.
På "Gåsetorvet" i Rudkøbing står en statue af den berømte danske fysiker H.C. Ørsted (1777-1851) der sammen med sin bror Anders Sandøe Ørsted voksede op i købstaden. De blev begge født i Det Gamle Apotek i "Brogade 15", en bygning der fortsat er velbevaret og stadigvæk anvendes som apotek. I apotekergårdens have står et 300 år gammelt ægte kastanjetræ omgivet af havens krydderurter. Det har stået uberørt ligesom den øvrige del af Rudkøbing, idet man fra kommunens side har gjort meget for at frede byens gamle huse og haver. Byen tiltrækker mange turister fra det øvrige Danmark og udland hvert år, som kommer til området for at opleve den gamle købstads særegne miljø.
Rudkøbing Kirke stammer fra 1100-tallet og er byens vartegn. Siden dens grundlæggelse er der foretaget adskillige ombygninger af kirken, og tårnet fra 1621 er et eksempel på dette. Det hæver sig over byens tage med fire svungne renæssancegavle samt et ottekantet kobberbelagt spir.
I Rudkøbings største park, Ørstedsparken, ses en statue af Rudkøbings grundlægger Helge Bove Nielsen. Her findes også en sten til minde om "Anders Sandøe Ørsted".
I Rudkøbing afholdes hvert år Langelandsfestivalen, der også går under navnet "Danmarks største Havefest". Det er en populær familiefestival der som regel varer i otte dage med en lang række kunstnere fra ind- og udland. Der bydes på oplevelser, hygge og musik på stedet "Rue Mark" lidt syd for Rudkøbings bygrænse.
Rudkøbings historie.
Fra gammel tid har der boet mennesker på Langeland, hvilket arkæologiske spor fra gravhøje og bopladser rundt omkring på øen vidner om. Stedet, hvor Rudkøbing nu ligger, var et centralt overfartssted for øen, og det udviklede sig derfor gennem mange århundreder til en handelsplads og blev (i 1200-tallet) efterhånden til en rigtig by. Rudkøbing nævnes første gang ved navn i 1287 hvor den tildeltes købstadsrettigheder af Hertug Valdemar 5. af Sønderjylland, som holdt til på det nærliggende Tranekær Slot.
De følgende århundreder blev Rudkøbing ramt af flere krige. Først Grevens Fejde (1534-1536) og herefter krigen mod Sverige (1658-1660) hvor byens volde to gange virkede som forsvar mod de svenske soldater, inden byen blev indtaget. I disse århundreder udbrød der pest i Rudkøbing, hvilket gjorde et stort indhug i befolkningstallet, og dertil to store bybrande i henholdsvis 1590 og 1610 som satte den lille købstad på en hård prøve. I 1700-tallet betød endnu krig mod Sverige at byens beholdning af skibe forsvandt, og købstaden fik derfor svært ved at fungere som handelssamfund i et langt stykke tid. Dette blev ikke lettere efter at Danmark og England bekrigede hinanden i begyndelsen af 1800-tallet.
Først senere i samme århundrede begyndte udviklingen at vende til Rudkøbings fordel. I løbet af 1800-tallet tredobledes byens befolkningstal ikke mindst som følge af at man i 1822 gravede havnen dybere og udvidede den, samtidig med at øens vejforbindelser blev bedre. Rudkøbing fik gang i handelen igen, og dette blev endnu mere udtalt i løbet af det 20. århundrede. Da Svendborgsundbroen stod færdig 1966 var byen og øen blev landfast med Fyn efter ibrugtagning af Siøsundbroen i 1959 og Langelandsbroen i 1962, og øens opland var således med bygning af tre broer blevet større.
Rudkøbing Kommune, Tranekær Kommune og Sydlangeland Kommune forhandlede fra tid til anden om en egentlig fusion af kommunerne til én samlet storkommune på Langeland, men historiske forskelligheder og stor lokal modvilje egnene imellem, satte gang på gang en stopper for projektet. Først i forbindelse med Kommunalreformen i 2007 blev kommunerne lagt sammen til den større "Langeland Kommune".
Mol (toneart).
Ren A-molskalaHarmonisk A-molskalaMelodisk A-molskalaMol (lat. "mollis", blød; eng. "minor", fr. "mineur", it. "minore") er en toneart, der er bygget over en skala med lille terts.
1 ½ 1 1 ½ 1 1
a h c d e f g
a h c d e fis gis a (g f e d c h a)
Både harmonisk og melodisk mol bruges for at tilpasse melodien til gængse akkordfølger.
Rekursiv.
Rekursive funktioner.
Inden for matematikken bruges nogle gange rekursive definitioner. Eksempelvis kan fakultet og Fibonaccital defineres rekursivt. Rekursion kan også med fordel bruges til visse opgaver inden for programmering af en computer. En sådan funktion kan laves meget kompakt, men der er risiko for lange beregningstider og stort hukommelsesforbrug.
Mol (enhed).
Et mol (o'et udtales som i "sol") er SI-enheden for stofmængde. Et mol svarer til ca. 6,02214×1023(ca. 602 trilliarder) formelenheder (f.eks. atomer), og dette tal, med enheden mol-1 kaldes Avogadros konstant. Mol benyttes til angivelse af mængder af atomer, molekyler eller subatomare partikler. Definitionen på et mol er, at et mol 12C har en masse på nøjagtigt 12 g. Avogrados konstant er derfor lig antallet af 12C-atomer i 12 g 12C.
Mol anvendes i forbindelse med koncentration, som måles i mol pr. liter (molaritet) eller mol pr. kilogram opløsningsmiddel (molalitet) samt molarmasse, der måles i gram pr. mol. Et mol brint vejer eksempelvis ca. 1 gram, fordi brints molaremasse er 1,008 g/mol.
Eksterne henvisninger.
http://www.natlex.dk/mol.html - Definition på blandt andet mol, samt dybdegående forklaring på dennes sammenhæng med molarmasse og masse
Spirulina.
Spirulina er handelsnavnet for nogle spiselige cyanobakterier.
Det er især "Arthrospira platensis" og "Arthrospira maxima" der sælges under handelsnavnet Spirulina.
De var tidligere klassificeret under slægten "Spirulina"; men er nu flyttet til slægten "Arthrospira".
De indeholder proteiner og supplerer dermed med vigtige aminosyrer. Mere end 50% af tørvægten er protein.
Rhododendron maximum.
"Rhododendron maximum" er Rododendronart fra det østlige USA, der kan findes fra havet og ret højt op i bjergene.
Planten er opret og vokser i kratform. Den bliver typisk 2-4 m høj, men kan undertiden findes helt op til 8-9 m høj. Den er stedsegrøn med en vækst, der er bred og løs, og den har tykke, læderagtige og mørkegrønne blade. Den blomstrer ret sent med små rosa eller hvidlige blomster.
Hjemmeværnet.
Hjemmeværnet er én af de militære grene i det danske forsvar.
Historie.
Efter fredsslutningen i 1945 oprettedes i Danmark en række hjemmeværnsforeninger, nogle steder kaldet det sorte hjemmeværn og andre det blå hjemmeværn alt efter "uniformernes" farve. Forklaringen på navnene er, at det blå hjemmeværn bar blå kedeldragter, og det sorte hjemmeværn fik udleveret uniformer i forskellige farver, der så alle blev farvet sorte for at skabe et ensartet præg.
Oprettelsen af disse foreninger begrundedes med, at der var mange modstandsfolk, der ikke ville aflevere våbnene fra krigens tid. Politikeren Frode Jacobsen, som også var medlem af Frihedsrådet, var én af fortalerne for oprettelsen af det statslige hjemmeværn, og blev den første civile chef (kommiteret for Hjemmeværnet).
Den danske regering oprettede i 1949 det hjemmeværn, vi har i dag, bl.a. for at få kontrol over de mange våben, der var i hjemmeværnsforeningerne.
Under den kolde krig fungerede hjemmeværnet som støtte for det øvrige forsvar.
Den primære opgave var overvågningen af Danmarks territorium. Bevogtning af militære og samfundsvigtige installationer er ligeledes en del af Hjemmeværnets virke. Af andre opgaver kan nævnes baghold og sabotage mod fjendens enheder og installationer (teoretisk set og kun i krigstid), søredning samt forskellige sikringsopgaver.
Efter den kolde krigs afslutning har hjemmeværnets rolle ændret sig; for eksempel er Vejvisning og trafikregulering i forbindelse med større offentlige arrangementer er i dag en fremtrædende del af værnets aktiviteter.
Værnet er som følge af Forsvarsforliget 2005-2009 i gang med store ændringer i organisationen med henblik på at kunne yde en bedre og mere målrettet indsats i det civile samfund ved katastrofer, terror eller naturkatastrofer.
Der er ca. 51.000 medlemmer af Hjemmeværnet. Disse frivillige repræsenterer et bredt udsnit af den danske befolkning.
Hjemmeværnet er pr. 01.01.2007 opdelt i en aktiv og en reservestyrke. Den aktive del består af ca. 40% af den samlede styrke. For at være en del af den aktive styrke kræves minimum 24 timers funktionsrelateret tjeneste årligt. Opdelingen er en konsekvens af forsvarsforliget.
Medlemmer.
"”Traditionalister” er især motiveret af at ville forsvare Danmark, ”Fritidsfolket” lægger vægt på en aktiv fritid og på at være på øvelse, ”Lederaspiranter” er motiveret af muligheden for uddannelse og ledererfaring, ”De sociale” lægger vægt på det sociale fællesskab i hjemmeværnet, og ”De supermotiverede” nævner en lang række årsager til, at de er med."
"De frivillige medlemmer af hjemmeværnet er endvidere karakteriseret ved at omfatte relativt mange med en faglig uddannelse. Uddannelsesprofilen for hjemmeværnets frivillige er således forskellig fra befolkningen som helhed, selv om den gennemsnitlige uddannelseslængde svarer til gennemsnittet i befolkningen i øvrigt. Sammenlignet med alle i den voksne befolkning er der relativt færre i hjemmeværnet, som ikke har en kompetencegivende erhvervsuddannelse, men også færre med en videregående uddannelse."
SFI fandt også, at hjemmeværnssoldater oftere end befolkningen generelt udførte frivilligt arbejde (udover Hjemmeværnet), og oftere støttede personer uden for deres husstand økonomisk og praktisk.
Hjemmeværnet i internationale opgaver.
Militært ansatte i Hjemmeværnet har i lang tid kunnet blive udsendt, men i 2006 udtalte daværende chef for Hjemmeværnet, generalmajor Jan Norgaard, at hvis Hæren manglede personnel i visse funktioner, stod det dem frit for at hyre frivillige medlemmer af Hjemmeværnet til internationale opgaver, til støtte for udsendte enheder.
Siden denne officielle udmelding har mange frivillige fra Hjemmeværnet søgt om udsendelse, og en lille del af dem er blevet udsendt; for det meste i stillinger, hvor de ikke kommer i aktiv kamp, såsom hjælp til genopbygning, personbeskyttelse, sanitetstjeneste og administrative opgaver.
Disse frivillige udsendes på en kontrakt, som indgås med Forsvaret, så der er ikke tale om at Hjemmeværnet sender styrker ud. Inden de frivillige kan blive udsendt skal de gennemgå en missionsorienteret uddannelse, der kan vare fra 14 dage og op til 4 måneder, og når de er udsendt, så får de løn af Forsvaret.
Siden 2009 har Hjemmeværnet også udsendt samlede bevogtningsenheder til Afghanistan.
Mange medlemmer af Hjemmeværnet vælger også på et tidspunkt at melde sig ind i Hæren, Flyvevåbnet eller Søværnet, hvor de gennemgår en avanceret og professionel uddannelse, med det formål at blive udsendt, eller fast ansættelse. Omvendt er der også mange, der efter udtrædelse af de øvrige værn melder sig ind i Hjemmeværnet.
Hjemmeværnet i samfundet.
Hjemmeværnet yder ofte såkaldt "almindelig hjælp" til andre myndigheder, især politiet. Det er især politikompagnier, der yder hjælp til trafikregulering, men også f.eks. hjælp til eftersøgning af personer og genstande og bevogtning af gerningssteder og andet.
Under FN's klimakonference 2009 (COP15) ydede 1200 soldater fra Hjemmeværnet støtte til politiet i København. De fleste med bevogtning og patruljering, men også f.eks. med VIP kørsel.
Medlemmer af et politikompagni er også uddannet til at yde "særlig hjælp" til politiet, der er karakteriseret ved magtanvendelse overfor civile, altså egentligt politiarbejde. Denne form for hjælp skal forhandles imellem Justitsministeren og Forsvarsministeren.
Porphyra umbilicalis.
"Porphyra umbilicalis" er en spiselig rødalge, som er én af de alger, der benævnes "Nori" på japansk.
De høstede planter fra Porphyraslægten forarbejdes til papirlignende ark, der især bruges i det japanske køkken.
Betegnelser for "Porphyra umbilicalis": purple laver, purpurtang, chishima-kuro-nori
Elektrisk modstand (elektronisk komponent).
Billede af almindelige 0,25...0,5 W kulfilmmodstande.
Den fysiske elektroniske komponent en elektrisk modstand, resistor er designet til at have en resistans (fysisk størrelse i ohm), som er uafhængig af den elektriske strøm igennem modstanden og dens temperatur.
Definition af ohmsk elektrisk modstand.
En elektronisk komponent er ohmsk, hvis den har en resistans, som er uafhængig af den elektriske strøms størrelse igennem den og strømmens frekvens og retning. Den kan have flere farvekoder
Målekrav.
Her er det underforstået at temperatur og andre fysiske størrelser, der måtte påvirke resistansen holdes konstant, mens resistansen måles.
Hvordan virker en modstand.
En modstand omsætter elektrisk energi til varme og evt. lys. En modstand opfører sig derfor som en transducer.
Modstande som er uafhængige af temperaturen.
De fleste anvendte elektriske modstande bliver designet til, at deres "elektriske modstand" i høj grad er uafhængig af alle fysiske almindeligt forekommende påvirkninger.
De fleste modstande er lavet af kulstof (grafitfilm) eller metalfilm som er pålagt en porcelæn-cylinder/rør.
Modstande kan også være lavet af kanthaltråd eller konstantantråd. Disse metal legeringer er designet til at være stort set uafhængige af temperaturen.
Variable modstande.
Billede af almindelige variable modstande (trimmepotentiometre og et potentiometer højre).
Nogle modstande designes til at kunne have en variabel værdi, som funktion af drejning (potentiometer, trimmepotentiometer) eller forskydning (skydemodstand).
Temperaturafhængige modstande - termistorer.
Modstande, hvis elektriske modstand stiger med temperaturen, kaldes "PTC (Positive Temperature Coefficient)"-modstande. Der findes også "NTC" (Negative Temperature Coefficient)-modstande, hvis modstand falder ved stigende temperatur.
Lysafhængige modstande.
Modstande, hvis elektriske modstand er afhængig af belysning kaldes en "LDR" (Light Dependent Resistor)-modstand. LDR-modstande bliver designet til at reagere på lys i forskellige intervaller af det elektromagnetiske spektrum.
En modstand der afgiver lidt lys - glødepære.
En glødepære eller en glødelampe er faktisk en modstand, der er designet til at kunne klare høje temperaturer (ca. 2500 °C). Glødepærer omdanner elektrisk energi til elektromagnetisk energi. Noget af den elektromagnetisk energi er synligt lys - ca.3%. Resten er infrarød (IR) varme energi. Glødetråden er lavet af et stof som er elektrisk ledende og som kan tåle høje temperaturer; f.eks. grundstoffet wolfram (eng.tungsten).
En halogenpære kan klare lidt højere glødetrådstemperatur og den afgiver op til 6% lys af den tilførte elektriske effekt.
Resistans.
Med undtagelse af såkaldte superledere besidder alle elektriske ledere en vis elektrisk resistans større end 0 Ω.
Resistansen i ohm er pr. definition den multiplikative inverse af konduktansen i siemens.
Modstandskarakteristik.
En modstandskarakteristik er en matematisk graf, hvor der enten måles strømmen som funktion af spændingen - eller spændingen som funktion af strømmen.
Her er det underforstået at temperatur og andre fysiske størrelser, der måtte påvirke holdes konstant, mens målingerne står på.
Dynamisk eller differentiel modstand - og statisk modstand.
En komponents eller et kredsløbs statiske modstand er defineret ved: R=U/I, hvor R er den statiske modstand, U er spændingen over komponenten og I er strømmen gennem komponenten.
Der findes ingen simpel komponent, som har statisk negativ modstand.
En komponents eller et kredsløbs dynamiske modstand eller differentielle modstand er defineret ved: R(I)=dU/dI eller R(U)=dU/dI, hvor R er den dynamiske modstand ved hhv. strømmen I eller spændingen U, U er spændingen over komponenten og I er strømmen gennem komponenten.
Der findes simple komponenter, som har negativ differentiel modstand på visse dele af deres modstandskarakteristik.
Lineær modstand.
En komponent, hvis statiske modstand er uafhængig af strømmen (herunder polaritet) gennem komponenten, er lineær. Komponenten en modstand er valgt/designet til at være lineær (og temperaturuafhængig). Selvom en komponent har en temperaturafhængig modstand, kan den stadig være lineær. Glødepærer, LDR-modstand, PTC-modstande og NTC-modstande er lineære og temperaturafhængige modstande.
Ikke-lineær modstand.
Der findes mange komponenter som udviser ikke-lineær modstand. Næsten alle halvlederkomponenter udviser ulineær modstand. En VDR-modstand er også ulineær - dens modstand afhænger per definition af spændingen.
Selvom en komponent er ikke-lineær, kan den godt have strøm-/spændings-intervaller, hvor den er lineær. Et simpelt eksempel er en parallelforbindelse af en diode og en modstand. Ved "lave" strømme (hvis spændingen er 0-0,1 volt) i diodens lederetning, vil man kun registrere modstanden, men ved "middelhøje" strømme vil dioden lede og her vil det samlede kredsløb udvise ulinearitet.
Azalea.
Azaleaerne er blomsterne buske der udgør en del af slægten Rododendron. Indtil 1834 var de klassificeret som deres egen slægt men nu er de to underslægter (subgenus) af "Rododendron": Haveazalea "(Rhododendron subgenus Pentanthera)" og Japansk azalea "(Rhododendron subgenus Tsutsui)".
En af de store forskelle mellem azaleaerne og de andre arter i rhododendronslægten er deres størrelse. En anden er måden de danner blomster. De andre rododendron har blomster i klynger men azaleas har kun en blomst per stængel. Til gengæld har de så mange stængler at de i blomstersæsonen er helt dækket af blomster.
"Slægten" Azalea.
Så sent som i 2004 blev der stadig solgt rododendron under
Generel relativitetsteori.
Almen relativitetsteori er den geometriske teori om gravitation, som Albert Einstein publiserede i 1916. Denne var en udvidelse af hans specielle relativitetsteori fra 1905, så den også dækkede effekten af tyngdekraften på rum og tid.
Teorien forudsiger, at alle masser (planeter, solen og stjerner) krummer rummet omkring sig. For et plant snit (to dimensioner) igennem rummet og massen, kan man få en fornemmelse af fænomenet ved at forestille sig et tredimensionelt billede med en billardkugle i midten af et udspændt, elastisk gummiklæde.
Den tredje dimensions hensigt er at illustrere rumdeformationens/"tyngdekraftens" styrke som følge af massen i omegnen. Jo større fordybning af gummiklædet i et givent punkt i det todimensionelle rumudsnit, jo større deformation.
Samme mentale billede viser også hvordan en mindre kugle (f.eks. en golfbold) der droppes et sted på gummiklædet vil komme tættere og tættere på billardkuglen; ikke fordi de er tiltrukket af hinanden, men fordi rummet ’går ned ad bakke’.
Denne illustration har naturligvis mange begrænsninger. Einsteins rumtid består af fire dimensioner, hvoraf tiden er én. Alligevel kan det give en intuitiv forståelse af nogle af de fænomener, der beskrives i den generelle relativitetsteori.
Et andet basalt postulat i Einsteins artikel fra 1916, er det såkaldte ækvivalensprincip, ifølge hvilket naturlovene er de samme i et tyngdefelt (som vi finder det på jordoverfladen) og i et jævnt accelereret system. Effekten er, at man ikke kan måle sig til om man befinder sig på en planet med en tyngdeacceleration på 9,82 m/s² eller om man befinder sig i et rumskib, der accelererer med 9,82 m/s². Har man siddet i et tog og kigget på et andet tog som dækker det meste af ens synsfelt ud af togvognen og som jævnt og langsomt sætter i gang på sporet ved siden af, så har man en fornemmelse af hvad dette postulat indebærer. Er det dem eller os der kører?
Einstein brugte også idéerne fra den almene relativitetsteori på Universet som helhed. På den måde nåede han frem til muligheden for at Universet - i kraft af rumtidskrumningen - kunne være endeligt uden at være afgrænset, ligesom jordoverfladen, der - netop i kraft af krumningen - har et endeligt areal, men ingen grænser.
I årene efter publiceringen i 1916, blev der eksperimenteret med generel relativitet i stor stil. Det førte til eftervisningen af en del af Einsteins postulater, men nu næsten 100 år senere mangler der stadig evidens for nogle af de mere bizarre konsekvenser af den almene relativitetsteori; blandt andet tyngdebølger og sorte huller.
Ækvivalensprincip.
Einsteins ækvivalensprincip er en hypotese, der siger, at et system i et tyngdefelt er lokalt ækvivalent med et jævnt accelererede system.
Metriktensor.
Den metriske tensor spiller en afgørende rolle i forståelsen af relativitetsteori, idet den definerer alle afstande.
Einsteins ligninger.
formula_1
"E" er energi i joule. "m" er massen i kg. "c" er lysets hastighed i vacuum (ca. 299.792.458 meter per sekund).
Standard SI-enheder
Den Newtonske grænse.
Vi ved fra den klassiske mekanik, hvordan masser opfører sig i svage tyngdefelter. Denne teori er testet på så forskellige objekter som æbler og planeter, og en god overensstemmelse er opnået. Når så en teori som almen relativitetsteori konstrueres, må vi kræve at der er overensstemmelse mellem de to teorier i den grænse hvor vi forventer at Newtons teori gælder. Dvs. hvor alle tyngdefelter er svage og alle bevægelser er langsomme.
Schwarzschilds løsning.
Schwarzschilds løsning er en statisk sfærisk symmetrisk løsning til vakuum Einsteins ligninger (formula_2)
formula_3
hvor formula_4 kaldes gravitations eller Schwarzschilds radius.
Lysafbøjning.
Den almene relativitetsteori fik sin første empiriske bekræftelse i 1919. En engelsk ekspedition til Vestafrika og Brasilien iagttog dette år en lille afbøjning af lyset fra stjerner i retninger nær solskivens rand under en total solformørkelse. En stjerne nær den formørkede sols rand blev observeret i en anden position på himlen, end der hvor den normalt befandt sig. Solens gravitation viste sig altså at krumme rumtiden og dermed bøje lysstrålen fra stjernen.
Almen relativitetsteori og klassisk mekanik.
Her beskrives sammenhængen mellem Einsteins
almene relativitetsteori og
Newtons klassiske beskrivelse af
legemers bevægelse i et tyngdefelt. Vi vil ikke her gå ind i
udledningen af Einsteinligningen og fortolkning af de enkelte led
i denne, ej heller en mere grundlæggende introduktion til Einsteins
almene relativitetsteori. Blot skal det nævnes, at når samme index
står for for oven og for neden i et led i en ligning er der tale om
implicit summation. Konventionen er, at i eller j summeres fra 1 til 3
(de rumlige koordinater), mens a,b,c... summeres fra 0 til 3 (både
tidslig og rumlige koordinater). Desuden skal man huske, at
konventionen for enheder (lysets hastighed) i klassisk mekanik og almen relativitetsteori
formula_1
Klassisk mekanik.
Newtons beskrivelse af tyngdekraften er basalt set, at to legemer med
masser M og m og indbyrdes afstand r tiltrækker hinanden med en kraft,
formula_2
Desuden ved vi, at en partikel med
masse m, der påvirkes af en kraft F acelereres med en
formula_3
Alternativt kan man sige, at en punktformig masse M giver anledning til et
formula_4
Sammenhængen med ovenstående er, at accelerationen af en lille test
formula_5
formula_6
formula_7
Klassisk approksimation til den almene relativitetsteori.
formula_8
er i overensstemmelse med Newtons klassiske beskrivelse, i grænsen
hvor alle partikler (masser) bevæger sig meget langsommere end lyset,
og rummet er næsten fladt (eller ækvivalent: tyngdekraften er meget
formula_9
formula_10
formula_11
formula_12
Vi har her brugt, at egentid s og tidskoordinat t er identiske for
formula_13
formula_14
formula_15
formula_16
formula_17
Men eftersom vi har antaget at alle hastigheder er små sammenlignet
formula_18
kan vi trygt negligere alle led hvor der afledes med hensyn til
formula_19
Det sidste fortegnsskift kommer fordi det at flytte index op eller ned
svarer til at gange g på, men eftersom h er meget lille får vi
formula_20
Sammenhæng mellem de to teorier.
Men hvordan hænger alt det her sammen med accelerationen af den lille
test masse, vi har fra Newtons teori? Den geodætiske ligning, som
beskriver, hvordan masser bevæger sig i denne (lidt) krumme rumtid,
formula_21
formula_22
formula_23
formula_24
formula_25
Den sidste faktor kommer ind fordi vi har brugt to forskellige
enhedssystemer til definitionen af de to potentialer.
Hermed har vi bestemt den frie parameter i Einsteins almene
relativitetsteori ud fra kravet om overensstemmelse med Newtons teori
formula_26.
Statsbiblioteket.
Statsbiblioteket er universitetsbibliotek for Aarhus Universitet, overcentralbibliotek for Danmarks folkebiblioteker og udgør sammen med Det Kongelige Bibliotek Danmarks nationalbibliotek. Det blev efter vedtagelse i Folketinget og Landstinget i 1897 og åbnet i 1902 for blandt andet at aflaste Det Kongelige Bibliotek.
Ved oprettelsen modtog biblioteket fra Det Kongelige Bibliotek
ca. 100.000 dubletter (bind som biblioteket havde mere end ét eksemplar af). Her udgjorde Caspar Frederik Wegeners bogsamling en grundstamme. I 2004 havde biblioteket over 3½ million bøger og tidsskrifter (hver tidsskriftstitel er kun talt én gang), der var fordelt på 109.503 hyldemeter. De samlede udgifter til driften lå på godt 153 millioner kr, hvilket bl.a. dækker over 233 fuldtidsansatte (eller rettere: årsværk). Indtægter fra driften lå på 14½ million kr.
Det er placeret i den nordlige del af Universitetsparken, hvor dets 45 meter høje gule bogtårn med magasiner er vartegn. I parken foran biblioteket blev der 1976 og 1984 indrettet underjordiske magasiner, og i 2000 blev et Sundhedsvidenskabeligt bibliotek åbnet i den tidligere Fødselsanstalt i den sydlige del af universitetsparken. Indtil 1963 havde Statsbiblioteket til huse i den bygning, hvor Erhvervsarkivet i dag holder til.
Statsbiblioteket modtager også pligtaflevering af aviser, lydudgivelser, film- og videoudgivelser. Pligtafleveringen af aviser hænger sammen med loven om Statens Avissamling fra 1916, mens musikudgivelser blev en del af opgaven i 1989 ved en udvidelse af formålet med Statens Mediesamling, der blev oprettet i 1987 for at indsamle og bevare tv- og radiooptagelser. I 2005 blev opgaverne yderligere udvidet, idet en ny pligtafleveringslov dels forpligtede Statsbiblioteket til at indsamle tv og radio, hvor det før var sket ved aftaler, og dels forpligtede Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek at indsamle det danske internet. Dette bliver gjort ved fire årlige "tværsnitshøstninger", "selektive høstninger" af udvalgte websites, der afspejler det danske samfund her og nu og op til 3 "begivenheshøstninger" per år. De indsamlede danske websites gemmes for eftertiden i to kopier på hhv. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek.
Statsbiblioteket fungerer som overcentral for folkebibliotekerne,dels ved at stille sine samlinger til rådighed og ved indkøb af nye udgivelser, der ikke findes andre steder i Danmark, samt ved at varetage funktionen som Dansk Lånecenter, ved indlån af materiale fra udenlandske biblioteker. BiblioteksCenter for Integration (SBCI) understøtter folkebibliotekernes betjening af etniske minoriteter. Dette gøres bl.a. ved at stille bøger, musik og film til rådighed på mere end 30 sprog.
Danske reklamefilm er Statsbibliotekets unikke samling af danske biografreklamer fra ca. 1950-1995 samt reklamefilm vist på TV2.
Bibliotekernes Netmusik er en ny mulighed for at låne dansk musik via nettet. Indholdet er danske og udenlandske cd-udgivelser, som man har kunnet opnå aftale med. Den lånte musik er kopispærrede WMA-filer, som kan benyttes i en eller syv dage. Bibliotekernes netmusik er udviklet af Statsbiblioteket, men udbydes gennem de enkelte folkebiblioteker.
Deuterium.
Deuterium er en stabil isotop af brint (hydrogen). Deuterium kaldes også "tung brint".
Deuterium består populært sagt af én neutron, én proton og én elektron. Dermed er deuterium tungere end 1H = H, da deuterium ²H = D har en neutron mere.
Som isotop reagerer deuterium kemisk på samme måde som brint. Den større masse bevirker dog, at fysiske processer foregår langsommere. Stoffer med deuterium har således et lidt højere kogepunkt, end de tilsvarende stoffer med brint. Ved udvinding af deuterium benyttes dette, idet der foretages elektrolyse af den naturlige blanding af almindeligt og tungt vand.
Deuterium indgår i tungt vand. Tungt vand kan bruges som moderator i kernekraftværker. Tungt vand er imidlertid dyrt at fremstille. Derfor bruger den ovevejende del af Verdens kerneraktorer almindeligt vand som moderator og kølemiddel. Almindeligt vand absorberer neutroner, hvad tungt vand ikke gør. Af denne grund skal reaktorer med almindeligt vand som moderator bruge beriget uran i brændselselementerne (omkring 3 % U-235). I naturligt uran findes der kun 0,7 % U-235. Det er billigere at berige uran end det er at fremstille den fornødne mængde tungt vand.
Høstfarve.
Planternes høstfarver opstår, når det grønne klorofylfarvestof nedbrydes samtidigt med, at røde anthocyaner og gule karotenoider bliver synlige. Ofte har farverne været der hele tiden, men de bliver særligt fremtrædende, når produktionen i bladene overstiger det, der kan transporteres væk til resten af planten.
Det misforhold kan skyldes en kombination af solrige dage og kolde nætter, hvad der ofte indtræffer i løbet af september-oktober. Men det kan også opstå, når transportvejene ned gennem grene og stammer er spærret f.eks. på grund af såring, beskæring eller svampeangreb. Endelig kan farverne dannes, hvis planten mangler ét eller flere vigtige næringsstoffer.
Særligt to dominernde træarter i Nordamerika, Sukker-Løn og Rød-Løn, fylder bjerge og dale med høstfarver. Det er synet af de efterårsfarvede løvskove i USA og Canada, der har givet navn til fænomenet "indian summer".
Benved.
Benved ("Euonymus") er en planteslægt af løvfældende buske, der er udbredt med arter på hele den nordlige halvkugle. Alle har modsatte, hele blade. Blomsterne er grønne og 4-tallige. Frugterne er skarpt farvede kapsler, der åbner sig ved modenhed sent på efteråret.
Jamboree On The Air/Internet.
På Jamboree On The Air/Internet (JOTA/JOTI) mødes op mod en halv million spejdere verden over på afstand under den årlige virtuelle jamboree, der altid afholdes den tredje hele weekend i oktober.
Man kan bruge alle tekniske hjælpemidler for at komme i kontakt med andre spejdere i verden, de mest kendte er amatørradio og Internet. Anvendes amatørradio kaldes jamboreen for "JOTA", anvender man Internet kaldes jamboreen for "JOTI".
Jamboree.
Ordet "Jamboree" er opfundet af spejderbevægelsens skaber, Lord Baden-Powell, og kommer efter sigende fra indiansk, hvor det frit oversat betyder "Fredelig kappestrid mellem mange stammer".
Jamboreer er internationale spejderlejre som afholdes hvert 4. år, spejdere fra alle medlemslandene er inviterede.
Danmark var vært for den 2. Verdensjamboree i 1924, den afholdtes på Ermelundsletten ved København.
I Danmark bruger man ordet jamborette om større lokale lejre med spejdere fra andre lande. Ordet Jamborette er skabt af Jens Hvass, som - udover spejder - var skovrider i Rold Skov, hvor man stadig kan finde en jamborette-plads nær Store Økssø.
Den sidste Jamboree fandt sted i Hylands Park i Chelmsford,England. Der var over 40,000 spejdere med. Der var sådan cirka 450 danske spejdere med, fordelt på 9 troppe, med navnene Freja trop, Heimdal trop, Balder trop, Odin trop, Tyr trop, Thor trop, Frej trop, Hugin trop og Mugin trop (hugin og munin trop er fra Færøerne og Grønland.
Robert Baden-Powell.
Lord Robert Stephenson Smyth Baden-Powell (Senere: Baron of Gilwell) (22. februar 1857 - 8. januar 1941) er en engelsk nationalhelt, der bl.a. startede spejderbevægelsen efter at have afsluttet en lang militærkarriere, der førte ham til flere lande. Han var i Indien i to perioder og ligeledes to perioder i det sydlige Afrika. Han er militært mest kendt for sin indsats i den anden Boerkrig, hvor han bl.a. forsvarede Mafeking.
Historien fortæller, at han under en belejring fandt ud af, at han kunne aflaste sine regulære soldater ved at anvende børn som medlemmer af signalkorps, som udkiksposter, hospitalshjælpere og i andre funktioner, hvor våbenbrug ikke var nødvendig. Disse børn udgjorde "The Mafeking Cadets". Det må understreges, at det ikke dengang ansås som forkert at bruge børn i krig, men at det faktisk var normalt med børnesoldater, selv om børnene ikke kunne håndtere datidens tunge geværer.
Kvaliteten af det arbejde, børnene udførte, imponerede ham, og han brugte disse erfaringer i sit første spejderarbejde i civilt regi.
En af de ting, der fik ham til at realisere sine ideer, var en opvisning med Boys Brigade, hvor han overværede drenges eksercits. Han mente, at raske drenge burde have andre og sundere interesser, så han begyndte at omskrive sit lærestof "Aids for Scouting", der var beregnet på militære spejdere, altså rekognoscering. Resultatet var en række hæfter – "Scouting for Boys" – der blev revet væk hos bladhandlerne.
En god ven gav Baden-Powell lov til at holde en lejr med nogle udvalgte drenge på Brownsea Island i 1907 for at ideen om en større bevægelse kunne afprøves. At spejderne senere blev uniformerede, har intet med militær tankegang at gøre. Formålet var en synliggørelse af bevægelsen, en praktisk påklædning, og ikke mindst at der så ikke synligt var forskel på de rige drenge og de fattigere. (Drenge)spejderbevægelsen grundlagdes i 1908.
Som det ses var pigespejderbevægelsen næsten samtidig med drengene. Allerede ved et af de første store stævner (jamborees) stødte Baden-Powell på en lille flok piger, der havde taget "Scouting for Boys" til sig. Det var nyt for Baden-Powell, der ikke havde tænkt den tanke, at det kunne være interessant for piger. Efter nogle diskussioner gik hans søster Agnes i 1910 ind i spejderbevægelsen for at tage sig af pigerne, og det førte til oprettelsen af pigespejderne (Girl Guides).
I 1912 mødte han en ung pige, Olave Soames (22. februar 1889 - 19. juni 1977), på en sørejse. De faldt hurtigt i snak og fandt ud af, at de havde mange ting til fælles, og de giftede sig 30. oktober 1912 med en aldersforskel på 32 år. Med tiden fattede Olave Baden-Powell dybere interesse for pigespejderne og overtog pigespejderkorpset fra Agnes. Deres fælles fødselsdag 22. februar kaldes blandt spejdere Tænkedag og fejres verden over. Til deres død var de verdensspejderchefer for hvert deres korps (WOSM og WAGGGS).
I 1939 indstilledes Baden-Powell til Nobels fredspris. KFUM-Spejderne i Danmark og Det Danske Spejderkorps var blandt anbefalerne, idet de i fællesskab skrev en indstilling til Nobelkomiteen. Da 2.verdenskrig netop brød ud i 1939, valgte Nobelkomiteen ikke at uddele prisen dette år.
En af de kendteste biografier om Baden-Powell er skrevet 1946 af Green-bar-Bill (William Hillcourt), en højt anset spejderleder i USA. Sit efternavn tog han for nemheds skyld, da han var født i Danmark med navnet Bjerregaard.
Dievs, svētī Latviju.
Dievs, svētī Latviju ("Gud velsigne Letland") er Letlands nationalmelodi.
Oversættelse.
lad os danse i lykke dér,
Baggrund.
"Dievs, sveti Latviju" blev skrevet ca. år 1870, som var begyndelsen på den lettiske nationalfølelse. Tekst og musik er skrevet af Kārlis Baumanis (Baumaņu Kārlis) (*1834–†1904)
Kārlis Baumanis var den første, lettiske komponist, der vovede at bruge ordet "Latvija" i en sang. Dengang, ved begyndelsen til den lettiske nationalisme, var det et nyt begreb, som blev skabt for at give et fællesnavn til de egne, hvor der boede lettisktalende mennesker.
Ordet "Latvija" blev forstået som et krav om national selvstændighed, hvad der bestemt ikke passede landets hersker, den russiske zar. Derfor blev brugen af selve ordet "Latvija" forbudt i sangens titel og tekst, og man måtte i stedet bruge det mere vage begreb "Baltija" (Baltikum).
Nationalmelodien blev sunget offentligt for første gang ved sangerfesten i Riga, juni 1873.
Under proklameringen af den lettiske republik den 18. november 1918 blev "Dievs, sveti Latviju" gjort til landets nationalmelodi, selv om den først fik officiel status den 17. juni 1920.
Tofarvet Kløverbusk.
Tofarvet Kløverbusk ("Lespedeza bicolor") er en løvfældende busk (eller i hårde vintre: en halvbusk) med blødt overhængende vækst. Barken er først lysegrøn og glat, men senere bliver den gråbrun og svagt stribet. Knopperne er spredte, hårede og små. Bladene er trekoblede med elliptiske, helrandede småblade. Oversiden er friskt grøn, mens undersiden er næsten rent grå. Blomsterne er violette eller gammelrosa. De sidder samlet i klaser fra bladhjørnerne ud mod skudspidsen. Frugterne er små, runde bælge. Frøene modner i reglen ikke her i landet.
Rodnettet består af en dybtgående pælerod med et vidt forgrenet net af siderødder. Busken kan udnytte luftens kvælstof (N) ved hjælp af bakterier i knolde på rødderne. Planten formodes at være giftig i alle dele.
1,5 x 2,5 m (50 x 50 cm/år).
Kløverbusk gror på stepper og bjerge i Manchuriet, Nordkina (bl.a. lidt vest for Beijing) og Korea sammen med f.eks. Almindelig Blåregn, Amur-Korktræ, Hvid Morbær, Japansk Styraks, "Kalopanax pictus, Kinesertræ, Kinesisk Elefantgræs, Korea-Azalea og Rådhusvin.
Gdańsk.
Gdańsk (tysk: Danzig) er en gammel pommersk havneby ved floden Wisłas tidligere munding. Byen var tidligere hansestad og tilhørte den Tyske Orden indtil 1454, hvorefter byen var en del af Polen-Litauen indtil 1773, derefter Preussen og fra 1871-1920 det tyske kejserrige. I mellemkrigstiden var byen fristad under Folkeforbundet. Byen blev efter 2. verdenskrig givet til Polen. Gdańsk er hovedstad i voivodskabet Pomorskie.
Navnet.
Byen nævnes for første gang i 999 hos benediktineren Jan Kanaparius som Gyddanyzc urbs. Navnet Gyddanyzc kommer fra gammelslavisk Gdaniesk (Gdańsk); begge former har præfikset "gd", som er knyttet til «fugtighed» eller «vådhed». Navnet har ikke nogen kendt tilknytning til..dansk, som det tidligere er foreslået.
Den germaniserede form Danzig er gennem tiderne blevet transformeret og deformeret fra det polske Gdańsk. I historiens løb er navnet blevet skrevet på flere forskellige måder - Kdanzc (1148), Gdanzc (1188), Gdansk (1236), Danzk (1263), Danczk (1311, 1399, 1410, 1414-1438), Danczik (1399, 1410, 1414), Danczig (1414), Gdansk (1454, 1468, 1484), Gdańsk (1590), Gdąnsk (1636), Dantzigk (1645). I latinske dokumenter finder man navnene Gedanum og Dantiscum.
Historie.
Den berømte kran på havnefronten
Byen blev grundlagt på polsk / kasjubisk område i 1224 eller 1225, strategisk beliggende ved udløbet af floden Wisła (i dag er denne flodarm udtørret, og floden udmunder længere mod øst). Byen blev en magnet for tyske købmænd og hurtigt underlagt Magdeburgbyretten. Som købmands-, handels- og havneby blev byen en magtfaktor i hele østersøområdet. Byen blev 1308/09 underlagt den Tyske Ridderorden og blev et af de ledende medlemmer af Hanseforbundet. Den kom senere i krig med dronning Margrete. I 1454 anerkendte byen Polen-Litauen som sin overherre mod løfter om rettigheder og autonomi. Byen var de facto en selvstændig byrepublik på linje med mange andre byer i Tyskland. I sin økonomiske storhedstid omkring år 1650 havde byen nærved 80.000 indbyggere og var over ti gange så stor som Berlin og væsentlig større end Hamborg.
Ved Polens 1. deling i 1772 forblev byen polsk, men ved den 2. deling i 1793 blev byen indlemmet i kongeriget Preussen. Under Napoleonskrigene blev byen ikke en del af Storhertugdømmet Warszawa, men fik en speciel status som fristad i årene 1807-1814. Reelt var byen dog under fransk kontrol, men blev tilbageleveret til Preussen ved fredsslutningen i 1815. 1815-29 og fra 1878 var Danzig hovedstad i den preussiske provins Vestpreussen.
Efter Første Verdenskrig besluttede sejrherrerne, at byen skulle omdannes til en fristad i toldunion med Polen under Folkeforbundets overhøjhed. Det var et af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons berømte 14 punkter for den kommende fred. Wilson anså ordningen for at være et kompromis mellem tyske og polske interesser. Polen ønskede at indlemme byen for at sikre sig en havn ved Østersøkysten, mens Tyskland ønskede at beholde kontrollen over byen. Den engelske regering arbejdede på at overtale Polen til at overtage byen Klaipėda (tysk: "Memel") i stedet. Denne by forblev en del af Litauen indtil i Tyskland annekterede den i 1939.
Af de 330.000, der levede i Danzig ved folketællingen i 1910, var over 95 % tyskere og 3% polakker. I 1923 havde 97,6 % af befolkningen tysk som modersmål. Ved krigsudbruddet 1939 blev Danzig igen en del af Tyskland og fungerede som hovedstad i provinsen Danzig-Vestpreussen.
Byen blev besat af den Røde Hær i 1944 og reelt ødelagt. Næsten hele befolkningen flygtede eller blev deporteret på linje med de tyske indbyggere i de øvrige områder, som tilfaldt Polen og Sovjetunionen. Byen blev overgivet til Folkerepublikken Polen efter 2. verdenskrig. Omkring 100.000 af byens indbyggere omkom under krigen, og omkring 1950 levede ca. 285.000 tyske danzigere i eksil. Byen blev i 1950'erne og 1960'erne genopbygget af Polen og fremstår i høj grad i dag i sin tidligere skikkelse.
Landskabsukrudt.
Nogle få indslæbte eller indførte plantearter har vist sig at være så invasive, at de - især på udyrkede arealer - kan udkonkurrere de oprindelige plantesamfund ved at danne monokulturer. De fleste af arterne er oprindelig indført som prydplanter.
Karakteristisk for landskabsukrudtsarter.
Det er kendetegnende, at disse arter
Krydsning.
En krydsning eller hybrid er en blanding af to arter.
Normalt definerer man arter sådan, at de ikke kan få unger/frø sammen. Men der kan være tilfælde, hvor arter, som er nært beslægtede, trods alt kan få sterile unger.
Det er almindeligt kendt, at muldyret er en steril krydsning imellem hest og æsel. Det kan dog helt undtagelsesvis ske, at et muldyr får et føl, men føllet vil så altid blive enten en hest eller et æsel.
Også hos planter er krydsninger helt eller delvis sterile, men der kan godt findes undtagelser, hvor frugtbarheden er helt normal. Det skyldes enten, at arterne er noget menneskene har opfundet, eller at mange planter kun kan mødes med hjælp fra mennesker. Et eksempel på sådan et møde har man i den meget ofte sete krydsning mellem arterne Sitka-Gran ("Picea sitchensis") og Søjle-Gran ("Picea omorika").
Hos plantearter kan man nogen steder finde glidende overgange, naturhybrider, imellem to arter. Da planter ikke kan flytte sig så nemt som dyr, og naturhybriden ikke kan klare sig de steder, hvor forældrearterne lever, kan man have to selvstændige arter med en naturhybrid.
Rucola.
Rucola eller arugula eller sennepskål er en grøntsag, der hovedsagelig bruges i salater. Videnskabeligt består den af 3 arter: Salat-Sennep ("Eruca sativa"), Sandsennep ("Diplotaxis tenuifolia") og Mursennep ("Diplotaxis muralis"). Herudover har den følgende salgsnavne: Rucola selvatica og Arugula sylvetta.
Rucola har været brugt som en grøntsag i middelhavsområdet lige siden romerrigets tid. Den blev antaget for at være et afrodisiakum. Dog blev den hverken opdyrket eller videnskabeligt undersøgt før i 1990'erne. Den blev sædvanligvis samlet i naturen. I dag bliver den dyrket forskellige steder, især i Veneto, og planten kan i dag købes over hele Europa.
Rucola bliver især anvendt i salater, som den giver en frisk, krydret, lidt bitter smag, men den bliver også kogt som en grøntsag med pasta eller fedtfattigt kød. Rucola er rig på C-vitaminer og jern. Skikken med at blande Rucola i grønne salater er særligt typisk for Toscana. Betegnelsen "rucola" stammer også derfra (i andre af Italiens regioner hedder urten "ruchetta" eller "rughetta"). Rucola kan i mange retter erstatte purløg.
Indhold.
I halvdelen af alle analyser viser rucola sig at indeholde mere end 5 g nitrat pr. kg. Til sammenligning udgør den maksimalt anbefalede mængde nitrat for en person, som vejer 70 kg, 260 mg eller 0,26 g. Ved overgødsket rucola bliver den anbefalede, daglige dosis nået ved 19 g salat (heri ikke medregnet en eventuel belastning fra drikkevand og andre næringsmidler). Derfor bør man ikke spise rucola i større mængder.
Printplade.
Billede af en printplades komponentside (øverst) og loddeside (nederst); bemærk den mørkegrønne farve på loddesiden, der skyldes loddemasken.
En printplade, også kaldet printkort, trykt kredsløb eller i fagterminologien blot et print, bruges indenfor elektronikken til at realisere elektroniske kredsløb i en kompakt og robust form. Det består af en plade af et elektrisk isolerende materiale, hvor der på en eller begge sideflader (og evt. også inden i materialet) er lagt "strimler" af metalfolie med god elektrisk ledeevne, typisk kobber. Ældre printplader er ofte lavet med pertinax som basismateriale – i dag benyttes typisk glas/epoxylaminater (f.eks. FR-4) eller til krævende brug f.eks. keramiske materialer.
Metalfolie-strimlerne, kaldet "baner", fungerer som elektriske ledninger der forbinder et antal elektroniske komponenter, som monteres på den ene eller begge sider af pladen, og danner derved det ønskede elektroniske kredsløb.
To typer printplader til to slags montageteknik.
Oprindeligt blev alle kredsløb på en printplade lavet med "through-hole"-teknikken: De steder hvor en bane skal have kontakt med en tilledning på en komponent, ender banen i et lille kobberbelagt område kaldet en "lodde-ø", i hvis midte der bores et hul gennem både kobberlaget og det isolerende materiale. Komponenterne monteres på siden modsat siden med kobberbanerne, med tilledningerne stikkende igennem hullerne i loddeøerne, og forbindelsen mellem hver tilledning og de relevante baner etableres ved at komponentens tilledninger loddes fast til lodde-øerne.
Billede af en printplade med overflademonterede komponenter (SMD eng. Surface Mount Device). Næsten alle PCeres bundkort (printplade, printkort) er med overflademonterede komponenter.
Efterhånden fortrænges through-hole-teknikken til fordel for overflademontage- ("surface mount" ofte benævnt SMD; "surface mount device" eller SMT; "surface mount technology") teknikken: Ved overflademontage benyttes komponenter der er udformet til denne teknik (såkaldte "surface mount devices", forkortet SMD), som loddes fast direkte på de kobberbelagte flader på printet.
SMD-komponenter er mindre end deres "modstykke" i through-hole-teknikken, men ud over plads- og vægtbesparelsen er disse komponenter også nemmere at montere i et print for et automatisk produktionsanlæg: Komponenten skal blot placeres det rigtige sted på printet; modsat through-hole-teknikken er ikke nogen tilleddninger der skal puttes gennem huller i printet og evt. klippes til passende længde.
Et eller flere elektrisk ledende plan.
En printplade med 4 kobberlag, set i kobberlagsretningen, med 3 forskellige typer gennempletteringer.
Enkle kredsløb kan opbygges på en printplade, som kun har elektrisk ledende baner i et plan (på en side). Sådanne enkelt-lags printplader har den begrænsning, at banerne ikke kan krydse hinanden i samme plan, uden at have indbyrdes elektrisk kontakt - denne begrænsning kan dog til en vis grad omgås, især ved through-hole-montage, ved at føre printbaner ind imellem loddestederne for tilledningerne til komponenter på printpladen.
For mere komplekse kredsløb løber man imidlertid tør for "smuthuller" af denne art, og så bliver det nødvendigt at anvende flere lag - i første omgang ved at have printbaner på "begge" sider af pladen. Forbindelser mellem printbaner på hver sin side af printkortet skabes ved at bore et hul og lave en ledende "kanal", en såkaldt "gennemplettering".
Ved at lime to eller flere tynde printplader sammen omkring isolerende "mellemlag" med gennempletteringer, kan man få mange lag (typisk 4-12, men langt højere antal lag kan/bliver fremstillet) at fordele printbanerne på: På illustrationen til venstre er to printplader (lysegrønne) med baner (smalle orange striber) på begge sider sat sammen omkring et isolerende mellemlag (gråt). Som det ses, kan de enkelte print have deres egne gennempletteringer (2), men man kan også lave gennempletteringer der forbinder samtlige lag (1), eller gennempletteringer fra det ene print til det andet (3). Denne teknik gør det muligt at realisere særdeles komplekse kredsløb, der udnytter pladsbesparelsen ved små komponenter med mange tætsiddende tilledninger.
Loddemaske.
Professionelt fremstillede printplader er forsynet med en såkaldt loddemaske, oftest med en grøn farve, som dækker hele printpladens overflade, på nær de områder hvor der er loddeøer og andre detaljer der skal kunne loddes på: Loddemasken er lavet af et materiale der, i modsætning til de blottede loddeøer, "afviser" loddetin. Ved massefremstilling af elektronik på printplader lodder man ofte alle komponenterne på en hel printplade ad én omgang, ved at dyppe pladen med monterede komponenter i et bad af flydende loddetin: I den proces sørger loddemasken for, at tinnet kun kan hæfte sig til loddeøer og andre steder der ønskes loddet – og reducerer risikoen for at tinnet danner utilsigtede "broer" eller kortslutninger mellem tætsiddende detaljer i printpladens mønster af baner. I det færdige apparat beskytter loddemasken de områder der ikke skal loddes, mod korossion fra luftens ilt.
Elektronisk fuglerede.
Indenfor elektronikken anvendes ordet fuglerede om et kredsløb af elektroniske komponenter, som blot er loddet direkte sammen med hinanden (uden brug af f.eks. en printplade). Resultatet, et virvar af komponenter og sammenloddede tilledninger, er som oftest temmelig "skrøbeligt", hvorfor metoden for det meste bruges til hurtig afprøvning af simple kredsløb.
Stonewall Jackson.
Jacksons statue på Jacksons grav i Lexington, Virginia.
Thomas Jonathan "Stonewall" Jackson (21. januar 1824 - 10. maj 1863) var en amerikansk officer, der var general i Sydstaternes hær under den amerikanske borgerkrig.
Han var elev på West Point og gjorde derefter tjeneste under Winfield Scott i den Mexicansk-amerikanske krig. Senere lærer ved Virginia Military Institute fra 1851 til 1861. Han tog sin afsked fra hæren i 1852.
Ved begyndelsen af den amerikanske borgerkrig blev den næsten ukendte Jackson oberst i Virginia-hæren og sendt til Harpers Ferry. Her blev han chef for Virginia's First Brigade.
I det første slag ved Bull Run tjente han – sammen med sine mænd – sit tilnavn ved at stå fast som en klippevæg ("like a stonewall" -- gen. Barnard Bee).
Efter slaget ved Bull Run blev Jackson og hans tropper sendt til Shenandoah Valley, hvor han gennemførte sin meget succesfulde Jacksons Shenandoah kampagne. Ved at sende sine tropper ud på lange og ofte opslidende ilmarcher, overlistede og besejrede han mange gange sine modstandere. På grund af disse ilmarcher blev Jacksons tropper kendt som "Jacksons fodkavaleri".
Da Lee reorganiserede hæren efter Slaget ved Antietam, blev Jackson chef for 2. korps, og han blev forfremmet til generalløjtnant.
Han ledede dygtigt Konføderationens højre fløj i slaget ved Fredericksburg og i slaget ved Chancellorsville (2. maj 1863) gentog han sammen med Lee taktikken fra det andet slag ved Bull Run og knuste Hookers højre fløj. Da man pressede på i mørket, blev "Stonewall" dødeligt såret af ild fra sine egne styrker. Hans venstre arm måtte amputeres, og han døde 7 dage senere af lungebetændelse. Hans lig blev ført til Lexington i Virginia, hvor han ligger begravet på Jackson Memorial Cemetery, ikke meget mere end en kilometer fra det sted, hvor hans chef, Robert E. Lee, blev begravet i 1870.
Hans død var et alvorligt slag for Sydstaterne. Han var en førsteklasses taktiker, og selv om han krævede skrap disciplin, drog han også omsorg for sine mænd. En del forskere er overbeviste om, at hvis ikke Jackson var død en måned tidligere, havde Sydstaterne ikke tabt slaget ved Gettysburg i juli, og dermed kunne borgerkrigen have fået et andet udfald.
Günter Grass.
Günter Grass (født 16. oktober 1927 i Gdansk, Kashubien, Polen - det tidligere Danzig, Tyskland) er en tysk forfatter, grafiker og billedhugger. Hans selvvalgte hjemstavn er Lübeck.
Biografi.
Grass er af tysk/polsk oprindelse, og som barn i 1930-erne tilsluttede han sig Hitlerjugend, hvor han senere meldte sig til Waffen-SS. Han blev såret i 1945 og samme år blev han krigsfange i Marienbad, Tjekkoslovakiet; men blev dog løsladt allerede det følgende år. I 1948 startede han sine studier på Düsseldorf Kunstakademi, hvor han studerede skulptur- og malerkunst, og senere på Statsakademiet for Kunst i Berlin fra 1953 til '55. Under sine studier foretog han adskillige rejser – blandt andet til Paris, hvor han boede fra 1956 til '60, og hvor han arbejdede som skulptør og forfatter.
Det tidlige forfatterskab.
Netop i Paris skrev Grass sin første og internationalt succesfulde roman, "Bliktrommen" (1959, da. 1961). Bogen er en skildring af en sindssyg mand, Oskar, der som 3-årig nægter at blive voksen og derfor kaster sig ned ad en kældertrappe, med det resultat, at han holder op med at vokse; til gengæld udvikler han to andre egenskaber: Han lærer at synge så højt, at glas splintres, og han lærer at lægge en magi med sit trommespil, hvorved han spolerer nazimøder, da ingen kan marchere til vals.
Bogen var en del af ”Danzig”-trilogien om Nazi-Tyskland, hvortil der også hører "Katten og Musen" (1961, da. 1963) og "Hundeår" (1963, da. 1965). "Katten og Musen" omhandler den fattigere middelklasseungdom i Danzig under krigsårene, mens "Hundeår" handler om efterkrigstysklands accept af tidligere nazister. Alle lige socialkritiske, som det var kendetegnet for forfattergruppen, Gruppe 47, hvor Grass var medlem.
Det senere forfatterskab.
I 1960-erne blev han politisk aktiv for de tyske socialdemokrater SPD. Her skrev han taler for den kommende Kansler, Willy Brandt (1913-1992) – Talerne er samlet i udgivelsen "Der Bürger und seine Stimme" (1974).
I 1970-erne og '80-erne reflekterede Grass nærmere over mere tidsnære tyske problemstillinger såsom feminisme, økologi og. Og efter at have udgivet sin fiktionelle og kritiske ”dagbog” om valgkampagnen med SPD ”Af en snegls dagbog” (1972, da. 1973), skrev han sit andet hovedværk ”Flynderen” (1977, da. 1978). ”Flynderen” omhandler mytologien og tiden, og den spænder sig fra oldtiden til 70-ernes Gdansk. Den viser civilisationens udvikling som en kamp mellem mænds destruktive storhedsvanvid og kvinders fortræffelige bedrifter. ”Rottesken” (1986) omhandler økologien og fredsbevægelserne.
Grass skabte for alvor debat med ”En længere historie” (1995), der omhandler Tysklands genforening efter Berlinmurens fald, som han ser i lyset af den nationale genforening i 1871. Grass var selv imod genforeningen og så den på sammen vis som nazisternes anneksion af tyskebefolkede landområder under ”Lebensraum”.
I 2006 påbegyndte Grass en selvbiografisk trilogi med udgivelsen af ungdomserindringerne "Når løget skrælles" (da. 2007). Heri afslørede Grass, at han som 15-årig under Anden Verdenskrig meldte sig frivilligt som soldat og som 17-årig blev indkaldt til elitetropperne Waffen-SS. Det vakte hård kritik fra flere sider, fordi der altså skulle gå mere end 60 år, før forfatteren, der igen og igen har kritiseret tyskerne for ikke at konfrontere deres fortid, fortalte åbent om sin egen fortid. I 2008 udkom romanen "Mørkekammerhistorier" (da. 2009), hvor Grass beskriver sit liv set ud fra sine egne børns perspektiv. Tredie bind i trilogien er "Grimms Wörter", der udkom i 2010 og handler om filologerne og folkemindesamlerne Jacob og Wilhelm Grimm. Men også om Günter Grass selv, om hans kærlighed til det tyske sprog og om hans politiske engagement.
Anerkendelse.
Günter Grass er blevet tildelt en lang række af priser for både sine romaner, digte og skulpturer, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er nobelprisen i litteratur i 1999 og modtog Sonningprisen i 1996.
Triskaidekafobi.
Triskaidekaphobia er græsk og betyder en sygelig frygt for tallet 13.
Oprindelse.
Tretten kan betragtes som et "dårligt" tal alene af den grund, at det er én mere end tolv. Tallet tolv er et meget brugt tal i mange kulturer, dels fordi det er et meget sammensat tal, og dels fordi det passer fint ind i nogle af de ældste talsysystemer (det babyloniske f.eks.). Når en gruppe på tretten derimod skal deles i henholdsvis to, tre, fire eller seks lige store grupper, bliver der altid én til overs. Babylonierne betragtede 13 som underverdenens tal.
Tallet 13 har også bibelske overtoner. Ved den sidste nadver var Judas den 13. til at sætte sig til bords (og han var også den, der spildte salt). Det 13. kapitel i Johannes' åbenbaring handler om anti-krist.
Tallet er desuden forbundet med den kendsgerning, at en månekalender må have 13 måneder i visse år, mens det gregorianske solår og det islamiske måneår altid har 12 måneder pr. år.
Triskaidekafobi kan også have påvirket vikingerne, for det formodes, at Loke var den 13. gud blandt aserne. Det indgik senere i den kristne opfattelse, hvor man mente, at Satan var den 13. engel.
Dam (brætspil).
Startopstillingen i dam. Der spilles kun på de mørke felter.
Dam er et taktisk brætspil der spilles på et skakbræt (8x8 felter) eller på et bræt med 10x10 felter. Kun den ene farve felter benyttes, og der rykkes diagonalt som med en løber i skak. Der findes en lang række forskellige regelsæt. Fælles for dem alle er, at man starter med 12 eller 20 brikker afhængigt af brætstørrelse. Målet er nu at slå modstanderens brikker ved at hoppe over dem. Til hjælp til dette kan man få ophøjet sine brikker til dammer ved at bringe dem til modstanderens baglinje. En dam har, alt efter hvilke regler man spiller efter, forskellige fordele. Den væsentligste er, at en dam kan foretage længere hop end en almindelig briks et-skridts hop.
Det tætteste man kommer på officielle regler er dem, man spiller med i Rusland og Holland. Her er der turneringer og "rating" ligesom i skak, og der afholdes verdensmesterskab.
Dam på 64 felter er i moderne tid analyseret til bunds, og det er bevist, at den, der trækker først, altid vinder ved korrekt spil. Ved mesterskaber spilles der derfor med 10x10 felter, hvorved spillets kompleksitet (i hvert fald indtil videre) er forøget tilstrækkeligt. Dam på 64 felter er dog også tilstrækkeligt kompliceret til at kunne spilles med varierende udfald af almindelige spillere.
Damspil sælges gerne kombineret med mølle, således at brættet har dam på den ene side og mølle på den anden. Man bruger de samme brikker.
Flagermus.
Flagermus (Chiroptera) er en orden af forholdsvis små flyvende pattedyr. Faktisk er de de eneste egentligt flyvende pattedyr, til gengæld er de mangfoldige i antallet af arter. Flagermusearter udgør 1/4 af alle kendte pattedyrarter.
Hos flagermus er "digitus médius", "digitus annuláris" og "digitus mínimus" ("lange"-, "ring"- og "lillefingeren") abnormt forlænget, mens digitus secundus ("pegefingeren") er mindre forlænget. Mellem kroppen og disse fingre er der udspændt en vingemembran ("patagium"), der er et dobbelt lag hud. Der er også vingemembraner mellem benene og evt. halen. Den første finger på "hånden" er udstyret med kløer og kan bruges til at gribe føde og klatre med. De mange vingemembraner mellem flere fingre, gør vingen mere robust mod sønderrivning.
Flagermus er ikke blinde. De fleste arter er nataktive og orienterer sig derfor via deres ultralydssonar. Nogle nektardrikkende flagermus kan se UV-lys om natten. Denne egenskab anvendes til at finde blomster.
Flagermus hørende til Megachiroptera (storflagermus) lever primært af frugt og/eller nektar, som de lugter sig frem til. Med undtagelse af slægten "Rousettus" benytter storflagermus sig ikke af ultralydssonar og har større øjne og mindre ører. Microchiroptera (småflagermus) lever af insekter, smådyr, fisk, blod eller nektar. Anvendelsen af ultralydssonar fordrer diverse abnorme ansigtsstrukturer; ørerne kan være stærkt forstørrede, med "tragi" (ørelapper) der forbedrer effekten samt snudelapper.
Alle de danske flagermusarter hører under familien Barnæserne (Vespertilionidae). Flere arter af slægten "Myotis" overvintrer i de danske kalkgruber f.eks. Mønsted kalkgruber.
Social opførsel.
Vampyrflagermus er en af få arter der kan udvise en uselvisk social adfærd (altruisme). Hvis de har været heldige på nattens jagt, og andre flokmedlemmer uden familiebånd ikke har været heldige, kan de gylpe blod op til dem og dermed dele nattens fangst. Darwin forklarer denne adfærd med at grupper der udviser uselvisk adfærd, har kunnet overleve bedre end de grupper som har udvist selvisk adfærd.
Stær.
Stæren ("Sturnus vulgaris") er en korthalet fugl, som er ca. 22 cm lang. I yngletiden er stærens fjerdragt sort med små lyse pletter på rygsiden. Fjerene er tydeligt metalskinnende. Om efteråret bliver stæren mere spættet af lyse pletter på fjerspidserne. De unge stære er mere ensfarvede og brune, og samles i løbet af sommeren i større flokke.
Stæren har en kraftig krop, og et langt gult næb. Hannen har nogle særligt lange fjer på struben, de er specielt tydelige, når han synger. I juni-september skifter stæren den metalskinnende yngledragt ud med en vinterdragt, den er ikke nær så metalglinsende og har mange hvide fjerspidser. Samtidig skifter næbbet farve fra gult til sort. De unge stære er ret ensfarvet gråbrune.
Hannen synger fra marts til ind i maj måned. Han synger fra en tydelig sangpost i nærheden af det redested, han har fundet. Sangen er meget varieret, og stæren efterligner ofte andre fugles stemmer i sin sang. Den indeholder dog altid nogle fløjt og knitrende og knebrende lyde.
Ringmærkning af stære.
Danske stære var de første fugle, der blev ringmærket. Det skete tilbage i 1899, da skolelæreren Hans Christian Cornelius Mortensen fra Viborg satte aluminiumsringe om benet på unge stære. Hver ring var præget med sit eget nummer, og på alle ringene stod der: H. Chr. C. Mortensen, Viborg, Danmark. Hvis nogen fandt en stær med ring om benet, kunne de se, hvem der havde sat ringen på. Så kunne de skrive tilbage og fortælle, hvor og hvornår fuglen var fundet. På denne måde fandt man ud af, hvor de danske stære overvintrede. Ringmærkning af fugle har betydet meget for vores forståelse af fuglenes træk og givet viden om, hvor de forskellige fuglearter trækker hen.
Føde.
Stærene søger mest deres føde på åbne græsarealer. Stærene vil gerne finde et sted, hvor et område med træer støder op til et frit græsareal. Så er det muligt at finde både redeplads og føde. En stær søger føde ved at gå på jorden og hele tiden stikke næbbet ned i græsset. Når næbbet er ved jordoverfladen, åbner fuglen det, så græsset spredes. Så kan stæren med øjnene undersøge jordoverfladen for orme og insektlarver. Nogle gange er stærene nødt til at flyve langt fra redepladsen for at finde et godt sted at søge føde.
I sensommeren mødes mange tusinde stære i det sydlige Jylland. Her kan de søge føde på de store, åbne græsarealer, inden de flyver til vinterkvarteret. Om aftenen inden solnedgang samles disse fugle i rørskovsområder i tætte kæmpeflokke. Dette kaldes for ’sort sol’. Stæren er en meget almindelig ynglefugl omkring huse, i parker og i skove, hvor der findes egnede redesteder. Stæren er nemlig en hulruger, der kræver redekasser eller naturlige redehuller, f.eks. gamle spættehuller, for at kunne yngle. Stæren holder også til i det åbne land, hvor den søger sin føde på enge og græsplæner.
Stæren er stadig meget almindelig i Danmark, men bestanden her og i det meste af Skandinavien er i tilbagegang. Desuden er mange enge, hvor stærene finder en stor del af føde, forsvundet pga. tilgroning og dræning, og i de fleste skove er der efterhånden langt imellem gamle træer med redehuller, som stærene kan yngle i.
Levested.
Stæren på Færøerne danner en egen underart "Sturnus vulgaris faroensis", som er større end vores "Sturnus vulgaris vulgaris" (se afsnit nedenfor). Men som overalt på verden findes her også redekasser ved næsten hvert hus. Og når et par finder ingen redekasse, så søger de gerne stensætningerne i udmarken, der understøtter mange af vejene.
Det er nødvendigt for stæren at finde et beskyttet redested. Naturlige redepladser er hule træer eller forladte spættehuller. Man kan nemt få stære til at yngle i redekasser, og på denne måde kan stæren komme til at yngle i vore haver. Det er ikke noget problem at sætte mange redekasser op det samme sted, for stærene vil gerne bo i kolonier. Stæreparret får 4-6 unger, som forlader reden i løbet af juni og slår sig sammen med andre unge stære.
Efter de unge stære har samlet sig i mindre flokke, forlader de landet. De flyver til områder ved Holland på et ’mellemtræk’. Senere støder de ældre stære til, og de danske stære tilbringer vinteren i Storbritannien. I Danmark kan man i sensommeren opleve, at f.eks. kirsebærtræer invaderes af stæreflokke. Disse fugle er hovedsageligt stære fra Skandinavien, som er på vej til deres vinterkvarter.
Stæren er almindelig i hele Danmark. Man regner med, at der findes ca. 660.000 par stære i landet. Stærene er ikke så udbredte i egne af landet, hvor der er mange kornmarker. Flest stære finder man i Vest- og Sønderjylland samt ved Limfjorden. Disse steder er der store områder med græs, hvor stærene kan finde meget føde. Stærene findes også talrigt nær byerne, hvor de kan yngle i vores haver.
Bestanden af stære i Danmark er gået noget tilbage de seneste årtier. En årsag til tilbagegangen kan være manglende redepladser. I visse områder er der sikkert plads til flere stære, hvis der sættes redekasser op. Stærene kan hjælpe til med at æde skadedyr, der ødelægger græsset. Flokkene kan flyve op til 150 kilometer for at finde en egnet soveplads, og en enkelt gang har man fundet mere end en million stære på en sådan overnatningsplads. Hvis de rette forhold er til stede, kan stære også yngle meget tæt på hinanden, f.eks. i områder, hvor der findes mange spættehuller. Stæren er med andre ord en meget social fugl, der både yngler, overnatter og trækker sydpå i fællesskab med sine artsfæller. Stære lever af en kost, der stort set består af lige dele kød og grøntsager, bl.a. insekter, bær, korn og forskellige frø.
Stærenes ungfugle kendes om efteråret på deres brungrå fjerdragt - specielt i hovedet.
Æg/unger.
Fuglereder er tit fyldt med generende smådyr. Det problem har stæren løst ved at føre en form for kemisk krigsførelse. Grønne planter som kodriver og malurt udskiller naturlige insektbekæmpelsesmidler. Ved at lægge sådan nogle planter i reden, holder stæren antallet af generende smådyr nede.
Omkring 1. maj lægger stæren 5-6 æg, som begge mager udruger på 12-14 dage. Ungerne forlader reden, når de er 20-22 dage gamle. Stæren får normalt kun ét kuld unger om året.
Underarter i Nordatlanten.
Stærene på Færøerne har med tiden udviklet sig til at være de største i Nordatlanten og med sin med egen underart, Sturnus vulgaris faeroensis, mens stærene på Shetlandsøerne, Fair Isle og De ydre Hebrider er lidt mindre, men også med sin egen underart, Sturnus vulgaris zetlandicus, og endelig er resten af de europæiske stære de mindste og hører til nominatunderarten, Sturnus vulgaris vulgaris.
Oprindelig lignede stærene i Skotland og England de store nordatlantiske, men før år 1800 uddøde stæren i Skotland og blev en sjælden fugl i England. Hundrede år senere, omkring år 1900 indvandrede den lille stær Sturnus v. vulgaris igen til England-Skotland fra Europa, og denne underart har siden invasionen ved Hornafjörður 1941 bredt sig til Island, hvor der i dag er livskraftige bestande på såvel øst- som vestsiden af Island. De små Sturnus v. vulgaris ses indimellem stærene på Færøerne, og de kendes på deres mindre størrelse og ungfuglene desuden på, at de er langt lysere end Færøernes Sturnus vulgaris faeroensis.
Sæler.
Sæler er dyr i overfamilien "Phocoidea". Tidligere var gruppen kendt som ordnenen "Pinnipedia" ("bladfødderne"), men regnes i dag som en del af rovdyrene (Carnivora). Gruppen inddeles i tre familier: Ægte sæler, hvortil de danske og grønlandske arter hører (undtagen hvalros); øresæler, der indeholder pelssæler og søløver; og hvalrosser, der kun indeholder een nulevende art.
Sæler er pattedyr, der er kendetegnet ved tilpasninger til at leve størstedelen af deres liv i vand, bl.a. er for- og bagben omdannet til luffer. Alle arter er dog afhængige af at komme på land regelmæssigt, hvor de bl.a. føder unger, dier og skifter pels.
Øresælerer er adskilt fra ægte sæler bl.a. ved at have ydre ører og være i stand til at dreje baglufferne fremad og ind under kroppen, hvorved de er i stand til at gå på alle fire. Ægte sæler mangler helt det ydre øre og kan kun mave sig frem på land.
I Danmark findes to arter: spættet sæl og gråsæl. I Grønland findes seks arter: Grønlandssæl, ringsæl, spættet sæl, remmesæl, klapmyds og hvalros.
Sort Sol (band).
Sort Sol er et københavnsk rockband, der startede ud som punkband i efteråret 1977 under navnet Sods.
Gruppen deltog som Sods på punk-kompilationen "Pære Punk" i 1979 og i generations-manifestationen NÅ!!80 i Huset i Magstræde, København i 1980. Skiftede i 1983 navn til Sort Sol.
I 1991 fik gruppen en Grammy for "Flow My Firetear".
Eksterne links.
Sort sol er også en betegnelse for det astronomiske fænomen solformørkelse. Senest bruges det som betegnelsen for en meget stor stæreflok på træk"
Stære.
Stære ("Sturnidae") er små til mellemstore spurvefugle. Stære forekommer kun naturligt i den gamle verden(?). Europæiske og Asiatiske stærearter er blevet indført til Nordamerika og Australien.
Lech Wałęsa.
Lech Wałęsa (udtales "Leh va-wen-sa", født 29. september 1943 i Popowo, Polen) er en polsk elektriker, fagforeningsaktivist og politiker.
I december 1970 var Lech Walesa en af de ledende skikkelser i konflikten mellem regeringen og værftsarbejderne i Gdansk.
I 1978 begyndte han, sammen med andre aktivister at organisere arbejdere i frie, ikke kommunistiske fagforeninger.
I august 1980 ledte han strejken blandt værftsarbejderne på værftet i Gdansk.
I december 1981 indførtes millitær undtagelsestilstand og Lech Walesa blev arresteret.
Han blev først løsladt i november 1982.
Han grundlagde "Solidarność" (Solidaritet), den første uafhængige fagforening i sovjetblokken, fik Nobels fredspris i 1983 og var Polens præsident fra 1990 til 1995.
Schlesien.
Den preussiske provins Schlesien med de nutidige statsgrænser
Schlesien ("schlesisk": Ślůnsk, "polsk": Śląsk, "tjekkisk": Slezsko) er en historisk region i Centraleuropa, beliggende omkring floden Oders øvre løb.
Grænser.
Schlesien grænsede mod nordøst og sydøst til Polen med dets grænse i mellemkrigstiden, mod sydvest til det daværende Tjekkoslovakiet og fristaten Sachsen og mod nordvest til de daværende preussiske provinser Sachsen og Brandenburg.
Landskabelige forhold.
Størstedelen af Schlesien hørte til Oders flodområde. Oder modtager sine talrigste tilløb fra syd (Glatzer Neisse, Ohle, Weistritz og Katzbach) og er sejlbar neden for Ratibor. I det vestlige flyder Spree og sorte Elster til Elben.
Terrænmæssigt tilhørte Schlesien dels sudeterlandets nordøstskråning, dels den såkaldte schlesiske lavlandsbugt, der skyder sig ind mellem Sudeterne og Katzengebirge og gennemstrømmes af Oder, og som i geologisk henseende må opfattes som en langs Sudeternes rand sænket flage af jordskorpen, som er blevet dækket af unge, tertiære og kvartære, aflejringer, hvis jordbund er meget frugtbar, især hvor den består af løss. Dog findes der også imod nord og øst sandede strækninger, som for en stor del er skovbevoksede. I bjerglandet hæver Schlesien sig op til det mellemtyske områdes højeste punkt, Schneekoppe, i Riesengebirge på grænsen af det daværende Tjekkoslovakiet (1.603 m). Som isolerede forposter i lavlandet ligger Landeskrone (420 m) ved Görlitz, Katzbach-bjergene (720 m) og Zobten (718 m). Katzengebirge når i Moltkehohe 256 m, og endelig strækker mod sydøst en udløber fra Tarnowitz-plateauet i Polen, Der Chelm, sig ind i Schlesien og kulminerer i Annaberg (385 m). Sydøst derfor ligger kulførende dannelser så tæt under overfladen og i en sådan mægtighed, at det øvreschlesiske kuldistrikt i mellemkrigstiden var et af Europas vigtigste. Dets betydning forstærkedes i høj grad af de over kullagene liggende, rige bly- og zinkmalmlejer, i mindre grad også jernlejer, der kunne give grundlag for udvinding og dermed industriel udvikling.
Historie.
Schlesien, der rimeligvis har fået navn efter en biflod til Oder, Sleza (senere Lohe), beboedes ved vor tidsregnings begyndelse af germanske folkeslag, der i 4. og 5. århundrede søgte sig bopæle andetsteds, hvor efter slaviske stammer i løbet af 6. århundrede satte sig fast i landet og blandede sig med resterne af den gamle befolkning, der navnlig havde holdt sig i bjergegnene. I slutningen af 10. århundrede kom Schlesien, med undtagelse af den vest for Bober liggende del, der hørte til det tyske rige (Lausitz og Meissen), under Polen, hvorfra det i 11. årh. kristnedes, og med hvilket det delte skæbne, indtil det 1163 fik sine egne fyrster, idet tre sønner af Wladislav 2. af Polen samme år fik størstedelen af Schlesien som et len af Polen, hvis gamle Piast-dynasti i denne schlesiske gren holdt sig længst, indtil 1675. De tre brødre, af hvilke Boleslav blev hertug af Breslau (Nedreschlesien), Mierczyslau af Ratibor (Øvreschlesien), Konrad hertug af Glogau (der ved Konrad’s død forenedes med Breslau), støttede den tyske indvandring i landet, og da det samme var tilfældet med de følgende fyrster, blandt hvilke hertug Henrik 2., den Fromme af Nedreschlesien, som 9. april 1241 fandt heltedøden i slaget ved Liegnitz under forsøget på at standse mongolernes fremtrængen, er den mest kendte, blev den slaviske befolkning forholdsvis hurtig germaniseret.
Ved delinger mellem ulige linier af fyrstehusene udstykkedes Schlesien fra midten af 13. århundrede i den grad, at der i 14. århundrede fandtes 19 schlesiske fyrstendømmer, deraf de 10 i Nedreschlesien, nemlig: Brieg, Breslau, Liegnitz, Schwednitz, Glogau, Steinlau, Münsterberg, Sagan, Jauer og Öls, de 9 i Øvreschlesien, nemlig: Kosel, Teschen, Beuthen, Falkenberg, Oppeln, Strelitz, Ratibor, Troppau og Jägerndorf. De fleste af de schlesiske lande anerkendte 1327—1329 kong Johan af Böhmen’s beskyttelsesret, hvad den polske konge Kasimir den Store 1335 stadfæstede, og fra kejser Karl 4.s tid hørte hele Schlesien som bøhmisk len til det tyske rige. En af de følgende bøhmiske konger gav nogle af de schlesiske hertuger ret til, i tilfælde af barnløshed, ved testamentarisk bestemmelse at vælge deres efterfølger. Da hertug Frederik 2. af Liegnitz, Brieg og Wohlau i kraft heraf 1537 havde sluttet en arveforening med kurfyrst Joachim 2. af Brandenburg, erklærede habsburgeren Ferdinand 1. (senere tysk kejser), der 1526 var blevet konge af Böhmen, dette forlig for ugyldigt (1546), hvad Brandenburg protesterede mod, lige som det senere nedlagde indsigelse mod, at kejser Ferdinand 2. i 1621 fradømte en yngre søn af kurfyrst Joachim Frederik, Joachim Georg, besiddelsesretten til det schlesiske hertugdømme Jägerndorf, fordi han havde sluttet sig til Frederik af Pfalz-Böhmen. Regeringen i Wien afviste imidlertid disse protester, lige som den ikke, skønt den evangeliske lære havde vundet indgang i den største del af Schlesien, ville høre tale om religionsfrihed for protestanterne, der, efter at de fleste schlesiske fyrstendømmer var tilfaldne den bøhmiske krone, blev hårdt trykkede.
Da den sidste schlesiske Piast, hertug Georg Vilhelm af Liegnitz, Brieg og Wohlau, var død i 1675, og kejser Leopold havde taget hans lande i besiddelse, blev de kirkelige tvangsforholdsregler også udvidede til dem, og det hjalp ikke, at kurfyrst Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg 1683 genoptog sin families fordringer på Liegnitz, Brieg, Wohlau og Jägerndorf. Forhandlingerne herom førte ikke til noget nævneværdigt resultat, og protestanterne fik ingen lettelser. Dette opnåede de først ved Karl 12.s mellemkomst, idet kejseren efter freden i Alt-Ranstädt i 1707 blev nødt til at stille de protestantiske menigheder noget friere. Fuld religionsfrihed fik Schlesien først, da Frederik 2. af Preussen, efter at Maria Theresia havde afvist hans fordring på de 4 oven for nævnte schlesiske fyrstendømmer i 1740, havde angrebet Østrig og ved freden i Breslau den 11. juli 1742 havde tvunget Maria Theresia til at afstå hele Schlesien til Preussen med undtagelse af den del, der siden blev ved Østrig, indtil den ved dette riges splittelse gik over til Tjekkoslovakiet. Blandt de reformer, der blev indførte i den ny preussiske provins, var foruden en hel ny ordning af administrationen og retsplejen også fuldstændig religionsfrihed for alle trossamfund, en foranstaltning, der vist nok mere end noget andet bidrog til hurtig at forsone Schlesien med det preussiske regimente. Hele denne gode erobring bevarede preusserne indtil 1. verdenskrigs afslutning.
Ifølge Versailles-traktaten måtte Tyskland af Nedre-Schlesien afstå 511,6 km2 med i 1910 26.248 indbyggere til Polen og 316,2 km2 med 48.469 indbyggere til Tjekkoslovakiet. Efter en i marts 1921 stedfunden afstemning i Øvre-Schlesien, der i øvrigt gav et "flertal" for Tyskland, måtte Tyskland yderligere heraf afstå 3221,2 km2 med i 1910 893.074 indbyggere, hvoraf de 263.970 var tysk talende og 585.380 polsk talende.
Efter 2. verdenskrig blev Schlesien besat af Sovjetunionen, og det meste efterfølgende annekteret af Polen og udgør i dag de 3 voivodskaber Nedre Schlesien, Opolskie og Øvre Schlesien. Den tyske majoritet - størstedelen af befolkningen før 1945 - blev umiddelbart efter 2. verdenskrig fordrevet fra området. Bortset fra Görlitz-området, der nu er en del af den tyske stat Sachsen, og Teschen-området, der nu ligger i det nordøstlige Tjekkiet, er området i dag en del af Polen.
Mange fordrevne tyskere er organiseret i Landsmannschaft Schlesien.
Administrativ inddeling.
Schlesien blev i 1919 delt i to Provinser, "Nieder-Schlesien" og "Ober-Schlesien".
Nedre-Schlesien havde et areal på 26.596 km2 og havde i 1919 2.988.613 indbyggere, svarende til 112 pr km2. 1910 var 66,8 % protestanter, 31,8 % katolikker og 0,9 % jøder. Af provinsens daværende areal var 1913 14.510 km2 ager- og haveland, 2.838 km2 enge og græsgange og 7.701 km2 skov. Ved kvægtællingen 1922 fandtes der 208.292 heste, 982.903 stykker hornkvæg, 175.944 får, 249.943 geder og 632.495 svin. Provinsen var delt i to regeringsdistrikter, Breslau og Liegnitz, med 8 by- og 42 landkredse. Provinsregeringens sæde lå i Breslau.
Øvre-Schlesien havde et areal på 9.695 km2 med i 1919 1.298.922 indbyggere, svarende til 134 pr km2; 1910 var 10,4 % protestanter, 88,8 % katolikker og 0,8 % jøder. Af arealet var 1913 5724 km2 ager- og haveland, 810 km2 enge og græsgange og 2.663 km2 skov. 1922 fandtes 84.414 heste, 322.710 stykker hornkvæg, 22.983 får, 120.518 geder og 243.654 svin. Provinsen omfattede regeringsdistriktet Oppeln med 1 by- og 4 landkredse. Hovedstaden var Oppeln.
Næringsforhold.
I preussisk Schlesien i dets daværende omfang sysselsatte 1910 land- og skovbrug 735.538 personer, industri og bjergværksdrift 738.075, handel og samfærdsel 190.820 personer. De frugtbareste egne fandtes langs bjergene, navnlig i landskabet mellem Ratibor og Liegnitz, hvor 70—80 % af jorden var dyrket. Schlesien var de store godsers og grundbesiddelsers land. Hen ved halvdelen af arealet var storbesiddelser, og ingen andre Steder i Preussen var så store landstrækninger samlede på enkeltmandshænder. Kornavlen dækkede omtrent forbruget. Rug var den mest dyrkede kornsort, der efter fulgte havre, hvede og byg. Dyrkning af hør bredte sig og var meget betydelig i bjerg- og bakkelandet, mens kartoffelavlen navnlig var knyttet til de dårligere egne. Sukkerroer og cikorie var meget udbredte i Breslau-egnen, frugttræer i Mellemschlesien, humle omkring Münsterberg og tobak, olieplanter og vin omkring Grünberg. Med hensyn til kvægavlen kan anføres, at fåreavlen stod meget højt, og at forædlingen af fåreracerne tog sin begyndelse allerede i begyndelsen af det 19. århundrede. Også på biavlens område havde Schlesien, hvor den i sin tid kendte biavler, præsten Dzierzon, virkede, været et foregangsland. Det skovrige land var rigt på vildt: hjorte og rådyr, vildsvin og fuglevildt. Fra Karpaterne skete der lejlighedsvis indvandring af ulve.
Schlesien hørte til de tidligt industrialiserede områder. Ved Gleiwitz opstilledes 1796 den første kokshøjovn i Preussen og ved Bleiwerk 1788 den første dampmaskine i Tyskland. Dette minedistrikt tilhørte dog kun for en ringe dels vedkommende Tyskland. Før nyordningen som følge af 1. verdenskrigen var kularealet fordelt således, at Tyskland ejede 33 %, Polen 52 % og Østrig-Ungarn 15 %, men efter krigen var Tysklands andel svundet ind til 7 % og Polens vokset til 78 %. Og mens kulforrådet i den tyske del tidligere ansloges til 113 milliarder tons, mentes den resterende beholdning efter krigen kun at andrage 5—6 milliarder tons. Af 67 gruber forblev 12 ved Tyskland efter krigen; deres årsproduktion androg i 1920 7,7 millioner tons eller ca. 25 % af den samlede produktion i det tidligere tysk-schlesiske kuldistrikt. Samtlige jerngruber overgik efter krigen til Polen, ligeså de fleste jernindustrielle virksomheder, omfattende 5/7 af de i jernindustrien sysselsatte arbejdere, og af 37 højovne før krigen var 14 med en årsproduktion af ca. 140.000 tons råjern forblevet tyske efter krigen, mens 23 med en produktion af 406.000 tons kom til Polen. Endelig var af 18 zink- og blyminer kun 5 blevet ved Tyskland, der derved havde mistet 80 % af sin zinkproduktion og 48 % af sin blyproduktion. Brunkul forekom i udstrakte lejer, men blev kun brudt forholdsvis lidt.
Foruden metalindustri drev Schlesien fra gammel tid stor hørindustri, der hørte hjemme i de til Böhmen grænsende bjergrige egne, og sammen med spinding, vævning og farvning af hør gik også fabrikation af bomuldstøjer og — mere i lavlandet — klæde. Roesukker fremstilledes fornemmelig i Breslau-Schweidnitz-området. Til de talrige andre industrigrene (ure, glas, porcelæn, cigarer, stråfletning, knipling og andet) kom der stadigt flere, og fabriksarbejdernes andel af befolkningen voksede stærkt, mens landbrugsarbejdernes andel gik ned.
Samfærdsel.
Jernbanenettet var stærkt udviklet i det øvreschlesiske industriområde, hvor talrige sidelinier knyttede sig til stambanerne.
Oder var den eneste sejlbare flod, men den lave sommervandstand var trods nyere regulerende foranstaltninger en hindring for flodsejladsens udvikling, og heller ikke Klodnitz-kanalen var nogen betydelig vandvej.
Klassifikation.
Klassifikation er ordning af "objekter" i klasser. Objekter kan være ting, begreber, dokumenter eller hvad som helst. Processen hedder at klassificere og systemet af klasser kaldes et klassifikationssystem eller blot en klassifikation. I stedet for at tale om klasser kan man tale om begreber (begrebssystemer), kategorier m.v.
Klassifikationssystemer er ofte hierarkiske og de kan være udformet som træstrukturer (jf. Træ (datastruktur)). Der er dog en tendens væk fra træ-metaforen og hen i mod bl.a. netværksmetaforen som den dominerende model i klassifikation.
Klassifikation er en dagligdags, såvel som en videnskabelig og professionel aktivitet. Når man vokser op i en kultur lærer man at klassificere genstande i overensstemmelse med denne kultur, fx i nyttedyr, skadedyr og kæledyr eller i klassisk musik og populær musisk osv. Klassifikation er meget grundlæggende for menneskers tænkemåde. I klassifikationen sorterer man alt i kasser, så man kan vide, hvordan man kan forholde sig til fremmede mennesker, nye ting og ukendte fænomener.
Begrebsklassifikation og genstandsklassifikation.
En klassifikation kan afspejle ords betydninger, dvs begreber. En klassifikation kan også være opdeling af selve tingene, fx dyr, krydderier eller biler. Da der til selve tingene svarer begreber, og da begreberne er de redskaber, vi bruger til at tænke på og kommunikere om tingene, så svarer begrebsklassifikationer og genstandsklassifikationer grundlæggende til hinanden. Forskellige mennesker kan anvende forskellige begreber om samme ting, men dette vil normalt også udtrykke sig i deres klassifikation af tingene.
Der er dog nogle afvigelser, der især er praktisk bestemt. Især kan begrebsklassifikationer opererer med abstrakte klasser, for hvilke der ikke findes konkrete ting.
Videnskabelig klassifikation og bibliografisk klassifikation.
Videnskabelig klassifikation er klassifikation af fx dyr, planter, kemiske stoffer, medikamenter, sygdomme, himmellegemer, sprog, musik, kunst, kulturer og samfund.
Bibliografisk klassifikation er ordning af bøger, artikler og andre dokumenter. Bibliografisk klassifikation bygger på videnskabelig klassifikation, fx vil et bibliografisk klassifikationssystem normalt klassificere dyrearter efter det, der opfattes som videnskabelig konsensus (eller den mest accepterede opfattelse). Af denne grund er fagspecifik viden nødvendig for klassifikation.
Bibliografisk klassifikation indeholder desuden klasser for dokumenttyper (fx tidsskrifter og ordbøger).
Studiet af klassifikation.
Klassifikationsforskning er et tværvidenskabeligt forskningsfelt. Grundlæggende er det videnskabsfolk, der indenfor deres respektive felter har beskrevet diverse objekter, objekternes relationer og eventuelle adfærd som en del af fagets grundforskning. Det mest respekterede klassifikationssystem er det periodiske system i fysik og kemi, ligesom biologisk systematik (klassifikation af levende organismer) er en fremtrædende videnskabelig disciplin, jf. Systematik (biologi).
Filosoffer, logikere og matematikere beskæftiger sig med klassifikationsfilosofi, herunder spørgsmål som eksistensen af naturgivne kriterier for klassifikation, klassifikationernes sprog- og teoriafhængighed osv. Psykologer, sociologer og antropologer beskæftiger sig med hvordan mennesker klassificerer deres verden. Bibliotekarer, informationsspecialister og dataloger udvikler klassifikationssystemer og ontologier for at kunne lagre og genfinde information og dokumenter.
Ib.
Drengenavnet Ib opstod i det 15. århundrede som kortform (sammentrækning) af "Jep", som igen er en kortform af "Jakob".
Kendes fra Ibsskal, der er en muslingeskal, der hørte til pilgrimmes dragt, når disse havde været på pilgrimsrejse til helgenen Jakob den Ældres grav i katedralen i Santiago de Compostela.
Kendte personer med navnet.
Ib Stetter, politiker
Andre anvendelser.
Ib bruges også som et dansk efternavn. Navnet stammer fra Ibsen.
Jakob.
Jakob er et drengenavn, der stammer fra hebraisk og betyder "den der fatter om hælen". Fra Det Gamle Testamente kendes patriarken Jakob, og fra det Det Nye Testamente apostlene Jakob, Zebedæus' søn og Jakob, Alfæus' søn samt Jesu bror Jakob. I Danmark kendes navnet allerede fra indskrifter på runestene fra vikingetiden.
Navnet staves også Jacob og de to versioner bæres af omkring 34.000 danskere ifølge Danmarks Statistik. Jeppe og Ib er danske former af det samme navn. Der findes andre versioner på andre sprog, men disse bruges kun i beskedent omfang på dansk. Blandt eksemplerne er Jakup og Jacques'".
Se endvidere James, som er en engelsk form af navnet Jakob, samt Jakobine, den kvindelige udgave af navnet.
James.
James er et drengenavn, der er den engelske form af Jakob. Navnet bruges i mindre omfang på dansk, idet omkring 700 danskere bærer navnet ifølge Danmarks Statistik. Se også formen Jimmy.
Fornavn.
Bemærk, at ved kongenavne bruges Jakob, også om britiske konger.
Jimmy.
Jimmy er et drengenavn, der stammer fra James, den engelske form af Jakob. Navnet er blevet ganske udbredt i Danmark sammen med varianter som Jimmi, Jimi og Jim'". Omkring 7.500 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.
Kendte personer med navnet.
Bemærk, at en del af nedenstående navne er navngivet James, men er kendt under det viste navn.
M/S Jan Heweliusz.
MS Jan Heweliusz, der var ejet af PLO (Polish Oceanliners) og drives af deres datter selskab PLO EuroAfrica. Færgen var opkaldt efter den kendte polske astronom Johannes Hevelius (polsk: Jan Heweliusz).
MS Jan Heweliusz, var bygget i Norge i 1977 og var indsat på ruten imellem Ystad i Sverige og Swinoujscie i Polen. I de tidlige timer den 14. januar 1993, mens færgen sejler fra Świnoujście til Ystad med 64 passagerer kæntrede og sank den lidt udenfor Cape Arcona på kysten af Rügen i Østersøen. Ulykken kosten 20 besætningsmedlemmer og 35 passagerer livet. 9 personer blev reddet imens 10 lig aldrig blev fundet. Forliset af MS Jan Heweliusz, er stadig den dag i dag det skibsforlis, som har krævet flest liv i fredstid i Polen.
Branden på færgen i 1986.
I september 1986 blev skibet ramt af en alvorlig brand. Ingen om bord kom til skade under denne brand, men skibet blev svært beskadiget. De reparationer der efterfølgende blev udført på skibet var af meget farlig karakter. Man påførte nemlig de beskadigede områder med beton, som derved øgede vægten af skibet og påvirket skibets stabilitet på en højst uheldig måde.
Færgens forlis i 1993.
Den 14. januar 1993 begyndte skibet at rokke alvorligt fra side til side imens skibet sejlede ind i en orkan med en vind på cirka 180 km i timen. Skibet kuldsejlede cirka klokken 5:12. På ulykkesdagen var bølgerne op til 6 meter høje og skibet i den nærliggende havn Sassnitz var på forhånd blevet aflyst netop på grund af orkanen. Forud for sit forlis i 1993 have færgen været involveret i 28 større og mindre ulykkker, herunder sammenstød med fiskerbåde, farlig ustabilitet på skibet, motorfejl, og en brand i 1986. Skibet have også ballast problemer og have også beskadiget sin skrog i løbet af indsejlingen til Ystad, men dette var ikke blevet anmeldt til havnemyndighederne og de reparationer der blev fortaget efterfølgende var yderste mangelfulde. Skibet sejlede også 2 timer for sent på ulykkesdagen og have blandt andet i dens last 10 tunge jernbanevogne fra 5 forskellige europæiske lande som også var med til at øge skibet ustabilitet yderligere.
Eksperterne som stod for undersøgelserne efter forliset mente at ulykken primært skyldes de fattige tekniske udformninger af skibet og kaptajnen, der døde i ulykken fik også skylden for at tillade skibet at sejle i en højst usødygtig tilstand.
I 2005 vedtog man ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasburg, at den officielle undersøgelse af forliset ikke var upartisk og derfor kunne man efterfølgende yde erstatning til ofrenes pårørende. De fik hver 4.600 euro i erstatning som svare til cirka 34.000 dansk kroner.
I dag ligger vraget af skibet på en dybde af 27 meter og er oftest besøgt af dykkere.
Brunflagermus.
Brunflagermusen ("Nyctalus noctula") er danmarks største flagermus med en kropslængde på 7,5 cm og et vingefang på omkring 35 cm. Det er en af de almindeligste flagermusearter i landet, man kan møde den i parker og skove, hvor dens flugt er meget karakteristisk retlinet langs skovbryn og skovveje. Den holder sig i højde med trækronerne hvor den jager insekter.
Brunflagermusen har en kort glat rødbrun pels, paddehatformede indre ørelåg og smalle vinger. Den er træboende både sommer og vinter.
Brunflagermusen er som alle de andre danske flagermusearter fredet.
Storkøbenhavn.
Langs indfaldsvejene ind mod byen og på motorvejsfrakørslerne i Københavnsområdet er der opstillet byzoneskilte med navnet "Storkøbenhavn"
Storkøbenhavn er en betegnelse for den region, der i dag omfatter København med forstæder og de nærmeste satellitbyer.
Afgrænsningen har varieret gennem tiderne således: Fra 1860 indgik Frederiksberg og Københavns Kommune i begrebet "Hovedstaden", der i 1921 udvidedes med Gentofte. Forinden havde Københavns Kommune slugt en del arealer ved grænseudligningerne med omegnen og regulær indlemmelse af Brønshøj, Sundby og Vanløse-Valby (fra Hvidovre) i 1901.
Ved kommunalreformen af 1970 forblev Københavns- og Frederiksberg Kommune undtaget fra amtsinddelingen og det blev almindeligt at bruge betegnelsen Storkøbenhavn for disse to kommuner samt Københavns Amt. Som konsekvens af byens stadige vækst ud over amtsgrænsen, foretog Danmarks Statistik en korrektion af deres definition i 1987 ved inddragelsen af Hørsholm, Karlebo, Fredensborg-Humlebæk, Farum, Allerød og Birkerød kommuner i Frederiksborg Amt samt Greve og Solrød kommuner i Roskilde Amt.
I 1999 valgte Danmarks Statistik at indskrænke begrebet ved at udsondre bebyggelser i disse kommuner foruden byområderne i Værløse-, Ledøje-Smørum-, Høje Taastrup- og Ishøj- (sidstnævnte senere inkluderet igen) Kommuner i Københavns Amt.
Det er blevet hævdet at definitionen er stærkt problematisk, fordi den giver et misvisende indtryk af byen Københavns størrelse i sammenligning med andre tilsvarende storbyer i Europa. For eksempel er Storstockholm i den svenske offentlighed defineret som hele Stockholms Län (amt) på 6.519 km² med 2.019.182 indbyggere 2009-12-31 dvs kun 309 indbyggere/km2..Mens fx det tidligere HT-området har 700 indbygger/km2 - se Hovedstadsregionen hvor kilder findes. Kritikere mener at en lignende definition på begrebet "Storkøbenhavn", vil inkludere det meste af Sjælland (7.031 km²) og hele Amager (96 km²), hvorved Københavns metropolområde kommer op på cirka 2.3 millioner indbyggere.
Roskilde Amt.
Roskilde Amt blev oprettet som et selvstændigt amt i 1970 ved sammenlægning af det helt gamle Roskilde Amt og købstæderne Roskilde og Køge, som en udskillelse fra det hidtige Københavns Amt efter en mindre korrektion som følge af Kommunalreformen.
Amtet blev en del af Hovedstadsregionen, men som følge af strukturreformen blev området fra 1. januar 2007 en del af Region Sjælland.
Koruna.
Koruna er navnet på den Tjekkiske valuta. Det var også den valuta der blev brugt i det tidligere Tjekkoslovakiet.
Chris Dickerson.
Chris Dickerson (født 25. august 1939 i New York City) er en amerikansk bodybuilder.
Under sin usædvanlig lange karriere som professionel bodybuilder gik Chris Dickerson ikke af vejen for af og til at smide de sidste klude og posere fuldstændig nøgen for fotografen.
Chris Dickerson fungerede som ceremonimester ved bodybuilder-konkurrencen ved Gay Games III i Vancouver i 1990.
Grundstoffer efter atomnummer.
Denne tabel lister alle grundstoffer efter deres atomnumre.
Grundstofferne er ofte systematiseret i det periodiske system.
Rynket Rose.
Rynket rose er en løvfældende busk med en opret, riset vækstform. De unge skud er filthårede og lysegrønne i barken. Senere bliver de tæt besat med børster og helt rette torne. Samtidig bliver barken grålig. Knopperne er spredte, kegleformede (senere udspærrede), små og rødbrune (senere lysegrønne). Bladene er uligefinnede med elliptiske småblade og spidse akselblade. Bladrandene er savtakkede og oversiden er læderagtig og rynket, men blank og skinnende mørkegrøn. Undersiden er lysegrøn med tornagtige hår på ribberne. Blomstringen sker i juni-juli. Blomsterne sidder enkeltvis eller få sammen ved skudspidserne. De er usædvanligt store for en vildrose, rosenrøde og dufter godt og stærkt. Hybenet er stort og kuglerundt, måske lidt fladtrykt, og orangerødt. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet er højtliggende og vidtstrakt, men kun svagt forgrenet. Planten sætter rigtigt mange rodskud. Den tåler salt, både i luften ("havgus") og i jorden.
2 x 1,5 m (30 x 20 cm/år), men hvis udløbernes rodskud regnes med, er busken langt større i bredden! Rynket rose er på Skov- og Naturstyrelsens liste over landskabsukrudt sammen med f.eks. Kæmpe-Bjørneklo. Det anbefales at bekæmpe planten.
Rynket Rose hører hjemme på den magreste sandbund langs Sibiriens, Kamtjatkas, Sakhalins, Koreas og det nordlige Japans (Hokkaidos) kyster. Planten er invasiv i Danmark, hvor den er naturaliseret på sandet bund ved strande og klitter og udkonkurrerer de øvrige (hjemmehørende) arter.
Hyben af Rynket Rose kan laves til saft, te, suppe eller gelé. Frugterne fra alle roser indeholder store mængder C-vitamin og A-vitamin og kalcium, men det er først og fremmest hyben fra Rynket Rose eller "hybenrose", der anvendes til syltning.
Brownsea Island.
Brownsea Island er en lille ø ud for Englands sydlige kyst i Dorset. Det meste af øen, som er ca. 3 km² stor, er udlagt som naturreservat. Her lever et stort tal af det almindelige egern, der ellers mange steder i England er fortrængt af det indførte grå egern.
Spejderbevægelsen.
Spejderbevægelsen har sin rod på øen, hvor Sir Robert Baden-Powell i 1907 holdt verdens første spejderlejr som en afprøvning af idéen. Dette førte til at han i 1908 grundlagde bevægelsen. Stedet besøges af denne årsag stadig ofte af spejdere fra hele verden.
I 2008 blev der afholdt en international lejr på øen for at markere spejderbevægelsens 100-årsdag.
RNA.
a>, der fungerer som signalsegment.RNA er en forkortelse for ribonukleinsyre (engelsk: "RiboNucleic Acid"). RNA består, ligesom DNA ("deoxyribonukleinsyre"), af kæder af nukleotider og har forskellige funktioner i cellen. tRNA ("transfer RNA" eller "adaptor RNA") bruges til at transportere aminosyrer hen til ribosomerne under den naturlige proteinsyntese, mens mRNA ("messenger RNA") er et midlertidigt budbringermolekyle, der bringer en génsekvens lagret i DNA ud til cellens cytoplasma, hvor sekvensen oversættes til protein. Ribosomerne er selv opbygget delvist af RNA, det såkaldte rRNA, eller "ribosomalt RNA".
De fleste organismers arvemateriale er baseret på DNA, men visse virus bruger RNA i stedet. I denne type virus kan RNA i nogle tilfælde oversættes til DNA som en del af virussens livscyklus, ved brug af et enzym kaldet revers transkriptase.
RNA er kemisk opbygget stort set som DNA. Dog er RNA som oftest enkeltstrenget og indeholder uracil i stedet for thymin. Desuden er sukkergruppen i RNA en ribose (dvs. at den har en hydroxylgruppe på både 2' og 3' positionen), hvor den i DNA er en 2'-deoxyribose (dvs. at den kun har en hydroxylgruppe på 3' positionen). Denne forskel er vigtig, da den ekstra hydroxylgruppe i RNA kan reagere; den ekstra hydroxylgruppe kan f.eks. bruges til at lave et forgrenet RNA-molekyle, som det sker i splejsning.
Kaminaljuyu.
Kaminaljuyu er en større præklassisk mayabebyggelse delvis overgroet af den moderne Guatemala City. Kontrol over obsidianminer sikrede denne lokalitet en førerposition indtil et vulkanudbrud ødelagde landbrugsjorden i store dele af området og tvang bønderne til bosætte sig andetsteds. Byen fortsatte dog med at være beboet indtil de spanske conquistadores ankom.
El Mirador.
El Mirador er en større præklassisk mayalokalitet i det nordlige Guatemala. Den blev forladt i ca. 200 e.Kr. og genopdaget i 1926.
Tikal.
Tikal er en af de største maya-lokaliteter. Placeret i det nordlige Guatemala, i departementet El Petén, og var aktivt ca. 250-900, men kan have været beboet senere. Genopdaget 1848 af Modesto Mendez og Ambrosio Tut. Optaget på Unescos liste over verdenskulturarv.
Garfield.
Garfield er en tegneserie om den lasagne-elskende kat "Garfield", hunden "Futte" (orig. "Odie") og deres ejer "Harald Jensen" (orig. "Jon Arbuckle").
Serien er tegnet og skrevet af Jim Davis og blev første gang trykt 19. juni 1978. Serien produceres stadig i 2010.
Garfield har også medvirket i film og computerspil.
Garfield.
Garfield er doven og meget overvægtig. Han er født på en italiensk restaurant, men hans ejer måtte skille sig af med ham fordi han åd af råvarerne. Han blev kort efter købt af Harald. Han hader slankekure, motion og mandage. Hans yndlingsbeskæftigelse er at: spise, sove, drikke kaffe, stjæle mad fra Harald og ødelægge hans ting, sparke til Futte og smække edderkopper med avisen. Garfield spiser alt undtagen rosiner, spinat og oliven, mens hans yndlingsret er lasagne. Han er orange med sorte striber og har store, dovne øjne.
Harald.
Harald er meget nørdet og elsker mærkeligt tøj. Han har prøvet desperat at få en kæreste lige siden seriens begyndelse, men det mislykkes tit på grund af hans mærkelige fritidsinteresser, eller fordi Garfield ødelægger det. Harald har lagt an på den smukke dyrlæge Lisbeth (org. Liz). Hun har dog blankt afvist alle hans tilnærmelser, hvilket der kommer en del komiske situationer ud af. Dog er Lisbeth dog pludselig blevet kæreste med Harald, efter den første Garfield film, hvor de to bliver forelskede.
Han prøver også tit at få Garfield til at opføre sig som en normal kat, ved at prøve at give ham garnnøgler og gummimus, men uden held.
Futte.
Futte er ikke særligt klog, han står tit og stirrer dumt ud i luften med tungen langt ud af munden imens han savler. Han bliver tit sparket af Garfield som også stjæler hans mad, men det omvendte kan også ske.
Lisbeth.
Lisbeth, kaldet Liz, er Haralds "nogle gange kæreste", og Garfields dyrlæge. Harald aftaler nogle gange med Garfield, at han skal hoste med vilje, så han kan komme hen til dyrlægen hvor Liz arbejder, så Harald kan komme tættere på hende.
Signe.
Signe er en hunkat som har et "on-and-off" forhold med Garfield.
Bettemus.
Bettemus er en killing som alle, undtagen Garfield, synes er vildt nuttet.
Bettemus dukker med jævne mellemrum op, for at drille Garfield.
Primært ved at nævne Garfields fedme og alder.
Vandkraft.
Krasnoyarsk vandkraftværket, 29. juli, 2006 tågen opstår fordi alle seks porte er åbne for at lette vandtrykket på dæmningen.
Der findes forskellige måder at omdanne vandenergi til elektricitet.
Herudover kan man lave elektricitet direkte af strømmende vand gennem mikrokanaler. Se kilden under eksterne adresser.
Sofies Verden.
Sofies verden er en roman af Jostein Gaarder. Romanen handler om pigen Sofie, der på mystisk vis pludselig modtager breve om kendte filosofiske spørgsmål.
Snart modtager hun brev efter brev om filosofiens historie, startende med Bibelen, myter og naturfilosoffer, fortsætttende over Sokrates, Platon og Aristoteles til Kant, Kierkegaard, Darwin og Freud.
På denne måde giver bogen læseren et overblik over filosofiens historie på en lettere tilgængelig måde end mange andre værker.
Bogen blev filmatiseret i 1999 med Erik Gustavson som instruktør, og Silje Storstein i hovedrollen som Sofie.
Jostein Gaarder.
Jostein Gaarder (født 8. august 1952) er en norsk forfatter af romaner, noveller og børnebøger.
Gaarder blev født i Oslo. Han studerede skandinaviske sprog og teologi ved Oslos universitet. Et kort stykke tid før han påbegyndte sin forfatterkarriere, underviste han i filosofi.
Hans bedst kendte værk er romanen "Sofies verden". Romanen er oversat til 45 sprog og trykt i mere end 20 millioner eksemplarer.
4. august 2006 udtrykte han en stor kritik mod Israels politik i en kronik under overskriften "Guds utvalgte folk" i Aftenposten, hvori han bl.a. også rejste tvivl om staten Israels ret til at eksistere. Dette førte til beskyldninger om antisemitisme.
Hyrdefugle.
Hyrdefugle er en familie af fugle med tre arter.
Elektronisk kredsløb.
Et elektrisk kredsløb er en samling af elektroniske komponenter (undtagen aktive komponenter).
Et elektronisk kredsløb er en samling af elektroniske komponenter med mindst en aktiv komponent.
Både elektriske kredsløb og elektroniske kredsløb, er indbyrdes forbundet på en måde, så det samlede kredsløb udnytter elektriske strømme, spændinger og effekt med et eller andet nyttigt formål for øje.
Praktisk kredsløbsopbygning.
En ledning der er wirewrappet om et wirewrap-søm.
Dokumentation.
Et elektronisk kredsløb dokumenteres i et diagram, som er en tegning der viser hvilke komponenter kredsløbet omfatter, og hvordan de i elektrisk forstand er forbundet indbyrdes og med "omgivelserne".
Delkredsløb og kredsløbstyper.
"Indholdet" i de fleste elektroniske apparater kan inddeles i et antal "delkredsløb", som hver især varetager sin del af den opgave, som det samlede apparat løser. Disse delkredsløb kan groft inddeles i tre kategorier: De rent analoge kredsløb, rent digitale kredsløb, samt hybride kredsløb, der formidler signaler mellem de to førstnævnte kredsløbstyper.
Ivan.
Ivan er et drengenavn, og er den russiske form af Johannes. Navnet kom til Danmark i middelalderen.
Der var pr. 1.1.2010 4349 i Danmark, der havde Ivan som første fornavn.
Undersættelse.
Hvor begrebet undersættelser egentligt stammer fra er uvist.
I starten var undersættelser mest nye udgaver af udenlandske musikstykker, da de engelske tekster i oversættelse er u-udholdelige at høre på.
Michael Hardinger og Claus Asmussen spillede i gruppen Emanuel D.P. Denne gruppe lavede en undersættelse af et Steely Dan-nummer. Hvad var originaltitlen på sangen og hvad blev titlen på Emanuel D.P.'s udgave?
På nettet har undersættelser til dansk fået stor opmærksomhed de senere år via Youtube, hvor mange forskellige brugere (mest kendt nok Ottomaten) har lavet undersatte undertekster primært til tyrkiske videoer, idet tyrkisk i sine sproglyde ligger tæt op ad dansk.
Desuden har kunstneren Benny Vigan Madsen lavet en række undersættelser af forskellige landes nationalsange, som ledsages af en billedside, der illustrerer den misforståede tekst.
Elektrisk stik.
Elektriske stik betegner de komponenter, der bruges til at til- og frakoble et elektrisk apparat til en ledning eller et andet apparat.
Stik-typer, el.
Dansk 230 volt stik med jord
De ovennævnte stik er ofte udformet anderledes i andre lande.
Vandgran.
Vandgran ("Metasequoia glyptostroboides") er et løvfældende nåletræ med en regelmæssigt kegleformet vækst. Stammen er kegleformet og helt ret og gennemgående til toppen. Hovedgrenene er vandrette eller let opstigende med mange sideskud. Barken er først rødbrun og glat, senere bliver den ru og til slut dybt furet. Under hvert grenfæste opstår der en hulhed, som fortsætter ned ad stammen som en tydelig sænkning. Knopperne er modsatte, udspærrede og brune. Nålene er bløde og helrandede med en indskæring i spidsen. De er lysegrønne på begge sider. Høstfarven er lyst rødbrun. Træet fælder ikke blot nålene, men også de kortskud, nålene sidder på. Hanlige blomsterstande er små og ovale, mens de hunlige bliver til stilkede, hængende kogler, som er runde med kegleformet spids. Hverken blomster eller kogler er hidtil set i Danmark.
Rodnettet består af dybtgående hovedrødder med fladstrakte siderødder, der forgrener sig i mange finrødder. Vandgran var først kendt fra fossile aflejringer i kullag, men blev genkendt i Kina og har været dyrket i Danmark siden 1948.
40 x 8 m (40 x 20 cm/år).
Vandgran gror i bakkerne i den centrale Sichuan-provins af Kina. Her optræder den dels som pionértræ i unge bevoksninger og dels i blandede nåle- og løvtræskove på mineralrig og fugtig bund.
Dansk (skriftsprog).
Dansk er et skriftsprog, der er officielt i Danmark, Grønland og Færøerne. Grønland og Færøerne har foruden dansk deres egne officielle sprog hhv. grønlandsk og færøsk. I Island underviser skolerne i dansk som 1. fremmedsprog. Dansk skrives med det latinske alfabet blot med tre ekstra bogstaver: "æ", "ø", og "å". Disse bogstaver optræder som de tre sidste bogstaver i det danske alfabet.
Det danske sprog indeholder færre ord end en række andre sprog. Den største danske ordbog (ODS, ordnet@dk) indeholder ca. 250.000 ord, men de fleste ord benyttes ikke længere. Den største dansk-engelsk ordbog indeholder 170.000 danske opslagsord. Det store antal ord skyldes, at dansk har mange sammensatte ord. Retskrivningsordbogen rummer kun ca. 64.000 ord. Til sammenligning rummer Oxford Advanced Dictionary ca. 950.000 ord.
Historie.
Fra den 13. januar 1948 var det ikke korrekt dansk at skrive navneord med stort.
I 1955 blev bogstavet Å indført i stedet for dobbelt A (AA).
Se også.
Skriftsprog
Colosseum.
Romerrigets Colosseum i Rom blev bygget som et amfiteater og blev bl.a. anvendt til gladiatorkampe. I oldtiden hed stedet ikke Colosseum, navnet stammer fra middelalderen hvor amfiteateret blev opkaldt efter den store kolos, der stod på pladsen foran colosseum. Èn historie fortæller at, dette først var en statue af en kejser, men da han døde, blev den støbt om til en gude-statue. Èn anden fortæller at kolosens hoved, blev hugget af og erstattet med et vellignende hoved af den nye kejser.
Colosseums ydre mål er 188 X 156 meter. Der var 76 offentlige indgange. I dag er kun bygningens nordlige halvdel intakt. Bygningens skelet består af 80 store piller, som bærer facaden og som har en højde over 45 meter.
Colosseum blev d. 7 2007 valgt som et af verdens syv nye underværker.
Staude-Lupin.
Staude-Lupin ("Lupinus polyphyllus") eller Mangebladet lupin er temmelig almindelig i Danmark. Den vokser på mineralbund, f.eks. gerne langs motorveje.
Stænglen er ugrenet og håret. Bladene har 9-16, 7-15 cm lange spidser. Blomsterne kan have mange forskellige farver: hvid, blå, rosa, lilla, lyserød. Plantens bælge er 2,5 - 4 cm lange. De er brune og hårede og indeholder 5-9 frø hver.
Mangebladet lupin er en forvildet art, der kan brede sig ukontrolleret i den danske natur. Derfor er mangebladet lupin på Skov- og Naturstyrelsens observationsliste over arter, der skal holdes øje med, da de har potentiale til at udvikle sig til landskabsukrudt.
Amerigo Vespucci.
Amerigo Vespucci (9. marts 1454 - 22. februar 1512) var købmand, søfarer og opdagelsesrejsende. Han rejste til de amerikanske kontinenter og skrev om dem. Han opdagelsesrejser langs østkysten af Sydamerika overbeviste ham om, at man havde fundet et nyt kontinent. Det var en dristig påstand på en tid, hvor alle – inklusive Christopher Columbus – mente, at man blot havde fundet en ny søvej til Asien men samtidig var det den almindelig opfattelse at vejen vestover til Asien måtte være længere end hvad Amerigo angav.
Amerigo Vespucci blev født i Firenze, hvor faren var sekretær for vekselerernes gilde. Amerigo tilhørte en familie som levede under tæt indflydelse fra Medicislægten. I 1478 rejste han til Paris, hvor han arbejdede sammen med sin bedstefar, Guido Antonio Vespucci, der var ambassadør for Lorenzo il Magnifico. Ved farens død i 1482 vendte han hjem til Firenze, hvor han blev i Mediciernes tjeneste indtil 1491.
I 1492 blev han overført til Sevilla for at fortsætte sit arbejde for familien Medicis spanske interesser derfra. I Sevilla fik han kontakt til Juanoto Berardi, en florentiner som beskæftigede sig med bevæbning og udrustning af skibe og deriblandt også de skibe, som Christopher Columbus skulle bruge til rejsen mod den nye verden. Da Berardi døde i 1496, overtog Vespucci hans virksomhed og kom på den måde ind i den kreds, der kendte til opdagelsesrejserne.
Vespuccis rolle er meget omdiskuteret på grund af to breve, der tilskrives ham, men som sikkert ikke er ægte: "Mundus Novus" (Den nye verden) og "Lettera" (De fire rejser). De to tvivlsomme breve hævder, at Vespucci rejste til Amerika fire gange, men kun de tre af rejserne kan bekræftes via andre kilder. Historikere er i dag enige om, at der ikke var nogen rejse i 1497, og at man ikke ved ret meget om den fjerde rejse.
Det står fast, at Vespucci deltog i en ekspedition fra 1499 til 1500 under ledelse af Alonso de Ojeda. De to ser ud til at være sejlet hver sin vej, efter at de nåede land ved Guyanas kyst. Vespucci drog sydover, opdagede Amazonas’ udmunding og nåede så langt sydpå som den 6. sydlige breddegrad. På tilbageturen så han Trinidad og Orinocofloden og vendte så tilbage tilbage til Spanien via Hispaniola.
Hans næste rejse i 1501-1502 skete i Portugals tjeneste. I august fik de landkending og fortsatte langs det nuværende Brasiliens kyst, indtil de nåede bugten ved Rio de Janeiro den 1. januar (deraf byens navn). Derfra fortsatte de rejsen mod syd og nåede Patagonien tæt ved den strækning, som Fernando de Magallanes senere skulle kortlægge. Vespucci skulle vende tilbage fra denne rejse i overbevisningen om, at de lande, man havde fundet, ikke var dele af Asien, men i stedet et helt nyt kontinent. Rejsen og hans tanker om den blev beskrevet for Vespucci på et kort, som blev udgivet af Lorenzo de Pier Francesco de Medici i Paris i 1502 under titlen "Mundus Novus" (Den nye Verden). Det er muligvis offentliggørelsen af kortet og den omfattende udbredelse af hans breve, som fik Martin Waldseemüller til at kalde det nye kontinent "Amerika" på sit verdenskort fra 1507. Man mener, at han skabte navnet ud fra den latiniserede form, "Americus Vespucius", ved at bruge det i hunkønsformen "America".
Man kender som nævnt ikke meget til den sidste rejse i 1503-1504, og der er endda dem, der tvivler på at den fandt sted.
Amerigo Vespucci døde i Sevilla, Spanien, i 1512. Hans virkelige betydning for historien ligger for det første i de opdagelser, han gjorde, men for det andet også i hans breve (om han nu skrev dem selv eller ej). Det var dem, der gjorde den brede offentlighed i Europa opmærksom på Amerika, og på den måde skabte de en folkelig opinion, som fik stor betydning for fyrsternes interesse i at udruste nye ekspeditioner.
Valhalla (tegneserie).
Valhalla er en dansk tegneserie, skabt af tegneren Peter Madsen og forfatterteamet Henning Kure og Hans Rancke, med Søren Håkansson som farvelægger. I serien genfortælles mange af de gamle gudesagn fra den nordiske mytologi, samtidig med at guderne har fået et såre menneskeligt præg. Specielt tordenguden Thor og hans familie følges igennem serien. Fra andet bind har Per Vadmand og Peter Madsen været en del af forfatterteamet, mens det fra tiende til tolvte bind er Jesper Ejsing, der står for farvelægning, mens det fjortende er farvelagt af Jonas P. Sonne.
Første bind udkom den 21. maj 2010, sidste bind udkom 1. oktober 2010.
Spin-off.
I 1986 kom tegnefilmen Valhalla.
En af bifigurerne fra serien, Quark, som blev introduceret i album nr. 2, fik sin egen albumserie. Der blev udgivet i alt 12 album i denne serie, hvoraf de 11 er tegnet af Torben Osted.
Pearl Harbor.
Pearl Harbor oktober 1941 set i sydvestlig retning
Pearl Harbor er en amerikansk flådebase i Stillehavet på øen Oahu, Hawaii.
Flådebasen var ramme om slaget om Pearl Harbor, der var Japans indledende angreb på USA under 2. verdenskrig.
Tetradotoxin.
Tetradotoxin er en meget kraftig nervegift produceret af bakterier i tarmkanalen hos pindsvinefisk, der lever i symbiose med dem, idet den lader dem vandre over i sit lymfesystem og bruger giften som forsvarsmiddel. En tilsvarende mekanisme ligger bag blåringet blæksprutte, dragehovedfisk, stenfisk, visse krebsdyr og pilegiftfrøers giftighed. Da man identificerede giften, tillagde man fejlagtigt pindsvinefisken, efter hvem stoffet er opkaldt, egenproduktion. Senere forskning viste, at den i stedet havde udviklet stor toksisk tolerance og derfor kunne indgå i samarbejdet med bakterierne uden selv at blive slået ihjel.
Kuglefisk-familien.
Kuglefisk-familien ("Tetraodontidae") er en familie af tropiske saltvandsfisk. Primære føde er skaldyr, men i princippet er de altædende. Navnet skyldes en forsvarsmetode med at puste sig op sådan at en samling pigge, som normalt ligger ned, bliver rejst og stritter ud til alle sider. Derudover er de ekstremt giftige takket være tetradotoxin, men alligevel er flere af arterne efterspurgte spisefisk (fugu).
Dragehovedfisk.
Dragehovedfisk ("Scorpaeninae") er en underfamilie af solitære saltvandsbenfisk, hvoraf enkelte optræder i danske farvande. Karakteristisk er de mange forlængede finnestrenge med funktion som giftpigge og de ofte stærke farver for at gør opmærksom på, de er giftige.
Stenfisk.
Stenfisk ("Synanceiidae") er en familie af tropiske, giftige rovfisk hvis fangstmetode er præget af god camouflage. Navnet hentyder således til ligheden med sten. Langsomme svømmere, der foretrækker at lade byttet komme til sig. "Synanceia verrusosa" tilhører denne familie.
Toronto.
Toronto med CN Tower og SkyDome
Toronto er hovedstad i provinsen Ontario, Canada.
Med 5.600.000 (2003) indbyggere i Stor-Toronto, er byen Canadas største og Nordamerikas femtestørste. Byen er samtidig et af de vigtigste finans- og handelscentre i Canada og Nordamerika. Toronto er hjemstedet for mere end 80 etniske grupper og mere end 100 forskellige sprog, dette gør Toronto til en af de mest multikulturelle byer i verden.
Engelsk og fransk er de officielle sprog i Toronto, men engelsk er dog det mest dominerende, men der er som nævnt også store etniske grupper ca. 350.000 kinesere, 400.000 italienere, 127.000 grækere og mange andre, disse sprog er udbredte i hver deres distrikt, hvor der for eksempel kan være tosprogede skilte i Little Italy, Chinatown og andre distrikter.
Toronto har også mange professionelle sportshold.
Oahu.
Oahu er den tredjestørste ø i Hawaiiøgruppen, USA, men har det største befolkningstal i staten Hawaii.
Byen Honolulu og den amerikanske flådebase Pearl Harbor er beliggende på øen der er på cirka 1.570 kvadratkilometer.
Øen er hjemsted for nogle af USAs mest berømte strande, heriblandt Waikiki Beach. På nordsiden af øen ligger byen, Hale'iwa, som er et paradis for surfere. Hvert år afholdes den berømte surf-konkurrence "Billabong Pipeline Masters", somtiltrækker tusindvis af surf-entuitaster.
Montreal.
Montreal (på fransk "Montréal") er en by i Canada. Byen er Quebecs største by med 3.607.000 indbyggere (2004) og er Canadas næststørste by. Montreal er den næststørste franskstalende by (efter Paris) i verden.
Montreal ligger i det sydvestlige Quebec, ca. 200 km sydvest for provinsens hovedstad Québec og 150 km øst for Ottawa, Canadas hovedstad.
Montreal arrangerede Verdensudstillingen i 1967 (Expo '67) og var værtsby for Sommer-OL 1976.
Panoramavue over den centrale del af Montréal
Sortplettet bredpande.
Sortplettet bredpande ("Carterocephalus silvicolus") er kommet til Danmark indenfor de sidste 100 år - første eksemplar blev fundet i 1941 i Roden Skov på Lolland. Den findes i dag på Østlolland i lysninger i skove og langs frodige vejrabatter. Siden 1986 er den dog ikke fundet i Roden skov og arten er muligvis i tilbagegang. Den sortplettede bredpande er et forsommerdyr, der kan ses fra sidst i maj til sidst i juni. Tit ses den sammen med rødlig perlemorsommerfugl og nældesommerfugl.
Udseende.
De to køn af sortplettet bredpande er meget forskellige. Hannen er meget lysere end hunnen og har kun små rester af de markante sorte pletter tilbage på oversiden af vingerne. Hunnen derimod er meget mørkere, som på fotoet, med tydelige sorte markeringer. Vingefanget er omkring 25 - 30 mm for begge køn. Sortplettet bredpande kan forveksles med gulplettet bredpande, der kan minde lidt om hunnen, men denne art findes ikke i Danmark.
Livscyklus.
Æggene lægges enkeltvis på græsser og klækker efter ca. 2 uger. larven er græsgrøn og kamuflerer sig yderligere ved at spinde et græsblad sammen til et lille rør den kan skjule sig i. Her overvintrer larven til næste år. Om foråret forpupper larven sig. Omkring sidst i maj kommer den voksne sommerfugl frem fra puppen.
Larvens foderplanter.
Stinkende storkenæb, fladstjerne, skræppe, rød hestehov, burre, miliegræs og engrørhvene.
Østlig perlemorsommerfugl.
Østlig perlemorsommerfugl ("Argyronome laodice") ses sjældent i Danmark. Den er en strejfer fra øst. Af og til forvilder enkelte eksemplarer sig til Danmark - oftest hunner. Sommerfuglen kan ses fra starten af juli til sidst i august på enge og i skovmoser.
Udseende.
Den østlige perlemorsommerfugl minder en del om kejserkåben, men pletterne på forvingerne er runde og afgrænsede og forvingerne har en meget hvælvet kant. Sommerfuglen er dog let at kende på bagvingernes underside. Bagvingen er delt i et orange rodfelt og et violet sømfelt. De to felter er adskilt af en linje af kridhvide pletter. Østlig perlemorsommerfugls vingefang er mellem 54 - 60 mm.
Livscyklus.
Ægget lægges på sumpviol. Når larven er udklækket overvintrer den. I løbet af maj og juni er larven udvokset og forpupper sig. I starten af juli kommer de voksne sommerfugle frem fra puppen.
Markperlemorsommerfugl.
Markperlemorsommerfugl ("Mesoacidalia aglaja") er meget vanskelig at kende fra skovperlemorsommerfuglen og klitperlemorsommerfuglen, hvis man kun ser den fra oversiden. Markperlemorsommerfuglen lever på ugødede arealer som enge og overdrev. Tidligere blev denne sommerfugl kaldt almindelig perlemorsommerfugl, men i takt med at de ugødede arealer er gået meget kraftigt tilbage er sommerfuglen i dag sjælden. I dag findes sommerfuglen på ugødede kuperede terræner med spredt bevoksning og sandet jord, i skovlysninger og skovbryn eller i klitter og på heder.
Udseende.
Markperlemorsommerfuglens vingefang er omkring 45 – 60 mm. Hannerne er mindre end hunnerne. Oversiden er som de andre perlemorsommerfugle orangebrun i bunden med et mønster af sorte pletter og årer. Nogle markperlemorsommerfuglehunners bundfarve lysner ud mod sømmen og det kan være et omend usikkert kendetegn, der afviger fra skovperlemorsommerfuglen og klitperlemorsommerfuglen. Markperlemorsommerfuglens underside er olivengrønlig i bunden med klare perlemorpletter. Markperlemorsommerfuglen har ingen øjepletter i sømfeltet, der i stedet er ensfarvet strågult.
Skovperlemorsommerfugl.
Udseende.
Skovperlemorsommerfugle, er ofte brune med prikker.
Integreret kredsløb.
Et integreret kredsløb, også kaldet IC (fra eng. "integrated circuit"), mikrochip eller bare chip er et elektronisk kredsløb bestående af adskillige komponenter på et lille stykke halvledende materiale, der ofte er indbygget i et beskyttende "hus", på hvilket forbindelsesterminaler er placeret. Moderne teknik gør det muligt at have millionvis af transistorer samlet indenfor et lille rumfang, f.eks. har Intels Penryn-serie af mikroprocessorer 820 millioner transistorer (markedsført fra 2007).
Eksempler på integrerede kredsløb er mikroprocessorer og operationsforstærkere. Som modsætning til de integrerede kredsløb kaldes komponenter der er indbygget i hver sit separate hus for "diskrete" komponenter.
Fodnoter.
*
Fransk bredpande.
Fransk bredpande ("Pyrgus armoricanus") er af de sjældneste dagsommerfugle i Danmark. Den er varmekrævende og findes i Danmark nu kun på Røsnæs samt i en i 2006 opdaget koloni på Eskebjerg Vesterlyng, der er dens nordligste udbredelsesområde i Europa. Sommerfuglens fortsatte eksistens i Danmark afhænger af naturplejen på dette ene sted. Græsningstrykket skal holdes så vegetationen kun bliver ca. 2–3 cm høj, og det er en forudsætning at der ikke under nogen omstændigheder gødes. Sommerfuglen ses i maj-juni og igen fra sidst i juli til sidst i august. Fransk bredpande findes generelt på varme ugødede og blomsterrige lokaliteter med lav vegetation, f.eks. kyststrækninger, hvor den kan optræde i kolonier. Individerne i en koloni flyver aldrig ret langt bort, så arten er temmelig dårlig til at sprede sig.
Udseende.
Fransk bredpande kan forveksles med spættet bredpande, men fransk bredpande har ikke så udtalte hvide pletter, bagvingerne mangler dem næsten helt, herudover er fransk bredpande en lille smule større med et vingefang på 21–26 mm. Hunnen er en smule større end hannen og 2. generation virker en smule mere langstrakt end 1. generation, men herudover er der ringe variation indenfor arten.
Livscyklus.
Ægget lægges på værtsplanten og efter 10-15 dage klækkes det. Som ved den spættede bredpande spinder larven et lille spind den kan skjule sig i. Når larven bliver større konstruerer den i stedet et lille "telt" af bladdele som skjul. Efter ca. 2 måneder er larven udvokset og forpupper sig. efter 2-3 uger klækkes puppen. Larverne efter 2. generations sommerfugle overvintrer til næste år i de små konstruerede bladhylstre.
Larvens foderplanter.
Sommerfuglelarver er som regel specialiserede til kun at æde nogle få planter. Larver af Fransk bredpande lever i Danmark fortrinsvis (udelukkende?) af knoldet mjødurt, soløje, Krybende Potentil og eventuelt vårpotentil. I udlandet er også nævnt larver fra forskellige ranunkelarter, kællingetand, rødkløver og knopurt.
Skærbredpande.
Skærbredpanden ("Pyrgus serratulae") er en sommerfugl, der kun er set to gange i Danmark - en i Vejle i 1908 og en ved Strognæs Dige på Lolland i 1909. Selv disse to fund er usikre og det er nok mest sandsynligt at skærbredpanden ikke findes lige foreløbigt i Danmark igen. Arten findes i Syd- og Mellemeuropa på ugødede overdrev og enge og flyver i maj - juni. I højderne i Alperne kan den se helt op til 2500 meter og her er flyvetiden noget senere: juli - august.
Udseende.
Skærbredpanden ligner de to andre "Pyrgus"-arter i Danmark (fransk bredpande og spættet bredpande). Skærbredpanden kan kendes ved at oversiden minder om fransk bredpande, men pletterne er mindre, og sommerfuglen har gerne et gyldengrønt skær. På undersiden er bagvingernes ribber ikke lysere end den olivengrønne grundfarve. Skærbredpandens vingefang er på 22-27 mm, men størrelsen varierer meget.
Livscyklus.
Der findes altid kun en enkelt generation af skærbredpanden om året. Æggene klækker efter ca. 2 uger. Larverne overvintrer i bladskjul. Efter en larvetid på over 10 måneder forpuppes larven og puppen klækker efter 2-3 uger.
Larvens foderplanter.
Krybende Potentil, vårpotentil og andre potentilarter og ærteblomstrede.
Ulkefisk.
Ulkefisk ("Scorpaeniformes") eller Panserkindede fisk er orden inden for dyreriget, der består af fisk. Herunder vises ordenens inddeling.
Ottawa.
Ottawa er Canadas hovedstad og har 1,190,982 indbyggere. Floden Ottawa løber gennem Ottawa. Byen ligger i provinsen Ontario, men Quebec ligger tæt på og der tales både fransk og engelsk i byen. Ottawa blev grundlagt i 1855.
Ottawa er ved at udvikle sig til et sandt videncenter for højteknologi. Byen har to universiteter: University of Ottawa og Carleton University.
Smagsdommer.
En smagsdommer er en person, der (berettiget eller uberettiget) tilskrives en grad af faglig ekspertise, og som derved påvirker andres valg indenfor det pågældende område; det kaldes smagsdommeri. Ordet i de seneste år fået en negativ klang, da det ofte er svært at skille faglig kompetence fra holdninger, men smagsdommeri er ikke et udtryk for eksperters udtalelser i almindelighed. Ekspertudtalelser betegnes først som smagsdommeri, når eksperten går fra neutrale faglige observationer til anbefaling af en bestemt politik.
Med regeringen Anders Fogh Rasmussen III skrives 29 nye kommisioner og råd atter ind i regeringsgrundlaget, hvilket har fået nogle til at hævde, at smagdommeriet vender tilbage.
Opblomstringen efter Anders Fogh Rasmussens brug af ordet var øjensynlig grund til at et kunst- og kulturprogram på DR2 fik titlen "Smagsdommerne" og hans regering indførte begreber som kulturkanon og demokratikanon en udvidelse af smagdommeriet.
B2B.
B2B er et akronym for "business to business" som dækker handel mellem virksomheder - i modsætning til handel mellem en virksomhed og en forbruger (B2C). Mange produkter gennemgår en lang kæde af B2B-salg for i sidste ende at blive solgt til forbrugeren.
Werner Heisenberg.
Werner Karl Heisenberg (5. december 1901 - 1. februar 1976), tysk fysiker som var en af grundlæggerne af kvantemekanikken. Heisenberg modtog Nobelprisen i fysik i 1932.
Som student mødte han Niels Bohr i Göttingen i 1922. Det udviklede sig til et meget frugtbart samarbejde.
Han gav en teoretisk beskrivelse af kvantemekanikken som "matrixmekanik" i 1925. Året efter kom Erwin Schrödingers alternative bølgemekanik, som umiddelbart så ud til at være en rivaliserende teori. Men Heisenberg beviste, at de to beskrivelser var ækvivalente. I 1927 formulerede han ubestemthedsprincippet, der sammen med Bohrs komplementaritet ligger til grund for Københavnerfortolkningen af kvantemekanikken.
Han modtog nobelprisen i fysik i 1932 for "skabelsen af kvantemekanik, der blandt andet er anvendt til opdagelsen af de forskellige former for brint".
Op til anden verdenskrig blev Heisenberg chikaneret som "den hvide jøde", fordi han underviste i Einsteins relativitetsteori. Han forlangte at blive renset, og efter en undersøgelse dikterede Heinrich Himmler, at Heisenberg ikke måtte angribes politisk.
Under anden verdenskrig stod Heisenberg bag det tyske forsøg på at udvikle atombomben. Om han stod helhjertet bag projektet, det er en åben diskussion. Han fortalte Bohr om det i København i september 1941. Efter mødet sluttede deres tætte venskab. Heisenberg gav efter krigen selv udtryk for, at han havde moralske skrupler, men Bohr var af den modsatte opfattelse. Uenigheden er blandt andet udtrykt i teaterstykket "Copenhagen".
Ravensburg.
Ravensburg er en by i det tidligere kongerige Württemberg, som i dag er en del af delstaten Baden-Württemberg Tyskland.
Byen blev grundlagt cirka år 1000 af Welf 2., og blev i 1803 en del af Bayern og 1810 en del af Württemberg.
Brætspilfirmaet Ravensburger har til huse i denne by.
Arnold Schwarzenegger.
Arnold Alois Schwarzenegger (født 30. juli 1947) er en østrigskfødt amerikansk republikansk politiker, samt tidligere bodybuilder og skuespiller, der opnåede verdensberømmelse som hovedrolleindehaver i en række Hollywood-actionfilm, blandt andre "Terminator", "Commando" og "Total Recall". Arnold har vundet den meget prestigefyldte Mr. Olympia bodybuilderkonkurrence 7 gange (1970-1975, samt 1980). Arnold startede sin bodybuilderkarriere tidligt og allerede som 16 årig vandt han den første konkurrence, Junior Mr. Münich
Arnold Schwarzenegger blev valgt første gang til guvernør for Californien den 8. oktober 2003 og genvalgt 6. november 2006. Den 3. januar 2011 trådte han tilbage fra posten, efter ikke at have søgt genvalg i 2009.
Schwarzenegger havde tidligere lovet, at han ville få Californiens 103 milliarder dollars store budget vedtaget til tiden, 30. juni 2004, men det demokratiske flertal i den lovgivende forsamlings to kamre har ikke villet acceptere alle spareforslag.
Da budgettet ikke blev vedtaget efter over tre ugers forhandlinger, kaldte han sine demokratiske modstandere "girlie men". Udtrykket kan oversættes til tøsedrenge, men det fik i den muskelsvulmende guvernørs udgave en seksuel undertone med dets henvisning til mændenes feminine side.
Schwarzenegger, har tidligere sammenlignet det demokratiske flertal i Californien med en børnehave, der trængte til en tur i skammekrogen.
Den 31. august 2004 talte han på republikanernes konvent.
Efter sit genvalg i 2006 - som han skaffede sig gennem en tilnærmelse til Californiens overvejende liberale demokratisk vælgerflertal - har han taget vidtrækkende politiske initiativer, bl.a. på miljøområdet, som er i modstrid med den republikanske administration i Washington.
Trods sin nationale popularitet er han afskåret fra evt. at kandidere til præsidentposten, da han ikke er født i USA.
Han har i mange år været gift med Maria Shriver, som er John F. Kennedys niece.
Schwarzenegger medvirkede i filmen "The Expandables", der havde premiere i august 2010 som følge af et samarbejde med Sylvester Stallone.
Franske ord og vendinger.
På dansk vil der i nogle tilfælde blive benyttet ord og vendinger fra fransk. Dette forekommer oftere på skrift end i tale. Fænomenet er dog på ingen måde så udbredt som brugen af ord og vendinger fra engelsk, men bemærk at mange af ordene vedrører mad.
Se også.
Italienske og franske musikudtryk
"Bemærk: Wikipedia er ikke en fransk-dansk ordbog"
*
Ord og vendinger
Den Jyske Skovhave.
Et bøgeparti i den Jyske Skovhave
Den Jyske Skovhave er et arboret i Rold Skov, som ligger på Møldrupvej ved nr. 22 (Naturskolen), ca. 3 km syd for Skørping.
I hjertet af den 8000 ha store Rold Skov er der siden 1890 og frem til i dag plantet over 150 forskellige træer og buske fra store dele af den nordlige halvkugle.
Det er således muligt at foretage en botanisk ”rundrejse” på store dele af verdens nordlige halvkugle, hvor få skridt kan føre fra Nordamerika til Serbien eller Japan. Den Jyske Skovhave besøges derfor af mange skov- og naturinteresserede, og haven er en seværdighed hele året rundt.
Oversigtskort og vandre­tursfolder er placeret ved hovedindgangen. Ved hver enkelt parcel er der informationsskilte, der viser træernes alder, geografiske hjemegn, biologi og evt. anvendelse.
Historie.
Den Jyske Skovhave blev i hemmelighed grundlagt i årene 1886-1902, hvor den initiativrige og forstbotanisk interesserede skovrider Hintz ledede Buderupholm Stats­skovdistrikt. På det tidspunkt var det blevet muligt at købe frø fra nordvestamerikanske granarter som tsuga, douglas og sitka. Hintz benyttede enhver lejlighed til at plante disse nye trætyper, trods direkte forbud fra sine foresatte i datidens Skovstyrelse. I de første år gravede han endda de spæde træer op med rod og gemte dem, når der kom inspektioner fra Århus.
Det er disse træer, som i dag er blevet til mere end 100-årige kæmper - blandt andet har Den Jyske Skov­have Danmarks største træ, målt i volumen: en grandis, som Hintz plantede i 1896. Træet er i dag 43,5 m højt og indeholder over 32 kubik­meter træ.
Skovrider Hintz’s initiativ blev i 1940'erne videreført af den nye statsskovrider Jens Hvass. Han så hurtigt de små klynger med store, fremmed­artede træer, og ideen var skabt: gennem de næste 30 år tilplantede Hvass området med over 100 forskellige træer og buske fra hele den nordlige halvkugle. Også skovrider Hvass så i årevis bort fra formaninger fra sine foresatte, og som årene gik, forstummede protesterne. Ved indvielsen i 1970 sagde den daværende skovdirektør, at hele projektet var gennemført uden ledelsens vidende, men der var alligevel stor ros til de “uregerlige” skovridere.
Mange af trætyperne i Den Jyske Skovhave har gennem 1900-tallet vundet udbredelse i dansk skovbrug. Det gælder eksempelvis sitkagran og douglasgran, der i stor udstrækning sammen med rødgran, i dag dominerer de danske nåleskove. Et andet eksempel er nobilis, der i dag er den mest udbredte træart til pyntegrønt.
Danmarks ældste hundeskov.
Hundeskoven i Den Jyske Skovhave
Haven åbnede som en offentlig seværdighed i 1970, og samtidig etablerede man på stedet Danmarks første hundeskov. Hundeskoven er et fristed for hunde, hvor de må færdes uden snor, men kun under ejerens fulde kontrol.
Hele skovhaven er derfor indhegnet, så hundene ikke forvilder sig uden for området. Desuden beskytter hegnet nytilplantningerne mod hjortevildt, der ellers ynder at bide knopperne af træerne om vinteren.
Havens indgangsportal er japansk inspireret og udført i douglasgran. Den er en hyl­dest til japanernes havekunst, hvor træerne har en særlig stor plads.
Ved portalen er der opsat et bord/bænkesæt og grill, ligesom der inde i skovhaven er borde og bænke samt en vandpost til tørstige hunde.
Ved parkeringspladsen er der endvidere toiletfaciliteter (tørkloset). På 600 m af stinettet er der udlagt en særlig, kørestolsvenlig belægning.
Zoomobjektiv.
Et 18-70 mm zoomobjektiv til et Nikon kamera
Forsimplet illustration af linsernes vandring inde i objektivet. Tele øverst, vidvinkel nederst
Et zoomobjektiv er et objektiv med variabel brændvidde. Det kendes også under navnet vario-objektiv.
Zoomobjektiver blev først udviklet til filmkameraer og siden til videokameraer, men er siden 1980'erne blevet billigere og derfor mere og mere almindelige, også til almindelige fotografiapparater.
Med et zoomobjektiv på sit kamera eller videokamera kan man selv indstille, hvor stor en del af motivet, man ønsker at få med på sit billede eller i sin film.
Først med indførelsen af computerberegning og specielle glassorter i konstruktionerne er det lykkedes at fremstille zoomobjektiver, der i kvalitet kan måle sig med objektiver med fast brændvidde. Især var det inden da svært at opnå en acceptabel lysstyrke og mulighed for i ét objektiv at omfatte både vidvinkel-, normal- og teleområdet. De sværeste zoomlinser at konstruere – og stadig de dyreste – er dem med stor forskel i billedvinkel, især ind i vidvinkelområdet.
Næsten alle zoomobjektiver er mere lysstærke som vidvinkel end som tele, fordi frontlinsens diameter og dermed den maksimalt mulige lysgennemstrømning er fast. Jo større zoomområde, desto større er også forskellen i lysstyrke mellem vidvinkel- og teleindstilling.
De første zoomobjektiver havde 2×zoom eller mindre. Almindeligst i 2003 er 3×zoom til kameraer, 8-12× til videokameraer (i dyrere kameraer hhv. 4× og op til 20×), men grænserne flyttes løbende. Et stort zoomområde er praktisk at have og der er derfor en markedføringsmæssig konkurrenceparameter. Men da et stort zoomområde er vanskelige at udvikle, medfører det ofte enten ringere optisk kvalitet eller høje priser.
"Se også" digital zoom, objektivkonstruktion
Zink (musikinstrument).
En zink (også zinke eller sink) er en trætrompet, ottekantet med skindovertræk, med seks fingerhuller og et tommelfingerhul.
Den findes i to udgaver, en lige med mundstykket udskåret i selve røret, på italiensk kaldt cornetto diritto, og en svagt s-formet med påsat mundstykke, på italiensk kaldt cornetto curvo.
Zinken blev brugt af stadsmusikanter og til kirke- og kammermusik i 1500- og 1600-tallet.
"Komponister, som har skrevet for zink:"
Malle Brok.
Malle Brok er en sang af Lars Lilholt fra 1995.
Hot Eyes.
Hot Eyes var det internationale navn for den danske sangduo Kirsten og Søren.
Kirsten og Søren bestod af Kirsten Elisabeth Siggaard Andersen (f. 7. september 1954) og Søren Bundgaard (f. 4. marts 1956)
Kirsten og Søren var en del af grupperne "Pussycat" der blev til "HokusPokus" og "Sir Henry & His Butlers" i 1970'erne og starten af 1980'erne.
Kirsten og Søren udgav 4 egne albums og har medvirket på utallige kompilations, bl.a. diverse julealbums. Duoen Kirsten og Søren opløstes i 1990.
Kirsten Siggaard har endvidere deltaget i DMGP i 1990 som solist med sangen "Inden Længe".
Søren Bundgaard har deltaget som deltagende komponist i DMGP i 1989, 1993 og 1999, med andre kvindelige solister end Kirsten Siggaard. Mest populær blev "Vi maler byen rød" der blev sunget til sejr af Birthe Kjær i 1989 og blev nr. 3 i ESC.
Kirsten Siggaard er en anerkendt scenekunstner indenfor dansk teater, musicals og revy. Hun har blandt andet optrådt i Det Ny Teaters opførsel af Disneys Skønheden og udyret.
Søren Bundgaard er producer i pladeselskabet MBO, og har studio SB Studio. Søren Bundgaard har sidenhen medvirket i Danband All Stars.
I forbindelse med Melodi Grand Prixets fornyede popularitet i Danmark i starten af dette årtusinde, har Kirsten og Søren været gendannet lejlighedsvis i forbindelse med tv-shows og koncerter.
Vancouver.
Vancouver er en by i provinsen Britisk Columbia i Canada med 583.296
indbyggere. Det er en af verdens smukkest beliggende byer, omgivet af Georgia Strædet
på den ene side og storslåede bjerge på den anden. Her i det vestligste
Canada er klimaet behageligt med varme somre og milde, men regnfulde vintre. Vancouver er
porten til Asien, og der er mange
immigranter her såvel fra Sydøstasien, især Kina og Hongkong, som fra
IOC (Den Internationale Olympiske Komité) valgte
Vancouver som vært for Vinterlegene i 2010, hvilket bringer legene tilbage
til Canada for første gang siden 1988 (hvor de var i Calgary, Alberta).
Vancouver er af FN udnævnt til byen med størst livskvalitet blandt verdens
Geografi.
Byens centrum er koncentreret på en halvø mellem Burrard Inlet og False Creek. Vancouver er en af de få byer i Nordamerika, som ikke har motorveje ind til centrum. Sådanne planer blev taget af bordet i 1960'erne efter massive protester fra befolkningen, da man frygtede, at historiske områder som Gastown og Chinatown ville blive påvirket. SkyTrain, byens offentlige transportsystem, som blev bygget til Expo '86, er det første fuldstændigt førerløse tog i Nordamerika. Det strækker sig over 30 kilometer og 20 stationer. SkyTrain transporterer ca. 130.000 passagerer hver dag. På trods af dette, står man i dag fortsat med et enormt problem med at få afviklet bil trafikken.
Vancouvers Chinatown er den næststørste Chinatown i Nordamerika efter den i San Francisco.
I nærheden af Vancouver finder du spændende udflugtsmål som Grouse Mountain, Mount Seymour, Lynn Valley (regnskovområde med hængebro), Mount Cypress og Whistler, et fantastisk skisportområde, hvor du kan stå på ski fra november til april, og bliver brugt for Vinter OL 2010.
Historie.
De første kinesiske immigranter slog sig ned her under "the Fraser Gold Rush" i 1850'erne. Næste bølge var kinesiske arbejdere, som knoklede på Trans-Canadian railway. Mange af dem besluttede at slå sig ned efterfølgende i Vancouver. I årene op til at den britiske kronkoloni Hongkong blev givet tilbage til Kina, flyttede mange kinesere til Vancouver. Alene fra Hong Kong kom flere end 125.000 velhavende kinesere til Vancouver. Denne invasion pressede selvfølgelig priserne på fast ejendom i vejret.
Seværdigheder.
Stanley Park, byens største park, er opkaldt efter den canadiske generalguvernør Lord Stanley. Den ligger i den vestlige ende af Vancouver på en halvø og er ét af byens landemærker. Den dækker et område på mere end 1.000 hektar og er således større end Central Park i New York. Den har mange tilbud til de besøgende: haver, et vandland for børn, et lille landbrug, en tennisbane, Vancouver Aquarium, en miniature jernbane, 3 badestrande og mange gang- og cyklestier. Hele vejen rundt om parken er en næsten 9 km lang sti for spadserende, løbende, cyklister og ikke mindst rulleskøjteløbere. Siden 1938 har der været kørt et særligt fodringsprogram, og tusinder af fugle af forskellige arter bor her.
Fra Prospect Point er der en pragtfuld udsigt til bjergene og Lions Gate Bridge. Denne berømte bro blev bygget i 1937 af Guinness familien, som også er kendt for den irske øl af samme navn. Denne 450 meter lange bro var, da den blev bygget, den længste hængebro i verden. Mere end 60.000 biler passerer den 3-sporede bro hver dag.
Det antropologiske Museum (MOA) rummer verdens fineste eksemplarer af "Northwest Coast First Nations art". Museumsbygningen, som selv har vundet en pris, ligger ud til havet med fin udsigt til bjergene på den anden side. Museet har verdens største samling af værker af Haida-kunstneren Bill Reid.
Canada Place er det arkitektoniske symbol for Vancouver. Med sit hvide tag, som ligner gigantiske hvide sejl, var bygningen vært for Expo 86. Skærmen er lige så høj som et fem etagers hus.
Granville Island er en lille halvø, som nævnt forbundet til downtown Vancouver med Granville Street Bridge. Fra 1920 havde området svær industri, og under anden verdenskrig blev der bygget et skibsværft her. I begyndelsen af 1970'erne begyndte et par foretagsomme forretningsfolk at renovere det nedslidte område. Med støtte fra regeringen omdannede de dette rygende område med savmøller, støberier, slagterhuse og andre industrier til et stad for handel, kultur og underholdning. Renoveringen af bygningerne var afsluttet omkring 1980, og området er en et vigtigt turistområde. Granville Island rummer et hotel, flere teatre, adskillige kunstgallerier, et kæmpestort marked og en masse mindre butikker.
Digital elektronik.
Den digitale elektronik er en afgrænset disciplin inden for elektronikken, hvor man principielt kun opererer med signaler i to forskellige størrelser med hensyn til enten strømstyrke eller spænding (i modsætning til analog elektronik, hvor signaler kan antage alle mulige størrelser inden for givne intervaller).
Digitale signaler er "diskretiserede" i både værdi og tid, hvilket vil sige, at digitale signaler kun antage et afgrænset antal mulige værdier, og kun på afgrænsede tidspunkter. Man kan intet sige om det digital signal udenfor disse tidspunkter. Dette er den væsentligste teoretiske forskel mellem digitale signaler og analoge signaler, der er "kontinuerte" (dvs. de kan antage en hvilken som helst værdi i et hvilket som helst tidsrum). Lidt simplificeret kan man sige, at et digitalt signal enten er "tændt" eller "slukket".
Digitale kredsløb følger ganske nøje visse matematiske principper (symbollogik) og kan blandt andet bruges til at udføre beregninger (på binære tal). Af den grund kaldes de to forskellige signal-størrelser gerne for "0" og "1".
Digital elektronik i praksis.
Oftest benyttes to forskellige spændinger; "0" repræsenteres af en spænding inden for et givet interval, og "1" ved en spænding i et andet interval - imellem de to intervaller findes et område af "ubenyttede" spændinger, den såkaldte "forbudte zone".
Almindeligvis bruges såkaldt "positiv logik", hvor det højeste spændingsinterval repræsenterer "1", og det laveste "0" - ved "negativ logik" forstås en lav spænding som "1", og en højere spænding som "0". I forbindelse med positiv logik omtales signalet "1" også som "high" (engelsk for "højt") og "0" som "low" (engelsk for "lavt").
"Modtagere" af de digitale signaler er indrettet til at være ganske "tolerante"; alt over en vis spændingsgrænse tolkes (ved positiv logik) som "1", og alt under som "0". Dette gør sammen med de to adskilte, "lovlige" spændingsintervaller, at digitale kredsløb er meget tolerante overfor elektrisk støj.
Digitale kredsløb.
De delkredsløb som digital elektronik er opbygget af, kan indplaceres i et lineært hierarki, hvor mere komplekse kredsløb er opbygget af flere af de simplere kredsløb.
Større digitale systemer som sekvensnetværk og de endnu mere komplekse CPU'er (centralenheder for computere) baserer sig på ovennævnte delkredsløb.
Synkrone og asynkrone digitale kredsløb.
I dag er langt den overvejende del af de digitale kredsløb af den synkrone type, hvilket vil sige at man har en central taktgiver (eng. "clock"), som muliggør højhastighedskommunikation via databusser mellem tæt forbundne større digitale delkredsløb.
Både i lavenergi- og digitale højydelseskredsløb kan det være et problem med en central taktgiver i f.eks. et digitalt høreapparat eller en mikrocontroller. Grunden er at man ønsker at høreapparatet anvender så lidt energi som muligt, og højydelseskredsløb mister takten, når den centrale taktgivers frekvens øges (f.eks. ved "overclocking"). Grunden er at det tager tid for taktgiverens og databussens signaler at komme rundt i forskellige dele af chippen ved høje frekvenser - og det på trods af at signalerne udbreder sig med ca. 2/3 af lysets hastighed.
Med et redesign af de digitale kredsløb, indførelse af decentral selvtaktning, opnås mindre energiforbrug eller mulighed for højere taktfrekvens. Omkostningen er groft set en ydelsesforringelse på ca. 10% ved en given frekvens, men med drastisk nedsat energiforbrug f.eks. -30...-60%.
Hvilket betyder at man kan øge de decentrale taktgivere med 30%.
Logiske systemer.
På det rent teoretiske plan "tænker" den digitale elektronik ikke over hvordan de simpleste byggeelementer, gates og invertere, "bærer sig ad" med at udføre deres opgaver. Principperne for de digitale grundelementer, gates og invertere, kan og bliver også realiseret i hydrauliske, mekaniske og pneumatiske indretninger.
Gate (digital elektronik).
I den digitale elektronik bruges begrebet en gate om et simpelt elektronisk kredsløb med en enkelt udgang samt to eller flere indgange; disse kredsløb er de grundlæggende byggeelementer i al rent digital elektronik. En gate leverer et digitalt signal, "0" eller "1", der alene afhænger af den øjeblikkelige kombination af "0"- og "1"-signaler der ledes til gatens indgange.
Gates, samt invertere, kan også realiseres ved hjælp af andet end elektroniske kredsløb; deres logiske funktioner er blevet implementeret i hydrauliske, mekaniske og pneumatiske anordninger.
Forskellige typer gates.
Den såkaldte inverter klassificeres somme tider også som en gate, og kaldes da typisk en "not-gate" ("not" er engelsk for "ikke").
Desuden bruges ofte tre andre typer gates, kaldet nand-gates, nor-gates og exclusive-nor-gates: Det er blot henholdsvis and-, or- og exclusive-or-gates, forsynet med en inverter på udgangen. Navnene er en sammentrækning af det engelske ord "not" og henholdsvis "and", "or" og "exclusive-or".
Digitale gates i praksis.
Af pladshensyn samles gates gerne i stort antal i integrerede kredsløb - det nærmeste man kommer på gates i "løs vægt", er nogle integrerede kredsløb som indeholder mellem én og fire separate gates, med fælles tilledninger for forsyningsstrøm til alle gates i komponenten.
Flip-flop (digital elektronik).
Egenskaben med de to stabile tilstande gør at flip-flops ofte bruges som hukommelse til at opbevare binær information - såkaldt statisk hukommelse (Statisk RAM - 'Random Access Memory') består af et stort antal flip-flops, som hver især husker på én bit information.
Forskellige typer flip-flops.
Forskellene mellem de forskellige slags flip-flops ligger i styreindgangen(e), og hvilke signaler der får flip-floppen til at skifte tilstand.
D-flip-flop.
En D-flip-flop har en indgang kaldet "D" (Data eller delay - forsinkelse) samt en indgang for et synkroniseringssignal (clock-impuls eller taktgiver-impuls): I det øjeblik synkroniseringssignalet skifter "enten" fra "0" til "1" "eller" fra "1" til "0" (ikke ved skift "begge" veje), registreres signalet på D-indgangen: Er D-signalet "0", antager flip-floppen sin "0"-tilstand; er signalet "1", bringes flip-floppen tilsvarende i "1"-tilstanden. Begge dele uafhængigt af hvilken tilstand flip-floppen stod i før synkroniseringssignalet indløb.
Venstre: Et kredsløbssymbol for en D-type flip-flop, hvor > er clock-impulsen, D er data-input og Q er den gemte data-output.
formula_1
Latch.
En latch minder funktionelt lidt om D-flip-floppen, men i modsætning til denne, vil udgangen på en latch (eller transparent latch) afspejle signalet på D-indgangen, ikke blot i det øjeblik synkroniseringssignalet (clock-input) skifter, men i "hele" det tidsrum hvor synkroniseringssignalet er høj. Når clock-input skifter fra høj-til-lav bliver D-input værdien i samme øjeblik gemt og denne værdi er nu Q-output, indtil clock-input går høj igen. I den analoge verden svarer en latch til et sample-and-hold kredsløb.
J/K-flip-flop.
Venstre: Kredsløbssymbolet for en J-K flip-flop, hvor > er clock-input, J og K er data-input, Q er det gemte data-output, og Q' er den negerede eller inverse Q.
formula_2
J-K flip-flop er opkaldt efter Jack Kilby, som opfandt det integrerede kredsløb i 1958, for hvilket han fik Nobelprisen for i fysik i 2000. "Jump-kill", er en analogi til "set-reset", som er et backronym.
R/S-flip-flop.
SR flip-flop timing diagram. "Edge-triggered" er ikke blevet tjekket.
RS-flip-floppen har mindst to indgange, kaldet henholdsvis "R" og "S" (fra de engelske ord "reset" og "set"): Når "S"-indgangen aktiveres, bringes flip-floppen over i "1"-tilstanden. Hvis flip-floppen i forvejen var i "1"-tilstanden, sker der ikke noget. Tilsvarende vil en aktivering af "R"-indgangen bringe flip-floppen i "0"-tilstanden, uanset hvilken tilstand den var i tidligere.
SR flip-flop vist som nand-gate baseret.
SR flip-flop med clock-input og vist som nand-gate baseret.
RS-flip-floppen findes i to varianter; en uden clock-input og en med clock-input.
Den uden clock-input trigger på høj-til-lav-flanker (nand-gate baseret) eller lav-til-høj-flanker (nor-gate baseret) for S og R. Sandhedstabellens S og R 0 og 1 skal så fortolkes som flankeskift.
Den med clock-input trigger på clock-input høj-til-lav-flanker og Q bestemmes i dette øjeblik så af S og R værdierne.
X betyder "underordnet" eller at output vil være det samme lige meget hvilken tilstand X er i.
Venstre: Kredsløbssymbolet for en SR-type flip-flop, hvor > er clock-input, S er set-input, R er reset-input, Q er den gemte data-output, og Q' er den inverse af Q.
T-flip-flop.
En T-flip-flop har en enkelt indgang, benævnt "T": Når signalet på denne indgang skifter "enten" fra "0" til "1" "eller" fra "1" til "0" (ikke ved "begge" slags skift), skifter flip-floppen tilstand: Var den i "0"-tilstand før det relevante skift indtraf på T-indgangen, skifter den til "1"; var den oprindeligt i "1"-tilstanden, skifter den til "0".
formula_3
Venstre: Kredsløbssymbolet for en T-type flip-flop, hvor > er clock-input, T er toggle-input og Q er den gemte data-output.
Inverter (digital elektronik).
I den digitale elektronik forstås ved en inverter et kredsløb, der gennem en indgang tager imod et digitalt signal, enten "0" eller "1", Not-gate og ad en udgang leverer det komplementære ("modsatte") signal. Hvis indgangssignalet er "0", bliver udgangssignalet "1", og hvis indgangen er "1", bliver udgangen "0".
Kvantecomputer.
En kvantecomputer er et apparat, der kan beregne ved hjælp af kvantefysisk sammenfiltringer af kvantetilstande. For nyligt er små kvantecomputere blevet bygget. Mange myndigheder og militære organer som f.eks. NATO støtter universiteter og kvanteberegningsforskningscentre til at udvikle en computer til f.eks. kryptering.
Det formodes at hvis stor-skala kvantecomputere kan bygges, vil de være i stand til at løse visse datalogiske problemer hurtigere end enhver klassisk computer. Kvantecomputere er forskellige fra klassiske computere som f.eks. DNA-computere og computere baseret på transistorer og evt. transistorer baseret på kvantemekaniske effekter uden kvantefysisk sammenfiltring.
Historie.
Det var fysikeren Richard Feynman, som i 1982 foreslog at man skulle forsøge at simulere kvantemekaniske objekter i kvantemekanikken selv i form af en kvantecomputer. I 1985 offentliggjorde David Deutsch en banebrydende artikel med en beskrivelse af den universelle kvantecomputer. I 1994 beviste Peter Shor at man med en kvantecomputer kunne faktorisere tal eksponentielt hurtigere end på en klassisk computer.
Dette betød et væld af forskningsmidler til forskning i kvantecomputere og deres algoritmer, da langt størstedelen af alle public key krypteringssytemer baserer deres "ubrydelighed" på, at det er vanskeligt at faktorisere heltal eller at det er vanskeligt at løse den diskrete logaritme.
Opbygning.
Partikler i kvantemekanik er i stand til at være to steder på samme tid eller være i to kvantemekaniske tilstande på samme tid. Denne effekt er ofte beskrevet ved at anvende tankeeksperimentet Schrödingers kat, hvor en kat både kan være i live og død på samme tid. Denne mulighed til at være i flere kvantemekaniske tilstande samtidigt kaldes superposition.
En klassisk computers hukommelse er lavet af bits. Hver af bittene kan lagre en af to mulige tilstande, disse kan f.eks. fortolkes som "0" og "1", som de to tilstande af bekvemmelighedårsager kaldes, i næsten al faglitteratur. Computeren beregner ved at manipulere disse bits.
En kvantecomputer, derimod, har en mængde af qubits. En qubit kan lagre de "klassiske" to tilstande "0", "1" eller en superposition af de to tilstande. Det er forkert at sige at en qubit kan lagre to egentlige tilstande på samme tid - det den derimod kan, er at lagre en superposition af to vægtede tilstande. Kvantecomputeren beregner ved at manipulere disse qubits. Qubittene skal være kvantemekanisk kvantefysisk sammenfiltrede for at virke som qubits.
En kvantecomputer kan realiseres ved at anvende enhver lille partikel, som kan have en separat skriv/læsbar kvantetilstandslager. Partiklerne, med de kvantefysisk sammenfiltrede kvantetilstandslagre, kan være fotoner, molekyler...
Funktionsmåde.
En klassisk computer med 3 bits kan kun lagre et mønster af 3 digitale et-taller eller nuller. Eksempelvis kan bittene på et tidspunkt have lagret "101".
000 0,37 + i 0,04 0,14
001 0,11 + i 0,18 0,04
010 0,09 + i 0,31 0,10
011 0,30 + i 0,30 0,18
100 0,35 + i 0,43 0,31
101 0,40 + i 0,01 0,16
110 0,09 + i 0,12 0,02
111 0,15 + i 0,16 0,05
Hvis der havde været "n" qubits, skulle tabellen have 2"n" rækker. For flere hundrede "n", skulle der være flere rækker end der er atomer i det kendte univers.
Den første søjle viser alle mulige tilstande for 3 bits. En klassisk computer kan kun lagre et af disse mønstre ad gangen. En kvantecomputer kan være i en superposition af alle 8 tilstande på samme tid. Den anden søjle viser en selvvalgt "amplitude" med en bestemt "retning" for hver af de 8 tilstande. Disse 8 komplekse tal er et øjebliksbillede af kvantecomputeren på et givet tidspunkt. Ved en beregning bliver disse 8 tal ændret og interagerer med hinanden.
Dette at kvantecomputeren kan lagre og beregne på de 8 amplituder på samme tid, viser at kvantecomputeren kan lagre meget mere end en 3-bit klassisk computer.
Det skal dog bemærkes at de 8 amplituder ikke kan aflæses udenfor qubittene. Når en algoritme er slut, foretages en enkelt måling/aflæsning. Aflæsningen får kun et 3 bit mønster og i aflæsningsprocessen slettes de 8 amplituder. Aflæsningen returnerer et tilfældigt af de 8 mønstre med sandsynligheden fra tabellen. I eksemplet er der 14% chance for at det aflæste mønster er "000", 4% chance for at det aflæste mønster er "001" osv. Hver af de komplekse tal (a+bi) kaldes en amplitude og hver sandsynlighed (a²+b²) kaldes den "kvadrerede amplitude", fordi de er lig |a+bi|². De 8 sandsynligheder summer til 1.
Nøgenhed i sport.
Nøgenhed i sport er ikke noget ganske usædvanligt, hverken i oldtiden eller i vore dage.
Antikke Grækenland.
I det antikke Grækenland spillede atletiske øvelser en stor rolle. Grækerne tilskrev også forskellige mytiske skikkelser atletiske bedrifter.
Det var bystaten Sparta, som først indførte den skik at dyrke militær træning nøgen, fordi de unge soldater kæmpede kun beskyttet af hjelm og skjold. Skikken spredtes til hele Grækenland, og når sportsfolk mødtes til de olympiske lege og andre lignende stævner, konkurrerede de fuldkommen nøgne i de fleste sportsgrene, såsom boksning, brydning, forskellige slags løb, spydkast og diskoskast.
Vidnesbyrd om at grækerne var nøgne ved sportsudøvelsen finder vi i de mange bevarede afbildninger af atleter (statuer, mosaikker og vasebilleder). Berømte sportsfolk blev undertiden hædret ved at deres statue blev opstillet i hjembyen (se Milo fra Kroton). Enkelte forfattere har hævdet, at nøgenheden i afbildningerne blot er en kunstnerisk konvention, idet de har fundet det ubegribeligt, at nogen nogensinde har villet løbe nøgen. Dette er imidlertid blot et udslag af victoriansk snerpethed og modbevises i øvrigt af de yndede Nude Olympics ved amerikanske universiteter, eller af de ikke mindre populære "nøgenløb" som siden 2002 er afholdt ved Roskilde Festivalen.
Da gymnastik (af græsk "gymnos," "nøgen") bogstaveligt betyder "nøgen-øvelse", er "gymnastikdragt" egentlig en selvmodsigende betegnelse. Som ordet antyder, var atleterne i den græske oldtid nøgne, når de gjorde gymnastik. Dermed var kroppens linjer i stillinger og bevægelser fuldt synlige. At betragte det sportstrænede mandslegeme i bevægelse og hvile blev af stor betydning både for græsk kunst og lægevidenskab.
I den hellenistiske tid deltog også jøder i atletiske øvelser. De skilte sig ud, fordi de var omskårne; flere optrådte med kunstig forhud.
Gladiatorer.
Da kristendommen i det 4. århundrede blev statsreligion, blev gladiatorkampene efterhånden afskaffet, og kirkens syn på "kødet" og derfor nøgenhed som noget syndigt trængte igennem.
Tacitus ("Germania") om Sværddans.
Ifølge Tacitus (ca. 56–120 e.Kr.) var "sværddans" en yndet form for underholdning i Norden. Den udførtes af nøgne unge sportsmænd som dansende mellem skarpe sværd og spyd med færdighed og ynde. Tacitus beretter, at de ikke dansede for betaling.
Upsala Simsällskap (1796).
En skandinavisk pionér for udbredelsen af svømning var Jöns Svanberg i Uppsala. Sammen med andre akademikere dannede den 25-årige docent i 1796 "Upsala Simsällskap". Som en slags munter travesti på universitetets eksaminer indførte Svanberg for dem som havde bestået svømmeprøven en højtidelig ceremoni hvorunder de nøgne "kandidater" smykkedes med kranse af åkander.
Tidlig badning i Danmark.
Badedragt og badebukser kendtes før omkring år 1800, men badedragten spredtes langsomt: Martin Andersen Nexø skildrer den forargelse det vakte på Bornholm, da tyske turister begyndte at bade med tøj på. Da interessen for søbade og snerpethed bredte sig, gik de badende i vandet på steder, hvor de uden at vække anstød kunne klæde sig helt af. De badede på private eller øde steder, eller fra særlige badehuse, som hindrede uvedkommende opmærksomhed.
Christian Richardt (1831-1892) har med humor skildret et sådant sceneri i sit digt "Paa Badehuset": "Ens Uniform har de Simple, de Rige: / Bølgerne kjende til Mennesker kun!" (se hele digtet i).
På godset Nysø ved Præstø dyrkedes badning af berømtheder som H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen, som var hyppige gæster hos baron Hendrik Stampe (1794-1876) og den excentriske baronesse Christine Stampe (1797-1868). Om baron Hendrik fortælles at han undertiden svømmede alene tværs over Præstø Fjord og, når han var nået til den modsatte side, ligeglad med hvad folk tænkte, spadserede nøgen ad landevejen lige til sin moders hus.
Som en på alle måder fremsynet og afslappet kvinde anbefaler Emma Gad, "Takt og Tone" (1918; side 177): "Lad Deres Badedragt være saa let, som Velanstændigheden tillader; sundhedsmæssigt set er slet ingen det bedste".
YMCA (USA).
YMCA ("The Young Men's Christian Association") tager sig især i USA også af den mandlige ungdoms fysiske udvikling. I de store byer er der ofte gode sportsfaciliteter, bl.a. for svømmeundervisning og -træning. Indtil begyndelsen af 1960'erne var badebukser i det indendørs svømmebassin
overflødig og utilstedelig. Deltagere og instruktører var nøgne (noget som i øvrigt også på amerikanske universiteter betragtedes som det eneste naturlige). På baggrund af den amerikanske puritanisme kan dette måske forbavse, men der var ikke noget "seksuelt" i at mænd svømmede nøgne. I 1960'erne åbnedes YMCA for kvinder og lukkedes for nøgensvømningen.
Svømmehaller i Tyskland.
I de offentlige (kommunale) svømmehaller i de større tyske byer er det, i det mindste siden 1960'erne, udbredt at det, på bestemte ugedage i visse timer, er foreskrevet, at man skal være nøgen for at få adgang til hallen; med andre ord er badebukser eller -dragt ikke tilladt i bassinet. Ligesom ved "FKK" ("Freikörperkultur") bader de to køn sammen, skønt der i øvrigt kun er en overfladisk lighed med naturisme som livsstil. Snarere er forholdet dét at publikum fra ungdommen af har erfaret det behagelige i at kroppens kontakt med vandet ikke hindres af formålsløst badetøj.
Militær badning og svømning.
Til badning eller svømning under militære forhold har formodentlig til alle tider mandskabet klædt sig helt af. Således på flådestationerne: Holmen i København (se hvordan maleren Eckersberg i 1800-tallet her fandt nøgenmodeller). Den svenske kunstner Eugène Jansson (1862–1915) malede scener fra "Flottans badhus" på Skeppsholmen (Stockholm), se hans billede med titlen
I Sverige var der desuden en militær tradition for at "bade til hest." I flok og følge red dragonerne nøgne fra kasernen ned til vandet. En sådan scene er skildret af den danske maler Oscar Matthiesen: "Officerer ved det skånske dragonregiment i Ystad rider i bad en juni søndag" (1906; Ystads Konstmuseum).
Danmark efter 2000.
Adams- eller evakostume er den mest hensigtsmæssige påklædning ved badning; det er en holdning, som i 2. halvdel af det 20. århundrede er trængt stærkere igennem i det nordlige Europa. Det er i Danmark tilladt at gå nøgen i vandet fra enhver strand – ved naturlig hensynsfuldhed over for andre badegæster. Solbadning uden tøj anses for mest effektiv. Se endvidere solarium.
Gymnastik.
Det er tankevækkende at ordet "gymnastik" (se ovenover) har overlevet fra antikken, og i spredte tilfælde forekommer det at øvelser udføres af fuldstændigt nøgne gymnaster.
Eugène Jansson har bl.a. malet
Brydning.
Henimod slutningen af det 20. århundrede har man stedvis – foreløbig under private former (klubber) – genoptaget den antikke græske tradition med at dyrke brydning helt upåklædt.
Bodybuilding.
Til forskel fra andre sportsgrene samler publikums interesse sig ikke om bodybuildernes "øvelser," men derimod om disses resultat: den efter et bestemt ideal tilstræbte muskelformation. Da denne skal vurderes af dommere og tilskuere, er nøgenhed mere end i nogen anden disciplin objektivt motiveret. Man har i tidens løb accepteret at konkurrencedeltagerne er iført minimum af, hvad samfundsnormerne tillader.
De moderne olympiske lege.
Til de olympiske lege i Stockholm i 1912 blev
tegnet af den ansete kunstner Olle Hjortsberg. Den forestillede en nøgen svensk sportsmand, og den blev derfor set som alt for dristig til fremvisning i visse lande.
Imod denne tankegang er det blevet fremført, at afkald på sportsdragter som i antikken kunne understrege legenes værdighed. Det har været foreslået, at den løber som bringer den olympiske fakkel til stadion burde løbe nøgen.
Naturistarrangementer.
Organiseret naturisme (nudisme) synes først at have etableret sig efter 1. verdenskrig. I dag findes der verden over en række arrangementer for naturister uden andet tøj end løbesko, cykelhjelm med videre. Desuden er beach volleyball en yndet sportsgren.
Filesystem Hierarchy Standard.
Filesystem Hierarchy Standard (FHS) definerer hovedkatalogerne og deres indhold i Linux og andre UNIX baserede styresystemer.
Ion-motor.
a>kammer på NASA's Jet Propulsion Laboratory (ca. 1999).
En ion-motor er en motor til rumfart som accelererer ioner ud af motoren via et elektrostatisk felt. Ionerne kan f.eks. være ioner af grundstoffet xenon. Dette kan i dag gøres mere effektivt (per gram) end med traditionelle brændstof-raketmotorer. I dag (2006) er ionmotorer mere end 10 gange så effektive som raketmotorer per gram udsendt stof.
Projekt Runeberg.
Projekt Runeberg blev grundlagt i december 1992 og er et åbent og idealistiskt initiativ for at skabe og samle frie elektroniske udgaver af klassisk nordisk litteratur og kunst. Projektet har sit navn af det amerikanske Project Gutenberg og af Finlands nationaldigter Johan Ludvig Runeberg.
Projektet baserer sig på en begrænsning i ophavsretsloven. 70 år efter udløbet af ophavsretspersonens dødsår udløber ophavsretten, og hvem som helst må udgive værket.
Oprindelig udgav Projekt Runeberg kun værker via e-text (sådan som Projekt Gutenberg endnu gør) via internet dataprotokollerne Gopher og FTP. Efter få år blev det mest populære dataformat HTML overført via protokollen http.
I 1998 produceredes fortrinsvis digitale faksimile-udgaver, hvilket betyder at fotografisk eksakte billeder af hele bogsider publiceredes via web som supplement til den OCR-fortolkede og søgbare tekst. Næste skridt i udviklingen kom i 2003, da den OCR-fortolkede tekst kunne korrekturlæses direkte via webbrowseren i et system, der ikke er helt forskelligt fra wiki. Når en bog er fuldstændig korrekturlæst, publiceres den som en e-tekst.
De fleste af værkerne i Projekt Runeberg er svenske, da redaktionen indtil videre kun består af svenskere.
Ada (programmeringssprog).
Ada er et struktureret programmeringssprog med statisk typetjekning, som er en videreudvikling af Pascal, der var fæstet stor lid til i 1970'erne og 1980'erne.
Den første udgave blev designet i slutningen af 1970'erne af Jean Ichbiah. Ada blev udvalgt af USA's forsvarsministerium (Department of Defense, Dod)) i 1979 blandt flere forslag til et nyt generelt sprog, som alle nye programmeringsprojekter udført for det amerikanske militær i princippet skulle skrives i. Udviklingen har dog indhentet Ada, og sproget fik aldrig den altoverskyggende dominans, som det var spået. DoD har også slækket på sine krav på dette felt.
Ada er opkaldt efter matematikeren og opfinderen Charles Babbages gode ven og kollega Lady Ada Lovelace, der i øvrigt var datter af digteren Lord Byron. Charles Babbage anses af mange for at være opfinderen af computeren. Charles Babbage beskrev i 1800-tallets victorianske England en dampdrevet mekanisk computer kaldet "The Difference Engine", og det har vist sig, at den faktisk ville have virket.
Ada er det første internationalt standardiserede objektorienterede programmeringssprog: "ISO/IEC 8652:1995 Information Technology -- Programming Languages -- Ada ISO/IEC 8652:1995/Cor 1:2001 Information Technology -- Programming Languages -- Ada". Det forventes, at ISO udgiver en opdateret udgave af standarden i begyndelsen af 2005.
En Ada-oversætter skal tjekke kildekoden ret grundigt, hvilket finder flere fejl på et tidligt tidspunkt end fx C++. Det benyttes ofte i indlejrede systemer såsom rumraketter og jernbaner.
Populært sagt er Ada en blanding af C++ og Java, pakket ind i en Pascal-lignende syntaks.
Hvis man vil i gang med at programmere i Ada, så kan man hente Ada-standarden gratis på nettet. GNU-projektets Ada-oversætter, GNAT, er ligeledes frit tilgængelig.
Flaskekroen.
I 1720'erne blev Køgevejen omlagt til den rute, Gammel Køge Landevej følger i dag. Den kom til at passere Flaskekroen og løb så ikke længere forbi Nissekroen i Brøndby Strand. Vejens beskaffenhed gjorde den sen at følge, så kroerne lå forholdsvis tæt. Flaskekroen lå der, hvor Harrestrup Å skærer Gammel Køge Landevej (mellem Vigerslevvej og Brostykkevej). Stedet kaldes Flaskebroen. De næste kroer mod Køge var Fedtekroen i Vallensbæk, Jægerkroen i Ishøj, Lopholms Kro og Korporalskroen ved Karlslunde samt Skillingskroen ved Jersie Strand.
Ada Adler.
Ada Sara Adler (18. februar 1878 på Frederiksberg – 28. december 1946 i København) var en dansk klassisk filolog (palæograf) og bibliotekar.
Hun blev født ind i et velhavende jødisk hjem, hvor hendes far var grosserer Bertel David Adler (1851-1926) og moderen Elise Johanne Fraenckel (1852-1938).
Hun huskes især for sin kritiske udgave - som endnu er standardudgaven - af "Suidas" (Suda) (5 bind; Leipzig, 1928-1938; optrykt Stuttgart, 1967-1971). Den er grundlaget for et igangværende, kollektivt projekt som bl.a. omfatter oversættelse til engelsk samt noter og henvisninger.
I 1916 publicerede Ada Adler et katalog over Det Kongelige Biblioteks græske manuskripter.
I 1931 tildelt Tagea Brandts Rejselegat.
Hun blev i 1901 gift med filosofiprofessoren Anton Thomsen (1877-1915). Ægteskabet blev opløst i 1912.
Halifax.
Halifax er en by i Canada med 350.000 indbyggere. Byen er hovedstad i provinsen Nova Scotia.
I 1917 blev Halifax ødelagt i hvad man regner for den største menneske-skabte eksplosion før Hiroshima-bomben. Det skete da det franske skib "Mont-Blanc", der var lastet med eksplosiver, stødte sammen med det norske skib "Imo". "Mont-Blanc" begyndte derved at brænde, og lasten eksploderede. "Imo", registreret i Sandefjord, var lastet med redningsudstyr bestemt for Belgien. Kaptajn From havde haft for lidt brændstof om bord og måtte holde skibet tilbage en nat i Halifax før færden mod krigen i Europa. Kl 7:30 om morgenen 6.december 1917 startede den fatale tur ud gennem havnepassagen. I tågen undgik "Imo" lige to sammenstød før hun nåede ud i sundet ved "the Narrows", hvor "Mont-Blanc" dukkede op på krydsende kurs. "Mont-Blanc" alarmerede "Imo" to gange, men "Imo" skar sig alligevel tre meter ind i styrbord side på det franske skib, inden hun nåede at bakke løs. Gnister fra sammenstødet fik drivstoffet til at brænde (35 tons bensol), der stod stablet på "Mont-Blanc"s dæk. Lasten var 26 tons TNT, skydebomuld og 300 runder ammunition. Frygt for tyske ubåde, som jagede ud for indløbet til Halifax, drev kaptajn le Medec til det fatale valg at slutte sig til en konvoj, der udgik fra Halifax. Så langt kom han aldrig. Mandskabet på "Imo" kastede sig i livbådene og roede for livet mod land. Der stod de hjælpeløse og så det ubemandede, brændende inferno drive med tidevandet mod kajen de havde forladt. Eksplosionen lagde en tredjedel af Halifax centrum i ruiner, efterfulgt af en flodbølge. 12.000 bygninger var ødelagte, ikke et vindue var helt. Officielt omkom 1.963 mennesker, derimellem kaptajn From, lodsen og fem af det norske mandskab. Over 9.000 var kommet til skade. Søforklaringen konkluderede med at skylden måtte fordeles mellem kaptajnerne From og le Medec - From havde holdt for høj fart på trods af tågen, mens le Medec havde fragtet eksplosiver ind i en tæt trafikeret led.
De fleste omkomne fra Titanic blev gravlagt i Halifax.
I Halifax findes fem universiteter: Dalhousie, Saint Mary's, University of King's College, Mount Saint Vincent, Université Sainte-Anne,og Nova Scotia College of Art and Design (NSCAD).
James Cook.
Cooks første, anden og tredje rejse i Sydhavet.
James Cook (27. oktober 1728 - 14. februar 1779) var en engelsk opdagelsesrejsende født i Yorkshire. James Cook var den første europæer, der opdagede Hawaii, Australien og New Zealand. Som følge af Cooks forståelse for kostsammensætningens betydning døde ingen af hans besætningsmedlemmer af skørbug, hvilket ellers var almindeligt på den tid.
Biografi.
James Cook var oprindeligt i købmandslære, hvilket han dog ikke viste større evner for, hvorpå købmanden hjalp ham til at stå til søs. I syv år tjente han på et kulskib, men gik 1755 i kongelig tjeneste. Han deltog som underløjtnant i den franske og indianske krig, efter hvis afslutning han var beskæftiget med kortlægning af Saint Lawrence-bugten og kysterne ved Newfoundland. Hans arbejde her var så godt, at Lord Edward Hawke 1768 udnævnte ham til chef for det skib, der skulle overføre en astronom til Tahiti for der at iagttage en venuspassage. Som astronom medfulgte Green, som naturforsker en rig grundejer fra Lincolnshire, Joseph Banks, der som medhjælper havde antaget svenskeren Solander.
26. august 1768 gik Cook på Endeavour ud fra Plymouth og kom rundt om Kap Horn, 12. april 1769 til Tahiti, hvor venuspassagen blev iagttaget 3. juni i godt vejr. Efter at have undersøgt og bestemt de omliggende øer, som han gav navnet Selskabsøerne, tiltrådte Cook sin store opdagelsesrejse. Han styrede straks imod syd, opdagede Rurutu, den første ø i det lille Tubuai Archipel, og standsede ikke, før han havde nået 40° 22' sydlig breddegrad uden at se land. Han satte derefter kursen mod nordvest efter New Zealand, som Abel Tasman 127 år tidligere havde set, men som ikke var blevet besøgt i mellemtiden, og da der 6. oktober blev råbt»land«, kom alle i den største spænding, fordi man troede nu endelig at have truffet»det ubekendte Australland«. Det var østkysten af Nordøen i New Zealand, man havde set, derfra omsejlede Cook denne ø og gennemsejlede det efter ham benævnte stræde, hvorved han konstaterede, at New Zealand bestod af to øer, hvis kyster han fuldstændig kortlagde, inden han forlod øerne. 31. marts 1770 forlod han New Zealand og styrede mod nordvest, så at han 19. april stødte på Australlandets østkyst på 37° 58" sydlig breddegrad. Denne da fuldstændig ukendte kyst fulgte han mod nord, kom til en bugt, som han på grund af den store rigdom på ny planter kaldte Botany Bay, derefter til Port Jackson. På sin videre fart mod nord kom han ind i det snævre, farlige farvand mellem kysten og det store Barriererev, hvor han heller ikke undgik at få en så farlig læk, at han måtte søge ind i en flod, som han efter sit skib kaldte Endeavour-river, for at reparere.
Endelig lykkedes det ham at slippe ud i åben sø gennem en åbning i revet; men allerede to dage senere trængte han dristigt på ny gennem revet for ikke mere at slippe kysten af syne; hans hensigt var nemlig at afgøre, om Ny-Guinea var forbundet med fastlandet eller en ø. Det lykkedes ham virkelig også 21. august, at omsejle Kap York og gennemsejle Torres-strædet. Det opdagede land havde han taget i besiddelse for den engelske krone under navn af New South Wales.
Over Batavia tiltrådte han derpå sin hjemrejse syd om Afrika og ankom til England 11. juni 1771. Resultatet af denne rejse havde været overordentlig rigt: Opdagelsen af New Zealands ønatur, Afsløringen af Australlandets, østkyst og Ny-Guineas adskillelse fra fastlandet ved Torres-strædet, og dog står hans anden rejse næsten endnu højere.
17. juli 1772 drog han ud med to skibe Resolution, som han selv førte, og Adventure under Tobias Fouraeaux. Som videnskabelige ledsagere fulgtes han denne gang af to tyskere, Johann Reinhold Forster og Georg Forster. Det var Cooks hensigt at forsøge på en verdensomsejling fra vest til øst, altså imod Passaten, for derved at afgøre, om der på den sydlige halvkugle fandtes andre fastlande end Australien. Fra Kaplandet styrede han omtrent lige mod syd og mødte allerede 10. december den første svømmende is på 51° 5" sydlig breddegrad. Da han endnu ikke havde fundet land på 60. breddegrad, styrede han syd for denne parallel mod øst, overskred den sydlige polarkreds på 40° østlig længde f. Grw. og styrede derpå for at udhvile sit mandskab til New Zealand. Derfra løb han november 1773 ud på sin anden polarfart og nåede januar 1774 sin største sydlige bredde, nemlig 71° 10' på 106° 54' v. L. f. Grw., hvor en sammenhængende ismur tvang ham til at vende om. På hjemrejsen til Europa holdt han sig omtrent på New Zealands bredde og fortsatte, efter at han havde passeret Kap Horn, den østlige retning, så at han stødte på Sydgeorgien.
Derfra styrede han sydøstlig og opdagede Hawaii-gruppen på 59° 13' sydlig breddegrad; 30. juli 1775 kom han efter tre års fravær tilbage til England. Udbyttet af denne rundrejse var erkendelsen af den overvejende vandbedækning, på den sydlige halvkugle, hvorved endelig det på den sydlige halvkugle formodede fastland forsvandt fra kortene, efter at det i to århundreder havde spøget derpå.
Efter sin hjemkomst blev Cook virkelig skibskaptajn og fik ansættelse ved hospitalet i Greenwich samt blev optaget som medlem af Royal Society, Men han kunne ikke holde sig længe hjemme, og da der udlovedes en belønning på 20.000 £ til den, der kunne finde en nordlig gennemgang fra Atlanterhavet til Stillehavet, drog han 12. juli 1776 ud på sin tredje rejse med skibene Resolution, som han atter selv førte, og Discovery under Charles Clerke. Fra Selskabsøen Borra-borra holdt han nordnordvestlig, så at han 18. januar 1778 traf Hawaii, der vel tidligere var "opdaget" af spanierne, men ikke indtegnet på noget kort. Han opsatte dog undersøgelsen af disse og søgte sit egentlig mål, Nordamerikas vestkyst, som han traf på 44° 30' nordlig breddegrad. Han fulgte kysten mod nord og erkendte snart, at Amerika strakte sig meget længere mod nordvest, end man tidligere havde antaget. Forbi Kodiak, hvor han traf russiske kolonister, trængte han ind i Beringshavet og igennem Beringstrædet op i Ishavet. For at søge efter den ønskede gennemgang mellem de to oceaner fulgte han Nordamerikas kyst mod øst, men uigennemtrængelige ismasser tvang ham dog til at vende om ved Iskap på 161° 46' vestlig længde f. Grw. Han drog til Hawaii, hvor han blev venligt modtaget af de indfødte; men, da han på hjemrejsen af modvind nødsagedes til at styre tilbage til disse øer, kom han i strid med de indfødte om en ubetydelig genstand og blev dræbt med en del af sine folk 14. februar 1779. Cooks bedrifter som opdager og sømand er så betydelige og værdifulde, at man med fuld ret kan sammenligne ham med de store nautiske opdagere, Christoffer Columbus, Vasco da Gama, Magellan og Abel Tasman. Vi skylder ham fastsættelsen af New Zealands og Ny-Guineas ønatur, afsløringen af Australiens østkyst, opdagelsen af flere Sydhavsøer, deriblandt Ny Kaledonien og Hawaii, undersøgelsen af Nordamerikas vestkyst fra 44-77° nordlig breddegrad og endelig fjernelsen af det ukendte Sydland; han fuldendte så at sige jordens hydrografi.
Han var et rent geni indenfor matematik, navigation og kartografi.
Theodore Roosevelt.
Theodore 'Teddy' Roosevelt (27. oktober 1858 - 6. januar 1919), USA's 26. præsident 1901-1909 og i 1906 modtager af Nobels fredspris for sine bestræbelser for at afslutte den russisk-japanske krig. Desuden havde han tidligere modtaget Kongressens Æresmedalje. Theodore Roosevelt, en fjern slægtning til den senere demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, var kendt under navne som Teedie, Teddy og TR.
Theodore Roosevelt (TR) var den anden i en række af fire søskende. Som resultat af, at han stammede fra en velhavende nordstatsfamilie af hollandsk afstamning, gik Roosevelt på Harvard og var op til flere gange på rejse i Europa. I oktober 1880 giftede Roosevelt sig med Alice Hathaway Lee, en rigmandsdatter fra Boston. 14. februar 1884 døde Roosevelts moder, og to dage senere hans hustru i barselssengen. Roosevelt tilbragte herefter nogle år i det vilde Vesten i et forsøg på at skabe sig et nyt liv som kvægfarmer. Efter en katastrofal vinter, hvor al Roosevelts kvæg døde, vendte han tilbage til sin barndomsby, hvor han opstillede til borgmesterposten, men tabte. Herefter giftede Roosevelt sig med Edith Kermit Carow, med hvem han fik fem børn. I 1887 vendte Roosevelt tilbage til amerikansk politik. Han helligede sig kommunalpolitikken, hvor han bekæmpede nepotisme og korruption i den offentlige administration. Roosevelts indsats gav pote og han avancerede til politikommisær i New York City. Her gjorde Roosevelt sig så bemærket, at præsident William McKinley gjorde ham til viceflådeminister i 1887.
USA gik omkring århundredeskiftet ind for en mere og mere imperialistisk linje, hvilket bl.a. udmøntede sig i et ønske om at få kontrollen over Det Caribiske Hav. Da cubanerne gjorde oprør mod det spanske styre, besluttede USA at træde ind i striden på cubanernes side. Dette resulterede i en krig mod Spanien i 1898. Her formåede Roosevelt at gøre sig bemærket ved at sørge for at komme til at stå i spidsen for kavaleriregimentet The Rough Riders, der under et dumdristigt forsøg stormede San Juan-højen på Cuba. Roosevelts optræden under Cubakrigen gav ham status som folkehelt, og det skaffede ham efterfølgende muligheden for at opstille og vinde guvernørposten for det republikanske parti i New York i 1899.
I 1900 blev Theodore Roosevelt opstillet som vicepræsident for William McKinley under dennes 2. periode. Da McKinley blev dræbt ved et attentat i 1901, blev Roosevelt USA's 26. præsident. Han var da 42 år gammel, den til dato (2009) yngste amerikanske præsident..
Som præsident videreførte Roosevelt den stormagtskurs, som var påbegyndt under forgængeren. Efter at have læst admiral Alfred T. Mahans bog, "The Influence of Sea Power", blev Roosevelt en stor fortaler for en stærk flåde.
Roosevelt iværksatte påbegyndelsen af Panama-kanalen, og endvidere sørgede han for, at USA's Kongres stillede krav til kvaliteten inden for medicinal- og fødevareindustrien. En anden af Roosevelts bedrifter er også hans kamp for at sikre den amerikanske natur mod den fremadstormende industri. Han fik udvidet de fredede arealer i USA fra 50 til 190 millioner acres. I 1905 var Roosevelt mægler mellem Rusland og Japan i den russisk-japanske krig. Han løste opgaven, så begge parter kunne acceptere fredsaftalen. I 1906 mæglede han igen. Denne gang var det mellem Tyskland og Frankrig, der var røget i strid om Marokko.
Henimod slutningen af Roosevelts 2. periode arbejdede han på at få sin krigsmister William H. Taft nomineret til præsidentvalget i 1909. Det lykkedes for Roosevelt, og han undlod herefter at opstille til præsident, men ikke fra at optræde på den politiske scene.
Efter sin afgang i 1909 fortsatte Roosevelt med at spille en politisk rolle. Efter storvildtjagt i Afrika og en rundrejse i Europa vendte Roosevelt hjem til et USA, der under præsident Taft havde skiftet politisk kurs. Det var mere end Roosevelt kunne bære. Han stiftede Det Progressive Parti, også kaldet Bull Moose Partiet, og stillede op ved valget 1912 mod præsident Taft, men det afstedkom kun, at de begge tabte til demokraten Woodrow Wilson.
Sine senere år tilbragte han som ivrig fortaler for USA`s deltagelse i 1. verdenskrig. 1914 tog Roosevelt på en ekspeditionstur til Brasilien, hvilket blev starten på enden for ham. En slem feber gjorde et tydeligt indhug i hans ellers ukuelige helbred, og et beskadiget ben gav også skår i glæden. Efter sin hjemkomst prøvede Roosevelt forgæves at overtale præsident Wilson til at lade ham ride i spidsen for en tro kopi af hans Rough Riders ved fronten på Europas slagmark, da USA i 1917 gik ind i 1. verdenskrig.
D. 6. januar 1919 døde Theodore Roosevelt af en blodprop.
Eksterne henvisninger.
Tom Buk-Swienty "Den ideelle amerikaner" ISBN 87-02-00911-0
Dylan Thomas.
Dylan Marlais Thomas (27. oktober 1914 - 9. november 1953) var en walisisk poet. Efter han boede nogle år i London, vendte han tilbage til sit Wales. Han skrev digte, noveller, filmmanuskripter og radiospil. Han døde i 1953, 39 år gammel under en forelæsningsturne i USA. Skuespilleren Dylan Sprouse er opkaldt efter ham.
Bob Dylan (egtl. Robert Zimmerman) har taget sit efternavn fra digterkollegaen.
Wilhelm Conrad Röntgen.
Wilhelm Conrad Röntgen (27. marts 1845 - 10. februar 1923) var en tysk fysiker fra universitetet i Würzburg. Han modtog som den første i 1901 nobelprisen i fysik for sin opdagelse af røntgenstråling.
Han var født i en landsby lidt øst for Düsseldorf, men hans mor Charlotte Constance var hollandsk, og da Röntgen var tre år, flyttede hele familien til Nederland, hvor han voksede op. Han var et skolelys, men da han gik ud fra den tekniske højskole i Utrecht som nittenårig, fik han paradoksalt nok slet karakter i ét fag - nemlig fysik, ovenikøbet "zeer slecht" (= meget dårligt). Kort tid efter blev han udvist fra skolen, efter at en medelev havde tegnet en karikatur af en upopulær lærer på tavlen, og Röntgen ikke ville sige, hvem den skyldige var. Dermed var muligheden for en universitetsuddannelse udelukket, indtil en ven af familien fortalte dem, at den tekniske højskole i Zürich tog studenter uden formelle papirer ind, bare de bestod en optagelsesprøve. Og den bestod Röntgen med glans. I november 1865 begyndte han sine studier ved skolen.
Röntgen studerede på Eidgenössische Technische Hochschule i Zürich, hvor han tog doktorgraden i 1869. I 1875 blev han professor i fysik i Hohenheim, fra 1876 i Straßburg, fra 1879 i Gießen, fra 1888 i Würzburg og endelig fra 1900 til 1920 i München.
Han beskæftigede sig med krystallografi, termodynamik og elektrodynamik.
Mens han eksperimenterede med elektricitet, opdagede han den 8. november 1895 en ny form for stråling, som han kaldte X-stråler, da de var ukendte. Denne betegnelse hænger fortsat ved i det meste af verden, men i visse sprog, blandt andet dansk og tysk, anvendes betegnelsen røntgenstråling, selvom Röntgen selv ikke ønskede sit navn anvendt i betegnelsen for strålingen. Selv kaldte han strålerne "X-stråler", og det navn har de beholdt på engelsk ("X-rays").
Det hele begyndte med forskning på katodestråler (= elektriske udladninger i glasrør der indeholder fortyndet gas). Andre, der beskæftigede sig med emnet, var nordmanden Christian Birkeland, der lagde grundlaget for teorierne omkring nordlys ved hjælp af sin forskning på katodestråler, og Edison. Röntgen på sin side eksperimenterede en aften i et mørklagt værelse med et katoderør, der var indpakket i sort pap. En plade med barium platinocyanid, der lå på et bord lige ved, lyste op med luminescens, hver gang der var en udladning i katoderøret. Kun bly og platina var uigennemtrængelige for de gådefulde stråler. Röntgen opdagede også, at hvis han holdt sin hånd op mellem røret og pladen, kunne han se konturene af knoglerne i hånden. Han studerede nu fænomenet i syv uger, hvor han både spiste og sov i sit laboratorium. Han bad så sin kone Anne Bertha om hjælp: En fotografisk plade blev placeret bagved hendes hånd, der blev bestrålet med katoderøret i femten minutter. Da pladen blev fremkaldt, så man knoglerne i Anne Berthas hånd og de to ringe, hun bar på sin ringfinger.
Det første røntgenrør blev fremstillet i Stützerbach i Thüringen efter Röntgens anvisninger.
Grundstoffet røntgenium er opkaldt efter ham.
Röntgen tog modvilligt til Stockholm for at modtage sin nobelpris. Nobelforedraget ville han dog ikke holde, da han stod fast på, at det her var jo "gammelt nyt". Han ville heller ikke tage patent på sin opfindelse og tjene penge på den, så Edison greb chancen og gjorde det i stedet for.
Roy Lichtenstein.
Roy Lichtenstein (27. oktober 1923 - 29. september 1997) var en amerikansk maler og grafiker, hvis tidlige og mest berømte kunst tilhørte Pop art-genren.
Hans billeder viste ofte forstørrede tegneserie-udklip. Kunstmuseet Louisiana havde i 2004 en stor udstilling om ham, og ejer selv et af hans malerier.
Han blev født i 1923, og opvoksede i New York City i et middelklasse hjem.
Niccolò Paganini.
Niccolò Paganini (Genova 27. oktober 1782 - Nice 27. maj 1840), italiensk violinist og komponist. Virtuos på sit instrument. Påvirkede senere komponister som Berlioz, Chopin, Liszt og Schumann.
Var sin tids største violinist og udøvede betydelig indflydelse på udviklingen af violinspillets teknik.
Han har komponeret en række værker for violin, nogle få værker for guitar, samt en del kammermusik for violin og guitar.
Han var en spiller og grundet gæld kom han i fængsel, han havde sin violin med og fortsatte med at spille.
Strengene sprang en efter en, og han kunne ikke få nye.
Til sidst var der kun en tilbage,
den dybeste. På den komponerede han sit mest berømte værk "Moses fantasi" på G strengen.
Noa.
Noa (af det hebræiske ord for "hvile", נוֹחַ "Nôaḥ") er hovedpersonen i Det Gamle Testamentes fortælling om Syndfloden (1. Mosebog 5-9).
Noa byggede skibet Noas Ark så stort, at det kunne rumme netop et par af alle jordens dyrearter, og reddede dermed mennesker og dyr fra Syndfloden.
Ifølge Bibelen var Noas farfar Metusalem og hans far Lemek. Lemek var 182 år da han "avlede" Noa. Noa var 500 år gammel da han avlede de tre sønner Sem, Kam og Jafet, og han var 600-601 år gammel, mens Syndfloden stod på. Noas hustru, de tre sønner og deres hustruer var med i arken.
På hebraisk staves navnet Noa ved hjælp af konsonanterne NH (for "Noah"). Disse konsonanter går igen som en rød tråd i syndflodsberetningen. Det hedder at Noa "masa'hen" (= fandt nåde), "wayyinnahem" (= han fortrød), "nihamti" (= jeg fortryder), "wattanah" (= arken hvilede), osv.
Sylvia Plath.
Sylvia Plath (27. oktober 1932 - 11. februar 1963) var en amerikansk forfatter og lyriker. Hun er mest kendt for sine digte og romanen "The Bell Jar" (dansk titel: "Glasklokken").
Plath blev født i Boston af en tysk far og en østrigsk-amerikansk mor. Hun blev betragtet som et begavet barn, og allerede som otteårig publicerede hun sit første digt. Hun skrev senere både romaner, noveller, digte og essays. Hendes mest kendte værk, romanen "Glasklokken", var en semi-biografisk beretning om hendes kamp mod klinisk depression. Plath var fra 1956-1963 gift med digteren Ted Hughes som hun mødte da hun studerede i Cambridge, de blev dog skilt inden hendes selvmord. Sylvia Plath fik to børn. Hun udgav digtsamlingen Ariel og romanen glasklokken kort før sit selvmord i 1963, og opnåede efterfølgende en nærmest ikonagtig status inden for visse miljøer.
Anwar Sadat.
Mohamed Anwar El Sadat (25. december 1918 – 6. oktober 1981) var egyptisk politiker og præsident fra 1970 til 1981. Han deltog i kuppet i 1952 som afsatte kong Farouk 1. I 1969, efter en række stillinger i regeringen, blev han valgt som vicepræsident for sin ven Gamal Abdal Nasser. Da Nasser døde det følgende år blev han herefter præsident.
Ved sin rejse til Jerusalem i 1977 og den efterfølgende Camp David aftale i 1978 med Israels statsminister Menachem Begin banede han vejen for en israelsk-egyptisk fredsaftale i 1979. Han modtog Nobels fredspris i 1978 sammen med Menachem Begin. I oktober 1981 blev han myrdet af medlemmer af Egyptens islamiske Jihadorganisation. Han efterfulgtes som præsident af Hosni Mubarak
Sandart.
Sandart ("Sander lucioperca" eller "Stizostedion lucioperca") er en gråbrun rovfisk i familie med aborren.
Sandarten kan blive op til 1 meter og veje over 10 kilogram. Den største danske lystfiskerfangede sandart blev fanget i Haraldsted sø den 15. november 1978 og vejede 11 kg. Arten er udsat i en række danske søer og er en yndet spisefisk.
Uorganisk kemi.
Uorganisk kemi er den gren inden for kemien, der beskæftiger sig med studiet af materialer, der indeholder en hvilken som helst kombination af grundstoffer med undtagelse af organiske forbindelser.
Nogle vigtige uorganiske produkter er siliciumchips, transistorer, LCD-skærme, og fiberoptik.
Uorganisk kemi overlapper ofte med mineralogi, geokemi, analytisk kemi, miljøkemi, fysisk kemi, og organometalkemi.
Organometalkemi kombinerer elementer af organisk kemi med uorganisk kemi, og beskæftiger sig blandt andet med carbon-metal-bindinger, i hvilke carbonatomet, ud over at være bundet til metallet, samtidigt indgår i en organisk forbindelse.
Vitamin B12, hvis aktive center minder om det i hæmoglobin, er en naturligt forekommende organometalllisk forbindelse, der har betydning for metabolismen, der indeholder en stor organisk del (corrin og protein), et metal (kobolt), og en binding mellem metallet og et carbonatom i en metylgruppe.
På trods af metalionerne eller metal-carbon-bindingerne er guldcyanid, calciumcarbonat, og nikkeltetracarbonyl (for at nævne et par stykker) uorganiske, snarere end organometalliske, forbindelser, selvom nogle kemikere betragter metalcarbonyler som organometalliske.
Oxiderne af carbon, carbonatsalte og visse materialer, der indeholder carbon, såsom stål og diamant betragtes normalt som uorganiske.
Uorganisk kemi beskæftiger sig for en stor del med molekylære forbindelser, idet mange uorganiske forbindelser har en opbygning, der kan beskrives som molekyler, men der er mange uorganiske forbindelser, der ikke er opbygget som molekyler.
Studiet af faste (uorganiske) materialer kaldes faststofkemi, der er en gren inden for materialevidenskaben.
Mineralogi.
Mineralogi (fastslået form for det logisk mere "korrekte" "mineralologi") er en geovidenskab, der beskæftiger sig med kemi, krystalstrukturer, og fysiske (herunder optiske) egenskaber for mineraler. Studiet af mineralers dannelses- og nedbrydningsprocesser er også en del af mineralogien.
I slutningen af januar 2002 var der ifølge International Mineralogical Association (IMA) 3910 kendte mineraler. Af disse er der omkring 150 ofte forekommende mineraler, andre 50 er jævnligt forekommende, og resten er sjældne eller meget sjældne mineraler.
International Mineralogical Association.
International Mineralogical Association (IMA) er en organisation, hvis medlemmer er organisationer, der repræsenterer mineraloger i de enkelte lande. IMA beskæftiger sig bl.a. med at koordinere navngivning af mineraler.
De glade 60'ere.
De glade 60'ere er en betegnelse, der ofte bruges for 1960'erne. De glade 60'ere huskes bl.a. for ungdomsoprøret, Femølejren, beatmusik m.v.
Men betegnelsen henviser vel specielt til den kraftige økonomiske udvikling i perioden med fuld beskæftigelse og en hidtil uset levestandard i form af bolig, biler, udlandsrejser etc. Denne velstand blev udbredt for første gang i historien til meget brede dele af befolkningen, og da der blev mangel på arbejdskraft, begyndte der at komme fremmedarbejdere fra lande som f.eks. Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan.
Fysisk kemi.
Fysisk kemi er et videnskabeligt felt, der befinder sig i overgangen mellem kemi og fysik. Fysisk kemi beskæftiger sig især med kemisk termodynamik, kemisk kinetik, kvantekemi, statistisk mekanik, og spektroskopi.
Fysisk kemi er også et vigtigt redskab indenfor materialevidenskab.
Ikke-euklidisk geometri.
Den euklidiske geometris område.
Den euklidiske geometri bygger på et antal postulater (kaldet aksiomer) som ikke kan bevises; for eksempel begrebet "et punkt" og at der gennem to punkter kan trækkes én og kun en ret linje. Et af Euklids postulater har givet anledning til megen grublen: det såkaldte "parallel-postulat" som udsiger, at der gennem et punkt uden for en ret linje kan trækkes én og kun en ret linje parallel med denne. Man har siden oldtiden atter og atter forsøgt at "bevise" dette postulat ud fra Euklids øvrige postulater, men hver gang et "bevis" var fremsat, blev det påpeget, at det var et cirkelbevis, dvs. at man i bevisførelsen på en eller anden måde var gået ud fra det, som skulle bevises. Det er dog nu vist, at Euklids parallel-postulat er uafhængigt af de øvrige. Hvor parallelpostulatet gælder, er der tale om klassisk, euklidisk geometri.
Det var imidlertid det omfattende arbejde, der blev udført omkring dette postulat, som førte til den udvidelse af geometriens område, som kaldes den ikke-euklidiske geometri.
Andre slags geometri.
Først i 1800-tallet dukkede den tanke op at man kunne skabe en geometri som ikke byggede på parallelpostulatet, med andre ord en geometri hvor der gennem et punkt uden for en ret linje kunne trækkes andre antal end én ret linje parallel med denne. Det har vist sig muligt at skabe to "nye", "modsigelsesfri" geometrier med sådanne egenskaber.
Geometriflader - planer og krumme
På en plan flade (1) kan man gennem et punkt (hvid prik) uden for en linje (gul streg) tegne én og kun én ret linje (blå streg) parallel med den første linje. På en kugleformet flade (2) kan man ikke tegne to ikke-sammenfaldende, rette linjer uden at de krydser hinanden, mens man på den hyperbolske flade (3) gennem samme punkt kan tegne uendeligt mange linjer parallelt med den første linje.
Elliptisk geometri: Ingen parallelle linjer.
Mens Euklids postulater gælder for en plan overflade som f.eks. et almindeligt stykke papir, gælder den elliptiske geometri (også kaldet den riemannske geometri – ikke at forveksle med det matematiske område) for en kugleformet overflade: Her kan man slet ikke tegne to parallelle linjer som ikke er sammenfaldende, og som ikke skærer hinanden.
En flyvemaskine der flyver "lige ud" i forhold til terrænet under det, vil efter 40.000 km have fuldført en jordomrejse langs en "storcirkel"; en cirkel med (godt og vel) Jordens radius, og med centrum sammenfaldende med Jordens (teoretiske) centrum. Sådan en storcirkel er den elliptiske geometris "svar" på rette linjer indenfor Euklids geometri.
To fly der flyver Jorden rundt som beskrevet ovenfor, vil enten følge sammenfaldende ruter, eller krydse hinandens ruter to gange for hver jordomrejse - de kan "ikke" flyve parallelt med hinanden, uden at mindst én af piloterne fortløbende må dreje en lille smule for at undgå at krydse det andet flys rute.
En anden karakteristisk egenskab for den elliptiske geometri er, at vinkelsummen i en trekant, tegnet på en kugleoverflade, vil være "større" end 180 grader. Dette kan illustreres ved hjælp af en globus: Vælg to punkter på ækvator med 90 længdegraders afstand; mellem disse punkter og en af polerne kan man nu tegne en trekant med tre rette vinkler, og en vinkelsum af 3 · 90° = 270°.
Hyperbolsk geometri: Mange parallelle linjer.
Denne geometri kaldes også for "Bolyai-Lobatjevskij-geometri", og dens regler gælder for den såkaldte hyperbolske plan: Her kan to rette linjer være enten "skærende, parallelle" eller "ultraparallelle."
To parallelle linjer vil "i den ene retning" nærme sig asymptotisk til hinanden, dvs. at deres indbyrdes afstand går mod nul når man forlænger linjerne mod det uendelige. I den anden retning fjerner linjerne sig mere og mere fra hinanden.
Heraf følger at der - til forskel fra Euklids parallelpostulat - gælder at der gennem et punkt uden for en ret linje kan trækkes "præcis to" linjer parallel med denne, nemlig linjer som i hver sin retning er parallel med den givne.
Disse to linjer vil danne en "lille" vinkel med hinanden. Rette linjer som går gennem det givne punkt og ligger inden for den omtalte vinkel siges at være "ultraparallelle" med
Endvidere vil to linjer som er vinkelrette på samme tredje linje være ultraparallelle.
En anden vigtig egenskab ved den hyperbolske geometri er at summen af vinklerne i en trekant er "mindre" end 180 grader.
Analytisk kemi.
Analytisk kemi beskæftiger sig med at analysere materialeprøver, med det formål at fastslå prøvens kemiske sammensætning.
Hvid Benved.
Hvid Benved ("Euonymus sieboldianus") er en art af benved fra Japan, den bliver et lille hårdført træ med hvide kapsler og rødt frugtkød. Modsat den almindelige benved som har røde kapsler og orange frugtkød.
Elektronrør.
Elektronrøret med typenummeret PF86 (pentode) med symbol til venstre. Glødetråden er synlig via den perforerede anode.
Symbol for elektronrørsdiode med indirekte opvarmet katode.
De fleste elektronrør (kaldes også radiorør) ligner lidt af ydre en klar glødelampe og de er normalt lufttomme. I højeffektselektronrør er glasindkapslingen typisk erstattet af keramik.
Aktive terminaler.
Alle elektronrør har også en elektrode til modtagelse/opsamling af elektroner kaldet en anode. Den er lavet af et elektrisk ledende materiale der kan tåle høje temperaturer som f.eks. grundstoffet wolfram. Grunden er at anoden bliver opvarmet, når elektronerne bliver bremset ned i anoden.
Herudover har elektronrør nul eller flere gitre. Et gitter er et net af elektrisk ledende tråd, som via en potentialeforskel mellem katoden og gitteret virker styrende eller afskærmende på elektroner i deres rejse fra katoden til anoden. Et gitter med et sådant potentiale danner et elektrisk felt. Gitterets formål er alene at styre elektronstrømmen, ikke at opfange elektroner.
Almindelige europæiske elektronrør.
Mange almindelige elektronrør havde flere ens eller forskellige rørfunktioner i samme hylster f.eks.: PCH200, PCF86, ECL84, ECC83, EABC80.
Grundstoffer (alfabetisk).
Grundstoffer (alfabetisk) er en oversigt over grundstoffer listet i alfabetisk orden.
Elektrisk resistivitet.
Resistivitet, specifik resistans eller specifik modstand er en egenskab for elektrisk ledende materialer. Med undtagelse af såkaldte superledere vil alle elektriske ledere tabe en del af energien i form af varme, når man sender en elektrisk strøm igennem dem.
Den multiplikative inverse (reciprokke) til resistivitet er specifik ledningsevne.
Definition på resistivitet.
Et materiales Resistivitet (ρ20) er lig modstanden i ohm i en tråd, der er 1 meter lang og som har tværsnitsarealet 1 mm² og temperaturen 20°C
Den fysiske dimension for resistivitet er elektrisk modstand gange længde. I SI-enheder måles arealet "A" i kvadratmeter, længden "L" i meter og resistansen "R" i ohm, og følgelig er den afledte SI-enhed for resistivitet Ω · m ("ohm-meter").
I nogle sammenhænge bruges i stedet enheden Ω· mm²/m, svarende til 10-6 Ω · m.
Jordgøg.
Jordgøg ("Geococcyx californianus") er en amerikansk ørkenfugl, som er mest kendt fra tegnefilmene fra Looney Tunes, hvor den på dansk går under navnet "Hjulben" (på engelsk: "Roadrunner").
Kong Arthur.
Statue af Kong Arthur i Hofkirche, Innsbruck.
Titel side af "The Boy's King Arthur".
Kong Arthur eller kong Artus var, ifølge legenden, en britisk heltekonge, der samlede briterne til kamp mod de invaderende anglere og saxere i det 6. århundrede e. Kr. Kong Arthur var søn af Uther Pendragon.
Omkring figuren Arthur fremvoksede en sagnkreds, med bl.a. hans rådgiver troldmanden Merlin, sværdet Excalibur, heksen Morgan le Fay (også kendt som Morgaine) og hans ridderorden ridderne af det runde bord der samles på kongeslottet Camelot.
I det 12. århundrede nedskrives adskillige versioner i Frankrig og Tyskland, med hovedvægten på Arthurs sidste tid, riddernes søgen efter den hellige gral, samt romancen mellem ridderen Lancelot og dronning Guenevere.
Persongalleriet er omfangsrigt, men af andre riddere kan nævnes Parsival, Tristan, Gawain, Galahad, Bors, Ector, Gaheris, Gareth, Lamorak, Sir Lionel, Bedivere, Mordred (søn af Arthur og hans halvsøster, Morgause) og Pellinore.
Arthur møder sit endeligt i kampen mod sin uægte søn Mordred, hvor han bliver dødeligt såret og derefter sejles til det magiske land Avalon.
Arthur i forskningen.
Nogle forskere antager, at Arthur må have været af anglo-britisk afstamning og kan have levet på et tidspunkt sidst i det 5. århundrede eller først i det 6. århundrede. Nogle har ønsket at identificere Arthur som den "Riothamus", kaldet "bretonernes konge", der levede under den romerske kejser Anthemius. Andre foreslår, at man bør identificere Arthur som en vis Lucius Artorius Castus, der udførte så store militære bedrifter i det 2. århundrede, at det kan være husket flere hundrede år senere.
Atter andre mener, at han må betragtes som en halvvejs glemt, keltisk guddom, som er blevet omdigtet til en helteskikkelse, svarende til omdannelsen af guden Lir til helten Lear. De samme forskere henviser til, at det var den keltiske romer, Ambrosius Aurelianus, der anførte briterne i slaget ved Mons Badonicus.
Kilderne.
Arthur nævnes først i den walisiske litteratur. I et digt fra ca. 594, skrevet af digteren Aneirin (ca. 535-600), nævnes det, at helten "fodrede ravnene på murene, skønt han ikke var Arthur". Digtet er dog bevaret i et antal afvigende versioner, og det er svært at afgøre, om denne sætning er en senere tilføjelse.
En tredje, tidlig henvisning til Arthur findes i "Historia Britonum", som tilskrives munken Nennius, der skal have samlet tidlige, walisiske kilder omkring år 830. Der omtales Arthur som "leder af slag", men ikke som konge. To forskellige kilder i samlingen opregner de 12 slag, han skal have udkæmpet. Det kulminerede i slaget ved Mons Badonicus, hvor han ene mand skal have dræbt 960 krigere.
Merlin.
Merlin dikterer sine digte til en skriver. Illustration fra en fransk bog fra det 13. århundrede.
Merlin er en mystisk troldmand i sagnkredsen om Kong Arthur.
Rådgiver for den unge Arthur, der hjælper Arthur med at blive konge. Han hjalp også Arthurs fader, Uther Pendragon, der dog ikke levede op til kongeværdigheden. Efter Uthers død, sørger Merlin for at Arthur tages i pleje hos Sir Ector. Han hjælper også med at skaffe sværdet Excalibur fra "Damen i søen"
Merlin ender med at forelske sig i vandnymfen Nimue (eller Vivienne), og lærer hende alt hvad han ved. Hun kvitterer ved at tryllebinde ham med hans egen magi, så han aldrig får magt over hende. Således forhindres han i at bistå kong Arthur i den afgørende kamp mod Mordred.
Nimue er formodenligt en af de mange versioner af den keltiske moder-gudinde Damen i søen der optræder mange steder i Arthur-legenden.
Figuren Merlin, på walisisk Myrddin, har rødder i gamle britiske forestillinger om "den vise eneboer i skoven". Merlin betyder dværgfalk.
Elektromagnetisme.
Elektromagnetismen er en betegnelse for de fysiske egenskaber af det elektromagnetiske felt; et felt der er til stede overalt, og påvirker elektrisk ladede partikler med en kraft, hvilket igen påvirker disse partiklers bevægelse. Samtidig påvirker partiklernes ladning og bevægelse det elektromagnetiske felt.
Historisk udvikling.
Gian Domenico Romagnosi beskrev første gang hvordan en kompasnål påvirkedes af en elektrisk strøm i to avisartikler i byerne Trento og Rovereto i maj 1802, 2 år efter at voltasøjlen første gang blev konstrueret. Romagnosis opdagelse af en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme blev i det store og hele overset af samtidens videnskabelige miljø.
Opdagelsen af elektromagnetismen tilskrives derfor ofte H.C. Ørsted, der ved et tilfælde observerede den samme effekt i 1820, mens han forberedte sig til en forelæsning. En mere komplet teori, der bl.a. samlede og udvidede Faradays og Ampères resultater, blev udviklet af James Clerk Maxwell i 1873.
I 1830 skriver Ørsted i "Encyclopedia of Edinburgh" at kendskab til Romagnosis opdagelse ville have fremskyndet opdagelsen af elektromagnetisme med 18 år.
I 1831 opdager den engelske fysiker Michael Faraday induktionen, en effekt, hvormed man kan frembringe en strøm ved at bevæge en magnet gennem en spole. Det er denne effekt, som ligger bag moderne elkraftværker, vindmøller mv.
Elektromagnetisk stråling.
Elektromagnetisk stråling (forkortet EMS) kan beskrives som en kombination af oscillerende elektriske og magnetiske felter som, vinkelret på hinanden, udbreder sig gennem rummet med lysets hastighed (lys er et bestemt frekvensområde af elektromagnetisk stråling) og som formidler energi fra et sted til et andet.
Generelt klassificeres elektromagnetisk stråling ved sin bølgelængde (her nævnt fra længste til korteste) eller frekvens (fra laveste til højeste) i: radio, mikrobølger, infrarødt lys, synligt lys, ultraviolet lys, røntgen- og gammastråler. Den detaljerede klassifikation er i artiklen: Det elektromagnetiske spektrum.
Enhver elektrisk ladning som accelereres, udsender elektromagnetisk stråling. Når enhver ikke-ohmsk-afsluttet elektrisk ledning (eller andet ledende objekt som f.eks. en radioantenne) leder vekselstrømsenergi, udstråles elektromagnetisk stråling med samme fase og frekvens som vekselstrømmens.
Senere opdaterede Albert Einstein denne formel til Efoton = hν.
Fotoner besidder også impuls og noget af denne impuls overføres til det objekt, som absorberer eller reflekterer fotonen. Denne effekt søges benyttet i solsejl.
Alment betyder det, at jo større frekvens (jo kortere bølgelængde) desto mere energi er der i strålingen. Man inddeler derfor stråling i stråling med lav energi, også kaldet ikke-ioniserende stråling, og stråling med høj energi, også kaldet ioniserende stråling. Den ioniserende del af det elektromagnetiske spektrum er højfrekvent ultraviolet lys, røntgen- og gammastråler.
Det teoretiske studium af elektromagnetisk stråling kaldes elektrodynamik og er et underemne af elektromagnetisme.
Magnetar.
Hvis en magnetar (en slags "SGR", Soft gamma repeater eller "AXP", Anomalous X-ray Pulsar) eksisterer, formodes den at være en speciel type af neutronstjerne som har et stærkt magnetfelt. Teorien omkring disse objekter blev formuleret af Robert Duncan og Christopher Thompson.
Det formodes at hver tiende supernovaeksplosion resulterer i en magnetar i stedet for de mere almindelige neutronstjerner eller pulsarer.
Magnetisme.
Magnetisme er et fysisk fænomen som optræder overalt, hvor elektrisk ladede partikler er i bevægelse. Magnetisme knytter sig dels til bestemte materialer, dels til strømførende ledere.
Magnetfelter.
Som mål for styrken af et magnetfelt haves den magnetiske fluxtæthed. Ligningen
formula_1
definerer den magnetiske fluxtæthed. Den angiver kraften ("F") på en partikel med ladning "q" der bevæger sig med hastigheden "v" i et felt hvor den magnetiske fluxtæthed er "B". Af ligningen fremgår bl.a. at kraftpåvirkningen er nul hvis partiklen er i hvile. Kraften virker i øvrigt vinkelret på både hastighed og magnetfelt.
Den magnetiske fluxtæthed måles i tesla (T). 1 T er en stor enhed. De kraftigste elektromagneter kan generere magnetiske fluxtætheder på mellem 10 og 100 tesla. Jordens magnetfelt er langt svagere, nemlig af størrelsesorden 70 mikrotesla ved polerne.
Strømførende ledere.
I 1820 påviste Hans Christian Ørsted, en af elektromagnetismens opdagere, ved et berømt forsøg, at der er et magnetfelt rundt om en strømførende leder, stærkere jo større den elektriske strømstyrke ("I") er, svagere jo større afstanden ("r") til lederen er. Vha. Ampères lov kan man vise at den magnetiske fluxtæthed rundt om en lang, lige leder er givet ved
formula_2
hvor formula_3 er vakuumpermeabiliteten. Magnetfeltlinierne danner koncentriske cirkler rundt om lederen. Magnetfeltets retning er givet ved følgende højrehåndsregel: Grib om magneten med fingrene i strømmens retning, og der hvor tommelfingeren er, vil magnetens nordpol være.
I det indre af en solenoide (en lang og lige spiralsnoet leder) er den magnetiske fluxtæthed givet ved
formula_4
hvor "L" er solenoidens længde. Feltlinierne er parallelle med solenoidens akse.
I det indre af en torus (en spiralsnoet leder som er bukket til en cirkel) er den magnetiske fluxtæthed givet ved
formula_5
hvor "R" er storradius i torusen. Feltlinierne danner koncentriske cirkler rundt om omdrejningsaksen.
Magnetiske materialer.
Alle stoffer påvirkes i en eller anden grad af et magnetfelt, selv om vekselvirkningen undertiden kan være så svag, at det kræver specialudstyr at påvise den.
De mest kendte materialer, som er magnetiske er jern (Fe), kobolt (Co), nikkel (Ni) og Lanthaniderne med grundstofnumrene 57 til 71.
Mange stoffer kan magnetiseres. Per definition er magnetisering lig magnetisk dipolmoment per volumen.
Til påvisning af magnetisk orden i et materiale benyttes neutronspredning. Neutroner bærer et magnetisk moment som er i stand til at vekselvirke med magnetiske momenter i materialeprøven.
Diamagnetisme.
Når et materiale placeres i et ydre magnetfelt, vil der i materialet induceres strømme som genererer et modfelt. Fænomenet betegnes diamagnetisme.
Hvis man placerer et stykke superledende materiale i et ydre magnetfelt som ikke er for stærkt, vil der i superlederen induceres elektriske strømme som giver ophav til et magnetfelt der er lige så stærkt og modsat rettet det ydre magnetfelt. I den forstand er en superleder en perfekt diamagnet. Superlederes evne til at fortrænge et ydre magnetfelt fuldstændigt kaldes Meissner-effekten. Den gør det bl.a. muligt for et lille stykke superleder at svæve i et ydre magnetfelt.
Paramagnetisme.
Visse stoffer magnetiseres midlertidigt når de placeres i et ydre magnetfelt. De tiltrækkes af en permanent magnet. Fænomenet betegnes paramagnetisme. Det optræder i stoffer som indeholder atomer eller nanopartikler med permanente magnetiske momenter.
Ferromagnetisme.
Visse materialer kan magnetiseres permanent. Det gælder bl.a. jern, nikkel og kobolt. Fænomenet kaldes ferromagnetisme. Det skyldes at uparrede elektronspin orienterer sig parallelt inden for små områder, de såkaldte domæner. Magnetiseringen i de forskellige domæner peger i forskellige retninger, men når det ferromagnetiske materiale placeres i et ydre magnetfelt, magnetiseres det i samme retning som det ydre felt. Det skyldes dels at domæner drejer sig, dels at de domæner som i forvejen vender rigtigt, vokser på bekostning af de øvrige.
Når alle domæner peger i samme retning, kan magnetiseringen ikke øges yderligere. Mætningsmagnetiseringen yder typisk et bidrag til den magnetiske fluxtæthed der er tusindvis af gange større end det ydre felt som afstedkom magnetiseringen. Herpå beror anvendelsen af jernkerner i elektromagneter.
Magnetiseringen aftager med stigende temperatur. Når temperaturen overstiger en vis grænse, den såkaldte Curie-temperatur som karakteriserer det pågældende materiale, falder magnetiseringen til nul. For jern er Curie-temperaturen 1.043 grader Kelvin eller 770 grader Celsius.
Antiferromagnetisme.
I visse materialer er uparrede elektronspin orienteret antiparallelt på en sådan måde at de udligner hinandens magnetfelt. Fænomenet betegnes antiferromagnetisme.
Den magnetiske orden aftager med stigende temperatur. Når temperaturen overstiger en vis grænse, den såkaldte Néel-temperatur, som karakteriserer det pågældende materiale, er den magnetiske orden helt forsvundet.
Ferrimagnetisme.
I visse materialer er uparrede elektronspin orienteret antiparallelt på en sådan måde at de delvis udligner hinandens magnetfelt. Fænomenet betegnes ferrimagnetisme.
Kollektivdans.
En kollektivdans er en dans, hvor man ikke danser i par.
Sådan set er kædedans en kollektivdans, men en kædedans vil man normalt bare kalde kædedans, og bruge ordet kollektivdans om danse hvor der er flere kæder som danser sammen. F.eks. kan tre kæder danse rundt som egerne på et hjul.
Jackstik.
Jackstik Stereo, 3,5 mm diameter.
Jackstik til stereosignaler m.v. (øverst) og monosignaler (nederst).
Jackstik er elektriske stik, som bruges til at forbinde elektroniske apparater, så disse kan udveksle signaler. Disse stik anvendes i tre forskellige størrelser; standard (hvor stikbenets diameter er 6,3 mm), mini (diameter 3,5 mm) og mikro (2,5 mm i diameter). De bruges primært til at forbinde elektronisk lydudstyr.
Jackstik i alle tre størrelser er udformet som et enkelt "stikben" med cirkelrundt profil, og dette stikben er inddelt i to, tre eller i nogle tilfælde fire elektrisk ledende zoner (1, 2 og 3 på figuren til højre), adskilt af isolerende afstandsstykker (4). Det yderste stykke har en indsnævring, så en fjederlås kan fastholde stikket når det sættes i en dertil indrettet fatning.
Forbindelser i et jackstik.
Det inderste ledende stykke på stikbenet (1) bruges så vidt muligt altid til stel, fordi visse fatninger for jackstik er indrettet sådan at denne del af stikket får kontakt til det (evt. stelforbundne metal-) kabinet, som apparatet med fatningen er indbygget i.
Jackstik med 2 forbindelser.
I et monosignal er der kun en enkelt lydkanal, og signalet for denne forbindes til spidsen (3) af jackstikket.
Denne variant af jackstikket anvendes ofte også til kontakter osv.
Minijack stik.
Minijack stik er mindrer end normale jack stik og er derfor brugt i mp3-afspillere, få mobiltelefoner og computere. Minijack stik findes i to forskellige versioner 3,5mm og 2,5mm, hvor 3,5mm er den mest brugte.
Historisk.
Inden telefonnettets automatisering anvendtes jackstik i meget store antal i de manuelle telefoncentralers centralborde. De var her udsat for megen slitage, samtidig med at der måtte stilles strenge krav til overholdelse af tolerancen på jackstikkets diameter.
I Danmark kom man – modsat de fleste andre lande – først efter 1950 i gang med at automatisere telefonnettet. Det var derfor af stor betydning at den danske telefonindustri tidligt havde etableret produktion af jackstik af høj kvalitet, et produkt som tillige blev en vigtig eksportartikel.
Note om terminologien: I telefonteknikken taler man om en "prop," og den her i artiklen omtalte "fatning" betegnes "jack."
Doktorgrad.
Doktorgraden er den højeste akademiske grad, man kan opnå.
Forudsætningen for opnåelse af en doktorgrad er, at man indleverer en disputats, der dernæst skal antages af et bedømmelsesudvalg til forsvar. Når forsvaret, disputationen, er overstået, træder bedømmelsesudvalget sammen og vurderer, om doktorgraden er opnået.
Har man erhvervet en doktorgrad, har man ret til at bære en doktorring. Traditionelt har man også haft "jus docendi", ret til at undervise ved den undervisningsinstitution, hvor man har erhvervet doktorgraden. Man er imidlertid i vidt omfang gået bort fra dette.
De, der har erhvervet en doktorgrad i teologi, har ret til at bære kjoler af silke med fløjl på forstykke og vinger samt huer af fløjl.
Antalsmæssigt erhverves langt hovedparten af doktorafhandlingerne inden for det sundhedsvidenskabelige hovedområde, hvor et betydeligt antal læger bliver dr.med.er som del af hospitalsorienterede karriereforløb. Inden for øvrige videnskabelige hovedområder erhverves doktorgrader derimod langt oftere af universitetsansatte lektorer med henblik på en videre universitetskarriere som professor.
I en række lande er doktorgraden og Ph.D. graden ikke adskilt, og anvendes derfor ofte synonymt. I Danmark afløste Ph.D. den tidligere benyttede Licentiatgrad, som var et mellemstadium mellem embedseksamen og doktorgrad.
De danske doktorgrader.
De øvrige grader er kandidat, magisterkonferens og licentiat (= "ph.d."). Selv om "ph.d." oprindeligt betyder det samme som dr.phil. (nemlig "doktor i filosofi"), er ph.d.-graden ikke en doktorgrad i traditionel dansk forstand, men en forskeruddannelse, der afløser den udfasede licentiatgrad. Dette gør sig dog kun gældende i Danmark og en PhD (bemærk stavemåden), erhvervet internationalt i resten af Europa eller i de engelsksprogede lande, giver retten til titlen Doktor.
Doktorgradens historie.
Doktor benyttedes i middelalderen afvekslende med "scolasticus" og magister som betegnelse for lærer. I 1100-tallet blev doktor en slags ærestitel, og flere jurister og i 1200-tallet de fleste skolastikere fik denne betegnelse med hædrende egenskabsord. Således kaldtes
Thomas Aquinas "doctor angelicus" eller "communis", Bonaventura "doctor seraphicus", Alexander von Hales "doctor irrefragibilis", Duns Scotus "doctor subtilis" osv. Samtidig dermed kom doktor tillige med magister til at betegne dem, der var berettigede til at optræde som lærere ved et universitet og forlenedes med doktorværdigheden (promoveredes; doktorpromotion: den højtidelige akt, hvorved vedkommende kreeres som doktor) af fakultetets kollegium af lærde under medvirkning af universitetets kansler under store festligheder.
Allerede i 1100-tallet forekom doktorpromotioner i Bologna, og omkring 1231 kreerede universitetet i Paris "doctor es theologiæ" og senere også "doctor medicinæ" og "doctor artium". Baccalaureat- og licentiatgraden måtte tages før doktorgraden. Da universiteter i 1300-tallet mere almindeligt stiftedes ved kejserlige eller pavelige stiftelsesbreve ("privilegia"), tillagdes der dem i almindelighed også ret til at promovere doktorer, en ret, der særlig benyttedes i det teologiske, juridiske og medicinske fakultet, mens det filosofiske mere holdt sig til magister som den højere grad efter baccalaureus. Men paven og kejseren forlenede også selv eller gennem pfalzgrever med titlen og gav andre fyrster ret til det samme. De således promoverede kaldtes "bullati doctores" i modsætning til dem, der var "rite promoti" på grundlag af foreskrevne studier, strenge prøver og forud tagne lavere grader. Denne praksis, der kan betragtes som en uskik, da den stred mod doktorgradens væsen som en videnskabelig udmærkelse og akademisk værdighed, udsprang derfra, at de doktorer givne privilegier (egen domstol og sociale æresrettigheder, doktorer gik forud for den blotte adel) havde forvandlet doktortitlen til en slags adelstitel.
Ved universitetet var det en såre højtidelig sag at blive doktor. Ved Københavns Universitet gik det til ind i 1600-tallet for sig på denne måde: Akten indlededes ved en højtidelig indvielse i staden og foregik under en række symbolske ceremonier og festligheder. Efter at "promotor" havde erklæret vedkommende for doktor, overgav han dem doktorkatedret til derfra at lære andre, bøgerne, doktorringen og doktorhatten og gav dem et broderkys med en forklaring over, hvad disse tegn betød (ringen fx, at de trolovedes med visdommen). Og nu var det den nye doktors pligt at give doktorkost, dvs. gøre doktorgilde. Til dette skulle højtidelig
indbydes professorerne, doktorer og magistre i staden, den kongelige kansler, hele stadens magistrat tillige med byfogeden, slotsherren og de fornemste tilstedeværende kongelige råder.
I Danmark forsvandt æresrettighederne ved doktorgraden i 1871, da rangen blev ophævet. I takt med, at kvinder fik adgang til universitetsuddannelser kom der også kvindelige doktorer. Den første kvindelige doktor i Danmark var Anna Hude, der i 1893 blev dr.phil.
Fra 1479 til 1928 var Københavns Universitet kongerigets eneste universitet og derfor ganske naturligt det eneste sted, man kunne erhverve en doktorgrad. Med oprettelsen af Aarhus Universitet blev det naturligt at overveje, om man ikke også her burde kunne erhverve sig en doktorgrad. Ved kongelig anordning af 17. juni 1940 blev det derfor muligt for Aarhus Universitet at tildele den filosofiske doktorgrad (dr.phil.) og den økonomiske doktorgrad (dr.oecon.). Allerede samme efterår, 19. oktober 1940, forsvarede museumsinspektør, cand.mag. Helge Søgaard som den første en disputats ved Aarhus Universitet, nemlig "Haandværkerlavene i Aarhus under Enevælden". Fem dage senere blev Wolmer Clemmensen doktor på disputatsen "De religiøse Systemers Indflydelse paa de erhvervsetiske Princippers Udvikling i Danmark fra Reformationen indtil det nittende Aarhundredes Begyndelse". Den økonomiske doktorgrad blev dog først uddelt i 1942, da man 30. maj tildelte cand.polit. Kjeld Philip doktorgraden for disputatsen "Bidrag til Læren om Forbindelse mellem Det Offentliges Finanspolitik og den økonomiske Aktivitet".
I de følgende år fik det århusianske universitet ret til at promovere doktorer i en række nye fag: 1946 teologi, 1950 jura, 1951 lægevidenskab, 1955 naturvidenskab, 1965 statskundskab og endelig i 1968 psykologi.
Aalborg Universitets første doktordisputats blev forsvaret i 1987 af Claus Bratt Østergaard.
Wrocław.
Den gamle bydel i Wrocław
Wrocław ("tysk": Breslau, "schlesisk": Brassel, "tjekkisk": Vratislav) er den regionale hovedstad i Nedre Schlesien i det sydvestlige hjørne af Polen, hvor floden Oder (Odra) løber igennem. Det er den største by i regionen Nedre Schlesien og det administrative hovedsæde for det regionale voivodskab af samme navn.
Wroclaw var oprindeligt under polsk og slavisk indflydelse, men blev gradvist omdannet til en tysk by i løbet af middelalderen. Byen blev hårdt ramt og ødelagt under 2. verdenskrig og overdragelsen til Polen efter krigen har medført, at det er et omdiskuteret symbol for krigen ligesom Gdańsk (Danzig) og Kaliningrad (Königsberg). Byens navn (Breslau på tysk og Wrocław på polsk) er således stadig et følsomt emne blandt tyske og polske nationalister frem til i dag.
Historie.
De første beretninger fortæller om en by ved navn "Vratislavia" (Wratislaw) i år 990 på et sted ved floden Oder, der længe havde været en central markedsplads. Byen hørte under det polske fyrstedømme Piast, og i 1138 blev byen hovedstad i Schlesien. I 1241 blev byen evakueret, da mongolske horder invaderede Europa, og byen blev destrueret.
Dokumenter fra den tid nævner endvidere navnene "Bresslau", "Presslau", "Breslau" og Wratislaw om byen. Den genskabte by fik særlige rettigheder (Magdeburg-privilegier), og mange tyskere flyttede til fra vest efter evakueringen. Byen blev en del af det Tysk-romerske rige og var ligeledes medlem af Hanseforbundet.
I 1335 blev byen en del af Bøhmen og vedblev herved indtil 1740’erne. Fra 1526 blev byen styret af Habsburgdynastiet. På dette tidspunkt var indbyggerne en blanding af schlesiere, bøhmere, mæhrere og polakker, men var kulturelt og sprogligt domineret af tysk.
I 1675 arvede Østrig byen fra Habsburgmonarkiet, men allerede i 1742 blev det annekteret af Preussen som følge af den Østrigske arvefølgekrig. Schlesien blev delt i Oberschlesien og Niederschlesien, og byen skiftede således endnu en gang hænder og blev en del Preussen.
I 1871 blev Tyskland forenet ved oprettelsen af det Tyske kejserrige. Breslau var på daværende tidspunkt den sjettestørste by i det nye Tyskland, og stor økonomisk vækst førte til en tredobling af befolkningen frem til 1910, hvor befolkningen var på over en halv million indbyggere. Mange tyskere flyttede til vestfra, ligesom mange polske immigranter var en del af byen. Ved OL i Berlin i 1936 var en række begivenheder placeret i byen, hvorfor der både er et olympisk stadion og en olympisk by i Wroclaw.
Under 2. verdenskrig blev mange af byens 10.000 jøder myrdet. I slutningen af krigen blev byen omdannet til "Festung Breslau" som et resultat af den røde hærs fremmarch. Civile fik udleveret våben, og tvangsarbejdere blev sat til at barrikadere byen. Breslau holdt stand i 3 måneder, men måtte overgive sig d. 7. maj 1945 som den sidste by i den østlige del af Tyskland. Belejringen resulterede i, at mere end 80% af byens centrum lå i ruiner. Evakueringen af byen førte endvidere til store civile tab under den barske vinter.
Ved Potsdamkonferencen blev grænsedragningen ændret, og Polens grænser rykket vestpå. Breslau blev endnu en gang en del af Polen og fik ændret sit officielle navn til Wroclaw. Som en konsekvens heraf blev de fleste af byens tyske indbyggere udvist til Østtyskland i årene fra 1945 til 1949. Størstedelen af de resterende tyskere forlod senere byen som følge af diskrimination og fattigdom. Wroclaw blev i stedet befolket af polakker fra det centrale Polen eller fra tidligere polske områder østpå, der var blevet underlagt USSR. Størstedelen kom fra byen Lwów (nu Lviv), der primært var befolket af polakker før krigen. Mange påtog sig lignende arbejdsfunktioner i Wroclaw ligesom universitetet, polske kulturskatte m.v. blev flyttet.
Gradvist blev den gamle bydel genskabt til sit smukke udseende, og næsten alle af de monumentale bygninger blev bevaret. I dag er der tale om en unik, europæisk by med arkitektoniske præg fra Østrig, Bøhmen, Preussen og Polen.
I juli 1997 blev byen ramt af en alvorlig oversvømmelse fra Oder, hvor store dele af byen lå under vand.
I 2012 er Wroclaw en af værtsbyerne i EM i fodbold i Polen og Ukraine.
Økonomi og infrastruktur.
Wrocławs traditionelle hovedindustri under kommunismen var fremstilling af jernbaneudstyr og elektronik. I dag udgør byen et tværregionalt centrum for grænseregionen mellem Tyskland, Tjekkiet og Polen. Byen tiltrækker mange såvel indenlandske som udenlandske investorer til og satser på en status som innovationscentrum i Polen. Eksempler herpå er Futurallia-messen.
I de seneste år har talrige udenlandske investorer slået sig ned i Wroclaw. Detailhandelfirmaer som Cadbury, IKEA, Makro Cash & Carry (Metro), Castorama og Cargill har investeret i området omkring den nyrenoverede motorvejsforbindelse mellem Tyskland og Krakow. Bosch beskæftiger ca. 1000 medarbejdere, ligesom Toyota har en motorfabrik i området. Derudover har en række andre internationale virksomheder investeret i området, herunder Volvo, Siemens, 3M, Hewlett Packard, Whirlpool, AB SA, SAP Polska m.fl. LG Electronics investerer fra 2007 429 mio. € i etableringen af deres europæiske produktion af fladskæms-tv og køleskabe i Wroclaw, hvilket vil beskæftige 1600 medarbejdere. Byen manifesterer sig endvidere som et højteknologisk center. Adskillige IT-, bioteknologi-, og medicinalselskaber har etableret sig i byens teknologipark. Endelig tiltrækker Wroclaw mange turister som Polens 4. største by og med flotte omgivelser.
Arbejdsløsheden er på 10,8% (marts 2006) i regionen, men lavere i selve Wroclaw.
Byen er placeret på den europæiske transportkorridor (Autostrada A4) mellem Tyskland, Polen og Ukraine og betjenes af Wrocław Kopernikus Lufthavnen.
Datablad (elektronik).
Indenfor elektronik er et datablad en detaljeret redegørelse for egenskaber og begrænsninger ved en elektronisk komponent eller et helt elektronisk kredsløb.
Til enhver unik type elektronisk komponent der fremstilles, udarbejder
fabrikanterne et datablad - også for "simple" komponenter som kondensatorer og modstande, hvor stort set al relevant information ellers kan angives direkte på selve komponenten, findes der et datablad.
Databladets oplysninger.
I databladene for især integrerede kredsløb findes desuden ofte såkaldte "application notes", som er diagrammer og tips til forskellige anvendelser for det pågældende kredsløb.
Tyske Orden.
Den Tyske Orden eller Sankt Marias Hospitalsbrødre (latin: "Ordo Fratrum Hospitalis Sanctæ Mariæ Teutonicorum in Jerusalem", forkortet "Ordo Teutonicus", tysk: "Deutscher Orden", "Deutschritterorden", "Deutschherrenorden" eller "Kreuzritterorden", engelsk "Teutonic Knights", estisk: "Saksa Ordu") blev stiftet som en hospitalsorden i 1190 med henblik på at tage sig af pilgrimme og sårede i Det hellige land under korsfarertiden. Den blev snart omdannet til en ridder- og præsteorden (1199) som med tiden fik Østeuropa som sit vigtigste virkefelt. Medlemmerne aflagde ordensløfter.
Baggrund.
Allerede 80 år før Den tyske Orden blev grundlagt, havde franske riddere i 1118 aflagt løfte overfor den latinske patriark af Jerusalem om at beskytte pilgrimmenes adkomst fra middelhavskysten og frem til Jerusalem og de omliggende hellige steder. Det var tempelridderne, og deres orden blev godkendt af pave Honorius III. I 1128 fik de deres ordensregler. I anden halvdel af 1100-tallet skal deres medlemstal være vokset til omkring 30.000, og ordenen havde tillagt sig megen rigdom. Den næste store ridderordenen blev konstitueret i 1135: Hospitals-ordenen, også kaldet Johanittene. Den tyske orden tog sine forbilleder fra disse to ridderordener.
Der fandtes allerede et tysk (teutonsk) hospital for pleje af syge tyske pilgrimmer i Jerusalem, da byen var hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem. Det havde en kirke dedikeret til den hellige Jomfru Maria. Dette hospital var underlagt johanitterordenens stormester. Men i 1187 erobrede muslimernes hærfører Saladin Jerusalem, og pave Gregor 8. opfordrede til et nyt korstog for at genvinde byen. Kort tid efter begyndte det tredje korstog.
Hospitalsordenen oprettes.
Købmænd fra Bremen og Lübeck, som deltog i belejringen af Akko i det nordlige Galilæa, tog i 1189 initiativ til oprettelse af en tysk hospitalsorden, som skulle være klar til at overtage den videre drift af "Sanctae Mariæ Teutonicorum"-hospitalet efter, at korsfarerne havde genindtaget Jerusalem. Ordenen blev oprettet i 1190 uden for Akkos mure.
Pave Celestin III godkender ordenen
Efter at Richard Løvehjerte generobrede Akko i 1191, blev byen den nye hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem, og Den tyske orden fik hovedsæde der. Det skulle blive langvarigt. Korsfarerne ville sandsynligvis havde formået at generobre Jerusalem, men Richard Løvehjerte - som vidste, at de fleste af dem så hurtigt ville vende tilbage til Europa derefter, og at byen derefter ikke ville kunne modståt fornyede erobringsforsøg - foretrak at slutte fred med Saladin i 1192 og overlade byen i muslimernes hænder mod løfte om, at ubevæbnede kristne pilgrimme skulle få fri adgang til byen og dens hellige steder.
Pave Klemens III gav i 1191 hospitalordenen en foreløbig pavelig godkendelse. Den tyske orden overtog Tempelriddernes grundregler og Johannittenes karitative regler. I 1196 gjorde pave Celestin III godkendelsen endelig. Men allerede to år efter skulle ordenen ændre karakter.
Hospitalsordenen bliver til en militærorden.
Derefter forlod mange korsfarere Det hellige Land. Mange af de tyskere, som blev tilbage, blev grundstammen i Den tyske Orden. Beslutningen om at omdanne sygeplejeordenen til en militærorden blev taget i 1198, og i 1199 fik de pavelig godkendelse som ridderorden af pave Innocent 3. efter forbillede fra tempelridderne og johanitterordenen. De etablerede sig militært flere steder i og rundt om Akko. Med støtte fra den tysk-romerske kejser Fredrik 2. indløste og overtog de feudalrettighederne til en række små feudalherrer. De overtog og udbyggede "Chastiau dou Rei" i 1220 og etablerede sig i borgen Judyn og i "Montfort"-borgen (tysk: "Starkenburg", arabisk "Qal'at el Qurein") ved Wadi Qarn. Montfort var teutonernes vigtigste befæstning, men den blev indtaget af bibarerne i 1271.
Medlemmerne på de forskellige trin var ledet af henholdsvis en komtur, landkomtur, landmester og stormester.
Organisering og international vækst.
Ordenen overtog tillige øen Mainau i Bodensøen (1270).
Den kvindelige gren.
Ordenen fik i 1299 også en kvindelig gren, for nonner som drev hospitaler "(Schwestern vom Deutschen Haus Sankt Mariens in Jerusalem)". De åbnede det første hospital dette år i Kunitz ved Bern, og snart kom flere til. I løbet af høj- og senmiddelalderen fik den kvindelige gren huse blandt andet i: Sterzing (Sydtyrol), Utrecht, flere steder i Frisland og i Elsass, i Koblenz, Bern, Frankfurt am Main, Sachsenhausen (ved Frankfurt), Maastricht, Marburg, Wetzlar, Freiburg im Breisgau, Mühlhausen i Thüringen, Köln, Liège, Bernheim, Eger, Ellingen, Halle an der Saale, Mainz, Marienwerder, Speyer, Weinheim, Wien og Zwätzen.
Omkring år 1300 fandtes henved 300 kommender. Ordenen var da repræsenteret fra Sverige i nord til den sydlige Italien. Den havde et kirkeligt privilegium til at forkynde korsfareraflad, hvilket bidrog til deres indtægter og formueopbygning.
Den tyske Orden i Skandinavien.
I 1262 oprettede Den tyske Orden et komtur i Sverige. Hovedsædet lå i Årsta slott i landskabet Södermanland. Derfra drev de handel i hele Sverige og rekrutterede medlemmer. Den tyske ordens engagement i Sverige varede til 1467, da den svenske rigsforstander Erik Axelsson købte Årsta og ordenens øvrige gods i landet. Over halvdelen af de svenske besiddelser lå i området Österhaninge, og omfattede foruden Årsta blandt andet også Vendelsö, Sandemar og Gålö.
Fra 1398 til 1408 okkuperede ordenen også øen Gotland i Østersøen.
I Ungarnsk tjeneste.
Efter det tredie korstog bestemte ordenen sig for at tilbyde sine tjenester til kristne fyrster, som ville bidrage til kristningen af de områder i Østeuropa, der endnu havde hedenske folkeslag. I 1211 tog kong Andreas 2. af Ungarn imod tilbuddet, og gav dem området Burzenland i Transsylvanien. Til gengæld forsvarede de kongedømmet Ungarn mod kumanerne. Samtidig skete en systematisk indvandring til dette område af saksere og andre tyskere, og de efterstræbte en større grad af uafhængighed fra Ungarn. I 1224 bad Den tyske orden pave Honorius III om at blive stillet direkte under pavelig myndighed i stedet for under Ungarn, hvorefter kong Andreas reagerede ved at udvise dem i 1225. Dog blev det tilladt andre indvandrere at blive.
Den tyske ordensstat.
Den tyske Ordens besiddelser i Europa omkring 1300
Kristningen af preussere og baltere.
I Polen inviterede hertug Konrad I af Masovia samme år ordenen til sig for at kæmpe mod den baltiske stamme preusserne. Konrad var ikke hersker over hele Polen, men den klart mægtigste af de ulige landsdelsfyrster. En anden ridderorden, Sværdbrødreordenen, var allerede aktive blandt balterne, men de virkede længere mod nord i Baltikum. Denne ridderordenen var blevet oprettet af biskop Albert von Buxhoeven af Livland i 1202 (godkendt af paven to år efter) med det formål at bekæmpe de hedenske liver, kurlændinge og estere. Konrad grundlagde også en egen korsfarerorden med tanke på forsvaret mod preusserne, Dobrinerridderordenen (således kaldet efter sit sæde i byen Dobrin, egentlig "Milites Christi Prucie"), men denne formåede ikke meget og udgjordes oprindeligt blot af 15 riddere fra Mecklenburg i Tyskland. Med tiden blev de flere.
Den tyske orden inviteres til Østersøområdet.
Den tyske ordens stormester på daværende tidspunkt, Hermann von Salza (ordenens fjerde stormester, regerede fra 1209 til 1239) kunne i 1225 lægge grunden til oprettelsen af en egen statsdannelse efter som hertug Konrad havde lovet dem Kulm-området (tysk: "Kulmerland") og de områder, som de måtte erobre som modydelse for deres militære innsats mod preusserne. Deres engagement i området var begrundet med, at de baltiske stammer ikke blot havde vægret sig imod at tage imod kristendommen; de dræbte også missionærer og hærgede og brændte munke- og nonneklostre. Ordenens engagement blev dermed efterspurt af samme grund, som det som var sket i Levanten: "Defensio Christianitatis". Allerede i 1228 havde de etableret sig på borgen Nessau ved Wisła, kort efter på borgen Vogelsang i samme område.
Hermann var klog af skade efter den behandling, som ordenen havde fået fra ungarerne efter deres indsats i Butzenland, og klarede at få kejser Fredrik 2. til at give ordenen vidtgående fuldmagter "(Gullbullen fra Rimini, 1226)". Denne bulle gav Den tyske Orden samme grad af uafhængighed over sine "ordenslande", som rigsfyrsterne i det tysk-romerske kejserdømme nød godt af.
Korstog mod preussere og litauere.
Ridder Hermann Balk blev udnævnt til provinsial for Preussen, og sammen med 28 korsriddere og en hel hær af korsfarere fra Tyskland indledte han to korstog med startpunkt i to byer, de grundlagde: Thorn (1231 ved Wisła-flodens bred vis-à-vis borgen Vogelsang) og Kulm (1233). Den lille dobrinerordenen blev slet og ret optaget i Den tyske Orden i 1235. Nogle af dens riddere fortsatte på egen hånd her og der i endnu et tiår. Korstogene blev til en 25-årig krig og blev fulgt af tysk kolonisering af dele af de områder, som de havde underkastet sig.
I 1234 kom Hermann von Salza til enighed også med den romerske kurie. De områder, som Den tyske Orden skulle erobre, skulle ikke lægges ind under den tysk-romerske kejsers myndighedsområde, selv om de skulle have status som del af kejserdømmet. Da havde Den tyske Orden allerede fået fodfæste øst for floden Wisła ("Weichsel").
Korstoget mod preusserne bølgede frem og tilbage, og landet var ikke endeligt erobret og sikret før end i 1283. Året efter blev desuden det vestlige Pomesania erobret ved slaget ved floden Sirgune (tysk: "Sorge"). Ordenen arbejdede systematisk for en tysk indvandring og for germanisering, og således kom de baltiske preusserne efterhånden i mindretal og blev samtidig germaniserede.
Bispedømmer organiserede i Preussen.
I 1243 organiserede den pavelige legat Vilhelm af Modena på opdrag af pave Innocent IV fire bispedømmer i Den tyske Ordens sydbaltiske områder: Kulm, Pomesania, Ermland og Samland. Det skulle imidlertid tage nogle år, før alle bispestolene var besat. Op gennem tiden blev disse bispestole i reglen besat af geistlige tilknyttet Den tyske Orden.
Etablering i Livland.
I 1237 kom Den tyske Orden Livlands "Sværdbrødreorden" til undsætning. Sværdbroderordenen var efterhånden blevet tappet for kræfter og havde lidt nederlag i et vigtigt slag mod litauere og semgallere i 1236 ved Saule. Efter som ordenen og det katolske Livland dermed svævede i stor fare for sin fortsatte eksistens, gav paven i 1237 sin tilladelse til, at Sværdbrødrene indgik i en føderation med Den tyske Orden. (Snart smeltede de to ordenene sammen og Sværdbrædreordenen blev en gren af Den tyske Orden under navnet Den Liviske Orden.) Dermed sad Den tyske orden nu pludselig også midt i Baltikum, og kontrollerede Kurland, Semgallia og Livland.
Fejlslået korstog mod russerne.
Med nye kræfter og ledet af biskop Hermann von Buxhoeven af Dorpat, broder til Albert af Riga, forsøgte Den tyske Orden og Sværdbroderordenen sammen med danskerne i det nordlige Estland et fremstød mod Novgorod, men den ca. 2.000 mand store styrke blev slået tilbage af omkring 6.000 russere under Aleksander Nevskij af Novgorod ved slaget på den islagte Peipus-sø (estisk: "Peipsi järv") den 4. april 1242.
Livland i udvikling og vækst.
Mønt slået af Den tyske Orden
Mønt slået af Den tyske Orden
Livland, og særligt Riga og Dorpat (estisk: "Tartu"), gennemgik en stærk økonomisk vækst i 1200-tallet, blandt andet på grund af russerhandelen med Novgorod. I 1255 blev bispedømmet Riga ophøjet til ærkebispedømme, noget som også bidrog til at give Livland karakter af et selvstændigt ordensland.
Ordenens hovedsæde flyttes fra Venezia til Marienburg.
I 1309 fik Den tyske Orden også kontrollen med Pommerellen. Da overførte Den tyske ordens 15. stormester, Sigfried af Feuchtwangen, ordenens hovedkvarter fra Venezia til den tyske ordens fæste i Marienburg umiddelbart øst for Pomerellen, og de udbyggede borgen til en mægtig og imponerende fæstning. En vigtig medvirkende årsag til flytningen var, at ordenen havde set hvordan, det var gået med Tempelridderne, og derfor så sig tjent med et hovedkvarter langt væk fra de europæiske stormagter og deres intriger.
Antallet af ordensriddere oversteg aldrig 1.000, men hele ordenslandet var militært organiseret, og med den stadige tilgang af nye riddere (også fra andre ridderordener) var det ikke vanskeligt for Den tyske Orden at hævde sig over for nabolandene, særligt Litauen, hvis befolkning var nært beslægtet med preusserne og hedenske, som disse havde været.
Ekspansion i nord.
Den tyske Ordens besiddelser og erhvervelser i Preussen og Livland til 1410
I 1346 ervervede Ordenen i nord også Hertugdømmet Estland i den nordlige del Estland fra Danmark, idet kong Valdemar Atterdag af Danmark var i pengenød og solgte Estland efter en estisk folkeopstand, som Den tyske Ordens liviske gren, Den Liviske Orden, medvirkede til at slå ned.
Under stormesteren Winrich von Kniprode blev teutonerriddernes ordensland udbygget voldsomt. I 1370 vandt ordensridderne (under Schindekopf) et afgørende slag mod litauerne (under Olgierd og Kejstut) ved Rudau lidt nord for Königsberg i det nordlige Samland. Ordenen begyndte da med en planmæssig kolonisering også på landsbyniveau - i alt blev henved 1.400 landsbyer grundlagt på kort tid. Flere hansestæder blev også grundlagt, og Hanseforbundet etablerede sig stærkere i området. Snart udviklede der sig en stærk rivalisering mellem Den tyske Orden og hansaen.
Litauerne blev kristnede få år senere efter, at deres storhertug Jagellon gik over til den katolske tro, da han giftede sig med kongeriget Polens tronarving Jadwiga i 1386. Dermed var det ikke længere nogen hedenske folkegrupper i denne del af Europa, og Den tyske Orden havde egentlig mistet sin "raison d'être" i området.
Besættelsen af Gotland.
Stormester Konrad von Jungingen (1393-1407) fordrev i 1398 de såkalte vitaliebrødre (eller fetaljebrødrene) - en fribytterbande, som opererede fra Visby på øen Gotland, og derved sikrede Den tyske Orden østersøhandelen. Den afsatte svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, havde ladet fetaljebrødrene etablere sig på Gotland i 1396, og herfra hærgede de i hele Østersøområdet. I marts 1398 sendte Den tyske Orden en stor flåde med 4.000 mand og 400 heste til øen. Den 21. marts gik de i land i Klintehamn, og forsvarerne trak sig tilbage til det vel befæstede Visby. Den 5. april kapitulerede forsvarerne under Sven Sture. Den tyske Orden efterlod en styrke på 200 mand, og Gotland forblev under deres kontrol frem til april 1408, da dronning Margrete af Danmark-Norge-Sverige købte øen tilbage.
Neumark og Samaitia.
Under Konrad von Jungingens lederskab blev ordensområdet også udvidet med erhvervelsen af området "Neumark" i vest i 1402 (egentlig fik ordenen det som pant af keiser Sigismund; dette område var det eneste, som lå inden for det tysk-romerske kejserriges grænser).
Desuden lykkedes det Konrad - midlertidigt - at erobre området Samaitia i 1404. Samaitia lå i øst, mellem det østlige Preussen og det sydlige Livland.
Slaget ved Tannenberg og senere tilbagegang.
Nogen yderligere ekspansion blev ikke mulig, dels fordi alle omliggende områder efterhånden var blevet katolske og således ikke med rimelighed kunne være korsfarermål, dels fordi Polen og Litauen i 1386 indgik en union og dermed både blev militært stærkere end ordensridderne og omgav det meste af ordensområderne mod øst, hvorved der ikke levnedes noget ekspansionsrum. Få år senere formåede en kombineret polsk-litauisk hærstyrke under ledelse af Ladislaus II (konge af Polen og storhertug af Litauen) at slå ordensridderne i slaget ved Tannenberg (Grunwald) den 15. juli 1410 så eftertrykkeligt, at de aldrig mere skulle udgøre nogen trussel for sine polske og litauiske naboer. Den tyske Orden mistede 600 riddere i slaget. Ved freden i Thorn i 1411 måtte de afgive Samaitia, og udrede enorme krigserstatninger; deres finanser blev grundigt svækket. For at dække gælden pålagde ordenen høje skatter og afgifter inden for sine områder. Dermed fik de den lokale landadel og byerne imod sig, og gav dermed også polakkerne en anledning til at fiske i rørt vande og opildne til splid og misfornøjelse.
I 1433 blev store dele af Neumark og Pommerellen i Preussen hjemsøgt af plyndrende og myrdende husitter. I Pommerellen gik det særlig ud over området "Schlochauer Land".
Ordenslandene under øget indre og ydre pres.
I 1440 oprettede en række byer og adelsmænd "Det preussiske forbund" rettet mod sine magthavere i Den tyske Orden, og i 1454 gjorde de opstand. De første kampe fandt sted ved Schlochau og Konitz. På grund af Polens indgriben skulle krigen vare i næsten 13 år. I 1455 solgte Den tyske Orden tilbage til Brandenburg ved kurfyrst Fredrik 2. af Brandenburg. I 1466, ved den anden fredsaftale i Thorn måtte Den tyske Orden afstå Pommerellen, Kulm, Michelau, Marienburg, Pomesania, Danzig, Elbing og Ermland til den polske krone. Eftersom de også mistede selve Marienburg, måtte stormesteren flytte til Königsberg.
For at kunne hævde sig mod de stadig stærkere polakker måtte de støtte sig mere og mere til tyske fyrster. Selve stormesterværdigheden blev overført til en tysk fyrste i 1497.
Livland var ikke berørt af fredsaftalen i Thorn. Men tidligt i 1500-tallet kom også ordenslandet Livland under stærkt pres - ikke fra polakkerne, men fra russerne, som ville sikre sig havne ved den baltiske østersøkyst. Wolter von Plettenberg, Den tyske ordens landmester i Livland (1494-1535), formåede at standse russernes første fremstød ved slaget på Smolinasøen i 1502, men han evnede ikke at dæmme op for ordensstatens gradvise sammenbrud, som blev forårsaget af interessemodsætninger mellem biskopper, stæder (særlig Riga) og landadelen.
Stormester Albrecht af Brandenburg-Ansbach bliver lutheraner.
Fra 1497 var det en tysk fyrste, som havde embedet som stormester for Den tyske Orden og dermed var herre over det, som nu blev kaldt Preussen. Men den anden af disse nye stormestrene, Albrecht af Brandenburg-Ansbach, udnyttede sit embede (1510-1525) til at sekularisere Preussen (det vil sige omdanne det til et verdsligt fyrstedømme).
Albrecht havde ved sin tiltrædelse nægtet at aflægge troskabseden over for den polske konge, som han var skyldig til ifølge fredsaftalen fra Thorn, og gik til krig mod polakkene i 1519. Krigen kom til en foreløbig afslutning i 1521, da der blev indgået en fireårig våbenstilstandsaftale. Albrecht brugte tiden til at skaffe sig allierede i Tyskland, på rigsdagen i Nürnberg 1522/23.
Mens han var i Nürnberg, blev han vundet over til den lutherske reformations sag ved Andreas Osianders prædikener. I al hemmelighed kontaktede han Martin Luther i juni 1523 og bad om råd om hvordan, han skulle gå frem for at få Preussen over på reformationens side. Han aflagde i denne hensigt også Luther et hemmeligt besøg i Wittenberg, i september 1523, og i det følgende fulgte han de råd, som han havde fået.
Albrecht støttede reformationsprojektet ved at indsætte den tidligere fransiskanerpater Johannes Briessmann som domprædikant i Königsberg (1523), og ligeledes Paul Speratus til hofprædikant (1524), og Johann Poliander (Gramann) til sognepræst ved "Altständische Kirche" i Königsberg (1525). Under beskyttelse af de reformationsvenlige ordensbiskopper Georg von Polentz af Samland og Erhard von Queis af Pomesania udøvede de tre og deres medhjælpere en hektisk reformatorisk aktivitet.
I april 1525 sluttede Albrecht fred med Polen. Han nedlagde stormesterembedet og trådte ud af Den tyske orden, erklærede den for opløst i Preussen, omdannede ordensområderne til et stort hertugdømme som len under Polen, og aflagde lenseden for kong Sigismund I. Han gjorde det udvidede Brandenburg (nu kaldet Preussen) til et arvefyrstedømme for sit eget fyrstehus, under den polske krones formelle lensoverherredømme. At den polske og katolske konge gik med til dette, overraskede hele den katolske verden og særlig de pavelige og kejserlige hoffer.
Ordenens hovedkvarter flyttes fra Königsberg til Mergentheim.
Da Den tyske Ordens øvrige ledelse blev stillet over for Albrechts apostasi og tabet af ordenslandet, fandt de medlemmer, som befant sig i de ikke-reformerede områder af Tyskland, i 1526 en ny leder, Walter von Cronberg, som blev stormester til 1543. Kejser Karl 5. godkendte dette provisorisk i 1527, i 1529 var omstillingen formelt vedtaget i ordenen, og i 1530 blev det godkendt både af kejseren og af paven ved den pavelige legat ærkebiskop Lorenzo Campeggio.
Johanniterordenen.
Johanniterordenens våbenskjold med det kors, der i dag er generelt kendt som "malteserkorset"
Johanniterordenen er både betegnelse for den ridderorden, som i middelalderen mestendels var kendt som "Hospitalsordenen" (og herhjemme som "Korsbrødrene"), og hvis katolske del senere blev kendt som Malteserordenen, da den i 1500-tallet blev fravristet sin base på Rhodos og fik Malta som len af den tysk-romerske kejser, samt for denne ordens protestantiske udgreninger.
Som sådan er Johanniterordenen en af de store ridderordner fra de kristne korstog, men er oprindeligt grundlagt allerede inden det første korstog for at hellige sig beskyttelse af pilgrimme til Det Hellige Land og sygepleje blandt disse.
I dag bruges på dansk betegnelsen "Johanniterordenen" således i flere betydninger: Dels om den middelalderlige orden fra før den fik betegnelsen Malteserordenen; dels som en fællesbetegnelse for Malteserordenen og de fire ikke-katolske johanniterordener, der er opstået som aflæggere af førstnævnte og anerkendes af Malteserordenen; og dels ofte som den danske betegnelse for den af de fire førnævnte, "Balley Brandenburg", som har hovedkvarter i Tyskland, og som gennem århundreder har haft talrige medlemmer i bl.a. Danmark.
Historie.
Ordenen grundlagdes af kristne lejesoldater som en munkeorden for sygepleje, der af kaliffen i Egypten fik tilladelse til at oprette et hospital for pilgrimmene i Jerusalem, og den havde således det dobbelte formål at beskytte pilgrimmene med væbnet eskorte og at pleje dem, der pådrog sig sygdomme på pilgrimsrejsen. Under korstogene voksede ordenen til en betydelig militær magt i området. Mange af de vigtigste korsridderborge blev bygget af Johanniterne. Den største borg, Krak des Chevaliers, var deres hovedsæde.
I midten af det 12. århundrede opdeltes Ordenen i praksis i to sideordnede dele: En militær gren og en gren, der arbejdede med pleje af de syge.
Efter at korsridderne var blev presset ud af Palæstina ved arabernes erobring af Jerusalem i 1187 og Acre i 1291, fortsatte Johanniterridderne deres virke, først med hovedsæde på Cypern, sidenhen med ordensstat på Rhodos, indtil denne bastion blev erobret af osmannerne i 1522, og endelig med stat på Malta. Ordensstaten stod formelt i et lensforhold til den tysk-romerske kejser, men agerede i praksis suverænt.
Da Tempelridderordnen blev opløst i 1314, overtog Johanniterordenen mange af dens besiddelser, ligesom tilfældet var ved den senere opløsning af Skt. Lazarus-ordenen.
Brandenborg-balivatet opnåede med Heimbach-forliget i 1382 en temmelig selvstændig stilling indenfor ordenen. Lederen af balivatet bar den særlige titel ’Herrenmeister’. Den selvstændige status betød at da reformationen kom, kunne herremesteren og hele Brandenborgbalivatet gå over til den protestantiske tro i 1538, uden at det i øvrigt medførte væsentlige ændringer. Herefter var Ordenen imidlertid de facto opdelt i herremesterens protestantiske del - Brandenborgbalivatet - og stormesterens katolske del. Mens den katolske del af ordenen begyndte at kalde sig ’Malteserordenen’, fortsatte den protestantiske del, Brandenborgbalivatet, med at kalde sig Johannitere og Johanniterordenen. De ydede bidrag til den katolske stormester i en årrække efter Reformationen, lejlighedsvis helt op til 1763.
Efter Napoleons erobring af Malta i 1798 stod ordenen (bortset fra det tyske rigsfyrstedømme Heitersheim, som Ordenen besad indtil Det Hellige Tysk-Romerske Kejserriges opløsning i 1806) uden et territorium, men fik efter nogen tids omflakken hovedsæde i Rom under pavelig protektion. (Ordenen havde også i 1653 fået foræret en række caribiske øer, heriblandt Sankt Croix, men afhændede dem atter i 1665.)
Adolf Hitler forbød i 1938 medlemmer af nazistpartiet at være johannitere. Ordenen stod i klar opposition til nazismen, og mange tog konsekvensen heraf: Listen over henrettede som umiddelbar følge af det mislykkede attentat på Hitler d. 20. juli 1944 viser en markant overrepræsentation af Ordenens medlemmer: 13 johanniterriddere, heriblandt generalfeltmarskal Erwin von Witzleben, og tre malteserriddere.
Malteserordenen i nutiden.
Matthew Festing, den siddende stormester og fyrste
Soldater fra ordenens militærkorps i Rom
Den formelle betegnelse for Malteserordenen er "Sankt Johannes' Suveræne Militære Hospitalsorden af Jerusalem, (kaldet) af Rhodos og (kaldet) af Malta", på italiensk "Sovrano Militare Ordine Ospedaliero di San Giovanni di Gerusalemme, (detto) di Rodi e (detto) di Malta", og kaldes på dansk oftest "Malteserordenen" (eller SMOM, som den ofte kaldes i daglig tale, som forkortelse for "Sovrano Militare Ordine di Malta"). Den er en integreret del af og fungerer i et tæt samarbejde med Den katolske kirke.
Malteserordenen helliger sig stadig omfattende aktiviteter inden for sygepleje, godgørenhed og sociale formål, bl.a. med ambulancetjenester, hospitaler og plejehjem i det meste af den katolske verden. Også ordenens militære gren, der i dag indgår i det italienske forsvar, er specialiceret i samaritertjeneste.
Malteserordenen er organiseret i seks storpriorater, seks subpriorater og 47 nationale afdelinger. Den har 12.500 medlemmer af begge køn ("riddere" og "damer"), der inddeles i tre klasser. Riddere af tredje klasse er lægmedlemmer, mens riddere af anden klasse har aflagt lydighedsløfte over for ordenen. Riddere af første klasse har desuden aflagt fattigdoms- og kyskhedsløfte.
Skønt Den Suveræne Militære Malteserorden ikke besidder et egentligt territorium, fungerer den stadig som et suverænt folkeretsligt subjekt med mulighed for at indgå aftaler med suveræne stater og har bl.a. observatørstatus i FN. Endvidere har ordenens hovedsæde nær Den Spanske Trappe og sædet for dens italienske storpriorat på Aventinerhøjen eksterritorial status og er således, ligesom ambassadegrunde, undtaget italiensk jurisdiktion. De fleste katolske lande har desuden ambassader over for ordenen, beliggende i Rom, ligesom ordenen har eksterritoriale ambassader i mange lande.
Den Suveræne Malteserorden har endvidere ret til at udstede diplomatpas til sine medlemmer til brug for rejser i ordenens tjeneste; den udgiver egne frimærker, der anerkendes af de fleste katolske lande, og har egne nummerplader med teksten SMOM ("Sovrano Militare Ordine di Malta") til sine biler. Ordenens officielle valuta er "scudo" (én "scudo" à 12 "tarì" à 20 "grani" à 6 "piccoli"), men da den ikke er konvertibel, udgives i dag kun erindringsmønter. Siden 2005 angives frimærkernes værdi desuden i euro.
Ordenens stormester, siden 2008 Matthew Festing, fører titel af fyrste og anerkendes af den katolske kirke som kardinal. Han vælges for livstid, og ordenen fungerer således som et valgmonarki. Stormesteren præsiderer over "Det Suveræne Råd", bestående af fire "højofficerer" og seks andre medlemmer, der vælges for fem år ad gangen af ordenens "Generalkapitel".
Johanniterordenen i nutiden.
Den formelle betegnelse for den protestantiske Johanniterorden er "Brandenborgbalivatet af Sankt Johannes' Ridderorden af Hospitalet af Jerusalem", på tysk "Die Balley Brandenburg des Ritterlichen Ordens St. Johannis vom Spital zu Jerusalem".
Johanniterordenen er en officielt anerkendt tysk orden. Johanniterordenens overhoved, herremesteren, er H.K.H. Prins Oskar af Preussen.
Johanniterordenen står for den største ambulancetjeneste i Tyskland efter Røde Kors, ligesom man driver 15 hospitaler, 62 alderdomshjem og ca. 200 børnehaver, der årligt hjælper omkring 7 millioner patienter, handicappede, gamle og børn. Ordenen har ca. 4.000 medlemmer, ca. 31.000 frivillige hjælpere, og ca. 25.000 fuldtidsansatte, modsvaret af et budget på godt 1,3 milliarder Euro (ca. 9,7 milliarder kroner).
Johanniterordenen udfører også et stort nødhjælpsarbejde. Efter jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 var johanniterne blandt de første internationale hjælpeorganisationer som ydede hjælp. Indenfor få dage var første hjælperteam sendt af sted, og nogle dage efter fulgte det andet. Den 28. januar forlod Johanniternes tredje hjælperteam lufthavnen i Franfurt. Johanniternes teams består bl.a. af erfarne læger og af frivillige redningsassistenter.
Falske johanniter- og malteserordener.
Ud over de anerkendte ordener forekommer en række andre "johanniterordener" eller "malteserordenener", der er helt selvbestaltede og blandt andet påberåber sig en kontinuitet fra Malta gennem Rusland og USA. Dette har dog ingen hjemmel i historiske kilder. Blandt disse findes i Danmark f.eks. "Den Danske Johanniterorden" m.fl.
Det er i flere europæiske lande (Tyskland, Italien og Frankrig) strafbart at bære disse falske johanniter-/malteserordeners dekorationer. I Danmark har myndighederne ved flere lejligheder forhindret sådanne falske ordener i at anvende deres symboler.
Tempelridderne.
Tempelridderordenen var den anden orden af korsriddere, grundlagt 1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem. De to andre betydelige korsridderordner er den Tyske orden og Johanniterordenen.
Hovedsædet blev placeret på Tempelbjerget, deraf navnet. Ud over at kæmpe i Palæstina deltog de også i den spanske og portugisiske Reconquista.
Tempelridderne fik hurtigt tildelt ansvaret for flere af korsfarernes frontlinjer og ydre borge i Mellemøsten, som en del af forsvaret af korsfarerstaterne. Tempelridderne blev efterhånden en af de vigtigste faktorer i korsfarerstaternes forsvars- og angrebsstyrker, hvilket bl.a. kan ses i deres deltagelse i kong Amaury I af Jerusalems invasion af Egypten i 1160'erne.
De brugte en del af deres kræfter og ressourcer på at bygge store borge og dermed styrke korsfarerstaternes modstandsdygtighed overfor de muslimske naboer, specielt på vest- og nordfronten.
Ikke alle tempelriddernes ressourcer gik til forsvaret af kristendommen, en del gik til den blodige rivalisering med Johanniterordenen, hvilket bl.a. kom til direkte konfrontationer, hvor mange riddere faldt på begge sider. Kampene mellem de to ordener var specielt intense i Nordsyrien, hvor aktørerne var kongeriget Lille Armenien, fyrstendømmet Antiochia, emiratet Aleppo, Assasinersekten, og naturligvis de to ordener, tempelridderne og johanniterne.
I 1190'erne var tempelridderne herre over Cypern for en kort periode, men deres kræfter og formåen var meget nedslidt efter fordrivelsen af korsfarerne til kysten af Det Hellige Land.
I 1200-tallet måtte tempelridderne konkurrere med den nyopståede tyske ridderorden, som blev favoriseret af den tyske kejser Friedrich II, der i 1228 var blevet kronet til konge af Jerusalem.
Tempelridderne var i 1291 nogle af de sidste korsfarere tilbage i byen Acre, da muslimerne stormede en af de sidste kristne byer i Det Hellige Land.
Tempelridderne var organiseret som en krigerisk munkeorden med ret til at indkræve skatter og tiende i deres områder. Ordenen fik hurtigt stor militær magt. De fik samtidig økonomisk magt, fordi de fik så mange donationer og havde politiske forbindelser. Det førte til, at de efterhånden fungerede som en meget effektiv bank, hvilket var en torn i øjet på mange konger og adelige i Europa.
Fredag d. 13. oktober 1307 blev alle tempelriddere i Frankrig arresteret og udsat for pinefulde forhør efter ordre fra den franske konge Filip den Smukke (Philippe IV Le Bel). Tempelridderne tilstod, formentlig under tortur, alt fra satanisme til homoseksuelle tendenser, men deres virkelige brøde var nok, at Filip ønskede at kontrollere deres bankforretning. Ordenen blev opløst, og mange af deres besiddelser givet til malteserridderne (der også drev bank-virksomhed, men holdt op på dette tidspunkt). 1314 blev deres sidste stormester, Jacques de Molay, brændt i Paris d. 18. marts, hvor de resterende af ordenens medlemmer blev hængt ved Montfauçon.
Tempelriddernes dramatiske endeligt har givet inspiration til mange spekulationer om, at de gemte på den hellige gral, Jesu kors eller en tilsvarende stor hemmelighed. Det siges, at frimurernes selskab blev grundlagt af tempelridderne, der flygtede til Skotland. Dette er dog ikke bevisligt, og sammenholdes frimurernes grundlæggelse med dette, falder denne påstand fra hinanden. Frimurerne har ingen historisk forbindelse til Tempelridderne. I det danske/skandinaviske frimureri har man dog implementeret visse elementer fra den Tempelriddernes kodex, uden dog at påberåbe sig anden tilknytning end den at ville leve efter samme idealer.
Givet er dog, at når så stor og magtfuld en organisation officielt lukkes ned, så spredes den for mange vinde på en måde der ikke altid er gennemskuelig. Der findes dog en generel accepteret liste over efterfølgende stormestre af Ordenen frem til den dag i dag.
Tempelridderne blev renset for anklagen om kætteri i 2007 af paven.
Excalibur.
Sir Bedwyr kaster Excalibur i vandet. Illustration ved Aubrey Beardsley, 1894.
Excalibur er – ifølge legenden – Kong Arthurs magiske sværd, der er ubrydeligt i kamp.
Arthur får sværdet fra Damen i søen, der rækker ham det nede fra vandet.
På sit dødsleje kan Arthur ikke selv kaste sværdet tilbage i søen. Han beder Bedwyr gøre det, men denne kan ikke nænne at skille sig af med pragtstykket. Han vender tilbage til Arthur og siger at sværdet er kastet i søen, men da Arthur spørger om de nærmere omstændigheder, og Bedwyr siger at der ikke skete noget usædvanligt, ved Arthur at han lyver. Bedwyr sendes tilbage til søen, og da han denne gang kaster sværdet i søen ser han den mystiske hånd dukke op og gribe sværdet og trække det med sig i dybet.
I de tidligste versioner af Arthur-legenden, kaldes hans sværd Caladfwlch (fra walisisk: Calad-Bolg. Hård lys) og senere Caliburn.
Bemærk at sværdet som Arthur trækker ud af stenen for at vise sin kongeværdighed ikke er Excalibur.
Sir Ector.
Kong Arthurs plejefar.
Efter Arthurs fader Uther Pendragons tidlige død, arangerer Merlin at Arthur bliver sat i pleje hos sir Ector, uden at kende sit ophav.
I ældre tekster kaldes han Cynyr Ceinfarfog (Flot skæg)
Uther Pendragon.
Uther Pendragon var en engelsk sagnkonge fra omkr. 500-tallet og Kong Arthurs fader.
Uther er broder til Ambrosius Aurelianus, der bliver konge efter den uretmæssige konge Vortigerns død. Efter Ambrosius dør bliver Uther konge.
Han forelsker sig i den smukke Igraine (også kaldet Ygerna) der er gift med Gorlois af Cornwall. Med Merlins hjælp tager Uther udseende efter Gorlois og sniger sig til en nat med hende, imens Gorlois er i kamp med Uthers hær der dræber ham. Arthur bliver undfanget denne nat.
Inertialsystem.
I fysik er et inertialsystem er et henførelsessystem, hvor alle legemer uden ydre påvirkninger bevæger sig med konstante hastigheder. Der findes uendeligt mange inertialsystemer, der bevæger sig med konstante relative hastigheder.
formula_1
For et system af partikler med masserne formula_2 fås den samlede impuls p ved at addere de enkelte partiklers impuls.
Morgan le Fay.
Morgan le Fay (også Morgaine, Morgane, Morgana) er Kong Arthurs halvsøster og modstander. Ofte beskrevet som en heks og/eller healer. Tilnavnet "le Fay" betyder feen.
Ved at stjæle skeden til sværdet Excalibur er hun skyld i at Kong Arthur bliver dødeligt såret i sin kamp mod Mordred.
Somme tider forveksles hun med søsteren Morgause, der er Mordreds moder.
Morgan er en af de tre kvinder, der sejler den døende Arthur til Avalon, den hellige ø. Hun er formodentlig afledt af en gammel keltisk modergudinde, Modron der ofte optrådte som tre kvinder på samme tid. Den samme gudinde, der optræder som Damen i søen.
Kristne munke, der ikke brød sig om kvindelige eller hedenske healere, gjorde hende til en farligere figur ved bevidst at blande hende sammen med krigsgudinden Morrighan.
Fatamorgana (synsbedrag eller hallucination) har navn efter hende. Ofte er fatamorgana en utydelig luftspejling som misforståes.
Morgause.
Morgause (også tidligere kendt som Anna) var ifølge legenden kong Arthurs halvsøster. Hun var datter af Igraine og Gorlois. Hun blev opfostet hos sin moster Vivienne på den hellige ø Avalon. Hun elskede sin mor, men senere blev det til had, fordi Morgaine skulle føde sin moders søns barn, hvilket hun mente var Vivianes ide. Hun var i stedet hemmeligt forelsket i sin mosters søn, hendes fætter Lancelot, men der skete intet imellem dem.
Hun bliver ofte forvekslet med søsteren Morgan le Fay
Angler.
Kort over Angel (øst for Flensborg og Slesvig) og Svans (syd for Slien).
Anglerne (opkaldt ifg. Saxo efter Humbles Søn Angel) er et folkeslag fra Angel i Slesvig-Holsten der ligger mellem Flensborg Fjord i nord og Slesvig fjord Slien i syd. Anglernes centrale kultsted synes at have været Torsbjerg Mose ved Sønder Brarup. Grænsen mod det jyske kulturomårde blev formentlig markeret af grænsenvolden Olgerdiget ved Tinglev. Landsbyen Bornsten ved Egernførde har formentlig været et angelsk kongesæde.
Anglerne udvandrede mellem cirka 200 og 400 til det centrale og nordlige England og East Anglia. Denne migration førte til at deres nye hjemland blev opkaldt efter dem, og herfra stammer navnet "England". Et af den moderne verdens hovedsprog har altså sit navn fra Angler og Angel. De fik i det nye land selskab af jyder og saksere. I begyndelsen var der krig mellem Anglere og Saksere, som ikke kunne udstå synet af den anden. Senere fandt de dog sammen. Britannien havde indtil da været en romersk provins, men den var blevet opgivet som følge af romernes vanskeligheder med at holde sammen på riget i folkevandringstiden. Anglerne og sakserne blev egentlig tilkaldt som lejesoldater i de konflikter, der udspillede sig mellem de keltiske stammer efter romernes rømning, men de satte sig efterfølgende fast i landet og fortrængte kelterne til Wales og Cornwall. Anglernes område blev mellem 300 og 500 underlagt danerne.
Befolkningen i nutidens Angel betegnes som "angelboerne". De taler enten tysk eller dansk som modersmål.
Saksere.
Kort som viser sakseres og andre folkeslags geografiske tilhørsforhold år 100 e.Kr.
Sakserne var et folkeslag fra det nuværende Niedersachsen og Holsten.
Sammen med Angler og Jyder bosatte de sig i det 5. århundrede i Britannien. Landet var ikke længere en romersk provins, så anglerne og sakserne grundlagde en række kongedømmer, der fortsat bestod som jarledømmer efter normannernes invasion under Vilhelm Erobreren i (1066). Dette forhold kan stadig ses af, at engelsk hedder "saesneg" (altså egentlig: saksisk) på walisisk, som er den sidste rest af de keltiske indbyggeres sprog.
De saksere, der blev hjemme, blev overvundet af Karl den Store og indlemmet i Frankerriget. Efter flere oprørsforsøg, var mange dræbt og en del flygtet til Danmark og andre blev tvangsforflyttet for at undgå nye oprør.
Det daværende stammehertugdømme Saksen er i dag delt mellem de tyske delstater Niedersachsen, Hamburg, Bremen, Sachsen-Anhalt og Schleswig-Holstein. Den nuværende tyske delstat Sachsen ligger meget længere mod sydøst end det gamle Sachsen (i et thüringsk-talende område), fordi markgreven af Meissen i 1423 også blev hertug af Sachsen, hvorefter hele hans rige blev omtalt som Sachsen.
Oprindelsen til navnet.
Ordet 'Sakser' menes at stamme fra ordet "seax", som refererede til en mængde forskellige enkeltbladede knive. Sakserne blev af Karl den Stores historiker Einhard bedømt som særligt krigs-ansporede og voldsomme.
Jyde.
"Den jyske halvø" med Sydslesvig ("brun"), historisk en
del af Jylland, og Holsten ("gul"), ikke en del af Jylland, men en del af den jyske halvø.
Jyder var et germansk folkeslag i Jylland og er nutidens betegnelse for indbyggerne i Jylland.
Historie.
Ligesom der findes forskellige måder at afgrænse landskabet Jylland på, findes også forskellige definitioner af folkenavnet jyde. Jyderne beboede Jylland ned til Ejderen, Trenen og Egernførde Fjord. Men efter dannelsen af Hertugdømmet Slesvig har ordet ikke altid indbefattet befolkningen syd for Kongeåen (slesvigerne eller sønderjyderne). Men den sønderjyske dialekt har dog mere til fælles med de nørrejyske dialekter end med dialekterne på øerne.
Jyderne som medgrundlæggere af den angelsaksiske civilisation.
Da jorden på den jyske halvø og syd herfor omkring år 500 var udpint og hederne bredte sig, og landet derfor ikke længere kunne brødføde så mange, udvandrede jyder sammen med Angler og Sakser til Britannien, hvor de lagde grunden til den angelsaksiske civilisation.
Historien skrives af sejrherren.
Efter at jyderne var taget til England, var det nemt for danerne at erobre Jylland. Der var meget få reale værdier til stede, idet som nævnt størstedelen bestod af hede. Det er de sidst ankomne som skriver historien. Det er deres runestene, som blev rejst. I dag hævder repræsentanter for disse nys ankomne folk, at den omstændighed, at Guldhornene har nordisk "ek" "jeg" (= jysk "æ", "a", nynorsk "eg", islandsk "ég") og ikke vestgermansk "ik" (= oldengelsk "ic", engelsk "I", tysk "ich", nederlandsk "ik"). (Øst for Lillebælt og i Skåneland havde man den længere form "eka" (rigsdansk "jeg", skånsk "jag" med brydning)) skulle være udtryk for, at de folk som boede på stedet hvor guldhornene blev fundet, skulle tale "nordisk". Men Guldhornene kan ligesåvel være erhvervet andre steder fra, f.eks. ved ren handel.
Mordred.
Mordred er Kong Arthurs uægte søn og banemand.
Der findes forskellige udgaver af undfangelsen af denne ridder.
Viviane har spået at Arthurs kommende hustru, Guenevere, ingen børn vil få, og ønsker derfor rigets fremtid sikret ved at få en ny konge, søn af Pendragon-slægten og af Avalon. Morgaine bliver gravid og efterlader efter fødslen sin lille søn ved sin søster Morgause, som opdrager ham til sine egne formål. Hans troskab mod Avalon styrkes og hans had mod sin far vokser idet Arthur afsværger Avalon for sin kone, Gueneveres skyld, og hengiver sig til kristendommen.
Arthur og Mordred møder hinanden ved slaget Camlann, hvor Mordred falder, men først efter at have givet Arthur et sår han ikke kan overleve.
Gawan.
Gawan (Gawain, Gawein, Gwalchmei, Gauvain, Walewein, osv.) var en ridder af det runde bord ved kong Arthurs hof. Han var søn af kong Lot af Orknøerne (norsk) og nevø af kong Arthur.
Han optræder i mange romancer, den vigtigste er "Gawan og den grønne ridder". Han er også en central figur i Wolfram von Eschenbachs "Parzival".
Monark.
En monark (af græsk "monos archein") er overhovedet i et monarki. Begrebet omfatter således både konger, fyrster og kejsere m.fl.
Galahad.
Galahad, en fiktiv sagnfigur, var ridder ved Kong Arthurs hof. Uægte søn af Lancelot du Lake.Han blev undfanget da hans far og hans mor, Elaine havde samleje på et slot. Lancelot troede at Elaine var Guenivere.
Han beskrives som en from, kristen, idealridder, og finder den hellige gral sammen med Bors og Parsifal.
Avalon.
Avalon er en hellig ø i keltisk mytologi også kaldet welsh-mytologi, og selvfølgelig Arthur-legenden, der beskrives i sagnkredsen om Kong Arthur. Den kaldes også "æblernes ø", "den lykkelige ø" og "glasøen Avalon".
Øen regeres af Afallach, underverdnens gud, og hans ni døtre, hvoraf Modron er den ældste. Modron er den keltiske moder-gudinde. Både Afallach og Avalon er afledt af ordet for æble.
Der kendes også æblehaver fra den græske mytologi, hvor ni muser lever i Hesperidernes have, samt i den nordiske mytologi, hvor Idun vogter ungdommens æbler.
Det siges, at Kong Arthur blev transporteret til Avalon efter sine dødelige legemsskader, påført ham af hans uægte søn og ærkefjende Mordred. Legenden fortæller, at han her blev helbredt, og fik lov til at hvile og bo her for aldrig mere at vende tilbage. Men det siges også, at han en dag vil vende tilbage til os mennesker.
Hans grav skulle efter sigende i virkeligheden ligge ved Glastonbury Abbey (Glastonbury Kloster), og man har endda billeder af det. Nogle mennesker mente nemlig engang, at Glastonbury var selveste Avalon. Arthurs lig blev lagt til hvile i et gravkammer, men dette gravsted blev senere i 1184 ødelagt af en voldsom brand. En rekonstruktion begyndte med det samme, og i 1191 fandt man Kong Arthur og hans Dronning Guineveres grav. Arthurs lig blev begravet i jorden i stedet, og et kors blev rejst, hvorpå der stod: "Hic jacet sepultus inclitus rex Arthurus in insula Avalonia"
("Her ligger den berømte Kong Arthur begravet på øen Avalon").
"Site of King Arthur's grave. In the year 1191 the bodies of King Arthur and his queen were said to have been found on the south side of the Lady Chapel. On 19th April 1278 their remains were removed in the presence of King Edward I and Queen Eleanor to a black marble tomb on this site. This tomb survived until the dissolution of the abbey in 1539."
("Stedet for Kong Arthurs grav. Det siges, at ligene af Kong Arthur og hans dronning blev fundet i året 1191 på sydsiden af fruekapellet. Den 19. april 1278 blev deres jordiske rester fjernet under overværelse af Kong Edward I og Dronning Eleanor og ført til en sort marmorgrav på dette sted. Denne grav overlevede indtil opløsningen af klosteret i 1539").
Den hellige gral.
Den hellige gral er et magisk bæger, der ifølge legenden blev brugt af Jesus Kristus ved den sidste nadver og senere til at opsamle hans blod i under korsfæstelsen.
Etymologi.
Ordet "gral" kommer af latin "gradalis" (= stor tallerken), der kan genfindes i det occitanske "grazal" eller tidligt franske "graal", der begge betyder "kar" eller "fad". Det er mere usikkert, om man kan gå længere tilbage og lade det stamme fra græsk "krater" (= vinblandingskar), som så over latin "cratalis/gradalis" kan være nået til de franske lande. Det passer ikke, at ordet "gral" er opstået ved at "sang real" (= kongeligt blod) blev fejllæst til "san graal" (= helligt kar). På middelalderfransk hed "blod" nemlig ikke "sang", men "sanc", udtalt med "k"-lyd.
Litteratur.
Den ældste gral-romance er den ufuldendte "Perceval, le Conte de Graal" af Chrétien de Troyes. Han påstod, at han skrev det efter en kilde, som var givet til ham af grev Philippe af Flandern. Digtet blev skrevet mellem 1180 og 1191. Gralen har der ingen mirakuløse egenskaber. Perceval får gralen og andre relikvier at se mens han spiser hos Fiskerkongen, som skal have været gralens vogter. Gralen var hos Chrétien de Troyes en tallerken til at bære en hostie til Fiskerkongens far, som den eneste næring, den gamle indtog. Først en generation efter Troyes begyndte man at tale om "gralen" i bestemt form, og beskrive den som et bæger, inspireret af keltiske myter og det apokryfe Nikodemus-evangelium fra 400-tallet.
I sagnkredsen om Kong Arthur er gralen den genstand, som ridderne af det runde bord stræber efter at finde.
Jagten på den hellige gral kan muligvis ses som et litterært billede på kristen stræben, eller ligefrem på korstogene. Samtidig har gralen tydelige hedenske forbilleder i kelternes hellige kar, hvoraf Gundestrupkarret der er fundet her i Danmark, er det smukkeste eksempel. Kelterne brugte hellige kar i religiøse ceremonier helt tilbage i bronzealderen.
Gralen i moderne litteratur.
I Richard Wagners opera "Lohengrín" er titelpersonen ridder af den hellige Gral, hvilket han i operaens slutning beretter i den kendte "Gralsfortælling".
Gralsmotivet er benyttet i adskillige bøger, således væsentligt i Dan Browns roman "Da Vinci Mysteriet", hvori det postuleres, at gralen er en kvinde, nemlig Maria Magdalene.
Dan Browns "Da Vinci Mysteriet" er inspireret af teorier fremsat i det populær-historiske værk "Hellig blod - hellig gral" skrevet af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln.
Den danske journalist Erling Haagensen mener, at gralen ligger gemt på Bornholm.
Parsival.
Parsival (også kaldet Percivale, Parzifal, Peredyr mv.) var en ridder ved Kong Arthurs hof.
Han er mest kendt for at møde den sårede konge, fiskekongen Pelles. Ved dette besøg viser den hellige gral sig for ham. I senere versioner overtager Galahad dette eventyr.
Parsival opfostredes af sin mor ude i skoven, og ligner således Lancelot der blev opfostret af modergudinden; Damen i søen.
Beretningerne om Parsifal er nedskrevet af Wolfram von Eschenbach i eposet Parzival. Richard Wagner skrev operaen "Parsifal" i tre akter, baseret på Eschenbachs epos, der blev opført første gang i Bayreuth i 1882.
Guenevere.
Guenevere er Kong Arthurs dronning.
Navnet staves også Gwenhwyfar på walisisk. Det kommer af "Gwenn" = "hvid" + *"hwyvar" = "fe" (man antager, at det andet led svarer til irsk "siabhra" = "fe", som så - i givet fald - skal komme af oldkeltisk *"seibayo" = "fe", "spøgelse"). Ordet udtales "Guen-hui'"-var", hvad der danner baggrunden for navnet Guenevere, som senere er blevet til Jennifer på engelsk.
Hun forelsker sig i ridderen Lancelot i romancen om Arthurs død.
Muligvis er hun en inkarnation af den keltiske modergudinde, Coventina, Damen i søen, der ofte optræder i sagnkredsen om kong Arthur. Coventina mentes at have forbindelse til Den Hellige Ø, Avalon, hvor Excalibur blev smedet.
Guenevere er datter af kong Leodegrance af Cameliard og hans dronning Guenevere.
Udvalgt som en passende brud til den nyslåede kong Arthur, og det bliver da også et ægteskab baseret på kærlighed.
Efter brylluppet opdager Guenevere snart, at hun ikke kan blive gravid, og kongeriget står derfor uden arving.
Grunden til dette er Arthurs magtsyge halvsøster Morgause (gift med Kong Lot), som ønsker at se én af sine egne sønner, Gawain eller Gareth, på Englands trone. Dette forehavende lykkes dog ikke.
Legenden siger, at det bliver Gueneveres kærlighed til den smukke Lancelot, Arthurs ridder og bedste ven, der bringer riget til fald. Da de to forelsker sig, og Arthur opdager det, sender han Guenevere til et kloster, hvor hun ender sine dage. Utroskaben gør, at Arthur mister grebet om din kongerige, og at Mordred her udfordrer ham til duel. De dør dog begge.
Damen i søen.
Damen i søen er en keltisk moder-gudinde, der bor i Søer, og var meget udbredt.
Hun kendes under mange navne: Nimue, Nimueh, Vivienne, Coventina, Modron og andre. Hun afbildes ofte som tre kvinder på samme tid, ungmø, kvinde og gammel kælling.
I sagnkredsen om Kong Arthur optræder hun i adskillige udgaver. Bl.a. som de tre kvinder, hvoraf den ene er Morgan le fay, der sejler ham bort til øen Avalon da han er døende. Lancelot bliver opforstret af hende.
De mange menneskeofringer vi finder i Danmark og det øvrige Nordeuropa som moselig, er formodentlig ofret til hende eller en tilsvarende gudinde i keltisk (før-romersk) jernalder.
Legenden om Sværdet i Stenen blev senere glemt, og blev historien blev "ændret" til at Kong Arthur blev givet sit magiske sværd Excalibur af "Damen i Søen", ved selve hendes sø.
I TV-serien fra DR1 og BBC Merlin, smeder Guineveres far, Tom the Blacksmith (Smeden Tom) sværdet, og Merlin får det, hvorefter han går til Den Store Drage, Kilgharrah, som er lænket under slottet Camelot. Her puster dragen sin magiske ånde ud over sværdet, som bliver smedet om til et magisk sværd. Merlin giver det til Arthur som er blevet udfordret af en død person, som er bragt tilbage med magi, og da denne person er reanimeret med magi, kan han kun bekæmpes med magi. Merlin bringer sværdet tilbage til dragen for at spørge hvad han skal gøre af det, og dragen svarer at han skal skille sig af med det. Merlin tager ud til den store sø, og smider det i vandet så serien reflektere legenden til en vis grad.
Lancelot.
Lancelot ("Lancelot du Lac" eller "Lancelot of the Lake") er Ridder ved Kong Arthurs hof.
Ordene "du Lac" og "of the Lake" henviser til at han blev opfostret af Damen i søen (Søens herskerinde), en gammel keltisk moder-gudinde, lidt efter hans far og mor var blevet myrdet. Han er far til Galahad, og forelsker sig i dronning Guenevere, hvilket fører til splittelse blandt ridderne af det runde bord, og at han forvises. Som symbol på hans fald kører han rundt i kærre i stedet for at ride til hest.
Mange af stednavnene i Lancelots eventyr er franske, hvor de andre fortællinger i Arthurlegenden finder sted i Storbritannien.
Ifølge historisk forskning er Lancelot bror til Arthur, og brødrene levede i det 5. århundrede.
Havfrue.
Maleri af en havfrue - John William Waterhouse, 1905
Havfruen er et fabelvæsen, en kvinde med fiskehale. De har været kendt fra søfarere gennem århundreder, men betragtes som enten overtro eller fuldemandshistorier. Oftest portrætteres de siddende på sten og reder deres hår.
I Irland betragtede man dem som gamle, bondske, kvinder, der var blevet bortvist fra Jorden af Skt. Patrick, mens estisk/lettisk tro var, at det var drunkede børn fra en ukendt farao. Dog var det meget almindeligt i Europa at opfatte fremkomsten af et sådant væsen, som et varsel om f.eks. stormvejr eller uheld. Hvis man skulle være så heldig at kunne hjælpe en havfrue i nød, villle hun kunne opfylde ønsker. Efter sigende skulle hendes sang kunne lokke tilhører i uføre på samme måde som sirener.
I 1998, hævdede en gruppe dykkere, at have set havfruer ved Hawaiis kyst.
Magister.
Magister er en person, der har taget en magistergrad, hvilket har haft skiftende betydninger gennem tiden. I dag bruges den om en person, der har taget magisterkonferens eller en kandidatuddannelse.
Tidligere – indtil 1854 – var en magistergraden imidlertid en akademisk grad under Det Filosofiske Fakultet (nuværende Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet og kaldtes også den filosofiske magistergrad (på latin "artium liberalium magister"). Den svarede til doktorgrad ved de øvrige fakulteter indtil 1824 og derefter til licentiatgrad ved de øvrige fakulteter, og der skulle således også skrives en disputats, som skulle forsvares ved disputation, for at man kunne erhverve graden. Da graden blev afskaffet blev det samtidig bestemt, at de, der havde taget graden førhen, nu skulle kaldes dr.phil.
Perioden 1775-1787 bød på et lille mellemspil i magistergradens historie, da man i 1775 indførte den filologiske magistergrad, og man derfor i denne periode kun undtagelsesvist uddelte den filosofiske magistergrad og da nærmest som en æresbevisning. Den filologiske magistergrad var forudsætningen for skoleembeder, og den blev erhvervet ved, at kandidaten – efter bestået "examen philologicum" med godt resultat – i dekanens hus skulle forfatte en afhandling om emne givet af dekanen med et godt latinsk leksikon som eneste tilladte hjælpemiddel. Ved universitetsfundatsen af 1788 blev den afskaffet og den filosofiske magistergrad fik sin gamle rolle tilbage.
I det svenske uddannelsessystem findes der stadigvæk en eksamensgrad, midt imellem en dansk bachelor- og kandidateksamen, der kaldes for "magister".
Kandidat.
En kandidat, "candidatus" (mænd) eller "candidata" (kvinder), er en akademisk grad, som benyttes i bl.a. de skandinaviske lande. Den svarer i Danmark tilnærmelsesvis til mastergraden i den angelsaksiske verden. I Sverige modsvarer "kandidatexamen" en dansk bachelor, mens en "magisterexamen" er en grad midt imellem en "kandidatexamen" og en "masterexamen".
Kandidatgraden (og mastergraden) ligger under ph.d. (tidligere benævnt licentiatgraden eller den lille doktorgrad) og den ultimative akademiske grad, der er doktorgraden forkortes "dr." efterfulgt af den akademiske fagdisciplin - hvori doktorgraden er opnået, fx medicin: "dr.med."
Note: I de latinske betegnelser er der nedenfor brugt bogstavet "æ"; det er lige så korrekt i stedet at anvende "ae."
Øvrige.
De øvrige akademiske grader, der kan opnås i Danmark, er bachelorgraden, magistergraden, ph.d.-graden og doktorgraden.
Romeo og Julie.
"Romeo og Julie" (originaltitel: "Romeo and Juliet") er tragedie skrevet tidligt i karrieren af dramatikeren William Shakespeare. Stykket omhandler to unge elskende, hvis dødsfald i sidste ende forener deres stridende familier. Stykket var blandt Shakespeares mest populære i hans levetid, og sammen med Hamlet og Macbeth, er det et af hans oftest spillede stykket. De to hovedroller betragtes i dag som arketypiske unge elskende.
Romeo og Julie hører til en tradition for tragiske romancer, der strækker sig tilbage til oldtiden. Dens plot er baseret på en italiensk fortælling, der blev oversat til engelsk som vers under titlen "The Tragical History of Romeus and Juliet" af Arthur Brooke i 1562, og genfortalt i prosa i "Palace of Pleasure" af William Painter i 1582. Shakespeare lånte kraftigt fra begge, men for at udvide plotttet udviklede han flere biroller, specielt Mercutio og Paris. Stykket formodes skrevet mellem 1591 og 1595, og blev offentliggjort for første gang i "First Quarto" i 1597. Denne tekst var dog af dårlig kvalitet, hvilket senere udgaver rettede op på, så den kom mere i tråd med Shakespeares originale tekst.
Shakespeares brug af dramatiske struktur, især effekter såsom skift mellem komedie og tragedie for at øge spændingen, hans fremhævning af mindre karakterer, og hans brug af sub-plots for at forskønne historien, er blevet rost som et tidligt tegn på hans dramatiske evner. Stykket tilskriver forskellige poetiske former til forskellige karakterer, undertiden ændres formen som karakteren udvikler sig. Romeo, for eksempel, bliver bedre til Sonet i løbet af stykket.
Romeo og Julie er blevet tilpasset adskillige gange til scenen, film, musicals og opera. Efter restaurationen i England blev stykket genoplivet og stærkt revideret af William Davenant. David Garrick's version fra det 18. århundrede ændrede også flere scener, og fjernede materiale som blev betragtet som uanstændigt, og Georg Benda's opera udelod en stor del af handlingen og tilføjede en lykkelig slutning. Forestillinger i det 19. århundrede, herunder Charlotte Cushman's, restaurerede den oprindelige tekst, og fokuserede på større realisme. John Gielgud version fra 1935 holdt sig meget tæt på Shakespeares tekst, og brugte elizabethanske kostumer og iscenesættelse for at øge dramatiken. I det 20. århundrede er stykket blevet tilpasset i versioner så forskellige som MGM's forholdsvis trofaste film fra 1936, 1950'ernes musical West Side Story, og den MTV-inspirerede Romeo + Juliet.
Ted Bundy.
Theodore (Ted) Robert Bundy (24. november 1946 - 24. januar 1989) var en amerikansk seriemorder.
Bundy blev født i Vermont og voksede op i Tacoma, Washington. Bundy læste jura ved University of Washington, men gennemførte ikke studiet.
I perioden 1962-1978 begik Bundy en række voldtægter og drab i staterne
Washington, Oregon, Idaho, Colorado, Utah, og Florida. Bundy blev arresteret i 1975 og dømt for kidnapning i 1976. Han blev herefter tiltalt for mord, men under retssagen lykkedes det ham at flygte i juni 1977 og igen nytårsaften samme år. Denne gang stak han af til Florida, hvor han, inden han blev arresteret igen 15. februar 1978, nåede at begå tre mord. Bundy blev dømt til døden i 1979. I dagene inden sin henrettelse tilstod han mordene på ca. 30 unge kvinder. Hvor mange drab, han har begået, er uvist, men man mener, at han har begået ca. 50 mord, og desuden har han begået snesevis af andre forbrydelser i form af voldtægter, overfald, indbrud og tyverier.
Bundy opnåede efter sin arrestation og flugt stor berømmelse i USA. Han var intelligent (IQ 124), veltalende og charmerende, og han fungerede som sin egen sagfører under en del af sine retssager. Under sin sidste retssag for mordet på den 12-årige Kimberly Leach, giftede han sig med en tidligere kollega.
I fængslet blev han studeret og undersøgt af psykiatere og FBI-agenter. Under samtalerne kom det frem blandt meget andet, at han både var seksuel sadist, pædofil og nekrofil, bl.a. havde han ofte sex med ligene af sine ofre, tog billeder af ligene, tog ofte deres afsavede hoveder med hjem, gik i bad med ligene og sminkede og vaskede hår på ligene. Alt i alt lærte agenterne en masse om en seriemorders adfærd, som de kunne bruge i jagten på fremtidige mordere. Bundy blev kendt skyldig i 3 mord, to i 1979 og et i 1980 og dømt til døden for hver af dem.
Kl 7.06, den 24. januar 1989, blev Bundy henrettet i den elektriske stol i Floridas Statsfængsel.
Askepletvinge.
Askepletvinge ("Euphydryas maturna") kan i dag ikke ses i Danmark. Det sidste fund var i 1890 på Lolland. Bestanden i Skåne er også uddød, og den kan derfor kun ses i på enkelte lokaliteter i Midtsverige. Det eneste sted hvor sommerfuglen fortsat er hyppig er i det sydøstlige Finland. I de få øvrige vesteuropæiske lande som har små bestande er den alle steder truet og derfor også ofte fredet.
Udseende.
Askepletvinge er en af de større pletvinger. Dens overside har lyse pletter i det indre mellemfelt og murstensrøde pletter i rod- og sømfeltet (Se eventuelt billedet for at se hvor disse områder er på sommerfuglen).
Ækvivalensprincip.
Einsteins ækvivalensprincip er en grundantagelse i den
Dette skal forstås på den måde at alt stof dels påvirkes af og dels selv er en kilde til et gravitationsfelt eller rettere rumtidskrumning. Man kan derfor ikke skærme af for gravitationen. Man bør bemærke at pga. Einstens berømte relation mellem masse og energi
"Bevægelsen for en gravitationel testpartikel i et gravitationsfelt, er uafhængig af partiklens masse og sammensætning"
"Intet lokalt eksperiment kan skelne ikke-roterende frit fald i et gravitationsfelt fra bevægelse med konstant hastighed i et rum, der ikke er under påvirkning af gravitation"
"Et referencesystem, der bevæger sig med konstant acceleration i forhold til et inertialsystem i den specielle relativitetsteori, er lokalt set identisk med et referencesystem i hvile under påvirkning af et gravitationsfelt"
At de sidste to formuleringer er ækvivalente kan ses af følgende tankeeksperiment. Vi forestiller os en rumraket, der befinder sig i en del af rummet, hvor der ikke er nogen gravitationel påvirkning og en elevator, der befinder sig på jorden. En observatør vil ikke være i stand til at afgøre om vedkommende befinder sig i rumraketten under konstant acceleration eller i elevatoren, der holder stille. Tilsvarende kan man heller ikke skelne mellem elevatoren i frit fald (vi ser bort fra luftmodstanden) eller raketten, der bevæger sig med konstant hastighed.
Ribe Amt.
Ribe Amt var indtil 2007 et amt beliggende i den sydvestlige del af Jylland.
Kommuner.
I forbindelse med Strukturreformen 2007 indgår Ribe Amt i Region Syddanmark.
Ringkjøbing Amt.
Ringkjøbing Amt var til og med 31. december 2006 et administrativt område, som dækkede Vestjylland. Efter Strukturreformens ikrafttræden 1. januar 2007 blev det en del af Region Midtjylland.
Storstrøms Amt.
Storstrøms Amt blev dannet 1. april 1970 ved sammenlægning af de daværende Præstø og Maribo amter, og bestod indtil 2007 af Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn. Området er nu en del af Region Sjælland
Dronning (monark).
Dronning er en titel, der tilfalder en konges hustru eller en kvindelig monark.
En dronning er rigets førstedame. Hun omtales "Hendes Majestæt" og tiltales "Deres Majestæt".
Efterlever dronningen kongen, tituleres hun "enkedronning" og beholder i Danmark sin rang af "majestæt".
Sønderjyllands Amt.
Sønderjyllands Amt var indtil 2007 et dansk amt beliggende nord for den tyske delstat Slesvig-Holsten, i den sydligste del af Jylland. Amtet er en del af Sønderjylland ("også Slesvig").
Det blev oprettet i 1970, ved en sammenlægning af Haderslev, Tønder, Åbenrå og Sønderborg amter samt sognene Taps, Vejstrup og Hejls, der fra 1864 sammen med de øvrige fem sogne i Nørre Tyrstrup Herred blev lagt ind i Vejle Amt i forbindelse med fredsslutningen mellem Danmark og Preussen/Østrig. Amtet blev med Kommunalreformen i 2007 sammenlagt med Fyns og Ribe amter samt den sydlige del af Vejle Amt til den nye Region Syddanmark.
Vejle Amt.
Vejle Amt var indtil 2007 et amt i det sydøstlige Jylland. Vejle Amt udgjorde Vejle Amtskreds.
Efter 2007.
Ved Kommunalreformen (2007) kom det meste af amtet under Region Syddanmark, men de nordlige dele: Brædstrup, Gedved, Hedensted, Horsens, Juelsminde, Nørre-Snede og Tørring-Uldum kommuner kom i Region Midtjylland.
Eksterne henvisninger.
Amtets hjemmeside var tilgængelig frem til 31. marts 2007, hvorefter den blev nedlagt. En tidligere kopi kan ses på
Vestsjællands Amt.
Vestsjællands Amt blev dannet 1. april 1970 ved sammenlægning af de daværende Holbæk (Samsø undtaget) og Sorø amter, og udgjorde indtil 2007 den vest-nordvestlige del af Sjælland.
Efter Strukturreformen blev det en del af Region Sjælland.
Viborg Amt.
Viborg Amt lå indtil 2007 i den nordvestlige del af Jylland. Oprettet i sin seneste udstrækning i 1970, ved en sammenlægning af Thisted og Viborg amter. Desuden mindre områder (Estvad, Rønbjerg og Kølvrå) fra Ringkøbing Amt.
Strukturreformen.
Som led i strukturreformen ophørte amtet pr. 31. december 2006. Den nordlige halvdel kom i Region Nordjylland, mens den sydlige halvdel kom i Region Midtjylland, som begge viderefører amtets gamle opgaver sammen med de nye kommuner og staten.
Bornholms Regionskommune.
Bornholms Regionskommune dækker hele Bornholm, som ligger østligt i Danmark, syd for Sverige og nord for Polen. Regionskommunen fungerede også som amt fra 1. januar 2003 til og med 31. december 2006.
I forbindelse med Kommunalreformen forbliver kommunen selvstændig, men dens status som amt bortfalder, og kommunen er trods den store geografisk afstand en af de 29 kommuner i Region Hovedstaden.
Regionskommunen opstod den 1. januar 2003 efter de bornholmske vælgere ved en folkeafstemning den 29. maj 2001, besluttede at slå de daværende fem bornholmske kommuner (Allinge-Gudhjem Kommune, Hasle Kommune, Nexø Kommune, Rønne Kommune og Aakirkeby Kommune) og Bornholms Amt sammen.
Folketinget bestemte i lov af 19.3.2002 om sammenlægning af de bornholmske kommuner, at kommunerne skulle sammenlægges til Bornholms Regionskommune, og at Bornholms Amtskommune samtidig skulle nedlægges og de opgaver, som de hidtidige primærkommuner og amtskommunen har haft, skulle overdrages til den nye Regionskommune. Sidstnævnte blev ledet af Bornholms Regionsråd (fra 2007 benævnt Bornholms Kommunalbestyrelse for at undgå forveksling med Regionsrådet i Region Hovedstaden) på 27 medlemmer, der 1. juli til 31. december 2002 fungerede som sammenlægningsudvalg, der skulle forberede sammenlægningen af de fem kommuner og amtskommunen til én kommune, Bornholms Regionskommune. Kommunens første borgmester blev Thomas Thors (S), der sad frem til 31. december 2005.
Det samlede antal ansatte i regionskommunen svarede i 2007 til 3.800 årsværk (ansatte på heltid).
Bornholms Regionskommune omfatter ikke Ertholmene mod nordøst, som er direkte underlagt Forsvarsministeriet.
Befolkningstætheden er per 1. januar 2008 72,75 indbyggere per km².
Sogne i Bornholms Kommune.
Medlemmer af Folkekirken (indbyggere) pr. 1. juli 2010
Københavns Kommune.
Københavns Kommune er Danmarks folkerigeste kommune. Den omfatter den centrale del af landets hovedstad, København, inklusiv store dele af Amager og eksklusiv Frederiksberg. Efter årtier med en stagnerende tendens i indbyggertallet, har kommunen i de senere år oplevet befolkningsfremgang, således at der pr. 1. januar 2009 var 518.574 indbyggere. Kommunen beskæftiger i alt ca. 50.000 ansatte og er dermed landets næststørste offentlige arbejdsgiver, kun overgået af staten. Det samlede budget er på 31,5 mia. kr. (2010).
I forbindelse med Kommunalreformen forblev kommunen selvstændig, men er nu en del af Region Hovedstaden og har mistet sin amtslige status. Statslige opgaver i Københavns Kommune varetages af Statsforvaltningen Hovedstaden.
Kommunens styrelse.
Kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune er med sine 55 medlemmer Danmarks største - og benævnes Københavns Borgerrepræsentation. Som den eneste danske kommune benævnes kommunens øverste politiske og administrative leder overborgmester. Lederne af kommunens seks forvaltninger benævnes borgmestre. Sammen med overborgmesteren udgør disse syv kommunens økonomiudvalg.
Siden januar 1998 har kommunen haft mellemformstyre med delt administrativ ledelse. Det betød, at det hidtidige magistratsstyre blev erstattet af et udvalgsbaseret styre, som man kender det fra landets øvrige kommuner. Mellemformstyret indebærer, at de enkelte fagudvalg kan træffe beslutninger på deres områder, hvilket giver mulighed for en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling.
Kommunen styres efter Styrelsesloven samt Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune af 12. juni 1997, der senest blev ændret den 15. maj 2008.
Overordnede sager besluttes i Borgerrepræsentationen, mens de løbnende beslutninger afgøres i syv underudvalg.
Formænd for Københavns Borgerrepræsentation.
Se liste her.
Magistratens borgmestre 1847-1998.
Se Københavns Overpræsidium for en liste over overpræsidenter i København.
Magistratens 1. Afdeling.
Ressort: Skoleforvaltningen, kulturelle sager, biblioteker og sager om næringsvæsen m.v. Borgmesteren kaldtes: "Skole- og kulturborgmesteren".
Magistratens 2. Afdeling.
Ressort: Afdelingen varetog indtil 1938 administrationen af byens finanser, og posten som borgmester blev populært kaldet "Finansborgmesteren". Fra 1938 administrerede afdelingen byens sygehuse, og borgmesteren kaldtes derfor "Hospitalsborgmesteren".
Magistratens 3. Afdeling.
Ressort: Afdelingen havde med byens sociale forhold at gøre, hvoraf navnet på borgmesteren var "Socialborgmesteren".
Magistratens 4. Afdeling.
Ressort: Afdelingen varetog hvad man kunne kalde tekniske funktioner og infrastruktur, veje, parker, og kirkegårde samt byplanlægning. Borgmesteren kaldtes undertiden "Teknikborgmesteren" eller "Byplanborgmesteren".
Magistratens 5. Afdeling.
I 1917 kom Magistratens 5. Afdeling til. Ressort: Afdelingen administrerede bl.a. Københavns Sporveje og senere byens miljø, borgmesteren kaldtes oprindeligt "Sporvejsborgmesteren" eller "Trafikborgmesteren", senere "Miljøborgmesteren".
Magistratens 6. Afdeling.
I 1978 blev Magistratens 6. Afdeling oprettet. Ressort: Afdelingen varetog bl.a. bolig- og ejendomsfunktioner. Borgmesteren kaldtes undertiden "Rådhusborgmesteren".
Øvrige borgmestre 1998-2005.
Borgmestrene og deres resortområder efter nedlæggelsen af magistraten i 1998.
Økonomiforvaltningen (Overborgmestre).
A. Nærmest svarende til Overborgmesterens Afdeling og med Overborgmesteren som formand.
Kultur- og Fritidsforvaltningen.
B. Bestod af dele af Magistratens 1. og 6. Afdeling.
Uddannelse- og Ungdomsforvaltningen.
C. Bestod af dele af Magistratens 1. Afdeling.
Sundhedsforvaltningen.
D. Bestod af af Magistratens 2. Afdeling.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
E. Bestod af den tidligere Magistratens 3. Afdeling.
Bygge- og Teknikforvaltningen.
F. Bestod af af Magistratens 4. Afdeling.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
G. Bestod af Magistratens 5. Afdeling.
Forvaltningshistorie.
København har altid indtaget en særstilling i dansk politisk historie, og først relativt sent har byen fået en styreform, der kan kaldes demokratisk. Samtidig er byens nuværende mellemformstyre endnu nutildags unikt i Danmark, idet borgmesterposterne ikke kun besættes af det politiske flertal, men afspejler en konstitueringsaftale partierne imellem.
I de tidligste tider var byens særstatus udmøntet i, at den tilhørte kirken. Byen var en gave fra Valdemar 1. den Store til biskop Absalon. Dette forhold varede ved indtil 1416, hvor Erik 7. af Pommern fik byen til eje. Omend begrebet borgmester nævnes fra midten af 1300-tallet, og hovedstadens første stadsret (etableret i 1524) rummede lokale beføjelser, var den almindelige borgers indflydelse på bystyret meget beskeden.
Nye privilegier.
Belejringen af København i 1660 under Svenskekrigene ændrede byens position. Som følge af byens succesfulde modstand mod svenskerne opnåede byen fra kong Frederik 3. nye privilegier, der varede ved indtil 1840.
Magistraten bestod af 3-4 borgmestre og et skiftende antal (normalt 6-8) rådmænd, som alle var kongevalgte. Den borgmester, som var formand for magistraten, havde titlen præsident, fra 1747 overpræsident.
Byens nye privilegier bestod i, at borgerskabet sammen med magistraten fik ret til at vælge 32 borgere blandt byens velstående købmænd, som i fællesskab med magistraten skulle varetage byens anliggender.
Borgerrepræsentationen etableres.
Denne styreform varede ved indtil 1840, hvor kong Christian 8. udstedte en ny forordning om kommunalbestyrelsen i København. Denne ordning lagde grundlaget for et mere moderne bystyre. Den 32 mand store forsamlingen, der med tiden var blevet selvsupplerende, blev afløst af en folkevalgt borgerrepræsentation på 36 medlemmer.
Men der var ikke tale om almindelig valgret. Valgret og valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling og for halvdelens vedkommende desuden af ejendomsbesiddelse. Blot 1,6% af hovedstadens indbyggere havde således valgret ved det første valg i 1840.
Magistraten bestod af en overpræsident og tre borgmestre samt seks rådmænd. Kongen udpegede overpræsidenten og borgmestrene, mens rådmændene fremover blev valgt af borgerrepræsentationen.
Stadig var borgerrepræsentationens indflydelse dog meget hæmmet; ikke mindst fordi de stridigheder, der måtte opstå mellem borgerrepræsentationen og magistraten, blev afgjort af kongens centrale forvaltningsorgan, det Danske Kancelli, der typisk bakkede magistraten op.
Kommunernes ret til selvstyre blev slået fast med Grundloven (1849), hvilket også påvirkede København. Beslutningskompetencen lå i fællesskab hos magistraten og borgerrepræsentationen, og magtfordelingen mellem de to var uforandret fra 1857 indtil 1938.
Borgerrepræsentationens status over for magistraten blev afklaret i 1857. Magten blev forskudt i retning af borgerrepræsentationen, der overtog nogle resortområder fra gamle direktioner og kommissioner. Samtidig skulle magistratens medlemmer nu fremover vælges af borgerrepræsentationen og efterfølgende stadfæstes af kongen. Den nye magistrat var sammensat af fire borgmestre, der blev valgt for livstid, og fire rådmænd, der blev valgt for seks år ad gangen. Overpræsidenten, der fremdeles blev kongeligt udpeget, var fortsat formand for magistraten.
Gruppen af kommunale valgberettigede blev gradvist udvidet i mere demokratisk retning. Det skete i 1861, 1865 og i 1908. Samtidig blev kommunens areal tredoblet, da den indlemmede distrikterne Sundbyerne, Valby og Brønshøj i 1902. Som en konsekvens af dette blev borgerrepræsentationen i 1902 udvidet til 42 medlemmer og i 1913 til 55, hvilket er det antal, forsamlingen stadig har. Efterhånden som de politiske partier opstod, begyndte borgmestrene ikke kun at optræde som embedsmænd, men som politikere. I 1903 erobrede Socialdemokratiet med Jens Jensen i spidsen finansforvaltningen (Magistratens 2. Afdeling) og dermed reelt magten i byen.
Magistratsstyret betød, at magten stadig lå i mange kommissioner, udvalg og bestyrelser, og helt op til nutiden har disse vellønnede poster været lige så politisk attraktive som selve borgmesterposterne. Det har bl.a. gennem tiden været bestyrelsesposter i Københavns Havn, Københavns Frihavn, Ny Carlsberg Glyptotek, Ørestadsselskabet, Kommunekemi, Københavns Energi, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd, Byfornyelsesselskabet København, R98, Thorvaldsens Museum, Kommunernes Lønningsnævn, kommunale boligselskaber etc.
Endelig demokratisering i 1938.
Den egentlige demokratisering af kommunen skete først i 1938, hvor borgerrepræsentationen fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens magistraten fik den administrative myndighed og blev reduceret til forvaltningsapparat. Konsekvensen blev, at overpræsidenten udtrådte af magistraten, og formandskabet overgik til den valgte overborgmester (Viggo Christensen). I realiteten var overpræsidenten allerede da i mange år ikke blevet udpeget af kongen som sådan, men af Indenrigsministeriet, og overpræsidenten var typisk en embedsmand fra et ministerium.
Kommunalreformen (1970) påvirkede også Københavns Kommune. Reformen tilsagde, at København skulle opretholdes som én kommune, der fortsat var både primærkommune og amtskommune. Magistratsordningen blev der ikke pillet ved, og København blev derfor fortsat styret af to organer, hvor borgerrepræsentationen var den besluttende myndighed, mens magistraten var den udøvende myndighed. Medlemmer af magistraten, der i alt havde et antal af syv inklusive overborgmesteren, skulle vælges blandt borgerrepræsentationens medlemmer. Samtidig blev rådmændene afskaffet.
Magistratsstyret fortsatte indtil 1998, hvor styrelsesloven blev ophævet. Erstatningen var det mellemformstyre, som kommunen stadig har. Det betyder, at kommunen stadig har en borgerrepræsentation på 55 medlemmer (inklusive de syv borgmestre). Den vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg, som opgaverne fordeles imellem. Overborgmesteren er formand for borgerrepræsentationen og økonomiudvalget. De seks borgmestre er formænd for deres respektive udvalg, og udvalgendes beslutninger udføres af tilsvarende forvaltninger.
Siden kommunens vokseværk i 1902 har det mange gange været foreslået at splitte byen op i mindre enheder. Forskellige skandaler, f.eks. KUC-sagen om misbrug af offentlige midler, dårlig revision og budgetoverskridelser har bl.a. ført til diskussioner om en opdeling af byen i mere borgernære enheder. I 1997-2001 blev der gennemført et forsøg med bydelsråd i fire bydele. Rådene varetog omkring 80% af de kommunale opgaver (ikke de amtslige).
I 2000 blev der derefter afholdt en vejledende folkeafstemning i kommunen om, hvorvidt lokalt bystyre skulle indføres. 33,6% stemte ja, 66,4% stemte nej, og stemmeprocenten var 70,5. Kun i Valby var der et flertal for lokalt styre. Borgerrepræsentationen valgte på den baggrund at skrinlægge ideen om en opdeling af kommunen. Der bør tilføjes, at nogle af bydelsrådene, særligt det på Indre Østerbro, var præget af skandaler og stridigheder, hvilket gav et billede af rådenes arbejde som useriøst.
Kommunalreformen (2007) havde ikke nævneværdig effekt på Københavns Kommune. Eneste større ændring var, at Københavns Overpræsidium blev nedlagt med udgangen af 2006, og at Hovedstadens Sygehusfællesskab blev erstattet af Region Hovedstaden. Overborgmester Ritt Bjerregaard har offentligt tilkendegivet, at hun gerne så mellemformstyret erstattet af en flertalsstyre. VK-regeringen har dog ikke ønsket at reformere hovedstadens styre på dette punkt.
Bydele.
Københavns kommune er administrativt opdelt i 10 bydele: Amager Vest, Amager Øst, Nordvestkvarteret-Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Indre By, Nørrebro, Valby, Vanløse, Vesterbro-Kongens Enghave og Østerbro. Dette er resultatet af en reduktion fra 15 bydele, som blev gennemført fra 2006 til 2008. I Indre By, der også omfatter Christianshavn, er dog oprettet to lokaludvalg. Det samme gælder i Vesterbro/Kongens Enghave.
Den administrative opdeling adskiller sig fra den funktionelle opdeling, hvor man i daglig tale opererer man med en lidt anden opdeling, der inkluderer Brønshøj, Christianshavn, Indre By, Nørrebro, Sundby, Valby, Vanløse, Vesterbro og Østerbro. Sundby ligger på Amager, Christianshavn mellem Amager og Sjælland, og de resterende bydele ligger alle på Sjælland.
Geografi.
Kommunen omslutter Frederiksberg Kommune og grænsen til omliggende kommuner går syd om grunden for det tidligere Tuborg Bryggeri, videre af Tuborgvej, Emdrup Sø, Utterslev Mose, Husum, Kagsmose ved Motorring 3, Langs Harrestrup Å til Damhussøen, igen langs Harrestrup Å til renseanlægget ved Kalvebod Strand. På Amager går grænsen ca fra Kalvebod Bro tværs over Kalvebod Fælled til Tårnby, hvorefter grænsen snor sig ad en række mindre veje for til sidst at ende lige syd for Kastrup Fort.
Frederiksberg Kommune.
Frederiksberg Kommune er Danmarks arealmæssigt mindste kommune, men landets tættest befolkede.
I forbindelse med Kommunalreformen forblev kommunen selvstændig, men er nu en del af Region Hovedstaden og har i lighed med København mistet sin dobbeltstatus som amt og kommune.
Kommunens historie.
I 1842 blev Frederiksberg en del af Frederiksberg-Hvidovre sognekommune. I 1857 kom der en lov, der gjorde det daværende Frederiksberg sogn til en selvstændig kommune i Københavns amt. Den nye kommune fik snart rettigheder som handelsplads. Dette betød, at sogneforstanderskabet blev til en kommunalbestyrelse, og at forstanderskabets formand blev borgmester. I år 1900 overtog kommunalbestyrelsen også amtsrådets opgaver.
Da Københavns Kommune i 1902 blev forøget med flere landkommuner i omegnen, ønskede Frederiksberg at forblive selvstændig, og sådan har det været siden.
Borgmestre.
Fra 1841 kaldet formand for sogneforstanderskabet og indtil 1858 også omfattende Hvidovre Sogn, fra 1867 sognerådsformand og fra 1919 borgmester
Småoplysninger og stikord.
Frederiksberg Kommune er medejer af R98, der varetager håndtering af privat affald for kommunen.
Ved kommunalvalget 15. november 2005 fik kommunalbestyrelsen konservativt flertal.
Se også.
Kommune
Kommuner i Danmark.
I denne liste over kommuner i Danmark er Danmarks kommuner anført under den region, de er en del af. Strukturen for perioden 1970-2006 er også anført, opdelt efter det amt (den amtskommune), kommunerne var en del af (om noget). 2.522 kommunalbestyrelsesmedlemmer og 205 regionsrådsmedlemmer blev valgt ved det første kommunal- og regionalvalg til bestyrelserne i de 98 nye kommuner og rådene i de 5 nye regioner tirsdag den 15. november 2005. Disse valg finder altid sted den tredje tirsdag i november hvert fjerde år. De næste valg afholdes 17.11.2009 hhv. 19.11.2013. Skatteydernes betaling til kommuner (1970-) og amtskommuner (1970-2006) og til sundhedsbidrag (2007-) er stigende;f.eks. er trækprocenten vedrørende kommunal- og amtskommunalskat steget fra 16 i 1970 til 32,5 i 2001, en stigning som dog mildnes af de standardmæssige personfradrag.
Strukturen fra 2007.
I 2007 blev antallet af kommuner reduceret til en tredjedel som følge af kommunalreformen, og de fik samtidigt tilført flere opgaver og delvis mere personale fra amterne og staten.
De nye kommuner fungerer fremover som "indgangen til det offentlige". Hvis man er i tvivl om, hvor en bestemt offentlig serviceydelse hører til efter kommunalreformen, kan man henvende sig til sin kommune.
Strukturen fra 1970 til 2006.
Københavns Amt blev ikke en del af Kommunalreformen før præcis fire år efter de øvrige kommuner, nemlig 1. april 1974, da Sengeløse Kommune blev en del af Høje-Tåstrup Kommune og Store Magleby Sogn, der fungerede som kommune, blev en del af Dragør Kommune. Der var altså 277 kommuner i Danmark mellem 1. april 1970 og 1. april 1974 og først derefter 275 kommuner. Finansåret 1. april til 31. marts var ifølge en bestemmelse fra 1849 statens og den offentlige sektors regnskabsår indtil 1978. Derfor træder mange love og reformer fra den periode i kraft fra 1. april. Efter en lovændring i 1976 følger finansåret siden 1. januar 1979 kalenderåret.
Ekstern henvisning.
*
Carl Frederik Bricka.
Carl Frederik Bricka."Det Kongelige Bibliotek".
Carl Frederik Bricka (10. juli 1845 - 23. august 1903) var dansk arkivmand, historiker og personalhistoriker. Efterfulgte i 1897 A.D. Jørgensen som rigsarkivar. Udgiver af "Dansk biografisk Lexikon," 19 bind, 1887-1905. Redaktør af "Historisk Tidsskrift" 1879–1897.
Han var formand for Samfundet for dansk-norsk genealogi og Personalhistorie i perioden 1901-1903.
Dansk biografisk leksikon.
Dansk biografisk leksikon (DBL) er det mest omfattende danske, biografiske opslagsværk. Det kaldes også "Bricka" efter redaktøren for 1. udgave, Carl Frederik Bricka. Værket er en vigtig kilde til historiske danskere og nordmænd. Første udgave under redaktion af C.F. Bricka blev skrevet 1887-1905 og er i 19 bind. I årene 1933-44 udkom en ny revideret udgave i 27 bind, redigeret af Povl Engelstoft og Svend Dahl. Den tredje og seneste udgave, redigeret af Svend Cedergreen Bech, udkom 1979-84 i 16 bind og indeholder ca. 12.000 biografier fra 800-tallet til nutiden. I alt ca. 20.000 personer er biograferet (en eller flere gange) i de tre udgaver, som alle indeholder litteraturhenvisninger om de biograferede personer.
Af 3. udgavens 12.000 personer i 16 bind var omkring 2.600 nyoptagne, godt 1.600, udgik, mens de øvrige omkring 9.400 biografier blev overført i omskrevet eller revideret stand. Af disse optræder omkring 3.400 for første gang i 2.udgaven, mens de resterende omkring 6.000 navne var gengangere fra Bricka - i enkelte tilfælde uden om 2. udgaven. 3. udgaven rummer et register over de henved 20.000 personer, der er biograferet et eller flere steder i de tre udgaver og i det af Povl Engelstoft og Svend Dahl ligeledes redigerede, men mere kortfattede (og illustrerede) "Dansk Biografisk Haandleksikon I-III" (1920-26), der indeholdt omkring 6.000 navne og lagde hovedvægten på det 19. og 20. århundrede. Håndleksikonnets forord kundgjorde, at "det praktiske Livs Mænd og Kvinder skulle stilles lige med Litteraturens og Kunstens". Samtidig var Dahl og Engelstoft sig bevidst, at "Erhvervslivets Personligheder ikke skaber sig saa let tilgængelige Monumenter som Aandens Arbejdere", og derfor inkluderede værket flere erhvervsfolk. Brickas 1. udgave havde givet overvældende meget plads til præster, litterater og officerer. Samtidig lider Bricka-udgaven under, at samfundssynet i mange af biografierne er præget af provisorietidens konservatisme.
2. udgaven rummede kun 4% kvinder, mens denne andel i 3. udgaven var hævet en smule til 7-8%.
Den komplette 1. udgave er tilgængelig online hos Projekt Runeberg.
Udgaver.
1. udgave: "Dansk biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for tidsrummet 1537-1814", Udgivet af C. F. Bricka, 19 bd, Gyldendal, 1887-1905.
2. udgave: "Dansk biografisk leksikon", 2. udgave, 27 bind, Grundlagt af C. F. Bricka, Redigeret af Povl Engelstoft og Svend Dahl, Kbh. 1933-44.
3. udgave: "Dansk biografisk leksikon", 3. udgave, 16 bind, Grundlagt 1887 af C. F. Bricka, Redaktør Svend Cedergreen Bech, Kbhvn., 1979-84.
3. udgave har ikke overflødiggjort de tidligere udgaver, da der ved revisionerne er udeladt en del ældre artikler, som nu skønnedes at være af mindre interesse, mens talrige nyere personer er biograferet. I 3. udgave er artikler fra 2. udgave ajourført på baggrund af nyere forskning, og de vigtige litteraturhenvisninger til hver artikel er opdateret.
Kaas.
Kaas (herunder "Munthe-Kaas" og "Huitfeldt-Kaas") er en jysk uradelsslægt.
Slægten Kaas, der førte en rød sparre i våbenet, ud­døde på sværdsiden den 6. juli 1778 med Otto Ditlev Kaas til Nedergård.
En anden slægt af samme navn, der fører et tretakket mursnit i våbenet, blomstrer derimod endnu her i landet. Den har ejet Bækmark, Boltinggaard, Brandrup, Damsgård, Gelskov, Hastrup, Hjortholm, Lindskov, Møllerup, Øster­gård, Rosendal, Skovsgård, Ulstrup og flere godser og Stamhuset Nedergaard.
Dansk uradel.
Dansk uradel, eller "ældgammel adel", er den ældste adel i Danmark. Som sådan regnes den adel, der kendes i landet fra før reformationen. Nyere adel er som regel brevadel.
Røn.
Røn ("Sorbus") er en slægt med 100-200 arter af små træer og buske. Der er tvivl om det præcise antal af arter, og det skyldes mest det høje antal af apomiktiske småarter, men også problemer med afgrænsning af slægten over for nærtstående slægter. Frugterne ligner små æbler, hvad der stemmer godt overens med, at slægten hører hjemme i underfamilien "Maloideae" (Kernefrugtgruppen). Frugtknuden er undersædig, hvad man kan se af, at den modne frugt har blivende bæger ("blomsten") ligesom hos Æble. Bærrene er oftest røde, men der findes også hvide, gule og grønne rønnebær. Blomsterne er 5-tallige og hvide eller lyserøde med mange støvdragere. Bladene er enten hele med groft takket rand eller uligefinnede med groft takkede rande på småbladene.
Her omtales kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Almindelig Bændeltang.
Almindelig Bændeltang ("Zostera marina") eller ’’’Ålegræs’’’ er en staude med en tæppedannende vækst. De oprette stængler bærer spredte, toradede blade, der er båndformede og hele med hel rand. Bladskeden omslutter si begyndelsen stænglen helt, men efterhånden åbner den sig. Begge bladsider er græsgrønne. Blomstringen sker i juni-august, hvor blomsterne findes i stande, der er næsten helt skjulte under bladskeden, og som består af rent hunlige og rent hanlige blomster. De enkelte blomster består henholdsvis af et enkelt frugtanlæg og en enkelt støvdrager. Frugterne er nødder.
Rodnettet består af de krybende jordstængler og nogle grove trævlerødder.
1,00 x 0,15 (100 x 15 cm/år), men planten ser meget bredere ud, når man medregner rodskuddene.
Almindelig Bændeltang er udbredt fra Nordafrika, Mellemøsten og Kaukasus over Sibiriens stillehavskyst til Nordamerika. Overalt er den knyttet til lavvandede, godt belyste kyster med mudret eller sandet bund. I Danmark findes den langs alle kyster, der har tilsvarende forhold, men den er sjælden langs Vestjyllands kyster. Hvis lysforholdene er gode nok, kan planten findes voksende i havdybder på 5 m. Ved Læsø optræder den i store flader.
Omkring 1930 gik det meste Bændeltang til grunde som følge af en sygdom fremkaldt af en svamp, og planten var i mange år en sjældenhed, uden for Østersøen. Nu er arten ved at komme over sygdommen, men der er alligevel ikke så mange, som der var engang. De tørrede blade blev brugt under krigen som fyld i madrasser.
På Læsø har man brugt Almindelig Bændeltang til at tække med.
USB.
USB-stik - hhv. Type A (han) og Type B (hun)
Universal serial bus (USB) er en datakommunikationsbus, som findes på de fleste computeres bundkort. Den har afløst serielle porte (RS-232) og parallelle porte, men mange bundkort har dog stadig disse udover USB og evt. firewire.
USB OTG.
USB 2.0 kan have en udvidelse kaldet USB-on-the-go (USB OTG) som tillader en enhed at tale direkte til en anden enhed uden en tilkoblet USB controller.
Trådløs USB.
Trådløs USB, også kaldet WUSB (Wireless USB), fungerer lige som Bluetooth (som et PAN-netværk), hvor data kan overføres trådløst mellem to enheder på kort afstand (480 Mbit indenfor 3 meter, 110 Mbit inden for 10 meter).
I september 2006 blev en standarden Certified Wireless USB 1.0 vedtaget under et forum for producenter af USB-enheder. Målet med det trådløse netværk er at frigøre samtlige USB-enheder for kabler og ledninger. Hastigheden vil være 480 Mbps, men det gælder kun, hvis udstyret står maks tre meter fra senderen. Er senderen placeret ti meter fra modtageren vil hastigheden falde til 110 Mbps. Ifølge organisationen, der skabte USB-standarden, er der mere end to milliarder USB-forbindelser i forskellige elektroniske apparater, folk bruger i deres hverdag. For at computeren kan koble sig på en trådløs USB forbindelse kræves der et kort eller en adapter, men producenterne af USB-delene arbejder på at få bygget den trådløse USB-funktion i selve pc'en. De første it-produkter, som bygger på den trådløse standard, ventes i handlen i slutningen af 2008, starten af 2009.
Dannevirke.
Dannevirke (norrønt: "Danavirki", gammeldansk: "danæwirchi", tysk: "Danewerk" – betyder altsammen "Danernes værk") er et system af danske fortifikationer i Sydslesvig i nutidens Slesvig-Holsten. Denne lineære, defensive jordvold blev konstrueret tværs over den jyske halvøs smalleste sted under vikingetiden. Den blev sidste gang brugt til forsvarsformål under 2. Slesvigske Krig i 1864.
Dannevirke regnes for Nordens største fortidsminde. Den tyske delstat Slesvig-Holsten søger i samarbejde med Danmark og de andre nordiske lande om anerkendelse af Dannevirke og Hedeby som UNESCO-verdenskulturarv.
Beliggenhed.
Dannevirke blev bygget i flere etaper.
Arkæologiske udgravninger i sommeren 2009
Dannevirke strakte sig over 30 kilometer tværs over Jylland fra fjorden Slien i øst til marskområder omkring Trenen og Ejderen i vest. Op til 80 procent af jordvoldene er endnu bevaret. Men det må betænkes, at jordvoldene har sænket sig i løbet af tiden. Voldene var altså både højere og stejlere end nutildags.
Hovedvolden dannede centrum for hele Dannevirke. Den blev flere gange udbygget og forstærket. Syd for hovedvolden befandt sig med Kovirke en parallelliggende vold.
Den såkaldte forbindelsesvold integrerede også Hedebys halvkredsvold i værket. Dannevirkes østervold, mellem Slien og Vindeby Nor, forsvarede halvøen Svans og sikrede at fjenden ikke kunne gå uden om hovedvolden ved at sætte over Slien på de smalle steder.
Funktion.
Dannevirke ligger cirka 15–20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. De første voldanlæg skulle beskytte det strategiske sted, hvor Hærvejen passerer mosestrækningerne vest for Slien ved Hedeby. Fra begyndelsen var det sakserne, man ville forsvare sig imod, senere blev det frankernes rige, så det Tysk-romerske rige og de vendiske obodritter, der drog hærgende op gennem Jylland. Statspolitiske og militærpolitiske ændringer førte omkring år 1300 til en opgivelse af forsvarsværket. Det fik dog kortvarig militær betydning igen under de dansk-tyske krige i 1848 og 1864. Under 2. verdenskrig var der planer om at omdanne volden til en kampvognsspærring.
Ud over at være en grænsebefæstning menes det også, at Dannevirke beskyttede trafikken mellem Vesterhavet og Østersøen via Hedeby. Skibe sejlede op ad Ejderen og Trenen, hvorefter varerne er blevet omladet og ført over land under Dannevirkes beskyttelse til Hedeby, hvor de igen blev omladet på skibe, som herfra kunne sejle ud gennem Slien (og omvendt).
Arkæologen Klaus Goldmann har fremsat en alternativ teori om at Kograven, den mindre og ældre grav syd for Hovedvolden, var en sejlbar kanal sammen med Dannevirke Sø. Da sluser ikke eksisterede i Nordeuropa på det tidspunkt, skulle kanalens højdeforskel være overvundet ved, at den bestod af flere opdæmmede sektioner med jordvolde imellem.
På stedet, hvor Dannevirkes hovedvold skæres af Hærvejen, befandt sig i Harald Blåtands tid med Kalegat eller Viglesport Dannevirkes eneste åbning for den nord-syd gående trafik i Jylland. Al transport på Hærvejen måtte altså passere Kalegattet. Porten muliggjorde dermed en effektiv kontrol af al færdsel på Hærvejen. I 2010 kunne arkæologerne lokalisere porten tæt ved det nuværende Dannevirke Museum.
Dannevirke var indtil året 1800 også stort set sammenfaldende med sydgrænsen for det danske folkesprog.
Tidlig historie.
Et meget udbredt sagn hævder, at Dannevirke blev grundlagt af Gorm den Gamles dronning, Thyra Danebod. Dette stemmer ikke overens med, at de første dele af bygningsværket er væsentligt ældre. Kulstof 14-dateringer antyder, at de første jordvolde i Danevirke allerede blev bygget i anden halvdel af 600-tallet. Forudgående volde stammer måske endog fra 400-tallet.
Sagnet hævder videre, at sjællændere, fynboere, lolliker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke Sø, mens skåninger byggede den strækning fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden endnu kaldes "Skåningerdelen". Hvor meget sandhed, der er i disse stadig populære sagn, er dog uvist, men det var normalt at opdele hæren efter mandskabets oprindelse. Det sønderjyske mundheld om folk, der kommer sammen langvejs fra, at de kommer "frå Fyn å frå Skån", påstås at stamme fra den tid.
Dannevirke blev bygget over flere faser. De ældste dele ("Hovedvolden, Nordvolden og Østervolden") stammer fra omkring år 650 som en af de tidligste manifestationer af Danmark. Disse første volde var simple jordvolde og blev bygget i i alt tre faser frem til 700-tallet. Hovedvolden var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. Hovedvoldens fortsættelse mod nord kaldes Nordvolden og var cirka 7 km lang, 10 m bred og 2 m høj. Østervolden var cirka 3,3 km lang og skulle beskytte halvøen Svans. I en fjerde fase kom en træpalisadevold til, som er dendrokronologisk dateret til året 737. I samme år blev en kampestensmur sat i ler.
Den femte bygningsfase var omkring 800. Den første historiske oplysning er, at Godfred i 800 laver en befæstning ("Kovirke") fra hav til hav. Den skulle beskytte Hovedvolden og Hærvejen. Kovirke var cirka 2 meter høj og 7 meter bred. Voldgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.
De fleste byggerier i Dannevirkes sjette fase ("Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Dobbeltvolden, Krumvolden og andre") tilskreves Harald Blåtand. Hovedvolden blev udbygget, så den nu var cirka 5 meter høj og cirka 20 meter bred. Krumvolden blev oprettet gennem Rejde Å. Forbindelsesvolden, som er dateret til årene 964-968, knyttede Dannevirket sammen med Hedeby. Udbygningerne fandt sted få år før opførelsen af de store ringborge som Fyrkat og Trelleborg.
I 974 angribes Danevirke af Otto 2’s tropper, og mindst én af portene stormedes med held. Udfaldet havde uheldige konsekvenser for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskerne. I 983 vendte dog krigslykken, og en dansk-abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.
Under Knud 2. den Hellige (1080-1086) blev voldene igen udbygget. I den sidste fase under Valdemarerne blev hovedvolden befæstet med Valdemarsmuren, som var den første store teglstensbyggeri i Danmark. Selv om voldene efterhånden mistede deres militærstrategiske betydning, beholdt anlæggene en stor symbolværdi for det danske rige.
Slesvigske krige.
Allerede efter Slaget ved Bov i april 1848 blev voldene igen anvendt for militære formål. Men danskerne tabte det efterfølgende Slag ved Slesvig, som fandt sted tæt i nærheden af Dannevirke og landsbyen Bustrup, og måtte trukke sig tilbage. Først efter Slaget ved Isted i 1850 befæstede danskerne igen Dannevirke med skanser, kanoner og brystværn til infanteriet. I 1861 blev voldene moderniseret.
I den dansk-tyske krig 1864 om hertugdømmet Slesvig opnåede Dannevirke næsten mytologisk status i Danmark og blev af mange civilister anset for at være uindtagelig. Volden udgjorde militærgeografisk en naturlig forsvarlinje, idet den er lokaliseret på den jyske halvøs smalleste sted, hvor de vestlige områder ved Ejderen og Trenen endda er sumpede og uigennemtrængelige for en hær.
Befæstningen udbyggedes med nye skanseanlæg tværs over Sønderjylland. I begyndelsen af året 1864 bestod voldene af 27 skanser og en bemanding på 38.000 mand. Derudover anlagdes dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederiksstad anlagdes flere skanser.
Men i 1864 stod den danske hær over for flere problemer. Den preussiske hær var bedre udstyret, både hvad angår håndvåben og kanoner. De tyske hære havde dobbelt så mange mænd og rådede over nyt, langtrækkende artilleri. Den kolde vinter udgjorde en særlig risiko, idet den tyske hær kunne have gået rundt om de danske linjer ved at krydse enten den tilfrosne Sli eller moseområderne vest for stillingen. General Christian de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til en sikrere forsvarslinje for at undgå indeslutning.
Af politiske årsager blev det anset for umuligt at trække hæren tilbage til Fyn eller Als, og de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til stillingen ved Dybbøl nord for Flensborg og vest for Sønderborg. Dybbølstillingen var nyere og i bedre stand end Dannevirkestillingen. Hærens tilbagetog til Dybbøl foregik til fods i stedet for ad den nye jernbane til Flensborg, og årsagen til dette diskuteres stadig af historikere. Nogle angiver, at broerne undervejs blev sprængt for tidligt.
Efter tilbagetoget slog vejret om til tøvejr. Hvor meget det ville have betydet for forsvaret af Dannevirke er uvist. De Meza lagde bl.a. vægt på, at terrænet foran Dannevirke allerede var under tysk kontrol.
1900-tallet.
I november 1944 besluttede tyske generaler sig for at ombygge dele af Dannevirke til et panserforsvar og begyndte at grave en dyb grøft i jordvoldene. Formålet var at beskytte Tyskland mod et allieret angreb gennem Jylland. Den danske arkæolog og forfatter Søren Telling kunne imidlertid stoppe planerne ved at kontakte Heinrich Himmler i Berlin, som bestemte at Dannevirke skulle skånes for for vidtgående indgreb. Senere dækkede tyskerne pansergraven til igen.
Resterne af Dannevirke blev naturfredet i 1950. Otte år senere blev volden fredet som fortidsminde. I 1990 åbnede Sydslesvigsk Forening Danevirke Museum. Museet befinder sig tæt ved Valdemarsmuren i landsbyen Dannevirke.
Nutiden.
En enkelt af skanserne fra den dansk-tyske krig i 1864, den såkaldte Skanse 14, blev genopbygget i 2001 i et samarbejdsprojekt mellem dansk og tysk militær. Skansen er beliggende tæt ved museet og den historiske hærvejskro Røde Kro / Rothenkrug.
Siden 2006 arbejder Slesvig-Holsten i samarbejde med Danmark og de andre nordiske lande for at få Dannevirke og Hedeby anerkendt som UNESCO-verdenskulturarv.
I sommeren 2010 kunne arkæologerne ved Danevirke Museum lokalisere og udgrave den cirka seks meter brede Kalegatport, gennem hvilken den nord-sydgående trafik på Hærvejen foregik i de cirka 450 år, hvor Dannevirke var i funktion. Porten var dermed af afgørende betydning for handelen mellem Norden og kontinentet. Den er den første port, arkæologerne nogensinde har fundet i hele Danevirke­t. Ved Kalegattet, som også kaldes Viglesporten eller Hærporten, befandt sig også en toldstation og et værtshus. Fundet af porten blev mulig, efter at Sydslesvigsk Forening, der driver Danevirke Museum, erhvervede nabogrunden til museet. Som en sidegevinst ved udgravningen har arkæologerne også fundet den østlige ende af Valdemarsmuren fra 1170.
Kalmarkrigen.
Kalmarkrigen var en krig udkæmpet mellem Danmark og Sverige i årene 1611–13 på grund af Sveriges forsøg på at bryde Danmarks monopol på handelen med Rusland og uenigheder om Finmarks fremtidige statlige tilhørsforhold. Krigen begyndte ved kong Christian IVs angreb på den svenske by Kalmar 3. maj 1611. Det eneste større slag blev udkæmpet i juni 1611, hvor den svenske hær blev besejret ved Kalmar. I 1612 kom fæstningen Elfsborg (svensk "Älvsborg") i dansk besiddelse.
I 1612 foretog Gustav II Adolf et frygteligt hærgningstogt i Skåne. Ikke mindre end 24 kirkesogne samt købstaden Væ blev plyndret og brændt. Den nye svenskekonge blev derefter besejret af Breide Rantzau og den skånske adelsmand Anders Stensen Bille ved Vidstsø ("Vittsjö") og undslap med nød og næppe med livet i behold. Kong Christian IV opfordrede derefter de overlevende mennesker i Væ til at bosætte sig i den projekterede fæstningsby Christiansstad, som skulle blive en "lås for Skåne". I januar 1613 underskrev Danmark og Sverige en fredsaftale ved Knærød. Resultatet af krigen var, at Danmarks stilling som den førende nation i Norden blev slået fast, og svenskerne måtte betale en stor krigsskadeserstatning.
Chania.
Chania er en by på Kreta. Byen har ca. 55.000 indbyggere. Byen er opdelt i to dele: den nye bydel, med forretninger, kontorer banker mv. Og den gamle bydel som ligger omkring den venetaniske havn, med mange gamle smalle, hyggelige gader og stræder.
Fra Chanias havn i Souda udgår der færger til Piræus gennem det græske øhav og til Rhodos.
Bulgarien.
Bulgarien er et land i den sydøstlige del af Europa på Balkan-halvøen. Mod nord grænser Bulgarien op til Rumænien, mod syd til Grækenland og Tyrkiet, mod vest til den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Serbien, og mod øst til Sortehavet.
Historie.
I det 7. århundrede indvandrede en gruppe bulgarere ledet af Khan Asparuh til det nordlige Balkan, hvor de blandede sig med den lokale slaviske og trakiske befolkning, og dannede det første bulgarske rige. Bulgarien var en vigtig europæisk stat i det 9. og 10. århundrede, og var i strid med det Byzantinske Rige om kontrollen over Balkan. Den bulgarske stat blev slået af ruserne i 969, og blev fuldstændig knust og undertrykket som følge af et byzantinsk angreb under Basileios II i 1018.
Bulgarien blev genoprettet i 1185, og fortsatte med at være et vigtigt land i Sydøsteuropa i over to århundreder, mens det kæmpede for sin plads i regionen ved siden af det byzantinske rige, Ungarn og korsfarerstaterne i Grækenland, indtil det blev indtaget af osmannerne i slutningen af det 14. århundrede.
Som følge af Berlinkongressen efter den tyrkisk-russiske krig genvandt Bulgarien med russisk hjælp sin uafhængighed i 1878 som et autonomt fyrstedømme, og som et fuldstændig suverænt kongerige i 1908.
Mellem 1912 og 1913 var landet involveret i en række konflikter med sine nabolande — 1. og 2. Balkankrig — hvorunder de fleste europæiske territorier af Tyrkiet blev indlemmet i Serbien, Grækenland, Albanien og Bulgarien. Under 1. verdenskrig kæmpede Bulgarien på centralmagtens side, og var allieret med Tyskland, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige. Under 2. verdenskrig var Bulgarien medlem af aksemagterne. 9. september 1944 blev landet besat af Sovjetunionen, og blev udråbt som en kommunistisk folkerepublik i 1946. Kongen - Simeon II - blev eksileret i 1947. I 1990 blev den kommunistiske magt afskaffet. Bulgarien blev medlem af NATO den 29. marts 2004, og medlem af EU den 1. januar 2007. Kong Simeon II har senere tjent som Premierminister i Bulgarien.
Politik.
Bulgariens nuværende forfatning blev vedtaget den 12. juli 1991, og i denne er Bulgarien fastsat som en parlamentarisk republik.
Bulgariens præsident vælges ved direkte valg for en femårig periode med mulighed for ét genvalg. Siden præsidentvalget i 2001 har Georgi Părvanov været præsident, og han genvandte posten ved præsidentvalget i 2006. Den nuværende regering ledes af premierministeren (siden 27. juli 2009 Boyko Borisov.
Bulgarien har et et-kammerparlament, som kaldes Nationalforsamlingen ("Narodno Săbranie"), og som består af 240 medlemmer valgt for en fireårig periode. Det seneste valg var parlamentsvalget i juni 2005 og næste parlamentsvalg planlægges afholdt i sommeren 2009.
Bulgarien blev medlem af EU den 1. januar 2007.
Geografi.
Bulgarien har et samlet areal på 110.993 km2 og har et tempereret klima med kolde og fugtige vintre, og varme og tørre somre.
Landet gennemskæres fra øst til vest af Balkanbjergene, som når deres højeste punkt med bjerget Botev 2.376 m, der ligger i den centrale del af den 700 km lange bjergkæde i Central Balkan National Park.
Den højeste bjergtop i Bulgarien og på hele Balkan er Musala på 2.925 m i Rilabjergene syd for Sofia.
Landet har en samlet kystlinje ud til Sortehavet på 354 km.
Provinser.
Bulgarien er inddelt i provinser og kommuner. Der findes 263 kommuner.
Bulgarien har siden 1999 været inddelt i 28 provinser ("oblasti"). Hovedstaden Sofia udgør sin egen provins.
Økonomi.
Bulgariens økonomi krympede dramatisk efter 1989, da COMECON-markederne, som Bulgarien havde været tæt knyttet til, gik tabt. Levestandarden faldt ca. 40 %, men nåede i 2004 igen op på niveauet fra før 1990. Bulgariens økonomi blev også hårdt ramt af FN's sanktioner mod Jugoslavien og Irak. De første tegn på genopretning viste sig i 1994, hvor bruttonationalproduktet voksede og inflationen faldt. I 1996 kollapsede økonomien dog på grund af manglende international økonomisk støtte og et ustabilt bankvæsen. Siden 1997 har landet oplevet vækstrater på 4-5 procent, øgede udenlandske investeringer og makroøkonomisk stabilitet.
Demografi.
Udviklingen i Bulgariens befolkningstal, 1961 - 2003.
83,9 % af landets indbyggere er bulgarere. Der findes også to større minoritetsgrupper, tyrkere (9,4 %) og romaer (4,7 %).
Sprog.
Bulgarsk er det officielle og mest anvendte sprog; derudover tales tyrkisk, romani og armensk.
Religion.
a> i Sofia er en af de største ortodokse kirker i Europa.
Den ortodokse kirke er den dominerende trosretning i landet, og 82,6 % af indbyggerne er medlem af den bulgarske ortodokse kirke. 12 % af befolkningen er muslimer (se Islam i Bulgarien), 0,6 % katolikker og 0,4 % protestanter.
Kultur.
Bulgariens kultur afspejler historiske påvirkninger fra trakere, protobulgarer, slaver samt byzantinske, tyrkiske og grækere.
Bulgarien har en stor tradition for korsang og bulgarsk folkemusik. Bulgarske kvindekor har gennem 1990-erne og 2000-tallet opnået international berømmelse.
Siden 1200- og 1300-tallet har Bulgarien været kendt for ikonmaleri.
En af de mest kendte nulevende bulgarske kunstnere er Christo Javasjev, bedst kendt under sit fornavn. Han er blandt andet kendt for at have pakket rigsdagen i Berlin og Pont Neuf i Paris ind i plastfolie.
Musik.
En række bemærkes opera-sangere (Nikolaj Gjaurov, Boris Christoff, Rajna Kabaivanska, Gena Dimitrova), Anna Veleva, den verdensberømte harpist Anna-Maria Ravnopolska-Dean og succesrige kunstnere (Christo Yavashev, Pascin, Vladimir Dimitrov) populært kultur i Bulgarien i udlandet.
Almindelig Ædelgran.
Almindelig Ædelgran ("Abies alba") er et stort stedsegrønt nåletræ. Væksten er helt ret med en gennemgående stamme. Kronen er kegleformet og slank. Barken er grå og temmelig glat med harpiksholdige blærer. Gammel bark sprækker op i firkantede plader. Knopperne er ægformede, rødbrune og lidt fedtede. Nålene er uens lange, og de sidder tydeligt toradet på skuddet. Oversiden er skinnende grøn, mens undersiden har to hvide striber. Nålene mangler spids. Koglerne sidder ret tæt på grene nær toppen. De er oprette og cylindriske med afrundet top. Farven er først grøn, senere rødbrun. Frøene modner godt og spirer villigt her i landet.
Rodnettet består af kraftige og dybtgående hovedrødder. Træet er kun lidt modtageligt for de alvorlige vedsvampe: Rodfordærver ("Heterobasidion annosum") og Honningsvamp.
40 x 12 m (40 x 20 cm/år).
Almindelig Ædelgran findes på mineralrig bund overalt i de mellem- og sydeuropæiske europæiske bjergskove, hvor der er mere end 600 mm nedbør. Arten er knyttet til kølige, skyggede voksesteder, men er ret ligeglad med jordbubdsforholdene. I Grækenland er vegetationen i højder fra 1.200 m til 2.200 m præget af bl.a. Almindelig Ask, Almindelig Bøg, Almindelig Røn, Bævre-Asp, Panser-Fyr, Rød-Gran, Silke-Fyr, Skovfyr, Sort-Fyr, Stilk-Eg, Vinter-Eg og Vorte-Birk
Hyld.
Hyld ("Sambucus") er slægt med 15-20 arter, som hører hjemme i Nord- og Sydamerika, Asien og Europa. Det er små træer, buske og stauder. De modsatte eller spredte blade er uligefinnede og består af 3-9 elliptiske småblade, der oftest har savtakket rand. Blomsterne er regelmæssige, 5-tallige og oftest hvide. Frugterne er bæragtige stenfrugter, som indeholder 1-5 kerner. Barken indeholder calciumoxalat.
Her beskrives kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Sort Valnød.
Sort Valnød ("Juglans nigra") er et stort, løvfældende træ med høj, ret stamme og en hvælvet vækstform. Barken er først lysebrun, men den bliver snart mørkebrun til sort (deraf navnet). Gamle grene får en dybt furet, meget mørk bark med høje kamme. Knopperne er spredte, spidse og lysebrune med grå hår. Bladene er meget store og uligefinnede med ca. 15 småblade, som er blanke, modsatte og ovale med tydelig spids og fint takket rand. Høstfarven er gul. Blomsterne er findes dels som kegleformede hanrakler, og dels som grågrønne hunblomster, der sidder endestillet 4-5 sammen. Frugterne er kuglerunde, grønne nødder.
Rodnettet er kraftigt og hjerteformet. Bladene dufter behageligt, og nødderne lugter af harpiks, når man gnider på dem. Alle arter af Valnød udskiller det giftige stof, juglon, der hæmmer andre planters vækst (se).
20 × 21 m (20 × 20 cm/år).
Sort Valnød er et skovtræ fra det østlige Nordamerika, hvor det er udbredt fra Massachusetts til Florida og derfra mod vest til Minnesota og Texas. Arten foretrækker floddale med mineralrig jord, og f.eks. nær Niagara optræder den sammen med bl.a. Amerikansk Bøg, Hvid Hickory, Rød-Eg og Sukker-Løn.
Arten blev indført til Danmark i 1790, og de første er måske de to stadigt levende, store træer i Hørsholm Slotshave
Kragefugle.
Kragefugle ("Corvini") er en tribus i familien "Corvidae" i ordenen af spurvefugle.
Serbien og Montenegro.
Serbien og Montenegro ("Србија и Црна Гора / Srbija i Crna Gora") var indtil 3. juni 2006 et land i den sydøstlige del af Europa på Balkan-halvøen. Forbundsstaten Serbien og Montenegro bestod af delrepublikkerne Serbien og Montenegro og de autonome provinser Vojvodina og Kosovo og Metohija, og landet grænsede til Ungarn, Kroatien samt Bosnien-Hercegovina mod vest, Rumænien og Bulgarien mod øst og mod Albanien og Makedonien mod syd.
Parlamentet som havde 126 medlemmer, en fælles præsident og ministerpræsident, havde sæde i hovedstaden Beograd, og i Podgorica (tidligere Titograd) lå forfatningsretten.
Serbien og Montenegro lavede en ny aftale i 2002, hvor blandt andet det gamle navn Jugoslavien bortfaldt ved en parlamentsbeslutning den 4. februar 2003 og Forbundsstaten Serbien og Montenegro blev dannet.
Serbien og Montenegro var arvtager til det tidligere Jugoslavien, og i følge grundloven fra den 4. februar 2003 kunne hver delrepublik tidligst ansøge om selvstændighed i 2006.
Da Serbien og Montenegro blev grundlagt i 1992 som restjugoslavien ønskede de Forenede Nationer og nogle enkelte stater (især USA) ikke at anerkende landet som arvtager til det tidligere Jugoslavien, men efter en årrække med isolation blev landet igen modtaget som medlem i FN i 2000.
I september 2004 blev gamle socialistiske symboler erstattet med et nyt flag.
Hver delstat havde sin egen økonomiske politik og valuta. I Serbien var møntfoden dinar (CSD) og i Montenegro euro. Serbien og Montenegro hørte til de fattigste lande i Europa. Nettoindkomsten var 2002 pr. indb. ca. 149 euro om måneden.
Landet deles.
Den 21. maj 2006 afholdte Montenegro valg om uafhængighed fra Serbien. Mandag den 22. maj samme år erklærede valgkommisionen, der var godkendt af både EU og NATO, jasiden for vinder med 55,4 procent af stemmerne.
Dermed opfyldte afstemningen EU's krav om, at der minimum skulle være 55 procent af de afgivne stemmer før Montenegro som en selvstændig stat kunne blive en realitet.
3. juni 2006 erklærede Montenegro sin uafhængighed, efter at landets parlament formelt havde anerkendt resultatet af folkeafstemningen den 21. maj. Dagen efter, 4. juni erklærede Serbien så sin uafhængighed. Serbien overtog unionens sæde i FN. Montenegro blev efterfølgende medlem af FN den 28. juni 2006 som selvstændig stat.
Extensible Messaging and Presence Protocol.
Logo of the XMPP Standards Foundation
Extensible Messaging and Presence Protocol (XMPP) (tidligere Jabber) er en åben, XML-baseret protokol til chat i realtid. XMPP-baserede programmer er installeret på tusindvis af servere på internet og anvendes af millioner af mennesker over hele verden.
Projektet blev påbegyndt i 1998 af Jeremy Miller og den første offentlige udgave af programmet kom i maj 2000. Det vigtigste produkt er jabberd, et serverprogram som XMPP-klienter forbinder sig til når en bruger ønsker at chatte. Med serverprogrammet kan man enten oprette private XMPP-netværk, eksempelvis bagved en firewall, eller man kan forbinde serveren med det globale, offentligt tilgængelige XMPP-netværk.
En vigtig del af XMPP-systemet er de såkaldte "transporter", der også er kendt som "gateways", og som gør det muligt for brugerne at få adgang til netværk der anvender andre protokoller - for eksempel AIM, ICQ, MSN Messenger og Yahoo! Messenger.
I modsætning til klienter som Trillian og Pidgin, der også understøtter flere forskellige protokoller, findes denne funktionalitet på XMPP-serveren ved at kommunikere via særlige gatewaytjenester. Alle XMPP-brugere kan registrere sig hos en af disse gateways ved at angive de oplysninger som er krævet for at logge sig på det pågældende netværk, og kan dermed kommunikere med brugerne på dette netværk, som var de XMPP-brugere. Dermed kan klienter der i fuldt omfang understøtter XMPP-protokollen anvendes til at forbinde sig til alle netværk, hvortil der findes en gateway på XMPP-serveren, uden at klienten skal indeholde ekstra programkode til formålet.
Jabber-protokollen, der nu vedligeholdes af XMPP Standards Foundation (XSF) (tidligere Jabber Software Foundation, JSF), er indsendt som et IETF-udkast under navnet XMPP, i håbet om blive en officiel standard til chat i sand tid. Dog konkurrerer SIMPLE, som er baseret på SIP-protokollen, om at opnå den samme status.
Kroatien.
Kroatien "(Hrvatska)" er et land i Centraleuropa og tidligere republik i Jugoslavien. Landets areal udgør 56.542 km². Kroatien omfatter den dalmatiske kyst, øerne i Adriaterhavet og Slavonien "(Slavonija) " - en del af den nordlige lavslette i det tidligere Jugoslavien. Mod nord grænser Kroatien op til Slovenien, mod syd til Bosnien og Hercegovina, Montenegro og Serbien, mod vest til Adriaterhavet, og mod øst også til Serbien og Montenegro. Et af de mest besøgte steder, foruden Adriaterhavets kyst, er Plitvice-søerne.
Historie.
Området er del af oldtidens Illyrien, der i det 7. århundrede blev erobret af slaviske kroater og slovenere, og som i det 11. århundrede blev et selvstændigt rige. Fra og med 1091 hørte området under Ungarn, i det 16. århundrede under osmannerne, og i 1699 under Habsburgerne i Østrig-Ungarn.
I 1918 blev Kroatien en del af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, var i opposition til det serbiske styre og arbejdede for uafhængighed. Efter italienske og tyske angreb og efterfølgende invasion mod Jugoslavien dannedes den 10. april 1941 en formelt uafhængig aksemagtlydstat under navnet Den Uafhængige Stat Kroatien ("Nezavisna Država Hrvatska") efter tysk forbillede. Landet blev styret af fascisten Ante Pavelić som "poglavnik" ("fører"). Hertugen kom aldrig til Kroatien og frasagde sig kongeværdigheden i 1943 efter Pietro Badoglios kapitulation til De Allierede.
I 1943 besatte Kroatien resten af Dalmatien, som var italiensk. I årene 1944-1945 befriedes Kroatien fra det fascistiske styre af Titos styrker og blev en republik i den jugoslaviske føderation.
Geografi.
Landet har en usædvanlig hesteskoform. Landet er delt i to af Bosnien og Hercegovinas lille kyststrækning ved Neum. Landet omfatter selve området Kroatien, Slavonien, Dalmatien og det sydlige Istrien. Den nordøstlige del af landet er fladt og frugtbart, og områdene i nordvest og vest tilhører de Dinariske Alper. Den smalle adriatiske kyst i Istrien og Dalmatien er forholdsvis bjergrig. Det er flere karstområder i Kroatien. Det største af disse områder er Ličko polje (465 km²).
Kroatien har et blandet klima. I nord og øst er der fastlandsklima, ved kysten middelhavsklima og i landets sydcentrale dele er der højlandsklima.
Det højeste bjerg er Dinara på 1.830 m og den største sø er Kozje. Den længste flod er Sava, som er 945 km lang.
Dalmatien.
Dalmatien er en del af Kroatien og omfatter Kroatiens kyststrækning med tilhørende øer ved Adriaterhavet, og områdets areal udgør 12.732 km².
Området har et subtropisk klima med milde vintre, vinterregn, maki og skov, og er et populært turistområde.
I årene 1000-1797 hørte området under Kongeriget Lombardiet-Venetien, derefter under Østrig-Ungarn til 1919. Italien fik i 1915 løfte om at få den nordlige Dalmatien, men måtte nøjes med området omkring Zara (nu Zadar). Ved forhandlingerne i 1941 om Jugoslaviens deling, fik Italien det nordlige Dalmatien, men i 1945 blev hele Dalmatien jugoslavisk.
Istrien.
Istrien eller på kroatisk "Istra" er den region i Kroatien hvor der kommer flest turister.
Istrien har tilhørt romeriget, som man også kan se på bygningerne.
I den sydligste by i Istrien, Pula er der en Arena der ligner Coloseumet i Rom.
Arenaen er den anden største i Europa.
Istrien har meget at byde på, flot natur, flot vand, varme sommer og delfiner.
Priser i Kroatien.
Priser er meget forskellelige i Kroatien.
Fx. En vandmelon kan koster fra 2 kr pr kilo til 8 kr. pr. kilo, alt efter hvor man i landet befinder sig.
Nationalparker.
Kroatien råder over 8 nationalparker og derudover ti beskyttede naturparker. Alt i alt er 450 områder, heraf 79 særreservater (botaniske, geomorfologiske, ornitologiske, hav- og skovreservater) beskyttede. Områdernes areal på 5.846 km² svarer til ca. 10 % af landets landareal.
Ord og vendinger på kroatisk.
Hvordan har du det - Kako si (Udtales khko si)
Jeg har det godt - Dobro sam (Udtales Dobrrå sam)
En kop kaffe tak - Jedna kava hvala (Udtales jaddna kava vala)
Flora Danica.
Flora Danica var et stort anlagt bogværk med billeder af hele Danmark-Norges, (senere Skandinaviens) flora.
Flora Danica blev grundlagt af lægen Georg Christian Oeder, som forestod redaktionen af værket, til han blev sat fra bestillingen som følge af Struensee-sagen. Flora Danica blev udgivet 1761-1883 og i løbet af den lange udgivelsestid blev projektet ændret flere gange. Det færdige værk indeholder 3.240 tavler i kobberstik, og værket blev udsendt både koloreret og ukoloreret.
Oprindelig var det et projekt, som skulle være både en botanisk beskrivelse (flora) af de vilde planter i den danske konges riger og lande og et tilhørende tavleværk. Kun tavleværket blev færdigt.
Almindelig Valnød.
Almindelig Valnød ("Juglans regia") er et stort, løvfældende træ med en bred, uregelmæssig krone og svære, bugtede grene. Barken er først olivengrøn og filthåret, senere bliver den lysegrå og ret glat, men med brede og dybe furer. Knopperne er spredte, lysegrå til gråviolette. Bladene er uligefinnede med endebladet som det største. Hvert småblad er elliptisk til omvendt ægformet, helrandet og læderagtigt. Begge sider af bladet er lysegrønne. Han- og hunblomster sidder adskilt på hver sin type rakler. Frugterne er nødder, som botanisk set egentlig er stenfrugter, da de er omgivet af et grønt frugtkød. Det grønne frugtkød åbner sig ved nedfald, og derved kommer den lysebrune "nød" (stenen) til syne. De fleste træer fra planteskolerne kan kun sjældent danne modne kerner i frugterne her i landet.
Valnød har en dybtgående hovedrod med et fint forgrenet net af højtliggende smårødder. De unge grene har kamret marv. Valnød er et lyskrævende træ, der kaster en kraftig skygge. Visse kilder angiver, at valnød bekæmper konkurrenter ved at udskille giftige stoffer, især 1,4,5 trihydroxynaphtalen, som nedbrydes til juglon, der er spire- og væksthæmmende (se).
30 x 15 m (50 x 40 cm/år).
Valnød vokser vildt i blandede løvskove på kalkrig bund sammen med bl.a. Tåre-Fyr (Pinus wallichiana), Almindelig Hæg (Prunus padus) og Almindelig Taks (Taxus baccata) i Altai- og Kaukasusbjergene, Lilleasien og Balkanhalvøen.
Valnød plantes oftest som frugttræ, men veddet er meget efterspurgt som møbeltræ og til geværkolber. Både Italien, Frankrig og England arbejder med meget hurtigtvoksende valnød hybrider (oftest ml. nigra og regia). Her er dyrkningsformålet gavntræsproduktion. Tømmeret er, og har længe været, overefterspurgt.
De grønne frugter er meget eftertragtede til kryddersnaps.
Mange haveplanter er desværre lavet af frøsorter fra Frankrig, som klarer sig ret dårligt. Man bør foretrække den danske sort 'Grøndal' som er hårdfør, rigtbærende og tyndskallet med store kerner. I de seneste 10 år er der foretaget skovplantninger i Vendsyssel. Her anvendes frøplanter fra Ambrolaurri-området i Kaukasus. De ældste af træerne er i bæring, nødderne modner fint - de er af middel størrelse.
Der findes dværgtræer under udvikling i Danmark, det er træer med megen beskeden vækst og meget hurtig bæring.
Blaafarveværket.
a> og smeltet sammen til glas
Blaafarveværket ved Åmot Modum Kommune i Sydnorge fremstillede blå farve af koboltmalm og var Norges største industrivirksomhed i 1800-tallet. Blaafarveværket beskæftigede over 2.000 mennesker og dækkede 70-80 procent af verdensmarkedet for koboltblåt. Foretagendet, der blev grundlagt af den dansk-norske konge i 1770'erne, blev 1823 købt af bankieren Wilhelm Christian Benecke (Berlin) og generalkonsul Benjamin Wegner, som blev generaldirektør for koncernen.
Blaafarveværket er i dag et museum med årlige kunstudstillinger og en af Norges vigtigste turistattraktioner. Sommeren 2003 udstillede Dronning Margrethe på Blaafarveværket.
Udenjordisk liv.
Udenjordisk liv er defineret, som liv som ikke har oprindelse fra planeten jorden. Eksistensen af sådant liv er teoretisk og alle påstande om udenjordisk liv er indtil videre omstridt.
Findes der liv på andre planeter?
Man forventer at flydende vand er en forudsætning for liv. Vand er et simpelt stof, der består af to ganske hyppigt forekommende grundstoffer, så vand i sig selv ved man eksisterer mange steder. Derfor kræves blot en passende temperatur for at opfylde kravet om flydende vand; dette begrænser søgningen til et bælte i en bestemt afstand om stjerner, samt evt. andre steder hvor særlige forhold kan give en passende temperatur. Har der eksisteret flydende vand, der har fostret liv, kan extremofile organismer muligvis overleve i særlige nicher på en planet, der ellers mangler vand - dette har man håbet at finde på Mars, men endnu uden held (Man har dog fundet is på Mars, derfor er chancen for liv på Mars stadig mulig længere inde i planeten. Dette liv ville bestå af bakterier og andre encellede organismer.)
Andre krav kan muligvis være tilstedeværelse af en atmosfære samt et ikke for højt niveau af kosmisk stråling - hvilket kan udelukke store dele af galakserne, hvor strålingen er for kraftig til at komplekse molekyler kan eksistere.
Mange kemiske molekyler, som kan øge sandsynligheden for udenjordisk liv, er fundet.
Findes der intelligent liv på andre planeter?
Et af videnskabens store spørgsmål er, om der er intelligent liv andre steder end på Jorden. Da man allerede kender én planet med intelligent liv, stilles der spørgsmålstegn ved hvorfor der ikke skulle være flere. Ifølge dette synspunkt er spørgsmålet snarere hvor almindeligt det er, end hvorvidt det findes.
Hvis der er andre end os, som kan tænke og tale, vil det formentlig være umuligt for os at opdage det indenfor en rimelig tid, med mindre de udsender radiobølger, da universet er så stort, at det ville tage årtusinder blot at rejse fysisk ud til de nærmeste stjerner med den nuværende interstellare rejseteknologi. Selv disse signaler, bevæger sig "kun" med lysets hastighed, så reelt er der grænser for hvor stor en del af universet vi kan kommunikere med, selv over perioder på årtier eller århundreder.
Man kan med sikkerhed sige, at der er ét sted i galaksen Mælkevejen, nemlig på Jorden, hvor intelligente væsener har udviklet en teknik, der gør dem i stand til at udsende radiosignaler. Det er derfor en mulighed, at en lignende udvikling har fundet sted et andet sted i Mælkevejen eller i de andre galakser i universet.
Man kan forsøge at lave beregninger over, hvor stor sandsynligheden er for, at en stjerne i mælkevejen er ligesom solen og at en planet og dens måne er ligesom Jorden og månen, men usikkerhederne er så store, at resultatet ikke giver mening. Fordi ingen stjerne er 100% magen til stjernen solen i alder, størrelse og grundstofsammensætning, og vores viden om dannelsen af planeter er begrænset, er det svært at udtale sig om, hvor meget stjernen kan afvige fra solen og stadig have en jordlignende planet.
Hvordan Jorden udsender radiobølger.
De fleste radiokilder på jorden er punktformede, og bliver derfor svagere jo længere man kommer fra dem. Men vi sender også TV-signaler via satellitter for at rette dem mod jorden. Da jorden bevæger sig og satellitten bevæger sig så spredes signalet i en vifte ud i rummet og dem som opfanger signalerne, vil kun høre et halvt bib eller to bib bib. Og tilsvarende vil vi fra jorden kun kunne opfange et halvt bib eller to bib bib, fra et fremmed sted i rummet.
Mennesker søger systematisk efter radiosignaler fra andre steder i universet (f.eks. planeter), der kan indikere intelligent liv. Dette sker bl.a. via det såkaldte SETI-projekt
Arkiv for Dansk Litteratur.
Arkiv for Dansk Litteratur (ADL) er et omfattende og frit tilgængeligt referencebibliotek og webarkiv for den klassiske danske litteratur og indeholder tekst- og faksimileudgaver af en lang række vigtige ældre danske forfatterskaber. Teksterne er søgbare og kan downloades i en pdf-udgave.
ADLs websted er udarbejdet i samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Hjemmesiden lanceredes i efteråret 2002 som en del af et femårigt projekt med støtte fra Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek (DEFF). ADL vedligeholdes og opdateres løbende.
Indhold.
ADLs indhold strækker sig kronologisk fra Saxo (1100-tallet) til Gustaf Munch-Petersen (død i 1938) som den nyeste forfatter. I 2008 blev 8 forfatterskaber føjet til det oprindelige udvalg, hvorved det samlede antal blev bragt op på 78. Det samlede antal sider er 167.000.
Forfatterne er udvalgte af DSL, som også har udvalgt standardudgaverne af værkerne.
Alle ADLs tekster findes i faksimileudgave og pdf-udgave og et flertal endvidere i en OCR-genereret, søgbar tekstudgave. Til de fleste forfatterskaber er knyttet introducerende portrætter, fremstillet af eksperter med specialviden inden for det enkelte forfatterskab. Hjemmesiden forbedres løbende med adgang til forskellige andre relevante ressourcer som noder og håndskrifter.
Ophavsret.
Grundet 70-års-klausulen i den danske lov om ophavsret kan ADL først give adgang til tekster, når en forfatter har været død i 70 år. Blandt de næste væsentlige forfatterskaber, der kan inkluderes i ADL er Marie Bregendahl i 2010 og Henrik Pontoppidan i 2013.
Koldinghus.
Koldinghus i dag, set fra nord
Koldinghus er et kongeslot i Kolding, som blev grundlagt midt i 1200-tallet. Det brændte i 1808 og stod længe som en ruin, inden en langvaring restaurering blev igangsat. Både slottet, selve restaureringen og museet på Koldinghus er i dag seværdigheder.
Fra voldanlægget omkring slottet er der en fremragende udsigt over byen og Slotssøen.
Historie.
Koldinghus i Kolding blev grundlagt i slutningen af 1200-tallet og opbygget gennem århundreder, hvor slottet havde en omskiftelig tilværelse, og mange forskellige funktioner som fæstning, kongeligt residensslot, ruin, museum og ramme om talrige forhandlinger.
Sin karakteristiske profil fik Koldinghus omkring 1600, da Christian 4. forhøjede vestfløjen med en etage og opførte det såkaldte Kæmpetårn, der hed sådan på grund af de fire statuer af helte og kæmper fra græsk mytologi opført på tårnet. I dag er kun statuen af Herkules tilbage.
Under den voldsomme pestepidemi i København i 1711 opholdt kong Frederik 4. og hoffet sig på Koldinghus. Under Frederik 4. blev slottet forsøgt forvandlet til et slot der svarede til tiden i overensstemmelse med barokkens krav til arkitekturen. Riddersalen forsvandt, etagerne blev udjævnet og slottet fik nye vinduer.
Branden.
Under Napoleonskrigene havde Danmark allieret sig med Frankrig og Spanien både som respons på det engelske angreb på København og den danske flåde i 1807. Men det var også i håb om at man kunne vinde de skånske provinser(Skåne, Halland og Blekinge) tilbage med deres hjælp. En del af den spanske hær opholdte sig derfor på Koldingshus hvor de var blevet indkvarteret.
Natten mellem den 29. og 30. marts 1808 udbrød der brand på Koldinghus, da de spanske gæster fyrede for hårdt i kaminerne. Tiltrods for at der var brandposter sat op nåede man ikke at opdage branden før ilden havde spredt sig. Man fokuserede derfor på at redde folk ud af slottet fremfor at redde slottet i sig selv.
Branden ødelagde så store dele af slottet at man fuldstændig opgav at genopbygge det. Dette skyldtes også at den danske alliance med franskmændene kom til at koste staten dyrt. Slottet forblev derfor en ruin i de efterfølgende år.
Restaureringen.
Omkring 1830 besøger eventyrdigteren H. C. Andersen slotsruinen, og udtalte sig for bevaring af ruinen, som længe havde været stenbrud for Koldings borgere og egn, i 1863 opstår de første tanker om genopbygning, men først i 1890'erne kom der for alvor gang i genopbygningstankerne.
Først blev nogle rum i nordfløjen af Koldinghus sat i stand, efter få år var hele nordfløjen blevet restaureret, under første verdenskrig blev vestfløjen genopbygget. I 1930'erne startede genopbygningen af det høje tårn, men på grund af en afbrydelse med anden verdenskrig stod hele slottet først færdigt restaureret i 1970'erne. Restaureringen fik tildelt Europa Nostra-prisen i 1993.
Koldinghus administreres af Museet på Koldinghus, der blev oprettet i 1890.
Staldgården.
Staldgården, som ligger ved Koldinghus, har været anvendt som stalde for heste tilhørende konger og embedsmænd på Koldinghus. Staldgården stammer ligesom Koldinghus fra slutningen af 1200-tallet, men bygningernes nuværende udseende stammer fra slutningen af 1600-tallet. I 1718 indrettede Frederik 4. Staldgården til brug for rytteriet, og i mere end 100 år var denne hjemsted for rytteriet, først Koldinghus Rytterdistrikt, senere Det holstenske Lansenerregiment.
Staldgården undgik branden på Koldinghus i 1808, og blev brugt til opmagasinering af militært materiel under Englandskrigene i 1808-1814. Senere blev bygningerne anvendt af byens købmænd til opmagasinering. I 1907 blev Staldgården igen overtaget af militæret, og der blev indrettet et remontedepot (dvs. opdræt og tilridning af heste til hæren).
Fra 1942 lå Gestapos syd- og sønderjyske hovedkvarter her. I den ene af Gestapos to celler, hvor de tilfangetagne danske modstandsfolk var indespærret, kan man se fangernes navnetræk og inskriptioner indridset på væggene.
Gabriel Daniel Fahrenheit.
Gabriel Daniel Fahrenheit (24. maj 1686 - 16. september 1736) var en tysk fysiker, der udviklede Fahrenheit-skalaen.
Fahrenheit blev født i Danzig (senere Gdansk), der på daværende tidspunkt var en del af Det kongelige Preussen. Han slog sig i 1717 ned i Haag, Nederlandene, hvor han arbejdede det meste af sit liv med at udvikle præcise termometre, højdemålere og barometre.
Månekrateret Fahrenheit blev i 1976 opkaldt efter ham.
Tove Jansson.
Tove Marika Jansson (9. august 1914 – 27. juni 2001), finlandssvensk forfatter, maler og tegner, voksede op i Helsinki som ældste barn af tegneren Signe Hammersten Jansson og billedhuggeren Viktor Jansson.
Hun var uddannet maler og tegner og arbejdede bl.a. som illustrator. Hun udgav allerede i 1945 sin første bog, som introducerer den verden, som mumitroldene lever i. Men mumitroldene selv blev først introduceret i den anden bog, "Kometjakten," fra 1946. Herefter er de et gennemgående tema i de fleste af hendes bøger. Det egentlige gennembrud blev med "Trollkarlens Hatt" fra 1948, som gjorde hende kendt i en lang række lande. Hun er nu oversat til 34 sprog, herunder dansk, og hun har også lavet billedbøger og tegneserier.
Tove Jansson har vundet adskillige priser, bl.a. H.C. Andersen-medaljen 1966, Selma Lagerlöfs litteraturpris 1993, Finlandspriset 1993 og Svenska Akademiens Stora Pris 1994 og mange flere.
Mumitroldene.
"Mumitroldene" (orig. sv. "Mumintrollen") er en serie af børnebøger forfattet af den finlandsvenske forfatter og tegner Tove Jansson; bøgernes hovedpersoner er figurerne af samme navn, små snehvide væsener med runde muler og tykke maver.
"Mumitroldene" er også blevet produceret som tegnefilm (1994), der har været meget populære i Sverige, bl.a. på grund af deres tydelige finlandssvenske accent. Der har også været produceret dukkefilm, som dog ikke har nydt lige så stor popularitet.
I dag er der blevet produceret forskellige former for merchandise: Legetøj til børn, samt kopper og kander, hvor sidstnævnte har været markedsført over for voksne.
Kampskjorte.
Kampskjorten er en del af den danske hærs kampuniform. Kampskjorten bæres under kampjakken, når soldaten er iført kampuniform.
Som del af 58 var kampskjorten en groft vævet, grøn skjorte. Fra omkring 1980 til 1990 blev 84 indført i den danske hær. Kampskjorten, der i dag hører til M/84, betegnes Kampskjorte M/89, og er en ensfarvet rullekravetrøje i bomuld med lynlås i halsen samt knapper i ærmerne.
Uniformsmønsteret er udarbejdet på grundlag af omfattende spektrale studier af grønne danske miljøer af, seniorforsker, Erik Dannenberg under organisationen "FOFT" - Forsvarets Forsknings Tjeneste. FOFT blev nedlagt i 2006 og overført til organisationen FMT, Forsvarets Materiel Tjeneste.
Metal.
Metal er en fællesbetegnelse for metalliske grundstoffer eller legeringer heraf. I daglig tale inden for jernbranchen adskilles jern fra metallerne, jf. 'jern og metal'.
De almindeligste brugsmetaller er jern, kobber, zink, aluminium, tin, bly og indbyrdes legeringer heraf, f.eks. stål, messing, bronze m.m.
De mest værdifulde metaller kaldes ædelmetaller, f.eks. platin, sølv og guld.
Metallers egenskaber.
Fælles for metaller er tre egenskaber: De er strømledende, de er gode varmeledere og de har metalglans. Egenskaberne er et resultat af den måde, hvormed metallers atomer forbinder sig, nemlig metalbindingen. Metaller har en tendens til at afgive elektroner, hvorved de bliver positive ioner - de er elektropositive. De frie elektroner, der er afgivet, danner en omkringliggende elektronsky, som holder metalionerne sammen i et metalgitter. Gitteret giver et metal dets glans, mens de frie elektroner muliggør strøm- og varmeledningen gennem stoffet.
Gram (enhed).
Gram er en enhed for masse.
Anvendes med SI-præfiks mikro/my-, milli-, kilogram for hhv. 0,000001, 0,001 og 1000 gram. Af historiske og praktiske grunde er det kilogrammet der regnes som grundenheden for masse inden for SI.
Madlavning.
Indenfor madlavning bruges enheden gram i udbredt grad. Det er normalt at afveje tørvarer i gram, og ingredienser som sukker, salt, mel, havregryn, osv.
Sortehavet.
Sortehavet er et indhav mellem Europa og Lilleasien
Geografi.
Sortehavet er ca. 450.000 km² stort. Det er 1.154 km langt og 610 km bredt på det største sted. Havet er op til 2.200 m dybt og er forbundet med Middelhavet gennem Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne. Det er forbundet med det Azovske Hav gennem Kerč’-strædet.
En række af Mellem- og Østeuropas største floder flyder ud i Sortehavet, således Donau, Dnestr, Dnepr, Don. På grund af denne vandtilstrømning er havet forholdsvis saltfattigt
De vigtigste havnebyer er Odessa, Sevastopol’ og Novorossijsk.
Der findes også nogle turistbyer f.eks. Golden Sands og Sunny Beach i Bulgarien.
Historie.
Sortehavet er en rest af det gamle hav Parathetys, som det Kaspiske Hav og Aralsøen også er opstået af. Ved istidens afslutning skete der en afvanding af dette hav som en følge af de stigende temperaturer og kontinentalpladens stigning, efterhånden som isen trak sig tilbage. I årtusinder var passagen mellem Middelhavet og Sortehavet spærret, hvilket førte til en markant lavere vandstand i Sortehavet. Vandet ser ud til at have brudt igennem Bosporus i det 7. årtusinde f.Kr., hvilket har ført til oversvømmelser af store områder, der tidligere havde været beboet og opdyrket af tidlige agerdyrkere. Ifølge en populær, men omstridt teori, der blev lanceret i 1998, er det denne begivenhed, der ligger bag den bibelske syndflodsmyte.
Navn.
Den moderne betegnelse "Sortehavet" (tysk "Schwarzes Meer", engelsk "Black Sea", fransk "Mer Noire", russisk "Čërnoe More") er en låneoversættelse fra tyrkisk "Kara Deniz"; Middelhavet hedder tilsvarende "Ak Deniz" "Hvidehavet", idet farverne sort og hvid i ældre tyrkisk tradition betegner verdenshjørner, oprindelig vest og øst, siden nordlig og sydlig. På nordisk er navnet belagt allerede hos Snorri Sturluson.
På klassisk græsk hed havet "Pontos Euxeinos" "det gæstfri hav"; det var en eufemistisk omdannelse af et ældre "Pontos Axeinos" "det ugæstfri hav". Sortehavet var betydelig farligere end Middelhavet. Navnet kommer dog sandsynligvis i virkeligheden fra iransk *"axšaina-" "sort". Dette navn er først belagt i en middelpersisk tekst (9. årh. e.Kr.) i formen "Xašēn", men det må have været almindeligt allerede før det 7. årh. f.Kr., hvor grækerne koloniserede Sortehavet. Navnet på det Røde Hav, græsk "Erythrē Thalassa", hører til dette system og betød oprindelig "sydhavet". Hos Herodot betegner det netop det sydlige hav, dvs. det Indiske Ocean inklusive den Persiske Bugt og det Røde Hav.
Superleder.
En superleder (tidligere supraleder) er en elektrisk leder af stof, som har en elektrisk modstand på 0 Ω. Superledning kan opfattes som en faseovergang fra at være en almindelig leder til at være en superleder under den kritiske temperatur, som er en materialekonstant. Under denne temperatur vil alle valenselektroner danne Cooper-par hvor de tilsammen antager heltallig spin og kan opføre sig som bosoner. De behøver således ikke at adlyde Paulis udelukkelsesprincip og kan alle antage den samme kvantetilstand. De vil under den kritiske temperatur, hvor entropien kun har lille indflydelse, kunne bevæge sig ned i en ny grundtilstand, Cooper-grundtilstand, med en lavere energi end den normale grundtilstand.
En superleder har også Meissnereffekt, det vil sige den magnetiske susceptibilitet er -1, altså at superlederen har samme egenskaber som en perfekt paramagnet.
For at opnå den superledende tilstand skal lederen nedkøles til omkring -270 °C afhængig af materialet.
Anvendelser.
Et eksempel på anvendelse er til en maglevtogbane med superledende skiver på toget. Efter at skiverne (toget) er sat i gang fortsætter det fremad med næsten konstant fart på en vandret magnetbane. Dog bremses toget af luftmodstanden.
Subatomar partikel.
En subatomar partikel er en partikel, som er mindre end et atom.
Partikelegenskaber (1...3 fundamentalkrafter).
I fysikken forsøger man bl.a. at finde ud af om nogle af de kendte 4 fundamentalkrafter kan forenes, med det formål at finde en bedre samlet teori. Det er lykkedes for elektromagnetismen og den svage kernekraft, at få dem samlet i den fælles elektrosvage vekselvirkning.
De 2 resterende teorier "teorien om alting" og "den store samlende teori" er ikke realiseret endnu.
Tabel over nogle mesoner (består af 2 kvarker).
I tabellen er symbolet for anti-kaonen vist med understregning. I litteratur anvender man overstregning, men det har HTML endnu ikke mulighed for.
Den neutrale kaon og anti-kaon findes i to forskellige versioner med forskellig halveringstid.
De neutrale pioner, jot-psi og ypsilon er deres egne antipartikler.
Neutron.
Neutronen er en subatomar partikel som blev opdaget i 1932 af James Chadwick. Neutroner udgør sammen med protoner det stof som atomkerner er lavet af.
Fysiske egenskaber.
Neutronen er elektrisk neutral. Neutronens masse er formula_1 kg eller 1,008665 U (unit).
Densiteten af en neutron er 3,12*10^-16 kg/m.
Neutronen er en baryon. Den består af tre kvarker, en up-kvark og to down-kvarker. Neutronen vekselvirker som andre hadroner (partikler som er opbygget af kvarker) ved den stærke kernekraft. Af neutronens sammensætning følger at den har spin ½, og hermed er den en fermion.
En fri neutron er ustabil. Den henfalder radioaktivt til en proton og en elektron (og en antineutrino) med en halveringstid på ca. 15 minutter
Antipartiklen til neutronen er antineutronen der består af antikvarker (én anti-up og to anti-down), og som henfalder til en antiproton og en positron (samt en neutrino).
Neutronens betydning.
En atomkerne består af et antal protoner og neutroner. Til hvert grundstof svarer et bestemt antal protoner og et variabelt antal neutroner. Antallet af neutroner afgør hvilken isotop af grundstoffet der er tale om.
Da neutronen er elektrisk neutral, kan den trænge dybt ind i stof uden at blive afbøjet i det variable elektriske felt som kerner og elektroner skaber. Neutronstråling har derfor stor gennemtrængningsevne. Bedst egnet til at nedbremse neutroner er stoffer som indeholder lette kerner, f.eks. paraffin; ved elastiske stød med de lette kerner afgiver neutronerne lidt efter lidt deres bevægelsesenergi. En anden mulighed er at benytte en neutronabsorber. Det viser sig at grundstoffet cadmium bedre end noget andet formår af indfange (absorbere) neutroner.
Ved neutronaktivering beskydes atomkerner af et givet materiale (f.eks. sølv) med neutroner og omdannes til en anden isotop. Den nye isotop er typisk radioaktiv.
Neutronens evne til at trænge ind i kerner danner endvidere grundlag for stimuleret fission af store kerner: En neutron indfanges af den pågældende kerne, f.eks. uran-isotopen U-235, og bringer denne kerne i så voldsomme svingninger at den efterfølgende spaltes.
Endelig benyttes neutronen ved forskellige spredningseksperimenter, først over fremmest ved undersøgelse af antiferromagnetiske materialer. I denne sammenhæng udnyttes at neutronen i kraft af sit spin har et magnetisk dipolmoment.
Kvark (fysik).
I Standardmodellen for opbygningen af stof er alle den slags elementarpartikler der kaldes hadroner opbygget af kvarker. Der findes seks forskellige slags kvarker: Up, down, top (tidligere truth), bottom (tidligere beauty), charm og strange og 6 de antikvarker: Anti-up, anti-down, anti-top (tidligere anti-truth), anti-bottom (tidligere anti-beauty), anti-charm og anti-strange.
Almindeligt stof består dog udelukkende af up- og down-kvarker samt elektroner. Kvarker findes i to slags subatomare partikler; enten er tre kvarker bundet sammen (baryoner), eller også en kvark plus en antikvark (mesoner). Et eksempel på det første er protonen, der består af to op-kvarker samt en ned-kvark.
Muligvis findes de også i subatomare partikler bestående af hhv. 4 kvarker (eksotisk meson) og 5 kvarker (eksotisk boson).
Derimod er det umuligt for en kvark at optræde isoleret. En partikel som er opbygget af kvarker og/eller antikvarker, kaldes en hadron og er karakteriseret ved at være påvirket af den stærke kraft.
Kvarker har farve (rød, grøn eller blå), som dog ikke er en rigtig farve, men nærmest svarer til ladning. Kvarkerne holdes sammen af gluoner, der også har farve.
Grunden til at man anvender "farve" til at karakterisere dem, er at kvarkens egenskaber ikke alene kan beskrives ved gravitation og elektrisk ladning. Man har simpelthen opdaget nye egenskaber som ikke direkte optræder i vores hverdag.
Hadron.
En hadron er en partikel der er opbygget af kvarker (evt. antikvarker) der holdes sammen af gluoner. Da alle kvarker påvirkes af den stærke kraft vil alle hadroner ligeledes påvirkes af den stærke kernekraft.
Der er to almindelige typer af hadroner.
Baryoner har fermionegenskab, mens mesoner har bosonegenskab.
Lepton.
Leptoner er en type af "fundamentale" elementarpartikler inden for fysikken. Sammen med kvarkerne udgør de naturens grundlæggende byggesten ifølge standardmodellen.
Leptoner påvirkes "ikke" af den stærke vekselvirkning men altid af den svage og gravitation. De elektrisk ladede leptoner vekselvirker også med elektromagnetisme.
Der findes i alt seks forskellige leptoner fordelt på tre "generationer" (også kaldet "familier"). I hver generation er der én ladet lepton med ladningen -"e" hvor "e" er elementarladningen, samt én uladet lepton kaldet en neutrino.
Hver lepton har en antipartikel. Af historiske grunde kaldes antielektronen ofte positronen.
Graviton.
En graviton er en hypotetisk elementarpartikel, der formidler rumtidskrumnings-"pakke" og/eller gravitationsfelts-"pakke".
Partiklen er ikke påvist eksperimentelt, men det forventes at den vil skulle indgå i en kommende kvantegravitationsteori, hvor kvantefysik og relativitetsteori smelter sammen.
Kvantegravitation er nødvendig for at beskrive fysiske systemer med så ekstreme temperaturer, at tyngdekraften får kvanteegenskaber. Ved de temperaturer, der optræder i universet i dag, kan tyngdekraften beskrives ved hjælp af relativitetsteorien.
Kunstig intelligens.
Stærk kunstig intelligens (strong AI) bygger på den forestilling, at computere teoretisk set vil kunne udvikle bevidsthed svarende til menneskets. Blød kunstig intelligens (weak AI) indebærer mere beskedent, at computere i fremtiden vil blive i stand til at "simulere" alle aspekter af menneskets intellektuelle evner - og dermed ubesværet kunne få andre til at tro, at den vitterlig har intelligens (se Turing-test), selvom den mangler den subjektivitet, der karakteriserer menneskelig forståelse. Sidstnævnte har den amerikanske filosof John Searle forsøgt at illustre med et tankeeksperiment; The Chinese Room.
Nogle kritikere af AI har fremført, at det aldrig vil lykkes at simulere menneskelig intelligens, fordi det kræver intentionalitet, som kun et menneske kan have - det vil sige evnen til at tænke på konkrete ting som noget, der betyder noget andet og dermed fastholde tingenes semantiske betydninger på trods af deres skiftende sansemæssige fremtrædelser. Andre, f.eks. Peter Naur, er skeptiske overfor kunstig intelligens fordi tænkning hos mennesker medfører fysiske ændringer i hjernen. Ændringerne skaber flere forbindelser i hjernen, og sådanne fysiske ændringer findes ikke ækvivalent hos computere der udfører programmer.
Udviklingen af kunstig intelligens og psykologisk forskning i computermodellering af menneskelige kognitive funktioner påvirker hinanden betydeligt.
Væsentlige delområder er: robotsyn, processering af naturlige sprog.
Hvad er kunstig intelligens?
Inden for kunstig intelligens programmering findes der to grundlæggende måder at tænke, disse er så delt ind i to undergrupper. Den første gruppe er programmer der opfører sig som mennesker. Det vil sige programmer der tænker ligesom mennesker og programmer der opfører sig ligesom mennesker. Den anden gruppe er programmer der er baseret på logik. Det vil sige systemer der tænker logisk og systemer der opfører sig logisk.
At opføre sig humant.
I 1950 forslog Alan Turing en måde hvorpå man kunne fastslå om en maskine virkelig var intelligent. I Turings test skulle en person, via en computer, skrive med både et andet menneske og en kunstig intelligens. Hvis testpersonen ikke kunne gætte hvem af de to der var programmet ville det være intelligent.
Turing testen er ikke så brugt blandt dataloger, da de hellere vil udforske de underliggende ideer bag kunstig intelligens end bestå turing testen.
At tænke humant.
For at kunne sige at et program tænker som et menneske skal vi først definere hvordan et menneske tænker. Dette har vist sig at være meget svært at finde ud af. Der er to måder hvorpå man kan få lidt indsigt ind i den menneskelige hjerne. Man kan prøve at se hvordan tanker opstår i ens egen hjerne og på den måde få en ide om hvordan hjernen fungerer eller man kan udføre en række psykologiske eksperimenter. Det nok mest kendte forsøg på at skabe et program der tænker som et mennesker er GPS, General Problem Solver (Den generelle problemløser), som blev udtænkt af Allen Newell og Herbert Simon i 1961. Newell og Simon ønskede ikke kun at skabe en maskine der kunne løse problemer korrekt, men også løse dem ligesom et menneske ville gøre. De to forsøgte at bringe datalogien og psykologien lidt tættere på hinanden.
At tænke rationelt.
Det at et program tænker logisk betyder at den altid vil komme frem til den ”rigtige” konklusion. Det at definere hvad det rigtige svar til et givende spørgsmål er, kan være ligeså svært som at skrive programmet. Denne form for kunstig intelligens bevæger sig ofte over mod filosofien når man skal finde ud af det logiske svar til spørgsmålet.
Der er to store problemer ved at programmere på denne måde.
Hvis problemet bare har et par dusin fakta kan computere meget let gå tabt i alt den information og derved udregne for evigt.
Derfor bruger rationelle programmer ofte Fuzzy logic til at finde det korrekte svar.
At opføre sig rationelt.
Det at opføre sig rationelt kan ofte være ligeså svært som at tænke rationelt. Det er ikke ethvert spørgsmål der har et åbenlyst svar eller overhovedet har et svar. Er det f.eks. i orden at stjæle hvis du kun gør det for at overleve? Nogle ville svare ja, andre nej. Dette dilemma skal den rationelle tankegang også kunne forstå og løse. En rationel handling skyldes ikke nødvendigvis en rationel tanke. Nogle gange er det bedre slet ikke at tænke. F.eks. hvis du brænder dig på et varmt komfur, så overvejer du ikke først om du skal fjerne hånden fra komfuret; det sker bare, men det var stadig det rigtige at gøre.
Mange af de evner et program skal have for at klare Turing Testen er også nødvendig for et rationelt program eller agent som de også kaldes. Agenten har brug for at kunne udforme gode konklusioner. Den skal have en god logisk sans. Den skal kende til den verden den befinder sig i for bedre at kunne forstå den. Den skal kunne forstå naturlige sprog for bedre at kunne forstå hvad spørgsmålet indebærer.
Kilder.
Artificial intelligence: a modern approach (2nd ed. 2003) ISBN 0-13-080302-2
Elektrisk ladning.
Elektrisk ladning er en fundamental bevaret størrelse for visse subatomare partikler, som bestemmer disses elektromagnetiske vekselvirkninger. Elektrisk ladet stof påvirkes af, og er anledning til, elektromagnetiske felter. Vekselvirkningen mellem en bevæget ladning og det elektromagnetiske felt er kilden til den elektromagnetiske kraft, som er en af de fire fundamentale kræfter.
Overblik.
Elektrisk ladning er en egenskab for visse subatomare partikler, og er kvantiseret i enheder af elementarladningen "e". Elektroner har pr. konvention ladningen -1, mens protoner har den modsatte ladning på +1. Kvarker har en ladning på -1/3 eller +2/3. Antipartikel ækvivalenterne af disse har den modsatte ladning. Ud over disse er der andre ladede partikler.
To ladninger af samme fortegn frastøder hinanden, hvorimod to ladninger af modsat fortegn tiltrækker hinanden. Den præcise størrelse af denne kraft er udtrykt kvantitativt i Coulombs lov, der siger at størrelsen af den gensidige kraft er proportional med produktet af de to ladninger og aftager som kvadratet på afstanden.
Den elektriske ladning af et makroskopisk objekt er summen af de elektriske ladninger af de partikler det er opbygget af. Ofte er nettoladningen nul, da antallet af elektroner er lig antallet af protoner, og deres ladninger derfor går ud med hinanden. Situationer hvor nettoladningen er forskellig fra nul kaldes of statisk elektricitet. Derudover kan ladningen, selv når nettoladningen er nul, være ujævnt fordelt, f.eks. pga. et elektrisk felt, og materialet siges da at være polariseret. Ladningen kaldes i dette tilfælde "bundet", mens ekstra ladning udefra kaldes "fri". En ordnet bevægelse af ladede partikler i en bestemt retning (typisk elektroner) kaldes elektrisk strøm.
SI-enheden for elektrisk ladning er coulomb, hvilket svarer til ca. 6,24 × 1018 elementarladninger (ladningen på en enkelt elektron eller proton). En coulomb er defineret som den mængde ladning der i løbet af ét sekund har passeret igennem tværsnittet af en leder med en strøm på én ampere. Symbolet "Q" anvendes ofte som symbol for den elektriske ladning.
Elektrisk ladning kan måles med et elektrometer. Den elektriske ladnings diskrete (dvs. heltallige) natur blev demonstreret af Robert Millikan i hans oliedråbeeksperiment.
Formelt set burde en angivelse af en ladning være et multiplum af elementarladningen "e", da ladning er kvantiseret. Da det imidlertid er en gennemsnitlig, makroskopisk størrelse mange størrelsesordener større end en enkelt elementarladning, kan den i praksis have en hvilken som helst værdi. I mange sammenhænge giver det desuden mening at tale om brøkdele af elementarladningen, f.eks. i opladningen af en kondensator.
Historie.
Som beskrevet af den antikke græske filosof Thales fra Milet omkring 600 fvt., kunne ladning (eller "elektricitet") ophobes ved at gnubbe pels mod forskellige materialer, som f.eks. rav. Grækerne bemærkede at ladede ravklumper kunne tiltrække lette objekter som hår. De bemærkede også at hvis de gnubbede rav længe nok, kunne de få en gnist til at springe. Denne egenskab kommer fra den triboelektriske effekt.
I 1600 vendte den engelske videnskabsmand William Gilbert tilbage til emnet i "De Magnete", og var ophavsmand til det moderne latinske ord "electricus" fra "ηλεκτρον" ("elektron"), det græske ord for "rav", som hurtigt blev afledt til "elektrisk" og "elektricitet". Han blev efterfulgt i 1660 af Otto von Guericke, som opfandt hvad der sandsynligvis var den første elektrostatiske generator. Andre nævneværdige europæiske pionerer var Robert Boyle, som i 1675 konstaterede at elektrisk tiltrækning og frastødning kan virke gennem et vakuum; Stephen Gray, som i 1729 klassificerede materialer som ledere og isolatorer; og C. F. du Fay, som i 1733 foreslog at elektricitet optræder i to varianter som ophæver hinanden, og udtrykte dette i form af en to-væske teori. Når glas gnubbedes mod silke, sagde du Fay at glasset var ladet med "vitreous electricity", og at når rav gnubbedes mod pels, blev ravet ladet med "resinous electricity".
En af de de fremmeste eksperter i elektricitet i det 18. århundrede var Benjamin Franklin, som argumenterede for en en-væske teori for elektricitet. Franklin forestillede sig elektricitet som en slags usynlig væske, der var til stede i alt stof; f.eks. mente han at det var glasset i en Leydenkrukke der indeholdt den ophobede ladning. Han antog at når man gnubber isolerende overflader sammen skifter denne "væske" placering, og at et flow af denne væske udgør en elektrisk strøm. Han mente også at når stof indholdt for lidt af "væsken" var den negativt ladet, og når der var et overskud var den positivt ladet. Af ukendte grunde valgte han at associere "positiv" med "vitreous electricity" og den negative med "resinous electricity". William Watson kom til den samme konklusion omtrent på samme tid.
Vi ved nu at Franklin/Watson-modellen var tæt på, men for simpel. Stof består i virkeligheden af flere slags ladede partikler; de mest almindelige er den positivt ladede proton og den negativt ladede elektron. I stedet for én slags elektrisk strøm er der mange: flow af elektroner, flow af elektron "huller", der opfører sig som positive partikler, og flow af postitive og/eller negative ioner i modsat retning. For at mindske forvirringen bruger man stadig Franklins konvention og forestiller sig at den elektriske strøm (kendt som den konventionelle strøm) er et flow udelukkende af positivt ladede partikler. Denne konvention simplificerer elektriske koncepter og beregninger, men ignorerer det faktum at i visse ledere (elektrolytter, halvledere og plasmaer) er der to eller flere "slags" elektrisk strøm i modsatte retninger. Flowretningen for "konventionel strøm" er også baglæns i forhold til den virkelige elektronvandring i metaller (den typiske elektriske leder), hvilket forvirrer mange begyndere inden for elektronik.
Paulis udelukkelsesprincip.
Paulis udelukkelsesprincip, sædvanligvis omtalt som blot udelukkelsesprincippet, er et kvantemekanisk princip formuleret af Wolfgang Pauli i 1925, som udsiger at to identiske fermioner ikke kan være i den samme kvantetilstand (dvs. samme sted og samme impuls, fx kan to elektroner ikke befinde sig på samme sted). Det er en af de mest betydningsfulde principper inden for fysiken, primært fordi de tre typer af partikler som almindeligt stof er dannet af - elektroner, protoner og neutroner - alle er underlagt dette princip. Paulis udelukkelsesprincip ligger bag mange karakteristiske egenskaber ved almindeligt stof, fra almindelig stofs stabilitet i den stor ende af skala til eksistensen af det periodiske system).
Alle partikler som er underlagt Paulis udelukkelsesprincip kaldes for fermioner. Ud over familien af elektroner, protoner og neutroner, omfatter disse også neutrinoer, kvarker (hvoraf neutroner og protoner er dannet), og endda atomer, som fx helium-3. Alle fermioner har "halvt heltals spin", hvilket betyder at de besider et iboende angulært moment, hvis værdi er formula_1 (Plancks konstant divideret med 2π) multipliceret med et 'halvt heltal' (1/2, 3/2, 5/2 osv.). Inden for kvantemekanikken beskrives fermioner som værende i en "antisymmetrisk tilstand", hvilket beskrives nærmere i artiklen om identiske partikler.
Paulis udelukkelsesprincip gælder derimod ikke for bosoner, der er karakteriseret ved at have et 'heltal' (1, 2, 3 osv.)
Antistof (fysik).
Antistof er ligesom almindeligt stof opbygget af molekyler, som igen er opbygget af atomer. Men antistofs atomer består af antipartikler. Antipartiklerne er hovedsagelig positroner (antielektroner), antiprotoner og antineutroner.
Antistof er aldrig fundet naturligt og sikkert med god grund, for når det rammer normalt stof, udløser det en stor mængde energi i form af gammastråling, svarene til den mængde energi det består af. Når et kvantum antistof forenes med den samme mængde normalt stof, bliver massen af begge dele fuldstændigt omsat til frigjort energi. Til sammenligning omsætter atombomber, atomkraftværker, brintbomber kun en meget lille del af deres masse til frigjort energi via fusion og fission.
Reaktionen af 1 gram antistof med 1 gram stof vil producere 1,8×1014 J (=180TJ) af energi (beregnet via ligningen "E=mc²"). Det at brænde 1 gram benzin producerer 4,2×104 J (=42kJ) og fusion af 1 gram brint vil producere 2,6×1012 J (2,6TJ). Det skal dog bemærkes at ca. 50% af antistof-stof processen vil blive til neutrinoer.
Hvis man kunne lave og gemme antistof effektivt, ville det være en god måde at lagre energi på.
Antistof er foreslået som "brændstof" til rumfart, da det f.eks. kun er nødvendigt med nogle få gram for at sende rumraketter, rumsonder og satelliter ud i rummet, i stedet for konventionelt - f.eks. forbrændingen af brint med ilt. Antistof vil også øge muligheden for interstellar rumfart, altså rejse til andre stjerner.
Dog er det pt. svært at gemme antistof på en effektiv måde.
Det antistof man har fremstillet indtil videre er lavet i partikelacceleratorer, og det koster meget energi at lave det.
Men man laver det for at få mere viden om subatomare partiklers opførsel og reaktioner.
Da antistof er et perfekt spejlbillede af normalt stof, mener man at der også burde opstå lige så meget antistof som normalt stof ved Big Bang, men da universet formodentligt startede på et nærmest uendeligt lille punkt, ville alt stoffet annihilere, men det er det ikke. Det er i dag et af fysikkens store uopklarede spørgsmål. Nogle forskere tror at det normale stof og antistoffet er fløjet hver sin vej gennem rummet, andre tror at der er en større chance for at der opstod normalt stof frem for antistof ved Big Bang, hvilket den nye partikelaccelerator på CERN bør kunne bekræfte eller afkræfte.
Ohm.
Størrelsen af den elektriske modstand i en given elektrisk leder måles i den afledte SI-enhed ohm [Ω] svarende til [V/A] volt divideret med ampere. Den elektriske modstand måles ved jævnstrøm.
Enheden ohm er opkaldt efter fysikeren Georg Simon Ohm.
Den elektriske modstand i ohm er pr. definition det inverse af den elektriske ledningsevne i siemens.
Edb.
Edb, en forkortelse for elektronisk databehandling, i modsætning til elektrisk eller manuel. Ordet dukkede først op på dansk i 1959, afledt af det engelske EDP Electronic Data Processing.
I dag bruges forkortelsen it (informationsteknologi) ofte i sammenhænge, hvor edb tidligere var det foretrukne udtryk.
Skiftet skete i løbet af 1980'erne - måske kædet sammen med pc-revolutionen.
Henrik Ibsen.
Henrik IbsenHenrik Ibsen (20. marts 1828 - 23. maj 1906) var en norsk dramatiker. Han regnes som en af hovedforfatterne i Det Moderne Gennembrud, en af de vigtigste forfattere i anden halvdel af det 19. århundrede og en af de vigtigste dramatikere i den europæiske teaterhistorie.
Barndom og opvækst.
Henrik Ibsen blev født d. 20. marts 1828 i Skien som den ældste i en søskendeflok på fem. Hans forældre var købmand Knud Ibsen og Marichen Ibsen (f. Altenburg). Frem til sit syvende år levede han i en lykkelig, velstående og kunstinteresseret familie. Men i 1835 gik faren konkurs med sin forretning, hvilket kom til at præge opvæksten. Familiens hus og mange af deres ejendele blev auktioneret bort. Familiens velstand blev vendt til fattigdom, og de flyttede til en mindre gård, Venstøp, uden for Skien.
Apotekerlærling.
15 år gammel forlod Henrik Ibsen familien og drog til Grimstad for at gå i apotekerlære. Han var en flittig apotekerlærling og aflagde i 1847 prøve som apoteksmedhjælper (exam.pharm.). Ved siden af apoteksarbejdet fandt han også tid til at skrive, og efterhånden begyndte han også at læse til examen artium (studentereksamen). Inspireret af latinpensumet og muligvis også af Shakespeares "Julius Cæsar" skrev han i 1849 tragedien "Catilina". Finansieret af hans to gode venner studenterne Christopher Due og Ole Schulerud blev "Catilina" udgivet i Kristiania 1850 under pseudonymet Brynjolf Bjarme, men stykket solgte næsten ikke, og restoplaget blev solgt som indpakningspapir.
I 1850 flyttede Ibsen til Kristiania for at aflægge eksamen artium, sandsynligvis fordi han tænkte på at studere medicin ved universitetet i hovedstaden. Det blev der imidlertid aldrig noget af. Derimod startede han sammen med litteraturkritikeren Paul Botten-Hansen og forfatteren Aasmund Vinje et satirisk-litterært ugeblad inspireret af det danske satiriske tidsskrift "Corsaren." Ibsen var bladets tegner og teateranmelder, samtidig skrev han også litteratur- og teateranmeldelser i andre aviser. Og Ibsen fortsatte med at skrive dramatik. Hans andet skuespil, eventyrkomedien "Kæmpehøien," blev indleveret anonymt til Christiania Theater, hvor det blev antaget. 26. september 1850 blev et skuespil af Henrik Ibsen for første gang opført på et teater. Kort tid efter mødte han den verdensberømte norske violinist Ole Bull, som engagerede ham som ”dramatisk forfatter” ved Det norske Theater i Bergen, som Bull havde været medstifter af i 1850.
Læreår ved teateret.
Det Norske Theater var et erklæret nationalt projekt med ambitioner om at grundlægge en norsk scenekunst, som skulle erstatte den stærke danske dominans gennem blandt andet de mange danske teatertrupper, som turnerede i de større norske kystbyer. Det Norske Theater blev etableret i Komediehuset i Bergen, som var bygget i 1800 af Det dramatiske Selskab, men som fra 1830-erne hovedsagelig blev benyttet af omrejsende danske trupper.
Ibsen blev engageret som husdramatiker, og i løbet af de seks år i Bergen skrev han og fik opført fem skuespil ved teateret. Efter et studieophold i København og Dresden i 1852, finansieret af teatrets direktion, blev hans engagement ved teateret udvidet til også at omfatte iscenesættelse. Henrik Ibsen blev dermed en af de første sceneinstruktører i norsk teater. Gennem arbejdet som sceneinstruktør tilegnede han sig grundlæggende praktisk dramaturgiske kundskaber, som han kunne nyttiggøre i skrivningen af sine skuespil. Ibsens grundlæggende erfaringer fra praktisk teater ser man blandt andet i hans mange og detaljerede sceneanvisninger. I Bergen mødte han Suzannah Daae Thoresen, som han giftede sig med 1858, og fik sønnen Sigurd.
I 1857 blev Ibsen tilbudt stillingen som kunstnerisk direktør ved Kristiania norske Theater, som var blevet etableret 1852 som en nationalt orienteret konkurrent til det dansk drevne Christiania Teater i den norske hovedstad. Dette førte til nogle turbulente og vanskelige år for Ibsen. I 1862 gik Kristiania norske Theater fallit og blev slået sammen med Christiania Theater, hvilket indebar, at Christiania Theater blev ”fornorsket”. Ibsen blev engageret ved Christiania Theater som litterær konsulent, og 1864 iscenesatte han sit eget stykke "Kongs-Emnerne" (1863) ved dette teater, hvilket blev hans sidste opgave nogensinde med praktisk teater.
Idealisten Ibsen.
1. april 1864 forlod Ibsen Norge og mødte sin hustru og søn, som havde tilbragt vinteren hos hendes stedmoder Magdalene Thoresen i København, og rejste videre alene for at bosætte sig i Rom. Samme høst kom hans lille famillie efter til Rom, og dermed startede en periode på 27 års udlændighed. I løbet af disse år boede Ibsen i Rom (1864-1868), Dresden (1868-1875), München (1875-1878), Rom (1878-1885) og München (1885-1891). Under det første Rom-ophold skrev han de store idédramaer "Brand" og "Peer Gynt. Brand" blev hans første succes på det nordiske bogmarked. Herefter blev hans skuespil udgivet i København - med Frederik Hegel ved Gyldendalske Boghandels Forlag som forlægger - og ikke i Kristiania. "Brand" og "Peer Gynt" indebar Ibsens brud med den nationalromantiske tradition, som dominerede kunst- og kulturlivet i Norge, og som hans mytologiske og historiske skuespil fra 1850erne og begyndelsen af 1860erne fortsat hørte hjemme i. I stedet begyndte han at gøre sig bemærket med satire og kritik af de snævre nationalistiske tendenser i sit hjemland.
I 1873 udkom "Kejser og Galilæer," som Ibsen senere selv karakteriserede som sit hovedværk. Dette er en tiakters mastodont af et skuespil med handling fra romerriget i 300-tallet. I 1877 indledte han rækken af sine berømte og banebrydende samtidsdramaer med "Samfundets støtter." Med disse dramaer stillede han sig i spidsen for ”det moderne gjennombrud” i europæisk åndsliv. I sine samtidsdramaer behandlede han centrale og kontroversielle temaer i det moderne samfund, kvinders stilling i ægteskab og samfund, moralsk hykleri og magtmisbrug blandt ledende mænd i næringsliv, politik, kirke og medier, forholdet mellem sandhed og moral, frihed og pligt, minoritet og majoritet, miljøhensyn versus økonomiske interesser, incest, dødshjælp, m.m.
Samtidsdramatikeren Ibsen.
Med de realistiske samtidsdramaer "Samfundets støtter" (1877), "Et dukkehjem" (1879), "Gengangere" (1881) og "En folkefiende" (1882) opfyldte Ibsen den indflydelsesrige danske kritiker Georg Brandes' krav om at sætte problemer under debat. "Et dukkehjem" blev det internationale gennembrud for Ibsen. Det fik enorm betydning for kvindesagskampen overalt i verden og er sandsynligvis verdens mest spillede drama i moderne tid.
Manuskribtet til "En folkefiende" (1882).
Før Ibsen vendte tilbage til Norge i 1891, skrev han "Vildanden" (1884), "Rosmersholm" (1886), "Fruen fra havet" (1888) og "Hedda Gabler" (1890). Disse dramaer med markante kvinder i hovedrollerne manifesterede en gradvis overgang fra det socialkritiske problemdrama til det psykologiske og symbolske drama. Ibsen blev af kritikerne og almenheden opfattet som en repræsentant for den socialkritiske realisme eller naturalismen, og hans gradvise overgang til en dybdepsykologisk symbolisme blev gennemgående ikke forstået i hans samtid. Hans samtidsdramaer var vigtige for udviklingen af en psykologisk-realistisk (eller naturalistisk) skuespilkunst; først i løbet af det 20. århundrede begyndte teatret og litteraturkritikerne at beskæftige sig med de symbolske aspekter af Ibsens samtidsdramatik.
I 1891 flyttede Ibsen tilbage til Kristiania, hvor han først boende på Victoria Terrasse, så i Arbins gade, hvor han og hustruen Suzannah boede til deres død hhv. i 1906 og 1914. Ibsen sidste hjem er i dag museum, Ibsenmuseet. Hans fire sidste dramaer, "Bygmester Solness" (1892), "Lille Eyolf" (1894), "John Gabriel Borkman" (1896) og "Når vi døde vågner" (1899), karakteriseres ofte som dramatiske selvportrætter i selvransagelsens og selvbekendelsens tegn. Hovedpersonerne i disse stykker er aldrende mænd med kreativ foretagsomhed. De skuer tilbage og tager opgør med deres liv, som gerne ender tragisk. Disse sene dramaer er præget af symbolik.
I 1900 fik Ibsen sit første slagtilfælde. Hans "dramatiske epilog" "Når vi døde vågner" blev det sidste skuespil, han skrev. Han døde i 1906 efter flere år med dårligt helbred.
Ibsen skrev i alt 26 skuespil og omkring 300 digte. Hans skuespil har bevaret en stærk aktualitet og sættes stadig op på talrige scener overalt i verden. Efter Shakespeare er Ibsen sandsynligvis verdens mest spillede dramatiker.
Wolfram von Eschenbach.
Wolfram von Eschenbach (ca. 1170-1220) var en tysk digter, ridder og minnesanger fra det frankiske Eschenbach i nærheden af Ansbach. Han er forfatter til eperne "Parzival" om vejen til Gralen, "Willehalm" om den historiske korsfarer Guillaume af Orange samt "Titurel", som også knytter an til gralslegenderne, men er ufuldendt. Dette sidste epos er også kendt under titlen "Den ældre Titurel" for at skelne det fra "Den yngre Titurel", som er en fortsættelse skrevet af en senere digter ved navn Albrecht, men længe fejlagtigt regnet for Wolframs eget værk. Desuden findes bevaret ni "Tagelieder" (Dagningssange), der tilskrives Wolfram. (Tagelieder er en genre indenfor minnedigtningen, der omhandler de (illegitime) elskendes adskillelse ved daggry, når vægterens morgenkald høres. En af Wolframs Tagelieder er imidlertid usædvanlig ved at omhandle et ægtepar, der ikke behøver at skilles, selvom vægteren høres, men kan fortsætte med at elske hinanden dag og nat.)
Wolfram regnes for den største middelaldertyske epiker, hans sprog er sublimt og hans almenviden og åndelige spændvidde enorm, og de senere mestersangere betragtede ham som et af deres store forbilleder.
Man ved ikke andet om Wolfram, end hvad han selv fortæller i sidebemærkninger i sine eper, men regner med, at det er troværdigt, at han har været af ridderstand, men fattig, og blandt andet har haft landgrev Hermann 1. af Thüringen (1190-1217) som arbejdsgiver, den mest betydningsfulde støtte for tysk ltteratur på den tid. Wolfram var samtidig med bl.a. Walther von der Vogelweide, den berømteste tyske minnelyriker.
Wagner lader Wolfram optræde i sin opera "Tannhäuser" som den figur, der forsvarer den rene og trofaste kærlighed.
Bærum.
Bærum er en kommune i Akershus fylke i Norge, og er en forstad til Oslo. Bærum grænser i nord til Hole og Ringerike, i øst til Oslo og i vest til Asker og Lier. Asker og Bærum ligger adskilt fra de øvrige kommuner i Akershus og betegnes Akershus Vest, og bliver i flere sammenhænge ofte set på som en del af Oslo. Rådhuset ligger i Sandvika, som i dag har status som by. Bærum ligger i Oslo bispedømme, og kommunen er en del af metropolområdet Oslo.
Bærum har landets højeste gennemsnitlige indtægts- og uddannelsesniveau.
Geografi.
Bærum er en af Akershus' større kommuner (og den største, målt i antal indbyggere), med de store skovarealer i Bærumsmarka i nord. Som i Oslo er store dele af kommunen fortsat afsat som vildmark hvor der ikke er tæt bebyggelse. De store arbejdspladser er langs kysten fra Sandvika i vest til Lysaker i øst. Derudover har der været udstykninger op i Lommedalen nordøst i kommunen. I 1970'erne og 1980'erne flyttede mange børnefamilier til Lommedalen.
Bærums højeste punkt er Vidvangshøgda (549 moh.) i Krokskogen, men den bedste udsigt får man fra toppen af søndre Kolsås (349 moh.), hvor der er adkomst via stier. Herfra kan man se ud over næsten hele kommunen, ind til Oslo, over til Nesodden og det indre af Oslofjorden.
Her findes en stentype som er karakteristisk for Osloområdet - rombeporfyr.
Delområder.
Bærum er inddelt i 22 delområder og 413 grundkredse.
Politik.
Høyre og Fremskrittspartiet har altså rent flertal med totalt 28 medlemmer. Odd Reinsfelt, den nuværende borgmester, har været borgmester siden 1991.
Samfund og kultur.
Kulturlivet i Bærum er relativt fattigt for en kommune med så mange indbyggere. Det er nemt for Bærums indbyggere at tage til Oslo og benytte tilbuddene der, eftersom de kulturelle tilbud der - enten det er biograf, teater eller musik - er meget større.
Sandvika har en stor biograf med otte sale samt et nyere kulturhus med 200 sæder for lokale teaterforestillinger eller koncerter. Sandvika teater, tidligere Sandvika biograf, bruges til mindre forestillinger. Udenfor Sandvika findes Henie-Onstad kunstcenter med en flot samling af malerier og anden kunst.
Lokalavisen Asker og Bærums Budstikke bidrager også aktivt til at støtte op omkring kulturlivet. Avisen havde et oplagstal på 30915 i 2004 og er flere gange blevet kåret til «Norges bedste lokalavis».
Sport.
Holdsporten i Bærum fik et reelt opsving mod slutningen af 1990-erne, da fodboldholdet Stabæk rykkede op i eliteserien. Stabæk er sammen med FC Lyn Oslo de hold i Tippeligaen som har flest egne juniorspillere i truppen 2006. Stabæk Fotball vandt pokalfinalen i 1998. Af kendte fodboldhold huser Bærum også en af Norges bedste klubber for ungdom, Bærum SK, som spilede i 1. divisjon senest i 2003. Bandy har altid været en stor sport i kommunen, og kombinationen fodbold som sommersport og bandy som vintersport er ganske almindelig blant unge idrætsudøvere. Stabæk har 12 norgesmesterskaber i bandy, og kommunen har også Øvrevoll/Hosle som eliteseriehold. I tillæg har kommunen håndboldhold på højt niveau både for kvinder (NTG/Stabæk), og mænd (i 2005s slutspilmestre Haslum HK).
I Bærum findes et stort idrætstilbud og kommunen har flere store idrætsanleg og -haller, så som multi-idrætsanlægget Hauger idrettspark (bl.a. ishockey, bandy, fodbold, baseball og golf), Nadderudhallen (svømning, halidrætter og bowling),Gjønneshallen (fodbold, håndbold, basket og klatring), Nadderud stadion og Fornerbu stadion (fodbold og atletik) med tilstødende kunstgræsbane samt alpinanlæggene i Kirkerudbakken, Krydsbybakken og Kolsåsbakken.
Kommunen har også fostret mange succesrige individuelle udøvere -
2004.
2004 var et skudår, og det begyndte året på en torsdag.
December.
Ulykkesområdet i det indiske ocean (26. december)
Eksterne henvisninger.
04
Spin (fysik).
Inden for kvantemekanik er spin en særlig form for indre impulsmoment af en partikel, for eksempel en elementarpartikel, en atomkerne eller endda et helt atom.
Forskellen på fermioner og bosoner er at fermioner overholder Paulis udelukkelsesprincip mens bosoner ikke gør det.
Under særlige omstændighed (som for eksempel ekstremt lav temperatur) opfører en samling af fermioner sig derfor fundamentalt forskelligt fra en samling bosoner. En samling af bosoner under ekstremt lav temperatur vil således have tendens til at henfalde til samme kvantetilstand i takt med at temperaturen sænkes (se Bose-Einstein-kondensat), mens fermioner ikke gør det.
Adel.
Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier og oprindeligt havde en del forpligtelser. Adel har eksisteret i mange århundreder og i mange civilisationer, bl.a. hos ægypterne, inderne, araberne og i det romerske rige.
Adel som klasse.
I Danmark hævede en række ansete mænd sig allerede omkring år 1000 over bønderne. De beklæder stillingen som styresmænd, en position, der nedarves på mandssiden. Herunder hører hirdmændene, kongens huskarle, som har svoret ham troskabsed. De to klasser smelter sammen i løbet af valdemarstiden, og rammerne udvides.
Der opstår en ny klasse, som forpligter sig til at yde krigstjeneste mod at slippe for de faste skatter, der indførtes. De blev kaldt "herremænd", hvad tiden selv forstod som "herrens mænd".
Krigsadel.
I løbet af middelalderen blev kongerne mere afhængige af herremændene, fordi krigene førtes med ryttere, og der byggedes borge. Herremændene søgte at begrænse kongens magt med håndfæstninger. Der opstod magtkampe mellem konge og adel, og riget var ved at gå sin opløsning i møde i de første årtier af 1300-tallet, hvor den holstenske adel under grev Gerhard var ved at overtage magten i Danmark. Under Valdemar Atterdag og Margrete 1. stabiliseredes kongemagten på adelens bekostning, og mange adelsborge sank i grus.
Adelen gik fra nu af over til at være en fødselsadel, og adelsvåbnet kom til at spille en væsentlig rolle. Fra omkring 1525 blev det den påbudt at antage familienavn. Herremændene kunne opkræve bøder af deres undergivne og fik til stadighed udvidet jurisdiktionen over dem.
Adelsvælde.
Under Frederik 1. i 1400-tallet fik adelen på det nærmeste hånds- og halsret over bønderne, men under Grevens Fejde i 1500-tallet lykkedes det med nød og næppe foreningen af kongemagt og adel at knuse bøndernes oprør. Det bragte for alvor de to parter sammen, og fra da af blev adelen i langt højere grad statens og kongens tjenere og kunne herved fortsat sikre sine privilegier.
Den teknologiske udvikling inden for krigsvæsenet havde medført, at den højt specialiserede ridder til hest var blevet umoderne, og det samme gjaldt hans murede borg. Krudtet og skydevåbnenes udvikling havde gjort dem værdiløse.
Adelen begyndte nu en ny livsstil. Den satte sig på de store og velaflagte stillinger i det begyndende / voksende embedsmandsapparat som rigsråder eller lensmænd. Andre studerede. Mange omgav sig med stor luksus, og der blev bygget pragtfulde herregårde.
Adel under enevældet.
Da ulykkerne begyndte at vælte ind over Danmark i slutningen af Christian 4.s regeringstid, blev adelen hårdt ramt, og faldet blev endeligt beseglet under Frederik 3., da enevælden blev indført i 1660. Fra at have været Europas måske mest privilegerede stand blev den danske adel den måske mindst privilegerede. Den havde hverken særadgang til embeder eller skattefrihed. Da adelen i 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten, blev det snarere en byrde, da der dermed fulgte pligten til stå inde for fæstebøndernes skatter. Inden år 1700 var størstedelen af det danske adelsgods gået over på nye hænder.
Lens-adel.
For at kaste ny glans over kronen begyndte kongerne at skaffe sig en ny hofadel ved at adle borgerlige og naturalisere udenlandske adelige, og i 1671 indførte Christian 5. en ny form for højadel bestående af lensgrever og lensbaroner med langt mere udstrakte privilegier, end den gamle adel var i besiddelse af. Adelen havde fået et helt nyt præg. Den var helt afhængig af kongens nåde, var udstyret med store æresrettigheder og sociale privilegier. Den var især repræsenteret ved hoffet, i officerskorpset og på de højere embedsposter. Især højadelen havde fået et tysk præg.
Den gamle adel -uradelen- var ikke udelt begejstret for det nye blod i denne brevadel... som det fremgår af en formastelig satire "Grevens og Friherrens Komedie"
Adel uden privilegier.
Grundloven i 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", og ved lensafløsningen i 1919 overgik de eksisterende grevskaber, baronier og stamhuse til fri ejendom.
Adelen i Danmark i dag består af 189 slægter med ca. 5.000 personer. En fortegnelse findes i "Dansk Adels Årbog".
Adelskab.
Adelskab er baseret på salisk lov, således at det kun arves fra den agnatiske afstamning (sværdsiden), dvs. faderen (der er dog undtagelser).
Danmark tilhører den tysk-nordiske kulturkreds, og det er den tyske adelsret og tysk skik, der er gældende. Den tysk-nordiske adelsret afviger lidt fra fx den angelsaksiske bl.a. ved at alle medlemmer af en slægt i princippet anses som lige, og alle medlemmerne erholder adelig status og eventuel titel (med nogle få undtagelser), medens det i Storbritannien kun er slægtens hovedmand, der arver den egentlige titel; det gælder også for de i Sverige efter 1809 adlede. Det er kun juridisk, at deres søskende ikke anses for adelige. I Sverige og Storbritannien tages de med i adelskalendere og årbøger.
Adelen i Storbritannien forveksles ofte med "the Peerage," men den var den politisk-juridiske adel og en del dommere og gejstlige. Adelen omfatter også der de politisk-juridiske adelsfamilier, riddere ("knights"), baronetter og landadel ("gentry"). Nogle af dem har titler som "Lord, Lady" og "Sir."
I Storbritannien er højadelen inddelt i "the Peerage," med fem forskellige grupper: 1) "duke" (hertug), 2) "marquess" (markis), 3) "earl" (greve), 4) "viscount" (adelsmand med rang mellem greve og baron) og 5) "baron" (baron).
I Storbritannien hedder en greve "earl", og ordet "count" bruges kun om en greve, der ikke hidhører fra Storbritannien. En "earl"s hustru hedder imidlertid "countess".
Der findes i dag ca. 900 svenske adelsslægter. De fleste norske adelsslægter uddøde ca. 1500, men Norge har en lille adel fortrinsvis af danske adelsslægter (Se norske adelsslægter). I Finland findes 148 nulevende adelsslægter.
Ud over dem findes 26 finske adelsslægter uden for Finland.
De allerfleste adelige har ikke titler. I Danmark fører den nye højadel efter enevældens indførelse titler som baron, lensbaron, greve og lensgreve. De udgør højadelen sammen med den gamle rigsrådsadel, dvs. de mest betydningsfulde gamle adelsslægter, der sad i Rigsrådet. I andre lande føres et væld af andre titler, som fx hertug og fyrste. En jarl var i Danmark kongens stedfortræder, og den danske kong Knud tog denne titel med sig til England i 1028. Den blev erstattet med baron af Vilhelm Erobreren, indtil earl blev genindført i 1300-tallet. Senere kom viscount-titlen imellem.
Lavadelige titler.
De danske titler lensgreve og lensbaron kan ikke placeres uden videre i dette system. Titlerne betyder, at indehaveren har fået tildelt et len af kongen, i modsætning til dem, der kun er titulære grever eller baroner.
Adelens status.
I Danmark er adelen ikke afskaffet i 1849, kun dens forrettigheder. Titlerne er alt, hvad der er tilbage.
Spanske titler kan være af Kastilien, Katalonien, hele kongeriget eller grandee af 1., 2. eller 3. klasse. Disse grandeer kan være ubetitlede, og en ubetitlet grandee er altid af højere rang
end en kastiliansk, katalonsk eller kongerigsk adelsmand, selv om denne skulle være hertug.
Dette gjælder uanset klasse på Grandeen.
Riddere kaldes i Spanien hidalgos.
I Italien er adelen afskaffet, men der findes byadelskab, landskabsadelskab, savoyisk adelskab, siciliansk adelskab. Disse titler er nu en del af navnet.
I Tyskland og Østrig er adelen afskaffet i 1919. Titler er nu en del af navnet i Tyskland, men også afskaffet i Østrig.
I Frankrig er adelen afskaffet, og hvem som helst kan kalde sig hvad som helst, men der fandtes to hovedformer i "l´ancien regime" og "Regime Napoleon".
I Belgien, Luxembourg og Holland findes fortsat som i Spanien og Storbritannien adel og adling.
I Sverige forsvandt adelens politiske rettigheder i 1866, adling blev ophævet i 1974 (dog blev den sidste mand adlet i 1904) og de sidste forrettigheder forsvandt i 2003 (dog var disse forrettigheder ikke reelle), så adelens status er lige som den i Danmark fra 1.juli 2003.
I Norge blev adling afskaffet 1814 og alle titler i 1821 (dog kunne dem med titler i 1821 beholde dem livet ud).
I Finland blev adelens politiske magt afskaffet 1905, adlingen 1918 (sidste adling 1912), og forretighedene ophævet 1918. Titler kan de bruge som i Sverige og Danmark.
Mærkeligt nok giver courtouisen (høflighedsformer ved hoffet) udslag i titelbrug. I Sverige bliver en tysker, der i navnet er prinz, benævnt prins ved det Kongelige Hof (specielt hvis han er gift med en svensk prinsesse). Det samme gælder i Norge; en udenlandsk adelstitel bliver accepteret ved Det Kongelige Hof, selv om ingen nordmand tillades at bruge sin families titler.
Publikationer.
*
Libanon.
Libanon (arabisk: لبنان, fransk: Liban) er et land i Mellemøsten. Det har grænser op til Syrien og Israel. Kystlinjen vest for landet udgøres af Middelhavet. Libanon er efter traditionen et af de femten lande, der refereres til som menneskehedens vugge.
Geografi.
Satellitbillede fra 2002. Snedække på Libanons vestlige og østlige bjergkæder med Bekaa-dalen imellem
Nyere historie.
Libanons historie er præget af konflikter mellem en række forskellige trosretninger inden for kristendommen og islam.
Landet gennemgik en ødelæggende borgerkrig fra 1975-1990. Flere nabolande var indblandet i konflikten, bl.a. Israel og Syrien. Israel invaderede det sydlige Libanon og rømmede først området i 2000. I forbindelse med denne krig, blev mellem 700 og 3500 flygtninge dræbt under massakren i Sabra og Shatila. Syrien havde tropper stationeret i landet fra 1975 frem til 2005. Desuden støttede Iran oprettelsen af den shiitiske Hizbollah-milits i 1982, som især har bekæmpet israelske mål i Sydlibanon og selve Israel med selvmordsbomber og især katusha-raketter mod mål i Nordisrael.
Efter drabet på den folkekære eks-politiker Hariri i februar 2005 var der uro i Libanon med flere massedemonstrationer rettet mod de syriske troppers tilstedeværelse, og Syrien blev efter internationalt pres tvunget til at trække sine 14.000 soldater ud. De sidste soldater forlod landet d. 26. april 2005. Libanon er nu på vej mod parlamentarisme, og der afholdtes valg i 2005.
Landet blev i sommeren 2006 kastet ud i en ny krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon kidnappede to israelske soldater. Israelerne svarede tilbage ved at iværksætte et større angreb. Israelerne sønderbombede den sydlige del af landet, hvor Hizbollah holder til, og smadrede bl.a 640 km vej, 73 broer, 25 benzinstationer, et par kraftværker og et mejeri. Op mod tusinde civile blev dræbt og halv million libanesere blev tvunget væk fra deres hjem og måtte overleve i flygningelejre og på skoler.
Religion i Libanon.
I Libanon finder man 18 forskellige anerkendte religiøse grupper, således finder man forskellige grupper af kristne, muslimer og oveni helt andre grupper. Jf. CIA worldfactbook 2008, så er omkring 40 procent af befolkningen kristen, her dominerer de katolske maronitter. 5 procent er drusere, og endeligt er den resterende del af befolkningen primært muslimer.
Sprog i Libanon.
De officielle sprog i Libanon er arabisk og fransk.
Udover de officielle sprog tales der 3 andre sprog: Armensk (ca. 235.000 (1986)), kurdisk (ca. 75.000 (2004)) - der findes en kvart million kurdere i Libanon (2000), men langt de fleste taler arabisk til daglig), samt engelsk (ca. 3.300 (2004))
Arabisk.
Den syro-libanesiske dialekt af arabisk tales (foruden i Libanon) i Syrien, Jordan og Palæstina.
Dialekten adskiller sig markant fra de arabiske dialekter der tales i Nordafrika. Gennem poesi, litteratur og musik er den libanesiske form for arabisk særligt udbredt overalt i den arabiske verden således, at de fleste arabere forstår den libanesiske dialekt - på trods af at deres egen dialekt adskiller sig markent fra libanesisk.
Den libanesiske dialekt er den dialekt, der er næstmest anvendt i sange og film, kun overgået af egyptisk-arabisk. Man skelner imellem 6 former for libanesisk-arabisk: Nordlibanesisk Arabisk, Sydlibanesisk Arabisk (specielt udbredt blandt den shia-muslimske befolkning, dialekten kaldes også "Metoualy"), Central/Nordlibanesisk-arabisk (specielt udbredt i Libanon- og Antilibanonbjergene), Central/Sydlibanesisk-arabisk (tales af den drusiske befolkning), Iqlim-al-Khurrûb Arabisk (der primært tales af den sunni-muslimske befolkning), samt endelig standardlibanesisk-arabisk, der er baseret på Beirut-dialekt. Endvidere lærer alle libanesere det klassiske arabisk - Fus'ha 'Arabi - i skolen.
Fransk.
Ca. 16.600 mennesker i libanon har fransk som modersmål. Disse er primært franskmænd bosat i Libanon. Sproget forstås dog af op mod 65% af befolkningen.
Fraktal.
__NOTOC__
Norske adelsslægter.
Norske adelsslægter. De fleste norske adelsslægter uddøde i 1500-tallet.
Ved lov af 1. august 1821 blev»den norske adel«ophævet, dog således at adelskabet skulle vedblive for de»adelsmenn som dengang var i besiddelse derav og for deres i lovlig ekteskap fødte barn slik at disse fremdeles skulle beholde samme for sin livstid, såfremt de for neste ordentlige Storting lovlig beviste sin adkomst hertil«.
I. Norsk uradel.
Galtung (ubevist, en linje har senere fået dansk adelspatent, se III)
Paus (Pauss, de Paus) (ubevist, en linje har senere blevet adlet af Paven, se VI)
II. Dansk uradel i Norge.
Bille
III. Brevadelige familier.
Anker - adlet 1778 og 1798, prætenderer at nedstamme fra svensk adel.
Galtung, en linje har fået dansk adelspatent, slægten prætenderer norsk uradelskab (se I)
Heubsch - adlet 1691 - friherrelig stand i Tyskland
von Munthe af Morgenstierne - adlet 1755
Wibe (Vibe, de Vibe) - adlet 1634
IV. Fremmede adelsslægter anerkendt som dansk-norsk adel.
Bonde-Wadenstierna- Svensk/ dansk adel, Dansk baroni.
Aubert - fransk, adlet 1612, naturaliseret 1776.
le Normand de Bretteville (Bretteville) - fransk, naturaliseret i Danmark 1804
Lowzow - mecklenburgsk, naturaliseret 1777.
Scheel - Scheele - tysk (ubevist)
Trampe - pommersk, «riksgrevelig» 1735, dansk grevelig værdighed 1743.
Wadenstierna - svensk uradel. adlet 1702, naturaliseret i Danmark, Baroni 1806.
Wedel-Jarlsberg (Wedel, Wedell) - pommersk, dansk-norsk lensgrevelig værdighed 1684.
VI. Fremmede adelsslægter uden anerkendelse som dansk-norsk adel.
Bülow - tysk
Paus (Pauss, de Paus) - norsk slægt, en linje har pavelig adelspatent, grevelig værdighed. Prætenderer norsk uradelskab (se I)
Øvrige emner.
Adelsslægter
Svenske adelsslægter.
Svenske adelsslægter. Sverige har omkring 900 adelsslægter, ubetitlede, friherrelige og grevelige.
Der skelnes mellem introduceret og ikke-introduceret adel. Med»introduceret«menes, at svenske adelsslægter er introduceret på Riddarhuset. De introducerede er medlemmer af Riddarhuset. Mange "ointroducerade" er medlemmer af Ointroducerad Adels Förening.
Introduceret adel.
Baseret på "Sveriges Ridderskap och Adels kalender"
Ikke-introduceret adel.
Baseret på "Kalender över Ointroducerad Adels Förening"
Alpheus heterochaelis.
"Alpheus heterochaelis" er en blandt mange rejer som kaldes knipsereje eller pistolreje. Ved at smælde sine klosakse sammen kan den lave varme kollapsende eller imploderende gasbobler med en temperatur på mindst 5.000 kelvin. Det kaldes også sonoluminescens (rejeluminescens).
Knipsereje.
Knipserejer og pistolrejer er rejearter i familien "Alpheidae".
Fyrste.
Fyrste, (latin "princeps", gammelhøjtysk furisto, tysk "Fürst") var oprindelig ikke en titel, men betød blot "den første". Betegnelsen har været anvendt om ikke-regerende medlemmer af en regentfamilie og medlemmer af højadelen i visse lande, fx Tyskland, Rusland ("knjas"), Frankrig ("prince"), Italien ("principe").
Principelt er det en betegnelse på en suveræn hersker og ingen egentlig titel "per se". En fyrste kan derfor betegne alle monarker uanset hvilken titel, de bruger (f.eks. konge, kejser, hertug, fyrste etc.). Denne betydning afspejles i brugen af fyrster som kollektiv betegnelse for monarker og ord som fyrstehus om et suverænt hus (slægter).
I dag bruges betegnelsen som titel i Andorra, Liechtenstein, Monaco, Tyskland og enkelte andre lande i Europa. Der skelnes mellem suveræne eller forhenværende suveræne fyrster, der har hersket over en stat (fyrstendømme), og ikke-suveræne fyrster, der blot udgør den højeste klasse af adelen.
Fyrstetitlen arves i Tyskland primogeniturt, det vil sige således at kun slægtens hovedmand er fyrste og hans hustru fyrstinde, medens yngre medlemmer af slægten er henholdvis prins og prinsesse. I Rusland får alle slægtens medlemmer fyrste/fyrstinde-titlen.
Historie.
I oldtidens Rom var "princeps séndtus" en ærestitel, som Augustus og hans efterfølgere benyttede; derefter betegnes kejserdømmet i dets første periode, da kejseren i det mindste i teorien kun var rigets første embedsmand, som principatet. Hos oldgermanerne omtales fyrster ("principes" kaldes de af Cæsar og Tacitus), der valgtes på folkeforsamlingerne og især synes at have været dommere eller rettere lovsigemænd. I den ældre middelalder betegner udtrykket fyrste eller "princeps" i det hele landets fremragende mænd (»rigets bedste mænd«, "meliores regni" eller "terrae"), men efterhånden, som lensvæsenet udviklede sig, blev fyrste titlen for den rigsumiddelbare lensmand.
Særlig gælder det i Tyskland, og her fremkom både gejstlige og verdslige fyrster. Til de første regnedes ærkebiskopper, biskopper og de abbeder og abbedisser, der var indehavere af rigsumiddelbare abbedier. Om kejserens stilling til de gejstlige fyrster drejede sig investiturstriden; efter Reformationen gav deres tilstedeværelse anledning til store vanskeligheder. Til verdslige fyrster regnedes hertuger, markgrever, pfalzgrever, landgrever, borggrever og grever, forsåvidt de havde deres len umiddelbart af kejseren. Alle fyrster havde sæde i den tyske rigsdag. Ud fra de øvrige skilte sig dog i 13. århundrede de 7 mægtigste, de såkaldte kurfyrster, der fra nu af udgjorde et særligt øverste kollegium på rigsdagene, mens de øvrige fyrster mødte i»Fürstenrat«, det andet kollegium, der deltes i den gejstlige og verdslige»Fürstenbank«. Deltagelsen i fyrsterådet blev i tidens løb skelnemærket mellem fyrster og de mindre herrer, rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare, men ikke havde adgang til rigsdagene. I løbet af 16. og 17. århundrede fastsloges hvilke fyrstehuse, der i kraft af besiddelsen af bestemte territorier havde sæde og stemme i rigsdagen, og efter Den westfalske Fred 1648 kunne ny udnævnte fyrster kun få stemmeret på rigsdagen med dennes tilsagn. De gejstlige fyrster forsvandt ved nyordningen i 1803. Overhovederne for de tyske fyrstefamilier havde prædikatet "Durchlaucht", men fyrsteværdigheden i og for sig havde nu ikke længere nogen retslig betydning, hvorimod der knyttede sig ulige æresrettigheder dertil, også fx for de mediatiserede fyrsters vedkommende og for de fyrster, der før 1806 var rigsumiddelbare, men dengang måtte træde i undersåtsforhold til større landsherrer. Tyske suveræne landsherrer har ofte uddelt fyrstetitlen som belønning for store fortjenester, således blev Bismarck 1890 fyrste (hertug) af Lauenburg!
Fyrstens rettigheder.
Stillingen som fyrste indebærer/indebar retten til/muligheden for at udøve visse gerninger. Man kan skelne mellem juridiske, politiske, økonomiske og ejendomsmæssige rettigheder.
En afart af første måde er de grundlove, hvor en del af fyrstens sædvanlige rettigheder er overdraget andre statsinstitutioner så som en folkevalgt forsamling, en regering udgået af denne, en professionaliseret offentlig domstol og lignende. I nogle lande (fx Danmark) har fyrsten dog fortsat en formel ret til at foranstalte retsundersøgelser af personer, til hvem ansvaret for disse fysteopgaver nu er overdraget i tilfældet af formodet embedsmisbrug.
Meteorit.
En meteorit er en himmellegeme, en meteorid, der overlever turen gennem Jordens atmosfære og rammer jorden. På vej gennem atmosfæren kaldes fænomenet for et stjerneskud eller en meteor.
Nogle af de største meteoritter er fundet på Cape York i Grønland, rester fra et nedslag for omkring 10.000 år siden
Den største meteorit er "Hoba-meteoritten" på 60 ton.
Klassisk mekanik.
Side fra værket "A Universal Dictionary of Arts and Sciences" fra 1728.
Klassisk mekanik er beskrivelsen af bevægelser og vekselvirkninger af legemer i tilfælde af små hastigheder (i forhold til lysets hastighed) og store energier (formelt "virkninger", målt i forhold til Plancks virkningskvant), f.eks. bevægelser af planeter i vores solsystem. Den kaldes også Newtonsk mekanik efter Isaac Newton som skabte grundlaget for teorien.
Betegnelsen "klassisk" bruges for at skelne mellem denne beskrivelse og f.eks. kvantemekanik eller relativistisk mekanik. Klassisk mekanik går over i relativitetsteori, hvis hastighederne nærmer sig lysets hastighed formula_1, og med kvantemekanik, hvis virkninger nærmer sig Plancks virkningskvant ħ (typisk hvis dimensionerne og/eller energierne er meget små); og med kvantefeltteori hvis begge betingelser er til stede. I et stærkt tyngdefelt eller ved hurtig bevægelse i et vilkårlig tyngdefelt erstattes klassisk mekanik med almen relativitetsteori. Desværre findes der endnu ikke en samlet kvantetyngdefeltsteori.
Specialiserede felter indenfor den klassiske mekanik er statik ("ligevægtslære") og dynamik ("bevægelseslære").
Historie.
Arkimedes og Galilei har ydet væsentlige bidrag til den klassiske mekanik med praktiske eksperimenter og empiriske resultater. Galileis praktiske arbejde og måleresultater omkring blandt andet frit faldende legemer fik det teoretiske grundlag, da Isaac Newton med sin infinitesimalregning forfinede den klassiske mekaniks teoretiske grundlag så vidt, at selv himmellegemernes bevægelser nu kunne forklares matematisk - en disciplin der kaldes himmelmekanik eller "celest mekanik".
Efter Newton fik videnskaben det indtryk af den fysiske verden, at alting lod sig beregne og forudsige, hvis blot man kendte verdens øjeblikkelige "tilstand" tilstrækkelig nøjagtigt. Men i årene omkring det 20. århundredes begyndelse gjorde man en række opdagelser, blandt andet omkring atomets opbygning, som tvang fysikerne til at kuldkaste forestillingen om det deterministiske univers.
I vor tid råder fysikken over mere præcise modeller, og her viser det sig, at den Newtonske mekaniks resultater er tilnærmelsesvist rigtige, så længe farten er meget mindre end lysets, og det stedlige tyngdefelt er svagt (begge dele gælder i høj grad for alle "dagligdags situationer"). For mere om dette, se artiklen Almen relativitetsteori og klassisk mekanik
Eksterne henvisninger.
*
Sydafrika.
Sydafrika er et land, der ligger på den sydligste del af det afrikanske kontinent med bjerge mod det Indiske Ocean og Atlanterhavet. Det har grænse med Namibia, Botswana, Mozambique, Zimbabwe, Lesotho og Swaziland. Afrikas sydligste punkt Kap Agulhas ligger i landet.
Sydafrikas første demokratiske parlamentsvalg afholdtes den 27. april 1994. Nationens første folkevalgte præsident blev den da 75-årige Nelson Mandela.
Flag.
Da apartheidstyret blev væltet i 1994, valgte man også at udskifte det gamle flag med det nuværende flag.
Økonomi.
Sydafrikas økonomi er hovedsageligt baseret på råstoffer som
Kapstaden.
Kapstaden (afrikaans, nederlandsk: Kaapstad, engelsk: Cape Town'") ved Kap Det Gode Håb (afrikaans: Kaap Die Goeie Hoop) er den næststørste by i Sydafrika med ca. 3,5 millioner indbyggere. Durban er tredjestørst og har også knap 3,5 milloner indbyggere mens Johannesburg er størst. Kapstaden er hovedby i Vest-Kapprovinsen og samtidig sæde for Sydafrikas parlament (og således den ene af landets tre hovedstæder).
Historie.
Byen blev grundlagt af nederlandske kolonister i 1652 under ledelse af Jan van Riebeeck på vegne af det nederlandske Ostindiske kompagni VOC ("Vereenigde Oostindische Compagnie"). De første europæiske bosættere kom også til der. Området havde været benyttet af portugisiske skibe siden Vasco da Gama første gang passerede i 1497. VOC etablerede Kapstaden ud fra et ønske om at sikre sejlruten til kompagniets betydelige besiddelser i Indien og Indonesien. Kapstaden forblev en nederlandsk besiddelse indtil napoleonskrigene, hvor byen og Kapkolonien i flere omgange blev besat af britiske tropper. Ved Wienerkongressen i 1814 afstod Nederlandene Kapstaden og Kapkolonien til Storbritannien, der ligeledes havde en interesse i at sikre sejlruten til Britisk Indien.
Afrikaans.
Afrikaans (af.: "afrikansk") eller boersprog (fordi det oprindeligt blev talt af boerne) er et vestgermansk sprog, udviklet fra det hollandske, der blev talt af bønder i 1600-tallets Holland. Det har også optaget mange låneord fra engelsk, fransk, malajisk og afrikanske sprog. Sproget tales i store dele af det sydlige Afrika, ikke alene af efterkommerne efter de hollandske kolonister (boerne), men især også af mange negroide afrikanere. Sproget tales af 16 mio. Afrikaans er modersmålet for ca. 60% af de kaukasiske og ca. 90% af de negroide, hvilket i alt er ca. 6 mio. mennesker hovedsageligt i de to vestlige Kapprovinser i Sydfrika og de to sydlige provinser i Namibia. Afrikaans er et af Sydafrikas officielle sprog.
Matematisk pendul.
formula_1
hvor "g" er den lokale tyngdeacceleration; ca. 9,82 m/s² de fleste steder på Jordens overflade.
Formlen gælder "approximativt", ikke eksakt, fordi den bygger på approximationen sin "θ" ≈ "θ". Dog ses det af formlen, at hverken loddets masse eller udsvingenes præcise størrelse har nogen indflydelse på svingningstiden "T".
Beregningsmodellen for det matematiske pendul er ikke lige velegnet til alle det virkelige livs penduler. En anden beregningsmodel, det fysiske pendul, er lidt mere kompliceret, men kan anvendes på flere praktiske penduler.
Fysisk pendul.
Det fysiske pendul er en fysisk beregningsmodel, som i modsætning til det matematiske pendul kan bruges på alle penduler der foretager små udsving.
formula_1
hvor g er den lokale tyngdeacceleration; ca. 9,82 m/s² de fleste steder på Jordens overflade.
Resultatet er en tilnærmelse (approximation), ikke et eksakt svar, fordi formlen bygger på at sin θ ≈ θ.
Til visse penduler kan man bruge en simplere beregningsmodel, det såkaldte matematiske pendul, som hverken involverer massen m eller inertimomentet I.
Inertimoment.
Inertimoment er et begreb fra den klassiske mekanik, der beskriver trægheden i et roterende legeme, dvs. dets modstand mod at få ændret sin rotationsbevægelse.
Inertimomentet er for roterende legemer, hvad masse er for legemer, der kan forskydes lineært (translateres), f.eks. togvogne: Ligesom det kræver en større kraft for at få en tung vogn til at accelerere lige så hurtigt som en lettere vogn, så kræver et svinghjul med et stort inertimoment et større drejningsmoment for at accelerere lige så hurtigt som et hjul med mindre inertimoment.
Den fysiske dimension for inertimoment er masse gange længde i anden, hvoraf SI-enheden for inertimoment bliver kg·m².
Beregning af inertimoment.
Inertimomentet for et givent legeme afhænger af legemets dimensioner og geometriske udformning i forhold til omdrejningsaksen, samt mængden og fordelingen af masse i legemet.
Den generelle metode.
Inertimomentet kan beregnes ved at legemet matematisk set opløses i utallige, bittesmå "partikler" med forskellige masser "mn", i forskellige afstande "rn" fra rotationsaksen. Den enkelte partikel har inertimomentet "In"="m"n·"r"n², og hele legemets samlede inertimoment er således summen af samtlige partiklers "bidrag".
Inertimoment for visse homogene legemer.
Det ses af formlerne, at en tyndvægget cylinder giver det største mulige inertimoment "I" for en given mængde "byggemateriale" (massen "m"): Dette forklarer hvorfor svinghjul på f.eks. dampmaskiner udformes med en kraftig (dvs. tung) og udpræget bred "fælg".
Parallelforskudt omdrejningsakse.
Hvis rotationsaksen går igennem et legemes tyngdepunkt (massecenter), hænger det populært sagt "i balance"; så kan legemet bringes til hvile i enhver stilling uden brug af bremse- eller låsemekanismer, og uden at tyngdekraften får legemet til at dreje "af sig selv".
formula_10,
hvor "m" er massen af det roterende legeme/pendulet.
Svovl.
Svovl (på latin "sulpur", "sulphur" el. "sulfur"; på græsk θείον ("theion")) er det 16. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol S. Svovl tilhører gruppe 16 tidligere også kaldet hovedgruppe 6, i det periodiske system. Dette ikke-metal kan optræde i over 30 forskellige allotropiske former, hvor det mest almindelige er α-formens (rhombisk) citrongule krystaller.
Svovl i talrige skikkelser.
De gule krystaller af α-svovl består af ringformede molekyler med normalt 8 svovl-atomer i ringen (illustrationen til venstre), men også nogle med 7 atomer og enkelte med blot 6 atomer – og man kan skabe specielle former for svovl med 12 og 18 atomer i hvert ringmolekyle. Svovl med 7 atomer i hver ring ligner varianten med 8 atomer i hver ring, men er blot lidt mere mørkegul.
Ved at nedkøle smeltet svovl meget hurtigt, får man en amorf allotrop, kaldet plastisk svovl: Det er et gulbrunt, gummiagtigt stof, hvor røntgenkrystallografiske undersøgelser tyder på at svovlatomerne danner lange, "spiralsnoede" molekylekæder med otte atomer i hver af spiralens "vindinger". Ved temperaturer under 95 °C omdannes denne form dog til α-formen, normalt i løbet af dage eller timer men ved hjælp af en katalysator kan det foregå meget hurtigere.
Smeltet svovl har en blodrød farve, og udmærker sig ved at dets viskositet "stiger" med temperaturen når denne er højere end 200° celsius; det smeltede svovl bliver med andre ord mere "tyktflydende" efterhånden som det varmes op. Denne effekt skyldes at svovlatomerne danner polymerer, eller lange "kæder" – når temperaturen når tilstrækkelig højt op, nedbrydes disse polymer-kæder igen, så viskositeten falder, og stoffet bliver mere lindt og tyndtflydende.
Kemiske egenskaber.
Med undtagelse af ædelgasserne kan svovl indgå i kemiske forbindelser med alle andre grundstoffer; heri optræder svovl med oxidationtrinene −2, +2, +4, +6 og i enkelte tilfælde også +1. Svovl kan brænde i atmosfærisk luft med en blålig flamme, hvorved det reagerer med luftens indhold af ilt under dannelse af det stærkt lugtende svovldioxid, SO2. En anden ildelugtende svovlforbindelse er svovlbrinte, H2S, der sammen med organiske svovlforbindelser er "ansvarlig" for lugten af rådne æg. Svovl i sig selv er lugtfrit og, når der tales om lugten af svovl er det oftes H2S eller SO2 der refereres til.
Svovl er uopløseligt i vand, men kan opløses i kulstofdisulfid og i mindre grad i upolære organiske opløsningsmidler som benzen og toluen. Rent svovl udviser hverken syre- eller base-egenskaber.
Fysiske egenskaber.
Svovl leder varme dårligt. Derfor kan man, hvis man holder en svovlkrystal op til øret, høre små knitrelyde. Det skyldes, at varmen fra hånden får de ydre lag af svovlkrystallen til at udvide sig. Naturlige pragteksemplarer af svovlkrystaller skal derfor behandles varsomt.
Anvendelser.
Mens rent svovl bruges i nogle få, specialiserede sammenhænge, indgår svovl"forbindelser", især svovlsyre, i utallige industrielle processer, og spiller en afgørende rolle for verdensøkonomien: Et lands udviklingsgrad kan "aflæses" i dets produktion og forbrug af svovlsyre.
Brug af rent svovl.
Svovl bruges i vulkanisering af gummi, hvor svovlet binder sig til forskellige polymerer i gummiet og på den måde "binder" dem sammen til et stivere og mere slidstærkt materiale. Sidst i det 18. århundrede brugte møbelsnedkere stykker af svovl i mosaikker og andet indlagt arbejde – det gik dog hurtigt "af mode" igen, primært på grund af den svovldioxid der dannedes ved smeltningen af svovlet.
En ny anvendelse for rent svovl er i de såkaldte svovllamper; en lyskilde hvor et plasma af svovl bringes til at lyse ved hjælp af mikrobølger.
Svovlforbindelser.
I 1989 indgik cirka 85% af verdensproduktionen af svovl i fremstillingen af svovlsyre; størstedelen af denne svovlsyre gik til fremstillingen af gødning, og her ud over bruges der svovlsyre i olieraffinering, behandling af spildevand samt i udvindingen af en række råmaterialer fra mineraler. Andre svovlforbindelser indgår i rengøringsmidler, svampe-dræbende midler, farvestoffer samt i en række kemikaler der bruges i landbruget. Til fotografier baseret på sølv bruger man natrium- og ammoniumthiosulfat som "fiksermiddel", og sulfitter bruges til at blege papir og som konserveringsmiddel til tørret frugt.
Svovl i biologien.
Svovl spiller en afgørende rolle for alle levende celler; for visse bakterier er svovlforbindelser "mad", og hos alle organismer der ånder ilt indgår svovl i enzymer der er ansvarlige for håndteringen af dette stof. Planter optager svovl i form af sulfationer, der reduceres til sulfider.
Hos både planter og dyr indgår svovl i aminosyrerne cystein og methionin, og dermed også i alle de polypeptidder, proteiner og enzymer der indeholder disse aminosyrer. De svovlholdige Syrer homocystein og taurin har en lignende struktur, men DNA-"sproget" omfatter ikke disse syrer.
Disulfidbindinger mellem cystein i forskellige peptidkæder spiller en vigtig rolle for proteiner og den måde de former sig på: Bindingerne knytter peptidkæderne sammen og gør proteinet mere modstandsdygtigt – for eksempel skyldes fjer og hårs store mekaniske styrke og ufordøjelighed i høj grad disse disulfidbindinger. Fugleæg er rige på svovl, netop fordi dette stof skal bruges i den kommende fugls fjerdragt.
Svovl i miljøet.
Fossile brændsler indeholder en vis mængde svovl, om end man forsøger at rense dette svovl ud af petrokemiske produkter. Når de brændes af for at udvinde energi, danner svovlet svovldioxid, som følger de øvrige forbrændingsprodukter ud ad skorstenen: Svovldioxidet opløses i den atmosfæriske luft og i det vand luften indeholder (skyer m.v.), og udgør her en væsentlig bestanddel af smog. Svovldioxid omdannes desuden til svovlsyre, som bidrager til forsuring af blandt andet landbrugsjord.
Forekomst og udvinding.
Man kan finde aflejringer af rent svovl omkring varme kilder og i områder med vulkansk aktivitet mange steder i verden, specielt i "ildringen" omkring Stillehavet: Sådanne vulkanske aflejringer af svovl udvindes ved minedrift i Indonesien, Chile og Japan. Dertil er Sicilien også kendt for sine svovlminer, samt en gammel metode til udvinding af svovl (se nedenfor).
En anden væsentlig forekomst findes i salthorster omkring den Mexicanske Golf, og i gamle aflejringer fra indtørrede, tidliegere vandområder i det østlige Europa og vestlige Asien: Svovlet disse steder menes at komme fra anaerobe bakterier der nedbryder svovlholdige mineraler, især gips, men det kan dog ikke udelukkes at svovlet skabes alene af geologiske processer uden biologiens indvirking.
Svovl udvundet af kulbrinter, klar til afskibning.
Svovl udvindes også som et "biprodukt" af råolie og naturgas, som indeholder en vis mængde svovl der af miljøhensyn fjernes fra det endelige produkt. Der findes en række naturligt forekommende, svovlholdige mineraler, herunder sulfider som pyrit (jernsulfid), cinnober (kviksølvsulfid), blyglans (blysulfid), zinkblende (zinksulfid) og stibnit (antimonsulfide), samt sulfater som gips (calciumsulfat), alunit (kaliumaluminiumsulfat) og tungspat (bariumsulfat).
Svovl i verdensrummet.
De talrige vulkaner på Jupiter-månen Io udspyer store mængder svovl og svovlholdige forbindelser, som siden udfældes på overfladen og giver anledning til månens røde, gule, sorte og hvide farver. På Jordens egen Måne findes et mørkt område nær krateret Aristarchus, som måske er en aflejring af svovl.
Svovl er også en bestanddel af mange typer meteoritter: Almindelige kondritter indeholder i gennemsnit 2,1% svovl, mens kulstofkondritter kan indeholde helt op mod 6,6%. Svovlet i disse meteoritter findes som regel udelukkende i form af jernsulfid (FeS), men undertiden også i form af andre sulfider. I kulstofkondritterne kan svovlet optræde som frit svovl, som sulfater og muligvis også i andre kemiske forbindelser.
Udvinding.
a> kiln-ovn til raffinering af svovl. Bogillustration fra 1906.
Svovl udvindes primært ved to metoder: Den sicilianske metode og Frasch-processen.
Ved den sicilianske metode stables svovlmineralerne fra minerne i murede kiln-ovne, sådan at der er rigelig luft mellem mineralblokkene. Øverst på bunken anbringes pulveriseret svovl, som antændes, og varmen fra denne ild smelter svovlet ud. Ovnen er opstillet på en skråning, så det smeltede svovl løber ud ved det laveste punkt, hvor det opsamles i en spand af træ.
Til Frasch-metoden bruges tre koncentriske rør; det ene inde i det andet. I det yderste rør flyder der varmt vand ved højt tryk, som smelter svovlet, mens der fra det inderste strømmer varm, komprimeret luft ind i svovlet i det "mellemste" rør. Svovlet presses ud som et "skum", som er op imod 99½% rent og, modsat produktet fra den sicilianske metode, ikke behøver yderligere rensning.
En tredje metode, Claus-processen, bruges til at fjerne svovl fra fossile brændsler.
Historie.
Svovl har været kendt siden forhistorisk tid, og omtales i Skabelsesberetningen i Bibelen. Kineserne kendte til svovl i det 6. århundrede f.Kr.; i Hanzhong fandtes naturligt forekommende svovl, som kineserne kaldte for "shiliuhuang", og i det 3. århundrede f.Kr. fandt de ud af at udvinde svovl fra pyrit. Kineserne studerede stoffets brændbarhed og reaktion med visse metaller, men de første praktiske anvendelser var i traditionel kinesisk medicin. En militær afhandling fra Song-dynastiet beskriver i 1044 forskellige opskrifter på krudt, bestående af varierende mængder af salpeter, carbon og svovl. De tidlige alkymister gav svovl et symbol i form af en trekant i toppen af et kors.
I 1777 overbeviste Antoine Lavoisier sin videnskabelige samtid om at svovl er et grundstof, ikke en kemisk forbindelse.
Isotoper af svovl.
Naturligt forekommende svovl består af de fire stabile isotoper 32S (94,99 %, 34S (4,25%), 33S (0,75%) og 36S (0,01%). Hertil kender man 20 radioaktive isotoper, hvoraf 35S har den længste halveringstid med 87,51 døgn – de øvrige radioisotoper har halveringstider fra knap 3 timer og derunder. Dertil kendes der 1 metastabil kerne-isomer: 43mS
35S-isotopen anvendes i biokemien til mærkning af protein typisk i form af aminosyrene: 35S-methionin og/eller 35S-cystein.
Alfred Nobel.
Alfred Bernhard Nobel (21. oktober 1833 - 10. december 1896), svensk kemiker, ingeniør og dynamittens opfinder. Alfred Nobel er i eftertiden bedst kendt for bestemmelserne i sit testamente angående anvendelsen af hans enorme formue til oprettelsen af Nobelpriserne.
Grundstoffet nobelium er opkaldt efter ham.
Biografi.
Alfred Nobel blev født d. 21. oktober i Stockholm i 1833 som den tredje søn af den svenske ingeniør Immanuel Nobel (1801-1872) og Andriette Ahlsell Nobel (1805-1889). I en tidlig alder flyttede familien til Sankt Petersborg, hvor hans far åbnede en torpedofabrik. I 1859 overgik fabrikken til den anden søn, Ludvig Emmanuel (1831-1888), som udvidede fabrikken kraftigt. Alfred vendte sammen med sin far tilbage til Sverige efter, at virksomheden var gået fallit, og begyndte at studere sprængstoffer og særligt sikre fremstillingsmetoder til anvendelse og brug af nitroglycerin. Der berettedes om flere eksplosioner på den familieejede fabrik i Heleneborg, og ved en alvorlig ulykke i 1864 blev Alfreds yngre bror Emil og flere andre arbejdere dræbt.
Eksterne henvisninger.
Alfred
Karl Gjellerup.
Karl Adolph Gjellerup (2. juni 1857, Roholte ved Præstø –
11. oktober 1919, Klotzsche ved Dresden) var en dansk forfatter.
Han var søn af præsten Carl Adolph Gjellerup og Anna Fibiger. Efter faderens død i Landet Sogn på Lolland i 1860 flyttede han til moderens fætter, Johannes Fibiger, som var præst ved Garnisons Kirke i København.
Han debutterede i 1878 som forfatter med "En Idealist" (1878), som foregår i samtiden i provinsbyen N, en henvisning til Næstved, hvor hans plejefar havde fået kald som sognepræst.
Han delte Nobelprisen i litteratur 1917 med Henrik Pontoppidan.
Henrik Pontoppidan.
Henrik Pontoppidan (24. juli 1857 i Fredericia - 21. august 1943 i Charlottenlund) var en dansk forfatter, der hovedsageligt skrev romaner. Hans tre hovedværker er "Det forjættede Land", "Lykke-Per" og "De Dødes Rige".
Som ung ville han revolutionere verden og gøre op med sin fædrene tro ved at ville være ingeniør og siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat. I forfatterskabets sidste fase havde Pontoppidan forlængst resigneret i politisk henseende, for i stedet at besvare sin egen gåde: hvem er du selv?
Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen, som han delte med den i dag glemte Karl Gjellerup, for "hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark."
Pontoppidans romaner og noveller giver et usædvanligt omfattende billede af hans land og tidsalder.
I 1863 flytter familien til Randers, hvor faderen fik embede ved Skt. Mortens Kirke og ind i en stor præstebolig med 20 værelser i to etager og en gård med stalde og udhuse.
I 1933 blev han æresborger i Randers.
Eksterne henvisninger.
Henrik
Fredrik Bajer.
Fredrik Bajer (21. april 1837 i Vester Egede ved Næstved - 22. januar 1922 i København) var en dansk forfatter, lærer og pacifistisk politiker som sammen med svenskeren Klas Pontus Arnoldson modtog Nobels Fredspris i 1908.
Præstesønnen Fredrik Bajer var elev på Sorø Akademi fra 1848 til 1854, men kort før studentereksamen gik han ud af skolen for at få en officersuddannelse. Han deltog som løjtnant i krigen 1864 mod Preussen og Østrig. I 1865 trådte han ud af hæren for at engagere sig i fredsarbejdet. Han slog sig ned i København, hvor han ernærede sig og sin familie som lærer, oversætter og forfatter.
I 1867 indtrådte Bajer i Frédéric Passys Internationale Fredsliga og arbejdede for denne i Skandinavien.
I 1872 blev Bajer valgt til Folketinget for Det forenede Venstre, hvor han havde sæde indtil 1895. I det politiske arbejde var han især aktiv i sociale og ligestillingsspørgsmål. Han gik desuden ind for forholdstalsvalg, for frihandel og for et militsforsvar i stedet for den traditionelle hær. Sammen med sin hustru, kvindesagsforkæmperen Mathilde Bajer (f. Schlütter), stiftede han Dansk Kvindesamfund i 1871. Bajer var redaktør af ugebladet "Folkevennen" 1877-1879 og er ophavsmand til et omfattende forfatterskab om voldgift og liberalt fredsarbejde.
I 1882 stiftede Bajer "Foreningen til Danmarks Nevtralisering", senere kaldet Dansk Fredsforening, som han var formand for fra 1884 til 1892.
I 1891 var Bajer medinitiativtager til Det internationale Fredskontor med hovedkvarter i Bern, som han var præsident for indtil 1907, derefter ærespræsident. Han deltog i fredskongresserne i Den Internationale Liga for Fred og Frihed, i de nationale skandinaviske fredskongresser og i næsten alle verdensfredskongresser.
Da han modtog Nobels fredspris udtrykte han kritik af fredsbevægelserne mangelfulde organisation. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914 og dermed skuffede de idealer, han gennem havde arbejdet for, var han ikke længere aktiv i fredsarbejdet.
Kofi Annan.
Kofi Atta Annan (født 8. april 1938 i Kumasi, Ghana) var den syvende FN-generalsekretær og den første valgt fra FN's egne rækker. Han beklædte posten fra 1. januar 1997 til 31. december 2006. Sammen med FN fik han Nobels fredspris i 2001.
Kofi er et traditionelt navn indenfor fante-stammen og betyder "født på en fredag".
Kofi Annan startede sine universitetsstudier i sin fødeby. Han fortsatte studiene ved "Macalester College" i Saint Paul i Minnesota, USA (1961) og "Institut universitaire des hautes études internationales" i Genève, Schweiz, (1961-62). Disse studier gav ham en kandidatgrad i økonomi. Han studerede senere ved "Massachusetts Institute of Technology" i USA (1971-72), hvorfra han opnåede en naturvidenskabelig mastergrad.
Han blev gift med svenske Nane (f. Lagergren) i 1984. Parret har tre børn fra tidligere ægteskab: Ama, Kojo og Nina.
Kofi Annan begyndte at arbejde i Verdenssundhedsorganisationen i 1962 og var der frem til 1974 og igen fra 1976 til 1996. 1. januar 1996 blev han som den første sorte afrikaner valgt til generalsekretær i FN og i 2001 blev han genvalgt til en ny periode som FN's øverste leder. Valget var således utraditionelt, ligesom hans genvalg var det, idet FN har for vane at have roterende generalsekretariat, således at det efter fem år principielt skulle have gået til et andet kontinent. Det skyldtes Annans forgænger, den egyptiske Boutros Boutros-Ghali. Genvalget af Annan vidner om hans enorme popularitet.
Hans efterfølger fra 1. januar 2007 var Ban Ki-moon, en sydkoreansk diplomat.
Kontroverser.
Kofi Annans karriere i FN var imidlertid ikke en ren dans på roser. Han blev i forbindelse med tildelingen af FNs fredspris for 2001 kritiseret for at have forholdt sig passiv i forbindelse med Folkemordet i Rwanda i 1994 og Srebrenica-massakren i 1995. Annan blev i 2004 anklaget for at have forsøgt at dække over en ansats sexchikane mod en kvinde længere nede i FN-systemet. Senere blev han beskyldt for nepotisme i forbindelse med FN's Mad-for-olie-program i Irak, hvor Annan skulle have givet sin søn Kojo Annan en fordelagtig aftale.
Forholdet til USA, landets medier og den siddende præsident George W. Bush var anspændt de sidste år af Annans formandskab, idet Annan selvsagt ikke var glad for, at USA invaderede Irak uden FN-mandat.
Boutros Boutros-Ghali.
Boutros Boutros-Ghali (arabisk: بطرس بطرس غالي, født 14. november 1922 i Cairo), er en egyptisk diplomat og ph.D. i international jura. Han var De FNs sjette generalsekretær fra januar 1992 til december 1996. Han var desuden Egyptens udenrigsminister fra 1977 til 1991.
I 1997 trådte han tilbage som FN's generalsekretær og blev efterfulgt af Kofi Annan.
Javier Pérez de Cuéllar.
Javier Pérez de Cuéllar (født 19. januar 1920) var den femte FN-generalsekretær fra januar 1982 til december 1991. I 1995 stillede han uden held op mod Alberto Fujimori som præsidentkandidat i Peru. Den tidligere advokat og diplomat er nu gået på pension.
Kurt Waldheim.
Kurt Waldheim (21. december 1918 – 14. juni 2007) var en østrigsk diplomat og politiker. Han var FN's generalsekretær fra 1972 til 1981, og forbundspræsident i Østrig fra 1986 til 1992.
Waldheim var som ung medlem af en nazistisk studenterforening og nazistisk paramilitær rytterienhed, omend han efterfølgende har bestridt at have underskrevet medlemsansøgninger. Som 23-årig gjorde han tjeneste som ordonnansofficer i det besatte Grækenland og senere i Jugoslavien. Waldheim havde ikke stillinger, der gav ham direkte indflydelse på fx jødedeportationer og massakrer mod civilbefolkningen, men var til stede ved stabsmøder, der har givet ham indsigt i, hvad der foregik, herunder i krænkelser af folkeretten.
Efter at være blevet såret, vendte Waldheim tilbage til Wien, hvor han i 1945 afsluttede sine jurastudier. Han fik arbejde som sekretær for udenrigsminister Karl Gruber, og gjorde derefter tjeneste som diplomat i Paris, Toronto og New York.
Som udenrigsminister fra 1968 til 1970 gav han under Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet ordre til at lukke den østrigske ambassade i Prag, og til ikke at give flygtninge indrejsetilladelse til Østrig. Den østrigske ambassadør i Prag, senere forbundspræsident Rudolf Kirchschläger, ignorerede denne ordre. I 1971 kandiderede Waldheim til præsidentvalget, men tabte til Franz Jonas.
I perioderne 1964 - 1968 og 1970 - 1971 var Waldheim Østrigs FN-ambassadør. I 1972 valgtes han til FN's generalsekretær og bestred dette embede i to femårsperioder. Hans kandidatur for en tredje periode blev forhindret af et kinesisk veto i Sikkerhedsrådet i december 1981.
Ved præsidentvalget i 1986 opstillede Waldheim som kandidat for det konservative østrigske folkeparti (ÖVP). Det østrigske nyhedsmagasin "Profil" afslørede under valgkampen, at han i sin kort forinden udkomne selvbiografi havde løjet om sin stilling under 2. verdenskrig. Valgkampen blev usædvanligt skarp. Waldheims støtter talte om en skraldespandskampagne, men resultatet blev, at Waldheim vandt valget.
Den østrigske regering iværksatte en international historikerundersøgelse for at dokumentere Waldheims aktiviteter under krigen. Undersøgelsen påviste ingen krigsforbrydelser, men fastslog, at Waldheims fremstilling af sin militære fortid på en række områder ikke stemte overens med undersøgelsens resultater. Waldheim havde forsøgt at skjule sin militære fortid og, hvor dette ikke var muligt, at bagatellisere den. Han påstod i selvbiografien, at han var student i årene 1942/43, mens han i virkeligheden havde været soldat på Balkan under general Alexander Löhr, efter krigen kendt som "Slagteren fra Balkan" og henrettet som krigsforbryder. Som liaison-officer og tolk overfor italienske enheder tyder ingenting på, at Waldheim begik nogen krigsforbrydelse. Problemet var, at han løj om sin fortid.
Offentliggørelsen af undersøgelsen forårsagede en regeringskrise i 1988, kort før 50-årsdagen for Østrigs indlemmelse i det tredje rige. Mange så i Waldheim-sagen et symptom på Østrigs manglende opgør med landets nazistiske fortid.
På forslag fra jødiske organisationer blev Waldheim i 1987 opført på den amerikanske liste over uønskede personer. Han kunne således ikke rejse til USA.
I 1990 rejste Waldheim - umiddelbart før golfkrigen - til Bagdad for, med succes, at udvirke frigivelse af de østrigske og schweiziske gidsler, som Saddam Hussein holdt som skjold mod angreb. I 1995 blev det kendt, at Mossad havde plantet falske dokumenter for at sætte Waldheim i et dårligt lys. Grunden var, at han stillede sig kritisk til påståede israelske overgreb i det sydlige Libanon.
De fleste vestlige lande valgte under Waldheims præsidentperiode at undgå personlige kontakter på højt niveau med ham.
U Thant.
"Maha Thray Sithu U Thant"
Maha Thray Sithu U Thant (22. januar 1909 – 25. november 1974) var de Forenede Nationers tredje generalsekretær fra 1961 til 1971. Han blev valgt til posten, da den daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld blev dræbt ved et flystyrt i september 1961.
Dag Hammarskjöld.
Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld (29. juli 1905 i Jönköping, Småland, Sverige – 18. september 1961 i Nordrhodesia) var en svensk diplomat og FN's generalsekretær fra april 1953 til sin død ved et flystyrt i det daværende Nordrhodesia (nu Zambia) i september 1961.
Hammarskjöld var uddannet nationaløkonom. I 1949-1953 var han medlem af Tage Erlanders regering. De to første år som kabinetssekretær (viceudenrigsminister) og derefter som udenrigshandelsminister.
Der er konspirationsteorier, som angiver at Hammarskjöld overlevede flystyrtet og efterfølgende blev skudt. Der findes dog intet belæg for disse teorier.
Han modtog posthumt Nobels fredspris i 1961.
I forbindelse med hans død omdøbtes den inderste del af Østerbrogade i København til Dag Hammarskjölds Allé fra Østerport Station til Lille Triangel.
Trygve Lie.
Trygve Halvdan Lie (16. juli 1896 – 30. december 1968) var en norsk politiker. Fra 1946 til 1952 var han de Forenede Nationers første generalsekretær.
Gladwyn Jebb.
Sir Hubert Miles Gladwyn Jebb, First Lord and Baron Gladwyn (25. april 1900 - 24. oktober 1996), var en fremtrædende britisk politiker. Han var de Forenede Nationers fungerende generalsekretær i 1945-1946 og blev derefter Storbritanniens FN-ambassadør.
Tekstbehandlingsprogram.
Et tekstbehandlingsprogram er et stykke software til en computer, som er beregnet til at fremstille (disponere, redigere og formatere) fortrinsvist tekstbaseret materiale til præsentation på en skærm eller til udskrift. Som type var denne slags programmer nogle af de første, der blev udviklet til pcer og målrettet til anvendelse i almindelig kontorsammenhæng.
Det første tekstbehandlingprogram var Expensive Typewriter (fra 1961), og første moderne (WYSIWYG) tekstbehandlingsprogram var Bravo (fra 1974).
Hvor tidlige "tekstformateringsværktøjer" benyttede sig af tag/kode-baserede systemer, er udviklingen gået mod avancerede grafiske brugergrænseflader, og et teksbehandlingsprogram forventes nu om dage at tilbyde muligheder for hvilken som helst kombination af billeder, grafik og tekst, samt ekstra funktioner som noteapparater, autoformatering, indholdsfortegnelser og indeksering m.m.
Schwarzschild-metrik.
I den almene relativitetsteori beskriver "Schwarzschilds løsning" gravitationsfeltet uden for en sfærisk symmetrisk ikke-roterende masse, såsom en stjerne, planet eller et sort hul. Løsningen er også en god approksimation til gravitationsfeltet uden for langsomt roterende legemer som jorden eller solen. Schwarzschilds løsning er den mest generelle statiske sfærisk symmetriske vakuum-løsning af Einsteins ligninger.
Løsningen blev navngivet efter den tyske matematiker Karl Schwarzschild, som fandt løsningen i 1916, kun få måneder efter Einsteins publikation om almen relativitetsteori. Løsningen var den første ikke-trivielle eksakte løsning af Einsteins ligninger.
Ved hjælp af Schwarzschilds løsning blev de tre klassiske bekræftelser af den almene relativitetsteori udarbejdet.
formula_1
formula_5
formula_6
formula_7
formula_8
formula_9
formula_11
formula_12
formula_13
formula_16
formula_17
formula_18
formula_19
formula_20
I grænsen formula_21 forventer vi at genfinde det flade Minkowski-rum med linjeelement
formula_22
formula_24
formula_25
formula_26
formula_27
formula_29
formula_30
formula_35
formula_28 kaldes også Schwarzschild-radius og angiver begivenhedshorisonten for et sort hul. Dvs. ved formula_37 bliver tyngdekraften så stærk at end ikke lys kan undslippe.
Charlottenlund.
Charlottenlund ved Øresundskysten er en del af Gentofte Kommune og en forstad til København.
Nosofobi.
Nosofobi er græsk, betyder "overdreven frygt for sygdom" og er afledt af "nosos," der betyder sygdom. På dansk har vi kollokationen den 'lyserøde nos(os)', men sygdommen kan antage mange former.
Georg 2. af Storbritannien.
George 2. (10. november 1683 - 25. oktober 1760) var engelsk konge fra 1727 til 1760. Han var den anden britiske monark af slægten Hannover, og den sidste konge der personligt førte hæren i krig.
Ligesom faderen var han stærkt tyskpræget, men kunne dog engelsk. Han accepterede i det store hele regeringens og parlamentets magt men prøvede jævnligt at gøre sine synspunkter gældende, således modarbejdede han energisk statsmanden William Pitt den Ældre, hvis syn på Hannovers underordnede rolle han afskyede. En del af hans regering domineredes af premierminister Robert Walpoles lange fredsperiode. Kongen døde under den sejrrige Preussiske Syvårskrig, hvor regeringen netop var ledet af William Pitt.
Han var lidenskabeligt interesseret i musik, og var Händels velgører og beskytter.
Dynamik.
Dynamik. Af græsk: δυναμις, "dynamis" = "kraft". Bevægelseslære. En gren indenfor den klassiske mekanik, som beskæftiger sig med legemer i bevægelse. Som beskrivelse af procesforløb står dette begreb i modsætning til statik. Inden for fysik er "dynamik" den del af mekanikken, som drejer sig om virkningen af kraftpåvirkninger på genstande i bevægelse. Derved adskilles dynamik fra statik.
Drejningsmoment.
Drejningsmoment (eller kraftmoment) er et begreb fra den klassiske mekanik, som populært sagt beskriver den "trækkraft" der får roterende legemer (f.eks. hjul) til at dreje rundt.
Drejningsmomentet er for roterende bevægelser, hvad kraft er for legemer der bevæger sig lineært (translateres), f.eks. togvogne: Forøger man trækkraften, kan man få en togvogn (med konstant masse) til at accelerere hurtigere.Analogt for roterende bevægelser vil et forøget drejningsmoment forøge vinkelaccelerationen for et legeme med konstant inertimoment; populært sagt får det større drejningsmoment det roterende legemes "omdrejningstal pr. minut" til at stige hurtigere.
Definition, dimension og måleenhed for drejningsmoment.
formula_1
Heraf haves, at den fysiske dimension for drejningsmoment er kraft gange afstand, og SI-enheden for drejningsmoment bliver N·m (newton gange meter)
Den linje der går vinkelret gennem trækkraften F's retning (ved nr. 3 på tegningen), og igennem omdrejningsaksen (1), kaldes for "momentarmen", og den vil altid være lige så lang som eller kortere end vægtstangens længde L. Når kraften F trækker "på skrå" i vægtstangen, skaber den samme drejningsmoment som et vinkelret træk med samme kraft ville gøre i den kortere momentarm.
Fotosyntese.
Fotosyntese (af Græsk: φῶς "phōs" =”lys” + σύνθεσις "sýnthesis" = ”sammensætning”) er betegnelsen for de levende væsners dannelse af organisk stof ved anvendelse af energi fra lys - hovedsagligt lys fra Solen (solenergi). Energien fra lyset optages ved hjælp af lysende farvestoffer og omdannes til kemisk energi. Processen kan også beskrives som de levende væsners omdannelse af lysenergi til kemisk energi.
Fotosyntesen er ikke kun den vigtigste biokemiske proces på kloden, men også én af de ældste. Ved dannelsen af organiske stoffer danner den direkte eller indirekte energigrundlaget for næsten alle økosystemer, nemlig ved at skaffe dem energi og byggeelementer. Der er fundet bakterielignende mikrofossiler efter organismer, der muligvis havde fotosyntese, og som levede for 3,5-5 milliarder år siden. Fotosyntesen er en sammensat proces, der foregår hos de grønne planter, alger og visse bakterier (cyanobakterierne) samt hos visse protister. Fotosyntese-organismer kaldes også for "fotoautotrofe".
Fotosyntesens råmaterialer er og vand. Energikilden er lys (dvs. elektromagnetisk stråling). Produktet er energirige kulhydrater så som sukrose, glukose og stivelse. Som et affaldsprodukt dannes der molekylær ilt. Processen påvirkes af omgivelserne, og fotosynteseraten er afhængig af koncentrationen af i luften, lysintensiteten og temperaturen.
Der er næppe tvivl om, at dette forløb er den vigtigste, biologiske proces, da næsten alt liv på Jorden er afhængig af den – direkte eller indirekte. Om natten går fotosyntesen i stå, men planten fortsætter sin ånding. I løbet af et døgn er produktionen af fra den samlede ånding dog i reglen mindre end udskillelsen af ilt fra dagtimernes fotosyntese. Det er baggrunden for, at man kan sige, at planten producerer ilt. Det udtrykker blot, at planten gennem sit liv har et nettooverskud af iltafgivelse, hvad der hænger nøje sammen med plantens opbygning af organisk stof, baseret på optagelse af.
Oversigt.
Fotosyntesen består i en række komplekse, biokemiske processer, som dels er lysafhængige og dels ikke-lysafhængige. Nu til dags foretrækker mange at benævne dem primær- og sekundærprocesser, da de andre betegnelser kan være vildledende.
I primærprocessen (tidligere: "lysprocessen") dannes der først noget kemisk energi under udnyttelse af sollyset. Den kemiske energi findes i form af ATP og reduktionsmidlet NADPH. ATP og NADPH bliver brugt i den tilhørende, sekundære proces (tidligere: "mørkeprocessen"), sådan at der dannes organiske stoffer, hovedsageligt glukose. I den forbindelse bliver omdannet til glukose med ATP som energikilde og NADPH som reduktionsmiddel. NADPH afgiver i dette forløb den transporterede brint og to elektroner og bliver derved selv oxideret til NADP+.
Hos planterne sker dannelsen af glukose i grønkornene, som ligger i cellerne. De lysafhængige processer sker i tylakoiderne, mens de ikke-lyskrævende processer (Calvin cyklus) sker i stroma eller i cellens cytoplasma.
1. I det første trin opfanger "lyskrævende processer" eller "fotokemiske processer" (også kaldet "lysprocesser") elektromagnetisk stråling i form af sollys. Det sker ved hjælp af forskellige farvestoffer (klorofyl-, fykobilin-, karotinoid- og bakterierhodopsinfarver). Umiddelbart derefter følger en omdannelse af den eletromagnetiske energi til kemisk energi, bundet i energirige molekyler.
1. De fotokemiske processer.
I de fotokemiske processer eller "lysprocessen" optager et molekyle af farvestoffet klorofyl en foton og mister en elektron. Denne elektron gives videre til en omdannet form af klorofyl, som hedder feofytin, der sender elektronen videre til et quinonmolekyle. Det indleder en elektronstrøm langs en transportkæde, der i sidste ende medfører en reduktion af stoffet NADP, så der dannes NADPH. Desuden skabes der en strøm af brintioner (protongradient) gennem grønkornets membran. Dette overskud udnyttes af enzymet ATP syntase til en sideløbende dannelse af stoffet ATP. Klorofylmolekylet genvinder den tabte elektron fra et vandmolekyle i en proces, der kaldes fotolyse, og som slutter med at der afgives et O2molekyle til omgivelserne.
12 + lys → 6 + 24 H+ ("kemisk energi").
2. Calvin cyklus.
I den sekundære proces eller "mørkeprocessen" opfanger enzymet RuBisCO fra atmosfæren og behandler det ved hjælp af det nydannede NADPH, så der kan dannes kulhydrater med 3 kulstofatomer i et forløb, som kaldes Calvin-Bensons cyklus eller bare Calvincyklus. Disse kulhydrater bliver senere kombineret, så der dannes sukrose og stivelse.
I løbet af det andet trin bruger de sekundære processer (også kaldet Calvin cyklus og tidligere kendt som "mørkeprocesserne") de energirige molekyler til at opfange og reducere (også kaldet kulstofbinding). Derved dannes der nye, organiske forbindelser, forløbere for kulhydrater, der bruges af levende væsner både som grundlag for stofskifte med henblik på vækst og som energikilde.
6 + 24 H+ ("kemisk energi") → + 6
Dannelsen af disse stoffer udgår i langt de fleste tilfælde fra den meget energifattige, uorganiske kulstofforbindelse. I ganske få tilfælde kan den bygge på simple, energifattige, organiske kulstofforbindelser. Under alle omstændigheder bliver disse udgangsstoffer som nævnt reduceret. Som reduktionsmidler bruges simple, uorganiske stoffer: vand (), molekylært brint (), svovlbrinte eller enkle, organiske stoffer (som syrer og alkoholer, som f.eks. eddikesyre eller etanol). Det afhænger af den pågældende organisme og de enzymer, den har til sin rådighed, hvilke af de reducerende stoffer, der bliver brugt.
Lysenergien og bruges til at danne stoffet triosefosfat (G3P). G3P kan derfor betragtes som det umiddelbare slutprodukt af fotosyntesen. Dette stof kan derefter bruges som en energikilde i stofskiftet, eller det kan kombineres og omdannes, så der opstår monosaccharider eller disaccharider. Det er sukkertyper, der kendes som f.eks. henholdsvis glukose eller sukrose. Disse stoffer kan transporteres til andre celler, hvor de kan oplagres som uopløselige polysaccharider som f.eks. stivelse, eller de kan omdannes til afstivende kulhydrater så som cellulose eller glucaner.
Rækkefølge.
Hver eneste af faserne i fotosyntesen finder sted i et særligt organel: grønkornet. Dette organel har meget varierede membranstrukturer, hvor der sidder adskillige typer af proteiner. Blandt dem har de såkaldte "antenner" et stort antal farvestoffer, hvor de mest kendte er klorofylfarverne. Disse antenner øger den effektive del af systemet, der skal indfange lysenergi og tillade at skabe den energistrøm, som fører videre til andre proteiner i membranerne. Her findes centrene for de processer, der omformer lysenergi til kemisk energi.
Opsummering.
formula_1
H2A står her som alment symbol for det reducerende stof og  for alle dannede, energirige, organiske stoffer.
Fotosyntesen spalter vand for at frigøre og binder i sukker
formula_2
formula_3
Det bør benærkes, at "kemisk energi" i virkeligheden henviser til 12 molekyler NADPH + H+ og ATP. Det er nævnt, at 2. trin bruger kemisk energi, som er dannet under det 1. fotokemiske trin. Det 2. trin er derfor lige så afhængigt af lyset som det 1., bare indirekte. Det er grunden til, at den ofte brugte vending, "mørkeprocessen", er ude af trit med virkeligheden.
Fotosystem II.
Fotosystem II (navnet skyldes, at det først blev beskrevet i anden omgang) og nogle cytokrom-komplekser er ansvarlige for afgivelsen af ilt til atmosfæren, og de skaber ATP ud fra ADP og en fosfation.
Z-forløbet i den lyskrævende proces
Ved den "lyskrævende proces" bliver lysenergi omdannet til kemisk energi (ATP). Samtidig dannes der et reduktionsmiddel, der bruges ved reduktionen af, idet nemlig coenzymet NADP+ ("Nicotinamidadenindinukleotidphosphat") midlertidigt bliver reduceret til NADPH ved anvendelse af to elektroner og én brint-ion ("proton"). Denne proces blev opdaget i 1954 af den US-amerikanske biolog, Daniel I. Arnon.
Fotosystem I.
Fotosystem I er ansvarligt for afgivelsen af NADPH til stroma. Processen kaldes også den ikke-cykliske fosforylisering, for her vender elektronerne ikke på noget tidspunkt tilbage til samme molekyle.
Elektronerne, der er opsparet i fotosystem II videregives fra PQ via et cytokromkompleks til stoffet plastocyanin (PC). Ved denne overførelse bliver der pr. elektron desuden transporteret en H+ fra grønkornenes stroma over i tylakoidmembranernes indre. Brintionerne bidrager til opbygning af det kemiosmotiske tryk på tværs af membranen, som fører til skabelsen af ATP.
Anvendelsen af lyssamlerkomplekser med forskellige farvestoffer har to fordele: For det første kan der udnyttes flere fotoner pr. tidsenhed, fordi de bliver opfanget og ledt videre på et større areal end det, som klorofylet i processens centrum dækker. For det andet kan der opfanges og udnyttes lys i flere bølgelængder end den, som klorofylet selv modtager, når der bruges farvestoffer med forskellige absorptionsspektre i lyssamlerkomplekserne.
Cyklisk fosforylisering.
Den cykliske fosforylisering træder i kraft, når NADPH-niveauet bliver for højt, for der skal bruges mere ATP end NADPH.
Et karotenoid befinder sig tæt ved P680 og P700. Når tyrosin Z (TYR Z) eller procescentret ikke kan forsyne P680 eller P700 med elektroner, afgiver karotenoidet en elektron, sådan at det undgås, at de to klorofyltyper ødelægger procescentret ved at hente en elektron hos et nabomolekyle. Karotenoiderne kan sprede deres energi i form af varme, hvis der kommer for meget energi ind i procescentret.
Calvin cyklus'en eller ”Mørkefasen”.
I næste omgang gør energien i ATP og NADPH det muligt at binde kulstof fra CO2 med brintatomer fra vand. Det foregår i til Calvin cyklus'en eller kulstofbindingsfasen. Denne proces bærer også navnet "mørkefasen", selv om den sagtens kan foregå i lys. Betegnelsen henviser bare til den kendsgerning, at lyset ikke er direkte nødvendigt i denne fase – i modsætning til situationen i den fotokemiske fase ("lysfasen").
Det bundne kulstof bliver dernæst reduceret til glucid ved at få tilføjet elektroner og protoner (H+). Reduktionspotentialet stammer fra NADPH'et, som har optaget elektroner under den fotokemiske fase. Til slut har Calvin cyklus'en brug for energi i form af ATP for at kunne omdanne kulstof til glucid.
Det er imidlertid sådan hos de fleste planter, at Calvin cyklus foregår om dagen, for det er i dagslys, at den fotokemiske proces kan gendanne det NADPH og det ATP, der er uundværligt for omdannelsen af kulstof til glucid. Uden tilgang af lys og uden de stoffer, som dannes i den fotokemiske proces, kan ”mørkefasen” ikke foregå. Den fotokemiske proces ("lysfasen") og Calvin cyklus ("mørkefasen") er komplementære, og den ene kan ikke foregå uden den anden.
I "mørkeprocessen", der også kaldes sekundærprocessen eller Calvin cyklus (efter ham, der opdagede den, nemlig Melvin Calvin), bliver kulstofdioxid () bundet til en organisk forbindelse, der virker som modtager. De fleste planter med iltfraspaltende fotosyntese hører til gruppen af C3-planter. Her er den første modtager en forbindelse med 5 kulstofatomer, ribulose-1,5-bisfosfat (RubP) og det formidlende enzym hedder ribulose-1,5-bisphosphat-karboxylase/-oxygenase (RubisCO). Hos C4-planter er det stoffet fosfoenolpyruvat (PEP), der fungerer som første -modtager, og her er det enzymet PEP-karboxylase, der hjælper processen frem, men også hos dem ender det med, at bliver indsluset i Calvin cyklus'en ved hjælp af RubisCO.
Hos C3-planter går det nydannede molekyle, der har 6 kulstofatomer efter at CO2 er bundet til det, straks i stykker og bliver til 2 molekyler fosfoglycerinsyre (3-fosfoglycerat = glycerinsyre-3-fosfat), der hver har 3 kulstofatomer. I en kompliceret proces, der løber over flere trin, dannes der 12 molekyler af stoffet glycerinaldehyd-3-fosfat (G3P) ud fra 6 optagne molekyler. De 10 G3P-molekyler bliver i cyklus'en og danner under ny energitilførsel fra ATP atter de oprindeligt brugte 6 molekyler RubP. G3P kaldes også for 3-fosfoglyceraldehyd (PGAL) eller blot triosefosfat. Triose er et sukkerstof med 3 kulstofatomer.
De sukkerstoffer, der dannes i kulstofskiftet, bliver til det organiske stof, der kan bruges i andre stofskifteprocesser som f.eks. produktionen af aminosyrer og lipider (fedtstoffer). Calvin cyklus bruges også til binding af hos nogle organismer, som ikke har fotosyntese, nemlig de kemoautotrofe bakterier.
De forskellige typer af kulstofbinding.
Planterne viser forskellige mekanismer i deres binding af kulstof. Disse tre forskellige mekanismer varierer med hensyn til effektivitet, og fotosyntesetypen bestemmes ud fra antallet af kulstofatomer i det første organiske molekyle, der bliver dannet under bindingen af kulstoffet.
Hvis man opfatter C3-planternes mekanisme som den ”grundlæggende”, så er C4- og CAM-planternes mekanismer tilpasninger til tørre miljøer. For øvrigt har 98% af de grønne planter en mekanisme af typen C3.
Mekanismen hos C3-planter.
Det første trin i Calvin cyklus består i en binding af kulstof fra CO2 i stoffet ribulose 1,5 bisfosfat, katalyseret af enzymet RubisCO. Herved dannes to molekyler med hver 3 kulstofatomer (3-fosfoglycerinsyre). Det, der er bundet ved hjælp af RubisCO, stammer fra atmosfærisk, som er diffunderet ind via spalteåbningerne og derefter i opløst form videre gennem bladets celler til grønkornenes stromaer. RubisCO kan desuden katalysere en proces, hvor ilt træder i stedet for. Det giver anledning til den såkaldte fotorespiration, som tilsyneladende er en ulempe for planten, da den bevirker en nedsættelse af fotosyntesens nettoudbytte.
Mekanismen hos C4-planter.
Enzymet RubisCO, som opfanger, har som nævnt den anden egenskab at kunne binde ilt (), hvad der fremkalder et tab af organisk stof. Det er den fotorespiration, hvis nyttevirkning ikke er forstået til bunds (man formoder, at den gør det muligt at opsuge en uheldig koncentration af i cellen, hvad der beskytter mod iltninger, eller også giver den mulighed for at danne aminosyrer som f.eks. serin i mitokondrierne hos de berørte planter, - men under alle omstændigheder sker det med en nedgang i fotosynteseudbyttet).
For at undgå fotorespiration har C4-planterne et andet kulstofbindende enzym, fosfo-enol-pyruvate-karboxylase (PEP-karboxylase). Det atmosfæriske bliver hurtigt opfanget af PEP-karboxylasen, som omsætter det til et organisk stof med 4 kulstofatomer (oxaloacetat og derefter malat eller aspartat). Disse processer finder sted i bladets mesofyl (en cellemasse mellem bladets ribber). Stoffet med de 4 kulstofatomer bliver derefter transporteret til cellerne i skeden omkring karstrengene, hvor et enzym er indrettet til at frigøre det opfangede og genskabe transportmolekylet. 'et et således koncentreret i disse celler og bliver her bundet af RubisCo efter samme mekanisme, som kendes fra C3-planterne, men med et bedre udbytte. Denne fotosyntesemekanisme findes først og fremmest bland græsser fra tropiske og tørre egne som f.eks. sukkerrør og sorghum. Fotorespiration findes slet ikke eller er meget svag hos disse planter på grund af en bedre udnyttelse af.
C4-planterne opnår derfor deres gevinst ved en rumlig adskillelse af den lyskrævende og den ikke-lyskrævende fase.
"C4-planter" opbevarer kemisk i mesofylcellerne ved at hæfte det til et molekyle med 3 kulstofatomer, fosfoenolpyruvat (PEP). Det er en proces, som katalyseres af et enzym, der kaldes PEP-karboxylase, og som danner en organisk syre med 4 kulstofatomer, oxaleddikesyre. Oxaleddikesyre eller malat, der biver dannet ved den proces, bliver så flyttet til specialiserede strengceller, hvor enzymet RubisCO og andre enzymer fra Calvins cyklus findes, og hvor, der atter er frigivet fra malatet ved dekarboxylering, bindes ved hjælp af RubisCO til et sukkerstof med 3 kulstofatomer, 3-fosfoglycerat. Den fysiske adskillelse af RubisCO fra de iltfrembringende lyskrævende processer nedsætter fotorespirationen og øger -bindingen og dermed bladets fotosyntesekapacitet. Planter, der mangler PEP-karboxylase, kaldes "C3-planter", fordi den primære karboxyleringsproces, der katalyseres af RubisCO, frembringer sukkerstof med 3 kulstofatomer (3-fosfoglycerat) direkte i Calvin cyklus. C4-planter kan producere mere sukker end C3-planter under forhold med meget lys og høj temperatur. Mange vigtige afgrøder er C4-planter: majs, sorghum, sukkerrør og hirse f.eks.
Planternes svar på et varmt og tørt miljø.
I varme og tørke er planterne "tvunget" til at lukke deres spalteåbninger i kortere eller længere tid for at undgå vandtab. Det nedsætter hastigt -trykket i bladene, fordi alt inde i bladet bliver brugt i fortosyntesen. C4-planternes stofskifte har den fordel, at de kan fortsætte produktionen selv under forhold, hvor spalteåbningerne er lukkede, fordi de har et indre depot af.
Mange forskellige arter er C4-planter. Figenkaktus er et eksempel fra Kaktus-familien. Majs er også en C4-plante, selv om den ikke er tilpasset et tørt miljø (det er én af de mest vandforbrugende kulturer). C4-egenskaberne har den arvet fra sin afstamning hos slægten Teosinte, der er tilpasset varme og tørre forhold. Den egenskab er blevet fastholdt ved bevidst udvælgelse af de oprindelige dyrkere, fordi den sikrer et bedre udbytte.
Mekanismen hos CAM ("Crassulacean Acid Metabolism")-planter.
Disse planter har de samme to typer kulstofbindende enzymer, som C4-planterne har. De afviger fra dem på den måde, at kulstofbindingen ikke holdes adskilt rumligt, men derimod tidsmæssigt (nat og dag henholdsvis). I løbet af natten er spalteåbningerne åbne og planten opbygger et lager af malat, som gemmes hen i vakuolerne hos de fotosyntetiserende celler. I løbet af næste dag bliver dette malat tilbagedannet til, og Calvin cyklus kan fungere trods de lukkede spalteåbninger. Denne mekanisme kan findes hos sukkulenter, og den gør det muligt at nedsætte vandtab ved fordampning, da spalteåbningerne holdes lukkede i dagtimerne, uden at optagelsen af på den måde bliver ændret.
Under varme og tørre forhold lukker planterne deres spalteåbninger for at undgå vandtab. Under de betingelser vil tilgangen til mindskes og mængden af fri ilt, som er produceret under de lyskrævende processer, vil øges i bladene, hvad der udløser en øget fotorespiration under den proces, der kaldes oxygenase, og det betyder en nedsat kulstofbinding. Visse planter har udviklet mekanismer, der øger mængden af -koncentrationen i bladene – selv under disse forhold.
Xerofytter som f.eks. kaktus-arterne og de fleste andre sukkulenter bruger også PEP-karboxylase ved indfangningen af, men det sker i en proces, der kaldes CAM-fotosyntese (CAM står for "Crassulacean acid metabolism"). Modsat C4-stofskiftet, der holder -bindingen fysisk adskilt fra Calvin cyklus, adskiller CAM kun disse to processer i tid. CAM-planter har en bladanatomi, der afviger fra C4-planternes, og de binder om natten, mens deres spalteåbninger er åbne. CAM-planter oplagrer i form af malinsyre via karboxylering af fosfoenolpyrivat til oxaleddikesyre, der siden bliver reduceret til malat. Dekarboxylering af malatet i løbet af dagen frigiver igen inde i bladkødet, sådan at bladene kan binde kulstof til 3-fosfoglycerat ved hjælp af RubisCO.
Fotosynteseligningerne.
Ved den fotosyntetiske opbygning af byggeelementer og energistoffer bruges der både organiske og uorganiske stoffer som råmaterialer. I den mest udbredte form for fotosyntese bliver vand brugt som brintkilde, mens bliver brugt som kulstof- og iltkilde.
formula_4
Vand bruges som reduktionsmiddel i forhold til. Ved reduktionen bliver vandmolekylet spaltet (fotolyse): Der opstår fri ilt, elektroner og brintioner (protoner). Ilten afgives til omgivelserne i molekylær form (). Ilten stammer fra de spaltede vandmolekyler og "ikke' fra. Derfor står der i bruttoligningen foroven 12 vandmolekyler på venstre side, sådan at der kan dannes 6 molekyler fri ilt til højre.
På grund af dannelsen af fri ilt kaldes denne form for fotosyntese () for oxygen-fotosyntese (oxygen = ilt). Det er den metode, der bruges af cyanobakterier og alle eukaryote organismer med fotosyntese. Blandt eksemplerne kan man – foruden de grønne planter – nævne talrige protister, dvs. grønne og farvede, encellede alger. Betydningen af denne proces ligger i, at den skaber den primærproduktion af organiske stoffer, der bruges af de heterotrofe organismer som energikilde og byggestof, og i at den desuden danner, som er livsnødvendig for alle de aërobe organismer, og som næsten udelukkende bliver dannet netop ved fotosyntesen.
Andre fotosynteseformer.
Den lyskrævende proces ved fotosyntese uden dannelse af fri ilt
+ 2 → () + 2 S +
Her står () for et fiktivt organisk stof, der er det første produkt af fotosyntesen. Som et eksempel på den lyskrævende proces i denne type anoxygen fotosyntese kan man se en fremstilling overfor, hvor lysprocessen hos de grønne svovlbakterier bliver vist i forenklet og skematisk form.
Lysintensitet, bølgelængde og temperatur.
I begyndelsen af det 20. århundrede undersøgte Frederick Blackman sammen med Gabrielle Matthaei virkningerne af lysintensitet og temperatur på hastigheden i binding af kulstof (kulstofassimilationsraten).
Disse to eksperimenter viser afgørende pointer: For det første vidste man fra tidligere forskning, at de fotokemiske processer generelt ikke bliver påvirket af temperaturen. Men disse eksperimenter viser klart, at temperaturen pvirker kulstofassimilationsraten, og derfor må er være to rækker af processer, der tilsammen udgør hele assimilationsprocessen. De to hold processer er henholdsvis den lyskrævende og den ikke-lyskrævende fase. For det andet illustrerer Blackmans eksperimenter virkningen af begrænsende faktorer. En yderligere begrænsende faktor er lysets bølgelængde. F.eks. kan cyanobakterier, der lever flere meter under havets overflade, ikke modtage de korrekte bølgelængder, der fremkalder den lysinducerede adskillelse af energiladning hos de almindelige fotosyntesefarvestoffer. For at omgå dette problem omgiver en serie af proteiner med andre farvestoffer deres procescentrum. De kaldes tilsammen for et fykobilisom.
Kuldioxidniveau og fotorespiration.
I takt med at CO2-koncentrationen stiger, sker der også en forøgelse i den hastighed, som dannelsen af sukkerstoffer i Calvin cyklus'en foregår under, indtil andre faktorer bliver begrænsende. RubisCO, det enzym, der opfanger CO2 i Calvins cyklus, har evne til at binde både CO2 og ilt. Når koncentrationen af CO2 er høj, vil RubisCO opfange dette stof, men hvis iltkoncentrationen er høj, vil RubisCO binde ilt i stedet for CO2. Denne proces kaldes fotorespiration, og den forbruger energi uden at der bliver dannet sukkerstof.
Denne genbrugsmetode for de uheldige produkter af RubisCOs oxygenaseaktivitet kaldes almindeligvis for fotorespiration, da den er kendetegnet af en lysforbrugende iltoptagelse og frigivelse af CO2.
Effektivitet og virkningsgrad.
Der findes forskellige målestokke, når man vil sætte tal på virkningerne af fotosyntesen i forhold til den forbrugte energi.
"Virkningsgraden" er forholdet mellem forøgelsen af energiindholdet i de produkter, der skabes ved fotosyntesen, og den mængde lysenergi, der er forbrugt i fortosyntesen. Man kan også sætte andre mål for fotosynteseproduktet (f.eks. masse eller stofmængde) i forhold til energiforbruget. De talstørrelser, man finder, betegner man som "effektivitet", hvor man dog må sørge for, at måleenheden svarer til den valgte størrelse af fotosynteseproduktet (f.eks. gram overfor Joule henv. Mol overfor Joule).
Hvis man vil illustrere den primære effekt af fotosyntesen hos et grønkorn eller en mikroorganisme, så måler man energiindholdet (måleenhed: joule), massen (måleenhed: gram) eller stofmængden (måleenhed: mol) i et af de første fotosynteseprodukter, som regel glukose (druesukker). Vil man betragte en hel plante, et plantesamfund, en population af mikroorganismer eller de globale forhold, er det fordelagtigt at måle i forhold til den samlede, udtørrede biomasse (eller det kulstof, der er i den).
Effektivitet.
Fotosyntesens effekt kan man sætte i forhold til forskellige energistørrelser (måleenhed: joule), sådan at der findes en række forskelligt definerede størrelser for effektiviteten. I det følgende er de anvendte energistørrelser anført.
Man kan enten måle energien i hele spektret af indstrålet sollys, eller man kan måle på den del af spektret, som principelt set er anvendelig for fotosyntesen. Hos planter og alger drejer det sig – alt efter forskeren – enten om bølgelængder mellem 360 og 720 nm, om bølgelængder mellem 360 og 700 nm eller om bølgelængder mellem 400 og 700 nm. Man betegner denne del af solstrålingen som ”fotosynteseaktiv stråling” (engelsk: ”fotosyntetiskally Active Radiation”, forkortet ”PAR”). Alt afhængigt af det valgte bølgelængdeområde udgør energien i PAR 40-50 % af den samlede indstråling.
Virkningsgrad.
Som grundlag for beregningen anvendes de frekvenser, som passer med klorofylets maksimale absorptioner.
Global effektivtet.
På verdensplan er det cyanobakterier og grønalger (de såkaldte fytoplankton), som producerer mest ilt, og først derefter kommer skovene. Man har længe ment, at kun de kolde og tempererede har skabte et iltoverskud, men en nyligt offentliggjort undersøgelse viser, at også de subtopiske har producerer ilt, ganske vist med en sæsonbestemt uregelmæssighed.
Betydning for livet på landjorden.
Under de nuværende betingelser for solindstråling skaber fotosyntesen en primærprouktion på ca. 1011 pr. år. Fotosyntesener den direkte eller indirekte drivkraft bag alle bestående økosystemer på Jorden. Selv biocønoserne (livsfællesskaberne) ved de varme kilder på havbunden, der bruger uorganiske forbindelser af geotermal oprindelse som energikilde og er fuldstændigt afsondret fra sollyset, er henvist til ilten, der er et affaldsstof fra fotosyntesen.
I dag er planterne på landjorden ansvarlige for størstedelen af den fotosyntetiske primærproduktion. I modsætning dertil er biomassen fra de havlevende primærproducenter meget ringe og den udgør kun 0,2 % af den globale biomasse. Alligevel er omsætningen af havlevende mikroorganismer op til 700 gange hurtigere, end den er hos landlevende planter. Derfor skaber de havlevende primærproducenter trods deres ringe biomasse med deres 55 · 109 ton tørvægt pr. år 44 % af den globale primærproduktion.
Den globale CO2-binding sker næsten udelukkende gennem den iltdannende fotosyntese. Den ikke-iltdannnde fotosynteses betydning for den globale CO2-binding ligger på under 1 %. Det er der to grunde til: For det første findes lysafhængige svovlbakterier, der er den dominerende gruppe blandt de ikke-iltkrævende, lysafhængige organismer i de forskellige økosystemer, kun i stort antal i nogle tidevandszoner. De økosystemer, hvor disse organismer findes, bidrager således kun til den globale primærproduktion med ca. 4 %. I have med lysafhængige svovlbakterier ligger deres andel af primærproduktionen tilmed kun på ca. 29 %. Derfor antager man ud fra aktuelle forskningsresultater, at den ikke-iltdannende fotosyntese birager med mindre end 1 % til den globale primærproduktion.
For det andet er disse organismer afhængige af reducerede svovlforbindelser. Disse forbindelser opstår ved anaërob nedbrydning af organiske forbindelser til CO2 ved hjælp af sulfat - den såkaldte bakterielle sulfatreduktion. Da dette organiske kulstof allerede i forvejen var bundet ved en iltdannende fotosyntese, giver en fornyet fotosyntese på grundlag af bakteriedannede svovlforbindelser intet nettotilskud af organiske forbindelser til de højere trin i fødenettene. Af samme grund indførte Norbert Pfennig i 1978 begrebet ”sekundær primærproduktion”. De ikke-iltkrævende, lysafhængige organismer kan derfor kun udligne de tab af organiske forbindelser, som opstår ved nedbrydning af organisk stof. En undtagelse har man dog i de geotermale svovlkilder, for her har svovlforbindelserne ikke-organiske oprindelse.
Ved siden af CO2-bindingen ved den iltdannende fotosyntese spiller skabelsen af fri ilt også en vigtig rolle. Her på Jorden findes fri ilt (O2) som luftart i atmosfæren og opløst i vandmasserne. Den stammer næsten udelukkende fra den iltdannende fotosyntese. Uden den iltdannende fotosyntese kunne aërobe organismer som mennesker og dyr ikke overleve, da det kun er ved den proes, at der dannes fri ilt til deres ånding og organiske stoffer til deres energioptagelse og stofskifte.
Evolution.
Plante celler med synlige grønkorn.
De tidlige, fotosyntetiske systemer, så som dem hos grønne og purpurrøde svovlbakterier og dem hos de grønne og purpurrøde ikke-svovlbakterier formodes at have været ikke-iltdannende, fordi de har brugt andre molekyler end vand som elektrondonorer. De grønne ikke-svovlbakterier har brugt forskellige aminosyrer og andre organiske syrer. De purpurrøde ikke-svovlbakterier har brugt en række forskellige organiske molekyler. Anvendelsen af disse molekyler stemmer godt overens med de geologiske vidnesbyrd om, at atmosfæren var meget reducerende på det tidspunkt.
Fossiler af noget, som man formoder har været tråddannende, fotosyntetiske organismer, er dateret til en alder på 3,4 milliarder år.
Den vigtigste kilde til den frie ilt i Jordens atmosfære er den iltdannende fotosyntese, og dens første dannelse kaldes ofte for ”iltkatastrofen”. Geologiske fund antyder, at iltdannende fotosyntese, f.eks. cyanobakteriernes, blev afgørende i løbet af den palæoproterozoiske periode for ca. 2 milliarder år siden. Moderne fotosyntese hos planter og de fleste fotosyntetiske prokaryoter er iltdannende. Iltdannende fotosyntese bruger vand som en elektrondonor, der bliver omdannet til fri ilt i det fotosyntetiske procescentrum.
Grønkornenes oprindelse.
Hos planterne foregår fotosyntesen i organeller, der kaldes grønkorn. De har mange ligheder med cyanobakterierne, deriblandt en cirkelrund form, ribosomer af prokaryotisk type, og ensartede proteiner i det fotosyntetiske procescentrum.
Den endosymbiotiske teori formoder, at bakterier blev knyttet til eukaryotiske celler i en endocytose), hvorved de første planteceller opstod. Derfor kan grønkorn være fotosyntetiske bakterier, som tilpassede sig livet inde i plantecellerne. Ligesom mitokondrierne har grønkornene stadig deres eget DNA, som er adskilt fra deres værtplantes cellekerne-DNA, og generne i dette grønkorn-DNA ligner dem hos cyanobakterierne.
De havlevende bløddyr Elysia viridis og Elysia chlorotica har på samme måde et symbiotisk forhold til de grønkorn, som de optager med de alger, de æder. Det giver bløddyrene mulighed for at leve af fotosyntese gennem adskillige måneder.
Cyanobakterier og udviklingen af fotosyntese.
Den biokemiske evne til at bruge vand som elektronkilde udviklede sig én gang, nemlig hos en fælles forløber for de nuværende cyanobakterier. Geologiske oversigter viser, at denne begivenhed foregik tidligt i Jordens historie, for mindst 2.450-2.320 millioner år siden og muligvis endda meget tidligere. De tilgængelige beviser fra geobiologiske udersøgelser af arkæiske (>2.500 millioner år) sediment-klipper viser, at livet fndtes for 3500 millioner år siden, men spørgsmålet om, hvonår den iltdannende fotosyntese opstod, er stadig uafklaret. Et klart, palæontologisk vindue til cyanobakteriernes evolution åbnedes for ca. 2.000 millioner år siden, og det afslørede en allerede opstået diversitet blandt former for blågrønne bakterier. Cyanobakterierne forblev de vigtigste primærproducenter genem hele den proteroxoiske tidsalder (for 2.500-543 millioner år siden), delvist fordi oceanernes redoxstruktur begunstigede fortoautotrofe organismer, der kunne binde kvælstof. Grønalger fulgtes med cyanobakterierne som de vigtigste primærproducenter kontinentalsoklerne frem til afslutningen af proterozoikum, men først med mesozoikums (for 251-65 millioner år siden) rige udvikling af dinoflagellater, coccolitoforider og diatoméer fik primærproduktionen i vandene over kontinentalsoklerne en moderne form. Cyanobakterier er stadig afgørende for havets økosystemer som primærproducenter i oceanstrømmene, som dem, der binder kvælstof, og som plastider hos havalger – omend i modificeret form.
Hos planterne.
De fleste planter er fotoautotrofe, og det vil sige, at de kan danne føde direkte fra uorganiske stoffer under anvendelse af lysenergi – f.eks. fra solen, i stedet for at æde andre organismer eller at basere sig på næringsstoffer fra dem. Det er til forskel fra de kemoautotrofe, som "ikke" er afhængige af lysenergi, men henter energi fra uorganiske stoffer.
Ved kulstofbndingen produceres der – for at være mere præcis – et mellemprodukt, der bagefter bliver omdannet til de endelige produkter: kulhydraterne. Kulstofskeletterne, som bliver dannet under fotosyntesen, bruges derefter til at skabe forskellige, organiske stoffer, så som byggematerialet cellulose, grundelementer til lipid- og aminosyrestofskiftet eller som brændstof i cellernes ånding. Den sidstnævnte anvendelse findes ikke blot hos planterne, men også hos dyrene, i og med at energien fra planterne strømmer gennem fødenettene. Organismer, der er afhængige af andres fotosyntese eller kemosyntese, kaldes heterotrofe. I grove træk er ånding det modsatte af fotosyntese: Glukose og andre stoffer bliver iltet, så der opstår CO2, vand og kemisk energi. Men de to processer forløber gennem forskellige rækker af kemiske reaktioner, og de foregår i forskellige dele af cellerne (henholdsvis i grønkorn og mitokondrier).
Planter opfanger hovedsageligt lyset ved hjælp af farvestoffet klorofyl, og det er grunden til, at planterne er grønne. Klorofylets funktion bliver ofte støttet af andre hjælpefarvestoffer, så som karotener og xantofyller. Både klorofyl og hjælpefarvestofferne findes i de af cellernes organeller, som kaldes grønkorn. Skønt alle celler i de grønne planter har grønkorn, bliver det meste af lyset opfanget i bladene. Cellerne i bladets idterste væv, som kaldes mesofyllet, kan indeholde mellem 450.000 og 800.000 grønkorn for hver mm² bladareal. Bladets overflade er dækket af et ensartet lag af vandafvisende voks, kutikula, som beskytter bladet mod for stor fordampning af vand, og som dæmper optagelsen af UV-lys eller blåt lys for at mindske opvarmningen. Det gennemsigtige overhudslag tillader lyset at trænge ind til palissadecellerne, hvor hovedparten af fotosyntesen foregår.
Planter ondanner lys til kemisk energi med en maksimal effektivitet på ca. 6 %. Til sammenligning omdanner solceller lys til elektricitet med en effektivitet på 10-20 %. De individuelle planters fotosyntetiske effektivitet afhænger af bølgelængden hos det lys, de modtager, af lysintensiteten, af temperaturen og af mængden af CO2 i atmosfæren.
Hos alger og bakterier.
Alger findes i utallige former lige fra flercellede organismer som tang til mikroskopiske, encellede organismer. Selv om de ikke er så komplekse som landplanterne, er den biokemiske proces i fotosyntesen den samme. Næsten præcis som hos planterne har algerne grønkorn og klorofyl, men der findes hjælpefarvestoffer, så som fykocyanin, karotener og xantofyller, hos nogle af algerne, hvad der giver dem en bred variation af farver. Brunalger og diatoméer indeholder dog fukoxantol som hovedfarvestof. Alle alger skaber fri ilt, og mange er autotrofe. Der er dog nogle, som er heterotrofe, og de lever af materialer, der er dannet af andre organismer. På koralrevene er der f.eks. et symbiotisk forhold mellem algen zooxantella og polypdyrene i korallerne.
Fotosyntetiske bakterier har ikke grønkorn (eller nogen som helst andre membran-afgrænsede organeller). I stedet foregår fotosyntesen direkte i selve cellen. Cyanobakterier har tylakoidmembraner, er svarer ret nøje til dem, man finder omkring grønkorn, og de er de eneste prokaryoter, der har en iltskabende fotosyntese. Faktisk mener man nu, at grønkorn er udviklet fra en endosymbiotisk bakterie, der også var ophav til cyanobakterierne. De andre fotosyntetiske bakterier har en række forskellige farvestoffer, bakterieklorofyller, og de producerer ikke fri ilt. Visse bakterier, som f.eks. "kromatium", ilter svovlbrinte i stedet for vand under fotosyntesen, og de producerer svovl som biprodukt. Alle organismer med fotosyntese må leve i den fotiske zone, hvor der er adgang til sollys, undtagen dem, der lever i havbundens svagt lysende, varme kilder.
Variation hos bakterier.
Tanken om, at produktionen af fri ilt ikke er direkte forbundet med binding af CO2, blev først fremsat af Cornelis Van Niel i 1930'erne, hvor han studerede fotosyntetiske bakterier. Bortset fra cyanobakterierne har bakterier kun et fotosystem, og de bruger andre reduktionsmidler end vand. De skaffer elektroner fra en række forskellige, uorganiske stoffer, heriblandt svovlforbindelser eller brintforbindelser, og derfor bliver der for det meste ikke produceret ilt af disse bakterier.
Andre, som f.eks. de halofile (der er arker), har skabt sig nogle såkaldte purpurfarvede membraner, hvor farvestoffet bakterierhodopsin indfanger lys og producerer energi. De purpurrøde membraner Var et af de første steder, hvor man kunne påvise kemiosmose: lyset rammer membranen og pH i væsken omkring den falder i takt med, at der bliver pumpet protoner ud af membranen.
Kunstig fotosyntese.
Talrige undersøgelser har haft til formål at opnå en kunstig genskabelse af fotosyntesens processer.
I 2007 afslørede et forskerhold under ledelse af dr. Hideki Koyanaka ved universitetet i Kyoto en proces, baseret på mangandioxid, som kunne opfange CO2 300 gange mere effektivt end planterne (resultatet skal bekræftes ved offentliggørelse i et videnskabeligt tidsskrift).
Forskningshistorie.
Sev om nogle af mellemleddene i fortosyntesen stadig ikke er fuldstændigt forstået, har den overordnede fotosyntese-ligning været kendt siden det 19. århundrede.
hvor A er elektronmodtageren. Derfor er det sådan, at elektronmodtageren bliver reduceret i lys, samtidig med at ilt bliver afgivet. Som resultat af hans opdagelser, kan fotosyntesen nu ses som en reduktion, hvor kulstoffet skifter fra en iltet til en reduceret form: CO2 → HCHO, mens ilten ændres fra en reduceret til en iltet form: H2O → O2.
Italiensk (sprog).
Italiensk tilhører de romanske sprog, som alle er udviklet fra latin. Se bl.a. også spansk, portugisisk og fransk.
Italiensk er officielt sprog i Italien og Schweiz (især kantonerne Ticino og Grigioni), foruden i mikrostaten San Marino.
Sproghistorie.
Talesproget i det gamle Rom og i provinserne må tidlig have begyndt at skille sig fra den latinske standard. Efterhånden som Romerriget så gik i opløsning og produktionen af skriftligt materiale gik kraftig ned, havde latin ikke nogen indflydelse på talesproget længere. Dermed udviklede talesproget sig ukontrolleret, og ændrede sig kraftigt. Blandt andet blev det komplicerede kasussystem i latin brudt fuldstændigt ned, og intetkøn forsvandt fra sproget.
Fra 1000-tallet begyndte der at blive skrevet poesi og sange på mange af halvøens dialekter. Stor litteratur opstod i Firenze og Toscana på 1200-1300-tallet, skrevet af forfattere som Dante, Petrarca og Boccaccio. Dermed fik toskansk en forrang frem for andre dialekter, og blev med tiden accepteret i størstedelen af det italiensktalende område som korrekt sprog. Det er bemærkelsesværdigt at denne proces pågik samtidig med at Italien var opdelt i mange små og større stater.
Morten Lange.
Knud Morten Lange (24. november 1919 i Odense – 10. november 2003) var en dansk politiker og professor i botanik ved Københavns Universitet.
Efter at have været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti var Lange i 1959 med til at stifte Socialistisk Folkeparti og blev i 1960 valgt til Folketinget. Han tilhørte partiets reformatoriske fløj og var f.eks. i modsætning til sine partifæller tilhænger af kernekraftens indførelse i Danmark.
I 1976 opgav han folketingsarbejdet efter at være blevet valgt som rektor for Københavns Universitet, en post som han i 1979 tabte. Lange var internationalt kendt som svampeekspert og udgav flere bøger om emnet.
Standard-auktorbetegnelse for arter beskrevet af Morten Lange: M.Lange
Kronprinsesse Mary.
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary ("Mary Elizabeth, kronprinsesse af Danmark, grevinde af Monpezat; født Mary Elizabeth Donaldson" mandag d. 5. februar 1972 i Hobart på Tasmanien i Australien) er Kronprins Frederiks hustru og forventes at blive Danmarks næste dronning. Kronprinsesse Mary er ridder af elefantordenen.
Familie.
Mary kommer fra en skotsk immigrantfamilie i Australien. Kronprinsessens far, Dr. John Dalgleish Donaldson har undervist på Oxford University. Han har været ansat på University of Tasmania fra 1967 til han blev pensioneret i 2003 hvor han var leder for matematikafdelingen og senere Dekan på fakultet for naturvidenskab og teknologi. Efterfølgende har han været professor i anvendt matematik på det koreanske "Advanced Institute of Science and Technology" (KAIST) i Sydkorea.
Marys mor var Henrietta Clark Donaldson (født Horne), der arbejdede for rektoren på Tasmaniens Universitet. Etta, som hun blev kaldt, døde i 1997 pga. komplikationer fra en hjerteoperation seks uger tidligere. Både Marys mor og far er født i Skotland, og de flyttede til Tasmanien i 1963.
I 2001 giftede John Dalgleish Donaldson sig med kriminalromanforfatteren Susan Elizabeth (født Horwood). John var en gæsteprofessor på Aarhus Universitet. Han har også undervist på Københavns Universitet.
I juli 2006 blev John Donaldson "vind-ambassadør" med det formål at støtte vindkraft for den danske vindmølleindustri.
Mary er yngste datter af professor John Dalgleish Donaldson og Henrietta Clark. Kronprinsessen har to søstre og en bror: Jane Alison Stephens (farmaceut), født den 26. december 1965, Patricia Anne Bailey (sygeplejerske), født den 16. marts 1968 og John Stuart Donaldson (geolog), født den 9. juli 1970.
Uddannelse og karriere.
Kronprinsesse Mary er bachelor i jura og erhvervsøkonomi ("Bachelor of Commerce and Law" - BCom.LLB) fra University of Tasmania. Hun tjente to attester i markedsføring og reklame af "The Advertising Federation of Australia" (AFA) og "Australian Direct Marketing Association". Hun har arbejdet i DDB Needham (Melbourne), Young & Rubicam (Sydney), inden hun i 2002 flyttede til Danmark og blev ansat hos Microsoft Business Solutions som projektkonsulent for virksomhedsudvikling, kommunikation og marketing. Hun arbejdede også i Edinburgh og Paris.
Kronprinsessens modersmål er engelsk. Derudover behersker hun dansk og en smule fransk.
Forlovelse.
Lørdag den 16. september 2000 under de Olympiske lege i Sydney mødte Mary Danmarks Kronprins Frederik. Ifølge et interview Mary har givet var det et tilfælde at de mødtes da hun havde taget mod en invitation fra en veninde om at møde nogle spanske deltagere i de olympiske lege. "Det var en fest med nogle australiere og to af den spanske konges nevøer samt Kronprins Frederik, Prins Joachim, Prins Nikolaos af Grækenland og Prinsesse Märtha Louise. Jeg vidste ikke hvem de var" har Mary fortalt.
Den 8. oktober 2003 gav Dronning Margrethe sin officielle tilladelse til at kronprins Frederik kunne gifte sig med den på det tidspunkt australsk-britiske statsborger Mary Elizabeth Donaldson.
Bryllup.
Mary Donaldson og Kronprins Frederik blev 14. maj 2004 gift i Københavns Domkirke, som var udsmykket med roser, nelliker, pæoner, fladbælger, skotsk blåklokke og tasmansk eukalyptus. Mary blev ved brylluppet fulgt af hendes tre australske brudepiger: sine søstre Jane Stephens og Patricia Bailey og sin bedste ven Amber Petty. De tre havde ansvaret for Marys seks meter lange satin slæb. Efter ceremonien kørte Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik en 2 kilometer lang tur i Københavns gader, hvor folk i tusindvis ønskede parret tillykke. Parret kørte til Amalienborg hvor de trådte frem på balkonen og blev hilst med et hav af vinkende flag.
Senere samme dag var der festmiddag på Fredensborg Slot, hvor Kronprins Frederik, Prins Henrik og Marys far John Donaldson holdt tale. Kronprinseparret tog på bryllupsrejse til Zanzibar i Tanzania og ifølge Ekstra Bladet var de også i Kenya.
Ændring af statsborgerskab og ægtepagt.
Folketinget vedtog en lov der gjorde at Mary Donaldson, som var australsk og britisk statsborger, ville få dansk statsborgerskab når hun blev gift med Kronprins Frederik, hvilket er normal procedure for nye udenlandske medlemmer af den kongelige familie. Som presbyterianer accepterede hun at blive lutheraner. Mary underskrev en ægtepagt ligesom sin svigerfar og svigerinde gjorde da de kom ind i den kongelige familie. Ægtepagten begrænser hvor meget af hendes ægtemands formue hun kan gøre krav på i tilfælde af skilsmisse. En ny ægtepagt blev forhandlet og underskrevet lige før Marys besøg til Tasmanien i november 2006. Den siger at Mary ikke vil have ret til at få betalt en bolig efter eget valg i tilfælde af skilsmisse som hendes svigerinde grevinde Alexandra fik.
Børn.
Det var forventet at kronprinseparret ville få børn ikke lang tid efter at de var blevet gift. Kronprinsesse Mary fortalte i februar 2005 til australsk tv at det ikke var nogen hemmelighed at de planlagde at få børn. Ved de olympiske lege i 2004 fortalte kronprins Frederik til danske journalister at han håbede at der ville være "kænguruer i pungen" ved næste OL i 2008. Yderligere blev parret set købe babytøj i en butik i Tasmanien på den sidste dag af deres private ferie efter deres officielle besøg i Australien i februar-marts 2005.
Den 25. april 2005 meddelte det danske hof at kronprinsessen var gravid med sit første barn som man forventede ville blive født i oktober.
Den 15. oktober 2005 kl. 01:57 fødte kronprinsessen på Rigshospitalet en velskabt søn med en vægt på 3500 gram, og en længde på 51 cm. De sidste 10 timer op til fødslen var hun på hospitalet og kronprins Frederik var til stede ved fødslen.
Prinsens navn Prins Christian til Danmark blev meddelt ved dåben, der blev holdt den 21. januar 2006 i Christiansborg Slotskirke. Hans fulde navn er Christian Valdemar Henri John. Valdemar er et gammelt dansk kongenavn. Henri og John er navnene på hans farfar og morfar.
Den 26. oktober 2006 meddelte det danske hof at kronprinsessen var gravid med sit andet barn. Kronprinsessen blev, ifølge hoffets pressechef, Lis M. Frederiksen, indlagt den 21. april 2007 på Rigshospitalet, da hun skulle føde sit andet barn i starten af maj. (se på). Senere samme dag meddelte det danske hof: "Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har lørdag den 21. april 2007 kl. 16.02 på Rigshospitalet født en velskabt datter. Vægt: 3350 gr., længde: 50 cm." Prinsessen er den første danske prinsesse født siden 1946. Den 1. juli 2007 blev prinsessen døbt Isabella Henrietta Ingrid Margrethe. Isabella er en form af navnet Elizabeth, som er kronprinsessens mellemnavn, og tillige navnet på Christian 2. dronning før det blev fordansket til Elisabeth. Henrietta er navnet på Marys afdøde, biologiske mor. Margrethe er efter kronprinsens mor, dronning Margrethe 2. Ingrid er efter kronprinsens mormor, dronning Ingrid, der døde i år 2000.
Den 6. august 2010 udsendte parret en pressemeddelelse om, at kronprinsessen var gravid med tvillinger, og den 8. januar 2011 nedkom Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary med først en lille prins kl. 10:30 (vægt: 2674 gr., længde: 47 cm.) og dernæst med en lille prinsesse kl. 10:56 (vægt: 2554 gr., længde 46 cm.). Navnene bliver bekendgjort på dåbsdagen d. 14. april 2011
Bolig.
Den officielle bolig for kronprinseparret er Brockdorffs Palæ, der er en del af Amalienborg. Indtil 2010 benyttede familien Kancellihuset ved Fredensborg Slot som fast bolig - Kancellihuset vil fremover tjene som sommerbolig for parret. De har haft en midlertidig lejlighed i Moltkes Palæ, der også er en del af Amalienborg, imens Brockdorffs palæ blev restaureret.
Grevinde af Monpezat.
Det blev den 30. april 2008 offentliggjort fra Kongehuset at "... Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af greve af Monpezat. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Hendes Kongelige Højhed Prins Joachims ægtefælle Prinsesse Marie har titlen grevinde af Monpezat.
Titlen føres endvidere af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen komtesse af Monpezat...."
Derfor er Kronprinsessens titel herefter: Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, grevinde af Monpezat.
Reklameværdi for Danmark.
Det amerikanske analyse-institut Nation Branding, der beregner pengeværdien af nationale symboler, er nået frem til, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder kroner værd for Danmark.
Værdien skyldes, at danske kongelige er et helt unikt "produkt", der vækker stor opsigt i andre lande. Når en kongelig hjælper dansk erhvervsliv med at bryde igennem i udlandet, betyder det ofte, at myndighedernes døre står anderledes åbne end tilfældet ellers ville være. Deres færden i udlandet har desuden stor værdi for turismen, når Danmark sættes på verdenskortet.
Tenochtitlán.
Tenochtitlán var hovedstad i det aztekiske rige og var bygget på en ø i Texcoco-søen i, hvad der nu er det centrale Mexico. Byen blev ødelagt i 1520'erne af spanske conquistadorer, Mexico City blev opført som erstatning, og det meste af Texcoco-søen blev gradvist afvandet. Tenochtitlán var før spaniernes ankomst en af verdens største by, med op til 200.000 indbyggere.
Mange forskellige stammer nåede frem til søens bredder uden at slå sig ned permanent og uden at etablere kulturer, som var vigtigere end andre kulturer i den sydøstlige del af det nutidige Mexico. Først da aztekerne kom dertil fra vest, fik området sin store betydning.
Aztekerne kom dertil ifølge en gammel legende, som havde profeteret, at de ville finde et sted til deres nye by, hvor en mytisk åbenbaring ville blive opfyldt: en ørn, der åd en slange, mens den sad på en kaktus. Aztekerne oplevede åbenbaringen i et område, der den gang var en lille, sumpet ø i Texcoco-søen. Det afskrækkede dem ikke, og de opfandt chinampa-systemet til udtørring af området ved at lave små jordlodder, hvor de fremstillede al den mad, de havde brug for. Da tilstrækkeligt med land var udtørret, begyndte de at bygge. Tenochtitlán (byens navn på sproget nahuatl) blev grundlagt i 1325.
En blomstrende kultur udviklede sig, og aztekernes rige begyndte at dominere andre stammer over hele Mexico. Øen blev løbende udvidet, efterhånden som Tenochtitlán voksede, og endte med at blive den største og mest magtfulde by i Mesoamerika. Der blev etableret kommercielle handelsruter, hvor varer fra fjerne egne som den Mexicanske Golf, Stillehavet og måske endda Inkariget blev fragtet ad.
Byen var forbundet til fastlandet med en række brede dæmninger med broer. En række kanaler løb gennem byen, så alle bydele var tilgængelige både til fods og ved hjælp af kano.
Efter en oversvømmelse af Texcoco-søen blev byen under Kejser Ahuitzotl genopbygget i en stilart, der gjorde den til én af de prægtigste byer nogensinde i Mesoamerika.
Den spanske conquistador Hernán Cortés ankom til Tenochtitlán den 8. november 1519. Den aztekiske hersker Moctezuma II, troede, at Cortés var den tilbagevendte gud Quetzalcoatl og bød ham velkommen med stor pomp. Nogle af conquistadorerne havde været så vidt omkring som Venedig og Konstantinopel, og mange af dem sagde, at Tenochtitlán var en lige så stor og flot by som nogen anden by, de havde set.
Cortés og hans mænd erobrede byen den 13. august 1521 efter flere års kamp, som ødelagde det meste af den. Resten af byen blev enten ødelagt, nedtaget eller begravet, efterhånden som Mexico City blev bygget ovenpå.
Calgary.
Calgary er en by i Canada og har 1.060.300 indbyggere. Byen ligger i den sydlige del af provinsen Alberta. Økonomien er baseret på olie, landbrug og teknologi. Calgary blev verdensberømt da byen var vært for vinter OL i 1988. Klimaet i Calgary meget koldt om vinteren og varmt om sommeren. Som en del af byens cowboykultur fejres der "Calgary Stampede" hvert år i to uger med rodeo.
Byen ligger 80 km fra Rocky Mountains,og mange skiløbere tager et smut forbi inden de skal til Banff, som er en af the Rockies skisportsbyer.
I det nordlige Calgary ligger også Calgary International Airport som modtager skiløbere og turister der skal op at se Rocky Mountains og stå på ski.
Cherokee.
Den moderne Cherokee Nations flagCherokee-indianerne eller cherokeserne, som de ofte kaldes på dansk, er en stamme af oprindelige amerikanere. Stammen var en af de fem civiliserede stammer og boede, da spanierne kom til Amerika i det, der i dag er det sydøstlige USA. Cherokeserne er en af de stammer i det nuværende USA, der har sit eget skriftssystem, opfundet omkring 1821 af Sequoyah.
I dag anerkender USA's regering tre separate grupper af cherokesere, "The Cherokee Nation" med hovedstad i "Talequah" i Oklahoma, "United Keetoowah Band of Cherokee Indians", ligeledes med hovedstad i Talequah, Oklahoma, samt "Eastern Band of Cherokee Indian" med hovedstad i byen Cherokee i North Carolina. Herudover findes der mindre grupper, der er anerkendt af de statslige, men ikke de føderale myndigheder i Georgia og Alabama. Endelig findes der mindre, ikke anerkendte grupper i blandt andet Arkansas, Tennessee, Missouri og Californien.
Cherokeserne.
I 1674 var der ca. 50.000 cherokesere. Der har formodentlig været flere tidligere, men epidemier af sygdomme, "medbragt" af "de Soto-ekspeditionen" udryddede næsten 75 % af samtlige oprindelige amerikanere, så cherokeserne er givetvis også blevet ramt af disse epidemier. Også i årene efter 1675 blev stammen ramt af epidemier, især skoldkopper, som udryddede endnu flere, så der i slutningen af 1830'erne kun var omkring 25.000 cherokesere tilbage. Trail of Tears, borgerkrig i stammen, krige mod andre stammer og ikke mindst den amerikanske borgerkrig tog også sin del, så i slutningen af 1800-tallet var der formodentlig under 20.000 cherokesere tilbage. I dag tæller cherokeserne godt 300.000. Heraf er dog kun de ca. 15.000 – 20.000 fuldblods cherokesere. På den engelske Wikipedia refereres til en undersøgelse, der opgør det samlede befolkningstal til over 700.000, men denne undersøgelse medtager også mennesker, der angiver at tilhøre mere end en befolkningsgruppe.
Knap 200.000 af de registrerede cherokesere bor i Oklahoma, mens ca. 10.000 bor i reservatet i North Carolina. De øvrige bor i USA's andre stater i større eller mindre grupper.
Stammens navn og sprog.
I USA kaldes stammen Cherokee, men det navn, de oftest bruger om sig selv er "Ah-ni-yv-wi-ya", der betyder ”"De rigtige mennesker" eller "Det primære folk". Tidligere brugtes også navnet "Keetoowah" eller "Kituwah" som betegnelse for såvel stammen, som dens hovedstad. I dag bruges dette navn kun om én af de tre anerkendte grupper.
Det engelske navn "Cherokee" er der ikke fuld enighed om oprindelsen af. En forklaring går ud på, at da spanierne i 1540'erne som de første hvide mødte cherokeserne, opfattede spanierne deres navn som "Chalaki", en fejlhøring af "Tsa-la-gi", som spanierne troede var navnet på folket, men egentlig var navnet på det sprog, de talte. Fx oversættes betegnelsen "tsi-tsa-la-gi" ofte med "Jeg er cherokeser", men betyder egentlig "Jeg taler cherokesisk". Chalaki skulle så have udviklet sig til Cherokee. Ingen af de nuværende cherokesiske dialekter har bogstavet/lyden "r", men en nu uddød sydlig dialekt havde denne lyd, så det er også muligt at navnet stammer fra "Tsaragi", som skulle være det samme ord som ovenfor på denne uddøde dialekt.
En anden forklaring er, at navnet skulle komme fra et ord på choctawernes sprog, "chiluk-ki" der betyder, "hulefolket" på grund af de mange huler, der findes i Appalacherne, hvor cherokeserne havde deres hjem.
En nyere forklaring er, at navnet skulle komme fra et ord fra creek -indianernes sprog, "cheloke", der simpelthen betyder "de, der taler et andet sprog". Denne forklaring lyder sandsynlig, idet cherokesernes sprog ligger temmelig langt fra de sprog, der taltes af de øvrige stammer i det sydøstlige Nordamerika. Det cherokesiske sprog tilhører som det eneste af de sydøstlige sprog, den irokesiske sprogfamilie, selv om det ligger temmelig langt fra de sprog, som i dag tales af de irokesiske folk i staterne New York og Delaware. De øvrige sprog som taltes af cherokesernes naboer, fx hos de fire andre civiliserede stammer, catawbaerne og andre tilhører alle muskogee sprogfamilien.
Klaner.
Cherokserstammen var opdelt i 7 klaner. Klanerne havde oprindelig en religiøs betydning, idet hver klan repræsenterede en af de åndelige kræfter, som cherokeserne troede eksisterede i naturen. Desuden repræsenterede klanerne de rituelle ceremonier, der skulle udvikle et menneske fra fødslen til det var klar til at gå ind i den åndelige verden ved livets ophør. Efterhånden som cherokeserne blev kristne (de fleste allerede i 1700–tallet), forsvandt klanernes oprindelige betydning.
Medlemskabet af en klan blev nedarvet gennem moderen, og klanernes egentlige overhoveder var "bedstemødrenes råd", et forsamling af ældre, erfarne kvinder. Det var altså naturligt for cherokeserne at sætte kvinderne højt, og stammen var da også den første, der valgte en kvindelig overhøvding, om end dette først skete i 1987. Alle medlemmer af en klan blev betragtet som søskende, og ægteskaber inden for klanen var derfor forbudt. Når en kvinde giftede sig med en mand, forlod denne sin egen klan, og flyttede ind hos kvindens klan.
Forhistorisk tid.
I følge én af cherokesernes egne legender, stammede folket oprindeligt fra en eller flere øer i Atlanterhavet øst for Sydamerika. De blev angrebet af mange stammer, men Gud hjalp dem, og de sejrede. Da Gud skabte cherokeserne havde han givet deres "vise mænd" mange mystiske kræfter, som de skulle bruge til at hjælpe folket. Dette folk boede i store byer med mange høje bygninger. Imidlertid var der nogle af de vise mænd, som begyndte at bruge deres kræfter til andre formål end Gud havde tænkt. Gud beordrede derfor folket til at tage den hellige ild, og rejse bort fra deres øer. Nogle tog til Asien, nogle til Indien, nogle Sydamerika og nogle til Nordamerika. De vise mænd, blev tilbage på de oprindelige øer, men da folket var væk, ødelagde Gud de store byer, ved at lade jorden synke, så både byerne og øerne nu ligger under havet.
Legenden minder om flere mellem- og sydamerikanske folks legender foruden den europæiske Atlantis-myte. Antropologer har konstateret at cherokesernes kurvefletning og lertøj mere ligner det, der blev fremstillet af sydamerikanske og caribiske stammer end af de øvrige stammer i det sydøstlige Nordamerika.
Det vi i dag kan konstatere gennem arkæologiske fund og sprogforskning tyder på, at cherokeserne i forhistorisk tid boede i et område, der omfatter den sydlige del af det nuværende Texas og den nordlige del af det nuværende Mexico. Herfra flyttede stammen allerede i forhistorisk tid nord på til området omkring De Store Søer, hvor de kom i kontakt med forskellige irokesiske stammer, som blandt andet påvirkede cherokesernes sprog, så det i dag er en del af den irokesiske sprogstamme, selv om det ikke nødvendigvis har været sådan oprindeligt. Dette tyder på et ophold og en påvirkning over flere tusinde år.
Legender fra blandt andre Delaware indianerne fortæller, at efter krige med de øvrige irokesiske stammer, blev cherokeserne drevet sydpå ved begyndelsen af historisk tid (det vil sige nogenlunde samtidigt med at de første hvide kom til Amerika). Moderne forskere er dog forholdsvis enige om, at dette ikke kan være korrekt. Da de hvide kom til Amerika talte cherokesernes stamme ca. 50.000 personer – langt flere end nogle af de andre irokesiske stammer, og man mener simpelt hen ikke, at cherokeserne kan være blevet fordrevet med magt. Samtidigt ligger det cherokesiske sprog så langt fra de øvrige irokesiske sprog, at man mener, at adskillelsen må være sket langt tidligere, og de fleste er enige om, at cherokesernes vandring mod syd, må have fundet sted allerede omkring 1000 år før vor tidsregning.
Det var i bjerge som disse i Great Smoky Mountains, at de Soto mødte cherokserne
Da de første hvide, nærmere betegnet spanieren Hernando de Sotos ekspedition, traf cherokeserne, var det i den sydøstlige del af det nuværende USA, nærmere betegnet i den sydlige del af Apppalacherne. Cherokeserne kontrollerede et område på ca. 350.000 kvadratkilometer, der strakte sig over områder i de nuværende stater Kentucky, West Virginia, Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia, Alabama og Tennessee.
Ca. 1630 til den amerikanske revolution.
Selv om de Soto mødte cherokeserne allerede i 1541, levede stammen i mange år uden nævneværdig kontakt med de hvide. Først efter Virginias kolonisering, fik stammen igen kontakt til hvide, nu englændere, som i 1629 rejste ind i Appalacherne for at handle med de indianere, som de traf der. I 1684 indgik cherokeserne en aftale med handelsmænd fra "Carolina" (kolonien var endnu ikke delt op i North og South Carolina) om at cherokeserne kun ville handle med dem. Varerne var hovedsageligt skind samt indianere fra andre stammer, som cherokeserne solgte som slaver til englænderne. Cherokeserne knyttede sig tæt til englænderne i kolonierne, og stammen stod på Englands side i landets krige med Frankrig og Spanien i slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet.
Desuden førte cherokeserne ofte krig mod deres indianske naboer, fx Catawba-stammen, der boede øst for cheroksernes land, Creek-stammen der boede syd for, Choctaw-stammen, der boede sydvest for og Chickasaw-stammen, der boede vest for det cherokesiske område. Desuden førtes krige mod Shawnee-stammen og de irokesiske stammer, der boede nord for området. Mange gange førtes flere eller alle disse krige samtidigt. Stammerne dannede dog fra tid til anden også alliancer indbyrdes. Fx allierede cherokeserne sig en periode med Catawba-stammen for at føre en fælles krig mod Alibamu-stammen i Mississippi, og ved en anden lejlighed allierede man sig med Chickasaw-stammen for at føre en fælles krig mod Shawnee-stammen. Både catawbaer og chickasawer førte man ved andre lejligheder kortere eller længere krige mod. Den længste krig var mod chickasawerne, og den varede i 11 år. Creekerne var cherokesernes arvefjender, og her var der næsten konstant krig, og selv i fredsperioder, var der alvorlige stridigheder med denne stamme.
I begyndelsen af 1700-tallet, var cherokeserne i den "interessante" situation at de på samme tid førte krig mod irokeserne, som var allierede med England, og algonquinerne, som var allierede med Frankrig. Samtidigt førte man også krig mod Creek-stammen, og en styrke cherokesere, deltog på de engelske kolonisters side i South Carolinas krig mod Tuscaroraerne.
I 1738 og 1753 blev stammen igen ramt af skoldkoppeepidemier, og det udryddede næsten halvdelen af stammen. Præsterne ("Ah-ni-ku-ta-ni"), som ellers stod for at kurere sygdomme, kunne intet stille op, og deres universalmiddel (bortset fra urtemedicin), som bestod i at kaste syge i iskoldt vand, var en uheldig metode, når patienten havde høj feber. Derfor mistede cherokeserne efterhånden tilliden til præsteskabet, og mange af dem blev kristne. Undervejs sluttede man i 1743 fred med catawbaerne, som man havde ført krig med i et par år. Også i den nordlige del af territoriet, blev det sluttet fred. Det skete i 1745, da cherokeserne sluttede fred med wyandotterne i Ohio. Denne stamme var man kommet i krig med, fordi de stod på fransk side i krigen mod England.
I begyndelsen af 1750'erne gik cherokeserne igen i krig mod creekerne. Krigen handlede om land i Georgia, og i 1755 sluttede krigen med at cherokeserne besejrede creekerne i Slaget ved Taliwa og dermed erobrede det omstridte landområde. I 1759 deltog 100 cherokesere i en engelsk ekspedition mod shawneeerne i Ohio, men på vej over en flod, mistede ekspeditionen de fleste af sine forsyninger, og de engelske kolonister beholdt resten selv. Det fik cherokeserne til at stjæle nogle heste fra kolonisterne, og disse hævnede sig så ved at dræbe og skalpere 20 cherokesere. Det fik cherokeserne til at gå i krig mod kolonisterne i Virginia, men guvernøren i South Carolina opfattede det som et angreb på alle hvide, så han samlede en styrke på ca. 1.000 mand, og angreb de sydlige cherokeseres landsbyer. Cherokeserne, der blev overraskede over angrebet, sluttede fred med kolonisterne, og et par krigere blev udleveret og henrettet for mord. Desuden blev 32 høvdinge taget til fange, blandt disse den meget respekterede krigshøvding Oconastota. En anden høvding, Attacullaculla, fik forhandlet sig til frigivelsen af Oconastota og to andre, men de 29 høvdinge blev gjort til gidsler og ført til South Carolina. Imidlertid fik dette cherokeserne til at starte en ny krig mod kolonisterne. Den varede fra 1760 til 1762, og adskillige kolonister og indianere blev dræbt. I forbindelse med et angreb på "Fort Prince George" i South Carolina i 1760 blev de 29 gidsler dræbt. I 1761 satte den britiske øverstkommanderende for Nordamerika, Jeffrey Amherst, hele den engelske hær ind mod cherokeserne, og det førte til at 15 byer blev erobret, og deres vinterforråd blev destrueret. Samme år overfaldt cherokeserne "Fort Loudon" i Tennessee og massakrerede alle beboere. I 1762 underskrev cherokeserne en fredstraktat med South og North Carolina og året efter sluttede man også fred med kolonisterne i Virginia. Cherokeserne overholdt traktaten, men blev i 1763 ramt af endnu en skoldkoppeepidemi, der kostede flere hundrede livet. Samtidigt med krigen mod kolonisterne førte cherokeserne en langvarig krig mod Chickasaw-stammen fra 1758 til 1769. Krigen endte med nederlag til cherokeserne, som herefter ikke førte krig (om end nok sloges sporadisk) frem til den amerikanske uafhængighedskrig.
Traktater med England.
I 1721 måtte cherokeserne underskrive den første traktat, der betød, at de mistede land. Tidligere traktater havde været "rene" fredstraktater, hvor man lovede ikke at angribe hinanden, men i denne traktat, blev der fastsat en grænse mellem cherokesernes område og de britiske kolonisters område. Denne lå et stykke inde på det område, som hidtil havde tilhørt cherokeserne. I årene efter denne traktat vendte cherokeserne sig mere mod de franske kolonister mod syd. Dette fik England til at frygte at cherokeserne ville "skifte side" og man sendte en forhandler til stammen i 1725. Formålet var at forhandle om handelsrettigheder, og sikre at stammen forblev på englændernes side. Senere (o. 1730) kom "Sir Alexander Cuming" til stammen, og han foreslog, at man valgte en enkelt leder til at forestå forhandlingerne. Faktisk foreslog han, at cherokeserne skulle vælge en "kejser". På det tidspunkt eksisterede begrebet "overhøvding" eller fælles høvding ikke hos stammen, hvor de enkelte klaner og landsbyer stort set regerede sig selv, og de lokale stammeråd og høvdinge var ikke interesseret i at blive underlagt en overhøvding. Cumings udpegede derfor selv en ukendt og forholdsvis ubetydelig høvding, Moytoy, som stammens "kejser". Dette skete i 1730 og Moytoy fungerede som "kejser" frem sin død, men ikke alle cherokeserne accepterede ham som sådan; ikke mindst fordi Cumings overtalte ham til, på cherokesernes vegne at anerkende den engelske konges overhøjhed over stammen. De fleste stammemedlemmer mente ikke, at de stod under nogen, mindst af alt en konge på den anden side af jorden.
"Tre cherokeser krigere i London"; opstilling på Museum of The Cherokee Indian i Cherokee, North CarolinaCumings tog 7 unge cherokeserkrigere med hjem til London, hvor han præsenterede dem for kongen som betydelige høvdinge - hvilket ingen af dem dog var. En af de syv cherokesere var dog Attacullaculla, som senere blev kendt som en cherokesernes "hvide" høvdinge (det var Attacullaculla, der 30 år senere forhandlede om de 29 gidslers frigivelse). Hvide høvdinge var høvdinge i fredstid, mens røde høvdinge ledede stammen, når den var i krig. I 1743 underskrev cherokeserne så en aftale, hvor de lovede fremover kun at handle med de engelske kolonister. Ved Moytoys død blev hans søn udpeget som ny "kejser", men nu havde cherokeserne indset fordelen ved en overhøvding, der kunne repræsentere dem overfor de hvide, og kort efter Moytoys død valgte man at erstatte hans søn med en anden "hvid" høvding, "Big Hop". Heller ikke han sad dog længe inden han blev afløst af endnu en hvid høvding, nemlig Attacullaculla. Omkring 1770 var det dog den røde høvding Oconostota, der fik den største indflydelse i stammen, og i 1775 blev han valgt som stammens overhøvding. Det var Oconostota som forsøgte at få cherokeserne til at skifte side, til franskmændene, delvis fordi han beskyldte englænderne for at være årsag til de skoldkoppeepidemier, der ramte cherokeserne.
Der blev underskrevet flere traktater, blandt andet i 1754 og 1758, der bekræftede venskabet mellem cherokesere og England og de engelske kolonister i de sydøstlige stater. Ved traktaten i 1754 måtte cherokeserne dog igen afgive land til England, som skulle bruge nogle områder til at bygge forter på. Denne traktat blev underskrevet af Attacullaculla, som altså små fem år senere måtte fortryde sin "venlighed".
Traktaterne fik dog ikke hvide nybyggere til at holde sig ude af cherokesernes områder. Tværtimod kom der flere og flere. Befolkningen i de engelske kolonier nærmest eksploderede, og alle disse mennesker ville have et sted at være – og det var så indianernes områder, der var mest interessante. I 1770 og 1773 måtte cherokeserne underskrive traktater, hvor de tilsammen gav afkald på 800.000 hektar (8.000 kvadratkilometer) jord i Georgia, officielt for at betale en gæld som stammen havde til hvide handlende i området. Cherokeserne ønskede at beskytte deres landområde, og i stedet for at miste værdifuldt land valgte de at afgive land, som de allerede havde problemer med at kontrollere, fx på grund af fjendtlige stammer. I 1774 og 1775 underskrev de således traktater med "Transylvania Land Company", hvor de mod betaling afgav det meste af deres område i det østlige og centrale Kentucky. Det var det såkaldte "Henderson Purchase", som var klart mod den britiske lovgivning, men som altså alligevel blev gennemført. I området boede også shawneeerne som cherokeserne have kæmpet med om området i årevis, men de blev ikke spurgt. I 1768 havde irokeserne på samme måde solgt den sydlige del af deres territorium, som de sloges med shawneeerne om, til et engelsk handelskompagni. Shawneerne måtte altså nu se, at såvel den nordlige del som den sydlige del af deres territorium var solgt af fjendtlige stammer uden at de var blevet hørt, så de havde ingen steder at flytte hen. De valgte derfor at blive, og i de næste 40 år kæmpede de mod de hvide om området, hvilket såvel irokeserne som cherokeserne var helt klare over ville ske. En historie fortæller at efter salget i 1775, skulle en af cherokesernes høvdinge have sagt til Daniel Boone, at "Vi har solgt jer megen god jord, men jeg er bange for, at I vil få problemer, hvis I prøver at slå jer ned på den."
En cherokeserkvinde forklarer, hvordan man fremstillede kanoer omkring 1750. Fra Oconoluftee Indian Village i Cherokee, North Carolina
I 1776 udbrød så den amerikanske frihedskrig, og en række stammer, primært i den nordlige del af kolonierne, opfordrede cherokeserne til at indgå en alliance med dem, og bekæmpe amerikanerne. Cherokeserne valgte dog i første omgang at forblive neutrale, men valgte senere at støtte England, fordi de mente, at det var kolonisterne, som var den største trussel. I begyndelsen af krigen foretog cherokeserne således et overfald på en række hvide farmere, der havde slået sig ned ved "Watauga River" i det nordvestlige North Carolina. Ved dette overfald blev blandt andre "David Crockett den ældre" (farfar til pelsjægeren og politikeren Davy Crockett) hans hustru samt tre af de hjemmeværende børn dræbt at cherokeserne. To sønner blev kidnappet, og en datter blev skalperet, men overlevede dog. Den ene af de to sønner, James, blev frigivet 18 år senere, mens den anden aldrig blev fundet.
Fra revolutionen til "Trail of Tears".
Efter den amerikanske revolution mente indbyggerne i den nye nation ikke, at de behøvede at overholde de traktater, som England havde indgået med cherokeserne (og andre stammer). Specielt ikke fordi cherokeserne, altså havde støttet England under revolutionen. Nybyggere rejste ind i cherokesernes område, og i 1785 underskrev man den første traktat med USA – "Hopewell traktaten". I denne blev det blandt andet bestemt, at alle krigsfanger gensidigt skulle frigives, og der blev aftalt hvilke grænser, der skulle gælde for cherokesernes territorium. Det drejede sig om et område, der omfattede landet øst for Tennesseefloden i vest til midt i North Carolina i øst. Desuden det vestlige Kentucky i nord til det nordlige Georgia i syd. Cherokesernes område omfattede ligeledes områder i Alabama, Virginia og South Carolina. Hvide, der slog sig ned på området, havde cherokeserne selv ret til at straffe og bortvise. Dog fik nogle få hvide, der allerede havde slået sig ned på området mellem "French Broad River" og "Holston River" i North Carolina lov til at blive boende, og det samme gjaldt nogle få hvide, der havde slået sig ned nord for "Nolichucky River" i Tennessee, blandt andre Davy Crocketts forældre.
Traktaten holdt ikke længe. Nybyggere strømmede fortsat ind i cherokesernes område, især i den nordlige del. Når cherokeserne forsøger at straffe dem i henhold til traktaten, fængslede man i stedet indianerne, og i 1791 måtte stammen underskrive en ny traktat. Denne gang måtte man afgive alt det tilbageværende land i Kentucky. Som betaling skulle stammen have de fængslede stammemedlemmer tilbage, og USA skulle årligt betale $1000 i erstatning til stammen. Amerikanske nybyggere skulle have fri passage ad en vej gennem området, og de skulle have ret til at færdes frit på Tennesseefloden. Cherokesernes område skulle mærkes tydeligt op, og indianerne måtte stadig fordrive de, der slog sig ned på området. Indianere, der begik forbrydelser mod hvide skulle udleveres til, og straffes efter amerikansk lovgivning, og amerikanere, der begik forbrydelser mod indianerne, skulle ligeledes straffes af de hvide efter amerikansk lovgivning. "Holston traktaten", som traktaten blev kaldt, indeholdt tillige bestemmelser om at cherokeserne skulle opgive at være jægere, og i stedet blive landbrugere.
I 1794 underskrev man endnu en traktat. Den fastslog endnu engang bestemmelserne i både Hopewell og Holston traktaterne, og erstatningen blev øget til $5.000. Dog skulle der fratrækkes $50 for hver hest, som indianerne stjal fra de hvide nybyggere.
I "1798" var bestemmelserne fra traktaten fra 1791 endnu ikke blevet gennemført. Cherokeserne havde blandt andet aldrig fået deres erstatning "på grund af misforståelser", og området var ikke blevet mærket op som aftalt i traktaten. Det betød at endnu flere nybyggere havde slået sig ned på stammens territorium. Man underskrev derfor endnu en traktat, som endnu engang bekræftede grænserne fra 1791 (traktatens artikel 3), men som dog (artikel 4), alligevel fastslog at cherokeserne som tak for amerikanernes beskyttelse, skulle afgive et stort område i Tennessee, hvor hvide farmere uretsmæssigt havde slået sig ned. Samtidigt skulle de hvide sikres fri passage på endnu en vej gennem indianernes område. Til gengæld ville indianerne nu få deres erstatning. Dog kun $5.000 en gang for alle i stedet for en årlig betaling af samme størrelse. Herudover ville de årligt modtage varer for $1.000. En indianeragent skulle have lov til at slå sig ned på cherokesernes territorium, og til gengæld ville USA "continue the guarantee of the remainder of their country for ever, as made and contained in former treaties."
Evigheden varede ikke længe, for allerede i 1805 måtte stammen igen underskrive en traktat, hvor man afgav alt land øst for "Duck River" og alt land nord for Tennesseefloden. Det omfattede stort set hele cherokesernes område i Tennessee, bortset fra et mindre område i den østlige del af staten. Erstatningen skulle være $2.000 om året i 4 år og et engangsbeløb på yderligere $2.000, når traktaten blev ratificeret. Stammens overhøvding, Black Fox, der underskrev traktaten på cherokesernes vegne, skulle have $100 om året resten af sit liv. Desuden skulle USA opføre en mølle og forære cherokeserne en bomuldsrensemaskine.
Major Ridge; en af de cherokerserhøvdinge, der kæmpede med Andrew Jackson
I 1812 – 1814 deltog cherokserne i krigen mod creekerne på amerikanernes side. Under Slaget ved Horseshoe Bend i Tennessee kæmpede 1.000 cherokesere under ledelse af høvdinge som Major Ridge, Gulkalaski, Stand Watie og John Ross under Andrew Jacksons kommando. Blandt andet reddede en cherokeserindianer, efter hvad eftertiden fortæller, Gulkalaski selv, Andrew Jacksons liv, da denne var ved at blive hugget ned bagfra af en creek indianer. Trods dette, var det Andrew Jackson, der repræsenterede USA ved underskrivelsen af en ny traktat i 1816, hvor cherokeserne måtte afgive den sydvestlige del af deres tilbageværende område. Erstatning var et engangsbeløb på $5.000 og en årlig afgift på $6.000. Med denne traktat var cherokesernes område mere end halveret siden den amerikanske frihedskrig sluttede, mindre end 30 år tidligere.
I 1817 blev der underskrevet endnu en traktat. Cherokeserne afgav det sidste land i Tennessee til gengæld for at område i Arkansas. Nogle få, hovedsageligt ældre indianere flyttede frivilligt til dette område, hvor de fik lov til at leve forholdsvis uforstyrret indtil 1828, hvor de blev tvunget til at flytte til Indianerterritoriet i Oklahoma. Hovedparten af cherokeserne blev dog tilbage på det, der var tilbage af det oprindelige område.
I 1819 blev der underskrevet endnu en traktat, hvor stammen måtte afgive land i den nordvestlige del af North Carolina omkring Watauga River. Denne afgivelse fik senere betydning for oprettelsen af "Eastern Band of Cherokees". I 1821 offentliggjorde den meget kendte og respekterede cherokeserhøvding, Sequoyah, et skriftsprog, han havde arbejdet på i flere år, og cherokeserne var dermed den første stamme på det nordamerikanske kontinent, fik sit eget skriftsprog. I 1824 fik cherokee-nationen sin egen højesteret efter vestligt mønster, og i 1825 fik stammen en samlet hovedstad i New Echota i Georgia. 1828 udkom "Cherokee Phoenix", der var den første avis skrevet på både engelsk og cherokesisk, for første gang. I 1827 fik stammen oven i købet sin egen forfatning i lighed med USA's forfatning, og året efter blev John Ross valgt som overhøvding efter et demokratisk valg.
I 1828 blev Andrew Jackson valgt som USA’s 7. præsident og samme år måtte cherokeserne underskrive endnu en traktat. Denne gang måtte man afgive det land, man havde fået i Arkansas for nyt land endnu længere mod vest, nemlig i det, der i dag er Oklahoma. Traktaten blev udarbejdet for at ”"undgå at cherokeserne ville blive generet af de nybyggere, der uundgåeligt ville komme til Arkansas, når området blev stat"”. Til gengæld ville USA endnu engang garantere, at det nye område skulle forblive deres for evigt "(”… a permanent home, which shall, under the most solemn guarantee of the United States, be, and remain, theirs forever – a home that shall never, in all future time, be embarrassed by having extended around it lines, or placed over it, jurisdiction of a Territory or State…”)". Erstatningen var denne gang $50.000 fordi det land indianerne fik i Oklahoma var meget dårligere end det, de afgav i Arkansas. Desuden $2.000 om året i 3 år (for besværet med at indsamle deres kvæg) og $8.700 en gang for alle for andre besværligheder forbundet med flytningen. Hertil kom kompensation til en række navngivne enkeltpersoner, blandt andet høvding ”"George Guess, som opfandt cherokee alfabetet"”. Hertil kom $2.000 om året i 10 år til uddannelse af stammens børn. For at lokke flere af de cherokesere, der var tilbage i det oprindelige område til at flytte til Oklahoma, tilbød man hver mand, der ville flytte vest på, en god riffel, et tæppe, en kedel og 5 pund tobak, foruden et tæppe til hvert medlem af hans familie. Disse emigranter ville også få ”en passende kompensation” for den ejendom de måtte lade blive tilbage. Det hele ville blive udbetalt ved ankomsten til Oklahoma, sammen med forsyninger til 12 måneder. Hvis en mand havde mindst fire familiemedlemmer med, ville han yderligere få $50 ved ankomsten.
I slutningen af 1820'erne var der blevet fundet guld i bjergene i det nordlige Georgia, og staten vedtog en lov om at ingen cherokeser måtte grave guld i staten Georgia. I 1830 ophævede staten Georgia alle cherokeser-nationens stammelove og krævede overhøjhed over hele den del af cherokesernes område, der lå i Georgia på trods af alle traktater. Cherokeserne gik til domstolene, og sagen endte i USA’s Højesteret, hvor højesteretspræsident John Marshall afsagde en kendelse til indianernes fordel. Desværre ønskede præsident Jackson ikke at sætte magt bag kendelsen. En historie fortæller at præsidenten skulle have sagt, at ”"hvis Højesteretspræsidenten vil have sin kendelse gennemtvunget med magt, kan han gøre det selv"”. Historien er næppe sand, og når Jackson ikke ønskede at sætte magt bag afgørelsen, var det snarere fordi, han mente at de lå uden for præsidentens beføjelser, og var op til Georgia alene. Først, hvis staten aktivt nægtede at adlyde afgørelsen, kunne præsidenten gribe ind. Det gjorde Georgia ikke. De valgte simpelthen at ignorere afgørelsen i stedet. Hermed var cherokesernes skæbne i Georgia beseglet. Staten afholdt et lotteri blandt nybyggerne, og præmierne var jordstykker på cherokesernes område. De eneste, der ikke kunne deltage i lotteriet var indianerne selv.
Samme år vedtog kongressen den såkaldte Indian Removal Act, selv om mange kendte personer, og mange medlemmer af senatet, blandt andet Davy Crockett og Daniel Webster talte imod, hvilket på længere sigt kostede Crockett hans politiske karriere, og måske præsidentposten ("I would sooner be honestly damned than hypocritically immortalized.", udtalte Crockett under debatten). Loven gav præsidenten ret til at ”forhandle” med alle stammer, der boede øst for Mississippifloden om deres flytning til nyt land i Indianerterritoriet i Oklahoma. Nogle af de nordøstlige stammer accepterede flytningen, mens andre kæmpede imod, blandt andet cherokesernes gamle fjender shawneeerne og delawarerne men disse og andre stammer blev tvunget til at flytte til Indianerterritoriet allerede omkring 1830, selv om nogle af dem forsøgte at vende hjem igen i 1832.
Ingen af de fem civiliserede stammer ville flytte frivilligt. Efterhånden blev de forskellige stammer dog alligevel nødt til at acceptere flytningen. Choctawerne allerede i 1830. Også chicasawerne kunne se, at der ikke var andre muligheder end at flytte, så de underskrev en traktat i 1832, men da de havde ”tøvet”, fik de tildelt land sammen med deres fjender choctawerne, som de måtte betale for at bo på den tildelte jord. Seminolerne i Florida blev truet til at underskrive en forflyttelsestraktat i 1832-33, men hovedparten af stammen erklærede traktaten ugyldig, og nægtede at flytte, hvilket gav anledning til den såkaldte 2. seminolekrig. Creek-stammen ville ikke flytte men underskrev i stedet en traktat i 1832 som gave de hvide adgang til store dele af creek-området i Alabama, men i 1836 blev de alligevel tvangsforflyttet, uden nogensinde at underskrive en traktat, hvor de accepterede flytningen.
John Ross; cherokesernes første overhøvding, efter at de havde indført egen forfatning
For cherokesernes vedkommende, forsøgte man at ”snyde” dem til at acceptere en traktat. I 1833 fik regeringen overtalt en lille gruppe, det såkaldte "Treaty Party", på ca. 500 indianere under ledelse af høvding Major Ridge, til at underskrive en traktat om forflyttelse til Oklahoma. Dermed mente USA at have den papirmæssige baggrund for forflyttelsen i orden, men Major Ridge og de andre ledere af denne gruppe blev slet ikke anerkendt som ledere af cherokesernationen, og 15.000 cherokesere med overhøvding John Ross i spidsen underskrev en protestskrivelse. Ross tog personligt til Washington for dels at overbringe protesten, dels at ansøge om at "Cherokee Nation" kunne blive optaget i USA som en selvstændig og fuldgyldig stat, men begæringen blev afvist, og da Ross søgte audiens hos præsidenten afviste denne at tage imod ham. Da Ross kom tilbage til Tennessee overtalte han høvding Gulkalaski til at søge om audiens hos Jackson, fordi han havde reddet dennes liv ved Horseshoe Bend. I modsætning til Ross fik Gulkalaski bevilget en audiens og rejste til Washington, men da han havde fremført sit ærinde overfor præsidenten, svarede denne: "Sir, Your audience has ended! There is nothing I can do for You.”" Cherokeserne prøvede igen at få sagen optaget i højesteret, men denne gang ignorerede højesteret imidlertid deres krav, og i 1836 ratificerede kongressen traktaten (med én stemmes flertal) – stadig uden at have lyttet til cherokesernes egentlige ledere. Indianerne fik 2 år til at flytte frivilligt, ellers ville de blive tvangsforflyttet, men i 1837 var der kun 2.000 som var flyttet til Oklahoma.
I 1835 blev der underskrevet yderlige to traktater, en i marts og en i december. Underskrivere for cherokeserne var også her, nogle som ikke almindeligt blev accepteret som nationens ledere. Den første traktat fra marts er meget lang, og giver blandt andet indianerne en stor erstatning på $10.000 om året i al evighed foruden flere hundredetusinde dollars til dækning af forskellige omkostninger. De $10.000 om året "i al evighed" skulle dog konverteres til et engangsbeløb på $214.000, som skulle investeres efter præsidentens anvisninger. Det samme gjaldt stammens skolefond med mere. Alt i alt skulle cherokeser-stammen have 4,5 millioner dollars i erstatning, heri ikke medregnet de omtalte $214.000.
I december blev så den sidste traktat underskrevet. Ifølge denne traktats artikel 1, opgav cherokeserne alle deres tilbageværende landområder øst for Mississippifloden. Kompensationen herfor skulle være et engangsbeløb på ”ikke over $5.000.000 plus $300.000. I de følgende artikler specificeres så, hvordan beløbet på de $5 millioner kan opnås. Blandt gives $500.000 fordi det nye landområde erkendes ikke at være stort nok til hele stammen. Samtidigt var området, de blev flyttet til ikke helt ”ledigt”. Der boede desværre allerede nogen (primært nogle halvblods Osage-indianere, der var blevet tvunget til området efter en traktat mellem USA og Osage indianerne i 1825). Disse beboere skulle have kompensation, og den skulle USA trods alt betale. Og så lovede man igen, at det land, de nu havde fået, kunne de beholde til evig tid, og aldrig skulle en stat blive etableret uden om deres område.
Ud over de nævnte traktater blev der indgået andre i fx 1792, 1804, 1805 og 1816. I alt blev der underskrevet 14 traktater mellem USA og cherokeserne på de 50 år fra 1785 til 1835.
Præsident Jackson blev senere kaldt "indianerhader", men dette er næppe en helt korrekt karakteristik. Snarere var han realpolitiker, der havde forudset, at udviklingen kun kunne gå én vej, og at undlade at flytte indianerne ville føre til flere krige mellem de hvide nybyggere og de oprindelige beboere. Samtidigt var han interesseret i at blive genvalgt, og senere i at få valgt sin vicepræsident, Martin van Buren som sin afløser, og mange stemmer skulle hentes i de sydlige stater, så han var ikke indstillet på at komme på konfliktkurs med disse stater.
Trail of tears.
I slutningen af 1837 besluttede man at gennemtvinge cherokesernes flytning til indianerterritoriet med magt. I løbet af sommeren 1838 arresterede hæren så mange cherokesere som de kunne få fat i. De blev samlet i hastigt opførte fangelejre (såkaldte forter), hvor de måtte afvente deportation til Indianerterritoriet. I sommeren 1838 blev 3.000 cherokesere sendt af sted, mens yderligere 15.000 ventede i fangelejrene. Disse tog af sted i løbet af efteråret i flere mindre grupper, og i løbet af 1839 nåede de frem til deres mål. Undervejs var mellem 4- og 5.000 cherokesere døde, så stammen havde lidt meget store tab. Trail of Tears var det navn, som cherokeserne senere døbte "rejsen".
Fra "Trail of Tears" til Borgerkrigen.
I 1839 var det meste af cherokeser-stammen samlet i indianerterritoriet i Oklahoma. Men der var stor splittelse i stammen. 6.000 cherokesere havde boet i området siden 1828 (det var de fordrevne fra Arkansas). Disse 6.000 havde brugt mange kræfter på at forsvare sig mod andre stammer, der var blevet fordrevet til territoriet, fx osageerne, kiowaerne og comancheerne. Disse 6.000 cherokesere levede efter de gamle traditioner, og betragtede sig nærmest som et andet folk end de 14.000 overlevende fra Trail of Tears, der nu kom til territoriet. Cherokeserne fra Arkansas, havde i modsætning til resten af stammen ingen nedskrevne love og intet retssystem, og de anerkendte heller ikke princippet om en valgt overhøvding.
Heller ikke de 14.000 nytilkomne var enige indbyrdes. Ca. 2.000 var tilhængere af Treaty Party; de såkaldte "ridgeister" efter partiets leder, Major Ridge. Ca. 12.000 var modstandere af Treaty Party. Denne meget store gruppe kaldes "rossister", efter John Ross, der var leder af gruppen.
Splittelsen førte stammen til randen af borgerkrig, og til sidst gik det også galt. Ridgeisternes leder, Major Ridge, hans søn "John Ridge", og hans nevø "Elias Boudinot" (der havde været redaktør af avisen Cherokee Phoenix) blev myrdet af rossister den 22. juni 1839. (Officielt blev de henrettet for forræderi, men "henrettelsen" skete uden forudgående officiel retssag. Major Ridge blev skudt under en rejse, Boudinot blev skudt ned på åben gade og John Ridge blev trukket ud af sit hus og stukket ned med 43 knivstik.) Af ridgeisterne ledere overlevede kun en anden af Major Ridge's nevøer, Stand Watie. Herefter uddøde ridgeisterne efterhånden som parti, men det gamle nag blev ikke glemt. Og der var fortsat splittelse i stammen, der stadig var opdelt i de vestlige cherokesere, der kom fra Arkansas, og de østlige cherokesere, der kom fra stammens gamle områder. De vestlige cherokesere insisterede på at håndhæve de gamle traditioner, og nægtede at anerkende overhøvdingen, retssystemet og de nedskrevne love. Modsat insisterede de østlige cherokesere på at genindføre det system, de have etableret i det oprindelige område. Selv om han ikke fik accept fra de vestlige cherokesere, dannede John Ross en ny regering, og det førte til en cherokesisk borgerkrig, som varede i ikke mindre end 6 år. Først da USA's kongres truede med at dele stammen op i to selvstændige stammer, ophørte borgerkrigen, og de to fraktioner sluttede sig sammen og dannede "Cherokee Nation" i 1846. Samme år anerkendte USA's regering stammen under dette navn, og underskrev en traktat med den samlede stamme.
Perioden frem til den amerikanske borgerkrig var i forhold til de seneste mange år en fremgangsrig periode for cherokeserne. Allerede i 1844 havde man åbnet stammens nye højesteretsbygning og samme år begyndte man at udgive "Cherokee Advocate", den første avis i indianerterrioriet. Cherokserne lagde sig langt hen ad vejen efter de hvides levevis, og stammen blev kontrolleret af en rig overklasse, der blandt andet ejede slaver (i 1824 havde cherokeserne 1277 negerslaver). Hovedparten af cherokeserne hørte selvfølgelig ikke til overklassen, og ejede ikke slaver, så da borgerkrigen brød ud, var de fleste ret ligeglade, og mente, at det var "de hvides krig". Den slaveejende overklasse havde dog sympati for sydstaterne, og det gjaldt også overhøvding John Ross, som dog var klar over, at det, kunne medføre stor splittelse i stammen, hvis han tog parti, og det ønskede han at undgå. I august 1861 valgte cherokeserne dog at løsrive sig fra USA, og underskrev i stedet en traktat med Amerikas Konfødererede Stater
Fra borgerkrigen til i dag.
Stand Watie; "afløste" John Ross som overhøvding, men blev ikke ankerkendt som sådan.
Afstemningen om løsrivelse fra USA var ikke enstemmig, og den splittelse, som John Ross havde ønsket at undgå, opstod alligevel. Ca. 3.000 cherokesere meldte sig på sydstaternes side, mens 1.000 (især vestlige cherokesere), meldte sig til nordstatshæren. Cherokserne deltog i første omgang primært i kampe i Oklahoma, og ofte mod indianske modstandere, fx en stor gruppe af creek-indianere, som stod på nordstaternes side, men senere blev krigen også ført uden for Indianerterritoriet. I 1862 blev John Ross taget til fange (nogle mener, at han havde mistet lysten til at slås og selv lod sig tage til fange). Stand Watie, den eneste overlevende leder af det hedengangne Treaty Party, lod sig vælge som overhøvding, og selv om mange stammemedlemmer betragtede John Ross som den "rigtige" overhøvding, blev det Stand Watie, der blev stammens de facto leder. (Den nuværende Cherokee Nation angiver den dag i dag John Ross som overhøvding fra 1828 til sin død i 1866, og Stand Watie bliver end ikke omtalt som overhøvding.) Watie "erobrede" stammens hovedstad og nedbrændte John Ross' hjem. Watie stod fortsat på sydstaternes side, og han endte som brigadegeneral i sydstatshæren. Da borgerkrigen sluttede i 1865 var Stand Watie den sidste sydstatsgeneral som overgav sine tropper i juni, 2 måneder efter at Robert E. Lee havde kapituleret til Ulysses S. Grant ved Appomattox Courthouse i Virginia. Krigen havde været dyr for cherokeserne. 1/3 af stammen var blevet udryddet, og den splittelse i stammen, som var ved at være helet før krigen, var igen brudt ud i lys lue.
Samtidigt benyttede USA det forhold, at cherokeserne havde stået på sydens side i borgerkrigen til at ophæve samtlige indgåede traktater med stammen. John Ross og Stand Watie var i 1866 i Washington for at forhandle nye traktater med regeringen. Under forhandlingerne døde John Ross, og Watie var ikke populær på grund af sin indsats under krigen. Sagen endte med at cherokeserne måtte afgive en stor del af deres landområde i Oklahoma til brug for anlæggelse af en jernbane, og det samme gentog sig i 1868. Samtidigt blev stadig flere stammer flyttet til indianerterritoriet, og det kostede også cherokeserne land. I 1889 måtte man afgive endnu mere land, der blev givet til hvide nybyggere ("Oklahoma Land Race"), og der var nu langt flere hvide end indianere i indianerterritoriet.
I perioden fra 1885 frem til 1893 arbejdede regeringen på at få indianerne til at acceptere at jorden ikke længere skulle ejes i fællesskab men skulle udloddes til enkeltpersoner. De fem civiliserede stammer, herunder cherokeserne var undtaget fra denne udlodning, men i 1893 ønskede man også at udlodningen skulle gælde for disse stammer. De nægtede dog, og i 1895 blev der så vedtaget en lov, som opløste alle stammeregeringer, herunder cherokesernes, og i 1901 blev udlodningen af jorden gennemtvunget. Ejerskabet til jorden lå nu hos enkeltpersoner, og mange hvide forsøgte at svindle sig til indianernes jord, hvilket ofte lykkedes og uden at regeringen i Washington greb ind.
Allerede i 1893 overtog nybyggere store dele af cherokesernes område. Da stammen ikke ville acceptere udlodningen, betalte regeringen stammen for at få lov til at give deres jord til nybyggere, og den 16. september 1893 blev Cherokee Strip, en del af området i det nordligste Oklahoma, frigivet til nybyggere.
I 1903 valgte stammen "William C. Rogers" som overhøvding, og det skulle blive det sidste valg af overhøvding i 68 år. Rogers døde i øvrigt i 1917. I 1905 forsøgte de fem civiliserede stammer at skabe deres egen selvstændige stat, opkaldt efter Sequoyah, i det østlige Oklahoma, men dette mislykkedes. Den 3. marts 1906 blev Cherokee Nation officielt opløst af USA's regering. På det tidspunkt ejede cherokeserne kun ca. 10.000 hektar af de 2.800.000 hektar land, de var blevet lovet i traktaten fra 1835. I 1907 blev Oklahoma optaget som stat i USA, Dermed var også løftet fra 1828, om at cherokeserne aldrig skulle underlægges en stats love, og at grænserne aldrig skulle omsluttes af en stat blevet brudt.
I 1934 vedtog kongressen "The Indian Reorganization Act", og i 1948 blev den nuværende Cherokee Nation genetableret. I 1949 udpegede USA's præsident, Harry S. Truman, Billy W. Keeler som stammens nye overhøvding og i 1971 afholdt man så valg af overhøvding for første gang siden 1903, hvor Keeler blev valgt. I 1975 valgtes Ross O. Swimmer som Keelers afløser, og i 1984 blev det første fælles stammeråd mellem cherokeserne i Oklahoma, og Eastern Band of Cherokees i North Carolina gennemført. I 1987 skabte cherokeserne historie, da Cherokee Nation som den første stamme af oprindelige amerikanere valgte en kvinde som overhøvding, Wilma Mankiller. Mankiller underskrev aftalen med USA's regering om stammernes selvbestemmelse, et projekt, hvor 6 stammer selv fik retten til at bestemme over de midler, de fik af USA's regering. Mankiller blev genvalgt i 1991 med ikke mindre end 82 % af de afgivne stemmer. I 1995 blev Joe Byrd valgt som overhøvding, den første fuldblods cherokeser i næsten 200 år.
Cherokeserne i dag.
I dag er stammen som nævnt i indledningen delt op i et antal grupper. De tre, der er anerkendt af USA's regering er "The Cherokee Nation i Oklahoma, "United Keetoowah Band of Cherokee Indians", i Oklahoma, samt "Eastern Band of Cherokee Indian" i North Carolina.
The Cherokee Nation.
Den nuværende overhøvding er "Chad Smith", som blev valgt i 1999. Gruppen tæller ca. 175.000 medlemmer (2000), men ikke mange af disse er fuldblods cherokesere.
United Keetoowah Band of Cherokee Indians.
Denne gruppe ledes af høvding "George Wickliffe", og de betragter sig selv som de mest traditionelle cherokesere. Gruppens navn, "Keetoowah" eller Kituwah var i et af de navne hele stammen oprindeligt brugte om sig selv. En af stammen skabelsesberetninger lader dette navn være det, som hele stammen fik af deres skaber. For at blive medlem af gruppen skal man have mindst 1/4 Keetoowah blod i årerne, og man må ikke være medlem af nogen anden indianerstamme eller gruppe. Denne gruppe tæller ca. 10.000 medlemmer.
Eastern Band of Cherokee Nation.
Hovedgaden i Cherokee, North Carolina. Hovedstad for Eastern Band of Cherokee NationGruppen ledes i dag af Michell Hicks. Gruppen henter store dele af sin indtægt på turister, og der ligger et stort kasino i reservatet, som giver gruppen store indtægter. Cherokee reservatet kaldes Qualla, og omfatter ca. 214 kvadratkilometer, det eneste der er tilbage af de oprindelige 350.000 kvadratkilometer som stammen herskede over i de østlige stater. Reservatet ligger i Great Smoky Mountains ("Sha-co-na-gee" på cherokesisk, eller "Stedet med den blå røg"). I byen ligger Museum of the Cherokee Indian. Uden for byen ligger Oconaluftee Indian Village hvor cherokeserne viser, hvordan stammen levede omkring 1750. I byens friluftsteater opføres om sommeren forestillingen Unto These Hills, der fortæller cherokesernes historie fra spanierne kom til Amerika og frem til Trail of Tears. Denne gruppe tæller ca. 13.000 medlemmer.
-dømme.
-dømme findes i flere sammensætninger, og betyder et område hvor der er en, som har den dømmende myndighed. En form for stat.
Danmark haft Hertugdømmer i Sønderjylland men ikke oprindeligt et Kongedømme, da det var tingene, som stod for retsvæsenet.
Filmhistorie.
Louis Le Prince, der arbejdede i New York, er måske den første, som opfandt filmprocessen. Han patenterede sin proces til "løbende produktion... af objekter i bevægelse... ved hjælp af en projektor" i 1888. Men da han i 1890 rejste til Paris for at demonstrere processen, forsvandt han.
Den første kommercielt udviklede proces blev foretaget af Thomas Alva Edisons medarbejder William Kennedy Laurie Dickson, der i marts 1891 for første gang præsenterede sit Kinetoscope. Den første offentlige fremvisning af denne proces fandt sted den 20. maj 1891 for medlemmerne af "National Federation of Women's Clubs" (Den nationale Sammenslutning af Kvindeklubber). Dickinson forlod Edison Co. i 1895 og Edison tog selv hele æren for processen. I april 1894 betalte folk for at se Kinetoscope-film. Kinetoscopet var en imponerede oplevelse, men det var en privat oplevelse beregnet til en person eller en familie.
USA var det første sted hvor folk kunne se film mod betaling, det var i maj 1895 i en forretning på Broadway, New York. I Europa blev en offentlig "film" for første gang fremvist i Berlin i november 1895.
Filmkvaliteten i New York og Berlin var meget ringe og de anvendte processer havde ingen blivende virkning på filmteknologien. Den "rigtige" films debut anses derfor normalt for at være den 28. december 1895 i Paris, hvor Lumiere-brødrene i Grand Cafe på Boulevard des Capucines havde deres første betalende publikum; Lumiere-brødrenes "La Sortie des ouvriers de l'usine Lumière", havde dog været fremvist allerede 22. marts ved et privat arrangement.
Den kommercielt succesrige farveproces stammer fra 1906 hvor George Albert Smith fremstillede et tofarvesystem ved hjælp af pankromatisk film i Brighton for Charles Urban Trading Co., systemet var kendt som Kinemacolor. Den første offentlige præsentation fandt ikke sted før februar 1909 i London, hvor tyve kortfilm lavet af Natural Colour Kinematograph Company blev vist i Palace Theatre på Shaftesbury Avenue. Der var dog flere problemer med Kinemacolor og farvefilm kan ikke betragtes som en kommerciel realitet før 1932 med den trefarvede Technicolor-proces.
Synkroniseret lyd blev første gang demonstreret i 1900 på Paris Exposition med et separat "lyd på disk"-system. "Lyd på film" blev patenteret første gang i 1906 af Eugene Lauste i London, selvom systemet ikke blev en succes før 1910 med ordene "J'entends très bien maintenant" (Jeg hører meget godt nu). Et projekt med det mål at fremstille en komplet projektor blev forsinket af krigsudbruddet og processen kunne først præsenteres i september 1922 for et inviteret publikum i Berlin. Igen var det i New York, i april 1923, at folk første gang betalte for oplevelsen.
Den første (nogenlunde) permanente biograf var Vitascope Hall i New Orleans.
Den åbnede i juni 1896. Biletterne kostede 10 cent. Den første vigtige biograf der var bygget til formålet, var Gaumont Film Companys Gaumont-Palace i Paris, der åbnede i 1910 og havde plads til over 5.000 gæster.
Den franske idé med biografteatre blev snart den dominerende model og iværksættere fik travlt med at bygge imponerende biografbygninger over hele Europa og Nordamerika.
Det skred som fandt sted i 1980'erne, fra at se film i biografen til at se dem på videomaskiner, er tæt på Thomas Edisons oprindelige idé. I begyndelsen af dette årti forsøgte filmselskaberne at få forbudt privatejede videomaskiner, da de mente det var et brud på ophavsretten, men det mislykkedes. Det viste sig at være meget heldigt, da salg og udlejning af film til private blev en vigtig indtægtskilde for filmselskaberne.
Nu (2001) er der ved at ske en ny ændring i filmprocessen, fra fysiske film til digital teknologi, takket være tilgængeligheden af billige lagermedier og digitale skærme med høj opløsning.
Varmemesterbeskæring.
"Varmemesterbeskæring" på en dansk kirkegård i 1983.
Varmemesterbeskæring eller flødebolleklipning er den slags beskæring af buskadser, som en ikke gartneruddannet alt for ofte foretager: et vandret eller halvkugleformet snit, foretaget én eller flere gange om året. Begrebet er opfundet af Willy F. Hansen. I dag hvor varmemestre, eller som de hedder: ejendomsassistenter, har en uddannelse bag sig, forekommer den slags ikke længere fra deres side. Begrebet har imidlertid sat sig fast og er næppe til at udrydde.
Flødebolleklipning bygger på den misforståelse, at planter kan "lære" at vokse på en bestemt, ønskværdig måde, når man bare gentager den samme behandling tit nok. Det forholder sig - desværre - lige modsat: planterne er tvunget til at følge den besked, der er nedlagt i deres arveanlæg, og de vil gøre det, så snart mishandlingen ophører.
Denne form for beskæring er uhensigtsmæssig, da den forhindrer planternes naturlige udvikling. Dette kan forhindre blomstring og evt. frugtdannelse. Enkelte arter, som f.eks. Almindelig Buksbom er velegnede til figurklipning, og bliver undertiden klippet til meget fantasifulde former. I den anden ende af spektret findes bl.a. Have-Forsythia, som berøves sin blomstring og kun danner en stritter af lange tynde skud ved en årlig studsning. Langt de fleste buske skal i stedet forynges ved, at man tager de ældste grene og skærer dem af ved jorden, så de kan få lys og luft til at blomstre og udvikle frugt.
Fart.
Fart er et udtryk for, hvor lang distance et objekt i bevægelse tilbagelægger pr. enhed tid. Den fysiske dimension for fart er længde (afstand, normalt betegnet med bogstavet "d") divideret med tidsenhed (normalt betegnet med "t"), og følgelig bliver den afledte SI-enhed for fart ("v") m/s (meter pr. sekund).
Fart er en skalar og angives derfor altid som et tal, og dette tal fortæller alene hvor langt objektet flytter sig pr. tidsenhed, i modsætning til hastighed, som er en vektor der angiver både hvor hurtigt objektet bevæger sig, og i hvilken retning. Er hastigheden "90 kilometer i timen lige mod nord", så er farten "90 kilometer i timen". I almindelig tale forveksles de to begreber ofte, så der f.eks. tales om "høj hastighed", når der menes "høj fart".
Det kan således også forekomme, at man har en negativ hastighed, men her vil farten stadig være positiv.
Ændring af farten kaldes acceleration, der ligeledes er en skalar (altså retningsløs).
Enheder.
For at udregne sin fart i km/t behøver man en distance og en tid. Tallene skal omregnes til km og min. Eksempel hvis du er 2 timer om at løbe 20 km. Er du 120 min om at løbe 20 km (2 timer × 60 = 120 min). Hvis du er 120 sek om at løbe 0,2 km er du 2 min om at løbe 0,2 km (120/2 = 2 min)
Eksempel: 5 km/30 min×60= 10 km/t
Eksempel: 220 km/40 min×60= 330 km/t
843.
Begivenheder.
43
Propaganda.
Propaganda, fra det latinske udsagnsord "propagare" = udplante, udvide, i egentlig bøjet form betyder propaganda "det, der bør udbredes".
I 1622 blev "la Congregatio de Propaganda Fide" «, "Den gejstlige orden for udbredelse af den katolske tro"», grundlagt af Paven Gregor XV. Den har som mål at analysere troens spredning i ikke katolske områder.
Propaganda bruges i vore dage, når et budskab bliver præsenteret som den hele og fulde sandhed. Eller som hvilende på den hele og fulde sandhed, mens det i virkeligheden er rettet ind efter målsætningerne i en skjult dagsorden. Fidusen med at dække sit mål bag en retorisk pæn og appellerende indpakning kendes fra felter som reklamer.
Ordet "propaganda" bruges negativt ladet om dygtigt udvalg af enkelte dele af sandheden i politiske sammenhænge. Dygtig propaganda fortæller sit budskab indirekte, fremstiller sammenhænge, så modtageren selv skaber budskabet ved at blande oplysningerne sammen.
Propaganda kan bruge stærke følelser så som angst, had, glæde og stolthed. Adolf Hitler og hans propagandaminister dr. Goebbels brugte propaganda henvendt til det tyske folk under 2. Verdenskrig.
Også Sovjetunionens diktator Josef Stalin brugte propaganda på Sovjetunionens befolkning, DDR og andre lande som Sovjetunionen havde under kontrol. Et eksempel på en frigørelse fra propaganda er Tjekkietslovakiet, under foråret i Prag. Sovjetunionen invaderede igen Tjekkoslovakiet, nu for at sætte en stopper for udgivelser af ulovlige aviser, der ødelagde den sovjetiske progaganda.
En anden slags propaganda bruges til at sænke fjendens moral eller få den til at overgive sig, efter at have læst flyeblade.
Propaganda er ikke et nyt fænomen. Der var allerede propaganda på Jellingstenen.
Iltsvind.
Der opstår iltsvind i havet, når vandet bliver over 21,5 °C varmt. Iltsvindet varer også ved, selvom temperaturen falder, alt efter hvor meget vandet røres rundt, og hvor meget iltfattigt slam, der har samlet sig på bunden.
Iltsvind rammer ofte de danske kyster i foråret, men specielt i sensommeren. Iltsvind skyldes en eutrofiering med stofferne kvælstof og fosfor. Overskuddet af gødning fører til, at der dannes store mængder alger. Når algerne dør, falder de til bunds, hvor bakterier bruger ilt på at nedbryde dem. Algeopblomstringen bliver særligt kraftig, når
Såvel industri som husholdninger og landbrug bærer en del af ansvaret for, at der er for mange næringsstoffer i havet. For industriens vedkommende er der tale om udledning af affaldsstoffer. For husholdningerne drejer det sig om spildevandets indhold af kvælstof fra afføring og urin og om fosfater fra vaskevand. For landbruget er problemet, at der gødes mere, end afgrøderne på markerne kan bruge, sådan at det resterende flyder ud i havet.
I det øverste vandlag er der ganske vist ilt, for algerne producerer også ilt vha. fotosyntesen. Det er ved bunden, det går galt. Værre bliver det, når der dannes en skilleflade/springlag i vandsøjlen. En skilleflade dannes pga. den store temperaturforskel mellem overfladevand og bundvand. Forskellig saltholdighed i overfladevand og bundvand kan også øge risikoen for, at der opstår springlag. Overfladevand og bundvand blandes ikke, når der er et springlag, og derfor vil bunden forblive iltfattig, indtil efterårets storme sætter ind og "blander" vandet. Ved ekstreme tilfælde af iltsvind kan der dannes et såkaldt "liglagen" som gør bunden helt hvid. Liglagen skyldes svovlbakterier, som lever af kemosyntese på grundlag af den svovlbrinte, der bobler op fra bunden. Det sker kun ved ekstreme tilfælde af iltsvind, men desværre er det ikke så sjældent et fænomen.
Enrico Mylius Dalgas.
Enrico Mylius Dalgas (16. juli 1828 - 16. april 1894), dansk officer og vejingeniør.
Han var efterkommer fra én af de franske Huguenotfamilier, der flygtede fra fædrelandet i 1685.
Tipoldefaderen Antoine Dalgas udvandrede til Schweiz, og først med bedstefaderen Jean Marc Dalgas (1756-1811) kom Dalgas-familien til Danmark. Bedstefaderen var præst ved den reformerte kirke i Fredericia. Bedstefaderen var gift med en borgmesterdatter fra Eberfeld i Tyskland.
Enrico Dalgas blev født i Napoli som søn af konsul Jens Antoine Dalgas og Johanne Thomine født de Stibolt. Broderen Carlo Edoardo Dalgas (1821-1851) var kunstmaler.
E. M. Dalgas var en af de ledende kræfter bag tilplantningen af heden (men ikke dens opdyrkning, der var i fuld gang længe inden Dalgas' tid). Han er ofte tillagt sentensen: "Hvad udad tabes, skal indad vindes". (Det er sagt af digteren H. P. Holst). Medstifter af Det danske Hedeselskab og i 1866 og selskabets første direktør 1866 - 1894.
I 1855 blev han gift med Marie Magdalene Christiane Købke, datter af oberstløjtnant Niels Christian Købke (død 1849). Sønnerne Christian Dalgas blev direktør i Hedeselskabet, og Frederik Dalgas blev direktør for Den kongelige Porcelainsfabrik.
En tredje søn Ernesto Dalgas skrev de meget roste og stadig aktuelle filosofiske værker "Lidelsens Vej" og "Dommedags Bog".
E.M. Dalgas var Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og modtog Fortjenstmedaljen. Dalgas Avenue i Århus er opkaldt efter ham.
Rigsdansk.
Rigsdansk er den almindelige betegnelse for standarddansk. Tidligere var det den eneste variant af dansk, der var tilladt i radio og tv. Siden 1970'erne er rigsdansk svækket, samtidigt med at de danske dialekter i stigende grad har nærmet sig rigsdansk.
Historisk betragtet er rigsdansk den dialekt, der taltes af borgerskabet i København og Malmø, og det er en dialekt, der primært er baseret på sjællandsk og (til 1658) på skånsk
En udbredt definition på rigsdansk er "et dansk, der ikke røber, hvorfra den talende kommer". Denne definition udelukker i praksis de højsprogsvarianter af dansk, der tales i købstæderne såvel som nutidens københavnsk, fra at være rigsdansk, selv om disse varianter stort set ikke adskiller sig fra det traditionelle rigsdansk i andet end sætningstonen og vokalernes åbningsgrader. Føres definitionen ud i sin yderste konsekvens, findes der kun meget få rigsdansktalende i Danmark. En mere frugtbar definition accepterer derfor en vis spændvidde i sproget.
Der er en voksende forskel på den danske retstavning og den aktuelle udtale af sproget. Retstavningen blev lagt fast i det 19. århundrede (med mindre revisioner i løbet af det 20.), men den grunder sig på en praksis, der har været nogenlunde konstant siden det 16. århundrede.
Homonym.
Engelsk skema over forskellige overtyper.
Homonymer er to eller flere ord, der staves og/eller lyder ens, men har forskellig betydning.
Homonymer kan inddeles i 3 grupper, dog med et vist overlap.
Lægevidenskab.
Ordet anvendes også inden for øjensygdomme, hvor det angiver en synsdefekt, som findes i et enkelt synsfelt homonym hemianopsi.
Biologi.
Er også når samme slægtsnavn optræder både som dyre- og plante-slægt.
Der findes omkring 100 homonymer. Når der er så mange så skyldes det at latin har et begrænset ordforråd og antallet af slægter så stort.
Homofon.
Homofoner er ord, der staves forskelligt, men udtales ens.
Ordene 'vær', 'hver', 'værd', og 'vejr' er indbyrdes homofoner.
Homograf.
Homografer er ord, der staves ens, men udtales forskelligt.
Man kan gå ind ad en dør. Jeg dør af grin.
Lingeri.
Lingeri er finere undertøj til kvinder. Afledt af fransk "linge" 'lærred' og latin "linum" 'hør'.
Undertøj.
Undertøj er beklædningsgenstande, som bæres direkte på kroppen og under andre beklædningsgenstande. Undertøjet har flere formål, herunder at beskytte det øvrige tøj mod at blive snavset til af sved, urin, sæd, afføring og andre kropsafsondringer, for at sikre blufærdighed eller at støtte og forme kroppen. Dertil kommer, at i koldt vejr kan undertøj med lange ærmer og/eller ben hjælpe med at holde varmen, mens andet undertøj primært bruges i seksuel sammenhæng, og andet igen kan bæres af religiøse årsager. Det meste undertøj skabes direkte til disse formål, men undertiden bruges andre beklædningsgenstande, som t-shirts eller visse typer shorts som undertøj. Omvendt er der beklædningsgenstande, der egentligt er designet som undertøj, der bruges som fx nattøj eller svømmetøj.
Det er ret sent i historien, at folk begyndte at gå med andet undertøj end korsetter (kvinder) og vest (mænd). Men det blev nødvendigt, da moden krævede hvide kjoler, hvor kvinderne måtte gå med korte bukser under kjolen for ikke at være bare inden under. I moderne tider i den vestlige verden bruger kvinder især en form for brystholder samt trusser, mens mænd bruger kortere eller længere underbukser, herunder boksershorts. For begge køn kan man finde en form for undertrøje, der kan erstattes af en t-shirt eller lignende.
Terminologi.
I Danmark er det i nutiden formodentlig mest almindeligt at bruge betegnelsen "undertøj", men samtidig bruges også ofte ordet "lingeri" om kvindeundertøj. Om nogle af de enkelte undertøjstyper har man i tidligere tider ofte brugt en række eufemistiske synonymer som "underpermissioner" om trusser.
Funktion.
Mennesker bruger undertøj af en række grunde. For det første bruges de for at beskytte det øvrige tøj mod kropsafsondringer som sved, urin, afføring, sæd og menstruationsblod. Kvindernes brystholdere bruges til at støtte brysterne, lige som mænds trusser holder genitalierne på plads. Korsetter kan bruges til midlertidigt at ændre formen kroppen på bærerne så de fx ser slankere ud, end de i virkeligheden er. Nogle sportsudøvere bruger specielt undertøj som skridtbeskyttere eller sports-bh'er.
Under kolde klimaforhold kan undertøjet bidrage til at holde kroppen varm. I denne situation bruger man normalt langærmet og langbenet undertøj, der kommer til at fungere som et ekstra tøjlag i tilgift til de øvrige basale funktioner af undertøjet. I andre sammenhænge kan undertøjet være med til at beskytte bærerens anstændighed, hvilket især det øvrige tøj er mere eller mindre gennemsigtigt. Modsat dette findes der tøj, der er skabt for at give en seksuel effekt, fx bundløse trusser eller spisbart undertøj.
Mange typer undertøj er specifikt skabt som undertøj, mens nogle tøjtyper, der egentlig er designet til andre formål, kan bruges som undertøj. Dette kan fx være t-shirts eller visse typer shorts. Den omvendte situation findes også, hvor klæder, der er designet som undertøj bruges som almindeligt tøj. Eksempler herpå er korsager eller brystholdere, der kan bruges i sammenhæng med andet tøj, men dette afhænger af samfundets normer, lokale love samt mode. Hvis materialerne er velvalgte kan noget undertøj også bruges som nattøj eller til svømning.
Svensk Hønsebær.
Svensk Hønsebær ("Cornus suecica") er en Vintergrøn staude med en tæppedannende vækstform. Stænglerne er glatte og oprette. Bladene er modsatte og helrandede med buede strenge. Blomstringen sker i maj-juli, hvor man ser de bittesmå blomster sidde samlet i tætte, endestillede hoveder. De fire højblade lige under hovedet er hvide og tæt samlede, sådan at blomsterhoved og højblade tilsammen danner én "blomst". Frugterne er samlefrugter, der består af mange, saftige stenfrugter med hver én kerne.
Rodnettet består af jordstængler og trævlerødder. Planten breder sig kraftigt ved underjordiske udløbere.
0,25 x 1 m (25 x 5 cm/år), heri ikke medregnet planter, dannet ved udløbere.
Svensk Hønsebær er udbredt cirkumpolart, og den vokser på fugtig, sur bund i samfund med bl.a. Almindelig Tranebær, Dværg-Birk, Mose-Bølle, Multebær, Skjaller og Tue-Kæruld.
Raunkiærs eg.
Raunkiærs eg ("Spareegen", "den brændte eg") er en kæmpeeg fra omkring 1770 i Jægersborg Dyrehave og har en stamme med en omkreds på over syv meter. Den er opkaldt efter botanikeren Christen C. Raunkiær som foretog undersøgelser over Dyrehavens ege.
Træet kaldes også "Spareegen", fordi den efter en konkurrence i 1953 blev valgt som den eg, som bedst svarede til Sparekasseforeningens bomærke.
Et andet egetræ med navnet Spareegen står på en kirkegård ved Rude ved Skælskør på Sjælland i et område tilhørende grevskabet Holsteinborg.
Der er flere Spareege rundt omkring, men kunstnerens forbillede er altså træet i Jægersborg Dyrehave. Den unge kunster var nemlig uddannet i København og havde trænet i Jægersborg Dyrehave.
Almindelig Linnæa.
Almindelig Linnæa ("Linnaea borealis") eller Nordisk Linnæa er en dværgbusk med en krybende vækst. Skuddene kan blive meterlange, sådan at én plante dækker et stort område som et tæppe. Knopperne sidder modsat og er skjult i bladhjørnerne. Bladene er kortstilkede og runde til ovale med groft, rundtakket rand. Oversiden er rynket, men blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i juli, og blomsterne sidder på særlige, blomsterbærende skud fra bladhjørnerne. Skuddet spaltes ved toppen, sådan at det bærer to endestillede blomster. De er tragtformede og hængende med hvidrosa yderside og gul- eller rødspættet inderside. Frugterne er nødder, der er indesluttet i klæbrige højblade.
Rodnettet er spinket og består af trævlerødder, som dannes alle steder, hvor grenene har jordkontakt. Blomsterne dufter fint - især i skumringen.
0,10 x 0,20 m (10 x 20 cm/år). Bemærk, at disse tal kun gælder den unge, etårige plante. Ved hjælp af udløberne bliver den med tiden adskilligt bredere.
Arten er nøje knyttet til nåleskove med mosbund (se Taiga). Til gengæld er den cirkumpolar, når man ser på den geografiske udbredelse. I Danmark fandtes den ikke, før nåletræsplantagerne blev gamle nok. I litauiske skove med Skovfyr som dominerende eller meddominerende art findes Almindelig Linnæa sammen med bl.a.: Almindelig Engelsød, Almindelig Guldblomme, Cypres-ulvefod, Enblomstret Vintergrøn, Flad Ulvefod, Grenet Edderkopurt, Hjertebladet Fliglæbe og Rød Skovlilje..
Eksterne henvisninger.
Linnæa, Almindelig
Linnæa, Almindelig
Cykel.
Almindelig cykel med den karakteristiske diamantramme.
En cykel er almindeligvis et pedaldrevet køretøj, hvor en let ramme forbinder to eger-opspundne hjul. Der findes dog mange cykeltyper, som ikke holder sig inden for denne beskrivelse - f.eks. handicapcykler, der drives af armkræfter, vandcykler uden hjul og ladcykler med tre hjul.
Den, der bidrager til en cykels fremdrift, kaldes for en cyklist. Selve ordet "cykel" er en forkortet udgave af "bicykel", der i 1868 er hentet fra det engelske ord "bicycle", der betyder to-hjul. (Oprindeligt græsk: bi = to og cyklus = ring/kreds).
Det er omstridt, hvem der opfandt cyklen, men der er enighed om, at Karl von Drais' sparkecykel fra 1817 udgør et afgørende gennembrud. Denne grundmodel, hvor rytteren sad overskrævs og sparkede sig frem ved at sætte fødderne på jorden, er siden blevet videreudviklet med bl.a. pedaler, kædetræk, luftringe, friløb og gear.
Siden ca. 1890 har cykeltrafikken haft enorm betydning for bevægelsesfriheden for den brede befolkning. Frem til slutningen af 1950'erne udgjorde cyklen sammen med den offentlige transport den vigtigste mulighed for, at almindelige mennesker kunne komme omkring. I dag er cyklen især vigtig i de største byer, og i København udgør cykeltrafikken f.eks. 30% af den samlede trafik i centrum.
Historisk udvikling.
Cyklen, som vi kender den i dag, blev ikke opfundet af en person på en bestemt dag. Der var derimod tale om en udvikling, hvor pedaler, kædetræk, diamant-rammen, lufthjul og gear gradvist blev føjet til sparkecyklen, som var den første konstruktion, der tilnærmelsesvis lignede nutidens cykler.
Det er heller ikke helt sikkert, hvem der opfandt sparkecyklen. Der findes angiveligt tegninger af Leonardo da Vinci-eleven Giacomo Caprotti, som forestiller en cykel, men det er omstridt, hvorvidt der er tale om en forfalskning, ligesom det er omstridt, om konstruktionen reelt kunne fungere som en cykel. Andre kilder angiver franskmanden de Sivac som den første - i 1791 - til at opfinde en sparkecykel, men historien er omstridt.
Karl von Drais' sparkecykel.
Model af Karl von Drais sparkecykel fra 1817.
Langt mere pålidelige er beretninger om tyskeren Karl von Drais, der i 1817 opfandt det, der blev døbt "draisinen". Her var tale om en to-hjulet sparkecykel, hvor rytteren sad overskrævs og sparkede sig frem ved at sætte benene på jorden. Bemærkelsværdigt ved von Drais' sparkecykel var også, at forhjulet kunne styres.
Von Drais forlod Tyskland og tog til den moderne verdens centrum, Paris for at fremvise sin opfindelse, og den blev også populær, men von Drais fik ikke del i succesen, da han ikke fandt en producent. Derimod blev den produceret af forskellige smede o.a., der også tilføjede nye detaljer, såsom jernhjul og indstillelig sadel. Sparkecyklen blev angiveligt produceret i flere tusinde eksemplarer.
Allerede i 1818 blev sparkecyklen brugt til et rekordforsøg, hvor strækningen mellem de to franske byer Beaune og Dijon på 37 km blev tilbagelagt med ca. 15 km/t.
Sparkecyklen får også succes i England, hvor Denis Johnson fra London i 1818 får patent på sin såkaldte "hobby-horse" eller "dandy-horse". Johnson selv bygger ca. 100 eksemplarer, herunder også damecykler med det velkendte sænkede overrør. Mange andre producenter startede også køreskoler, hvilket øgede udbredelsen. Sparkecyklen var dog stadig forbeholdt de rige befolkningsgrupper.
Sparkecyklens popularitet faldt dog hurtigt, sandsynligvis fordi den var for ubekvem, og fordi det nye transportmiddel, jernbanen, udvikledes i 1830. Få arbejdede dog stadig videre med cyklen, særligt arbejdede man på en ny fremdriftsform med pedaler.
Pedalcyklen.
Den første cykel med pedaler blev konstrueret af skotten Kirkpatrick MacMillan i 1839, inspireret af dampmaskinernes bevægelse. Pedalerne trak baghjulet via stænger, og cyklen havde derfor ingen kæde. Denne type blev plagieret af mange, men slog ikke bredt igennem.
Omkring 1860 udviklede franskmanden Pierre Michaux og hans søn, Ernest, "velocipeden". Denne cykel havde pedalarme og pedaler ved forhjulet og frem for alt en klodsbremse ved baghjulet. Fordele i forhold til den engelske hobby-horse var også anvendelse af mere jern til hjul og ramme og en forbedret sadel. Det første år produceredes 142 stk. I 1867 blev den præsenteret på verdensudstillingen i Paris. I 1868 produceredes cyklen på en fabrik med 300 arbejdere, der kunne fremstille 5 cykler om dagen.
England blev snart igen det førende cykelland. Ved verdensudstillingen var en agent fra den engelske symaskinefabrik "Coventry Sewing Machines Comp." (der senere ombenævntes til "Coventry Machinists Comp.") tilstede, og han overtalte sin onkel til at producere 400 velocipeder til salg i Frankrig, og de blev også senere let afsat. Snart opstod i England mange store cykelproducenter, der så store muligheder i den branche.
Efter nogle år skulle velocipeden dog igen miste populariteten, fordi den stadig var for ubekvem. Den havde i øvrigt fået øgenavnet "Boneshaker" (knogleryster).
Væltepeteren.
For at gøre det muligt at køre hurtigere på velocipeden, blev forhjulet gjort større, og dermed blev den karakteristiske væltepeter-cykel udviklet. I starten af 1870'erne havde væltepeterens forhjul en diameter på ca. 125 cm, i 1880'erne var den på ca. 150 cm. Dog var der en naturlig grænse ved cyklistens benlængde. For at kunne øge hastigheden endnu mere, benyttede man bl.a. et tandhjulspar mellem hjulnav og pedalarm. Væltepeteren blev vidt udbredt, særlig i England.
Den endelige form - Sikkerheds cyklen fra 1885.
Cyklen med kædetræk til baghjulet blev opfundet i 1879, men blev først udviklet i en populær udgave i 1885. Denne type var langt lettere at komme af og på end væltepeteren, og den blev derfor kendt som "safety-cyklen". Ved at benytte forskellige størrelser af tandhjul var det stadig muligt at holde en høj hastighed. Samtidig fik man løst komfortproblemet ved indbygning af fjedre mellem sadel og sadelpind. Kuglelejer blev også benyttet, hvilket både mindskede belastningen ved hjulomdrejninger og i kranken, og det gjorde det lettere at styre cyklen.
Det er grundkonstruktionen i denne cykeltype, der stort set svarer til nutidens cykler.
Selv om Danmark længe har været en nation med mange cyklister, er der relativt få særlige danske cykelopfindelser. De fire mest iøjnefaldende undtagelser er Dursley-Pedersen cyklen, Mollers autocykel, Longjohn ladcyklen og Leitra-kabinecyklen.
Cykeltyper.
Der findes en meget stor variation af cykeltyper. Nogle typer er tilpasset helt bestemte formål, mens andre er variationer over den samme grundcykel. For hverdagscyklernes vedkommende ses ofte, at en let variation i en cykeltype markedsføres under et andet navn.
En af de mest basale forskelle på en række cykeltyper er, at de findes som både herre- og damerammer. Damecyklen adskiller sig fra herremodellerne ved ikke at have et overrør eller ved at have et meget lavt overrør. Det gør det nemmere at stige af og på cyklen, samt at køre med f.eks. nederdel/kjole. Ulempen er imidlertid, at det giver en mindre stiv ramme.
Cykler kan inddeles i hverdagscykler, sportscykler, transportcykler, HPV-cykler/liggecykler, børnecykler og en lang række andre typer.
Cykelteknik.
Pedaler og kæder fandtes ikke på de første cykler. Her sad cyklisten overskrævs på cyklen og sparkede cyklen frem. De første pedaldrevne cykler havde pedalerne monteret direkte på forhjulet. På Safety-cyklerne, der blev den dominerende cykeltype fra ca. 1890, var pedalerne flyttet til kranken, og med det tilhørende kædetræk var trækkraften nu flyttet over på baghjulet. Der har igennem tiderne været eksperimenteret med både remtræk og kardantræk som alternativ til cykelkæden, men ingen af opfindelserne har fået en større udbredelse.
Det luftfyldte dæk blev (gen)opfundet af John Boyd Dunlop i 1888, og det gav cyklisterne en langt blødere kørsel.
Affjedring fandtes allerede på nogle af de tidlige Safety Cykler. I dag er det hovedsageligt mountainbikes, der leveres med støddæmpere på et eller begge hjul for at skåne cyklisten for rutens ujævnheder. Nogle cykler har støddæmpere indbygget i selve stellet eller i sadelpinden.
Gearet blev opfundet af franskmanden Paul de Vivie i 1905. De to grundlæggende geartyper er hhv. det indvendige navgear og det udvendige gear. Sidstnævnte er også kendt som derailleur-gearet, hvor kæden skifter mellem klinger i forskellige størrelser.
Cyklen i samfundet.
Cyklen var på væltepeterens tid hovedsagelig et redskab for den øvre middelklasse. Men allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede blev cyklen populær blandt den bredere befolkning, selv om prisen for en cykel oversteg månedslønnen for en ung pige på landet.
Cyklen gav større bevægelsesfrihed i forhold til offentlige sporvogne, tog og busser, og da bilen ikke var en økonomisk mulighed for ret mange, var cyklen det oplagte middel til både person- og varetransport. Det i en sådan grad, at bybilledet fra 1920 til 1950 fuldstændigt var præget af cykler.
Under 2. verdenskrig (1940 - 1945) var benzinen rationeret, hvilket øgede cyklens betydning som transportmiddel. Cyklen blev det vigtigste transportmiddel og tillige en vigtig måde at få varer rundt.
Først fra midten af 1950'erne blev bilen så udbredt, at cyklen kom til at stå i skyggen af biltrafikken. Faktisk styrtdykkede cykeltrafikken lige så hurtigt som bilismen vandt frem.
Det varede helt frem til midten af 1970'erne, hvor oliekrisen og en stærk miljøbevægelse var med til at gøre cyklen populær igen. I den sidste halvdel af halvfjerdserne var der hvert år store cykeldemonstrationer i København, Århus og flere andre byer. Efter årtusindskiftet er et stort antal danskere begyndt at deltage i årlige "Cykel-til-arbejde"-kampagner på deres arbejdsplads.
Cyklen i erhvervssammenhænge.
Nogle erhvervsopgaver bliver stadig i stor stil udført på cykel. Det drejer sig især om budkørsel i byområder og om erhverv med mange ærinder i byområder.
Flere tusinde postbude benytter hver dag cyklen til at bringe post ud.
Enkelte firmaer anskaffer firmacykler, som medarbejderne kan benytte, ligesom det også er muligt at få befordringsfradrag på selvangivelsen, hvis man har langt (mere end 24 km) til/fra arbejde.
Trafikpolitik.
Trafikpolitik hører til de emneområder, som mange kan forholde sig til, fordi de konkrete løsninger ofte betyder, at en trafikantgruppe må afgive plads, vige eller vente på andre trafikantgrupper. Af samme grund har der gennem tiderne været en konstant debat om (magt)forholdet mellem offentlig transport, cykler og biler.
Cykelstier – anses generelt for at være med til at skabe større tryghed for cyklister, og dermed for at kunne øge antallet af cyklister. Visse rapporter har dog peget på, at cykelstier måske øger den oplevede sikkerhed, men i nogle tilfælde giver flere uheld i kryds.
Cykelmedtagning i tog – har været et ønske fra mange cyklister, som ønskede at kombinere cyklens fleksibilitet på korte distancer, med togets hurtige forbindelser på tværs af landet. Over for dette ønske har stået de mere praktiske forhold om plads og rentabilitet i medtageordninger.
Skiltede cykelruter – har til formål at anvise en enten sikrere, fredeligere eller mere direkte rute for cyklister. Skiltede cykelruter findes både som pendlerruter og som rekreative ruter og anlægges både på cykelstier i eget tracé, cykelstier eller på biveje og grusveje. Blandt stridspunkterne er, hvor store omveje cyklister er villige til at tage, før en rekreativ cykelrute bliver uinteressant.
Cykelhjelme – er et af de mere kontroversielle emner. En større brug af cykelhjelme vil ifølge nogle undersøgelser resultere i færre hovedskader og færre trafikdræbte, men flere undersøgelser fra steder, hvor cykelhjelme har været påbudt, tyder på at de ikke forbedrer sikkerheden. Kritikere har videre påpeget, at et pres for at bruge cykelhjelm - og især krav om obligatorisk hjelmbrug - kan få færre til at cykle. Det kan resultere i at man går glip af den store sundhedsgevinst, som cykelmotion giver.
Øvrige emner - Mange andre emner har været diskuteret som mulige måder at fremme cykeltrafikken på. Det drejer sig f.eks. om cykelcentre ved stationer, højklassede pendlerruter i byerne og mulighed for at dreje til højre i lyskryds, selv om der er rødt.
Kulturforskelle.
På verdensplan er der store forskelle i cyklens popularitet. Cyklen er populær i nogle udviklingslande, fordi den gør det muligt for den brede befolkning at dække større distancer og at transportere varer billigt. Men i andre lande er cyklen af kulturelle årsager ikke populær.
De samme kulturforskelle gør sig gældende i Europa og Nordamerika, hvor det ikke er økonomi, men snarere kulturforskelle, der giver udsving i, hvor populær cyklen er. I dag benyttes cyklens i det nordvestlige Europa (Holland, Nordtyskland og Danmark) ofte som et transportmiddel i hverdagen, mens cyklen i det sydlige Europa langt mere er et legetøj for børn, et redskab til korte weekend-ture i parken eller et sportsredskab.
Cyklen i sporten.
Allerede de første cykelkonstruktører forsøgte at bevise værdien af deres opfindelse ved at køre lange strækninger. Deciderede væddeløb lod heller ikke vente på sig.
Danmarks første cykelløb (på velocipeder) i Danmark fandt angiveligt sted den 22. april 1869 i København. Der blev siden afholdt cykelløb i Tivoli i 1882, og det første landevejsløb blev afholdt i 1884 ved Århus. Den dedikerede cykelbane "Ordrupbanen" åbnede i 1888 som en 333 meter lang sandbane.
Dansk Bicycle Club blev stiftet i 1881 netop med det formål at fremme "velocipedesporten". Danmarks Cykle Union (DCU) blev stiftet i 1907 og er i dag samlingspunkt for næsten 20.000 cykelryttere, der er organiseret i 274 klubber. DCU arrangerer mesterskaber i discipliner som f.eks. landevejsløb, baneløb og cyklecross. Dansk Mountainbike Klub arrangerer mesterskaber for mountainbikes, mens HPV Club Danmark arrangerer sprint- og landevejs-mesterskaber for liggecykler.
Blandt de mest kendte danske cykelryttere gennem tiderne er Thorvald Ellegaard (6-dobbelt verdensmester i sprint), Palle Lykke, Kay Werner, Evan Klamer og senere Gert Frank (alle vindere af utallige seksdagesløb), Ole Ritter (tidligere verdensrekordindehaver i 1-times banecykling), Hans-Henrik Ørsted (Flerdobbelt verdensmester i forfølgelsesløb), Henrik Djernis (verdensmester i cyklecross og tredobbelt verdensmester i mountainbike) samt Bjarne Riis (Tour de France-vinder 1996) og Michael Rasmussen (Verdensmester i mountainbike og vinder af den prikkede bjergtrøje i Tour de France).
Der organiseres hvert år mere end 100 cykelmotionsløb i Danmark, som f.eks. Sjælland Rundt. De største internationale cykelløb tiltrækker stor mediedækning, og det tre uger lange Tour de France hører til blandt de arrangementer i verden, som følges af flest sportsinteresserede.
Cyklens stelnummer.
Danmark har et særligt stelnummersystem, der blev indført i 1942. Nummeret er opbygget med en kombination af bogstaver og tal, der giver hver cykel et unikt nummer. Samtidigt er det muligt at se cyklens alder og navnet på fabrikanten/importøren.
Cykeludstyr.
Foruden de lovpligtige krav til cyklens udstyr, som er beskrevet nedenfor, er der fremkommet en lang række yderligere udstyrs- og tilbehørsgenstande til både cyklen og cyklisten. De tjener en lang række formål, hvor især sikkerheden og komforten ved cykling har været vigtige.
Udvikling i cykeltrafikken.
Udviklingen i cykeltrafikken opgøres bl.a. i Vejdirektoratets "Cykel- og knallertindex". Knallerttrafikken udgør en meget lille del, og derfor regnes indexet ofte blot som værende en indikator for cykeltrafikken. Fra år til år sker der store udsving alene på grund af vejret.
Antal kørte kilometer på cykel.
Cykeltrafikkens betydning kan både regnes i antallet af kørte ture og i antal kørte kilometer. Regnes der i antal kørte kilomter, rangerer cyklen som vigtigere end S-togs-nettet, men lidt mindre vigtig end togtransport.
Antal dræbte cyklister.
Går man tilbage til sen-tresserne, blev der dræbt tre gange flere cyklister i trafikken end i dag. Der er flere årsager til faldet, men den væsentligste er sandsynligvis indførelsen af lavere hastighedsgrænser. I 1980'erne lå antallet af dræbte cyklister konstant lige omkring 100. Det tal er dalet betydeligt senere.
Cykeltyverier.
Antallet af cykeltyverier har i perioder ligget omkring eller over 100.000 om året. Rekorden blev sat i 1994, hvor 125.407 cykler blev meldt stjålet. Antallet faldt dog kraftigt da forsikringsbranchen skærpede kravene til, hvilke cykellåse, der kunne godkendes.
Lovgivning.
I Danmark findes forskellige love og bekendtgørelser, som regulerer forhold for trafikanter generelt. Udstyrsbekendtgørelsen regulerer udelukkende forhold for cykler.
Pakistan.
Pakistan, officielt Den Islamiske Republik Pakistan, er et land i Sydasien. Grænselandene er Iran, Afghanistan, Kina og Indien. Sydkysten udgøres af det Arabiske Hav.
Pakistan blev dannet i 1947, da det sammen med området, der nu er Bangladesh, blev skilt ud fra Britisk Indien. Resten af Britisk Indien blev det selvstændige Indien. Navnet Pakistan betyder «det rene land», og det var meningen, at det skulle være en ren muslimsk stat. Opdelingen i Indien og Pakistan førte til, at millioner af mennesker måtte krydse grænserne for at være i det land, som deres religion hørte til. Alligevel blev mange muslimer i Indien, mens næsten alle hinduer og andre oprindelige befolkninger blev fordrevet fra Pakistan af muslimerne.
Øst-Pakistan rev sig løs i 1971 og dannede den selvstændige stat Bangladesh.
Etymologi.
Navnet "Pakistan" betyder "det rene land" på urdu og persisk. Det blev skabt i 1934 som "Pakstan" af Choudhary Rahmat Ali, som udgav det i sin pjece "Now or Never". Navnet repræsenterede "de tredive millioner muslimer i PAKSTAN, som lever i de fem nordlige enheder i Britisk Indien — Punjab, Afghania (også kendt som North-West Frontier Province), Kashmir, Sindh og Baluchistan'"."
Geografi.
De nordlige og vestlige dele er bjergområder. Den pakistansk kontrollerede del af Kashmir har nogle af de højeste bjerge i verden inklusiv K2 og Nanga Parbat. Mod sydøst ligger Tharørkenen som strækker sig ind i Indien.
Befolkning.
Kort over udbredelsen af de dominerende etniske grupper i Pakistanområdet
De største befolkningsgrupper er Pashtuner ("grøn") og Balucher ("rød) i vest, og Punjabier ("brun") og Sindh'er ("gul") i øst på den anden side af Indus-floden.
Regionalt samarbejde i Sydasien.
Pakistan er sammen med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC (Engelsk:"South Asian Association for Regional Cooperation"). SAARC blev stiftet i december 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde inden for regionen, samt øge handelen mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan.
Hovedbeklædning.
En hovedbeklædning er en beklædningsgenstand, der bæres på hovedet. Formålet kan rangere fra hjelme, der tjener til beskyttelse mod skade, over huer og hatte, der beskytter mod omgivelserne, for eksempel vinterkulde eller solens strålingsvarme. Atter andre hovedbeklædninger kan tjene til udsmykning, enten som et udslag af mode eller med religiøse eller rituelle formål.
Ethel Granger.
Ethel Granger (1905 - 1982) var rekordholderen inden for stramme korsetter med en omkreds på 33 cm i taljen d. 18. juni 1959. Til trods for at hun gik i så stramme korsetter, fik hun senere seks børn, så hun havde tilsyneladende ikke taget skade af det.
Det danske mindretal i Sydslesvig.
Det danske mindretal i Sydslesvig (også danske sydslesvigere) omfatter ca. 50.000 tyske statsborgere i Sydslesvig syd for den dansk tyske grænse.
De danske sydslesvigere står for en del institutioner i regionen.
Dansk Skoleforening driver eget skolevæsen med 48 danske skoler. Blandt dem er også de to danske gymnasier Duborgskolen i Flensborg og A.P. Møller Skolen i Slesvig by. Lidt syd for Flensborg ligger Jaruplund Højskole. Dansk Centralbibliotek driver centralbiblioteket i Flensborg og fire folkebiblioteker. Desuden findes Dansk Kirke i Sydslesvig, Dansk Sundhedstjeneste, dagbladet Flensborg Avis og mange kulturelle foreninger.
Den største forening er Sydslesvigsk Forening (SSF) med cirka 14.000 medlemmer. De danske idræts- og ungdomsforeninger samles i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU). Politisk bliver det danske mindretal repræsenteret af Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV eller SSW). Det sydslesvigske Samråd er organisationernes samarbejdsorgan.
Den danske støtte til Sydslesvig administreres af det af Folketinget udpegede Sydslesvigudvalg. Dertil kommer en række folkelige, danske foreninger i Kongeriget, som støtter det danske mindretal, såsom Grænseforeningen, Slesvig-Ligaen og Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945.
Historie.
Mindretallet opstod efter genforeningen i 1920, da den sydlige halvdel af Slesvig forblev under tysk styre, mens Nordslesvig kom til Danmark. Historien går dog tilbage til før den anden slesvigske krig i 1864, hvor Danmark mistede hele Sønderjylland til Preussen. Befolkningen i den sydlige halvdel af Slesvig (bortset fra Flensborg) var på det tidspunkt overvejende tysksindet, men der blev talt dansk (sønderjysk) ned til Husum, Slesvig by og Slien indtil år 1800.
Tyngdeacceleration.
Legemer der bevæger sig lokalt i et tyngdefelt "oplever" gravitationen som en nogenlunde konstant "tiltrækningskraft": Personer der går på landjorden oplever omtrent samme tyngde som passagererne i et rutefly i 10 kilometers højde.
Galileo Galilei påviste eksperimentelt, at alle frit faldende legemer under denne betingelse udviser den samme, konstante acceleration, og denne konstante acceleration kaldes for tyngdeaccelerationen, eller mere præcist: den lokale tyngdeacceleration.
Hans samtid mente, at i og med at tyngdekraften er større på "tunge" legemer (med stor masse) end på lette (med mindre masse), burde tunge legemer falde hurtigere end lette - noget der tilsyneladende lod sig "demonstrere" ved at lade f.eks. en sten og en fjer falde side om side.
Ved hjælp af Isaac Newtons mekaniske love ser man, at tyngdekraften ganske rigtigt er proportional med legemets masse, men de forskellige tyngdekræfter der påvirker legemer med forskellige masser, skal tilsvarende accelerere forskellige masser. Slutresultatet er at alle frit faldende legemer i samme lokale tyngdefelt, tunge som lette, falder med en fælles, konstant acceleration.
Den vedtagne standardværdi for normal-tyngdeaccelerationen på jordens overflade er "g"n = 9,80665 m/s². Den faktiske, lokale tyngdeacceleration varierer dog. Således vil fx en person, der vejer 75 kg ved ækvator, veje knap 75,4 kg på sydpolen, eller omkring en halv procent mere (selv om "massen" er den samme).
På månen er den lokale tyngdeacceleration ca. 1,6 m/s², eller omkring 1/6 af jordens, og på meget små himmellegemer som fx småplaneter er den lokale tyngdeacceleration så lille, at en astronaut kan være i fare for at svæve bort, hvis han gør et hop!
Energilagring.
Energilagring er det at gemme energi i en eller anden form, så den senere kan anvendes.
Fremtidig energilagringsmetode.
I fremtiden kan det tænkes at man kan gemme energien i brint (besværligt at gemme) eller ætanol (ugiftigt, miljøvenligt og let at opbevare).
Kinetisk energi.
Kinetisk energi, eller "bevægelsesenergi", er den energi, som "træge" legemer (dvs. legemer med en vis masse) i bevægelse, besidder i kraft af deres bevægelse. Der kræves en vis energi for at bibringe stillestående legemer en vis fart, og tilsvarende skal denne energi "fjernes" fra legemet igen (for eksempel ved hjælp af en bremse, som almindeligvis omsætter energien til varme) hvis man ønsker at standse legemet igen.
Ordet kinetisk stammer oprindeligt fra græsk og betyder bevægelse, hvilket er grunden til at kinetisk energi også kendes som bevægelsesenergi.
Se evt. Newtons 3 love.
Beregning af kinetisk energi.
formula_1
formula_2
Når f.eks et pendul sættes i svingninger fra yderposition vil dets potentielle energi blive omdannet til kinetisk energi idet det bevæger sig. Når det når midten, og derfor bevæger sig mod næste yderposition vil dets kinetiske energi langsomt blive omdannet til potentiel energi indtil det standser.
Et legeme der bliver hævet op vil lagre potentiel energi i sig, som derefter bliver udløst som kinetisk energi når legemet bliver sat i bevægelse. Jo højere legemet bliver løftet, des mere potentiel energi bliver der lagret, og des mere kinetisk energi vil der komme når legemet bliver sat i bevægelse (des mere potentiel, des mere kinetisk, des højere fart).
William Kemmler.
Som den første nogensinde, blev den 29-årige William Kemmler henrettet i den elektriske stol. Det skete i Auburn fængslet i New York den 6. august 1890.
I beruset tilstand havde Kemmler myrdet sin samleverske Matilde "Tillie" Ziegler med en økse i et regulært blodbad. Efter drabet gik han upåvirket til den nærmeste "saloon" for at drikke videre. En anden version fortæller at han gik til naboen og og fortalte at han havde slået Tillie ihjel og han ville blive hængt for det.
Nyord.
Nyord er en lille ø nord for Møn med et areal på 4,99 km². Siden 1968 har øen været landfast med Møn via en dæmning og en lav bro med kun én vejbane. Nyord Enge, der udgør øens østlige ca. 700 tønder land, er kendt som et af Danmarks allerbedste fugleområder. Fra et offentligt tilgængeligt fugletårn ved vejen mellem broen og Nyord by er der vid udsigt over fugleområderne. Øens vestlige 200 tønder land er frugtbar morænejord, her ligger byen og den lille havn.
År 1900 var indbyggertallet i den lille landsby, hvor gårdene stadig ligger samlet, ca. 360. Nu er indbyggertallet 50 (1. januar 2005). Udover fiskeri og landbrug levede Nyordboerne af lodsvirksomhed gennem de lavvandede farvande rundt om øen. Et lille lodsudkigshus på øens højeste punkt, lidt i udkanten af Nyord by minder stadig om denne tid.
Da øen i 1845 blev selvstændigt sogn, udskilt fra Stege Landsogn, fik den også egen kirke, en særpræget ottekantet bygning opført af arkitekt Otto M. Glahn med Frederiksberg Kirke som forbillede. Kirkeklokken hænger ikke i selve kirken men i et meget enkelt klokketårn i træ, opført ved siden af kirken. Den tidligere præstegård er en for Nyord by stor bindingsværksbygning ved siden af kirken. Kirken fik i 1983 et Demant-orgel fra 1870. Orgelet kom fra Paarup Kirke ved Odense. Kirkegården er meget smukt beliggende ca. 2 km udenfor Nyord by.
Under svenskekrigene var øen bl.a. tilflugtssted for Svend Gjønge og hans folk indtil de blev sendt væk af lensmanden Christoffer Lindenow, der frygtede svenskernes overmagt.
Statens Veterinære Institut for Virusforskning.
Statens Veterinære Institut for Virusforskning er placeret på øen Lindholm i Stege Bugt mellem Sjælland og Møn.
Dronning Alexandrines Bro.
Dronning Alexandrines Bro (også kaldet Mønbroen) er en buebro, der spænder over Ulvsund med fæste ved Kalvehave på Sjælland og Koster på Møn.
Den åbnedes for trafik den 30. maj 1943 og har fået navn efter Christian 10.s dronning Alexandrine. Den erstattede en tidligere færgerute 'Kalvehave - Koster'.
Broen er 746 meter lang. Gennemsejlingsfaget er 127,5 meter bredt og gennemsejlingshøjden er 26 meter.
Projekteringen er udført af Anker Engelund.
Den er beliggende i Vordingborg Kommune.
Energioverførsel.
Energioverførsel eller energitransmission er øjeblikkelig overførsel af energi fra hvor det er blevet genereret til et andet sted hvor det benyttes til at udføre arbejde. Definitionen på arbejde i fysisk forstand er: "produktet af kraft og forskydning".
Energioverførsel er defineret som enheder af energi pr. tidsenhed. I SI-enheder: 1 watt = 1 joule/s = 1 newton · meter/sekund (1W=1J/s=1N·m/s).
Siden den teknologiske udviklings begyndelse i 1800-tallet har overførsel og opbevaring af energi været en stor interesse for både videnskabsmænd og forbrugere af energi.
Elektrisk energioverførsel.
Luftledninger og kabler anvendes til at overføre elektrisk energi - elektricitet. Lavfrekvent energi kan overføres over store afstande med rimelig god effektivitet, hvis spændingen er høj i forhold til strømmen.
Energien Wh (watt-timer) produktet af spænding, strøm og tiden = U*I*h medfører at der anvendes højspænding for at reducere strømmen, da den med modstanden giver et varmetab der ønskes reduceret mest muligt. Derfor er der en maksimal strøm, man kan lade løbe i transmissionsledningerne for at disse ikke bliver for varme. Spændingen kan man desværre ikke "bare" gøre større, da der med stigende spænding stilles større krav til isolationsmaterialer og isolationsafstande. (400 kV er meget brugt i Danmark).
Når der benyttes vekselspænding skal lederne lades op i takt med spændingen (i forhold til hinanden og til Jord) hvilket kræver en strøm, der kan blive så stor at specielt et højspændingskabel ikke kan levere energi til forbrug i den anden "ende".
Afstanden er under 100 km ved rimeligt høje spændinger. Også luftledninger er længdebegrænset på denne "konto". Derfor benyttes som regel Jævnspænding (for eksempel 400 kV) til langdistance-energi-transport. Det er dog meget dyrt at opstille og drive omformerstationerne.
Via en superleder kan især jævnstrøm, men også lavfrekvent energi overføres over store afstande med rimelig god effektivitet.
Specielt, hvis kommercielle superledere, der kunne arbejde ved de "normalt" forekommende lufttemperaturer, var udviklet. Dette er dog ikke tilfældet endnu (2008). Hvis superlederne fandtes var det nok ligegyldigt, om det var til DC eller AC.
Mekanisk energioverførsel.
I biler og lastbiler overføres mekanisk energi fra gearkassen til hjulene/differentialet via en drivaksel.
I fly og lastbiler er det normalt at overføre styrefunktioner via væske (hydraulik). Først i nyere tid er man i fly, begyndt at gå over til fly-by-wire.
En kran kan flytte ting via snor, tov, kæde eller stålwire. En fiskers fiskeline er bl.a. designet til at kunne trække uheldige fisk op af vandet.
Trådløs energioverførsel.
Man kan overføre energi trådløst. Den mest kendte er fusionsreaktoren solen, som sender livsnødvendig elektromagnetisk stråling som solenergi til planeten jorden.
Traditionnelle elkomfurer overfører noget varmeenergi via varmeledning og meget via strålevarme.
Nogle tandbørster og induktionskomfurer overfører energi via et elektromagnetisk felt.
I elektronrør og inkl. fjernsyns billedrørskanon accelereres også en strøm af elektroner trådløst gennem det næsten tomme rum fra katode- til anodeelektroden. Selve energioverførslen er for begge elektronrør selve det, at elektronerne accelereres elektrisk, men derved får øget deres kinetiske energi og så bliver hårdt bremset i anoden. I almindelige elektronrør bliver den mekaniske bevægelsesmængde til varme (FIR) og i billedrøret bliver en del mekanisk energi til synligt lys. Bare for informationens skyld skal det nævnes at billedrørskanonen faktisk fungerer som en transducer, da den omvandler elektrisk energi til mekanisk energi.
Efter opslip af olie.
Olie er en begrænset energikilde og det betyder, at den på et tidspunkt vil være enten helt opbrugt eller uanvendelig som energikilde pga. omkostningerne forbundet med at hente den op. Det betyder for det første, at vi skal finde andre rentable energikilder og for det andet
at al den energioverførsel som i dag sker ved hjælp af råolie og olierelatede produkter skal ændres. Hvis opslippet af olie kommer pludseligt og ikke gradvist opfattes det i politisk forstand som en oliekrise.
Potentiel energi.
Potentiel energi eller "beliggenhedsenergi" er en form for "oplagret" energi: Man kan "deponere" en vis mængde energi i et mekanisk system ved at "overvinde" en eller anden kraft, f.eks. tyngdekraften på et tungt legeme, og dermed flytte legemet imod denne kraft. Energien kan senere frigøres, f.eks. ved at lade det løftede legeme falde så det "følger med" trækkraften. F.eks. deponerer man noget energi i en blyant, hvis man bruger sin egen energi på at løfte den op fra bordet, denne energi frigøres når man slipper blyanten og lader den falde til bordet.
Beregning af potentiel energi.
formula_1
Konstant kraft.
hvor m er legemets masse i kg, og g er den lokale tyngdeacceleration - og Δs måles i meter.
Dette gælder for eksempel lokalt i et tyngdefelt, herunder Jordens: Så længe man "nøjes" med at flytte legemet nogle få kilometer (set i forhold til de ca. 6.300 km der er til Jordens tyngdepunkt), kan man uden nævneværdige regnefejl gå ud fra at tyngdekraften er konstant over hele den strækning legemet flyttes.
Gravitation.
hvor m1 og m2 er masserne af de to legemer der flyttes i forhold til hinanden, r er afstanden imellem legemernes tyngdepunkter, og G er den universelle gravitationskonstant.
Potentiel energi i en fjeder.
En fjeder der opfylder Hookes lov for en sådan, udøver en vis trækkraft hvis størrelse er proportional med den afstand x fjederen strækkes (eller sammenpresses) fra sin "hvilestilling". Proportionalitetsfaktoren k kaldes i denne sammenhæng for "fjederkonstanten" for den pågældende fjeder.
Tay Rail Bridge.
Den første Tay Bridge over fjorden Tay ved Dundee i Skotland var en kassebro med en enkeltsporet jernbane. Broen blev færdiggjort den 31. maj 1878.
"Den første Tay Bridge (set mod nord)"
Broens gennemsejlingsfag styrtede sammen en stormfuld morgen 28. december 1879. Ved sammenstyrtningen forsvandt også et tog med seks personvogne - 75 passagerer og togets personale (i alt ca. 80 personer) omkom.
Den anden Tay Rail Bridge blev færdig i 1887 og er stadig i brug.
Hookes lov.
hvor k er en proportionalitetsfaktor, som for Hookes lovs vedkommende kaldes for den pågældende fjeders "fjederkonstant". Af formlen kan det udledes, at den fysiske dimension for fjederkonstanten er kraft pr. længdeenhed, og følgelig bliver SI-enheden for fjederkonstanten N/m (newton pr. meter).
Hookes lov kan også udtrykkes ved den elastiske potentielle energi
der svarer til arbejdet udført på fjederen for at forskyde den en afstand "x" fra hvile.
formula_3
Shipkapasset.
Shipkapasset er et pas som ligger i godt 1300 meters højde i den bulgarske del af Balkanbjergene. Passet var skueplads for voldsomme kamphandlinger under den russisk-tyrkiske krig i 1877-78. Til trods for disse kampes blodige omfang var den tilbagevendende melding i de kommunikéer, der udgik fra
tsar-styrkernes hovedkvater: "Alt roligt i Shipkapasset" (Soldaterne rykkede hverken frem eller tilbage.)
"Alt roligt i Shipkapasset" hedder et maleri af Vasilij V. Veresjagin (eller Verestshagin), 1877, som viser det rolige pas med ligdyngerne.
Et andet maleri hedder "Gravene ved Shipka".
Teokrati.
Teokrati betyder "gudsstyre" eller "gudsvælde" og kommer af de græske ord "theós - Gud" og "kratia - styre" og er en statsform baseret på religion, hvor den politiske magt ligger hos en religiøs klasse, almindeligvis præsteskabet i statsreligionen, som ikke står til ansvar over for folket, men over for religionens gud(er) e.l. Som regel udgår lovgivningen fra religionen og tolkning af de religiøse skrifter er vigtig i retsdannelsen. Hvis der er tale om et sådant præstevælde, kan det også benævnes hierokrati eller ekklesiokrati.
Religiøse bevægelser, som stræber efter teokrati er eksempelvis Jehovas Vidner, Rastafari og Bahá'í. I Johannes' Åbenbaring forudsiges Tusindårsriget, hvor Jesus vil styre verden egenhændigt.
Kristne teokratier.
Jean Calvin søgte at indføre teokrati i Genève i midten af 1500-tallet.
Vatikanstaten ("den Hellige Stol") betragtes som et hierokrati i og med at staten styres af paven, mens man afventer Jesu genkomst. Under Francos fascistiske diktatur havde Spanien hierokratiske træk.
Muslimske teokratier.
Efter den "islamiske revolution" 1979 er Iran et islamisk hierokrati. Under Talebanstyret betragtedes Afghanistan ofte som et teokrati, men dette er blevet omdiskuteret.
Tibet.
Tibet var før den kinesiske invasion i 1950 et lamabuddhistisk hierokrati.
Springer eg før ask bli'r sommeren vask.
"Springer eg før ask bli'r sommeren vask" er en gammel huskeregel om vejret, som spår om sommerens vejr, på grundlag af egens og askens løvspring.
Som regel begynder de første ege at springe ud nogle dage før de første aske, men asken udvikler sig hurtigere. Det kan forekomme at den sidste ask springer ud mere end tre uger efter den sidste eg. Helt frem til den 15/6 kan asken stå nøgen.
Så hvis vi siger at 9 ud af 10 somre ender i vask, så passer reglen ca. 9 ud af 10 år.
Thyra Dannebod.
Thyra Dannebod eller Thyra Danebod var gift med kong Gorm den Gamle og mor til Harald Blåtand.
Hun kendes kun fra teksterne på Jellingestenene. Tilnavnet Dannebod eller Danebod er således afledt af de to sidste ord på Den lille Jellingesten: "Danmarks bod". Det er dog usikkert, om denne tekst henviste til hende eller til Gorm, og betydningen af ordene er endnu mere usikker.
Da Gorm rejste den lille Jellingesten som minde over Thyra, må man gå ud fra, at hun døde før ham. Det betyder formentlig, at hun er død før 958. Ud fra det kan vi antage, at hun var født i begyndelsen af 900-tallet; men vi ved ingenting om hendes oprindelse eller forældre.
Ifølge traditionen er hun ansvarlig for bygningen af forsvarsværket Dannevirke i det sydlige Jylland.
Fly (flertydig).
Fly er endvidere en gammel form for ordet "flygte"; det kendes fra første vers i "Kong Christian stod ved højen Mast".
Charles Darwin.
a> malet af Conrad Martens under jordomsejlingen 1831-1836
Charles Robert Darwin (12. februar 1809 - 19. april 1882) var en engelsk naturhistoriker.
Liv og arbejde.
Som ung påmønstrede og sejlede Charles Darwin jorden rundt på 90 fods (ca. 27 meter) briggen HMS "Beagle" i årene 1831-1836. Han tog med på rejsen i stedet for hans biologilærer, Under rejsen gjorde han en lang række iagttagelser af forskellige plante- og dyrearter og deres geografiske fordeling. Dette, kombineret med et omfattende studium af den relevante litteratur, samt oplysninger indhentet fra opdrættere af husdyr i mange lande, ledte ham til den slutning, at arterne havde udviklet sig fra en fælles forfader, hvilket senere førte frem til hans hypotese om naturlig selektion. Det gennemgående tema var, at den naturlige selektion gjorde, at det altid var den bedst egnede der overlevede.
Sit arbejde udgav han den 24. november 1859 i bogen "The Origin of Species by Means of Natural Selection" (dansk oversættelse ved J.P. Jacobsen, "Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen," 1872; populært kaldt "Arternes Oprindelse"). Bogen revolutionerede opfattelsen af udviklingsteorien, og den foranledigede en hidsig debat, også uden for fagfolkenes kreds, idet der var uvilje mod at forkaste skabelsesberetningen i Bibelen som "historisk". Skønt forskningen siden da har gjort enorme fremskridt, er Darwins bog den dag i dag læseværdig, også takket være forfatterens klare fremstilling.
Charles Darwins opdagelser kom til at give anledning til radikalt nye måder at tyde tilværelsen på, som hurtigt fik betegnelsen "darwinisme" hæftet på sig. Men siden 1930'erne har darwinismen reelt været opdelt i to forskellige retninger, socialdarwinisme og neo-darwinisme. Socialdarwinismen er således en temmelig spekulativ filosofisk retning (formuleret af Herbert Spencer i 1860), der søger at forklare samfundsudviklingen ved hjælp af Darwins biologiske evolutionsteori, og som efterfølgende skulle vise sig at blive til stor inspiration for stærkt reaktionære politiske systemer i tiden op til 2. verdenskrig. Blandt disse må især fremhæves Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme. Neo-darwinismen er derimod identisk med resultaterne af den moderne empiriske, videnskabelige måde at udforske evolutionsteorien på.
Hafnium.
Hafnium (opkaldt efter "Hafnia"; det latinske navn for København) er det 72. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Hf. Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangsmetal som et mørkt, stålgråt og skinnende metal.
Egenskaber.
Hafnium er temmelig korrosionsbestandigt, og ligner i "kemisk" hendseende zirconium ganske meget, mens disse to stoffers "fysiske" egenskaber er vidt forskellige; eksempelvis har hafnium næsten dobbelt så stor massefylde som zirconium. Og med hensyn til evnen til at indfange neutroner, er omkring 600 gange bedre til dette end zirconium.
Hafnium er modstandsdygtigt overfor selv koncentrerede baser, men reagerer ved stuetemperatur med halogener under dannelse af forbindelser med fire halogen-atomer for hvert hafniumatom. Ved højere temperaturer reagerer hafnium desuden med ilt, kvælstof, kulstof, bor og silicium. Findelt hafnium-metalpulver kan selvantænde spontant; noget der bør træffes foranstaltninger imod hvis man vil bearbejde metallet.
Rent metallisk hafnium er ikke i sig selv giftigt, men da man ikke ved meget om giftigheden af forskellige hafnium-forbindelser, og i og med at metalioner kan være særdeles giftige, bør man "gå ud fra" at disse forbindelser "er" giftige.
Den nukleare isomer 178m2Hf besidder en forbavsende høj excitationsenergi for en isomer med relativ lang halveringstid, og det har ført til spekulationer om at udnytte denne energi; 1,33 gigajoule, svarende til sprængkraften af 317 kg TNT, per gram af denne isomer.
Hafnium har i sig selv et højt smeltepunkt; 2233 °C, men i forbindelse med kulstof danner det hafniumkarbid, hvis smeltepunkt, mere end 3890 °C, er det højeste blandt samtlige kemiske forbindelser af to grundstoffer. Blandt metalnitrider indtager hafniumnitrid rekorden for højeste smeltepunkt, med 3310 °C. Dette har ført til overvejelser om at bruge hafnium eller dets karbid som særlig varmebestandige byggematerialer.
Tekniske anvendelser.
Hafniums gode egenskaber med henblik på at "indfange" neutroner udnyttes på linje med stoffer som cadmium og bor i de kontrolstænger der bruges til at regulere "ydelsen" af kernekraftværkers reaktorer. Også her synes zirconium at være hafniums "modsætning"; idet dette stof udmærker sig ved lade neutroner passere uhindret; af den grund udnyttes zirconium som "indkapsling" af de brændselsstave der bruges i selv samme reaktorer.
Det betyder at en næsten perfekt adskillelse af disse to stoffer er nødvendig for at kunne bruge dem i kernekraftværker – uheldigvis findes de to stoffer oftest sammen i naturen, og på grund af de meget ens kemiske egenskaber, er de svære at skille fra hinanden.
Der ud over bruges hafnium til en række specialiserede formål: I glødelamper og andre kunstige lyskilder bruges hafnium til at "binde" ilt og kvælstof der måtte trænge ind gennem utætheder i lampen. Hafnium indgår desuden i en række legeringer sammen med bl.a. jern, titan, niobium og tantal, og i elektroder til plasmaskæring på grund af hafnums evne til at afgive elektroner til den omgivende luft.
Særlige hafnium-forbindelser med meget høj permittivitet benyttes som elektrisk isolator i nyere integrerede kredsløb fra Intel, IBM m.fl.
DARPA har undersøgt mulighederne for at udnytte føromtalte hafnium-isomer 178m2Hf, dels i ekstremt kompakte bomber med stor sprængkraft, eller som tilsvarende kompakt energikilde, som kunne holde f.eks. ubemandede fly på vingerne i ugevis.
Forekomst og udvinding.
a>, hvoraf man kan udvinde blandt andet hafnium.
Hafnium udgør blot 5,8 gram af hvert ton af Jordens skorpe: Det findes aldrig som frit metal, men sammen med zirconium kemisk bundet i mineraler som alvit ((Hf, Th, Zr)SiO4 H2O), thortveitit og zircon (ZrSiO4). Disse mineraler indeholder oftest mellem 1 og 5 procent hafnium, og findes hovedsagelig i Brasilien, Malawi og det vestlige Australien.
Det at hafnium og zirconium udvindes af de samme mineraler, og er så kemisk ens, gør dem temmelig vanskelige at skille helt ad. Opgaven løses ved at reducere hafnium-IV-klorid med enten magnesium eller natrium i den såkaldte Kroll-proces. Omkring halvdelen af verdensproduktionen af hafnium kommer som et biprodukt fra raffineringen af zirconium.
Historie.
Dmitrij Mendelejevs periodiske system fra 1869 havde en "tom plads" neden under titan og zirconium; en plads han dog selv i 1871 tildelte lanthan. Henry Moseley opdagede i 1912 en empirisk formel for røntgendiffraktion for forskellige grundstoffer, kaldet Moseleys lov, og her ud fra kunne han i 1914 påvise, at der måtte være endnu et grundstof mellem lutetium og tantal – Mendelejevs placering af lanthan måtte altså være forkert.
Niels Bohr kunne i 1922 påvise ud fra sin atommodel, at rækken af lanthanider nødvendigvis måtte ende med lutetium – grundstoffet med atomnummer 72 kunne altså ikke være "endnu en lanthanide"; det måtte derfor høre hjemme blandt overgangsmetallerne, på pladsen lige under zirconium, og dermed have kemiske egenskaber ikke ulig zirconium og de øvrige grundstoffer i denne gruppe.
Det "rigtige" stof til plads nr. 72 blev først fundet i 1923, af Dirk Coster og Georg von Hevesy, som arbejdede på det, der nu er Niels Bohr Instituttet i København. Ved hjælp af røntgenspektrografi påviste de det nye stof i zircon-mineralprøver fra Norge.
Isotoper af hafnium.
Naturligt forekommende hafnium består af fem stabile isotoper; 180Hf, 178Hf, 177Hf, 179Hf og 176Hf – dertil kommer en sjette, radioaktiv 174Hf, som dog har en ekstremt lang halveringstid; 2·1015 år. Dertil kendes 30 radioaktive isotoper, hvoraf 172Hf er den mest "langlivede" med en halveringstid på 8,9 millioner år. Alle andre hafniumisotoper har halveringstider under to år, og flertallet af halveringstiderne måles i sekunder eller mindre.
Syrien.
Syrien er et asiatisk land i Mellemøsten og grænser op til Israel, Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet.
Historie.
Området, som i dag er Syrien, var beboet allerede før år 2500 f.Kr.. Siden kom det under en lang række riger, tildels fordi den vestlige hovedadgang til Mesopotamien går gennem Syrien: hittitterne, kanaanæerne, fønikerne, aramæerne, romerne og andre. I 600-tallet blev Syrien erobret af muslimske arabere. Under korstogene var kystregionen periodevis under frankisk herredømme, og i det 13. århundrede blev området taget af mongolerne. Dernæst kom det under Osmannerriget indtil 1922, hvor det blev fransk mandatområde. Selvstændighed opnåedes i 1944 og blev anerkendt af Frankrig i 1946.
Politik.
Syrien er i praksis en etpartistat med Ba'ath-partiet i centrum. Udenrigspolitisk er konflikten med Israel vigtig. Syrien har også i en årrække haft en større hærstyrke stationeret i Libanon. samt at USA anklager dem og Iran for at støtte para-militære organisationer som Hizbolla og Hamas
Provinser.
"Uddybende artikel: Syriens provinser"
Geografi.
Syrien strækker sig fra Middelhavets østende til Eufrats og Tigris' øvre løb.
Demografi.
Syriens befolkning er primært muslimer, og de fleste muslimer er sunnier. Syrien har også en stor kristen befolkningsgruppe.
Vest (tøj).
Formel beklædning.
Vest til brug sammen med et todels jakkesæt eller mere uformelt med en skjorte og et par bukser.En vest kan benyttes som en del af et tredels jakkesæt. Oprindeligt var den en fast del af ethvert jakkesæt, men med tiden er den blevet en sjældenhed. I dag benyttes primært todels jakkesæt, bestående af matchende jakke og bukser. Til gengæld ses veste til tider uden matchende jakke og bukser i moderne beklædning.
Foran på en vest vil ofte en eller flere lommer, hvori tilbehør kan opbevares. Blandt typiske tilbehør er lommeur og monokel/binokel. Dette tilbehør fastgøres om muligt til et af vestens knaphuller ved hjælp af en kæde. Kæden hænger løst fra knaphullet over til lommen og vil være så lang, at genstanden kan holdes i hånden og dermed benyttes, mens den er fastgjort til vesten. Er der flere genstande, skal de fastgøres til samme knaphul.
Brystholder.
En brystholder (latin: "strophium", oldgræsk: "fascia") bh eller top er et stykke undertøj eller badetøj, som bruges til forhindre dels at brysterne bølger naturligt fra side til side, dels for at gøre dem større og mere strittende, eller (i ældre tid) fade dem ud, således at tøjet udenpå sidder flottere.
Størrelsen angives som omkredsen af brystkassen i cm og størrelserne A, B, C, D, E, og F. Disse størrelsesangivelser har ikke kun med selve brystets størrelse at gøre, men også deres forhold til brystmålet. Således vil en 70C synes som et mindre bryst end en 90B. Størrelsen findes ved to målinger: A) Kropsomkredsen lige under brysterne og B) kropsomkredsen målt hen over selve brysterne. Den første måling give så den talmæssige del af målet (fx 75, for intervallet 73-77 cm) og forskellen mellem de to målinger kan omregnes til en skålstørrelse. Målene angives anderledes i andre lande, for eksempel i USA, der regner i tommer og tolker bogstaverne anderledes (for eksempel 38EE).
Historie.
Man har givetvis kendt en form for brystholdere altid, eller så længe at man har gået med tøj.
I oldtiden bestod brystholderen af et langt bånd. Dette bånd blev brugt længe efter at man havde opfundet andre støtte former.
Fra omkring 1500 begynder snørelivet og livstrykket at støtte brystet. Omring år 1800 er snørelivet blevet så kort at det er har fået elastisk stof i siderne og skåle til brysterne.
Brystholder og korset, i 1913. De har haft den samme laksefarve i virkeligheden
I mange år var korsettet den normale brystholder, der fandtes andre men de var ikke almindelige, først i 1913 er korsettet så langt ned af lårerne at det er nødvendigt at dele korsettet og brystholderen.
I mange år fra o. 1920 til o. 1950 var brystholderene flade.
Så blev skålene runde med spidser, i en form, som de færste kunne fylde ud naturligt.
Omkring 1970 var bare bryster på mode.
Kurfyrste.
Kurfyrsterne af mellemhøjtysk "kur" eller "kure" = "valg" (sml. dansk: "kåre")) udgjorde i det Tysk-romerske rige et valgkollegium, der udpegede kejseren. Deres antal blev ved den gyldne bulle i 1356 fastsat til syv, men siden øgedes antallet ad flere omgange til ni.
1) Ærkebispen af Mainz
4) Greven af Pfalz
5) Hertugen af Sachsen
7) Kongen af Böhmen
Som en følge af hændelserne under Trediveårskrigen blev kurfyrsteskabet den 23. februar 1623 frataget Frederik 5. af Pfalz, der var overhoved for den protestantiske union i riget, og i stedet overdraget til hertugen af Bayern. Efter den Westfalske fred i 1648 blev kurfysteværdigheden igen tildelt den siddende pfalzgreve, Karl I Ludwig, så antallet af kurfyrster herefter var otte. I 1692 blev hertugen af Braunschweig-Lüneburg (Hannover) optaget i kurfyrstekollegiet som det niende medlem. I 1777 blev Pfalz indlemmet i Bayern, og antallet af kurfyrster faldt til otte.
Flere af territorierne fik efterhånden tildelt forstavelsen Kur- for at tydeliggøre deres fyrstes status.
Kurfyrsterne var selvstændige herskere, nærmest sideordnet med kejseren, der ikke havde rettigheder i deres områder. Derfor blev de kaldt "rigs-umiddelbare" (fra tysk "Reichsunmittelbar").
Afskaffelse af kurfyrsteværdigheden.
I 1803 blev hertugerne af Salzburg og Württemberg, markgreven af Baden samt landgreven af Hessen-Kassel kurfyrster. Til gengæld mistede ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Köln værdigheden som kurfyrster. Herefter var der 10 kurfyrster.
Hidtil havde der været katolsk flertal blandt kurfyrsterne. Fra 1803 var der ligevægt, nemlig 5 protestantiske fyrster (Brandenburg, Hannover, Württemberg, Baden og Hessen-Kassel) overfor 5 katolske fyrster (Bayern, Sachsen, Böhmen, Salzburg og Regensburg). Dette fik dog ingen praktisk betydning, da kurfyrsternes funktion som valgkollegium blev afskaffet allerede i 1806.
Nagelfar (nordisk mytologi).
Nagelfar (oprindeligt Naglfar - uden "e") er et skib fra den nordiske mytologi, der var bygget af døde mænds negle.
Hel, som hersker over dødsriget, bygger skibet af de dødes negle eller ifølge andre beretninger af afklippede negle og hår, som menneskene kaster bort. Når skibet er færdigt, vil Hel drage til Asgård med skibet for at kæmpe mod guderne. Det udløser Ragnarok.
På grund af denne tro var det tidligere almindeligt at indsamle afklippede negle og hår. De blev så syet ind i en lille pude og lagt i kisten med den døde. På den måde kunne man forhindre, at Hel fik fat i neglene/håret. Dermed gik bygningen af Nagelfar langsommere, og Ragnarok ville dermed blive forsinket. Skikken med at indsamle negle og hår for at lægge det i kisten stammer naturligvis fra vikingetiden; men der er eksempler på, at det er blevet praktiseret helt op i det 20. århundrede.
Zambia.
Zambia (tidligere Nordrhodesia) er et land i Afrika. Mod nord grænser Zambia op til Demokratiske Republik Congo og Tanzania, mod øst til Malawi og Mozambique, mod syd til Zimbabwe, Botswana og Namibia og mod vest til Angola. Administrativt er Zambia opdelt i ni provinser (Luapula, Nordlige, Østlige, Lusaka, Sydlige, Vestlige, Nordvestlige, Kobberbæltet og Centrale), der igen er opdelt i tilsammen 61 distrikter. Landet har sit navn fra floden Zambezi, der afgrænser landet mod syd.
Zambia er et multietnisk samfund med 73 forskellige stammer med syv hovedsprog: bemba, kaonde, lozi, lunda, luvale, nyanja og tonga.
Marketender.
En marketender (fra lat. "mercatus", "marked" via ital. "mercatante" "købmand" og ty. "marketender") er en person med tilladelse til at sælge føde- og drikkevarer, tobak mm. til en snæver kreds fx på en kaserne, i et firma eller i en havekoloni. Foregår handelen i et dertil indrettet lokale, kaldes dette et marketenderi.
Messing.
Messing er en legering, der fremkommer ved blanding af metallerne kobber og zink, eventuelt med et mindre indhold af andre metaller. Blandingsforholdet mellem kobber og zink kan variere, alt efter hvad messingen skal bruges til, da blandingsforholdet og indholdet af andre metaller har betydning for legeringens egenskaber som f.eks. smeltepunkt, hårdhed og modstandsdygtighed overfor kemiske påvirkninger.
Fetich.
En fetich er en form for stærk amulet, gudefigur eller åndefigur som tillægges overnaturlige kræfter og dyrkes.
Begrebet fetichisme er afledet af denne betydning af ordet fetich. I overført betydning benyttes udtrykket fetich om ting, der vises en (overdreven) ærefrygt over for, eller i slang om en ting, en person går meget op i.
Ifølge Karl Marx er fetichismen en betegnelse for varens fetich-karakter under kapitalismen. Tingen tillægges overvældende værdi mens mennesket nedvurderes.
Etymologi.
Fetich ← fransk "fétiche" ← portugisisk "feitiço" "fortryllet" ← latin "facticius" "kunstig", "kunstlet" ← "facere" "gøre"
Begrebet "feitiço" blev brugt af portugisiske kolonister i Afrika, til at beskrive afrikanernes kultgenstande.
Via det latinske "facere" deler det oprindelse med ord som faktisk, faktor og faktum.
Rosekrigene.
Rosekrigene varede fra 1455-1485. Det var en fejde mellem to grene af det engelske kongehus, der kort efter afslutningen af Hundredeårskrigen i 1455 udviklede sig til regulær krig.
Baggrunden var, at den regerende monark, kong Henrik 6. af slægten Lancaster, var en svag, uduelig, og i perioder sindssyg hersker.
Parlamentet forsøgte at udnytte kongens svaghed og indsatte Richard af York som protektor. Efter flere korte kampagner afbrudt af fredsperioder endte fejden med slaget ved Bosworth i 1485. Krigens navn skyldes, at de to grene af det regerende Plantagenet dynasti brugte henhv. en hvid rose (York) og en rød rose (Lancaster) som emblem. Det var hovedsageligt adelen, der kæmpede. Den almindelige befolkning deltog kun i begrænset omfang.
Slaget ved Somme.
Britiske soldater fra Wiltshire Regiment angriber nær Thiepval 7. august 1916
Slaget ved Somme var en britisk-fransk offensiv under Første Verdenskrig indledt 1. juli 1916 i nærheden af Albert i Nordfrankrig med 13 britiske og fem franske divisioner. Den øverst ansvarlige på den britiske side var general Douglas Haig, som i modsætníng til modstanderen general Erich Ludendorff var modstander af overraskelsesmomentet i krig. Haig gik ind for nedslidning af fjenden, men det medførte i stedet nedslidning af hans egne tropper.
Efter 4½ måneders kamp, hvorunder fronten flyttedes nogle få kilometer, stabiliseredes situationen. Slagets første dag medførte det største enkeltdagstabstal (60.000 - heraf en tredjedel døde) som følge af en krigshandling i den britiske historie. Slaget var primært sat i gang for at lette presset på franskmændene ved Verdun og havde kun ringe militær betydning. De allieredes tabstal efter slaget var 420.000. Én af årsagerne til de høje tabstal var for ringe uddannelse af soldaterne. Den britiske overkommando prøvede senere at give artilleriet skylden for katastrofen.
Et år senere i 1917 udkæmpedes atter et slag ved Somme med samme katastrofale resultat, denne gang ved Passchendaele. Den britiske overkommando havde intet lært af slaget ved Somme.
Undergrunden i Somme består af kridt og det betød, at skyttegrave og tunneler kunne udvikles til det perfekte. Det gjorde, at faste stillinger udrustet med maskingeværer var nærmest uindtagelige for fodfolk og kavaleri. Derfor udvikles pansrede køretøjer. Under offensiven den 15. september anvendte briterne kampvogne for første gang i historien.
Voie Sacré.
Landevej mellem Bar-le-Duc og Verdun i Nordøstfrankrig. Det var i Første Verdenskrig den eneste åbne vej ind til Verdun og dens forter, som militærtransporterne, var tvunget til at bruge, under slaget om byen. Navnet er afledt af Via Sacra i Rom og skal ses i sammenhæng med Verduns betydning for fransk selvforståelse.
Ligestilling.
Ligestilling mellem kønnene indebærer at mænd og kvinder har lige pligter, rettigheder og muligheder inden for alle væsentlige områder af livet. Den kræver bla. en lige fordeling af magt og indflydelse, samme muligheder for økonomisk uafhængighed, lige vilkår i erhvervsvalg, arbejde og udviklingsmuligheder på arbejdet, lige adgang til uddannelse, samme muligheder for udvikling af personlige interesser, talenter og ambitioner, delt ansvar for hjem og børn og frihed fra kønsrelateret vold.
I Danmark og mange andre lande betragtes ligestilling som ønskværdig, men på en række områder mangler ligestilling endnu.
Ligestillingsideen i Danmark.
Første gang ideen offentligt blev ført frem af en kvinde i Danmark var i Mathilde Fibigers forfatterskab. Men Ludvig Holberg (i "Niels Klims underjordiske Rejse") og Tycho Brahe (og hans begavede søster Sophia) havde tidligere strejfet den.
Debatten om kvindernes frigørelse og ligestilling florerede livligt i 1850 og årene derefter. Ved oprettelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871 kom der struktur på debatten. Gradvis ændredes synet på kvindens rolle i familie og samfund. Landvindingerne var få og til at overskue, men de lovgivningsmæssige fremskridt skete hurtigere end de prakske.
Industrialiseringen betød at mændene overtog mange af kvindernes vanskelige arbejdsopgaver (ølbrygning, brødbagning, smør, ost, slagtning, husdyrsfodring, salting af madvarer, m. m.).
Derved faldt kvindernes status i hele samfundet.
Første verdenskrig betød et spring frem for kvinderne, da der blev mangel på mænd. Men krisen i 1930'erne gav et tilbageslag som først blev overvundet i 1960erne.
Ungdomsoprøret i 1968 medvirkede for ligestillingen, og kvinderne oplevede at opsvinget i 1960'erne gav mulighed for en plads på arbejdsmarkedet, da det stigende antal børnehaver gav den nødvendige tid.
Indførelse af ligelønnen (i hvertfald i teorien) og oprettelsen af et ligestillingsministerium er sidste skud på stammen.
Hjemmesider med betydning for mænds (og kvinders) ligestilling
Det er en forenkling at opstille det patriarkalske (mandsstyrede) samfund som modsætning til det matriarkalske (kvindestyrede) samfund, da de unge mænd og kvinder er lige undertrykt i begge samfundstyper. Det er de erfarne, som har magten (arkæokrati).
Værnepligt.
I Danmark er det kun mænd der er pålagt værnepligt. Det er muligt for kvinder frivilligt at melde sig til tjeneste.
Forældremyndighed.
Ved forældremyndighedssager som skilsmisser vil moderen oftest blive tildelt forældremyndigheden af hensyn til barnets tarv, og børnene forbliver fastboende hos moderen med besøgsmulighed hos faderen en eller flere gange om måneden.
Kriminalitet.
Kvinder er kendt skyldige i 20,5 % af de danske straffelovsovertrædelser i 2005
Politik.
Ved Folketingsvalget i 2005 blev der valgt 65 kvinder (36%).
Efter folketingsvalget i 2007 var 38 % af Folketingets medlemmer kvinder. Dette tal er meget højt sammenlignet med andre lande.
Arbejdsmarkedet.
Kvinder udgør i 2005 under 5 % af topledelsen og kun 7 % af de tværgående direktører.
Under 5 % af ikke medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmerne i børsnoterede selskaber er kvinder. I Sverige og Norge er der 20 %.
I de største virksomheders bestyrelser i Danmark er kvindeandelen, inklusiv de medarbejdervalgte, på 17,9 %. I Norge er den på 28,8 %. I Danmark er ca. halvdelen af de kvindelige bestyrelsesmedlemmer medarbejdervalgte. I Norge udgør de mindre end en trediedel. Det skal dog nævnes, at der i Norge er lovkrav om, at 40 % af medlemmerne af bestyrelser skal være kvinder.
Det debatteres, om lønforskellen mellem mænd og kvinder skulle være stigende: 12-20 %. Stigningen menes hovedsageligt at ske på topledelsesniveauet. Mændene vælger generelt at arbejde inden for fag med høje lønninger.
Uddannelse og forskning.
Af alle ph.d. studerende er 40 % kvinder.
Højeste uddannelsesniveau blandt kvinder.
Ovenstående er baseret på statistiske data fra 2004 og dækker over 714.521 mænd og kvinder.
Farad.
Farad er en afledt SI-enhed der angiver en elektrisk kondensators kapacitans.
Farad er opkaldt efter fysikeren Michael Faraday og 1 farad (F) er defineret som kapaciteten af en kondensator af en sådan størrelse at en ladning på 1 coulomb giver en potentialeforskel på 1 volt mellem pladerne. Formlen herfor er "Q=CU," altså ladningen "Q" lig kapacitansen "C" gange spændingen "U."
Kurt Student.
Kurt Student (født 12. maj 1890 - død 1978), var en tysk general, der i 1938 skabte Tysklands første faldskærmsbataljon. Det var hans faldskærmstropper - den 7. faldskærmsdivision - der blev anvendt i 1940 i Norge, Belgien og i Holland, og hans tropper spillede en afgørende rolle i invasionen af Kreta, men tabene her var så store (4000 mand), at Hitler blev skræmt fra at bruge luftlandsætning i større skala herefter.
Danske adelsslægter.
Danske adelsslægter. Den danske adel, der groft inddeles i uradel, brevadel, højadel og lavadel, består i dag af ca. 200 slægter, der enten er ubetitlede, friherrelige (=baron), lensfriherrelige (=lensbaron), grevelige og lensgrevelige. Som uradel regnes den adel, der kendes før reformationen, mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab gennem et patent (enten embedsmænd eller militærfolk, heraf sværdadel). Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660.
I 1600- og 1700-tallet uddøde mange slægter fra den gamle danske uradel (fx Brahe, Gyldenstierne, Marsvin etc.), og de blev "erstattet" af især tyske adelsslægter, hvis medlemmer blev naturaliseret (dvs. anerkendt) som dansk adel.
Det er dog værd at bemærke, at der gennem tiden har levet mange udenlandske adelsslægter i Danmark, der af forskellige - ofte tilfældige - grunde ikke er blevet naturaliseret (fx du Plessis de Richelieu, Dompierre de Jonquières etc.). De regnes således ikke til den danske adel, men er adelige i deres oprindelseslande.
Danmarks Adels Aarbog.
"Danmarks Adels Aarbog" (DAA) er udkommet siden 1884 og udgives af Dansk Adels Forening. Den indeholder omfattende slægtsoversigter over samtlige ca. 725 danske adelsslægter.
Hvert bind indeholder anetavler og oversigter over nulevende medlemmer af ca. 200 adelsslægter.
Dansk Adelskalender.
Ferdinand von Krogh, "Dansk Adelskalender", København 1878, er en anden større oversigt, som kun opregner de på det daværende tidspunkt blomstrende adelsslægter.
Liste over danske adelsslægter.
NB: Skemaet er ikke komplet. Følgende skema er begyndelsen på en komplet liste over danske adelsslægter, både nulevende og uddøde. Pt. skulle samtlige nulevende slægter være opført i listen.
For slægter, der er blevet dansk adel ved naturalisation, fremgår både året, hvor slægten træder frem i historien, og året for den kgl. naturalisation ("nat."). Også her mangler der endnu oplysninger et par steder.
Stettin.
"Rynek Sienny" (Hø-markedet) og rådhuset
Berlin Port, nu Brama Portowa (Havn Port)
Stettin ("polsk": Szczecin, kasjubisk "Szczecëno") er en gammel polsk og tysk havneby beliggende omtrent midt i Pommern (Stettin Byområdet) ved Oders udmunding ved Østersøens sydkyst. Stettin ligger i Nedre Oderdal og på Warszewo-bakkerne, Bukowe-bakkerne og Goleniów-sletten. Efter 2. verdenskrig blev den polsk og er nu hovedstad i voivodskabet Zachodniopomorskie ("Vestpommern").
I middelalderen var Stettin medlem af Hanseforbundet. I forbindelse med den Westfalske fred i 1648 blev byen svensk og var det indtil 1720, da Preussen overtog den.
Efter 2. verdenskrig (1945), da den tyske befolkning var blevet fordrevet, bosatte der sig i byen mange forflyttede polakker fra de østlige egne af Polen, som nu var blevet indlemmet i sovjetisk Ukraine. Den kommunistiske polske regering tilbød både lejlighed og job, hvis flygtningene fra Polens tidligere østområder bosatte sig i Stettin.
Ved krigens afslutning blev det eneste, ufærdige, tyske hangarskib Graf Zeppelin (påbegyndt 1936) erobret af de russiske tropper i farvandet umiddelbart uden for Stettin i Stettiner Haff (polsk: Zalew Szczeciński). Hangarskibet (eller dets ufærdige skrog) blev efter krigen trods officielle rapporter om uigenkaldelig selvsænkning (1945) i dybeste hemmelighed hævet (1946) af russerne, slæbt ud i Østersøen og endelig sænket (1947) som øvelsesmål for den sovjetiske flåde. Sænkningsområdet blev holdt hemmeligt af Polens kommunistiske styre indtil dets kollaps i 1989; hangarskibet blev fundet i 1995.
80% af byen blev ødelagt af bomber under 2. verdenskrig. Arkitekturen i en del af byen er fransk/parisisk inspireret, og byen er i fuld gang med byfornyelse/restaurering.
Befolkning, areal og telefonkode.
Anslået antal indbyggere i 2005 er 411.119. Areal: 301 km². Telefonkode: (0-91).
Seværdigheder.
Stettin ligger på Europæisk Tegl-Gotiks Vejen (European Route of Brick Gothic).
Menneskehår.
Et menneskehår er dannet af lange bøjelige hornplader, der består af hhv. 90% α-keratin, en biologisk polymer og ca. 10% vand. Hårroden sidder nede i huden i hårsækken. Fra hårsækken vokser håret med en hastighed på omkring 0,3 - 0,4 mm om dagen. Mennesket er dækket af hår over hele kroppen med få undtagelser: læber, håndflader, fodsåler, arvæv, dele af kønsorganerne og brystvorterne. Hårstråene vokser ikke med konstant hastighed. Deres vækst er præget af perioder med høj vækst, afløst af perioder med dvale.
Det yderste lag af håret kaldes kuticula. Det består af flade plader, der ligger lagvist i 6 - 10 lag. Det er dette lag, der afslører hårets sundhedstilstand. Ved sundt hår ligger pladerne fladt mod hinanden og giver en glat overflade, der reflekterer lyset optimalt. Ved usundt og tørt hår stritter pladerne i forhold til hinanden og giver håret et stridt og mat udseende.
Hos voksne menensker findes der to typer hår: Hovedhår og vellushår. Hovedhåret er de tykke, lange og normalt farvede hårstrå, der findes på hovedet, som skæg, som hår under armene, hår på benene, hår på bryst og ryg og armene og som kønsbehåring. Vellushårene er små fine bløde lyse hår, der dækker hele kroppen, de ses nemmest hos kvinder og børn, der generelt har færre af de kraftigere hår på kroppen. Ud over de to typer herover findes også lanugohår, der ses hos fostre og nyfødte børn.
Håret er farvet af et rødt farvestof og brune pigmentkorn, der ligger mellem cellerne i håroverfladen. Mennesker som har rødt hår mangler de brune pigmenter, mens blonde kun har pigment i det alleryderste lag af håret. Når mennesket ældes mister håret sin farve og bliver dermed hvidt eller gråt.
Diameteren af et hårstrå varierer fra 18µm til 180µm. For mennesker af europæisk afstamning er blond og sort hår det tyndeste, mens rødt hår er det tykkeste. Hårstråene hos asiater er generelt tykkere end hos andre menneskeracer. Hår hos europæere har oftest et rundt eller svagt ovalt tværsnit. Dette giver et glat eller bølget hår. Afrikanske mennesker har næsten flade tværsnit af hårstrået, som giver et kraftigt kruset hår.
Mennesker har ca. 25.000 kropshår og (afhængig af hårfarven) 90.000 (rød) - 140.000 (blond) hovedhår.
Dagligt tabes mellem 60-100 hårstrå. Et enkelt hårstrå er meget stærkt, det kan holde en vægt på 100 gram, så en persons hovedhår ville kunne holde 12 tons. Det er en styrke der er sammenlignelig med materialerne kevlar og aluminium. Hvis håret er vådt mister det dog en stor del af sin styrke.
Mange, specielt mænd, får hårtab med alderen på grund af hormonelle forandringer og kan blive helt skaldede. Nogle sygdomme kan give samme effekt, hvor alt hår på kroppen falder af. Mennesker, der har gennemgået kemoterapi mister ofte håret i en periode. Dette skyldes at kemoterapi er en gift, der er designet til at angribe hurtigtdelende celler, som kræftcellerne. Men de celler der deler sig hurtigst er hårcellerne og de bliver derfor også ramt.
Menneskets hår har en varmeisolerende funktion. Det ses, hvis man fryser, at man får gåsehud, hvor huden trækker sig sammen i små punkter for at rejse hårene op og derved skabe et større rum med varmeisolerende effekt. Øjenbryn og øjenvipper har funktionen at forhindre fremmedlegemer i øjnene. Øjenbrynene og de små ansigtsmuskler omkring dem er desuden et effektivt redskab til at signalere sindstilstande.
Sydkorea.
Korea ("Hanguk"; 한국; 韓國) eller Republikken Korea ("Daehan-minguk"; 대한민국; 大韓民國), også kaldet Sydkorea ("Namhan"; 남한; 南韓), er et land i Asien. Nordkorea er det eneste tilstødende land. Landet ligger på den sydlige del af den koreanske halvø mellem det Japanske Hav (eller Østsøen på koreansk) og det Gule Hav.
Sydkorea ("Namhan"; 남한; 南韓) er den uofficielle betegnelse for Republikken Korea.
Historie.
Den koreanske halvøs historie er domineret af de omkringliggende landes magtkrav. For Koreas tidligere historie, se hovedartiklen Korea.
Mellem 1876 og 1894 øgede Japan sin indflydelse på Korea. Japanerne tvang handelsaftaler igennem, og i 1894 blev et oprør slået ned af indbudte kinesiske tropper, og uindbudte japanske tropper.
Efter sejren angreb Japan kineserne, som efter et års krig måtte give afkald på deres tusinde år gamle overhøjhed over Korea, der nu var et selvstændigt land.
Efter sejren optrådte Japan som Koreas hersker, og tvang mange reformer igennem. Men kongen skjulte sig i den russiske ambassade, som ydede ham beskyttelse.
I 1897 følte han sig igen tryg og forlod ambassaden, og blev samme år kronet til kejser, for at vise, at man nu var uafhængig af både Japan og Kina. Og landet skiftede navn fra Choson til Teahan Cheguk (det store Han kejserrige.) Men i 1905 vandt Japan en krig mod Rusland, og krævede Korea som krigsbytte. Kejseren blev degraderet til konge, en embedsmand, der kun skulle svare til den japanske regering blev nedsat, og navnet blev igen Choson.
Japanerne regerede landet hårdt og brutalt, indtil efter 2. verdenskrig, hvor landet blev befriet efter japanernes overgivelse, hvor Sovjetunionen besatte landet nord for den 38. breddegrad, og USA syd for. Den nuværende deling af halvøen stammer fra våbenstilstandslinjen langs den 38. breddegrad, som dannedes efter Koreakrigen. Sydkorea faldt, ligesom Japan, under den amerikanske interessesfære, og landets økonomi fik støtte af USA. Landet var et militærdiktatur til midten af 1980'erne.
I november 2010 er der opstået uroligheder mellem Sydkorea og Nordkorea igen, efter granater har været udvekslet mellem dem. Det er endnu uklart hvem der startede angrebet, men som det er nu er der stadig uroligheder efter konflikten.
Demografi.
Sydkorea har 48 millioner indbyggere og er et af verdens mest tætbefolkede lande. 99.9% af landets befolkning er koreanere, og resten er bl.a. kinesere, vietnamesere og thailændere. Siden 1949 er befolkningen mere end fordoblet, men nu er væksten dæmpet lidt. Den gennemsnitlige levealder for mænd i Sydkorea er 71 år og for kvinder 79 år.
Kultur.
Det koreanske skriftsprog blev fuldt udviklet i 1400-tallet. Før den tid fandtes der ingen koreansksproget litteratur. Derimod findes meget ældre litteratur på kinesisk, som er skrevet i Korea. I 1400-tallet under den berømte koreanske kong Sejong blev der udarbejdet et nyt koreansk alfabet kaldet Hangul. Meningen med det nye alfabet var at gøre det let for almindelige mennesker at lære at læse og skrive. Den moderne udgave af Hangul-alfabetet består af kun 24 bogstaver og det er derfor muligt at lære at læse koreansk på kort tid.
Religion.
Man har religionsfrihed i Sydkorea, og religionen har historisk haft stor indflydelse i Korea. Omkring halvdelen af befolkningen er i dag ateister, og buddhismen er den største religion med kristendommen på en andenplads. Koreanerne har kombineret indslag af buddhisme, konfucianisme og kristendom med indenlandsk shamanisme. Men nu er shamanismen trængt tilbage og dyrkes primært i landområder. I 1900-tallet voksede kristendommen kraftigt, og i 1980 blev buddhismen og kristendommen gjort til landets officielle religioner.
Geografi.
Landskabet er ikke helt så bjergrigt som Nordkoreas, og det opdyrkede areal er større. Luft- og vandforureningen begyndte at være mærkbar i 1970'erne. Vestkysten ved det Gule Hav er i dag alvorligt forurenet.
Vinteren i Sydkorea er lang og kølig, og temperaturerne lave (varierer mellem -7 og 1 grader), trods det omgivende hav. Der er mildere ved kysterne. Det regner mest om sommeren, hvor vinden ændrer retning, idet varm og fugtig luft kommer ind fra Stillehavet. Monsunvinden blæser fra juni til september. Det regner mest i syd og mindst på læsiden af halvøen.
Dyrelivet har taget stor skade af, at naturlige biotoper er blevet ødelagt ved skovrydning. Det findes stadig hjorte og vildsvin, men andre dyr som bjørn, los, tiger og leopard findes kun i afsidesliggende bjergområder.
Provinser og byer.
1. Seoul Teukbyeolsi (서울 특별시; 漢城特別市)
2. Busan / Pusan Gwangyeoksi (부산 광역시; 釜山廣域市)
3. Daegu / Taegu Gwangyeoksi (대구 광역시; 大邱廣域市)
4. Incheon / Inchon Gwangyeoksi (인천 광역시; 仁川廣域市)
5. Gwangju Gwangyeoksi (광주 광역시; 光州廣域市)
6. Daejeon Gwangyeoksi (대전 광역시; 大田廣域市)
7. Ulsan Gwangyeoksi (울산 광역시; 蔚山廣域市)
10. Nordchungcheong ("Chungcheongbuk-do;" 충청 북도; 忠清北道)
11. Sydchungcheong ("Chungcheongnam-do;" 충청 남도; 忠清南道)
12. Nordjeolla ("Jeollabuk-do;" 전라 북도; 全羅北道)
13. Sydjeolla ("Jeollanam-do;" 전라 남도; 全羅南道)
14. Nordgyeongsang ("Gyeongsangbuk-do;" 경상 북도; 慶尚北道)
15. Sydgyeongsang ("Gyeongsangnam-do;" 경상 남도; 慶尚南道)
Slankekur.
En slankekur er en fællesbetegnelse for en række handlinger en person foretager sig for at gå ned i vægt. Slankekure er et middel mod overvægt, men en sygelig fokusering på egen vægt kan resultere i spiseforstyrrelser. Typisk vil en slankekur omfatte en diæt (kostomlægning) evt. kombineret med motion. Der findes et utal forskellige slankekure, men vægttabet opnås altid ved at ændre kroppens energibalance. Det kan udelukkende ske ved enten at mindske indtaget af energi i mad og drikke og/eller ved større forbrænding ved f.eks. med mere fysisk arbejde og motion.
Generelt kan man inddele slankekure i årsagsbehandlende og symptombehandlende. Målet med årsagsbehandlende kure er at ændre vaner, således at energibalancen forskydes og vægttab opnås som følge. Omvendt er målet med symptombehandlende kure udelukkende at tabe sig, men ikke nødvendigvis ændre de vaner, som kunne føre til overvægt. Symptombehandlende kure tilbydes ofte i form at slankepulver og specialkost, men er uden vaneændring kun effektive under selve kurven.
Kropsforandring.
Man må skelne imellem naturlige og kunstige kropsforandringer.
De naturlige kropsforandringer er kun graviditet, ældning, pubertet og sygdom.
De kunstige kropsforandringer opdeles igen i helbreds-betingede og ikke helbreds-betingede.
De helbreds-betingede er indoperere (hvor man sætter noget ind) og amputation (hvor man fjerner noget)
idealistiske ændringer af kroppen. Det kan være ud fra et skønhedsideal som f.eks. brystimplantater, mindre plastikkirurgi, små dekorative tatoveringer eller en enkelt piercing.
Body-mod.
Egentlig body modification, eller i daglig tale 'body-mod' findes i særlige subkulturer, hvor idealismen på visse punkter er sammenlignelig med punk-kulturen: At vise sig som anderledes stame i en protest mod det etablerede samfund med de værdinormer, det indebærer. I ekstreme tilfælde giver det sig udslag i tatoveringer på større arealer af kroppen, piercinger og flesh-tubes i hobetal eller sågar operative ændringer/amputationer af fingre, tunge, genitialer eller lignende. I denne form er body-mod ikke særlig udbredt, og findes nok mest blandt anarkistiske småkulturer i USA. Men har også eksisteret hos visse stammer i Afrika.
Anoreksi.
Anoreksi (Anorexia nervosa'") ("anorexia", græsk, uden appetit og latin "nervosa", nervøs/psykisk), dansk "nervøs spisevægring") er en spiseforstyrrelse, der især rammer piger omkring teenagealderen.
Anoreksi giver sig udslag i at den syge sulter sig selv. Anoreksiramte har ofte et forstyrret forhold til mad, vægt og krop. Men en spiseforstyrrelse handler i grunden ikke om mad og har tit dybereliggende årsager.
Sygdommen rammer piger ca. 10 gange hyppigere end drenge, omkr. 1% af alle teenagepiger får det.
Ca. 5000 mennesker i Danmark lider af anoreksi.
Perfektionisme, følsomhed, lavt selvværd, meget vilje, nøjsomhed, behov for kontrol, stiller store krav til sig selv, udadtil stærk og svært ved at tage beslutninger.
a. Kropsvægten holdes mindst 15% under den forventede vægt eller BMI unde 17,5.
c. Patienten har et forvrænget kropsbillede.
Historik.
I middelalderen blev spisevægring anset som et tegn på hellighed. Richard Morton, der var livlæge hos kong Georg 2., udgav i 1689 "A treatise of consumption", hvor han kalder en tilstand med spisevægring, afmagring og rastløshed "nervous consumption" (= nervøs tæring). Morton anså meget korrekt tilstanden som en sygdom med ophav i "følelsesmæssigt oprør". I 1873 anvendte lægen William Gull betegnelsen "anorexia nervosa" (= nervøs appetitmangel) da han underrettede London Clinical Society om en sygdom han anså som ny og kendetegnet af spisevægring, rastløshed og ophør af menstruation. Samme år beskrev den franske læge Ernest-Charles Lasègue otte tilfælde af samme sygdom, som han kaldte "l'anorexie hysterique".
Årsager til udvikling af anoreksi.
Nogen har den opfattelse, at anoreksiramte, blot ønsker at få opmærksomhed på deres adfærd. Det er delvist forkert. Anoreksien er tit et råb om hjælp. Et synligt bevis på at man f.eks. har et problem eller er ked af det. Mange anoreksiramte håber at nogen vil bemærke deres adfærd og hjælpe dem med deres problem. Ligesom selvskadende adfærd, kan anoreksien være en måde at vise omverdenen at man har brug for hjælp. Dette er årsagen til at nogen anoreksiramte, ofte gerne vil tale om deres lave vægt eller deres lave kalorieindtag. Det er altså ikke et spørgsmål om at få opmærksomhed, men et spørgsmål om at få hjælp.
Nogen kan af en eller anden grund have brug for ekstrem kontrol. Mange perfektionister, med behov for at have "Styr på det hele", bruger anoreksien som en måde at få en følelse af at have kontrol. Ved mangel på kontrol i deres livssituation, bruges anoreksien således som kompensation for mangel på kontrol. Forskellige former for "forvirrethed" kan også dæmpes, ved at opnå en følelse af at have kontrol. Ved bevidst kontrol af deres naturlige behov, opnår den anoreksiramte følelsen af at kunne kontrollere sig selv. Anoreksiramte kan f.eks. finde på at benægte sig selv lov til at blive trøstet eller benægte sig selv at sove, hvis man er træt. Det man hører mest om, er at den anoreksiramte benægter sig selv mad, benægter sig selv at have varmen og presser sig selv til at motionere.
At sulte sig selv for at undgå at mærke, lyder umiddelbart som et paradoks. Men dette er grunden til at spiseforstyrrede, ofte fortæller at de ikke føler sult. Ligesom Selvskadende personer, ofte fortæller at det er svært at mærke de selvskadende handlinger. Hvis man fokusere ekstremt meget på mad, kan man ved at flytte fokus over på maden, undgå at mærke sig selv, Og derved undgå at mærke de følelser som er svære. En anden teori går på, at når man spiser meget lidt, vil blodsukkeret blive lavt, og sende et signal til binyrene, der straks vil producere adrenalin. Derved vil følelserne nemmere kunne fortrænges.
Fysiske konsekvenser ved underernæring.
Som følge af at kroppen spare alle de steder den kan kan man få tør hud, svage negle og hårtab. Kroppen vil forsøge at holde sig selv varm ved at producere "dun" også kaldet lanugobehåring.
Som følge af alt for lavt kalorieindtag kan der forekomme træthed, lavt stofskifte, lav puls, lavt blodtryk, svimmelhed og bevidsthedstab.
Pga mangel på vitaminer, mineraler og ernæring vil hjernen også påvirkes, i form af svækket hukommelse, dårlig koncentrationsevne og depression. For piger i puberteten vil menstruationen ophører og udviklingen gå i stå.
Ved længerevarende underernæring kan der opstå leverpåvirkning, hjerterytmeforstyrelser, lungepåvirkninger.
Behandlingsmetoder.
Anoreksi er svær at behandle, da mange oplever anoreksien som både negativ og positiv. Den anoreksiramte kan derved have en oplevelse af at han/hun ikke kan undvære anoreksien og ikke vil behandles. Denne tvivl imellem ønsket om at blive rask, og ønsket om at forblive anorektisk, kaldes ambivalens.
Vil ofte bestå af samtaler med en psykolog/psykoterapeut, Hjælp til udarbejdelse af kostplan og sundhedstjek. Psykoterapi kan bestå af både familie, gruppe eller individuel terapi. Former for ambulant behandling: Psykoterapi, Miljøterapi, Ernæringsterapi, Kropsterapi, farmakoterapi og behandling af somatisk tilstand.
Indlæggelse kan ske hvis patienten har brug for ekstra meget støtte, er selvmordstruet eller fysisk meget påvirket. Indlæggelse kan ske på en psykiatrisk afdeling eller på et specialafsnit for spiseforstyrrelser. Behandlingen her vil bestå af det samme som ved ambulant behandling, dog mere intensiv. Ved livstruede patienter, er der mulighed for tvangsbehandling.
En efterundersøgelse af patienter med anoreksi viser, at efter 10 år er 7 % døde, og efter 20-30 år er dødeligheden 15-18 %.
• Efter mindre end 4 år er gennemsnitligt 33 % af anoreksipatienter raske
• Efter 4-10 år er gennemsnitligt 47 % raske
• Efter mere end 10 år er gennemsnitligt 73 % raske
• 15-25 % har et kronisk eller meget langvarigt sygdomsforløb
For både anoreksi og bulimi er tilbagefaldshyppigheden desuden rapporteret til at ligge mellem 25-50 %. Dvs. at 25-50 % får anoreksi eller bulimi igen, selvom man troede, de var raske.
Alternativ tilgang til anoreksi.
I NLP-terapien har man grundlæggende den opfattelse af anoreksi, at det ikke handler om mad. Anoreksien er ikke startet som et had til krop og vægt, men derimod som et forsøg på at flygte fra noget svært. Alle har forskellige grunde til at udvikle anoreksi, men for alle har det startet med en eksistentiel krise.
Behandlingen inden for NLP, består i at finde ud af hvorfor man har udviklet en spiseforstyrelse og hvad der skal til for at man kan undvære anoreksien. Mange Nlp-terapeuter taler slet ikke om hverken mad, vægt eller udseende, da de mener det handler om noget dybereliggende.
Omhandler temaer inden for kropsbevidsthed, selvfølelse og samspillet mellem hest og rytter. Hesten anvendes som et psykologisk og terapeutisk redskab.
Bor (grundstof).
Bor er det 5. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol B.
Bor er et trivalent halvmetal som forekommer i store mængder i mineraler af borax og ulexit. Der eksisterer mange allotrope former af bor: amorft bor som er et brunt pulver, hvorimod krystalinsk bor er sort, og ekstremt hårdt (cirka 9,5 på Mohs skala), og en dårlig elektrisk leder ved stuetemperatur. Frit bor bruges som dopant (fortynder) i halvleder industrien, og mange borforbindelser spiller en stor rolle i lette materiale, insekticider og konserveringsmiddel, samt til kemisk syntese. Bor er et essentielt næringsstof for planter.
Forekomst og udvinding.
Bor er et forholdsvis sjældent grundstof og udgør kun 0,001 % af jordskorpen. Bor udvindes hovedsageligt fra borax, Na2[B4O5(OH)4]·8H2O, og kernit, Na2[B4O5(OH)4·2H2O, og store aflejringer, som udvindes kommercielt, findes i Mojave-ørkenen i Californien, USA.
Ekstraktion af bor fra borax gøres ved først at omdanne borax til borsyre, B(OH)3 ved tilsætning af svovlsyre, som efterfølgende omdannes til oxidet B2O3 ved opvarmning. Oxidet kan da reduceres med magnesium hvilket giver frit bor, dog forholdsvis urent. Rent bor kan laves ved gasfase-reduktion af BBr3 med H2, eller pyrolyse af diboran, B2H6 eller BI3.
Slaget ved Bosworth.
Slaget ved Bosworth var et slag den 22. august 1485 i Midtengland mellem kong Richard III af England og jarl Henry Tudor af Richmond. Henrys sejr og Richards død på slagmarken afsluttede i praksis Rosekrigene.
Store søer (Nordamerika).
Store søer, "Great Lakes" på engelsk, er betegnelsen for en række Søer indgående i St. Lawrenceflodens afvandingsområde på grænsen mellem USA og Canada. De 5 største er fra vest til øst: Lake Superior, Lake Michigan, Lake Huron, Lake Ontario og Lake Erie. Sammen udgør de et af verdens største ferskvandsreservoirer.
Saint Lawrence.
St. Lawrence er en flod udløbende ved byen Québec i Canada.
Som afløb for Great Lakes er St. Lawrence en vigtig transportrute og er ledsaget af sluser og kanaler, bl.a. for at omgå Niagaravandfaldene.
Niagaravandfaldene.
Niagaravandfaldene er tre vandfald på St. Lawrencefloden på grænsen mellem Canada og USA.
Der findes en række både der sejler op til vandfaldene, de hedder Maid of the Mist.
Kropsudsmykning.
Kropsudsmykning er et samlet udtryk for en ændring af kroppen på en måde, der for brugeren virker som kunst. Dette kan være bemaling af kroppen bodypaint (ikke blivende), tatoveringer, piercing, brændemærkning og scarification (ar).
Kropsudsmykning kendes i næsten alle kulturer, og så vidt vides er mennesket den eneste art, her på kloden, der bruger kropsudsmykning.
Trylleri.
Trylleri er i fiktionen anvendelsen af magiske, overnaturlige kræfter. I den virkelige verden er det en behændighedskunst tilrettelagt på en måde at udøveren - tryllekunstneren - fremstår som en person med magiske evner, hvad vedkommende naturligvis ikke har.
Hemmeligheden ved trylleri er at fremskabe en illusion. Enten ved behændighed, synsbedrag eller at aflede opmærksomheden i det gældende øjeblik. Mange tryllekunster er også muliggjort ved specielt udformede rekvisitter.
Som eksempler på berømte illusionister kan nævnes Harry Houdini og David Copperfield.
Rumfang.
Rumfang (også kaldet volumen) er betegnelsen for størrelsen af det rum, som afgrænses af et 3-dimensionalt lukket legemes overflade. I formler benyttes ofte betegnelsen V for rumfanget.
Beregning af rumfang.
For uregelmæssige legemer må rumfanget beregnes ved brug af integration.
Spanske Arvefølgekrig.
Den spanske arvefølgekrig (hvilket skal forstås som "krigen om den spanske arvefølge") brød ud i 1701, og varede til 1714. Den førtes af Østrig, England og Holland mod Frankrig. I krigen deltog foruden disse hovedmodstandere desuden en del andre lande: De fleste tyske stater, deriblandt Brandenburg på østrigsk side; Savoyen og Portugal deltog først på fransk, senere på østrigsk, mens Spanien — stridens æble — stod splittet, idet katalonierne sluttede sig til Østrig, medens kastilianerne støttede Frankrig. Også danske tropper deltog som lejesoldater på den allierede side.
Det var en væbnet konflikt, udløst af de spanske Habsburgeres uddøen med Carlos II. Frankrig forsøgte at indsætte deres egen kandidat på tronen i opposition til de østrigske Habsburgere, hvilket fik Storbritannien og Nederlandene til at gå ind i krigen på østrigsk side. En række allierede sejre ved Blenheim, Ramillies, Oudenarde og Malplaquet udmattede efterhånden Frankrig, så da den østrigske kandidat blev kejser i 1711, benyttede de lejligheden til at slutte fred med Storbritannien og Nederlandene i Utrecht 1713, hvorefter Østrig var nødt til at opgive videre forsøg på at forhindre Bourbonerne i at blive konger af Spanien omend det blev fastlagt at Frankrig og Spanien aldrig måtte få samme hersker. Krigen sluttede med freden i Rastatt 1714.
Arvestridigheder.
Krigens direkte årsag var spørgsmålet om arvefølgen i Spanien, idet den spanske konge Karl 2. (død 1700) havde indsat Ludvig 14.s sønnesøn, Filip af Anjou til arving af alle sine lande mens kejser Leopold af Østrig gjorde fordring på arven for sin broder, ærkehertug Karl 2. af Østrig (se i øvrigt Anetavle for Karl 2. af Spanien). Dette forhold gav da anledning til en magtsammenslutning mod Frankrig, idet den anden store fastlandsmagt, Østrig, mødtes med de to sømagter, England og Holland, i fælles bestræbelse for at begrænse Ludvig 14.’s stigende magt.
Tidens krigsførsel.
Krigen førtes i Italien, Spanien, Tyskland, Nederlandene med afvekslende held. Den trak stærkt i langdrag ikke alene på grund af de betydelige hjælpekilder, de to magtgrupper rådede over, men også ved krigsskuepladsernes udstrækning i forhold til kommunikationernes udviklingstrin, samt også på grund af den særlige måde, datiden førte krig på, og som prægede hele krigens Gang. I stærk modsætning til den senere napoleonske krigsførelse, i princippet den samme som det 20. århundredes, stræbte man ikke efter den hurtige afgørelse på kamppladsen, undgik den snarere så vidt muligt. Man søgte derimod at trætte modstanderen, udtømme hans resourcer, bl.a. med hensyn til soldater og især til penge. Man undgik i almindelighed slag; ville man fortrænge modstanderen, var det almindelige middel hertil at manøvrere, true hans forbindelseslinier og ødelægge hans forråd. Kom det imidlertid, til trods for hærførernes utilbøjelighed hertil, alligevel til slag, kæmpedes der tappert, og kampene var da ganske overordentlig blodige. Men sejren blev ikke udnyttet ved en forfølgning, noget datidens hærførere ville have anset for alt for farligt — for den sikre vej til opløsning for forfølgeren. Alle disse forhold stod i forbindelse med den måde, hærene var dannet på: det var en lejet hær, og lejesoldaten var alt andet end pålidelig, navnlig ikke efter et slag; han var på den anden side kostbar; man sparede på sine soldater, ikke af menneskelighed, men fordi de repræsenterede en pengeværdi, og penge var netop det, man trængte hårdest til for overhovedet at føre krigen, men som man aldrig havde rigeligt af. Nutidens metoder til at rejse betalingsmidler havde man ikke; det var rede penge, man skulle have. Alle disse forhold må tages i betragtning for at forstå den efter nutidens opfattelse meget lidt energiske krigsførelse, der præger denne styrkeprøve mellem de europæiske magter — trods de mange fremragende hærførere, der var i begge lejre.
1701-1702.
Ved krigens begyndelse rådede Ludvig 14. over en fortrinlig hær på 200.000 mand, heraf cirka 33.000 mand i Italien, resten i Flandern ved Mosel og Rhinen. Derimod rådede kejser Leopold og hans allierede kun over cirka 80.000 mand, hvoraf cirka 30.000 under Prins Eugen af Savoyen sendtes til Italien. Ludvig 14. benyttede imidlertid hverken sin overlegenhed eller de store strategiske fordele, som alliancen med Bayern frembød, til straks at rykke mod Wien; de franske operationer begyndte tværtimod på en temmelig mat måde; den for Frankrig gunstige lejlighed til at få en hurtig ende på krigen gik tabt og kom aldrig mere tilbage. I krigens første år (1701) foregik der da kun i Italien krigsbegivenheder af større betydning, og på denne krigsskueplads, hvor prins Eugen viste sig som en for franskmændene yderst farlig modstander, var fordelene afgjort på Østrigs side; den franske general Nicolas Catinat blev slået ved Carpi.
Allerede det følgende år rådede Frankrigs modstandere over langt betydeligere kræfter, men anvendte dem i øvrigt meget spredt. Der kæmpedes i Italien, i Nederlandene og ved Øvre Rhin med vekslende held. I Italien havde prins Eugens tropper stor Fremgang, og den franske general Villeroie blev tvunget til overgivelse i Cremona. Villeroies efterfølger Vendome standsede dog de kejserlige hæres fremrykning. På de andre krigsskuepladser skete der dette år ikke begivenheder af stor betydning.
1703.
1703 ville Ludvig 14. gå angrebsvis til værks, men det hele foretagende reduceredes til, at marskal Claude Louis Hector de Villars med 32.000 mand rykkede ind i Bayern, men uden at det derfor kom til nogen fransk-bayersk fællesoperation mod Østrig.
Derimod indlod kurfyrsten af Bayern sig på en ret tvivlsom operation ind i Tyrol; det tyrolske folk rejste sig og tvang kurfyrsten til at forlade Tyrol med tabet af halvdelen af sin hær. Villars var blevet i Bayern. Operationerne fortsattes nu en tid her, og der kæmpedes heldigt med østrigerne ved Hochstädt (19. september 1703), men snart blev Villars og kurfyrsten uenige. Villars kaldtes tilbage for at bekæmpe et protestantisk oprør i Cevennerne, og operationerne i Bayern gik i stå.
Begivenhederne på de andre krigsskuepladser i 1703 var ikke særlig betydningsfulde. Skønt franskmændene i Italien rådede over tredobbelt overlegenhed i forhold til østrigerne, indskrænkede operationerne sig til belejring af fæstninger og kunstige manøvrer, der løb ud i sandet. Savoyen, der hidtil havde været på Frankrigs Side, men hvis fyrste for øvrigt allerede 1701 havde stået i hemmelig forbindelse med kejseren, trådte nu åbenlyst over på dennes side og sagde sig løs fra forbundet med Frankrig. Den umiddelbare følge heraf var, at en fransk hær under Vendome, som fra Italien skulle være rykket kurfyrsten af Bayern til hjælp, og som allerede havde nået Trient, vendte om uden at have udrettet noget. Den gik tilbage til Italien, hvor den for øvrigt heller intet udrettede.
I Nederlandene og Spanien skete der i dette år ikke begivenheder af større betydning.
Köln erobres og slaget ved Blenheim.
Mens Krigsførelsen hidtil havde været temmelig planløs påa begge sider, samlede Frankrigs fjender sig endelig 1704 om en fælles plan. Allerede tidligere havde man gjort det af med den ene af Frankrigs allierede, idet den dygtige engelske feltherre John Churchill, greve af Marlborough, havde erobret kurfyrstendømmet Köln; nu besluttede man at vende sig mod den anden. Det foregående års felttog havde vist Bayerns strategiske betydning: som et brohoved skød det sig ind i Mellemeuropa og gjorde det muligt for franskmændene her på een gang at true Østrig, Tyskland og Italien, en i øvrigt ikke tilstrækkelig udnyttet fordel. I foråret 1704 besluttede Marlborough og prins Eugen sig til at forlægge operationerne til Bayern. Efter langvarige manøvrer kom det til Kamp ved Donauworth, hvor Marlborough sejrede.
Kurfyrsten af Bayern anså da alt for tabt og indesluttede sig i sine fæstninger; den 13. august kom det, efter at prins Eugen og Marlborough havde forenet sig, til det for Bayerns sag afgørende slag ved Blenheim, hvor de mindre vel kommanderede franskmænd blev fuldstændig slået. Der kæmpede her cirka 63.000 mand på hver side. Franskmændene mistede cirka 30.000 mand og 35 kanoner og blev tvunget til at gå tilbage over Rhinen. Kurfyrsten måtte slutte fred, hans hær blev afvæbnet og hans land besat.
Skiftende held.
Året 1705 bragte imidlertid ikke de allierede det store resultat, som det foregående heldige felttog syntes at love, og som de allierede utvivlsomt havde kunnet nå ved en samlet optræden. Marlborough og Eugen skiltes; den første ville med 60.000 mand operere langs Mosel for ad denne vej at trænge ind i Frankrig, den sidste gik til Italien. Ingen af dem havde synderligt held med sig. Den franske general Villars imødegik Marlboroughs operationer med stor dygtighed, og i Italien, hvor franskmændene rådede over 77.000 mand under Vendome, kunne Eugen, der kun rådede over 44.000 mand, heller intet udrette; han led endog et betydeligt nederlag ved Cassano.
Men 1707 var f ranskmændene atter uheldige. 23. maj sejrede Marlborough over den franske general Villeroi i et større slag ved Ramillies og erobrede derved en stor del af det rige Flandern, Vendome blev nu tilkaldt fra Italien for at standse Marlborough, hvilket da også lykkedes. Men i september angreb prins Eugen den
nu kun 60.000 mand stærke franske hær i Italien, besejrede den og jog franskmændene ud af Italien. Krigen havde således taget en for Frankrig ugunstig vending. Dets hære var drevne ud af Bayern, Italien og en stor del af Flandern; dets grænser truedes på det alvorligste.
Invasion i Frankrig.
1708 begyndte invasionen i Nordfrankrig. Den ved Mons opstillede franske hær, cirka 100.000 mand under Hertugen af Bourgogne med Vendome som hjælper, blev i juni overrasket af Marlborough i Slaget ved Oudenarde og eftertrykkelig slået. Sejren blev dog ikke udnyttet, heller ikke da prins Eugen kort efter ankom med 24.000 mand, skønt de allieredes hære derved bragtes op til 120.000 mand. I stedet for at gøre det af med den franske hær, indlod man sig på en belejring af Lille. Denne fæstning blev ganske vist
erobret, men hermed gik tiden, og ved vinterens indtræden standsede operationerne.
Krigen i Spanien.
Imidlertid var der i de siden krigens udbrud forløbne år foregået vigtige begivenheder i Spanien. Her var den unge konge Filip af Anjou straks blevet modtaget med begejstring. Men hans svage regeringsmåde kastede snart en mængde af rigets stormænd i armene på medbejleren, ærkehertug Karl. Denne havde allerede 1703 gjort forsøg på fra Lissabon at rykke frem mod Madrid, støttet af engelske, hollandske og portugisiske tropper. Denne fremrykning mod den spanske hovedstad blev dog standset af marskal James FitzJames 1. Hertug af Berwick, der førte de fransk spanske tropper. Derimod erobrede englænderne og hollænderne ved overrumpling Gibraltar.
1705 foretog ærkehertugen et nyt og mere alvorligt forsøg. Han landede på Valencias kyst, fandt stærk tilslutning navnlig i Valencia, Aragonien og Katalonien, det gamle kongerige Aragoniens landskaber, og fremkaldte således en borgerkrig. Barcelona erobredes ved overrumpling, og navnlig det følgende år (1706) gjorde Karl store fremskridt: han trængte frem til Madrid og erobrede desuden en mængde fæstninger, støttet af engelsk-portugisiske hære under Henri de Massue Jarl af Galway. Marskal Berwick tilbageerobrede dog senere Madrid, og 1707 vandt han med 52.000 mand en betydelig sejr over Galway, der kun rådede over 33.000 mand.
Kong Filip’s herredømme var hermed for så vidt befæstet, som Karl nu trak sig tilbage til Katalonien. Men ro kom der ikke i landet. De franske generaler forfulgte ikke de vundne fordele; Karl fik lejlighed til nye angrebsforsøg og bandt derved store dele af Ludvig 14.’s stridskræfter til den spanske krigsskueplads.
Kampene i Nordfrankrig og Spanien.
1709 begyndte således under højst uheldige auspicier for Frankrig. Dets hære var slået så at sige overalt undtagen netop i Spanien. Statens finanser var ødelagte, og hertil kom, at vinteren, som indledte året, var meget streng og ulykkebringende for landbruget. Landet var kort sagt i nød, og Ludvig 14. bad om fred. De allierede stillede imidlertid så hårde fredsbetingelser — forlangte bl.a., at Ludvig 14. selv skulle tvinge kong Filip til at forlade Spanien —, at Frankrig foretrak at fortsætte krigen. De allieredes hære, tilsammen 117.000 mand, belejrede Tournai. Efter at have indtaget denne by, rykkede de mod Mons. Den franske hær, 80.000 mand, som under Villars havde stået ved Bethune, fulgte efter. Det kom til Slaget ved Malplaquet, hvor de allierede ganske vist sejrede, men kun med meget store og følelige tab, langt betydeligere end franskmændenes. Felttoget 1709 løb derefter ud i fæstningskampe — Mons faldt i de allieredes hænder.
Det følgende år bragte ikke store begivenheder på den franske krigsskueplads. De allierede undveg slag med Villars, skønt denne kun rådede over 80.000 mand mod deres 140.000 mand, der senere endog forstærkedes med 20.000. Felttoget løb ud i kampe om de nordfranske fæstninger.
I Spanien forefaldt der forskellige kampe. I begyndelsen. var disse uheldige for kong Filip, der en tid kun rådede over spanske tropper, idet Ludvig 14. havde brug for sine andetsteds. Men da Filip senere på ny fik franske hjælpetropper under Vendome, vendte bladet sig, ækehertug Karl blev slået ved Villa-viciosa (10. december 1710) og trak sig tilbage til Katalonien.
Afslutning.
Indrepolitiske forhold i de fjendtlige stater kom nu Ludvig 14. til hjælp. I England skete der regeringsskifte, og den ny toryregering indledede fredsforhandlinger; i Østrig døde kejser Josef (var 1705 fulgt efter sin fader Leopold) uden at efterlade sig sønner, hvorpå ærkehertug Karl blev kejser. Hele situationen var nu forandret. England ønskede på ingen måde at se kejser Karl også som konge af Spanien og førte fra nu af kun krigen med ringe kraft. Under disse omstændigheder skete der 1711 intet af betydning på krigsskuepladserne, og om efteråret kaldtes Marlborough tilbage.
Felttoget 1712 begyndte med, at Eugen angreb flere franske fæstninger, men imidlertid slog Villars hollænderne ved Denain, hvorefter Eugen måtte trække sig tilbage, mens Villars tilbageerobrede de fleste franske fæstninger. Fredsforhandlingerne mellem Frankrig og England var imidlertid blevet fortsat og førte 1713 til Freden i Utrecht.
Kejser Karl fortsatte vel endnu krigen, men i november 1713 indledte han dog fredsforhandlinger med Villars i Rastadt, og endelig marts 1714 kom freden i stand mellem Frankrig og Østrig. Mellem Frankrig og det tyske Rige sluttedes freden først et halvt år senere, og i Spanien fortsattes krigen endnu nogen tid og endte først efter hårdnakkede kampe.
Kilder.
Arvefølgekrig
Slaget ved Ramillies.
Slaget ved Ramillies fandt sted den 23. maj 1706 under den Spanske Arvefølgekrig i nærheden af den belgiske by Namur. Det blev udkæmpet mellem en britisk-østrigsk hær under hertugen af Marlborough og en fransk under François de Villeroi. De allierede fik med sejren herredømmet over de Spanske Nederlande.
Slaget ved Oudenarde.
Slaget ved Oudenarde fandt sted den 11. juli 1708 i nærheden af den belgiske by Gent under den Spanske Arvefølgekrig mellem en britisk-østrigsk hær under hertugen af Marlborough og Prins Eugen af Savoyen og en fransk hær under hertug Louis Joseph de Vendôme og hertugen af Bourgogne. Den allierede sejr forhindrede Frankrig i at følge op på sine territoriale gevinster fra de foregående 2 år.
Forsager.
En forsager er en bombe eller granat, der ved nedslaget ikke er detoneret. Også kaldet blindgænger eller i militært fagsprog UXO (UneXploded Ordnance). Ordet synes under 2. verdenskrig at være indkommet i det danske sprog fra tysk ("versagen", at svigte).
Faren ved forsagere er deres ustabilitet; man ved ikke om de virkelig er 'døde' eller om de detonerer ved bare små rystelser eller måske går af af sig selv efter lidt tid. Denne usikkerhed udnyttes militært ved at udstyre bomber med forsinkede brandrør, så eksplosionen med vilje forsinkes til nogle minutter eller timer efter nedslaget. Dette vanskeliggør redning og oprydning i bombezoner, og gør arbejdet særdeles farligt for EOD-personel.
Uheldige konstruktioner skabte tidligere de fleste forsagere. En version af engelske 500-pundsbomber fra 2. verdenskrig havde brandrøret i halen, og ved nedslag i jord blev halen ofte revet af, så brandrøret ikke kunne detonere bomben. Det blev englænderne først opmærksomme på noget senere i krigen.
I nutidens ammunition er der gjort meget for at forhindre forsagere. De mest omdiskuterede tilfælde i nutiden er ueksploderede bombletter fra de såkaldte clusterbombs (klyngebombe), der blandt andet blev kastet af USA over Afghanistan i 2001 og 2002. De enkelte bombletter er på størrelse med en stor konservesdåse og malet gul. Tilsyneladende for at gøre opmærksom på faren, men ved et meget uheldigt sammentræf havde de nedkastede nødrationsposer til civilbefolkningen samme gule farve.
Slaget ved Malplaquet.
Slaget ved Malplaquet var et slag, der fandt sted den 11. september 1709 i nærheden af den belgiske by Mons under den Spanske Arvefølgekrig mellem en britisk-østrigsk hær under hertugen af Marlborough og Prins Eugen af Savoyen og en fransk hær under Claude de Villars og Louis de Boufflers. Trods sejr var de allieredes tab så store, at man opgav ideen om at marchere mod Paris. I stedet blev Marlborough kaldt hjem og man begyndte fredsforhandlinger.
Schutzstaffel.
SS-symbolet med de karakteristiske germanske sejrsruner. "Die Sieg-Rune".
SS eller Schutzstaffel (: beskyttelseseskadrille) var et nazistisk korps der i 1925 oprettedes som Hitlers livvagt, og endte med at blive et magtfuldt og stærkt militariseret ideologisk elitekorps. Korpsets første leder med titlen Reichführer-SS var Joseph Berchtold og fra den 6. januar 1929 Heinrich Himmler.
På det tidspunkt var SS blot et lille korps på 300 mand der var underlagt det meget større SA der var ledet af Ernst Röhm. Efter de lange knives nat i 1934 hvor Ernst Röhm og andre SA-ledere blev myrdet, blev SS, der nu havde 40.000 medlemmer, løsrevet fra SA. I 1936 blev kontrollen af gestapo overdraget til Heinrich Himmler der dernæst fik titlen chef for det tyske politi.
I 1939 oprettede Himmlers højrehånd Reinhard Heydrich RSHA som var en paraply-organisation for alle ikke militære efterretnings-organisationer. SS-officeren Adolf Eichmann fik ansvaret for Endlösung. Efter at kriglykken begyndte at vende for Tyskland vidste Eichmann at tiden var ved at rinde ud og han begyndte at øge drabene i KZ-lejrene. Korpset blev med dets leder Heinrich Himmler opløst med 2. verdenskrigs afslutning og mange af dets ledende medlemmer blev retsforfulgt for krigsforbrydelser. Ved Nürnbergprocessen blev organisationen som sådan erklæret kriminel.
Brandrør.
Et brandrør er den detonator, der sidder på en granat eller flybombe. Brandrøret har flere funktioner: at armere bomben/granaten og siden at detonere den. Udtrykket stammer fra, at der tidligere i eksplosive kanonkugler var et hul ind til krudtladningen; her var en lunte, som tændtes ved affyringen, og så brændte gennem hullet (røret).
Armering sker på mange forskellige måder f.eks. ved løsrivelse af wire fra flyet, en vis flyvetid (lille propel drejer et gevind ind), ved accelerationsændring (mortergranater) eller ved opstået rotation fra riffelgang (40mm granatkaster).
Detonation kan ske ved anslag/nedslag, forsinket (minutter eller timer efter nedslag), eller når bomben er nået ned i en forudindstillet højde (clusterbombs, atomvåben eller kemiske/biologiske kampstoffer).
Sisyfos.
Sisyfos i færd med at rulle stene op ad bakken.
Sisyfos er i græsk mytologi en helt og konge af Korinth, søn af Aiolos og Enarete. Han var dømt til i evig tid at rulle en sten op ad en bjergside. Hver gang han er næsten ved toppen ruller stenen fra ham og ender ved bjergets fod. Han må så begynde forfra igen: et sisyfosarbejde.
Som Odysseus er han et symbol på snuhed, og takket være denne egenskab lykkedes det ham at fange Thanatos og lægge ham i lænker, så ingen mere ville dø. Men ingen af de græske guder bryder sig om at blive modarbejdet, og at deres straffe er grusomme. Ares blev sendt for at befri Thanatos, det gjorde han med lethed. Sisyfos' straf blev, at han til evig tid skulle være i Tartaros og rulle en sten større end ham selv op ad et bjerg. Stenen slipper fra Sisyfos, hver eneste gang den når toppen. Sisyfos slipper aldrig fri.
Årsagen til denne straf var, at Zeus havde en hemmelig affære med Asopos' datter Aigina. Da Asopos ledte efter sin datter, røbede Sisyfos sagens sammenhæng for ham.
Sisyfos har lagt navn til sisyfosarbejde, der betegner en håbløs opgave, som aldrig får en ende.
Marlborough.
Marlborough er en by i Vestengland husende den berømte privatskole Marlborough School. Hærføreren John Churchill blev udnævnt til hertug af Marlborough for sine militære bedrifter før og under Spanske Arvefølgekrig.
Der findes også steder med navnet Marlborough i New Zealand og i staterne Connecticut og Massachusetts i USA.
Napoleonskrigene.
Napoleonskrigene (1804-15) var en række af krige med Frankrig og skiftende alliancer på den ene side og England med skiftevis Østrig, Preussen og Rusland på den anden side. Krigene var en fortsættelse af Revolutionskrigene 1792-1802 og samtlige europæiske stater deltog i kortere eller længere perioder.
Gennem det meste af krigen havde Frankrig overtaget, men England holdt ud i hele perioden trods franske forsøg på blokade, og efter Napoleons nederlag i Rusland 1812 brød det franske Europaherredømme sammen 1813-14.
Koalitionerne mod Frankrig under Napoleonskrigene (om de tidligere, se Revolutionskrigene)
Som resultat af krigene satte de sejrende magter sig ved forhandlingsbordet ved Wienerkongressen for at skabe en ny magtbalance der skulle at forhindre at én stat igen blev stærk nok til at drive resten af Europa ud i krig; sådan som Frankrig under Napoleons ledelse havde kunnet. Kongressen blev afbrudt af Napoleons hjemvenden fra eksil på Elba ("Napoleons 100 dage"). Formelt sluttede krigene med "Freden i Fontainbleau" den 11. april 1814. Efterfølgende var det Wienerkongressens forhandlinger, der kom til at præge den internationale politik frem til 1. verdenskrig, også selv om grænsedragningerne holdt betydeligt kortere.
Napoleons opdeling af Italien.
Tilsyneladende var det lykkedes Napoleon Bonaparte at komme til forståelse med England ved Freden i Amiens 25. maj 1802. England forpligtede sig til at tilbagegive sine erobringer, undtagen Trinidad og Ceylon, samt rømme Malta, og Frankrig lovede at trække de tropper tilbage, der var sendte mod Napoli. Napoleon fik samme år ved en folkeafstemning sat igennem, at han blev valgt til Førstekonsul på livstid med ret til at udnævne sin efterfølger. Nu gjaldt det for ham om at benytte freden til gavn for indenrigspolitikken; men i stedet for benyttede Napoleon sin magt til at skalte og valte i Italien efter forgodtbefindende. Han gav den liguriske Republik (Genua) en doge, forenede Parma og Elba med Lombardiet, omskabte Toscana til et kongerige Etrurien under en prins af Parma og lod sig proklamere til præsident for den cisalpinske og mediator for den helvetiske Republik.
Derved fremkaldte han et brud med England, som på grund heraf ikke ville rømme Malta. Napoleon forlangte Malta rømmet under trussel af krig. England svarede med at opbringe franske handelsskibe. Til gengæld lod Napoleon alle engelske handelsvarer i Frankrig beslaglægge og besatte Hannover, der tilhørte det engelske kongehus.
Opstanden mod Napoleon slås ned.
Det førte til, at England i maj 1803 erklærede krig og var behjælpelig med, at Georges Cadoudal og en del emigranter landede i Normandiet for, støttede af Charles Pichegru og Jean Victor Marie Moreau, at rejse en opstand. Napoleon, der var blevet underrettet herom, lod dem alle arrestere, og da han antog, at Hertugen af Enghien var indviklet i denne sammensværgelse, krænkede han folkeretten ved at lade general Ordener natten til 15. marts 1804 gå ind i Baden og arrestere hertugen, der boede i Ettenheim. Hertugen blev ført til Vincennes, stillet for en krigsret, og, skønt uskyldig i sammensværgelsen, dømt og skudt i fæstningsgraven natten til 21. marts. Charles Pichegru fandtes kvalt i fængslet, Moreau slap med at gå i landflygtighed, og Georges Cadoudal og 11 af hans følgesvende blev dømte til døden og dommen udført. Skønt Napoleon aldrig har villet erkende det, begik han dog et justitsmord over for hertugen af Enghien. Han forsvarede sig med, at hans liv var truet af bourbonske snigmordere, og dette benyttede han som et påskud, der kunne føre ham til målet for hans ærgerrighed.
Napoleon udnævnes til kejser.
Formelt var det senatet, der på alle statsborgernes vegne henvendte sig til Napoleon med bøn om, "at han vilde sikre Statsskibet mod at miste sin Styrmand". 25. april bad han senatet at udtale sig tydeligere, og 3. maj svarede det, at det franske folk ønskede Napoleon Bonaparte til arvekejser. En ny forfatning vedtoges 18. maj og godkendtes ved en folkeafstemning 6. november og Napoleon var nu "Kejser af Frankrig af Guds nåde og Folkets Vilje". Der blev straks udnævnt stordignitarer, marskaller og hofembedsmænd.
Kroningen foregik 2. december 1804 i Notre Dame Kirken i Paris. Paven, der var hentet til Paris, rakte Napoleon den gyldne laurbærkrans, som han selv satte på sit hoved, og derpå kronede kejseren Josephine, med hvem han dagen forinden var blevet kirkelig viet.
Dagen efter blev hæren taget i ed, og regimenterne fik nye faner, hvis stænger var forsynede med en forgyldt ørn. Efter at Frankrig var blevet et kejserdømme, blev, på Napoleons foranledning, også de italienske republikker omformede til et kongerige. 26. maj 1805 kronede han sig selv i Milanos domkirke som Konge af Italien, og idet han påsatte sig kronen, udtalte han: "Gud har givet mig den, ve den, som vil røre den". Hans stedsøn, Eugène de Beauharnais, blev vicekonge og Milano hovedstaden. Genua og Livorno indlemmedes i kongeriget, men Lucca og Piombino skænkede Napoleon til sin søster Elisa, der var gift med prins Felice Pasquale Bacciocchi.
Hærenes opstilling.
Napoleon havde imidlertid truffet forberedelser til en overgang til England. I juni 1803 oprettedes 6 armékorps, der lagdes i lejr ved kysten af Holland og Kanalen. Styrken blev 1804 bragt op til 150.000 mand, og efterhånden tilvejebragtes de fornødne overfartsmidler, 2.300 skibe. For at afværge faren sluttede England 8. juli 1805 et offensivt og defensivt forbund med Rusland, og det blev 9. august tiltrådt af Østrig. Sidstnævnte magt lovede at stille 3 hære på henved 200.000 mand. Rusland skulle 20. oktober have en hær på 55.000 mand ved Brunnau (Innsbruck), og en anden på 40.000 mand skulle fra Brest Litovsk marchere til Böhmen.
Under disse forhold besluttede Napoleon 25. august at søge afgørelsen i Tyskland med 200.000 mand franske, bayerske og wurttembergske tropper.
50.000 mand under André Masséna skulle kæmpe i Italien. 29. august fik Napoleons operationshær navn af "den store armé" ("Grande Armée"), og denne benævnelse blev senere bibeholdt for de hære, kejseren personlig kommanderede.
Slaget ved Austerlitz.
Med eksempelløs hurtighed koncentrerede Napoleon sin hær i Tyskland, omgik general Karl Mack von Leiberichs højre fløj og tvang ham til at trække sig ind i Ulm, hvor han 20. oktober måtte strække våben med 27.000 mand. Resterne af Macks hær, 22.000 Mand, forenede sig med general Mikhail Illarionovich Kutuzov, der ved Brunnau havde samlet en
russisk hær på 30.000 mand. Kutusov tog overkommandoen, gik langs Donau, passerede floden vest for Wien, og over Brunn nåede han 22. november Ollmfutz, hvor hæren gennem forstærkninger blev bragt op til 90.000 mand.
Kejser Frants og zar Alexander 1. af Rusland indtraf ved hæren. Napoleon fulgte efter over Wien og nåede 20. november Brunn, hvor han afventede forstærkninger. Ærkehertugerne Karl og Johan, der havde kæmpet henholdsvis i Italien og Tyrol, var på grund af Macks uheld blevet nødsagede til at trække sig tilbage til Ungarn, men stod for langt borte til at kunne bringe Kutusov nogen øjeblikkelig hjælp. Men der var opstået
en ny fare for Napoleon: Rusland og Preussen havde 3. november sluttet et forbund, og den preussiske hær stod rede til at gribe ind. Sejren var altså en absolut nødvendighed for Napoleon. Kutusov rykkede frem, og 2. december vandt Napoleon tre-kejserslaget ved Austerlitz, om hvilket han på Sankt Helena udtalte: "Jeg har leveret 30 slag som det, men jeg har aldrig set noget, hvor sejren var så afgørende, og tilfældet havde så lidt spillerum".
Freden i Pressbrug.
Forhandlingerne med Østrig førte til, at der 26. december sluttedes fred i Pressburg. Østrig måtte afstå 1) til kongeriget Italien Venedig, Friuli og dele af Istrien og Dalmatien, 2) til Bayern Tyrol og 3) til Wurttemberg nogle distrikter, i alt 1140 km2, med 2.800.000 indbyggere. Desuden måtte Østrig godkende Schweiz’ forfatning, finde sig i, at kurfyrsterne af Bayern og Wurttemberg antog konge titlen, samt betale en betydelig sum i krigsomkostninger.
Masséna fik efter Austerlitz befaling til at rykke ind i Napoli. Han besatte fastlandet, hvorefter Napoleon afsatte kongehuset og gjorde sin broder Josef til konge. Forhandlinger med Preussen og Bayern førte til, at Preussen fik Hannover imod at afstå Ansbach og Neuchatel. Bayern fik Ansbach mod at afstå Berg, der blev gjort til et storhertugdømme under Joachim Murat, og Louis Alexandre Berthier fik Neuchatel, der blev gjort til et fyrstendømme. Den Bataviske Republik fik navn af kongeriget Holland, og Napoleons broder Louis Bonaparte blev gjort til dets regent.
12. juni dannedes Rhinforbundet af Bayern, Wurttemberg, Baden og tyske småstater, der over for Frankrig forpligtede sig til i krigstilfælde at stille et kontingent til fælles forsvar. Kejser Frants tog deraf anledning til at nedlægge titlen: Kejser af Tyskland.
Den fjerde koalition.
Med England, hvis flåde 21. oktober 1805 havde sejret ved Slaget ved Trafalgar, hvor Horatio Nelson faldt, var der atter indledet forhandlinger, men uden resultat, og med Rusland var der undertegnet fredspræliminærer i Paris. Men Kejser Alexander nægtede at godkende dem og dannede den fjerde koalition, der kom til at bestå af Rusland, Preussen, England og Sverige. Da det var sket, forlangte Preussen, at Napoleon skulle rømme Tyskland, og at Rhinen skulde være grænse mellem Frankrig og Tyskland. Svaret var en ny krig.
Slaget ved Jena.
I begyndelsen af oktober 1806 havde Napoleon koncentreret den store armé på linjen Bayreuth-Bamberg, og "i en bataljonsfirkant på 200.000 mand" rykkede han frem for at omgå preussernes venstre fløj. Den 14. oktober sejrede Napoleon slaget ved Jena over fyrst Frederik Ludvig af Hohenlohe, og samme dag slog Louis-Nicolas Davout preussernes hovedstyrke ved Auerstädt. Forfølgelsen begyndte 15. oktober, og den førte til, at den preussiske hær blev opreven. Hamburg og Bremen besattes af franske tropper, og de engelske handelsvarer, der fandtes sammesteds, blev beslagte.
Kurfyrsten af Sachsen, der havde sluttet sig til Preussen, indgik den 11. december en overenskomst med Napoleon, hvorved han trådte ind i Rhinforbundet med titel af konge. Napoleon, der den 27. oktober ankom til Berlin, udskrev en brandskat på 150 millioner, proskriberede fjendtlige familier og lod embedsmændene aflægge ed på, at de ville afholde sig fra al forbindelse med Frankrigs fjender.
Kampe i Preussen og Polen.
Russerne var imidlertid rykkede frem i 2 hære; den ene, 55.000 mand under Levin August greve af Bennigsen, nåede Pultusk i november, den anden, 36.000 mand under Friedrich Wilhelm von Buxhoeveden, var noget længere tilbage. Desuden stod der et preussisk korps på 15.000 mand under Anton Wilhelm von L'Estocq ved Thorn.
Bennigsen besatte Warszava. Napoleon ankom den 27. november til Polen og gik mod Bennigsen. Denne gik tilbage, forenede sig med Buxhoeveden og optog kampen. Napoleon angreb den 26. december ved Pultusk og Golymin, men uden resultat, og dårlige veje, slet vejrlig og mangelfuld forplejning tvang ham til at gå bag Weichsel og Ukra med hovedkvarter i Warszava. For at få afgangen erstattet udskreves 80.000 mand.
Bennigsen samlede begge russiske hære under sin kommando og rykkede frem. Napoleon gik imod ham, og 8. februar 1807 kom det til det uafgjorte, men for Napoleon meget blodige slag ved Eylau. Afgangen tvang Napoleon til at tage stilling bag Passarge for at afvente forstærkning og dække belejringen af Danzig. For at erstatte afgangen foretog kejseren en ny udskrivning på 80.000 mand. Danzig faldt 26. april. Napoleon greb så offensiven og sejrede 14. juni over Bennigsen ved Friedland.
Freden i Tilsit.
Underhandlingerne førte derefter til, at der blev sluttet en våbenstilstand i Tilsit, hvorefter Napoleon 24. og 25. juni havde en sammenkomst i samme by med kejser Alexander. Kongen af Preussen, der med sin familie var flygtet til Königsberg, blev indbudt til at deltage i forhandlingerne. Freden blev den 8. juli
undertegnet med Rusland, og den 9. med Preussen.
"Af Hensyn til kejser Alexander" lod Napoleon den preussiske konge beholde en del af sine lande, så at Preussen fra 5570 kvadratmil med henved 10 millioner indbyggere kun blev reduceret til 2877 kvadratmil med henved 5 millioner. Danzig blev en fransk enklave, kongen af Sachsen fik storhertugdømmet Warszava. Af Hannover, Braunschweig, Hessen-Kassel, Fulda og Paderborn dannedes Kongeriget Westfalen, der, med Kassel som hovedstad, blev givet til Napoleons broder Jérôme Bonaparte. Napoleon indvilgede i, at Rusland fratog Sverige Finland, og det var en indrømmelse mod Kejser Alexander, at Polen ikke blev genoprettet.
Nyt forbund mod England.
Der var atter indtrådt en situation, som af Napoleon burde have været benyttet til at søge forståelse med England, hvad der næppe havde været forbundet med vanskelighed. Men allerede 21. oktober 1806 havde Napoleon fra Berlin proklameret fastlandsspærring over for England, og ved Freden i Tilsit bestemtes, at det fremtidige Preussen skulle lukke sine havne for denne magt. For at opnå det samme med svensk Pommern var Stralsund og Rügen blevet besatte af franske tropper. Gennem tryk søgte Napoleon at opnå, at også Danmark-Norge gik med til fastlandsspærringen; men han fik til svar, at regeringen ønskede strengt at bevare sin neutralitet, og den gav England de bestemteste forsikringer i samme retning. Desuagtet overfaldt England Danmark og tvang det til at udlevere sin flåde. 14. oktober 1807 erklærede Napoleon, at han ville modsætte sig enhver handels- og politisk forening med England. Rusland sluttede sig hertil ved 16. samme måned at bryde forbundet med England, og erklærede det krig 7. november. Danmark-Norge, der efter overfaldet stod som Englands fjende, sluttede den 31. oktober forbund med Frankrig.
Krigen i Portugal og Spanien.
Nu var der kun een stat, der førte handel med England, og det var Portugal. August 1807 havde Napoleon foreslået denne magt iat slutte sig til Frankrig og erklære England krig. Da han fik et afslående svar, dekreterede han 13. oktober, at huset Braganza var afsat, og sluttede 27. samme måned i Fontainebleau en overenskomst med Spanien om Portugals deling. ean-Andoche Junot rykkede så ind i Portugal med 27.000 mand, og 30. november nåede han efter betydelige tab Lissabon. Da det ikke var Napoleons
hensigt at opfylde Fontainebleau-overenskomsten, besluttede han nu at undertvinge Spanien.
Under Paaskud af at ville understøtte dette land mod landgangsforsøg fra engelsk side sendte Napoleon Murat til Spanien med en hær på 100.000 mand. Murat nåede Madrid 23. marts 1808. Her var det 19. marts kommet til en opstand, ved hvilken fredsfyrsten Manuel de Godoy blev styrtet, og kongen, Karl 4. af Spanien, måtte abdicere til fordel for sønnen, Ferdinand 7. af Spanien. Da Napoleon fik underretning herom, begav han sig til Bayonne, hvor han 20. april havde en sammenkomst med Karl 4. Denne overtog atter regeringen, men afstod sine rettigheder til Napoleon imod at få anvist Compiègne som opholdssted og udbetalt en ubetydelig sum Penge. Efter at Ferdinand 7. derpå var blevet trykket til også at opgive sine rettigheder, gjorde Napoleon 6. juni 1808 kong Joseph til konge af Spanien og Murat til konge af Napoli.
For at svække Spaniens modstandskraft sendte Napoleon 16.000 mand af de bedste spanske tropper under Pedro Caro y Sureda 3. markis de La Romana til Danmark for at indlemmes i den hær, der under Bernadotte skulle gå mod Sverige. Spanierne ville ikke finde sig i den ny ordning, befolkningen rejste sig og greb til våben. I begyndelsen vandt dog de franske tropper fremgang; men det lykkedes spanierne at tvinge general Pierre Dupont de l'Étang til ved Bailen at kapitulere med 13.000 mand, og derpå greb de overalt offensiven. Kong Joseph måtte forlade Madrid og den franske hær trække sig bag Ebro.
Fyrstemøde i Erfurt.
I Portugal gik det ikke bedre for de franske våben. Markis Richard Wellesley landede med en engelsk hær og tvang den 30. august Junot til at slutte en overenskomst i Cintra, hvorefter hans hær førtes tilbage til Frankrig på engelske skibe. Napoleon indså nødvendigheden af, at han selv gik til Spanien for at bringe orden i forholdene, men forinden måtte han til Erfurt, hvor der skulle holdes fyrstestævne. Han ankom til denne by 27. september og traf kejser Alexander, 4 konger, 2 storhertuger og 7 hertuger med familier og et strålende følge, og der blev holdt fester i over 14 dage. Politikken blev dog ikke lagt til side, thi kejser Alexander fik Napoleons samtykke til at besætte Donau-fyrstendømmerne mod til gengæld at love Napoleon at angribe Østrig, hvis denne magt påførte Frankrig krig, mens Napoleon var i Spanien. 12. oktober skrev begge kejsere i forening et brev til kongen af England for at få sluttet fred, men de fik et afvisende svar.
Napoleon i Spanien.
Fra Erfurt begav Napoleon sig til den franske hærs hovedkvarter i Vittoria, hvor han ankom 5. november. Den franske hær var bragt op til 190.000 mand. Spanierne rådede over
henved 100.000. Napoleon rykkede frem og nåede 2. december Madrid, men her rejstes der en hårdnakket modstand, der først overvandtes den 4. om morgenen. Napoleon blev i Madrid med hovedstyrken, mens den øvrige del af hæren fortsatte fremrykningen. Spanierne måtte vige; men under tilbagegangen fik de understøttelse af La Romana, hvem det var lykkedes at slippe bort fra Danmark med 9000 mand, og en engelsk hær under general John Moore, der var landsat i Portugal, rykkede ind i Spanien. På efterretning herom forlod Napoleon Madrid med 40.000 mand og gik mod Moore. Men da denne trak sig så hurtig tilbage til Corufia, at Napoleon ikke kunne nå ham, overlod kejseren forfølgelsen til Jean-de-Dieu Soult og vendte tilbage til Madrid.
Det østrigske feltog.
Napoleon tillagde ikke den spanske modstand videre Betydning, skønt de opnåede sejre nærmest må kaldes Pyrrhussejre; han begav sig derfor til Paris, hvor han indtraf 23. januar 1809, for at forberede felttoget mod Østrig. Preussen var gjort uskadelig ved 9. juli det foregående år at indgå en overenskomst, hvorefter dets hær blev reduceret til 40.000 mand, — disse fornyedes hvert år, hvorved der skabtes en stor reserve — og i efteråret var der i Frankrig blevet udskrevet 160.000 mand.
I begyndelsen af april 1809 havde Østrig samlet 2 hære, en på 49.000 mand i Böhmen og en på 126.000 mand, der stod ved Inn under ærkehertug Karl. Marskal Louis Alexandre Berthier førte midlertidig kommandoen over de 143.000 mand, der var under koncentration i Tyskland. 9. april afgav Østrig krigserklæringen og begyndte operationerne. I Italien blev Eugen slået og holdt kun med vanskelighed stand mod Østrigerne, og i Tyskland fik Berthier lejlighed til at vise, at han ikke havde opfattet det mindste af principperne for Napoleons krigsføring, da han opererede på en sådan måde, at den store armé, hvis styrke var bragt op til 176.000 mand, 16. april stod splittet i to store grupper, en ved Regensburg og en ved Augsburg, skilte ved en afstand af 120 km, og samtidig var ærkehertug Karl nået frem til Isar og stod rede til at gennembryde det franske centrum. Men 17. april indtraf Napoleon i Donauworth.
Han greb straks offensiven, oprettede de af Berthier begåede fejl, og gennem kampene ved Abensberg, Landshut og Eckmuhl i dagene 19. til 22. april tvang han ærkehertug Karl til at gå tilbage til Regensburg, passere Donau og trække sig tilbage langs dens venstre (nordlige) bred mod Wien. Napoleon fulgte efter på højre Donau-Bred og nåede Wien 13. maj og traf forberedelser til at gå over Donau ved Lobau-øen. 21. begyndte overgangen, og det kom til kamp samme dag med ærkehertug Karl ved Aspern og Esslingen. Kampen fortsattes den følgende dag, men Napoleons broer gik itu, så at reserven ikke kunne komme over, og derfor måtte han efter store tab trække sig tilbage til Lobau. Efter at have trukket forstærkninger til sig og forberedt overgangen så omhyggelig som muligt gik Napoleon 5. juli atter over ved Lobau med 200.000 mand og angreb samme
eftermiddag ærkehertug Karl, der kun rådede over 128.000. Angrebet blev afslået, men fortsattes den næste morgen i det blodige slag ved Wagram. Napoleon sejrede, og østrigerne sluttede 12. juli en våbenstilstand i Znaym, der førte til Freden i Wien 14. oktober 1809.
Ved den måtte Østrig afstaa de illyriske provinser til Frankrig, nogle grænsedistrikter til kongeriget Sachsen, betale 85 millioner i krigsomkostninger og endvidere overlade en del af Galizien til Rusland, der havde erklæret Østrig krig. Desuden måtte kejser Frants give sit samtykke til de forandringer, Napoleon havde gjort eller senere måtte gøre i Spanien, Portugal og Italien.
Pavestaten.
Disse forandringer angik især Pavestaten. Franske tropper havde 1808 besat Benevent og Pontecorvo. Paven truede med at ville lyse Napoleon i band. Napoleon svarede med at lade general François Miollis rykke ind i Pavestaten og besætte Rom. Derpå dekreterede Napoleon 2. december 1808, at en del af Pavestaten skulle indlemmes i kongeriget Italien, der desuden fik Parma og kongeriget Etrurien.
17. maj 1809 paabød Napoleon fra Schönbrunn, at Pavestaten skulle indlemmes i Frankrig; Paven kunne dog blive i Rom og nyde en årlig indtægt af 2 millioner. Dette dekret blev forkyndt i Rom 10. juni. Dagen efter lyste paven Napoleon i band. General Miollis fik straks befaling til at føre paven ud af Rom, og man bragte ham først til Grenoble, senere til Savona.
England havde imidlertid fortsat krigen til søs og efterhånden bemægtiget sig alle de franske besiddelser uden for Europa, og det havde fundet støtte mod Napoleons fastlandsspærring hos Holland. Efter Wagram havde nemlig Napoleons bror kong Louis åbnet sine havne for englænderne. Napoleon blev meget forbitret herover og sendte en hær ind i Holland. Kongen abdicerede til fordel for sin søn og flygtede, men kongeriget blev, trods hans protest, indlemmet i Frankrig. I Spanien fortsattes fremdeles guerillakrigen, og et forsøg, der af en hær under Massena blev gjort på at erobre Portugal, strandede på marskallernes jalousi og Wellingtons sejemodstand ved Torres Vedras.
Konsolidering af kejserdømmet.
Napoleon ville gøre Paris til Verdens Hovedstad og søgte derfor ikke alene at udvikle og udsmykke den i overensstemmelse hermed; de berømteste kunstværker, han fandt i de erobrede stæder, sendte han til Paris, thi der skulle alt det største og bedste samles. Som kunst og videnskab i ham havde en beskytter, således sørgede han også for udviklingen af kommunikationerne. 4 store veje blev anlagt gennem alperne for at lette forbindelsen mellem Frankrig og Italien, og de store floder i Frankrig blev forbundne gennem kanaler. Napoleon havde således gjort alt for at befæste kejserdømmet, men han ønskede også at sikre sit dynasti. Da han ikke havde livsarvinger med Josephine, havde han allerede forinden kroningen 1804 og senere 1808 søgt at opnå hendes samtykke til en skilsmisse, men hun stod imod, Indtil hun 1809 blev nødt til at give efter, så at den endelige skilsmisse fuldbyrdedes 18. september. Napoleon formælede sig så 1810 med kejser Frants’ datter, Maria Louisa af Parma. Af dette ægteskab fødtes 20. marts 1811 en søn, Kongen af Rom, og dette tog man som varsel om den fred, hvorefter alle længtes.
Frankrig var atter blevet forøget. Ved en senatsbeslutning af 13. december 1810 var nemlig Holland, Hansestæderne, Lauenburg, Oldenburg, en del af Berg og Hannover blevet indlemmede i Kejserdømmet. Medregnes hertil Katalonien, som dog først kom til 1812, talte Frankrig 130 departementer med 42 millioner mennesker. Desuden stod Kongeriget Italien og Illyrien direkte under Napoleon, og Napoli, Lucca, den spanske halvø, Westfalen, Rhinforbundet, Schweiz og Storhertugdømmet Warszava var vassalstater. Ses der endvidere hen til, at Preussen, Rusland, Danmark—Norge, Østrig og Sverige havde måttet tiltræde fastlandsspærringen, så får man det fulde begreb om Napoleons magt 1811. Men det
var ham ikke nok, han ville verdensherredømmet, og for at nå det ville han prøve lykken med Rusland.
Forberedelser til krig mod Rusland.
Oldenburgs indlemmelse havde affødt en protest fra kejser Alexander, der desuden var misfornøjet over, at Napoleon ikke selv overholdt den fastlandsspærring, han så strengt fordrede overholdt af alle andre. Differenserne var dog ikke af anden natur, end at Napoleon let kunne være kommen til forståelse med kejser Alexander, men han ville krig.
24. februar 1812 sluttede han en traktat med Preussen, hvorefter det skulde stille 20.000 mand, og 14. marts forpligtede Østrig sig til at stille 30.000 mand. Derimod mislykkedes hans underhandlinger med den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) om at få Sverige til at gå mod Rusland. Alt talte imod krigen. En misvækst, der ramte Frankrig 1811, havde fremkaldt meget nød. Befolkningen var tynget af høje skatter, men den værste tynge var dog de store udskrivninger af mandskab, hvorigennem Napoleon, navnlig fra 1809, søgte at erstatte sin hærs kvalitet ved kvantitet og indførte en massetaktik, der krævede blodige ofre.
Dertil kom det uheldige i at begynde en krig med Rusland, forinden krigen i Spanien var ført til Ende, samt vanskelighederne ved en krig med Rusland. Kommunikationslinien gik nemlig gennem Preussen, der kun tænkte på at bryde de lænker, hvori Napoleon havde smedet det, og russerne kunne ved at trække den franske hær langt ind i Rusland udsætte den for ødelæggelse. Men jo mere man frarådde Napoleon krigen, jo mere æggede man hans lyst til at overvinde vanskelighederne.
Felttoget indledes.
Rusland tilstillede Frankrig et ultimatum; det havde en hær på 127.000 mand under Michael Andreas Barclay de Tolly bag Niemen, en hær på 45.000 mand under Pyotr Bagration i det sydlige Litauen, og en reservehær på 46.000 mand under Alexander Tormasov var under dannelse. Desuden kunne Moldau-armeen, der stod i Donau-fyrstendømmerne, trækkes til.
Napoleon havde samlet en hær på 450.000 mand med 1200 kanoner; med den rykkede han i juni over den russiske grænse. Hans smukke felttogsplan ødelagdes straks ved den uheldige måde, på hvilken Jerome opererede mod Bagration, og derpå skete det, man inden felttoget havde forudsagt kejseren: russerne trak sig tilbage uden at ville indlade sig på noget hovedslag for at få Napoleon til at følge efter, svække sig ved detacheringer og på grund af mangelfuld forplejning selv besørge sin egen hærs ødelæggelse.
Slaget ved Borodino.
Derfor forefaldt det første større sammenstød først i slaget ved Smolensk, den 16. og 17. august, efter hvilket russerne atter trak sig tilbage. Men den russiske befolkning forstod ikke fordelene ved denne krigsførelse, og opinionen fremtvang, at Barclay blev afløst af Mikhail Illarionovich Kutuzov, og at denne, bøjende sig for opinionen, tog stilling ved Borodino. Her kom det 5. september til det blodigste slag i det 19. århundrede, og Kutuzov måtte efter at have tabt halvdelen af sin styrke trække sig tilbage for at blive forstærket.
Tilbagetoget.
Napoleon nåede Moskva 14. september med 90.000 mand, uagtet de korps, der ankom til Moskva, ved passagen af den russiske grænse havde talt 280.000 mand. Byens brand og kejser Alexander’s faste beslutning om ikke at ville indlade sig i underhandlinger med Napoleon burde have bragt kejseren til hurtigst muligt at tiltræde tilbagetoget. Men han ventede, til Kutuzov, der havde fået bragt sin hær op til 114.000 mand, rykkede frem; så begyndte han, 18. oktober, den frygtelige tilbagegang. For at få frihed vendte han sig først mod Kutuzov, som han slog 24. oktober ved Malo Jaroslavetz.
Nu gjaldt det om at nå magasinerne i Smolensk. Befolkningen havde grebet til våben, så at man overalt traf på fjender. Vinteren begyndte at gøre sin indflydelse gældende, og
Kutuzovs kosaksværme angreb uafbrudt. 9. november nåede Napoleon Smolensk. Hæren havde haft et tab på 50.000 mand og største delen af hestene. Napoleon fortsatte tilbagetoget for at komme over Beresina. De forskellige russiske hære var imidlertid dirigerede frem på hans kommunikationslinie og spærrede ham tilbagetoget, mens han samtidig forfulgtes af Kutuzov. Napoleon nåede Beresina med 34.000 mand. Efter at have slået 2 broer måtte han fra 26. november om middagen til 28. november om morgenen tilkæmpe sig overgangen, men for dem, der var kommet over, var der ingen anden frelse end flugten.
3. december nåede Napoleon Molodetschno med 8.800 mand, og herfra udfærdigede han den 29. en bulletin, der beskrev tilbagetoget fra Moskva. Den skulle forberede ulykken, men var stærkt farvet. 5. samme måned ankom kejseren til Smorgoni, hvor han bl.a. fik underretning om Claude François de Malets oprørsforsøg i Paris; han afgav kommandoen over hærens sørgelige rester til Murat og rejste til Paris for at organisere en ny hær. Der var i alt gået 610.058 mand over Niemen; 31. december var der i alt kommet 85.000 mand tilbage, men deraf talte Jacques MacDonalds, Karl Philipp af Schwarzenbergs og Beithers korps, der havde opereret på de yderste fløje og havde lidt mindst, 65.000 mand.
Hærene samles.
Det var Napolens hensigt, at resterne af den store armé skulle samles bag Weichsel. Men 16.000 preussere, der stod under Macdonald, forlod de franske faner, og Schwarzenberg, der rådede over 30.000 mand, sluttede, da russerne rykkede frem, en stiltiende overenskomst med disse og trak sig tilbage til Østrig. Murat havde forladt hæren og givet kommandoen til Eugen, der samlede 15.000 mand ved Posen. Da russerne rykkede frem, blev han nødt til at trække sig tilbage til Elben, uagtet han blev forstærket, fordi Preussen havde 28. februar sluttet forbund med Rusland og forstærkede den russiske hær. Efter ankomsten til Paris benyttede Napoleon tiden til at stampe en hær op af jorden. Fra september 1812 til april 1813 blev der udskrevet 524.000 mand, hvoraf henved 400.000 var i alderen 19 og 20 år. Det var Frankrigs ungdom, der skulle ofres, ikke for fædrelandets skyld, men alene for at tilfredsstille Napoleons ærgerrighed.
Napoleon havde nu Rusland, Preussen og England imod sig, Danmark stod vaklende, Sverige måtte påregnes som modstander, og Østrig søgte kun et påskud for at bryde med ham; med Paven forsonede han sig dog januar 1813.
Slaget ved Lützen.
18. april ankom Napoleon til Mainz. Han havde fået samlet en hær på 200.000 mand, men som, når de syge fradrages, næppe talte mere end 170—180.000 mand. Den var løst sammensat, da mange af soldaterne forstod næppe at bruge et gevær, og befalingsmændenes antal var kun ringe. Desuagtet gik Napoleon med tillid i kampen i troen på, at hans geni ville finde midlerne til at komme over alle farer. Og denne tro ville ikke være blevet skuffet. Men, hvad Napoleon vandt som feltherre, satte han over styr som kejser, thi han ville nu som før diktere freden. De Forbundne stod med henved 90.000 mand i og syd for Leipzig.
Kutuzov var død 28. april, og Peter Wittgenstein førte kommandoen. 2. maj kom det til Slaget ved Lützen; Napoleon sejrede. De forbundne gik tilbage over Elben og tog stilling ved Bautzen. Napoleon fulgte efter, slog dem ved Bautzen 19. maj og 20. maj og forfulgte dem til Breslau. Østrig havde imidlertid arbejdet på at få sluttet en våbenstilstand; den kom i stand 4. juni og skulle vare i 20 dage. Napoleon havde begivet sig til Dresden, hvor han havde en forhandling med Klemens Wenzel, prins af Metternich. Denne forestillede forgæves kejseren nødvendigheden af at gøre indrømmelser; alt, hvad han opnåede, var, at våbenstilstanden blev forlænget til 10. august, samt at Napoleon antog Østrigs mægling ved den kongres om freden, der skulde afholdes i Prag.
Forgæves fredsforhandlinger.
Disse forhandlinger begyndte, men Napoleon førte dem kun på skrømt, for at få tid til at bringe sin hær op til 400.000 mand. Gaulaincourt, der var sendt til Prag, meldte den 8. august, at betingelserne for freden var: Storhertugdømmet Warszavas deling mellem Rusland, Preussen og Østrig, en forøgelse af Preussen, afståelsen af de illyriske provinser til Østrig, opgivelsen af Hamburg, Lübeck og de territorier, der den 13. december 1810 var blevet indlemmet i Frankrig, samt af protektoratet over Rhinforbundet. Man forlangte et bestemt ja eller nej herpå inden 10. august, da Østrig i modsat fald ville erklære Frankrig krig den 11. august, og Gaulaincourt bad indstændig kejseren om at gå ind på forslaget. Men Napoleon afsendte et svar, der kun indeholdt en meget lille indrømmelse, og det afgik først fra Dresden den 10. august, så at kejseren vidste, at det måtte komme for sent. Følgen var, at Østrig erklærede krig 12. august, og Sverige greb nu også ind.
De forbundne rådede over henved 470.000 mand. Hovedarmeen, 247.000 mand, stod i det nordlige Böhmen under Schwarzenberg, den schlesiske armé, 100.000 mand under Gebhard Leberecht von Blücher, i egnen ved Breslau, og nordarmeen, 124.000 mand under kronprinsen af Sverige, ved Berlin. Ifølge en i Trachenberg 12. juli vedtaget operationsplan skulle alle 3 hære gribe offensiven og gå mod Napoleons hær. Denne talte henved 400.000 mand. Deraf stod henved 320.000 mand mellem Liegnitz og Dresden, og Nicolas Oudinot skulle med resten gå mod Berlin. Det svagt befæstede Dresden skulle tjene som omdrejningspunkt.
Franske nederlag.
Blücher begyndte fremrykningen 14. august. Napoleon gik imod ham, men Blücher trak sig tilbage. Schwarzenberg var imidlertid gået mod Dresden. Napoleon vendte sig mod ham og slog ham, den 26. og 27. august ved Dresden, så at han måtte trække sig tilbage til Böhmen. Men nu kom jobsposterne: Oudinot var 23. august blevet slået ved Grossbeeren af Kronprinsen, Macdonald havde den 26. tabt Slaget ved Katzbach mod Blücher, og Dominique Vandamme, der rykkede frem for at nå Schwarzenbergs kommunikationslinie, led den 30. august et Nederlag ved Külm. Marskal Michel Ney afløste Oudinot, men blev 6. september slået ved Dennewitz. Forgæves vendte Napoleon sig snart mod Blücher, snart mod Schwarzenberg for at få dem til at levere et hovedslag; men, da de forbundne kom nærmere og nærmere ind på livet af ham, måtte han 24. september gå over på venstre Elb-bred.
Slaget ved Leipzig.
Kronprinsen og Blücher gik så over Elben ved Roslau og Wartenburg, og Schwarzenberg, der var blevet forstærket, rykkede frem over Chemnitz, alle 3 med Leipzig som; mål. Noget sent vendte Napoleon sig mod de 2 førstnævnte hære, men de undveg slaget for at komme i forbindelse med Schwarzenberg, og Napoleon samlede nu hele sin styrke ved Leipzig. Han rådede over 186.000, fjenden over 312.000 mand. Her kom det til tre-kejserslaget 16. — 18. oktober, og det endte med, at Napoleon den 19. måtte trække sig tilbage for at nå Rhinen.
Undervejs måtte han 30. oktober slå sig igennem ved Hanau. Han havde begyndt anden del af felttoget med 400.000 mand; han bragte kun 56.000 mand tilbage, og største delen af dem døde af en ondartet tyfus. De allierede blev stående ved Rhinen. Atter søgte Metternich at få tilvejebragt fred, dog på basis af, at Frankrig begrænsedes af Rhinen, Alperne og Pyrenæerne, men atter tøvede Napoleon med at gå ind derpå, til det var for sent. Kejserinden havde i september udskrevet 160.000 mand af 1815 og 120.000 mand af 1814. Napoleon udskrev 300.000 mand af 1814 og tidligere årgange. Derved fik man mandskab til overflod, men ikke soldater, og man manglede ikke bare udrustning: geværer og beklædningsgenstande, men også befalingsmænd.
Nu først, da nøden stod for døren, besluttede Napoleon at opgive Spanien for at få rådighed over de tropper, han havde der. En traktat blev sluttet med kong Ferdinand 7., men
udførelsen trak i langdrag, så at Napoleon i løbet af krigen i alt kun fik en tilgang af 30.000 mand.
Udskrivningerne forårsagede uroligheder mange steder i Frankrig; Murat gik over til fjenden for at redde sit kongerige, og mange forlod Napoleon.
Overmagt mod Napoleon.
Januar 1814 stod Bernadotte i Nederlandene med cirka 100.000 mand; han blev opholdt dels af de franske tropper, dels af fæstninger, der måtte belejres, hvorfor Napoleon kun havde at gøre med Schwarzenberg og Blücher. Schwarzenberg gik med 200.000 mand gennem Schweiz mod Langres, som han nåede 18. januar; Blücher nåede samtidig Nancy med 50.000 mand. Napoleon ankom den 26. til Châlons. Ved Vitry havde han 44.000 mand, 17.000 mand under Édouard Adolphe Casimir Joseph Mortier stod ved Troyes, og Macdonald var på vejen til Châlons med 9.000 mand, og nu begyndte "Miraklernes Felttog".
Schwarzenberg og Blücher var under fremrykning. Napoleon gik mod Blücher og tvang ham 29. januar ved Brienne til at trække sig syd på, hvor han forenede sig med Schwarzenberg. Forstærket angreb Blücher 1. februar Napoleon ved La Rothiére, slog ham og tvang ham til at gå til Troyes og forene sig med Mortier. Nu var Napoleon bøjet. Metternich havde faaet sat igennem, at en kongres skulle træde sammen i Châtillon for at forhandle om Freden. Gaulaincourt skulde forhandle på Napoleons vegne, og 5. februargav kejseren ham carte blanche til at slutte fred "for at frelse hovedstaden og undgå et slag, der var folkets sidste håb". Efter La Rothiére havde de forbundne delt sig, så at Schwarzenberg over Troyes skulle rykke frem i Seine-dalen, mens Blücher fulgte Marne-dalen, begge med Paris som mål.
Franske sejre.
Napoleon var gået tilbage til Nogent sur Seine. Her fik han melding om denne deling. Efterladende en mindre styrke kastede han sig mod Blücher med 30.000 mand og slog dennes enkelte korps i dagene fra 10. — 14. februar ved Champaubert, Montmirail, Chateau Thierry og Vauchamps, så at Blücher måtte samle resterne ved Châlons. Men Schwarzenberg var rykket frem og stod kun 2 dagsmarcher fra Paris. Napoleon vendte sig derfor mod ham og slag ham 17. februar ved Mormant og Guignes og 18. ved Montereau. Napoleon følte sig i dette øjeblik så sikker på udfaldet af felttoget, at han den 17. fratog Gaulaincourt den frihed, han havde givet ham til at slutte fred, Schwarzenberg var gået tilbage til Troyes og havde trukket Blücher, der i Châlons havde fået forstærkning, til sig ved Méry, men følte sig så usikker, at
han sendte en parlamentær til Napoleon for at forhandle om en våbenstilstand. Men Napoleon stillede så urimelige fordringer, at den ikke kom i stand.
Schwarzenberg trak sig tilbage på Langres, forfulgt af Napoleon. Men Blücher ville ikke gå tilbage og rykkede på egen hånd frem for at nå Paris over Meaux. Så snart Napoleon fik underretning herom, lod han Macdonald forfølge Schwarzenberg med 38.000 mand, og selv vendte han sig mod Blücher med 25.000. Blücher blev standset ved Ourcq af 15.000 mand under Marmont og Mortier; Napoleon kom op og skulle netop gribe ind, så at Blüchers skæbne var blevet afgjort. Men kommandanten i Soissons kapitulerede; Blücher kunne derfor gå gennem denne fæstning, og derpå forenede han sig med to korps, der var rykkede frem fra Belgien, så at han rådede over 100.000 mand. Desuagtet rykkede Napoleon efter ham, slog 7. marts et af hans korps ved Craonne, og den 9. angreb han Blüchers samlede hær ved Laon. Kampen var uafgjort, fordi Blücher ligesom Schwarzenberg overvurderede Napoleons styrke. Kejserens højre fløj under Marmont havde ikke deltaget i slaget, fordi den kom for sent op, men natten til 10. marts blev den overfaldet og sprængt.
Desuagtet optog Napoleon kampen den 10. og trak sig derpå i god orden tilbage. Undervejs fik han underretning om, at et russisk korps under Guillaume Emmanuel Guignard, vicomte de St Priest stod i Reims. Han gik straks, imod det og sprængte det 13. marts. Schwarzenberg havde imidlertid gennem forstærkninger bragt sin hær op til 120.000 mand, og da han erfarede, at Napoleon havde vendt sig mod Blücher, vendte han om og tvang Macdonald til at gå bag Seinen.
Kongressen i Châtillon havde stillet i udsigt, at Napoleon kunne beholde Frankrig fra 1792, dvs.: Ludvig 15.’s Frankrig, men også ved denne lejlighed gjorde han vanskeligheder, og derfor gik kongressen fra hverandre 19. februar. Fra Reims gik Napoleon mod Aube for at operere i ryggen på Schwarzenberg, skønt hans styrke kun beløb sig til 17.000 mand, Den 20. gik han over ved Arcis-sur-Aube og kæmpede med et af Schwarzenberg’s korps, der den næste morgen var forsvundet. Napoleon troede, at Schwarzenberg trak sig tilbage, men en fremsendt rekognoscering viste, at Schwarzenberg stod i stilling med hele sin hær færdig til fremrykning. Under kamp måtte Napoleon derfor gå tilbage, og i forening med Macdonald, som han trak til sig, marcherede han på Vitry. Der ville han samle hele sin hær for, at forhindre, at Schwarzenberg og Blücher forenede sig og, gik mod Paris. Blücher var nemlig efter Schwarzenbergs ordre på marchen til Châlons. Da Vitry var besat af fjenden, måtte Napoleon gå til St. Dizier.
Paris falder.
Napoleon troede faren for Paris afvendt og besluttede nu at trække sig tilbage på fæstningerne i Lorraine, hvor han kunne blive forstærket, i håb om, at de forbundne ville følge efter ham. Men, ganske mod sædvane, meddelte kejseren denne plan i et brev til kejserinden. Brevet blev opsnappet af kosakker, og det foranledigede, at de allierede besluttede at rykke lige på Paris og kun sende en lille styrke efter Napoleon. Marchen blev straks tiltrådt, modstanden, som Marmont og Mortier rejste, blev snart overvældet, og 29. marts stod de forbundne foran Paris. Den 30. kom det til slag, og ved middagstid sluttedes en våbenstilstand, der forpligtede de franske tropper til at rømme byen. Først 25. erfarede Napoleon, at han kun blev fulgt af en maske. Han vendte straks om for at gå i ryggen på de forbundne, men opgav planen for at nå Paris ved en marche over Troyes. Et brev, han modtog undervejs fra kong Josef, skildrede faren for Paris som overhængende. Han satte sig i en vogn og jog af Sted, så at han 30. marts kl. 10 om aftenen nåede et posthus syd for Paris. Her fik han at vide, at hovedstadens skæbne var afgjort.
Han begav sig til Fontainebleau, og 3. april havde han fået samlet 45.000 mand, med hvilke han ville angribe Paris. Men marskallerne gjorde modstand og formåede ham til at skrive en betinget abdikation, som Ney, Macdonald og Caulaincourt skulde overbringe kejser Alexander i Paris. De ankom 4. april, kejser Alexander stillede sig ikke uvillig, og det
syntes at skulle lykkes at faa tilvejebragt en ordning, så at Napoleon abdicerede til fordel for sin søn, kongen af Rom. Men marskal Miarmont havde indladt sig i underhandlinger med fjenden, og den 5. tidlig om, morgenen forlod hans korps sin stilling, eskorteret af fjendens tropper.
Napoleon abdicerer.
Da kejser Alexander fik efterretning herom, bristede forhandlingerne, og Napoleon, der mere og mere blev forladt af dem, der skyldte ham alt, blev nødt til at udstede en fuldstændig abdikation uden forbehold. Den blev modtaget 6. april, og 11. samme måned afsluttedes en traktat, der sikrede den kejserlige familie en passende fremtid og anviste Elba som opholdssted for kejseren. Ney, Macdonald, Oudinot, Victor og mange af generalerne sluttede sig straks til den ny konge, Ludvig 18., som senatet havde kaldt tilbage; det smertede kejseren, men det gik ham dog dybest til hjerte, da også Berthier forlod ham. Efterhånden blev der tomt i Fontainebleau. Men inden afrejsen samlede kejseren 20. april sin gamle garde; den fik hans sidste farvel. 28. april overførtes kejseren til Porto Ferrajo, ledsaget af generalerne Bertrand, Drouot, Gambronne m.fl. samt 1000 mand elite tropper.
Wienerkongressen trådte sammen Oktober 1814 for at tilvejebringe ligevægten i Europa, men havde vanskeligt ved at komme til forståelse. Bourbonerne, der var vendt tilbage til Frankrig, viste snart, at "de havde intet lært og intet glemt", og følgen var en almindelig misfornøjelse blandt befolkningen.
Fra Elba fulgte Napoleon begivenhederne i Wien og Frankrig, og da den franske regering ikke opfyldte de forpligtelser, den var gået ind på med hensyn til Napoleons og den kejserlige families underhold, betragtede Napoleon sig som løst fra traktaten af 11. april 1814 og besluttede at vende tilbage til Frankrig.
Napoleon vender tilbage.
26. februar 1815 gik han om bord med sine generaler og 900 mand; 1. marts landede han i nærheden af Cannes, og samme nat tiltrådte han marchen til Paris, efterretningen herom nåede Paris den 6. Kongen udstedte en proklamation, hvori han stemplede Napoleon som forræder og oprører og opfordrede alle til "at gå løs paa ham", arrestere ham og stille ham for en krigsret. 7. marts stødte Napoleon på tropper, der var sendte imod ham. En af hans officerer gik frem og sagde dem, at det var kejseren, der kom. De svarede med at true ham på livet. Da gik Napoleon ene frem foran, sine Soldater og sagde: "Soldater af 5. linjeregiment! Dersom der er en eneste iblandt eder, der vil dræbe sin Kejser, kan han gøre det. Hér er jeg!". Svaret var: "Kejseren leve!", og således gik det med alle de tropper, han mødte på sin vej.
På efterretning herom fandt Ludvig 18. det rigtigst 19. marts om aftenen at forlade Paris og bringe sin person i sikkerhed. 21. marts meddelte tidsskriftet "Monitoren": "Hans Majestæt Kejseren er i Nat indtruffen i Tuilerierne". 26. erklærede Napoleon, at han havde opgivet tanken om det store rige, hvortil han under sin første regering havde lagt grunden, og at han kun ville beskæftige sig "med kejserdømmets kykke og ro". Samme dag indførte han fuldstændig pressefrihed. Senere gjorde han indrømmelse over for friheden og gav en tillægsakt til forfatningen (Additionalakten), der blev godkendt ved en folkeafstemning.
Forberedelser til krig.
Wienerkongressen var bleven skræmmet op. 13. marts erklærede den Napoleon "fredløs" samt lovede at hjælpe kongen af Frankrig. 25. marts sluttedes en traktat mellem England, Rusland, Østrig og Preussen, hvorved de forpligtede sig til at anvende alle deres stridskræfter, til Napoleon var besejret. Napoleon havde søgt en tilnærmelse til kejser
Alexander, men den blev ubesvaret, og han rustede sig derfor til krig. Paris blev befæstet, en hær dannet, der skulde dække østgrænsen, og selv ville Napoleon rykke ind i Belgien med 125.000 mand for at slå de hære, som samledes der, forinden russerne og østrigerne kunne gribe ind.
Slaget ved Waterloo.
Wellington havde 95.000 mand englændere og hannoveranere, Blücher 124.000 mand preussere, men begge hære var skilte. Det ville Napoleon benytte sig af. 15. juni gik han over Sambre og vendte sig mod Blücher, som han slog den følgende dag ved Ligny. 17. blev marskal Emmanuel de Grouchy med 34.000 mand sendt efter Blücher for at forhindre denne i at forene sig med Wellington. Selv rykkede Napoleon med hovedstyrken samme dag mod Wellington og angreb ham 18. juni ved Waterloo. Trods Englændernes seje modstand var de dog på veje til at bukke under. Da kom Blücher til hjælp hen på eftermiddagen og angreb Napoleon i højre flanke. Opbydende hele sin energi søgte kejseren at standse preusserne, men kl. 8 om aftenen var slaget tabt, og hæren sprængt. Napoleon var blandt dem, der sidst forlod valpladsen. Ridende tværs over markerne nåede han 19. juni kl. 5
morgen Charleroi. Her satte han sig i en vogn med general Bertrand, og over Philippeville nåede han Laon. Her ville han søge at samle de spredte hobe og forene dem med Grouchy for at standse fjenden, men på generalernes råd begav han sig til Paris, hvor han ankom natten til 21. juni.
Napoleon abdicerer igen.
Endnu tænkte han kun på at fortsætte kampen, men 21. erklærede kammeret sig permanent og viste en sådan holdning, at kejseren 22. juni abdicerede til fordel for sin søn. Men intriganten Joseph Fouché fik sat igennem, at der blev dannet en provisorisk regering med ham i spidsen. 25. begav Napoleon sig til Malmaison, og derfra agtede han at begive sig til de Forenede Stater. Der blev i Rochefort udrustet 2 frankse fregatter for at overføre kejseren, når de allierede havde udstedt et sikkerbedsbrev for
ham. Da dette viste sig uopnåeligt, tvang regeringen ham til 29. juni at afrejse til Rochefort, hvor han ankom 3. juli. Engelske krigsskibe krydsede overalt i farvandet. Forsøg, der af kejserligsindede blev gjorte på at få kejseren bragt i sikkerhed, mislykkedes, og han indledede derfor forhandlinger med Chefen for den engelske fregat "Bellerophon", kaptajn Frederick Lewis Maitland, der erklærede sig bemyndiget til at modtage ham, uden dog at turde indestå for, at der ville blive givet kejseren pas til at begive sig til Amerika.
Efter i et brev til prinsregenten at have udtalt, at han kom "som Themistokles for at sætte sig ved det britiske folks arne", begav Napoleon sig 15. om bord på "Bellerophon", der 17. sejlede til Torbay. På forslag af lord Robert Stewart Castlereagh blev det, trods whiggernes protest, bestemt, at Napoleon skulle som krigsfange føres til Sankt Helena. 8. august blev Napoleon ført om bord i "Northumberland". Generalerne Bertrand, Montholon og Gourgaud, Grev Las Gases og hans unge søn, samt 5 tjenere, hvoriblandt Marchand, og en irsk læge O’Meara fik tilladelse til at følge ham. 17. oktober nåede skibet Jamestown på Skt Helena, og her måtte kejseren blive, til der på Longwood Plateauet blev indrettet en bolig for ham. Fra første færd levede Napoleon i håbet om at genvinde sin frihed; men da Hudson Lowe blev ansat som hans fangevogter, opgav han hvert håb, og hans liv var fra det øjeblik ikke upåvirket af de småligheder, hvormed Hudson Lowe plagede ham. Bertrands og Montholons familier delte
Napoleonskrigene og Frederik 6..
Da Napoleon i juni 1812 invaderede Rusland, blev Frederik 6., af en tidligere gesandt i Rusland tilrådet, at anvende denne lejlighed til at bryde med Napoleon, Denne havde på dette tidspunkt stærk brug for alle sine tropper i krigen mod Rusland, og tillige var gesandten af den opfattelse, at Napoleon ikke magtede at besejre Rusland.
Desværre tog Kongen ikke imod det gode råd. Og da Zaren sidst på året 1812 rettede en henvendelse til Frederik 6. om strategisk bistand, og med en opfording til Frederik 6., om at alliere sig med England, afviste Frederik 6. med den begrundelse, at dette ville medføre et tab af Norge.
Men gesandten, Niels Rosenkrantz fik ret. Russernes kampvilje og den russiske vinterkulde tvang Napoleon til et ydmygende tilbagetog, hvor han mistede mere end halvdelen af sin hær.
Sidst på året 1812 rettede Zaren en henvendelse til Frederik 6. om bistand med en henstilling til Frederik 6. om at alliere sig med England. Frederik 6. afslår, da dette ville medføre tabet af Norge.
Igen d. 25. november 1812 foreslog Zar Alexander, at Frederik 6. tilsluttede sig koalitionen og overlod Norge til Sverige, mod til gengæld at få både Hamborg, Lübeck, Bremen og Nordsøkysten helt til Holland. Endda forsøgte Karl Johan som kompensation for Norge, at overlevere landområder og give økonomisk bistand, for endda til sidst at foreslå et tilbud om giftermål mellem egen søn og Frederik 6.’s datter Wilhelmine, med det formål at forene de 2 riger. Men alle tilbud bliver rasende afvist af Kongen.
1. januar 1813 tilbød Østrig at medvirke til en fredsslutning mellem England og Danmark. Frederik 6. indvilgede tøvende, men da England foreslog en deling Norge, således, at Sverige blev tildelt den nordlige halvdel, og Frederik 6. kunne beholde den sydlige del, afslog Frederik 6. en videre forhandling.
3. marts 1813 indgik Sverige og England en alliance, og forberedte et angreb på Danmark, der dog blev udsat.
6. juli 1813 bekræftede Frederik 6. endnu engang sit forbund med Napoleon og lovede denne en troppeenhed på 12.600 mand som støtte.
19. oktober 1813 besejrdes Napoleon i slaget ved Leipzig, og sendtes til Elba.
Den svenske Kronprins Karl-Johan benyttede hurtigt lejligheden til at invadere Holsten, hvorved de danske tropper måtte retirere og søge tilflugt i Rendsborg.
Den 15. januar 1814 underskrev Danmark med Storbritannien og Sverige en traktat (Kielerfreden), hvorefter Frederik 6. afstod Norge til ”Den svenske Konge” - efter 444 år under den danske krone.
Som et sidste forsøg på at undgå tabet af Norge, havde Frederik 6. forinden sendt sin Kronprins Christian til Norge i et forsøg på at beholde norsk solidaritet. Dette fik yderligere konsekvenser for Frederik 6., da den svenske Kronprins nægtede at bøje sig for Kielerfreden. Nordmændene gjorde opstand mod svenskerne, ophøjede den danske statholder til deres Konge, og vedtog på Eeidsvoll en ny forfatning. Den svenske kronprins nedkæmpede imidlertid opstanden, men Norge beholdt sin forfatning.
Striden mellem Carl Johan og Frederik fortsatte dog, idet Carl-Johan ansvarliggjorde Frederik 6. og Kronprins Christian for den norske modstand. Carl-Johan ønskede en økonomisk kompensation, og truede tillige Danmark med krig.
Alt dette nødvendiggjorde, at Frederik 6. personligt måtte tage til Wien og Wienerkongressen, for her at tale sin sag.
Kreis Herzogtum Lauenburg.
Lauenburg eller Lauenborg er en tysk kreis i delstaten Slesvig-Holsten. Den ligger mellem Lübeck og Elben, og har 187.053 indbyggere (30. September 2006).
Lauenburg var også et hertugdømme, som fra 1815 til 1864 var en del af det danske monarki.
Oprindeligt var Lauenborg en del af Saksen (svarer til det nuværende Nedersaksen). I 1200-tallet blev området et hertugdømme under navnet Sachsen-Lauenburg. I 1700-tallet var Lauenborg en del af fyrstedømmet Hannover. I 1815 afstod Hannover området til Preussen.
Den danske kong Frederik 6. afstod i 1815 Svensk Forpommern til Preussen. Han fik til gengæld Lauenborg, som han derved blev hertug af. Svensk Forpommern havde kongen fået ved freden i Kiel i 1814 som kompensation for at have måttet give afkald på Norge til kongen af Sverige.
Lauenborg var neutral under Treårskrigen 1848-1850.
Lauenborg måtte after nederlaget i 1864 afstås sammen med hertugdømmerne Slesvig og Holsten til sejrherrerne Preussen og Østrig. Efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866 blev alle tre hertugdømmer indlemmet i Kongeriget Preussen. I 1864-1876 var Lauenborg dog en særlig stat i personalunion med Preussen.
Området udgør i dag den sydøstligste del af Slesvig-Holsten. Hovedbyen er Ratzeburg.
Byer, amter og kommuner.
Indbyggertal er fra 30. Juni 2005
Amter med tilhørende kommuner/byer (* = forvaltningsby)
Libyen.
Libyen er et land i Nordafrika. Det ligger med middelhavskysten i nord, og grænser mod Egypten i øst, Sudan i sydøst, Tchad og Niger i syd, og Algeriet og Tunesien i vest. Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden. Af Libyens 5,7 millioner indbyggere bor 1,7 millioner i hovedstaden Tripoli. Landet er traditionelt inddelt i Tripolitanien, Fezzan og Cyrenaika.
Libyen har tredjestørste BNP (KKP) pr. indbygger i Afrika, kun Seychellerne og Sydafrika har højere. En vigtig årsag til dette er landets store oliereserver og lave befolkningstal.
Libyen er siden 1969 blevet ledet af Muammar al-Gaddafi, hvis udenrigspolitik ofte har bragt ham i konflikt med den vestlige verden og andre afrikanske landes regeringer. Libyen har imidlertid opgivet sit atomvåbenprogram i 2003, og Libyens relationer til omverdenen er for tiden mindre betændt.
Libyens flag er det eneste nationalflag i verden med kun én farve og uden nogen form for mønster, symboler eller andre detaljer.
Navn og etymologi.
Statens navn på arabisk er Lībiyā; på berbisk: ⵍⵉⴱⵢⴰ); og det officielle navn er Den libyske arabiske jamahiriyya eller Den socialistiske arabiske folkerepublik Libyen (arabisk Al-Jamāhīriyyah al-`Arabiyyah al-Lībiyyah aš-Ša`biyyah al-Ištirākiyyah al-`Udhmā).
Navnet Libyen er et berbisk navn for området, og bliver omtalt i antikke egyptiske tekster som 100 px, "R'bw" (= "Libu"), som refererer til en af de berbiske stammer vest for Nilen. På græsk blev stammens medlemmer kaldt "Libys", og deres land for "Libya". Udtrykket havde imidlertid en videre betydning i oldtidens Grækenland, da det indbefattede hele Nordafrika vest for Egypten. Senere, på Ibn Khaldūns tid, var den samme store stamme kendt som "Lawata".
Historie.
Arkæologiske fund tyder på, at sletterne langs Libyens kyst var beboet så tidligt som det 8. årtusinde f.Kr. af et neolitisk folk, som både etablerede husdyrhold af kvæg og drev agerbrug. Det område, som i dag er kendt som Libyen, har været underlagt en række forskellige folkegrupper. Både fønikerne, karthagerne, grækerne, romerne, vandalerne og byzantinerne har hersket over hele eller dele af området. Bortset fra ruiner i Kyrene, Leptis Magna og Sabratha, efterladt af henholdsvis grækerne og romerne, er der få spor af disse antikke kulturer.
Fønikerne.
Fønikerne var de første til at etablere handelsstationer i Libyen, da handelsrejsende fra Tyr (i dagens Libanon) udviklede handelsforbindelser med berbiske stammer og lavede aftaler med dem for at sikre sig deres samarbejde ved udvindingen af råvarer. I løbet af det 5. århundrede f.Kr. havde Karthago, den største af de fønikiske kolonier, udvidet sit hegemoni over store dele af Nordafrika, hvorfra punerne fremstod som en egen civilisation. Puniske bosætninger langs kysten af Libyen inkluderede Oea (Tripoli), Libda (Leptis Magna) og Sabratha. Alle disse var i et område som senere blev kaldt Tripolis, eller "De tre byer". Libyens nuværende hovedstad Tripoli har fået sit navn efter dette område.
Grækerne.
Grækerne erobrede det østlige Libyen da, ifølge traditionen, emigranter fra den overbefolkede ø Thera blev beordret af oraklet i Delfi at finde sig et nyt hjem i Nordafrika. I 631 f.Kr. grundlagde de byen Kyrene. Før der var gået 200 år havde yderligere fire vigtige græske byer blevet etableret i området: Barka (Al Marj), Euhesperides (senere kendt som Berenike, i dag Benghazi), Teuchira (senere Arsinoe, i dag Tukrah) og Apollonia (Susah), som var Kyrenes havneby. Sammen med Kyrene blev de kendt som Pentapolis (De fem byer).
Romerne.
Romerne forenede regionerne i Libyen, og i mere end 400 år var Tripolitanien og Cyrenaika velstående romerske provinser. Romerske ruiner, som de man finder i Leptis Magna, vidner om en levende region, hvor folkerige byer og også befolkningen i mindre byer kunne nyde bylivets bekvemmeligheder. Handelsmænd og håndværkere fra mange dele af den romerske verden etablerede sig i Nordafrika, men byerne i Tripolitanien beholdte sine puniske karaktertræk, og Cyrenaika sit græske.
Araberne.
Under kalif Uthmans regeringstid erobrede araberne, ledet af general Abdullah ibn Saad, Libyen i det 7. århundrede e.Kr. De følgende århundreder tog en stor del af befolkningen i Libyen islam til sig, også det arabiske sprog og kulturen.
Osmannerne.
Osmanske tyrkere erobrede landet midt i 1500-tallet, og de tre provinser, eller Wilayaerne Tripolitanien, Fezzan og Cyrenaika (som sammen udgør Libyen), forblev en del af Det osmanske rige, med undtagelse af en periode med selvstyre under Karamanlidynastiet. Karamanlidynastiet regerede fra 1711 til 1835, primært i Tripolitanien, men de havde også indflydelse også i Fezzan og Cyrenaika i midten af 1700-tallet. Dette udgjorde et første glimt af det genforenede og uafhængige Libyen som skulle genopstå to århundreder senere. Genforeningen skete, ironisk nok, ved en invasion (Den italiensk-tyrkiske krig, 1911-1912) og en okkupation fra 1911, hvor Italien samtidig omgjorde de tre regioner til kolonier.
Italiensk koloni.
Italien antog navnet "Libyen" (brugt af grækerne for hele Nordafrika, med undtagelse af Egypten) som officielt navn på kolonien (som var sammensat af de tre provinser Cyrenaika, Tripolitanien og Fezzan). Kong Idris 1., Emir af Cyrenaika, ledet modstanden mod den italienske okkupationsmagt mellem de to verdenskrige. I årene fra 1943 til 1951 var Tripolitanien og Cyrenaika under britisk administration, mens Frankrig kontrollerede Fezzan. Idris vendte tilbage fra asyl i Kairo i 1944, men afslog at bosætte sig permanent i Cyrenaika indtil enhver udenlandsk kontrol blev fjernet i 1947. Ifølge betingelserne fra fredsaftalen med de allierede i 1947, opgav Italien alle krav knyttet til Libyen.
a> (1858–1931) ledede det libyske oprør mod den italienske okkupation.
Kongeriget Libyen.
Den 21. november 1949 antog FN's generalforsamling en resolution som fastslog at Libyen skulle blive uafhængig før 1. januar 1952. Idris repræsenterede Libyen i de følgende forhandlinger med FN. 24. december 1951 erklærede Libyen sin uafhængighed som Kongeriget Libyen, et konstitutionelt, arvelig monarki under kong Idris.
Opdagelsen af betydelige oliereserver i 1959, og de følgende indtægter fra salg af olie gjorde at Libyen gik fra at være en af verdens fattigste nationer til at blive en meget velstående stat. Selv om olien muliggjorde dramatiske øgninger i regeringens budgetter, var der øget misnøje i befolkningen over den øgede koncentration af landets rigdom som faldt i hænderne på kong Idris og landets elite forøvrig. Denne misnøje fortsatte med at øge da nasserisme og arabisk nationalisme spredte sig i Nordafrika og Mellemøsten.
Gaddafis statskup.
1. september 1969 gennemførte en lille gruppe officerer, ledet af officeren Muammar Abu Minyar al-Gaddafi, et statskup imod Kong Idris. Idris var i Tyrkiet for medicinsk behandling da dette skete. Hans nevø, prins Sayyid Hasan ar-Rida al-Mahdi as-Sanussi, blev ny konge. Det blev hurtigt afklaret at de revolutionære officerer som havde offentliggjort kong Idris afgang, ikke ønskede Sayyid som ny konge, og han blev afsat og sat i husarrest samme dag. Monarkiet blev afskaffet, og Gaddafi, som udråbte Libyen som den nye libyske arabiske republik, bliver fortsat betegnet som "Broderlig Leder og Guide for Revolutionen" i officielle udtalelser og presse.
Oprøret i 2011.
Den 15. februar 2011 udbrød der oprør i Libyen. Oprøret er sandsynligvis inspireret af af oprøret i den arabiske verden i 2010 og 2011.
Politik.
Der er to statslige grene i Libyen. Den "revolutionære sektor" består af revolutionslederen Gaddafi, revolutionskomiteerne og de genværende medlemmer af det revolutionære kommandoråd på 12 medlemmer, som blev oprettet i 1969. Det historiske revolutionære lederskab er ikke indvalgt, og de kan heller ikke bortvælges. De har deres magt og deres positioner med baggrund i deres rolle i revolutionen.
Den lovgivende del af staten består af lokale folketing for hver af de 1500 valgkredse man finder i byerne, 32 sha'biyat-folketing for regionerne, og den Nationale Folkekongres. De lovgivende organer er repræsenteret med tilsvarende organ for udøvende magt (lokale folkekomiteer, folkekomiteer for sha'biyaterne og den Nationale Folkekongres' komité/kabinet).
Hvert fjerde år vælger medlemmerne af de lokale folketing sine egne ledere og sekretærer for folkekomiteerne, nogle gange efter meget debat og en kritisk afstemning. Lederskabet for hvert lokale folketing repræsenterer sin lokale valgkreds ved Folketingets næste niveau. Medlemmerne af den Nationale Folkekongres vælger medlemmerne af den Nationale Folkekongres' komité (kabinet) under sine årlige møder.
Regeringen kontrollerer både statslige og halvautonome medier. I tilfælde som bryder med "visse tabuer", er privat presse blevet sensureret, selv om artikler som er kritiske mod landets politik er efterspurgte, og nogle gange med hensigt publiseret af det revolutionære lederskab selv som et led i indledende reformer.
Politiske partier blev forbudt i 1952, men ifølge en lov fra 1971 er det tilladt at danne ikke-statslige organisationer. Disse må imidlertid tilpasse sig revolutionens mål, og de er få i antal sammenlignet med Libyens naboland. Fagforeninger eksisterer ikke, men en række fagorganisationer er integreret i statsstrukturen, på samme måde som folketingene og komiteerne. Medlemmerne af disse organisationer har ikke strejkeret. Fagorganisationerne sender delegater til den Nationale Folkekongres.
Udenlandske relationer.
a>. Libyen har de sidste år arbejdet intensivt for igen at blive en del af det internationale samfund.
Libyens udenrigspolitik har gennemgået store ændringer siden staten blev oprettet 24. december 1951. Som kongerige indtog Libyen en provestlig holdning, men blev opfattet som tilhørende til den konservative traditionelle blok af stater tilhørende til den Arabiske Liga, hvor landet også blev medlem i 1953. Regeringen var nært allieret både med Storbritannien og USA, og begge disse lande havde militærbaser i Libyen. Libyen dannede også nære forbindelser med Frankrig, Italien og Grækenland, og der blev oprettet fuldstændige, diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen i 1955.
Selv om regeringen støttede det arabiske folks sager, som inkluderede uafhængighedsbevægelserne i Marokko og Algeriet, tog den i lille grad del i mellemøsten-konflikten eller i den turbulente interarabiske politik som blev ført i 1950- og tidlig 1960'erne. Kongeriget Libyen var kendt for sine nære forbindelser med vesten, og der i alt hovedsagelig blev ført en konservativ politik på hjemmebane.
Efter statskuppet i 1969 lukkede Gaddafi amerikanske og britiske baser, og nationaliserede delvis udenlandske olieinteresser og anden kommerciel virksomhed i Libyen. Han spillede også en nøglerolle i at tage brug i olieembargo som politisk virkemiddel, i håb om at en øgning i olieprisen og embargoen i 1973 skulle kunne presse vesten, og da specielt USA, til at opgive støtten til Israel. Gaddafi afviste både kommunismen fra øst, og kapitalismen fra vest, og hævdede at han valgte en middelvej i valg af styresæt for landet.
I 1980'erne distancerede Libyen sig gradvis fra Vesten, og blev beskyldt for at stå bag statsstøttet terrorisme i stor skala. Da bevis for libysk indblanding i diskotekbomben i Berlin i 1986 forelå, hvor to amerikanske soldater blev dræbt, svarede USA med gennemføringen af et luftangreb mod mål i nærheden af Tripoli og Benghazi i april samme år.
I 1991 blev der rejst tiltale mod to libyske efterretningsagenter i USA og Skotland for deres roller i bombningen af Pan Am flight 103. Seks andre libyere blev stillet for retten "in absentia" for bombningen af UTA Flight 772. FN's sikkerhedsråd krævede at Libyen skulle udlevere de mistænkte, samarbejde i efterforskningen af flybombningerne, betale erstatning til ofrenes familier og standse al støtte til terrorisme. Libyen afviste at give et svar på kravene førte til Resolution 748 blev vedtaget, noget som betydede sanktioner mod landet oprettet med det formål at fremtvinge et svar fra Libyen. Libyens fortsatte modstand førte til yderligere FN-sanktioner i november 1993.
I 2003, mere end et årti efter at sanktionerne mod Libyen blev indledt, ændrede Libyen politisk kurs med henblik på den vestlige verden, med en åben intention om et bedre forhold mellem Libyen og vesten. Den libyske regering offentligjorde sin beslutning om at opgive sit program for fremstilling af masseødelæggelsesvåben, og at udbetale næsten tre milliarder amerikanske dollars i erstatning til familierne af ofrene for flybombningerne i slutningen af 1980'erne. Beslutningen blev ønsket velkommen af mange vestlige lande, og blev set på som et vigtigt skridt i retning af at Libyen igen kunne blive en del af det internationale samfund. Siden 2003 har landet arbejdet i retning af et normaliseret forhold til EU-landene og USA, og står også bag udtrykket "Libyen-modellen", som er ment som et eksempel på hvad som kan opnås ved forhandlinger hellere end brug af magt, når der bliver vist vilje til det fra begge sider.
USA's udenrigsdepartement offentliggjorde 15. maj 2006 at det ville genoptage sine fulde diplomatiske forbindelser med Libyen eftersom landet afsluttede sit våbenprogram. Udenrigsdepartementet fjernede også Libyen fra sin liste over stater som støtter terrorisme, hvor Libyen havde været i 27 år.
Den 16. oktober 2007 blev Libyen indvalgt i FN's sikkerhedsråd for to år, med virkning fra januar 2008.
Germa Lionel-sagen (1984).
I 1984 blev det norske fragtskib Germa Lionel taget i arrest i Libyen. Skibet, som havde et mandskab på 14 norske sømænd, blev holdt under streng bevogtning i havneområdet i 67 dage. Sømændene som arbejdede om bord på skibet, var beskyldt for spionage, og måtte ikke forlade skibet. Sømændene blev bevogtet af bevæbnede vagter, som sommetider var stærkt spirituspåvirket. Flere af mandskabet blev taget ind til afhøring, og også udsat for tortur. Matros Bjørn Pedersen blev tortureret til døde, overstyrmann Bjørn Ivar Johansen blev stærkt mishandlet, mens Arnold Kiil blev fængslet.
HIV-sagen (1999-2007).
Fem bulgarske sygeplejere og en palæstinensisk læge blev tiltalt for med forsæt at have smittet 426 libyske børn med HIV ved et børnesygehus i Benghazi, som en del af et påstået komplot fra vest for at destabilisere regimet. I begyndelsen var 23 bulgarere og flere libyske sygehusansatte tiltalt, men efterforskningen begrænsede antallet til fem sygeplejere, to læger, en bulgarsk og en palæstinensisk, og flere libyske sygehusansatte. I 2004 blev den bulgarske læge, Zdravko Georgiev, frifundet i sagen, men blev fundet skyldig i ulovlige transaktioner i udenlandsk valuta, og dømt til fire års fængsel og 600 dinarer i bøde. Han blev imidlertid umiddelbart sat fri, siden han allerede havde været i varetægt i fem år. De genværende fem sygeplejere og den palæstinensiske læge blev dømt til døden, men de ankede. Efter en ny retssag blev de i 2006 igen dømt til døden, men også denne dom blev anket. Dommen blev opretholdt i libysk højesteret. Domstolens metoder blev kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer, og dommene blev fordømt af USA og EU. Den 17. juli 2007 blev dommene imidlertid ændret til livsvarig fængsel. Efter lange og komplicerede forhandlinger med deltagere fra EU, Tyskland, Frankrig og flere andre, blev alle de fem bulgarske sygeplejere og den palæstinensiske læge udleveret til Bulgarien, hvor de blev benådet.
Konflikten mellem Libyen og Tchad (1978-1987).
Konflikten mellem Libyen og Tchad var en tilstand med sporadisk krigførelse som foregik fra 1978 til 1987. Fire gange disse år blev der foretaget interventioner fra Libysk side. Den oprindelige hensigt til Gaddafis indblanding i Tchad, var hans ambitioner om at besætte Aouzoustriben, den nordligste del mod Tchad, som grænser mod Libyen, med begrundelse i en uratifiseret aftale fra kolonitiden. Ifølge historikeren Mario Azevedo havde Gaddafi også ambitioner om at danne en "klientstat" syd for Libyen, en islamsk republik udformet på samme måde som hans jamahiriyya.
Efter at Libyen blev drevet ud af området i 1987, har landene normaliseret forholdet sig imellem, og konflikten om Aouzoustriben blev endelig afgjort af Den internationale domstol i Haag 3. februar 1994.
Menneskerettigheder.
Ifølge USA's udenrigsdepartements årlige rapport om menneskerettigheder for 2004 var Libyens autoritære regime fortsat et af de regimer i verden som havde mange menneskerettighedsbrud. Nogle af de mange og alvorlige overgreb fra statslig side inkluderede dårlige fængselforhold, vilkårlige arrestationer og forvaringer, fanger som bliver holdt isoleret, og politiske fanger som har siddet fængslet i årevis uden tiltale og rettergang. Retssystemet er statskontrolleret, og libyere som bliver tiltalt, har ikke ret på en offentlig og korrekt rettergang. Libyere har ikke ret til at udbytte sin regering. Ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er begrænset, og uafhængige menneskerettighedsorganisationer er ikke tilladt. Etniske minoriteter og minoritetsstammer bliver diskrimineret, og staten lægger fortsat begrænsninger på udenlandske arbejderes rettigheder.
Freedom House rankede i 2005 de politiske rettigheder og borgerrettigheder i Libyen til 7 på en skala fra en til 7, hvor 7 er mindst fri, noget som gav nationen ratingen "ikke fri".
Administrativ inddeling.
Den administrative inddeling i Libyen har været gennem omfattende forandringer de senere år. Efter statsdannelsen var Libyen inddelt i guvernementer (Muhafazat), men landet blev senere inddelt i 25 kommuner (baladiyat). Disse blev senere igen inddelt i 32 nye kommuner (sha'biyah). Nyligt blev disse omstruktureret til 22 kommuner. Den følgende liste og kort viser den forrige inddeling, som afviger noget fra den nuværende inddeling.
Geografi.
a> i nærheden af Benghazi er Libyens vådeste region. Årlig gennemsnitlig regnfald ligger på mellem 400 og 600 millimeter.
Ørkenlandskab i Libyen. 90 % af landet er ørken.
Libyen er, med sine 1.759.540 km² verdens 16. største land målt i areal. Libyens areal er lige så stort som Tyskland, Storbritannien og alle de fem nordiske lande tilsammen. Det grænser mod Middelhavet i nord, mod Tunesien og Algeriet i vest, mod Niger i sydvest, mod Tchad og Sudan i syd og mod Egypten i øst. Libyen er, med sine 1770 km det afrikanske land med længst kystlinje mod Middelhavet. Middelhavet nord for Libyen bliver ofte refereret til som Libyen-havet. Klimaet i Libyen er for det meste tørt og ørkenagtig. De nordligste områder har imidlertid et mere tempereret middelhavsklima.
Oaser findes spredt over hele Libyen. Blandt de vigtigste er Ghadames og Kufra. Mere end 90 % af landets areal er ørken eller halvørken. Libyens højeste punkt er Bikku Bitti i Tibesti, med en højde på 2267 meter. Landets laveste punkt er Sabkhat Ghuzayyil, en sænkning som ligger 47 meter under havoverfladen.
Klima.
Trods sit store areal har Libyen i praksis kun to klimazoner. Kystområderne i nord har Middelhavsklima med fugtige vintre og omkring 12 °C i januar, mod 26 °C i august. Her når middelnedbøren op i 400 mm, med regnfald i 30-35 dage i perioden november-februar.
Indlandet har ørkenklima med meget store temperatursvingninger, fra under 0 °C om vinteren til over 50 °C om sommeren. Nattetid om vinteren er kuldegrader ikke ualmindelige. Ekstreme dagtemperaturer går op mod 58 °C. Der er næsten ikke nedbør i det hele taget i de flade ørkenpartier.
Hver forår og efterår blæser en varm, tør, støvfuld scirocco (i Libyen kaldt "gibli"), en sydlig vind som varer fra en til fire dage. I april kan den bringe høje temperaturer med sig til den ellers kølige kystzone, gerne op mod 43 °C. Sandstorme forekommer hele året.
Libyen-ørkenen.
Den libyske ørken, som dækker det meste af det østlige Libyen, er en af de mest tørre områder på jorden. Enkelte steder kan der gå årtier uden regnfald, og selv i højereliggende områder er regnfald kun tilfældig, en gang hvert femte til tiende år. Ved Uweinat blev sidste regnfald registreret i september 1998.
På samme måde kan temperaturerne i den libyske ørken være ekstreme. I Al-Azizyah blev der i 1922 registreret 57,8 °C, som er højeste målte naturlige lufttemperatur på jorden nogensinde.
Der er nogle få spredte ubeboede oaser, almindeligvis i forbindelse med de største sænkninger, hvor man kan finde vand ved at grave nogle få meter ned i bakken. Vest i ørkenen er der spredte oaser i forbindelse med forskellige sænkninger, kaldt Kufra-gruppen, bestående af Tazerbo, Rebianae og Kufra.
Lidt længere syd finder man massiverne Arkenu, Uweinat og Kissu. Disse granitbjerge er meget gamle, og blev dannet længe før sandstenen som omgiver dem. Arkenu og det vestlige Uweinat er ringkomplekser ligesom dem man finder i Aïrbjergene. Det østlige Uweinat, som også er det højeste punkt i Libyen-ørkenen, er et ophøjet sandstensplateau som ligger med forbindelse med granitbjergene længere vest. Sletten nord for Uweinat har spredte eroderede vulkanske formationer.
Med opdagelsen af olie i 1950'erne, blev der også opdaget store ferskvandsreservoirer under en stor del af landet. Vandet i disse reservoirer er fra før sidste istid, og har været der før dannelsen af Sahara-ørkenen. Libyen er også tilholdsstedet for Arkenu-kraterne, som er to krater fra et dobbelt nedslag for mindre end 140 millioner år siden.
Flora og fauna.
Kombinationen af lav nedbør og stærk fordamping (varme) gør Libyen til et karrig land med generelt lidt vegetation og dyre- og fugleliv. Bjergene langs kysten har derimod middelhavsklima, med tilsvarende flora som i landene omkring Middelhavet. Lavlandet langs kysten har steppevegetation. Skovarealet er øgende, takket være træpjele og skovplantning.
Dyrelivet omfatter typiske ørkenarter som ørkengazelle, hyæne, sjakal, ørkenspringmus, ørkenræv (fennek), afrikansk vildkat, anubisbavian "(Papio anubis)", æsel "(Equus asinus)" og hare. Der er en række amfibier, slanger og skorpioner. Fuglelivet omfatter blandt andet rovfugle.
Økonomi.
Den libyske økonomi er først og fremmest baseret på indtægter fra landets olieindustri, som står for praktisk talt al indtægt fra eksport og omtrent en fjerdedel af landets bruttonationalprodukt (BNP). Disse olieindtægter, samt Libyens lave indbyggertal, gør at Libyen er et af de lande i Afrika med højest BNP pr. indbygger, og har muliggjort at Libyen kan tilbyde sine indbyggere et omfattende og imponerende velfærdstilbud, specielt indenfor bolig og uddannelse.
Gamlebyen i centrum af Tripoli (El-Madina El-Kadima) er en vigtig turistattraktion.
Sammenlignet med sine nabolande, er fattigdommen i Libyen meget lille, både absolut og relativt. Libyske embedsmænd har de sidste tre år gennemført økonomiske reformer som et led i en større kampagne for at reintegrere landet i den globale kapitalistiske økonomi. Disse tiltag skød fart efter at FN's sanktioner mod landet blev ophævet i september 2003, og da Libyen opgav planerne for udvikling af masseødelæggelsesvåben.
Et af områderne som har draget nytte af Libyens olierigdomme er infrastrukturen i hovedstaden Tripoli.
Libyen har startet gennemføringen af enkelte markedsorienterede reformer. Disse inkluderer ansøgelse om medlemskab i Verdenshandelsorganisation, reducerede subsidier og tilkendegivelse af planer om privatisering.
Erhvervsliv.
Produktionsindustri som ikke er oliebaseret, og konstruktionsindustri, som tilsammen står for ca. 20 % af BNP, er blevet udvidet fra primært produktion af jordbrugsprodukter til også at inkludere produktion af petrokemiske produkter, jern, stål og aluminium. Klimatiske forhold og dårlig jordsmon er faktorer som i høj grad begrænser jordbrugsproduktionen, så Libyen importerer cirka 75 % af sin mad. Tilgang til vand er også et problem, cirka 28 % af befolkningen havde i 2000 ikke tilgang til rent drikkevand.
Under tidligere statsminister Shukri Ghanem og nuværende statsminister Baghdadi Mahmudi har Libyen gennemgået et økonomisk boom. Mange statsstyrede virksomheder er blevet privatiseret, og internationale olieselskaber, som Shell og ExxonMobil, er vendt tilbage til landet. Turismen i landet er på fremmarch, noget som vil lede til øget efterspørgsel efter kapacitet for hoteller og lufthavne, som Tripoli International Airport. Midler til større renoveringer af landets lufthavne er nyligt blievet godkendt af Libyens regering. Libyens regering håber at kunne øge antal turister fra dagens 130.000 til ti millioner. Muammar al-Gaddafis ældste søn Saif al-Islam al-Gaddafi er engageret i et grønt udviklingsprojekt med det formål at trække turister til Kyrene og at bevare de græske ruiner i området.
Demografi.
Et kort som viser sammensætningen af etniske grupper i Libyen.
Libyen har relativt få indbyggere sammenlignet med landets areal. Befolkningstætheden er ca. 3 personer pr. km² i de to nordlige regioner Tripolitanien og Cyrenaika, og færre end en person pr. km² i landet forøvrig. Libyen er med dette et af de tyndest befolkede områder i verden. 90 % af befolkningen bor på mindre end 10 % af arealet, og da for det meste langs kysten. Mere end halvdelen af landets indbyggere bor i byer, og da først og fremmest konsentreret til landets to største byer, Tripoli og Benghazi.
Familieliv er vigtig for libyske familier. De fleste libyske familier bor i boligblokke og andre uafhængige boligenheder, afhængig af boligbehov, indtægt og formue. Selv om libyske arabere traditionelt har levet som nomader i telt, har de nu bosat sig i forskellige byer. Af den grund bliver deres traditionelle levesæt gradvis visket ud. Et ukendt, men lille antall libyere bor fortsat i ørkenen, som deres familier har gjort i århundreder. Flertallet af befolkningen arbejder med industri eller i tjenestebaseret sektor, kun en lille del af befolkningen arbejder med jordbrug.
Etniske grupper og indvandring.
Indfødte libyere er en blanding af de oprindelig indfødte berbere, og senere ankomne arabere.
Der er mindre grupper af tuareger og tebuer, som lever helt eller delvis i en nomadetilværelse, syd i landet. De største grupper af udenlandske indbyggere i Libyen kommer fra andre afrikanske lande, og inkluderer nordafrikanere (først og fremmest egyptere og tunesere), og subsahariske afrikanere. Ifølge CIA factbook består 97 % af indbyggerne af libyske berbere og arabere, de resterende 3 % er grækere, maltesere, italienere, egyptere, afghanere, tyrkere, indere og subsahariske afrikanere. Dette er imidlertid kun den registrerede del af befolkningen. Libyen har også en større ulovlig indvandret subsaharisk afrikansk befolkning, som ifølge enkelte kilder estimeres til så mange som en million.
Sprog.
Libyens officielle sprog er arabisk, og det er også det mest brugte sprog i landet. Tamazight, som ikke har nogen officiel status i landet, bliver brugt af libyske berbere. Berbisktalende libyere er for det meste koncentreret til Jebel Nefusa-regionen (Tripolitanien, og da til byen Zuwarah ved middelhavskysten, og oasebyerne Ghadames, Ghat og Awjila). I tillæg snakker tuareger tamahaq, som er det eneste kendte nordlige tamasheq-sprog. Italiensk og engelsk bliver nogle gange brugt i de større byer. Italiensk bliver imidlertid næsten udelukkende brugt af den ældre del af befolkningen.
Uddannelse.
Benghazi campus ved det tidligere University of Libya (Al-Jami'a al-Libiya), som var Libyens første universitet.
Libyens befolkning indbefatter 1,7 millioner studenter, hvoraf 270.000 studenter tager højere uddannelse. Uddannelse i Libyen er gratis for alle landets indbyggere, og obligatorisk op til gymnasieniveau. Andelen analfabeter i Libyen er lavest for hele Afrika; over 82 % af befolkningen kan læse og skrive. Efter at Libyen blev uafhængig i 1951, blev landets første universitet oprettet i Benghazi. Studieåret 1975/76 er antallet universitetsstudenter estimeret til 13.418, et tal som har øget til over 200.000 i 2004. Det hurtigt øgende antal studenter har givet udslag i en øgning af uddannelsesinstitutioner som tilbyder højere uddannelse. Siden 1975 har antallet universiteter vokset fra to til ni, og højskoler og skoler for yrkesrettet uddannelse er oppe i 84. Højere uddannelse bliver i Libyen finansieret over statsbudgettet. I 1998 udgjorde uddannelsessektoren 38,2 % af landets totale budget.
Religion.
Den klart mest udbredte religion i Libyen er islam, og hele 97 % af befolkningen tilhører denne. De allerfleste libyske muslimer er sunnimuslimer, og en hjørnesten for regeringens politik. En minoritet af muslimerne i landet (mellem 5 og 10 %) hører til ibadismen (en gren af kharijitismen), og så og sige alle disse bor i Jebel Nefusa og i Zuwarah.
a>, i nærheden af grænsen mod Tunesien og Algeriet. Ca. 97 % af Libyens befolkning er tilhængere af islam.
Indtil 1930'erne var Sanussi-bevægelsen den ledende islamske bevægelse i Libyen. Dette var en religiøs retning som var tilpasset ørkenlivet. Dens "zawaayaa" (religiøse bygninger) befandt sig i Tripolitanien og Fezzan, men bevægelsen stod stærkest i Cyrenaika. Sanussi-bevægelsen reddede regionen fra uroligheder og anarki, og gav stammebefolkningen i Cyrenaika en religiøs tilknytning og følelsen af enhed og mening. Denne islamske bevægelse, som med tiden blev slået ned på og fjernet af både den italienske invasion, og senere Gaddafis regering, var meget konservativ, og noget anderledes end den islam som praktiseres i Libyen i dag. Gaddafi forsikrer om at han er en hengiven muslim, og at hans regering har en aktiv rolle i at støtte islamske institutioner, og i spredningen af islam, på verdensbasis. En libysk form for sufisme er også almindelig i dele af landet.
Der findes mindre kristne grupperinger, bestående af næsten udelukkende udlændinge. Et lille gruppe anglikanere, bestående af for det meste immigrerede afrikanske arbejdere, holder til i Tripoli, og disse er en del af et egyptisk bispedømme. Der findes også anslagsvis 40.000 katolikker i Libyen, som betjenes af to biskopper, en i Tripoli (for italienere) og en i Benghazi (for maltesere).
Libyen var indtil nylig tilholdssted for et af de ældste jødiske samfund i verden, som havde holdt til der siden mindst det 3. århundrede f.Kr. En serie pogromer fra november 1945 og de følgende tre år, stod for en dramatisk reduktion af den jødiske befolkning i landet. I 1948 var der ca. 38.000 jøder igen. I forbindelse med Libyens uafhængighed i 1951 flygtede mange af de genværende jøder fra landet. Efter Suezkrisen i 1956 flygtede resten af jøderne bosat i Libyen, med undtagelse ca. 100 jøder.
Kultur.
Kystlinjen ved Benghazi, Libyens næststørste by. Med længst kystlinje mod Middelhavet af alle afrikanske lande, er Libyens for det meste rene strande en social samlingsplads.
Libyen er kulturelt ligesom sine nabolande i Maghreb-regionen. Libyere betragter sig selv for i stor grad at være en del af et større arabisk samfund. Den libyske stat viser at de ønsker at styrke denne følelse ved indføringen og opretholdelsen af arabisk som eneste officielle sprog, og ved at forbyde undervisning i, og til og med brug af det berbiske sprog. Libyske arabere har arvet traditionerne knyttet til nomadiske beduiner, og associerer dem selv med en bestemt beduinstamme.
Som for mange andre lande i den arabiske verden, har Libyen få teatre og kunstgallerier. I mange år var der ikke offentlige teatre i Libyen, og der var bare nogle få biografer som viste udenlandske film. Libyens folkelige kulturtraditioner er imidlertid levende, med grupper som spiller musik og udfører dans ved hyppigt afholdte festivaler, både indenlands og udenlands.
På libysk tv bliver det væsentligste af sendefladen afholdt til fremvisning af forskellige retninger inden for traditionel libysk musik. Tuaregisk musik og dans er populært i Ghadames og sydover. Libyske tv-programmer er for det meste på arabisk, men med 30-minutters nyhedsudsendelser på engelsk og fransk hver nat. Regeringen holder streng kontrol med alt indhold i libyske medier. Den strenge statslige fjernsynspolitik har ført til at video og satellitfjernsyn er udbredt i landet. En analyse nyligt udført af Committee to Protect Journalists viste at Libyens medier er de strengest kontrollerede i den arabiske verden. For at rette op på dette, har libyske styremagter planer om indføring af privat media. Dagsavisen "Al-Fajr al-Jadid" udkommer i Tripoli.
Mange libyere benytter sig af landets strande. Landets godt bevarede arkæologiske steder, som Leptis Magna, som regnes for at være en af de bedst bevarede steder fra romertiden, er også blandt de populære rekreationssteder som bliver benyttet af libyere.
Landets hovedstad Tripoli har mange gode museer og biblioteker. Disse inkluderer det statslige bibliotek, etnografiske museum, arkæologiske museum, nationalarkivet, epigrafiske museum og islamske museum. Jamahiriya-museet, bygget i samråd med UNESCO, er landets mest berømte. Det har en af de bedste samlinger af klassisk kunst i middelhavsområdet.
Mad og drikke.
Mad i Libyen har sine rødder fra kulturer i Nordafrika og Middelhavet. Lam er et populært kød i landet, selv om oksekød også spises af mange libyere. Svinekød serveres ikke, da befolkningen er muslimsk, mens kun private selskaber får serveret alkohol. Mange libyske måltider serveres sammen med friske frugter som melon, druer, nektariner, abrikoser og citrusfrugter, og almindelige libyske retter er couscous, bazin, som er en slags usødet kage, og shurpa, der er en suppe. Libyske restauranter serverer international mad eller retter med lammekød, kylling, grøntsagsgryderetter, kartofler og makaroni.
Verdens landes befolkningsstørrelser.
Her er en liste med verdens lande rangeret efter befolkningsstørrelser. Tallene stammer bl.a. fra "https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/rankorder/2119rank.html"
og er baseret på lokale folketællinger suppleret af officielle beregninger foretaget såvel nationalt som internationalt.
De efterfølgende tal er beregnet pr. juli 2006.
Se også.
Befolkningsstørrelser
Lastbil.
En lastbil er et motordrevet køretøj med åbent eller lukket lad indrettet til transport af genstande eller varer.
De tidligste lastbiler havde blot et løst lad til at sætte på et chassis.
Lastbiler afløste især fra 1920'erne gradvis hestetrukne arbejdsvogne og slæder i industri, håndværk og landbrug, og har siden 1950'erne næsten udkonkurreret jernbane og småskibsfart med hensyn til godstransport og varedistribution på kortere afstande.
Op igennem 1900-tallet er lastbiler blevet stadig mere differentierede både med hensyn til størrelse, indretning og tilpasning til forskellige formål.
Køretøjsarter.
Lastbiler under 3500 kg tilladt totalvægt betragtes som personbiler.
Almindelige opbygninger.
De fleste typer af opbygninger benævnes som en egenskab efterfulgt af -bil eller -vogn. I denne liste benyttes endelsen -bil.
Lastbilfabrikker.
Et bredt udvalg af eksisterende lastbilfabrikker verden over omfatter
De fleste af disse mærker forhandles dog på flere kontinenter, og nogle mærker produceres også flere steder i verden, enten på egne fabrikker eller som licensprodukt. Der ses også eksempler på at dele produceres forskellige steder i verden for så at blive transporteret til en samlefabrik. Mest bemærkelsesværdig er formentlig Volkswagen der står som amerikansk virksomhed. Det skyldes at virksomheden ikke har produktion og forhandling af lastbiler i Europa, mens de har en stor andel af lastbilmarkedet i Sydamerika.
En del af firmaerne samarbejder også i vist omfang om dele af produktionen, ligesom bl.a. Terberg og Ginaf i Holland primært bygger spacialkøretøjer der er baseret på Volvo-lastbiler.
Labret.
Molabikvinder fra Nordkongo med indsatte læbeskiver (1910)
Afrikansk kvinde med træskive indsat i læben (ca. 1900)
Labret eller læbepiercing er, at man i huller i læberne har fastgjort en eller anden genstand (latin: labrum = læber).
Historisk brug.
I både Afrika og Sydamerika har det i mange traditionelle stammesamfund været almindeligt at begge køn var labretteret i underlæben. I Sydamerika har det også været almindeligt med små huller i mundvigene. Men kun kvinder fra Afrika har være labretteret i overlæben.
Hos de gamle aztekere og mayaer var læbepiercinger, til forskel fra den overvejende afrikanske tradition, reserveret for "mandlige" medlemmer af de højeste kaster.
Moderne brug.
I dag – dvs. i 1990'erne og senere – er (små) læbepiercinger blevet et ganske normalt fænomen i den vestlige verden, især blandt unge mennesker.
Labret.
Mange stammer i Afrika og Amerika har har og haft den skik at have stifter og ringe huller i læberne. Variations mulighederne er meget store og det er mere eller mindre frivilligt og personligt hvor meget folk gør ud af at udvide hullerne. Men ofte en bestemt type på mode inden for en stamme. Mærkeligt nok kendes ikke eksempler på at stamme-mænd har huller i overlæben.
Formålet med en stor stift eller lille plade i en eller begge læberne er at fremhæve de erotiske svulmende læber, lidt ligesom at nogen får indsprøjtet silikone i læberne, så de får trutmund. Desuden gør det brede hul, at læben kunne vrides rundt langs kanten af pladen, så den smukke røde inderside blev synlig, lidt ligesom læbestift.
Tallerkennegre.
Tallerkennegre er kvinder fra nogle stammer i Afrika, hvor nogle af de unge kvinder har den tradition at indsætte tykke stifter eller trinvist støre plader i læberne, op til ca. 15 cm i bredden i underlæben og op til 6 cm brede skiver i overlæben. En underkop er ca. 15 cm bred, så navnet er noget af en overdrivelse, især da de store skiver er meget sjældne i forhold til de små stifter. Skiven/stiften er som regel rund af bålbrændt ler eller træ, men ringformede skiver og former af elfenben med lige kant findes der også. Der fandtes tre grundtyper af tallerkennegre: dem med kun i overlæben, kun i underlæben og i begge læber. Typen kun med skiver i overlæben er næsten uddød.
Skikken er i dag forbudt, men da forbuddet ikke overholdes alle steder eller er nyt for nogle stammer, findes der stadig nogle kvinder med store underlæber.
Formålet med de store læber var at vise, at man var interesseret i at blive gift. Det var ubehageligt og tidskrævende at strække læberne ud, så de fleste blev gift, før læberne blev særlig store, dels var det de naturligt mindre tiltrækkende kvinder, som opnåede de største og mest prestigefulde læber, og som derfor blev gift med de gamle rige mænd.
Læbeudvidelsen var også et stammetegn. Det var vigtigt for en kvinde at blive gift inden for stammen for at kunne holde kontakt med forældre og søskende, og for at manden ikke solgte hende. Det må dog siges, at inden for samme stamme kan skivestørrelsen variere fra et tomt hul til store skiver.
For at undgå en måske dødelige betændelse var teknikken, at man begyndte med et lille hul, som man blev udvidet med små snit, hver gang såret var lægt, samtidig med at man strakte læben med tunge skiver af ler, træ eller andet. Hvis underlæben strækkes langsomt, bliver den jævnt tynd. Hvis den strækkes hurtigt og kraftigt, strækkes også mundvigene og overlæben. Det er som regel jævnaldrende søstre, der foretager indgrebet.
Sara-stammen.
De mest ekstreme tallerkennegre fandtes hos Sara-stammen, hvor kvinderne havde store træskiver i både under- og overlæbe, dog med de største skiver i underlæben. I ungdommen strittede munden lige frem, men presset og små slag fra skiverne, fik tænderne til at bøje ind i munden, så bæreren mistede evnen til at bide med dem. På et tidspunkt tabtes fortænderne i undermunden, så munden gabte, og senere tabtes også fortænderne i overmunden, så skiverne hang lige ned. Den største skive, man kender til (sat i underlæben) var ca. 15 cm. bred og 50 cm. i omkreds; største skive i overlæben var ca 5 cm bred. Det var næsten frivilligt, om man ville have strukket sine læber. Men ens muligheder for at blive gift inden for stammen afhang af, om ens læber var større end andre ugifte kvinders. Hvis manden havde flere koner, ville den ældste jo gerne have de største læber for at kunne vise sin status over for fremmede.
Mursierne.
I dag er det nogle af Mursi-kvinderne, der har de største læber. De laver skiverne af ler, men da de derfor er tunge og sarte, bruger de som regel ikke skiverne til hverdag, når de først er blevet gift. Underlæben hænger bare og dingler, ligesom de lange øreflipper.
Sti (vej).
Ordet sti er beslægtet med "at stige", som oprindeligt bare betød "at gå". En sti er altså et sted, hvor man går. Nu til dags bruges ordet mest om et smalt spor eller en smal vej som primært bruges uformelt af større dyr eller mennesker.
Stier har ofte stor lokal betydning, da de gerne er trådt dér, hvor behovet for en genvej var størst. Efter gammel, dansk retsopfattelse giver jævnlig brug af en sti hævd på adgang til den, og den ret fortabes ikke ved oppløjning, hegning eller skiltning med "Adgang forbudt".
Anlagte stier udføres med befæstelser af grus, fliser, teglsten eller asfalt.
Stier, der er opstår ved dyrenes hyppige færdsel kaldes en veksel eller dyreveksel.
Lensgreve.
Lensgreve er betegnelsen for den højeste adelsrang i Danmark. Rangen blev indført i 1671 ved en forordning om oprettelse af grevskaber og baronier. En lensgreve er en greve der af den danske konge er forlenet med et grevskab.
Greve er i Danmark en rent honorær titel, og står under lensgreve i rang.
Danmarks Adels Aarbog.
Ældre udgave af "Danmarks Adels Aarbog"
Danmarks Adels Aarbog (DAA) er udkommet siden 1884, og udgives af Dansk Adels Forening. Den indeholder omfattende slægtsoversigter over ca. 725 danske adelsslægter. Foruden anetavlerne indeholder hvert bind oversigter over nulevende medlemmer af de ca. 200 tilbageværende adelsslægter.
Den første udgivelse i 1884 stod Anders Thiset og H.R. Hiort-Lorenzen for.
Luftfartøj.
Et luftfartøj er en indretning, der bæres oppe i atmosfæren ved luftens påvirkning, bortset fra indretninger, der bæres oppe alene ved direkte luftpåvirkning på jordens overflade.
Luftfart.
Luftfart henfører til aktiviteterne vedrørende flyvning og luftfartsindustrien.
Vinge.
Vingers kendteste formål er, at få et dyr eller et luftfartøj, som har en middelmassefylde, der er større end luft, til at flyve eller svæveflyve ved at tilvejebringe den fornødne opdrift.
Nogle vingers formål er at flytte luft; propeller. Andre vingers formål er at kunne hente mekanisk energi ud af passerende luft - f.eks. møllevinger.
Eksempler på dyr og ting som anvender vinger.
En vinge er enten en legemsdel på dyr eller en del af mange menneskefremstillede luftfartøjer.
Af dyr med vinger er der de fleste fugle (flyvning udviklet for ca. 150 millioner år siden), mange insekter (ca. 300 millioner år siden), nogle krybdyr (ca. 225 millioner år siden - inkl. de uddøde flyveøgler), den svævende flyvefisk og nogle få pattedyr; flagermus (ca. 55 millioner år siden).
Menneskefremstillede vinger er en del af den ydre udformning af f.eks. boomeranger, frisbees, flyvemaskiner, vinddreven bil, svævefly, helikoptere, ornitopterere, legetøjsdrager, svæveflysdrager, papirfly og nogle rumfærger.
Sejlet på en sejlbåd er også en vinge, som er monteret lodret.
På visse racerbiler er der monteret små vinger på en sådan måde, at bilens dæk ved større hastigheder presses mod jorden. Formålet er her, at bilen bibeholder sit vejgreb, så racerkøreren kan følge vejens kurver ved højere hastigheder.
Artikelfokusering.
Dyrenes anvendelse af nogle vingemanøvrer og lufthvirvel-genereringer er ret kompliceret og selv i dag (2005) ikke helt forstået, men man er kommet langt. Med den teori man kendte i flyvningens barndom omkring 1930'erne, kunne man f.eks. ikke forklare hvordan en humlebi kunne lette og flyve. Først fornylig (ca. 1994-1999) har humlebien videnskabeligt lige akkurat kunnet lette – og sommerfugles og svirrefluers flyvning er ved at blive udforsket.
Selv kunstige hurtigt ændrebare vinger på f.eks. ornitoptere er svære at styre og svære at forklare, derfor vil resten af denne artikel omhandle vinger som evt. kan ændre sig, men kun langsomt i forhold til den omgivende luftstrøm. Med mindre andet er angivet, skal vingerne i det følgende opfattes som siddende på flyvemaskiner eller svævefly, og vingen bliver mødt af en ikke-turbulent luftstrøm.
Dynamisk opdrift - vingens formål.
For at tjene sit formål, dynamisk opdrift, kræver enhver vinge at blive passeret af en strøm af luft. I en vandret luftstrøm skal vingeprofilen for at kunne give løftekraft være i et bestemt vinkelinterval oppe mod luftstrømmen og indenfor et vist fartinterval. For lidt fart giver for lidt løftekraft, for meget gør enten vingen ineffektiv eller beskadiger den. Og hvis den såkaldte indfaldsvinkel, dvs. vinkel mellem vingens plan og luftstrømmen, overskrider ca. 18 grader, bliver luftstrømmen turbulent - vingen siges at stalle, og i den tilstand leverer den ingen eller kun lidt dynamisk opdrift.
Vingen selv har også et kvalitetsmål, nemlig opdrift-til-luftmodstands-forholdet (eng. "lift-to-drag ratio", L/D-forholdet), som afhænger af luftstrømmens indfaldsvinkel og hastighed. Når de bedste vinger benyttes optimalt, kan de have et L/D-forhold på op til 60.
For at en vinge kan tilpasse sig til ovenstående tre ønskede anvendelser, kan vinger udstyres med mange forskellige indretninger.
Vingeegenskaber.
Billede der viser placeringen af og aktiverede vingeforkants "slats" og vingebagkants flaps på flyvemaskinen Airbus A310.
En landende Lufthansa Airbus A300B4-600's vinge. Læg mærke til at vingebagkantens flaps er godt bøjet ned - og vingeforkantens "slats".
Vingevidenskab.
Videnskaben om hvordan en vinge virker i detaljer, er kompliceret og forklares ved anvendelse af fysikgrenen aerodynamik.
Faste vinger.
Faktisk er det sådan, at en vinges oversides flade normalt genererer mere dynamisk opdrift, end vingens undersides flade.
Grundet tryk-"kortslutning" af en vinges underside og overside ved hver vingespids, vil den største opdrift normalt ske 1/3 ude ad vingen fra flykroppen.
Både Newtons lov og Bernoullis princip kan anvendes, men de er to forskellige, men lige sande måder at modellere dynamisk opdrift på.
Der findes flere ukorrekte udbredte forklaringer på, hvordan vinger fungerer.
Vinger med de "eng. campered" vingeprofiler er normalt bedre end symmetriske (inkl. flade) vinger, fordi de "eng. campered" vingeprofiler kan klare større luftstrømsindfaldsvinkler end symmetriske.
Den symmetrisk vingeprofil begynder at have ringere dynamisk opdrift end "eng. campered" vingeprofil ved indfaldsvinkler over ca. 12 grader. Ved små indfaldsvinkler mindre end ca. 3 grader er symmetriske vingeprofiler bedre end "eng. campered" vingeprofiler.
Aktiverede flaps ændrer faktisk vingeprofilen så den bliver mere "eng. campered".
Bevægelige vinger.
Flyvende dyr som f.eks. mange fugle og flyvende insekter skaber den fornødne fremdrift ved at bevæge deres vinger sådan at de skaber ikke blot løftekraft, men også fremdrift. Disse gentagne bevægelser kan minde om diverse former for svømning i forskellige tempi, og jo mindre et flyvende dyr er, desto "tættere" og mere "væskeagtig" forekommer luftens aerodynamiske egenskaber for dyret.
Princippet med at bevægelige vinger leverer både op- og fremdrift kan lade sig gøre for fugle og mekaniske modeller i størrelsesordenen et par meter, og er derfor ikke anvendeligt til flyvemaskiner der skal bemandes af mennesker. Det skyldes at vi ikke kan styre vingerne så præcist som et insekt kan.
Jacob Ellehammer.
Jacob Christian Hansen-Ellehammer (14. juni 1871 i Bakkebølle - 20. maj 1946) var en dansk opfinder og flypioner. Han fik i alt 59 danske patenter og arbejdede med mange forskellige ting, der tæller bl.a. forlystelsesautomater, Tivolibåde, æggeåbnere, flækkeknive til svineslagterier, motorer i utallige afskygninger, motorcykler, biler, alternativ energi og brandslukningsudstyr. Danmarks Tekniske Museum udstiller permanent en lang række af hans opfindelser. Ellehammer ligger begravet på Hellerup Kirkegård, og hans gamle virksomhed eksisterer i dag under navnet S.
Opvækst og tidlig karriere.
Ellehammer var søn af Mads Jakob Hansen (født i Hjelm på Møn) og hans hustru Maren Kathrine Larsen (født i Bakkebølle ved Vordingborg) og tog navnet Ellehammer efter moderens familiegård. Familien flyttede i 1875 til Vålse på Falster. Han blev uddannet som urmager i Nykøbing Falster og tog derefter til København, hvor han kom i lære som elektromekaniker, der var ét af datidens pionerjobs. Ellehammer producerede en motorcykel kaldet Elleham. Den kom på markedet i 1904, og der blev formentlig produceret omkring 1.000 stk.
Flyveforsøg på Lindholm.
Ellehammer ønskede at flyve som den første i verden og byggede derfor i 1905 en maskine, som han kaldte et "luftskib". Ellehammers maskine var bygget som et semibiplan, hvad der vil sige et monoplan med løst oversejl. Elleham-motorcyklens motor var formentlig en vigtig inspirationskilde, da Ellehammer skulle konstruere sin første flymotor; en trecylindret luftkølet stjernemotor på 9 hk. Med maskinen påbegyndte han i januar 1906 en række forsøg på øen Lindholm i Smålandsfarvandet. Maskinen var under flyveforsøgene tøjret til en mast i midten af øens runde landingsbane. Den første motor blev vurderet for svag, så Ellehammer byggede en ny motor med 18 hk, der blev brugt til flyveforsøgene fra august 1906.
"... Prøvede med Ellehammer på uden svævelse. Forandrede maskinen til mere fortænding. Løftede sig nu med Ellehammer på momentvis med 12 gr..."
"... Vind 2-3 Meter. V retning NØ, kørte hele Banen rundt, svævede med bag- og Forhjulene ca. 42 Meter 1½ Fod højt, idet den brasede op fri mod Vinden. Ellehammer hele Tiden paa. Tog Billeder af ”det” i Flugten..."
"... Sejlede hele Banen rundt med Ellehammer paa, svævede momentvis med Forhjulene hævet ca 18 Tm over Banen. Tog Billeder i Flugten..."
Dette sidste citat skal formentlig tolkes som om, baghjulene var lavere end forhjulene, men ikke som at baghjulene rørte jorden. Der er bevaret mindst to fotografier, der blev taget som dokumentation den 12. september, hvor man ser Ellehammers maskine svæve over jorden.
Det afhænger af definitionen på flyvning, hvorvidt der var tale om flyvning på Lindholm i 1906, men under alle omstændigheder var der andre europæiske flypionerer, der havde udført tilsvarende "luftspring" forinden. Det gælder f.eks. Karl Jatho i 1903 og Traian Vuia tidligere i 1906. Ingen af disse pionerer fløj i moderne forstand, da de ikke kunne styre deres maskiner og ikke var i stand til at forblive i luften, men hurtigt mistede hastighed og måtte lande igen. Så Ellehammer kan ikke anses for at være den første i Europa, der fløj med en maskine tungere end luft.
Franskmanden Ernest Archdeacon havde i juli 1906 udlovet en præmie for første flyvning over 25 meter. Men Ellehammers bedrift blev ikke anerkendt, pga. af manglende officiel kontrol og fortøjringen af maskinen til banens centrum gav måske også anledning til problemer. Derfor blev det brasilianeren Alberto Santos-Dumonts hop på 60 meter i 2-3 meters højde der 23. oktober 1906 af Aero-Club De France blev anerkendt som den første flyvning med en maskine tungere end luft i Europa.
Flyvemaskiner efter Lindholm.
Efter forsøgene på Lindholm anså Ellehammer problemet med at flyve for at være løst men indså, at det krævede kraftigere motorer at kunne forblive i luften. Han arbejdede derfor både på at konstruere en kraftigere motor og på at reducere flyets vægt. Han foretog testkørsler af sin nye konstruktion på isen på Farum Sø i slutningen af 1906. Danmarks Tekniske Museum har levende billeder af den maskine, han testede, optaget af Ole Olsen fra Nordisk Film.
I Kiel, Tyskland fløj Ellehammer den 28. juni 1908 ca. 50 m og vandt derved en præmie på 5000DM. Han konstruerede senere forskellige flyvemaskinetyper, bl.a. flyvebåde. I 1912 byggede han en helikopter, der i oktober hævede sig selv og piloten fra jorden.
Motorforbedringer.
Senere beskæftigede Ellehammer sig med opfindelser på motorvæsenets område; han opfandt en særlig karburator, som muliggør anvendelse af petroleum i benzinmotorer og arbejdede på udvikling af en stillestående luftkølet motor til flyvemaskiner, ligesom han opfandt en pumpe til brandsprøjter. Ellehammer arbejdede også på at bygge en dampmotor og ombyggede en Fordson traktor til dampdrift.
Laboratorium.
Ellehammer grundlagde sit laboratorium i 1898, og det blev en egentlig virksomhed i 1904. Det er denne virksomhed, der stadig findes som S.
Han opførte i 1919-20 en laboratoriebygning i Bedre Byggeskik-stil på Kildegårdsvej 20 i Hellerup ved arkitekten Aage Langeland-Mathiesen. Bygningen findes stadig, men blev gennemgribende ombygget til firmadomicil i 2008. Ved den lejlighed forsvandt teksten med "1898 - Laboratorium Ellehammer - 1920" fra bygningens facade.
Eksterne kilder/henvisninger.
Furesø Avis Weekend, 26. maj 2006
Bogen "Multiopfinderen J.C.H. Ellehammer" af Louise Karlskov Skyggebjerg, museumsinspektør på Danmarks Tekniske Museum
Personer på danske frimærker.
Danmark har udgivet frimærker siden 1851. Den første person på et dansk frimærke var Kong Christian IX.
De angivne datoer angiver frimærkets udsendelsesdag, som den kendes fra førstedagskuverter fra ultimo 1941 til 1976.
John F. Kennedy.
John Fitzgerald Kennedy (29. maj 1917 - 22. november 1963), ofte blot omtalt som JFK eller "Jack Kennedy", var fra 1961 til 1963 USA's 35. præsident. John F. Kennedy var søn af forretningsmanden og politikeren Joseph P. Kennedy, Sr. og bror til bl.a. Robert F. Kennedy og Edward M. Kennedy.
Kennedy blev valgt til den amerikanske Kongres (Repræsentanternes Hus) i 1946, samme år som Richard Nixon og sad i Repræsentanternes Hus i perioden frem til 1953. I 1952 blev han valgt til Senatet. I 1954 forsøgte Kennedy uden held at blive opstillet som vicepræsident, men han tabte en kampafstemning på det demokratiske konvent til senator Estes Kafauver fra Tennessee. Kennedy blev genvalgt til Senatet i 1958, og i 1960 blev han opstillet som demokraternes præsidentkandidat.
Ved det amerikanske præsidentvalg i 1960 vandt han over Eisenhowers vicepræsident Richard Nixon, i et meget tæt valgkamp, hvor Kennedy opnåde 49,7% af stemmerne mod Nixons 49,5%. Grundet det amerikanske valgsystem opnåede Kennedy imidlertid 303 valgmænd mod Nixons 219, og Kennedy kunne således blive valgt som præsident, selvom 14 demokratiske valgmænd nægtede at støtte Kennedy på grund af hans støtte til Borgerrettighedsbevægelsen. Kennedy var den hidtil yngste, der var blevet valgt til præsident (om end Theodore Roosevelt var nogle måneder yngre, da han blev præsident ved William McKinleys død), og han var den første romersk-katolske præsident.
John F. Kennedy blev valgt på et program om fornyelse i amerikansk politik. Kennedy blev præsident under Den kolde krig, og hans embedsperiode var præget af en række internationale konflikter og konfrantationer, herunder Cubakrisen og opførelsen af Berlinmuren. Kennedy gav ordre til invasionen i Svinebugten og intensiverede det amerikanske engagement i Vietnamkrigen. Han intensiverede desuden rumkapløbet ved offentligt at sætte det mål at sætte en mand på månen og få ham sikkert tilbage igen, inden ti-året var omme. Sideløbende med intensiveringen af USA's krigsindsats i Vietnam støttede Kennedy aktivt etableringen af Fredskorpset (The Peace Corps), en organisation, hvor unge mennesker gennem arbejde i udlandet kan yde bistand til udviklingslande.
I sin stab havde Kennedy en skribent med danske aner Ted Sorensen, der lagde pen til mange af Kennedys nu berømte taler.
Blandt andet Kennedys modstand mod de amerikanske sydstaters raceadskillelsespolitk og på visse områder liberale politik medførte en stærk modstand mod Kennedy i dele af den amerikanske befolkning.
Efter attentatet på Kennedy blev vicepræsident Lyndon B. Johnson taget i ed som den 36. præsident.
Kennedys tidlige liv.
Kennedy blev født den 29. maj 1917 i Brookline, Massachusetts af Rose Fitzgerald Kennedy og Joseph P. Kennedy Sr. som det andet barn i en søskendeflok, der med tiden skulle vokse til hele ni børn. Kennedy-familien begyndte deres opstigning i det amerikanske samfund, da Patrick Kennedy som tusindvis af andre irere emigrerede til det nye land i 1848.
Kennedy-familiens base og udgangspunkt er New England og i særdeleshed staten Massachusetts. En stat hvorfra det yngste medlem af søskendeflokken, Edward Kennedy, sad som medlem af Senatet indtil sin død i 2009.
Begge JFK’s bedstefædre var kendte skikkelser i partiet i Boston. Bedst kendt var morfaderen kaldet Honey Fitz, der som en meget farverig skikkelse kom til at præge den lokale politiske arena i Boston.
Det var imidlertid faderen Joseph P. Kennedy Sr., der for alvor bragte familien helt frem blandt de fineste familier i New England. I en alder af kun 25 år havde Joseph i 1913 opnået kontrol med en af bankerne i det østlige Boston. Derfra gik det stærkt. Via investeringer i jord og ejendomme, på børsen og i filmindustrien byggede fader Joseph et imperium af økonomisk rigdom og magt, der i forsigtige estimater er blevet anslået til ca. en kvart milliard dollars. Formentlig via sin store kyndighed og erfaring slap faderen udenom det store krak på Wall Street i 1929 uden egentlige skrammer.
Attentatet på John F. Kennedy.
Præsidentens kortege blev den 22. november 1963 beskudt kl. 12.30 i Dallas, Texas (lokal tid), da kortegen var ved at afslutte turen gennem Dallas på vej mod en tale på Dallas Trade market. Foruden præsidenten blev Texas' guvernør John Connally ramt af riffelkuglerne. Efter skudepisoden hastede præsidentens bil mod Parkland Hospital, hvor man forgæves kæmpede for præsidentens liv. Kennedy modtog sygesalvelsens sakramente ("den sidste olie"; dette forudsætter ikke at modtageren er ved bevidsthed) og blev erklæret død kl. 13 (lokal tid).
Attentatet har siden været genstand for utallige spekulationer og undersøgelser.
Privatliv.
I perioden som medlem af Repræsentanternes Hus mødte Kennedy Jacqueline Bouvie, som han giftede sig med 1953. Jacqueline Bouvie tog navnet Jacqueline Kennedy. Parret, og særlig Jacqueline, blev kendt i ugepressen som trendsættere inden for mode og moderne stil, hvilket var med til at skabe og vedligeholde John F. Kennedys image som en fornyer inden for politik.
Der verserer vedvarende rygter om et større forbrug af elskerinder under tiden i Det Hvide Hus, herunder blandt andet affærer med Marilyn Monroe.
Søskende.
Nyhedsreportage fra John F. Kennedys indsættelse som præsident
New York.
New York City (officielt The City of New York og også kendt under tilnavnene "the Big Apple", "Gotham" og "byen, som aldrig sover") er den folkerigeste by i USA, beliggende på den sydøstligste spids af staten New York. I mere end et århundrede har den forretningsmæssigt, finansielt og kulturelt været et af verdens førende centre, og dens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, sport, medier, mode og kunst bidrager til dens status som en af verdens mest betydningsfulde byer. Som hjemsted for FN er byen også en diplomatisk hovedby. Byens nuværende borgmester er Michael Bloomberg.
The City of New York består af fem bydele, der hver udgør et amt: Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island. Med over 8,3 millioner beboere på et område på 830 km² har New York City den næststørste befolkningstæthed af storbyerne i Nordamerika efter nabobyen Union City, New Jersey. Byområdet New York City med forstæder i delstaterne New York, New Jersey og Connecticut har en befolkning på 19 millioner (19.490.297), hvilket gør den til en af verdens megabyer. I 2005 blev der talt næsten 170 sprog i byen, mens 36 procent af befolkningen var født i udlandet.
Byen har mange områder og seværdigheder, der er kendt over hele verden. Frihedsgudinden hilste millioner af immigranter velkommen, da de kom til Nordamerika i det sene 19. århundrede og tidlige 20. århundrede. Wall Street i Lower Manhattan har siden 2. verdenskrig været et dominerende finansielt centrum og er hjemsted for New York Stock Exchange (New Yorks børs). Byen er kendt for sin skyline af skyskrabere, blandt andet Empire State Building og de tidligere tvillingetårne World Trade Center.
Byen er stedet, hvor mange amerikanske kulturelle retninger er opstået, blandt andet Harlem Renaissance i litteratur og visuel kunst, abstrakt ekspressionisme i malerkunst og hiphop-kulturen indenfor musik.
Historie.
Området var beboet af lenape-indianere, da det i 1524 blev opdaget af Giovanni da Verrazzano, en italiensk opdagelsesrejsende, der var ansat af den franske krone. Han gav det navnet "Nouvelle Angoulême" (Ny Angoulême). Europæerne tog landet i brug med oprettelsen af en hollandsk pelsstation, der senere blev kendt som New Amsterdam, på den sydlige spids af Manhattan i 1614. Den hollandske kolonichef Peter Minuit købte øen Manhattan af canarsie-indianerne i 1626 (ifølge en skrøne, der nu er bevist at være falsk, blev Manhattan købt for glasperler til en værdi af 24 $). I 1664 erobrede briterne byen og omdøbte den til "New York" efter den engelske hertug af York og Albany. Ifølge fredsslutningen efter den anden britisk-hollandske krig fik hollænderne kontrollen med den indonesiske ø Run (der dengang var meget mere værdifuld), mens briterne beholdt kontrollen med New Amsterdam (New York) i Nordamerika. I år 1700 var antallet af den oprindelige Lenape-befolkning faldet til 200.
New Yorks betydning som handelssted øgedes under det britiske styre. I 1754 blev Columbia University oprettet på befaling af kong George II som King's College i Lower Manhattan. Byen blev skueplads for en række store slag, kendt som New York-kampagnen under USA's uafhængighedskrig. Den kontinentale kongres mødtes i New York, og i 1789 blev den første præsident, George Washington, indsat i Federal Hall på Wall Street. New York var hovedstad i USA indtil 1790.
I det 19. århundrede forandredes byen dels gennem immigration og dels ved byudvikling ifølge en visionær udviklingsplan kaldet Commissioners' Plan of 1811, der udvidede byens vejnetværk til at dække hele Manhattan, og åbningen af Eriekanalen, som forbandt den atlantiske havn med de store fødevaremarkeder i USA. I 1835 havde New York overhalet Philadelphia som den største by i USA. Det lokale politiske liv blev kontrolleret af Tammany Hall, en "politisk maskine" støttet af irske immigranter. Medlemmer af det gamle handelsaristokrati med blik for offentlighedens behov pressede på for at få etableret Central Park, der påbegyndtes i 1857 som den første park skabt som led i landskabsplanlægning i en amerikansk by. Der fandtes en betydelig befolkning af frie sorte amerikanere på Manhattan og i Brooklyn, idet der havde været holdt slaver i New York frem til 1827, men i løbet af 1830'erne blev New York nordstaternes centrum for bevægelsen for slaveriets ophævelse.
Vrede over den militære værnepligt under den amerikanske borgerkrig (1861-1865) førte til de såkaldte draft riots (værnepligtsoprør) i 1863, en af de værste episoder med civile optøjer i amerikansk historie. I 1898 skabtes det New York, som vi kender i dag, ved inddragelsen af Brooklyn, der indtil da havde været en uafhængig by, Manhattan og byområder fra andre amter. Åbningen af New York City Subway (undergrundsbanen) i 1904 hjalp med til at binde den nye by sammen. Gennem første halvdel af det 20. århundrede blev byen et verdenscentrum for industri, kommunikation og handel. Det skete dog ikke uden omkostninger: I 1904 brød dampskibet General Slocum i brand på East River, hvilket kostede 1.021 af de ombordværende livet, og i 1911 udbrød Triangle Shirtwaist Factory-branden, der var den værste industrikatastrofe i byen nogensinde, idet den kostede 146 liv. Katastrofen førte til forbedringer af sikkerhedsstandarderne på fabrikkerne i byen og øgede medlemstilvæksten i den kvindelige beklædningsfagforening International Ladies' Garment Workers' Union.
I 1920'erne blev New York et hovedmål for amerikanske afrikanere under den store flugt fra Sydstaterne, men havde allerede i 1916 den største koncentration af afrikanske amerikanere i Nordamerika. Harlem Renaissance-bevægelsen stod i fuldt flor under forbudstiden i USA, der faldt sammen med et økonomisk boom, som betød opførelsen af mange nye skyskrabere. New York blev verdens mest befolkede by i 1948, hvor den overhalede London, der ellers havde været i front i et århundrede. De svære år under depressionen førte til valget af reformatoren Fiorello LaGuardia som borgmester, hvilket betød afslutningen for Tammany Hall efter firs års politisk dominans.
De tilbagevendte veteraner fra 2. verdenskrig og andre immigranter fra Europa skabte et opsving i økonomien, og et byggeboom opstod, især i det østlige Queens med opførelsen af enorme boligområder. New York kom uskadt ud af krigen og blev efterfølgende verdens økonomiske centrum med Wall Street, det politiske centrum med opførelsen af FN's hovedkvarter i 1952, og det kunstneriske centrum med skabelsen af abstrakt ekspressionisme. I 1960'erne led byen under økonomiske problemer, stigende kriminalitet og raceoptøjer, som nåede et højdepunkt i 1970'erne.
I 1980 betød et opsving i byens finansielle sektor en forbedring af økonomien, og i 1990'erne var racespændingerne aftaget, kriminaliteten dalet dramatisk og bølger af nye immigranter ankom fra Asien og Latinamerika. Vigtige nye sektorer i økonomien, som Silicon Alley, opstod, og byens befolkningstal nåede et nyt højdepunkt ved folketællingen i år 2000.
Byen var et af målene under terrorangrebet den 11. september 2001, hvor næsten 3.000 mennesker omkom under angrebet på World Trade Center, der fik de to tvilling-skyskrabere til at styrte sammen. Freedom Tower, der vil blive bygget på grunden, hvor de stod, ventes at stå færdigt i 2012.
Geografi.
Satellitbillede, der viser det meste af de fem bydele, dele af det østlige New Jersey så vel som hovedvandvejene omkring New Yorks havn.
New York ligger i det nordøstlige USA, i det sydøstlige område af staten New York, omtrent halvvejs mellem Washington D.C. og Boston. Beliggenheden ved mundingen af Hudsonfloden, der løber gennem en beskyttet naturhavn og derefter ud i Atlanterhavet, har givet byen gode muligheder for at blive en vigtig handelsby. Store dele af New York er bygget på de tre øer Manhattan, Staten Island og Long Island. Her er der knapt med ledige byggegrunde og befolkningstætheden er derfor høj.
Hudsonfloden løber gennem Hudson Valley for at munde ud i New York-bugten. Mellem New York og Troy er floden et æstuarium. Hudsonfloden adskiller New York fra New Jersey. East River, der faktisk er et tidevandsstræde, løber fra Long Island Sound og adskiller Bronx og Manhattan fra Long Island. Harlem River, der også er et tidevandsstræde mellem East- og Hudsonfloderne, adskiller Manhattan fra Bronx.
Byens landområder er blevet ændret betydeligt af menneskelig indgriben med intensiv inddæmning og landindvinding ved kysterne siden den hollandske kolonitid. Inddæmningen ses tydeligst i Lower Manhattan, hvor inddæmningen til blandt andet Battery Park City fandt sted i 1970'erne og 1980'erne. Nogle af de naturlige højdeforskelle er blevet udjævnet, så landområdet fremstår fladt, særligt på Manhattan.
Byens areal er på 831,386 km². Byens højeste punkt er Todt Hill på Staten Island, der er 124,9 meter over havets overflade. Den er samtidig det højeste punkt på østkysten syd for Maine. Højdedragets højeste punkt er dækket af en skov, som er en del af Staten Island Greenbelt.
Klima.
Selv om byen ligger på samme breddegrad som meget varmere europæiske byer som Napoli og Madrid, har New York et fugtigt kontinentalklima (Köppenklassifikation Dfa), som følge af den fremherskende vindretning, der bringer kold luft fra det indre nordamerikanske kontinent. New York har kolde vintre, men byens placering ved kysten holder temperaturen lidt højere end længere inde i landet, og dermed får byen et forholdsvis moderat snefald på omkring 60-80 cm årligt. New York har en frostfri periode på gennemsnitligt 199 dage hvert år. Forår og efterår i New York kan være omskiftelige og variere fra kolde og snerige til varme og fugtige. Sommeren i New York er varm og fugtig med i gennemsnit 18 til 25 sommerdage om året, hvor temperaturen er 32 °C eller højere. Skønt byen ikke normalt forbindes med orkaner, er den af og til påvirket af dem. En orkan i 1821 gav oversvømmelse af det sydlige Manhattan, og orkanen i New England 1938 strejfede New York og dræbte mere end 700, de fleste i New England. Byens langvarige klimamønster påvirkes af den atlantiske flerdekadale oscillering, en 70-årig opvarmings- og nedkølingsperiode i Atlanterhavet, som påvirker antallet og styrken af orkaner og storme i regionen. Mange videnskabsfolk mener dog, at den globale opvarmning vil ændre dette mønster.
Miljø.
Det miljømæssige fokus drejer sig især om styring af aktiviteterne hos byens ekstraordinært store og tætte befolkning. Brugen af offentlige transportmidler er den højeste i landet, og benzinforbruget i byen er på samme niveau som det gennemsnitligt var for hele landet i 1920'erne. New Yorks befolkningstæthed og begrænsede afhængighed af biler gør byen til en af de mest energieffektive i USA.
Byens udledning af drivhusgasser er relativt lav målt pr. indbygger: 7,1 tons pr. person, hvilket er lavere end for San Francisco, der udleder 11,2 tons pr. indbygger, og det nationale gennemsnit, der ligger på 24,5 tons pr. indbygger. Indbyggerne står tilsammen kun for én procent af landets samlede udledning, selv om de repræsenterer 2,7 procent af den samlede befolkning. Den gennemsnitlige newyorker bruger mindre end halvdelen af den elektricitet, en indbygger i San Francisco bruger, og næsten kun en fjerdedel af forbruget hos gennemsnitsindbyggeren i Dallas.
Store mængder koncentreret forurening i New York fører til en høj forekomst af astma og andre luftvejsssygdomme blandt indbyggerne. I de senere år er der fokuseret på at nedbringe byens miljømæssige belastning, og bystyret er pålagt at købe de mest energieffektive produkter til brug i offentlige kontorer og almennyttige boliger. New York har landets største bestand af busser, der er dieselhybridbiler eller drevet af komprimeret naturgas, og nogle af de første hybridtaxaer er i drift. Byen er også førende med opførelse af "grønne bygninger", hvor blandt andet Hearst Tower er et eksempel.
New York forsynes med drikkevand fra Catskill Mountains' beskyttede afvandingsareal. Som et resultat af afvandingsarealets integritet og uforstyrrede filtreringproces, er New York en af kun fem storbyer i USA med drikkevand, der er rent nok til ikke at skulle filtreres af vandbehandlingsanlæg.
Arkitektur.
Den bygningsform, der er tættest forbundet med New York er skyskraberen, en nyskabende bygningsform, som først opstod i Chicago og som ændrede måden at bygge byer på, fra den lave bebyggelse i europæisk tradition til enorme lodrette forretningskomplekser. New York er omgivet af vand, og den høje befolkningstæthed og de høje grundpriser i forretningsdistrikterne har medført, at byen er blevet stedet med den største samling af fritstående forretnings- og beboelsestårne i verden.
New Yorks har arkitektonisk bemærkelsesværdige bygninger inden for mange forskellige stilarter. Det gælder blandt andet Woolworth Building (1913), en nygotisk skyskraber med forstørrede gotiske detaljer, som kan ses fra gadeniveau flere hundrede meter nede. I zonebekendtgørelsen af 1916 stilledes krav om tilbagetrækning af facader og begrænsning af byggerier til en vis størrelse i forhold til grundstørrelsen for at få sollys ned til gaderne. Art deco-designet på Chrysler Building (1930), med dens koniske top og stålspir afspejlede de nye regler. Bygningen opfattes af mange historikere og arkitekter som den flotteste i New York med dens helt specielle ornamentering, der blandt andet inkluderer gengivelserne af 1928-Chryslerørnen på hjørnerne i 61. etage, og de V-formede lysindsatser der leder op til stålspiret øverst.. Et indflydelsesrigt eksempel på den internationale stil i USA er Seagram Building (1957), kendetegnet ved anvendelse af synlige bronzefarvede I-formede stålprofiler på facaden for at fremhæve bygningens form. Condé Nast Building (2000) er et vigtigt eksempel på grønt design af amerikanske skyskrabere.
New Yorks store beboelsesområder er ofte kendetegnet ved de mange elegante brunstensrækkehuse, byresidenser og lejligheder, der blev bygget i perioden fra 1870 til 1930. Sten og mursten blev byens foretrukne byggematerialer, da træhusene blev fundet for brandfarlige efter storbranden i New York i 1835. Modsat Paris, der gennem århundreder blev bygget af sin egen undergrunds kalksten, har New York altid fået sine byggematerialer fra et vidtstrakt netværk af stenbrud, og derfor har bygningerne ofte forskelligartede mønstre og farver. Et bemærkelsesværdigt træk ved mange af byens bygninger er, at de har deres eget vandtårn af træ monteret på taget. I 1800-tallet var det nødvendigt at montere disse på bygninger over seks etagers højde for at undgå et umådeholdent stort vandtryk i lavere højder, der ville kunne sprænge byens vandledninger. Havelejligheder blev populære i 1920'erne i udkantsområderne, blandt andet i Jackson Heights i Queens, der blev mere tilgængelig med udvidelsen af undergrundsbanens net.
Bydele.
New York består af fem boroughs (bydele), som er en usædvanlig form for administrativ inddeling, til administration af de fem amter, byen er opdelt i. I bydelene er der hundredvis af forskellige kvarterer, mange med en helt unik historie og karakter. Hvis bydelene var selvstændige byer, ville fire af de fem (Brooklyn, Queens, Manhatten og Bronx) være blandt de ti mest befolkede byer i USA.
Kultur.
a> er et af de største museer i verden.
Talrige større amerikanske kulturbevægelser er opstået i byen, såsom Harlem Renaissance, der etablerede den afrikansk-amerikanske litteraturkanon i USA. Byen var centrum for jazzen i 1940'erne, abstrakt ekspressionisme i 1950'erne, og fødselsstedet for hiphop-kulturen i 1970'erne. Byens punk rock-scene var indflydelsesrig i 1970'erne og 1980'erne, og byen har længe haft en blomstrende scene for jødisk-amerikansk litteratur. Prominente indie rock-bands fra New York er blandt andre The Strokes, Interpol, The Bravery, Scissor Sisters og They Might Be Giants. Byen er også vigtig i den amerikanske filmindustri. "Manhatta" (1920), landets første avantgarde-film, blev optaget i byen. I dag er byen det næststørste center for filmindustrien i USA, selv om den er meget mindre end Hollywood.
Byen har mere end 2.000 kunst- og kulturorganisationer, og mere end 500 kunstgallerier af alle størrelser. Byens administration støtter kunstnere med et årligt budget, der er større end National Endowment for the Arts' budget. Rige industrialister byggede i det 19. århundrede et netværk af større kulturelle institutioner, såsom den berømte Carnegie Hall og Metropolitan Museum of Art, der skulle blive internationalt anerkendte. Med det elektriske lys' komme blev mange teatre opført i byen, og i 1880'erne begyndte teatrene på Broadway og på 42nd Street at vise en ny form for teater, der skulle blive kendt som Broadway musical.
Under stærk påvirkning fra byens indvandrere begyndte teaterproducenter som Edward Harrigan, George M. Cohan og andre at bruge sange som fortællingsmiddel i opførelser, der ofte afspejlede temaer som håb og ambitioner. I dag er disse produktioner fast indhold på New Yorks teaterscene. Byens 39 største teatre (med flere end 500 sæder) er kollektivt kendt som "Broadway", efter den hovedfærdselsåre, af samme navn, der krydser Times Square-teaterdistriktet.
Lincoln Center for the Performing Arts, der indeholder Jazz at Lincoln Center, The Metropolitan Opera, New York City Opera, New York Philharmonic, New York City Ballet, Vivian Beaumont Theatre, The Julliard School og Alice Tully Hall, er det største kulturhus i USA. Summerstage præsenterer opførelser af gratis forestillinger og musik i Central Park, samt 1.200 gratis koncerter, danse- og teaterstykker i alle fem bydele i sommermånederne.
Turisme.
a> på Manhattan er den mest besøgte bypark i USA.
Omkring 40 millioner udenlandske og amerikanske turister besøger New York hvert år. Blandt større seværdigheder kan nævnes Empire State Building, Ellis Island, Broadway-opsætninger, museer som Metropolitan Museum of Art, og andre turistattraktioner som Central Park, Washington Square Park, Rockefeller Center, Times Square, Bronx Zoo, New York Botanical Garden, luksusshopping på 5th Avenue og Madison Avenue, og begivenheder som New York Halloween Parade i Greenwich Village og Tribeca Film Festival og gratis optrædener i Central Park ved Summerstage. Frihedsgudinden er en større turistattraktion og en af de mest karakteristiske ikoner for USA. Mange af byens etniske enklaver som Jackson Heights, Flushing og Brighton Beach, er større indkøbssteder for første- og andengenerationsindvandrere.
New York har over 113 km² park og 22 km offentlige strande. Manhattans Central Park, designet af Frederick Law Olmsted og Calvert Vaux, er den mest besøgte park i USA. Prospect Park i Brooklyn, også designet af Olmsted og Vaux, har en 36 hektar stor græsplæne. Flushing Meadows–Corona Park i Queens, byens tredjestørste, lagde grund til Verdensudstillingen i 1939 og 1964.
New Yorks afvekslende madkultur er blevet påvirket af byens immigranter gennem tiden. Jødiske og italienske immigranter gjorde byen berømt for sine bagels, cheesecake og New York-pizzaen. Omkring 4.000 mobile madvogne er registreret i byen, og mange af dem er immigrantejede. De har gjort mellemøstlige spiser som falafel og kebab til faste indslag i byens gaderestauranter. Byen er også hjemsted for mange af de fineste haute cuisine-restauranter i USA.
Medier.
New Yorks brug af massetransit giver byen en stor avislæsermasse.
New York er et globalt centrum for fjernsyn, marketing, musik, aviser og bogudgivelser og er også det største mediemarked i USA. Nogle af byens mediekonglomerater er Time Warner, News Corporation, Hearst Corporation og Viacom. Syv af verdens otte største globale reklamebureauer har hovedkvarter i New York. Tre af musikkens "Big Four"-pladeselskaber ligger også i byen. En tredjedel af alle de amerikanske uafhængige film, der bliver produceret, produceres i New York. Mere end 200 aviser og 350 forbrugermagasiner har et kontor i byen. og 25.000 mennesker er ansat i bogforlagsbranchen.
To af de tre landsdækkede dagblade i USA er New York-aviser, "The Wall Street Journal" og "The New York Times". Blandt de større tabloidaviser i byen kan nævnes "The New York Daily News" og "The New York Post", grundlagt i 1801 af Alexander Hamilton. Byen har også en større etnisk presse med 270 aviser og magasiner udgivet på mere end 40 sprog. "El Diario la Prensa" er New Yorks største spansksprogede daglige avis, og den ældste i landet. "The New York Amsterdam News", udgivet i Harlem, er en prominent afrikansk-amerikansk avis. "Village Voice" er den største alternative avis.
Tv-industrien udviklede sig i New York og er en betydningsfuld arbejdsgiver i byens økonomi. De fire store amerikanske tv-stationer, ABC, CBS, FOX og NBC, har alle hovedkvarter i New York. Mange kabelkanaler ligger også i byen, blandt andet MTV, Fox News, HBO og Comedy Central. I 2005 blev der optaget mere end 100 tv-shows i New York.
Byen er også et større centrum for ikke-kommercielle medier. Den ældste offentlige tv-station i USA er Manhattan Neighborhood Network, grundlagt i 1971. WNET er byens største offentlige tv-station og er hovedleverandør af programmer til PBS. WNYC, en offentlig radiostation ejet af byen indtil 1997, har det største antal radiolyttere i USA. Byen New York styrer en offentlig broadcast-service, NYCTV, der har produceret flere originale Emmy-vindende shows, som handler om musik og kultur i byens kvarterer, såvel som om byens administration.
Dialekt.
New York-området har et karakteristisk sprog, kaldet New York-dialekten, alternativt kendt som brooklynese eller newyorkese. Dialekten opfattes ofte som en af de mest genkendelige i amerikansk-engelsk. Den klassiske version af denne dialekt er koncentreret i middel- og arbejderklassen af europæisk afstamning, og indflydelsen fra ikke-europæiske immigranter i de senere årtier har ledt til ændringer i denne karakteristiske dialekt.
Et af de mere opsigtsvækkende træk ved denne dialekt er dens "r-mangel". Den traditionelle New York-dialekt er ikke-rhotisk, så lyden er stum sidst i en stavelse eller umiddelbart foran en konsonant; derfor udtales byens navn som "New Yawk". Der er ingen i ord som "park".
I de fleste gammeldags og ekstreme udgaver af New York-dialekten bliver vokallyden fra ord som "girl" og ord som "oil" en diftong. Dette misforstås ofte af personer, der taler andre dialekter, som en ombytning af "er"- og "oy"-lydene, så "girl" bliver udtalt "goil", og "oil" udtales som "erl"; hvilket fører til karrikerede New York-udtaler som "Joizey" (Jersey), "Toidy-Toid Street' (33rd St.) og "terlet" (toilet). Figuren Archie Bunker fra 1970'er-serien "All in the Family" var et godt eksempel på en talende person, der havde denne egenskab. Dette særlige sprogmønster er ikke særligt fremherskende længere.
Sport.
a> er det største marathonløb i verden.
New York har hold i de fire store nordamerikanske professionelle sportsligaer, der hver især også har deres hovedkvarterer i byen.
Baseball er byens største fansport. Der har været fjorten World Series-opgør mellem New York-hold, i serier kaldet Subway Series. Byens to nuværende Major League Baseball-hold er de rivaliserende New York Yankees og New York Mets. Rivaliseringen er efter sigende lige så voldsom, som den er mellem Yankees og Boston Red Sox. Der er også to Minor League Baseball-hold i byen, Staten Island Yankees og Brooklyn Cyclones.
Byen er repræsenteret i amerikansk fodbold-ligaen med New York Jets og New York Giants (officielt "the New York Football Giants"), selv om begge hold spiller deres hjemmekampe i Meadowlands Stadium i nærliggende New Jersey.
New York Rangers repræsenterer byen i USA's ishockeyliga, med Madison Square Garden i Manhattan som hjemmebane.
Byens hold i USA's basketball-liga for mænd er New York Knicks, mens byens hold i basketball-ligaen for kvinder er New York Liberty. Det første basketballmesterskab på college-niveau, National Invitation Tournament, blev afholdt i New York i 1938 og finder stadig sted i byen. Rucher Park i Harlem er et afholdt spillested hvor mange professionelle spillere spiller i sommerligaen.
Som global by støtter New York mange sportsgrene ud over de nævnte. Blandt dem findes US Open (golf), New York City Marathon og Millrose Games, et årligt atletikstævne, hvis mest prominente begivenhed er Wanamaker Mile. New York er også hjemsted for flere berømte golfklubber, blandt andet Winged Foot, der afholdt U.S. Open i 2006. Boksning er også en prominent del af byens sportsscene, med begivenheder som Amateur Boxing Golden Gloves, der bliver afholdt hvert år i Madison Square Garden. New York City Marathon er verdens største, og løbene i 2004-2006 har de tre øverste pladser i top tre over marathonløb med flest gennemførende løbere, med 37.866 gennemførende i 2006.
Mange sportsgrene forbindes med New Yorks immigrantmiljøer. Stickball, en gadeudgave af baseball, blev gjort populær af arbejderklasseunge fra puerto ricanske, italienske, tyske og irske kvarterer i 1930'erne. I de senere år er der opstået flere amatør-cricketligaer med immigranter fra Sydasien og Caribien.
Økonomi.
New York er et globalt centrum for internationalt forretningsliv og handel, og er en af de tre "kommandocentraler" for verdensøkonomien (sammen med London og Tokyo). Byen er et større centrum for finans, forsikring, ejendomshandel, medier og kunst i USA. New Yorks metroområde havde et estimeret GMP på 952,6 milliarder dollar i 2005, den største regionale økonomi i USA. Byens økonomi står for størstedelen af den økonomiske aktivitet i staterne New York og New Jersey. Mange større firmaer har hovedkvarter i New York, blandt andet 44 Fortune 500-firmaer. New York er også unik blandt de amerikanske byer ved sit store antal udenlandske firmaer. Et ud af ti private jobs i byen er hos et udenlandsk firma.
New York er hjemsted for nogle af nationens - og verdens - mest værdifulde ejendomme. Park Avenue 450 blev solgt den 2. juli 2007 for 510 millioner dollars, omkring 17.104 dollars pr. kvadratmeter og slog dermed den knap en måned gamle rekord for en amerikansk kontorbygning, da Madison Avenue 660 blev solgt i juni 2007 for 15.887 dollars pr. kvadratmeter.
New Yorks børs, New York Stock Exchange, der ligger på Wall Street, og NASDAQ er verdens største og næststørste børser, når der måles på gennemsnitlig daglig handelsvolumen og samlet markedskapitalisering. Den finansielle sektor i byen står for mere end 35 procent af byens indkomst. Ejendomshandel er en stor kraft i byens økonomi, eftersom den totale værdi af alle New Yorks ejendomme i 2006 lå på 802,4 milliarder dollar. Time Warner Center er ejendommen med den højest angivne markedsværdi med 11,1 milliarder dollars i 2006.
Byens tv- og filmindustri er den næststørste i landet efter Hollywood. De kreative industrier som "nye medier", marketing, mode, design og arkitektur står for en stadigt voksende andel af beskæftigelsen i New York, der har en stærk konkurrencemæssig fordel i disse industrier. Højteknologiske industrier som biokemi, softwareudvikling, spildesign og internetservices vokser også gennem New Yorks placering som endestation for flere transatlantiske telefonkabler. Andre vigtige sektorer inkluderer medicinalforskning, teknologi, non-profit organisationer og universiteter.
Produktion står for en stor, men aftagende del af beskæftigelsen. Tøj, kemikalier, metalprodukter, præfabrikerede fødevarer og møbler er nogle af de vigtigste produkter. Fødevareindustrien er den mest stabile større produktionssektor i byen. Fødevareproduktion er en industri med en værdi på 5 milliarder dollar, der beskæftiger mere en 19.000 ansatte, hvoraf mange er indvandrere, der taler meget lidt engelsk. Chokolade er New York førende eksportspecialitet, med en eksportværdi på mere end 234 millioner dollar.
Demografi.
New York er den mest befolkede by i USA, med en anslået befolkning i 2005 på 8.213.839 (fra 7,3 millioner i 1990). Dette svarer til omkring 40 procent af staten New Yorks befolkning og en tilsvarende procentdel af den regionale metroregions befolkning. Over det seneste årti har byens befolkningstal været støt stigende, og demografikere anslår, at befolkningstallet vil ligge mellem 9,2 og 9,5 millioner i 2030.
New Yorks to nøgledemografiske egenskaber er dens befolkningstæthed og kulturelle forskellighed. Byens befolkningstæthed på 10.194 pr. kvadratkilometer gør den til en af de tættest befolkede amerikanske byer med en befolkning på over 100.000. Manhattans befolkningstæthed er 25.846 indbyggere pr. kvadratkilometer, det højeste i noget amt i USA.
New York er exceptionelt mangfoldig. Gennem sin historie har byen været et større indrejsested for immigranter til USA; begrebet "melting pot" (smeltedigel) blev først brugt til at beskrive de tæt befolkede immigrantkvarterer på Lower East Side. 36 procent af byens befolkning er født i udenlandet. Blandt amerikanske byer er denne andel kun højere i Los Angeles og Miami, men immigrantfællesskaberne i disse byer er domineret af få nationaliteter, mens der i New York ikke er en enkelt dominerende region eller land. De ti mest repræsenterede lande i den nutidige indvandring er Den Dominikanske Republik, Kina, Jamaica, Guyana, Pakistan, Ecuador, Haiti, Trinidad og Tobago, Colombia og Rusland. Der tales omkring 170 sprog i byen.
New Yorks metropolregion er hjemsted for det største jødiske fællesskab uden for Israel; Tel Aviv har et mindre befolkningtal (ikke-metropol/inden for kommunens grænser) end den jødiske befolkning i New York, hvilket gør New York til det største jødiske fællesskab i verden. Omkring 12 procent af newyorkerne er jødiske. Byen er også hjemsted for næsten en fjerdedel af nationens indisk-amerikanske befolkning, og for det største afrikansk-amerikanske fællesskab i nogen by i landet.
Byens fem største etniske grupper var i 2005: puertoricanere, italienere, caribiere, dominikanere og kinesere. Den puertoricanske befolkningsgruppe i New York er den største uden for Puerto Rico. Italienske amerikanere emigrerede til byen i stort tal i det tidlige 20. århundrede. De irske amerikanere i New York, den sjettestørste gruppe, har også en nævneværdig repræsentation; en af halvtreds newyorkere af europæisk afstamning bærer en karakteristisk genetisk signatur på deres Y-kromosomer nedarvet fra Niall Noigíallach, en irsk højkonge i det femte århundrede f.Kr.
New York har store indkomstforskelle. I 2005 var den gennemsnitlige indkomst for husstande i folketællingens velhavergruppe 188.697 dollars, mens det for den fattigste gruppe var 9.230 dollars. Forskellen er udvidet af lønstigninger i de høje indkomstklasser, mens lønningerne er stagneret i de mellemste og lavere klasser. I 2006 var den gennemsnitlige ugeløn på Manhattan 1.453 dollars, den højeste og hurtigst voksende blandt de største amter i USA. Bydelen oplever også et babyboom, der er unikt blandt amerikanske byer. Siden 2000 er antallet af børn under fem år i bydelen steget med mere end 32 procent.
Husejerskab i New York er på omkring 33 procent, meget lavere end det nationale gennemsnit på 69 procent. Der er normalt omkring 3 og 4,5 procent ledige lejligheder i byen, afgjort under den 5 procent-grænse, der er defineret som kritisk husmangel, der plejede at retfærdiggøre huslejekontrol og lejestabilisering. Omkring 33 procent af lejlighederne har et loft over huslejen. At finde lejligheder, særligt billige, i New York kan være en udfordring.
Administration.
a>, hjemsted for mange regeringskontorer, er en af de største administrationskontorbygninger i verden.
Siden sin konsolidering i 1898 har byen været en metropolkommune, ledet af en borgmester med store magtbeføjelser over for byrådsstyret. Administrationen af New York er mere centraliseret end i mange andre byer i USA. I New York er den centrale administration ansvarlig for uddannelse, fængsler, biblioteker, offentlig sikkerhed, rekreative faciliteter, sanitet, vandforsyning og bistandshjælp. Borgmesteren i New York og byrådsmedlemmerne vælges for fireårige perioder. New Yorks byråd har en enkeltkammerstruktur bestående af 51 rådsmedlemmer, hvis distrikter er defineret af geografiske befolkningsgrænser. Borgmesteren og byrådsmedlemmerne kan maksimalt vælges for to fireårige valgperioder.
Borgmesteren er Michael Bloomberg, forhenværende demokrat men nu uafhængigt valgt som republikaner i 2001 og genvalgt i 2005 med 59 procent af stemmerne. Han er kendt for at have overtaget kontrollen med byens uddannelsessystem fra staten, gennemført zoneændringer og befordret økonomisk udvikling, sund finansiel styring og aggressiv offentlig sundhedspolitik. For sin anden valgperiode har Bloomberg gjort skolereform, fattigdomsbekæmpelse og streng våbenkontrol til de centrale politikker. Sammen med Bostons borgmester Thomas Menino grundlagde han i 2006 Mayors Against Illegal Guns Coalition, en organisation med det erklærede mål at "gøre offentligheden mere sikker ved at få illegale våben væk fra gaderne." Medlemmer af det Demokratiske Parti er valgt til flertallet af byens offentlige embeder. 66 procent af de registrerede vælgere i byen er demokrater, og i New Yorks valgdistrikt har en republikaner ikke opnået flertal ved delstats- eller præsidentvalg siden 1924.
New York er den vigtigste kilde til politisk pengeindsamling i USA, eftersom fire af postnumrene på Manhattan er blandt de fem, der har givet flest politiske pengebidrag på landsplan. I postdistriktet 10021, Upper East Side, blev der indsamlet flest penge til præsidentkampagnen i 2004 for både George W. Bush og John Kerry. Byen har en stærk ubalance i betalinger til og fra de nationale administrationer og statsadministationen. New York modtager 83 cent i ydelser for hver dollar byen sender til den føderale administration i skatter (årligt afleverer byen 11,4 milliarder dollar mere end den får retur). Byen afleverer også 11 milliarder dollar mere til staten New York årligt, end den får retur.
Nær rådhuset findes retsbygningerne for United States District Court for the Southern District of New York (USA's distriktsdomstol for New Yorks sydlige retsdistrikt) og United States Court of Appeals for the Second Circuit (USA's appelret for andet retsdistrikt) samt Jacob K. Javits Federal Building. Brooklyn er hjemsted for United States District Court for the Eastern District of New York (USA's distriktsdomstol for New Yorks østlige retsdistrikt), og hver bydel har en afdeling af New York Supreme Court (delstaten New Yorks højesteret) og andre delstatsdomstole. I sin egenskab af vært for FN har byen verdens største konsulære korps omfattende 122 konsulater, generalkonsulater og honorære konsulater.
Kriminalitet.
New York er blandt de sikreste byer i USA: ud af 216 byer i USA med en befolkning på mere end 100.000 indbyggere i 2002, lå byen nummer 197 i antallet af forbrydelser (med omkring den samme kriminalitetsniveau som Provo i Utah). Voldskriminalitet i New York er faldet med 75 procent i de seneste tolv år, og antallet af mord var i 2005 var på sit laveste niveau siden 1963. Kriminalitetsniveauet toppede i 1980'erne og de tidlige 1990'ere, da crack-epidemien ramte byen. I 1990'erne iværksatte New York City Police Department (NYPD, New Yorks politi) CompStat (et projekt til mindskelse af kriminalitet), ituslåede vinduer-strategien og andre strategier i en større kampagne for at mindske kriminaliteten. Det dramatiske fald er af kriminologer blevet tilskrevet disse strategier sammen med crack-epidemiens ophør og demografiske ændringer.
Organiseret kriminalitet har længe været forbundet med New York, begyndende med gadebanderne 40 Thieves og Roach Guards i slumkvarteret Five Points i 1820'erne. I det 20. århundrede øgedes mafiaens indflydelse, domineret af de fem familier. Gadebander, blandt andet Black Spades, voksede også i antal i det senere 20. århundrede. Flere større oprør har fundet sted i New York siden midten af 1800-tallet, blandt andet New York Draft Riots i 1863, flere oprør ved Tompkins Square Park og i Harlem. David Berkowitz' (Son of Sam) seriemorder, der begyndte den 29. juli 1976, terroriserede byen i et helt år.
Uddannelse.
Byens offentlige skolesystem, der administreres af New York City Department of Education, er det største i USA. Omkring 1,1 millioner studerende bliver undervist i mere end 1.200 separate folkeskoler og high schools. Der er desuden omkring 900 private sekulære og religiøse skoler i byen, blandt andre nogle af de mest prestigefyldte privatskoler i USA.
Selvom byen normalt ikke omtales som en "universitetsby", er der omkring 594.000 universitetsstuderende i byen, det højeste antal i en hvilken som helst by i USA. I 2005 var tre ud af fem beboere på Manhattan collegeuddannede, og en ud af fire havde længere videregående uddannelse, og dermed har byen en af de højeste koncentrationer af højt uddannede folk i nogen amerikansk by. Offentlig universitetsundervisning udbydes af City University of New York, landets tredjestørste offentlige universitetssystem, og Fashion Institute of Technology, der er en del af State University of New York. New York er ligeledes hjemsted for blandt andre Barnard College, Berkeley College, Columbia University, Cooper Union, Fordham University, Manhattan College, The New School, New York Institute of Technology, New York University, Pace University, Polytechnic University og St. John's University. Byen har dusinvis andre private colleges og universiteter, blandt andre mange religiøse og institutioner med særlige formål, så som The Juilliard School.
En stor del af den videnskabelige forskning i byen udføres inden for medicin og biovidenskab. New York er den by i USA med flest tildelinger af ph.d.-, doktor- og tilsvarende grader i biovidenskab. Byen har 40.000 licenserede læger og 127 nobelpristagere med rødder i de lokale institutioner. Byen modtager den næststørste årlige finansiering fra National Institutes of Health blandt alle byer i USA. Blandt de større biomedicinske forskningsinstitutioner kan nævnes Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, Rockefeller University, Albert Einstein College of Medicine, Mount Sinai School of Medicine og Weill Cornell Medical College.
New York Public Library, der har den største bogsamling i noget offentligt biblioteksvæsen i landet, dækker Manhattan, Bronx og Staten Island. Queens dækkes af Queens Borough Public Library, der er landets næststørste offentlige biblioteksvæsen, og Brooklyn Public Library tilbyder borgerne i Brooklyn adgang til et bibliotek. New York Public Library har adskillige videnskabelige biblioteker, blandt andre Schomburg Center for Research in Black Culture.
Transport.
Det offentlige transportsystem i New York er indbyggernes mest populære transportform. Omkring en ud af tre rejsende med de offentlige transportmidler og to tredjedele af USA's togpassagerer bor i New York og dens forstæder. Dette står i skarp kontrast til resten af landet, hvor omkring 90 procent af pendlerne kører i bil til deres arbejdsplads. New York er den eneste by i USA, hvor mere end halvdelen af alle husstande ikke ejer en bil (på Manhattan er det 75 procent af beboerne, der ikke har bil. På landsplan er tallet 8 procent).
New York City Subway (New Yorks undergrundsbane) er det største massetransportsystem i verden målt på banelængde med 1.062 kilometer hovedspor, og målt på antallet af stationer i brug, med 468. Det er også det fjerdestørste når der måles på antallet af passagerer årligt (1,4 milliarder rejser i 2005). Transportsystemet i New York er enormt og komplekst. Det omfatter den længste hængebro i Nordamerika, verdens første mekanisk ventilerede tunnel, mere end 12.000 gule taxaer og en gondolbane, der transporterer pendlere mellem Roosevelt Island og Manhattan.
New Yorks offentlige buspark og pendlerjernbaner er de største i Nordamerika. Jernbanen, der forbinder forstæderne i Tri-State-området med byen, har mere end 250 stationer og 20 linjer. Pendlerjernbanesystemet samles på de to travleste jernbanestationer i USA, Grand Central Terminal og Pennsylvania (Penn) Station.
New York er det største knudepunkt i USA for international passagerflytrafik. Området betjenes af tre større lufthavne, John F. Kennedy International Airport, Newark Liberty International Airport og LaGuardia Airport. Der er planer for en fjerde lufthavn, Stewart International Airport nær Newburgh, der skal overtages og udvides af Port Authority of New York and New Jersey (der administrerer de tre andre lufthavne), og som skal aflaste de øvrige lufthavne, så den stadig stigende passagertrafik kan afvikles. 100 millioner rejsende brugte de tre lufthavne i 2005, og byens luftrum er det travleste i landet. Internationale fly fra JFK og Newark stod for omkring en fjerdedel af alle amerikanske rejsende, der rejste udenlands i 2004.
Den udbredte brug af offentlige transportmidler i New York gør sammen med 120.000 daglige cyklister og mange pendlere til fods byen til den mest energieffektive større by i USA. Byen er i stand til at klare en oliekrise med en prisstigning fra 3 til 8 dollars per gallon. Fodgængere og cyklister står for 21 procent af al transport i byen, hvor tallet for metroregioner på landsplan er omkring 8 procent.
Venskabsbyer.
New York har ti venskabsbyer, ni af dem gennem byens medlemskab i Sister Cities International (SCI). Året for påbegyndelsen af hvert venskabsforhold er angivet i parenteserne.
Halvgræs-familien.
Halvgræs-familien ("Cyperaceae") er en familie med forholdsvis få slægter. Det er fælles for familien, at arterne indeholder auroner, favonsulfater, flavon C-glykosider, kestose og isokestose samt oligosakkarider (som oplagsnæring). Planterne har toradede blade med hel rand, massive stængler med blomster i endestillede stande.
Kilder.
Schou, J.C. (2007) Danmarks halvgræsser. BFNs Forlag, Klitmøller; 236 s.
Strandsennep.
Strandsennep ("Cakile") er en lille slægt med ganske få arter i Nordeuropa, Nordasien og Nordamerika. Det er énårige urter med let sukkulente, blågrønne blade og lysviolette blomster. Frugterne er toleddede skulper. Almindelig Strandsennep ("Cakile maritima") er den eneste art, som er vildtvoksende i Danmark.
Galtetand.
Galtetand ("Stachys") er en slægt med ca 30 arter, der er udbredt over det meste af den nordlige halvkugle samt Afrika og Australasien. Det er stauder eller - sjældnere - enårige urter med opret vækst og krybende jordstængler. Bladene er modsat stillede og rynkede med takket rand. Blomsterne sidder i kranse ved bladhjørnerne, og de er uregelmæssige. Frugterne er delfrugter med glatte, nødagtige enkeltfrugter. Her beskrives kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Majs.
Majs ("Zea mays") er en afgrøde som spises kogt, grillet med smør eller laves til cornflakes. Nogle majssorter kan anvendes til popcorn. Fodermajs bruges til husdyr.
Den høstes gerne inden den er modnet helt, hvis den skal spises uforarbejdet. Derimod venter man med høsten, hvis den skal forarbejdes til f.eks. majsmel. Dette skyldes, at majskernerne tørrer ud ved modningen og dermed bliver lettere at forarbejde - eksempelvis til majsmel. Ved ristning af de tørrede kerner kan man få popcorn og cornflakes.
Ensidig majsspisning kan medføre vitaminmangel.
Majsplanten, specielt de unge majsskkud indeholder et kraftigt antibiotikum, DIMBOA også kendt som et benzoxazinoid, der er et naturligt forsvar mod skadedyr som insekter samt svampe og bakterier.
Historie.
Majskolben er ikke en naturlig dansk plante, men har dog været i Europa siden 1500-tallet, hvor spanierne bragte den hjem fra Peru og Mexico.
Udviklingen fra Teosinte til moderne majs.
De majsdyrkende, oprindelige folk i Mellemamerika vidste godt, at majsen var kunstigt fremavlet, og de lagde vægt på at dyrke "Majsens mor" (græsarten Teosinte ("Zea mays ssp. parviglumis")) langs yderkanten af markerne for at sikre god bestøvning. Planten begyndte at brede sig til Afrika og Asien. Idéen var ikke at bruge majsen som menneskeføde, men mere til hønsefoder. Under den irske hungersnød i 1845, hvor kartoffelhøsten endnu engang slået fejl, begyndte USA at sende majs til Irland.
Majskobler kan omdannes til kulstofbriketter, som kan lagre store mængder metangas ved lavt tryk.
Det kan anvendes i biler, hvor det lette metanlager fint kan være under et passagersæde.
Kabul.
"Kabul, med bjergene i baggrunden."
Kabul ("Käbool", "Kbool") er hovedstad i Afghanistan. I begyndelsen af 2004 vurderede Kabuls stadsingeniør, at der var i nærheden af 3 millioner indbyggere. Kabul ligger på Kabul-sletten ca. 1.800 m over havets overflade i Hindu Kush-bjergkæden. Byen er stærkt plaget af manglende regn, da skyerne taber deres vand over de omkringliggende bjerge, inden de når byen. Tilbage i 60'erne var Kabul-sletten stort set dækket af nåletræsskov, men i dag er sletten forvandlet til ørken. Tørken har bevirket, at den øst/vest-gående Kabul-flod er udtørret det meste af året.
Af særlige kendetegn i Kabul kan blandt andet nævnes Bebe Marooh, som er et bjerg inde i byen, der kan kendes ved, at der er bygget et svømmestadion på toppen. Poolen er dog tom i dag, og trinene til udspringstårnet er forsvundet. Kommunikationsministeriet er let genkendeligt ved at være byens højeste bygning og er på 10 etager med en masse paraboler på toppen.
Kabul er ligesom resten af Afghanistan præget af mange års krig, begyndende med Sovjetunionens invasion i 1979 frem til Taleban-styrets fald i 2001. Hovedstaden er under en hastig genopbygning, men på trods heraf er der utallige, ødelagte bygninger. Især den sydlige del af Kabul er præget af krigen, med det gamle, sønderskudte kongeslot tronende over bydelen. Af andre minder om de mange krige i og omkring Kabul er de utallige landminer, som stadig ligger rundt om i byen. De fleste af de tilbageværende minefelter er ikke afmærkede, men der ydes store indsatser fra fx Danish Demining Group med at fjerne minerne i Kabul.
International Security Assistance Force (ISAF) har sit hovedkvarter i Kabul. Til at støtte den afghanske overgangsregering i at opretholde sikkerheden i Kabul-provinsen har ISAF: Kabul Multi National Brigade (KMNB), hvori blandt andre danske soldater indgår.
Gøgeurt-familien.
Herunder er nævnt en række af slægterne i Gøgeurt-familien (eller Orkidé-familien). Alle slægter, der er repræsenteret i den danske natur, er markeret med (dk).
Litteratur.
Fruesko-familien var tidligere en selvstændig familie, men regnes nu for at være en underfamilie i Gøgeurt-familien. Underfamilien hedder "Cypripedioideae", og den rummer bl.a. de tempererede Fruesko ("Cypripedium") (herunder den danske Stor Fruesko), og de tropiske slægter Venussko (Asien) og "Phragmipedium" (Amerika).
Attentatet på John F. Kennedy.
Attentatet på John F. Kennedy skete fredag den 22. november 1963 kl. 12:30 lokal tid (19:30 dansk tid) på Elm Street i Dallas, Texas.
Præsidentens kortege blev beskudt, da den var ved at afslutte turen gennem byen, og det derfor var tyndet ud i tilskuerantallet. Foruden præsidenten blev Texas' guvernør John Connally ramt af riffelkuglerne. Efter skudepisoden hastede præsidentens bil mod Parkland Hospital, hvor man forgæves kæmpede for præsidentens liv. Kennedy modtog den sidste olie og blev erklæret død kl. 13 lokal tid.
Kennedy var i 1963 allerede i gang med at sikre sit genvalg forud for det kommende præsidentvalg i 1964, og endnu en gang ville vælgerne i syden blive afgørende. Derfor var det ikke tilfældigt, at præsidenten netop valgte at bruge to dage i slutningen af november på at besøge Texas – hjemstaten for hans vicepræsident Lyndon B. Johnson. Delstaten kunne vise sig afgørende i 1964, som den havde vist sig i 1960, og Dallas var en af de byer, som blev tabt dengang. Dette skulle ændres med mindre end et år til det næste præsidentvalg.
Baggrunden for besøget.
Da John F. Kennedy i 1960 var blevet valgt til præsident, havde det kun været med et meget snævert flertal. Derfor kunne han langt fra være sikker på at genvinde embedet ved præsidentvalget i 1964. En af de stater, det var vigtigt for ham at vinde, var Texas. Derfor begyndte Kennedys valgturné med en rundtur i netop denne stat.
I Texas voksede der to modstridende fløje i det demokratiske parti, repræsenteret ved hhv. den liberale senator Ralph Yarborough og den konservative guvernør John Connally (som senere skiftede over til det republikanske parti). Hvis Kennedy ikke kunne forene partiet, kunne han næppe regne med at vinde Texas på ny i 1964.
Kennedys besøg i Texas blev planlagt i oktober 1963. I løbet af to dage skulle Kennedy og Johnson besøge fem større byer, blandt dem var Dallas. I Dallas skulle de køre i en bilkortege gennem byen. Bilkortegens rute blev trykt i Dallas-aviserne den 19. november, mens et detaljeret kort over ruten blev publiseret den 21. november 1963.
Bilkortegen.
Air Force One ankom til flypladsen Love Field udenfor Dallas kl. 11:40 CST. Planen var, at præsidenten skulle køre i en bilkortege fra flypladsen gennem byen til Dallas Trade market, hvor han skulle holde tale. Kennedy og fru Jacqueline sad på bagsædet i præsidentens bil. Foran dem sad guvernør Connally og fru Nellie på klapsæder. I en bil længere tilbage i kortegen var vicepræsident Johnson med fru Lady Bird og senator Yarborough. Bilkortegen ankom til Houston Street lige før kl. 12:30 CST.
Attentatet.
a> kort efter Kennedy blev ramt af skud i hovedet.
Præsidentens bil kørte ca 60 meter på Elm Street mod jernbaneundergangen (the triple underpass) før man første gang hørte et skud. Mange troede, at det var lyden af fyrværkeri eller larm fra udstødningen på en af bilerne. De, som havde hørt lyden før, vidste at det var et skud. Der blev derefter affyret endnu to skud. Efter et tredje skud var præsidentens bil kørt ca 80 meter på Elm Street.
Det hele tog knap 8 sekunder.
"Snigskyttens rede".
Cirklen A indikerer hvorfra Howard Brennan så, at der blev affyret skud mod bilkortegen.
Flere af vidnerne til attentatet observerede en mandsperson i Texas' skolebogslagers sydøstlige vindue på 6. etage. Et af vidnerne var Howard Brennan, som så, at en person skød fra vinduet, og varslede politiet. Han gav et signalement, og hans beskrivelse af attentatmanden blev sendt ud på politiradioer flere gange, første gang kl. 12:45 CST. Brennan skrev senere bogen "Eyewitness to history".
Politimanden Marrion L. Baker kørte på motorcykel ikke langt fra præsidentens bilkortege i Dallas. Han befandt sig lige foran skolebogslageret, da han hørte hvad han opfattede som geværskud. Han hørte i alt tre skud, som han mente kom ovenfra. Kort efter, at der var blevet affyret skud, så han nogle duer der fløj væk fra taget på bygningen. Derefter parkerede han umiddelbart foran skolebogslageret for så at løbe ind i bygningen. Her fik han hjælp af skolebogslagerets direktør, Roy Truly, til at finde rundt. Sammen med direktøren løb han op af trapperne til 2. etage hvor man mødte Lee Harvey Oswald. Der var gået omkring to minutter siden skuddene faldt, da man mødte Oswald. Truly forklarede at Oswald havde job her. Kort efter forlod man Oswald igen og løb videre op af trapperne og ud på taget. Baker mente, at skuddene næppe kunne være kommet derfra, og valgte derfor at gå ned igen. Da han kom ned konstaterede han, at bygningen var blevet sikret med politivagt ved indgangen.
En halv time efter attentatet fandt politimænd et gevær skjult mellem andre bogkasser på 6. etage i skolebogslageret. Geværet blev i første omgang identificeret som en 6.57 Mauser, men dagen efter blev det identificeret som en Carcano M91-riffel i kaliber 6,5 x 52 mm Carcano.
Et TV-hold ankom til stedet kort efter fundene og fik lov til at filme uden problemer.
Mordvåbnet.
Carcano-riflen, som blev fundet på 6. etage i skolebogslageret, blev angiveligt anvendt under attentatet på præsident Kennedy. Ballistiske eksperter fra FBI har knyttet riflen, med serienummer C2766, til den kugle, som blev fundet på guvernør Connallys båre på Parkland hospital, bevis "CE399" (den berømte "single bullet"), til kuglefragmenter fundet i præsidentens bil og til det, man fandt på skolebogslagerets 6. etage. Nogle år senere formåede ikke-ballistiske eksperter fra HSCA (The House Select Committee on Assassinations) ved en testskydning af C2766 at genskabe de mikroskopiske særegenheder som et geværløb efterlader på et projektil, således at de matchede "CE-399", som lå på Connallys båre.
FBI fandt det bevist, at Klein Sporting Goods Co. havde sendt en Carcano-riffel med serienummer C2766 til en person kaldt A. Hidell med postkassenummer 2915 i Dallas. Denne postkasse havde Lee Harvey Oswald lejet fra 9. oktober 1962 under aliaset A. Hidell (man har fundet falske id-papirer, hvor Oswald fremstår som "A. Hidell"). Skrifteksperter konstaterede, at det var Oswalds egen håndskrift på postordren (og konvolutten) fra "A. Hidell". Oswald havde købt en Smith & Wesson.38 special revolver på samme måde i januar 1963, også denne i navnet "A. Hidell".
FBI identificerede Oswalds håndaftryk på skaftet af Carcano-rifflen. Der blev også fundet fibre fra Oswalds T-shirt på skaftet.
Der blev desuden fundet flere billeder af Oswald, hvor han poserede med den samme riffel i baggården på sin bopæl. Kritikere mener, at dette er forfalskede billeder, både pga. skygger og fordi silhuetten til Carcanoen viser en undermonteret ring til skulderremmen, mens den Carcano, som FBI hævder dræbte Kennedy, har en sidemonteret ring til skulderremmen. Oswalds kone, Marina, fortalte imidlertid til Warrenkommisionen, at det var hende, som havde taget billederne.
Carcano-rifflen blev, ifølge Warrenkommisionen, opbevaret i garagen hos Michael og Ruth Paine i Dallas, hvor Marina Oswald havde bopæl på det tidspunkt.
Warrenkommisionen mener, at Oswald hentede geværet i garagen torsdag den 21. november, og at han dagen efter smuglede våbnet ind i skolebogslageret i en papirspose. Oswald sagde til en kollega i skolebogslageret, at der var gardinstænger i posen. Papirsposen med Oswalds fingeraftryk blev senere fundet på 6. etage i skolebogslageret.
Tre skud.
Warrenkommisionen fastslog, at der blev affyret tre skud mod præsidentens kortege. Dette er baseret på oplysninger fra afhøringer af vidner til attentatet. Næsten 90% af vidnerne fortalte, at de havde hørt tre skud. Nogle mente, at de kun havde hørt to. Få af vidnerne mente de havde hørt flere end tre skud.
Warrenkommisionen fastslog endvidere, at skuddene kom fra skolebogslageret. Også denne konklusion var baseret på afhøring af vidner. Langt over halvdelen (54%) mente, at skuddene kom derfra. Cirka 35% mente de kom fra græsbakken ved Elm Street. Warrenkommisionen mente, at uoverenstemmelsene kunne forklares med ekko mellem bygningene. De, som stod nærmest skolebogslageret, var overbevist om, at skuddene kom fra denne bygning.
Både antal skud og lokaliseringen har vært genstand for megen diskussion og spekulation.
Præsidentens bil ankom til Parkland Memorial Hospital ca. 5 minutter efter attentatet. Guvernør Connally blev bragt ind på hospitalet først, dernæst præsidenten. Præsidentens liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død kl. 13:00 CST. Connally blev hardt såret, men overlevede efter at have været igennem nogle operationer.
Lægerne på Parkland konstaterede, at præsidenten havde to skudsår: Et skud havde truffet ham i nakken og gået ud ved struben. Det andet havde truffet ham i hovedet. Ved Connally kunne man konstatere, at han havde fået flere skader: Han havde skudsår i ryggen, brystet, armen og låret.
Også vidnet James Tague, som stod ved jernbaneundergangen ved Dealy plaza (foran præsidentbilen), fik en mindre skade i højre kind. Muligvis af et fragment fra en kugle.
Den "magiske kugle".
Warrenkommisionen mente at skud nr. to, det som ramte Kennedy i nakken, også forårsagede alle skader på Connally.
Denne forklaring - "the single bullet theory" - har vært genstand for omfattende debat. Kritikere mener, at kuglen må have svinget flere gange for at kunne forårsage alle skader. Dette kan næppe have været sandsynligt, og derfor mener man, at der stod flere bag attentatet end Oswald - altså: En konspiration. Dette er hovedtemaet i filmen JFK af Oliver Stone.
Denne teori kunne have været mulig, hvis Connally havde siddet i nøjagtig samme position som Kennedy (dvs. i samme højde og lige langt til højre). Det er dog ikke tilfældet, hvis man ser på klapsæderne i præsidentbilen, på billeder fra kortegen og Zapruders film: Connally sad både "lavere" og lidt "til venstre" for Kennedy. Han sad desuden med kroppen på skrå vendt mod publikum til højre for sig. Det er derfor muligt, at den samme kugle kan have forårsaget skaderne på Kennedy og Connally. Connallys og Kennedys indbyrdes positioner stemmer ganske godt med en direkte linje fra præsidentbilen til "snigskyttens rede" i skolebogslageret.
Obduktionen.
Præsident Kennedys døde legeme blev fragtet fra Parkland Memorial Hospital allerede kl. 14:00 CST til Air Force One på Love Field-flypladsen.
Kisten blev fragtet med fly sammen med den nye præsident Lyndon B. Johnson og Jacqueline Kennedy til Washington. Den døde præsident blev derefter fragtet til Bethesda Naval Hospital for obduktion.
Tre patologer på Bethesda gennemførte obduktionen og slog fast, at præsident Kennedy var blevet dræbt af et skud, som ramte baghovedet og ”sprængte” den højre del af hjernen. Dette er dokumenteret med foto og røntgenbilleder.
Patologerne slog også fast, at en kugle havde ramt Kennedy i nakken ("back above the shoulder blade"). Kuglen gik ud af struben ("front (anterior) neck"). Dette er ligeledes dokumenteret ved foto.
Skeptikere har peget på, at dette ikke stemmer med kuglehullet i Kennedys jakke. De hævder, at kuglen ramte længere nede i ryggen. På billeder fra bilkortegen taget umiddelbart før attentatet ses, at Kennedys jakke har en fold i nakken. Dette kan forklare misforholdet mellem skudsåret og hullet i jakken.
Flugten.
Efter at politiet havde sikret skolebogslageret bad de om identifikation af alle de ansatte. Direktør Truly opdagede efter et stykke tid, at Oswald ikke længere var til stede i bygningen. Han oplyste politiet om dette, og gav derefter Oswalds signalement og hjemmeadresse.
Mordet på J. D. Tippit.
Politikonstabel J. D. Tippit modtog kl. 12:45 CST ordre over politiradioen om at køre til området ved Oak Cliff i Dallas for at patruljere området. Han fik beskrivelse af en mistænkt fra attentatet på Kennedy, en tynd og hvid mand i 30'erne. Knap en halv time senere fik han øje på en person, som passede med beskrivelsen. Herefter kørte han frem mod personen, steg ud af sin bil og talte med vedkommende. Kort efter trak personen en revolver og skød og dræbte Tippit med tre skud i brystet kl. 13:15 CST. Der var en række vidner til hændelsen, som senere udpegede Lee Harvey Oswald som Tippits morder.
Oswald blev observeret, da han løb ind i biografen Texas Theater otte blokke fra stedet, hvor Tippit blev skudt, uden at købe billet. Politiet blev varslet. Oswald blev arresteret kl. 13:50 CST i biografen efter et slagsmål, hvor han forsøgte at skyde en anden politimand. I følge politiet sagde han: "Så, nu er det ovre alt sammen".
Afhøringer.
Oswald blev bragt til politistationen, hvor afhøringen gik i gang nøjagtig to timer efter attentatet mod Kennedy.
Oswald blev afhørt i 12 timer mellem kl. 14:30 CST den 22. november og 11:00 CST 24. november. Der foreligger ingen stenografiske referater eller lydbåndoptagelser af afhøringen, kun notater fra politifolk - herunder repræsentanter for FBI og Secret Service. Oswald forklarede, at han havde spist frokost på 2. etage i skolebogslageret under attentatet og at han forlod bygningen fordi han regnede med, at der ikke skulle gøres mere arbejde den dag. Oswald benægtede både, at han skulle have skudt Kennedy og Tippit, samt at han ejede våben overhovedet.
Der blev udført en såkaldt "paraffin-test" af Oswalds hænder og kind for at klargøre, om han havdet affyret et våben. Testen gav et positivt udslag på hænderne, men ikke kinderne. Warrenkommisionen lagde ingen afgørende vægt på disse tests (det er normalt, at paraffin-tests ikke giver udslag på kind og hænder efter brug af rifler som C2766).
Der blev aldrig gennemført retslige afhøringer af Oswald. Han fik ikke juridisk bistand.
Oswald myrdes.
Oswald blev fragtet ind på politihuset. Der var meget lidt, om end slet ingen, kontrol med hvem, der kom ind på stationen. Jack Ruby var blandt de fremmødte under den første fremvisning af Oswald. Flere journalister kunne stille spørgsmål, da han blev fragtet til og fra afhøringer under den første fremvisning. Han sagde, at han kun var en "syndebuk". Dette blev vist på TV. Journalisterne blev siden bedt om ikke at stille flere spørgsmål.
Søndag den 24. november 1963 skulle Oswald flyttes fra politihuset til fængslet. Mens dette skete blev Oswald, mens han var fastlænket til politiefterforskeren Jim Leavelle, skudt af natklubejeren Jack Ruby i kælderen på politihuset kl. 11:21 CST. Hændelsen blev sendt direkte på TV. Oswald blev fragtet til Parkland Memorial Hospital, hvor han døde efter kort tid. Den chokerende hændelse gav øjeblikkeligt grobund for spekulationer omkring en konspiration.
Rubys motiv for at dræbe Oswald var angiveligt, at han ville hævne præsidenten og lade dennes kone slippe for en retsag. Motivet var ikke godt nok, så han blev idømt livsvarigt fængsel. Han døde i fængslet i 1967 af kræft.
FBI.
HSCA-undersøgelserne fra 1976-79 kritiserede FBI for ikke at have efterforsket mulighederne for, at det kunne have været en konspiration mod præsident Kennedy.
Warrenkommissionen.
Allerede den 29. november 1963 nedsatte præsident Johnson en kommission, som skulle undersøge omstændighederne omkring attentatet på Kennedy. Højesteretsdommer Earl Warren ledede dette arbejde. FBI blev engageret i kommissionens efterforskning.
Den 888-sider lange rapport fra Warrenkommissionen blev fremlagt den 24. september 1964. To måneder efter udgav kommissionen det samlede underlagsmateriale i 26 bind, herunder vidneforklaringer fra 552 vidner og over 3.100 genstande og dokumenter. Spekulationerne om en konspiration var forlængst i gang, da kommissionen offentliggjorde sin rapport.
Kommissionens materiale blev overført til nationalbiblioteket og ifølge arkivlovene skulle det upublicerede materiale først offentliggøres efter 75 år (i 2039). Det, at materialet ikke blev underlagt offentlig kontrol, bidrog nok til at reducere rapportens troværdighed. Folk ville vide, hvad der skete, ikke blot have konklusioner. Rapporten blev umiddelbart modtaget med stor skepsis, og siden er der blevet skrevet en mængde artikler og bøger, til dels med andre konklusioner end Warren-rapporten.
Arkivlovene blev ændret i 1966. Senatet vedtog desuden "JFK Records Act of 1992", hvor 98% af rapporten blev offentligt tilgængelig.
Warrenkommissionen kritiserede desuden sikkerheden under præsidentens besøg i Dallas.
Ramsey Clark-panelet.
Flere kritikere har peget på uoverensstemmelser mellem dokumenter fra lægerne på Parkland Memorial Hospital og obduktionsrapporten fra marinehospitalet Bethesda. Diskussionen drejer sig bl.a. om, hvor skuddene ramte på præsident Kennedy.
Justitsminister Ramsey Clark udpegede i 1968 et panel på fire medicinske eksperter for at undersøge fotografier og røntgenbilleder fra obduktionen samt dokumenter og andre beviser knyttet til præsident Kennedys død.
Panelet overbeviste ikke skeptikerene, som mente, at materialet var forfalsket. HSCA-undersøgelserne fra 1976-79 konkluderede, at materialet var "autentisk".
HSCA-undersøgelserne.
I årene efter attentatet mod Kennedy blev der skrevet en lang række bøger, som såede tvivl om den offentlige version af det, der fandt sted i Dallas. Der blev lanceret en række konspirationsteorier, både om hvem, som stod bag - og at der havde været flere attentatsmænd end Oswald.
I 1976 nedsatte USA's kongres en komite, som skulle undersøge materialet påny - "The House Select Committee on Assassinations" (HSCA). Den fremlagde sin rapport i 1979.
HSCA kritiserede både Warrenkommissionen og FBIs efterforskning for at have været særdeles mangelfuld ("seriously flawed") fordi ingen af dem havde undersøgt, hvorvidt mordet havde været en konspiration eller ikke. De undersøgte ikke om Oswald havde handlet i samarbejde med, eller på vegne af, andre ("co-conspirators"). HSCA mente attentatet var en del af en konspiration mod præsident Kennedy, men uden at navngive nogen.
HSCA var imidlertid enig med Warrenkommissionen om, at Lee Harvey Oswald havde affyret tre skud mod Kennedy: At to af dem havde ramt ham, og at det var skud nr. to ("the single bullet") som forårsagede skaderne på Kennedy og Connally.
HSCA antydede også - ud fra akustiske optagelser - at der kunne været blevet affyret et fjerde skud mod kortegen af en ikke-navngivet person - uden at skuddet havde ramt noget mål.
Grevskab.
Et grevskab er en ejendom, der giver sin indehaver ret til titel af greve. I Danmark fandtes der lensgrevskaber, en særlig form for grevskab.
Som noget unikt for Danmark var grevetitlen ikke den højest rangerende eller en titel, der var knyttet til besiddelsen af et len. Det var derimod titlen lensgreve. "Greve" var i det danske rangsystem en ærestitel.
Massemord.
Massemord (massakre) er handlingen at myrde et stort antal af personer, typisk på samme tid, eller over en relativt kort tidsperiode. Massemord, kan blive begået af individuelle eller organisationer.
Udtrykket kan henvise til spree mordere, som iværksætter en enkelt forfærdig handling mod deres ofre, eller til seriemordere, som myrder mange mennesker, men ikke nødvendigvis alle på samme tid.
De største massemord i historien, har været forsøg på at udrydde hele grupper eller samfund af mennesker, ofte baseret på deres etnisk eller religiøse baggrund. Nogle af disse massemord er anses for at være folkedrab eller forbrydelser mod menneskelighed, denne form for forbrydelser, har ført til få domfældelser, eller slet igen domfældelse.
Massemord begået af enkeltindivider.
Uden for et politisk sammenhæng, kan udtrykket ”massemorder” henvise til drabet på flere mennesker, eksempler ville inkludere: skydning af flere personer, under et røveri eller sætte ild til en fyldt natklub.
Det er et flertydigt udtryk, i stil med seriemord og spreemorder.
Massemordere kan falde inden for et antal af kategorier, deriblandt morderne af familie, af kolleger, af studerende eller tilfældige fremmede. Deres motiver kan være lige fra raseri over økonomiske fordele, til religiøs fanatisme til mental sygdom.. Mange andre motiver er mulige, deriblandt opmærksomhed eller berømmelse..
En medarbejder som angriber deres kolleger, bliver nogle gange kaldet for ”misfornøjet medarbejder”, men det er ofte misvisende, for mange gerningsmænd er eksmedarbejder. De er fyret fra deres arbejde, og efterfølgende møder de op, bevæbnet til tænderne, og dræber deres tidligere kollegaer.
I modsætning til seriemordere, er der sjældent et seksuelt motiv til individuelle massemord, men med den mulige undtagelse af Sylvestre Matuschka, en østrigsk mand, som efter sigende opnåede seksuelt nydelse, ved at sprænge tog i luften med dynamit, og helst med mennesker i dem. Hans dødbringende seksuelle fetish, kostede 22 mennesker livet før han blev fanget i 1932.
Ifølge Loren Coleman’s bog ”Copycat Effect”, har presseomtale om mangfoldig død, en tendens til at fremprovokere flere, hvad enten; om det der arbejdsplads eller skole skydninger, eller masse selvmord.
Massemord begået af terrorister.
I de seneste år, har terrorister udført handlinger af massemord, for at skræmme samfundet eller for at henlede opmærksomheden på deres sag.
Hans Adolph Brorson.
Hans Adolph Brorson (29. juni 1694 i Randerup - 3. juni 1764 i Ribe) var en dansk salmedigter og biskop i Ribe fra 1741 til 1764. Brorson boede i Taarnborg i Puggårdsgade. Han var bror til Broder og Nicolai Brorson.
Efter at have taget studentereksamen i Ribe 1712 studerede han teologi i København. Han var alumne på Borchs Kollegium fra 11/3 1715-23/6 1716. Han afbrød studiet og arbejdede som huslærer i Løgumkloster. Her mødte han prædikanten Jens Peder Hygum og lærte gennem ham pietismen at kende. I 1721 tog han tilbage og afsluttede sin embedseksamen og blev præst i Tønder. Det var her, han skrev "Den yndigste rose er funden". I alt skrev han flere hundrede salmer, der blev udgivet i små hæfter. De samledes 1739 i "Troens rare Klenodie". Trods oprigtig fromhed, havde Brorson næppe noget lykkeligt liv i Ribe. Det ældste af børnene, Nikolaj, blev som 12-årig lam i den nederste del af kroppen og blev på grund af en tiltagende sindssyge holdt indespærret i et værelse med tremmer for dør og vindue i 20 år. Mens Brorson var til bispevielse i København, døde hans hustru i barselsseng med deres 13. barn. Samtidig havde han tunge anfægtelser over at have været for hård ved herrnhuterne. I 1764 tog en lungebetændelse livet af ham. Efter hans død fandt hans sønner nogle efterladte salmer, som de udgav i hæftet "SvaneSang".
Der er en myte, der siger, at Brorsons kusk, Hermann går igen på Taarnborg og tager trapperne op i tårnet. Kusken kunne berolige drengen, når han fik sine anfald.
I Ribe er Brorson tilstede i det daglige, ikke kun ved Taarnborg og statuen af ham udenfor Ribe Domkirke, men også gennem klokkespillet, der spiller tonerne fra hans salmer over den gamle by kl. 8.00, 9.00 og 18.00.
Valdemar Poulsen.
Valdemar Poulsen (23. november 1869 i København - 23. juli 1942 i Gentofte), dansk ingeniør og opfinder af buegeneratoren og telegrafon. Han fik igennem sine opfindelser og kreative eksperimenter umådelig betydning for radioens udbredelse, båndoptagerens udvikling og Danmarks ledende position indenfor elektronik.
Baggrund.
Han var søn af højesteretsdommer Jonas Nicolai Johannes Poulsen og hustru Rebekka Magdalene født Brandt. Han blev i 1894 gift med Frederikke Marie Rasmussen, der døde i 1921, og i 1923 med Asta Stoltz Nielsen. Med sin første hustru fik han sønnen, geologen Christian Henrik Otto Poulsen.
Poulsen viste stor interesse for fysik, kemi og tegning i skolen. Allerede i skolen lavede han forsøg med elektrostatiske apparater og induktionsapparater.
Til gengæld var matematik ikke hans bedste fag, og hans skudsmål var ikke det bedste.
Som følge deraf valgte han at blive sproglig-historisk student og forlod i 1889 Borgerdydskolen på Christianshavn som student med 1. karakter. Poulsen forsøgte en boglig karriere med først et pædagogikum hos professor i filosofi Kristian Kroman (1846-1925), som han bestod med karakteren ug.
Herefter forsøgte han sig i 1890 med et medicinstudium. I stedet følger han med interesse bl.a. professor Julius Thomsens (1826-1909) forelæsninger i kemi. Interessen for fysik og kemi vinder til sidst over medicinen.
Senere samme år forsøger Poulsen at komme ind på Polyteknisk Læreanstalt (det nuværende Danmarks Tekniske Universitet), men består ikke den matematiske adgangsprøve.
I stedet kommer han i lære på maskinfabrikken Frich's Efterfølgere i Århus frem til 1893, hvor han blev ansat som ingeniørassistent ved Kjøbenhavns Telefon AktieSelskab, KTAS i den tekniske afdeling. Afdelingen blev ledet af matematikeren og telefoningeniøren dr.phil. J.L.W.V. Jensen (1859-1925). Poulsens sans for det eksperimenterende gjorde ham inden længe til leder af telefonselskabets fejlafdeling.
Telegrafonen.
Under sine eksperimenter opdagede Poulsen, at hvis han førte en magnet rundt over en stålplade, så blev mønsteret "husket" i pladen og kunne vises med jernfilspåner. Videre eksperimenter afslørede at han også kunne gemme lyd som magnetisk kode. Dette førte til at han 1. december 1898 indgav en ansøgning om patent på den elektromagnetiske telegrafon (Dansk patent nr. 2653 af 31. oktober 1899), som kunne optage, gemme og gengive lyd. Ifølge ordlyden på patentansøgningen var apparatet bl.a. tænkt som en telefonsvarer. Den blev i praksis den vigtigste forløber for båndoptageren
Ordet "telegrafon" er sammensat af "tele" (fjern), "grafi" (skrift) og "foni" (lyd)
Buegeneratoren.
I 1902 opfandt han sammen med ingeniøren Peder Oluf Pedersen buegeneratoren (også kaldet lysbuesender), der revolutionerede den trådløse telegrafi. Buegeneratoren var meget udbredt indtil opfindelsen af radiorøret. Buegeneratoren viste sig også velegnet til at transmittere tale og musik, da den udsendte kontinuerte bølger med en fast frekvens.
Lyngby Radio.
I 1917 overtog Post & Telegrafvæsenet Valdemar Poulsens og P.O. Pedersens forsøgsstation nær Bagsværd Sø. Forsøgsstationen blev i 1923 benyttet til forsøg med spredning af nyheder per radio. I de følgende år fik radioen sit gennembrud i Danmark som massemedie, og stationen ved Bagsværd Sø blev senere til navnkundige Lyngby Radio.
Valdemar Poulsen fik til dette samt de fleste af forsøgene med telegrafonen og lysbuesenderen og den første Lyngby Radio fremstillet det mekaniske på Oscar Clemmensens mekaniske værksted på Steen Winkelsvej lige ved det gamle Radiohus på Rosenørns Allé. Den gamle fabriksbygning i tjærepap står stadig i Baggården til Steen Winkelsvej, hvor Oscar Clemmensen også boede og hvor de også mødtes om forsøgene og fremstillingen mv.
Faget svagstrømselektronik.
Den opsamlede viden og samarbejdet med P.O. Pedersen førte til at faget svagstrøms-elektroteknik, som det første sted i verden blev oprettet på Polyteknisk Læreanstalt.
Valdemar Poulsen blev Kommandør af 2. grad af Dannebrogordenen i 1923, af 1. grad i 1939 og modtog Fortjenstmedaljen i guld med krone 1913. Han ligger begravet på Gentofte Kirkegård.
Han er malet af Knud Larsen sammen med P.O. Pedersen 1915 (Frederiksborgmuseet). Desuden portrætteret på P.S. Krøyers maleri fra 1904 "Industriens Mænd" (Frederiksborgmuseet). Mosaik af Einar Nielsen i Stærekassen 1939. Buste af Johannes Bjerg 1939 (Statsradiofonien). Træsnit af H.C. Olsen 1907.
Kampstof.
Kampstof er en fælles betegnelse for kemiske stoffer og biologiske kulturer, der anvendes for at tilføje tab eller for at passivisere i forbindelse med militære angreb. Opdeles i kemiske våben og biologiske våben.
Artemistemplet i Efesos.
Fig. 1 - Artemistemplet i dag.
Artemistemplet i Efesos, som i oldtiden regnedes blandt Verdens syv underværker, blev bygget omkring år 550 f.Kr., men fundamentet er helt tilbage fra 7. århundrede f.Kr.
Templet var bygget til ære for Artemis, den græske gudinde for jagt og natur, men også dyrenes og unge kvinders beskytter, "månegudinden".
Templet lå ved den gamle by Ephesus, som lå tæt på, hvor byen Selcuk i dag ligger, syd for Izmir i Tyrkiet.
Templet blev første gang ødelagt d. 21. juli 356 f.Kr. af en brand startet af Herostratos. Han påsatte branden for at opnå berømmelse uden hensyn til hvilke omkostninger, der ville være ved det. Heraf udtrykket herostratisk berømmelse. Den samme nat blev Alexander den Store født, hvorfor Plutark noterer, at Artemis var for optaget af Alexanders fødsel til at redde sit tempel.
Templet blev ødelagt igen i 262 af goterne. I løbet af de næste århundreder konverterede de fleste af indbyggerne omkring templet til kristendommen, og templets religiøse tiltrækning faldt. Kristne rev templet ned og brugte stenene til at bygge andre bygninger.
Anckarstierna.
Anckarstierna eller Anckarstjerna er en uddød svensk friherrelig adelsslægt. Slægten blev adlet 4. november 1682 og blev friherrelig 27. januar 1692. Slægten er uddød siden 1780.
Dansk Anckarstierna.
I de senere år har navnet været ført af en dansk statsborger, «Baron Friherre Hans Anckarstjerna», der i pressen har udgivet sig for at tilhøre adelsslægten Anckarstierna, være «Baron Friherre» og slægten Anckarstjernas overhoved, og som også har leveret en klage mod en svensk statsborger der antog navnet Anckarstierna, og mod den svenske stat, for "uretmæssig brug" ("namnintrång"). Hans Anckarstjernas klage mod den svenske stat blev afvist af Justitiekanslern 17. maj 2001, mens hans klage mod den svenske præst David Anckarstierna endte med et forlig der David Anckarstierna ændrede navn til Ankarstierna. David Anckarstierna udgav sig dog ikke for at tilhøre den oprindelige adelsslægt. «Baron Friherre Hans Anckarstjerna» blev senere afsløret af den svenske slægtsforsker Lotta Nordin for at ikke have nogen forbindelse med denne slægt og heller ikke være født med dette navn, men som Hans Bertelsen. Hans Anckarstjerna antog navnet Anckarstjerna 22. februar 1989. Der findes ingen dokumenterede medlemmer af slægten Anckarstierna efter 1780, hverken i Sverige eller Danmark.
Marksten.
Bunke af marksten ved Østerlars, Bornholm
Marksten er de sten som i en tilsyneladende endeløs strøm dukker op på markernes overflade, hvor de er i vejen for mejetærskere og andre maskiner.
Hvorfor arbejder stenene sig ikke "nedad" når de nu har en højere massefylde end det omgivende jord?
Sten kan rent faktisk forsvinde ned i jorden, da regnormene laver gange på stenenes undersider og graver dem ned i 30 cm dybde. Det er derfor man skal have store "syldsten" eller fundamentblokke under et legehus eller skur.
Årsagen til at sten i jordoverfladen flytter sig op oven på jorden, er at de er koldere end jorden uden om. Derfor fryser vandet i jorden under stenen, så den bliver løftet fra at ligge lige i overfladen til at ligge oven på jorden.
Et andet spørgsmål er, hvorfor bliver der ved med at komme sten op?
Den vigtigste årsag er, at man ikke kan tømme jorden for sten uden at solde den.
Det er dog værd at bemærke at der for hvert år med effektiv indsamling ses tydeligt færre sten året efter, samt at stenene overordnet bliver mindre og mindre. Det er sjældent at vi finder så store sten som i stendysserne.
Derudover er nogle af de sten som bliver samlet op i dag også blevet samlet op tidligere, fordi markskellene er blevet flyttet mange gange siden oldtiden.
Dertil kommer at der pløjes dybere i dag end tidligere, og bakkerne bliver nedpløjet, hvilket trækker sten frem som ellers kun langsomt ville dukke frem over flere år.
Sten arbejder sig op fordi jorden skiftevis fryser og tør. Om vinteren fryser jorden fra overfladen og ned. Sten leder kulden bedre end jord, og undersiden af stenen afkøles og fryser dermed hurtigere i en større dybde. Det vand der findes i jorden vil søge mod den front der fryser, idet trykket er lavest der, og der herved kan der dannes en islinse på undersiden af stenen. Det kan presse stenen opad, da vand udvider sig når det fryser.
Om sommeren tør jorden nedefra og op på grund af jordvarmen. Islinsen under stenen bliver til vand eller et hulrum når vandet drænes væk, og dermed kan jorden omkring stenen falde ned i hulrummet og forhindre stenen i at falde på plads. Dermed har stenen passivt bevæget sig opad. Denne proces foregår hver vinter indtil flere gange, alt efter hvor mange perioder der er med tø og frost.
Wall Street.
Wall Street er en gade på Manhattan i New York. Wall Street ligger i et område der huser vigtige finansielle institutioner, New Yorks børs ligger f.eks. på hjørnet af Wall Street og Broad Street, hvorfor Wall Street ofte benyttes som synomym for den finansielle industri i USA.
Wall Street har navnet fra immigrationstiden i New York, hvor Indianerne og andre immigranter ville ind i New York. Man byggede en mur i Lower Manhattan for at holde dem ude.
Se også.
Wall Street-krakket
Callisto (måne).
Callisto er en måne i kredsløb om planeten Jupiter. Den er den tredjestørste måne i Solsystemet, og blev opdaget sammen med de øvrige tre galileiske måner, Io, Europa og Ganymedes, den 7. januar 1610 af Galileo Galilei. Månen er navngivet efter Callisto fra den græske mytologi, om end dette navn først vandt udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Callisto som Jupiter-IV (IV som i romertallet 4; Jupiters 4. måne talt "indefra").
Callistos indre.
Callistos overflade består af et ca. 200 kilometer tykt lag af vandig is oven på et mere end 10 kilometer dybt "hav" af "saltvand". Retningen af Callistos magnetfelt styres af baggrunds-magnetfeltet fra Jupiter, hvilket tyder på et lag af elektrisk ledende, flydende materiale inde i Callisto.
Under dette ishav findes en sammenpresset blanding af ca. 40% is og 60% klipper og jern, med lidt mere is i de yderste dele end inde ved kernen, i og med at sten og jern synker til bunds i blandingen med is. Dette giver i øvrigt Callisto den laveste massefylde blandt de galileiske måner. Man mener, at Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton har en lignende opbygning.
Overflade.
I modsætning til "nabo-månen" Ganymedes med dens komplekse landskaber, er der ikke meget, der tyder på, at Callisto har pladetektonik. Selv om de to måner består af de samme stoffer, har Callisto helt tydeligt en meget simplere "geologi" end Ganymedes. Callisto er muligvis et godt "bud" på, hvordan de andre galileiske måner har set ud tidligt i deres historie.
Is-overfladen uden geologisk aktivitet gør, at der ikke er meget andet end kratre på Callisto — flere end på nogen anden måne. Der er ingen høje bjerge eller store kratre, for de bliver udvisket af at is-overfladen "flyder" ganske langsomt. Dog kan man finde nogle store ringformede plateauer, som er resterne af store, gamle kratre. To af disse kaldes Valhalla og Asgard.
Et interessant overfladetræk ved Callisto er en helt lige række af kratre, kaldet Gipul Catena. Man mener, at de skyldes brudstykkerne af et legeme, der blev revet i stykker af tidevandskræfterne, inden det ramte overfladen, ligesom det skete for kometen Shoemaker-Levy 9, inden den ramte Jupiter.
Atmosfære.
Callisto har en ganske tynd atmosfære af carbonmonooxid.
Jeppe Aakjær.
Jeppe Aakjær (født Jeppe Jensen i Aakjær, Fly Sogn ved Skive) (10. september 1866 - 22. april 1930) var en dansk forfatter af romaner, noveller, digte, og skuespil. Herudover har Jeppe Aakjær skrevet en del lokalhistoriske bøger, alle baseret på studier af arkivalier på Landsarkivet i Viborg. Sønnen Svend Aakjær (1894-1963) var landsarkivar på arkivet i Viborg fra 1929 og endte sin karriere som rigsarkivar.
Jeppe Aakjær var flere gange i konflikt med samfundet, som han gjorde oprør imod. Han har siddet i fængsel 17 dage for sine foredrag om den franske revolution 1789 og sine angreb på Indre Mission. Fængslingen fandt sted den 17. januar 1887.
Han var først gift med forfatterinden Marie Bregendahl, der ligesom han selv stammede fra Fjends. I slutningen af 1899 skiltes Marie og Jeppes veje. Aakjær blev boende i København, men om sommeren flyttede han til gode venner i Jylland, blandt andet mejeristen Esper Andersen i Jebjerg og distrikstlægen i Sjørup Johanne og Sigurd Rambusch. I Jebjerg udfoldede forfatterskabet sig rigtig meget. Her skrev han bl.a. "Missionen og den Høvdinge", 1899, "Vredens Børn", 1904 - der satte sindene i kog over hele Danmark. Ikke mindre end 1000 artikler blev der efterfølgende skrevet. De fleste kritiserede Aakjær, men en del fik øje på de elendige forhold de tyende levede under og i 1907 nedsattes en tyendekommission med bl.a. Peter Sabroe, der skulle se på forholdene. Loven blev fjernet i 1921.
Hos Rambusch skrev Aakjær i vinteren 1906 den berømte digtsamling "Rugens Sange", der i dag er kommet i mere end 100.000 eksemplarer. Det samme år fik han Det Ancherske Legat på 1800 kr. For pengene tog han på en tur rundt i Europa. Det mest givende på turen var besøget i Skotland, hvor han besøgte alle mindesmærkerne for Robert Burns. Under opholdet skrev han ikke mindre end fem digte om Burns - et af Aakjærs store forbilleder.
I 1902 møder Jeppe Aakjær en ung jydsk pige ved navn Nanna Krogh. Han forelsker sig straks i pigen og hun i ham. Da Aakjær ikke havde orden i sine skilsmissepapirer kunne han først blive gift den 25. april 1907 med Nanna Aakjær. Straks efter ægteskabet flyttede parret ind på den nybyggede gård "Jenle" på Salling 12 km. nord for Skive. Nanna Aakjær, var først uddannet snedker og derefter billedskærer.
Komponisterne.
Når Aakjær havde offentliggjort nogle af sine digte, flokkedes komponisterne om at sætte melodi til digtene.
Litteraturselskab.
På Nanna og Jeppe Aakjærs Kunstnerhjem Jenle har Aakjærselskabet til huse.
Aakjærselskabet er Danmarks største litteraturselskab med ca. 1250 medlemmer (2010)
Nigeria.
Nigeria er et land i Afrika. Efter 15 års militærstyre blev vinderen af præsidentvalget i februar 1999 Olusegun Obasanjo indsat i sit embede den 29. maj 1999. Præsidenten har siden været i stand til at bevare demokratiet. Landets største by er Lagos (13 mio. indb.).
Nigerias geografi.
Nigeria ligger nord for Guineabugten, i den centrale del af Vestafrika. Hovedparten af befolkningen og dermed også de største byer befinder sig i den sydlige del af landet. Den sydlige del af Nigeria består af lavland med tropisk klima, rimeligt meget nedbør og regnskov. Den nordlige halvdelen af landet består af højland og tørre savanneområder. Saharas ørkenområder strækker sig ind i den nordlige del af Nigeria.
Nigeria deles groft sagt i tre områder af floderne Niger og Benue, som løber ind i landet fra henholdsvis nordvest og øst, hvorefter de mødes midt i landet i nærheden af hovedstaden Abuja, hvorefter løber sydpå og løber ud i Guineagulfen ved det store Nigerdelta.
Nigerias højeste punkt er Chappal Waddi på 2.419 m, nær grænsen mod Cameroon.
Blandt Nigerian mest betydningsfulde byer kan udover hovedstaden Abuja nævnes Lagos, Abeokuta og Kano.
Historie.
I det 19. århundrede blev Nigerias område besat af det Britiske Imperium. Landet var delt i tre: kolonierne Vestnigeria, hvor befolkningen var hovedsagelig Yoruba, og Østnigeria, hvor befolkningen var hovedsagelig Igbo, og protektoratet Nordnigeria, hvor befolkningen var hovedsagelig Hausa. Efter uafhængigheden i 1960 ledte etniske spændinger til Biafrakrigen. Derefter blev Nigeria delt i 36 delstater.
Der har været flere perioder af militærregering.
Økonomi.
Nigeria er den 12. største producent af råolie i verden og den 8. største eksportør. Nigeria er endvidere medlem af OPEC siden 1971.
Chemise.
En chemise er en tynd næsten gennemsigtig underkjole, oprindeligt lavet for at beskytte korsettet imod snavs, da det ikke var så nemt at rense korsettet fordi jernstiverne ikke tålte vand, dels så går korsettet ud af form, og krymper efter vask, det er derfor bedst ikke at vaske det ret meget.
Lijepa nasa domovino.
"Lijepa naša domovino" (Vores smukke land) er nationalmelodien i Kroatien.
Teksten blev skrevet i 1968 af Antun Mihanović, og melodien blev komponeret af Josif Runjanin. Nogle kilder mener at melodien er fra "Lucia di Lammermoor" af Gaetano Donizetti.
Portugisisk (sprog).
Portugisisk er et sprog, der tales i Portugal, Brasilien og i de tidligere portugisiske kolonier i Afrika, specielt Angola og Mozambique.
Sproget er en del af den romanske sprogklasse og blev udskilt fra galicisk omkring 1300-tallet.
Mere end 175 millioner mennesker har portugisisk som deres modersmål.
Anne Frank.
Anne Frank på tysk frimærke fra 1979.
Annelies Marie Frank (Anne Frank) (12. juni 1929 i Frankfurt am Main i Tyskland - marts 1945, Bergen-Belsen, Tyskland). Hun var datter af Otto Heinrich Frank (1889-1980) og Edith Frank-Holländer, som begge var af jødiske familier. Faderen havde deltaget i 1. verdenskrig for Tyskland. Da Hitlers nazistparti kom til magten i 1933, indså forældrene, at deres sikkerhed var truet, og de flygtede til Holland. Anne var da fire år og hendes søster Margot syv. De næste syv år voksede Anne op under relativt trygge forhold.
Under den tyske besættelse af Holland under 2. verdenskrig indledtes en jagt på de hollandske jøder, som i stort tal deporteredes til koncentrationslejre. Anne Frank og hendes familie undgik nazisternes eftersøgning ved at skjule sig i hemmelige rum i huset på Prinsengracht 263 midt i Amsterdam, hvor de boede med en anden familie, nemlig familien Van Pels (I dagbogen kaldet Van Daan). Det lykkedes dem at holde sig skjult her fra 9. juli 1942 til 4. august 1944, da en person afslørede dem for Gestapo. Anne døde - nogle få dage efter sin søster Margot - af tyfus i koncentrationslejren Bergen-Belsen i marts 1945, ikke længe før britiske soldater nåede frem til den 15. april 1945.
Hun har efterladt sig en dagbog, som i dag befinder sig på Anne Frank Museet i Amsterdam. Dagbogen blev udgivet i 1947 af hendes far Otto Frank, der som den eneste af familien overlevede krigen. Den er siden oversat til mange sprog og også filmatiseret et antal gange. Den version, som Otto Frank udgav, var en smule redigeret, idet han blandt strøg afsnit, som handlede om datterens pubertet. Senere er mere fuldstændige versioner af dagbogen udkommet på tryk.
Den danske forfatter og kritiker Harald Nielsen skrev 1957 i den svenske nazi-tidenden "Fria Ord" att "Anne Franks dagbog" var skrevet af den amerikanskjødiske forfatteren Meyer Levin. Nielsen havde tidigere skrevet antisemitiske artikler om den jødiske forfatteren Georg Brandes. Den britiske benægter af nazisternes jødeforfølgelser, David Irving, har på ret løst grundlag (f.eks. ved at hævde, at dele af bogen er skrevet med kuglepen, som først kom på markedet i 1950'erne) påstået, at Anne Franks dagbog er en forfalskning, og han er i selskab med en række personer af samme opfattelse, bl.a. den kontroversielle danske forfatter Erik Haaest, som bl.a. har kaldt Anne Franks dagbog for "løgn og svindel".
Simon Wiesenthal beskriver dette i sin bog "Retfærdighed, ikke hævn" og også hvordan andre påstande om, at Anne Frank aldrig havde eksisteret, førte ham til at lokalisere Karl Silberbauer, den Gestapo-officer, som arresterede Anne Frank og hendes familie. Silberbauer erkendte, at han havde foretaget arrestationen og kunne beskrive forløbet på en måde, som helt stemte med andre vidnesbyrd.
Mathilde Fibiger.
Mathilde Fibiger (13. december 1830 - 17. juni 1872) var en dansk forfatterinde, der i sin debutroman "Clara Raphael" fremsatte banebrydende tanker om kvindens frigørelse og hendes begrænsede muligheder for uddannelse, udvikling og uafhængighed.
"Clara Raphael, Tolv Breve" skildrer livet for en ung kvinde, der arbejder som guvernante i provinsen. Hendes ideer om hendes selvstændighed passer ikke lokalbefolkningen, og hun beslutter sig til at gøre "Damernes Emancipation" til sit livsmål. Der er klare paralleller mellem bogen og Mathilde Fibigers eget liv. Bogen udkom omkring julen 1850 (på titelbladet: 1851). Hun var da 20 år. Den havde forord af ingen ringere end Johan Ludvig Heiberg).
Set i lyset af den omvæltning, det danske samfund i forvejen oplevede i årene 1848-50, var bogens ideer for vidtgående for mange, og den livlige debat der fulgte i løbet af 1851 fik navnet "Clara Raphaelfejden". Selv de negative anmeldelser anerkendte dog Fibigers litterære talent, og selv om forbindelsen til Heiberg blev afbrudt, og Heiberg aldrig forsvarede Fibiger, skaffede bogen hende kontakt med Hans Egede Schack og Meïr Aron Goldschmidt. De havde kritiseret bogen sønderlemmende. Og med N.F.S. Grundtvig, som havde hilst den velkommen som ægte dansk og ægte menneskelig. Mathilde Fibiger bidrog til fejden med to skrifter: et forklarende skrift om kvindefrigørelsen og en novelle, som viste forskellene på de to køns vilkår.
I sine senere bøger "En Skizze efter det virkelige Liv" (1853), og "Minona" (1854) tager Fibiger livtag med sin ungdoms radikalitet. Væsentligst er "Minona", som med sin komplicerede og højt opspændte incesthistorie er hendes betydeligste litterære værk. Romanen var ingen skandalesucces, kun skandale.
Fibigers skønlitterære forfatterskab blev aldrig fortsat. Alligevel kom hun til at stå som "den første, der hejsede sejl" i kvindesagen, og hun arbejdede hele sit liv for kvindens ret til uddannelse og uafhængighed, blandt andet gennem sit virke som telegrafist (fx som bestyrer af telegrafstationen i Nysted fra 1869).
Hustugt.
Hustugt var, indtil 1926, mandens lovfæstede herredømme i familien.
I takt med kvindernes frigørelse blev loven mildnet punkt for punkt, og den sidste rest (mandens ret til alene at bestemme boligforhold og økonomi) blev afskaffet ved lov i 1926.
I praksis levede hustugtens ånd meget længere i samfundets kønsroller.
Tysk-romerske rige.
Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation ("Heiliges Römisches Reich deutscher Nation"), på dansk ofte kaldt det Tysk-Romerske Rige, var et politisk konglomerat af lande i Vest- og Centraleuropa med Tyskland som centrum. Kejserrigets navn skiftede meget gennem tiderne. Udtrykket "Det romerske kejserrige" blev brugt i 1034 som betegnelse for Konrad 2.s lande. I 1157 brugte man udtrykket "Det hellige kejserrige". Titlen "romersk kejser" om nordeuropæiske herskere blev anvendt første gang under Otto 2. (kejser 973–983). Indtil da havde kejserne fra og med Karl den Store (kejser 800-814) og til og med Otto 1. den Store (kejser 962-973) anvendt titlen "Imperator Augustus" ("Ophøjet kejser"). Det præcise udtryk, "Det hellige, romerske kejserrige" dateres fra 1254, og den afsluttende version, "Det hellige, romerske kejserrige af tysk nation" ses første gang i 1512.
Riget skabtes ved Otto den Stores kroning til romersk kejser 962 og varede indtil 1806 ved Frankrigs angreb på og okkupation af en stor del af de kejserlige lande. Forudsætningen var Karl den Stores rige, som det egentlig opfattedes som en efterfølger til. Rigets navn betegnede, at kejseren egentlig skulle opfattes som romersk kejser men på tysk grund. Formelt set var der tale om en "tysk konge" der valgtes til "romersk kejser", ofte tales der dog blot om tyske kejsere. Styreformen var føderal-monarkisk med en kejser valgt af et kurfyrstekollegium bestående af de mægtigste fyrster indenfor riget. Samtlige territorier i riget havde ret til repræsentation på Rigsdagen og var i denne forbindelse opdelt i et antal rigskredse og 3, senere 4, stænder. Den danske konge havde som hertug af Holsten sæde i rigsdagen fra 1487, den svenske som hertug af Pommern, fyrstbiskop af Bremen og fyrstbiskop af Verden sæde fra 1648. Flere af fyrsterne havde besiddelser udenfor riget, såsom markgreven af Brandenburg, som samtidig var hertug, senere konge, af Preussen og ærkehertugen af Østrig, som samtidig var konge af Ungarn. Da der var langt over 1000 territorier, kunne Rigsdagen antage en anselig størrelse, hvorfor man greb til reduktion i bestemmelsesretten, sådan at ikke hele rigsdagen skulle involveres i enhver beslutning.
Riget styredes af skiftende dynastier (frankere, saliere, hohenstaufere, habsburgere), men allerede fra middelalderens slutning var flere delstater reelt selvstændige. Fra midten af 1400-tallet havde Huset Habsburg mere eller mindre monopol på kejsertitlen men udviklede sit eget hjemland Østrig til selvstændig magt.
Dette er det såkaldt "første 1000-årsrige", der blev brugt i nazistisk propaganda op til den 2. verdenskrig. Riget forblev i hele dets levetid formelt set et valgkongedømme og det havde derfor meget lidt til fælles med den nazistiske styreform under det "tredje rige"
Rigets grænser.
Det tysk-romerske riges grænser mod øst, syd og vest blev flyttet mange gange i de århundreder, som riget eksisterede.
Grænsen mod nord lå derimod nogenlunde fast. I året 811 havde danske og frankiske stormænd bestemt, at floden Ejderen skulle være grænse mellem de to lande. Frem til det tysk-romerske riges opløsning i 1806 blev aftalen stort set respekteret både af Danmark og Tyskland.
Der skete politisk, økonomisk og kulturel påvirkning hen over den formelle rigsgrænse; ligesom forskellige fyrstehuse i tidens løb skaffede sig besiddelser på begge sider af Ejderen.
Lithium.
Lithium (Kemisk Ordbog) eller litium (Retskrivningsordbogen) (af græsk "lithos" ("λιθoς") som betyder sten) er det 3. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Li. Lithium er et blødt, sølv-hvidt metal som hører til gruppen af alkalimetaller. Under normale temperatur- og trykforhold er lithium det letteste metal blandt alle metaller i det periodiske system. Som alle andre alkalimetaller er lithium meget reaktiv, og det korroderer hurtigt i fugtig luft. Derfor opbevares lithium typisk under petroleum.
Lithium salte har vist sig at have en gavnlig effekt til at stabilisere patienter der er maniodepressive.
Opdagelse.
Lithium blev opdaget i Stockholm i Sverige af Johan Arfvedson i 1817. Det blev fundet i en klippe. Navnet kommer fra det græske ord Lithos, som betyder sten/klippe.
Mähren.
Mähren (tidl. "Mæhren", tjekkisk: "Morava", latin: "Moravia") er en historisk region i Centraleuropa, der sammen med det noget større Bøhmen nu udgør staten Tjekkiet. Hovedstaden er Brno. Regionen er opkaldt efter floden Morava (Mars), der omgiver den, hvor slaviske stammer slog sig ned på et tidspunkt efter år 500.
Stor-Mähren var et slavisk kongerige der omfattede nutidens Mähren og Slovakiet mellem 833 og begyndelsen af det 10. århundrede. Riget blev siden svækket og magyarerne (ungarere), der kom fra Asien, ødelagde det i 907. Den vestlige del blev annekteret af kongeriget Bøhmen i 955, overtaget af Polen i 999 og blev endelig en del af Bøhmen igen i 1019. Mährens befolkning blev stort set tjekkificeret i 1800-tallet. Den østlige del, nutidens Slovakiet, blev i syd erobret af ungarerne i 920'erne, og i 1000 eller 1001 blev hele nutidens Slovakiet overtaget af Polen under Boleslaus I. Polens overhøjhed ophørte i 1025 eller 1029, og i 1030 blev den sydlige halvdel igen indtaget af ungarerne, der beholdt den til slutningen af det 14. århundrede.
Intel.
Intel blev grundlagt af Gordon Moore og Robert Noyce i 1968.
Marcian Hoff fra Intel opfandt mikroprocessoren. Deres første mikroprocessor, 4004'eren, blev lanceret i 1971. Det var otte år før den første pc blev produceret af IBM.
Rigshovedstad.
En rigshovedstad er den centrale hovedstad i en føderation, der består af flere delstater med deres egne hovedstæder.
Rigshovedstæder er f.ex. Berlin og Washington.
Gerhard Schröder.
Gerhard Fritz Kurt Schröder (født 7. april 1944) var forbundskansler i Tyskland 1998 - 2005.
Schröder blev født i Mossenberg-Wöhren, i Lippe-Detmold (i delstaten Nordrhein-Westfalen). Når han ikke opholder sig i Berlin, bor han i Hannover.
Han blev medlem af SPD i 1963.
Han efterfulgte Oskar Lafontaine som formand for SPD i marts 1999.
Efter at have været leder af delstatsregeringen ("Ministerpräsident") i Niedersachsen siden 1990, blev han indsat som tysk forbundskansler den 27. oktober 1998.
Han blev genvalgt ved det ordinære forbundsdagsvalg den 22. september 2002, takket være det gode valg, regeringspartneren Die Grünen fik.
I 2005 udskrev han forbundsdagsvalg og tabte.
Efter sin politiske karriere har Schröder tiltrådt forskellige poster i private virksomheder, bl.a. som bestyrelsesformand for den Nordeuropæiske Gaspipelineselskab (NEGPC), der samarbejder med den russiske gaskoncern Gazprom om bygning af en rørledning fra Rusland og leverancer af gas til Vesteuropa.
Delstat.
En delstat er en semiautonom stat som tilhører en føderation. På trods af delvist eller vidstrakt selvstyre er det hele føderationen der er den selvstændige enhed der anerkendes i det internationale samfund. Delstaterne i en forbundsrepublik kaldes i nogle tilfælde selv for republikker. I sådanne tilfælde anvendes ofte betegnelsen "delrepublik".
Johannes Rau.
Johannes Rau (16. januar 1931 i Wuppertal – 27. januar 2006 i Berlin) var en tysk socialdemokratisk politiker.
Fra 1978 til 1998 var han ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen, og fra 1. juli 1999 til 30. juni 2004 var han tysk forbundspræsident. Han afløstes på posten som forbundspræsident af Horst Köhler.
Ottokar 2. af Bøhmen.
Premysl Ottokar II (ca. 1230-1278) af det premyslidiske dynasti. Han var konge af Bøhmen (1253-1278) og søn af kong Wenceslaus I. Gennem sin mor, Kunigunde, var han i familie med Hohenstaufen-slægten som dattersøn af den tyske konge Philip af Schwaben.
Ottokar II grundlagde bl.a. Königsberg under sin rejse til Preussen. Han hjalp den tyske ridderorden med at erobre byen.
Tysklands historie.
Tysklands historie er ekstremt kompliceret og afhænger i høj grad af, hvorledes man definerer Tyskland.
Som nationalstat opstår Tyskland først med udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles 1871, men navnet har været brugt siden middelalderen for det tysk-romerske rige.
Denne artikel skal kun kort tegne hver periode i den tyske historie op. En mere uddybende beskrivelse vil blive præsenteret i de enkelte epokers artikler.
Germanske stammer mod romerne.
Nordeuropa var befolket af germanske stammer. Efter det store slag i Teutoburger-skoven i år 9 prøvede romerne aldrig at udvide deres territorium øst for floden Rhinen.
Det frankiske rige.
Efter halvandet århundrede med øget pres mod de romerske grænser krydsede de alemanniske, burgundiske og vandaliske stammer Rhinen i år 407 og etablerede kortvarige kongeriger i dele af dagens Frankrig og Spanien.
Frankernes kongedømme kom derimod i varierende form til at vare i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Karl den Store, som underlagde sig Bayern i 788 og Niedersachsen i 804, blev kronet som kejser i år 800 og kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig.
Det tysk-romerske rige (843-1806).
Efter at den frankiske konge Ludvig døde, blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering.
Da den sidste hersker af karolingerne døde i 911, overgik tronen til Konrad af Franken og senere (919) til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar for Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962. Dette imperium, senere kaldt Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation ("Heiliges Römisches Reich deutscher Nation") varede indtil kejserens abdikation i 1806, efter at Napoleon Bonaparte havde okkuperet de fleste kejserlige lande.
Tyskland samles, Preussen og det Tyske forbund (1815-1866).
Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons endelige nederlag ved Slaget ved Waterloo blev nye grænser for Europa tegnet ved kongressen i Wien i 1815. En forenet tysk stat blev ikke grundlagt, i stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig.
I de følgende tiår forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der var opstået som følge af den franske revolution. På denne tid var liberalismen tæt forbundet med nationalisme - kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love at acceptere en konstitutionel forfatning. En national forsamling blev valgt af alle tyske stater og mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere den nye konstitution.
Et forenet Tyskland ville nu kun kunne realiseres under presset fra et militært lederskab i et autoritært Preussen.
Det tyske kejserrige (1871-1918).
Preussens militære sejre, specielt i slaget i Königgratz 1866 mod Østrig og i den fransk-preussiske krig 1870-71, førte til grundlæggelsen af Tyskland som en forenet nationalstat ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871, men uden Østrig.
Selv om kejserriget havde et valgt parlament, rigsdagen, blev regeringen udnævnt af kejseren. Riget kom til at have tre kejsere, som også var konger af Preussen: Wilhelm 1. (kejser 1871-1888), Frederik 3. (tysk kejser) (1888) og Wilhelm 2. (1888-1918)
Kejserrigets tid var en epoke med stor økonomisk vækst på grund af en omfattende industrialisering, men også med øget nationalfølelse og militarisme.
Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for Første Verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger; store områder blev overført til nabolande i øst og vest. Kejseren abdicerede, og revolutionære bevægelser ønskede at etablere et nyt styre.
Weimarrepublikken (1919-1933).
Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt, demokratisk regime i Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af omfattende økonomiske problemer og konstitutionens organisatoriske svaghed.
I de tidlige år var det oprør fra både højre- og venstregrupperinger, og hyperinflationen satte for alvor ind i 1923. De følgende år blev forholdene bedre, eftersom Tysklands forbindelser med tidligere fjender forbedrede sig, og trykket fra krigserstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store økonomiske krise i 1930. Den nye økonomiske tilbagegang kombineret med mindet om forholdene under hyperinflationen og en nationalistisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Adolf Hitler og hans Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP) udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed.
Det tredje rige (1933-1945).
Efter at NSDAP havde fået relativt flertal i de to valg i 1932, blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg den 30. januar 1933. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunisterne forbudt og Hitlers parti fik derved absolut majoritet i rigsdagen. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Efter at være kommet til magten undergravede han systematisk Tysklands demokratiske institutioner.
Efterfølgende brød Tyskland flere gange Versaillestraktaten med accept fra England.
Efter annektionen af Østrig i marts 1938 ("Anschluss") blev det tyskbefolkede Sudetenland annekteret i oktober samme år, og derefter blev hele det gamle østrigske land Böhmen-Mähren (den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet) annekteret i marts 1939.
Dele af Tyskland var efter Første Verdenskrig okkuperet af Polen, der i realiteten var et militærdiktatur. Den første september 1939 angreb Tyskland og senere Sovjetunionen Polen fra hver sin side. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland, men ikke mod Sovjetunionen, hvilket blev begyndelsen på 2. verdenskrig.
I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 sammen med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler krig mod USA.
Tyskland og dets hovedallierede Italien og Japan tabte krigen i 1945, Italien kapitulerede dog allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til en total ødelæggelse af Tysklands politiske og økonomiske infrastruktur, deling af landet og store tab af områder i øst samt enorme menneskelige lidelser.
Tyskland efter 1945.
Tyskere refererer ofte til 1945 som "Stunde Null" for at beskrive landets totale sammenbrud. På Potsdam-konferencen blev Tyskland delt i fire okkupationszoner, de tre vestlige blev senere til Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) og den østlige til Den demokratiske Republik Tyskland (DDR).
Separationen varede indtil den kolde krigs slutning ved Berlinmurens fald 9. november 1989 og Tysklands genforening 3. oktober 1990.
I dag er Tyskland ved at genindtage sin plads som international stormagt, ikke mindst gennem EU og i tæt samarbejde med Frankrig.
Tyske Kejserrige.
Det Tyske Kejserrige ("Das deutsche Kaiserreich") blev proklameret i Versailles den 18. januar 1871 efter det Nordtyske forbunds sejr i den Fransk-preussiske krig. Det
markerede den endelige samling af Tyskland. Preussen, der udgjorde størstedelen af imperiet, fik en ledende stilling, og dets kansler Otto von Bismarck blev Tysklands rigskansler. De forskellige delstater som Sachsen og Bayern bevarede deres fyrster og lokalregeringer, men måtte underordne sig kejserriget i overordnede spørgsmål.
Kejserriget bestod indtil Wilhelm 2.s abdikation i november 1918 under Novemberrevolutionen, der også førte til afslutningen på 1. verdenskrig. Det blev i 1919 efterfulgt af Weimarrepublikken, der var et parlamentarisk demokrati.
Indledende overblik.
Det tyske kejserrige skabtes i en periode, hvor Tyskland blev stærkt industrialiseret. Landet ændrede sig økonomisk og socialt fra et landsbrugsland til en industristat i de sidste årtier af 1800-tallet. Servicesektoren voksede også kraftigt i takt med, at handel og finansvæsen fik større betydning. Den økonomiske vækst blev midlertidigt bremset af den økonomiske krise i 1873 og den følgende lavkonjunktur. Trods betydelige politiske konsekvenser fortsatte den stigende industrialisering trods krisen.
Det var af betydning for den samfundsmæssige udvikling, at der skete en betydelig befolkningstilvækst og en befolkningsforskydning fra land til by. Samfundsstrukturen blev påvirket af, at der kom en større arbejderbefolkning i byerne og fra 1890'erne også en ny middelklasse af teknikere, funktionærer og embedsmænd. Til gengæld gik adelens og håndværkernes indflydelse (målt på deres bidrag til bruttonationalproduktet) tilbage. Alligevel beholdt adelen sin høje sociale prestige og kunne fastholde sin dominerende stilling i militæret, diplomatiet og toppen af statsadministrationen.
Den inden- og udenrigspolitiske udvikling blev indtil 1890 styret af den første og længstsiddende rigskansler Otto von Bismarck. Hans regeringstid kan opdeles i en forholdsvis liberal periode, der var kendetegnet ved indenrigspolitiske reformer og kulturkamp, samt en mere konservativ periode efter 1878/1879. Skellet mellem de to perioder er overgangen til statsinterventionisme (beskyttelsestold, socialforsikring og lovene rettet mod det Tyske socialistiske Arbejderparti. Udenrigspolitisk forsøgte Bismarck at sikre riget ved hjælp af en række alliancer. Han indledte den senere kraftigt udvidede imperialisme. Herved kom det i stigende grad til internationale interessekonflikter med andre kolonimagter, især Storbritannien.
Tiden efter Bismarck kaldes ofte for den wilhelminske periode, fordi kejser Wilhelm 2. efter at have afskediget Bismarck fik stor indflydelse på den daglige politik. Imidlertid spillede også andre og til dels konkurrerende aktører en vigtig rolle: De påvirkede kejserens beslutninger, som kom til at virke modstridende og uberegnelige. De andre aktører var de vekslende regeringer, partierne i rigsdagen (Reichstag) og militærets ledelse.
Folkebevægelser, folkepartier og pressens stigende betydning gav den offentlige mening større vægt. Ikke mindst derfor søgte regeringen at sikre sig støtte i befolkningen gennem en imperialistisk verdenspolitik, en anti-socialdemokratisk samlingspolitik og en populær flådeoprustning.
Udenrigspolitisk førte oprustning, bestræbelserne på at blive en verdensmagt og opløsningen af Bismarcks alliancer til, at Tyskland i stigende grad blev isoleret. Den politik var med til at øge risikoen for konflikter. Da 1. verdenskrig til sidst blev udløst i 1914, førte Tyskland krig på flere fronter, og militæret fik større indenrigspolitisk indflydelse. I takt med at tabene ved fronterne steg, og den sociale nød på hjemmefronten voksede, mistede monarkiet opbakning. Sammenbruddet på Vestfronten og Novemberrevolutionen førte til kejserrigets fald i 1918.
Sammensætning.
Kejserriget bestod af 25 forbundsstater ("Bundesglieder") – herunder tre med en republikansk forfatning Hansestæderne Hamburg, Bremen og Lübeck – samt Elsass-Lothringen.
Geopolitisk placering i Mellemeuropa.
Grænsen var i alt på 5.422 km, når man ikke medregner søgrænserne.
Forhistorie.
Tysklands historie i 1800-tallet frem til grundlæggelsen af Det tyske Kejserrige var præget af talrige politiske og territoriale forandringer efter opløsningen af det Tysk-romerske rige i 1806. Det gamle rige, som bestod af stater af overnational karakter og var præget af interessekonflikter mellem de to stormagter Østrig og det fremadstræbende Preussen, brød sammen under Napoleonskrigene og den af Frankrig iværksatte etablering af Rhinforbundet.
Derefter forstærkedes bestræbelserne i hele Europa på at etablere nationalstater efter fransk forbillede. I Tyskland førte det til tanker om en stortysk løsning, hvor Østrig var med og en lilletysk løsning uden Østrig.
Efter sejren over Frankrig i Napoleonskrigene havde de tyske fyrster ingen interesse i etablering af en nationalstat, som kunne begrænse deres autonomi. Wienerkongressen i 1815 etablerede derfor kun det Tyske forbund, som var en løs sammenslutning af de områder, som indtil 1806 havde været en del af det Tysk-romerske rige. Tiden efter Wienerkongressen, som betegnes restaurationen, blev internationalt domineret af den østrigske kansler Fyrst von Metternich. Inden for rammerne af Den Hellige Alliance, som var et forbund mellem Østrig, Preussen og Rusland, skulle der gennemføres en genetablering af magtforholdene fra før den Franske revolution.
Jublende revolutionære efter kampe på barrikaderne i Berlin den 18. marts 1848
Nationalstatslige og borgerligt demokratiske bevægelser var modstandere af restaurationen, og det førte til talrige oprør i store dele af Centraleuropa som Martsrevolutionen i 1848 i talrige tyske stater (og i Danmark). Efter revolutionen og vedtagelsen af forfatningsudkastet tilbød parlamentarikerne i det første samlede demokratisk valgte tyske parlament i Frankfurt den preussiske konge at blive kejser i et tysk kejserrige uden Østrig. Da han afslog denne opfordring med henvisning til, at han var udvalgt af Gud, slog forsøget på at forene hovedparten af de tyske stater på basis af et konstitutionelt monarki fejl.
Det Tyske Forbund fortsatte med at eksistere også efter at de revolutionære bevægelser var slået ned under østrigsk ledelse. Der fulgte et årti, hvor den politiske reaktion havde magten, og demokratiske og liberale bestræbelser blev undertrykt. Fra begyndelsen af 1860'erne dannedes de første politiske partier i moderne forstand.
I 1864 fik det Tyske Forbund større samlende betydning, da Krigen i 1864 brød ud over det slesvig-holstenske spørgsmål. Her deltog både Preussen og Østrig i en såkaldt "Bundesexekution", som det Tyske Forbund gennemførte mod Holsten efter Danmarks vedtagelse af Novemberforfatningen. Denne samdrægtighed varede kun til en strid om det erobrede Schleswig-Holstein. I 1866 udbrød den Preussisk-østrigske krig, hvori Preussen sammen med nogle nordtyske stater og Italien kæmpede mod Østrig, som var i forbund med de sydtyske stater, heriblandt Baden, Bayern, Hessen og Württemberg. Østrigs nederlag betød også enden på det Tyske Forbund. og i stedet grundlagdes det Nordtyske forbund under preussisk ledelse. De sydtyske lande, som tidligere havde været allierede med Østrig, indgik alliancer med Preussen.
Som følge af stridigheder mellem Preussen og Frankrig om den spanske arvefølge udbrød den Fransk-preussiske krig i 1870. Krigserklæringen kom fra Frankrig, efter at den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck havde offentliggjort en redigeret udgave af Emsdepechen og dermed udstillet Frankrig politisk. De sydtyske stater sluttede op bag Preussen.
Grundlæggelsen af det tyske kejserrige.
Efter den tyske sejr i Slaget ved Sedan og tilfangetagelsen af den franske kejser Napoleon 3. var vejen banet for grundlæggelsen af det tyske kejserrige. Bismarck begyndte at forhandle med de sydtyske stater om en lilletysk løsning, og han fik i vidt omfang sine ønsker opfyldt. Bayern, Württemberg og Baden blev optaget i det Nordtyske forbund. Planer om et dobbeltforbund, som Bayern havde foreslået, kunne ikke gennemføres. Bismarcks løsning sikrede på den ene side, at Preussen kom til at dominere det nye kejserrige, og på den anden side dannede den styrkede monarkistiske føderation en barriere mod tendenser i retning af parlamentarisme. I den tyske offentlighed fremkom krav om annektering af Elsass og dele af Lothringens, hvilket Bismarck stillede sig bag. Det forlængede krigen og medførte et langvarigt tysk-fransk arvefjendskab, men gav den nationale begejstring i Tyskland vind i sejlene. Det lettede Bismarcks forhandlinger med de sydtyske stater, der mundede ud i Novemberaftalerne. Men han måtte give indrømmelser: Bayern opretholdt sin egen hær i fredstid, og det beholdt lige som også Württemberg sit eget postvæsen. Alle de sydtyske stater beholdt deres statslige jernbaner og andre højhedsrettigheder. På det udenrigspolitiske område fastholdt de retten til at opretholde egne diplomatiske forbindelser. På trods af en vidtgående overtagelse af det Nordtyske Forbunds forfatning var Det tyske kejserrige formelt en ny grundlæggelse, der krævede ratificering i de deltagende parters lovgivende forsamlinger. I stedet for det hidtidige forbundspræsidentskab blev den preussiske konge tysk kejser. Dette navneskifte var statsretsligt af underordnet betydning, men havde stor symbolsk værdi. Erindringen om det gamle rige gjorde det lettere for tyskerne at identificere sig med den nye stat. For at understrege nationalstatens monarkiske legitimitet var det vigtigt for Bismarck, at kong Ludwig 2. af Bayern, som monark for det største land, der indtrådte i riget, skulle anmode Wilhelm 1. om at overtage kejsertronen. Den modstræbende og psykisk og finansielt hårdt ramte bayrer erklærede sig på baggrund af et tilsagn om årlige betalinger på 4-5 mio. mark fra de såkaldte Welfenfonds parat til dette skridt. Han foreslog i et af Bismarck formuleret kejserbrev kong Wilhelm til tysk kejser. Kendetegnende for det nye rige var det, at repræsentanterne for den nordtyske rigsdag måtte vente på, at de tyske rigsfyrster gav deres godkendelse af kejserværdigheden. Først derefter fik parlamentsmedlemmerne lov at anmode konge om at overtage kejserkronen. Det var i tydelig kontrast til kejserdeputationen i 1849. Kong Wilhelm selv, der ikke uden grund frygtede, at den nye titel skulle overskygge den preussiske kongeværdighed, var længe afvisende. Hvis han skulle være kejser, ville han være kejser af Tyskland. De allierede monarker afviste imidlertid den titel, fordi det kunne anses for at været et krav om mere herredømme. Kun efter massivt pres fra Bismarck accepterede Wilhelm til sidst titlen som tysk kejser. Proklamationen af det tyske kejserrige skete i Spejlsalen på slottet i Versailles.
Den 3. marts 1871 afholdtes det første rigsdagsvalg. Det første konstituerende møde foregik den 21. marts i Preußisches Abgeordnetenhaus i Berlin, som blev rigshovedstad. Rigsforfatningen trådte i kraft den 16. april 1871.
Freden i Frankfurt afsluttede officielt den fransk-preussiske krig. Underskrivelsen fandt sted den 10. maj 1871. Den tyske rigsmøntlov indførte en fælles valuta - Reichsmark - i Det tyske Rige. Den nye valuta var baseret på guldstandarden.
Rigets symboler.
Det tyske rige havde ingen officiel nationalsang, og indtil videre heller intet officielt nationalflag. I stedet for en nationalsang brugtes sangen Heil Dir im Siegerkranz på samme melodi som den britiske nationalsang og Die Wacht am Rhein. Indtil videre blev det Nordtyske Forbunds flag anvendt som flag for marinen og handelsflåden. Først i 1892 blev den sort-hvid-røde fane "ved allerhøjeste forordning" udpeget til nationalflag. Farverne var sammensat af Preussens farver (sort og hvid) og hansestædernes farver (hvid over rød).
Bismarcks rigsforfatning.
Det tyske riges forfatning af 16. april 1871 byggede på det Nordtyske Forbunds forfatning fra 1866. Otto von Bismarck havde i høj grad præget udformningen og tilpasset den sine egne forestillinger. Den var på den ene side en grundlov, som afgrænsede de forskellige rigsmyndigheders kompetencer i forhold til hinanden. På den anden side afgrænsede den også rigets myndighed i forhold til de enkelte stater. Her fulgtes princippet om begrænset enkeltfuldmagtsafgivelse. Riget måtte kun handle inden for de områder, som udtrykkeligt var overdraget til det inden for forfatningens rammer. Alt andet henhørte under de enkelte stater.
Forfatningen uddyber ikke de grundlæggende rettigheder i forholdet mellem undersåt (borger) og stat, men indeholder kun et forbud mod at de enkelte stater diskriminerer borgere fra andre stater. Denne undladelse behøvede ikke nødvendigvis at have uheldige konsekvenser, for da det i reglen var enkeltstaterne, som gennemførte rigslovene, var det i reglen kun dem, som handlede i forhold til borgerne. Det var derfor mere afgørende, hvilke grundlæggende rettigheder der var nedfældet i staternes forfatninger. Således indeholdt fx den preussiske forfatning af 31. januar 1850 et katalog af grundlæggende rettigheder.
Forfatningen anså det tyske rige for at være en stiftelse for rigsfyrsterne. Heraf fulgte, at det tyske rige var en forbundsstat. Enkeltstaterne havde vidtgående selvstændighed, og gennem Forbundsrådet (Bundesrat) havde de en betydningsfuld rolle på rigsniveau. Forbundsrådet var i forfatningen tænkt som den egentlige suveræn i riget. Dets kompetencer var derfor af såvel lovgivningsmæssig som udøvende karakter. Realpolitisk blev dets betydning som selvstændigt magtcentrum begrænset af forskellige årsager. En årsag var, at Preussen som den største enkeltstat ganske vist kun rådede over 17 af 58 stemmer, men de nordtyske og mellemtyske småstater fulgte næsten altid Preussen ved stemmeafgivningen.
Kongen af Preussen udgjorde forbundets præsidium. Kejseren havde betydelige kompetencer, som gik langt ud over, hvad man kunne forvente af titlen Forbundets præsident. Han udpegede og afskedigede rigskansleren og rigsembedsmændene (især ministre og departementschefer). Han fastlagde sammen med Rigskansleren, der i reglen også var preussisk ministerpræsident og preussisk udenrigsminister, rigets udenrigspolitik. Kejseren var øverstbefalende for den tyske marine og den tyske hær, (men kun i krigstid havde han kommandoen over den bayriske hær). Desuden forudså forfatningen, at kejseren om nødvendigt kunne genoprette den indre sikkerhed ved hjælp af hæren. Denne koncentration af udøvende magt blev ofte brugt som indenrigspolitisk pressionsmiddel. De sydtyske kongeriger Württemberg og Bayern beholdt dog nogle højhedsrettigheder.
Imidlertid var hverken den preussiske konge eller den tyske kejser enevældig, men havde magtbeføjelser, som var i overensstemmelse med den tyske forfatningspraksis i 1800-tallet, om end med stærke elementer udover forfatningen.
Over for kejseren var rigskansleren i denne magtstruktur den ansvarlige rigsminister, som de øvrige ministre var underordnet. Han var formand for Forbundsrådet og stod i spidsen for rigets forvaltning. Han var i reglen samtidig ministerpræsident og udenrigsminister i Preussen. Det demokratiske underskud i denne forfatning lå frem for alt i rigskanslerens manglende parlamentariske ansvar, da rigsdagen hverken kunne vælge eller afsætte ham. Først i oktober 1918 blev rigskanslerens parlamentariske ansvar indført med oktoberforfatningen.
Den tyske Rigsdag, Reichstag, udgjorde den egentlige modvægt mod staternes regeringer, Forbundsrådet og rigsledelsen. Der var almindelig valgret (for mænd over 25 år). Valgene var lige, i form af flertalsvalg og hemmelige. Det var et nærmest demokratisk træk både i forhold til andre europæiske lande og også til mange tyske forbundsstater - såsom Preussen, hvor vælgerne havde indflydelse i forhold til, hvor meget de betalte i skat. Valgperioden var tre år og efter 1888 fem. En afgørende svaghed ved rigsdagen var, at Forbundsrådet med kejserens godkendelse til enhver tid kunne opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Medlemmerne af rigsdagen fik som modvægt til den almindelige valgret ingen diæter. De valgte havde et frit mandat, og var ifølge forfatningsteksten ikke bundet af vælgerne. Rent faktisk var der i de første valgperiode mange "vilde medlemmer". I praksis skete der efterhånden en etablering af fraktioner.
Reichstag var ligestillet med Forbundsrådet, når det drejede sig om vedtagelse af love. Denne centrale ret for parlamentet var i retspositivismens tidsalder af stigende betydning, da regeringens handlinger var baseret på lovene. Ud fra princippet om, at lovene står over ministerielle cirkulærer og vejledninger, fik parlamentet en central placering og forvaltningsretningslinjer fik kun virkning internt i forvaltningen. Parlamentets anden centrale kompetence drejede sig om vedtagelse af statsbudgettet i form af en finanslov. Finanslovsdebatten udviklede sig hurtigt til en generel debat om regeringens samlede embedsførelse. Imidlertid var mulighederne begrænsede for at træffe afgørelser om militærbudgettet, som med 70-75% var den største post på budgettet. Indtil 1874 var budgettet fastlagt, og senere sørgede syvårige forsvarsforlig (Septennat) for en begrænsning af parlamentets rettigheder på dette område.
Dermed var den politiske ledelse af riget henvist til at samarbejde med Reichstag. Den forfatningsmæssige fiktion om et forbund af fyrster afspejlede således ikke virkeligheden. I langt højere grad var forfatningen udtryk for et kompromis mellem de nationale og demokratiske krav fra det fremvoksende erhvervs- og uddannelsesborgerskab og de dynastiske magthavere.
Rigets magtcentre.
Bismarcks forfatning var en vigtig ramme for den faktiske magtudøvelse, og de i forfatningen forankrede institutioner som rigsdag og kansler var af central betydning for det politiske system. Herudover var der andre magtcentre, som kun delvis fremgik af den skrevne forfatning.
Bureaukrati og forvaltning.
Bureaukratiet omtales næsten ikke. Ved alle indenrigspolitiske konflikter sørgede det bureaukratiske apparat for kontinuitet. Samtidig måtte de politiske beslutningstagere - også rigskansler og kejser - regne med den vægt som de højere embedsmænd udgjorde. Ganske vist havde riget selv i begyndelsen kun et beskedent embedsapparat og var i lang tid afhængig af samarbejde med de preussiske ministerier. Udover rigskansleren var der ingen egentlig rigsregering. I stedet for ministerier var der kun en række statssekretærer, som var underordnet rigskansleren og beklædte rigsembeder. Således opstod der i tidens løb udover rigskanslerkontoret også et rigsjernbanekontor, et rigspostkontor, et rigsjustitskontor, et kontor for forvaltningen af rigsområdet Elsaß-Lothringen, udenrigskontoret, indenrigskontoret og til sidst et rigskolonikontor. Den forvaltningsmæssige afhængighed af Preussen blev ganske vist mindre i takt med at rigsforvaltningen blev opbygget, men til det sidste var den organisatoriske forbindelse mellem Preussen og riget af stor betydning. På de øverste poster og i den øverste rigsforvaltning var protestanter og repræsentanter for adelen overrepræsenteret. Af 31 statssekretærer var 12 af adelig herkomst og i 1909 var 71% protestanter. Politisk var de i starten stadig forholdsvis liberalt orienteret. Først gennem en langsigtet rekrutteringspolitik blev der konservativ overvægt blandt de øverste embedsmænd.
Monarkiet og det kejserlige hof.
Forfatningen sikrede kejseren et betydeligt spillerum. De forskellige kejserlige råd som civil-, militær- og marinekabinettet spillede en vigtig rolle i kejserens beslutningstagning. Hertil kom hoffet og kejserens nære personlige fortrolige. Allerede Wilhelm 1. udøvede betydelig indflydelse på personalepolitikken, uden i reglen at gribe ind i de daglige forretninger. Især under kejser Wilhelm 2., der krævede et "personligt regime" var dette regime et af de centrale magtcentre i riget. Kejserens forvandling fra præsident for forbundet til rigsmonark kan dårligt undervurderes. Også uden for Preussen var det ikke længere kun de forskellige dynastiers mindedage, som blev markeret, men også kejserens fødselsdag. Kejseren blev i stadig stigende grad et symbol på riget. Spørgsmålet, om kejser Wilhelm 2. rent faktisk kunne gennemføre et personligt regime, er bestemt omstridt. Uomstridt er det, at den kejserlige indflydelse indtil 1897 var begrænset, mens kejserens betydning frem til 1908 voksede betydeligt, for derefter igen at falde. En affære om kejserens fortrolige Philipp zu Eulenburg og Daily-Telegraph-affære bidrog til at forringe kejserens anseelse i offentligheden, men ændrede ikke på vurderingen af monarkiet som institution.
Militæret.
Ifølge forfatningen forblev hæren og flåden stort set underlagt den preussiske konge, og dermed kejseren, bortset fra bevillingen af de nødvendige midler. Grænserne for de næsten enevældige beføjelser var i den forbindelse dårligt nok defineret. Militæret forblev derfor en vigtig del af monarkiets fundament. Under den øverste krigsherre eksisterede der med militærkabinettet, det preussiske krigsministerium og generalstaben tre institutioner, som til tider var i intern strid om kompetencer. Især generalstaben forsøgte under Helmuth Karl Bernhard von Moltke og senere Alfred von Waldersee at få indflydelse på politiske forhold. Det samme var tilfældet for Alfred von Tirpitz i flådespørgsmål.
Hæren var ikke kun rettet mod ydre fjender, men skulle også ifølge den øverste militære ledelse indsættes fx ved strejker. I praksis blev hæren stort set ikke indsat under de store strejker. Samtidig udgjorde hæren som pressionsmiddel en indenrigspolitisk magtfaktor, som ikke skal undervurderes.
Den nære tilknytning til monarkiet afspejlede sig i starten i det adelige officerskorps. Også senere beholdt adelen en stærk position blandt de ledende officerer, men i takt med udvidelsen af hær og flåde kom der flere borgerlige i de mellemste officersklasser. Udvælgelsen og den indre socialisering i militæret sørgede imidlertid for, at også denne gruppes selvforståelse ikke afveg fra deres adelige kollegers.
Mellem 1848 og 1860'erne havde tyskerne nærmest betragtet militæret med mistro. Dette ændrede sig grundlæggende efter sejrene mellem 1864 og 1871. Militæret blev til en central faktor i den gryende rigspatriotisme. Kritik af militæret blev anset for upatriotisk, men partierne støttede alligevel ikke ubetinget en forøgelse af hæren. Først i 1890 fik militæret en styrke i fredstid på 490.000 mand; den i forfatningen forudsete størrelse på 1 % af befolkningen. I de følgende år blev landstyrkerne yderligere forstærket. Mellem 1898 og 1911 indebar den kostbare opbygning af højsøflåden indskrænkninger af landstyrkerne. Bemærkelsesværdigt er det, at generalstaben selv i denne periode afviste en udvidelse af styrken, idet den frygtede en forstærkelse af det borgerlige element i officerskorpset på bekostning af det adelige. I denne periode fremkom Schlieffen-planen, der specificerede, hvordan der kunne gennemføres en to-frontskrig mod Frankrig og Rusland med hensyntagen til, at England kunne deltage på modstandernes side. Efter 1911 blev oprustningen intensiveret, men den nødvendige troppestyrke til gennemførelsen af Schlieffen-planen blev dog ikke nået.
Hæren opnåede i kejsertiden en meget høj anseelse, og officerskorpset ansås i store dele af befolkningen som "første stand i staten". Hærens verdensbillede var præget af troskab mod monarkiet og forsvaret af kongens rettigheder, det var konservativt, antisocialistisk og grundlæggende antiparlamentaristisk præget. Det militære adfærds- og æreskodeks rakte langt ind i samfundet. Også for mange borgere blev status som reserveofficer nu et attråværdigt mål.
Militæret var uden tvivl vigtigt for den indre opbygning af nationen. Den fælles tjeneste forstærkede integrationen af den katolske befolkning i det protestantisk prægede rige. Selv arbejderne var ikke immune overfor militærets udstråling. I den forbindelse spillede værnepligtstiden på to år (ved kavaleriet tre år) en betydende rolle.
Heinrich Manns "Undersåtten", Kaptajnen fra Köpenick og Saverne-affæren viser tydeligt militarismens betydning i det tyske samfund. Overalt i riget blev der grundlagt krigerforeninger som bærere af en militaristisk verdensanskuelse. Hvilken bred virkning, der var tale om, viser medlemstallet på 2,9 mio. i Kyffhäuserbund (1913). Denne forening havde flest medlemmer i riget. De statsstøttede foreninger skulle pleje det militære, nationale og monarkistiske sindelag og immunisere medlemmerne overfor socialdemokratismen.
Befolkning, erhvervsliv og samfund.
I kejserrigets tid skete der grundlæggende demografiske, erhvervsmæssige og sociale forandringer, der påvirkede kultur og politik i betydelig grad.
Et kendetegn ved kejserrigets historie var den enorme befolkningsvækst. I 1871 boede der 41 mio. indbyggere i riget, i 1890 var der 49 mio. og i 1910 var man nået op på næsten 65 mio. indbyggere. Ikke mindst gennem indenlandske vandringer, i starten fra omegnen og senere også over længere afstande, såsom de landlige østpreussiske områder, til Berlin og Vesttyskland voksede befolkningstallet i byerne og især i storbyerne. I 1871 boede 64 % af befolkningen stadig i sogne med under 2.000 indbyggere og kun 5 % i storbyer med over 100.000 indbyggere. I 1890 var lige mange indbyggere på landet og i byerne og i 1910 boede kun 40 % i sogne med under 2.000 indbyggere mens 21,3 % boede i storbyer. I denne sammenhæng skete der også en ændring i levevis. Således var livet i lejekasernerne i Berlin grundlæggende anderledes end i landsbyerne.
Denne forvandling kunne kun ske, fordi erhvervslivet som helhed var i stand til frembringe tilstrækkeligt mange arbejdspladser. En vigtig forudsætning var, at der skete et opsving inden for bankvæsenet og især udviklingen af storbanker. I denne periode indtraf Tysklands overgang fra et endnu stærkt landbrugspræget land til en moderne industristat. I begyndelsen var det i høj grad bygningen af jernbaner og sværindustri, men senere kom der nye vigtige industrier til i form af den kemiske industri og elektroindustrien.
I 1873 lå den primære sektors andel af produktionen på 37,9 % og industriens på 31,7 %. I 1889 var de to sektorer lige store, og i 1895 udgjorde produktionen i landbruget kun 32 %, mens fremstillingssektoren nåede op på 36 %. Dette skifte afspejledes også i udviklingen i beskæftigelsen. I 1871 var 8,5 mio. beskæftiget i landbruget, mens 5,3 mio. var beskæftiget med industri, transport og service. I 1880 var forholdet 9,6 mio. mod 7,5 mio. og i 1890 var tallene 9,6 mio. mod 10 mio. I 1910 var der 10,5 mio. i landbruget, mens industri, transport og servicevirksomhed beskæftigede 13 mio.
Socialhistorisk var kejserperioden frem for alt præget af væksten i arbejderbefolkningen. I den forbindelse udviklede de forskellige grupper af ufaglærte, tillærte og faglærte arbejdere en fælles identitet gennem deres fælles erfaringer på arbejdspladserne og i boligkvartererne
Med fremkomsten af store fabrikker, statslige tjenesteydelser og væksten i handel og transport voksede også antallet af funktionærer og underordnede embedsmænd. Disse holdt sig socialt på afstand fra arbejderne, også selv om deres økonomiske situation ikke i væsentlig grad var anderledes end industriarbejdernes. Til de stagnerende dele af samfundet hørte den gamle middelstand i byerne. Frem for alt følte håndværkerne sig truet på deres levebrød af industrien. Virkeligheden var imidlertid mere differentieret. Der var på den ene side traditionelle håndværksfag, hvor der var for mange beskæftigede, på den anden side fik bygninghåndværkerne og levnedsmiddelfagene glæde af den voksende befolkning og byudviklingen. Hertil kom, at mange erhverv tilpassede sig udviklingen. Således holdt skomagerne op med at fremstille sko og reparerede dem kun. Alligevel var bekymringen om en social deroute et kendetegn for håndværket i kejserriget.
Det lykkedes i vidt omfang for borgerskabet at indføre sine kulturelle normer i samfundet, hvor det økonomiske borgerskab var økonomisk førende inden for storindustrien, og hvor det dannede borgerskab inden for uddannelsesområdet gjorde Tyskland til et centrum for videnskab og forskning. Samtidig forblev borgerskabets politiske indflydelse begrænset på grund af det politiske systems særheder og fremkomsten af arbejderklassen og den nye middelklasse.
Økonomisk var den jordbesiddende adel - især i områderne øst for Elben - truet af den stigende internationalisering af fødevaremarkederne. Adelens og landbrugets krav om statsstøtte blev et kendetegn for indenrigspolitikken i kejsertiden. Samtidig sørgede den preussiske forfatning for, at adelen beholdt mange privilegier i rigets største stat. Adelen beholdt også sin indflydelse i militæret, diplomatiet og statsforvaltningen.
Trossamfund og nationale mindretal.
I mindre grad end erhverv og samfund ændredes i denne periode de trosmæssige forskelle, men også de havde betydning for rigets historie. Det samme er tilfældet for den modsætning, der lå i at ville være en nationalstat samtidig med, at denne stat rummede betydelige nationale mindretal.
Trossamfund og kirker i kejserriget.
katolsk) i Det tyske Rige (ca. 1890)
Udbredelse af jødedommen i Det tyske Rige (ca. 1890)
Den generelle fordeling mellem religionerne ændrede sig ikke meget i forhold til tidligere. Der var fortsat rent katolske områder (Nedre og øvre Bayern, det nordlige Westfalen, Øvre Schlesien m.fl.) og næsten rent protestantiske (Schleswig-Holstein, Pommern, Sachsen, etc.). De trosmæssige fordomme og forbehold, især overfor blandede ægteskaber, var derfor fortsat betydelige. Efterhånden kom det gennem indenlandske vandringer til en trosmæssig sammenblanding. I de østlige dele af riget var der samtidig ofte nationale modsætninger, da man der ofte kunne sætte lighedstegn mellem protestantisk og tysk og mellem katolsk og polsk.
I områder med stor indvandring, såsom i Ruhrområdet og Westfalen og i nogle storbyer, kom det i nogle tilfælde til betydelige trosmæssige forskydninger (især i det katolske Westfalen, hvortil der kom protestanter fra de østlige provinser). Politisk havde den trosmæssige fordeling stor betydning. I de katolsk dominerede områder lykkedes det Centrumspartiet at få opbakning fra hovedparten af vælgerne. Således lykkedes det kun i ringe grad for Socialdemokraterne og deres fagforeninger at få fodfæste i de katolske dele af Ruhrområdet. Først med den tiltagende sekularisering i den sidste del af kejsertiden begyndte dette at ændre sig.
Jøder og antisemitisme.
Udover de kristelige retninger var der en lille langsomt faldende jødisk befolkningsgruppe på knap en procent af befolkningen. Årsagen til den relative nedgang i den jødiske befolkningsandel skal ses i lavere fødselsrater og en stigende andel af blandede ægteskaber, hvor børnene oftest fik en kristelig opdragelse. Den jødiske befolkningsgruppe samlede sig i stadig større grad i de store byer. Omkring 1910 boede en tredjedel af alle tyske jøder i Berlin, hvor andelen af jøder udgjorde 5-10%. Tilsvarende andele af jødiske borgere fandt man i Frankfurt am Main, Breslau og Hamburg. På den anden side fandtes der også landlige områder med jødiske befolkningsandele over gennemsnittet. I øst var det i området ved Posen, Vestpreussen og Øvre Schlesien, og i vest var det i Hessen, Unterfranken, Rheinpfalz og Elsass-Lothringen. I de østlige provinser med blandet tysk-polsk befolkning talte jøderne i overvejende grad til den tyske befolkning. Blandt jøderne var tendensen mod assimilering i det borgerlige tyske samfund i lang tid stærkt udpræget. Zionismen, som forsøgte at etablere et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, blev afvist af det overvejende flertal af tyske jøder. I 1893 blev "Central-Verein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens" grundlagt, og foreningens navn afspejlede idegrundlaget. Centralforeningen stillede sig den opgave at bekæmpe antisemitismen, den afviste enhver forestilling om jøderne som ét folk eller en egen race, og anså i en vis forstand de tyske jøder som en tysk stamme. Samlet set var jøderne særdeles succesrige inden for erhvervsliv, kultur, videnskab og akademiske professioner. I følge statistikken fra 1910 udgjorde den jødiske befolkningsandel på 0,95 % (615.000 ud af 64.926.000). Heraf var 60.000 ikke tyske statsborgere (fortrinsvis flygtninge fra Polen og Rusland). 4,28 % af de tyske anklagere og dommere, 6,01 % af lægerne, 14,67 % af advokaterne og notarerne var jøder. Usædvanligt mange fremtrædende musikere og virtuoser var af jødisk afstamning. Særligt tydelig var det jødiske islæt i byer med høj jødisk befolkningandel, først og fremmest Berlin. Derved ydede jøderne et bidrag til tysk og europæisk kulturliv, som lå langt ud over deres andel af befolkningen.
Samtidigt kunne antisemitismen i kejserriget få fodfæste samfundsmæssigt og politisk. Jøder var i praksis udelukket fra bestemte erhverv. Således var det så godt som umuligt for jøder at blive officerer (hvilket var en alvorlig indskrænkning, da officersstanden hørte til de mest ansete professioner i kejserriget). Eksempelvis udtalte den preussiske krigsminister Karl von Einem i 1907, at: "En indtrængen af jødiske elementer i det aktive officerskorps ikke blot måtte anses for skadeligt, men for direkte fordærveligt"“. Andelen af jødiske universitetsprofessorer lå tydeligt under andelen af jødiske privatdocenter (hvilket i det mindste delvis var udtryk for en antisemitisk fordom ved besættelsen af professorater). Det var meget svært eller umuligt for jøder at opnå en højere stilling i staten. I kejserriget fandtes der ikke en jødisk minister eller departementschef (i modsætning til f.eks. Storbritannien, hvor en konvertit – Benjamin Disraeli – endog var blevet premierminister). I de opblomstrende søbade ved Nord- og Østersøen spredte sig en "bad-antisemitisme". Antisemitiske fordomme og karikerede billeder af jøder fandtes i næsten alle befolkningsgrupper. Som reaktion mod antisemitismen grundlagde liberale akademikere og politikere (bl.a. Theodor Mommsen, Rudolf Virchow og Johann Gustav Droysen) i 1890 "Verein zur Abwehr des Antisemitismus". Politisk lykkedes det ikke for antisemitterne at etablere et fælles parti. De antisemitiske partiers stemmeandel lå ved alle valg før 1. verdenskrig på under 5 %.
Nationale mindretal.
Sproglige mindretal i Det tyske Rige
Det tyske rige så sig selv om en nationalstat. Trods det var der i 1880 udover de dengang 42 mio. tyskere omkring 3,25 mio. som ikke havde tysk som modersmål, herunder 2,5 mio. polakker og tjekker, 140.000 sorbere, 200.000 kasjubere, 150.000 litauere, 140.000 danskere og 280.000 franskmænd og valloner. De boede i overvejende grad i nærheden af rigets grænser. Ikke kun regeringen, men også de nationalt sindede borgere gik ind for en politik om kulturel germanisering. I den forbindelse spillede skolen en central rolle ved at udskifte modersmålsundervisningen med undervisning på tysk. I sammenhæng med kulturkampen, men netop også med nationaliseringspolitikken blev de polske præster udskiftet med sekulære fortrinsvis tyske lærere. Mens den preussiske stat før grundlæggelsen af det tyske rige havde været særdeles tolerant overfor sine nationale mindretal og udtrykkeligt havde understøttet modersmålsundervisning, så ændredes denne tolerance især i de dansksprogede områder i nord og i de polsksprogede områder i øst i stigende grad til en politik i retning af kulturel germanisering. En vis undtagelse udgjorde de overvejende fransksprogede områder i Elsass-Lothringen, hvor også fransk var tilladt som skolesprog. Vigtig var indførelsen af tysk som forvaltnings- og retssprog. I tilfældet med den polske befolkning kom der senere også tiltag, som skulle begrænse de polske storgodser til fordel for tyske bosættere. Ligeledes havde den preussiske bosættelseskommission med lidet held forsøgt at erhverve polsk land til tyske bosættere og forsøgt opkøb i Sønderjylland.
Alligevel havde denne politik kun begrænset succes eller virkede ligefrem, som en kritiker bemærkede, mod hensigten, da den bragte sønderjyderne og polakkerne, som tidligere kunne leve ganske godt i den tolerante preussiske stat, i et modsætningsforhold til den nye øvrighed. Trods finansielle anstrengelser og tydeligt nationalistiske taler ("Wir gehen hier keinen Schritt zurück!") kom det nærmest til en forøgelse af den polsksprogede befolkningsandel og et fald i den tyske i eksempelvis provinsen Posen. Mindretallene forsøgte at bevare deres egen identitet. Alle nationaliteter var f.eks. relativt stabilt repræsenteret i rigsdagen. Selv de polakker, som var udvandret til Ruhrområdet, holdt fast i deres oprindelse, og der opstod stærke polske fagforeninger.
Forandring og udvikling af den politiske kultur.
Kejserrigets betydning for den politiske kultur i Tyskland vedvarede ud over monarkiets ophør. Industrialisering, urbanisering og de forbedrede kommunikationsmuligheder (f.eks. udbredelsen af aviser til de lavere sociale lag) og andre faktorer forandrede også den politiske kultur. Mens politik tidligere fortrinsvis havde været en sag for eliten og honoratiores, opstod der nu et politisk miljø, hvori næsten alle sociale grupper havde andel. Hertil bidrog indførelsen af den almene og lige valgret for mænd over 25 år. Et tegn på forandringen var valgdeltagelsen. I 1871 deltog kun 51 % af de stemmeberettigede i valget, mens det i 1912 var 84,9 %.
De politiske lejres fremkomst.
De forskellige politiske lejre opstod i rigets første år. Karl Rohe skelner i denne forbindelse mellem en socialistisk, en katolsk og en national lejr. Andre forfattere opdeler den sidste lejr i en national og en liberal side. Uanset partidelinger, sammenlægninger og lignende prægede disse lejre det politiske liv til ind i Weimarrepublikken. Alle disse grundlæggende politiske orienteringer havde allerede eksisteret før grundlæggelsen af kejserriget. Imidlertid opstod der med det Tyske centrumsparti for første gang et stærkt katolsk parti, som nåede ud til næsten alle sociale lag fra den katolske landbefolkning til arbejdere, borgerskab og adel. Partiorganisationen forblev dog svag, og Centrum udviklede sig ikke til et masseparti. Et andet kendetegn var det voksende socialdemokrati, hvis andel af stemmerne fra 1874 til 1912 voksede til det ottedobbelte. Fra en stemmeandel på 9,4% i 1874 nåede det op på 28,9 % i 1912.
Væksten i socialdemokratiet blev ikke modsvaret af et signifikant fald blandt borgerlige og katolske partier. Selv om Centrum ikke helt kunne holde sin tilslutning fra kulturkampens tid, lykkedes det partiet at hævde sig trods et stigende antal vælgere. Trods alle forskydninger lykkedes det også fortsat den borgerlige lejr at få opbakning fra omkring en tredjedel af vælgerne. Efter at de nationalliberale og frie konservative havde haft en overproportional stilling i starten af kejsertiden skete der store forandringer inden for dette område. I slutningen af kejsertiden lå venstreliberale, konservative og nationalliberale lige med hver godt 10 % af stemmerne.
Ikke mindst på grund af kulturkampen og de senere socialistlove udviklede den katolske befolkning og tilhængerne af socialdemokratiet et særligt stærkt indre sammenhold. Begunstiget af andre faktorer opstod der et katolsk og socialdemokratisk miljø. Inden for disse miljøer udvikledes der organisationer og foreninger, som opfyldte disse gruppers behov fra vugge til grav. I det katolske miljø var udviklingen differentieret. Frem for alt i de landbrugsprægede dele af det katolske Tyskland bandt præsten, kirken og de traditionelle sogneforeninger folk sammen i miljøet. I industriområderne og byerne derimod udvikledes der Volksverein für das katholische Deutschland og kristelige fagforeninger, som kom til at rumme millioner af medlemmer.
I det socialdemokratiske miljø udviklede SPD sig efter afskaffelsen af socialistlovene til en masseorganisation. Endnu større blev medlemsskaren i fagforeningerne. Yderligere opstod der - til dels på ældre grundlag - et vidt forgrenet net af arbejderforeninger såsom sangforeninger, sportsforeninger og brugsforeninger.
Selvforståelse og levevis blandt katolikker, socialdemokrater og det protestantiske, borgerlige samfund var tydeligt forskellig. Et skifte fra den ene til den anden var knap muligt. Sammenholdet blev fastholdt gennem socialisering også efter afslutningen af kulturkamp og socialistlove.
Masseorganisationer.
Ikke kun inden for det politiske område, men også på næsten alle andre områder skete der en mobilisering af masserne til varetagelse af interesser og opnåelse af samfundsmæssige mål.
På højre side af det politiske spektrum mobiliserede en overdreven nationalistisk og kolonialistisk bevægelse tilhængere fra forskellige sociale grupper. Den tyske flådeforening (Deutscher Flottenverein) havde 1,2 mio. medlemmer. Til tider lykkedes det også for antisemitismen at vinde betydeligt gehør. Hertil hørte det kristeligt-sociale parti omkring prædikanten Adolf Stoecker. Nogle økonomiske interesseorganisationer tog disse populistiske krav op for at styrke deres egen stilling. Særlig udpræget var antisemitismen i Deutschnationalen Handlungsgehilfenverband. Tæt forbundne var nationalisme og antisemitisme i Alldeutscher Verband.
Med særlig stor succes organiserede Bund der Landwirte (BdL) landmænd i hele riget med nationale og antisemitiske undertoner, selv om ledelsen af organisationen til stadighed var i hænderne på landmænd øst for Elben. Den støttede sig til en veludbygget organisation med millioner af medlemmer. Mange medlemmer af rigsdagen og de forskellige landtage kunne takke organisationens støtte for deres mandat. Disse var derfor også politisk forpligtede overfor landmændene. Knap så succesrige i denne forstand var industriforeningerne, såsom Centralverband deutscher Industrieller (CdI); men det lykkedes også dem gennem et vellykket lobby-arbejde i baggrunden at få indflydelse, f.eks. i spørgsmålet om beskyttelsestold. De store industriforeninger CdI og Bund der Industriellen var i forbund med arbejdsgiverforeningerne, som fremkom i 1890'erne og primært udtalte sig imod arbejdernes krav om medindflydelse. Udover de store interesseorganisationer fandtes der mange andre erhvervsrettede organisationer. Alene inden for industri, håndværk, handel og erhverv fandtes der i 1907 500 forbund med ca. 2000 tilknyttede organisationer.
Udviklingen inden for fagforbundene i Tyskland 1887–1914
Et aspekt af sammenkædningen mellem politik og interessevaretagelse i arbejderbefolkningen bestod i fremkomsten af ideologisk baserede fagforeninger, venstre-liberale, katolske og socialdemokratiske. I den sammenhæng opnåede de såkaldte frie fagforeninger, der var knyttet til SPD, de største medlemstal efter at socialistlovene var blevet afskaffet. I vigtige industriområder, såsom i Ruhrområdet, var de kristelige fagforeninger til dels lige så stærke, eller endog stærkere. Hertil kom der i dette område efter århundredskiftet også fagforeninger for polsktalende minearbejdere, således at de ikke-socialistiske fagforeninger i dette industrielle kerneområde af riget var særdeles betydningsfulde. Særligt vanskeligt havde de venstre-liberale det med denne nye form for politik. Ganske vist havde der siden 1860'erne eksisteret liberalt sindede fagforeninger, men deres medlemstal forblev forholdsvis begrænset.
Nationalismens forvandling.
Kejser Wilhelm mindesmærket ved Porta Westfalica ca. 1895
Ganske vist fandtes der stadig enkeltstatslige og dynastisk prægede identiteter, men i tidens løb ændredes dette til en identifikation med nationen som helhed, hvilket kom til at præge samfundet. I løbet af kejsertiden havde tanken om nationalstaten tydeligt ændret sig. Den gamle nationalisme var indtil 1848-1849 en oppositionspolitik, som gik ind for forandring. Den var udsprunget af idealerne fra den franske revolution og var rettet imod den konservative restauration efter Napoleonskrigene. Senest med rigets grundlæggelse begyndte tyngdepunktet i nationalismen at ændre sig. De hidtidige modstandere på højrefløjen overtog de nationale ideer og mål. Nationalismen blev således udsat for en konservativ påvirkning. På længere sigt mistede det demokratiske element i nationalismen hermed en del af sin vægt.
Vigtigere end "frihed" blev "enhed". Dette førte bl.a. til et skifte imod de nationale og kulturelle mindretal i riget, især mod polakkerne og – i forbindelse med den stigende racistisk begrundede antisemitisme fra slutningen af 1870'erne - mod jøderne. I denne sammenhæng skal også ses de nationale lidenskaber i kampen mod den ultramontane katolicisme, dvs. en katolsk kirke som i høj grad er styret fra Vatikanet. I den senere del af kejserrigets historie vendte den nationalistiske bevægelse sig ikke mindst mod Socialdemokratiet, hvis internationale og revolutionære ideologi forekom den politiske elite og dens tilhængere at være et bevis på partiets fjendskab overfor riget. På den baggrund blev socialister og socialdemokrater allerede fra Bismarcks tid beskyldt for at være fædrelandsløse personer.
Nationalismen i kejserriget spredte sig efter kejserrigets grundlæggelse i en hidtil ukendt grad, og sammen med militarismen greb den også småborgerne og bønderne. Nationalismen blev først og fremmest båret frem af gymnastik-, skytte-, sang- og krigerforeningerne, men også skolen, universiteterne, den protestantiske kirke og militæret bidrog hertil. "Kejser og rige" blev et fast begreb. Derimod havde rigets grundlov ikke formået at udvikle en selvstændig symbolværdi. Af de nye institutioner var det kun rigskansleren og Reichstag, som i denne forstand fik en vis betydning. Rigsdagen og den almindelige valgret ved valgene blev til et synligt bevis på national enhed. Med fejringen af kejserens fødselsdag, årsdagen for slaget ved Sedan og andre anledninger fik det nationale sin plads i årskalenderen, ikke mindst i de landlige og borgerlige befolkningsgrupper. Nationalismen blev også synlig i form af de talrige nationale mindesmærker, såsom Niederwald Denkmal, Hermannsdenkmal og senere Kaiser-Wilhelm-Denkmäler ved Deutsches Eck og Porta Westfalica, de talrige Bismarcktürmen og de lokale krigsmindesmærker.
På længere sigt kunne "rigsfjenderne" heller ikke undgå tiltrækningskraften fra det nationale. På de katolske årsmøder blev der efter 1887 ikke kun udbragt et leve for paven, men også for kejseren. Især efter krigsudbruddet i 1914 viste det sig, at også arbejderne var påvirket af nationalismen.
Frem for alt under Wilhelm 2.s regeringstid fandtes der udover den halvofficielle nationalisme en stadigt stigende radikal folkelig nationalisme, som f.eks. kom til udtryk i Alldeutscher Verband. Den agiterede ikke kun for etablering af et stort kolonirige, men også for etablering af et af Tyskland regeret Mellemeuropa.
Bismarcks tidsalder.
De første årtier af det nye kejserriges levetid var i høj grad indenrigs- og udenrigspolitisk præget af Bismarck. Tiden mellem 1871 og 1889 kan opdeles i to klart afgrænsede perioder. I den første, fra 1871 til 1878/1879 samarbejdede Bismarck fortrinsvis med de liberale, mens det herefter var de konservative og Centrum, som dominerede.
Den liberale periode.
I betragtning af den bittert udkæmpede forfatningskonflikt i 1860'ernes Preussen er det ved første øjekast overraskende, at Otto von Bismarck allerede i tiden med det Nordtyske forbund og i kejserrigets første år arbejdede tæt sammen med de liberale. En vigtig årsag hertil var flertalsforholdene i Reichstag, hvor de liberale havde stort flertal. Alene de nationalliberale fik ved valget i 1871 125 ud af 382 pladser. Medregner man medlemmerne fra det liberale Reichspartei og det tyske fremskridtsparti havde de liberale absolut flertal, der som regel yderligere blev styrket af de Frikonservative. Efter valget i 1874 havde de liberale flertal alene med 204 af 397 mandater. Rigskansleren kunne dårligt regere imod et sådant flertal, og da de konservative afviste hans politik, og da Centrum senest ved starten af kulturkampen faldt bort som mulig modvægt, var han henvist til at søge samarbejde med de liberale. Politikken blev i kejserrigets første år lettet af det økonomiske boom, som gjorde det acceptabelt at gennemføre liberale reformer.
Indenrigs- og retspolitiske reformer.
Lederen af rigskanslerens kontor Rudolf von Delbrück, malet af Gottlieb Biermann (1875)
Bismarcks egentlige partnere var i denne periode de nationalliberale under Rudolf von Bennigsen. De nationalliberale var ganske vist indstillet på at indgå kompromisser på mange områder, men det lykkedes dem dog også at få gennemført vigtige liberale reformer. Reformerne blev hjulpet på vej af liberale embedsmænd, såsom chefen for rigskanslerens kontor Rudolf von Delbrück og preussiske ministre, såsom finansminister Otto von Camphausen og kulturminister Adalbert Falk. Kernen i reformerne var den erhvervsmæssige liberalisering. Således blev næringsfriheden gennemført i alle tyske stater, i det omfang den ikke allerede var indført. Med hensyn til frihandel ophørte beskyttelsestolden på jernprodukter. Der blev indført ensartet lovgivning om mærke- og patentbeskyttelse. Reglerne om etablering af aktieselskaber blev også lettet. Desuden blev der indført fælles systemer for mål, vægt og valuta. I 1875 blev nationalbanken, Reichsbank, grundlagt. Et andet kerneområde var udbygningen af retsstaten, hvis grundlag til dels stadig eksisterer. I den forbindelse kan nævnes straffeloven (Reichsstrafgesetzbuch) fra 1871, som stadig findes, selv om den på mange områder er fornyet siden da. Den var, med mindre ændringer, en videreførelse af straffeloven fra det Nordtyske forbund.
Milestene i reformarbejdet var rigsjustitslovene fra 1877, dvs. Gerichtsverfassungsgesetz, Strafprozessordnung, Zivilprozessordnung, som ligeledes med senere ændringer fortsat er i kraft, samt konkurslovgivningen. Med vedtagelsen af Gerichtsverfassungsgesetz indførtes i 1878 Reichsgericht som øverste domstol i Tyskland i civil- og straffesager. En fælles øverste domstol, som også erstattede Reichsoberhandelsgericht bidrog stærkt til en standardisering af retsforholdene i riget. Desuden lykkedes det for liberale flertal at udvide rigsdagens kompetenceområde inden for det civilretslige område. Mens parlamentet i det Nordtyske forbund kun havde haft kompetence i civilretslige spørgsmål med erhvervsmæssig baggrund, blev kompetenceområdet på initiativ af de nationalliberale medlemmer af Reichstag Johannes von Miquel og Eduard Lasker udvidet i 1873 til at omfatte hele civil- og procesretten. Senere kom den i 1896 vedtagne Bürgerliches Gesetzbuch, som trådte i kraft den 1. januar 1900.
De liberale måtte indgå vidtgående kompromisser vedrørende retsplejen og presselovgivningen, som en del af de venstreliberale ikke kunne gå med til. Et flertal blev i 1876 kun fundet sammen de konservative. Da også det preussiske parlament Preußisches Abgeordnetenhaus havde liberalt flertal, blev der ligeledes her gennemført politiske reformer. Blandt disse var den preussiske kredsreform fra 1872, som ikke mindst fjernede de sidste af stændernes privilegier. Da der var udsigt til at loven ville falde i preußischen Herrenhauses, kunne det imidlertid kun afværges ved at udpege nye medlemmer, som var positive overfor ændringen.
Kulturkampen.
Samarbejdet mellem de liberale og Bismarck fungerede ikke kun inden for reformpolitikken, men også i den såkaldte kulturkamp (Kulturkampf) mod katolikker og centrumspartiet. Den havde rødder i modsætningsforholdet mellem den sekulariserede stat, som gjorde krav på at kunne fastlægge regler på stadigt flere områder og en kirke, som på baggrund af ultramontanismen forsøgte at imødegå det moderne i alle dens afskygninger. Frem for alt den pavelige rundskrivelse (Encyklika) med titlen "Quanta Cura" fra 1864 med dens "Syllabus errorum" var en klar afvisning af det moderne. Den katolske kirke så liberalismen som en efterfølger til oplysningstiden, og som bærer af moderniseringen som en modpol til kirkens synspunkter. For de liberale var paveembedet, med dets afvisning af enhver forandring, et levn fra middelalderen. Bismarck havde forskellige grunde til at gå ind i kulturkampen. Ikke mindst mistænkte han de katolske præster for at støtte den polske bevægelse i de østlige provinser i Preussen. Han ønskede heller ikke, at statens autoritet og nationens enhed blev indskrænket af andre magter. Indenrigspolitisk handlede det for ham om at gennemføre yderligere reformer. Striden mellem den moderne stat og den ultramontane kirke var et fænomen, som optrådte i hele Europa. Også i tyske stater som Bayern og Baden var det allerede i 1860'erne kommet til en kulturkamp. De fleste katolske biskopper i Tyskland gik ikke offensivt ind i kritikken af den moderne stat, og fra 1866 fandtes der ikke længere en katolsk fraktion i det preussiske parlament. I stedet havde biskoppen i Mainz Wilhelm Emmanuel von Ketteler i 1866 udtalt sig til fordel for etablering af et tysk rige uden Østrig.
I kejserrigets første tid fra 1871 gjaldt det for regeringen og de liberale om at styrke statens indflydelse. Straffeloven blev udvidet med den såkaldte "prædikestolsparagraf", som skulle indskrænke de gejstliges politiske aktiviteter. Jesuitterne, der blev anset for de ultramontanes spydspids, blev forbudt. Hertil kom, at det statslige skoletilsyn blev indført i Preussen. I den anden fase fra ca. 1873 greb staten mere direkte ind i kirkens interne forhold, bl.a. i præsteuddannelsen, og besættelsen af kirkelige embeder blev underlagt statslig kontrol. I 1874 fulgte yderligere love, hvor der f.eks. indførtes borgerlig vielse. Et rent undertrykkelsesinstrument var udvandringsloven, som indskrænkede ikke-tyske gejstliges ophold og åbnede mulighed for at udvise dem. En såkaldt brødkurvslov stoppede alle statslige tilskud til kirken. I maj blev alle klosterfællesskaber opløst, med mindre de udelukkende koncentrerede sig om pleje af syge.
En følge af kulturkampslovene var, at mange præsteembeder i midten af 1870'erne kom til at stå ubesatte, at der ikke blev foretaget kirkelige handlinger, og at biskopper blev fængslet, afsat eller udvist. Tiltagene fra regeringen og de liberale førte til en reaktion fra den katolske del af Tyskland og til en bred politisk mobilisering, hvor det allerede eksisterende centrumparti tiltrak sen stor del af de katolske vælgere.
Grænser for samarbejdet.
Der var imidlertid også områder, hvor Bismarck og de liberale ikke var enige. Således mislykkedes forsøget fra de liberale og fremskridtspartiet på at standardisere de forskellige stadsforordninger bl.a. pga. modstand fra rigskansleren. I første omgang blev en finansreform også stoppet på indvendinger fra ham. Et vedvarende problem udgjorde bevillingerne til militæret. I begyndelsen blev konflikten udskudt, men senest fra 1874 dukkede den op igen. Mens regeringen og ikke mindst krigsminister Albrecht von Roon forlangte faste bevillinger, holdt de liberale fast i årlige bevillinger. Havde de liberale givet efter, ville de have måttet opgive at have indflydelse på omkring 80% af statsudgifterne. Striden endte med et kompromis - en bevilling med en løbetid på syv år. Trods alt blev militærets styrke fortsat reguleret ved lov, men dog over en forholdsvis lang periode. Også på andre områder var der uenighed: de liberale kunne ikke komme igennem med at indføre nævningedomstole ved overtrædelser af presselovgivningen, embedsmandslovgivningen eller den militære strafferet.
I den første halvdel af 1870'erne lykkedes det de liberale at sætte deres fingeraftryk på en række områder, men det havde kun været muligt gennem kompromisser med Bismarck. Ikke sjældent havde det været vigtigere at holde fast i magten end at få gennemført liberale principper. Også internt var der kritik, fx af undtagelseslovene under kulturkampen. Især lykkedes det ikke at styrke parlamentets rettigheder. Det førte til spændinger inden for den liberale lejr og skuffelse blandt nogle vælgergrupper. Hertil kom, at der med fremkomsten af centrumpartiet var opstået en ny politisk retning, så de liberale ikke længere kunne hævde at repræsentere hele folket. Det lykkedes Bismarck at styrke statsmagten i begyndelsen af 1870'erne, men alliancen med de liberale betød også, at regeringen måtte give indrømmelser og give den erhvervsmæssige og samfundsmæssige modernisering et skub fremad.
Grundlæggerperiode og grundlæggerkrak.
Allerede kort efter rigets grundlæggelse indtraf der et økonomisk opsving, og den såkaldte
grundlæggerperiode (Gründerzeit), højkonjunktur, begyndte. Den blev fulgt af en økonomisk nedtur.
Der var flere vigtige årsager til det økonomiske opsving. Handelen inden for rigets grænser blev meget lettere. For første gang i Tysklands historie blev der skabt et fælles hjemmemarked. Den generende told ved indre tyske grænser faldt bort. Fra slutningen af 1872 indførtes metersystemet overalt i Tyskland. Sejren i krigen mod Frankrig og grundlæggelsen af det tyske rige førte til en enorm vækst i investeringerne og et boom i byggeriet. De store krigsskadeserstatninger, som Frankrig betalte, finansierede en stor del af investeringerne.
Allerede i 1872 overhalede Tyskland det af krigen svækkede Frankrig som industrimagt.
I 1873 fulgte en international økonomisk krise, som i Tyskland kaldes "Gründerkrise". Det økonomiske sammenbrud begyndte som panik på børsen i Berlin i oktober 1873. Den var imidlertid ikke en følge af overdrevne spekulationsforretninger, men en dybtgående økonomisk krise, som blev udløst af faldende efterspørgsel og en overkapacitet, som var opbygget i de foregående år. De forskellige brancher blev ramt på forskellige tidspunkter og med forskellig kraft. Særlig hårdt ramt blev bjergværksindustrien, maskinindustrien og byggeriet, mens de erhverv, som fremstillede forbrugsgoder, blev ramt knap så hårdt. Krisen varede i seks år til 1879. I denne periode faldt industriproduktionen lidt i begyndelsen og stod derefter i stampe. Varepriserne faldt betydeligt, lønninger og profitter faldt betragteligt. Også landbruget kom midt i 1870'erne i krise. Her var der frem for alt tale om strukturelle årsager og fremkomsten af et verdensmarked. I direkte konkurrence med landbrugsprodukter fra Rusland og USA blev tyske produkter snart for dyre - selv på hjemmemarkedet.
En vigtig konsekvens på langt sigt var opbygningen af erhvervsmæssige interesseorganisationer. Der opstod "Verein Süddeutscher Baumwollindustrieller", "Verein Deutscher Eisen- und Stahlindustrieller" og "Verein zur Wahrung der gemeinsamen wirtschaftlichen Interessen in Rheinland und Westfalen" og lignende organisationer. De krævede, at staten skulle indføre beskyttelsestold og grundlagde i fællesskab Centralverband deutscher Industrieller i 1876.
Også inden for landbruget begyndte der at dannes foreninger med det formål at få indført beskyttelsestold, selv om frihandelstilhængerne indtil videre dominerede øst for Elben. Men skiftet i retning af beskyttelsestold betød, at landbrug og industri rykkede tættere på hinanden.
Krisen fik også betydelige virkninger på det politiske område. Fremskridtsoptimismen fra de forgangne tiår måtte vige for en pessimistisk grundindstilling. Tankegodset fra liberalismen („laissez faire, laissez passer“) fik ansvaret for den økonomiske nedgang. De liberale tilhængere af frihandel mistede terræn, mens de konservative og det katolske centrum vandt frem. I denne situation vandt den moderne antisemitisme frem, hvor det hævdedes, at den internationale jødedom stod bag liberalisme og børskapitalen. Den kom f.eks. til udtryk i den Berlinske antisemitismestrid og i etableringen af det Kristeligt-sociale parti under hofprædikant Adolf Stoecker. Den antisemitiske bevægelse forblev et mindretal, men formåede dog at indsamle 255.000 underskrifter til en "Antisemitenpetition" i 1881.
Regeringen kom under pres for at gribe regulerende ind i økonomien i stedet for som hidtil at stole på markedskræfterne. Staten selv mærkede krisen i form af faldende skatteindtægter, så underskuddet på statsfinanserne voksede. Behovet for en omfattende finansreform blev stadig større. Den kunne imidlertid ikke gennemføres uden om de liberale. De ville på deres side benytte finansvanskelighederne til at gennemføre nogle af deres forfatningspolitiske mål.
Politik efter skiftet i 1878/1879.
Det stadig mindre bæredygtige samarbejde med de liberale og de økonomiske, sociale og finanspolitiske problemer i forbindelse med den økonomiske krise var årsagen til, at rigskansler Bismarck gennemførte en grundlæggende ændring af sin politik. Den var kendetegnet ved gennemførelse af socialistloven og indførelse af beskyttelsestold. De nationalliberale var ikke tilhængere af disse tiltag. De stemte ganske vist for nogle af dem, men alligevel stod de indtil videre grundlæggende i opposition til "System Bismarck."
Modstanden mod Bismarcks politik førte til en dyb krise inden for det nationalliberale parti.
Først brød højrefløjen ud i 1879. Et år senere dannedes Liberale Vereinigung af partiets venstrefløj, og den forsøgte klart at kæmpe mod det konservative skifte. Den politiske forandring fra 1878 som en alliance mellem storlandbruget og sværindustrien blev inden for forskningen kaldt den indre rigsgrundlæggelse.
Socialistloven.
Bismarck udnyttede to attentater mod kejser Wilhelm 1. i maj og juni 1878 til at indlede en offensiv anti-socialdemokratisk politik. Efter at August Bebel og Wilhelm Liebknecht åbent havde udtalt deres støtte til Pariserkommunen, blev socialdemokraterne anset for at være rigets fjender. På det punkt var regeringen i overensstemmelse med store dele af borgerskabet. Alligevel syntes socialdemokraterne at være i fremgang: Ved valget i 1877 nåede de 9,1 % af stemmerne. Hertil kom, at spaltningen i ADAV og SDAP var ovre siden 1875. Der havde faktisk aldrig eksisteret en egentlig revolutionær fare. Bismarck ville med socialistloven sikre sig vidtgående undtagelsesbeføjelser, men dette blev dog i første omgang afvist af flertallet i Reichstag.
Attentatet på kejseren i juni gav Bismarck mulighed for at opløse Reichstag og udskrive nyvalg. I valgkampen gjorde regeringen alt for at nære borgerskabets og middelstandens frygt for revolution. I den konservative presse blev der slået på antisocialistiske, antiliberalistiske og antisemitiske strenge. De liberale var i en vanskelig situation, idet erhvervsorganisationerne for første gang talte for en beskyttelsestold og imod den liberale frihandel. Valget i juli førte til betydelige tab for de nationalliberale og fremskridtspartiet, mens det frikonservative parti og det tyskkonservative parti fik fremgang. Vigtigst var det, at de nationalliberale mistede deres parlamentariske nøgleposition til centrumspartiet. Men regeringen havde stadig brug for de nationalliberale til vedtagelsen af socialistloven, da centrumspartiet på grund af kulturkampen ikke ville være med. I det nationalliberale parti var loven omstridt. Flertallet i partiet omkring Bennigsen var på grund af valgnederlaget indstillet på at støtte loven. En mindre venstrefløj omkring Lasker ville i første omgang holde fast i afvisningen af loven og betragte den som et angreb på retsstaten. Det endte med, at venstrefløjen stemte for loven af hensyn til sammenholdet i partiet og efter at have opnået en lempelse af loven, herunde at den kun skulle have en løbetid på to år. Den 18. oktober 1878 vedtog Reichstag loven med 221 stemmer mod 149 (Centrum, Fremskridtspartiet og Socialdemokraterne).
Socialistloven var baseret på en udokumenteret påstand om, at attentatmændene mod kejseren var socialdemokrater. Den gjorde det muligt at forbyde foreninger, forsamlinger, tryksager og indsamlinger. Overtrædelser kunne straffes med bøde eller fængsel. Der kunne indføres opholdsforbud og undtagelsestilstand i bestemte områder.
Loven var af begrænset varighed og skulle jævnligt bekræftes af parlamentet. Hertil kom at socialdemokraterne fortsat sad i Reichstag og kunne deltage i valg. På langt sigt opfyldte loven ikke sit mål. Socialdemokratiet blev ved med at være en politisk faktor. Imidlertid bidrog loven til at partiets tilhængere sig ind i en politisk ghetto, som blev befæstet udadtil. Som reaktion på forfølgelsen slog partiet senest fra 1890 ind på en konsekvent marxistisk kurs.
Overgang til beskyttelsestold.
Den førende nationalliberale politiker Rudolf von Bennigsen (Træsnit ca. 1871)
Allerede i 1875 havde Bismarck meddelt, at han i stedet for frihandel ville indføre beskyttelsestold. I den forbindelse drejede det sig mindre om ideologiske overvejelser end om finanspolitiske. Hidtil havde riget været afhængig af indbetalinger fra de enkelte lande, men regeringen håbede på at reducere denne afhængighed ved hjælp af toldindtægterne. Bismarck ventede at få støtte til toldloven fra det landbrugsprægede centrumsparti og de konservative, men også fra de nationalliberales højrefløj, som var præget af industrien.
Efter vedtagelsen af socialistloven begyndte Bismarck fra 1878 at gennemføre ændringen i told- og finanspolitikken. Da de ansvarlige liberale fagministre von Camphausen og Achenbach ikke kunne støtte denne politik, trådte de tilbage, som allerede Delbrück havde gjort. Imidlertid blev Bismarcks planer i første omgang fuldstændig afvist af rigets øverste embedsmænd og staternes finansministre. De erhvervsmæssige interesseorganisationer - først og fremmest Centralverband deutscher Industrieller - spillede en vigtig rolle i at opbløde denne holdning. Det lykkedes dem at få indflydelse på et memorandum, som gik ind for en protektionistisk politik. Interesseorganisationerne søgte med held at få medlemmerne af rigsdagen til at støtte den nye politik, og tværs gennem alle borgerlige partier sluttede 204 op om kravet: medlemmer fra de konservative, næsten alle medlemmer af centrum og et mindretal på 27 fra de nationalliberale. Omsætningen af programmet viste sig svært, da de nationalliberale gjorde deres støtte afhængig af betydelige forfatningsmæssige indrømmelser. Det samme gjorde Centrumspartiet. Deres pris, de såkaldte "Franckensteinsche Klausel" – gik ud på at toldindtægterne ikke i ubegrænset omfang skulle tilflyde riget, men fra et vist niveau skulle tilflyde landene. Bismarck måtte vælge mellem Centrum og de nationalliberale, men måtte i begge tilfælde give afkald på betydelige dele af sit program til "Beskyttelse af det nationale arbejde". Han valgte af forskellige årsager Centrum. Den vigtigste årsag var formentlig, at Centrums krav ikke indebar en yderligere udvidelse af parlamentets kompetencer. Bismarcks tale i rigsdagen i juli 1879 beseglede afslutningen på den liberale æra. I talen afviste rigskansleren tanken om at nå til en borgerligt-liberalt parlamentarisk styret nation til fordel for et ganske vist konstitutionelt baseret, men klart øvrigheds-monarkisk styret system.
Indførelsen af socialforsikringen.
Med den industrielle revolution flyttedes tyngden på det sociale område fra den forarmede underklasse på landet til arbejderne i byen. På kommunalt niveau havde der været forskellige tiltag i retning af forsorg for fattige. I kejsertiden indførtes en ny form for statslig socialpolitik, som samtidig var en vigtig del af fremkomsten af den moderne stat, som i stigende grad griber ind i borgernes liv. Inden for borgerskabet var der af frygt for en revolutionær arbejderbevægelse ingen diskussion om nødvendigheden af at løse denne opgave. Til gengæld var der megen diskussion om, hvordan den skulle løses, og om statens rolle i løsningen. Især de liberale gik i begyndelsen ind for private løsninger i form af selvhjælpsinstitutioner for arbejderne. Blandt socialreformatorer frem for alt i kredsen omkring "Verein für Socialpolitik" blev der stillet krav om et stærkere statsligt engagement.
Samtidig illustration af indtægter, udgifter og ydelser fra socialforsikringen mellem 1885 og 1909
Bismarck og den af ham ledede rigsregering vaklede længe mellem begge synspunkter inden den besluttede sig for en stærkere statslig intervention. Ved beslutningen havde det betydning, at private løsninger tilsyneladende ikke kunne holde trit med dynamikken i den industrielle udvikling. Hertil kom yderligere et motiv: Ved hjælp af en statslig socialpolitik håbede Bismarck at knytte arbejderne til staten og dermed tage brodden af den undertrykkelse, der skete gennem socialistloven. Det oprindelige koncept fra regeringen gik ud på en obligatorisk statslig skattefinansieret forsikring. Lovgivningsprocessen tog lang tid, og under forhandlingerne sørgede partierne, embedsmændene og interesseorganisationerne for betydelige ændringer af det oprindelige udkast, så loven kun i begrænset omfang kan kaldes den bismarckske socialforsikring. Det centrale var indførelsen af sygeforsikringen i 1883, den lovpligtige ulykkesforsikring i 1884 og endelig invaliditets- og aldersforsikringen i 1889. Fælles for dem alle var, at den direkte statslige indflydelse var reduceret i forhold til de oprindelige planer. Forsikringer var ganske vist offenligtretlige indretninger, men netop ikke statslige. Desuden indeholdt de et element af selvforvaltning, og finansieringen skete ikke primært gennem skatterne, men gennem bidrag fra arbejdsmarkedets parter. Desuden var de ikke afstemt efter de ramtes behov, men var baseret på løn og indbetalinger.
Indførelsen af socialforsikringen var endnu en af Bismarcks store præstationer, også selv om resultatet ikke helt blev som planlagt. Det gælder ikke kun for så vidt angår forsikringens struktur, men frem for alt målet om at holde arbejderne borte fra Socialdemokratiet.
Grænserne for Bismarcks system.
Målet med det konservative skifte i 1878/1879 var at blokere for yderligere liberalisering af riget og fremme en konservativ udvikling. Det første mål lykkedes stort set for Bismarck, men ikke det andet, da det ikke var muligt at opnå et varigt konservativt flertal i Reichstag.
En konservativ forandring af kejserriget stødte altid mod modstand i Reichstag. I begyndelsen af 1880'erne modsatte Centrumspartiet sig i vidt omfang rigskanslerens planer. Så længe kulturkampen ikke var afsluttet, fulgte partiet under Ludwig Windthorsts ledelse en klar konstitutionel kurs, som sikrede parlamentets rettigheder og undgik at samarbejde med regeringen. Ganske vist blev der i 1880 vedtaget et nyt syvårigt forsvarsforlig, og socialistloven blev forlænget, men andre af regeringens lovforslag, som fx om et tobaksmonopol, blev nedstemt. Problemerne for regeringen voksede efter valget i 1881, hvor de to konservative partier mistede 38 mandater og de nationalliberale 52. Socialdemokraterne og Centrumspartiet gik lidt frem, men de forenede liberale og fremskridtspartiet var de egentlige vindere. Tilsammen fik de venstreliberale 80 ekstra pladser.
I takt med svækkelse af den parlamentariske støtte skærpede Bismarck sin konfrontationskurs overfor parlamentet og forsøgte at styrke regeringens vægt i det politiske system. I denne sammenhæng indgik overvejelser om at oprette et tysk næringsråd med repræsentanter for interesseorganisationerne som en slags parallelt parlament. Lignende planer lå bag etableringen af faglige fællesskaber til at drive ulykkesforsikringen. Til stadighed fremkom der også rygter om en ændring af valgretten til Reichstag og ophævelse af forfatningen. Bismarck havde ikke held med nogen af sine antiparlamentariske udspil. De bidrog til en yderligere fastfrysning af fronterne og forstærkede offentlighedens indtryk af, at kansleren i stigende grad savnede politiske mål.
Kartelpartier og konservativt flertal.
I anden halvdel af 1880'erne forandrede den politiske situation sig frem for alt gennem ændringer i partierne. De nationalliberales politik rykkede klart mod højre efter Rudolf von Bennigsens tilbagetræden og Johannes Miquels opstigning og landbrugets stigende indflydelse i partiet. Med partiets Heidelberg-erklæring fra 1884 stillede partiet sig bag rigskansleren i de vigtigste stridsspørgsmål og afveg derved fra de venstreliberale. Det førte også i 1884 indirekte til sammenlægningen af den liberale forening med Fremskridtspartiet til det Frisindede parti. Afskaffelsen af lovene fra kulturkampen i løbet af den første halvdel af 1880'erne førte til, at Centrum i mindre grad var i opposition. Valget i 1884, som gav tilbagegang for de venstreliberale og styrkelse af de konservative partier og i mindre grad de nationalliberale, syntes at muliggøre en højrekoalition. Disse partier arbejdede sammen om germaniseringspolitiken i de preussiske østprovinser.
Planerne om et højreflertal blev forceret i 1886 i sammenhæng med en dyb udenrigspolitisk krise. Bismarck forlangte på denne baggrund, at hærens styrke i fredstid skulle øges, hvilket
Centrum og de Frisindede klart afviste. Konsekvensen var, at der blev udskrevet valg. I valgkampen gjorde regeringen alt for at stemple de Venstreliberale, Centrum og Socialdemokraterne som fjender af Riget. Desuden indgik de konservative og de nationalliberale et valgforbund - det såkaldte kartel. Valget i 1887, som foregik i lyset af en mulig krig mod Frankrig, gav kartelpartierne og frem for alt de nationalliberale fremgang på bekostning af de venstreliberale og socialdemokraterne. Kartelpartierne rådede over 220 af 397 pladser, et absolut flertal.
Bismarck havde ganske vist et stærkt flertal, men samtidig var han afhængig af koalitionens fortsatte beståen. I den første tid arbejdede kartellet og regeringen sammen uden de store problemer: den omstridte militærlov og love til fordel for landbruget blev vedtaget. Socialistloven blev forlænget til 1890. Derefter voksede spændingerne: De nationalliberale kunne ikke gå ind for en fredsslutning, som skulle afslutte kulturkampen. Ligeledes vægrede en del af partiet sig ved igen at hæve landbrugets beskyttelsestold. Men loven blev vedtaget med stemmer fra Centrum. Også fortsættelsen af socialistloven, kolonipolitikken og sociallovgivningen førte til kritik fra de nationalliberale. Socialloven blev også vedtaget med hjælp fra Centrum. I den konservative lejr voksede ønsket om et varigt samarbejde med Centrum.
Alliancer og udenrigspolitik.
Kejserriget kunne takke Storbritanniens og Ruslands velvillige neutralitet for sin grundlæggelse efter krigen mod Frankrig. Dette relativt milde diplomatiske vejrlig varede dog ikke ved. Det strukturelle hovedproblem var, at der med etableringen af det tyske rige var opstået en ny stormagt i Europa, som først måtte finde sin plads i magtsystemet. Selv om Bismarck til stadighed bedyrede den nye nations "mæthed" - dvs. at den ikke stillede krav om nye territorier - forekom den tyske politik ikke helt forudsigelig for de øvrige stater. På den ene side var der et klart modsætningsforhold mellem Tyskland og Frankrig, og på den anden side var der konkurrence mellem Storbritannien og Rusland (The Great Game). Tysk udenrigspolitik havde forskellige muligheder for at indordne sig i det bestående storpolitiske system. Selv om Bismarck i første omgang holdt alle muligheder åbne inkl. en forebyggende krig, besluttede han sig til sidst for en defensiv løsning, som "ærlig mægler" mellem magterne.
Alliancer frem til begyndelsen af 1880'erne.
Den 7. september 1872 afholdtes et tre-kejsermøde. Kejser Wilhelm modtog den østrigske kejser Franz Joseph og zar Alexander 2. Den 22. oktober 1873 blev Trekejser-forbundet mellem Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn underskrevet. Det tyske riges udenrigspolitik blev indledt med et tæt forbund med Østrig-Ungarn og et godt forhold til Rusland.
Beslutningen om at følge en defensiv politik faldt i 1875 efter den såkaldte "Krig-i-sigte-krise", hvor Rusland og England havde gjort det klart, at de ikke ville acceptere en forebyggende tysk krig mod et genoprustet Frankrig. Det var tydeligt, at forsøget på at opnå en stormagtsstilling indebar risiko for en europæisk storkrig.
Beslutningen om at føre en ligevægtspolitik blev først tydelig under Balkankrisen 1877/1878 i forbindelse med den russisk-tyrkiske krig. Mens de øvrige stormagter havde egne interesser, forsøgte Tyskland at optræde som mægler. Det rummede imidlertid den fare, at Tyskland kunne miste støtten fra Østrig-Ungarn og Rusland. Derfor gjorde Bimarck alt for at undgå at måtte vælge mellem de to lande. Det var målet at nå til en situation, som Bismarck udtrykte det, "hvor alle lande bortset fra Frankrig har brug for os, og
så vidt muligt afholdes fra koalitioner imod os gennem deres forhold til hinanden"..
Til løsning af interessemodsætningerne mellem Rusland og Storbritannien efter den Russisk-tyrkiske krig afholdtes Berlinerkongressen i 1878. Bismarck gjorde sig umage med at optræde i rollen som "ærlig mægler" og at opnå et forlig mellem stormagterne. Det var imidlertid i modstrid med den russiske regerings planer om at få kongressens godkendelse af de opnåede militære gevinster på Balkan. Resultatet, som gav Østrig større indflydelse, selv om landet ikke havde ydet militære ofre, blev anset for et diplomatisk nederlag i Rusland. Efter kongressen forværredes Ruslands forhold til Tyskland i en sådan grad, at det ikke var muligt at etablere en bæredygtig alliance mellem de to lande.
Senere opstod et forbund mellem Rusland og Frankrig. Bismarck søgte tydeligere end før et samarbejde med Østrig-Ungarn. Disse bestræbelser mundede den 7. oktober 1879 ud i den tysk-østrigske alliance. Med dette forbund var det tyske riges rolle som alliancefri mægler mellem stormagterne afsluttet. Nu indledtes opbygningen af Bismarcks alliancer først mod øst, derefter mod vest og syd. I 1881 lykkedes det at etablere trekejserforbundet med Østrig-Ungarn og Rusland. Denne alliance havde til formål at opretholde status quo på Balkan og kun tillade ændringer efter aftale og i tilfælde af krig med en 4. magt at opretholde velvillig neutralitet. Denne bestemmelse handlede i første række om en ny krig mellem Frankrig og Tyskland eller mellem Storbritannien og Rusland. Da spændingerne mellem Østrig-Ungarn og Rusland på Balkan snart øgedes igen, slog trekejserpolitikken fejl.
Mod syd blev forbundet med Østrig-Ungarn i 1882 udvidet til også at omfatte Italien i Tripelalliancen. Baggrunden for denne udvidelse var de voksende spændinger mellem Frankrig og Italien i Tunesien. Tripelalliancen var også en forsvarsalliance og støttede Østrig-Ungarn, da der til stadighed var stridigheder med Italien om forløbet af den fælles grænse.
Tyskland stod i begyndelsen af 1880'erne i centrum af to alliancesystemer. Opretholdelsen af dem var vanskelig, da de var kendetegnet ved modsætninger og ustabilitet. På dette usikre grundlag lykkedes det i nogen tid at fastholde status quo.
Den tyske imperialisme.
Tysk koloniherre i Togo (ca. 1885)
Allerede i midten af 1880'erne førte væksten i stormagternes imperier til en ny dynamik i deres indbyrdes forhold, som gjorde opretholdelsen af ligevægten stadig vanskeligere og til sidst fik den til at bryde sammen.
I begyndelsen blev den oversøiske ekspansion båret frem af private iværksættere. Snart blev der tale om offentlig støtte, men den blev efter britisk forbillede ydet til opbygning af et uformelt imperium, dvs. til at opnå kontrol med et område uden at annektere det. Årsagerne til at indgå i et engagement i udlandet var på den ene side, at der var opstået en indflydelsesrig koloniseringsbevægelse i Tyskland, som så en mulighed for at overvinde den økonomiske krise og bremse befolkningstilvæksten gennem kolonisering. På den anden side blev besiddelse af kolonier også set som en spørgsmål om national prestige. Som fortalere for kolonisering optrådte organisationerne "Deutscher Kolonialverein" og "Gesellschaft für Deutsche Kolonisation", som senere sluttede sig sammen til "Deutsche Kolonialgesellschaft".
Årsagerne til at Bismarck gav efter for presset fra kolonibevægelsen og begyndte at opbygge et formelt imperium er omstridt. Et argument er, at rigskansleren udnyttede Storbritanniens problemer i bl.a. Afghanistan og Sudan til gennem en antibritisk politik at opnå en tilnærmelse til Frankrig. Højdepunktet i denne udvikling var Congokonferencen i Berlin i 1884-1885, hvor Tyskland og Frankrig i fællesskab gik imod Storbritanniens politik i Centralafrika. Andre fortolkninger peger på indenrigspolitiske årsager. Anskaffelsen af kolonier skulle herefter give regeringen partipolitiske lettelser og give stemmer til regeringens støttepartier ved valget i 1884. Efter en tredje fortolkning skete skiftet som udtryk for socialimperialisme: Erhvervelsen af kolonier skulle i en vis forstand skjule de sociale og økonomiske vanskeligheder og reducere regeringens legitimitetsunderskud. Nyere forskning peger på en blanding af de forskellige årsager og peger desuden på en egen dynamik i forhold til de senere kolonier. 1884 markerer den egentlige begyndelse på en tysk kolonipolitik, da Tysk Sydvestafrika i april kom under tysk beskyttelse. Også i Tysk Østafrika, Togo, Kamerun, og i Stillehavet blev det uformelle afløst af et formelt herredømme. Ganske vist blev kolonipolitikken under Bismarck til en episode, idet udvidelsen allerede afsluttedes i 1885, men der var gjort en start på en større indsats og på konflikter med Storbritannien.
Udenrigspolitisk dobbeltkrise 1885/1886.
"Vi tyskere frygter Gud, men ellers ingen i hele verden." (Citat fra en tale af Bismarck i rigsdagen den 6. februar 1888. Propagandatryk af samtidigt kridtlitografi)
Ikke kun overgangen til en imperialistisk politik, men også to kriseområder i Europa ændrede den tyske udenrigspolitik. I Frankrig opstod der, ikke mindst som følge af general Georges Ernest Boulanger, en nationalistisk samlingsbevægelse, som gik ind for en revanchekrig mod Tyskland. Faren voksede, da Boulanger blev krigsminister. Bismarck lagde af indenrigspolitiske årsager stor vægt på denne trussel, bl.a. for at opnå et flertal ved valget i 1887. Samtidig tjente hans skærpede tone over for Frankrig til at skjule de udenrigspolitiske vanskeligheder i Øst- og Sydøsteuropa. Der havde den bulgarske krise ført til en skærpelse af modsætningerne mellem Østrig-Ungarn og Rusland og til, at trekejserforbundet reelt var brudt sammen. Også Tysklands forhold til Rusland blev dårligere ikke mindst på grund af beskyttelsestolden. I den tyske regering voksede bekymringen for en tofrontskrig, da det tilsyneladende kom til en tilnærmelse mellem Rusland og Frankrig. Indenrigspolitisk kom Bismarck på grund af krisen under tryk, da kritikere beskyldte ham for at føre en forældet udenrigspolitik. Fra nogle militærfolk som general Alfred von Waldersee, men også fra tysk konservative og selv fra socialdemokrater blev der forlangt en hård politik overfor Rusland og om nødvendigt en forebyggende krig. Bismarck forsøgte at dæmpe den nationalistiske bølge, som han til dels selv havde skabt, og at bilægge krisen diplomatisk. Det lykkedes med stort besvær, hvilket klart viste, at Tysklands politiske spillerum var blevet langt mindre efter kejserrigets grundlæggelse. I 1887 lykkedes det at genetablere tripelalliancen med Østrig-Ungarn og Italien. Gennem forskellige andre traktater - som Middelhavsaftalen mellem Italien og Storbritannien og Middelhavsententen mellem Italien, Storbritannien og Østrig-Ungarn - blev Tyskland involveret i en antirussisk koalition gennem sine forbundsfæller.
I samme år blev der i stedet for trekejserforbundet den 18. juni indgået Genforsikringstraktaten med Rusland. Begge lande forpligtede sig til velvillig neutralitet i tilfælde af et uprovokeret angreb fra en tredje magt. I den forbindelse blev der indgået en hemmelig tillægsprotokol, hvori Tyskland lovede Rusland støtte til dets politik på Balkan og ved Bosporus. Hermed indgik Tyskland forpligtelser, som var i modstrid med de forbund og traktater, som det havde med andre stater. I denne sammenhæng var det åbenbart vigtigere for Bismarck at forhindre et forbund mellem Frankrig og Rusland.
Det var i slutningen af Bismarcks embedstid blevet stadig sværere at opretholde ligevægten. Mens han tidligere havde mulighed for at spille på stormagternes indbyrdes modsætningsforhold, kunne han til sidst kun skabe spændinger og derpå forsøge at dæmpe dem på en for riget fordelagtig måde.
Trekejseråret 1888.
Den 9. marts 1888 døde kejser Wilhelm 1. Tre dage senere blev hans søn, den alvorligt syge Frederik 3., udråbt til kejser. Til hans tronbestigelse var der knyttet håb om en liberalisering af riget og en større parlamentarisk indflydelse på de politiske afgørelser. Han havde sympati for det parlamentariske system i Storbritannien.
Under den berlinske antisemitismestrid havde han offentligt udtalt sig mod jødefjenderne. Især de frisindede som Bamberger, Forckenbeck og von Stauffenberg stod den nye kejser nær. På grund af sygdom kunne han dårligt præge den førte politik. Kun afskedigelsen af den højkonservative preussiske indenrigsminister von Puttkamer var et tegn i den ventede retning. Allerede 99 dage efter sin tronbestigelse døde Frederik 3. den 15. juni 1888 af kræft i strubehovedet. 10 dage efter hans død blev hans 29-årige søn udråbt som kejser Wilhelm 2.
På grund af dette hurtige skifte mellem tre monarker bliver året 1888 også kaldet trekejseråret.
Det wilhelminske rige.
Der var i Wilhelm den 2. tidsalder et påtrængende behov for, at politikken tilpassede sig forandringer inden for økonomi og samfund og finde svar på tidens mest påtrængende økonomiske og sociale spørgsmål: Integration og ligestilling af arbejderne i stat og samfund og også på den negative økonomiske udvikling inden for håndværk og landbrug. Statens overtagelse af nye opgaver førte til, at de skulle finansieres og til en belastning af statsfinanserne. Det drejede sig ikke mindst om tilpasse de politiske strukturer til betingelserne i et industrisamfund, hvori befolkningen var politiseret i et hidtil uset omfang.
Afslutningen på Bismarcks æra.
Bismarck blev i første omgang siddende på sin post. Han forsøgte endnu i 1889 at indgå en alliance med Storbritannien, hvilket ikke lykkedes. Et foreløbigt punktum for sociallovgivningen blev sat den 23. maj med ikrafttrædelsen af alders- og invalideforsikringen.
a> ved Bismarcks afgang i 1890
Det kom snart til konflikter mellem Wilhelm 2. og Bismarck. Det handlede om Wilhelms ønske om selv at udforme politikken. Det begrænsede Bismarcks spillerum ganske betydeligt. Kejseren fik støtte fra sin nærmeste omgangskreds som Philipp zu Eulenburg. Også i offentligheden voksede kritikken mod det autoritære kanslerstyre - nogle kaldte det endda kanslerdiktatur - og fastfrysningen af indenrigspolitikken. Mens Bismarck holdt fast, udtalte Wilhelm sig til fordel for en afslutning på socialistlovgivningen. Et tegn på den ændrede holdning sås i forbindelse med den store minearbejderstrejke i 1889, hvor en delegation af strejkende arbejdere fik foretræde for kejseren. Til gengæld fremsatte Bismarck et forslag om en ikke-tidsbegrænset socialistlov. Flertallet i rigsdagen afviste lovforslaget, og kartellet af højrepartier brød sammen. De led store tab ved valget i 1890, mens Centrum, de venstreliberale og socialdemokraterne fik flere mandater. Der var nu ikke parlamentarisk flertal for Bismarcks politik. Trusler om et statskup blev ikke til noget. Herefter forstærkedes konflikterne mellem Wilhelm 2. og Bismarck yderligere, og kansleren blev efterhånden politisk isoleret. Den 18. marts 1890 blev Bismarck tvunget til at træde tilbage fra alle sine politiske poster.
Den nye kurs og Leo von Caprivis embedstid.
Ny rigskansler blev Leo von Caprivi. I modsætning til Bismarck, som havde fulgt en konfrontatorisk indenrigspolitik, fulgte den nye kansler en udglattende og forsonligere politik. Frem for alt skulle reformer mildne de sociale konflikter og herigennem modvirke det legitimitetsunderskud, som var opstået i de sidste år under Bismarck. Udenrigspolitisk afviste kejseren efter råd fra Friedrich August von Holsteins en forlængelse af Genforsikringstraktaten med Rusland og tvang Rusland til en forståelse med Frankrig.
Fra 1890 fik socialpolitikken et nye skub fremad - frem for alt af den preussiske handelsminister Hans Hermann von Berlepsch og hans medarbejder Theodor Lohmann.
Det drejede sig i første række om arbejderbeskyttelse og en reform af arbejdsretten. I kejserens februardekret fra 1890 blev disse planer ophøjet til et officielt regeringsprogram.
Ved ændringen af erhvervslovgivningen i 1891 blev dele af planerne gennemført. Det drejede sig om forbud mod søndagsarbejde, en yderligere indskrænkning af fabriksarbejdet for kvinder og børn og regulering af arbejdet i sundhedsfarlige foretagender. Forbedringen af erhvervstilsynet skulle sikre kontrollen med, at disse tiltag blev ført ud i livet. Fortsættelsen af programmet strandede dels på, at den økonomiske situation blev dårligere, og dels på modstand fra industrien. Den planlagte reform af foreningsfriheden blev derfor ikke til noget. Inden for handelspolitikken indgik regeringen under Caprivi en række handelsaftaler, som ikke kun forhindrede truende toldkrige, men også forbedrede afsætningsmulighederne for tyske produkter. Men disse aftaler kunne kun opnås til gengæld for lavere told på landbrugsvarer. Under Caprivi ændredes erhvervspolitikken sig således til gavn for eksportindustrierne på landbrugets bekostning. Caprivi, der ligesom Bismarck også var preussisk ministerpræsident, havde kun delvis held med en reform af lokalområdernes organisation i Preussen. Reformen endte med at blive stærkt udvandet på grund af konservativ modstand. En succes var derimod den preussiske finansminister Miquels finansreform, som i 1891 førte til indførelse af en svagt progressiv indkomstskat. Den blev i 1893 fulgt af en formueskat. Grund-, ejendoms- og erhvervsskatter blev herefter kommuneskatter. Imidlertid viste indrømmelserne til storgodsejerne også grænserne for hvilke reformer, der kunne gennemføres. Forsøg på at reformere den klassedelte valgret i Preussen kom stort set ingen vegne.
"Februarforordningen". Idealiseret fremstilling af Wilhelm 2. og hans krav om et "socialt kejserdømme", Neuruppinerark, 1890
Samlet set var Caprivis politik præget af succeser, men reformerne rakte ikke til at gennemføre et egentligt systemskifte. Et problem i denne forbindelse var den tiltagende splittelse i toppen af samfundet. Af størst betydning var det, at der i stigende grad var politiske forskelle mellem resten af riget og Preussen. Mens kansleren i Reichstag var åben overfor Centrum og de venstreliberale, arbejdede han som stærk mand i Preussen sammen med konservative og nationalliberale. I 1892 måtte Caprivi afgive posten som ministerpræsident i Preussen til grev Botho zu Eulenburg. Det svækkede yderligere rigskanslerens stilling, så meget desto mere som det ikke lykkedes ham at skabe et varigt flertal i Reichstag for sin politik. Et nyt militærbudget, som ville have betydet en styrkelse af hæren, stødte på modstand fra ikke blot socialdemokraterne og de frisindede, men også fra Centrum, som ellers havde været kanslerens mest trofaste støtter. Det førte i 1893 til udskrivelse af nyvalg. Socialdemokraterne gik ganske vist frem, men de venstreliberale, som var blevet splittet i spørgsmålet om militærbudgettet, gik tilbage, og det samme gjorde Centrum.
Nu blev det ganske vist muligt at vedtage en ændret udformning af militærbudgettet, men Caprivi måtte også regne med modstand fra de konservative, som frem for alt vendte sig mod ændringerne i told- og handelspolitikken. Frem for alt det nye Bund der Landwirte havde held til at oppiske en stemning mod rigskansleren. I det konservative parti kom det samtidig til et tydeligt ryk mod højre, da partiet på det såkaldte Tivoli-årsmøde i 1892 afsatte den gamle ledelse, vedtog et antisemitisk program og knyttede sig tæt til Bund der Landwirte. Caprivi stødte også i stigende grad på modstand fra Wilhelm 2, som i højere grad end sine forgængere øvede indflydelse på politikken og ville indføre et "personligt regimente". Også selv om der kun i et vist omfang var tale om et personligt regimente, havde kejseren udøvet betydelig direkte og indirekte indflydelse. Den gav sig udslag i springende og planløse indgreb i beslutningsprocesserne. Dette ramte i mindre grad indenrigspolitikken, men i vidt omfang flåde- og udenrigspolitikken. Kejseren begyndte også at opponere mod den nye indenrigspolitiske kurs, da den ikke som håbet forøgede styrets legitimitet, men på grund af de konservatives afvisning af politikken truede med yderligere at forringe styrets legitimitet. Mod den nye kurs talte også Bismarck, som stadig havde indflydelse i dele af pressen.
Mens kejseren i begyndelsen af sin regeringstid havde vist en vis imødekommenhed over for socialdemokraterne, ændrede det sig midt i 1890'erne efter pres fra industrien (anført af Carl Ferdinand von Stumm-Halberg), dele af landbruget, hoffet, den preussiske ministerpræsident med flere. De krævede en hårdere kurs overfor socialdemokraterne. Der var tale om at indføre nye undtagelseslove, og der var igen rygter om statskup. Da også Wilhelm vendte sig imod Caprivi, blev han og den preussiske ministerpræsident Eulenburg afskediget i oktober 1894.
Overgangskansler og "personligt regime".
Wilhelm 2. ca 1890 (Maleri af Max Koner)
Den 29. oktober 1894 blev Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst udnævnt til rigskansler og preussisk ministerpræsident. Alene det, at han var over 75 år gammel, viste, at der var tale om en overgangsfigur. Hohenlohe forsøgte at undgå konflikter med kejseren, men alligevel var hans embedsperiode præget af åbne og skjulte meningsforskelle mellem kejser og kansler. Det førte til en langvarig regeringskrise.
Den nye kansler viste sig at føre en tøvende politik, som i betragtning af de stadig stærkere kejserlige krav om et personligt regime, afspejlede hans begrænsede indflydelse. Wilhelm udøvede en stærk indflydelse ved beklædningen af poster. Det betød, at de, som havde stået bag den nye kurs, enten blev afskediget eller lagt på is. Socialpolitikken begyndte at stagnere fra 1893. Personligt var Hohenlohe nærmest skeptisk overfor nye undtagelseslove mod socialdemokraterne, men betegnende for hans svaghed var det, at der i Reichstag blev behandlet lovforslag som revolutionsloven i 1895 og senere tugthusloven i 1899 – den sidste var i den forbindelse en reaktion på havnearbejderstrejken i Hamburg 1896-1897. Betegnende for den uafklarede politiske situation var det, at begge lovforslag blev forkastet. Samme skæbne led en "lille socialistlov" i Preussen. Større succes havde Lex Arons i 1898, som udelukkede socialdemokrater fra at undervise på højere læreanstalter. I Hohenlohes embedstid blev den længe forberedte privatretlige lovsamling vedtaget i 1896. Denne indebar en harmonisering af privatretten, som hidtil havde været forskellig i de enkelte delstater. Lovsamlingen trådte i kraft den 1. januar 1900. Den udgjorde afslutningen af den retslige harmoniseringsproces, som var indledt ved rigets grundlæggelse.
Samlingspolitik.
Ikke mindst den mislykkede vedtagelse af nye undtagelseslove førte i kredsen omkring kejser Wilhelm til nye overvejelser om et antiparlamentarisk kup. I 1897 ændrede Wilhelm 2. grundlæggende på regeringens sammensætning. Hohenlohe forblev ganske vist indtil videre som rigskansler, men tyngdepunktet i regeringen på fire andre: Johannes Miquel som vicepræsident i det preussiske statsministerium, Arthur von Posadowsky-Wehner som chef for indenrigskontoret, Alfred von Tirpitz som chef for rigsmarinekontoret og Bernhard von Bülow som udenrigsstatssekretær. De fire skulle efter kejserens ønske styre indenrigspolitikken i konservativ retning, fremme opbygningen af en stærk flåde og udenrigspolitisk handle i retning af en placering i verdenspolitikken. Med dette skifte mindskedes i første omgang kejserens indgriben i politikken, da den nye ledelse i forvejen handlede i tråd med Wilhelms ønsker. Konflikterne mellem regering og kejser blev yderligere formindsket, da Bernhard von Bülow overtog posten som rigskansler efter 1900.
Overskriften for den nye ledelse i slutningen af det 19. århundrede var
Dette mål understøttedes også af håndværkspolitikken. Håndværksloven af 1897 imødekom den gamle middelstands ønsker f.eks. ved at indføre handelskamre og laug. For at knytte landbrugs- og erhvervsinteresser til sig lod regeringen repræsentanter for landbrugets og industriens interesseorganisationer deltage i udarbejdelsen af nye toldtariffer, som blev vedtaget efter århundredskiftet. Ganske vist lykkedes det at bringe en vis overensstemmelse mellem landbrugets og sværindustriens interesser i forhold til beskyttelsestolden, men den eksportorienterede lette industri og den voksende kemiske industri kritiserede den voldsomt og grundlagde til fremme af deres antiprotektionistiske mål Bund der Industriellen i 1895.
Beskyttelsestolden viste sig alt i alt som ikke-bæredygtig for et forbund mellem landbrug og industri. Også på andre områder var der forskellige interesser. En forhøjelse af toldsatserne på landbrugsprodukter førte også til protester fra de venstreliberale og socialdemokraterne, som frygtede en stigning i leveomkostningerne. Det kom også til protester i forbindelse med det planlagte byggeri af Mittellandkanalen, som blev kraftigt afvist af de store jordbesiddere øst for Elben. Det kom først til et kompromis i toldspørgsmålet i 1902 under kansler von Bülow. Selv om det var moderat, belastede det forbrugerne, og socialdemokraterne kunne i valgkampen i 1903 føre kampagne mod "brødågeren" (Brotwucher).
Udbygningen af flåden.
Udbygningen af flåden var en af kejser Wilhelm 2. personlige interesser, men flåden skulle også tjene til udligning af interessemodsætningerne i samfundet. I borgerskabet og middelstanden mødte udbygningen af flåden stor velvilje, mens Reichstag i første omgang udtrykte betænkeligheder. Et langsigtet flådebudget havde svækket Reichstags indflydelse på økonomien i betydelig grad. Desuden betød udbygningen af flåden som middel til at få indflydelse på verdenspolitikken, at Tyskland med sikkerhed fik et dårligere forhold til Storbritannien.
Wilhelm 2. havde oprindelig tænkt sig en mægtig flåde til beskyttelse af handelen og kysterne.
Omvendt krævede en flåde, som opererede over hele verden, oversøiske baser. De blev til en vigtig årsag til kolonipolitikken, især i Stillehavet. Konceptet med en flåde af krydsere blev imidlertid trængt i baggrunden af ønsket om slagskibe. Tirpitz blev hovedtalsmanden og organisatoren af den store flåde. Det var meningen, at slagskibene skulle gennemføre et offensivt forsvar af de tyske kyster og gennembryde en fjendtlig blokade. Bag tanken om en slagskibsflåde lå også en risikotanke. Enhver angriber ville være nødt til at regne med store tab. For at kunne virke som afskrækkelsesvåben måtte flåden have en betydelig styrke. Dette skifte i flådedoktrinen, der tydeligt betød en konfrontation i Nordsøen, måtte styrke mistroen mod det tyske kejserrige, ikke mindst i Storbritannien.
I 1896 var der modstand mod at forøge flåden, men to år senere blev der alligevel vedtaget en ny flådelov. Dette sket på trods af, at socialdemokraterne, det frisindede folkeparti, de nationale mindretal og en lille del af Centrum stemte imod. I 1900 fulgte endnu en udvidelse af flåden med et byggeprogram, som sigtede mod at opnå et 2:3 forhold til den britiske flåde. Følgen af byggeprogrammet blev et tysk-britisk rustningkapløb.
Parlamentets og offentlighedens støtte til flådepolitikken var ikke mindst et resultat af et moderne PR-arbejde fra Tirpitz' side. Et selvstændigt pressekontor i rigsmarinekontoret gennemførte regulære reklamekampagner for flåden. Det arbejdede tæt sammen med Flottenverein, som var blevet grundlagt i 1898. Denne massebevægelse, som omfattede det erhvervsmæssige borgerskab så vel som de småborgerlige lag, havde i 1900 ikke mindre end 270.000 medlemmer. Med gruppemedlemsskaber var der i 1908 over 1 mio. medlemmer. Propagandaen til fordel for flåden spillede en vigtig rolle, men netop inden for borgerskabet var der en lang tradition for entusiasme for skibsfarten. Hertil kom at den overgearede nationalisme så et symbol på Tysklands magt i flåden. Desuden spillede industriens økonomiske interesse i en udbygning af flåden en rolle. Betænkeligheder over for flådepolitikken næredes af ejerne af riddergods øst for Elben, som så en konkurrent til hæren. Ved den anden flådelov var det også nødvendigt med konservativ støtte gennem toldpolitiske indrømmelser, den såkaldte "Bülow-Tarif".
Vejen mod verdenspolitikken.
Efter indledningen af den imperialistiske politik under Bismarck i 1880'erne ændrede udenrigspolitikken fuldstændig karakter i 1890'erne. Nu spillede de øvrige europæiske landes imperialisme en betydelig rolle. Aktivitetsområdet udvidede sig, og samtidig voksede antallet af mulige konfliktpunkter. Lige så vigtigt var det, at udenrigspolitikken ikke længere var forbeholdt regeringen: Den offentlige mening fik stigende betydning og interesseorganisationer spillede en rolle. Det var ikke mindst tilfældet for de økonomiske interesser. Ligeså vigtig var strategiske og rustningspolitiske faktorer. Trods alle modsætninger også inden for den politiske ledelse tegnede der sig forskellige tendenser. Tyskland forsøgte i første omgang at befæste sin position i Mellemeuropa gennem en klar støtte til Østrig-Ungarn og senere også til Italien. I den forbindelse spillede handelsaftaler en vigtig rolle, også selv om det ikke kom til en toldunion med Østrig-Ungarn.
I 1891 blev Tripelalliancen forlænget og fik større indhold. Et andet mål for den nye udenrigspolitik var at nå til en forståelse med Storbritannien. Et middel i den sammenhæng var kolonipolitikken, og et eksempel er udvekslingen af øen Zanzibar mod øen Helgoland i 1890, hvilket til dels var forberedt af Bismarck. Det førte i Tyskland til heftige protester, som mundede ud i etableringen af Alldeutscher Verband. Målet med at skaffe sig kolonier i 1890'erne var at etablere et verdensomspændende net af flådestøttepunkter.
Afsendelsen af det tyske ekspeditionskorps til Østasien til nedkæmpelse af Bokseropstanden - Kejser Wilhelm 2. holder sin hunnertale
Det gode forhold til Storbritannien gjorde det muligt at opgive bindingerne til Rusland. Genforsikringstraktaten udløb i 1890 og blev ikke søgt forlænget fra tysk side. Rigets øverste ledelse mente, at en tilknytning til Rusland ville skade forbindelserne til såvel Østrig-Ungarn som Storbritannien. Herefter søgte Rusland et nærmere forhold til Frankrig. En militæraftale fra 1892 blev begyndelsen på spaltningen af Europa i to blokke. I øvrigt bragte tilnærmelsen til Storbritannien ikke de ønskede gevinster. I stedet voksede de oversøiske interessemodsætninger. De førte til et forsøg på at opbygge bedre forbindelser til Rusland. Tyskland svingede frem og tilbage mellem England og Rusland i 1890'erne og virkede på den måde ikke troværdig for nogen af dem. Mistroen voksede, da Tyskland i Orienten begyndte at støtte Det osmanniske Rige imod Rusland. I det sydlige Afrika var der lignende interessemodsætninger med Storbritannien.
I slutningen af 1890'erne begyndte den tyske udenrigspolitik tydeligt at ændres fra en kontinental til en verdenspolitik dvs. til imperialismen. Von Bülows populære slagord var kravet om "En plads i solen". Verdenspolitikken var ikke kun et forsøg på at etablere Tyskland som stormagt, men havde også indenrigspolitiske aspekter. Den tjente til at dække indre spændinger og gav også de økonomiske interesser afsætnings- og råstofmarkeder. I den tyske offentlighed fandt tanken om en verdenspolitik bred tilslutning, men dog ikke hos socialdemokraterne. Hvor langt de imperialistiske tanker havde bredt sig ind i det liberale borgerskab, ses af Max Weber og Friedrich Naumann. De ventede sig velstand og integration af arbejderne. Også fra konservativ side var imperialismen et middel til national integration. På den nye højrefløj var de imperialistiske ekspansionskrav knyttet sammen med kritik af de etablerede honoratiores. Derimod så kun en forholdsvis lille del af erhvervslivet fordele ved den imperialistiske ekspansion, da det fortrinsvis var indstillet på eksport til industrilandene. Den imperialistiske politik var desuden kendetegnet ved kejserens taler, som ofte virkede imod hensigten som Hunnertalen i 1900 ved dens springende form, som var rettet mod Tyskland, og ved igen og igen opstillede trusselsbilleder. Under indtryk af en dynamisk økonomi, en stærk hær og en stadig voksende flåde måtte det virke truende på de europæiske magter.
Kravet om en plads på den verdenspolitiske scene førte til erhvervelse af kolonier. I forhold til den højlydte retorik var den faktiske tilvækst i kolonier begrænset. Tyskland erhvervede i 1898 Kiautschou i Kina og forskellige Stillehavsøer i 1899. Inden for rammerne af den uformelle imperialisme skete bygningen af Bagdadbanen efter 1899.
For den førte politik spillede situationen i Europa stadig en central rolle. Omkring århundredskiftet gik den tysk-britiske tilnærmelse i stå, først og fremmest på grund af den anti-britiske verdenspolitik og flådebyggeriet. Det kom imidlertid ikke til alvorlige konfrontationer, da Storbritannien var involveret i et stort antal konflikter med andre lande og udenrigspolitisk kunne vælge mellem en række forskellige partnere. Derfor holdt London også muligheden for en tilnærmelse til Berlin åben. Det lod til, at den fælles europæiske, amerikanske og japanske nedkæmpelse af Bokseropstanden ville føre til en tilnærmelse til Storbritannien. Den gunstige situation ændrede sig i årene efter 1902: Den britisk-franske Entente cordiale fra 1904 fik en betragtelig betydning. Tysklands forsøg på igen at nærme sig Rusland førte ganske vist til en handelsaftale i 1904, men blev ingen succes. Tyskland undgik et nærmere forbund for i lyset af den russisk-japanske krig ikke at blive håndlanger for Ruslands politik i Fjernøsten. I vest forsøgte Tyskland at opnå sejre på Frankrigs bekostning. Tyskland modsatte sig den franske ekspansion i Marokko. Kejser Wilhelm besøgte demonstrativt Tanger i 1905 og krævede en international konference. Den blev også gennemført i Algeciras, men førte til, at mistroen overfor Tyskland voksede. Den Første Marokkokrise styrkede ikke blot samarbejdet mellem Frankrig og Storbritannien, men førte også til en britisk-russisk overenskomst om deres interesser i Middelhavsområdet. Alt i alt førte Tysklands indtræden på den verdenspolitiske scene til en udenrigspolitisk isolation, idet Tyskland kom i direkte konkurrence med Storbritannien og Frankrig. Den blev yderligere forstærket gennem flådeoprustningen i forhold til Storbritannien. Situationen var også problematisk, fordi Tripelalliancen ganske vist var blevet fornyet i 1902, men kort tid efter havde Italien indgået en hemmelig neutralitetsaftale med Frankrig. Dermed var forbundet reelt værdiløst, og Tyskland havde kun Østrig-Ungarn tilbage som forbundsfælle.
Indenrigspolitik efter århundredeskiftet.
Også indenrigspolitisk viste det sig hurtigt at flådebyggeriet og verdenspolitikken kun på kort sigt kunne overskygge problemerne, og på lidt længere sigt blev de kun værre. Den indenrigspolitiske stabilisering omkring århundredeskiftet var baseret på en kortfristet politisk enighed mellem konservative, nationalliberale og frem for alt Centrum. Valget i 1903 ændrede i første omgang ikke noget videre herved. De venstreliberale måtte indkassere et nederlag, mens de nationalliberale og socialdemokraterne blev styrket. Socialdemokraterne blev det næststørste parti i rigsdagen. Centrum forblev det største parti og kunne trods tab fastholde sin parlamentariske nøgleposition. Partiet forblev indtil videre regeringens vigtigste støtteparti. På grund af denne afhængighed kom styret Centrum i møde på visse punkter. Som en af de sidste rester fra kulturkampen blev forbuddet mod jesuitterne ophævet. Også indførelsen af mødediæter for medlemmer af Reichstag i 1906 skyldtes krav fra Centrum; partiet havde betydelig indflydelse på den indenrigspolitiske kurs i riget.
Under indtryk af de gode konjunkturer voksede fagforeningernes medlemstal kraftigt omkring århundredeskiftet. Mens tallet i 1900 lå på 680.000, var det i 1906 allerede vokset til 1,6 mio.
Samtidig voksede antallet af konflikter på arbejdsmarkedet. Mens der i 1900 kun blev registreret 806 strejker var tallet i 1906 vokset til 3.059. Også på den baggrund blev socialpolitikken igen aktuel. Efter at de anti-socialdemokratiske love var slået endeligt fejl, håbede regeringen gennem sin socialpolitik at begrænse tilstrømningen til SPD. Imidlertid var der også et stort samfundsmæssigt pres fra socialreformatorerne. Det kom bl.a. til udtryk ved grundlæggelsen i 1901 af "Gesellschaft für Soziale Reform". Men styrets oprindelige reformplaner var begrænsede: udvidelse af forsikringspligten vedrørende socialforsikringen (Udvidelse af ulykkesforsikringen 1900), forbud mod børnearbejde i hjemmeindustrien, og oprettelse af erhvervsretter i større byer. Den nye bjerglov var en reaktion på minearbejderstrejken i 1905. Den omfattede blandt andet en begrænsning af arbejdstiden under jorden til 8½ time og indførelse af arbejderudvalg. Videregående reformer blev det ikke til.
Militærpolitisk blev hærens fredsstyrke forøget med 10.000 mand. Den nye flådelov fra 1905 betød bygning af en ny serie krydsere og overgang til de stærkere, men dyrere slagskibe af Dreadnought-typen. Alt dette forøgede de finanspolitiske problemer i riget betydeligt. Trods langvarige forhandlinger lykkedes det ikke at gennemføre en større skattereform. Der blev kun vedtaget en mindre reform.
Det blev efterhånden problematisk for von Bülow, at han efter de forskellige udenrigspolitiske nederlagt mistede kejserens opbakning. Desuden voksede de konservatives utilfredshed med den tilbageholdende fremfærd mod Socialdemokratiet. Centrums stilling som parlamentatisk støtte for regeringen blev problematisk, først og fremmest af partiinterne forandringer. Inden for Centrum opstod der støttet af de kristelige fagforeninger og Volksverein für das katholische Deutschland en stærk arbejdstagerfløj. Hertil kom at en landsby-bonde populisme vandt tilhængere. Begge tendenser førte - trods alle modsætninger - Centrum i en mere demokratisk retning, som fx gennem Matthias Erzberger førte til krav om en valgreform i Preussen og afvisning af kolonipolitikken. Afvisningen af en tillægsbevillingslov til finansiering af kolonikrigen mod oprørerne i Tysk Sydvestafrika (Namibia) førte i slutningen af 1906 til udskrivelse af nyvalg und zu Neuwahlen.
Bülowblokken.
Valgkampen blev yderst følelsesladet og regeringen og organisationer som Reichsverband gegen die Sozialdemokratie beskyldte Centrum og SPD for at være nationalt upålidelige. De konservative, nationalliberale og venstreliberale, den såkaldte Bülowblok, indgik valgaftaler mod de to partier. De venstreliberales deltagelse var kun blevet mulig, fordi de havde opgivet deres forbehold mod kolonier efter Eugen Richters død. Det såkaldte hottentot-valg førte til. at blokpartierne gik frem, mens SPD mistede næsten halvdelen af sine mandater. Centrum mistede trods fremgang sin nøglestilling, da de liberale og de konservative fik flertallet.
Bülowblokken var ikke kun et flygtigt valgforbund. Bülow bekendtgjorde, at han i fremtiden ville støtte sig til de tre partier. Det politiske skifte blev tydeligt signaleret med udskiftningen af indenstatssekretær Posadowsky, som ønskede at fastholde samarbejdet med Centrum med Theobald von Bethmann-Hollweg. På mange områder var der enighed, på andre områder var det muligt at indgå kompromisser, men der var også modsætninger, som dårligt kunne overvindes. Der blev gennemført en reform af forenings- og forsamlingsretten, som ganske vist indeholdt liberaliseringer, men efter konservativt pres også indeholdt begrænsninger. Således havde landarbejdere stadig ikke ret til at danne fagforeninger. Hertil kom en sprogparagraf, som forlangte, at der skulle tales tysk i offentlige forsamlinger og dermed var en undtagelseslov mod polakkerne, de fransktalende i Lothringen, danskerne i Slesvig og de andre nationale mindretal. Det havde de venstreliberale svært ved at godtage. Nogle som Theodor Barth nægtede at stemme for og trådte ud af den frisindede forening. Ligeså omstridt var den preussiske valgret. Mens de tyskkonservative forsvarede den tredelte valgret, forlangte de venstreliberale indførelse af den demokratiske valgret som ved valg til rigsdagen. Et yderligere konfliktområde var den stadig mere påkrævede reform af rigets finanser. Disse modsætninger lykkedes det en tid von Bülow at bygge bro over og moderere, men nu var han ikke blot afhængig af kejserens gunst, men også af det vaklende flertal bag regeringen.
Den indenrigspolitiske situation blev yderligere vanskeliggjort af Daily-Telegraph-affæren. En række udtalelser, som Wilhelm 2. var fremkommet med under et besøg i England, blev offentliggjort og gav et billede af en taktløs og politisk uklog kejser. I politik og presse voksede modstanden mod det "personlige regimente". Kejserdømmet mistede en stor del af sin prestige. Nogle journalister som Maximilian Harden forlangte endda, at kejseren skulle træde tilbage, og selv de konservative så sig til tvunget til at anbefale kejseren fremover at vise tilbageholdenhed. Rent faktisk blev den kejserlige indblanding i den daglige politik mere sjælden. Da von Bulow ikke gjorde meget for at forsvare kejseren, mistede kansleren kejserens opbakning.
Bülowblokkens skæbne blev i 1909 beseglet af spørgsmålet om en finansreform. Rigets finanser var i en sørgelig forfatning på grund af flådebyggeriet og verdenspolitikken. Udgifterne oversteg indtægterne og statsgælden voksede. Den lå på 4,5 mia. mark (i 1890 havde den kun været på 1,1 mia. mark), og det årlige underskud lå på over 500 mio. mark. Vanskelighederne med at få vedtaget en finansreform havde ikke mindst en fordelingspolitisk baggrund, da det handlede om at beslutte, hvilke befolkningsgrupper der skulle bære omkostningerne ved oprustningen. Mens forbrugsafgifter havde ramt de små indtægter ville grundskatter ramme de velhavende. Regeringen fremlagde et lovforslag, som forsøgte at tage hensyn til de forskellige blokpartiers interesser. Snart viste det sig, at det ikke var muligt at nå til enighed i spørgsmålet om arveafgifter. Frem for alt de konservative ville for enhver pris undgå en belastning af grundejerne, mens de liberale anså en stærkere beskatning af jord for en længe forfalden nødvendighed. Efter lange interne forhandlinger besluttede Centrum sig til sidst for at stemme sammen med de konservative. Ganske vist endte loven med blive modereret, men det lykkedes de store jordbesiddere at varetage deres interesser.
Herimod opstod der en bred protestbevægelse, som samlede sig i Hansabund. Politisk var blokken endegyldigt brudt sammen over finansreformen. Dette førte efterfølgende i juni 1909 til von Bülows afsked.
Partikonstellationer.
Inden for det konservative parti mislykkedes et forsøg på distancere sig fra en ensidig varetagelse af landbrugets interesser og skabe et konservativt folkeparti. I stedet bredte der sig en stadig stigende belejringsmentalitet i partiet, og det forsvarede sine holdninger endnu stærkere end før; i stigende grad i modstrid med regeringen og til dels i samarbejde med den nye højrefløj. Trods denne udvikling arbejdede Centrum indtil 1912-1913 sammen med de konservative ikke mindst for at undgå igen at blive politisk isoleret. Udviklingen lettedes af svækkelsen af den demokratiske fløj inden for Centrum. Arbejderfløjen blev svækket af de såkaldte fagforenings- og Centrumsstridigheder. Samlet set rykkede partiet længere mod højre. Omvendt førte opløsningen af Bülowblokken til at de nationalliberale distancerede sig kraftigt fra de konservative og foretog et skridt mod venstre. Det skete ikke uden spændinger, da der stadig var tilhængere af et samarbejde med de konservative. Partiets ledelse omkring Ernst Bassermann forsøgte at holde sammen på fløjene, mens venstrefløjen omkring Gustav Stresemann tilstræbte et forbund med de venstreliberale. Blandt de venstreliberale førte erfaringerne fra Bülowblokken til en sammenlægning med Fremskridtspartiet. Dette parti vendte sig nu klart mod højrefløjen. Et forbund med SPD i lighed med den store blok i Baden forblev ganske vist omstridt. I den forbindelse spillede udviklingen blandt socialdemokraterne også en rolle. På baggrund af partiets stigende styrke trængte spørgsmålet om, i hvilken retning partiet skulle bevæge sig, mere og mere frem. De såkaldte centrister kædede en marxistisk ideologi sammen med praktiske reformer og satsede på en yderligere styrkelse af organisationen og afventede, at staten og samfundet skulle bryde sammen. Venstrefløjen omkring Rosa Luxemburg talte derimod for at organisere massestrejker, radikalisere arbejderklassen og forberede revolutionen. Reformisterne omkring Eduard Bernstein talte derimod for reformer og et samarbejde med de venstreliberale. De opnåede imidlertid ikke flertal i partiet, og partiledelsen omkring August Bebel fulgte en centristisk politik, som skulle fastholde partiets enhed.
Regeringen Bethmann-Hollweg.
Rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg
Efter afslutningen på von Bülows kanslerperiode var forsøget på at stabilisere kejserriget gennem imperialistisk ekspansion og begrænsede indre reformer stort set slået fejl. Sammenbruddet af Bülowblokken betød i stedet en skærpelse af striden mellem landbruget og landbefolkningen på den ene side og byerne og industrien på den anden. Til gengæld havde partierne og rigsdagen fået større indflydelse, mens kejseren og hans regering var svækket. Den nye rigskansler blev Bethmann-Hollweg, der med rigets indenrigsminister Clemens von Delbrück igen søgte at begrænse parlamentets indflydelse. Den nye kansler undgik derfor også at binde sig til en fast kreds af partier og satsede i stedet på vekslende flertal. Men regeringen var afhængig af støtte fra Centrum og de konservative. På grund af afhængigheden af de konservative forblev alle reformtiltag halvhjertede. I tvivlstilfælde blev afgørelserne udskudt, da det var vigtigere at fastholde den indenrigspolitiske stabilitet end at få løst konkrete problemer. Inden for finanspolitikken lykkedes denne politik, idet regeringen valgte at føre en stram sparepolitik. Det var svært for regeringen at undvige det pres for forandringer, der udgik fra den borgerlige venstrefløj og socialdemokraterne, men den forsøgte samtidig at bringe de konservative, Centrum og de nationalliberale nærmere hinanden. Det indskrænkede regeringens spillerum kraftigt. Det viste sig fx ved forsøget på at reformere den preussiske tredelte valgret i 1910. For de konservative gik regeringens lovforslag for vidt, mens de liberale afviste det som utilstrækkeligt. Socialdemokraterne demonstrerede ved stormøder for en demokratisk valgret; det førte til at Centrum og de konservative afviste ethvert reformforslag i dette spørgsmål. En ganske anden skæbne led indførelsen af en forfatning for Elsass-Lothringen. I stedet for at vedtage regeringens forslag i rigsdagen overtog Centrum, SPD og de venstreliberale initiativet og ændrede forfatningen på afgørende punkter. Derimod fortsatte erhvervspolitikken med at være landbrugsvenlig. I socialpolitikken var der bevægelse: I 1911 vedtoges en rigsforsikringsordning, som i en vis forstand afsluttede udbygningen af socialforsikringen. I denne sammenhæng hører også indførelsen af funktionærforsikringen. Dette nye tiltag havde den ikke uvelkomne effekt, at de sociale forskelle mellem arbejdere og funktionærer blev tydeliggjort og institutionaliserede.
Den politiske udvikling efter valget i 1912.
Hvis det havde været svært at regere kejserriget før valget i 1912, blev det bestemt vanskeligere efter valget. Vælgernes utilfredshed med den svingende regeringspolitik førte til sidst til betydelige tab for de konservative, Centrum og de liberale partier. Den klare vinder blev socialdemokraterne, der for første gang blev det største parti. Konsekvensen var tydeligvis, at det hidtidige flertal var borte, mens et nyt ikke var i sigte. De konservative var trængt i defensiven, og uden for rigsdagen fik den nye højrefløj omkring Alldeutschen Verband og Deutscher Wehrverein vind i sejlene. Sammen med landbrugets og industriens interesseorganisationer dannedes i 1913 Kartell der schaffenden Stände som en slags højreorienteret paraplyorganisation. Højrefløjen vendte sig i den forbindelse mere eller mindre tydeligt mod såvel venstrefløjen som mod regeringen. Trods samarbejdet forblev der også forskelle på højrefløjet, fx mellem dem, der forsvarede landbrugets interesser, og folkelige grupper. På den anden side tegnede der sig efter valget i 1912 også reformtiltag. Således mistede landbrugsfløjen i Centrum styrke, mens de borgerliges indflydelse voksede. Nu opgav partiet bindingen til de konservative og søgte samarbejde med de nationalliberale. De førte begge en nationalistisk og militærvenlig politik, men krævede også en stærkere demokratisering af riget og større magt til parlamentet. De venstreliberale støttede dette og forsøgte at slå bro til socialdemokraterne. Imidlertid var der i Centrum og blandt de nationalliberale fortsat stor modstand mod et samarbejde med SPD. Omvendt havde socialdemokraterne også store forbehold overfor et samarbejde.
På baggrund af de nye flertalsforhold var regeringens situation blevet endnu sværere end den allerede var. Rigskansleren betegnede sin politik som en "diagonal politik", men den var uden overordnet plan og forsøgte at regere alt efter omstændighederne. I det hele taget var der efter 1912 tale om en blokering inden for indenrigspolitikken. Særlig tydeligt blev det inden for socialpolitikken. Den store minearbejderstrejke i 1912 var udtryk for en fornyet vækst i arbejdskampene og førte ganske vist til nye overvejelser om tiltag mod fagforeningerne, men ikke til nye socialpolitiske tiltag. Regeringen havde imidlertid ikke de store problemer med at få gennemført flåde- og militærpolitikken. Således blev der i 1912 vedtaget såvel en styrkelse af hæren som en ny flådelov. I 1913 stemte de borgerlige partier for en ny hærordning, som i lyset af de udenrigspolitiske spændinger førte til den største udvidelse af hæren i kejserrigets historie. Ved finansieringen af de nye rustningsudgifter fulgte parlamentet ikke regeringens planer, men vedtog i stedet en engangafgift på formuer og en progressiv formueskat. Ved denne lejlighed stemte Centrum, de liberale og socialdemokraterne for første gang sammen. Dette samarbejde medførte også en begrænset udvidelse af parlamentets magt. Således blev der bl.a. indført tillids- og mistillidsafstemninger. Dette instrument blev f.eks. anvendt i forbindels emed Zabern-affæren 1913, da kejseren, regeringen og de militære ledelse dækkede over soldaters ulovlige behandling af civile i Lothringen. Efterfølgende udtalte rigsdagen - bortset fra de konservative - sin mistillid til regeringen. Om der i slutningen af tiden op til 1. verdenskrig bestod en ægte chance for at indføre parlamentsstyre er omstridt. Imidlertid bidrog rigsdagens og regeringens manglende handledygtighed til, at man kunne betragte en mulig krig som en vej ud af det indenrigspolitiske dødvande.
Følgerne af Bosnienkrisen.
Wilhelm 2. i 1905 (Billedpostkort)
I de sidste år op til 1. verdenskrig voksede de internationale spændinger betragteligt. Især på Balkanhalvøen var der mange konflikter. I 1908 annekterede Østrig-Ungarn de osmanniske provinser Bosnien-Hercegovina, som landet havde holdt besat siden 1878. Dette udløste kraftige protester fra Serbien, som fik støtte fra Rusland. Tyskland stillede sig klart på Østrig-Ungarns side og udøvede et massivt diplomatisk pres på Rusland. Bosnienkrisen var ganske vist en kortsigtet sejr for Centralmagterne, men havde negative langfristede konsekvenser for Tyskland. På den ene side blev Tyskland endnu stærkere bundet til Østrig og på den anden side førte det diplomatiske nederlag til starten på en massiv oprustning.
Også von Bülow, som dengang stadig var kansler, erkendte faren ved en sådan risikabel politik og styrede herefter en mere forsigtig kurs. Denne kurs fortsatte Bethmann-Hollweg, som flyttede det udenrigspolitiske fokus tilbage fra verdenspolitikken til Europa. Desuden forsøgte den nye kansler at styrke Tysklands troværdighed ved at føre en mere forudsigelig politik. I den forbindelse søgte han afspænding overfor Rusland og Frankrig og bedre forbindelser til Storbritannien. Rent faktisk forbedredes forholdet i perioder til Rusland og Frankrig. Tyskland håbede på at nå til en forståelse med Storbritannien i flådespørgsmålet og på at opnå tilsagn om britisk neutralitet i tilfælde af en mulig krig. Så langt kom det ikke. På den ene side var kejseren og offentligheden ikke parat til at holde igen på flådebyggeriet og på den anden side var Storbritannien ikke særlig interesseret i at sætte det gode forhold til Frankrig og Rusland på spil.
Panterspring til Agadir.
En stor del af den netop opnåede troværdighed mistede Tyskland i forbindelse med den Anden Marokkokrise i 1911, som bevidst blev udløst af Tyskland. Årsagen var Frankrigs militære fordringer, som var i modstrid med de internationale aftaler. Under ledelse af den nye udenrigsminister Alfred von Kiderlen-Wächter slog Tyskland ind på en hård kurs.
I denne forbindelse spille verdenspolitiske ambitioner igen en rolle. Tyskland var kun tilsyneladende interesseret i Marokkos uafhængighed. Det egentlige mål var få Frankrig til at afstå områder i Fransk Ækvatorialafrika til gengæld for en tysk anerkendelse af fransk herredømme over Marokko. Demonstrativt blev kanonbåden SMS "Panther" sendt til Marokko – en hændelse, som i samtidens aviser blev kaldt panterspringet til Agadir. Da Frankrig ikke lod sig påvirke herved og da Storbritannien stillede sig på Frankrigs side, så en europæisk krig truede med at bryde ud, måtte Tyskland til sidst give efter. I Marokko-Congo-aftalen accepterede Tyskland fransk herredømme i Marokko og fik dele af Fransk Ækvatorialafrika som kompensation, og de blev indlemmet i den tyske koloni Kamerun. Kamerun fik herved en smal adgangsvej til Congofloden.
I sidste ende var den Anden Marokkokrise et diplomatisk nederlag for Tyskland.
Det beslutsomme kanonbåds-diplomati havde ikke været en succes. Frankrig fik tildelt det i forhold til de centralafrikanske områder langt mere værdifulde Marokko. På den internationale konference var de tyske krav blevet mødt med almindelig afvisning og fik kun støtte fra Østrig-Ungarn, hvorved Tysklands stigende isolation blev tydelig.
Balkankrige.
I den offentlige mening og i rigsdagen var konfliktberedskabet fortsat højt, men samtidigt voksede generalstabens kritik af regeringen. Men som følge af den stadig mere etablerede britisk-franske entente var Tysklands udenrigspolitiske muligheder begrænsede. Den tyske ledelse var heller ikke enige om kursen. Mens Tirpitz og kejseren ønskede en fortsat udbygning af flåden, forsøgte Bethmann-Hollweg at forhindre den af hensyn til Storbritannien. Det hensyn lykkedes kun i et vist omfang, og forhandlingerne i Berlin med den britiske krigsminister Richard Haldane, 1st Viscount Haldane i begyndelsen af 1912 endte uden resultat. Nu fortsatte kaprustningen mellem Storbritannien og Tyskland, selv om de to regeringer fortsat forhandlede. Der var dog tegn på en begyndende forståelse fx i kolonispørgsmål. Frem for alt arbejdede de to parter tæt sammen under Balkankrigene. Under krigene mellem de nye balkanlande og Det osmanniske rige i 1912 og 1913 brød den allerede ustabile ligevægt på Balkan endeligt sammen, og det kom til konfrontationer mellem Østrig-Ungarn og Rusland. Hermed opstod der en trussel om en konfrontation mellem blokkene. Det blev forhindret ved at Tyskland og Storbritannien optrådte som mæglere.
I den tyske ledelse var der betydelig uenighed og styringsproblemer under Balkankrisen. I december 1912 indkaldte Wilhelm 2. til krigsråd med de øverste militære ledere. Den civile ledelse af landet var ikke indbudt. Ganske vist blev der på dette møde ikke truffet beslutning om at styre i retning af en storkrig, som det ellers længe er troet. Men det blev stadig tydeligere, at militæret anså en europæisk krig for uundgåelig og overvejede en præventiv krig. En følge af mødet var at opruste hæren i stor stil, hvilket rigsdagen vedtog med hærordningen i 1913.
Julikrisen.
Mordet i Sarajevo på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand den 28. juni 1914, som blev udøvet af den serbiske attentatmand Gavrilo Princip, afstedkom en hektisk diplomatisk aktivitet som mundede ud i en europæisk storkrig. Der var forskellige opfattelser af, hvem der var skyld i krigen, og det førte til årtiers debat.
Tyskland spillede en nøglerolle under den såkaldte julikrise, som førte til krigsudbruddet. Tyskland rådede Østrig-Ungarn til en energisk indsats overfor Serbien i modsætning til under den forudgående balkankrig i 1912. Tyskland lovede nu dobbeltmonarkiet ubetinget støtte. Da Bethmann-Hollweg udstedte denne blankocheck at der dermed bestod en fare for en europæisk storkrig. Bag beslutningen lå imidlertid først og fremmest en bekymring om at Rusland inden for en overskuelig tid ville blive militært overlegent og at Frankrig og Storbritannien nærmede sig hinanden. Derfor knyttede Tyskland sig endnu stærkere til sin tilbageværende alliancepartner. Hertil kom at det i den fastkørte indenrigspolitiske situation var et ønske at blødgøre regeringens kritikere - ikke mindst på højrefløjen - med udenrigspolitiske sejre. Endelig pressede militæret kraftigt på for at få en forebyggende krig mod Rusland. Også selv om kansleren ikke delte denne holdning, forringede dette pres chancerne for en diplomatisk løsning. Rigets øverste ledelse besluttede at følge en kurs, der indebar en "kalkuleret risiko". Den håbede ganske vist på at kunne undgå krig, men kunne ikke udelukke at den ville komme. I sidste ende mistede Tyskland kontrollen over situationen, fordi alt afhang af Ruslands holdning. I slutningen af juli kom krisen helt ud af kontrol, da Østrig-Ungarn erklærede Serbien krig og Rusland reagerede med en delvis mobilisering. Ganske vist blev der fra tysk side gjort nye forsøg på at nå en diplomatisk løsning, men Tyskland indstillede sig stadig mere på krig. Det var af indenrigspolitiske grunde vigtigt at Rusland kom til at fremstå som angriberen. Da Rusland den 30. juli til sidst indledte en generalmobilisering kunne Tyskland fremstille dette som et afgørende skridt mod krigen. Herefter erklærede Tyskland krig mod Rusland den 1. august og mod Frankrig den 3. august. I overensstemmelse med Schlieffen-planen fra 1905 marcherede den tyske hær ind i det neutrale Belgien. Målet med denne indmarch var det at omgå befæstningerne ved den tysk-franske grænse og ved en hurtig fremrykning omringe og nedkæmpe de franske arméer.
Den afgørende svaghed ved planen var, at den overvurderede den våbenteknologiske udvikling og dermed hærens mulighed for at gennemføre en bevægelseskrig. Hurtige motoriserede enheder var endnu ikke til rådighed, og forsvarerne kunne derfor tvinge angriberne til en stillingskrig, der gik over i en udmattelseskrig. Håbet om at Storbritannien ville acceptere krænkelsen af Belgiens neutralitet blev ikke opfyldt. I stedet førte den tyske indmarch til, at Storbritannien og hele det Britiske imperium gik ind i krigen mod Centralmagterne.
Krigens forløb.
Den 18. august begyndte den tyske storoffensiv, som skulle omringe Ententens arméer. Tyskerne stødte hurtigt frem til Bruxelles. Den 4. september overskred tyskerne Marne floden. Men fremrykningen blev stoppet af et modangreb i Slaget ved Marne. Flere forsøg på at genoptage fremrykningen mislykkedes. Herefter ændrede krigen karakter fra en bevægelseskrig til en stillingskrig. At Schlieffenplanen slog fejl førte til, at Centralmagterne måtte føre krig på flere fronter i vest, øst og syd. I øst trængte den russiske hær uventet hurtigt ind i Østpreussen. Den tyske sejr i slaget ved Tannenberg i slutningen af august 1914 og yderligere slag stoppede den russiske fremrykning og gav de to tyske generaler Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff heltestatus. Den østrig-ungarske hær havde det i begyndelsen af krigen svært mod Serbien og Rusland. De første krigsmåneder viste, at dobbeltmonarkiets kræfter kun rakte til at kunne håbe på en afgørende sejr på en af fronterne.
Af forskellige årsager blev østfronten vigtigere end vestfronten i 1915. Det lykkedes de tyske tropper at redde Østrig-Ungarn fra et truende sammenbrud og etablere en forbindelse over land til Centralmagternes allierede i det Osmanniske Rige. Den tyske offensiv trængte de russiske tropper tilbage, Serbien blev besejret efter at Bulgarien havde sluttet sig til Centralmagterne, og Rumænien forholdt sig neutralt. Offensiven blev stoppet. I syd opstod der med den italienske krigserklæring den 23. maj 1915 endnu en front. Tyskland støttede også her sin allierede med tropper.
I 1916 blev Vestfronten igen midtpunktet for de tyske krigsanstrengelser. I skyttegravene og befæstningerne var der to handlingsmuligheder: Den ene var at opnå et gennembrud af de fjendtlige linjer og den anden var en udmattelseskrig. I foråret 1915 havde de allierede flere gange forgæves forsøgt at gennembryde den tyske front. Men det tyske angreb ved Verdun, som blev indledt den 21. februar 1916, forsøgte ikke for alvor at opnå et gennembrud af fronten. I et kæmpemæssigt materielslag med kalkulerede store tab var det meningen at den fjendtlige hær skulle forbløde. Slaget kostede 600.000 døde og sårede på hver side. Tyskerne nåede ikke deres mål; i stedet førte slagets umenneskelighed til en demoralisering af de tyske soldater. De allierede satsede ved modoffensiven i slaget ved Somme fra 1. juli 1916 også kun på en udmattelsesstrategi. Efter enorme tab på begge sider blev slaget afbrudt i slutningen af november 1916.
På højdepunktet af kampene på vestfronten blev det stadig tydeligere, at Tyskland dårligt kunne klare en krig på flere fronter. Både Italien og Rusland gik i offensiven. Brusilovoffensiven i Galicien førte til den østrig-ungarske hærs sammenbrud. Den førte til at Rumænien tilsluttede sig de allierede. Situationen tvang tyskerne til igen at sende stærke enheder østpå for at stabilisere fronten. I august blev Erich von Falkenhayn afløst som generalstabschef for den tyske hær af Paul von Hindenburg. Militært begyndte krigsførelsen at blive radikaliseret i 1916-1917. Allerede i 1915 havde Tyskland erklæret uindskrænket ubådskrig. Efter protester fra USA blev denne form for søkrig igen indskrænket. I januar 1917 blev den uindskrænkede ubådskrig genindført efter pres fra hærledelsen men også fra rigsdagen og den offentlige mening, men imod rigskanslerens ønsker. Resultatet blev at USA trådte ind i krigen på allieret side den 6. april 1917. Det skulle vise sig, at denne udvikling blev afgørende. De amerikanske troppers ankomst i Europa ville imidlertid vare et stykke tid. I foråret 1917 begyndte i vest en britisk offensiv i Flandern omkring Ypres. Den varede i flere måneder, og kostede briterne store tab uden at de erobrede større områder.
I øst havde situationen i første omgang ændret sig til fordel for Centralmagterne ved den russiske oktoberrevolution. De nye magthavere ønskede at skabe fred udadtil for at kunne sikre sig magten indadtil. I midten af december 1917 indgik de våbenstilstand og separatfred. Den bolsjevikiske regerings håb om milde fredsbetingelser gik ikke i opfyldelse. I stedet gennemtrumfede tyskene et diktat ved Brest-Litovsk-freden. Rusland måtte afstå Polen, Kurland, Litauen og store dele af Georgien. Det måtte også garantere Ukraines og Finlands selvstændighed og trække sig ud af Estland og Livland.
Dermed åbnede der sig igen en mulighed i vest for at gennemføre en sejrrig offensiv. Den tyske forårsoffensiv i 1918 begyndte i marts, men slog hurtigt fejl. Modoffensiven, som nu også omfattede amerikanske tropper, var mere end de tyske tropper kunne klare. Fra sommeren 1918 kom stadig flere tyske soldater i allieret krigsfangenskab.
Den økonomiske og sociale udvikling.
Efter krigens udbrud begyndte erhvervene at omstille produktionen til krigsforhold. Efter en kort periode med høj arbejdsløshed førte de store indkaldelser til hæren snart til mangel på arbejdskraft. Virksomhederne forsøgte at imødegå dette med indsættelse af krigsfanger og kvinder i stigende tal. Da krigen trak ud betød den manglende import af fødevarer og manglen på arbejdskraft i landbruget til at det kneb med fødevareforsyningerne til befolkningen. Resultatet var betydelige prisstigninger og manglende forsyninger. Det lykkedes kun i utilstrækkeligt omfang at overvinde problemerne ved at forbedret arealanvendelse.
Borgfred og national begejstring.
De indenrigspolitiske problemer i kejserriget rykkede i baggrunden ved mobiliseringen. Det af kansleren og kejseren udformede slagord: "Jeg kender ikke længere nogen partier, jeg kender kun tyskere" faldt i god jord, fordi ingen i Tyskland var i tvivl om, at Rusland var den egentlige aggressor. Godt nok var der udover de mange eksempler på overdreven nationalfølelse også eftertænksomme stemmer, men det endte med, at også systemets kritikere kun sjældent undlod at udvise national solidaritet. Socialdemokratiet havde allerede under julikrisen organiseret massedemonstrationer mod en mulig forestående krig, og søgt samarbejde med andre partier i Anden Internationale, men da fædrelandet skulle forsvares mod den "zaristiske reaktion" ændrede stemningen sig. De hårdnakkede krigsmodstandere og klassekæmpere såsom Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var isolerede, mens reformister såsom Eduard David og Ludwig Frank i løbet at meget kort tid kunne få rigsdagsgruppen til ikke kun at vente, men give støtte til de nødvendige lån til finansiering af krigen. Den af regeringen proklamerede borgfred, dvs. indstillingen af de indenrigspolitiske stridigheder, var der almindelig enighed om at følge, da de fleste regnede med, at en krig kun ville vare i nogle få uger. Fagforeningerne gav afkald på at føre arbejdskampe under krigen og rigsdagen besluttede at udskyde alle valg til efter krigens afslutning.
Ved indførelsen af krigsret gik den udøvende magt over til de ledende generaler i militærdistrikterne. Disse var ganske vist formelt underlagt kejseren, man han var imidlertid ikke var i stand til at kontrollere og koordinere de 24 militære ledere. Wilhelm 2., som efter krigsudbruddet mest opholdt sig i det såkaldte "Store hovedkvarter" var slet ikke i stand til at styre situationen. Han spillede stort set ingen politisk rolle og mistede autoritet. I stedet udviklede chefen for generalstaben med generalkvartermesteren som hans stedfortræder sig til selvstændige og også indenrigspolitisk vigtige magtcentre.
De indledende militære sejre og senere pressecensurens forskønnelser førte i ultranationalistiske kredse, men også i det brede borgerskab til store forventninger om sejr. Dette førte til ekstreme forestillinger om krigens mål. Matthias Erzberger indledte dette med sit memorandum af 2. september 1914. Han krævede anneksioner i vest og øst, varigt herredømme over Belgien og etablering af tyskvenlige satellitstater på russisk område. Også kanslerens septemberprogram indeholdt anneksion af territorium i vest, etablering af en tysk kontrolleret middeleuropæisk økonomisk zone og et stort centralafrikansk kolonirige. Længere endnu gik et memorandum fra de store erhvervsorganisationer i 1915. Dette forudså mere vidtgående erhvervelser af territorier og en umyndiggørelse af den stedlige befolkning. Flertallet i arbejderbevægelsen holdt fast i deres oprindelige defensive krigsmål. I stedet håbede de på indenrigspolitiske reformer, nemlig social og politisk ligestilling, uindskrænket organisationsfrihed og en demokratisering og parlamentarisering af det politiske system. På baggrund af disse forskelligartede forventninger var Bethmann-Hollweg trods borgfreden tvunget til at manøvrere. Dette efterlod såvel på højre som venstrefløjen tvivl om kanslerens oprigtighed.
I SPD kom kritikken allerede i begyndelsen af december 1914 åbent frem, da Karl Liebknecht i rigsdagen som indtil videre det eneste medlem stemte imod yderligere krigslån. I marts 1915 sluttede Otto Rühle sig til ham. Herfra udviklede der sig efterhånden en partiintern opposition, som et år senere allerede omfattede 20 medlemmer. Liebknecht og Rühle forlod parlamentsgruppen den 24. marts 1916 blev de øvrige afvigere også udelukket. De dannede herefter det såkaldte ”Sozialdemokratische Arbeitsgemeinschaft”, som indtil videre forblev en partiintern opposition.
Den nye øverste hærledelse og loven om hjælpetjeneste.
Mere truende end den indre uenighed i SPD var kritikken fra højrefløjen med støtte fra sværindustrien mod rigskanslerens holdning. De krævede fra 1915 energisk en udvidelse af ubådskrigen mod den engelske handelsblokade.
Kansleren håbede ved at udskifte den ikke særlig succesfulde generalstabschef von Falkenhayn med Hindenburg og dennes generalstabschef Ludendorff at kunne profitere af deres popularitet. Imidlertid kom det snart til at stå klart at den nye militære ledelse ikke understøttede kanslerens forsigtige kurs. I stedet argumenterede de for genoptagelse af den uindskrænkede ubådskrig og gik ind for territoriale anneksioner. Også i rigsdagen mistede Bethmann-Hollweg i stigende grad støtte. Ganske vist stillede flertallet sig bag den øverste hærledelse, uden at der hermed var taget stilling til indførelse af et skjult militærdiktatur. Samtidig besluttede nemlig et flertal bestående af partierne fra de nationalliberale til socialdemokratiet, at når rigsdagen var hjemsendt, skulle finansudvalget fortsat have ret til at forhandle om udenrigspolitikken og krigen. Ved en kejserlig forordning af 4. november 1916 blev udvalget ophøjet til hovedudvalg og holdt herefter næsten permanent møde. Den af den øverste hærledelse forlangte mobilisering af al til rådighed stående arbejdskraft til indsættelse i den krigsvigtige produktion i form af den såkaldte lov om hjælpetjeneste skulle indføres efter aftale med rigsdagen og forbundene. Mens det foresvævede den øverste hærledelse, at der skulle ske en militarisering af hele befolkningen, fik den civile ledelse af landet gennemført, at det alene drejede sig om en almindelig arbejdspligt. Parlamentet indførte arbejderudvalg i de berørte virksomheder. Desuden blev der etableret mæglingsinstitutioner, som bestod af lige mange arbejdere og arbejdsgivere.
Fredsresolution og indenrigspolitisk radikalisering.
Trods det var den øverste hærledelses magt betydelig. Det lykkedes den at gennemtrumfe den uindskrænkede ubådskrig. I mellemtiden havde blokaden, omstillingen til krigsvigtig produktion, transportvanskeligheder og andre årsager ført til en social nød grænsende til hungersnød og uroligheder som følge af sult, som ikke var set siden før industrialiseringen. Også herigennem voksede det politiske pres. De venstreliberale greb i marts 1917 lejligheden til at presse på for at få indført parlamentsstyre. Dette krav tilsluttede Stresemann sig på vegne af de nationalliberale, Philipp Scheidemann for SPD og også Centrum. Bethmann-Hollweg forsøgte at tilpasse sig den nye situation. Imidlertid fulgte kejseren han kun delvis i sit ”påskebudskab” af 7. april 1917. Blandt den krigstrætte arbejderbefolkning udbrød der massestrejker og den netop grundlagte USPD, som var udsprunget af ’’sozialdemokratischen Arbeitsgemeinschaft’’, fik stor opbakning. Også flertalssocialdemokraterne i Mehrheitssozialdemokratie (MSPD) forlangte en tydelig imødekommenhed. Da regeringen reagerede afvisende, greb Erzberger fra Centrum initiativet til at få vedtaget en fredsresolution i rigsdagen. Den blev udformet i forhandlinger mellem repræsentanter for de venstreliberale, de nationalliberale, Centrum og SPD. På baggrund af dette møde etableredes det partiovergribende udvalg bestående af venstreliberale, SPD og Centrum. På grund af kanslerens forsonlige holdning begyndte den øverste hærledelse og vende sig imod Bethmann-Hollweg og søgte at overtale kejseren til at afskedige ham. Da partierne fra de konservative til SPD udtalte sig imod kansleren i forbindelse med fredsresolutionen var hans stilling ikke længere holdbar.
Hans efterfølger blev overraskende Georg Michaelis. Han viste sig stort set ude af stand til at imødegå den øverste hærledelses forsøg på at skabe et diktatur. Da militæret var imod fredsresolutionen fik den lige så lidt praktisk betydning som pavens fredsinitiativ i 1917. Rigsdagens initiativ, som gik ind for en aftalefred uden anneksioner, førte imidlertid til at der på den politiske højrefløj dannedes en ny samlende kraft – det tyske fædrelandsparti.
, som primært blev dannet af Wolfgang Kapp. I 1918 nåede det op på ca. 300.000 medlemmer og agiterede for en sejrrig „Hindenburgfred“ med talrige anneksioner. Myndighedernes støtte til Fædrelandspartiet kostede rigskansleren rigsdagens tillid. Hans efterfølger blev den tidligere bayerske ministerpræsident Georg von Hertling. Han måtte efter pres fra partierne gøre den fremskridtsliberale Friedrich von Payer til vicekansler og forpligte sig til at følge et af rigsdagen udarbejdet program. Hertling forblev imidlertid modstander af parlamentsstyre og undgik konfrontationer med den øverste hærledelse. Denne gennemførte efter oktoberrevolutionen yderligere militære besættelser i øst. Herved undergravede den militære ledelse ethvert forsøg på at opnå en aftalefred med krigsmodstanderne i vest.
Oktoberreformer og afskaffelsen af monarkiet.
"Kejseren har abdiceret. … Det gamle og faldefærdige, monarki er brudt sammen. Hurra for det nye. Hurra for den tyske republik!" SPD-politikeren Philipp Scheidemann udråber republikkens på Rigsdagsbygningens vestbalkon (2. vindue nord for portikus) den 9. november 1918.
Trods alt blev forbundet af MSPD, venstreliberale og Centrum ved at med at fungere som modpol til den øverste hærledelse. Imidlertid var der betydelige konflikter mellem partierne. Da hundredtusinder af arbejdere i slutningen af januar 1918 demonstrerede mod afbrydelsen af forhandlingerne i Brest-Litovsk
, indtrådte førende socialdemokrater såsom Scheidemann, Friedrich Ebert og Otto Braun i strejkeledelsen. Dette afstedkom betydelig kritik fra de borgerlige partier.
Da det efter de allieredes gennembrud ved Amiens den 8. august 1918 blev stadig tydeligere, at krigen var tabt, væltede flertallet i rigsdagen med støtte fra Centrum Hertling og krævede endegyldig indførelse af parlamentarisme i Tyskland. Parallelt hermed indså også dele af regeringen og til sidst også Hertling selv nødvendigheden af indrømmelser for at komme en revolution i forkøbet. Allerede den 14. august 1918 havde den øverste militærledelse vurderet den militære situation som håbløs og krævede den 29. september udformning af et våbenstilstandsforslag. Dette skulle udformes af den parlamentariske regering, for på den måde at kunne lægge ansvaret for nederlaget på partierne.
Kejseren kunne i betragtning af det pres, som kom fra alle sider, kun acceptere. Der blev herefter dannet en koalition bestående af MSPD, fremskridtspartiet og Centrum med prins Max von Baden som kansler. Allerede inden den officielle udnævnelse gennemtrumfede den øverste hærledelse, at den nye regering umiddelbart efter sin tiltrædelse skulle anmode præsident Woodrow Wilson om en våbenstilstand, for at redde hæren, der var på randen af et sammenbrud. Da den øverste hærledelse i slutningen af oktober skiftede mening, afskedigede kejser Wilhelm 2. Ludendorff, mens Hindenburg blev beholdt. Den 26. oktober 1918 havde rigsdagen gennemført indførelsen af parlamentsstyre ved lov, den såkaldte oktoberreform. Allerede den 15. oktober havde det preussiske parlament vedtaget afskaffelsen af den tredelte valgret.
Reformerne kom ganske vist for sent til at kunne redde kejserriget. Ordren den 24. oktober 1918 om at flåden skulle stævne ud og møde den overlegne Royal Navy udløste et oprør blandt matroserne, som i løbet af få dage udviklede sig til en revolution – novemberrevolutionen. I talrige tyske byer blev der etableret soldater- og arbejderråd. Kurt Eisner udråbte den Bayerske fristat i München. Revolutionen nåede den 9. november til Berlin, hvor rigskansler Max von Baden af frygt for en radikal politisk omvæltning egenmægtigt bekendtgjorde kejserens afgang og overdrog kanslerposten til formanden for SPD Friedrich Ebert. Samme eftermiddag udråbte Philipp Scheidemann den tyske republik. Karl Liebknecht fra Spartakusbund udråbte "Freie Sozialistische Republik Deutschland". Kejseren blev af sine fortrolige presset til at abdicere for at afspænde situationen og om muligt redde monarkiet. Den 10. november drog han i eksil i Holland. De fleste andre tyske fyrster abdicerede frivilligt. Den sidste monarkistiske delstat var fyrstendømmet Schwarzburg-Sondershausen med residensbyen Sondershausen, hvis fyrste Günther Victor abdicerede den 25. november 1918.
Kejserriget i historieskrivningen.
Det tyske kejserriges historie blev siden grundlæggelsen vurderet forskelligt alt efter den herskende politiske situation. Efter grundlæggelsen dominerede i starten en preussisk-lilletysk fortolkning. Historikeren fra Basel Jacob Burckhardt frygtede allerede i 1871, at hele verdenshistorien siden Adam ville blive omskrevet i lyset af den tyske sejr med udgangspunkt i 1870-1871. Rent faktisk har de indflydelsesrige historikere Heinrich von Sybel og Heinrich von Treitschke ladet den forudgående tyske historie munde ud i rigets grundlæggelse og i den forbindelse understreget Preussens rolle. I modsætning til f.eks. Johann Gustav Droysen trådte i disse nationalliberale fortolkninger de liberaldemokratiske forhåbninger i baggrunden. I stedet blev nationalstatens magt og Bismarcks geni fremhævet. Denne fortolkning var den førende også i den wilhelminske periode.
Frem for alt under 1. verdenskrig blev eksistensen af en særlig tysk vej betonet af historikerne, idet kejserriget blev fremhævet som et bedre alternativ til både demokratiet og kapitalismen i vest og til det autokratiske styre under zaren. Negativt opfattedes den særligt tyske vej, f.eks. med henvisning til tysk militarisme og overdreven nationalisme, af de allierede.
Først i Weimar-republikken kunne kejserriget betragtes som en afsluttet tidsepoke. Trods det var det frem til 1980’erne fortsat kendetegnende at kejserrigets historie var genstand for kontroversiel diskussion i lyset af samtiden. I 1920’erne var det skyldsspørgsmålet om starten på 1. verdenskrig, som stod i centrum. Udover en flertalsholdning, som afviste at Tyskland var skyld i krigen og fortsat så kejserriget i et positivt lys, var der et mindretal, der ligesom Johannes Ziekursch og Eckart Kehr forholdt sig kritisk til kejserriget. I det tredje rige var på der på den ene side en mere traditionel nationalkonservativ fortolkning af tiden efter 1871 og på den anden side var der en af styret understøttet kritik af det ”ufuldendte rige”. En mæglende fortolkning fra Erich Marcks fortolkede Bismarcks grundlæggelse af det tyske rige som et første trin i opbygningen af nationalstaten som Adolf Hitler senere fuldendte.
Efter 2. verdenskrig blev det diskuteret om der var en kontinuitet fra Bismarck over Wilhelm 2. til Hitler. Imidlertid dominerede i første omgang et mere konservativt synspunkt. Theodor Schieder indrømmede forsigtigt at staten havde haft visse mangler, da han talte om at kejserriget som nationalstat, forfatningsstat og kulturstat ikke var blevet fuldendt. Også Gerhard Ritter erkendte visse strukturproblemer, såsom ved indhegningen af militarismen, men fastholdt imidlertid alligevel en mere traditionel konservativ tradition. Fremstillingerne i efterkrigstiden forsøgte at fortolke Tyskland i en samlet europæisk sammenhæng og forkastede tanken om en særlig tysk vej. Ligeledes blev det efter krigen også diskuteret i hvilket omfang den lilletyske løsning havde været uomgængelig.
Kejserriget oplevede en højkonjunktur som forskningsgenstand efter 1960’erne hvor krigsskyldsspørgsmålet igen trådte i forgrunden. I den forbindelse drejede det sig ikke kun om de agerende personer men også om hvorvidt der havde været strukturmæssige svagheder ved rigets opbygning. Denne debat fortsatte i 1970'erne og de tidlige 1980’ere over i en debat om en særlig – negativ – tysk vej. Ikke mindst gennem de kompakte studier af kejserriget af Hans-Ulrich Wehler (1973) fremkom der i 1970'erne yderligere spørgsmål f.eks. om den indre rigsgrundlæggelse, Bismarcks kolonipolitik og modernismen i det wilhelminske rige. Højkonjunkturen skyldtes ikke mindst et generationsskifte blandt historikerne. Forfattere som Wehler, Wolfgang J. Mommsen, Gerhard A. Ritter, Heinrich August Winkler og Jürgen Kocka havde en ganske anden vestligt præget intellektuel forståelse end deres forgængere.
I 1980'erne faldt historikernes interesse for at forske i kejserriget betydeligt. Mens andelen af artikler om det tyske kejserrige i "Historische Zeitschrift" fra 1966–1977 udgjorde 27 % faldt den mellem 1986 og 1990 til under 10 %. I tidsskriftet "Geschichte und Gesellschaft" udgjorde andelen mellem 1975 og 1979 en tredjedel, men mellem 1995 og 1999 var det kun en fjerdedel. Heller ikke den tyske genforening førte til en større interesse for emnet. Vigtigere for den tyske selvforståelse blev debatten om den nationalsocialistiske tid og udviklingen efter 2. verdenskrig. I mellemtiden er kejsertiden blevet et "normalt" forskningsområde på linje med mange andre, som i modsætning til i perioden 1960-1980 ikke længere udløser større fagvidenskabelige eller samfundsmæssige kontroverser. I den forbindelse er såvel metoderne som emnerne blevet udvidet. I 1990'erne kom det f.eks. til en ny interesse for politisk historiske og kulturhistoriske spørgsmål. Stadig vigtigere blev også sammenlignende forskning inden for f.eks. adel og borgerskab men også nationalismeforskningen blev øget. I den forbindelse kom det f.eks. inden for forskningen i borgerskabet til relativeringer af tidligere opfattelser. Stadig vigtigere blev også de regionale forskelle i kejserriget og udforskningen af de socialmoralske miljøer. I modsætning til 1970'erne spiller tanken om Kejserriget som en forløber for det tredje rige en mindre rolle, vigtigere blev det at se kejserriget som et eksempel på en samfundsmæssig, politisk, økonomisk og kulturel forandring på baggrund af industrialisering og demokratisering. I stedet for teorien om en særlig tysk vej kom tanken om en indlejring i en samlet europæisk kontekst.
Noter.
Kejserrige
Korset.
For det ortopædiske korset se artikel om skoliose under afsnittet korsetbehandling.
Et meget luksuriøst victoriansk silkekorset (1878)
Et korset er en beklædningsgenstand, som dækker hele taljen, og ofte det meste af kroppen.
Dametøj.
I perioden 1880-1900 nåede anvendelsen af korset for kvinder sit højdepunkt. I 1886 solgtes over 52.000 korsetter i Storbritannien. En talje på 46 "inches" (= 58,4 cm) var "acceptabelt", med 16-18 "inches" (40,6-45,7 cm) som det eftertragtede ideal. På pigeskoler underviste man derfor i "waist training" (= "taljetræning", dvs stramning af korsettet), og eleverne blev opfordret til at leve med en stadig smallere talje. En rektor mente, at teenagere burde klare at redusere taljen med en "inch" (2,5 cm) i måneden, blandt andet ved at sove med korsettet på om natten, påsat rektors segl, så de ikke skulle fristes til at løse korsettet. Det var dog veldokumenteret, hvilke skader denne mode påførte kvinders indre organer. Desuden blev udviklingen af bækkenet hæmmet, med forøget risiko for komplikationer under svangerskab og fødsel som følge. Dronning Maud havde som voksen kvinde en talje på 18 "inches" (45,7 cm), og udtalte sig beundrende om Elisabeth af Østrig-Ungarn, der havde en talje "som en hveps". Retouchering af fotografier skabte også indtryk af, at kvinders talje var smallere end den faktisk var, og rygter ville have det til, at nogle fik fjernet de nederste ribben for at kunne stramme korsettet yderligere.
Herretøj.
Den fornemme mands dragt påvirkes i nogen grad af hvad kvinderne går med. Det er derfor at nogle mænd gik med korset i nogle perioder.
Sammen med den høje, sorte hat, skorstensrøret, krævede moden en flad mave og en rank holdning. Herrerne har derfor i nogen grad brugt mavebælter med skulderstropper for at få en flad mave og en rank holdning, særligt inden for militæret (før første verdenskrigs skyttegrave). Der findes dog reklamer og vittigheder om herrekorsetter.
Transvestitter bruger korset, for at få mere kvindelige former, men også for at føle sig som en fin dame.
Korsettering.
For al korsettering gælder, at det er vanedannende. Efter brugen af et korset hver dag i fem uger opfatter hjernen selv det stiveste korset som en del af kroppen, og man mærker det først, hvis det forskubber sig og trykker på nogle nye nerver. Dette er meget praktisk men rummer også en risiko, at man vænner sig til et ubehag, som burde være en advarsel. Dette problem kendes i dag mest fra dametæer, som ofte er skæve og ligger i lag. Man skal dog huske, at korsettet kun bærer/støtter overkroppen, og dét på en flade som er meget større end tæerne.
Korset - Korsage.
Rent teknisk adskiller "et nutidskorset" (dametøj) sig fra en "korsage" ved at det er meget stramt i taljen. Derved bliver taljen ca. 10 cm mindre end den naturlige talje på forsiden, så taljens omrids bliver oval, mens korsagens talje er nærmest rund. Grunden til, at korset og korsage kan veksles, er, at korsagen er et korset i den generelle betydning, men ikke i betydningen dametøj, selvom en korsage dog er dametøj. Derudover hedder "korsage" på fransk "corset". Det er ikke muligt at bruge en mellemting mellem korset og korsage, da det kan give smerter hvis mavesækken bliver klemt. Desuden kan det sidde så tæt, at man får problemer med at trække vejret.
Det virkelige problem er, at det normalt er nødvendigt, at begynderen har en lille pude over taljen under brystkassen. Det virker ulogisk, da korsettet er så meget tyndere end den naturlige talje. Forklaringen er, at puden løfter maven, så mellemgulvet ikke kan forsøge at trække vejret nedad, og desuden forhindrer puden maven i at blive klemt.
Begynderkorsetter i dag.
For at kunne stramme korsettet så taljen bliver rund og dermed tyndere, er det først nødvendigt at bøje spidserne af de nederste ribben opad. Dette har man gjort på mange forskelige måder. I dag bruger man et kort korset, på engelsk: "Underbust hourglass corset" (underbarmen timeglaskorset). Ændringen af de nederst ribben er permanent, men næsten helt uden betydning, da de ikke har nogen særlig anden funktion, end at de beskytter kroppen imod slag og bid.
Begynderkorsetter i gamle dage.
Det mest elegante var at forme kroppen, så taljen fik form som to kegle-stubbe med topfladen mod hinanden - den såkaldte timeglas-facon. Det er ikke muligt at forme hoften, så her måtte man bruge en form uden på korsettet, men ribbenene kan formes så spidserne af de underste ribben mødes om en snørefurre. At pigerne kunne overleve dette skyldes, at brystkassen og lungerne er bygget til langt større belastning end dette, f.eks. under en graviditet. Det var faktisk muligt at synge opera og danse med en sådan talje, da korsetmageren kunne bestemme om brystkassen skulle være høj og smal, som på en fin dame, eller om den skulle være lavere og bredere med et større rumfang. Det sted, hvor kroppen bliver tyndest, kommer til at sidde højere oppe under brystkassen end den naturlige tajle.
Normal indsnøring.
Ved et tryk på maven presses fedtcellerne sammen og ind i hulrum, og korsetbrugere ser derfor slankere ud. Stram indsnøring vil også trykke musklerne i siderne fremad, hvorved taljen bliver mere rund, og en rund talje har en mindre omkreds end en ovalformet talje.
Ved normal langtidsbrug af korsetter og snøreliv bøjes de nederste ribben opad og indad, og derved er det ribbenene, som holder maven oppe. Desuden bliver taljen højere, så korsettet ikke behøver at stramme så meget i siderne.
Det kan lade sig gøre at indsnøre taljen omkring 20 cm ved langsomt at skubbe de fire nederste ribben opad og fremad, da rygraden med muskler bliver tyndere over den naturlige talje. Derved bliver brystkassen bredere og lungerne større. Det er med denne teknik, det er muligt at synge og danse i stramt korset.
Ekstrem indsnøring.
Modsat den almindelige opfattelse er det umuligt at stramme korsettet meget hårdt i lang tid, da huden (eller ribbenene) tager skade og begynder at bløde.
Den ekstremt tynde talje skabes ved, at man går i langt stift korset så længe, at musklerne i ryg og talje bliver for lange og for svage til, at man kan sidde op uden at korsettet er snøret. Dette tager højst 2 års konstant brug af et særligt stift korset. Den nye talje bliver lidt lavere.
Rørformet talje.
Den mest ekstreme talje er den tynde rørformede talje, som starter lidt lavere end den naturlige talje og går op over det nederste ribben.
Formål.
Det oprindelige formål med at bruge korset og snøreliv var først og fremmest at "sprede vægten", så man kunne bære en større kjole end ved kun at bruge korsage, livsstykke eller snøreliv. Desuden ser taljen slankere ud når kjolen bliver større.
Et andet oprindeligt formål var at slanke sig, særligt efter en fødsel. Dette kunne dog klares med et stift bånd i nogle få måneder.
Da en slank talje var på mode, bar selv slanke jomfruer dem ofte.
Det gamle korset var kun et underlag for disse dragter. Dragterne var så fine, at det var nødvendigt med et korset underneden for at beskytte dem. Desuden skulle kroppen støttes for at kunne opretholde denne form og holdning
Efter at overklassen fik fint, stramt, skræddersyet tøj var man nødt til at holde samme taljemål, da nyt tøj var dyrt selv for de rigeste, og derfor var man nødt til at snøre sig. Men korsettet muliggjorde også, at man kunne gøre tøjets pasform meget mere præcis end på en naturlig blød krop.
Formål med korsetter med tynde taljer.
Det er en almindelig men fejlagtig opfattelse, at alle kvinder havde tynde taljer i korsettet. Der var kun fire grupper, der havde tynde taljer - dem, som solgte korsetter, de rige, de finere tjenestefolk og så demimonde-damerne. Når de som solgte korsetter havde tynde taljer, var det af hensyn til salget. Når de unge, rige kvinder havde tynde taljer var det for at virke tiltrækkende på mændene, da det var attraktivt at blive gift med en ung, rig mand. Den tynde talje og bølgende barm virker charmerende på de fleste mænd. Man skal her forstå, at en tynd talje var den eneste måde de stive viktorianske normer tillod at en pige viste at hun var interesseret i mænd. Hun måtte ikke engang vise anklerne eller se på en mand.
Når nogle af de ældre, rige kvinder havde tynde taljer, var det fordi det var et overklassetegn, som viste, at de havde råd til at få hjælp til påklædningen hver dag og råd til faglig bistand fra en dygtig - og derfor dyr - korsetmager for at få den særlige, slanke talje.
Når de finere tjenestefolk også have tynde taljer, så var det dels fordi overklassekvinderne var glade for at få sagkyndig hjælp med korsettet, dels fordi det var rart at ens tjenestefolk var lige så afhængige af korsettet som en selv. De erfarne piger hos korsetmageren var blevet forfremmet til finere tjenestefolk og var fulgt med en tilfreds kunde hjem. Desuden var tjenestefolkene interesseret i at blive forfremmet til at være finere tjenestefolk.
Taljetykkelse.
Det er ikke muligt at angive i mål hvor tynde taljerne var, da man havde flere forskellige tommer og forskellige målemetoder. Blandt andet skal taljemålet ses i forhold til kroppens størrelse.
Formål i dag.
Korsetter er i dag i Danmark særligt på mode inden for beklædningsfetichismen.
Men også transvestitter bruger korsetter til at gøre deres kropsform mere kvindelig.
Historie.
Den oprindelige franske betydning af ordet er kropstøj, altså en form for undertøj. En alternativ opfattelse siger at ordet "corset" i middelalderens Frankrig betød harnisk.
Oprindelsen af korsettet er dog uvis, og vi kender først med sikkerhed korsettets oprindelse fra omkring 1500, hvor jernkorsettet blev brugt.
En alternativ opfattelse er, at det blev moderne for konger og fyrster at bære pludderbukser, mens deres koner gerne ville bære tilsvarende vide kjoler. For at kunne det, måtte kvinderne overtage harnisken fra mændene, da den var en nødvendighed for at fordele vægten af tøjet. Denne harnisk hed på den tid og det sted: Corset.
Herefter har der været forskellige perioder med forskellige stilarter inden for korsettets udvikling.
Korsetter i moden.
Et patenterede korset fra 1965
Fortidens mode.
Men man må bemærke, at moden kun har været et ideal, som kun de rigeste havde mulighed for at følge. Og indtil modebladene fremkom, var moden særligt en hofmode knyttet til det lokale fyrstehof, og de toneangivende hoffer sendte så modedukker til de mindre hoffer. Det var nemlig den billigste måde at sende billeder på, da man altid havde stofrester, og der var altid ledige syersker ved hoffet.
Starten i Spanien.
I sidste halvdel af 1400 tallet blev det mode ved det spanske hof at afstive kjolen med ringe af spanskrør. Disse store kjoler krævede også en afstivning i livet. Men man ved ikke ret meget om denne mode.
Begrundelser for ophør som mode.
Der kan ikke gives nogen enkel grund eller noget bestemt tidspunkt for ophøret med brugen af korsetter i moden, særligt da er der en gradvis overgang fra korset til brystholder. Man må derfor opdele emnet.
Ophør af korsetter med tynd talje.
Forudsætningen for, at korsettet er tyndt i taljen, er, at det skal syes af en korsetmager, gerne en særlig god korsetmager. Men den slags er sjældne og kræver lang tids erfaring. Dermed er der en begrænsning for, hvor mange der kan gå med korsetter med tynd talje. Der kræves også en særlig type korset til en begynder og en korsetmager er bedst til kun en enkel type af korsetter. Det vil sige at man skal kunne finde en korsetmager, som kun laver korset til begyndere. Dels kræver brugen at der er nogen, som kan hjælpe en med at tage tøj på - snøre en ind. Det vil sige, at man skal kunne betale mindst én tjenestepige.
Når man ikke bare kunne flytte snøreslidsen om på forsiden, så damerne kunne snøre sig selv, så skyldes det, at brystkassen skal blive højere og bredere under indsnøringen. Dette kan lade sig gøre på ryggen ved at man har en fast knude under brystkassen, og snøre korsettet hen over enten så det glider lidt opad når det strammes. På forsiden er det ikke muligt på samme måde at klemme på maven for at få korsettet til at løfte sig. Dels er det mest behagligt at have afstivningen langs snørehullerne omme på ryggen.
Det fremgår af modebillederne, at de tynde taljer forsvinder i tiden 1906-13, særligt ved årskifte 1908-9, og at taljen forsvinder totalt c. 1920. Det vil sige, at damenes taljer udvider sig gradvist i takt med, at de unge mænd bliver indkaldt til militæret. Og pigerne derfor må overtage de unge mænds arbejde. Samtidigt så stiger gifte-alderen, fordi mændene er i krig, og fordi soldaterne får udleveret kondomer. Det var normalt sådan, at kvinden blev gift med sin forlovede, når hun var blevet gravid.
Den slanke talje var en detalje af et helt samfundsystem, som forsvandt på næsten den samme tid hvor Titanic (skib) sank og Første Verdenskrig brød ud. På samme tid måtte sejlskibene vige for dampskibe, fordi lønnen steg mere end kulprisen.
Afstivet korset syet af stof.
Fabrikfremstillede korsetter af stof havde deres største år nogen sinde i 1918, dels på grund af gummimanglen under første verdenskrig, dels på grund af, at mange kvinder var i arbejde og derfor havde flere penge.
Korsetter gummi eller med elastik.
Korsetter med gummi eller elastikstof kan fremstilles billigt i stort antal og gik først af mode, da de elastiske strømpebukser kom frem o. 1960
Brystholderen.
Selv den mindste form for 'korset', BH-en gik af mode i en periode o. 1970
Anti-korset bevægelsen.
I 1788 udgav Samuel Soemmerring et skrift: "Über die Schädlichkeit der Schnürbrüste" ("Om snørelivets skadelighed"). Det udkom i 1793 i anden udgave med illustrationer. Disse illustrationer bruges stadig til at vise hvor skadeligt det er at gå med korset, selvom det rigtige korset først blev udviklet omkring 1859.
Da det ifølge bogen var skadeligt at bruge korset og det mest var kvinder der benyttede dem, mener nogle, at datidens brug af korsetter er et tegn på, at kvinderne var undertrykte.
"Dårlige korsetter". Det er en kendsgerning, at færdiglavede korsetter skal strække sig, så de får form efter kroppen. Samtidig så var det sådan, at nogen firmaer havde annoncer i næsten alle dameblade, hvor andre firmaer aldrig brugte annoncer. Et firma praler i en annonce med, at deres korsetter aldrig strækker sig. Og et andet praler med, at deres korsetter er uopslidelige, hvilket burde betyde, at de ikke opnår pasformen i brugerens levetid. Det er derfor en kendsgerning, at nogen lavede rigtig dårlige korsetter.
Industrien indså, at man måtte gøre noget, og o. 1900 skiftede man stil fra det strengt symmetriske til en mere slynget stil. Godt og dårligt korset, svarer til stilskiftet i år 1900
Et korset anbefalet af læger og sygeplejsker, og brugt af begge køn og af børn ned til 6 års alderen
Hvis brystkassen ikke fik lov til at udvide sig, blev der pladsmangel og kvinden måtte til lægen med dårlig helbred på grund af korsettet. Lægen, som var ikke uddannet korsetmager, sendte hende muligvis til korsetmageren med en recept på en lungeforstørrer. "Lungeforstørrere" (en: Lung Expander) var en særlig slags opfindelser, som kunne afhjælpe nogle problemer med korsetter.
"Maveproblemer". Hvis en slank person trækker maven ind, bliver der et hul indad under brystkassen, dette hul skal fyldes ud af korsettet f.eks. ved at have en lille pude i korsettet, eller en lomme med fyld. Ellers synker maven ned og bliver klemt imellem rygraden og korsettet, hvilket kan være smertefuldt. Hullet bliver smallere, hvis/når de nederste ribben bøjes opad.
Mange kvinder har ikke brug for puden umiddelbart, da de har en fedtpude, som udfylder hullet.
En naturlig mavesæk og to flade mavesække
Caligula.
Gaius Cæsar Augustus Germanicus (31. august 12 – 24./25. januar 41), kendt som Caligula (latin: "lille soldaterstøvle", diminutiv af caliga), var romersk kejser.
Han var søn af kejser Tiberius' populære nevø, feltherren Germanicus og Augustus' barnebarn Agrippina den Ældre, voksede op i felten hos faderen, hvad der gav ham hans tilnavn. Som den omtrent eneste af sin familie overlevede han Tiberius' forfølgelser og blev adopteret af ham. Med prætorianergardens hjælp fik han magten efter kejserens død og blev modtaget med velvilje af befolkningen.
Hans fireårige regering førte til katastrofe. Han skildres ofte som en grusom, blodtørstig og vel nærmest vanvittig despot, der med sin ødselhed fik ødelagt statens finanser. Styret prægedes af terror og vilkårlige retssager. År 39 foretog han et helt resultatløst felttog til Frankrig. Han blev myrdet januar 41 af officerer fra prætorianergarden, hvis leder han havde fornærmet. Et påfølgende blodbad udryddede en stor del af hans familie, hvorefter onklen Claudius blev sat på tronen.
Det er stadig noget uafklaret om Caligula var sindssyg, psykopat eller "kun" led af almindeligt storhedsvanvid. Muligvis led han af en form for epilepsi. Mange beretninger om ham (hans udnævnelse af en hest til konsul, massedrukning af gæster ved en fest, incest mv.) kan være overdrivelser af fjendtlige samtidige historikere. Til gengæld er det klart, at han var den første romerske kejser, der åbenlyst optrådte som fyrste og "gud", hvad der nok i høj grad har provokeret samtiden og bl.a. førte til uro i Palæstina. Nogle forskere har også peget på positive sider ved hans regering fx grænse- og finanspolitiken, men det er dog ikke lykkedes at rehabilitere Caligula.
To do-liste.
En to do-liste er en liste over resterende arbejdsopgaver; ting, der skal gøres. Udtrykket er af nyere dato og et af mange begreber, der er dannet som hybrider af danske og (primært) engelske ord og udtryk.
Kobber.
Kobber (opkaldt efter Cypern) er det 29. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Cu: I sin rene form optræder dette overgangsmetal som et skinnende metal med en karakteristisk rødlig farve.
Egenskaber.
Kobber har en række fællestræk med sølv og guld, der ligesom kobber står i gruppe 11; for eksempel er alle disse metaller nemme at forarbejde.
Kemiske egenskaber.
I kemiske forbindelser optræder kobber normalt i to oxidationstrin; som den mindre stabile kobber(I)-ion Cu+, og den mere stabile kobber(II)-ion Cu++; sidstnævnte danner blågrønne salte og opløsninger. Knap så ofte ser man kobber i oxidationstrin +3, og i ganske sjældne tilfælde med oxidationstrin +4.
Kobber der udsættes for vind og vejr, overtrækkes overfladen efterhånden med et karbonat-holddigt lag kaldet ir, hvis irgrønne farve blandt andet kendes fra kobbertage og i modsætning til rust beskytter mod yderligere korrosion.
Fysiske egenskaber.
Kobber er en fremragende elektrisk leder og varmeleder; blandt de rene metaller overgås det kun af sølv på disse punkter, og det endda kun med godt 5 procent.
Selv små forureninger i kobber, mindsker den elektriske ledningsevne markant og derfor oprenses kobber til anvendelse i elektriske ledninger, ofte til mindst 99,99%.
Kobber er et af de få metaller, der i stor udstrækning ikke legeres med andre metaller(dvs smeltes sammen med et andet metal for at få noget trejde. som e.fks.: messing der er en legering af kobber og zink),men bruges i ren form.
Kobberets lyse, rødlige farve skyldes de energibånd som elektronerne i et stykke kobber kan "færdes" i: For kobbers vedkommende er disse bånd arrangeret sådan, at elektronerne har lettere ved at optage og afgive den energimængde der er i fotonerne i rødt lys, end energien i fotonerne i grønt og blåt lys: Mere af det røde lys tilbagekastes, mens andre farver i højere grad absorberes. Selv når det er smeltet, ved temperaturer lige over smeltepunktet, bevarer kobber sin karakteristiske farve; det kan ses hvis der falder tilstrækkelig lys på det smeltede metal fra omgivelserne.
Tekniske anvendelser.
Kobber bruges til mange formål indenfor elektronikken, først og fremmest i elektriske ledninger, kabler og andre ting der skal lede elektrisk strøm. Ved fremstillingen af integrerede kredsløb ("chips") har man længe brugt aluminium til at danne de mønstre der etablerer de elektriske forbindelser mellem kredsløbets komponenter, men nu anvender man i stigende grad kobber til dette formål, fordi det leder strømmen bedre. Også i de kølefinner der bruges til at køle visse komponenter i computere, forstærkere m.v. er kobber ved at overtage aluminiums "traditionelle" rolle på området.
Kobber bruges også til statuer, som beklædning på hustage, til rør og samlemuffer i visse VVS-installationer. Mange legeringer, som for eksempel messing, indeholder kobber, og disse legeringer bruges i mønter, en lang række blæseinstrumenter, spisebestik og køkkenudstyr; for eksempel er Sterlingsølv nødt til at indeholde nogle få procent kobber hvis det skal bruges til spisebestik.
Bakterier trives ikke på en kobberoverflade: Af den grund har visse hospitaler dørhåndtag af kobber, og ved at lave luftkanalerne til air-conditioning af kobber kan man begrænse spredningen af legionærsyge ad disse kanaler. Kobber(II)sulfat bruges som et middel mod alger og svampe, herunder meldug.
Kobber indgår i et antal keramiske glasurer, og bruges som farvestof til glas.
Da kobber holder sig pænt, uden at være alt for kostbart, bruges det til mønter. Danske 10- og 20-kroner er lavet i det guldlignende aluminiumsbronze (92% Cu, 6% Al, 2% Ni), 1-, 2- og 5-kroner i det sølvlignende kobbernikkel (75% Cu, 25% Ni) og 50-ørerne i kobberfarvet bronze (97% Cu, 2,5% Zn, 0,5% Sn)
Kobber i biologien.
Kobber er et livsvigtigt sporstof for alle højere dyre- og plantearter; raske voksne mennesker har brug for omkring 0,9 milligram om dagen. Visse dyrearter, herunder de fleste bløddyr, bruger det kobberholdige hæmocyanin i stedet for det jernholdige hæmoglobin til at transportere ilt i deres blod.
For store mængder af kobber er til gengæld giftigt, hvilket primært skyldes kobberets evne til at optage og afgive elektroner enkeltvis ved at skifte oxidationstrin: Det virker som en katalysator for dannelsen af stærkt reaktionsvillige kemiske radikaler.
Den arvelige Wilsons sygdom bevirker at patienten ikke som normalt udskiller kobber via leveren, men ophober det. Der er undersøgelser der tyder på en sammenhæng mellem skizofreni og forhøjede mængder af kobber i kroppen.
Historie.
Kobber er et af de få metaller der optræder som rent metal i naturen, frem for i kemisk forbindelse med andre stoffer: Af den grund har nogle af de tidligste civilisationer haft adgang til dette metal, og mennesker har brugt kobber i mindst 10.000 år. Sumererne og egypterne fremstillede redskaber af kobber; egypterne fandt hurtigt ud af at kobberet bliver lettere at støbe hvis man tilsætter en smule tin, så bronze blev "opdaget" ganske kort efter kobber. I Kina brugte man kobber omkring år 2000 f.kr. og fremstillede bronze i høj kvalitet omkring 1200 f.kr.
Kobber var en vigtig ressource for både oldtidens Grækenland og for romerriget; romerne kaldte det for "aes Cyprium" ("aes" er et generelt latinsk ord for kobberholdige legeringer), efter Cypern, da meget kobber på den tid blev udvundet dér. Heraf blev det nyere latinske ord for kobber udledt; "cuprum". Kobber blev knyttet sammen med Afrodite/Venus, og alkymisterne brugte samme symbol for kobber som for planeten Venus.
Kobberbryllup afholdes efter 12½ års ægteskab.
Forekomst.
Kobber udgør 68 ppm af Jordens skorpe målt på masse, og findes i naturen dels som rent metal, dels i kemiske forbindelser med andre stoffer. Det er primært sulfider som chalcopyrit (CuFeS2), bornit (Cu5FeS4), covellit (CuS), chalcocit (Cu2S) der udvindes kommercielt, men der ud over kan kobber også udvindes af karbonater som azurit (Cu3(CO3)2(OH)2) og malakit (Cu2CO3(OH)2), og oxidet cuprit (Cu2O). Størstedelen af verdensproduktionen af kobberholdige malme kommer fra Chile, USA, Indonesien, Australien, Peru, Rusland, Canada, Kina, Polen, Kasakhstan og Mexico.
a>. Chile er verdens største producent af kobber og eksporterer til Asien (43%), Europa (29%), Sydamerika (16%) og Nordamerika (12%). Verdens største kobbermine, Chuquicamata, ligger således i Chile i Atacamaørkenen knap 3000 meter over havets overflade. Verdens største underjordiske kobbermine, El Teniente, ligger syd for den chilenske hovedstad Santiago. Minen er ejet af det statsejet selskab Codelco.
Det såkaldte "Intergovernmental Council of Copper Exporting Countries", en sammenslutning af kobbereksporterende lande der eksisterede fra 1967 til 1992, forsøgte at opnå samme indflydelse på verdensmarkedet for kobber, som OPEC har på markedet for olie, men uden held, primært fordi verdens næststørste producent, USA, ikke var medlem.
I juni 1999 nåede prisen på kobber det laveste niveau i 60 år, med 0,60 amerikanske dollars per avoirdupoispund, men siden da er prisen mere end seksdoblet, til $3,75 per avoirdupoispund i maj 2006. Den økonomiske afmatning og deraf faldende efterspørgsel fik prisen på kobber til et niveau på $1,51 per avoirdupoispund i februar 2009.
Isotoper af kobber.
Naturligt forekommende kobber består af to stabile isotoper, kobber-63 og kobber-65, og dertil kendes dusinvis af radioaktive isotoper, hvoraf kobber-64 har den længste halveringstid med 12,7 timer. De øvrige kobberisotoper har halveringstider på få minutter eller mindre.
Heron.
Heron fra Alexandria opfandt dampmaskinen uden stempler i år 50.
Herons formel giver arealet af en trekant ud fra dens sidelængder alene. Selvom formlen er opkaldt efter Heron, var den højst sandsynligt kendt før hans tid.
Ægte Ingefær.
a> - det er den der kan spises og anvendes til krydderi.
Ingefær (latin "Zingiber officinale") er en gammel kulturplante, som har været dyrket i mange tusinde år i Indien og Kina. Den bliver brugt som krydderi i mange - måske de fleste - madlavningstraditioner i verden.
Madlavningsbrug.
Unge ingefærrødder er saftige og har en meget mild smag, hvilket gør, at de ofte bliver syltet i eddike eller sherry som lækkerbidsken eller bare brugt i tilberedningen af anden mad. Ældre ingefærrødder er betydeligt mere tørre og har seje fibre. Saften fra ældre ingefærrødder har en stærk smag og bruges ofte i kinesisk madlavning til at skjule andre stærke smagsstoffer, såsom i lammekød og fisk.
Ingefær bliver også lavet til slik, brugt som smagsstof i småkager og er det primære smagsstof i "ginger ale" (oversat "ingefærøl"), en sød læskedrik.
I vestlig madlavning bliver ingefær næsten kun brugt til søde sager, såsom "ginger ale", småkager, slik og kager.
Tørret ingefærpulver har en meget skarp smag, der ikke minder meget om frisk ingefær. Af denne grund kan man ikke anvende en af de to former for ingefær som erstatning for den anden.
Økonomi og udbredelse.
Ingefær bliver dyrket i det meste af den tropiske del af verden. De dyreste varianter, og også dem af højeste kvalitet, kommer almindeligvis fra Australien, Sydindien og Jamaica, selv om det meste ingefær bliver dyrket i Indien. Plantens oprindelse er ukendt.
Medicinsk brug.
Det er blevet bevist, at ingefær er effektivt mod kvalme forårsaget af blandt andet transportsyge. Ingefærrodden indeholder også mange antioxidanter, og pulveriseret tørret ingefær anvendes i medicinske piller. Drikken "ginger ale" har også altid været anbefalet mod kvalme i de lande, hvor den brygges.
Enkelte videnskabelige studier har vist, at et ingefærindtag kan forbedre tilstanden hos slidgigtlidende, heruden mindske lettere smerter og stivhed samt øge bevægelighed. Gigtforeningen oplyser dog, at der er behov for flere og længerevarende undersøgelser af god kvalitet.
Filippinerne.
Republikken Filippinerne (Filippinsk: "Repúbliká ng̃ Pilipinas") er en østat i Asien, samt medlem af ASEAN. Landet var under spansk herredømme 333 år, i perioden 1565 - 1898, derefter under amerikansk herredømme i 48 år, indtil 1946. Det er sammen med Østtimor og Sydkorea et af de tre asiatiske lande, som har kristendom som dominerende religion. Sammen med den spanske og amerikanske indflydelse har dette gjort Filippinerne til et af Asiens mest vestligt orienterede lande.
Historie.
Fund af menneskelige fossiler viser, at Filippinerne har været beboet i flere tusinde år. Den oprindelige befolkning, som kaldes "Negritos" eller "Aetas", ser ud til at have krydset præhistoriske landbroer og derefter bosat sig i skovområderne. Omkring det 11. århundrede begyndte nye befolkningsgrupper at komme til fra Malaysia, Indonesien, Indokina og Taiwan. Den oprindelige befolkning blev presset ind i det indre af landet eller absorberet gennem blandingsægteskaber.
Kinesiske og sydøstasiatiske handelsmænd kom til øerne i det 8. århundrede. Muslimske handelsmænd kom til Mindanao i det 14. århundrede, og denne region er fortsat den del af Filippinerne, som har den højeste andel af muslimer. De første europæere på Filippinerne kom sammen med portugiseren Ferdinand Magellan, der var leder af en spansk opdagelsesekspedition i 1521, og øerne fik senere deres navn til ære for kronprins Filip, den senere Filip 2. af Spanien. Rajaher fra Brunei havde imens taget kontrol over landet så langt nordpå som Manila, men de fleste af øerne havde i det store og hele selvstyre.
Spanien erklærede øerne for spansk koloni i 1565. Da den spanske conquistador Miguel López de Legaspi erobrede Manila fra Brunei i 1571, blev denne by siden hen Filippinernes hovedstad.
Katolicismen blev hurtigt og uden større modstand indført i størsteparten af de centrale og de nordlige områder. Men fra muslimerne på Mindanao og blandt nogle stammer i højlandet på Luzon var der modstand. I århundreder hærgede også sørøvere fra Mindanao, Brunei, kaldt moros efter det spanske ord for maurerne i Nordafrika, langs kysterne særlig i øgruppen Visayas, og tog også slaver dér. I de følgende tre århundreder brød der stadig oprør ud mod den spanske kolonimagt, især blandt kystbefolkningen.
I det 18. århundrede blomstrede Manilas handel med omverdenen op. Manila-galeoner sejlede årligt mellem Manila og Acapulco i Nyspanien. Filippinerne blev styret fra Nyspanien, men i 1781 erklærede guvernøren José Basco y Vargas Filippinerne for uafhængig af Nyspanien, og landet blev til en separat spansk koloni.
Udenlandsk besættelse.
I 1821 blev Filippinerne en spansk provins. En ny filippinsk middelklasse, kaldet "ilustrados", opstod i den 19. århundrede med nationalistiske ambitioner. Den bestod af indfødte filippinere, filippinsk-fødte spaniere og kreoler, spanske "mestizos" og kinesiske "mestizos". Dette skulle føre til enden for det spanske herredømme, da en uafhængighedsbevægelse opstod og fik stor tilslutning. I 1896 startede det hemmelige forbund Katipunan den filippinske revolution. Nogle måneder efter blev José Rizal, den førende talsmand for uafhængighed, henrettet for undergravende virksomhed.
I 1897 lykkedes det næsten Katipunan at tvinge Spanien til at opgive Filippinerne. Men det hele tog en ny vending, da Spanien tabte den Spansk-Amerikanske Krig og måtte sælge blandt andet Filippinerne til USA. Imens havde Filippinerne erklæret sig selvstændigt, og amerikansk indgriben med henblik på at tage kontrol over landet førte til den Filippinsk-Amerikanske Krig, som sluttede officielt 1901, men der blev ført guerillakrig frem til 1913. Amerikanerne lovede i 1935 Filippinerne fuld uafhængighed efter en overgangsperiode som halvt uafhængigt statssamfund (dvs. selvstændigt i association med USA) på ti år. Men den japanske besættelse under 2. verdenskrig førte til, at uafhængigheden blev forsinket til 1946.
Lige efter 2. verdenskrig var Filippinerne et af de højest udviklede lande i Asien, men landet har sidenhen været plaget af forskellige problemer. Der var korruption og uro under diktatoren Ferdinand Marcos' styre, indtil han blev styrtet i 1986. Et stadigt problem er striden mellem de muslimske separatister og den kristne majoritet, en konflikt, der hovedsagelig er af kulturel og national karakter.
Administrativ inddeling.
Filippinene er inddelt i 17 regioner, inklusiv hovedstadsområdet og nogle områder med særskilt politisk-retslig status. Regionerne er igen inddelt i provinser.
Geografi.
"Uddybende artikel: Filippinernes geografi"
Filippinerne består af en øgruppe på 7.107 øer med et totalt landareal på cirka 300.000 km². Øerne deles normalt ind i tre grupper: Luzon (Region I til V + NCR & CAR), Visayas (VI til VIII), og Mindanao (IX til XIII + ARMM). Landets hovedstad og vigtige havneby Manila ligger på Luzon. Manila er endvidere landets næststørste by efter Quezon City.
Det lokale klima er varmt, fugtigt og tropisk. Den gennemsnitlige årlige temperatur er på omkring 26,5° Celsius. Filippinerne har normalt tre årstider: "Tag-init" eller "Tag-araw" (den varme periode eller sommer som ligger fra marts til maj), "Tag-ulan" (regnsæsonen fra juni til november) og "Tag-lamig" (den kolde periode fra december til februar).
Hovedparten af landets bjergrige øer var tidligere dækket af tropisk regnskov og er opstået ved vulkansk aktivitet. Det højeste punkt er Mount Apo på Mindanao med sine 2.954 meter. En lang række vulkaner i landet, f.eks. Mount Pinatubo er aktive og landet rammes derfor med mellemrum af vulkanudbrud. Tyfoner er også et naturfænomen, som Filippinerne rammes af med jævne mellemrum. Gennemsnitligt rammes landet af 19 tyfoner om året.
Havet omkring Filippinerne er en del af Koraltrekanten.
Iben Hjejle.
Iben Hjejle (født 22. marts 1971 i København) er en dansk skuespiller.
Hun fik sit gennembrud i Søren Kragh-Jacobsens "Mifunes sidste sang" (1999), hvilket banede vejen til en rolle i "High Fidelity", hvor hun spillede sammen med John Cusack og Jack Black. 2005-09 medvirkede hun i tv-serien "Klovn" (hvor hun spillede sig selv), og hun spillede også en væsentlig rolle 2006-08 i tv-serien "Anna Pihl" som hovedpersonens kollega Mikala. Hun har desuden lagt stemmer til forskellige tegnefilm, heraf "Skyllet Væk, Shark Tale" og "Bee Movie." Internationalt har hun udover "High Fidelity" medvirket i filmen "Chéri" (2008), som var instrueret af den engelske instruktør Stephen Frears, der også instruerede "High Fidelity". I 2010 medvirkende hun i tv-showet "Live fra Bremen" og filmen '.
Hun har desuden medvirket på et enkelt nummer på cd'en "Flere Filmhits", hvor hun sang 'Den første gang jeg så dig' af Birger Sjöberg.
Hun viste tydeligt sit politiske standpunkt ved Boogie prisen 2008, hvor hun efter at have modtaget prisen Årets Griner med "Klovn" sagde: "Når I bliver voksne, så husk at spise økologisk og stem langt til venstre for midten".
Privat danner hun par med Casper Christensen. Hun har sønnen William med trommeslageren Emil de Waal og har tidligere dannet par med skuespilleren og teaterinstruktøren Lars Kaalund.
Blinkende lygter.
"Blinkende lygter" (eng. titel: "Flickering Lights") er en dansk action-komediefilm fra 2000. Instruktion og manuskript er af Anders Thomas Jensen.
"Blinkende lygter" er ligeledes titlen på en digtsamling af Tove Ditlevsen, som restauranten i filmen er opkaldt efter.
Kort resume.
"Blinkende lygter" handler om Torkild (Søren Pilmark) og hans bande, beståede af Peter (Ulrich Thomsen), Arne (Mads Mikkelsen) og Stefan (Nikolaj Lie Kaas). Ved en opgave for Færingen (Peter Andersson), som er en højere stillet kriminel, kommer de i besiddelse af fire millioner kroner – og i stedet for at aflevere dem til Færingen som de skulle, tager de chancen og stikker af mod Spanien, mere specifik Barcelona. Men de kommer ikke langt, faktisk slet ikke ud af Danmark, og må slå sig ned i en lille skov. Efter nogen tid beslutter de at købe det afsides beliggende hus de har opholdt sig i og åbne en restaurant. Men Færingen er på sporet af dem og dukker uventet op.
Handlingsforløb.
Filmen starter med et idyllisk billede af restaurant "Blinkende Lygter" med noget stille musik, hvilket også er hvor vi slutter filmen.
Torkild er i så stor gæld til ”Færingen”, at han ejer Torkild. Torkild begår sammen med sine tre følgesvende Arne, Peter og Stefan, et indbrud efter ordre af ”Færingen”, men de vælger at stikke af med byttet.
De har tænkt sig at tage til Barcelona, men kommer ikke lægere end et sted i Jylland omkring Fredericia, fordi Peter er blevet skudt og de bliver nødt til at vente på at hans sår heler. I løbet af denne tid udvikler karakterene sig meget, og man ser flashbacks som giver baggrunden for hvem og hvordan de er.
Peter bliver afvænnet og holder helt op med at tage stoffer og får den ”far” han kan dele interesser med, som han altid har savnet. Denne ”far” kommer i form af Karl, som tog sig af Peters skudsår.
Torkild bliver bidt af stedet og køber det, så han langt om længe har fået sit eget sted, hvilket han altid har savnet.
Efter at Torkild har købt stedet, sætter de alle fire stedet i stand og lærer at lave mad. Pludselig dukker Stefans kæreste op, og hun fortæller at hun er gravid.
De første ”kunder” kommer på deres restaurant, men det viser sig at det er et røveri, Arne tæsker den ene med et vinglas, men Torkild lader dem gå med deres byttepenge. Arne bliver rasende og stikker af. Arne bliver gode venner med Alfred ved at skyde en af hans køer, og bytter sin taske med pistoler for Alfreds riffel og de tager på jagt sammen. Alfred fortæller at han altid gerne har villet skyde nogen.
Arne har altid været voldelig og brugt vold som en løsning til de fleste problemer. På jagtturen sammen Alfred, falder Arne til jorden og finder et afløb for sine voldelige tendenser, og får noget han kan være stolt af, og andre kan være stolte af ham for, som var et savn fra hans barndom.
Torkild slår Stefans kæreste Hanne, hvilket resulterer i at Stefan og Hanne stjæler Torkilds bil og stikker af. På turen snakker Hanne konstant om sin familie. Stefan erkender at Arne, Peter og Torkild er den familie han altid har savnet og forlader Hanne og tager tilbage.
Samtidigt med at Stefan er ude at køre, ønsker Torkild igen at tage til Barcelona, men Peter og Arne har fundet sig godt til rette, og de har ikke flere penge. ”Færingen” finder dem i deres restaurant og truer dem til at give ham hans penge. Mens han truer dem kommer Stefan tilbage. ”Færingen” truer dem lidt mere, og så kommer Karl og Alfred og redder dem, og Alfred får sit ønske opfyldt med at skyde nogen.
Filmen afsluttes med at man ser restauranten i funktion og i sin fulde idyl og fuld af kunder, hvilket tilsyneladende skyldes reklameeffekten af at de dræbte ”Færingen” der.
Lied der Deutschen.
Hoffmann von Fallerslebens håndskrevne udgave af "Das Lied der Deutschen"
Lied der Deutschen ("tyskernes sang") eller Deutschlandlied blev Tysklands nationalsang i 1922; i dag er det kun tredje vers, der er nationalsang. Teksten er skrevet af August Heinrich Hoffmann von Fallersleben i 1841. Melodien er den østrigske kejserhymne af Joseph Haydn.
Status som nationalsang.
Siden 1991 har kun tredje vers været nationalsang. Begyndelseslinjen "Einigkeit und Recht und Freiheit" er Forbundsrepublikkens motto.
Fra 1952 til 1990/1991 var Forbundsrepublikkens officielle politik at alle tre vers var nationalsang, men at kun tredje vers skulle synges ved officielle lejligheder.
Nazismen brugte kun første vers af sangen umiddelbart fulgt af Horst-Wessel-Lied ("Die Fahne hoch"). Deutschlandlied var forbudt efter 1945 til - i statslig sammenhæng - 1949.
Mange forbinder sangen og melodien med nazismen. I Tyskland drejer debatten sig især om, hvorvidt teksten er stortysk og reaktionær eller ej. Nogle venstreorienterede mener, at hele sangen er uegnet som nationalsang. Derimod insisterer nationale kredse blandt andet mange af de nationalkonservative tyske studenterklubber på at synge alle tre vers.
Nationalsangen bliver nogle gange betegnet som "die dritte Strophe" (det tredje vers). Det er ikke ulovligt at synge første og andet vers, men det er kontroversielt for de fleste tyskere. Den nazistiske Horst-Wessel-Lied er forbudt, både tekst og melodi.
Retlig beskyttelse.
Den tyske straffelov forbyder misbrug og skænding af forbundsrepublikkens farver, flag, hymne og statsvåben. Siden 1992 er det fastslået, at denne beskyttelse kun gælder 3. vers.
Historie.
August Heinrich Hoffmann von Fallersleben, professor i tysk og fortaler for et liberalt, samlet Tyskland, skrev Lied der Deutschen i 1841 under et ophold på øen Helgoland, der dengang hørte til Storbritannien. I mangel på en fri presse diskuteredes i saloner og drikkelag, og sangen er ment som selskabssang. Melodien er fra den østrigske kejserhymne af Haydn, som var inspireret af en kroatisk folkesang.
Von Fallersleben blev i 1842 afskediget af den preussiske regering for sine "Unpolitische Gedichte", en samling af ikke helt upolitiske digte, og drog i eksil i Frankrig.
I 1848 sang revolutionsforsamlingen i Paulskirche i Frankfurt Lied der Deutschen. Revolutionen mislykkedes.
Da de tyske stater i 1871 blev ét kejserrige, gav det mening at bruge sangen som fædrelandssang. Som kejserhymne valgtes den preussiske kongesang "Heil dir im Siegerkranz". Der var ingen officiel nationalsang.
I 1884 kaldte Friedrich Nietzsche 1. vers af sangen for "”verdens dummeste parole”".
I 1890 blev sangen for første gang sunget ved en officiel lejlighed, da Tyskland byttede Helgoland med den britiske koloni Zanzibar.
Under Første Verdenskrig blev Deutschlandlied brugt som angrebssang. Det skete første gang i slaget ved Langemark i 1914 og indgik i en heroisk myte om de unge, tyske soldater.
I 1918 forbød de allierede sejrherrer brug af Deutschlandlied.
I 1922 blev Deutschlandlied gjort til nationalsang i Weimarrepublikken af den socialdemokratiske præsident Friedrich Ebert for at få et samlende symbol for befolkningen, der er splittet efter flere kupforsøg.
I 1927 kalder den venstreorienterede digter Kurt Tucholsky 1. vers for "”et tåbeligt vers i et pralende digt”".
Fra 1933 til 1945 var Tysklands nationalsang 1. vers af Deutschlandlied umiddelbart fulgt af nazi-kampsangen Die Fahne hoch. Andet vers af Deutschlandlied var uønsket og tredje vers forbudt.
Adolf Hitler kaldte i 1937 sangen "”en stor sang om længsel”" og mente: "”Mange, i andre folk, forstår den ikke. De vil netop i den sang se noget imperialistisk, som dog ligger meget langt fra deres imperialisme."
Den 19. august 1945 forbød de allierede flere sange og melodier som var brugt af nazisterne, herunder Deutschlandlied.
Efter Forbundsrepublikkens grundlæggelse i 1949 blev Deutschlandlied igen brugt officielt, men der var ikke fastlagt en egentlig nationalsang. Forskellige forslag til nationalsang blev fremlagt, bl.a. Beethovens "Ode an die Freude" og den nyskrevne "Hymne an Deutschland".
I 1949 vedtog DDR nationalsangen "Auferstanden aus Ruinen" (tekst af Johannes R. Becher, komponist Hanns Eisler). Da teksten taler om tysk enhed, blev den ikke mere sunget fra 1971, kun spillet instrumentalt.
I 1952 sætter den konservative forbundskansler Konrad Adenauer igennem at Deutschlandlied er nationalsang. Den liberale præsident Theodor Heuss må nødtvungent acceptere den, men bestemmer, at kun 3. vers skal synges ved officielle lejligheder. Det er ikke klart, om det var ment som en permanent eller midlertidig regel.
I 1953 synges Deutschlandlied under folkeopstanden i Østtyskland.
I 1954 vinder Vesttyskland overraskende VM i fodbold. Både på stadionet i Bern og i Vest- og Østtyskland synger tyskerne første vers af Deutschlandlied. Den schweiziske radio afbryder transmissionen.
I 1955 bestemmer Hessens kulturminister at alle tre vers skal læres i skolen.
I 1981 fortolker forfatteren Hans Magnus Enzensberger første vers af Deutschlandlied kritisk: "Meningen er skjult, men ganske entydig: Hvis Tyskland holder sammen, kan det hæve sig op over hele verden."
Fra 1987 trykkes alle tre vers af Deutschlandlied i sangbøger til brug i skolernes musikundervisning.
Hessen forsøger i 1989 at genindføre alle tre vers af Deutschlandlied i skolernes undervisning. Et af de store lærerfagforbund (GEW) udsender brochuren "Argumente gegen das Deutschlandlied". Indenrigsministeriet advarer mod kritik af sangen: "Med en udifferentieret dom over hele sangen røres fundamentet for den demokratisk-republikanske konsensus."
Ved nyheden om Berlinmurens fald d. 9. november 1989 rejser forbundsdagen i Bonn sig spontant og synger Deutschlandlied (3. vers). Nogle medlemmer af De Grønne udvandrer.
I 1990 står regeringen fast på, at hele sangen er nationalsang, selv om kun 3. vers bruges officielt. Forfatningsdomstolen afgør derimod at kun 3. vers er en statslig beskyttet nationalsang.
Dieter Wunder, formand for lærerfagforbundet GEW, proklamerer i 1991: "Deutschlandlied hører hjemme på et museum"." I årene umiddelbart efter genforeningen er der igen forslag om alternative nationalsange: Bertolt Brechts "Kinderlied" eller en kombination af tredje vers af Deutschlandlied og den østtyske "Auferstanden aus Ruinen", der af digteren var skrevet for at kunne synges på samme melodi.
I 1991 fastslår præsident Weizsäcker og kansler Helmuth Kohl i en brevveksling, at kun 3. vers er Tysklands nationalsang. De har dermed sat punktum for det pudsige dilemma fra 1952, hvor hele sangen er nationalsang, men kun 3. vers bruges.
Samtidig udtaler det store tysk-østrigske studenterforbund Deutsche Burschenschaft, der har rødder tilbage til 1800-tallets liberale nationalisme, at det vil fortsætte med at synge hele sangen ved deres stævner.
Postvæsenet udsendte i 1991 et frimærke i anledning af 150-årsjubilæet for sangen.
I 2000 sang landdagsmedlem Günther Oettinger, CDU i Baden-Württemberg, med på første vers ved et møde i en studenterforening. Han udsættes for kritik, men blev alligevel ministerpræsident i delstaten.
Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev i 2000 i en overskrift: "”Selv første vers provokerer næppe mere.”"
Nürnberger Zeitung nævner i 2001 "”bekendelse til alle vers i Deutschlandlied”" som et typisk tegn på højreekstremisme.
VM i fodbold afholdes i Tyskland, og nationalsangen bliver igen sunget udbredt i befolkningen (i de fleste tilfælde kun 3. vers). Kort forinden har lærerforbundet GEW igen udsendt brochuren "Argumente gegen das Deutschlandlied" fra 1987, der vækker heftig debat.
Det andet store lærerforbund, Deutscher Lehrerverband, svarer at "det store flertal af lærerne bekender sig til Deutschlandlied" og at det venstreorienterede GEW befinder sig i en "ideologibunker" fra 1968.
Forbundsdagsmedlem Hans-Christian Ströbele, De Grønne (tidligere forsvarsadvokat for medlemmer af Rote Armee Fraktion), foreslår, at oversætte den tyske nationalsang til tyrkisk som tegn på integration og flersprogethed. Flere tyrkiske versioner findes i forvejen.
I april 2007 synger det danske folketingsmedlem Morten Messerschmidt ifølge dagbladet B.T. nogle linjer af sangen på et værtshus i Tivoli. Sangen beskrives i avisen som en "nazi-sang", og sagen vækker debat.
I juni 2008 bringer den schweiziske TV-station SF2 de originale tekster til sangen som undertekster ved en fodboldkamp mellem Tyskland og Østrig, selv om det kun er en del af den, der synges. Det giver overskrifter i bl.a. Ekstra Bladet som "Nazi-skandale under EM". TV-stationen undskylder, og fortæller, at den havde sat to unge tekstere til at finde teksten via internettet.
Tolkning.
Det er vanskeligt at fortolke sangens første linjer præcist, bl.a. fordi sætningen er grammatisk ufuldstændig (uden subjekt og verballed). En direkte oversættelse lyder: "Tyskland, Tyskland over alt, over alt i verden, når det altid holder sammen i beskyttelse og forsvar" (eller: "i forsvar og angreb"). Da sangen umiddelbart er tænkt som selskabs- og drikkevise, er det muligt, at forfatteren ikke har lagt det dybere indhold i parolerne, som eftertiden har tillagt ham.
Forsvar.
Den yderste højrefløj og somme tider også borgerlige partier som CSU ønsker at genindføre alle tre vers som nationalsang. Argumentet er at det er forkert at amputere to vers af en historisk sang, og den "tyske normalitet" bør genoprettes. Kritikerne beskyldes for ikke kun at være antinationalister, men antityske.
Tekst.
"(De første to vers, der ikke bruges officielt i dag:)"
Germanske sprog.
De germanske sprog (blå- nordisk, orange - engelsk og frisisk, grøn - tysk og nederlandsk), den røde linje skiller det nord- og vestgermanske sprogområde
Sprogene er kendetegnet ved en række særlige sproglige fænomener, herunder den germanske lydforskydning og den Vernerske veksel (se disse).
Historie.
"Germaner" var romernes betegnelse for de folkeslag, der boede ved Romerrigets grænser ved Rhinen og Donau, og som adskilte sig kulturelt og sprogligt fra kelterne (på latin "Galli", "gallerne"), der boede inden for Romerrigets grænser. Germanernes kerneland menes at være det nordlige Tyskland, Danmark og Sydskandinavien. I århundrederne op imod Kristi fødsel spredte det germanske sprog sig imidlertid sydpå og vestpå.
I folkevandringstiden spredte germanstalende folkeslag sig over hele det gamle Romerrige: goterne erobrede Italien og Spanien, longobarderne Norditalien (Lombardiet), frankerne Gallien (der efter dem kom til at hedde Frankrig) og anglerne og sakserne Britannien. Med undtagelse af det sidste land smeltede de germanske erobrere imidlertid snart sammen med de lokale befolkninger og overtog deres sprog.
Grænsen mellem germansk ("tysk") og romansk ("vælsk") kom i middelalderen til at gå omtrent som i dag. I løbet af middelalderen bredte germansk sig også langt mod øst, men i det 20. århundrede blev den østlige sproggrænse flyttet tilbage til floderne Oder og Neiße. Den største ekspansion kom den germanske sprogfamilie derimod til at opleve fra de britiske øer, idet engelsk er blevet hovedsproget i Nordamerika (i den sydlige del dog under stigende konkurrence fra spansk), Australien og New Zealand og som almindeligt samkvemssprog i flere afrikanske lande og i Sydasien.
Køn.
De tre køn, der fandtes i indoeuropæisk, maskulinum ("hankøn"), femininum ("hunkøn") og neutrum ("intetkøn"), bevaredes i alle ældre germanske sprog, men er i flere moderne germanske sprog erstattet af et tokøns- eller etkønssystem.
Grammatisk køn ("genus") må ikke forveksles med biologisk køn ("sexus"). At et ord er femininum, betyder ikke, at det, det betegner, også er kvindeligt, og at en ting eller et væsen er kvindeligt, betyder ikke, at det automatisk også vil være femininum. Tysk "das Mädchen", "das Weib" og dansk "et fruentimmer" betegner således kvindelige væsner. Dansk "et barn" er enten mandligt eller kvindeligt og kunne derfor passende være fælleskøn (ligesom "efterkommer"), men det er neutrum.
Køn er kort sagt det fænomen, at forskellige substantiver ("navneord") kræver forskellige former af de adjektiver ("tillægsord"), artikler ("kendeord") og pronominer ("stedord"), der lægger sig til dem eller henviser til dem. Ordene "hytte" og "hus" kræver således forskellige former af adjektiverne, f.eks. hhv. "stor" og "stort", af artiklerne, hhv. "en", "-en" og "et", "-et" og af pronominerne, f.eks. hhv. "den" og "det".
Hvilket køn et ord har, afhænger ikke af dets betydning, men er historisk bestemt. Bestemte afledninger har krævet et bestemt køn, og man har derfor holdt fast i det køn, uanset om senere sprogbrugere har kunnet gennemskue afledningen eller ej.
Engelsk har helt opgivet skellet mellem de tre køn (eftersom adjektiver, artikler og pronominer kun har én form), hvorimod dansk og svensk har indført et tokønssystemt, idet maskulinum og femininum er slået sammen til fælleskøn ("genus commune").
En del danske dialekter skelner dog tre køn på den ene eller anden måde, typisk ved forskellige former af den bestemte og ubestemte artikel, f.eks. sjællandsk "eng fod", "foding" ~ "en hånd", "hånden". Det samme er tilfældet på norsk: "e(i)n fot", "foten" ~ "ei hand", "handa".
Nederlandsk skelner ikke mellem maskulinum og femininum ved artiklen, men derimod ved de pronominer, der refererer til substantiverne, f.eks. "hij" ("han") om "de voet" og "zij" ("hun") om "de hand".
Man ser, at nederlandsk bruger de samme pronominer om levende væsner og ting, ligesom det også er tilfældet på nynorsk ("han" om "foten" og "ho" om "handi") og tysk ("er" om "der Fuß" og "sie" om "die Hand"), og de fleste indoeuropæiske sprog opfører sig faktisk på samme måde, f.eks. fransk "il" ("han") om "le pied" "fod", "elle" ("hun") om "la jambe" "ben", russisk "on" ("han") om "pálec" "finger", men "oná" ("hun") om "ruká" "hånd".
Engelsk og de fleste nordiske dialekter har derimod indført forskellige pronominer for mennesker (evt. kæledyr) på den ene side og andre væsner og ting på den anden: "he", "she" ~ "it" og "han", "hun" ~ "den", "det". Her gælder det altså, at de menneskelige pronominer markerer en forskel i biologisk køn, mens de ikke-menneskelige pronominer markerer en forskel i grammatisk køn.
Artikel.
Det indeuropæiske grundsprog havde ingen artikel, ligesom det er tilfældet i mange af de senere sprog som f.eks. latin og russisk (lat. "domus" og russ. "dom" = 'et hus' eller 'huset'), hvorimod klassisk græsk har en bestemt artikel, men ikke en ubestemt ("oikíā" = 'et hus' ~ "hē oikíā" = 'huset'). I den gotiske bibeloversættelse fra det 4. århundrede og i de tidlige nordiske runeindskrifter er der endnu hverken bestemt eller ubestemt artikel, men både i de tyske, engelske og nordiske middelaldertekster er den bestemte artikel blevet en fast bestanddel af sproget.
Der findes to forskellige systemer til at danne bestemte artikel i de germanske sprog: den foranstillede artikel og den efterhængte artikel.
De fleste nordgermanske dialekter har efterhængt artikel, f.eks. "manden", "huset". Der er sandsynligvis tale om et pronomen, der er smeltet sammen med ordet, dvs. olddansk *"mannr inn" 'mand den', *"hūs itt" 'hus det'. Det understøttes af de bestemte formers udtale, idet de har stød på dansk og accent 1 på norsk og svensk ligesom de oprindelige enstavelsesordene, f.eks. da. "ånd’-en", sv. "ánd-en" over for da. "ånde-n", sv. "ànde-n".
De vestgermanske dialekter har alle en foranstillet artikel, og det drejer sig her om det gamle demonstrative pronomenet *"þa-" (= da. "den"), f.eks. ty. "der Mann", "das Haus", eng. "the man", "the house". På nederlandsk bruger man "de" i maskulinum og femininum, f.eks. "de man", "de vrouw", men "het" i neutrum, f.eks. "het huis".
Hvor østjysk opfører sig ligesom de andre nordiske sprog, har de jyske dialekter vest for en linje omtrent mellem Horsens og Viborg en foranstillet artikel, "æ" uanset ordets køn. Det er muligvis en afsvækket form af det germanske *"þa-". Der er næppe tale om et lån fra tysk eller engelsk, men om en selvstændig jysk udvikling.
Den ubestemte artikel er også en forholdsvis ny forteelse. Det er, som man kan se i de fleste germanske sprog, egentlig talordet "en". På engelsk er det blevet svækket til uigenkendelighed, "a" foran konsonanter og "an" foran vokaler.
Talbøjning (numerus).
Indoeuropæisk bøjede substantiver og verber i tre tal: singularis ("ental"), dualis ("total") og pluralis ("flertal"). Dualis, der kendes fra sanskrit og oldgræsk, var stadig bevaret på gotisk og (i pronominerne) på oldnordisk, men er faldet bort i alle nutidige germanske sprog.
Kasusbøjning.
Indoeuropæisk havde haft otte kasus (nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis), men kun fire af disse bevaredes i germansk: nominativ, akkusativ, dativ og genitiv (gotisk havde også vokativ). Tysk, færøsk og islandsk har bevaret dette kasussystem indtil i dag.
De andre nordiske sprog, nederlandsk og engelsk skelner derimod kun mellem nominativ og genitiv; dog har pronominerne også akkusativ (fx ham, hende). Man kan dog diskutere, om genitiven på "-s" overhovedet er en kasus. Suffikset kan i hverdagssproget klæbes på andet end substantiver og endda på hele sætninger, jf. den herligt tvetydige sætning "vi kørte i manden der er gift med din søsters bil". De samme sprog har en særlig akkusativform af pronominerne, men det er en form, der i almindeligt talesprog kan stå, hvor egentlige kasussprog ville have nominativ, f.eks. "det er os" (ikke "det er vi").
Verbalbøjningen.
Man rekonstruerer traditionelt en kompleks verbalbøjning for det indoeuropæiske grundsprog i lighed med, hvad man ser på klassisk græsk og i sanskrit: Alle verber skulle således have været bøjet i tiderne præsens, imperfektum, aorist, perfektum og futurum, i måderne indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ, infinitiv og participium og i diateserne aktiv, medium og passiv. De finitte former bøjes desuden i tre personer og tre tal (singularis, dualis, pluralis). Ideelt set var der således 4 x 4 x 3 x 3 x 3 = 432 forskellige finitte former af et urindoeuropæisk verbum. Der er dog meget, der tyder på, at klassisk græsk og indoiransk repræsenterer det yderste stade i en udvikling, der nok var påbegyndt i den fællesindoeuropæiske fase, men endnu langt fra fuldendt.
Germansk har ikke bevaret eller udviklet en skelnen mellem aspekterne imperfektiv og aorist. Den græsk-indiske imperfektum har heller ikke efterladt sig spor i germansk, hvor præteritum udtrykkes af den form, der i disse sprog lever videre som perfektum. I de såkaldt svage verber er der indført en ny præteritumsform, der sandsynligvis går tilbage til en sammensætning med det germanske verbum *"dō- 'gøre'.
Der er ingen spor af den indoeuropæiske konjunktiv på *"-ē-" (= græsk-indisk konjunktiv, latin futurum). Den indoeuropæiske optativ på *"-oi-" er bevaret som den germanske konjunktiv. De andre modi kendes ligeledes fra germansk: indikativ, imperativ, infinitiv, participium.
Medium er bevaret i gotisk, men de andre germanske dialekter har kun en særlig form for aktiv, idet passiv udtrykkes med omskrivninger i stil med "han bliver slået", "er wird geschlagen", "he is beaten". Den særlige nordiske passiv på "-s" er opstået senere ved en sammensmeltning med pronomenet "sig": "hann kallar sik" > "hann kallask" > "han kaldes".
Litteratur.
*
Bayern.
Bayern er den sydligste tyske delstat. Den har et landområde på 70.553 km² og 12,5 millioner indbyggere. Hovedstaden er München.
Bayern grænser mod Østrig, Bøhmen (Tjekkiet), Baden-Württemberg, Hessen, Thüringen og Sachsen. Floderne Donau og Main flyder gennem staten.
Vigtige byer foruden hovedstaden er Nürnberg, Augsburg, Würzburg, Ingolstadt, Regensburg, Fürth og Erlangen.
Historie.
Fra 551 til 1180 var Bayern et stammehertugdømme.
Wittelsbachfamilien regerede Bayern fra 1180 til 1918. Bayern blev kongerige i 1806, og i 1815 blev Rhein-Pfalz en del af riget. Ludwig II af Bayern var konge 1864-86.
Bayerns flag blev indført i 1953, men hvidt og blåt har været Bayerns farver siden 1330.
Største byer.
Pånær Neu-Ulm er alle byerne kreisfrie.
Politik.
Bayern har et eget parlament, Landdagen, der vælges ved delstatsvalget. Tidligere var der også et senat, men efter en folkeafstemning i 1998 blev senatet afskaffet i december 1999. Lederen af regeringen er ministerpræsidenten.
Landkreise og kreisfrie byer.
De syv Regierungsbezirke er delt op i 71 Landkreise og 25 Kreisfrie byer og 2.056 kommuner.
Kultur.
Kultur og sprog varierer meget i de forskellige regioner.
Berømte bayrere.
Blandt berømte bayrere er malere som Hans Holbein den Ældre, Lukas Cranach og Franz Marc, musikere og komponister som Franz Liszt,
Richard Wagner og Richard Strauss, dramatikere som Bertolt Brecht, videnskabsmænd som Wilhelm Conrad Röntgen, Konrad Lorenz og Alois Alzheimer, og finansmænd som Werner von Siemens og Levi Strauss (Levi's).
Hessen.
Hessen er en delstat i Tyskland. Den har et areal på 21.110 km² og over 6 millioner indbyggere. Hovedstaden er Wiesbaden, og ministerpræsident er Roland Koch (CDU).
Hessen grænser mod de tyske stater Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen, Thüringen, Bayern, Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz. De vigtigste byer omfatter Frankfurt am Main, Wiesbaden, Darmstadt, Marburg, Kassel, Gießen, Wetzlar, Offenbach og Fulda.
Historie.
I den tidlige middelalder var Hessen en del af Thüringen, men efter den thüringske arvefølgekrig (1247-1264) blev Hessen et uafhængigt grevskab inden det tysk-romerske rige. Staten eksisterede indtil 1567, da Philipp 1. af Hessen døde, og Hessen blev opdelt i fire småstater: Hessen-Kassel, Hessen-Marburg, Hessen-Rheinfels og Hessen-Darmstadt.
Hessen-Rheinfels blev annekteret af Hessen-Darmstadt i 1583. Hessen-Marburg af Hessen-Kassel i 1604. En udbryderlinje fra Hessen-Darmstadt førte til oprettelsen af Hessen-Homburg i 1622, således at Hessen bestod af tre stater i slutningen af det syttende århundrede.
Hessen-Kassel blev et kurfyrstendømme fra 1803, men blev i 1866 sammen med Hessen-Homburg og hertugdømmet Nassau annekteret af Preussen, der etablerede provinsen Hessen-Nassau.
Hessen-Darmstadt blev kaldt storhertugdømmet Hessen fra 1806, og bevarede sin uafhængighed.
Under Weimarrepublikken fra 1919 blev Hessen-Nassau en del af Preussen og Hessen-Darmstadt en administrative region indenfor Tyskland. Efter anden verdenskrig blev staten Hessen etableret og omfattede de tidligere stater Hessen(-Darmstadt) og Hessen-Nassau, bortset fra nogle områder vest for Rhinen, der blev en del af Rheinland-Pfalz.
Administrativ opdeling.
Hessen blev i 1981 opdelt i 3 Regierungsbezirke Darmstadt, Gießen og Kassel, disse er opdelt i 5 Kreisfrie byer og 21 Landkreise med 426 kommuner.
Landkreise.
Hessens Landkreise indordnet i de respektive Regierungsbezirke. Det er administrationsbyer der står med småt.
Tysklands delstater.
De enkelte delstater (Bundesländer) i Tyskland har udstrakt selvstyre og kan på områder som miljø, kultur og uddannelse i vidt omfang gennemføre deres egen lovgivning. Der kan derfor være store forskelle på love og forordninger fra delstat til delstat. Valg til delstatsparlamenterne finder som hovedregel sted hvert fjerde år.
Delstaterne er repræsenteret i Forbundsrådet (Bundesrat), der holder til i det tidligere preussiske Herrenhaus (parlament) i Berlin. Forbundsrådets vigtigste opgave er at varetage delstaternes interesser i sager, der vedrører deres kompetence. Det er delstaternes regeringer der udpeger repræsentanterne til Forbundsrådet.
Se også.
Delstater
Brandenburg.
Brandenburg er en af de 16 delstater i Tyskland. Den ligger i den østlige del af landet, og er en af de "nyere" tyske stater, (gen-)skabt i 1990 ved samlingen af Vesttyskland og Østtyskland. Den omgiver, men omfatter ikke, rigshovedstaden Berlin (som er en selvstændig bystat på linje med Hamburg og Bremen). Brandenburg har et areal på 29 475 km², og 2,56 millioner indbyggere (2005). Hovedstaden er Potsdam. Statsminister er Matthias Platzeck og er fra det socialdemokratiske parti; SPD.
Politik.
Matthias Platzek er leder af delstaten, hvilket han har været siden 2002. De to største partier i parlamentet er socialdemokraterne, SPD, som Matthias Platzek også er medlem af og tidligere formand for, og det socialistiske parti, PDS.
Brandenburgs statsministre.
1947 - 1949: Karl Steinhoff (SED, det styrende parti i Østtyskland)
1949 - 1952: Rudolf Jahn (SED)
1990 - 2002: Manfred Stolpe (SPD)
siden 2002: Matthias Platzeck (SPD)
Geografi.
Brandenburg grænser op til Mecklenburg-Vorpommern i nord, Polen i øst, Sachsen i syd, Sachsen-Anhalt i vest, og Niedersachsen i nord-vest.
Floden Oder danner den østlige grænse til Polen, og Elben løber på en del af den vestlige grænse. De vigtigste floder der løber inde i staten selv er Spree og Havel.
Landkreise og Kreisfrie byer.
right
Siden reorganiseringen af Landkreisene i 1993 er Brandenburg opdelt i 14 Landkreise og 4 kreisfrie byer. Listen viser navn og administrationsby samt kendingsbogstaver fra nummerplader.
Historie.
Historisk var Brandenburg et uafhængigt kurfyrstendømme, styret af huset Hohenzollern, men dog del af det tysk-romerske rige. I 1618 kom det i personalunion med hertugdømmet Preussen, og disse blev i 1701 i Königsberg udråbt som kongeriget Preussen af kong Friedrich II.
Civilisation.
En civilisation (af latin "civis", borger) er et menneskesamfund, som har en ikke-militær administration (det vil sige en civil administration) foruden den militære administration, og et nogenlunde velfungerende retsvæsen og politi, som kan beskytte borgerne, så at de kan færdes ubevæbnede.
"Dannelse, Oplysning, intellektuel Udvikling. C. betegner en saadan Udvikling af Sæder og Tankesæt, som betinger et ordnet borgerligt Samfund, og gennem hvilken dette må ar til højere Kultur."
Mosser.
Mosser ("Bryophyta") er simple primitive stedsegrønne planter, som ikke har rødder. Derfor gror mosser som regel i fugtige omgivelser. Mosser formerer sig ved sporer. Mosserne han en række fællestræk der gør dem nemme at genkende - alligevel er de meget forskellige.
Udbredelse i Danmark.
Mosser er uhyre almindelige i Danmark, kendt af de fleste og lette at skelne fra andre plantegrupper - undtagelserne er måske levermosser, visse laver og de sjældnere Mos-Dværgulvefod og Liden Ulvefod. Der findes godt over 100 forskellige mosser i Danmark (ud af mere end 12.000 arter i alt) og de forekommer i praktisk taget alle habitater, også i byerne - på tage og fliser - og i det tørre miljø på heden. Den mosrigeste habitat er dog skoven hvor mosser vokser både på jorden, på dødt træ og på levende træer.
Selvom mosser er almindelige, er en lang række mosser dog knyttet snævert til habitater der er i stærk tilbagegang og disse mosser er truede. Kendtest af disse er måske tørvemosserne hvor flere arter kun forekommer i såkaldte højmoser der nu er meget sjældne i Danmark.
Form og levevis.
Mosser er generelt små bløde planter, typisk 1-10 cm, omend nogle arter er større. De gror oftest tæt sammen i klumper eller måtter i fugtige, skyggefulde omgivelser. De har ingen blomster i botanisk forstand men danner sporer, ofte i kapsler på tynde stængler og disse betgnes populært som "blomster". De har primitive blade på simple stængler.
Mosser er den højeste form af de primitive landplanter der ikke er Karplanter.
Hos mosser, levermosser og hornblade er gamtofytten den almindeligt kendte fase af planten, dvs. selve den grønne mospude. Her sidder sporehusene i spinkle strukturer, ofte kaldet kapsler, som rejser sig på en tynd stilk over mospuden. Denne sporofytiske vækst udgår fra selve gametofytten efter at de hanlige og hunlige gameter er sammensmeltet, dvs. befrugtningen har fundet sted. Sporofytten er i begyndelsen grøn af klorofyl, men bliver senere brun og dermed afhængig af gameten (mospuden) for nærings-forsyning.
Mossernes nytteværdi.
Mosserne har stor betydning for økologien. Specielt i vore nordiske broderlande hvor de er vigtige pionerplanter på klipper og sten samt i barskoven. I Danmark har mosserne ligeledes stor betydningen for mikroklima og en lang række insekter samt dyreliv. En skov med meget mos er ofte langt mere artsrig end en skov, hvor mosserne ikke trives.
Mos blev tidligere benyttet som tætningsmateriale. Tørvemosserne har haft afgørende betydning som brændsel indtil starten af 1900-tallet og blev udvundet i stor stil til dette formål. Tørvemos udvindes fortsat i dag til havebrug (spaghnum, tørvestrøelse). Se Menneskers brug af højmosen.
I den europæiske have behandles mossen ofte som skadelige og bekæmpes på linje med f.eks. alger. Mos i græsplænen skyldes normalt ikke at mosset udkonkurrerer græsset, men at græsset har får nok sollys.
I forbindelse med anlæggelse af japanske haver har mosser essientiel betydning for de fleste af de japanske havetyper. I disse havetyper skaber gartneren gode betingelser for vækst af mossen.
Endvidere har nogle mosser medicinsk eller biokemisk interesse. Endelig anvendes mos i forbindelse med juledekorationer.
Stuttgart.
Stuttgart er hovedstaden i delstaten Baden-Württemberg i Tyskland. Byen ligger i centrum af regionen Mittlerer Neckarraum og har cirka 600.000 indbyggere.
Byen har en betydelig industri, bl.a. findes her bilfabrikkerne: Mercedes-Benz (Daimler) samt Porsche, et Teknisk universitet med et verdensberømt botanisk institut og et kunstakademi.
Frankfurt am Main.
Frankfurt am Main "(Frankernes vadested)" er den største by i staten Hessen i Tyskland, beliggende ved floden Main. Indtil 1866 var Frankfurt en fri rigsstad, der i perioder fungerede som en slags hovedstad for Tyskland.
I dag er Frankfurt en af verdens vigtigste finansbyer, og Den Europæiske Centralbank er beliggende her.
Skyskraberne med hovedsæderne for en række storbanker giver byen et udseende der minder meget om amerikanske storbyer, og som ellers ikke er kendt i Europa. Byen huser de to højeste huse i EU; Commerzbank-Tower og Messeturm, Europas højeste hus, Triumfpaladset, befinder sig dog i Moskva. Hvis man medregner tårne, er Berlins Fernsehturm dog det højeste byggeri i EU.
Frankfurt am Main er med sit indbyggertal på over 659.000 den femtestørste by i Tyskland, lige efter Berlin, Hamburg, München og Köln. I dagtimerne bliver dette tal fordoblet med folk fra oplandet, der arbejder der. I Stor-Frankfurt, som også har byen Mainz og Wiesbaden med, udgør storbyområdets befolkning 4,3 mio. mennesker, hvilket er lidt mindre end Stor-Milano i Italien.
Lufthavne.
Den største er Frankfurt Airport der også er Tysklands største og en af de største og travleste lufthavne i Europa, der sammen med Frankfurt Hauptbahnhof og Frankfurter Kreuz gør Frankfurt a.M. til en af de vigtigste trafikale knudepunkter i Europa.
Kollektiv trafik.
Frankfurt har et stort net af U-Bahn og S-Bahn, der suppleres af sporvogne/letbaner og busser.
Mecklenburg-Vorpommern.
Mecklenburg-Vorpommern (undertiden forkortet Meck-Pomm eller MV) er en delstat i Tyskland, der med et areal på 23.170 km² og 1,7 millioner indbyggere er Tysklands sjettestørste og tyndest befolkede delstat. Hovedstaden er Schwerin. Ministerpræsident er Erwin Sellering (SPD), der leder en koalitionsregering med CDU. Mecklenburg-Vorpommern grænser op til Slesvig-Holsten i vest, Polen i øst, Niedersachsen og Brandenburg i syd samt op til Danmark igennem havgrænse mod nord.
Staten blev dannet efter 2. verdenskrig ved at sammenlægge de historiske regioner Mecklenburg og Vorpommern. I 1952 indgik delstaten i DDR og blev opdelt i tre administrative områder. Den blev genetableret i forbindelse med Tysklands genforening i 1990.
Mecklenburg-Vorpommern er blandt andet kendt for sin kystlinje til Østersøen og for Mecklenburgische Seenplatte, der er den største gruppe sammenhængende søer og kanaler i Tyskland. Sammen med den øvrige natur gør det staten til en af de førende turistdestinationer i landet. Tre af Tysklands 14 nationalparker beliggende her, ligesom der er mange fredede naturområder.
Kulturelt har Mecklenburg-Vorpommern udviklet og bibeholdt en særegen regional kultur, som dog har visse ligheder med det øvrige Nordtyskland, f.eks. er der store lingvistiske og historiske fællestræk med Schleswig-Holstein. Byggestilen i byerne er hanseatisk; den samme, som man kan finde i en by som Lübeck samt i Estland og Letland. Der er mange gotiske murstenskirker opført i middelalderen i centrum af byerne, som typisk er opbygget omkring en eller flere markedspladser, hvor også byens kirke eller rådhus er placeret. Byerne er overvejende beliggende ved Østersøen eller ved de mange søer eller floder, fordi handelsbetingelserne var bedst her. To af Europas ældste universiteter, Universität Rostock og Greifswald Universitet, er beliggende i Mecklenburg-Vorpommern.
Landkreise og kreisfrie byer.
12. juni 1994 blev 31 tidligere Landkreise omdannet til 12 nye. Seks kreisfrie byer beholdt deres status.
left
Slesvig-Holsten.
Slesvig-Holsten eller på tysk Schleswig-Holstein er den nordligste tyske delstat og grænser op til Danmark i nord, Nordsøen i vest, Østersøen og Mecklenburg-Vorpommern i øst, samt Nedersaksen og Hamborg i syd. Historisk omfattede Slesvig-Holsten også Nordslesvig (det tidligere Sønderjyllands Amt). I dag har delstaten et areal på 15.776 km², og 2,8 (2005) millioner indbyggere. I delstaten bor et dansk og et frisisk mindretal. Ministerpræsident er Peter Harry Carstensen (CDU), der leder en CDU-FDP-koalitionsregering.
Historie.
Fra bronzealderen til vikingetiden udvikledes der i Slesvig-Holsten med de nordgermanske jyder og dansker (i Slesvig eller Sønderjylland), friserne (i Nordfrisland), de vestgermanske sakser (i Holsten) og de slaviske obotritter (i Østholsten eller Wagrien) fire sprog- og folkegrupper. Mellem 768 og 811 kom det konstant til konfrontationer mellem den kristne kejser Karl den Store og de hedenske nordgermanere (skandinaverne). I 811 blev det i en fredsaftale bestemt, at Ejderen skulle være grænse mellem karolingerne og danskerne. Grænsen mistede senere sin praktiske betydning, men eksisterede juridisk frem til det Tysk-romerske riges undergang i 1806 eller måske endda til 1864. Fra 1111 øgedes selvstændigheden på begge sider af Ejderen, og hertugdømmerne Slesvig (som dansk len) og Holsten (som tysk len) opstod. Samtidig var den politiske og økonomiske kontakt mellem områderne tæt. I begyndelsen af 1200-tallet forsøgte den danske konge at indlemme Holsten i sit rige, men det mislykkedes på grund af nederlaget i slaget ved Bornhøved og på grund af modstand fra nordtyske fyrster. I 1386 blev Slesvig og Holsten første gang forenet i våben. Holstens senere historie er præget af talrige arvedelinger og hjemfald. I 1460 valgte adelen og borgerskabet, efter at schauenburgerne uddøde på mandesiden, den danske konge Christian 1. af det tyske fyrstehus Oldenburg til hertug af Slesvig og Holsten. Personalunionen med Danmark varede til 1864, da hertugdømmerne blev erobret af Preussen og Østrig og i 1866 indlemmet i Preussen.
Grænsen til Danmark.
Efter folkeafstemmningen i Sønderjylland i 1920 krævede tyske nordslesvigere en grænseflytning mod nord. Efter 2. verdenskrig var det danske sydslesvigere, som gjorde krav på en grænseflytning mod syd. Den danske regering erklærede den 9. maj 1945, at „grænsen ligger fast“ og med Bonn-København-erklæringen 1955 blev grænsedragningen anerkendt af stort set alle parter i regionen. I 2008 udtalte sig Søren Krarup i den danske presse, at den sydslesvigske befolkning egentlig er dansk uden dog at kræve en grænseflytning.
Sprog.
Foruden standardtysk tales nedertysk, dansk, sønderjysk og nordfrisisk. I Europarådets sprogpagt er dansk og nordfrisisk anerkendt som mindre­tals­sprog og nedertysk som et regionalt sprog.
Religion.
Slesvig-Holsten er overvejende protestantisk. I år 2000 tilhørte 63,8 % af befolkningen den evangelisk-lutherske kirke, mens 6,1 % var katolikker. Frikirker har omkring 15 000 medlemmer, den danske kirke i Sydslesvig har omkring 6.500 medlemmer, 15.000 indbyggere er muslimer og 1.800 jøder.
Turisme.
Turistcentre er de nordfrisiske øer, hansabyen Lübeck og vikingebyen Slesvig/Hedeby. Slesvig-Holsten har mange cykelstier. Den i 2007 åbnede Viking-Friser-Vej ("Wikinger-Friesen-Weg") følger vikingernes historiske handelsvej langs Slien og Dannevirke.
National- og naturparker i Slesvig-Holsten
Ved vestkysten ligger Nationalparken Slesvig-Holstensk Vadehav. Nationalparkens kystlængde er 460 km og har et areal på 441.000 ha med vadehavet fra Elbens munding i syd til den danske grænse i nord. I 2009 blev nationalparken optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Ved Elben ligger biosfærereservat Flodlandskabet Elbe ("Biosphärenreservat Flußlandschaft Elbe").
Kredse.
Slesvig-Holsten er inddelt i 17 kredse eller amter
Uafhængige byer.
Der er endvidere fire uafhængige byer, der ikke tilhører kredsene.
Edmund Stoiber.
Edmund Rüdiger Rudi Stoiber (født 28. september 1941) er en tysk politiker, som i perioden 1993-2007 var ministerpræsident i staten Bayern og desuden formand for CSU 1999-2007.
CDU.
Angela Merkel er både den første kvindelige kansler og den første kansler fra det tidligere Østtyskland.
CDU, fork. for Christlich Demokratische Union Deutschlands (dansk: "Tysklands Kristelig-Demokratiske Union") er et tysk konservativt-kristendemokratisk politisk parti, der siden sin grundlæggelse i 1945 har været blandt de toneangivende i landets politik. Partiet har dannet regering 1949-1969, 1982-1998 og senest fra 2005.
Partiets formand har siden 2000 været forbundskansler Angela Merkel. CDU har et tæt samarbejde med det bayerske kristendemokratiske parti, CSU, som det danner en fraktion sammen med i Bundestag. Partierne har desuden fælles ungdomsorganisation, Junge Union, der er landets største politiske ungdomorganisation.
Historie.
CDU blev grundlagt efter 2. verdenskrigs afslutning 1945, men partiet har rødder i det katolske parti Zentrum, der blev stiftet i 1870. Før oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland var CDU organiseret i de fire besættelseszoner. CDUD, der var partiets organisation i østzonen, indgik i 1947 i Nationale Front. Det betød, at de tre vestlige CDU-landsforbund brød med CDUD og stiftede en organisation. Efter Tysklands genforening blev CDU og CDUD lagt sammen til én organisation.
Partiets første formand var Konrad Adenauer, der tidligere havde været medlem af Zentrum. Partiet var en nyskabelse, idet det forsøgte at samle kristne uanset konfession såvel som ikke-religiøse i et stort konservativt folkeparti. Oprindeligt gik en del af partiet ind for en kristelig socialisme, men det blev hurtigt støtten til en socialt reguleret markedsøkonomi, der blev partiets offcielle program.
Partiet var det dominerende parti i Vesttyskland i 1950'erne og 1960'erne og var indtil 1963 ledet af Konrad Adenauer. Han blev efterfulgt af Ludwig Erhard, der var tidligere økonomiminister. I 1966 dannede CDU en stor koalition med SPD, og CDU's Kurt Georg Kiesinger blev kansler. Efter valget i 1969 dannede SPD regering med FDP, og CDU var i opposition indtil 1982. I denne periode udviklede partiet en ny økonomisk politik og udenrigspolitik. FDP dannede en koalition ved valget i 1982 og Helmut Kohl blev kansler. Efter Berlinmurens fald opnåede partiet øget vælgertilslutning. Første valg efter genforeningen betød genvalg til Kohl, men partiet gik tilbage som følge af økonomisk recession i det tidligere Østtyskland og skattestigninger i Vest. Ved valget i 1994 vandt Kohl igen, men med en smal margin. Helmut Kohl blev efterfulgt som formand af Wolfgang Schäuble, der dog allerede i 2000 blev erstattet af Angele Merkel. Hun måtte i sine første år stå i skyggen af andre politikere; bl.a. deltog hun ikke i debatterne i Bundestag mod kansler Gerhard Schröder (SPD), fordi hun ikke var gruppeformand. Hun blev heller ikke opstillet som CDU/CSU's kanslerkandidat i 2002. Det blev i stedet CSU's Edmund Stoiber. Da det ikke lykkedes CDU/CSU at vinde valget, fik Merkel nu mulighed for at styrke sin stilling, og hun var stort set ubestridt som kanslerkandidat op til valget i 2005.
Trods jordskredssejre i flere delstater ved valget i 2005, var valgresultatet mudret. Efter tre ugers forhandlinger blev SPD og CSU enige om at danne en stor koalition, der gjorde Merkel til kansler, men som samtidig sikrede SPD 8 ud af 16 ministerposter, herunder et flertal af de mest prestigefyldte. Angela Merkel blev valgt som kansler 22. november 2005 med 397 stemmer mod 217 i Bundestag.
Politisk profil.
Partiet har rødder i politisk katolicisme, katolsk sociallære, politisk protestantisme såvel som neoliberalisme, økonomisk liberalisme og nationalkonservatisme. Særligt siden Helmut Kohls regeringsperiode har partiet fulgt en neoliberal tilgang.
Partiets aktuelle politiske program "Freiheit in Verantwortung" ("Frihed under ansvar") blev vedtaget i 1994. I programmet omtaler CDU "den kristlige opfattelse af mennesket og dets ansvar overfor Gud". CDU er tilhænger af en social markedsøkonomi indenfor rammerne af en føderal retsstat. Udenrigspolitisk arbejder partiet for europæisk integration og er tilhænger af NATO samt et tæt samarbejde med USA. På det økonomiske område er partiet tilhænger af skattelettelser. Retspolitisk går CDU ind for strengere straffe, ligesom det arbejder for en strammere udlændingepolitik. Indenrigspolitisk går partiet ind for regelforenkling, mindre bureaukrati og bevaringen af kulturelle traditioner.
CDU's politiske modstandere er det socialdemokratiske SPD, socialistpartiet Die Linke og centrum-venstre-partiet Die Grünen. Det liberale parti FDP er CDU's foretrukne regeringspartner, da partierne har mest til fælles i den økonomiske politik. Omvendt er FDP og CDU langt fra enige om socialpolitik. CDU afviser at danne regering med Die Linke og højreekstremstiske partier.
Tysk (sprog).
Tysk ("Deutsch") er et vestgermansk sprog og et af verdens store sprog. Tysk er relateret til og klassificeres sammen med engelsk og hollandsk. Rundt omkring i verden tales tysk sammenlagt af omkring 100 millioner som modersmål og også af omkring 80 millioner som fremmedsprog. Tysk er det mest talte modersmål i EU og betragtes generelt som et verdenssprog. Der undervises i standardtysk i mange skoler, universiteter og Goethe-institutter over hele verden.
Europa.
Tysk tales hovedsageligt i Tyskland (modersmål for mere end 95% af befolkningen), Østrig (89%) og Schweiz (64%) som sammen med Liechtenstein, Luxembourg (D-A-CH-Li-Lux) er de lande hvor tysk er et hovedsprog.
Andre europæiske tysktalende lokalsamfund findes i Italien (Sydtyrol), i østkantonerne i Belgien, i det franske område Alsace som historisk set ofte er blevet handlet mellem Tyskland og Frankrig, samt i nogle grænsebyer i Sønderjylland (Nordslesvig) i Danmark.
Der eksisterer stadig nogle tysktalende lokalsamfund i Rumænien, Tjekkiet, Polen, Ungarn og specielt Rusland og Kazakhstan, selvom tvungen udvisning efter anden verdenskrig og massiv emigration til Tyskland i 1980'erne og 1990'erne har lagt flere af disse lokalsamfund øde. Det tales også af indvandrere og disses efterkommere i Portugal, Spanien, Italien, Marokko, Ægypten, Israel, Cypern, Tyrkiet, Grækenland, Storbritannien, Holland, Skandinavien, Sibirien i Rusland, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og det tidligere Jugoslavien.
En betragtelig del af den indfødte befolkning taler tyske dialekter i Luxembourg og omegn. Nogle folk taler også standardtysk (specielt i Luxembourg), selvom fransk har erstattet de lokale tyske dialekter som officielt sprog i Alsace og Lorraine, mens tysk ofte tales på gaden.
Udenfor Europa.
Udenfor Europa og det tidligere Sovjetunionen findes de største tysktalende lokalsamfund i USA, Canada, Brasilien og Argentina hvor millioner af tyskere har migreret til i de sidste 200 år; men størstedelen af deres efterkommere taler ikke længere tysk. Herudover kan der findes tysktalende grupper i den tidligere tyske koloni Namibia, såvel som i andre lande med tysk emigrering såsom Mexico, Dominikanske republik, Paraguay, Uruguay, Chile, Peru, Venezuela (hvor Alemán Coloniero langsomt opstod), Sydafrika og Australien.
Sydamerika.
I Brasilien findes den største koncentration af tysktalere i Rio Grande do Sul (hvor Riograndenser Hunsrückisch blev udviklet), Santa Catarina, Paraná og Espírito Santo, men der findes også områder med tysktalende efterkommere i Argentina, Paraguay og Chile. I det 20. århundrede har over 100.000 tyske politiske flygtninge og inviterede entreprenører slået sig ned i Latinamerika, såsom i Costa Rica, Panama, Venezuela og den Dominikanske Republik og har etableret tysktalende enklaver.
Nordamerika.
Tysk er i USA det femte mest talte sprog i hjemmet (~ 1,4 millioner) efter engelsk, spansk, kinesisk og fransk ifølge en folketælling fra 2000. USA har dermed en af de største koncentrationer af tysktalere udenfor Europa. Staterne North Dakota og South Dakota er de eneste stater hvor tysk er det oftest talte sprog næstefter engelsk (det næstemest talte sprog i andre stater er enten spansk eller fransk). Et tegn på den tyske tilstedeværelse er navnene på byer og landsbyer såsom Munich, Karlsruhe og Strasburg, North Dakota, New Braunfels og Muenster, Texas og Kiel, Berlin og Germantown. I løbet af det 20. århundrede er mange af efterkommerne af immigranter fra det 18. og 19. århundrede ophørt med at tale tysk i hjemmet. Mindre befolkninger af gamle (såvel som nogle unge) tysktalende kan findes i Pennsylvania, Kansas (Mennoniter and Volga Tyskere), North Dakota, South Dakota, Montana, Texas, Wisconsin, Indiana, Louisiana og Oklahoma. I starten af det 20. århundrede blev oftest immigreret til St. Louis, Chicago, New York, Pittsburgh og Cincinnati. Størstedelen af bølgen efter anden verdenskrig kom til New York, Philadelphia, Los Angeles, San Francisco og Chicagos byområder, og til Florida, Arizona og Californien hvor der bor store samfund af pensionerede tyske, schweiziske og østrigske udvandrere.
I Canada findes der ifølge en folketælling fra 2006 622.650 tysktalere mens der findes folk med tysk slægtskab (tysk-canadiere) over hele landet. Der findes specielt tysktalende fællesskaber i Britisk Columbia (118.035) og Ontario (230.330). Der er et stort og dominerende tysk fællesskab i byen Kitchener, som tidligere blev kaldt Berlin. Tyske immigranter var nøglepersoner i landets tre største bymæssige bebyggelser: Montreal, Toronto og Vancouver og efter 2. verdenskrig lykkedes det tyske immigranter at bevare flydende tysk i deres respektive nabolag og kvarterer. I den første halvdel af det 20. århundrede gjorde over en million tysk-canadiere sproget til et af Canadas mest talte efter fransk.
I Mexico findes der også store befolkningsgrupper af tysk herkomst, hovedsageligt i byerne Mexico City, Puebla, Mazatlán, Tapachula og større grupper spredt i delstaterne Chihuahua, Durango og Zacatecas. Det siges også at der findes mange folk af tysk slægtskab i nabobyerne til Guadalajara og store dele af det nordlige Mexico, hvor den tyske indflydelse blev en del af den mexicanske kultur. Højtysk tales af de velstående tyske samfund i Puebla, Mexico City, Nuevo Leon, San Luis Potosi og Quintana Roo.
Dialekter i Nordamerika.
De dialekter af tysk, der tales eller blev talt primært i kolonier eller lokalsamfund grundlagt af tysktalende folk minder meget om dialekterne fra de regioner hvorfra grundlæggerne kom. For eksempel minder Pennsylvania-tysk om dialekterne fra Rheinland-Pfalz og Hutterisk tysk minder om dialekter fra Kärnten. Texas-tysk er en dialekt som tales i områder af Texas som blev beboet af folk fra Adelsverein, såsom New Braunfels og Fredericksburg. I Amana kolonierne i delstaten Iowa tales Amana-tysk. Plattdüütsch er et stort minoritetssprog talt i det nordlige Mexico af lokale grupper af Mennonitter, og tales af mere end 200.000 mennesker i Mexico.
Hutterisk tysk er en overtysk-dialekt af østrigsk-bøhmisk oprindelse, som tales af Hutteritter i Canada og USA, hovedsageligt i de amerikanske delstater Washington, Montana, North Dakota og South Dakota samt Minnesota; og i de canadiske provinser Alberta, Saskatchewan og Manitoba. Dets talere tilhører nogle Schmiedleit, Lehrerleit og Dariusleit Hutteriske grupper, men der findes også talere blandt de ældre generationer af Prairieleit (efterkommere af de Hutteritter som valgte ikke at slå sig ned i kolonier). Hutteritters børn, som vokser op i kolonierne, lærer at tale hutterisk tysk før de lærer engelsk i grundskolen. Mange kolonier fortsætter med tysk i skolen separat fra den offentlige skole, op gennem hele en elevs obligatoriske uddannelse.
Australien.
Delstaten South Australia oplevede en stor bølge af tyske immigranter fra Preussen (specielt fra Schlesien) i 1840'erne. Med den længerevarende isolation og kontakt med australsk engelsk har nogle antydet at det har dannet en unik dialekt kendt som Barossatysk som hovedsageligt tales i Barossa Valley nær Adelaide. Brugen af sproget sank betragteligt ved første verdenskrigs komme og de medfølgende anti-tyske følelser blandt befolkningen. Dialekten blev fortsat brugt som et modersmål langt end i det 20. århundrede, men dens brug er nu begrænset til nogle få, ældre talere.
Internet.
Ifølge Global Reach (2004)er 6,9% af de besøgende på Internettet tyske. Ifølge Netz-tipp (2002) er 7,7% af alle hjemmesider skrevet på tysk, hvilket gør det til det næstmest benyttede sprog fra den europæiske sproggruppe efter engelsk. De rapporterer også at 12% af Googles brugere benytter den tyske brugerflade.
Ældre statistikker såsom Babel (1998) fandt nogenlunde tilsvarende demografik. FUNREDES (1998) og Vilaweb (2000) fandt begge at tysk er det tredjemest benyttede sprog på hjemmesider, efter engelsk og japansk.
Historie.
Sprogets historie begynder med det højtyske konsonantskift under folkevandringstiden, hvilket separerede højtyske dialekter fra almindelige vestgermanske sprog. De tidligste spor af oldhøjtysk er fra spredte ældre futharken-inskriptioner, specielt på alemannisk, fra det 6. århundrede, den tidligste ordbog ("Abrogans") stammer fra det 8. århundrede og de ældste sammenhængende tekster ("Hildebrandslied", "Muspilli" og Merseburgformlerne) fra det 9. århundrede. Oldsaksisk tilhørte på dette tidspunkt det Nordsøgermanske kulturelle område og nedersaksisk bør falde under tysk snarere end anglo-frisisk indflydelse under det tysk-romerske Rige.
Efter Tyskland blev opdelt i mange forskellige delstater, var den eneste kraft som arbejdede for en samling eller standardisering af tysk i en periode på flere hundrede år den generelle præference hos forfattere som forsøgte at skrive på en måde som kunne forstås af den størst mulige mængde mennesker.
Da Martin Luther oversatte Biblen (det nye testamente i 1522 og det gamle testamente, udgivet i dele og færdiggjort i 1534) baserede han hovedsageligt sin oversættelse på det bureaukratiske standardsprog som taltes i Sachsen ("sächsische Kanzleisprache") også kendt som "Meißner-Deutsch" (Meißner-tysk), som på det tidspunkt var det mest udbredt forståede sprog fordi regionen det blev talt i var en af de mest indflydelsesrige af tyske delstater. Dette sprog var baseret på østlige høj- og østlige centraltyske dialekter og bevarede meget af det grammatiske system fra middelhøjtysk (i modsætning til de talte tyske dialekter i det centrale og nordlige Tyskland som allerede på det tidspunkt begyndte at miste genitiv og præteritum). I begyndelsen havde eksemplarer af Biblen en lang liste for hver region, af oversatte ord som var ukendte i på den regionale dialekt. Romersk-katolikker forkastede til at begynde med Luthers oversættelse og forsøgte at skabe deres egen katolske standard ("gemeines Deutsch") — som, dog, kun var anderledes end 'protestantisk tysk' på nogle mindre punkter. Det varede frem til midten af det 18. århundrede før man fik skabt en standard som blev bredt accepteret, hvilket dermed blev enden på perioden med tidlig nyhøjtysk. I 1901 sluttede den Anden Ortografiske Konference med en fuldstændig standardisering af det tyske sprog i skriftlig form mens "Deutsche Bühnensprache" allerede havde etableret staveregler for tysk tre år tidligere, som senere blev obligatoriske for generel tysk udtale.
Tysk plejede at være handels- og regeringssprog i det Habsburgske monarki, som omfattede en stor del af det centrale og østlige Europa. Indtil midten af det 19. århundrede var det i realiteten det sprog som byfolk brugte i det meste af riget. Det indikerede at taleren var en købmand, en bybo, og ikke deres nationalitet. Nogle byer, såsom Prag og Budapest (tysk: "Ofen"), blev gradvist germaniseret i årene efter deres inkorporering i det Habsburgske domæne. Andre, såsom Bratislava(tysk: "Pressburg"), blev oprindeligt befolket i den Habsburgske periode, og var på det tidspunkt hovedsageligt tyske. Nogle få byer såsom Milano (tysk: "Mailand") forblev primært ikke-tyske. De fleste byer var dog i denne periode tysketalende, selvom de var omgivet af territorier der talte andre sprog.
Indtil omkring 1800 var standardtysk næsten kun et skrevet sprog. På dette tidspunkt lærte folk i bymæssige områder i det nordlige Tyskland, der talte dialekter som var meget anderledes end standardtysk, sproget næsten som et fremmedsprog og forsøgte at udtale det så tæt på stavningen som muligt. Normative udtaleguides plejede at betragte nordlig tysk udtale som standarden. Den egentlige udtale af standardtysk varierer dog fra region til region.
Medier og skrevne værker produceredes næsten alle på standardtysk (ofte kaldet "Hochdeutsch" på tysk, selvom det ikke skal forveksles med højtysk), hvilket forstås i alle områder hvor der tales tysk, bortset fra hos børnehaveklassebørn i områder hvor der kun tales en dialekt, for eksempel i Schweiz og Østrig. Med udbredelsen af fjernsynet lærer de fleste af disse børn dog også at forstå standardtysk før de når skolealderen.
Den første ordbog fra brødrene Grimm i 16 dele deraf blev udgivet mellem 1852 og 1860, blev den første omfattende vejledning til ordene i det tyske sprog. I 1880 fremkom grammatiske og ortografiske regler for første gang i "Duden". I 1901 blev dette erklæret som standarddefinitionen på det tyske sprog. Officielle revisioner af nogle af disse regler blev ikke udsendt før i 1998, da den tyske stavereform fra 1996 blev officielt udstedt af regeringsrepræsentanter fra alle tysktalende lande. Siden reformen har tysk stavning været i en otte-års overgangsperiode hvor den reformerede stavning læres på de fleste skoler, mens traditionel og reformeret stavning eksisterer side om side i medierne.
Den tyske stavereform fra 1996 førte til offentlige kontroverser og polemik. Nogle delstatsparlamenter (Bundesländer) ville ikke acceptere den (Nordrhein-Westfalen og Bayern). Uenigheden nåede på et tidspunkt højesteret, som gjorde kort proces, og erklærede at delstaterne havde ret til selv at bestemme og at kun i skoler kunne reformen blive gjort den officielle regel - alle andre kunne fortsætte med at skrive som de selv havde lært det. Efter 10 år, uden nogen indblanding fra det føderale parlament, blev en stor men ufærdig revision gennemført i 2006, i tide til det nye skoleår 2006. I 2007 blev nogle gamle stavninger endelig gjort ugyldige. Det eneste sikre og let genkendelige tegn på at en tekst overholder reformen er -ss i slutningen af ord som "dass" og "muss". Klassisk stavning forbød denne endelse, og brugte i stedet "daß" og "muß".
Den stigende brug af engelsk i Tysklands højere uddannelsessystemer, såvel som i forretningsverdenen og populærkulturen, har fået flere tyske akademikere til at udtale at tysk er et sprog på tilbagegang i sit ophavsland. For eksempel udtale Ursula Kimpel fra Tübingen-universitetet i 2005 at "tyske universiteter tilbyder flere kurser i engelsk fordi et større antal studerende kommer fra udlandet. Tysk er desværre et sprog i tilbagegang. Vi behøver og ønsker at vores professorer skal kunne undervise effektivt på engelsk".
Standardtysk.
Standardtysk startede ikke som en traditionel dialekt fra en specifik region, men som et skriftsprog. Der findes dog steder som den traditionelle regionale dialekt er blevet erstattet af standardtysk; dette er tilfældet i store områder i Nordtyskland, men også i større byer i andre dele af landet.
Standardtysk afviger regionalt, mellem tysktalende lande, i ordbøger og i nogle tilfælde af udtale og sågar grammatik og ortografi. Denne variation må ikke forveksles lokale dialekters variation. Selvom de regionale varianter af standardtysk kun i en vis grad er påvirket af lokale dialekter er de meget særlige. Tysk betragtes derfor som et pluricentrisk sprog.
I de fleste regioner bruger talere en helhed af blandinger fra mere dialektiske varianter til standardvarianter alt efter situation.
I de tysktalende dele af Schweiz bruges der meget sjældent blandinger af dialekt og standard, og brugen af standardtysk er hovedsageligt begrænset til skriftsproget. Schweizisk standardtysk bruges i det schweiziske uddannelsessystem.
Officiel status.
Standardtysk er det eneste officielle sprog i Liechtenstein og Østrig; det deler status som officielt sprog i Tyskland (med dansk, frisisk og vendisk som minoritetssprog), Schweiz (med fransk, italiensk og rætoromansk), Belgien (med hollandsk og fransk) og Luxembourg (med fransk og luxembourgsk). Det bruges som et lokalt officielt sprog i Italien (Sydtyrol), såvel som i byerne Sopron (Ungarn), Krahule (Slovakiet) og flere byer i Rumænien. Det er sammen med italiensk den vatikanske schweizergardes officielle sprog.
Tysk har en officielt anerkendt status som regionalt eller hjælpesprog i Danmark (Sønderjylland), Frankrig (Alsace og Moselle), Italien (Gressoneydalen), Namibia, Polen (Opole) og Rusland (Asowo og Halbstadt).
Tysk er et af EU's 23 officielle sprog. Det er det sprog i EU som flest indbyggere har som modersmål og det næstmest talte sprog i Europa efter engelsk men før fransk.
Tysk som modersmål og fremmedsprog.
Kendskab til tysk i EU, Schweiz, Kroatien og Tyrkiet
Tysk er det tredjemest lærte fremmedsprog i den engelsktalende verden efter fransk og spansk.
Det er hovedsprog for omkring 90–95 millioner mennesker i Europa (pr. 2004), eller 13,3% af alle europæere, og er dermed det næstmest talte modersmål i Europa efter russisk men over fransk (66,5 millioner talere i 2004) og engelsk (64,2 millioner talere i 2004). Det er dermed også det mest talte modersmål i EU. Det er det næstmest kendte fremmedsprog i EU. Det er et af de tre arbejdssprog for Europa Kommissionen sammen med engelsk og fransk. 32 % af befolkningen i EU-15-landene siger at de kan konversere på tysk (enten som modersmål eller fremmedsprog). Dette er blevet hjulpet på vej af den udbredte dækning af tysk tv via kabel-tv eller satellit.
Tysk var engang, og er til en vis grad stadigvæk, et lingua franca i det centrale, østlige og nordlige Europa.
Dialekter.
Tysk er en del af den vestlige gren af den germanske sprogfamilie, som så til gengæld er en del af den indueuropæiske sprogfamilie. Den tyske dialekts helhed deles traditionelt bredest op i højtysk og nedertysk (også kendt som plattysk.
Fordelingen af folk med større kontinentale vestgermanske dialekter som modersmål.
Variationen blandt de tyske dialekter er betragtelig, og ofte kan kun nabodialekter forstå hinanden ordentligt. Nogle dialekter kan slet ikke forstås af folk som kun kender standardtysk. Alle tyske dialekter tilhører dog den dialekthelhed som stammer fra de højtyske og nedersaksiske sprog.
Grammatik.
Tysk er et flekterende sprog.
Dansk (sprog).
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.
Fordelingen af stød i danske dialekter (pink=stød, grøn=musikalsk accent, blå=hverken stød eller musikalsk accent).
Dansk er et nord-germansk sprog af den østnordiske (kontinentale) gruppe, der tales af ca. seks millioner mennesker. Det er stærkt påvirket af plattysk. Dansk tales også i Sydslesvig (i Flensborg ca. 20 %) samt på Færøerne og Grønland. Dansk er tæt forbundet med norsk. Fra et sprogvidenskabeligt synspunkt kan den fremherskende form af norsk, bokmål (og i endnu højere grad rigsmål), betragtes som dansk, i hvert fald hvad skriftsproget angår. Både dansk, norsk og svensk er skandinaviske sprog og minder meget om hinanden.
Et kendetegn ved dansk er stød, men sønderjysk og dialekterne på Lolland og Falster mangler til dels stød. På bornholmsk mangler det ganske.
Historie.
fra, måske, omkring 400 e.Kr. Se i øvrigt urnordisk om dette sprogstadium og oldnordisk for det derpå følgende.
Ord og ordforråd.
Dansk kan til en vis grad sammenlignes med engelsk, da det danske ordforråd nu hovedsagelig vokser ved at optage låneord, for det meste engelske, på samme måde som engelsk indoptager ord fra andre sprog. Før i tiden blev dansk udsat for en meget stærk plattysk påvirkning, som har sine historiske grunde. Hertugdømmernes stilling spillede en stor rolle, et stort antal tyskere indvandrede, og ikke mindst blev tyskere optaget i de forskellige kancellier. Desuden var plattysk mange danske middelalderkongers egentlige modersmål, og nogle af dem kunne ikke tale dansk til daglig brug. Dog er tilfældet nu, som med engelsk, at grundordforrådet stadig er dansk, og skønt dette ordforråd blev kraftigt fortysket så er engelsk nok ikke endnu danskeres omgangssprog – det være sig måske i grupper, som er stærkt påvirkede af slang.
En grund til må nævnes, nemlig at omgangssproget i ret mange foretagender er engelsk, da de for en stor del gør deres forretninger med det engelsktalende udland, og desuden at personalet kan komme fra mange forskellige lande.
Grammatik.
Den danske grammatik er, som andre sprogs grammatikker, en tredeling i fonologi, morfologi og syntaks med betydelige overlapninger, f.eks. hører artiklerne egentlig under morfologien, dvs. hvordan de er og (skulle det være tilfældet, dog ikke på dansk) bøjes, mens det hører syntaksen til, hvordan og hvornår de bruges. I det følgende vil rigsdansk blive brugt som mønster. Dialekterne fortjener egne artikler.
Fonologi.
Den danske fonologi kan være ret svær at begribe for udlændinge. Danskere har en udpræget tilbøjelighed til trække selv lange sætninger sammen i nogle ganske få stavelser. Dette i forbindelse med de flade vokaler kan få dansk til at lyde som en utydelig mumlen for utrænede øren.
Artiklerne.
Som mange sprog besidder dansk to artikler, en ubestemt og en bestemt. Deres udseende er kort optalt, en — et for den ubestemte artikel og den — det (ental) og de (flertal) for den bestemte, begge to her i rækkefølgen fælleskøn — intetkøn. En mærkværdighed ved den bestemte artikel er, at den kan bruges som foranstående, og da i forbindelse med et adjektiv eller som et suffiks, og da tjener den som et nærmere bestemmende middel for det affikserede navneord.
De andre nordiske sprog eller bedre udtrykt, de andre nordgermanske sprog viser også dette fænomen.
Syntaks.
Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt kommer i den rækkefølge. Dette er et fællestræk hos de germanske sprog (og er vel nok den mest udbredte type blandt verdens sprog), men stilistisk findes der naturligvis en del undtagelser.
Dialekter.
Dansk kan deles op i en række dialekter eller folkemål: overordnet østdansk (bornholmsk), ømål (Sjælland, Fyn og øerne) og jysk, der igen deles op i sønderjysk og øst-/vestjysk (tilsammen udgør sidstnævnte nørrejysk (ikke at forveksle med nordjysk)).
I de danske folkemål findes både ét, to og tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet.
Eksterne henvisninger.
Sprog
Norsk (sprog).
Officielle sprogformer i norske kommuner
Norsk er et vestskandinavisk sprog af den nordgermanske gren af den germanske sprogfamilie og har to officielle skrevne former: "Bokmål" og "Nynorsk". Norsk er i lighed med svensk og dansk, stærkt påvirket af nedertysk.
"Bokmål" (bogmål), med den nu uofficielle form "Riksmål" (rigsmål), der er mere konservativt, har sin oprindelse i dansk skriftsprog. Omkring 90 procent af nordmændene skriver bokmål.
"Nynorsk" er baseret på norske dialekter medens "Høgnorsk" (højnorsk) er en konservativ form af nynorsk. Ca. 10 procent af den norske befolkning bruger nynorsk.
Indtil begyndelsen af det tyvende århundrede var riksmål næsten helt identisk med dansk. Forskellen mellem bokmål/riksmål og dansk er i dag meget lille og ret overfladisk - f.eks. hårde konsonanter i stedet for bløde, d som i "blød" > t som i "bløt", b som i "tabe" > p som i "tape". Der skal bemærkes, at mange ordformer, der ikke er officielle i Norge, alligevel er gangbare i norsk, da de bruges af mange konservative rigsmålsbrugere. F.eks. "sprog" (språk), "efter" (etter), "nu" (nå), "hård" (hard), "sne" (snø) osv.
Sprogstriden gennem hele 1900-tallet mellem det riksmålstalende borgerskab og den nationalromantiske bondebevægelse, har i Norge været meget bitter. Det officielle norske sprog har i perioder ligget milevidt fra det faktisk anvendte skriftsprog. De senere år har bokmål bevæget sig langt tilbage mod det dansknære riksmål. For eksempel har bokmålet efter retstavningsreformen i 2005 godkendt flere ord skrevet som på dansk (og rigsnorsk blev ordene fx syv og frem ligestillet med sju og fram.)
Østlandet.
Østlandet (bm) eller Austlandet (nn) er den mest folkerige landsdel i Norge, beliggende i den sydøstligste del af landet omkring hovedstaden Oslo. Østlandet består af fylkerne Østfold, Akershus, Oslo, Hedmark, Oppland, Vestfold, Buskerud og Telemark. Østlandet er Norges tættest befolkede landsdel, med 2.410.630 indb. (1. juli 2009). Den udgør totalt 94.578 kvadratkilometer, hvilket er over dobbelt så stort som hele Danmark, og har et forholdsvis fladt landbrugsområde omkring Oslo med samme naturforhold som den sydlige halvdel af Sverige.
Østlandets geografi.
På Østlandet findes det højeste fjeldområde i Norge, som er hævet ved den kaledonske fjeldkædefoldning. Landskabet er gennemskåret af næsten nord-sydgående U-dale som blev formet i sidste istid. Terrænet falder også fra nord til syd ned til lavlandet i Osloregionen og områderne på begge sider af Oslofjorden.
Østlandet har mange fjordsøer som er udformet af isbræer under sidste istid, f.eks.: Mjøsa, Randsfjorden, Krøderen, Sperillen, Gjende og Bygdin. Elvene følger lange, veludviklede dallandskaber med mange sidegrene, og flodløbene er ofte meanderende. Sideelvene har sit udløb fra fjeldområder hvor de er til tider meanderende før de med stort fald ender i hoveddalen.
Jiddisch.
Jiddisch er et sprog af den germanske familie, med hebraiske og slaviske indslag, der tales af europæiske, særlig østeuropæiske, ashkenaziske jøder.
Sproget tales af ca. 4 millioner jøder rundt omkring i verden. Det udviklede sig mellem det 9. og 12. århundrede som en sammensmeltning af mellem- og højtyske dialekter, hvori mange hebraiske ord blev optaget. Der er tydelig slavisk indflydelse, det ses f.eks. ved ordstillingen. Det ses også i optagelse af mange engelske låneord. I dag er der nogle traditionel-ortodokse jødiske menigheder som har stærkt voksende sproggrupper, bl.a. i New York, London og Antwerpen, som hovedsagelig bruger jiddisch som dagligdagssprog.
Selvom jiddisch anvender et tilpasset alfabet fra hebraisk, og mange ord kommer som låneord fra hebraisk, er selve sproget ikke beslægtet genetisk med hebraisk.
Perioden 1800-1900 omtales ofte som den gyldne tidsalder for jiddisch litteratur. Denne periode falder sammen med anstrengelserne for at genoplive det hebraiske sprog, som et talt sprog - der igen har indflydelse på genoplivningen af den hebraiske litteratur. Mange jiddische ord er kommet ind i den amerikanske-engelske leksika.
I dag er der godt 1000 jiddisch låneord i det tyske sprog, mens der udelukkende anvendes omkring 50 ord i den almindelige daglige tale (2003). Også engelsk, sær amerikansk engelsk, har flere lånord fra Jiddisch.
En stor jiddisch forfatter var Salomon Rabinovic, 1859-1916, bedre kendt under pseudonymet Sholem Aleichem - han sidestilles med Mark Twain. Den polsk-amerikanske forfatter Isaac Bashevis Singer fik i 1978 Nobelprisen i litteratur for sit jiddische forfatterskab.
Yentl, en film af og med Barbra Streisand, fortæller om livet i Østeuropa for over 100 år siden, hvor der boede mange jøder der talte jiddisch. En film der giver et godt indblik i livet, traditioner, musik og er værd at se. Manuskriptet baserer på en roman af Singer.
Humboldt-Universität zu Berlin.
Humboldt-Universität zu Berlin er Berlins ældste universitet, grundlagt i 1810 af den liberale preussiske uddannelsesreformator og lingvist Wilhelm von Humboldt.
Universitetet har huset mange af Tysklands største tænkere over de sidste to århundreder, blandt andre filosofferne J.G. Fichte, Friedrich Schelling, G.W.F. Hegel, Arthur Schopenhauer, Karl Marx, teologen Friedrich Schleiermacher, retsteoretikeren Friedrich Karl von Savigny, fysikerne Albert Einstein, Wernher von Braun og Max Planck. 29 Nobelpristagere har haft deres virke ved universitetet.
Bregne.
Bregner ("Polypodiopsida") er en klasse af planter, som består af omkring 20.000 arter. En bregne er en karplante, som formerer sig ved hjælp af sporer. Sporerne dannes på overfladen af bregnebladene - normalt på undersiden. Bregner kan være meget forskellige, men mange består af små eller store fint fjersnitdelte blade der udgår fra samme punkt (en rod eller et vækstpunkt på en rodstok).
__TOC__
Pilledrager-familien var tidligere placeret i en separat orden, Pilledrager-ordenen ("Marsileales"), men er nu placeret under Salvinia-ordenen ("Salviniales").
Vækst og udbredelse.
De fleste bregner kræver et miljø hvor der er en del fugtighed i jorden, i hvert fald en stor del af året: Nogle bregner lever i vand, men de fleste hører til på/i fugtige eller let fugtige skove og enge. Bregner vokser gerne i forbindelse med delvist omsat organisk materiale, f.eks. halvrådne træstammer. I troperne ses bregner ofte voksende på træer, ofte epifytisk mens andre vokser på døde eller delvis døde træstammer - bregner der vokser på træstubbe ses også i Danmark, men her er der ikke tale om epifytisk vækst. En enkelt epifytisk bregne, Almindelig Engelsød, forekommer i Danmark.
Bregner findes på alle kontinenter, dog formentlig undtagen Antarktis. Bregner findes også i alle klimazoner, men ses ikke i ørken-egne eller i andre områder med for lidt fugtighed. Trods behovet for fugtighed forekommer bregner også i miljøer der forekommer tørre (aride), men i så fald er der som regel en skjult kilde til fugtighed, f.eks. i jorden eller perioder i døgnet med høj luftfugtighed der falder som dug.
Langt de fleste bregner er urteagtige, men der findes træagtige bregner.
Flere bregner er almindelige i Danmark, typisk i skoven, bl.a. Ørnebregne, Almindelig Engelsød, Almindelig Mangeløv m.fl.
Anvendelse.
Bregner dyrkes normalt ikke som afgrøder, men en hel del bregner bruges som prydplanter. Bregner indgår ofte i en fintfølende balance med sine omgivelser, og mange arter af bregner er sjældne eller truede fordi deres miljø indskrænkes af menneskets aktiviteter. Der er dog også eksempler på bregner der optræder som agressivt ukrudt og bekæmpes. Enkelte bregner har spiselige skud.
Kompas.
Et kompas er et måleinstrument, som kan fortælle retningen mod Jordens magnetiske nordpol, der ikke er det samme som den rigtige nordpol, der er en kendt misvisning.
Det er nyttigt at vide, når man skal navigere, da man ved at holde en fast kompaskurs kan bevæge sig i en lige linje.
Magnetisk kompas.
Et magnetisk kompas fungerer ved at måle Jordens magnetfelt. Det består af en magnet, der er hængt op, så den kan dreje uhindret rundt i det vandrette plan, (kompasrosen). På grund af magnetfeltet omkring Jorden vil magneten orientere sig med sin nord- og sydpol pegende mod Jordens modsatte magnetiske poler.
Historisk.
Kineserne menes at være de første, der opdagede, at magnetiske objekter har en evne til at vise absolutte retninger, og skabte de første kompasser, som de kaldte for "syd-visere". Dog blev disse kompasser primært brugt til spådomskunst frem for til navigationsformål.
Gør-det-selv-kompas.
Det simpleste kompas er en kop vand med et lille blad. På bladet lægger man en nål, som man har gnedet med en magnet i retning af spidsen. Når man lægger nålen på bladet, drejer den langsomt med spidsen imod nord.
Solkompas.
Ifølge visse forskere brugte vikingerne et såkaldt solkompas. Et kompas af denne type er forsøgt rekonstrueret ud fra et enkelt arkæologisk fragment fundet på Grønland. Rekonstruktionen består af en retningsinddelt skive, en skyggepind og en kurve, der viser skyggens gang på forskellige breddegrader. Kurven bliver afsat på skiven ved at tegne skyggens vandring over året på land. Når man holder solkompasset lodret og drejer det, til skyggepinden rammer skyggekurven, kan man aflæse verdenshjørnernes retning på den retningsinddelte skive.
Fluxgatekompas.
Fluxgatekompasset består af en massiv elektronisk sensor, som måler jordens magnetiske felt direkte. Traditionelle kompasproblemer som svingning og træghed er elimineret. Føleelementetet er frit for magneter, roterende kompasroser og ædelstenslejer. Fluxgatekompasset er populært i mindre skibe, men kræver en pålidelig strømforsyning. Uden elektrisk strøm intet kompas.
Gyrokompas.
I gyrokompasset udnytter man gyroens egenskaber, aksestivhed og præcession sammen med Jordens rotation og tyngdekraft. En gyro er et roterende omdrejningslegeme. Ophænges gyroen kardansk, så den kan svinge i alle retninger, og forsynes den med et lod, der får det til at søge at holde aksen vandret, vil den på grund af jordens rotation indstille sig med aksen nord-syd. Gyrokompasset er afhængigt af elektrisk strøm til motoren, der driver gyroen, og til følgesystemet. Når gyroen startes, går der nogle timer, den såkaldte indsvingningsperiode, før aksen er i nord-syd retning. Gyroen er også påvirket af den såkaldte breddefejl, en lille fejl, der er nul ved Ækvator og stiger med højere bredde. På Nordpolen vil gyrokompasset ikke virke. Endvidere har gyrokompasset en lille fartfejl, der stiger med skibets eller flyets fart og en accelerationsfejl, der får gyroen til at svinge væk fra nord-syd, når skibet eller flyet foretager hurtige accelerationer.
Satellitkompas.
Satellitkompasset er et instrument, der viser retninger ved hjælp af signaler sendt fra satellitter i GPS-navigationssystemet. Kompasset er billigt i forhold til gyrokompasset og mindst lige så nøjagtigt. Kompasset kan levere kompasinformation til andre instrumenter som radar, ECDIS, pejlekompas osv. Kompasset virker kun, så længe det modtager signaler fra satellitterne. Det kan derfor falde ud, når skibet f.eks. sejler under en bro eller sejler i en fjord med høje fjeldsider. Satellitsignalerne leveres gratis af USA, som imidlertid forbeholder sig ret til at ændre signalerne i en krigssituation, så signalerne ikke kan benyttes af modparten.
Herredsting.
a>. Herredstinget blev afholdt hver uge, og dets væsentligste funktion var at vidnebekræfte ejendomshandeler og aftaler m.v.
Herredsfogeden udgjorde lokalsamfundets myndighed og var både politimester og dommer ved herredstinget'". Under sig havde han nogle retsbetjente, der udgjorde den daglige myndighed.
Herredstingets stilling.
Med andre ord: herredstinget stod under et landsting (henholdsvis i Viborg, Odense og Ringsted), der atter stod under kongens retterting eller herredagen.
Kongens repræsentant, herredsfogeden, var øverste dommer ved herredstinget. Foruden herredsfogden indgik 12 eller 8 tingmænd ("tingsvidner" eller "tinghørere", også kaldet kaldet "stokkemænd") udpeget blandt bønder i herredets landsbyer, i den domsmyndighed, der afsagde dommene. Dommen afsagdes af herredsfogden, mens tingsvidnerne dels kunne virke som meddomsmænd, dels - og fortrinsvis - skulle bevidne, at retssagen og domsafsigelsen var sket efter loven.
Indretning.
Det var oprindeligt et krav, at herredstingene blev afholdt under åben himmel på fri mark, men i løbet af 1600-tallet begyndte man at opføre tinghuse, og da altid uden for landsbyerne.
Tingstedet kunne flyttes, men ikke tingdagen: hvert tingsted havde en bestemt ugedag, hvor tinget skulle finde sted, og denne blev der holdt fast ved uanset alle omskiftelser.
Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå var lagt bjælker eller planker (kaldet "tingstokke") at sidde på for herredsfoged og stokkemænd således, at de udgjorde et lukket kvadrat. I midten var sat yderligere en sten (kaldet "Tyvestenen") beregnet som siddeplads for den anklagede. Som regel lå en galgebakke i nærheden.
Tingbøger.
Obligatoriske tingbøger blev indført ved lov i 1551. Tingbogen blev først af en tingskriver. Den ældste bevarede herredstingbog er den fra Børglum herred i Vendsyssel og er fra 1576.
Kirkeret.
Kirkeretten (eller kanonisk ret) er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, "Liber Extra," udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Thüringen.
Thüringen ligger i centrum af Tyskland og er blandt de mindre af landets 16 delstater med et areal på 16.200 km² og 2,3 millioner indbyggere. Hovedstaden er Erfurt. Thüringen grænser mod Niedersachsen, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Bayern og Hessen. Vigtige byer foruden hovedstaden er Gera, Jena, Weimar, Gotha, Eisenach og Suhl.
Historie.
Landet er opkaldt efter det thüringske folk, der beboede det omkring 300 e. Kr. Thüringen kom under frankisk herredømme i det sjette århundrede og blev en del af (fra 1130 et markgrevskab i) det tysk-romerske rige.
Den vestlige halvdel af riget blev uafhængig efter den thüringske arvefølgekrig, da den liudolfske linje af greverne uddøde og blev en stat kendt under navnet Hessen. Den resterende del af Thüringen blev regeret af Wettin-dynastiet fra Meissen, det senere kongerige Sachsen. Med delingen af slægten i 1485 blev Thüringen efterhånden opdelt i en række mindre stater, og 'Thüringen' blev fortrinsvis et geografisk begreb.
Thüringen blev en del af den napoleonske Rhin-konføderation organiseret i 1806, bekræftet på Wienkongressen 1814-15 ved dannelsen af den tyske konføderation.
De thüringske stater inden for det tyske kejserrige var Sachsen-Weimar, Sachsen-Meiningen, Sachsen-Altenburg, Sachsen-Coburg-Gotha, Schwarzburg-Sondershausen, Schwarzburg-Rudolstadt og de to fystendømmer Reuß.
Alle disse dynastiske småstater blev afskaffet under Weimarrepublikken, og Thüringen blev igen en politisk enhed i 1920. Kun Sachsen-Coburg-Gotha stemte for at blive en del af Bayern. Byen Erfurt forblev en del af Preussen, og Weimar blev Thüringens hovedstad. Efter 2. verdenskrig blev Erfurt en del af Thüringen og landets hovedstad.
Største byer.
¹ Lagt sammen 16. marts 2004 af Leinefelde, Worbis, Breitenbach og Wintzingerode til Leinefelde-Worbis
Administrativ opdeling.
thumb
Thüringen er opdelt i 17 landkreise og 6 kreisfrie byer.
737.
Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede
Årtier: 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne 720'erne - 730'erne - 740'erne 750'erne 760'erne 770'erne 780'erne
Årstal: 732 733 734 735 736 - 737 - 738 739 740 741 742
Dødsfald.
37
Retshistorie.
 Faget .
Retshistorie er betegnelsen for den juridiske disciplin, der beskæftiger sig med rettens historiske fundament og udvikling fra antikken, primært romerretten, til i dag. Fokus ligger naturligvis på ret, der ikke længere kan betegnes som gældende, men overgangen mellem retshistoriske forløb og tendenser og til gældende ret må siges at være flydende.
I Danmark har disciplinen sit første egentlige hovedværk i Peder Kofod Anchers "En Dansk Lov-Historie" fra 1769-1776. Dermed kan man sige, at retshistorien i Danmark er grundlagt i den tidlige fase af dansk historievidenskab.
Faget retshistorie er i dag en obligatorisk del af jurastudiet.
Danmarks tidlige retshistorie.
Som i andre lande var også Danmarks oprindelige ret baseret på sædvaneret, men i middelalderen begynder et langt historisk forløb med kodificering af det danske retsgrundlag. Dette sker først og fremmest med de såkaldte landskabslove fra 1200-tallet. De ældste af dem er Skånske Lov og Sjællandske Lov, som formentlig ikke er egentlige givne love, men nedskrevne retsbøger (dette er dog draget i tvivl af den nyeste forskning). Jyske Lov fra 1241 er den første egentlige kongegivne lov, der dækker over et større juridisk område.
Viborg.
Viborg er en af de ældste byer i Danmark. Byen har 35.656 indbyggere (2010) og er beliggende centralt i Midtjylland ved den forhistoriske Hærvejen. Byens navn, som gennem tiderne er blevet skrevet som "Wibjerg","Wibiærgh", "Wybærgh", "Wiburgh" og på latin "Wibergis", hentyder til et indviet sted til gudsdyrkelse, idet "Vi" på olddansk betyder helligdom, samt til byens beliggenhed højt i terrænet. Viborg betyder således "det hellige sted på bakken".
Indbyggertallet for hele Viborg Kommune er på 93.310 indbyggere (2010). Kommunen er arealmæssigt Danmarks næststørste efter Ringkøbing-Skjern Kommune. Siden 1. januar 2007 har byen været sæde for den centrale forvaltning i Region Midtjylland.
Historie.
Der er arkæologisk belæg for, at den første bydannelse i Viborg fandt sted i slutningen af 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet, og er foregået på den måde, at én eller flere store vikingetidsgårde blev udstykket i mindre parceller langs en gade. Viborg er også nævnt i en litterær kilde, nemlig Gisle Surssøns saga, hvor man kan læse, at Gisle og to af hans fæller fra Island "rejste sydpå til Danmark og kom til købstaden Viborg, hvor de blev vinteren over hos en mand ved navn Sigurhaddur". Dette skal være foregået i 961, men da sagaen er skrevet flere hundrede år senere, er teksten ikke noget sikkert vidnesbyrd om Viborgs alder. Omkring 1060 blev Jylland inddelt i bispedømmer og Viborg blev bispestad. I begyndelsen af 1100-tallet begyndte opførelsen af domkirken. I midten af 1100-tallet blev byen i forbindelse med stridighederne mellem kongsemnerne Svend, Knud og Valdemar befæstet med en vold og en grav. Indgang til byen var derefter gennem en af 5 byporte ved Skt. Mathias Gade, Skt. Mikkels Gade, Skt. Hans Gade, Skt. Mogens Gade og Skt. Ibs Gade.
I begyndelsen af 1300-tallet byggede kong Erik Menved en befæstning på en bakkeknold ved Viborgsøerne. Befæstningen blev ikke bygget til beskyttelse af byen og dens borgere, men var en såkaldt tvingborg, som skulle sikre kongens indflydelse på Viborg Landsting. Borgen blev allerede nedrevet igen i forbindelse med det næste kongeskifte i 1319, da Erik Mendveds bror, Christoffer 2., blev konge. Bakkeknolden, hvor befæstningen lå, er nu en del af parkanlægget Borgvold. På toppen af bakken står et monument for kong Erik Ejegod.
I middelalderen havde Viborg fem klostre og tolv sognekirker. Med undtagelse af en del af Gråbrødre Kloster samt den til Sortebrødre Kloster hørende kirke, blev alle klostrene samt de tolv sognekirker revet ned i forbindelse med reformationen. Den luthersk-evangeliske reformation af det egentlige Danmark tog sin begyndelse i Viborg i forbindelse med Hans Tausens ophold i byen i årene 1525-1529. I den forbindelse er det værd at nævne at Søndre Sogns kirke var den første danske kirke der fik lov til at holde lutherske gudstjenester.
Byen har været udsat for flere store brande, blandt andet i 1501 og i 1567. Den helt store katastrofe skete dog den 25. juni 1726, da der opstod en brand, som i løbet af de følgende dage ødelagde hele den østlige del af byen, inklusive domkirken, Sortebrødre Kirke og rådhuset. Det tog meget lang tid, før Viborg kom på fode igen. Byen, som i middelalderen havde haft 4.000 - 5.000 indbyggere, havde i midten af 1700-tallet under 2.000 indbyggere.
Viborg begyndte at vokse igen i 1830´erne, blandt andet i forbindelse med, at Stænderforsamlingen for Nørrejylland fik sæde i Viborg. Siden kom andre institutioner til byen, herunder garnisonen, Danmarks første kreditforening og Hedeselskabet. I 1864 åbnedes jernbanestrækningen fra Langå over Viborg til Skive. Den første banegård var placeret ved Søndersø, men i 1896 lagde man banen sydvest om byen og den nye banegård blev opført samme år på sin nuværende placering. To andre jernbanelinjer, som gik fra Viborg over Karup til Herning og fra Viborg over Pårup til Mariager, er blevet nedlagt igen.
Fra 1865 til 2001 havde Viborg en garnison, idet 3. Regiment, som senere fik navnet Prinsens Livregiment var garnisoneret i byen. Byens kaserne, som i hovedsagen er bygget i 1930´erne, blev overtaget af Viborg Kommune, da regimentet forlod byen for at flytte til Skive. Kaserneområdet er nu under udbygning til et videns- og uddannelsescenter. Desuden bygges Viborgs nye rådhus på området. Fra 1913 til 1947 havde desuden 2. Generalkommando, og i en del af perioden også Jyske Divisionskommando, domicil i Viborg. Generalkommandobygningen i Sct. Mathiasgade, bygget i 1913 med Søren Vig Nielsen som arkitekt, er nu solgt til privat side og huser et advokatfirma.
Byen huser Landsarkivet for Nørrejylland. Hovedbygningen som stod færdig i 1891 blev opført af arkitekt Hack Kampmann. En moderne magasinbygning er tegnet af kgl. bygningsinspektør Leopold Teschl.
Landstinget i Viborg.
Viborg var hovedtingsted i Nørrejylland fra Knud den Stores tid i 1000-tallet. Munken Ælnoth skrev omkring 1120: "Der samles hyppigt store skarer fra hele Jylland, dels for at forhandle om de fælles anliggender, dels for at drøfte, hvorvidt lovene er retfærdige eller endnu gyldige, og tillige give dem fasthed. Og hvad der er blevet fastlagt med enigt samtykke af den forsamlede mængde, kan ikke ustraffet sættes ud af kraft i nogen egn af Jylland."
Én af landstingets funktioner var, at hylde, dvs. godkende, den nyvalgte konge. Den første kongehyldning på Viborg Landsting menes at have fundet sted i 1027. Det var Hardeknud der blev hyldet som dansk konge. Den sidste kongehyldning af den kun 9-årige kronprins, som senere blev kong Christian den 5., fandt sted i 1657. Efter at enevælde og arvekongedømme blev indført i 1660, skulle kongerne ikke længere hyldes på landstingene.
Landstinget blev formelt nedlagt i 1806, men havde da allerede mistet hovedparten af sin indflydelse, og var i realiteten kun en domstol. Den nuværende Vestre Landsret, som har hovedsæde i Viborg, kan siges at være et levn fra det gamle landsting.
Historicisme (arkitektur).
Thorvaldsens Museum set fra kanalen
Historicismen eller Eklekticisme er en fællesbetegnelse for en europæisk arkitekturstrømning, der efterlignede tidligere stilarter. I Europa blomstrede den anvendt i perioden ca. 1820-1900. I Danmark især i perioden 1850-1910 og i kirkearkitektur helt frem til omkring 1940.
På grund af de nye byggetekniske muligheder med støbejern og cement kunne stort set alt lade sig gøre. Men historicismens bygninger er ikke tro kopier af de originale bygninger, men er ofte forstørret og forgrovet i udtryksformerne. Samtlige klassiske stilarter blev blandet efter forgodtbefindende, en slags "katalog-arkitektur". De ældre stilarter tillagdes bestemte værdier, som skulle videregives til nybygningen ved at genbrug af stilens symboler. Nationalmuseets Klunkehjem er et eksempel på, at boligerne blev indrettet på samme måde.
I modsætning til funktionalismen, der tog afstand fra det overpyntede og gik mod enkelheden, var historicismen nærmest at betegne som stilforvirring. Historicismen var udbredt i hele Europa. En parallel er postmodernismen fra 1980’erne.
Silkeborg.
Silkeborg er en by i Midtjylland med 42.396 indbyggere (pr. 2010). Byen er hovedby i Silkeborg Kommune og ligger i meget kuperet terræn i det midtjyske søhøjland omgivet af skovklædte bakker og med Gudenåen løbende tæt ved den indre by. Der går rutebåde til Silkeborgsøerne og Himmelbjerget fra byens lille havn, og blandt disse skibe er det gamle dampskib Hjejlen nok den mest berømte af dem alle.
Silkeborg har station og ligger på jernbanestrækningen mellem Skanderborg og Herning. Den kendes dog først og fremmest som "bilernes by" pga. sine mange bilforretninger som ligger tæt ved Primærrute 15, der går igennem den nordlige del af byen. Silkeborg ligger i Region Midtjylland.
Historie.
Torvet i Silkeborg, med det gamle Rådhus
Indtil 1662 blev Silkeborg Len administreret fra Silkeborg Slot. Lenet blev afløst af Silkeborg Amt, der blev nedlagt i 1793.
Silkeborgs nyere historie begynder omkring 1844, da Michael Drewsen fik tilladelse til at anlægge en papirfabrik ved Gudenåen. Imidlertidig er byens ældste bygning Silkeborg Hovedgård fra 1767, der i dag rummer det kulturhistoriske museum og på Slotsholmen i Silkeborg Langsø er fundet rester efter en borg, der omtales så langt tilbage som i 1400-tallet. Dog havde byen ikke udviklet sig synderligt i de sidste hundrede år inden Drewsen kom til byen. Jernbanens ankomst i 1871 satte yderligere gang i udviklingen og der blev anlagt lige gader og rette vinkler. Dette førte frem til at Silkeborg 1. januar 1900 blev ophøjet til købstad.
I 1842-55 hørte Silkeborg under sogneforstanderskabet i den tilstødende landkommune. I 1846 fik byen status som handelsplads. I 1855 blev "Silkeborg Handelsplads" en selvstændig kommune under Skanderborg Amtsrådskreds. Kommunen blev udskilt fra amtsrådskredsen i år 1900.
Efter kommunalreformens ikrafttræden den i 2007 består Silkeborg Kommune nu af de gamle Silkeborg, Gjern, Kjellerup og Them kommuner.
"Silkeborg Havn" ved Remstrup Å, med Hjejlebådene, Hjejlekiosken og Teater- og Musikhuset
Silkeborg Slot.
Fundamentsrester af det tidligere Silkeborg Slot
Figursten fra det tidligere Silkeborg Slot
Udhugget sten fra Silkeborg Slot
Silkeborg slot har ligget på en slotsholm nordøst for Silkeborgs nuværende centrum, hvor Gudenåen løber ud i Silkeborg Langsø. Man ved ikke, hvornår det ældste Silkeborg Slot blev bygget. Det blev nedrevet i 1726 efter at have været i forfald i en årrække.
Det mere end antydes, at det nærmest har været en røverborg.
Silkeborg blev i 1418 overdraget til Århus bispestol og var hovedsæde for bispegodset i den vestlige del af stiftet. De sidste seks biskopper i Århus, inden reformationen, var borgherrer på Silkeborg.
Biskop Ulrik Stygge opførte en borg, ca. 30 x 14 m i sten, i to stokværk og med tårn. En mønt fra Erik af Pommerns tid, som er fundet i jorden i nærheden af fundamentet, kan indikere, at den er bygget i 1430'erne.
Der har været piloteret, og det nederste stokværk har været hvælvet.
Silkeborg var hovedsædet for bispedømmets besiddelser i den vestlige del af stiftet.
I 1536 opførte kronen en trefløjet gård i bindingsværk og gjorde stedet til hovedsæde for det efter reformationen oprettede Silkeborg Len.
Topografen og historikeren Arent Berntsen skrev i 1656 "Silkeborg er et velbygt, anseeligt og overmåde lystigt slot, liggende 4 mil vesten for Århus inde i landet på et synderligt smukt og belejligt sted med skov og mark såvel som mange ferske søer og åer: så godt, at Hans Kongelige Majestæt derfor har forbeholdt sig det til sin egen frihed og vildtbane".
1068.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne - 1060'erne - 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne
Årstal: 1063 1064 1065 1066 1067 - 1068 - 1069 1070 1071 1072 1073
"Se også 1068 (tal)"
Begivenheder.
"Se nu til de grusomme folkeslag danskerne, nordmændene og svenskerne! Se til de røverfolk, der fordum hærgede Frankrig og Tyskland, men nu er de tilfredse med deres eget område!
De har aflagt deres medfødte vildskab og giver sandhedens forkyndere adgang overalt, medens afgudernes altre nedbrydes; kirker rejses alle vegne og Kristi navn lovprises af alle i fællesskab."
Eksterne henvisninger.
68
1018.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 960'erne 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne - 1010'erne - 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne
Årstal: 1013 1014 1015 1016 1017 - 1018 - 1019 1020 1021 1022 1023
Eksterne henvisninger.
18
1035.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne - 1030'erne - 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne
Årstal: 1030 1031 1032 1033 1034 - 1035 - 1036 1037 1038 1039 1040
Eksterne henvisninger.
35
1042.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne - 1040'erne - 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne
Årstal: 1037 1038 1039 1040 1041 - 1042 - 1043 1044 1045 1046 1047
Eksterne henvisninger.
42
1043.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne - 1040'erne - 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne
Årstal: 1038 1039 1040 1041 1042 - 1043 - 1044 1045 1046 1047 1048
Konge i danmark: Magnus den Gode 1042 - 1047
Eksterne henvisninger.
43
1047.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne - 1040'erne - 1050'erne 1060'erne 1070'erne 1080'erne 1090'erne
Årstal: 1042 1043 1044 1045 1046 - 1047 - 1048 1049 1050 1051 1052
Eksterne henvisninger.
1147
1069.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne - 1060'erne - 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne
Årstal: 1064 1065 1066 1067 1068 - 1069 - 1070 1071 1072 1073 1074
Eksterne henvisninger.
69
Europamesterskabet i fodbold 2004.
Europamesterskabet i fodbold for 2004 (EURO 2004) blev afholdt i Portugal mellem den 12. juni og 4. juli 2004. Det var det 12. europamesterskab i fodbold som afholdes hvert fjerde år under UEFA.
Kvalifikation.
Der skulle findes 16 hold til slutrunden. Værtslandet Portugal var direkte kvalificeret, og de resterende 15 hold blev fundet igennem en kvalifikationsturnering afholdt i 2002-2003. Der var ti kvalifikationsgrupper, hver med fem deltagende lande, hvor alle mødte alle to gange - en gang på hjemmebane og en gang på udebane. Vinderne af grupperne kvalificerede sig direkte til slutrunden, mens nummer to i hver gruppe spillede yderligere to kvalifikationskampe mod en toer fra en anden gruppe.
Playoff.
De ti toere spillede playoffkampe om de sidste fem pladser ved slutrunden. Holdene mødtes ude og hjemme - hjemmeholdet i første kamp er nævnt først.
Dermed kvalificerede Holland, Kroatien, Rusland, Spanien og Letland sig til EM-slutrunden i Portugal.
Liberalt Oplysnings Forbund.
Liberalt Oplysnings Forbund (forkortes LOF) blev stiftet i september 1945 af partiet Venstre, Venstres Ungdom og Venstres Kvinder for at fremme et liberalt oplysningsarbejde på kulturelle, sociale, økonomiske og politiske områder. Foreningen har primært virket ved at drive aftenskoler.
Alveole.
Latin: "Alveolus": en lille fordybning, lille trug
1066.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1010'erne 1020'erne 1030'erne 1040'erne 1050'erne - 1060'erne - 1070'erne 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne
Årstal: 1061 1062 1063 1064 1065 - 1066 - 1067 1068 1069 1070 1071
Eksterne henvisninger.
66
Harald Hårderåde.
Harald Hårderåde eller Harald Hårdråde (1015 - 25. september 1066). Han var norsk konge fra 1046, først sammen med Magnus den Gode, siden enekonge fra 1047 til 1066. Han var søn af Sigurd Syr, fra Ringerige og halvbror til Olav den hellige.
Efter slaget ved Stiklestad (29. juli 1030), hvor Olav faldt, måtte han flygte fra landet.
Førte krig mod jyderne i 1048, og ødelagde Hedeby i 1050. Han mistede livet i forsøget på at erobre England, i Slaget ved Stamford Bridge 1066.
Lægelatin.
Lægelatin er en form for internationalt fagsprog, der bruges inden for lægevidenskaben.
Det består af klassisk latin og middelalderlatin blandet med oldgræske ord og suppleret med specialudtryk for begreber, der ikke var kendte i klassisk tid.
Eksempelvis består den lægelatinske betegnelse Morbus Scheuermann af to dele, ordet "morbus", der på latin betyder "sygdom" og personnavnet "Scheuermann" efter opdageren. Efter klassisk latinsk grammatik skulle "Scheuermann" stå i genitiv, men det kan her betragtes som et indeklinabelt proprium, der så alligevel står i genitiv, jfr. udviklingen i nytestamentelig latin (den katolske kirke har anvendt den latinske oversættelse af den den græske grundtekst).
På lægelatin hedder "arm" uden videre "brachium", som det altid har gjort; så det der gør lægelatin til noget særligt er, at der skal nyopfindes navne til nye opdagelser. I nutidig lægelatin forekommer næsten kun nomener (dvs. substantiver og adjektiver) som fagudtryk; hvorimod man for århundreder siden førte hele journalbeskrivelsen på latin og ikke kun med latinske fremmedord indlejret i teksten. I ældre tid kunne man f.eks. skrive: Genu dextrum dolet. I vore dage ville man bare skrive: Han har ondt i højre knæ. Og gemme latinen til specielle fagudtryk.
Salicylsyre.
Salicylsyre (ortho-hydroxybenzoesyre) er en meget lokalirriterende syre, som kun kan bruges udvortes. Derfor er forskellige derivater udviklet til indvortes brug. Disse udgøres af to klasser, estere af salicylsyre og salicylatestere af organiske syrer. Herudover anvendes salicylsyresalte. Det mest kendte derivat er acetylsalicylsyre.
Salicylsyre har fået sit navn efter pil ("Salix"), som har et naturligt indhold af denne syre, og hvorfra man første gang isolerede den. Af samme grund har afkog af pilebark været brugt i den folkelige medicin.
Salicylater virker generelt via deres indhold af salicylsyre. Der udvikles stadig nye salicylater.
Salicylsyre indgår også i hudcremer, hvor den virker ved at eksfoliere hudens øverste lag.
Mennesker med salicylsyre overfølsomhed er ikke i stand til at indtage en normal mængde af salicylsyre i kosten uden at der optræder negative reaktioner.
Lungebetændelse.
Lungebetændelse (Græsk:pneumonia, "betændelse (inflammation) af lungevævet") kan skyldes både mikrobiologiske og andre årsager. Afhængigt af årsagen er der forskellige behandlinger, forløb og prognoser.
Tuberkulose.
Tuberkulose, også kaldet TB (fork. for "tubercle bacillus"), er den mest almindelige dødelige infektionssygdom i verden i dag. Den forårsages af en mykobakterie, normalt "Mycobacterium tuberculosis", men andre af det såkaldte tuberkulosekompleks kan også give tuberkulose. Smitten sker ved dråbeinfektion, idet bakterierne indåndes i mikroskopiske vanddråber, der kommer fra en anden person med lungetuberkulose. Ved hoste, tale og nysen spredes de små dråber i luften. Tuberkulose angriber som oftest lungerne. Infektionen kan dog ramme centralnervesystemet ved at sprede sig med blodet.
Behandling af tuberkulose.
Da mykobakterierne er lejret inden i kroppens celler, har de fleste antibiotika dårlig eller ingen effekt, hvorfor det er obligatorisk at behandle med 3-4 stoffer samtidigt. Endvidere har mykobakterierne en lang delingstid, hvorfor man er nødt til at fortsætte behandlingen i 6 måneder. Som følge af den lange behandlingstid øges risikoen for bivirkninger.
Medicin.
Medicinsk undersøgelse –
Farmakologi.
Farmakologi (dansk: lægemiddellære) er læren om lægemidler. Ordet stammer fra de græske ord "phármakon" (φάρμακον) "lægemiddel" og "logos" (λόγος) "lære".
Uddannelser.
Den videregående uddannelse til farmakonom (lægemiddelkyndig) sigter primært mod farmakologi. Den videregående uddannelse til farmaceut sigter primært mod farmaci, med i en vis udstrækning også mod farmakologi.
Desuden bliver der undervist i farmakologi for studerende på de videregående uddannelser til læge, tandlæge, dyrlæge, Bioanalytiker og sygeplejerske.
I begrænset omfang undervises elever på erhvervsuddannelserne til social- og sundhedsassistent og veterinærsygeplejerske ligeledes i farmakologi.
Penicillin.
Penicillin blev masseproduceret i 1944.
Penicilliner er en gruppe antibiotika udledt fra "Penicillium" sæksvampe. Penicilliner er historisk vigtige, da de var de første lægemidler som effektivt kunne behandle en række alvorlige infektionssygdomme som tuberkulose, syfilis og stafylokokinfektioner. Penicilliner er hyppigt anvendt i dag, så mange bakterier er blevet resistente overfor ældre penicilliner. Alle penicilliner er β-lactamantibiotika og opdagelsen af deres antibakterielle effekt bliver generelt tilskrevet den skotske videnskabsmand Alexander Fleming i 1928.
Historie.
Penicillin blev i 1928 opdaget ved et tilfælde af bakteriologen Alexander Fleming. Under arbejdet med bakterier på St. Mary's Hospital i London, blev en af hans petriskåle med stafylokokbakterier kontamineret med svamp. Han observerede at bakterierne ikke kunne vokse tæt på svampekolonien. Han identificerede svampen som "Penicillium chrysogenum". Han fandt ud af den antibakterielle aktivitet var til stede i et filtrat af en suppe hvor svampen havde vokset og kaldte filtratet penicillin.
Fleming dyrkede svampen og undersøgte filtratets effekt på diverse bakterier. Han fandt ud af filtratet havde antibakteriel aktivitet på mange sygdomsfremkaldende Gram-positive bakterier, der giver sygdomme som skarlagensfeber, meningitis, lungebetændelse og difteri. Derimod havde det ikke effekt på Gram-negative bakterier, undtagen Neisseria arter der bl.a. giver gonoré og meningitis.
I 1939, ti år efter Flemings heldige opdagelse, lykkedes det Howard Walter Florey og Ernst Boris Chain fra Oxford Universitet at udvinde penicilliner i pulverform og vise, at de havde en klinisk effekt på infektionssygdom i forsøgsdyr. Mængderne, som de fik isoleret, var dog for små til at kunne anvendes til kliniske forsøg på mennesker.
I 1941 tog de engelske forskere til USA, hvor de fik hjælp fra Peoria Lab til at udvikle en metode til fremstilling af store mængder penicillin. De anvendte en anden stamme af "Penicillium chrysogenum", da denne voksede bedre i de dybe fermenteringstanke og derved producerede mere penicillin. I 1943 udførtes de nødvendige kliniske forsøg på mennesker og produktionen blev hurtigt opskaleret. Det blev således muligt at behandle sårede allierede soldater på D-dag under 2. verdenskrig. Efter intensiv forskning lykkedes det at isolere og oprense benzylpenicillin.
I 1945 blev strukturen af benzylpenicillin opklaret af Dorothy Crowfoot Hodgkin ved hjælp af røntgenkrystallografi.
Samme år modtog Fleming, Florey og Chain Nobelprisen i medicin og fysiologi.
Virkningsmekanisme.
Penicilliner virker ved at hæmme dannelsen af peptidoglycan krydsbindinger i bakteriens cellevæg. Det svækker cellevæggen og forårsager at bakterien lyserer på grund af osmotisk tryk. Ved at efterligne aminosyresekvensen D-alanyl-D-alanin binder β-lactamringen til enzymet DD-transpeptidase (også kaldet det penicillinbindende protein eller PBP), som herved ikke kan danne krydsbindingen.
Kemisk opbygning.
Penicilliners grundstruktur, hvor R er en variabel gruppe.
Fælles for penicilliner er, at de indeholder en syregruppe, som er med til at gøre molekylet polært. Derfor trænger penicilliner under normale omstændigheder ikke ind i kroppens fedtvæv.
Herudover indeholder alle penicilliner, ligesom mange andre antibiotika, en β-lactam ring. Denne ring giver penicilliner deres bakteriedræbende effekt. Desværre gør ringen også penicilliner til en svag struktur, idet carbonatomer i ringen er placeret i vinkler på 90°, hvilket er langt fra den sædvanlige vinkel mellem carbonatomer på 109,5°.
Derfor anså man det i mange år for umuligt at fremstille penicillin kunstigt, da det bliver nedbrudt af både syre og base. For eksempel kan benzylpenicillin ikke administreres peroralt, da det nedbrydes af mavesyren.
R-gruppen i penicillin grundstrukturen kan udskiftes med andre grupper, hvilket giver de forskellige penicilliner deres forskellige egenskaber. Tilføjes andre grupper, opnår penicillinet andre egenskaber, herunder virkning på bakterier, som er resistente overfor visse penicilliner. Phenoxymethylpenicillin har en phenoxymethylgruppe i R positionen. Denne penicillin er modstandsdygtig overfor mavesyre og kan derfor administreres peroralt. Det har dog en svagere effekt end benzylpenicillin.
Anvendelse.
Penicilliner anvendes til behandling af infektioner med bakterier. De klassiske penicilliner har størst virkning på Gram-positive bakterier, men i dag er der udviklet penicilliner med virkning også på Gram-negative bakterier.
Penicillinresistens.
Et problem ved hyppig anvendelse af penicillin er risikoen for udvikling af resistens blandt bakterier.
Penicillinresistens kan opnås på tre måder.
Bivirkninger.
Almindelige bivirkninger ved penicilliner er allergiske reaktioner og maveproblemer. Superinfektioner, f.eks. svampeinfektioner, kan forekomme.
Lægevidenskab.
Lægevidenskab er også betegnelsen for lægeuddannelsen på universiteter (medicinstudiet) ved lægevidenskabelige fakulteter. Veterinær medicin doceres på den Det Biovidenskabelige Fakultet.
Lægemiddel.
Et lægemiddel (græsk: "phármakon") er en naturlig eller syntetisk kemisk forbindelse, som bruges til diagnosticering, forebyggelse, behandling eller lindring af sygdom eller symptomer, herunder smerter, fra sygdomme hos mennesker eller dyr (jævnfør lægeloven). De fleste lægemidler ordineres af en læge, tandlæge eller dyrlæge på en recept.
Administrationsveje.
Lægemidler kan administreres ad flere veje alt efter om der ønskes en lokal eller systemisk virkning.
Lægemiddelformer.
Lægemidler findes i adskillige former. Nedenfor er en oversigt over disse, sorteret efter administrationsvej.
Mærkedag.
En mærkedag er en dag, hvor man fejrer årsdagen for en bestemt begivenhed eller søger at skabe opmærksomhed om et bestemt emne.
Syddansk Universitet.
Campus Odense set fra Campusvej mod syd
Campus Odense set fra øst
Syddansk Universitet (fork. SDU; eng.: "University of Southern Denmark") er med sine 20,000 indskrevne studerende Danmarks tredjestørste universitet.
Det har campusser i Odense, Kolding, Esbjerg, Sønderborg, Slagelse og København. Universitetet er opdelt i et humanistisk, et samfundsvidenskabeligt, et naturvidenskabeligt, et teknisk og et sundhedsvidenskabeligt fakultet. Universitetet blev dannet i 1998 ved en fusion af Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd, Odense Universitet (grundlagt i 1966) og Sydjysk Universitetscenter. Selv om Syddansk Universitet lægger vægt på at det er ét universitet, som blot er til stede i flere byer, er Syddansk Universitet Odense det suverænt største campus både målt på antallet af ansatte, studerende og udbuddet af uddannelser.
I 2006 blev Syddansk Universitet fusioneret med Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum, hvorefter det naturvidenskabelige og tekniske fakultet bliver opdelt, således at der nu eksisterer et naturvidenskabeligt fakultet og et teknisk fakultet. Det tekniske fakultet dækker i 2006 ingeniøruddannelserne. I forbindelse med universitetsreformen fik Syddansk Universitet desuden Statens Institut for Folkesundhed under sig, og blev dermed også repræsenteret i hovedstaden. I 2007 fusionerede Syddansk Universitet med Handelshøjskolecentret i Slagelse og får dermed sit sjette campus i Slagelse.
Syddansk Universitet rummer desuden et af landets største forskningsbiblioteker, Syddansk Universitetsbibliotek.
Syddansk Universitet har et årligt budget på ca. 2,5 mia. kr. (2010) og har over 4.500 ansatte.
Rektor for Syddansk Universitet er Jens Oddershede.
Roskilde Universitet.
Roskilde Universitet (RUC, eng.: "Roskilde University") blev oprettet i 1972 som "Roskilde Universitetscenter", og undervisningen blev påbegyndt med 723 studerende. I dag (2007) har RUC små 9.608 studerende, hvoraf de 2.678 er indskrevet på universitetets bacheloruddannelser, mens 5722 studerer på en overbygningsuddannelse. Dertil kommer 208 ph.d.-studerende. Dette gør RUC til det sjettestørste danske universitet, overgået af KU, AU, SDU, AAU og CBS.
RUC tilbyder naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser fra bachelor-niveau til ph.d.-niveau. Undervisningsmæssigt er RUCs særkende, at alle uddannelser indledes med en to-årig basisuddannelse inden for et af hovedområderne samt studenterstyret og problemorienteret projektarbejde i cirka halvdelen af studietiden.
Den 7. august 2008 gik RUCs omstridte rektor Poul Holm af efter blot to års ansættelse. Han kom bl.a. i mediernes søgelys, efter at en intern undersøgelse viste, at hver tredje ansatte overvejede at søge væk fra universitetet.
Universitetet smed endelsen 'center' væk fra sit navn 18. november 2008, mens man dog stadig vil bruge forkortelsen RUC, da man betragter det som et stærkt varemærke. Med navneskiftet gled 'universitetscenter' helt ud som betegnelse for en højere uddannelsesinstitution i Danmark. Tidligere var også Aalborg Universitet et universitetscenter.
Starten.
RUC blev i 1970 planlagt efter "Lov om Danmarks Fjerde Universitet", der blev gennemført af regeringen Hilmar Baunsgaard efter en heftig debat mellem regeringen og oppositionen. Mens regeringen ønskede at oprette et universitet i Roskilde som aflastning for det store danske universitet i København, ønskede oppositionen, med Socialdemokratiet i spidsen, at det fjerde universitet blev placeret i Aalborg, for at uddanne den nordjyske befolkning.
Derfor kom det som en slag for Socialdemokraterne, at den erklæret socialdemokratiske professor Erling Olsen kom til at stå i spidsen for Interim-styret op til universitetets start. Dette betød at en eventuel socialdemokratisk regering ikke kunne tvinge universitetet til Aalborg efter et folketingsvalg.
RUC lagde for første gang lokaler til undervisning 1. september 1972, hvor 723 studerende indfandt sig ved de tre betonbygninger på Marbjerg Mark, cirka fem kilometer fra Roskildes centrum. Grundlæggerne af universitetscenteret ønskede en anden tilgang til undervisning og videnskab end den der blev praktiseret på de daværende tre traditionelle universiteter. De første år var således præget af et helt nyt undervisningskoncept, der blandt andet indebar gruppearbejde og -eksamen, tværfaglighed, basisuddannelser og projektorientering.
Mens disse undervisningskoncepter i 1972 var uortodokse og provokerende, har de traditionelle danske universiteter siden adopteret store dele af det oprindelige RUC-koncept. Dermed kan RUC ses som den bannerfører, der bragte den angelsaksiske tværfaglighed og opblødningen mellem fagdisciplinerne til Danmark, samtidig med at man skabte en accept af gruppearbejde som akademisk form.
Mens RUC's koncept af kritikere blev fremført som uvidenskabeligt, fremhæver støtterne at det projektorienterede gruppearbejde fjerner videnskaben fra sit elfenbenstårn og søger at afklare konkrete problemer, frem for at analysere tågede teorier.
Samtidig var RUC dog også præget af den videnskabelige Marxisme, der med studenteroprøret blev en del af de danske universiteter. Dette betød blandt andet at den senere socialdemokratiske folketingsmedlem Erling Olsen i 1973 blev væltet af de studerende som rektor for universitetscenteret, hvilket fik daværende statsminister Anker Jørgensen til at ønske institutionen lukket.
Det politiske RUC.
Mens RUC blev startet efter studenteroprøret, blev der dog ikke lagt skjul på at centeret var et forum for politisk tænkning. Således blev "Aktionsfond RUC" oprettet umiddelbart efter centerets dannelse, for at kunne sikre studerende og ansatte økonomisk under en eventuel konflikt med myndigheder og ledelse.
På det videnskabelige plan var Habermas, Adorno, Horkheimer og ikke mindst Marx grundlaget for den kritiske teori der var de tidlige RUC'eres videnskabsteoretiske grundlag. Således var "Kapitalen" den bog der i 1970'erne blev brugt i flest økonomiske RUC-studenterrapporter, mens Frankfurterskolen definerede udgangspunktet for den RUC'ske sociologi.
Denne tydelige videnskabelige ubalance fik den socialdemokratiske rektor Erling Olsen til i 1972 at advare mod RUC som en "marxistisk missionsskole" på skoleledernes kongres i Aalborg.
RUCs forhold til de traditionelle universiteter.
Mens der blandt de studerende sjældent har været fjendtlighed de forskellige universiteter imellem, har der på det videnskabelige plan været store uenigheder. Især Københavns Universitet har været en ivrig kritiker af RUC's videnskabelige metoder og produktion. Imidlertid viser tal fra Videnskabsministeriet, at RUCs studerende generelt kommer hurtigere igennem uddannelserne, og at blot 27% dropper ud. Den andel er kun lavere på Aalborg Universitet. Mens man på de traditionelle universiteter tilskriver dette et lavere niveau, viser undersøgelser indenfor de såkaldte "nøgletal 17" at RUCs studerende i ligeså høj grad får arbejde, og har en ligeså høj løn.
RUC har i mange år samarbejdet med CBS (Handelshøjskolen i København) om en række forløb, blandt andet HA-overbygningen cand.merc.. Samarbejdet bygger blandt andet på deres fælles studiemetoder, med gruppearbejde og projektorientering.
Roskilde Universitetsbibliotek.
Til RUC er tilknyttet Roskilde Universitetsbibliotek, der samtidig fungerer som lokalt bibliotek for bydelen Trekroner, hvor RUC er placeret.
CeLi.
Center for Ligestillingsforskning er verdens første forskningscenter, der udelukkende fokuserer på ligestilling mellem mænd og kvinder, og kønnets indvirkning på samfundslivet. Centeret råder over fem akademiske ansatte, to teknisk/administrative ansatte og 1-2 Ph.d-studerende, og er primært støttet af Den Danske Stat og Den Europæsike Union.
Lederen af centeret er 59-årige Karen Sjørup, er uddannet Sociolog, og har arbejdet med kønsforskning i 28 år.
Aalborg Universitet.
Aalborg Universitet (AAU) blev oprettet i 1974 og hed indtil 1994 Aalborg Universitetscenter (AUC).
Universitetet ligger hovedsageligt i Aalborg, men har siden 1995 haft en afdeling i Esbjerg, efter en fusion med Ingeniørhøjskolen Esbjerg. I 2005 åbnede universitetet en afdeling i København, med tilknytning til Ingeniørhøjskolen i København. I Aalborg er universitetet primært beliggende på fire lokaliteter, Campus på Aalborg Universitetskvarter, Basis i Vestbyen, Sohngaardsholmsvej og Nytorv. Derudover befinder dele af idrætsuddannelsen sig i det nyrenoverede Nordkraft, centralt i Aalborg.
Fakulteter på Aalborg Universitet.
Aalborg Universitet er specielt kendt for den projektorienterede arbejdsform, hvor de studerende får vid mulighed for at arbejde med fagrelevante problemstillinger, også kendt som Aalborg-modellen.
Kilder.
Universitet
Århus Domkirke.
Århus Domkirke (Sct. Clemens Kirke) beliggende ved Store Torv og Bispetorv i Aarhus Centrum er hovedkirke i Århus Stift. Kirken har omkring 1200 siddepladser, og bygningen, der er den længste og højeste kirkebygning i Danmark, er 93 meter lang. Tårnet er 96 meter højt.
Adventssiden af den trefløjede altertavle
De ældste tider.
Den første kendte Aarhus-biskop, Reginbrand, nævnes i året 948. Han har uden tvivl haft en trækirke til rådighed i vikingebyen Ārōs (Aarhus). Man antager, at denne trækirke har ligget samme sted, hvor man engang i 1000-tallet opførte byens første domkirke i sten, nemlig stedet hvor den nuværende Vor Frue Kirke ligger i dag. Den i 1956 genfundne krypt under Vor Frue Kirke menes at være en rest af denne første domkirke i sten.
Den romanske basilika.
Byggeriet af den nuværende Århus Domkirke påbegyndtes i 1190'erne. Stedet lå dengang meget tæt på standen ned til Aarhus-bugten. Ifølge traditionen var det på dette sted, at den lokale helgen, kongesønnen Niels den Hellige, blev begravet i et trækapel ved hans død i 1180. Men kort tid efter indledtes altså opførelsen af en ny kirke på stedet. Den blev udformet som en treskibet romansk basilika med to aldrig fuldførte tårne mod vest. De tværstillede korsarme var usædvanligt lange. Sideskibene stod i forbindelse med det meget meget højere midterskib ved seks rundbuede arkader. Koret var et komplekst bygværk med apsider, kortårne og korkapeller. Af alt dette er kun kapellerne i behold i dag, hvoraf sydkapellet er det smukkeste. Byggematerialet var munkesten, og det er et af de ældste teglstensbyggerier i Jylland. Den første bygherre var biskoppen Peder Vognsen, men byggeriet fortsatte under hans efterfølgere, og man antager at byggeriet i første omgang var afsluttet omkring år 1300. Den nye kirke, der lå ved havet, blev passende viet til de søfarendes skytshelgen Sankt Clemens.
Den gotiske katedral.
År 1330 udbrød der brand i kirken, der ødelagde tagkonstruktionen. I hovedtræk stod kirken dog urørt som en romansk korsarmskirke indtil ca. år 1420, hvor man indledte en kraftig ombygning, der skulle gøre den til en gotisk katedral. I første omgang byggedes der nye kapeller mod vest, samt der lagdes fundamentet til et kraftigt vestvendt tårn. Senere i århundredet, under biskoppen Jens Iversen Lange, fik kirken så nogenlunde sit nuværende udseende. Koret blev fuldstændig ombygget til gotisk højkor i årene 1467-1471. Det blev fire fag langt, og er bygget i skibets fulde bredde. Det har et fantastisk lysindfald, da det i alle fag, samt i den tresidende afsluting mod øst har høje pragtfulde gotiske vinduer. På korets sider ses to runde trappetårne, der alene har haft æstetiske formål. Cirka 1477 blev vesttårnet fuldført. Omtrendt samtidig indbyggedes hvælvinger i skibet, mens korsarmenes og korsskæringens hvælvinger er fra engang i 1480'erne. Ca. 1480 var kirken var byggeriet afsluttet. På trods af en byggeperiode på over 300 år er resultatet forbavsende helstøbt.
Restaureringer.
Domkirken blev man dog ved med at ændre på gennem tiderne. Arkitekten N. H. Rieman lod i 1700-tallet spirene på kirkens tårne udskifte med ganske morsomme løgkupler, som dog ikke just klædte bygningen. Andre forandringer skete også, hvorfor i årene 1877-1882 foretog en gennemgribende og hårdhændet restaurering, der skulle forsøge at føre kirken tilbage til sit udseende fra ca. 1500. Først da de mere kompetente arkitekter Hack Kampmann og Mogens Clemmensen ledte de videre byggearbejder, fik kirken endelig sin gamle pragt tilbage. Den var under ledelse af sidstnævnte, at man i 1930'erne genopsatte de kamtakkede gavle på koret og korsarmene, samt byggede det 96 meter høje spir på tårnet.
Altertavlen.
Kirkens altertavle er af høj kunstnerisk kvalitet. Den er den største af sin art i Danmark og er særdeles velbevaret. Den er fremstillet på Bernt Notkes værksted i Lübeck i sidste halvdel af 1470'erne (den er indviet 1479).
Det er en fløjaltertavle, der vendes tre gange i løbet af kirkeåret. Festsiden, som er den gyldne side, ses fra Julemorgen til Askeonsdag. Fastesiden er fremme fra Askeonsdag til Påskemorgen, hvor så festsiden atter bliver vist, indtil indtil første søndag i Advent, hvor man vender denden sidste side frem, Adventsiden. Den ses til og med Juleaften.
På festsiden ses apostelfigurer. Judas Thaddæus holder en posebog med bæreknude i sin højre hånd, Filip har en posebog med bæreknude hængende fra bæltet, og Thomas har en posebog, der ikke er forlænget i ryggen, hængende på sin højre arm. Matthæus har en bog hængende i en rem fra bæltet, der ikke kan kaldes en egentlig posebog.
Prædikestolen.
Kirkens prædikestol er dateret 1588. Den er et pragtfuldt renæssancearbejde, skåret i egetræ. Man har tilskrevet den nederlandske snedker Mikkel van Groningen, der boede i Hornslet, hvor han arbejdede for Rosenkrantz-slægten på Rosenholm.
Prædikestolens ni relieffer er hentet både i Det Gamle og Nye Testamente. Først ser man Syndefaldet, dernæst Marias bebudelse, Jesu fødsel, Jesu dåb og Indstiftelsen af nadveren. Yderligere følger Korsfæstelsen, Opstandelsen, Pinseunderet og til sidst Dommedag.
Døbefonten.
Døbefonten er ligesom altertavlen skænket af Jens Iversen Lange. Den er udført i Flensborg i 1481 af klokkestøberen Peter Hansen. Materialet er malm. Kummen bærer af de fire evangelister, udformet som deres dyresymboler; Markus-løven, Matthæus-englen, Lukas-oksen og Johannes-ørnen. På selve kummen er der relieffer med forskellige hellige personer.
Orglerne.
Der findes tre orgler i Domkirken; Hovedorglet på 89 stemmer, et kororgel på 23 stemmer, samt et flytbart orgelpositiv på 4 stemmer.
Hovedorglet er oprindeligt bygget af Lambert Daniel Kastens i 1730, men ombygget og udvidet i flere omgange. De mest omfattende ombygninger fandt sted i 1876 af orgelbyggeren J. A. Demant, samt i 1927-29, 1958 og 1981-83 af orgelbyggeriet Frobenius. Orglet er med sine 89 stemmer Danmarks største kirkeorgel.
Eksterne kilder og henvisninger.
Domkirke
Domkirke
Det Stockholmske Blodbad.
Det Stockholmske Blodbad fandt sted 7.-10. november 1520 efter den danske kong Christian 2.'s erobring af Sverige. Kongen henrettede over 82 personer fra den svenske adel, gejstlighed og borgerstand, hovedsageligt støtter af det svensk-nationale parti (Sture-partiet) med Sten Sture i spidsen. Dødsdommene blev afsagt ved en kirkelig skueproces. Det var muligvis ridder Claus Bille og Søren Norby, der stod for arrestationerne.
Forhistorie.
Blodbadet var en konsekvens af den konflikt der havde udspillet sig mellem på den ene side en lille gruppe svenske gejstlige og danske adelige, der gik ind for Kalmarunionen, og på den anden side den svenske adel og gejstlighed, som krævede svensk uafhængighed af Danmark. Unionsfolkene i Sverige var ledet af ærkebiskop Gustav Trolle. Anti-unionsfolkene var ledet af den svenske regent Sten Sture (den yngre). Sten Sture blev regent i 1512 ved et kup, hvor netop Gustav Trolles far, Erik Trolle, blev afsat. Den daværende unionsmonark, Kong Hans, havde accepteret det, blot Sten Sture lovede at ville bibeholde unionsstrengene med Danmark. Danmark mistede allerede her fodfæste i Sverige, eftersom den svenske regentposition skiftede fra en unionsvenlig til en unionsfjendtlig person. Både Sten Sture, Kong Hans og prins Christian var klar over, at en krig nærmede sig. Kong Hans døde i 1513, og prins Christian blev valgt til konge.
I 1515 kom Gustav Trolle og Sten Sture op at skændes om hvorvidt Trolle var allieret med Danmark. Det førte til at Gustav Trolle i 1517 både blev frataget sit embede som ærkebiskop af Sverige og al sin ejendom. Trolle valgte herefter at forskanse sig på sit slot, for at undgå yderligere handlinger imod sig; dette resulterede i at Sten Sture ledte en hær af unionsmodstandere primært fattige bønder udstyret med våben mod Gustav Trolles slot. Sveriges anti-unions-adel støttede dette og valgte at lave et dokument, hvor de alle skrev under på deres fælles deltagelse i angrebet på Gustav Trolle.
Dette gøres for at undgå at enkelte personer senere bliver retsforfulgt som hovedmænd. Christian 2. anså dette angreb som et oprør imod både unionen og kirken, og bad med succes Paven om tilladelse til at angribe Sten Sture (og dermed Sverige) for at slå oprøret ned, formentlig med den begrundelse at kirkens ejendom var under angreb. Christian 2. forsøgte først at komme til undsætning under belejringen af Gustav Trolles slot. Den danske konge led dog nederlag og var tvunget til at trække sig tilbage. Umiddelbart efter faldt slottets forsvar, og slottet blev revet ned til grunden, og Gustav Trolle selv blev kastet i fængsel. I 1518 forsøgte Christian 2. endnu engang at angribe Sten Sture for at genvinde kontrol over Sverige, men led igen nederlag - ved Brännkyrka, syd for Stockholm. Et tredje angreb blev indledt i 1520 med franske, tyske og skotske lejesoldater under ledelse af Otto Krumpen. De danskes styrker mødte de svenske ved Slaget på Åsundens is. Sten Sture blev dødeligt såret af en rikochetterende kanonkugle, og den utrænede bondehær faldt hurtigt fra hinanden. Christian 2.'s hær marcherede uden yderligere modstand mod Uppsala, hvor det svenske rigsråd befandt sig. Forhandlinger blev straks indledt, og en aftale blev vedtaget af kongen og begge landes rigsråd d. 31. marts. Efter den ville Christian 2. blive hyldet som arvekonge til Sverige, blot han garanterede fuld amnesti til alle involverede og lovede at regere Sverige efter landets hidtidige love. I Stockholm holdt Sten Stures enke, Kristina Gyldenstjerne, dog stand, og først seks måneder, et nederlag og en sejr senere overgav hun Stockholm mod garanti for den tidligere amnesti.
Blodbadet.
Den 4. november bliver Christian 2. kronet til konge af Sverige i Stockholm storkirke af den genindsatte ærkebiskop Gustav Trolle. Tre dages banket følger.
Hele Sveriges adel og gejstlighed samt fornemme borgere fra Stockholm inviteres til en privat forsamling den 7. november på Stockholm Slot. Om aftenen træder ærkebiskop Gustav Trolle frem og alle portene til slottet låses, hvorefter han anklagede 18 af gæsterne for deres angreb på hans slot, ejendomme og ham selv, og han krævede, at de skyldige skal stilles for en domstol. Kongens tidligere løfte om amnesti er ikke gyldigt i denne situation, da Gustav Trolle er gejstlig, og staten ikke har myndighed i klerikale sager. Kongens svar er, at han er nødt til at støtte Gustav Trolles anklager, for at undgå konsekvenser fra Paven.
Ved daggry d. 8. november føres de 18 anklagede bort af danske soldater. Sten Stures enke er blandt de inviterede ved forsamlingen og fremlægger dokumentetet, hvori hele Sveriges antiunionsadel har påtaget sig fælles ansvar for handlingerne mod Gustav Trolle, og således kan de 18 ikke alene holdes ansvarlige. Håbet var, at de 18 vil blive sat fri, da det er utænkeligt at anklage det meste af den svenske adel og gejstlighed. Dokumentet virker modsat, og alle gæsterne bliver fængslet ved daggry.
Om morgenen d. 9. november indledes retsagen mod de fængslede. I spidsen for domsrådet står Gustav Trolle, der både fungerer som anklager og dommer. Alle anklagede fra sturepartiet bliver kendt skyldige i kætteri, hvilket der kun findes dødsstraf for. Til middag bliver de dømte ført ud på Stortorvet, hvorefter Ærkebisp Mattias Gregersson af Strängnäs bliver halshugget. Henrettelserne fortsætter resten af dagen og den næste med. Adelige og gejstlige bliver henrettet med sværd, borgerlige med økse og borgere ved hængning. Det anslås, at over 80 mister livet, deriblandt to biskopper, 14 adelige, tre borgmestre, 14 rådsmænd og 20 borgere. Sten Stures enke og en række af de henrettede adeliges enker bliver sejlet til Danmark som gidsler.
Efterspil.
I januar 1521 - to måneder efter Det Stockholmske Blodbad - opstod et nyt oprør i Dalarna mod Christian 2. denne gang ledet af Gustav Vasa, søn af Erik Johansson, der var blandt de henrettede. Christian 2. var på rejse i Holland og stillede intet op mod oprøret. Da han vendte hjem til Danmark var Sverige atter tabt. I 1523 kronede svenskerne Gustav Vasa til konge af Sverige, og dermed ophørte Kalmarunionen. De næste 300 år lå Danmark og Sverige i krig med hinanden ikke mindre end ni gange hver gang med erobring eller hævn for øje.
Kildekritik.
Begivenhederne skildres af få neutrale kilder. Christian 2. sendte en skriftlig redegørelse for handlingerne til Paven, men den er næppe troværdig, da kongen måtte forklare, hvorfor han havde henrettet to ærkebisper.
En anden kendt kilde er den svenske historiker Olaus Petri, der efter eget udsagn var til stede ved selve henrettelserne og var så forfærdet over handlingerne, at han åbenlyst skreg sin mening ud, hvorfor han var tæt på selv at blive henrettet.
Det vides dog med sikkerhed, at alle blev beordret til at holde sig inden døre under henrettelserne. Det var efter sigende gjort, for at mystikken omkring henrettelserne skulle skræmme fremtidige oprørere. Ikke alle rettede sig åbenbart efter udgangsforbuddet: en tilskuer blev som oplyst grebet og henrettet.
I skønlitteraturen.
Det Stockholmske Blodbad optræder i Johannes V. Jensens roman "Kongens Fald" fra 1901. Bogen er skønlitterær, og Johannes V. Jensen tilføjer selv med digterisk frihed de sider af sagen, som ikke er veldokumenterede i faglitteraturen.
Se også.
Danmarks historie (1397-1536)
Analog elektronik.
Analog elektronik er elektronik der behandler/benytter elektriske signaler i et kontinuert område. Dette i modsætning til digital elektronik, der benytter diskrete niveauer (typisk 2 = binært).
1080.
Århundreder: 10. århundrede - 11. århundrede - 12. århundrede
Årtier: 1030'erne 1040'erne 1050'erne 1060'erne 1070'erne - 1080'erne - 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne 1130'erne
Årstal: 1075 1076 1077 1078 1079 - 1080 - 1081 1082 1083 1084 1085
Eksterne henvisninger.
80
Claus Bille.
Claus Bille (ca. 1490 – 4. januar 1558 på Lyngsgård, Skåne) til godserne Lyngsgård, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere andre godser var en dansk ridder og rigsråd.
Han var af den uradelige slægt Bille som søn af rigsråd Steen Basse Bille og Magrethe Clausdatter Rønnov, og han var bror til ærkebiskop Torbern Bille. Han deltog i Stockholms blodbad og stod sammen med Søren Norby for arrestationerne af den svenske adel. Frederik den 1.'s regering satte pris på Claus Bille, og Billeslægten fik i denne periode større politisk magt og indflydelse end nogen anden.
Ægteskab og efterkommere.
Han blev den 31. januar 1524 gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand (ca. 1505-5. april 1540) og indgik derved forbindelse med en anden af tidens magtfulde slægter. Parret fik syv døtre og fire sønner, hvoraf to døde som små.
Eksterne henvisninger.
Claus
Bille (adelsslægt).
Bille (også "Bilde") er en dansk uradelsslægt, der til tider har været meget betydningsfuld i Danmark, og som stadig blomstrer. Slægten omfatter også linjerne Bille-Brahe og Bille-Brahe-Selby. Billeætten kendes fra midten af 1200-tallet og førte allerede da sit slægtsnavn.
Våbenskjold.
Slægten fører et af rødt og sølv delt og tre gange tværdelt, af en vildmand holdt skjold, på hjelmen to af rødt og sølv tre gange tværdelte vesselhorn, hvert besat med 4 påfuglefjer og derimellem en påfuglefjer. Et lignende våben førtes af de i 1500-tallet uddøde Biller i Schlesien, der altså synes at have fælles herkomst med de danske Biller. Også slægten Ebersbach i Schlesien har ført Billevåbnet.
Historie.
Billeætten kendes fra midten af 13. århundrede og førte allerede da sit slægtsnavn. De første mænd af navnet Bille, som kendes historisk, er hr. Jakob Bille (1246) og hans Broder, Thorkel Bille, hvis søn Niels Thorkilsen 1267 blev sat i band som Erik Glippings tilhænger i dennes strid med ærkebiskop Jakob Erlandsen. Den sammenhængende slægtrække begynder ved 1300 med Jon Bille, hvis sønnesøn Esbern Nielsen 1365 var kongens kansler, og hans brodersøn var Lunds ærkebisp Peder Lykke, der sad på koncilet i Konstanz 1415; bispens brodersøn, hr. Torbern Bille, var den første ejer af Svanholm, som i 200 år var og nu atter i over 100 år har været i slægtens besiddelse. Gennem Torbern Billes sønnesøn, Århusbispen Ove Bille og rigshovmesteren Esge Bille osv., nåede slægten den rigdom, magt og indflydelse, som i de følgende århundreder stiller den fremmest i rækken blandt de danske adelsætter.
En stor mængde af landets største og bekendteste gårde kom efterhånden i Billernes eje. Således: Allindemagle, Solbjerg, Svanholm, Bjergbygård, Egede, Sandholt, Søholm, Bregentved, Hvedholm, Kærgård, Rynkebygård, Billeskov, Skjerrildgård, Ørumgård, Tirsbæk, Holbækgård, Stenalt, Fårupgård, Egeskov, Møllerup, Billeshave, Bjørnsholm, Bangsbo, Mejlgård, Sødal, Restrup, Truelsholm, Billesbølle, Havrelykke, Vallø, Holsegård, Lyngbygård, Mogenstrup, Ellinge, Ørtofte, Nielstrup, Vandås, Næsbyholm, Rosendal, Billesholm, Gammel Køgegård, Vrejlev Kloster, Årup, Heiselt, Gjorslev, Valdbygård, Hvidkilde, Rønnovsholm, Damsbo, Brobygård, Flenstofte, Avnsbjerg, Marsvinslund, Hersomgård, Vindum Overgård, Løgismose, Steensgård, Østrupgård, Bjørnemose.
Med hr. Torbern Billes nærmeste efterkommere delte slægten sig i talrige linjer. Sønnen Bent Bille stiftede Egede-Søholm-linjen, af hvilken hr. Anders Bille til Søholm er den bekendteste, sønnesønnen Knud Bille Kjærsgård-linjen, dennes broder Esge Bille Svanholm-linjen og sønnesønnen Claus Bille Allinde-linjen. Af disse linjer uddøde Egede-Søholm-linjen 1590 med Erik Bille, Svanholm-linjen 1689 med Gabriel Bille og Allinde-linjen 1717 med Erik Bille Kjærsgård-linjen blomstrer endnu i den grevelige linje Bille-Brahe. Da Brahe-ættens sidste mand, Preben Brahe til Hvedholm, som 1751 blev oprettet til stamhus, døde 1786, gik hans navn og godser over til Bille-ætten. Gehejmekonferensråd Henrik Bille (1709-1789), hvis faster, Henrikke Sophie Bille, var moder til Preben Brahe, fik 7. marts 1788 bevilling til at føre de Brahers navn og våben (hans ældste søn Axel Frederik Bille havde 12. januar 1787 fået en lignende bevilling, men døde samme år), og 9. maj 1798 optoges hans anden søn Preben Bille-Brahe i lensgrevelig stand som besidder af Grevskabet Brahesminde, der erigeredes af Hvedholm, Damsbo, Steensgård, Østrupgård, Avernakø og Drejø. Hans sønnesøn, grev Preben Charles Bille-Brahe, som 1867 havde arvet det friherrelige Selbyske Forlods, fik 23. januar 1873 patent på at føre det Selby'ske navn og våben.
Grafit.
Grafit er et gråsort, blødt, krystallinsk kulstof med metalglans, som krystalliserer i sekskantede tavler med én spalteretning. Findes og brydes i naturen, på bl.a. Sri Lanka og Madagaskar, og kan fremstilles kunstigt ud fra bl.a. retortkul og petroleumskoks ved meget høj temperatur og tryk i elektriske ovne. Det kan bearbejdes som træ og er meget kemikaliebestandigt. Dets hårdhed er 1, og det har en massefylde af 2200 kg/m3.
Ordet stammer fra tysk "Graphit" for "sort bly", skabt i 1789 af mineralogen Abraham Gottlob Werner fra græsk "graphein" (skrive) for dets anvendelse til blyanter.
Flyselskaber.
Et flyselskab er en civil organisation der transporterer personer og varer i flyvemaskineer.
Aeroflot.
Aeroflot el. Aeroflot - Russian Airlines er et russisk nationalt flyselskab grundlagt i 1932. Aeroflot har hovedsæde i Moskva og foruden indenrigsruter har Aeroflot forbindelser til næsten 90 byer i 47 lande rundt i verden, herunder Bangkok, Delhi, Beijing og København.
I 2004 transporterede man 6,8 millioner passagerer, i 2006 var tallet steget til 7,2 millioner passagerer.
Aeroflot råder over 114 fly, som dels er Iljusjin og Tupolev, men de senere år har Aeroflot købt mange Airbus samt enkelte Boeing, som især bruges på ruterne til udlandet. For at gennemføre en fornyelse har Aeroflot bestilt 124 fly: Airbus, Iljusjin, Sukhoj Superjet 100 samt Boeing.
Aeroflot er medlem af SkyTeam.
I Sovjetunionen havde Aeroflot monopol på civil flyvning og var verdens største flyselskab.
Khangchendzonga.
Khangchendzonga er et 8.586 meter højt bjerg, også kendt under navne som "Kangchenjunga", "Kangchen Dzö-nga", "Kanchenjanga", "Kachendzonga", og "Kangchanfanga", og er det tredje højeste bjerg i verden efter Mount Everest og K2, og det næsthøjeste i Nepal.
Bjerget ligger på grænsen mellem den tidligere selvstændige stat Sikkim (nu delstat i Indien) og det østlige Nepal.
I Nepal hører bjerget til Taplejung distrikt i "Mechi sone", "Østregionen", i Kanchenjunga naturbeskyttelsesområde.
Kanchenjunga betyder noget i retning af " «fem skatte af sne»", formentlig fordi det egentlig er fem bjergtoppe som alle er mere end 8.000 moh. Frem til 1852 troede man faktisk at Kanchenjunga var verdens højeste bjerg, men beregninger foretaget af britiske forskere i 1849 afkræftede dette. Bjerget blev besteget første gang den 25. maj 1955 af George Band og Joe Brown, som var med en britisk ekspedition.
Ligestillingsministeriet.
Ligestillingsministeriet (formelt Ligestillingsafdelingen) er et dansk ministerium, der arbejder med ligestilling på tværs af ministerområderne. Den første minister for ligestilling blev udnævnt af statsministeren den 1. juli 1999.
Ministre for ligestilling.
Samtlige ministre for ligestilling har samtidig haft andre ministerposter; Jytte Andersen og Lotte Bundsgaard var således by- og boligministre, Henriette Kjær og Eva Kjer Hansen var socialministre, Karen Jespersen var socialminister, siden velfærdsminister, Inger Støjberg var beskæftigelsesminister og Lykke Friis er klima- og energiminister.
Anæstesiologi.
Anæstesiologi er et medicinsk speciale, som omfatter anæstesi (narkose), smertebehandling, resuscitation (genoplivning) samt intensiv observation og behandling på intensivafdelinger (ITA). Envidere udføres præhospital behandling ofte af anæstesiologer og/eller anæstesisygeplejersker.
Somaliland.
Somaliland ligger på Afrikas Horn ud til Adenbugten og har de facto fungeret som en uafhængig stat løsrevet fra Somalia siden 1991, men er ikke internationalt anerkendt som selvstændig stat.
Den talrigeste klan er Isak (somali-Isaaq), som med sine subklaner er den dominerende magtfaktor i det klanbaserede samfund.
Somaliland ligger på Afrikas Horn.
Samfundsøkonomien holdes i vid udstrækning i gang ved hjælp af udenlandsk støtte og midler sendt fra udlandsbaserede landsmænd.
Somaliland omfatter omtrent samme område, som i sin tid var kolonien Britisk Somaliland. Det er et af de få områder i Afrika, hvor man uden international hjælp har forsøgt gennemført en demokratiseringsproces. Resultatet er en blanding af lokale traditioner og vestligt demokrati. En demokratiseringsproces som muligvis er en af de få i Afrika der er lykkedes. Man mener også, at det var en af de rigeste og mest indflydelsesrige stater i Afrika, i omkring 2 årtier inden krigen helt brød ud.
Mexicos stater.
Mexico har 31 delstater ("estados") og et føderalt distrikt ("Distrito Federal"), hvori hovedstaden, Mexico City, ligger.
Ekstern henvisning.
Stater
Aguascalientes.
Aguascalientes ("varmt vand") er en delstat i Mexico med et areal på 5.197 km², beliggende midt i landet med 944.000 indbyggere. Hovedstaden hedder også Aguascalientes. Delstaten blev dannet i 1835 ved udskillelse fra delstaten Zacatecas. ISO 3166-2-koden er MX-AGU.
Chihuahua (delstat).
Chihuahua er en af de 31 delstater i Mexico, og den største med et areal på 244.938 km²; den ligger i den nordvestlige del af landet. Størstedelen af delstaten er ørken, der er dog også områder med betydelig nedbør og grønne skove. Faktisk har Chihuahua et større skovareal end nogen anden mexicansk delstat. ISO 3166-2-koden er MX-CHH.
Delstaten er navngivet efter sin hovedstad, Chihuahua. Navnets oprindelse kendes ikke med sikkerhed, men det er gammelt og stammer fra tiden før spaniernes ankomst, man mener at navnet er afledt af nahuatl-folkets ord "xicuahua" (tørt, sandet sted).
Chihuahuas nordlige grænse er primært Rio Bravo del Norte (Rio Grande) og Texas og New Mexico i USA. Delstaterne Sonora og Sinaloa ligger mod vest, Durango mod syd og Coahuila mod øst.
I 1990 var der 2,5 millioner indbyggere i delstaten. Den største by er ikke hovedstaden, Chihuahua, med 500.000 indbyggere, men Ciudad Juárez, med 800.000 indbyggere og måske det samme tal i de tilstødende forstæder (colonias). Hovedstaden blev grundlagt i 1709 af Don Antonio Deza y Ulloa.
Chihuahuas befolkning er overvejende mestizoer og kreoler, men der er også mange minioritetsgrupper såsom det indfødte tarahumara-folk i bjergegnene, foruden mange landsbyer med mennoniter af tysk oprindelse og mormonske bosættere af anglo-amerikansk oprindelse.
Chihuahua er kendt for sin produktion af æbler, nødder, tømmer, kvæg, mælkeprodukter, får og jernfrie metaller. Der findes også store fabrikker ved den nordlige grænser, hvor eksportvarer samles.
Et af Chihuahua bedst kendte naturfænomener er "Barranca del Cobre", kobberkløften, et storslået system af kløfter, der kan måle sig med USA's Grand Canyon.
Chihuahua spillede en vigtig rolle i den mexicanske revolution, og var kamppladsen for de revolutionære styrker anført af Pancho Villa og de føderale styrker.
Coahuila.
Coahuila (formelt navn: Coahuila de Zaragoza) er en af de 31 delstater i Mexico. Den befinder sig i landets nordlige del. Mod nord deler Coahuila 512 km grænse med staten Texas i USA. Coahuila deler grænse med de mexicanske delstater Nuevo Leon mod øst, San Luis Potosi og Zacatecas mod syd, samt Durango og Chihuahua mod vest. Med et areal på 151.571 km² er den Mexicos trejdestørste stat. I 2000 havde Coahuila et anslået indbyggertal på 2.300.000. ISO 3166-2-koden er MX-COA.
Coahuilas hovedstad hedder Saltillo. Byerne Monclova, Piedras Negras og Torreón ligger også i delstaten.
Colima (stat).
Colima er en delstat i det vestlige Mexico. Mod nord og øst deler den grænse med delstaten Jalisco, samt Michoacan mod syd. Mod vest ligger Stillehavet. Ud over hovedstaden Colima, ligger de større byer Manzanillo og Tecomán også i delstaten. Delstaten har et areal på 5.455 km² med et anslået indbyggertal i 2003 på 571.000. ISO 3166-2-koden er MX-COL.
Durango (stat).
Durango er en delstat i Mexico. Arealet er 119.648 km² og det anslåede indbyggertal i 2003 var 1.450.000. Hovedstaden af samme navn, Durango, kaldes også "Victoria de Durango". Andre større byer i delstaten er Gómez Palacio og Lerdo. ISO 3166-2-koden er MX-DUR.
Guanajuato (stat).
Guanajuato er navnet på en delstat i Mexicos centrale højland, samt også navnet på delstatens hovedstad, Guanajuato
Guanajuato deler grænser med delstaterne San Luis Potosi, Queretaro, Michoacan og Jalisco. Den har et areal på 30.589 km². I 2003 var dens anslåede indbyggertal 4.855.000. ISO 3166-2-koden er MX-GUA.
Efter det centrale Mexico og kysten ved den Mexicanske Golf, var Guanajuato et af de første områder i Mexico som blev koloniseret af spanierne, i 1520'erne, på grund af dens rige sølv-forekomster. I dag er Guanajuatos miner stadig blandt verdens bedst producerende sølvminer. Delstaten producerer også tin, guld, kobber, bly, kviksølv og opaler.
Foruden hovedstaden ligger de større byer Celaya, Leon, Salamanca, Irapuato, San Miguel de Allende samt Dolores Hidalgo hvor Miguel Hidalgo holdt en tale med opfordring til at gøre Mexico uafhængig (se Grito de Dolores).
Guerrero.
Guerrero er en delstat i Mexico. Mod vest deler den grænse med den mexicanske delstat Michoacán, mod nord med delstaten Mexico, Morelos og Puebla, mod øst Oaxaca og mod syd Stillehavet. Guerrero har et areal på 63.749 km². I 2003 var det anslåede indbyggertal 3.167.400. ISO 3166-2-koden er MX-GRO.
Hovedstaden hedder Chilpancingo de los Bravo.De større byer Acapulco, Iguala de la Independencia og Taxco ligger også i delstaten.
Jalisco.
Jalisco er en delstat i Mexico. Jalisco har et areal på 79.085 km² (der er uenighed med nogle nabostater over visse kommuner).
Vest for Jalisco ligger Stillehavet, mod nordvest den mexicanske delstat Nayarit, mod nord Zacatecas, Aguascalientes og San Luis Potosi, mod øst Guanajuato, samt mod syd Colima og Michoacan. I 2003 havde Jalisco et anslået indbyggertal på 6.487.000. ISO 3166-2-koden er MX-JAL.
Hovedstaden i Jalisco er Guadalajara. De større byer Ajijic, Chapala, Guzmán, Juarez, Puerto Vallarta, Tlaquepaque, Tonalá og Zapopan ligger også i delstaten.
Michoacán.
Michoacán er en delstat i Mexico. Den grænser mod vest til de mexicanske delstater Colima og Jalisco, mod nord Guanajuato, mod øst delstaten Mexico, mod sydøst Guerrero og mod syd til Stillehavet.
Delstaten har et areal på 59.864 km². I 2003 var det anslåede indbyggertal 4.047.500. Hovedstaden hedder Morelia.
I Michoacán ligger også de større byer Apatzingán, Hidalgo, Jacona, Jiquilpan, La Piedad, Lázaro Cárdenas, Los Reyes, Paracho, Pátzcuaro, Puruándiro, Sahuayo, Uruapan, Zacapú, Zamora og Zitácuaro, foruden de præ-columbianske ruiner Tzintzuntzán.
Byen Aguililla er berømt for sine smukke sommerfugle.
Morelos.
Morelos er en delstat i Mexico. Den har et areal på 4.941 km² og er dermed en af de mindste delstater i landet.
Morelos deler mod nord og øst grænse med delstaten Mexico, mod øst Puebla og mod syd Guerrero. I 2003 var det anslåede indbyggertal 1.616.900. ISO 3166-2-koden er MX-MOR.
Hovedstaden hedder Cuernavaca. De større byer Cuautla, Jiutepec og Temixco, samt de præ-columbianske ruiner Xochicalco ligger også i delstaten.
Morelos er opkaldt efter José María Morelos, en af heltene fra Mexicos uafhængighedskrig. Emiliano Zapata kom fra Morelos.
Nayarit.
Nayarit er en stat i det vestlige Mexico. Den deler mod nord grænse med Sinaloa, Zacatecas og Durango, mod øst og syd Jalisco, mens Stillehavet ligger mod vest. Øgruppen Islas Tres Marias i Stillehavet er en del af Nayarit. Hovedstaden hedder Tepic. De større byer Acaponeta, Tecuala og Tuxpan ligger også i delstaten. ISO 3166-2-koden er MX-NAY.
Nuevo León.
Nuevo León er en stat i det nordlige Mexico. Mod nord og øst deler den grænse med den mexicanske stat Tamaulipas, mod syd San Luis Potosí og mod vest Coahuila. Mod nord deler Nuevo Leon en kort grænse med Texas i USA. Hovedstaden hedder Monterrey. ISO 3166-2-koden er MX-NLE.
Sinaloa.
Sinaloa er en delstat i det nordvestlige Mexico. Den deler mod nord grænse med den mexicanske stat Sonora, mod nordøst Chihuahua, mod øst Durango og mod syd Nayarit. Vest for Sinaloa ligger Stillehavet og og den Californiske Golf, også kendt som Cortezhavet.
Landbrugsmæssigt er Sinaloa den vigtigste delstat i Mexico, og den har desuden en af de største fiskeriflåder. Kulturelt er den kendt for musikstilen "banda". Der dyrkes også opiumsvalmuer i Sinaloa-provinsen.
Statens hovedstad hedder Culiacán. Andre større byer er turiststedet Mazatlán og Los Mochis.
ISO 3166-2-koden er MX-SIN.
Sonora.
Sonora er en delstat i det nordvestlige Mexico. Mod øst deler den grænse med den mexicanske delstat Chihuahua, mod syd Sinaloa og mod nordvest Baja California. Mod nord deler Sonora grænse med Arizona i USA, mod vest ligger den Californiske Golf, også kendt som Cortezhavet.
I 2000 havde Sonora et anslået indbyggertal på 2.216.900.
Sonora er økonomisk vigtig på grund af sin kvægproduktion og minedrift, og populær blandt turister på grund af sine fine badestrande. Kulturelt er den vigtig som en kilde til musikstilen Norteña.
Hovedstaden hedder Hermosillo og en anden større by er Guaymas. En mindre by som er populær blandt turister er Puerto Peñasco.
Sonoraørkenen dækker meget af delstaten, foruden det sydlige Arizona.
ISO 3166-2-koden er MX-SON.
Tamaulipas.
Tamaulipas er en delstat i det nordøstlige Mexico. Mod syd deler den grænse med den mexicanske stat Veracruz, mod sydvest San Luis Potosí og mod vest Nuevo Leon. Mod øst ligger den Mexicanske Golf og mod nord Texas i USA. I 2000 havde Tamaulipas et anslået indbygger tal på 2.753.222. Hovedstaden hedder Ciudad Victoria. Andre større byer er Ciudad Madero, Matamoros, Miramar, Nuevo Laredo, Reynosa, Río Bravo og Tampico. ISO 3166-2-koden er MX-TAM.
Historie.
Den første permanente spanske bosættelse i området var Tampico i
1554. Det nutidige Tamaulipas blev en separat provins i Nyspanien i
1746 med navnet "Nuevo Santander".
Tlaxcala.
Tlaxcala er en delstat i Mexico, beliggende øst for Mexico City.
Mod vest deler Tlaxcala grænse med delstaten Mexico, mod nordøst med Hidalgo, samt mod nord øst og syd med Puebla. Staten dækker et areal på 4.037 km² og er dermed den mindste delstat i Mexico. I 2000 havde Tlaxcala et indbyggertal på 962.646 (51,2 % kvinder og 48,8 % mænd). Statens vigtigste eksportvarer er tekstiler, kemikalier, og medicinalvarer. ISO 3166-2-koden er MX-TLA.
Delstatens guvernør i perioden 1998 til 2003, er Alfonso Abraham Sánchez Anaya fra partiet PRD.
Hovedstaden hedder også Tlaxcala, og havde i 2000 et indbyggertal på 73.184. Byen blev grundlagt i 1520 af Hernán Cortés og befinder sig på 19,31° nord, 98,24° vest.
De større byer Apizaco, Calpulapan, Chiautempan, Huamantla, samt de præ-columbianske ruiner Cacaxtla og Xochitécatl ligger også i delstaten.
Tlaxcala var et rige på præ-columbiansk tid, som aldrig blevet erobret af aztekerne; tlaxcaltecaerne støttede Hernán Cortés i hans erobring af Mexico i det tidlige 16. århundrede. Navnet "Tlaxcala" betyder "Stedet med brød lavet af majskorn".
Zacatecas (stat).
Zacatecas er en delstat i Mexico, som mod nord deler grænse med Durango og Coahuila, mod øst med San Luis Potosi, mod syd med Aguascalientes og Jalisco, mod vest med Jalisco og Durango. Arealet er 73.103 km². Hovedstaden hedder som delstaten Zacatecas. Staten havde i 2003 et anslået indbyggertal på 1.375.000. ISO 3166-2-koden er MX-ZAC.
Zacatecas ligger på Mexicos store centrale plateau, men en gennemsnitlig højde over havoverfladen på ca. 2.350 meter. Staten er bjergrig og gennemskæres i vest af udløbere af Sierra Madre Occidental og utallige bjergkæder i andre dele af landet, blandt andre Mazapil, Norillos og Guadalupe.
Udover hovedstaden Zacatecas er andre store byer blandt andre Sombrerete 121 km nordvest for hovedstaden (2.570 meter over havoverfladen), Ciudad Garcia, Guadalupe, Pinos, San Juan de Mezquital og Tacoaleche, Fresnillo.
Frida Kahlo.
Frida Kahlo sammen med sin mand, Diego Rivera. Billedet er fra 1932.
Frida Kahlo (6. juli 1907 - 13. juli 1954) var en mexicansk maler.
Kahlo blev født Magdalena Carmen Frieda Kahlo y Calderon i sine forældres hus i Coyoacan i Mexico som den gang var en forstad til Mexico City. Hendes far var maler og fotograf med tysk-jødiske rødder, hans familie stammede fra Oradea i Rumænien.
Da hun som 18-årig blev ramt af en ulykke der handicappede hende, begyndte Kahlo at interessere sig for malerkunst frem for medicin. Hendes arbejde var baseret på personlige erfaringer og var ofte chokerende i sin utilslørede portrættering af smerte og kvinders barske liv. 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter der indeholder en personlig symbolik med grafiske, anatomiske referencer. Hun var desuden påvirket af den indfødte mexicanske kultur, som hun illustrerede med lyse farver, med en blanding af realisme og symbolisme.
Hendes malerier fangede kunsteren Diego Riveras interesse. Hun giftede sig senere med ham, blev skilt og giftede sig igen med ham. Hun var aktiv kommunist og havde også en affære med Lev Trotskij, der blev snigmyrdet af Stalins agenter i Mexico City i 1940.
Desuden hævdes det, at hun havde en affære eller i hvert fald et meget tæt, men flygtigt forhold til sangerinden Chavela Vargas.
Selvom Kahlos arbejde nogle gange blev klassificeret som surrealistisk og hun flere gange udstillede sammen med europæiske surrealister, så var hun selv uenig i klassificeringen. Fordi hun beskæftigede sig med kvindetemaer og på grund af den figurative åbenhed hun udtrykte dem med, blev hun gjort til en feministisk kultskikkelse i det 20. århundredes sidste årtier.
Hun døde den 13. juli 1954. Hendes aske opbevares i en præ-columbiansk urne, som er udstillet i hendes tidligere hjem, "La Casa Azul" (det blå hus) i Coyoacan, som er lavet om til et museum indeholdende en del af hendes værker.
I 1982 blev det biografiske dokumentarprogram "Frida Kahlo", indeholdende arkivmateriale med hende udgivet i Tyskland. I 1984 lavede instruktøren Paul Le Duc filmen "Frida, naturaleza viva", der havde Ofelia Medina i rollen som Frida Kahlo. I 2002 udgav Miramax spillefilmen "Frida" der havde Salma Hayek i rollen som Frida Kahlo.
I anledning af 100-året for Frida Kahlos fødsel opførtes et teaterstykke i Århus 28. oktober 2007 ”Cada quien su Frida”.
Diego Rivera.
Diego Rivera sammen med sin kone, Frida Kahlo. Billedet er fra 1932.
Diego María de la Concepcíon Juan Nepomuceno Estanislao de la Rivera y Barrientos Acosta y Rodríguez (8. december 1886 - 24. november 1957) var en mexicansk maler, født i Guanajuato i Mexico.
Rivera drog til Paris for at bo og arbejde med det stigende antal kunstnere i Montparnasse hvor hans ven Amedeo Modigliani portrætterede ham i 1914.
I sit udisciplinerede og tiltagende voldelige privatliv, blev Rivera far til flere børn efter korte affærer, og ville ikke kendes ved nogen af dem. I de tidlige 1920'ere forlod han Frankrig og vendte tilbage til Mexico, hvor han blev interesseret i venstrefløjspolitik. Der malede han sin første fresko, hvor etniske mexicanske emner blev portrætteret i en politisk sammenhæng.
Han blev senere kendt for sine storslåede freskoer, som skildrede det mexicanske folks liv og historie (særligt folkeopstandene), dette var udspringet til gavl- og murmaleri som vi kender det i dag. I 1921 gik han i gang med en række freskoer i offentlige bygninger, som skildrede Mexicos historie i en opfindsom stil, der kombinerede realisme med stærk påvirkning af præ-columbiansk-Mesoamerikansk kunst.
Flere ægteskaber og kærlighedsaffærer senere, blev han præsenteret for Frida Kahlo, en militant kommunist. Han rejste senere til Moskva, men blev udvist af myndighederne på grund af sit engagement i anti-sovjetisk politik. I 1929 vendte han tilbage til Mexico og i en alder af 43 år giftede han sig med den 22-årige Frida Kahlo.
Fra 1930 til 1934, færdiggjorde han en række freskoer i USA, som primært skildrede det industrialiserede liv. I 1933 blev hans fresko "Man at the Crossroads" (mennesket på en skillevej) i Rockefeller Center i New York City fjernet efter en voldsom opstandelse i pressen, fordi den indeholdt et portræt af Lenin. På grund af den negative omtale, blev bestillingen af en fresko som skulle have været malet til en udstilling på Verdensudstillingen i Chicago afbestilt. I december 1933 vendte en vred og ydmyget Diego Rivera tilbage til Mexico.
Efter at have meldt sig ind i det internationale fællesskab af kommunister, blev han venner med den sovjetiske borger Lev Trotskij, som levede i eksil og en overgang boede i Riveras hjem i Mexico. Men de blev uvenner, og kort tid efter at have forladt Riveras hjem blev Trotskij snigmyrdet.
Nogle få år efter Riveras hustru Kahlos selvmord i 1954, pådrog han sig en sjælden form for kræft og døde den 24. november 1957. Han er begravet i Panteon de Dólores i Mexico City, Mexico.
Salma Hayek.
Salma Hayek-Jiménez (født 2. september 1966) er en mexicansk skuespillerinde. Efter at have haft hovedroller i mexicanske tv-serier, drog hun til Hollywood og havde biroller det næste par år, før hun fik sit gennembrud i Robert Rodriguez' film "Desperado".
Hayek har blandt andre indspillet sin egen film "Frida" (en beretning om Frida Kahlos liv), hvor hun både havde hovedrollen og var filmens producent.
Hayek blev født i Coatzacoalcos, i delstaten Veracruz i Mexico. I 2009 giftede hun sig med franskmanden François-Henri Pinault som hun i 2007 sammen med fik datteren
Octavio Paz.
Octavio Paz (31. marts 1914 i Mexico City -19. april 1998 i Mexico City) var en mexicansk forfatter og diplomat. I sin ungdom blev han opfordret af Pablo Neruda til at skrive.
Han kæmpede for republikanerne i den spanske borgerkrig.
Han blev en af de vigtigste forfattere i det 20. århundrede i Latinamerika, og var diplomat indtil 1968 hvor Tlatelolco-massakren fandt sted. Han talte til fordel for retfærdighed og frihed. Hans arbejde var påvirket af surrealisme.
Paz fik Nobelprisen i litteratur i 1990.
Carlos Santana.
Carlos Santana 21. Januar 2000, München
Carlos Santana (født 20. juli 1947) er en mexicansk rock-guitarist, oprindeligt fra Autlan De Navarro i Mexico. Han blev kendt i 1960'erne med sit band Santana.
Carlos Santanas far var mariachi-violinist og den unge Carlos lærte først at spille violin, men skiftede til guitaren da han var otte år gammel. Da familien flyttede Tijuana, begyndte Santana at spille i klubber og barer; han blev i Tijuana da familien flyttede til San Francisco i USA, men fulgte snart efter. I 1966 var han med til at grundlægge Santana Blues Band, hvis navn med tiden blev forkortet til "Santana". Bandet begyndte at spille i Fillmore West, hvor mange store San Francisco-bands startede. Santanas pladedebut var på "The Live Adventures of Mike Bloomfield and Al Kooper" med Al Kooper og Mike Bloomfield.
Santana fik hurtigt en pladekontrakt med Columbia Records og udgav albummet "Santana", gruppen bestod på dette tidspunkt af Carlos Santana (guitar), Gregg Rolie (keyboard og sang), David Brown (basguitar), Michael Shrieve (trommer), Jose Areas (slagtøj) og Michael Carabello (slagtøj). På turneen i forbindelse med udgivelse af albummet, spillede bandet på Woodstock-festivalen; deres optræden er legendarisk og Santanas popularitet voksede voldsomt. "Santana" blev en stor succes, det samme blev "Abraxas" (1970) og "Santana III" (1971). Bandet blev derefter opløst. Rolie var siden med til at starte Journey.
Carlos Santana brugte navnet og en række skiftede musikere under en fortsat koncertturne rundt i USA og udgav flere albummer. I denne periode tog Carlos navnet "Devadip", som den spirituelle leder Sri Chinmoy havde givet ham.
Mange albummer blev udgivet i 1970'erne, blandt andre samarbejder med Willie Nelson, Herbie Hancock, Booker T. Jones, Wayne Shorter, Ron Carter og Fabulous Thunderbirds.
Carlos Santana vendte tilbage i rampelyset i 1999 ved udgivelsen af "Supernatural", der indeholdt samarbejder med blandt andre Rob Thomas, Eric Clapton, Everlast, Eagle-Eye Cherry, Maná og Lauryn Hill, og vandt ni Grammy'er.
Jyske Lov.
Jyske Lov er en dansk lovbog kodificeret af Valdemar Sejr som landskabslov for Jylland og Fyn. Jyske Lov er den yngste af de tre danske landskabslove, den ældste er Skånske Lov og næstældst er Sjællandske Lov. Jyske Lov havde gyldighed for Nørrejylland, Sønderjylland til Ejderen samt Fyn, dog undtaget de frisisk beboede Udlande, hvor Frisisk Lov ("Lex Frisionum") gjaldt. Både Jyske Lov og Sjællandske Lov blev i 1683 afskaffet af Christian 5. og erstattet med dennes Danske Lov.
Loven blev givet på kongsborgen i Vordingborg tidligt i 1241.
Teksten i indledningen til "Jyske Lov"
Valdemar II Sejr - Kongen der gav Jyske Lov
Afslutningsvis i fortalen er følgende noteret: "Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik, hertug Abel og junker Christoffer og Uffe, der da var ærkebiskop i Lund, og biskop Niels i Roskilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i Århus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i Viborg, biskop Jens i Vendsyssel og biskop Jens i Hedeby og desuden med samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans rige."
Det tyder på, at Jyske Lov er vedtaget på det jyske landsting i Viborg: "Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager'"; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud." (Fra fortalen).
Derimod er Jyske Lov formentlig ikke vedtaget af landstingene i Ringsted og Lund.
Jyske Lov gjaldt i Jylland og på Fyn. Kongeriget Danmark var opdelt i tre selvstændige retsområder indtil Danske Lovs indførelse i 1683. Det er blevet fremført, at Jyske Lov i tiden indtil 1683 fik retsvirkning i de øvrige landsdele. I hertugdømmet Slesvig bevarede den sin status indtil 1900.
Nogle mener, at Jyske Lov har været gældende for hele landet, for på trods af navnet er den givet på et møde for landets stormænd i Vordingborg. Andre mener, at loven ikke blev vedtaget af landstingene i Sjælland og Skåne, men at loven alligevel på grund af kongens og stormændenes støtte kan have haft en afsmittende virkning i Østdanmark.
Visse dele af Jyske Lov gjaldt i Sønderjylland til starten af det 20. århundrede: Den som fanger en bisværm, må beholde den, selv om han ved, hvem den tilhører. I Slesvig-Holsten har domstolene i en sag i 1980'erne henvist til lovens principper i forbindelse med afgørelsen af en arvesag.
Historie.
Saxo fortæller i sit værk "Gesta Danorum" fra omkring 1200-tallet om de danske kongers forsøg på at lovgive. Indskrivningen af lovregler på papir og stentavler kendes allerede fra Oldpersien og den romerske republik. Et af de tidligste eksempler på dansk lovgivning var Vederloven, der fastsatte regler for kongens personlige hær, også kaldet hirden, fra omkring 1180.
Jyske Lov kaldes sammen med Sjællandske Lov og Skånske Lov for landskabslovene. Jyske Lov er den eneste af landskabslovene, der er dateret, men på baggrund af indholdet i lovbøgerne anses Jyske Lov at være den yngste. Jyske Lov er dateret år 1241 og er udstedt i kong Valdemar II Sejrs regeringsperiode. Lovbogen hovedforfatter var biskop Gunner af Viborg.
Loven skal ses i sammenhæng med den europæiske retstradition, som siden 1100-tallet havde bevæget sig i retning af en større sammenskrivning af gældende sædvaner, kaldet kodificering. Tradition påskyndedes af den katolske kirke.
Form.
Jyske Lov er detaljeret og udførlig i sine bestemmelser, ganske i overensstemmelse med den fremherskende kasuistiske retsopfattelse. Der var tale om en sammenskrivning af løsningen på en række vigtige samfundsmæssige problemer, som før nedskrivningen var gældende i form af sædvane og tradition. Lovbogen indførte bevisførelse og vidneførsel i stedet for blodhævn og muligheden for at sværge sig fri.
Fortalens første sætning med forvanskningen med 'man' på facaden af Københavns Byret
Jyske Lov er den eneste af landskabslovene, der har en fortale. Den er stærkt inspireret af kanonisk ret og tager mange af sine sætninger fra de kirkelige kilder. En stor del af det lånte stof kan føres helt tilbage til Isidor af Sevilla (ca. 560-636).
Dr. jur. Stig Iuul skriver i 1942 i "Lov og Ret i Danmark": "[D]et taler til ære for dansk retskultur i middelalderen, at det smukke billede af det ideale samfund, som fortalen giver, har kunnet finde sin plads i dansk ret på en så afgørende måde, at det af eftertiden føltes som udtryk for national dansk retsopfattelse." En sådan national dansk opfattelse var der dog ikke tale om, da fortalen mestendels er lånt stof.
Tilbageværende eksemplarer.
Det tidligst kendte håndskrift af Jyske Lov, "Codex Holmiensis 37" muligvis fra slutningen af 1200-tallet, opbevares på Kungliga biblioteket i Stockholm. Hvordan det er kommet til Sverige vides ikke - det var i ribebispen Christian Muus' besiddelse i begyndelsen af 1700-tallet.
1134.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1080'erne 1090'erne 1100'erne 1110'erne 1120'erne - 1130'erne - 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne 1180'erne
Årstal: 1129 1130 1131 1132 1133 - 1134 - 1135 1136 1137 1138 1139
Eksterne henvisninger.
34
Slaget ved Fodevig.
Slaget ved Fodevig (Fotevik) i Skåne den 4. juni 1134 var den foreløbige afslutning på den borgerkrig, der begyndte efter mordet på Knud Lavard i 1131.
Knuds halvbroder, Erik Emune, søgte hævn for mordet, der blev begået af Knuds fætter, kong Niels's søn, Magnus. Efter en række sammenstød, hvor Erik Emune var blev besejret gang på gang, led Niels og Magnus et endegyldigt nederlag ved Fodevig i 1134. De blev overrasket ved et lynangreb på en helligdag af Erik Emunes hær, der var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater. Ærkebiskoppen var misfornøjet med, at Niels havde givet den tyske kejser overhøjhed over Danmark, således at ærkebiskoppen pludselig blev underlagt ærkebiskoppen af Bremen.
Magnus og fem danske bisper, der havde taget parti for kongen, faldt i slaget. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede Knud Lavard ved at myrde Niels den 25. juni 1134.
Valnød-familien.
Valnød-familien ("Juglandaceae") er forholdsvis lille med ca. 10 slægter og 50 arter. Det er træer med kraftige, i visse tilfælde meget store, finnede blade. Hanblomsterne sidder i korte, kegleformede eller meget lange rakler, mens hunblomster på samme træer oftest er enkeltsiddende. Her omtales kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Kaukasisk Vingevalnød.
Kaukasisk Vingevalnød ("Pterocarya fraxinifolia") er et stort, løvfældende træ med en først krukkeformet, senere åben og bred krone. Træet er ofte flerstammet med oprette, bugtede, svære stammer og vandrette, let overhængende sidegrene. Barken er først glat og olivengrøn med tynd, violet dug. Senere bliver den grålig og ru, og til sidst er den grå med tynde furer og svage kamme. Knopperne er spredte, meget aflange og uden knopskæl. I stedet danner to små, brune og hårklædte blade knopdækket. Bladene er meget lange og uligefinnede med op til 27 småblade. Hvert småblad er fremadrettede og elliptiske med savtakket rand. Oversiden er klart grøn og blank, mens undersiden er lysegrøn med lange, lysebrune hår på midterribben. Efterårsfarven er rent gul. Han- og hunblomster sidder hver for sig på lange rakler. Frugterne sidder i en klase på en lang akse. Hver frugt er en vinget nød, som af og til modner i Danmark.
Rodnettet består af kraftige hovedrødder, som når både langt ud og dybt ned. De fine siderødder ligger højt i jorden. Træet sætter ofte mange, kraftige rodskud. Grenene har kamret marv. Denne art fra Kaukasus optræder naturaliseret med rodskud på bredden af søen ved Lykkesholm. De askelignende blade og de ejendommelige hængende blomster med mangeblomstrede hunrakler og nødfrugter med vinge dannet af støtte- og forblade giver dette træ, der undertiden plantes i parker, et eksotisk udseende.
20 x 15 m (40 x 30 cm/år).
Dette træ er udbredt i lavtliggende bjergdale fra det vestlige Kaukasus til det nordøstlige Persien. Her gror det i blandede løvskove (med bl.a. Alnus glutinosa og Salix alba) på leret og mineralrig jord. Arten har i en af mellemistiderne vokset her i landet.
Valnød-slægten.
Valnød ("Juglans") er en planteslægt, der er udbredt i Europa, Asien og Nord- og Sydamerika. Det er en slægt af større og mindre, løvfældende træer. Slægten kendes på de duftende blade, de store, spiselige nødder og de kegleformede hanrakler. Her omtales kun de arter, der dyrkes i Danmark.
Lev Trotskij.
Lev Davidovitj Trotskij (russisk: Лев Дави́дович Тро́цкий, translittereres også som "Leo", på engelsk som "Leon Trotsky") (7. november 1879 - 21. august 1940), født Lev Davidovitj Bronstein, var en russisk (og siden sovjetisk) revolutionær, politisk tænker og politiker.
Han var en af lederne af Oktoberrevolutionen, og regnes for dens næstkommanderende efter Lenin. Efter Lenins død i 1924 var han en af hovedkræfterne i modstanden mod Stalins politiske linje, hvilket førte til hans eksklusion fra partiet i 1927 og deportation fra Sovjetunionen i 1929.
Trotskij blev myrdet i 1940 med en isøkse af den kommunistiske NKVD-agent Ramón Mercader.
Socialistisk Arbejderparti, som er en del af Enhedslisten, er støttere af Trotskij og hans tankegang. Trotskij har fået en ideologi bygget efter hans principper, den kaldes Trotskisme, og er en del af den brede anti-stalinistiske venstrefløj.
Trotskij før 1917.
Lev trotskij blev født i en lille landsby i Det russiske imperium kaldet Janovka, i dag beliggende i det sydlige Ukraine. Hans forældre David Leontjevitj Bronstein og Anna Lvovna Bronstein var af jødisk oprindelse. De praktiserede dog ikke den jødiske religion, ej heller snakkede familen jiddisch, men kun russisk og ukrainsk. Trotskijs yngre søster Olga giftede sig senere med den ledende bolsjevik Lev Kamenev.
Han begyndte at interessere sig for marxisme omkring 1896, hvor han bl.a. stod bag organiseringen af den sydrussiske arbejderunion i byen Nikolajev. I 1898 blev Trotskij arresteret for revolutionær virksomhed. Han formåede dog at flygte fra Sibirien i 1902 til London, hvor han stiftede bekendtskab med ledende revolutionærer som Lenin, Plekhanov og Martov, der ledede den revolutionære avis Iskra (gnisten), hvor Trotskij hurtigt blev en af bladets markante forfattere.
Oprindeligt var kemien blandt Lenin og Trotskij rigig god, men ved det russisk socialdemokratis anden partikongressen i 1903 brød han med Lenin, da han var af den opfattelse, at Lenin nu begyndte at arbejde for at skaffe sig fuld kontrol over partiet. Han sluttede sig derfor til mensjevikkerne, men Trotskij forlod også mensjevikkerne i september 1904, fordi de insisterede på en alliance med de russiske liberale og uvilje til forsoning med Lenins bolsjevikker. Fra deraf og indtil 1917 beskrev han sig selv som værende en upartisk socialdemokrat.
Ved den første russiske revolution i 1905 var Trotskij ivrig efter at komme tilbage til Rusland. Han nåede allerede til Kiev i februar og senere til hovedstaden Skt. Petersborg. Herfra ledede han sovjetten i Skt. Petersborg, hvor han under den voldsomme strejkebølge markerede sig som en enestående taler. Han blev herefter arresteret og forvist til Sibirien, men flygtede under transporten.
I tiden frem til 1917 var han for det meste i Wien, hvor han redigerede tidsskriftet Pravda. I Wien stiftede han også bekendskab med psykoanalysen, der netop var opstået i denne by få år forinden. I denne fase af sit liv udviklede han samtidig sin teori om den permanente revolution.
Trotskij under revolutionen.
Efter et ophold i New York kom Trotskij tilbage til Rusland i maj 1917. Han ankom en måned efter Lenin var ankommet. Striden mellem de to mænd havde tidligere været så heftig, at de ikke uden videre kunne falde hinanden om halsen. Trotskij blev i første omgang leder for en lille gruppe af venstresocialister i petrogradsovjetten. Dog skubbede de dramatiske begivenheder, som de følgende måneder fulgte med sig, Trotskij til at vælge Lenins bolsjevikiske side. Han blev så atter leder af byens sovjet, og i oktober var det ham, der organiserede den afgørende militære opstand, som førte til den bolsjevikiske magtovertagelse.
Trotskij og Lenin havde på hver deres måde en vigtig brik i udførselen af revolutionen: Trotskij inspirerede masserne og soldaterne, mens Lenin gennem sit partiarbejde uddannede ledere og organisatorer. Derefter fik Trotskij som udenrigskommisær opgaven at slutte fred med Tyskland, hvilket han gjorde i Brest Litovsk. Herefter blev han udnævnt til krigskommissær og øverstkommanderende for de sovjetiske styrker. Hans nye opgave bestod her i at slå kontrarevolutionen tilbage. Modsat Lenin var Trotskij ofte ude og besøge soldaterne ved fronten og ved hjælp af disciplinære foranstaltninger og en engageret retorisk indsats fik han tilført Den røde hær ny kampkraft.
Kampen om magten efter Lenins død.
I Lenins såkaldte testamente, som han dikterede til en af sine sekretærer, stod der, at Trotskij var "den mest egnede mand" i partiets centralkommité, men også den mand, der led af umådeholden selvtillid og i alt for højt grad begravede sig i tingenes rent administrative sider. Lenin plæderede for en kollektiv ledelse af partiet efter sin død, men hans mulige arvetagere inklusiv Trotskij selv var ikke de store tilhængere af dette standpunkt.
Grigorij Zinovjev var en af dem, der ikke lagde skjul på sine politiske ambitioner, og i hans øjne var Trotskij den klart farligste rival. Zinovjev og hans nære politiske kampfælle Lev Kamenev valgte derfor at danne en særlig "trojka" sammen med Stalin. Denne nye konstellation kom umiddelbart til at stå ganske stærkt, idet den på det tidspunkt kunne regne med en stor opbakning fra de øvrige medlemmer af Politbureauet.
Lenins død d. 21 januar 1924 kom uventet for de fleste på trods af hans ellers langvarige sygdomsforløb. Trotskij var på rekration i Kaukasus, da det skete. Stalin fortalte fejlagtigt Trotskij, at han ikke kunne nå at vende tilbage til Moskva inden Lenin skulle bisættes. Trotskij forblev derfor i Kaukasus, hvilket betød, at den mand, som i den bredere offentligheds øjne vel stadig stod som Lenins naturlige arvetager, ikke var med til at sige offentligt farvel til sovjetstatens grundlægger.
Rent ideologisk var der nu også tydelige forskelle på Stalin og Trotskij. Hvor Stalin havde haft stor succes med at implementere sine idéer om socialisme i et land, mente Trotskij i forlængelse af sine ideer om den permanente revolution, at socialisme i Rusland ikke kunne stå på egne ben.
Da arvefølgekrigen var på sit højeste i midten af 1920'erne, distancerede Trotskij sig ganske vist lidt fra sine tidligere synspunkter, men Stalin lod sig ikke forstyre af dette. Ifølge Stalin var Trotskij på vej til at lade den russiske revolution rådne op, mens han gik rundt og ventede på verdensrevolutionen. I løbet af den ideologiske krig mellem Stalin og Trotskij gik det lige så stille op for Zinovjev og Kamenev, at Stalin var blevet en langt større og stærkere modstander end Trotskij, samtidig var de to bolsjevikiske Gøg og Gokke meget tættere på Trotskijs ideologiske fløj end Stalins. Trotskij, Zinovjev og Kamenev dannede herefter den såkaldte "forende opposition" i sensommeren 1926. Dog stod den nye opposition til Stalin meget svagt. Deres tilhængerskare i partiet var på dette tidpunkt svundet ind til et minimum. I løbet af ganske kort tid blev tæppet trukket væk under dem ved en fælles indsats af Nikolaj Bukharin og Stalin. Samme år blev den forenede opposition smidt ud af politbureauet. I 1927 blev Trotskij, Zinovjev og Kamenev også smidt ud af selve partiet, og i 1928 blev Trotskij deporteret til Alma-Ata i Centralasien. I januar 1929 blev revolutionens største skikkelse efter Lenin forvist fra Sovjetunionen og sat på et skib til Tyrkiet.
Eksil og død.
Trotskij boede i Istanbul de næste fire år, hvilket skulle vise sig at være en farlig affære, da der her boede mange gamle officerer fra den hvide hær. Heldigvis for Trotskij var der mange af hans europæiske tilhængere, der tilbød at arbejde som bodyguards for ham under hans fire års ophold.
I 1933 fik han asyl i Frankrig, men i 1935 fik han at vide, at han ikke længere var velkommen i Frankrig. Herefter flyttede han til Norge, hvor han var en gæst af Konrad Knudsen tæt ved Oslo. Han kom dog i husarrest under kraftig indflydelse af Sovjetunionen.
Under moskvaprocesserne i 1936 blev Zinovjev og Kamenev beskyldt for at være i ledtog med Trotskij, der fra sit eksil i Norge havde planlagt et Trotskistisk-Zinovjevistisk center, der direkte havde organiseret mordet på Sergej Kirov.
Trotskij blev herefter sendt til Mexico, hvor han blev budt velkommen af den mexicanske præsident Lazaro Cardenas. Han boede herefter hos maleren Diego Rivera og hans kone Frida Kahlo, som han havde en affære med. I maj 1939 flyttede han så til slut hen til Avenida Viena ikke så langt væk fra Riveras bopæl.
Trotskij stod stadig som at politisk alternativ til Stalin blot i det, at han var i live. Dertil kom, at Trotskij havde stiftet den Fjerde Internationale, der direkte prøvede at tage kampen op med den tredje internationale, komintern. Det Sovjetiske hemmelige politi havde i lang tid ønsket at sætte Trotskij ud af spillet med forskellige mislykkede aktioner. Men den 20. august 1940 blev den tidligere sovjetiske revolutions- og borgerkrigshelt angrebet af NKVD-agenten Ramon Mercader med en isøkse i sit daværende hjem i Mexico. Trotskij blev ramt i hovedet, men slaget var så dårligt, at han ikke døde med det samme. Vidner har sagt, at Trotskij spyttede på Mercader og begyndte at kæmpe med ham, hvorefter trotskijs bodyguards kom ham til undsætning og havde nær dræbt overfaldsmanden, men Trotskij stoppede dem, da han gerne vil have, at Mercader havde mulighed for at blive afhørt bagefter. Trotskij blev bragt til at hospital, hvor han blev opereret. Han døde dagen efter af sine kvæstelser 60 år gammel.
Monty Python.
Monty Python er en britisk komediegruppe, som opnåede international berømmelse i slutningen af 1960'erne og de tidlige 70'ere med sin surrealistiske og flydende bevidsthedsstrøms- (stream of consciousness) tv-serie "Monty Pythons Flyvende Cirkus" ("Monty Python's Flying Circus"), der kombinerede sketches, arkivmateriale og originale animationer.
Hyppigt benyttede skuespillere i biroller.
Kvindelige roller spillet af kvinder var normalt en af nedenstående skuespillerinder, men Python'erne klædte sig hyppigt ud som kvinder til kvindelige roller.
Carol fik tilnavnet Carol Cleavage (eng: Carol Kavalergang) af de andre Python'er, som følge af hendes mange stereotype roller som blondine.
Neil Innes medvirkede også ind i mellem.
En Python-støtte i slutningen af 1970'erne var George Harrison, som ikke blot finansierede og spillede med i "Monty Pythons Life of Brian", men også producerede flere af deres sange fra perioden, bl.a. singlen "The Lumberjack Song" ("Skovhuggersangen"), om en tapper skovhugger der viser sig at være transvestit.
Hele truppen var britisk bortset fra Gilliam, der kom fra USA. Connie Booth er også født i USA.
And now for something completely different.
"Monty Pythons Flyvende Cirkus" kørte fra 1969 til 1974 på den engelske tv-kanal BBC.
De producerede mange sketches, der rykkede ved ikke bare den britiske, men hele verdens syn på hvad komik var.
Nu er de gamle sketches kult for mange mennesker. Mange af sketchene er stadig berømte og mange mennesker citerer fra dem uden at tænke over det. Dette er især kendetegnet ved ordet Spam, som "opstod" i en sketch med en gruppe vikinger der sad på en cafe og sang om spam (dåseskinke).
Monty Python på YouTube.
Medio november 2008 åbnedes Monty Pythons egen side på YouTube, med et væld af udvalgte sketches, og som indledning materiale indspillet aldeles for nylig (2008).
Ekstern henvisning.
*
Hovedstadsområdet.
Hovedstadsområdet er en betegnelse for området omkring Danmarks hovedstad, København.
Danmarks Statistiks definition.
Hovedstadsområdet er delt mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, og området har pr. 1. januar 2010 1.181.239 indbyggere.
Til og med 1998 medregnede Danmarks Statistik betydeligt flere kommuner i Hovedstadsområdet, og altid hele kommuner. Fra 1999 blev kun det egentlige, sammenhængende byområde medregnet. Dette skyldes at Danmarks Statistik ønskede at levere en separat opgørelse over byområder som Solrød og Værløse, for at informationerne skulle være mere brugbare for virksomhedskæder. Hovedstadsområdet er således ikke blevet mindre, men opgørelsen er ændret. I 2007 blev Ishøj og Greve Strand igen inkluderet i Hovedstadsområdet efter at have været udskilt fra området siden 1999.
Andre definitioner.
Betegnelsen hovedstadsområdet eller hovedstadsregionen bruges også om København opfattet som storby set ud fra en økonomisk definition.
Administrativt har ordet Hovedstadsområdet eller HT-området været brugt om København og Frederiksberg kommuner samt de nu nedlagte Frederiksborg, Roskilde og Københavns amter. Dette område var samlet under Hovedstadens Udviklingsråd, som også blev nedlagt ved strukturreformen pr. 1. januar 2007. Miljøministeriet fik ansvaret for hovedstadens planlægning, og den gamle hovedstadsregion blev udvidet med Stevns kommune, så den nu tæller i alt 34 kommuner med en befolkning på 1.872.706 (1.oktober 2008).
Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik er det centrale statistikkontor i Danmark. Det opsamler alle samfundets statistiske oplysninger til brug i administrationen, samt i forskning, undervisning m.v.
Danmarks Statistik er internationalt kendt for sin meget omfattende brug af offentlige registre for på denne måde at minimere respondenternes arbejde med at udfylde spørgeskemaer.
Institutionen er i forhold til befolkningen forholdsvis lille (570 ansatte). En del af omsætningen stammer fra indtægter fra brugere (2005: 27 %).
Danmarks Statistik er førende i verden når det drejer sig om formidling af statistik i elektronisk form. Den meget omfattende database statistikbanken er tilgængelig gratis for alle brugere døgnet rundt. Opdatering sker med de nyeste oplysninger i detaljeret form hver dag klokken 9.30. Statistikken kan præsenteres på forskellige måder (tabeller, diagrammer, landkort) og overføres til andre programmer for videre bearbejdning. Brugere udtrækker 2 millioner tabeller årlig.
Ministerier.
I 1848-1961 hørte statistikken under Finansministeriet. Fra 1961 hører udarbejdelse af statistikker under Økonomiministeriet.
Eksterne henvisninger.
Statistik
Taj Mahal (musiker).
Taj Mahal (født 17. maj 1942) er en amerikansk blues-musiker.
Han blev født Henry St. Clair Fredericks i New York City og valgte senere Taj Mahal som kunstnernavn.
I 1966 dannede han bandet "Rising Sons" med Ry Cooder. Dette førte til en pladekontrakt hos Columbia Records og et soloalbum i 1968.
Hans musik består af flere stilarter: blues, reggae, cajun, gospel, Stillehavs-, afrikanske og caribiske musiktraditioner. Selvom han bliver ved sine musikalske rødder, har han sin egen lyd. Han spiller også et antal forskellige instrumenter.
Ry Cooder.
Ry Cooder (født 15. marts 1947) er en guitarist som især er kendt for sit slide guitar-arbejde. Han blev født i Los Angeles, Californien i USA.
Cooder har arbejdet som studiemusiker og har også komponeret musik til mange film, den mest kendte er formentlig musikken til "Paris, Texas". I de senere år har Cooder været medvirkende til at den traditionelle cubanske musik har opnået en stigende popularitet, på grund af sit samarbejde som producent ved optagelsen af albummet "Buena Vista Social Club" i 1997, der blev en verdensomspændende succes. Wim Wenders instruerede en dokumentarfilm om de medvirkende musikere i 1999, som blev nomineret til en Oscar i 2000.
Cooders soloarbejde har været en eklektisk blanding, omfattende "dustbowl"-folkemusik, tex-mex, soul, gospel, rock og næsten alt andet. Han har samarbejdet med mange vigtige musikere, blandt andre Rolling Stones, Little Feat og John Lee Hooker. Han dannede supergruppen Little Village med Nick Lowe, John Hiatt og Jim Keltner. I 1966 dannede han bandet "Rising Sons" sammen med Taj Mahal. Optræder og samarbejder med sønnen og percussionisten Joachim Cooder.
VM i håndbold (kvinder).
Verdensmesterskabet i håndbold for kvinder arrangeres af IHF (International Handball Federation) og er afholdt med jævne mellemrum siden 1957. I perioden 1949-1960 blev der dog spillet tre verdensmesterskaber i markhåndbold (se VM i markhåndbold). Det første VM i "indendørs" håndbold blev spillet i 1957, og siden da er mesterskabet blevet afviklet med skiftende intervaller – siden 1993 hvert andet år. Danmark har sat sit betydelige præg på mesterskaberne i de seneste år.
I perioden 1977-1992 afvikledes desuden B-VM for de næstbedste lande, og 1986-1991 endvidere et C-VM for de tredjebedste lande.
Placeringer.
49 lande har deltaget i indendørs A-VM-slutrunder i perioden 1957-2009, og deres placeringer er sammenfattet i nedenstående tabel.
Målrigeste kampe.
Flest mål i en kamp uden forlænget spilletid
Flest mål i en kamp med 1 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min.)
Flest mål i en kamp med 2 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min. + 2×5 min.)
Målfattigste kampe.
Færrest mål i en kamp med 1 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min.)
Færrest mål i en kamp med 2 × forlænget spilletid (60 min. + 2×5 min. + 2×5 min.)
Andre kamprekorder.
Flest mål af et hold i en kamp
Færrest mål af et hold i en kamp
VM i håndbold 2003 (kvinder).
Håndbold VM Damer 2003 blev afholdt i Kroatien i perioden 2. - 14. december 2003.
Danmarks kampe.
Alle Danmarks kampe blev spillet i Cakovec.
Kilde/ekstern henvisning.
2003 (kvinder)
Nørrejylland.
Nørrejylland betegner "hele" Jylland nord for Kongeåen og et område syd for Kongeåen omkring Ribe, i den nuværende Esbjerg Kommune. Jylland syd for ovennævnte område betegnes Sønderjylland. Nørrejylland er således ikke det samme som Nordjylland, der betegner Jylland nord for Limfjorden (Nørrejyske Ø), Morsø og Himmerland.
Historisk havde Nørrejylland i middelalderen sit eget landsting (Viborg Landsting). Her blev der blandt andet foretaget flere kongevalg og kongehyldninger.
Betegnelsen bruges sjældent i dag - med Landsarkivet for Nørrejylland (indeholdende arkivoplysninger om områdets borgere fra de sidste 200-300 år) som en væsentlig undtagelse.
960.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 910'erne 920'erne 930'erne 940'erne 950'erne - 960'erne - 970'erne 980'erne 990'erne 1000'erne 1010'erne
Årstal: 955 956 957 958 959 - 960 - 961 962 963 964 965
Eksterne henvisninger.
60
985.
Århundreder: 9. århundrede - 10. århundrede - 11. århundrede
Årtier: 930'erne 940'erne 950'erne 960'erne 970'erne - 980'erne - 990'erne 1000'erne 1010'erne 1020'erne 1030'erne
Årstal: 980 981 982 983 984 - 985 - 986 987 988 989 990
Dødsfald.
85
Hammerfest.
Hammerfest er en norsk by, der betegner sig selv som verdens nordligste by. Byen har cirka 9157 indbyggere. Byen har trods beliggenheden langt nord for polarcirklen en isfri havn. Byen ligger på øen Kvaløya med broforbindelse til fastlandet.
Hovederhvervet er fiskeri og inden for en kortere årrække bliver byen hovedterminal for naturgas fra Snøhvitfeltet (Snehvidefeltet) i Barentshavet. På Melkøya, ud for Hammerfest, findes et anlæg som behandler og nedkøler gassen.
I 1891 fik Hammerfest, som den første by i hele Norden, elektrisk lys i gaderne.
Eksterne henvisninger.
Panorama over Hammerfest med Storvatnet i forgrunden
Milli-.
Milli (af latin "mille" "tusind") er et SI-præfiks der angiver at den nævnte enhed skal deles med 1000. Milli angives ved symbolet lille "m" for at adskille det fra mega- der angives med stort "M"
Franz Ferdinand.
Franz Ferdinand (18. december 1863 i Graz - 28. juni 1914 i Sarajevo) var ærkehertug og den østrig-ungarske tronfølger, efter at den siddende kejsers søn havde begået selvmord. Ærkehertugen var kejser Franz Josephs nevø.
Franz Ferdinand blev gift 1. juli 1900 med den bøhmiske Sophie grevinde Chotek, senere hertuginde von Hohenburg, men fordi hun ikke var fin nok efter huset Habsburgs regler, blev ægteskabet kun tilladt af familien efter enighed om at bruden ikke ville få kongelig status og at deres barn ikke ville have krav på tronen. Kejseren deltog ikke i brylluppet.
Drabet på ærkehertugen og hans kone den 28. juni 1914 i Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip var medvirkende til udbruddet af den 1. Verdenskrig.
Han var desuden en yderst passioneret jæger og nedlagde over 475.000 dyr, hvilke alle er udstillet på forskellige måder, de fleste som trofæer, men blandt andet også i yderst specielle lysekroner og andre ting, på hans hjem, Konopiště. For at skyde disse dyr var han på utallige jagtrejser.
Slaveri.
Slaveri har været almindeligt i de fleste kendte civilisationer i menneskehedens historie. Både i antikkens Grækenland og Romerriget var slaveriet særdeles udbredt, og i Mesopotamien, Egypten, Fønikien, Indien og i Kina var slaveriet en integreret del af dagligdagen.
Etymologi og definition.
Ordet slave optræder første gang på engelsk omkring 1290 (stavet: sclave). Ordet er afledt af det middelalderlatinske sclavus, "Slav, slave," som første gang er registreret omkring år 800.. På dansk referer begrebet både til det slaviske folkeslag og til "en retsløs person, som er berøvet sin frihed".
Grækenland.
Grækerne, normalt omtalt som de første europæere, benyttede sig af slaver.
Grækerne skelnede normalt ikke mellem hudfarver, men derimod mellem grækere og ikke-grækere, dvs. barbarer, hvilket dog ikke forhindrede dem i at bruge andre grækere som slaver.
Grækernes slaveri var meget forskelligartet. Visse af slaverne fungerede som håndværkere og handelsfolk, og har nok haft et rimeligere liv, end de slaver der fungerede som minearbejdere og prostituerede. Slaverne kom generelt som krigsfanger, røverbytte og igennem oversøisk handel.
Slaver underviste også de græske drengebørn, og det var en pædagog (Græsk: Paidagogos = børnefører), en særligt betroet slave, der førte børnene til og fra skole.
Den græske filosof Aristoteles foreslog, at grækerne skulle tage ikke-græske slaver, da han mente, at "nogle mennesker er født til at regere, andre til at blive regeret".
Aristoteles karakteriserede desuden slaverne som talende "redskaber" og delte dem i en geografisk hierarkisk orden. Nordeuropæerne blev karakteriseret som "hjælpeløse" og "uintelligente" og asiaterne som "åndsløse".
Romerriget.
Romerne var de første til at institutionalisere slavehandelen og var formentlig de første til at benytte sig af sorte slaver i vid udstrækning, omend de foretrak slaver fra den romerske provins grænseområder som Thrakien, Germanien og Nærorienten Langt de fleste af de romerske slaver var krigsfanger, men da de var for få til den stadigt voksende republik, opkøbte og importerede romerne også slaver i stor stil.
En romersk slave var sin herres ejendom i alle henseender, lige som dennes (slavens) børn var.
Af Cicero fremgår det, at det var muligt for en slave at købe sig fri efter en periode på ca. seks år Årsagen til det har formentligt ikke været moralsk, men økonomisk, da det gjorde det muligt for slaveejerne at købe ny og frisk arbejdskraft, når den gamle var blevet nedslidt.
Slaverne blev især brugt i landbruget, i minedriften og i byerne i husholdningen. Nogle slaver kunne opnå høje poster i samfundet; men juridisk var de stadig lavere stillet end selv den fattigste frie romer.
Middelalder.
I Europas tidlige historie - middelalderen ca. 5. årh. til ca. 1453 - var slaveri almindeligt.
Fra begyndelsen af 1400-tallet opstod en regulær import til Europa af afrikanske slaver fra Madeira og den afrikanske vestkyst. Det kan have påvirket den tidligere import via den arabiske slavehandel.
Slaver og korsfarerstaterne.
Johanniterordenen drev i korstogstiden store sukker-plantager og -raffinaderier i korsfarerstaterne i det hellige land, der eksporterede sukker til hele Europa. Cistercienserne drev store stutterier med opdræt af stridsheste til korsfarerne. I Portugal drev cistercienserne også jernudvinding baseret på muslimske slaver. Hvis slaverne gik over til kristendommen, måtte de sættes fri, og slaveejerne både i det hellige land og Spanien sørgede derfor for at forhindre missionærer i at forkynde for dem. I første halvdel af 1200-tallet befalede paven, at slaverne skulle have adgang til at høre Guds ord, men selv om de lod sig døbe, skulle de ikke længere have krav på frihed.
Slavehandel.
Plakat som annoncerer salg og udlejning af slaver (St. Helena, 1829)
Det er uvist, præcis hvor mange millioner sorte, der blev ofre for den indbyrdes og arabiske slavehandel i Afrika. Allerede i år 652 udformede den arabiske general Abdallah ben Sayd en traktat, der pålagde nubierne at levere 360 slaver pr. år. Det anslås, at under den muslimske guldalder blev flere millioner af sorte slaver transporteret fra Nordafrika til muslimske lande, hvor de arbejdede som minearbejdere, landarbejdere, soldater og eunukker. De kvindelige slaver tjente primært som konkubiner eller tjenestepiger. I Konstantinopel (nuIstanbul) solgtes i 1908 åbent kvindelige slaver til haremmer eller som konkubiner.
Den engelske historiker Robert C. Davis anslår, at et sted mellem 1 og 1,5 million hvide europæere blev taget til fange og solgt som slaver af arabiske slavehandlere fra Nordafrika fra 1500 til 1800 Slaverne blev taget til fange ved de jævnlige plyndringer af europæiske kystbyer. Plyndringerne foregik primært i middelhavslandende med Italien som det foretrukne mål pga. dets nærhed af Nordafrikas kyst, men ikke desto mindre er var der plyndringer helt i Island.
Det formodes, at mindst 10 millioner negerslaver blev opkøbt af europæere i Afrika og transporteret til de caribiske øer, Brasilien og Amerika i perioden fra 1450 til 1870.
Europas slavehandel efter middelalderen.
Da Christoffer Columbus opdagede Amerika i 1492, var det naturligt at benytte slaver. Ifølge Marc Ferro var det opfattelsen, at Amerikas oprindelige befolkning, indianerne, ikke havde fysik til det hårde arbejde, og de blev ved med at stikke af fra kolonisterne, hvorefter nybyggerne i stedet importerede afrikanske slaver til "Den Nye Verden". En trekantshandel opstod, da slavernes sukker og tobak sendtes til Europa. Indianske slaver forekom stadig, men kun som et perifert fænomen. Fx opgjorde guvernøren i South Carolina i 1708, at der ud af befolkningen på 12.580 var 1480 indianerslaver.
Danmarks rolle i slavehandlen.
Danmark spillede en fremtrædende rolle i slavehandlen fra 1650 til slaveriets ophør i 1848. Det anslås, at Danmark i de 200 år hentede ca. 100.000 slaver i Afrika. Det gjorde Danmark til den syvende største slavehandlende nation i verden. Slaverne blev hentet fra den danske koloni på Guldkysten i det nuværende Ghana og blev bragt til de De dansk-vestindiske øer og sat til at arbejde på plantagerne. Hvis en forsøgte at flygte, skulle slaven ifølge Guvernør Gardelins danske forordning knibes tre gange med glødende jern og hænges. Medsammensvorne skulle have hugget den ene fod af medmindre slavens ejer "ville pardonnere dem med at miste et Øre og faae en Lussing af 150 Slag".
Slaveriets ophør.
I 1792 vedtog Danmark som det første land i verden en lov som forbød "import" af slaver til de De dansk-vestindiske øer fra 1802-03; vi havde dog stadig slaver på øerne, og selve slaveriet blev først forbudt i 1848. Det ramte Hans Jonathan og Peter Samuel, to negerslaver, der fra Vestindien var kommet til København. Den ene arbejdede hos Henriette Schimmelmann, den anden hos plantageejeren Isaak Benner. Begge stak af og meldte sig som frivillige til flåden under slaget på Reden. Efter tapper indsats ansøgte de bagefter Frederik VI om ansættelse i flåden. Imidlertid skred deres ejere til handling, og kronprinsen konkluderede med, at han ikke kendte til slavehold på dansk jord, men at tyende skulle adlyde sit herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de to sendt til slavearbejde på Vestindiens kaffeplantager.
I 1807 forbød Storbritannien slavehandel; i 1833 var slaveri forbudt i de britiske kolonier. I 1848 blev slaveriet forbudt i Danmark og Frankrig og i USA i 1863.
Nutidig slaveri.
I Elfenbenskysten bliver børneslaver brugt i kakaoplantager.
Menneskerettighedserklæringen.
"Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.."
Wannseekonferencen.
Wannsee-konferencen blev afholdt den 20. januar 1942 i en tidligere velhavervilla i Berlin-Wannsee og kaldes ofte for den episode, der startede holocaust.
SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich - Heinrich Himmlers højre hånd - inviterede en række embedsmænd fra ministerierne samt flere SS-officerer, herunder Adolf Eichmann. De planlagde sammen "Endlösung der Judenfrage" ("Den endelige løsning på jødespørgsmålet").
Selvom konferencen var yderst hemmelig, var der ingen tvivl om hensigten - referatet fra mødet eksisterer endnu. Når nogle af de øverste nazi-ledere påberåbte sig uvidenhed om jødernes skæbne, er dokumentationen fra netop dette møde vigtig. Rigsminister Albert Speer har i sine erindringer erkendt, at han har været medvidende og dermed medansvarlig.
Reinhard Heydrich.
Reinhard Tristan Eugen Heydrich (7. marts 1904 i Halle (Saale) - 4. juni 1942 i Prag) var leder af det tyske Reichssicherheitshauptamt (RSHA). Han var SS-Obergruppenführer (General). Han myrdedes i 1942 i Prag i Operation Anthropoid.
Baggrund.
Heydrichs mor, Elisabeth Krantz, var en from katolik og lærer i stemmetræning og klaverspil. Hendes far var direktør ved Det kongelige konservatorium i Dresden, som hun håbede at overtage, men hendes to brødre forpurrede hendes ambitioner. Hun var en streng mor og greb ofte til spanskrøret. Heydrichs far, Bruno Heydrich, var en livsglad mand på 125 kilo, oprindeligt protestant, grundlægger af og direktør for musikkonservatoriet i Halle. Sommeren 1890 studerede han hos Cosima Wagner i Bayreuth, men havde hverken succes som operasanger eller komponist. Hans opera "Amen" blev uropført i Köln ni år før sønnen blev født, med en profetisk titel på prologen: "Reinhards forbrydelse". Det handlede om mord.
Der var en ældre søster, Maria (f.1901) og en ét år yngre bror, Heinz Siegfried. Børnene voksede op som katolikker i det protestantiske Halle, hvor de, som jøderne, udgjorde en minoritet. Musikkonservatoriet voksede fra 20 elever i 1901 til 400 i 1912. Heydrich var som barn dygtig til at spille violin og cello, en lidenskab, han bevarede hele livet. Som dreng var han genert, men fysisk stærk og i meget god form. Han udmærkede sig som sportsmand, særligt ved fægtning og svømning, men blev regnet som en enspænder. Han var forvokset, lidt skeløjet og havde en fistelstemme, der gav ham øgenavnet "Geden". Selv på toppen af sin karriere kviede han sig ved at tale offentligt, af skræk for at blive til latter med sin stemme.
Fra 1922 til 1930 var han i marinen. Han blev afskediget for at have indledt et forhold til datteren af en indflydelsesrig mand, og derefter at have forlovet sig med en anden ung kvinde, Lina von Osten fra Fehmern, som han havde mødt på en dansefest i Kiel. I sin skoletid i byen blev Lina overbevist nazist på et partimøde i 1929 og meldte sig ind i partiet. Heydrich delte ikke hendes begejstring; som marineofficer mente han at måtte holde sig udenfor partipolitik.
To dage efter blev de forlovet, og han klippede avisannoncen om forlovelsen ud og sendte til kvinden, han havde lovet ægteskab. Hun fik nervesammenbrud: Heydrich havde tidligere overtalt hende til at overnatte hjemme hos sig i Kiel i stedet for på et hotel. Hendes far klagede til marinens overkommando. I æresretten indrømmede Heydrich, at han havde lært pigen at kende på et bal efter Kielerregattaen, men påstod at hun var dukket op på hans værelse af sig selv. Han kunne være sluppet fra det med en reprimande for en "kvindehistorie", men viste en sådan uoprigtighed i sin forklaring, foruden en foragtelig holdning til marinens æreskodeks, at kaptajnløjtnant Gustav Kleikamp besluttede at sende sagen videre til admiral Erich Raeder. Heydrich havde også tidligere opført sig upassende mod kvinder. Ved et besøg i den tyske klub i Barcelona i 1928 havde han teet sig sådan mod en ung dame i haven, at hun gav ham en øretæve og skrev en klage. Heydrich undgik æresretten dengang ved at komme med en officiel undskyldning, men han følte sig meget forurettet.
Nu afsagde Raeder en dom: "Afsked i unåde". Ifølge Kleikamp blev det anset som en berettiget og korrekt afgørelse af komiteen. Kleikamp påpegede i 1950, at Heydrich da heller aldrig havde hævnet sig på komitémedlemmerne, som han senere nemt kunne have gjort. Det må betyde, at han var bange for mere snak om sagen; han må have gjort noget alvorligt. Dokumenter fra sagen findes ikke mere, og Heydrich fik senere en stilling, hvor han nemt kunne få dem destrueret - men det er tankevækkende, at hverken kvinden eller hendes far nogensinde lod sig identificere.
Heydrich og Lina giftede sig 26. december 1931. Hun fortæller i sin selvbiografi, at få uger efter brylluppet anmeldte Heydrichs kammerater fra marinen ham til distriktslederen for NSDAP i Halle, fordi de mente, at han egentlig hed Süss til efternavn og var jøde. 6.juli 1932 skrev distriktslederen til Gregor Strasser at "der er grund til at tro, at Halle-manden som udpeges som vedkommendes far, er jøde". Allerede i 1926 var Heydrichs bror Heinz blevet nægtet medlemskab i en fægteklub i Dresden, fordi han blev regnet som jøde. Rygtet om, at familien var af jødisk ophav, kom til at forfølge Heydrich hele hans liv.
Parti- og SS-karriere.
1931 blev han medlem af NSDAP og SS, og 1. marts 1934 Gruppenführer. Han deltog i opbygningen af sikkerhedstjenesten (SD). Fra 1936 var han chef for sikkerhedspolitiet (SIPO) og SD (CS-SD). Han baserede sin angiverstat på "Loven om ondsindethed" af 20.december 1934, som gjorde det strafbart at fremføre påstande egnet til at undergrave folks tillid til partiledelsen. Bare i løbet af 1937 blev 17.168 personer anmeldt efter denne lov.
Efter NSDAPs magtovertagelse hjalp Heydrich Hitler med at fremgrave hemmeligheder om politiske modstandere, og han byggede efterhånden et stort arkiv op. SDs udenrigschef, Walter Schellenberg, hævder, at Heydrich straks fik øje på et andet menneskes svagheder og "registrerede dem både i sin egen fænomenale hukommelse og i sit kartotek", der også omfattede partifæller. Specielt holdt han mulighederne åbne for, at Hitlers farfar kunne være jøde, og at der kunne være jødisk blod i Himmlers slægt. Joseph Goebbels' sidespring og Hermann Görings frådsen og korruption blev også behørigt noteret. Heydrich gik så langt, at han åbnede et bordel kaldet "Salon Kitty" i Giesebrechtstrasse 11 i Berlin, hvor alle værelser var aflyttede, i håb om at de prostituerede kunne aflokke de celebre gæster betroelser, han kunne drage nytte af; men det kom der dog aldrig noget ud af.
Som chef forlangte Heydrich, at medarbejderne fulgte ham ud på i Berlins knejper og bordeller. Det syntes de dårligt om, da han var uberegnelig, når han drak, og var ilde anset blandt de prostituerede. Derfor behøvede han sine underordnede til at forhandle med dem.
Heyrich var dus med Ernst Röhm, der også var fadder til hans ældste søn Klaus. Trods det var Heydrich en vigtig brik i spillet, som førte til De lange knives nat og likvidationen af Röhm i 1934. Heydrich skal have produceret et "bevis" på, at Röhm havde modtaget 12 millioner Mark fra Frankrig for at tage magten fra Hitler ved et statskup.
I 1935 traf Carl Jacob Burckhardt fra Røde Kors i Schweiz Heydrich hjemme hos hertugen af Coburg (far til dronning Sibylla af Sverige) i et forsøg på at skaffe Røde Kors adgang til tyske koncentrationslejre. Tyskerne tillod kun samtaler mellem fanger og Røde Kors med SS-vogtere til stede. Det kunne Burckhardt ikke acceptere. Han beskriver Heydrich sådan: "Et par mongoløjne kiggede frem fra det skarpe, blege og asymmetriske ansigt, hvor de to ansigtshalvdele virkede helt ulige." Hans hænder var "prærafaelitiske, liljehvide hænder, som skabt for langsom kvælning". Uden videre oplyste han Burckhardt om, at "i Deres land hersker frimurerne", som han mente var "redskaber for jødernes hævn. Bagest i deres templer står en galge foran et sort forhæng, der tildækker det allerhelligste(...)Bag forhænget står det ene ord Jahve, det er nok." Han begyndte nu at blive ophidset. Bare én gang så han Burckhardt ind i øjnene i en brøkdel af et sekund: "Det var to personer, der så på mig samtidigt." Og ønsket om et besøg i lejrene efter eget valg blev afvist: "De besøger nøjagtigt de lejre, som vi foreslår." Heydrich forlod selskabet med en bitter afsked: "Meget senere kommer man til at takke os for, hvad vi har påtaget os." Burckhardt sad tilbage med indtryk af at have mødt "en ung, ond dødsgud".
I 1938 efter Anschluss sendte han Adolf Eichmann til Wien for at organisere forfølgelse og udvisning af jøder.
Anden verdenskrig.
I 1939 blev han chef for RSHA ("Reichssicherheitshauptamt"), hvor alle hemmelige tjenester i SS var samlede. Han organiserede det tilsyneladende polske overfald på den tyske radiosender Gleiwitz 31. august 1939, som gav Hitler påskud for Tysklands angreb på Polen 1. september. Overfaldet er den udløsende faktor i 2. verdenskrig. I Polen ledede han oprettelsen af ghettoer. I en kort periode tjenestegjorde han som pilot i Luftwaffe og vandt flere udmærkelser for tapperhed: Jernkorset af 1. og 2.klasse, frontkæmpermedaljen og såret-mærket. Under erobringen af Norge fløj han et ME109. Under invasionen af Frankrig fløj han mod piloter fra Royal Air Force over Nederland og Belgien. Da Rudolf Hess fløj mod Storbritannien, var Heydrich på vingerne i det samme område. I slutningen af 1941 blev han skudt ned af sovjetisk luftværn og svømmede over en flod for at undslippe de russiske tropper. Himmler nedlagde derefter forbud mod at han fløj, da han var blevet for værdifuld til at gå tabt ved en ulykke. Heydrichs største opgave var i 1941 "Endlösung der Judenfrage" - (= den endelige løsning på jødespørgsmålet). I 1942 organiserede han Wannsee-konferencen, hvor jødeudryddelserne blev planlagt og koordineret.
Heydrich i Skandinavien.
Heydrich var med på et tysk fægtehold i Danmark og på jagt i Nordjylland.
13.maj 1940 væltede han med en Messerschmitt-flyvemaskine under starten i Stavanger. Han gav gas for tidligt og blev hjulpet ud af vraget med en skadet venstre arm; flyet måtte kasseres. Onsdag 3.september 1941 rejste han igen til Norge efter invitation af Josef Terboven. I løbet af et tre dages ophold inspicerede Heydrich fangerne i lejren Grini, og den tyske æreskirkegård på Ekeberg i Oslo. 8.september brød mælkestrejken ud blandt Oslos jernbanearbejdere. 10.september erklærede Terboven militær undtagelsestilstand. Fagforeningsmanden Viggo Hansteen og den hovedtillidsvalgte Rolf Wickstrøm blev arresterede og senere samme dag dømt til døden ved en standret og henrettet ved skydning. Heydrich skrev den 13.september til Joachim von Ribbentrop: "De tiltag, som er truffet indenfor rammen af undtagelsestilstanden, særlig standretsdommene, har haft en overordentlig ædrueliggørende virkning. Befolkningen er ramt og fatter nu først rigtigt alvoren."
I Danmark kom Heydrich på jagtture i Nordjylland inviteret af grev Schimmelmann, der var både dansk og tysk statsborger, og som støttede den nazistiske avis "Fædrelandet".
Vaclav-kronens forbandelse.
I september 1941 blev Heydrich udnævnt til stedfortrædende statholder i protektoratet Böhmen und Mähren. Hans forgænger Konstantin von Neurath blev afsat, fordi Hitler mente, han ikke var hård nok. Heydrich fungerede som diktator i de besatte områder. Han var overbevist om, at den tjekkiske befolkning var så kuet, at han trygt kunne køre rundt i en åben bil uden medfølgende livvagter.
I Sankt Vitus-katedralen i Prag opbevares Vaclav-kronen fra 900-tallet, smykket med et juvelbesat kors og en torn fra Kristi tornekrone. Kronen ledsages af følgende forbandelse: "Den, der uretmæssigt sætter kronen på sit hoved, vil inden et år lide en voldsom død, og derefter vil det samme ramme hans søn." 19.november 1941 besøgte Heydrich sammen med præsident Emil Hacha Sankt Vaclav-kapellet. Provokeret af forbandelsen og tjekkernes nærvær skal Heydrich have placeret kronen på sit hoved. Og forbandelsen slog tilsyneladende til: inden et år var han likvideret og hans ældste søn Klaus født i 1933 cyklede 24.oktober 1943 forbi SS-vagten ved haveporten og lige foran en lastbil, der var på vej med lokale fodboldspillere efter søndagens kamp. Chaufføren Karel Kaspar kunne ikke lastes for ulykken.
Lina Heydrich udtalte senere, at hun troede, hendes mand ventede at dø ung og derfor ofte tog store chancer, som da han var i Luftwaffe. Hun mente, han ville sikre, at hans død skete på dramatisk vis. Sammen fik de sønnerne Klaus og Heider og døtrene Silke (f. 9.april 1939) og Marte, født natten til den 23.juli 1942, efter sin fars død. Heydrich skal have stillet sig ret ligegyldigt over for sine sønner, som han planlagde at dyrke sport sammen med, når de blev ældre, mens han var meget optaget af sin yndling Silke.
I april 1945 flygtede Lina Heydrich for Den røde Hær og hyrede Kaspar, der havde kørt hendes ældste søn ihjel, til at fragte hendes ejendele til Fehmern, hjemstavnen hvor hun var hotelejer resten af livet, samtidig med at hun fra 1953 fik pension som enke efter en general, der faldt i aktiv tjeneste. Tjekkiske myndigheder prøvede forgæves at få hende udleveret fra den britiske sektor, og dømte hende i oktober 1947 "in absentia" til livsvarigt fængsel. På en ferie i Finland i 1965 mødte hun teaterdirektør Mauno Manninen, en nevø af Jean Sibelius, som hun giftede sig med. De boede dog ikke sammen. Lina Heydrich døde 14.august 1985. Hun påstod, at Heydrich ikke havde "problemer med jøderne politisk eller socialt. Men det var i sjælen, i psyken, at jøderne var virkelig uudholdelige, både for ham og mig."
Likvidation.
27. maj 1942 blev han offer for et attentat planlagt af den tjekkiske eksilregering i London. Datoen for attentatet var sat til 28.oktober 1941 (årsdagen for oprettelsen af den tjekkoslovakiske republik). Kodenavnet var "aktion Antropoid" og var anset som en selvmordsaktion. Teamet bestod af lederen Adolf Opálka, Josef Valcik, Jan Kubis og Jozef Gabzik. De var trænede i Storbritannien. To af dem lagde sig i baghold i Prag-forstaden Liben, hvor Heydrichs bil måtte sætte farten ned i et sving. Gabcik prøvede at skyde med sin stengun-maskinpistol, men den var gået i baglås. Chaufføren, SS-Oberscharführer Klein, standsede og trak sit våben i den tro, at der kun var én attentatmand. Dette gav Kubis muligheden for at kaste en antitank-granat mod bilen. Den traf kun det højre baghjul, men eksplosionen var så kraftig, at nogle splinter trængte gennem sædet og sårede Heydrich i ryggen. Han blev bragt til Bulovka-sygehuset, hvor professor Walter Dick senere samme dag rapporterede til Himmler, at der ikke var skade på rygmarv, men at projektilet havde "knust elleve ribben, åbnet brysthulen, revet bughinden op og var blevet siddende i milten. Sårkanalen indeholder talrige hår og fibre, åbenbart polstringsmateriale. Fare for lunge- og bughindebetændelse. Vi opererede for at fjerne milten." Himmler sendte sine bedste læger, for professor Dick var ikke rigstysker og blev derfor nægtet videre adgang til patienten; Heydrich døde under store smerter på sygehuset 4.juni 1942. I sygejournalen er "sårinfektion" opført som dødsårsag. Da Himmler besøgte ham på dødslejet, citerede Heydrich fra sin fars opera "Lirekassebarnet": "Ja, verden er kun en lirekasse, som Vorherre selv drejer, og enhver må danse efter den sang, der for øjeblikket står på valsen."
Hitler deltog i hans storslåede statsbegravelse og lagde personligt de to høje udmærkelser "Den germanske orden" og "Blutorden" på puden med Heydrichs andre udmærkelser lå. Hitler roste Heydrich som "manden med et hjerte af jern". I hele protektoratet fik gader og torve nye navne til hans ære. På årsdagen for likvidationen blev der sat en buste op af ham på attentatstedet med permanente æresvagter. Alle der gik forbi, måtte tage hatten af som tegn på respekt. Busten blev fjernet efter krigen. Heydrich blev erstattet af Ernst Kaltenbrunner som chef for RSHA og af Karl Hermann Frank som protektor.
Attentatmændene blev senere fundet i krypten i Karl-Borromäus-kirken i Prag, hvor de begik selvmord for at undgå Gestapo. 10. juni 1942 udførte SS en gengældelsesaktion mod landsbyen Lidice, hvor alle mandlige indbyggere over 15 år blev dræbt, og kvinder og børn deporteret til koncentrationslejre. To uger efter ødelæggelsen af Lidice blev også landsbyen Lezaky ødelagt, fordi en radiosender havde stod i et stenbrud i nærheden. Landsbyens 33 voksne indbyggere blev skudt, og to børn sendt til germanisering; resten af børnene forsvandt.
Påstande om jødisk afstamning.
Der verserede rygter om, at en af Heydrichs bedsteforældre var jødisk. Hans farmor, Ernestine Wilhelmine Lindner, fik i sit første ægteskab med Reinhold Heydrich flere børn, deriblandt Heydrichs far. Som enke giftede hun sig igen med en låsesmed Gustav Robert Süss. Han var som sine forældre medlem af den evangelisk-lutherske menighed og altså ikke jøde, men Süss er et jødisk efternavn som i Lion Feuchtwangers roman "Jud Süss" fra 1926.
Aktion Reinhardt.
"Aktion Reinhardt" blev ikke opkaldt efter Heydrich. Han hed jo også Reinhard uden nogen afsluttende "t". De tre udryddelseslejre, som aktionen omfattede, Belzec, Treblinka og Sobibór, var alle i drift fra tidligt forår 1942, altså før hans død. På dokumenter fra Herman Höfles kontor i Lublin er aktionen konsekvent fejlstavet som "Reinhart", altså en tredje stavemåde, hvad der sandsynligvis skyldes Höfles problemer med retskrivning.
Jimi Hendrix.
James Marshall "Jimi" Hendrix (født Johnny Allen Hendrix 27. november 1942 i Seattle, Washington - 18. september 1970 i London) var en amerikansk rockguitarist, sanger og sangskriver. Han er generelt betragtet som den største guitarist i rock-musikens historie af andre musikere og kommentatorer i branchen, og en af de vigtigste og mest indflydelsesrige musikere i sin æra på tværs af forskellige genrer. Hendrix er mest kendt for den "hårde rock" som en slags forgænger til Heavy Metal. De fleste vil huske hvordan han på scenen har smadret en guitar mens han spillede på den. En ret surrealistisk udtryksform.
Barndommen og teenageårene.
Jimi var præget af en opvækst, hvor faderen tidligt overtog ansvaret for opdragelsen, og hvor forældrene blev skilt i 1951.
Han fik som 12-årig sin første guitar, og som selvlært musiker lærte den venstrehåndede Hendrix at spille på en højrehåndet Fender Stratocaster guitar med strengene sat omvendt på. Allerede som 14-årig blev han medlem af et lokalt amatørorkester, og han fik ikke sin afgangseksamen fra Garfield High School. I stedet blev han indrulleret ved faldskærmstropperne, men hjemsendtes i 1962 efter blot et år her. Under militærtjenesten mødte han og spillede sammen med Billy Cox i gruppen "The King Casuals".
Forsøg på gennembrud.
"Jeg ønsker at gøre med min guitar, hvad Little Richard gør med sin stemme"." Nogle live-optagelser fra tiden med Little Richard er udgivet på et CD boxset med sjældne Hendrix-udgivelser den 16. november 2010 under titlen: "West Coast Seattle Boy – The Jimi Hendrix Anthology." I 1965 var han fast medlem af Curtis Knights orkester, indtil han i februar 1966 fik etableret sit eget orkester, Jimmy James and the Blue Flames. I juli 1966 hørte Chas Chandler bandet spille, og han overtalte Hendrix til at forsøge at skabe sig en karriere i Europa. Det var ligeledes Chandler, der foreslog fornavnet Jimi i stedet for Jimmy.
Jimi Hendrix i Europa.
Chandler sammensatte efter en audition i London "The Jimi Hendrix Experience". Noel Redding(1945-2003) troede, at det var en audition, hvor der efterlystes medlemmer til The Animals, og Mitch Mitchell (1947-2008) havde kun én modkandidat til jobbet som trommeslager. Trods den noget kaotiske start opnåede bandet hurtigt succes med singlen "Hey Joe", som blev udgivet 16/12 1966 og i løbet af få uger var en af de foretrukne sange på Radio Luxembourg. I marts og maj 1967 fulgte endnu to singler, "Purple Haze" og "The Wind cries Mary". Mens Hey Joe var en traditionel blues/gospel-sang, var dens to efterfølgere Hendrix' egne kompositioner.
Experiences første LP, "Are you experienced", udkom 12. maj 1967 og viser Hendrix som en eksperimenterende musiker, der både bruger diverse pedaler og feedback som effekter til at frembringe lyde på guitaren, som ikke tidligere var hørt i rockmusikken. Tillige er denne LP både præget af syrerock, jazz og blues i en usædvanlig blanding. Bemærkelsesværdigt er dog, at mens skæringer som "Manic Depression" og "Third Stone From The Sun" er præget af de usædvanlige effekter, han vred ud af sin guitar, er bluesnummeret "Red House" spillet med en helt ren guitarlyd.
Tilbage i USA.
Allerede den 18. juni 1967 fik trioen sit gennembrud i USA på "The Monterey International Pop Festival". Hendrix' optræden blev optaget på film af D. A. Pennebaker og vist i flere biograer i USA. Filmen er især kendt for Hendrix' brug af tænderne som "plekter" og ødelæggelsen og afbrændingen af sin guitar ved koncertens afslutning.
Hendrix' berømmelse var nu verdensomspændende, men samtidig også medvirkende til hans stigende narkotikamisburg. Turneerne, der fulgte efter, var stressende for Jimi, som bl.a. beklagede sig over, at hans musik blev underordnet den virak, turneerne udløste. Ved flere lejligheder valgte han at spille i lokale klubber i stedet for ved de annoncerede koncerter, hvilket udløste flere retssager om brudte kontrakter.. I mellemtiden udkom "Are You Experienced" i USA i august 1967 og allerede i december samme år hans næste LP-udspil "Axis Bold As Love".
Flere af numrene herpå, mest udpræget "Little Wing", viser Hendrix som en mere tilbagelænet guitarist, og den vemodige melodi er senere blevet indspillet i mange coverversioner. Hendrix udtrykte imidlertid utilfredshed med den måde, LP'en var produceret på, ligesom han tilkendegav, at han ikke ønskede at spille guitarstjerne, men ville udtrykke sig gennem sin musik. Numre som Little Miss Lover og She's So Fine virker da også noget malpalcerede på denne LP.. Derfor overtog han i højere grad arbejdet med de følgende indspilninger, som skulle blive til "Electric Ladyland".
"Electric Ladyland".
Den nye LP udkom i august 1968 og bærer præg af den gruppe af gæstemusikere, som Hendrix på pladeomslaget kalder for "friends and passengers". Chandler stolede ikke meget på Jimis evner til at styre indspilningen og han trak sig, formentlig ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, tilbage fra projektet. Dette gav plads for eksperimenter med at tilføje forskellige instrumenter, bl.a. orgel (Stevie Winwood og Mike Finnegan), piano (Al Kooper) og blæserinstrumenter (Freddie Smith). Hendrix selv opfattede disse musikeres medvirken som en form for anerkendelse, som han påskønnede, idet han - besynderligt nok - tvivlede på sine egne evner.
Noel Redding var ikke tilfreds med denne udvidelse af Experience, ligesom han fandt, at indspilningerne var for lange. Dette blev begyndelsen på den konflikt, som førte til Experiences opløsning, officielt i juni 1969..
En af konsekvenserne af Chandlers brud med Hendrix var, at skæringerne blev væsentligt længere end tidligere og dermed ikke var særlig velegnede til de singleudgivelser, Chandler krævede. Resultatet er en plade, hvor dele af materialet ikke har en bærende melodi, mest tydeligt på "1983 - A Merman I Should Turn To Be". Samtidig indeholder LP'en to af de kendteste og mest melodiøse bidrag fra Experience: "Voodoo Child (Slight Return)" og Bob Dylans "All Along the Watchtower".
Det sidste år.
Mindesten for Jimi Hendix placeret på Femern
Den 18. august 1969 afsluttede Hendrix med et reorganiseret band begivenhederne på Woodstock Festivalen - bl.a. med sin skelsættende, fræsende udgave af "The Star-Spangled Banner". Nytårsnat 1969/70 indspillede han et livealbum med Billy Cox (bas) og Buddy Miles (trommer) som grundstamme i bandet, som kaldte sig "Band Of Gypsys" På turnéen i sommeren og efteråret 1970, hvor han også besøgte Danmark, var Mitchell imidlertid tilbage i bandet, som igen blev annonceret som "Experience".
Jimi Hendrix brugte i denne periode også meget energi på at bygge sit eget studie, Electric Ladyland med den målsætning at få fuld kontrol over sine indspillinger. Han brugte lang tid i studiet og udviklede i denne periode nye ideer. Der var blandt andet planer om at indspille med Miles Davis, ligesom Hendrix havde planer om at udvide bandet fra den oprindelige trio, hvad han blandt andet prøvede af på Woodstock.
Sideløbende med dette projekt blev der indspillet materiale til LP'en "The Cry of Love," som først udkom i marts 1971, et halvt år efter Hendrix' død.
Denne LP udkom senere i en mere oprindelig form i 1997, som "First Rays Of The New Rising Sun", redigeret af Hendrix oprindelige studietekniker, Eddie Kramer.
2. september 1970 gæstede Hendrix Århus, men afbrød efter fire numre og forlod scenen. Årsagen er ikke fuldt opklaret, men rygter blandt byens pushere ville vide, at det skyldtes abstinenser pga. mangel på kokain i narkomiljøet i Århus. Det er dog en kendsgerning, at han i denne periode var under et enormt pres, med intense turnéer, og åbningen af Electric Ladyland studiet i New York. Dagen efter den mislykkede koncert i Århus spillede Hendrix dog en fantastisk koncert i København.
Hendrix nåede med succes at genoptage turnéen med sin optræden på Fehmern Festival den 6. september. Hans optræden her blev den sidste, inden han afgik ved døden den 18. september i en alder af blot 27 år, ifølge dødsattesten som følge af en overdosis af sovemedicin. Der hersker imidlertid mange teorier om årsagen, hvoraf nogle har karakter af konspirationsteorier.
Han døde i London UK, og blev begravet i Seattle.
Betydning.
Jimi Hendrix nåede på trods af sin korte levetid at sætte dybe spor i musikverdenen. I 1992 blev han optaget i "the Rock and Roll Hall of Fame", og i musiktidsskriftet "Rolling Stone" blev han i 2003 kåret som nummer ét på listen over alle tiders største guitarister. I 2009 var det "Time Magazine", der kårede ham, denne gang som verdens bedste elektiske guitarist. En række af rockmusikkens største guitarister, bl.a. Eric Clapton, har omtalt Jimi Hendrix som deres mest betydende inspirationskilde. I 2008 blev der afholdt en mindekoncert med musikere, der følte sig i gæld til Jimi.
Udstyr.
Hendrix brugte flere forskellige guitarmærker og -modeller gennm tiderne, men han er mest kendt for sine Stratocastere, som han begyndte at bruge i 1966.
Da venstrehåndsguitarer er dyrere end tilsvarende til højrehåndede spillede Hendrix på en omstrenget højrehåndsguitar. Dette resulterede sammen med hældningen af Stratocasterens diskant-pickup i, at de laveste strenge fik en lysere klang, og de højeste en mørkere klang - det modsatte af den originale Stratocaster.
Udover Stratocasterne spillede Hendrix bl.a også på Jazzmasters, Duosonics, Flying V's, SG-modeller og en Gretsch Corvette. Under indspilningerne af "Hey Joe" og "Purple Haze" lånte han Noel Reddings Telecaster, og da han optrådte i "The Dick Cavett Show" i 1969 brugte han en hvid SG Custom fra Gibson. Hans første Flying V malede han i et psykedelisk tema, og hans anden var en custom-shop med guldhardware og specielt indlæg i gribebrættet, der desuden havde kantbinding.
Under en tv-optræden i Stockholm i1969 spillede han på en Hagström guitar.
Den 4. december 2006 blev en af Jimi Hendrix' Stratocastere fra 1968 bortauktioneret for $168.000
På albummet "Band of Gypsys" brugte Jimi Hendrix en Fuzz Face-pedal fra Dallas Albeiter, og denne er blevet genskabt af Dunlop.
Marshall har lavet en signature-forstærker ved navn "Super100JH", der er baseret på Hendrix' 100 watts Super Lead Plexi. Desuden produceredes tilhørende kabinetter, og hver del (forstærkertop, fladt kabinet og skråt kabinet) er produceret i 600 eksemplarer.
Diskografi.
Herudover er der udgivet en lang række "Best of", der ikke er medtaget her.
Samkonge.
Samkonge er en konge, som må dele kongeværdigheden med en anden konge.
Harald Blåtand og Gorm den Engelske var samkonger i 14 år.
Det var måske almindeligt i vikingetiden, at Norge og Sverige var opdelt mellem flere samkonger. Men også en bornholmsk konge kan have været samkonge med den danske konge.
Da Danmark var et valgkongedømme, var det vigtigt for kongen at få en søn valgt som konge i en mindre del af riget, således at sønnen kunne vise sig egnet til at være konge for hele riget.
Kanhavekanalen.
Kanhavekanalen var en gravet kanal, der i jernalderens sidste århundrede blev anlagt på tværs af den smalle landtange der forbinder "nordøen" og "sydøen" på Samsø på langtangens (og øens) smalleste sted fra Mårup Vig i vest til Stavns Fjord i øst. Kanalen, der er ca. 500 meter lang og 11 meter bred, er et fremragende stykke ingeniørarbejde, og kanalen kunne besejles af fartøjer med op til ca. 1 meters dybgang.
Brinkerne var i dele af kanalen beklædt med et bolværk af to til fire vandrette træplanker, der er dendrokronologisk dateret til år 726.
Funktion.
Man formoder, at den har været en del af Vikingetidens omfattende forsvarssystemer og har stået i forbindelse med en havn i Stavns Fjord. En flådestyrke placeret i den velbeskyttede naturhavn i Stavns Fjord har med udkig fra Hjortholm eller Vorbjerg kunnet kontrollere den nord-sydgående sejlads langs den jyske østkyst og sejladsen mellem Jylland (nord og midt) i vest og Sjælland og Skåne i øst. Undersøgelser foretaget af forskere ved Moesgård museum, tyder på, at kanalen skal ses som et led i en flådebase i Stavns Fjord eventuelt som bidrag til søforsvaret af det daværende Århus.
726.
Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede
Årtier: 670'erne 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne - 720'erne - 730'erne 740'erne 750'erne 760'erne 770'erne
Årstal: 721 722 723 724 725 - 726 - 727 728 729 730 731
Begivenheder.
Der graves en kanal næsten igennem Samsø. Der kæmpes hårdt om øen og kanalen ødelægges. Det er nok ved den lejlighed at Angantyr dør. Da sagnene fortæller at han og hans brøder dør på Samsø.
Eksterne henvisninger.
26
727.
Århundreder: 7. århundrede - 8. århundrede - 9. århundrede
Årtier: 670'erne 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne - 720'erne - 730'erne 740'erne 750'erne 760'erne 770'erne
Årstal: 722 723 724 725 726 - 727 - 728 729 730 731 732
Eksterne henvisninger.
27
Michael Drewsen.
Michael Drewsen (15. oktober 1804 på Strandmøllen – 26. februar 1874 i København) var papirfabrikant og politiker, og er mest kendt som Silkeborgs moderne grundlægger.
Søn af Johan Christian Drewsen. Han blev tidligt sin fars medhjælper ved Strandmøllens drift som han overtog, sammen med sin bror Christian, i 1844. Den 20. november 1830 blev Michael Drewsen i København gift med Johanne Amalie Kümmel (5. august 1808 - 28. juli 1863), datter af hyrekusk Kümmel.
I 1844 anlagde han, i den dengang fjerne og uopdyrkede egn, Silkeborg Papirfabrik, og det første ark papir forarbejdedes i januar 1845. Fabrikkens anlæg faldt sammen med regeringens bestræbelser for her at grunde en handelsplads, og han blev hurtig en betydende personlighed.
Fra januar 1865 blev han eneejer af papirfabrikken, som han drev under firmaet M. Drewsen & Søn, men allerede i 1869 solgte han den og købte flere svenske godser, selv om han blev boende i Silkeborg. 1848 valgtes han fra sin dengang nye jyske hjemstavn til medlem af Den grundlovgivende rigsforsamling og var senere flere gange rigsdagsmand (han valgtes til Folketinget i 1849 og 1854 og til Landstinget i 1855, men det sidste valg modtog han ikke). Som udpræget frisindet stod han i alt fald en tid det nationalliberale parti nærmest, hvad han bl.a. viste, da han i 1854 kæmpede ivrigt mod det Ørstedske ministerium.
Han stod i 1854 i spidsen for afholdelsen af en Grundlovsfest på Himmelbjerget, en fest, der senere fik mange efterfølgere, og han var virksom for tilvejebringelsen af den store jyske adressedeputation, hvem der i september samme år nægtedes adgang til kongen, men som hædredes af Københavns borgere ved en fest i Casino. Drewsen var for øvrigt vel set af Frederik 7., der besøgte ham i Silkeborg. 1845 havde han fået Fortjenstmedaljen i guld, og i 1855 blev han Kommandør af Dannebrog. Han døde 26. februar 1874 i København.
Michael Drewsen var blandt H.C. Andersens venner. Det meste af sommeren 1853 tilbragte digteren hos Drewsen i Silkeborg, og indtryk herfra indgik i eventyret "Ib og lille Christine" (1855).
Birmingham.
Birmingham er en by i England med ca. 1.000.000 indbyggere.
Birmingham ligger i West Midlands og har været knudepunkt for kanaltrafikken i England.
Historie.
Birmingham fik rettigheder som by i 1166 da man fik tilladelse til at holde marked hver torsdag.
I slutningen af det 17. århundrede var befolkningen oppe på ca. 15.000 mennesker.
I løbet af det 18. og 19. århundrede voksede byen kraftigt og udviklede en stor industri af forskellig slags.
Byen var et vigtigt knudepunkt for kanalerne i England; de kan stadig ses sammen med deres sluser.
Byen fostrede opfindere som James Watt og Matthew Boulton, der opfandt henholdsvis dampmaskinen og gasbelysning.
I 1889 fik Birmingham købstadsrettigheder af dronning Victoria.
Institutioner.
"The Mailbox" er et indkøbscenter med restauranter der ligger ud til kanalerne.
Birmingham Universitet grundlagt i 1900 af byens borgere.
Lidt nord for universitetet ligger Birminghams botaniske have der åbnede i 1832.
Det har flere forskellige drivhuse.
Chokoladefabrikken Cadbury ligger i forstaden Bournville.
Fabrikken har tilknyttet en forlystelsespark, Cadbury World, hvor man kan se produktionen.
I forstaden Aston ligger Aston Universitet og forstaden har givet navn til fodboldklubben Aston Villa.
Indkøbscentret "Bullring" med en karakteristisk kurvet "tallerken-belagt" facade.
"City of Birmingham Symphony Orchestra" blev international anerkendt under ledelse af Simon Rattle.
"Birmingham Museum & Art Gallery" ligger centralt i byen på Chamberlain Square og udstiller billedkunst, antikviteter samt industrielle, etnologiske og arkæologiske objekter med mere.
Det har en større samling af Præ-rafaeliternes billedkunst.
National Indoor Arena set fra kanalsiden.
Der er flere store konference og udstillingscentre i Birmingham: "National Exhibition Centre" (NEC) ligger udmiddelbart ved lufthavnen og bruges til store udstillinger; "The ICC" ligger centralt ved kanalerne og markedfører sig selv som en af Storbrittaniens førende konferencecentre; "National Indoor Arena" (NIA) ligger også ved kanalerne ikke langt "The ICC" og der finder store indendørs sportstævner og koncerter sted.
Det europæiske Melodi Grand Prix blev holdt i National Indoor Arena i 1998.
Avisen "Birmingham Post" udgives af "Midland Newspapers".
BBC har en afdeling i Birmingham og den holder til i "The Mailbox".
Infrastruktur.
Birminghams internationale lufthavn er Storbrittaniens 6. største lufthavn.
SAS og bmi har direkte ruteflyvning til og fra Københavns lufthavn, og flyvetiden er omkring to timer.
Lufthavnen ligger ved en togstation og giver nem adgang til Birmingham's togsystem.
Den internationale lufthavn East Midlands ligger cirka halvanden times bus og togrejse fra Birmingham.
I 2007 oprettede Sterling en rute fra Københavns Lufthavn til denne lufthavn men måtte lukke ruten i 2008.
Coventry lufthavn ligger en time fra Birmingham.
Fra denne lufthavn flyves hovedsagligt til sydeuropæiske destinationer.
a>e. Til venstre i billedet er en del af konferencecentret "The ICC".
Kanaler ved Birmingham anvendes stadig, men nu hovedsagligt kun til husbåde. De er muligt at gå og cykle langs kanalerne.
Hovedkrydset i Birmingham's kanaler er ved "National Indoor Arena" og den karakteristiske pub "Malt House".
En i sydøstlig retning der går forbi konferencecentret "The ICC" og henimod "Mailbox", hvor den slår et knæk og fortsætter i sydvestlig retning forbi Birminghams Universitet.
De to andre løber i henholdsvis nordvestlig og nordøstlig retning.
Den nordøstlige kanal har en række sluser.
Birmingham skyline med udsigt til Centenary Square med War Memorial og det centrale bibliotek i baggrunden.
Det centrale strøg i Birmingham begynder i Øst ved indkøbscentret "Bullring" og fortsætter ad den centrale indkøbsgade "New Street" hen til pladsen "Victoria Square" med rådhuset og museet, igennem det centrale bibliotek til "Centenary Square" med "War Memorial" og Convention Place med "Repertory Theatre" og "The ICC".
Fortsætter man gennem The ICC med koncertsalen kommer man til kanalen med Brindley Place på den anden side. Hele dette strøg er gågade uden krydsende biltrafik.
Anders Sandøe Ørsted.
Anders Sandøe Ørsted (21. december 1778 i Rudkøbing – 1. maj 1860 i København) var en dansk retslærd, embedsmand og minister, bl.a. var han Danmarks 3. statsminister (havde titel af premierminister) efter indførelsen af Junigrundloven. Han betragtes også som en af Den danske Guldalders hovedpersoner.
Faren, Søren Christian Ørsted (1750-1822), var apoteker i Rudkøbing, fra 1807 i Sorø, fra 1812 i Roskilde, og blev i 1814 assessor pharmaciæ og forstander for Københavns fattigvæsens medicinaldispensationsanstalt. Moren, Karen født Hermansen, døde 1793.
Den første undervisning.
Anders Sandøe Ørsted fik tidlig sammen med den lidt over et år ældre broder, Hans Christian Ørsted, en meget uregelmæssig undervisning. Da de skulle lære at læse, sendtes de til en tysk parykmager, Oldenborg, der havde en dansk kone. Manden lærte dem tysk ved, at han læste op for dem af sin tyske bibel og lod dem oversætte det oplæste til dansk. Konen lærte dem at læse, og da dette var nået, lærte de Pontoppidans forklaring udenad. Var således end metoden ikke den bedste, tænkte dog Anders hele sit liv med taknemmelighed på denne underlige undervisning; thi Oldenborgs var redelige og fromme mennesker, og han fattede en kærlighed både til bibelen og til forklaringen, som han bevarede hele sit liv. Siden fik de vel nogen undervisning af andre lærere, men i det hele synes de to drenge at have arbejdet sammen på egen hånd. De læste og oversatte Hübners verdenshistorie til dansk og skrev prædikener, da de ville være præster. Da de var 12 og 11 år gamle, kom de på apoteket, som Anders dog snart blev ked af. Byfogden i byen lærte dem fransk og engelsk, således at hver lærte sit sprog og igen underviste den anden i det. 1793 rejste de til København, og året efter tog de begge studentereksamen.
Jura og Kant.
Ørsted valgte nu det juridiske studium, men kastede sig tillige med stor iver over filosofiske studier og blev en tid helt betaget af Kants teorier, som han lærte at kende gennem sine lærere Anders Gamborg og Johan Frederik Vilhelm Schlegel. Det, der især greb ham hos Kant, var det ophøjede i hans moral. Der var forud gået en tid, hvor det til sidst så ud, som om alle grundvolde vaklede, kristendommen så vel som filosofien; alt var løbet ud i relativiteter, og det syntes ham og mange andre af de unge, at det var som at komme fra en beklumret stue ud i frisk luft, da den ubetingede pligt trådte dem i møde med sit bud. Kants moralprincip, at mennesket skulle handle således, at den grundsætning, som den enkelte gik ud fra, al tid tillige kunne gælde som almindelig lov, blev for dem som en klippe, hvorpå ikke blot den enkelte kunne bygge sit liv, men som også kunne blive det faste punkt, hvorom de kunne ordne deres tanker om samfundets berettigelse og forpligtelser. - Det passede derfor særlig for Ørsted, da det filosofiske fakultet 1797 udsatte som prisopgave "En Fremstilling af Forholdet mellem Dydslærens og Retslærens Principper". Han vandt præmien og lod efter censorernes opfordring afhandlingen trykke. Han var dengang 20 år gammel, og skriftet er, som det var at vente, kun en ikke synderlig selvstændig studie over Kant. Men ikke desto mindre ses allerede her både de fortrin og mangler, der præge hele hans forfattervirksomhed. Han har mange år senere begyndt en afhandling med de ord: ”Vi håbe, at Sandheden uden Ordbram og Lyst til at sige noget påfaldende vil findes ikke at ligge så højt, at det kun skulle være få udvalgte givet at skimte den, men at den er tilgængelig for enhver, der kan tænke i Sammenhæng og ikke skyer den Ulejlighed, som dermed er forbunden”. Disse ord kunne gerne stå som motto over alle hans skrifter fra det første til det sidste. Selv når han skriver om filosofiske emner, falder det ham let og naturligt at udtrykke sig jævnt og almenforståeligt, og hans stil er næsten i alt for høj grad uden ”Ordbram”, det er, som var han bange for at fange læsernes fantasi ved kraftige eller billedlige udtryk, og han undgår i den grad at sige ”noget påfaldende”, at det stundom ikke er fri for, at ordene bliver trivielle. Det er læsernes tænkning, han taler til, og han stod hele sit liv uforstående over for det fænomen, at mennesker kunne vægre sig ved at lade sig overbevise, når sagen var stillet frem for dem med gode klare grunde, som de ikke kunne gendrive. Men Ørsted mangler forståelse af, at kun hvor forfatterens person træder frem, kommer han i ret forbindelse med læserne, og at der er mere hos disse, der skal sættes i bevægelse, end tankerne.
1799 tog Ørsted juridisk embedseksamen med udmærkelse for begge prøver, en karakter, der ikke var givet, siden universitetsfundatsen 1788 omordnede denne eksamen. Han ønskede nu at gå den akademiske vej, men det lykkedes ham ikke at komme ind på denne. Hertugen af Augustenborg havde uvilje mod den kantiske filosofi, og han var ikke blevet bedre stemt mod Ørsted ved at denne på det kraftigste havde angrebet lyksalighedslæren, som endnu hyldedes af mange, især af de yngre teologer. I sit skrift havde han taget alvorlig fat på en af dens talsmænd, Johannes Boye og i et par tidsskriftsartikler stævnede han Otto Horrebow og hans tidsskrift "Jesus og Fornuften" for filosofiens domstol. Dertil kom, at han ved en konkurrenceforelæsning om en adjunktplads i det juridiske fakultet havde vist, at han var påvirket af Johann Gottlieb Fichte, som man vel i Danmark kun kendte lidt til, men som antoges at være ateist. Hertugen havde derved fået en uovervindelig uvilje imod ham. I et par år måtte han da leve af manuduktioner.
Fortolkning og bedømmelse af trykkefriheden.
I denne tid skrev han "Forsøg til en rigtig Fortolkning og Bedømmelse over Forordningen, om Trykkefrihedens grænser af 27. september 1799". Han viser, at der ingen grund var til, som mange mente, at frygte for, at trykkefriheden nu var ophævet, og at loven ret fortolket heller ikke var uklar eller gav større spillerum for dommernes vilkårlighed, end der måtte være i en vel udarbejdet lov, der skulle anvendes på mange forskellige tilfælde, også sådanne, som lovgiveren ikke havde kunnet tænke på. Dette skrift grundlagde Ørsteds ry, og det med rette. Ikke blot fordi det fik Indflydelse på de domme, der siden fældedes i trykkefrihedssager, men især på grund af den forbavsende åndelige frodighed, der er i det. Det formelig vrimler af nye og originale tanker og indeholder spirerne til næsten alle de almindelige synspunkter, som Ørsted i sine senere skrifter har udviklet.
Efter at han 1800 forgæves havde søgt et embede som virkelig assessor i Hof- og Stadsretten samt protokolsekretær ved Højesteret, udnævntes han 1801 til surnumerær (?) assessor i Hof- og Stadsretten. Lønnen var kun 200 rigsdaler, så han måtte stadig manuducere, men dog ægtede han nu, 10. juli 1802, sin 20årige brud, Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger, søsteren til hans gode ven, Adam Oehlenschläger. Den kreds af begavede og åndrige mænd, både danske og tyske, som kom i huset, beundrede med rette den unge frue; men hun stillede ikke manden i skygge; ”han beherskede, uden at vi tilstod det, os alle”, siger Steffens. - Efter sin første kones død ægtede Ørsted 27. marts 1819 Mathilde Elisabeth Rogert (25. april 1782 - 26. juni 1824), datter af landfysikus i Viborg dr. med. Johan Philip Rogert og Henriette Benedicte født Rosenstand-Goiske. Ørsted blev allerede 1801 virkelig assessor, og 1810 gik han som sådan over i Højesteret. 1809 ansattes han som meddirektør af pastoralseminariet og lærer i kirkeret ved dette. Han så bestandig siden med glæde tilbage på den tid, da han havde været dommer. Det var hans mening, at de liberale anskuelser, som havde gjort sig gældende i slutningen af det 18. århundrede, endnu fortsatte sig ind i det 19., men frem for alt følte han sig i en personlig gæld til dette tidsrum, fordi det havde hævet den religiøse og moralske bevidsthed til et standpunkt, som det 18. århundrede ikke havde drømt om, og genindsat de åndelige livsværdier i deres ret.
Et uroligere liv.
Langt uroligere blev hans liv, da han 1813 udnævntes til deputeret i det danske kancelli. Han havde misbilliget det kabinetsregimente, som kongen havde ført under krigen, men da der 1814 atter oprettedes i det mindste en skygge af et statsråd, håbede han på bedre tider, hvad der dog i mange måder blev en skuffelse, og han kom til at føle, at det var en vanskelig sag at være en højtstående embedsmand og tillige at ønske fremskridt i liberal retning. Især har han i alle de 35 år, han sad i kancelliet, med stor udholdenhed stridt imod den ”Forkvakling” af trykkefrihedsloven, som fandt sted ved skærpende bestemmelser og administrativ vilkårlighed, uagtet han derved mange gange kom i modstrid både med Frederik 6.’s og Christian 8.’s ønsker. Men dette var tilfældet også i andre sager, og i 1817 var han nær faldet i unåde. Den 25. juli gjorde tugthusfangerne oprør, og dagen efter befalede kongen kancelliet at indkomme med forslag om, at der skulle nedsættes en kommission til at undersøge sagen og dømme de skyldige uden appel. Kunne de skyldige ikke findes, skulle hver 10. mand af fangerne skydes. Ørsted kunne ikke indlade sig på at medvirke til en så himmelråbende uretfærdighed. Sagen blev ekspederet så hurtig, at han ikke fik indgivet noget separatvotum, men han undlod da at underskrive forestillingen. Herover blev kongen så forbitret, at han lod Ørsted kalde for sig og overvældede ham med bebrejdelser, fordi han havde gjort indvendinger mod hans ordre. Han beskyldte ham for både som skribent og embedsmand at have bragt fordærvelige grundsætninger i omløb og forledet domstolene til at antage sætninger, som var skadelige for samfundets fred, og endelig sagde han ham, at når han indgav ansøgning om sin afsked, skulle den blive ham tilstået. Han fik dog tilladelse til at indgive et forsvar for sin handlemåde. Dette, der bæres af en mandig selvbevidsthed, og hvori han ingenlunde hentyr (tager sin tilflugt) til kongens nåde, men påkalder hans retfærdighed, kunne ikke godt undgå at få udseende af en kritik af de øvrige deputeredes føjelighed, og da kongen viste Ørsteds skrivelse til kancelliets præsident Frederik Julius Kaas, blev denne lige så vred, som kongen havde været, han fandt, at hans embedsvirksomhed fremstilledes på en for ham fornærmende måde, han ville ikke længere sidde i kancelliet sammen med Ørsted, og han forlangte, at skrivelsen skulle sendes til kancelliet, for at dette kunne retfærdiggøre sig. Men trods alt dette skete der slet intet. Både kongen og Kaas kunne lige så hurtig glemme deres vrede, som de kunne bruse hastig op. Men Ørsted havde åbenbart lært af denne sag at være forsigtigere. I de følgende år, især fra 1818, gik hans bestræbelser især ud på at lægge dæmper på den voldsomme iver, hvormed kongen og hans adjudant, kaptajn Joseph Nicolai Benjamin Abrahamson, ville indføre den indbyrdes undervisning i skolerne; men her optræder han aldrig med noget særskilt votum; alle forestillingerne i denne sag falde egentlig i to dele. I den første roses metodens ypperlige virkninger, og det anbefales at bruge den; her er det den første deputerede, Christian Ludvig Lassen, der taler; i den anden påvises der, at den ikke kan bruges i alle fag, og at den ikke må befales indført, og her er det Ørsted, der har ordet. At Ørsted ikke var faldet i unåde, viste sig, da han 1824 (eller 1825) blev generalprokurør (prokukør = visse embedsmænd, der optrådte som kongens eller øvrighedens sagførere); han var da også i den bedste forståelse med Kaas.
Den sidste filosofiske strid.
I året 1824 deltog Ørsted for sidste gang i en filosofisk strid, i det han forsvarede den menneskelige frihed mod Frantz Gotthard Howitz, der havde gjort sig til talsmand for determinismen. Uagtet Ørsted altså her var i god overensstemmelse med Kant, viste det sig dog, at han i mange måder havde frigjort sig for hans indflydelse. Pontoppidans forklaring havde sejret over filosofien; han var vendt tilbage til kirkens lære; men ligesom han i det hele var mistroisk over for alle systemer, således forbeholdt han sig også en vis frihed over for kirkelæren. I den strid, som 1825 var opstået mellem Grundtvig og H.N. Clausen, var der et betydeligt juridisk element. Clausen ville have de gamle kirkelove forandrede. Grundtvig kaldte tydelig nok på regeringen, for at den skulle hævde dem. Determinisme skrev da i "Juridisk Tidsskrift" i anledning af en afhandling af Paul Detlev Christian Paulsen i Kiel: "Behøver den danske Kirkeforfatning en omgribende Forandring?". Denne afhandling vakte først opsigt, fordi han ville påvise, at præsteeden ikke omfattede forpligtelse til at lære hele de symbolske bøgers indhold, hvilket især Kaas fandt meget betænkeligt. Men da Grundtvig og Jacob Christian Lindberg hver udgav et skrift, hvori der råbtes på kongeloven og danske lov, trådte den juridiske side af sagen mere og mere frem, og både kongen og Kaas fandt det, vel ikke helt med urette, utilbørligt, at generalprokurøren udtalte sig om en sag, der kunne nøde regeringen til indblanding. Efter lange forhandlinger blev resultatet, at Ørsted måtte gå ind på at standse sin litterære virksomhed, dog således, at han fik lov til at fuldende nogle påbegyndte arbejder. Han måtte tillige tage sin afsked som lærer ved pastoralseminariet. I året 1827 døde Kaas, og Poul Christian von Stemann blev hans efterfølger. Hans administrative dygtighed er uomtvistet, men der var en dyb modsætning mellem ham og Ørsted; medens denne, når en afgørelse skulle træffes, med største omhu overvejede, hvorledes den ville virke på de mennesker og under de forhold, hvorpå den skulle anvendes, spurgte Stemann kun om, hvad der stemmede med lovgivningens bogstavelige udtryk. Dertil kom, at Ørsteds liberale anskuelser var ham, der var en varm tilhænger af enevælden, imod. Der fandt ikke mere sådanne eksplosioner sted som i Kaas’ tid; men uenigheden blev kronisk, der dannede sig til liden gavn for sagernes afgørelse to partier i kancelliet, og striden mellem disse varede så længe det bestod.
Stænderforsamlingerne.
Den 13. januar 1831 fik kancelliet ordre til at udarbejde et forslag til indførelse af rådgivende provinsialstænder. Ørsted arbejdede med stor glæde i denne sag, og han gjorde alt, for at forsamlingerne kunne blive et virkeligt udtryk for den offentlige mening. Han ville således, at der kun skulle være én forsamling for hele kongeriget, at der skulle forelægges stænderne en ”Finansetat”, at valgbarheden skulle blive så udstrakt som muligt med mere. Men han mødte en afgjort modstand, dels fra dem, der som Stemann frem for alt ville bevare enevælden ubeskåret, dels fra de store godsejere, der lagde vægten på, at valgbarhed og valgret skulle knyttes så meget som muligt til jordbesiddelse, medens der ikke måtte gøres ”Intelligensen” indrømmelser, og han måtte på alle punkter give efter. Men han fik en oprejsning, da kongen 1835 udnævnte ham til kommissarius ved begge de kongerigske forsamlinger. Da det første stændermøde i Roskilde sluttede, udtalte forsamlingens præsident, J.F. Schouw, at kongen ved at sende den Ørsted havde for anden gang skænket folket institutionen. Ørsted var ej blot kongens, men også folkets mand. Han sympatiserede egentlig mere med den daværende opposition i forsamlingen end med dens konservative parti; men i det han stræbte at skaffe den så vidt muligt en virkelig repræsentations ret og vilkår, søgte han tillige at forhindre, at der fremkom forslag, der for tiden vare uigennemførlige, og som kun kunne vække kongens uvilje; hans opgave var at tilvejebringe et tillidsforhold mellem kongen og forsamlingen, og trods mange rivninger, især med kongen, lykkedes det dog til dels i de første år.
Statsminister.
Kong Christian 8. udnævnte 1842 Ørsted til statsminister. Hans stilling som kommissarius blev efter tronskiftet vanskeligere, da kravene om en virkelig forfatning nu kom stærkere frem; i året 1840 blev han på grund af en ubetydelig sag, som kongen i øvrigt afgjorde stik imod hans råd, uenig med Schouw. Men det var dog først 1842, der skete et brud, som pludselig bevirkede, at Ørsted fra en af de populæreste mænd i landet blev en af de upopulæreste. Ørsted havde bestandig betragtet den spænding, der var opstået mellem kongens danske og tyske undersåtter, som en stor ulykke. Han var lige stærkt imod bestræbelserne for at løsne de bånd, der knyttede Slesvig til Holsten, og mod ønskerne om at løsrive det fra kongeriget. Ejderpolitikken og Slesvig-Holstenismen stod begge for ham som lige fordærvelige for staten. Da fandt i den slesvigske stænderforsamling 1842 de bekendte optrin sted, hvor advokat Gülich i anledning af, at også de skibe, der byggedes i hertugdømmerne, mærkedes ”Dansk Ejendom”, udbrød: ”Fort mit dem Stempel der Knechtschaft”, og hvor Peter Hiort Lorenzen to dage efter talte dansk, og dette blev ham forbudt. Efterretningen herom gik som en løbeild gennem hele landet, og det første sted, hvor den tændte, var Viborg stænderforsamling. Ørsted søgte at forhindre, at denne forhandlede om en sag, som han anså for at være forsamlingen uvedkommende. Men denne vedtog så godt som enstemmig at sende kongen en adresse om beskyttelse for den danske nationalitet i Slesvig. Hermed var den taktik, som Ørsted havde fulgt i tre stænderforsamlinger, bristet i den fjerde; han tog sit parti som en mand, om det end må have været ham smerteligt at blive genstand for en i hans øjne ufortjent mistillid og uvilje. Men han vil ikke kunne frikendes for at have miskendt den nationale følelses ret og magt, og han bidrog mod sin vilje til, at det unge liberale parti i kongeriget fik ny vind i sine slappe sejl ved at antage sig den nationale bevægelse. Ørsted deltog i kongens bestræbelser for at dæmpe det vakte røre i den følgende tid og har vel sin del i, at det, der foretoges, kun blev halve forholdsregler. Da kongen 1846 skiftede politik og udstedte sit åbne brev om arvefølgen, var Ørsted ikke helt enig i fremgangsmåden. I følge hele sit standpunkt kunne han ikke lægge vægten udelukkende på de indviklede historiske og juridiske undersøgelser, men han ville, at man skulle have holdt sig til, at det ikke med noget skin af ret kunne nægtes, at det gottorpske Slesvig var erhvervet således, at det også måtte gå i arv til kvindelinjerne, og var dette tilfældet, ville det dog være alt for umuligt at antage, at ikke det samme skulle være tilfældet med den kongerigske del.
Indførelsen af demokratiet.
Efter Christian 8.’s død blev Ørsted, Carl Moltke og Peter Georg Bang medlemmer af den komité, der skulle udarbejde en forfatning i henhold til reskriptet af 28. januar 1848. Komitéen arbejdede endnu den 20. marts, da det første kasinomøde holdtes. Dagen efter tog hele ministeriet sin afsked. I oktober valgtes Ørsted i København til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Han deltog flittig i forhandlingerne, men uden at kunne vinde nogen indflydelse, og han hørte til dem, der til sidst stemte mod Grundlovens vedtagelse. 1849 valgtes han til medlem af Landstinget. Han udgav i dette tidsrum flere politiske småskrifter, hvoraf det betydeligste er "For den danske Stats Opretholdelse i sin Helhed" (1850). De politiske udsigter havde alt den gang forandret sig, Ejderpolitikken syntes at være bleven umulig, og 27. januar 1852 dannedes ministeriet Bluhme, det første helstatsministerium. Under forhandlingen om arvefølgen 1853 faldt der i den forenede Rigsdag 97 stemmer på et af Ørsted stillet forslag om den motivering, hvormed loven skulle vedtages. Vel var dette antal ikke tilstrækkeligt, der krævedes 3/4 af stemmerne, hvorfor Rigsdagen opløstes, men samtidig gik to af ministrene, Bang og Carl Frederik Simony, af, og Ørsted udnævntes til kultur- og indenrigsminister samt premierminister for kongeriget. Arvefølgeloven blev nu gennemført, og man skred derefter til at foretage den indskrænkning af junigrundloven, som fællesforfatningen ville gøre nødvendig. Under den indviklede strid, der førtes herom, var Ørsted for så vidt den liberaleste af ministrene, som han på ingen måde ville gøre kongen uindskrænket i de fælles anliggender. Den nye forsamlings medlemmer skulle alle være folkevalgte, og den skulle have en betydelig besluttende myndighed. Men med hensyn til måden, hvorpå forfatningen skulle sættes i kraft, var det hans anskuelse, at kunne man ikke komme til rette med rigsdagen, skulle kongen benytte sig af, at junigrundloven var underskrevet ”med Forbehold af alt, hvad der vedkommer Hertugdømmet Slesvigs Stilling”, til at oktrojere (privilegere) ikke blot den nye forfatning, men også indskrænkningen af grundloven. Men her har han ikke kunnet få sine kolleger til at følge sig. Herved så vel som ved uenighed med kongen opstod der megen vaklen mellem holdningsløshed og voldsomhed, men det er næppe muligt at afgøre, hvor meget ansvar Ørsted har derfor. Derimod må biskop Ditlev Gothard Monrads afskedigelse tilregnes ham, lige så vel som de mange pressesager, der anlagdes; han havde nemlig afgivet indenrigsministeriet til Frederik Ferdinand Tillisch, men omtrent samtidig midlertidig måttet overtage justitsministeriet. 3. december 1854 afskedigedes hele ministeriet. Ørsted var dengang næsten 76 år gammel. Han var i kampens hede blevet beskyldt for grisk begærlighed efter magten. Det er vel muligt, at han ikke ugerne har modtaget en ministerstilling; han havde i virkeligheden noget, han ville udføre, og som han var urokkelig overbevist om skulle blive til gavn for den danske stat; men ved siden heraf var det for ham en bevæggrund, at han oppebar en pension af samme størrelse som en ministergage, og han ville derfor have fundet det ”højst uværdigt”, om han havde nægtet at overtage et embede, når man fandt ham skikket dertil.
Som bekendt rejste Folketinget klage mod alle de ministre, der havde ansvar for Rigsdagen. Det var sikkert ikke vel betænkt, at det ikke lod det blive ved dem, der havde paraferet ordrerne om rustninger i anledning af Krimkrigen, uden at Rigsdagen var spurgt, og endnu mindre, at anklageren, advokat Gustav Edvard Brock, nedlagde påstand blandt andet om straf for højforræderi, hvilken påstand Ørsted hånede i bitre og træffende ord. Forsvaret for ham blev ført på den værdigste måde, og hans defensor gjorde ikke mindste forsøg på at skille hans sag fra hans kollegers. Som bekendt endte rigsretssagen med frifindelse for alle ministrene; for Ørsteds vedkommende var det ikke blot medlemmerne af højesteret, men også nogle af landstingsdommerne, der stemte for denne.
Den sidste tid.
Ørsted skrev også, efter endelig at være udtrådt af statstjenesten, adskillige polemiske småskrifter. tillige fortsatte han udgivelsen af "Af mit Livs og min Tids Historie". To bind var udkommet 1851 og 1852; to andre kom 1857 og 1858. Det hele store værk, ca. 130 ark, vidner om, at hans arbejdskraft ikke var bleven svækket. Men det viser tillige, at den vanskelighed, han al tid havde haft ved ikke at lade sidetanker og digressioner få et sådant omfang, at hovedtankernes klarhed svækkedes, ikke var bleven mindre på hans gamle dage. Skriftet taber hurtig sin biografiske karakter og bliver en samling historisk-juridiske afhandlinger om de sager, hvormed han i sit lange liv har beskæftiget sig. Det er ikke let at finde rede i; men det indeholder uvurderlige oplysninger om Danmarks historie i den første halvdel af det 19. århundrede, og tillige viser det, hvad også bekræftes af, hvad man ved fra andre kilder, at Ørsted ikke, som det tit var sagt om ham, var en svag mand, der lod sig påvirke af stærkere karakterer, men at han fastholdt sine grundsætninger med stor sejhed uden hensyn til hverken kongegunst eller folkegunst, og at han, selv når han måtte vige tilbage, aldrig opgav det mål, der stod ham for øje. - Han døde 1. maj 1860. Da Hans Lassen Martensen talte ved hans kiste i Vor Frue Kirke over prædikerens ord:, sagde han: Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Ørsted var 1813 bleven etatsråd, 1828 konferensråd og 1841 gehejmekonferensråd. 1829 havde han fået Kommandørkorset og 1836 Storkorset af Dannebrog og 1841 Elefantordenen og den norske St. Olafsordens Storkors. 1810 blev Ørsted medlem af Videnskabernes Selskab, til hvis præses han valgtes 1848, og 1815 tildelte både Universitetet i København og Universitetet i Kiel ham den juridiske doktorgrad. 1902 afsløredes en statue af ham i Ørstedsparken, som er opkaldt efter ham og broderen, H.C. Ørsted.
Vor moderne retsvidenskabs fader.
Om den rolle, A.S. Ørsted har spillet i vor almindelige politik og historie, kan der måske tvistes. Men hans fremragende betydning som jurist er fra alle sider anerkendt: han står ubestridt som vor retsvidenskabs første mand. Når Ørsted således er kommet til at indtage en enestående stilling, skyldes dette, som det plejer at være tilfældet, en forening af sjældne naturanlæg, som gennem hele hans liv havde fået en yderligere udvikling i den særlige retning, hvorpå det her kom an, og de ydre tidsforhold, der havde skabt en situation, hvor hans ejendommelige begavelse ret kunne få lejlighed til at virke.
Sin barndomstid tilbragte Ørsted i Langelands frie natur uden at være besværet med anden læsning end den, han selv tilfældig fik fat i, kun under en ubestemt religiøs påvirkning. Han fik således tidligt udviklet en selvstændig opfattelse, et skarpt blik og en umiddelbar iagttagelsesevne, og der kan vel heller ingen tvivl være om, at det nøje forhold, hvori han hele sit liv stod til broren, den berømte naturvidenskabsmand H.C. Ørsted, også har bidraget til at udvikle hans evner i denne retning.
I sine første universitetsår var han væsentlig optaget af filosofiske studier, særlig af Kant, hvis strenge pligtlære og skarpe logiske tænkning påvirkede ham stærkt. En tid så det næsten ud, som om filosofien helt skulle tage magten over ham, således i hans i øvrigt udmærkede og for hans alder sjælden modne prisskrift "Over Sammenhængen mellem Dydslærens og Retslærens Princip" (1798).
Særlig under påvirkning af Fichte fandt dog i hans betragtningsmåde snart en løsrivelse af retten fra moralen sted, og skønt Ørsted senere igen vendte tilbage til det moralske udgangspunkt, betragtede han dog fra nu af moralen, der for øvrigt hos Ørsted efterhånden antog et vist religiøst præg, blot som det almindelige grundlag og mål for retsordenen, men uden at han dog derfor ville forsøge direkte på denne at overføre moralens principper.
Og allerede i sit skrift om forordningen om trykkefrihedens grænser af 27. september 1799, der udkom 1801, brød han da fuldstændig igennem som jurist, idet man her, i det mindste antydningsvis, finder de fleste af de synspunkter, der blev bestemmende for hans senere juridiske forfattervirksomhed.
Denne tidlige modenhed hos Ørsted, der gjorde det muligt for ham allerede som 22-årig ung mand væsentlig at have sit livsprogram færdigt, er ikke det mindst fænomenale ved Ørsteds personlighed også som jurist. At han således gennem et langt liv bevarede sine almindelige synspunkter så godt som uforandrede, gav på den ene side hans virksomhed en ejendommelig styrke og harmoni, men det medførte også en vis begrænsning.
Det var ikke blot i rent politisk henseende, at Ørsteds fra et enevældestandpunkt i høj grad frisindede og fremskredne grundopfattelse dog i længden viste sig utilstrækkelig til at fyldestgøre en demokratisk forfatnings videregående krav. Men også den nyere tids socialpolitiske tanker stod Ørsted ret fremmed og uforstående over for, således som navnlig hans stilling til fyrrernes husmandsbevægelse viste. Dog må det ikke overses, at det standpunkt, hvortil han var nået i slutningen af det 18. århundrede, viste sig tilstrækkelig fremskredent til at bære bevægelsen et godt stykke ind i det 19., og det var først på et tidspunkt i hans liv, hvor de fleste plejer at have afsluttet deres offentlige virksomhed, at han ikke helt formåede at følge med udviklingen.
Det var fra sin praktiske juridiske virksomhed, som dommer, generalprokurør og kancellideputeret, at Ørsted for størstedelen modtog impulserne til sin juridiske forfattervirksomhed. Adskillige spørgsmål, særlig fra processen, havde været forelagte ham til umiddelbar afgørelse, og også mere indirekte havde han fra sin praktiske embedsgerning hentet næring for sit reale syn på retten og dens videnskab.
Der består efter Ørsteds opfattelse overhovedet ingen virkelig modsætning mellem den sande teori og den rigtige praksis. Hvis en teori ikke passer på de menneskelige forhold, er det tegn på, at den er urigtig, for det er jo netop disse forholds væsen, den skal lære os at kende. Og omvendt må enhver god praksis til en vis grad lade sig lede af almindelige hensyn og bliver for så vidt til en slags teori. Det er derfor ikke rigtigt, når det ofte påstås, at videnskaben skulle gøre retsplejen mindre fast og sikker. Tværtimod vil alene en sand, en fra livet udgået retsvidenskab kunne forhindre praksis fra helt at famle i blinde.
Dette "reale syn på retten" får da særlig betydning ved spørgsmålet om loves fortolkning. Det kan her lige så lidt komme an på det døde bogstav som på lovens ved metafysiske spekulationer udfundne ”Ånd”, men der spørges alene om lovens fornuftige mening. Den blotte ordfortolkning kan ikke være tilstrækkelig. Ordene er ofte tvivlsomme, og det er overhovedet umuligt at give så faste regler, at anvendelsen kun skulle bero på en logisk subsumtion – begrebet og virkeligheden dækker ikke hinanden. Man må da, ligesom hvor der slet ingen skrevne love findes om forholdet, tage sin tilflugt til fornuften. Men denne ”Fornuft” trænger her til en nærmere bestemmelse.
Den er ikke enstydig med, hvad der umiddelbart måtte tiltale den såkaldte ”sunde Menneskeforstand”. Det er en særlig "juridisk" fornuft, som der er tale om. Og det ejendommelige ved denne ligger navnlig deri, at fornufthensynene her har antaget en sådan fast skikkelse, "at der på dem kan bygges en almindelig regel". Denne bestemmes altså ikke ved et enkelt hensyn; en juridisk betragtning, der alene ser den ene side ved sagen og lukker øjnene for de andre, altså glemmer de forskellige formåls relativitet, stempler Ørsted ved flere lejligheder som ”overspændt”.
Regelen fremkommer gennem en brydning mellem ofte ganske modstridende hensyn. Og denne kamp mellem de forskellige Interesser foregår ude i selve livet. "Den juridiske fornuft" lader sig derfor ikke, som den gamle naturret antog, udfinde ved lærde spekulationer i studerekammeret. Den er overhovedet ikke nogen tænkt størrelse, men en realitet. Den naturlige rets regler findes udviklede i selve samfundslivet, bestemte ved dettes historiske forudsætninger og anerkendte af den almindelige folkebevidsthed som stemmende med samfundets tarv. I denne formulering af den naturlige ret viser Ørsted for øvrigt tydelig påvirkning af den historiske skole i Tyskland med dens daværende fornemste repræsentant, Savigny.
Dette hensyn til det juridisk fornuftige øver efter Ørsteds opfattelse ikke blot sin indflydelse ved fastsættelsen af lovens almindelige indhold; men dets betydning er i virkeligheden ikke mindre, hvor der bliver spørgsmål om lovens anvendelse i det enkelte tilfælde. Ved dommerens juridiske bedømmelse af handlingen, ved afgørelsen af, om et faktum kan anses for bevist eller ikke, er det ikke en blot logisk operation, der foregår, og det er derfor heller ikke muligt at binde ham ved absolutte regler, men meget må her overlades til "Dommerens egen Reflexion, hans umiddelbare Takt for det rette og sande", idet han selv må søge at finde de ”Mellembegreber”, der betinger lovens anvendelse.
Gennem dette realistiske program har Ørsted tidligere og i hvert fald klarere end det skete i Tyskland, tegnet vejen for det følgende hundredårs jurisprudens. Og fortjenesten herved bliver dobbelt stor, når man ser den på baggrund af den danske retsvidenskabs almindelige tilstand på den tid, da Ørsted trådte frem. Den daværende ”Lovkyndighed”, som den træffende betegnede sig, bestod gennemgående kun af en ret udvortes sammenstilling af de gældende lovbestemmelser og dertil knyttet overfladisk og åndløs kommenteren af enkelte tvivlsomme udtryk. De almindelige ræsonnementer var i det væsentlige hentet fra den abstrakte naturret, der blev udledt af den romerske ret som udtryk for den evige juridiske fornuft, og de var derfor så godt som uden tilknytning til de særlige danske forhold. En virkelig national retsvidenskab, der byggede sine betragtninger på en dyberegående granskning af det danske retslivs ejendommelige forhold, kan først ved Ørsted siges at have fået sin fulde grundlæggelse.
Til denne opgaves løsning medbragte nu også Ørsted ganske sjældne personlige betingelser. Foruden den strenge moralske sans, der dannede den faste undergrund for al hans juridiske virken, besad han i sjælden rig og harmonisk udvikling de to evner, som kun i deres forening kunne frembringe den store jurist: en skarp konkret iagttagelsesevne, som straks lod ham få fat i det enkelte tilfældes individuelle ejendommeligheder, og en overlegen abstraktionsevne, hvorved han samtidig kunne overskue og gennemtænke de almindelige hensyn og tillægge dem deres tilbørlige vægt. Den kunst, med intuitivt blik og næsten instinktmæssig sikkerhed at kunne finde den bedste regel for de enkelte tilfælde, havde Ørsted udviklet til en genialitet, hvorved han i meget minder om de store romerske og engelske jurister.
Med sin overlegne ”juridiske Fornuft” har Ørsted da gennemtrængt omtrent hele vort retsliv. Han har i sin virksomhed som dommer på mangfoldige områder præget vor praksis. I sin 35-årige embedsgerning som medlem af kancelliet, hvormed han i 23 år forbandt stillingen som generalprokurør, har han øvet en betydningsfuld medvirkning ved de allerfleste af de forordninger, der på den tid så lyset, og navnlig er de systematiske straffelove fra 1833 og 1840-41 gennem ham tydelig blevet præget af straffetrusselsteorien i den noget mildnede form af en ”Advarselstheori”, hvortil Ørsted i det væsentlige bekendte sig. Straffetrusselsteorien går ud fra, at borgerne afholder sig fra at begå forbrydelser på grund af frygten for straf.
Resumerende vurdering.
Men frem for alt er det dog Ørsteds virksomhed for den danske retsvidenskab, der har sat de varigste spor for eftertiden. Allerede bedømt efter dens ydre omfang er Ørsteds litterære produktion ganske overvældende. For blot at nævne det vigtigste, er der hans før omtalte skrift om trykkefrihedens grænser (1801), Skriftet om Tyveri (1809), "Eunomia" i fire bind (1815-1822), der indeholder en samling af hans mest udmærkede afhandlinger, og hans håndbog over den danske og norske lovkyndighed i seks bind (1822-35). I formen fremtræder dette værk nærmest som en række noter til Hurtigkarls lærebog, og det bliver derved noget mindre let tilgængeligt end Ørsteds andre skrifter med deres vel noget brede, men klare og let læselige stil. Dertil slutter sig forskellige tidsskrifter: "Juridisk Arkiv", "Nyt juridisk Arkiv", "Arkiv for Retsvidenskaben", "Collegial-Tidende", "Ny Collegial-Tidende" og "Juridisk Tidsskrift", hvert bestående af en lang række bind, og en på tysk udgiven samling "Abhandlungen aus dem Gebiete der Moral- und Gesetzgebungs-Philosophie" i tre bind (1818-26), hvormed Ørsted gjorde sit navn kendt og anset i Tyskland.
Det er særlig gennem denne vidt omspændende juridiske forfattervirksomhed, at Ørsted har formået at omdanne vort hele retsgrundlag, at hæve den åndløse lovkommenterens og golde naturrets band og lede vor retsudvikling ind i den sunde realismes frugtbringende baner. Han kunne, efter hvad der er sagt, ikke til dette arbejde finde nogen synderlig støtte hos den daværende danske retsvidenskab. Derimod har Ørsted i ikke ringe omfang draget nytte af samtidens fremmede, særlig tyske retslitteratur, men denne benyttelse er dog altid sket på en i høj grad selvstændig og original måde, og de videnskabelige resultater, han har nået, kunne derfor med fuld ret betegnes som hans egen åndelige ejendom.
I stedet for naturrettens absolutte begreb om ejendomsretten som en ret, der beskyttes for dens egen skyld, har han sat den moderne opfattelse, hvorefter denne ret på alle områder reguleres og begrænses af samfundshensyn. Han har gennembrudt den gammeldags opfattelse af det juridiske bevis som en sikker, næsten matematisk størrelse og fastslået dets karakter af en art ”historisk Vished”, hvis bedømmelse og fastsættelse i høj grad må afhænge af dommerens skøn. I forbindelse dermed har han fået fjernet eller lempet adskillige af den ældre rets stive bevisregler og navnlig skaffet indiciebeviset den anerkendelse, der tilkommer det.
Det er fremdeles Ørsted, vi skylder den væsentligste del af nutidens lære om fortolkning og retssædvane, om lovens tilbagevirkende kraft og om anvendelse af fremmed ret ved danske domstole. Gennem sin ”Fornuftfortolkning” har han fjernet adskillige urimeligheder i vor umyndighedslovgivning, han har fastslået den med nutidens opfattelse stemmende regel, at et løfte om ægteskab ikke skal være juridisk forpligtende som andre kontrakter, på den anden side har han udviklet de af omsætningslivet påkrævede regler om penge og gældsbreve og endelig ydet omfattende bidrag af varig betydning til vor erstatnings- og strafferet.
Der findes overhovedet ikke mange juridiske forhold, som Ørsted ikke har gjort til genstand for en ny og indtrængende behandling. For vor proces, hvor ganske vist også den senere udvikling i lovgivning og videnskab har været forholdsvis mindre, står Ørsteds lærdomme endnu for en stor del med umiddelbar gyldighed. Men også på de fleste andre retsområder spores stadig Ørsteds mægtige ånd, idet hans arbejder har banet vejen og lagt den faste grund for den senere tids forskning. Med fuld ret har man derfor betegnet Anders Sandøe Ørsted som ”vor moderne Retsvidenskabs Fader”.
Søtræfningen ved Helgoland.
a>, Heimdal." I baggrunden preussiske kanonbåde.
I Søtræfningen ved Helgoland eller Slaget ved Helgoland, 9. maj 1864
mødte en dansk flådestyrke under kommando af Edouard Suenson en østrigsk–preussisk eskadre under den østrigske søhelt Wilhelm Freiherr von Tegetthoff ud for Helgoland. Danskerne havde blokeret farvandene ud for Helgoland for at stoppe preussiske skibe, og det østrigsk-preussiske angreb var et forsøg på at bryde blokaden.
Danskerne vandt en opmuntrende, omend begrænset sejr, da det østrigske flagskib, fregatten "Schwartzenberg", blev skudt i brand, hvorefter østrigerne trak sig tilbage i ly af Helgolands neutrale 3-mil zone, der var under engelsk kontrol. Ud på natten lykkedes det den østrigsk–preussiske eskadre at flygte til Cuxhaven ved Elbens udmunding.
Den politiske betydning af slaget var imidlertid mindre, da krigen 3 dage senere sluttede med dansk nederlag.
I slaget deltog to østrigske fregatter, flagskibet "Schwartzenberg" og fregatten "Radetzky", samt 3 preussiske kanonbåde.
På dansk side bestod flåden af to fregatter, "Niels Juel" og "Jylland", samt korvetten "Hejmdal". Det var historiens sidste søslag af betydning udkæmpet mellem træskibe og det sidste danske med træskibe overhovedet.
Flåderne.
Østrig under kaptajn Wilhelm Freiherr von Tegetthoff
Dieter Althaus.
Dieter Althaus (født i Heilbad Heiligenstadt, Thüringen 29. juni 1958) er en tysk politiker (CDU).
Althaus var lærer i fysik og matematik på den Polytekniske Fagskole i Geismar, Thüringen, mellem 1983 og 1989, hvor han blev viceinspektør i 1987.
Siden 1985 har Althaus været medlem af CDU. I 2000 blev han formand for CDU i Thüringen. Siden 1990 har han været et medlem af det thüringske parlament (Landtag).
I 1992 blev han medlem af Bernhard Vogels kabinet da han blev thüringsk kultur- og undervisningsminister.
5. juni 2003 blev han valgt som Thüringens ministerpræsident og efterfulgte Bernhard Vogel, som havde trukket sig tilbage grundet sin høje alder.
Den 1. januar 2009 meddeltes det, at Dieter Althaus var blevet alvorligt kvæstet i en skiulykke i Østrig, som også kostede en kvindelig skiløber livet. En redningshelikopter fløj Althaus til et sygehus i Pongau ved Salzburg.
Althaus gik af efter landtagsvalget i efteråret 2009, og Christine Lieberknecht blev Thüringens nye og første kvindelige ministerpræsident. Nu er han manager og lobbyist hos Magna International.
Angela Merkel.
Angela Dorothea Merkel, født Angela Dorothea Kasner (født 17. juli 1954 i Hamborg) er en tysk politiker fra det konservative CDU, der siden den 22. november 2005 har været Tysklands forbundskansler.
Angela Merkel voksede op i DDR, hvor hun hovedsageligt forfulgte en forskerkarriere indenfor naturvidenskab, her opnåede hun at få en doktorgrad i kvantekemi. I slutningen af firserne begyndte hun at involvere sig i politik, og efter murens fald blev hun hurtigt en af kansler Helmut Kohls foretrukne politikere. Som Helmut Kohls protegé blev hun hurtigt minister for kvinder og unge og senere for miljø og atomsikkerhed. Hun var den første ledende CDU-politiker, der brød med Kohl efter en skandale, hvor Kohl havde dækket over ulovlige partibidrag. Den 9. april 2000 lykkedes det hende at udmanøvrere alle de store kronprinser, der havde ønsket at efterfølge Helmut Kohl som det overvejende katolske, mandligt dominerede partis leder. Dette på trods af hendes køn, hendes protestantiske baggrund, hendes fortid i østtyskland og hendes barnløshed.
Hun var CDU/CSU's kandidat til forbundskanslerposten ved valget den 18. september 2005 og tiltrådte som Tysklands kansler den 22. november efter lange og svære forhandlinger med SPD. Den 27. september 2009 blev Angela Merkel genvalgt og kan fortsætte som Tysklands forbundskansler.Denne gang kunne hun samarbejde med det borgerligt-liberale FDP, der i politik og tradition ligger tættere til Merkels borgerlige CDU-parti.
Angela Merkel er Tysklands første kvindelige kansler, den første kansler fra det tidligere Østtyskland samt den yngste kansler i forbundsrepublikkens historie. Internationalt har Merkel høstet bred anerkendelse for sine forhandlingsevner, eksempelvis som EU-formand i juni 2007, hvor det mod mange odds lykkedes hende at skabe enighed om en ny EU-traktat.
Tidlige liv.
Merkel blev født i Hamburg som datter af Horst Kasner, en luthersk præst oprindeligt fra Berlin, og Herlind Jentzsch, en lærerinde i engelsk og latin oprindeligt fra Danzig. Hun har også rødder i Elbing i Østpreussen, og en af bedsteforældrene var af polsk afstamning.
Få uger efter hendes fødsel flyttede familien til DDR, hvor faren fik en stilling som sognepræst i Quitzow ved Perleberg i Brandenburg. På denne tid var det stadigvæk muligt at flytte mellem Vesttyskland og DDR. Familien boede i præsteboligen i Quitzow.
Gerd Langguth, et tidligere senior medlem af CDU skriver i en bog, at det at familien kunne rejse frit mellem Øst- og Vesttyskland, såvel som deres besiddelse af 2 automobiler, fører til konklusionen, at Merkel's far havde et 'sympatisk'
eftersom sådanne friheder og goder for en kirkelig pastor og hans familie ellers vill have været umuligt i Østtyskland.
Tre år senere flyttede familien til byen Templin, hvor faderen sammen med Andreas Rosenbaum byggede et pastoralkollegium, et kirkeligt videreuddannelsesseminar. Pastoralkollegiet holdt til i den såkaldte Skovgård udenfor bycenteret i Templin. Horst Kasner arbejdede ikke længere som sognepræst, men som leder for pastoralkollegiet, en vigtig position i den protestantiske kirke i Berlin-Brandenburg. Moderen fik Berufsverbot i DDR-skolevæsenet, og brugte derfor tiden på at undervise sine egne børn.
I 1961 begyndte Angela Kasner på den polytekniske overskole i Templin. Hun blev medlem af Junge Pioniere, børneorganisationen i den kommunistiske masseungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ). På skolen gjorde hun det specielt godt i matematik og russisk. Hun deltog ikke i den kommunistiske "Jugendweihe" for sin årgang, men blev til gengæld den 3. maj 1970 konfirmeret i St. Maria-Magdalenen-Kirche i Templin. I 1973 tog hun sin Abitur (studentereksamen) og fik gode karakterer som gav hende mulighed for at studere ved universitetet.
Allerede i skoletiden bestemte hun sig for at studere fysik ved universitetet i Leipzig. I lighed med de fleste andre studenter fortsatte hun at være aktiv i FDJ. Under studiet mødte hun sin første mand, Ulrich Merkel. De blev kirkelig viet den 3. september 1977 i Templin, og hun tog dengang mandens navn. Angela Merkel blev anset for en flittig student.
Videnskabelig karriere.
Hun blev færdig med hovedfag i fysik i 1978. Efter studiet flyttede hun med sin mand til Øst-Berlin, hvor hun fik en stilling ved Zentralinstitut für Physikalische Chemie (ZIPC), en del af Akademie der Wissenschaften. Hun blev skilt fra sin mand i 1982 efter et års separation, men beholdt mandens navn. Ved ZIPC arbejdede Merkel med teoretisk kemi, og tog en doktorgrad i fysik i 1986. Efter doktorgraden blev hun tilknyttet projekter indenfor analytisk kemi. Igennem årene ved ZIPC var Merkel fortsat aktivt FDJ-medlem og blandt andet «sekretær for agitation og propaganda». Hun har selv beskrevet dette arbejde som «kulturarbejde». Hun var ikke politisk aktiv udover dette. På instituttet mødte hun Professor i Kemi Joachim Sauer, med hvem hun giftede sig i 1998. Hun har ingen børn, men Sauer har 2 voksne sønner.
Demokratischer Aufbruch (1989).
Først fra slutningen af december 1989, cirka en måned efter murens fald, blev Merkel aktiv i partiet Demokratischer Aufbruch (DA). Enkelte af hendes tidligere venner har udtrykt forundring over at hun senere blev CDU-politiker, og havde heller ventet sig at hun stod nærmere partiet De grønne. Merkels mor blev efter genforeningen aktiv i SPD, Merkels far stod langt fra CDU. Men i december 1989 var DAs placering i det politiske landskab langt fra afgjort. Angela Merkel skrev flyveblade og blev efterfølgende partiets pressetalsmand. I forbindelse med DDR´s første frie valg til folkekammeret i 1990 blev også vesttyske politikere og partier engageret i det politiske arbejde i DDR, og vest-CDU´s generalsekretær Volker Rühe iværksatte valgforbundet Allianz für Deutschland i DDR. I dette valgforbund fik DA en nøgleposition.
Helmut Kohl ville ikke udelukkende støtte sig til CDU i DDR, som var belastet fordi partiet havde været et «blokparti» under SED-styret (dvs. et parti, der de facto legitimerede SED´s magt), eller til Deutsche Soziale Union, som stod bayerske CSU nærmere. I februar 1990 tog Merkel permission fra stillingen ved Akademie der Wissenschaften for at arbejde på heltid med valgkampen for DA. Få dage før valget blev det kendt, at partiets leder Wolfgang Schnur havde en fortid som Stasiinformant. Det var Merkels opgave at lede pressekonferencen, hvor DA-ledelsen udtalte sig i sagen.
Allianz für Deutschland (1990).
Det første frie Folkekammervalg den 18. marts 1990 endte for partiet DA med et resultat på skuffende 0,9 %. Takket være alliancepartneren CDUs overraskende resultat på 41 % blev alliancen valgets vinder, og DA alligevel en vigtig fakto. Under CDUs toppkandidat Lothar de Maizière blev der dannet en koalition bestående af alliancen, socialdemokratene og de liberale. 12. april valgte Folkekammeret Lothar de Maizière til statsminister. I Maizières regering fik DA én ministerpost. Angela Merkel blev stedfortrædende regeringstalskvinde i den første og sidste demokratisk valgte regering i DDR.
I ugerne efter valget stod spørgsmålet om tysk genforening centralt. Angela Merkel deltog under mange forberedende samtaler, som ledte til valutaunionen med Vesttyskland den 18. maj 1990. DDRs vigtigste forhandlingsleder var Maizières statssekretær Günther Krause, som blev en vigtig mentor for Merkel. 31. august 1990 blev genforeningstraktaten underskrevet i Bonn af Krause og Vesttysklands indenrigsminister Wolfgang Schäuble. Angela Merkel ledsagede Maizière under flere udenlandsrejser.
Indmelding i CDU.
Det dårlige valgresultat førte til at partiet DA nærmede sig alliancepartneren CDU. Den 4. august 1990 stemte flertallet på en ekstraordinær generalforsamling i partiet for at fusionere med det vesttyske CDU, efter først at ha fusioneret med CDU i DDR. I denne sammenhæng fik Merkel en af de tre delegatposter til CDUs partidag i Hamburg. I en tale der præsenterede hun sig som tidligere pressetalsmand for Demokratischer Aufbruch og medarbejder af Lothar de Maizière. Om eftermiddagen fik hun en personlig samtale med Helmut Kohl, CDUs leder og Vesttysklands kansler.
Med genforeningen den 3. oktober 1990 sluttede Merkels arbejde som regeringstalsmand i DDR.
Hun blev i stedet udnævnt til ministerialråd i Presse- und Informationsamt der Bundesregierung. At vende tilbage til instituttet hvor hun havde arbeidet i 12 år var ikke noget alternativ, da det allerede var bestemt at afvikle det. Med hjælp fra Günther Krause stillede Merkel til valg for et mandat i den tyske Forbundsdag.
Minister i Helmut Kohls regering.
Merkel blev valgt ind i Forbundsdagen, og vandt sin valgkreds Stralsund-Rügen-Grimmen i Mecklenburg-Vorpommern med 48,5 procent af stemmerne.
Af valgets sejrherre Helmut Kohl, som i november 1990 inviterede hende til en samtale i Bundeskanzleramt i Bonn, blev hun overraskende udnævnt til minister for kvinder og ungdom i den føderale regering. Det gamle ministerium for ungdom, familie, kvinder og helse blev delt i tre. Gerda Hasselfeldt blev helseminister og Hannelore Rönsch minister for familier og ældre.
Eftersom Merkel på dette tidspunkt var en af de få politikere fra det tidligere DDR uden en belastende fortid, blev hun valgt af Kohl til at lede det lille restministerium for kvinder og ungdom, hvor altså ansvarsområdet var blevet stærkt beskåret.
Hun blev taget i ed som minister den 18. januar 1991. Som statssekretærer valgte hun Peter Hintze og Willi Hausmann.
På grund af sin opvækst i DDR havde Merkel ikke taget samme vej i partiet som mange af de vesttyske CDU-topper havde gjort det, hvor af mange kendte hinanden fra ungdomsorganisationen Junge Union. Hendes politiske karrière var baseret udelukkende på kanslerens gunst, og hun gik derfor under betegnelsen «Kohls pige». For at skaffe sig en base i partiet forsøgte hun i november 1991 at blive valgt som leder for CDU i Brandenburg, men tabte valget mod Ulf Fink. Men i december samme år blev hun valgt til næstformand i CDU på partidagen i Dresden, den stilling Lothar de Maizière havde haft, før han trak sig på grund af Stasibeskyldninger. I juni 1993 blev hun valgt til Krauses efterfølger som leder for CDU i Mecklenburg-Vorpommern.
Efter det føderale valg den 16. oktober 1994 blev Merkel udnævnt til minister for miljø, naturbeskyttelse og reaktorsikkerhed, en langt vigtigere ministerpost end hendes forrige. Hendes forgænger var Klaus Töpfer, som også udenfor CDU var anerkendt for sin indsats for miljøet.
Hans politik stødte imidlertid på øget modstand fra CDU´s og koalitionspartneren FDP´s erhvervsvenlige fløj, og forflytningen af Töpfer til minister for bygningsvæsen kan derfor ses som en degradering.
Tre måneder efter sin tiltrædelse afskedigede Merkel Töpfers mangeårige statssekretær Clemens Strotmann og erstattede ham med Erhard Jauck.
Slutningen på æraen Kohl og "Spendenaffäre" (finansierinssagen).
Ved valget i 1998 fik CDU/CSU sit dårligste valg siden 1949, og æraen Kohl sluttede. Wolfgang Schäuble, Kohls «evige kronprins», havde fra 1996 flere gange forsøgt at få gang i en diskussion om «kandidatspørgsmålet», hvem skulle være kanslerkandidat ved næste valg. Men Kohl, «den evige kansler», havde ikke været villig til at give magten fra sig endnu. Allerede før valget havde Schäuble ytret kritik mod Kohls nye kandidatur. Efter valgnederlaget blev Schäuble så valgt til ny partiformand. Efter Schäubles forslag blev Merkel generalsekretær, en af de vigtigste poster i partiet i dets nye rolle som oppositionsparti uden ministerposter. Helmut Kohl blev valgt til æresformand, med sæde i præsidiet og styret. I månederne efter fik CDU nogle gode delstatsvalg og et godt valg ved Europavalget i juni 1999. At vælgerne straffer de regerende partier ved mindre vigtige valg har ofte været typisk for tysk politik. Disse valgresultater styrkede også Merkels position i partiet.
I november 1999 brød det som blev kendt som "Spendenaffäre" (finansieringssagen) ud i CDU. Det blev afsløret, at CDU havde modtaget milliongaver til at finansiere sine valgkampagner. Kohl nægtede at fortælle hvem som havde givet gaverne under henvisning til sit «æresord». Merkel kritiserede som en af de eneste CDU-toppolitikere nu Kohl offentligt i avisen "Frankfurter Allgemeine Zeitung". Den 18. januar 2000 fratrådte en forbitret Kohl hvervet som æresformand i CDU. Wolfgang Schäuble havde forsøgt at gyde olie på vandene, men det blev hurtigt klart, at han selv var indblandet i sagen, og havde modtaget penge fra den kontroversielle våbenlobbyist Karlheinz Schreiber, noget han ellers havde benægtet i Forbundsdagen. Efter at CDUs kasserer Brigitte Baumeister gav modstridende udtalelser om detaljerne ved pengegaverne var det klart, at Schäuble måtte gå af som CDU-formand.
CDU-leder, men ikke kanslerkandidat.
16. februar 2000 bekendtgjorde Schäuble sin afgang som partiformand og fraktionsleder for CDU/CSU. I ugerne efter havde partiet ingen leder, og Angela Merkel befandt sig som generalsekretær i en nøgleposition. Der fandt ni såkaldte regionalkonferencer sted, hvor affæren blev diskuteret internt i partiet. Der dannedes snart en større opbakning til fordel for Merkel som Schäubles efterfølger. Merkels baggrund fra DDR og sene politiske karrière blev nu en fordel, hvor det ellers altid havde været en ulempe. Hun blev regnet for at være ubelastet i de skandaler der havde rystet partiet. Den nedersaksiske CDU-leder Christian Wulff udtalte sig tidligt til støtte for Merkel. Derimod var Volker Rühe og Friedrich Merz, samt CSU-lederen Edmund Stoiber, kritiske over for Merkels kandidatur.
10. april 2000 blev Angela Merkel valgt til ny leder i CDU på partidagen i Essen med 897 af 935 stemmer. Efter Merkels forslag blev Ruprecht Polenz ny generalsekretær. Merz blev fraksjonsleder.
Efter at den rødgrønne regering havde klaret at få delstater hvor CDU deltog i regering til at stemme for SPDs forslag i Forbundsrådet skiftede Merkel den moderate Polenz ud med Laurenz Mayer, som optrådte mere aggressivt over for regeringen.
I 2001 begyndte positioneringen mellem CDU og søsterpartiet CSU for det kommende valg i 2002. Merz lanserede sig selv som kandidat til at blive CDU/CSU´s kanslerkandidat, og diskussionen om det såkaldte «K-spørsmålet» blev dermed indledt. Merkels villighed til at stille op som partiets kanslerkandidat var velkendt, men hun havde ikke meget rygdækning i partiet. Flere af CDUs delstatsledere foretrak den bayerske statsminister fra CSU, Edmund Stoiber. I december 2001 blev det på partilandsmødet i Dresden bestemt, at beslutningen skulle tages af CDUs præsidium og styre 11. januar 2002 i Magdeburg. Merkel valgte imidlertid at undgå konfrontrasion, og under en frokost hjemme hos Stoiber i Wolfratshausen i Bayern gav hun ham sin støtte som kansler. Tilbagetoget var også nødvendigt for at sikre hendes egen position; et afstemningsnederlag overfor Stoiber kunne blive tolket som et mistillidsvotum mod hendes person.
Oppositionsleder (2002-2005).
Merkel bakkede loyalt op omkring Stoibers kanslerkandidatur ved valget 22. september 2002. De konservative havde i starten ligget godt til i meningsmålingerne, men valget endte alligevel med en smal sejr for den siddende rødgrønne regering under Gerhard Schröder. De rødgrønnes, især Gerhard Schröders, effektive håndtering af Elb-oversvømmelsen og regeringens klare nej til en krig mod Irak, såvel som mindre heldige udtalelser fra Stoiber, bl.a. udtalte han sig negativt om østtyskere, bidrog til deres valgsejr.
Umiddelbart efter valget gjorde Merkel krav på fraktionslederhvervet i Forbundsdagen, et hverv som Friedrich Merz havde besiddet indtil da. Hun ville fremstå som oppositionsleder overfor regeringen i parlamentet. Merz ønskede imidlertid ikke at opgive sit fraktionslederhverv, og kritiserede Merkel. På det afgørende bestyrelsemøde i CDU skal Stoibers stemme til fordel for Merkel have gjort udslaget. Forholdet mellem Merz og Merkel havde allerede tidligere båret præg af konfliktfyldt konkurrence. I november 2002 blev Angela Merkel genvalgt som CDU-leder med 746 af 796 stemmer.
2003.
I 2003 opnåede CDU under Merkels ledelse gode delstatsvalg i Hessen og Niedersachsen, og CDUs deraf styrkede stilling i Forbundsrådet gav Merkel mulighed for i større grad at påvirke den rødgrønne regerings politik. CDU medvirkede i denne periode til i samarbejde med SPD at udarbejde flere større reformprojekter.
2004.
I starten af 2004 trådte den stadigt mere pressede forbundskansler Gerhard Schröder tilbage fra posten som SPD´s formand, til fordel for Franz Müntefering. Samtidig opnåede CDU ved valget til parlamentet i bystaten Hamburg et godt resultat. Efter en rejse til Tyrkiet udviklede Angela Merkel idéen om et «privilegeret partnerskab» frem for et fuldt medlemskab til Tyrkiet, som var regeringen Schröders erklærede politik.
I en tale den 20. november 2004 udtalte Angela Merkel med ordene "Det multikulturelle samfund har spillet fallit" sig kritisk til de rød-grønnes multikulturelle vision. Hun positionerede sig dermed stærkt i forhold til de store integrationsproblemer, som præger Tyskland, ved at fokusere på især muslimers manglende evne og vilje til at integrere sig.
Afslutningen på præsident Johannes Raus embedsperiode indebar, at Tysklands højeste embede skulle besættes på ny. Wolfgang Schäuble foreslog tidligt sig selv, og kunne håbe på støtte fra dele af CDU og CSU. Merkels modspillere i partiet som Roland Koch og Friedrich Merz var positive over for Schäubles kandidatur, og det samme var Edmund Stoiber. Horst Köhler, som var forholdsvis ukendt og ikke havde nogen egen politisk base, blev regnet som Merkels kandidat, og da han blev valgt den 23. maj 2004, blev det tolket som en videre udvidelse af hendes magtposition.
Landdagsvalgene og Europavalget i 2004 blev for CDU dog på trods af Merkels succes i partiet alt i alt skuffende, nogle mente det skyldtes samarbejdet med den rødgrønne regering om reformer. De regerende partier opnåede imidlertid endnu dårligere valg. 12. oktober annoncerede Merz i et brev til «kære Angela» at han trak sig fra ledelsen i partiet og fraktionen. 22. december 2004 gik Merkels generalsekretær Laurenz Meyer af, og blev efterfulgt af Volker Kauder.
Forbundsdagsvalget 2005 - Angela Merkel bliver kansler.
Delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen den 22. maj 2005 betød et enormt nederlag for SPD i delstaten, og dermed en yderligere skærpelse af en negativ trend for partiet, som havde stået på helt siden 2003. Den konservative opposition havde et klart flertal i Forbundsrådet, og kunne dermed effektivt blokere regeringens politik, på grund af Tysklands to-kammer-system. Denne situation førte til, at forbundskansler Gerhard Schröder bestemte sig for at fremskynde det forbundsdagsvalg, som egentlig skulle finde sted i 2006.
Den 30. maj 2005 bestemte præsidierne i CDU og CSU ved et fælles møde at Angela Merkel skulle være kanslerkandidat. På dette tidspunkt var Merkels modstandere i partiet marginaliseret. Merkel udnævnte et skyggekabinet kaldet «kompetenceteam». Den planlagte finansminister Paul Kirchhofs radikale tale om en ekstrem liberalisering af den tyske økonomi endte dog med at skræmme mange vælgere væk, og blev dermed en af hovedårsagerne til CDU´s forholdsvis skuffende resultat ved valget. I visse meningsmålinger havde partiet før Kirchhof ligget med over 50 procent af stemmerne.
Ved valget i september 2005 fik CDU/CSU 35,2 %, mens SPD fik 34,2 %. Merkel vandt sin egen valgkreds i Mecklenburg-Vorpommern med 41,3 %. Begge partier gik klart tilbage, men SPD mest, så CDU/CSU dermed var det største parti i forbundsdagen. CDU/CSU fik et væsentligt dårligere valg end de havde regnet med, og opnåede ikke det som havde været deres mål, et flertal sammen med FDP. Men den siddende regering bestående af SPD og De grønne mistede også sit parlamentariske grundlag. Det postkommunistiske parti PDS havde fået et kanonvalg, men da ingen ville arbejde sammen med dem, var der politisk dødvande imellem de to grupper i forbundsdagen, der ikke kunne mønstre et flertal.
Koalitionsforhandlingerne.
I ugerne efter valget blev flere konstellationer diskuteret. De grønne afviste hurtigt ideen om en såkaldt Jamaica-koalition, bestående af CDU/CSU, FDP og De grønne. Gerhard Schröder fra SPD havde erklæret sig villig til at samarbejde med alle andre partier end det venstreekstreme protestparti, Die Linkspartei, som havde opnået et godt valg og som ville have kunnet sikre ham fortsat flertal, hvis partiets erklærede mål ikke havde været at vælte den rødgrønne regering. Da liberale FDP også afviste at støtte en fortsat rød-grøn regering, blev det klart, at eneste mulige måde at få en regering i landet var et samarbejde mellem ærkerivalerne CDU/CSU og SPD. For at positionere sig bedst muligt gjorde Schröder op til forhandlingen krav på kanslerembedet, og henviste bl.a. til, at SPD var det største parti (fordi CDU og CSU i praksis er to partier, om end med et meget nært samarbejde, bl.a. fælles fraktion i Forbundsdagen). De konservative på sin side pegede på, at CDU/CSU var største fraktion. Først efter flere ugers politisk tovtrækning valgte Schröder at give afkald på kanslerembedet, og dermed banede han vejen for Merkel. I mellemtiden var Merkel demonstrativt blevet genvalgt som fraktionsleder for CDU/CSU med overvældende 219 af 222 stemmer, og havde dermed fået tydelig rygdækning i eget parti til at kræve retten til kanslerembedet.
10. oktober offentliggjorde SPD, CDU og CSU at man var nået til enighed om, at Merkel skulle vælges til kansler i en regering bestående af SPD og CDU/CSU. 12. november præsenterede partierne en koalitionsaftale som lagde grundlaget for regeringens politik. Som tak for kanslerposten fik SPD nogle af de største og vigtigste ministerposter. Gerhard Schröder trak sig som en del af aftalen ud af tysk politik.
Angela Merkel blev dermed den 22. november 2005 valgt til Tysklands første kvindelige kansler med 397 af 611 stemmer i Forbundsdagen. 202 stemte imod, 12 afstod fra at stemme. Merkel fik 51 stemmer mindre end koalitionspartiene havde til sammen, hvilket kunne tyde på nogen utilfredshed blandt koalitionspartiernes medlemmer.
I forbindelse med koalitionsforhandlingerne erklærede Edmund Stoiber overraskende, at han ville give afkald på posten som finansminister, en post han ellers var blevet tiltænkt. Den officielle grund var, at Franz Müntefering gik af som SPD-leder efter at have tabt en intern magtkamp.
I den vigtige stilling som leder for Bundeskanzleramt valgte Merkel Thomas de Maizière, fætter til Lothar de Maizière.
Kansler fra 2005-2009.
Tiden som kansler blev præget af de store forskelle mellem de to partier CDU, kristendemokraterne, og SPD, socialdemokraterne, der politisk ikke kunne blive enige om særlig mange ting. Indenrigs- og udenrigspolitisk skete der derfor ikke de store ændringer.
I perioden cementerede hun dog sin egen position som Tysklands leder og som CDU's ubestridte lederskikkelse.
Valgkamp 2009.
Ved valgkampen i efteråret 2009 stod de tidligere regeringspartnere CDU og SPD over for hinanden. De havde dog været fælles om regeringsstyringen og var klar over, at de også efter valget kunne blive tvunget til at fortsætte samarbejdet. Dette førte til en valgkamp med få modsætninger mellem landets to største partier og deres ledere - Angela Merkel og Frank Walter Steinmeier, der som udenrigsminister havde fået kørt sig i stilling som SPD's kandidat til kanslerposten.
Valget blev på trods af en smule tilbagegang en sejr for CDU's ønske om at danne regering sammen med det borgerligt-liberale FDP. Især det liberale FDP under ledelse af Guido Westerwelle fik et kanonvalg og tilsammen havde de to partier flertal i Bundestag.
Kansler 2009-nu.
Kansler Angela Merkel kunne derfor sammensætte en klart borgerlig regering. I regeringsprogrammet var der derfor en del borgerlige mærkesager at finde. Heriblandt lavere skat og en gennemgribende reform af sundhedsvæsnet.
Udenrigspolitik.
Angela Merkel er fortaler for en tysk udenrigspolitik dybt forankret i det europæiske samarbejde, men med et USA-venligt element. Efter den tidligere Gerhard Schröders konfrontation med USA, var det vigtigt for Merkel at demonstrere samarbejdsvillighed over den amerikanske regering.
Ved talen den 9. november 2009 for 20-året for Berlinmurens fald betonede hun vigtigheden af at kæmpe for demokrati og frihed over alt i verden. Ved samme lejlighed gjorde hun opmærksom på tyskernes særlige ansvar i lyset af Nazi-Tysklands forbrydelser.
Tyrkiet-politik.
Merkel gav før 2005 flere lejligheder udtryk for modvilje mod at optage Tyrkiet i EU, for i stedet at tilbyde Tyrkiet et privilegeret partnerskab. Som kansler har hun ikke villet udtale sig om emnet.
CSU.
Horst SeehoferCSU, Christlich-Soziale Union in Bayern, er et tysk konservativt politisk parti, der udelukkende opererer i delstaten Bayern.
Partiet blev grundlagt i 1946 som efterfølger til Bayerische Volkspartei, der blev opløst i 1933. CSU har siden sammen med det landsdækkende søsterparti CDU udgjort den såkaldte "unionsfraktion" i Rigsdagen. Af historiske årsager er CSU fortsat som selvstændigt parti, og CDU findes således slet ikke i Bayern. Samarbejdet mellem de to er dog ikke uden problemer, og CSU's politik er i flere henseender mere konservativ og social end CDU's. I delstaten Bayern har CSU regeret uafbrudt siden 1957, oftest med absolut flertal. Ved delstatsvalget i 2003 fik CDU 60,7% af stemmerne.
Formand er siden 2008 Horst Seehofer, der er ministerpræsident i Bayern.
Øvre Schlesien.
Oberschlesien var tidligere en prøjsisk provins i regionen Schlesien. Hovedstaden var Oppeln. Den bestod af to amter, Oppeln og Kattowitz.
Opole.
Opole (tysk: "Oppeln", latin "Opolia") er en polsk by i voivodskabet Opolskie.
Byen ligger ved floden Oder.
Byen var tidligere hovedstad i den prøjsiske provins Oberschlesien i regionen Schlesien.
Niederschlesien.
Niederschlesien er en tidligere preussisk provins, der tilhører den historiske region Schlesien. Hovedstaden var Breslau. Niederschlesien bestod af to Regierungsbezirke, Breslau og Liegnitz. Det nuværende polske nederschlesiske voivodskab dækker størsteparten af dette område efter delingen mellem Tyskland og Polen i 1945.
Bøhmens regenter.
Dette er en liste over Bøhmens regenter. Disse har gennem tiderne været henholdsvis hertuger, konger og dronning af Bøhmen. Ud over at herske over Bøhmen har nogle samtidig hersket over det tysk-romerske rige og Østrig. Herskerne er listet indtil Bøhmen blev en del af Tjekkoslovakiet i 1918 efter 1. verdenskrig, hvor den nye republik blev udråbt i Prag.
Statsminister.
Norden.
Statsminister er i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island titlen på regeringslederen.
Indtil 1848 betød Statsminister i Danmark en minister, som var medlem af Gehejmestatsrådet.
Fra 1849-1855 kaldtes regeringslederen premierminister, og titlen konseilspræsident brugtes 1855-1918.
Storbritannien.
I Storbritannien bruges ordet statsminister ("minister of state") om et embede, hvis indehaver er juniorminister. Juniorministre er medlem af regeringen men ikke kabinettet, og i deres daglige arbejde tager de imod ordre fra og rapporterer til en ledende statssekretær ("secretary of state").
Treblinka (koncentrationslejr).
Koncentrationslejren Treblinka var en udryddelseslejr få timers kørsel med tog fra Warszawa. Tallet af omkomne i lejren er anslået til mellem 700.000 og 1.400.000.
Treblinka blev i lighed med udryddelseslejrene ved Belzec og Sorbibor udelukkende bygget til at slå jøder ihjel.
Michal Kalembasiak og Karol Ogrodowczyk besøgte Treblinka den 12.september 1945 og tog nogle af de første fotografier af lejren efter krigen. Området var gravet op og fyldt af huller, nogle var flere meter dybe, med knogler spredt rundt om. Tusinder måtte have gravet på stedet for at skabe sådan et månelandskab. De, der var optaget af at si asken af de døde, gad ikke at svare, når de blev spurgt om, hvad de lavede. Kalembasiak og Ogrodowczyk rapporterede til den jødiske historiske kommision i Warszawa at de, der om dagen berigede sig ved at grave guld i dødsmarkerne, om natten plyndrede deres naboer for, hvad de havde fundet. I en hytte få meter fra huset, hvor de to overnattede, blev en kvinde tortureret med åben ild for at afsløre, hvor hun gemte guld og andre værdier. Forfatterinden Rachela Auerbach, der besøgte lejren i november 1945, kaldte et kapitel i sin bog om Treblinka "Det polske Colorado": "Røvere med spader er overalt. De graver, leder, trækker frem knogler og kropsdele. Måske noget stadig kan findes, måske en guldtand?"
Den 25. april 1988 blev John Demjanuk dømt til døden i Israel for forbrydelser mod menneskeheden begået i lejren. Han blev i 1993 frikendt af Israels højesteret. Han er senere stillet for en domstol.
Virginia.
Virginia er en stat i USA, der normalt regnes som den nordligste sydstat. Statens hovedstad er Richmond, mens Virginia Beach er den største by.
Virginia er blandt andet kendt for sin tobak, men producerer også en del virginiavin, der dog hovedsageligt sælges lokalt.
Virginia blev optaget som USA's 10. delstat den 25. juni 1788.
Historie.
Da Virginia blev en engelsk koloni boede der en række oprindelige amerikanske stammer i området, bl.a. cherokee, chickahominy, mattaponi, meherrin, nansemond, pamunkey, powhatan og rappahannock.
Spanske opdagelsesrejsende nåede Chesapeake Bay-regionen og i 1584 blev området udforsket af Walter Raleigh. Elizabeth 1. af England gav hele området navnet Virginia, som kom til at gælde for hele kystområdet fra South Carolina til Maine. Den første engelske bosættelse i den Nye Verden, Jamestown, grundlagdes i 1607 og blev opkaldt efter kong James I. Byen var hovedstad i Virginia-kolonien indtil 1698, hvor statsforsamlingen brændte ned, og hovedstaden blev herefter flyttet til byen Williamsburg, opkaldt efter kong William III. Området fik sit tilnavn "The Old Dominion" af kong Charles II på grund af Virginias loyalitet over for kronen under den engelske borgerkrig.
Under USA's uafhængighedskrig blev hovedstaden flyttet til Richmond i 1780 af guvernøren, Thomas Jefferson, som var nervøs for, at Williamsburgs beliggenhed gjorde byen sårbar over for et britisk angreb. I 1781 besejrede amerikanske tropper briterne ved slaget ved Yorktown, hvilket afstedkom britisk overgivelse og førte til krigens ophør og koloniernes selvstændighed.
I 1788 blev Virginia en del af USA.
Ødelæggelser i Richmond i 1865
Virginia var en af staterne, som brød ud af Unionen den 17. april 1861 og handlede selvstændigt indtil Virginia blev en del af Amerikas Konfødererede Stater under den amerikanske borgerkrig. I 1863 rev 48 amter mod nordvest, som var forblevet trofaste over for Unionen, sig løs og dannede staten "Kanawha", som senere blev til delstaten West Virginia Flere slag blev udkæmpet på Virginias territorium end nogen andre steder i USA under borgerkrigen, og byen Richmond fungerede som hovedstad for Amerikas Konfødererede Stater. Virginia blev formelt igen en delstat i USA den 26. januar 1870.
Politik.
Den nuværende guvernør i Virginia er Bob McDonnell fra det Republikanske parti. Virginias parlamentsbygning i Richmond blev tegnet af Thomas Jefferson og dens grundsten blev lagt i 1785.
Det demokratiske parti sad solidt på magten i Virginia i første halvdel af det 20. århundrede, men i 1970 fik delstaten sin første republikanske guvernør i samme århundrede. Virginia har også stemt for en republikansk kandidat ved alle præsidentvalg siden 1952 undtagen ved et demokratisk jordskredsvalg i 1964. I de sidste 10 præsidentvalg har delstaten støttet en republikaner, og Virginia var den eneste sydstat, der stemte for Gerald Ford og ikke Jimmy Carter ved valget i 1976.
På det seneste har demokraterne igen fået flere stemmer i Virginia. De republikanske flertal i kamrene i parlamentet er blevet mindre, især i Senatet, hvor demokraterne nu har 17 ud af 40 pladser, og ved præsidentvalget i 2004 opnåede John Kerry en stemmeandel på 45,48%, den højeste andel for demokraterne siden 1976. Det nordlige Virginia stemmer typisk demokratisk, men de landlige områder, der en gang var demokraternes højborg, stemmer fortrinsvis på republikanerne.
Ved midtvejsvalget i 2006 opnåede demokraterne at få én af Virginias to pladser i USA's Senat, hvilket sikrede et demokratisk flertal på nationalt plan også i Senatet. Republikaneren John Warner har den anden senatorpost, og republikanerne har 8 ud af delstatens 11 pladser i Repræsentanternes Hus.
Geografi.
Virginia grænser til West Virginia, Maryland, og District of Columbia (på den anden side af Potomac-floden) mod nord, til Chesapeake Bay og Atlanterhavet mod øst, til North Carolina og Tennessee mod syd og til Kentucky og West Virginia mod vest.
Bugten Chesapeake Bay deler staten og en eksklave befinder sig på bugtens østlige side. Bjergene Blue Ridge Mountains ligger mod vest.
Virginias langstrakte form fra øst mod vest betyder, at byområderne i det nordlige Virginia ligger tættere på New York og New England end på delstatens sydvestlige hjørne, som til gengæld ligger tættere på otte andre delstaters hovedstæder end på Virginias hovedstad, Richmond.
Virginia har én nationalpark: Shenandoah National Park.
Klima.
Klimaet er mildt sammenlignet med andre områder i USA. Området øst for bjergkæden Blue Ridge har et subtropisk klima, mens området vest for bjergene har et fastlandsklima. Der er dog betydelige variationer, idet højden går fra 0 meter ved Atlanterhavet til 1.746 m på toppen af Mount Rogers. Havet har med indflydelsen fra golfstrømmen typisk en mildende effekt, men giver dog også risiko for orkaner. Omvendt giver kolde luftstrømme fra bjergene en modsat effekt uden at sne dog er særlig normalt i kystområderne. Der er gennemsnitligt 2 tornadoer om året.
Større byer.
Richmond er Virginias hovedstad, og Stor-Richmond har et befolkningstal på mere end 1,2 mio. Virginia Beach er befolkningsmæssigt den største by i delstaten efterfulgt af Norfolk og Chesapeake.
Økonomi.
Ifølge "Bureau of Economic Analysis" var Virginias bruttodelstatsprodukt 326,6 mia USD i 2004 og den gennemsnitlige personlige indkomst 35.477 USD.
In 2006 udråbte Forbes Magazine Virginia som den delstat, der havde det bedste erhvervsklima grundet statens økonomiske vækst, erhvervsomkostninger og livskvalitet.
Virginias økonomi er balanceret med forskellige indtægtskilder. Delstaten har bl.a. militære installationer, kvægavl, tobaks- og jordnøddedyrkning, og soja blev for nylig den mest udbyttegivende afgrøde. Vingårde, bl.a. langs Blue Ridge Mountains er blevet stadig mere populære. Det nordlige Virginia, som en gang blev regnet som centrum for statens mælkeproduktion er nu hjemsted for software, kommunikation, konsulentvirksomhed, forsvarsindustri, diplomati og et antal statslige forvaltninger. Amterne Loundon County og Fairfax County i det nordlige af staten var de 2 amter, der havde de højeste medianindkomster pr. husholdning i 2006 i hele USA.
Virginia, som blev anset for den rigeste sydstat før borgenkrigen, kom sig over borgenkrigen og den store depression hurtigere end resten af syden. Også i dag er Virginia en af de mest velstående delstater i syden.
Blandt offentlige myndigheder, som har deres hovedkvarterer her, er CIA og USA's forsvarsministerium. Der anvendes mange offentlige midler i det nordlige Virginia, især på militærindustri. Byområdet Hampton Roads bruges ekstensivt af bl.a. USA's flåde såvel som USA's luftvåben og NASA, og det har den største koncentration af militære baser og faciliteter i noget byområde i verden.
Ifølge foreningen "American Electronics Association" har Virginia den højeste koncentration i USA af teknologiarbejdere. Computerchips blev delstatens vigtigste eksportvare i 2006 efter de traditionelle eksportvarer kul og cigaretter.
Demografi.
300px
I 2007 havde Virginia en anslået befolkning på 7.712.091, hvilket var en stigning på 8,95% i forhold til 2000. I 2006 var 8,14% af befolkningen født i udlandet.
Ophav.
De største ophavsgrupper i Virginia er: afro-amerikanere (19,6%), tysk-amerikanere (11,7%), amerikanere (11,2%), engelsk-amerikanere (11,1%) og irsk-amerikanere (9,8%).
Eftersom Virginia var den største og rigeste koloni var ca. halvdelen af befolkningen i kolonitiden sorte slaver, som arbejdede i tobaks-, bomulds- og hampeplantager. I begyndelsen kom disse slaver fra det vestlige Centralafrika, især Angola. I det 18. århundrede nedstammede halvdelen af de sorte dog fra diverse etniske grupper fra regionen omkring Niger-deltaet i det nuværende Nigeria. Den store migration blandt afro-amerikanerne fra det landlige syd til det urbaniserede nord formindskede dog de sortes andel af Virginias befolkning til ca. 20%.
I dag bor afro-amerikanerne mest i de østlige og sydlige områder, hvor plantagedrift var mest udbredt. De vestlige bjerge er mest befolket af folk med britisk ophav. Personer med tysk oprindelse findes i større antal i de nordvestlige bjerge og i Shenandoah Valley. Som følge af nylig indvandring er der en stærkt stigende befolkning med centralamerikansk og asiatisk baggrund i Virginias forstader til Washington, DC.
Religion.
Rød kardinal er Virginias statsfugl
Natmand.
Natmanden er bøddelens hjælper og den der tømte lokumsspandene i byen om natten, deraf navnet.
Senere blev han også sat til at rense gader for affald, og uvanen med at kaste sit affald ud på gaden blev gradvis ændret til, at man afleverede det til en vogn, der i dagtimerne blev trukket rundt. Vognens komme blev markeret ved at kusken svingede med en skralde, så man kunne høre ham. Heraf navnet skraldemand.
Skraldemand.
En skraldemand eller renovationsarbejder er en person der erhvervsmæssigt indsamler affald. Navnet skraldemand kommer fra gammel tid af at vedkommende svingede med en stor skralde så folk kunne høre ham og aflevere affald til ham.
Officielt kalder mange skraldemænd sig i dag renovationsarbejdere, da dette er en mere præcis og moderne betegnelse.
Da man begyndte at indsamle andre affaldstyper end latrinspande, foregik det normalt ved at en mand svingede med en skralde for at signalere at nu skulle folk komme med deres affald, så det kunne komme med på vognen. Deraf kommer navnet. Blandt andet det københavnske R98 har endnu skralden i firmalogoet.
Til forskel fra latrinspandene, der blev tømt om natten (natrenovation), blev det øvrige affald indsamlet om dagen (dagrenovation). Visse steder var det den samme person der udførte begge hverv.
Skralde.
En skralde er en spærrefunktion til f.eks. et spil ved at en klinke lægger an mod et tandhjul, så dette kun kan dreje den ene vej.
En skralde er også et støjende instrument, der virker ved at et trætandhjul tvinges rundt mod et stykke træ, der sidder spændt op mod tandhjulet som en form for bladfjeder. Skralden svinges rundt i luften. Kendes som et stykke larmende legetøj til bl.a. nytår.
Ordet "skraldemand" kommer heraf – I byerne i gamle dage kaldte skraldens lyd folk på gaden med deres affald, så det kunne komme med på vognen. Heraf er dannet ord som "skraldespand" og "skrald" (= affald), og heraf atter "skraldgas, skraldgasværk," osv.
Hjul og stejle.
Hjul og stejle var en vanærende straf, der blev brugt i forbindelse med henrettelser. Indtil 1866 kunne danske dødsdomme suppleres med krav om at sætte hovedet på en stejle (pæl) og lægge kroppen på et hjul. Bøddelen parterede kroppen i forskellige dele, anbragte hovedet på en pæl og de parterede kropsdele på vognhjul, der var lå vandret på høje pæle. Brugtes mest efter halshugning. Hovedet sattes evt. på stejle sammen med en afhugget højrehånd, som det skete efter henrettelsen af Struensee.
Grove forbrydere blev ofte straffet med kagstrygning, knibning eller afhugning af hænder forud for selve henrettelsen. Radbrækning var en særlig smertefuld henrettelsesform, der normalt fulgtes af stejling.
At lægge forbrydere på hjul og stejle tjente som skræk og advarsel. Hjul og stejle var som galgen, placeret uden for byens porte eller på herredets tingsted.
Blev pirater henrettet i en havneby, blev deres hoved ofte sat på stejler ud mod vandet for at signalere, at byen så alvorligt på sørøveri.
Motor (flertydig).
I sammensætninger som motorbølle, motorfører, motorsport, motorvej, osv. betyder motor- "motorkøretøj", dvs. oftest "bil".
Motor.
En motor, også kaldet en kraftmaskine, omsætter potentiel energi i form af f.eks. elektrisk eller kemisk bunden energi, til kinetisk (bevægelses-) energi.
Motorer spiller en stadig mere dominerende rolle i vor hverdag, fra vore elektriske husholdningsapparater og lys, til vor transport: Busser, biler, tog og flyvemaskiner.
Rytmisk Musikforening.
Rytmisk Musikforening (RMF) er en musikforening med hjemsted i Århus.
Foreningen startede på Aarhus Universitet under navnet "Studenterforeningen af 1978", populært Studenterforeningen. Foreningen havde primært til formål at arrangere koncerter i Stakladen/Studenternes Hus på Aarhus Universitet. I 1983 besluttede man at ændre navn til Rytmisk Musikforening (RMF). I tiden efter flyttede man flere og flere koncerter ud til andre steder i byen.
I en periode gik RMF's arbejde mere på at afvikle koncerter, shows o.l. end til selv at arrangere dem. Foreningen er dog på vej tilbage i arrangør-rollen bl.a. med Århus Open Air koncerterne samt Elton John m. Band, sommeren 2005.
På arrangementer hvor Rytmisk Musikforening ikke selv er arrangør bliver nogle af og til inddraget i forberedelsesfasen som konsulenter for arrangørerne. Det vil sige, at foreningen tilbyder deres arbejdskraft på stort set alle praktiske områder på selve koncertdagen, samt opbygning- og nedpakningsdage.
RMF består af frivillige mellem 15 og 45 år, både drenge og piger, der alle har en fælles interesse for musik og afvikling af koncerter.
Arkansas.
Arkansas er en delstat i USA. Statens hovedstad og største by er Little Rock. Staten havde i 2006 2,8 millioner indbyggere.
Arkansas blev optaget som USA's 25. stat den 15. juni 1836.
Historie.
Den første europæer, der ankom til Arkansas, var spanieren Hernando de Soto, som foretog opdagelsesrejser i slutningen af det 16. århundrede. De tidlige spanske eller franske opdagelsesrejsende gav delstaten dens navn, som sandsynligvis er et ord fra sproget Illinois for folkeslaget Quapaw. Blandt de oprindelige amerikanere, der boede i Arkansas-området, før de drog vestover, var stammerne Caddo og Osage. Før Arkansas blev en delstat, blev området kaldt Arkansas-territoriet, og i perioden som territorium beboede de fem civiliserede stammer området på deres vej mod vest.
Arkansas er en de syv nuværende delstater, der er blevet dannet af arealet købt af USA fra Napoleon 1. af Frankrig ved Louisiana-købet i 1803. I 1839 blev Arkansas den 25. delstat i USA som slavestat.
I forbindelse med den amerikanske borgerkrig nægtede Arkansas at blive en del af Amerikas Konfødererede Stater, indtil Abraham Lincoln tilkaldte tropper for at kunne besvare de konfødereredes angreb på Fort Sumter i South Carolina, og Arkansas brød ud af Unionen den 6. maj 1861. I Arkansas fandt der mange forholdsvis ukendte slag sted, og vigtige personer fra Arkansas under borgerkrigen var bl.a de konfødereredes generalmajor Patrick Cleburne samt generalmajoren Thomas C. Hindman, som styrede de konfødererede tropper ved slaget ved Cane Hill og slaget ved Prairie Grove i Arkansas.
Under USA's genopbygning efter borgerkrigen blev Arkansas genoptaget som delstat i USA i juni 1868. I 1874 blev delstaten rystet af et guvernørkup, som endte i militær konflikt, og som først sluttede efter ordre fra USA's præsident Ulysses S. Grant.
I 1881 blev Arkansas efter stridigheder om udtalen af delstatens navn den første og hidtil eneste stat i USA, der vedtog en lov, der definerede udtalen.
I 1954 afgjorde USA's højesteret, at det var ulovligt at raceopdele alle skoler, og gymnasiet Little Rock High besluttede at følge Højesterets beslutning og tillod dermed studerende med afro-amerikansk baggrund. Arkansas kom i de nationale nyheder, da den datidige guvernør, Orval Faubus, indsatte delstatens nationalgarde for at hjælpe støtterne af fortsat raceopdeling med at forhindre ni afro-amerikanske studerende i at blive optaget på gymnasiet i Little Rock. Præsident Dwight D. Eisenhower indsatte herefter nationale tropper den 25. september 1957 med henblik på at eskortere de ni studerende. Begivenheden førte til, at Little Rock's gymnasier blev lukket resten af skoleåret. Inden udgangen af 1959 var alle gymnasier dog åbne for alle uanset race.
Politik.
Protester mod de afro-amerikanske studerende
Den nuværende guvernør i Arkansas er demokraten Mike Beebe, som blev valgt den 7. november 2006. Begge Arkansas' senatorer er demokrater, og de fire pladser i Repræsentanternes Hus besiddes af 3 demokrater og 1 republikaner.
Det demokratiske parti har flertallet i Arkansas' lovgivende forsamling, og et flertal af lokale politikere er også demokrater. I moderne tid er dette sjældent blandt de sydlige delstater i USA, hvor folkevalgte embeder typisk er besat af republikanere.
I 1992 var Arkansas den eneste delstat i USA, som gav én af præsidentkandidaterne - den lokale Bill Clinton - absolut flertal. I 2004 vandt George W. Bush delstaten med 10 procentpoint, hvilket førte til spekulationer om, hvorvidt staten var ved at skifte til republikanerne. I 2006 vandt demokraterne dog en overbevisende sejr, der bl.a. indbefattede, at partiet genvandt guvernørposten.
Republikanernes styrke ligger især i det nordvestlige Arkansas, mens resten af delstaten er stærkt orienteret mod demokraterne. Arkansas har ikke sendt en republikansk senator til Washington D.C. siden genopbygningstiden efter den amerikanske borgerkrig, og parlamentet i Arkansas, som regnes for at være den fjerdestærkeste demokratiske forsamling efter Massachusetts', Hawaiis og Connecticuts parlamenter, har i lige så lang tid ikke været kontrolleret af republikanerne.
Arkansas er også den eneste blandt de tidligere konfødererede delstater, som sender 2 demokrater til USA's Senat, og en overvejende andel af vælgerne i Arkansas er registreret som demokratiske vælgere. Delstaten er dog konservativ i sociale spørgsmål, dens vælgere vedtog f.eks. et forbud mod homoseksuelle ægteskaber med 74% af stemmerne.
Geografi.
Det meste af Arkansas' østlige grænse udgøres af Mississippi-floden undtagen i et mindre område, hvor St. Francis River danner grænsen. Arkansas har grænse mod syd til Louisiana, mod nord til Missouri, mod øst til Tennessee og Mississippi, samt mod vest til Texas og Oklahoma.
Arkansas har et landskab med bjerge og dale, dybe skove og frugbare sletter. Det nordvestlige af delstaten er en del af Ozark-plateauet og omfatter bjergene Boston Mountains, mod syd ligger Ouachita Mountains og disse to områder deles af Arkansasfloden. De sydlige og østlige dele af Arkansas kaldes "the Lowlands", og landet i dette område langs Mississippi-floden kaldes også for Arkansas' delta, grundet de rige jorder, som er opstået fra flodens oversvømmelser. Området har rige landbrugsområder og er hjemsted for meget af agerbruget i delstaten.
Arkansas har mange huler, og Trail of Tears løber gennem staten.
Klima.
Arkansas har generelt et subtropisk klima, som grænser til fastlandsklima i visse nordlige, højtliggende områder. Selv om Arkansas ikke grænser til den Mexicanske Golf, er delstaten stadig tæt nok på denne store, varme vandmasse til, at den har den vigtigste vejrpåvirkende effekt i staten.
Overordnet har Arkansas meget varme og fugtige somre og milde, lidt tørre vintre. I Little Rock er de gennemsnitlige temperaturer omkring 32 °C om sommeren og ca. 10 °C om vinteren. Den årlige nedbørsmængde i delstaten varierer mellem 1.000 og 1.250 mm og er generelt højere i den vestlige del. Snefald er ikke sjældent, men har ikke været normalt i de senere år, hvor den gennemsnitlige snemængde har været 13 cm.
Selv om Arkansas har et subtropisk klima, er staten kendt for sit til tider ekstreme vejr. Med sin beliggenhed mellem de store stepper og staterne langs den Mexicanske Golf har delstaten 60 dage om året med tordenvejr. Tornadoer er ikke unormale i Arkansas, og et antal af de mest ødelæggende tornadoer i USA har ramt staten, ligesom efterdønningerne af tropiske cykloner også ofte rammer Arkansas.
Økonomi.
Arkansas' bruttodelstatsprodukt var i 2005 87 mia. USD, og den gennemsnitlige personlige indkomst 26.641 USD, den fjerdelaveste i USA.
Statens landbrugsproduktion omfatter fjerkræ, æg, sojabønner, durra, kvæg, uld, ris, svin og mælk. Industriprodukterne er bl.a. forarbejdede fødevarer, elektrisk udstyr, metalprodukter, maskiner, papirprodukter, brom og vanadium. I de senere har er der åbnet fabrikker, der fremstiller reservedele til biler i den østlige del af Arkansas. Turisme er også en vigtig sektor.
Demografi.
I 2005 havde Arkansas en anslået befolkning på 2.779.154, hvilket var en stigning på 4,0% siden 2000. 1. juli 2007 skønnede Census Bureau, at indbyggertallet var 2.834.797.
De fem største folkegrupper i staten er amerikanere (15,9%), afro-amerikanere (15,7%), irsk-amerikanere (9,5%), tysk-amerikanere (9,3%) og engelsk-amerikanere (7,9%). Der er mange personer med europæisk ophav i den centrale og nordvestlige del af delstaten. Afro-amerikanerne bor især i de frugtbare sydlige og østlige dele, og folk med britisk og tysk oprindelse findes især i den nordvestlige del nær grænsen til Missouri.
Poznań.
Poznań (tysk Posen) er en polsk by og hovedstad i regionen Storpolen (polsk "Wielkopolska") og voivodskabet Wielkopolskie. Den ligger ved floden Warta (tysk "Warthe") og har 554.221 indbyggere (31. december 2009). Den har haft bystatus fra det 13. århundrede og tilhørte Preussen fra 1793 til 1918 og Tyskland 1939-45. "Posen" var også navnet på en preussisk provins omkring byen.
Kancelli.
Kancelli (latin "cancelli" gitter, skranke, regeringskontor) ("Fremmedordbogen")
Danske Kancelli.
Danske Kancelli var frem til Grundlovens forberedelse i 1848 det eneste regeringskontor for kongeriget og ekspederede alle statssager. Under "Danske Kancelli" var en særlig afdeling "rentekammeret", som stod for statens finanser. Sager vedrørende hertugdømmerne ekspederedes af det "Slesvig-Holstenske Kancelli" eller "Tyske Kancelli".
Kancelliet blev ledet af en "kansler" og var fra middelalderen det kontor, hvorfra fyrstens breve og forordninger udgik, og hvor de indkomne skrivelser besvaredes.
I forbindelse administrationsreformen i 1848 blev "Danske Kancelli" ophævet ved kongelig resolution af 24. marts 1848
og opdelt i statsministeriet, indenrigsministeriet,
justitsministeriet og ecclesiastikministeriet. Rentekammerets funktioner overgik til finansministeriet.
"Danmarks Riges Grundlov" blev underskrevet i sin oprindelige form 5. juni 1849 af Frederik 7.. Denne dato markerede dermed Danmarks overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki.
Tyske Kancelli.
"Tyske Kancelli" opstod i 1523 og benævntes således, fordi dets forvaltningssprog var tysk. Det var på den ene side den centrale udenrigspolitiske myndighed, på den anden side tillige den øverste forvaltningsinstans for de dele af Riget der ikke hørte under kronen, nemlig hertugdømmerne. Om sidstnævnte del af kancelliet bruges traditionelt betegnelsen Tyske Kancellis Indenrigske Afdeling. De udenrigspolitiske sager udskiltes i 1770 i et særligt departement. I forbindelse med opløsningen af Det tyske Rige i 1806 skiftede kancelliet navn til Slesvig-Holstenske Kancelli, efter Lauenborgs indlemmelse i det danske monarki i 1816 til Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli (ved traktat mellem Prøjsen, Sverige og Danmark af 4. juni 1815). Ved systemskiftet 1849 blev Kancelliet ophævet; dets indenrigspolitiske afdelings opgaver blev derefter fra 1851/52 varetaget af ministerierne for Slesvig h.h.v. Holsten og Lauenborg. Kancelliets opgaver omfattede alle sager vedrørende hertugdømmernes indre og ydre anliggender. Arkivet er dermed et af de vigtigste arkiver i landsarkivet.
Diplomati.
Inden for diplomatiet betegner Kancelli en ambassades eller et konsulats kontorlokaler, medens "residensen" er ambassadørens tjenestebolig.
SPD.
Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) er et af verdens ældste politiske partier. Det tyske socialdemokratiske parti blev grundlagt i 1863 af Ferdinand Lassalle i Leipzig som Allgemeine Deutsche Arbeiterverein, og skiftede i 1890 til dagens navn. Formand siden oktober 2008 er Franz Müntefering.
Partiet har deltaget i mange regeringer, senest fra 2005 til 2009, hvor partiet var med i en sådan "Grosse Koalition" (stor koalition) med det konservative CDU. Partiet måtte ved valget i 2009 opgive deltagelse i denne koalition, da partiet oplevede en tilbagegang fra 34% i 2005 til 23%.
Partiets ungdomsorganisation hedder JuSoS, som er en forkortelse for "Junge Sozialisten und Sozialistinnen in der SPD".
Italienske og franske musikudtryk.
Nedenfor følger en række hyppigst forekommende italienske og franske musikudtryk m. m.
Eksterne Links.
Musikudtryk
Musikudtryk
Holstebro.
Holstebro ligger i det nordlige Vestjylland og er med sine 34.024 indbyggere (2010) den største by i Holstebro Kommune. Byen ligger ved Storå og er en betydelig handelsby med et net af gågader, og med industri inden for fremstilling af fødevarer, jernvarer og maskiner, træ og møbler, tekstiler samt kemisk industri. Byen har et Regionshospital som hører under Region Midtjylland. Den lokale nyhedsavis er Dagbladet Holstebro-Struer. Holstebros gadebillede er præget af en række moderne skulpturer og kunstværker.
Historie.
Byen er opstået som et vadested over Storåen. Senere er stedet blevet et bro-sted, heraf navnets sidste del. Første led i navnet hidrører sandsynligvis fra betegnelsen for "hult" sted eller "hul" eller sænkning ved åen. Af forskellige stavemåder for bynavnet kan nævnes: Holstatbro (1274), Holstathbroo (1340), Holstebroff (1418), Holstebrow (1638) og Holstebro (1844). De ældste spor af byen stammer fra skår af middelalderlige krukker og kander, der kan dateres til 1100-tallet og som blev fundet ved udgravninger i byens centrum. Holstebro nævnes første gang i et skøde fra 1274, men hvor gamle købstadrettigheder er vides ikke, da det originale privilegiebrev gik tabt i en af de store brande der gennem tiderne har hærget byent. Fra middelalderen frem til 1800-tallet bestod bebyggelsen af lave, tætliggende huse, mellem hvilke en brand hurtigt kunne brede sig. Således opstod flere store brande, som berøvede byen de fleste gamle bygninger fra denne tid. I 1552 brændte bl.a. rådhuset på Store Torv hvorved købstadsrettighederne og hele byarkivet gik tabt.
Som trafikalt knudepunkt i Hardsyssel, der strækker sig fra Limfjorden til Skjern å og fra vesterhavet til den jyske højderyg, har Holstebro længe haft stor betydning som markeds- og handelsby. Indtil ca. år 1500 var Holstebro hjemsted for Hardsyssel ting.
Fra midten af 1800-tallet startede en industrialiseringsbølge i byen. Holstebro havn ved Struer blev anlagt i 1854-1855 og jernbaneforbindelsen til Struer i 1866, hvilket betød gode transportmuligheder til og fra byen. Holstebro Svineslagteri blev grundlagt i 1858 og i 1869 startede Rasmus Færch sin tobaksfabrikation i byen. I 1961 indgik R. Færch i fusionen, som skabte Skandinavisk Tobakskompagni, der under navnet Orlik Tobacco Company A/S stadig producerer pibetobak i en af Færchs gamle fabrikker i Holstebro. I 1862 startede Holstebro Jernstøberi, som i mange år var Ringkjøbing Amts betydeligste industrivirksomhed. I 1896 blev Vald. Birn Jernstøberi etableret. Virksomheden findes den dag i dag og er nu landets største støberi.
Kommunale forhold.
Der bor i dag 57.056 indbyggere i hele Holstebro Kommune (2010). Ved kommunalreformen i 2007 blev de tre gamle kommuner Holstebro Kommune fra 1970-2006, Ulfborg-Vemb Kommune og Vinderup Kommune lagt sammen til Holstebro Kommune.
Erhvervsliv.
Holstebro blev kåret som Danmarks bedste og flotteste handelsby i 2006.
Musik, dans og teater.
Den ombyggede Holstebro-hallen (1966) indgår i dag i Holstebro Kongres- og Kultur Center og danner ramme om bl.a. teaterforestillinger, koncerter, udstillinger og messer.
Byen huser flere orkestre inden for de fleste genrer bl.a.
26. januar 2007 dannede Musikteatret Holstebro ramme om den første semifinale i årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix.
Byen har siden 1960'erne også været kendt for at have et aktivt teater- og dansemiljø med Odin Teatret og Nordisk Teaterlaboratorium for skuespillerkunst og Det Kongelige Teaters Balletskole.
Kunst i byen.
I det offentlige rum kan man finde flere moderne kunstværker, bl.a. Alberto Giacomettis figur "Kvinde på kærre" ("Maren o æ woun", som den betegnes i folkemunde) foran det gamle rådhus, "Tobaksarbejderens Drøm" skabt af kunstnergruppen Krukako ved og på Den Røde Plads, Bjørn Nørgaards udsmykninger af gågaderne samt Frithioff Johansens permanente laserskulptur Kaos tempel på TV Midt Vests sendemast (Har dog ikke været i drift i flere år!). Endvidere findes ved Nørrelandskirken (Inger og Johannes Exner) flere lystræer.
Treblinka.
Treblinka er en lille landsby i det masoviske voivodskab i Polen. Indbyggertallet er pr. 1984 på 330.
Treblinka er primært kendt for den koncentrationslejr, som opførtedes i umiddelbar nærhed af landsbyen, af Det Tredje Rige under 2. verdenskrig.
Fremtiden.
Fremtiden er en tidsperiode, der kommer efter nutiden i almen logisk opfattelse.
Fremtiden (set fra et givet tidspunkt) er således endnu ikke indtrådt. Nogle ting ved vi om fremtiden, f.eks. at tiden vil være gået og at vi vil dø, med andre forhold er det mere usikkert. Det forudsige hvordan fremtiden bliver er kaldes også at spå.
Det er svært at spå, især om fremtiden. Der er flere videnskaber der beskæftiger sig hovedsageligt med at spå om fremtiden, eller forudsige udviklingen. Det gælder bl.a. meteorologi og økonomi der ud fra modeller og historiske data giver sandsynligheden for en bestemt udvikling. En meget omdiskuteret model indenfor geovidenskaben har forudsagt at klodens temperatur vil stige p.g.a udledning af CO2 og drivhuseffekten.
Det antages almindeligvis at fremtiden vil afhænge af forholdene i fortid og nutid, og man kan således forsøge at spå om fremtiden eller på mere videnskabelig basis forske i den. Man kan opsætte fremtidsscenarier og beregne forskellige mulige udfald.
Drømme og visioner er nødvendige for at forme fremtiden.
Den filosofiske retning, der betragter fremtiden som noget givet, kaldes determinisme.
Hvis man sprogligt vil udtrykke sig om fremtidige forhold, bruger man den grammatiske tid fremtid (futurum).
Et ældre dansk ord for fremtidig er "tilstundende". Eksempelvis "den tilstundende vinter" - den fremtidige/kommende vinter. Altså de "stunder" der kommer - der bliver "til".
Bøger der foregår i fremtiden kaldes for Science Fiction.
Anschluss.
Anschluss er betegnelsen på Tysklands anneksion af Østrig i marts 1938. Det blev forbudt at bruge navnet Østrig, der herefter blev kaldt Ostmark.
Kort efter Anschluss blev også det gamle østrigske land Bøhmen med Mähren overtaget af Tyskland ("Reichsprotektorat Böhmen-Mähren"; nuværende Tjekkiet.
Tyske kanslere.
Lederen af den tyske centralregering er traditionelt blevet kaldt kansler (Kanzler). Det formelle navn er i dag forbundskansler (Bundeskanzler), fra 1871-1945 var det rigskansler (Reichskanzler).
Se også.
Kanslere
Kanslere
Zentrum.
Det tyske midterparti ("Deutsche Zentrumspartei" eller bare "Zentrum"), ofte kaldet det katolske midterparti, er et katolsk politisk parti i Tyskland, som særlig spillede en vigtig rolle under kejsertiden og den såkaldte Weimarrepublik.
Det blev grundlagt i 1870 af Ludwig Windthorst og Mainz-biskopen Wilhelm Emmanuel von Ketteler for at varetage den katolske minoritets rettigheder i det nye protestantisk dominerede Tyskland, og partiet blev relativt mægtigt som reaktion på Otto von Bismarcks "Kulturkampf" mod den katolske kirke. Partiet var også specielt for blandingen af klasseinteresser som det repræsenterede, fra katolske arbejdere til aristokrater.
Med grev Georg von Hertling stillede partiet første gang rigskansleren i 1917. Mellem 1919 og 1932 var partiet repræsenteret i næsten alle rigsregeringer. De stillede bl.a. rigskanslerne Wilhelm Marx, Heinrich Brüning og Franz von Papen.
Partiet opløste sig selv den 5. juli 1933, og var det sidste af de ikke-nazistiske partier som forsvandt efter forbud fra Hitler og "NSDAP".
Efter anden verdenskrig blev partiet genoprettet. Men de fleste traditionelle zentrumsvælgere sluttede imidlertid hurtigt op om dannelsen af den bredere borgerlige alliance CDU, det nuværende konservative opositionsparti, som i stor grad er udgået fra og præget af miljøet omkring det katolske midterparti. Hensigten med etableringen af "CDU" var at forene protestanterne og katolikkerne i et fælles kristeligt-konservativt parti.
Det katolske midterparti eksisterer stadig som et lille parti, og var repræsenteret i det tyske parlamentet frem til 1957, da det faldt under spærregrænsen. I enkelte katolske højborge, som Nordrhein-Westfalen, har partiet stadig en vis lokalpolitisk betydning, og er kendt for sin familievenlige politik.
Det bayerske folkeparti, forløberen for CSU, brød ud fra midterpartiet i 1918 fordi midterpartiets daværende ledelse ønskede en centralstat frem for en føderalistisk.
Nordrhein-Westfalen.
Nordrhein-Westfalen eller "Nordrhin-Vestfalen" er en tysk delstat med 18 millioner indbyggere og et areal på 34.080 km². Den grænser mod Belgien, Holland, Niedersachsen, Hessen og Rheinland-Pfalz.
Byer og kommuner.
I Nordrhein-Westfalen er der 396 byer og kommuner. Den største by er Köln mens Düsseldorf er hovedstad.
Kreise og kreisfrie byer.
Delsaten Nordrhein-Westfalen er opdelt i 31 Kreise og 23 kreisfrie (større og forvaltningsmæssigt autonome) byer. Nedenfor ses navne og bilregistreringsbogstver.
right
right
Niedersachsen.
Niedersachsen eller Nedersaksen er en delstat i det nordvestlige Tyskland med omkring 8 millioner indbyggere og et areal på 47.600 km². Den grænser til Nordsøen, Slesvig-Holsten, Hamburg, Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Thüringen, Hessen, Nordrhein-Westfalen og Holland, samt Bremen der ligger som en enklave midt i delstaten. Hovedstaden er Hannover, og andre vigtige byer er Braunschweig, Osnabrück, Oldenburg og Göttingen.
Navnet stammer fra folkeslaget Sakserne.
Administrativ opdeling.
1. Januar 2005 blev de, indtil da eksisterende, Regierungsbezirke Braunschweig, Hannover, Lüneburg und Weser-Ems ophævet.
Landet er delt op i 425 byer og kommuner, hørende under 37 Landkreise, et kommunalt samarbejde der kaldes en Region og 8 kreisfrie byer.
Floder.
Aller - Große Aue - Böhme - Dumme - Elben - Ems - Hamme - Hase - Hunte - Ilmenau - Jade - Jeetzel - Jümme - Leda - Leine - Luhe - Oker - Ochtum - Örtze - Oste - Rhume - Schunter - Vechte - Weser - Wietze (biflod til Aller) - Wietze (biflod til Örtze) - Wümme
Søer.
Dümmer - Steinhuder Meer - Zwischenahner Meer - Großes Meer
Opstemmede søer.
Alfsee - Granetalsperre - Innerstetalsperre - Maschsee - Odertalsperre - Okertalsperre - Salzgittersee - Sösetalsperre
Bjerge.
Achtermannshöhe - Dammer Berge - Deister - Die Gleichen - Süntel - Wurmberg (Harz)
Landskaber regioner.
Altes Land - Ammerland - Braunschweiger Land - Butjadingen - Deister-Sünteltal - Drawehn - Eichsfeld - Elbe-Weser-Dreieck - Elm - Emsland - Friesland - Geest - Land Hadeln - Harlinger Land - Harz - Hildesheimer Börde - Hümmling - Jeverland - Leinebergland - Lüneburger Heide - Mittelweserregion - Oldenburger Land - Oldenburger Münsterland - Osnabrücker Land - Osterholzer Geest - Ostfalen - Ostfriesland - Rheiderland - Saterland - Schaumburger Land - Stadland - Stedingen - Teufelsmoor - Wendland - Weserbergland - Wesermarsch - Weserniederung - Wesertal - Wildeshauser Geest - Wingst - Land Wursten - Wümmeniederung
Øer.
Borkum - Juist - Norderney - Baltrum - Langeoog - Spiekeroog - Wangerooge (siehe auch: Ostfriesische Inseln) - Großer Knechtsand - Kachelotplate - Lütje Hörn- Mellum - Memmert - Minsener Oog
Beskyttede naturområder.
Breites Wasser - Nationalpark Niedersächsisches Wattenmeer - Naturpark Steinhuder Meer - Naturpark Weserbergland Schaumburg-Hameln - Lüneburger Heide - Wildeshauser Geest - Harz - Drömling -Naturpark Elm-Lappwald - Naturpark Elbufer-Drawehn
Rheinland-Pfalz.
Rheinland-Pfalz eller "Rhinland-Pfalz" er en tysk delstat med cirka 4 millioner indbyggere og et areal på 19.846 km². Rheinland-Pfalz har grænse til Nordrhein-Westfalen, Hessen, Baden-Württemberg, Frankrig, Saarland, Luxemburg og Belgien. Hovedstaden er Mainz.
Historie.
Staten Rheinland-Pfalz blev oprettet i 1946 ved sammenlægning af Rhein-Pfalz med de sydlige dele af den preussiske Rheinprovins og dele af det vestlige Hessen.
Administrativ opdeling.
Delstaten Rheinland-Pfalz er opdelt i 24 Landkreise, 12 Kreisfrie byer. Derunder en særlig opdeling for Rheinland-Pfalz i 163 Verbandsgemeinden (Kommuneforbund), 37 verbandsfrie byer og kommuner (deraf 8 store kreistilhørende byer) og 2.257 Ortsgemeinden (landsbykommuner). I delstatens landkreise bor 3.051.313 og i de 12 kreisfrie byer 1.009.792 indbyggere"(2004)".
Landkreise.
Landkreise i Rheinland-Pfalz - tallene henviser til teksten til venstre
Otto von Bismarck.
Otto Eduard Leopold Fürst von Bismarck (1. april 1815 i Schönhausen - 30. juli 1898 i Friedrichsruh) var en greve og fra 1871 fyrst von Bismarck-Schönhausen, hertug af Lauenburg. Han var som kejser Wilhelm 1. medlem af frimurerordenen.
Erhvervede tilnavnet "Jernkansleren" (der eiserne Kanzler) efter en politisk tale i hvilken han proklamerede, at staters magt og indbyrdes forhold/problemer ikke kunne løses diplomatisk, men kun med "jern og blod" (Eisen und Blut). Denne indstilling kendetegnede også den udenrigspolitik, som kansleren stod for. Bismarck arbejdede ihærdigt på en samling af de selvstændige tyske stater under Preussens ledelse. Ved militære sejre over Danmark (1864), Østrig-Ungarn (1866) og Frankrig (1870-1871) lykkedes det ham at genskabe det tyske kejserrige under kejser Wilhelm I af Hohenzollern. Kejserriget stod frem til 1918.
Se også.
Otto von Bismarck i 1898
Sex & Samfund.
Sex & Samfund er en privat forening med sekretariat og klinik i København.
Foreningen arbejder for at sikre retten til seksuel trivsel, reproduktiv sundhed og seksualoplysning som en menneskeret uanset alder, køn, religion, ægteskabelig og social status både i Danmark og internationalt.
Foreningen blev stiftet i 1956 under navnet "Foreningen for Familieplanlægning", og skiftede navn til "Foreningen Sex & Samfund" i forbindelse med sit 40 års jubilæum. I 2005 skiftede foreningen navn igen til blot at hedde "Sex & Samfund".
Foreningen er en ikke-kommerciel forening (NGO) uden religiøs eller partipolitisk tilknytning, som samarbejder med andre foreninger og organisationer, der arbejder for beslægtede mål. Medlem af IPPF (International Planned Parenthood Federation) og administrerer flere rådgivninger: Sexlinien, AIDS-linien, HIV-info samt en indvandrerrådgivning.
Formand for foreningen er læge og forfatter Christian Graugaard.
Fremtid (futurum).
Fremtid (futurum) er en grammatisk form, tempus, som udtrykker en forventning om noget, som ikke er nu.
I det danske sprog er futurum i mange tilfælde sammenfaldende med præsens, eller det kan dannes med modalverber (f.eks skal eller vil).
Sundhed.
Sundhed er et bredt begreb, som dækker over tilstande og aktiviteter vedrørende menneskets velvære - såvel fysisk som mental velvære. Feltet spænder fra etablerede lægevidenskabelige discipliner til alternative behandlingsmetoder.
Begrebet kan også deles op i fysisk og psykisk sundhed.
WHO definerede begrebet i 1970'erne og i forbindelse med programmet ”Sundhed for Alle år 2000”: ”Sundhed er ikke blot frihed for sygdom, men størst mulig fysisk, psykisk og socialt velbefindende”. Man har indvendt imod den definition, at den lige så godt kunne være en forklaring af, hvad lykke er. Derfor er sundhed det nødvendige sammenligningsgrundlag for at forstå, hvad sygdom er. Kun på den baggrund er det muligt at skelne mellem ubehagelige sider af et sundt liv og egentlig sygdom.
En økologisk måde at beskrive sundhed på kunne være følgende: Sundhed er på den ene side evnen til at fastholde krop og sind i homøostatisk balance over for omgivelserne, men på den anden side også evnen til at kunne skifte tilstand og etablere balance på et nyt grundlag.
Begrebet helse anvendes som synonym for sundhed, men har til tider mere "alternative" konnotationer.
Tidsaldre.
Tidsaldre er de perioder, som man inddeler fortiden (og undertiden fremtiden) i.
Deep Thought.
Deep Thought er en computer, som er programmeret til at spille skak, den første i en serie af skakcomputere. En anden computer i serien, Deep Blue, slog Garry Kasparov i en sekspartieres skakdyst. Deep Thought blev opkaldt efter Adams' fiktive computer i romanen Hitchhiker's Guide to the Galaxy.
Navngivningen af skakcomputerne er fortsat efter samme princip med Deep Fritz, Deep Junior osv. ("Deep", det vil sige "dyb" på dansk, stammer også fra den måde, de forskellige algoritmer undersøger alle mulige træk og potentielle udfald på.) I 1988 tabte Bent Larsen, dansk stormester i skak, et parti til Deep Thought.
Skak.
Skak (afledt af det persiske ord 'Shah' - konge) er et brætspil for to spillere og et af verdens mest populære spil.
Målet med spillet er at vinde ved at sætte modparten "mat" (også kaldet "skakmat"), hvilket sker ved at angribe dennes konge på en sådan måde, at angrebet ikke kan afværges.
Skak er en mental sport, hvor spillerne benytter de strategiske og taktiske elementer, som spillereglerne giver mulighed for, og kræver derfor brug af abstrakt deduktion.
Spillet foregår på et kvadratisk "skakbræt", opdelt i 64 felter. Hver spiller besidder fra starten et sæt skakbrikker bestående af 16 brikker i en af to farver, der normalt er hvid og sort. Spillerne skiftes til at flytte en af sine egne brikker (udføre et træk), idet hvid altid trækker først, og en spiller kan ikke springe sin tur over. Flytningen skal ske ifølge reglerne for brikkernes forskellige trækmåder og spillereglerne i øvrigt.
Introduktion.
Skak dyrkes både i privat regi, og som konkurrencesport i skakklubber og ved nationale og internationale turneringer og mesterskaber. Desuden spilles det i udstrakt grad online over internettet samt som computerskak med et skakprogram som modspiller. Når spillet sker ved udveksling af træk per brev eller e-mail, er der tale om korrespondanceskak.
Kvinder deltager i turneringer på lige fod med mænd, men skak har traditionelt været en mandsdomineret sport. Det er først i nyeste tid, at kvindelige spillere er begyndt at gøre sig gældende blandt skakkens topspillere. I åbne mesterskaber har der endnu ikke været en kvindelig verdensmester. Derimod findes særlige verdensmesterskaber for kvinder.
Et særligt skakligt område er problemskak, som omfatter skakstudier og skakopgaver.
Der findes en omfattende mængde lærebøger i skak, dækkende alle spillets aspekter. Desuden er skak behandlet i en del kunst, både litterært og i afbildninger, bl.a. på frimærker og ekslibris, hvor emnet udgør et særligt speciale for samlere.
Som spil besidder skak en overvældende kompleksitet. Claude Shannon, der er en af fadderne til området informationsteori, anslog spillets såkaldte spille-træ kompleksitet til 10120 (et senere estimat er 10123). Antallet af lovlige stillinger i skakspillet anslås at udgøre mellem 1043 og 1050. Disse tal kan sammenlignes med antallet af atomer i universet, som estimeres til mellem 4*1078 og 6*1079.
Rundt om i verden spilles der spil, som har en vis lighed med skak, som f.eks. Xiangqi (i Kina), Shogi (i Japan) og Janggi (i Korea). I nyere tid er det desuden forsøgt at udvikle spillet i andre retninger (kaldet "kunstskak") ved blandt andet at ændre på skakbrættet, tilføje andre brikker, ændre brikkernes gangart osv. Eksempler herpå er Fischer-skak og rundskak.
Bræt og brikker.
Skakbræt og brikker af den udbredte model Staunton med tilhørende skakur
Ved spillets startopstilling opstilles brikkerne som illustreret ovenfor. Der er altid tale om hvide - og sorte brikker samt felter, uanset om disse i praksis og i diagrammer kan forekomme i alle tænkelige farvenuancer. Det har ingen selvstændig betydning, at brættet er ternet - dette er indført som en hjælp for opfattelsesevnen via synet. Af hensyn til notation (nedskrivning) og gengivelse af partier er det en regel, at brættet skal vende, således at hvid har et hvidt felt i sit nederste hjørne til højre. En anden vigtig huskeregel for opstillingen er, at hvids dronning skal stå på et hvidt felt (droningen skal have sin egen farve).
Brættet inddeles lodret i 8 "linjer", der betegnes med bogstaverne a-h og vandret i 8 "rækker", som betegnes med tallene 1-8. Betegnelserne udgør derfor et koordinatsystem, hvor hele brættet er set fra hvids side, og hvor hvert enkelt felt på brættet har en entydig betegnelse fra a1 til h8. Linjens nummer nævnes altid først, hvilket nærmere er beskrevet under algebraisk notation. Følges brættets felter på skrå ses et antal diagonaler, hvoraf de to "lange diagonaler" går fra a1 til h8 og fra h1 til a8, mens de øvrige er "korte diagonaler".
a> er malet på bordpladen eller nedfældet i den. Fotografiet viser et skakbord opstillet i en park.
De 8 brikker, som står på rækken nærmest spilleren, kaldes med et fælles udtryk for "officererne" og på rækken foran dem står otte bønder.
Officerernes navne og symboler er følgende: konge, dronning, tårn, løber og springer. De er placeret således på første og ottende række fra venstre mod højre: Tårn, springer, løber, dronning, konge, løber, springer og tårn.
Spilleregler.
Spillereglerne er fastsat af Det internationale skakforbund, FIDE og regulerer alle aspekter af spillet fra trækregler til afklaring af situationer, som kan opstå under spil. I officielle spil udpeges en dommer eller turneringsleder, som afgør eventuelle tvivlsspørgsmål, som opstår undervejs. Nogen af hovedreglerne er beskrevet her.
Målet med spillet er at opstille en trussel mod modspillerens konge, som ikke kan afværges. Herved bliver modspilleren sat "skakmat" og har således tabt spillet. Hvis ingen af spillerne kan vinde, bliver spillet "remis", det vil sige, at spillet er uafgjort.
Man spiller hvid eller sort efter aftale eller efter forudgående lodtrækning, hvor vinderen får lov at vælge farve.
Hvis der spilles med skakur, bestemmes dets placering af turneringslederen. Er der ikke en sådan, er det traditionelt sort, som bestemmer, på hvilken side af brættet, uret skal stå.
Brikkernes gang og slag.
Man foretager et træk ved at flytte en sine brikker fra det felt, den står på, til et andet felt. Der kan kun stå én brik på hvert felt, så hvis dette andet felt er besat af en fjendtlig brik, bliver denne "slået". Den slagne brik fjernes fra brættet og deltager ikke mere i spillet.
Konge Kongen kan ikke værdisættes på denne måde, fordi man ikke kan slå kongen: Hvis kongen er truet og ikke kan undvige, medfører det tab af spillet.
Ovennævnte betyder, at tre bønder er nogenlunde lige så meget værd som en løber eller en springer.
Benyt navigationshjælpen til højre for at læse mere om de enkelte brikkers træk, slag og karakteristiske egenskaber.
"Bønderne" kan derimod kun gå fremad, og de slår "ikke" på samme måde, som de flytter.
Skakspillets oprindelse.
Der er flere teorier om, hvornår og hvor skakspillet dukkede op, og flere lande hævder at være stedet, hvor det første skaklignende spil blev opfundet. Den mest almindelige antagelse er, at spillet opstod i Indien, hvor det kaldtes Chaturanga, og at tidspunktet for dets opdukken er det 6. århundrede f.Kr.
Ifølge en anden teori med en del prominente tilhængere har spillet udviklet sig i Kina fra det lignende spil Xiangqi (eller i det mindste en forgænger til dette spil), som har eksisteret i Kina siden det 2. århundrede f.Kr.
Under alle omstændigheder fulgte skakspillets udbredelse handelsvejene, og der opstod undervejs en lang række lokale varianter af spillet. Mod øst og nord nåede det efterhånden helt til Japan og i vestlig retning nåede det først til Iran, hvor dets terminologi blev oversat til persisk, hvilket blandt andet ændrede spillets navn til "chatrang".
Fra Iran overførtes det til den islamiske verden, hvilket især tog fart efter den muslimske erobring af Iran i 650. Det introduceres i Spanien af maurerne, som allerede vandt fodfæste der i 711, men man regner almindeligvis med, at spillet først nåede frem til Spanien i det 10. århundrede. Det er sammen med backgammon og terningspil beskrevet i "Libro de los juegos", et berømt spansk manuskript fra det 13. århundrede. En anden retning til Europa gik fra Lilleasien via Bosporus til Grækenland.
Udbredelsen mod vest skete samtidig ad en tredje og nordligere rute på det asiatiske fastland, idet skakspillet nåede Rusland via Mongoliet, hvor det spilledes i begyndelsen af det 7. århundrede.
I tidlig islamisk tid bevarede brikkernes navne i det store og hele deres persiske former. Spillets navn blev "shatranj", som er bevaret på spansk som "ajedrez" og på græsk som "zatrikion", mens det i størstedelen af det øvrige Europa erstattedes af versioner af det persiske ord "shāh" ("konge"). Ifølge en teori skete denne navneændring, fordi persiske købmænd, som kom til Europa før skakspillet var kendt der, medbragte kunstfærdigt udsmykkede persiske skakbrikker og med dem navnet "shāh" for den vigtigste og flotteste.
Udbredelse i Europa, ca. 1100 - ca. 1600.
Skakspillet var således nået til Europa fra den arabiske og russiske verden før 1100-tallet. Vikinger og korsfarere har været grupper, hvis mobilitet utvivlsomt har medvirket til at udbrede kendskabet til det, og vikingerne er dem, som har bragt det til de nordligste og vestligste egne.
Kendetegnet for spillets udvikling i Europa i denne periode har været spillereglernes udvikling, idet der var en række væsentlige forskelle på spillet, som det blev overtaget fra araberne, og vort nuværende spil (foruden at der kunne være lokale variationer).
Generelt medførte reglerne, at et spil skak tog lang tid, fordi brikkernes afstandsvirkning og bevægelser var indskrænket. Alligevel blev spillet populært i Europa, som det allerede var i den arabiske verden. Der har dog været en tendens til, at man i stedet for at spille langvarige partier mod hinanden dyrkede skakopgaver og studier, så man stillede en stilling op, som skulle løses ved overvejelser eller måske ved at blive vundet i spil mod en modstander. Skakopgaverne havde allerede araberne udviklet, og en hel del af disse kendes endnu.
Det var i Sydeuropa, først i Spanien og senere i Italien, at skakspillet var mest udbredt og studeret. På et tidspunkt i perioden 1475-1490 skete der - formentlig i Italien - en radikal ændring af spillet i retning af dets nuværende udformning, først og fremmest i kraft af, at dronningen og løberen fik sin nuværende gangart. Dette skete så hurtigt, at det kunne tyde på at være en enkelt mands værk, men ophavsmanden kendes ikke. I hvert fald skete der en voldsom opblomstring i skakspillet omkring dette tidspunkt.
Den første systematiske, europæiske skakbog og lærebog blev udgivet i 1561 af den spanske gejstlige Ruy López de Segura med titlen "Libro del Axedrez" (Bog om skak). I Italien kom der en storhedstid for skakken umiddelbart efter, fra ca. 1570.
Moderne skak.
Italien havde de bedste spillere i en lang tid fremover. Iblandt dem var Gioachino Greco (1600-1634), der øvede stor indflydelse som spiller, men især gennem en bog om skak, som først blev trykt i 1656, længe efter hans tidlige død. Det var ikke en egentlig lærebog, snarere eksempler på kombinationer og slutspil, men bogen har haft en levetid på 200 år - den længste aktualitet for nogen bog om skak. Fra denne tid begynder den systematiske benævnelse af de forskellige åbninger.
Næste fremskridt skete først 100 år senere, og da var det i Frankrig, hvor François-André Danican Philidor i 1749 udgav skakværket: "Analyze du Jeu des Echecs" (Analyse af skakspillet). Bogens vigtigste nyhed er, at "bønderne er skakspillets sjæl", og den viser Philidor som en spiller, der er langt forud for sin samtid i forståelsen af spillet.
Wilhelm Steinitz, verdensmester og skakteoretiker
Fra denne tid begyndte skak at blive spillet i de fashionable caféer i Paris, London og andre europæiske centre, hvilket udbredte spillets popularitet i den fremvoksende middelklasse, men trods Philidors indsats holdt den italienske spillemåde sig endnu i ca. 100 år til omkring 1860 og kaldes "Modena-skolen" efter de tre fremragende spillere "Ponziani, del Rio og Lolli" fra denne by. Spillemåden dyrkede, hvad vi i dag betegner som "romantisk skak": Hurtig udvikling af brikkerne, efterfulgt af angreb og helst med besnærende kombinationer. I perioden 1840-1860 havde spillemåden sin storhedstid med spillere som Howard Staunton (England), Adolf Anderssen (Tyskland) og Paul Morphy (USA). Skakklubber begyndte at blive grundlagt omkring 1820, det første skaktidsskrift (månedsskriftet "Le Palamède") blev udgivet i Paris 1836, og Staunton organiserede den første internationale skakturnering, som fandt sted i London i 1851.
Anderssen vandt turneringen og var i nogle år utvivlsomt verdens stærkeste spiller, til han i 1862 tabte en match til Wilhelm Steinitz, som derefter - som den første - kaldte sig selv verdensmester i skak. Steinitz var en fremragende spiller, men var ikke udpræget overlegen i praktisk spil i forhold til sin samtid. Han fik imidlertid grundlæggende betydning ved at formulere en række strategiske og taktiske principper for spillet, som stadigvæk anses for gældende, om end modificeret af senere teoretikere. Steinitz er den sidste enkeltperson, som har formået at drive skakspillet frem i et spring. Lige før 1. verdenskrig fremkom især Aron Nimzowitsch og Richard Réti dog med en række nye betragtninger, som bragte yderligere vitalitet ind i spillets praksis og principper.
Skakken har de sidste 150 år også udviklet sig på det organisatoriske område. Først med dannelsen af lokale skakklubber og derefter nationale skakforbund. I Danmark organiseredes Dansk Skak Union (DSU) i 1921, da de københavnske klubber indmeldte sig i den oprindelige "Jydsk Skak Union". Det internationale skakforbund, FIDE, stiftedes i Paris i 1924 og er nu spillets højeste myndighed.
Kampen om titlen som verdensmester foregik indtil 1948 på privat basis og blev arrangeret som matcher, hvor verdensmesteren satte sin stilling på spil mod en udfordrer, der kunne skaffe den nødvendige kapital og opbakning til arrangementet. Efter dette tidspunkt blev kontrollen med titlen overtaget af FIDE, der også afholder en særlig skakolympiade hvert andet år.
Kasakhstan.
Kasakhstan (kasakhisk: "Қазақстан", "Qasaqstan", russisk: "Казахстан", "Kazakhstan"), officielt Republikken Kasakhstan (kasakhisk: "Қазақстан Республикасы", "Qazaqstan Respwblikası", russisk: "Республика Казахстан", "Respublika Kazakhstan") er et land i Europa og Centralasien. Det grænser til Rusland, Folkerepublikken Kina, Turkmenistan, Kirgisistan og Usbekistan, og har kystlinje mod Det kaspiske hav. Indbyggertallet er 16 mill. hvoraf ca. 63 % er kazakker, resten ulige mindretal. Landet har et areal på og er dermed verdens 9. største land. Hovedstaden er Astana.
Kasakhstan består af flade områder, stepper, taigaer (sibirsk skovland), stejle dalstrøg, åse, deltaer og sneklædte fjelde, og ørkener. Landet er tyndt befolket, og befolkningstætheden er mindre end seks personer per kvadratkilometer. Kasakhstan er etnisk og kulturelt mangeartet, delvis på grund af masseforflytninger af flere etniske grupper til landet i Stalin-tiden.
Naturgeografi.
Det er stor topografisk variation inden for Kasakhstan. Det meste af landet ligger mellem 200 og 300 meters højde o.h., men langs kysten af Det Kaspiske hav findes nogen af de laveste højder på jorden. Det højeste punkt, Khan Tengri-fjeldet i Tian Shan-kæden, er 7.010 meter højt. Mange af toppene i fjeldkæderne Tian Shan og Altai er snedækkede året rundt, og smeltevand herfra er kilde til de fleste af Kasakhstans større vandstrømme.
9,4 % af landområdet i Kasakhstan består af blandet prærie og skov eller skovløs prærie, primært i de nordlige dele og i området rundt om Uralelven. Mere end tre fjerdedele af landet, herunder hele det vestlige område og størstedelen af det sydlige, er enten delvis ørken (33,2 %) eller ørken (44 %). Terrænnet her er bart og eroderet, med store sanddyner i ørknerne Kysylkum og Moyunkum.
Demografi.
befolkningspyramide 2005. Fordeling i alder og køn.
Det amerikanske folketællingsbureaus internationale database angiver Kasakhstans nuværende befolkning til 16.763.795 indbyggere, mens Forenede Nationers kilder som Verdensbanken giver beregning for 2002 på 14.794.830. Den sidste tiårsfolketælling, som blev holdt mellem 28. februar og 6. marts 2009, gav et resultat på 16.004.800 mennesker registrerede i Kasakhstan.
Etniske kasakhere udgør 63 % af befolkningen, etniske russere 23,7 % og tatarer 12 % med en rig fordeling af mange andre grupper, især ukrainere, usbekere, hviderussere, uighurere, aserbajdsjanere, polakker, og litauere. En del minoriteter, som etniske tyskere som tidligere var bosat i Rusland, især volgatyskere, og ukrainere, koreanere, kurdere, tsjetsjenere, meskhetiske tyrkere, og russiske politiske oppositionelle, som blev deporterede af Stalin til Kasakhstan i 1930-erne og 1940-erne; en del større arbeidslejre (Gulag) oprettedes i landet.
Der skete også en betydelig russisk indvandring i forbindelse med Jomfrulandplanen og det sovjetiske rumfartsprogram under Khrusjtsjov-tiden. Det var også et lille, men aktivt jødisk samfund. Før 1991 var der en million tyskere i Kasakhstan, men de fleste av dem fik lov til at udvandre til Tyskland efter, at Sovjetunionen gik i opløsning. De fleste medlemmer af den lille minoritet af pontiske grækere er udvandret til Hellas. I slutningen af 1930-tallet blev de tusinder af koreanere i Sovjetunionen deporterede til Centralasien. Dette folk er i dag kendt som "Koryo-saram".
Sprog.
Kasakhstan er et tosproget land: kasakhisk, der tales af 64,4 % af befolkningen, har status som nationalt sprog eller «statssprog», mens russisk, som tales af næsten alle, er erklæret som «officielt» sprog, og bliver rutinemæssigt benyttet i forretningslivet Engelsk er blevet populært blandt de unge efter, at Sovjetunionen faldt sammen, og 30 % af de, som bor i storbyerne, særlig de yngre, taler rimeligt godt engelsk. Et andet udenlandsk sprog, som er mere eller mindre populært, er tyrkisk på grund af Tyrkiets umiddelbare nærhed og lighed med kasakhisk.
I 1990-erne skete en udvandring af mange af landets russiske og volgatyske indbyggere, en proces, som begyndte i 1970-erne. Dette bidrog stærkt til i at gøre indfødte kasakhere til flertallet i befolkningen foruden, at disse også havde en højere fødselsrate og desuden voksede ved indvandring af etniske kasakhere fra Kina, Mongoliet og Rusland.
Religion.
Kasakhstan har religionsfrihed, og mange ulige trosformer er repræsenterede i landet. Selv om 47 % er muslimer og 46 % kristne, er der ingen religiøse spændinger.
Historie.
I det meste af sin historie har området, som udgør nutidens Kasakhstan, været beboet af nomadiske stammer i det mindste tilbage til 900-tallet. I 1456 etableredes et selvstændigt khanat, Kasakh-khanatet, i det nuværende Kasakhstan, hvilket bestod frem til 1731. Russerne begyndte at avancere ind på de kasakhiske stepper i 1700-tallet, og ved midten af 1800-tallet var hele Kasakhstan blevet en del af Det russiske kejserdømme. Russerne koloniserede området i 1800-tallet som et led i det store spil mod Storbritannien. Livegenskabet i Rusland blev afskaffet 1861, hvorefter mange russiske og ukrainske bønder flyttede ind i Kasakhstan på områder tildelt dem af centralregeringen. Kasahkstan blev i 1868 erklæret som del af det russiske rige. Kasakherne gjorde oprør mod den russiske dominans flere gange, blandt andet i 1916 hvor op imod 150.000 mennesker myrdedes, men hvor man derefter formåede at holde stand mod Den Røde Hær til 1920, da landet blev en del af Sovjetunionen.
Efter afslutningen af den russiske revolution i 1917 og den påfølgende borgerkrig blev området Kasakhstan reorganiseret flere gange: først oprettedes Kirgiziske ASSR (autonome socialistiske sovjetrepublik) inden for Russiske RSFSR i 1920, men denne byttede navn til Kasakhiske ASSR i 1925, da kasakherne officielt blev udskilt fra kirgizerne, og det område, som tidigere havde heddet Karakirgisiske autonome område i 1924 blev omdøbt til Kirgiziske ASSR. Områdets hovedstad fra 1920, Orenburg, blev med omnejd afstået af republikken og dannede en russisk oblast; ny hovedstad blev Alma-Ata, en fjernt beliggende provinsstad mod sydøst. En alvorlig hungersnød ramte landet 1931-1933 og bevirkede en nedgang i befolkningen fra henved 4 millioner til omkring 2,5 millioner. Kasakhstan blev en sovjetrepublik, Kazakiske SSR, den 5. december 1936. Kasakhstan blev mål for flere sovjetiske deportationer, især efter 2. verdenskrig blev krimtatarer, polakker, tjetjener, volgatyskere og andre tvangsforflyttet til landet. Desuden blev flere stalintro politikere deporteret dertil efter diktatorens død 1953, deriblandt hans efterfølger Georgij Malenkov. I løbet af 1900-tallet var Kasakhstan område for flere større sovjetiske projekter, herunder Jomfrulandplanen ved Nikita Khrusjtsjov, Bajkonur kosmodrom (verdens største og ældste fungerende raketopskydningsbase) og semipalatinsk testområde, Sovjetunionens hovedområde for test af atomvåben.
Politik.
Kasakhstan erklærede selvstyre den 25. oktober 1990 og efter Sovjetunionens sammenbrud erklærede landet sig selv uafhængigt den 16. december 1991 som den sidste af de sovjetiske republikker. Lederen fra kommunisttiden, Nursultan Nazarbayev, blev landets nye præsident. Landet blev medlem af FN den 2. marts 1992. Den 30. august 1995 indførtes en ny forfatning og i december samme år dannedes et nyt parlament med to kamre, og parlamentsvalg blev afholdt. Præsidenten startede i 1997 et gigantisk projekt for at flytte hovedstaden fra Almaty i landets sydøstre del til Astana (som byggedes op næsten fra grunden), beliggende på steppen i nord nærmere landets geografiske centrum. Nazarbajev genvalgtes 2005 for yderligere 7 år som præsident.
Den 8. januar 2006 trådte store dele af regeringen tilbage af ukendte årsager.
Siden 1991 har Kasakhstan tilstræbt en afbalanceret udenrigspolitik og arbejdet for at udvikle landets økonomi, særlig hydrokarbonindustrien. Mens landets økonomiske udsigter er blevet stadig bedre, har præsident Nazarbayev opretholdt streng kontrol over landet politik. Landets internationale præstige er langsomt forbedret Landet er i dag anset som en dominerende stat i Central-Asien. Kasakhstan er medlem af mange internationale organisationer, blandt andet FN, NATOs Samarbejde for fred, det postsovjetiske Forbund af uafhængige stater, og Shanghai-gruppen. I 2010 har Kasakhstan formandskabet i OECD.
Administrativ inddeling.
Kasakhstan er inddelt i 14 "oblaster" (kasakhisk: облыстар), som igen er opdelt i distrikter (kasakhisk: аудандар).
Hver oblast ledes af en «akim» (guvernør) udpeget af præsidenten. Kasakhstans regering flyttede hovedstaden fra Almaty til Astana 10. december 1997.
Næringsliv.
Kasakhstan er den største republik i Central-Asien fra det tidligere Sovjetunionen, og har derfor store mængder med fossilt brændsel og ulige mineraler. Efter, at Sovjetunionen gik i opløsning, indtrådte der en økonomisk krise i området, men regeringen fik gennemføt økonomiske reformer, og Kasakhstan har nu en stabil økonomi. Den tidligere fattigdom er formindsket, hovedsagelig på grund af olie, men endnu lever omkring 19 % af befolkningen i yderste fattigdom.
Kasakhstan og Kina startede et samarbejde om at bygge en olieledning fra Det Kaspiske Hav til Kina, og dette projekt blev færdigt i 2006 (kendt som Atasu-Alashankou-ledningen). Kasakhstan regnes nu som det rigeste land i Central Asien og har et banksystem, som ligner dem i Østeuropa.
Se også.
Hyrde fra Kasakhstan, fotograferet på arbejde i 2004.
Astana.
Astana (Kasakhisk og russisk: Астана) er Kasakhstans hovedstad og næststørste by efter Almaty.
Byen har en estimeret population på 577.300 indbyggere (2007) og vokser hurtigt, da den ligger i en speciel økonomisk zone i provinsen Aqmola i det nordlige Kasakhstan. Hovedstaden er dog politisk set separeret fra Aqmola, der har sin egen hovedstad.
Historie.
Byen blev grundlagt af sibirske kosakker år 1824 som fortet Akmolinsk og byen blev kendt under dette navn. I det tidlige 20. århundrede blev byen et knudepunkt for jernbanetraffik og fik derfor stor økonomisk vækst, hvilket varede indtil Den Russiske Borgerkrig.
I 1961 blev byen omdøbt til "Tselinograd" og igen i 1991 ved Kasakhstans uafhængighed omdøbte man byen til det samme navn som regionen også fik, Aqmola. Byen blev officielt hovedstad i 1997, hvor landets største by, Almaty, måtte slippe denne titel. Trods den isolerede beliggenhed af den nye hovedstad midt på den kasakhiske steppe og det hårde klima om vinteren behøvede Kasakhstan simpelthen en mere centralt beliggende hovedstad end Almaty, som ligger ved den sydøstlige grænse til Kirgisistan.
Etymologi.
Navnet Astana, der har tryk på sidste stavelse, betyder hovedstad på kasakhisk.
Finn.
Finn er et drengenavn, der er kendt fra oldnordisk, hvor det hed "Finr" = "Finn". Ordet har ukendt oprindelse, men det betyder sandsynligvis "finne" eller "same". Det er tankevækkende, at trolde i sagn og folkeeventyr ofte hedder Finn.
En af disse er Jætten Finn.
Navnet er blandt de godkendte drengenavne i Danmark.
I engelskprogede lande er det brugt som et efternavn, f.eks. i Mark Twains romanfigur Huckleberry Finn.
Anden anvendelse.
Den olympiske bådklasse Finnjollen stammer fra de Olympiske Lege i Helsinki i 1952.
Nederlandsk (sprog).
Nederlandsk, hollandsk eller flamsk er et vestgermansk sprog som tales i Nederlandene, i den nordlige halvdel af Belgien (i delstaten Flandern og i Bryssel) og i Fransk Flandern. Sproget tales også i Surinam, på Aruba og de Nederlandske Antiller og desuden i nogle områder i Canada, USA og Indonesien. Et afledt sprog, afrikaans, tales i Sydafrika og Namibia.
Begrebsforklaring.
I andre lande end Holland og Belgien er "hollandsk" et almindeligt navn for sproget. Belgiere (og nederlændere der ikke er fra provinsen Holland) vil ofte protestere mod at sproget kaldes hollandsk fordi de opfatter hollandsk som den dialekt der tales i provinsen Holland. Belgiere vil ofte fremhæve at mange af de ældste tekster på hollandsk faktisk stammer fra det middelalderlige grevskab Flandern.
"Flamsk" er tilsvarende en ofte brugt betegnelse for det nederlandske sprog i Belgien. Dette kan henvise til standardnederlandsk med flamsk udtale eller til de egentlige flamske dialekter. I sprogvidenskabelig sammenhæng bruger man kun ordet flamsk om dialekterne vest- og østflamsk, der hører hjemme i det historiske Flandern (den vestlige del af Belgien og det nordligste hjørne af Frankrig).
Selv om mange altså kalder sproget i Nederlandene for hollandsk og sproget i det nordlige Belgien for flamsk, er der tale om samme sprog med fælles normer og retskrivning. I begge lande taler man standardnederlandsk i f.eks. radio og fjernsyn. Der er en beskeden forskel i ordforrådet, svarende til forskellene på tysk i Tyskland og Østrig, og der er karakteristiske forskelle i udtale. I de egentlige dialekter er der langt større forskelle, men udtale- og dialektgrænserne følger ikke statsgrænsen, hvorfor det er forkert at dele nederlandsk op i "hollandsk og flamsk".
Indtil 1950'erne hed sproget i det nordlige Belgien officielt flamsk, men da blev der overvejende brugt fransk som kultursprog i Belgien, og det var endnu ikke afgjort om flamlænderne ville satse på et særligt flamsk eller et fælles nederlandsk skriftsprog. Siden 1960'erne har den Nederlandske Sprogunion ført en aktiv harmoniseringspolitik, der sikrer fælles normer for grammatik og retskrivning. Når man har brug for at skelne mellem de to nationale varianter, hedder de officielt "nordnederlandsk" og "sydnederlandsk", men i daglig tale omtaler mange stadig den sydlige variant som flamsk.
Dialekter og regionalsprog.
Inden for det nederlandske sprogområde findes der mange forskellige dialekter.
Nedersaksisk og limburgsk danner et grænseområde til henholdsvis nedertysk og højtysk, og det kan diskuteres om de skal medregnes til de nederlandske dialekter. Nedersaksisk tales også på den anden side af grænsen, i Nordtyskland, hvor det kaldes nedertysk eller plattysk. Nedersaksisk og limburgsk er officielt anerkendt som regionalsprog. Det er under overvejelse om dialekten Zeeuws (i Zeeland) også skal anerkendes som regionalsprog.
I provinsen Frisland tales frisisk, der er et separat sprog og ikke en dialekt af nederlandsk.
På nederlandsk bruger man ofte begrebet "streektaal" ("egnssprog"), der både kan omfatte dialekterne og separate sprog som frisisk.
Det nederlandsk-tyske dialektområde er således et kontinuum, hvor det ene sprog langsomt går over i det andet. I dag er varianterne på begge sider af grænsen naturligvis blevet præget af de nationale standardsprogs ordforråd, hvorfor sproggrænsen er blevet noget skarpere end før. Det tyske og det nederlandske rigssprog er separate sprog, fordi de er baseret på germanske dialekter meget langt fra hinanden og med tiden har udviklet hver deres ordforråd, grammatik, retskrivning og litteratur.
Nederlandsk og dansk.
Danskere opfatter ofte nederlandsk som en "blanding mellem tysk og engelsk". Årsagen til denne opfattelse er som regel, at man genkender elementer fra både tysk og engelsk; nederlandsk er imidlertid ikke en blanding mellem disse to moderne sprog. De germanske dialekter i de højtyske områder, som det moderne tyske sprog er baseret på, har gennemgået den germanske lydforskydning. Denne forvandling har dog ikke påvirket de vestgermanske sprog, som er forløbere for de lavtyske dialekter, samt engelsk og nederlandsk. Selv om nederlandsk i struktur minder om det nært beslægtede tysk, deler det derfor fortsat kendetegn med engelsk, der på et meget tidligt stadium har udskilt sig fra de vestgermanske sprog.
Eftersom nederlandsk er tætbeslægtet med plattysk, er der en stor gensidig forståelse mellem talere af dansk og nederlandsk – i hvert fald på skrift. Plattysk har nemlig haft meget stor indvirkning på dansk i middelalderen, og omkring 40% af det danske vokabular og udtryk er afledt af plattysk. I udtale adskiller sprogene sig dog markant (se nedenfor).
Udtale.
Udtale af nederlandsk adskiller sig markant fra det beslægtede tysk og fra dansk, på trods af den relative læselighed af sproget. I modsætning til f.eks. dansk er der i nederlandsk rimelig klar sammenhæng mellem skrift og udtale. På nederlandsk kan vokaler fordobles for at indikere vokalens varighed. Samtidig vil en fordoblet vokal få en anden kvalitet. F.eks. udtales 'a' i "hak" (hakke) som 'a' i dansk "dam" og 'aa' i 'haak' (krog) som 'a' i dansk "arme" med tendens mod fladt a som i "dame". En enkel vokal udtales dog også som 'dobbelt' hvis den efterfølges af en enkel konsonant og en vokal igen. F.eks. udtales 'a' i "haken" (kroge) det samme som 'aa' i "haak" (krog). I gamle dage plejede man dog at stave det som "haaken".
De fleste konsonanter udtales som på dansk, med nogle markante undtagelser. Udtalen af det almindelige europæiske 'g' (som en velær lukkelyd, IPA [g]) er ukendt på nederlandsk, hvor bogstavet i stedet får en lyd som "ch" i tysk "ach". I nordnederlandske dialekter er udtalen hårdere og mere raspende end i sydnederlandske dialekter, hvor det er mere som tysk 'ch' i 'ich' eller som det ældre danske bløde "g" i "rige, kage, koge" osv. Denne bløde g-lyd ("zachte G") er en af de mest karakteriske måder at genkende sydnederlandsk på.
Udtalen af 'r' er meget variabel og kan være afhængig af placering i ordet, dialekt eller endda den enkelte sprogbruger. I sydnederlandsk udtales r'et som regel med tungespidsen, undtagen i limburgsk. I nordnederlandsk bruger nogle et rullet tungspids-r og andre et rullet drøbel-r (som de fleste tyskere). Det forekommer at samme person bruger flere forskellige r-lyde i fri variation, endda indenfor samme sætning, men der er ingen betydningsmæssig forskel.
Det nederlandske sprog kender en række tvelyde, nemlig "au/ou", "ij/ei" og "ui". Tvelyden "au/ou" staves forskelligt, men udtales ens, omtrent som dansk "av". Tvelyden "ij/ei" udtales også ens; udtalen ligger mellem dansk "aj" og "æ" og lyder lidt som "æj". Den karakteristiske tvelyd "ui" lyder lidt som "øy" eller "ay". "eu" er ikke en tvelyd, men udtales som langt "ø".
Træ (materiale).
Træ (ved) er materialet fra døde træer.
Ved.
Ved er et stabiliserende materiale, som vedplanter danner. Derfor kaldes processen fra det urteagtige skud til den træagtige gren eller stamme for "forvedning", og planter, som har været igennem processen, kaldes "forveddede". Veddet består i første omgang af cellulose, men det bliver senere forstærket ved indlejring af hemicellulose og lignin. Veddet giver planterne den nødvendige styrke til at bære deres egen vægt og den belastning, der opstår under påvirkning af vind, snetryk og vandoptagelse. På den måde er veddet forudsætningen for, at de høje stauder, buske og træer har kunnet udnytte sollyset helt uden konkurrence fra andre planter.
Cellulosen giver veddet trækstyrke, mens ligninet giver det trykstyrke. Dette forhold er baggrunden for, at mennesker har brugt ved i snart sagt alle konstruktioner siden historiens begyndelse: redskabsfremstilling, møbelfremstilling, husbygning, skibsbygning, vejanlæg, havnekonstruktion, osv. Desuden er veddet meget energirigt, og da energien kan frigøres ved at antænde veddet, har det været brugt som varmekilde i alle mulige sammenhænge.
Randers.
Randers er en by i Østjylland med 60.227 indbyggere (2010), hvilket gør den til Danmarks 6. største by. I Østjylland er Randers den næststørste by efter Aarhus.
Byen ligger 39 kilometer nord for Aarhus ved udmundingen af Gudenåens nordøstlige ende og samtidig i bunden af Randers Fjord med stejle bakker på nordsiden. Helt fra gammel tid har Randers været et vigtigt trafikknudepunkt for nord- og sydgående veje, der mødtes ved det smalle overfartssted ved Randers, hvorfra der også var adgang med skib ud i Randers Fjord. I dag er der togforbindelser til Langå og Hobro fra byens banegård, ligesom alle IC-tog på vej mod nord standser her. Randers ligger i den del af det nordøstjyske område, som i folkemunde benævnes Kronjylland.
Byens navn.
Oprindelsen til navnet kan findes ved at dele det gamle navn Randaros i to stavelser, Rand - Aros. "Aros"(åmunding) kendes også som det gamle navn for Aarhus, og med tilføjelsen "Rand" (bakkekant) kan byens navn læses som "Byen på bakken ved åmundingen".
Tidlig historie.
Randers stammer fra omkring 1000-tallet, men der er også fund fra vikingetiden. Knud den Hellige prægede mønter i byen omkring 1080, og oprørere mod ham samles her i 1086.
Byen var i det meste af middelalderen befæstet. Der er ingen spor af volden i dag, men man kan via gadenavne som Østervold, Nørreport, Vestervold, Lille Voldgade mfl. følge en cirkel rundt, der formodentlig fortæller om dens placering. En årbog skrevet på Essenbæk Kloster kan bl.a. fortælle om en af middelalderens store svøber, ildebrand. Byen udslettedes hele tre gange i 1200-tallet, bl.a. i 1246, hvor den blev afbrændt af Abels tropper, i borgerkrigen mod Erik 4. Plovpenning. I 1302 fik byen af Erik Menved købstadsrettigheder.
Man kan på en gade i den indre by se det hus, hvor Niels Ebbesen i 1340 ifølge sagnet (huset er fra 1640) "vog den kullede greve" (det er på nudansk "dræbte den skaldede greve"). Greven, som blev slået ihjel, var den holstenske Grev Gerhard, der havde overtaget kontrollen over store dele af Jylland i den kongeløse tid i Danmark. Aktionen foregik på 3. stokværk, og vinduesklappen står endnu åben den dag i dag, så grevens ånd ikke hjemsøger beboerne. Foran rådhuset er der rejst en statue af helten – samme rådhus blev i øvrigt rullet lidt mod nord i 1930'erne for at give plads til den øgede trafik på Rådhusstræde.
Da Valdemar Atterdag i 1350 prøvede at samle riget efter pantsætningen til holstenerne, blev den yderligere befæstet, og blev ofte nævnt som Randershus. Denne fæstning blev erobret af utilfredse adelsfolk i 1357. I 1359 angreb Valdemar atter byen med alskens krigsmaskiner.
I 1534 var der bondeopstand, anført af Skipper Clement, og de forsøgte at storme byen, men blev slået tilbage fra de i hast udbedrede volde.
Under Christian 3. (1536-1559) blev der bygget store fæstningsanlæg med voldgrav hele vejen rundt. Efter reformationen ombyggede han det tidligere Gråbrødre kloster til residens for sin dronning. Klosteret blev herefter til Dronningborg Slot.
Nyere tid.
Randers Havn er Danmarks eneste naturlige flodhavn. Byens beliggenhed ved Gudenåen og fjorden havde enorm betydning for byen som søkøbstad. Flodpramme (kåge) på Gudenåen og Nørreåen transporterede varerne fra Silkeborg- og Viborgegnene til Randers for eksport, og importerede varer gik den modsatte vej ind i landet.
Et stort frodigt opland sammenholdt med de gode transportmuligheder til lands og vands gjorde Randers til et dynamisk handelscentrum. I sin storhedstid havde byen ca. 160 købmandsgårde, hvis betragtelige flåde residerede i havnen klar til at sejle verdenshavene tynde. Flere af disse gamle bindingsværksgårde kan stadig ses i de ældste dele af bymidten. Under Johan Frederik Carøe, der var borgmester 1773-1804, oplevede byen en glansperiode: Havnen blev sejlbar og fattigdommen bekæmpet.
Randers er også kendt for sine mange tilkørselsveje - byen har i mange år haft dette slogan: Hvor søvejen møder de 13 landeveje. Byen er eller var også kendt for sine laks, de verdensberømte handsker fra en af verdens ældste handskefabrikker, Randers Handsker, og sine kønne piger. Den kønneste af dem er gennem årtier blevet kåret af byens avis i forbindelse med festugen, Randers Ugen, der løber af stablen i august. Endvidere er byen kendt for Randers Rebslageri, der lavede det berømte Randers-reb. Et gammelt mundheld lyder: "Hæng Dem ikke i bagateller, brug Randers-reb".
Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag er født og opvokset i Randers i årene 1914-1932. Han var byens folketingsmand i det meste af sin aktive politiske karriere. Byen har siden haft lokalt socialdemokratisk medlem af Folketinget, p.t. Torben Hansen. Randers Kommune har i næsten et helt århundrede haft socialdemokratisk styre, indtil Venstres Michael Aastrup Jensen i 2001 med sine 25 år blev Danmarks yngste borgmester nogensinde. Forinden havde der været en periode dels med store problemer med kriminalitet, blandt andet som følge af byens hårde rockermiljø, dels med skandalesager i den kommunale administration, hvor en række medarbejdere blev afskediget uretmæssigt. Sagen medførte massiv kritik af daværende borgmester Keld Hüttel, der indkasserede en næse af byrådet. Michael Aastrup Jensen besluttede ikke at genopstille som borgmester, da han blev valgt til Folketinget i 2005. Ved valget i november 2006 fik Socialdemokraterne atter borgmesterposten med hjælp fra Det Radikale Venstre, der fik et byrådsmedlem for første gang i over 30 år. Fra 1. januar 2007 hedder byens borgmester derfor Henning Jensen Nyhuus, Socialdemokraterne.
Det er lykkes at få byens image til at ændre sig. Dels har kommunen iværksat et større branding-projekt, men også sportsligt er byen kommet på landkortet.
Kultur og sport.
Med en fodboldklub i Danmarks bedste række er Randers med til præge dansk sport. I årene omring 1970 var det Randers Sportsklub Freja, som var byens repræsentant i toppen af dansk fodbold, men efter flere år uden resultater gik klubben sammen med 6 andre klubber i byen og dannede overbygningen Randers FC i 2003. Dette er medvirkende til, at Randers igen spiller med landets bedste klubber. Randers FC spiller på Essex Park Randers, som er byens superligastadion. En del af tribunerne mangler dog endnu at blive færdiggjorte.
Også inden for håndbold er Randers med i top. Damerne fra klubben Randers HK spiller i Danmarks bedste række, mens herrene fra Randers HH spiller i 3. division. Begge er overbygningsklubber, som er dannet med det formål, at skabe elitehold, der får Randers blandt landets bedste. Randers HK har hjemmebane i den tidligere Randershallen, som nu kaldes Elro Arena.
Byens placering ved Randers Fjord danner grundlaget for Randers Roklub og andre sportsaktiviteter som Kano og Kajak.
Flere øvrige sportsgrene er samlet i klubben Randers Sportklub Freja, som udover at være en del af de føromtalte overbygningsklubber inden for fodbold og håndbold også har atletik og bordtennis på programmet. Iflg. klubben eget udsagn råder bordtennisafdelingen over nogle af Danmarks bedste træningsfaciliter, og resultaterne er da heller ikke udblevet for afdelingen.
Kulturelt danner det tidligere elektricitetsværk, Værket, rammen om mange af byens tilbud.
Infrastruktur.
Randers' infrastruktur er præget af beliggenheden ved bunden af Randers Fjord. Sammen med Gudenåen deler fjorden byen op i en nordlig og sydlig del, hvor byens centrum ligger i den nordlige del.
Trafik.
Nordjyske Motorvej går vest om Randers og har frakørsler til flere indfaldsveje. Indfaldsvejene går alle ind til Randers' eneste ringvej, der omkranser centrum. Ringvejen kaldes for Centerringen. Byrådet ønsker, at gøre bymidten inden for Centerringen mere fredelig. I denne forbindelse er det bl.a. foreslået at lukke veje for at forhindre gennemkørsel og nedlægge parkeringspladser.
Randersbro skaber forbindelsen mellem den sydlige og nordlige del af byen, og det er en af Danmarks mest belastede veje. Vest for byen er der via motorvejen forbindelse over Gudenåen, og der er planer om at lave en ny forbindelse øst for byen. Disse planer, som Randers, Syddjurs og Norddjurs Kommuner samarbejder om, involverer en bro eller tunnel ved Assentoft og skal lede den regionale trafik uden om Randers. I planen tages der højde for, at Randers Havn muligvis skal flytte ud omkring den nye forbindelse. Der er herudover tanker om flere broer inde i Randers til at aflaste Randersbro. Et af forslagene er at udvide Centerringen, så den krydser Randers Fjord via Randersbro og en ny bro kaldet Bolværkslinien, der skal ligge 400 meter øst for Randersbro.
Lufthavn.
Nord for Randers Centrum ligger Randers Flyveplads.
Seværdigheder.
Randers Regnskov ligger markant ved byens ringvej
Udover den smukke Gudenå, der slanger sig igennem byen, kan nævnes Randers Regnskov, der er Nordeuropas største kunstige regnskov. Det har omkring 350 forskellige plantearter og over 175 forskellige dyrearter, hvoraf mange render frit rundt i de tre kunstige habitater: den afrikanske, den asiatiske og den sydamerikanske. Der er også et slangeterrarium kaldet "Slangehaven" samt et akvarium.
Smalbladet Timian.
Smalbladet Timian er en stedsegrøn, krybende dværgbusk med en tæppedannende og rodslående vækstform. Barken er først rødlig og behåret, men senere bliver den brun og stribet. Knopperne er rødlige og tæt hårede. De sidder i bundter ved ledknuderne. Bladene er bittesmå og linieformede med indrullet rand og behåring langs den inderste del af bladet. Blomsterstanden sidder på oprette skud, og den er kugleformet og består af rødviolette læbeblomster med grønne eller røde svøbblade. Hele standen er beklædt med lange, hvide hår. Frøene modner godt i Danmark, hvor de spirer på rå og tør jord.
Rodnettet er trævlet, og stænglerne slår rod dér, hvor ledknuderne rører jorden. Plantens indhold af bakteriedræbende stoffer (mest thymol) gør, at den bruges medicinsk (mod hoste, gigt og mavebesvær).
0,05 x 1 m (5 x 10 cm/år).
Den er meget velegnet i en anlagt blomstereng, hvor den bidrager til den ret sene blomstring, sammen med sine naturlige naboer.
Internationale (sang).
Internationale er en berømt socialistisk sang. Den var oprindeligt skrevet af Eugène Pottier (1816-1887) på fransk og sat til den franske nationalmelodi Marseillaisen. Senere satte Pierre Degeyter (1848-1932) teksten om til en ny melodi og det er denne der bruges i dag. Sangen var Sovjetunionens nationalmelodi fra 1917-1944. Dansk gendigtning ved Hans Laursen (5. vers dog ved Carl Heinrich Petersen)
Dansk tekst til "Internationale".
Rejs jer, fordømte her på jorden,
nu er det sidste udbrud nær.
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
fra intet da vi bliver alt!
/:Vågn til kamp af jer dvale,
slår bro fra kyst til kyst.:/
Ej nogen mægtig gud og kejser
Nej, selv til kampen vi os rejser,
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.
/:Vågn til kamp af jer dvale,
slår bro fra kyst til kyst.:/
Vi knuges under stat og love,
vi flås af skattens skarpe klo.
Og pligtfri kan den rige sove,
vor ret kan ingen steder gro.
Lad os kaste åget af vor nakke!
Med pligterne vi tog til takke,
nu tager vi vor løn for det.
/:Vågn til kamp af jer dvale,
slår bro fra kyst til kyst.:/
et andet mål end det: at tære
Denne bande ved vor slid og plage
og når vi fordrer den tilbage,
/:Vågn til kamp af jer dvale,
slår bro fra kyst til kyst.:/
de konger, før vi skal i slag.
Men voldens herrer væk vi skyller
Bær da strejke-ånden ind i hæren!
/:Vågn til kamp af jer dvale,
slår bro fra kyst til kyst.:/
en gang skal verden blive vor.
Mange gribbe på vort blod sig mætter;
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter
/:Vågn til kamp af jer dvale,
slår bro fra kyst til kyst.:/
Vestlig historisk tøjmode.
Summarisk oversigt over kvinders tøjmodes silhouette-ændringer 1794-1887.
Tøjmoden er den norm, som angiver hvad der er smart tøj her og nu.
De toneangivende kaldes trendsættere. De lavere klassers klædedragt afspejler den gamle mode i de højeste klasser. Moden skiftede langt langsommere forhistorisk tid, end den gør nu. I forrige århundrede blev moden dikteret af især de store modehuse. I dag forsøger modehuse og tøjfirmaer at foregribe næste sæsons efterspørgsel ved at iagttage grupper af mennesker, de regner for trendsættere - og dermed bliver det. Kollektionerne sammensættes nu af tøjdesignere efter trendkataloger. Andre aspekter, der har indflydelse på moden, er den teknik og de tekstiler, der er til rådighed. Mange som Broby Johansen har argumenteret for, at moden også er påvirket af politiske og socioøkonomiske forhold.
I mange kulturer er moden forskellig for mænd og kvinder, og i klassedelte samfund klæder folk sig efter tilhørsforhold. Moden er blevet forskellig for børn, unge og voksne.
Følgende er en oversigt over moden indenfor den vestlige kulturkreds og i særdeleshed i Danmark. Illustrationer er europæiske.
Begrebet mode.
Begrebet mode stammer fra middelalderens Italien og betød takt og tone i de højeste samfundslag. Begrebet kom til dansk fra Frankrig via modeblade, som var en enkelt ark med et farvelagt kobberstik. Det var kun en mode for de højeste samfundslag. Siden er modebegrebet blevet stadigt bredere. Nu kaldt "fashion", som både betyder mode og måde at gøre noget på.
Jægerstenalderen.
Der er fundet spranget tøj af pilebast. Fund af en indridset tegning på en hjorteknogle antyder at menneskene bar fodlange dyreskindskapper. Der er også fundet synåle.
kobberalder - haves ikke i Danmark.
Ötzis tøj er velbevaret. Hans sko er blevet testet af nutidens dygtige tjekkiske bjergbestigere og fundet fremragende efter dagens standard. Der er planer om masseproduktion.
Bronzealder.
Narturfarvet brun uld. Egtvedpigens tøj er velbevaret.
Keltisk jernalder.
Korte langhårede skindkapper. Huldremosekvindens tøj er godt bevaret.
Vikingetid.
De lange blå bukser (broge) bliver en slags uniform for vikingerne.
Middelalderen (DK: 1066-1536).
Stofferne var naturfarvede: sandfarvet, grøn og osv. Overklassen gik i blåt og rødt fløjl.
1536-1900.
Fra Reformationen og frem til ca. 1900.
Elisabeth Christine of Braunschweig fra 18. århundrede.
1900-1909.
Den typiske selskabskjole var stram omkring livet og krævede et snøreliv. (På dette tidspunkt var det moderne at være så smal om taljen som muligt, så man gjorde hvad man kunne for at stramme snørelivet mest muligt om livet på kvinden, som næsten ikke kunne trække vejret.) Kjolen var gulvlang og med stor vidde forneden. Den var tilpasset over hoften og helst med slæb. Enten var kjolens ærmer lange og stramtsiddende eller man kvinden bar lange handsker på. Stofferne til fint brug var først og fremmest bomuld og silke, herefter fulgte lærred, uld og serge hos dem, som var knapt så velhavende. Fine kjoler skulle pyntes med galoner, bånd, broderede eller slåede knapper, sløjfer, plisséer og flæser. Farverne var mest mørke, dæmpede og naturligt blege farver. Som tilbehør var silkestrømper og lange stramtsiddende handsker i blege farver. Fra ca. 1905 begyndte barmen at vise sig, og taljen kom højere op.
1910-1919.
Korsettet begyndte at løsne sig, og nu hed det et long-line korset. Forskellen er, at long-line korsettet er tilpasset kroppen bedre, man snørede det ikke så stramt som et gammeldags korset. Skørtet blev ankelkort og mere snævert, og der var en meget enkel krave omkring kjolens hals. Stadig lange ærmer eller handsker. Fra ca. 1917 blev skørterne endnu kortere. Perler, frynser, broderier og anden pynt blev stadig brugt, men ikke i så stor stil som tidligere. Fra omkring 1910 var farverne naturligt dæmpede, dristige og usædvanlige farvekombinationer af mørkt og lyst.
1920-1929.
Moden tog nu en brat vending for den ideelle selskabskjole. Samtidig med at taljen sad nede omkring hoften, og kjolen var løs omkring et ikke stift korset, skulle skørtet nu kun have knælængde. Smalle taljer betød ikke så meget mere. Der var mange forskellige udformninger i halsene, der var sjældent fuld ryg i kjolerne, og armene skulle være bare. Der brugtes stadig perler, pailletbroderier og broderede bånd til pynt. Farverne var nu: smaragdgrøn, citrongul, kongeblå og violet i let blegede, men naturlige udgaver i dramatiske kombinationer.
1930-1939.
Kjolerne skulle nu være lange, slanke og snævre med bare skuldre og store udskæringer i både ryg og hals og stadig bare arme. Frem til 1934 gerne med en sløjfe eller anden pynt ved lænden og et lille slæb. Pynten var nu næsten udryddet, kun syningerne på tværs eller langs af skørtet, gav den enkelte kjole særpræg. Efter 1934 kom der flere varianter. Både med og uden ærmer. Der var pludselig mange forskellige typer kjoler på mode. Først var det de "fimsede" farver, som dominerede, senere kom skarpere farver, og man begyndte at eksperimentere med at blande dem.
1940-1949.
Mens hverdagsdragter blev knælange og ensfarvede kjoler, var selskabskjoler stadig helt lange eller til anklerne, men også hovedsageligt ensfarvede. Under krigen, hvor det var meget svært at skaffe stof - og især andre stoffer end uld, bomuld, lærred og syntetisk. Man kom tilbage til det tætsiddende omkring livet måske med et bælte. Skulderpuderne kom frem, for det blev moderne med kantede og brede skuldre. Skørterne var glatte med et enkelt læg eller folder. Efter krigen brugtes silketaft, og de blege og smukke røde farver vendte tilbage med lyst tilbehør eller intet tilbehør. Moden var gået tilbage til det let pyntede med flæser, handsker og stikninger.
1950-1959.
Store kjoler med smal talje var igen kommet frem, dog for størstedelen uden korset. De var i meget klare farver, oftest lyserød, blå, grøn og sort. Barmen var fremhævet ved udskæringerne og snittene, og skørterne var rynkede og længderne varierede fra knælængde til gulvlængde. Farvesammensætningerne var heller ikke længere så vovede.
1960-1964.
I begyndelsen var selskabsdragten som i slutningen af forrige periode. Senere skulle den sidde til over hoften med et kort skørt med folder og let pynt som sløjfer. Derefter kom lange tætsiddende kjoler, som fulgte kroppens fulde figur. De havde oftest ingen ærmer, men var til gengæld med handsker. Disse kjoler gjorde det svært at flytte benene ret langt ad gangen, da de var snævre helt ned over anklerne. Farverne blev mere kraftige og fremtrædende.
1965-1969.
Selv om de lange skørter stadig var fremme, hvad enten de var tætsiddende eller med vidde, begyndte pigerne at gå med miniskørter, som gik til midt på låret, men der skulle stadig være lidt pynt, nu var det bare kun et bælte med en flot lås, eller en enkelt sløjfe i håret. Men da kom også de lange bukser frem, og blev en udbredt festlig beklædningsdel. Dette ville være utænkeligt bare tyve år tidligere, fordi herrerne nærmest havde monopol på bukserne.
1970-1974.
Dette var den mest flippede periode inden for festtøj. Mange bar lange bukser med vidde hele vejen ned af meget gammeldags stof, som var meget mønstret og spraglet. Alt hvad man kunne finde af flæser og blonder blev sat på tøjet. Farverne var lyse og klare, "mønster i mønster". Taljen var ikke skjult af dragterne.
1975-1979.
Tidligst i denne periode var den helt lange kjole igen på mode i flere typer og modeller. Nogle var tætsiddende med slice og uden ærmer, og gerne med pailletpynt, mens andre havde vidde, masser af folder og lange, store ærmer. Senere var tætsiddende bukser med en kort blusekjole ned over populært. Også bukser med meget vidde og folder og var indsnævrede i anklen ("Aladdin-bukser"), kom på mode.
1980-1989.
Først i 1980'erne var det igen lange kjoler med talje og gerne et bælte til at fremhæve figuren. Helst med bare pletter på overkroppen som en bar skulder, en bar ryg eller en bar plet ved brystet. Der var skørter af alle slags, lange, korte, snævre og løse. Senere blev skørterne korte og med forskellige faconer, fx lidt puffet eller bare stramt. Nu var man heller ikke længere så kræsen: der var flere modeller og farver at vælge mellem på hylderne. Med lange ærmer var det oftest skulderpuder.I 1980'erne hed det sporty look: Bredskuldrede jakkesæt, stramme cykelshorts, træningsdragter og joggingtøj. Kvinderne blev meget maskuline. Knæbukser af fløjl og korte heppekorsskørter blev også meget moderne. Lady Dianas eventyrlige brudekjole i 1980 blev kopieret utallige gange til mindre bryllupper, og det var med til at skabe en trend for romantiske aftenkjoler
1990-1994.
I starten af 1990'erne kom cowboybukserne frem som festtøj, og de skulle helst være snævre hele vejen ned ad benet. Kjolerne skulle være stramme og korte, og de skulle helst være med flæser på kjolens skørt. Ellers var der ingen synderlig ændring fra sidst i 1980'erne.
1995-2003.
1960'ernes flowerpower-stil kom frem igen, og den var hovedsageligt til unge menneskers fester. Trompetbukser blev meget populære sammen med en overdel i alt fra en spraglet skjorte til en ensfarvet sweater. Nu er det blevet populært med en underkjole eller nederdel uden over bukserne og en enkel bluse til. Benvarmere er blevet populære under bukserne og ned over fodtøjet til en nederdel, og de er der ikke for at varme, men fordi de er "smarte" (smag og behag).
Nu er det moderne med lavtaljede bukser, helst jeans.
Kode.
En kode er et sæt regler for konvertering af data til en anden datarepræsentation. En sådan konvertering kaldes kodning. En kode behøver ikke have til formål at skjule den givne information.
Sproglige koder.
Denne artikel er skrevet i kode for at andre skal kunne læse det - for at kommunikere. Koden kan samlet kaldes "dansk". Først er den ide, skribenten har haft med hver sætning, "kodet" i sproget dansk, hvorefter resultatet er kodet i bogstaver. Disse bogstaver er derefter kodet ind i en computer via tastaturet og transmitteret til Wikipedia.
Det gælder generelt for koder, at man bruger en kode, modtageren kan læse. Er modtageren englænder, bruger man engelsk. Programmerer (koder) man en computer, er denne modtageren, og programmeringssproget er den kode, der omsætter den idé man har til et sæt instrukser til computeren.
Der er koder, der har som formål at gøre kommunikationen generel og udbredt. Der findes forskellige forsøg på at opstille koder, alle i hele verden forstår. Et eksempel er Volapük. Ud fra talemåden: ”Det er dog det rene volapyk!” forstår man umiddelbart, at indførelsen af sådanne koder ikke nødvendigvis har succes.
Nogle koder bruges med det formål at kunne kommunikere til en mere snæver målgruppe. Juridisk udtryksform er et eksempel på en anvendelse, hvor entydigheden rendyrkes. I dette ligner den programmer til en computer: Anvendelsen støtter sig til logik. Der er regler for, hvordan ord kædes sammen, og der er navne for de enkelt dele og navne på det, de bliver til, f.eks. sætninger. Hensigten er, at uanset hvem, der læser koden, giver den samme mening. Hvis forskellige mennesker ender med en forskellig opfattelse, når de læser koden, er det en dårlig kodning, hvis formålet er entydighed.
I andre sammenhænge kan det tilstræbes, at koden giver en oplevelse, som ligger ud over selve det umiddelbare indhold: et digt for eksempel. Her er (mindst) to kodesæt pakket ind i hinanden; dels omsættelsen af digterens tanker til metaforer og lignende, dels den rene omsættelse af disse til skrift- eller talesprog.
Det er ikke alle, der forstår et digt. Meget ofte får man som kommentar, at det heller ikke er nødvendigt, det er oplevelsen, det kommer an på. Det accepteres, at forskellige mennesker kan have forskellige oplevelser. Denne form for kodning er en "oplevelseskodning". Den er diffus og individuelt betonet og ligger langt fra "maskinkodningen".
Sociale koder.
I forlængelse af sproglige koder finder man "sociale koder". Sociale koder kan beskrives som de uskrevne regler, der styrer menneskers omgang med hinanden. Sociale koder kan gøre det svært for udefra kommende at begå sig, hvilket ses i utallige sammenhænge lige fra universitetsmiljøer til udlændinge, der ikke er bekendt med den danske kultur.
Kodning i kryptologi.
Andre typer af koder sigter på at gøre koden ulæselig for andre end modtageren. Ved anvendelse af en "kodebog" kan man omforme de enkelte ord til det tilsvarende "kodeord", hvorved teksten bliver meningsløs for andre end den, der kender koden (typisk modtageren af en meddelelse).
Fejlkorrigerende koder.
Visse koder, de såkaldte fejlkorrigerende koder er designet til at gøre datatransmission mere robust. Dette gøres ved på en omhyggeligt gennemtænkt måde at indsætte redundans i det kodede resultat. Dette gør det muligt for modtageren at detektere, om der er fejl i den modtagne kode og måske endda rette de detekterede fejl.
DNA koden.
Den vigtigste kode af alle består af kun fire elementer: Organiske baser, der ligger i forlængelse af hinanden, parallelt (fagordet er antiparallelt) med en anden linje af tilsvarende opbygning. Rækken af baser har form som en spiral, og når der er to rækker, så altså en dobbeltspiral. Dette er en primitiv beskrivelse af DNA, arvematerialet, som bl.a. danner grundlag for udformningen af det enkelte menneske. En kortlægning af samtlige sekvenser af disse organiske baser kaldes "Det menneskelige genom". Man kan således sige, at lige som computeren er mennesket (og alt liv) i grunden digitalt!
I computerverdenen benyttes kun to elementer, typisk repræsenteret som 0 og 1. Hos mennesket findes altså fire basiselementer. Kombinationen af nuller og ettaller på passende vis, udgør en repræsentation af al information i computerverdenen, lige som kombinationen af de fire baser på passende vis udgør en repræsentation af alt liv.
Ørering.
En ørering er et smykke, der bæres i ørene. Øreringe er ofte fremstillet af metal, men findes også udført i ben, plastic eller et andet hårdt materiale. Øreringe er ikke nødvendigvis ring-formede, men kan også være eksempelvis clips, der klemmer omkring øreflippen eller stickere, der monteres med en form for skrue/møtrik, eller blot en simpel krog, der stikkes gennem et hul i øret. Øreringe bruges af begge køn, men oftest af kvinder.
Ager-Sennep.
Ager-Sennep ("Sinapis arvensis") er en enårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Stænglen er kantet og ruhåret. Bladene er spredstillede, og de nederste er stilkede og fjerlappede, mens de øverste er ustilkede og lancetformede med groft takket rand. Oversiden er græsgrøn med forsænkede bladribber, mens undersiden er noget lysere. Begge bladsider har spredte, stive hår. Blomstringen foregår i juni-oktober, hvor man finder blomsterne samlet i åbne, endestillede stande. De enkelte blomster er regelmæssige, 4-tallige og har gule kronblade. Frugterne er skulper, med mange, kuglerunde frø.
Rodsystemet består af en kraftig pælerod og talrige, trævlede siderødder.
0,50 x 0,30 m (50 x 30 cm/år)
Ager-Sennep har sin naturlige udbredelse i Nordafrika, Mellemøsten (til og med Afghanistan og Pakistan), Centralasien, Kaukasus og Europa. Den er knyttet til lysåbne eller let skyggede voksesteder med næringsrig og kalkholdig jord, gerne på ler. I Danmark er den almindelig i hele landet. Arten er desuden naturaliseret i alle tempererede egne af verden, og også i hele det nordlige Europa er den oprindelig indslæbt med korndyrkningen. På Dueodde findes arten sammen med bl.a. Ager-Padderok, Ager-Stedmoderblomst, Ager-Tidsel, Almindelig Kvik, Almindelig Røllike, Almindelig Spergel, Blød Hejre, Burre-Snerre, Hare-Kløver, Hvid-Kløver, Hvidmelet Gåsefod, Lugtløs Kamille, Rød Arve og Skvalderkål
Ager-Padderok.
Ager-Padderok er en staude med en opret vækst. Planten danner to slags oprette eller opstigende skud: Forårsskud, som er brunlige, fordi de mangler klorofyl, og som danner sporer. På disse skud sidder de endestillede, kogleagtige sporehuse. Sommerskuddene er derimod grønne og har fotosyntese i både skud og blade. Alle skud er furede, leddelte og hule (undtagen ved leddene). Fra hovedskuddets led dannes der kransstillede sideskud, der er bygget ganske som hovedskuddet. Bladene er bittesmå og skælformede, og de sidder i kranse ved leddene enten på hovedskuddet eller på sideskuddene.
Rodnettet består af et dybtliggende og vidt forgrenet netværk af jordstængler og nogle spinkle trævlerødder. Arten har et usædvanligt højt antal kromosomer: 216 (mod menneskets 46). Hele planten indeholder kiselsyre i form af små, skarpe krystaller, der udskilles på ydersiden af cellerne.
0,50 x 0,30 m (50 x 30 cm/år), heri ikke medregnet skud fra jordstænglerne.
Arten hører hjemme overalt i Europa og Asien, hvor den foretrækker lysåbne og fugtige, vældprægede områder (eller anden iltfattig jord, f.eks. komprimeret agerjord). På Kanalvolden ved Løgstør findes den i sammen med bl.a. Almindelig Agermåne, Almindelig Blåhat, Almindelig Cikorie, Almindelig Draphavre, Almindelig Hjertegræs, Almindelig Hvene, Almindelig Kamgræs, Almindelig Katost, Almindelig Kællingetand, Almindelig Pastinak, Almindelig Røllike, Almindelig Slangehoved, Bakke-Jordbær, Bidende Stenurt, Blågrøn Star, Blåmunke, Bugtet Kløver, Dunet Vejbred, Eng-Rapgræs, Farve-Gåseurt, Flerfarvet Ærenpris, Grå Bynke, Gul Fladbælg, Gul Snerre, Hare-Kløver, Have-Malurt, Håret Viol, Knoldet Mjødurt, Kornet Stenbræk, Krybende Potentil, Liden Klokke, Liden Skjaller, Mark-Krageklo, Musevikke, Prikbladet Perikon, Smalbladet Timian, Stor Knopurt, Sump-Hullæbe, Sød Astragel, Vellugtende Gulaks, Almindelig Voldtimian og Vår-Brandbæger.
Ager-Stedmoderblomst.
Ager-Stedmoderblomst ("Viola arvensis") er en en- til toårig plante, der hører til slægten Viol. Den har opstigende vækst med spinkle stængler. Bladene er ægformede med rundtakket rand. Over- og underside er lysegrønne. Blomstringen sker i maj-oktober, og blomsterne er enlige og endestillede. Den enkelte blomst er uregelmæssig med hvid-gule kronblade og smalle bægerblade. Frugten er en kapsel, der rummer mange, spiredygtige frø.
Planten har et svagt rodnet og er let at fjerne. Arten danner naturlige hybrider med Almindelig Stedmoderblomst.
0,20 x 0,05 m (20 x 5 cm/år)
Arten er vildtvoksende i Danmark, hvor den optræder som ukrudt i marker og haver.
Ager-Tidsel.
Ager-Tidsel ("Cirsium arvense") er en vildstaude, som tilhører Kurvblomst-familien. Væksten er opret med stive, furede stængler. Bladene er spredtstillede, ægformede og bølgede, men også fligede med tornet-tandet rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er gråhåret. Blomstringen sker i august-september, og de små rødlilla enkeltblomster sidder i oprette kurve, som igen er samlet i endestillede halvskærme. Arten er særbo, så det er kun de hunlige planter, der danner frø. Hvert frø har en fjerformet fnok.
Rodnettet består af vandrette jordstængler, som kan ligge i 1–2 m dybde og gerne i komprimerede jordlag. Derfra skyder lodrette skud op til overfladen. Desuden bærer jordstænglerne almindelige rødder. Denne voksemåde gør, at Ager-Tidsel kan danne tætte bestande, som dækker jorden fuldstændigt. Blomsterne rummer både nektar og pollen og søges gerne af honningbier og humlebier.
1 x 50 m (100 x 500 cm/år)
Ager-Tidsel vokser på græsningsarealer, marker og ruderater, hvor den danner rene bestande. Den er en del af den højstaudeflora, som formidler successionen fra flerårigt ukrudt til krat. Det kan f.eks. ses, at arten nedkæmper bestande af Almindelig Kvik.
Ager-Tidsel er en af de mest frygtede ukrudtsarter i jordbruget. De tornede blade og de dybtliggende jordstængler gør det besværligt at bekæmpe den med håndkraft, og det er ét af de gode argumenter for indførelsen af muldfjæl på ploven, at det gør det muligt at holde denne art nede.
Eksterne henvisninger.
Tidsel, Ager-
Tidsel, Ager-
Anne Boleyn.
Anne Boleyn (født enten i 1501 eller i 1507 – død den 19. maj 1536) var dronning af England, efter Henrik 8. af England fik sit ægteskab med Katharina af Aragonien annulleret, fra 1533 - 1536. Hun var datter af Thomas Boleyn og hans hustru Elizabeth Boleyn, og søster til Mary Boleyn og George Boleyn.
Som barn blev hun sendt til Holland og Frankrig som led i sin uddannelse, og hun tjente blandt andre Claude af Frankrig som hofdame. Hun vendte tilbage til England i slutningen af 1521, hvor hun blev hofdame for dronning Katharina.
Kong Henriks interesse for Anne blev vakt omkring 1526, men Anne havde intet ønske om at blive endnu en af Henriks elskerinder; hun ville være dronning. Henriks begær efter Anne blev ikke mindre af den grund, og Henrik var stærkt opsat på at få ægteskabet med Katherina af Aragonien annulleret, men Pave Clemens 7. ville ikke acceptere dette. Henrik brød derfor med den Romerskkatolske kirke i Rom, og grundlagde Den engelske kirke hvor han var overhovedet.
Anne fik titel af Marquess af Pembroke, en sjælden udnævnelse for en kvinde, og den 25. januar, 1533 blev hun gift med Henrik 8., og den 7. september fødte hun den senere dronning Elizabeth 1. af England. Thomas Cranmer, den nyudnævnte ærkebiskop af Canterbury, erklærede i maj ægteskabet mellem Henrik og Katharine for ugyldigt, og at ægteskabet mellem Anne og Henrik var gyldigt.
Anne blev kronet som dronning af England den 1. juni, 1533, men da hun ligesom Katharina af Aragonien ikke formåede at skænke kongen den ønskede søn, blev det begyndelsen på hendes undergang. Der blev rejst anklager mod hende, og selvom beviserne mod hende ikke var overbevisende, blev hun dømt til døden for ægteskabsbrud, incest og højforræderi. Hun blev henrettet i Tower of London den 19. maj 1536.
Begyndelsen.
Anne Boleyn var datter af Thomas Boleyn, den senere jarl af Wiltshire og jarl af Ormond, og hans hustru Elizabeth Boleyn, og hun voksede op på Hever Castle, Kent, sammen med sine søskende, Mary og George. Hendes far var en respekteret diplomat med et godt sprogøre, og han blev sent til mange diplomatiske rejser af kong Henrik 8. af England.
Manglende kirkebøger fra perioden har gjort det umuligt at fastslå Annes præcise fødselsdato. Samtidige kilder er modstridende, med flere forskellige datoer, der er blevet fremsat af en række historikere. En italiensk historieskriver fra 1600 tallet forslå år 1499, mens Thomas More, svigersøn til William Roper, hævder at det er meget senere i 1512. Imidlertid er det mest sandsynlige år for hendes fødsels enten 1501 eller 1507. Ligesom det er umuligt at fastslå med sikkerhed Annes fødselsdato er det ligeså umuligt med hendes søskende. Men historikere er i dag sikker på at Mary Boleyn var ældre end Anne, hvilket Marys børn også mente da hendes oldebarn i 1596 krævede retten til titlen som jarl af Ormond, hvilket går til den ældste. Mary var også den første til at indgå ægteskab, og det var typisk den ældste datter der blev gift først. Deres bror George Boleyn menes at være født omkring 1504.
Debatten fokusere på især to bestemte år: 1501 og 1507. Eric Ives, en engelsk historikere, hævder 1501, mens Retha Warnicke, en amerikaner der har skrevet en biografi om Anne Boleyn, hævder 1507. Et brev som Anne har skrevet omkring 1514 udgør et vigtigt bevismateriale for debatten om hendes alder. I brevet, som er skrevet på fransk, er sendt til hendes far, der på det tidspunkt opholdt sig i England mens Anne var i Holland i færd med at uddanne sig under Margaret af Østrig. Ives hævder at stilen og håndskriften i brevet typer på at Anne var omkring 13 på det tidspunkt, mens Warnicke hævder at stavefejlene og de grammatiske formuleringer typer på at det var skrevet af et barn. Derudover var minimum alder for en nybegyndt hofdame omkring 12. Ives bliver også bakket op af papirer fra slutningen af 1600 tallet, hvori der bekræftes at Anne var tyve da hun vendte tilbage fra Frankrig. Men der findes ingen konkrete beviser på, hvornår hun præsis blev født.
Annes forfædre bestod af en borgmester i London, en hertug, en jarl, to aristokratiske fruer og en ridder. En af dem, Geoffrey Boleyn, havde været en manufakturhandler og købmand før han blev borgmester. Boleyn familien stammede fra Blickling, Norfolk, ca. 24 kilometer fra Norwich. Da Anne blev født var familien Boleyn en del af det aristokratiske miljø, og hun var mere adelig end den senere dronning Jane Seymour.
Efternavnet Boleyn bliver stavet på forskellige måder. Nogen gange Bullun, på grund af familiens våbenskjold der afbilleder et tyre hoved. Margaret af Østrig skrev hendes navn Boullan, og hun selv underskrev sig som Anna de Boullan. Andre stavemåder inkludere Bolina, hvilket er latinsk, og kan ses på mange portrætter af hende.
Holland og Frankrig.
Henrik 8.s diplomat Thomas Boleyn havde mange beundrere inklusiv Margaret af Østrig, datter af kejser Maximilian 1.. På det tidspunkt regerede hun Holland på sin fars vegne og blev så imponeret over Boleyn familien at hun tilbød deres datter Anne en plads i sin husholdning. En pige skulle minimum være 12 for at kunne tilbydes en sådan plads, men Anne kan muligvis have været yngre, da Margaret omtalte hende som ”la petite Boulin” (den lille Boulin). Anne gjorde et godt indtryk i Holland med sine gode maner og lærenemhed. Margaret skrev til hendes forældre at hun var:”" så præsentabel og behageligt, til trods for sin unge alder, at jeg er mere dig tak skyldig, end du er til mig"”. Anne var i Holland hos Margaret fra foråret 1513 til hendes far arrangeret at hun skulle ledsage Henrik 8.s søster Maria Tudor, der skulle til Frankrig for at blive gift med Ludvig 12. i oktober 1514.
I Frankrig blev Anne hofdame for dronning Maria, og efterfølgende til Claude af Frankrig som hun tjente i næsten syv år. I dronning Claudes husholdning færdiggjorde hun sin uddannelse som hofdame, og udviklede en sans for mode, religiøs filosofi, fransk kultur og etikette. Hvilket skulle komme til udtryk senere i det engelske hof.
Der findes en del skrevne meninger om hendes udseende, men hun skulle have været relativ smuk. Marino Sanuto, der så Anne sammen med kong Henrik 8. i Calais i oktober, 1532, beskriver hende som:”" ikke en af de smukkeste kvinder i verden; hun er middelhøj, mørklødet hud, lang hals, brede mund, ikke meget bryst … øjne der er sorte og smukke"”. Simon Grynée skrev til Martin Bucer i september, 1531, at Anne var:”" ung, så god ud, med en temmelig mørk teint"”. Lancelot de Carles beskrev hende som:”" smuk med en elegant figur"”, hvilket en venetianer i 1528 var enig i. Den katolske præst og polemiker Nicolas Sanders, der gav Anne skylden for at Henrik havde brudt med den romerskkatolske kirke i Rom, skrev i 1586 at:”" Anne Boleyn var rimelig høj, med sort hår, og et oval ansigtet med en gusten teint, som var hun plaget med gulsot. Det siges at hun havde en fremspringende tand under overlæben, og på hendes højre hånd seks fingre. Der var en stor vene under hagen, og for at skjule denne grimhed bar hun høje kjoler, der dækkede hendes hals... Hun var smuk at se på, med en smuk mund"”. Selvom hans beskrivelse af Anne var fiktion har den dog været basen i de moderne udgaver af Anne.
Annes erfaring og opvækst i Frankrig kan være lagt grundlaget for hendes kristendom i den nye renæssancens humanisme. Mens hun senere skulle få det reformistiske holdning, at pavedømmet havde en korrumperende indflydelse på kristendommen, kunne hendes konservative tendenser ses i hendes hengivenhed til Jomfru Maria. Annes ophold i Frankrig sluttede i 1521, da hendes far kaldte hende hjem til England, og hun sejlede fra Calais i januar 1522.
Ved Henrik 8. hof.
Anne blev hentet hjem til England for at indgå ægteskab med sin irske fætter, James Butler, der var adskillige år ældre end hende og opholdte sig ved det engelske hof. Ideen om ægteskab opstod da den gamle jarl af Ormond døde i 1515, hvor de efterladte arvinger bestod af, Margaret Boleyn og Anne St. Leger. I Irland protesterede Piers Butler mod dette og forlangte titlen til sig selv, mens Thomas Boleyn også mente at den rettelig tilhørte ham. Kong Henrik blev indblandet i striden, og da han var bange for at det ville udvikle sig til en borgerkrig i Irland, bestemte han at løsningen blev at Piers søn, James, skulle indgå ægteskab med Anne Boleyn. Dette ville bringe fred i familiernes stridigheder. Planen blev dog ikke til noget hvilket måske hang sammen med Thomas forhåbninger om et bedre parti til sin datter eller hans ærgerrighed. James Butler giftede sig senere med Joan Fitzgerald.
Mary Boleyn blev i 1519 hentet hjem fra Frankrig, angiveligt på grund af hendes affære med den franske konge og hans hofmænd, og hun indgik ægteskab i 1520 med William Carey, på Greenwish, hvor kongen deltog. Kort efter brylluppet blev Mary kongens elskerinde, og rygterne cirkulerede at kongen skulle være den biologiske far til enten et eller begge hendes børn, Catherine Carey og Henry Carey. Kong Henrik anerkendte dem dog ikke som sine, ligesom han havde gjort ved Henry FitzRoy, sin uægte søn med Elizabeth Blount.
Anne gjorde sin debut på Chateau Vert under festspillet der blev opført til ærer for de tilstedeværende udenlandske ambassadør, den 4. marts, 1522, hvor Anne havde rollen som ”Perseverance”, og hvor Mary ligesom sin søster havde en af rollerne som danserinde. Alle var iført hvide kjoler af satin, hvor der var syet med guldtråd. Hun blev hurtig en del af hoffet, hvor hun blev anset som en af de mest stilfulde, og mange mænd kappede om hendes gunst.
Den amerikanske historiker Retha M. Warnicke beskriver Anne som den:”" den perfekte kvindelig kurtisaner... hendes vogn var yndefuld, og hendes franske tøj tiltalende og stilfuldt, hun dansede med lethed, havde en behagelig sangstemme, spillede lut og flere andre musikinstrumenter godt, og talte fransk flydende... En bemærkelsesværdig, intelligent, slagfærdig ung adelskvinde... der tiltrak folks opmærksomhed i samtaler og derefter morede og underholdt dem. Kort sagt, gjorde hendes energi og vitalitet hende centrum for opmærksomhed i enhver social sammenhæng "”.
Hun blev især opvartet af den unge Henry Percy, søn af jarl af Northumberland, og de indgik en hemmelig forlovelse med hinanden. Alliancen blev dog brudt af Henrys far, der nægtede at anerkende deres forlovelse, og ifølge Cavendish blev Anne sendt væk fra hoffet og til sin familiens landejendom i Kent, men hvor længe vides ikke. Da hun vendte tilbage til hoffet startede hun som hofdame for dronning Katharina af Aragonien.
Kong Henrik faldt for Anne, og han prøvede at forføre hende ligesom de andre elskerinder han havde haft, men Anne nægtede at blive endnu en af dem, og tog efterfølgende tit til Hever Castle. Men inden der var gået et år friede han til hende, og hun accepterede. Begge antog at en annullering af kongens ægteskab med Katharina ville være hurtig overstået i løbet af et par måneder, men paven i Rom nægtede at give dem det, og kongen brød efter afslaget med kirken i Rom og grundlagde den engelske kirke i stedet. Henriks kærlighedsbreve til Anne danner grund for at tro at de ikke havde noget seksuelt forhold til hinanden imens annulleringen stod på, hvilket tog omkring syv år.
Annulleringen.
Ideen om at annullerer, og ikke få en skilsmisse, ægteskabet til Katharina har kong Henrik muligvis tumlet med længe før Anne Boleyn kom på banen, og har måske grundlag i hans store ønske om at få en søn til tronen. Katharina havde ikke formået at bringe en levedygtig søn til verden, og Henrik ville undgå enhver strid om den næste tronfølger. Katharina var først kommet til England for at ægte Arthur Tudor, men han døde af den engelske svedesot efter kun et par måneders ægteskab. Derefter var der tvivl om hvad man skulle gøre med den unge enke, men resultatet blev en dispensation fra paven i Rom, så Henrik kunne indgå ægteskab med sin brors enke. Men Henrik ville bruge dette tidligere ægteskab for at opnå en annullering af ægteskabet som han mente var forbandet, og grunden til at han ingen sønner havde til tronen.
Anne så en mulighed i Henriks forelskelse og det moralske dilemma. Hun fastslog, at hun kun kunne give sig hen til ham hvis hun blev hans anerkendte dronning. Hun begyndte at tage Katharinas plads ved hans side i politik og i statsanliggender, men indtil videre holdt hun sig fra hans seng.
Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dybt Annes forpligtelse var til reformationen, om hun måske kun gjorde det af personlige ambitiøse grunde, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siges der at han fra hendes tidligere hofdame, Anne Gainsford, havde hørt at det var Anne der fik Henriks opmærksomhed hen på en kættersk lov, måske Tyndale;”The Obedience of the Christian Man”; eller en fra Simon Fish kaldet:” Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker til at tøjle de onde udskejelser fra den katolske kirke. Yderligere kan man i den seneste udgave af Ives´ biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en personlig spirituel opvågnen i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den der fremskyndte Henriks reformation, selvom processen tog en årrække.
I 1528 brød en svede sygdom ud med stor kraft. I London var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen, og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn familiens bopæl på Hever Castle, men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, William Carey, døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev derefter hurtigt den store besættelse Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, der handler uafhængigt af kardinal Wolsey, til hvem han i første omgang holdt dette hemmeligt. I 1527 sendte kongen sin sekretær, William Knight, til Pave Clemens 7. for at søge om annullation, med den begrundelse at dispensationen fra Pave Julius 2. havde været på falsk grundlag.
Paven blev på dette tidspunkt holdt fange af Karl 5., som en følge af plyndringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Til sidst måtte han vende tilbage med uforrettet sag og uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på Wolsey, der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England, med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven selv, til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham disse beføjelser til at træffe nogen beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var nevø til Henriks dronning, Katharina, kom der brev fra Rom om at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var blevet truffet i Rom, og ikke i England. Overbevist om, at Wolsey´ loyalitet lå hos paven, og ikke i England, blev Wolsey afskediget fra offentlige embeder i 1529, og sendt i Tower of London. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Et år senere, i 1531, var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og Maria 1. af England erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.
Den folkelige støtte havde dronning Katharina dog stadig. Hvilket kom til udtryk en aften i efteråret 1531, hvor Anne var til middag på en herregård ved floden Themsen, da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev nødt til at flygte med båd, hvor hun lå skjult for skaren så de ikke skulle få øje på hende. Da ærkebiskop af Canterbury, William Warham, døde i 1532, blev Boleyn familiens præst, Thomas Cranmer, udnævnt, med pavelige godkendelse til det ærefulde erhverv.
Ægteskabet.
Anne Boleyn handlede ofte uafhængigt af sin kommende ægtemand, og modtog blandt andet diplomater og snakkede udenrigspolitik. Ambassadøren fra Milano skrev i 1531, at det var vigtigt at få hendes godkendelse, hvis man ønskede at påvirke den engelske regering, et synspunkt der bliver underbygges af en tidligere fransk ambassadør i 1529.
I denne periode har Anne Boleyn faktisk spiller en vigtig rolle i Englands international position ved at skabe en alliance med Frankrig, og hun etablerede en fremragende kontakt med den franske ambassadør, Gilles de la Pommeraie. Anne og Henrik planlagde et møde med den franske konge i Calais i vinteren 1532, hvor Henrik håbede på støtte fra Frans 1. af Frankrig i hans kommende ægteskab med Anne. Henrik udstyret sin kommende kone med en passende rang. Den 1. september, 1532, fik hun som første kvinde nogensinde titlen Marquess of Pembroke, hvilken Henrik udførte ceremonien for selv. Titlen som Anne havde fået var signifikant for Tudor familie, da Henriks grandonkel, Jasper Tudor, havde holdt titlen Jarlen af Pembroke.
Annes familie nød også goderne af hendes forhold til kongen. Hendes far blev hædret med titlen jarl af Wiltshire, og selv Annes irske fætter fik del af goderne da han blev jarl af Ormond. Ved en storslåede banket for at fejre hendes fars nye titel, tog Anne plads ved siden af kongen, hvilket der som regel var forbeholdt dronningen. Takket være Anne modtog hendes søster, der var blevet enke,en årlig pension på £ 100, og Marys søn, Henry Carey, blev uddannet på en prestigefyldt cistercienserkloster.
Turen til Calais blev en politisk triumf, men tiltrods for den franske regerings støtte til Henriks nye ægteskab og kong Frans private sammenkomster med Anne, fastholdt den franske konge alliancer med paven, som han ikke ville trodse. Kort tid efter at de var vendt tilbage til Dover giftede Henrik og Anne sig ved en hemmeligt ceremoni, og hun blev hurtigt gravid, og begivenhederne fulgte nu tæt hinanden. Den 23 maj, 1533, erklærede Cranmer (der med pavens godkendelse havde tiltrådt stillingen som ærkebiskoppen af Canterbury) dommen mellem Katharina og Henrik som ugyldig. Fem dage senere, den 28. maj, 1533, erklærende han ægteskabet mellem Henrik og Anne gyldigt.
Dronning af England.
Katharina blev formelt frataget titlen som dronning, og Anne blev kronet som dronning den 1. juni, 1533, ved en storslået ceremoni i Westminster Abbey efterfulgt af en overdådig festmiddag. Hun var den sidste dronning af England, der blev kronet adskilt fra sin mand, men nyheden om den forstående kroning blev af den offentlige befolkning modtaget lunkent. I overensstemmelse med traditionen, bar hun hvidt, og på hovedet en guld krone, hvorunder hendes lange mørke hår hang frit. I modsætning til alle andre dronning blev Anne kronet med St. Edwards krone, der tidligere kun var blevet brugt til at krone en regerende monark.
Pave Clemens tog omsider skridt til at annoncere en foreløbig bandlysning af kongen og Cranmer, og han fordømte ægteskab med Anne, og i marts 1534, erklærede han at ægteskabet mellem kongen og Katharina var juridiske bindende og beordrede Henrik at vende tilbage til hende. Henrik krævede nu sine undersåtter til at sværge sig troskab, og afviste den pavelig magt, og at Anne Boleyn blev anerkendt som hans dronning. Dem der nægtede, som Sir Thomas More den forhenværende Lord Kansler, og John Fisher forhenværende biskop af Rochester, blev sat i Tower of London. I slutningen af 1534, anerkendte parlamentet Henrik som det, eneste, overhovede af ”kirken af England”, hvilket gjorde at kirken i England nu var under Henriks kontrol, og ikke Roms.
Arvingen.
Efter hendes kroning bosatte Anne sig på kongens yndlingsslot, Greenwich Palace, hvor en rolig hverdag ventede hende indtil fødselen af parrets første barn. Barnet kom et par uger for tidligt den 7. september, 1533, mellem klokken 3 og 4 om eftermiddagen. Barnet, en sund lille pige, blev døbt Elizabeth, måske til ære for Henriks mor Elizabeth af York, men Anne begyndte nu at frygte at Katharinas datter, Mary der efter hendes mors fratagelse af titlen blev betragtet som bastard, skulle blive en trussel for Elizabeth. Henrik beroligere dog sin kone ved at skille Mary fra sine vante tjenestefolk og sende hende til Hatfield House, hvor Elizabeth blev sendt for at vokse op i bedre omgivelser, sammen med et betydeligt antal tjenestefolk.
Den nye dronning havde omkring 250 tjenestefolk, hvilket var mere end Katharina havde haft i sin tid som dronning, hvilket spændte lige fra præster til stalddrenge. Der var over 60 hofdamer, der tjente hende og ledsagede hende til officielle begivenheder, og hun havde adskillige præster ansatte der tog sig af hendes skriftemål, bønner, og gav hende religiøse råd. En af disse var Matthew Parker der ville blive en vigtig person under Annes datter Elizabeth 1. af Englands regeringstid.
Anne Boleyn regerede over en storslået hof. Hun brugte en overdådige mængder af penge på kjoler, smykker, hoved beklædning, strudse-fjer vifter, rideudstyr, møbler og ompolstring, for at vedligeholde sin status som førstedame. Talrige slotte blev renoveret så de passede hendes og Henriks ekstravagante smag. Hendes motto var:”" Det mest lykkelige"”, og hun havde en hvid falk som sin personlige devise.
Fald og henrettelse.
Kongen og hans nye dronning havde en god periode med ro og hengivenhed. Anne Boleyns skarpe intelligens, politiske indsigt og gode manerer var hvad hvad kongen søgte i en elskerinde, men anså for uacceptable hos en kone. Hun skulle engang have talt til sin onkel med ord, der end ikke burde anvendes til en hund..Efter en dødfødsel eller abort så tidligt som julen 1534 begyndte Henrik at diskutere med Cranmer og Cromwell om muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katherina. Men stridighederne mellem regentparret fortonede sig, og parret blev genforenet i sommeren 1535 hvor de var lykkelige, og i oktober var Anne gravid igen. Men Anne, var klar over de farer hun ville være i, hvis hun ikke skænkede kongen en levedygtig søn denne gang.
Den 8. januar, 1536, nåede nyheden om Katharina af Aragoniens død kongen og Anne, hvilket de efter sigende skulle være blevet henrykte over. Den følgende dag bar Henrik gult, symbolet for glæde i England, og der skulle efter sigende været blevet feste i England over Katharinas død. I Spanien, hjemlandet for Katharina af Aragonien, betød farven gul og sort, sorg, hvilket også af denne grund kunne forklare valget af Henriks og Annes beklædning som sorg. Efter Katharinas død, prøvede Anne at slutte fred med hendes datter Maria, men Maria afviste Annes tilnærmelser, måske på grund af rygter om at Katerina var blevet forgiftet af Anne og / eller Henrik. Disse startede under Katharinas balsamering, da der blev opdaget en sort rund cirkel rundt om hendes hjerte. Moderne læger er i dag enige om, at dette ikke var resultatet af forgiftning, men af kræft i hjertet, hvilket ikke var kendt det tidspunkt.Med Katharinas død var Henrik fri til at kunne gifte sig igen.
Senere samme måned blev kongen slået af sin hest under en turnering og var bevidstløs i et par timer, en foruroligende hændelse, som Anne troede førte til hendes abort fem dage senere. Den dag Katharina af Aragonien blev begravet på Peterborough Abbey, aborterede Anne med en baby, der ifølge den kejserlige ambassadør Chapuys:”" hun havde båret på omkring tre og en halv måned, og som syntes at være en mandlig barn"”. For Chapuys betød dette tab begyndelsen på enden af det kongelige ægteskab.
I betragtning af Henriks desperate ønske om en søn har Annes graviditeter tiltrukket sig megen opmærksomhed. Forfatteren Mike Ashley har spekuleret på, om Anne havde haft to dødfødte børn efter Elizabeths fødsel og før fødslen af den mandlige barn, hun mistede i 1536. De fleste kilder vidner kun om fødslen af Elizabeth i september 1533, en mulig abort i sommeren 1534 og aborten af et drengebarn, på næsten fire måneder, i januar 1536. Efter Annes abort erklærede Henrik, at han var blevet forført til at indgå ægteskabet ved hjælp af magi. Hans nye elskerinde, Jane Seymour, flyttede hurtigt ind i de kongelige gemakker, hvilket blev efterfulgt af Annes bror, George Boleyn fik frataget Hosebåndsordenen, der i stedet blev givet til Nicholas Carew.
Sigtelsen.
Ifølge historikeren Alison Weir, skulle Thomas Cromwell have planlagt Annes undergang omkring den 20 – 21 april, 1536, mens han fingerede syg. Annes biograf Eric Ives mener blandt andet, at hendes fald og henrettelse blev manipuleret af Thomas Cromwell, og samtaler mellem Chapuys og Cromwell efter, angive Cromwell som lederen af plottet der fik Anne ned fra magten. Dette ses også i de spanske breve skrevet fra Chapuys til Karl 5. Stridigheder mellem Anne og Cromwell om kirkens indtægter og over udenrigspolitikken, skulle have været udløseren. Hun holdt på at indtægterne skulle fordeles mellem velgørende og uddannelsesinstitutioner, og hun stillede mod en fransk alliance. Cromwell insisterede på at fylde kongens slunkne lommer, og sine egne, og foretrak en imperialistisk alliance. Af disse grunde mener Ives at Anne Boleyn var blevet en alvorlig trussel mod Thomas Cromwell. Cromwells biograf John Schofield mener på den anden side at der ikke fandtes nogen magtkamp mellem Anne og Cromwell og at der ikke findes:” et spor der kan forbinde Cromwell i en sammensværgelse mod Anne. Cromwell blev involveret i det ægteskabelige kongelige drama, da Henrik beordrede ham på sagen”. Historikeren Retha Warnicke sætter spørgsmålstegn ved, om Cromwell kunne have manipuleret med kongen, eller om Henrik selv har udstedt det afgørende beviser, som hans embedsmænd, herunder Cromwell, skulle bruge.
Mod slutningen af april blev en flamsk musiker ved navn Mark Smeaton, der gjorde tjeneste hos Anne, arresteret. Han nægtet i første omgang at have være dronningens elsker, men tilstod senere, måske under tortur eller på grund af lovning om frihed. En anden hofmand, Henry Norris, blev anholdt i maj under samme beskyldninger, men da han var aristokrat blev han ikke udsat for tortur. Forud for anholdelsen var Norris blevet behandlet venligt af kongen, som tilbød ham sin egen hest til brug under May Day festlighederne.
Det virker sandsynligt at under festen fik kongen meddelelse om Smeatons tilståelse, og kort tid efter dette kom arresterotordren fra kongen. Norris blev anholdt på festivalen, men han nægtede sig skyldig og svor på at dronning Anne var uskyldig. Et af de mest skadelige bevismaterialer mod Norris var en overhørt samtale med Anne i slutningen af april, hvor hun beskyldte ham for at opsøge sit kamre for ofte, men det var ikke hende han søgte men hendes hofdame Madge Shelton. Francis Weston blev anholdt to dage senere på samme grundlag, og William Brereton blev også anholdt på grund af beskyldninger om utroskab. Den sidste anklagede var dronning Annes egen bror, George Boleyn, der blev arresteret og anklaget for incest og forræderi. George Boleyn blev beskyldt for to tilfælde af incest, det første i november, 1535 på Whitehall og den følgende måned på Eltham.
Den 2. maj, 1536 blev Anne arresteret og ført til Tower of London, hvor hun kort tid efter ankomsten kollapsede. Derefter krævende hun at få at vide, hvor hendes far og bror opholdt sig, og hvad sigtelserne mod hende bestod af. Fire af de anklagede mænd fik en retssag i Westminster den 12. maj, 1536, men både Weston, Brereton, og Norris fastholdt deres uskyld, og kun den torturerede Smeaton erklærede sig skyldig. Tre dage senere fik Anne og George Boleyn hver deres retssag, i Tower of London. Hun blev beskyldt for utroskab, incest og højforræderi, med henvisning til forræderi loven af Edward III, der bekendtgjorde at utroskab begået af en dronning var en form for forræderi (formentlig på grund af følgerne for succession til tronen), for hvilken staffen for en mand var hængning, drukning, og blive delt i kvarte. Staffen for en kvinde var at blive brændt levende på bålet. Den anden form for forræderi hun blev beskyldt for var at have planlagt kongens død, sammen med sine elskere, så hun bagefter kunne indgå ægteskab med Henry Norris.
Ingen af de datoer for Annes påståede stævnemøder falder sammen med hendes opholdssted, og nogle skulle angiveligt have fundet sted mens hun var højgravid.
Den 14. maj erklærede Cranmer Annes ægteskab med Henrik opløst.
De sidste dage.
Anne i de sidste dage inden henrettelsen
”"Her til morgen sendte hun bud efter mig, for at jeg kunne være sammen med hende de sidste timer, hun fik den gode Gud, og jeg skulle høre hendes tale ved podiet. Og sagde til mig da jeg ankom,»Mr. Kingston, jeg hører jeg skal ikke dø før middag, og det er jeg er meget ked af, for jeg troede at jeg ville være død på det tidspunkt, og min smerte overstået. Jeg fortalte hende at det ikke burde være nogen smerte, at det var så lidt. Og så sagde hun,»jeg har hørt sige at bødlen skulle være meget god, og jeg har en lille hals; hvorefter hun satte hænderne omkring den, og lo hjerteligt. Jeg har set mange mænd og også kvinder henrettet, og de har været i stor sorg, og til min undren virkede denne dame meget afklaret overfor døden. Herre, hendes hofdamer har konstant været hos hende, og de har været her siden 02:00 om natten"”.
Dog kan hendes forestående død have forårsaget sin store sorg under hendes fængsel. Digtet:” Oh Død vug mig i søvne”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at overhøre messen sammen med hende, og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter den hellige sakramenter, at hun aldrig havde været utro mod kongen. Hun gentog ed både før og efter at have modtaget nadveren.
”"Gode kristne mennesker, jeg kommer her for at dø, for ifølge loven, og den lovgivning, dømmes jeg til at dø, og derfor vil jeg tale. Jeg er kommen hid ikke for at beskylde noget menneske, ej heller til at tale ondt om dem, hvem af jeg er anklaget og dømt til at dø, men jeg beder Gud bevare kongen og give ham et lang liv til at herske for dig, for en blidere eller en mere barmhjertig prins blev der aldrig: og for mig var han altid en god, en blid og suveræne herre. Og hvis en person vil blande sig i min sag, beder jeg dem om at dømme blidt. Og således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg beder inderlig om at i beder for mig. O Herre forbarm dig over mig, Gud jeg skænker dig min sjæl "”.
Denne version af hendes tale blev skrevet af Lancelot de Carles i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men ikke været vidne til hverken rettergang eller udførelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtigt i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under sådanne ekstreme pres tilstod Anne ikke sin skyld.
Død og begravet.
Hun knælede mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtage min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder, og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværd bøddel, Jean Rombaud, og ifølge Eric W. Ives, blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:”" Hvor er mit sværd?"”, i sekundet for sværdet gik gennem hendes hals.
Henrettelsen blev udført meget human og bestod af kun et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste af kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på Lambeth Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales:”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”.
Da anklagerne mod Anne først var blevet forlagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at:” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af hans nære forhold til dronningen. Om natten før henrettelsen, havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste syndsbekendelser, hvor hun hævdede sin uskyld over for Gud.
Trods den store indsats i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for at give hende en ordentlig kiste. Hendes krop lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand (der arbejdede inde i tårnet) fandt en tom pilekogge og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev derefter begravet i de ukendtes grav i kapellet St. Peter ad Vincula.
Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning Victoria af Storbritannien, og Anne Boleyns sidste hvilested er nu blevet markeret i marmorgulvet.
Louis Pasteur.
Louis Pasteur (27. december 1822 - 28. september 1895) var en fransk biolog, der er mest kendt for at opfinde pasteuriseringen. Omkring år 1860 påbegyndte han sit livs værk: at mane teorien om spontan genese i jorden og dermed bevise teorien om biogenese. Pasteurs forskning og resultater har haft en enorm betydning for de senere generationers måde at anskue livet her på jorden.
Pasteur var uddannet i fysik og kemi ved École Normale Supérieure i Paris. Som fysiker og kemiker beskæftigede han sig med krystallers optiske egenskaber, og var især optaget af at påvise en asymmetrisk kraft i naturen.
Indenfor biologien argumenterede han imod teorien om spontan genese, ifølge hvilken dyr kunne opstå af sig selv, blot de rette forhold var til stede. F.eks. skulle der i en lukket kasse med gamle klude og korn kunne opstå mus. Denne tanke, der går tilbage til Aristoteles, anses i dag for absurd.
Han havde betydelig succes i sit arbejde med udvikling af vaccinationer og sera mod sygdomme udløst af bakterieinfektioner. Desuden arbejdede Pasteur med gæringsprocesser, og bidrog væsentligt til at fastslå, at gæringen under alkoholfremstillingen skyldes gærceller, og at mælkesyrning skyldtes bakterier, som han kaldte stavformede planter.
Statsministeren.
"Statsministeren" er en samfundskritisk humoristisk tegneserie af Carsten Graabæk, der har eksisteret siden 1982. Både selve tegneserien og hovedpersonen heri hedder "Statsministeren".
Hovedpersonerne er statsministeren og dennes departementschef i et land, der minder meget om de nordiske lande, og striberne er ofte opbygget omkring deres indbyrdes dialog om samfundsforhold. Striben startede i B.T. og trykkes stadigvæk dagligt i avisen, ligesom den kan ses online på avisens hjemmeside.
Carsten Graabæk modtog i 1990 ping-prisen, den danske tegneseriepris, for "Statsministeren"
Akselblomstret Star.
Akselblomstret Star ("Carex remota") er en flerårig, græsagtig urt med en tæt, tueformet vækst. Bladene er ret slappe, linjeformede og helrandede med tydeligt forsænket midterribbe. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man ser de akslignende blomsterstande sidde endestllet på særlige, trekantede stængler. Blomsterstanden består af uanselige grønne småaks, der sidder spredt i hjørnerne af de meget lange støtteblade, der ligner stængelbladene. De øverste småaks har hunblomster foroven og hanblomster for neden, mens de laveresiddende småaks er rent hunlige. Frugterne er nødder.
Rodnettet består af forholdsvis tykke trævlerødder.
0,50 x 0,50 m (50 x 50 cm/år), heri ikke medregnet de blomsterbærende skud.
Akselblomstret Star er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus, Himalaya og det meste af Europa. I Danmark findes den især i de østlige landsdele, hvor den forekommer i løvskove. Den foretrækker fugtig bund, men er mindre nøjeregnende med surhedsgrad og næringsindhold i jorden. I Kirstinebjerg Skov i området Hyby Fælled Øvelsesplads findes den på både morbundspartier og muldbund sammen med bl.a. Almindelig Brombær, Almindelig Guldnælde, Almindelig Hindbær, Almindelig Miliegræs, Almindelig Vorterod, Hvid Anemone, Krat-Fladbælg, Liljekonval, Skov-Star, Skovmærke, Skovsyre, Stinkende Storkenæb, Stor Nælde og Storblomstret Hønsetarm
Eksterne henvisninger.
Star, Akselblomstret
Star, Akselblomstret
Star, Akselblomstret
Stensmut.
Stensmut kaldes det, når et legesygt barn eller voksen, samler en mindre, flad sten op ved en strand og kaster den, med rotation, i en flad vinkel langs vandoverfladen, sådan at stenen hopper ("slår smut") hen ad vandoverfladen.
Rekorden er 38 smut med et stenkast (2003).
Hannover.
Hannover er hovedstad i delstaten Niedersachsen i Tyskland. Byen ligger ved floden Leine og har 520.966 indbyggere (2009).
Messeby.
Hannover er en kendt messeby; hvert forår er den vært for verdens største computermesse CeBIT og industrimessen Hannover Messe. I år 2000 var Hannover vært for verdensudstillingen Expo 2000.
Hovedstad.
I slutningen af 1600-tallet blev Hannover hovedstad i kurfystendømmet Braunschweig-Lüneburg.
I 1814-1866 var byen Hannover hovedstad i kongeriget Hannover. Derefter var byen hovedstad i den preussiske provins Hannover. Nu er Hannover hovedstad i delstaten Niedersachsen.
Bremen.
Bremen (Freie Hansestadt Bremen) er en delstat (bystat) i det nordlige Tyskland, langs floden Weser. Bystaten Bremen omfatter de to enklaver byerne Bremen og Bremerhaven, der begge er fuldstændig omgivet af Niedersachsen. Den har et areal på 404 km² og har ca. 662.000 (2010) indbyggere; 547.000 bor i byen Bremen. Det samlede indbyggertal har ikke ændret sig meget de seneste år. Der er fødselsunderskud, men det opvejes af en betydelig tilflytning. Ministerpræsident er Jens Böhrnsen (SPD), der leder en koalitionsregering af SPD og Die Grünen.
Statens valgsprog er plattysk: "buten un binnen – wagen un winnen" ("ude og inde – vove og vinde").
Aks-Rapunsel.
Aks-Rapunsel (Phyteuma spicatum) er en staude med en opstigende vækst. Stænglerne er glatte og bærer spredte, ustilkede og smalt ægformede blade. Den grundstillede bladroset består af bredt ægformede, langstilkede blade. Alle blade er krusede med grovtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysere. Blomstringen sker i juni-august, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede aks. De enkelte blomster er lysegrønne til gulligthvide med sammenvoksede, smalle kronblade, sådan at akset får et trævlet udseende. Frøene modner godt og kan spire på egenede steder i danmark.
0,50 x 0,25 m (50 x 5 cm/år)
Arten findes i hele Vesteuropa fra Sydnorge til Spanien, hvor den overalt forekommer i løvskove og på overdrev, hvor bunden er fugtig og leret. I sydtyske Ahorn-Aske-Elmeskove findes den bl.a. sammen med Almindelig Bingelurt, Almindelig Engelsød, Almindelig Fjerbregne, Almindelig Fjerbusk, Almindelig Gyldenris, Almindelig Hasselurt, Almindelig Mangeløv, Almindelig Miliegræs, "Cyclamen purpurascens", Hjortetunge, Hulrodet Lærkespore, Nælde-Klokke, Rundfinnet Radeløv, Skovmærke, Skov-Star, Skovsyre, Sort Druemunke, Stor Fladstjerne og Svalerod-Ensian.
Kornel.
Se også listen med alle arter af Kornel i Danmark: Kornel ("Cornus") i Danmark
Erfurt.
Erfurt er hovedstaden i den tyske delstat Thüringen. Den nævnes første gang 742 under navnet "Erphesfurt" og var en vigtig handelsby i middelalderen. I 1803 blev Erfurt en del af kongeriget Preussen. Selv om den var omgivet af Thüringen, forblev den preussisk til 1945. Efter den tyske genforening blev Erfurt hovedstad i den genoprettede delstat Thüringen.
Erfurt ligger centralt i Tyskland, 100 km sydvest for Leipzig, 113 km sydøst for Kassel og 180 km sydøst for Hannover.
Aks-Ærenpris.
Aks-Ærenpris ("Veronica spicata") er en staude med en opret vækst. Stænglen er først lysegrøn og gråfiltet, men den bliver snart rødbrun. Den bærer modsatte, ovale til lancetformede blade med groft takket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lyst grågrønne. Blomstringen sker i juli-august, hvor man ser de blåviolette blomster sidde i tætte, endestillede aks. Frugterne er kuglerunde, kirtelhårede kapsler med talrige frø, som spirer villigt under egnede forhold i Danmark.
Rodnettet er dybtgående og kraftigt. Planten breder sig ved korte udløbere og kan blive tæppedannende.
0,30 x 0,15 m (30 x 5 cm/år)
Planten forekommer fra Skandinavien over Mellem- og Sydeuropa til Lilleasien og videre til Østasien. Den vokser på tør og kalkrig bund i skovbryn og på overdrev. På Ölands Alvar findes den sammen med bl.a. Almindelig Brunelle, Almindelig Draphavre, Almindelig Hjertegræs, Almindelig Mælkeurt, Almindelig Soløje, Alvar-Purløg, Bakke-Jordbær, Bakke-Nellike, Bidende Stenurt, Djævelsbid, Filtbladet Kongelys, Have-Malurt, Hvid Stenurt, Knoldet Mjødurt, Lammeøre, Nikkende Flitteraks, Nikkende Tidsel, Rød Rundbælg, Smalbladet Klokke, Smalbladet Timian, Svalerod, Sølv-Potentil og Voldtimian.
Almindelig Brunelle.
Almindelig Brunelle ("Prunella vulgaris") er en staude med en krybende til opstigende vækst. Stænglerne er firkantede og tæt hårede. Bladene er modsatte og ægformede med hel eller svagt takket rand. Over- og undersiderne er græsgrønne med en svag hårbeklædning. Blomstringen sker juni-september, hvor blomsterne ses sidde samlet i endestillede, kompakte stande, der består af flere lag af kransstillede blomster. De enkelte blomster er blåviolette og uregelmæssige med en stor overlæbe. Frugterne er kapsler med få frø.
Rodnettet består af de krybende jordstængler, som bærer lange, kraftige trævlerødder. Stængler i vedvarende jordkontakt slår rod fra bladhjørnerne.
0,20 x 0,20 m (20 x 20 cm/år), heri dog ikke medregnet rodskud eller rodslående stængler.
Almindelig Brunelle er udbredt i Nordafrika, Lilleasien, Kaukasus, Central- og Østasien og Nordamerika samt Europa (herunder Danmark). Den er knyttet til plantesamfund på lysåbne græsarealer med et højt indhold af nitrat og kalk i jorden: skovkanter, hegn, overdrev og græssede enge. Desuden har den fundet sig godt til rette i velklippede græsplæner. Det har gjort, at den bliver betragtet som ukrudt. På tørre kalkoverdrev ved Møns Klint vokser den sammen med bl.a. Almindelig Hjertegræs, Bakke-Tidsel, Blodstillende Bibernelle, Blågrøn Star, Bredbladet Timian, Due-Skabiose, Dunet Vejbred, Gul Rundbælg, Hvid Okseøje, Håret Viol, Knoldet Mjødurt, Mark-Bynke,
Nøgleblomstret Klokke, Segl-Sneglebælg, Stivhåret Kalkkarse, Stor Knopurt, Sølv-Potentil og Vild Hør..
Almindelig Fuglegræs.
Almindelig Fuglegræs ("Stellaria media") eller Fuglegræs-Fladstjerne er en énårig plante med en løst tueformet vækst. Skuddene er opstigende og svagt hårede. De er meget skøre og knækker let, så man ser den tynde streng midt i stænglen. Bladene er modsatte, ægformede og helrandede med lysegrøn farve på begge sider. Blomstringen kan foregå hele året, når blot temperaturen er over 5° i det nære miljø. De enkelte blomster sidder i bladhjørnerne. De har hvide, dybt kløvede kronblade og grønne bægerblade, som når længere ud end kronbladene. Frøene modner godt og spirer (alt for) villigt.
Planten hedder Fuglegræs, fordi den er et yndet foder for fugle, især hønsefugle. Frøene passerer øjensynlig uskadt igennem fuglens fordøjelse, for de spredes effektivt, hvor der går høns. Planten er i øvrigt glimrende som salat.
0,20 x 0,20 m (20 x 20 cm/år).
Almindelig Fuglegræs er udbredt med dyrkning til alle egne af kloden. Den er et kendt og frygtet ukrudt på velgødede og solåbne arealer. Planten er nitrofyt, og det betyder, at den er indikatorplante for kvælstofrige jordtyper. Almindelig Fuglegræs kendes som ledsageplante i dyrkede afgrøder siden yngre stenalder.
Saarland.
Saarland er en tysk delstat med et areal på 2.570 km² og lidt over 1 million indbyggere. Hovedstaden er Saarbrücken. Staten grænser til Frankrig i syd, Luxembourg i vest og Rheinland-Pfalz i nord og øst. Saarland er, når man ser bort fra bystaterne, arealmæssigt den mindste af Tysklands delstater.
Den er opkaldt efter floden Saar, som er en biflod til Mosel og flyder gennem staten fra syd til nordvest. De fleste indbyggere lever i og omkring hovedstaden Saarbrücken ved den franske grænse.
Historie.
Staten blev etableret i 1920 og omfatter dele af den tidligere preussiske Rheinprovins og Rheinpfalz. Efter 1. verdenskrig blev området sat under administration af Folkeforbundet, i realiteten Frankrig. Ifølge Versaillestraktaten så skulle området på et tidspunkt have en folkeafstemning, om hvor vidt landet ville blive ved med at høre til Tyskland, eller om det ville vælge Frankrig, da Frankrig allerede havde taget områder syd for Saarland. Det skete den 1. marts 1935, hvor 90,3 % stemte for at forblive tysk.
Efter 2. verdenskrig lå Saarland i den franske besættelseszone. I 1947 blev området selvstyrende med egen forfatning, men det var økonomisk knyttet til Frankrig. Efter en folkeafstemning i 1957 blev landet dog tilsluttet Forbundsrepublikken Tyskland som dennes 11. delstat.
Versailles.
Inngangspartiet til slottet i Versailles udenfor Paris.
Versailles er en by med et storslået slot Château de Versailles ca. 25 kilometer uden for Paris, bygget af Ludvig 14. (Solkongen). Til navnet knytter sig en række historiske begivenheder, først og fremmest udråbelsen af det tyske kejserrige i 1871 efter at Frankrig tabte den fransk-tyske krig, samt Versaillestraktaten efter Første Verdenskrig.
Under Ludvig 14. fremstod den til slottet hørende have som meget stor og pompøs, helt i tråd med barokkens forestilling om at kontrollere naturen.
Versailles (og haven) er symbol og manifestation på enevældens centraliserede magt. Havegangene ved Versailles peger alle mod enevoldskongens soveværelse.
Sprit.
Sprit kan betegne flere forskellige væsker, således
Husholdningssprit.
Husholdningssprit er ethanol der er denatureret så det ikke er til at indtage, da opløsningen derved kan sælges uden alkoholafgifter. Det er forskelligt hvilke stoffer der benyttes som denatureringsmidler, men typisk er de giftige (som f.eks. methanol) eller har ubehagelige smage eller lugte.
Før i tiden kunne det lade sig gøre at destillere denatureringsmidlet fra ethanolen i husholdningsspritten hvilket derved underminerede afgiftssystemet, men i dag bruges denatureringsmidler hvis kogepunkter ligger så tæt op ad ethanols at prisen for at fraskille dem ville være højere end afgiften på rent ethanol.
Koncentrationen af det denaturerede ethanol i husholdningssprit ligger typisk på 93-96 pct.
Almindelig Guldstjerne.
Almindelig Guldstjerne ("Gagea lutea") er en lille løgvækst med græslignende blade og en endestillet skærm, der består af 3-7 regelmæssige, gule blomster.
Løget er ganske lille og ligger forholdsvist overfladisk i jorden.
0,20 x 0,02 m (20 x 2 cm/år).
Planten hører hjemme i løvskove på fugtig, næringsrig og humusrig bund. Her findes den sammen med bl.a. Hvid Anemone, Skovmærke, Almindelig Bingelurt, Skov-Fladbælg, Almindelig Mangeløv og Mose-Bunke.
Almindelig Mælkebøtte.
Almindelig Mælkebøtte ("Taraxacum officinale") kaldes også Løvetand eller Fandens Mælkebøtte, og det botaniske navn ses af og til som "Taraxacum vulgare". Den er en to- eller flerårig urt, som danner en grundstillet roset af blade det første år. Bladene er elliptiske med dybe, høvlformede lapper og hel rand. Oversiden er friskgrøn, mens undersiden er mat lysegrøn. Blomstringen sker normalt i april-maj, men græssede eller klippede planter kan blomstre helt frem til september. De gule, tungeformede blomster er samlet i en endestillet kurv, der sidder på en opret, hul stængel. Frugterne er en nød med paraplyformet fnok.
Rodnettet består af en kort, lodret rodstok, en kraftig og dybtgående pælerod med tynde siderødder. Alle dele af planten rummer en hvid, mælkeagtig, latexholdig saft. Den kraftige, næringsrige rod og de mange flyvende frø gør arten til et ofte set ukrudt.
0,35 x 0,30 m (35 x 30 cm/år).
Planten er hjemmehørende i Europa og Asien, men den er udbredt og naturaliseret i alle klodens tempererede egne. Den optræder på udyrkede arealer, på græssede marker, i haver og langs vejkanter - altså overalt hvor der er en kort vegetation, som tillader planten at spire i lys.
"Taraxacum officinale". Mælkebøtte er en samleart for ca. 400 apomiktiske underarter.
Roden kan anvendes som kaffesurrogat. Bladene kan anvendes som foder til mindre husdyr, og også i salat, hvis bladene er unge, eller hvis de bleges som julesalat. Mælkebøtte er rig på A-vitamin og også en god kilde på C-vitamin. Mælkebøttens saft kan smøres på efter eller før berøring af brændenælder, og fungerer som et let smertestillende.
Almindelig Røllike.
Almindelig Røllike ("Achillea millefolium") er en staude med en stiv, opret vækstform. Stænglen er sej og lidt håret. Bladene er lancetformede og 2-3 gange fjersnitdelte ("millefolium" betyder tusindbladet og hentyder til de karakteristiske blade på planten). Blomstringen sker juli - september. Blomsterne sidder i en tæt halvskærm, hvor småkurvene er 3-4 mm brede med 4-5 hvide eller sjældnere: lyserøde randblomster. Planten producerer mængder af spiredygtige frø hvert år.
Rodenettet består af krybende jordstængler og talrige trævlerødder. Planten indeholder stoffer, som virker sveddrivende, blodtryksænkende, betændelseshæmmende, febernedsættende, og stimulerende på fordøjelsen. Herudover virker indholdet beroligende og vanddrivende.
0,30 × 0,50 m (30 × 15 cm/år).
Planten findes på tør eller fugtig næringsrig sand- eller humusbund, dvs. næsten overalt: på enge, græsplæner, vejkanter, overdrev, strandenge osv.
Almindelig røllike er en gammel lægeplante, der indeholder mange aktive stoffer f.eks. æterisk olie bestående af bl.a. kamfer, cineol og chamazulen. Herudover indeholder planten achillein, garvestoffer, isovaleriansyre, salicylsyre, asparagin, flavonoider og harpiks. Røllike er på grund af de nævnte virkninger blevet brugt ved febertilstande og infektion, f.eks. ved forkølelse og influenza.
Planten er ikke giftig, men ved indtagelse af meget store doser giver den hovedpine og svimmelhed. Nogle mennesker reagerer allergisk overfor røllike, og gravide skal undgå at indtage planten.
Kommunalreformen (1970).
Den 1. april 1970 blev den største kommunalreform i danmarkshistorien gennemført.
Før 1970 var der mere end 1.300 købstads- og sognekommuner. Sognekommunerne var fordelt på 24 amter. Sådan havde det i det store hele været siden begyndelsen af 1800-tallet. Amterne førte kontrol med sognekommunerne, men ikke med købstæderne, der var under tilsyn af Indenrigsministeriet. Det var først omkring 1960, at amtsrådene blev valgt demokratisk.
Ved en række kommunesammenlægninger blev antallet af kommuner fra reformarbejdets påbegyndelse i 1958 skåret ned fra 1386 og udgjorde i alt 1098, da de blev sammenlagt til 277 1. april 1970, og antallet blev endelig nedbragt til 275 den 1. april 1974, hvor der i Københavns Amt skete en sammenlægning af de sidste to (2) kommuner. Finansåret gik som følge af en forordning fra 1849 fra 1. april til 31. marts. Derfor træder mange reformer og love fra den periode i kraft fra 1. april. Fra 1. januar 1979 er finansåret sammenfaldende med kalenderåret. Antallet af amter blev reduceret fra 25 til 14, ligesom kommunalreformen fjernede de sidste rester af købstædernes særstilling. Således blev det nu kun Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, der ikke indgik i et amt. De gamle amter levede imidlertid i al stilhed videre i form af statsamterne, hvor statsamtet for Københavns Amt også betjente Frederiksberg kommune, og statsamtet for Københavns kommune hed Københavns Overpræsidium (med en Overpræsident som øverste chef). Der var altså 14 statsamter og derudover et Overpræsidium, 15 myndigheder i alt. Fra 2007 er de erstattet af fem (5) Statsforvaltninger - en i hver region.
Langt de fleste kommuner blev større ved reformen, så de blev i stand til at påtage sig og løse langt flere og større opgaver.
Reformen var meget omdiskuteret og stødte på stor modstand især fra de små landkommuner, der frygtede at miste indflydelse i de større kommuner centreret om byerne. Kritikken forstummede dog hurtigt efter reformens ikrafttrædelse.
Allerede i 1958 begyndte indenrigsminister Søren Olesen at forberede reformen. Den nye struktur faldt først helt på plads ved de sidste kommunesammenlægninger i Københavns Amt den 1. april 1974. Her blev Store Magleby Sogn og Dragør Sogn, der begge havde fungeret som kommuner, sammenlagt til Dragør Kommune, og Sengeløse Kommune blev sammenlagt med Høje-Taastrup Kommune. De afgørende ændringer skete i 1970, deraf navnet på reformen.
Kommunalreformens kommunestruktur forblev næsten uændret indtil Strukturreformen med virkning fra 1. januar 2007 afskaffede amterne, oprettede regionerne og reducerede antallet af kommuner til 98.
Sognekommune.
En sognekommune var før kommunalreformen i 1970 en kommune, der ikke var en købstad, og blev styret af et sogneråd ledet af sognerådsformanden. Nogle sognekommuner var dog allerede før 1970 gået over til at kalde kommunens ledelse en kommunalbestyrelse.
Administrativt var sognekommunen underlagt en amtskommune (amtsrådskreds), hvoraf der frem til kommunalreformen i 1970 fandtes 25.
Historie.
Baggrunden for sognekommunerne var Reglement for Fattigvæsenet på Landet af 5. juli 1803, hvori bestemtes, at de værdigt trængendes forsørgelse skulle ske efter en inddeling i sognedistrikter, idet sogne forenede under samme præstekald skulle udgøre et distrikt. Hvert distrikt skulle have sin egen fattigbestyrelse, kaldet sognekommission, og sin egen fattigkasse, hvis midler skulle skaffes ved ligning på stedets beboere. I 1814 oprettedes i henhold til kongelig anordning af 29. April 1813 yderligere skolekommissioner med ansvar for den da indførte og for første gang landsomfattende almue- eller folkeskole, der forvaltedes på lignende måde.
Ordningen bestod indtil, at der ved anordning af 13. august 1841 indrettedes en almindelig ordning af et landkommunalvæsen. Derved forsvandt fattig- og skolekommissionerne, og ansvaret for disse opgaver overgik til de nye sognekommuners sogneforstanderskab. En yderligere udvikling skete ved "landkommunallov af 6. juli 1867", hvorved styrelsens navn ændredes til sogneråd.
Begge veje blev taget i brug. Vanskeligheden ved den første fremgangsmåde (fastlagt ved Lov af 17. maj 1873 og i kraft til 1920, hvorefter den afløstes af "Loven om Indlemmelse i Købstæder af Arealer af Sognekommuner af 28. Juni 1920") var, at der hver gang skulle en lov til, lige som tidens bestemmelser om samtykke fra de berørte kommunale myndigheder vanskeliggjorde fremgangsmådens anvendelse. I stedet greb man mere og mere til den anden fremgangsmåde, og skridt for skridt indførtes i ulige dele af lovgivningen hjemmel til at lade bestemmelserne gælde også i sognekommuner.
Ved "lov nr. 21 af 4. februar 1871 om politiet uden for København" blev der blandt andet for forstæder i sognekommunerne givet en mulighed for anvendelse af købstadsreglerne på sådanne forstæder, der stødte umiddelbart op til købstadsbebyggelser, og i § 5 i samme lov åbnet mulighed for administrativt at gøre lovens bestemmelser gældende også for "landjurisdictioner eller dele af samme".
I "lov nr. 28 af 21. marts 1873 om brandvæsenets ordning i købstæderne uden for København" blev der i § 38 åbnet mulighed for at udvide bestemmelserne til "handels-, lade- og lossepladser med de forandringer, som det pågældende steds særegne kommunale og stedlige forhold gør nødvendigt".
Ved "lov af 11. februar 1876 angående tilvejebringelse af bygningsreglementer for landdistrikter" blev justitsministeren givet en bemyndigelse til helt eller delvist at udvide bestemmelserne i bygningslov for købstæderne eller i den særlige "bygningslov for Frederiksberg af 12. januar 1858" til at omfatte landdistrikter eller dele af samme. Dette førte snart til udarbejdelse af særlige bygningsreglementer omfattende tættere bebyggede områder rundt om i sognekommunerne.
I 1925 blev det gjort frivilligt og fra 1938 lovpligtigt for sognekommuner med byer med mere end 1000 indbyggere at udarbejde en byplan (kommuneplan). Bestemmelsen i byplanloven fra 1938 berørte ved lovens vedtagelse i alt omkring 230 sognekommuner.
I 1933 gennemførtes to nye love om den kommunale styrelse, "lov nr. 87 af 25. marts 1933 om købstadskommunernes styrelse" og "lov nr. 88 af 25. marts 1933 om landkommunernes styrelse". Købstadskommunallovens § 34 stk. 2 bestemte for Frederiksberg kommune, at den skulle anses for en købstad og forvaltes efter bestemmelserne i loven, dog under hensyn til visse særlige bestemmelser fastlagt i en særlig vedtægt vedtaget af Frederiksberg kommunalbestyrelse og stadfæstet af indenrigsministeren. Tilsvarende blev det i lovens § 34 stk. 3 bestemt, at lignende bestemmelser kunne gøres gældende for Gentofte kommune (ved regler fastlagt af indenrigsministeren og efter indhentet erklæring fra Københavns amtsråd) i det omfang, at dette måtte anses foreneligt med kommunens tilhørsforhold til Københavns amtsrådskreds med de tilpasninger, der efter forholdene måtte anses for hensigtsmæssige. Vedtægten, der fastlagde disse, blev stadfæstet i 1934, hvorefter Gentofte kommune i styrelsesmæssig henseende fik en købstadslignende stilling. Tilsvarende regler blev ved "lov nr. 181 af 20. maj 1952 om ændringer i de københavnske omegnskommuners styrelse m.v." udvidet til også at omfatte en række københavnske omegnskommuner, nemlig Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyvester-Brøndbyøster, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstedøster-Herstedvester, Hvidovre, Høje Tåstrup, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse kommuner.
Tiger.
Tigeren er en truet dyreart. Der lever under 10.000 vilde tigre i Asien, hovedsageligt i Indien, Kina, Indonesien og Sibirien
Hovedparten af tigrene lever i skove, (hvor deres camouflage kommer dem til nytte) samt i græsområder.
Jagt.
Tigeren jager hovedsageligt store byttedyr som f.eks. bøfler, hjorte, vildsvin og andre rovdyr. Jagten foregår sædvanligvis om natten eller i skumringen, hvor tigeren kan vandre op til 20 km i jagten på føde. Kun ca. 10% af jagtforsøgene lykkes, bl.a. fordi den kun kan løbe hurtigt over korte strækninger. Derfor fylder tigeren sig med føde, når den endelig nedlægger et bytte. Jo bedre tigeren er til at snige sig ind på sit bytte, jo større er dens chancer for en succesfuld jagt.
Tigre, som overfalder og eventuelt dræber mennesker, er en sjældenhed, da tigre normalt er menneskesky
Unger.
Tigerunger kan blive født hele året rundt, og kuldet består normalt af to til seks unger. De fødes med pels, men med lukkede øjne. Øjnene åbner sig først efter ca. 10 dage. Det er kun hunnen, som passer ungerne, og de dier i ca. 8 uger. I ugerne inden og derefter begynder hunnen at tage byttedyr fra jagten med hjem til ungerne. Ungerne begynder først at jage, når de er omkring 18 måneder gamle, og efter 2-3 år overlader hunnen dem til sig selv.
Ungerne er meget legesyge ligesom huskattens killinger. Legen er med til at styrke ungernes muskler og give dem træning i jagt og forsvar, før det bliver alvor.
Tigerunger kan blive dræbt af andre hantigre, hvis deres fars territorium bliver overtaget. I sådanne tilfælde vil hunnen hurtigt parre sig igen.
Yngleterritorium.
Hantigeren har et stort yngleterritorium, hvori der findes flere hunner. Han brøler højt for at advare andre hanner om, hvor han er. Et kraftigt brøl med en dyb tone fortæller om en stor og stærk han og advarer om, at det vil være klogt at holde sig væk. Territoriet afmærkes med duftmærker fra urin og afføring samt med kradsemærker på træstammer. Hvad der træder ind på en tigers territorium, vil blive dræbt, hvis det bliver opdaget, inklusive mennesker, men det er en sjældenhed.
Vand.
I modsætning til andre kattedyr er tigre vilde med vand. De er gode svømmere og kan krydse floder og svømme fra én ø til en anden på jagt efter bytte. Tigeren tager bad for at køle ned på varme dage og for at rense pelsen for bl.a. parasitter. Af andre kattedyr kan også jaguaren lide vand.
Lunge.
CT scanning af lungerne hos et menneske.
Lungerne (latin "pulmones") er de organer, hvor vejrtrækningen (åndedrættet, respirationen) foregår, det vil sige udvekslingen af oxygen (ilt) fra luften og kuldioxid fra blodet.
Lungerne er placeret i brysthulen ("thorax") og er forbundet til denne via lungehinden ("pleura").
Lungernes overflade er meget større end hudens og er fraktallignende.
Det samlede areal er ca 70 til 100 kvadratmeter.
Den højre lunge er lidt større end den venstre, da hjertet ligger til venstre.
Lungerne består af ca. 300 millioner alveoler, små blærer.
I lungerne sker en betydelig metabolisme af forskellige stoffer.
Kvælstoffet som bliver optaget gennem lungealveolen kan kun blive udskilt gennem Lungehinden som sidder øverst på lungetuben.
Vejrtrækning.
Muskelsammentrækninger i mellemgulvet ved ind og udåndinger
Vejrtrækning hos mennesket foregår ved muskelsammentrækninger, hvor den vigtigste muskel er mellemgulvet (diafragma), der ved indånding (inspiration) bliver trykket ned i bugen. Derudover bruger vi muskler, der er placeret ved ribbenene. Her er der to grupper, de nedad- og fremadgående, der ved sammentrækning udvider brystkassen og medfører indånding, og de nedad- og bagudgående, der ved sammentrækning af brystkassen medfører udånding (ekspiration). Luften indåndes gennem mund og næsehule og går ned gennem luftrøret, der deler sig i to hovedbronkier, som fører mod hver sin lunge. Hovedbronkier forgrener sig i mindre bronkier. I bronkievæggene findes der bruskringe, hvis funktion er at at holde luftvejene åbne. Når bronkierne ikke længere har bruskringe, kaldes de bronkioler. Disse bronkioler munder ud i alveoler (små luftfyldte hulrum). Henover alveolen ligger et net af kapillærer (små tynde blodårer), der bringer blodet i tæt kontakt med den indåndede luft. Ved diffusion sker der en udveksling mellem ilt (O2) fra luften og kuldioxid (CO2) fra blodet. Denne diffusionsproces kan lade sig gøre da væggene i alveolerne er tynde og gasserne derved let kan passere.
I hvile vil en voksen person trække ca. 500 ml luft ind pr. indånding, eller ca. 6 liter i minuttet. Under sport kan dette volumen komme op på ca. 70 liter/minut for utrænede og op til 120 liter/minut for topatleter.
Lungesygdomme.
Lungerne opfanger og - i heldigste fald - reducerer blodpropper fra højre side af blodkredsløbet.
Lungerne er udgangspunkt for lungekræft (lungecancer), for eksempel adenocarcinomer, samt opsamlingspunkt for metastaser fra tumorer med hæmatogen spredning.
Tidligere var tuberkulose (svindsot) en udbredt og frygtet lungesygdom.
I dag er kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), herunder "asthma bronchiale," en hyppig lungesygdom, som især skyldes rygning.
Stigningen af lungerelaterede sygdomme er også forbundet med forurening, såsom Dioxid fra organisk forbrænding, PM, CO2,SO2 og CH4 og NOx fra forbindes med dieselforbrænding. Derfor den høje stigning af lungerelaterede sygdomme, såsom kræft, kronisk hoste, bronkitis og astma i byerne.
Amurtiger.
Amurtigeren ("Panthera tigris altaica"), navnet afspejler, at dens leveområde i dag stort set er begrænset til Amurregionen af Rusland samt nogle få individer i Kina og Nordkorea. Tidligere blev den kaldt den sibiriske tiger og dens leveområde dækkede det nordlige Kina, hele Koreahalvøen og store områder i det østlige Sibirien. Amurtigeren blev udryddet i Sydkorea i 1922 og er i dag truet på grund af krybskytteri og tab af habitatområde.
Amurtigeren er den største af de ni underarter af tigre, hvoraf de tre regnes for udryddet i dag. Hannen kan veje op til 300 kilogram og den kan være mere end 2,5 meter lang.
Der menes ikke at være mere end 400 individer tilbage i naturen i dag. Det er den type tiger man kan se i Aalborg og København Zoo.
Nytestamentlige apokryfer.
De nytestamentlige apokryfer er - direkte oversat - skrifter af tvivlsom oprindelse.
Udtrykket bruges normalt om skrifter, der er samtidige med Bibelens skrifter, men ikke indeholdt i denne af forskellige årsager.
De nytestamentlige apokryfer er kristne (ofte gnostiske) skrifter, som ikke anerkendes som en del af det nye testamente, men som i en del ting ligner de nytestamentlige skrifter og hvoraf visse faktisk i oldkirken blev regnet for kanoniske.
De store kristne trosretninger er i det store og hele enige om, hvilke skrifter, der indeholdes i Det Nye Testamente.
Røllike.
Slægten Røllike ("Achillea") består af ca. 45 staudeagtige arter, som er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Det er planter med spredte blade og kvastlignende blomsterstande. Randblomsterne er ofte hvide og korte. Her nævnes kun de arter, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Har også evnen til at fjerne betændelse, samt gammeldags brug til bagning.
Gesta Danorum.
Forsiden på Christiern Pedersens "Danorum Regum heroumque Historia" udgivet i Paris i 1514.
Saxos "Gesta Danorum", på nudansk Danernes bedrifter, også kendt som Saxos Danmarkshistorie, Saxos Danmarks Krønike, Danmarks Riges Krønike eller Saxos Krønike.
Værket beskriver i 16 bøger på latin tiden, der strækker sig fra Sagnkongen Dan til Knud den Sjette og afsluttes med vendernes undertvingelse 1185.
De første ni bøger omhandler sagntiden og beretter om ca. 60 oldtidskonger; disse bøger er formentlig hovedsagelig baseret på skriftlige kilder, blandt andet må Saxo have haft en latinsk udgave af Skjoldungsagaen, en udgave af en angelsaksiske krønike. I slutningen af 8. bog må han støtte sig til skriftlige kilder som Adam af Bremen, Roskildekrøniken samt Svend Aggesens danmarkshistorie. 10.-13. bog omhandler tiden fra Harald Blåtand op til midten af 12. årh., hvorefter den lange 14. og den korte 15. bog beskriver borgerkrigenes tid og Valdemar den Stores regeringsperiode.
Værket er affattet på et lærd, ordrigt og meget velskrevet latin. Som sprogkilde og forbillede har Saxo haft de romerske forfattere Quintus Curtius, Valerius Maximus samt Justinus og Martianus Capella, og han har kendt Vergil, Horats og Ovid. Af middelalderhistorikere har Saxo kendt Beda, Paulus Diaconus, Johannes af Salisbury og Dudo; men hans Gesta Danorum minder først og fremmest om Geoffrey of Monmouths Britanniens historie. Spørgsmålet om Saxos kilder har i øvrigt været genstand for megen diskussion. Der er bevaret et eksemplar af et kompendium af det vestromerske riges historie, som vi ved, at Saxo havde lånt af domkirken, men skulle aflevere tilbage til Sorø Kloster.
Den historiske værdi af værkets ældre dele står og falder med værdien af de kilder, som han har baseret sin skildring på, og vi bør være opmærksom på, at han gør historiske personer fra disse skrifter identiske, selvom tidsforskellen udelukker, at de kan have haft noget med hinanden at gøre. Forklaringen er, at datidens historie forskning ikke var særligt udviklet, og forfatterne den gang fulgte andre idealer for historieskrivning. Historien skulle være moralsk opbyggende, og ideen om en neutral saglig historie skrivning lå mange hundrede år ude i fremtiden.
Et eksempel på utroværdige oplysninger: Dronning Thyras far angives til at være kong Hathelradus af England, Aethelred af East Anglia 876 - 879. Hun kan da vanskeligt havde været mor til Harald Blåtand.
Modsat den historiske er værkets litterære værdi og dets billede af huskarlenes eller hirdmændenes tankegang og af stormænds moral og idealer omkring 1200 uomtvistet og af umådelig værdi. Værkets tendens er pædagogisk: fortidens idealer stilles i kontrast til samtidens "blødsødenhed". Saxo argumenterer for brugen tvekamp frem for eder som bevis, idet eder kan være falske, medens tvekamp aldrig kan skade den udødelige sjæl, men kun det jordiske legeme. Han fremhæver på alle områder værdien af nordisk kultur og folkelige opfattelser, hvis værdi han forsvarer fx ved retorisk at spørge om, hvem der monstro skulle have bygget de jættestuer og dyssekamre, som det danske landskab er så rigt på, om ikke netop de kæmper, som den folkloristiske overlevering beretter om. En række af vore nationale digtere har hentet stof i det oldhistoriske afsnits myter og sagn, som navnlig fik betydning for romantikken, og Grundtvig udsendte sin egen originale gendigtning. Kun få fremstillinger af den danske historie har ment at kunne ignorere sagnkonger som Uffe hin Spage, Rolf Krake og Regner Lodbrog, der hovedsagelig kendes fra Saxos værk.
Overleveringen af Saxos tekst.
Nutidens kendskab til værket skyldes Christiern Pedersens udgave (Paris 1514), hvori tilnavnet Grammaticus, dvs. den sprogkyndige, "stilisten" eller bare tilnavnet "Skriver", vandt hævd. Det manuskript, som var grundlag for Christiern Pedersens udgave, er tabt, og den er derfor den primære kilde til værket.
Af det sandsynlige originalmanuskript er fire blade bevaret, nemlig det berømte Angersfragment, nu på Det Kongelige Bibliotek; endvidere eksisterer 3–4 andre middelalderlige håndskriftblade. Selv om disse fragmenter tilsammen kun dækker en lille del af Saxos værk, er de af stor betydning. Ved sammenligning med Chr. Pedersens udgave kan vi nemlig vurdere denne udgaves trofasthed over for dens (tabte) forlæg.
Udgaven blev fordansket af Anders Sørensen Vedel 1575. Foruden Grundtvigs version, optrykt 1863 og 1885ff., skal fremhæves Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgaver (1931–1957, latin) og 2000, Peter Zeebergs oversættelse. I 1985 udkom krøniken i en nudansk genfortælling af Mogens Boisen.
Politisk formål.
Alle historiske værker skal ses ud fra en aktuel politisk situation: Danmark havde været igennem en lang ødelæggende borgerkrig. Derfor var Danmarks status og troværdighed i udlandet på et nulpunkt.
Kirken ville nu betale for at få et sådant værk. Den ville understrege Danmarks selvstændighed og dermed underbygge den danske kirkes uafhængighed af det staufiske kejserdømme og dets modpaver som fx Octavian. Det var en klar reaktion mod forholdene under borgerkrigen, som den tysk-romerske kejser havde grebet ind i ved skiftevis at støtte forskellige kongsemner. Det havde medført, at Danmark opsplittedes i to, og i 1157 endog i tre dele, og at den danske kirke blev en lydkirke under den tyske kejsers pave, der var i opposition til paven i Rom.
Værket kan opfattes som en modsætning til Adam af Bremens krønike, som forsvarede ærkesædet Hamburg-Bremen status som ærkesæde for Danmark.
1182.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne 1170'erne - 1180'erne - 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne 1230'erne
Årstal: 1177 1178 1179 1180 1181 - 1182 - 1183 1184 1185 1186 1187
Eksterne henvisninger.
82
Bynke.
Slægten Bynke ("Artemisia") er udbredt i Europa, Nordafrika, Asien og Nordamerika. Det er stauder, som har fjersnitdelte, duftende blade. Kurvene er samlet i halvskærme. Her nævnes kun arter, som er vildtvoksende eller dyrket i Danmark.
Kattefod.
Kattefod ("Antennaria") er en slægt med ca. 45 arter, der er udbredt cirkumpolart, dvs. i Sibirien, Alaska, Nordcanada, USA, Mexico, Sydamerika og Nordeuropa med hovedvægten i Nordamerika. Desuden er nogle arter udbredt i de alpine dele af de højeste bjergkæder. Det er flerårige urter eller halvbuske med en lav, opstigende vækst. Nogle af arterne danner aflæggere, mens andre har underjordiske stængler. Bladene sidder spredt, og de er hele med hel rand. Oversiden er mere eller mindre behåret, mens undersiden altid er tæt hårklædt. Blomsterne er samlet i små kurve, der danner aks, halvskærme eller klaser. Hver af standene rummer kun blomster af ét køn, og mange arter er tvebo. Apomixis forekommer ofte i denne slægt, og det kan gøre artsbestemmelse vanskelig.
Gåseurt.
Gåseurt ("Anthemis") er en slægt med ca. 16 arter, som er udbredt Europa og Vestasien. Det er enårige eller stauder med spredte, fint behårede og dobbelt fjersnitdelte blade med småblade, der oftest er linjeformede til lancetformede. Blomsterne er samlet i endestillede kurve. Kurvesvøbet er halvkugleformet eller kegleformet. De enkelte blomster er enten rørformede, gule skivekroner eller tungeformede, gule eller hvide randkroner. De randkronerne er hanlige, mens de skivekronerne er tvekønnede. Frugterne er cylindriske eller let kegleformede med 10-20 langsgående ribber. Hvis de har fnok, er den meget kort. Her beskrives i øvrigt kun arter, som ofte ses i Danmark.
Burre.
Burre ("Arctium") er en slægt med 4-6 arter, der er udbredt i Europa og Asien. Det er kraftige, 1-2- eller flerårige planter, som har oprette, ofte forgrenede stængler. De stilkede blade har hel eller tandet rand, og de er oftest behårede. De næsten kuglerunde blomsterstande består af forholdsvis få rørformede blomster med rosa til violette kronblade. De tilbagekrummede kurvblade tjener som hager, der hæfter de modne frøstande i dyrs pels.
De grønne, overjordiske dele af planten kan udløse eksemlignende hudskader, på grund af den fototoksiske virkning af de laktoner, der findes i saften.
Guldblomme.
Guldblomme ("Arnica") er en planteslægt, der er udbredt i Europa, Østasien og Nordamerika. Det er stauder med helrandede, modsatte blade. Jordstænglen er kraftig. Her nævnes kun de arter, som dyrkes eller er vildtvoksende i Danmark.
Asters (Aster).
Slægten Asters ("Aster") har mange arter, som er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Her nævnes blot nogle af de mest kendte, dels vildtvoksende og dels dyrkede arter.
Man bør være opmærksom på, at denne slægt er blevet opdelt i tre: dels den nuværende (Aster) og dels slægterne "Eurybia" og "Symphyotrichum"
Brøndsel.
Slægten Brøndsel ("Bidens") er udbredt i Europa og i Nord- og Sydamerika. Det er urter og buske med modsatte blade og små kurve, der har bladagtige støtteblade. Frugterne er udstyret med modhager.
Fredløshed.
Fredløshed var i vikingetiden og middelalderen en straf, der blev brugt ved meget grove forbrydelser.
Der var også straf for at huse en fredløs.
Af fredløse i Danmark er de mest kendt er nok de, der blev dømt som Erik 5. Klippings formodede drabsmænd.
Evighedsblomst.
Gul Evighedsblomst ("Helichrysum arenarium") henføres til slægten Evighedsblomst (Helichrysum).
Alant.
Alant ("Inula") er en slægt med ca. 14 arter, som er udbredt i Nordafrika, Europa, Lilleasien, Kaukasus, Centralasien og Østasien. Det er stauder med meget forskellig højde og bladform. Fælles er, at kurvesvøbet består af taglagte blade, at skiven er flad, og at frøenes fnok er håragtig. Her beskrives kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Hestehov.
Hestehov ("Petasites") er udbredt i Europa, Mellemøsten og Asien. Det er tvebo stauder med kraftig rodstok. Stænglen bærer skælformede blade. Frugten har fnok. De grundstillede blade kommer først frem efter blomstringen. Her nævnes de arter, som dyrkes eller er naturaliseret i Danmark.
Brandbæger.
Brandbæger ("Senecio") er en plante-slægt i Kurvblomst-familien (Asteraceae). Her omtales følgende arter, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Gyldenris.
Gyldenris ("Solidago") er udbredt i Europa og Nordamerika med langt de fleste arter i det sidsnævnte område. Arterne har følgende fællestræk: Bladene er spredtsiddende, blomsterkurvene er små med højst 10 tungeformede randblomster. Frugterne har fnok. Her nævnes kun de arter og hybrider, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Rejnfan-slægten.
Rejnfan-slægten ("Tanacetum") er en slægt, der er udbredt i de tempererede eller subtropiske dele af Nordafrika, Europa, Asien og Nordamerika med ca. 70 arter. Det er i reglen flerårige urter, men enårige urter og halvbuske forekommer også. Det er aromatisk lugtende planter, der danner jordstængler. Bladene sidder spredt og er oftest fjersnitdelte. Blomsterne sidder oftest samlet i kurve, som atter danner halvskærme. Skærmene indeholder op til 21 tungeblomster og 60-300 rørblomster. Tungeblomsterne er gule eller hvide, mens rørblomsterne er gule. Frugterne er ribbede nødder med fnok.
Her beskrives kun de mest almindeligt dyrkede eller vildtvoksende arter.
Bladhovedtidsel.
Bladhovedtidsel ("Cirsium") er en slægt af planter, som er udbredt i Europa, Nordafrika, Nordamerika og Asien. Her nævnes kun arter, som ses jævnligt i Danmark.
Denne slægt kan kendes på, at frøene hver bærer en fjerformet fnok.
Salat.
Salat ("Lactuca") er en slægt af urteagtige planter. De danner det første år en roset af blågrønne blade, som er elliptiske med dybt indskårne, tornet tandede lapper. Blomsterne sidder samlet i små kurve der dannes det andet år på særlige stængler. Blomsterne er gule eller blå og tungeformede. Frugterne har en håragtig fnok. Alle dele af planterne indeholder en hvid, mælkeagtig saft. I det følgende omtales kun de arter, som bliver dyrket i Danmark, eller som er vildtvoksende her.
Fnokurt.
Slægten har tidligere rummet arter fra andre dele af verden (f.eks. De Kanariske Øer og Madeira), men de er nu optaget i slægterne "Pericallis" og "Jacobaea".
Høgeurt.
Høgeurt ("Hieracium") er udbredt i Europa, Lilleasien og Grønland. Det er stauder med grundstillede, helrandede og tæt behårede blade. Stænglen bærer én eller nogle få kurve, der som regel er gule. Frugterne bærer en håragtig fnok. Her nævnes kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark.
Visse af arterne blev tidligere henregnet til slægten "Pilosella".
Bakkestjerne (Erigeron).
Bakkestjerne ("Erigeron") er en planteslægt med flere end 200 arter, som er udbredt på alle kontinenter (undtagen Antarktis), men med tyngdepunktet i Nordamerika. Arterne er en-årige, to-årige eller stauder, og de er buskede planter med oprette stængler og endestillede, hvide, lavendelblå eller lyserøde kurveblomster. Visse arter mangler dog randkroner. Frugterne er nødder med fnok. Her omtales kun de arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Tidsel.
Tidsel ("Carduus") er en slægt af planter, som er udbredt i Europa, Nordafrika og Asien. Her nævnes kun arter, som ses jævnligt i Danmark.
Denne slægt kan kendes på, at frøene hver bærer en hårformet fnok.
Hvid Hestehov.
Hvid Hestehov ("Petasites albus") er en plante.
Danehof.
Danehof var en rigsforsamling af "rigets bedste mænd". Det blev oprettet ved Erik 5. Klippings håndfæstning, der krævede, at han skulle holde "det parlament, der kaldes hof" hvert år.
Danehoffet beskæftigede sig med lovarbejde og var den højeste domstol.
Det fungerede til ind i 1400-tallet.
Fjeld-Hestehov.
Fjeld-Hestehov ("Petasites frigidus") er en blomst.
Filtet Hestehov.
Filtet Hestehov ("Petasites spurius") er en blomst.
Almindelig Haremad.
Almindelig Haremad ("Lapsana communis") er en plante.
Kristtorn-familien.
Kristtorn-familien ("Aquifoliaceae") er en lille familie med kun to slægter. De er stedsegrønne eller sjældnere: løvfældende træer eller buske (lianer). De indeholder tanniner og iridoider. Barken er tyk og harpiksholdig. Bladene er modsatte og toradede med hel rand.
Sachsen.
Sachsen er en tysk delstat nord for Bøhmen (den tjekkiske republik) og ellers grænsende til Polen, Bayern, Thüringen, Sachsen-Anhalt og Brandenburg. Den har et areal på 18.400 km² og 4,2 millioner indbyggere, hvilket gør den til Tysklands 10. største delstat målt efter areal, og den 6. største målt efter befolkningstal. Indtil 1918 var Sachsen et eget kongerige der tilhørte det tyske kejserrige. Staten Sachsen blev genoprettet i 1990 ved den tyske genforening. Hovedstaden er Dresden.
Ministerpræsident er Stanislaw Tillich (CDU), der efterfulgte sin partifælle Georg Milbradt i 2008.
Historie.
a> krones til hertug af Sachsen
Forhistorie.
Sachsen har nogen af de største af centraleuropæiske monumentale oldtidstempler som stammer fra det 5. årtusinde f.Kr. Vigtige arkæologiske fund ligger i Dresden og byen Aythra ved Leipzig.
Grundlæggelsen af den første saksiske stat.
Hertugdømmet Sachsen opstod omkring år 700 i dagens Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen. I det 10. århundrede var hertugerne af Sachsen samtidig romerske konger og kejsere (ottonerne eller det saksiske dynasti). På denne tid modtog en saksisk adelsslægt, Billungerne, omfattende len i Sachsen, og kejseren gav dem senere titlen hertug af Sachsen. Efter slægtens uddøelse på sværdsiden faldt hertugdømmet til Lothar af Supplinburg, som også blev kejser for en kort tid.
I 1137 kom Sachsen under det welfiske dynasti. Welferne nedstammede både fra Wulfhild Billung, datter af den sidste Billung-hertug, og fra Lothar af Supplinburgs datter. Hertugdømmet nåede sin storhedstid under hertug Henrik Løve, men efter hans død blev det i øgende grad svækket. Henrik Løve havde nægtet at deltage i sin lensherrers (Frederik Barbarossa) italienske krige. Kejseren hævnede sig og sendte sine tropper for at afsætte Henrik. I 1180 blev store dele af hertugdømmet vest for Weser afstået til fyrstbiskoppen af Köln, men nogen centrale områder mellem Weser og Elbe forblev under Welferne, og blev senere til hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg (det senere kongerige Hannover). De genværende østlige lande, sammen med titlen hertug af Sachsen, kom under det askaniske dynasti (som nedstammede fra Eilika Billung, Wulfhilds yngre søster) og blev delt i 1260 i de to små stater Sachsen-Lauenburg og Sachsen-Wittenberg. Sachsen-Lauenburg blev senere omdøbt til Lauenburg. Hertugen af Sachsen-Wittenberg blev anerkendt af kejseren i 1300-tallet som arving til titlen som hertug af sakserne.
Grundlæggelsen af den anden saksiske stat.
Sachsen-Wittenberg, som ligger i dagens Sachsen-Anhalt, kom under markgrevskabet Meissen og blev styret af huset Wettin fra 1423. En ny mægtig stat blev etableret, og omfattede store dele af dagens Sachsen, Thüringen og Sachsen-Anhalt. Selv om denne stats center lå langt sydøst for det tidligere Sachsen, blev den refereret til som Øvre Sachsen og senere simpelthen Sachsen. De tidligere saksiske territorier blev kaldt Nedersachsen.
I 1485 blev Sachsen delt da en yngre linje af Wettin-prinserne modtog landområder hovedsagelig i dagens Thüringen og grundlagde en række små stater. En af disse linjer af Wettin-familien kom senere i besiddelse af den britiske trone. Den genværende saksiske stat derimod styrkede sin magt betraktelig.
I 1517 indledede Martin Luther reformationen i Wittenberg, som da lå på sachsisk territorium. Mellem 1648 og 1650 var enkelte dele af Sachsen okkuperet af Sverige. Fra 1709 til 1710 boede den svenske kong Karl 12. i Altranstädt lige ved Leipzig.
I 1700-tallet kom hertugen af Sachsen for en tid i besiddelse af Polens krone, og Sachsen og Polen var dermed i personalunion. Fra denne tid var Sachsen kendt for sit fremragende kulturliv. Alligevel var Sachsen underlegen både Preussen og Østrig, som pressede hertugdømmet fra hver sin side.
Sachsen i det 19. og 20. århundrede.
Augustusbroen i Dresden omkring 1900
a> er verdens største protestantiske katedral.
Da det tysk-romerske rige blev opløst i 1806 blev Sachsen et kongerige, og kurfyrst Frederik August 3. blev kong Frederik August 1. Kongen gjorde den fejl at forblive loyal mod Napoleon for længe, og blev taget til fange og hans landområder beslaglagt af de allierede (Preussen, England, Rusland m.v.) i 1813. Meningen var at Preussen skulle annektere Sachsen, men på grund af modstand fra Østrig, Frankrig og Storbritannien blev Frederik August genindsat på tronen ved Wienerkongressen, men Sachsen måtte afstå den nordlige del af kongeriget til Preussen. Disse områder blev til den preussiske provins Sachsen (dagens Sachsen-Anhalt). Det genstående kongeriges grænser er hovedsagelig de samme som i dag.
I det 19. århundrede var Sachsen en af de regioner som oplevede en hurtig industrialisering. Sachsen havde en lang tradition indenfor arbejderbevægelsen, og det socialdemokratiske parti SPDs forgænger ADAV blev grundlagt i Leipzig. Under revolutionerne i 1848-49 var Sachsen et vigtig revolutionært center, og anarkister som Mikhail Bakunin og demokrater som Richard Wagner og Gottfried Semper deltog i maj-oprøret i Dresden i 1849.
Sachsen sluttede sig til det tyske kejserrige som blev dannet i 1871. I 1918 måtte Wettin-familien abdicere og Sachsen blev republik under navnet Fristaten Sachsen. Sachsen blev okkuperet af Sovjetunionens militære styrker ved den anden verdenskrigs slutning, og inkorporeret i den sovjetiske klientstat DDR. Sachsen som stat blev opløst af okkupanterne i 1952 og inddelt i tre distrikter. I 1989 begyndte den demokratiske revolution mod DDR-regimet i Leipzig med "Montagsdemonstrationen" (mandagsdemonstrationer). I 1990 blev fristaten Sachsen genoprettet. I tillæg til det tidligere territorium blev enkelte schlesiske områder omkring byen Görlitz som havde tilhørt Preussen indlemmet i Sachsen.
Største byer.
¹ Indlemmet fra Döbernitz 1. martz 2004
² Indlemmet fra Wyhratal 1. januar 2004
³ Indlemmet fra 1. januar 2003
Administrativ opdeling.
De vigtigste landskaber, floder og byer i Sachsen
Sachsen er opdelt i tre Regierungsbezirke: Dresden, Chemnitz og Leipzig. Disse bestod indtil 2008 af 22 landkreise og 7 kreisfrie byer. Dette ændredes dog med Kreisreform Sachsen 2008 der blev gennmført 1. august 2008, hvor de 22 Landkreise blev reduceret til ti og de syv kreisfrie byer blev reduceret til tre.
Vedbend-familien.
Vedbend-familien ("Araliaceae") er en lille familie med 43 slægter og 1450 arter, som mest er udbredt i troperne, dog med enkelte i de tempererede egne. De kan kendes på, at de oftest er træer eller buske (sjældnere stauder), som er ret korte i stammen. De har store og tydelige bladar, og hele planten lugter ofte ret kraftigt. Blomsterne er oftest 5-tallige, men arter med 4-tallige blomster kendes også. De er samlet i skærmagtige blomsterstande. Planterne er hyppigt tornede, og som regel sidder tornene ved bladfoden.
Her nævnes kun de slægter, der er vildtvoksende eller dyrket i Danmark.
Berberis-familien.
Berberis-familien ("Berberidaceae") er urteagtige planter eller buske, som kan kendes på deres gulfarvede ved (gerne i rødderne). De har ofte håndnervede og sammensatte, stilkede blade med tandet eller tornet rand. Blomsterne er oftest gule, og frugterne er røde eller blå bær. Familien rummer 5 slægter og 575 arter, som findes overalt på kloden (undtagen i Antarktis). Her nævnes alle fem slægter og én slægsthybrid.
Nælde-familien.
Nælde-familien ("Urticaceae") er meget variabel, men alle arter har stilkede blade. Blomsterne er samlet i forgrenede klaser. De enkelte blomster er 4-tallige og meget små. Alle har vindbestøvning. Her nævnes kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Sandeltræ-familien.
Sandeltræs-familien ("Santalaceae") består af arter, som er træagtige eller urteagtige snylteplanter. Bladene er modsatte og blomsterne er små. Her omtales kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes eller har økonomisk betydning her.
Slangerod-familien.
Slangerod-familien ("Aristolochiaceae") er udbredt med arter i alle verdensdele undtagen Antarktis. Det er buske, lianer eller flerårige, urteagtige planter med spredtstillede, hele blade. Blomsterne er oftest tvekønnede, med 3-talligt bloster og sammenvoksede kroner. Planterne indeholder den giftige aristolochiasyre, der er kræftfremkaldende og nyresvækkende.
Pileurt-familien.
Pileurt-familien ("Polygonaceae") er en stor familie, som er udbredt i alle de tempererede egne (i Amerika også i tropiske egne). Det er buske, lianer eller urter, som har spredte, helrandede blade. Blomsterne er samlet i toppe eller aks. Frugten er en trekantet nød.
Dresden.
Dresden er en tysk storby og er hovedstaden i delstaten Sachsen. Den ligger i Elbens floddal ca. midt mellem Berlin (160km) og Prag (120km).
Byen har en mangeårig historie som residens for Sachsens kurfyrster og konger, af dem mest markant "August den stærke" i hvis regeringstid (1694-1733) hovedstaden Dresden udviklede sig til en vigtig kulturby. De berømte bygningsværker Frauenkirche, Zwinger og Schloss Pillnitz blev i denne periode opført.
Byen med Elben i forgrunden var et yndet motiv for tidligere malere (blandt andet Bernardo Bellotto detto Canaleto og Johan Christian Clausen Dahl).
I slutningen af 2. verdenskrig blev flere bydele ødelagt under et kontroversielt bombardemant fra allierede styrkers side. Bl.a. Frauenkirche, byens vartegn, blev jævnet med jorden, men er ligesom flere andre bygningsværker siden blevet genopført i original stil. Dresden har fået tilnavnet Elbflorenz, Elbens Firenze, formentlig pga. den smukke bykerne og de sydlandske omgivelser med vindyrkning på Elbens skråninger.
Dresden har adskillige højere læreanstalter, har opera (Semperoper) og teatre og ligger også erhversmæssigt stærkt. Især "Silicon Saxony", en symbiose af chipproducenter og lignende mikroelektronikvirksomheder (størst: AMD), samt forskningsinstitutioner og universiteter er med til at gøre Dresden til et af Mellemeuropas vigtigste industricentre.
Forhistorie og grundlæggelse.
Landsbyen Drezdany, som senere skulle blive til Dresden, grundlagdes af et slavisk folk i det 6. århundrede. Arkæologiske fund tyder dog på, at området allerede i stenalderen har været beboet.
Ca. 400 år senere erobredes området af tyske hære under Kong Henrik I. Magtbasen var en borg i Meißen (opført 929) ca. 30km nede af Elben. Markgreven af Meißen opførte i det 12. århundrede ligeledes en borg i Drezdany for at beskytte et vigtigt vadested her.
Få år senere bliver vadestedet til en stenbro, Dresden får købstadsrettigheder (nævnes første gang i dokument fra 1206) og den første kirke med navnet "Zu Unsrer Lieben Frauen" (senere Frauenkirche) opføres.
Dresden får sin politisk betydning som residensby.
I 1485 blev Dresden residensby for Sachsens kurfyrste, da to brødre arvede og delte landbesiddelserne fra herskerne i Meißen ("Leipziger Teilung"). Det startede Dresdens opblomstring og i 1547 blev byen til hovedstad i Sachsen under Kurfürst Moritz, der anrettede moderne befæstningsanlæg og udviklede kulturelt, såvel arkitektonisk og kunstmæssigt.
Det nye kongerige kom til at indgå i Rhinforbundet, med Dresden som hovedstad 1806.
Dresden i Det tredje rige.
Friheden varede kun femten år, da den nationalsocialistiske regering 1933 forbød alle tyske delstater at have selvstyre.
Kultur.
Dresden er en kunst og kulturby med en høj international rang og er derfor med på UNESCO's Verdensarvsliste. Se også på tysk: Dresdner Elbtal. Byen har mange kostbare kunstsamlinger, berømte orkestre og mange kendte bygningsværker fra fortiden. Hvert år er der byen mange kultur begivenheder indenfor kunst, videnskab og teknik, som hvert år trækker gæster fra fra hele Tyskland og udlandet.
Musik.
Foruden "Sächsische Staatskapelle" har Dresden det ligeledes berømte orkester (tysk)Dresdner Philharmonie, der blev oprettet 1870
Sognefoged.
En sognefoged var før Kommunalreformen i 1970 en af amtmanden udpeget person som var autoriseret til at udøve en begrænset politimyndighed.
Fra 1873 til 1924 havde sognefogeden endvidere til opgave at føre tyendeprotokollen. Heri blev alle tjenestefolk registreret, når de flyttede til eller fra sognet. Samtidig påtegnede han den pågældendes skudsmålsbog. Før 1873 blev denne funktion varetaget af sognepræsten, der førte kirkebogens til- og afgangslister. Efter 1924 overgik funktionen til folkeregisteret.
De fleste sognefogedembeder er i dag forsvundet, men ordningen har fået lov at bestå på en række småøer, hvor det ordinære politi ikke kan komme frem hurtigt og gribe ind over for for eksempel husspektakler eller foretage bevissikring i forbindelse med færdselsuheld. Mange sognefogeder assisterer desuden politiet med udlændingekontrol. Sognefogederne har ingen særlig uddannelse, og de har ikke videre beføjelser til at efterforske og forhindre kriminalitet, end almindelige borgere har. Sognefogederne oppebærer en symbolsk løn på mellem 1.200 og 4.000 kr. om året. Der er i dag omkring 17 sognefogeder i Danmark.
Sognefogeden må ikke forveksles med sognerådsformanden.
Alpe-Nålebæger.
Alpe-Nålebæger ("Thesium alpinum") er en plante.
Hørbladet Nålebæger.
Hørbladet Nålebæger ("Thesium ebracteatum") er en plante.
Papegøje.
Inden for disse 13 familier findes mere end 350 forskellige arter.
Neuromedicin.
Neuromedicin (tidligere neurologi) er det medicinske speciale, som beskæftiger sig med lidelser i nervesystemet.
Neuroanatomi.
Neuroanatomi er den del af anatomien som beskæftiger sig med nervesystemets opbygning.
Nervesystemet.
Nervesystemet inddeles anatomisk i centralnervesystemet (CNS) og det perifere nervesystem (PNS). Fysiologisk inddeles nervesystemet i det autonome nervesystem (det selvstyrende nervesystem) og det somatiske nervesystem (det viljestyrede nervesystem).
Nervesystemets inddeling.
1) Det perifere nervesystem (PNS)
Reformationen.
Reformationsbevægelsen var den hændelse, hvor den protestantiske kirke blev dannet. Reformationen tog udgangspunkt i Wittenberg i Tyskland, hvor munken Martin Luther i 1517 rejste en voldsom kritik af den katolske kirkes afladspraksis med sine 95 teser, som han efter sigende slog op på Wittenberg Slotskirkes kirkedør. Allerede samme år udtrykte Poul Helgesen i Danmark stærk kritik over vellevned og tøjlesløs frækhed og lastefuldhed blandt kirkens folk.
Baggrund.
Reformationen angiver overgangen fra katolicisme til protestantisme i Nordeuropa.
Indtil 1400-tallet havde kirken haft monopol på næsten alt skriftsprog og litteratur i Vesteuropa. Dermed var kirken – og universiteterne – også de eneste med kendskab til og udlægning af Bibelen. I 1442 kom Johann Gutenberg med sin revolutionerende måde at trykke bøger på, og i 1455 begyndte han at trykke Bibelen. Indførelsen af bogtrykkerkunsten betød, at kirken og de lærde og rige ikke længere sad med monopol på at eje bøger, der indtil da havde været særdeles bekostelige. Bibelen blev oversat fra latin eller direkte fra grundsprogene hebraisk og græsk, og det var nu muligt for almindelige mennesker selv at studere Bibelen direkte, i stedet for gennem kirken.
I tiden op til Reformationen stod Paven og den katolske kirke med enorm magt og rigdom. Den katolske kirke havde forskellige dogmer om, at et menneske selv kunne bidrage til sin frelse gennem fromhed, gode gerninger, køb af afladsbreve og gaver til kirken. Den katolske kirke mente at hvis man viste sin godhed til kirken ved gaver eller køb af afladsbreve så kunne man igennem den katolske kirke købe sig til kortere tid i skærsilden. (Johann Tetzel er berømt eller berygtet for at have solgt afladsbreve under mottoet: "Når mønten i kisten klinge, din sjæl ud af skærsilden springe.")
Den 31. oktober 1517 startede reformationen for alvor. Martin Luther havde sat 95 teser op på slotskirkens dør i Wittenberg for at indbyde de lærde til en drøftelse om den katolske kirkes afladspraksis. Martin Luther mente ikke at man igennem kirken kunne blive frelst ved at købe et afladsbrev. Han afviste hele systemet med frelse af gode gerninger. Martin Luther mente ikke at man kunne blive frelst ved at betale den katolske kirke for at gå i forbindelse med Gud og dermed frelse den betalende. Den eneste måde man kunne blive frelst på var ved Guds nåde. Arbejdede man hårdt og gav arbejdet gode resultater, så var det et tegn på Guds nåde.
Teserne spredtes med stor hast over hele Tyskland og vakte stor opsigt. Dette var et stort slag for den katolske kirke, der havde fået store indtægter på afladshandlen.
Reformationen betød et brud i den vesterlandske kirke, da Martin Luther og hans efterfølgere blev ekskommunikeret fra den romersk-katolske kirke; dette brud er ikke helet siden. Reformationen var startskud til etableringen af både den lutherske og reformerte kirke samt døberbevægelsen. Luther selv havde frabedt sig, at hans efterfølgelige skulle kalde sig "lutherske".
Den radikale reformation.
Udtryket "Radikal reformation" eller "Reformationens venstrefløj" beskriver reformatoriske grupperinger som døbere (også: gendøbere eller anabaptister) og sværmere (også spiritualister) samt tilhængere af Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer. De havde ofte en udpræget antiklerikal indstilling og blev undertrykt af både evangeliske og katolske stænder.
Reformationen i Danmark.
I 1520 bekostede en velhavende Bennik fra gården "Benniksgård" i Rinkenæs rejsen for to munke fra Flensborg Kloster til Wittenberg, hvor de skulle lære Martin Luther og hans tanker at kende. Året efter begyndte den munk at prædike Luthers reformation i sin gamle kirke. Den anden startede 1525 en præsteskole i Haderslev. - Det vil sige at reformationen startede i Rinkenæs gamle Kirke otte år før det øvrige land.
Blandt tilhørerne på Københavns Universitet var Hans Tausen (johannitermunk, 1494 - 1561), der i Viborg blev hovedkraften i reformationen i Danmark: i 1525 satte han sig i besiddelse af Viborgs to klosterkirker og Domkirken, mens 12 "overflødige" kirker blev revet ned.
Malmø spillede også en vigtig rolle i den danske reformation. I 1524 oversatte borgmester Hans Mikkelsen og lunde-kannik Christiern Pedersen Det nye testamente til dansk, og præsten Claus Mortensen Tøndebinder udgav i 1528 den første danske salmebog, "Malmø-salmebogen".
I 1530 havde reformationen sejret i alle vigtige købstæder, dels fordi Frederik 1. (1523-1533) beskyttede den folkelige bevægelse, dels på grund af et opsparet had i befolkningen mod kirkens privilegier. Kirken havde dels skattefrihed, dels ret til selv at opkræve tiende dels en omfattende afladshandel m.m.
Christian 2. forbød den danske kirke at have kontakt med Rom. Dette forbud blev overholdt, som det ses i Vatikanets arkiver; brevstrømmen fra Danmark stopper.
Ved kongevalget af Christian 3. i 1534 gik statsmagten ind, og i 1536 blev det katolske bispegods overtaget af staten, og kongen overtog ansvaret for biskoppernes aflønning.
Biskopperne blev nu udnævnt af kongen og udgjorde den øverste myndighed i gejstlige anliggender i de syv stifter.
Da kirken blev en statskirke, fik stiftslensmændene (amtmændenes forgængere) det følgende år indflydelse på stifternes økonomi.
Langt de fleste munke og nonner fik lov at blive i deres klostre; gråbrødreklostrene var dog en undtagelse (se hertil), og præsterne fik lov at beholde deres kirker til de døde; først da den sidste munk eller nonne var død, blev klosteret lagt sammen med krongodset, og kirkesognene sammenlagt. Så til trods for den hårde linje, som Peder Palladius fulgte på Sjælland, blev reformationen en ublodig affære i Danmark.
Hans Tausen.
Hans Tausen som yngre. Billede fra Asmild Kirke ved Viborg. Har tidligere hængt i den nedrevne Gråbrødre Kirke
Hans Tausen (Født 1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn - død 1561 i Ribe) var en dansk gejstlig og reformator.
Liv.
Der vides stort set intet om Hans Tausens barndom og ungdom. Når det fortælles, at han var søn af en bonde eller en smed, og at han stak af hjemmefra, er der tale om legender, som ikke har basis i kilderne. Slægtsnavnet samt det forhold, at Hans Tausen blev munk i et rigt kloster tyder på, at familien har hørt til lavadelen.
Det menes, at han har gået på de lærde skoler i Odense og i Slagelse. På et tidspunkt blev han munk i Johanniterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, og derfra blev han i 1516 sendt til universitetet i Rostock for at studere. Her fik han 1517 baccalaureat-graden og 1519 magistergraden. I 1520 omtales han med titlen "Dominus", hvilket formentlig betyder, at han på det tidspunkt var blevet præsteviet.
Hans Tausen som biskop i Ribe
Bjørn Nørgaards Hans Tausen-monument i Viborg
Fra efteråret 1521 var han indskrevet ved Københavns Universitet som teologistuderende. Her var én af hans lærere teologen og karmelittermunken Poul Helgesen. Et år senere indskrev Tausen sig som student ved universitetet i Leuven/Louvain i det nuværende Belgien. Her var han imidlertid kun kort, idet han allerede i foråret 1523 blev indskrevet ved universitetet i Wittenberg, hvor han blev det meste af to år. Martin Luther var netop vendt tilbage til Wittenberg efter sit ophold på Wartburg og Hans Tausen var således i byen samtidig med Luther.
I 1525 blev Tausen kaldt tilbage til Danmark, formentlig i første omgang til Antvorskov Kloster. Da det viste sig, at han havde taget den lutherske lære med sig hjem, ønskede prioren, Eskil Thomesen, ikke hans forbliven i Antvorskov, men sendte ham til Johanniterklostret i Viborg, angiveligt fordi man mente, at prioren dér lettere ville kunne styre ham. Her fortsatte han med at give udtryk for sine lutherske synspunkter, og fik efterhånden mange tilhængere blandt byens borgere.Det førte efter få måneder til, at han blev udstødt af sin munkeorden. Hans Tausen blev udsat for trusler af den daværende biskop i Viborg, Jørgen Friis, og blev muligvis også kortvarigt, fængslet. Borgerne i Viborg tog ham imidlertid under deres beskyttelse og fik udvirket hos kongen, Frederik 1., at Hans Tausen blev udnævnt til kongens personlige kapellan, men dog foreløbig blev i Viborg. Hans Tausen og hans menighed havde til at begynde med holdt til i én af byens sognekirker, Sct. Hans Kirke, men da denne efterhånden ikke kunne rumme dem, måtte Hans Tausen prædike under åben himmel, indtil menigheden brød ind i den store Gråbrødre Klosterkirke og overtog den, idet man dog til at begynde med delte brugen af kirken med franciskanermunkene. I sin tid i Viborg giftede Hans Tausen sig med Dorothea, som var i familie med Tausens medkæmper Jørgen Jensen Sadolin. Giftermålet vakte stor forargelse blandt byens gejstlighed.
Da reformationen i Viborg var gennemført i 1529 blev Hans Tausen af kongen kaldt til København, hvor han prædikede i Nikolaj Kirke. Ved herredagen i København i 1530 fremlagde han med Confessio Hafniensis den danske reformations eneste selvstændige bekendelsesskrift og forsvarede han sig kraftigt og med held imod anklager for kætteri, som bl.a. blev fremsat af hans tidligere lærer ved universitetet, Poul Helgesen. Efter kong Frederik 1.´s død i 1533 kom det til et tilbageslag for reformationsbevægelsen. Hans Tausen blev igen anklaget for kætteri og blev dømt til forvisning fra Sjællands og Skånes stifter samt til censur, men borgerskabet i København reagerede så voldsomt på dommen, at den for en stor del blev taget tilbage i forbindelse med et forlig mellem Tausen og Sjællands biskop, Joachim Rønnow. Efter reformationens indførelse i 1536 var Hans Tausen beskæftiget med udarbejdelsen af den nye kirkeordning. Desuden underviste han ved universitetet i hebraisk. Tausen forblev i København indtil 1542, da han blev udpeget til biskop i Ribe. Han var ikke den første lutherske biskop, der blev udnævnt, muligvis fordi hans forhold til den nye konge Christian 3. ikke var godt, samt fordi han sammenlignet med andre lutherske gejstlige hørte til den konservative fløj inden for den nye lære. I sin tid i København og senere i Ribe oversatte han dele af Det gamle Testamente fra hebraisk til dansk, og desuden skrev han en del salmer, hvoraf nogle stadig er i brug.
Hans Tausen var ikke den eneste danske reformator, men én af de første, og er derfor også kendt som "den danske Luther".
I Ribe finder man en statue af ham uden for domkirken. I Viborg findes på stedet for den nedrevne Gråbrødre Kirke to Hans Tausen-monumenter, et ældre og beskedent fra reformationsjubilæet i 1836, lavet af billedhuggeren H.E. Freund, og et nyt, opsat i 2004 i anledning af 475-året for reformationens indførelse i Viborg. Dette monument er udført af kunstneren Bjørn Nørgaard.
Munk.
Ordet munk kommer af det græske ord "monachos," der betyder én, der lever alene, altså en eneboer, men allerede i de første århundreder sluttede mænd sig sammen i klostre for at leve et religiøst liv i fattigdom, kyskhed og lydighed under en ordensregel.
Munke bærer en særlig ordensdragt og holder flere gange dagligt fælles korbøn i klosterets kirke.
Der findes mange forskellige slags munke. Af de mest gængse kan nævnes: tibetanske munke, kristne munke, katolske munke og gafmunke.
Der findes også katolske mandsordener, som hverken har klostre, ordensdragt eller fælles korbøn. Sådanne ordener bør ikke kaldes "munkeordener". Et kendt eksempel er jesuiterordenen.
Det kristne munkevæsens historie.
Simonos Petras, et af de 20 store klostre på Athos-bjerget.
Kristent klostervæsen skal være begyndt med Johannes Døberen, der boede alene i ørkenen. en af de første kristne, som vides at have genoptaget denne levevis, var den hellige Antonius, som levede på et tidspunkt i den sidste del af det 3. århundrede. Han boede alene, indtil han tiltrak en kreds af disciple. På en tid, hvor tanken om at vie ens liv til Gud bredte sig, var der flere og flere munke, som sluttede sig til ham i ørkenen. Til at begynde med boede de alle alene, men senere dannede de løst opbyggede samfund, der kun mødtes til søndagsgudstjenesten. Ideen med munke, som alle boede sammen under ét tag og fulgte det samme sæt regler, tilskrives Skt. Pachomios, som levede i begyndelsen af det 4. århundrede. Kristne klostre spredte sig ud over hele den senromerske rige, og ved kulminationen var det ikke ualmindeligt med klostre, der husede mere end 30.000 munke. Under kristendommens fortsatte vækst og udvikling voksede og udvikledes stilen i klosterlivet sig også.
Forskellige romersk-katolske munkeordener.
Inden for den ortodokse kirke findes der et udbredt munkevæsen, men ingen munkeordener.
Tiggermunke.
I 1200-tallet kom de såkaldte tiggermunke til Danmark. De var repræsentanter for en retning indenfor den katolske kirke, hvor man fulgte idealer om at forsage jordisk gods. De holdt til i byerne, hvor de udførte et stort socialt arbejde og levede af tiggeri. Dominikanere (også kaldet sortebrødre), franciskanere (gråbrødre) og karmelitter (hvidebrødre) er tiggermunkeordener. Klostre opført efter 1220 er stort set alle tiggermunkeklostre.
Ikke-kristne munke.
Også indenfor buddhismen findes et udbredt munkevæsen.
Se også.
*
Rigsråd.
Rigsrådet forsamlet som retterting under kong Christian IV's forsæde
Rigsråd har to betydninger: Rigsrådet var en forsamling af stormænd (se nedenfor), og samtidig var rigsråd en titel for et medlem af denne forsamling (som bestod af rigsråder).
Rigsrådet var fra slutningen af 1200-tallet et råd af rigets stormænd, både gejstlige og adelige. Det bestod frem til enevældens indførelse i 1660. Før reformationen var der op til 30 medlemmer, i 1600-tallet kun 23. Kongen indkaldte rådet og udnævnte rigsråderne for livstid.
Magtforholdet mellem kongen og rigsrådet skiftede, og det har haft indflydelse på offentlige anliggender som lovændringer og ansættelse og afskedigelse af embedsmænd og lensmænd. Det varetog også regeringen under tronskifte, indtil en ny konge valgtes.
Rigsrådet havde både lovgivende og administrative beføjelser og kan dermed sammenlignes med overhuset eller senatet i andre lande. Fra 1400-tallet fungerede stændermøderne som underhus.
I dansk sammenhæng har rigsråd også en anden og senere betydning: I 1855 blev der oprettet et Rigsråd, et fælles parlament for de danske og tyske dele af Det Danske Monarki. På grund af tysk modstand fik dette rigsråd ringe betydning, idet Holsten og Lauenburg i 1858 forlod rådet.
Med Novemberforfatningen i 1863 blev dette Rigsråd, der omfattede Hertugdømmet Slesvig og det egentlige Danmark, omdannet efter dansk parlamentarisk mønster: Rigsrådet fik både et Folketing og et Landsting, der ikke skal forveksles med Rigsdagens to ting af samme navn. Dette rigsråd blev afskaffet, efter at Slesvig var gået tabt (1864), i 1866.
Rigsrådet i Danmark.
Fra gammel tid var det skik, at kongen rådslog med mænd, som han havde særlig tillid til, om rigets anliggender. Disse rådslagningers afholdelse var afhængig af kongens vilje, ligesom kongen også i det væsentlige bestemte, hvem der skulle deltage deri; sædvanlig var det de hofembedsmænd, som til stadighed var omkring kongen, i forening med de gejstlige og verdslige stormænd, der boede i nærheden af det sted, hvor kongen i øjeblikket opholdt sig. Dette råd havde altså oprindelig ikke nogen som helst fast begrænsning. Kongerne fandt det dog snart formålstjenligt at give det en sådan, for ikke ved forefaldende lejlighed at blive nødte til at kalde personer til rådslagningerne, som de ikke kunne stole på, men formedelst deres indflydelse ikke kunde undgå at tage med. I slutningen af det 13. århundrede nævnes flere verdslige stormænd med titlen»kongens råder«("consiliarii regis"), og i Christoffer II's håndfæstning 1320 forbydes det ham at optage nogen tysker i sit hemmelige og edsvorne råd. Rådet havde da, synes det, antaget en nogenlunde fast karakter med medlemmer, der var udnævnte af kongen og havde aflagt en rådsed til ham. I den følgende tid steg dette råds indflydelse hurtig. Rigets forfatningsmæssige repræsentation, danehofferne, blev sjældnere og sjældnere og afløstes først af de under friere former afholdte rigsmøder eller herredage. Disse var i reglen kun en slags udvidede rådsmøder, hvor det snævrere råds medlemmer spillede den vigtigste rolle, og sammenkaldtes ved vigtigere anledninger, hvor kongen mente ikke at kunne nøjes med at høre det mindre råd. I disse større forsamlinger havde vistnok enhver stormand ret til at møde. De kunne dog ifølge deres natur kun sjælden sammenkaldes, og det blev derfor det mindre råd, der kom til at udøve den største indflydelse på rigets styrelse, dels som kongens stadige rådgivere, dels (som rigsembedsmænd) som hans medhjælpere i den daglige administration. Det stærke opsving i kongedømmets magt under Valdemar Atterdag og dronning Margrete bidrog også til at give stillingen som kongens råd en forøget anseelse og glans; denne udvikling kom dog under disse kraftfulde herskere kongemagten til gode, som hvis repræsentanter råderne stod. Den almindelige betegnelse for rådet blev under Valdemar Atterdag "Rigets Råd", men dette betød vistnok ikke, at rådet nu i højere grad end før betragtedes som rigets repræsentation over for kongen, men var snarere et udtryk for den stærkere sammenslutning af riget, der fandt sted under ham. Først under Erik af Pommern og særlig i slutningen af hans regering træder rigsrådet stadig mere og mere i forgrunden som rigets repræsentation og som modvægt mod kongemagten og indskrænkende denne. Denne udvikling skyldtes dels kongens ringere herskerdygtighed, dels unionen med de to andre riger, særlig Sverige, hvor rigsrådets magt havde nået en langt større højde. Da Erik foreløbig forlod Danmark, var rigsrådets magt så stor, at det uden modsigelse på egen hånd kunne afsætte ham 1439. Under hans efterfølger Christoffer af Bayern fortsattes udviklingen i samme retning, og i Christian I's håndfæstning træder rigsrådet frem som rigets fuldgyldige repræsentation over for kongemagten. Det bestemtes i den, at kongen intet mærkeligt ærinde måtte afgøre uden med største parten af rigsrådets samtykke. Denne almindelige sætning fandtes vel ikke i de følgende håndfæstninger, men den ansås dog vistnok som en selvfølge. En bestemt og udtømmende formulering af rigsrådets rettigheder nåede man i det hele ikke til; derimod fastslog man i de følgende håndfæstninger rigsrådets myndighed for de vigtigste enkelte tilfælde. Dets samtykke krævedes således til udstedelsen af ny love, skattepålæg, udstedelse og ophævelse af handelsforbud, udstedelse af privilegier for fremmede, udstedelse af krigserklæringer og optagelse i adelsstanden. Også havde rigsrådet faktisk en stor indflydelse på besættelsen af lensmandsposterne. Endvidere havde det i forening med kongen den øverste domsmyndighed på herredagene. Det delte således den øverste statsmyndighed med kongen og var endog på en vis måde stillet over ham. Det var den egentlig suveræne myndighed, som aldrig hørte op; når tronen var ledig, overtog rigsrådet regeringen, og til dets hånd skulde slottene holdes i tilfælde af kongens død. For det skulle kongen stå til rette i tvistigheder mellem ham og hans undersåtter, og det var dets pligt, når kongen forbrød sig mod nogen eller handlede mod sin håndfæstning, at undervise ham og, hvis han ikke ville rette sig herefter, pålægge alle rigets indbyggere at hjælpe til med at afværge de begåede misbrug og løse dem fra deres troskabsed til kongen. Endvidere valgte det kongen. Dette havde nu vel på grund af kongedømmets halvt arvelige karakter som regel ikke så meget at sige, men ved den derefter følgende fastsættelse af håndfæstningen havde det rig lejlighed til at gøre sin magt gældende. Rigsrådets svaghed lå dels i, at der ikke var trukket bestemte juridiske grænser for dets og kongens magt over for hinanden, dels i, at det på grund af sine medlemmers forskellige opholdssted kun sjældent og vanskelig kunne samles og derfor aldrig kunne blive nogen udøvende myndighed eller føre nogen virksom kontrol med den daglige administration. Forholdet mellem kongens og rigsrådets magt kom derfor i høj grad til at bero på kongens person og de politiske forhold. Christian II's afsættelse og Frederik I's regering betegner højdepunktet af rigsrådets magt. I tiden efter 1536 er kongen absolut den stærkeste part, indtil Christian IV's uheldige krige, der var førte mod rigsrådets råd, vendte forholdet om. På det ene punkt efter det andet måtte Christian IV i sine sidste år give efter for rigsrådet med stærk udnyttelse af den ved Christian IV's død 1648 uheldige situation for kongedømmet, idet der ikke var nogen tronfølger valgt, lykkedes det rigsrådet i Frederik III's håndfæstning at indskrænke kongemagten så stærkt som vistnok ingen sinde før. Denne store magtstilling viste sig dog snart ikke at have nogen solid grundvold. Rigsrådet, der jo skulle repræsentere hele riget, var i virkeligheden kun repræsentant for et fåtal af adelige slægter. Ikke alene de ufri stænder, men også en stor del af adelen så med uvilje og misundelse på rigsrådets store magt og var netop på grund af denne tilbøjelig til at lægge skylden for de følgende ulykker alene på rigsrådet. Splid og uenighed inden for selve rigsrådet bidrog også til at undergrave dets magt og anseelse. Hertil kom endvidere, at udviklingen i Europa på denne tid overalt gik i retning af enevælden. Med håndfæstningens kassation 17. oktober 1660 og arvehyldingen den næste dag var rigsrådets magt forbi.
Medlemsskab.
Rigsrådet bestod før 1536 dels af gejstlige, dels af verdslige medlemmer, efter 1536 kun af verdslige. De gejstlige, ærkebispen i Lund, der ansås for rigsrådets første medlem, og rigets øvrige biskopper, var i kraft af deres embede medlemmer af rådet. De verdslige var derimod valgte af kongen, hvilket vistnok også var tilfældet med de gejstlige medlemmer (nogle abbeder og (priorer), der foruden bisperne sad i rådet. Kongens valg var indtil 1645 frit; dog skulle de valgte være adelsmænd (fødte af riddere og svende) og hver landsdel have en passende repræsentation; endvidere måtte kongen ikke uden rigsrådets samtykke optage nogen udlænding i rådet. Valget forudsattes vistnok at gælde for livstid, såfremt vedkommende ikke selv ønskede at træde ud eller gjorde sig skyldig i forseelser, der kunne berettige til at afskedige ham; hertil udkrævedes dog sikkert rigsrådets samtykke. 1645 indskrænkedes kongens valgret, idet det bestemtes, at ved en rigsråds død skulle rigsråder og landkommissærer i den landsdel, hvortil den afdøde hørte, have ret til at foreslå 6 eller 8 til den ledige plads, af hvilke kongen så skulde vælge een. I Frederik III's håndfæstning overdroges forslagsretten til vedkommende landsdels rigsråder og adel, men det bestemtes tillige, at det samlede rigsråd af disse 6 eller 8 igen skulle udvælge 3, blandt hvilke så kongen kunne vælge. Antallet af rigsrådets medlemmer var indtil 1648, da det fastsattes til 23, ubestemt. Før 1536 i reglen ca. 30; efter den tid sank antallet noget, som regel var det omkring 20. Undertiden gik det dog meget længere ned, 1586 var der således kun 12 medlemmer, 1623 kun 10 og 1625 endog kun 8. Rigsråderne oppebar ikke nogen bestemt løn, men havde ret til at blive forsørgede med rigets bedste len. Rigsrådsmøderne sammenkaldtes af kongen; det betragtedes som regel, at rigsrådet trådte sammen en gang hvert år for i forening med kongen at sidde retterting og pådømme retssager, men for øvrigt kunde kongen sammenkalde det, når han fandt det nødvendigt. Forhandlingerne på møderne var hemmelige, og kongen deltog som regel ikke i dem. Gennem sin kansler fremsatte han sine forslag skriftlig for rigsrådet, der igen gav skriftligt svar. Ofte forhandlede kongen dog ikke med hele rådet, men særskilt med de enkelte landsdeles råder.
Rigsrådet i Norge.
I Norge tilhører rigsrådets historie egentlig så godt som udelukkende unions- og forfaldstiden. Vistnok er der tidlig spor af, at landets højbårne høvdinger, især lendemændene såvel som enkelte højere hirdembedsmænd, såsom stalleren, har været ansete som kongernes selvskrevne rådgivere; men nogen herpå sigtende organisation fandtes ikke. Efter som kongen opholdt sig i denne eller hin landsdel, var det fortrinsvis dennes lendemænd, som omgav ham, og som han søgte råd hos. Men såvel i henseende til rådgivernes personer som til den udstrækning, hvori han valgte at følge deres råd, var han formelt ubunden. Dette udelukkede dog ikke, at kongen faktisk og politisk kunne føle sig tvungen til at rette sig efter den gennem sådanne råd tilsynekomne opinion. Et vigtigt eksempel herpå har man fra 1046, da lendemændene i anledning af det da indtrådte samkongedømme hindrede rigets opstykning mellem de to konger. 1164 sammentrådte i Bergen det første rigsmøde af gejstlige og verdslige høvdinger fra det hele land, og en her foretagen vigtig lovforandring forkyndte sig at være vedtaget med samtykke af de forstandigste mænd i landet. I 13. århundrede holdtes sådanne rigsmøder oftere; men lige over for kongedømmets stigende magtudfoldelse forblev deres statsretslige kompetence uudviklet og usikker. Derimod antager i det samme tidsrum det nu såkaldte»kongens råd«efterhånden fastere skikkelse. Det gør på een gang tjeneste som rådgivende og administrerende centralorgan. Det består dels af enkelte lendemænd, som efter indkaldelse for længere tid ad gangen eller til stadighed opholder sig i»kongens gård«, dels af de højeste hirdembedsmænd, blandt hvilke kongens kapellan i egenskab af»kansler«snart bliver den mest fremtrædende. Som rådgivende tiltrådtes»kongens råd«derhos ved vigtigere lejligheder af andre i formen tilkaldte, men faktisk selvskrevne gejstlige og verdslige værdighedsbærere (biskopper, lendemænd o.fl.), —»det større råd«. Sin største magtfylde opnåede rådet under den svage og en tid lang mindreårige kong Erik Magnussøn (1280—99), dog særlig for dets verdslige bestanddeles vedkommende»samtykke af kongens højeste råd«og lign. blev nu stående påberåbelser i de kgl. udfærdigelser. Efterfølgeren, den kraftige Haakon V, søgte atter at indskrænke rådets magtfuldkommenhed og gav det derfor en mere embedsmæssig administrativ karakter. I virkeligheden udrettede han dog herved kun at tildele det en fastere organisation, som navnlig kom til udtryk i bestemmelserne om formynderrådet (1302). Dette var et tolvmandsråd, hvoraf 4 udgør det»daglige råd«, og til disse 4 hører mærkesmanden og kansleren. Efter Haakon V's død 1319 overtog dette råd som unions- og formynderregering snart selv, med drottseten (se drost) i spidsen, landsstyrelsen og blev på ny det naturlige organ for aristokratiets (nu»riddernes«, de store, men fåtallige jorddrotters og den høje gejstligheds) statsopfatning og interesser. Fra nu af benævnes det da også med det sydfra stammende ord»rigsråd«. Som sådant spiller det i resten af det urolige 14. århundede en fremtrædende rolle såvel i politik som i administration og opnåede især under Haakon VI og Olav V (1355-87) en regelmæssig og sikret andel i regeringen. Efter den myndige og for Norges særinteresser nærmest fjendtlige dronning Margretes overtagelse af styret tilsidesattes derimod det norske rigsråd stadig mere (jfr. kansler). Indsættelsen af udenlandske mænd som biskopper gjorde dets gejstlige bestanddel delvis fremmed for landets krav, og det samme blev i 15. århundrede mere og mere tilfældet med dets verdslige medlemmer, idet det indfødte aristokrati stærkt opblandedes med i norge indgiftede, navnlig danske adelsmænd, som optoges i rigsrådet. Under Christoffer af Bayern fik det rigtignok igen for en kort tid en mere ordnet indflydelse på rigets anliggender. Men fra oldenborgernes tronbestigelse gik dets evne til at gøre sig gældende atter stærkt tilbage såvel i form som i realitet. Danske rigsråder begyndte at tage del i norske regeringssager, og det forbedrede heller ikke stillingen, at det norske rigsråd for det daglige styres vedk. Efterhånden spaltedes i to afdelinger, en sønden- og en norden- (og vesten-)fjældsk, den sidste med sit midtpunkt i ærkebiskoppen af Nidaros, som i denne periode havde afløst kansleren som den egentlig formand i det hele råd. Overhovedet fik Norges tiltagende vanmagt sit mest umiddelbart betegnende udtryk i dets rigsrådets. Dettes endelige afskaffelse var en konsekvens af statskuppet 12. august 1536, hvorved det kat. Bispedømme blev afskaffet og dets gods inddraget under kronen. Dette skridt blev legaliseret ved recessen af 30. oktober 1536. I håndfæstningen af samme dag § 3 lover kongen Danmarks adel, at hvis det lykkes ham at bringe Norges rige under sit herredømme, da skal det inkorporeres i Danmarks rige»og under Danmarks krone til evig tid«. Dermed faldt behovet for et norsk rigsråd bort. Fra Christian III's tronbestigelse får det danske rigsråd regelmæssig at gøre også med visse norske anliggender.
Rigsrådet i Danmark (1855-1866).
Også i den nyere tid har Danmark haft et rigsråd. Samtidig med at Junigrundloven af 1849, der var beregnet på at omfatte hele Danmarks rige og alle dets anliggender, ved grundlovsbestemmelsen af 29. august 1855 indskrænkedes til kun at gælde for kongerigets særlige sager, oprettedes ved forfatningsloven for det danske monarkis fællesanliggender af 2. oktober 1855 for Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg et for visse almindelige rigsanliggender — kongehus i henhold til Tronfølgeloven af 31. juli 1853, diplomati, hær og flåde med det dertil svarende finansvæsen — fælles rigsråd, som havde haft en slags forløber i den ved anordningen af 26. juli 1854 af ministeriet Ørsted, uden rådførsel med den danske Rigsdag skabte, blot af 20 kongevalgte medlemmer bestående forsamling, hvis myndighed imidlertid havde været yderst begrænset. Oktoberforfatningens rigsråd, der vel var tilvejebragt under et svært tryk fra ministeriet under C.C. Halls ægide, men dog på lovlig måde, var bygget på etkammersystemet og talte 20 kongevalgte og 60 andre medlemmer, af hvilke de 30 udnævntes af de forskellige bestående repræsentationer for landsdelene, kongerigets Rigsdag og stænderforsamlingerne i hvert af de 3 hertugdømmer, de øvrige 30 ved umiddelbare skriftlige valg af befolkningen blandt dem, som svarede 400 kr. i skat eller havde en indtægt af mindst 2400 kr. årligt. Samtlige de valgte medlemmer valgtes ved anvendelse af den af C.C.G. Andræ, der i det hele var Oktoberforfatningens egentlige forfatter, opfundne sindrige forholdstalsvalgmåde. Af samtlige 80 repræsentanter gjaldt de 47 for kongeriget, 13 for Slesvig, 18 for Holsten og 2 for Lauenburg, idet hensynet til folkemængde og skatteydelse var taget til udgangspunkt. Forsamlingen, hvis formand og næstformand beskikkedes af kongen, havde ikke initiativ, og dens bevillingsmyndighed var indskrænket til de beløb, som behøvedes ud over det af kongen een gang for alle indtil videre bevilgede normalbudget. Ved forhandlingerne var der indrømmet det danske og det tyske sprog fuldkommen ligeberettigelse (se i øvrigt nærmere Oktoberforfatningen).
Efter at Holsten og Lauenburg ved patent af 6. november 1858, i henhold til Det tyske Forbunds beslutning af 11. februar samme år, var udtrådte af rigsrådsforbindelsen, bevarede denne en tid lang sin gyldighed for Danmark og Slesvig, og selve Rigsrådet blev ved forfatningen for kongeriget Danmarks og hertugdømmet Slesvigs fællesanliggender af 18. november 1863 omdannet til en mere liberale krav imødekommende repræsentation med 2 kamre, Folketing og Landsting, i formen svarende altså til kongerigets Rigsdag. Men da ikke blot de 2 tyske hertugdømmer, men også Slesvig ved Wienerfreden 30. oktober 1864 var gået tabt, ophørte dermed overhovedet også motivet til rigsrådsforfatningen, og ved forfatningsloven af 28. juli 1866 blev atter Rigsdagen — dog i en i flere henseender fra Junigrundloven, fornemmelig med hensyn til valgretten til Landstinget, afvigende skikkelse — den eneste folkerepræsentation for samtlige kongeriget Danmarks statsanliggender.
Rigsråd i andre lande.
Også i adskillige andre lande end Danmark og Norge har vigtige forfatningsorganer båret navn af rigsråd. Således det svenske rigsråd, der i Unionstiden indtog en lignende magtstilling som dets danske navne i Danmark, og som først efter mange omskiftelser endeligt ophævedes som rådskammer 1772 af Gustav III og som højesteret af samme konge 1789. Endvidere det østrigske rigsråd, der fra først af blot rådgivende 1860 blev lovgivende, og som fra 1866 og indtil 1. verdenskrigs slutningen udgjorde det østrigske kejserriges lovgivende forsamling, bestående af Herrehuset og Deputeretkammeret. Fremdeles det russiske rigsråd, der fra 1802 til 1906 var rigets øverste rådgivende kollegium, men som fra 1906 og indtil revolutionen 1917 var et førstekammer med besluttende myndighed jævnsides Rigsdumaen.
Rigsrådet i Tyskland.
Efter 1. verdenskrig så et nyt rigsråd dagens lys, nemlig i Weimarrepublikken, hvor den ny republikanske rigsforfatning af 1919 indførte et nyt øverste rigsorgan ved siden af Rigsdagen som erstatning for det ophævede Forbundsråd. Men medens det sidste repræsenterede de forbundne suveræne staters regeringer og derfor i virkeligheden var kejserrigets øverste organ, indtog det ny Rigsråd en beskeden stilling ved siden af Rigsdagen og Rigspræsidenten, der repræsenterede det ny tyske rige i dets enhed, og det blev derfor også i den ny forfatning først nævnt bagefter disse to rigsorganer. Det ny rigsråd bestod af repræsentanter for de enkelte tyske lande, således at hvert land havde mindst een stemme og intet land måtte være repræsenteret med mere end 2/5 af alle stemmerne. Repræsentanterne skulle være medlemmer af landenes regeringer — dog behøver for Preussens vedkommende kun halvdelen at være det. Forsædet i rådet og i alle dets udvalg førtes af et medlem af rigsregeringen — rådet kunne altså ikke selv vælge sin formand. Skønt det om loves vedtagelse i rigsforfatningens § 68 hed:»Rigslovene vedtages af Rigsdagen«, havde rigsrådet dog også en vis beslutningsret derved, omend kun et suspensivt veto — en indsigelsesret —, der dog regelmæssigt kunne nedslås ved gentagen vedtagelse med 2/3 flertal fra Rigsdagens side. Dog kunne rigspræsidenten bestemme, at uenighed mellem Rigsdagen og Rigsrådet skulle afgøres ved folkeafstemning, ligesom Rigsrådet ved forfatningsforandringer selv kunne forlange, at tvisten blev henskudt til folkets afgørelse. Også med hensyn til den årlige rigsfinanslov besad Rigsrådet den beføjelse, at Rigsdagen ikke uden Rigsrådets samtykke kunne forhøje udgifter eller indsætte ny på finanslovforslaget. Endelig udøvede Rigsrådet med hensyn til forvaltningen en særlig indflydelse derved, at anordninger vedrørende benyttelsen af post- og telegrafvæsenet, anlæg af og benyttelsen af jernbanerne og vandvejede kun kunne udstedes af rigsregeringen med Rigsrådets samtykke.
Almindelig Vedbend.
Almindelig Vedbend ("Hedera helix") kendes også under det tyske navn Efeu. Vedbend er en stedsegrøn lian. Vækstformen er dels krybende, dels klatrende. Den klatrer ved hjælp af særlige klatrerødder på grenene. Barken er brun med et lidt rødligt skær. Senere bliver den mørkegrå. Knopper og skud er filthårede. Knopperne er lysegrønne. Bladene er spredte, 3-5 lappede og helrandede. Bladnerverne ses som tydelige, hvide streger. På blomstrende skud mangler lapperne. Her er bladene i stedet ovale og helrandede. Alle blade er mørkegrønne med en lysere underside. Blomsterne sidder samlet i kugleformede stande på særlige. oprette skud. Blomsterne er gulgrønne og ses i oktober-november. Frugterne er blåsorte bær, der modner hen på foråret, næste år.
Almindelig vedbend anbefales af NASA forskere som indendørs potteplante, da den er særlig god til at rense luften for visse luftforurenende stoffer.
Hele planten, og også bærrene, er giftig. Roden er tæt forgrenet, men den ligger øverligt.
Vedbend gror i løvskove på fugtig og muldrig bund. Den findes kun i de vintermilde egne af Vest-Europa.
thumb
Almindelig Kristtorn.
Almindelig Kristtorn ("Ilex aquifolium") er et lille stedsegrønt træ med en stivgrenet, opret vækstform. Barken er først grøn, men bliver senere lysebrun for at slutte som koksgrå. Bladene er modsatte og helrandede med sylespidse randtorne. Blade på blomstrende grene mangler dog i reglen alle randtorne bortset fra den yderste spids. Blomsterne er hvide og sidder i fåtallige stande i bladhjørnerne. Kristtorn har i reglen rent hanlige eller rent hunlige individer, så de røde bær ses kun på bestemte planter.
Hovedroden er en tyk pælerod, der går dybt ned. Smårødderne er filtede og ligger lige under jordoverfladen. Nogle få planter har både han- og hunblomster sammen.
10 x 3 m (15 x 5 cm/år).
Almindelig Kristtorn gror på fugtig bund som underskov i ege-avnbøgeskove i det vestlige Europa og i Lilleasien. Planten hører hjemme i skyggen under større træer, og den ses ofte under en ikke alt for tæt bøgeskov. Sammen med Almindelig Taks (Taxus baccata) er den blandt de få planter, der kan trives under Almindelig Bøg ("Fagus sylvatica"). Kristtorn kan ikke lide vedvarede temperaturer under ÷25°C, og det er derfor at Kristtorn har en udbredelse der er afhængig af havets mildhed.
Planten er afholdt og velegnet som have- og parkplante. De flotte blade og bær gør den til et yndet dekorationsemne hen under juletid, og det mørkegrønne "look" klæder haven ved vintertid. Desuden holder drosselfugle (Solsort, Sjagger, Misteldrossel og Vindrossel) meget af bærrene.
Almindelig Humle.
Humle er en staude-lian med hurtig, urteagtig vækstform. Barken er først grøn (sjældnere: rød), senere gråbrun. Skuddene er tæt besat med fine kroge, som planten hager sig fast med. Knopperne er lysegrønne og sidder modsat. Bladene er håndlappede eller fligede med takket kant. Begge sider er lysegrønne og meget ru. Planten har han- og hunblomster på forskellige individer. Hanblomsterne sidder som gulgrønne toppe i skudspidsen, mens hunblomsterne sidder i kogleagtige stande ("humlekopper"), der er tæt besat med lupulinkirtler, som giver duften. Frugterne modner i Danmark under gode vækstbetingelser.
Rodnettet består af en rigt forgrenet jordstængel med mange, fine siderødder. Hele planten, men især de hunlige blomsters dækblade, indeholder det bedøvende, bittert smagende og krydret duftende stof lupulin. De rødstænglede planter er mest krydrede, men de grønne yder flest humlekopper.
6 x ? m (600 x ? cm/år).
Planten vokser vildt i Mellemeuropas løvskove. Den er forvildet i Danmark. Begge steder gror den i skovbryn og lysninger på fugtig, kvælstofrig bund.
Humlen har været anvendt som krydderi til gærede drikke i mange århundreder. Helt tilbage i middelalderen anvendtes humle i mjødbrygningen.
Humlen indeholder resin og lupulin, der giver den bitre smag, og over 300 forskellige æteriske olier. Olierne giver de citrusagtige, blomstrede og krydrede aromatiske nuancer. Blandt de over 300 forskellige olier er det kun fire, der har afgørende indflydelse på øllets aroma og som især giver smag: myrcen, caryofellen, farnesen og humulen.
Humle dyrkes i dag i et bælte fra ca. 40-55º N. breddegrad. De største og vigtigste humleområder ligger i Bøhmen, Sydtyskland, det sydlige England, det nordvestlige USA, Slovenien, det sydlige Belgien, det nordlige Frankrig og i området omkring Lublin i Polen. Også i New Zealand og på Tasmanien dyrkes humlen.
Hjertebladet Slangerod.
Hjertebladet Slangerod ("Aristolochia clematitis") er en flerårig, urteagtig plante med en opstigende til slyngende vækst. Stænglerne er hårløse, tynde og skrøbelige, furede og runde i tværsnit. Bladene er spredtstillede, langstilkede og hjerteformede med hel rand. Begge bladsider er ensartet lysegrønne. Høstfarven er gulbrun. Blomstringen sker i maj-juni, hvor man finder blomsterne siddende i bladhjørnerne 2-8 sammen. De enkelte blomster er uregelmæssige og 3-tallige med et langstilket, tragtformet og skævt blomster af gule kronblade. Frugten er en langstilket, hængende kapsel med mange frø.
Rodnettet består af en krybende jordstængel og trævlede rødder. Alle dele af planten anses for at være kræftfremkaldende og nyreskadende
0,60 x 0,25 m (60 x 25 cm/år).
Arten er oprindeligt hjemmehørende i Lilleasien, Kaukasus og i det sydlige og centrale Europa. I Danmark er den forvildet fra dyrkning. Den er knyttet til lysåbne voksesteder med tør og varm jord, der har et højt indhold af næringsstoffer og kalk. I vindyrkningsområderne ved Neusisedlersøen i Burgenland, Østrig, findes den som ukrudt på tør, varm og kalkholdig jord sammen med bl.a. Ager-Snerle, Almindelig Pengeurt, Gul Læbeløs, Hjertekarse, Liden Tvetand, Lugtløs Kamille, Skærm-Vortemælk, Skærmarve, Sort Natskygge, Stor Fjeldarve og Storkronet Ærenpris
Planten ses af og til brugt som bunddækkende staude i større haver og parker. På grund af dens giftighed må der advares mod at bruge planten eller dele af den som "naturmedicin".
Almindelig Berberis.
Almindelig Berberis ("Berberis vulgaris") er en løvfældende busk med en opret eller opstigende, tæt forgrenet vækst. Grenene er oprette med overhængende sidegrene. Barken er først gråbrun og kantet-furet, men bliver snart grå. På grenene finder man 1-2 cm lange torne og blade, der er spatelformede og helradede med græsgrøn over- og underside. Høstfarven er orangerød. Blomstringen sker i maj, hvor man ser de gule blomster samlet i overhængende klaser. Frugterne er røde, aflange bær.
Rodnettet er fladt udbredt, men stærkt forgrenet. Den gule rodbark er giftig. Almindelig Berberis er - som flere andre arter af løvfældende Berberis - mellemvært for kornets sortrust (se de røde pletter på fotografiet). Af samme grund er arten udryddet og må kun dyrkes i botaniske haver.
3 x 3 m (30 x 30 cm/år).
Busken har et stort udbredelsesområde, der strækker sig fra Nordvesteuropa over Mellem- og Sydeuropa til Lilleasien. De fleste steder optræder den i skovbryn og krat. I Eifelbjergene findes den på tør, kalkrig bund sammen med bl.a. Almindelig Liguster, Engriflet Hvidtjørn, Pibe-Kvalkved og Slåen.
Almindelig Berberis indeholder et aktivt stof, berberin, der ifølge lægeudsagn muligvis kan have en fremmende effekt på produktionen af thrombocytter (blodplader) og dermed deres effektive antal i blodet, hvilket skal kunne have sin gavnlige anvendelse hos patienter med tilstanden ITP (kort for Idiopatisk Thrombocytopenisk Purpura eller Immun Thrombocytopenisk Purpura), en tilstand hvor antistoffer binder sig til overfladen af thrombocytterne, hvilket igen forårsager en sammenklumpning af disse, som derved anses for fremmedlegemer i blodet af hvide blodlegemer og destrueres - fortrinsvis i milten, men i ca. 1/4 af tilfældene i leveren.
Patienter med ITP kan mangle et stort antal blodplader, hvorfor helingsprocessen i forbindelse med blødninger kan være forlænget - i nogle tilfælde således at skader, der for andre ville være mindre betydelige, kan vise sig mere omfattende og eventuelt livstruende.
Universiteter i Danmark.
I Danmark findes der otte universiteter.
Weibel Scientific.
Weibel Scientific A/S er et dansk firma baseret i Allerød der udvikler radar. Firmaets eneejer er Erik Tingleff Larsen.
I forbindelse med rumfærgen Discoverys opsendelse i 2005 blev Doppler-radarer fra Weibel Scientific brugt til at overvåge rumfærgens tilstand.
Firmaet kom i 2001 på kant med myndighederne, som mente det havde forbrudt sig mod miljølovgivningen ved uden tilladelse at etablere diverse anlæg på øen Hesselø. Sagen blev afsluttet i maj 2006 med en bøde på 500.000 kr. og en fjernelse af de ulovlige anlæg.
Kønshormon.
Kønshormoner inddeles i overordnede kønshormoner, kvindelige kønshormoner og mandlige kønshormoner. Kemisk er de steroide hormoner og de kvindelige og mandlige hormoner er næsten ens opbygget kemisk set.
De kvindelige kønshormoner findes i æggestokkene og i graviditetsperioder også i moderkagen. De mandlige kønshormoner er i testiklerne. Kønshormonerne er dem der får kroppen til at udvikle kønsdele og andre både fysiske og psykiske tendenser der adskiller kønene. Både mænd og kvinder har både mandlige og kvindelige hormoner i sig, men kvinder har en klar overvægt af kvindelige hormoner, mens mænd har meget mere testosteron end kvinder. Dette er bestemt af kønskromosomerne X og Y, hvor mænd har XY og kvinder XX - Y-kromosomet har således den funktion at sætte gang i produktionen af mandlige hormoner.
Disse hormoner er ens hos manden og kvinden, men stimulerer ikke ens da hypothalamus og hypofysen(centre i hjernen, hvor overordnede hormoner stimulerer til produktion af underordnede kønshormoner) er forskellig for mænd og kvinder.
Hos kvinden forekommer der ægløsning ved meget høj koncentration af LH (det er dette hormon man tester for i en ægløsningstest), mens FSH er follikelstimulerende hormon hvilket betyder at det stimulerer follikelmodning.
Kønshormonerne reguleres ved feedback-mekanismer hvor der ved stor mængde af et bestemt hormon fx gives negativ feedback således at stimuleringen af produktion af dette specifikke hormon stoppes. Når mængden af hormonet er blevet tilstrækkeligt lavt, skabes igen positiv feedback og produktionen vil stige.
Hylde-familien.
Hylde-familien "(Sambucaceae)" blev i Cronquists system en del af Gedeblad-familien "(Caprifoliaceae)".
I nuværende system er slægten Hyld "(Sambucus)" placeret i Desmerurt-familien "(Adoxaceae)".
Centralnervesystemet.
Centralnervesystemet ("CNS") er en del af nervesystemet der inddeles i cerebrum (storhjernen), cerebellum (lillehjernen), diencephalon (mellemhjernen), mesencephalon (midthjernen), pons (hjernebroen), medulla oblongata (den forlængede marv) og medulla spinalis (rygmarven). Nervus opticus (synsnerven) og Bulbus olfactorius (lugteknuden) er også en del af CNS. CNS strækker sig fra hjerneskallen til underkanten af den anden lændehvirvel.
Mesencephalon, pons og medulla oblongata kaldes tilsammen hjernestammen. Diencephalon regnes til tider med til hjernestammen, andre gange til storhjernen.
Diencephalon indeholder thalamus hvor den sensoriske information til hjernen løber igennem.
Den del af nervesystemmet der ikke henregnes til CNS, kaldes det perifere nervesystem (PNS).
Hjerne.
Hjernen ("encephalon") er populært sagt den del af centralnervesystemet som findes inden i kraniet.
Hjernen er hjemsted for tænkning og følelser (emotioner). Den modtager og koordinerer signaler fra alle sanser og sender beskeder til musklerne.
Opdeling.
I hvirveldyrhjernen kan man tale om hjernestammen ("truncus encephali") bestående af den forlængede marv ("medulla oblongata"), hjernebroen ("pons") mesencephalon ("midthjernen"). Nogle forskere mener dog, at midthjernen er en del af mellemhjernen ("diencephalon"), da den indeholder hjernekerner, der indgår i mellemhjernekredsløb, bl.a. Den sorte substans ("substantia nigra"), som er en del af basalganglierne, men almindeligvis betragtes midthjernen som en del af hjernestammen. Lillehjernen ("cerebellum") "hænger" på "bagsiden" af hjernestamme, dvs. dorsalt og på den anden side i forhold til pons. Mellemhjernen ("diencephalon") ligger hen over og i forlængelse af midthjernen. Storhjernen ("telencephalon") hedder den store resterende del, der hos mennesket er voldsomt ekspanderet i forhold til nogle af de mere primitive hvirveldyr.
Hjernen kan også opdeles i den grå substans (hjernebark og basalganglier) og den hvide substans.
En stor del af hjernen består af hjerneceller. Disse kan være nerveceller (neuroner) og gliaceller ("støtteceller" eller "hjælpeceller"). Den grå substans består i høj grad af nervecellelegemer og korte udløbere, mens den hvide substans består af nervecellernes lange udløbere og deres myelinskeder.
Den menneskelige hjerne har også hulrum ("ventrikler") hvor den såkaldte cerebrospinalvæske flyder.
Man taler normalt om fire hulrum: Højre og venstre laterale hjerneventrikel, tredie ventrikel og fjerde ventrikel.
Hjernen er beskyttet fra resten af legemet via blod-hjerne-barrieren.
Denne barrier gør det svært at udvikle lægemidler der kan nå hjernen.
Der er dog foreslået visse måder man kan "åbne" blodhjernebarrieren så f.eks. proteiner kan slippe igennem.
Hjerne i tal.
Hos mennesket er gennemsnitsvægten 1300 g for kvinder og 1450 g for mænd.
Den afrikanske elefant kan have en hjernevægt på 3000 g og en blåhval næsten 7 kg.
I den anden ende af skalaen har hjernen hos parasiten "Ascaris" blot 162 nerveceller mens hjernen hos ormen "Caenorhabditis elegans" har 279.
Den danske forsker Bente Pakkenberg har fundet antallet af neokortikale nerveceller til omkring 20 milliarder som gennemsnit blandt undersøgte danske hjerner: 19 milliarder for kvinder og 23 milliarder for mænd.
På trods af at lillehjernen har blot lidt mere end en 10. del af den samlede hjernes vægt, så befinder de fleste af hjernens nerveceller sig i lillehjernen, da den har omkring 105 milliarder nerveceller.
Relative hjernestørrelse.
Store dyr har normalt store hjerner.
For at sammenligne hjernen mellem store og små dyr bruger man den relative hjernestørrelse.
Den relative hjernestørrelse beskrives tit med den såkaldte encefaliseringskoefficient (EQ), der er en funktion af hjernens og kroppens vægt.
Med denne formel får mennesket en EQ på omkring 6,9, chimpansen 4,0 og gorillaen 1,8
Asymmetri.
Hjernen er anatomisk set rimelig symmetrisk, men der er nogle få strukturer som er asymmetriske.
Bananfluen har således en struktur (kaldet det "asymmetriske legeme") der normalt kun ses i højre side.
I den menneskelige hjerne vil en af de største vener ("sinus sagittalis superior") sædvanligvis "dreje til højre" bagerst i hjernen og fortsætte i den vene der kaldes "sinus transversus".
I menneskets hjerne er der en tendens til at højre pandelap er bredere og når længere frem end venstre, og tilsvarende at venstre nakkelap er bredere og når længere bagud end højre nakkelap. De to hjernehalvdele har dog lignende vægt og rumfang.
Grå substans.
Grå substans (latin "substantia grisea") er en betegnelse for væv i centralnervesystemet, som det ses med det blotte øje.
Laver man et snit i hjernen vil man se områder med henholdsvis gråt og hvidt nervevæv.
Det hvide væv kaldes tilsvarende hvid substans ("substantia alba").
Den hvide farve skyldes at der er overvægt af aksoner med myelinskeder; områder med overvejende cellekroppe er grå.
Hjernebarken og basalganglier er grå substans.
Sushi.
Sushi (japansk: 鮨 eller 鮓 eller 寿司) er en traditionel japansk ret som består af ris der er tilført riseddike, og som serveres med forskelligt tilbehør. Tilbehøret består typisk af fisk, tang og skaldyr, men kan også være kød, æg, grøntsager eller svampe. Tilbehøret kan både være råt, forarbejdet (kogt, stegt) eller marineret. Sushi spises som regel med syltet ingefær, soja og wasabi (en japansk peberrodspasta, som man kan blande i sojaen).
I de vestlige lande er ordet "sushi" blevet synonymt med rå fisk, men den japanske betydning af ordet er kombinationen af ris og riseddike. Rå fisk som spise hedder på japansk "sashimi".
Sushi bliver sjældent tilberedt med brug af krydderier, dog bruges af og til chili. Ved tilberedningen lægges der stor vægt på det visuelle indtryk, og sushi anrettes ofte meget kunstfærdigt.
Der findes forskellige slags sushi. Sushi rullet i nori (tørre plader af tang) kaldes makisushi. Sushi formet til en lille klump med f.eks. skiver af fisk på toppen kaldes nigiri.
Makisushi.
Makisushi består af sushiris og fisk eller grøntsager rullet i plader af noritang.
Fremstilling.
Ved fremstillingen af makiruller benyttes en lille fleksibel bambusmåtte. På måtten placeres et stykke noritang, hvorpå risene fordeles. Ovenpå risene lægges rækker af f.eks. tun, laks, avocado, agurk el. lign. Derefter rulles fra den ene ende. Rullerne skæres ud i skiver, og anrettes. Rullerne kan laves så noritangen vender enten udad eller indad. Ved varianten hvor noritangen vender indad rulles makien ofte i hvide og sorte sesamfrø, dette både ser flot ud, og tilfører smag.
Nigiri.
Nigiri er små klumper af ris hvorpå der lægges skiver af rå, røget eller marineret fisk, eller evt. kæmperejer eller andre skaldyr. Pålægget kan evt. sættes fast med et tyndt bånd af noritang som vikles hele vejen rundt om ris og pålæg.
Gottorp Slot.
Gottorp Slot (på tysk "Schloss Gottorf") ligger lidt vest for Slesvigs centrum ved Sliens bund.
Historie.
Det ældste Gottorp er kendt i år 1161 som residens(bopæl) for Slesvigs bisper og lå nord for Slesvig ved godset Falkenberg ("Gammel Gottorp"). Denne borg blev revet ned under Valdemar 1. den Store (1157-1184), og i stedet byggedes en ny på en lille ø i Sliens bund tæt ved Slesvig by. Denne borg kom i hertugen af Slesvigs eje i 1260, og dens betydning som fæstning kan ses af, at den blev kaldt for "hele Danmarks lås og lukke". I mange krige og opgør mellem de danske konger og de senere gottorpske hertuger har Gottorp Slot spillet en vigtig både militær og politisk rolle.
I 1459 var slottet en overgang i Christian 1.s besiddelse (1425-81). Fra 1522 oprettedes et møntsted ved Gottorp slot. Her blev slået mønter for Frederik 1. (1523-33) og for Christian 3. (1533-1559). Frederik 1. opførte 1530 slottets vestfløj i renæssance-stil. Herfra regerede han hele Danmark.
I 1544 opstod det gottorpske fyrstehus, da den danske konge lod sin yngre bror prins Adolf få slottet. Ved en brandkatastrofe i 1564/65 blev en del af slottet ødelagt. I 1582 byggedes en dæmning mod Slien, og slotssøen opstod. I en lang periode, og især under hertug Frederik 3. af Gottorp (1597-1659), var Gottorp kendt som et kulturelt cen­trum med enestående bibliotek og kunstkammer. Blandt andet rummede biblioteket et fire album stort værk med afbildninger af et stort udvalg af plantevæksterne i Gottorp Slotshave. Den såkaldte Gottorpske Codex bestod af i alt 363 pergamenter.
Frederik 3. af Gottorp var velorienteret om kunst og kul­tur, og han samlede en række af tidens betydelige kunstnere omkring sit hof. Fra 1640 opførte han en repræsen­tativ barokhave (Nyværk) nord for slotssøen efter tegninger af Johannes Clodius, som var en af perio­dens mest kendte havearkitekter.
Efter en omfattende restaurerering omkring år 1700 fik slottets sydfløj den nuværende barokfacade med centraltårn. Store dele af slottet er opført af arkitekten Domenico Pelli efter udkast af den berømte barokkunstner Nicodemus Tessin den yngre.
I 1713 blev slottet et kongeligt dansk slot igen. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var slottet hjemsted for en gren af fysteslægten Hessen-Kassel. Familien var gift ind i den danske kongefamilie, og dets overhoved, Carl af Hessen, var statholder og kommanderende general for Slesvig og Holsten.
Prins Christian af Holsten-Beck blev født på Gottorp i 1818. Prinsen var dattersøn af statholderen og blev senere kong Christian 9. af Danmark.
I perioden 1852-1864 var slottet dansk kaserne og derefter tysk garnison. Fra 1947 har der været et arkiv og museer med fund fra Hedeby. Der har været udført omfattende restaureringsarbejder.
Slotskapel.
Slotskapellet blev indrettet i 1590-93 og har som slottets eneste rum bevaret sit oprindelige udseende. Prædikestolen er fra 1590-91. Det hertugelige bederum på nordvæggen blev skabt i 1609-13. Alteret under bederummet er et arbejde fra 1666. De ældste dele af orglet er fra slutningen af 1500-tallet.
De danske menigheder i Slesvig holder med ujævne mellemrum gudstjenester i kapellet.
Museer.
På Gottorp Slot har i dag Slesvig-Holstens landsmuseum for kunst, kulturhistorie og arkæologi til huse.
Gottorps kunstmuseums højdepunkter er den gotiske hal med kirkekunst fra middelalderen, den såkaldte hjortesal fra renæssancen, slotskapel, kunsthåndværk fra renæssance til klassicisme, nederlandske og nordtyske malerier fra 1600-tallet, en fajancesamling, malerier fra 1800-tallet med danske guldaldermalerier og malerier fra tysk ekspressionisme.
Gottorps arkæologiske museums højdepunkter er Nydambåden, der blev fundet i Nydam Mose i Nordslesvig og en lang rækkke udgravede genstande fra Thorsbjerg Mose og Hedeby i Sydslesvig foruden egebåde, vendiske træguder og flere velbevarede moselig fra jernalderen i Slesvig-Holsten. Gottorp Slot er blandt Tysklands største arkæologiske museer.
Nydambåden og andre elementer dannede i 1800-tallet den såkaldte Flensborgsamling, som efter krigen i 1864 blev en brik i det politiske spil mellem dansk og tysk. Efter 1. verdenskrig og igen efter 2. verdenskrig søgtes Nydambåden og andre oldsager tilbageleveret til Danmark.
I den forhenværende ridehal arrangeres vekslende særudstillinger. Desuden findes permanente kunst- og værkstedsudstillinger, herunder værkstedsudstilling med den tyske kunstner Hans Wimmer. I den nyskabte barokhave Nyværk i slotsparken ligger den imponerende gottorpske kæmpeglobus. Selve Nyværkhave blev i 2007 genindviet af Prinsesse Benedikte og den slesvig-holstenske ministerpræsident Peter Harry Carstensen.
Autonome nervesystem.
Det autonome nervesystem består af nerveceller der ligger uden for det centrale nervesystem. Det regulerer de ubevidste funktioner i kroppen specielt aktiviteten i flere af kroppens indre organer (kirtelsekretion m.m.). Det inddeles i det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem.
Det er karakteristisk for det autonome nervesystem, at det er uden for viljens kontrol. Eller rettere: det er "normalt" uden for viljens kontrol. Der findes nemlig indiske fakirer, der - efter sigende - skal være i stand til bevidst at bringe pulsen ned på 1 hjerteslag i minuttet.
Ulvefod-familien.
Ulvefod-familien ("Lycopodiaceae") er jordboende eller epifyttiske karplanter med 4 slægter og et stort antal forskellige arter. Den sporebærende plante er regelmæssigt forgrenet, og den består af en jordstængel med trævlerødder og en overjordisk del med talrige, tætsiddende og spiralstillede, bittesmå blade. Sporer dannes oven på bladene, og der, hvor de spirer, dannes der enten en tvekønnet, masse med fotosyntese eller nogle underjordiske, forgrenede organer, som opsøger symbiose med en svamp. På disse over- eller underjordiske organer dannes der ægceller og fritsvømmende sædceller. Efter befrugtning dannes den sporebærende generation.
Eksterne henvisninger.
http://dmoz.org/Science/Biology/Flora_and_Fauna/Plantae/Lycopodiophyta/Lycopodiopsida/Lycopodiaceae/
Håndfæstning.
En håndfæstning er oprindeligt en aftale indgået ved håndslag, men især kendt som en skriftlig erklæring, afgivet af kongen om embedsførelsen. Den første danske blev vedtaget på et møde mellem kong Erik Klipping og landets stormænd i 1282.
Håndfæstningen er udtryk for stormændenes modstand mod kongens forsøg på at øge sin magt.
Den indeholder bestemmelser om, at kongen regelmæssigt skal rådføre sig med stormændene, og at bøndernes ret skal sikres. Bl.a. fastslås for første gang habeas corpus-reglen om, at ingen kan fængsles vilkårligt; altså en beskyttelse af den enkelte person mod herskerens vilkårlige magtudøvelse.
Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene har nu udspillet deres rolle, og det er nu ikke længere bønderne, der vælger kongen. Men man beholder dog skikken med at hylde kongen på tinge.
Fra 1448 blev den afgivet over for rigsrådet.
Man fortsatte med at bruge håndfæstninger ved tronbestigelse frem til enevældens indførelse i 1660
Mange af håndfæstningerne er bevaret i Rigsarkivet.
I nyere politik bruges udtrykket også jævnligt om bindende aftaler.
Padderok-familien.
Padderok-familien ("Equisetaceae") er en monotypisk familien med kun én slægt. Det er sporeplanter, og i kultiden fandtes de som 40 meter høje træer. Efter at frøplanterne kom frem, findes padderokke kun som små vækster. De nulevende arter har to slags skud: kønnede (dvs. sporebærende) og vegetative (dvs. bladbærende).
Slangetunge-familien.
Slangetunge-familien ("Ophioglossaceae") er en gruppe af bregner der afviger en del fra de fleste andre bregner. Taksonomisk henregnes de som regel til bregnerne, men familiens taksonomiske tilhørsforhold er dog omdiskuteret og nogen opfatter den som beslægtet med Psilotum eller med Brasenføde.
Slangetunge-familien adskiller sig fra andre bregner på flere punkter
Slangetunge-familiens arter er som regel jordlevende, men nogle få er epifytter. De findes både i tempererede og tropiske områder.
Kongebregne-familien.
Kongebregne-familien ("Osmundaceae") er en familie af bregner i Engelsød-ordenen. Det er en gruppe af primitive arter, der er samlet i de tre nedennævnte, nulevende slægter med i alt ca. 20 arter. For 245-286 millioner år siden bestod familien dog af 5-10, nu uddøde slægter. 1 art i Skandinavien.
1172.
Århundreder: 11. århundrede - 12. århundrede - 13. århundrede
Årtier: 1120'erne 1130'erne 1140'erne 1150'erne 1160'erne - 1170'erne - 1180'erne 1190'erne 1200'erne 1210'erne 1220'erne
Årstal: 1167 1168 1169 1170 1171 - 1172 - 1173 1174 1175 1176 1177
Eksterne henvisninger.
72
Ørnebregne-familien.
Ørnebregne-familien ("Dennstaedtiaceae") er en familie i Engelsød-ordenen ("Polypodiales"). Den omfatter verdens mest almindelige bregne, Ørnebregne. Arterne i denne familie har store, flerdobbelt snitdelte blade. Variationen i de ydre træk har forvirret den taxonomiske inddeling inden for ordenen, men moderne analyser af DNA har fastslået sammenhængene. Her omtales kun den ene slægt, som er repræsenteret i Danmark ved vildtvoksende arter.
Motorsport.
Motorsport betegner forskellige sports-konkurrencer med brug af motorkøretøjer. De danske foreninger er organiseret i Danmarks Motor Union eller Dansk Automobil Sports Union DASU.
Dunbregne-familien.
Dunbregne-familien ("Thelypteridaceae") er en familie af bregner, som rummer 30 slægter (eller betydeligt færre, afhængigt af forfatteren) med flere end 1000 arter, hvad der gør familien til én af de største blandt bregnerne. Den har dog været genstand for talrige taxonomiske forandringer, og kun de igangværende DNA-undersøgelser kan bringe endegyldig orden på den. Familien er mest tropisk, og den findes på alle kontineter med tropisk klima. Dertil kommer, at nogle slægter og arter er trængt frem til tempererede egne af Europa, Asien og Nordamerika.
Familien består af bregner, der enten har en krybende jordstængel og spredte blade eller også en lodret jordstængel og rosetstillede blade. Bladene er dobbelt fjersnitdelte med afsnit, som er helrandede eller rundtakkede. Bladenes oversider er forsynet med spidse hår langs midterribben. Sporehushobene (sori) sidder på undersiden af bladene.
Mangeløv-familien.
Mangeløv-familien ("Dryopteridaceae") er en stor familie med følgende fællestræk: Planterne er landlevende eller epifytiske stauder. Stænglerne er krybende til oprette, men sjældent træagtige. Enkelte arter er klatrende og mere eller mindre grenede. Sporehusene er stilkede, og sporerne er brunlige med 64 pr. sporehus.
Ærteblomstfamilien.
Ærteblomstfamilien ("Fabaceae") er urter, buske eller træer. Bladene er spredte, ofte med fodflige og sammensatte. Blomsterne er uregelmæssige (kun én symmetriakse). De er samlet i aks, klaser eller hoveder. Frugterne er bælge med få til mange frø. Planterne har symbiose med knoldbakterier.
Pilledrager-familien.
Pilledrager-familien ("Marsileaceae") er udbredt i Europa, Australien, Sydøstasien og Sydamerika. Det er 3 slægter og ca. 70 arter af specialiserede, vandlevende eller meget fugtkrævende bregner. De modsatte blade udspringer fra jordstængler, som enten bærer bladene fra flere vækstpunkter, eller som bærer de 2-4 brede blade fra spdsen. Her nævnes alle slægterne, selv om kun Pilledrager er vildtvoksende i Danmark.
Engelsød-familien.
Engelsød-familien ("Polypodiaceae") er kendetegnet ved at have krybende jordstængler med enkeltvis siddende, fjersnitdelte blade. Sporehushobene (sori) er "uden" slør. Her nævnes kun eneste slægter, som ses i Danmark.
Kambregne-familien.
Kambregne-familien ("Blechnaceae") er en familie af bregner som tidligere blev placeret i ordenen "Filicales". NU henregnes familien til Engelsød-ordenen ("Polypodiales"). 1 art vildtvoksende i Danmark.
Fjerbregne-familien.
Fjerbregne-familien ("Woodsiaceae") er en stor familie med følgende fællestræk: Planterne er landlevende stauder. De har store blade, som danner åbne rosetter. De enkelte blade har furet bladstilk med to flade ledningsstrenge ved basis. Bladpladen er blød og fjerformet med det bredeste sted midt på.
Iflg. henregnes alle slægter i denne familie til Mangeløv-familien.
Radeløv-familien.
Radeløv-familien ("Aspleniaceae") er en den eneste familie i Radeløv-ordenen. Arterne i familien har linjeformede sporehuse langs bladranden. De fleste forskere anser familien for at være monotypisk med kun én slægt, Radeløv, for arterne i de tidligere slægter (som f.eks. Hjortetunge-slægten) danner hybrider med Radeløv i naturen.
Akson.
Akson eller axon er den efferente del ("udgangen") af et neuron (hjernecelle).
Axonet ender i en bulbus, som indeholder sekretionsgranula med neurotransmittersubstanser, der frigives, når det elektriske signal når dem langs aksonet. Mange aksoner er omgivet af fedt, såkaldte myelinskeder, der isolerer det elektriske signal og øger transmissionshastigheden. Mængde af myelin kan undersøges: Nyere forskning tyder på at et såkaldt "BMB"-molekyle sammen med positronemissionstomografi kan bruges til at visualisere mængden af myelin i den levende hjerne.
Nellike-familien.
Nellike-familien ("Caryophyllaceae") består af ca. 90 slægter, der er udbredt i alle verdensdele (inklusive Antarktis). Det er karakteristisk for familien, at bladene er modsatte og helrandede. Blomsterne er samlet i gaffelkvaste, og de enkelte blomster er tvekønnede, regelmæssige og 5-tallige. Den tørre kapsel indeholder mange frø.
Her nævnes kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Portulak-familien.
Portulak-familien ("Portulacaceae") er udbredt i hele verden, dog med tyngdepunkt i det vestlige Nordamerika. Det er sukkulente og for det meste urteagtige planter. Bladene er modsatte og ofte kødfulde. Her nævnes kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Giacomo Puccini.
Giacomo Antonio Domenico Michele Secondo Maria Puccini (22. december 1858 - 29. november 1924) var en italiensk komponist, hvis operaer, herunder "La Bohème", "Tosca", "Madama Butterfly" og "Turandot", er blandt de hyppigst opførte i standardrepertoiret. Nogle af hans arier såsom "O mio babbino caro" fra "Gianni Schicchi", "Che gelida manina" fra "La Bohème" og "Nessun dorma" fra "Turandot" er blevet en del af populærkulturen.
Puccinis tidlige liv.
Puccinis fødested, set i 1984
Puccini blev født i Lucca i Toscana i en familie, der havde været musikere i fem generationer og som omfattede komponisten Domenico Puccini. Faderen døde, da Giacomo var fem år gammel, og han blev sendt i skole hos sin onkel Fortunato Magi, der betragtede ham som en fattig og udisciplineret elev. Senere fik Puccini en stilling som organist og kormester i Lucca, men det var først, da han så en opførelse af Verdis "Aida", at han blev inspireret til at søge en karriere som operakomponist. Han og hans bror, Michele, gik 30 km for at se opførelserne i Pisa.
I 1880 blev Puccini indskrevet på konservatoriet i Milano med hjælp fra en slægtning og et stipendium. Her studerede han komposition hos Amilcare Ponchielli og Antonio Bazzini. Samme år, i en alder af 21 år, komponerede han sin "Messa", som markerer kulminationen på hans families lange forbindelse med kirkemusikken i Lucca. Selv om Puccini selv korrekt gav værket titlen "Messa" med henvisning til, at det er en komposition til den katolske messe, kendes værket i dag som hans "Messa di Gloria", der kun henviser til de to første bønner, Kyrie og Gloria, mens den betegnelse ikke omfatter Credo, Sanctus og Agnus Dei.
Værket viser frem mod Puccinis karriere som operakomponist og giver glimt af de dramatiske effekter, som han snart skulle bringe frem på scenen; de effektfulde "arier" for tenor- og bassolist er mere dramatiske end normalt i kirkemusik, ligesom værkets orkestrering og dramatik er interessant og kan sammenlignes med Verdis "Requiem".
Mens han studerede på konservatoriet, fik Puccini en libretto fra Ferdinando Fontana og tilmeldte sig en konkurrence om en opera i én akt i 1882. Selv om han ikke vandt, opnåede "Le villi" scenen i 1884 på Teatro Dal Verme, og det vakte interesse hos Giulio Ricordi, der var leder af G. Ricordi & Co.'s musikforlag: Han bestilte en ny opera, "Edgar" i 1889.
Puccini i Torre del Lago.
Fra 1891 og fremefter brugte Puccini meste af sin tid i Torre del Lago, et lille samfund omkring 25 km fra Lucca. Torre del Lago ligger mellem Det Tyrrhenske Hav og Massaciuccoli-søen, lige syd for Viareggio. Han lejede et hus der og brugte tid på jagt, men besøgte regelmæssigt Lucca. I 1900 havde han erhvervet et jordstykke og byggede en villa ved søen, der nu er kendt som "Villa Museo Puccini". Han boede der indtil 1921, hvor forurening fra et tørveværk ved søen tvang ham til at flytte til Viareggio, få kilometer nordpå. Efter hans død blev der indrettet et mausoleum i Villa Puccini: Komponisten ligger begravet i kapellet sammen med sin kone og søn, der døde senere. "Villa Museo Puccini" ejes af hans barnebarn, Simonetta Puccini, og er åben for offentligheden.
Operaer skrevet i Torre del Lago.
Efter 1904 var der længere mellem kompositionerne. Puccini havde en interesse i hurtige biler og var nær blevet dræbt i en større ulykke i 1903. I 1906 døde Giacosa, og i 1909 opstod der skandale efter at Puccinis hustru, Elvira, indgav falske anklager mod deres tjenestepige Doria Manfredi for at have en affære med Puccini. Pigen begik selvmord. Elvira blev sagsøgt af hendes familie, og Giacomo måtte betale erstatning. Da Giulio Ricordi, Puccinis redaktør og udgiver, dør i 1912, slutter Puccinis karrieres produktive periode.
Puccini afsluttede dog "La fanciulla del West" i 1910 og "La Rondine" i 1917. I 1918 fik "Il trittico" premiere i New York. Dette værk består af tre operaer i én akt hver: gyseren " Il tabarro" i stil med den parisiske Grand Guignol, den sentimentale tragedie " Suor Angelica" og komedien "Gianni Schicchi". Af de tre har "Gianni Schicchi" været den mest populære, som indeholder den populære arie "O mio babbino caro".
Puccinis sidste år.
Puccinis sidste hus i Bruxelles
Da Puccini havde for vane at ryge Toscano-cigarer og cigaretter, begyndte han at beklage sig over kronisk ondt i halsen i slutningen af 1923. Han fik diagnosen halskræft, og det førte hans læger til at anbefale en ny og eksperimenterende strålebehandling, som blev tilbudt i Bruxelles. Puccini og hans kone vidste aldrig, hvor alvorlig canceren var; det gjorde kun sønnen.
Puccini døde den 29. november 1924 efter komplikationer fra behandlingen; ukontrollerede blødninger førte til et hjerteanfald dagen efter operationen. Nyheder om hans død nåede Rom under en opførelse af "La Bohème". Operaen blev straks stoppet, og orkestret spillede Chopins "Begravelsesmarch" for det lamslåede publikum. Han blev begravet i Milano, men i 1926 sørgede hans søn for, at faderen blev overført til et specielt oprettet kapel i Puccinis villa i Torre del Lago.
"Turandot", hans sidste opera, var ufærdig ved komponistens død, og de sidste to scener blev afsluttet af Franco Alfano med udgangspunkt i de efterladte skitser. Der har været tvivl om, om Alfano har fulgt skitserne eller ej, da de siges at være ulæselige, men han menes at have gjort det, eftersom han udover autografpartituret havde adgang til (stadig eksisterende) transskriptioner fra Guido Zuccoli, der var vant til at læse Puccinis håndskrift.
Da Arturo Toscanini dirigerede premieren i april 1926 (for en udsolgt sal, hvor enhver prominent italiener var til stede bortset fra Benito Mussolini), valgte han ikke at spille den af Alfano tilføjede del til partituret. Da forestillingen nåede det punkt, hvor Puccini havde måttet opgive arbejdet, stoppede Toscanini orkestret. Dirigenten vendte sig mod publikum og sagde: "Her slutter operaen, for her døde Maestro". (Nogle iagttagere mener, at han, mere poetisk sagde: "Her lagde Maestro pennen". Ligeledes er der vidnesbyrd om, at Toscanini skal have taget dirigentstokken igen og sagt: "Men hans elev gjorde arbejdet færdigt" og spillet operaen til ende til et tordnende bifald.)
Toscanini redigerede Alfanos foreslåede afslutning (»Alfano I«) og producerede således en version der nu kendes som»Alfano II«, og det er den version, der normalt spilles ved opførelser af operaen, omend nogle musikere (fx Ashbrook & Powers, 1991) anser»Alfano I«for at være en mere dramatisk komplet version.
I 2002 blev en ny slutning komponeret Luciano Berio ud fra de oprindelige skitser, men denne finale er til dato kun sjældent blevet opført.
Politik.
I modsætning til Verdi og Wagner synes Puccini ikke at have været aktiv i politik. Men Mussolini, Italiens fascistiske diktator på det tidspunkt, hævdede, at Puccini havde ansøgt om optagelse i til Partito Nazionale Fascista (det nationale fascistparti). Mens det er blevet bevist, at Puccini faktisk var blandt de første tilhængere af det fascistiske parti på det tidspunkt, hvor valgkampen i 1919 (hvor de fascistiske kandidater blev besejret, idet de kun fik 4.000 stemmer), synes der ikke at være nogen optegnelser eller dokumentation for, at han har indgivet en egentlig ansøgning om optagelse. Desuden kan det bemærkes, at havde Puccini gjort det, ville hans nære ven Toscanini (der var stærkt anti-fascistisk) formentlig have afbrudt alle forbindelser med ham og ophørt med at dirigere hans operaer.
"Alme Sol, curru nitido diem qui"
"Promis et celas alius que et idem"
Stil.
Puccinis stil blev engang behandlet affærdigende af musikforskere, hvilket kan tilskrives en opfattelse af, at Puccinis arbejde, med vægt på melodier og en indlysende folkelig appelkraft, skulle mangle "dybde". På trods af at Puccini klart indtager en plads i den populære tradition efter Verdi, viser hans orkestrering viser også stærk indflydelse fra en komponist som Wagner, der tilpasser specifikke orkestrale konfigurationer og orkesterfarver til det dramatiske øjebliks krav. Hans operaer opviser en enestående beherskelse af orkestrets farver og en særlig evne til at skabe atmosfære gennem orkestret.
Puccinis værkers struktur er også bemærkelsesværdig. Selv om det i et vist omfang er muligt at opdele hans operaer i arier eller "numre" (som hos Verdi), fremviser hans partiturer generelt et stærkt konstant flow, hvilket måske er endnu et udtryk for den indflydelse, Wagner øvede på Puccini. Ligesom Wagner, anvender Puccini ledemotiver i forbindelse med karakterer og følelser (eller kombinationer heraf). Dette er tydeligst i "Tosca", hvor de tre akkorder, der markerer starten på operaen bruges i forbindelse med Scarpia: Det nedadgående messingmotiv ("vivacissimo con violenza") er forbundet med det undertrykkende regime, der fandtes i Rom på den tid, operaen fremstiller og mest klart med Angelotti, en af regimets ofre; harpearpeggio'en, der optræder i forbindelse med Toscas entré på scenen og arien "Vissi d'arte", symboliserer Toscas religiøse følelse; den stigende-faldende klarinetskala angiver Marios lidelse og hans kærlighed til Tosca. Flere motiver er også knyttet til Mimi og bohemerne i "La Bohème" og Cio-Cio-Sans selvmord i "Madama Butterfly". I modsætning til Wagner er Puccinis motiver statiske: Hvor Wagners motiver udvikler sig til mere komplicerede figurer i samklang med personernes udvikling, forbliver Puccinis mere eller mindre identiske i hele operaen.
Et andet karakteristisk træk ved Puccinis værker er brugen af stemmen i stil med talen som "canto parlando", idet personerne udveksler korte sungne sætninger efter hinanden, som om de var i samtale. Puccini er også kendt for sit melodiske talent og mange af hans melodier er uforglemmelige og har opnået varig popularitet. I deres simpleste form er disse melodier lavet som sekvenser fra skalaen; et meget karakteristisk eksempel er "Quando me'n vo (Musettas vals) fra "La Bohème" og "E lucevan le stelle" fra tredje akt i "Tosca". I dag er det sjældent at der ikke er mindst én Puccini-arie med, når en operasanger udgiver et soloalbum.
Usædvanligt nok for operaer skrevet af italienske komponister indtil dette tidspunkt finder mange af Puccinis operaer sted udenfor Italien på eksotiske steder som Japan ("Madama Butterfly"), guldminernes Californien ("La fanciulla del West"), Paris og Rivieraen ("La Rondine") og Kina ("Turandot").
Pullitzer-vinder og musikkritiker Lloyd Schwartz sammenfattede Puccini således: "Er det muligt for et kunstværk at synes både helt oprigtigt i sine hensigter og samtidig falsk og manipulerende? Puccini byggede en stor karriere på disse modsætninger. Men folk interesserer sig for ham og beundrer ham, fordi han gjorde det både så skamløst og så dygtigt. Hvordan kan man klage over en komponist, hvis musik er så ubønhørligt mindeværdig, selv - måske især - når den er mest sukkersød?"
Musik.
Selv om Puccini primært er kendt for sine operaer, skrev han også en række andre orkestrale stykker, kirkemusik og kammermusik samt sange for stemme og klaver.
Centre for Puccini Studies.
Centro Studi Giacomo Puccini er grundlagt i 1996 i Lucca og omfatter en bred vifte af tilgange til studiet af Puccinis værk.
I USA har specialiseret sig i usædvanlige opførelseseditioner af komponistens værker, ligesom centret præsenterer offentligheden for mange oversete eller ukendte Puccini-stykker. Centret blev grundlagt i 2004 af en ledende Puccini-kunstner og videnskabsmand, Dr. Harry Dunstan.
Lucca (by).
Lucca er en by i Toscana, med 90.000 indbyggere. Det er en af de rigeste og mest konservative byer i Norditalien.
Lucca blev grundlagt af etruskerne og blev en romersk koloni i 180 f.Kr.
I det 10. og 11. århundrede var Lucca hovedstaden i det feudale markgrevskab Toscana, underlagt den tysk-romerske kejser.
Byen blev i 1806 overtaget af Napoleon, og blev derefter et bourbonsk hertugdømme, del af den italienske stat.
Byen er omgivet af en intakt og meget omfattende og bred bymur.
Lucca er Giacomo Puccinis fødested. Casa di Puccini er åbent for almenheden, og i Torre del Lago, hvor Puccini havde et hus, finder en Puccini-operafestival sted hvert år i september.
Rude-familien.
Rude-familien ("Rutaceae") har ca. 160 slægter og 1700 arter af tokimbladede planter, der især er udbredt i de tropiske egne og med arter i Sydafrika og Australien. De kan kendes på, at de har modsatte og sammensatte blade med kirtler, indeholder æteriske olier. Blomsterne har støvdragerne arrangeret i en ring med tykke støvtråde. Frugterne er meget forskellige, men har alle de typiske kirtler i overhuden. Her nævnes kun de slægter, der dyrkes i Danmark, eller som har økonomisk betydning.
Kvassia-familien.
Kvassia-familien ("Simaroubaceae") rummer ca. 22 slægter og 170 arter, der er udbredt overalt i troperne og subtroperne. Det er træer eller buske, ofte med bitterstoffer i bark, ved og frø. Familien kan genkendes på den meget tydelige marv i skuddene, hvad der gør dem uventet lette. Desuden er barken bitter, og bladene har flade kirtler på undersiden og ofte nogle grove tænder langs randen. Blomsterne er gerne små med kronblade, som næsten ikke kan dække bægerbladene.
Sæbetræ-familien.
Sæbetræ-familien ("Sapindaceae") er en stor familie, som består af ca. 140 slægter og 1400 arter, hovedsagelig træagtige planter, der er udbredt i tropiske og subtropiske egne. Familien kan kendes på, at arterne ofte har sammensatte (finnede eller fingrede) blade. Småbladene er groft takkede og de fine bladstrenge er ofte tydelige i tørret tilstand. Blomstringen sker i stande, og de enkelte blomster er ret små med tydelige hår indeni. Her omtales kun de slægter, der er vildtvoksende eller dyrket i Danmark, eller som har økonomisk interesse.
Asparges-familien.
Asparges-familien ("Asparagaceae") har 2 slægter og omkring 370 Arter, der er udbredt i Europa, Asien og Afrika samt i Mexico. Det er meget forskeligartede planter, som tilsyneladende er inde i en meget hastig artsdannelse. Her omtales kun den af slægterne, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Daglilje-familien.
Daglilje-familien ("Hemerocallidaceae") er en lille familie med få slægter. Det er urteagtige planter med liljeagtige træk. I den nyeste systematik er de dog udskilt af Lilje-ordenen ("Liliales") og derfor også af Lilje-familien ("Liliaceae").
Påskelilje-familien.
Påskelilje-familien ("Amaryllidaceae") er en stor familie. Her omtales kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der trives i Danmark.
Hyacint-familien.
Hyacint-familien ("Hyacinthaceae") er udbredt i hele Eurasien og især i Sydafrika og Sydøstasien. Det er løgvækster med smalle blade og stande af klokkeformede blomster på særlige skud. Her nævnes kun de slægter, der rummer arter, som dyrkes eller er vildtvoksende i Danmark.
Buksbom-familien.
Buksbom-familien ("Buxaceae") er en plantefamilie. Arterne i denne familie er som regel særbo. De har modsatte blade og ret små blomster. Frugterne indeholder kun få frø. Familien har kun nogle få slægter, og her beskrives kun de tre, som er repræsenteret ved arter, der dyrkes i Danmark.
Kornel-familien.
Kornel-familien ("Cornaceae") er en lille familie, som findes spredt på alle kontinenter, bortset fra Antarktis og Sydamerika. Her omtales kun den ene slægt, der kan ses repræsenteret ved arter, som dyrkes, eller som er vildtvoksende i Danmark.
Skeblad-familien.
Skeblad-familien ("Alismataceae") er vandplanter med mælkesaft. Bladene sidder i rosetter. Flydeblade og luftblade har hel rand, fremtrædende midterribbe og buede nerver med krydsforbindende mellemnerver. Frøene er nødder.
814.
Århundreder: 8. århundrede - 9. århundrede - 10. århundrede
Årtier: 760'erne 770'erne 780'erne 790'erne 800'erne - 810'erne - 820'erne 830'erne 840'erne 850'erne 860'erne
Årstal: 809 810 811 812 813 - 814 - 815 816 817 818 819
Eksterne henvisninger.
14
Karl den Store.
Statue af Karl den Store i Frankfurt. Han bærer den verdslige magts symbol, rigssværdet, og kejsermagtens symbol, rigsæblet, dvs. jordkloden.
Karl den Store (på latin: "Carolus Magnus", på fransk/engelsk: "Charlemagne") (742 eller 748 - 28. januar 814 i Aachen) var en hersker over det Frankiske rige fra 768 til sin død i 814. Tilnavnet "den Store" fik han i sin levetid.
Han var søn af frankerkongen Pipin den lille og dronning Bertrada af Laon. Efter faderens død i 768 delte han kongemagten med sin bror Karloman, men da han døde i 771 blev Karl enehersker. Tidligt slog han ind på en stormagtskurs og knuste i 774 langobarderriget og blev herre over store dele af Italien. I 777-78 foretog han et kun delvis vellykket felttog mod araberne i Spanien, et felttog der har inspireret til heltedigtet Rolandskvadet.
773-804 besejrede han Sakserne, Friserne og de vendiske Abodritter i blodige krige i Østholsten. Han blev den 25. december 800 kronet som "Romersk Kejser" i Rom af pave Leo 3. Han var nu ligeværdig med den østromerske kejser i Konstantinopel.
Han var den første "germanske" fyrste, der antog den romerske kejsertitel og skabte det vesteuropæiske kejserbegreb, der dominerede storpolitikken helt frem til 1918.
Ved hans død omfattede det Frankiske rige en stor del af det gamle vestromerske rige med nordgrænse ved Elben og en fremskudt borg ved Itzehoe i Holsten opført i 809. Han opnåede aldrig at samle alle dele af det gamle rige, for angelsakserne og vikingerne sad hårdt på England, og maurerne havde erobret Spanien næsten op til Pyrenæerne.
Indenrigspolitisk søgte Karl at styrke statsmagten, men opgav aldrig ideen om landet som et arverige, der kunne opdeles efter forgodtbefindende. Han tog sig ivrigt af undervisning og oprettede skoler for børn af både stormænd og lavere placerede embedsmænds, ligesom han samlede en kreds af lærde ved sit hof, bl.a. englænderen Alkuin.
Han er blevet kaldt "Europas fader", eftersom han af det smuldrende, hærgede romerrige skabte grundlaget for det moderne Europa bl.a. ved en begyndende statsdannelse af Frankrig og Tyskland - to magter, der i høj grad har formet Europas og verdens historie.
Han blev helgenkåret i 1165, og hans dødsdag den 28. januar bærer hans navn: "Karls Dag."
Han blev fulgt af sønnen Ludvig den Fromme.
Soldug-familien.
Soldug-familien ("Droseraceae") er insektædende urter, der har langstilkede og rosetstillede blade, som ofte er foldet langs midterribben. Blomsterne er som regel ganske små og hvide, men kun åbne i solskin. Her omtales kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Valmue-familien.
Valmuefamilien ("Papaveraceae"), omfatter urter med mælkesaft, spredte blade, frikronbladet, mangehannede, undersædige blomster og kapselfrugt. Den er udbredt over hele den nordlige, temperede zone med enkelte arter i Sydamerika og i Kaplandet.
Under det ældre, Cronquists system var familien delt i to: Valmue-familien og Jordrøg-familien.
Ribs-familien.
Ribs-Familien ("Grossulariaceae") har kun én slægt, og beskrivelsen af udbredelse og kendetegn skal altså søges dér.
Nøkkerose-ordenen.
Nogle gange medregnes Cabombaceae i Nymphaeaceae.
Rundbladet Soldug.
Rundbladet Soldug ("Drosera rotundifolia") er en kødædende plante. Det er en staude med en grundstillet roset af cirkelrunde, langstilkede blade, der er under 1 cm i diameter, og som har hel rand med langstilkede kirtler. De klæbrige kirtler ligner små dugdråber. Blomsterne bæres i juli-august i et endestillet aks på en særlig stængel. De enkelte blomster er hvide. Frugterne er kapsler med meget fine frø.
Rodnettet er forholdsvis svagt og meget fint. Planten skaffer sig den nødvendige mængde kvælstof ved at fange og fordøje småinsekter.
0,10 x 0,05 m (10x 5 cm/år).
Rundbladet Soldug er vildtvoksende i vore højmoser, hvor den findes på lysåbne pletter sammen med bl.a. Almindelig Tranebær, Djævelsbid, Hvid Næbfrø, Kragefod, Tormentil og arter af Tørvemos.
Stor Fruesko.
Stor Fruesko ("Cypripedium calceolus") er en staude med en opret vækst. Bladene danner først en grundstillet roset, men derpå skyder den oprette stængel til vejrs. Den er rund i tværsnit og let behåret, og den bærer 3-5 spredtstillede og stængelomfattende blade. De er hele og bredt elliptiske med tydelige, buede bladribber og hel rand. Begge bladsider er lysegrønne, men undersiden er beklædt med et vatagtigt hårlag. Blomstringen sker i maj-juni, hvor man finder 1-2 (under meget gunstige betingelser helt op til 4) endestillede blomster. De er stærkt uregelmæssige og 3-tallige. Yderst findes fire blosterblade, som er purpurrøde til brune, forvredne og smalle med lang spids. Den store, gule læbe er dannet af et enkelt, indre blosterblad, og den er krummet opad-indad, så den danner en bredsnudet ”sko”. Frugten er en kapsel med 6 langsgående åbninger ind til de mange, meget små frø.
Rodnettet består af en kort jordstængel og nogle grove rødder. Planten er afhængig af mykorrhiza med én eller flere svampearter. De første fire år snylter planten på svampen og har ingen blade. Derefter dannes det første blad, og i de følgende år kommer der flere og flere blade, indtil stænglen og blomsterne dannes.
0,50 x 0,25 m (50 x 25 cm/år)
Stor Fruesko er udbredt i Sibirien, Østasien og Europa, herunder også i Danmar, hvor den dog er yderst sjælden. Den er tilpasset fugtige og lysåbne eller let skyggede voksesteder med en kalkholdig og ret næringsfattig jord. I nationalparken "Plitvice Søerne" (20 km nordvest for Bihac i Bosnien og 110 km syd for Zagreb i Kroatien) findes arten i skovenge på en undergrund af dolomitkalk sammen med bl.a. "Acer obtusatum" (en art af Løn), Almindelig Humlebøg, Almindelig Parykbusk, Balkan-Dafne, Brand-Lilje, "Cardamine chelidonia" (en art af Springklap), Karnisk Lilje, Storbladet Pæon, Tungeblad og Wulfen-Aurikel
Vandkrans-familien.
Vandkrans-familien ("Zannichelliaceae") bestod tidligere under Cronquists system af arterne i slægten "Zannichellia". De henregnes under det nuværende, fylogenetiske system under Vandaks-familien ("Potamogetonaceae").
Adventurespil.
Adventurespil er normalt computerspil der enten handler om at udforske og løse opgaver i diverse verdener, eller handler om at udfordre spillerens hjerne gennem mere eller mindre logiske puzzles. Spillene er tur-baserede, man kan bruge lige så lang tid det skal være om hvert træk.
Historie.
De første adventurespil var udviklet på mainframe computere, og først senere flyttet til personlige computere. Det allerførste spil hed Adventure, og gav navn til hele genren. Versionen af det spil til personlige computere blev kaldt Colossal Cave. Et andet langt mere omfattende spil fra denne epoke var Dungeon, der blev kendt som Zork-serien i pc versionen. Spillet blev nemlig opsplittet i flere dele, da de tidlige PC ikke kunne indeholde det hele.
Senere begyndte adventurespil at blive udviklet direkte til de personlige computere, med Level 9 som det dominerende udviklingsfirma. Level 9 introducerede en fælles spilmotor hvorpå de enkelte spil var skrevet, hvilket både lettede udviklingen og porteringen af spil til forskellige platforme.
Efterhånden som de personlige computeres lagerplads øgedes, begyndte man at introducere stilstående billeder i spillene, som supplement til beskrivelsen af de enkelte steder. Hobitten er et eksempel på dette.
Sit helt store gennembrud (og foreløbige højdepunkt popularitetsmæssigt) fik genren med Kings Quest serien, hvor hver lokalitet var beskrevet grafisk, og man kunne styre sin figur rundt.
Efterhånden mistede genren sin popularitet, de fleste foretrak spil i den nye action-adventure genre, hvor handlingen foregik i realtid.
Interaktiv fiktion.
De rene tekstbaserede adventurespil findes stadig, primært i form af interaktiv fiktion der mest skrives af hobbyister.
Nogle af de forskellige frie spilmotorer er nu så udviklede, at man ikke behøver kunne programmere for at skrive interaktiv fiktion. Andre, som f.eks. Inform, er baseret på mere avancerede programmeringssprog.
I interaktiv fiktion er fokus flyttet fra ren opgaveløsning, til at fortælle en historie hvor læseren selv deltage. Der er klare paralleller til bøger af "Du er helten i..."
Korsved-familien.
Korsved-familien ("Rhamnaceae") rummer ca. 50 slægter og 900 arter, der er udbredt over det meste af Jorden. Det er træer, buske eller lianer. Arterne kan kendes på deres takkede, stilkede blade, som ofte har kraftige, paralllelle sidenerver. Frugterne kan være tørre (kapsler) eller saftige (bær). Her omtales kun de slægter, der omfatter arter, som kan have interesse i Danmark.
Rubén González.
Rubén González (april 1919 - 8. december 2003) var en cubansk pianist. Han lærte at spille klaver på musikkonservatoriet i Cienfuegos. Han læste medicin, men opgav studierne på grund af økonomiske problemer. I 1943 udsendte han sammen med Arsenio Rodríguez sit første album og blev hurtigt kendt i Cuba og andre dele af Latinamerika.
González gik på pension i slutningen af 1980'erne, men begyndte en ny karriere i 1996 da soloalbummet "Introducing Rubén González" blev udgivet. Det følgende år producerede den amerikanske musiker Ry Cooder "Buena Vista Social Club", hvor González, Compay Segundo, Ibrahim Ferrer, Omara Portuondo, Eliades Ochoa og flere andre cubanske musikere medvirkede. Wim Wenders producerede en biografisk film af samme navn, hvilket gjorde González og hans kollegaer berømte over hele verden.
González' blev sidst set offentligt i Mexico og Cuba i 2002. Hans helbredstilstand blev dårligere og han fik ledbetændelse (artritis), samt problemer med lunger og nyrer.
Kalmia.
Kalmia-slægten ("Kalmia") er udbredt med 6-7 arter i Nordamerika og på Cuba. Det er stedsegrønne buske med en kompakt vækst. Bladene er spredtstillede og elliptiske til lancetformede. Blomsterne er samlet i endestillede stande med 10-50 blomster. Kronen består af 5 sammenvoksede, hvide, lyserøde eller røde kronblade. Frugterne er 5-rummede kapsler med talrige frø. Alle dele af planterne er giftige.
Her omtales kun de arter, som dyrkes i Danmark.
Bjørne-banden.
Bjørne-banden (Engelsk: The Beagle Boys) er en kriminel bande i Andeby (Walt Disney).
Bjørne-Banden er skabt af Carl Barks. Første gang de sås i Danmark var i 1952.
De har som regel numre på deres trøjer, der består af tallene 1, 6 og 7 i forskellige kombinationer, eksempelvis 167-671. De har været så meget i fængsel, så de har glemt deres rigtige navne og kun kender hinanden pr. nummer.
Derudover ses ofte en ældre bjørnebandit - nogle gange kaldet "Bedstefar", andre gange kaldet "Dirk" eller "Brian Bjørn". Dirk optræder dog mest i Jumbobøger mens Brian mest ses i Anders And-bladet
Banden portrætteres forskelligt: Tit som en uduelig gruppe småforbrydere, men engang imellem også som underafdeling af en verdensomspændende organisation.
Tegneren Don Rosa giver i sin "Her er dit liv, Joakim" et bud på Bandens første møde med Joakim von And.
Banden blev i 1960'erne forsynet med tre nevøer med numrene 1, 2 og 3, de hed først Bamse-Banden, men gik over til at blive kaldt Bøllespirerne. De optræder i nogen serier, hvor deres onkler er hovedfigurer, men de optræder lige så ofte som skurke i historier om Grønspætterne, hvor de laver skarnsstreger for at forhindre spejdernes forehavende.
Stenurt-familien.
En af de specielle egenskaber ved planterne i Stenurt-familien ("Crassulaceae") er, at de har CAM-fotosyntese, der gør, at de kan gemme CO2 om natten. Om dagen omdannes CO2 til sukker via fotosyntesen.
Fordelen ved CAM-fotosyntesen er at planterne ikke mister vand ved fordampning om dagen og på grund af den lavere temperatur om natten vil den relative luftfugtighed være så høj, at de heller ikke mister vand om natten.
Familien er udbredt i tørre egne over hele kloden. Den er meget almindelig i Kaplandet og Mexico, mens der er få arter i Sydamerika og Australien. Den mangler helt i Polynesien. Her nævnes kun de slægter, der rummer arter, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Surkløver-familien.
Surkløver-familien ("Oxalidaceae") er en familie i Surkløver-ordenen (Oxalidales).
Storkenæb-familien.
Storkenæb-familien ("Geraniaceae") er en familie af urteagtige (sjældnere buske) planter. Alle arter indeholder tanniner. Bladene sidder spiralstillet og modsat. De er snitdelte med dybe flige eller regulære småblade. Blomsterne danner skærme, og de er 5-tallige og regelmæssige.
Mælkeurt-familien.
Mælkeurt-familien ("Polygalaceae") er en familie med 18 slægter og over 900 arter (nedenfor nævnes kun den ene slægt, som er hårdfør i Danmark). Det er træer, buske, stauder og enkelte lianer fra de tropiske og tempererede egne af verden.
Vortemælk-familien.
Vortemælk-familien ("Euphorbiaceae") er udbredt over hele kloden undtagen de arktiske områder. Familien har ca. 320 slægter og 7900 arter. De har næsten altid hele blade, og i stænglerne findes karsystemer med mælkesaft eller garvestoffer. Blomsterne er oftest små med mere eller mindre reducerede kron- og bægerblade. Frugten er en kapsel eller spaltefrugt. I Danmark forekommer kun slægterne Vortemælk og Bingelurt, men flere andre slægter har stor økonomisk betydning.
Blærerod-familien.
Blærerod-familien (Lentibulariaceae) er en familie af kødædende planter, som findes over hele kloden på fugtig, næringsfattig bund. Her nævnes kun de to slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende, eller som dyrkes i Danmark.
Farve-Reseda.
Farve-Reseda ("Reseda luteola") er en staude eller en toårig urt med en opret vækst. Planten danner det første år en bladroset, og det eller de næste år skyder blad- og blomsterbærende stængler til vejrs. Stænglerne er glatte og lysegrønne. Bladene sidder soredt, og de er linjeformede eller lancetformede med hel rand og ganske kort stilk. Over- og underside er ensartet lyst grågrønne. Blomstringen sker i juli-august, hvor de små blomster sidder samlet i en ćylindrisk, opret klase. De enkelte blomster er uregelmæssige, 4-tallige og gule. Frugterne er kapsler med mange frø.
Rodnettet består af en spinkel, men dybtgående pælerod og forholdsvis få siderødder. Planten indeholder et gult farvestof, der bruges til stoffarvning. Den indeholder også flavonoidet luteolin, der udvindes af planten og bruges som en kraftig antioxidant.
1,50 x 0,25 m (150 x 25 cm/år)
Arten er knyttet til lysåbne voksesteder med gruset, gerne kalkrig bund over det meste af Europa, herunder også i Danmark. På godsbanegårde i Niedersachsen findes den sammen med bl.a. Almindelig Slangehoved, Bjerg-Rørhvene, Fladstrået Rapgræs, Klæbrig Brandbæger, Prikbladet Perikon, Pyrenæisk Markarve, Rejnfan, Tag-Hejre og Toårig Natlys.
Almindelig Blærerod.
Almindelig Blærerod ("Utricularia vulgaris") er en kødædende plante, som flyder på vandet.
Dafne-familien.
Dafne-familien ("Thymelaeaceae") kan kendes på deres fiberrige bark. Arterne har ofte hele blade, som sidder modsat. Undersiden er lodden af silkeagtige hår. mange arter har bøjelige, næsten gummiagtige grene med en ubehagelig lugt. Dette stemmer godt sammen med, at de fleste er giftige. Familien har mange flere slægter end den ene, der er kendt her i landet.
Sølvblad-familien.
Sølvbladfamilien ("Elaeagnaceae") består af buske og træer med meget små blomster. De har torne og skjoldhår og bladene er udelte uden fodflige. Sølvbladfamiliens arter bestøves med vinden og i Danmark findes i alt tre slægter, markeret med stjerne i listen herunder.
Bækarve-familien.
Bækarve-familien ("Elatinaceae") er oftest urteagtige planter fra fugtige biotoper. De har modsatte og mere eller mindre tandede blade. De små enkeltblomster er samlet i små hoveder. Her omtales kun den ene slægt, der rummer arter, som er vildtvoksende i Danmark.
Græskar-familien.
Græskar-familien ("Cucurbitaceae") er en stor familie med flere hundrede slægter. Den er især ubredt i troperne og subtroperne, og her nævnes kun de, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Kattehale-familien.
Kattehale-familien ("Lythraceae") er en plantefamilie, som er udbredt over hele verden - dog ikke i de tørreste og koldeste egne. Det er urter til træer, som kan genkendes på deres modsatte blade, som mangler kirtelprikker. Blomsterne har furede bægre og 10 eller flere støvdragere. Frugten er en kapsel. Her omtales kun de slægter, der er repræsenteret ved vildtvoksende eller dyrkede arter.
Neurotransmitter.
Neurotransmittere kaldes også signalstoffer og er kemiske stoffer som frigøres i synapser og overfører signalet fra en neuron til en anden neuron, en muskelcelle eller en kirtelcelle via for eksempel en receptor.
Thalidomid.
Thalidomid var et mildere sovemiddel, som kom på markedet i Europa omkring 1960. Der viste sig dog den kedelige bivirkning, at midlet, indtaget i den første del af graviditeten, medførte svære fosterskader i form af phocomeli/abrachi - misdannede/manglende ekstremiteter. Hos mænd og ikke-gravide kvinder findes de nævnte bivirkninger ikke.
Steen Jørgensen fra bandet Sort Sol er et kendt offer for bivirkningerne af thalidomid da han manglede det nederste af sin venstre arm ved fødslen.
I dag har man genoptaget brugen af midlet i mindre omfang, for eksempel til spedalskhed (lepra)
Eksterne links.
Læs mere om indholdsstoffet og præparatet Thalidomid på
Mikroprocessor.
a> fra 1975 og ihvertfald frem til 1983.
En mikroprocessor er den elektroniske komponent, der styrer processerne i et logisk elektronisk kredsløb ved afviklingen af maskinkode-instruktioner.
Begrebet mikroprocessor dækker over, at alle cpu-funktioner er sammenbyggede i samme halvlederchip.
De første datamater var opbygget af diskrete komponenter, og de enkelte elementer af datamaten var opbygget særskilt. Disse elementer omfatter f.eks. cpu, microprogramlager, registre m.v.
I 1971 udvikledes verdens første "single chip CPU", nemlig Intels 4004. En 4-bit processor 740kHz.
Set med nutidens øjne ikke imponerende, men det var starten på en æra uden sidestykke.
PSI.
PSI ("Pounds per Square Inch") er en enhed der bruges til at måle lufttryk i fx et bildæk. PSI angiver trykket i pounds pr. kvadrattomme i modsætning til Bar, der måles i kilogram pr. kvadratcentimeter.
1 Bar tryk = 14,504 PSI
PSI skrives ofte misforstået som det græske bogstav Psi.
Kilogram.
Computergenereret model af det internationale kilogramlod, der består af 90 % platin og 10 % iridium (ift. vægten). Linealen anvender tommer som måleskala.
Kilogram (forkortes kg) er den grundlæggende SI-enhed for masse.
Kilo er et præfiks, der betyder 1000. Et kilogram er altså 1000 gram.
Definition.
Kilogrammet er, som meteren tidligere var, en enhed der er defineret ud fra en prototype, og både det originale kilogram-lod og meterstaven opbevares i Paris.
En meter har senere fået en mere reproducerbar definition, men man har stadig ikke fundet nogen reproducerbar erstatning for kilogram-loddet i Paris. Kilogrammet er således den sidste SI-enhed der er defineret ud fra en bestemt genstand (et artefakt).
En mere generel definition af kilogrammet er ønskelig således at man ikke er afhængig af et bestemt lods skæbne. Man kan forestille sig kilogrammet fastlagt ved at fiksere en naturkonstant til en bestemt talværdi. En anden mulighed er at definere kilogrammet ud fra atommasser (se også atommasseenhed).
Problemet med sådanne generelle definitioner har indtil nu været at de ikke giver samme nøjagtighed som den nuværende kilogramdefinition. Det er fordi man kan veje et lod med større præcision end den præcision man hidtil har kunnet bestemme de relevante konstanter med.
Historie.
Den oprindelige definition af grammet var massen af 1 cm³ vand. Men man gik hurtigt over til prototypelodder da den oprindelige definition ikke er så entydig som man skulle tro.
Danske forhold.
Der er fremstillet et antal identiske eksemplarer af den internationale kilogram-prototype. Disse kopier opbevares, og bruges, på de forskellige landes nationale institutter for videnskabelig måling, som fx PTB i Tyskland og NIST i USA. I Danmark varetages denne opgave af firmaet Dansk Fundamental Metrologi A/S, som ligger på Danmarks Tekniske Universitet i Kongens Lyngby. Den danske prototype bliver med flere års mellemrum sammenlignet direkte med det originale lod i Paris, hvorved sporbarheden sikres.
Blomstersiv-familien.
Blomstersiv-familien ("Scheuchzeriaceae") er en plantefamilie, der kun indeholder en slægt, hvori der kun findes en art.
Andemad-familien.
To slags andemad, "Wolffia globosa" og "Spirodela polyrhiza"
Andemad-familien ("Lemnaceae"). Efter moderne fylogenetisk forskning placeres planterne nu i Arum-familien.
Hestehale-familien.
Hestehale-familien ("Hippuridaceae") har meget reducerede blomster, hvilket har ført til den isolerede stilling i traditionel systematik (Cronquists system). Nyere molekylære studier viser, at slægterne i Hestehale-familien fylogenetisk skal placeres i Vejbred-familien ("Plantaginaceae").
Iris-familien.
Iris-familien ("Iridaceae") er en plantefamilie med 66 slægter og 2.025 arter. Det er urteagtige planter, hvis rødder danner mykorrhiza. Bladene har ens over- og undersider, og de sidder i to rækker. Blomsterne er oftest store. Her nævnes kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Vegetationsøkologi.
Vegetationsøkologi handler om planternes indbyrdes forhold og om deres forhold til jordbundsforholdene, klimaforholdene, planteæderne, rovdyrene og nedbryderne. Enhver vegetation er det foreløbige resultat af en række bevægelige balancer, homøostase, hvor alle faktorer har en indvirkning på tilstanden, som den ses lige nu.
Det betyder også, at vegetationens egen forhistorie har betydning for, hvad der er blevet ud af den indtil nu. Vegetationen er under konstant forandring, fordi den samlede virkning af jordbund, klima, dyr, andre planter og nedbryderne fremtvinger små ændringer hen mod den vegetation, som er den mest varierede, mest stabile og mest tilpassede på stedet. Denne vegetation kaldes klimaks. Bevægelsen hen mod klimaks kaldes succession.
I Danmark vil klimaksvegetationen formentlig være blandet løvskov over det meste af landet. Der vil være undtagelser: de åbne vandflader, skrænterne og strandene f.eks., men ellers vil alt være dækket af en skovtype, som er domineret af Småbladet Lind ("Tilia cordata") på de bedste jorder og Eg ("Quercus") på de ringere. Dette dominansforhold vises grafisk på de såkaldte økogrammer, hvor plantearterne er anbragt i et koordinatsystem med syre/base forhold på den ene akse og fugtighed/tørke på den anden.
Muld.
Diagram over muld, dannet over brunjord
Hvis bare én af disse betingelser ikke bliver opfyldt, uddør regnormene hurtigt, og jorden ændrer sig til den type, som hedder morr.
"Her ses en virkeligt god muld med fin krummestruktur."
Muld er en jordtype, som det er vigtigt for dyrkeren at få eller vedligeholde. Den har nemlig en række egenskaber, der gør, at planter trives godt i den. Den danner meget let krummestruktur, og det høje antal bakterier og regnorme gør strukturen stabil. Porefordelingen i muld er gunstig, for den har en stor andel af netop de porestørrelser, som nok fastholder vandet trods tyngdekraften, men som alligevel gør det tilgængeligt for rødderne. Det høje indhold af kolloider (humus og ler) gør det muligt at opbevare en gødningsreserve midlertidigt i jorden. Og endelig gør den store biodiversitet i mulden, at der altid er rovdyr parat til at balancere ædetrykket fra eventuelle skadedyr.
Muld er en betegnelse, der er almindeligt brugt - både i daglig tale og blandt jordbrugere. Inden for geologien kaldes typen brunjord, da man her også ser på de dybere lag af jorden. Muld (og dermed brunjord) er mest udbredt i Østdanmark på oprindelig lermoræne.
Byting.
Bytinget var i gammel tid åbne retsmøder, der foregik i det fri, og det var samtidig et fælles mødested for alle byens indbyggere.
Det handlede mest om offentliggørelse og nyhedsformidling, tinglysning af ejendom, vurdering af ejendom, arvesager og skudsmål.
For at opnå borgerskab i en anden by skulle tinget på fire på hinanden følgende møder erklære at den pågældende var en pæn og agtværdig borger.
I Jyske Lov bruges det om dem der af retten er udpeget til at vidne eller sørge for dommens efterlevelse - Hvis fremmødet på tinget ikke var så stort blev det efter middelalderen almindeligt at et antal af egnens beboere blev udskrevet til at møde op for at bevidne hvad der fandt sted.
"Tingvidne": enten vidner der førtes på tinget, eller mere alm. en erklæring af tinghørerne om hvad de har overværet på tinge. - I nyere tid er det et dokument med et referat af en vidneførsel.
Bytinget blev ledet af Byfogeden.
Byfoged.
Byfogeden var oprindelig kongens mand i lokalsamfundet, kendt fra 1400-tallet.
I 1500-tallet blev han leder af bytinget og begyndte at fungere som dommer.
I 1600-tallet var det (i købstæderne) magistraten og byfogeden der i fællesskab varetog administration og retsudøvelse.
Det var i regelen en respekteret borger af købmandsstanden der varetog embedet, og han var tit medlem af magistraten, både før og efter tiden som foged.
Efterhånden samles de fleste af byens administrative funktioner i embedet, og han bliver i løbet af 1700-tallet den første professionelle embedsmand i lokalsamfundet.
Det var mange og forskelligartede funktioner han kom til at varetage: Han var dommer i både byting og fogedret, han var auktionsholder, varetog boskifte og tinglysningsvæsen, og fra 1701 fungerede han som politimester og i mange tilfælde også som både magistrat og byrådsformand.
I 1736 kommer en forordning om at dommere skal gennemgå en juridisk eksamination, men det slår kun langsomt igennem, idet kongen ofte valgte efter indstilling fra stiftamtmanden, som ofte tog lokale hensyn.
Det var også stiftamtmanden der havde tilsyn med underretterne.
Før 1919 var herredsfogeden både politimester og dommer. Hvis der var en købstad i retskredsen, så var i tiden 1868-1919 herredsfogeden også kongevalgt borgmester for staden. I denne periode varetog herredsfogeden altså de funktioner, som byfogeden tidligere havde haft.
Fedtmule.
Fedtmule er en tegnefilm- og tegneseriefigur i Walt Disneys Mickey Mouse-univers. Han er meget klodset og naiv og en lille smule dum, men er ellers venlig.
Fedtmule optrådte første gang i 1932 under navnet Dippy Dawg som birolleindehaver i filmen "Mickey's Revue". Senere blev han til Dippy the Goof, og efter filmen "Goofy and Wilbur", slet og ret Goofy. Han var mest bi-figur til Mickey, men på grund af en stor popularitet blev der lavet film med ham som hovedfigur. For mange er det nok især "trio-filmene" fra 1930'erne med Mickey, Anders And og Fedtmule, hvor den høje ranglede figur med den fjogede latter har sine uforglemmelige øjeblikke, men hans solofilm har også sine lyse øjeblikke ligesåvel de mange film, hvor han optræder side om side med den hidsige and.
Hans stemme med latteren blev indtalt af Pinto Colvig, og på det tidspunkt, hvor hver af animatorerne hos Disney fik ansvaret for hver deres figur, var det Art Babbitt der fik Fedtmule. Siden Pinto Colvigs død har der været mange andre til at lægge stemme til Fedtmule, men den, der bliver brugt mest til at lave hans stemme i dag, er tegnefilmsdubberen og komikeren Bill Farmer. I Danmark har der været tre der har lagt stemme til ham. De tre er Timm Mehrens, Martin Brygmann og Johan Vinde. Johan Vinde lægger stadig stemme til ham.
Disney mistede snart interessen for ham, og han blev siden mest brugt som figur i sportsparodier og samfundsoplysende film. Han har så fået en renæssance i tv-serien Max og Mule, hvor han har fået en søn. Max og Mule varede fra 1992 til 1993.
I tegneserierne var han også i starten bifigur, men der blev så lavet adskillige serier med ham som hovedperson, hvor han ofte ender med at få en belønning, fordi hans klodsethed utilsigtet forpurrer en skurks forehavende eller afværger en katastrofe.
I 1955 introduceredes Supermule (på engelsk: Super Goof) som Fedtmule forvandler sig til ved at spise magiske jordnødder. Det er en parodi på superheltene, og han har utrolige kræfter, røntgenblik, superhørelse og kan flyve ligesom Superman. Hans svaghed er, at jordnødderne kan holde op med at virke lige pludselig, så han bliver Fedtmule igen, men han vinder altid over skurkene til sidst. Denne superhelt var en hyppig hovedperson i Månedshæfterne.
Habsburg.
Habsburg eller Huset Habsburg er et af Europas fyrstehuse. Navnet stammer fra familiens hovedsæde i det tolvte og trettende århundrede borgen Habichtsburg (= Høgeborgen) i Schweiz.
Habsburgerne har hersket som hertuger (1282 - 1453), ærkehertuger (1453 - 1804) og kejsere (1804 - 1918) af Østrig, konger af Ungarn, af Spanien (1516 - 1700) og som tysk-romerske kejsere i flere århundreder indtil 1806.
De spanske habsburgere blev med tiden temmelig indavlede. I 1979 udgav Spanien fem frimærker til minde om de habsburgske konger. Hos alle fem ses den kendte "habsburgske underlæbe".
Note.
Albert E. Chudley: "Genetic landmarks through philately – The Habsburg jaw", Clin Genet 1998: 54: 283–284.
Clusiaceae.
"Clusiaceae" er en plantefamilie, der er udbredt i alle tropiske områder. Den omfatter 27 slægter med mere end 1000 arter. Det er træagtige planter, som indeholder flavoner og ellaginsyre. Bladene er modsatte og ofte helt flade med helrand og kirtler i prikker eller rækker. Blomsterne er 4- eller 5-tallige. Frugterne er bær eller samlefrugter. Her omtales kun den ene slægt, der er repræsenteret ved arter, som dyrkes i Danmark..
Trier.
Trier er Tysklands ældste by, beliggende ved floden Mosel i staten Rheinland-Pfalz og i nærheden af grænsen til Luxembourg.
Under Julius Cæsar lagde romerne de keltiske trevanere under sig mellem 58 f.Kr. og 50 f.Kr. Da de romerske provinser blev reorganiseret i år 16 f.Kr., besluttede Augustus, at Trier, da kaldt Augusta Treverorum, skulle være regionshovedstad. Fra år 259 til 274 var Trier hovedstad for den galliske del af romerriget.
Byen er kendt for sine velbevarede romerske bygninger, blandt andet Porta Nigra, den bedst bevarede byport nord for Alperne, et fuldstændigt amfiteater, ruiner af romerske bade, og den store,såkaldte basilika, den romerske kejser Konstantin den 1.s tronsal, som i dag er en luthersk kirke.
Trier er det ældste bispesæde i Tyskland. I middelalderen var ærkebiskoppen af Trier også en betydningsfuld fyrste, der kontrollerede landområder fra den franske grænse til Rhinen. Han var en af de syv kurfyrster, som kårede kejsere af det tysk-romerske rige.
Trier er også fødested for filosoffen Karl Marx.
Holland.
Holland eller Nederlandene er et land i Vesteuropa. Landet er den nordlige del af de historiske Nederlande, hvor den sydlige del løsrev sig som Belgien i 1830. Landet udgør sammen med Aruba, Curaçao, Sint Maarten og specialkommunen BES-Øerne (Bonaire, St. Eustatius og Saba), Kongeriget Nederlandene. "Se afsnittet navneskik om brug af navnene Holland og Nederlandene."
Landet er det tættest befolkede i Europa næst efter småstaterne Monaco, Vatikanstaten, Malta og San Marino. Det er også et af verdens lavestliggende lande, hvilket navnet Nederlandene henviser til. En fjerdedel af landet er indvundet ved inddæmning og beskyttet af diger.
Amsterdam er den officielle hovedstad, mens Haag er sæde for regeringen og parlamentet bestående af Tweede Kamer og Eerste Kamer. Haag er også hjemsted for Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol.
Etymologi.
Navnet Holland kommer fra oldfrankisk 'holt-land' ('træ-land') og refererer til, at området var dækket af skov.
Nederlandene betyder enten de "lavtliggende lande", hvilket henviser til landskabet omkring deltaerne fra floderne Eems, IJssel, Rhinen, Maas og Schelde, eller de "nedre lande", henvisende til områderne omkring Rhinens nedre løb, i modsætning til de øvre dele af Tyskland.
Navneskik.
Holland er et almindeligt navn for Nederlandene i daglig tale i Danmark. Men det egentlige Holland omfatter kun de to provinser Nordholland og Sydholland (tidligere provinsen Holland). Dette område med de vigtige byer Amsterdam, Rotterdam, Haag, Leiden, Delft m.fl. kom til at dominere landets økonomi og handel, og i udlandet blev Holland synonymt med Nederlandene.
På nederlandsk skelner man konsekvent mellem Holland (de to hollandske provinser) og Nederlandene (hele landet). Undtagelsen er folk fra selve provinserne Holland, der ofte kalder landet "Holland", sproget "Hollands" og indbyggerne "Hollander", til irritation for folk fra resten af Nederlandene. Når folk i Flandern taler om nabolandet, kan samme sprogbrug forekomme, dog kun i meget afslappet tale.
På dansk kaldes landet overvejende "Holland" i almindelig omtale, mens "Nederlandene" bruges i mere præcise sammenhænge, i officielt sprog og af mange der beskæftiger sig med nederlandsk sprog og kultur. Den forkortede form "Nederland" er mindre brugt på dansk. De fleste nederlændere opfatter det som ukorrekt at kalde landet Holland, og også flamlændere protesterer mod at deres nederlandske sprog benævnes hollandsk.
En EU-vejledning har fastsat, i overensstemmelse med dansk officiel sprogbrug, at landets almindelige geografiske navn er "Nederlandene" og det officielle, protokollære navn er "Kongeriget Nederlandene". Vejledningen anfører i en note: "Brug»Nederlandene«, ikke»Holland«, som kun er en del af Nederlandene (består af to provinser)."
Problematikken kan sammenlignes med England/Storbritannien.
Historie.
I middelalderen var de historiske Nederlande, hvor Benelux-landene nu ligger, primært en del af det Tysk-Romerske rige. Det bestod af adskillige amter, grevskaber og stifter, der i løbet af 1400-tallet blev samlet i ét område af hertugerne af Burgund.
Omkring 1500 kom hele området under huset Habsburg, efter at Maria af Burgund, (farmor til den danske dronning Elizabeth af Burgund,) havde giftet sig med den tysk-østrigske kejser Maximilian 1.. Det var habsburgerne, der samlede de 17 nederlandske provinser til eet område. Derved blev lensbåndene til det Tyske Rige svagere.
Da Habsburg-fyrstehuset i midten af 1500-tallet blev delt op i en spansk og østrigsk gren, kom de samlede Nederlande under Filip 2. af Spaniens herredømme.
I det økonomisk vigtige område med dets mange byer - Nederlandene alene stod for en tredjedel af den spanske krones indtægter - trivedes den reformerte Calvinisme stort. Den stærkt katolsk sindede Filip 2. satte en kraftig modreformation i gang og sendte flere hære til Nederlandene. Sammen med kongens forsøg på vidtgående centralisering og en voldsom forhøjelse af skatterne førte dette til en åbenlys borgerkrig mod Spanien i den sidste halvdel af 1500-tallet. Anledningen til denne opstand var bl.a., at hele befolkningen i 1568 var lyst i band for kætteri.
Den 26. juli 1581 fremkom en uafhængighedserklæring fra de 7 nordlige provinser, der dannede Republikken Nederlandene ("Republiek der Zeven Verenigde Nederlanden", latin: "Belgica Foederata"). Området svarer stort set til den nuværende stat Nederlandene. En stor del af de sydlige, besatte provinsers befolkning flygtede nordpå, bl.a. efter spaniernes erobring af havnebyen Antwerpen i 1585. Republikken blev formelt anerkendt som et selvstændigt land i 1648 under den Westfalske Fred. De sydlige Nederlande derimod foreblev under spansk herredømme, kom senere under østrigsk-habsburgsk herredømme og dannede først i 1830 den moderne nation Belgien.
I 1600-tallet og frem til slutning af 1700-tallet blev Republikken af de Syv Forenede Nederlande en af de førende søfartsnationer og vigtigste økonomiske kræfter i Europa, med Amsterdam som nyt centrum for verdenshandelen. Der blev oprettet kolonier og handelsstationer over hele kloden. Eksempler herpå er handelsstationen Nieuw Amsterdam, som senere hen blev omdøbt til New York, opdagelsen af Australien, som blev kaldt for Nieuw Holland, samt etableringen af en storkoloni i det nuværende Indonesien.
Samtidig med den økonomiske himmelflugt blev Republikken toneangivende hvad angår kunst, kultur, arkitektur og filosofi. Malere som Johannes Vermeer og Rembrandt og filosoffen Spinoza er nogle af de vigtigste navne for hvad der senere er blevet kaldt den hollandske Guldalder (Gouden Eeuw). Det var formentlig i denne periode, at det vestlige område Holland var så dominerende, at dette navn for mange blev synonym for hele landet.
Republikken af de Syv Forenede Nederlande kom formelt til ophør i 1794, da Frankrig invaderede landet og statholderen Willem 5. of Orange flygtede til Storbritannien. Med fransk støtte blev der oprettet en fransk satellitstat, den Bataviske Republik (1795-1806). Den franske kejsers bestræbelser på centralisering førte i 1806 til oprettelsen af vasalstaten Kongeriget Holland (1806-1809) med Napoleons lillebror Ludvig Bonaparte som konge. I 1809 blev landet indlemmet i Frankrig, og det forsvandt i en kort periode fra verdenskortet.
I 1814 blev de nordlige og sydlige nederlandske provinser genforenet under betegnelsen Kongeriget Nederlandene. De sydlige områder løsrev sig i 1830 under navnet Kongeriget Belgien. I 1839 blev den endelige grænse mellem Nederlandene og Belgien fastlagt ved traktat, hvorved Belgien afstod den østlige del af provinsen Limburg.
Nederlandene undslap 1. verdenskrig, men blev besat under 2. verdenskrig og oplevede en voldsom hungersnød i det sidste krigsår. Efter krigen var landet medstifter til Benelux-unionen og den Europæiske Union.
Nederlandske Antiller.
De Nederlandske Antiller ophørte d. 10. oktober 2010 med at eksistere som en administrativ enhed. Øerne fik fra denne dato ny status indenfor Nederlandene: Bonaire, Sint Eustatius og Saba er herefter en direkte del af Nederlandene som særlige kommuner, og Curaçao og Sint Maarten har nu status som selvstændige lande indenfor Nederlandene - samme status som Aruba fik i 1986.
Politik.
Nederland har været et konstitutionelt monarki siden 1815. Før det var det en republik fra 1581 til 1806 (det var besat af Frankrig mellem 1806 og 1815).
Dronning Beatrix af huset Oranje-Nassau har været landets statsoverhoved siden 1980. De nederlandske regeringer består altid af en koalition, da et enkelt politisk parti aldrig har haft politisk flertal. Formelt er det dronningen, som udpeger regeringen. I praksis bliver der efter hvert parlamentsvalg dannet en koalitionsregering efter en periode med forhandlinger imellem partierne, som kan tage adskillige måneder. Den vælges så efterfølgende officielt af dronningen. Regeringslederen som kaldes "ministerpræsident" eller "premier" er normalt lederen af det største parti i koalitionen.
Jan Peter Balkenende fra det kristendemokratiske parti (CDA) har været ministerpræsident siden 22. juli 2002. Hans parti er efter parlamentsvalget i 2006 i koalition med PVDA (socialdemokratiet) og det lille kristne parti ChristenUnie.
Parlamentet består af to huse. Der er 150 medlemmer i underhuset ("Tweede Kamer") som vælges hvert fjerde år i direkte valg. Der er 75 medlemmer i det mindre vigtige overhus ("Eerste Kamer") som vælges indirekte af tolv provinsparlamenter. De to kamre kaldes samlet for "Staten-Generaal". Provinsernes parlamenter vælges ligesom underhuset hvert fjerde år ved direkte valg.
Geografi.
De nederlandske provinser og provinshovedstæderne med rødt
Provinserne Nordholland, Sydholland, Zeeland, Friesland og Groningen er meget flade landområder. Omkring halvdelen af landets areal ligger mindre end 1 meter over havet, og 38 % ligger under havniveau. Et omfattende system af diger beskytter disse områder mod oversvømmelse, og et stort antal pumpestationer holder grundvandsstanden nede. Store arealer bl.a. hele Flevoland og store dele af Noord-Holland og Zuid-Holland er inddæmmet og tørlagt hav - disse områder kaldes poldere. Det højeste punkt, Vaalserberg, ligger i det sydøstlige hjørne af landet og er 321 m over havet.
Landet deles i tre hovedområder af floderne Rhinen (Rijn), Waal og Maas. Floderne danner både naturlige, kulturelle og dialektale grænser.
Den dominerende vindretning er sydvest, hvilket giver et moderat kystklima med kølige somre og milde vintre.
Administrativ inddeling.
Provinserne består af i alt 443 kommuner ("gemeenten"). Derudover er landet inddelt i 27 vandadministrationer ("waterschappen"), hvis grænser ikke svarer til provins- eller kommunegrænserne.
Trivia.
I et nederlandsk pas står indtil nu på estisk, rumænsk, slovakisk og ungarsk stadigvæk noget der svarer til ’Kongeriget Holland’ men det skal fra 2011 erstattes af et ækvivalent der svarer til det korrekte ’Kongeriget Nederlandene’. Sådan er landets officielle navn på dansk og sådan står det også i et nederlandsk pas. På selve nederlandsk hedder det som bekendt Koninkrijk der Nederlanden.
Det nederlandske senat, Generalstaternes Førstekammer, har i december 2010 enstemmigt vedtaget at den fejlagtige betegnelse ’Holland’ fra 2011 ikke må bruges mere i et officielt dokument som et pas nu engang er. På estisk for. eks. kommer det så til at hedde Madalmaade Kuningriik i stedet for Holandi Kuningriik og på ungarsk Németalföldi Királyság i stedet for Holland Királyság
Vintergrøn-familien.
Vintergrøn-familien ("Pyrolaceae") var under Cronquists system en familie med 4 slægter. Undertiden var otte slægter i Snylterod-familien "Monotropaceae" også inkluderet. I det nuværende, fylogenetiske system henføres alle til Lyng-familien ("Ericaceae")
Havebrug.
Havebrug er - strengt taget - en proces, hvor fødevarer frembringes ved intensiv dyrkning af visse planter.
I videre forstand omfatter havebrug også den æstetisk betonede dyrkning af træer, buske, lianer, stauder og énårige planter.
Proveniens.
Proveniens (af latin: "pro-venire" = komme fra, stamme fra).
Inden for biologien betegner proveniens den bevoksning, et bestemt plante (eller dennes frø) kommer fra. Man bruger også følgende andre betegnelser om det samme: herkomst, frøkilde, økotype.
Ofte vil man anbefale lokale provenienser, altså f.eks. danske provenienser til brug i Danmark. Det sker ikke af lokalpatriotiske grunde, men fordi de lokale nicheforhold har medført en udvælgelse i populationens arvemasse, som gør de overlevende individer bedst egnede til forholdene på stedet. Særligt er tilpasningen til løvspring og løvfald et problem. Hos tjørn er tilpasningen vistnok ikke genetisk men skyldes en besked fra moderplanten til frøet.
Også blandt eksotiske arter kan egenskaberne hos de enkelte populationer være så forskellige, at proveniensvalget er afgørende for kvaliteten af plantematerialet. Som et eksempel kan det nævnes, at proveniensen "Tlugi, Ambrolauri" fra Georgien på Kaukasusbjergenes nordside giver langt mere kompakte og sunde juletræer af Nordmannsgran ("Abies nordmanniana") end proveniensen "Ardanuc, Artvin" fra de samme bjerges sydskråninger i det østlige Tyrkiet. Det skyldes nok at klimaet er mere køligt i forhold til breddegraden på en nordside.
Blandt de indførte træarter så er de bedste provenienser som regel de steder, hvor arterne har overlevet istiden i et refugium, da planterne på de steder har større genetisk variation og dermed støre tilpasningsevne.
I skovbruget er proviniens-forskning en afgørende vigtig disciplin, da man herved kan udvælge de træer der giver den bedste vækst i det danske klima. F.eks. har et meget anvendt tømmertræ som Rødgran et stort udbredelsesområde fra Nordnorge til Sortehavet, men det er træer fra bestemte delområder i dette stort område der giver det bedste udbytte i Danmark. Gruppering af træer efter proviniens i forstbotanikken er uhyre systematisk og grundigt, men giver som regel ikke anledning til nye taksonomiske betegnelser.
Indenfor gartneri-branchen er proviniens-forskning også en vigtig disciplin, da det kan være med til at indføre nye mere hårdføre "sorter" i f.eks. dansk klima som ikke ellers kan trives hos os. Her ser man imidlertid ofte at planter fra en given proviniens betegnes som en ny sort eller såkaldt cultivar, eller de gives et særligt markedsføringsnavn.
Der er dog stor forskel på proviniens-forskningen indenfor disse 2 områder da man i skovbruget har en omdriftstid på adskillige årtier, ofte 40-60 år, mens udskiftning af haveplanter typisk sker med et interval på 3-15 år.
Lilje-familien.
Lilje-familien ("Liliaceae") er en stor familie med mange arter, som især findes i Østasien og Nordamerika. Det er mere eller mindre knolddannende løgvækster, der kan kendes på deres temmelig store blomster med seks frie og ofte plettede blosterblade og seks frie støvdragere. Her nævnes kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende I Danmark, eller som dyrkes her.
Arum-familien.
Arum-familien ("Araceae") rummer 106 slægter og mere end 4000 arter, som mest er udbredt i subtroperne og troperne. De fleste af familiens planter er giftige. Her nævnes kun slægter, som er repræsenteret ved arter, der er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her. Vildtvoksende i Danmark er flere arter af Andemad ("Lemna"), 2 arter af Arum og vandplanten Kærmysse. Tidligere regnedes planten Kalmus også med til "Arum-familien" og den er også vildtvoksende i Danmark, men Kalmus henregnes i dag til sin egen familie Kalmus-familien.
Enkelte arter forekommer ikke vildt i Danmark, men ses hist og her som haveplanter, bl.a. arter af "Arisaema", "Arum", "Lysichiton" og "Dracunculus".
En lang række arter forekommer almindeligt som stueplanter, f.eks. arter af "Anthurium", "Monstera", "Philodendron", "Scindapsus", "Spathiphyllum", "Dieffenbachia" og " Zantedeschia".
Andre arter er populære akvarie-planter, f.eks. arter af "Anubias" og "Cryptocoryne".
Pindsvineknop-familien.
Pindsvineknop-familien (Sparganiaceae) er en lille, monotypisk familie med kun én slægt, den nedennævnte. Derfor er familie- og slægskendetegnene sammenfaldende og skal søges under slægten.
Vandaks-familien.
Vandaks-familien ("Potamogetonaceae") er en lille familie med ganske få slægter. Planterne er rodfaste stauder, tilpasset nicher i brak- eller ferskvand. Alle har krybende rodstængler, spredte blade og blomster siddende i aks. Her omtales kun de slægter, som har arter, der er vildtvoksende eller dyrket i Danmark.
Baldrian-familien.
Slægterne i denne familie er nu (2009) iflg. APG III systemet overført til Gedeblad-familien.
Gedeblad-familien.
Tidligere har Snebolle også hørt hjemme i denne familie. Den skal nu søges i plantefamilien "Adoxaceae". Bemærk, at slægterne fra familierne "Diervillaceae", "Dipsacaceae", "Linnaeaceae", "Morinaceae" og "Valerianaceae"nu (2009) iflg. APG III systemet er samlet her.
Desmerurt-familien.
Desmerurt-familien ("Adoxaceae") rummer kun 5 slægter, men hen mod 200 arter. De er udbredt i de nordlige, tempererede egne, bjergegne i troperne, men kun sporadisk i Afrika. Det er træer, buske eller urter med modsatte blade, der har tandet bladrand. Sammensatte blade findes, men de er ikke almindelige i familien. Blomsterne er samlet i skærmagtige stande, der rummer mange, små, femtallige blomster. Frugterne er stenfrugter.
Vejbred-familien.
Vejbred-familien ("Plantaginaceae") er en familie inden for planteriget. Efter grundige undersøgelser har Angiosperm Phylogeny Group konkluderet, at Vejbred-familien skal udvides til at omfatte mange af de slægter, der tidligere var anbragt i Maskeblomst-familien. På den måde består Vejbred-familien nu af ca. 90 slægter og ca. 1700 arter. Den største slægt er Ærenpris med ca. 450 arter, deriblandt arterne fra de tidligere selvstændige slægter "Hebe", "Parahebe" og "Synthyris".
Kugleblomst-familien.
Kugleblomst-familien ("Globulariaceae") bestod under det tidligere Cronquists system af arterne i slægten Kugleblomst ("Globularia"). I det nuværende, fylogenetiske system klassificeres de under Vejbred-familien ("Plantaginaceae").
Læbeblomst-familien.
Læbeblomst-familien ("Lamiaceae") er en meget artsrig familie. De er urter eller buske; bladene sidder modsat (eller spiralstillet) og uden fodflige; blomsterne er uregelmæssige (symmetriske med én symmetriakse) med en tofliget overlæbe og en trefliget underlæbe. Mange arter er aromatisk duftende fra kirtler på blade og stængler.
Kodriver-familien.
Kodriver-familien ("Primulaceae") er en stor familie med mange arter på hele den nordlige halvkugle (og nogle få på Ildlandet og Falklandsøerne). Det er flerårige urter med rosetstillede, som regel helrandede blade og regelmæssige blomster. Frugterne er kapsler med masser af frø. Her omtales kun slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende eller dyrkede i Danmark.
Følgende slægter er nu (2009) iflg. APG III systemet atter optaget i denne familie: "Anagallis", "Ardisiandra", "Asterolinon", "Coris", "Cyclamen", "Glaux", "Lysimachia", "Pelletiera", "Samula" og "Trientalis.
Singrøn-familien.
Singrøn-familien ("Apocynaceae") er en stor familie, som er udbredt i alle verdensdele. Her nævnes kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende eller dyrket i Danmark.
Krap-familien.
Krap-familien ("Rubiaceae") er en artsrig familie med størst udbredelse i troperne og subtroperne. De fælles træk er: Firkantede stængler, kransstillede blade og regelmæssige, 4-tallige blomster.
Danica (latin).
Danica er bøger og arkivalier (især i andre lande) om Danmark og danskere.
Toscana.
Toscana er en region i den nordlige del af det centrale Italien, grænsende til Lazio (Latium) i syd, Umbria (Umbrien) i øst, Emilia-Romagna og Liguria (Ligurien) i nord, og det Tyrrhenske hav i vest. Regionen anses gerne for Italiens skønneste. Navnet er afledet af "tusci", der betød "toscaner" på et af de italiske sprog.
Historie.
Se hovedartiklen: "Toscanas historie"
Fodtøj.
Fodtøj kan have mange formål.
Selv heste bliver "belemret" med sko; hestesko. Andre dyr, som fra tid til anden, er blevet set med sko, er aber, hunde og katte.
Hoppestylte.
En hoppestylte (også kaldet Poweriser, syvmilesko, powerskips) er to stykker fodtøj, som gør det muligt for mennesker at hoppe højt og langt - og derudover lave saltomortaler.
Hoppestylten, nævnt i adressen herunder, kan lagre 700 joule, hvilket svarer til at en person på ca. 70 kg kan hoppe 1 meter op! E=m*g*h ca.=70*10*1 = 700 J.
Variationer.
Poweriser er en slags hoppestylter, som gør folk i stand til at hoppe op til 2 meter over jorden eller løbe med skridt på over 4 meter. Powerisere består af en form for støvler, der kan spændes fast på hvert ben, hvorpå der sidder en særdeles kraftig bladfjeder bestående af glasfiber.
Bernhard af Clairvaux.
Bernhard af Clairvaux (1090 – 20. august 1153)
Bernhard var af burgundisk aristokratisk slægt, blev munk i Citeaux i 1112, og i 1115 abbed for det nyanlagte kloster i Clairvaux, Frankrig, hvor han levede til sin død. Dette kloster blev udgangspunkt for Cistercienserordenen, der spredte sig i hele Nordeuropa, bl.a. til Danmark, samt til Portugal.
Bernhards mystik.
For Bernhard skal livet afspejle det guddommelige, og mennesket skal selv skabe sin egen forbindelse til Gud ved at leve sit liv i overensstemmelse med Bibelen. De hellige skrifter er derfor et middel for mennesket til at slippe af med den synd, der er i kroppen. Den fysiske placering af det mystiske ritual her på Jorden er vigtig. Steder, hvor forbindelsen til Gud er stærk, er der bedre mulighed for at modtage nåden, og derfor lægger Bernhard vægt på disciplinering af kroppen gennem en munkeordens regler for sammen med de andre munke, at skabe de rette betingelser på Jorden.
Politisk indflydelse.
Bernhard af Clairvaux opildnede i 1146 kongerne og masserne til at starte det andet korstog, ved i Vézelay at opfordre til at kæmpe i Det Hellige Land.
Bernhard var involveret i filosofiske diskussioner med flere af samtidens lærde, den mest kendte er hans strid med Peter Abelard.
Han blev kanoniseret i 1174. Navnedag 20. august.
Snerlefamilien.
Snerlefamilien ("Convolvulaceae") er en stor familie med 57 slægter og mere end 1600 arter. Arterne har mælkehvid saft, og de er sædvanligvis slyngende, urteagtige planter. Bladene er spredtstillede og helrandede. Blomsterne er tragtformede og 5-tallige. Fugten kan være en kapsel, et bær eller en nød. Bladene og de stivelsesholdige rodknolde af nogle arter bruges som næringsmiddel (f.eks. Sød Kartoffel).
Nogle arter bruges som markante haveplanter (f.eks. Pragtsnerle), mens andre er frygtede ukrudtsplanter (f.eks. Gærde-Snerle).
Her omtales kun de slægter, der er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Floks-familien.
Floks-familien ("Polemoniaceae") er en familie med ca. 20 slægter, som først og fremmest er udbredt i Nord- og Sydamerika, mens der kun er få arter i Asien og Europa. Det er en- eller flerårige urter, hvoraf mange er lianer. Kun i få tilfælde er der tale om forveddede planter, og i så fald er det mest halvbuske eller buske. Kun slægten "Cantua" rummer træer. Bladene er spiralformet spredtstillede, modsatte eller kransstillede ("Gymnosteris"). Bladpladen kan være hel eller sammensat. De sammensatte blade er da fjer- eller håndformede. Bladranden er hel, takket eller tandet. Det er sjældent, at blomsterne sidder hver for sig, og ofte er de samlet i stande. De enkelte blomster er oftest 5-tallige med sammenvokset bæger og krone. Frugterne er kapsler med mange, ofte vingede frø.
Vandstjerne-familien.
Vandstjerne-familien ("Callitrichaceae") var tidligere i Cronquists system indplaceret i ordenen "Callitrichales". Familien indeholdt kun én slægt: Vandstjerne ("Callitriche"), som i dag er placeret i Vejbred-familien ("Plantaginaceae").
Kreationisme.
Kreationisme er troen på, at livet, jorden og hele universet er blevet skabt af en guddommelig kraft ved såkaldt "særlig skabelse".
Der findes inden for kristendommen, jødedommen, islam og andre religioner flere varianter af kreationisme; den mest yderligtgående variant inden for de abrahamitiske religioner lærer, at skabelsen foregik i et tidsrum på blot seks bogstavelige dage for ca. 6.000 år siden – baseret på en meget bogstavelig læsning af Bibelen (særligt 1 Mos 1-3). Der er dog også former for kreationisme, der accepterer, at jorden og universet er milliarder af år gamle.
Kreationister tror på en såkaldt "særlig skabelse" (eng. "special creation"), hvor en eller flere guder løbende har deltaget aktivt i skabelsesprocessen, hvilket står over for den opfattelse, at universet efter dets opståen (hvad end denne var guddommelig eller ej) alene har udviklet sig selv efter naturens love og regelmæssigheder. Blandt tilhængere af en sådan 'særlig skabelse' skelner man mellem "ungjordskreationister" og "gammeljordskreationister".
Ungjordskreationisme.
De såkaldte ungjordskreationister lærer, at jorden har en alder på ca. 6.000 år. Dette er baseret på en bogstavelig læsning af Første Mosebog, hvor jordens skabelse beskrives som et forløb på blot seks dage. På basis af en bogstavelig læsning af de mange bibelske genealogier og anetavler, der beretter om Adams efterkommere, deres afkom, levetider osv. kommer man frem til, at der ifølge Bibelen går ca. 4.000 år mellem skabelsen og Jesu fødsel. Det første forsøg på en sådan rekonstruktion af jordens alder blev foretaget af den irsk-engelske biskop James Ussher, der i 1650 udgiver sin "Annales veteris testamenti", hvori han konkluderer, at skabelsen fandt sted om eftermiddagen på dagen før d. 23. oktober 4004 f.Kr. Det er dog de færreste moderne ungjordskreationister, der tager Usshers meget præcise datering for pålydende.
Indtil halvvejs oppe i 1700-tallet gik man, også i akademiske kredse, generelt ud fra at Første Mosebog i alt væsentligt gav en korrekt fremstilling af skabelsesforløbet. Skabelsen var ifølge denne opfattelse således foregået inden for en bogstavelig uge for et par tusinder af år siden. I løbet at 1700-tallet begyndte mange geologiske observationer imidlertid at hobe sig op, og den tanke, at jorden måtte være meget ældre end hidtil antaget, begyndte at slå rod. I begyndelsen af 1800-tallet var den religiøst inspirerede tanke om en ung jord blevet et minoritetssynspunkt blandt akademikere for sidst at forsvinde helt fra disse kredse. Mange almindelige kristne, især i fundamentalistiske kredse, forblev dog tilhængere af dette synspunkt.
Den moderne ungjordskreationisme kan i meget væsentligt føres tilbage til en bølge af fundamentalistisk kristen opblomstring i USA i starten af 1900-tallet. Særligt vigtig blev syvendedagsadventisten og amatørgeologen George McCready Price, der i 1923 opsummerer det ungjordskreationistiske syn i sin bog "The New Geology". Her forkaster han de resultater, geologien var kommet frem til indtil da, og forelægger sit eget syndflodsbaserede syn på jordlagene. Ifølge denne opfattelse, kendt som "syndflodsgeologi" ("flood geology"), blev jordlagene ikke dannet over millioner af år ved en gradvis akkumulering, men i stedet ved den kortvarige katastrofe, som den bibelske syndflod udgør.
Efter 2. verdenskrig blev der pustet nyt liv i denne tradition af Henry Morris og Harry Whitcomb, der i 1961 udgav bogen ”The Genesis Flood”. Morris gik videre end Price: Ifølge ham er ikke alene Jorden, men sågar hele universet yngre end 10.000 år. To år efter udgivelsen af ”The Genesis Flood” grundlagde Morris og hans folk ’The Creation Research Society’ og senere ’The Institute of Creation Research’. Dette er grundlaget for størstedelen af den moderne ungjordskreationisme op til i dag.
Gammeljordskreationisme.
Gammeljordskreationisterne tror ligesom ungjordskreationister på en 'særlig skabelse', men de accepterer samtidig, at jorden må være væsentligt ældre end 6.000 år. Der findes forskellige måder at forlige jordens alder med skabelsestroen på. En udbredt taktik er at opfatte skabelsesdagene som særlige "Guds dage", hvis varighed er betydeligt længere end menneskets dage.
Dertil findes der folk, der placerer sig et sted midt imellem de to positioner ved f.eks. at hævde, at jorden nok er millioner af år gammel, men at livet er relativt ungt i forhold til konventionelle dateringer af livets opståen.
Gapteori.
"Gapteori" er den teori, at der på et tidspunkt efter den oprindelige skabelse (1 Mos 1, 1a) indtraf en art katastrofe, hvorefter jorden henlå øde og tom i lange tider. Denne katastrofe opfattes oftest som et himmelsk syndefald, hvor Satan og en række engle gjorde oprør mod Gud.
Nogle mener så også, at menneskene ved dette oprør blev bragt til fald og oprør imod Gud, og at dette er årsagen til, at hele jorden blev lagt øde og tom. Efter denne lange periode med tomhed fortsatte Gud så med en anden skabelse. Denne periode skulle da forklare jordens tilsyneladende høje alder.
Dag-alder-teori.
Ifølge den såkaldte 'Day-Age theory' eller dag-alder-teori er de seks skabelses"dage" i Første Mosebog i virkeligheden lange perioder snarere end konkrete dage på 24-timer. Man tager da basis i f.eks. et bibelvers som 2. Petersbrev 3, 8, der lyder: "Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.". Særligt Jehovas Vidner er tilhængere af denne opfattelse.
Progressiv kreationisme.
Såkaldte 'progressive kreationister' accepterer de gængse videnskabelige teorier angående biologi, geologi og kosmologi, men mener samtidig, at Gud løbende har blandet sig i evolutionens forløb og dermed styret evolutionen eller sågar direkte skabt nye livsformer (fx mennesket) hen ad vejen.
Skabelse med fortid.
En anden opfattelse blandt kreationister, er, at jorden og livet kan være blevet skabt med en alder og dermed et "udseende" af at være gamle og at have haft en fortid. Der henvises så til, at Adam må have haft en navle, selv om han ikke er blevet født, men er skabt i voksen form. Ligeledes skabte Gud træer med en "alder" (og dermed årringe) i stedet for først at lade dem spire frem. Gud må direkte have skabt jordlagene og de fossiler, de indeholder, og således får vi med vore dateringsmetoder indtrykket af en jord med en lang fortid.
Denne opfattelse blev først fremsat af englænderen Philip Henry Gosse, der i 1857 udgav bogen "Omphalos: An Attempt to Untie the Geological Knot", som har sit navn fra det græske ord "omphalos", der betyder "navle".
Evolutionær kreationisme & teistisk evolutionisme.
Ifølge den mest moderate og udbredte opfattelse blandt troende accepteres de naturvidenskabelige beskrivelser som de midler, hvormed Gud skabte verden. Gud skabte universet gennem Big Bang og arternes mangfoldighed ved hjælp af evolution. Samtidigt med at skaberen satte Big Bang i gang, sørgede han for, at omstændighederne i universet var således indrettet, at de af sig selv ville føre til opståen af liv og senere mennesket. Tilhængere af sidstnævnte strømning kaldes 'teistiske evolutionister'.
Dele af den romersk-katolske kirke støtter denne udlægning ifølge positive udtalelser om evolutionsteorien fra pavens side.
En opfattelse, der kun i den underliggende teologi adskiller sig fra teistisk evolutionisme er "evolutionær kreationisme". Denne opfattelse indebærer, at skabelsen – som berettet i 1. Mosebog – foregik uden for vores virkelighed og tid. Det er især inden for den jødiske religion, at denne opfattelse finder genklang.
Syndflodsgeologi.
Ungjordskreationister påstår at komme frem til deres alternative modeller ud fra de samme observationer og principper som naturvidenskaben. En stor del af bestræbelserne hos ungjordskreationister går derfor ud på at falsificere evolutionsteorien, geologisk aktualisme og kosmologiske teorier såsom Big Bang.
De hævder, at der skulle foreligge omfattende geologiske beviser for, at der har fundet en verdensomspændende syndflod sted (Noas Ark), samt for at dinosaurer og mennesker har levet side om side. Dette indebærer bl.a. en forkastelse af radioaktive dateringsmetoder, astronomiske observationer m.v.
Intelligent Design.
Mange progressive kreationister går ind for teorien om intelligent design, der hævder, at mange af de postulerede evolutionelle udviklinger udviser decideret målrettet design og ikke kunne være fundet sted ved den gradvise evolution, der normalt postuleres, hvilket således skulle være et indicium imod evolutionsteorien og et argument for særlig skabelse. Ungjordskreationister bruger også gerne argumenter, der inkluderer dette begreb.
Kreationisme og religion.
I forhold til religion er de forskellige former for kreationisme et symptom på, hvordan tilhængerne forholder sig til de hellige tekster. Kan teksterne forstås uafhængigt af den kulturelle og sproglige sammenhæng, hvor de først optrådte? Eller er de tværtimod stilet til et bestemt folk på en bestemt tid, så at de essentielle budskaber derfor kræver mere end en direkte oversættelse i en anden tid?
Dette betyder, at forholdet til skabelsesberetningen, der i sig selv måske ikke har den store praktiske betydning i dagligdagen, indirekte fungerer som kampplads for en række mere nærværende moralske emner, såsom kønsroller, herunder stillingen til seksuelle minoriteter, og retspolitik.
I den katolske kirke har der altid været tradition for, at Bibelen skulle fortolkes af præster, og ikke var direkte tilgængelig for lægfolk. Protestantismen understregede herimod, at alle troende selv kan læse Guds ord direkte i Bibelen - uden at bruge traditionen som fortolkningsnøgle. Dette er rimeligvis medvirkende til, at ungjordskreationismen inden for kristendommen overvejende har været et protestantisk fænomen, da de ældre kirkers tradition for at lade eksegesen være forbeholdt uddannede eksegeter har modvirket udbredelsen af sådanne simplistiske udlægninger.
Udbredelse.
Kreationismen, og særligt ungjordkreationismen, er i dag primært et amerikansk og evangelisk-kristent fænomen. Den katolske kirke har lettere ved at forlige sine dogmer med de naturvidenskabelige modeller, og uden for den kristne verden er der betydeligt mindre interesse for fænomenet. De naturvidenskabelige modeller, der overlapper med lokale skabelsesberetninger, bliver enten accepteret eller set som relativt uvæsentlige udtryk for vestlig dekadence. Der kan dog spores en stigende interesse for kreationisme i den islamiske verden.
Storbritannien (ø).
Storbritannien (britisk engelsk: "Britain") er geografisk set en ø som ligger i Atlanterhavet vest for kontinentet Europa. Storbritannien udgør det største sammenhængende område i staten Storbritannien.
Storbritannien, som er den største af de Britiske Øer, har et areal på 229.850 km². Med en befolkningstal på 57.000.000 er øen verdens tredje mest befolkede ø.
Øen Storbritannien forveksles ofte med staten med samme navn, men i svensk og dansk sprogbrug anvendes benævnelsen Storbritannien synonymt for denne stat.
Øen Storbritannien blev skilt fra Europa for ca. 200.000 år siden i Holsten-mellemistiden, da en massiv vandstrøm flyttede en masse materiale.
Leverurt-familien.
Denne familie er nu og iflg. APG III systemet optaget i Benved-familien.
Botanisk have.
Kaktushuset i Berlins botaniske have.
En botanisk have er et museum med udstillinger af levende planter, som er ordnet efter forskellige principper. Beholdningen omfatter træer, buske, lianer, stauder og andre urteagtige planter. Samlinger, der udelukkende rummer skovtræer og -buske kaldes et arboret, mens samlinger af frugtbærende planter hedder et pomet.
Tidligere svarede systematikken i haverne til en frimærkesamling: Man måtte have ét eksemplar af alle de arter, som man nu engang samlede på. Senere er man gået over til at stille planterne op efter andre principper. De kan være placeret efter deres geografiske oprindelsessted, efter den botaniske systematik eller efter deres naturlige, dvs. økologiske sammenhæng.
Europas ældste (1545), men endnu bevarede, botaniske have findes i Padova i Norditalien.
Brugere.
Hensigten med at oprette og vedligeholde en botanisk have er oftest den, at man ønsker at stille et levende plantemateriale til rådighed for dem, der har brug for det. De botaniske haver henvender sig i første række til lærere og studerende ved de botaniske institutter på de forskellige unversiteter, men efterhånden opstår der en skare af interesserede amatører: plantesamlere, naturelskere, medlemmer af botaniske foreninger osv. Endelig kan gruppen af brugere udvides med haveejere, som søger inspiration, og folk, der blot går en tur for at nyde den botaniske have som en park.
Navnemærkning.
For at kunne bruges af de fagligt interesserede må havens planter være mærket med en entydig kode eller mere enkelt: med navn og andre relevante oplysninger (f.eks. familie, autornavn, oprindelse og plantningsdato). Det kræver en betydelig indsats af veluddannede medarbejdere at vedligeholde og opdatere mærkningen af planterne. Dels bliver skiltene udsat for morskab (ombytning, flytning osv.), dels bliver de genstand for hærværk, og dels sker der konstant ændringer i den viden, som er baggrunden for identificering og navngivning af plantematerialet.
Formidling.
Mange botaniske haver gør et stor arbejde ud af at formidle viden og oplevelser til et bredere publikum. Det sker, fordi man indser, at havernes dage er talte, hvis ikke skatteyderne kan se en mening i at opretholde sådan en have. Men det sker også, fordi man er bevidst om, at der er en stigende interesse i at se og opleve tingene "live", dvs. ikke bare via en tv-skærm. Haverne har ofte tilknyttet foreninger med betalende medlemmer, de kan drive handel med planter og frø af specielle arter, mange af dem arrangerer rundvisninger og foredrag om årstidens oplevelser, nogle har skoletjenester for informationssøgende skolebørn, en del udgiver et tidsskrift, og de har næsten alle en levende hjemmeside. Det og meget mere gør de botaniske haver til centre for formidling af viden om planter.
Forskning.
Fra og med slutningen af det 18. århundrede begyndte de europæiske, botaniske haver at udsende ekspeditioner, der havde det formål at indsamle plantearter fra forskellige nyopdagede egne af verden. Man så det desuden som en opgave at klarlægge mulighederne for at dyrke disse nye planter under stedlige klimaforhold. De botaniske haver offentliggjorde videnskabelige beretninger om de fundne planter, og man forskede i arternes systematiske placering. Den botaniske have, Kew Gardens, nær London, har været banebrydende på disse områder, om der kommer fortsat tidsskriftsartikler, videnskabelige værker og katalogiseringer m.m. derfra.
Uddannelse.
De botaniske havers indsats inden for uddannelse spænder fra introducering af planter, der er tilpasset forskellige miljøer, over de nævnte udgivelser til praktisk vejledning af haveejere. Mange har planteudsalg, hvor man kan købe, planter, frø, redskaber og litteratur. Visse botaniske haver arbejder tæt sammen med forskellige brancher inden for jordbrugserhvervene om forbedring af dyrkningsprogrammer, bekæmpelse af skadevoldende organismer og introduktion af nye, spændende planter.
Psittacosis.
"Psittacosis", "ornithosis" eller papegøjesyge er en fuglesygdom, som kan overføres til mennesker. Årsagen er bakterien "Chlamydophila psittaci". Infektionen varierer fra ubetydelig sygdom til svær pneumoni og sepsis.
Sygdommen optræder hos personer med kontakt til fugle. Smitten foregår ved inhalation af indtørrede ekskrementer fra fuglene. Syge mennesker kan smitte via hoste.
"Psittacosis" fås fra papegøjefugle (papegøjer, parakitter etc.).
"Ornithosis" fås fra duer, kyllinger, ænder, gæs, kalkuner, måger m.fl.
Sygdommen kan ligne influenza, atypisk pneumoni eller febris typhoidea. Ubehandlet kan mortaliteten være op til 20% specielt hos ældre.
Influenza.
Influenza er en infektionssygdom i fugle og pattedyr forårsaget af RNA-vira fra familien Orthomyxoviridae (influenzavira). Navnet "influenza" kommer fra det italienske "influenza" som betyder "indflydelse", (latin: "influentia"). Hos mennesker er de mest udbredte symptomer på sygdommen forkølelse og feber, svælgkatar, muskelsmerter, voldsom hovedpine, hoste, træthed og generelt fysisk ubehag. I mere alvorlige tilfælde kan influenza føre til lungebetændelse, som kan være dødeligt, specielt hos små børn og gamle mennesker. Selvom den somme tider forveksles med almindelig forkølelse er influenza en alvorligere sygdom og skyldes en anden type af virussen. Influenza kan føre til kvalme og opkast, specielt hos børn, men disse symptomer er mere karakteristiske for den ikke-relaterede gastroenteritis, som nogle gange kaldes "maveinfluenza" eller "24-timers influenza".
Influenza spreder sig typisk fra smittede pattedyr gennem luften ved hoste eller nys hvilket skaber aerosoler indeholdende virussen, og fra smittede fugle via deres afføring. Influenza kan også overføres via spyt, slim, afføring og blod. Infektioner sker også gennem kontakt med disse kropsvæsker eller med smitteoverflader. Influenzavira kan forblive smitsomme i omkring en uge i den menneskelige krops temperatur, over 30 dage ved 0 °C og i meget længere perioder ved lavere temperaturer. De fleste influenzastrenge kan let inaktiveres ved desinfektion.
Influenza spreder sig Jorden rundt i sæsonepidemier, hvilket årligt resulterer i tusinder af døde mennesker - millioner i pandemiske år. Tre influenzapandemier skete i det 20. århundrede og dræbte millionvis af mennesker, og hver af disse pandemier skyldtes fremkomsten af en ny streng af virussen i mennesker. Sygdommen blev under den første af disse pandemier som rasede i 1918 benævnet den Spanske Syge. Ofte kommer disse nye strenge fra spredningen af en eksisterende influenzavirus til mennesker fra en anden dyreart. En dødelig streng af fugleinfluenza kaldet H5N1 har vist sig at være den største risiko for en ny influenzapandemi siden den krævede sine første menneskeofre i Asien i 1990'erne. Virussen har dog endnu ikke muteret til en form som spredes nemt blandt mennesker.
Vaccinationer mod influenza gives ofte til mennesker i udviklede lande som har en meget lille sandsynlighed for at blive ramt af sygdommen, samt til landbrugsfjerkræ. Den mest udbredte menneskevaccine er influenzavaccinen som indeholder renset og inaktiveret materiale fra tre virale strenge. Denne vaccine omfatter typisk materiale fra to influenzavirus A-undertyper og en influenzavirus B-streng. En vaccine som blev formuleret til et år kan være ubrugelig det næste år, da influenzavirussen hurtigt ændrer sig, og andre strenge bliver dominerende. Antiviral medicin kan bruges til at behandle influenza, og neuraminidase-hæmmere er specielt effektive.
Atypisk pneumoni.
Atypisk pneumoni eller kold lungebetændelse er lungebetændelse, som ikke skyldes de almindelige årsager til pneumoni, men derimod en af de tre bakterier "legionella pneumoniphila", "Chlamydophila pneumoniae" og "mycoplasma pneumoniae". De to sidstnævnte forårsager relativt milde lungebetændelser, mens den førstnævnte er mere alvorlig.
Der er tendens til færre symptomer end ved almindelig lungebetændelse, og det er vanskeligt at høre sig frem til en atypisk lungebetændelse med et stetoskop. Man har oftere mindre udtalt feber, hoste samt åndenød. I virkeligheden kan man hos den enkelte ikke bestemme, hvilken slags lungebetændelse der er tale om ud fra røntgenbilleder eller symptomer. Undersøgelser viser desværre, at det lige så godt kan være en almindelig lungebetændelse, som det kan være en atypisk lungebetændelse, der hver især skal behandles med en forskellig type antibiotika – primært antibiotika der hæmmer proteinsyntesen såsom erythromycin.
Lungebetændelse forårsaget af "legionelle pneumoniphila" er den eneste kolde lungebetændelse, der ikke smitter fra person til person. Den optræder i epidemier og smitter via aerosoler fra aircondition eller fra andre vandanlæg, der er utilstrækkeligt kontrollerede. Er man ellers rask og har et godt immunforsvar, skal der større mængder af bakterien til for at blive syg, men er man immunsvækket, er man mere modtagelig. Legionella starter som en almindelig virus- eller luftvejsinfektion; man får feber og åndenød, hoster og føler sig utilpas, som havde man influenza. Disse symptomer gør sig også gældende ved de to andre former for kold lungebetændelse. Legionella kan til forskel fra de andre atypiske former oftere være dødelig.
Homøostase.
Cykling er et godt eksempel på homøostase. Se, hvordan cyklisten til venstre genskaber balancen ved at læne kroppen lidt til venstre, mens han vrider forhjulet en smule til højre. Kunsten - som alle cyklister måtte lære - er at ungå "for" voldsomme, negative feedback-justeringer, som blot vil medføre, at man vælter til den modsatte side.
Homøostase er et begreb, der betyder “balance” eller “ligevægt”. Homøostase er en egenskab ved ethvert åbent system, der gør det muligt at ændre det indre miljø, sådan at stabile forhold kan fastholdes. Det sker ved hjælp af mangedobbelte, dynamiske justeringer af ligevægtstilstande, justeringer der er kontrolleret af indbyrdes forbundne reguleringsmekanismer. Ordet blev skabt i 1932 af Walter Cannon ud fra to græske ord: "homoios": lignende + "stasis": ståen, stilleståen.
Når et barn skal lære sig at cykle, vælter det masser af gange i begyndelsen. Lidt senere holder det sig kørende, men i en slingrende kurs, der ser faretruende ud. Til sidst har barnet – stort set ubevidst – lært sig at holde cyklen og kroppen i ro, og det modvirker tab af balance gennem ganske små drej med styret. Barnet er blevet en stabil cyklist, det kender præcist betingelserne for cyklingens homøostase.
Oversigt.
Begrebet bruges mest i betydningen biologisk homøostase. Levende organismer har brug for et homøostatisk, indre miljø for at kunne overleve. Mange miljøfolk mener, at dette grundprincip også har gyldighed for det ydre miljø. Økologiske, biologiske og samfundsmæssige systemer er homøostatiske. De modvirker forandring for at blive i ligevægt. Hvis systemet ikke har held til at genskabe balancen, kommer det over i en tilstand, hvor reguleringerne er mere strikse end før. Dette kan i sidste ende føre til systemets sammenbrud.
Komplekse systemer som f.eks. den menneskelige organisme må blive i homøostase for at fastholde stabilitet og for at kunne overleve. Den slags systemer skal ikke bare holde ud for at overleve. De må tilpasse sig og udvikle sig i forhold til ændringer i miljøet, ligesom det må udvikle sig.
Egenskaber ved homøostase.
Man stiller ofte et tilsyneladende paradoksalt spørgsmål til dem, der er ansvarlige for vedligeholdelse og udvikling af et komplekst system (om det nu er en krop, et økosystem, en stat eller en planet: “hvordan kan en stabil organisation, hvis mål det er at opretholde sig selv og overleve, samtidig være i stand til at ændre og udvikle sig?”
Økologisk homøostase.
De eksisterende, gensidige påvirkninger mellem de forskellige levende væsner sker i sammenhæng med en vedvarende opblanding af organiske og uorganiske stoffer, der optages i organismerne som led i deres vækst, stofskifte og formering for til sidst at blive udskilt som affald. Dette vedvarende genbrug af grundstoffer (særligt kulstof, ilt og kvælstof) og vand kaldes biogeokemiske kredsløb. De garanterer en varig stabilitet i biosfæren (i det mindste, når man lader menneskelig indflydelse og ekstreme vejrforhold ude af betragtning). Denne selvregulering, som støttes af kontrolfunktioner med negativ feedback, sikrer at økosystemerne har lang levetid. Det kan ses af de meget stabile koncentrationer af de fleste grundstoffer i hver afdeling. Det kaldes homøostase. Økosystemerne har også en tendens til at udvikle sig hen mod en tilstand med ideel balance, klimaks, som nås efter en succession af begivenheder (f.eks. kan en dam blive til en højmose).
I sin Gaiahypothese påstår James Lovelock, at helheden af alt liv på Jorden (eller en anden planet med liv) virker som en kæmpestor organisme, der ændrer planeten aktivt, så der skabes de forhold, som passer bedst til organismens behov. Ifølge den opfattelse opretholder hele planeten en homøostatisk tilstand. Om sådan et system virkelig findes på Jorden, det diskuterer man stadig, men det er almindeligt accepteret, at der findes nogle forholdsvis enkle, homøostatiske mekanismer. Det er f.eks. sådan, at et øget indhold af CO2 i atmosfæren får planterne til at vokse mere, og på den måde bliver der fjernet mere CO2 fra atmosfæren.
Biologisk homøostase.
Homøostase er et af de grundlæggende kendetegn hos levende organismer. Det drejer sig om at fastholde det indre miljø inden for tålelige grænser.
Enhver organisme kan enten være "tilpasser" eller "regulator" i forhold til bestemte forhold i miljøet. Regulatorer prøver at fastholde belastninger på et konstant niveau, uanset hvad der sker i miljøet. Tilpasserne lader miljøet afgøre belastningens størrelse. Nogle dyr fastholder f.eks. en konstant kropstemperatur, mens andre, de vekselvarme, accepterer store udsving i kropstemperaturen.
Det er en fordel ved homøostatisk regulering, at den tillader organismen at fungere mere effektivt. De vekselvarme dyr har f.eks. en tendens til at være sløve ved lave temperaturer, mens dyr med fast kropstemperatur er aktive som altid. På den anden side kræver regulering energi, og når slanger kun behøver at æde én gang om ugen, så skyldes det, at de har brugt for meget mindre energi til at opretholde homøostase.
Homøostase i menneskekroppen.
Alle mulige faktorer påvirker kropsvæskernes evne til at holde mennesket i live. Det omfatter forhold som temperatur, saltkoncentration, surhedsgrad, CO2koncentration og koncentrationen af nødvendige stoffer f.eks. druesukker, forskellige ioner og ilt eller affaldsstoffer som urinstof. Disse forhold påvirker de kemiske reaktioner som holder kroppen levende, og derfor er der indbyggede, fysiologiske mekanismer, som fastholder dem på et gunstigt niveau.
De fleste af disse organer er styret af hormoner, som udskilles fra kirtler i hypofysen, der selv bliver styret fra hypothalamus.
Jern.
Jern (oldnordisk: "iarn", germansk: "isarn") er navnet på et tungmetal, et grundstof i det periodiske system med kemisk symbol Fe (lat. "Ferrum", Jern) og atomnummer 26. Det er et metal og står i 4. periode og i 8. gruppe i det periodiske system.
Vigtigste egenskaber.
Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet, og udgør 6,2% af jordens overflade og dermed det fjerde mest udbredte grundstof på jorden (efter oxygen, silicium og aluminium). Jern menes at være hovedbestandelen af jordens kerne.
Jern udvindes af jernmalm, der ikke er rent jern men som indeholder jernoxider, såsom hæmatit og magnetit. Jernmalmen reduceres til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved fjernes urenheder i form af slagger.
Jern er betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper kaldes legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof).
Atomkernen i jernisotopen 56Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at isotopen ikke er anvendelig til dannelse af fusionenergi (atomkernesammensmeltning) eller fissionsenergi (atomkernespaltning).
Fusionen af atomer (primært brint og helium) i stjernerne slutter med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernovaeksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen.
Ved stuetemperatur er den mest almindelige allotrope form af rent jern ferrit eller α-jern. Denne allotrop danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911 °C. Under Curiepunktet ved 760 °C er ferrit magnetisk. Allotropen mellem 760 °C og 911 °C hedder β-jern. Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk α-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som α-jern. Indtil 1392 °C findes jern i den kubisk fladecentrerede γ-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til δ-ferrit, der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1538 °C.
Jern som mineral.
Det er meget sjældent, at jern optræder i helt ren form i naturen. Mineralet krystalliserer i et terningeformet krystalsystem og har en hårdhed på 4,5 på Mohs' hårdhedsskala og en stålgrå til sort farve. På grund af reaktion med vand og ilt er rent jern ikke stabilt.
Anvendelser.
Jern er med 95% af tonnagen det metal, der bruges mest i Verden. Grunden er, at det er til rådighed de fleste steder, hvilket gør det billigt, samt at jernlegeringernes fasthed og sejhed gør dem nyttige på mange områder. Meget jern bliver anvendt ved fremstillingen af biler, skibe og i højhusbyggerier (jernbeton).
Jern er det ene af de fire magnetiske metaller (kobolt, nikkel og gadolinium), og det muliggør dermed den storindustrielle brug af elektromagnetisme i generatorer, transformatorer og elektromotorer.
Forekomster.
Jern er sammen med nikkel formodentlig hovedbestanddelen af Jordens kerne. Omskiftelserne mellem fast jern i den indre og flydende jern i den ydre kerne skaber formentlig Jordens magnetfelt.
Med en andel på 5% er jern dog også et af de mest udbredte grundstoffer i jordskorpen. De første kilder, der blev udnyttet, var myremalm og frit tilgængelige malme. I dag udnytter man først og fremmest magnetjern med et indhold på 40%.
Det dannede slagger bliver brugt i vejbyggeri m.m. og tidligere også som gødning.
På verdensplan blev der i år 2000 udvundet ca. 1000 megaton jernmalm til en værdi af ca. 25 mia. €. De mest betydningsfulde leverandører af jernmalm er Kina, Brasilien, Australien, Rusland og Indien. Tilsammen leverer de ca. 70% af verdens behov. Af de 1000 megaton malm blev der udvundet ca. 572 megaton jern. Dertil kommer det jern, der udvindes af skrot.
Brydning.
Jernmalm bliver udvundet i åbne brud og i egentlige miner. De steder, hvor malmen er lødig nok, og hvor den træder frem på overfladen, kan man udnytte malmen i de mindre bekostelige, åbne brud. I dag bryder man hovedsageligt jernmalm på denne måde i Sydamerika, særligt Brasilien, i det vestlige Australien, i Kina, i Østeuropa (f.eks. Ukraine) og Canada.
I de seneste år har disse lande fortrængt de lande, der oprindeligt var de mest betydningsfulde leverandører af jernmalm som f.eks. Frankrig, Sverige eller Tyskland, hvis sidste jernmine i Oberpfalz blev lukket i 1987.
Ganske vist skaber den relativt lette brydning også et stort problem: Eksporten af råstoffer er nu som før hovedindstægtskilden for mange af de fattige stater. Som følge deraf kaster mange af de højtforgældede tropelande sig over disse ressourcer, men for det meste på bekostning af mennesker og miljø. Kæmpemæssige malmlejer som Ok Tedi-minen i Papua Ny Guinea ødelægger ikke bare regnskoven på deres egentlige område, men også hele landskabet i vid omkreds. For de yderst giftige mængder af spildevand og slam tipper mineejerne simpelthen af i nærheden, og derfra fordeler giften sig via floderne - på en måde så det er blevet til en sundhedsrisiko for den lokale befolkning at spise fisk nedstrøms i forhold til Ok Tedi.
Jernmalmen når sjældent direkte fra bjergværket til højovnenes lagerpladser. Ofte skal det transporteres lang vej over land og hav med flere omladninger undervejs.
Før den videre forarbejdning bliver malmen til sidst slået i stykker og knust. Så bliver malmkornene sorteret efter størrelse og sintret sammen. Det vil sige, at små korn bliver sammenklæbet, for kun på den måde kan de bruges i højovnene.
Kemiske forbindelser.
Jern danner 2- og 3-valente oxider.
Da de ikke danner noget fast, beskyttende lag, oxideres (dvs. ruster) et stykke jern fuldstændigt, når det er i kontakt med atmosfæren.
Isotoper.
Jern har fire naturligt forekommende, stabile isotoper med følgende, relative forekomst: 54Fe (5.8%), 56Fe (91.7%),
Fordelingen af nikkel- og jernisotoper i meteoritter gør det muligt at måle isotop- og grundstofhyppigheden under dannelsen af solsystemet, og at regne sig frem til de ydre vilkår før og under solsystemets skabelse.
Isotopen 60Fe har en halveringstid på 1,5 millioner år. Eksistensen af 60Fe ved begyndelsen af planetsystemets opståen er blevet opdaget ved en sammenhæng mellem forekomsten af 60Ni, henfaldsproduktet fra 60Fe, og forekomsterne af de stabile Fe-isotoper i visse dele af flere meteoritter (f.eks. i meteoritterne "Semarkona" og "Chervony Kut"). Muligvis spillede den frigjorte energi fra det radioaktive henfald af 60Fe, sammen med henfaldsenergien fra det ligeledes indlejrede, radioaktive 26Al, en rolle ved opsmeltningen og differentieringen af asteroiderne umiddelbart efter deres dannelse for ca. 4,6 milliarder år siden.
Kun jernisotopen 57Fe har kernespin, og kan derfor bruges i kemi og biokemi.
Biologi.
Jernforbindelser er nødvendige mikronæringsstoffer for mange dyr, som har brug for det som centralatom i hæmoglobinet. Desuden er jern en bestanddel af jern-svovl-komplekset (iron-sulphur-cluster) i mange enzymer.
Angribende bakterier udnytter ofte jern, og derfor er det en afværgemekanisme i kroppen at 'skjule' jern.
Forsigtighedsregler.
Selv om jern er et vigtigt mikronæringsstof for mennesker, kan overskud af jern i kroppen være giftigt. Ved høje koncentrationer, reagerer Fe2+-ioner med peroxider, hvorved der opstår frie radikaler. Under normale forhold bliver disse holdt i skak af kroppens egne processer.
Ca. 1 gram jern fremkalder alvorlige forgiftningssymptomer hos toårige børn, og 3 gram kan være dødeligt. Langvarigt overskud af jern fører til hæmokromatose (jernudskilningssyge). Jernet ophobes i leveren, og der fører det til siderose (aflejring af jernsalte) og organskader. Derfor kan jernpræparater kun anbefales i forbindelse med jernmangel.
Almindelig Cikorie.
Almindelig Cikorie ("Cichorium intybus") er en flerårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Det første år danner panten kun en grundstillet bladroset, der består af omvendt ægformede blade med groft tandet rand. Stænglerne ses fra og med andet leveår. De er udspærret forgrenede, furede og børstehårede. Stænglerne bærer enkelte, meget smalle og spredtsiddende stængelblade. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er en smule lysere og børstehåret. Blomstringen sker i juli-september, hvor man kan finde blomsterne i åbne, endestillede stande. De enkelte blomster er egentlig kurve, der udelukkende består af tungeformede, blå randkroner. Frugterne er nødder med en utydelig, hindeagtig fnok.
Rodnettet består af den fortykkede, lodrette jordstængel, der går over i en kraftig og dybtgående pælerod med tynde siderødder. Planten oplagrer stoffet inulin som reservenæring i roden. Den bitre smag i bladene skyldes i første række esquiterpenerne lactucin og lactucopikrin. Desuden indeholder planten aesculetin, aesculin, cichoriin, umbelliferon, scopoletin og 6,7-dihydroxykumarin.
1,00 x 0,40 m (100 x 40 cm/år)
Almindelig Cikorie er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus, Centralasien, Kina og Sibirien samt Europa. I Danmark findes den i Østjylland og på Øerne. Den er knyttet til lysåbne voksesteder tørre, kalkrige jorde. Derfor findes den ofte langs vejkanter og på skråninger og overdrev. På de gamle bymure i Thessaloniki i det nordlige Grækenland findes arten i et ekstremt tørt, kalkrigt miljø sammen med bl.a. Almindelig Fennikel, Almindelig Ledris, Almindelig Pigæble, Bjerg-Mandstro, Dusk-Hyacint, Gold Havre, Gul Reseda, Have-Løvemund, Have-Morgenfrue, Hvid Stenkløver, Hvid Stenurt, Håret Flitteraks, Kost-Fuglemælk, Læge-Jernurt, Mark-Bynke, Moskus-Katost, Prikbladet Perikon, Vellugtende Heliotrop og Vild Durra
Almindelig Cikorie dyrkes i havebruget under navnet julesalat. Tidligere har de tørrede og ristede rødder været brugt som kaffeerstatning (og solgt under navnene "Richs" og "Danmarks").
Måske vil Almindelig Cikorie vende tilbage som nytteplante. Nye forskningsresultater fra Det Biovidenskabelige Fakultet i 2005 viste, at ornesmag og lugt i slagtede svin kunne forhindres med Cikorie rødder i foderet lige før slagtningen. Samtidig kunne man påvise en gavnlig effekt på grises almene sundhedstilstand. Grisedysenteri og forskellige indvoldsorm var blandt de lidelser Cikorie kunne imødegå.
Skud af Almindelig Cikorie, der er drevet i mørke, sælges sidst på efteråret under navnet "julesalat".
Klokke-Lyng.
Klokke-Lyng er en stedsegrøn dværgbusk med en tuet og lidt ranglet vækstform. Barken er først grågrøn og håret. Senere bliver den gråbrun og glat. Knopperne er kransstillede, ganske små og lysegrønne. Bladene er linieformede med indrullede rande. Oversiden er grågrøn på grund af grålig hårklædning. Undersiden er hvid, men ses næsten ikke. Blomsterne sidder i endestillede skærme. De er krukkeformede, lyserøde og nikkende. Frugterne er tørre kapsler, der modner godt med mange, spiredygtige frø. Størrelse: 0,40 x 0,40 (4 x 4 cm/år).
Rodnettet er meget fint og filtagtigt. De tynde rødder tåler ikke kunstgødning. Svampemidler vil forhindre det samliv, mycorrhiza, som planten har med én eller flere svampearter.
Klokke-Lyng hører hjemme på de vådeste dele af hederne, og den vokser i fuld sol på mager, sur og fugtig bund overalt i Vesteuropa, inklusive Danmark. Klokkelyng konkurrerer med Revling, og den taber, hvis der ikke er forhold, der hæmmer revling (brand, slåning, græsning).
Honning fra klokkelyng er mørk og meget aromatisk.
Sudan.
Sudan er en tidligere engelsk koloni i Afrika. Nabolandene er Egypten, Libyen, Tchad, Etiopien, Uganda, Kenya, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo, og Den Centralafrikanske Republik.
Sudan blev uafhængigt af Storbritannien i 1956 og har siden været medlem af FN. Militære regimer, som favoriserer islamisk orienterede regeringer har siden landet blev selvstændigt, domineret landets indenrigspolitik. Bortset fra perioden 1972-1982, har landet været hærget af borgerkrig siden den gang, og Sudan har den ret kedelige rekord at have haft krig i længst tid på det afrikanske kontinent. Konflikten har sit udgangspunkt i det muslimske nordlige Sudans økonomiske, politiske og sociale undertrykkelse af kristne og afrikanske grupperinger i det sydlige Sudan. En fredsaftale mellem de stridende parter blev indgået den 9. januar 2005. Som et resultat af fredsaftalen afholdes den 9. januar 2011 en folkeafstemning, om Sydsudan skal være selvstændigt. Det ventes at Sydsudans befolkning beslutter, at området skal løsrive sig fra det nordlige Sudan. For at resultatet bliver gyldigt, skal 60 % af befolkningen deltage i afstemningen.
Historie.
I 11-15 århundrede dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandt Darfur, Kordofan, Silluk og Fung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser af "Ibn Khaldun" (1332-1406). I samme periode skete en stor invandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 e.Kr. dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.
Kolonitiden.
1820-22 blev det sudanesiske område besat af Egypten, og byen Khartoum blev grundlagt i 1823. I 1881 dannedes mahdibevægelsen, der var vendt imod det britisk-egyptiske kolonivælde. 1885 grundlagde oprørsbevægelsen sin egen stat med Omdurman som hovedstad. Denne stat bestod indtil 1898, da det lykkedes englænderne at bekæmpe den i krigen 1896-98. 1899 skabtes et britisk-egyptisk fællesherredømme: Engelsk-Egyptisk Sudan.
1924-36 var Sudan under engelsk kolonivælde og fra 1936 atter under britisk-egyptisk fællesherredømme.
I aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans eget herredømme, og i 1954 dannedes et parlament og et hjemmestyre (statsminister "Ismail al-Azhari"). I 1956 erklærede Sudan sig selvstændigt.
Efter selvstændighedserklæringen.
1958-64 var det sudanesiske område en diktaturstat under ledelse af general Ibrāhīm Abbud. Efter dettes omstyrtelse i 1964 dannedes flere højreorienterede koalitionsstyrer (statsministre "Muhammad Ahmad Mahgoub" og "Ismāīl el-Azhari"), dog uden at det lykkedes at undertvinge de sydlige områder. Ved et statskup den 25. maj 1969 kom "Jaafar Muhammad al-Numayrī" (fra 1971 med titel som præsident) til magten som leder af en "Folkelig Revolutionskomite". Politiske partier blev forbudt, Sudan blev udråbt som "demokratisk republik", og der blev gennemført omfattende nationaliseringer. Efter et forsøg på at lave et kommunistisk statskup i juli 1971 begyndte al-Numayrīs repressioner mod Sudans kommunistiske parti. Blandt andet blev partiets generalsekretær Mahgoub henrettet. Samme år blev "Sudans Socialistiske Union" ("Sudan Socialist Union") erklæret som eneste lovlige parti.
I 1971 lykkedes det den tidligere hærofficer, "Joseph Lagu", at forene selvstændighedesbevægelserne i det sydlige sudanske område i den "Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse" ("Southern Sudan Liberation Movement"). Som følge heraf indgik diktaturet i 1972 i Addis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser, Haile Selassies, mellemkomst.
I 1980'erne begyndte de islamske kræfter at øge deres kontrol med området: 1983 blev sharia loven indført over hele Sudan, og der blev vedtaget en forfatning med det erklærede formål at omdanne Sudan til et muslimsk diktatur. Dette bidrog til de kristnes bestræbelser på at frigøre sig fra undertrykkelse i de sydlige områder. Disse grupper samlede sig i den Sudanesiske Folkebefrielsesfront ("Sudan Peoples Liberation Army"). Under den borgerkrig, der fulgte, gennemførte general "Abdel Rahmān Swar al-Dahab" i 1985 et nyt militært statskup. Forfatningen af 1983 blev sat ud af kraft, dog forblev lovgivningen om tvungen brug af shariaen i kraft. Det følgende år overdrog det såkaldte Midlertidige Krigsråd styret til en civilforvaltning, hvis leder "Sādiq al-Mahdī" påbegyndte forhandlinger med Folkebefrielsesfrontens ledere om afslutning af borgerkrigen (reelt løsrivelsesbestræbelserne). I 1989 blev endnu et militært statskup gennemført, og atter kom islamisksindede til magten, hvorefter alene "Den Folkelige Islamiske Front" (fra 1996 Folkekongres) blev tilladt. Styret blev overtaget af den Folkelige "Rednings Revolutionære Militærledelses Råd" (ledet af general "Umar Hasan Ahmad al-Bashīr"). I 1992 blev et såkaldt overgangs-folkeråd dannet, og i 1998 blev politiske partier atter tilladt, men der har ikke været parlamentsvalg siden år 2000. I 2005 indgik de stridende parter en våbenhvile i det sydlige sudanesiske område, der på daværende tidspunkt havde krævet henved 2 milioner ofre, og Sudans sydlige dele fik lovning på en 6-årig periode med selvstyre og derefter ret til at gennemføre en afstemning om uafhængighed. Til trods for de forskellige aftaler er krigene ikke stoppet. Fra juli 2003 er der nye konflikter, nu også om Darfurs fremtid (se "Konflikten i Darfur" nedenfor).
Den tidligere koloni Sudans historie efter "selvstændigheden" afspejler med tydelighed de uløste problemer og de kampe mellem forskellige grupper, dels folkelige selvstændighedsrørelser, dels yderligtgående - ofte militære, ultraracistiske og religiøse - magtsyge, hvis voldshandlinger og hensynsløse undertrykkelsesvirksomhed kolonivældernes hastige afvikling skabte frit afløb for.
Konflikten i Darfur.
På trods af aftalen, fortsætter den nok største humanitære katastrofe i verden for øjeblikket i Darfur-regionen i Sudan, hvor Sudans regering er blevet anklaget for at have givet Janjaweed-militsen frie hænder til at fordrive medlemmer af områdets ikke-arabiske befolkningsgrupper. Trods flere forsøg fra bl.a. FN's og Afrikanske Unions side på at skabe fred i området, er krigen endnu ikke afsluttet. Det anslåes at mere end 250.000 har mistet livet i området i de sidste halvandet år (17. dec. 2007) — det er mere end 2½ gang det tidligere anslåede.
Geografi.
Sudan er Afrikas største land og har et areal, der er ca. 60 gange så stort som Danmark. Det udgør en stor del af det nordøstlige Afrika. Sudan grænser op til Egypten, Libyen, Chad, Etiopien, Uganda, Kenya, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik.
Økonomi.
Den sudanesiske territoriums vigtigste samhandelspartner i 2005 var med hensyn til udførsel Folkerepublikken Kina (70%), Japan (12%) og Saudi Arabien (2,8%), og med hensyn til indførsel Folkerepublikken Kina (20,7%), Saudi Arabien (9,4%), Arabiske Emirater (5,9%), Egypten (5,5%) og Japan (5,1%). Olien, der udvindes i de sydlige, frihedstrængende dele af området, udgør sammen med landbrugsvarer og metaller (guld, krom) vigtige handelsvarer. Omkring halvdelen af statsbudgettet bruges på militæret.
Demografi.
Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af ulige etnisk baggrund og med ulige sprog; i alt tales henved 110 ulige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier, i den centrale del ulige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer og mod syd folkeslag (dinkaer, silluker, nuirer, barier). På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det røde hav bor besjaer. Henved halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer (70%), mod syd derimod landbrugere dels med stamme- eller naturreligioner (12%), dels kristne (17%).
Jernets historie.
Artiklen om jernets historie omhandler menneskets udnyttelse af jern historisk set i forskellige dele af verden..
Nærorienten.
Den tidligste menneskelige brug af jern kendes fra sumererne og Egypten, ca. 4000 f.Kr. Det drejer sig om rent jern fra meteoritter, og det blev benyttet til dekoration eller som spydspidser. Det blev ikke bearbejdet ved smeltning eller smedning, men ved hjælp af stenalderens metoder.
Mellem 3000 og 2000 f.Kr. finder man jern, der er udvundet af malm (som kan skelnes fra meteoritjern ved at det ikke indeholder nikkel), i Mesopotamien og Egypten. Det ser kun ud til at være blevet brugt ceremonielt, og det var mere kostbart end guld. Det er muligt, at jernet er opstået som et biprodukt i bronzefremstillingen i form af jernsvamp.
Mellem 1600 og 1200 f.Kr. blev jernet udnyttet kraftigt; endnu afløste det ganske vist ikke bronze. Overgangen fra bronzealderen til jernalderen fandt sted i det nære Østen efter 1200. Man formoder, at skiftet ikke blev udløst på grund af jernets overlegenhed som materiale, men på grund af mangel på tin (som er nødvendigt til bronzefremstilling).
Ved de første udvindingsmetoder i jernalderen opstod der jernsvamp. Med anvendelse af trækul i den videre forarbejdning blev der tilført jernet kulstof med stål som slutresultat (i det mindste på overfladen). Gennem hærdning (dvs. pludselig afkøling ved nedsænkning i en væske) opstod der produkter med en elasticitet og hårdhed, der var bronzen overlegen.
Kina.
Også i Kina gjorde man sig de første erfaringer med jern fra meteoritter. De første arkæologiske spor af smedejern findes i nordvest, nær Xinjiang, og stammer fra det 8. århundrede f.Kr. Man formoder, at disse produkter, som er fremstillet med metoder fra det nære Østen, er nået til Kina gennem handel.
Ca. 550 f.Kr. i den sidste del af Zhou-dynastiet (1122-256 f.Kr.) skete der et afgørende, teknisk gennembrud med udviklingen af højovnen, og produktion af støbejern blev mulig.
Europa.
Da de europæiske fremstillingsmetoder kun nåede temperaturer på knap 1300°C, fandt udviklingen af støbejern først sted i det 14. århundredes Sverige. Med fremstillingen af kanonkugler spredtes støbejernsforarbejdning hurtigt over hele Europa.
De tidligste tegn på jernudvinding i Danmark stammer fra ca. 500-200 fvt. Råmaterialerne var trækul og myremalm. Ovntypen der blev anvendt er ukendt. Fra ca. 200 fvt. til ca. 200 evt. benyttedes ovntyper som Espevej-ovnen og Skovmark-ovnen, der består af et ca. 1 m. højt lerrør(man kender ikke den nøjagtige højde, eftersom der ikke er fundet komplette ovnfund), og som har et separat slaggerum under selve ovnskakten. I forbindelse med disse ovne har man fundet flere karakteristiske lerplader med luftindblæsningshul, der formodes at have tildækket en åbning i ovnen, mens der blev udvundet jern. Fra ca. 300 evt. til 600 evt. benyttedes i vid udstrækning en slaggegrubeovn. Denne ovntype er bortset fra Sjælland fundet i det meste af resten af Danmark. Der er desuden vidt udbredt i Nordtyskland og Polen. Den bestod af et ca. 120-160 cm højt (Her kender man heller ikke den nøjagtige højde), let konisk lerrør, under hvilket var gravet en ca. 30-80 cm dyb slaggegrube. De efterladte slaggeblokke vejer typisk ca. 250 kg, og det er muligt at lokalisere disse blokke vha. en særlig magnetisk måleteknik. Det formodes, at der alene i Jylland ligger 10.000-20.000 sådanne blokke i jorden. Disse slaggeblokke findes i mange forskellige størrelser, men de førnævte mål er de mest hyppige.
Da de forsvindende skove ikke mere kunne dække det voksende behov for trækul til jernudvinding i Storbritannien, blev brugen af kul (eller rettere kulproduktet koks) udviklet som alternativ af Abraham Derby. Denne omstilling gælder sammen med opfindelsen af dampmaskinen som begyndelsen til den industrielle revolution.
Klit-Rose.
Klit-Rose ("Rosa pimpinellifolia") er en bestanddannende og opretvoksende, løvfældende busk. De enkelte grene er oprette til opstigende og forsynet med talrige børsteagtige torne. Barken er først rødlig, men bliver hurtigt brun. Gamle grene har gråbrun og lidt opsprækkende bark. Knopperne er spredtstillede, runde, røde og forholdvis små. Bladene er uligefinnede med ovale småblade. Blomstringen sker i juni, hvor man ser de endestillede, hvide blomster fordelt på hele busken. Frugterne er runde, brunsorte hyben. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet er tæt og kraftigt, og planten sætter underjordiske udløbere. Blomsterne dufter kraftigt og sødt med gammeldags "rosenduft".
1 x 1 m (100 x 10 cm/år), heri ikke medregnet udløbernes skud.
Klit-Rose er vildtvoksende langs kysterne overalt i Danmark, men den er hårdt trængt af landskabsukrudtet Rynket Rose, som er på vej til at overtage dens niche. Busken findes voksende sammen med bl.a. Havtorn, Almindelig Bukketorn, Sand-Hjælme, Almindelig Marehalm og Almindelig Engelsød.
Klit-rosen er velegnet specielt til de meget tørre sandjorde, for den tåler vind og salt. Under disse forhold kan den bruges som kantplante og sandbinder. De mange sorter af planten har dog mere udbredt anvendel i have og park.
Natlys-familien.
Natlys-familien ("Onagraceae") består af 18 slægter og omkring 650, ofte urteagtige arter. Familien er udbredt på alle kontinenter undtagen Antarktis. Bladene er spredtstillede med tandet rand. Blomsterne sidder samlet i klaser eller aks. Frugten er en kapsel med mange frø. Her nævnes kun de slægter, som er repræsenteret ved arter, som er vildtvoksende i Danmark, eller som dyrkes her.
Diskrimination.
Diskrimination betyder forskelsbehandling mod eller imod en person eller en gruppe på baggrund af en forudindtaget holdning til dem er baseret på visse karakteristika. Det kan være positiv adfærd rettet mod en bestemt gruppe (fx positiv særbehandling), kan det være en negativ adfærd rettet mod en bestemt gruppe (fx udelukkelse). Sidstnævnte er de mere almindelige betydning.
Juridisk.
Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund at race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvadenten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.
§ 1. Stk. 1. Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som af nogen af de i stk. 1 nævnte grunde nægter at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden.
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Kommunal bekæmpelse af diskrimination.
Københavns Kommune er blandt de kommunerne i Danmark, der arbejder målrettet med anti-diskrimination.
Teknik.
Teknik (græsk: "techne"), er en beskrivelse for gennemførelse af opgaver, som knytter sig til og med udgangspunkt i kunst, håndværk, industri, sport etc., når dette har henholdsvis en kompleks udformning, struktur og bevægelse.
Metoder.
- som udvikles ved uddannelse, praktiske opgaver, eksempelvis indenfor kunst, håndværk, industri og sport.
- til at omsætte naturvidenskabelige kundskaber til praktiske gøremål, eksempelvis indenfor landbrug, arkitekt- og ingeniøropgaver, informationsteknologi etc.
Jugoslavien.
Det jugoslaviske flag fra 1943-1992
Det jugoslaviske rigsvåben fra 1943-1992
Det jugoslaviske flag fra 1992-2003
Kort over de jugoslaviske republikker inden de blev til selvstændige stater
Kongeriget opløses efter kapitulationen i 2. Verdenskrig. I byen Jajce afholdtes den 2. partisankongres den 29. og den 30. november 1943 hvor det besluttedes at der skulle dannes en føderativ stat efter befrielsen.
3. juni 2006 blev Montenegro uafhængig, hvorefter Jugoslavien opløstes.
I hele landets eksistensperiode var Beograd hovedstad. Fra FNRJ og opefter havde forbundsrepublikkerne igen deres egen hovedstad, samt eget parlament. Det føderale parlament og regering var ligeledes i Beograd.
Forfatning, stater og folkeslag.
Ifølge forfatningen af 1946 var Jugoslavien en føderativ republik, da kongedømmet afskaffedes ved en proklamation den 29. november 1945.
Forfatningen ændredes i 1953, således at statens højeste myndighed, Folkets Forsamling, kom til at bestå af: Forbundsforsamlingen, valgt ved almindelig og hemmelig valgret med en repræsentant for hver 60.000 indb., samt med 70 repræsentanter valgt af forbundsrepublikkerne og de selvstyrende områder, og Producenternes Forsamling, valgt af de "producerende", dvs. organisationer for arbejdere, bønder, handel og transport etc. med en repræsentant for hver 70.000 af arbejderbefolkningen. Ministerstyret erstattedes af et af Folkets Forsamling valgt eksekutivråd, hvis formand var Jugoslaviens præsident. Samtidig fik enkeltstaterne og de lokale råd større magt, medens centralregeringen især beholdt udenrigspolitik og militærvæsenet.
Det tidligere Jugoslavien havde inden opløsningen i 1991 et areal på 256.393 km² og 23.472.000 indbyggere.
Landet bestod af seks republikker, som ifølge grundloven var defineret som stater: Serbien (Srbija) (uden de autonome områder 5.754.000 indbyggere), inklusive 2 autonome områder: Vojvodina (2.013.000 indbyggere) og Kosovo og Metohija (Kosovo i Metohija) til daglig kaldt Kosovo (1.955.000 indbyggere), Kroatien (Hrvatska) (4.760.000 indbyggere), Slovenien (Slovenija) (1.974.000 indbyggere), Bosnien og Hercegovina (Bosna i Hercegovina, i daglig tale BiH) (4.366.000 indbyggere), Makedonien (Makedonija) (2.034.000 indbyggere) og Montenegro (Crna Gora) (616.000 indbyggere).
Som multietnisk stat bestod Jugoslavien af seks nationer: montenegrinere (2,6 %), kroater (19,6 %), makedonere (6 %), bosniakkere (8,9 %), slovenere (7,8 %) samt serbere (36,3 %).
Selvom de var regnet som mindretal, var albanerne (2.150.000 indbyggere, dvs. 8 %) mere talrige end tre af de jugoslaviske nationer: montenegrinere, slovenere og makedonere. Foruden dem var der også ungarere, som med 426.000 indbyggere udgjorde 2 % af den samlede befolkning. Stor forskel i indbyggertallene (den største nation var 14 gange større end den mindste) bevirkede at den største nation havde mere indflydelse på landets politiske liv.
I Jugoslavien talte man fire officielle sprog: serbokroatisk, kroatoserbisk, makedonsk og slovensk. Foruden dette havde alle indbyggere af anden etnisk herkomst ret til at tale deres eget sprog: albansk, tyrkisk, ungarsk, rumænsk, roma (sigøjnersproget), tjekkisk, tysk, italiensk og flere andre.
Jugoslavien var også et multireligiøst land: serbere, montenegrinerne og makedonerne er ortodokse (45,4 %); kroaterne, slovenerne, samt det ungarske, slovakiske, tjekkiske og italienske mindretal, som boede i landet er katolikker (30,8 %), bosniakkerne og det tyrkiske mindretal er muslimer (17 %).
Historie.
I oldtiden hørte området (som senere blev til Jugoslavien) til Romerriget og senere til det Byzantinske Rige.
I det 7. århundrede begyndte slavernes indvandring.
I det 12. århundrede dannede serberne en kraftig stat under Nemaniderne med storhedstid under Stefan Dušan (1331-1355).
Efter Østrig-Ungarns nederlag i 1. Verdenskrig opfyldtes de serbiske forhåbninger om en sydslavisk stat, og den 1. december 1918 dannedes Kongeriget af Serber, Kroater og Slovenere. Det serbiske kongehus Karadjordjević blev hele Jugoslaviens kongehus, med Peter 1. som konge (1918-1921). Ved hans død den 16. august 1921 overtog sønnen Aleksander 1. magten.
Forfatningen af 1921 skabte et centraliseret Jugoslavien, domineret af serberne under Pasić, mens de øvrige befolkningsgrupper opponerede, især føreren af det kroatiske Bondeparti Stefan Radić, som blev skudt den 20. juni 1928 (sammen med to andre delegerede) i den Jugoslaviske Rigsdag af en montenegrinsk deputeret. Radić blev såret og overført til byen Zagreb hvor han døde dagen efter. Dette førte til en sådan uro, at Alexander 1. den 6. juni 1929 indførte diktatur for at undgå borgerkrig. Forfatningen blev sat ud af kraft, parlamentet opløst, der blev indført censur og nationale faner blev forbudt. I 1929 fik Kongeriget af serbere, kroatere og slovenere navnet Kongeriget Jugoslavien. Yderliggående kroatere flygtede til udlandet hvor de oprettede terrorgrupper.
Den 3. september 1931 udsendte Jugoslaviens Kong Alexander 1. kundgørelse om diktaturets afløsning af en parlamentarisk regeringsform.
I Mussolinis Italien fandt kroaten Ante Pavelić tilflugtssted og oprettede en terrorgruppe kaldet "Ustaša", hvis mål var at opløse Jugoslavien og oprette et fascistisk Kroatien efter italiensk forbillede (Den 10. april 1941 dannedes en formelt uafhængig aksemagtlydstat under navnet Nezavisna Država Hrvatska med Ante Pavelić som Poglavnik ("Fører"). Pavelić tog kontakt med den makedonske terrororganisation VMRO (Den Indre Makedonske Revolutionære Organisation) "(Vnatrešna Makedonska Revolucionarna Organizacija)" og udførte fællesaktioner mod landet (fx overfald, likvideringer). Derefter gik de over til kongemord, da kongen var på besøg i Frankrig. Den 9. oktober 1934 kom Kong Alexander 1. til Marseille og efter at bilen havde kørt et par hundrede meter på kajen, sprang en mand op på bilens dørtrin og affyrede en skudsalve. Den oprevede folkemængde lynchede morderen på stedet. Kongens sidste ord til sin udenrigsminister siges at have været: "Bevar mig Jugoslavien". Mordet sendte en chokbølge igennem Jugoslavien. Han efterfulgtes af den 10-årige Peter 2., og prinsregenten Paul blev udråbt som efterfølger. Efter mordet på Kong Alexander blev Ante Pavelić af en fransk domstol dømt til døden in absentia.
Den 24. marts 1937 underskrev Italien og Jugoslavien en ikkeangrebs- og handelskontrakt.
Jugoslavien under anden verdenskrig.
I marts 1938 invaderede og annekterede Hitler Østrig, og Tyskland blev dermed Jugoslaviens nabo. De efterfølgende år arbejdede Hitler hårdt på at øge den tyske indflydelse i det ellers engelsk- og fransk-venlige Jugoslavien, og handelssamkvemmet blev øget dramatisk. Mod syd besatte det fascistiske Italien Albanien i 1939, og Jugoslavien så sig mere og mere indkredset. I syd havde Bulgarien en alliance med Tyskland, og gamle krav på nu jugoslavisk territorium i Makedonien.
Samtidig gærede det i den kroatiske del af befolkningen, hvor fascismens succes næsten overalt i Europa gjorde, at Ante Pavelićs fascistiske parti Ustaše havde medgang. Jugoslavien blev således udsat for en bølge af bombe-terror, som mindre rabiate kroatiske nationalister udnyttede til at afpresse Jugoslaviens centralregering. I januar 1939 truede Bondepartiet med at løsrive sig og starte en borgerkrig, hvis ikke Prins Paul gik med til at Kroatien fik selvstyre. Den 26. oktober 1939 blev der skrevet en serbisk/kroatisk overenskomst, hvor de kroatiske provinser blev lagt sammen og voldsomt udvidet, mens for eksempel serbernes provinser stadig var håbløst splittet op.
Tysklands invasion af og sejr over Frankrig i 1940 førte til, at Rumænien også indgik en alliance med Hitler, og da Italien invaderede Grækenland sent i 1940 var Jugoslavien helt omringet. Tidligt i 1941 blev Jugoslavien sat over for krav om at indgå i en alliance med Hitler.
Den 25. marts 1941 gav prins Paul efter, og på slottet Belvedere i Wien underskrev statsministeren Cvetković tilslutningen til aksemagterne (alliancen mellem Tyskland-Italien-Japan). Denne tilslutning blev set om en national vanære af serberne i Jugoslavien, hvor det førte til statskup den 27. marts 1941. Da delegationen vendte hjem var kongen væltet af luftvåbnets serbiske chef, general Simović. Regeringen blev afsat og prinsregent Paul flygtede i eksil til Grækenland, hvorefter den 17-årige Peter blev udråbt til konge og overtog regeringen. Hitler gav derefter ordre til at Jugoslavien skulle knuses politisk og militært.
Den 6. april 1941 blev Beograd bombet uden krigserklæring, og tyske tropper rykkede ind i Jugoslavien. Italien og Bulgarien rykkede også ind i Jugoslavien for at få deres bid af kagen. Overalt deserterede de kroatiske soldater i Jugoslaviens hær til de fascistiske invasionshære, og tyske tropper blev hyldet som befriere da de marcherede ind i den kroatiske by Zagreb. Omtrent samtidig blev den nazistiske kroatiske lydstat NDH erklæret af Ante Pavelić. Kongen måtte flygte og 11 dage efter hans flugt blev kapitulationen underskrevet og kongeriget opløst.
Efter 2. Verdenskrig, da kommunisterne under Josip Broz "Tito" (kendt som Marskal Tito eller bare Tito) havde nedkæmpet alle ikke-kommunistiske modstandsstyrker og indført et kommunistisk diktatur, gav et valg en national fællesliste 90 % af stemmerne, hvorefter kongedømmet afskaffedes trods Peters protest. Tito blev valgt til landets præsident, og de følgende år blev de sidste ikke-kommunistiske partisaner elimineret. Slovenske frihedskæmpere holdt ud til 1946, og de sidste serbiske frihedskæmpere blev nedkæmpet i 1950. De kroatiske fascister forsøgte også et come-back indtil 1948, men var blevet infiltreret af kommunistiske agenter og blev arresteret af det kommunistiske sikkerhedspoliti.
Under sin eksistens, var Jugoslavien altid en torn i øjet på Sovjetunionen på grund af dets geografiske beliggenhed, der spærrede for sovjetisk adgang til Middelhavet. Sovjetiske forsøg på at bruge stalinister i det jugoslaviske kommunistparti slog fejl i 1948, og Tito besluttede at føre en neutral politik mellem de to store magtblokke i den kolde krig. Anmodninger fra både Rusland (i 1948) og USA (i 1949) om at måtte oprette militærbaser i Jugoslavien blev afvist.
Jugoslavien, der alle dage havde været bygget på en politik der gik ud på at knægte folkenes selvbestemmelsesret, måtte imidlertid på et tidspunkt give efter for det folkelige pres nedefra. Chancen for de undertrykte nationaliteter kom efter Titos død da det kommunistiske diktatur blev liberaliseret, så de folkelige krav om mere selvstyre ikke længere kunne ties ihjel. Den serbiske patriotisme var den første der brød igennem, og via det gamle diktaturs nu demokratiserede strukturer lykkedes det serberne under Slobodan Milošević at dominere Jugoslavien. Dette førte til fremkomsten af lignende bevægelser i især Slovenien og Kroatien. Slovenien fik lov til at erklære sig selvstændigt med et minimum af væbnet modstand, men da Kroatien forsøgte det samme, mens det krævede at få store områder med serbisk flertal med sig, satte serberen hælene i, og den jugoslaviske borgerkrig startede.
Mellem stormagterne.
I dannelsen, vedligeholdelsen, eksistensen og splittelsen af Jugoslavien medvirkede også stormagterne, endda mere end landets egen befolkning. Sejrmagterne i 1. Verdenskrig (Storbritannien, Frankrig, USA og Italien) støttede i 1918 dannelsen af Jugoslavien, ved at den slaviske befolkning blev forenet efter Østrig-Ungarns nederlag, dvs. forening af kroatere, slovenere og serbere (forening af Kroatien, Slovenien, Bosnien og Hercegovina og Vojvodina), og stormagterne ønskede dermed to ting: At der med den nye stat dannedes en kraftig forhindring af en mulig ny tysk imperialisme (deres "Drang nach Osten") samt en hindring mod udbredelse af bolsjevismen fra Rusland. Dermed blev Jugoslavien et meget vigtigt element opstået mellem de to verdenskrige.
Jugoslavien, instrumentaliseret fra stormagterne mellem to de krige, blev splittet af Aksemagterne (Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien) i 1941, som på en anden tragisk måde bekræftede at landets skæbne ikke var i folkets egne hænder. Sejrmagterne i 2. Verdenskrig (Storbritannien, USA og Sovjetunionen) støttede genopbygningen af Jugoslavien fordi deres mål var at gendanne alle de lande Hitler havde ødelagt.
Efter slutningen af 2. Verdenskrig var Titos kommunistiske Jugoslavien fra 1945 til 1948 den mest trofaste, mest eksemplariske og den bedste allierede for Sovjetunionen. Efter uenigheden mellem Tito og Stalin i 1948 opnåede Jugoslavien status af blokfri stat, men var på en mærkelig måde koblet ind i den såkaldte "kolde krig". Jugoslavien løsrev sig i 1948 fra det sovjetiske satellitregime, men da det var før dannelsen af NATO-pagten i 1949 og før dannelsen af Warszawapagten i 1955, tolererede begge disse pagter Jugoslaviens blokfrie position, og det helt til opløsningen af det sovjetiske imperium.
Et sammensat land med omskiftelige forhold.
Jugoslavien var sammensat af forskellige nationer, sprog, kulturer og religioner. Foruden dette havde de fra fortiden arvet elementer fra fire forskellige kulturciviliserede tider: den byzantinske, mediterrianske, centraleuropæiske og den islamiske, som alle har efterladt aftryk i fælleslivet hos den sydslaviske befolkning. Forskellen i moderniseringen og i levemåden i Jugoslavien var større end mellem det mest og mindst udviklede land i Europa. Fx var den nationale indtægt i Slovenien syv gange støre end i Kosovo. Desuden skal også nævnes en anden meget vigtig faktor: Mens den jugoslaviske befolkning i gennemsnit fik 2-3 børn pr. familie, så var tallet i Kosovo 6-10 børn pr. familie. Dette bevirkede at den albanske minoritet i Kosovoområdet (omkring 500.000 i 1964) pludselig blev til en majoritet, som fortrængte den serbiske befolkning.
I Europa, og måske i verden, fandtes ikke et sådant lille område hvor det kom til så stor en forskel mellem indbyggerne som i Jugoslavien. Man kan se at i landet voksede alle hovedproblemer i en moderne verdenssamfund. Det bør også bemærkes at inden Jugoslavien blev dannet i 1918, havde området ikke været under fællesstyre siden den østromerske kejser Justinian 1300 år før - dvs. før nogen af de slaviske folkeslag (slovenere, kroater, serbere, makedonere) indvandrede.
I sine 70 års eksistens undergik Jugoslavien alle mulige styringsformer, hvilket er et enkelttilfælde i Europa. Fra 1918 til 1941 var landet under kongestyre med begrænset parlamentarisk demokrati (1921–1929), derefter 6 år under militært monarkisk diktatur med fascistiske elementer (1929–1935), derefter igen i 6 år en slags genopbygget pseudoparlamentalisme (1935–1941). Under 2. Verdenskrig (1941–1945) oplevede landet, foruden befrielseskrigen, en barsk nationalistisk borgerkrig i hvilken knap en million mennesker døde. Af disse døde 237.000 på kommunisternes side og 209.000 på besættelsesmagternes side. I 46 år (1945–1991) efter 2. Verdenskrig, fra 1945 til 1952/1953 havde Jugoslavien en stalinistisk grundlov, som blev ændret flere gange i løbet af de næste 26 år (1965–1991), og fra at være et centraliseret land blev Jugoslavien til et føderalt samfund med en mere udviklet handelsmekanisme end i de andre socialistiske lande i Europa.
Kilde.
"Istorija za III klas Gimnazija" og "Istorija za IV klas Gimnazija" (makedonske skolebøger)
Racismeparagraffen.
Baggrund.
De første dele af bestemmelsen stammer fra 1939, hvor dens formål var at beskytte de danske jøder. Ordlyden blev ændret i 1971 ved indarbejdelsen af FN's konvention om afskaffelse af racediskrimination. I 1987 blev paragraffen udvidet med seksuel orientering. I 1995 blev skærpelsen for propagandavirksomhed tilføjet i stk.2.
Ændringen i 1971, hvor begrebet "race" blev indskrevet i paragraffen, splittede flere partier på kryds og tværs. Forslagsstilleren var den konservative justitsminister Knud Thestrup. Blandt modstanderne var folketingsmedlemmerne Poul Dam (SF) og senere Preben Wilhjelm (VS). Poul Dam gjorde opmærksom på, at den nazistiske kategori "race" hermed for første gang vandt indpas i dansk lovgivning. Søren Krarup (senere folketingsmand for DF) markerede sig også dengang som modstander af paragraffen, og han har hævdet, at også SF's stifter (tidligere kommunist) Aksel Larsen var modstander.
Debat.
Kritikere af paragraffen mener, at den er begrænsende for ytringsfriheden. Kritikken bygger på en betragtning om, at der bør være ubegrænset ytringsfrihed i alle offentlige anliggender, og 1) man alligevel næppe med forbud og straf kan tvinge folk til at hylde tolerante værdier, 2) det kan være svært at sætte grænsen for, hvilke ytringer, der skal forbydes. 3) det næppe tjener demokratiet, at intolerante synspunkter og holdninger ikke kommer frem til åben debat, idet de fleste af den slags synspunkter alligevel ikke kan forhindres, og at kriminalisering af ytringer netop fjerner fokus fra det politiske indhold.
Paragraffen er også blevet kritiseret for at den ganske vist fører til mange politianmeldelser, men at der sjældent rejses tiltale eller fældes dom. De manglende straffe kan bevirke, at paragraffen er med til at godkende hånlige ytringer, som den egentlig skulle modvirke.
Folketingsmedlem og præst Jesper Langballe (DF), der er blevet dømt for overtrædelse af paragraffen, mener, at den i princippet umuliggør religionskritik (herunder den kristne tradition for at kritisere både kristendommen selv og andre religioner), og at paragraffen forvaltes vilkårligt.
Fortalerne for paragraffen mener at kritikken er baseret på manglende forståelse af bestemmelsens omfang. Almindelige holdninger og synspunkter ("jeg mener, at X er syge i hovedet") er ikke strafsanktionerede, da bestemmelsen vedrører voldsomme og krænkende påstande ("X er psykisk syge"). Racismeparagraffen må ikke forveksles med injurieparagraffen §267, der beskytter borgere imod ærekrænkende udtalelser og udbredelse af falske påstande med henblik på at miskreditere offeret. Forskellen på de to bestemmelser består i beskyttelsens omfang. Kun den krænkede person kan rejse tiltale efter injurieparagraffen, mens enhver kan anmelde påståede overtrædelser af racismeparagraffen. Men kun anklagemyndigheden kan rejse tiltale efter racismeparagraffen. Årsagen til tiltaleadgang efter racismeparagraffen er et ønske om udvidet beskyttelse af mindretal imod had, på baggrund af forkerte oplysninger baseret på generaliseringer.
Etnisk oprindelse.
I 2002 blev Morten Messerschmidt og tre andre tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Dansk Folkepartis Ungdom idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266b. Dommen faldt i Retten i Hvidovre 11. oktober 2002 og blev stadfæstet i Østre Landsret 9. maj 2003. Anledningen var en annonce i bladet Studiemagasinet i 2001med teksten: "”Masse-voldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os”". De to redaktører af bladet blev hver idømt 5 dagbøder à 500 kr.
Seksuel orientering.
I 2001 anmeldte Landsforeningen for bøsser og lesbiske en folketingskandidat for Kristeligt Folkeparti, Bruno Hollendsted, der havde udtalt: "”Homoseksualitet er en abnorm seksuel fejludvikling beslægtet med pædofili og nekrofili. Den slags forhold ligger hinsides tanken - ja end ikke laverestående primater etablerer sig i denne samlivsform...Jeg vil nok sige homoseksualitet er et handicap...”" Anmeldelsen blev afvist af politimesteren i Ålborg og senere Statsadvokaten.
I 1990 blev Emmy Fomsgaaard tiltalt for i et læserbrev at have skrevet "”Er en homofil ikke en slags tyv? Stjæler han ikke sin næstes ære, og måske hans liv, ved at udnytte ham og måske påføre ham AIDS?….. Homosex er den ækleste form for hor.”" Emmy Fomsgaard blev frikendt i både Retten i Skjern og Vestre Landsret, hvor dommerstemmerne dog var 3-3.
Religion.
"But they rape their own children. And you hear that all the time that girls in Muslim families are raped by their uncles or cousins or their father. There was a recent book that came out in Norway, written by a Somalian girl. It was called "Se oss" ('see us, note us, notice us') - where she talks about conditions of Somali families in Norway. She was raped by her uncle. Her mother and her mother's friends and her father made no protest. Women are basically - how could i describe it - they have no value. They are not human beings. They have a function as wombs. They bear the offspring of the warriors in order to create new warriors. Other than that, they - well, they can be used for sexual purposes, but they have no value."
Lars Hedegaard blev anmeldt af Yilmaz Evcil, næstformand for Århus Kommunes Integrationsråd, og statsadvokaten rejste tiltale. Sagen er berammet til januar 2011.
I 2010 blev folketingsmedlem Jesper Langballe idømt ti dagbøder på 500 kroner på grund af et indlæg i Berlingske Tidende den 22. januar 2010. Under overskriften "Islams formørkede kvindesyn" havde han skrevet: "Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."
"Og dræb dem, hvorend I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer.... Jøderne er et bagvaskende folk, og de er et folk, der forråder og bryder aftaler og pagter, og de opdigter løgne og fordrejer ord fra deres rette sammenhæng, og de fratager uretfærdigt rettighederne og de har dræbt profeter og dræber uskyldige, og de er voldsommest i fjendskab til muslimerne, og Allah har forbudt os at tage dem til loyale venner."
Første sætning var et citat fra koranen. Hizb ut-Tahrirs talsmand Fadi Abdullatif blev idømt 60 dages betinget fængsel.
Foreningen Dansk Kultur har i en række tilfælde anmeldt Hizb ut-Tahrir og andre muslimske organisationer for overtrædelse af racismeparagraffen, hvilket er blevet afvist.
Færøerne.
Den 15. december 2006 vedtog det færøske Lagting at tilføje seksuel orientering til § 266b i den færøske straffelov. Derved gennemførte man samme ændring som i Danmark i 1987. Der var hård debat om lovændringen i det færøske samfund, og stemmetallene havde tidligere stået lige i Lagtinget, men den endelige afstemning endte med 17 for, 15 imod.
Frank Herbert.
Frank Herbert taler ved Octocon II, 1978
Frank Herbert (8. oktober 1920 - 11. februar 1986) var en amerikansk science fiction-forfatter.Herbert er skaberen af det fiktive univers omkring planeten Klit. Over seks romaner beskriver Frank Herbert udviklingen i den kendte del af det beboede univers gennem en periode, som strækker sig over et meget langt tidsrum (mere end 10.000 standardår).
Frank Herbert beskæftiger sig med loyalitet og personlig værdighed gennem alle sine værker. Ofte bliver personernes moralske styrke afprøvet under meget ekstreme vilkår, men altid i velformulerede, sociale sammenhænge. Det er karakteristisk for Frank Herbert, at han betoner vigtigheden af personernes dybeste tanker og motiver ved at kursivere disse tankerækker, som er ukendte for andre end læseren og personen selv.
Det er sandsynligt, at Frank Herbert var blevet kendt som en meget velskrivende og dybsindig forfatter, hvis han havde valgt at skrive finkulturelle romaner og noveller. Som det er, har han bidraget til at højne niveauet betydeligt inden for moderne science fiction.
Mikhail Gorbatjov.
Mikhail Sergejevitj Gorbatjov (Russisk: Михаи́л Серге́евич Горбачёв) (født 2. marts 1931) var Sovjetunionens leder fra 1985 til 1991. Han blev født i landbrugsområdet Stavropol i det nordlige Kaukasus og studerede jura i Moskva, hvor han giftede sig med Raisa Maksimovna Titorenko (1932-1999) i 1956. Parret vendte tilbage til Stavropol-regionen, hvor Gorbatjov nåede til tops i det lokale kommunistparti. I 1970 blev han partiformand i den nordkaukasiske region og fik medlemskab i den øverste sovjet.
Derefter blev han landbrugssekretær, og i 1980 nåede han medlemskab af politbureauet. I den egenskab fik Gorbatjov det fulde ansvar for landets økonomi. Efter at først Jurij Andropov og derefter Konstantin Tjernenko var døde i 1984 og -85, blev Gorbatjov udnævnt til partiets generalsekretær. Han indledte næsten øjeblikkeligt et omfattende politisk og økonomisk reformprogram under parolerne "Glasnost" (åbenhed) og "Perestrojka" (omstrukturering). Hans hensigt var at reformere systemet, men det skulle bevares, ikke nedbrydes. Systemet var sådan set godt nok, men det skulle accelereres og arbejdsdisciplinen skulle forbedres.
Samtidig med denne indsats på hjemmefronten arbejdede Gorbatjov for international afspænding og nedrustning. Han hjemkaldte de sovjetiske tropper fra Afghanistan i 1989, fik bragt ende på våbenkapløbet med USA (aftale i 1987), og slog fast, at der ikke ville blive brugt våbenmagt over for befolkningerne i Østeuropa i 1989. Det var derfor velbegrundet, at han modtog Nobels Fredspris i 1990.
Efter et mislykket kupforsøg fra kommunistpartiets hårde kerne og et gennemført modkup fra reformfløjen under Boris Jeltsin var Gorbatjov politisk svækket og måtte se passivt til, mens Sovjetunionen gik i opløsning. Den 25. december 1991 trak han sig formelt tilbage fra præsidentposten for en stat, som var opløst nogle uger forinden.
Gorbatjov var med sine 54 år ung og havde ny idéer til, hvordan Sovjetunionens økonomi skulle reddes fra de strukturproblemer, den var ude i. I modsætning til sine forgængere havde Gorbatjov en energisk og farverig karisma. Han talte direkte til folket og hørte på deres kommentarer og kritik. Han elskede at improvisere og forstod at udnytte det nye tv-medie. Han besøgte fabrikker og arbejdspladser og fik derved mindsket afstanden til folket. Han mestrede alle politikkens facetter og med sin populistiske sans var han revolutionerende i Sovjetisk sammenhæng.
Efter Sovjetunionens opløsning udviklede der sig en livlig politisk aktivitet, men der var ikke plads til ham. Han driver i dag en privat konsulentvirksomhed i Moskva.
Man har sagt om ham, at han sammen med folk som Nelson Mandela og Alexander Dubcek var én af "tilbagetrækningens helte". De har det til fælles, at de afstod fra at bruge vold og i stedet valgte en langsom og besværlig tilbagetrækning fra deres magtpositioner.
Trivial.
Gorbatjov var gæst på "Den 11. time" på DR2 den 24 oktober 2007. Her fortalte han blandt andet, at han har valgt ikke at få gjort noget ved sit modermærke for at folk ikke skulle tro, han brugte sin tid på at forskønne sig selv i stedet for på det, der virkelig betyder noget.
Han medbragte sin egen tolk (russisk - engelsk), som han har kendt i 22 år.
Dette var hans første besøg i Danmark.
Velordnet.
En velordnet mængde betegner i matematikken en mængde "M", hvor enhver delmængde af "M" har et mindste element.
Oxygentransport.
Normalt er ilttilbuddet 1000 ml/minut svarende til 14 ml/kg/min. Det normale hvileforbrug af ilt er cirka 200 ml/min.
Saddam Hussein.
Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti (arabisk: صدام حسين عبدالمجيد التكريتي, 28. april 1937 – 30. december 2006), var Iraks præsident og diktator fra 16. juli 1979 til 9. april 2003, hvor han blev afsat under Irakkrigen. Som leder af Irak og leder af Ba'ath-partiet var han tilhænger af panarabisme, økonomisk modernisering og arabisk socialisme.
Han var suppleant under sin fætter Ahmed Hassan al-Bakr og efterfulgte ham som præsident. Selvom der blev afholdt valg med jævne mellemrum under Saddams styre, blev irakerne truet, hvis de undlod at stemme eller ikke stemte på Saddam. Derfor er det den almindelige opfattelse, at han var diktator. I hans tid som leder blev Iran-Irak-krigen (1980–1988) og Golfkrigen (1991) udkæmpet.
Saddam Husseins styre blev styrtet som følge af en amerikansk ledet invasion af Irak i 2003, og han blev fanget af amerikanske soldater i Irak den 13. december 2003. I 2004 blev han overdraget til de irakiske myndigheder og anklaget for bl.a. forbrydelser mod menneskeheden ved en irakisk særdomstol og den 5. november 2006 dømt til døden ved hængning. Denne dom blev den 26. december 2006 stadfæstet af Iraks højeste appelret, som samtidig afgjorde, at henrettelsen skulle finde sted indenfor 30 dage.
Saddam Hussein blev henrettet ved hængning den 30. december 2006 ca. kl.4 dansk tid, 6 lokal tid i Bagdad.
Barndom.
Saddam Hussein blev født i byen Al-Awja, 13 km fra den irakiske by Tikrit i Sunnitrekanten i en familie, der arbejdede som fårehyrder. Hans mor, Subha Tulfah al-Mussallat, gav hendes nyfødte søn navnet "Saddam", som på arabisk betyder "Den der konfronterer". Han lærte aldrig sin far, Hussein 'Abd al-Majid, at kende, fordi han forsvandt seks måneder før Saddam blev født. Kort tid efter døde Saddams 13 år gamle bror af kræft, hvilket gav hans mor en depression i de sidste måneder af hendes graviditet. Spædbarnet Saddam blev sendt til hans morbrors familie, Khairallah Talfah, indtil han var tre.
Hans mor blev gift igen og det ægteskab gav Saddam tre halvbrødre. Hans stedfar, Ibrahim al-Hassan, var ubehagelig overfor Saddam, da han kom tilbage til sin mor. Da han var 10 år gammel, flygtede Saddam fra familien og vendte tilbage til Bagdad, hvor han boede hos sin onkel, Kharaillah Tulfah. Tulfah, der er far til Saddams kommende kone, var praktiserende sunnimuslim. Senere i livet blev slægtninge fra Tikrit nogle af hans nærmeste rådgivere og støtter. Ifølge Saddam lærte han mange ting fra sin onkel, der var en militant irakisk nationalist. Han gik på en nationalitisk skole i Bagdad. I 1957, 20 år gammel, blev Saddam medlem af det revolutionære pan-Arabiske Ba'ath-parti, som hans onkel støttede.
Den populistiske pan-arabiske nationalisme som egyptiske Gamal Abdel Nasser stod for gjorde stort indtryk på den unge Saddam. Nassers magtovertagelse i Egypten var begyndelsen til en bølge af revolutioner i mellemøsten i 1950'erne og 1960'erne, der medførte faldet af monarkierne i Irak, Egypten og Libyen. Nasser udfordrede Storbritannien og Frankrig, der havde nationaliseret Suez-kanalen, og han forsøgte at modernisere Egypten og forene den arabiske verden politisk.
I 1958, året efter at Saddam var blevet medlem af Ba'ath-partiet, blev Faisal 2. af Irak væltet af militæret under ledelse af general Abdul Karim Qassim. Ba'ath-partiet var imod den nye regering og i 1959, var Saddam involveret i et USA støttet forsøg på at myrde Qassim.
Saddam blev skudt i benet men undslap til Tikrit. Derefter tog han til Syrien og videre til Beirut og endte i Cairo.
Han blev dømt til døden in absentia. Saddam studerede jura på Cairo Universitet mens han var i eksil.
Vejen til magten.
Da USA under den kolde krig var bekymret for general Abdul Karim Qassim forbindelser til kommunisterne støttede CIA Ba'ath-partiet og andre modstander af Qassim. Officerer fra hæren med forbindelser til Ba'ath-partiet styrtede Qassim i et kup i 1963 og medlemmer af Ba'ath-partiet kom i regeringen og Saddam vendte hjem til Irak fra sit eksil i Egypten. Men senere samme år begyndte Iraks nye præsident Abdul Salam Arif at arresterede medlemmer af Ba'ath-partiet og i 1964 kom Saddam også i fængsel i Irak. Lige inden Saddam blev fængslet og indtil 1968 var han partisekretær for Ba'ath-partiet.
Saddam flygtede fra fængslet i 1967. I 1968 deltog han i et ublodigt kup der blev ført an af Ahmad Hassan al-Bakr og som væltede Abdul Rahman Arif. al-Bakr blev præsident og Saddam blev hans suppleant.
Politisk virke.
Som student blev han medlem af Ba'ath-partiet. I 1968 deltog Hussein i organiseringen af et statskup i Irak, der bragte partiet til magten. I juli 1979 lykkedes det Hussein at blive Iraks præsident. Ligeledes var han Iraks statsminister 1979-1991 og igen fra 1994 til 2003, da en koalition af invasionsstyrker under amerikansk ledelse indtog landet, og overtog magten.
Saddam Hussein blev den 13. december 2003 taget til fange af amerikanske styrker ved Tikrit.
Mens mange i den vestlige verden så Saddam Hussein som en despot, blev der set op til ham i en del af den arabiske verden for hans støtte til pan-arabismen og palestinensere specielt. Husseins principfaste afvisning af amerikansk pres blev også bemærket i andre arabiske lande. Saddam Hussein spillede en stor rolle i den økonomiske modernisering af Irak, der gjorde landet til det højest udviklede i regionen. Uddannelsesniveauet steg under Husseins tid og var ved hans tilfangetagelse på et middelniveau, ikke kun i arabisk målestok.
Forbrydelser mod menneskeheden.
Parallelt med krigen mod Iran 1980-88 gennemførte Saddam en nådesløs undertrykkelse af en mulig intern opposition. Shiitiske religiøse ledere, som nægtede at underkaste sig, blev brutalt myrdet. Mange tusinde blev arresteret og tortureret.
Særlig brutalitet blev brugt mod kurderne i det nordlige Irak. Den såkaldte "al Anfal"-kampagne omfattede fysisk udslettelse af mange tusinde landsbyer og massakrer på hundredetusinder af mennesker. Efter al Anfal-kampagnen menes det, at 182.000 mennesker er blevet forsvundet. Flest, overvejende mænd, blev henrettet i ørkener i vest og sydvest Irak. Jordiske rester af kvinder og børn er også blevet fundet i massegrave.
Der blev også brugt kemiske våben til at udslette hele landsbyer. Mest berygtet er giftgasangrebet på den kurdiske by Halabja, som resulterede i omkring 5000 døde og mange tusinde med alvorlige kemiske skader.
Efter golf krigen blev titusinder af soldater og civile fra bl.a. Basra, Al-Hillah og de kurdiske områder dræbt og senere fundet i massegrave.
Retssagen.
Saddam Hussein i retten i juli 2004
Den 30. juni 2004 blev Saddam Hussein og elleve andre højtstående medlemmer af Ba'ath-partiet juridisk overgivet til Iraks overgangsregering så de kunne blive anklaget for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Få uger efter blev han anklaget for forbrydelser begået mod indbyggerne i Dujail i 1982 efter et mislykket attentatforsøg mod ham. Særligt var det drabet af 148 mennesker, tortur af kvinder og børn og ulovlig anholdelse af 399 andre.
Den 5. november 2006 blev Saddam Hussein fundet skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og blev dømt til døden ved hængning.
Henrettelsen.
Saddam Hussein blev hængt den 30. december 2006 kl. 04:00 dansk tid, kl. 06:00 lokal tid. Henrettelsen foregik i en sikret militærbase, "Camp Al-Adala" i bydelen Kazimain, der ligger i det nordøstlige Bagdad. Basen hed tidligere "Camp Banzai" og har ry for at være benyttet til tortur og mord på tusinder af mennesker under Saddams styre. Saddam blev henrettet alene og ikke sammen med sine ligeledes dødsdømte medarbejdere Barzan Ibrahim al-Tikriti og Awad Hamed al-Bandar, der vil blive henrettet efter Eid ul-Adha-helligdagene.
Han var iført det sorte tøj, som han ofte bar under retssagen, og han nægtede at lade sit hoved være dækket af en hætte. Før han blev hængt blev en islamisk bøn læst for ham, som han gentog. Henrettelsen blev filmet, men kun optagelser umiddelbart inden selve henrettelsen og optagelser af hans lig efter henrettelsen er blevet frigivet. Det var ikke meningen at hele henrettelsen skulle filmes men en regeringsrepræsentant optog det hele på en mobiltelefon han havde smuglet ind i lokalet. Den ulovlige optagelse var i modsætning til den officielle optagelse med lyd og man kunne høre at der blev råbt ydmygende kommentarer til Saddam inden han døde.
Saddam Hussein blev begravet i sin fødeby Al-Awja ved Tikrit, Irak, ca. 2 kilometer fra stedet hvor hans to sønner Uday og Qusay Hussein er begravet, den 31. december 2006 klokken 4 lokal tid.
Familie.
Saddam var polygamist. Han blev gift med Sajida Talfah i 1963. Sajida er datter af Khairallah Talfah, der var Hussein's onkel og mentor. Sammen fik de to sønner, Uday og Qusay, og tre døtre, Rana, Raghad og Hala.
I 1986 blev han gift med Samira Shahbandar og i 1990 blev han gift med Nidal al-Hamdani. Angiveligt blev han i 2002 også gift med Wafa el-Mullah al-Howeish men det er ikke endegyldigt bevist.